Frankerne var en germansk stamme, hvis navn betyder »frie« og stammen opstod i det 3. århundrede e. Kr. ved en sammenslutning af adskillige mindre stammer. Disse stammer var bosat ved nedre Rhin (de saliske franker) og omkring Køln (ripuarier). De saliske frankere erobrede i slutningen af det 5. århundrede Gallien og oprettede Frankerriget, der bestod i perioden 486-843 e. Kr. På sin højde omfattede Frankerriget de landskaber, vi i dag kalder: Frankrig, Schweiz, vest- og syd Tyskland, det meste af Nederlandene samt Norditalien. De saliske frankers konge: Chlodovech af Merovingerslægten, erobrede i 486 de sidste romerske områder i Gallien og udvidede sit herredømme over hele frankerfolket og over alemannerne østpå, samt det hidtil vestgotiske Sydfrankrig. Omkring år 500 e. Kr. antog Chlodovech den katolske kristendom, medens andre samtidige germanske folkestammer antog Arianismen. Chlodovech opbyggede sin magt i samarbejde med kirken og den gallisk-romerske overklasse. Frie bønder gled over mange faser til at blive hovbønder og livegne. Hele »samfundsopbygningen« var baseret på et undertrykkelsessystem med gensidige forpligtelser og tjenester til gavn for de arbejdsfrie overklasser. Den livegne såvel som den frie mand dyrkede jorden efter overenskomst med herremanden, som igen besad jorden efter overenskomst med en greve, som igen besad jorden efter overenskomst med en hertug, som igen besad jorden efter overenskomst med en kongen. Og somme tider gik det endnu videre, således at en konge »lejede« jorden af en anden konge! Der var et netværk af overherredømme. En strid blev afgjort på tinget, men det udviklede sig til at en strid altid blev afgjort til fordel for herremanden, eftersom det var ham, der var dommeren i striden. Det var romerkirkens fremmarch, der ændrede stammernes love og sædvaner, og kirken der i samarbejde med forræddiske småkonger fratog indbyggernes deres jord og produktionsresultater. Herreder er landskabsenheder, som menes at være opstået som militære distrikter, idet ordet afledes til hær. Herremændene troede, at bønderne var til for deres skyld. Der var aldrig tale om nogen ligestilling mellem herre, fri bonde eller livegen. Hvad herremanden angik, så var der for ham kun meget ringe forskel mellem den livegne og husdyrbestanden på hans gods. Fra 600-tallet kendes de angel-saksiske trymsas mønter og fra 700-tallet de engelske sceattas, der efterlignes i Friesland og i 800-tallet bliver forbillede for den nordiske mønt med ansigtsmaske og bagudseende dyr. Efter nogen opløsning, blev Frankerriget i 687 e. Kr. gensamlet af den sidste Merovingerkonge, hvorefter Karolingerne grundlagde et nyt dynasti med Karl den Store, der i 774 slog longobarderne og dermed underlagde sig Norditalien. Han gennemførte en lang række krigstog mod sakserne, som blev tvangskristnet og underkuet med stadig grovere midler som massenedslagtninger og folkeflytninger. Sakserne fik støtte af den danske konge Gudfred. Gudfreds efterfølger: Hemming, og Karl den Store blev enige om Ejder-grænsen i 811. Karl den Store indlemmede i 788 Bayern i sit Frankerrige og avarernes rige i Ungarn blev udslettet i 796. Nordspanien blev erobret og dermed havde Karl næsten genskabt Det vestromerske Rige, og lod sig i år 800 e. Kr. krone som romersk kejser. Men sammenlignet med sine romerske forgængere var Karls imperium fattigt, primitivt og uoplyst og Karl havde da heller aldrig lært at skrive. Han var medvirkende til at genoprette de katolske samfundsklasser i Rom, der ellers netop på det tidspunkt lå i runier efter vikingernes besøgsvirksomhed. Den katolske kirke og kristendommen var næppe nået videre i sin herskertrang, hvis ikke Karl den Store's krigsgalskab havde været så enorm. Og hans intentioner om at repræsentere Gud her på jorden, gjorde ikke magtbegæret mindre. Det var med behovet for militære lejetropper, at der igen kom gang i at fremstille mønter. Og igen kan man tydeligt se, at penge er roden til alt ondt ! Karl den Store indførte en sølvmønt, der blev kaldt en pfenning. Pfenningen var en lille, tynd mønt, der kun vejede mellem 1 og 2 gram. Men Karl efterlignede også den romerske guldmønt: solid. I de næsten 400 år blev der stort set ikke lavet andre sølvmønter i Europa - og slet ikke nogen mønter i guld eller kobber. Økonomisk hensygnede den klassiske oldtids industri og handel i hele Vesteuropa, og handelslivet når sit laveste punkt samtidig med karolingerstatens opløsning. Betegnende for tilbagegangen er møntvæsenet. Vestgoterne slår guldsolidi, ret regelmæssige, der er forsynet med både kongens og møntstedets navn. I merovingerriget udmøntes tredjedelssolidi med et højst barbariske præg med angivelse af møntsted og møntmester, men oftest uden kongenavn. Med karolingerne ophører så guldmøntningen i Vesteuropa, og århundreder igennem præges der derefter ikke andre møntsorter end denaren eller penningen. Ved den ældre middelalders slutning hersker der en næsten ren landbokultur. Underklassen er agerbrugende; overklassen ernæres af den, men det er overvejende naturaldrift. Den smule der bruges af håndværksprodukter forarbejdes oftest på selve godset, og hvert storgods står derfor isoleret jævnsides det næste. I denne økonomiske afsondrethed ligger den dybeste forklaring af opløsningen under lensvæsenet. I Italien hed den lille sølvmønt denaro (som den romerske denarius), i Frankrig denier, i England penny og i Danmark penning. I 900-tallet kunne en italiensk bankveksel (et kreditbrev) også bruges af arabiske købmænd. Arabernes ord for et kreditbrev er sakk, som senere blev til ordet check. Omkring år 900 herskede sakserkongerne i England. Disse konger førte deres regnskab ved at skære mærker i stokke af træ. Denne skik blev ved med at bestå i mange 100 år efter, at brugen af regnskabsbøger (bogholderi) var blevet indført. De gamle stokke eller stave var af pil, hassel eller ask. De var blevet tørret med omhu og passet til i form og størrelse Man havde altid et lager af nye stave i kongens skatkammer. Når kongen traf en aftale med en person om nogle varer, et stykke arbejde eller andet, skulle hans skatkammer betale, hvad det kostede. Man tog da en af de nye stave. På den ene side af staven »skrev« man beløbet, d.v.s. man skar det ind i træet med romerske tal. På stavens anden side »skrev« man det samme beløb, men brugte her et system af smalle og brede snit i træet. Når alt det var gjort, »skrev« man i staven navnet på den person, der skulle have pengene, og den dato pengene skulle betales. Nu blev staven så flækket på langs ned mellem siderne af mærker, der var skåret Den ene halvdel af staven blev hos kongen. Den anden halvdel blev givet til den, der skulle have pengene og blev brugt som en slags check, der ville blive betalt med penge af kongens skatkammer fra den dato, der stod skåret ind i den. Den slags stave gik under navnet tallies. Da Bank of England var blev oprettet, ville man i 1834 brænde de sidste tallies, men branden ødelagde den gamle parlamentsbygning.

Der var sket en befolkningsvækst efter det tiende århundrede, og de stadig flere mennesker havde brug for stadig flere varer. Nogle af disse mennesker stod uden jord og så i korstogene en chance for at forbedre deres position. Pave Urban 2. prædikede korstog til Jerusalems befrielse på kirkemødet i Clermont 1095, og 1. korstog fandt sted 1096-99. På en åben mark opfordrede Pave Urban 2. sine tilhørere til at påbegynde et korstog med disse ord, ifølge Fulcher fra Chartres, som var tilstede: ». . . Lad dem, som hidtil har været vant til at kæmpe syndigt i private krige mod andre troende, kæmpe mod de vantro… Lad dem, som hidtil har været røvere, nu blive soldater. . . . Lad dem, som tidligere har kæmpet mod deres brødre og slægtninge, nu kæmpe mod barbarerne, sådan som de burde. Lad dem, som tidligere har været lejesoldater for ringe betaling, nu få deres korstog«. Først kom nogle uordentlige skarer, ledet af den fanatiske munk Peter Eremit af Amiens. Dem gik det ilde, men derefter fulgte den regulære korsfarerhær under franske og flamske storvasaller og syditalienske normannerfyrster. De anerkendte kun nødtvungent kejser Alexios Komnenos af Byzans som lensherre for deres forventede erobringer. De indtog Syrien og Det hellige Land. Jerusalem faldt i 1099. Derpå drog de fleste af dem hjem og overlod problemet med at hævde erobringerne til »Den hellige Gravs beskytter«, Godefroi de Bouillon. Han døde i 1100 og blev efterfulgt af sin broder Balduin, der tog titlen Konge af Jerusalem (1100-18) og var lensherre over korsfarer-fyrstendømmet: Antiokia og grevskaberne Edessa og Tripolis. Kejserens overhøjhed tog man det ikke så nøje med. Johanniternes og Tempelherrernes ordner blev oprettet for at forsvare Den hellige Stad. Det første korstog var det eneste helt vellykkede. Dette korstog blev kort tid efter fulgt af et nyt korstog, der blev knust af tyrkerne i Lilleasien. De kristne korstog fra 1095 til 1291 var ikke andet en berigelsesforbrydelser og organiseret mord på anderledes tænkende. Også de tyske og nordiske felttog mod »hedningene« ved Østersøens kyster og udryddelsen af millioner af katharer (albigensere) i 1209-29 i de sydfranske landområder, hører med til de store kristne forbrydelser mod menneskeheden. En fransk bonde blev i det ellevte århundrede vurderet til 38 sous, mens en hest var 100 sous værd ! Ligesom herremanden blev bekymret, hvis han mistede nogen af sine okser, fordi han havde brug for dem til arbejdet på sin jord, ville han være bekymret over at miste nogen af sine livegne - de var menneskelige kreaturer, som han havde brug for til at dyrke sin jord. Den livegne kunne ikke forlade jorden og herremanden besad den livegne. Hvis den livegne forsøgte at stikke af, og han blev fanget, kunne han blive straffet strengt. Herremanden ønskede ikke ønskede at miste noget af sin arbejdskraft og de livegne eller deres børn kunne ikke gifte sig udenfor godset. Når en livegen døde, kunne hans direkte arving overtage livegenskabet mod at betale en afgift. »Godsets sædvane« betød dengang det samme, som kommunale love eller amtslove. Sædvaner havde i feudaltiden samme styrke, som love har det i det tyvende århundrede. Adelsmændene udstykkede deres jorder for at skaffe sig tilhængere og kirken tilegnede sig mere og mere jord. En af grundene til at præster ikke måtte gifte sig, var at kirkens ledere ikke ønskede at miste noget af kirkens jord gennem arv. Tiendeskatten til kirken udgjorde en meget tyngede skat. En bonde der trak arbejdsudgifterne fra, forinden han betalte tiende, var dømt til at komme i helvede, og i særlig grad blev de livegne ved Notre Dame-kapitlet (1163-1245) i Paris misrygtet. Da islam efter et halvt århundrede efter det 1. Korstog (1095-1099) fik samlet sig til modangreb, fulgte det 2. korstog i 1147-49, inspireret af Bernhard af Clairvaux og ledet af kongerne: Konrad d. 3. af Tyskland og Louis d. 7. af Frankrig. De led et frygteligt nederlag, og islam fortsatte generobringen, som kulminerede, da Saladin sejrede ved Hattin og indtog Jerusalem i 1187. Denne sejr udløste det 3. korstog i 1189-92 under kejser Frederik d.1. Barbarossa, som druknede i Lilleasien, og kongerne Philippe 2. Auguste af Frankrig og Richard 1. Løvehjerte af England. Korsfarerne brugte så megen indbyrdes kævl, at kampen mod muslimerne mislykkedes. Men det lykkedes at generobre kystbyen Acre, og efter sin sejr ved Arsuf kunne Richard 1. Løvehjerte etablere en våbenstilstand med adgang for pilgrimme til Jerusalem. Det 4. korstog i 1202-04 var en skandale. Korstoget overfaldt og plyndrede det ortodokse Konstantinopel, som var kristendommens bolværk mod islam. I Konstantinopel oprettede korstoget det Latinske Kejserdømme i 1204. Men for Venezia var det 4. korstog det mest indbringende. De franske korsriddere ønskede nemlig skibstransport fra Venezia til ca. 35.000 soldater og 4.500 heste, - og måtte betale dyrt for det. Netop korstogene medførte at »alle« blev gjort til »købmænd« eller »kristne mordere« og bystaterne på de norditalienske kyster voksede og voksede. Et Børnekorstog i 1212 endte med at børnene druknede eller blev solgt som slaver i nordAfrika. Det 5. korstog i 1217-18 under Andreas d. 2. af Ungarn opnåede intet. På det 6. korstog i 1219-21 indtoges fæstningen Damietta, der var nøglen til Ægypten, men gik atter tabt ved en overmodig erobringspolitik. Kort efter drog kejser Frederik 2. på det 7. korstog og opnåede ved forhandling Jerusalems befrielse i 1229. Kejseren i Konstantinopel var bandlyst på den tid, og korsfarerfyrsterne nægtede at lyde ham. I 1244 faldt Jerusalem i osmannernes hænder, og Louis 9. den Hellige opnåede intet på det 8. korstog til Ægypten i 1248-54 eller på det 9. korstog til Tunesien i 1270). Den sidste korsfarerby i Palæstina faldt i osmannernes hænder i 1291. Korstogene endte med Europas nederlag. Men mødet med Byzans' og islams høje kultur blev frugtbart for det tilbagestående Vesteuropa. den oldgræske tænkning og arabisk teknologi banede vejen for renæssancen. Den danske prins Svend, søn af Svend Estridsen var korsfarer og han faldt med hele sin hær med stor hæder i Lilleasien i 1097. Den norske konge Sigurd Jorsalfar deltog i erobringen af Sidon i 1110. Korstogene satte skub i handelen. Europæere i titusindevis krydsede kontinentet til lands og til søs for at fravriste muhamedanerne Det hellige land. De havde brug for forsyninger langs hele ruten, og handelsmænd ledsagede dem for at imødekomme deres ønsker. De korstogsfarere, som vendte hjem fra deres rejse til østerlandet, havde fået smag for den fremmedartede og overdådige mad, de havde nydt, og de kostbare klæder, de havde set. Deres efterspørgsel skabte et marked for disse varer. Tit blev grænsekrige mod muhamedanerne langs Middelhavet og mod stammerne i det østlige Europa udstyret med det fine navn: korstoge, medens de i virkeligheden var plyndringstogter efter krigsbytte og jord. Kirken gav disse plyndringstogter et slør af respektabilitet ved at få det til at se ud, som om formålet med disse krige var at udbrede evangeliet eller at udrydde vantro og forsvare Det hellige land.

De første pengesedler i verden var kinesiske fra 860 e. Kr., ja måske endda 200 år tidligere. Allerede under Sung-dynastiet (960-1179) eksisterede der en kejserlig bank, der lavede pengesedler. Da den italienske opdagelsesrejsende Marco Polo var i Kina i 1200-tallet e. Kr., gjorde det stort indtryk på ham, at kineserne brugte papirpenge til at betale med. Da han kom hjem til Venedig, beskrev han i sin berømte rejsebog nøje, hvad han havde set. Om brugen af pengesedler noterede han bl.a.: »På hver af disse pengesedler skriver nogle særlige embedsmænd deres navne og trykker deres segl. Til sidst stempler den øverste møntmester kejserens særlige røde segl på hver seddel. På den måde får sådan en seddel samme værdi som en gyldig mønt Hvis nogen ønsker at skaffe sig sølv, guld, smykker eller perler, kan de gå til Den kejserlige Mønt og få det for deres papirpenge. Nogle af sedlerne havde samme værdi som en sølvmønt fra Venezia og andre havde værdier som de forskellige byzantinske guldmønter. I Europa var der imidlertid endnu i 1200-årene ingen, der rigtig forstod de muligheder, der lå gemt i de kinesiske pengesedler. Kongerne og fyrsterne i Europa indså efterhånden, at det måtte der gøres noget. I Frankrig udsendte Ludvig den 9. (1227-1270) en stor sølvmønt, der hed en gros turnois. Den var på over 4 gram, og den indeholdt meget mere sølv end de dårlige penninge. I de italienske byer lavede man nu ligeledes gode sølvmønter, der kaldtes grossi. I Danmark var man noget bagefter og når danske konger lavede mønter, var det kun de dårlige penninge. Ellers klarede danskerne sig med de bedre udenlandske mønter fra Tyskland, Frankrig og England. Man begyndte nu igen at lave guldmønter i Europa. I Firenze lavede man fra 1252 en guldmønt, en florin, med byens mærke, en lilje, på bagsiden. Venedig fulgte efter med en gulddukat i 1284 på 3,49 gram, og snart blev der lavet guldmønter mange andre steder. Men regnekunsten var vanskelig, fordi man ikke brugte det arabiske talsystem, som vi bruger i dag, og man opfattede ikke tal som noget præcist. Guld var en mangelvare i Vesteuropa. Den europæiske handel med Østen gav et stort underskud. Vesteuropæerne fik mere og mere smag for de østerlandske luksusvarer som krydderier, silke, bomuld og sukker, hvorimod det var sværere at sælge varer den anden vej. For at dække dette handelsunderskud måtte de europæiske lande betale med guld. På den måde gik der en konstant strøm af guld væk fra Vesteuropa til Østen. I middelalderbyerne og på markederne kunne man ofte finde en mand, der sad bag et bord med et pengeskrin og en vægt. Det var vekselereren. De handlende bragte mange forskellige typer mønter med sig, og det kunne være svært for folk at finde ud af, hvor meget de enkelte mønter var værd. Her kunne de få hjælp af vekselereren. Mod betaling vekslede han fremmede mønter til mønter, man kendte. Han vejede også mønterne på deres vægt for at kontrollere, om de vejede det, de skulle. Det var et vanskeligt job at holde rede på alle disse mange forskellige mønttyper. Vekselereren nøjedes ikke med kun at veksle. Han gav sig også til at låne mønter ud. Låneren skulle så give vekselereren et pant - det kunne være et smykke - der kunne dække værdien af de mønter, han havde lånt. Når låneren kom og betalte lånet tilbage med rente, fik han pantet igen. Hvis han ikke kom, tog vekselereren pantet og solgte det. Vekselererens bord hed på Italien´s: banca. Hvis en vekselerer blev afsløret i at svindle blev hans bord slået i stykker - »banca rotta« - dvs., et smadret bord = bankerot. Europas fire største byer omkring år 1300 med 100.000 indbyggere lå i Norditalien. Det var Genova, Firenze, Venedig og Milano. I takt med, at handelen steg, fandt mange nord-Italienske storkøbmænd ud af, at det var temmelig upraktisk at bruge mønter ved store forretninger. Især hvis det drejede sig om handel over lange afstande. Nok havde man guldmønter af stor værdi, men det var ikke helt ufarligt for en købmand at rejse rundt med en stor pose fuld af guldpenge. Derfor fandt man på vekslerne. En veksel var et stykke papir, hvorpå en køber af et parti varer skrev, at han ville betale sælgeren det aftalte beløb på en bestemt tid og et bestemt sted. Køberen slap på den måde for at skulle slæbe mønter med sig, når han skulle købe varer. For sælgeren var vekselen lige så god som rede penge, for han vidste, at han kunne få »vekslet« papiret til mønter. Derfor kunne han bruge vekselen til at betale med, når han selv købte varer. På den måde kunne en veksel skifte ejer flere gange, før den endelig blev ombyttet til mønter. De italienske handelshuse begyndte nu at drive egentlig bankvirksomhed. De fik folk til at give sig deres penge til opbevaring mod, mod at folk fik en årlig rente for det. De begyndte nu også at låne penge ud til købmænd, så disse havde råd til at købe skibe og sejle ud og handle. Til gengæld skulle bankerne så have del i det overskud, som købmændene kom hjem med. Ved at låne penge ud til købmændene viste bankerne dem tillid. Det hedder på italiensk credito, og det betød, at de stolede på, at købmændene nok skulle betale pengene tilbage. De gav med andre ord kredit, som vi siger i dag. Bankerne fandt nu ud af, at man kunne klare betalingen mellem to af sine kunder, uden at der skulle mønter på bordet. Det blev gjort ved, at man i regnskabsbogen overførte beløbet fra køberens til sælgerens regnskab. Efterhånden kunne man overføre beløb på denne måde fra »bank til bank«. Der var et enormt behov for penge overalt i Europa, og bankernes antal voksede. Nogle af de italienske »banker« begyndte at oprette afdelinger rundt omkring i andre lande. En af de største banker havde 30 afdelinger uden for Italien. Frankrig, England, Flandern, Spanien og endda i Nordafrika.

Brygge i Flandern var et vigtigt handelscenter, som stod i kontakt med den skandinaviske og russiske handel. Og dem der fragtede varer over land, over alperne til Venezia m.v., mødtes på Champagnesletten i byerne: Lagny, Provins, Bar-sur-Aube og Troyes. Mange byer anmode om at ugentligt marked og 2 handelsmesser om året, og Champagne-messerne arrangeret sådan, at de varede hele året - når den ene var forbi, begyndte den næste osv. Købmændene flyttede fra messe til messe med deres varer. Det er vigtigt at lægge mærke til forskellen mellem de lokale ugentlige markeder i den tidlige middelalder og disse store messer i det tolvte til det femtende århundrede. Markederne var små og handlede med lokale varer, mest landbrugsprodukter. Messerne var kæmpeforetagender og handlede med varepartier, som kom fra hele den dengang kendte verden. Messen var distributionscentrum, hvor store købmænd til forskel fra de små omvandrende handelsmænd og lokale håndværkere købte og solgte de udenlandske varer, som kom fra øst og vest, nord og syd. En messe i 1349 i Champagne kunne således samle mange handelskompagnier og individuelle købmænd, italienere, transalpinere, florentinere, milanesere, lucheser, genuesere, venezianere, tyskere, provencaler og fra andre lande. Herskerne over messebyerne måtte love købmændene frit lejde til og fra messen, fritage dem for en række besværlige skatter og toldafgifter, som feudalherrerne ellers opkrævede langs vejene, og værne dem mod røvere. Tit blev de købmænd, som var på vej til messen overfaldet, og overfaldet var arrangeret af herren i den provins, hvor messen afholdtes. Men så blev købmændene enige om at købmændene fra den provins, hvor plyndringen havde fundet sted, skulle udelukkes fra messen. Dette var en straf, som satte en stopper for handelen i det område. Men købmændene skulle betale stadeplads og omsætningafgift, hvilket var indbringende for den lokale hersker. Og varerne endte hos de rige overklasser, således at bønderne blev pålagt yderligere afgifter til overklassernes luksusvarer. Tyveriet og undertrykkelsen var sat i system til glæde for overklasserne. Bønderne havde jo ikke råd til disse varer fra Østen. Men så skete der igen noget nyt på pengenes område.

