Indhold på denne side: Indledning * * Sortehavsområdet og Centralasien før år 0 * * Sortehavsområdet og Centralasien efter år 0 * * Slaverne/fyrsterne * * Ruslands samling * * Eneherskerens slutspil * * Socialismen * * 60 året for USSR * * Efterskrift * *

I det kæmpemæssige landområde som i dag kaldes Rusland/Sovjetunionen havde Sovjetmagten indtil fornylig anerkendt ca. 100 nationaliteter (folkeslag) og over 64 sprog. Det var bl.a. georgikeren, grusineren Josef Vissarionovits Stalin (født: Dsjugasjvili) fra Transkaukasien og Bolsjevikkerne, fra 1918 Ruslands Kommunistiske Parti, senere SUKP, der også i spørgsmålet om 'sprog og nationalitet', havde befriet de mange bundne folkeslag. Stalin arbejdede som revolutionær i Transkaukasien. Blev i 1917 en af de ledende i Petrograd-sovjetten og var i 1917-22 kommissær for nationalitetsspørgsmål. Mere end 40 små nationaliteter fik efter Oktoberrevolutionen i 1917 eget skriftsprog og selv ketere, orotjere og nganasanere med mindre end 500 individer taltes blandt nationaliteterne. Zarriget blev omdannet til 15 unionsrepublikker, 20 autonome republikker, 10 nationale områder og 8 autonome områder. Før Oktoberrevolutionen i 1917 var gennemsnitslevealderen for en russer kun på 35 år.

Vladimir Iljitj Lenin (født: Uljanov) og Ruslands mange soldaterhære tilbageførte i 1917 ejendomsretten til jorden, godserne og fabrikkerne til bønderne og arbejderne. Der skete en fuldstændig omfordeling af ejendom, værdier og politiske værdier, der rystede fyrsterne, præsterne, baronerne, fabrikanterne og spekulanterne i Rusland og i den vestlige imperialistiske verden. Oktoberrevolutionen stod som et flammende eksempel for alverden undertrykte,- og gør det stadigvæk den dag i dag med Dekretet om Freden og Dekretet om Jorden ! Det var den mest ublodige ti-dages revolution, som verden endnu har set. Men de samfundsklasser som var styrtet, ville ikke give op uden voldelig og militær kamp. De fik direkte hjælp af adskillige vestlige imperialistiske stater, der indledte en invadering af Rusland og gennemførte en blodig krig. Men Koltjaks 400.000 store hær, Denikins og Judenitjs hære, Wrangels hvidgardister, Pilsudskis polske hær, de amerikanske marineinfanterister, japanske og britiske hære, m.v. blev slået tilbage af bønderne, arbejderne og soldaterne.

I 1917 havde man ikke glemt, at jorden tilhørte os alle, og i første omgang tilhørte dem der dyrkede jorden. Det trælbundne livegenskab, fyrsternes og kirkemagtens røveri af jorden og deres juridiske og moralske spidsfindigheder, der i menneskealdre havde undertrykt og udbyttet befolkningen blev på 10 dage fejet bort af de revolutionære masser. Oktoberrevolutionen stod som en lysende fakkel i lighed med fortællingen om Trakeren: Spartacus, der var leder af et stort slaveoprør i Romerriget. Spartacus blev solgt som slave til en gladiatorskole i Capua i Romerriget (det sydlige Italien) og i årene 73-71 f. Kr. anførte han en slaveopstand og slog fem romerske hære. Spartacus drog med denne slavehær, der bestod af forskellige folkeslag på ikke mindre end 40.000 mænd og kvinder gennem »den italienske støvlehalvø«, for at finde friheden fra de romerske undertrykkere. Det var næsten ved at lykkedes for slavehæren, men imidlertidig lykkedes det Crassus's romerhær, at nedkæmpe slavehæren. Romerne kvitterede med at korsfæste 6.000 slaver langs Via Appia, der var en gammel hærvej fra Rom via Capua til Brindisi. Også Spartacus står som et lysende historisk eksempel på, at det er muligt at gøre oprør. Men erfaringen er som med Oktoberrevolutionen: at det kun er gennem organisation, og atter organisation, at man kan erobre og bevare magten.

Har du kritik eller tilføjelser til det som jeg har skrevet, er du meget velkommen til at rette henvendelse til mig her. Jeg er jo ikke historiker, men vil godt fremstille et retvisende billede, der kan inspirere folk til at læse mere historie,- og til at handle ! Men jeg mangler oplysninger om produktionsforholdene, produktionsmidlernes udvikling, ejendomsformernes oprindelse og ændringer heri, de interne magtstrukturer (modmagter). Men det gør altså ikke disse oplysninger og denne fremstilling af historien uinteressant.

Men hvordan er de mange folkeslag opstået på det vi i dag kalder: det russiske territorium ? Lad mig starte med at sige, at det er vanskeligt for mig at skelne mellem om folkeslagene og folkestammerne er indvandret, - om stammen invaderer landområdet,- om landområdet erobres fra andre stammer, eller om der var en stadig omrokering ved nomadelivet. De kilder som jeg har benyttet i denne historiefremstilling, er hovedsageligt de kilder, som forskønner Hellerne, Romernes og de Frankisk/kristne undertrykkere. Det er vesteuropæiske kilder og sejrherrenes kilder i Vesten, - det er den snævre nordvesteuropæiske kristne kilde, som giver fanden i persernes, i kinesernes, i afrikanernes, i indianernes og i alle de andre folkeslags historie, tungemål, kultur og vilkår. De folkestammer som vi i dag kalder »grækere«, har gennem tiderne haft en betydelig kulturindflydelse i Rusland. »Grækerne« var rundt omkring omkring i Middelhavet og havde handelskoloner i Sortehavet. Forfatteren: Herodot (Ioner ?), levede i ca. 484 - 425 f. Kristus i en »Ionisk« by på Lilleasiens vestkyst,- et område der i dag tilhører Tyrkiet, og levede umiddelbart efter at Medere og perserne knuste den Assyriske stormagt i 612 f. Kr., og hvor Kyros d. II. den Store gjorde oprør og underlagde sig Medien i 550 f.Kr.; erobrede Lilleasien og i de følgende år udstrakte sin magt til de områder vi i dag kalder »Afghanistan og Turkestan«; og i 539 f. Kr. gjorde en ende på det Babyloniske Rige. Herodot har skrevet om de landskaber, som vi i dag kalder: Sortehavet, hvor Ionerne/Hellerne/Grækerne havde etableret kolonier/byer/handelsforbindelser langs hele Sortehavskysten. Afsnittet om »Sortehavet, m.v. før år 0« har sit udgangspunkt i Herodots krønike, ligesom jeg ikke kan undgå, at fortælle lidt om »grækernes historie« på hjemmesiden om 'vor tidsregning'.

Ordet 'rus' er ofte blevet forklaret ud fra den finske betegnelse for Sverige, Ruotsi, der atter er blevet sat i forbindelse med det specielle svenske ledingsområde, Roden eller Roslagen. Men også andre tydninger af ordet 'rus' har været fremsat, fra russisk side, især tydninger ud fra gamle navneled på "Rus" eller "Ros" for sydrussiske floder. Omkring 1100-tallet e. Kr. har munken Nestor i 'Nestor-krøniken' beskrevet tiden fra 882 til 1113 e. Kr.. Her er betegnelsen: 'rus', en skandinavisk stamme, som blev kaldt over havet af de slaviske og finske stammer syd for Østersøen for at herske over dem og skabe ro og orden. Men 'Nestorkrønikens' kildeværdi er omtvistet. Russiske forskere har ofte foretrukket at identificere rus-folket med slaviske folk eller opfattet ordet som en fællesbetegnelse for såvel nordboer i Rusland som slaver. Det var under ledelse af Russtammen, under Ruriks førerskab, at den første større russiske rigssamling fandt sted ifølge 'Nestorkrøniken', og 'rus' blev derefter navn på hele riget omkring Holmegård (Novgorod). Men efterhånden som den byzantinsk-græske form af navnet, Rossija, sejrede, blev 'rus' stående som en poetisk betegnelse for Rusland. Russerne som folk og stamme, opstod meget, meget sent. Ordet 'rus' i latinske, arabiske, græske og slaviske kilder fra den tidlige middelalder, er betegnelse for et folk og et rige ved de store russiske floder i det 9. og 10. århundrede e. Kr., og som meget tidligt blev identificeret med nordiske erobrere. Thi det mægtige rige, som nu omfatter mere end halvdelen af Europa og udbreder sig over hele Nordasien, har sit udspring fra egnen syd for Ladoga-søen og Den finske Bugt. De i disse egne bosatte slaviske og finske stammer indkaldte efter den ældste russiske historieskriver Nestors vidnesbyrd i 862 e.kr. «varægerne eller russerne» til at herske over dem, og disses høvding Rurik kom med sit hærfølge og nedsatte sig i Holmegård (nu Novgorod). Om man nu end ikke vil betragte Nestors beretninger som andet end sagn, så kan der ikke være tvivl om, at «varægerne eller russerne» har lagt den første grund til det russiske monarki og er kommet over havet omtrent i midten af det 9de århundrede. En russisk historiker skrev bl.a.:»at kampen mellem skov og steppe er temaet i den russiske historie« og »at Asien hørte aldrig op med at udsende røveriske horder (dvs. nomader der driver rundt med kvæg og teltlejre), der ville leve på den fastboende befolknings bekostning, der havde slået sig ned for at opdyrke agerjord og bygge gårde«. Og lang tid før Heradot og langt tid derefter, har folkestammer af nomader og rytterhære, bestående af mongolere, centralasiatiske og iransktalende persiske stammer trukket op fra Asien, fra de områder vi i dag kalder Mongoliet, ved Sinkiang (i dag kinesisk provins), fra Indiens nordlige områder og fra området Pakistan, Afghanistan, Iran. Ja, selv normannerne var vel nomader og hærgede her og hidset.

Det nuværende Pakistan (tidl. Baktrien) har været beboet i mange tusinde år og oplevede en bronzealder efter midten af 4. årtusinde f. Kr., der blev afløst af Induskulturen, der nåede sit højdepunkt sent i det 3. årtusinde f. Kr., men som forsvandt af ukendte grunde i begyndelsen af det 2. årtusinde f. Kr.. Indoeuropædiske stammer skulle i det 2. årtusinde f. Kr. været trængt ned i Nordindien fra nordvest, og forskerne har påvist, at den hvide europide race stammer fra Asien ligesom det indoeuropæiske sprog, også kaldet det ariske sprog, der oprinder fra det sydlige Centralasien og som i dag er jordens mest udbredte sprog. Sanskrit, græsk, latin, de germanske sprog og keltisk stammede fra ét og det samme nu uddøde sprog. De ariske sprog omfatter i dag 9 sprogfamilier: indoiransk, armenisk, græsk, albansk, slavisk, baltisk, romansk, keltisk og germansk. Til de ældste kendte indoeuropæiske sprogmindesmærker hører hittitiske, sanskrit- og mykensk-græske dokumenter. Sprogfamilier som anatolsk (med hittitisk, lykisk og etruskisk) tokharisk og venetisk forsvandt ret tidligt i historien forløb. Landområderne i "Pakistan" (Baktrien) blev indfaldsvej for de erobrings- og indvandringsbølger, der skyllede ind over Indien. Arierne kom den vej ca. 1.400 f. Kr., men deres historie og kultur i Pakistan er ikke særlig godt kendt i forhold til kulturhistorien i Indien, og i Nordvestindien havde indoskyterne et enormt rige, der sidenhen flyttede helt op til floden Don.

Oppe i de høje Kaukasiske bjerge på mellem 2 til 5,5 kilometers høje mellem Det kapiske Hav og Sortehavet har mange folkeslag gennem tiderne søgt ly, og her er opstået en utrolig folkeblanding. Nordkaukasus omfatter bl.a. Dagestan, Tjetjenien, Ingusjien, Kalmykien m. fl., ogSydkaukasus (tidligere: Transkaukasien) omfatter Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. I Kaukasusregionen er i dag mindst 40 forskellige folkeslag, mange sprog og religioner, og ca. 20 millioner mennesker. I dag består eksempelvis befolkningen i Georgien af 70 % kartveler (georgiere), der har boet i landet langt tilbage i oldtiden. Georgien svarer omtrent til det land, de gamle grækere kaldte Kolkhis og Dagestan kaldtes Avaria. Georgiernes sprog hører til den sydkaukasiske familie, og i dag bor der yderligere 8 % er armeniere, 6 % russere, 6 % er aserbajdsjanere, 2 % osseter, 2 % adsjarer, 1,7 % abkhasere, og dertil kommer grækere, ukrainere m.v. i Georgien. Mange af disse kaukasiske folkeslag er i dag i absolut mindretal i de landområder, som de i dag prøver at udråbe som suveræne og selvstændige områder. Men historien og udviklingens forløb viser, at etniske, sproglige eller religiøse motiver, ikke er tilstrækkelige motiver i frigørelseskampen, og at de oprørsgrupper, der benytter disse motiver blot etablerer "en ny overklasse", der i forbund med udenlandske magter og kapitalinteresser, står på spring for at genoprette undertrykkelsen og udbytningen af hele folket, - af bønderne og arbejderne. Historien viser også, at oprørsgrupper først slår sig op som skattenægtere, men at "oprørerne" lynhurtigt efter en magtovertagelse genindfører skatteopkrævning og etablere en ny snylteroverklasse.

De nationale og etniske interesser er jo også i dag blevet en hindring for udviklingen af den globale kapitalisme. Dannelsen af Den europæiske Union (EF/EU) er et tydeligt eksempel på, folkeslagene skal »gå op i en højere kapital-enhed« med en fælles mønt, og at nationalstaterne skal indgå i et overnationalt styre. Den Europæiske Union har ikke til formål at afvikle de store kapitalistiske nationalstater: Spanien, Frankrig, Italien, Storbritannien, Forbundsrepublikken Tyskland, til fordel for de mange etniske folkeslag i Vesteuropa, der kræver selvstyre og selvstændighed. Men udenfor Den Europæiske Union, - rundt omkring i verden vil kapitalisterne og imperialisterne gerne støtte de etniske folkeslag kamp for selvstyre, fordi de derved kan opløse de magtstrukturer, som er i de pågældende områder, således at kapitalisterne bagefter kan få fingre i mineraler, olie, m.v.. Opløsningen af den Jugoslaviske Forbundsstat, er et tydeligt eksempel på, hvordan den multinationale storkapital vil indbilde folkeslagene en ret til selvstyre og suverænitet, medens den samme ret ikke er gældende i Storkapitalens hjemlande: baskerne, de franske mindretal, irlænderne. Borger- og frihedsrettighederne for indianerne og afrikanerne i USA er afhængig af pengepungen. Men profit-propagandaen gør alt for at få etableret nye Overklasser rundt omkring i verden, der vil samarbejde om fordelingen af jordens naturrigdomme, selv om kapitalisterne ikke vil anerkende andre økonomiske systemer og regler. US-kapitalen støtter også religiøse oprør, den religiøse stat: Israel, og endda de muhammedanske oprørere i forskellige lande. Men det er altså blot for at profitere, og ødelægge disse lande, deres kulturværdier og deres fyrster, således at Kapitalen kan få "fingrene" i mineralerne, olien og strategiske landsområder. Se nu blot hvorledes det er lykkedes US-kapitalen at totalødelægge Afghanistan og føre de muhammedanske kulturværdier tilbage til før-middelalderen. Afghanistan blev i 1830-1840érne ofre for den britiske imperialismes legendariske dumheder og krige, efter briternes erobring af Indien. Da englænderne i 1947 oprettede Pakistan forsøgte Afghanistan at forene de nomadiserende afghanere med Afghanistan og skabe et Storafghanistan, - men det lykkedes ikke. Selv i dag er en del af befolkningen i Afghanistan nomader eller halvnomader. I Afghanistan er Pushtu nationalsprog og der tales desuden andre iranske og tyrkiske sprog. Over 80 % af befolkningen taler iranske sprog. Til dem hører pashtunerne (ca. 50% af befolkningen, der er delt i adskillige stammer og som bor i de sydlige dele af landet og langs grænsen til Pakistan) - Tadsjikkerne (ca. 30 % af befolkningen og spredt over hele landet) - og Hazarerne. Det største af de tyrkiske folk er Usbekerne (9 %).

I Tjetjenien (Noxçiçö) der er et landbrugsland i Kaukasus og halvt så stort som Danmark understøttes de muslimske Tjetjenere også af Vesten. Området indeholdt store olieforekomster, olieledninger og raffinaderier til flyverbenzin, træ- og levnedsmiddelindustri, selv om 2/3 af befolkningen bor på landet og producerer landbrugsvarer. 53 % af befolkningen bestod af Tjetjener, 12 % Inguser, 29 % Russere. De ny-religiøse muhammedanske ledere, der er dukket op efter 70- års socialisme, er som ofte før splittede i forskellige historiske retninger, bl.a. i det munkebroderskab der opstod omkring Kadiri (død: 1166) og Nakshibendes grundlægger, der døde i 1388. Som så ofte før med "tilbagestående" landbrugs- og nomadesamfund, lykkedes det udefra kommende kræfter, at gøre sin indflydelse gældende, med synspunkter om at man kan bevare det gamle familie- og klansystem, bevare de moralske værdier som blodhævn, omskæring, edsaflæggelse, skattebetaling til Islam og undervisning via præster, og hvor der kun opretholdes en snæver produktion af landbrugsvarer til eget forbrug. Umiddelbart vil de (muslimerne) ikke have et fællesskab, nogen stat eller kommune, men vil kun have Islam som fællesnævner (dvs. et præstestyre med Koranen). Industrialiseringen, den fælles landbrugs- og maskindrift, den offentlige uddannelse og arbejdet er en forbandelse. Måske drømmer de om at vende tilbage til Osmannerrigets storhedstid ? De beskylder russerne for at have frataget dem deres modermål, til trods for at de var analfabeter i 1917, og at det før den tid kun var ganske få skriftkloge muslimske præster, der kunne skrive og læse det arabiske alfabet. Tjetjenernes ulykke med de russiske fyrster begyndte i 1773 hvor Katarina d. II. beordrede opførelse af forter i Kaukasus. Den første oprører var Imam Mansur, der i 1780érne samlede mange bjergfolk til kamp,- dog ikke tjetjenerne. I 1830érne gjorde avaren: Sheik Shamil oprør indtil hans endelige nederlag i 1859, næsten samtidigt med, at Frankrig, Storbritannien og Tyrkiet i 1854 havde erklærer Rusland krig (Krimkrigen). Derefter trådte en ny religiøs leder ind på scenen, Hadji Kunta som var Tyrker (Kumyk) og igen i 1863 og samtidig med et oprør i Polen rejser tjetjenerne sig under Ali Bek Hadji, og atter igen i 1877 under den russisk-tyrkiske krig. Efter Bolsjevikkernes magtovertagelse i 1918 oprettes en uafhængig nordkaukasisk stat, men allerede i 1920 sker atter et religiøst oprør i Dagestan. Det russiske parlamentets formand indtil oktober 1993 var i øvrigt tjetjeneren: Ruslan Hasbulatof. Men Jeltsin besluttede jo at bombe det russiske parlament, og umiddelbart efter sit vellykkede statskup, udstedte Jeltsin et dekret om udvisning af alle kaukasere fra Ruslands storbyer. Tusindvis af tjetjenere og andre mennesker med Kaukasisk udseende blev, arresteret og udvist og fik ikke lov til at hente deres ejendele. Mange havde den holdning, at tjetjenere og kaukasere havde andel i mafiavældet og røverkapitalismen omkring: Aftomobilnaja, Tsentralnaja og Ostankinskaja.  

Kaukasus har op gennem historien været skueplads for voldsomme magtkampe mellem romere, makedonere, hellere, byzantinere, mongolere, persere (iranere) og osmannere (tyrkere) og Rusland. Husk på, at datiden var præget af nomader, vandrende folkestammer, og at det var svært at slå sig ned og etablere en by (borg/småstat). Muligvis kan klaner af Armenere føre deres historie længere tilbage end klaner af aserbajdjanere. Nationer, som dem vi kender i dag er et relativt nyt fænomen i Kaukasus, der op gennem historien har været opdelt i talrige små bystater, stammer og klaner. Den første »statsdannelse« i Kaukasus området hed Urartu - 900 f. Kr. og dækkede dele af det nuværende Iran, Tyrkiet, Georgien, Aserbajdsjan og Armenien. Det mægtige Urartu-rige gik til grunde efter at være angrebet af Assyrerne i det 8. århundrede f. Kr.. Nogle udlægger Urartu-riget for at være forløberen for det senere Armenien. Men de indoeuropæiske Armeniere indvandrede dog først omkring 600 f. Kr. til dette område, og de blev snart underlagt de vandrende Meder og senere underlagt deres arvtagere: perserne i 546 f. Kr.. De besatte områder blev regeret af en persisk statholder og 200 år senere i 327 f. Kr. nedkæmpede den makedonske krigerkonge: Alexander den Store, perserne derovre på sin vej til Indus. Men en af de persiske statholdere benyttede sig af situationen; løsrev sit område og dannede sit eget kongedømme, og dermed blev grundstenen til det nuværende Aserbajdsjan lagt.

Efter Alexanders den Store's død, blev de mægtige landområder opdelt mellem hans generaler, der ofte lå i stridigheder indbyrdes. Landområdet (Armenien) kom under den Helliske generalslægt: Seleukiderne, men befolkningen frigjorde sig efter, at Seleukiderne led et nederlag til romerne i 189 f. Kr.. Under den Armenske konge: Tigranes d. I. (ca. 95-56 f. Kr.) udviklede Armenien sig til en stormagt, idet han gik i forbund med Mitradades d. VI., der også skabte sig et stort rige. Men romeren: Sulla (ham der besejrede Cimbrerne og Teutonerne) førte sine hære mod de to konger, og reducerede landenes omfang, og i året 66. f. Kr. var Armenierne en lydstat under Rom. Armenien var derefter i en lang periode en stødpudestat mellem Partherriget, der strakte sig fra Indus til Eufrat og Romerne, der sloges om at indsætte lydkonger i Armenien. Efter Armenernes omvendelse til kristendommen tidligt i det 4. århundrede fortsatte striden mellem Byzantinske Rige og det nye Perserrige. Perserne forsøgte at tvangsomvende Armenierne til Zarathustrismen. Efter år 451 e. Kr. lagde Armenierne sig ud med Byzantinerne, fordi de ikke ville godkende beslutningerne fra bispemødet i Kalkedon, som splittede oldkirken. Fra det 7. århundrede var det Islamiske og Byzantinske hære, der sloges om Armenien. I det 11. århundrede flygtede en del af Armenierne fra de evindelige hærgninger og slog sig ned i Kilikien, der derfor kaldtes Lille-Armenien. Lille-armenierne allierede sig med korsfarerne trods religiøse uoverensstemmelser og antog konger fra en fransk adelsslægt i det 14. århundrede. I det 15. århundrede kom både Lille- og Stor-Armenien under tyrkiske overherrer og blev et stridsemne mellem osmanner og persere. Armenierne har således i århundreder år været på kant med sine tyrkisk talende naboer. Fra 1453 og op til begyndelsen af 1700-tallet var Kaukasus delt mellem osmannere og persere, men i 1720 dukkede den russiske zar Peter Den Store op på arenaen. I forbindelse med Ruslands og osmannernes indbyrdes stridigheder lykkedes det armenierne at opnå uafhængighed for et område, der indbefattede: Nagorno Karabakh. Men uafhængigheden varede kun i 30 år, hvorefter persere og osmanner igen begyndte at slås om magten i Kaukasus. I løbet af 1800-tallet vendte Rusland igen opmærksomheden mod de trængte kristne Armeniere. Fra år 1800 og 30 år frem udkæmpede Rusland støttet af armenierne talrige slag mod både persere og osmanner. I 1813 måtte perserne afstå Nagorno Karabakh og det nuværende Aserbajdsjan til Rusland. Nagorno Karabakh blev sammen med en håndfuld andre klanstammer, som havde været besat af perserne, underlagt et guvernement i området med den største by: Baku, der i dag er hovedstad i Aserbajdsjan. Efter nye kampe afstod perserne(Iran) også områderne omkring Armeniens nuværende hovedstad Jerevan, som russerne gjorde til et selvstændigt distrikt. Befolkningen i begge distrikter var hovedsageligt en blanding af armeniere, kurdere og tyrkisk talende. Det var medens Kaukasus var underlagt den russiske zar, at de første nationale strømninger begyndte at flyde gennem regionen. Armenierne havde længe haft en slags nationalitetsfølelse, i modsætning til de tyrkisk-talende folk i Guvernementet i Baku. Modsætningerne mellem de kristne armeniere og de muslimske tyrkisktalende folkeslag blev større og udartede sig i begyndelsen af 1900-tallet til voldsomme etniske stridigheder. I de år var Aserbajdsjan langsomt ved at finde fodfæste som egentlig nation. I slutningen af samme århundrede opstod der en stærk national-armensk bevægelse både i hjemlandet og blandt de mange armeniere, der var flygtet til udlandet. Tyrkerne svarede igen med massakrer og grov undertrykkelse, der kulminerede under 1. verdenskrig, da den tyrkiske politik gik ud på at fordrive eller dræbe hele dette »urolige og nationalt upålidelige« armenske folk. I 1915 slagtede tyrkiske hære over 1. million Armenier. For at overleve har de kristne armeniere traditionelt valgt Ruslands side. Særligt hadet til tyrkerne og tyrkisktalende folkeslag som aserbajdsjanerne - sidder dybt i enhver Armenier. Da zar-regimet brød sammen ved den russiske revolution i 1917, løsrev begge distrikter sig under navnene Armenien og Aserbajdsjan. I 1920 under krigen i Rusland sluttede en del af Armenien sig til Sovjetunionen. I 1923 blev området: Nagorno Karabakh tildelt Aserbajdsjan, selv om området fortrinsvis var beboet af Armeniere. Man ved ikke om Stalin gav Nagorno Karabakh til Aserbajdsjan for at tækkes tyrkerne, som han havde indgået en pagt med to år forinden, hvori store landområder der tidligere havde været Armenske blev givet tilbage til Tyrkiet. Og i dag slås de i Kaukasus om Nagorno Karabakh er et gammelt aserbajdsjansk territorium eller Armensk. I 1936 oprettes Den armeniske Sovjetrepublik. I Aserbajdsjan er verdens næststørste kendte oliereserver og her lå hovedparten af Sovjetunionens olieindustri. Georgien, Aserbajdsjan og Armenien fungerede også som et bolværk mod grænsen til Iran og NATO-landet Tyrkiet. Rusland har ganske enkelt ikke råd til at miste Kaukasus. Armeniernes nationale symbol er bjerget Ararat, der hvor Noahs Ark strandede. Ararat ligger i det nuværende Tyrkiet, og bjerget har sit navn efter Urartu-riget.

Men tænk hvad der kunne ske hvis det lille danske folkeslag begyndte at opdele sig i stammer/klaner: daner, jyder, angler, heruler, m.v., eller satte spørgsmålstegn ved, at tyske købmandsslægter og fyrster forsat er grundlaget for det enevældige kongehus, og at den tyske lutherske kirke er grundlaget for kirke- og domsmagt, selv om deres bibel- og billedbog er en røverroman om andre folkeslag i Langborthistan. De tyske overklasser har gjort meget for at bevare deres magt og rigdom over Danernes land og folk. I dag er folkestammernes og landsdelenes sprog (kaldet: dialekt) forsvundet, og det er sket i løbet af blot 90 år, og erstattet af et Københavns rigssprog. Næh, så er det nemmere at sidde foran fjernsynet og pege fingre af de andre ukristelige diktaturer. Nu kan du skifte til siden om: 'opfindelsen af vor tidsregning' og en kort historie om 'Ionerne/Hellerne/Grækerne'.

Som megen anden gammel kulturhistorie, stammer Herodot's referater fra de flod- og kystområder, hvor folkeslagene havde slået sig sammen i grupper/stammer/byer og drev handel. De vandrende stammer slog sig ofte ned ved vandløb og kyster, og i alene på Sovjetunionens territorium var der 150.000 flodløb. De fleste folkeslag var på Herodot's tid nomadestammer, og har ikke efterladt sig mange "skriftlige" kilder. Ionerne (grækerne) havde dog allerede fra det 7. århundrede f. Kr. til 550 f. Kr. anlagt Ioniske byer og kolonialiseret flere områder rundt om på Sortehavets kyster,- ved det vi i dag kalder Bulgarien (Trakien): byen Varna og Sozopol; Rumænien (Dacien): Constanta og Istros; ved Odessa, Belgorod Dnestrovskij, Olbia og flere steder på Krimhalvøen, og ved Kaukasus kyster, m.v.. Fra samme tidspunkt har vi kendskab til rigerne: Assyrien og Ægypten, Medien og Perserriget, Thrakien, med det indoeuropæiske folk: Thrakerne; og byen: Byzans, der grundlægges af grækeren: Byzas fra Megara i 657 f. Kr.. Ioneren: Pantikapaion grundlagde senere i 480 f. Kr. "Det Bosporanske Rige" ved Kertj-strædet ved Krimhalvøen, og riget var en vigtig leverandør af korn og slaver til Athen. I perioden 107- 63 f. Kr. var Det Bosporanske Rige under Mithradates VI.,- kongen af Pontos. Da han kom i strid med Romerriget blev Det Bosporanske Rige et romersk vasalkongerige. Efter goternes indtog i 250 e. Kr. stoppede rigets udvikling og blev opløst efter Hunnernes invasion i 370 e. Kr.

Sarmaterne, et andet persisktalende folk, skulle allerede i det 6. og 5. århundrede f. Kr. havde erobrede slettelandet mellem Uralbjergene og Don. Samaterne beherskede således dele af det sydrussiske steppelandskab og bestod af forskellige stammeforbund: jzyger, roxolaner og aleaner. Omkring ca. år 350 f. Kr. overskred det centralasiatiske nomadefolk: sarmaterne, floden Don og fortrængte Skyterne, og mellem det 4. århundrede f. Kr. og helt frem til det 4. århundrede e. Kr. kontrollerede sarmaterne store dele af landskaberne mellem Don og Kaukasus. De var kendt som krigeriske og dygtige, buebevæbnede ryttere, hos hvem kvinderne skal have indtaget en meget indflydelsesrig stilling. Sarmater og skyther havde mange lighedspunkter, bl.a. deres dygtige håndværkere, som især er kendt for smedearbejder og hestetilbehør, og sarmaterne boede i vogne, og havde ingen huse. Bl.a. var kvindens plads hos skytherne i hjemmet, medens unge sarmatiske piger kæmpede sammen med mændene og måske gav stof til det græske sagn om Amazonerne. Skytherne og sarmaterne blev folkeblandet, og sarmaterne dannede et rige mellem floderne Wisla og Volga.

I det sidste århundrede f. Kr. i den romerske kejser Neros regeringstid forsatte sarmaterne fremtrængen, og de invadere den romerske provins: Møsien (Trakien/Bulgarien). Jazygerne omtales da, som en skythisk stamme, der i det 1.århundrede e. Kr. har indvandret det nuværende Ungarn, men som sidenhen forsvandt på folkevandringstiden (500-tallet e. Kr.). I det 2. århundrede e. Kr. trængte samaterne ind i den romerske provins: Dacia (Rumænien) og de indgik forbund med germanske stammer, og vedblev således at være en trussel mod Romerne. Gotere var nemlig allerede i det 1. århundrede e. Kr. kommet fra de Skandinaviske områder: Gotland, Götaland, og rejste til det vi i dag kalder 'nordtyske/polske områder', hvorfra de gennem ca. år 200 drog ned mod Sortehavsegnene. Omkring år 230 e. Kr. blev samaterne fortrængt af disse gotiske folkestammer fra nordvest. Goterne bestod af to grene: vestgoterne (visigoterne) og østgoterne (tervinger, også kaldet: osstrogoter/greutungerne). Østgoterne konge: Ermanerik erobrede en række "sydrussiske områder" og 'Det Bosporanske Rige', således at det østgotiske territorium gik fra Østersøen til Don, og indeholdt en række slaviske og finske folkestammer. I kampe mod romerne erobrede goterne: Dacien (Rumænien) og vandt i år 251 e. Kr. sejr over den romerske kejser Decius, der huskes for at han var den første der indførte Romerrigets forfølgelse af kristne. Goterne antog 'Den Arianiske Tro', og deres apostel, biskop Ulfila eller Wulfila, oversatte Bibelen til gotisk. Præsten Arius, der døde i 336 blev fordømt af kirkemødet i Nikæa i 325 og blev betragtet som kætter, men Arius fik utroligt mange tilhængere, der ikke ville godkende den nye treenighedslære, således at striden rasede til ca. år 380 og først omkring år 600 forlod Goter og Longobarder arianismen. Men Sarmaterriget gik dog først fuldstændigt til grunde, da det mongolske rytterfolk: Hunnerne sværmede ind i det sydlige Rusland omkring 370 e.Kr.. Et par hundrede år senere er sarmaternes efterkommere forsvundet fra de historiske kilder. Goterne blev ligesom sarmaterne i 370-375 e. Kr. fordrevet som følge af invasion fra hunnerne, blandt hvis folkeslag taltes: Bulgarerne (Osmannisk herkomst). Goterne delte sig i krimgoterne og østgoterne, der en tid boede i Pannonien (Illyrien -dele af Østrig/Ungarn/Kroatien) og senere omkring Adriaterhavet, og vestgoterne, der endte mange hundrede år senere i "Spanien". Krimgoterne holdt sig som selvstændig folkegruppe helt op i det 18. århundrede, medens øst- og vestgoterne forsvandt som folk længe før. Østgoternes sprog forsvandt dog først fra Krim, så sent som i 1500-tallet. Mange af sarmaterne støttede dog deres sejrherrer i den gotiske erobring af "Vesteuropa".. Goterne kom oprindelig fra øen: Gotland og Götaland i Sydsverige, hvor de gennem århundrede havde opbygget samfund bestående af fri mænd og de ufri: trælle, som de dels erobrede fra andre folkeslag. Det skønnes at trællene udgjorde 20 % af befolkningen, og i Nordeuropas største by: Hedeby ved Slesvig og byen: Brännö ved Göteborg, var dengang et stor slavemarked, hvor prisoplysningerne fra 1000-tallet viser, at en kvinde kostede en mark sølv, der svarer til halvdelen af en middelgod okse, medens en mand kunne koste op til 4 mark sølv. Omkring nedre Volga boede Tatariske folk, der handlede med det arabiske kalifat. Hunnerne var et mongolsk rytterfolk, der havde behersket og hærget Nordkina i århundrederne omkring år 0. Men i det 4. århundrede e. Kr. trængte hunnerne mod vest og besejrede i 375 e. Kr. Goterne, hvilket gav stødet til de germanske folkevandringer. Hunnerne skabte derpå et vældigt, men løst organiseret rige i de enorme landskaber som vi i dag kalder: Mellemeuropa og Sydrusland. Under kong Attila knuste Hunnerne i 436 e. Kr. det daværende Burgunderrige (germanske stammer fra Bornholm) og hærgede i 441-443 Det Østromerske Rige. Endog også selv om Romerne betalte tribut (skat) til Attila. Hunnerne kastede sig i 451 over Gallien (Frankrig), hvor vestgoterne under Theoderik I. og vestromerne under Aëtius slog hunnerne på De catalauniske Marker. I 452 hærgede Attila Norditalien, (Lombardiet). Men efter Attilas død i 453 gik Hunnermagten i opløsning og nogle mindre Hunnerriger bestod i Østeuropa i endnu et par århundrede. Derpå går navnet ud af historien. Som byzantinske vasaller erobrede østgoterne i 488-93 Italien, og dermed det vestromerske rige. Fra 535 førte de med vekslende held krig mod Byzans, (det østromerske rige) men blev i 553 slået totalt af den østromerske kejser Justinians d. 1, hvorefter østgotere opslugtes i andre folk. I ca. 558 e. Kr. foretog det mongolske folk: Avarerne den næste invasion af det sydrussiske steppeland. Avarernes herredømme varede ca. 100 år, hvor de herskede fra Østersøen til Volga og frem til Frankerrigets grænser i Ungarn, og hvor de omkring år 600 truede Byzans, sammen med bulgarerne. Khazarerne, der var et tyrkisk-talende folk, etablerede i det 6. århundrede e. Kr. en "stat" og omfattende handelsveje nord for Kaukasus, ved Sortehavet og ved det Kaspiske Hav. Khazarriget omdømme er, at det skulle have være et frihedens rige, hvor folk af alle trosretninger levede i tolerance. Khazarerne kæmpede mod arabernes og persernes indtrængen, og hindrede derved Islams fremtrængen. De blev rige på handel mellem Det byzantiske Rige og det fjerne østen (Kina), og i det 8. århundrede antog fyrsterne og overklasserne blandt khazarerne: jødedommen. I 900-tallet blev khazarerne angrebet af østslaverne, og i år 1.000 var der ikke meget af Khazarriget tilbage. Men Krim-tatarernes Khanat bestod helt frem til 1783.

Oprindelig var de slaviske folkestammer vel bosiddende mellem Karpaterne og Dneprs mellemste løb, dvs. i dele af Ukraine, Polen, ved byen Kiev. Slaverne viste sig tidligst i det 1.-2. århundrede e. Kr. og i 300-400 tallet indledte slaverne skovkolonialisationen nordpå mod Ilmen-søen og mod Øvre-Volga, der var beboet af finsk-ugriske folkestammer. Slavernes vandringer må sættes i forbindelse med goternes voldsomme ekspansion i Sydøsteuropa fra 230 e. Kr. hvor de allerede var nået til Dnepr og hvor Goterne også opholdt sig til 370 e. Kr.. Efter hunnernes invasion af området er det ligesom, jeg mangler nogle oplysninger fra 450 e. Kr. til 800-tallet, selv om avarerne op til 600-tallet havde indflydelse i området. Bulgarerne havde i hvert fald dannet et stabil rige sydpå, som romerne var godt sure over. Men kendt er det af en række slaviske folkeslag boede ved floderne: Pipjat, Dvina, Ilmen-Søen, Øvre Volga,, Øvre Dnepr, Bug, Dnestr, Donau, Sozj, Oka, og at stammerne bar navne som: poljaner, drevljaner, dregovitjerne, polotjanere, severjanere, krivitjerne, buzjanerne (velynjaner), radimitjer, vjatitjer, ljacherne, duleberne, ulitjerne, tivertserneog slovener ved Ilmen-søen der byggede Novgorod. En anden del af slaverne vandrede til Balkan p.g.a. trykket fra avarerne, og i 700-tallet nåede en slavisk vandringsbølge (Rommy-Borsjevo-kulturen) Donets området. I 800- tallet gik grænserne østpå til Det Khazariske Rige; sydpå til Det Byzantinske Rige og vestpå til Frankerriget. De første egentlige bysamfund i det vestlige Rusland forekom næppe før det 7.-9. århundrede e.Kr., hvor en stadig strøm af nye folkeslag strømmede ind over stepperne: magyarer, petjener, kumaner (Polovetser). Magyarer var et folk med finsk-ugrisk sprog, og de menes oprindelig at have boet i Kama mellem Ural og Volga, men de fandtes i det 9. århundrede ved Dnepr og indvandrede til det ungarske lavland omkring år 900. Deres efterkommere, der har bevaret det oprindelige sprog, magyarisk, udgør størstedelen af Ungarns befolkning, men er stærkt opblandet med andre folkegrupper. Historikerne opdeler allerede på dette tidspunkt slaverne i: vestslaver, østslaver og sydslaver, der på en eller anden måde er indgået i et stammeforbund efterhånden som stammerne voksede i antal. Formodentligt har en folkeforsamling i stammen valgt en leder og en "retslærd", der afgjorde tvister efter sædvaneretten. Visse stammer har så dannet et "overforbund" med en ældre mandsleder, der senere kaldes en fyrste: knaz. Disse fyrster indgik senere andre forbund eller skiftede overherrer, alt efter hvad der var mest formålstjenligt. Omkring byerne voksede en slags småstater frem, hvor befolkningen måtte betale underhold til fyrsten og de væbnede mænd. Det siges, at det lykkedes de bofaste stammer i "byerne" at lægge en dæmper på de vandrende stammer og deres fyrster. Landet var dengang ganske bedækket med skove, den sydlige lige indtil steppen var frugtbar muldjord, vel egnet til dyrkning af korn. Russerne drev kvægavl og agerbrug, jagt og fiskeri »g boede i landsbyer. Landsbyens befolkning var organiseret som en eneste stor familie (mir), der havde jorden i fælleseje, og hvis ligeberettigede medlemmer afgjorde alle fællesanliggender ved stemmeafgivning på landsbymødet. Allerede tidlig opstod der hos disse østlige slaver byer, og alt fra det 9. århundrede i livlig handelsforbindelse med Skandinavien og Grækenland gennem den befærdede handelsvej, som i nordlig retning førte fra Dünas kilder over Iimen-søen til Den finske Bugt og i sydlig retning ad Dnjepr ned til Sortehavet.

De nordiske vikinger (varæger) er trængt frem ved den Finske Bugt, og længere ind i landet ved Neva og Ladoga, og tvang de slaviske stammer i Novgorod til at betale skat, men varægerne blev også fordrevet igen. Omkring 850 e. Kr. dukker der nogle vikinger op ved Dnepr og Kiev. Sandsynlig er de kommet for at hjælpe mod nomadernes angreb på flodvejene til og fra Byzans eller også er de kommet med vikingernes normale og tidstypiske formål: at skaffe sig rigdom ved handel, ved rov eller ved skatter. Nestor-krøniken, siger dog, at vikingerne kom, fordi slovener, tjud, merja og krivitjer undlod at betale tribut til vikingerne, og at disse stammer efter indbyrdes uenigheder alligevel ikke kunne finde sammen, og derefter henvendte sig til Rus-fyrsten, for at denne skulle bliver deres fyrste. Sandsynligvis var Rus-stammen svenske vikinger, kaldet væringer eller varæger, og de oprettede (rus-rhos) riger hvor tre brødre: Rurik slog sig ned i Novgorod; Sinius slog sig ned i Beloozero; og Truvor i Izborsk, i skovområderne, der ikke var nomadernes domæne. Huset Rurik. Nestorkrøniken fortæller, at blandt Ruriks mænd drog Askold og Dir sydpå med mange vikinger og herskede over poljanerne ved Kiev, der fra 882 var forenet under vikingen Ruriks efterfølger Oleg (Helge) indtil 912. Således skulle der allerede fra ca. 850 været bygget en borg på Kiev's høje skrænter, og vikingerne beherskede dermed de vigtige handelsveje mellem Østersøen og Miklagård (Byzans). Med navnet «varæger» betegnede slaverne skandinaverne, fordi de først lærte dem at kende som «væringer», dvs. grækenlandsfarere, der gennem Rusland drog til Myklagård (Konstantinopel) for at tage tjeneste i den græske (byzantinske) kejsers livvagt. Som en særlig stamme af varægerne betragter Nestor «russerne», og dette navn betegner svenskerne; thi for det første hedder Sverige og svensk på finsk «Ruotsi», og dernæst har man et ældgammelt vidnesbyrd derfor i den del af de såkaldte bertinianske annaler, som er forfattet af biskop Prudentius af Troyes, der døde i 861. Her fortælles, at der i 839 e. Kr. kom græske sendemænd til kejser Ludvig den Fromme, og at der i deres følge var nogle mænd af en nation kaldet Rhos, som viste sig at være svenske. Så medens Rurik underkastede sig de nordlige slaver, drog to andre varægiske høvdinger, Oskold og Dir, sydpå for at gøre et togt mod Konstantinopel. På sejladsen ned ad Dnjepr kom de, som Nestor fortæller, til Kiev og erfarede, at indbyggerne betalte skat til chazarerne, et tyrkisk folk, der i det 8de og 9de århundrede herskede over landene omkring Volgas og Dons nedre løb. Om chazarerne har en arabisk rejsende, der kom igennem deres land, givet mærkelige meddelelser. Blandt indbyggerne var der både kristne, jøder, muhammedanere og hedninger, der alle havde fri religionsøvelse; men statsreligionen, til hvilken khanen og rigets stormænd bekendte sig, var den jødiske, noget enestående i historien. De tapre vikinger gjorde sig til herrer i Kiev og stiftede her det andet russiske rige. Ladoga, Bjelo, Osero og Isborsk blev samlet af Rurik efter hans brødres død, og grundlæggelsen af Rusland regnes fra år 862, og Rurik flytter regeringssædet til Novgorod. I 865 drog vikingerne fra Kiev mod Konstantinopel; men grækerne slog dette første russiske angreb tilbage. Oskold skal ved denne lejlighed være blevet kristen, og året efter kunne den græske patriark indsætte en biskop i Kiev. I 879 overgav Rurik ifølge Nestors beretning «ved sin død fyrsteværdigheden til Oleg (Helge)(879-912), som var af hans slægt, og gav sin søn Igor (Ingvar) i hans varetægt; thi Igor var endnu ganske lille.» Efter at Oleg havde underkastet sig Smolensk og flere mellemliggende slaviske stammer, drog han mod Kiev, fældede Oskold og Dir og nedsatte sig i Kiev som fyrste. Og Oleg sagde: «Se! Du skal være en moder for alle russiske byer.» Og han havde både varægere og slavere hos sig, og så kaldtes de russere.« I 900-tallet er fyrsterne magt så stor, at Kiev-fyrsten kan udskifte andre stammefyrster med folk fra deres egen dynasti, og man regner med at der i Kiev-Rusland var ca. 25 byer. Efter at Oleg således havde vundet et betydeligt rige, gjorde han i 907 e. Kr. et togt mod Konstantinopel, på hvilket han, da grækerne havde spærret sundet ved jernkæder, efter sagnet lod sine skibe sætte på hjul og trække ind i havnen: grækerne måtte købe sig fri med en større pengesum og indgå en handelsaftale, der åbnede op for at russiske købmænd fik adgang til kejserstaden. I 911 blev der dernæst sluttet en mærkelig traktat imellem de to nationer, som er opbevaret hos Nestor. Året efter døde den gamle Oleg. Om Olegs død fortæller Nestor følgende: «Oleg huskede på sin hest, som han havde sat på stald at ernære og ikke siden redet på; thi han havde en gang før spurgt spåmænd og troldmænd: «hvoraf skal jeg dø?», Og en troldmand havde sagt: «Fyrste, den hest, som du holder af, og som du rider på, den skal volde din død» ; men Oleg lagde sig dette på sinde og sagde: «Jeg vil aldrig mere ride på den og fra nu af ikke se den», og han befalede at ernære den, men ikke mere føre den til ham. Og der gik nogle år, hvori han lod den skøtte sig selv, før hans græske togt. Og da han fra dette var kommet tilbage til Kiev, gik der atter 4 år, og i det femte huskede Oleg på sin hest, om hvilken spåmanden havde sagt, at den skulle volde hans død, og han kaldte på sin øverste staldmester og sagde: «Hvor er min hest, som jeg har sat på stald at ernære og vogte?», Og staldmesteren sagde: «Den er død». Og Oleg lo og hånede troldmanden og sagde: «Så tale spåmændene jo usandt, og det er løgn altsammen; hesten er død, og jeg lever» og han lod en hest sadle og sagde: «Jeg vil dog se dens ben». Og han red hen til det sted hvor dens nøgne knokler og hovedskal lå, og han steg af hesten, lo og sagde: «Så den hovedskal skal give mig døden ?» Og han trampede med foden på hjerneskallen, og der skød en slange ud og bed ham i foden, og deraf blev han syg og døde.» Vi har fået meddelt dette sagn, fordi det næsten ganske med de samme omstændigheder genfindes i Ørvarodds saga og ligesom andre sagn er et bevis på, at nordboernes heltesagn er gået over i den slaviske folkebevidsthed. Varægerne synes også at har omskabt deres slaviske undersåtter fra en ukrigersk, fredelig stamme til et politisk stærkt, erobrende statssamfund. Men deres nordiske modersmål gik snart tabt, da de indvandrende varæger, i det højeste med undtagelse af nogle høvdinger, som førte deres familier med sig, bestod af lutter mandfolk, som giftede sig med indfødte kvinder. Dog har det nordiske sprog vistnok holdt sig temmelig længe blandt den herskende stamme i Novgorod (nordboernes Holmgård) og andre nordlige byer, som Nestor kalder varægiske, medens varægerne i det sydlige Rusland kun synes at har været kendte på samme måde som i det græske rige; de har her kun udgjort fyrstens hærfølge og hærens kernetropper. Oleg (Helge) havde altså flyttet hovedstaden fra Novgorod (Holmegård) til Kijev, og Ruriks slægt blev siddende på Ruslands trone, indtil den uddøde i 1598. I de Islandske Sagaer kaldes Rusland for: Gardarike, dvs. landet med byerne (gårdene?). Rus har altså været en betegnelse for Ruriks vikinger,- derefter for nordboerne i almindelighed og sidenhen betegnelse for tre forskellige folkegrupper i det europæiske Rusland, nemlig storrussere (moskovitter), lillerussere (ukrainere) og hviderussere. Først så sent som i ca. 863 e. Kr. får brødrene Konstantin (Kyrillos) og Methodios godkendt deres forslag til et slavisk skriftsprog. Her dannes forløberen til det russiske skriftsprog som vi kender i dag, - det kyrilliske alfabet (se: Jugoslavernes historie). Ørnen i det russiske statssegl har sit forbillede fra Det Byzantinske kejserriges statssegl. De græske købmænd har nemlig sejlet til Østersøen via floden Dnjepr, fra Sortehavet og via floden: Lovat videre til søen: Ilmen, der ligger sydøst for St. Petersborg/Leningrad. Man har altså kunne sejle til Østersøen fra Rom og Konstantinopel gennem Sortehavet og via floderne på et meget tidligt tidspunkt. Selv fra Baghdad har der fra år 700 e. Kr. været ført varer op ad floderne til Norden.

Under Igor (Ingvar), der regerede fra 912 til 945, gjorde russerne atter et togt mod Konstantinopel i 941. Om denne krig, som fik et for russerne uheldigt udfald, har vi ikke blot beretninger hos grækerne og Nestor, men også hos den tyske historieskriver Luitprand, hvis stiftfader på den tid havde været i Konstantinopel og været vidne til de fangne russeres henrettelse. Det var især den græske ild, som anrettede en forfærdelig ødelæggelse blandt russerne. En ny fredstraktat i 944 var i flere henseender ugunstigere for russerne end den under Oleg afsluttede traktat. Men Ruriks søn: Igor bærer i traktaten titlen af storfyrste, hvor traktaten også lægger vægt på handelen. Mærkelig er traktatens slutning, i hvilken det hedder: «Dersom nogen enten af fyrster eller af russisk menigt folk, kristne eller ikke-kristne, overtræder det, som er skrevet på dette papir, så gid han dø for sit eget våben og være forbandet af gud og Perun (en slavisk afgud) som den, der har brudt sin ed». Vi ser heraf, at de kristne allerede betragtedes som en politisk ligeberettiget bestanddel af det russiske folk, hvorom der ikke var tale i Olegs traktat.. Også i henseende til russernes nationalitet give fredstraktaterne os oplysning. De, der havde underskrevet Olegs traktat, var alle varæger; men blandt underskriverne af Igors traktat, findes et par, hvis navne tyder på slavisk herkomst. I det hele begynder nu slaverne at træde frem i den russiske historie, skønt den herskende stamme stadigt styrkede sig ved indvandring af væringer, der dels blev i landet, dels en tid lang gjorde krigstjeneste i «Gardarike», som nordboerne kaldte Rusland. Man har i Sverige på flere steder fundet runestene, rejste over mænd, som var faldne «øster med Ingvar» eller «havde styret skib i Ingvars hær». I den nordlige del af Rusland havde dernæst det slaviske blod fået en langt stærkere indblanding af finsk blod, som har bidraget til at skille storrusserne fra lillerusserne. Fyrsteslægterne overtog mere og mere af beslutningerne og fik yderligere magt via ægteskaber og slægtsdynastiet. Men petjenegerne satte sig fast i steppelandet mod syd og i 945 lykkedes det drevljanerfyrsten at dræbe Igor.

Igors enke Olga (Helga)(945-964), overtog fyrstemagten i 20 år, som formynder for sønnen: Svjatoslav. Hun genoprettede Kievs herredømme over drevljanerne. I 957 tog Olga på en rejse til Konstantinopel og antog den ortodokse kristendom, og lod sig døbe under navnet Helena; men Svjatoslav holdt fast ved sin fædrene tro. »Hvorledes kan jeg alene antage en anden religion?» Sagde han, «Mine mænd ville jo le mig ud.» Olga blev modtaget med promp og pragt af den byzantinske kejser, og hun anmodede endog den tysk-romerske kejse: Otto den Store om at sende præster til Kiev-Rus. Otto bankede iøvrigt magyarerne i 955 og indlemmede "Østrig" i sit rige. Uagtet sit slaviske navn var Svjatoslav (964-972) en ægte nordisk viking, der kun fandt behag i eventyrlige krigstog, og i ca. 961 overtog han magten, og droppede det kristne fis, og holdt fast ved de gamle hedenske skikke. De næste 13 år undertvang han vjatitjierne ved Oka-floden (de østlige nabofolk af tyrkisk æt ) og khazarernes rige med byen Itil ved Volga-flodens udmunding i Det kaspiske Hav. Men det kom til at stå ham dyrt, fordi khazarerne, der tidligere havde holdt petjenerne i ro, nu var væk. Bulgarerne ved venstre bred af den øvre Volga og dens biflod Kama havde antaget den muhammedanske religion og var et temmelig civiliseret folk, som snart igen løsrev sig fra russerne. Derefter vendte Svjatoslav sig mod syd og erobrede det bulgariske rige syd for Donau, som havde antaget kristendommen og sine slaviske undersåtters sprog. Efter sin moder Olga´s død i 969 forlod han Kiev for ikke mere at vende tilbage. Han tog på et hærtogt mod grækerne (byzantinerne), der endte med et forfærdeligt nederlag ved Arkadiopol og Dstra (silistria). Kun ved den sejrrige græske kejser Johannes Tsimiskes' ædelmodighed blev han reddet fra fuldstændig undergang. De nedre Volgaområder kom under det asiatiske: Khorezm- styre. Svjatoslav måtte vende tilbage til Rusland i 972 vendte efter et felttog mod volga-bulgarerne i Bolgar, men ved mundingen af Dnjepr erfarede han, at de vilde petsheneger, der var herrer over landene mellem Dnjepr og Karpatherne og med hvilke han hidtil havde levet i fred, ville afskære ham tilbagevejen op ad floden. I en kamp mod petshenegerne faldt Svjatoslav ved Dnepr i 973: hans hjerneskal blev indfattet i guld og tjente som drikkeskål for petshenegerne.

