I 1842 taler Peter Hiort Lorenzen dansk i stænderforsamlingen i Slesvig og bliver frataget ordet, fordi han taler dansk. I 1846 er der voldsomme demonstrationer og slesvig-holstenerne sprænger både den sønderjydske og holstenske stænderforsamling. I 1848 da revolutionerne vælter over Europa og afsætter enevælden og fyrsterne, bryder også det liberale borgerskab frem i Slesvig-Holsten og kræver en fri forfatning for Sønderjylland og Holsten i forening, og at Sønderjylland skulle optages i Det tyske Forbund. Reelt indebar det, at man fra dansk side skulle fraskrive sig enhver indflydelse over Sønderjylland. Slesvig-holstenerne anså det for deres ret, og dannede en regering i Kiel, der fik støtte fra Preussen. D. 9. april 1848 var krigen der, og d. 23. april blev danskerne slået af Preussen i slaget ved Slesvig. Under russisk pres kom der våbentilstand i juli 1849, og et år efter sluttedes der fred mellem Danmark og Preussen. Danskerne rykkede frem til Dannevirke og indtog de ledende stillinger i Sønderjylland, og indførte mod befolkningens ønske, et dansk kirke- og skolesprog. Men overalt i tysklandene anså man "Schleswig-Holstein" for tysk land, og derfor kunne de jo ikke anerkende Ejdergrænsen. Preussen og Østrig viste nu, at de ikke havde sympati for de liberale slesvig-holstenere, og Preussen og Østrig besatte Holsten og afsatte den slevig-holstenske regering. Formålet var klart, at de ikke ville give Danmark frie hænder til over Sønderjylland, og at de ikke ville lade Ejdergrænsen bestå. I 1851/52 bliver der så etableret en aftale med Østrig og Preussen, der medfører at deres tropper forlader Holsten, og at danske embedsmænd overtager styret i området. Aftalen forpligtiger Danmark til en nyordning af monarkiet, og især et løfte om at Sønderjylland ikke må indlemmes i Danmark.

Juni-Grundloven af 1849 gjaldt således ikke i Sønderjylland og Holsten. Men hvordan skulle man så organisere en forbundsstat med udenrigspolitik, toldvæsen, hær og flåde, kirke- og skoleforhold, næringslovgivning, retspleje, trafikforhold, osv. ? Aftalerne indebar jo at Danmark skulle være en forbundsstat (helstat) i tre rigsdele: en dansk - en sønderjysk - en holstensk. Dvs. at hver rigsdel skulle have sin lovgivende forsamling. Men i Sønderjylland og Holsten forsatte man med stænderforsamlinger, der valgtes efter meget udemokratiske regler, og slesvig-holstenerne ville bl.a. ikke følge det danske møntsystem. Og et fælles rigsråd ville de slet ikke have. Men hvad skulle man gøre ? Først da der kom nationalliberale med i regeringen, lykkedes det ved "fællesforfatningen af 2. Oktober 1855" at få skabt et rigsråd. Men slesvig-holstenerne protesterede mod den fælles danske forfatning og fik støtte fra Preussen, Østrig og Det tyske Forbund. Samtidigt stiger den nationale begejstring i tysklandene, og medfører et stigende krav, om "at den forladte broderstamme" i nord ikke skulle lade sig underkue af en uforskammet lille dansk dværgstat. Og protesterne mod indførelsen af det danske kirke- og skolesprog i Mellemslesvig var velbegrundede.

Den statsretslige side af sagen blev sidenhen så fortvivlet indviklet, at ingen kunne udrede fakta og kendsgerninger. Man gad simpelthen ikke at sætte sig ind i kendsgerningerne og noteudvekslingen med de tyske magter. Regeringens vedtagelse af Novemberforfatningen fra 1863 medførte derfor et brud på aftalerne fra 1851/52. I december 1863 besætter tyske tropper Holsten. Da den danske regering ikke ville ophæve Novemberforfatningen, gik endnu flere preussiske og østrigske tropper i februar 1864 over Ejderen. D. 18. April faldt Dybbølstillingen. I maj etableredes en fredskonference, men Bismarck brugte den stærkes ret, - genoptog krigen og satte preussiske tropper over til Als. Ved freden i Wien d. 30. Oktober 1864 måtte Danmark afstå Holsten, Lauenborg og hele Sønderjylland op til Kongeåen. Krigen havde formindsket Danmark fra 58.000 kvadratkilometer land til 39.000 kvadratkilometer. Først 56 år efter i 1920 blev dele af de tabte landområder genforenet med Danmark efter en folkeafstemning. Men det skete jo også umiddelbart efter parlamentarismens indførelse og Tyskland nederlag i 1. Verdenskrig. Eftersom Danmark var neutral under 1. Verdenskrig var det vel bemærkelsesværdigt, at vi på den måde fik andel i "krigsbyttet".

Ovennævnte danske historie skal sammenlignes med, at opløsningstendenserne i Den føderalistiske Jugoslaviske republik blev virkeliggjort efter at den tyske Kohl-regering i modstrid med USA's interesser og flertallet af EU-landene, støttede Slovenien og Kroatiens løsrivelse, idet Tyskland var de første til at anekende denne opløsning af Den Jugoslaviske Republik. Opløsningspolitikken er bemærkelsesværdigt forsat med socialdemokraterne og de Grønne som regeringsparti i Tyskland. Nogle mener, at årsagen skal søges i Tyskland historiske interesser for at opnå indflydelsesområder og kolonier. Under den 1. Verdenskrig var den tyske kejsers parole: Serbien må dø. I 1931 mente tyske erhvervsfolk, at man skulle tilstræbe en toldunion i midt- og sydøsteuropa, for derved at sikre sig et "erhvervsrum" og økonomisk ekspansion. Under 2. Verdenskrig forsøgte tyskerne at opsplitte Jugoslavien i små økonomisk og politisk svage stater, der ikke havde andet valg, end at underkaste sig tyske interesser. Selv om Forbundskansler Kohl i 1994 sagde, "at tyske stridskræfter har intet at gøre der hvor Værnemagten har begået forbrydelse", kan man vist roligt sige, at situationen er en anden i dag. På et tidligt tidspunkt blev det anslået at NATO brugte 800 millioner kr. om dagen på luftkrigen mod Jugoslavien. Med en fjerdedel af de penge kunne man måske have skaffet sig betingelser for forhandlinger om Jugoslavernes fremtid. I dag er der vel brugt 800 milliarder kr. på Nato's luftkrig. Dertil kommer yderligere mange milliarder til genopbygning af Serbien og de humanitære udgifter til Kosovo flygtningene. Og krigen får et uhyggeligt skær, hvis det er korrekt, at Rambouillet aftalen er blevet holdt hemmelig for Nato´s ministre, forinden de traf beslutning om at starte krigen.

Grænsen mellem det østromerske og det vestromerske rige blev også meget senere grænsen mellem den østlige og den vestlige kirke, mellem byzantinsk ortodoksi og romersk katolicisme og sproggrænsen mellem græsk og latin. Men eftertiden har lagt alt for stor vægt på denne grænse, når de påstår, at grænsen sidenhen har skabt en europæisk kulturgrænse i Kroatien og Slovenien, og en "asiatisk" kulturadfærd hos serberne. Vestlige historikerne har dog fremhævet denne romerske grænse, fordi det var sidste gang at Romerriget optrådte som en samlet enhed. Når grænsen i dag bruges i krigspropagandaen er det blot for at puste til ilden. Der var ikke tale om en nationalitetsgrænsen. Sagt på en anden måde kan man se den historiske udvikling på Balkan, som en række ændringer af forskellige modsætningsforhold. Det tidlige modsætningsforhold mellem græsk og romersk, som senere ændredes til modsætningen mellem vestromersk og østromersk, forandredes til et modsætningsforhold mellem på den ene side en mellemeuropæisk kulturkreds (germansk, dvs. frankisk, habsburgsk, østrigsk og ungarsk) og på den anden side den byzantinske kultur. osmannerne erstattede til sidst det ene led i modsætningsforholdet efter erobringen af Konstantinopel i 1453, mens det andet led forblev germansk-ungarsk. I forbindelse med det Osmanniske riges sammenbrud kom der nye interesser med i spillet: Rusland, England og Frankrig. Rusland der havde gjort sig fri af mongolerne, opfordrede i slutningen af det 1400-århundrede de slaviske bondebefolkninger til at gøre oprør mod osmannerne i den "panslaviske" ideologis navn. Rusland havde fra romerpaven efter Konstantinopel fald overtaget værdigheden som kristenhedens "tredje Rom", og som beskytteren af alle rettroende slaver. Men England og Frankrig ville ikke anerkende, at Rusland fik magt over Balkan og dermed direkte adgang til Middelhavet. Situationen blev i en tid mere ustabil, men resultatet af begge verdenskrige i det 20. Århundrede blev, at Balkan igen befandt sig i et skæringspunkt mellem forskellige kulturer; østlig socialisme og vestlig kapitalisme. Disse grundlæggende modsætningsforhold er blevet fulgt af, eller har givet anledning til, andre mindst lige så vigtige modsætningsforhold.

Men på Balkan går også grænserne for ortodoksi og katolicisme, Islam og kristendom, mellem en mere vest og mellemeuropæisk individualisme og en mere kollektivistisk og patriarkalsk tradition. Et andet væsentligt modsætningsforhold er det, der går mellem slaviske og ikke-slaviske grupper. I Jugoslavien går der også en klar grænse mellem de mere udviklede tidligere habsburgske nordlige områder og de fattige tidligere Osmanniske sydlige områder. De grundlæggende modsætningsforhold udelukker dog ikke andre kultures indflydelser. For det adriatiske kystland er den mediterrane kultur naturligvis meget vigtig. Hovedstaden i Bosnien, Sarajevo, var en kosmopolitisk by hvor muslimer, serbere, kroater, jøder og tyrkere indtil fornylig levede i fordragelighed. I Jugoslavien sker konflikten i 1990/91 også på baggrund af national ret contra statsret.

Med sin centrale beliggenhed på Balkan har det jugoslaviske område altid været i skæringspunktet for forskellige kulturers indflydelse, dannet bro for forskellige folkevandringer, og er blevet splittet af forskellige stormagters stræben. Dets skiftende historie har ført til, at Jugoslavien i 1945-1992 var et multi etnisk og flersproget land. Multi etniciteten, flersprogetheden og den kulturelle mangfoldighed er naturligvis også årsag til, at Jugoslavien i 1990 var en føderation med mange rettigheder for de forskellige befolkningsgrupper. Trods den i mange henseender positive nationalitets- og minoritetspolitik er Jugoslavien dog allerede i 1990 kendetegnet af stærke spændinger mellem forskellige befolkningsgrupper. Der er mange årsager til disse spændinger, der kræver kendskab til Balkans tidligere og moderne historie. Men lad nu være med at tro på, at Balkan eller serberne har en voldelig identitet. Befolkningerne har faktisk levet sammen i fred i lange perioder. Nok har krigene haft grusomheder. Sandsynligvis fordi det er folkegrupper/folkeslag, og i ikke hære som kæmper mod hinanden.

osmannerne havde magten på Balkan i næsten 500 år. Og på grund af den geografiske beliggenhed og de historiske omstændigheder, spiller Serbien en meget, meget større rolle i den internationale sammenhæng, end landets størrelse og styrke berettiger til. Serberne har altid levet under et stærkt ydre pres. Frankrig, Østrig/Ungarn, det tyske kejserdømme, Rumænien, Bulgarien, Grækenland Tyrkiet, Rusland har spillet en stor rolle i Balkans historie. Situationen på Balkan kompliceres for os nordboer af forskellige sprog, religioner og forskellig etnisk herkomst. Den etniske herkomst spiller desværre en stor rolle i kampene i dag. Men hemmelige aftaler mellem stormagterne om opdelingen af Balkan, og andre landes konkurrence om at opnå indflydelse på Balkan, må da efterhånden også medføre en samlet optræden mod de imperialistiske centre, selv om disse centre mener, at serberne har anbragt sig et uheldigt sted på kloden. Serbernes indre sammenhold har gjort dem i stand til at overleve. De etniske nabogrupperinger har ofte været stærkt afhængige af de imperialistiske centre og ligefrem annekteret deres religion og kultur.

Men historien drejer sig også om adgangen til Middelhavet/Adriaterhavet og om retten til over land og hav at kunne udveksle varer uden toldafgifter og uden udenlandske mellemmænd og restriktioner. Husk på, at mange rige samfund blev skabt via havene. Både før og efter Columbus, der i 1492 opdager Syd- og Mellemamerika, hvor europæerne nedslagter de oprindelige indbyggere (Inkaer, m.v.), og sidenhen i Nordamerika (USA, Canada), hvor indianerne bliver ofre for den europæiske (hvide races) etniske udrensning. Et uforudsigeligt resultat af den Franske Revolution i 1789 var, at med Napoleon indtog nationalismen Vesteuropa. De gamle europæiske handels- og kulturfællesskaber blev brutalt skubbet til side. Intet over og intet ved siden af nationalstaten. Og hvordan adskiller nutiden sig fra eksempelvis Hitlers "hjælp" til det tysktalende mindretal (südetertyskerne) og krav til den tjekkoslovakiske regering i 1938, og senere Hitler-tysklands krav overfor Polen vedrørende tyskerne i Danzig ? I 1938 var det Hitlers mål at destabilisere den multinationale stat: Tjekkoslovakiet i den hensigt at underlægge sig dette land. Til det formål brugte han den tredjestørste nationalitet: de ca. 3 millioner tysktalende südetere, der i visse lokalområder udgjorde 80-90 % af befolkningen, og hvor 'Südetendeutsche Partei' via Karlsbadprogrammet i 1938 stillede krav om fuldt selvstyre og selvforvaltning for Tjekkoslovakiets grænseområder og blev forsynet med våben fra Tyskland. Ved provokationer og sammenstød med tjekkisk politi, udgjorde disse episoder grundlaget for Goebbels propaganda. Ja, i dag er det måske forekomsten af mangfoldige råstoffer og mineraler, som nikkel, bly, kobber og kromerts i Kosovo, der er interessant for de udenlandske magter. UCK i Kosovo har stillet de samme krav. Hitlers intervention i Tjekkoslovakiet blev skubbet til side af England i Folkeforbundet under München-krisen. Det er det samme som sker i FN i dag med USA,- og südertyskerne rykker i dag for en sprængning af Tjekkiet. En olierørledning kan jo også skærpe interessen på Balkan. Nogle historikere mener, at det var under osmannerne, at den første politiske samling skete på Balkan og at den første kulturelle splittelse opstod, samt at fredsslutningerne i Karlovice 1699 og Passarovic i 1718 har stor indflydelse, når Balkans befolkninger i dag påberåber sig "historisk ret". Nutidens problemer skulle således også være et resultat af flere hundrede års krig mellem de Habsburgske lande og osmannerne i perioden 1500 - 1900.

