af Paulus Diaconus (720-799)

Folkevandringstiden kan i det hele og store betragtes som afsluttet med langobardernes indtog i Italien. Men også danerne rokerede rundt og dannede i 800 e. Kr. et anerkendt rige i dét Sønderjylland, som Prøjsen og Østrig snuppede i 1864 med hjælp fra det rige borgerskab, der var opstået i Slesvig-Holsten, og som var…åh, så liberale…., og som ville have de samme privilegier som kirken og adel, dvs. borgerskabet ville ikke betale skat. Jo Slesvig-Holsten var den rigeste del af Danmark med sin tætte beliggenhed på Centraleuropa og de gamle markedspladser, - og også Hedeby og Dannevirke forsvandt over på tyske hænder - i tyk tråd med den kamp de førte mod venderne i 1100 tallet. Langobarderne (longobarderne), kaldtes også de »langskæggede« eller vinnilerne, som deres ældste navn var efter de bevarede rester af deres sprog, og langobarderne var nært beslægtede med friserne. Selve teksten om longobardernes historie er fremstillet af Paulus Diaconus og er nedskrevet i første halvdel af det 7. århundrede, og han mener, at vinnilerne oprindeligt er udvandret fra Skandinavien. Tyske forskere har efter en navnelighed ladet vinnilerne oprinde fra Vendsyssel i Danmark. Kort tid efter de kristne tidsregnings begyndelse, boede vinnilerne ved Nedre-Elbens venstre bred og det er meget sandsynligt, at man har et minde om deres ophold her i det navn, hvormed Nord-Hannover fra Harburg til lidt syd for Uelzen senere betegnes som Bardengau, ligesom også i navnet på den endnu eksisterende, igennem den ældre middelalder betydelige by Bardowiek ved Lüneburg. Teksten er oversat til dansk af marxisten Gustav Bang i 1880érne og hans noter har jeg placeret i Paulus Diaconus´ tekst i parentes ( ), men jeg har dog her undladt en række noter, og sproget har jeg forsøgt at gøre mere læsevenligt på nyere dansk, - men desværre forstyrer noterne den oprindelige tekst, men noterne er nødvendige for at forstå tid og stednavne, m.v.. Også indledningen er hovedsageligt af Gustav Bang, men jeg har dog slettet, rettet og lavet mine egne mindre tilføjelser i indledningen. Som i megen anden historieskrivning, er det dramatiske episoder der registreres, og her hertugernes krige og fremmede fyrsters indtrængen, der fylder mest. I Paulus Diaconus fortælling får vi desværre ikke klarhed over motiverne, begrundelserne og hvor nødvendige disse mange konflikter har været. Vi er jo på en tid hvor stammernes vandringer ophører, da flere og flere andre stammer slår sig ned for at blive fastboende - i længere tid ad gangen. De fastboende etablerer jo handelspladser, mindre byer (staden), landingspladser og nødvendigvis også borge, hvor de kan søge beskyttelse, hos de riddere og den adel, som de betaler skatter til, og via markederne og kirkerne ophober de frie bønder sig rigdomme og ikke mindst ejendom og slaver, som var deres ejendom. Tro nu ikke at kristendommen afskaffede slaveriet, selvom der andetsteds fortælles at trælle blev afskaffet i Sverige i 1335; thi slaveriet blev først forbudt i England i 1772; i USA i 1865; i Brasilien i 1888, og blev i Vesteuropa afløst af lønslaveriet, efter at betalingsmidlerne fik større udbredelse. Det var først under Kristian d. Syvende (1749-1808), at der i Danmark i 1792 blev udstedt en forordning, der forbød den oversøiske handel med slaver. Men forordningen var først gældende fra 1803. Andre lande forsatte slavetransporterne helt op i 1930érne og først i 1962 blev slaveriet forbudt i Saudi-Arabien. I Paulus Diaconus fortælling står vi vel også en i en tid, hvor familien, slægten og folkestammen bliver afløst af fyrster, der med et vanvittigt kristent idefællesskab, én monolitisk orientalsk mysterieovertro slagter andre stammer og med denne overtro erobrer forskellige lande, medens de kristne der fører overtroen frem i deres kirker ligger i de mest mærkværdige stridigheder om hvordan denne overtro og liturgien skal udfolde sig. J.fr også korstogene og folkemordet på katarerne. I Paulus Diaconus fortælling læser man også om de kristne, der kan spå om fremtiden, ligesom andre tosser fra det gamle romerrige. De vandringer, der førte langobarderne fra denne egn ved Nedre-Elben til Pannonien, hvor vi træffer dem før deres vandring til Italien, er for størstedelen ukendte. Vi kender dem kun gennem en sen eftertids tågede og forvanskede beretninger; ud fra vage og mangetydige angivelser, og ud fra tvivlsomme ligheder mellem stednavne fra folkevandringstiden, - og fra den sene middelalder kan man afgøre omtrent hvad det skal være. Dog er der noget, der taler for, at langobarderne efter at have forladt Elbmundingen er gået sydpå, omtrent til Göttingen. Derpå en kort strækning mod vest, over Weser til Paderborn, og sidenhen omkring midten af det 4. århundrede er gået mod sydøst, til Bøhmen eller Ungarn. Fra ca. 500 e. Kr. kan vi følge deres historie med større sikkerhed. Da bosatte de sig på Sletten Feld, utvivlsomt Marchfeld nordøst for Wien og kort tid derefter tilføjede de herulerne et frygteligt nederlag, om hvilket også byzantinske historieskrivere beretter. Omkring år 526 gik de på kejserens opfordring over Donau til Pannonien (Østrig og den vest for Donau liggende del af Ungarn), som østgoterne en menneskealder i forvejen havde forladt for at drage til Italien. Langobarderne var dengang vidt bekendte som et kraftigt folk, der havde vundet mange sejre og ved kejserhoffet i Konstantinopel havde de sat sig i respekt. Fra Pannonien brød langobarderkongen Alboin op med hele sit folk d. 2. april 568 for at gå til Italien. Uden at møde nogen hindring nåede han dertil, og først underlagde han sig landskabet Venetien, dernæst det meste af Podalen, og før hans død i 572 var størstedelen af Italien indtil Tiberen langobardisk. Alboins erobringer blev kernen i det senere Langobarderrige: det faldt i 3 hoveddele, Austrien øst for Tieino, Neustrien vest derfor og Tuscien; hovedstaden Ticinus (Pavia) lå i centrum, hvor de 3 landskaber stødte sammen. I den følgende tid blev grænserne skudt endnu længere sydpå til Spoleto og Benevent. Her blev man stående indtil Langobarderriget gik tilgrunde; man fraregner erobringer, der kun havde en kort varighed. Hvad østromerne beholdt, var de to sydlige halvøer samt det meste af kysten både imod øst og imod vest, med Ravenna og Venezia som de vigtigste byer ved Adriaterhavet og Rom og Neapel ved det Tyrrhenske hav. Man har på en lidet smagfuld, men ganske betegnende måde sammenlignet langobarderne med »et ben i Italiens støvle«; langobarderne havde størstedelen af det indre Italien, medens kysterne tilhørte kejseren. Italien var blevet taget med våben i hånd og blev behandlet i overensstemmelse dermed; der blev ikke af langobarderkongerne som tidligere af Theoderik (østgoteren) gjort noget forsøg på at opretholde de bestående forhold og lede udviklingen videre ad den gamle vej. Langobarderiget betød et skarpt brud med fortiden i Italien. Efterhånden som langobarderne »afnationaliserede« den langt talrigere romanske befolkning, trængte rester af den romerske kultur sig frem i den langobardiske statsforfatning og retspleje. Et af de to store langobardiske lovgivningsarbejder, der vel at mærke gjaldt såvel for den langobardiske som for den romanske del af befolkningen, er Rotharis edikt, som er nedskrevet i året 643, - 75 år efter indvandringen, nærmest kun en kodifikation af gammel germansk ret uden nogen påvirkning fra romerretten, medens en sådan derimod er overordentlig stærk i Liutprands love, som er andre 75 år yngre. Ved den langobardiske indtrængen af Italien indførtes først og fremmest rent germanske statsformer på romersk jord. Langobarderne medbragte et kongedømme, der i reglen bevaredes indenfor én og samme slægt; imidlertid angives det udtrykkelig, at dette kongedømme er blevet til under vandringen fra stammelandet, dog på et tidligt tidspunkt, hvis man ellers tør lægge nogen vægt på den tradition, hvorefter Alboin skal have været den elvte konge. Dette kongedømme blev opretholdt så længe riget bestod; med undtagelse af et tidsrum på 10 år, sandsynligvis fra 574 til 584, da hertugerne regerede. Kongens magt var noget vekslende til forskellige tider; og der er talrige vidnesbyrd om svaghedsperioder. Således den nævnte kongeløse tid og den omstændighed, at riget en tid var delt imellem to brødre, der kort efter begge styrtedes af den beneventanske hertug Grimoald; til andre tider formåede derimod stærke regenter at skaffe kronen overordentlig store fordele, selv overfor de som regel halvt uafhængige grænsehertuger mod syd. Kongens myndighed var altså underkastet svingninger, men den kom aldrig ind i nogen stadig vedvarende dekadenceperiode. Der er aldrig tale om sådan rivaliserende magter som samtidig majordomus i Frankerriget. En stærk sammenholdende kongemagt synes også at have været en betingelse for Langobarderrigets eksistens. På den undertvungne befolknings troskab kunne man ikke stole. Man havde, hvor man gik og stod fjender i nærheden af sig, og kejseren i Konstantinopel opgav aldrig tanken om at vinde Italien tilbage, og vestfra havde man en stadig truende fare i frankerne, som hele tiden, dels på egen hånd og dels i forbund med østromerne, forstyrrede freden, og endelig var avarerne mod nordøst nogle upålidelige naboer. Det viste sig under den kongeløse tid, at de 35 hertuger, som riget var udstykket til, ikke var den opgave voksen at holde fjenden ude; og at de selv har haft følelsen heraf, vidner den beredvillighed, hvormed de i 584 e. Kr. gav afkald på en del af deres rettigheder til fordel for kongen. Hertugerne (duces) synes fra først af at have været det eneste organ, igennem hvilket rigets overhoved stod i forbindelse med de enkelte landsdele. Det var hertugen pålagt at opbyde og anføre hæren fra en by med dens tilliggende distrikt (civitas) samt at lede retsplejen dér; hertugen valgtes på livstid af kongen, men synes hurtig at have fået karakter af mere at være en folkets forstander end en egentlig kongelig embedsmand, omend han bestandig vedblev at skulle vælges af kongen. Ved siden af hertugen og som en modvægt mod ham fremtrådte imidlertid hurtig en embedsmand, der var i snævrere afhængighed af kongen: gastalden, oprindelig foged over krongodserne indenfor et hertugdømme. Gastalden kom til at spille en stadig mere betydelig rolle som opkræver af kongens andel i bøderne, og han fik indflydelse på retsplejen ved siden af hertugen, og med dennes embedsførelse kom han til at føre kontrol. Kun hærvæsenet synes til enhver tid at have ligget udenfor gastaldens område. Gastaldatet er næppe nogen oprindelig institution i den langobardiske forfatning. Det er sandsynligt, at det er opstået samtidig med kongedømmets genoprettelse i 584, og at det er grundlagt på de afståelser, hertugerne dengang frivillig gik ind på. Mod slutningen af det langobardiske riges tilværelsestid var hertugernes indflydelse trængt stærkt tilbage. De nyerobrede eller de af grækerne tagne og atter af langobarderne tilbageerobrede landsdele tilfaldt ofte umiddelbart til kongen, uden at han indsatte nogen hertug over dem. Kong Grimoald søgte at løsne forbindelsen mellem hertugen og folket ved at betro hertugdømmerne til mænd fra andre provinser; et system, der også til andre tider er blevet fulgt med held. Således sikredes kronen mod den fare, der kunne ligge i at have en stab af alt for mægtige stormænd under sig, og derved formåede kongedømmet at holde sig stærkt lige til det sidste. Der høres ganske vist jævnlig tale om oprørske hertuger; til enkelte tider endog foruroligende tit; men det er sjældent, at disse ved at slutte sig sammen formår at byde kongedømmet nogen alvorlig modstand. Når kongen har slået oprøreren, dræbt ham eller jaget ham i landflygtighed og indsat en tro mand i hans sted, er der som regel bragt rolighed tilveje igen. Hertugerne forstod ikke at organisere sig, og hele institutionen synes ikke at have slået synderlig dybe rødder i befolkningen. På en særegen måde udviklede forholdet sig i hertugdømmerne Spoleto og Benevent, for en tid også mod nordøst i Friaul, her hvor rigets centrum var fjernere, fjenderne omvendt nærmere, og stillingen derfor mere vanskelig, hvor hertugen kunne opnå større betydning. Han måtte føre krig med fjenderne på egen hånd, han holdt hof ganske som en fyrste, og de enkelte landsdele indenfor hertugdømmet styredes af gastalder, der var udnævnt af ham. Mod slutningen af rigets beståen var Spoleto og Benevent oftest næsten ganske uafhængige fyrstendømmer. Benevent overlevede endog det øvrige riges undergang. Om den måde, hvorpå langobarderne behandlede den romanske befolkning de fandt ved deres vandring ned i Italien, er det vanskeligt at komme til fuld klarhed. De to eneste egentlige kilder til dette spørgsmåls besvarelse er to meget omtvistede bemærkninger hos Paulus Diaconus. Ifølge dem havde en del af de velhavende (vel nærmest godsejerne) i de første urolige år mistet liv og gods; den øvrige befolkning er det blevet pålagt at udrede en tredjedel af afgrøden; denne bestemmelse blev taget under kong Klef (572-74) og blev bibeholdt efter den kongeløse tid. Men hvilken social stilling de romanske folk har indtaget indenfor den langobardiske stat, forlyder der intet om. Imidlertid synes de hverken at være helt frie eller helt trælbundne. De har snarest været stavnsbundne fæstere med personlig frihed. Forsåvidt en del selvejere er trådt ned i denne halvfrie stand, har det jo for dem været et tilbageskridt, men gennemgående synes dog den nye tilstand snarere at betegne en fremgang end en tilbagegang i sammenligning med forholdet under kejseren og østgoterne, idet den umådelige skattebyrde næsten helt faldt bort. Man hører da også tale om, at folk fra den kejserlige del af Italien er flygtet til langobarderne. I den langobardiske del af Italien levede disse romaner sammen med de germanske langobarder og styredes af samme øvrighedspersoner og efter samme love, om de end var mindre berettigede borgere i samfundet og levede under hårdere sociale vilkår. I syd har langobarderne sandsynligvis udgjort en ret forsvindende del af befolkningen. Og også oppe i Podalen har de vistnok været underlegne i antal. Langobardernes ledelse har ikke som østgoterne gjort forsøg på at holde det herskende folk adskilt fra det beherskede, men adgangen var tværtimod åben for romanerne til at tjene sig op til fuldstændig ligeberettigelse med de bedste blandt langobarderne; dels lå det i sagens natur, at disse tidligere eller senere måtte tabe deres »nationalitet«, som vistnok i forvejen var stærkt svækket ved blanding med andre stammer, og at de måtte forvandles fra germanere til »italienere«. De synes dog at have bevaret i hvert fald nogle af deres ejendommeligheder længere, end man i almindelighed er tilbøjelig til at antage. De stod stadig i en livlig forbindelse med deres stammefrænder nord for Alperne. Der tales således flere gange om indvandringer af germanere, og i en tid sad der endog konger af ren bajersk æt på langobardernes trone; og endnu i begyndelsen af det 8. århundrede førtes efter Paulus Diaconus´ ord at dømme, en samtale mellem en hertug af Friaul og en underordnet embedsmand på germansk. De langobardiske personnavne holdt sig med umådelig sejghed. I Paulus's langobarderhistorie omtales kun to langobarder med ikke-langobardiske navne (Gregorius og Anna), og begge først i det 8 århundrede. Imidlertid kunne denne »nationalitet« ikke bevares; de romanske og de germanske bestanddele af befolkningen smeltede sammen til ét folk, og det latinske sprog blev under nogen indflydelse af det germanske til italiensk. Allerede et håndskrift af Liutprands love fra slutningen af det 8 århundrede viser den fuldstændige opløsning af de latinske sprogformer og en tilnærmelse til de senere italienske. Fra 965 er der bevaret en sætning i fuldstændig rent italiensk; betegnende nok er det her, ligesom den første gang man træffer fransk, en edsformular, altså noget, folket nødvendig skulle kunne forstå, der er optegnet i dets sprog. Et forhold, der i begyndelsen bidrog til at holde de to folk fjernt fra hinanden, var den religiøse modsætning. Kristendommen