Svatoslavs 3 sønner delte riget. Jaropolk tog Kiev; Oleg fik Drevljanerlander; og Vladimir fik Novgorod. Vladimir var gift med den svenske konge: Olaf Sköttkonnungs datter: Ingegerd (Irene). Efter at Oleg døde i 977, blev der krig mellem brødrene. Vladimir måtte flygtede til Sverige og kom siden tilbage med et hærfølge af varæger. Efter at den mellemste af brødrene var faldet i kamp mod den ældste, og denne på en forræderisk måde var ryddet af vejen af Vladimir, blev storfyrst Vladimir I. (980-1015) enehersker og viste sig som en kraftig og dygtig, men grusom og vellystig fyrste. I begyndelsen var han ivrig hedning og opstillede afgudsbilleder i Kiev, således en «Perun af træ med et hoved af sølv og en knevelsbart af guld»; også ved menneskeofringer viste han sin tak mod guderne. Men senere trådte han i forbindelse med den byzantinske kejser, ægtede i 988 en græsk prinsesse Anna og lod sig døbe. Derpå lod han de afgudsbilleder, han havde oprejst i Kiev, omstyrte og nogle hugge itu, andre kaste på ilden; men Perun lod han binde til halen af en hest og slæbe ned til Dnjepr og satte 12 mand til at slå ham med stokke. Derefter sendte Vladimir bud over hele byen og lod sige: «hvo som ikke indfinder sig imorgen ved floden, han skal være min fjende». Men den næste morgen gik Vladimir med præsterne ned til Dnjepr, og en utallig mængde mennesker steg i vandet og lod sig døbe. Derefter opførtes der kirker på de steder, hvor afguderne havde stået. Således sejrede kristendommen i Kiev; men det varede længe, inden den fik bugt med hedenskabet i rigets fjernere egne. Rigets tyngdepunkt rykkedes til Kiev og græsk kultur fik fra nu af indgang i Rusland; de højeste gejstlige værdigheder blev besatte med grækere, og gejstligheden begyndte at få indflydelse på fyrsterne. Vladimirs overgang til kristendommen fik således en afgørende indflydelse på Ruslands udvikling, og han, som i begyndelsen af sin regering havde været en blodig tyran, var senere en mild og fredelig regent og blev efter sin død i 1015 æret som helgen. Det var i øvrigt i 969 at Harald Blåtand gør danerne kristne (vestromersk), og det skandinaviske islæt forsvandt efterhånden i Kiev-Rus riget. Før sit ægteskab med den græske kejserdatter havde Vladimir på én gang haft flere hustruer foruden talrige friller, og flere sønner (ca. 8 sønner) gjorde efter hans død hinanden rangen stridig.

Så i 1015 brød der stridigheder ud mellem Vladimirs 8 sønner og arvinger, der var blevet gjort til statholder før faderens død. Vysjeslav fik Novgorod, men blev afløst af broderen Jaroslav fra Rostov; Izjaslav havde Polotsk; Svjatopol (1015-1019) var storfyrst af Kiev og havde Drevljanerlandet og Pinsk; Vsevolod havde det Volynske Vladimir; Mitislav havde Tmutorokan ved Kertj-strædet; Stanislav havde Smolensk-landet; Boris havde Rostov-landet, Pozvizd havde Volynien; Sudislav havde Pskov. Svjatopol lod tre af sine brødre myrde. Men i kampene mellem brødrene og brodersønnerne var det den yngre Jaroslav 1019-1054), der sammen med en vikingehær og indbyggerne i Novgorod, der gik af med sejren. Men dog først efter store slag med broderen: Svatopolks hære fra Kiev, og senere igen mod Svjatopol, der fik bistand fra sin svigerfader: den polske kong Boleslav. Men broderen: Tmutorokan hævdede også sin ret mod Kiev, som var overgået til Jaroslav. Men Kievs indbyggere ville ikke acceptere Tmutorokan, og i 1026 sluttede brødrene fred, således at riget blev delt. Men i 1031 lykkedes det for Jaroslav at erobre det sydvestlige område, som Boleslav havde taget, og petjenegerne får bank i 1036. Jaroslav var gift med den svenske prinsesse Ingegerd, Olaf den Hellige og hans søn Magnus den Gode fandt tilflugt hos ham, og Harald Hårdråde, som kom til hans hof på vejen til Konstantinopel, ægtede hans datter Elisabet (Ellisif). I 1043 angriber Jaroslav Byzans. Det gode forhold må være blevet genoprette, da en af Jaroslavs sønner: Vsevolod i 1053 bliver gift med en "græsk" prinsesse, en slægtning til den byzantinske kejser. Kiev-metropoliten: Ilarion hævder i 1051, at Rus-dynastiets ægteskabspolitik, havde gjort Rus kendt i den ganske verden, og fyrst Jaroslav fik tilnavnet: den vise, kirkebygger, lovgiver og lærdommens beskytter. Mange tekster havde fundet vej på oldkirkeslavisk, idet de to brødre, makedonikerne eller bulgarerne: Konstantin (Kyrillos) og Methodios, jo havde dannet forløberen for det kyrilliske alfabet i 863, således at mange evangelietekster, klosterregler, kirkeret, helgenbeskrivelser, prædikener og historisk litteratur fandt vej. Samtidigt med det religiøse skriftsprog og de etablerede "udenrigsforbindelse" opstår en fornyet undertrykkelse af folkemasserne, fordi fyrsterne vil overgå hinanden i opbygningen af utallige overdådige kirkebygninger, i glimmer, i liturgi og som "skriftkloge". Folkemassernes ret og sædvane bliver fortrængt. Allerede fra 900-årene havde der udviklet sig en jordejende "adelsstand" med fyrsten som den største godsbesidder og hirdsmænd, til at forsvare sig med. Det fyrsternes og adelens godser, som var øer i et hav af fri bondejord, koloniserer og undertrykker de frie bønder og bruger dem som trælle på adelens og fyrsternes borge og gårde. Er der en "fri bonde" der mukker, tages gården og jorden fra ham og overgives til en træl, der hellere end gerne vil indtræde som fyrstens tjener. Fyrsterne har via hirdmænd og fogeder, taget magten fra folket og vil nu dele magten med kirkesvindlerne. Fra fyrsterne modtager kirken nu store jordområder, fæstebønder og ret til at opkræve skatter. Det frie marked i byerne er overtaget af bojarer (frimænd-adel) og købmænd med privilegier, hvortil der skal betales bropenge. Jaroslav lod opføre anselige bygninger af græske kunstnere og udgav en lovbog (russkaja pravda); men med hans død i 1054 endte Ruslands gode tid. Den varægiske indflydelse på Rusland ophørte: også fyrsterne var nu blevet rene slavere, og samtidig tabte indvirkningen fra Konstantinopel sig: den holdt sig kun i de kirkelige forhold, skønt også de højere gejstlige embeder nu blev besatte med russere. Kirkesproget blev det bulgariske (gammelslaviske). Riget deltes imellem Jaroslavs sønner og deres efterkommere, men smårigernes indbyrdes krige kunne ligeså lidt tildrage sig vor opmærksomhed som deres kampe mod polovtserne, et tyrkisk nomadefolk, der igennem den uralske folkeport trængte ind i Sydrusland.

Efter storfyrst Jaroslav død i 1054 deltes Rusland mellem hans fem sønner, og følges af en opløsningstid med permanent borgerkrig i 150 år. Men samtidigt skete også bruddet i 1054 mellem den ortodokse østromerske kirke i Byzans og den vestromerske kirke i Rom. Derfor fik Ruslands tilknytning til den byzantiske kirke afgørende betydning, da også Vladimir, som forestod overgangen til kristendommen i 988 bliver kanoniseret med tilnavnet "den Hellige". Derimod slutter "de polske stammer" op om den vestromerske kirke. Lad os nævne de små russiske fyrstedømmer efter 1054: Vladimir-Suzdal, Novgorod, Smolensk, Polotsk, Turov, Tjernigov, Murm-rjazan, Novgorod-Severskij, Perejaslavl, Kiev, Galitj, Volynien. Men fra stepperne trænger et nyt nomadefolk op: polovetserne (kumanerne) der angreb i 1061, hvorved volgabulgarerne også trængte frem. Ved et møde i 1097 kunne de russiske fyrster ikke finde sammen. Storfyrsten af Kiev: Vladimir V Monomakh (1113-1125) gennemførte over 80 større felttog mod polovetserne, og det lykkedes ham at samle riget til denne kamp. Kiev-riget har da også autoritet under hans søn: Mstislav, i perioden fra 1125 til 1132. Men derefter blev "de russiske byers moder" - Kiev, plyndret af Bogoljubskij, der var fyrste i Rostov-Suzdal. Den ene af Mstislavs døtre blev gift med den norske konge: Sigurd Jorsalfari. Men da hun blev enke, giftede hun sig med den danske konge: Erik Emune, medens den anden datter giftede sig med Knud Lavard. Valdemar den Store, der var gift med Sofie (datteren af fyrsten i Minsk: Volodar Glebonitv), menes således at være opkaldt efter sin russiske oldefar: Vladimir Monomakh.

De enorme tætte skovområder i Nordrusland, ved Ural-bjergene, kulden og de langstrakte nordlige stepper havde forhindret vandringen af folkestammer, medens folkestammerne fra Asien uhindret kunne drive deres hjorde gennem det uhyre store "syd-russiske" steppeland, og således kunne afskære de russiske fyrster fra Sortehavet. Men, men - hvad skulle de russiske fyrster også der, når der på disse landområder tilsyneladende aldrig havde været bosat slaviske stammer, med tilknytning til Rus-riget ? Det var lykkedes bulgarerne i 679 at etablere et stort og varigt rige, der hyppigt lå i kamp med den byzantinske kejser, - og handelen til Persien via Novgorod og Volga holdt allerede op i 1000- tallet. I 1014-18 erobrede den byzantinske kejser bulgarernes land. Men dette felttog skabte en magtkamp mellem Rom og Konstantinopel i 1054 om overhøjheden over nyomvendte folk. Samtidigt erobrede normannerne Syditalien, gjorde indfald i Grækenland, korsfarerne drev mod Palæstina og venezianerne drev en omfattende handel i Middelhavet, der til sidst medførte at verdens sikreste byzantinske valuta gennem 800 år blev destabiliseret. Venezianerne fik nu indflydelsen i Byzans. Pjetjenegerne, et tyrkisk folk, angreb over Donau og omkring år 1100 er handelen yderligere aftaget fra Novgorod via Dnepr-floden til Sortehavet, fordi Middelhavet bliver åbent for handel via bystaterne: Venedig og Genova. Men allerede i 1100-tallet havde de germanske fyrster set, at det var vigtigt at få andel i handelen med Rusland og de udtrykte sig på denne måde: »Ruslandshandelen er den kilde, hvorfra al velstand flyder«. På dette tidspunkt bl.a. i 1136 kunne befolkningen i de russiske byer forjage fyrsten fra byen, fordi fyrstemagten endnu spillede en ringe rolle og uoverensstemmelser og retningslinier blev afgjort af en 'vetje', en folkeforsamling - et tingsted. Hirden, ridderne, krigerne (bojarerne) blev mindre mobile, når de blev jordejere, men også i 1200-tallet var der også vandrende fyrster og stammer. Der opstod konflikter mellem de fastboende og nomaderne, og historien har vist os, at det var en god ide at være nomade, fordi man så kunne undgå fyrsternes og de byzantinske bispers krav om beskatning, krigstjeneste og anden undertrykkelse. Sigøjnerne er den eneste stamme som endnu er vandrende og frie, - og det er der jo mange der har ondt over. Og som i megen anden historie, er det kravet om skatter, der er et af de sikreste tegn på tilstedeværelsen af en "fyrstemagt". Moskva er først grundlagt omkring 1147 og et nyt storfyrstedømme grundlægges i Vladimir, så Kiev ophører med at være centrum for riget, og tyrkernes angreb i 1169 medfører at Kiev, som endnu indeholdt hvad der var levnet af højere kultur, blev erobret af 11 forenede småfyrster. Den plyndredes i to dage, og hverken kirker eller klostre skånedes; kvinderne bortførtes i fangenskab. Den mægtigste af fyrsterne var Andrej Jurjevits, som herskede over en stor del af Storrusland og som tog sin residens i Vladimir. Derimod lykkedes det ham ikke at erobre Novgorod, som havde hævet sig til en rig handelsby og udstrakte sin magt over de finske stammer til hen imod det nordlige ishav. Novgorod havde en ganske ejendommelig forfatning: en forsamling af alle borgere valgte en fyrste af Ruriks slægt og en «possadnik» (statholder), hvis magt var mindst ligeså stor som fyrstens. Et gotlandsk og senere et hanseatisk faktori delte handelen med de indfødte købmænd, og to gange om året indtraf de fremmede i Novgorod med deres varer. Men folkestammerne må jo have medbragt en selvstændig "asiatisk kultur" med rettigheder og sædvane. Hvordan er det lykkedes den byzantinske kirke, at få sig sneget op i Europa i 800-tallet og senere ? De byzantinske fyrster og købmænd, havde jo en bofast kultur og et krigernetværk i det sydlige omkring Middelhavet, der strakte sig langt, langt tilbage i historien fra grækerne og romerne, og de har på en eller anden måde kunne gennemtvinge forskellige vilkår overfor de handlende købmænd fra vikingerne, slaverne, germanerne, m.v.. Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at de nordlige stammers købmænd kan overbevise deres fyrste og sin stamme, om at man meget tidligt i bystatens og borgens etablering, skal afgive jord til de byzantinske biskopper, betale skat til dem, og opføre de pragtfuldeste kirkebygninger, medens bonden og de gryende håndværkere, må bo under meget beskedne forhold. Selv om kirkebygningerne er opbygget af "valuta" fra købmandslægter, stormænd og fyrstehuse, er det økonomiske "pengesystem og værdimålestok" som købmændene indfører fra Byzans, jo ikke istand til at opbygge kirkebygninger eller opkræve skatter. Mønter og sedler, kan jo ikke bygge noget. Hvilke trusler har Byzans udsendt ? Måske havde den lokale fyrste, bojarere (krigerne) og købmændene allerede ophævet bøndernes ret til jorden og bøndernes selvstændighed ? Måske kunne de nordlige og nye stammers købmænd ikke få lov til at forsætte deres handel i Sortehavsområdet, hvis de vedblev med at tro på noget andet, dvs. at være hedenske. Den byzantinske kirke og de byzantinske fyrsters krav om et verdensherredømme, adskiller sig i øvrigt ikke fra den vestromerske fyrstemagt krav om jord, skatter, kirkebyggeri, handelsbetingelser, og regler om moral og værdi har i hvert fald været meget gennemtrængende, idet de nye stammers købmænd og fyrster ret tidligt overgår til dette fremmede system. Måske har byzantinerne lovet dem arveret og fyrsteslægten ret til at arve fyrsteværdigheden ? De købmænd, der var samlet omkring det nye præsteskab kom jo til at bestemme utroligt ret meget, bl.a. om markedet (torvet) skulle ligge lige i nærheden af kirken, om der måtte males billeder (billedstormerne), og om gøglerne måtte optræde, m.v.. Måske har "kirke-købmandspagten" også været en alliance mod de andre vandrede folkestammer, som kunne true ens borg. Hvor fyrste og hird tidligere havde skabt sværdslag, var det fremover fyrste, hird, købmænd og kirken der skabte konflikter. Bønderne passede deres jord og håndværkerne passede deres arbejde. Men dem der ikke gav sig af med at arbejde og gik rundt og slog sig på plat og handel, og skabte sig store fortjenerne ved ingenting at bestille, havde selvfølgelig en dårlig samvittighed, når de har snydt folk ved en handel eller ovenikøbet slagtet folk i en handelskrig, fordi de var så begærlige efter at slå plat på andre menneskers arbejde. De havde selvfølgelig brug for en kirke og for syndsforladelse for deres kriminelle gerninger. Derfor har kirken aldrig har fået fodfæste hos ærligt arbejdende bønder og arbejdere, men kun hos de samfundsklasser som har en dårlig samvittighed. Men hvem ejer borgen og byen, - fyrsterne eller indbyggerne ? Se dette havde tiden endnu ikke taget stilling til, fordi det jo var indlysende, at det var indbyggernes by og borg. Men også ejendomsforholdet lykkedes det købmænd- og præstesvindlerne at få lavet om på. Metropolitten af Kiev brugte den byzantiske kirke mønster ved opbygningen af sine bispesæder og i år 1200 var der 16 bispesæder i Rusland. Denne kirke var selvfølgelig en "forretning" der skulle løbe rundt. Fyrsten havde jo på opfordring fra købmændene bygget kirker, givet kirken jord, gårde og bønder, privilegier og ret til at kræve skatter hos bønderne. Ingen kan være i tvivl om, at det var købmændenes kirke, og da indbyggerne gradvist mister mulighed for at klage til fyrsten, bliver deres eneste klageadgang, at opsøge en præst og søge trøst ved at skrifte, bekende sine syndige tanker og handlinger, og angive hvad andre måtte have gjort. Skriftestolen var datidens bedste metode til meningsmålinger og politiafhøring, således at kirke-købmændene hele tid havde overblik over hvad der rørte sig i bunden af samfundet, og kunne bruge denne viden og magt, mod indbyggerne. Men oppe nordpå anlægger de germanske købmænd og fyrster nye kolonier langs Østersøens kyster. I 1200-tallet var indvandringen så stærk til de germanske kolonier, at byer som Lübeck, Rostock, Stettin, Königsberg, Riga, Reval, Narva og mange flere forblev tyske op til 2. Verdenskrig. I 1198 stifter germanske købmænd i Palæstina: Maria-ridderordenen, kaldet: Den Tyske Orden, hvis formål var kamp mod de vantro, bl.a. de hedenske litauere, og estere og letterne havde ingen fyrster. Det er ikke meget man ved om disse folks historie før omkring 1250, men Letland og Litauen blev oprindeligt befolket af forskellige stammer: lagaller, semgaller og liver. I 1201 grundlagde den germanske biskop- og fyrste: Albert, fæstningen i Riga, som blev en højborg for tyskernes invasion af landet idet både tyske godsejere og tyske Ordensriddere ville erobre disse stammer og landområder, efter at korstogene var slået fejl, og de besatte landet med den begrundelse, at man ville kristne de hedenske bondestammer. Utallige var de litauiske krige mod den geschæftige Tyske Ridderorden med besiddelser i Livland og Østpreussen og deres vestromerske (katolske) tro. Det er på samme tid i 1219 at den danske kong Valdemar d. II. invaderer Esternes land, og de slaviske folkestammer er således både trængt fra vest af De Tyske Riddere og fra øst af Mongolerne. Kampene mod de hedenske litauiske fyrster medførte, at nogle af disse fyrster af omstændigheder blev "tvunget" over til den russisk ortodokse tro. Mindove (Mindaugas) er den første litauiske fyrste, der regerer fra 1235 med den vestromerske kirkes velsignelse. Andre germanere stifter i 1202 Sværdridderordenen. Den Tyske Ridderorden erobrer og tvangskristnede bl.a. i 1226-80 Preussen, der derefter i 300 år blev en ordensstat under en Stormester. Sværdridderne erobrede Kurland og Livland, men efter et nederlag til litauerne i 1237 indgik Sværdridderne i Den Tyske Orden. De nordtyske handelsbyer dannede det Hanseatiske Forbund, der allerede fra 1200-tallet beherskede den russiske handel med Vesteuropa. Det var Novgorod de søgte, og der gik en strøm af guld og sølvmønter til Novgorod for varerne. Men både danerne og sveernes fyrster var på tæerne for at erobre land fra de hedenske stammer: estere, livlændere, m.v.. De havde jo fået tilladelse fra paven i Rom til at slå de hedenske folkestammer ihjel, og de ville ikke sidde stille, og se hvordan de "tyske" fyrster overtog handelen og blev rige. Men nomader var der stadigvæk rundt om på kloden. Ovre i bjergene i Mongoliet var området befolket af nomader, og der havde været hunner og forskellige tyrkiske folkeslag i oldtiden og formentlig har mongolerne også været der hele tiden. Men steppernes nomadefolk havde for vane at kaste sig over de langt rigere og civiliserede nordkinesiske agerbrugere. Forskellige statsdannelser i Nordkina synes at have været mongolske, bl.a. Liao-dynastiet i Nordkina indtil 1125, der blev grundlagt af mongolerfolket: Khitan, der stammede fra Manchuriet. De var allieret med en stammesammenslutning i Mongoliet, der blev kaldt: »Alle Mongoler«. Afghanistan havde sin storhedstid ca. år 1000, da det også omfattede Persien og Nordindien, men brød sammen i 1187. I år 1200 bestod Mongoliet af nomadestammer uden central styring. Men syd for Balkaj-søen opstod et nomade-imperium af mongolske stammer og i 1206 havde Temudshin (Djengis Khan- de mægtiges fyrste) opkastet sig til storkhan og kastede de samlede mongolske stammer ind over Nordkina, og vendte sig derefter mod vest og erobrede "Afghanistan", hele Asien til Sarmarkand ved Det kaspiske Hav i 1220, som under frygtelige ødelæggelser og menneskeslagterier erobrede alle lande fra Kina til Ural. Måske havde storkhan Djengis Khan hørt, at Byzans i 1204 var blevet hærget og plyndret af korsridderne fra det vestromerske rige, og vidste derfor, at det østromerske riges magt var ved at synke i grus. Og uberørt af den vestromerske kirke- og fyrstemagts kampe mod muhammedanerne, dannede Rusland iøvrigt en lille verden for sig, kun beskæftiget med indre kampe. Fyrsterne udnævnte deres råd og embedsmænd, bojarerne; den lavere adel, de såkaldte bojarsønner, sank ned i fattigdom, og bøndernes tilstand var ussel; kun retten til at flytte til et andet gods, især til gejstlighedens godser ved flere rettigheder begunstigede ejendomme, dannede en beskyttelse mod altfor hård undertrykkelse.

I denne tilstand blev Rusland nu ramt af den forfærdeligste ulykke, og langvarig trældom under barbariske erobrere. Fra det Kaspiske Hav forsatte de mongolske styrker ind i Persien og over Kaukasus-bjergene, erobrede mongolske styrker alanernes land nord for Kaukasus og mongolerne erobrede i 1222 polovtsernes land, Kiptshak. I 1223/24 mødte de russiske fyrster mongolerne ved Kalka, en lille biflod til Don, og russerne led efter en tapper modstand et forfærdeligt nederlag, og mongolerne underkastede sig Sydrusland. Dog trængte mongolerne dengang ikke frem over Dnjepr, men vendte tilbage til Asien. Russerne troede allerede, at faren var forbi, og hengav sig til deres sædvanlige indre stridigheder. Efter Djengis Khans død i 1227 blev det mongolske kæmperige regeret af storkhanen i Karakorum i Mongoliet. Hans brødre fik hver sit område, hvorfra de kunne fortsætte erobringerne. Vest for Mongoliet lå nordligst de 'Hvide Hordes land', og sydligst 'Tjaggataj'. Fra de Hvide Horders Land udgik 'den Gyldne Hordes' erobring af Nordrusland, Sydrusland og Centraleuropa i 1237-1241, hvor mongolerne gjorde alle de russiske fyrster til vasaller. 'den Gyldne Hordes' hovedstad var Sarai ved Akhtuba, en biflod til Volga. Eftertiden mener, at splittelsen af Rus-riget i små bystater/riger - 100 byer, gjorde det nemt for mongolerne, at indtage fyrsterigerne. Men det var en datidig kendsgerning, at mongolrytterne var uovervindelige. I 1237 trænger Djengis Khans sønnesøn Batu med en umådelig «tatarisk» hær ind i Europa. Med fællesnavnet «tatarer» betegner man de talrige af mongolerne undertvungne folk, som udgjorde deres hærs masse, for størstedelen tyrkere, thi selve mongolerne var ikke talrige. Mongolernes indtrængen medførte, at de slaviske folk (russerne) gennem de næste 200 år koncentrerede deres opmærksomhed sydpå, hvilket gjorde det muligt for de germanske købmænd og korsriddere at indtage Baltikum og for de Jagiellonske fyrster at danne Storlitauen. Men Batu´s første togt gik gennem det nordlige Rusland, hvor Vladimir og mange andre byer blev udplyndrede; indbyggerne myrdedes på den grusomste måde. Da det russiske Rjazan-fyrstedømme i december 1237 ikke ville betale en tiendedel af alt til mongolerne, blev byen belejret i fem dage, hvorefter mongolerne totalt udplyndrede byen. På to måneder erobrede mongolerne 14 vigtige byer. De russiske fyrsters handelsforbindelser mod Byzans bliver afskåret og centrum blev nu de nordlige russiske fyrstedømmer: Vladimir og Susdal omkring øvre Volga og fyrstedømmet (bystaten) Vladimir, (ligger 200 km. vest for Moskva). Moskva bliver nedbrændt af mongolerne i 1238. I efteråret 1240 forsatte mongolerkhanen: Batu med at erobre Kiev-Rus og mongolrytterne trængte ind i Polen, Ungarn, Böhmen og Nordbalkan og sejrede ved Liegnitz i 1241 over schlesiske og polske fyrster. Her 100 kilometer fra Novgorod gav khan Batu ordre til at svinge mod syd over den ungarske slette for der at mødes med mongolske stammer, der havde lagt vejen over det nuværende Rumænien. Det reddede alle fyrstedømmerne i Vesteuropa fra mongolerne, og det var meddelelsen om storkhanens død i 1241, der fik khan Batu til at trække sig tilbage fra Europa, efter at han havde løbet fæstninger, fyrstedømmer og kongeriger over ende. Kun Novgorod undgik det øvrige Ruslands forfærdelige skæbne, og samme år, som Kiev blev ødelagt i 1240, vandt den tapre Alexander Nevski, sin berømte sejr ved Neva, af hvilken han fik sit tilnavn, over den svenske Jarl Birger. Thi i 1240 benytte svenskerne sig af de russiske fyrsters svaghed og sendte en flåde ind i Neva-floden for at beherske flodvejen til Novgorod. Men Novgorod fyrsten: Alexander slog svenskerne og fik tilnavnet Nevski. Kontrollen over Novgorod forblev Sveriges drøm gennem hele middelalderen. I Østersølandene havde Hanseaterne og Den Tyske Ridderorden stormet frem, og de havde også indtaget Pskov og var klar til at indtage Novgorod, da fyrst Alexander Newski fra Novgorod i 1242 slog Den Tyske Ridderorden og Korsridderne, på isen ved Pskov-Peipus-søen. I de følgende år overvandt Alexander Nevski såvel de Tyske Ordensriddere i Livland, der måtte tilbagegive alle de erobringer, som de havde gjort fra Novgorod, som litauerne, et råt folk, der tidligere havde været skatskyldigt til russerne, men nu under Ruslands ulykkelige forhold havde løsrevet sig og gjorde røverske indfald på deres lette heste. Og dog skulle det være denne fejrede nationalhelt, som bragte Novgorod til at erkende tatarernes overherredømme. Alexander Nevski´s fader Jaroslav havde allerede i begivet sig til Batu Khans lejr ved Volga, Saraj, og ydmyget sig for den mægtige mongol. Batu´s rige, Kiptshak eller Den gyldne Horde, var endnu afhængigt af storkhanen i Mongoliet, men blev senere aldeles uafhængigt. Tilfredsstillet ved Jaroslavs ydmygelse havde Batu udnævnt ham til storfyrste over alle russere; men nu forlangte han, at også Alexander Newski skulle indfinde sig ved hans hof. Alexander adlød og måtte endog gøre den lange rejse til storkhanens residens Karakorum i Mongoliet i 1246, hvorfra han først efter 3 års forløb kom tilbage til Novgorod. Fra nu af var han tatarernes lydige tjener, benyttede sig af deres hjælp til efter sin faders død at fortrænge sin broder fra storfyrstendømmet i Vladimir og fik de genstridige Novgorod´er til at opgive deres modstand mod at sættes i skat af khanen Bereko, Batu´s broder og efterfølger. Det lykkedes endog hans klogskab at skaffe Novgorod tilladelse til at sende sin kopskat umiddelbart til Saraj, medens det øvrige Rusland blev udsuget af tatarkhanens jødiske, armeniske eller bukariske skatteopkrævere. En munk fortæller fra Kiev, at der i 1245 overalt lå utallige skeletter af mennesker efter mongolernes hærgen, og at der kun var 200 huse tilbage. Men der var stadigvæk var et righoldigt købmandsliv i Kiev. I 1255 anlægger khan Batu byen Saraj i nærheden af det nuværende Astrakhan, hvorfra mongolerne styrede Rusland, og en efter en måtte de russiske fyrster rejse til khan Batu, får at bevare deres fyrsteværdighed og få udstedt et 'jarlyk'. Fra Saraj udgik en mongolsk militærenhed til hver enkelt af de russiske fyrster, således at skatteopkrævningen og kontrollen blev systematisk. Korstogenes tidligere ødelæggelse af Byzans, og Genova og Venidigs stridigheder om at opdele middelhavskysterne, gav også de osmanniske tyrker let spil, da de i ca. 1300 begynder at udbygge deres rige i Lilleasien. I 1330 mener en arabisk forfatter og endog også Marco Polo, at russernes skatter til mongolerne er så store, at der må være sølvminer i Rusland. Bemærkelsesværdigt vedtog mongolerne, at den russiske kirke blev fritaget for afgifter, og derved bliver den russiske kirke et attraktivt tilholdssted, og opnår derved en uforholdsmæssig stor position blandt russerne. Men den russiske befolkning skal både betale skatter til de Mongolske og til de russiske fyrster, og lejlighedvis foretager mongolerne straffeekspeditioner, bortfører kvæg og folk til slavemarkederne i Saraj. Mange slavere (russere) beslutter derfor at vandre og flytte til skovområderne ved Moskva og Tver, hvor mongolerne havde svært ved at finde dem på grund af de tætte skove. Og disse folkeflytninger kommer således til at danne grundlaget for de nye fyrstedømmer i Nordøstrusland. Tilsyneladende har de slaviske stammer på dette tidspunkt ikke tillid til de russiske fyrster, og sammenholdt med at Mongolerne hærger, medfører det at der opstår en ny stormagt i området: storfyrstedømmet Litauen i kerneområderne omkring Njemen-floden og grænsede i nord og i vest op til Den Tyske Ridderorden. Mindove (Mindaugas), er den første litauiske fyrste og hans to sønner myrdes i 1263 af sin egen hird/adel. Den Tyske Ridderorden angriber Pskov, hvor en litauisk fyrste er gået over til den russisk ortodokse kirke, men litaueren opnår hæder i forsvaret af byen. Efter blodige kampe, som varede indtil slutningen af det 13. århundrede blev den tyske ærkebiskop af Riga enehersker over de baltiske provinser. Sværdridderne, også kaldet den Livlandske Orden, viste sig at være så stærk, at denne ordens stormester i slutningen af det 14 århundrede herskede over hele landet. Og litauerne lod sig kristne til den vestromerske kirke af Den Tyske Ridderorden, og afsagde sig den vestromerske kirke, når der ikke længere var behov for et venskabeligt forhold til de Tyske Ordensriddere. Den russiske fyrste Daniil i det store fyrsteområde: Galitj-Volynien måtte også pænt rejse ned til sin nye herre: mongolen Khan Batu. Men Daniil søgte støtte hos magyarernes kong: Bela, i kampen mod mongolerne. Men Bela havde nok at kæmpe med i Østrig og hos pavestolen. Og da mongolerne i 1260 opsøger fyrst Daniil med en stor hær, var der ingen som hjalp Daniil. Der opstod et enormt sammenbrud, hvorefter nogle af de andre russiske fyrster søgte sammen med litauerne, der derefter kunne udvide deres rige med alle hviderussiske fyrstedømmer, således at der skabtes et Storlitauen, hvor stort set hele Ukraine også indgik. Denne proces tog godt nok ca. 100 år fra 1260 til 1377 og videre indtil 1462. De litauiske stormænd var selvfølgelig i mindretal og ville gerne gøre hviderussisk til officielt sprog. Men oppe i de omfattende og ugæstfrie kolde landområder med skov, ved Novgorod (Nyborg) skete også en udvikling. En del af befolkningen var af finsk oprindelse og bønderne begyndte at kolonisere flere og flere landsområder. En godsejer i Gorodijtjer ejede på det tidspunkt allerede 67 landsbyer, bestående ad 222 gårde med 239 mandspersoner. Der var således ikke en eneste selvejerbonde tilbage i det centrale Novgorod-land. Ejendomsretten og ejendomsrovet havde sejret overfor stamme og folk, og al jorden tilhørte enten godsejeren eller kirken. Kirken ejede 1/3 af jorden, og det meste af jorden var koncentreret på et fåtal af godsejere. Men i 1250-tallet var langt den overvejende del af Nordruslands bønder fri og uafhængige, de var ikke bundne til jorden, og de kunne ikke sælges, som det senere blev tilfældet. Mongolerriget trængte yderligere frem og kom til at omfatte Persien, Mesopotamien, Syrien, Kina, Tibet og Nordindien i 1260, medens dele af Bagindien var vasalstater. Tyrkerne i Lilleasien var kun tributpligtige til Mongolerne og mongolernes ekspansion langs Middelhavets østkyst blev i 1260 standset af mamelukkerne. Mongolerriget var nu et af verdenshistoriens største imperier. De vestlige mongoler gik over til islam. Byzans (Konstantinopel) generobres i 1261 med hjælp fra byen Genova, der var Venedigs værste handelskonkurrent. Men handelen med Kiev-Rus riget aftager så betydeligt, at metropolitten i 1299 flytter fra Kiev til det nordøstlige fyrstedømme: Vladimir, og i begyndelsen af 1300-tallet tager denne metropolit kontakt til Moskvafyrsten, der øjeblikkeligt og straks bygger Maria Himmelfarts-kirken indenfor Kreml (borg), ligesom metropolitten tildeles gårde og godser i Moskva. Den Tyske Ridderorden købte i 1309 Gdansk og købte i 1346 Estland af Danmark. Rundt om Moskva's borg: Kreml, begyndte man i 1300-tallet at kolonialisere flere nye landområder. I det hele lod Tatar-khanen de russiske fyrster regere i ro, når de betalte deres tribut og viste underdanighed. Alexander Nevski havde fire sønner. Dmitrij I. var storfyrsten i Vladimir 1263, og efter lange kampe med broderen Andreas undertvang han Novgorod og blev storfyrste i Vladimir i 1294. I Moskva danner russerne et »rige«, storfyrstedømme med Alexander Newski´s fjerde søn: Daniil Aleksandrovisch (†1303) , som han udvider med Kolomna og Perejæslavl. Efter ham fulgte sønnen Jurij Danilovitsch (1319-25), og han lod i kampen om Suzdal sin modstander Michail af Tver myrde i 1319, men blev selv senere selv dræbt af Michail´s søn Dmitrij. Dmitrij II. Michailovitsch blev i 1320, efter at faderen var blevet myrdet af Juri Danilovitsch, fyrste i Tver og snart også i Vladimir. Både han og Juri drog til Den gyldne Hordes Tatarkan for at vinde denne for sig; men her dræbte Dmitrij II. i khanens påsyn sin faders morder, hvorefter khanen lod ham henrette i 1326. Dmitrij II. Michailovitsc´ søn Ivan I Kalita (pengesæk)(1328-40) svigtede sit eget folk og hjalp mongolerne med undertrykkelsen, sådan at han fik Susdal og titlen af storfyrste. I 1327 blev Moskva's nabofyrstedømme: Tver, udplyndret af mongolerne. Indbyggerne tog hævn ved at indebrænde nogle af mongolerne. Moskvafyrsten udnyttede situationen til egen fordel og tog ned til storkhanen i Saraj og sleskede,- og da Moskvafyrsten vendte tilbage, var det sammen med mongolernes straffeekspedition til fyrstedømmet Tver, hvor mongolerne brændte byen af, dræbte folk og førte mange bort som slaver til mongolerne i Saraj. Moskvafyrsten havde således svigtet sin egen russiske folkestamme, og opnåede stor tillid hos mongolerne. Derfor havde Moskvafyrsten ikke svært ved i de kommende år til at knægte mange andre russiske fyrster. Men også metropolitten Peter flyttede sin residens fra Vladimir til Mosksva, der nu blev russernes gejstlige centrum. Ivan I Kalita besøgte 5 gange Horden og forstod at gøre sin hovedstad Moskva til Ruslands midtpunkt, idet han også bevægede den russiske gejstligheds overhoved, metropolitten, som efter Kiev´s ødelæggelse havde taget sit sæde i Vladimir, til at flytte til Moskva. Ivan forestod skatteopkrævningen for alle russere for mongolerne, og han tog metropolitten på råd i alle vigtige anliggender og støttede sin magt på kirken; men tillige gjorde han sig til khanens generalforpagter og kom derved i besiddelse af store pengemidler, da han selvfølgelig lod sine embedsmænd indkræve en langt større skat, end han udbetalte til tatarerne. Når de mindre russiske fyrster ikke adlød hans bud, udsatte de sig for at blive kaldte for khanens domstol. Fyrsten af Tver og hans søn blev således på Ivans foranstaltning kaldte til Saraj og henrettede. Medens de russiske fyrster var afhængige af Tatar-khanens nåde, hævede de hedenske litauere sig til stor magt, navnlig under fyrst Gedimin, der regerede fra 1316 til 1341. Hele Vestrusland kom under de litauiske fyrsters herredømme, til sidst endog Kiev. Den højeste magt nåede Litauen under Gedimins søn, den udmærket dygtige Olgerd, og dennes søn Jagiello vandt også Polens krone ved at ægte den polske prinsesse Hedevig og antog den romersk-katolske religion i 1386. De med lillerusserne beslægtede røderusser (i Østgalizien, Volhynien og Podolien) kom under kongeriget Polen. I 1354 flytter metropolitten fra Vladimir til Moskva og tager entydigt parti for Moskvafyrsten. I 1365 da fyrsten af Niztnij Novgorod døde, kunne hans to sønner ikke enes om hvem der skulle være den nye fyrste, selv om det i virkeligheden var mongolerne, der skulle afgøre dette spørgsmål. Den ene søn kontaktede metropolitten i Moskva, der sendte en hær af sted mod den anden broder. Dermed var det afgjort hvem der skulle have fyrstemagten. Det næste slagsmål stod så om fyrstedømmet Tver. Dmitrij III. blev fyrste af Suzdal og regerede i Moskva i 1359-62, men blev nødt til at afgive kronen til sin fætter Dmitrij IV Ivanovitsch «Donskoj».

Moskva-fyrstedømmet voksede og voksede og Dmitrij IV Ivanovitsch «Donskoj» (1362-89) kunne i 1370 kalde sig storfyrste af Moskva og Vladimir, og mere og mere handel gik derfor gennem Moskva ned til Sortehavet hvor de handlede med en venetiansk koloni: Surozj, - men de havde også havde handel ovre fra Litauen. Mongoldynastiet i Kina faldt i 1368 og i 1374 blev den byzantiske kejser i Byzans (Konstantinopel) mongolernes vasal. Men det stabile mongolerstyre kom i disse år op og toppes indbyrdes om topposterne og skiftedes til at henrette hinanden. Men mongolerne var dog vågne nok til at se, at Moskvafyrsten nu var blevet alt for mægtig, og derfor indgik mongolerne en pagt med Storlitauen i 1380. Tatarerne var ikke mere de vilde krigere, som for hundrede år siden var trængt ind i Europa, og selvom de plyndrede rigdomme havde gjort dem yppige, havde tronstridigheder svækket deres magt, og det var gået tilbage med Kiptshak. Da Moskvafyrsten i sit storhedsvanvid ikke ville betale mongolernes nye afgifter, forsøger han forgæves at samme en hær mod mongolerne med de andre russiske fyrster. Men de ville selvfølgelig ikke samarbejde med den svigagtige fyrste, der gennem mange år havde beriget sig som mongolernes ven. Moskovitterne og Mongolerne mødes i et voldsomt slag på Kulikovo-sletten i september 1380 ved floden Don syd for Tula, hvor Moskovitterne overraskende gik af med sejren i et meget, meget voldsomt slag. Storfyrst Dimitri af Moskva, en sønnesøn af Ivan d. I., fik efter sejren tilnavnet «Donskoj». Men russernes jubel varede kun kort. Den store erobrer Timur Lenk (den halte Timur) førte nye krigsvante skarer frem fra Asien og satte en efterkommer af Dshingis-Khan på tronen i Kiptshak, og denne erobrede i 1382 ved et skændigt forræderi Moskva, hvor tusinder af indbyggerne blev myrdede. Straffeekspeditionen efterlod sig 35.000 døde medens 25.000 blev ført bort som slaver. Tatarerne gjorde derpå et ødelæggende togt gennem Rusland og tvang Dimitri til atter at anerkende khanens overherredømme. I de russiske fyrstedømmer var der sket den udvikling, at skatterne blev flere, og at der blev flere indbyggere til at inddrive skatter hos. Dette medførte korruption hos lederne, der kunne finde på at uddele skatterne til hinanden. I 1388 er der således oprør mellem bojarklanerne i to uger mod "handelskapitalister" i Novgorod, og borgmesteren må gå af. I 1385 indgår litauerne og polakkerne en personalunion, hvorefter de to fyrstedømmer skal have 'en og samme konge. I 1386 tilsluttede storhertug Jagaello i Litauen sig den vestromerske kirke og giftede sig med den polske dronning Jadwiga. Efter brylluppet blev Jagaello kronet til konge af Polen. Det var indledningen til en forening af de to lande, som skulle vare de næste 400 år, og som medførte at den vestromerske kirke kunne brede sig. Sydpå havde mongolerne i 1391 reduceret den byzantinske kejsers rige til byen: Konstantinopel (Byzans).

Under Dmitrij søn Vassili d. I. Dmitrijevitsch (1389-1425) hærgede tatarerne atter to gange Rusland, første gang under Timur selv, dog uden at erobre Moskva. Kasan og Nishnij Novgorod blev plyndret af mongolerne. Efterhånden som Moskvafyrsten udvidede sit område, kunne en aftale mellem Moskvafyrsten og den nye metropolit i 1404 se således ud, at Moskvafyrsten kun skulle have den samme skat fra metropolittens forvaltningsområde, som han tidligere havde betalt til mongolerne, medens alle andre skatter og afgifter tilfaldt metropolitten, der også fik domsmyndighed i området. Dermed kunne indbyggerne ikke appellere en dom til fyrsten, ligesom metropolitten fik frie hænder til at opkræve andre skatter og afgifter, da indbyggerne jo ikke kunne klage nogen steder. Allerede i 1404 ekspanderer det polsk-litauiske rige, idet det russiske Smolensk-fyrstedømme indlemmes og polakker og litauere besejrer i 1410 Den Tyske Orden ved Tannenberg. Selv om det byzantinske rige fuldstændigt var på knæ i Konstantinopel, havde Moskva-fyrstedømmet og det polsk- litaueske fyrstedømme fået vokseværk, og deres fyrster anmodede metropolitten i Konstantinopel om at få udnævnt en metropolit som overhoved for den russiske kirke. De indstillede begge kandidater. Litauerne ville have kirken tilbage til Kiev væk fra Moskva, fordi Moskvafyrsten ekspanderede og fik for megen magt.

Under Vassili d. II Vassiljevits (1425-1462) fik Rusland en ny plageånd i et tatarisk rige, som dannede sig i Kasan. I 1431 tillod metropolitten i Konstantinopel at udpege en græker som metropolit. Mongolernes herredømme medfører dog, at denne metropolit og andre fra både den østromerske og den vestromerske kirke samles på et kirkemødet i 1439 i Firenze, får at samle alle fyrster og byer til et korstog mod mongolerne og osmannerne. Men det lykkedes ikke at finde sammen. Da metropolitten i Moskva foranstalter en mindeceremoni for den vestromerske pave og bærer latinernes kors, beslutter storfyrst Vasilij d. II. af Moskva og de russiske bisper, at det her er fuldstændig ude af proportioner. Da Byzans bliver stormet af osmaneren: Mehmet II i 1453, og den sidste byzantinske kejser, Konstantin XI. falder i kampen ophørte det byzantinske rige, det østromerske rige, med at eksistere. Derfor kan Moskvafyrsten og de russiske bisper i 1459 beslutte, at deres metropolit ikke længere behøvede anerkendelse fra patriarken, men kun fra storfyrsten, - og dermed var den russiske kirke reelt blevet selvstændig, - opstået på ruinerne af det byzantinske rige. Fyrstedømmet Novgorod havde siden begyndelsen af 1300- tallet anerkendt den Moskovitiske fyrste som sin overfyrste, og fra 1450 var Novgorod i krig med Svenskerne 26 gange og med Den Tyske Ridderorden 11 gange. Den Tyske Ridderorden måtte i 1466 efter nyt nederlag afstå Vestpreussen med Gdansk til Polen og anerkendte polsk overhøjhed over Østpreussen. Omkring 1450 strakte storhertugdømmet Litauen sig fra Sortehavet i Syd og næsten til Moskva i Øst. På den tid var størstedelen af befolkningen russisk-ortodokse. En af de mest markante hertuger i denne periode var Gediminas, som besejrede mange russiske fyrstedømmer mod sydøst. Endvidere siges han at have grundlagt hovedstaden Vilnius. Den russiske Moskvafyrstes fortrinsstilling gennem hele det 14. århundrede havde medført, at fyrstedømmet kunne brede sig på de andre vasalrigers bekostning, og nu medførte det yderligere ambitioner om Moskva´s magtovertagelse af Novgorod. Udviklingen havde medført, at når et fyrsteområde voksede, var der flere skuldre til at bære skattebyrden. Og jo flere indbyggere der kom med under Moskvafyrsten, jo mere rundhånden kunne denne være med gaver og med skattelempelser. Denne politik medførte selvfølgelig, at flere søgte ly hos den "blide skatteopkræver "og mange fyrster tilslutter sig Moskovitterne, således at ekspansionen forsatte voldsomt til år 1450, selv om flere byer ikke vil åbne portene for storfyrst Vassili d. II Vassiljevits af Moskva. Det skønnes, at 100.000 indbyggere har været under storfyrsten i 1450. Men hvis 75 % eller mere har været børn, er det jo ikke mange voksne individer. Ved storfyrst Vasilij d. II. død i 1462 var det kun fyrstedømmerne: Rjazan, Jaroslavl, Tver, Novgorod og de russiske fyrstedømmer under Storlitauen, der var udenfor moskovitternes fyrstedømme. Andre lande som Tyskland og Italien opnåede først i 1800-tallet en lignende samling af fyrstedømmer. Et af de økonomiske motiver, der har været for at gennemføre denne samling af fyrstedømmer, har været mongolernes styre og skattevilkår,- og Moskvafyrsternes ærgerrighed. Da Vasilij d. II. dør i 1462 opdeles hans rige mellem hans fem sønner, og sønnen: Ivan d. III. fik størstedelen af arven og fik storfyrstetitlen af Moskva. De fem fyrstedømmer fik selvstændig administration, egne hære og egne love, men var fælles i «udenrigspolitikken». Men Ivan d. III. blander sig alligevel i sine brødres indre anliggende, og der var mange barrierer der skulle nedbrydes, førend magtcenteret lå i Ivan d. III. hænder. Og hvad er så bedre end at starte en krig ?