I 1400-tallet blev der fundet store sølvminer i Mellemeuropa. Da der samtidig var mangel på guld i Europa, begyndte fyrsterne at lave så store sølvmønter, at de i værdi svarede til guldmønterne. I Italien var man i 1400-tallet meget begejstret for alt, hvad der havde med de gamle romere at gøre. Romerne havde været mestre i at lave møntportrætter. Det studerede italienerne nu grundigt, og de begyndte at gøre dem kunsten efter. Dukaten fra Venedig fra 1284 blev én af de vigtigste guldhandelsmønter i mange år. Og de italienske handelsbyer var arnesteder for de fagudtryk vi kender i dag, som: bank, saldo, konto, debit, kredit, ristorno, m.v. Skikken bredte sig, og snart optrådte de fleste af Europas fyrster på forsiden af deres guld- og sølvmønter. I slutningen af middelalderen blev der handlet i stor stil. Jo mere der blev handlet, desto større behov blev der for penge. Der var også flere og flere, der gerne ville låne penge. Det kunne være en købmand, der ikke i øjeblikket havde råd til at købe et parti varer. Han henvendte sig så til en pengeudlåner, der var i stand til at låne ham de mønter, han skulle bruge. Han ville så betale beløbet tilbage, så snart han havde fået solgt sine varer. Men hvem ville låne sine surt tjente penge ud til en vildfremmed ? En betingelse for, at nogen ville gøre det, var, at de fik deres tjeneste betalt, nemlig ved at få flere penge tilbage, end man lånte ud. Det man kalder for rente. Samtidig skulle den, der ville låne penge, underskrive et papir, der gav udlåneren mulighed for at overtage hans jord, hus eller andet han ejede, hvis han ikke kunne betale lånet tilbage. I tidlig middelalder var det ikke særlig let at finde folk, der ville låne penge ud. Den katolske kirke var imod enhver form for udlån af penge, hvor man modtog renter. Hvis man som kristen overtrådte dette forbud, ville man blive smidt ud af kirken, en straf, som man dengang tog meget alvorligt. Jøderne derimod var ikke omfattet af det samme forbud. Der var intet i deres tro, der forbød dem at tage renter. Samtidig havde jøderne i mange lande fået et forbud mod at arbejde inden for håndværk og handel, så jøderne »valgte« ofte at blive pengeudlånere. De blev nærmest tvunget til det. Hvad skulle de ellers leve af ? De købte og solgte klude og gamle sager og rejste rundt som bisse-kræmmere, men de måtte ikke opkøbe metal. Vagterne ved byernes porte holdt skarpt øje med alle rejsende, for at standse ulovlig handel med metal og mønter. Forinden et marked i en middelalderen gik i gang, skulle handelen og markedet først velsignes af biskoppen. Handelsboderne lå markedspladsen foran kirken. Jøderne blev imidlertid ikke populære af at låne penge ud - tværtimod ! Og derfra oprinder nok udtrykket »skal du jøde mig !« = skal de snyde mig. Den kristne kirke opdagede dog efterhånden, at der var gode penge at hente ved udlån. Igennem middelalderen skete det derfor oftere og oftere, at kirken så igennem fingre med, at dets medlemmer overtrådte reglerne om forbud mod renter. Rentepengene kom jo også kirken til gode gennem de gaver, som medlemmerne skænkede den. En almindelig måde, hvorpå en kristen kunne skjule sin ulovlige udlånsvirksomhed, var at lade en anden person, f.eks. en jøde, klare alt det praktiske med lånene og selv nøjes med at sidde i baggrunden og indkassere pengene. Efterhånden blev det derfor lige så almindeligt, at det var kristne som jøder, der lånte penge ud. I 1500-1600 tallet blev der brug for flere penge. Metal var en mangelvare og metallet havde samlet sig i kirkerne. Det medførte ved den voldsomme pengefeber, at endog kirketag, tagrør og dåbsfad blev smeltet om til mønter. Småpenge blev lavet af kobber. I Leipzig lavede man småpenge af tyndt blik. Kong Henrik d. 8 i England fremstillede en kobbermønt, der blev trukket over med sølv, som hurtigt blev slidt af. Møntbedragere blev kaldt kippere og wippere. Mange mistede hurtigt tilliden til de nye underlødige mønter. Det var nu ikke kun købmænd, der benyttede »bankerne«. Mange af Europas fyrster og konger lånte store pengesummer for at have råd til at føre krig - ja, selv paven og den katolske kirke brugte »bankerne«, når forretningerne skulle klares. Da den katolske kirke ville opføre Peterskirken i Rom i begyndelsen af 1500-tallet, skaffede kirken penge til byggeriet ved at Paven solgte de såkaldte afladsbreve til Fuggernes Hus, der så kunne videresælge afladsbrevene med fortjeneste. Ellers ville det have taget Paven en årrække at få skrabt penge sammen hos de troende katolikker over hele Europa, der via afladsbrevene kunne købe sig fri af alle deres egne eller slægtninges synder. Denne handel mellem Fuggernes Hus i Augsburg og Paven, var med til at skabe de dønninger, der førte til Reformationen. En halvpenny af kobber fra Bahama øerne i 1506 viser et skib på forsiden og på bagsiden er teksten: piraterne ud, købmændene ind. De muslimske lande afbilder ikke ting og personer på deres mønter, men kun bogstaver og mønstre. Penge blev gemt i kister og derfra oprinder udtrukket: »du har nok penge på kistebunden «. Da hele udviklingen i Vesteuropa var baseret på betalingsmidler af sølv og guld medførte Columbus opdagelse af Amerika et rov og myrderi uden sidestykke i historien. Disse indianske folkeslag som vel havde levet i tålelig indbyrdes fred med deres mængder af sølv og guld, blev offer for en voldsom plyndring. De lejetropper som Spanioneler skulle bruge, blev fremskaffet via Amsterdam, således at tyvekosterne endte der og skabte en rigdom, hvor der på den tid var 14 møntværksteder i sving med at fremstille mønter. Den store mængde mønter medførte prisstigninger. I 1519 udsendte greven af Schlick i Joachims dal (Joachimsthal) i Bøhmen en stor sølvmønt. Den vejede næsten 30 gram. Den blev snart kendt under navnet en Joachims-thaler. Efterhånden blev den blot kaldt en thaler. Mønten blev en succes overalt i Europa. Fyrster og konger efterlignede thaleren. Det gælder alle fyrsterne i de mange små tysktalende »lande« og selv i Danmark begyndte man i 1537 at lave dalere, som de blev kaldt her. Ud af 16 dele sølvmønt skulle 13 dele være rent sølv. Da amerikanerne flere århundreder senere skulle til at lave deres egne mønter, gav de også deres store sølvmønt det gamle navn, idet de kaldte deres mønt for en dollar - måske i håb om, at den ville blive lige så populær som Joachims-thaleren. De store sølvdalere blev den vigtigste form for mønter i Europa helt frem til 1800-tallet, altså i næsten 300 år. Karl d. 5. (1500-58) fik skabt et Vesteuropas´ største imperier, bl.a. gennem Habsburgernes ægteskabspolitik. Men han var ikke blevet til tysk-romerske kejser, hvis ikke Fuggernes Hus havde finansieret hans valg. Da der var problemer med at få lånet tilbage, var Fuggernes Hus ikke bange for at minde kejser Karl d. 5., om at han skyldte dem penge. I 1547 besejrede Karl d. 5. de protestantiske fyrster i Tyskland, men led i 1552 nederlag over for dem og Frankrig, og måtte i 1555 slutte den Augsburgske Religionsfred. Penge, kirke og krigsvæsen har en bemærkelsesværdig tilknytning til hinanden. I takt med, at der blev mere brug for penge i middelalderen, blev det klart, at mønter ikke var særlig anvendelige, når det drejede sig om handel i den store stil. Man var nødt til at finde andre betalingsmåder. Derfor opstod banker, veksler, banknoter, papirpenge, checks. Den første »offentlige« privatejede bank blev oprettet i 1609 i Amsterdam, hvor byens styre gav kunderne sikkerhed for de penge de satte ind. Amsterdam var på det tidspunkt et center for handelen i Europa. Derfor kom der mange guld- og sølvmønter til byen. Der havde imidlertid ikke hidtil været nogen bank i byen, så folk måtte gemme deres penge hjemme på kistebunden. Bystyret i Amsterdam mente nu, at det skulle der gøres noget ved. Derfor åbnede de en bank, hvor folk kunne sende deres penge hen. Mønterne blev her vejet og undersøgt og deres værdi indskrevet i bankens bøger. Men det var ikke en bank, som vi forstår det. Den lånte nemlig ikke penge ud til folk. Det eneste den gjorde var - mod betaling - at opbevare kundernes mønter i sikre bankbokse. Før der kom banker i England, var det almindeligt, at man lod sine guld- og sølvmønter opbevare hos guldsmede. Guldsmedene gav en kvittering til kunderne for de mønter, de havde fået overladt. Den brugte kunderne ofte, når de skulle betale andre. På den måde kunne en kvittering vandre fra hånd til hånd ligesom vekselen. Der gik faktisk flere hundrede år, før de første pengesedler dukkede op i vores del af verden. Sverige begyndte i Europa med at lave pengesedler i 1656, men snart fulgte resten af Europa efter. Men banken i Sverige gik hurtigt bankerot. En pengeseddel er jo blot en kvittering. Nordamerika slog først nogle grove sølvmønter i 1652. Forinden brugte man franske, hollandske, tyske, kinesiske mønter og den spanske sølvdollar (8 reales). I 1694 etablerede englænderne Bank of England. I modsætning til banken i Amsterdam begyndte den straks at låne store pengesummer ud. Banken lånte dog ikke rede penge ud. I stedet gav man låneren et stykke papir, en note, hvorpå der stod, at han kunne hæve et bestemt beløb i banken. Denne banknote kunne låneren bruge til at betale en anden person med. Denne kunne så igen bruge banknoten til at betale, hvad han skyldte en tredje osv. På denne måde kunne noten skifte ejer mange gange, før den kom tilbage til den bank, der havde udstedt den. På dette tidspunkt var det lån, som banknoten oprindelig havde været brugt til, normalt forlængst betalt tilbage med renter. Banknoten var en form for papirpenge. Den skulle snart få følgeskab af en anden slags, nemlig pengesedlerne. Umiddelbart efter den Store franske Revolution i 1789 trykte Den Franske Nationalforsamling assignater (pengesedler), - men de mistede hurtigt deres værdi. I løbet af 1800-tallet blev der gjort store guldfund flere steder på Jorden. Det var i Californien i 1840erne og i Alaska og Vestaustralien i 1890erne. Det blev nu meget lettere for de europæiske lande at få fat i store mængder af det kostbare metal. Man gik derfor mere og mere væk fra at lave de store sølvdalere og begyndte i stedet igen at fremstille mønter af guld. I 1830’erne var de første kim blevet lagt til en tysk møntunion. En af de næste stationer på vejen var Wiener-konventionen, der indførte vereinzmünze af guld over hele Tyskland og Østrig. I 1830´erne skabte mange små tyske stater en møntunion. Da kongeriget Italien i marts 1861 officielt blev proklameret - efter en række frihedskrige og diplomatiske bestræbelser på at forene Italien - var der ikke mindre end omkring 90 forskellige mønter i Italien. Ved at love et fælles møntsystem allerede året efter, der hvilede på bimetalisme, var vejen åbnet op for en italiensk centralbank, der blev til i 1893. Denne møntunion holder den dag i dag. Den latinske møntunion blev stiftet i 1865 mellem Frankrig, Italien, Belgien og Schweiz. Nogle år senere kom Grækenland med ind i møntunionen. Da den blev stiftet, byggede den på bimetalisme, men gik de facto over til guldfod. Den latinske møntunion var ikke en union, der sikrede fri bevægelighed af penge. Det var en union, der sikrede fri bevægelighed af mønter, der havde samme metalværdi. Unionen omfattede derfor ikke sedler. I både Danmark og Sverige overvejede man meget stærkt at tiltræde den latinske møntunion. Men da Frankrig led et totalt nederlag i den fransk-tyske krig i 1870, skyndte man sig at lægge disse planer langt ned i skuffen. I 1867 blev Østrig tvunget ud af Winer-konventionen. Det tyske kejserrige blev etableret i 1871 og loven om oprettelse af Reichbank i 1875 valgte tyskerne et marksystem, som hvilede på guldfod, og i 1910 var Reichbank eneste seddeludstedende bank. I Norden begyndte man i stedet at overveje dannelsen af en skandinavisk møntunion. I begyndelsen af 1870’erne blev man på rekordtid enige om at danne en møntunion imellem de nordiske lande. Teknisk set var beslutningen relativ let. Alle tre lande var enige om både at gå over til guldfod, (bl.a. fordi Tyskland også ville dette), og indføre et nyt møntsystem, der hvilede på decimalsystemet. Det nye system blev kroner og øre, med hovedmønt i guld og skillemønt i sølv og bronze, der frit kunne cirkulere mellem landene. Omkring århundredeskiftet kom der også fri bevægelighed for sedler. Den skandinaviske og den latinske møntunion holdt frem til 1. verdenskrig, hvor man suspenderede guldindløsningen, og dermed de facto suspenderede møntunionerne. Efter verdenskrigen prøvede man atter at puste liv i ideen - men det lykkedes ikke. Efter 1. Verdenskrig var verden ikke den samme mere - og det kunne også mærkes på pengevæsenet. De europæiske lande trak deres løfter tilbage om, at pengesedler og mønter kunne ombyttes med guld. Samtidig blev der næsten ikke mere lavet sølv- eller guldmønter. I stedet kom pengesedlerne til at spille en stadig større rolle, og det blev også mere og mere almindeligt at betale med check fremfor med rede penge. Man begyndte nu at fremstille mønter af andre og især billigere metaller. Guld- og sølvmønterne blev erstattet af mønter, der var lavet af en blanding af nikkel og kobber. Den tid, hvor pengene havde en værdi i sig selv, var forbi. Men folk holdt jo ikke op med at bruge pengesedlerne og mønterne af den grund. Nogle nationer gik efter 1. verdenskrig tilbage til guldfod. I Danmark lykkedes det Staunings mindretalsregering i 1926 at føre kronen frem til en pariværdi, og guldindløsning blev atter mulig. En 10-kroneseddel kunne igen byttes lige over med en 10-kroners guldmønt. Men allerede året efter var dette slut. Efter engelsk mønster gik Danmark over til guldbarresystemet. Dette betød, at guldindløseligheden blev fastholdt, men hvis man ville indløse, skulle man indløse for en hel guldbarre - dvs. for ca. 28.000 kr. - pr. gang.