var kendt og udbredt blandt langobarderne ved deres indvandring, men for størstedelen under den arianske form. Ved siden af arianere var der dog også adskillige katolikker blandt dem, men på den anden side også mange ikke troende. Det var vel denne religionsforskel, der gav anledning til den voldsomhed, hvormed langobarderne i de første år som regel gik frem mod den katolske gejstlighed; og den dannede en tid lang en skarp skranke imellem de to folk. Imidlertid viste det sig her som andre steder snart, at katolicismen i en repræsentant som Gregorius den Store, sad inde med større gennemslagskraft end arianismen. Lige fra den tid, da forholdene efter den kongeløse tid begyndte at blive rolige, synes religionsforfølgelser fra arianernes side at have været undtagelserne, ikke regelen, og de to ideer synes at have været ligeberettigede indenfor samfundet. Den tredje og den fjerde af Italiens langobardiske beherskere var gift med den folkekære bajerske prinsesse Theudelinda, som var ivrig katolsk; hendes søn, som herskede fra 616 til 626 var katolik og virkede meget for den katolske kirke; om kong Rothari (636-653) hedder det, at der på hans tid næsten i hver by var to biskopper, en katolsk og en ariansk; i virkeligheden var katolikkerne i stort overtal: med den beneventanske hertug Grimoalds tronbestigelse i 662 kan katolicismens fuldstændige sejr i Langobarderriget siges at være slået fast. Fra den tid var også denne hindring for en sammensmeltning mellem de to folk ryddet af vejen. Dog blev det i kampen med katolicismens overhoved, at langobardersamfundet bukkede under for pavens moralske magi i de forløbne to århundreder, i hvilke langobardernes samfund havde bestået, og havde været i stærk fremvækst, og var omkring midten af det 8 århundrede den virkelige behersker af Rom, skønt Rom af navn endnu stod under kejseren, der desuden var en af Italiens største godsejere. Men hans stilling som verdslig magthaver bragte ham i et yderst spændt forhold til langobarderkongen, hvis stræben netop på dette tidspunkt bevidst var rettet mod at samle hele Italien under sig. Fra Konstantinopel blev der ikke ydet paven nogen virksom hjælp. Det lå da nær for ham at henvende sig til den kraftige arnulfingiske (karolingiske) æt, som med pavelig billigelse havde besteget Frankerrigets trone. Pave Stefan II drog selv til frankerne og vandt Pippins løfte om bistand mod langobardernes kong Aistulf, og i 754 blev Aistulf tvunget til at afstå sine erobringer fra kejseren (Ravenna og byerne i Roms nærhed) vel at mærke ikke til kejseren, - men til paven. Da kong Aistulf straks efter brød freden og begyndte at belejre Rom, vendte paven sig atter til Pippin og vandt påny hans støtte, og fik efter et nyt frankisk felttog bekræftelse på freden. Hermed var grunden lagt til pavestaten og den mørke middelalder i Europa. Begivenhederne i de følgende årtier gjorde forbindelsen mellem frankerne og paven inderligere og deres forhold til langobarderne mere spændt. De to frankiske konger Karl og Karlomann, Pippins sønner, var begge gifte med døtre af langobarderkongen Desiderius. Men da Karloman døde i 771 og Karl tilegnede sig hans del af riget, flygtede hans enke til sin fader i Pavia og fik ham til at optræde med fordring på, at Karlomans børn skulle arve hans del af riget. Samtidig forskød Karl sin hustru, Desiderius's anden datter. Også med paven havde kong Desiderius i begyndelsen stået på en god fod. Men da det langobardfjendtlige parti i Rom var kommet til magten ved pave Hadrian I's valg i 772, udbrød der voldsomme stridigheder, og Desiderius besatte en del af de til Rom hørende byer - dermed var forbundet mellem Karl og paven givet. I efteråret 773 trængte Karl frem gennem alperne og Desiderius blev belejret i Pavia, og overgav sig efter ét års tappert forsvar og blev sendt til klosteret Corvey. Karl den Store blev langobardernes konge i 774. Det langobardiske rige blev ikke indlemmet i Frankerriget; men da det var knyttet til det ved fælles konge, og da frankisk ret hurtig trængte ind, var dets selvstændighed fra nu af kun et navn. Dets undergang kan regnes fra året 774.

Et par link: http://www.liutprand.it/ * * Balkan kort * * Langobardenes kongerige * * Brescia * * frankerne * * langobarderne

Langobardernes konger: Agalmund * Lamissio * Lethuc * Hildeoc * Godeoc 490 * Claffo 490-510 * Tatto 510-540 * Wacho 540-545 * Walthari 545-563 * Audoin 563-572 * Alboin 572-574 * den kongeløse tid 574-584 * Cleph 584-589 * Autharis 590 - 616 * Agilulf og Theodelinda 616 - 626 * Adaloald * 626 - 638 * Arioald 638 - 652 * Rotharis 652 - 653 * Rodoald 653 - 661 * Aribert I 662 - 662 * Perctarith 662 - 671 * Grimoald I 671 - 671 * Garibald 671 - 688 * Percharith 688 - 700 * Cunibert 700 - 701 * Raghinpert 701-712 * Aribert II 712 - 712 * Ansprand 712 - 744 * Liutprand 744 - 749 * Rachis af Fruili * 749 - 756 Aistulf * 757 - 774 * Desiderius 774 - og hertug af Toscana, død i 786.

Kort tid efter Langobarderrigets undergang i 774 blev langobardernes historie skrevet af Paulus Diaconus, der var søn af Warnefrit. Når vi se bort fra de fortællinger, der er dårlig beskrevet gennem senere og upålidelige forfattere, er det kun lidt, vi ved om Paulus's liv. Han var født omkring 725 og var en søn af Warnefrit og Theudelinda, og havde to søskende, en broder Arichis, der var gift og havde to børn, og en søster, der i sin tidligste ungdom kom i kloster. Om hans slægt har hørt til de fornemme, »adelige« slægter eller ikke, kan næppe afgøres. Slægten var indvandret, sammen med det øvrige folk og boede i Friaul, og områdets historie var rig på sagn, der knyttede sig til rigets historie. Om den unge Paulus´s opdragelse og ungdom vides der kun lidt. Han lærte i skolen græsk - man kan måske, skønt ikke med fuld sikkerhed, deraf slutte, at han fra barndommen af har været bestemt for kirken, da han senere omtaler sin lærer Flavianus. Engang har han, sandsynligvis i tyveårsalderen, været tilstede ved en fest, hvor kong Ratchis (744-749) fremviste det bæger for gæsterne, som kong Alboin havde ladet fremstille af gepidekongens hoved. Senere træffer vi Paulus Diaconus i et nært forhold til hertug Arichis af Benevent og hans hustru Adelperga, en datter af kong Desiderius. Fra 763 er der bevaret et digt af ham om de 6 verdensaldre; versenes begyndelsesbogstaver danner ordene »Adelperga pia« (den fromme Adelperga). En hel række andre digte fra denne tid tillægges ham ligeledes, med større eller mindre sandsynlighed. Nogen rimelighed er der for, at han har forfattet den endnu i den katolske kirke benyttede hymne til Johannes den Døber, som er den hymne, der har givet anledning til de over størstedelen af Europa brugte nodenavne. Sikkert er det, at han af Adelperga er blevet tilskyndet til at skrive det første af de historiske skrifter, der er bevarede fra hans hånd. Han havde lånt hende Evtropius's kortfattede »Romerske historie«, men da hun imidlertid fandt den alt for tør og navnlig savnede fyldige oplysninger om kirkens historie, skrev han til hende sin »Historia Romana« i 6 bøger, der er en skildring af Roms historie fra den ældste tid til Østgoterigets fald, og lovede at fortsætte fremstillingen ned til sin egen tid. For os er Paulus's Romerhistorie af ringe betydning. Den er hovedsagelig bygget på Evtropius og andre bevarede kilder, og kun ganske enkelte notitser er hentet fra skrifter, der nu er gået tabt. Om Paulus en tid har haft fast ophold ved beneventanerhertugens hof eller kun i ny og næ besøgt dette, forlyder der intet om. Det første er dog ikke usandsynligt, idet hans »Langobarderhistorie« viser et så nært og fyldigt kendskab til hertugdømmets historie, at man deraf kan slutte, at han har været meget indlevet i de beneventanske forhold. Heller ikke ved man, om han på dette tidspunkt var gejstlig eller ej. Der var på hans tid flere lægmænd, der gav sig af med litterære sysler. Med Pavias fald i slutningen af 774 gik Langobarderriget tilgrunde, og denne begivenhed kom til at spille en stor rolle i Paulus's personlige liv. Måske har det været den, der har bevæget ham til at gå i kloster; måske har det været en anden begivenhed, der indtraf som en følge af at hans broder Arichis blev ført som fange til Frankerriget, enten som gidsel umiddelbart efter rigets fald eller som delagtig i en Friaulsk opstand mod frankerne, der blev knust i 776. Paulus så altså omtrent samtidig sit fædreland undertvunget og sin slægt opløst, og det lå da nær for en mand som ham at trække sig tilbage fra verdenslivet til benediktinerklostret Monte Cassinos stille celle. Broderens tilfangetagelse kom til at føre Paulus i forbindelse med frankernes kong Karl den Store. I det 7. år efter at Arichis var blevet ført over Alperne, altså i eller kort før 781 eller 783, sendte Paulus et brev til kong Karl, hvori han bad om broderens løsladelse. Om han har overbragt kongen dette brev personlig kan ikke afgøres. Det er dog sandsynligt, thi allerede i 782 træffer vi ham i Frankerriget, hvorhen han efter al rimelighed er rejst for at virke for broderen og andre langobardere. Under sit sandsynligvis fireårige ophold her i Frankerriget, kom han til at høre til den kreds af lærde, der omgav Karl den Store, og han kom ind i det frodige litterære liv, der førtes ved hoffet, tildels under kongens egen medvirken. Der er bevaret vers, vekslede mellem Karl den Store (med den lærde Peter af Pisa som pennefører) og Paulus; gåder og lignende, der er uforståelige for os, da de vrimler af hentydninger til os ukendte forhold og personer (det er i et af disse breve til Paulus, at Karl retter det spørgsmål til ham, om han helst vil bære svære lænker, sidde i hårdt fængsel eller drage til Danmark for at omvende kong Sigfrid). Paulus's græske kundskaber blev også udnyttede af hoffet, da en datter af Karl skulle ægte en byzantinsk prins, blev de klerke, der skulle ledsage hende til Konstantinopel, underviste i græsk af Paulus. På sine rejser som kongens ledsager fik han tillige lejlighed til at lære det Frankiske rige at kende og at stifte bekendtskab med fremragende mænd rundt om i provinserne, således ærkebiskoppen af Metz Angilramn. Imidlertid var livet, i frankernes land, hvor megen ære og venlighed der end blev vist ham, ikke tilfredsstillende for ham: og skønt Karl søgte at overtale ham til at blive, tænkte han dog på hjemrejsen. Et brev fra ham til abbeden i Monte Cassino vidner i kønne ord om, hvor stærk en hjemve han følte: jeg lever iblandt katolikker og mennesker, der er gudsdyrkelsen hengivne; alle tager vel imod mig og vise mig rigeligt venskab.... men i sammenligning med eders kloster er paladset mig et fængsel imod så stor en ro, som der er hos eder. Er det mig et uvejr at leve her; kun med mit stakkels, svage legeme holder dette land på mig; med hele min sjæl, det eneste, hvori jeg er sund, er jeg hos eder. Snart tænker jeg mig deltagende i eders såre liflige sang. Snart siddende i spisesalen med dem, der mere mættes ved læsningen end ved maden, snart betragtende de enkeltes sysler i de forskellige gerninger, snart erfarende, hvordan hver enkelt af de alt af alder tyngede og kraftløse befinder sig, snart betrædende de hellige mænds dørtærskel, der er mig kær som paradiset. Når han mindes samtalerne i Monte Cassino og sin celle, kan han ikke holde tårerne tilbage. Længslen efter det stille kloster fik da omsider bugt med alle overtalelser, og han vendte da, efter rimeligvis at have opnået broderens og de øvrige fangers løsgivelse tilbage til Italien. Tiden for hans tilbagerejse kendes ikke med sikkerhed. Dog er det sandsynligt, at han har fulgt med Karl den Store på dennes togt til Italien i slutningen af 786. I Monte Cassino levede Paulus indtil sin død omkring år 795, beskæftiget navnlig med de to værker, der fremfor alt har bevaret hans navn til vore dage. Det første er en homiliesamling, en samling udtog af prædikener til brug ved gudstjenesten, som han foretog efter Karl den Stores pålæg, og som endnu den dag i dag benyttes i den katolske kirke. Det andet er »Langobardernes historie«. Paulus Diaconus havde i sin tid lovet hertuginde Adelperga at føre sin fremstilling af den romerske historie ned til sin egen tid, altså at skildre Italiens historie under langobarderne. De forandrede forhold bragte ham imidlertid til at ændre denne plan. Det skrift, han efter at det Langobardiske rige var gået tilgrunde, forfattede i sine sidste leveår i Monte Cassino om langobardernes historie, blev ikke et led af den »romerske historie«; det blev et selvstændigt skrift om det langobardiske folks historie. Skriftet hører til den række af folkehistorier der opstod i Vesteuropa, da folkevandringtiden havde opløst romernes herredømme og skærpet følelsen for »national« sammenhold og »national« modsætning. Paulus stod på højden af sin tids dannelse og hans bog bærer vidne derom. Han havde kundskaber og interesser i forskellige retninger, og han var i forhold til sin tid overordentlig belæst. Han skrev et latin så godt som de færreste i hine dage, og han var mindre lettroende end de fleste af sine samtidige, da han var i besiddelse af et virkelig historisk blik. Sine kilder til den »langobardiske historie« fandt han på mange steder, og han angav dem ikke sjælden selv. Der var flere sammenhængende skildringer af langobardernes historie indtil ind i det 7. århundrede, navnlig den fortale til kong Rotharis lovbog, der endnu, omend måske i en ufuldstændig tilstand, er bevaret, og Secundus af Tridents nu tabte historie. Men ved siden af disse to hovedkilder fandt han meget spredt stof, i pavebiografier, i optegnelser fra forskellige klostre, i indskrifter og pavebreve og fremfor alt i den rige folketradition, hvad enten den nu har været bevaret i sange eller i fortællinger. Foruden disse kilder, som det lå nær for ham at benytte, kendte og brugte han også andre, hvis emne lå hans opgave fjernere, navnlig da Gregor af Tours's »Frankerhistorie« og Beda´s »Angel-Saksiske kirkehistorie«. Fra disse to skrifter hentede han næsten alle de talrige bemærkninger om tilstande i det Frankiske og det Østromerske rige, som i sig selv er overflødige og ligger ganske udenfor hans plan. Iøvrigt er hans behandling af de kildesteder han forefandt og gengav, som oftest god og omhyggelig. Det er kun sjældent, at der ved skødesløshed er løbet fejl ind hos ham. Det svageste punkt i hans bog er kronologien; de vendinger: »på denne tid«, »samtidig«, »i de dage« osv., hvormed de forskellige begivenheder er kædet sammen, er indsatte af rent stilistiske hensyn. Bogen er ikke fuldendt, hvad enten nu døden har revet Paulus bort fra sit arbejde, eller om der var begivenheder i slutningen af Langobarderrigets tilværelse, der har gjort ham det umuligt at føre sit værk til ende. Det måtte også være en svær opgave for en mand, der som han både var varm patriot og troende katolik, at skildre slutningen af Langobarderrigets historie, igennem hvilken den røde tråd netop er det bitre fjendskab mellem langobardernes fyrste og katolicismens overhoved. Det må allerede have været svært for ham at skildre striden mellem kong Liutprand og pave Gregorius III, og han undgår da også her omhyggelig at nævne paven. Langt tungere må det have været for ham at skrive om, hvordan hans fædreland bukkede under i kampen mod en fyrste, der var indkaldt til kamp mod hans landsmænd af den første præst i kristenheden, og om hvem han selv nærede kærlighed og agtelse for. Hvad der gør Paulus's bog så tiltrækkende, er den evne til at fortælle, som han lægger for dagen, og det rige, brogede stof, der stod til hans rådighed. Der er de gamle sagn om vandringerne, han oftest genfortæller naivt og simpelt, som de fortaltes i de gamle sange; der er indenfor den historiske tid en række af stærkt udprægede, ejendommelige mennesker, kraftige, noble fyrster som Rothari og Grimoald, præstekonger som Cunincpert, frygtelige tyranner som Alahis, og der er talrige dramatiske optrin, snart kønne og rørende som Autharis brudefærd til bajernes land, snart vilde og voldsomme, som mordet på Alboin og som Romildas forræderi og endeligt det hele danner et livfuldt billede, malet med stærke farver.