Ivan d. III. Vassiljevits (1462-1505) tilintetgjorde med samvittighedsløs snildhed ethvert selvstændigt element indenfor rigets grænser og benyttede sig af nabomagternes svage sider til at gøre ende på deres indflydelse og udvide sit herredømme, ligesom han også var ubarmhjertig grusom, hvormed han forfulgte sine modstandere. Hans fader havde delt sit rige mellem sine sønner, men Ivan tilegnede sig sine yngre brødres fyrstendømmer, ligesom de andre endnu bestående russiske småstater. En ejendommelig stilling havde en række småfyrster af Ruriks æt, som i Ruslands svaghedstilstand havde givet sig under Litauens højhed. Efterhånden lokkede nu Ivan dem til at erkende den græsk-ortodokse storfyrste af Moskva som deres overherre i stedet for den romersk-katolske hersker over Litauen og Polen. Moskvafyrstedømmet havde jo udviklet sig til at være dominerende. Gennem det 15. århundrede gennemgik de russiske fyrstedømmer en udvikling fra opsplitning og fremmedherredømme til en samling og annektering under de magtvilkår, som udstedes af Moskvafyrsten, og som skyldes samarbejde med mongolerne og svigagtighed overfor de andre slaviske folkestammers bystater. Deri er ikke noget heroisk. Centraliseringen af magten medførte mindre frihed og flere begrænsninger for befolkningen, der rejste krav om fred overfor de stridende russiske fyrster og tatarerne (mongolerne). Det var stadig mongolerne, der havde magten siden 1200-tallet, og det var stadig til dem der skulle betales skat til. Denne automatik kan ikke kaldes en formalitet, og de tre russiske storfyrster af Moskva, Tver og Rjazan stod stadigvæk under storkhanen. Alle andre mindre russiske fyrster var og blev opslugt af Moskva fyrsten og havde dermed mistet deres politiske og økonomiske selvstændighed. Men Novgorod var en undtagelse, selvom Novgorod havde godkendt Moskva-fyrsten som overhoved. Men det var åbenbart ikke tilstrækkeligt for de ærgerrige fyrster i Moskva, der ville have fat i Novgorods gamle rigdomme, og knuse byens økonomiske velstand, fordi der jo principielt med økonomisk velstand jo også følger politisk selvstændighed og frihedsrettigheder. På en måde kan man jo godt forstå Moskvafyrsten, at han var gruelig ked af at andre købmænd (plattenslagere) fra Novgorod berigede sig på udveksling af varer, der bl.a. var produceret i hans landområder. Derfor vælger Ivan d. III. Vassiljevits Novgorod som sit første mål, fordi Novgorod var rigt, og gennem denne rigdom havde et stærkt forsvar. Novgorod havde gennem århundrede ellers kæmpet mod svenskernes og tyskerne fremtrængen fra vest. Ivan d. III startede et felttog i 1471 og Moskvas adfærd overfor Novgorod fik i 1471 byen til at etablere en forsvarstraktat med Storlitauen og en traktat med kong Kasimir af Polen, som lovede at beskytte dets «frie mænd» mod storfyrsten, selvom den russisk-ortodokse ærkebiskop i Novgorod ikke var meget for at etablere en forsvarstraktat med fjenden fra den vestromerske kirke. Da den Moskovittiske hær i 1471 stod udenfor Novgorod, udeblev den litauiske hjælp, og Novgorod måtte overgive sig. Dens tropper blev overvundne, og talrige fanger sendtes med afskårne næser og læber tilbage til Novgorod. Til sidst måtte byen underkaste sig: den måtte betale en umådelig skat, opgive enhver forbindelse med Litauen og afstå Dvina-landet. Af navn beholdt Novgorod endnu sin gamle forfatning; men det var ikke Ivans mening at lade det blive derved. Litauerfyrstens slægt: Jagiellonerne, blev ellers samtidig konge i Böhmen i 1471. Moskvafyrsten Ivan d. III. henrettede borgmesteren i Novgorod og byen måtte love, at den ikke i fremtiden ville slutte forbund med nogen fremmed magt. Men de købmænd og bojargrupperinger i Novgorod, der drev handel med "Vesten", ønskede selvfølgelig nu efter Moskva-felttoget i 1471 en tilslutning til Storlitauen, ligesom andre små russiske fyrster havde søgt ly i dette forbund. Det siges, at storfyrstedømmet Litauen var mere liberalt end storfyrstedømmet Moskva, og næsten lige så russisk som storfyrstedømmet Moskva. Litauen omfattede det nuværende Ukraine og Hviderusland, og selve byen: Moskva lå kun 150 km. fra den litauiske grænse. Men Litauens storfyrste havde tilsluttet sig den vestromerske kirke. Nu ved jeg ikke hvad forskellen mellem et liberalt Litauen og et centralt Moskvafyrstedømme har været på det tidspunkt. Men hvis man tænker sig, at man i Litauen har haft frie prisdannelser på handel, medens man i Moskva ville have regulerede priser (faste priser uden snyd) på handel, kan det jo godt have skabt splid, idet denne kamp om 'fri næring' jo har stået på gennem mange år, og også kommer til udtryk under den Franske Revolution i 1789 med folkekravet om faste brødpriser, men hvor Borgerklasserne svarer igen med, at håndværkerne ikke må organisere sig, fordi man jo gennem organisation (karteller og aftaler) jo kan opnå minimumspriser på sit arbejde og håndværk. Organisationsfriheden gjaldt kun Borgerklasserne, der havde beriget sig gennem handel. Men den vestromerske pave i Rom og købmændenes hovedstad: Venedig, så nu muligheder i den voksende Moskva-stat, og mente at russerne burde inddrages i kampen mod osmannerne, ligesom paven ville omvende russerne til Vestens kirkeopfattelse. Derfor tilbød paven et ægteskab mellem Ivan d. III. og en græsk-byzantinsk prinsesse, og de blev gift i 1472. Men Ivan d. III ville ikke tilslutte sig et forbund mod osmannerne, og samtidig fandt en skare af italienere vej til Moskva-staten, hvor de lærte Moskovitterne at støbe kanoner og hvor de igangsatte et omfattende kirkebyggeri for den russiske kirke, med de traditionelle løgkupler. I 1476 undlod Ivan d. III. at betale skat til mongolerne. Men i Novgorod forsatte det «litauiske parti» sin agitation, og Ivan d. III. starter derfor i 1478 et nyt felttog mod Novgorod. Igen udebliver den litauiske hjælp, og Novgorod måtte overgive sig. Moskvafyrsten Ivan d. III. plyndrere Novgorod, ophævede borgmesterembedet, ophæver folkeforsamlingen, tvangsforflyttede overklasserne (bojarfamilierne) til andre egne af Rusland og konfiskerede deres jord (1. million hektar), som han gav til moskovitiske adelsfolk. Men allerede i 1479 og igen i 1484 må Ivan d. III. sende hære, får at undertrykke nye uroligheder i Novgorod, og i 1479 rykkede Ivan d. III. ind i Novgorod med en stor hær. Først lod han 50 «mistænkelige» mænd gribe og på pinebænken tvinge til at bekende sig skyldige i, hvad man ønskede. Derefter henrettedes 100 mænd, og deres ejendomme konfiskeredes, 100 af de mest ansete familier forflyttedes til det indre Rusland, og efter nogen tids forløb blev 7000 familier forflyttede, fængslede eller henrettede. Der måtte ingen blive tilbage, hos hvem endnu mindet om den fordums herlighed var levende. De tyske købmænds kontor lukkedes. Dernæst knækkedes tatarernes magt. Imidlertidig ville Ivan d. III. ikke dele Novgorods rigdomme med sine brødre, og derfor gjorde de oprør i 1480 og sendte ca. 20.000 mand mod Moskva, hvorpå de plyndrede og hærgede på deres vej mod Moskva. Men de blev talt til rette gennem forhandlinger og oprøret sluttede. Gennem årene havde Den Gyldne Hordes herredømme udviklet sig til tre Khanater: et i Saraj, et omkring Kazan og et på Krim. Denne opdeling medførte en svækkelse af mongolernes herredømme, idet der gennem diplomatisk aktivitet opstod et alliancesystem: Khanatet på Krim og Moskva, contra Khanetet i Saraj og Storfyrstedømmet Litauen. Allerede under Vassili d. IIs regering havde Kasan og Krim adskilt sig fra Den gyldne Horde, og ved siden af disse tre større horder dannede der sig mindre, som levede i indbyrdes fjendskab og i en uophørlig lille krig med de tilgrænsende russere. Blandt disse må man særlig nævne de saporogiske kosakker, krigere, som uden kone og børn havde bosat sig på øerne ved Dnjeprs vandfald, hvor de unddrog sig fra Polens herredømme og levede af jagt, fiskeri og røvertog mod tatarerne. Ivan d. IIIs første større krig mod disse var rettet mod Kasan og varede i 3 år. I 1469 måtte fyrsten (zaren) af Kasan slutte en fred, i hvilken han lovede at tilbagegive alle russiske fanger og «leve efter storfyrstens vilje. Derimod vedblev khanen af Saraj at gøre fordring på overherredømmet over Moskva, og da Ivan ikke ville betale ham nogen tribut, gjorde han indfald i Rusland får at gennemføres skatteopkrævningen. Ivan, som i det hele foretrak at sætte sine planer igennem ved underhandlinger, indlod sig ikke i nogen kamp; men to mindre tatariske horder erobrede i khanens fraværelse Saraj, myrdede hans hustruer og ødelagde byen. De moskovittiske hære rykkede ned til Oka-linien ved bifloden Ugra, hvor de mødtes med mongolerne fra Khanetet Saraj, der ventede på de litauiske hære. Men litauerne udeblev fordi Krim Khanatet havde angrebet dem sydfra. De mongolske hære fra Khanatet Sarej besluttede derfor at vende om, og forsvandt sydpå over stepperne. Derpå overfaldt de khanen ved Dons munding, fældede ham selv og bibragte Den gyldne Horde et nederlag, hvorfra den ikke mere rejste sig i 1481. Med tatarerne på Krim stod Ivan i et venskabeligt forhold, og de understøttede ham i en krig, som han i slutningen af sin regering (1500-1503) førte mod Litauen. Krigen faldt heldig ud for Rusland, som ved freden vandt en udvidelse af sine grænser mod vest. Dermed ophørte det over 200 år gamle mongolske (tatariske) herredømme over de russiske fyrstedømmer, og gennem 1480'erne starter Ivan d. III, derfor grænsestridigheder med Litauen, og han erobrede dele af Ukraine fra Litauen og Lillerusland og Khanat Kasan kom i afhængighedsforhold til ham. Indlemmelsen af Novgorod kom til at spille en stor rolle for fyrstedømmet: Tver, hvor fyrst Michael Borisovitj i begyndelsen af 1480érne måtte søge kontakt med Storlitauen, p.g.a. moskvafyrstens truende adfærd overfor fyrstedømmets selvstændighed. Men der kom ingen hjælp fra Litauen, og i 1484-85 kunne moskovitiske hære bryde ind i Tver og de italiensk byggede kanoner blev brugt, da Tver blev angrebet. Tverfyrsten måtte love ikke at indgå alliance med fremmede magter, og anerkende Ivan d. III. som storfyrste. Men Michael Borisivitj søgte alligevel kontakt med Litauen, og straks måtte fyrsten flygte til Litauen, og fyrstedømmet Tver blev besat og indgik derefter i Moskafyrstens rige. Michael Borisivitj havde ellers deltaget i felttoget sammen med moskovitterne mod Novgorod i 1471 og i 1478. Da Ivan d. III. broder: fyrst Andrej blev uefterrettelig i 1491, blev han kastet i et moskovitisk fængsel, hvor han døde nogle år efter. Et nationalt slavisk styre var nu næsten blevet grundlagt med Moskva-fyrsten som røverbaron, og mongolerne gled med tiden op og sammen i den gamle befolkning. I 1491 indgik Ivan d. III. en traktat med den tyske kejser: Maximilian, der stræbte efter herredømmet i Böhmen og i Ungarn. Men Jagiellonnerne blev nu konger af Ungarn i 1492 og konge af Polen. Tilsammen udgjorde de Jagiellonske riger nu den største magtkoncentration i Østeuropa. I 1492 påbegynder Moskovitterne krigen om grænserne med storfyrstedømmet Litauen, og denne krig varer 300 år indtil Polens delinger i 1772-95, hvor Preussen og Østrig opløste den polsk-litauiske stat. I 1493 indgår kong Hans i Danmark og Ivan d. III. venskabelige forhold - og er enige om at bekæmpe Svenskerne og Litauerne, og fordi kong Hans har intentioner om magten i en nordisk Union, som åbenbart skal gå ud over svenskerne. Se traktaten her. I 1501 led han et betydeligt nederlag ved Isborn i kampen med Livland, og året efter taber han igen ved søen Smolina. Da Ivan d. III. dør i 1505 er det kun storfyrstedømmet Rjazan, der er selvstændigt. Uden at være nogen kriger havde Ivan d. III hævet Rusland til en betydelig magt, og skønt han var en ivrig tilhænger af den græsk-ortodokse kirke, åbnede han dog forbindelser med den forhadte latinske verden og tog mange udlændinge i sin tjeneste, navnlig bygmestere, kanon- og klokkestøbere, møntmestere, bjergmænd og læger. Men moskovitternes indflydelse er så stor, at storfyrst Vasilij d. III. Ivanovits af Moskva (1505-1533) regerede i sin faders ånd, og underkaster sig fristaten Pskov i 1510, og i 1520 uden sværdslag kan indlemme Rjazan, og Novgorod-Sjeversky i Moskva-staten, samt Smolensk fra Litauen i 1514. Men i 1521 blev Rusland atter hærget af de krimske tatarer

Under Alexej Michaelovits Romanov (1629-1676) viste Rusland sig for første gang overlegent overfor Polen, som på denne tid blev til en tøjlesløs adelsrepublik med en skyggekonge i spidsen, hvor et enkelt landbuds veto kunne omstyrte rigsdagens beslutninger og gøre enhver ordnet regering umulig. Kosakkerne i Ukraine, hvem den polske rigsdag imod alle tidligere forsikringer ville berøve deres friheder og behandle som livegne bønder, gav sig under zarens overherredømme mod løfte om selvstyre, skattefrihed og ret til at vælge deres hetman og øvrige officerer. Kosakkerne skulle stedse holde 60,000 ryttere på egen bekostning; kun når de gjorde krigstjeneste udenfor Lilleruslands grænser, skulle de have sold (1654). Følgen af denne overenskomst blev en krig mellem Rusland og Polen. Russerne erobrede Smolensk og store stykker af Litauen; men da den svenske konge Karl Gustav angreb Polen fra den anden side, kom der strid imellem begge erobrerne, og Rusland fik nu også krig med Sverige. Ved freden i Kardis i 1661 fornyedes Stolbova-fredens bestemmelser; men mod Polen var man heldigere, og ved freden i 1667 beholdt Rusland Smolensk og hele landet øst for Dnjepr med overherredømme over kosakkerne i Ukraine. I disse Hvide- og Lillerussiske egne, som i over 300 år havde stået under Litauen og Polen, stod beboerne på et højere kulturtrin end storrusserne. Medens man i de storrussiske skoler kun lærte at læse og skrive, havde der her dannet sig højere læreanstalter, navnlig i Kiev, hvis lærere tildels havde studeret i Krakov og ved andre europæiske universiteter. Denne sydrussiske litterære bevægelse fik nu en ikke ringe betydning for Storruslands kultur, idet akademisk dannede teologer fra Kiev blev lærere for de højere klassers ungdom, således også for zar Alexejs børn af første ægteskab. Alexej var ikke uimodtagelig for højere dannelse, og ligesom hans fader var han i det hele en mild regent. Imidlertid plagedes Rusland dog også under hans regering af indre uroligheder. Finansnøden under krigen havde bragt zaren til at slå slet mønt, og falskmøntneri havde grebet om sig. De høje kornpriser og den store nød havde gjort de lavere klasser fortvivlede, og da man nu lod de store forbrydere slippe, men straffede de små strengt, udbrød der i 1662 en voldsom opstand i Moskva, hvor folket forlangte de mest forhadte bojarer udleverede. Opstanden blev dæmpet med stor grusomhed: i det hele var i de sidste år over 7000 mennesker blevet henrettede, over 15,000 lemlæstede, berøvede deres ejendom eller forviste på grund af forbrydelser, der var foranledigede ved det slette pengevæsen. I 1666 indkaldte zar Alexej alle præsterne til et konsil og afsatte patriarken: Nikon, og der blev indført nogle ændringer i kirkens forskrifter og ritualer, sådan at de gammeltroende udskilte sig fra den nye kirkelære. Ulykker af langt større omfang voldte et oprør af de donske kosakker under bedrageren Stenka Rasin, som ville hævne en dødsdom, der var fældet over hans broder, fordi han mod hærførerens befaling havde forladt den russiske lejr. Ved svig bemægtigede Stenka Rasin sig Astrachan i 1670 og snart hele Volgalandet, hvor han havde bildt folket ind, at to prægtigt smykkede både medførte en afsat patriark og zarens ældste søn, der kort i forvejen var død, men efter Stenkas sigende var flygtet til ham. De vilde skarer fik tilløb af gammeltroende (raskolniker), en fanatisk sekt, der havde dannet sig i modsætning til et forbedret ritual, og af bønder, som myrdede deres herrer, og kun med stor møje blev oprøret dæmpet. Tilsidst blev Stenka selv fanget og henrettet; men over 100,000 mennesker var omkommet i krigen, foruden de mange tusinder, som blev henrettede.

Alexejs ældste søn, den svagelige Feodord. III, som kun regerede i 6 år fra 1676 til 1682, og gjorde sig fortjent af Rusland ved at udstede den forordning, at høje embeder herefter aldrig skulle tildeles nogen på grund af deres rang og herkomst, men skulle erhverves ved egne fortjenester. Ophavsmanden til denne forordning, som berøvede de gamle slægter enhver forret, var den unge zars rådgiver, fyrst Vassili Golizyn, en dannet mand, der nærede stor forkærlighed for den vesteuropæiske civilisation. Dvs., at de gamle ranglister, der bestemte de adelige familiers tjenesterang i hæren og deres adgang til tjenester i staten; den genealogiske fortegnelse over dem der var berettiget til embeder og ærefulde titler, blev annuleret.

Efter Feodor Alexievits' død sammenkaldte patriarken og bojarerne i Moskva en folkeforsamling, som efter deres forslag valgte hans tiårige halvbroder Peter til zar (1672-1725) med forbigåelse af hans helbroder, den åndssvage og halvblinde Ivan (Ivan d. V.). Men strelitserne og familien Miloslavsky var misfornøjede med flere af deres officerer, og de gjorde oprør mod den svage regering og myrdede mange forhadte embedsmænd. Oprøret blev benyttet af Alexejs datter af første ægteskab, den begavede og herskesyge Sofia, som blev regentinde, medens Ivan og Peter begge skulle være zarer. Sofia, som snart antog titelen «selvherskerinde over hele Rusland», støttede sig navnlig på fyrst Golizyn; men de af dem påtænkte reformer hindredes af kampe mod indre uroligheder og mod de krimske tatarer. De indre uroligheder, som udgik dels fra de ustyrlige strelitser, dels fra raskolnikerne, dæmpedes med strenghed, og nogle af hovedmændene blev henrettede. Mod tatarerne, der endnu ofte plagede Rusland med røverske indfald, blev der foretaget to felttog; men de fik et uheldigt udfald, og herved svækkedes Sofias og Golizyns anseelse. Imidlertid voksede zar Peter op i en landsby ikke langt fra Moskva, hvor han dannede en lille krigerskare af «legekammerater», og efterhånden fik hans hof betydning lige overfor Sofias hof i Moskva. I 1689 kom det til et brud imellem de to hoffer, og Peters parti fik snart overhånden, især efter at de talrige udlændinge, der befandt sig i hæren, havde sluttet sig til. Sofia blev indespærret i et kloster, Golizyn blev forvist til Ishavets kyst, og flere andre af regentindens tilhængere blev henrettede. Den udlænding, som fik størst indflydelse på den unge zar, var Patrik Gordon, en 54-årig skotlænder af det stuartske parti, som havde vundet stor anseelse ved lang krigstjeneste. 18 år yngre var genferen Lefort, der blev Peters personlige ven: uden hensyn til den gammelrussiske etikette besøgte zaren dem begge og deltog i livet i den tyske forstad, der gav ham smag for vesteuropæisk levevis. Samtidig gav dog hans rå sanselige natur sig luft i vilde drikkelag. I sit samkvem med Gordon søgte Peter at sætte sig ind i krigsvæsenet; men endnu større interesse viste han for søvæsenet og skibsbyggeriet, som han især lagde sig efter i Arkangelsk, hvorhen han gjorde rejser i årene 1693/94. Rusland ejede på det tidspunkt kun én søhavn, og det var i Arkangelsk. I 1696 erobrede Peter Asov, hvorved han åbnede Rusland adgangen til Sortehavet; først 4 år efter sluttedes freden med sultanen, som afstod den vigtige fæstning. Efter togtet til Asov foretog Peter sin berømte rejse til Vesteuropa (1697-98), på hvilken han især lagde sig efter skibsbyggeriet i Holland. Det blev af stor betydning for Ruslands udvikling, at zaren ikke blot ved selvsyn og personlig deltagelse gjorde sig bekendt med vestens praktiske forhold, men også lod over 200 af sine undersåtter deltage i rejsen, ligesom han også ellers sendte unge russere til udlandet for at uddannes. Denne beundring for udlandets fortrin vakte imidlertid stort anstød i Rusland, og kort førend Peter, som ved sin broders død også af navn var blevet enehersker, i 1697 tiltrådte sin rejse, opdagedes en sammensværgelse, hvis hovedmænd blev henrettede. Farligere var et oprør af strelitserne, som især ophidsedes af gejstligheden og for en stor del var gammeltroende. Peter vendte hurtig tilbage fra Vesteuropa; men inden hans hjemkomst var oprøret allerede dæmpet af general Gordon. Peter var forfærdelig opbragt, og straffenes rædsler overgik endog, hvad man var vant til i Rusland. 1000 strelitser foruden nogle andre i oprøret indviklede mænd blev henrettede og strelitsernes korps opløstes, og der blev dannet en ny hær. Fra ca. 1700 til 1721 førtes Den store Nordiske Krig med Sverige. Krigen startede som en reaktion mod Sveriges stormagtsdrømme. Peter den Store, August den Stærke af Saksen-Polen og Frederik IVs i Danmark indgik en alliance for at reducere svenskernes magt omkring Østersøen. I 1700 erobrede danske tropper den slesvigske del af Gottorp, som var allieret med svenskerne. I begyndelsen kunne de uøvede og slet anførte russere ikke holde stand imod de svenske krigere, og Karl d. XII vandt en let sejr ved Narva i november 1700 over sine talrige fjender. Men Karl d. XII vendte sig nu mod Saksen-Polen og spildte sine kræfter på unyttige kampe i Polen, medens russerne erobrede næsten hele Ingermanland, Estland og Livland, og da Karl endelig vendte sig imod Rusland, styrtede han sig selv i undergang ved sit uheldige togt til Ukraine i slaget ved Poltava i juli 1709, og måtte derefter flygte til Tyrkiet, hvor det lykkedes ham at ophidse sultanen til en krig mod Rusland. I 1711 blev Peter i Moldau indesluttet af en overlegen tyrkisk styrke ved Pruth, men fik ved at bestikke storvesiren udvirket en fred, ved hvilken han slap med at afstå Asov. Hospodaren i Moldau, fyrst Dimitri Kantemir, som havde sluttet sig til russerne, måtte flygte, men fik en anselig stilling i Rusland, hvor hans søn, fyrst Antioch Kantemir, blev den første forfatter, der grundlagde en verdslig national-russisk skønlitteratur. Moldau blev hærget af tyrkerne, men den forbindelse, som Peter havde indgået med sultanens kristne undersåtter, fik varig betydning. I et mindeskrift, som ved krigens begyndelse havde fremstillet Ruslands forhold til Porten, kundgjorde zaren for første gang højtidelig, at han følte sig som naturlig beskytter af sine trosfæller på den græske halvø. Peter lagde også vægt på at bevare sin stilling ved Den finske Bugt, hvorhen han havde forlagt sit riges tyngdepunkt ved at grundlægge sin nye hovedstad St. Petersborg i 1703. Men russerne havde også erobret Riga, Viborg og Keksholm. Ved freden i Nystad i 1721 beholdt Peter den Store da også Ingermanland, Estland, Livland og Viborg len i Finland, en del af Karelen og Finland mod en betaling på 2 millioner rubler. Kurland blev russisk gennem et ægteskab med Anna Ivanovna. Fredens offentliggørelse i St. Petersborg blev fejret ved store fester. På en maskerade, som varede i flere dage, var Peter overgivet og lystig som et barn: han dansede på borde og sang viser. Det under krigen indstiftede senat bad ham om at antage zartitlen og tilnavnet «den Store.« Den begavede taler og reformven biskop Feofan Prokopovits holdt en festprædiken, hvori han skildrede, hvorledes folket fra uvidenhedens mørke havde hævet sig til «verdensberømmelsens teater» og indtaget plads imellem «de politiske folk». Det gamle moskovien var blevet til det nye Rusland. Fra 1722 til 1724 førte Rusland krig mod Persien, og vandt landskaberne: Gilan, Mazenderan og Astrabad. Den store forandring i Rusland var gennemført på en hård og vilkårlig måde ved en revolution fra oven: Peter den Store var overbevist om nødvendigheden af, at folket måtte tvinges til sin egen fordel. Modstanden drev ham til yderlige forholdsregler, og hans arbejde var en stadig, ofte fortvivlet kamp mod reaktionen. Begyndelsen skete straks efter zarens hjemkomst fra hans store rejse til udlandet og drejede sig først om det rent ydre: håret og dragten. Da de, der ville lykønske ham, på russisk vis knælede for ham, løftede han dem venlig op, men greb med det samme en saks og afklippede deres skæg. I de højere kredse forsvandt skæggene; dog tillod en forordning af 1705 at bære skæg imod at betale en sum af 30-100 rubler. Allerede i 1700 påbød en forordning udenlandsk klædedragt. De før som slavinder behandlede kvinder fik en friere stilling, og i det hele søgte Peter at fjerne alt orientalsk væsen. Bojarernes gamle råd havde mistet al betydning; men i 1711 indstiftedes et senat på 9 medlemmer med udstrakt myndighed. Da dets forretninger blev aldeles overvældende, oprettedes senere 9 kollegier for de enkelte anliggender. Peter arbejdede med rastløs iver på at forbedre styrelsen og retsvæsenet; men skønt han med jernhård strenghed straffede bestikkelige embedsmænd og uretfærdige dommere, ja endog truede sin yndling Menshikov med dødsstraf, hvis han ikke forandrede sin opførsel, lykkedes det ham ikke at udrydde de gængse misbrug. I analogi med de andre regeringskollegier indsattes i 1721 en synode, som fik overbestyrelsen af den russiske kirke, efter at patriarkens plads allerede i længere tid havde været ubesat. Peter den Store var to gange gift: i sin første ungdom med Eudoxia Lapuchin, senere med Katharina, en simpel livlænderinde, der var kommet i Menshikovs tjeneste. Eudoxia var blevet forskudt og indespærret i et kloster; hendes søn Alexej blev slet opdraget og levede i Moskva i en kreds af slægtninge og andre mod Peter og hans reformer ilde stemte adelsmænd og gejstlige. Medens faderen var i uafbrudt virksomhed for sine store planer og praktiske formål, fordybede sønnen Alexej sig i helgenhistorier og teologiske undersøgelser. Mod deltagelse i forretninger nærede han ligefrem afsky, og ovenikøbet var han drikfældig, og han hyldede de gammelrussiske anskuelser. Til en sådan efterfølger skulle Peter den Store betro hele sin møjsommelig opførte bygning! Til en åben opposition manglede Alexej ånd og mod, men til sine fortrolige ytrede han, at han efter faderens død ville omstyrte hans værk. Imidlertid lod Peter ham dog ægte en tysk prinsesse, som også fødte ham en søn, som få dage efter døde i 1715. Kort efter fødte også Katharina en søn, og Peter havde nu besluttet at udelukke Alexej fra tronfølgen. Denne erklærede sig også villig til at gå i kloster; men Peter frygtede for, at denne ufrivillige tronfrasigelse efter hans død ville blive tilbagekaldt, og begyndte at tænke på at skaffe den ulykkelige prins ud af verden. Medens han endnu betænkte sig herpå, flygtede Alexej til udlandet. Mod løfte om straffefrihed, vendte han imidlertid frivillig tilbage; men ligesom Peter i 1698 efter sin hjemkomst fra sin første rejse havde fældet strelitserne, således kom han nu i 1718 tilbage fra en ny rejse til Vesteuropa med den bestemte hensigt at tilintetgøre enhver modstand, der stod i vejen for hans reformarbejdes opretholdelse. Det var ikke så meget den stakkels prins, der syntes ham farlig; meget mere gjaldt det hans tilhængere. Alexej gav straks afkald på sine rettigheder, og Katharinas søn udråbtes til tronfølger; men den lovede tilgivelse knyttedes nu til den betingelse, at Alexej ikke ville fortie nogetsomhelst med hensyn til sine rådgivere og tilhængere, og nu begyndte en frygtelig straffedom med pinsler og henrettelser over disse. Der fremlokkedes imidlertid ingen andre tilståelser, end at man havde ønsket zarens død, længtes efter hans søns tronbestigelse og udtalt sig i denne retning i private samtaler. Alexej selv tilstod i fængslet efter at har fået 25 knutslag, at han havde ytret for sin skriftefader, at han ønskede sin faders død, hvortil denne havde svaret: «Gud vil tilgive dig; vi ønske ham alle døden, fordi han pålægger folket så svære byrder.» Derefter blev Alexej dømt til døden; hvorledes han er død, er usikkert, sandsynligst er dog den beretning, at han er død i fængslet som følge af gentagne knutslag. Året efter døde den nye tronfølger, og Peter udstedte nu en forordning, som forbeholdt zaren ret til for fremtiden efter eget ønske at udnævne sin efterfølger; men inden han fik truffet nogen bestemmelse, døde Peter i januar 1725. Stormændene af de gamle slægter ønskede nu at sætte Peter den Stores sønnesøn, den 9årige Peter Alexievits, på tronen og fjerne Katharina og de mænd, der kun ved zarens gunst og deltagelse i hans reformarbejde havde hævet sig til høje stillinger. Den betydeligste af disse var Alexander Menshikov, som havde været en af Peters legekammerater. Efter Leforts død i 1699 var blevet hans bedste ven og ved sin handlekraft havde gjort sig uundværlig for zaren, så at denne, der ellers så skånselløst havde straffet upålidelige embedsmænd, havde ladet ham slippe uagtet hans umættelige havesyge.

Disse mænd ilede med at få Katharina udråbt til zarinde, idet de beråbte sig på, at Peter havde overdraget hende regeringen ved at lade hende krone. Menshikov blev under Katharinas I. (1684-1727) regering fra 1725 Ruslands almægtige herre, og da hun allerede døde i 1727, håbede han også at kunne bevare sin magt, efter at den 11årige Peter d. II (en søn af den henrettede Alexej) var blevet udråbt til zar i overensstemmelse med det testamente, som Katharina efter sigende havde efterladt. I dette testamente hed det, at regeringen skulle bestræbe sig for at få den unge zar formælet med en datter af Menshikov. Skulle zaren dø uden arvinger, skulle Katharinas ældste datter Anna, som var gift med hertug Karl Frederik af Holsten-Gottorp, og deres efterkommere, og efter dem Katharinas yngste datter Elisabet være arveberettigede. I de 4 første måneder af Peter d. IIs (1715-1730) regering øvede Menshikov et despotisk herredømme, medens han overlod de besværligere regeringsforretninger til ministeren Ostermann, en tysk præstesøn, der havde været en af Peter den Stores bedste embedsmænd. Men Menshikov var uforsigtig nok til at opbringe den unge zar mod sig ved sit hensynsløse overmod, medens fyrsterne Dolgoruki vandt hans gunst ved at smigre hans lyst til udsvævelser og vilde jagter. Pludselig udstedte han da en ukas, i hvilken han forkyndte, at han fra nu af personlig ville overtage regeringen, men Menshikov blev fængslet og forvist til Sibirien, hvor han døde 2 år efter. Ostermann fik styrelsen, men søgte forgæves at påvirke den unge zar i god retning. Han var i hænderne på Dolgoruki'erne, som flyttede regeringssædet tilbage til Moskva og hadede St. Petersborg med hele Peter den Stores værk. Den 14årige zar blev forlovet med den 17årige Katharina Dolgoruki; men da døde han pludselig i januar 1730.

Næppe var zaren død, førend stormændene forsamlede sig for at rådslå om tronfølgen. Om Katharina d. Is testamente var der ingen tale; men derimod valgte man Peter den Stores broderdatter, enkehertuginde Anna Ivanovna af Kurland (1693-1740) som zarinde. Man foreskrev hende imidlertid meget hårde betingelser, bl.a. ikke at gifte sig og ikke at udnævne nogen efterfølger, samt i alle vigtige anliggender at adspørge det høje råd, som skulle bestå af 8 medlemmer; endog hæren skulle stå under dette. At enkehertuginden ville underskrive enhver betingelse, kunne man vide, da hun, om hvis tronfølge der aldeles ikke havde været tale, kun på denne måde kunne vinde herredømmet; men med rette skrev den saksiske sendemand: «Når hun først er kommet i besiddelse af tronen, vil hun snart anslå andre strenge; thi hun har den lavere adel på sin side, og den begynder allerede at knurre over den regeringsform, som stormændene ville indføre til deres egen fordel. De har skudt over målet; thi så berettiget også det forsøg er, at afskaffe visse i den suveræne magt liggende misbrug, såsom en hel nations afhængighed af en yndlings luner og raseri, så er den lavere adel dog ikke uden grund mistroisk mod stormændenes forehavende. Stormændene, siger de, foregiver, at de ville omhugge despotismen fra roden af og holde den i skranker ved et råd af deres midte; men ville de ikke selv bemægtige sig rigets tøjler, og hvo indestår os for, at vi ikke i stedet for én hersker få ligeså mange tyranner, som rådet tæller medlemmer, og at vi ikke ved deres udsugelser endnu hundrede gange værre blive gjort til slaver? Vi har ingen faste love, til hvilke dette regeringsråd kunne være bundet, og når det selv laver lovene, kan det også hvert øjeblik bryde dem, og Rusland bliver en røverkule». Det gik da også, som den indsigtsfulde sendemand havde forudset: aldrig så snart var Anna kommet til Moskva, førend 800 adelsmænd og officerer flokkede sig om zarinden og tilbød hende suveræniteten. Hun modtog med glæde tilbudet, de indbyrdes uenige stormænd opgav deres forsøg på at tilrive sig magten, og Anna sønderrev med egen hånd den forsikring, hun havde afgivet før sin afrejse fra Kurland. Dolgoruki'erne blev forviste og berøvede det store bytte, de havde tilranet sig; Anna´s yndling, kurlænderen Biron, blev Ruslands behersker; styrelsen blev overdraget til et gehejme kabinets-konseil på 3 medlemmer, blandt hvilke Ostermann blev den enerådende; senatet fik ingen betydning. Residensen flyttedes igen til St. Petersborg, og hele den udøvende magt kom i hænderne på tyskere. Blandt disse var feltmarskalk Münnich, som udmærkede sig i de to krige, der blev ført under Annas regering. Under den polske Tronfølgekrig i 1732-35 erobrede russerne Danzig. I 1737 blev danskeren Ulrik Frederik Valdemar Løvendal russisk generalløjnant, og han deltog med berømmelse i tyrkerkrigene fra 1737 til 1740 og udmærkede sig især ved Oczakow og Choczim. I 1740 blev han «général en chef» og guvernør i Estland, og som stormester for artilleriet deltog Løvendal i 1742 i det finske felttog og ledede underforhandlingerne, der førte til svenskernes kapitulation i Helsingfors. I Den polske Tronfølgekrig satte russiske tropper August d. III af Saksen på tronen, og Polen var fra nu af aldeles afhængigt af Rusland. I tyrkerkrigen havde russerne stor fremgang; men ved freden i Belgrad beholdt de af deres erobringer kun Asov med sløjfede fæstningsværker. Biron, som imidlertid havde ladet sig vælge til hertug af Kurland, havde gjort sig almindelig forhadt ved sin despotiske regering, men havde ikke kunnet forhindre, at zarinden bestemte sin søsterdatter Anna til sin tronarving og giftede hende med den svage hertug Anton Ulrik af Braunschweig.

I dette ægteskab var der netop født en søn Ivan, da Anna Ivanovna døde i oktober 1740, og det spæde barn blev nu udråbt til zar Ivan d. VI (1740-1764), ikke under sin moders, men under Birons formynderskab. Men allerede 3 uger efter blev Biron styrtet af Münnich og hertuginde Anna blev regentinde. Biron blev forvist til Sibirien, og Münnich blev førsteminister; men heller ikke han beholdt magten mere end et par måneder, og splid imellem ministrene indbyrdes og imellem regentinden og hendes mand berøvede regeringen, der desuden hadedes som fremmed, al anseelse. Mere populær var derimod Peter den Stores datter Elisabet, som hidtil havde ført et usædeligt liv i omgang med simple folk og var blevet behandlet på en foragtelig måde af regentinden. Da hun var østrigsk sindet, da Frankrig stod i begreb med at påføre Østrig krig, havde den franske sendemand forsynet Elisabets livlæge Lestocq med penge til at vinde prinsessen tilhængere, og bevæget af Lestocq begav hun, der var altfor lad til af egen drift at stræbe efter kronen, sig i natten d. 5/6 december 1741 til en kaserne, hvor 200 soldater straks sluttede sig til hende. Ledsaget af dem fængslede hun regentinden med hendes mand og søn, Münnich, Ostermann og nogle andre, især ikke-russere, uden at møde mindste modstand, og om morgenen blev hun udråbt til zarinde. Den 1½ år gamle zar Ivan d. VI blev adskilt fra sine forældre og indespærret i et fængsel i Schlüsselburg; forældrene forvist til en øde egn (Kholmogor) ved Hvidehavet. I 20 år var det store rige derefter givet til pris for en letfærdig kvindes luner, og styrelsen blev selvfølgelig så slet som muligt. De to dygtige ministre: Ostermann og Münnich tillige med de andre, som de nye magthavere ville skille sig af med, blev dømte fra livet, men benådede på retterstedet og sendt til Sibirien.

Elisabet (1709-1762) roste sig af, at hun ikke fældede dødsdomme; men på en blot angivelse af et misbilligende ord om hendes levevis blev mænd og kvinder ofte piskede, ja tungen blev revet ud af halsen på dem. Den betydeligste statsmand under Elisabets regering var Bestushev; men han var en samvittighedsløs intrigant, som søgte at sikre sig ved at få zarinden hemmelig gift med en af hendes elskere, en simpel kosak, der blev greve og ridder af de højeste ordener, medens alle de soldater, som først havde sluttet sig til hende, med største frækhed kunne optræde som herrer. Adelen lod hun udnytte sin magt over befolkningen, og hoffet var tumleplads for de europæiske hoffers rænkespil, og under hendes regering fortrængtes den tyske indflydelse af den franske indflydelse. Hun var syg med hofballer, toilette, silkestrømper, og efterlod sig 15.000 kjoler. I september 1741 slog russerne den svenske hær ved Vilmanstrand. I 1742 måtte svenskerne forlade Frederikshamn og en svensk hær på 17.000 mand måtte overgive sig i Helsingfors. Næsten hele Finland var vundet af russerne, men ved freden i Åbo i juli 1743 fik svenskerne det meste tilbage, da svenskerne på Elisabets opfordring havde valgt hertug Adolf Frederik af Holsten til tronfølger i Sverige. I 1755 grundlægges det første universitet i Moskva - Lomonosov. Til tronfølger valgte Elisabet sin søstersøn Karl Peter Ulrik af Holsten-Gottorp og giftede denne jammerlige prins med den højt begavede Katharina af Anhalt-Zerbst. Sin interesse for det Gottorpske hus viste hun også ved at skaffe biskoppen af Lübeck, Adolf Frederik, af gottorpernes yngre linie, tronfølgen i Sverige, idet hun under denne betingelse lod svenskerne, der letsindigt havde begyndt en krig med Rusland, slippe med afståelsen af et lille stykke af Finland. Til deltagelse i Syvårskrigen (1756-1763) blev hun nærmest tilskyndet af sit had mod Frederik II den Store af Prøjsen, der havde omtalt hende på en spottende måde, og hun stille sig på Østrigs og Frankrigs side, og de russiske tropper viste deres styrke ved Grossjägerndorf og Kunerdorf.

Ved Elisabets død i januar 1762 besteg Karl Peter Ulrik tronen under navnet Peter d. III. (1728-1762). Hans første regeringshandlinger syntes at betegne et stort fremskridt: 20,000 forviste blev kaldte tilbage fra Sibirien, bl.a. de gamle dødsfjender Münnich og Biron (Ostermann var død i landflygtigheden), torturen blev afskaffet, handelsmonopoler ophævedes osv.. Men snart vakte Peter almindelig harme ved den brutalitet, han viste mod ansete embedsmænd og særlig mod zarinden, ved sin foragt mod russiske sæder og skikke, ja endog mod den russiske kirke, som havde befundet sig vel under Elisabets regering, men nu blev truet med reformer og inddragelse af dens store godser, ved sin forkærlighed for alt tysk, især for sine gottorpske slægtninge, ved indførelsen af preussisk eksercits, som han endog tvang fornemme gamle mænd til at deltage i, og i det hele ved sin uværdige drengeagtige optræden. Den pludselige overgang fra krig med Preussen til forbund i juli 1762 med den af Peter forgudede Frederik II den Store af Prøjsen og tilbagegivelsen af alle erobringer måtte være i høj grad stødende for den russiske nationalfølelse, ligesom planen til en krig mod Danmark i gottorpsk interesse var meget upopulær. Medens Peter således foretog det ene ukloge skridt efter det andet, havde hans hustru Katharina af Anhalt-Zerbst allerede længe bestræbt sig for at vinde russernes kærlighed, og da hun nu så sig selv truet, satte hun i juli 1762 den revolution i værk, som med lethed gjorde hende til Ruslands herskerinde.

Katharina II den Store af Rusland (1729-1796). Få dage efter sin afsættelse blev Peter d. III myrdet i fængslet i slottet Ropttscha af nogle officerer under anførsel af Alexej Orlov, en broder til Katharinas elsker Gregorius Orlov, uden at dog zarinden synes at har haft nogen del i mordet. Med endnu mindre ret har man beskyldt hende for at have foranstaltet den unge zar Ivans mord. Fra sin spæde barndom var denne i over 20 år holdt indespærret i et statsfængsel, og hans fangevogtere havde fået instruktion om, at de skulle dræbe den ulykkelige, som var svækket på sjæl og legeme, hvis der skulle blive gjort forsøg på at befri ham. Da nu et par officerer med deres mandskab i 1764 gjorde et angreb på fængslet, blev han dræbt af sine vogtere. Siden Peter den Stores død havde 4 kvinder hersket over Rusland; men ingen af dem havde været i besiddelse af nogen dygtighed, og den fjerde havde været et simpelt fruentimmer af den laveste slags; men nu havde Rusland fået en herskerinde, som ved ånd og kraft ragede højt op over almindelige kvinder og ikke lod sin svaghed for smukke og elskværdige mænd få nogen indflydelse på statsstyrelsen. Efter at hun i en række af år havde været smeddet sammen med en mand, for hvem hun ikke kunne nære nogen anden følelse end foragt, og havde måttet ydmyge sig for den mistænksomme zarinde Elisabet, så hun sig pludselig i besiddelse af en uindskrænket magt. Men hun benyttede den med en i Rusland ukendt mildhed og vandt ved sin elskværdighed sine omgivelsers hjerter. Begejstret for den franske filosofis humane grundsætninger stillede hun sig den opgave, at gøre dem gældende i den russiske lovgivning og at udbrede oplysning gennem offentligt undervisnings- og opdragelsesvæsen. For en lovkommission, sammensat af talrige repræsentanter for alle stænder, der sammenkaldtes i 1767, tryktes en udførlig instruks, der for størstedelen var forfattet af zarinden selv; men den praktiske udførelse af disse liberale ideer stødte på så mange vanskeligheder, at Katharinas interesse for denne sag snart kølnedes, og kommissionen udrettede ikke stort. Derimod vedblev hun hele sit liv igennem at interessere sig varmt for skolevæsenet og optrådte selv som forfatterinde både i bøger og tidsskrifter. Dog hvad kunne al oplysning og absolut statsmagt formå lige overfor den umådelige vanskelighed, at opbygge et civiliseret, efter vesteuropæisk forbillede ordnet samfund af det russiske riges rå elementer? Modsætningen fremtrådte navnlig i Pugatshevs opstand i 1773. Opstanden rystede hele Rusland. Den udgik fra kosakkerne, men udviklede sig til en almindelig rejsning af den lavere befolkning i det sydøstlige Rusland: undertrykte bønder, deserterede soldater, fanatiske raskolniker, flygtede forbrydere, mishandlede og forbitrede tartarer. Pugatshev udgav sig for zar Peter d. III., der skulle være undsluppen fra fængslet, og hvem man tillagde den hensigt at ville befri bønderne fra adelens herredømme. En mængde godsejere myrdedes, og der blev begået de forfærdeligste voldsgerninger; men i 1774 fik hæren bugt med opstanden: Pugatshev blev udleveret af sine egne folk og henrettet. Katharina jublede over, at al den råhed og umenneskelighed ville høre op, som «gav Rusland udseendet af at være 200-300 år tilbage for det øvrige Europa». At vinde anerkendelse i Vesteuropa lå hende særlig på hjerte, og hun stod i stadig brevveksling med de franske forfattere. Formålet for Katharinas ydre politik var at hæve Rusland fra den ydmygende stilling, det store rige havde indtaget under de to foregående slette regeringer, til en magt af første rang, som kun skulle tage hensyn til sin egen fordel, og hun gennemførte dette forsæt med hensynsløs dygtighed. Hun ledede selv den udenlandske politik og afgjorde de vigtigste spørgsmål ved personlig forbindelse gennem en livlig brevveksling først med Frederik II den Store af Prøjsen d. II fra 1762 til 1780, senere med Josef d. II fra 1780 til 1790. Først gik det ud over Polen, som blev en vasalstat af Rusland, idet Katharina satte sin fordums elsker Stanislaus Poniatovsky, som havde været sendemand i Rusland, på den polske trone og optrådte som beskytterinde for sine trosfæller og i det hele for dissidenterne mod den romersk-katolske statskirke, en rolle, som på én gang kunne skaffe hende anerkendelse hos den græske kirke i Rusland og Frankrigs filosofer. Samtidig var hun blevet enig med Frederik II den Store af Prøjsen om at bevare Polens forældede forfatning, som gjorde det til et let bytte for nabomagterne. Ved den første deling af dette ulykkelige land i 1772 fik Katharina hvad Polen endnu havde tilbage af Hviderusland (2000 kvm. med 1,8 mill. indbyggere.) Men undertrykkelserne i Polen medførte at de russiske tropper brændte den tyrkiske by Balta af, og sultanen erklærede Rusland krig i 1768. Men Katharina vandt denne første russisk-tyrkiske krig (1768-74) gennem mange slag, og ved freden i Kutshuk-Kajnardshi fik Rusland i 1774 store fordele og store landområder, bl.a. mellem Dnejepr og Bug, byerne Kinburn, Kertsch, Jenikale, Perekop. Tatarerne på Krim blev erklærede for uafhængige af Tyrkiet; men da russerne blev herrer over fæstninger i deres land og alle de omliggende landstrækninger, blev de i virkeligheden afhængige af Rusland. Dernæst betingede Rusland sig fri udøvelse af den kristne religion og flere andre sikkerheder for Moldau og Valakiet og erhvervede sig derved ret til indblanding i det tyrkiske riges indre forhold, og sejlret i Sortehavet og Marmara havet. Men det heldige udfald af den første tyrkerkrig var for Katharina kun en opmuntring til at skride videre frem på sin bane. Da hendes søn Povl i 1779 fik sin anden søn, lod hun ham kalde Konstantin, gav ham en græsk amme ligesom senere græske legekammerater og lod slå en medalje, som forestillede Sofiekirken i Konstantinopel og Sortehavet, hvorover der opgik en stjerne: det var åbenbart hendes mening, at Konstantin engang skulle blive græsk kejser. I 1783 bemægtigede generalguvernøren i Sydrusland, hendes tidligere elsker, nu højt betroede rådgiver, fyrst Potemkin, sig Krim, og samme år gav den af muhammedanere omgivne kristne fyrst Heraklius af Georgien sig under russisk beskyttelse. I 1787 gjorde Katharina en rejse til de nyerhvervede lande ved Sortehavet og besøgte navnlig sin nye fæstning Kerson og sin nye krigshavn Sevastopol. Med kejser Josef, som her besøgte hende, aftalte hun et fælles erobringstog mod Tyrkiet, og tirret til det yderste erklærede sultanen krig. Den anden russisk-tyrkiske krig pågik i 1787-92 i forbund med Østrig. Potemkin erobrede fæstningen Otshakov i 1788, og Katharina nærede store planer om at rejse sine trosfæller på den græske halvø mod deres tyrkiske herrer; men store hindringer stillede sig i vejen for hendes forehavende. I august 1789 sejrede russeren Suvorov ved Focsani og i september over tyrkerne ved floden Rimnik. I 1791 overskred russerne Donau. Gustav d. III af Sverige erklærede Rusland krig i 1788 i håbet om at genvinde Østersøprovinserne, og Preussen og England optrådte på en truende måde mod de russiske og østrigske kejserhoffer. Østrigerne var uheldige i deres krigsførelse, og da Josef d. II. døde i 1790, trak de sig tilbage fra deres forbund med Rusland. Katharina sluttede derfor fred med Sverige i august 1790 i Verelå og i januar 1792 blev der fred med Tyrkiet i Jassy. Mod Sverige blev grænserne uforandrede, men tyrkerne måtte afstå landet øst for Dnjepr og anerkende Krims indlemmelse i Rusland; men disse ringe fordele kunne ikke opveje de store tab i blod og penge; det var især fra denne tid, at papirspenge uden tilsvarende valuta i sølv begyndte at oversvømme Rusland. Medens Katharina var optaget af sin dobbelte krig, gjorde polakkerne et forsøg på at befri sig fra deres ydmygende afhængighed af Rusland. Efter aftale med den preussiske regering gav de sig en ny forfatning og gjorde Polen til arverige, som efter kongens død skulle tilfalde det saksiske hus. Men Katharina ville ikke tillade nogen reform i den til undergang indviede stat. Russiske tropper rykkede ind i Polen, en konføderation af polske adelsmænd protesterede mod den nye forfatning, og den russiske sendemand blev uindskrænket herre i Warszawa. I stedet for at understøtte Polen fandt kong Frederik Vilhelm d. II af Preussen det fordelagtigere at dele byttet med Rusland, og russiske våben og russiske penge fik en polsk rigsdag sammenkaldt, som måtte godkende voldsgerningen i 1793. Rusland fik ved denne anden polske deling 4500 kvm. med 3. millioner indbyggere i Ukraine og Litauen. Preussen fik et stykke land, som svarede til det nuværende Posen (i 1891). En opstand af polakkerne under Kosciusko førte til den tredje deling i 1795, ved hvilken Rusland fik over 2000 kvm., som Katharina kunne rose sig af, ligesom ved de tidligere delinger, gammelrussisk eller litauisk land, medens Østrig og Preussen havde taget de nationalpolske lande. Også Kurland blev indlemmet i Rusland. Rusland var under Katarina vokset med 19 millioner kvadratkilometer land.

Ved Katharinas død i november 1796 besteg hendes søn Povl I. (1754-1801) tronen. Katharina havde næret meget ringe tanker om hans dygtighed, og forholdet mellem moder og søn havde været dårligt. Hun havde utvivlsomt også bestemt at udelukke ham fra tronen til fordel for hans ældste søn Alexander, hvis opdragelse hun havde ledet, og som hun anså for skikket til at fortsætte hendes værk. Men døden overraskede hende, inden hun havde udtalt sin vilje, og et skriftligt testamente blev efter hendes død af vicekansleren, til hvem det var betroet, overgivet til Povl, som lønnede ham rigeligt og han ophævede Peter den Stores forordning, hvorefter zaren frit skulle kunne udvælge sin efterfølger. Fra nu af indførtes en arvefølge efter førstefødselsretten i den mandlige linie. Han traf nogle beslutninger til gunst for de livegne og de gammeltroende. I sin bedømmelse af Povl havde den kloge Katharina ikke taget fejl, og den tvang som han så længe havde været underkastet, havde gjort ham mere grisk efter at udøve det despotiske herredømme, der nu var tilfaldet ham. Allerede Katharina havde hadet Den Franske Revolution i 1789 og afkrævet en royalistisk ed af de franskmænd, der opholdt sig i Rusland, men samtidig havde hun vedligeholdt sin forbindelse med de franske videnskabsmænd og skønånder og taget republikaneren Laharpe til opdrager for storfyrsterne Alexander og Konstantin. Povl begyndte derimod sin regering med at tilbagekalde alle russiske undersåtter fra udlandet, og påbød derpå en yderlig streng censur og forbød runde hatte og lange bukser. Ordet »revolution« måtte ikke engang anvendes i astronomisk betydning. Det mindste skin af ulydighed kunne sætte ham i det voldsomste raseri og straffedes med knuten eller forvisning til Sibirien. Derimod gav han 14,000 polakker, som Katharina havde forvist, friheden tilbage, ligesom han overhovedet fandt behag i at omstyrte, hvad hun havde forordnet. Endog gavnlige forandringer blev foretaget på en måde, som vakte forbitrelse, således afskaffelsen af forskellige misbrug ved hæren. Katharina havde med tilfredshed set Preussen og Østrig spilde deres kræfter på kampe mod det revolutionære Frankrig, og derved havde hun benyttet lejligheden til at udføre sine planer mod Polen. Povl fandt derimod behag i at optræde som fører for den europæiske reaktion, og understøttede emigranterne og sendte som deltager i den anden koalition mod Frankrig den energiske Suvurov til Italien. Kort i forvejen havde han givet den gamle general en offentlig tilrettevisning, fordi han havde tilladt sig afvigelser fra de nye krigsreglement, som var indrettet efter preussisk mønster. Efter sine sejre i Italien blev Suvurov ophøjet til fyrste og generalissimus, men da han kom tilbage til St. Petersborg, faldt han pludselig i unåde hos den uberegnelige zar. Den gamle kriger tog sig det meget nær og døde få dage efter. Misfornøjet med sine allierede trak zar Povl sig tilbage fra koalitionen og vendte sin harme mod England. Fornyelsen af den væbnede neutralitet med Danmark og Sverige førte til englændernes angreb på København d. 2 april 1801. Men da de danske ofrede deres blod for det forbund, som Povls hensynsløse færd havde forvandlet til en krig mod England, havde russerne allerede skilt sig af med den despot, hvis luner de ikke længere ville finde sig , thi Povl myrdedes i natten d. 23/24 marts 1801. De sammensvorne havde fået den 24årige Alexander til at tro, at han selv blev truet af faderen, og til at give sit samtykke til hans afsættelse, dog under forbehold af, at hans liv skulle skånes. Morderne blev imidlertid ikke straffede, men til dels endog forfremmede til højere stillinger. Ligesom ved Peter d. III mord havde man anvendt det eneste i Rusland mulige middel mod et for landets velfærd og de enkeltes sikkerhed truende despoti.