På et ret tidligt trin i den økonomiske udvikling afløstes primitive »penge«, i Norden bl.a. flint og rav, senere korn og kvæg, som almindeligt byttemiddel og værdimål af mønter, især af ædle metaller, som besidder holdbarhed, delelighed samt alment anerkendt høj værdi i forhold til vægten. Det største skattefund fra ældre vikingetid (sent i 800-tallet) er fra Duesminde på Lolland, og består af en tosnoet guldarmring og 23 spiralopviklede betalingsringe af sølv. Vægten er altid enten 100 eller 50 gram, og de må være betalingsringe svarende til 1/4 og 1/8 persisk pund, som vejede 408 gram. Typemæssigt er ringene beslægtede med de permiske ringe fra Centralrusland. De græske sølvmønter ses ikke at være kommet til nordeuropa, hvorimod der er fundet talrige romerske mønter i Danmark fra det 2. århundrede e. Kr. og senere romerske guldmønter. Disse mønter er brugt som betalingsmidler i lighed med ædelmetaller i andre former som ringe og barer, og de blev også brugt som smykker (halskæder) og man har fremstillet guldbracteater i tyndt guldblik, som smykker fra slutningen af 400-tallet til 650 e Kr.. Germanien klarede sig i århundrede uden egne mønter. Kobberet forsvinder også som mønter i folkevandringstiden fra 400-tallet e. Kr.. I det sydlige Europa er en tidsbegrænset mønt ved at blive almindeligt i 600-800-tallet. Afgiftsbetalinger gjorde at det ikke kunne betale sig at opsamle mønterne som kapital. Den største strøm af fremmede mønter er de velprægede arabiske dirhemer, som der er fundet i titusindvis af i Danmark. Gennem Neva og forskellige russiske søer og floder kunne danerne sejle til Holmegård (Novgorod), hvorfra der kun var en lille strækning over land til Dnjepr, som løber ud i Sortehavet, hvorfra strækningen til Konstantinopel kun er kort. Holmegård blev snart et vigtigt knudepunkt for den nordiske handel. Hertil bragte nordboerne pelsværk, fisk og hvalrostand og handlede med købmændene fra Lilleasien, der bragte deres landes mange luksusprodukter. Også gennem Kiev-Rus riget har der været en livlig kontakt med araberne og fundet af kufiske mønter og sølv, byzantinske og arabiske mønter i Danmark er usædvanligt stort. Det er særlig på Gotland, man har fundet disse mønter, fordi denne ø har været et naturligt knudepunkt i handelen på Østersøen. Derimod er der kun fundet ganske få mønter fra Frankerriget (800-tallet), fra merovinger- og karolinertiden og fra de første togter til England, hvor vikingerne skulle befri Vesteuropas kyster fra kristendommen og deres møntsystemer. Derfor er det ikke underligt, at det arabiske 16-tals system er vundet frem og den byzantinske kultur. Næsten hele det europæiske møntvæsen var fra 800-tallet til 1200-tallet baseret på sølv, i modsætning til det tidligere romerske møntsystem, der var baseret på guld. Men kort efter år 800 begynder møntslagning i Danmark med efterligning af Karl den Stores Dorestadmønter (sølvmønten: denaren, der i Norden kaldes: penning) fra den frisiske by: Dorestad i Frankerriget, der i perioder var bortlenet til nordiske vikingefyrster. På en tidlig dansk mønt fra Hedeby i Slesvig, ca. 800 e.Kr., var der et billede med en hjort, og fra 825 e. Kr. kendes Hedeby mønter med et nordisk hus, med skibe og fisk, med haner, løbende kronhjort, sammenrullet slange (ringorm) og et skægget mandshoved. De nordiske mønter indeholdt bitegn: trekanter, triskeler, cirkler, mandshoveder og fugle, og også i Birka i Sverige er fundet nordiske mønter. I Norge havde man sølvbarer i tre vægtstørrelser: 1 ørtug = 8 gram sølv, 1 øre = 25 gram sølv, 1 mark = 200 gram sølv. De første danske mønter var 1-penninge af sølv mellem 0,91-1,46 gram sølv og købsværdien var ca. en skæppe byg (17,9 liter). Men der prægedes kun penning, og værdien af en mængde penninge opgives som vægtenhed i ørtug, øre og 1 Mark penge. I møntafregningen var 1 mark = 240 penninge = 24 ørtug = 8 øre. Kornmål afmåltes i vægt af 1 mark var = 8 øre = 24 ørtug. En hest eller en mandlig slave kostede 1½ mark. En kappe kostede 1 ørtug. I mindre handler betalte vikingerne således i penning. Penning er imidlertidig også et landmål og en jordvurderingsenhed - mark skyldjord. En Mark er på dette tidspunkt også en bestemt vægt af fint metal, et mærket pund (se længere nede i teksten). I Sønderjyllands ældgamle handelsstad Hedeby, det senere Slesvig, er der meget tidligt blevet præget mønter, der kan følges op til Svend Estridsen (1047-1076). Hedeby (olddansk Haithabu) blev Nordens største by i vikingetiden og omtales i udlandet og bl.a. i arabiske skrifter. Hedeby lå i bunden af fjorden Slien og var ned mod Haddeby Nor omgivet af en vold, der er en del af Dannevirke. De ældste træhuse i Hedeby er fra mellem 783 og år 800 e. Kr., og herfra udgik Ansgar i 826 med den første kristne mission mod danerne. I 848 e. Kr. får Ansgar tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby. Byen er gennem mange år et knudepunkt for handelen mellem Østersø- og Nordsølandene. En ældre danske mønt sloges af Halvdan, der anses for at være en af Lodbrogsønnerne i London i 872. Sivertmønterne og Hardeknud mønterne er nogle af de ældste danske mønter. I 900-tallet er portrætterne på Hedeby-mønterne præget af byzantisk indflydelse. Nede i Tyskland hærger den tysk-romerske kejser: Henrik d. 1. (Fuglefænger) fra ca. 919-936 og stifter det saksiske dynasti, genvinder Lothringen, underlægger sig landskaberne: Bøhmen og Brandenburg og besejrede i 933 magyarerne. Han besejrer også kong Gnupa af Slesvig, men mistede provinsen til Jelling-kongen: Gorm (900-940). I de første århundreder var de polske landskaber beboet af germanske stammer, der i folkevandringstiden fortrængtes af slaviske folk, der rykkede ind fra øst. Den første kendte slaviske fyrste er Mieszko 1. af Piast-dynastiet, der var lensfyrste under den tyskromerske kejser. Han herskede i ca. 960-992, og lod sig døbe og fik grundlagt et missionsbispedømme i Poznan. Obetritterne var en af de slavisk-vendiske stammer, der sammen med vagnere i slutningen af folkevandringstiden havde indtaget landskaberne omkring Brandenburg (Berlin) og hele øst og nord-Tyskland indtil Holsten. Frankerriget mønter begynder at dukke op i Danmark i 950 e. Kr.. Harald Blåtand´s anden dronning: Tove (ca. 970) var datter af obotritterfyrsten Mistivoj, der døde i ca. 990. I ca. 975 præges en halvbracteat med byzantinske korstyper og motiver, som vi kender fra runesten. Svend Tveskæg er den første danske konge, som sætter sit navn på mønter i ca. 995. Møntmesternavnet: Godwine er kendt i England, og mønterne skulle bruges til at betale danegæld med. Godwine har åbenbart rejst rund og slået mønt for forskellige konger, og dermed for vi mønter efter angel-saksisk forbillede. Og i Sverige begynder Olof Skötkonung den officielle svenske udmøntning i Mälärdalen. Fra Pommern til Litauen, fra Østersøen til Wisla og Nemunas boede det baltiske folk: preusserne (pruzzer, prusai) fra det 5. århundrede, og de var nært beslægtet med letter og litauere. Under Boleslaw d. 1. (992-1025), der af den tyske kejser ophøjedes til konge, udvidedes Polen med Mähren, Schlesien og nogle østersøområder, og et ærkebispesæde oprettedes i Gniezno. Knud blev imidlertidig hyldet af vikingehæren i England og var konge af England i 1014-35, af Danmark i 1018-35, af Norge i 1028-35. Men de første to år måtte Knud kæmpe mod angel-sakseren Edmund Jernside og oprettede hirden: Tinglid. Knud den Store(1018-1035) organiserer omkring år 1020 et møntvæsenet efter angel-saksisk forbillede og lader slå mønt i en række byer. Knud hentede nogle dygtige folk fra England til at lave mønterne, og snart blev der fremstillet penninge i en række danske byer, bl.a. i Lund, Roskilde, Odense, Ørbæk og Viborg , hvoraf Lund og Roskilde var de vigtigste. Hedeby nævnes ikke, men det menes at der er præget mønter med 2 sammenrullede slanger, en fremadseende hjort og Knuds portræt. Og Lund bliver faktisk anlagt som en parallel til London. Værdisystemet i vægtmålet var 1 mark på ca. 216 gram sølv = 8 øre = 24 ørtug = 240 penninge på Sjælland og 288 penninge i Jylland, da de vejede mindre. Troyes-vægten (vægtenhed i mark) og Kølner-vægten (vægtenhed i mark) var årsagen til forskellen. Ærkebisskoppen i Lund kunne også udstede mønter, idet han havde en fjerdedels ret. Han støttede kirken og besøgte paven i Rom i 1027. I 1026-1028 besejrede Knud den svenske og den norske konge og forjog Olav den Hellige fra Norge, hvor han indsatte sin søn: Svend Alfifasøn som underkonge. Hardeknuds mønter (1035-1042) lignede Knud den Stores og indrettede også møntværksteder i Århus, Ålborg og Gori (Skåne). Da Hardeknud befandt sig i England i 1040-42 erobrede den norske konge: Magnus den Gode Danmark og blev meget populær. I et slag på Lyrskov Hede i 1043 bekæmpede han venderne og vandt. Sandsynligvis er vikingerne fra Miklagård (Konstantinopel) vendt hjem, for mønterne bliver atter præget med byzantinske motiver. Svend Estridssøn gør krav på den danske trone og går i forbund med kirken. Og da det store skisma og brud mellem øst- og vestkirken ikke er sket endnu, præges Svend Estridssøns mønterne (1047-1074) både med byzantinske og angel-saksiske motiver med runeskrift og latin i Lund, Borgby, Thumatorp, Roskilde, Slagelse, Odense, Viborg, Ribe og Hedeby. Under Harald Hen (1074-1080) begynder en »tysk« påvirkning af danske mønter. Den Skånske, sjællandske og jydske penningvægt udlignes. Under Knud den Hellige (1080-1086) fremstilles der få mønter i Odense og møntværkstedet har sandsynligvis været en underafdeling af Ribe møntværksted. Han forsatte Harald Hen´s kirkepolitik, og Knuds mønter viser kongen med dragen sværd som helgen. På Sjælland lå møntværkstedet i Roskilde, og byens biskop havde i slutningen af det 11. århundrede fået overladt tredjeparten af den sjællandske møntindtægt. Møntindtægterne i Ribe var delt mellem kongen og byens biskop, sandsynligvis allerede siden slutningen af det 11´te århundrede, ligesom i Lund. Knud den Hellige søgte at udvide kongemagten ved at gøre krav på almindinger, på underhold og kørsel, på retsbøder og ret til at udbyde leding. Han forlanger at bønderne skulle betale tiende til kirken af alt hvad de ejede og for at genvinde England lod han slå underlødig penninge. Da han havde kaldt skibe fra hele landet til møde Limfjorden for at starte togtet mod England mødte mange ikke frem. Da han selv blev forsinket, tog resten af flåden hjem, og Knud blev så vred at han idømte alle store bøder. Bønderne og høvdingene gjorde selvfølgelig oprør og dræbte Knud i Skt. Albani Kirke i Odense. Det lykkedes senere de sammensvorne tyveknægte i kirken, der var medstifter til krigstogtet at få paven til at kåre Knud som helgen. Netop den Knud der havde forsøgt at stjæle folkets fælles jord, skaffe sig rettigheder på bekostning af den arbejdende befolkning, pålægge tiende og bøder og føre krig i det fremmede. Men spekulanter og pengemænd holder jo sammen. Magten var korrumperet og Hedeby bliver ødelagt her i midten af det 11. århundrede,- vistnok af Harald Hårderåde. I Erik Ejegods tid (1095-1103) havde Lund´s biskop fået overladt en fjerdepart af byens møntindtægt. Mønternes stilistiske påvirkning fra »Tyskland« forsætter og bliver mere tydelig med det dragne sværd i hånden. Den ældste mønt fra Roskilde har et billede af en biskop: Svein. Oprindelig var forholdet det, at mønterne skulle have værdi som rent sølv, således at vægten én Mark Penge skulle holde, ikke blot samme vægt, men også samme værdi som én Mark Sølv og være af omtrent 15-lødigt sølv. På den tid kostede en skæppe korn visse steder kun én penning. Den skandinaviske Marks største mønt er Upsala-Marken på 218 gram. Lødigheden menes at være overholdt i det 11'te århundrede og endnu i begyndelsen af det 12'te århundrede. Men derefter begynder kongemagten at forringe møntsølvets lødighed for at skaffe sig en særlig fordel udover de indtægter, som man havde fra de udmøntede beløb og fra bytningsafgiften af mønterne. I løbet af det 11. århundrede har nogle Vendere slået sig ned på Lolland-Falster, medens andre plyndrer de danske kyster og også Sønderjylland truedes. De vendiske bynavne er -itze, eller -lin (Tallin, Berlin, Stettin). Før Lothar d. 2. blev tysk kejser, men kun var hertug i Saksen opdrog han Knud Lavard, der var søn af Erik Ejegod og Knud Lavard var dansk hertug og fra 1115 grænsejarl i Sønderjylland. Æresnavnet »Lavard« er den nordiske form for det angel-saksiske: brødgiveren, herren, grundejeren, der på engelsk blev det til titlen: lord. Knud Lavard ægtede Ingeborg, der var datter af Kiev fyrsten Mstislav og Det lykkedes Knud Lavard at tvinge venderfyrsten: Heinrich til fred, og da Heinrich døde, arvede Knud hans rige. Derfor blev Knud Lavard anerkendt i 1129 af den tyske konge Lothar, som vendernes og Obotritternes konge. Men Knud Lavard blev dræbt i Haraldsted Skov af kong Niels' søn: Magnus, der betragtede Knud som en farlig rival til tronen. Og derefter kræver Lothar d. 2. store bøder af Danmark efter mordet på Knud i 1131. Lothar d. 2. bliver tysk kejser i 1134, så han må have været en magtfuld mand, idet han også bliver anerkendt som lensherre af kong Niels og Magnus, der samme år dræbes. Men i »tysklandene« var der opstået strid mellem det tyske fyrstehus Welferne (Guelfi) der kunne føres tilbage til det 8. århundrede og den tyske fyrsteslægt Hohenstaufen fra Schwaben, der knyttede sig til den saliske kongeslægt ved ægteskab og gjorde krav på tronen i 1127. Henrik den Stolte, der var hertug af Bayern i 1126 og af Saksen i 1137 tilhørte Welfer-slægten, og Henrik søgte forgæves at opnå kejserkronen i 1138, idet han havde modtaget rigsregalierne af Lothar d. 2. på dennes dødslejet. Konrad d. 3. fra Hohenstaufenslægten vandt kongekronen i 1137-52, men opnåede ikke kejsertitlen, som ellers traditionelt blev givet den tyske konge og Henrik den Stolte blev erklæret fredløs og frataget begge hertugdømmer (Bayern og Saksen) af Konrad d. 3.. Dermed indledtes en hundredårige magtkamp mellem Welferne og Hohenstaufen. Henrik Løve (1129-95), der var søn af Henrik der Stolze blev dog hertug af Saksen i 1142-80 og førte en koloniseringspolitik mod øst, - endog en overgang i samarbejde med Valdemar den Store. I 1144 er Brandenburg blevet et »markgrevskab« og efter langvarig modstand bliver obotritterne i nordvest-Tyskland tvangskristnet og undertvunget i ca.1160 af sakserhertugen Henrik Løve. Obetritterstammens sidste hedenske fyrste var Niklot, der døde i 1160. Hans søn: Pribislav antog kristendommen og underkastede sig tysk overherredømme. På den tid var Berlin blot en lille fiskerby på floden: Spree og blev først i 1307 forenet med venderbyen: Kølln på Spree-øen. I 1156 vandt Henrik Løve Bayern, men lagde sig ud med gejstligheden og mange rigsfyrster. Henrik Løve kom til at spille en hovedrolle i tysk og dansk historie. Hohenstaufers kejser: Frederik 1. Barbarossa (1152-1190) erklærede Henrik Løve fredløs i 1180, fordi han nægtede at støtte kejserens politik i Italien. Hohenstaufernes mål og ærgerrighed var at gøre den tyske kejser til en verdenshersker, og først med kejser Frederik d. 2. i 1220 pådrog Hohenstauferslægten sig pavestolens bitre had. Der var dengang syv tyske rigsfyrster, som i kraft af deres politiske og territoriale magt foretog valg af den tyske konge. Kurfyrsterne var ærkebisperne af Køln, Trier og Mainz, pfalzgreven ved Rhinen, markgreven af Brandenburg, hertugen af Saksen og hertugen af Bayern. Hertugen af Bayern afløstes i 1290 af kongen af Bøhmen og kurfyrsterne beklædte de højeste rigsembeder, og ved »Den gyldne bulle« af 1356 blev deres politiske magt udbygget. Før Erik Lams tid (1137-1146) anbragtes kongens, møntprægerens og møntstedets navne på mønterne. Tilbage i Danmark dræbes Erik Emune på tinget i Ribe i 1137 og Erik Lam (1137-1146) kæmper forgæves mod venderplyndringer og tyske krav om overhøjhed. Efter Erik Lam´s tronfrasigelse i 1146 førtes der kamp om magten i Danmark mellem Erik Emunes søn: Svend, og Kong Niels' sønnesøn: Knud. Jyderne vælger Knud til konge, og Svend der var valgt til konge i Sjælland og Skåne får herredømmet i den øvrige del af riget foruden i en større eller mindre del af Sønderjylland med staden Slesvig. Under stridighederne mellem Svend og Knud i 1146-1154 oprettes der ved siden af Viborg, der er hovedmøntsted, nogle mindre møntsteder i Ålborg, Randers og Århus, hvor der også i ældre tider lejlighedsvis har været præget mønt, samt i Hjørring og Horsens, hvor denne virksomhed er fuldstændig ny. I disse byer præges der brakteater med forskelligt bynavn. Udmøntningen af disse by-brakteater, hvoraf der kendes to typer, skyldes utvivlsomt Svend Grathe. I 1151 giver Svend Grathe biskoppen i Ribe et gavebrev på, at biskoppen ligesom sine forgængere må have halvdelen af alle kongelige indtægter fra staden, med undtagelse af udførselstold, vrag og 40 Marks sager. Den nye nordjydske møntvirksomhed havde til formål at styrke Svends stilling i Nørrejylland, thi Svend havde fordrevet Knud fra Jylland, hvor Knud havde været valgt til konge. Den pæne prægning af disse brakteater viser, at de utvivlsomt er blevet fremstillet af fremmede tyske stempelskærere, indkaldt af Svend Grathe, der havde opholdt sig meget i Tyskland og nærede stor forkærlighed for alt tysk, og flere af disse brakteattyper eller hulpenge havde stor lighed med tyske mønter, idet brakteater-udmøntningen netop for et par år siden var blevet påbegyndt i »Tyskland«. I Viborg havde Svend Grathe´s prægede penninge kun en vægt af 0,33-0,45 gram. Hvis disse penninge skulle have svaret til én Mark på 384 Penninge, skulle de have vejet omkring 0,57 gram. De af Svend og Knud udmøntede nørrejydske brakteater have i almindelighed en vægt af 0,20-0,25 gram og er utvivlsomt udmøntede som halve penninge. Valdemar's brakteater var af tilsvarende vægt. En enkelt udmøntning viser en vægt helt ned på 0,11 gram og har derfor været en 1/4 penning. Svends mål er at tiltvinge sig enemagten, og da det lykkedes ham at forjage Knud, befæster Svend Viborg. Forgæves søger Knud at tilbagevinde sin stilling. Imidlertid er Knud Lavards´ søn: Valdemar, trådt frem og han slutter sig først til Svend. Valdemar var opvokset hos Asser Rig sammen med Absalon og Esbern Snare. Svend overlader Sønderjylland som len til Valdemar 1147 og Valdemar besejrer kong Knuds´ lensmand og hjælper med at fordrive Knud. Men senere kølnes forholdet da Valdemar forlover sig med Knuds søster: Sophie. Knud og Valdemar forener sig mod Svend, der i 1154 må forlade riget og derefter opholder sig et par år i Tyskland, medens Knud og Valdemar fører regering. Men ved hjælp af Frederik 1. Barbarossa bliver Knud atter konge. Ifølge Slesvigs gamle Stadsret skænker Svend Grathe i 1156, byen særlige rettigheder til udmøntning, hvorved der her i rigets sydligste møntsted indføres en ordning, der ellers ikke findes ved noget af de andre møntsteder. Svend overlod nemlig udmøntningen til staden selv mod en vis årlig afgift, og det bestemtes, at sølvet skulle have en lødighed, så det ikke indeholdt mere end 1 ørtug kobber på 1 Mark Sølv. Da det er lykkes Svend at få samlet en hær, drager han i 1157 op i Jylland. Det kommer til et forlig, hvorefter Svend skal have de Skånske Lande; Knud: Øerne og Valdemar: Jylland. Ved et møde i august 1157 overfalder Svend i Roskilde sine medkonger, og Knud bliver dræbt. I oktober 1157 står slaget på Grathe Hede, hvor Svend falder, og Valdemar (den Store 1154-1182) er nu alene i besiddelse af magten. Han opbygger en stærk kongemagt og besejrede venderne i samarbejde med Hvideslægten. Vendertogterne kulminerede med Rügens erobring i 1169. Valdemar gik så energisk til angreb, at de danske konger kunne anlægge titlen »de Venders«. Valdemars allierede, hertug Heinrich af Saksen, sikrede sig dog de største andele af de fælles erobringer, således at sakserne trængte fremad og koloniserede venderlandet, og i dag er der kun sorberne tilbage der taler lausitzisk, et vestslavisk vendisk sprog. Valdemar så sig nu nødsaget til at sikre riget mod syd ved at tilføje Valdemarsmuren til Dannevirke, og med borganlæg i Åhus, Havn (København), Vordingborg, Kalundborg, Sprogø og Nyborg. Den europæiske magtkamp mellem pave og kejser fik sin danske udløber i 1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen. Men ærkebiskop Eskil gik i landflygtighed. Den danske krone og kirke reddede sig dog betids over i den rigtige lejr. I 1162 anerkendte Valdemar den tyske kejser som lensherre og forsoningen med biskop Eskil markeredes, da Valdemars fader altersattes i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, og sønnen: Knud kronedes som arvekonge. Landstingets kongevalg blev herefter blot en formalitet. Valdemar som mandsnavn ses første gang brugt i Danmark til Valdemar (den Store), der blev opkaldt efter sin russiske oldefader Vladimir og Vladimir er oprindelig germansk og betyder »den magtfulde berømte«. Vladimir den Store (ca. 972-1015) var russisk storfyrste og fik ved faderens død Novgorod og vandt i 980 Kiev. I 989 døbte han sig og antog navnet Vasilij samtidig med at han indførte kristendommen som Ruslands officielle religion. Men fra begyndelsen af Valdemars regering i 1157 udelader han møntprægerens navn på mønterne, og det står utvivlsomt i forbindelse med fremmed sydlig påvirkning. En antydning af, at der også udenfor Jylland har været ansat fremmede ved møntværkstederne, ses i Saxo's meddelelse om, at Roskilde bys borgere og almue ved Biskop Adzers Død i år 1158, gjorde oprør mod tyske udlændinge i staden; dræbte en del af dem og forjagede resten, samt nedbrød Kongens møntmestershus til grunden og bemægtigede sig møntmesterens gods og bohave. Kong Valdemar blev opbragt derover og samlede en anselig troppestyrke for at tugte de oprørske indbyggere. Og det lykkedes at formilde kongen med bøder i sølv og guld. Brakteat-udmøntningen fortsættes nogle år i Nørrejylland, med et billede af en biskop og de kirkelige værdighedstegn, der viser det gode forhold mellem kongemagt og kirkemagt. Biskoppen i Nørrejylland fik dog ikke andel i udmøntningen. Biskopperne i Lund, Roskilde, Ribe og Slesvig havde allerede anpart i udmøntningerne, og fra den tid findes der også mønter med biskoppernes navn: Absalon, Andreas Sunesøns og Uffo. I 1175 tilstod Valdemar biskoppen i Slesvig halvdelen af stadens møntindtægter. Blandt Valdemars´ mønter fra Slesvig er en mønt, hvor der på bagsiden er præget et korsbanner, der viser, at den danske konge har ført korset i sin »fane« før angrebet på Estland i 1219. Valdemar har dog efterladt sig få mønter, medens historien fortæller om tidens sejrrige kampe mod venderne, pommeranere, preussere og estlændere. Allerede i vikingetiden var opstået en handelsplads ved strædet mellem Sjælland og Amager, og i det brede farvand lå flere småholme: Slotsholmen, Bremerholm, Skarholm og ved det senere Gammeltorv lå landsbyen: Havn, som Valdemar skænkede til Absalon, der i 1167-71 byggede en borg på Slotsholmen. Borgen skulle tjene som værn i forbindelse med sildeeventyret i Øresund. I Østgøtaloven regnes 96 alen almindelig vadmel i værdi lig »1 mark sølv«, og i Grågås regnes »6 alen vadmel, gangbart, nyt og ubrugt« lig 1 øre, dvs. 1/8 mark. Her er enten vadmelen dobbelt så god, eller marken halv så værdifuld, da kun 48 alen i værdi svarer til 1 mark sølv. »Fem alen vadmel med rødbrune striber svarer til én øre«. Denne vadmel er altså endnu dyrere. Et andet sted hedder det: »to kattebælge af gamle hankatte svarer til 1 øre«; »seks bedeskind, hvoraf ulden er klippet, svarer til 1 øre«. Her meddeles det også udførligt, hvad der er gangbart betalingsmiddel, f.eks. »en ko, tre vintre gammel eller ældre, ti vintre gammel eller