Historikerne erindrer os også om, at det "europabillede" vi i vesten har i dag, er et fjendebillede der blev skabt i 1400- tallet, hvor osmannerne ekspanderer og hvor alt ondt er ukristeligt og ikke-europæisk. Nogle historikerne peger på, at tyrkerne var et europæisk folk og havde et mægtigt rige fra 1362 med hovedstad i Adrianopel (Edirne-Makedonien)) og at tyrkerne havde udstrakte besiddelser i Orienten. osmannernes stat var mere tolerant, bedre organiseret og militær stærkt end nogen anden stat. I det Osmanniske rige var eksempelvis en græker en person, der tilhørte 'millet i rumi' (det græske samfund), uanset om vedkommende talte græsk, arabisk, slavist eller tyrkisk. Der var således tale om et bekendelsesspørgsmål, der er forskellig fra de principper for identitet og fællesskab, der gælder i nationalstaten, nemlig det nationalt baserede sprog, etnisk og historisk fællesskab. Grækernes oprør i 1821, der var tilskyndet af det græske samfund i Odessa medførte, at grækerne i deres frihedstrang nedslagtede over 10.000 muslimer. osmannerne sendte flåden til Chios i 1822 og nedslagtede 100.000 grækere eller solgte den som slaver. England og Frankrig var imidlertidig bange for, at et kommende Grækenland skulle udvikle sig til et russervenlig område, og støttede derfor i 1827 kravet om græsk autonomi. I 1829 erobrer russerne Adrianopel og bliver overalt hilst af velkommen af de kristne som befriere. Ægypterne blev opmuntret af franskmændene til at udvide sine bastioner og knuste i 1833 den Osmanniske hovedstyrke. Osmannerriget var på knæ, og en dygtig russisk diplomatisk sejr i 1833 medførte russiske tropper i Konstantinopel og et signal om, at Osmannerriget var russisk nærområde. Men det ville Frankrig og England ikke finde sig i, og sendte flåden ind i Middelhavet. Snart blev krisen løst,- men kun midlertidigt, idet både osmannerne og Ægypten nu blev lydstater for stormagterne. I det Grækenland der blev skabt i 1830 boede kun 25 % af samtlige grækere og i videste omfang indebar den græske ide, en oldgræsk tilbageerobring af Konstantinopel. Ideen om et nyt Hellas, en klassisk civilisation i Platon og Sokrates hjemstavn vandt gehør hos Overklasserne i Vesteuropa, mod det 'uciviliserede' Osmanniske rige. En ny krise udviklede sig i 1850. Zar Nikolaj I. lagde pres på Sultanen og foreslog en forsvarsalliance, medens der blev dannet kristne småstater på Balkan under russisk beskyttelse, og foreslog samtidig England en deling af Østrig/Ungarn. Krigen var uundgåelig og efter freden i Paris 1856, blev Osmannerriget anset for interesseområde af Frankrig og England, idet osmannerne havde optaget lån i disse lande. Senere i 1867 fik tyskerne og østrigerne koncession til at bygge jernbaner i Osmannerriget. Krigen i 1877, Mellem Rusland, Serbien og Montenegro og osmannerne medførte en ydmygende fred for Sultanen i San Stefano, der bestyrtede det nye kejserriges Bismarck, der straks indkaldte til en ny fredskonference i Berlin 1878, hvor Osmannerriget reduceredes tab betragteligt, men hvor osmannerne måtte erkende Serbiens, Montenegro's og Rumæniens uafhængighed, medens Bulgarien blev delt i to. Sultanen måtte affinde sig i at rigets finanser kom under udlandets kontrol og osmannerne havde mistet sin stormagtsstatus. Med russisk hjælp bliver Serbien i 1878 et helt uafhængigt kongerige. Også Montenegro blev kongerige, mens Kroatien var under Østrig-Ungarn, der tillige i 1908 annekterede Bosnien og Hercegovina. Berlin-traktatens artikel 25 bestemte, at de hidtil tyrkiske provinser Bosnien og Herzegovina skulle okkuperes (besættes) af Østrig-Ungarn. Virkningen heraf var, at de to landsdele med den rent serbiske befolkning blev revet løs fra deres naturlige forbindelse med det uafhængige Serbien. Østrig-Ungarn lagde sig på tværs af Serbiens trang til at vinde adgang til havet. Serbien blev lukket inde på alle sider - blev kilet ind mellem fire forskellige stater, Rumænien, Bulgarien, Tyrkiet og Østrig-Ungarn, selvom Serbien til tre af siderne - mod syd, vest og nord - havde folk af sin egen nationalitet til naboer. Den samme artikel tilføjer dernæst, at „da Østrig-Ungarns regering ikke ønsker at overtage sandsjak'et Novibazar, som strækker sig sydøst mellem Serbien og Montenegro til hinsides Mitrovitza, så vil den ottomanske forvaltning blive fortsat i denne landsdel. For imidlertid at opretholde den nye politiske ordning, så, vel som forbindelsesvejenes frihed og sikkerhed, forbeholder Østrig-Ungarn sig retten til at garnisonere tropper og have militære og kommercielle veje overalt i denne del af den tidligere tyrkiske provins Bosnien." Tilføjelsen i artikel 25 om Novibazar bragte Østrig store politiske fordele. Thi sandsjaket er en landtunge hvis værdi i sig selv er omtvistelig, men som fuldkomment opfylder det formål, Østrig stræbte at nå - nemlig at rejse en af østrigske tropper vogtet vold mellem de to uafhængige serbiske stater Serbien og Montenegro. Novibazar er som en forsvarlig lås, der lukker Serbien ude fra enhver mulighed for at opnå anden forbindelse med omverdenen end den, Østrig kan kontrollere. Endelig er Novibazar en østrigsk udfaldsport ind i det tyrkiske rige. Fra Bosnien-Herzegovina til Saloniki - målet for den østrigske drang nach osten - går vejen gennem sandsjak'et. Mellem den bosniske grænse og det nordligste endepunkt for den makedonske jernbane, Mitrovitya, findes der overhovedet ingen anden vej end gennem Novibazar.

Romerriget var et statssamfund, og en mængde stamme- og bysamfund, der opstod ca. 350-270 f.Kr., via traktater og opnåede sin største udstrækning i år 117 e.Kr.,- fra Skotland til Persien. Senatet lod sig modstræbende trække ind i krigen mod Karthago i den 1. Puniske Krig i 264-241 f. Kr. der medførte, at Rom blev en sømagt og indledte en imperialistisk politik med erobringen af kolonier, hvor de indsatte en statholder og gennemførte en grov udbytning. I løbet af det 2. århundrede f. Kr. underlagde romerne sig bl.a. Dalmatien. De højt civiliserede hellenistiske riger omkring det østlige Middelhav ville Rom nødig i lag med. Interessemodsætninger i Illyrien førte til de 3 Makedonske Krige mellem 215 og 168 f.Kr., og i 148 f.Kr. gjorde romerne Makedonien til en provins. Derved blev de naboer til grækerne. I 146 f. Kr. blev Korinth ødelagt og den samtidige udslettelse af Karthago var rå romersk magtpolitik. De mange krige gav store tilførsler af slaver, der bl.a. blev sat ind i landbruget, bl.a. i Italien og på Sicilien. Italiens bondestand blev helt ruineret af nye billige kornleverancer og Rom fyldtes med forhutlede landboer. Man forsøgte at gennemtvinge en ny udstykning og det lykkedes delvis, indtil senatet, der var en ren godsejerforsamling, fik reformændene dræbt under optøjer i henholdsvis 133 og 121 f.Kr. Men rovdriften på den billige arbejdskraft førte også til store slaveoprør. Slaven Eunus, "kong Antiokos", beherskede i fire år omkring 133 f.Kr. det meste af Sicilien. Der opstod borgerkrig, forfatningskampe, og de værnepligtige, der kæmpede for deres land, blev afløst af lejetropper, der kæmpede for deres general. Cimbrer og teutoner havde var sammen med andre barbarstammer flere gange trængt ind i de romerske provinser og havde besejret adskillige romerske hære. Marius udslettede dem i 102-101 f. Kr. Efter mange tusinde henrettelser og proskriptioner strammede diktatoren Sulla i 75.f.Kr. senatets magt på bekostning af folkets forsamlinger og tribuner. Spartacus og hans slavehær spredte skræk i hele Italien i to år, før Crassus fældede ham 71 f.Kr. og korsfæstede 6000 af hans fæller langs Via Appia uden for Rom. Fra 89 til sin død 63 f.Kr. var kong Mithradates VI. den Store af Pontos en torn i øjet på Romerriget indtil Pompejus fik gjort en ende på ham. I tilknytning til felttoget oprettede Pompejus provinsen Syrien og gjorde Judæa samt de resterende småriger i Lilleasien til romerske lydstater. I 58-50 f.Kr. flyttede Cæsar romerrigets nordvestgrænse frem til Kanalen og Rhinen, og romerne erobrede de små hellenistiske riger, og fik derved en formidabel nabo, Partherriget. Augustus omdannede den romerske forfatning, bedrog overklassen og hans samarbejde med ridderstandens finanseksperter gav ham kolossale midler. Han fandt det nødvendigt at skabe en forsvarslinje mod germanske angreb. Prætorianerchefen Sejanus huserede en del år blodigt i Rom og dette og senere skrækregimenter ramte mest overklassen i selve Rom. Nero i 54-68 e. Kr. kom i krig med partherne og huskes for sine jødeforfølgelserne, der også ramte de kristne. I 68 e.Kr. blev der oprør adskillige steder. Men Vespasian (69-79), en dygtig general, der havde bekæmpet jødernes oprør i Judæa, fik vedtaget en forfatning, der gjorde kejserdømmet til en officiel institution. Kejser Trajan gav Romerriget dets største udstrækning, idet han indlemmede Armenien og Nabatæa (Arabia) og erobrede Dacien, Mesopotamien og Assyrien. I 131-34 blev romeriget forstyrret af jødiske oprør. Markomannernes og quadernes gjorde indfald over Donau i 167. Commodus i 180-92 blev en af de største slyngler på Roms trone. Germanske stammer faldt ind over nordgrænsen. Fra 235 til 285 regner man med at der var 30 Soldaterkejserne. Persere og germaner kastede sig over romerriget, og rigets egne soldater plyndrede også bravt. Tunge skatter, møntforringelse og inflation tog, hvad krigsmændene ikke kunne nå. Decius i 249-51 var den første der gennemførte statsorganiserede kristenforfølgelse. Men det blev Diokletian der i 284-305 e. Kr. indførte forestillingen om kejserens guddommelighed, promt og pragt, selv om ideerne var østerlandske og gjorde Galerius til cæsar for Balkan til Donau. Der blev indført firemandsstyret for at generaler og guvernører ikke skulle opstille sig som modkejsere. De fire rigsdele blev delt i 17 dioceser, forvaltningsområder, der igen deltes i 100 provinser i stedet for den historiske opdeling i ca. 50 provinser. Rom mistede sin centrale stilling. Ingen af de fire kejsere residerede i Rom, idet tyngdepunktet blev forskudt til det græsk-orientalske Lilleasien, hvor den ledende kejser sad. Og dér oprettede kejseren sit statsråd, hvorved senatet i Rom reduceredes til et byråd. Hæren, hofferne og det bureaukrati kostede mange penge. For at skatteopkræveren kunne finde sine ofre, blev disse stavnsbundet til deres hjemsted og erhverv. Bøndernes femtenhundredeårige ufrihed i Europa begyndte med Diokletians stavnsbånd og småbrugernes tilbøjelighed til at give sig ind under en godsejers værn i ufredstider. Den forrygende inflation forsøgte Diokletian at komme til livs med et pris- og lønstop, der i 301 blev suppleret med en omfattende maksimalprisliste. Men skønt der var dødsstraf for at overtræde lovene, virkede systemet slet. Diokletian forsøgte at udrydde kristendommen, der var ved at blive en velorganiseret magtfaktor i skarp opposition til den guddommelige kejser. Efter nogle svære indbyrdes kampe tørnede romerske hære sammen ved Adrianopel i 324. Konstantin den Store vandt og udbyggede bureaukratiet, tvangsstyret og orientaliseringen og i 330 gjorde han Byzans til rigets hovedstad under navnet: Konstantinopel. Byen lå i hjertet af den gamle hellenistiske verden, som nu afgjort var romerrigets vigtigste del. I det vestromerske rige havde germanere taget føringen. Konstantin fik rettet økonomien op ved at genskabe en tillidvækkende mønt: den gyldne solidus. Konstantin ændrede kursen og sammen med Licinius udstedte han Milano-ediktet i 313, hvorved de kristne fik religionsfrihed og politisk ligeberettigelse. Han arbejdede sammen med kirken, der til gengæld for voksende begunstigelser som skattefrihed og søndagens helligholdelse tillod ham at blande sig i læren og på dødslejet i 337 lod han sig døbe. Konstantins tre sønner delte riget mellem sig. Men efter nye mord og magtkampe sad Constantius II. som enekejser i 353. På grund af de voldsommere barbarfremstød over hele den europæiske grænse gjorde han sin dygtige fætter Julian til kejser i det vestromerske rige, og da Julian efterfulgte Constantius som enekejser i 361 frasagde han sig straks kristendommen, da han så hvorledes de forfulgte forvandle sig til forfølgere. Julian forbød ikke kristendommen, men berøvede den privilegierne og skabte selv en ny sol-religion, der gik i graven med ham. Inden længe kom det til massakrer på hedninger. Kejser Valens i 364-78 kunne holde barbarerne ude, men kun indtil hunnerstormen i 375 satte vældige folkemasser i gang. Kejser Valens døde under et forsøg på at standse vestgoterne på Balkan. Theodosius I. den Store (379-95) fik foreløbig standset indvandringen, men måtte affinde sig med en selvbestaltet kejser i det vestromerske rige. Hæren blev yderligere germaniseret. Førende romerske generaler var frankeren Arbogast, goteren Alarik og vandalen Stiliko. Theodosius gjorde kristendommen til statsreligion og forbød hedenskab og kætteri. I 395 blev riget delt mellem hans sønner Honorius (395-423) i Vesten, og Arcadius. Denne rigsdeling blev permanent, selv om det sundere Østromerske Rige endnu længe kunne blande sig i forholdene i det smuldrende Vesten. Honorius flyttede residensen fra Rom til det mere sikre Ravenna og slap væk i tide, idet goter, vandaler, alaner, svebere, alemanner og burgundere brød ind over grænserne. Rhingrænsen gik i opløsning i 407, og i 410 plyndrede Alarik og hans vestgoter Rom. Inden længe opløstes det vestlige rige i en række mindre stater med en germansk krigeroverklasse. Vandalerne tog nordafrika, vestgoterne Spanien og sydfrankrig, frankerne og burgundere Frankrig og vesttyskland, angelsaksere Britannien. Nogle af dem anerkendte dog Ravenna-kejserens overhøjhed. Endnu i 451 kunne en "romersk" hær af germanere slå Attila tilbage. Men i 455 blev Rom plyndret af vandalerne. De følgende vestromerske kejsere var marionetter for den svebiske general Ricimer. Germanerkongen Odoaker udnævne sig selv til østromersk statholder i Italien i 476. Dermed endte Det vestromerske Rige og det som vi i dag kaldet oldtiden. Men i Konstantinnibel sad der endnu i de næsten 1000 år en 'byzantinsk' kejser, der kaldte sig romersk. I den vestlige kapitalistiske del, har eftertidens historikere valgt at kalde dette rige for det Det Byzantinske, for skønt en del, der var romersk, blev bevaret, blev sprog og kultur snart græske med en kraftig orientalsk islæt. I byen Rom overtog biskoppen kejsernes titel som pontifex maximus, og førte på sin vis et romersk verdensherredømme videre. Nå !

Urbefolkningen på Balkan var grækere, thrakere (dakerne menes at tilhøre den thrakiske gruppe) og illyrer. En overgang var der også keltiske kolonier i de nordlige området. En sådan koloni var der bl.a. der, hvor den nuværende jugoslaviske hovedstad, Beograd ligger. Kelterne blandede sig i Donaubækkenet med den jafetitiske urbefolkning i det 5. århundrede f. Kr.. Grækerne boede hovedsagelig på den sydlige del af halvøen. I dag er der meget få grækere tilbage i Jugoslavien. Den græske indflydelse i den sydlige del af det nuværende jugoslaviske område var dog tidligere stor, og grækerne stræbte længe efter hele det makedonske område. En anden tidlig gruppe i det sydlige Balkanområde var jøderne. Romerne begyndte at kolonisere det dalmatiske kystområde tidligt, men erobringen var dog ikke fuldført før år 46, da provinsen Thrakien blev indlemmet i det romerske rige. Thrakerne i øst og kelterne blev assimileret af senere indvandringsbølger, mens det lykkedes illyrerne og deres efterkommere, albanerne, at forblive i Balkans bjergtragter. Illyrerne kom i 228 f. Kr. under Rom og var Romerrigets bedste soldater. Hele området kom under Romerriget som provinserne Dalmatia, Møsia og (en del af) Pannonia. I senere kejsertid var illyrerne rigets elitesoldater, og adskillige kejsere hentedes fra deres rækker. En af dem, Diocletian (284-305) stammede fra Montenegro og byggede sit vældige palads i Split. Han var den kejser der mest energisk og systematisk forfulgte de kristne. Hans efterfølger kejser Konstantin I. den Store af Rom (305-337) stammede fra det nuværende Serbien og gjorde i 330 Byzans til rigshovedstad under navnet Konstantinopel. I løbet af 300-tallet bliver kristendommen ført ind over Balkan, samtidig med at vest- og østgoter indvandrer på Balkan og bliver romernes forbundsfæller. Den græske munk Arius understøttes af de græske bisper og gennemfører sit missionerende arbejde blandt goterne (de germanske stammer) på Balkan, og ved de store kirkemøder i Nikæa i 325 og Konstantinopel i 381 omvendes disse til kristendommen. Men deres kristendom: Arianismen har mange ligheder med Islam, og anerkendes ikke senere af de ortodokse (rettroende) som kristendom. Af administrative og militære grunde delte den romerske kejser Theodosius I. i 395 det romerske rige i en vestlig og en østlig del. Hans søn: Honorius fik den vestlige del med residens i Rom, og hans anden søn: Arcadius regerede fra Konstantinopel over det meste af Balkan, Lilleasien, Syrien, Palæstina, Cypern, Ægypten og Cyrenaica. Det østlige rige havde forrang frem for det vestlige rige. Efter Romerrigets opdeling i øst og vest i 395 var det meste af Balkan under det østromerske rige. Dalmatien dog først i 535, og som senere blev angrebet af slaviske folk, Venezianerne, normanner og napolitanere.

I løbet af 400-tallet lykkedes det kejserne i Konstantinopel, at få sendt vest- og østgoterne østpå. De plyndrede Rom og kort tid efter gjorde vandalerne det samme, ligesom de erobrede Spanien. Oppe ved Nedre Rhinen og Köln i det 3. Århundrede e. Kr. slutter nogle germanske stammer sig sammen og opretter 'frankerne' (dvs. de frie) og i 486 erobrer de saliske frankers konge: Chlodovech af Merovingerslægten, det sidste romerske rige i Gallien og udvidede sit herredømme over hele frankerfolket og alemannerne østpå samt det hidtil vestgotiske Sydfrankrig. Henimod år 500 antog han kristendommen i den katolske form , og det nye rige opbyggedes i samarbejde med kirken og den gallisk-romerske overklasse. Efter hans død 511 blev riget delt mellem hans fire sønner, og efter at Thüringen, Bayern og Burgund var indlemmet, afløstes erobringstiden af en periode med indbyrdes krige mellem kongeslægtens grene. Frankerriget der bestod fra 486 til 843 omfattede på sit højeste Frankrig, Schweiz, vest-og sydtyskland, det meste af Nederlandene samt NordItalien

Den romerske periode var en kulturel blomstringsperiode for Balkanområdet, som dengang var en integreret del af det romerske herredømme, styret fra Rom. Romeren: Pliniud den Ældre har beskrevet folkeslagene på Balkan. Den tidligere befolkning blev for størstedelens vedkommende romaniseret, med undtagelse af grækerne og illyrerne. Da det romerske rige begyndte at blive svagere, kunne barbarerne dog ikke holdes fra Balkan. I den romerske hær var latin det fælles sprog. Men de gamle thrakiske og illyriske sprog var stadig i brug hos bondebefolkningen side om side med græsk og latin. Under Justinian (527-65) blev det Byzantinske Rige atter en stormagt, der skabte et romerrige, som herskede det meste af Middelhavet rundt. Justinian måtte ganske vist købe sig fred med Persien i 532, og samme år overstod han med møje Nikæa-oprøret. Men siden erobrede hans generaler Belisarius og Narses Dalmatien, Italien og de nordafrikanske og den sydspanske kyst. Rigets retsvæsen fremmedes ved romerrettens samling i Corpus juris civilis, og der gennemførtes kirkelig enhed under Justinians ledelse, men i tilslutning til Rom. Akademiet i Athen lukkedes og Sofiakirken rejstes. Nogle af de vestlige provinser gik dog snart tabt til vestgoter og longobarder. I Syrien og Ægypten kom gejstlige og lægfolk i stærk opposition til regeringen på grund af de kristologiske stridigheder.