Alexander d. I (1777-1825) var i høj grad bevægelig og lod sig påvirke i de mest modsatte retninger, så at han fra liberale grundsætninger kunne gå over til de mest konservative og til religiøs mysticisme. I det åbne brev, hvori han forkyndte sin tronbestigelse, erklærede han, at han ville regere «i sin vise bedstemoder, den store zarinde Katharinas ånd». Han begyndte da også sin regering med at ophæve «den hemmelige ekspedition», en politimyndighed, som ikke var bunden til nogen lov, og til at frigive alle dem, som uden lov og dom var forviste eller fængslede. Han indsatte et rigsråd, for hvilket alle vigtige anliggender skulle forelægges, lettede i høj grad pressetvangen og tilbagekaldte Povls trykkende forordninger. Zarens magt var ikke bunden af retslig indskrænkning. Men faktisk havde det dog atter og atter vist sig, at magten havde visse grænser. De grænser afhang for det første på hofindflydelser, der ikke sjældent viste deres magt ved paladsrevolutioner, og for det andet på det adelige bureaukrati. Det adelige bureaukrati og hoffet var selvskabt af zarmagten, men den havde ikke formået at gøre det til et dygtigt redskab for sig selv. Til stadighed var embedsstanden tilbøjelige til, ikke mindst gennem underslæb og modtagne bestikkelser, at tjene sine egne interesser. Til en vis grad kunne absolutismen mildnes ved, at dens tjenere var til fals, men på den anden side hindredes derved ofte zarernes gode planer og formål. Der fandtes i Rusland på dette tidspunkt en langt ringere grad af middelstand end i Vesteuropa. Kun en forsvindende del af befolkningen boede i byerne, mellem hvilke igen St. Petersborg og Moskva ragede vældigt frem til skade for de andre byer, der mest kun var som landsbyer. Trods den græske kirkes betydning og dens intolerance overfor de kætterske sekter (raskoljniki) spillede også gejstlighedens store mængde, de gifte poper, kun en ringe rolle, og de var fattige og slet uddannede. Og udenfor samfundet levede den anden del af gejstligheden, munkene, fra hvis kreds bisperne rekruteredes. Den øvrige befolkning faldt i to bestemt adskilte klasser: herrerne og trællene, adelen og bønderne. Den gamle bojaradel var fra Peter den Stores tid blevet trængt stærkt tilbage. Derimod var der i det 18 århundrede blevet adlede talrige nye slægter, der havde erhvervet kolossale formuer ved zarernes og zarindernes gunst. Nøje var adelen knyttet til det bureaukratiske system, og enhver adelig begyndte sin løbebane med at være embedsmand. Men adelen var tillige delt i forskellige rangklasser, og selv mellem de øverste af disse var der en betydelig forskel, afhængig af omfanget det gods og de livegne bønder, som hver adelsmand ejede. Henved 4,000 godsejere ejede henved 5 millioner livegne bønder, medens andre 5 millioner bønder var liveegne på anden måde. Godsejerne udgjorde den egentlige magtklasse, der sad inde med alle de vigtige embeder og så at sige delte riget imellem sig. Fra Katarina II's tid havde adelen udskilt sig fra den øvrige befolkning ved antagelsen af fransk kultur; fransk sprog, fransk dannelse og en overordentlig forfinelse var blevet deres særkende. Og rundt om på adelens godser levede adelen i det overdådigste liv med et enormt tjenestehold, teatre og skuespiller- og balletkorpser. Under den førende adel stod en talrig mellemadel, der havde bevaret mere af de folkelige sæder og skikke, men af hvilken dog hvert medlem havde et betydeligt antal livegne, og lavest nede var en endnu talrigere lavadel, der kun havde ringe gods. Formelt var bønderne ikke allesammen livegne. Kronbønderne, der talte de fleste bønder, regnedes ikke for livegne, men var dog tyngede og bundne på mange måder. Derimod havde netop i det 18 århundrede de adelige bønders livegenskab nået sit højdepunkt. Mænd som kvinder var stavnsbundne og hoveripligtige eller måtte betale en betydelig afgift til afløsning for arbejdet. Deres familieforhold var under tilsyn af godsejerne, og disse havde domsmyndighed over dem og kunne lade dem prygle og fængsle. Hertil kom retten til at købe og sælge dem, hvilken anvendtes i stor målestok. Værst var behandlingen på de største adelige godser. Til uheld for bønderne var også deres egen organisation blevet korrupt, idet magten i landsbykommunen, miren, var i dårlige hænder, og endelig pålagde staten bønderne hårde byrder. Almueundervisning fandtes så godt som slet ikke. Aleksander i var tiltrådt regeringen med tanker om at blive sit riges velgører og reformator, og hos en af hans ministre var vidtgående planer oppe om bøndernes frigørelse, omordning af forvaltningen, indskrænkning af adelens privilegier, kodifikation af lovene, ja endog om en forfatning. Fuld af iver for at fremme sit riges udvikling i alle retninger iværksatte han en mængde forbedringer, grundede nye universiteter, bl.a. et tysk i Dorpat og et polsk i Vilna, hævede Odessa til en betydelig handelsplads, især ved hjælp af den dygtige emigrant, hertugen af Richelieu, og anlagde tyske kolonier i Sydrusland. Da hverken det nye rigsråd eller senatet tilfredsstillede hans rastløse virksomhed, tabte de snart deres betydning, og zaren afgjorde de vigtigste anliggender i en snævrere kreds af unge venner. De vigtigste af disse var Novosiltsov, som havde tilbragt 4 år i England og sværmede for engelske indretninger, og polakken fyrst Adam Czartoryski, der blev udenrigsminister og som kurator for universitetet i Vilna gjorde det polske sprog herskende i hele Vestruslands skoler. I de 4 første år af sin regering holdt Alexander fred både med England og Frankrig; men det varede ikke ret længe, førend Napoleons voldsomme og despotiske handlinger vakte hans harme, og da han krævede en tilfredsstillende erklæring over det brud på Folkeretten, som Napoleon havde gjort sig skyldig i ved hertugen af Enghiens bortførelse, kom det til et brud imellem de to kejsere i 1804. Novosiltsov blev sendt til England, og Alexander erklærede i de instruktioner, han medgav ham, at England og Rusland i forening burde træde i skranken for alle af Frankrig undertrykte folks selvstændighed og velfærd og, når de havde befriet dem, udrydde alle tidligere misbrug og sikre «friheden». Også i selve Frankrig mente han, at folket efter at har fordrevet sin despotiske hersker selv skulle vedtage sin regeringsform. Mod disse ideale planer gjorde Pitt, den engelske regerings hoved, praktiske indvendinger, og bygget på disse kom forbundet istand i 1805. Men efter at russerne var blevet slået først som Østrigs allierede i december 1805 ved Austerlitz, og året efter som Preussens allierede, gik Alexander ved freden i Tilsit i juli 1807 pludselig over fra den ene yderlighed til den anden. Kort i forvejen havde han skrevet til kongen af Preussen: «Lad os forene os snævrere end nogensinde og blive trofaste mod ærens grundsætninger og overlade resten til forsynet!« Og med tårer i øjnene havde han sagt til den ulykkelige konge: «Ikke sandt, ingen af os to falder alene, enten begge tilsammen eller ingen af os?» Få dage efter undertegnede han en våbenstilstand mellem Rusland og Frankrig, i hvilken det udtrykkelig var bestemt, at den ikke gjaldt for Preussen. Alexander var blevet fuldstændig modløs, han måtte opgive sine planer om at optræde som frihedens beskytter, og da nu Napoleon ved en personlig sammenkomst smigrede hans forfængelighed og forestillede ham, at han handlede imod Ruslands interesse ved at opofre sig for de tyske magter, medens et forbund med Frankrig ville yde ham de største fordele: det fælles herredømme over Europa og uindskrænket lejlighed til at udvide sit rige på Sveriges og Tyrkiets bekostning, - så lod han sig pludselig forvandle fra Folkerettens forsvarer til forbundsfælle af den voldshersker, han hidtil havde hadet, men nu beundrede. Ja han tog endog imod et stykke land på 200 kvm., som det sønderlemmede Preussen måtte afstå. Napoleon havde givet Alexander anvisning på erobringer fra Sverige og Tyrkiet. Alexander og Napoleon havde truffet en hemmelig overenskomst, hvor de havde delt Europa op mellem sig. Napoleon skulle have herredømmet over Tyskland, Spanien og Portugal, medens Rusland fik frie hænder Sverige og Tyrkiet. Da Sverige ikke ville slutte sig til fastlandssystemet, som skulle udelukke England fra forbindelse med Europas fastland, erobrede russerne Finland i 1808 og beholdt det, dog som et eget storfyrstendømme ved freden i Frederikshamn i 1809, hvor russerne også fik Ålandsøerne. Lige overfor Tyrkiet, som i 1806 havde begyndt den tredje russisk-tyrkiske krig (1806-12), aftalte de to kejsere, at, hvis Porten ikke antog Frankrigs mægling, ville de forene sig om «at unddrage alle provinser af det osmanniske rige undtagen Konstantinopel og Rumilien fra tyrkernes åg». Men den franske mægling blev snarere til fordel for tyrkerne end for russerne, og det viste sig snart, at Napoleon slet ikke ville fremme Alexanders planer mod Tyrkiet. Rusland trængt ind i Donaufyrstedømmerne og sejrede ved i 1810 ved Batyen og i oktober 1811 ved Rustschuk. Men nu indtrådte bruddet mellem Frankrig og Rusland, og de russiske tropper måtte hjemkaldes til forsvaret for deres fædreland, og i maj 1812 sluttedes freden i Bukarest, hvorved tyrkerne måtte afstå Bessarabien og grænsen mellem de to riger gik ved Pruth. Forbundet mellem Alexander og Napoleon havde ikke kunnet bestå længe. Allerede i 1809 følte Alexander sig ilde berørt ved, at storhertugdømmet Warszawa, der var dannet af de polske lande som Preussen havde måttet afstå ved freden i Tilsit, forøgedes med et stykke polsk land (Vestgalizien), som Østrig aftrådte, så at det så ud, som om der skulle genoprettes et af Rusland uafhængigt kongerige Polen; selv nærede han lige fra sit ungdomsvenskab med Czartoryski planen om at forene alle tidligere polske lande til et med Rusland ved personalunion forbundet kongerige. Da dernæst fastlandsspærringen blev altfor trykkende for Ruslands handel, løsnede Alexander dens bånd, medens han forbød indførselen af franske manufakturvarer for at ophjælpe de russiske fabrikker. Men især sårede Napoleon ham ved at indlemme Oldenburg, hvis fyrstehus var en yngre linie af det gottorpske, i det franske monarki, uagtet dette stred imod Tilsiter-fredens bestemmelser. Kort tid før var Napoleon blevet Frankrigs kejser, og hans mål var nu territoriale erobringer, for det franske bourgeoisi havde brug for kolonier. I sommeren 1812 trængte Napoleons 477.000 mand store hær ind i Rusland, med preussiske hjælpetropper men under Tschitschagov kunne russerne hurtigt gribe ind med sin Donau armé. Alexander kaldte sit folk til kamp for «det hellige Rusland», og Napoleons angreb mislykkedes fuldstændigt. Der var derfor fra Ruslands side tale om en befrielseskrig. For Napoleons vedkommende var det ikke blot en kamp mod Ruslands regulære tropper under anførsel af den berømte feltmarskal Mihail Kutuzov, men også mod det russiske folk, som udviste enestående mod og tapperhed og kærlighed til fædrelandet. Allerede i begyndelsen af krigen, da den russiske hær måtte trække sig tilbage langt ind i landet, fik de franske tropper det russiske folks vrede at føle. Slaget om Moskva var særlig forbitret. I slaget ved Borodino d. 7 september (100 km vest for Moskva) mistede den franske hær således 58.000 mand. Russerne brændte Moskva af. Og da Napoleon indledte sit paniske tilbagetog d. 18 oktober fra Moskva, gik den russiske hær til modangreb, og hævede »folkekrigens kølle« med al dens truende og storladne styrke, som den store russiske forfatter Lev Tolstoj skrev. Efter slaget ved floden Berezina ophørte den franske armé i realiteten med at eksistere. Krigen var slut, og bourbon'erne blev genindsatte i Frankrig; men i Rusland blev livegenskabet skærpet. Men godsejernes uindskrænkede magt var ved at lakke mod enden. 1820érne kom til at tegne en krise i Ruslands feudalsystem med livegenskab. På Wienerkongressen i 1815 opstod der strid mellem de sejrrige stormagter om landenes fordeling, og imod Alexanders plan om Polens genoprettelse rejste der sig også stærk modstand i Rusland. Afståelsen af Vestrusland til det nye rige, som skulle have sin egen konstitution, opgav zaren derfor, og af storhertugdømmet Warszawa måtte han overlade Posen til Preussen; af resten dannede han «kongeriget Polen». Rusland omfattede nu 20 millioner kvadratkilometer land med 50 millioner indbyggere, og strakte sig over Berings-strædet og ind i Nordamerika (Alaska). Efter at krigen var endt, ville Alexander skabe en ny europæisk folkeret og grundlægge en fredens og lyksalighedens tidsalder. Navnlig påvirket af den kristelige filosof Frants Bader og den sværmeriske baronesse Krüdener, der i ham så «verdens hvide engel» i modsætning til «den sorte engel» Napoleon, stiftede han i forbindelse med zaren af Østrig og kongen af Preussen «den hellige alliance», ved hvilken de tre fyrster lovede «at gøre den kristelige religions lærdomme, retfærdighedens, kærlighedens og frelsens lærdomme, til den eneste rettesnor for deres handlinger, såvel i styrelsen af deres stater som i deres forhold til andre regeringer.» De forpligtede sig til «i overensstemmelse med den hellige skrifts ord, som byde alle mennesker at betragte hverandre som brødre, at forblive forbundne ved et uopløseligt broderskabs bånd, og da de betragtede sig som familiefædre i forhold til deres undersåtter og armeer, at styre dem i samme broderlighedens ånd.» De ville «yde hinanden gensidige tjenester og betragte sig som medlemmer af en og samme kristelige nation, ligesom de tre fyrster anså sig som beskikkede af forsynet til at regere tre grene af samme familie». Denne overenskomst blev underskrevet af de tre fyrster d. 26 september 1815, af kejser Frants, efter at han havde spurgt sin minister Metternich til råds, og denne havde erklæret den for «ordskvalder». Senere opfordredes alle regerende fyrster til at tiltræde alliancen med undtagelse af sultanen og paven, og de gjorde det også alle; kun prinsregenten af England erklærede, at han efter det britiske riges forfatning ikke kunne underskrive en sådan rent personlig overenskomst, skønt han var enig med dens grundsætninger. Den hellige alliance forvandlede sig imidlertid allerede få år efter fra et på kristendommen bygget broderskab mellem fyrsterne til et forbund mellem stormagterne, som traf aftaler om at gøre sig til en fast politisk domstol for hele Europa, og Alexanders tågede liberale ideer afløstes af Metternichs praktiske og absolutistiske planer. Efter at zar Alexander var vågnet af sin korte drøm om at dele herredømmet over Europa med Napoleon, havde han fundet behag i at optræde som den lovlig ordnede frihedsforkæmper, og ligesom han havde tvunget de franske bourbon'er til at udstede et «charte» for deres genvundne rige, hvis yderligere beskæring han havde hindret, således havde han også i Wien virket til, at de tyske stater skulle få «landstænderske forfatninge»«, og endelig havde han givet sit kongerige Polen en konstitution med to kamre. Mindre tilfredsstillet blev han ved forholdene i selve Rusland. Efter freden i Tilsit og det pludselig indtrådte fjendskab med England havde Novosiltsov trukket sig tilbage, og i det hele ophørte Alexanders ungdomsvenners indflydelse. Det havde vist sig, at deres velmente reformer ikke havde båret nogen frugt. De havde ofte været overilede og havde ikke kunnet overvinde århundreders misbrug; tværtimod havde bedrageri og underslæb taget overhånd, og universiteternes høresale stod tomme. Den der i de følgende år havde størst indflydelse, var Michael Speransky, en søn af en fattig landsbypræst, som med udmærket dygtighed øvede en alt omfattende virksomhed. Speransky udkastede en stor plan til rigets og dets forfatnings fuldstændige omdannelse: zaren billigede den, men holdt den hemmelig og ville lade reformerne enkeltvis træde i live. Den første reform gik ud på at forbedre embedsstanden. Hidtil havde aldeles uvidende skrivere blot ifølge deres anciennitet og hofembedsmænd ifølge deres rang kunnet rykke op til de højeste embeder; men nu forordnedes det, at ingen fra den 9de rangklasse kunne befordres til den 8de, som gav arvelig adel, uden først at har underkastet sig en eksamen, der beviste, at han med tilstrækkeligt udbytte havde besøgt et universitet. Dernæst nyskabtes rigsrådet og ministerierne, og der blev gjort forsøg på at bringe orden i finansvæsenet; men da nye skatter blev nødvendige, blev Speransky meget forhadt, og dette had mod en mand, der havde hævet sig fra den ringeste stand, og om hvem man vidste, at livegenskabets ophævelse var hjørnestenen i den af ham tilsigtede reformplan, førte i 1812 til hans fald. Zar Alexander lod sig lokke til at fæste lid til nogle aldeles ugrundede og urimelige bagvaskelser, som udgik fra nogle af Speranskys fjender, bl.a. Gustav d. IIIs tidligere yndling Armfelt, der havde forladt Sverige efter Gustav IVs fald og var trådt i russisk tjeneste. Zaren, som var i en meget nedtrykt stemning under sin ængstelse over Napoleons truende angreb, blev dybt rystet ved den mands «utaknemlighed», hvem han havde skænket sin hele tillid, og selv efter at han havde erkendt sin fejltagelse, troede han at måtte opofre Speransky for det almindelige had; han forviste derfor sin bedste støtte. I 1816 blev Speransky igen udnævnt til guvernør; men Alexander kunne ikke bekvemme sig til at tilstå sin uret ved at genindsætte ham i hans stilling. En uheldig modsætning til den højtbegavede, bramfri Speransky dannede den mand, som efter hans forvisning fik en enerådende indflydelse på zar Alexander, den udannede og brutale Araktsheyev. Zaren havde på ingen måde opgivet sine liberale ideer og viste i det hele taget stor mildhed; men regeringsforretningerne var blevet ham i høj grad byrdefulde, især fordi han blev mere og mere pirrelig. Han ville ganske i almindelighed angive det mål, som hans reformplaner skulle nå, uden at han tålte nogen modsigelse; planerne skulle derpå, udarbejdede efter hans ønske, atter forelægges ham, og han traf derefter sin afgørelse. Fremfor alt ville han forskånes for de løbende forretningers enkeltheder; kun med de udenlandske anliggender og hærens taktiske uddannelse beskæftige han sig stadig. I alle andre sager måtte ministrene henvende sig til Araktsheyev, som så i korthed aflagde beretning om deres foredrag så godt, han kunne og ville. Således skulle den frisindede omdannelse af Rusland, som zaren tilsigtede, sættes i værk af en rå og stivsindet despot, som ingen sans havde for den. Timevis, ja halve dage måtte ministrene vente i hans forværelse, inden det behagede den mægtige «greve» at lade dem kalde. Foruden Polens parlamentariske forfatning, der skulle blive et forbillede for en tilkommende russisk, var ophævelsen af livegenskabet den sag, som mest lå Alexander på hjertet. Men inden han skred til dens gennemførelse i det øvrige rige, gjorde han begyndelsen med at ophæve livegenskabet i Østersøprovinserne, hvor han mente, at den ville møde mindst modstand. Dette viste sig også at være tilfældet; men fordelen blev meget tvivlsom for Østersøprovinsernes bønder. Vistnok ophævedes stavnsbåndet, og den estiske og lettiske bonde blev personlig fri; men med det samme forvandledes han fra arveberettiget indehaver af en bondegård til forpagter, og riddergodsejerne beholdt politiet og til en vis grad straffemyndigheden. Til livegenskabets ophævelse i hele riget blev der udkastet planer, men de kom aldrig til udførelse. Men en anden årsag til at Alexander forlod de liberale ideer var forholdene i Polen. Aleksander havde i 1815 indløst de noget ubestemte løfter, der af Wienerkongressen var givet Rusland vedrørende den største del af storhertugdømmet Warschau, som et kongerige Polen, der nærmest var stillet i personalunion med Rusland og som havde fået en konstitutionel forfatning med en rigsdag, bestående af 2 kamre med de gamle navne, senatet og landbudenes, og en indfødt polsk administration. Adelen havde dog bevaret sin gamle magt, byerne vedblev kun at spille en ringe rolle, og de polske bønderne var godt nok af Napoleon blevet befriede for livegenskabet, men vedblev med at være hoveripligtige fæstere eller daglejere. Alexanders broder Konstantin, der var blevet den polske hærs øverstbefalende og senere blev vicekonge og knyttede sig til Polen ved at indgå ægteskab med en polsk adelsdame, var en mand uden dygtighed. Og en stor del af den polske adel med magt ønskede at få kongeriget Polen udvidet til også at omfatte de 3 provinser af det gamle Polen, som var tilstået Rusland. Derved dannede der sig et aristokratisk oppositionsparti i Polen, men hertil kom et andet parti, der bestod af yngre mænd fra lavadelen og officerer, dels af forfattere og studenter i Warschau havde demokratiske planer. Netop nu blev også de nationale traditioner genvagt i Mickiewicz's digte og Lelewels historiske forelæsninger. Hemmelige foreninger begyndte at danne sig, og en opposition trådte frem på rigsdagen. Da begyndte Aleksanders stemning at vende sig mod polakkerne, og styrelsen antog en strengere karakter, fængslinger foretoges, universiteter og skoler stilledes under tilsyn, forbud udstedtes mod hemmelige foreninger, hvilket dog ikke afværgede dannelsen af sammensværgelser. Samtidigt hermed var der også indenfor visse kredse i selve Rusland begyndte en gæring. Den havde sit midtpunkt i hæren, hvis officerer under felttogene i vesten havde fået indtryk af dettes langt mere fremskredne tilstand og nu ved deres hjemkomst forargedes over misbrugene og undertrykkelsen. Der begyndte også at danne sig hemmelige selskaber, der i begyndelsen kun var reformsindede, men under trykket af den frembrydende reaktion blev de snart mere radikale. Misfornøjelsen øgedes ved Puskins' af Byron påvirkede digte, og på den anden side ved forbitrelse over den ansete historiker Karamzins i enevældig ånd skrevne fremstilling af Ruslands historie. Stærkest var radikalismen i Sydruslands hemmelige selskaber. I hæren var misfornøjelsen stigende, og dog var intet forberedt, da pludseligt indtraf begivenheder der gav anledning til et oprørsforsøg. Thi kort før kongressen i Aachen i 1818, hvor den ovenfor omtalte forvandling af den hellige alliances karakter indtrådte, fik zar Alexander en efterretning, som sårede ham dybt og bragte hans bevægelige sjæl til at forandre sin hele åndsretning. Han erfarede nemlig, at der i Rusland og navnlig i den russiske hær havde dannet sig hemmelige selskaber, som nærede revolutionære planer. Han havde hidtil været overbevist om, at han ved sine frisindede reformer havde vundet almindelig kærlighed og beundring, og nu så han, at der netop hos det parti, hvis berettigede formål han havde stræbt at tilfredsstille, smeddedes sammensværgelser imod ham. For hans levende fantasi antog disse hemmelige selskaber en overdreven skikkelse, og han frygtede for at anstille undersøgelser, der kunne åbenbare mere, end han ønskede. Men fra nu af nærede han mistro til liberalismen, under hvilken han så en djævelsk ondskab skjult. De sørgelige minder fra hans faders og bedstefaders mord bidrog også til at formørke hans sind. Hans udenlandske politik fik nu også en aldeles forandret skikkelse. Han, som hidtil havde beskyttet de liberale partier, sluttede sig mere og mere til det østrigske kabinets konservative grundsætninger, og Metternich blev den reaktionære leder af den europæiske politik. Tidligere havde Alexander sværmet for at befri de kristne folk på den græske halvø fra muhammedanernes herredømme. Men da nu grækerne gjorde opstand mod tyrkerne, ville han ikke understøtte «oprørere». En tid lang så det vistnok ud til, at det skulle komme til krig imellem Rusland og Tyrkiet; thi tyrkerne, som var overbeviste om, at russerne hemmeligt ophidsede og understøttede deres trosfæller, optrådte på en så udæskende måde, at det syntes uundgåeligt. Tyrkerne myrdede græske gejstlige, nedrev græske kirker, fornærmede og truede den russiske sendemand i Konstantinopel, som påtalte dette, lagde embargo på russiske skibe og holdt imod traktaternes bestemmelse Moldau og Valakiet besat med væbnet magt. Stemningen i Rusland var oprørt, og en af det russiske udenrigsministeriums ledere, grev Kapodistrias, der var født på Korfu, virkede for sit fædrelands sag; men uagtet en stor hær længe lå samlet i Sydrusland, fik dog Alexanders ængstelse for revolutionære bevægelser og de andre stormagters, navnlig Englands, mægling overhånden, og freden blev ikke brudt; Kapodistrias tog sin afsked. I de indre forhold indtrådte en sørgelig forandring: der indførtes en skarp censur, universiteterne blev stillet under et strengt opsyn, frisindede embedsmænd fik deres afsked. Zarens tungsindighed, mistænksomhed og pirrelighed blev stedse større. Legemlig svaghed kom til, og for at søge lindring foretog han i efteråret 1825 en rejse til Sydrusland: i byen Taganrog ved det Asovske Hav  traf han sammen med sin gemalinde, en prinsesse af Baden, som han længe havde forsømt, men nu igen følte sig tiltrukken af. En forkølelse udartede til en galdefeber, af hvilken han døde d. 1 december 1825. Alexanders død overraskede de hemmelige selskaber, som havde bestemt maj måned 1826 til udbruddet af en revolution. Nu erfarede man at Alexander i 1823 havde undertegnet et manifest om tronfølgens forandring, men at manifestet var blevet holdt hemmeligt. I manifestet stod at den yngre broder Nikolaus skulle være efterfølger i stedet for den ældre Konstantin. Men efter Aleksanders død vovede Nikolaus ikke straks at træde frem med sine krav og svor endog Konstantin troskabsed. Dette bevirkede, at rigsrådet, skønt nu gjort bekendt med Manifestet af 1823, også hyldede denne. Men da Konstantin fastholdt sin vægring, optrådte Nikolaus ved juletid med forlangende om Manifestets offentliggørelse og anerkendelse af sig som zar.

Nikolaus d. I. (1796-1855) udstedte et åbent brev til det russiske folk, hvori han forkyndte sin tronbestigelse, og d. 26 december 1825 skulle edsaflæggelsen til den nye zar finde sted. Da brød i de sidste dage af december det såkaldte Dekabristoprør (efter det russiske navn på december) ud mellem de misfornøjede officerer i St. Petersborg. Påskuddet var at ville bevare Konstantins rettigheder. Til denne dag fastsatte det nordlige forbund revolutionens udbrud. De ville myrde Nikolaus, danne en provisorisk regering og tilbyde Konstantin kronen imod antagelsen af en af dem udkastet konstitution. De sammensvorne officerer havde fortalt deres soldater, at Konstantin var den retmæssige zar, og at hans afkald var en opfindelse af hans broder. Men den virkelige hensigt var oprettelsen af en provisorisk regering, der skulle ophæve livegenskabet og kundgøre en forfatning. Frafaldet begyndte i et af garderegimenterne og officererne fik 3.000 soldater til at tage opstilling på Senatspladsen, men på grund af ledernes ubeslutsomhed gik soldaterne ikke til aktiv handling. Garderegimenterne ville ikke aflægge ed overfor Nikolaus. Soldaterne udbrød i hurraråb for Konstantin og konstitutionen (soldaterne antog »konstitutionen« for at være navnet på Konstantins hustru), og nogle andre bataljoner sluttede sig til oprørerne. Hovedstadens befolkning holdt sig rolig og alt fra ledernes side var uforberedt. Fyrst Trubetzkoi, der skulle give signalet til angreb, havde af fejhed unddraget sig, og Ryjelev, som forgæves havde søgt ham, havde ikke anseelse nok til at gøre sig gældende. Opstanden blev ledet af progressivt indstillede adelige officerer, som er gået over i historien som dekabristerne (afledt af dekabr - det russiske ord for december), som arbejdede for at afskaffe livegenskabet og indføre et konstitutionelt monarki. Dekabristerne bestod især af yngre sønner af de adelige familier og havde ordnet sig i to store forbund, det nordlige og det sydlige; begge tilstræbte en fuldstændig forandring i Ruslands forfatning; men medens det nordlige forbund var mere tilbøjeligt til indførelsen af et indskrænket monarki, var republikanske ideer fremherskende i det sydlige. I spidsen for det nordlige forbund stod gardeobersten fyrst Trubetzkoi; men den virkelige leder var en yngre officer, Rylejev; i det sydlige forbund, som væsentlig bestod af officerer i den i Sydrusland samlede hær, var hovedlederne obersterne Pestel og Muraviev-Apostol. Det nordlige selskab havde udarbejdet en plan, ifølge hvilken de oprørske regimenter skulle besætte zarens residens: Vinterpaladset og Peter Paul-fæstningen, omringe Senatet og tvinge det til at offentliggøre et »Manifest til det russiske folk« Dette manifest skulle proklamere afskaffelsen af selvherskerdømmet og livegenskabet. Men de lykkedes imidlertidig Nikolaus I., at omringe pladsen med regeringstro tropper, som beskød oprørerne med artilleriild. Fem dekabrister: Pavel Pestel, Kondratij Rylejev, Sergej Muravjov-Apostol, Mihail Bestuzjev-Rjumin og Pjotr Kahovskij blev hængt i Peter Paul-fæstningen, mens over hundrede blev sendt på straffearbejde i det østlige Sibirien eller til Kaukasus, hvor man førte krig mod bjergfolkene. Dekabristernes opstand fik stor betydning for landets videre udvikling. De vækkede en hel generation, skrev den russiske forfatter og revolutionær Aleksandr Herzen om dem. Imidlertid havde nogle tropper samlet sig om zaren, der længe, omgivet af få generaler og officerer, havde trodset oprørerne. Hans uforfærdede holdning begejstrede soldaterne, og hans kavaleri og artilleri gjorde hurtig ende på opstanden. I syden havde imidlertid Alexanders adjudant, general Diebitsch, ladet mange af de sammensvorne arrestere, blandt dem Pestel; Muraviev-Apostol blev efter en kamp taget til fange. En overordentlig domstol dømte efter en lang undersøgelse 36 af opstandens ledere til henrettelse, 70 til tvangsarbejde og forvisning til Sibirien, dog blev kun 5 hængte, blandt dem Pestel, Muraviev Apostol og Ryjelev; fyrst Trubetzkoi, som havde forrådt sine medskyldige, slap, ligesom 30 andre af dem, der var dømte fra livet, med tvangsarbejde i Sibirien. Nikolaus d. I. som havde befæstet sin trone ved sin fasthed, var i alle henseender en modsætning til sin 20 år ældre broder. Medens Alexander var vokset op i de store gæringers periode og havde modtaget åndelige indtryk i de forskelligste retninger, var Nikolaus, der var født samme år, som hans bedstemoder Katharina d. II døde i 1796, blevet opdraget i stilhed af sin moder, en prinsesse af Würtemberg, og havde levet sin ungdom i reaktionens tid uden at beskæftige sig med andet end militære forretninger. Under Alexanders tidligere svage og vaklende regering havde Nikolaus fattet mistillid til åndelige fremskridt, og det mislykkede forsøg, der var gjort på at styrte ham, havde befæstet hans overbevisning om, at kun en streng militær styrke kunne holde det store rige sammen. Med et imponerende ydre og en kold, majestætisk holdning forstod han at fremkalde en ubetinget lydighed, og ved at indjage skræk og anvende en udstrakt spionering søgte han at indskrænke embedsmændenes næsten utrolige vilkårligheder og underslæb, der havde været en hovedgrund til den almindelige misfornøjelse i slutningen af Alexanders regering. Det lykkedes ham også virkelig at fremtvinge en hurtigere afgørelse af retssager, der i millionvis henlå uafgjorte, hvorved også de fængsledes antal i 1826 svandt ind til en tyvendedel. Dernæst lod han Speransky udarbejde en lovbog og en lovsamling. Men medens Katharina d. II. og Alexander d. I. var blevet stærkt påvirkede af dannelsen i Vesteuropas, søgte Nikolaus at afspærre Rusland fra Vesteuropas «fordærvelige» indflydelse. Alexander havde i sine forhold til udlandet taget meget hensyn til de andre stormagter, især til Østrig og England; men Nikolaus optrådte med en langt større kraft og selvstændighed. Det første krigerske sammenstød havde han med Persien i 1826-28. Allerede Alexander havde gjort erobringer fra perserne og ved en fred i 1813 udvidet Ruslands grænser over landskaberne ved Det kaspiske Hav indtil floden Kurs udløb. Men der opstod grænsestridigheder, og ved efterretningerne om urolighederne efter Alexanders død brød den persiske shah Feth Ali freden, og shahens søn, Abbas Mirza foretog et indfald i Georgien, der nu var blevet russisk provins. Russerne drev dem imidlertid snart tilbage ved Jelissavetpol i 1826, hvorefter general Paskevitch trængte ind i Persien, og efter flere russiske sejre ved fæstningen Jerivan og Tabriz, erhvervede Rusland ved freden i Turkmantschai i februar 1828, en del af Armenien indtil floden Aras og bjerget Ararat. Imidlertid var der allerede i april 1826 blevet sluttet en overenskomst til fordel for Grækenland mellem Rusland og England, hvis udenrigsminister Canning blev bevæget til at forlade Englands hidtidige gunstige politik overfor Tyrkiet. De to stormagter, Rusland og England, blev enige om at opfordre sultanen til at give Grækenland, dog indenfor snævre grænser, en selvstændig stilling som skatskyldig vasalstat, og den franske konge, Carl X, som følte sig tiltrukket af et korstog mod muhammedanerne, billigede deres bestræbelser. Kun Metternich i sin kolde statsmandskløgt holdt fast ved sin frygt for at svække Tyrkiet. I tillid hertil vægrede sultanen sig ved at gå ind på stormagternes indblanding i Grækenlands forhold, men søgte at tilfredsstille Rusland ved at indrømme dets fordringer med hensyn til Donaufyrstendømmerne. Da imidlertid tyrkerne og den ægyptiske hær, som de havde kaldt til hjælp vedblev at udøve de største grusomheder mod grækerne, sluttede Rusland, England og Frankrig d. 6 juli 1827 en overenskomst i London, ifølge hvilken de sendte krigsskibe til Grækenland for at fremtvinge freden. Den ægyptiske hærs anfører, Ibrahim Pasha, indgik en våbenhvile. Men da han brød den, kom det til søslaget ved Navarino d. 20 oktober 1827, i hvilket de allierede ødelagde den tyrkisk-ægyptiske flåde. Rasende forbitret kaldte sultanen «de troende» under våben til kamp mod Rusland: «Det gjaldt nu ikke Grækenland, men islam og det Osmanniske riges tilværelse, som truedes af det forhadte Rusland.« Under påskud af at Tyrkiet ikke havde opfyldt sine forpligtigelser overfor Donaufyrstedømmerne, startede zar Nikolaus den fjerde russisk-tyrkiske krig (1828-29). I maj 1828 gik 80,000 russere under Wittgenstein over Pruth og besatte Moldau og Valakiet; men uagtet at tyrkerne kun kunne stille halvt så mange tropper på benene, da sultan Mahmud i 1827 havde udryddet eller opløst janitsharerne, og hans nye efter europæisk mønster uddannede soldater endnu ikke var tilstrækkelig indøvede, var russernes fremgang i det første felttog ikke stor. De opholdt sig længe ved erobringen af nogle små Donau fæstninger, og først d. 10 oktober overgav Varna sig i Bulgarien, efter at den tyrkiske pasha havde ladet sig bestikke. Derefter tog russerne vinterkvarter i Donaufyrstendømmerne. General Paskevirsch rykkede ind i tyrkisk Armenien og erobrede Kars i juli og Achalzyk i august, sådan at pashaliket Bajesid kom i hans magt. Mellem vestmagterne og Tyrkiet var der ingen erklæret krig, uagtet at franske tropper havde fordrevet ægypterne fra Morea. Men med hensyn til ordningen af Grækenlands forhold dannede de 3 stormagter en Triplealliance, som d. 10 november 1828 i London udstedte en erklæring til sultanen, hvori han opfordredes til at anerkende en selvstændig græsk stat under tyrkisk overherredømme, men som dog kun skulle omfatte de dele af Grækenland, som allerede havde befriet sig, Morea og Kykladerne. Da sultanen imidlertid atter nægtede sit samtykke, satte Rusland og Frankrig lige overfor Englands modstand ved en ny overenskomst d. 22 marts 1829 igennem, at den nye stat også skulle omfatte Mellemgrækenland, og i spidsen for den nye stat skulle der stilles et medlem af et europæisk fyrstehus. Indtil videre var grev Kapodistrias blevet valgt til Grækenlands præsident. I foråret 1829 rykkede russerne atter frem under general Diebitsch og oversteg i juli Balkan, hvoraf Diebitsch fik tilnavnet «Sabalkanski». I august besatte de Adrianopel, men de havde lidt så store tab, at et angreb på Konstantinopel ville have været umuligt. Samtidig havde general Paskevits haft stor fremgang i Armenien og besat Erzerum, og tyrkerne havde tabt modet. Men Konstantinopel var truet, og det kom således d. 14 september 1829 til freden i Adrianopel, ved hvilken sultanen afstod et lille stykke af Armenien, plus Donau-mundingerne og 10 millioner dukater til Rusland, samt tilstod Moldau og Valakiet forøgede rettigheder. Han gav dernæst sit samtykke til stormagternes bestemmelser om Grækenland og året efter til Grækenlands fuldstændige uafhængighed. Medens Ruslands stridskræfter var optaget af krigen mod tyrkerne, begyndte man i Polen at tænke på en opstand. Allerede under Alexander d. I. havde der fundet mange sammenstød sted imellem polakkerne, der ikke kunne glemme gamle tider. Storfyrst Konstantin, der var øverstkommanderende over den polske hær, havde ofte vakt misfornøjelse ved sin råhed og lunefuldhed. I sine sidste regeringsår havde Alexander dernæst fremkaldt megen utilfredshed ved ophævelse af rigsdagsforhandlingernes offentlighed, indgreb i valgfriheden, streng censur og andre forholdsregler. Men landets tilstand var i det hele taget blomstrende, og den besindigere del af den polske befolkning, som anså en kamp mod Ruslands overmagt for håbløs, mente, at man tjente sit fædreland bedst ved at arbejde på dets oprejsning ved fredelige midler. Da de fleste af de gamle slægter, med Alexanders ungdomsven, fyrst Adam Czartoryski i spidsen hørte til dette parti, kaldte man dét «det aristokratiske». Men «det demokratiske» parti, som især talte sine tilhængere blandt den lavere adel, officererne og de litterært dannede klasser, mente, at man burde benytte den første gunstige lejlighed til en opstand. I dette øjemed dannede der sig hemmelige selskaber, som kom for dagen i begyndelsen af zar Nikolaus' regering. Et par hundrede polakker fængsledes og stilledes for det polske senats domstol, men senatet frikendte dem. Zaren betragtede denne frikendelse som en uforskammethed og blev fra nu af meget streng og mistroisk mod polakkerne. Disses stemning mod russerne ophidsedes mere og mere, og den under tyrkerkrigen påtænkte opstand kom efter Julirevolutionen i 1830 i Frankrig til udbrud. Dette fremskyndedes ved frygten for, at den polske hær kunne blive sendt imod Frankrig, og at Polen kunne blive besat af russiske tropper. Om aftenen d. 29 november 1830 bemægtigede nogle hundrede polske sammensvorne, mest unge mænd, ledede af 3 løjtnanter og 3 journalister, sig Tøjhuset i Warszawa og uddelte 40,000 geværer til mængden, som straks åbnede kampen mod russerne. Storfyrst Konstantin, der var flygtet fra sit palads, førte næste formiddag den russiske garnison ud af Warszawa og derefter over den russiske grænse. En begejstringens rus udbredte sig over hele Polen, og oprørerne satte general Clopicki som diktator i spidsen for hæren og den nye regering. Josef Clopicki havde i sin ungdom kæmpet under Kosciusko, og senere udmærket sig under Napoleon og var især blevet populær, fordi han havde taget sin afsked fra polsk krigstjeneste efter at være blevet fornærmet af fyrst Konstantin. Men han var i høj grad uskikket til at være det polske folks leder i dets kamp for uafhængigheden. Han havde aldrig indtaget nogen selvstændig stilling, og skønt han var udgået fra den lavere adel, hørte han dog til det aristokratiske parti og var i den tro, at zar Nikolaus ved fredelige underhandlinger kunne blive bevæget til at give efter for polakkernes krav. Men zaren ville kun modtage hans udsendinge som privatmænd og krævede en ubetinget underkastelse. Forgæves søgte Clopicki at gøre zaren mildere ved at undertrykke alle frihedsbevægelser, så han lukkede de polske politiske foreninger, og stillede dagspressen under opsyn og tilbageviste de gammelpolske provinsers tilbud om tilslutning til opstanden. Men ved dette mådehold svækkede han den nationale begejstring uden at kunne forhindre russernes angreb. Det gunstige øjeblik til at rejse en opstand i Litauen blev forsømt, og efter at den polske rigsdag i januar 1831 havde afsat Clopicki og indsat en regering af 5 medlemmer med fyrst Czartoryski i spidsen, svækkede splid mellem disse og mellem aristokrater og demokrater modstandskraften. Den russiske general Diebitsch kunne i februar 1831 rykke ind i Polen med 118,000 mand. Polakkerne kæmpede med den største tapperhed mod den store overmagt og sejrede i flere mindre træfninger under generalerne Skrzynecki og Dvernicki, men de kunne ikke hindre russerne i at rykke frem mod Warszawa. Tæt udenfor Warszawa kom det til det blodige slag ved Grochow d. 25 februar mellem 70,000 russere og 45,000 polakker. Efter en hårdnakket modstand trak polakkerne sig tilbage til den på den højre Weichsel-bred beliggende forstad Praga; men general Diebitsch vovede ikke at forfølge dem og trak sig tilbage for at samle kræfter. Skrzynecki blev nu udnævnt til polsk overgeneral, men forstod ikke at benytte sine tropper. Ligesom Clopicki satte han sin lid til de udenlandske magters indblanding og holdt sig længe ganske uvirksom. Imidlertid rasede koleraen i begge hære, og i juni døde såvel Diebitsch som storfyrst Konstantin, og i Diebitsch's sted trådte general Paskevitsch. Det demokratiske parti var meget misfornøjet med krigsførelsens slaphed, og i august blev rigsdagen nødt til at afsætte Skrzynecki. Nogle demagoger og fanatikere, som råbte på forræderi, ophidsede pøbelen i Warszawa til at gøre oprør, og de mistænkte myrdedes. Guvernøren i Warszawa, den rænkefulde og troløse general Krukoviecki, tilrev sig den højeste magt og benyttede den til at lamme hovedstadens forsvar. D. 8 september rykkede Paskevitsch ind i Warszawa, og snart efter måtte de øvrige polske tropper nedlægge våbnene. Den polske konstitution blev ophævet og folket blev underkastet et militær- og politityranni. Den polske hær blev indlemmet i den russiske, og den polske krigsdygtige ungdom blev årligt bortført til Rusland. Det russiske sprog indførtes i de højere dannelsesanstalter, russiske love i styrelsen og retsplejen. Efter at de fleste ansete polakker var flygtet til udlandet, blev deres ejendomme konfiskerede. Andre blev forviste til Sibirien, men heller ikke Krukoviecki og andre forrædere opnåede nogen løn, men kun foragt. Indtil videre var Polen kuet, og zar Nikolaus udtalte i 1835 i Warszawa, da byens øvrighed gjorde ham sin opvartning: «Hvis i vedbliver med eders drømme om en særskilt nationalitet og om et uafhængigt Polen, så vil jeg sige eder, at jeg her har opført et citadel, og ved det mindste røre lader jeg Warszawa ødelægge». Af navn beholdt Polen titlen af et kongerige, i hvis ledelse Paskevitsch blev ført som statholder. Efter Polens underkuelse havde Nikolaus atter vendt sit blik imod syd, og han fik snart en forønsket lejlighed til at blande sig i Tyrkiets forhold. Samtidig rykkede den britiske imperialisme frem fra Indien og ind i Afghanistan i 1830 og1840érne og kom derved til at true russiske interesser, og her i Afghanisten foretog den britiske imperialisme sine legendariske dumheder og krige. Men vicekongen af Ægypten, Mehemed Ali, havde gjort opstand mod den tyrkiske sultan, og hans søn Ibrahim Pasha var efter at havde erobret Syrien trængt ind i Lilleasien, hvor han sejrede ved Konieh d. 20 december 1832. Vejen til Konstantinopel lå ham åben. Men nu viste en russisk flåde sig i Bosporus og en russisk hær slog lejr ved Skutari på 5.000 mand, for at dække Konstantinopel mod ægypterne, samtidig med at en stor hær drog over floden Pruth for at hjælpe tyrkerne. For at undgå Ruslands hjælp sluttede sultan Mahmud efter de andre stormagters opfordring fred med Mehemed Ali, som blev pasha i Syrien og Adana (det sydøstlige Lilleasien). Men kort efter sluttede den ydmygede sultan en traktat i Unkiar-Skelessi med Rusland d. 8 juli 1833, ifølge hvilken han, når han kom i nød, kunne begære russisk hjælp, ligesom sultanen lovede at spærre Dardanellerne for alle fremmede krigsskibe. Sortehavet var således blevet et russisk indhav i hvilket Rusland uforstyrret kunne udvide sin sømagt. I de følgende år udvidede Mehemed Ali sin magt på begge sider af Det Røde Hav og vakte herved Englands frygt for Ostindiens sikkerhed. Heller ikke Rusland så gerne, at der dannede sig et mere livskraftigt muhammedansk rige på det tyrkiske riges ruiner. Begge magter pustede derfor til sultan Mahmuds forbitrelse mod den mægtige vasal, og i 1839 vovede han at afsætte ham. Men Ibrahim Pasha vandt en afgørende sejr ved Nisib ved Eufrat, og trængte atter frem mod Konstantinopel. Få dage efter døde sultan Mahmud, og den tyrkiske admiral Kapudan Pasha gik med hele sin flåde over til ægypterne. Mahmuds 17årige søn, Abdul Medshid, var aldeles hjælpeløs og kunne kun reddes ved stormagternes indblanding. Kun Frankrig var gunstig stemt mod Mehemed Ali; men de 4 andre stormagter sluttede d. 15 juli 1840 en traktat i London, ifølge hvilken Mehemed Ali skulle udlevere flåden og afstå sine besiddelser udenfor Ægypten. Forgæves gjorde Mehemed Ali modstand, og da Frankrig ikke turde starte en krig mod de 4 andre stormagter, måtte han give efter. Zar Nikolaus havde ved sin politik vundet den første plads blandt fyrsterne på Europas fastland, og samtidig stræbte han i selve Rusland at kue enhver modstand mod rigets ensartethed. I de dele af Rusland, der tidligere havde hørt til Polen, fandtes der 2 millioner unerede grækere, dvs. græske katolikker, som havde anerkendt pavens overhøjhed og i enkelte læresætninger havde sluttet sig til den romerske kirke. Men i 1839 lykkedes det den russiske regering efter lange bestræbelser at bevæge dem til overgang til den ortodokse kirke. I 1835 havde zaren fornyet den lov, som Katharina d. II. efter Polens undertvingelse havde givet i 1795, hvori det hed, at enhver romersk katolik, som i ord eller handling modsatte sig den herskende læres fremgang, skulle straffes som oprører, og katolikkerne blev derefter på mange måder undertrykte. Det blev bl.a. påbudt, at børn af blandede ægteskaber skulle opdrages i den græsk-ortodokse lære. På synoden i 1839 i Polotsk, besluttede man at indlemme de unerede græsk kristne med magt i de polske provinser i den russiske kirke, tiltrods for pavens protester. 100.000 estiske og lettiske bønder fik forbud mod at vende tilbage til den lutherske tro. Også lutheranerne i Østersøprovinserne blev plagede på forskellige måder, og jøderne, som var meget talrige i de tidligere polske lande og skulle bringes ind under statsenheden, blev bl.a. tvungne til at blive soldater. Zaren var også protektor for den græske kirke i Orienten. Der var ingen revolution eller reaktioner i Rusland i revolutionsåret 1848. Men Nikolaus lod dog en del af den russiske hær stille på krigsfod og udstedte d. 26 marts en proklamation, i hvilken han erklærede, at han uden at sky nogen opofrelser agtede «at beskytte det hellige Ruslands område mod anarkiets og oprørsåndens omvæltningsforsøg». Men for alle tilfældes skyld blev de forskellige censurkomiteer, der før havde været uafhængige af hinanden i 1848 omorganiserede og fast forbundne, så den ene kunne våge over den anden, så der ikke slap forkerte holdninger ud. De fik skrappe ordrer men heldigvis var de fleste censorer ret dumme, thi tvang lærer skribenterne at være opfindsomme i at iklæde deres tanker tilsyneladende uskyldige ord, og deres publikum i at læse mellem linjerne. Turgenjews: »En jægers dagbog« slap forbi disse litteraturens toldbetjente, uagtet bogen indeholdt den blodigste satire over livegenskabet, som det ellers ikke var tilladt at røre. Mindre heldig var den anden store, russiske skribent, Raskolnikovs forfatter, Dostojewski. Han blev indviklet i Petrachewskis proces, og Petrachewski blev dømt til døden, medens hans unge venner sendt til Sibirien for at have drøftet livegenskabets ophævelse og drøftet en forandring i det enevældige zardømme. Først i 1858 fik han lov til at vende hjem, efter at hans helbred og hans nervesystem var ødelagt. Den russiske regering vogtede på universiteterne, og selv de uskyldigste studier synes at rumme en fare for zarens magt. Antallet af professorer og studenter blev indskrænket, og der måtte ikke ved noget universitet være mere end 300 studenter. I hele det store russiske rige med dets befolkning af 50 millioner mennesker var der derfor i 1853 kun 2,900 studenter, dvs. ikke flere end der til var ved Københavns Universitet i et land med 2 millioner indbyggere. Og i Rusland var professorernes forelæsninger underkastet en streng kontrol, og de fik bestemte ordrer om at lære de unge mennesker nyttige ting, så som at kristi storhed væsentlig bestod i hans underdanighed overfor øvrigheden. Alligevel bredte de liberale ideer sig i Rusland, men foreløbig var der dog ingen fare, og zar Nikolaj kunne vende blikket udad mod Vesteuropa. Når han i de følgende år bliver reaktionens stridsmand, er det ikke alene for at bekæmpe de revolutionære ideer, men tillige fordi Ruslands egne interesser krævede det. Zaren kunne ikke være tjent med, at der dannede sig et stærkt Tyskland, som, efter den frisindede presses ytringer at dømme, ville blive Ruslands svorne fjende. Der var i de russiske Østersøprovinser adskillige tyskere, der længes mod stamlandet og den tyske nationalforsamlings bestræbelser for at indlemme Slesvig og Holsten i det tyske rige ville fremkalde en forrykkelse af magtforholdene i Østersøen til Ruslands skade. Blev Østrig opløst, ville der dannes en galicisk og en ungarsk stat ved Ruslands grænser, hver med sin frie forfatning. De kunne være en fare for det russiske herredømme i Polen, og zar Nikolaj ville ikke have konstitutionelle forsamlinger eller sådanne forfatninger ved sine grænser. I Tyskland støttede Nikolaus derfor reaktionen med sin indflydelse, og han følte sig meget ilde berørt ved sin svogers, den preussiske konge Frederik Vilhelm d. IVs, tilslutning til revolutionen i Berlin og det slesvig-holstenske oprør mod Danmark. Derfor tilbød han straks prøjserkongen russiske soldater for at slå Berliner-oprøret ned, og derfor gik en russisk hær mod ungarerne. Rusland ville opretholde den tidligere bestående tilstand i Mellemeuropa, og derfor gik zaren også mod Schwarzenbergs planer om at få alle den østrigske krones lande optagne i Det Tyske Forbund. Når alt i Mellemeuropa vendte tilbage til tilstanden fra 1815, var det væsentlig zar Nikolajs værk. Han var derfor den mægtigste mand i Europa, som Napoleon tidligere havde været det, og Nikolaus standsede ved sine trusler preussernes indmarch i Jylland i maj 1848. Men da den danske hær desuagtet faldt ind i Sundeved, forvandlede hans velvilje mod Danmark sig til uvilje, medens hans stemning mod kongen af Preussen blev gunstigere, fordi denne igen vendte tilbage til sit gamle konservative standpunkt. Da derimod senere slesvig-holstenerne på egen hånd tog kampen op og blev slået ved Isted d. 25 juli 1850, lod zar Nikolaus sin søn, storfyrst Konstantin, overbringe Frederik VII sin anerkendelse af «den skønne holdning, der er udviklet af hæren, som har forstået at kæmpe så ædelt for sin legitime suveræns hellige rettigheder«. I 1851 udtalte han sin tilbøjelighed til at støtte prins Kristian af Glücksborgs valg til dansk tronfølger, men optrådte på en meget nærgående måde mod det danske ministeriums «ultranationale politik». Medens Nikolaus lige overfor Preussen og Danmark kun på diplomatisk måde gjorde sin indflydelse gældende, havde han allerede i 1849 med væbnet magt indblandet sig i sine sydligere naboers forhold. En opstand i Moldau og Valakiet fremkaldte russiske troppers indrykning i fyrstendømmerne, hvor de i forening med en tyrkisk hær kuede den rumænske befolknings rejsning, og ved traktaten i Balta-Liman d. 28 april 1849 stilledes Moldau og Valakiet under Ruslands og Tyrkiets fælles beskyttelse. Få dage efter sluttede zar Nikolaus en overenskomst med den unge østrigske kejser Frants Josef, som havde påkaldt hans hjælp mod de oprørske ungarere. En russisk hær under Paskevits rykkede ind i Ungarn, og d. 13 august overgav general Gorgei, der var udnævnt til ungarsk diktator, sig ved Vilagos med sin hele hær til russerne. Stolt af at have kuet revolutionens «ugudelige frækhed» og tryg i overbevisningen om, at Østrig nu var knyttet til ham ved taknemmelighedens bånd, medens han betragtede kongen af Preussen som en svag, afhængig slægtning, troede Nikolaus nu at kunne gennemføre sine planer overfor Tyrkiet. Fra Frankrig frygtede han ingen fare, da han antog, at det var mat efter de indre kampe, og at Napoleon IIIs magt endnu var altfor lidet befæstet, til at han kunne træde kraftigt op. Den eneste stormagt, af hvilken han ventede nogen alvorlig modstand, var England. Han søgte derfor at vinde den engelske regering for en deling af Tyrkiet: «Thi når den syge mands bo skulle opgøres, kunne Ægypten og Kreta tilfalde England, medens Serbien, Bosnien og Bulgarien kunne blive selvstændige stater under Ruslands beskyttelse». Den herskende stamme i Tyrkiet var osmannerne eller, som de selv kalder sig, osmanlis, osmans folk. Tidligere kaldte de sig tillige sipahis, sværdets mænd, i modsætning til rayas, agerdyrkerne. Osmannerne var en privilegeret kaste, i mindretal indenfor den kristne og den muhamedanske, ikke-osmanniske befolkning. De sad inde med alle embeder og de alene dannede hæren. De stadige krige og den dårlige administration forarmede i tidens løb både herskerne og de beherskede, og skatkamret var til sidst fuldstændig tomt. Man kunne ikke længere gøre røvertog ind over det kristne Europa og derved fylde både privatmændenes lommer og statens kasse, og da man i 1785 ville låne penge mislykkedes det. Der var ingen, der turde betro sultanen penge. Man slog en slettere mønt, og man udskrev tvangslån i indlandet, men statskassen forblev lige tom. Fyrsternes tomme statskasse var overalt grundlaget for nye reformer og friheder, såvel i den muhamedanske verden som i den kristne. Gennem en række forordninger søgte man under sultanerne Mahmud og Abdul-Medjid at omforme det gamle Tyrki til en moderne stat, men der var hverken en embedsstand til at gennemføre reformerne eller et oplyst folk til at tage mod refornerne. Den eneste reform, der lykkes var omdannelsen af hæren, der var iværksat af prøjsiske officerer, blandt dem Motlke. Administrationen, finansstyrelsen og skattesystemet forblev dårlige. Miseren forøgedes yderligere ved, at regeringen, der var i evig pengetrang, solgte embederne til de højstbydende, der ved udsugelser og bestikkelser atter måtte have deres penge ind med renter, særlig når de havde lånt købesummerne hos jødiske og armeniske ågerkarle. Skatternes opkrævning blev bortforpagtet, og var som altid et ødelæggende system for befolkningen. Erhvervslivet var betynget med skatter og usikkert. De der havde penge, havde derfor ingen lyst til at sætte dem i produktive foretagender. Den lovlige rentefod var 20 pct., dvs. at al kredit og alt på kredit hvilende forretningsliv var umuligt. Handelen var i de kristnes hænder og særlig i grækernes. Bonden dyrkede kun så meget af jorden, at han lige kunne leve og betale sine skatter. De frugtbareste egne lå udyrkede hen, selv i nærheden af de større byer. Landet mellem Adrianopel og Konstantinopel var næsten en ørken. Hvor lidt betydende de tyrkiske reformer end var, skræmte de dog zaren i Rusland. Tyrkiet var forbavsende let kommet over sine efterdønninger fra Februarrevolutionen i 1848. Der var dog nogle frihedsbevægelser i Moldau og Vallakiet, og en slavisk rejsning i Bosnien i tilslutning til de østrigske slavers vågnende nationalitetsfølelse og en opstand hos de undertrykte, bulgarske folk. Den russiske zar besluttede at fremkalde en strid under påskuddet om »de hellige steder«. Som en levning fra korstogene og bekræftet gennem mange overenskomster med Tyrkiet, udøvede Frankrig et protektorat over de romersk-katolske kristne i det tyrkiske rige samt over de hellige steder i Jerusalem og Bethlehem, særlig den hellige gravs kirke i Jerusalem og kirken med fødselsgrotten i Bethlehem. Besiddelsen af disse hellige steder havde længe været et stridsemne mellem de romersk-katolske og de græsk-katolske, og der havde været mange slagsmål mellem præster og munke fra de forskellige kirker om de to parters rettigheder og krav. Efterhånden havde grækerne fået mere og mere magt. Napoleon I havde andet at tænke på og til sidst havde de græske-katolske præster helt fortrængt de romersk-katolske fra besiddelsen af de hellige steder. Der var i 1840erne begynder en ivrig katolsk mission i de tyrkiske lande, og de gamle krav kom frem påny, og i Napoleon III fik de en ivrig forsvarer. Han behøvede kirkens hjælp, og han ville ikke opgive nogen af Frankrigs gamle rettigheder til fordel for zar Nikolaj, der foragtede denne franske kejser. Endelig håbede Napoleon III at Ruslands og Østrigs modsatte interesser i Orienten ville støde sammen, sådan at der ville opstå en konflikt mellem Rusland og Østrig. Napoleon III ville derved få frie hænder til at føre krig i Italien, som allerede lå gemt i hans sjæls inderste. Napoleon III stod derfor lige så fast på de romersk-katolske krav som Nikolaj på de græsk-katolske, sådan at Tyrkiet blev klemt fra begge sider. Først udtaler en tyrkisk kommission, at de romersk-katolske har ret. Så truer Rusland, en ny tyrkisk kommission, der i oktober 1851 kommer til det resultat, at de romersk-katolske kun har ret til én nøgle til hoveddøren i kirken i Bethlehem, samt to nøgler til alteret, for at de overhovedet kan komme ned i den dem tilhørende fødselsgrotte. Så truer Frankrig Tyrkiet, og sultanen giver atter i februar 1852 de romerske katolikker retten. Denne vending gav zaren et påskud til at søge at vinde bistand hos England. I flere samtaler med engelske den gesandt i St. Petersborg, sir Hamilton Seymour, søgte zaren at overbevise gesandten om, at Tyrkiet nu var blevet så affældig, at man måtte blive enige om at opdele Tyrkiet. Hvis England og Rusland kunne komme overens, betød det intet, hvad de andre magter sagde. Zaren sagde, at England skulle have Ægypten og de kunne også godt få Kreta. Det var ganske vist fristende for England, så meget mere, som zaren erklærede ikke at ville udvide sit »allerede vidt udstrakte rige«. Men England hævdede, at det ikke havde nogen grund til tvivle om Tyrkiets levedygtighed og tilføjede, at hvis Konstantinopel blev besat af en stormagt, ville ligevægten i Europa være brudt og verdensfreden truet. De vestlige imperialistiske stater ville nødigt have, at deres kolonimagt og verdenshandel blev rørt. Napoleon III så klart Ruslands planer, og arbejdede af al magt for at drage England over på sin side, og Napoleon III fik udvirket, at nøglen til kirken i Betlehem blev frataget den græske kirke og overdraget til den vestromerske kirke. Zaren sendte sin generaladjudant, admiral fyrst Menschikow til Konstantinopel i februar 1853, men forinden afholdt fyrst Menschikow i Odessa en stor mønstring over Ruslands hær og flåde. Menschikow fremkom overfor Porten med et forslag om et hemmeligt forbund mellem Rusland og Tyrkiet, ifølge hvilket sultanen stillede den græske kirke i Tyrkiet under zarens beskyttelse, ligesom Rusland lovede Tyrkiet 400,000 mand og en flåde, hvis vestmagterne skulle lade det komme til krig. Menschikow forlangte absolut hemmeligholdelse af sit forslag, men sultanen, mente at Tyrkiet derved ville blive en vasal af den russiske zar og ligeledes, at zaren fremover ville have et påskud til at blande sig i Tyrkiets indre anliggender. En engelsk og fransk flåde ankrede derefter op d. 14 juni i Besika-bugten ved indgangen til Dardanellerne, og sultanen åbenbarede sagen for vestmagternes gesandter og blev opmuntret af vestmagterne. Så Menshikov forlod derpå under trusler Konstantinopel d. 21 maj 1853, og det var således kommet til et diplomatisk brud mellem Rusland og Tyrkiet. England ville under ingen omstændigheder lade Rusland blive mægtigere i Østen af hensyn til Indien, og Napoleon III havde ikke noget mod at kaste glans over sin nye værdighed ved en krig. Rusland var dog ikke forberedt på krig, men dog gav zaren ordre til sine tropper om at rykke ind i Donaufyrstendømmerne i juli 1853, idet hans udenrigsminister, Nesselrode, dog samtidig forsikrede om, at det betød ikke krig. Man besatte blot Moldau og Vallakiet som et »pant«, indtil Tyrkiet kunne opfylde Ruslands forslag. I Konstantinopel indtraf disse efterretningen på samme tid som man fejrede den hellige bejramfest, og den muhamedanske fanatisme flammede op, og ulemaner og dervischer prædikede den hellige krig, ja tyrkerne skyndte sig endog med at betale deres skatter, for at skaffe staten penge. Østrig og Preussen søgte at mægle, og ved en konference i Wien blev de enige med vestmagterne om et mæglingsforslag, som i det væsentlige opfyldte Ruslands fordringer; men såvel i London som især i Konstantinopel udtalte stemningen sig stærkt imod det. Krigspartiet fik derfor overhånd i Tyrkiet og da Rusland havde svaret afslående på et Tyrkisk krav om at rømme Moldau og Vallakiet i løbet af 15 dage, blev krigen erklæret d. 23 oktober 1853. Den femte russisk-tyrkiske krig (1853-54) krig, der nu bryder løs mellem Tyrkiet og Rusland er i virkeligheden en krig mellem de to imperialistiske vestmagter, Frankrig/England og Rusland. De to vestmagter var langt adskilte i hver i sin yderkant af Europa, og de kunne kun komme hinanden til hjælp over havet. De fransk/engelske tropper skulle manøvrere 4000 kilometer borte fra deres magasiner og deres proviantbeholdninger. Transporterne foregik mest pr. sejlskib, og overfarten fra Marseille til Sebastopol tog en snes dage. Rusland havde lignende vanskeligheder med at forsyne sine folk. Det havde ingen jernbaner, og alt måtte føres ad lange, dårlige veje på slette befordringsmidler. Hos vestmagterne øgedes vanskelighederne ved manglende sammenhold og den gensidig skinsyge. Frankrig og England havde altid før havde kæmpet mod hinanden. Englændernes øverstkommanderende, lord Raglan, havde været Wellingtons adjudant i slaget ved Waterloo, og der var ingen enhed i ledelsen. Englands og Frankrigs planer var ganske forskellige, og endelig blandede Napoleon III og kabinettet i London sig stadig i krigsførelsen. På Krim var der ikke én hær med én vilje, men to eller rettere tre, når den tyrkiske medregnes, dvs. tre forskellige generalstaber, der rådslog og drøftede, sendte noter og underskrev protokoller ganske som diplomater, der laver en fredsslutning. Mellem russerne var en lignende strid. Endelig var ingen af magterne forberedt på krigen. Derfor trak det så længe ud inden man fik begyndt, og derfor varede krigen så længe. Vestmagternes flåder sejlede nu igennem strædet ved Dardanellerne og lagde sig for anker ved Konstantinopel, og Porten fik løfte om deres hjælp, hvis Rusland skulle afvise billige fredsforslag. Det var tyrkernes hensigt at fremkalde en opstand i Kaukasus mod russerne, og en tyrkisk flåde løb derfor ud, for at bringe tropper, våben og levnedsmidler derhen. Men på rheden ved Sinope blev den angrebet af en overlegen russisk eskadre, der i løbet af 4 timer skød de tyrkiske skibe i brand og i sænk d. 30 november 1853. 4000 tyrkerne fandt deres død der, og kun 400 slap derfra med livet. Den engelsk/franske flåde dampede nu ind i Sortehavet, med trussel om at jage ethvert russisk skib tilbage. D. 12 marts 1854 undertegnede Frankrig og England i Konstantinopel en traktat med Tyrkiet, hvorved de forpligtede sig til at forsvare det indtil fredsslutningen og garanterede det tyrkiske riges uafhængighed. Til gengæld måtte sultanen love at stille alle sine undersåtter lige for loven og domstolene samt forskellige andre reformer. Da Rusland fremdeles nægtede at rømme Donaufyrstendømmerne, blev krigen erklæret fra vestmagternes side d. 27/28 marts 1854. England og Frankrig mente først, at deres flåder alene kunne gøre det, og endnu i januar troede de, at 3000 englændere og 6000 franskmænd ville være nok. Men snart så man, at man måtte højere op, og man besluttede da at sende 30,000 franske soldater og 25,000 engelske. Men intet var færdigt, og ved indskibningen gik alt hulter til bulter. Tropperne blev sendt afsted med dampere og provianten med sejlskibe. D. 31 marts landede franskmændene på halvøen Gallipoli, men endnu så sent som d. 26 maj måtte Saint Arnaud, der kommanderede det franske korps, skrive hjem, at han kun havde forspand til 24 stykker skyts. »Man kan ikke føre krig, når man mangler brød, sko, kogekar og feltflasker.« Paskiewilsch, der havde fået befalingen over den russiske hær, trængte i marts frem over Donau, men bag Silistrias jordvolde forsvarede tyrkerne sig og var anført af Mussa Fascha og prøjseren Grach. I løbet af 2 måneder stormede russerne 6 gange. Paskiewitsch blev såret og Mussa Fascha dræbt, men de svage tyrkiske skanser holdt sig. For at komme tyrkerne til hjælp og forhindre en russisk fremmarch mod Konstantinopel, landsatte vestmagternes deres tropper i Varna. Men netop som russerne forberedte sig til et nyt stormangreb d. 20 juni, kom der befaling til at opgive belejringen og trække sig tilbage over Donau, idet Østrig var faldet russerne i ryggen. Østrig mente at den russiske pant og besættelse af Donaufyrstendømmerne truede de østrigske interesser på Balkanhalvøen. Så Østrig havde derfor nærmet sig vestmagterne og krævede, at Rusland skulle trække sine tropper ud af Moldau og Vallakiet. Østrig havde sluttet en overenskomst med Porten om, at Østrig selv skulle have ret til at besætte dem. Østrig sendte betydelige troppemasser i Siebenbürgen til trods for at bankerotten hang over Østrig. For dog at høste nogle krigerske laurbær blev den franske general Espinasse sendt ud for at rense Dobrudschaen, dvs. det sumpede land, ved Donaumundingen for russiske tropper. D. 21 juli brød general Espinasse op med 10,500 mand og d. 10 august vendte han tilbage med kun 4,500 mand, og af fjenden havde han endda kun set nogle kosakryttere, der viste sig ude i horisonten og hurtig forsvandt igen. Feberen i sumpene, overanstrengelserne og koleraen, der var begyndt at rase i de vestmagternes hær, havde gjort det af med hans tropper. Det var ligesom et forvarsel om, hvad denne krig skulle bringe af lidelser. Nu sluttede Østrig en overenskomst med Tyrkiet hvorefter Østrig skulle besætte Moldau og Vallakiet indtil fredsafslutningen, og da de østrigske tropper begyndte at rykke ind i landet, trak russerne sig tilbage bag Pruth, grænsefloden. Samtidig havde de vestmagterne sendt en stærk flåde til Østersøen, der havde samlet sig i Kiels havn, som Danmark havde stillet til rådighed. Men den russiske flåde trak sig tilbage bag Kronstads kanoner, og vestmagterne turde ikke vove deres skibe mod dem, man måtte nøjes med fra mastekurvene at se ind mod St. Petersborgs kupler, der strålede i det fjerne. Man beskød og erobrede fæstningen Bomarsund på Ålandsøerne d. 16 august, og man blokerede det Hvide Hav, man beskød Odessa, men alt det var kun som nålestik på Rusland. Samtidig hærgede koleraen vestmagternes hær ved Varna, og man manglede både medicin og hospitaler. Stillingen var fortvivlet. »Den eneste udvej af vor pinlige stilling,« skrev Saint Arnaud hjem til krigsministeren, »er ved en overrumpling at tage Sebastopol.« og felttoget på Krim blev derpå besluttet. På den sydvestlige side af Krim skærer sig en smal bugt ind i landet og danner en udmærket naturlig havn. Her havde Katarina II i 1784 anlagt fæstningen Sebastopol, hvorfra Rusland ville beherske Sortehavet. Fæstningen var beskyttet med forter mod søsiden, hvorimod landsiden kun var svagt befæstet, og russerne havde aldrig tænkt på et angreb indefra. I bugten var den russiske Sortehavsflåde tyet ind, 14 linjeskibe, 7 fregatter og 11 mindre dampere. De vestmagterne troede nu, at det var en let sag at bemægtige sig fæstningen, jævne den med jorden, ødelægge flåden og holde Krim besat, indtil zaren bøjede sig. Man traf i Varna mægtige forberedelser til togtet og d. 6 september stak i søen en flåde, bestående af 89 krigsskibe og 267 transportskibe medførende 30,000 franskmænd, 21,500 englændere og 6,000 tyrkere, levnedsmidler til 45 dage og hele krigstilhøret. Ruslands hær beløb sig i alt til 700,000 mand, men den var spredt langs den uhyre grænse fra det Hvide Hav til det Kaspiske Hav. På Krim stod fyrst Menschikow med 51,000 mand, af hvilke han højest kunne anvende 38,000 til Sebastopols forsvar, foruden de ca. 19,000 marinesoldater og matroser fra flåden. Rusland havde ikke ventet noget angreb på Krim og troede, at de vestmagterne ville rykke frem over landegrænsen og havde derfor koncentreret 180,000 mand i Besarabien. Vestmagterne fik derfor lov til at udskibe deres tropper i ro nord for Sebastopol d. 14 september ved Evpatoria på Krim; det var den samme dag, på hvilken Napoleon I for 42 år siden var rykket ind i Moskva. Men da de rykkede frem, stødte de på Menschikow og 40,000 russere, der havde taget stilling bag Almafloden på de stejle højder d. 20 september. Vestmagterne sejrede, men sejren kostede englænderne, der gik på i tætsluttede kolonner, en tiendedel af deres styrke. Russerne mistede 5,200 mand af 33,000. Vejen lå åben til Sebastopol, men sejrherrerne var for udmattede af slaget til straks at kunne forfølge deres sejr, og russerne benyttede tiden godt. 7 krigsskibe blev sænket ned i bugtens indløb og spærrede vejen for den fjendtlige flåde. 7 måneders levnedsmidler og 3000 kanoner blev bragt i land fra de andre skibe for at styrke landforsvaret, og russerne havde i den unge ingeniørofficer, oberst Todleben, en genial ingeniør, der i løbet af kort tid forvandlede den næsten åbne by til en stærk fæstning. Selv det løse materiale, hvoraf han byggede sine fæstningsværker, faskiner og jord, blev ham en fordel. Englænderne og franskmændene kunne skyde huller i dem, så tit de ville, men næste morgen var de atter udbedrede. Menschikow kastede sig med sin hær ikke ind i fæstningen, men drog til Baklschiserai, for at holde forbindelsen åben med det indre Rusland. Sjælen i Sebastopols forsvar var admiral Kornilow, der utrættelig red rundt på fæstningsværkerne og opfordrede sine folk til at hugge enhver ned, der talte om overgivelse eller tilbagetog. D. 26 september ankom vestmagterne foran Sebastopol, men d. 24 september var Saint-Arnaud blevet angrebet af kolera og døde få dage efter. Hans efterfølger, Canrobert manglede selvtillid og beslutsomhed og vestmagterne slog derfor lejr syd for Sebastopol ved Balaklawabugten. Men først d. 9 oktober kunne de franske sappører åbne de første løbe grave mod fæstningen, og det bombardement, som man begyndte d. 17 oktober svarede langt fra til forventningerne. Man skød vel nogle skanser og forter ned, men de rejste sig hurtigt igen, og flåden, der havde understøttet bombardementet, led stor skade ved de russiske landbatteriers ild. Det blev klart, at fæstningen ikke kunne tages i en håndevending. Man måtte indrette sig på en lang belejring og den skulle gennemføres i vinteren, langt borte fra hjemlandet, hvorfra alt skulle hentes. Og uagtet den franske hær blev bragt op til 50,000 mand, formåede man dog ikke at omslutte fæstningen og afskære den fra forbindelse med omverdenen. Todleben opkastede skanse efter skanse og Menschikow, der havde draget forstærkninger til sig, følte sig nu stærk nok til at angribe de vestmagterne, der kun havde 65,000 at stille op mod russernes 100,000. D. 25 oktober angreb russerne den engelske lejr ved Balaklawa og d. 5 november leveredes der et blodigt slag ved Inkermann. Begge gange blev russerne slået tilbage, og ved Inkermann mistede englænderne en fjerdedel af de tropper, de havde i ilden. Jorden var dækket af lig og ligesom i 1812 fik russerne en frygtelig forbundsfælle i vinteren. Først regn, der forvandlede lejren til en sump, så at vandet stod fodhøjt i teltene, derefter frygtelige hvirvelvinde, der knuste skibene mod kysten, derpå frost og kolde nordenvinde, så et 30 timers snefog, der indhyllede levende og døde i ét liglagen. Der var ingen forberedelser truffet til et vinterfelttog, ingen varme klæder, ingen næringsmidler, intet brændsel, kolera havde man medbragt, nu kom feber, skørbug og tyfus til. Sygdommene blev dødelige, da lazaretterne var overfyldte, og i de forpestede rum gik der betændelse og koldbrand i sårene. Der var hverken læger eller sygeplejersker eller lægemidler i tilstrækkelig mængde. 9000 franskmænd lå på hospitalerne. Endnu værre stod det til med englænderne. Det engelske troppekorps smeltede i slutningen af 1854 ind til 8000 mand. Rytteri havde det næsten intet af, hestene var døde i massevis. Skibe med vinterklæder strandede, endelig kom der en stor ladning støvler, men så var de alle til venstre fod. Flere arméleverandører begik de skændigste besvigelser. Efterretninger om disse nødstilstande blev bragt til England af Londonerbladenes udsendte krigskorrespondenter. Det er første gang vi træffer denne krigsjournalistik, der senere skulle blive så almindelig. Hadet mod Rusland trådte tilbage for harmen mod regeringen, der slet ikke havde sørget for den engelske lejesoldat. Ministeriet Aberdeen blev styrtet og Palmerston trådte i spidsen for regeringen. Han greb energisk ind, bragte orden og enhed i ledelsen, og sørgede for levnedsmidler og læger. Den private godgørenhed blev vakt, og overalt samlede man ind, så at hæren pludselig befandt sig i overflod. Miss Florence Nightingale drog til Skutari for at bringe orden i sygeplejen og selv pleje de sårede, og hendes opofrende eksempel fulgte nu og senere mange kvinder. Også den franske regering fik travlt med at råde bod på den forhastede udrustning. Englænderne, der følte deres stolthed krænket ved, at deres svage landmagt ikke tillod dem at optræde på krigsskuepladsen som Frankrigs hære, havde allerede i november 1854 indledet forhandlinger med Sardinien. Med pengene i hånden troede John Bull som i gamle dage at kunne købe den sardinske hær, men den var dog ikke tilfals for penge. Premiereminister Cavour af Piedmont-Sardinien, der indså, at en alliance med vestmagterne kunne fremme Italiens enhed og frihed, ville nok deltage i krigen, dog ikke som Englands lejesvend, men på lige fod som vestallieret. Derfor sluttede han d. 26 januar 1855 et forbund med vestmagterne, hvorefter Sardinien skulle sende 15,000 mand til Krim. England skulle påtage sig transporten og yde et forskud på en million pund sterling. »D´herrer piemontesere gør en lang omvej til Milano,« sagde en fransk officer til en italiensk kammerat, da de sardinske tropper gik i land på Krim. Den strenge vinter bragte en standsning i de militære operationer; men medens generalerne hvilede, havde diplomaterne så meget mere travlt. Der blev forhandlet frem og tilbage mellem England, Frankrig, Østrig, Prøjsen, Rusland, Tyrkiet og Sardinien, der blev skrevet noter og undertegnet protokoller, lavet intriger og mæglet, og et enkelt øjeblik så det ud, som diplomaterne skulle få krigen endt. Zar Nikolaj døde pludseligt d. 2 marts 1855. Under en parade over sin garde, som han holdt i den strenge vinterkulde, forkølede han sig, og selvherskeren ville ikke lade sig kommandere af læger. Inden få dage var han død.