Jo fjernere det nordlige himmelstrøg ligger fra solens brand, og jo mere det afkøles ved isen og sneen, des sundere er det for menneskenes legemer, og des bedre egner det sig til at fremme folkenes formering; og omvendt, jo nærmere en sydlig egn ligger solens glød, des hyppigere forekommer der sygdomme i den, og des mindre er den tjenlig for opfostringen af menneskebørn. Som følge heraf opstår der så store folkemængder under polen, at det ikke er med urette, at hele hin egn fra Tanais (floden Don) lige til Vesten, hvorvel også de enkelte steder i den benævnes med deres særegne navne, dog med ét fælles navn kaldes Germanien (er det gamle navn for det land, som Cæsar opfandt, og som først i det 10. århundrede kaldes tysk; ordet Germanien er af keltisk oprindelse, og dets betydning er meget omtvistet). Imidlertid kaldte romerne, da de havde besat de to provinser hinsides vest for Rhinen, disse for Øvre- og Nedre Germanien. (Øvre-Germanien er Franche Comté og den venstre Rhinbred til Mosel (hovedstad: Mainz); Nedre-Germanien den venstre Rhinbred fra Mosel til Nordsøen (hovedstad: Køln). Disse egne blev erobrede af Cæsar, men først indrettet som provinser af Augustus). Fra dette folkerige Germanien føres der følgelig ofte talløse skarer af fanger bort og sælges til de sydlige folk, og eftersom landet frembringer så mange mennesker, at det næppe er i stand til at ernære dem, er da også gentagne gange talrige folkeslag vandret ud derfra og har også hærget dele af Asien, men dog især de til dem grænsende dele af Europa. Herom vidne de allevegne ødelagte byer i Illyricum og Gallien, men navnlig i det ulykkelige Italien, som har fået næsten alle hine folkeslags vildhed at føle. Gother og vandaler, rugier, heruler og turcilinger og andre vilde og barbariske folkeslag er nemlig draget frem fra Germanien (ved »barbarer« forstod man i oldtiden, de folkeslag, der ikke havde del i den græsk-romerske kultur; barbarisk svarer da nærmest til uciviliseret, dvs. uden bymæssig bebyggelse). På lignende måde har også vinnilernes, dvs. langobardernes folk som siden herskede lykkelig i Italien, sin oprindelse fra Germanien og er kommet fra den ø, der kaldes Scadinavia, om der end også nævnes andre årsager til deres udvandring. Denne ø omtaler også Plinius Secundus i de bøger, han har skrevet om naturen (Plinius Secundus er berømt naturhistoriker og geograf, død 79 e. Kr., og hans hovedværk er den citerede Historia Naturalis i 37 bøger). Efter hvad de der have besøgt denne ø har berettet, ligger den ikke egentligt i havet, men omskylles på grund af sine flade bredder af de havstrømme, der omgav landene. Da nu de derboende folk havde formeret sig til en sådan mængde, at de ikke længere kunne bo sammen, delte de, fortælles der, hele deres skare i tre dele og afgjorde ved lodkastning, hvilken af disse der skulle forlade fædrelandet og søge til nye bopæle. Den del, loddet havde bestemt til at drage bort fra den fædrene grund og søge sig jord i det fremmede, valgte da til høvdinger over sig to brødre, Ibor og Aion, som både stod i den blomstrende ungdomsalder og udmærkede sig fremfor alle de andre; og derpå sagde de farvel til deres landsmænd og deres fædreland og drog afsted for at søge lande at besætte og rejse sig boliger i. Moderen til disse to høvdinger hed Gambara, og det var en kvinde, der i sammenligning med sine landsmænd havde skarp forstand og klart overlæg; man nærede ikke ringe tillid til hendes klogskab, hvor det gjaldt om at vælge mellem forskellige beslutninger (fra Paulus's skildring af langobardernes udvandring fra »Skandinavien« stammer Saxos beretning, hvor der dog er kommet flere nye træk til). Eftersom talen endnu drejer sig om Germanien, forekommer det mig ikke at være af vejen for et øjeblik at afbryde fortællingens gang og kort fortælle om et vidunder, alle taler om i hine egne, og om nogle andre ting. Alleryderst mod nordvest i Germanien ser man under en fremspringende klippe på selve havets bred en hule, hvor der i lang tid har ligget syv mænd og hvilet i søvnens arme, uden at man ved, hvornår det var. De lagde sig til hvile ikke blot deres legemer, men også deres klæder har bevaret sig så fuldstændig, at de uvidende og barbariske folkeslag her betragter dem med ærefrygt allerede af den grund, at de i så mangfoldige år har holdt sig uden i nogen måde at tage skade. Man kan iøvrigt, efter deres klædedragt at dømme, se at de er romere. Da en mand engang af havesyge ville afføre en af dem hans klædning, skulle hans arme straks være visnede; og ved hans straf er andre blevet skræmte, så ingen efter den tid vovede at røre dem. Man må betænke, hvad det kan være for en hensigt, det guddommelige forsyn har med at bevare dem igennem så lange tider. Måske skulle engang hine folkeslag frelses ved deres forkyndelse; thi man kan ikke andet end anse dem for at være kristne (vi har her en variant af det i middelalderen over hele Europa og en stor del af Vestasien udbredte sagn om syvsoverne, efter hvem Romerkirken har opkaldt syvsoverdag d. 27 juli i flere lande; således i Danmark dog d. 27 juni). I nærheden af dette sted bor scritobinerne (dvs. skridfinnerne, forstavelsen »skrid« hidrører fra det oldnordiske »skride«, der er brugt om finnernes løben på ski) - thi således kaldes hint folk. Hos dem forsvinder sneen ikke engang om sommeren, og man har overhovedet vanskeligt ved at skelne dem fra vilde dyr i levevis; således lever de også alene af det rå kød af markens dyr, og af disses lådne skind tildanner de sig også klædninger. Deres navn kommer af det barbariske sprogs ord for at springe (det skal nok være at »skride«). Thi de indhenter de vilde dyr i spring, ved hjælp af et krumt træstykke, der med kunst er tildannet, så det ligner en bue. Hos dem findes et dyr (rensdyret), der ikke er hjorden meget uligt. Af dettes skind, tæt bevokset med hår som det var, har jeg set en klædning, således som de nævnte scritobiner bruger, efter hvad der berettes, og den var ligesom en tunika (det klædningsstykke, romerne bar under togaen, nærmest kroppen: det blev sammenholdt med et bælte om hofterne), lavet således at den kun nåede knæet. I disse egne ser man ved sommersolhverv i nogle døgn også om natten det klareste sollys, og dagene er dér meget længere end andetsteds; men omvendt ses solen dér ikke ved vintersolhverv, uagtet det er den tid af døgnet, da lyset ellers hersker, og dagene er da kortere end noget andet sted, nætterne længere. Thi jo længere man kommer bort fra solen, des nærmere synes denne selv at stået ved jorden, og desto længere strække skyggerne sig. I Italien måler jo, som også de gamle har skrevet, ved Herrens fødselsdagstid på den sjette time (romerne delte dagen fra solopgang til solnedgang i 12 lige lange timer, der følgelig var af forskellig længde på de forskellige årstider; den længste dags timer var lidt over 75 minutter, den korteste dag lidt under 45 minutter; den sjette time varede altså ved juletid fra kl. 11¼ til kl. 12. Paulus mener vel her kl. 12.00) af dagen et menneskes skygge 9 fod; men da jeg engang befandt mig på det sted i det belgiske Gallien, der kaldes Toto´s by (Diedenhofen ved Mosel, lidt nord for Metz), målte jeg min egen skygge og fandt, at den var 19 ½ fod lang. Og omvendt, jo nærmere man kommer til solen sydpå, des kortere synes bestandig skyggerne at være, således at man i Ægypten og Jerusalem og de egne, der ligge i nærheden af disse steder, ved sommersolhverv, når solen skuer ned fra himlens midte, ikke ser nogen skygge. Men i Arabien har man på denne samme tid solen nord for himlens midte, og skyggerne vise sig da omvendt imod syd (dog har man ikke i Jerusalem og kun i den allersydligste del af Ægypten i solen i zenith ved midsommer). Ikke ret langt fra den af os før omtalte strandbred findes imod vest, hvor det grænseløse verdenshav udbreder sig, hint umådelig dybe vandsvælg, der med en almindelig udbredt benævnelse kaldes havets navle. Der fortælles, at det to gange i døgnet indsuger og atter udspyer strømmene, således som det bevises ved de på hine strande med uhyre hast stigende og faldende bølger (denne forklaring på tidevandets opståen ved malstrømme var allerede udbredt i oldtiden; den findes således hos den græske geograf Strabo; allerede langt tidligere havde dog til enkelte tider sammenhængen mellem ebbe og flod og månens stilling været kendt, således allerede af Pytheas fra Marseille; ca. 330; skarpest er opfattelsen af denne sammenhæng udtalt i Plinius's Naturhistorie). En sådan hvirvel eller malstrøm kaldes af digteren Vergil (en berømt episke digter, død 19 f. Kr.) for Charybdis, og han fortæller i sit digt (Æneiden III), at der findes en sådan i det Siculiske stræde (Messinastrædet); det hedder hos ham: »Scylla til højre side, Charybdis's rasen til venstre; tre gange suger den til sig de vældige vande i svælget, ned i afgrundens dyb, og hvirvler dem atter tilbage op under solens lys, så skummet sprøjter mod himlen.« Det forsikres, at denne af os omtalte hvirvel ofte i rivende fart drager skibe til sig med sådan hast, at de synes at ligne pile, der flyver gennem luften, og jævnlig går de på den forfærdeligste måde under i hint svælg. Ofte slynges de dog, når de allerede er lige ved at gå under, tilbage ved pludseligt frembrydende vandmasser og fjernes atter derfra med ligeså stor en fart som den, hvormed de før blev tiltrukne. Det fortælles, at der også er en anden sådan malstrøm mellem øen Britannien og provinsen Galicien (Spaniens nordvestkyst). Herfor taler Sequaniens og Aquitaniens kyster, som to gange i døgnet så pludselig oversvømmes af vandet, at hvis man skulle blive overrasket lidt inde på stranden, kan man næppe undkomme (ved Sequanien, hvorved i almindeligbed forstås det af sequaner beboede land i Vestgallien (omtrent Elsass, Franche Comté og Bourgogne), må Paulus have ment Galliens nordkyst, egnen omkring Seines (Sequanas) udløb - Aquitanien er den sydvestlige del af Frankrig). Da kan man se floderne i disse egne i voldsom fart strømme tilbage mod kilden og flodernes ferske vande i en strækning af mange millier forvandles til saltvand. Omtrent 30 millier (en millie er omtrent en femtedel af en dansk mil) fra den Sequaniske kyst ligger øen Evodia (vistnok Aldernay ved Normandiet), på hvilken man, efter hvad dens indbyggere forsikre, kan høre larmen af vandene, der vælte ned i denne Charybdis. Jeg har hørt en meget fornem galler fortælle, at en del skibe, der allerede i forvejen var hårdt medtagne af uvejr, siden blev slugte af denne samme Charybdis. Men medens ellers alle de mænd omkom, der havde været om bord på disse skibe, var der én eneste, der holdt sig i live og svømmede oven på vandene; revet med af de voldsomme strømme, kom han lige til kanten af hint svælg, og da han allerede så ned i dette umådelig dybe og endeløse kaos og halvdød af den blotte skræk ventede at skulle styrte derned, blev han pludselig mod al forhåbning, kastet op på en klippe og blev siddende derpå. Da nemlig alle de vande der skulle nedsluges, allerede var løbet ned, var kanterne af gabet blevet blottede; og medens han dér skælvende af frygt midt i alle disse rædsler, og næppe kunne holde sig fast hvor han sad, og lige så sikkert afventede den kun for en kort stund forhalede død, så han pludselig ligesom store vandbjerge springe frem igen fra dybet og de skibe, der havde været nedslugte, først dukke frem. Da nu et af dem kom i nærheden af ham, klyngede han sig med yderste anstrengelse fast til det, og ufortøvet blev han i hurtig flugt ført til stranden og undgik således en frygtelig død, så han senere har kunnet berette om den fare, han selv havde været i. Også vort eget hav Adriaterhavet (Paulus's fødeegn er hertugdømmet Forumjulii, Friuli; Friaul, danner Adriaterhavets nordkyst), som om end efter en mindre målestok, dog på lignende måde trænger op på de Venetiske og Istriske kyster, har sandsynligvis lignende små og skjulte gange, igennem hvilke de tilbagegående vande både indsuges og atter udstødes for så at styrte frem på stranden. Efter i forbigående at have gjort disse bemærkninger ville vi nu vende tilbage til fortællingens påbegyndte rækkefølge.