Med slavernes ankomst i 500-tallet fra østeuropa skete der et brud i den kulturelle kontinuitet i Balkan-området. Den sociale og økonomiske struktur brød sammen, og den romerske kultur blev erstattet af et før-feudalt stammesamfund. I 559 brød avarerne ind i østeuropa fra øst. De var et beslægtet asiatisk mongolsk folk med hunnerne, der slog sig ned i Dacien. Avarerne fremkomst medførte, at de sprængte slaverne i to store grupper: nord- og sydslaver. Avarerne nåede helt frem til Konstantinopel, men blev drevet tilbage af romeren Belisarius. De slaviske folk i Mellemeuropa blev slået ned af avarerne, og det medførte at de slaviske stammer kom i forskellige bølger og ad forskellige veje til Balkanområdet fra deres slaviske urhjem, nogle gange alene, andre gange sammen med avarerne. Den romaniserede befolkning og illyerne og thrakerne flygtede op i bjergene, og blev stamfædre til vlakher og albanere. Grækerne flygtede ud til kysten. Longobarderne (langskæg), der oprindelig kom fra Skandinavien og Nedre Elben havde i det 6. århundrede også et rige i Østrig, Tjekkoslovakiet og Ungarn, hvor de undertrykte gepidernes rige ved Donau, Sava og Thies. Men i kamp mellem slaverne og avarerne blev longobarderne nu trængt, og søgte i 568 mod sydvest og oprettede et germansk rige i Pannonien (Norditalien), der afskar Rom fra omverdenen. Longobarderne var arianere. Først i det 7. århundrede gik de over til katolicismen efter religionskampe og Kong Rothari (636-52) lod longobardisk ret optegne på latin og erobrede Liguria. Slaverne stødte sammen med de germanske bajuvarer i Tirol og og dele af Østrig. Nogle gange synes slaverne også at have været tilkaldt af de byzantinske kejsere, hvor romerne levede et luksusliv. Slaverne trængte langt ned blandt grækerne og nåede så langt som til Lilleasien. Det var faktisk kun byerne i det dalmatiske kystland, som modstod den slaviske invasion. De romaniserede folk i det indre af Balkan blev også assimileret af slaverne, og der er kun rester af de tidligere grupper tilbage,- de nuværende vlacher, dvs. meglenorumænere, aromuner, timokrumænere og istrorumænere. Denne assimilationsproces må dog have taget lang tid. I nordøst, det tidligere Dakien, var der dog en større gruppe, forfædrene til de nuværende rumænere, der bevarede sin romanske karakter.

På den tid er mange folkegrupper nomader. Dog er der nogle, der slår sig ned og får monopol på at sælge drikkevand, potter, medens andre opkræver skat i "byerne". Nomadestammerne var ofte i strid om græsmarker og de kilder, der var nødvendige til livets spartanske opretholdelse. I 623 rejste slaverne sig og brød fremmedherreddømmets åg (avarernes eller romernes ?). og en person ved navnet Samo dannede 'en slavist stat', fra Moldau til Sava, omfattende de dele vi i dag kalder Böhmen, Mähren, Østrig, Ungarn, Slovenien og Kroatien. I 630 er 90 % af Balkan beboet af slavere og som hedninge betragtes de som et fremmedelement. Avarernes indtrængen medførte straks, at de nordvestlige af de sydslaviske stammer: slovenerne, mistede deres selvstændighed, og det var først med dannelsen af den moderne Jugoslaviske stat, at slovenernede blev befriet fra fremmedherredømme.

Men i Mekka var Muhammed ibn Abd-Allah i 570 blevet født som medlem af den mægtige stamme: koreishitterne, der kontrollerede handelsknudepunktet Mekka med det meget besøgte valfartssted Ka'abaen, en firkantet bygning hvor mange guder blev dyrket. Muhammed voksede op i beskedne kår som fårehyrde, indtil han kom i tjeneste som kameldriver hos den rige enke Kadidja, der drev karavanehandel. Han antog kristendommen og jødedommens korte, enkle og enfoldige gudeopfattelse, og i 610 begyndte han at udbrede sine egne synspunkter. Men hans egen stamme forfulgte ham og hans synspunkter, fordi ideerne truede deres samfundsordenen og deres pilgrimsindtægter. Han vandt få tilhængere og i 622 blev situationen i Mekka så truende, at Muhammed med 150 tilhængere måtte "flytte" til Yatrib (Medina). Der var ingen som ville anerkende ham som profet, og jøderne i Medina havde kun hån tilovers for hans bibelopfattelse. Resultatet blev, at han med sine tilhængere valgte at skaffe sig indtægter med småkrige mod Mekka, der i 630 opgav modstanden. Ka'abaen i Mekka blev renset for afguder og hedensk kult, og behændigt indlemmet som kultsted for Muhammeds "nye politiske bevægelse": Islam. Mekka blev gjort til Islams helligste by i stedet for Jerusalem, og Muhammed udviklede et lovværk og samlede de stridende arabiske stammer, der på få år erobrede mange riger og bragte mange millioner personer ind under hans tro. Arabiske nomadestammer var nemlig blevet godt trætte af jøderne og de byzantinske skatteopkrævere. Og på den tid var de kristne i det østromerske rige blevet splittet, fik religiøse skismer og arianismen (hedenskaben) dukkede op påny sammen med andre såkaldte kætterske ideer. Også Persien blev rystet af social og religiøs misfornøjelse. Selv om araberne (muhammedanerne) var ganske fåtallige, vandt de den ene sejr efter den anden og både Ægypten, og senere store dele af det romerske og persiske rige brød hurtigt sammen under mod den militære organisations hellige krig. Den nye ideologi var som en moderne skattenægterbevægelse utrolig populær, og da muhammedanismen indeholdt flere elementer fra andre trosbegreber, betød det ikke så meget, at man skiftede overbevisning. Muhammedanerne mente, at man ikke måtte tage rente af udlånte penge. De besejrede "folkeslag" fik valget: man kunne underkaste sig Koranen og undgå at betale skat; man kunne betale skat og beholde sin tro; eller man kunne dø i kamp for sin religiøse og politiske overbevisning. Udviklingen fra flere guder, der kunne afbildes til nu kun 'en usynlig gud, og udviklingen fra flere sædvaneregler for de forskellige stammer og "klasser" til kun 'en lov, skal ses på baggrund af intolerance, og at frelser-ideerne (Jødedommen, Kristendommen og Muhammedanismen) ønskede at regere og diktere over flere stammer, klaner og større riger. De adskilte sig banebrydende fra de græske, romerske og alle andre tidligere kulturer, der anerkendte flere afbilledlige guder, og som gav de besejrede folkeslag ret til at kunne dyrke deres egne guder,- blot de betalte tribut til eksempelvis: romerne. Den enkle (mono) gudeopfattelse blev senere importeret med magt, da kirke, fyrster og konger i Europa skulle udvide deres magtområder og indføre absolutisme og Inkvisationen. I Europa medførte det dog ikke en skattenægterbevægelse eller frelserbevægelse,- tværtimod.

På Balkan trængte et turko-tatarisk folk frem: bulgarerne og det var bulgareres indtræden på Balkan halvøen fra slutningen af det 7. århundrede, som tvang sydslaverne sammen i større enheder,- i kamp for deres uafhængighed. Efterhånden antog det indvandrede herskerfolk imidlertidig de undertvungne slaveres sprog, og fraset slovenerne får vi herefter tre større sydslaviske grupper: kroater, serbere og bulgarer. Selv slaverne i sydøst, der hvor Bulgarien ligger i dag, blev tidligt underkuet af bulgarerne, som dannede sit første rige allerede i år 681, der hyppigt lå i kamp med Byzans, indtil Basileios knækkede dem i 1014. Slaverne, som var en væsentlig større gruppe, assimilerede dog relativt hurtigt deres herskere, og de bulgarske riger, som dannedes senere, var slaviske riger. Det største var zar Simeons rige (893-927). Bulgarerne bevarer ned gennem tiden deres eget folkepræg og genvinder også senere statslig selvstændighed. Kroaterne nævnes således første gang år 626 i byzantinske kilder. Serberne noget senere. Byzantinske forfattere kalder ved den tid hele halvøen for Sklavinia. I 634 kommer serberne til Balkan halvøen på foranledning af den byzantinske kejser Heraklios. Man mener at de stammer fra Karpaterne. Tilsyneladende holdt den stedlige gamle befolkning sig kun i de murbeskyttede byer. Men en senere udvikling har vist, at denne befolkning også mange steder på det åbne land, måtte bøje sig under den slaviske folkevandring. Men hellenere, albanesere og rumænere dukkede senere op påny. Men i vide egne blev det fra nu af slaverne, som tog jorden i eje, og deres familielandbrug (zadruga) gjorde det muligt for dem at kolonialisere vældige områder. Deres samfundsforhold var ret ensartede, ligesom sproget. Der er jævne overgange mellem mundarterne fra Triglav-toppen i øst alperne og ned på den anden side af Adrianopel. Men slavernes stammeforfatning, hvor alle slægter var lige, har tilsyneladende været årsagen til at en rigsdannelsen var vanskelig at få gennemført. Selv avarerne blev assimileret, selv om der fandtes avarer tilbage langt ned i middelalderen. Det tog længe, inden de løst organiserede slaver kunne oprette deres egne riger. De slaver, som var veget af mod nordvest ind i det nuværende Slovenien, Østrig og Italien, og som beholdt den oprindelige betegnelse for slaver, nemlig slovener, fik aldrig mulighed for at danne deres eget rige. Da germanske folkestammer trængte ind fra vest, og bulgarerne gjorde sig gældende som folk, er adskillelsen af de to grupper af slaviske nationer blevet endnu mere udpræget.

Avarerne ophørte med at spille nogen rolle på Balkan, efter at de forgæves havde samarbejde med araberne og havde belejret Konstantinopel i 717-719. Muhammedanerne trængte i de følgende år ind over det vestromerske rige (Spanien). Karl Martel, en hovmester i det vestromerske rige besejrede sammen med sine militære styrker i 732 muhammedanerne i slaget ved Poiters, og reddede derved det vestromerske rige fra muhammedanernes magtovertagelse. Derefter angreb han merovingerne i Frankrig, Tyskland, Bayern. En ny ekspansionsperiode toppede i 751 med longobardernes erobring af det byzantinske eksarkat (Ravenna). Rom var nu alvorligt truet, og Italien ville være blevet samlet under longobarderkongen Aistulf, hvis ikke frankerne under Pépin den Lille (Karl Martels søn) var kommet paven til hjælp i 754. Pipin besejrer longobarderne og afsatte den sidste merovingske konge. Derefter udråbte han sig selv til konge, og fik tilslutningen fra den frankiske adel. Men i stedet for at give de erobrede området tilbage til den østromerske kejser, donerer han områderne til Paven i Rom. Frankernes oprettelse af Kirkestaten (med Ravenna) og longobardernes svækkelse blev oprindelsen til Italiens lange opsplitning i småstater Pipin søn: frankeren Karl den Store blev derpå frankernes konge og regerer i 46 år fra 768 -814. I 774 besejrede og afsatte Karl den Store den sidste longobarderkonge Desiderius og udråbte sig til konge over longobarderne. Et germansk kongerige: Saksen, der lå mellem Elben og Ems havde voldt frankerne problemer. I en periode på 30 år foretog Karl den Store 20 felttog mod sakserne. Men de var ukuelige og nedbrændte frankernes kirker. Ved et af oprørerne vandt Karl den Store og deporterede 10.000 af saksere, og ved et slag ved Verdun blev dræbt 4.500 saksere. Karl den Store gik sydpå og fordrev det asiatiske folk avarerne, der var trængt ind i Vesteuropa, efter at hunnerne var draget hjem igen. Avarerne blev gjort til et skattepligtigt folk. Da der var uregelmæssigheder hos Paven i Rom, tog Karl ned for at få sagen opklaret i år 800. Paven skyndte sig at krone Karl til kejser af det hellige romerske rige, og der lyder heftige protester fra den østromerske kejserinde: Irene. Slovenerlandet indlemmes i Karl den Store rige ca. år 800 og både slovener og kroater påtvinges den romersk-katolske kirke. Med hans død i 814 begyndte nedgangen, og i 843 blev riget definitivt delt. Deraf opstod Frankrig og Tyskland samt for en tid et mellemliggende rige, Lothringen (Lorraine), med norditalien og en del af Nederlandene.

Kristendomsmissionen blandt slaverne var allerede begyndt vestfra i det 7. århundrede. Navnlig bisperne i Salzburg og frankerne drev på med omvendelsesværket. Det byzantinske rige gik i offensiven både militært og missionsmæssigt for at beskytte Lilleasien mod muslimerne og Paulikianerne i 800-tallet. En kraftig kulturstrøm breder sig derfor nordefter fra Byzans til de hedenske slaver, og med den kom også Patriarkens sendebud. Fyrst Rastislav af StorMähren anmodede endog kejseren i Konstantinopel om missionærer, som kunne give hans slaviske folk en bibel og en liturgi på det slaviske folkesprog i stedet for det latin, som frankerne forsøgte at indføre vestfra. Den byzantinske kejser sendte to brødre: Konstantin og Methodios, som kom fra den slavisk-græske by Thessaloniki, og de var udset til at lave et slavisk alfabet og oversætte de vigtigste kirkelige bøger til slavisk, idet de talte både græsk og slavisk. Man har gennem historien skændtes om de var grækere, slaviske, makedonere eller bulgarer. Deres bøger skulle bruges til missionsvirksomhed blandt slaverne og først og fremmest i det Mähriske rige. I Mähren fik de både hurtigt samlet en stor skare elever i 867 og fortsatte oversættelserne af de centrale kirkelige bøger. Konstantin var ganske klar over, at deres mission kunne strande, og at frankerne opfattede deres missionsvirksomhed som græsk kulturimperialisme. Derfor opfandt han en sær skrift, som hverken lignede det latinske eller græske alfabet (den græske majuskelskrift) men som på enkelte punkter var inspireret af hebraisk skrift. Dette alfabet blev verdens første slaviske alfabet, og til dette alfabet oversattes de hellige skrifter. Deres virksomhed stødte imidlertid på stærk modstand fra de tyske biskoppers side. Det lykkedes dem dog, at opnå romerpavens tilladelse til at anvende slavisk under gudstjenesterne, selv om latin var Romerkirken eneste sprog. I det østromerske (Byzantinske) rige var der nemlig i lang tid tradition for at bruge de lokale sprog som kirkesprog. Kort før sin død antog Konstantin navnet Kyrillos, og alfabetet er sidenhen kaldt det kyrilliske alfabet, selv om det har gennemgået flere ændringer. Efter de to brødres død, blev deres elever drevet ud af Mähren efter kraftige forfølgelser af de frankiske missionærer. Nogle synes at være havnet i det kroatiske kystland, hvor den slaviske liturgi, trods senere romerpavers forbud, har overlevet til vore dage i konkurrence med missionærerne fra romerkirken i Vatikanet. Men de fleste fandt et fristed i Bulgarien, som i hvert fald delvis var kristnet allerede i år 863. Men i lange tider var bulgarerne fjende til det Byzantinske Rige, og det var ikke sikkert, at bulgarerne ville give sig ind under den græske patriark i Konstantinopel. Med det spændte forhold mellem Rom og Konstantinopel, kunne det være praktisk for bulgarerne at alliere sig med paven i Rom, men i 875 sluttede bulgarerne og serberne sig til den græsk ortodokse kirke i Konstantinopel, og helt op til Donau og Sava nåede kirkens magt, medens flertallet af kroaterne, slovenerne og det dalmatiske kystlands beboere bøjede sig for paven i Rom. Hver af de religiøse grupper fik også sit ejet alfabet (nordpå latinsk - sydpå græsk kyrillisk), og hver hørte til sin særlige åndsverden. Sprogstriden og kirkekulturens kæmpede grænser forsatte frem og tilbage på Balkan i mange år fremefter.

Fra det 7. århundrede var det østromerske rige græsksproget og set vestfra et orientaliseret rige, medens vesterlændingene forekom som barbarer i lyset af den byzantinernes ældgamle, ubrudte kulturtradition. Kristningen af bulgarerne forstærkede den kirkelige spænding mellem Rom og Konstantinopel. Der var tale om teologiske afvigelser, bl.a. da Byzans i det 8.-9. århundrede rystedes af de kristne billedstormere, ligesom der var en ren magtkamp,- dels om overhøjheden over nyomvendte folk, og dels på grund af romerpavens genoprettelse af et vestligt kejserdømme med frankeren: Karl den Store i år 800. Men der var navnlig tale om en kulturkløft. I 843 anerkende kejserinde Theodora i Byzans retten til at fremstille og dyrke helgenbilleder. I Vesten regner man med, at det Store Skisma indtraf i 1054. Byzantinerne mente, at svælget mellem kirkerne opstod gradvis og blev uoverstigeligt i løbet af korstogstiden. Det Byzantinske Rige havde en ny storhedstid under det makedonske dynasti omkring det 10. århundrede.