Hans søn, Alexander d. II. (1818-1881), var mildere og mere fredelskende end faderen: medens denne først og fremmest havde tænkt på at hævde sin enevoldsmagt og sit herredømme i Europa, havde Alexander, som lignede sin bedstefader mere end sin fader, åbne øjne for det store riges utallige indre brøst og ønskede at råde bod på disse. Men han var tvungen til at forsætte krigen. Børserne i Europa, der var et fintmærkende barometer for krig og fred, hilste hans tronbestigelse med en almindelig stigning i kurserne. Men den ny zar udstedte snart et manifest, hvori han erklærede at ville fortsætte Peter den Stores og Katarina II's politik. Nye tropper blev sendte til Krim, tusinder af de unge rekrutter faldt døende om på Ruslands landeveje, bukkende under for vinteren, anstrengelserne og den dårlige forplejning. Også vestmagterne styrkede deres hær. Og da foråret kom, tog man med ny kraft fat på belejringen. D. 9 april begyndte man atter at beskyde byen, og i 10 dage sendte 520 franske og engelske kanoner deres kugler ind over byen, medens 1000 russiske svarede igen. 5000 russere faldt og 1800 af de vestmagternes soldater. Men lige vidt var man. Todleben bragte hurtig de sammenskudte skanser i god stand, og byggede videre på Malakowtårnet, der dannede et næsten uindtageligt bolværk mod fjenden. Man blev utålmodig i Frankrig, da belejringen af Sebastopol aldrig ville tage en ende. Franskmændene valgte en nu general Pélissier, der som guvernør i Algier havde vist energi, og d. 17 maj fik han overkommandoen. Samtidig blev Krim ved et telegrafkabel forbunden med Paris og London således, at de hjemlige krigsstyrelser kunne blande sig endnu mere ind. Men Pélissier var ikke til sinds til at rette sig efter de planer, som Napoleon III udklækkede i Paris. Der kom nu en vild fart over belejringen. Jorden drak strømme af blod. De yderste russiske værker blev taget d. 7 juni, og den såkaldte »grønne høj« foran Malakowtårnet blev erobret, og dét kostede 6000 mand på hver side. Men da Pélissier på Walerloo-dagen d. 18 juni gik løs på selve Malakow, blev Pélissier slået tilbage og 5,500 mand var ofret uden at der var vunden en fodsbred jord. Kolera hærgede påny hæren og d. 28 juni døde lord Raglan og blev erstattet af Simpson. Et forsøg fra russisk side på at komme fæstningen Sebastopol til hjælp strandede efter nederlaget ved Traklir d. 16 august, hvor sardinierne under Larmarmara kæmpede side om side med franskmændene. Det kostede russerne 8,000 mand og var deres sidste forsøg på at undsætte Sebastopol, der nu blev overladt til sin egen skæbne. En ny vinter nærmede sig med en ny vinters lidelser, og d. 3 september 1855 besluttede krigsrådet den afgørende storm, og d. 5 september begyndte kanonernes forspil. I 3 dage og nætter kastede 803 stykker skyts deres bomber og kugler ind over byen, alene d. 7 september 77,000 projektiler. Jorden rystede som i jordskælv, luften var snavsetgrå af røgen. 7,500 russere faldt, og det var umuligt at reparere de ødelagte skanser. Om middagen d. 8 september tav pludselig kanonerne og stormkolonnerne rykkede frem. 56,000 fra vestmagterne mod 50,000 russere. Mac Mahon førte angrebet på Malakowtårnet. I hurtigt stormløb blev yderværkerne taget, men i det indre tårns dækkede gange forsvarede russerne sig endnu med bajonetter, kolber, ja endog med sten. Et batteri eksploderede og begravede i lige mål russere og franskmænd under sine ruiner. Da 2 timer var gået havde Mac Mahon erobret tårnet. Russerne, som sejrrig havde slået angrebet tilbage på de andre punkter, søgte gang efter gang at tage tårnet tilbage, hvis erobring ville drage byens fald efter sig. Tilsidst kæmpede de franske zuaver, der havde udmærket sig under hele felttoget, bag en vold af lig, men de holdt tårnet. Gortschakow, der efter Menschikow havde fået befalingen på Krim, gav nu ordre til at rømme byen. Og da natten kom, drog de russiske soldater bort over en bro, som de havde slået over bugten, medens bag dem fæstningsværker og krudtmagasiner blev sprængt i luften ét efter ét. Byen brændte, skibene brændte, stormen piskede bugtens vande og bragte broen til at knage, den sorte røg steg op mod september nattens klare himmel, hvis rolige stjerner lyste over de 24,000 lig, som dagen havde kostet. Russerne måtte forlade Sevastopol og drage over fjorden for at indtage en stilling i bjergene mod øst; en umådelig mængde våben og krigsforråd, bl.a. 4.000 kanoner, faldt i vestmagternes hænder. Først d. 10 september rykkede de vestmagterne ind mellem de røgsværtede og blodfarvede ruiner, der havde været det Sebastopol, der havde værget sig i næsten 12 måneder. Franskmændene havde på Krim forbrugt 45,000 døde og sårede, englænderne over 18,000, russerne anslog selv deres tab til 129,000. Krim havde fra gamle dage haft ord for at være en grav for de fremmede, der vovede sig dertil, og det gjorde nu ikke sit rygte til skamme. Napoleon III udnævnte Pélissier til marschal og hertug af Malakow og stor var glæden over sejren. Men russerne stod endnu med 150,000 mand på Krim ved Simferopol, medens de vestmagterne havde 200,000. Oppe nordpå turde de vestmagterne ikke angribe Kronstad og i Asien var russerne heldige. Endnu krympede Rusland sig ved at give efter; men dets heldige krigsførelse i Armenien, navnlig Murawjews erobring af fæstningen Kars »Asiens bolværk«, d. 28 november, gav zar Alexander lejlighed til at lytte til Østrigs mæglingsforslag uden at ydmyge sig altfor dybt. Dermed var Sebastopols fald på en måde udlignet, og Ruslands militære ære genoprettet. Og Rusland trængte til fred. Ikke blot havde slagene, de lange marscher, koleraen og de andre sygdomme bortrevet en halv million mennesker, men landet var tillige finansielt udtømt, og det var værre. Englænderne havde før opkøbt de russiske råprodukter, og under krigen købte de ikke længere, så mange russiske godsejere gik fallit. De livegne blev udskrevne og døde der borte på Krim, og man savnede arbejdskraft på landet. Zaren fik under disse forhold ikke sine skatter ind. Også Frankrig var stemt for fred, og stor havde begejstringen for krigen aldrig været, nu var den helt borte. De franske våben havde vundet tilstrækkeligt af ære, og Napoleon IIIs dynasti var fæstnet ved den sejrrige krig. Frankrig havde jo på forhånd opgivet enhver særfordel, hvorfor så øde blod og penge mere. Kun England var opsat på krig, og dér var krigen blevet populær, så buldoggen kom op i John Bull. Nu havde han Rusland fat i struben, og han ville ikke slippe sit bid, førend fjenden lå blødende og lammet på jorden. Man var ikke tilfreds med Sebastopols ødelæggelse, og man ville ydmyge og svække Rusland så meget, at det for lange tider ikke kunne blive nogen fare for englænderne i Indien. Diplomaterne fik atter travlt, og d. 1 februar 1856 enedes i Wien Rusland, Frankrig, Østrig og Tyrkiet om inden 3 uger at sende befuldmægtigede til Paris for at se at få sluttet fred, og d. 25 februar åbnedes da kongressen i Paris. Der mødte om det grønne bord med dets tolv, med rødt atlask betrukne stole for Frankrig grev Walewski, en søn af Napoleon I og en polsk adelig dame, for England lord Clarendon, for Østrig grev Buol, for Sardinien Cavour, for Tyrkiet Ali Pascha, for Rusland fyrst Orlow, foruden de pågældende magters gesandter i Paris. England var stærkt imod, at Prøjsen blev repræsenteret, fordi det under neutralitetens maske havde vist Rusland væsentlige tjenester, og dets udsending kom først med d. 18 marts på Napoleon IIIs udtrykkelige forlangende. Palmerston søgte endnu i sidste øjeblik at lægge freden vanskeligheder i vejen, men dronning Viktoria pålagde lord Clarendon at gå ind på freden, og d. 30 marts blev Pariserfreden sluttet. Dens betingelser var følgende: på begge sider tilbagegav man erobringerne, kun måtte Rusland afstå et lille stykke af Besarabien, nord for Donaus munding, som blev lagt til Moldau, således at Rusland helt blev fjernet fra floden. Det var Østrig, der krævede dette, for at få Rusland bort fra sin hovedflod, Donau. »Østrig ved ikke, hvor mange tårer og hvor meget blod denne grænseregulering vil komme til at koste det,« sagde fyrst Orlow. Skibsfarten på Donau blev befriet for alle tidligere indskrænkninger, og en europæisk kommission skulle våge over, at dens munding altid var sejlbar. Dardanellerne og Bosporus skulle være lukkede for alle fremmede krigsskibe. Sortehavet skulle være åbent for alle nationers handelsskibe, og Rusland og Tyrkiet måtte kun have nogle få krigsskibe deri til sikkerhedstjeneste på deres kyster; begge magter forpligtede sig til ikke at vedligeholde eller oprette arsenaler for krigsskibe ved Sortehavets kyster. Det russiske protektorat over Donaufyrstendømmerne blev ophævet, og Moldau, Valakiet og Serbien skulle stå under beskyttelse af alle de i fredsunderhandlingerne deltagende magter, men ikke under beskyttelse af en enkelt magt, ligesom de skulle bevare deres gamle særrettigheder og have en national styrelse. Zaren måtte opgive sit protektorat for de kristne i Orienten. Tyrkiet blev optaget i »den europæiske koncert«, hvad man havde nægtet det på Wienerkongressen i 1815, og det indgik i den europæiske folkeret. Magterne garanterede dets landområdes ukrænkelighed: ingen magt skulle fremtidig have lov til at blande sig i dets indre forhold. Som tak for hjælpen havde sultanen d. 21 februar udstedt et såkaldt »hat-humayum«, der tilsagde hans kristne undersåtter en række reformer og rettigheder. Samtidig blev på Pariserkongressen et stort folkeretlig spørgsmål ordnet. Fremtidig skulle alt kaperi ophøre under søkrige, flaget skulle dække ladningen, neutral ejendom kunne ikke gøres til prise, selvom den fandtes om bord på en krigsførende magts skibe. For at blokade skulle være gyldig, måtte den være effektiv, dvs. iværksat af en så stor styrke, at den virkelig kunne gennemføres. «Krimkrigen» havde berøvet Rusland dets forrang blandt stormagterne, og i dets indre forhold havde den voldet store forstyrrelser. Tyrkiet var naturligvis den magt, der havde vunden mest ved freden og det havde fået sit landområde sikret. Østrig havde fået Rusland fjernet fra Donau og sat ud af Donaufyrstendømmerne. England havde fået den russiske sømagt ødelagt, der kunne true det i Middelhavet, og til gavn for England var bestemmelserne om Dardanellerne, Bosporus og Sortehavet. Frankrigs fordele var af ren moralsk natur, da det ikke havde fået en eneste direkte vinding, og man regnede Frankrig for Europas største militærmagt. Krimfelttoget havde opvejet nederlaget i 1812 og Wienerkongressen. Nederlagene fra 1812-14 var hævnede, og den store Krimkrig havde atter kastet glans over Frankrigs våben. Napoleon III blev som en vogter over ligevægten i Europa, en voldgiftsmand, til hvis gunst samtlige magter bejlede. Men krigen og freden havde endnu mere vidtrækkende følger. Den magt som Rusland havde øvet, siden Napoleon I's hære sank sammen på dets ismarker og fra Wienerkongressen i 1814 veg. Det pres, som Rusland havde lagt på Mellemeuropa, særlig på de tyske lande, hvor alle de mindre hoffer lystrede parolen fra St. Petersborg, og hvor selv Prøjsen ofte var Ruslands vasal, ophørte. Der blev nu mulighed for dannelsen af ét Tyskland under Prøjsens ledelse. Østrig var blevet fuldstændig isoleret; da det havde pådraget sig Ruslands had, uden at have vundet vestmagterne. Der åbnes derved en mulighed for at løse det italienske spørgsmål, som Cavour havde bragt på bane på Pariserkongressen. Havde Krimkrigen vigtige følger for hele den europæiske udenrigspolitik, havde den endnu vigtigere for Ruslands indre udvikling. Alle skaderne ved det gamle Rusland var under krigen lagt klart for dagen, alle, lige op til zaren, var enige om, at kun hvis Rusland blev reformeret i bund og grund, kunne det atter opnå en magtstilling. Det manifest, hvori Alexander II forkyndte edsslutningen, talte derfor om indre erobringer, der skulle foretages, men om kommende nye reformer. Agerdyrkningen havde lidt meget ved oprettelsen af det såkaldte rigsværn, som havde bortkaldt en mængde bønder fra deres arbejde, handel og industri var sunkne dybt, og den borgerlige retsorden var forstyrret ved den af zar Nikolaus anordnede standsning af alle civile sager indtil freden. Alexander d. II opløste nu rigsværnet, og bestemte at der i 4 år ikke skulle udskrives soldater, og eftergav store skatterestancer. Han udstedte dernæst et amnestidekret, som omfattede deltagere både i den russiske sammensværgelse i 1825 og den polske opstand i 1830/31, ligesom nogle af de forviste fik deres kår formildede, andre fik tilladelse til at vende tilbage til det europæiske Rusland, kun ikke til de to hovedstæder: St. Petersborg og Moskva. I 4 år udskrev han ingen rekrutter, og skatterestancer på 24 millioner rubler blev eftergivet. Jødernes stilling forbedredes, og forbindelsen med udlandet lettedes, bl.a. derved, at den af zar Nikolaus anordnede høje pasafgift ophævedes. Jernbanenettet fik en stærk udvikling, og en ny toldtarif banede vejen for en overgang fra prohibitiv- til beskyttelsessystemet. Censuren anvendtes med mindre strenghed end før, og der opstod en russisk presse, som dog til dels var meget afhængig af regeringen. Også på folkeskolevæsenets område blev der indført væsentlige forbedringer. I 1857 forelagde zar Alexander adelsforsamlinger rundt om i riget regeringens planer til drøftelse; men kun i de litauiske guvernementer blev de modtagne med velvilje. Nesselrodes efterfølger som udenrigsminister blev Gorischakow. Men skinsygen mellem de andre europæiske magter, og især Napoleon IIIs italienske politik, gengav imidlertid snart Rusland en del af sin tabte indflydelse, og det russiske diplomati kunne, uden at ofre en dråbe russisk blod, få ændret de bestemmelser i Pariserfreden, der var mest krænkende for Ruslands nationale selvfølelse. Napoleon III havde, for at gennemføre sin italienske politik, trang til en velvillig neutralitet fra Ruslands side, og dette havde absolut intet imod, at det »utaknemmelige Østrig« blev tugtet. Der var i Rusland, trods krigen, intet had til Frankrig. Zaren og Napoleon III mødtes i Stuttgart i juli 1857, og det kom til en »forståelse« mellem dem, men dog ikke nogen virkelig alliance. Rusland holdt ligesom England mest af en frihåndspolitik. Det var Frankrig, der bejlede til Rusland og havde det behov, og Rusland havde altid vidst at drage den størst mulige fordel af andre magters bejlen. Indtil det brød løs i Italien, gik da Rusland og Frankrig sammen i Orienten, og blot et par år efter Krimkrigen, der skulle udelukke Rusland fra al indflydelse i Tyrkiet, havde denne magt påny vundet så meget terræn på Balkanhalvøen, at den kunne holde de fjendtlige, østrigske og engelske indflydelser i skak. Til gengæld holdt Gortschakow Det Tyske Forbund tilbage, da det under den italienske krig ville mobilisere. I januar 1858 nedsattes derpå i Rusland en kommission under zarens eget forsæde for at fastsætte reglerne for den store forandring, og ved ukaser af d. 2 juli 1858 og d. 26 august 1859 fik kronbønderne udvidede rettigheder. Planen var dog, at man ville formindske godsejernes indtægter betydelig, især fordi den afgift (obrok), som de livegne var pligtige til at betale godsherren for tilladelsen til selv at søge deres livserhverv. Men kejseren lod sig ikke påvirke og frigav selv alle bønderne på de kejserlige godser for at gå i spidsen med et godt eksempel. Enhver bonde skulde for fremtiden være fri, have sit eget indhegnede bosted og sættes istand til inden for 12 år at erhverve sig et stykke jord som fri ejendom ved indbetaling af penge eller ved ydelser til godsejeren. Endelig ophævedes livegenskabet fuldstændig ved forordning af d. 5 marts 1861. Der fandtes i Rusland 3 slags livegne: 1) kronbønder, 2) stavnsbundne til krongodserne, 3) livegne, som var stavnsbundne til adelens godser og husslaver, tilhørende enkelte personer, af hvilke de kunne arves, sælges eller bortskænkes ligesom andet løsøre. Efter tidligere frigivelser, navnlig under Alexander d. I, udgjorde de livegne kronbønders tal endnu i 1856 med kvinder og børn mere end 18 millioner, private livegne over 22 millioner. Det russiske landbrug, der i alle retninger var langt tilbage, hvilede på fællesskabet. Hver landsby dannede et sluttet samfund, den såkaldte mir, der i forening drev landsbyens jord, optrådte som en helhed overfor staten og godsejerne, og i fællesskab svarede og stod inde for alle skatter og afgifter. Mirens anliggender blev styrede af en forsamling af dens medlemmer og en af disse årlig valgt forstander. Bønderne var livegne. Livegenskabet havde forskellige former. Den lempeligste form levede de i miren samlede bønder under. De svarede visse, oftest ret mådeholdne naturalydelser samt hoveriarbejde til godsherren. De blev kun solgt sammen med godset. Som regel plagede godsejerne ikke deres bønder, og meget som synes vesterlændinge som en frygtelig undertrykkelse, fandt de russiske bønder såre naturligt. De havde gennem lange tider lært en vis underkastelse under skæbnen, sådan var det nu engang, og sådan skulle det vel være. Langt værre stillede var de livegne, som ikke havde jord, og som levede på herremandens gård, og fik kost og klæder af ham. De kunne sælges, lejes ud, særlig til fabriksarbejde, og var i det hele voldgivne deres ejer. De udgjorde omtrent en tiendedel af samtlige livegne. Når adelen ikke trådte i statens tjeneste som embedsmænd eller officerer, levede den ude på sine godser et liv, sådan som den vesteuropæiske adel havde ført det i middelalderen. Der var langt mellem gårdene, vejene var dårlige, særlig i forårstiden og om efteråret, da de i overgangen mellem vinter og sommer var helt opblødte; ja der gik ofte måneder imellem, man så et nyt ansigt. Dette liv sløvede og man spillede og drak. Den ydre fernis som var lagt over adelen, der kunne parlere en smule fransk og tysk, var ret tynd, man behøvede ikke at skrabe i russeren ret meget, før tartaren kom frem. Ofte kom despoten op under den uhyre kedsommelighed, og da gik det ud over de værgeløse livegne, der var lige for hånden. Agerbruget hvilede som middelalderens væsentlig på naturalydelser. Med korn og kød og hvad landbruget ellers frembragte, samt ved personligt arbejde, klarede man forpligtigelserne overfor godsejerne og ofte også overfor staten. For sine egne varer tilbyttede man sig håndværkernes og købmandens. Der var næsten ingen rede penge ude på bondelandet, og der var overhovedet meget få penge i hele Rusland. Derfor havde byerne og deres mellemstand meget vanskeligt ved at komme op. Kun en tiendedel af befolkningen boede i byerne, der ofte havde et halvt landsbyagtigt præg med deres vidtspredte træhuse. Endnu i 1875 var der kun 127 byer med over 10,000 indbyggere. Byernes beboere var strengt kastedelte. Fabriksvirksomheden, der væsentlig blev drevet ved lejede livegne, stod lavt. Man fabrikerede kun masseartikler og kunne trods den høje beskyttelsestold ikke klare sig, så at regeringen stadig måtte yde tilskud. Også handelen var meget gammeldags. Af jernbaner havde Rusland i 1856 kun godt en 100 mil; kun de større postveje var gode, de andre veje skrækkelige, mange måneder af året næsten ufarbare. På landet drog opkøberen rundt med sin enspænder, teljegaen, og opkøbte godsejerens og bondens frembringelser. Næsten hele storhandelen, særlig ind- og udførselen, var på fremmede, mest tyske og engelske hænder. Dette middelalderlige samfund styredes af en embedstand, der ikke var mindre middelalderlig. Embedsmændene var som regel slet lønnede, de fik endda ofte deres lønninger meget uregelmæssig betalt, det betragtedes derfor som en selvfølge, at de tog sig betalt ad anden vej ved underslæb, besvigelser, bestikkelser. Netop under Krimkrigen kom der store besvigelser for dagen. Magasiner, som man troede fyldte, var tomme, embedsmændene havde ganske simpelthen stukket de penge i lommen, som de skulle købe for. Det gik ud over tusinder af soldaters liv på Krim. Om muligt endnu uhyggeligere kom det frem i retsplejen, hvor bestikkelserne hørte til dagens orden. Selve loven var forældet, rettens vej meget snørklet og uendelig lang. Og som om denne vilkårlighed ikke kunne være nok, greb stadig den berygtede »tredje afdeling«, det politiske politi ind og fængslede og forviste uden dom til Sibirien ikke blot skyldige, men enhver der var »mistænkelig«, og der hørte ikke ret meget til at blive mistænkelig. Et ord, en ytring i et brev, besiddelse af en mistænkelig bog var nok. Mange forsvandt lydløst i den petersborgske fæstnings kassematter, i Schlüsselborg eller i Solowezkijklosteret. Rusland var med al sin naturlige rigdom og sine store hjælpekilder derfor fattigt, alt for lidet udviklet til at kunne bære en moderne hær og flåde og nutidens kostbare krige. Dets finanser var derfor altid slette, selv i fredsår var underskuddet en 25-30 millioner eller 1/6 af budgettet. Man måtte lave papirspenge, indføre tvangskurs, og kunne ikke betale statsgældens renter i rette tid, og stod altid på fallittens rand. Selv hæren, som kostede så meget, svarede ikke til omkostningerne. Officererne var ofte dårligt uddannede og uduelige. Soldaterne var slet udrustede og blev dårligt ernærede. Derfor hjalp deres naturlige tapperhed og deres utrolige udholdenhed dem så lidt. I krigstid var kun halvdelen af hæren anvendelig. Dette giver et ikke ringe bidrag til forståelsen af Krimkrigen. Nu skulle der altså reformeres, men hvordan? Derom var man ret uenig. Slavofilerne var det ultra-nationale parti, der var opfyldt af drømme om det hellige Ruslands storhed og dets mission. Rusland skulle blive stærkt, ikke ved at efterabe vesten, der var rådden og havde udspillet sin rolle, men ved at udvikle de gamle, nationale ejendommeligheder, som man siden Peter den Stores dage desværre havde forladt. Særlig troede de på den russiske bonde og holdt på den nedarvede mir. Alexander Herzen som i 1847 var flygtet fra Rusland udgav nu i London sin »Klokke«, og han var nærmest socialdemokrat, og havde været ven med Proudhon. Hans »Klokke« var naturligvis forbudt i Rusland; men den blev smuglet ind i tusindvis, og alle selv zaren læste den. »Klokken« vidste alt, og kendte selv regeringens intimeste planer, afslørede alle skaderne og skandalerne, og den havde udmærkede kilder og forbindelser. Zar Alexander var i mange retninger manden for at gennemføre reformer. Han havde intet arvet af faderens despotisme, var en menneskekærlig mand, havde en stærk følelse af sit ansvar, og var tilbøjelig til at lytte efter andres råd. Måske endog en smule for tilbøjelig. Han var ikke nogen reformator som zar Peter men han kunne lytte til reformatorernes råd, og når tiden var der, også til reaktionens. For at få at vide, hvor skoen trykkede, måske også for at få en offentlig mening til støtte mod dem, der ville holde på det gamle, slappede zaren pressens bånd noget. Og de sociale og politiske spørgsmål, som man hidtil havde drøftet i hemmelige selskaber og skrevet om i forbudte blade, blev nu ivrigt debatterede offentlig. Naturligvis var de fleste skribenter yderlig radikale, og mange ønskede en fuldstændig omstødning af det gamle samfund. Man stod jo på bar bund, ingen frihedspraksis havde lært mådehold eller den vanskelige kunst at regne med de virkelige livets værdier. Man havde sine teorier, og efter dem byggede man samfundet op. Rusland lignede da i mangt og meget Frankrig på tærsklen af 1789, og havde samme gæring i sjælene, samme utilfredshed med det bestående, samme ukendskab til de virkelige forhold, samme blinde tillid til ideer. Den første og mest påtrængende reform var livegenskabets ophævelse. Zaren havde ret, da han i marts 1856 sagde til de i Moskva forsamlede adelsmarskaler, at »den nuværende tilstand kan ikke fortsættes uden forandring. Det er da bedre at afskaffe livegenskabet fra oven af end afvente det øjeblik, da det begynder at afskaffe sig selv fra neden af«. Der var mellem bønderne en betænkelig gæring, en lyst til at bortjage den »snyltegæst«, der levede af deres slid, og i Nikolajs sidste år var der gennemsnitlig forefaldet 42 mord på godsejere årlig, og en almindelig bondeopstand frygtede man. Regeringen håbede tillige, at når bonden blev fri mand, skulle han dyrke sin jord bedre, og skatterne altså flyde rigeligere ind i den tomme statskasse. Zaren indbød adelen til at rådslå om reformen og deltage i den; men i det hele og store viste den russiske adel sig lidet tilbøjelig til at gå med. Den forsøgte endog at lave opposition, men zaren fjernede energisk de vrangvillige og tog sagen i sin hånd. Den af hans rådgivere, der i dette spørgsmål øvede den største indflydelse og var den egentlige sjæl i bestræbelserne for livegenskabets ophævelse, var Nikolaj Miljutin. Den nedsatte kommission arbejdede år og dag, dog mere energisk end kommissioner plejer; sagen var overordentlig vanskelig, den greb ind i de allerfleste af rigets beboeres vigtigste interesser, formerne for livegenskabet var mange, og man forsøgte at løse spørgsmålet på hjemlig måde uden at efterabe udlandet. Miljutin og hans nærmeste hjælpere var slavofiler, og de holdt på fællesskabet og miren som grundlag for det ny samfund. D. 19 februar 1861 udkom zarens manifest, der ophævede livegenskabet. De huslivegne skulle efter 2 års forløb have deres personlige frihed, men vanskeligere var det med de i miren samlede bønder. Bare at give dem frihed ville være en tvivlsom fordel for dem, thi uden jord ville de være lige så afhængige af godsejeren som før. Bønderne ville endog have anset det som et simpelt rov. De betragtede jorden som deres, godsejeren ejede den ikke; han var kun en nyder af den, som zaren for visse tjenesters skyld havde pålagt dem at forsørge. Man gik da den vej at erklære bonden for personlig fri og give ham til eje hans hus og det nærmeste indelukke om det. Den dyrkede jord blev delt mellem godsejeren og miren. Miren fik sin jord til fælleseje, mod inden 2 år at affinde sig med godsejeren om erstatningssummen. Denne blev sat til 16 2/3 gang så meget som alle de afgifter i naturalydelser og arbejder, man hidtil havde ydet. Naturligvis havde bønderne ikke disse penge, men de kunne låne 4/5 hos staten, som skulle forrentes og afdrages gennem en vis årrække med en sum, der blev lagt til de statsskatter, der i forvejen hvilede på bonden. Den sidste femtedel måtte de selv skaffe, enten betale straks eller afdrage i rater. Bønderne på et gods skulle danne en bondekommune, således som der allerede på mange steder fandtes sådanne, med en «starost» i spidsen. Denne reform befriede 23 millioner mennesker og skaffede Alexander navnet befrier-zaren. Stridigheder imellem godsejere og bønder skulle afgøres af adelige voldgiftsmænd, men i politianliggender var bønderne underlagt godsherren. Reformen af retsplejen indførte freds- og edsvorneretter med offentlig og mundtlig procedure i 1884. Med oprettelsen af kreds- og provinsialforsamlinger, bestående af grundejere fra by og land, skulle man fortrinsvis beskæftige sig med kredsens, henholdsvis guvernementets, økonomiske anliggender. Man håbede herved at opdrage befolkningen til politisk virksomhed og selvstændig dømmekraft i offentlige anliggender. Skønt der således var taget meget hensyn til adelens rettigheder, vakte den store omvæltning dog megen misfornøjelse hos de fleste godsejere, især hos dem, der så deres største rigdom i besiddelsen af mange «sjæle»; men også blandt bønderne voldte gennemførelsen store vanskeligheder. Vistnok glædede de sig over befrielsen fra trældommen, og da forordningen blev bekendtgjort, strømmede umådelige menneskemasser sammen til zarens palads for at bringe ham salt og brød på et sølvfad og udtrykke deres taknemmelighed. Den russiske reform i 1861 var langt mere liberal end de tilsvarende reformer i nabolandene Østrig og Prøjsen, men reformen blev hverken modtaget med glæde af adelen eller af bønderne. Adelen mente, at man var gået den for nær, og for bønderne var reformen en uhyre skuffelse. De havde ventet at få al jorden frit. De mente, den havde i sin tid været deres egen. De kunne derfor ikke fatte, at de med penge eller arbejde skulle frikøbe en jord, som de anså for deres ejendom, og vante, som de var, til at mistro embedsmændene, troede de, at disse i samråd med godsejerne havde forvansket «deres faders», zarens bud. De mente endog at have ret til den jord, hvorpå godsejeren havde bygget sit slot og anlagt sin park. Så fast var denne overbevisning, at de flere steder, hvor de var tilfredse med deres herskab, samlede sig og vedtog, at de ville overlade deres tidligere herre hans slot til livsvarig brug som løn for hans tidligere godhed. Flere steder kom det til uroligheder og opstande, ofte ledede af folk, der på sædvanlig russisk vis udgav sig for at være enten zar Nikolaj eller en af himlen udsendt profet. Ligesom de store bondereformer i Danmark i slutningen af forrige århundrede for mange af de dalevende bønder blev en forværrelse af tilstanden, idet mange som selvejere måtte gå fra de gårde, hvor de havde siddet ret lunt som fæstere - store samfundsreformer gavner ofte ikke det første slægtled, men først det andet og tredje, overgangstiden er altid vanskelig - således viste ophævelsen af livegenskabet heller ikke straks sine gavnlige virkninger. Penge var som sagt sjældne på landet, og nu skulde man foruden skatterne betale i penge de store renter og afdrag, hvor man før havde hjulpet sig ved personligt arbejde eller naturalydelser. Ågeruvæsenet florerede derfor som aldrig før. Den jord, som man havde tildelt miren, viste sig også snart for lille, efterhånden som dens befolkning steg. Livegenskabets ophævelse kom uforberedt. Ved de store ofre, der pålagdes godsejerne, blev en stor del af adelen, ruineret, og bønderne, som stod i den fejlagtige formening, at de nu, samtidig med friheden, havde erhvervet sig den uindskrænkede besiddelse af alle de jorder, der hidtil havde hørt til landsbykommunen, lod sig henrive til skattenægtelser og voldsgerninger af forskellig art. Også senere har det vist sig, at de livegnes frigivelse ikke har bragt den åndelige og materielle udvikling af landbefolkningen, som loven tilsigtede, men ikke desto mindre må det dog siges, at den har haft store og velsignelsesrige følger. På flere steder måtte man således med våbenmagt kue bønder, som uden videre ville tage deres frihed i besiddelse, og hadet mod adelen kom til udbrud i talrige mordbrande. I den største del af riget kom det dog til mindelige overenskomster, og regeringen lettede afslutningen af sådanne ved at oprette forskudsbanker. Allerede i 1865 var halvdelen af de livegne blevet grundejere. Under den almindelige gæring havde imidlertid revolutionære ideer fra Vesteuropa udbredt sig ved universiteterne og blandt de højere stænder, og på flere adelsforsamlinger fremkom ønsker om trykkefrihed, sammenkaldelse af en stænderforsamling o.s.v.. Som det altid går, en reforms givelse avler kravet om andre. Gæringen, særlig mellem den studerende ungdom, steg, det kom endog til uroligheder, der måtte slås ned med magt, universiteterne bliver en tid lukkede. Man ventede, at tusindårsfesten for det russiske riges beståen i 1862 skulle åbne en ny æra. Det skete vel ikke, men alligevel blev der gennemført en række vidtrækkende reformer. Først og fremmest i retsplejen. Medens det var slavofilerne, der bestemte landboreformerne, var det sapadnikierne, vestens lærlinge, der ledede retsreformen og tog England og Frankrig til mønstre. Den dømmende og den udøvende magt blev adskilte, dommerne uafsættelige, al ulighed for domstolene blev fjernet, der blev indført mundtlighed og offentlighed i retsplejen, samt juryer i kriminelle sager. Desuden blev appelforholdene ordnede og simplificerede. I formerne stod Rusland derfor på højde med vestens mest udviklede lande; men det havde ikke den retsbevidsthed, der ligger bag den engelske ordning, ikke det personel, der kunne gennemføre den. Domstolene var ofte blottede for alle juridiske begreber, juryerne afsagde undertiden de mærkeligste domme. Men trods alt var det et uhyre fremskridt fra den gamle tilstand. Dommerne var dog ikke de eneste embedsmænd, der havde svigtet under det gamle regimente. Hele embedsstanden var slet, det havde kun lidet hjulpet, at zaren havde udstedt den ene ukas strengere end den anden, og nu og da havde slået ned på et særlig slemt eksemplar. Der måtte en hel administrativ reform til, og den eneste udvej var rundt om i guvernementerne at skabe forsamlinger af de styrede, der kunne se de styrende på fingrene. De mest fremskredne håbede derigennem tillige at bane vejen for politiske friheder; når befolkningen først var begyndt at styre og kontrollere ude i provinsen, kunne der af dette vokse op en styrelse og kontrol med selve regeringen, altså en forfatning og en rigsdag. Miljutin var atter her den, der stod bagved. I 1864 skabtes i de forskellige distrikter og guvernementer de såkaldte zemstvoer, forsamlinger, hvori der sad repræsentanter for de forskellige stænder, valgte af disse. De trådte årlig sammen, men havde tillige et stående udvalg, der skulle passe på embedsmændene. Deres hverv var mangfoldigt, de valgte de lavere dommere, fordelte afgifter, vågede over vejene, havde at gøre med understøttelser, sundhedsforanstaltninger og en del af skolerne. Det var i høj grad en begyndelse til noget godt; men heller ikke disse zemstvoer fungerede, som de skulle; der var stadig strid med embedsmændene om magtspørgsmålet, deres personel var ikke så godt, som det kunne være, selvstyret skabes ikke på en dag. Ved siden af disse mægtige reformer er der en del mindre. Pressens bånd løsnes noget, censuren formildes en del, universiteterne får en større frihed og et vist selvstyre, der oprettes ny lærestole og lærernes kår forbedres. Der gøres også en del for den højere undervisning, man søger, men kun med ringe held, at fremme folkeskolen. Skrivning og læsning blev fremdeles ubekendte færdigheder for folkets store flertal. Endelig reformerede man hæren, indskrænkede tjenesten til 15 år, forbedrede officerernes uddannelse og indførte i 1874 den almindelige værnepligt. Selv om der også senere kommer enkelte forandringer, standser dog den store reformperiode, som Krimkrigens nederlag havde indvarslet, pludseligt. Omslaget daterer sig fra den polske rejsning i 1863 og den fransk-russiske forståelse blev brudt ved den polske opstand. Napoleon III og den offentlige mening i Frankrig havde sympati med polakkerne vedrørende nationalitetsprincippet. England og Østrig, der gerne så den fransk-russiske forståelse sprængt, overrakte d. 10 april 1863 den russiske regering noter til fordel for polakkerne. Men ud over noterne kunne magterne ikke enes om noget, og disse medførte ikke andet resultat end, at stemningen i Rusland blev yderst opbragt på Frankrig, som man mente havde svigtet Rusland, ligesom Østrig havde gjort det under Krimkrigen. Men Rusland fik en ny ven, Prøjsen, hvis politik lededes af en mand, der var de russiske diplomater langt overlegen, og som forstod at udnytte det russiske venskab. Det var Ruslands velforståede interesse, at Tyskland ikke blev stærkere ved Østersøen, ikke fik ny lande og havne dér. Prøjsen havde dikteret zar Nikolaj hans holdning under den første Slesvigske Krig. Nu stod Rusland uden de to magter, som det dengang havde arbejdet sammen med, England og Frankrig, det havde en taknemmelighedsgæld til Prøjsen. Derfor fik Bismarck frie hænder overfor Danmark. Polen lå mellem 3 stærke stater og mellem de moderne, europæiske folk gjorde det polske folk et underligt, middelalderligt og fantastisk indtryk. Det virkede, som om man trådte der ind i en sal, fyldt med lutter kjoleklædte herrer, en mand iført det 14 århundredes dragt. I 1848 var der ingen rejsning fremkaldt i Polen, selvom man rundt om på næsten alle valpladser, hvor gammelt og nyt kæmpede, fra Sicilien til Berlin, fra Siebenbürgen til Paris, havde truffet polakker, - men i Polen selv var alt roligt. Heller ikke Krimkrigen bragte nogen opstand i Polen. Og da reformperioden begyndte i Rusland, syntes også bedre dage at opstå for Polen. Det polske folk var jo et slavisk folk, og russen og polakken skulle som brødre indgå i den store slaviske verden, ligesom Polen skulle være Ruslands bolværk mod vestens Europa. Men polakkerne var aldeles ikke tilbøjelige til at tage imod den fremrakte hånd. De betragtede kun de russiske reformer som et svaghedstegn. De drømte om intet mindre end en genoprettelse af det gamle polske rige fra hav til hav, indbefattende alle de provinser, der nogensinde havde hørt ind under den polske krone, uanset om de var befolkede af russere eller polakker. Dvs. at Rusland skulle lemlæste sig selv, og udlevere russere for at genoprette et fordums polsk rige, hvilket jo var umuligt. Der var blandt polakkerne to partier, de hvide og de røde. De hvide var det mere mådeholdne parti, rekrutteret blandt den højere adel og de besiddende klasser, og de var ikke helt utilbøjelige til, hvis Rusland ville genindføre forfatningen af 1815 og indrømme et virkelig polsk selvstyre, da at forsone sig med russerne. De røde ville derimod ingen forsoning have, og de ville have Polen i dets gamle udstrækning og absolut selvstændigt. De stod i stadige forbindelse med de polske emigranter, der fandtes spredt over hele Europa, men som særligt havde slået sig ned i London, som var det fælles tilflugtssted for de slagne. Her fandtes italienere som Garibaldi og Mazzini, ungarere som Kossuth og Klapka, russere som Bakunin og Herzen og mange andre. Her dannede de foreninger, hvis mål var samtidige revolutioner i alle lande for at styrte de monarkiske regeringer og indføre republikken. Særlig Polen var en frugtbar arbejdsmark for den revolutionære propaganda, og mere og mere fik de røde overtaget over de hvide. De fik også støtte af den katolske gejstlighed. Rusland var græsk-katolsk, Polen romersk-katolsk, så til den nationale modsætning kom også den religiøse, og den katolske gejstlighed bliver nationalitetens varmeste forsvarer. Særlig jesuiterne var virksomme. Mere og mere nærmede man sig det åbne oprør. Efterretningen om, at det var lykkedes at samle Italien, gav de polske oprørere nyt mod, og de håbede, at Napoleon III også ville antage sig deres sag. Men skulle en rejsning lykkes, måtte man have de polske bønder med, og det var mere end tvivlsomt, om de ville gribe til våben. Napoleon I havde i 1807 gjort bønderne frie, men havde ikke sørget for jord til dem. Det havde adelen benyttet sig af til at holde de frie bønder i en lige så stor afhængighed som de gamle livegne. Bøndernes følelser overfor godsejerne var derfor ikke de blideste, og de havde ikke megen lyst til at ofre deres blod for en polsk adelsstat. Der var mellem de polske fantaster en mand, der virkelig tænkte og handlede som en statsmand, grev Alexander Wielopolski. Han havde deltaget i rejsningen i 1831, men havde, modsat sine landsmænd, lært af ulykkerne. Han troede ikke mere på oprør og rejsninger, og han ventede ingen hjælp fra vest, og han syntes at russerne skulle gengive polakkerne forfatningen af 1815, og sammen skulle de to slaviske folk vende sig mod tyskerne, der var den virkelige fjende, og som undertrykte polakkerne i de prøjsiske og østrigske provinser. Ved sit besøg i Warszawa i april 1856 havde zaren udtalt: «Jeg vil stræbe at forbedre landets forvaltning og vil omfatte polakkerne med samme kærlighed som russerne, dvs. som mine børn, men kun under den forudsætning, at drømmerierne ophøre». I det derefter udstedte amnesti-dekret bemyndigedes sendemændene i udlandet til at modtage emigranternes ansøgninger om tilladelse til at vende tilbage til deres hjem under følgende betingelser: «Hans majestæt zaren vil højmodig forglemme alle de skyldige flygtninges tidligere liv, hvad enten de stammer fra kongeriget Polen eller de tilgrænsende provinser af zarriget; han er rede til at modtage deres underkastelse og tillade dem at vende tilbage til deres hjem, uden at de dér skulle underkastes nogen retslig undersøgelse. De kunne atter indtræde i deres borgerlige rettigheder, og når de i 3 år opførte sig ulastelig, kunne de atter indtræde i statens tjeneste. Kun de flygtninge, der havde vist et uforsonligt fjendskab mod zarens regering og fremturede i samme, var udelukkede fra disse begunstigelser.» Tidligere havde zar Alexander forsøgt at vinde polakkerne ved at ophæve flere af hans faders forhadte foranstaltninger, især ved at genindsætte polsk som forretnings- og undervisningssprog. D. 26 marts 1861 indrømmede zaren en ukas, så Polen fik et eget polsk statsråd, valgte kreds- og kommuneråd, samt et eget kultus- og undervisningsministerium; Wielopolski blev leder af dette. Men gæringen øgedes i Polen. Det var allerede tidligere kommet til blodige sammenstød, da polakkerne fejrede årsdagen for slaget ved Grochow under rejsningen d. 26 februar 1831. De russiske soldater havde da skudt på den våbenløse mængde, og polakkernes sind forbitredes. Ved siden af den åbenlyse, russiske regering dannede der sig i Warszawa en hemmelig, polsk, den såkaldte nationalkomité, der udskrev skatter og gjorde alt rede til en rejsning. Det lykkedes Wielopolski at få zaren til nye indrømmelser. Den militære og civile forfatning i Polen blev adskilt, og den civile forfatning overdraget til Wielopolski som selvstændig minister for Polen. Til statholder i Polen blev zarens broder, den liberale storfyrst Konstantin udnævnt. Han tilbød Polen mange reformer, næsten alt, hvad der kunne gives i øjeblikket. Bøndernes kår skulle forbedres, offentlighed indføres i rettergangen, landet styres af polakker, universitetet i Warszawa, der havde været lukket siden 1831, genåbnes, undervisningen i det hele ledes i polsk ånd o.s.v.. Men lidenskaberne var for brændende til, at man ville slå sig til tåls hermed. Der blev straks forsøgt et mordattentat mod storfyrsten, og Wielopolski der blev betragtet som en forræder, blev efterstræbt både med kugler og forgiftede dolke. Landet over finder en række mord og voldsgerninger sted mod russere og polakker, der mistænkes for at nære russiske sympatier. Den hemmelige polske regering indførte et sandt rædselsregimente. Man satte endog det politiske mord i system og oprettede et såkaldt »hængegendarmeri«, hvis folk for en daglig lønning af 1½ krone påtog sig at rydde modstanderne af vejen. Præsterne prædikede oprør fra prædikestolene og klostrene blev forvandlede til våbendepoter. På finansvæsenets område skete der et vigtigt skridt, idet der 1862 for første gang blev offentliggjort et udførligt budget over rigets indtægter og udgifter. Men i juni 1862 foretog zaren et udpræget forsonligt skridt. Han udnævnte sin broder Konstantin, som havde sluttet sig til fremskridtspartiet, til statholder i Polen, og ved hans side stillede han polakken Marquis Wielopolski, som var blevet landsforvist i 1831, under opstanden i Galizien i 1846 havde udgivet et flyveskrift, hvori han rådede sine landsmænd til at slutte sig til Rusland for med forenede kræfter at bekæmpe tyskerne, og efter Nikolaus' død var vendt tilbage til Polen. Zar Alexander's havde på Wielopolsky's råd tilstået Polen en vis selvstændighed i forbindelse med sin reformvirksomhed, men denne forsonlighed blev opfattet som svaghed, og havde tilfølge, at gejstligheden, adelen og Warszawas befolkning stillede sig i skarp opposition til Rusland. Men de højeste embeder blev besatte med polakker, universitetet i Warszawa, som havde været nedlagt siden 1831 blev genoprettet, og en række reformer forkyndtes. Men hadet mod Rusland var for stærkt, til at polakkerne kunne slutte sig til Wielopolskis velmente panslavistiske tanker. De fleste betragtede ham som en forræder mod Polens «hellige» sag, og der blev gjort mordforsøg såvel mod ham som mod storfyrsten; disse attentater mislykkedes; men en russisk general blev hårdt såret. Adelsforsamlingerne erklærede, at de ikke ville medvirke til de påtænkte reformer, medmindre de blev udstrakte til de gammelpolske provinser udenfor kongeriget, og en hemmelig nationalkomité arbejdede på at fremkalde en opstand. Men for at forhindre oprørets udbrud fandt Wielopolski på en udvej, der skulle bringe det til at slå ud i lys lue. Han ville foretage en soldaterudskrivning i Polen efter gammel russisk vis, således at øvrigheden udpegede dem, der skulle springe soldat. Alle de urolige hoveder skulle stikkes ind i hæren og under dens jerndisciplin gøres uskadelige. Siden Pariser-freden var der ikke udskrevet nogen rekrutter i Polen: en ny udskrivningslov for det russiske rige havde i 1859 fastsat, at det skulle afhænge af lodtrækning, ikke, som hidtidigt af øvrigheders og godsejeres vilkårlighed, hvem der skulle tages til soldat; men i september 1862 blev det forordnet, at den forestående udskrivning i Polen skulle foretages vilkårligt af øvrigheden. Der blev givet hemmelig ordre til at udtage rekrutterne blandt de dannede klassers ungdom og blandt dem, der ansås for tilbøjelige til at deltage i et oprør, og denne ordre blev udført med brutal vold. I natten til d. 15 januar 1863 blev de til 15 års krigstjeneste udsete rekrutter i Warszawa overfaldet i deres hjem og slæbte til fæstningen for at bortføres til Rusland. Men de fik kun fat i en tredjedel, resten, og deriblandt alle førerne, havde reddet sig i tide. Dyb sorg og rasende forbitrelse herskede i Warszawa; men mange unge mænd, som havde fået nys om den påtænkte voldsdåd, var flygtede til skovene for at undgå den truende ulykke, og derhen bragte man dem først mad og klæder, derpå våben og ammunition. Selv mænd, der ikke tænkte på oprør, blev drevet over i de revolutionæres rækker, og allerede en uge efter, d. 22 januar 1863, proklamerede den hemmelige provisoriske regering den åbenlyse opstand. Dens udfald var givet på forhånd. Medens polakkerne i 1830 havde haft en fortrinlig polsk hær at støtte sig til, havde man nu hverken våben eller mandskab nok til at stille en hær på benene. Det blev derfor kun til en småkrig, som førtes af bevæbnede bander ude omkring i sumpene og skovene mod de langt overlegne russere. Uagtet den strengt straffede ulydighed mod dens befalinger og udgav et regeringsblad, som blev trykt i klostrene, kunne russerne ikke opdage, hvor den havde sit sæde, og hvem der var dens medlemmer. Den udnævnte general Mieroslavski, som i 1848 havde kæmpet i Posen og i 1849 i Baaden, til diktator; men såvel han som hans efterfølger, Marian Langievits, var uheldige og måtte flygte over grænsen. Derefter overtog den provisoriske regering selv overkommandoen og fremkaldte en guerillakrig rundt om i landet. Mieroslawski og hans diktatur varede kun 12 dage. Så blev hans lille skare sprængt af russerne og jaget ind på østrigsk grund d. 22 februar. Det gik ikke den ny diktator, Langievicz, bedre; hans 3000 mand blev slået i det første sammenstød d. 19 marts. Det viste sig straks, at de polske bønder intet ville have med opstanden at gøre, og de stillede sig endog ofte fjendtlig overfor den. Størstedelen af bønderne var uvillige til at slutte sig til opstanden, uagtet man tilbød dem selvejendom. Opstanden havde imidlertid også udbredt sig til Litauen og Volhynien; men i disse egne, hvor bønderne ikke var polakker, blev adelens opstandsforsøg snart dæmpede. Navnlig optrådte general Michael Muravijev med stor grusomhed i Litauen, hvor de polske godsejere blev fordrevne eller nødte til at sælge deres ejendomme til russere, medens bønderne blev vundne ved at regeringen overlod dem deres fæstegårde til selvejendom. Og den hjælp, som oprørerne havde håbet på fra udlandet, udeblev ganske. Der var ganske vist nok af venlige ord såvel i pressen, ligesom i de ledende statsmænds udtalelser, og flere magter som England, Frankrig, Østrig, sendte endog noter til St. Petersborg til fordel for polakkerne. Selv mindre stater, som Danmark, gjorde forestillinger, men i så ydmyge ord, som bad man samtidig om forladelse, fordi man vovede at tale til zaren. Og selv bag de stærkere ord stod der ikke våben. De to allierede fra Krimkrigen så med skæve øjne til hinanden. England var forbitret over, at Frankrig havde taget Nizza og Savoyen, og det frygtede for, at Napoleon skulle benytte en europæisk krig til et fremstød til Rhinen. Napoleon turde derfor ikke slå løs af frygt for, at England skulle lade ham i stikken. Og én magt stillede sig resolut på Ruslands side, det var Prøjsen, hvor Bismarck i september 1862 var kommet til styret. Han så klart de farer, som en polsk opstand rummede for Prøjsen, der ved Polens delinger havde fået sin del af rovet og havde talrige polske undersåtter. Han sluttede derfor allerede i februar 1863 en militærkonvention med Rusland, hvorefter de to landes tropper skulle have lov til at forfølge oprørsskarerne ind på hinandens grund, og opstillede langs hele grænsen fire armékorpser, der hindrede enhver understøttelse i penge og mandskab fra de prøjsiske polakker. Udlandets noter gjorde kun ondt værre. De holdt håbet oppe hos polakkerne og fik dem til at fortsætte den unyttige guerillakrig. Endnu i marts 1863 havde zaren tilbudt amnesti, hvis polakkerne ville nedlægge våbnene. Men de havde afslået amnestien fordi de håbede på hjælp udefra. Wielopolski trådte tilbage, og storfyrst Konstantin veg pladsen for grev Berg i oktober 1863. Der stod 200,000 russiske soldater i de oprørske distrikter, og hele den russiske hær blev mobiliseret. Og russerne vandt ved gyldne løfter bønderne. De rev nationalregeringens proklamationer itu, jog dens udsendinge bort, dannede endog småkorps, der forfulgte og bekæmpede oprørerne. Polakkerne var som altid splidagtige indbyrdes. Medens den ene oprørsskare ude i landet blev oprevet efter den anden, kæmpede man i den hemmelige nationalregering om magten, afsatte og styrtede hinanden, indtil russerne i marts 1864 gjorde en ende på det hele og satte den da fungerende nationalregering under lås og lukke. Dermed var oprøret nedkæmpet. Slag i slag fulgte fængslinger, forvisninger, henrettelser, konfiskationer, store kontributioner og hårde straffe over dem, som bar deres sorg over fædrelandets ulykke til skue. Medens Preussen allerede d. 8 februar 1863 havde sluttet en traktat med Rusland, hvorved det tilbød sin bistand til opstandens undertrykkelse, og Bismarck havde rådet til at anvende «kraftige midler» mod polakkerne, rettede de andre stormagter og snart også mindre stater forestillinger til fordel for polakkerne til den russiske regering. Da den russiske udenrigsminister, fyrst Alexander Gortshakov, afviste disse forestillinger, stillede England, Frankrig og Østrig i juni 1863 endog udtrykkelige forslag om at bevilge en fuldstændig amnesti, gengive Polen en national repræsentation med de samme rettigheder, som var det tilstået i konstitutionen af 1815, samt en selvstændig bestyrelse under polske embedsmænd, ophæve alle indskrænkninger i den katolske kirkes frihed og gøre det polske sprog til udelukkende forvaltnings- og undervisningssprog. Først midt i juli svarede fyrst Gortshakov, denne gang med en endnu fuldstændigere afvisning end forrige gang. Det var nemlig imidlertid blevet åbenbart, at en nærmere forbindelse mellem de 3 stormagter og en fælles krig mod Rusland var blevet umulig. Kun kejser Napoleon III ville gøre noget alvorligt for polakkerne; de to andre magter nøjedes med blide noter, som fyrst Gortshakov besvarede meget overlegent, og den plan til en kongres, som Napoleon III i november 1863 gjorde skridt til, strandede på Englands og Østrigs modstand. De 3 stormagters indblanding til fordel for Polen havde således kun tjent til dets skade, medens Preussen havde vundet Ruslands taknemlighed. Bismarck havde fået fri bane for sin ærgerrige politik. Den første, der skulle få det at føle var Danmark i 1864, Østrig og i 1870 på Frankrig. Da Bismarck kastede Østrig ud af Tyskland og skabte en ny stærk militærmagt, tænkte Gortschakow på at skride ind, får at få sammenkaldt en europæisk kongres. Men Bismarck fik det afværget ved at love Rusland frie hænder i Orienten og at skåne de småfyrster, som Rusland særligt interesserede sig for. Til at ordne Polens forhold indsattes i februar 1864 en «reorganisationskomité», som i løbet af 7 år gennemførte en række store forandringer i det hidtilværende kongerige. Den særskilte bestyrelse af polske anliggender ophævedes og henlagdes til ministerierne i St. Petersborg. Polen deltes i 10 guvernementer, som stilledes umiddelbart under det russiske senats myndighed ligesom de russiske. Det forrige kongerige var således fuldstændig indlemmet i Rusland, og istedet for statholderen trådte en generalguvernør i Warszawa. Arrestationer, henrettelser og landsforvisning til Sibirien var kun foreløbige bødemidler, og i Polen skulle der gås ganske anderledes radikalt til værks. De aristokratiske elementer, adelen og gejstligheden, der havde båret opstanden, skulle knuses. Bønderne fik den jord, som de hidtil havde forpagtet, til fri ejendom; adelen fik kun en ringe erstatning, som staten påtog sig at betale, og den betalte den kun til dem, der ikke havde taget del i opstanden. Derved mistede den polske adel tre fjerdedele af sine godser. Talrige adelige godser blev konfiskerede og for størstedelen fordelte imellem jordløse husmænd, så at gårdmandsklassen fik en tilvækst af over 35 %. De øvrige inddragne godser blev solgt til russere eller udlændinge, mest tyskere. Hvergang der opstod trætter mellem bønderne og godsejerne, stod regeringen på bøndernes side, og den så endog gennem fingre med, at disse plyndrede og brændte de adelige gårde. Bønderne vandt ubetinget ved det nye regimente, og der blev skudt en kile ind i den polske nationalitet. Den anden støtte for nationaliteten, den romersk-katolske kirke, ramtes af lige så hårde slag. En mængde klostre, over 100, blev ophævede, og staten overtog kirkens godser og satte dens tjenere på fast statsløn; derved havde den hånd i hanke med dem. Overalt oprettedes der russiske folkeskoler, stående under den græsk-katolske gejstligheds kontrol, russisk blev tvungent fag i alle polske folkeskoler, det højere skolevæsen og universitetet russificeredes helt. Russisk blev embedssproget i alle statsstyrelsens grene, og overalt blev der ansat russere. Forvaltnings- og undervisningssprog blev russisk og også på universitetet i Warszawa. De sidste rester af polsk selvstyre svandt. Polsk sprog og polsk nationalitet blev fuldstændig retsløse i landet. De servitutter og afgifter, som påhvilede 450 byer til kronen og godsejerne, afskaffedes, og en mængde småbyer mistede deres købstadsret og nedsattes til landkommuner. De sidste rester af polsk selvstændighed tilintetgjordes i 1876, og der indførtes russisk ret. Den polske adel ophævedes som sådan, da embedsmænd og de polske adelsmænd, der havde gjort sig fortjente af staten, blev russiske adelsmænd. De øvrige nedsattes i borgerstanden. Samme år sluttede udryddelseskrigen mod den unerede græske kirke. De medlemmer af den unerede kirke, som ikke ville give efter med det gode, blev deporterede til Sibirien eller Kaukasus, og det gamle skisma i den græske kirke var hævet. Et konkordat, som i 1847 var afsluttet med paven, ophævedes; den romersk-katolske kirkes anliggender henlagdes under et gejstligt kollegium i St. Petersborg, og det blev forbudt biskopperne at have noget direkte samkvem med paven. Den letsindige polske opstand der sluttede i marts 1864 hævnede sig ikke blot på dem, der havde rejst den, thi hele det russiske rige kom til at undgælde under den. Der foregik en fuldstændig vending i Ruslands indre politik. Hidtil havde reformmændene haft overtaget, og de havde hele tiden haft stærke modstandere, alle dem, som reformerne gik ud over, alle de embedsmænd, der var uddannede i zar Nikolajs skole. Herzen havde med sin landflygtige »Klokke«, øvet en altovervejende indflydelse på sjælene. Men fra den dag af, da han i kraft af sin radikalisme slog sig på polakkernes parti, gled jorden bort under hans fødder. En ny fører fremstår, Mikael Katkow, udgiveren af »Moskvaer Tidende«, og aldrig har en journalist haft en sådan magt som han. I dette Rusland, hvor pressen var bastet og bundet, blev det en pennens mand, der bestemte udviklingens gang. Mikael Katkow var ultra-national, kun Rusland er fremtiden, og alt vesterlandsk er fordærv og råddenskab. Han var endvidere demokrat; men demokratiet skulle bygges på den russiske bonde og hans mir, det er det ideale fællesskab, alt, hvad der rager op derover ved fødsel, besiddelse, dannelse, skal kappes af. Det gælder ikke om at løfte folket op ad til højere kultur, nej al kultur er aristokrati, den russiske bonde er god nok, som han er. Den demokratiske lighed skal hævdes af et enevældigt zardømme; demokratiet og absolutismen indgår alliance for at knuse alt, hvad der på en eller anden måde sondrer sig ud fra mængden. Alt fremmed skal naturligvis holdes ude; og alt, hvad der findes i Rusland selv af ikke-russisk, skal russificeres, fra det Hvide Hav til Kaukasus skal et forskelløst demokrati under en enevældig zar herske. Men mere herom senere i teksten efter følgende udenrigspolitiske begivenheder. I Østersøprovinserne fandtes et stærkt tysk befolkningselement, væsentlig adel og besiddende klasser. Det var som tysk og aristokratisk de russiske demokrater dobbelt forhadt. Man tog sig på at knuse det. Tysk blev overalt trængt tilbage og erstattet med russisk, russiske embedsmænd blev indsatte. Man søgte også her at vinde de lettiske og estiske bønder, at omvende dem til den græsk-katolske kirke. En heldig modsætning til Polen dannede Finland. I 1809 havde Alexander d. I. lovet de finske stænder at bevare landets gamle svenske forfatning og lade det styre som et særskilt »storfyrstendømme«. Det styredes af indfødte embedsmænd med et senat i spidsen; mellemleddet mellem det og zaren var en russisk generalguvernør. Under Alexander d. I. og Nikolaus blev forfatningen ikke ligefrem overtrådt; men den indeholdt ingen bestemmelse om, hvor ofte stænderne skulle sammenkaldes, og fra 1809 til 1863 fandt ingen stænderforsamling sted. Stemningen var derfor ikke gunstig for den russiske regering, og uagtet der i Finland var strid imellem «finnomaner» og «svecomaner», af hvilke de første fik det almindelige folkesprog, finsk, indført som ligeberettiget offentligt sprog ved siden af svensk, var begge parter enige om fremfor alt at holde på deres fædrelands selvstændige stilling i det russiske monarki. Blandt de dannede klasser var desuden forkærligheden for det gamle moderland Sverige aldeles overvejende, og under Krimkrigen var sympatien i det hele på vestmagternes side uagtet vestmagternes angreb på finske havne. Men da Alexander d. II. i 1863 sammenkaldte Finlands stænder og opfordrede dem til «i en praktisk ånd at arbejde på fremme af landets velfærd, så at de frie institutioner, i stedet for at være en fare, kunne blive til en garanti for orden og lykke», fandt denne opfordring et villigt øre hos finnerne. I 1863/64 sad den første finske landdag sammen og gennemførte en række reformer, og under den ganske vist stærkt begrænsede konstitutionelle styrelse gjorde Finland store fremskridt, især efter at en ny landdagsorden i 1869 havde fastsat, at stænderne skulle samles hvert 5te år. Ved en lov i 1869 fik den lutherske kirke, til hvilken næsten hele befolkningen bekendte sig, en meget selvstændig stilling. Der er gjort meget for undervisningsvæsenet, næringsvejene har taget et stort opsving, og finanserne er fortræffelig ordnede: nye skatter er kun lagte på brændevin, øl, tobak og spillekort, og finnerne er blevet et ædrueligt folk. Allerede under zar Nikolaus havde russerne gjort hyppige strejftog ind i bjergene mod de kaukasiske bjergfolk, især mod tsherkesserne i vest og lesghierne i øst, for at sikre Georgien mod deres røvertogter, og kampen var blevet alvorlig, efter at der i Dagestan var opstået en religiøs bevægelse, muridismen, som under et fælles religiøs overhoved (imam) søgte at samle alle bjergboere til en udryddelseskrig mod de vantro russere. Muriderne ville samle alle muhammedanere under mohammeds oprindelige rene lære med forglemmelse af alle indbyrdes stridigheder, og under den tapre og højt begavede Shamuil vandt de omtrent halvdelen af alle bjergfolkene for deres lære i 1837. Med en vidunderlig dygtighed forstod Shamuil (Scamyl), som i det højeste kunne stille 30,000 mand på benene, at modstå de russiske hære, som nåede et antal af omtrent 130,000 mand; men i 1859 faldt endelig hans sidste borg, Gunib, i russernes hænder, og Shanmil måtte overgive sig. I Asien udvidede Rusland sine landområder og i 1860 fik Rusland Amur distriktet som tidligere havde hørt til Kina. I 1864 endte krigen i Kaukasus med de fleste tsherkessers udvandring til Tyrkiet. Shamuil blev behandlet med stor ædelmodighed af zaren og døde 1871 i Medina. Imidlertid havde Rusland mere og mere udstrakt sine erobringer i Asien. Efter at russerne i 1850 havde sat sig i besiddelse af Sirs udløb i Aralsøen, begyndte de at udbrede deres herredømme langs med denne flod, og i 1865 oprettedes guvernementet i Turkestan, for størstedelen af land, der hidtil havde tilhørt khanen af Kokand. Efter en krig med denne indlemmedes handelsbyen Tashkent i 1866 i Rusland og i 1868 ligeledes det gamle Samarkand efter en krig med khanen af Bukara, som fra nu af blev mere og mere afhængig af Rusland, og som dannede guvernementet Turkestan. I 1873 trængte dernæst general Kauffmann frem til Kiva, som ligeledes blev et russisk vasalrige. I 1876 blev resten af khanatet Kokand indlemmet i det russiske rige, og efter at et togt mod de røverske turkomanner i det sydlige Turan var mislykket, åbnedes der i 1880 et nyt felttog imod dem under general Skobelev, og d. 12 januar 1881 faldt deres hovedfæstning Geok-Tepe i russernes hænder. Derefter strømmede deres høvdinger til for at underkaste sig, og 3 år efter blev det for forbindelsen med Persien og især med Afghanistan vigtige landskab Merv indlemmet i det russiske rige. Hele Turan var nu umiddelbart eller middelbart underkastet Rusland. Allerede tidligere havde Kina ved traktater i 1858 og i 1860 afstået den nordøstlige del af Manchuriet og et stykke land nord for Tianshan og havde samtidig åbnet mange havne for russiske skibe, ligesom russiske undersåtter havde fået ret til at rejse overalt i det kinesiske rige, og en russisk ambassade havde fået fast sæde i Peking. I Tyrkiet var Hal-humayumet af 1856 som et overflødighedshorn fyldt med reformer. Og var reformerne blevet gennemførte, var det blevet en revolution for Tyrkiet. Alle religioner og alle nationaliteter skulle være lige, lige for skatten og den militære tjeneste; de kristne skulle have adgang til alle embeder, retsplejen, finanserne, samfærdselsmidlerne skulle omordnes og forbedres. Men uheldigvis forblev det altsammen reformer på det tålmodige papir, thi Hal-humagumet ville fuldstændig omstøde hele den gamle tilstand, der hvilede på muselmandens herredømme over den kristne, krigerens over agerdyrkeren. Tyrkiet havde to statsmænd, der virkelig bestræbte sig for dog at gennemføre nogle reformer, Ali Pascha og Fuad Pascha. De tilhørte begge det såkaldte ungtyrkiske parti, der ville reformere osmannernes land efter europæisk mønster. Og da sultan Abdul Medjid var død i 1861, syntes det et øjeblik, som skulle de have held med sig. Den ny sultan, Abdul Aziz, begyndte med en erklæring om, at han ville nøjes med én kone og afskaffe haremet, der tyngede så hårdt på de tyrkiske finanser. Men sultanen faldt snart tilbage til de gamle vaner, og han holdt foruden sine tre hustruer et harem på 900 kvinder og med en betjening af 3000. De reformer, der gennemførtes, blev derfor af rent ydre art, så som en gennemførelse af decimalsystemet i mål og vægt. Og da Fuad Pascha var død i 1869 og Ali Pascha i 1871, faldt Tyrkiet atter hen i sløvhedstilstand. Dets finanser blev år for år mere fortvivlede, og hvert år var der underskud. Og den finansielle stilling blev ikke bedre, fordi Tyrkiet som en dårlig debitor måtte låne til ågerrenter, således i 1865 til 12 pct. Det måtte endog finde sig i den ydmygelse, at der blev nedsat en engelsk-fransk-østrigsk kommission til at våge over dets finansstyrelse, og på den tyrkiske statsbank fik i 1863 et engelsk-fransk selskab privilegium. Gang på gang mindede magterne Tyrkiet om dets reformløfter, men der skete intet, og et par gange målte de skride ind for at tugte den muhamedanske fanatisme. I 1858 blev en mængde kristne, deriblandt den engelske og franske konsul myrdet i Djedda, Mekkas havneby. Der måtte et bombardement af byen til, for at få Tyrkiet til at straffe morderne. To år efter overfaldt druserne i Libanon de kristne maronitter og myrdede 30,000 af dem. De tyrkiske embedsmænd så til, og de tyrkiske soldater tog del i blodbadet. I Damaskus kastede Ab del Kadr med sine algierer sig modigt mod drabsmændene, og gjorde sit palads til et tilflugtssted for de forfulgte, og fik forfølgelsen nogenlunde standset. Medens Europa 40 år efter lod tyrkerne myrde armenierne i ro og fred, glemte magterne dengang deres indbyrdes stridigheder så meget, at de overdrog det til Frankrig at sende et korps på 12,000 mand til Syrien. De landede i Beirut og Tyrkiet blev nødt til at holde justits over de drusiske høvdinge og tyrkiske soldater, samt give maronitterne en skadeserstatning. Hovedinteressen ved Balkanhalvøens historie knytter sig imidlertid ikke til Tyrkiet, men til de små kristne stater, der efterhånden udsondrede sig fra det tyrkiske rige og blev selvstændige. Først Rumænien. Pariserfreden havde unddraget Donaufyrstendømmerne Moldau og Vallakiet fra det russiske protektorat, og henvist den nærmere ordning af deres forhold til en kommission. Det nationale parti i landet ønskede en forening under en fælles fyrste, nogle af magterne, så som Rusland, Frankrig og Prøjsen, var denne plan gunstige, medens andre, som England, Tyrkiet og især Østrig, der havde udset sig Donaufyrstendømmerne som sin del af Tyrkiets bo, var imod. Efter lange forhandlinger enedes magterne i august 1858 om, at hvert af fyrstendømmerne skulle have sin egen fyrste, hospodaren, valgt af nationalforsamlingen, sit eget ministerium, sin egen rigsdag. Men enkelte ting, som post-, told- og møntvæsen samt en højeste domstol skulle være fælles. I begyndelsen af 1859 valgte såvel Moldau som Vallakiet den samme mand, oberst Alexander Cusa, til hospodar, og dermed var der skabt en personalunion. Det lykkedes efterhånden Cusa, særlig ved Napoleon IIIs hjælp, at få en fuldstændig sammenslutning af de to landsdele gennemført med ét ministerium og én rigsdag. Den rumænske stat blev dannet. Dens første og vigtigste opgave var at ordne de agrariske forhold, at frigøre bønderne og skaffe dem jord. Men rigsdagen var fuldstændig i adelens, bojarernes magt, og de ville ikke gå med til nogen reform, der kunne formindske deres rigdom. Cusa eller, som han som rumænsk fyrste kaldte sig, Alexander Johan I, måtte derfor gribe til et statskup efter Napoleons mønster. D. 14 maj 1864 blev rigsdagen opløst, fyrsten tiltog sig foreløbig diktatorisk magt, udstedte en ny valglov, der gennemførte almindelig valgret - statskuppet var jo rettet mod adelen, mod en minoritet - samt oprettede et senat ved siden af det allerede bestående etkammer. Landet billigede statskuppet med 713,000 stemmers ja, nej-érne var rent forsvindende derimod. Det rumænske statskup blev vel benyttet. Af egen magtfuldkommenhed ordnede fyrsten først bøndernes forhold. 400,000 familier blev befriede for hoveriet, fæsterne blev selvejere, de fik to tredjedelen af adelens jord mod gennem 15 år at betale en erstatningssum. Der blev derved skabt en fri, selvejende bondestand, der muliggjorde en udvikling af landet. En række andre forordninger omordnede retsvæsenet, indførte juryer og en ny lovbog, den kommunale styrelse blev reformeret m. m.. Alt dette blev gjort i løbet af 7 måneder, og det fremkaldte naturligvis en heftig vrede hos alle dem, som reformerne gik ud over. Samtidig så det galt ud med finanserne, reformerne slugte penge, og netop som en følge af forandringerne og de urolige forhold flød indtægterne kun knebent ind. I begyndelsen af 1866 var alle offentlige kasser tomme, embedsmændene havde ikke fået lønninger i måneder. Der dannede sig en sammensværgelse, og i natten mellem d. 22 og 23 februar overraskede de sammensvorne fyrsten i hans sovekammer og tvang ham til at takke af. Alexander havde været af indfødt adelsslægt; det havde været en af grundene til hans fald, de andre adelige ville ikke have en fordums fælle til hersker, og vi får da her, hvad vi gang efter gang senere møder i de kristne Balkanstaters historie, jagten efter en udenlandsk prins, som er villig til at overtage styret. Først valgte man grev Philip af Flandern, den belgiske konges broder; men han var som en slægtning af huset Orléans Napoleon ubelejlig. Derpå faldt valget på Karl af Hohenzollern, der på en gang var en nevø af den prøjsiske konge og beslægtet med Napoleon. Kongen af Prøjsen var ikke meget for, at en hohenzoller skulle være vasal af sultanen, men Bismarck skyndede til og rådede den unge fyrste til at rejse til Rumænien. Prøjsens sejr over Østrig i 1866 fjernede de farer, der kunne true fra østrigsk side, sultanen anerkendte den unge fyrste, en ny forfatning, væsentlig efter belgisk mønster, blev oprettet i 1866. Også Serbien arbejdede sig frem til større og større uafhængighed af sultanen. Milosch Obrenowitsch, der havde regeret ret egenmægtig, var i 1839 blevet nødsaget til at nedlægge sin magt, og hans søn Mikael blev i 1842 forjaget efter en opstand. Han blev afløst af Alexander Karageorgewitsch, der havde magten indtil 1858. Han støttede sig væsentlig til Østrig, og unge serbere der studerede i Østrig, trængte ind i landet med vesterlandsk kultur. Folket var imidlertid ikke tilfreds med hans tilslutning til Østrig og hans eftergivenhed overfor sultanen. Russiske og franske indflydelser gjorde sig gældende, og i december 1858 blev Alexander afsat og Milosch kaldt tilbage. Han var da 79 år og døde allerede i 1860. Hans søn, Mikael III, besteg tronen i kraft af arv, og uagtet sultanen ikke anerkendte denne arveret, måtte han dog finde sig i det skete. Mere og mere forflygtiges den overhøjhedsret, som sultanen havde over landet. Mikael var en dygtig regent, og han havde under sin landflygtighed besøgt vestens lande og var gennemtrængt af vestens idéer. Han omordnede sin hær og var betænkt på at forene med Serbien de serbere, der endnu var under tyrkisk herredømme, særlig i Bosnien og Herzegovina. Selvom det ikke lykkedes, fik han dog de tyrkiske besætninger, der endnu fandtes i flere serbiske fæstninger, bort, således at det eneste synlige tegn på vasalforholdet til Tyrkiet var den tyrkiske fane, der på citadellet i Belgrad vajede ved siden af den serbiske tricolore. Da Mikael i 1869 var blevet snigmyrdet på anstiftelse af Alexander Karageorgewitsch, fulgte, hans 14-årige brodersøn Milan Obrenowitsch, ham på tronen. I Montenegros bjerge havde serberne altid holdt sig ret uafhængige af tyrkerne. Fra 1499 havde landet været styret teokratisk af en fyrste-biskop, taget af en bestemt familie, og således at en brodersøn altid efterfulgte en farbroder. I 1852 havde Danilo verdsliggjort fyrstemagten. Tyrkerne hævdede fremdeles deres overhøjhedsret, og under forhandlingerne i Paris kaldte de stadig Montenegro en vedblivende del af det tyrkiske rige. Men da de ville hævde deres overherredømme med magt, led de ved Grohowo i maj 1858 et knusende nederlag. 3000 tyrkere blev på valpladsen, hele det tyrkiske artilleri faldt i montenegrinernes hænder. Stormagterne blandede sig i sagen, og Montenegro fik en grænseregulering, men ikke den adgang til søen, som det så ivrig tragtede efter. Kort tid efter blev Danilo myrdet af en landsforvist i august 1860, og da han ingen børn havde, blev hans brodersøn, Nikita, fyrste, dog således, at hans fader, Mirko, var den virkelige regent. Da montenegrinerne støttede en opstand, der var udbrudt blandt serberne i Herzegovina, trængte 60,000 tyrkere ind i deres bjerge. De kunne kun stille 20,000 mand mod dem. Napoleon, der interesserede sig for alle de små kæmpende nationaliteter, og som før havde støttet Danilo, var optaget af forberedelserne til den mexicanske ekspedition. I 4 måneder holdt bjergboerne stand, så måtte de bukke under for overmagten i 1862. Tyrkerne fik ret til at lægge blokhuse med besætninger langs vejen fra Herzegovina til Skutari, og det blev forbudt at indføre våben og ammunition. Men tyrkerne opgav snart igen disse blokhuse, og i Frankrig kom der et lotteri i stand, hvis udbytte gav 12,000 bøsser, og Rusland gav ammunitionen. Montenegro kunne atter hævde sin uafhængighed. Bulgarerne var nærmest ved Konstantinopel, og derfor mest underkuede folk. Imidlertid vågnede også den bulgarske nationalitet. Den måtte gøre dobbelt front, dels mod tyrkerne, dels mod grækerne. Foreløbig vendte bulgarerne sig mest mod grækerne, og fordrede den bulgarske kirke frigjort fra den græske overhøjhed. Sultanen, der ikke havde meget tilovers for grækerne, indrømmede til sidst bulgarerne en egen, selvstændig ærkebisp. Den bulgarske nationalkirke skabes, og var den første spire til en bulgarsk stat. I 1867 solgte Rusland sine besiddelser i Nordamerika (Alaska) til De Forenede Stater for 7 millioner dollars. Ved det russiske herredømmes udbredelse i Asien fremmedes ordnede tilstande, navnlig i Turan, hvor turkomannernes røverier blev tilintetgjorte. Men englænderne, som så en fare for Indien i russernes stadige fremrykning, søgte at gøre Afghanistan til en formur for deres rige, og grænsestridigheder mellem russerne og de af englænderne støttede afghaner førte til et spændt forhold mellem de to stormagter. Rusland forblev neutral i den fransk-tyske krig i 1870, hvorved Østrig ikke fik mulighed for at skride ind til Frankrigs gunst. Da Frankrigs magt i 1870 var blevet knækket, rettede fyrst Gortshakov en rundskrivelse til de magter, som havde underskrevet Pariser-freden i 1856, i hvilken han erklærede, at zaren ikke længer følte sig bunden af denne, forsåvidt som den indskrænkede hans suveræne rettigheder på Sortehavet. Det vakte vrede i England, men også Østrig og Italien følte sig truet i Middelhavet. England truede med krig; men Bismark forebyggede denne ved en konference i London i januar-marts 1871, som ophævede Ruslands forpligtelser i Pariser-fredens § 11 til ikke at anlægge krigshavne og holde krigsskibe ved Sortehavets kyst. Dardanel- og Konstantinopelstrædet skulle fremdeles være lukkede for fremmede krigsskibe; men sultanen skulle har ret til at åbne dem i fredstid for venskabelige magters flåder. Den Tysk-Franske Krig i 1870 havde vist det tyske krigsvæsens store overlegenhed, og ligesom de fleste andre stater begyndte derfor Rusland at omdanne sin hær efter tysk mønster. Der gennemførtes en mængde forbedringer, og i 1874 indførtes almindelig værnepligt. En reform af retsvæsenet, som indførte offentlighed og mundtlighed, var allerede vedtaget i 1864 og blev gennemført i de følgende år; der indførtes endog edsvorneretter; og i 1864 havde også universiteterne fået en friere indretning. Men af alle de foretagender, som under Alexander d. II.s regering bidrog til at fremme udviklingen af Ruslands hjælpekilder og bringe det i nærmere berøring med Vesteuropa, må man særlig fremhæve anlæggelsen af jernbanelinier gennem det umådelige rige. Under krigen mellem Frankrig og Tyskland havde Alexander d. II vist en mod Tyskland velvillig neutralitet, og han var knyttet til sin morbroder kejser Vilhelm ved personlig hengivenhed. Derimod var forholdet til Østrig meget køligt. Men i 1872 lykkedes det kejser Vilhelm ved et møde i Berlin at forene begge nabofyrster og danne «et Trekejser-Forbund». Med Japan afsluttedes i 1875 en overenskomst, hvorved øen Sachalin blev afstået til Rusland. I 1875 udbrød der opstand i Herzegovina, som var påvirket af panslaviske agitatorer, og oprøret bredte sig året efter til Bulgarien. Opstanden blev slået ned af tyrkerne, og serberne der havde grebet til våben blev også slået, og samtidig blev sultan Abd-ul-Aziz styrtet d. 28 maj 1876. Under opstandene i Tyrkiet i 1876 trådte derfor de 3 kejserriger i begyndelsen op i fællesskab og zaren mobiliserede arméen i Kischinev. Da der ikke kom noget ud af konferencen i Konstatinopel 1876/77 vedrørende de kristne undersåtters velfærd i tyrkerriget, erklærede Porten i april 1877 at den ikke kunne finde sig i stormagternes indblanding i dens indre anliggender. Derpå erklærede zar Alexander krig den sjette russisk-tyrkiske krig (1877-78). En russisk armé rykkede d. 24 april ind i Asien over den armeniske grænse, og en anden armé samtidig ind i det europæiske Tyrki over den rumænske grænse. Rumænien blev tvunget til forbund med Rusland, men fik til gengæld tilladelse til at erklære sig uafhængig. Den kaukasiske armé under storfyrst Michail's overbefaling stormede d. 17 maj Ardahan og indesluttede Kars, som imidlertid blev undsat af Mukhtar Pasha, og i midlen af juli måtte russerne gå tilbage over grænsen. I Bulgarien var krigslykken gunstig for russerne. Donau overskred af russernes hovedstyrke d. 27 juni 1877 ved Simnitza, og d. 7 juli nåedes Tirnova. D 13 juli overskred general Gurko Balkan, og bemægtigede sig Schipka-passet og nåede med sine rytterstyrker indtil 2 dagsmarcher fra Adrianopel. Gentagne angreb på det af Osman Pasha befæstede Plevna blev imidlertid slået tilbage, og russernes tilbagetogslinie til Donau blev alvorlig truet. Samtidig var Gurko blevet trængt ud af Rumelien af Suleiman Pasha og havde måttet trække sig tilbage til Schipka-passet. Men Osman Pasha blev stående ved Plevna og Mehemed Ali ved Lom uden at foretage sig noget og Suleiman Pasha oprev sin armé ved unyttige og blodige angreb på russernes næsten uindtagelige stillinger ved Schipka-passet i august. Derved vandt russerne tid til at hente forstærkninger fra Rusland, og trække den rumrumelinske armé til sig, og de kunne således indeslutte Plevna, der kun talte 50.000 forsvarere, med en langt overlegen troppestyrke. Osman Pasha holdt dog stand i flere måneder, og først da levnedsmidlerne slap op, forsøgte han d. 10 december et gennembrud, men blev slået, og 40.000 tyrkerne måtte overgive sig. På den asiatiske krigsskueplads var der også sket et omsving til gunst for russerne. D. 18 november stormede russerne Kars, hvorefter tyrkerne fuldstændig prisgav Armenien, som russerne dog på grund af den strenge vinter ikke besatte. I Bulgarien overskred Gurko i december Etropol-Balkan, og under store tab og besværligheder besatte russerne d. 3 januar 1878 Sofia og trængte frem i Maritza-dalen. Den russiske centrumarmé, der d. 9 januar havde taget den tyrkiske Schipka-hær tilfange, og Lom-armeen rykkede nu frem. Russerne forenede sig d. 17 januar i Philipopel, og tilintetgjorde her den sidste tyrkiske hær under Suleiman Pasha, og besatte d. 22 januar Adrianopel og nåede d. 29 januar Marmarahavet. Våbenstilstanden d. 31 januar i Adrinopol standsede den videre fremmarch, men da den engelske flåde sejlede ind i Marmarahavet, rykkede russerne frem til forstæderne ved Konstantinopel. D. 3. marts 1878 en fred i San Stefano. Tyrkiet afstod enkelte landstrækninger til Serbien og Montenegro, der begge anerkendtes som uafhængige. Rumænien blev uafhængig. Bulgarien kom til at bestå af provinsen Bulgarien, og størstedelen af Rumelien til det Ægæiske Hav og den nordlige del af Makedonien, og skulle efter disse grænser udgøre et selvstændigt skatskyldigt fyrstendømme med en kristen regering. Tyrkiet afstod til Rusland: a) i Asien Batum, Ardahan og det østlige Armenien med den stærke fæstning Kars, som i november 1877 for tredje gang var blevet erobret af russerne, b) Dobrudsha til Rumænien, som Rusland forbeholdt sig ret til at udveksle til Rumænien mod det i 1856 afståede stykke af Bessarabien. Men England og Østrig erklærede sig bestemt mod disse fredsbestemmelser, og zar Alexander fandt sig i, at de blev forelagte for en kongres, som d. 13 juni trådte sammen i Berlin under fyrst Bismarcks forsæde ved hvilken det selvstændige skatskyldige fyrstendømme Bulgarien blev delt i to: 1) Fyrstendømmet Bulgarien og den autonome provins Østrumelien. 2) Kars, Ardahan, Batum og den rumelieske del af Bessarabien skulle tilfalde Rusland, og Dobrudsha til Rumænien. Østrig havde nu uden sværdslag erhvervet sig Bosnien og Herzegovina, og fik derved den herskende stilling på Balkan. Tilstanden i Rusland efter krigen var i flere henseender meget lidt tilfredsstillende. De ringe resultater, som krigen havde bragt i forhold til dens varighed og de store ofre, den havde kostet, vakte den største misfornøjelse hos det russiske folk. Men efter afslutningen af den mislykkedes opstand i Polen i marts 1864 var reaktionen i stadig stigning i Rusland. Den ene efter den anden af reformmændene måtte vige for embedsmænd af Nikolajs skole eller Katkows folk. Og reaktionen blev fuldstændig, da nihilisternes attentater begyndte. Ordet »nihilist« stammer fra Ivan Turgenjews roman »Fædre og Sønner«, hvori den store romanforfatter for første gang søger kunstnerisk at behandle den åndstilstand, hvoraf nihilismen fødes. Nihilisternes ideal var russisk og egentlig den russiske mir, et lille nøje sammensluttet samfund, der har alt tilfælles, hvor individerne indenfor helheden lever deres liv så vidt muligt ud af deres eget indre efter deres egne love, men sammenknyttede ved broderskabets bånd. Det store statssamfund skulle opløses i en række små samfund, selvstændige kommuner, der frit forhandler med hinanden og slutter overenskomster. Og hvad danner loven i disse små samfund? Videnskaben. Nihilisterne tror på videnskaben, og at videnskaben formår alt, løser alle gåder; alt, hvad der strider mod videnskaben, forkastes og forkætres. Nihilisterne er ikke forbrydere som en landevejsrøver, der lægger sig i en grøft og skyder den første forbigående ned for at tømme hans lommer. Mange af dem er de bedste blandt Ruslands ungdom, begavede og begejstrede og rede til at ofre livet. Ejendommelig for den nihilistiske bevægelse er de mange kvinder, som deltager i den. Zardømmet havde aldrig respekteret nogen given ret, og Katkow anerkendte heller ingen. Man var i Rusland vant til henrettelser, fængslinger, forvisninger og tortur uden lov og dom. Zaren og hans politi havde aldrig agtet undersåtternes liv og menneskelige ret. Men nu vendes tilstandene om, nu er det zarens liv, der står på spil. Jo stærkere regeringen slog ind i reaktion, des dybere bliver overbevisningen om, at man kun når frem over de herskendes lig, thi enten er alles liv helligt, selv den ringestes, eller ingens. De fællesslaviske ideer havde lidt så store skuffelser, at ideen blev fortrængt af den stærke sociale bevægelse: den nihilistiske. Da knalder d. 16 april 1856 et skud, da en student, Dmitri Karakosow, skød på zaren, der fredeligt gik og spadserede i sommerhaven ved Nevaen. Det havde været døden for Alexander II, hvis ikke en bonde i det øjeblik, skuddet gik af, havde slået Karakosows arm i vejret. Karakosow blev arresteret, og under forhørene erklærede han, at han havde villet hævne det russiske folk, der var blevet snydt ved livegenskabets ophævelse. Han blev dømt til døden af en militær kommission, uagtet at loven fornylig havde indført juryer. Det blev konstateret, at der havde været en hel sammensværgelse, og 35 personer blev dømt til fængsel eller landsforvisning til Sibirien. En kort tid blev regeringen skræmt, og kort tid efter indtræffer under Alexander II's besøg i Paris under udstillingen et nyt attentat, og her var det en polak, der skød på zaren. Og fra da af drejer regeringen resolut ind i reaktionen, og med den øges nihilisternes modmagt. Finansnøden i Rusland var stor og gentagne forsøg på at optage et lån i udlandet strandede. De umådelige krigsomkostninger måtte tilvejebringes dels ved indenlandske lån, dels ved forøgelse af den allerede i forvejen alt for store masse af papirspenge. Den almindelige utilfredshed med krigens resultater blev benyttet af de hemmelige revolutionære foreninger, af hvilke den «nihilistiske» bevægelse stræbte efter at omstyrte hele det bestående samfundsorden, medens andre blot stræbe efter en friere forfatning. Hvor undergravet samfundstilstanden var, viste sig bl.a. ved en ung kvindes, Vera Sassulitshs, attentat på politichefen i St. Petersborg, general Trepov, d. 5. februar og hendes frikendelse af nævningerne. Der skete studenteruroligheder og flere mordforsøg, og regeringen opskræmtes og optrådte med en strenghed, som mindede om zar Nikolaus' tider, og en mængde studenter blev sendt til Sibirien eller relegerede, og dommen over Vera Sassulitsh blev kasseret, og nævningernes dømmende myndighed blev indskrænket. Endelig henviste en zarlig ukas af d. 21. august 1878 alle politiske forbrydelser til militærdomstole og indførte en slags belejringstilstand, hvorefter der foretoges talrige fængslinger. Ikke desto mindre samlede der sig den d. 11 december over 200 væbnede studenter udenfor storfyrst-tronfølgerens Palais hvor de krævede en forfatning, og mængden stemte med og råbte: «Leve friheden! Ned med despotismen! Leve tronfølgeren!« Det kom til kamp med politiet, og på begge sider såredes flere mennesker livsfarlig. Følgen blev en endnu større strenghed med nye fængslinger og truende forbud mod at besidde våben. Men nihilisterne optrådte nu med forfærdelig dristighed, og deres hemmelige komité udstedte advarsler til strenge embedsmænd, og fældede dødsdommen over dem og lod disse fuldbyrde. D. 21 februar 1879 blev således guvernøren i Karkov, grev Krapotkin, myrdet, og i alle større byer fandt man derefter en proklamation opslået, som erklærede mordet for en retfærdig straf over en ubarmhjertig bøddel. I St. Petersborg fandt man nihilistiske trykkerier. 9 officerer blev fængslede som deltagere i sammensværgelsen, men den, der havde forrådt trykkerierne, blev dræbt i Moskva, og på hans bryst fandt man hæftet en seddel med følgende ord: «Domfældt af eksekutivkomitéen. Død over forræderne!« D. 14 april skød en huslærer ved navn Soloviev 5 revolverskud mod zaren, men traf ham ikke og Soloviev blev grebet. Herved bragtes regeringen til at træffe nye strenge forholdsregler, og der proklameredes belejringstilstand i flere store byer og indsattes generalguvernører med næsten uindskrænket myndighed. Blandt dem de mest energiske generaler, Gurkov, Loris Melikov og Todtleben. Soloviev blev derefter henrettet, og talrige mistænkte blev fængslede, og dømt af militærdomstolene og dels henrettede, og dels i store skarer deporterede til Sibirien. Men d. 1 december, da zaren fra sit lystslot Livadia på Krim rejste til Moskva, blev et stykke af jernbanelinien sprængt i luften tæt udenfor hovedstaden, og kun den omstændighed, at zarens jernbanetog var kommet hurtigere frem end man havde ventet, forpurrede denne plan. Planens ophavsmand, Hartmann, blev opdaget i det følgende år, men var da flygtet til Frankrig. Da den franske regering nægtede at udlevere ham, forstyrredes den tilnærmelse mellem Frankrig og Rusland, som var fremkaldt ved russernes misfornøjelse med Tyskland og dets leder Bismarck, som de beskyldte for at har ladet Rusland i stikken på Berliner-kongressen. Kejser Vilhelm, der personlig følte sig meget ubehagelig berørt af denne misforståelse med det hidtil så venskabelige russiske hof, sendte general Manteuffel til zar Alexander i Warszawa for at aftale en sammenkomst. Denne fandt sted d. 3 september 1879 i den lille grænseby Alexandrovo, hvor kejserne talte venskabeligt med hinanden. Men rigskanslerne Gortshakov og Bismarck vedblev at stå i et spændt forhold, og Trekejser-Forbundet afløstes snart efter af et forbund mellem Tyskland og Østrig, som senere ved Italiens tiltrædelse blev til en Triplealliance. D. 17 februar 1880 blev zaren atter genstand for et mordforsøg. En nihilist, der arbejdede hos en i Vinterpaladset beskæftiget snedker, havde opdynget dynamit i en kælder under spisesalen. Men da eksplosionen foregik, havde zarens familie endnu ikke betrådt spisesalen; derimod dræbtes eller såredes ca. 50 soldater i den mellem salen og kælderen liggende vagtstue. Mismodig trak zaren sig mere og mere tilbage fra regeringen og overlod den i det væsentlige til den frisindede Loris Melikov, som blev indenrigsminister. Loris Melikov optrådte med kraft mod de virkelige forbrydere, men søgte iøvrigt at virke ved mildhed, og statsfængslerne blev undersøgte, og næsten en tredjedel af fangerne løslodes. Undervisningsministeren, grev Tolstoi, som havde udelukket henved 2000 unge mennesker fra de offentlige undervisningsanstalter og derved drevet mange over i nihilisternes arme, fik sin afsked, og talrige studenter og elever blev genoptaget, og mange forviste vendte tilbage. Det hårde tryk, der hvilede på de ikke-storrussiske nationaliteter lettedes, og et tidligere udstedt forbud mod at udgive skrifter i det lillerussiske sprog hæves. Men ikke desto mindre forkyndte et opslag fra den nihilistiske eksekutivkomité, at Alexander d. II. var reaktionens hovedstøtte og dømt til døden for sine forbrydelser. D. 9 marts 1881 undertegnede zaren et udkast til indkaldelse af udvalgte mænd af alle klasser, men 4 dage efter blev han myrdet. Da han om middagen d. 13 marts vendte hjem fra en revue, sprang en bombe, der var udslynget af nihilisten Ryssakov, under hans vogn, sønderbrød denne og sårede flere mennesker uden at gøre zaren skade. Men da zaren var stået ud af vognen, sprang en anden bombe lige for hans fødder, knuste hans ben og sønderrev en del af hans underliv, og flere andre mennesker blev sårede eller dræbte, blandt dem den unge nihilist (Gelnikov), der havde kastet bomben. Zaren blev i en slæde bragt til Vinterpaladset, hvor han kort efter døde. Foruden den straks efter grebne Ryssakov lykkedes det at fængsle 5 personer, som var delagtige i mordet, blandt dem to kvinder. De blev dømte til døden og for størstedelen henrettede. Senere fik man fat på 23 personer, som man anså for hovedmænd.