Efter at altså vinnilerne var draget ud fra Scadinavia under anførsel af Ibor og Aion, kom de til den egn, der kaldes Scoringa hvor de opholdt sig adskillige år (Scoringa betyder nok kystland, sammenlign med det engelske »shore«, kyst; Scoringa er måske egnen ved Nedre-Elben, det senere Bardengau). På den tid hjemsøgte netop Ambri og Assi, vandalernes høvdinger, alle de nærliggende provinser med krig (vandalerne boede rimeligvis i egnen mellem Oder og Elben: et sammenstød mellem dem og langobarderne i Bardengau er ikke utænkeligt); og opblæste over de mange sejre, de alt havde vundet, sendte de bud til vinnilerne, at de enten skulle betale skat til vandalerne eller holde sig rede til krig. Da blev Ibor og Aion på deres moder Gambaras tilskyndelse enige om at det var bedre at værne om deres frihed med våben end at skæmme den ved at betale skat; og de underrettede ved gesandter vandalerne om, at de hellere ville kæmpe end trælle. Dengang var jo alle vinnilerne i den blomstrende ungdomsalder, men såre få i antal, siden de kun havde udgjort tredjedelen af befolkningen på én ikke synderlig omfangsrig ø. Her fortæller en fabel at vandalerne gik til Godan (Odin) og bad om sejr over vinnilerne, og at han svarede, at han ville give sejren til dem, hans øje først faldt på når solen stod op. Derpå var Gambara gået til Godans hustru Frea (Frigga) og havde bedt om sejren for vinnilerne, og Frea havde givet det råd, at vinnilernes kvinder skulle løse deres hår og ordne det omkring ansigtet, så det lignede skæg, og tidligt om morgenen give møde tillige med deres mænd og sammen med disse stille sig til skue for Godan på det sted, han plejede at kaste øjet hen, når han så ud igennem vinduet imod den opgående sol. Og således var det da sket. Men da Godan så dem ved solopgang, havde han sagt: »hvad er det for langskæggede dér?« Frea havde da svaret, at dem han havde givet navn, burde han også give sejren (den, der gav et barn navn, plejede nemlig at give ham en gave), og således havde Godan indrømmet vinnilerne sejren – dette er kun latterligt og ikke værd at tillægge nogen betydning; thi sejren er ikke given i menneskenes magt, men den skænkes snarere af himlen. Dog er det sikkert, at langobarderne have fået dette deres senere navn efter deres lange, af saksen uberørte skæg, medens de tidligere kaldtes vinniler thi i deres sprog betyder »lang« lang og »bart« skæg. Men Wotan, hvem de med tilføjelse af et bogstav kaldte Godan (Gwodan), er den samme, som hos romerne kaldes Mercurius (grækernes Hermes) og af alle germanske folkeslag tilbedes som gud; dog har han sikkert ikke levet på disse tider, men længe før, og heller ikke i Germanien, men i Grækenland. Vinnilerne eller som de også kaldes, langobarderne kæmpede da tappert i slaget mod vandalerne - det gjaldt jo deres ære som fri mænd - og vandt også sejr. Men da de siden måtte døje en slem hungersnød i denne samme egn Scoringa, blev de slemt svækkede. Da de så ville forlade dette land og drage til Mauringa (Mauringa er måske egnen om Northeirn nord for Göttingen, hvor der endnu findes et sted ved navn Moringen; måske der det længere vestpå omkring Paderborn), spærrede assipiterne (de boede sandsynligvis i nærheden af Wolfenbüttel omkring højderyggen Asse) dem vejen og ville ikke på nogen måde tillade dem at drage igennem deres land. Da nu langobarderne så fjendernes store troppemasser og på grund af deres hærs ringe tal ikke vovede at indlade sig i kamp med dem, men drøftede, hvad de skulle gøre, hjalp nøden dem omsider til at finde på råd. De foregav, at de i deres lejr havde kynokefaler, det vil sige mennesker med hundehoveder (igennem hele middelalderen forekommer der i de europæiske og asiatiske sagn meget hyppig mennesker med hundehoveder og lignende fabelagtige blandinger af dyr og mennesker) de udspredte blandt fjenderne, at disse væsener var hårdnakkede i krig og ville drikke menneskeblod, og at de endog drak deres eget blod, hvis de ikke kunne få fat på fjender. Og for at skaffe denne fortælling tiltro udvidede de deres lejr og tændte talrige lejrbål. Fjenderne som hørte og så dette, lod sig narre og vovede ikke længere at prøve den kamp, de truede med. Imidlertid havde de iblandt sig en såre tapper mand, hvis kræfter de trygt håbede, skulle kunne hjælpe dem til at nå deres hensigt. Ham ville de stille frem, for at han ene skulle kæmpe for dem alle. De lod da langobarderne vide, at de skulle lade én mand træde frem, hvem de selv ville af deres egne, for at han skulle gå ud med den nævnte kæmpe til tvekamp, naturligvis på det vilkår, at hvis denne deres krigsmand vandt, sejr, skulle langobarderne gå tilbage ad den vej, de var komne ad, men hvis han blev overvunden af den anden, da ville de ikke forbyde langobarderne at drage igennem deres land, da nu langobarderne var i tvivl om, hvem blandt deres folk de helst skulle lade træde frem imod den vældige kriger, tilbød en mand af trællestand sig af egen drift og lovede at ville kæmpe mod den udfordrende fjende, for så vidt de, hvis han sejrede over fjenden, ville befri ham og hans efterkommere for trældommens skændsel. Kort og godt - de lovede med glæde at ville gøre, hvad han forlangte, og han gik imod fjenden, kæmpede og sejrede; og langobarderne skaffede han ret til at gå igennem, og sig selv og sine skaffede han, som han havde forlangt, friheden. Da nu langobarderne omsider kom til Mauringa, løsgav de for at kunne forøge antallet af krigere flere af trældomsåget og gjorde dem til frie mænd. Og for at deres frihed i alle måder kunne stå ved magt, foretog de frigivelsen under den sædvanlige ceremoni med pilen, idet de derhos til fuld bestyrkelse fremmumlede de fra forfædrene overleverede ord (denne skik omtales ikke af nogen anden forfatter). Efter at de nu var draget ud fra Mauringa, kom de til Golanda (ubekendt sted), hvor de opholdt sig i nogen tid; og derefter skulle de i nogle år have besiddet Anthab og Banthaib og ligeledes også Vurgundaib, navne, som vi kunne antage have betegnet landsbyer eller nogle steder. (endelsen ib (aib. eib, eiba) betegner et landskab, det samme som gau; forstavelserne ant, kant og vurgund, er de pågældende stammers navne. Ved denne tid (sandsynligvis i det fjerde århundrede) boede det germanske folk burgunderne i Vest-Ungarn, det slaviske folk anterne rimeligvis i øst eller Nordøst-Ungarn; folket banter kan ikke genfindes. De tre i teksten nævnte landskaber må da sandsynligvis søges i Ungarn øst for Donau, måske dog længere nordvest på i Mähren eller Böhmen). Imidlertid var Ibor og Aion døde, netop de høvdinge, der havde ført langobarderne ud fra Scadinavia og havde styret dem hele tiden hidtil; og da langobarderne ikke længere ville stå under høvedsmænd, valgte de sig i lighed med de øvrige folkeslag en konge (man må formode, at kongedømmet, ikke blot blandt langobarderne, men også blandt de øvrige germanske folk, ikke er det oprindelige trin, men er opstået under vandringerne, under hvilke der tiltrængtes en stram styrelse). Først herskede Aions søn Agelmund over dem. Han stammede fra Gungingernes slægt, som hos dem ansås for særlig fornem. Han regerede efter hvad de gamle beretter i 33 år over langobarderne. På denne tid fødte en skøge på én gang 7 sønner, men denne moder overgik i grusomhed ethvert vildt dyr og kastede børnene i en dam for at dræbe dem. Hvis dette synes nogen umuligt, så kan han læse de gamle forfatteres historier; og han vil finde, at ikke blot 7, men endogså 9 børn har en kvinde på én gang født; og det er sikkert, at sådant navnlig finder sted hos ægypterne. Nu hændte det sig, at kong Agelmund på en rejse kom til denne dam. Han blev forandret ved synet af de små stakler og holdt hesten an; og medens han med den lanse, han holdt i hånden, drejede dem hid og did, var der en af dem, som greb med hånden om kongens lanse. Rørt af medlidenhed og højligt forandet over dette tilfælde, spåede kongen, at der ville blive en stor mand af ham; han lod ham straks tage op af dammen, gav ham til en amme og lod ham opfostre med den største omhu; og såsom han havde taget ham op af en dam, som på deres sprog hedder lama, gav han ham navnet Lamissio (måske i slægt med det tyske »lehm« (ler)). Og efter at denne var vokset til, blev han så tapper en yngling, at han ikke blot var den bedste kriger, men også efter Agelmunds død kom til at stå for styret som konge. Man fortæller om ham, at da langobarderne engang drog afsted under deres konges anførsel og var nået til en flod, som amazonerne ville formene dem at sætte over, kæmpede han svømmende i floden med den tapreste af disse kvinder og nedlagde hende, og derved vandt han selv berømmelse og gjorde det muligt for langobarderne at sætte over. Begge hærene blev nemlig i forvejen enige om, at hvis denne amazone overvandt Lamissio skulle langobarderne gå tilbage fra floden, men hvis hun blev besejret af ham, således som det også skete, skulle der gives langobarderne tilladelse til at sætte over strømmen. Det, er dog utvivlsomt, at der ikke ligger nogen sandhed til grund for denne fortælling. Thi det er klart for alle der kende de gamle historier, at amazonefolket var gået til grunde, længe før dette kunne være sket; men ganske vist have de egne i hvilke disse begivenheder skulle have fundet sted, ikke været ret kendte af historieskriverne og er næppe blevet skildret af nogen af disse, så denne kvindeslægt muligvis her kunne have holdt sig lige til denne tid; thi jeg har også hørt nogle fortælle, at dette folk af kvinder endnu den dag i dag lever inderst inde i Germanien (ved en forveksling mellem navnet på det finske folkeslag kvæner (kainulaiset, lavlandsbeboere) og ordet »kvinder«, opstod der allerede i oldtidens slutning et sagn om et nordøst for Germanien boende kvindefolk, som man døbte med det græske navn amazoner). Efter at altså langobarderne havde sat over den omtalte flod og var kommet til landet på den anden side, opholdt de sig der i nogen tid. Da de imidlertid ikke anede noget ondt og i den lange hvile var ubekymrede, så voldte trygheden, der altid er tabets moder, dem en betydelig skade. Medens de engang en nat alle sov i den slappeste sorgløshed, styrtede vulgarerne sig pludselig over dem, sårede adskillige af dem, dræbte mange og rasede så voldsomt i deres lejr, at de dræbte selve kong Agelmund og førte hans eneste datter bort med sig i fangenskab (vulgarerne dvs. bulgarerne er et mongolsk folkeslag, der boede i egnen nordøst for det Sorte Hav, indtil de i slutningen af det 5 århundrede faldt ind i Donauegnene, hvor de omsider satte sig fast i det land, der har fået navn efter dem. Det synes ikke rimeligt, at langobarderne virkelig på et så tidligt tidspunkt omkring år 400 kan have kæmpet med dem). Da langobarderne alligevel atter var kommet til kræfter efter denne ulykke, valgte de den ovenfor omtalte Lamissio til deres konge, og så som denne var besjælet af en glødende ungdomsiver og var en udmærket kriger, ønskede han at hævne sin fosterfader Agelmunds drab og rettede derfor sine våben mod vulgarerne. Men straks i det første sammenstød vendte langobarderne ryggen til fjenderne og flygtede tilbage til deres lejr. Da kong Lamissio så dette, hævede han sin røst og begyndte at råbe til hele hæren, at de skulle huske den skændsel, der var overgået dem, og genkaldte for deres øjne den vanære fjenderne havde tilføjet dem ved at ombringe deres konge og på så ynkelig en måde slæbe hans datter bort i fangenskab, mens de havde håbet at få en dronning i hende. Endelig opfordrede han dem til at forsvare sig selv og deres nærmeste med våbnene, idet han sagde, at det var bedre at miste livet i kamp end som usle slaver at være genstand for fjendernes spot. Med høj røst sagde han disse og lignende ord til dem, og snart med trusler, snart med løfter gav han deres sind styrke til at udholde kampens trængsler; ja endog, når han så en træl kæmpe, skænkede han ham friheden såvel som belønninger. Omsider bragte da fyrstens opmuntring og det gode eksempel han gav, idet han selv foran alle de andre ilede frem til kamp, dem til at skyde modet op i sig; de styrtede sig over fjenderne, kæmpede tappert og slog modstanderne til jorden med stort tab; og endelig vandt de således sejr over sejrherrerne og hævnede såvel deres konges død som deres egen forsmædelse. Da vandt de et rigt bytte i det de fratog fjenderne, og fra den tid af fik de straks mere mod til at søge krigens møje. Da siden deres anden konge i rækken, Lamissio var død, blev Lethu den Tredje, der fik kongevælde. Efter at have hersket i næsten 40 år efterlod han riget til sin søn Hildeoc, som altså blev den fjerde i rækken; og da han også var død, blev Gudeoc den femte konge. På denne tid blussede store stridigheder op mellem Odocar, der allerede i nogle år havde hersket med kongelig magt i Italien (Odocar fik herredømmet i Italien 476), og rugiernes kong Feletheus eller som han også kaldes Feva. Denne Feletheus boede i hine dage på den venstre Donaubred i den egn, der ved Donau adskilles fra Noricum (Noricum er omtrent det nuværende Steiermark og den syd for Donau liggende del af Østrig. Rugiernes bopæl (»Rugiland«) er da Mähren og den nord for Donau liggende del af Østrig). Her i Noricum fandtes dengang den hellige Severinus' kloster, og han besad al afholdenhedens hellighed og strålede alt ved sine mange gode egenskaber. Skønt han boede i disse egne lige til sit livs ende, hviler hans legeme nu i Neapel (dvs. siden 488 e. Kr., og den hellige Severinus virkede i det af barbarerne frygtelig hjemsøgte Noricum fra omtrent 453 til sin død d. 8. januar 482. Hans levnedsbeskrivelse, som er forfattet en menneskealder senere af Evgippius, er et interessant kulturbillede). Han opfordrede jævnlig med himmelske ord denne omtalte Feletheus og hans hustru, som hed Gisa, til at holde sig borte fra uretfærdighed; men da de foragtede hans fromme ord, forkyndte han dem længe i forvejen, hvad der også senere hændte dem. Efter at nemlig Odocar altså havde forenet de folk, som lød under hans herredømme, nemlig turcilingerne, herulerne og en del af rugierne, dem han allerede længe havde behersket, og også Italiens herboende folkeslag, drog han til Rugiland og kæmpede med rugierne, og tilføjede dem et umådeligt nederlag og fældede oven i købet deres kong Feletheus. Og efter at have hærget hele provinsen drog han tilbage til Italien, idet han førte en stor mængde fanger med sig (denne krig fandt sted i året 487; det følgende år udbrød en ny krig, hvori Odocar påny slog rugierne, hvis fyrste, kong Fevas´ søn Frederik, måtte flygte til østgoterkongen Theoderik). Derpå forlod langobarderne deres land og drog til Rugiland, et navn, der på latin kan gengives ved rugiernes fædreland; og da de forefandt en frugtbar jordbund, opholdt de sig dér i adskillige år. Imidlertid døde Gudeoc, og blev efterfulgt af hans søn Claffa. Da også denne var død, blev hans søn Tato den syvende konge. Nu brød langobarderne også op fra Rugiland og bosatte sig på de åbne sletter, der med et barbarisk ord kaldes »Feld«, (Marchfeld, nordøst for Wien) og medens de i 3 år opholdt sig på dette sted, udbrød der (omkring år 500) en krig mellem Tato og herulernes kong Rodulf. Tidligere havde de stået i forbund med hinanden, men årsagen til striden imellem dem