yngre, drægtig og som giver mælk, hornet og lydeløs, ikke slettere end en middelgod okse, og som ved fardagstid kan tåle at drives fra den ene bygd til den anden, og malker så meget som en kalv behøver, den er gangbar i betaling«. Gotland ældst bevarede lov er i alle tilfælde 1 mark sølv mere end det dobbelte af 1 mark penge. I Danmark gik der 10 penninge på 1 ørtug, og i Sverige og på Gotland 8 penninge på 1 ørtug. Vægt og værdiforholdet mellem sølv og guld er som 1 til 8; 1 mark guld er altså lig 8 mark sølv. 1 mark penge var oprindelig lig 1 mark sølv; men værdien blev mindre ved den stadige forringelse. Der opstod tidlig en forskel mellem en vejen Mark sølv (lødemark), og en Mark penge (1231 1:3, i 1299 i Skåne 1:5, i Vestdanmark 1:10). Der sker en værdiforringelse i 1180, da en fastsat afgift på Fyn fra 1141 nedsættes til en tredjedel, således at 3 Mark nu kun har en værdi af 1 Mark sølv og i begyndelsen af det 13´de århundrede fastsættes det i Skånske Lov, at 15 Mark penge har en værdi af 5 Mark sølv. Denne usikkerhed i værdien medfører at befolkningen foretrækker de ældre og bedre »mønter«. Det ses også af at Absalon har efterladt sig en kapital i ældre mønter og skriver i sit testamente i 1201, »om forholdet med så meget sølv, som kan udsmeltes af 70 Mark penge i ældre mønt«. Valdemar den Store´s søn: kong Knud (1182-1202) var gift med Henrik Løves´ datter. Knud nægtede at aflægge lensed til den tyske kejser Frederik 1. Barbarossa. Den tyske kejser sendte via Hertug Bugislav af Pommern en flåde på 500 skibe mod Danmark, der fik bank af Absalon. Så Knud erobrede Pommern i ca. 1185 og foretog et korstog til Estland i 1197. Vederloven for kongens væbnede hird og den første landskabslov: Skånske Lov blev til i disse år. I 1191 testamenterede Ærkebiskop Absalon i Lund byen København til bispestolen i Roskilde og i år 1200 byggedes Vor Frue Kirke og senere Skt. Petri og Nikolaj kirker. Københavns opsving betød en trussel mod Hansestædernes hidtidige monopol på Østersøhandelen og også den danske kongemagt tragtede efter byen. I 1196 fornyer Knud Svend Grathes gavebrev til biskoppen i Ribe. Overfor Lunds ærkebiskop bekræftiger Knud også Erik Ejegod´s gavebrev på en fjerdedel af indtægten fra stadens mønter og landets betydeligste møntsted var Lund. De Skånske mønter havde i denne periode bevaret deres gamle forrang som rigets bedste mønter, både i forhold til udførelse og til fasthed i værdien. Denne rettighed havde ærkebispesædet siden beholdt og fik den også bekræftet af Valdemar Sejr (1202-1241) i 1213. Men i 1198 bliver Den Tyske gejstlige Ridderorden: Mariaridderordenen stiftet til kamp mod de vantro. De slaviske preusserne, der var bønder uden »stat« og som var sluttet sammen i små stammeforbund, var et let offer for de tyske riddere, selvom de gjorde modstand i mange år. Preusserne blev tvangskristnet i perioden 1226-1280 og med Sværdridderorden i 1237 indgik også det annekterede Kurland og Livland i »Den Tyske Orden«. Preusserne bevarede de deres kultur og sprog indtil det 17. århundrede, da de stille forsvandt i mængden af tyskere og polakker. Balterpreusserne kaldes undertiden gammelpreussere, fordi preussernavnet efter 1701 blev overført på Hohenzollernes tyske undersåtter. Allerede i det 12. århundrede havde tyske købmænd nemlig fået fodfæste i Visby på Gotland, og i omkring år 1150 stiftede de et handelskompagni i London. De nordtyske handelsbyer havde nu dannet et handelsforbund af handelskompagnier hvis formål efterhånden blev at kontrollere al handel på Nord- og Østersøen (London-Bergen-Novgorod). En anden Valdemar, der var uægteskabelig søn af den Knud, der var konge i Jylland, men som blev myrdet af Svend Grathe, lå i strid med Valdemar Sejr og kræver den danske trone. Denne Valdemar blev bisp i Slesvig i perioden 1179-91 og efter et oprørsforsøg fanges han og sættes på Søborg Slot ved Gilleleje i 1192-1206, men bliver ærkebisp i 1207 i Bremen mod pavens vilje. Men Valdemar Sejr erobrer i 1201-08 Holsten, Ditmarsken, Lübeck og Hamburg og grev Henrik den Sorte af Schwerins land i 1208. Men Schwerin fik Henrik tilbage som dansk len i 1214. I 1213 påbød Paven i Rom, at der skulle gang i møntindsamlingen i kirkerne, og der blev opsat pengeblokke i kirkerne. Kongemagten fandt på at tilbagekalde mønter. I 1300-tallet blev de danske penge fornyet hvert år. Men man fik kun to nye mønter for tre gamle mønter. I 1214 stadfæstede den tyske kejser Frederik d. 2. Danmarks besiddelser af disse lande samt af hele Venden, hvormed det Tyske Rige blev lukket ude fra Østersøen. Og i 1219 fuldførte Valdemar den mangeårige danske Estlandspolitik med landets erobring. Tallinn (Reval) blev grundlagt i 1219 af Valdemar Sejr. Men i 1221 tog Valdemar halvdelen tilbage af Henrik den Sorte´s land tilbage, og han hævnede sig ved at fange Valdemar på Lyø i 1223. Rigets økonomiske stilling må under Valdemar Sejr have været meget trykket, p. g .a de gentagne krigs- og korstog og de store krav, som stilledes fra kirkens side. Kong Valdemars tilfangetagelse ramte Danmark hårdt, da der skulle udbetales umådelige løsepenge for hans frigivelse i 1225. Det var kun med yderste anstrengelse, at disse penge kunne indsamles. Rigets pengenød fremgår af et brev, som ærkebiskop Uffo tilskriver pave Gregor IX i 1231, samtidig med at han sender ham den pavelige tiende: 1000 Mark sølv, der er bragt tilveje med stort besvær. I sit brev til paven skriver han, at »denne sum have vi har fået samlet ikke er sket uden stort tab; thi eftersom vore fjender besidde vort sølv og guld, deres sjæle til fortabelse, var vi nødsadiget til at indsmelte vores kobbermønter og uddrage den ringe andel sølv deraf«. I 1229 giver Valdemar Sejr en medgift til sin svigerdatter Eleonore, der består af indtægterne fra Odense og fra den sydlige del af Fyn, samt den halve part af de i denne landsdel faldende møntindtægter fra vekselstederne. Vekselsteder har der vistnok været i Kalundborg og Svendborg og nu er forholdet det, at Biskoppen i Roskilde afgaves en tredjedel og til Ærkebiskoppen i Lund kun en fjerdedel af møntindtægten. I Valdemars Jordebog i år 1231 opføres en afgift i Jelling til 100 Mark penninge, som svarede til 40 Mark sølv, dvs. at 2 1/2 Mark penninge nu havde en værdi af 1 Mark sølv. I samme Jordebog findes flere summer opført, der vedrører kongens indtægter gennem de årlige udmøntninger og kongens møntindtægterne fra Lund er 1200 Mark sølv foruden 8 Mark guld og 300 Mark sølv i penge. Man skal bemærke, at medens de større beløb fra 300 Mark og derover, opgives i Mark sølv, anføres alle de mindre beløb i Mark penge. Disse sidste blev betalte og modtagne i »talte penge«, medens de større summer beregnedes i rent sølv efter vægt, således at Kronen havde sikkerhed for at modtage disse indtægter uden hensyn til pengenes svingende værdi. Marken ændrer sig fra 216 gram sølv til kun 72 gram i 1231. Hvert år blev der slået nye mønter, og ved hver udmøntning blev der til kongen afgivet et beløb. De nye mønter skulle sættes i omløb fra søndagen før Mikkelsdag, og med den nye mønt skulle alle skatter, bøder, m.v. betales fra denne dag. Hvis kongens fogeder eller andre embedsmænd modtog bøder, skatter og afgifter i anden mønt end den nye, straffedes de med en bøde på 40 Mark penge. De nye mønter måtte befolkningen skaffe sig ved bytning i vekselboderne. Men befolkningen måtte afgive et betydelig større beløb i ældre mønt end det, de fik i nye mønter, idet den gamle mønt blev betydeligt nedsat i værdi, samtidig med at den nye sattes i omløb. I 1231 var 3 Mark penge = 1 Mark sølv. I 1234 indrager Valdemar Sejr møntrettighederne for bispesædet i Slesvig og biskoppens ret i Ribe til halvdelen af stadens møntindtægter inddrages, imod at Valdemar afstår plovskatten i Hardsyssel, Almindsyssel og Vardsyssel samt skatten i byerne Varde og Lemvig, som biskoppen herefter kan indrage, som erstatning for sine tabte møntrettigheder. Ribe-mønten bliver Kronens mønt, og dette bekræftiges af ærkebiskop Uffo. Viborg var det eneste af rigets store møntsteder, hvor Kronen havde bevaret sine møntindtægter ubeskårne. Der udgår en betydelig udmøntning af penge med ensartet præg og de mærkes med bogstaver: A, E, O eller II, og disse bogstaver må være møntprægernes (kongens) navnemærker, og kan ikke være møntmesternes navne, da der er mange møntmestre. Den ældste danske mønt med årstal er også Europas ældste middelaldermønt med årstal. Det er Valdemar´s mønt fra 1234. Senere lykkedes det dog at forbedre rigets pengeforhold. Dette ses af de anselige summer, som i slutningen af Valdemars regering udmøntes i Lund og Roskilde og navnlig i Ribe. I 1232 gør Valdemar sejr sin søn: Abel til (konge) hertug af Slesvig. Abel døde i Ejdersted på krigstogt mod friserne. Efterslægten var hyppigt i strid med de danske konger. I 1240 fritager biskop Gunner af Ribe Hertug Abel for skat, imod at betale 200 Mark, som dengang gjaldt 100 Mark rent sølv i mindre (kølnsk) vægt. Her viser sig en stigning i møntværdien siden 1231, men penningen sølvholdighed forringedes til 1/3. Pengenes værdi svarede i hovedsagen til sølvets vægt. Én Mark = 8 øre = 24 ørtuger. Men én ørtug sølv deltes i 10 penninge, således at 1 Mark sølv regnedes for 240 penninge, og en tilsvarende deling af 1 Mark penge benyttedes i Skåne og på Sjælland. Men den jydske Mark var som regel 288 penninge, altså med 12 penninge på ørtugen, undtagelsesvis 384 penninge, eller 16 på ørtugen. Penningen var den almindelig udmøntede pengestørrelse. Den skånske og sjællandske penning havde en normalvægt af 0,91 gram, den jydske derimod af kun 0,76 gram. Mønternes vægt var i hele middelalderen ganske unøjagtighed. Det har været hovedsagen, at den udmøntede Mark, altså de 240 østdanske og de 288 eller 384 vestdanske penningstykker, holdt sin vægt ved afleveringen fra møntmesteren. Valdemar stadfæstede kort før sin død Jyske Lov.

Men 1 Mark er således en vægtenhed af fint metal, et mærket pund. Frankerne var nok de første der indførte vægtenheden: Mark, der svarede til 12 unzer romerske pund. Vægt-Marken omtales første gang 857 e. Kr. i en bekendtgørelse af den angel-saksiske konge Aethelwulf for abbediet St. Denis i Frankerriget. Derefter omtales marken i et forlig mellem kong Alfred den Store og Edward den Ældre med de danske i 880-890 som halvmark. Ved denne tid har marken altså været en almindelig nordisk vægtenhed, der var inddelt i 8 unzer 16 lod eller øre. Romerpundet udgjorde 12 unzer, således at marken stedse udgjorde 2/3 af et romersk pund. Vægtlodderne blev mærket med et tegn, og dette tegn kaldes Mark (Mærke). Men i det tysk-romerske rige udgjorde den Kølnske Mark 1/2 pund eller 16 unzer. I Tyskland blev man ved pundet, og først i 1045 dukker Marken op i offentlige akter, men derefter bredte Marken som vægt for ædelmetal sig over hele Nord- og Vesteuropa. Der ligger to forskellige mark (vægtenheder) til grund for nordvesteuropas vægt- og møntsystemer, der også har forskelligt metalindhold. Den Troyske mark, der udgjorde 2/3 dele af Karl den Stores Pund, dvs. 244,75 gram, der blev lagt til grund for møntvæsenet i Holland og Frankrig, og den Kølnske mark, der ligger til grund for de nordtyske fyrsters møntsystem. Den Kølske mark svarede til 233,85 gram = 1 mark ponderis majoris. Den Troyske mark var opdelt i 8 unzer og indeholdt 4608 gram eller 5120 af den vægtenhed, der senere fik navnet hollandske as. 8 Troyesmark var lig 9 mark dansk på valdemarstiden. Én Kølnsk mark fin sølv deltes i 8 unzer og indeholdt 4352 eschen, dvs. 4864 hollanske as. Dvs. at 17 eschen svarede til 19 hollandske as. I det sydlige Tyskland beholdt man pundet. Es og as var altså vægtenheder for ædle metaller, og var opdelt efter det arabiske 16-talssystem i ort. En es er på 1/18 ort og med udgangspunkt i kølnerpundet på 468 gram kan en es beregnes til 0,05 gram, idet ét pund var på 32 lod og et lod på 16 ort. Tower-marken var på 233,2750 gram, Wiener-marken på 276,98 gram, Nürnberger-marken på 237,52 gram, den Spanske-mark på 230,348 gram, og den Portugisiske-mark på 229,50 gram, og Kølner-marken fortrængte de øvrige tyske Mark-vægte. Først i 1857 afløstes den af pundet = 1 kilogram. »Mark« var således flere ting: 1) en vægt = ½ skålpund; 24 bismermark udgjorde 1 bismerpund, 32 mark var 1 lispund. Markvægten rettede sig efter de forskellige egnes bismerpund. Valdemarsvægten, pondus Dacie, var vist 218,3 gram pr. mark. Københavns mark var 248 gram. 2) et middelalderligt mål for honning, vistnok = ½ skippund = ½ tønde. 3) et middelalderligt kornmål = 1 læst = 24 ørtug = 12 pund korn. 4) et middelalderligt landmål, 1 mark land = 48 tønder land. Først i 1861 blev orten og 16-talssystemet og 12-talsystemet ændret til 10-tals systemet. Kornmålet i blev målt i 1 mark = 8 øre á 3 ørtug = 24 ørtug, og 3 ørtug a 10 (eller 12) penninge. Men det har været svært at finde ud af hvort stort skæppeantallet var på én ørtug. Penning er også et landmål og en jordvurderingsenhed - mark skyldjord. Et blylod fra Lund med stempel (møntstempel) i Valdemarstiden (1157-82) var på 216,6 gram og ellers var 1 dansk mark = 217,56 gram; 1 mark rug = 4 mark sølv; 1 mark havre = 2 mark sølv. Rigsarkivar Svend Aakjær har i flere artikler beskrevet om landmål, jordvurdering, måleenheder etc., som jeg har tilladt mig at bruge dele af her. Mange gamle værdimålere skal nok søges i skatteopkrævningen, ledingspligten (lægsrullen), skibsbygning, bispetiende, plovskatten, fæsteafgift, landgilde, hoveripligt, især efter Knud den hellige (1080-86), og man har betalt tiende og skat af jordværdien, produktionsværdien etc., så man brugte længemål, flademål, vægtmål, rummål, hulmål. Gamle danske måleenheder. Mange nye værdimålestokke (læs skatter) har de kristne konger introduceret, når de skulle føre krig. Der var oprør mod biskop Absalon og hans fogeder i 1180-82 og mod Erik Plovpenning der pålagde vogn- og plovskatten i 1249. 1 plov var 12 ørtug skyldjord, men svarede i 1280 til 15 ørtug skyldjord = 1 mark sædeland (ca. 57,8 tønder land i 1821). 1 plov svarede til 0,58 bol (½ bol). Svend Aakjær skriver, at Trelleborg, Aggersborg og Fyrkat er anlagt ved at benytte en romersk »fod«, som målestok. »Ager, agn og ageren« er jo også gamle udtryk, og »bonde« betød jo »den boende«, dvs. fastboende, »at bo«. Oprindelig betød »bol«, den ejendom en bonde boede på, men senere kom »bol« til at betyde en ejendom af en vis størrelse. Dvs., at udtrykket »bol« blev en måleenhed; at man målte landstykket op ved rebning, og man talte om en »hel bol«, en halv bol, en fjerding, en otting og en tolfting bol. »Èn bol« (tysk: hagen) var så meget jord, der skulle til at udgøre »én gård«, jfr. Gardariget (riget med gårdene). Senere i 1700-tallet kom én »boelsmand« til at betyde en mandsperson der ejede et landbrug, der var mindre end »en halv gård«, men større end et hus, medens en »bolersker« er en kvinde der har drevet utugt. I Valdemars Jordebog fra 1231 er 1/4 bol ca. 24 tønder land, så »1 bol« må have været på 96 tønder land, svarede til 2 mark land. Men 1 bol blev opdelt i 8 ottinge = 4 fjerdinger = 24 favn = 2 plove. Og 1 otting vil cirka være 11,77 tønder land, hvilket også kommer tæt på 96 tønder land for 1 bol, som svarede til 1 mark skyldjord. Men bi lidt. Der var forskel fra landsdel til landsdel, og på ældre jordlodder og nyanlagte gård- og landsteder. Bolet bestod af ager-strimler, spredt over hele marken. Thi »1 bol« sættes også til 34 ørtug land á 2,3 tønder land, og så er vi jo nede på 78 tønder lander til 1 bol. Men i 98 andre steder er 1 ørtug land dog 4,34 tønder jord, og så bliver 1 bol pludselig på 147,6 tønder land, medens 1 bol andre steder kun var på 42-48 tønder land. »1 bol« svarede også til 8-10 mark guld = 1 plov = 1 mark sædeland. Andre steder var 1 mark land på gennemsnitligt 65,1 tønde land. »1 bol« svarede også til 1½ »hafne« = 36 mark sølv. Andre steder brugte man 1 læst eller skæpper som mål, hvor 20 skæpper havresæd (1 ørtug) svarede til 2 tønder land. Muligvis har jordvurderingen af 1 mark guld svaret til 4-6 ørtug land = 12 tønder land. Hvis »1 bol« opdeles i 24 favne, er en fjerding altid 6 favn, at 2 agre gør en fjerding, 8 favne udi en eng er én fjerding, 4 fjerdinger gør 8 mark sølv, og bolet er i flere tilfælde sat til 8,67 mark guld. Ja, en anden gammel måleenhed var en »ager« og en »favn«. I gamle jordelingslister udgør 24 furer 1 ager, og her formoder man, at 1 ager var på 9-12 alen i bredden, medens længden varierede i forhold til terrænet. »Alen« er tidligere et dansk/norsk længdemål, som inddeltes i 2 fod eller 4 kvarter à 6 tommer. På Island anvendtes »alen«, »alin«, »öln« både som et mål og som værdibetegnelse. Den ældste islandske »alen« svarede til længden fra albuen til langfingerspidsen og var omtrent 47 cm (ca. 18 danske tommer). Tidligt blev dog til denne alen tilføjet én islandsk tomme, og den blev da omtrent 49,143 cm (omtrent 18,79 danske tommer). Denne alen kaldes »lovalen«. Vistnok med tillæg af én tomme kaldtes den »tommelalen«, omtrent 51,208 cm (ca. 19,58 danske tommer). Omkring år 1200 blev »lovalenen« afløst af »stika«, som var 2 alen lang, omtrent 98,286 cm (ca. 37,58 danske tommer). I det 16 århundrede trængte »hamborgeralen« (57,279 cm) ind på Island; senere blev den formindsket til 57,064 cm eller til 10/11 af en dansk alen (21 9/11 tomme). Ved en forordning af d. 30. maj 1776 blev det danske alenmål indført på Island. Da vadmel var et hovedbetalingsmiddel på Island, lagde man 1 alen vadmel til grund som værdienhed; l alen vadmel = 1/6 af en øre (eyrir, lögeyrir). Som regningsenhed for alen vadmel brugte man hundreder. Man beregnede formuen, både løsøre og jordegods, til hundreder og alen. Alen er i Danmark blevet fortrængt af »meteren« i 1907, l dansk alen = 0,6277 meter. Fra gammel tid brugtes to alenmål i kongeriget Danmark, »den sjællandske alen«, som var 63,26 cm., og »den jyske alen«, som var 57,52 cm.. Kristian d. 4´s forordning d. 12/5 1602 søgte at indføre den »lybske alen« i købstæderne, men tillod også den sjællandske alen. Ved åbent brev d. 19/6 1613, gentaget i reces d. 31/5 1611 § 35, indførtes sjællandsk alen overalt i riget, og den benyttedes også ved landmålingen i 1681-83. Ved Ole Rømer´s forordning d. l/5 1683 og d. 10/1 1698 sattes »én dansk alen« til 2 rhinlandske fod eller 62,77cm.. Alenmålet deltes i 2 fod a 12 tommer. 3 alen udgjorde 1 favn. »Fod« er et længdemål og kendes allerede fra oldtidsfund i Danmark. 1 fod var ½ alen = 12 tommer, som ved lov af d. 6/8 1875 sattes til 31,385 cm.. Den sjællandske fod var 31,63 cm., og den jyske fod var 28,76 cm.. Men i Sønderjylland kendtes forskellige fod på mellem 29cm. og 30 cm.. I middelalderen har man, i hvert fald i kirkebyggeriet, også brugt den romerske fod, der var på 29,5 cm, muligvis også den græske fod på 33 cm. Her er flere gammel mål. og her. »Fjerdinger« er oftest et rummål på 1/4 tønde. I smørvægt ofte = 4 lispund = 31,744 kg. Kendes dog også i betydningen fjerdingkar om ¼ skæppe. »Fjerdingkar«, undertiden »fjerding«, var i kornmål betegnelse for 1/4 skæppe = 41/2 pot = 4,35 liter. Fra hartkornsberegningen gik fjerdingkar over i jordmålet, og blev fra 1681 betegnelse for 1/4 skæppe land = 437½ kvadratalen = 172 m². »Landgilde« var fæsterens årlige afgift i penge, korn eller naturalier til ejeren. Landgilde bestod først og fremmest af jordens frembringelser, korn af agerlandet, hø af engene, kvæg og smør af græsningen, oldensvin og fedesvin, trævarer og lignende af skovene, fisk af vandene osv., men dertil kom penge som afløsning for tjenester og ydelser, gæsteri, arbejdspenge, plovpenge, tærskepenge og lignende. De enkelte poster i landgilden kaldtes persiller (parceller), og allerede i middelalderen kunne de efter en fast 1 takst omregnes i penge (sølv), hvilket skete indtil første halvdel af 1500-årene. Senere blev l. takst omregnet i tønder hartkorn efter hartkorn takst, der dannede grundlaget for de omfattende landgildematrikler i 1662 og i 1664. I løbet af 1700-årene blev det almindeligt at foretage en konvertering i penge. Landgilde af møller kaldtes mølleskyld, af selvejergårde bondeskyld, og også hovedgårdene sattes i hartkorn efter kornsæd og høavl. »Hartkorn« kommer oprindelig af, at man kaldte rug og byg for hart korn (hårdt korn) i modsætning til havre. Allerede før 1660 benyttedes »hartkorn« ved mageskifter eller arvedelinger som en omregning af jordegodsets landgildeafgifter efter en bestemt takst til et ensartet grundlag, såkaldte tønder hartkorn Ved udarbejdelsen af Frederik 3.s matrikel, der skulle tjene skatteligningen, lagdes på samme måde landgilden til grund. Kristian d. 5´s matrikel kom derimod for agerjordens vedkommende til at bygge på en opmåling, iøvrigt på en taksering. Agerjorden beregnedes i tønder land (á 14000 kvadratalen, 0,5516 ha, 5516 m2), hvoraf der gik fra 2 til 20 på én tønde hartkorn, alt efter jordens bonitet. 1 tønde land var beregnet til at kunne rumme en teoretisk udsæd af 1 tønde (139,104 liter) rug. 1 tønde land var også opdelt i 8 skæpper (1 skæppe var 689,5 m2). Enge, overdrev og skove takseredes efter græsning og svinsolden, der ligeledes omregnedes til hartkorn. Også tiender, bro afgifter, fiskestadeafgifter og lignende ansloges til hartkorn. Matriklen af 1844 bygger, hvad ager og eng angår, på en ny opmåling og på en ny ansættelse til hartkorn efter ændrede takster. Det øvrige hartkorn overtoges uændret fra Kristian d. 5´s matrikel. Hartkorn er nu ikke længere grundlag for påligning af skatter Privilegeret hartkorn, hvoraf der ikke svaredes hartkornsskatter, var oprindelig kun den hovedgårdsjord, der lå til komplette sædegårde, senere hen lempedes fordringerne. »Hartkornsskatter« var skatter på hartkorn, der var fastsat i matriklerne. »Hartkornsskatter« anvendtes både ordinært og ekstraordinært af staten fra 1662 til 1903, og af kommunerne til 1926. De blev kun pålagt den uprivilegerede bondejord, fra 1689-93 dog også købstædernes jorder. Af ryttergodset blev der indtil 1732 betalt en særlig afgift, portionspenge. De adelige sædegårde var fri for hartkorn, men fra 1682 var skattefriheden dog begrænset til komplette sædegårde, dvs. de hovedgårde, som indenfor en omkreds af 2 mil havde 200 tønder hartkorn bøndergods. På priviligeret jord hvilede fra 1760 familie- og folkeskatten. De vigtigste ordinære hartkornsskatter var matrikel skat, okse- og flæskeskat og rytterholdspenge, korn skat, fra 1813 de »gamle hartkornsskatter«, der samlet ansattes i korn, men betaltes i penge. Hertil kom i 1818 landskatten, der fra 1844 blev til gammelskat og land skat. Jord- og tiendeskatten af 1802 lagdes efter særlig vurdering. Talrige korn- og fourageskatter og flere ekstra pengeskatter blev også lignet på hartkorn ligesom delvis fattigskatten på landet og skoleskatten. Ved forordning af d. 20/61850 blev en række mindre hartkornsskatter, marschpenge, fourageskat m. m. afløst af en ligningsskat, der på landet var lagt som en fast hartkornsskat (1 rigsbankdaler, 24 skilling). Bornholm, der helt fra opstanden i 1658 havde betydelige skattelettelser, bevarede en privilegeret stilling. Foruden de forskellige matrikler er hartkornsspecifikationer fra sidste halvdel af 1700- årene af stor betydning for studiet af de enkelte gårdes historie Sådanne specifikationer skulle i henhold til cirkulæret d. 20/10 1778 indsendes med oplysning om forandringer i både det fri og det kontribuerende hartkorns beløb for hoved- og proprietærgårde, beneficeret gods, strøgods og købstadsjorder. Nye hartkornsspecifikationer indsendes i henhold til ordrer af juni-juli 1788. I disse anføres alle landets gårde med brugerens navn og gårdens hartkorn, undertiden også dens nummer i matriklen 1688.