Den 36årige Alexander d. III. (1845-1894), besteg tronen under indtrykket af den blodige gerning, der havde berøvet hans fader livet i 1881, men han udførte ikke faderens plan om at gengive landet en friere forfatning, men forkyndte derimod et manifest af d. 11 maj, at han på enhver måde ville håndhæve og bevare sin magt som enehersker for at fremme folkets sag. Alexander d. III levede i et lykkeligt ægteskab med prinsesse Dagmar (Maria Feodorovna) af Danmark, og han havde nærmest tilsluttet sig det nationale anti-tyske parti, og i 1881 underkastede Rusland sig Akhal-Teke. Men nihilisternes eksekutivkomité krævede en fri forfatning og almindelig amnesti; men deres optræden virkede naturligvis snarere i modsat retning på zaren, og fremkaldte kun strengere forholdsregler imod dem. Det store spørgsmål var nu, hvorledes zaren ville stille sig til det af hans fader efterladte udkast til indkaldelse af en notabelforsamling, som han underkastede en ny prøvelse i en kommission. I denne udtalte flertallet med Loris Melikov i spidsen sig for udkastet; men Alexander d. III. havde ingen tillid til de mænd, under hvis ledelse nihilismen trods alle processer havde grebet videre og videre om sig, og hvor den forhadte korruption vedblev med at gennemtrænge forvaltningen. Zaren hældede derfor til mindretallet, som lededes af hans tidligere lærer, den strengt ortodokse gammelrusser Pobedonoszev. Dette parti havde sit hovedsæde i Moskva, og partiet svor til kirken og zaren og ville ikke vide noget af en moderne europæisk konstitution. Dets hoveder, redaktørerne Katkov og Aksakov, øvede også deres indflydelse på zaren, og istedet for det forventede udkast til en konstitutionel forfatning, udkom d. 13 maj et af Pobedonoszev udarbejdet manifest, der kun talte om selvherredømmet og dets guddommelige ret. Et par dage efter fik Loris Melikov sin afsked, og den og ærgerrige panslavist grev Ignatiev blev indenrigsminister. I en rundskrivelse til guvernørerne udtalte Ignatiev: «Årsagerne til den nihilistiske bevægelse ligge i den for religiøse og sædelige grundsætninger blottede opdragelse, i mange embedsmænds ligegyldighed og forsømmelighed i opfyldelsen af deres pligter, og i den egennyttige behandling af den offentlige ejendom, som er så sædvanlig hos os.» Den almindelige demoralisation blev således åbent anerkendt, og zaren virkede energisk for at indføre sparsommelighed ved hoffet, i hæren og den civile styrelse. Hans farbrødre, Konstantin, som var øverstkommanderende over flåden, og Nikolaus, der i den sidste krig havde været overanfører i det europæiske Tyrki, havde vakt hans retfærdige harme ved deres skamløse deltagelse i den almindelige korruption og måtte nedlægge deres embeder. Grev Ignatiev gennemførte ved to ukaser af d. 9 januar 1882 nogle allerede af Loris Melikov forberedte foranstaltninger til bøndernes bedste, de tidligere livegne befandt sig siden befrielsen i to forskellige stillinger. Da de ikke havde kunnet betale deres fordums herrer prisen for den jord, som nu skulle være deres ejendom, havde nogle af dem måttet påtage sig byrder, som vedblev at stille dem i et afhængigt forhold til deres fordums herrer, medens andre havde fået prisen udbetalt af staten og således var blevet statens skyldnere. Ved de nye love befriedes de første for afhængighedsforholdet til herrerne, idet staten lovede at holde disse skadesløse og selv skal modtage betalingen af bønderne i 49 annuiteter, og for de andre blev deres gæld til staten nedsat. Ved siden af Ignatiev optrådte general Skobelev som fører for det panslavistiske parti. D. 12 januar 1882 holdt han i St. Petersborg en tale, hvori han talte om «de lidende slaviske brødre i det sydøstlige Europas og sagde, at Rusland havde en gammel regning at afgøre med Østrig. Endnu stærkere var hans ytringer i en tale, han i februar holdt i Paris til de der studerende serbere. «Vor fjende,» sagde han, «er tyskeren; kampen mellem slavere og teutoner er uundgåelig.» Disse ord af en kommanderende general og en af Ruslands mest indflydelsesrige mænd vakte selvfølgelig stor bevægelse, og den tyske og østrigske presse angreb ham heftig, og fra den russiske regerings side blev han desavoueret. Ikke desto mindre holdt han på hjemvejen en tale i Warszawa, hvori han opfordrede polakkerne til at slutte sig sammen med deres brødre, russerne, mod tyskerne. Samtidig syntes også den russiske regering, at ville optræde forsonligere end hidtil mod Polen: den oprettede således en lærestol i polsk litteratur i Warszawa. I april var den 84årige fyrst Gortshakov blevet afløst af den fredelig sindede Giers, og i juni måtte Ignatiev træde tilbage, da de af ham begunstigede jødeforfølgelser blev skarpt dadlede af Katkov i hans blad (Moskvaer Tidende), og Pobedonoszev havde hindret hans forslag til indkaldelse af en rådgivende forsamling af alle stænder efter gammel russisk mønster. Ignatievs efterfølger som indenrigsminister blev grev Dimitri Tolstoi, som i mange år havde været undervisningsminister under Alexander d. II.. Tolstoi var en streng absolutist og ivrig nationalrusser, men ikke panslavist; med ham vendte den indre russiske politik tilbage til tidligere baner, og der var ikke mere tale om gennemgribende reformer. I det åbne brev, som zaren udstedte ved sin højtidelige kroning i Moskva d. 27 maj 1883, forkyndtes derfor kun eftergivelse af skatterestancer, formildelse af nogle straffe og amnesti for en del politiske forbrydelser, navnlig for landflygtige polakker. Der blev dernæst givet raskolnikerne og andre sekter religionsfrihed, og kopskatten ophævedes eller nedsattes for fattige bønder. Ruslands indre tilstande var imidlertid i det hele taget dårlige, næringsvejene lå nede, og statsgælden nåede en stor højde. Men d.7 juli 1882 døde den i Rusland i høj grad populære Skobelev i Moskva, kun 38 år gammel. I 1884 og 1885 var der misvækst på landet og en lang række godsejere gik fallit. Samtidigt faldt kornpriserne og kornudførslen, og statsgælden steg stærk, medens kursen på rublen faldt. I 1884 besatte russiske tropper Merv, som blev sat i forbindelse med en jernbane med det Kaspiske Hav. Nihilismen vedblev at komme frem i sammensværgelser og forbrydelser. I 1881 havde Ignatiev anordnet en revision på grund af de lettiske og estiske bønders klager over tyskernes undertrykkelser. I maj 1882 ankom senatoren Manassein med mange embedsmænd til Riga og opfordrede bønderne til at komme frem med deres klager, ligesom den lettiske og estiske presse fik fuld frihed til at udtale sig. Følgen var mordanfald på ilde lidte tyske præster og godsejere og mange brandstiftelser. Tilsidst måtte dog Manassein afskedige nogle af sine embedsmænd, der var gået for vidt, to estere endog på grund af hemmelig forbindelse med nihilisterne, og vendte i januar 1883 tilbage til St. Petersborg for at afgive beretning til zaren. Tolstoi billigede ikke den demokratisk sindede og fanatiske Manasseins fremgangsmåde, og regeringen søgte nu at indskrænke letterne og esterne i deres voldsomme optræden mod tyskerne. Universiteterne havde i 1884 ved et nyt statut havde mistet den frihed, som de da i 20 år havde nydt, og var blevet indsnævrede inden snæverhjertede regler, stilledes under et strengt politiopsyn af »inspektører«. Men i 1885 fik embedsmændene i de 3 Østersøprovinser befaling til istedet for det tyske at benytte det russiske sprog, og dette blev for nogle fags vedkommende indført i de tyske skoler. I 1886 blev det forordnet, at alle evangelisk-lutherske almueskoler og skolelærerseminarier skulle unddrages de evangeliske konsistoriers opsyn og henlægges under det russiske undervisningsministerium; der anvistes penge til oprettelse af ortodokse kirker og skoler; 8 lutherske gejstlige, som igen havde optaget en del af indbyggerne i Estland, der var gået over til den græske kirke, i den lutherske og havde advaret deres menigheder mod frafald, blev stillede for retten som fjender af den ortodokse kirke, og alle tyske stednavne i riget omdannedes til russiske. I 1885 blev afghanerne slået på flugt af en russisk hær og det medførte, at Rusland i 1887 fik tildelt landområderne mellem floderne Kuschk og Murghab. På Balkan udbrød der en opstand i september 1885 i Rumelien. Serbien og Rumænien havde tilsluttet sig Østrig. I Bulgarien blev fyrst Alexander styrtet d. 21. August 1886 ved en sammensværgelse, der fra ledet fra Rusland. Bulgarien fik en ny regering, og nu truede Rusland Bulgarien med invasion; men Østrig, England og Italien modsatte sig dette. Først efter 1894 skete der tilnærmelser mellem Bulgarien og Rusland. I 1887 opdagedes således en sammensværgelse mod zarens liv, i følge hvilken 12 mandlige og 3 kvindelige deltagere blev dømte fra livet; dog henrettedes kun 5 af dem. Da 9 af hine 12 var studenter, og nihilismen i det hele fik sin væsentlige tilgang fra de højere undervisningsanstalter, udstedtes der flere forordninger, som skulle indskrænke adgangen til disse. Skolepengene forhøjedes, der fastsattes et antal af disciple, som ikke måtte overskrides, og sønner af «kuske, tjenere, kokke, vaskerkoner, småhandlere» o.s.v., måtte ikke optages. Da studenterne i Moskva, Odessa, Karkov, Kasan og St. Petersborg i december 1887 rejste sig, blev disse 5 universiteter indtil videre lukkede, mange studenter arresteredes, og flere dømtes til forvisning. I Polen optrådte general Gurko, som var blevet generalguvernør, igen i strengt russisk ånd; på grund af en sammensværgelse fængsledes efterhånden henved 200 mennesker, og af disse blev 4 henrettede, de øvrige dømtes til strafarbejde eller forvisning. Det blev forbudt polakkerne at erhverve grundejendom eller påtage sig forpagtninger i de 10 vestrussiske guvernementer, og i 1885 fik også de polske elementarskoler russisk undervisningssprog. I Østersøprovinserne søgte regeringen at fremme det russiske sprog og den græske kirke på det tyske sprogs og den evangeliske kirkes bekostning. I 1887 gik man videre: en af universitetsrådet i Dorpat kaldet tysk professor blev ikke stadfæstet af undervisningsministeren, fordi han ikke kunne russisk, hvilket hidtil ikke var blevet fordret. Da det blev forordnet, at forelæsningerne herefter skulle holdes i det russiske sprog, bad alle professorerne om deres afsked, hvorefter forordningens udførelse blev udsat; men i 1892 skulle den træde ikraft. De lavere skoler fik straks russisk undervisningssprog, medens det i de højere efterhånden skulle indføres i løbet af 5 år. I forbindelse med virksomheden for det russiske sprog stod bestræbelserne for at udbrede den græske kirke. Det blev f.eks. pålagt de lutherske elever i et russisk skolelærerseminarium i Kurland at deltage i seminariets græsk-ortodokse andagtsøvelser, og en russisk gejstlig, som havde omvendt 100 lutheranere til den græske kirke, fik en orden. Bestræbelserne for at sammensmelte alle det store riges forskellige bestanddele gik også ud over de tyske kolonier i Sydrusland, som mistede de privilegier, under hvilke deres agerdyrkning havde nået et standpunkt, som udmærkede sig fremfor det øvrige Ruslands. Men værst blev dog trykket på jøderne, mod hvilke bønderne især rettede deres had, og Ignatiev havde i en rundskrivelse til guvernørerne udtalt, at man måtte beskytte den slaviske befolkning mod jødernes udsugelser, og truffet strenge foranstaltninger imod dem. Vistnok havde Tolstoi gjort guvernørerne ansvarlige for yderligere angreb på jøderne og ophævet nogle af Ignatievs foranstaltninger. Men senere udstedte regeringen forordninger, som fremkaldte stor nød og elendighed blandt jøderne. Først sammentrængtes de i de vestlige provinser og derefter i disses stæder, og mangfoldige blev af nøden drevne til udvandring. Selv det fredelige loyale Finland blev truet af enhedsbestræbelserne. I begyndelsen var Alexander d. III vel stemt mod det lille lands selvstændighed, og i 1885 fik de finske stænder en udvidet myndighed, idet der tilstodes dem ret til at indbringe lovforslag. I 1888 vedtog stænderne flere vigtige love, f.eks. om hærens ordning, efter at den tidligere svenske ordning med den inddelte hær var bortfalden efter indførelsen af almindelig værnepligt. Der vedtoges dernæst en ny straffelov; men denne blev indtil videre suspenderet, indtil visse bestemmelser, som ikke syntes at være i overensstemmelse med zarrigets forhold, kunne blive forandrede. Postvæsenet blev dernæst lagt ind under zarrigets poststyrelse, og det blev bestemt, at russiske papirspenge skulle have gyldighed i Finland. Flere frisindede embedsmænd, som hævede deres stemme imod disse indgreb i Finlands selvstændighed, fik deres afsked, og der øvedes en meget streng censur. Overdrevne rygter om påtænkte forholdsregler vakte stor ængstelse, den nedtrykte stemning blandt finnerne viste sig i standsning af alle forlystelser, og de mænd, som stænderne sendte til St. Petersborg for at gøre zaren forestillinger, kunne ikke få ham i tale. Overalt i Rusland hersker der således en urolig og misfornøjet stemning. En kortsynet handelspolitik hindrer afsætningen til udlandet og fremkalder ved sin uhyre høje told en prisforhøjelse på mange varer, f.eks. på maskiner, som de forarmede bønder må betale med ublu priser. Dertil kommer, at en dårlig høst i 1891 har fremkaldt en forfærdelig nød blandt landmændene. I forholdet til udlandet er der indtrådt en stærk tilnærmelse til Frankrig, især efter at en fransk flåde i sommeren 1891 er blevet modtaget med stor begejstring i Rusland, og en tilsvarende modsætning til Triplealliancen mellem Tyskland, Østrig og Italien. Efter kort tids sygdom døde Alexander III i 1894 i Livadia, og hans ældste søn blev zar: Nikolaj II.