var følgende: kong Rodulfs broder var kommen til Tato for at afslutte en fred. Da han havde endt sit hverv og ville drage hjem, hændte det, at hans vej faldt forbi det hus, hvor kongens datter Rumetruda boede. Da hun så den mængde mennesker og det glimrende følge, spurgte hun hvem det kunne være, der havde så pragtfuldt et følgeskab; man sagde hende da, at det var kong Rodulfs broder, som havde tilendebragt sin sendelse og var på hjemrejsen. Pigen sendte en hen for at indbyde ham til at gøre hende den ære at nyde et bæger vin, og i god tro fulgte han indbydelsen og kom; men da han var lille af vækst, behandlede pigen ham med hånligt overmod og gjorde sig lystig overfor ham. Idet han på én gang følte sig ydmyget og forbitret herover, svarede han igen med sådanne ord, som ophidsede pigebarnet, og opflammet af raseri, som kun en kvinde kan blive, kunne hun ikke længere styre sin lidenskab, men iler med at udføre den misgerning, hun har undfanget tanken om. Hun hykler tålmodighed; påtager sig en glad mine; søger at berolige ham med milde og behagelige ord; indbyder ham til at tage sæde, men gjorde sådan at han kom til at sidde på et sted, hvor han bag sig havde et vindue, der var i væggen. Dette vindue havde hun, tilsyneladende til ære for sin gæst; men i virkeligheden for at han ikke skulle fatte nogen mistanke, dækket med et kostbart forhæng, og så havde hun, dette græsselige uhyre, pålagt sine tjenere, at når hun, tilsyneladende henvendt til mundskænken, sagde; »bland vinen«, så skulle de jage deres spyd igennem ham bagfra. Således skete det også. Det varede ikke længe, inden den grusomme kvinde gav tegnet, og den uretfærdige befaling blev udført, og han sank sammen på gulvet og udåndede med flere sår igennem sig. Da dette blev meldt kong Rodulf, jamrede han over broderens så gruelige endeligt; og ude af stand til at lægge bånd på sin smerte, opflammedes han til at hævne sin broders død. Han brød det forbund, han havde indgået med Tato og erklærede ham krig. Kort at melde: begge hære stødte sammen på åben mark; Rodulf sendte sine folk ud til kamp, men selv satte han sig, uden at nære nogensomhelst tvivl om sejren, til ro i sin lejr og spillede tavl. Dengang var nemlig herulerne øvede i krigens gerninger og vidt berømte ved mange folks nederlag, og hvad enten det nu var for at være mere fri i kampen, eller fordi de ikke ænsede de sår fjenden tilføjede dem, kæmpede de nøgne, idet de kun bedækkede deres blusel. I det altså kongen stolede trygt på disse folks kræfter, blev han selv roligt siddende ved spillet, men lod en af sine mænd stige op i et træ, som netop stod i nærheden, for at han hurtigere kunne melde ham hans folks sejr, og truede med at ville hugge hans hoved af, hvis han forkyndte, at den heruliske hær flygtede. Manden så da herulernes hær vige og overmandes af langobarderne; men da kongen gentagne gange spurgte ham, hvordan det gik herulerne, svarede han, at de kæmpede tappert. Og da han ikke vovede at sige sandheden, fortalte han ikke noget om den ulykke, han så, før hele hæren vendte fjenden ryggen. Da udbrød han endelig om end sent: »Ve dig, usalige Herulien, som straffes ved den himmelske herres vrede!« Urolig ved disse ord sagde kongen: »Skulle mine heruler flygte?« og manden svarede: »Dette har ikke jeg sagt, men du selv, konge!«. (det er åbenbart et fællesgermansk sagn, der her foreligger i slægt med Saxos fortælling om kong Gorm og dronning Thyra efter Knud Dana-Ast død). Da gik det som det plejer at gå i slige tilfælde. Medens kongen selv og alle hans mænd blev forvirrede og ikke vidste, hvad de skulle gøre, kom langobarderne over dem, og de blev hårdt medtagne. Også kongen selv blev dræbt, selvom han gjorde tapper modstand, og medens herulerne flygtede fra hverandre til alle sider, ramte himlens vrede dem i den grad, at de troede, at de grønne hørmarker, de så for sig, var vande de kunne svømme over. Og medens de strakte armene ud som for at svømme, blev de gruelig ramt af fjendernes sværd. Efter at sejren var vunden, delte langobarderne mellem sig det umådelige bytte, de havde fundet i lejren, og Tato fik som sin del Rodulfs fane, som kaldes »Bandum« (jfr. et banner), og den hjelm, han plejede at bære i kamp. Fra denne tid af tabte herulernes magt sig i den grad, at de senere slet ikke havde nogen konge over sig. Men lige fra samme tid af blev langobarderne dristigere, og idet deres hær forøgedes med de forskellige folkeslag de overvandt, begyndte de i den følgende tid at søge krigen og at udbrede deres ry for tapperhed til alle sider. Dog varede det ikke længe, at Tato fik lov til at nyde sin triumf fra krigen. Thi hans broder Zuchilo´s søn Waccho overfaldt ham og berøvede ham livet (Wacchos fader, en broder til Tato hed Uniches; Zuchilo var en af Tato´s tilhængere, som blev dræbt, da Waccho tilrev sig magten). Også Tatos søn Hildechis kæmpede imod Waccho, men blev slået af den sejrende Waccho og måtte han flygte til gepiderne (gepiderne boede på denne tid i Syd-Ungarn og egnen omkring Sava´s udløb i Donau) og blev som landflygtig hos dem lige til sit livs ende. Af denne grund kom gepiderne fra nu af i fjendskab med langobarderne. På samme tid styrtede Waccho sig over suaverne (her kan der næppe tænkes på alemannerne, snarere på bairerne i Donaudalen vest for Rugiland) og tvang dem ind under sit herredømme. Hvis nu nogen mener, at dette er opspind og ikke stemmer med sandheden, da kan han læse indledningen til kong Rotharis langobardiske lovbog; og han vil i næsten alle håndskrifterne finde det fortalt på samme måde, som jeg har skrevet om det i denne lille historie. Men Waccho havde tre hustruer, først thüringerkongens datter Ranicunda; dernæst ægtede han gepidekongens datter Austringusa, med hvem han havde to døtre; den ene hed Wisegarda, og hende gav han frankerkongen Theudipert (herskede 534-548) til hustru; den anden, Walderada, blev bortgiftet til en anden frankerkonge Cusupald (dvs. Theodipald; han herskede i 538-555); men denne nærede selv afsky for hende og gav hende til ægte til en af sine mænd ved navn Garipald (i virkeligheden blev hun først efter sin mand Theodipalds død gift med Garipald, bairernes hertug). Wacchos tredje hustru var herulerkongens datter Salinga; hun fødte ham en søn, som han kaldte Waltari; og denne blev efter Wacchos død den ottende konge, der herskede over langobarderne. Alle disse var lithinger; således kaldtes nemlig en fornem slægt hos dem. Da Waltari havde regeret i 7 år, rev døden ham bort fra denne verden. Ham fulgte Audoin som den niende konge. Og ikke ret længe efter førte han (omkring 526) langobarderne til Pannonien (dvs. Østrig og den vest for Donau liggende del af Ungarn). Mellem gepiderne og langobarderne blussede omsider den strid op, der længe havde ulmet, og man rustede sig på begge sider til krig (få år efter at langobarderne var gået over Donau til Pannonien og således blev naboer til gepiderne). Da man altså var stødt sammen i slag, og begge hære kæmpede tappert, uden at nogen af parterne ville vige for den anden, hændte det, at Audoins søn Alboin og Turisind´s (den gepidiske konge) søn Turismod mødtes midt under kampen; og Alboin gennemborede den anden med sit sværd, så han styrtede ned fra hesten og døde. Da nu gepiderne så, at deres kongesøn var faldet og krigens udfald for en stor del havde beroet på ham, tabte de straks modet og begyndte at flygte. Men langobarderne forfulgte dem og anrettede et voldsomt mandefald iblandt dem. Efter at have dræbt så mange som muligt, vendte de om for at drage rustningerne af de faldne. Da langobarderne med sejr vendte tilbage til deres hjem, opfordrede de deres kong Audoin til at gøre Alboin til sin bordfælle, da det jo var hans tapperhed, de kunne takke for den sejr. De havde vundet i slaget, for at han, der havde været sin fader en ledsager i faren, også kunde være det ved gildet. Men Audoin svarede dem, at han ingenlunde kunne gøre det; han ville derved bryde folkets hellige skikke. »I vide jo«, sagde han, »at det hos os ikke er sædvane, at kongens søn spiser sammen med sin fader, før han har taget våbnene fra et fremmed folks konge.« Da Alboin havde hørte sin fader sige dette, gav han sig, kun ledsaget af 40 ynglinge, på vej til gepidekongen Turisind, med hvem han nyligt havde stået i krig, og betroede ham, hvad der var grunden til, at han var kommet. Denne tog vel imod ham, og indbød ham til sit bord og satte ham ved sin højre side, hvor hans afdøde søn Turismod havde plejet at sidde. Medens imidlertid de forskellige fade fyldtes med retterne, tænkte Turisind på, at her havde hans søn i fordums dage siddet, og idet han mindedes hans død og så hans banemand nu sidde på hans plads, sukkede han dybt og kunne ikke gøre vold på sig selv, men omsider gav hans sorg sig udtryk i ord: »Dette sted er mig kært«, sagde han, »Men den mand, der sidder der, er det mig såre tungt at se«. Derpå begyndte kongens anden søn som var tilstede, ansporet ved sin faders tale, at tirre langobarderne ved fornærmelige ord, idet han forsikrede, at eftersom de nedenfor læggen bar hvide strømpebånd, lignede de hopper, hvis fødder var hvide til skinnebenet, og han sagde: »Det er hvidsokkede hopper i ligner.« Herpå svarede en af langobarderne: »Gå ud på sletten Asfeld; der vil du uden tvivl kunne erfare, hvor godt de, du kalder hopper, kunne sparke med hovene; der ligge jo din broders ben spredte midt på åben mark ganske som et usselt pakdyrs«. Ved disse ord kunne gepiderne ikke længere styre deres hidsighed, men kom i voldsomt raseri og tragtede efter hævn for disse åbenlyse krænkelser. Langobarderne på deres side holdt sig rede til kamp og lagde alle tilsammen hånden på sværdhæftet, men da sprang kongen op fra bordet og lagde sig imellem og bragte sine folks vrede og kamplyst til at lægge sig, idet han truede med øjeblikkelig at ville straffe den, der først begyndte kamp. Det var ikke en sejr, der var guden velbehagelig, sagde han, når man dræbte sin gæst i sit eget hus. Således blev endelig skænderiet bragt til ophør. Man kom atter i en glad stemning og man endte måltidet, og Turisind tog sin søn Turismod´s våben, gav dem til Alboin og lod ham uskadt og i fred vende tilbage til sin faders rige. Efter at være kommet tilbage til faderen, blev Alboin fra den tid af, hans bordfælle. Medens han sammen med faderen glad nød det kongelige måltid, fortalte han alt, hvad der var hændt ham hos gepiderne i Turisind´s kongsgård, ganske som det var foregået. Og alle de tilstedeværende undrede sig og roste Alboins mod, og ikke mindre priste de Turisind´s mageløse retsind. På denne tid herskede kejser Justinianus med held i det romerske rige (527-565). Han havde både lykke med sig i krig og var beundringsværdig i fredens gerninger. Thi ved patricieren Belisarius besejrede han med kækhed over perserne og ved Belisarius tilintetgjorde han også vandalernes folk til sidste mand (i 534) og fangede deres kong Gelismer og bragte hele Afrika tilbage til Romerriget efter 96 års adskillelse. Fremdeles sejrede han ved Belisarius's kræfter over goterfolket i Italien efter at have fanget deres kong Witiches (østgotherne blev undertvunget i 553). Da maurerne derpå hærgede Afrika, knuste han med beundringsværdig tapperhed også dem og deres konge ved konsularen Johannes´ hjælp (konsularerne, de forhenværende konsuler, der havde gennemgået alle trin på embedsstigen, udgjorde det højeste aristokrati indenfor den kejserlige embedsstand), og på lignende måde undertvang han også andre folk ved krig. Således skaffede sejrene over alle disse folk ham de velfortjente tilnavne: Alemannicus, Gothicus, Francicus, Germanicus, Anticus, Alanicus, Vandalicus og Africanus. Også de romerske love, som var alt for vidtløftige og indbyrdes uoverensstemmende, så man ikke kunne bruge dem, lod han affatte i en sammentrængt, mageløs kortfattet form og forbedrede dem. Thi alle de kejserlige forordninger, som var spredt rundt omkring i mange bind, samlede han i 12 bøger; og efter hans befaling blev dette bind kaldt den Justinianske Kodex. Ligeledes bragte han de love, der skrev sig fra de enkelte øvrighedspersoner eller dommere, og som nåede op imod 2000 bøger, ned til et antal af 50; og denne kodex lod han kalde Digesterne eller Pandekterne. Endvidere har han fra nyt af ladet udarbejde 4 bøger »Institutiones«, i hvilke samtlige loves tekst kort fremstilles, og ligeledes samlede han de nye love, han selv havde udstedt i ét bind og bestemte, at denne kodex skulde bære navnet »Novella«. Denne samme fyrste opførte også i byen Konstantinopel til ære for den herre kristus, som er gud faders visdom, en kirke, som han med den græske benævnelse kaldte Agia Sofia, det vil sige den hellige visdom. Dette værk rager endnu i den grad frem blandt alle bygninger, at dets lige ikke kan findes i hele den vide verden. Thi denne fyrste var katolsk i sin tro, ærlig i sine handlinger og retfærdig i sine domme, og derfor formede alt sig til det gode for ham. På hans tid udmærkede Cassiodorus sig i Rom ved sine kundskaber såvel i verdslige som i guddommelige ting; blandt andet, som han med ære har forfattet, har han navnlig givet en meget dygtig forklaring af de dunkle steder i salmerne; han var først konsul og dernæst senator, men til sidst munk (de mærkeligste af de skrifter, der knytte sig til Cassiodorius´ navn, er Varia, en samling embedsbreve til og fra ham, samt hans goterhistorie, som er tabt, men benyttet af Jordanes. Dionysius, med tilnavnet »den lille«, blev ved sin påsketabel grundlæggeren af en vigtig side af den middelalderlige kirkekalender). Samtidig skrev også Dionysias, der var abbed i Rom, med vidunderlig skarpsindighed en påsketavle; dengang udgrundede også i Konstantinopel Priscianus fra Cæsarea dybderne af den grammatiske videnskab, om jeg må bruge dette udtryk og Arator, underdiakon i Rom, en herlig digter, beskrev i heksametriske vers Apostlenes Gerninger. I disse dage levede også den salige fader Benedictus (den hellige Benediclus af Nursia, Benedictinerordenens stifter, munkevæsenets organisator, døde i 543), først på det sted, der hedder Sublacus (dvs. Subiaco, øst for Rom), som ligger i en afstand af 40 millier fra Rom, og siden på borgen Cassinum som kaldes Arx (Monte Cassino omtrent midt imellem Rom og Benevent); han strålede ved sit livs høje fortjenester og ved sine apostoliske dyder. Hans liv har, som bekendt, den salige pave Gregorius i sine dialoger skildret med liflige ord, i denne højt hellige faders liv er der noget, den salige pave Gregorias ikke har omtalt, men som jeg har lyst til i al korthed at fortælle. (Gregorius I. den Store 590-604; uagtet Gregorius i tid stod Benedikt nær, er hans levnedsbeskrivelse af denne blevet rent legendarisk). Ja, da han på guddommelig opfordring rejste fra Sublacus til dette sted, hvor han nu hviler (på Monte Cassino, og det var her Paulus skrev sin langobarderhistorie, hvorfor han stedse omtaler stedet som »dette sted«, »her«), en vejlængde af 50 millier, fløj tre ravne, som han havde plejet at give føden, omkring ham og fulgte ham (til erindring om disse ravne, om hvilke der også fortælles andre sagn, underholder munkene i Monte Cassino stadig tamme ravne). Ved hver skillevej på hele hans vej herhid lod der sig to engle til syne for ham i