Valdemars møntordninger forsætter under kong Erik (Plovpenning 1241-1250). Men i 1245 fordrev Erik Plovpenning roskildebispen og den fordrevne biskop indgik i 1248 et forbund med hertug Abel af Slesvig og lübeckerne, der samme år indtog København og plyndrede og brændte byen af. Efter Abels tronbestigelse i 1250 gik København tilbage til bispestolen i Roskilde. Imidlertidig blev kong Abels´ (1250-1252) søn Valdemar i 1250 kidnappet af ærkebispen af Køln, og biskoppen krævede så omfattende løsepenge, at drengen stadig sad fangen ved Abel´s død i 1252. Abel ændrer plovskatten overfor biskop Esger af Ribe, og plovskatten fastsætte skatten til 18 penninge årlig af hver plov i de nævnte tre sysler foruden den tidligere bestemte pengesum fra Varde og Lemvig, samt yderligere 50 Mark penninge af plovskatten. Resten af plovskatten skulle nu tilfalde kongen. Valdemars holstenske morbrødre løskøbte ham fra biskoppen i Køln og Valdemars farbroder bemægtigede sig Danmarks trone som Kristoffer d. 1.. Valdemar kunne ikke få sin danske tronret og måtte nøjes med hertugdømmet, og med denne forurettelse knyttede Abelslægten i Sønderjylland sig stadig stærkere til Holsten. Men Kristoffer den første (1252-1259) kom straks i modsætningsforhold til Roskildebispen: Jakob Erlandsen, der i 1254 udstedte den første bylov, der skulle befæstede hans magtposition i byen. Denne bylov stod i modsætning til andre købstæders selvstyre og i 1259 blev Jakob Erlandsen fængslet af kongen. Et dokument fra 1256 viser at den danske dronning Sambirias drog omsorg for møntvæsenet i Reval (Estland). I 1256 rejste bønderne sig til oprør. Slagskatten indbragte kongen omkring 1.000 mark sølv og samtidig øgede kongen indholdet af kobber i sølvmønterne, så udlandet til sidst mistede tilliden til de danske kongers mønter. Men det lykkedes Jakob Erlandsen at flygte til Rügen, hvor han søgte hjælp hos fyrst Jaromar og hvor Abel-slægten sluttede sig til alliancen, der i april 1259 indtog København, som atter blev plyndret og brændt. Men kongen beholdt København, der først i 1274 igen tilfaldt bispestolen, og derved fik byen indskrænket sit selvstyre. I 1276, da marsk Stig nægtede at anerkende Kong Erik Klipping søn som tronfølger, tvang Stig Andersen og stormændene i 1282 kong Erik til at underskrive Danmarks første håndfæstning, der gjorde Danehoffet til politisk midtpunkt og standsede vilkårlig fængsling. Stig Andersen blev som marsk landets førende mand. I 1286 blev kong Erik Klipping myrdet i Finnerup, og Danehoffet dømte marsken og 8 andre fredløse i 1287. Det forekommer mildt sagt usandsynligt, at netop den kreds, der havde krammet på kongen, skulle snigmyrde ham. Tilnavnet Klipping er udlagt som værdiforringet mønt. De fredløse slog sig ned på øen Hjelm, hvor de byggede en borg. De oprettede her et møntværksted, hvor de begyndte at fremstille falske danske mønter. Ved at forfalske modstanderens penge håbede de at ødelægge fjendens pengesystem. De havde været snedige nok til at tage nogle af kongens møntmestre til fange, og disse håndværkere blev nu tvunget til at medvirke i falskneriet. Møntforringelsen var så fremskreden, at der skulle 10 penninge til én skæppe korn, og i udenrigshandel var danske mønter ikke gyldig valuta. Først i 1306 ophørte møntværkstedet, da kong Erik Menved erobrede de fredløses borg. I 1280 giver kong Erik Glipping (1259-1286) Ribes biskop: Tucho de gamle rettigheder tilbage, således at halvdelen af møntindtægten tilfalder bispesædet. Penningen sølvholdighed forringedes til 1/5 i 1284 og penningen sølvholdighed forringedes yderligere til under 1/10 i Erik Menved periode (1286-1319). Marken ændre sig fra 72 gram sølv til 43 gram i 1284. Men Erik Menved blandede sig med militære felttog i Sverige og krævede overhøjhed over de nordtyske fyrster. For at betale sine tyske lejeriddere måtte Erik pantsætte store dele af Danmark til andre tyske fyrster. Landet blev forarmet, der var opstande, hvori bl.a. broderen Kristoffer d. 2. og ærkebiskop Esger Juul deltog. I 1290 blev Jens Krag bisp i Roskilde og som modtræk mod kongens indflydelse udstedte han stadsretten i 1294, som betød en yderligere forringelse af borgernes stilling. Et forsøg på væbnet opstand i 1295 blev slået ned. Det var den herskende klasse i landet, der beherskede handel og skibsfart og omkring år 1300 var ærkebispen i Trondhjem Norges største skibsreder. I 1309 solgte Danmark Gdansk til Den Tyske Orden. I 1316 forringes den gamle mønt ved møntskiftet til 2/3 af sin tidligere værdi, således at der altså måtte betales tre gamle penninge i bytte for to nye penninge, og da skatter og afgifter skulle betales med nye mønter, var befolkningen altså tvungen til denne ufordelagtige bytteforretning, som skaffede kongemagten betydelige summer og som var Kronens hovedindtægt af møntfremstillingen. Men biskop Jens Krag i Roskilde formåede ikke at hævde sin stilling og i 1330 overtog Johan d. 3. den Milde øen Sjælland, og dermed København som pant af Kristoffer d. 3. København forblev på holstenske hænder til 1340 og blev så pantsat til den svenske konge i 1342/43, men derefter erhvervede Valdemar Atterdag alle rettigheder til København, som han gjorde til rigets førende by. Efter at kong Valdemar Atterdag (1340-1375) var kommet til magten, forsøgte han bl.a. at få genskabt ordentlige forhold inden for møntvæsenet, således som man havde kendt det i perioden før de såkaldte borgerkrigsmønter fra 1241 til omkring 1331. Det lykkedes imidlertid aldrig rigtig for Valdemar Atterdag at få genoprettet møntvæsenet, og således kendes der kun to typer af penninge fra denne konge, selvom den senere forskning inden for danske borgerkrigsmønter nu fastslår, at endnu et par typer mønter rimeligvis skal henføres under Valdemar Atterdag, end under Kristoffer d.2.. Fælles for disse Valdemar Atterdag mønter er, at de var underlødige, og på den vis passer ind i sammenhængen med den tidligere periodes borgerkrigsmønter. Marken ændre sig fra 43 gram sølv til 22 gram i 1338. Valdemar Atterdag (den Onde 1340-1375) indsattes efter aftale med de holstenske panthavere. Det lykkedes Valdemar at samle og befri Danmark ved skatteopkrævninger, væbnede indgreb og salg af Estland i 1346 til den tyske Sværdridderorden for 19.000 Mark sølv. Denne tid var en ny opgangsperiode for København. I 1350érne slog man i Flensborg og Ribe en lille sølvmønt efter tysk forbillede, vægt og lødighed, - én witten. Valdemar erobrede i 1361 Hansestædernes handelscentrum Visby på Gotland. En virkelig storstilet fællesoptræden gennemførte Hansestæderne med Kølnerforbundet i 1367 mod Danmark's »77 gæs«. Den påfølgende krig endte med at Hansestæderne i 1368 ødelagde København og Danmark lider nederlag i 1370. Derefter blev Hanseforbundet den vigtigste Østersømagt fra 1370 og i de næste århundrede. De nordtyske byer var nemlig ligesom de meget tidligere græske bystater gået sammen i et handelsforbund: »Hanseforbundet« med Lübeck som førende markedsplads. Hanseforbundet kom til at dominere Norden i mange år, selv om forbundet hverken havde flåde eller militær. Det største marked i Østersøregionen var Skånemarkedet. Købmændene handlede med lybske penge, fordi Lübech havde egne sølvminer, og havde gode sølvmønter. Men trods alt var det lykkedes for Valdemar at få gensamlet og genrejst det splittede og ødelagte rige. I 1375 kom København atter under Roskildebispen og indbyggertallet i København anslås til ca. 4.000. I 1376 blev Valdemar efterfulgt af Oluf, der dog døde i 1387. I 1377 ophører udmøntningen efter gammel nordisk mark-øre regning og i perioden 1379-1387 vedtager Lübeck, Hamburg, Lüneborg, Rostock og Stralsund at slå witten. Oluf's mor dronning Margrethe fører regeringen og styrer til sin død i 1412 for den udvalgte tronarving: Erik af Pommern. I 1400-tallet i Stralsund havde man efter sigende en stor gryde, hvori man kogte mennesker der lavede falske mønter. Men man andre steder sænkede falskmønterens hoved ned i kogende vand - så fik han snart røde øre. Fra 1380 til 1814 havde Norge fælles konge med Danmark. Erik af Pommern (1382-1456) var konge af Danmark i 1396-1439, af Norge i 1389-1442, og af Sverige i 1396-1439, hertug af Pommern-Stolp i 1394-1459, og var søn af Vartislav af Pommern. Erik blev adopteret af grandtanten Margrethe af Danmark og Norge i 1387 og kronet i Kalmar i 1397 til konge over alle tre riger, men overtog som sagt først regeringen efter Margrethes død 1412. Det var dronning Margrethe, der var den egentlige regent. Mønterne blev dog slået i Eriks navn. På Skånemarkedet opkrævede Erik af Pommern markedsafgiften i danske mønter samtidig med at han begyndte at lave rene kobbermønter. Ærgerrig som fyrster jo er, ville han nu have markedsafgiften i lybske penge, og fra 1397 gjaldt det »lybske system« hvor én kølnsk mark var (ca. 230-234 gram sølv) = 16 skilling = 192 penninge. Erik af Pommern fik i Sverige slået mønter efter gammel nordisk regneenhed, nemlig de såkaldte ørtug, der havde en værdi af 10 penninge i Danmark. Det blev imidlertid det lybske møntsystem med witten, som blev grundlaget for udmøntningen under Erik af Pommern, da man forlod det gamle nordiske møntsystem. I 1403 indgik Lübeck, Hamburg, Lüneburg, Rostock, Wismar og Stralsund en forening for at stoppe mønternes forringelse, og de bestemte, at 5 lybske mark svarede til én kølnsk mark. De slog hvide penge (witten), hulpenge og hellinge. Dronning Margrethe fik som formynder for Erik af Pommern udmøntet de såkaldte gode witten (hvid) til en værdi af 4 penninge, samt sølvsterlinge, der svarede til 3 penninge, søslinge = 6 penninge. Sølvsterlingene var præget efter engelsk forbillede, den engelske penning (penny), der havde været en almindelig mønt i Danmark i det 14. århundrede, hvilket antydes af, at der i de skriftlige kilder ofte nævnes pengebeløb i »engelsk«. De oprindelige engelske sterlinge har således spillet en stor rolle i Danmark. De danske sterling var ret gode, men Hansestæderne ville kun godtage dem for 2 penning lybsk, selv om deres værdi var sat til 3 penning.. Forholdet var èn skilling = to søslinge = tre hvid = fire sterlinge = 12 penninge. Men hvor en lybsk hvid blev byttet til 4 penning blev en dansk hvid kun byttet med 2 penning. Den Tyske Orden besejredes ved Tannenberg i 1410 af polakker og litauere. Men da Margrethe dør i oktober 1412 vil Erik af Pommern føre sin Ejder-politik igennem og i 1413 fik Erik erklæret Sønderjylland for hjemfaldent len. Men skønt den tyske kejser bekræftede hans ret, magtede han ikke at fordrive holstenerne og førte gennem mere end tyve års krig med disse indtil 1435. Erik grundlagde Landskrona i 1413. Roskildebispen mistede endeligt sin indflydelse i København i 1416, da Erik af Pommern overtog København. Han satte meget ind på at ophjælpe byens erhvervsliv og målet var endnu en gang at gøre den til Østersøens stabelplads. Erik byggede Malmøhus og Krogen (Kronborgs forgænger) og opkrævede Øresundtold = 1 nobel (7,7 gram) pr. skib. Det var Edward d. 3. i England (1327-1377), der havde slået hele, halve og kvarte nobler, men nu blev de også slået i Nederlandene, men også en guld-angel (engeloten - 5 gram) fra England var gangbar mønt. København fik i 1422 handelsprivilegier, der blev fornyet og udvidet af de følgende konger. Danmarks handelspolitiske udvikling medførte en alliance mellem Danmarks fjender og uundgåelig krig, og derfor udmønter Erik i 1422 nogle kobbersterlinge til sin krigsførelse. Omkring 1422 fik Erik af Pommern endvidere gennemført en udmøntning af underlødige kobbersterlinge, som dog på grund af voldsomme protester fra bl.a. Hansestæderne blev sat ud af kurs året efter. Denne møntunion med de vendiske stater og de tyske byer brød hurtigt sammen. Udmøntningen af kobbersterlinge fandt sted i Næstved, Odense, Randers og Lund. Værdien bliver påbudt til 3 penning. Mønterne var på bagsiden forsynet med indskriften: Moneta nomine domine (I Herrens Navn) og dette mente kongen var nok til at folket ville tage imod dem. Men den store mængde af kobbersterling er knapt 1 penning værd, og det vakte harme blandt danskerne. Kobberet til disse store udmøntninger fik kongen fra kobberbjerget ved Falun i Sverige, som han allerede havde haft råderet over fra 1396, da han også var blevet konge af Sverige. Mønterne forringedes bestandig, f.eks. ved iblanding af kobber eller ved en beskæring »klippinge«, når kongen led af pengemangel. Klipping var en nødmønt af uregelmæssig form og ringere metalværdi end pålydende og klippedes af en lang metalstrimmel. Guld blev overhovedet ikke brugt til danske mønter. I 1423-1425 var Erik af Pommern taget til Ungarn og dernæst på pilgrimsrejse til det hellige land. I Danmark styrer dronning Philippa, og lod sig d. 8. oktober 1424 overtale af Hansestæderne til at frembringe en ordentligt og lødig mønt: søsling = 6 penning (1/2 lybsk skilling). Én mark fin skulle gælde 7 mark lybsk. Da Erik af Pommern kom hjem inddrog han alle de nye mønter, og indførte en ny type mønter: Grossen = 9 penning. Hans møntforbilledet var de franske Gros Tournois, der af Ludvig den Hellige var indført i 1266. Gros var en regningsenhed, man anvendte i Danmark i 1300-tallet ved afregning af afgifter og skatter. Hansestæderne, der først var venligsindede overfor Erik, sluttede sig dog til Holsten 1426 på grund af Eriks energiske og vellykkede forsøg på at fremme næringslivet i de danske købstæder, navnlig ved Øresund. I 1428 angreb Hansestæderne igen København, men blev slået tilbage. Fra 1429 skaffede Øresundstolden Danmark en ikke ringe indtægt. Grossenmønterne der blev præget i 1430-erne, var kun 4 penninge værd. De tidligere møntværksteder i Odense, Randers og Næstved blev nedlagt og udmøntningen foregik herefter på slottet Gurre i Nordsjælland samt i Lund. De kostbare krige førte til uro i alle tre riger. I Sverige udløste danske embedsmænds overgreb Engelbrekts oprør i 1434, og to år efter måtte Erik acceptere en kraftig beskæring af sin myndighed. Men folket var rasende over at blive ført bag lyset med en så dårlige mønter, og i 1436 drog Erik af Pommern til Gotland for aldrig mere at vende tilbage. Han slog sig ned på Visborg (Gotland) for at forberede et comeback. Men tilhængere faldt fra og Rigsrådet klager i 1439 over den dårlige mønt og fremsender et opsigelsesbrev til kongen. Erik blev afsat og hertug Kristoffer vælges til rigsforstander og hyldes i 1440 på Viborg Ting som Danmarks konge. Hovedstad blev København fra Kristoffer af Bajern´s tid. Grosserne blev dog ved at cirkulere - men nu kun til en værdi på 2 penninge. Erik af Pommern kom aldrig tilbage til Danmark, idet han levede de næste 10 år som sørøver på Gotland, indtil et svensk angreb i 1449 foranledigede ham til at overgive borgen til Kristian d. 1. og vende hjem til Pommern hvor han levede de sidste 10 år. Den økonomisk nedtur medførte at hele riget blev pantsat til de tyske fyrster. Kristoffer af Bajern (1439-1448) fik også udmøntet sterlinge, der rimeligvis har skullet fungere som en slags »handelsmønt«, selvom vægten og lødigheden ikke umiddelbart passede ind i det dansk- lybske møntsystem. Som en helt ny møntværdi fik Kristoffer af Bajern udmøntet skillingen (søslingen) efter engelsk mønster, der i værdi svarede til 12 penninge på 24 mm i diameter, og som blev den første store mønt af varig betydning. I overgangen fra Kristoffer af Bajerns død i januar 1448 til rigsrådets accept og hyldning i september samme år af kong Kristian d. 1 (1448-1481), blev der udsendt to mønttyper, nemlig en skilling og en hvid, og al udmøntning foregår i Malmø. Hulpenningen udgik. Det var Rigsrådet, der stod bag denne udmøntning, og indskriften »moneta recni dacie« betyder »det danske riges mønt«. På mønterne viser, at det var Rigsrådet, der besad den reelle magt. Kristian d. 1. (1448-1481) fortsatte ikke den nye tradition med at præge skillinge, men nøjedes med at få udmøntet hvid, der kendes i fire varianter og som forringes fra 1/3 skilling til 1/4 skilling eller mindre. Årsagen var at han samlede rigerne i krig og kampene skaffede pengevanskeligheder. Ligesom der afholdte hestemarkeder, afholdtes der pengemarkeder en gang om året. Det berømteste i Nordeuropa er Kieler-Omslag, et kreditmarked fra 1460érne, hvor også danske konger lånte penge, af den rige holstenske adel. Kristian d. 1. var kommet i alvorlige økonomiske vanskeligheder. Andre gangbare mønter var Hamburg og Lübecks nye store dobbeltskillinger og de lübske og rhinske gylden. Kristian d. 3. skulle i 1540 tilbagebetale ikke mindre end 65.000 dalere i renter på Kieler-omslag. Kristian d. 4 lånte også her på Kieler-Omslag penge til krigen, og var ved at ruinere Danmark. I 1466 måtten Den Tyske Orden afstå vestPreussen med Gdansk til Polen og anerkendte polsk overhøjhed over østPreussen, der ved stormester Albrecht von Brandenburgs overgang til protestantismen i 1525 blev et verdsligt arvehertugdømme. Den Tyske Orden havde dog rige godser og blev først opløst af Napoleon i 1809. Kong Hans (1481-1513) måtte under rustningerne mod Sverige atter udmønte skillinge og desuden guldmønter: rhinske gylden og noble enten Malmø eller København. Det er første gang i Danmark der præges guldmønter. Noblen fra 1496 svarede nøje til de hollandske guldrealer og svarede til 5-6 rhinske gylden. Den rhinske gylden var datidens regneenhed for større summer. Felttoget mod Sverige kostede kong Hans 150.000 rhinske gylden, hvoraf den berygte saksiske lejegarde kostede 15.000 rhinske gylden om måneden. Kong Hans rhinske gylden var ringere end de rhinske kurfyrsters (kun 17 3/4 karat mod 18 1/2), fordi soldaterne ikke havde mulighed for at opdage det. Men i den daglige handel brugte man stadigvæk skillinge og hvid, bl.a. med Oldenborgs våben. Det er karakteristisk, at det først og fremmest var småmønterne (der som regel var underlødige), som blev benyttet i handelen, når man da ikke ligefrem benyttede andre former for betalingsmidler. Naturalieøkonomi var almindelig udbredt. I 1487 sætter Kong Hans 1 dansk mark = 4 danske skilling = 3 lybske. Det nævnes i et privilegiebrev udstedt i maj i 1492 af kong Hans til Københavns borgmestre og råd, at de fremover og efter gældende skik, må opkræve et pund peber af hver fremmed kræmmer, der kommer til byen og opstiller sin bod på gaden i tre dage. Det er først i 1506 at der slås markstykker som mønter. Det er Hamburg, Lübeck og Lüneburg, der har dannet en møntforening, og alligevel bliver det 3 forskellige møntstykker med forskellig finhed og vægt, som efter sølvprisen skulle svare 12 1/2 mark lybsk på Marken fin. Da Daleren fremkom i større mængde, begyndte Hansestæderne i Nordtyskland at udmønte Markstykker og halve markstykker. Fra 1502/1506 udmøntede f.eks. Lübeck Markmønter, den såkaldte lybske Mark og i Danmark i 1529. Men da Daleren trængte frem blev Marken fortrængt som selvstændig handelsmønt. Møntmarken er en sølvmønt af meget forskelligt indhold og værdi gennem tiderne i de forskellige lande. Omkring år 1500 er indbyggertallet i København ca. 10.000 og under Kristian d. 2.´s strid med adelen støttede befolkningen i København den borgervenlige konge. Utilfredsheden med kong Hans dårlige skillemønter medfører at der i Kristian d. 2.'s (1513-1523) håndfæstning i 1513 skrives, at møntvæsenet skal forbedres. I begyndelsen af Kristian d. 2’s regenttid var den genindførte skilling af en rimelig lødighed, og der blev præget småmønter og iværksat en møntproduktion af sølvgylden, der svarede i værdi til de store sølvmønter, der blev præget i Tyrol, og som var forløbere for 1500-1600-tallets hovedmønt: thaleren. Men det var stadigvæk småmønterne, der havde betydning i den daglige handel, når man bl.a. skulle købe sit brød og sin øl. 16 skilling mønt svarede nu til 1/2 rhinsk gylden; 1 rhinsk gylden var = 2 mark. I 1514 ændrer Marken sig fra 22 gram sølv til 19 gram. Men i forbindelse med stridighederne om kongemagten over Sverige begyndte kongens møntmester i året 1518 i Malmø efter ordre fra kongen at iværksætte en møntproduktion af de såkaldte kobberholdige »klipte penninge«. Disse klippinge var af næsten rent kobber, men skulle efter kongens påbud have samme værdi som én fuldgyldig skilling, men var jo af ringere værdi. Noblen slås atter under rustninger mod Sverige i 1518-20 og med samme stempler slås sølvgylden. Oprøret med Gustav Vasa i Sverige var i fuld gang og et af klagepunkterne mod den omstridte Kristian d. 2., der af det jydske rigsråd blev afsat i 1523, var netop, at han havde ladet præge underlødig mønt, som ingen i landet frivilligt ville godtage for den påbudte kurs. Med Kristian d. 2.’s afrejse med flåden den 13. april i 1523 fra København til Nederlandene sluttede en periode. Han medbragte omkring 10.000 nyslåede gylden (sølvmønter), men havde ikke nok penge til at hverve lejetropper i Tyskland. Hans onkel, den tysk-romerske kejser Karl d. 5. skyldte Kristian 200.000 rhinske gylden, men han fik de 50.000 gylden. Allerede i hertugdømmerne havde Frederik slået mønt efter lybsk mønster - 1 1/2 Mark på svarede til l daler. Mest berømt er Husum-daleren fra 1522. København blev indtaget i 1524 af Frederik d. 1.(1523-1533) efter ét års belejring, og under belejringen indløses klippinge med nye skillinge, der skulle gælde 10 hvide (lejrskillinger). De kopperholdige klippinge voldte Frederik d. 1. stort besvær, inden de blev ommøntedes til såkaldte 14-penninge og søslinge. Men folket syntes ikke om tvangskursen. Marken ændre sig fra 19 gram sølv til 9 gram i 1524. Frederik d. 1. begyndte at lave nobler og større og bedre sølvgylden samt hulpenning. Ribe-noblen er kendt. Samtidig indførtes skikken med at sætte et portræt af regenten på forsiden af mønten. Igennem århundrederne varierede udmøntningens antal væsentligt og var dels bestemt af behovet og dels afhængig af statens/kongens økonomi. I 1527 og 1531 udmøntes rhinske gylden, da Frederik d. 1. må ruste sig mod Kristians d. 2. »tyske« rustninger. I 1529 bliver København centrum for reformationen, da Hans Tausen blev præst. Da Kristian d. 2 i 1531-32 opholder sig i Norge slår han der nødmønter (klippinge) og han erobrer store dele af Norge. Frederik d. 1 tilbyder frit lejde, men bryder det, og fængsler Kristian d. 2. Da Frederik d. 1 dør i 1533 prøver greverne at få genindsat Kristian d. 2. Grevefejden i 1534-36 bragte møntvæsenet i urede og København blev igen indtaget efter belejring og udsultning i 1535-36. Men opgående konjunkturer, forårsaget af øget Øresundstrafik, merkantilistisk handelspolitik, oprettelse af handelskompagnier og nye industrier kom til at præge den næste tid. Grev Christopher af Oldenborg lod i Malmø og København slå mønt i den fangne kong Kristian d. 2.´s navn, medens Kristian d. 3. slog en mindreværdig krigsmønt, først på Gottorp Slot, så i Århus, Roskilde og efter 1536 i København - ialt for ca. én million Mark. Atter så man klippinge, to-mark, mark og 8-skilling. Al denne mønt nedsattes i 1537 og i 1540 til det halve af mønternes oprindelige værdi. I 1537 sloges i København: Joachimsdalere. Ved møntordningen i september 1541 reorganiseredes møntvæsenet. Hele udmøntningen blev henlagt til København, hvor møntsmedjen blev indrettet i det nedlagte Sankt Klarekloster. Al underlødig mønt fra Kristian d. 2, Frederik d. 1 og Kristian d. 3. regeringstid skulle reduceres til egentlig værdi. Kristian d. 3 indførte i 1541 markstykker hvor 3 Mark svarede til 1 daler, så fra 1541 var hovedmønten i Danmark 1 mark med en finvægt på 8 gram sølv. Ligeledes sattes møntens navn i præg af mark, 8, 4 og 1 skilling, hvid og penning. Da Kristian d. 3. i 1544 skiftede hertugdømmerne med sine brødre, tilfaldt Gottorp med det derværende møntværksted nu hertug Adolph. Kongen anlagde derfor et nyt kongelig møntværksted i Flensborg, hvorfra der i årene 1545-54 udgik rhinske gylden, dalere og mindre sølvmønt. Kun gennem daleren var der fællesskab i mønt med kongerigerne. Frederik d. 2. (1559-1588) forsatte med at slå mark, 8-, 2- og énskilling, men udmøntede ikke dalere, - for det betalte sig ikke. De dalere (tremarkstykker), som foreligger fra 1560-1563 er slået på bestilling og bekostning af private, der skulle bruge dalere. For tredje gang i århundredet bragte krigsår ulykker også over møntvæsenet, da Frederik d. 2 førte syvårskrigen (1563-70) mod Sverige. I 1563-64 blev i et nyoprettet værksted i Bremerholms smedje, der fremstillede over 3 millioner Mark i klippinge til to-mark, mark, fire- og toskilling, dukater (ungarske gylden), guldkroner og guldgylden (rhinske gylden), ialt over 25.000 stk. mønter. Men atter ville borger og bonde ikke modtage den forringede mønt til pålydende, selv om galger udenfor købstæderne ventede dem der vragede kongens mønt. Krigen trak i langdrag og mønten blev endnu ringere end før. Under krigen blev møntprægningen genoptaget i Flensborg, hvor der blev slået skillinge og søslinge fra 1566 til 1571, og derefter blev møntværkstedet nedlagt for stedse. Kongens broder: hertug Magnus lod slå mønter i Ahrensborg på Øsel og Hapsal i Estland i 1562-67. Det var ferdinge og schillinge efter baltisk møntregning. I Visby på Gulland (Gotland) lod lensmanden: Jens Bille i 1565 slå en nødmønt, som foruden kongens navn og titel og Gullands Guds lam bar lensmandens våben og navnebogstaver. Men til trods for alle kongens forbud samledes værdien sig om daleren, der ved krigens afslutning gjaldt 4 mark - mod 3 mark i 1563. En del af den store pengesum på 150.000 dalere, som Sverige måtte udrede, blev omslået til dalere i 1572. Henved 60.000 af disse dalerne gik til betaling til de tyske lejetropper. I 1572 besluttedes man at reducere al den danske mønt til det halve af dets pålydende, for derved at komme på lige fod med de lybske mønter i hertugdømmerne. I 1582 måtte man nedskrive daleren og der blev oprettet et nyt møntværksted ved Frederiksborg, hvor der i 1582-85 blev slået småmønt, fra hvide til mark efter den nye møntordning. I Norge sloges kun nogle hvide i Bergen 1575 og 1577, og dermed ophørte de norske udmøntninger i et halvt hundrede år. Som formynder for sin søn, Kristian d. 4., lod dronning Sophie oprette et møntværksted i Haderslev, hvor hun i 1591-93 lod slå en mængde guldmønter: dobbelte, enkelte, halve og kvarte portugaløser og rhinske gylden. De fremkaldte protest fra rigsrådet. Dronningen ville give portugaløseren en værdi på 17 daler, men mønten var kun 15 dalere og 9 groschen værd. Til Kristian d. 4.´s kroning i 1596 sloges et sæt sølvmønt: mark, 8, 4, 2 og 1 skilling. De mindste mønter blev brugt som kastemønt til befolkningen under kroningen. Under Kristian d. 4 sattes 6 Mark til 1 daler. Marken blev ustandselig forringet, og senere skillemønt. Efterhånden som mønterne indeholdt mere metal end sølv, opstod der en betydelig forskel på værdien mellem én Mark Penge (pengemarken) og én Mark sølv (vægtmarken). I modsætning til kongeriget var mønten i hertugdømmerne ikke blevet forringet, idet mønterne her skulle være lige så gode som den lybske mønt. I slutningen af 1500-tallet var sølvpriserne stigende, og det kunne ikke betale sig at slå dalere. Man opskrev daleren til over de lovbestemte 64 skilling, idet man allerede i 1580 i Hamborg havde sat daleren op fra 32 til 33 skilling lybsk = 66 skilling dansk. I 1602 satte Danmark daleren til 66 skilling, men i den nye møntordning benyttede kongen lejligheden til at nedsætte lødigheden for mark, 8, 4, 2, 1, 1/2 skilling og hvid, medens blafferten (2-penning) blev slået i kobber. Til kongens undskyldning tjener, at hvis han ikke selv forringede mønten, gjorde nabofyrsterne det, og den ringere mønt ville da fortrænge den bedre. Guldmønterne: portugaløser, ungersk gylden, 8, 6 og 4 daleren kom ikke til at få større betydning i handel og vandel. I 1607 ansattes en nederlænder: Hans Fleming som møntmester i Helsingør, således at han overtog mønten i forpagtning, dvs. han slog mønten for egen regning og risiko mod at svare afgift (slagskat). Foruden de almindelige mønter slog Hans Fleming i 1608 efterligninger af vesteuropæiske handelsmønter: nederlandske »løvedaler«, der kun skulle være 50 2/3 skilling værd (mod den almindelige dalers 66 skilling), - engelske guldmønter: sovereigns og breddalere, store sølvmønter af forskellig vægt til 1 1/2-6 daler. Også i København fik Kristian d. 4. lavet mønteksperimenter, bl.a. »guldriddere« , der efterlignede den nederlandske »gouden rijder«. De svarede nærmest til 4 daler i guld og kaldtes rosenobler. I 1609 sattes daleren til 68 skilling, i 1610 til 74 skilling og i 1616 til 80 skilling. Kongen smeltede de gode speciedaler om, og hans fortjeneste, bl.a. også fra Øresundstolden gik til de mange byggeforetagender. Da kongens forretning med udmøntning af markstykker, der havde givet ham en indtægt på ca. 20 %, ikke i længden lod sig opretholde, indførte han et nyt møntsystem, der yderligere skulle forøge møntforvirringen. I maj måned i 1618 udsendte kong Kristian d. 4. Nogle store sølvmønter, hvor der var afbilde en krone på bagsiden. Det er herfra, at vores nuværende mønter har fået deres navn. Kronen skulle gå for 1 % daler. Navnet var hentet fra Vesteuropas guldmønter og den engelske crown. Men det var kun en fin etikette, sat på en forringet mønt. Der sloges i regnskabsåret 1618-19 for ca. 154.000 dalere i den nye kronemønt, hvorved kongen kunne beregne sig en indtægt på ca. 11 %. I 1619 indførtes en kroneskilling til 1/64 daler = 1/96 krone. Møntforvirringen steg i de følgende år, bl.a. ved de dårlige mønter, som kongen lod slå i nyoprettede møntsmedjer i Lykstad (Glückstadt) og på Frederiksborg. I Gluckstad, som kongen havde anlagt i 1616 i forventning om, at den kunne tage en del af Hamborgs handel, bortforpagtede han mønten til en berygtet portugiserjøde, som slog en mængde denninge, efterligninger af russiske »dengi«, og »rytterpenge«. I Frederiksborg lod han i 1620-23 slå 8- og 12-skillinger. F.eks. betød opdagelsen af de norske sølvminer ved Kongsberg i 1623, at Kristian d. 4 foretog en voldsom øget udmøntning af speciedalere. Først i 1625 lykkedes det rigsrådet at få sat en stopper for Kristian d. 4.´s møntforretning. Fra 1625 svarede en lybsk mark til to danske mark. Én daler blev endelig fastsat til 6 mark = 96 skilling, en værdi som blev fastholdt lige til statsbankerotten 1813. Halvkronen blev fastsat til 2/3 daler, dvs. 4 mark = 64 skilling og halvkronen blev således lig med en sletdaler. Kronen blev slået endnu så sent som til Kristian d. 4´s fødselsdag i 1771 og denne kronemønt har kun navnet tilfælles med den nordiske kronemønt, som indførtes i 1873. Kongens letsindige indblanding i Trediveårskrigen, »Kejserkrigen« i 1626-29 gav anledning til prægning af nogle guldmønter: rhinsk gylden, guldkroner og rosenobler, ligesom der blev slået speciedaler bl.a. af sølv, fra de nylig fundne sølvminer i Norge. Desuden lod kongen 3 formuende borgere i København blive møntforpagtere, så de også kunne slå småmønter. Men atter standsede rigsrådet disse udmøntninger, og kongen kunne ikke længere slå profit af sine møntrettigheder. I december 1642 udbrød Torstenssonkrigen, efter at Kristian d. 4. i årevis havde modarbejdet Sverige. Der blev nu behov for flere mønter, og der blev på Københavns Slot indrettet en møntsmedje, der 1644-48 slog en forringet mønt, kaldet Ulfeldter eller Hebræer. Corfitz Ulfeldt var jo rigshofmester, medens Hebræernavnet sigtede til indskriften Iustus (Jehova) iudex - Jehova med hebræiske bogstaver - hvorved kongen appellerede til Guds dom. Der fandtes i disse år lidt guldholdigt malm i Norge, hvoraf det lykkedes kongens altmuligmand, Caspar Herbach at udvinde lidt guld, som kongen lod slå til ducater, de såkaldte brilledukater. Straks efter kongens død nedsatte rigsrådet den underlødige krigsmønt således: 2 mark til 28 skilling, 1 mark til 14 skilling. Under disse benævnelser var mønterne gængse til 1813. Efter de dårlige erfaringer fra Kristian d. 4.´s manipulationer med møntvæsenet indførte rigsrådet skarpe bestemmelser i Frederik d. 3.´s håndfæstning til beskyttelse af den gangbare mønt. Ved Frederik´s kroning i november 1648 blev der slået firkantet udkastningsmønt både i guld og sølv. Der udmøntedes en del dukater og speciedaler, hovedmassen af mønter var sletdaler (krone, firemark) og skillingsmønt. Og da Frederik egenmægtigt i 1651 lod slå søslinge og hvid af kobber, blev han ret hurtigt bremset af rigsrådet. Karl Gustavskrigene (1658-60) forvoldte i modsætning til tidligere tider ingen forringelse af mønten. Den svenske belejring af København og stormen på København den 11. februar 1658 mindedes ved de såkaldte Ebenezer-kroner. Borgernes modstand skaffede byen øget selvstyre. Borgerne støttede Frederik d. 3. på stændermødet i 1660, der resulterede i enevældens indførelse. De danske kroner synes at have været en slags handelsmønt, der almindelig modtoges i Nordeuropa; og nabolandene gik efterhånden over til kronefoden. Således den Zweidrittel, som vedtoges i Zinna 1667 mellem Kursaksen og Kurbrandenborg og senere tiltrådtes af Brunsvig-Lyneborg. Den indeholdt 14.85 g fint sølv, en ubetydelighed ringere end den danske krone (14.96 g fint sølv). Lybæks 32 Schillinge Stadtgeld efter 1671 var nøjagtig som de danske kroner. Denne popularitet for den danske krone i udlandet gjorde sit til, at man ikke afskaffede den, da man i Frederik 3.´s sidste år i det nyoprettede Kommercekollegium arbejdede for at reformere møntvæsenet. Opgælden på specier mod kroner var steget til 8 % og opgælden på kroner imod kurant 4 %. (kurant = småmønt, hovedsagelig toskilling) Under Kristian d. 5. udkom i. marts 1671 en møntordning, der blev grundlæggende for hele den følgende tid. Det faste værdimål gennem århundreder var speciedaleren, hvis indhold af fint sølv var sunket lidt fra Kristian 3.´s tid fra 27,4 gram til 25,1 gram. Den blev nu fastlagt på 8 3/32 stk. på den 14-lødige mark, dvs. til ca. 25,3 gram fint sølv, og dette mål blev varigt til 1873. Møntmestrene blev sat under skarpere kontrol. Kommercekollegiet skulle have indseende med mønten og kongen give afkald på den indtægt, han kunne få af møntslagningen. Så kom den Skånske Krig. Kommercekollegiets forestillinger blev ladt upåagtet, og man slog i overmål af slet småmønt og af kroner. Også efter krigen fortsattes udmøntning af kroner med det resultat, at opgælden på specier mod kroner steg til 10 %. Specien blev en mønt, som man sjældnere og sjældnere regnede med. Efter 1683 var 17 kølnerpund a 468 gram lig med 16 almindelige danske pund a 496 gram og en mark lig 248 gram. Lødemark opdelte i 16 lod, og 100 % rent sølv var én lødemark. Efter møntordningen i december 1692 blev præget for 100.000 rigsdalere i kroner og markstykker i sølv, samt for 5000 rigsdaler i halvskillinger i kobber. I 1694-95 sloges i Lykstad og København otteskillinger, 9-lødige 76 1/2 stk. på den kølnske mark. De fik langvarig betydning ved at blive hovedmønt for kurantmøntfoden, som både Lybæk og Hamborg gav sin tilslutning (4-schill. lybsk). Allerede i 1695 havde den tyske storkøbmand i Bergen, Jørgen Thormöhlen fra Hamburg, fået autorisation til udstedelse af pengesedler i Norge. I øvrigt de første pengesedler, der overhovedet blev udstedt i det dansk-norske dobbeltmonarki. Før ordningen kunne træde i kraft, havde han overfor Rentekammeret i København personligt kautioneret med 50.000 rigsdaler, ligesom hans forretningsforbindelser også måtte kautionere. Siden 1500-tallet var guld- og sølvmønter blevet accepteret på lige fod i hele Europa. Da værdiforholdet mellem de to ædelmetaller ikke lå fast, svingede produktionen af såvel guld som sølvmønter dog voldsomt. Med Frederik 4.´s tronbestigelse (1699-1730) var speciemønten helt fortrængt af kronemønten. Opgælden på specier mod kroner var 12 % - 12 skilling på daleren. Den eneste specie, der blev slået i Frederik 4.´s kongetid, var en, der blev slået i 1704 af en møntmester for egen regning i 309 eksemplarer. Hvad der fremkom af danske eller fremmede speciedalere blev ommøntet til 8-skillinge, kaldet paryk-otteskillinge. Også kronemønten, der havde fortrængt specien og var blevet almindelig i regnskaber blev efterhånden fortrængt af kurantmønten. Udmøntningen af kroner standsede i 1702 og først i 1723 genoptoges en udmøntning, der dog stadig var ringere i forhold til udmøntningen af småmønt og til, hvad omsætningen krævede. Frederiks d. 4´s Kommercekollegium i 1704, var initiativet til den første bank. Adskillige magter havde interesse i at bryde Sveriges store magt i alle områderne ved Østersøens kyster, som var blevet opbygget gennem det 17. århundrede. Peter den Store ville føre Rusland ind i Europa og behøvede adgang til Østersøen. Danmark-Norge frygtede truslen sydfra, hvor hertugen af Gottorp rustede og i 1699 tilkaldte svenske tropper. Et dansk-polsk-russisk forbund blev dannet, og i begyndelsen af år 1700 vendte Frederik d. 4. sig mod Gottorp. Allieret med Sverige var periodevis Gottorp, Tyrkiet, Storbritannien og Nederland. En britisk-nederlandsk flåde sikrede imidlertidig Karl d.12.s overgang til Humlebæk, og dermed var Danmark besejret, endnu før krigen rigtig var begyndt og disse tre sømagterne gennemtvang Travental-freden i 1700 med nogle danske indrømmelser til Gottorp. Men Sverige førte også i perioden 1700-1721 krig mod Rusland. Sveriges Karl d. 12. slog en tredobbelt russisk overmagt ved Narva i 1700 og drev i de følgende år August d. 2. af Saksen-Polen ud af Livland og Polen. Da Karl d.12. derefter erobrede næsten hele Saksen, måtte August d. 2. slutte fred i 1706 og opgive Polen. Karl fik alliancetilbud fra alle de andre stormagter, der fra 1701 havde været indviklet i Spanske Arvefølgekrig. Med felttoget i 1708 vandt Karl endnu én sejr, men russerne fik ved Poltava i sydUkrane i 1709 udslettet hele den svenske hær. Karl d. 12. flygtede til Tyrkiet og i årene derefter indtog Peter den Store de baltiske lande og Finland. August d. 2. generobrede Polen i 1709, og samme år gik Danmark-Norge ind og besatte Skåne, men blev kastet tilbage efter nederlaget ved Helsingborg i 1710. Da Frederik d. 4. indtrådte i den Store Nordiske Krig i 1709 fremstillede kongen markstykker (16 skilling danske) og store mængder af 12 og 2 skillinge efter en forringet møntfod. Der blev udmøntet for over 6 1/3 million daler af denne dårlige krigsmønt, som nu også fortrængte paryk-otteskillingene. Efter at den Kgl. Mønt gennem længere tid var lukket, bliver den åbnet i 1710 og får pligt til at købe sølv til faste priser: 3 mark og 3 skilling pr. lod sølv. Den Store nordiske Krig (1709 -1720) er et eksempel på at pengepolitik tilgodeså krigsfinansiering. Frederik d.4 masseproducerede en krigsmønt og udstedte i 1713 autoriserede pengesedler der svarede til 1 million rigsdaler. I 1714-16 introducerede Frederik 4. en ny dukattype på ca. 3,5 gr: kurantdukat, der kun var af 21 karat guld mod dukatens 23 1/2 karat. De nye kurantdukater gjaldt for 2 rigsdaler eller 12 mark, men var mindre værd og endelig udstedte Frederik d. 4. i 1713 autoriserede sedler. I søkrigene havde Danmark overtaget og Gyldenløve udkæmpede et uafgjort slag i Køge Bugt i 1710. I Tyrkiet lykkedes det Karl d.12. at få Sultanen til at erklære Rusland krig i 1711 og efter et kort felttog måtte Peter den Store afstå Asov. I 1711 døde ca. 1/3 af Københavns indbyggere af pest, hvorved indbyggertallet blev bragt ned på ca. 45.000. Svenskerne tilføjede danskerne endnu et nederlag ved Gadebusch i 1712, men året efter blev svenskerne fanget med hele deres hær i Tønning, idet den gottorpske regering havde ydet svenskerne støtte. Frederik d. 4. lod hertugdømmet besætte, men i slutningen af 1714 genoptog Karl d.12. krigen og forsvarede Stralsund mod en dansk-preussisk-russisk overmagt. Karl d. 12. slap til Sverige umiddelbart før byens fald i december 1715 og kort tid efter angreb han Norge. Samme år kom Sverige i krig med Storbritannien-Hannover i hele perioden 1715-19. I 1716 ødelagde Tordenskjold den svenske transportflåde i Dynekilen, og Karl d. 12. måtte opgive felttoget mod Norge. Karl d. 12. angreb i slutningen af 1718 påny Norge, men blev dræbt af en kugle. De svenske generaler afbrød felttoget og i 1719 angreb Frederik d. 4. så Sverige via Norge, medens Tordenskjold erobrede Marstrand. Englænderne lagde pres på Danmark, der måtte standse offensiven og åbne fredsforhandlinger. Englænderne sluttede samme år selv fred med Sverige, der afstod Bremen og Verden til Hannover. I 1720 sluttede Sverige fred med Preussen, der fik Stettin og en del af Forpommern. Ved freden på Frederiksborg i 1720 opgav Sverige sin toldfrihed i Øresund og tilbagekøbte for 600.000 rigsdaler de danske erobringer: Marstrand, Wismar, Rügen og Stralsund og England og Frankrig garanterede Slesvigs tilhørsforhold til Danmark. I 1721 indlemmede Frederik d. 4. den gottorpske del af Slesvig og hertug Karl Frederik flygtede til Rusland, hvor han blev gift ind i den stadig mere danskfjendtlige zarfamilie. Ved freden i Nystad i 1721 mellem Sverige og Rusland, afstod Sverige: Livland, Estland, Ingermanland, sydKarelen og det Karelske Næs med Viborg. I 1726 nedsattes 16 skillingene til 15 skilling, 12 skillinge til 10 skilling og 2 skillingene i forhold (6 stk. 2 skilling til 10 skilling). I 1727 nedsattes kurantdukaterne fra 12 mark til 11 mark, men de gik under denne værdi indtil de blev indkaldt i 1757 til omstøbning. Allerede i 1728 kom en meddelelse om at de authoriserede sedler var ugyldige, og seddeltrykningen blev stoppet. I 1728 raserede en brand ca. 2/5 af København. Under Kristian d. 6. (1730-1746) sloges ingen specier, men kroner. Som småmønt sloges 24 skilling eller rigsort fra 1731, og den blev hovedmønt blandt småmønterne i den følgende tid. I 1730 kræver Kristian d. 6. pludselig enorme mængder sejldug til søetaten. Og talemåden: »Det går af Wandsbæk til», må oprinde fra den tid, hvor denne fabrikation af en mængde sejldug overgår til fabrikant Johan Plumb, der havde en fabrik i Wandsbeck ved Hamborg. I 1736 oprettede nogle storkøbmænd den private Kurantbank som Danmarks første seddelbank. Banken udstedte »rigsdaler kurant« i sedler, der skulle kunne ombyttes til en kurantdaler - en sølvmønt. Banken blev i 1773 overtaget af staten. Sedlerne fortrængte nu sølvmønten og seddelmængden voksede da denne banks udstedte sedler blev dominerende i omsætningen. I 1742 oprettes Grosserersocieteten. Købmænd og redere (handel og søfart) var hermed en del af kongens erhvervspolitik. I Frederik 5.´s regeringstid (1746-66) var Danmark ikke indraget i nogle krige. Men til trods for de fredelige vilkår kneb det med økonomien, da hoffet slugte mange penge. I anledning af Frederiks d. 5. tronbestigelse frembringes som skik var en mønt med portrættet af den nye konge på forsiden og den afdøde konge på bagsiden samt randskriften: »give gud til verdens ende, slige lys i norden brænde«. Forsiden af kroningsspecien viser enevoldskongen siddende under en baldakin på sin tronstol med scepter og rigsæble. På bagsiden er det danske rigsvåben flankeret af 2 vildmænd. Fra Hamburg indkøbtes hartziske zweidritler og i 1748 fik man præget 600 stk. dukater, 100 dobbeltdukater samt 500 dobbeltspecier og 5000 enkelte specier. I 1749 blev præget nogle såkaldte rejsedalere, idet det var praksis, at når den danske konge skulle besøge Norge brugtes disse mønter til dette rejseformål, og på forsiden var monarkens portræt og på bagsiden: Norges løve med Olavøkse. Gulddukaterne var udmøntet af guldstøv, som var blevet erhvervet i Afrika, idet de danske Overklasser havde erhvervet sig kolonier i Vestindien, på Afrikas vestkyst (Guinea), Trankebar på Indiens sydøstlige kyst, og oprettet handelsstationer, bl.a. i Canton i Kina. Udmøntningen af dukater ophørte i 1758, da man skulle bruge guldet til kurantdukater. En af de vigtigste omsætningsmønter under Frederik 5. var 24 skillingen eller rigsort, som den blev kaldt. En ort er en fjerdedel (1/4) og 24 skillingen var hovedmønten Da der gik 96 skilling på en rigsdaler, svarede en ort til 24 skilling. Første gang denne møntenhed blev præget var i 1731 under Kristian 6, men også i Norge blev der præget mange 24 skillinge af sølvet fra minen i Kongsberg. Den Preussiske Syvårskrig i 1756-63 var Danmark ikke involveret i. Men krigen bevirkede, at al god mønt forsvandt til udlandet og det på trods af forordninger om forbud mod udførsel og strenge straffe. Men folk var ligeglade, når der hurtigt kunne tjenes op til 14 %. Svingninger i metalpriserne medførte at guldmøntningen var fordelagtig for den danske krone i årene 1757 til 1763, og resultatet var prægningen af en mængde kurantdukater i guld. Syvårskrigens udbrud og den fransk-engelske kolonikrig fik prisen på sølv til at stige. Den Preussiske Syvårskrig medførte at stormagterne førte krig på hele jordkloden, og denne krig var i virkeligheden den første verdenskrig. Den ene krigsårsag var Østrigs ønske om at genvinde Schlesien, og den anden var optrapningen af de fransk-britiske grænsestridigheder i Nordamerika. Preussen blev angrebet fra alle fire verdenshjørner af Østrig, Det tyske Rige, Frankrig, Rusland og Sverige - og alle disse magters bilande. Allieret med Preussen var dobbeltmonarkiet Storbritannien-Hannover, der dog kun nøjedes med at føre koloni- og søkrig mod Frankrig og Spanien. Verdensopgøret udmattede imidlertid både Storbritannien og Frankrig, og en fælles russisk-østrigsk-svensk plan om deling af Preussen var nær ved at lykkedes. Men så døde den russiske kejserinde Petrovna i 1762 og da efterfølgeren Zar Peter d. 3. beundrede den store Frederik i Prøjsen sluttede han straks fred og endog forbund med Prøjsen. I Danmark skulle der bruges mange penge på at holde hæren parat, især da den russiske kejserinde døde og blev efterfulgt af den gottorpske Karl Peter Ulrich, der besteg den russiske trone som Zar Peter d. 3. Peter, der nærede et blindt had til danskerne. Men til alt held for Danmark blev Zar Peter d. 3. styrtet ved et statskup af sin hustru og hendes elsker: Grigori Orlov d. 8-9. juli 1762, og derefter dræbt i slagsmål med G. Orlov. Lønninger til den danske hær på 30.000 mand kostede mange penge. Peters hustru besteg tronen som Katarina d. 2., og hun standsede krigsforberedelserne mod Danmark og etablerer venskabelige forbindelser mellem Danmark og Rusland. Ved fredafslutningen i 1763 beholdt Preussen Schlesien. Briterne erobrede utallige franske besiddelser i Vestindien, Afrika, Cuba, Manila, Canada, Louisiana, Florida og fik magten i Indien, og var herefter verdens største sø- og kolonimagt. Produktionen af kurantdukater kunne nedtrappes. Men produktionen havde været stor idet der i perioden fra 1757 til 1765 var blev præget lidt over 3 millioner kurantdalere og først nu efter at krigstruslerne var drevet over, lykkedes det at få orden i møntvæsenet, hvor seddelpenge var blevet næsten enerådende. 1764-65 sloges 170.000 specier, svarende til Hamborg banco. I Norge fik Frederik d. 5. fremstillet en speciedaler i 1765, en mængde 24 skilling og 2 og 1 skilling. Det havde længe været et ønske at oprette et møntsted i Oldenburg, der allerede i 1676 var blevet dansk, og i Oldenborg fremstilledes nu under Frederik d. 5. i en kort årrække en mængde mønter med økonomisk tab: Zweidritler, dritler, groter, mariengroschen og pfennige. Til brug i Dansk Vestindien havde Kristian 6. i 1740 startet en produktion af 12 skillinge samt 1 og 2 skillinge, og Frederik 5. lod præge 12 og 24 skillinge, der på bagsiden var forsynet med et kompagniskib for fulde sejl. På den anden side af jordkloden i Trankebar mærkede man også den opblomstring, der var sket med handelen, og der blev i Trankebar slået store mængder sølvmønter, både enkelte og dobbelte royaliner, men kun få kobbermønter. Mellem 1747-66 sendtes 65 skibe til Indien og Kina, og disse skibe gav et udbytte på 24 millioner rigsdalere.