I det 18. århundrede var Rusland det land, der havde den største produktion af støbejern, men i begyndelsen af det 19. århundrede blev det overhalet af England, og i 1860 var dettes produktion af støbejern næsten tolv gange så stor som Ruslands. I 1851 indviede Rusland sin første jernbanelinie mellem St. Petersborg og Moskva, og i 1861 havde landet omkring 1.500 km jernbanelinie, medens det engelske jernbanenet var på mere end 15.000 km. og det tyske på 10.000 km. For det andet kom det russiske feudalsystems krise til udtryk i det voksende antal bondeopstande og uroligheder indenfor hæren, hvilket udgjorde en alvorlig fare for selvherskerdømmet. Og for det tredje kom krisen til udtryk i, at der opstod en bevægelse, som var fjendtligt stemt mod livegenskabet og zardømmet. I det 19. århundredes første halvdel var det digterne Aleksandr Pusjkin og Mihail Lermontov, prosa- og skuespilforfatteren Nikolaj Gogol, kritikeren og publicisten Vissarion Belinskij. Senere lød der revolutionære signaler fra Aleksandr Herzens illegale avis Kolokol (Klokken), som blev trykt i London, og fra Nikolaj Nekrasovs tidsskrift Sovremennik (Den Samtidige), hvor Nikolaj Tjernysjevskij skrev sine stærkt kritiske politiske, økonomiske og sociologiske artikler. Disse signaler forkyndte, at de revolutionære demokrater havde indladt sig i kamp mod selvherskerdømmet. De betragtede en folkerevolution som en udvej til at befri landet, og de gjorde meget for at forberede den. Der var skabt en revolutionær situation i landet. Krim-krigen afslørede, hvor tilbagestående Rusland var. Denne krig var startet af England og Frankrig, da Rusland forsøgte at øge sin indflydelse på Balkan. For at afværge, at situationen udviklede sig til en revolution, måtte den russiske regering nødtvungent gå med til visse borgerlige reformer. Den vigtigste reform var afskaffelsen af livegenskabet, som blev proklameret i et manifest d. 19. februar 1861. Fra det øjeblik indledtes et nyt kapitel i Ruslands historie, nemlig den kapitalistiske periode. Den kapitalistiske epoke i Rusland (1861-1917) falder i to perioder. I løbet af de første 40 år opstod der et system af storindustriproduktion. Industriproduktionen blev mere end 7-doblet, og sværindustriens andel af den samlede produktion steg til 30 %. Rusland nåede op på niveau med Frankrig, hvad angår produktion af mineralsk brændsel, støbejern, stål og maskiner (først og fremmest til transportformål). Der blev også etableret et kreditsystem i Rusland. Det byggede på store aktionærejede banker og i 1875 var der 39 af dem og i år 1900 - 43 banker. I de første år af det 20. århundrede opstod der monopolsammenslutninger, og i 1914 da 1. Verdenskrig udbrød, var der dannet et system af indbyrdes forbundne industri- og bankmonopoler. Ligesom de øvrige lande i Europa og Amerika var Rusland på vej ind i monopolkapitalismen. Men til forskel fra kapitalismens »foregangslande« først og fremmest England, var der ikke gennemført nogen borgerlig-demokratiske omdannelser i Rusland. Agrarsamfundet her, som byggede på storgodser, havde stadig et halvfeudalt præg med rester af livegenskab. Det russiske selvherskerdømme var også et levn fra middelalderen. National- og kolonispørgsmålet i Rusland var præget af modsætninger. Landets vestlige randområder var udviklingsmæssigt på højde med de oprindelige russiske områder, men de var befolket af undertrykte folkeslag. De østlige randområder: Sibirien, Kazakhstan, Centralasien, Kaukasus og Transkaukasien var kolonibesiddelser. I de fleste af dem var der blandt befolkningen en stor procentdel af russiske tilflyttere (Sibirien 85 %, Kazakhstan 40 %). Den indfødte befolkning og de russiske tilflyttere var lige hårdt ramt af de kapitalistiske og feudale udbytningsmetoder. Derfor havde den arbejdende befolkning overalt i landet de samme vilkår, og det gjorde det muligt at skabe en samlet anti-kolonialistisk befrielsesbevægelse med det russiske proletariat i spidsen. Til forskel fra de andre imperialistiske staters kolonibesiddelser lå de russiske kolonier i direkte tilknytning til moderlandet og udgjorde sammen med det en samlet stat. Derfor var det nemmere at slutte den nationale befrielsesbevægelse til den fællesrussiske kamp mod zarismen og imperialismen. Det overvejende flertal af befolkningen var interesseret i en radikal ændring af det økonomiske og politiske system. Efter livegenskabets ophævelse indledtes i Rusland en borgerlig-demokratisk befrielsesbevægelse. Deltagerne i denne bevægelse var først og fremmest folk, som stammede fra den ikke-adelige intelligens, sønner af købmænd, småborgere, præster og bønder. Disse demokratiske revolutionære, som ønskede at vise folket vejen til en retfærdig og lykkelig tilværelse, blev kaldt narodniker (afledt af det russiske ord narod = folk). De betragtede bonden som befrielseskampens nøglefigur. I bondekommunen, som havde eksisteret i Rusland i umindelige tider, og som afgjorde alle spørgsmål vedrørende bøndernes afbenyttelse af jorden og over for myndighederne var ansvarlig for, at bønderne betalte deres skat rettidigt og opfyldte deres øvrige forpligtelser over for staten, så de kimen til socialistiske forhold. Narodnikerne mente, at det var tilstrækkeligt at fjerne hindringerne for bondekommunens frie udvikling, dvs., styrte selvherskerdømmet og godsejervældet og likvidere kapitalismen, som var ødelæggende for bondekommunen, for at skabe et retfærdigt samfund, socialismen. Med dette program gik de ud til bønderne. I 1877 blev der i 37 guvernementer i Ruslands europæiske del agiteret kraftigt for en øjeblikkelig opstand mod selvherskerdømmet og godsejerne. Men størsteparten af bønderne var uimodtagelig for denne agitation. Og zarens hemmelige politi indledte retslig undersøgelse mod omkring 4.000 mennesker i forbindelse med denne »ud til folket« bevægelse. Omstændighederne tvang narodnikerne til at ændre taktik. I 1876 blev der i St. Petersborg oprettet et hemmeligt selskab »Jord og frihed« (blandt initiativtagerne var Aleksandr Mihajlov, Georgij Plehanov og Sofja Perovskaja). Selskabet oprettede en række afdelinger, som ved hjælp af propaganda gradvis skulle forberede bønderne til en revolutionær opstand. Men heller ikke denne taktik gav noget resultat. Den revolutionære bevægelse begyndte at falde fra hinanden. »Jord og frihed« blev således splittet i »Sort jordfordeling« og »Folkeviljen« (1879). Medlemmerne af den førstnævnte fortsatte under Plehanovs ledelse endnu nogen tid agitationen blandt bønderne. »FoIkeviljen«s medlemmer gik derimod over til at anvende terrormetoder i kampen mod regeringen, for de troede på, at hvis blot zaren blev dræbt ved et attentat, ville folket rejse sig til revolution. »Folkeviljen’s« eksekutivkomite organiserede otte attentater mod zar Aleksander d. II, men de mislykkedes alle. D. 1. marts 1881 lykkedes det omsider en af organisationens medlemmer, Ignatij Grinevitskij, at dræbe zaren ved et bombeattentat, men Grinevitskij blev også selv dræbt ved eksplosionen. Men befolkningen reagerede ikke som ventet med et oprør mod zarismen. I et brev til den nye zar, Aleksander II., lovede »Folkeviljen« at indstille terroren på betingelse af politisk amnesti og indkaldelse at repræsentanter for det russiske folk, som skulle drøfte og revidere samfundets og statens ledelse. Zarens svar herpå var øgede repressalier. De fleste medlemmer af »Folkeviljen«s eksekutivkomite blev kort tid efter arresteret, og d. 3. april 1881 blev fem af organisationens ledere hængt som ansvarlige for attentatet på zar Aleksander II. Det var Sofja Perovskaja. Andrej Zjeljabov, Nikolaj Kibaltjitj, Timofej Mihajlov og Nikolaj Rysakov. Zaren kundgjorde i et manifest, at selvherskerdømmet var urokkeligt. Den følgende periode i landets historie var præget af den sorteste reaktion. Det blev de russiske arbejdere, som kom til at føre den russiske befrielsebevægelse ud af den blindgyde, narodnikerne var havnet i. Det russiske proletariat opstod som klasse i slutningen af det 19. århundrede. I løbet af de 35 år fra 1865 til 1900 blev Ruslands befolkning forøget med 50 %, og proletariatet blev mere end tredoblet. I 1865 var der således beskæftiget 700.000 mennesker ved bjergværksdrift, i den forarbejdende industri og ved jernbanerne, i slutningen af 1870érne over en million mennesker og i begyndelsen af det 20. århundrede over to millioner mennesker. I anden halvdel af 1870érne oprettede arbejderne deres første politiske organisationer »De russiske arbejderes nordlige forbund« i St. Petersborg og »Det sydrussiske arbejderforbund« i Odessa. Proletariatets kamp mod arbejdsgiverne (arbejdskøberne) blev stadig mere intensiv og bedre organiseret for hvert år. I 1860érne var der først og fremmest tale om større eller mindre protestaktioner, som ikke medførte arbejdsnedlæggelse på virksomhederne. I 1870-erne tiltog aktionerne i antal, og nu anvendte arbejderne i stort tal strejker som et middel til af få deres krav til arbejdsgiverne igennem. I 1885 strejkede 11.000 vævere i Orehovo-Zujevo (Vladimir-guvernementet) for kravet om statskontrol med lønniveauet, ansættelsesforhold og størrelsen af de bøder, som arbejderne blev dømt til at betale for den mindste forseelse, og som svingede mellem 30 og 50 kopek pr. rubel. Regeringen var nødt til at gøre indrømmelser og opstille regler for de pågældende spørgsmål. Som en følge af proletariatets kamp begyndte en arbejdslovgivning nu at se dagens lys i Rusland. I anden halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede havde den russiske videnskab opnået betydelige resultater inden for en række områder. Verdenskendt blev f.eks. Pafnutij Tjebysjovs matematiske skole i St. Petersborg; forskningen indenfor mekanik i Moskva under ledelse af den russiske flyvnings fader: Nikolaj Zjukovskij; Dmitrij Mendelejevs forskning, som førte til opstilling af grundstoffernes periodiske system; Ivan Setjenovs og Ivan Pavlovs eksperimenter til klarlæggelse af nervesystemets funktion hos dyr og mennesker samt Kliment Timirjazevs arbejder, som blotlagde fotosyntesens natur. Vladimir Lenin indtager en fremtrædende plads blandt de videnskabsmænd, som har ydet et vigtigt bidrag til den historiske, filosofiske, juridiske og økonomiske videnskab. Hans bøger og artikler om den social-økonomiske problematik som f.eks. »Kapitalismens udvikling i Rusland« fra 1899 indeholder en dybtgående analyse af kapitalismens udvikling i landet. I anden halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede skete der en videreudvikling af Mihail Glinkas traditioner, en komponist, der på én gang var i bund og grund national og samtidig i sine værker afspejlede europæisk kulturs største resultater. Disse træk var også karakteristiske for komponisterne Modest Musorgskij, Aleksandr Borodin og Nikolaj Rimskij-Korsakov samt for Pjotr Tjajkovskij. Dennes musik har igen haft stor indflydelse på komponister som Sergej Tanejev, Sergej Rakhmaninov og Aleksandr Glazunov. Og komponisten Aleksandr Skrjabins værk er præget af revolutionsromantiske kamptemaer. I disse år udformedes også det nye musikteaters repertoire (Tjajkovskijs lyrisk-dramatiske operaer, Musorgskijs folkelige musikdramaer, og Rimskij-Korsakovs eventyroperaer). Sangere som Fjodor Sjaljapin, Antonina Nezjdanova og Leonid Sobinov var de bedste repræsentanter for den særlige russiske vokalskole. Marius Petipa, Lev Ivanov, Aleksandr Gorskij og Mihail Fokin skabte koreografiske værker, som er blevet milepæle i ballettens historie. De realistiske traditioner blev varetaget af Malyj Teatret, som fortrinsvis opførte skuespil af Aleksandr Ostrovskij, og Moskvas Kunstnerteater, som blev oprettet af Konstantin Stanislavskij og Vladimir Nemirovitj-Dantjenko. Disse to teatre udgør en hel epoke i scenekunsten. I anden halvdel af det 19. århundrede gjorde en række russiske malere med Ivan Kramskoj i spidsen åbent oprør mod Kunstakademiets konservatisme. Denne bevægelse førte til oprettelsen af Selskabet for vandrekunstudstillinger i 1870. Af dets medlemmer kan foruden Ivan Kramskoj nævnes Ilja Repin, Nikolaj Jarosjenko, Vasilij Perov, Vasilij Surikov og Viktor Vasnetsov. De gav i deres malerier en realistisk skildring af befolkningens tilværelse og af det russiske landskab. Deres værker er rigt repræsenteret på Tretjakov-galleriet i Moskva, som har fået navn efter sin grundlægger, Pavel Tretjakov. Til denne gruppe af malere hører også Valentin Serov, som malede en række fremragende portrætter af sine samtidige, og den uforlignelige landskabsmaler Isaak Levitan. Andre af den tids berømte malere er Konstantin Korovin, som udrettede meget inden for den dekorative kunst, samt Mihail Vrubel og Nikolaj Rerikh, hvis værker er præget af uventede kompositioner og en særegen farveskala. Rusland ydede et stort bidrag til verdenskulturen i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Men samtidig eksisterede der i landet en himmelråbende modsætning mellem det videnskabelige og kulturelle fremskridt og folkemassernes uvidenhed og manglende civilisation. Allerede i første halvdel af det 19. århundrede forstod landets progressive personligheder de ulykkelige følger af denne kløft, ikke blot for befolkningen, men også for selve landets kultur. I begyndelsen af det 20. århundrede erkendte også de mest bevidste repræsentanter for folket, først og fremmest for proletariatet, hvor farlig denne kløft var. Proletariatet tørstede efter viden og kultur, og det var endnu en stimulerende faktor i kampen mod udbyttersamfundet. Russisk litteratur og kunst fra denne periode repræsenterede forskellige retninger og skoler, som berigede verdenskulturen. Realismen kom særlig klart til udtryk i værker af forfattere som Lev Tolstoj, Ivan Turgenjev, Fjodor Dostojevskij, Anton Tjehov, Vladimir Korolenko og Maksim Gorkij. I 1860érne og 1870érne var Nikolaj Nekrasov den førende digter. Ved århundredskiftet behandlede Aleksandr Blok i sin poesi temaet: folket, intelligensen og revolutionen. I den stormfulde tid i begyndelsen af det 20. århundrede opstod en revolutionær-romantisk retning, som klart afspejlede tankerne om store omsving og forandringer. Der opstod ligeledes en dekadent kunst med dens individualisme, selvforgudelse, æsteticisme og afstandtagen fra sociale motiver. Disse tendenser tog til efter den første russiske revolutions nederlag.

Da Nikolaj d. II (1868-1919) blev zar i 1891 troede man, at han at ville indføre frie regeringstøjler. D. 17-18 maj 1898 udbrød der en opstand blandt usbekerne i Fergana området, med Duksji Isjan som fører og 19 soldater blev dræbt. Zarens tropper nedslagtede hundredevis af usbekere i Andisjan, som slet ikke havde noget at gøre med opstanden. Samtlige kisjlakér blev jævnet med jorden, og der blev oprettet russiske landbyer. 362 mennesker blev dømt til tvangsarbejde fra 4 til 20 år, 18 hængt, og de dømtes og deres slægninges ejendele blev tvangssolgt. Men myndighedernes hensynløse optræden overfor en studenterbevægelse i Petrograd i februar 1899 bevirkede, at denne bevægelse bredte sig videre til de andre universiteter, og da særlig til Kiev, hvorefter regeringen lukkede universiteterne og foretog massearrestationer blandt studenterne. Den daværende finansminister Witte's indgriben og en af generaladjutant Vannovsky ledet undersøgelse havde dog tilfølge, at zaren tilkendegav sin utilfredshed overfor de pågældende autoriteter og lærerpersonalet ved de højere undervisningsanstalter, og at de studenter, som ville vende tillage til deres studier, fik løfte om en mild behandling. Jødeforfølgelsen, der havde været stærk oppe under Alexander III, syntes at dø hen. Der blev truffet energiske foranstaltninger til at indskrænke drikkesygen, idet brændevinssalget blev underlagt staten, og til at hæve kornpriserne ved statsindkøb, som skulle komme de nødlidende egne til gode. Store arbejderuroligheder fandt sted i rigets sydlige egne. Ruslands optræden overfor Finland syntes der i zarens første regeringsår at skulle indtræde en forandring til det bedre. Umiddelbart efter sin regeringstiltrædelse stadfæstede Nikolaj d. II de storfyrstendømmet af hans forfædre givne grundlove, privilegier og rettigheder, censuren blev i de følgende år mildere, og de russiskes blades angreb på Finland forstummede næsten. Men lidt efter lidt gav den russiske regering tydeligt tilkende, at den ville Finlands selvstændighed til livs. D. 30 august 1898 blev posten som generalguvernør besat med general Bobrikov, i hvis udnævnelsesdekret det udtrykkelig hed, at han skulle gennemføre Finlands nøjere forening med den øvrige del af riget, og d. 19. januar 1899 sammenkaldtes stænderne til en overordentlig landdagssession, for at storfyrstendømmets værnepligtsforhold kunne bringes i overensstemmelse med de grundsætninger for værnepligten, der var rådende i den øvrige del af riget. I landdagen mødte lovforslaget enstemmig modstand, da det på forfatningsstridig måde var udarbejdet af en finsk-russisk militærkommission og pålagde Finland en betydelig forøget militærbyrde. Som følge heraf besluttede den russiske regering sig til et forfatningsbrud, som skulle forberedes af en geheimekomité, der blev nedsat i Petrograd, og resultatet af denne komités møder blev da et manifest d. 15 februar fra zaren, som gav nye grundregler for udarbejdelsen og prøvelsen af love, der berørte rigets fælles interesser. Herved blev der gjort et fuldstændigt brud på Finlands indre selvstændighed og landdagen, der hidtil havde været en lovgivende, blev nu en rådgivende forsamling, og offentliggørelsen af disse grundregler blev ganske vist vedtagen af senatet med én stemmes majoritet, men vedtagelsen efterfulgtes af en skarp skriftlig protest. En massepetition, der fremsatte det finske folks ønsker om at måtte bevare forfatningen ubeskåret blev afvist af zaren. Det var nu forbi med Finlands særlige lærerinstitutioner, og det russiske sprog blev indført som officielt sprog overalt, ligesom skoleundervisningen til dels foregik på russisk. Censuren virkede med største strenghed mod pressen, enhver modstand straffedes med udvisning, og talrige finner, særlig af almuen, udvandrede for at unddrage sig de nye værnepligtsbestemmelser. Ruslands udenrigspolitik lededes efter fyrst Lobanov's død i 1896 af grev Muravjev, der døde i 1900, og senere af grev Lamsdorff i nøje samklang med den indflydelse på verdensbegivenhederne, som rigets stigende magtstilling måtte kræve. Under opstanden på Kreta i 1897 og senere under den, græsk-tyrkiske krig iagttog Rusland dog streng neutralitet og optrådte i fællesskab med de øvrige europæiske magter, og Rusland søgte i fuld forståelse med Østrig at opretholde freden på Balkanhalvøen. I sit forbund med Frankrig stillede Rusland sig ligeledes officielt det mål at sikre fredens bevarelse, og det samme mål tilsigtedes i endnu højere grad gennem den rundskrivelse, som den daværende udenrigsminister grev Muravjev efter zaren udtrykkelige befaling d. 24 august 1898 rettede til magternes gesandter i Petrograd, og hvori det anbefaledes at magterne sammentrådte til en konference med det formål at sikre freden og indskrænke militærudgifterne. Konferencen sammentrådte i foråret 1899, men i praksis førte den nærmest kun til, at der blev oprettet en permanent international voldgiftskommission til bilæggelse af opstående stridsspørgsmål. Imidlertid satte Rusland al kraft ind på at forstærke sin indflydelse og sin magtstilling i Asien, og da navnlig i Østasien. En russisk krigsflåde besatte i 1897 havnen Port Arthur, efter at Tyskland havde sat sig i besiddelse af Kiautschou-bugten. Denne besættelse skete i fuld forståelse med Tyskland og Frankrig og med billigelse af Kina, som frygtede for at England skulle bemægtige sig denne vigtige krigshavn. D. 28 marts 1898 afsluttedes en overenskomst med Kina, hvor det blev aftalt, at Port Arthur og øen Talienwan, blev bortforpagtede til Rusland i 25 år, og at man arbejdede på at befæste Port Arthur mod søsiden. Da spørgsmålet om de europæiske magters »interessesfærer« i Kina fremkom i foråret 1899 som følge af Kina's uheldige krig med Japan, sikrede Rusland sig som sin interessefære Manchuriet og Liatong-bugten. Sine interesser i det Fjerne Østen varetog Rusland ved anlæggelsen af en jernbane gennem Manchuriet, hvorved der opnåedes en kortere forbindelse mellem den store Sibiriske Jernbane og Vladivostok. Gennem en anden jernbanelinie blev sidstnævnte bane forbundet med havnen Talienwan. Rusland opfyldte ikke sit løfte til Kina om at rømme den okkuperede provins efter 5 års forløb. I Korea gjorde Rusland ligeledes sin indflydelse stærkt gældende, og opnåede i 1898, at Korea afstod Deer-øen i Fusan-havnen, og afsluttede samtidig d. 13 maj en overenskomst med Japan, ifølge hvilken begge magter anerkendte det i koreanske riges selvstændighed og uafhængighed. Imidlertid gjorde Rusland forskellige skridt henimod en krænkelse af Korea's suverænitet og en besættelse af koreansk grund, bl.a. ved at russiske tropper satte sig fast i Yang-Assepho, et punkt der dominerer Yalu-flodens sydlige løb. På grund af Ruslands udvidelsesplaner i Østen udviklede der sig efterhånden et spændt forhold mellem Rusland og Japan. For at yderligere at befæste Ruslands magt i Østasien oprettede zaren ved en, ukas af d.12 august 1903 et statholderskab, indbefattende guvernementet Amur og Kwantung-territoriet. Ifølge denne ukas blev der givet statholderen i det Fjerne Østen den højeste magt i alle grene af den civile administration og overbefalingen over sømagten i Stillehavet og de tropper, der var placeret i det underlagte landområde. Japan fordrede nu af Rusland garantier for udøvelsen af sine kommercielle rettigheder i Manchuriet og for Koreas sikkerhed og foreslog en overenskomst, der gav Rusland en særstilling i Manchuriet, og Japan en særstilling i Korea. Rusland foreslog dog, at det nordlige Korea skulle erklæres for neutralt, og at ingen af magterne måtte anlægge militære støttepunkter i Korea, og at Japan kun med Ruslands samtykke måtte landsætte tropper i Korea til beskyttelse af sine interesser; Manchuriet skulle Japan betragte som liggende udenfor sin interessesfære. Om disse spørgsmål forhandledes der i efteråret 1903 frem og tilbage mellem Tokyo og Petrograd, og på enkelte mindre væsentlige punkter var der udsigt til, at enighed kunne opnås. Men Rusland holdt fast på den store neutrale zone, idet Japan kun ville lade en strimmel på 60 km's bredde af Nordkorea være neutral, og på forbuddet mod militære anlæg. Rusland optrådte desuden med overlegen ringeagt overfor den asiatiske magt, og da Japan flere gange i december 1903 og i januar 1904 uden resultat havde krævet et klart og bestemt svar på sit sidste forslag, og d. 26. januar 1904 angreb den japanske flåde uventet og uden krigserklæring den russiske flådeeskadre, som lå på reden ud for Port Arthur. Både fra japansk og russisk side var der tale om en imperialistisk krig, som gjaldt herredømmet over Manchuriet. Krigen var ikke populær blandt de russiske soldater og matroser, men de kæmpede tappert og udholdende både til lands og til vands. Japanske styrker søgte fire gange at storme Port Arthur, i august, september, oktober og november 1904, og der fandt daglig mindre krigshandljnger sted. Og trods forsvarernes tapperhed blev fæstningen overgivet d. 20. december 1904, på belejringens 157. dag. I et cirkulære til Ruslands diplomatiske repræsentanter i udlandet lagde det russiske udenrigsministerium skylden for krigen over på Japan. Rusland imødeså krigens udfald med megen optimisme; men slet krigsforberedelse, den uduelige administration og en utilfredsstillende ledelse af hær og flåde i forbindelse med de vanskeligheder, som de store afstande lagde i vejen, gjorde hele krigen til en række nederlag og ulykker for Rusland. Krigstilstanden skaffede også Rusland diplomatiske forviklinger med flere magter. Hamburg-Amerika-damperen »Scandia« blev standset af russiske krigsskibe i det Røde Hav, men frigivet efter protest fra Berlin. Med England opstod en konflikt på grund af beslaglæggelsen af »Malacca«. Langt alvorligere var Doggerbank-affæren. Den russiske østersøflåde, der var på vej til de østasiatiske farvande, beskød af en misforståelse og på grund af chefernes nervøsitet nogle engelske fiskerfartøjer ved Doggerbank og dræbte to fiskere i oktober 1904. Rusland og England enedes dog om at henvise sagen til en undersøgelseskommission efter Haag-konferencens forskrifter. Farligst blev dog krigens tilbagevirkning på Ruslands indre forhold. De revolutionære ideer havde i forvejen vokset sig stærke. Gruden dertil var mange. Den stadig stigende nødtilstand i landbruget havde øvet en uheldig indflydelse på den unge, til dels kunstig fremavlede industri, der næsten udelukkende var henvist til det indre marked. I flere industriegne herskede derfor afsættelsesvanskeligheder og arbejdsnød, hvoraf atter fulgte almindelig utilfredshed, strejker og udbredelse af socialistiske ideer. Rundt om på landet brød der tumulter løs, overfor hvilke man måtte anvende militærmagt. Trykket af absolutismen, embedsmandsvilkårlighed og en vidt forgrenet korruption bragte en stor del af intelligensen til at gøre fælles sag med arbejderstanden. Ønsket om en omdannelse af den russiske stat efter vesteuropæisk konstitutionelt mønster blev stadig mere levende. Overfor alle demonstrationer gik myndighederne frem med hård hånd. Men den voksende nød bidrog stærkt til at rokke almuens tro på zarens almagt. Nu kom krigen, der slugte både gods og blod og kun førte til nederlag. Den store befolkning havde tilmed ingen interesse for de fjerne østasiatiske forhold, men så den russiske politiks nærmere liggende mål på Balkan bragt i fare. Jo flere meddelelser der indløb fra det Fjerne Østen, desto mere tabte man respekten for regeringen. På sine steder vægrede indkaldte reservetropper sig ved at lade sig sende til Østen og måtte tvinges med militærmagt. Under disse forhold ytrede den revolutionære bevægelse sig dristigere og voldsommere end nogensinde før, medens samtidig forfatningskravene blev stedse mere lydelige. Medens urolighederne i Warszawa måtte undertrykkes med politi og militær, dræbtes d. 16 juli 1904 Finlands generalguvernør Bobrikov, russificeringspolitikkens håndgangne mand. En anden af de mest fremtrædende repræsentanter for den hårde hånds politik, indenrigsminister Plehve, blev myrdet i Petrograd d. 28 juli få dage efter at den samme skæbne havde ramt viceguvernøren af Jelissavetpol, Andrejev. I november vovede en forsamling af medlemmer af semstvoerne, de lokale selvstyrekorporationer, at forelægge zaren et program, hvori der udtales mistillid til regeringen og nødvendigheden af at Rusland slog ind på konstitutionelle baner. Den ny indenrigsminister, Svjatopolk-Mirski, havde liberale tendenser, men den strømning, der udgik fra storfyrsterne og prokurøren for den Hellige Synode, Pobjedonoszev var stærkere, og zaren nøjedes med at udstede et manifest i december 1904, hvori der lovedes administrative reformer, medens kravet om forfatningsændring afvistes. Jødeforfølgelsen blussede op igen efter de blodige optrin senere i 1903 i Kishinov, der efterfulgtes af lignende optøjer i rigets sydvestlige provinser. Den første borgerlig-demokratiske revolution i Rusland blev således fremskyndet af den russisk-japanske krig.