skikkelse af unge mænd og viste ham den vej, han skulle slå ind på. Hen på dette sted boede der dengang en guds tjener, til hvem en guddommelig stemme sagde:» Tøv ikke her, en ven snart afløse dig vil«. Men da han kom hid, nemlig til borgen Cassinum, holdt han sig stedse i største afholdenhed; navnlig i fastetiden lukkede han sig inde og levede ganske afskåren fra verdens larm. Alt dette har jeg hentet fra et kvad af digteren Marcus, der kom hid til denne fader og skrev nogle vers til hans ære; men jeg har ikke villet afskrive dem i denne lille bog af frygt for at blive alt for vidtløftig. Så meget er dog vist, at denne udmærkede fader af himlen er blevet kaldt til denne frugtbare egn med den frodige dal under sig, for at der her kunne blive et talrigt munkesamfund, således som det jo nu under guds ledelse er sket. Efter at vi nu flygtig har fortalt dette, som ikke burde forbigås, vil vi atter optage tråden i vor fortælling. Den tidligere omtalte langobarderkonge Audoin var gift med Rodelinda; hun fødte ham Alboin, en mand, der var dygtig i krig og virksom i alt. Så døde Audoin og Alboin tiltrådte efter alles ønske regeringen som den tiende konge. Da hans ry bredte sig viden om, og hans magt gjorde hans navn bekendt, skænkede frankerkongen Chlotar ham sin datter Chlotsuinda til ægte (Chlotar I, Chlodovegs søn, regerede fra 511 til 561, først over en fjerdedel af det frankiske rige - senere over det hele). Med hende fik han blot en datter Alpsuinda. Imidlertid døde gepidekongen Turisind og fulgtes på tronen af Cunimund. Da denne ønskede at hævne de krænkelser, gepiderne i gamle dage havde måttet lide, brød han sit forbund med langobarderne og foretrak krig for fred. Men Alboin sluttede et evigt forbund med avarerne, som først kaldtes hunner, senere efter en af deres kongers navn avarer. (Avarerne var beslægtede med hunnerne og et mongolsk folk, og boede oprindelig nord for det Kaspiske Hav, men trængte kort efter midten af det 6. århundrede ind i Donaulandene, undertvang bulgarerne, sydslaverne og flere germanske folk, og dannede et mægtigt rige i Ungarn og var i flere århundreder en stadig plage for Europa, indtil Karl den Store i 796 knuste deres magt). Derpå drog han til den krig, gepiderne havde rustet sig til. Da disse på den anden side skyndte sig frem imod ham, trængte avarerne, som de havde aftalt i forbundet med Alboin ind i deres land. Det sorgens budskab kom til Cunimund, at avarerne var faldet ind over hans grænser. Han tabte modet, da han så sig hårdt betrængt fra begge sider, men opfordrede dog sine folk til først at kæmpe med langobarderne, og hvis de formåede at sejre over dem, kunne de siden drive hunnernes hær ud af landet. Kampen begyndte altså; man kæmpede af alle kræfter (sandsynligvis stod denne kamp i 567). Langobarderne blev sejrherrer og rasede med så voldsom en vrede mod gepiderne, at de ødelagde dem i bund og grund og der af det talrige folk næppe blev nogen tilbage, der kunne melde om dets skæbne. I dette slag dræbte Alboin Cunimund, og af hans afhuggede hoved lod han sig forfærdige et drikkebæger; et sådant kaldtes hos dem »skala« (jfr. udtrykket »skål«), men på latin »patera«, og han tog hans datter Rosemunda til fange tillige med en stor skare af begge køn og alle aldere; hende tog han eftersom Chlotsuinda var død, til hustru, - til sit eget fordærv, som det siden viste sig. Ved denne lejlighed vandt langobarderne så stort et bytte, at de nu kom i besiddelse af overordentlige rigdomme. Men gepidernes folk blev i den grad formindsket, at de fra den tid af ikke længere havde nogen konge over sig; men alle de, der havde kunne overleve krigen, blev enten langobardernes undergivne, eller de sukker den dag i dag under et strengt regimente, idet hunnerne besidde deres land. Alboins navn derimod vandt sådant ry og bredte sig så vide om, at endnu priser baioarierne (dvs. bairerne) såvel som sakserne og andre mænd af samme sprog i deres sange hans gavmildhed og hæder, hans krigslykke og tapperhed; og så fortæller mange endnu den dag i dag, at under ham blev de bedste våben smedet.

Da nu rygtet om langobardernes gentagne sejre genlød til alle sider, sendte den kejserlige sekretær Narsis, der dengang styrede Italien, under forberedelserne til en krig mod goternes kong Totila, sendemænd til Alboin med spørgsmål, om han ville yde ham hjælp i kampen mod goterne (det var ikke som Paulus siger, til Alboin, men til Audoin, at Narsis sendte bud), thi han havde alt i nogen tid stået i forbund med langobarderne. Da sendte Alboin (i 550) en udvalgt skare af sine folk (byzantinske historieskrivere angive hjælpehærens størrelse til 2200 soldater og over 3000 trosknægte), som skulle yde romerne hjælp imod goterne. Efter at disse hjælpetropper var sat over Adriaterhavets bugt over til Italien og havde forenet sig med romerne, begyndte de kampen med goterne; og efter at disse var tilintetgjort til sidste mand tillige med deres kong Totila (i 552), vendte de med sejr tilbage til deres eget, og blev hædret med mange gaver, og i al den tid, langobarderne besad Pannonien, var de Romerstaten til hjælp imod dens fjender. På denne tid påførte Narsis også hertug Buccellinus krig (Buccellinus = Butilin var kort efter midten af det 6. århundrede hertug over de af frankerne undertvungne alemanner). Ham havde frankernes kong Theudepert, da han var draget ind i Italien og så vendte tilbage til Gallien, efterladt sammen med en anden hertug Amingus for at undertvinge Italien. Medens denne Buccellinus hjemsøgte næsten hele Italien med plyndringer og af byttet derfra sendte rige gaver til sin kong Theudepert, blev han omsider, da han tænkte på at overvintre i Campanien, på det sted, der kaldes Tannetum i en hård kamp slået af Narsis og omkom (Tannetum lå lidt sydøst for Parma; ifølge andre kilders vidnesbyrd er det imidlertid sikkert, at denne kamp har stået ved floden Vulturnus (Volturno), som løber ud i det Tyrrhenske hav mellem Neapel og Gaëta). Men da Amingus havde forsøgt at bringe hjælp til den gotiske grev Widin, som gjorde oprør mod Narsis, blev de begge overvundet af denne, og Widin blev fanget og forvist til Konstantinopel; men Amingus, som havde ydet ham hjælp, faldt for Narsis's sværd. Ligeledes døde en tredje frankisk hertug ved navn Leutharius, en bror til Buccellinus; han ville nemlig vende tilbage til sit fædreland, belæsset med stort bytte, men fandt en naturlig død mellem Verona og Tridentum (Trento, Trident) ved søen Benacus (Lago di Garda). Ikke desto mindre havde Narsis endnu en kamp at bestå imod brenternes kong Sinduald, der endnu var tilbage af herulernes stamme, dem Odocar fordum havde ført med sig, da han kom til Italien (brenterne er sandsynligvis de samme som breonerne, som boede i det nordlige Tyrol, hvor endnu navnet på passet Brenner mellem Innsbruck og Brixen minder om dem). Denne Sinduald havde først trofast holdt sig til Narsis og derfor fået rundelig løn af ham; men da han til sidst i overmod rejste oprør og tragtede efter at blive konge, sejrede Narsis over ham i en krig, fangede ham og lod ham hænge på en høj bjælke. På denne tid hævdede også patricieren Narsis ved sin krigslystne og tapre underfeltherre Dagisteus's hjælp sin magt over hele Italiens land. Denne Narsis var nu først sekretær, men dernæst erhvervede han sig ved sine fortrinlige egenskaber og fortjenester patriciatets værdighed. (patricier betyder på denne tid statholder, især men ikke udelukkende statholder i en kejserlig provins). Han var en såre gudfrygtig mand, katolsk i religionen, gavmild mod de fattige, meget ivrig til at genoprette ordenen med hensyn til kirkebygningerne (de kirker der var ødelagt eller vanhelligede af de arianske gotere), så hengiven til messer og bønner, at han mere vandt sejren ved bønner til gud end ved krigerske våben. På hans tid udbrød der navnlig i provinsen Ligurien en såre frygtelig pest (ca. i 570). Thi der kunne lige med ét vise sig visse tegn på huse, døre, kar eller klæder, og hvis nogen ville vaske dem af, trådte de stærkere og stærkere frem. Men efter et års forløb begyndte der i menneskenes løsken eller på andre hemmelige steder at opstå svulster som en nød eller en daddel, og på dem fulgte snart et ulideligt feberanfald, så mennesket døde i løbet af 3 dage. Hvis derimod én overlevede de tre dage, havde han håb om at blive i live. Men der var allevegne sorg, allevegne tårer, thi da der i folket bredte sig en tro på, at de, der flygtede, undgik ulykken, blev husene forladte øde af beboerne, idet kun hundene bevogtede hjemmet. Kvæget blev ene tilbage på græsgangene, uden at nogen hyrde var hos dem. Man kunne se landsbyer og borge, der tidligere havde været fulde af menneskeskarer, men den følgende dag alle lå i den dybeste stilhed, da samtlige indbyggere flygtede. Der var sønner, der flygtede og lod deres forældres lig ligge ubegravede; og der var forældre, der glemte kærligheden til deres børn og forlod dem med feberbrand i legemet. Rørte den gamle slægtskærlighed sig måske i én, så han ville begrave en af sine nærmeste, kom han selv til at ligge ubegravet; og ville han vise en afdød den skyldige ære, omkom han; ville han slå følge på ligfærd, måtte han savne følge ved sin egen ligfærd. Man kunne se tiden førte tilbage til den ældgamle lydløshed; ingen røst lod sig høre på landet, ingen fløjten af hyrder, intet overfald af vilddyr på kvæget fandt sted, intet ran blandt husfuglene. Kornet måtte stå urørt høsttiden over og vente på mejeren; vingården stod bladløs med strålende druer, urørt, da vinteren nærmede sig. I nattens og dagens stunder klang krigstrompeten, og mange hørte ligesom gny af en hær. Der var intet spor af folk, der kom og gik, man så ingen drabsmænd, og dog overvældedes øjnene ved synet af de dødes lig. De steder, hvor hyrderne havde færdedes, var forvandlede til gravsteder for mennesker, og de menneskelige boliger var blevet tilflugtssteder for vilde dyr. Og disse ulykker indtraf nu i Italien, kun indtil alamannernes og bajoariernes grænser, og overgik ene romerne. Imidlertid døde kejser Justinianus, og Justinus den Yngre (Justinus II, 565-578) overtog i Konstantinopel statens styrelse, og på disse tider fik også patricieren Narsis, som i sin iver havde et årvågent øje med alt, omsider fat i biskoppen over staden Altinum (Altino sydøst for Treviso, ikke langt fra Piaves udløb i Adriaterhavet), Vitalis, som adskillige år i forvejen var flygtet til frankernes rige, nemlig til staden Aguntum (Innichen i Syd-Tyrol, lidt nedenfor floden Dravas udspring), og forviste ham til Sicilien. Efter at Narsis nu, som ovenfor fortalt, havde tilintetgjort eller overvundet hele goternes folk og ligeledes sejret over de andre, som vi har omtalt, og derved erhvervet sig meget guld, sølv og andre slags rigdomme, så blev han genstand for stor misundelse af romerne, for hvem han havde virket så meget imod deres fjender. Og de førte i smug sådan tale mod ham hos kejser Justinianus og hans hustru Sofia (i virkeligheden skete dette først under Justinianus´ efterfølger Justinus II) og sagde: »Det havde været tjenligst for romerne at trælle for goterne hellere end for grækerne, når eunuken Narsis hersker og holder os under knugende trælleåg; og dette ved vor såre gudfrygtige kejser intet om. Befri os enten fra hans hånd, eller vi overgiver både den romerske by og os selv til de fremmede folk«. Da Narsis hørte dette, svarede han kort med disse ord: »Hvis jeg har handlet ilde med romerne, vil jeg finde det ilde.« Da blev kejseren så ophidset mod Narsis, at han straks (i 567) sendte præfekten Longinus til Italien for at indtage hans plads. Men Narsis blev ved budskabet herom højligt forskrækket, og så meget frygtede han navnlig for dronning Sofia, at han ikke vovede at vende tilbage til Konstantinopel. Hun skal blandt andet, eftersom han var eunuk, have befalet ham, at han i fruerstuen hver dag skulle uddele til pigerne den uld, hver af dem den dag skulle forarbejde. Da Narsis kom til kundskab om disse ord, skal han have svaret, at han skulle sætte sådan en væv op for hende, at hun ikke skulle få lagt den af i sin levetid. Opfyldt af had og frygt drog han da bort til byen Neapolis i Campanien og sendte derpå sendemænd til langobardernes folk, idet han opfordrer dem til at forlade Pannonien´s fattige marker og komme til Italien for at besidde dette land, hvor der fandtes alle slags rigdomme i overflod (at det var på Narsis's opfordring at langobarderne drog til Italien, er et sagn, hvis oprindelse imidlertid ikke er vanskelig at forstå, da det jo lå nært at sætte langobardernes indvandring (i 568) i forbindelse med Narsis's harme over at være faldet i unåde (i 567)). Og tillige sendte han dem mange arter træfrugter og andre slags ting, som Italien frembringer, for at give dem lyst til at komme. Langobarderne tog beredvillig imod det glade budskab, som de selv i forvejen havde ønsket, og fattede godt mod og store forventninger om fremtiden. Straks så man i Italien skrækkelige tegn om natten, thi der viste sig nemlig på himmelen ildglødende hære, og varsler om det blod, der siden blev udgydt. Men da Alboin skulle drage til Italien med langobarderne, bad han sine gamle venner sakserne om hjælp, for at han kunne få flere mænd til at drage ind med og bemægtige sig det vidtstrakte Italien. Og der kom efter hans ønske til ham mere end 20,000 saksiske mænd med deres hustruer og børn for at drage med ham til Italien. Da frankernes konger: Chlotar og Sigispert hørte dette (når Chlotar I nævnes her, er det en fejl, da han var død i 561; hans søn Sigispert herskede indtil 575 over en del af det frankiske rige), gav de suaverne og andre folkeslag boliger på de steder, disse saksere havde forladt (vistnok i egnene vest for Harzen. Suaverne havde allerede i slutningen af det 5. århundrede underkastet sig den frankiske kong Chlodeveg da frankerne i 531 efter et stort slag ved floden Unstrut i Thüringen havde underlagt sig thüringerne, var de blevet saksernes naboer). Derpå skænkede Alboin sine egne boliger, det vil sige Pannonien, til sine venner hunnerne (dvs. avarerne), dog på de vilkår, at hvis det blev nødvendigt for langobarderne at vende tilbage, skulle de atter kunne komme til deres gamle marker. Altså forlod langobarderne med hustruer og børn og hele deres bohave Pannonien og ilede af sted for at bemægtige sig Italien. Men de havde da boet i Pannonien i 42 år. De drog ud herfra i april måned, i den første indiktion, på den anden dag efter den hellige påske, hvis fest det år efter beregningen faldt på selve den første april, da der alt var forløbet 568 år efter herrens kødspåtagelse (ved indiktionen, forstås en tidsangivelse, der synes opstået i begyndelsen af det 4. kristelige århundrede, og man angiver et års plads indenfor en cyklus på 15 år. Den første af disse cyklus tager sin begyndelse med d.1. september 312 og går altså til d. 31. august 327. Det første år i den 18. Indiktions cyklus er året fra d. 1. september 567 til d. 31. august 568. Ved »den første, anden, tredje osv. indiktion«, menes det første, andet, tredje år indenfor en eller anden indiktionscyklus, men det angives ikke, hvilket nummer denne bærer, indiktionen har rimeligvis sin oprindelse fra den romerske skattepåligning, der fandt sted hvert 15 år.)