Den lange Osmanniske periode, som først blev afsluttet efter Balkankrigen i 1913, betragtes stadig oftest som en forfaldsperiode, en periode af undertrykkelse og trælbinding. Dette er i og for sig ikke usandt, men samtidig må man huske, at det Osmanniske herredømme ikke havde kunnet overleve så længe uden en egen kultur og et velfungerende styre. Det ensidigt negative billede af det Osmanniske herredømme er i mange tilfælde et kristent billede. På visse punkter var dette herredømme, i hvert fald i sin blomstringstid, ret tolerant. Man tog eksempelvis imod store grupper spanske, dvs. sefardiske jøder, som flygtede under inkvisitionen, og deres sprog, ladino eller jødespansk, tales stadig af enkelte jøder i Jugoslavien. (Jøderne i de habsburgske områder var derimod askenazi.) Man forbød heller ikke andre religioner. De ikke-muslimske indbyggere var organiseret efter deres religion i det såkaldte millet-system med religiøse ledere. Omtrent samtidig med osmannerne kom også de første sigøjnere til Balkan.

Den Osmanniske tid førte til betydelige befolkningsforandringer. Mange serbere og kroatere flygtede til det habsburgske område, hvor de ofte blev placeret i en bufferzone ved den Osmanniske grænse, den såkaldte militærgrænse. Dette er årsagen til den store serbiske minoritet i Kroatien. Kroaterne i Vojvodina, de såkaldte bunjevci, og Burgenlands-kroaterne i Østrig er også slægtninge til flygtninge fra det osmanniske område. På den Osmanniske side af grænsen placerede tyrkerne ofte ortodokse vlacher, som efterhånden blev serbiseret. Disse udgør altså i 1990 en del af den serbiske befolkning i Kroatien og Bosnien. Selv den lille istrorumænske gruppe tilhører emigranter fra den Osmanniske tid. De største folkeforflytninger fandt sted i forbindelse med de Østrigsk-Osmanniske krige i slutningen af 1600-tallet og i første halvdel af 1700-tallet. Serberne fra især det "gamle" Serbien, dvs. Sandsjak, Kosovo og Metohija, men også fra andre områder, drog, ledet af deres patriarker, i to store bølger (1690 og 1737) til de nyligt befriede områder i det sydlige Ungarn. De områder, de var blevet tvunget til at forlade, Kosovo, Metohija og det vestlige Makedonien, blev der nu forflyttet især albanere til, som stort set helt og holdent var gået over til Islam (med undtagelse af en mindre gruppe katolikker). Det var altså i 1700-tallet, at befolkningsfordelingen i især Kosovo og Metohija blev forskubbet til albanernes fordel.

Også de bosniske bogumiler synes ligesom albanerne at være overgået til Islam. Den Islamiske religion var mindre fremmed for dem end den katolske og den ortodokse, og de kraftige forfølgelser fra disse religioner gjorde også overgangen lettere. De bosniske muslimer stammer imidlertid ikke kun fra bogumiler. Der er endda mange eksempler på, at katolikker har skiftet religion, og økonomiske incitamenter har sikkert også spillet en stor rolle. Mod slutningen af 1600-tallet var tre fjerdedele af den bosniske befolkning muslimer. I andre områder af Balkan var overgangen til Islam ikke så omfattende.

Slavisktalende pomakker, torbesjer og goraner i Rhodope og i Makedonien er dog et eksempel på sådanne konvertitter. Selv sigøjnerne i det Osmanniske område overgik i stort tal til Islam. Også tyrkere og andre muslimske folkeslag flyttede til Balkan, som f.eks. tjerkesserne, som der nu kun er nogle familier tilbage af i en by på Kosovo Polje. Blandt de Osmanniske grupper kan nævnes (halv)- nomaderne jurukerne.

I de fra tyrkerne befriede områder tillempede de Habsburgske herskere en befolkningspolitik, der var typisk for dette styre. Man lod forskellige folkegrupper flytte dertil, for at områderne ikke skulle blive etnisk homogene. Fra og med 1700-tallet flyttede grupper fra mange forskellige steder i det habsburgske imperium ind i disse områder, tyskere, ungarere, slovakker, rusiner, og fra 1800-tallet også tjekker, ukrainere og polakker. Fra de områder, der var blevet erobret fra tyrkerne, flygtede eller flyttede tyrkere, bosniske muslimer og albanere til Tyrkiet i forskellige bølger. Den seneste udvandringsbølge kom i 1950'erne, hvor ca. 100.000 tyrkere, albanere og muslimer udvandrede. De kristne opfattede længe alle muslimer som tyrkere, så det er svært at udskille de for skellige befolkningsgrupper blandt udflytterne. Der findes stadig såvel serbokroatisk- som albansktalende grupper i Tyrkiet.

Fra 1700-tallet og især 1800-tallet bliver den etniske og nationale bevidsthed større hos befolkningsgrupperne på Balkan. De sydslaviske folks etnogenese er meget kompliceret, og som hos alle folk, der har fået en sen bevidsthed, er der tendenser til at opbygge en national mytologi, - til at ville søge sine rødder langt tilbage, som f.eks. når makedonierne henviser til zar Samuils rige som et makedonsk rige. Bulgarerne opfatter dette rige som et bulgarsk rige. Serberne går tilbage til den serbiske guldalder i middelalderen og kroaterne til det kroatiske rige. Bosnierne ser tilbage til middelalderens bosniske rige med dets særlige kirke. Alle forsøger at finde en kontinuitet op igennem de mange århundreder med fremmed herredømme. For serberne var det den serbiske ortodokse kirke, som holdt serbiskheden oppe i den lange tid. Serbiskhed og ortodoksi var et og samme. For kroaterne var det måske især de rudimenære kroatiske statslige institutioner som bevaredes i denne lange tid, som bar kontinuiteten, mens den katolske kirke, derimod, næppe var en national kirke (måske skal man her gøre en undtagelse for de områder, som havde slavisk liturgi).

I begyndelsen af 1800-tallet var billedet dog meget forvirret. Den slovenske vækkelse var knap nok begyndt. Kroatien var ligesom Slovenien stadig under det habsburgske åg og splittet i dels Dalmatien, som hørte direkte under Østrig, dels i det egentlige Kroatien, der dog stadig hørte under Ungarn. Desuden fandtes der kroater efter snarere katolikker i Bosnien, der stadig hørte til det Osmanniske rige. Kroaterne var desuden sprogligt splittet. Selv om en af de litterære varianter, tjakavisk, var forsvundet, var litteratursproget i Zagreb stadig kajkavisk, mens andre dele anvendte forskellige varianter af sjtokavisk.

Situationen i det serbiske område var også forvirret. I det Habsburgske Vojvodina havde serbiskheden ganske vist vokset sig ret stærk, men det var på den anden side af Donau, den første moderne serbiske stat skulle dannes i stadig kamp mod det Osmanniske rige. Et tredje centrum for serbiskheden var Montenegro, som tidligt havde tilkæmpet sig en relativ selvstændighed fra tyrkerne, og som i 1800-tallet blev en selvstændig stat. Selv om dette også medførte en montenegrinsk nationalfølelse, var den dog altid kombineret med en serbisk bevidsthed. I Vojvodina skrev man på denne tid på et blandet sprog, slaveno-serbisk, men der havde allerede været gjort forsøg på at skrive på det almindeligt brugte sprog (Dositej Obradovitj). Den store serbiske sprogreformator blev dog Vuk Stefanovitj Karadsjitj, som baserede sit sprog på dialekterne i det østlige Hercegovina og de folkesange, som havde ført traditionerne fra slaget ved Kosovo Polje videre gennem århundreder. Sproget blev også en vigtig faktor i de sydslaviske integrationsbestræbelser, som kendetegner 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Serberne og Vuk anså alle, som talte sjtokavisk, for serbere, uafhængigt af deres religion, mens kroaterne og til dels slovenerne i den af panslavismen inspirerede illyriske bevægelse, snarere ville integrere alle sydslaver i en ny sydslavisk enhed. De religiøse grænser blev dog afgørende i den serbiske respektive kroatiske etnogenese. Der findes i dag meget få katolske serbere eller ortodokse kroater.

Den sproglige udvikling i Slovenien gik på tværs af de sproglige enhedsbestræbelser. Der blev i stedet skabt et slovensk litteratursprog i 1800-tallet. På det tidspunkt havde Kroatien syv forskellige ortografier. Omkring 1840 blev der oprettet et nationalteater i Zagreb. Det tyske teater samme sted havde eksisteret i 60 år. Kroaterne derimod opgav i den jugoslaviske ide's navn kajkavisk (ikke uden stridigheder) til fordel for et sjtokavisk med latinsk alfabet, stort set opbygget i overensstemmelse med Vuk's principper. Den sydslaviske, jugoslaviske, enhedstanke var naturligvis også dikteret af forholdene i det habsburgske rige. Mange anså en alliance med det i 1800- og 1900-tallet stadig stærkere Serbien for den eneste mulighed for at blive frie. Der fandtes dog også andre bevægelser, som ville skaffe katolske serbere og kroatere samme stilling som ungarerne i en habsburgsk føderation eller konføderation, der var naturligvis også nogle, der talte for selvstændige stater. Vuk's sprogreform drejede nu tydeligt mod vest-europa, og reformerne mødte modstand, idet Vuk's ideer underminerede ideen om en slavist nation. Serberne blev betragtet som separatister, selv om sprogstriden fik støtte fra forskere i vest-europa. Østrig så ikke med venlige øjne på nogen form for samlingsbestræbelser mellem den illyriske bevægelse og serberne, og der var da flere bestræbelser på at etablere litteratursprog. I 1850 underskrev forfattere fra såvel Serbien som Kroatien en litterær overenskomst i Wien gående ud på, at et folk skulle have et fælles sprog. Men kirketraditionerne forhindrede et sådant fælles sprog.

Den nye stat blev også en kristen stat trods store muslimske minoriteter og grænserne mellem nabolandene lå først fast i 1925. En multinational stat i lighed med det Habsburgske rige. De tre nationer gik med i den nye stat med forskellige interesser. For serberne var den nye stat nok snarest en måde at virkeliggøre drømmene om et Stor-Serbien, mens kroaterne og slovenerne derimod havde ønsket en sydslavisk føderation, hvilket allerede fra starten dannede grundlag for stærke modsætninger. De religiøse og kulturelle forskelle mellem især serbere og kroater blev også meget tydelige, tydeligere end de nok havde været tidligere, da man levede i forskellige stater. På grund af samarbejdsvanskelighederne mellem serbiske og kroatiske ledere, blev der kun udviklet et svagt parlamentarisk demokrati.

I april 1919 oprettes Jugoslaviens Socialistiske Arbejderparti og kongressen erklærede sig solidariske med den russiske og ungarske arbejderklasse. I juli 1919 spændte arbejderklassen ben for, at Jugoslavien skulle bekæmpe Rådsrepublikken Ungarn. Jugoslaviens områder fastlagdes ved fredstraktaterne med Østrig, Bulgarien og Ungarn i 1919-20. Men alle områderne havde forskellig territorialhistorie. Overfor Bulgarien og Ungarn fik sydslaverne næsten de landområder som man krævede, men grænsen mod Østrig blev bestemt af en folkeafstemning i slovenerlandet omkring Klagenfurth, som Jugoslavien gik imod. Jugoslavien indgik i den "Lille Ententen" - et forbund mellem Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Rumænien fra 1920-38, støttet af Frankrig. Forholdet til Italien fæstnedes først i 1924 efter lange forhandlinger og overenskomster. Italien fik Goriza, Gradisca, hele Istrien og landet ned til Fiume, Zara og nogle af øerne. Store slovenske, kroatiske og dalmatiske befolkningsdele kom på denne måde under fremmedherredømme, så sydslaverne blev altså endnu ikke forenet. Følgelig var der i de følgende år vanskeligheder mellem Rom og Beograd, idet italienerne frygtede konkurrence på Adriaterhavet og kystområderne. Spændingen mellem jugoslaver og italienere har været meget anstrengende og ved en politisk/økonomisk overenskomst i 1937 blev spændingen mere afslappet. Også til Bulgarien var jugoslavernes forhold fjendtligt, idet bulgarerne bekæmpede det jugoslaviske statsstyre i Makedonien. Men i 1930 indtrådte en bedring i forholdet. Og da begge landes konger i 1937 bekræftigede en venskabstraktat, faldt spændingen også overfor Bulgarien. Indtil 1935 var Jugoslavien fransk orienteret.

Jugoslaviens konsolidering indadtil gik langsomt. Hver provins blev opkaldt efter en større flod, og nogle grænser afveg fra de historiske og etniske. Sproglige forhindringer for sammenslutningen var der ikke. Men de forskellige stammer, har haft en forskellig folkelig og statslig udviklingshistorie, og dertil kommer dybe skel i tro og kulturtraditioner mellem de græsk-ortodokse serbere og de romersk-katolske kroater og slovener. Også deres mål og midler afveg stærkt fra hinanden. Det varede heller ikke mange år førend de politiske partier blev etniseret. Bondepartiet blev det kroatiske parti og det radikale parti udtrykte serbernes interesser. Serberne havde egentlig kun ønsket en udvidelse af det historiske kongerige frem til havet sammen med alle deres trosfæller. Serberne ønskede også en serbisk centralistisk statsskik, hvorimod kroaterne ønskede et selvstyre, som de haft under Ungarn. Og løsrige sig fra Jugoslavien kunne kroaterne ikke, fordi italienerne havde overhængende udvidelsestilbøjeligheder netop i de kroatiske egne. Den grundlov der blev vedtaget d. 28. juni 1921 (efter den græske kalender) svarede helt til de serbiske idealer. Grundloven blev voldsomt angrebet af kroaterne og af deres leder: Stefan Raditch, der var løsmundet og politisk ubestandig. På parlamentets møde d. 20. juni 1928 medførte modsætningerne, at hans oppositionsgruppe og nogle meningsfæller blev skudt ned. Kroaterne modsatte sig derefter ethvert politisk samarbejde og fik følge af andre stammegrupper og danner et modparlament. I 1928 tilbød kong Alexander, at slovenerne og kroaterne kunne udtræde af Jugoslavien. Det ville de ikke, da der i nabolandene var revanchistiske stemninger: Mussolini i Italien, Hortydiktaturet i Ungarn og i Østrig. Kong Alexander tog i 1929 sagen i egen hånd og ophævede den omstridte forfatning. I nogles øjne blev det betragtet som er serbisk diktatur og landet navn ændres til: Kongeriget Jugoslavien. Kongens personlige styre ophævede selvfølgelig alle borgerlige rettigheder, og en ny valglov var kun beregnet på at skaffe kongeregeringen et flertal. Målet var selvfølgelig en sammensmeltning af den nye stats forskellige folkelige og kirkelige elementer, men midlerne var mere omtvistelige. Albanerne blev udsat for serbisering og kommunisterne blev forbudt.

Det stod også klart, at det sjtokaviske sprog, som både serbere og kroater havde satset på, ikke var helstøbt. Under påvirkningerne fra de forskellige kulturtraditioner, var der dannet litteratursproglige varianter i vest og øst. Man kan måske sige, at den kroatiske etnogenese først blev fuldbyrdet i denne konfrontation. Allerede i den tidlige mellemkrigstid blev spændingerne forstærket, og de kulminerede i 1928 i den statskrise, efter mordene på 3 kroatiske ledere, som gik forud for indførelsen af det kongelige diktatur i 1929 (hvor statens navn ændredes til kongeriget Jugoslavien). Heller ikke den kongelige magtovertagelse dæmpede de nationale spændinger mere end midlertidigt, og Kong Aleksander blev myrdet i 1934 i Marseille. Bag mordet stod en makedoner støttet af den italiensk-kroatiske ustasabevægelse. Kongens fætter, prinsregent Pavle overtog regeringen men spændingerne i disse år disse var også en vigtig bidragende faktor til, at Jugoslaviens deling så hurtigt blev et faktum i 1941. Jugoslaviens ledelse orienterede sig til aksemagterne. Balkan-ententen oprettes som en mellem Tyrkiet, Jugoslavien, Rumænien og Grækenland, indgået i Athen i 1934 til gensidig garanti af de bestående grænser og som værn mod Bulgarien. Balkan-ententen blev opløst af Nazityskland i 1940. De nationale spændinger førte også til, at man under den udenlandske okkupation udkæmpede en borgerkrig på flere fronter. I 1941 blev regeringen presset til at underskrive en pagt med Tyskland og Italien efter Frankrigs fald. Det udløste voldsomme antityske demonstrationer og regeringen blev styrtet. En ny regering blev dannet med Peter II., som leder. Men Hitlertyskland, Italien og Ungarn indvadere Jugoslavien allerede d. 6. april 1941 og bombardere Beograd, og derefter blev hovedparten af Jugoslavien opdelt mellem Tyskland, Italien, Bulgarien og Ungarn, da disse lande var i alliance. Kroaterne udråbte et selvstændigt Kroatien, der også kom til at omfatte Bosnien-Hercegovina, og Kroatien blev en selvstændig fascistisk stat med ustasalederen Ante Pavelic i spidsen, selv om områderne var tyske og italienske besættelsesområder. Kroaterne måtte afgive områder til italienerne. Men Kroatien blev udvidet sydpå med dele af Vojvodina, ned til Beograd's forstæder. Kroaterne gav krigen en voldsom regiliøs dimension i et opgør med Zagreb-serbernes samarbejde med den russiske kirke fra 1786. Kroaterne myrdede hundredetusinde serbere, sigøjnere, jøder og enhver politisk opposition, idet de kroatiske ledere var i forbund med Hitlerfascismen. Det kyrilliske alfabet blev forbudt og muslimerne blev udsat for massakre. Jødedommen blev totalt udryddet på Balkan under 2. Verdenskrig.