I den russiske arbejderbevægelse gjorde man mere og mere brug af gruppestrejker i første halvdel af 1890érne hvor arbejdet blev nedlagt på flere virksomheder samtidig. Der var nu ved at være skabt betingelser for at udvikle en omfattende arbejderbevægelse. De bedste repræsentanter for den russiske intelligens vendte sig fra bondesocialismen, som narodnikerne gik ind for, til den proletariske socialisme, hvis grundlæggere var Karl Marx og Friedrich Engels. På flugt for det hemmelige politi måtte Georgij Plehanov sammen med andre medlemmer af organisationen »Sort jordfordeling« (Pavel Akselrod, Vera Zasulitj, Lev Dejtj og Vasilij Ignatov) i 1880 emigrerede til udlandet. To år senere udkom i Plehanovs oversættelse til russisk Karl Marx’ og Friedrich Engels’ programskrift: Det kommunistiske Manifest fra 1848. Plehanov og hans kammerater dannede i 1883 en ny gruppe »Arbejdets Frigørelse«, og erklærede offentligt, at de definitivt havde brudt med de gamle anarkistiske tendenser. De betragtede det nu som deres vigtigste opgave at kritisere narodnikernes lære og udbrede den videnskabelige socialismes ideer. Marxismen blev en selvstændig strømning i det russiske samfundsliv. Efter oprettelsen af »Arbejdets frigørelse« opstod der marxistiske grupper i St. Petersborg, Kazan og andre russiske byer. De startede med at propagandere for de marxistiske ideer i forholdsvis små grupper af arbejdere. Mihail Brusnevs gruppe blev oprettet i 1889 og organiserede Ruslands første arbejderdemonstration og arrangerede St. Petersborg-arbejdernes første 1. maj møde i 1891. Den virksomhed »Arbejdets frigørelse« udøvede i Rusland, skabte grundlaget for en socialdemokratisk verdensanskuelse. Men der var netop blot tale om grundlaget. Det var Lenin, som tilpassede marxismen til den russiske virkelighed og udviklede den under den nye historiske epokes betingelser. Lenin er et revolutionært pseudonym for Vladimir Iljitj Uljanov, som blev født d. 22. april 1870 i Simbirsk (Uljanovsk) ved Volga. Hans far var pædagog og en fremtrædende skikkelse inden for folkeundervisningen. Lenins ældre bror, Aleksander, var tilknyttet organisationen »FoIkeviljen« og blev i 1887 hængt i Schlüsselburg-fæstningen for at have været med til at planlægge et attentat mod zar Aleksander d. III. I december samme år blev Lenin relegeret fra universitetet i Kazan for at have været med til at organisere en studenteraktion. Han blev medlem af en marxistisk gruppe i Kazan, hvor han studerede marxismen for at få svar på livets vitale spørgsmål. Senere fik Lenin tilladelse til at studere eksternt ved det juridiske fakultet på universitetet i St. Petersborg og bestod sin embedseksamen her. I 1893 bosatte han sig i St. Petersborg, hvor han hurtigt fik kontakt med de studerendes marxistiske studiekreds på Teknologisk Institut. På det tidspunkt var Lenin allerede en overbevist marxist. Han lærte også byens arbejderledere at kende (Vasilij Sjelgunov, Ivan Babusjkin og Boris Zinovjev), og gennem dem kom han i kontakt med arbejderstudiekredse. I 1894 blev Lenins første værk »Hvad er folkevennerne og hvordan bekæmper de socialdemokraterne ?« trykt på hektograf; det afslørede det folkefjendske indhold i narodnikbevægelsens ideer. I 1895 offentliggjordes endnu et stort værk, som i virkeligheden var en fortsættelse af det første, nemlig »Narodnismens økonomiske indhold og kritikken heraf i hr. Struves bog«. Samme år oprettede Lenin sammen med sine kammerater fra den marxistiske studiekreds i St. Petersborg »Forbundet til kamp for arbejderklassens frigørelse«, Ruslands første socialdemokratiske organisation, som havde en central ledelse, en klar deling af de partimæssige forpligtelser samt en streng disciplin. »Kampforbundet« ledede direkte arbejderbevægelsen i hovedstaden. Fra marxistisk propaganda i studiekredse for arbejdere gik det over til omfattende agitation blandt St. Petersborgs proletariat. Den videnskabelige socialismes sprog blev omsat til folkemassernes sprog. Nu indledtes den proletariske periode i befrielsesbevægelsen i Rusland. Intelligensens rolle som ledende kraft i den revolutionære kamp blev overtaget af arbejderklassen. Vladimir Uljanov-Lenin indledte således sin vej frem mod revolutionen ved at kombinere sin teoretiske, organisatoriske og praktisk politiske virksomhed. Det første stykke af denne vej skulle dog blive kort. Natten mellem d. 8. og 9. december 1895 blev Lenin nemlig arresteret sammen med andre af »Kampforbundet«s ledere. Mere end 14 måneder sad han i enecelle i varetægtsfængslet. hvorefter han blev forvist til Østsibirien, til landsbyen Sjusjenskoje. Men Lenin veg ikke fra den vej, han havde valgt. Han blev de russiske marxisters anerkendte leder og det russiske proletariats fører. Hvordan lød hans budskab til de russiske arbejdere og socialdemokrater ? Hans bog »Hvad er folkevennerne og hvordan bekæmper de socialdemokraterne ?« slutter med følgende ord: »Den russiske arbejder vil, når han rejser sig i spidsen for alle demokratiske elementer, fælde enevælden og føre det russiske proletariat (side om side med proletariatet i alle lande) ad den åbne politiske kamps lige vej til den sejrende kommunistiske revolution.« Lenin var nået frem til en konklusion, som blev marxismens store opdagelse i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, nemlig den, at i den nye historiske epoke og i et land, hvor der fandtes et proletariat, ville drivkraften i de borgerlig-demokratiske revolutioner blive en anden end tidligere. Det var efter hans mening ikke bourgeoisiet, men proletariatet der skulle forene de arbejdende og udbyttëde masser og rejse dem til kamp mod selvherskerdømmet. Den borgerlig-demokratiske revolution, der var ved at modnes i Rusland, ville blive proletarisk i sine kampmidler, den ville gå uden for almindelige borgerlige revolutioners rammer og efterhånden blive til en socialistisk revolution. Denne konklusion blev senere helt klart formuleret af Lenin under den første russiske revolution i 1905 til 1907, og i 1915 fulgte hans konklusion om, at den proletariske revolution i begyndelsen kan sejre i et enkelt land. Men grundlaget for disse konklusioner findes allerede i sidste kapitel af bogen »Hvad er folkevennerne, og hvordan bekæmper de socialdemokraterne ?«. Allerede i sine første værker forudså Lenin borgerlig-demokratiske revolutioner af en ny type, den imperialistiske epokes folkerevolutioner. I dag forekommer Lenins teser og konklusioner selvindlysende, men på tærskelen mellem det 19. og 20. århundrede var det langtfra alle, der accepterede dem. Spørgsmålet om proletariatets førende rolle i den borgerlig-demokratiske revolution, om bønderne som proletariatets forbundsfælle og om det liberale bourgeoisis kontrarevolutionære indstilling, delte de russiske socialdemokrater i to fraktioner, nemlig i bolsjevikker (af det russiske ord bolsjinstvo-flertal), som var Lenins tilhængere, og mensjevikker (af det russiske ord mensjinstvo- mindretal), som blev anført af Plehanov og Martov. Denne splittelse tog sin begyndelse lige i starten af det 20. århundrede under arbejdet med avisen Iskra (Gnisten), som Lenin havde grundlagt, og som arbejdede på at forene de russiske socialdemokrater i ét parti. Og splittelsen blev en kendsgerning i 1903, på Ruslands socialdemokratiske arbejderpartis (RSDAP) 2. kongres. Denne kongres blev oprindelsen til bolsjevismen som selvstændig politisk strømning og som parti. Den revolutionære proces’ udvikling i Rusland og først og fremmest erfaringerne fra de tre russiske revolutioner bekræftede og berigede Lenins konklusioner.

Året 1905 indledes med Port Arthur's kapitulation i Østasien, og det førte de indre modsætninger i Rusland ud i en krise. Strejkende arbejdere i Petrograd besluttede i januar 1905 ved en massedeputation at overrække zaren et bønskrift med krav om sociale reformer og forfatningsændringer. 30.000 arbejdere skulle drage til Vinterpaladset med bønskriftet. Blandt deputationens førerere var den vigtigste præsten Gapon, der senere faldt for de revolutionæres hånd som forrædder. Søndag d. 22 januar satte demonstrationstoget sig i bevægelse, men demonstranterne blev standset af militæret, som fyrede på de våbenløse masser og over 1.000 mennesker blev dræbt og 2.000 såret. Gapon var blandt de sårede, men undslap over grænsen. Denne »blodige søndag« bragte ophidselsen, blandt de revolutionære til det yderste. En bølge af harme gik hen oven landet, og den startede en revolution, som blev en vigtig begivenhed ikke blot i Ruslands historie, men også i verdenshistorien. Medens arbejderne rundt omkring i landet demonstrerede ved strejker, blev storfyrst Sergius, der regnedes for reaktionens hoved, dræbt ved en bombe d. 27 februar. Urolighederne bredte sig stadig videre, og det kom i alle dele af landet til sammenstød med politi og militær. I Finland formåede den ny guvernør, Obolenski, intet imod frihedsbevægelsen, som havde rejst hovedet efter Bobrikov's drab. Finnerne og polakkerne krævede autonomi; letterne i Østersøprovinserne rejste sig mod de tyske godsejere, mod hvem de rasede med mord og brand. I Kaukasus kæmpede tatarerne med armenierne. I Ruslands centrale dele rottede bønder og småborgere sig sammen mod jøderne, der fremfor alle betragtedes som »zarens fjender«, og således kom det i en række byer som Kiev og Odessa til gentagne jødemassakrer, ved hvilke politiet og de lokale autoriteter i reglen spillede en noget tvetydig rolle. Efterretningen, om, at Østersøflåden var blevet tilintetgjort af Japanerne i Tsu-Shima-strædet d. 27/28 maj, bragte urolighederne til det højeste. Zarismens sidste håb om at vinde krigen brast. Besætningen på et panserskib i Sortehavet gjorde mytteri og sejlede til Rumænien, hvor de overgav sig som politiske fanger. Andre mytterier fandt sted i Sevastopol og Kronstadt. Imidlertid førtes krigen i Østen tilende. Ved præsident Roosevelt's mægling kom de forhandlinger istand, som førte til freden i den amerikanske by Portmouth d. 23. august 1905, ved hvilken Rusland opnåede betingelser, der i forhold til krigens forløb måtte betegnes som meget milde. Rusland mistede Port Arthur og måtte opgive Korea, samt anerkende Japans interesser i Korea, og mistede Liotung og den af japanerne erobrede sydlige del af Sachalin; Manchuriet skulle inden 18 måneder rømmes af begge krigsførende parter, og af den manchuriske jernbane beholdt Rusland den nordlige del, den sydlige tilfaldt Japan; Japan afstod fra sit oprindelige krav om skadeserstatning. Det forholdsvis gunstige resultat skyldtes dels den snilde diplomat Witte, præsidenten for ministerrådet, den tidligere finansminister. Han belønnedes med en grevekrone og rykkede efter få måneders forløb op på førsteministerpladsen. Men brede lag af befolkningen begyndte at vise deres utilfredshed. Regeringen havde d. 19 august udstedt et manifest, der for første gang indførte begrebet »rigsduma«, en rådgivende forsamling, der skulle vælges af særlige vælgerforsamlinger i de større byer og i provinser og territorier; provinsvælgerforsamlingerne bestod af grundejerne i vedkommende kreds, byvælgerne og befuldmægtigede fra landkredsene, i byernes vælgerforsamlinger deltog folk med en vis census, og arbejderne på hver enkelt fabrik kunne i forhold; til deres numeriske styrke sende en eller flere befuldmægtigede til vælgerforsamlingen. Udelukkelse fra valgretten var kvinder, mænd under 25 år, tjenstgørende i hær og flåde og nomader; guvernører, viceguvernører og andre højtstående embedsmænd havde ikke valgret i det distrikt, hvor de udøvede deres embede. Afstemningen var hemmelig. I Polen, Turkestan, Sibirien og enkelte provinser skulle valgene ordnes ved særlige reglementer. Denne indrømmelse til de konstitutionelle krav var resultatet af en af indenrigsminister Bulygin indsat kommission, men manifestet tilfredsstillede ingen. Så fik Witte zaren til at udstede manifestet af d. 30. oktober 1905, hvorefter ingen lov kunne træde ikraft uden at være vedtaget af dumaen. Fra denne dato regnes det russiske forfatningslivs begyndelse. Dermed kom der dog ikke ro, da befolkningen forlangte garantier for løfternes opfyldelse. Polakkerne ville have et eget parlament, ikke et fælles rigsparlament. I Østersøprovinsen proklameredes den »Lettiske republik«. Mytteriet i Kronstadt fulgtes af mytterier i det Fjerne Østen, i Vladivostok og Kharbin. I Moskva blev en revolutionær rejsning slået ned under flere dages gadekampe. Ved en række ukaser fuldstændiggjordes Ruslands nye konstitutionelle bygning. I 1905 deltog således 3 millioner mennesker i strejkebevægelsen. Strejkerne dengang var dels kendetegnet ved, at der blev stillet både økonomiske og politiske krav, hvilket inddrog alle lag af proletariatet i bevægelsen, fra de mest progressive til de mest tilbagestående, og dels at strejkende gik over i en opstand mod Zarismen. Under revolutionen opstod de arbejderdeputeredes sovjetten (råd), en ny type sand folkemagt, prototypen på sovjetten, som var statsmagtens organer i Sovjetunionen. Først var der tale om organer til at lede strejker og senere til ledelse af en væbnet opstand. Den første af disse sovjetter blev oprettet af tekstilarbejderne i Ivanovo-Voznesensk (det nuværende Ivanovo, nordøst for Moskva). Ved udgangen af 1905 fandtes der omkring 70 sovjetter. Den første russiske revolution demonstrerede et forbund mellem arbejderklassen og de demokratiske revolutionære kræfter i landet, først og fremmest bønderne i rigets forskellige dele. Også inden for hæren, - selvherskerdømmets vigtigste bolværk, - gærede uroen. I juni1905 gjorde besætningen på panserkrydseren »Potjomkin« opstand. Det var det første udtryk for utilfredsheden inden for hæren og flåden. I november samme år kom det til opstand blandt matroser og soldaten i Sevastopol. Bevægelsen her blev ledet af de arbejder-, matros- og soldaterdeputeredes sovjetter. Allerede før revolutionen i 1905 havde partiet under Lenins ledelse udført et stort arbejde for at oplyse og samle arbejdermasserne og for at få dem til at gå i spidsen i kampen for hele folkets interesser. I revolutionsårene 1905-1907 øgedes partiets aktivitet kraftigt. Således udkom der 40 illegale og legale bolsjevikiske aviser og tidsskrifter. Og i perioden fra april 1904 til maj 1907 blev der udspredt løbesedler og brochurer i et samlet oplag på oven 3 millioner eksemplarer. I begyndelsen af oktober indledte jernbanearbejderne i Moskva en strejke, og d. 12. oktober blev jernbanetrafikken i St. Petersborg også lammet. Strejken bredte sig hurtigt til hele landet. Den fik tilslutning af ca. 1,5 millioner arbejdere, 200.000 tjenestemænd i statsinstitutioner og funktionæren i handelsvirksomheden og byernes transportvæsen samt studerende. Situationen blev kritisk, og regeringen måtte gøre indrømmelser. Den 17. oktober underskrev zaren et manifest, der lovede oprettelse af en lovgivende statsduma (parlament), uden hvis godkendelse ingen lov skulle kunne træde i kraft. Efter offentliggørelsen af dette manifest begyndte det liberale bourgeoisi at gå over på kontrarevolutionens side. Kapitalisterne og godsejerne oprettede det konstitutionelt-demokratiske parti, hvis medlemmer kaldtes kadetter (dannet af forbogstaverne KD), og »Forbundet af 17. oktober«, også kaldet oktobristernes parti, dvs. tilhængerne af zarens oktobermanifest. Kredsen omkring Nikolaj II. mobiliserede de monarkistiske kræfter og oprettede organisationer, som folket døbte »sorte hundreder«, til kamp mod de revolutionære. I løbet af 2-3 uger blev der i 100 byer dræbt og såret mere end 10.000 mennesker. Den netop skænkede frihed blev farvet rød af de »frie« borgeres blod. Zarismen havde startet en borgerkrig. Og arbejderne modtog udfordringen. Minearbejderne i Donbass rejste sig til væbnet kamp. Otte dage varede opstanden i Rostov ved Don og to uger i Novonossijsk. I Sormovö ved Nizjnij Novgorod (Gorkij), i Ural, i Krasnojarsk og Tjita i Sibirien kæmpede arbejderne på barrikaderne. I Moskva blev der erklæret politisk generalstrejke fra d. 7. december 1905. Det skete på opfordring af det socialdemokratiske partis Moskva-afdeling og Moskvas sovjet af arbejderdeputerede. Strejken udviklede sig til en væbnet opstand. Forskellige steder i byen blev der bygget barrikader. Pnesnja, et af byens største arbejderkvarterer, blev opstandens centrum. Bevæbnede arbejdere holdt stand mod de regulære troppers stormløb. Gardeenheder kunne ikke tage Presnja med storm. I stedet omringede de det og åbnede artilleriild mod arbejdernes barrikader. Styrkeforholdet var for ulige, og d. 19. december indstillede arbejderne den væbnede kamp i overensstemmelse med Moskvasovjettens beslutning. Moskva-opstanden var højdepunktet i den første russiske revolution. Efter dens nederlag stilnede kampaktiviteten af. Men det russiske proletariat nedlagde ikke straks våbnene. Urolighederne fortsatte således frem til midten af 1907. D. 6. marts 1906 bestemte et manifest fra zaren, at dumaen og rigsrådet, der tilsammen som andet og første kammer skulle udgøre Ruslands parlament, årligt skulle indkaldes til samling ved en ukas. De to kamre skulle have lige myndighed. Hvert lovforslag måtte være vedtaget af begge kamre, inden det forelagdes zaren til sanktion. Samtidig med dette manifest offentliggjordes ukaser med de nye love for dannelsen, af rigsrådet. Halvdelen af dets medlemmer skulle udnævnes af zaren, halvdelen vælges på 9 år, idet 1/3 af de valgte medlemmer skulle fornyes hvert tredje år. Hver semstvoforsamling i hvert guvernement valgte 1 medlem; 6 medlemmer valgtes af de ortodokse synoder, 6 af repræsentanter for videnskabernes akademi og universiteterne, 12 af repræsentanter for handel, børs og industri, 18 af repræsentanter for adelen, og 6 af de som kongres i Warszawa sammentrædende repræsentanter for grundbesidderne i Polen. I de provinser i europæisk Rusland, hvor der ingen semstvoer bestod, valgte repræsentanter for grundejerne 1 medlem. Valgbare til rigsrådet var 40årige mænd med studentereksamen. Rigsrådets præsident og vicepræsident udnævntes af zaren. Medlemmerne af begge kamre havde immunitet under samlingen, og d. 8 maj sanktioneredes rigsgrundloven ved en ukas fra zaren; zaren havde selvherskermagt, men udøvede den lovgivende magt i fællesskab med rigsrådet og rigsdumaen. Zaren havde initiativet i alle spørgsmål, erklærede krig, sluttede i fred og indgik traktater med fremmede magter. Ingen kunne straffes uden efter en domstolskendelse. Boligen var ukrænkelig, husundersøgelser og konfiskationer kunne kun finde sted på den i loven foreskrevne måde. Der gaves forenings-, forsamlings, presse- og trosfrihed indenfor lovens grænser. Regeringen havde ved det forestående valgsystem og med de til rådighed stående midler søgt at hindre og modarbejde oppositionens valgagitation og søgt at skaffe sig en lydig duma. Resultatet svarede dog ikke til forventningerne. Den duma, der d. 10 maj åbnede sine møder i det Tauriske Palæ med en trontale af zaren, var udpræget oppositionel. Det var langtfra alle medlemmer, der havde indfundet sig til åbningen. D. 1 juni var 448 dumamedlemmer samlede, og af dem tilhørte 153 det konstitutionelt-demokratiske parti, 107 arbejderpartiet, 105 var partiløse, 63 var autonomister (dvs. tilhængere af lokalt selvstyre), 13 tilhørte oktoberpartiet, 4 de demokratiske reformers parti, 2 var moderate, 1 tilhørte handelspartiet. Flere af disse grupper forsvandt efterhånden og sammensmeltedes med eller absorberedes af andre grupper. Arbejderpartiet indeholdt flere fraktioner, som sidenhen skilte sig ud: socialrevolutionære, socialdemokraterne og bondepartiet. Kernen i dumaen var det konstitutionelt-demokratiske parti (efter forbogstaverne KD ofte kaldet »kadetter«), et radikalt frisindet intelligensparti, der ville have almindelig lige valgret med direkte valg for mænd og kvinder og en regulering gennem lovgivningen af agrar- og arbejderspørgsmålene. Et godt stykke til højre for kadetterne stod oktoberpartiet (»oktobristerne«), der ved deres navn antydede, at de stod på Oktoberforfatningens grundlag. Efter d. 1 juni kom 30 dumamedlemmer fra Kaukasus, der blev en forstærkning af det yderste venstre. Witte var som premierminister blevet afløst af Goremykin samme dag, som dumaen åbnedes. Han forstod lige så lidt at arbejde sammen med dumaen, som dumaen forstod at lempe sig efter forholdene og bringe frugtbare resultater ud af samlingen. Dumaen begyndte sit arbejde med i sin adresse til zaren at kræve et parlamentarisk styre med ministrenes ansvarlighed for parlamentet, afskaffelse af rigsrådet og amnesti for alle politiske forbrydelser, der var begåede i de sidste år. Men dumaen fik afslag fra regeringen. Et par uger forløb med debatter om almindelige krav, men så indbragte kadetterne et lovforslag om afhjælpning af den agrariske nødtilstand ved omfattende tvangsekspropriationer af storgodserne. Regeringen indbragte et modforslag, der omhandlede udstykning af stats- og apanagegodser, men afviste principielt enhver tvangsekspropriation mod private. Det kom dog ikke til en virkelig debat om disse agrarlovforslag. Dumaen spildte tiden med skændsmål og larmende scener. Enkelte dumamedlemmer rejste ud i landet til bønderne og talte mod regeringsforslaget. Regeringen udstedte et manifest til nationen og dadlede skarpt dumaens dådløshed. Dumaen besluttede at rette en modkundgørelse til folket, men dumaen blev opløst d. 21 juli 1906. Dens eneste positive resultat var en bevilling på 15 millioner rubler til hjælp for nødlidende distrikter. Samtidig med dumaens opløsning blev Goremykin afskediget, og den hidtilværende indenrigsminister Stolypin blev premierminister med programmet: genoprettelse af ro og orden og indførelse af tidssvarende reformer. Det første søgtes opnået ved en gennemført anvendelse af standretter. Militærmyndighederne i de distrikter, der stod under »forstærket beskyttelse«, fik fuldmagt til at pådømme alle forbrydelser mod den offentlige orden og på stedet at lade dommen eksekvere. Oppositionen bekæmpedes med alle de midler, som det offentlige og hemmelige politi rådede over. Hvad reformerne angik, offentliggjorde regeringen en plan om, at 4 millioner ha. statsgodser skulle fordeles til bønderne. Jødespørgsmålet lovedes løst i liberal ånd. Imidlertid havde en del radikale dumamedlemmer to dage efter dumaens opløsning forsamlet sig på finsk grund i Viborg, og udstedte herfra et opråb til nationen om hverken at stille soldater eller betale skatter, da regeringen ikke kunne fordre disse ydelser uden dumaens samtykke. Det var en virkningsløs demonstration, som kun førte til, at underskriverne af »Viborg-manifestet« forfulgtes som skyldige i opfordring til oprør og idømtes fængselsstraffe, efterhånden som de vendte tilbage til Rusland. Det varede et par år før der indtrådte nogen virkelig beroligelse i landet. Foreløbig arbejdede standretterne uophørligt, og massedomfældelser og massehenrettelser fandt sted. Men samtidig var der ingen ende på utallige mord, overfald og røverier, der udøvede mod privatmænd, offentlige myndigheder, banker og jernbanetog. Den revolutionære propaganda vedblev også at trives, og gentagne mytterier fandt sted i hæren. Finanserne var i en stigende forvirring, og dog lykkedes det i begyndelsen af 1906 at rejse et nyt udenlandsk lån. Sidst i juli var et socialistisk medlem af den opløste duma, Herzenstein blevet myrdet i Terrijoki i Finland. Et reaktionært blad havde forkyndt hans død nogle timer i forvejen. Det viste sig, at morderne tilhørte det reaktionære »Forbund af russiske mænd«, der nu begyndte at bekæmpe i den radikale terrorisme med dens egne midler. En generalstrejke som proklameredes i august, faldt sammen efter få dages forløb. D 5. august forøvedes et bombeattentat på Stolypin's villa, hvorved to af hans børn såredes og 30 mennesker dræbtes. Under evige uroligheder, navnlig i Polen, hvor strejker, gadekampe og jødeforfølgelser hørte til dagens orden i byer som Warszawa og Lodz, løb året ud. Valgene til den 2den duma tog deres begyndelse d. 21 januar 1907. Skønt regeringen atter anvendte sine magtmidler til at hæmme oppositionens agitation, blev dumaen atter overvejende regeringsfjendtlig, omend kadetterne var blevet en del formindskede i antal - tildels også noget mere moderate i anskuelser - og højre var gået noget frem. Af monarkisterne var de fleste tilhængere af »Forbundet af russiske mænd«; de var anti-konstitutionelle og søgte på enhver måde at tirre det yderste venstre til ubetænksomheder, der kunne bevæge regeringen til at opløse dumaen definitivt, og således afslutte forfatningseksperimentet. Imellem de uforsonlige strømninger på begge yderfløje kunne det arbejdsvillige centrum, hvis tyngdepunkt var kadetterne, ikke gøre sig gældende, navnlig da regeringen og kadetpartiet mistroede hinanden. Stolypin afgav imidlertid i dumaen en erklæring om regeringens forfatningstroskab og lovede lovforslag om personens ukrænkelighed, om trosfrihed, reformer i finansvæsenet og først og fremmest et udkast til agrarspørgsmålets løsning. I maj opdagedes en sammensværgelse mod zarens og kronprinsens liv. D. 3. juli forkastede dumaen et lovforslag om skærpelse af straffene for forherligelse af forbrydelser. Regeringen krævede nu udleveret nogle socialistiske dumamedlemmer som beskyldtes for delagtighed i sammensværgelsen mod zaren. Spørgsmålet henvistes d. 14. juli til et udvalg. Her fandt heftige debatter sted, og da der d. 16 juli endnu ikke var noget flertal for regeringens krav, opløstes dumaen denne gang ved ukas fra zaren, og samme dag offentliggjordes en ny valglov, ved hvilken der sikredes hver enkelt befolkningsklasse, grundejere, bønder, bybeboere og arbejdere, et bestemt minimum af repræsentanter, medens de intellektuelle og i social henseende mere modstandsdygtige lag af befolkningen fik deres antal af valgmænd i valgforsamlingerne forøget. Grænseegne med overvejende ikke-russisk befolkning, dvs. Polen og Kaukasien, fik et stærkt begrænset antal repræsentanter, og egne med mindre udviklet borgerlig kultur, dvs. steppeegnene, Turkestan, Irkuisk-distriktet, fik foreløbig ingen stemme. Dumamedlemmernes antal fastsattes til 442, hvoraf det europæiske Rusland fik 403, asiatisk Rusland 15, Kaukasus 10 og Polen 14. At denne valglov ville skaffe Rusland en mere konservativ og udpræget nationalrussisk duma, var straks klart for alle. Der var megen uklarhed om regeringens rettighed til selvstændigt at ændre den af zaren givne grundlov, men regeringen stolede på sin voksende magt, så der foretoges omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Garnisonen i hovedstaden forstærkedes og regeringsfjendtlige presseartikler blev forbudte. Samtidig foretoges massearrestationer. Der var endnu mange uroligheder, gadetumulter, røverier, mord på højtstående embedsmænd o.s.v., men antallet af disse voldsforbrydelser var dog aftaget under Stolypin. Også grundlovsændringen løb af uden forstyrrelser. I september foranstaltede »Forbundet af russiske mænd« en ny jødepogrom i Odessa. Så dumaen pyntede lidt op på regimets faldefærdige facade og oprettede en sørgelig efterligning af en lovgivende forsamling. Valgene efter den ny valglov gik for sig d. 27 oktober - d. 1 november og førte som ventet til dannelsen af en 3je duma, i hvilken venstrepartierne var ganske underlegne og godsejerne og storbourgeoisiet havde det uindskrænkede herredømme.. De forskellige højregrupper talte tilsammen 195 medlemmer, oktobristerne 128, kadetterne 41, polakkerne 18 og socialdemokraterne 14. Denne 3je rigsduma trådte sammen d. 14 november 1907. Tyngdepunktet var nu forlagt til oktoberpartiet, og oktobristen Khomjakov blev valgt til dumaens præsident. D. 29 november afgav Stolypin en programerklæring i dumaen: »Regeringen ville fortsætte sit arbejde på at bringe ro i landet, for at Rusland så snart som muligt kunne komme ud af undtagelsestilstanden. Regeringen agtede at foreslå reformer vedrørende lokalforvaltningen, folkeundervisningen og arbejderlovgivningen«. Premierministeren betonede i sin erklæring stærkt, at folkerepræsentationen var udgået af zarens selvherskermagt og ubundne vilje, som var den dyrebareste værdi i det russiske statsvæsen. Men bønderne krævede, at godsejernes jord skulle konfiskeres. I stedet indledte zarismen nu en jordreform, som ikke kom til at berøre godsejerjorden. Meningen med den var at skabe en konservativ klasse af jordejende storbønder, kulakken, i landsbyerne og at få bønderne til i stort tal at flytte til fly jord øst for Ural. Det lykkedes dog ikke at skabe splittelse i landsbyerne, og heller ikke planen med at flytte bønderne østpå blev nogen succes. Et i økonomi og i strategisk henseende vigtigt resultat var dumaens vedtagelse af Amur-banen i 1908. Dumaens centrum: oktobristerne og den moderate del af højre, der efterhånden blev en fast støtte for Stolypin's politik, syntes at have mistet al tiltro til forvaltningens duelighed og i redelighed, og dumaen nægtede bevillinger til nybygninger på marinens budget i 1908. Hvor slemt det stod til i embedsstanden, viste sig ved de »senator revisioner«, som sattes igang i hele landet fra 1908. I Moskva viste det sig, at det hemmelige politi i årevis havde samarbejdet med forbryderbander. Den forhenværende byguvernør, general Reinbott, blev sat under anklage for falsk, bestikkelse, åger og pengeafpresning. Lignende forhold, omend i reglen i mindre målestok, kom frem i de forskelligste egne af riget. Dette oprydningsarbejde indenfor embedsstanden dannede det fornødne grundlag til den hårdhændede undertrykkelse af de revolutionære ideer med de ustandselige henrettelser. Stolypin havde imidlertid mange fjender og gentagne gange gik der rygter om, at hans stilling var undergravet. Han holdt sig trods alt, og hans stilling styrkedes vistnok, da hans reaktionære modstandere i maj 1909 så grundig blev afsløret ved Dubrovin-affæren. Det viste sig, at Dubrovin, lederen af »Forbundet af russiske mænd«, og flere andre af forbundets ledende kræfter havde stået i nøje forbindelse med mordet på det tidligere dumamedlem Herzenstein og andre misgerninger. En stærk ultrarussisk bevægelse sporedes imidlertid lige fra det øjeblik, da revolutionens værste periode var forbi, og den voksede jævnt. Til den ultrarussisk bevægelse sluttede sig såvel regeringen som dumaens overvejende flertal, dvs. højre og oktobrister. I 1907 opløstes den polske skoleforening på grund af separatistiske tendenser, og i 1908 bestemtes det, at geografi- og historieundervisningen i de polske mellemskoler udelukkende skulle besørges på russisk af russiske lærere. Med Finland var der ustandselig konflikter. Mere og mere søgte centralregeringen at begrænse landdagens kompetenceområde. Den ene landdag opløstes efter den anden. I 1909 blev general Seyn, i sin tid Bobrikov's højre hånd, Finlands generalguvernør. En usbekisk opstand i 1910 i Katta-Kurgan bliver slået ned af russerne. I marts 1910 forelagde Stolypin dumaen et lovforslag, der brød med Finlands grundlovsmæssige rettigheder og ville gøre det hidtil autonome land til en russisk provins med enkelte betydningsløse særrettigheder. Regeringen besluttede under stærk protest fra finsk side at inkorporere to distrikter af provinsen Viborg i Petrograd-distriktet. Jødernes bevægelsesfrihed søgtes begrænset ved forskellige lovbestemmelser. Disse gammelrussiske og alrussiske tendenser, som fik deres udtryk i ordet »Rusland for russerne«, bar for en stor del skylden for, at den, såkaldte nyslaviske bevægelse, som netop i 1908/09 plejedes på en række kongresser, og som navnlig dyrkedes med iver af tyskfjendtlige tjekkiske politikere, sygnede hen; man ønskede en slavisk sammenslutning, men ikke et russiske formynderskab. Navnlig svigtede polakkerne den nyslaviske tanke. Udenrigspolitikken, der lededes af Isvolsky, foretog i 1906-10 forskellige svingninger. Efter at de sidste russiske tropper i januar 1907 havde forladt Kharbin, forhandledes der med Japan om en nærmere ordning af forholdene i Østasien, og i juli 1907 sluttedes en konvention om fiskeriet i det Japanske og Ochotske hav og Berings-strædet, og om handelen på Østasien. Omtrent samtidig indgik Rusland og Japan en traktat, hvori de hver for sig forpligtede sig til at agte Kinas uafhængighed og territoriale integritet og opretholde status quo i Kina samt anerkende hinandens traktatmæssig erhvervede rettigheder i Kina. En måned efter sluttede Rusland og England en konvention til afgrænsning af deres gensidige interessesfærer i Asien. Persien opdeltes i en nordlig russisk og en sydlig engelsk indflydelsessfære og en mellemste neutral zone. Rusland erklærede Afghanistan for liggende udenfor sin interessesfære, og England lovede ikke at ændre dette lands forhold eller tilrive sig nogen del deraf. Over Tibet erkendte begge magter Kinas suverænitet, og de forpligtede sig til ikke at blande sig i dets indre forvaltning. I juni 1908 deltog Isvolsky i Reval-mødet mellem zaren og kong Edvard. Det var begyndelsen til en virkeliggørelse af Isvolsky's planer om en russisk engelsk entente - et supplement til den fransk-russiske alliance, der navnlig skulle vise sin styrke på Balkan, hvor Østrigs planer om en jernbane gennem Sandjaket Novibazar havde gjort ende på det på Mürzsteg-konventionen baserede østrigs-russiske samarbejde. Da Østrig i oktober 1908 annekterede Bosnien og Herzegovina, blev forholdet mellem de to riger ret spændt. Rusland tog sig af de forbitrede serberes sag, men Isvolsky erklærede i en dumatale i december 1908, at Rusland ikke var krigsberedt, og da Tyskland tog sig kraftig af sin allieredes sag, måtte Isvolsky i marts 1909 falde tilføje, og Rusland anerkendte anneksionen. Forholdet mellem regeringerne i Wien og Petrograd vedblev imidlertid at være spændt, indtil man i marts 1910 enedes om at genoprette det normale diplomatiske forhold, idet hver af parterne reserverede sig sin stilling til Balkan problemerne. D 1 juli 1910 blev der sluttet en russisk-japansk overenskomst om samarbejde med hensyn til jernbaneforholdene i Manchuriet og om afgrænsning af de to magters økonomiske interesser i Østasien. Traktaten, der udtalte, at de to kontraherende parter, hvis status quo skulle blive truet, i fællesskab skulle træffe forholdsregler til dens opretholdelse, var rettet dels mod de for deres handelsinteresser i Østasien bekymrede Forenede Stater i Amerika, dels mod Kina. Få måneder efter afløstes Isvolsky som udenrigsminister af Sasonov. Med Tyskland blev der i 1910 og 1911 truffet aftaler om de to landes Forasiatiske interesser, bl.a. om ordningen af trafikforholdene i Persien, og om Bagdad-jernbanen. Lenins bog »Materialisme og empiriokriticisme« fra 1909 er en vigtig etape i filosofiens historie. I 1911 blev dumaen suspenderet i 4 dage, og en forfatningsbestemmelse, der tillod eksekutivmagten at udstede love, når dumaen ikke var inde, blev benyttet. En protest herimod blev vedtaget efter dumaens sammentræden. D. 14 september blev Stolypin dødelig såret ved et skud i operaen i Kiev. Hans finansminister Kokovtsov blev nu premierminister. Dumaen vedtog love om forhøjelse af Finlands årlige militærbidrag og om lige ret for russere og finner i Finland samt om forøgelse af flåden. Derefter blev Finlands lodsvæsen lagt ind under den russiske marine, hvad der førte til strejke af finske lodser. Provinsen Chehm, der hidtidigt administrativt havde hørt til Polen, blev lagt, ind under Rusland. Efter massakren på strejkende arbejdere i guldminerne ved Lena-floden i Sibirien d. 4. april 1912 gik en bølge af strejken og protestmøder hen oven landet. Omkring 300.000 arbejdere deltog i proteststrejker i april, og alene d. 1. maj fandt der over 1.000 strejker sted i 50 russiske guvernementer. Om efteråret fulgte nye strejker, demonstrationer og protestmøder, hvor den deltog over en kvart million arbejdere. som reaktion på dødsdommen over 17 matroser fra Sortehavsflåden, der var anklaget for at have forberedt en væbnet opstand på flådens skibe. I 1912 indgik Rusland en overenskomst med det Ydre Mongoli, der havde erklæret sig uafhængigt af Kina. Imidlertid fortsatte dumaen sin virksomhed under stadige rivninger med regeringen. I oktober 1912 fandt valgene til den 4de duma sted; der valgtes 155 af højre, 137 oktobrister, 52 kadetter, 21 progressister. Oktobristen Rodzianko blev dumapræsident. Oktobristerne, der tidligere havde søgt samarbejde med regeringen, blev nu efterhånden drevet længere til venstre. Indenfor regeringen trådte der modsætninger frem. Af Ruslands daværende befolkning på 170 millioner indbyggere var de 136 millioner koncentreret i landets europæiske del (et areal på 5,4 millioner km²). Her fandtes de vigtigste industriområder (Rusland havde dengang verdens femtestørste industriproduktion efter USA, England, Tyskland og Frankrig og med Japan på sjettepladsen) og en stor del af landets jernbaner og de vigtigste kulturcentre. Øst for Ural boede der kun godt 33 millioner mennesker på et areal på knap 17 millioner. km². Det var først og fremmest tilflyttede bønder, der drev jordbrug her, mens de indfødte folkeslag (kazakher, jakuter og burjater) hovedsagelig var nomader. Rusland omfattede således både højt udviklede kapitalistiske regioner og politisk og økonomisk tilbagestående koloniale og halvkoloniale områder. På det tidspunkt, da verdensrevolutionens centrum var forlagt til Rusland, kunne man i korthed betegne det enorme, mangenationale lands objektive situation som et centrum for den imperialistiske epokes modsætninger og en levende model af hele den daværende uensartede verden. Kokovtsov holdt i modsætning til landbrugsminister Krivoshein på bevarelsen af brændevinsmonopolet som uundværlig indtægtskilde. Efter at et lovforslag, der tillod de enkelte kommuner efter folkeafstemning (hvorved kvinder havde stemmeret) at indskrænke eller forbyde salg af alkohol, var blevet forelagt dumaen og vedtaget, gik Kokovtsov af i februar 1914 og afløstes af Goremykin. Frem til sommeren 1914 havde den revolutionære strejkebevægelse antaget et endnu større omfang. Som svar på den tyske hærforøgelse af 1913 og under indflydelse af en anti-russisk kampagne i tyske og østrigske blade vedtog dumaen, en forøgelse af hærens fredsstyrke med 460.000 mand. Iøvrigt blev forholdet mellem dumaen og den reaktionære regering ikke bedre end før. Mange politiske strejker fandt sted. I juli ankom præsident Poincaré til Rusland, hvor han den d. 23 mødtes med zaren. Han afrejste d. 26 juli 1914 og den truende situation, der var opstået ved Østrigs ultimatum til Serbien, nødte ham til at fremskynde hjemrejsen til Frankrig. Få dage efter brød krigen ud, og ved krigens udbrud blev regeringens spiritusudsalg lukkede. På Ententens side (det militær-strategiske forbund mellem England og Frankrig, som kæmpede mod Tyskland og Østrig-Ungarn) deltog også det zaristiske Rusland. De europæiske landes socialdemokratiske partier søgte at retfærdiggøre deres regeringers erobringskrig. Under dække af at ville forsvare fædrelandet indgik de russiske mensjevikker og de socialrevolutionære forbund med bourgeoisiet. Lenins tilhængere, bolsjevikkerne, var de eneste konsekvente revolutionære internationalister. I de første måneders væbnede sammenstød led Rusland nederlag i Østpreussen, og selv om det i første omgang sejrede i Galicien, mistede det allerede det følgende år næsten hele dette område samt Polen og en del af Baltikum og Hviderusland. Den tredje krigssommer rensede russiske styrker under kommando af general Brusilov Bukovina det vestlige Galiden, og tvang den Østrig-ungarske hær til at trække sig tilbage til Karpaternes bjergpas. På den kaukasiske front vandt Rusland flere store sejre over Tyrkiet. Der var dog ikke tale om noget afgørende omsving i krigen. Der forestod nye slag, og det zaristiske Rusland forberedte sig til dem ikke blot ved fronten, men også i baglandet. For at sikre sig polakkernes loyalitet lovede man det polske folk friheder og selvstyre når krigen var vundet. Dog skete der ingen lettelser i russificeringsarbejdet i Polen, så lidt som i Finland. St. Petersborg omdøbtes til Petrograd. I 1915 blev indenrigsminister Maklakov erstattet med fyrst Shtcherbatov, og krigsminister Sukhomlinov, der bar hovedansvaret for ammunitionsmanglen og de deraf følgende nederlag overfor tyskerne, med general Polivanov. Dumaen, der trådte sammen d. 1 august ønskede Goremykin bort, men suspenderedes fra d. 16 september - d. 14 november. Krigen medførte visse ændringer i partiforholdene. Nationalisternes venstrefløj, oktobristerne, progressisterne og kadetterne dannede en progressiv blok på ca. 230 medlemmer; til højre for dem stod de yderliggående reaktionære og højrenationalisterne (ca. 100), til venstre arbejderpartiet og socialisterne (23). I højre fandtes tyskvenlige tendenser, og venstrefløjen var pacifistisk. Ved valgene til rigsrådet fik den progressive blok også dér en lille majoritet. Shtcherbatov afløstes imidlertid af A. N. Khvostov, der var afgjort reaktionær, og landbrugsminister Krivoshein gik af. Endelig gik den gamle Goremykin af d. 3. februar 1916; hans efterfølger blev den ligeledes reaktionære Stürmer. Dumaen hvis sammentræden stadig var blevet udsat, åbnede endelig sine møder d. 22 februar. Mødet overværedes for første gang af zaren. En voldsom kritik kom til orde i dumaen. Den forhadte Khvostov blev nødt til at gå af, og Sukhomlinov blev arresteret og anklaget for skyld i nederlagene. De finske parlamentsvalg i juli skabte et stort socialistflertal. Hele det russiske Polen erobredes efterhånden af tyskerne, der deraf dannede en polsk stat. I oktober blev Protopopov indenrigsminister; han var oktobrist, men udviklede sig snart til en af reaktionens mest energiske forkæmpere. Trepov blev i november premierminister istedet for Stürmer. Bag kulisserne øvede munken Rasputin, en mystiker og mirakelmager, der havde bragt zarfamilien, særlig zarinden, under sin indflydelse, en ubegrænset magt, ind- og afsatte ministre. Han blev i december 1916 dræbt af reaktionære politikere, fyrst Jussupov og Purishkevitch, en begivenhed, der medførte Trepov's fald. Produktionen af krigsmateriel nåede sit højdepunkt i midten af 1916, til skade for udviklingen af den civile industri og transportvæsen. En levnedsmiddelkrise tilspidsede sig,- et klart udtryk for desorganisering og udpining af hele det økonomiske liv. Utilfredsheden omfattede stadig bredere lag af den arbejdende befolkning. Alene i Petrograd strejkede en kvart million mennesker i oktober 1916. Om sommeren samme år udbrød der en folkeopstand i Centralasien og Kazakhstan, og urolighederne på landet tog til. Også hæren var omfattet af massebevægelsen mod krigen og selvherskerdømmet. Hærenheder nægtede at gå til angreb, og der forekom flere og flere tilfælde af forbrødring mellem russiske og tyske soldater. Landet var på ny på randen af en revolution. En tidligere soldat i den zaristiske hær fortæller om stillingen ved den østrigske front: »I vinteren 1916 var der roligt ved fronten. I de forreste linjer hændte det, at soldaterne ikke skød, når de så fjenden. Østrigerne forholdt sig på samme måde. Mange gange råbte østrigerne: »panje, hold op med krigen.« Russerne blev indbudt af østrigerne og østrigerne af russerne. På vort frontafsnit begyndte forbrødringen med fjenden allerede i oktober 1916, af hvilken grund officererne naturligvis mange gange plagede os slemt. I januar blev forbrødringen en dagligdags begivenhed hos os. Det gik så vidt, at vore soldater byttede forskellige ting, de gav brød og sukker og fik i stedet lommeknive, barberknive«. Forbrødringens revolutionære betydning lå i, at den på begge sider af skyttegravene styrkede bevidstheden om de arbejdendes internationale enhed, skabte det stærkest mulige klasseskel mellem officerskorpset og soldaterne, undergravede de imperialistiske hæres kraft og udløste en længsel efter fred. De klassemæssige forandringer indenfor officerskorpset bidrog stærkt til hærens demoralisation. Officerskorpset var før krigen en eliteorganisation, kampvillig, »tronen« hengiven, sammensvejset ved hjælp af stærke klasseforbindelser og udgået væsentlig af godsejerstanden. Den zaristiske regering vågede omhyggeligt over, at officerskorpset ikke blev fornyet med »ikke standsmæssige« elementer. Officerskorpset kæmpede selv mod, at folk fra lavere klasser trængte ind i dets rækker. Men krigen bragte denne kastes grundpiller til at vakle. Linjeofficererne led allerede i de første krigsmåneder svære tab. I deres sted trådte lidt efter lidt folk, der tilhørte andre lag. Den gamle officerskaste gik under i et hav af fændriker fra »ikke standsmæssige« kredse. Sagførere, lærere, embedsmænd, seminarister, der ikke havde studeret færdig, gymnasiaster, studenter, som man havde indkaldt, fyldte officerskorpsets rækker. De gamle officerer trådte de nyankomne i møde med utilsløret foragt og fjendtlighed. Demokratiseringen af officerskorpset øgede forfaldet blandt befalingsmændene, hvad der igen skærpede modsætningerne i hæren. Den formålsløse tilintetgørelse af menneskeliv, de overordnedes samvittighedsløse vilkårlighed, hærledelsens uduelighed, virvaret og de hårde kår ruskede selv de sløveste soldater op. Hos nogle af soldaterne udløste krigen skræk og fortvivlelse, hos andre vakte den en higen efter en udvej, et ønske om at finde dem, der var skyld i det meningsløse blodbad. Det lykkedes i den første tid den patriotiske presse, hvis mudderstrøm oversvømmede hæren, at lede soldaterne mod fjenden, og det gik så også ud over hundredevis af jødiske landsbyer, hvor 10.000 blev berøvet deres ejensdele og tvangsdrevet til fjerne steder. Lenins bog om »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium« fra 1916 har fået grundlæggende betydning for udviklingen af den marxistiske social-økonomiske videnskab i hele verden. En anden reaktionær, fyrst Golitzin, blev premierminister i januar 1917, og d. 18 januar blev dumaens møder suspenderede ved en ukas til d. 27 februar. En voldsom forbitrelse greb Petrograd. Knapheden på levnedsmidler forøgede ophidselsen, og det kom til sammenstød med tropperne. Den d. 23. februar 1917 startede en strejke på hovedstadens største virksomhed, Putilov-værket, blev støttet af tusinder af arbejdere på andre virksomheder. Henimod aften dukkede der demonstranter op på byens hovedgade, Nevskij prospekt. De fik tilslutning af studenter og tjenestemænd. Regeringen var grebet af panik - Februarrevolutionen var igang. Golitzin telegraferede til Rodzianko, at ministeriet ville dimissionere. Imidlertid erobrede gadens revolution Vinterpaladset og Admiralitetet. Den 25. februar havde situationen udartet sig til generalstrejke og om morgenen d. 26. februar begyndte hærenheder at gå over på oprørernes side. Den følgende dag indledte Petrograds sovjet af arbejder- og soldaterdeputerede sit møde i det Tauriske palæ. Men da mange af det bolsjevikiske partis ledere på det tidspunkt befandt sig i emigration, i fængsel eller i forvisning, erobrede repræsentanter for de småborgerlige partier ledelsen i sovjetten. Deres politik var den gammelkendte,- at bourgeoisiet skulle overtage magten efter zarismens fald. Den 27 februar sammentrådte dumaen og d. 28. februar 1917 blev der officielt givet meddelelse om oprettelsen af statsdumaens provisoriske komite. Den omfattede repræsentanter for alle fraktioner i statsdumaen med indtagelse af dem yderst til højre. Også de social-revolutionære og mensjevikkerne var repræsenteret. Den mensjevikisk/socialrevolutionære ledelse i Petrograds sovjet overlod det til den provisoriske komite at danne regering, men forbeholdt sig ret til at kontrollere dens politik. Flere regimenter gjorde mytteri, og der herskede snart anarki i Petrograd. Under disse forhold opstod der indenfor oppositionen i dumaen en plan om at søge en udvej af det almindelige virvar ved zarens afsættelse, idet Zarevitsch, den mindreårige Alexej, der var født i 1904 skulle sættes på tronen. Rodzianko nægtede at efterkomme ordren til at lukke dumaen. Der dannedes til ordenens opretholdelse en eksekutivkomité under Rodzianko. Tropperne i Zarskoje Selo gik over til oprørerne. Revolutionen smittede straks i Moskva, Odessa og de andre store byer. Eksekutivkomiteen udnævnte en provisorisk regering, hvori flere af dens egne medlemmer fik sæde. I denne regering, hvori fyrst Georg Lvov var premierminister, sad bl.a. kadetten Miljukov, oktobristen Gutchkov og lederen af det moderate arbejderparti, Kerenski. Zaren, der befandt sig ved hovedkvarteret i Mohilev, da revolutionen brød ud, begav sig afsted til Petrograd, men mødte i Pskov Gutchkov og Shulgin, der i den provisoriske regerings navn opfordrede ham til at abdicere til fordel for sønnen. Zaren ville ikke skilles fra sønnen, men ville abdicerede til fordel for sin broder Michail, der derefter i et manifest erklærede kun at ville overtage den højeste magt, hvis en folkeafstemning gav flertal derfor. Den forhenværende zar vendte tilbage til hovedkvarteret, men fængsledes få dage efter og førtes til Zarskoje Selo, hvor også zarinden holdtes interneret med sine børn. Den provisoriske regering havde ikke et virkeligt herredømme over masserne. Der havde dannet sig et »råd af delegerede for arbejdere og soldater« (sovjet), hvori Tcheidze var den ledende mand, og som dekreterede, at hæren var underlagt sovjeten og ikke dumaen. En vis modsætning mellem sovjetten og den provisoriske regering var tilstede fra begyndelsen af. Sovjetten ville have fred snarest {uden anneksioner og skadeserstatninger), medens regeringen ville fortsætte krigen; Miljukov var endda tilhænger af en vidtgående anneksionspolitik. Natten til d. 3. marts underskrev Nikolaj II,- tvunget af begivenhederne, et manifest, hvori han abdicerede. Folkerevolutionen havde sejret. Regeringen udsendte en programerklæring: almindelig politisk amnesti, tale-, presse- og forsamlingsfrihed, afskaffelse af nationale, religiøse og sociale restriktioner, øjeblikkelig forberedelse til sammenkaldelse af en konstituerende forsamling. Sovjetten vedtog foreløbig, at man havde tillid til regeringen, men dens indblanding virkede lammende på regeringen. Miljukov trådte ud, og Lvov rekonstruerede sit ministerium med Kerenski som krigs- og marineminister; to af de ny ministre, Skobelev og Tseretelli, hørte til sovjettens ledere. Af de politiske partier havde nu kun de socialrevolutionære og socialisterne betydning. Disse sidste delte sig i en moderat gruppe, menschevikerne, der lededes af Tcheidze, og en yderliggående, bolschevikerne, hvis leder, Vladimir Ulianov Lenin, d. 27. marts forlod Schweiz, hvor han siden 1914 havde holdt sig skjult for de zaristiske myndigheders forfølgelse. Rundt om i Rusland var der nu dannet arbejder- og soldaterråd, og sejren over zarismen i februar 1917 skabte en situation, som aldrig tidligere havde eksisteret i verdenshistorien, en situation, som Lenin betegnede som dobbeltmagt. Formelt overtog den borgerlige provisoriske regering statsmagten, men folkemasserne, som havde gennemført revolutionen, oprettede deres egne magtorganer: de arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter. De socialrevolutionære og mensjevikkerne mente, at den borgerlige revolution var afsluttet, og at landet ikke var rede til en socialistisk revolution. De indledte et samarbejde med bourgeoisiet med det formål at bringe revolutionen til ophør og afskaffe sovjetterne. Men bolsjevikkerne søgte indtrængende at bevise den provisoriske regerings kontrarevolutionære karakter og advarede om, at bourgeoisiet hverken ville give befolkningen fred, jord eller et demokratisk statssystem. De opfordrede proletariatet og dets forbundsfælle, bønderne, til at fortsætte revolutionen. Sent om aftenen d. 3. april kom Vladimir Lenin til Petrograd. På pladsen foran Finlandsbanegården holdt han fra en panservogn en tale til de revolutionære arbejdere, matroser og soldater, der var mødt op for at modtage ham. I talen fremlagde han hovedprincipperne i sit program, der er gået over i historien som »Aprilteserne«. De gik i korthed ud på følgende: »Al magt til sovjetterne!«. Det betød på daværende tidspunkt en opfordring til at fortsætte revolutionen, dvs. til at gøre det af med dobbeltmagten til fordel for sovjetterne og til at gå fra den borgerlig-demokratiske etape i revolutionen til den socialistiske. Begge opgaver kunne løses med fredelige midler, da sovjetterne på det tidspunkt havde en reel magt. Lenins »Aprilteser« blev drøftet og vedtaget på bolsjevikkernes 7. alrussiske konference (aprilkonferencen). Samtidig indledtes en heftig kampagne mod Lenin og hans tilhængere. I juni holdtes i Petrograd en alrussisk kongres af delegerede fra arbejder- og soldaterrådene. Her vedtoges afskaffelsen af rigsråd og duma, men dumaen nægtede at lade sig opløse. Omvæltningen havde medført stor demoralisation i hær og flåde; (disciplinen var i høj grad svækket, og store grusomheder var blevet øvet af de yderliggående revolutionære, særlig på Østersøflåden. Kerenski, der fra juli var blevet regeringens leder, satte en offensiv igang mod Centralmagterne, men vandt ingen resultater. Mensjevikkerne og de socialrevolutionære stod på bourgeoisiets side, og det gjorde det muligt for den provisoriske regering at forberede en offensiv på krigsfronten. Den blev indledt d. 18. juni, men gik hurtigt i stå. Resultatet var øget opbakning bag bolsjevikkerne i befolkningen. Kompromispartiernes ledere godkendte den provisoriske regerings beslutning om at lade tropper skyde på en fredelig arbejder- og soldaterdemonstration, som fandt sted i Petrograds centrum d. 4. juli under parolen »Al magt til sovjetterne !«. Dobbeltmagten i landet sluttede til fordel for bourgeoisiet. Den provisoriske regering gav ordre til at arrestere Lenin. Og han var nødt til på ny at gå under jorden. Hans sidste illegalitet kom til at vare i 112 dage. Men bourgeoisiets sejr viste sig at være et forvarsel om dets nederlag og undergang som herskende klasse. Et forsøg på modrevolution, der blev sat i scene af general Kornilov, slog fejl, hvorefter Kerenski i et manifest fastslog, at Rusland var en republik. Forhenværende krigsminister Sukhomlinov's sag pådømtes i september; han frikendtes for anklagen for konspiration med fjenden, men dømtes til fængsel for korruption. Imidlertid voldte levnedsmiddelforsyningen i Petrograd igen vanskeligheder. Sovjetterne var blevet stærkt radikaliserede; i sovjetterne i Petrograd, Moskva og andre store byer herskede bolschevikerne og arbejderklassen.

Forsæt til Ruslands historie II.

Webmaster