Da altså Alboin med hele sin hær og en mængde mennesker var nået til Italiens yderste grænse, besteg han et bjerg, der rager frem i disse samme egne, og betragtede derfra, såvidt han kunne se en del af Italien. Og dette bjerg kaldtes siden, efter hvad der berettes, af den årsag Mons Regis (»Kongens Bjerg« var en bjergtop lidt nord for Cividale kaldes endnu »Monte del re«; men det er vel snarest dette navn, der har givet anledning til fortællingen om Alboin), man fortæller, at der på dette bjerg opfødes vilde okser. Det er heller intet under, da Pannonien, som er rigt på disse dyr, strækker sig lige dertil. Endelig har en såre sanddru gammel mand fortalt mig, at han af en okse, der var fældet på dette bjerg, har set sådant et skind, at 15 mennesker, efter hvad han sagde, havde kunnet ligge på det, den ene ved siden af den anden. Og da Alboin derpå uden nogen hindring var draget ind i Venetiens land, som er den første provins i Italien, nemlig ind over den Forojuianske bys´ eller snarere fæstnings grænser, begyndte han at overveje, til hvem han helst skulle overdrage denne den første provins han havde erobret. (Forumjulii er Cividale (Civ. del Friuli) ved Natisiones øvre løb på grænsen mellem Venetien og det Illyriske kystland; ved denne ene lejlighed skal der dog måske ved Forumjulii forstås det længere nordvest på liggende, nu ødelagte, Julium Carnicum). Hele Italien, som strækker sig imod syd eller rettere imod sydøst, omgives nemlig af det Tyrrhenske og det Adriatiske havs vande, men omsluttes mod vest og nord således af Alpernes bjergrygge, at man ikke kan få adgang dertil uden at benyttede de trange bjergpas og over høje bjergåse, men på den østlige side, hvor det er forbundet med Pannonien, er der en indgang, der både er bredere og meget jævn. Idet nu Alboin som vi sagde, tænkte over hvem han skulle indsætte som hertug i disse egne, besluttede han, efter hvad der fortælles, til høvding over byen Forumjulii og dens distrikt at indsætte sin nevø Gisuif (snarere Gisutf´s fader Grasulf), en mand, der var dygtig i alle forhold og var hans staldmester, hvem man i folkesproget kalder »marpahis« (afledt af det oldtyske »mar« en hest, oldnordisk »merr«, dansk »mær«, j.fr. »marskalk«). Denne Gisulf erklærede, at han ikke ville overtage styrelsen af denne by og dette folk, før kongen tildelte ham de »fara«er, det vil sige slægter eller stammer af langobarderne, som han selv ville vælge. Det skete og idet kongen indrømmede ham det, modtog han de udmærkede langobardiske slægter, som han havde valgt til at bo hos sig. Og først på disse vilkår overtog han en hertugs hæderspost. Han krævede også af kongen skarer af ædle hopper, og også på dette punkt hørte fyrsten velvillig hans bøn. I disse dage, da langobarderne trængte ind i Italien, var frankernes rige, efter at dets kong Chlotar var død (i 561), opdelt i 4 stykker og beherskedes af hans sønner (efter Chlodevegs død i 511 var Frankerriget blevet delt mellem hans 4 sønner; den længst levende af disse, Chlotar I, havde efterhånden draget sine brødres landområder til sig, og fra 558 havde han haft hele riget; efter hans død søgte hans søn Aripert at blive eneherre, men han måtte omsider give efter for sine tre brødres krav og dele med dem). Og den første af disse, Aripert, havde sin bolig i Paris: men den anden, Gunthramn, styrede byen Aurelianum; den tredje, Hilperic, havde sit sæde i Sessionæ, sammesteds som hans fader Chlotar; og endelig herskede den fjerde, Sigisbert, i byen Metis (Aureliaum er Orléans, Sessionæ er Soissons, Metis er Metz). På denne tid styrede fremdeles den såre hellige pave Benedictus romerkirken, og byen Aquileia og folkene dér blev styret af den salige patriark Paulus (Benedictus var først pave i 574-578; i året 568, da langobarderne drog ind i Italien, var Johannes III pave (560-573)(patriarken i Aquileia, nordligst ved Adriaterhavet, på grænsen mellem Venetien og det Illyriske kystland, hed på denne tid Paulinus, ikke Paulus). Da Paulinus frygtede langobardernes barbari, flygtede han fra Aquileia til øen Gradus (Grado i Adriaterhavet nær ved Aquileia) og førte med sig hele sin kirkes skat. I de vintermåneder dette år begyndte med, var der faldet lige så meget sne på sletten, som der plejer at falde på de højeste alper; men i den følgende sommer var frugtbarheden så stor, at man påstår, der aldrig er hørt om noget lignende. På denne tid styrtede tillige hunnerne, som også kaldes avarer, efter at have erfaret kong Chlotars død sig over hans søn Sigisbert. Han mødte dem i Thüringien og vandt en vældig sejr over dem (i 562) ved floden Albis (dvs. Elben) og opfyldte deres bøn om fred. Med denne Sigisbert blev Brunechildis, som kom fra Spanien, forenet i ægteskab; og med hende avlede han en søn ved navn Childepert. Men da avarerne atter kæmpede med Sigisbert i de samme egne som tidligere, tilintetgjorde de frankernes hær og vandt sejr. Efter at Narsis var vendt tilbage fra Campanien til Rom, blev han ikke lang tid derefter revet bort fra dette liv, og hans lig blev lagt i en blykiste og med alle hans rigdomme ført til Konstantinopel. Efter at Alboin nu var kommen til floden Plabis (Piave, der løber ud i Adriaterhavet lidt nordøst for Venezia), kom Felix, biskoppen for den tarvisianske kirke, ham i møde der (Tarvisium er Treviso ved Piave nord for Venezia). Og kongen, såre gavmild som han var, indrømmede ham på hans bøn alle hans kirkes ejendomme og bekræftede sin gave ved et derom udfærdiget aktstykke. Siden vi have talt om denne Felix, ville vi også sige nogle få ord om den ærværdige og vise Fortunatus, som erklærer at denne Felix har været hans kammerat. Hvad denne Fortunatus angår, så var han født på et sted, der kaldes Duplabilis (måske Val Dobbiadene nordnordvest for Treviso) og ligger ikke langt fra borgen Ceneta (Ceneta er Ceneda ca. 4 mil nord for Treviso) og byen Tarvisium. Men dog blev han opfødt og oplært i Ravenna, og han blev såre berømt i den grammatiske kunst såvel som i den retoriske, ja endog også i den metriske. Da han led af heftige øjensmerter, og denne hans kammerat Felix ligeledes havde meget ondt i øjnene, gik de begge til den hellige Paulus´ og den hellige Johannes´ kirke, som ligger i samme by. I den er der også oprejst et alter til ære for den hellige bekender Martin, og dette har i nærheden af sig et vindue, i hvilket der er opstillet en lampe til at give lys. Dens olie berørte de to mænd Fortunatus og Felix straks deres syge øjne med, og smerten blev straks forjaget, og de vandt den sundhed de ønskede. Af den årsag ærede Fortunatus den hellige Martin så højt, at han forlod fædrelandet og kort før langobarderne trængte ind i Italien, ilede til denne samme hellige mands grav i Turones (Tours ved Loire),og som han selv fortæller i sine sange, gik hans vej da han ilede did, over Tiliamentums strøm og Reunia, over Osupum og den Juliske alp, borgen Aguntum og floderne Dravus og Byrrus og over Briones og byen Augusta, som Virdo og Lecha strømmer forbi - således skriver han. (Tiliamentum er Tagliamento, som løber ud i Adriaterhavet mellem Venezia og Aquileia; Reunia og Osupusere er Ragogna og Osopo på Tagliamentos højre bred nordvest for Udine; den Juliske alp i de Karniske alper; Aguntum er Innichen; Dravus er Drava, Byrrus Rienz, der ved Brixen løber ud i Eisack, Adiges biflod; Briones er Brenner, Augusta er Augsburg, Virdo og Lecha er Wertach og Lech). Og da han efter sit løfte var nået til Turones, drog han videre til Pictavis (Poitiers) og boede her. Dér har han beskrevet mange hellige mænds gerninger, dels på prosa, dels på vers, og omsider blev han i denne samme by først indsat til præst, dernæst til biskop, og på samme værdige sted hviler han, begravet med al ære. Han har fortalt den hellige Martins liv i 4 bøger på heroisk versemål (dvs. heksameter), og meget andet har han forfattet, navnlig hymner til de forskellige fester, og især i et behageligt og velklingende sprog småvers til hver enkelt af sine venner, så han ikke står tilbage for nogen digter. Da jeg var kommet til hans gravhøj for at bede, udarbejdede jeg på opfordring af den derværende abbed Aper en gravskrift over ham. Dette har vi i få ord fortalt om denne så store mand, for at hans medborgere ikke ganske skulle være ukendte med hans liv; men lad os nu vende tilbage til gangen i vor historie. Alboin indtog altså Vincentia (Vicenza nordøst for Verona), Verona og de andre byer i Venetien med undtagelse af Patavium (Padua), Mons Silicis (Monselice sydvest for Padua) og Mantua (Mantua blev dog erobret af Alboin, men senere taget tilbage af grækerne). Thi Venetien består ikke blot af de få øer, som vi nu kaldte de venetiske, men dets grænse strækker sig fra Pannoniens land lige til floden Addua (Adda). Beviset herfor findes i årbøgerne, hvor man læser, at Pergamus (Bergamo) er en venetisk by. Også om den Benaciske sø (Gardasøen) læser vi således i historierne (i Isidors etymologier): »den Benaciske sø i Venetien, fra hvilken floden Mincius (Mincio) udgår«. Eneterne (med navnet eneter eller heneter betegnede grækerne dels et lilleasiatisk folk, dels Venetiens indbyggere), omend der af latinerne tilføjes et bogstav (bogstavet v), betyder på græsk »de rosværdige«. Venetien er også forbundet med Istrien, og begge betragtes som én provins. Men Istrien har navn af floden Ister (Istrien, hvorved også må forstås landstrækninger nord for den Istriske halvø, skal have navn efter floden Ister (Donau) synes ikke at være rimeligt. Måske kan Paulus ved Ister have forstået floden Sava). Om den mener man ifølge den romerske historie, at den har været større, end den nu er. I dette Venetien har byen Aquileia været hovedstaden; i dens sted anses nu Forumjulii (Cividale del Friuli) derfor; således kaldet, fordi Julius Cæsar dér havde indrettet et torv for handelen (Forum Julii betyder Julius's torv). Jeg tror ikke, det vil være af vejen, om jeg også kort berører de øvrige provinser i Italien. Den anden provins kaldes Ligurien efter ordet »at samle« (regere), eller rettere sagt plukke bælgfrugter (legumina) som den besidder i stort tal (ved »Ligurien« forstår Paulus, som det tydelig fremgår af nedenstående, noget andet, end hvad vi forstå ved dette navn. Omtrent den nord for Po liggende del af Piemont og Vest-Lombardiet til Adda. Ligurien er den næste provins: de Cottiske alper - og de forklaringer, Paulus her og i det følgende giver af de italienske provinsers navne, stammer for størstedelen fra Isidors etymologier og er på få undtagelser nær urigtige ligesom den ovenfor givne forklaring af navnet efeter). I den ligger Mediolanum (Milano) og Ticinus, som med et andet navn kaldes Papia (Pavia). Den strækker sig lige til gallernes land og imellem den og Suavia, det vil sige alamannernes land (Paulus's Schwaben er omtrent de nord for Donau liggende dele af Bajern og Würtemberg), som ligger mod nord, er der to provinser mellem Alperne, nemlig det første og det andet Retien, i hvilke retierne vides at bo (de to landsdele, der udgør Retien, svarer omtrent til Schweiz og Sydbajern; »det første Retien« ligger mod syd og »det ande Retiont« nordpå). Men den femte provins hedder de Cottiske alper (omtrent det nuværende Ligurien og den syd for Po liggende del af Piemont), og kaldes således af kong Cottius, der levede på Nero´s tid. Den strækker sig fra Ligurien mod sydøst (egentlig »mod Eurus«, mod sydøstenvinden) lige til det Tyrrhenske hav, men imod vest er den forbundet med gallernes land. I den ligger Aquis (Acqui, lidt nordvest for Genua), hvor der er varme kildevæld, Dertona (Tortona, nord for Genua, øst for Alessandria), klosteret Bobium (Bobbio, nordøst for Genua) og også byerne Genua og Saona (Savona, vest for Geaua ved havet). Den sjette provins er Tuscien (Toscana), som kaldes således af røgelse (tus), hvilket dens indbyggere efter deres overtroiske skik plejede at antænde ved ofringerne til deres guder. Den indbefatter imod nordvest Aurelien, men til den østlige