Modstandsbevægelsen voksede. Tjetnikerne (general Mihajlovic) ønskede et serbiskdomineret jugoslavisk kongerige. Kroaten Tito (Josip Broz) kæmpede for en kommunistisk jugoslavisk forbundsrepublik og samarbejde med russerne. Men tjetnikkerne anså kommunisterne for en større fare end tyskerne, og begyndte at samarbejde med tyskerne mod Tito. I 1942 dannes en national befrielseskomite, og ved et møde i november 1943 udnævnte komiteen en provisorisk regering med Tito som leder. Den jugoslaviske eksilregering måtte anerkende Tito som øverstbefalende og afsatte Mihailovic som krigsminister. Mødet blev sidenhen anset for Jugoslaviens anden fødselstime, selvom partisanerne først i maj 1945 fik kontrol over hele landet. 15 udenlandske og indenlandske hære kæmpede på Jugoslavien landsområder, og en tiendedel af landets befolkning blev dræbt,- over 500.000 mennesker. Andre kilder skriver 1.7 millioner døde ud af en befolkning på 15 millioner. 3,5 millioner var hjemløse efter krigen. De serbiske monarkister: cetnici, og Titos partisaner tog en voldsom hævn over kroaterne ved krigens afslutning. Den katolske (vestromerske) ærkebiskop: Stepinac blev idømt 16 års fængsel. En folkeafstemning afskaffer monarkiet og d. 19. november 1945 udråbes den Føderative Folkerepublik Jugoslavien, der består af seks ligeberettigede republikker: Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Serbien, Montenegro og Makedonien - ialt 256.000 km2. Slovensk, serbokroatisk og makedonsk blev ligeberettigede officielle sprog, ligesom det latinske og kyrilliske alfabet blev ligestillet. Serbokroatisk i forbindelse med det latinske alfabet blev dog det mest udbredte i forvaltningen. Slovensk skrives med latinsk alfabet. Makedonsk skrives med kyrillisk, serbokroatisk skrives med latinsk alfabet i Kroatien og med kyrillisk i Serbien. Jugoslavien er rigt på mineraler og eksportør af kobber, bly, krom, sølv, zink, aluminium, jern, kul, olie asbest, bauxit, molybdæn, kviksølv og der er fundet uran, ligesom der er gas og olie i Adriaterhavet.

Verdenskrigen ledte også til nogle andre vigtige forandringer på det jugoslaviske etniske kort. Mange af de russere, som var flygtet fra revolutionen til Jugoslavien efter 1. Verdenskrig, flyttede videre til USA og andre lande, og med sig tog de den russiske ortodokse kirke, de havde opbygget i Jugoslavien. Et stort flertal af tyskerne blev også uddrevet, flygtede eller blev på anden måde elimineret. De få tilbageværende russere og tyskere (ifølge folketællingen i 1948 ca. 20.000 respektive 55.300) er siden blevet yderligere decimeret gennem udvandring og assimilation (ifølge folketællingen i 1981: 7.427 respektive 12.785). Også antallet af jøder (ifølge folketællingen af 1921: 64.159 personer, fordelt på en noget større gruppe askenazi i de tidligere Østrig-Ungarnske områder og en noget mindre gruppe sefarder i de tidligere Osmanniske områder), som under de hårde forfølgelser under krigen var blevet reduceret betydeligt, fortsatte med at mindskes efter krigen på grund af emigration til Israel og andre lande (ifølge folketællingen i 1981 var der 1.384 tilbage). Der kan også spores andre tendenser i den almene befolkningsudvikling efter 2. Verdenskrig. Mest iøjnefaldende er tilvæksten i de muslimske befolkningsgrupper, hvor f.eks. de bosniske muslimer fra 1948 til 1981 har øget deres andel af totalbefolkningen fra 5,1 % til 8,9 %,- albanerne fra 4,8 % til 7,7 % i samme periode, mens serbernes andel derimod er sunket fra 41,5 % til 36,3 %, kroaternes fra 24 % til 19,8 % og slovenernes fra 9,0 % til 7,8 %. Makedonierne har derimod øget deres andel fra 5,1% til 6,0 %. Selv om cifrene i de forskellige folketællinger efter krigen ikke er helt sammenlignelige, eftersom hver folketælling har haft sine specielle vilkår, viser de dog en klar tendens. I dette ti1fælde kan man se en forskel mellem de mere udviklede nordlige og nordvestlige dele og de fattige centrale og sydlige dele. Men forskellen er også markant mellem muslimer og kristne.

Decentraliseringen startede i 1950. Brancheministerierne blev afskaffet og republikkerne og kommuner fik større beføjelser. Råderetten over virksomhederne fik arbejderrådene, og 25 % af profitten måtte udbetales i løn. Men de selvforvaltende arbejderråd havde dog begrænset handlefrihed. I 1951 undertegnede Tito en militæraftale med USA om "gensidigt forsvar". I 1952 afbrød Jugoslavien enhvert forhold til Vatikanet. Udenlands kapital oversvømmede landet og lån og kreditter havde frygtelige følger. Balkan-pagten: en forsvarsalliance bliver indgået i 1953 mellem Grækenland, Jugoslavien og Tyrkiet.  

I den bosnisk-hercegovinske konstitution nævnes folkene, d.v.s. muslimer, serbere og kroater ved navn. Desuden nævnes repræsentanter for øvrige folk og folkeslag, som lever der. Det officielle sprog er serbokroatisk respektive kroatoserbisk med ijekavisk udtale. De to alfabeter (kyrillisk og latinsk) er ligestillede.

I den montenegrinske konstitution påpeges det, at den socialistiske republik er et rige for det montenegrinske folk og for alle andre repræsentanter for folk og folkeslag, som bor der. Det påpeges også, at alle er lige i alle forhold: montenegrinere, muslimer, serbere, kroater, makedoniere, slovener, albanere og repræsentanter for andre folkeslag, som lever der. Det serbokroatiske sprog med ijekavisk udtale er det officielle sprog. De to alfabeter er ligestillede.

Den kroatiske socialistiske Republik er et rige for det kroatiske folk, for det serbiske folk i Kroatien og for de folkeslag, som lever der. I en artikel hedder det bl.a., at alle folk og folkeslag, som lever i Kroatien, er lige: kroater, serbere, ungarere, tjekker, italienere, slovakker, rusiner, ukrainere og andre folk og folkeslag. I Kroatien "anvendes offentligt det kroatiske litteratursprog standardformen for det folkesprog, som tales af serbere og kroater i Kroatien, og som kaldes kroatisk eller serbisk."

Den socialistiske republik Makedonien er "et nationalt rige for det makedonske folk og et rige for de albanske og tyrkiske folkeslag, som lever i Makedonien." Dog garanteres repræsentanter for andre folk og folkeslag, som lever i Makedonien, de samme rettigheder. Det makedonske sprog er det officielle sprog, men repræsentanter for andre grupper garanteres ret til at anvende og modtage information på deres eget sprog. Der er også en særlig del om folkeslagenes rettigheder, og i anden sammenhæng nævnes det også, at de etniske grupper, som lever i Makedonien side om side med det makedonske folk og folkeslagene, har samme rettigheder og pligter som disse. I dette tilfælde sigtes der nok nærmest til romerne (sigøjnerne).

I den slovenske forfatning nævnes det slovenske folk og de italienske og ungarske folkeslag. Desuden påpeges det, at borgerne i de andre jugoslaviske republikker har samme rettigheder og pligter, som borgerne i den slovenske republik. Det officielle sprog er slovensk. Det påpeges dog, at repræsentanter for andre grupper har ret til at anvende deres eget sprog overfor officielle organer samt at blive informeret på eget sprog. Repræsentanter for andre jugoslaviske folk og folkeslag har ret til uddannelse på deres eget sprog. Der er også et særligt afsnit med bestemmelser for den ungarske og italienske minoritet.

Den socialistiske republik Serbien er et rige for det serbiske folk og de dele af andre folkeslag, som lever der. Også i den serbiske forfatning nævnes det, at etniske grupper har samme rettigheder som folk og folkeslag. Officielle dokumenter skal publiceres på serbokroatisk. Dokumenter, der omfatter hele republikken, skal publiceres på albansk og ungarsk. Kommuner, selvstyrende organer samt foretagender skal i statutterne angive, på hvilket sprog deres officielle dokumenter skal publiceres.

I den autonome region Kosovo's konstitution meddeles det, at albanerne, muslimer, serbere, tyrkere, montenegrinere og repræsentanter for andre folk og folkeslag er lige. Der garanteres også lighed mellem albansk, serbokroatisk og tyrkisk og deres alfabeter. Der findes dog også et særligt kapitel, som har titlen "Ligeberettigelse for sprog og alfabeter".

I Vojvodinas forfatning nævner ingen gruppe ved navn, men taler om folk og folkeslags ligeberettigelse. I artikel 5 nævnes at serbokroatisk/kroatoserbisk, ungarsk, slovakisk, rumænsk og rusinsk og deres alfabeter er ligestillede. I artikel 233 påpeges det, at alle love og forordninger skal udkomme på alle fem sprog.

Af forfatningerne kan man konkludere at der er det: føderale niveau; republik- og områdeniveauer; det kommunale niveau; og selvstyrende organisationer eller foretagender; og at alle folk og folkeslag skal have mulighed for frit at anvende og udvikle deres sprog og kultur. Ved folketællingen i 1971 skaber man officielt en ny etnisk kategori: Muslimani. Denne kategori indbefatter serbokroatisk-talende medborgere med muslimsk kulturbaggrund, men omfatter ikke de albanske muslimer. Den opfattelse, at muslimer egentlig var serbere eller kroatere, sejrede dog, selv om den kun var meget lidt udbredt blandt muslimerne selv. Dette førte efterhånden til, at muslimerne blev anerkendt som et egentligt folk i 1971. Denne anerkendelse blev også anerkendt i forfatningen af 1974

Helt generelt kan den voksende selvstændighed efter indførelsen af konstitutionerne for republikker og autonome områder i 1971 have ført til en etnisk og national mobilisering af majoritetsfolkene. Den kan så have fået mange til, som modreaktion, at kalde sig jugoslaver ved folketællingen i 1981. Andelen af jugoslaver er jo steget fra 1,3 % ifølge folketællingen i 1971 til 5,4 % ifø1ge folketællingen i 1981. Mange af minoritetsgrupperne synes at have valgt denne mulighed i stor skala, f.eks. bulgarerne. Men mange af de små folkeslag indgår mange blandingsægteskaber, og dette kan også have været en årsag til, at man i sådanne ægteskaber har valgt at kalde sig jugoslavere. Dette er især typisk for Vojvodina, og forklaringen på dette kunne dels være den store folkeblanding, som forekommer der, og som naturligt fører til større muligheder for kontakter over de etniske grænser, dels det harmoniske forhold mellem de forskellige folkegrupper. Den højeste procent af blandingsægteskaber i Vojvodina har rusinerne, blandt hvilke 60,3 % af alle indgåede ægteskaber i perioden 1950-1981 har været blandede. Tjekker og italienere bar dog endnu større antal. De små grupper indgår altså flere blandingsægteskaber end de større. Blandingsægteskaberne er dog ikke typiske for alle folkegrupper. Albanerne bar et lavt antal blandingsægteskaber (i samme periode kun 5,5 %), og antallet er til og med faldet siden 1960'erne, hvilket vel sagtens peger på en øget isolation fra de øvrige jugoslaviske folk. De blandingsægteskaber, som indgås af albanere holder sig i øvrigt normalt indenfor Islam. Næst lavest ligger muslimerne med 7,0 %. I øvrigt kan man nok sige, at slavisksprogede gifter sig med slavisksprogede, og at ægteskaber mellem muslimer og kristne er ret sjældne. Den gruppe, som gifter sig mest homogent i religiøs henseende, er dog makedonierne, hvor kun 1,2 % af de indgåede ægteskaber er religiøst heterogene.

Flere af folkeslagene har også en negativ tilvækst. Dette gælder ungarere, rumæner og rusiner, mens andre, som slovakker, ligger næsten jævnt. Den stærkt øgede urbanisering af Jugoslavien i efterkrigstiden fører naturligvis også til en øget assimilation af repræsentanter for små folkegrupper. Grupper, som tidligere levede i ret tætte bosætninger i landsbyen, kommer i de nye omgivelser i byerne til at leve mere spredt og have færre muligheder for at bruge deres eget sprog og skabe et eget kulturliv. Kontakten mellem land og byer er dog i mange tilfælde stærk, og derfor er der en del steder, stadig mange muligheder for at bekræfte den etniske identitet gennem kontakten med dem, som er blevet på landet. Som et eksempel kan nævnes rusinerne i Novi Sad, som stadig holder kontakt med deres hjembyer, hvoraf den største, Ruski Kerestur, med ca. 6.000 indbyggere er etnisk næsten homogen. Urbaniseringen og det kommunistiske regimes principielt antireligiøse indstilling har også medført en betydelig sekularisering. I de tilfælde, hvor det religiøse tilhørsforhold også har været en vigtig etnisk faktor, som f.eks. for rusinerne, kan sekulariseringen have indebåret, at tilknytningen til gruppen er svækket.

I nogle grupper er den etniske identitet svag. Dette gælder især vlacherne, hvis antal har svinget betydeligt i efterkrigstiden. De identificerer sig ofte med de folk, der er i majoritet, i de respektive republikker, og kalder sig derfor ofte i folketællingerne makedoniere eller serbere. Hele 100.640 af dem, som kaldte sig serbere i den sidste folketælling, angav, at deres modersmål var vlachisk. Af kroaterne har 3.425 italiensk som modersmål og 3.129 har ungarsk. Også tallene i den Osmanniske gruppe, hvor 16.703 har makedonsk som modersmål og 8.856 albansk er interessante. Det almindeligste er dog, at modersmålet er serbokroatisk, skønt man opgiver en anden nationalitet. Dette gælder fremfor alt mindre grupper: 5.991 af bulgarerne, 5.187 af tjekkerne, 1.497 af italienerne,20.649 af sigøjnerne (romerne), 4.722 af rusinerne og 7.394 af slovakkerne har serbokroatisk som modersmål. Modersmål og nationalitet følges altså ikke altid ad, og det er klart, at sprogskiftet til et majoritetssprog blandt mange i de mindre grupper med tiden vil blive fulgt af en fuldstændig assimilation. I minoriteternes aviser kan man engang imellem støde på klager over, at medlemmerne ikke er tro nok mod deres egen gruppe. Disse klager gælder ofte valget af skolesprog, hvor det tilsyneladende ofte forekommer, at forældrene vælger at sætte deres børn i en klasse, hvor der undervises på majoritetssproget, selv om der er mulighed for at blive undervist på minoritetssproget. Forældrene mener dog, at deres valg er til barnets bedste. Barnet har større nytte af at kunne majoritetssproget godt og får desuden mulighed for at studere flere fremmede sprog. Dette fører i det lange løb naturligvis til, at barnet opsuges af majoritetskulturen, hvis barnet ikke støder den bort. Det er dog et "frit valg".

Der er i 1990 seks jugoslaviske folk: slovener, kroater, serbere, muslimer, montenegriner og makedoniere. Folkene er alle sydslaver (deraf navnet Jugoslavien) og taler sydslaviske sprog (slovensk, serbokroatisk og makedonsk), og de er de statsbærende folk i de seks socialistiske republikker (Slovenien, Kroatien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien) og i føderationen. De er også i majoritet i de respektive republikker. Muslimerne har dog ikke absolut, men kun relativ majoritet i Bosnien-Hercegovina. Serbien er opdelt i tre forskellige områder: det egentlige eller indre Serbien samt de to autonome områder (pokrajine) Vojvodina og Kosovo. I det egentlige Serbien er 85,4% af befolkningen serbere. I Vojvodina er de ganske vist i majoritet (54,4%), men der findes mange minoritetsgrupper, bl.a. den store ungarske minoritetsgruppe på 18,9%. I Kosovo er serberne i klar minoritet (13,2%), mens albanerne har majoriteten (77,4%). Den nyeste homogene republik er Slovenien med 90,5% slovenere.

Folkeslag eller nationaliteter er albanerne (især i Kosovo og det vestlige Makedonien, men også i Montenegro og Serbien), ungarere (i Vojvodina, men også mindre grupper i Kroatien og Slovenien), tyrkere (i Makedonien, men også i Kosovo), bulgarere (i det østlige Serbien), slovakker (i Vojvodina, men også i det østlige Kroatien), rusiner (i Vojvodina, men også i det østlige Kroatien), rumænere (i Vojvodina, men også i det egentlige Serbien), tjekker (i Kroatien) og italienere (på Istrien og i Slovenien). Undertiden forekommer der også oplysninger om at sigøjnerne (romerne, romi) har fået status som folkeslag. Dette gælder dog endnu kun for Bosnien-Hercegovina. Folkeslag er altså i princippet grupper, som har et hjemland udenfor Jugoslavien. Dette gælder dog næppe for rusinerne eller sigøjnerne. Det er næppe noget tilfælde, at hjemlandene for de fleste af folkeslagene er lande, som grænser op til Jugoslavien. Der har sikkert også været en jugoslavisk udenrigspolitisk interesse i at støtte disse grupper, så meget desto mere, som der findes sydslaviske minoriteter i flere af disse lande, i Ungarn, Rumænien, Italien og Albanien.