Med afslutningen af den preussiske syvårskrigen i 1763 sattes 1 daler til 4 Mark.

Under Kristian 7. (1766-1808) sloges dukater, den sidste i 1802, og kurantdukater, den sidste blev slået i 1796 med stempler fra 1785. I 1771 indførtes en ny guldmønt: Kristiand'or, der blev slået efter den franske Louisd'or til brug for betaling i udlandet. Kronemønten var ellers forsvundet, men til kongens 22 års fødselsdag i januar 1771 blev der slået kurantdukat, krone og halvkrone. De bestræbelser, der var begyndt under Frederik d. 5 fortsattes og i 1776 blev specien sat i fast forhold til kurantmønten, den blev lovlig betaling for 1 rigsdaler - 22 skilling kurant. I 1786 oprettes Credit-Kassen. Den nyordning af møntvæsenet, som man arbejdede på i mange år, blev gennemført for hertugdømmerne i 1788 ved oprettelsen af den slesvig-holstenske speciebank i Altona. Hertugdømmerne blev derved udskilt som et særligt område med eget pengevæsen. Hovedmønten blev speciedaleren, slået efter den gamle møntfod 9 1/4 speciedaler på marken fin. Forholdet mellem specie- og kurantmønt blev fastsat som 4:5, altså 100 specier = 125 daler kurant. Specien deltes i 48 skilling lybsk eller 60 skilling slesvig-holstensk kurant. Der udmøntedes underafdelinger 2/3, 1/3, 1/6, 1/12 og 1/24 sp. = 40, 20, 10, 5 og 2 1/2 skilling slesvigholstensk kurant. Som skillemønt sloges 2 sechsling, sechsling og dreiling, de to sidste i kobber. Det var derefter meningen at fortsætte med reorganisation af møntvæsenet i kongerigerne, og i 1791 stiftedes den dansk-norske speciebank. I 1791 havde staten oprettet en ny seddel bank: Specie-banken, der udstedte for mange sedler. Flere handelskompagnier og speciebanker blev etableret. Men monopoler, privillegier og købstadsrettigheder hæmmede handelen, hvorved der opstod meget smugleri, får at skaffe sig toldfrie varer. De dansk-norske specier blev gangbare også i hertugdømmerne både som speciemønt og som slesvig-holstensk kurantmønt. Ved kongelig forordning i juli 1794 blev speciemønt i kongerigerne modtaget i samme forhold som i hertugdømmerne. Forskellige forhold og kriser gjorde, at speciebanken blev en fiasko, og selv om der blev slået over 3 millioner specier, forslog det ikke, idet denne gode sølvmønt anvendtes til betalinger til udlandet. Da forholdet mellem specie- og kurantmønt i 1794 fastlagdes som 4:5, blev rigsorten anvendelig som 1/5 specie. Den indkaldtes først 1855. I 1795 udbrød en stor brand i København, og man påbegynde afviklingen af de mange importforbud og høje toldsatser. Håndværk og »industri« havde trænge kår. Slaget på Rheden i 1801 gjorde ikke forholdene bedre. En tønde rug kostede under 3 kurantdalere i 1800, men ved krigsudbruddet i 1807 kostede en tønde rug 7 kurantdalere. Briternes bombardement i 1807 anrettede store ødelæggelser. Det var stadig kurantsedlerne, der prægede omsætningen, da krigen i 1807 kom hvorefter al klingende mønt forsvandt, idet seddelkursen sank, og metalværdien steg over det pålydende. For at fremskaffe skillemønt indsamledes sølv, og 1/6 rigsdaler sloges med indskrift »Frivilligt Offer til Fædrenelandet«. Men også disse mønter forsvandt snart og seddelkursen blev snart så ringe, at det kunne betale sig at indsmelte kobberet. I 1812 omprægede man kurantskillingene fra 1771 til 12 skillinge. Mangelen på skillemønt nødte købmænd og godsejere til at udstede private pengesedler i »de gale pengeår«: 1809-15. Og så kom statsbankerotten. Ved reorganisationen af pengevæsenet ved forordning af d. 5. januar 1813 ophævedes de eksisterende bankinstitutter (kurantbanken, speciebankerne i hertugdømmerne og København m. m.) og der oprettedes en seddeludstedende privat rigsbank. Dertil indførte man rigsbankdalerne: 18 1/2 stk. á 6 mark á 16 skilling af én kølnsk mark fint sølv. Da man ikke straks magtede at forsyne landet med de nye mønter, indførtes rigsbanksedler, hvis sølvværdi rettede sig efter den kurs, som banken bestemte 2 gange årlig. I en årrække sondrede man nu mellem rigsbankpenges navneværdi og rigsbankpenges sølvværdi. Pengesedlerne er i familie vekselen og banknoten. Pengesedlen har ligesom de andre to former ingen værdi i sig selv. For at man kunne få folk til at tage imod dem, måtte bankerne derfor garantere, at pengesedlerne kunne veksles til guld- og sølvmønter. Denne garanti for pengesedlerne gjaldt i de fleste lande helt op i dette århundrede. Bankerne har ofte ladet sig friste til at udsende mange flere sedler, end de havde dækning for i guld og sølv. Det gjorde Danmark under Napoleonskrigene, da de danske fyrster blev involveret i på Napoleons side. Resultatet var, at pengene snart ikke var det papir værd, de var trykt på. Til sidst var der udsendt så mange ugyldige sedler, at det hele brød sammen. Danmark gik bankerot. Kurantdalerens købekraft var faldet til én hundrededel. Det var i 1813, og man måtte starte forfra med et helt nyt pengesystem. Efter statsbankerotten i 1813 og Kielerfreden i 1814 hvor Danmark mistede Norge, måtte møntvæsenet helt reformeres ved oprettelsen af Rigsbanken. I årene 1813-15 sloges rigsbanktegn til 16, 12, 6, 4, 3 og 2 skilling. Ved sparsommelighed forbedredes pengevæsenet og i 1818 afløstes rigsbanken af nationalbanken, hvis rigsbankdaler, efterhånden blev indløselig med sølv. Alle der ejede jord eller hus måtte betale 6 % af deres ejendoms værdi til Rigsbanken. Men krigsårene medførte, at Hamborg herefter overtog den førende rolle fra København. Et lands pengevæsen er møntfoden, der kan være guld- eller sølvmøntfod, dobbeltmøntfod eller papirmøntfod. Guldmøntfoden indførtes i Storbritannien 1821 men først i Danmark i 1875. Det betød at de cirkulerende sedler var indløselige, dvs. veksledes til mønter med fuldt guldindhold. Nu kunne det imidlertidig lønne sig at slå rigsbankdalere, da børskursen på sølvværdi mod navneværdi var 315. I 1835 nåede sedlerne pari, skønt de var uindløselige indtil 1845. Møntværkstedet i Altona havde travlt med at slå guldmønter: Frederikd'or (21 1/2 karat, 35 5/24 stk. på marken brutto). De blev slået for udenlandsk, især Hamborgsk regning og var ret ukendte herhjemme. De blev slået (efter skiftende navne, Frederikd'or og Kristiand'or) 1826-70. Udmøntningerne under Kristian d. 8. fortsatte som under Frederik d. 6.. I 1845 blev sedlerne erklæret indløselige med klingende mønt. Med hertugdømmerne havde man tiltagende besværligheder, idet der her stadig regnedes med kurantmønt, og man ikke ville vide af rigsbankmønten. Efter oprøret d. 23. marts 1848 slog den provisoriske regering sechslinge og dreilinge af kobber og havde planlagt schillinge i sølv. For nogle Hamborgske firmaer blev der på møntværkstedet i Altona slået guld- og sølvmønter. Efter Treårskrigens afslutning i 1851 fortsattes bestræbelserne for at gennemtvinge rigsbankmøntens brug i hertugdømmerne og i 1854 bestemtes det, at rigsbankmønten herefter skulle benævnes rigsmønt, dels fordi rigsbanken ikke eksisterede mere og dels fordi rigsbanknavnet ikke var vellidt i hertugdømmerne. Fra 1854 kaldes rigsbankdaleren for én rigsdaler (1 daler = 6 mark à 16 skilling). Efter koleraepidemien i 1853 voksede København ud over voldene, der nu blev sløjfet, således at der opstod lejekaserner på Nørre-, Vester- og Østerbro. I 1857 ophæves Øresundstolden og næringsfriheden indførtes. Privatbanken oprettes og danner grundlag for mange nye erhvervsvirksomheder, bl.a. Carlsberg Bryggerierne, Burmeister & Wain og Københavns Frihavn anlagdes i 1891-94. I 1856 blev kurantmark sat til 1/35 kölnsk mark fint sølv. Under Kristian d. 9. (1863-1906) var den store begivenhed Nordens overgang til guldmøntfod. Den Latinske Møntunion, som stiftedes i 1865, af Frankrig, Italien, Belgien og Schweiz var baseret på dobbeltmøntfod, men guld var i praksis det rådende. England, som Danmark havde størst samhandel med, havde guldmøntfod, og Tyskland besluttede i december 1871, at fra året 1876 skulle guldmøntfod være gældende i Tyskland. Det var givet, at også Danmark måtte gå over til guldet. I 1865 var der 71 sparekasser i Danmark og i 1890 509 sparekasser. Den Skandinaviske Møntkonvention trådte i kraft i december 1872 og medførte at Danmark, Norge og Sverige i årene derefter gik over til guldmøntfod og fælles møntenhed (1875), og at der skulle udmøntes 20 og 10 kr. i guld; 2 og 1 kr., 50, 40, 25 og 10 øre i sølv; samt 5, 2 og 1 øre i bronce. 40 øres mønten var medtaget af hensyn til Norge, idet den svarede til 12 skilling norsk.

Der udmøntedes to hovedmønter. 1. kg fint guld blev fast til 2.480 kr. Af ét kilo guld blev henholdvis slået 248 10 krones mønter eller 124 20 krones mønter. Denne deltes i 100 øre. Møntguldet bestod af 90 % fint guld og 10 % kobber. Følgelig skulle en 10-krone veje ca. 4.5 gram og en 20-krone ca. 9 gram. Dertil kom skillemønterne: 2 og 1 krone (15 og 7 1/2 gram, hvoraf fint sølv udgjorde 12 og 6 gram). 25 og 10 øre (2.42 og 1.45 g, hvoraf fint sølv 1.45 og 0,58 g), samt 5, 2 og 1 øre i bronze. Guldmøntfod fandtes i Danmark fra 1875-1914, da der cirkulerede guldtikroner og guldtyvekroner, og disse var hovedmønterne, og guldmøntfod havde vi igen i 1927-31, da guldindløseligheden, dvs. retten til at ombytte sedler med guld, ophævedes. Den skandinaviske møntunion ophørte i 1914, da guldmøntfoden blev suspenderet ved 1. Verdenskrigs udbrud. Under verdenskrigen 1914-18 steg priserne på metaller, så 25 og 10 ørerne fra 1917 blev slået af kobbernikkel, og bronzemønterne blev erstattet af jernmønter. Da den danske krone sank i værdi i forhold til den svenske, gik store mængder af danske skillemønter til Sverige for herfra at måtte indløses i Danmark med svensk valuta. Mønterne prægedes indtil 1914 delvis af sølv, derefter udelukkende af uædle metaller. Hovedmønterne i Danmark mellem 1875-1914 var 20- og 10-kronestykker af guld. Under inflationen i Tyskland i 1920érne forsvandt alt kobber og bronze, idet metallerne var brugbare som betalingsmidler. Dvs. dørhåndtag, skilte, kæder, figurer og statuer, porte, gravpladser og mindesmærker, blev ribbet for disse metaller. Én ny Rentemark i 1923 svarede til 1 billion gamle mark. I 1924 var kronekurserne i Norden kommet ud af kurs, og i Danmark besluttede man at stoppe omvekslingen af norske og svenske skillemønter, og dermed var det fællesskandinaviske skillemøntsystem ophørt og Danmark overgik til papirmøntfod. Danmark stod samtidig i den situation, at 1 kr. sedler havde afløst 1 og 2 kronerne, der sidst var blevet præget i 1916. I 1924 indførtes derfor særskillemønt med 2 og 1 kroner af kobberaluminiumnikkel, 25 og 10 ører af kobbernikkel, 5, 2 og 1 øre af bronze og overgangen fra rigsdalermønt til krone- og øremønt var bytteforholdet således: 1 rigsdaler = 2 kr. ; 48 skilling = 1 kr. ; 24 skilling = 50 øre ; 12 skilling = 25 øre. 1 speciedaler var lig 2 rigsdaler. Da 2 kronen var lig med en rigsdaler, gav det anledning til at 2 kronen kom til at hedde én daler. Både i Norge og Sverige blev der udmøntet 50 øre stykker, men i Danmark mente man ikke, man behøvede denne værdi. Men trods dette cirkulerede 50 øre stykker i Danmark, idet norske og svenske rejsende jo kunne betale i deres eget lands mønt, fordi kursen var lige. Så i 1924 måtte man igen udmønte disse værdier og i rigsdagsbehandlingen blev der også talt om udmøntning af halvtredsører, - men i bekendtgørelsen fra juni 1924 omtales mønterne som 1/2 krone. 50 øren blev udmøntet i aluminiumbronce ligesom 1 og 2 kronen og havde samme design. I slutningen af 1920érne troede mange, at kursen kun kunne gå op. Det havde den nemlig gjort siden 1924. Så mange købte aktier. En aktie er et bevis for, at man ejer en del af en virksomhed. Jo mere virksomheden producerer, og jo større overskud den giver til aktionærerne aktie-ejerne, desto højere værdi får aktien. Aktiekursen er prisen på en aktie, og den kan svinge op og ned. Det var jo en god forretning, for man var sikker på at kursen steg og steg. Og havde man ikke penge, kunne man altid låne i banken. Normalt er der et vist forhold mellem værdien af en virksomheds produktion og kursen på dens aktier. Men fra 1925 til 1929 steg aktiekurserne dobbelt så hurtigt som værdien af produktionen. Og det gik godt, så længe alle havde tillid til den amerikanske økonomi og at kursstigningerne ville fortsætte. Bankerne kunne ikke sende flere dollarsedler i omløb, end der var dækning for i guld. Fra 1927 kunne man ikke veksle en dansk 10 kr. seddel til en 10 kr. guldmønt. Derimod kunne man købe én guld bare til 22.000 kr. Der var altså grænser for, hvor mange penge bankerne kunne låne ud. Derfor blev det svært at låne penge. Den latinske møntunion mistede sin betydning under 1. Verdenskrig og ophævedes i 1927. For at få kontanter begyndte mange aktionærer at sælge deres aktier. Men når mange aktionærer vil sælge på samme tidspunkt, falder prisen på aktierne. Alle prøvede nu at få solgt deres aktier, inden de faldt for meget. Torsdag d. 24. oktober 1929 blev der udbudt 13 millioner aktier til salg på New Yorks børs, og kurserne raslede ned. Krakket udløste en frygtelig økonomisk krise, der førte til utallige virksomhedslukninger, så millioner blev arbejdsløse. Nu begyndte amerikanerne at trække penge, de havde investeret i europæiske fabrikker, hjem. Og det fik krisen til at brede sig til Europa. I 1930érne var handelen mellem landene meget mindre end i dag. Dengang var de fleste varer, der blev købt i Danmark, også fremstillet i Danmark. Som de fleste regeringer forsøgte den danske også at beskytte landets egne virksomheder mod konkurrence fra udlandske virksomheder ved at begrænse importen. Der skulle betales told (afgift) af varer, som blev købt i udlandet. Det betød, at disse varer blev så dyre, at kun få ville købe fordi man ikke havde råd til at købe dem. Der blev også sat grænser for, hvor mange varer, der matte købes i udlandet. Og nogle varer måtte man slet ikke importere. Det var f.eks. forbudt at importere plove, hvis en dansk fabrik fremstillede den samme slags plove, også selv om den udenlandske plov var billigere og bedre. Guldfoden/guldindløsningen gik de fleste af Europas lande fra i 1931, efter det store krak på New Yorks børs hvor der blev handlet med aktier. I 1927-31 havde Danmark guldbarrefod, dvs. at sedlerne kunne veksles med guldbarrer af samme guldværdi. Siden 1931 har Danmark haft papirmøntsystem, dvs. et møntsystem, hvor pengesedlerne ikke repræsenterer og ikke kan indløses med ædelt metal. Udenrigshandelen var også besværlig, fordi man ofte var uenige om, hvordan prisen på en vare skulle omregnes fra én valuta til en anden. Desuden devaluerede mange lande så tit, at man talte om et devalueringskapløb. På den måde forsøgte hvert land at gøre sine egne varer billigere og de udenlandske varer dyrere. Det skulle føre til øget eksport og mindre import. Men resultatet blev, at udenrigshandelen blev mindre og mindre. Og det var til skade for alle. F.eks. havde danske landmænd svært ved at sælge kød og smør til andre lande, og englænderne kunne ikke frit sælge deres kul. Nationalbanken er ifølge en lov fra 1936 en selvejende institution med eneret på at udstede pengesedler, og som har til opgave at opretholde et sikkert pengevæsen samt at lette og regulere pengeomsætning og kreditgivning. Banken påvirker landets renteniveau ved fastsættelse af diskontoen og dets pengemængde og kreditforhold ved køb og salg af obligationer og gennem forholdet til forretningsbankerne. Under krigen fra 1941 blev øremønten slået i zink. På vores pengesedler kunne man frem til 1954 læse, at de kunne blive vekslet til guldmønt i Nationalbanken. Den kgl. Mønt har i nutidens Danmark eneret på prægning af skillemønt, hvis værdier og størrelser er fastsat i møntloven.

Tillæg.

I middelalderen var måleenheden: mark, som var en vægtbetegnelse. Møntenheden var 1 mark rent (purt) sølv, som vejede op imod 218 gram. Men der regnedes også med: 1 mark guld = 8 mark sølv. - 1 mark sølv deltes i 8 øre á 3 ørtug á 10 penninge. Da der kun udmøntedes penninge (»penge«), gik der altså 240 rene sølvpenninge på 1 mark (210 gram) sølv. - Allerede i valdemarernes tid var kvaliteten af udmøntningen imidlertid blevet så ringe, at 240 penninge kun vejede 1/2 mark sølv, således at begrebet »mark penge« opstod, og der regnedes altså 1 mark sølv = 3 mark penge. Siden dalede den udmøntede pennings værdi yderligere, så den på Erik Menveds tid (1274-1319) kun regnedes 1 mark sølv = 10 mark penge. Da sølvvægten af 1 mark »brændt« sølv imidlertid var uforandret, kan man når man kender forholdet mellem mark sølv og mark penge tilbageregne alle værdiansættelser til sølvvægtenheden. Da den engelske mønt stadig var ufordærvet, forlangtes pengesummer ofte betalt i engelske sterlinger: 1 mark sølv = 13 skillinger og 4 sterlinger = 160 sterlinger. 1 skilling = 12 sterlinger. 1 pund sterlinger = 20 skillinger = 240 sterlinger (penninge). Desuden brugtes møntenheder: 1 mark sølv = 5 gylden og 1 gylden = 12 gros tournois.

Hvis man vil foretage en omregning i moderne møntværdi, er dette vanskeligt, fordi værdierne er beregnet efter en sølvmøntfod, medens guldmøntfoden er langt mere stabil. 1 mark sølv = 210 gram sølv, men værdien af sølv er nu kun ca. 1/5 imod værdien, da Danmark i 1873 forlod sølvmøntfoden. Værdien fra 1870érne holdt sig til ind i det nittende århundrede. Man ser i historiske arbejder fra 1890érne, at 1 sølv mark sættes til ca. 37 kr.. Prisen på verdensmarkedet svinger og d. 1 januar 1935 svarer 210 gram sølv (altså 1 mark) til 15 kr., og d. 1. maj1935 var prisen 16 kr. 49 øre. Fra maj 1935 må der regnes 1 mark sølv = 16,50 kr. - men her må tages i betragtning, at den danske krones virkelige guldværdi i forhold til seddelværdien er omtrent som 2:1 - altså svarer 1 mark sølv i værdi til ca. 8,50 guldkroner. Det er meget vanskeligt at finde en fælles værdimåler for middelalderen til nutiden i 1935, men her er nogle værdisammenligninger fra samtiden: I 1223 ansloges en stormands pilgrimsrejse til Palæstina med udrustning og heste til 72 mark sølv. I 1250 regnedes 24 tønder rug = 1 mark sølv. I 1257 sælges hovedgården Svendstrup på Sjælland for 100 mark sølv. I 1257 vurderes en hest til ca. 3-3 1/2 mark sølv. I 1252 en hvælving i Lunds Domkirke 33 mark sølv. I 1261 sælges 1 øre jord for 5 mark sølv. 1 boel = 8 øre jord i Sjælland. I 1307 sælges 1 øre jord for ca. 7 1/2 mark sølv. I 1302 svarer seks arbejderes ugeløn tilsammen ca. 1/3 mark sølv. I 1336 kostede 36 tønder korn ca. 2 mark sølv. Fra midten af 1300-tallet falder priserne rivende. I 1372 vurderes en hest til 2 mark sølv. I 1370 vurderes 1 øre jord til 1-2 mark sølv. I 1352 anslås 1/2 boel til 5 mark sølv. Ved ansættelse af lejeafgift ansattes gennemsnitlig en årlig afgift af ca. 12 % af værdien. Der måtte ikke tages renter af udlånt kapital, da det var åger. I 1310 pantsættes en landgilde på 16 mark årlig for 100 mark. I 1370 svares 1 øre korn af 1 øre jord. To slægtled tidligere svaredes 3 øre korn af samme areal. Omkring midten af 1200-tallet kunne man for 100 mark sølv få 1 stk. herregård som Svendstrup eller 2 1/2 boel bondejord, eller 2400 tønder rug, eller 20-30 gode heste. Omkring år 1370 kunne man for 100 mark sølv få 8-10 boel bondejord eller 50 heste. I 1377 ophører den gamle danske mønt. Man brugte da »lübske mark«, som vejede henimod 230 gram sølv, idet den var 1/10 større end den gamle Roskilde mark. I 1411 var 1 mark sølv = 5 lübske mark = 45 skilling lübsk. I 1411 var dronning Margrethes gave på 26.337 1/2 mark lübsk = 5.267 3/10 mark sølv. I 1456 er 100 »lødige« mark = 250 rhinske gylden.

Korn blev målt sådan: 1 mark korn = 8 øre. 1 øre = ørtug. 1 ørtug = 12 skæpper. 1 pund korn var 2 ørtug = 24 skæpper. 1 læst korn var 240 skæpper. Jorden på Sjælland blev målt på 1 boel = 1 mark jord = 8 øre jord. Det gamle boels størrelse synes at have været ca. 13 tønder hartkorn. Disse udmålinger ikke var faste i de forskellige dele af landet. I Jydske Lovs område regnedes i mark guld ved jordansættelser.

Efter 2. Verdenskrig (1939-45) vedtog 48 regeringerne, at det ville være en fordel for alle, hvis der blev en friere handel mellem landene. Det ville skabe en større konkurrance på produkterne, og muligvis en forbedring af produkterne. Men øget konkurrance medfører jo også virksomhedslukninger, rationaliseringer på fabrikker og i landbrug, og et øget krav om at arbejdernes løn skal blive mindre, således at bank- og finanskapitalen får forholdsvis flere penge til at gennemføre deres fredelige krige om markedet, om handel ,om overlevelse. En friere handel ville også betyde, at hvert land producerede de varer, det var bedst til. Nogle af disse varer kunne eksporteres, så man fik råd til at importere de varer, som landet ikke selv fremstillede. Den internationale arbejdsdeling skulle altså gøres større. Derfor begyndte man at fjerne de hindringer, der havde været for udenrigshandelen. De strenge regler for hvilke og hvor mange varer, som matte importeres, blev lempet. Der blev lavet aftaler om toldens størrelse. Mellem nogle lande blev tolden efterhånden helt afskaffet. Landene i Den Internationale Valutafond lavede valutasamarbejde med faste kurser. Det betød, at valutakurserne højst måtte svinge i procent i forhold til ligevægtskursen (dollarkursen). For at øge den internationale handel, måtte der også skabes et sikkert valutasystem, så én valuta kunne omregnes til en anden. Det var også vigtigt, at valutakurserne ikke ændrede sig (svingede) for meget i forhold til hinanden. I 1945 oprettede en lang række lande derfor Den Internationale Valutafond. For at blive medlem af Valutafonden, skulle et land betale et beløb i guld og i landets egne penge til fonden. Man fandt frem til en såkaldt ligevægtskurs på hvert medlemslands valuta. Det vil sige kursen, nar udbuddet af valutaen svarede til efterspørgselen. Penge er nemlig en varer i lighed med alle andre varer. Det var meningen, at ligevægtskurserne skulle lægges fast i forhold til guld. Men i praksis blev de fastsat i forhold til amerikanske dollars. Det skyldtes, at amerikanerne havde betalt mest til Valutafonden, og at dollars stadig kunne indløses til guld. Hvert medlemsland forpligtede sig til, at kursen på dets valuta højst matte svinge 1 % i forhold ligevægtskursen. Dvs., i forhold til dollaren. Hvis ligevægtskursen (dollarkursen) var 683, måtte kursen altså svinge mellem 676 og 690. Tidligere var det almindeligt at devaluere, hvis et land fik økonomiske vanskeligheder og derfor ønskede at øge eksporten. Nu kunne landet i stedet klare de økonomiske problemer ved at låne i Valutafonden. Systemet med Valutafonden og de faste kurser fungerede til slutningen af 1960-erne. Men så begyndte USA at få underskud på betalingsbalancen. Mange troede, at USA ville devaluere dollaren for at øge eksporten. Det gav bekymringer i andre landes centralbanker. De havde nemlig store beholdninger af dollars, og en devaluering af dollaren ville medføre alvorlige økonomiske tab. Så centralbankerne forsøgte at få deres dollars vekslet om til guld. Men det ville betyde, at USA skulle af med en stor del af sin guldreserve. Derfor ophævede USA i 1968 midlertidigt sin forpligtelse til at indløse dollars med guld. I august 1971 brød samarbejdet om de faste kurser helt sammen. Det skyldtes, at dollaren blev devalueret med 10 procent, og det blev besluttet, at den ikke mere kunne indløses i guld. Den internationale valutafond (IMF) blev oprettet på baggrund af en traktat udarbejdet af 45 lande i Bretton Woods, USA, juli 1944. Fonden trådte i kraft september 1945, samtidig som Verdensbanken, som en tvillinge-organisation, der skulle tjene imperialismens interesser oven på 2. Verdenskrig, og som i dag skal fastholde imperialismens og ikke mindst USA-imperialismens kontrol med og udplyndring af den 3. verden - fastholde det økonomiske kvælergreb om hele verden. Ifølge »FN-fakta« er det officielle formål med IMF at »fremme internationalt monetært samarbejde, at medvirke til at den internationale handel udvides ved balanceret vækst, at fremme stabile og ordnede forhold for valuta veksling, at assistere ved tilvejebringelse af et multilateralt betalingssystem, der respekterer valutaoverførsler mellem medlemslande, og at hindre, at valutavekslingen pålægges restriktioner, der vil skade væksten i verdenshandelen.« IMF har arbejdet for at liberalisere handelen og gøre det lettere at investere i den tredje verden. En politik, der er blevet solgt som et gode for ulandene, da de inddrages i verdenshandelen og lettere kan komme at med deres produkter, men som har medvirket til at lægge landene åbne for monopolernes indtrængning på deres marked og øget monopolernes og de imperialistiske landes kontrol med deres økonomi, I et tæt samarbejde med Verdensbanken. Medlemslandene har en kvote i fonden svarende til landets »vægt i verdensøkonomien«. Kvoterne afgør de enkelte landes indflydelse. USA har 17 % og er dermed den afgørende magtfaktor i IMF (og i Verdensbanken), men opbygningen at den europæiske unionsstat vil føre til, at EU i kraft af sin økonomiske styrke blive en magtfuld imperialistisk konkurrent. IMF og Verdensbanken fører en politik, der har fremmet monopolernes interesser overalt i den tredje verden, lagt ulandene åben for kapitalistisk udplyndring og tvunget dem ud i en stadig mere håbløs økonomisk situation via gældsætning og skærpede krav til den politik, de enkelte lande skal føre, for at modtage nye lån Hovedsæde: Washington, USA. IMF har 182 medlemsstater. Verdensbanken er grundlagt samtidig med tvillinge-organisationen Den Internationale Valutafond, ifølge »FN-fakta« er det officielle formål med Verdensbanken »at bidrage til at hæve levestandarden i udviklingslandene ved at overføre penge fra de rige lande til de fattige lande i d. 3. verden«. Lande, der er tilsluttet IMF, kan optages som medlem. Verdensbanken kan kun yde lån til produktive formål, og der skal tages hensyn til muligheden for, at lånet kan tilbagebetales. Modtagerlandenes regeringer skal kautionere for de lån, der ydes. Der er tale om lån, der ydes af private banker mv. og formidles af Verdensbanken. Selvom Verdensbanken er opført under listen at FN-særorganisationer, har FN ingen indflydelse på Verdensbankens politik. Det er USA, der er den dominerende magt, ganske som i IMF. IMF har ydet lån til fascistiske stater som Portugal og apartheid-Sydafrika i 1960érne på trods at, at FN opfordrede til ikke at give sådanne lån med det svar, at man drev økonomi, ikke politik. Lånene gik frem til 1960’erne i høj grad til storprojekter, der også kom udenlandske firmaer til gode: aflæggelse at dæmninger, at motorveje, som kunne fremme udnyttelsen at landets råstoffer mv., altså fremmede monopolernes indtrængning i de enkelte ulande. Fra 1968 til 1981 øgedes långivningen kraftigt, med det officielle formål at investere i den sociale sektor. Reduktion at fattigdommen var slagordet. Væksten skulle skabes via lån til småbønderne, til jordbrugskonsulenter og vandingsanlæg, udbyggelse at sundhed og uddannelse lån, hed det. Men i virkeligheden drejede det sig om at gøre mere land tilgængeligt for kommerciel landbrug, skovbrug og husdyrhold, i høj grad til gavn for plantage-ejere fra den rige verden. Det førte til omfattende økologiske konsekvenser. Regnskov blev ryddet for at oprette plantager, og tusinder at mennesker, der levede bl.a. i Amazonas-området i Brasilien, blev tvangsforflyttet eller direkte slået ihjel. Politikken med direkte at diktere lånmodtagerne en bestemt økonomisk politik tog fart i 70’erne og tog yderligere til med ulandenes voksende gældskrise. Der blev givet lån til strukturtilpasningsprogrammer for omlægning at ulandenes økonomi i retning at øget liberalisering og sociale nedskæringer. Kravene til lånmodtagerne er blevet stadigt skærpede. Verdensbankens udlånspolitik har tjent USA-imperialismens interesser. Kravene til lånoptagelse har fremmet de multinationale selskabers interesser i den 3. verden med det resultat, at de fattige lande er blevet stadigt fattigere, mens landenes rigdomme er svømmet til de rige lande/monopolerne. Verdensbanken og IMF har gennem årene ydet lån fra private långivere, store banker m.v. til ulandene med krav om, at de enkelte ulande på statsplan kautionerede for lånene. Lånene, der efter sigende er blevet givet til udvikling af ulandene (»til at hæve levestandarden i udviklingslandene,« som »FN-fakta« hævder) har styrket långivernes mulighed for at trænge yderligere ind på ulandenes markeder for at udsuge landenes råstoffer og arbejdskraft. Fra slutningen af 1980’erne og efter Sovjets og Østblokkens fald har Verdensbanken yderligere skærpet betingelserne for at modtage lån. Den håbløse gæld, ulandene er havnet i ved lånmodtagning fra de imperialistiske landes storbanker mv., er blevet udnyttet til at sætte tommelskruerne på med direkte krav til den økonomiske politik, landene skal føre. Kravene går på nedskæring af landenes sociale udgifter, privatisering af de offentlige virksomheder, liberalisering af handel og priser, reformer af det finansielle marked samt landbrugsreformer, der tager sigte på produktion af fødevarer, tekstiler, mv. til eksport. »Strukturtilpasningsreformer« har haft ødelæggende konsekvenser for størstedelen af befolkningen i de mere end 80 lande, hvor programmerne er blevet gennemført (ifølge SAPRLN, der er et samarbejde mellem 1200 NGO’er verden over, som sammen med Verdensbanken og regeringerne i udvalgte ulande gennemfører en »folkelig evaluering« af strukturtilpasningspolitiken i regi af verdensbanken og IMF). Verdensbankens og IMF’s opgørelser over den voksende fattigdom og af de alvorlige sociale følger af strukturtilpasningspogrammeme er imidlertid stærkt misvisende eller løgnagtige. Man opererer bevidst med en definition af fattigdom, der sætter det reelle antal fattige i de enkelte lande - både i ulandene og de imperialistiske lande, hvor Verdensbanken/IMF hævder, at fattigdommen er udryddet - langt lavere, end det virkeligt er. Grænsen for, hvem der beregnes som fattige (ekstremt fattige), er sat til »en dollar om dagen« -uden at skelne til de reelle sociale forhold i de enkelte lande, om man virkeligt kan overleve for en indtægt på en dollar. Så »kun« 1,2 milliarder mennesker tælles med i opgørelsen som fattige. Man forventer, at den økonomiske udvikling vil føre til, at flere vil overskride denne »fattigdomsgrænse« - uden at undersøge, om »indtægtsstigningen« er reel, om folk kan brødføde sig selv, om de får reel adgang til uddannelse, sundhed, rent drikkevand, boliger, arbejde mv. Også FN’s (UNDP’s) opgørelser om fattigdom synes at være stærkt misvisende, selvom de bygger på de mest grundlæggende elementer, når man skal opgøre, om folk lider social nød: kort levetid, mangel på grundlæggende uddannelse og mangel på til gang til offentlige og private ressourcer. Ekstremt fattige er personer der lever for under 1 amerikansk dollar om dagen. I starten af 90’eme var godt 1,3 milliarder mennesker. I 1996 1,2 milliarder. Siden har antallet været stigende, ifølge Verdensbankens opgørelser. I alt 24 % i 1998. Fattige folk med under 2 dollar om dagen var på 2,7 milliarder i 1990, 2,8 milliarder i 1998, dvs. over 56 % af verdensbefolkningen lever under fattigdomsgrænsen. 70 % af verdens fattige er kvinder. Det største antal ekstremt fattige findes i Sydasien med over 1/2 milliard og 1 milliard, der må klare sig for under 2 dollars om dagen. Det fattigste kontinent er Afrika. Syd for Sahara lever 46 % svarende til 300 millioner i ekstrem fattigdom. En stigning på 50 millioner på 10 år. Den største stigning i ekstrem fattigdom har fundet sted i Østeuropa og Centralasien, hvor den er øget fra 1,1 millioner (0,2 %) i 1987 til 24 millioner (5,1 %) i 1998. I Rusland fortsætter fattigdommen med at sprede sig, og levetiden er faldende. Den økonomiske vækst ventes at blive på 1,5 % Den reelle fattigdom er større, end selv tallene fra Verdensbanken viser. Der tages nemlig ikke hensyn til de faktiske forhold i de enkelte lande. »En dollar om dagen« som grænse for, at folk er fattige, er absurd: Tilgængelige materialer bekræfter, at befolkningsgrupper i adskillige ulande med indtægter på 2, 3 eller til og med 5 dollar om dagen pr. person reelt er fattige (dvs., ude af stand til at dække nødvendige udgifter til mad, klæder, husleje, sundhed og uddannelse). Fattigdommen er på verdensplan langt mere udbredt, end tallene viser, og stadigt voksende - som en af konsekvenserne af Verdensbankens og IMF‘s politik over for den tredje verden. Omvendt sidder de rige lande, EU, USA og Japan, med en sjettedel af verdens befolkning, på 80 % af verdens indkomster - en forskel, der har været stigende år for år som følge af Verdensbankens og IMF’s politik. Indtægtsforholdet mellem de 20 % fattigste og de 20 % rigeste i verden var målt efter bruttonationalprodukt: 1960: 30:1 - 1970: 32:1 - 1980: 59.1 - 1995: 82:1 - 1997: 86:1. Fattigdommen er dog langt fra udryddet i de rige, kapitalistiske lande. Mellem 7 og 17 % af befolkningen i de rige lande, de gammelindustrialiserede lande, er fattige (har en indtægt på under 14,4 dollars om dagen) - med USA som landet med det største antal fattige og Sverige som det med det laveste (7 %). Godt 100 millioner mennesker i de rige lande, Europa/USA/Japan, er fattige. 200 millioner har en forventet levealder på under 60 år, og mere end 100 millioner er hjemløse. Klassemodsætningerne gør sig også stærkt gældende i de imperialistiske lande, hvor udbytningen af arbejderklassen er blevet intensiveret i takt med udplyndringen af den tredje verdens rigdomme og arbejdskraft. Forskellen mellem rig og fattig er eksploderet. Verdens 225 rigeste mennesker har en formue, der svarer til den samlede årsindtægt for halvdelen af jordens befolkning. Ifølge FN (UNDP) vil det koste ca. 40 milliarder dollars årligt at sikre samtlige mennesker i verden grundlæggende uddannelse, sundhed, rent vand, tilstrækkeligt med føde mm., hvilket svarer til godt 4 % af de 225 rigestes formue.

Imperialismens herskerområde indsnævres, når nye led fremdeles bryder ud af den internationale kapitalistiske undertrykkelseskæde, hvorved modsigelserne mellem de industrielt udviklede kapitalistiske lande skærpes. Et lands fremskridt er kun muligt ved at svække og trænge et andet land tilbage. "Men imperialismens natur er netop af en sådan art, at enhver stræber efter at opnå fordele på andres bekostning og at gennemtvinge sin vilje." Den tekniske og videnskabelige revolution og forstærkelsen af den statsmonopolistiske kapitalisme øver kolossal indflydelse på den interimperialistiske kamps udvikling. Denne kamp foregår som nævnt hovedsagelig mellem imperialismens tre hovedcentrer: det nordamerikanske med USA i spidsen, det vesteuropæiske, udtrykt i Fællesmarkedet, og Stillehavscentret med Japan i spidsen. Dog foregår kampen ikke blot mellem disse centrer, men også inden for dem; kampen omfatter alle felter af den kapitalistiske verdensøkonomi, hvor ikke blot de enkelte, nationale imperialismer indtræder i konflikter, men også store internationale og nationale monopoler tillige med borgerlige stater. Den interimperialistiske rivalisering foregår inden for alle områder af de internationale økonomiske relationer og omfatter først og fremmest den kapitalistiske verdenshandel, kapitaleksporten og valutarelationerne.

På det kapitalistiske verdensmarked ændres styrkeforholdet hele tiden. Efter at have genopbygget og udvidet deres industrielle potentiel, er Vesteuropa og Japan blevet farlige konkurrenter for de amerikanske monopoler. De vesteuropæiske og japanske monopoler, som ofte har lavere produktionsomkostninger end USA's, fortrænger de amerikanske selskaber, såvel på verdensmarkedet som på selve det amerikanske marked. Monopolernes kamp om markederne har i dag antaget statsmonopolistisk karakter. Bag monopolerne står den borgerlige stat, som gennemfører forskellige foranstaltninger, ikke bare for at beskytte det indenlandske marked mod udenlandsk konkurrence, men også for på enhver måde at tilskynde og støtte monopolkapitalen i dens ekspansioner på verdensmarkedet; den borgerlige stat yder eksportsubsidier og foretager målbevidste investeringer i eksportbrancher, den indgår toldaftaler, foretager handelspolitiske pressionsaktioner og meget andet.

En stadig mere aktiv rolle i den økonomiske opdeling af det kapitalistiske verdensmarked spiller de internationale monopoler, som kontrollerer 1/5 af den samlede vareproduktion og mængde af tjenesteydelser i den kapitalistiske verden. Alene de amerikanske internationale monopoler, som har filialer i snesevis af lande, producerer årligt varer for mere end 277 milliarder dollars. De amerikanske monopolers udenlandske filialer konkurrerer med andre amerikanske selskaber på både det udenlandske og det indenlandske marked. Under kapitalismens stadig voksende ustabilitet og de periodiske kriserystelser udfoldes en sand handelskrig mellem imperialismens hovedcentrer. Enkelte imperialistiske magters og monopolers forsøg på at udnytte det højt udviklede statsmonopolistiske reguleringssystem til løsning af markedsproblemerne har vist sig uholdbare. Dette problem skærpes yderligere af den mest galoperende inflation, man har oplevet i fredstid. I hele efterkrigsperioden har kapitalismen ikke oplevet en sådan stigning i verdenspriserne på levnedsmidler, brændsel, råstoffer og industrivarer som nu.

Under den økonomiske krise, som omfatter alle led af den kapitalistiske verdensøkonomi, er der sket mærkbar fald i den stimulerende virkning på de økonomiske konjunkturer, som salg på udenlandske markeder ellers har haft. Udtrykt i værdi fortsatte de kapitalistiske landes eksport med at stige i 1975 som følge af prisstigningerne, men for første gang i 16 år faldt eksportens fysiske omfang med 8-10 % I de seneste år har der udviklet sig en skarp konkurrence mellem de vigtigste imperialistiske centrer om udviklingslandenes markeder.

I begyndelsen af 1970'erne blev der fra de industrielt udviklede kapitalistiske staters side ydet toldpræferencer til udviklingslandene. På den ene side var de nødt til at tage dette skridt under pres fra de socialistiske lande og udviklingslandene, som gennem fælles optræden fik gennemført UNCTAD's beslutning om ydelse af toldpræferencer til landene i den tredje verden. På den anden side forsøger de imperialistiske stater ved at indføre disse præferencer at slå politisk mønt heraf og fremstille sig selv som uselviske bidragydere til udviklingslandenes økonomiske udvikling. På samme tid regner de vestlige lande med at opnå endnu større økonomiske fordele på udviklingslandenes bekostning ved at bidrage til at udvide disse landes eksport i form af afdrag på deres kolossale gæld til de imperialistiske lande, udvide deres egne monopolfilialers virksomhed i udviklingslandene og udvide den private monopolkapitals indtrængen i disse lande.

Man må tage i betragtning, at de toldpræferencer, som Vesten yder udviklingslandene, langtfra omfatter alle disse landes vigtigste eksportvarer. Præferencerne er begrænset til ti år, og de industrielt udviklede kapitalistiske lande har forbeholdt sig ret til ensidigt at indføre diskriminerende forholdsregler mod disse eller hine af udviklingslandenes eksportvarer. Desuden har en del af de industrielt udviklede kapitalistiske lande, i modsætning til USA, truffet åbenlyse diskriminerende forholdsregler over for udviklingslande, bl.a. OPEC-landene, som sætter sig op imod de amerikanske oliemonopolers diktat.

I næsten hele efterkrigsperioden er udviklingslandenes handelsbetingelser regelmæssigt blevet forværret som følge af prisstigninger på de industrivarer, de køber i de kapitalistiske lande, og som følge af at priserne på råstoffer, de eksporterer, enten er faldet eller kun steget ganske ubetydeligt. Fra midten af 1950'erne til slutningen af 60´erne iagttoges en konstant nedadgående tendens i råstof- og brændselspriserne. Men den monopolistiske politik til kunstig nedsættelse af råstof- og brændselspriserne er imidlertid stødt på kraftig modstand hos udviklingslandene, der støttes af USSR og andre socialistiske lande. Denne kamp har tydelig afsløret den kapitalistiske verdensøkonomis strukturkrise. Resultatet heraf var, at der i 1973-74 fandt prisstigninger sted på olie og levnedsmidler i et betydeligt højere tempo end prisstigningerne på industrivarer. Men allerede sidst i 1975 og i løbet af 1976 begyndte situationen at ændre sig.

En af årsagerne til forhøjelsen af verdensmarkedspriserne på råstoffer og olie er OPEC-landenes konsekvente kamp for deres økonomiske interesser og suveræne ret til at være herrer over deres egne naturrigdomme. I løbet af kort tid er oliepriserne 5-6 doblet, hvilket har ført til en betydelig forøgelse af OPEC-landenes finansressourcer. På den anden side undgår man ikke at lægge mærke til oliemonopolernes forsøg på at opnå kæmpeprofitter af de stigende oliepriser. Gennem alle tænkelige spekulationskneb søger de at skærpe energikrisen.

Under pres fra de imperialistiske monopoler er tendensen til stigende priser på råstoffer og levnedsmidler dæmpet noget i den senere tid, mens tempoet for prisforhøjelser på varer fra de udviklede kapitalistiske lande på ny er begyndt at overhale priserne på råstoffer og levnedsmidler. Den voksende inflation og den totale forvirring i de kapitalistiske landes finanssystem har også til dels indvirket på dette forhold.

Karakteristisk for moderne kapitalistisk økonomi er den dybtgående valutakrise, som især er taget til siden sidste halvdel af 60'erne. Principperne for kapitalismens valutasystem, der var gældende i mere end 30 år, blev grundlagt i 40'rne. Disse principper afspejlede de dybtgående forandringer, som imperialismens system havde undergået som følge af 1930´rnes økonomiske krise og anden verdenskrig. Ved oprettelsen af Den Internationale Valutafond i 1944 på konferencen i Bretton Woods opnåede USA anerkendelse af dollaren som den grundlæggende internationale reserve valuta. Side om side med guldet begyndte dollaren at udfylde funktionen som verdensbetalingsmiddel. USA forpligtede sig til frit at omveksle guld for dollars, som blev tilbudt af andre landes centralbanker efter en guldpris, fastsat i 1934, nemlig 36 dollars for én ounce rent guld (31,1 gr.). Som internationalt betalingsmiddel, sidestillet med guldet, indtog dollaren den førende plads i den kapitalistiske verdens valutarelationer.

Bretton-Woods aftalerne, som var en slags forsøg på at danne en kollektiv statsmonopolistisk valutaordning, skabte grundlaget for guld- og valutastandardsystemet, hvilket betød, at guldet blev taget ud af de kapitalistiske landes indenlandske pengeomsætning. Men i internationale afregninger har guldet fortsat rollen som det endelige middel til regulering af betalingsbalancerne og som det vigtigste element i valutareserverne. Men samtidig optræder papirdollars som internationalt afregningsmiddel og reservevaluta.

Et karakteristisk træk ved Bretton Woods valutasystemet var også punktet om opretholdelse af officielle faste valutapariteter i forhold til dollaren, og i sidste ende også til guldet. I henhold til aftalerne måtte markedskurserne for de forskellige valutaer kun svinge med ±1 % i forhold til de af Den Internationale Valutafond fastsatte officielle pariteter. Centralbankerne i de kapitalistiske lande kunne indtil august 1971 indløse deres indestående reserver i amerikanske dollars med guld, og herigennem sikrede de overensstemmelse mellem deres nationale papirvaluta og guldet. Denne situation, hvorunder dollaren blev den eneste direkte guldindløselige valuta, opstod fordi USA efter den anden verdenskrig sad inde med en betydelig økonomisk magt, mens de øvrige kapitalistiske lande i alvorlig grad mærkede økonomiske vanskeligheder og økonomisk var ganske afhængige af USA. I alle kapitalistiske stater, især i Vesteuropa, var der dengang en mærkbar mangel på dollars ("dollarhunger"). De kapitalistiske landes tillid til dollarens stabilitet forstærkedes yderligere ved, at USA dengang rådede over store guldreserver. I 1948 udgjorde hele den kapitalistiske verdens officielle guldreserver (undtagen guld i private hænder) 32,5 milliarder dollars, og heraf tilhørte 24,3 milliarder USA. Med udnyttelse af papirdollarens herredømme stilede USA efter at fortrænge guldet som verdenspenge.

Dette dollar-baserede valutasystem kom fra slutningen af 1950'erne og navnlig i 60'erne i skarpt modsætningsforhold til produktivkræfternes og de internationale økonomiske relationers udviklingsbehov. Frem til dette tidspunkt skete alvorlige ændringer i styrkeforholdet mellem de udviklede kapitalistiske lande, idet de forhenværende USA-skyldneres økonomiske og finansielle magt styrkedes, og deres valutastilling (hvad angår betalingsbalance og guldreserver) blev mere stabil, mens USA's positioner i den kapitalistiske verdensøkonomi forværredes. Siden slutningen af 50'erne har USA haft konstant og voksende underskud på betalingsbalancen. Grunden hertil er først og fremmest USA's militærudgifter i udlandet. Det amerikanske såkaldte hjælpeprogram til fordel for udenlandske stater, et program, der i realiteten er med til at styrke de amerikanske monopolers stilling i udviklingslandene, krævede også betydelige valutaudgifter. Guldflugten fra USA tog til. Guldreserverne dalede fra 24,5 milliarder dollars i 1949 til 10,2 milliarder i september 1971, hvor der kom til at mangle mere end 40 milliarder dollars i, at disse reserver kunne dække USA's kortfristede gæld til andre kapitalistiske lande. I 1955 havde de været næsten to gange større end USA's gæld.

Samtidig blev det stadig tydeligere, at den officielle guldpris ikke var i overensstemmelse med de objektive betingelser. Fra 1934 til 1971 var dollarens købekraft faldet mere end tre gange. Og verdensmarkedspriserne på alle varer var steget cirka tilsvarende. I de kapitalistiske lande var engros- og detailpriserne steget endnu mere. Resultatet var en betydelig stigning i det pengemæssige udtryk for produktionsomkostningerne for alle varer, der produceredes i den kapitalistiske verden, bl.a. for udvindingen af guld. De høje produktionsomkostninger og den lave profit i guldudvindingsindustrien stimulerede ikke til større udvinding af guld, hvis produktion næsten ikke er øget i de senere år. Med hensyn til væksttempo står guldudvindingen langt tilbage for stigningen i verdens produktion og handel. Desuden er det udvundne guld i voksende grad blevet opslugt af den private opsparing og industrien. Som følge heraf var de centraliserede guldreserver ved udgangen af 1968 mindre end i 1961.