Rent retsligt og teoretisk findes der egentlig intet, som skiller folkeslagene fra de øvrige etniske grupper, men i praksis er folkeslagene grupper, som er tilstrækkeligt mange eller bor tilstrække1igt kompakt til at kunne udvikle deres eget kulturliv. Politisk er der også en klar skelnen mellem folkeslag og etnisk gruppe. Dette fremgår om ikke andet af, at romerne længe har forsøgt at få anerkendelse i hele Jugoslavien, men hidtil ikke har opnået det. Et andet eksempel er den heftige reaktion blandt rusinerne i 1989 på et forslag fra Beograd om, at deres status skulle ændres fra folkeslag til etnisk gruppe. I denne forbindelse har også ukrainerne ønsket at blive anerkendt som folkeslag. At grænsen mellem folkeslag og etniske grupper er uklar fremgår også af kommentarerne til folketællingerne af 1971 og 1981. I 1971 taler man om de ovenfor nævnte ni folkeslag og fører de øvrige sammen under rubrikken "andre nationale og etniske grupper". Disse er østrigere, tyskere, grækere, jøder, polakker, romere, russere, ukrainere, vlacher og øvrige. I forbindelse med folketællingen af 1981 anføres kun to etniske grupper, romere og vlacher, mens alle øvrige regnes for folkeslag. I øvrigt anvender den, som har lavet disse optællinger, Rusja Petrovitj, kun termen "etnisk gruppe" for såvel folk, folkeslag og etnisk gruppe i sine rent videnskabelige demografiske arbejder.

Ingen af de forskellige folk har majoritet i føderationen. Serberne er den største gruppe (36,3%). Rent faktisk, men ikke retsligt, er der dog et majoritets sprog, serbokroatisk, som tales af fire af folkene, serberne, kroaterne, montenegrinerne og muslimerne (sammenlagt 67,6% af befolkningen), og som også er et slags blandingssprog for Jugoslaviens forskellige folkegrupper. Desuden har langt de fleste af dem, som erklærede sig jugoslaver i folketællingen (5,4%), serbokroatisk som modersmål. Som skriftsprog (litteratursprog) er serbokroatisk dog ikke helstøbt. Der findes varianter.

Allerede i november 1990 vedtog det amerikanske kongres en lov (101-513), som nogle mener var en dødsdom over Jugoslavien. I henhold til loven skulle al hjælp, handel, kreditgivning fra USA til Jugoslavien afbrydes i løbet af 6 måneder. Loven krævede også, at USA's repræsentanter i Verdensbanken og Valutafonden skulle følge op på denne politik. For at genoptage hjælpen, blev der stillet betingelser om, at der skulle afholdes flerpartivalg i hver af de seks jugoslaviske republikker. Loven havde også en bestemmelse om, at kun de partier som State Department godkendte som demokratiske kræfter, kunne modtage finansiel støtte. Reelt betød det, at der strømmede US-dollars til små nationalistiske højrepartier i Jugoslavien, der befandt sig i et finansielt kvælertag. Budskabet var klart: enten flerpartivalg efter amerikansk opskrift eller økonomisk blokade. Ved folkeafstemninger 1991 vedtog Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Makedonien og Kosovo at løsrive sig fra forbundet. Det kom til kampe med forbundshæren d. 5 maj 1991. Tankerne om et "lille Serbien" i Kroatien og i Bosnien-Hercegovina var umulige efter Kroatiens og Sloveniens forfatningsstridige uafhængighedserklæringer d. 25. juni 1991, som godt nok blev "frosset" ned til d. 8. oktober 1991. Alle forsøg på en fredelig løsning sluttede, da Kroatien og Slovenien i juni 1991 meldte sig ud af den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien. Slovenerne etablere deres egen valuta: tolar, d. 8. oktober 1991. Samme år i september løsrev Bosnien-Hercegovina og Makedonien sig. I januar 1992 blev Kroatien og Slovenien godkendt som selvstændige lande af andre lande og EU. Derpå blev Bosnien-Hercegovina anerkendt som selvstændig af EF-landene. Anerkendelse af Makedonien blev vetoet af Grækenland og Kosovo ladt i stikken. Stormagterne har jo altid set en interesse i, at opløse større stater til mindre stater, som de derefter kan underordne stormagternes interesser. Men de serbiske mindretal i de nye stater satte sig til modværge,

I april 1992 var det andet Jugoslavien således afgået ved døden. Serbien og Montenegro udråbte derfor d. 27. april 1992 Forbundsrepublikken Jugoslavien (Savezna Republika Jogoslavija), der opstod ud fra "restjugoslavien". Der vælges et forbundsparlament for fire år, der består af et Borgerkammer og et Republikkammer. Men allerede d. 30 maj lykkes det det Hvide Hus i USA, at få FN´s sikkerhedsråds velsignelse til at gøre blokaden virkelig via en hastevedtagelse. Jugoslaviske værdier i USA bliver indefrosset. I november blev blokaden skærpet og i april 1993 blev sanktioner yderligere skærpet. I løbet af de næste 3 år søger 700.000 flygtninge beskyttelse i Serbien efter grufulde etniske udrensninger og heftige kampe i Kroatien, Slovenien og Bosnien-Hercegovina. Samtidig modtager de albanske oprørere betydelige mængder våben fra udlandet. Som følge af sanktionerne falder industriproduktionen med 48 %. og bruttonationalproduktet falder 40 %. Ved valget til Jugoslaviens parlament i november 1996 vandt oppositionen magten i en række større byer, men Milosovic's nægter i første omgang at anerkende valget. I flere uger rystes Jugoslavien af store demonstrationer. Montenegro's præsident med sine 640.000 indbygger nægter nu at deltage i forsvaret af Jugoslavien, og får støtte af NATO. Mange tusind albanere, der 1991 illegalt flygtede til Grækenland blev returneret særdeles håndfast juni 1994.

Serberne er forskellige i anskuelser. Der er forskel mellem "bjergserbere" og "lavlandsserbere", - mellem serbere i Beograd, Sarajevo, Zagreb og serberne på landet i Serbien, i Krajina og Bosnien-Hercegovina. Der er også forskel mellem de nationalistiske og antinationalistiske partier. Vuc Draskovic, lederen af Serbiens Fornyelsesparti, var tidligere mere serbisk end Milosevic. Mange ville have et udelt Jugoslavien. De samme forskelle gør sig næsten gældende for de øvrige folkegrupper. Konflikterne handler om mindretal i en republik, der ser sig diskrimineret og om republikkernes uafhængighed. Efter uafhængigheden vil de slås om ændringer af grænserne. Nogle mener, at historien viser os, alle folkeslagene har kunnet leve i fred og uden gensidig frygt, når der var en stærk statsmagt, der kunne garantere alles sikkerhed, og når denne statsmagt ikke samtidig føltes undertrykkende eller partisk. Nogle hævder også, at det var serberne i Vojna Krajina, der udløste krigen i 1991, idet de med magt modsatte sig Tudjman-regeringen forsøg på at underlægge dem kroatisk administration. Sidenhen har ungarerne stillet krav om at få Vojvodina tilbage. Men lige præcis den provins, som har den mest homogene etniske sammensætning i form af et overvældende albansk befolkningsflertal i Kosovo-provinsen, måtte ikke afgøre om de vil være selvstændige. Det er meget klart fremgået af rapporterne fra OSCE-observatørerne, at observatørerne faktisk har dæmpet konfrontationerne og har været med til at forhindre etniske udrensninger og henrettelser. Derfor burde man have øget antallet af OSCE-observatører og øget hjælpen økonomisk og humanitært i stedet for at trække disse folk ud.

Når NATO udenom og uden FN´s mandat er grebet militært ind, og når socialdemokrater bruger NATOs indgriben i Kosovo til at begrunde, at EU og NATO skal spille en større udenrigs- og sikkerhedspolitisk rolle i fremtiden, så er det dårlig reklame for krigen og EU. Mange har stillet spørgsmål ved hvorfor NATO og EU ikke starter med at forbedre situationen for kurderne i NATO-landet Tyrkiet, stopper folkemordene i Algeriet og løser konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Men lederne i NATO har åbenbart besluttet, at Kosovo-albanerne kan bevæbne sig og true stabiliteten på Balkan. I en lang periode kunne en moderat Kosovo-albaner: Ibrahim Rugova og dennes parti (LDK), med rette bryste sig af at repræsentere befolkningen i området, der ville have genoprettet det oprindelige selvstyre, og som ikke tilsluttede sig en væbnet aktion. Styrkeforholdene blev radikalt ændret i begyndelsen af 1998, hvor den væbnede bevægelse Kosovo-albanske UCK organisation begyndte at kunne mobilisere og bevæbne tusinder af nye rekrutter i løbet af få dage. UCK havde selvstændighed på programmet og det lykkedes UCK at fjerne LDK fra positionen som den dominerende albanske organisation. I løbet af sommeren 1998 gennemførte serbiske styrker en offensiv, som sendte ca. 250.000 Kosovo-albanere på flugt, og som trængte UCK helt i bund. NATO begyndte at true begge parter. Truslen mod UCK gik blandt andet på, at NATO ville sætte tropper ind i Albanien ved grænsen til Kosovo for at skære Serbiens forsyningslinjer over. D. 10. juni 1998 proklamerer Clinton nye finansielle sanktioner. Men de serbiske styrker tømte de albanske landsbyer ved grænsen, og posterede tropper i området. Først i september-oktober hæver NATO stemmen, og satte pres på. På slottet Rambouillet ved Paris fremlægger NATO d. 15. marts 1999 et diktat, som alle troede var et forhandlingsoplæg. Jugoslaverne kunne selvfølgelig ikke anerkende, at NATO skulle have fri og uhindret adgang til at udstationere militære land, fly- og flåde styrker overalt i Jugoslavien, ligesom den politiske ledelse skulle være under Det Nordatlantiske Råd (NAC). Selv den kosovoalbanske hær UCK nægtede at underskrive Rambouillet-aftalen. Tre uger efter var UCK banket på plads af deres amerikanske venner, og da jugoslaverne stadig nægtede at underskrive, skaffede NATO sig derved det ønskede alibi for at ødelægge Jugoslavien. I 78 dage bombede NATO Jugoslaviske byer i knæ og ødelæggelserne svarer til Jugoslaviens totale budget i 33 år.

Fra familietraditionen og den politiske propaganda ser alle grupper sig i dag på Balkan som historiske ofre:

1) Et udbredt kroatisk synspunkt er, at serberne har domineret Jugoslavien siden 1918. Den kongelige familie var serbisk. Den ortodokse kirke blev favoriseret. Serberne dominerede militæret og politiet. Kroatiske protester blev undertrykt,- endda med mord og navnlig under det kongelige diktatur i 1929. Kroaterne udgjorde størstedelen af kroaten Titos partisaner, og de led store tab mod den fascistiske kroatiske stat. Civile kroater blev nedslagtet af serbiske ultranationalister (cetnici). Tito udrydde kroatiske tropper og civile som blev sendt hjem til Jugoslavien af de allierede. Efterkrigstidens Jugoslavien var anti-kroatisk og kroatiske nationalfølelser blev undertrykt af censur, fængslinger og udrensninger af partiet.

2) Et serbisk synspunkt er, at mange serbere er overbevist om at det var kroatisk sabotage, der fik forfatningen til at bryde sammen i 1929. Kroaterne (ustase) var med i mordet på kong Alexander i 1934. Stor-Kroatien under Hitlertyskland's beskyttelse slagtede hundredetusinder serbere under mottoet: dræb en tredjedel, omvend en tredjedel, fordriv en tredjedel. Under og efter krigen blev serbiske cetnici forfulgt og nedslagtet af kroaten Tito og kommunisterne, og serbiske nationalfølelser blev undertrykt af censur, fængslinger. Forandringer i konstitutionen gav Vojvodina og Kosovo indflydelse i Serbien, men ikke Serbien indflydelse i de to autonome områder. Set med mange serberes øjne var muslimerne tyrkernes, østrigernes og Ustasas (kroaternes) villige redskaber mod serberne. En udbredt serbisk version er, at tyrkerne jog serberne bort fra deres historiske hjemstavn og erstattede dem med Islamiserede albanere. Under 2. Verdenskrig samarbejde albanske fascister med Hitlertyskland og forjog mange serbere fra Kosovo. Efter en albansk opstand i 1968 og i 1974 indsatte Tito en korrupt albansk regering, som diskriminerede mod serberne, der måtte flygte nordpå for at finde sikkerhed.

3) Albanerne ser en skruppelløs besættelse fra 1878, som har involveret stadig større albanske områder, derefter kolonisation af Kosovo og racistiske forsøg på serbisering. Muslimerne ser en racistisk serbisk adfærd, herunder udvisninger til Tyrkiet, kulmineret med cetnici's folkemord i muslimske landsbyer under 2. Verdenskrig i Bosnien-Hercegovina, massakre på albanerne, og det har gentaget sig gang på gang. I 1981 blev en albansk opstand brutalt nedkæmpet af forbundshæren.

Denne nationale bevægelse i december 1918 slugte også Montenegro, der havde bestået mere eller mindre selvstændigt, i de sorte bjerge siden det 14. århundrede. Da serberne i sin tid kom til disse egne, fandt de et land sparsomt befolket af hyrder. Men udgravningerne i den gamle hovedstad Doclea (kejser Diocletians fødeby), viser at byen engang må have været en anselig romersk by med store offentlige bygninger, templer, m.v.. Montenegro, der oprindelig kaldtes fyrstedømmet Zeta, styredes af en serbisk slægt: Balshitch'erne, der lå i stadige krige med tyrkerne og den mægtige handelsrepublik Venedig, som ønskede at komme i besiddelse af kystområderne. Da denne slægt uddøde i 1465 blev den tapre Stefan Crojevitch fyrste i landet. Sammen med sin slægtning grækeren Skanderbeg, Georgios Kastriota Iskenderbeg (1405-1468) var søn af en græsk stormand og en serbisk prinsesse, og han samlede stammerne til et uafhængigt rige. Han måtte iøvrigt kæmpe mod albanske høvdinges forræderi, og efter hans død evnede albanerne ikke selv at hævde hverken deres uafhængighed eller deres kristne tro. Da han døde i 1464 blev han efterfulgt af sin søn: Ivan. Da trykket fra tyrkerne voksede trak Ivan sig med sit folk tilbage til landets mest bjergrige egne, og anlagde her hovedstaden Cetinje i 1484.

I 1516 fralagde den sidste fyrste af Cronojevitch dynastiet sig tronen og afgav magten til bispen, og derefter kom Montenegro, som nogle af de tyske stater i middelalderen under gejstligt styre, som måske frelste Montenegro fra at lide samme skæbne som det øvrige Serbien. Montenegrinerne tilsluttede sig den ortodokse tro, og folket anerkendte som sit overhoved kirkens øverste, den såkaldte vladika, der var en slags feltherre og biskop i een og samme person. Selv om tyrkerne i 1623 og 1687 indtog og nedbrændte Cetinje, lykkedes det det hårdføre bjergfolk, at jage indtrængende fjender ud med store tab. Men efterhånden gik det op for montenegrinerne, at der var ulemper forbundet med at lade landets hersker vælge. Så i 1696 besluttede de, at fyrstebiskoppen stilling skulle gøres arvelig i 'en familie. Valget faldt på Danilo I. Petrovitch, der indledte forbindelse med Rusland. Denne styreform varede til 1852, hvor Danilo II opgav sin gejstlige magt. I 1860 myrdes Danilo, hvor vladika-værdigheden ophører. Derefter besteg Nikolaj I Montenegros trone. Han var Danilo I.'s brodersøn og søn af helten fra Grahovo, vojvoden Mirko Petrovitsj-Njegosi. Montenegro havde indtil 1860 været et reelt uafhængigt fyrstebispedømme indtil 1860, og regnes fra dette år at være et monarki. I de følgende årtier førte Montenegro med vekslende held krige mod Tyrkiet, enten alene eller i forbund med andre slaviske stater eller Rusland. Ved Berlin-konferencen (1878) blev Montenegro's uafhængighed sikret, og Cettinje bliver hovedstad. Men den naturlige møntunion med kongeriget Serbien var umuliggjort ved Berlin-traktatens afspærrings- og afsondringssystem, og alt sølv og sedler var østrigske. Antivaris havn og de montenegrinske farvande var ifølge Berlin-traktaten af d. 13. juli 1878, artikel 29, lukket for alle nationers krigsskibe indtil 1909, da bestemmelsen bortfaldt. Siden Berlin-traktaten har Montenegro tålmodigt ventet på, at der skulle blive vist det retfærdighed. Med bitterhed taler det lille lands ledende mænd om den ligegyldighed, hvormed det er blevet behandlet. Grækenland erklærede Tyrkiet krig, tabte så grundigt, som tabes kunne - og hvad blev resultatet? Kreta, stridens æble, fik selvstyre under en græsk prins og faldt senere som en moden frugt i grækernes skød. Bulgarien tog Østrumelien - og beholder det. Montenegro har opført sig eksemplarisk - og får ingenting. Østrigs anneksion af Bosnien og navnlig af Herzegovina var på een gang en dyb srnerte og en grov krænkelse for Montenegro. Thi Herzegovina var under den sidste krig med Tyrkiet erobret af fyrst Nikolaj og hans tapre folk. I sit manifest umiddelbart efter anneksionen udtaler fyrsten da også, at hint land, som Østrig med et pennestrøg har villet tilrane sig, er vædet med hans soldaters blod. Ni gange blev Spizza taget fra tyrkerne, og ni gange måtte det atter forlades. Men den tiende forblev montenegrinerne herrer på stedet …indtil østrigerne med Berlin-traktaten i hånden jog dem væk. Rumænien, Serbien, Bulgarien og Grækenland har alle gennem århundreder været under tyrkisk herredømme - Montenegro aldrig. Det er rigtigt, at tyrkerne ofte er nået dybt ind i landet og fra Albanien har trængt sig frem helt til Cettinje. Men tyrkernes ophold i de sorte bjerge blev dog aldrig langvarig, da montenegrinerne drev dem ud.