Muligheden for at forhøje guldets pris i dollars og dermed tilsvarende nedsætte dollarens guldindhold, fremkaldte i de lande, som havde betydelige reserver af papirdollars, en tendens til at omveksle dem med guld. Samtidig antog de spekulationsbestemte overførsler af kapitaler fra ét land til et andet stadig større omfang på baggrund af dollarens tiltagende ustabilitet. I disse valutaspekulationer deltager de største internationale industri- og bankmonopoler og repræsentanter for finansoligarkiet. Denne situation har gjort det stadig vanskeligere for USA at bevare dollaren som den kapitalistiske verdens reservevaluta. Alt dette viser, at guld- og valutastandardsystemet er blevet undergravet af påvirkningerne fra kapitalismens spontane love, som Marx opdagede. Marx påviste som bekendt, at i den kapitalistiske økonomi er det kun guldet, som fuldt ud kan udfylde funktionen som verdenspenge.

Det engelske punds mærkbart dalende rolle blev desuden udtrykt i den internationale valutakrise. Koloniimperiets sammenbrud og den svækkede konkurrenceevne havde undergravet Englands position i verdenshandelen og på de internationale markeder. Det kroniske underskud på Englands handels- og betalingsbalance, faldet i guldreserverne tillige med den voksende gæld til udlandet førte til, at pundet reelt mistede sin rolle som den kapitalistiske verdens anden reserve valuta. Pundets devaluering i 1949 og 1967 førte ikke til nogen styrkelse af den engelske valutas stilling. I den efterfølgende tid fortsatte rystelserne i kapitalismens valutasystem med ny kraft. I sommeren 1969 devalueredes den franske franc, som bl.a., var blevet undermineret af vesttyske og amerikanske finansfolks spekulationer. Under valutakrisen søgte BRD's monopolkapital at styrke D-marken, som revalueredes samme år og således reelt blev anden verdensreservevaluta efter dollaren.

Under disse forhold forsøgte den statsmonopolistiske kapital i de førende lande at udarbejde fælles foranstaltninger til at redde kapitalismens eksisterende valutasystem. Allerede i begyndelsen af 1960'erne blev der inden for rammerne af "De 10's gruppe" (USA, England, Frankrig, BRD, Japan, Italien, Canada, Belgien, Holland og Sverige) og Den Internationale Valutafond udarbejdet forskellige projekter til forbedring af kapitalismens valutasystem. I 1967 opnåedes enighed om en international aftale, der trådte i kraft d. 1. januar 1970, om inden for Den Internationale Valutafond at operere med særlige internationale papirpenge, de såkaldte særlige trækningsrettigheder (Special Drawing Rights). Disse rettigheder indebærer, at hvert medlemsland i Den Internationale Valutafond i forhold til sit indskud af guld og national valuta i denne fond automatisk får ret til at modtage valuta fra andre lande inden for et beløb, svarende til dets indskud. Udstedelsen af certifikater som konventionel SDR-afregningsenhed har ikke lettet valutakrisen, i sommeren 1971 blev dollarens indløselighed i guld ophævet efter beslutning af præsident Nixon. Et andet klart udtryk for valutakrisen var devalueringen af dollaren i december 1971. I overensstemmelse med "De ti's" Washington-aftale og en beslutning i USA's kongres blev den officielle guldpris hævet fra 35 til 38 dollars pr. ounce rent guld. Således formindskedes dollarens guldindhold, og den blev reelt devalueret med 8,57 % i forhold til guld. Samtidig revalueredes andre valutaer, bl.a. den japanske yen med 16,88 %, den vesttyske mark med 13,58 pct, og den italienske lire med 7,48 % En række kapitalistiske lande måtte devaluere deres valuta. Dollarens devaluering var et alvorligt slag mod det internationale kapitalistiske valutasystem, som i forvejen i alvorlig grad var rystet efter ophøret af dollarens indløselighed i guld. Dollarens devaluering skærpede yderligere kampen mellem imperialismens hovedcentrer på valutaområdet, hvilket på sin side tilspidsede konkurrencekampen på det internationale vare- og kapitalmarked. Amerikanske finanskredse regnede med at kunne udnytte dollarens devaluering som et middel til at udvide eksporten fra USA og til at reducere importen af udenlandske varer. Herigennem forsøgte USA at overvinde de økonomiske vanskeligheder på bekostning af andre kapitalistiske konkurrenter.

Tilliden til dollaren blev ved at dale og forøgede guldefterspørgslen på de frie markeder. I midten af 1971 var guldprisen på børserne i London, Paris og Zürich helt oppe på 50 dollars i stedet for den officielle pris på 38 dollars pr ounce. I februar 1973 skete en ny skærpelse af valutakrisen, som medførte den anden, 10 procents devaluering af dollaren. Guldprisen blev forhøjet fra 38 til 42,2 dollars pr. ounce. Men heller ikke disse indgreb svækkede valutakrisen. Indtil 1973 fandtes to guldmarkeder: 1) det frie marked, på hvilket prisen dannes under indflydelse af tilbud og efterspørgsel; 2) centralbankernes officielle marked. Men efter 1973 findes kun ét, det frie guldmarked, hvor prisen dannes efter tilbud og efterspørgsel. Guldprisen svinger mellem 175 og 200 dollars pr. ounce. I stedet for fast regulerbare kurser indførtes flydende kurser, som svinger frit i forhold til dollaren. Systemet for fastsættelse af valutakurser havde vist sig ineffektivt i kraft af de skærpede indbyrdes imperialistiske modsigelser og som følge af, at de kapitalistiske stater ikke kunne regulere deres indenlandske priser således, at de overalt blev de samme. Eftersom disse priser ændres uensartet (navnlig under påvirkning af inflationen), vil en hvilken som helst officiel kurs uundgåeligt blive brudt.

Med de flydende kurser bliver valutasystemets modsigelser aldeles ikke ophævet, men ytrer sig i andre former: hyppigere prissvingninger på verdensmarkeder og forøget risiko ved valutaoperationer, især ved indgåelse af langtidskontrakter. Dette har en negativ indflydelse på udenrigshandelen, det fremkalder pengeflugt til realværdier og fremmer spekulationen på guldmarkederne. Den nuværende situation i slutningen af 1970`erne i de kapitalistiske landes valuta- og finansrelationer er yderst ustabil. Det hidtidige valutasystem er brudt sammen, og et nyt er endnu ikke skabt. Den indre imperialistiske tvekamp skærpes. Et tydeligt eksempel herpå er valutakurskrigen, et forsøg på at udnytte de ændrede kurser i spekulationsøjemed. Et andet eksempel er det fungerende eurodollar-marked. Strømme af "varme" penge, som hurtigst muligt søger størst mulig profit, flyttes fra ét land til et andet i håb om den mest rentable placering, hvorved de nationale valutaers stabilitet undergraves. Snart er det det engelske pund, snart den franske franc som trues af devaluering. I begyndelsen af 1976 faldt det engelske pund for første gang til under 2-dollarsgrænsen, mens det i 1967 var noteret til 2,8 dollars. Børsspekulationerne, hvori de internationale monopoler spiller hovedrollen, er endnu mere undergravende for kapitalismens valuta- og finansrelationer. Kapitalismens valuta- og finanskrise er betinget af skærpelsen af kapitalismens indre og ydre modsigelser under ét.

Her må først og fremmest nævnes de modsigelser, som hænger sammen med den skærpede kamp på de internationale økonomiske relationers område mellem imperialismens centrer som følge af virkningen af loven om de kapitalistiske landes ujævne økonomiske og politiske udvikling. Dertil kommer de social-økonomiske modsigelser og konflikter. Skærpelsen af valutakrisen i begyndelsen af 1970'erne foregik under dollarens tiltagende inflation, dvs. umådeholden udstedelse af papirpenge for at dække først og fremmest den amerikanske imperialismes enorme militærudgifter. Alene fra 1965 til maj 1971 voksede mængden af papirpenge i USA fra 42 milliarder til 57 milliarder dollars. Til trods for den militære og inflatoriske konjunktur tillige med den tekniske og videnskabelige revolutions udfoldelse i USA i 70'erne begyndte den mest dybtgående økonomiske krise i alle kapitalistiske lande siden 30'rne, kendetegnet ved stærk stigning i arbejdsløsheden, dalende indtægter for de arbejdende, pris- og skattestigninger, en politik for fastfrysning af lønningerne og opsving i arbejdskampene. Herved undergravedes dollarens stabilitet endnu mere, og den amerikanske imperialismes positioner i internationale økonomiske relationer svækkedes fortsat.

Dernæst er valutakrisen affødt af et kompleks af modsigelser, som afspejler uforligeligheden af den internationale udviklings objektive behov og dens moderne kapitalistiske former. Den kapitalistiske stats aktive indblanding i valuta- og finansrelationerne harmonerer ikke med den spontane karakter af udviklingen i kapitalismens verdensøkonomiske forbindelser. De kapitalistiske hersker- og udbytningsrelationer på de internationale økonomiske forbindelsers område modsiger de moderne tendenser til internationalisering af det økonomiske liv og til den tekniske og videnskabelige tilnærmelse mellem nationerne. Det er betegnende, at energi- og råstofkriserne, som i bund og grund er strukturkriser i den kapitalistiske verdens økonomi og som er uddybet p.g.a. de internationale monopolers handlinger, har øget uligevægten i de internationale betalinger, de har ført til større underskud på betalingsbalancerne og fremkaldt et nyt udbrud i de interimperialistiske modsigelser på valuta- og finansområdet.

Og endelig er imperialismens valuta- og finanskrise betinget af de skærpede modsigelser mellem de imperialistiske lande og udviklingslandene. De fleste udviklingslandes valutaforhold er fortsat meget ugunstige som følge af begrænsede valutareserver, samfundsøkonomisk monokultur og forringede betingelser for handel med deres traditionelle eksportvarer. Skærpelsen af krisen i kapitalismens valutasystem har yderligere forværret udviklingslandenes valuta- og finansforhold. Disse lande lider tab som følge af reserve valutaernes, først og fremmest dollarens dalende købekraft. I de seneste år har borgerlige politikere og økonomer fremsat talrige forslag til overvindelse af valutakrisen og dannelse af et nyt valutasystem. Men gennemførelsen af disse forslag kan kun midlertidigt svække krisefænomenerne. Kapitalismens valutakrise er et uadskilleligt træk ved kapitalismens nuværende almene krise. Derfor er de forslag, borgerlige politikere og økonomer fremsætter, ikke i stand til at fjerne krisens årsager.

Den kapitalistiske verdensøkonomis udvikling bestemmes under de nuværende forhold ikke blot af kapitalismens indre økonomiske lovmæssigheder, men også af det socialistiske; systems stadig voksende indflydelse og af det ændrede styrkeforhold til fordel for sidstnævnte. Indsnævringen i imperialismens territoriale herskersfære har reduceret monopolernes ekspansionsmuligheder betydeligt. Koloniimperiernes sammenbrud og de nationale befrielsesbevægelsers fortsatte opsving fører til en stærk uddybning af modsigelserne mellem de imperialistiske magter og de lande, som har frigjort sig fra koloniåget.

På den anden side tiltager klassekampens omfang i selve, imperialismens centrer. Under disse betingelser tilstræber imperialismen at samle sine kræfter, økonomisk såvel som militært og politisk i kampen mod verdenssocialismen, mod den internationale arbejderklasse og mod de nationale; befrielsesbevægelser. Hertil udnytter imperialismen den objektive økonomiske tendens til internationalisering af det økonomiske liv.

Den tekniske og videnskabelige revolution og den heraf betingede udvikling af produktivkræfterne fører til væsentlige forandringer i forbindelserne mellem landenes nationale økonomier. De udenrigsøkonomiske forbindelser spiller en stadig større rolle i den kapitalistiske reproduktionsproces, som har antaget international karakter. Men den økonomiske integration som proces for økonomisk tilnærmelse mellem nationerne viser sig under kapitalismen at være underlagt kapitalistiske profithensigter og den imperialistiske strategi for tilpasning til det nye styrkeforhold på international arena. I kraft heraf forløber den økonomiske integration under kapitalismen i en yderst antagonistisk form. De objektive lovmæssigheder for videreudviklingen af den internationale arbejdsdeling og af de økonomiske forbindelser mellem landene udnyttes af imperialismen til at berige monopolerne og styrke det kapitalistiske systems positioner i kampen mod verdenssocialismen, mod den internationale arbejderbevægelse og de nationale befrielsesbevægeiser.

De statsmonopolistiske integrerede grupperingers aktivitet har ikke og kunne ikke føre til dannelsen af en sammenslutning, der som en slags "overtrust" kunne omfatte alle kapitalistiske lande. De privatkapitalistiske relationer og den deraf følgende opsplitning mellem monopolgrupper og lande forudbestemmer den kapitalistiske integrations begrænsede og ufuldkomne karakter. De kapitalistiske landes ujævne økonomiske og politiske udvikling under de nuværende forhold giver de imperialistiske grupperinger en særlig ustabilitet og bevægelighed. Integrationen er mest udviklet i Vesteuropa, som i midten af 1950'erne havde genopbygget det industripotentiel, der var ødelagt under krigen. Under indflydelse af den tekniske og videnskabelige revolution opnåedes flere tekniske fremskridt i produktionen; monopolkapitalens koncentration og centralisering forstærkedes betydeligt og klassemodsigelserne skærpedes.

I 1948 oprettedes Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsorganisation OEEC, hvis første opgave var at gennemføre Marshall-planens såkaldte hjælpeprogram. I 1951 besluttede seks lande - Frankrig, BRD, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg - at oprette Kul- og stålunionen (CECA). I marts 1957 oprettede de samme seks lande Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF). Som modvægt til Fællesmarkedet oprettedes i 1959 under Englands anførsel Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA), som desuden omfattede Danmark, Norge, Sverige, Portugal, Svejts og Østrig. Kampen mellem EF og EFTA sluttede i begyndelsen af 1970'erne til fordel for EF. Efter langvarige forhandlinger besluttede England, Irland og Danmark at tilslutte sig Fællesmarkedet pr. januar 1973. England måtte betale en høj pris for sin indtræden i EF, idet det mistede sin rolle som leder af den kapitalistiske verdens største præferencesystem, som eksisterede inden for rammerne af det Britiske Statssamfund. Gennem fem nedsættelser på hver 20 % skulle toldskrankerne mellem England og de andre EF-lande afskaffes fra 1. april 1973 til 1. juli 1977. Desuden forpligtede England sig til ikke at gøre krav på en særrolle for pundet som verdensreservevaluta.

Englands beslutning om at tilslutte sig Fællesmarkedet var på den ene side udtryk for svækkelsen af den britiske imperialismes positioner og på den anden side for de store engelske monopolers forsøg på at styrke sig i Vesteuropa, som Englands udenrigsøkonomiske forbindelser igennem 1960'erne orienterede sig stadig stærkere mod. Tendensen til integration indskrænker sig ikke til Europa, men denne proces udvikler sig særlig aktivt i Vesteuropa. Grundlaget herfor er behovet for at videreudvikle produktivkræfterne i forbindelse med den tekniske og videnskabelige revolution såvel som den vesteuropæiske kapitalismes konkrete historiske særegenheder. At denne proces er specielt aktiv i Vesteuropa kan forklares med den betydning, som kampen mellem de to systemer har fået i dette område af verden i forbindelse med, at en betydelig del af Europa er mistet for kapitalismen; dertil kommer den skærpede klassekamp inden for de vesteuropæiske lande, tabet af vigtige positioner i kolonilandene, de nationale markeders snævre rammer og den voksende konkurrence fra USA's side.

Den mest modne form for statsmonopolistisk integration i vor tid er det europæiske fællesmarked. EF-landene gennemfører hele sæt af statsmonopolistiske foranstaltninger med sigte på at afskaffe begrænsningerne i deres indbyrdes økonomiske udveksling (dannelse af en toldunion, ét fælles marked for landbrugsprodukter, gennemførelse af arbejdskraftens fri bevægelighed m. m.). Der er ligeledes gennemført foranstaltninger med henblik på en vis koordinering af den økonomiske politik inden for metalindustrien, brændsel- og energiproduktionen, i sociale spørgsmål o. a.. Liberaliseringen af forskellige former for økonomisk udveksling og andre aspekter af integrationen medfører en overordentlig snæver sammenfletning mellem staten og de førende monopoler. Deltagelse af repræsentanter for finansoligarkiet i regeringerne er vokset betydeligt i alle EF-lande. Den kapitalistiske integrations dialektik består i, at integrationen, som er affødt af en meget høj grad af koncentration, på sin side befordrer fortsat koncentration af produktion og kapital i national og international målestok. Integrationen giver et vist skub til forøgelse af produktionens og inden- og udenrigshandelens omfang. Der foregår en fortsat specialisering og kooperering mellem forskellige brancher, produktionens omfang øges og det samme gør den dybe og mangesidede indbyrdes sammenfletning af industri- og bankmonopoler i deltagerlandene. Men industriproduktionens relativt høje væksttempo i deltagerlandene var hovedsagelig karakteristisk for den første periode af Fællesmarkedets eksistens og til en vis grad betinget af, at denne periode faldt sammen med produktionens cykliske opsving efter krisen i 1957-58.

Ikke desmindre har industriproduktionens væksttempo i EF-landene været højere end i andre imperialistiske lande med undtagelse af Japan. Men i 1970'erne skete der et fald i aktiviteten og væksttempoet i EF-landenes industriproduktion. EF-landenes andel i hele den kapitalistiske verdens industriproduktion faldt fra 26,2 % i 1970 til 24,8 % i 1974. Krisen i 1974-75 gik mest ud over lande som Italien, Frankrig og Vesttyskland. Den imperialistiske integration forløber således i former præget af modsigelser; deri ledsages af krisefænomerier, af en forstærket springagtig, ujævn udvikling og fortsat uddybelse af alle de modsigelser, som er karakteristiske for kapitalismen.

Oprettelsen af Fællesmarkedet førte til en voldsom skærpelse af de interimperialistiske modsigelser. Integrationsprocessen har ikke svækket den indre kamp i Fællesmarkedet, hvorfor EF-landene endnu ikke har formået at udarbejde en fælles energipolitik eller oprette en effektiv økonomisk eller valutar union. Modsætningerne mellem EF-landene blev især tilspidset under 70'ernes krise. Således viser Fællesmarkedets eksistens, at den kapitalistiske integration ikke blot skærper modsigelserne mellem de enkelte økonomiske grupperinger, men også mellem de lande, som indgår i disse grupperinger. Til trods for den snævre sammenfletning mellem monopolkapitalen i Frankrig og BRD udspilles en tilsløret tvekamp mellem disse to lande inden for EF om erobringen af de ledende positioner. På industriområdet har vesttyske monopoler en ubestridelig overvægt. Inden for landbruget er Frankrig dominerende. Den franske monopolkapital ytrer stærk utilfredshed med de vesttyske monopolers økonomiske dominans i EF. Derfor modsætter Frankrig sig en forstærkelse af EF's overnationale karakter, hvilket Forbundsrepublikken tilstræber. Også i spørgsmålet om den fælles valutaunion findes dybe modsigelser.

Skarpe konflikter eksisterer mellem USA og Fællesmarkedet. De amerikanske monopoler forsøger at undergrave EF, først og fremmest indefra, ved at benytte sig af gunstige kapitalinvesteringsmuligheder. De amerikanske monopolers konkurrencekamp imod EF´s på verdensmarkedet ledsages af en voksende strøm af private amerikanske investeringer i Vesteuropa og inddragelse af en række store selskaber i Frankrig, Belgien og andre lande under amerikansk kapital. Også konkurrencekampen mellem EF og Japan skærpes. Japans handelsekspansion vækker stadig større bekymring i Vesteuropa. Disse to imperialistiske centrers interesser støder også sammen på udviklingslandenes markeder. Sammenstød mellem EF's og de største internationale, i første række amerikanske monopolers interesser har gennem de senere år antaget større og større betydning. Der rivaliseres først og fremmest på områder som teknik, videnskab og kapitaleksport samt på verdensmarkederne. Dette fremgår blandt andet af de seneste års slagsmål vedrørende den såkaldte valutastabilitetszone, som efter vestlige iagttageres opfattelse vil resultere i BRD's og D-markens totale herredømme i Vesteuropa. Planerne herom er især farlige for de små EF-lande, hvoraf Danmark, Belgien, Holland og Luxembourg således alene i begyndelse af 1978 mistede over 10 milliarder D-mark, som i kraft af valutareeruleringsmekanismerne overførtes fra disse landes nationalbanker til BRD.

Deltagelse i inteffrationssrrupperinger har negativ indvirkning på de små EF-landes økonomi. Den økonomiske krise i Danmark har antaget skarpe former. Følgerne viser sig i enorm arbejdsløshed, øget dyrtid, nedsat købeevne blandt arbejderne samt kaotiske tilstande i de internationale økonomiske forbindelser. Underskuddet på Danmarks betalingsbalance i 1977 var på 10 milliarder kroner, hvoraf BRD havde krav på de 6 milliarder. Siden Danmark blev medlem af EF har dets gældsætning i udlandet taget et voldsomt opsving - i 1978 nåede det op på 50 milliarder kroner. Integrationsgrupperinerernes eksistens er ligeledes med til at skærpe modsigelserne mellem dem og tredjelande. Ifølge deres klassebestemte mål vil integrationsgrupperingerne altid udtrykke monopolkapitalens interesser, som stiler efter at udvide sin udbytningssfære og for hvilken nationale grænser bremser ekspansionsmulighederne. Den imperialistiske integration medfører skærpet udbytning af arbejderklassen, anslag mod dens vitale rettigheder og ruinering af brede lag af landbrugere. Den i international målestok organiserede monopolkapital har mulighed for at øve indflydelse ikke blot på Fællesmarkedets forskellige organer, men også på medlemslandenes nationale økonomiske politik (skatter, priser, lønninger osv.).

Arbejderne i de vesteuropæiske lande ved, at EF-lederne gerne vil "udligne" deres indtægter efter det laveste niveau. Og når dette hidtil ikke er lykkedes for monopolerne, findes den væsentligste årsag i arbejdernes resolutte kamp for deres rettigheder. Det er netop under arbejderklassens pres, at monopolerne manøvrerer og går med til visse indrømmelser. Men det får monopolerne atter dækning for gennem forstærket udbytning og stigende arbejdsintensitet. Også arbejdsløsheden vokser under den økonomiske krise. I 1974-75 mistede mere end 5 millioner arbejdere i EF-landene deres arbejde. Samtidig øver monopolerne stadig større pres på landbrugerne ved at søge urentable brug nedlagt. I den tid EF har eksisteret, er flere millioner brug blevet nedlagt. Alene i 1960'erne og første halvdel af 70'erne "forsvandt" flere hundrede tusinde bondebrug i Frankrig og BRD. Integrationen har også negative følger for håndværkere, små og mellemstore handlende og virksomhedsejere. På den anden side forøger de største industri- og finansforetagender deres ekstraprofitter fra år til år.

Integrationen afkaster enorme profitter til vesteuropæiske som amerikanske selskaber, der investerer kapital i Vesteuropa. Den økonomiske krise i 1974-75 har forværret forholdene yderligere for de arbejdende i EF-landene. Alene i 1975 steg skatterne i Storbritannien med 34 %, i Italien med 27 % og i Frankrig med 12,5 % Og dét samtidig med en hidtil uset inflation. Fællesmarkedet har desuden forstærket klassekampen de vesteuropæiske lande. I 1974 oplevede England landsomfattende strejker af 270.000 minearbejdere og 1,2 millioner metalarbejdere, mens 500.000 kommunalarbejdere strejkede i Vesttyskland. I 1975 deltog flere millioner arbejdere i strejker i Frankrig og Italien. Det mægtige opsving i arbejderbevægelsen ledsages af aktivisering af landbrugernes kamp mod monopolernes overgreb. De kommunistiske partier i EF-landene gør et stort arbejde for at skabe en bred demokratisk, antimonopolistisk front, de afslører EF´s reaktionære væsen og udnytter alle muligheder for at styrke arbejderklassens internationale enhed.

Over for de udviklingslande, som er associeret i Fællesmarkedet, udgør dette en form for neokolonialisme. Aftalen om disse associerede landes stilling forudsætter, at tolden nedsættes og vareudvekslingen mellem EF-landene og de associerede stater forøges. Men samtidig er EF-landene blevet enige om visse toldnedsættelser for ikke-afrikanske kaffe- og kakao-producerende lande. Derfor er udsigterne for en større afsætning af disse afrikanske varer i EF-landene ret begrænsede. Man bør også lægge mærke til, at toldnedsættelserne hovedsagelig gælder uforarbejdede produkter. Forarbejdningen af dem er fortsat EF-landenes privilegium. Dette forhold er en alvorlig hindring for de associerede udviklingslandes industrielle udviklingsvej. EF-landene bremser på alle måder deres industrielle udvikling, udplyndrer dem gennem den ulige udveksling og afpresser dem indrømmelser til monopolernes fordel. Varer fra EF-lande indføres toldfrit i de associerede stater og undergraver således deres i forvejen svage industri.

Den Europæiske Udviklingsfond inden for EF yder ikke de associerede lande effektiv hjælp. Omfanget af EF-landenes hjælp blev. fra 1960 til 1970 reduceret fra 1,08 % af værdien af disse landes bruttonationalprodukt til 0,42 % EF´s social-økonomiske råd har indrømmet, at de associerede stater lider af store vanskeligheder på deres udviklingsvej. De tidligere Yaonnde-konventioner, associeringsaftalerne mellem EF og udviklingslande, hovedsagelig i Afrika, blev i februar 1975 afløst af en femårig konvention, indgået i Lomé, Togo, med 46 stater i Afrika, det Caribiske Hav og Stillehavet, herunder en stor gruppe udviklingslande inden for det Britiske Statssamfund. Indgåelsen af denne konvention viser, at EF-landenes monopoler i deres ekspansionsområde tilstræber at indføje flest mulige udviklingslande, ikke blot som afsætningsmarkeder, men nok så meget som råstof- og brændselskilder. Samtidig forsøger de vesteuropæiske monopoler at holde konkurrenterne i Japan og USA ude fra disse lande. På samme tid genspejler den nye konvention det nye styrkeforhold i den kapitalistiske verdensøkonomi og udviklingslandenes stigende rolle samt verdenssocialismens og befrielseskræfternes tiltagende indflydelse. Sammenlignet med tidligere konventioner har EF-landene måttet gøre visse indrømmelser over for udviklingslandene. Det kommer til udtryk i en række præferencer på vareeksport til EF-lande, i forhøjelsen af bistandsbeløbet fra en milliard dollars til fire milliarder og i oprettelsen af en stabiliseringsfond, som til en vis grad skal dække udviklingslandenes tab i tilfælde af dalende priser på deres eksportvarer.

Men den nye konvention opretholder i det store og hele den diskriminerende karakter af EF´s handelspolitik over for de 46 associerede medlemmer. Samtlige EF-foranstaltninger tager sigte på at bevare de unge stater inden for den kapitalistiske verdensøkonomis virkefelt. Den imperialistiske integration skærper den kapitalistiske produktionsmådes modsigelser og klasseantagonismerne, først og fremmest kampen mellem arbejderklassen og monopolerne. På baggrund af imperialisternes internationale sammenrend indskrænker arbejderklassen og dens fortrop, de kommunistiske partier, sig ikke til blot at afsløre integrationens imperialistiske væsen, men fremsætter selv et demokratisk udviklingsalternativ. Den imperialistiske integrations modsigelser kommer også til udtryk i den stadig stærkere modstand fra de befriede lande, som ikke længere ønsker at spille rollen som landbrugs- og råstofvedhæng til EF-landene. EF hindrer en udvikling af ligeberettiget international samhandel og på grundlag heraf, normalisering af de gensidigt fordelagtige økonomiske relationer mellem alle lande uden undtagelse. Planerne om at skabe isolerede handelsblokke er i strid med de objektive lovmæssigheder for økonomisk udvikling under den fredelige sameksistens' betingelser.

Skift til: det 20énde århundrede * Strejke * Karl Marx