I 1908 fordobler Montenegro sine landområde og fik adgang til Adriaterhavet. I 1912 sluttede Montenegro sig til Balkanforbundet, og var de første der erklærede Tyrkiet krig. Ved fredsafslutningen i 1913 fik Montenegro yderligere betydelige landsudvidelser, og kom hermed til at grænse umiddelbart op til Serbien. Montenegro sluttede straks op om Serbien mod Østrig-Ungarn i 1914 og blev ved, indtil det store tilbagetog over Albaniens snedækkede bjerge i vinteren 1915. På det tidspunkt søgte kong Nikita en hemmelig forhandling om særfred med kejser Frans Josef. Svaret var ikke opmuntrende. Og da ungdommen følte sig som en det af det større serbiske folkesamfund, måtte kongen flygte. I sin landflygtighed modarbejde Nikita de sydslaviske enhedsbestræbelser og nægtede at underskrive Korfu-erklæringen, som blev grundlæggende for dannelsen af kongeriget Jugoslavien. Da de fjendtlige besættelsesmagter måtte trække sig ud i efteråret 1918, afskaffede nationalforsamlingen dynastiet og tilsluttede sig Serbien,- en beslutning der blev godkendt af deltagerne i et massemøde i Cetinje d. 27. december 1918. I november 1920 valgte Montenegrinerne repræsentanter til en grundlovgivende forsamling.

Bosnien-Hercegovina.

Bosnien, er navnet på et landskab i den nordvestligste del af Balkan-halvøen. Bosnien hørte på Romerrigets tid til provinsen Illyrien, men i det 7. århundrede blev området erobret af slaviske stammer fra øst. Landets befolkning var siden da helt slavisk (serbisk), og i middelalderen var området under skiftende herskere eller selvstændigt. Under trykket på den ene side fra osmannerne i Byzanz, og på den anden side fra magyarerne, udviklede stammerne i Bosnien sig til en nation. Men landet havde vanskeligt ved at hævde sin uafhængighed, og Bosnien stod snart under kroatisk, snart under serbisk, snart under ungarenes overhøjhed. Under striden mellem den romersk-katolske og den græske kirke fik bogomilerne stor og varig udbredelse i Bosnien. Bogomilerne er en religiøs retning, der minder om gnostikerne og om manikæerne, måske arianismen eller "de rene" (katharerne/albigenserne). Et kraftigt opsving tog det bosniske rige, da ban’en Tyrtko i 1376 antog kongenavn som Stefan I. og udvidede Bosnien med Kroatien og Dalmatien. Kejser Sigismund søgte som konge over Ungarn at generhverve disse landsdele, men havde intet held dertil. Under Stefan V. (1421-44) plyndredes landet af tyrkerne, der pålagde det en årlig tribut. Under Stefan VII (1461-63) blev størstedelen af Bosnien erobret af tyrkerne i 1463, og Stefan VII blev halshugget. Bogomilerne - til denne lære bekendte sig navnlig en stor del af Bosnien ledende mænd - gik over til islam og blev den herskende klasse i Bosnien. Herzegovina blev erobret af tyrkerne i 1483, og den nordvestlige del af Bosnien holdtes under magyarernes besættelse indtil slaget ved Mohacs i 1526, hvorefter tyrkerne ubestridt var herrer. Under det Osmanniske tvangsstyre var de store godsbesiddere gået over til Islam, da kun muslimer måtte eje jord. De kristne serbere og kroater kom til at udgøre underklassen. Så den mægtige feudaladel havde en begunstiget stilling, medens bondebefolkningens kår var hårde. Under Tyrkiets stadige krige med Østrig-Ungarn hjemsøges Bosnien jævnligt af tropper. Der var revolter i Bosnien i 1821, 1827 og 1829. Disse bevægelser var dog for største delen rent muhammedanske og rettede mod Portens reformbestræbelser. Senere vekslede kristne opstande med muhammedanske stormandsrevolter. Efterhånden blev dog den tyrkiske administration fastere, men bøndernes stilling forværredes under trykket af hårde skatter, dels til regeringen, dels til feudalherrerne. I 1875 brød kristne opstande løs i Herzegovina og bredte sig snart til Bosnien. Tyrkiet, der nu tillige fik kampe med Serbien og Montenegro og fra april 1877 krig med Rusland, kunne ikke få bugt med opstanden. Ved Berlin-traktaten af 1878 fik Østrig-Ungarn ret til en militær besættelse og forvaltning af Bosnien og Herzegovina, men muhammedanerne satte sig til modværge, og det kostede Østrig-Ungarn hårde kampe at få bugt med Sarajevo og for at få underkastet sig de to landsdele. Bosnien og Herzegovina styrelse blev lagt ind under Østrig-Ungarn´s finansministerie, hvis bureaukratiske regeringsmetoder fremkaldte en ny opstand i 1881/82. Men retssikkerheden blev styrket, handelen fremmedes, skattesystem og undervisningsvæsen reformeredes; der skabtes en administration, der så godt som muligt skulle forlige de nye tilstande med den muhammedanske lov, og de forskellige trossamfund fik en upartisk behandling. Efter det arbejde som Østrig-Ungarn havde lagt i udviklingen af Bosnien og Herzegovina, mente Østrig-Ungarn at have en særlig ret til disse lande, og da den tyrkiske revolution i 1908 vakte formodning om at Tyrkiet kunne komme til kræfter og hævde sin ret til de stadig formelt under Sultanen stående landsdele, proklamerede den Østrig-Ungarske regering d. 7. oktober 1908 annektion af Bosnien og Herzegovina. Dette var et brud på Berlin-traktaten fra 1878, og fremkaldte en konflikt med Tyrkiet, hvis modforholdsregler, bl.a. var boykot af østrigske varer, og det blev så generende for Østrig, at det sluttelig gik ind på at betale en pengeerstatning på 2/4 mill. tyrkiske pund for de tyrkiske statsgodser i de annekterede provinser. Østrig-Ungarn indsatte 34.000 mand som besætningstropper. Bosnien og Herzegovina fik selvstyre ved en særlig landsforfatning af 1910. Bosnien er et landskab i 1910, der opgives forskelligt til 41.908 km2 eller til 51200 km2. Befolkningstallet opgives til 994.852 mænd og 903.192 kvinder. I sproglig henseende er næsten hele befolkningen slavisk- og serbisktalende, 96% taler serbo-kroatisk. Der fandtes i Bosnien 442.000 romersk-katolske, 825.000 græsk katolske, 612.000 muslimer, 6.000 protestanter og 12.000 jøder. Muhammedanerne i Bosnien stammer næsten alle fra de bosniaker, der efter landets erobring ved tyrkerne gik over til islam for at få lov til at beholde deres ejendom. Foruden som grundejere på landet træffes de især i de større byer, og deres forhold styres af den under sheik ul Islam i Konstantinopel stående reis el Ulema i Sarajevo. De græske katolikker forhold ledes af ærkebiskoppen i Sarajevo og metropolitterne i Dolnja-Tuzla og Mostar, kaldes i reglen fortrinsvis for serber; de træffes både på landet som bønder og i byerne, hvor den velhavende købmandsstand hører til dem. De romersk-katolske eller latinerne, der har en ærkebiskop i Sarajevo og biskopper i Banjaluka, Mostar og Trebinje, bor tættest i kredsene Travnik og Mostar. Fra gammel tid har de samlet sig om franciskanerklostrene, der fra det 13. århundrede har været midtpunktet for kulturen i landet; de er fortrinsvis bønder. Under tyrkernes styrelse måtte de kristne bønder ikke selv eje jord, men kun besidde jorden som fæstere under de muhammedanske godsejere. De var derfor nedsunkne i elendige kår, der dog har forbedret sig betydelig efter den østrigske okkupation. Henved 90% af befolkningen er analfabeter i 1910. Bosnien grænser mod nordvest og nord til Kroatien-Slavonien, hvorfra det til dels adskilles ved floderne Una og Sava, og mod øst til Serbien, hvor Drina danner grænsen på den største strækning, mod sydøst til Montenegro og mod sydvest og vest til Dalmatien, hvorfra det væsentligst skilles ved de Dinariske alpers hovedstrøg. Syd for Narenta og ved indløbet til Bocche di Gattaro, når Bosnien eller rettere Herzegovina dog med smalle tunger ud til kysten. Bosnien er et bjergland med undtagelse af det nordligste bælte langs sydsiden af Sava.

Efter Østrig-Ungarns nederlag og opløsning efter 1. Verdenskrig blev Bosnien-Hercegovina i 1918 forbundsrepublik i det nydannede og serbisk dominerede Jugoslavien. Størstedelen af landområderne var i 1941-45 under den af tyskerne oprettede lydstat Kroatien, men kom i 1945 atter til Jugoslavien. Under dettes Jugoslaviens opløsning i 1991 enedes muslimer og kroater mod serbernes protest om en suverænitetsbeslutning. Efter folkeafstemning udråbtes republikken d. 3. marts 1992, mens det serbiske befolkningselement udråbte "Den Serbiske Republik Bosnien-Hercegovina", der gjorde krav på størsteparten af landet, og greb til våben mod den muslimske præsident Alija Izetbegovic og hans regering. Også det kroatiske befolkningselement rejste sig mod den nye republik. Serbere og kroater undgik så vidt muligt indbyrdes sammenstød. Milosevic-styret i Beograd støttede serberne i Bosnien-Hercegovina, og disse erobrede den største del af landet. NATO og EU viste uvilje mod at gribe militært ind til forsvar for Bosniens muslimer. Bosniens regering rettede bitre anklager mod Vesten for at lade et selvstændigt land løbe over ende og derefter dele af aggressorerne. En månedlang serbisk belejring og beskydning af Sarajevo, der kostede store civile ofre, afsluttedes i vinteren 1994 efter et NATO-ultimatum med russisk støtte.

I oldtiden var landet en del af Illyrien. Illyrien er grækernes og romernes betegnelse for den del af det nordvestlige Balkan, der ligger ud til Adriaterhavet. I oldtiden beboet af illyrere, der var berygtede sørøvere, og fra 7. århundrede beboet af kroater og serbere. Under dronning Teuta (omkring 230 f.Kr.) foretog illyrerne en række storstilede sørøverangreb i Grækenland. Rom greb ind og tvang dronningen til at acceptere et romersk protektorat. I de følgende århundreder øgedes den romerske indflydelse gradvis, men først under Augustus var hele Illyrien indlemmet i riget som provinsen Illyricum. Derefter byzantinsk, serbisk, tyrkisk, østrigsk, fransk og så igen østrigsk.

Fra 1919 hører størsteparten under Jugoslavien (nu især Kroatien) og Albanien. Nogle forskere anser albansk for at stamme fra illyrisk sprog. I 3.-4. århundrede e.Kr. regnedes illyrerne for rigets bedste soldater, og flere illyriske generaler blev valgt til kejsere, bl.a. Aurelian og Diocletian.

Kroatiens historie begynder med de sydslaviske kroaters indvandring i 7. århundrede e.Kr. under det Byzantinske Rige og Frankerriget i 924 var Kroatien et selvstændigt kongerige, der 1091 gav sig ind under Ladislas I. af Ungarn. I 1102 oprettedes en personalunion mellem Ungarn, Kroatien, Slavonien og Dalmatien, der formelt bestod indtil 1918. Dalmatiens kystbyer og øer var dog altid omstridte, oftest under Venezia. Ved det ungarske sammenbrud i begyndelsen af 1500-tallet tilfaldt Dalmatien dog Venedig og Tyrkiet, og blev efterhånden veneteriansk helt ned til republikken Ragusa (Dubrovnik). I det 16. og 17. århundrede var Kroatien under Osmannerriget. Til lands deltog kroaterne i forsvaret mod osmannernes fremtrængen fra 14. århundrede. Efter nederlaget ved Mohacs i 1526 kom Slavonien under osmannerne ligesom det meste af Ungarn. Øvrekroatien tilfaldt Habsburgeren Ferdinand af Østrig. I 16. og 17. århundrede's kampe om Kroatien blev Østrigs militærgrænse (Krajina), bl. a. forsvaret af serbere i østrigsk tjeneste. I 1699 fik Habsburgerne næsten hele Ungarn med Kroatien-Slavonien. Efter Venedigs sammenbrud i 1797 gik Dalmatien først til Østrig, derefter til Napoleon, og igen til Østrig i 1815. Noget af Kroatien indgik i Napoleons Illyriske Provinser, men genforenedes i 1815 med Kroatien-Slavonien-Ungarn under Habsburg. Nu opstod en kroatisk nationalbevidsthed, der i det 19. århundrede mest ytrede sig kulturelt, da den undertryktes af ungarerne, der ved Dobbeltmonarkiets oprettelse beholdt Kroatien-Slavonien, medens Dalmatien kom under Østrig. Dalmatien-Istrien var kroatisk-sindede. Under 1.Verdenskrig deltog politiske flygtninge fra Kroatien i oprettelsen af Den Jugoslaviske Komité i London, der enedes med den serbiske eksilregering i 1917 om fælles modstand mod Østrig-Ungarn. D. 29. oktober 1918 løsrev Kroatien sig, og d. 1. december oprettedes Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige under Serbiens dynasti: Karageorgevic. Italien fik Istrien, Zadar og mange øer og besatte i 1924 også Rijeka. Serberne fik overtaget i riget ved at centralisere styret i Beograd, medens kroaterne krævede en forbundsstat. Da konflikten blev blodig og uløselig, tog kong Aleksandar diktatorisk magt i 1929 og omdøbte staten til Jugoslavien. I 1934 blev han myrdet i Marseille af den kroatiske terrororganisation Ustaša. Prinsregent Pavel gav Kroatien særstatus i 1939, men i 1941 oprettede Ante Pavelic med Hitlers og Mussolinis hjælp sin "Uafhængige Stat Kroatien", og massemyrdede serbere, jøder og sigøjnere. Efter at Tito i 1944 forjog Pavelic og besejrede den kongetro Mihailovicb blev den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien oprettet i 1946. Italien afstod Istrien-Dalmatien. Men det italienskstøttede Ustaša opererede forsat fra udlandet. Efter Titos død 1980 fik de udenlandske interesser held til at spille på de nationale strege og ophæve solidariteten mellem udvikle og mindre udviklede områder i Jugoslavien. Imperialismen fik kommunismen til smuldre til fordel for egoismen og Kroatien kom igen under de gamle tysk/Østrig/ungarske/italienske kapitalistiske interesser. Delstatsvalgene i 1990 og folkeafstemningerne 1991 resulterede i, at slaverne i Kroatien erklærede sig "selvstændige" d. 8. oktober 1991. De velbevæbnede serbiske mindretal rejste sig mod kroaterne allerede i begyndelsen af 1991 og fik hjælp af de serbisk-dominerede forbundsstyrker. I januar 1992 proklameredes våbenstilstand, og i april etableredes en fredsbevarende FN-styrke i det omstridte Krajina. Derefter koncentrerede Kroatien sig om at erobre dele af Bosnien-Hercegovina i konkurrence med Serbien. Ved valgene 1992 sejrede præsident Tudjman og hans Kroatiske Demokratiske Forbund (HDZ). I 1999 er gader og pladser opkaldt efter aktivister fra det fascistiske Ustaja-regimet under 2. Verdenskrig og Ante Pavelics erindringer udkommer med officiel godkendelse, ligesom der blev holdt mindegudstjeneste over fascisten. En tidligere kroatisk fascistisk kommandant: slagteren Dinko Sakic fra tilintetgørelseslejren: Jasenovac, og hans kone som var fangevogterske i børne-KZ lejren: Stara Gradiska, hvor hun havde ført 600 kvinder til henrettelse, er i dag vendt hjem til Kroatien fra Argentina.

Krajina er et grænseland og var Østrig-Ungarns forsvarslinje mod tyrkerne. Krajina Kninska ved grænsen mellem Kroatien og Bosnien-Hercegovina med hovedstad Knin, er overvejende befolket af serbere. I 1990 oprettedes en selvstyrende region, der i 1991 antog navnet: den "Selvstændige Serbiske Republik Krajina". I 1995 blev Krajina-enklaven udsat for at den kroatiske hær gennemførte en lynoffensiv og udrensede serberne. Slavonien er et tidligere østrigske grænseområde mellem floderne Drava, Donau og Sava, der i 1814 blev en del af Kroatien og indgik sammen Kroatien i Jugoslavien 1918. Ved Jugoslaviens opløsning i 1991/92 udbrød en strid om, hvorvidt Slavonien skulle tilhøre Kroatien eller Serbien, og forbundshæren trængte i 1991-92 ind i Østslavonien og den mindre enklave Vestslavonien.

Ustaša er en yderliggående højreorienteret kroatisk separatistbevægelse, rettet mod den storserbiske nationalisme. Udsprang af Det kroatiske Retsparti, da kong Aleksandar I. tog diktatorisk magt i Jugoslavien i 1929. Partiets grundlægger, Ante Pavelic, flygtede til Italien umiddelbart derefter, og de fascistisk påvirkede Ustaša-folk oprettede træningslejre for terrorister i Italien og i Ungarn. I 1932 forsøgte Ustaša at rejse et bondeoprør i det nordlige Dalmatien og Ustaša myrdede i 1934 Aleksandar I. og den franske udenrigsminister Louis Barthou i Marseille. Ustaša stod i øvrigt bag mange andre terrorhandlinger og nåede i 1941 sammen med nazisterne og fascisterne at oprette quislingestaten: Det uafhængige Kroatien. Pavelic vendte tilbage som Kroatiens "fører" og udskrev en hær, der kunne slutte sig til Aksemagterne og bekæmpe modstandsfolkene og Tito. I 1941-45 hærgede Ustaša-bander i Kroatien, hvor de afbrændte serbiske landsbyer og kirker og torturerede, voldtog og bestialsk slagtede jøder, sigøjnere, venstreorienterede og de kristne serbere, børn og voksne i flæng. Man mener, at Ustaša myrdede mindst 300.000 serbere hvoraf mange omkom i udryddelseslejre. I perioden 1945-91 modarbejdede Ustaša i eksil det kommunistiske Jugoslavien og var en overgang særlig aktiv i Sverige. I myrdede de Jugoslaviens ambassadør i Göteborg og i 1972 kaprede de et SAS-fly over Sverige. Med oprettelsen af det selvstændige Kroatien 1990-91 genopstod Retspartiet.

I oldtiden boede der illyriske og thrakiske stammer i Serbien. I det 6. århundrede e.Kr. indvandrede sydslaviske serbere. Området løsrev sig i årene før 1200 fra Byzans, og landets ortodokse kirke gjorde sig uafhængig. BelgradBeograd er idag hovedstad ved floden Savas udmunding i Donau og har ca. 1,5 mill. indbyggere med forstæder. Belgrad var en vigtig handelsplads, da vejen fra Mellemeuropa til Orienten her krydser vejen fra Adriaterhavet til Sortehavet. Det gamle Beograd ligger ved foden af Balkan-kæden og her findes den gamle fæstning Kale-Megdan. Omkring år 1300 dannedes et storserbisk rige. Kong Stefan Dušan antog i 1346 zartitel, men efter en kort glansperiode opløstes riget. Serbien kom under tyrkisk herredømme i perioden 1389-1878, hvorunder tusindvis af serbere udvandrede til Østrig-Ungarn. Opstandene i 1804-13 under Karageorg og i 1815-16 under Miloš Obrenovic førte til delvis selvstyre fra 1816. De to fyrsteslægter Karageorgevic og Obrenovic stredes om magten, medens russisk og østrigsk indblanding tillige skabte uro. På Berlinkongressen i 1878 opnåede Serbien fuld selvstændighed og ophøjedes i 1882 til kongerige. De usikre politiske forhold i kongeriget Serbien, den ødelæggende tvedragt mellem de to dynastier, alle de udskejelser, som kendetegnede regeringen under de to sidste konger af huset Obrenovitsj og endelig den vildskab, hvormed hæren d. 10. juni 1903 myrdede kong Aleksandar Obrenovic og dronning Draga. Han efterfulgtes af Petar I., og den fri forfatning af 1889 genindførtes.

Kongeriget Serbien målte i 1908 48,000 km2, og dengang boede ca. 2 millioner serbere; udenfor kongeriget Serbien boede 8 millioner serbere, der ikke er spredt over vidtstrakte landområder, men tværtimod alle hører hjemme i egne, som umiddelbart grænser op til de to uafhængige serbiske kongeriger Serbien og Montenegro. I det tyrkiske vilajet Kossovo (Gammel-Serbien), i sandsjak'et Novibazar, i Dalmatien, i Herzegovina, Bosnien, Slavonien og Kroatien er befolkningens nationalitet overvejende eller udelukkende serbisk. Den statslige adskillelse mellem disse enkelte dele af det mægtige sydslaviske folk er i bund og grund kunstig. Denne afsides landsdel, Novibazar, som siden Berlin-traktatens oprettelse havde levet sit primitive liv under et udflydende østrigsk-tyrkisk herredømme, er alt i alt et af europæisk stormagtspolitiks ejendommeligste kunstprodukter, der i 30 år har opfyldt sin dobbelte hensigt: på een gang at adskille og forbinde de fire riger, mellem hvis grænser det skyder sig ind. På langs, fra det østrigske landområde i nordvest til Tyrkiet i syd, skulle det forbinde og holde Østrig vejen åben ned til Saloniki. På tværs, fra kongeriget Serbien i nordøst og øst til Montenegro i sydvest, skulle det skille og hindre en sammenslutning af det sønderdelte slaviske folk.

Serbien lider under ganske samme vilkår som andre små nationale stater i den europæiske periferi, idet deres sprog ingen nævneværdig udbredelse har udenfor deres nationalitets grænser, og derved bliver deres stemme så godt som aldrig hørt i deres egen sag. Østrig - det vil sige arvefjenden - var dengang kilden til serbiske forhold og personer. Den østrigske belysning er sjælden overbærende, aldrig velvillig. Domme, der bygger udelukkende på det af Østrig leverede materiale, kan umuligt blive retfærdige. Aldrig er nu et lille fremadstræbende folk blevet ramt hårdere, end da Østrig-Ungarn i efteråret 1908 sønderrev sit eget værk, Berlin-traktaten, og tilegnede sig (annekterede) Bosnien og Herzegovina. Der fandtes i disse to provinser henved 2 millioner serbere; heraf tilhører rundt 800,000 den ortodokse kirke, 700,000 er muhamedanere og knap 300,000 romerske katolikker. Men alle er de serbere af nationalitet, sprog, sindelag, historie og overlevering. Foreningen med deres landsmænd i Montenegro og Serbien var deres hjertes ønske, målet for deres stræben. Det fremmede herredømme, som har tynget på dem siden hin ulykkelige Berlin-traktat, hvorved Østrig-Ungarn overtog Bosniens og Herzegovinas forvaltning, medførte at folket i de okkuperede landsdele langtfra blev vundet for de indvandrede embedsmænd eller det styre de repræsenterer. Østrig-Ungarn lagde et mægtigt tryk på de bosniske serbere. Censur over bøger og blade, politiforbud mod forsamlinger og foreninger, spioneri efter sindelag, fængselsstraffe og bøder til serbiske agitatorer - kort sagt: hele det administrative stormagtsapparat til undertrykkelse og udsletning af nationaliteten har været sat i bevægelse uden skånsel og uden blusel. Drømmen om et nyt Stor-Serbien brast med Bosnien-Hercegovinas indlemmelse i Østrig-Ungarn i 1908. Østrig tilbyder Tyrkiet at trække sine garnisoner bort fra sandsjak'et Novibazar, som kompensation for Bosnien-Herzegovinas indlemmelse i monarkiet. I 1908 er Belgrad en mellemstor kedelig provinsby med ca. 80.000 indbyggere, og begge de dynastier, som har hersket i Serbien, er af bondeæt. Der findes overhovedet intet aristokrati i landet. Nu, under indtrykket af den østrigske voldshandling, er sindene mere ophidsede end nogensinde. Serbisk stats- og samfundsliv synes i disse oktoberdage 1908 formelig at være gået i stå. Folket føler sig dybt krænket og hårdt såret. Forretningslivet er dalet ned til et mindstemål. I skolerne og på universitetet arbejdes der under voksende uopmærksomhed. Tilstanden forekommer alle befolkningslag utålelig, og intet kan der gøres for at skaffe stemningen luft, endsige da for at omstøde den brutale kendsgerning, hvormed Østrig har grebet ind i det serbiske folks udvikling. Til sorgen og bitterheden kommer da en knugende følelse af ensomhed og afmagt. Østrig-Ungarns anneksion af Bosnien og Herzegovina fik dog den virkning, at al partistrid i Serbien brændte ud som en lampe, der ikke har mere olie at tære på. Folket sluttede sig nu enigt sammen i farens time. Mellem Serbien og Montenegro ligger imidlertid dels de af Østrig okkuperede - eller annekterede - provinser, dels det tyrkiske sandsjak Novibazar. Men både de provinser, Østrig har lagt hånd på, og Novibazar er landsdele med serbisk nationalitet, sprog og sindelag. Et kort over Balkan-halvøen viser da også hvorledes Dalmatien, Bosnien, Herzegovina, Montenegro, Novibazar, Gammel-Serbien (Kossovo) og kongeriget Serbien syd for Slavonien og Kroatien danner en sammenhængende serbisk folkemasse, der er så godt som ublandet, idet det italienske element i Dalmatien og det albanske i Novibazar intet betyder mod det overvældende serbiske flertal. Men den samme erfaring, som Tyskland har gjort i Polen og Slesvig, har Østrig måttet gøre i Bosnien og Herzegovina. Selv de store stater bliver nødt til at bøje sig for den fysiske lov, at tryk avler modtryk. Den fremmede stormagts gerninger har ikke evnet at vinde bosniakerne og herzegovinerne. Dens barske fjendes herredømme har ophidset nationalfølelsen, skærpet nationalbevidstheden og forenet serberne på begge sider grænsen i fælles stræben. Kun ved hjælp af overdådig anvendelse af politi og militær holdes de okkuperede provinser i ave. Det vrimler i Belgrad med rørende og blomstrende skildringer af bosniakerne og herzegovinernes nationale trofasthed. Det serbiske folk med den skønne og rige folkepoesi er lyrisk anlagt, og som grækerne har det en naturlig trang til at give stærke følelser stærke udtryk. Fra mund til mund går fortællingen om en bonde i Bosnien, der som sit hus helligste ejendom opbevarede en krukke jord fra Serbien. Eller det er en hyrde i Herzegovina, som lader sig idømme bøder og fængsel for at få lov til på sin hue at bære et broderet n (slavisk h), begyndelsesbogstavet til fyrst Nikolaj af Montenegros navn; da sluttelig den østrigske politiofficer river det kriminelle bogstav af huen og konfiskerer det, svarer herzegovineren trodsigt, at vel kan den fremmede øvrighed fjerne fyrstens navn fra huen, men den formår ikke at skære det ud af folkets hjerte. En af de serbiske muhamedanere - landets ypperste æter - der på grund af nationalpolitisk agitation har været dømt til ikke at måtte forlade sin landsby, bliver efter interneringens udløb kaldt til nærmeste øvrighed, som spørger ham, om han nu har bedret sig og vil love ikke mere at „agitere" mod Østrig-Ungarn? Men den gamle muslim vil intet love. „Høje herre," svarer han i sit billedrige sprog, „selv skyerne må græde, når de kommer til Bosnien!". Østrigs anneksion har ramt den serbiske nation i hjertet. Den indfører en varig tilstand, medens okkupationen var en midlertidig foranstaltning, en overgangstilstand. Serberne havde aldrig helt opgivet håbet om, at den fremmede okkupation engang ville få ende, og at den kunstige administrative inddeling i denne afkrog af verden ville blive afløst af en naturlig ordning på grundlag af nationalitets-grundsætningen. Ved hjælp af Bosnien og Herzegovina kunne kongerigerne Serbien og Montenegros grænser nærmes til hinanden, og derved ville ikke alene serbere blive forenede med serbere, men den helt indespærrede statsdannelse, kongeriget Serbien, ville gennem Montenegro få adgang til havet og således endelig blive uafhængig af sine naboer mod nord, vest og syd. Det er dette håb, som blev tilintetgjort samme dag, Østrig-Ungarn sønderrev Berlin-traktaten og egenmægtigt ændrede okkupationen af Bosnien og Herzegovina til anneksion. Atter engang bekræfter det sig, at selv de højtideligste traktater ikke er synderlig mere værd end det papir, de er skrevne på. De eneste, der synes at være forpligtede til at overholde traktatlige bestemmelser, er de små stater. De store kan bryde dem, når det passer dem - uden derved at løbe nogen nævneværdig risiko.

Under Balkankrigene 1912-13 fik Serbien en del af Makedonien. Mordet i Sarajevo på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand havde måske serbiske bagmænd og udløste 1. verdenskrig. Serbien blev besat af Centralmagterne i 1915-18, hvorefter Serbien indgik i det nyoprettede storrige fra 1919: Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige, - fra 1929: Jugoslavien. Serbien var fra 1946 en delstat i forbundsrepublikken Jugoslavien og formynder for områderne Vojvodina og Kosovo. Serbien er på 88.361 km² med ca. 10 millioner indbuggere i tæt befolket område med stærkt voksende industri. Sproget er serbisk, der skrives med det kyrilliske alfabet.Efter at Kroatien, Slovenien, Bosnien-Herzegovina og Makedonien havde erklæret sig selvstændige i 1991 dannede Serbien og Montenegro i april 1992 et nyt Jugoslavien. I januar 1994 indførtes en ny møntenhed i Serbien, den såkaldte superdinar, som bidrog til at begrænse inflationen og stabilisere økonomien.

I oldtiden var Slovenien beboet af illyriske stammer. I det 1. århundrede kom området under Romerriget. Efter romertiden slog slaviske stammer sig ned. I 788 indlemmede Karl den Store landet i sit rige og derefter skete en kolonisering fra vest af tyskere og fra øst af ungarere. I 1282 kom området under det habsburgske herredømme. Slovenien var østrigsk indtil 1918, da det blev en del af kongeriget Jugoslavien. Under Aksemagternes annektering af Jugoslavien i 1941 blev Slovenien delt mellem Tyskland, Italien og Ungarn og efter 2. Verdenskrig blev landet atter samlet som republik i forbundsrepublikken Jugoslavien. Områdets vestlige del kom i 1947 under Slovenien og længe stod striden om Trieste, der forblev italiensk. Østeuropas sammenbrud sidst i 1980erne medførte et flerpartisystem og det første valg i 1990, gav sejr til de borgerlige kræfter. Forbundsrepublikken Jugoslavien vendte sig skarpt mod løsrivelsen, og Sloveniens formelle uafhængighedserklæring d. 25. juni 1991 - samme dag som Kroatiens - udløste aktioner fra forbundshæren, der trængte ind i Slovenien for at få kontrol over landets grænser. Ved EU-landenes indblanding etableredes en våbenhvile og forbundshæren forlagde derpå sine aktiviteter til Kroatien. I januar 1992 havde vestlige kredse succes med at få Slovenien anerkendt som en selvstændig stat af EU-landene samt af Schweiz, Østrig, Ungarn, m.v. og Slovenien blev medlem af FN.

Makedonien var i oldtiden én stat. Makedonerne kan betragtes som en græsk stamme, der under indvandringen blev tilbage i bjergegnene nordpå og derfor blev noget tilbagestående i forhold til de søfarende hellenere. Makedonien er også betegnelsen for et bjerglandskab omkring floderne Struma og Vardar. Hellerne var opdelt i et antal små fyrstendømmer, der oprindelig var helt selvstændige og først blev samlet til ét rige under Filippos II. i det 4. århundrede f. Kr. Kong Archelaos (413-399) fremmede landets hellenisering. Dog var landet stadig hærget af blodfejder og stammekrige. Men Filippos II. (359-36) tog magten i hele området og i det nuværende nordlige Grækenland. Dette makedonske rige greb ind i de græske bystaters indbyrdes krige og fremstod efter slaget ved Khaironeia i 338 f. Kr. som den ledende magt i Hellas. Fillippos d. II.'s søn: Alexander den Store (336-23) førte makedonere og grækere ud på sit vældige erobringstogt, og efter hans død grundede de makedonske generaler diadokerne fyrstehuse i Ægypten og Mellemøsten. Perioden fik navn efter hellenerne, der tegnede sig for dens kultur og økonomi, men politisk og militært var det makedonerne, der grundlagde hellenismen. Efter den kraftanstrengelse trådte Makedonien i baggrunden, plaget af indre kampe og diadok-krigene. I 276 f. Kr. fik slægten Antigoniderne oprettet et holdbart styre og på grund af romersk indblanding i Illyrien sluttede Filippos V. forbund med Karthago i 215 f.Kr. Filippos V. blev en betydelig magt, indtil han gik i krig mod Rom og blev slået ved Kynoskefalai i 197 f. Kr. Krigene benævnes også den 1. og 2. makedonske krig. Hans søn Perseus begik samme fejl, og efter Perseus nederlag ved Pydna i 168 f. Kr.(den 3. makedonske krig i 171-168) medførte det kongens afsættelse og romersk formynderskab. En opstand under den 3. Puniske Krig blev slået ned i 148 f. Kr., og Makedonien blev dermed en romersk provins. Dermed sluttede landets selvstændige historie.

I middelalderen havde Makedonien hyppigt skiftende overhøjhed, oftest Byzans eller Bulgarien og blev i 1371 erobret af osmannerne. Derefter skete indvandring af slaviske folk, tyrker og jøder, og landet blev senere i det 19. århundrede præget af græsk og bulgarske frihedsbevægelser. Balkankrigene i 1912-13 gav det meste af Makedonien til Serbien og Grækenland, hvilket blev årsag til, at Bulgarien i begge verdenskrige kæmpede på tysk side.

I den Makedonske jugoslaviske delrepublik fra 1918 stemte et flertal af befolkningen i 1991 for uafhængighed af Jugoslavien og Kiro Gligorov som præsident. Men en anerkendelse blev bremset af Grækenland, der ikke ville acceptere navnet Makedonien af frygt for et påfølgende krav på en indlemmelse af den græske provins af samme navn, og dermed skabelsen af et Stor-Makedonien. I april 1993 blev splittelsen anerkendt af FN, under navnet 'Den forhen jugoslaviske republik Makedonien. FN udstationere tropper ved grænsen mellem de to lande fordi de etniske spændinger i den serbiske provins Kosovo kunne sprede sig til Makedonien.. De sidste år har været præget af stigende indre uroligheder på grund af det albanske mindretal.

Den Makedonske provins i det nordlige Grækenland er på 34.203 km² og har 2,1 millioner indbyggere med hovedbyen: Thessaloniki. Denne provins er et bjergland med højder over 2000 m og dybe floddale. Befolkningen er nu hovedsagelig græsk, men der findes også nogle, der taler nymakedonsk, der er et sprog nært beslægtet med bulgarsk. Et stort antal tyrker blev fra provinsen "udvekslet" med Tyrkiet efter 1. Verdenskrig.