side Umbrien i denne provins ligger Rom, der tidligere var hovedet for hele verden. (Paulus´ Umbrien« svarer ikke nøjagtig til det land, oldtiden kaldte således; det sidste strakte sig ikke så langt imod vest, medens den østlige del, Pentapolis af Paulus regnes til Flamminien). Men i Umbrien, som udgør en del af den, ligge Perusia (Perugia), den Clitoriske sø (Lago di Bolsena, nordvest for Viterbo) og Spoletium (Spoleto). Forøvrigt har Umbrien sit navn deraf, at den ragede frem over regnskyllene (imber), da vandfloden i fordums tid ødelagde folkene. Endvidere strækker den syvende provins Campanien sig fra Rom frem indtil floden Siler i Lucanien (Sele, der løber ud sydlig i bugten ved Salerno). I den ligger de såre rige byer Capua, Neapolis og Salerous (Salerno). Campanien kaldes således på grund af Capuas frugtbare slette; forøvrigt er det for størstedelen bjergfuldt; fremdeles begynder den ottende provins Lucanien (oldtidens Lucanien er det, der i vore dage kaldes Calabrien), som har sit navn af en vis lund (Lucus), ved floden Siler, og med indbegreb af Brittien (Brittien eller Bruttien er den sydligste del af det nuværende Calabrien),der kaldes således efter navnet på en af dets fordums dronninger, når det lige til det Siculiske Stræde (Messinastrædet); ligesom de to foregående provinser strækker denne sig langs det Tyrrhenske havs kyst, og den optager Italiens højre horn (dvs. vestlige, altså set nordfra, fra Monte Cassino); i den ligger byerne Pestus (den gamle, forlængst ødelagte, græske by Posidonia eller Pæstum sydligst ved bugten ved Salerno) og Lainus (Lao, længere syd på, lidt syd for den 40. breddegrad), Cassianum (Cassano, øst for Lao, inde i landet), Consentia (Cosenza, syd for Cassano) og Regium (Reggio ved Messinastrædet, ikke at forveksle med Regium i Emilien). Fremdeles regnes som den niende provins de Apenninske alper (denne provins har Paulus åbenbart selv konstrueret; hans beskrivelse af den er også meget forvirret; ikke mindre end 4 af de 5 byer, han nævner i den, angiver han således på andre steder som beliggende i andre provinser), der begynde der, hvor de Cottiske alper ender. De Apenninske alper strækker sig midt igennem Italien og adskille Tuscien fra Emilien og Umbrien fra Flamminien. Her ligger byerne Ferronianus (Frignano mellem Parma og Lucca i Emilien) og Montembellium (Montebello imellem Verona og Vicenza eller snarere Monteveglio vest for Bologna i Emilien), Bobium (Bobbio i de Cottiske alper) og Urbinum (Urbino syd for Rimini), såvel som også den by, der kaldes Verona (i Venetien). Men de Apenninske alper har deres navn af punerne, det vil sige Hannibal og hans hær, som drog over dem i 217 f. Kr. for at gå mod Rom. Der er dem, der siger, at de Cottiske og de Apenninske alper udgør én provins; men de gendrives af Victors historie dér kalder de Cottiske alper én provins for sig (Sextus Aurelius Victor skrev i det 4.århundrede e. Kr.: »De Cæsaribus« levnedsbeskrivelser af kejserne fra Augustus til Constantinus). Fremdeles begynder den tiende provins, Emilien, ved Ligurien og strækker sig imellem de Apenninske alper og Padus´ (dvs. floden Po) vande henimod Ravenna. Den prydes med rige byer, nemlig Placentia (Piacenza) og Parma, Regium (Reggio mellem Parma og Modena), Bononia (Bologna) og Cornelius's Torv, hvis borg kaldes Imolas. (byen Cornelius´ Torv (Forum Cornelii) bærer nu selv navnet Imola). Der har også været dem, der kaldte Emilien, Valerien og Nursien én provins. Men deres mening kan ikke holde stand, siden Tuscien og Umbrien ligger imellem Emilien og Valerien. Derpå er der den elvte af provinserne Flamminien, som ligger imellem de Apenninske alper og det Adriatiske hav. I den ligger Ravenna, den fornemste blandt byer, og fem andre byer, som med en græsk benævnelse kaldes Pentapolis (i almindelighed forstås ved Pentapolis (»fembylandet«) hele den af byzantinerne beherskede kyststrækning omtrent fra Ravenna til lidt nord for Ancona). Men det er sikkert, at Aurelien, Emilien og Flamminien kaldes med disse benævnelser efter de brolagte veje, der fører fra byen Rom, og efter navnene på dem vejene er anlagte af (denne forklaring er sikkert rigtig. Via Aurelia gik fra Rom nordvestpå langs kysten, via Flamminia fra Rom ind igennem landet til Fano nord for Sinigaglia og herfra til Rimini, via Emilia (eller Æmilia) fra Rimini til Piacenza). Efter Flamminien kommer som den tolvte Picenus, som imod syd har de Apenninske bjerge, men på den anden side det Adriatiske hav. Den strækker sig lige til floden Piscaria (Pescara, som løber ud i Adriaterhavet omtrent midt imellem Gorganerbjerget og Ancona). I den ligger byerne Firmus, Asculus og Pinnis (Fermo, Ascolt og Penna) og den nu af ælde forfaldne Adria (selvfølgelig kan der ikke herved forstås den bekendte by nord for Po's udløb. Det er den nuværende by Atri, oldtidens Adria, lidt nord for Pescara, Paulus tænker på), som det Adriatiske hav har fået sit navn efter. Da dens indbyggere drog did fra sabinerne (picenterne hørte til de i en fjern oldtid fra sabinerne udgåede, såkaldte sabelliske folk), var en skade (dvs. en fugl, Picus) deres fanemærke, og af den grund fik den navnet Picenus. Fremdeles ligger den trettende provins Valerien, som Nursia (Norcia er en by i Apenninerne, øst-nordøst for Spoleto) er forenet med, imellem Umbrien, Gampanien og Pieenus. Mod øst berører den samniternes land, dens vestlige del, som begynder ved byen Rom, kaldtes fordums Etrurien efter etruskernes folk (Etrurien er jo det samme som Tuscien, dvs. Toscana, Paulus´ sjette provins. Det er i det højeste kun nogle grænsestrækninger, der kan være tale om). Den har byerne Tiburis, Carsiolis og Reate, Furcona og Amiternum, marsernes land og deres sø, som kaldes Fucinus (alle disse steder ligger øst og nordøst for Rom; de første 5 byer er de nuværende Tivoli, Carsoli, Rieti, Aquila og Terni; Fucinersøen er den nuværende Lago di Gelano eller Lago Fucino). At marsernes land også hører med ind under Valerien, antager jeg af den grund, at det af de gamle slet ikke nævnes i fortegnelsen over provinserne. Hvis imidlertid nogen ved gode grunde beviser, at det er en provins for sig selv, må man rigtignok tage hans fornuftige mening til følge. Den fjortende er Samnium, imellem Campanien, det Adriatiske hav og Apulien; den begynder ved Piscaria (Pescara ved udløbet af floden af samme navn). I den ligger byerne Theate, Aufidena, Hisernia (Chieti lidt sydvest for byen Pescara ved floden Pescara; Alfidena sydøst for Fucinersøen ved floden Sangro; Isornia mellem Alfidena og Beneventam ved Volturnofloden). Det af ælde forfaldne Samnium, som hele provinsen har navn efter og selve hovedstaden i disse provinser, det rige Beneventum. Fremdeles skulle samniterne i fordums tid have fået navn af de lanser, som de plejede at bære, og som grækerne kalde savnia (savnion, flertal savnia, er det græske navn for samniter er også savnitai). Den femtende af provinserne er Apulien med det med den forenede Calabrien (ved Calabrien forstod oldtiden Italiens sydøstligste udløber, det vi kalder den Apuliske halvø ved Apulien egnen nord derfor til lidt nord for den Garganiske halvø). Indenfor den ligger den Salentinske egn (den Tarentinske bugts nordøstlige kyst). Mod vest eller sydvest har den Samnium og Lucanien, men imod øst begrænses den af det Adriatiske hav. Den har meget rige byer, nemlig Luceria, Sepontum, Canusium, Agerantia, Brundisium og Tarentum, og i Italiens venstre (dvs. østlige) horn, der har en udstrækning af 50 millier, det for handelen heldig beliggende Idrontum (af disse byer ligger Luceria (Lucera), Canusium (Canosa) og Agerantia (Acerenza) inde i landet, den første mod nord, de andre sydpå; Sepontum (Siponto) ligger mod nord på sydkysten af den Garganiske halvø; Brundisium (Brindisi), Tarentum (Taranto) og Idrontum (Otranto) på den Apuliske halvøs kyst). Men Apulien har navn af tilintetgørelse (græsk apollymi, jeg tilintetgør), thi ved solens glød tilintetgøres dér hurtig alt, hvad der grønnes på jorden. Som den sekstende provins regnes øen Sicilien. Den beskylles af det Tyrrhenske og Joniske hav og kaldes efter en høvding Siculus´s navn. Den syttende er Corsica, den attende Sardinien; og disse to omgives af det Tyrrhenske hav. Fremdeles kaldes Corsica efter en af dets høvdinge: Corsus. Sardinien efter Hercules's søn: Sardes. Sikkert er det dog,at de gamle historieskrivere har kaldt Ligurien og en del af Venetien og også Emilien og Flamminien det cisalpinske Gallien. Deraf kommer det, at grammatikeren Donatus (Ælius Donatus, levede i midten af det 4. århundrede e.Kr.) i sin forklaring til Vergil har sagt, at Mantua ligger i Gallien, og ligeledes at man i den romerske historie læser, at Ariminum (Rimini) er beliggende i Gallien. I en fjern oldtid (omkring 400 f. Kr.) kom nemlig den galliske kong Brennus (Brennus var rimeligvis et fællesnavn for de galliske konger), der herskede i byen Senones (Sens mellem Orléans og Troyes), med 300,000 senoniske gallere til Italien og bemægtige de sig det lige til Senogallia (Sinigaglia lidt nord for Ancona), som har fået navn efter de senoniske gallere. Men der skrives, at årsagen til at gallerne kom til Italien, var følgende: da de havde smagt noget vin, der var kommet fra Italien, lod de sig af begærlighed derefter lokke til at drage derhen. Efter at 100,000 af dem havde nået frem i nærheden af øen Delfi (Apollos berømte helligdom i Mellem-Grækenland, men ikke en ø, som Paulus kalder den), fandt de døden for grækernes sværd; men andre 100,000 drog til Galatien og kaldtes først gallogrækere, men senere galater; og det er disse hedningernes lærer Paulus har skrevet et brev til; andre 100,000 gallere, som blev tilbage i Italien, byggede Ticinus (Pavia), Mediolanum, Bergamum og Brexia (Brescia) og gav det cisalpinske Gallien navn. Det var disse senoniske gallere, der engang bemægtigede sig Romulus´ by. Thi ligesom vi taler om det transalpinske Gallien, der ligger på den anden side Alperne, således kaldte vi denne del, som ligger indenfor Alperne, det cisalpinske Gallien. Italien, som indbefatter disse provinser, har fået navn efter siculernes høvding Italus, som i gamle dage bemægtigede sig det. Eller også kaldes det Italien af den grund, at det har store okser, der kaldes Itali. Thi da benævnes det efter det ord, som ved en forkortelse hedder Italus, men når et bogstav tilføjes og et andet forandres, hedder Vitulus. Italien kaldes også Ausonia efter Ulixes's søn (den græske sagnhelt Odysseus) Ausonus. Oprindelig var det dog egnen om Beneventum, der kaldtes med dette navn, men siden begyndte hele Italien at benævnes således. Tillige kaldes også Latium Italien, fordi Saturnus, da han flygtede for sin søn Jupiter, her fandt skjul (latebra). Efter at der altså er talt tilstrækkelig om Italiens provinser og navnet på dette land, hvori de af os beskrevne begivenheder foregår, ville vi nu vende tilbage til historiens gang. Alboin betrådte altså Ligurien og drog i begyndelsen af den tredje indiktion (den tredje indiktion begyndte d. 1. september 569), d. 5 september, på den tid da Honoratus var ærkebiskop, ind i Mediolanum. Derpå indtog han alle byer i Ligurien undtagen dem, der ligger ved havets bred. Men ærkebiskop Honoratus forlod Mediolanum og flygtede til byen Genua. Patriarken Paulus, som i 12 år havde styret præsteembedet (i Aquileia), skiltes fra denne verden og efterlod kirken til Probinus's styrelse. På den tid måtte den ticinensiske by (dvs. Pavia; når Paulus her og i det følgende taler om romere (»romani«) i modsætning til langobarderne, bruger han ikke ordet i geografisk betydning (Roms indbyggere), i regel heller ikke i national (den indfødte, romanske befolkning), men i politisk (den byzantinske, østromerske kejsers italienske undersåtter, altså indbyggerne i Syditalien og størstedelen af kysten) i over 3 år udholde en belejring og holdt sig tappert, medens langobardernes hær lå ikke langt fra den mod vest. Imidlertid fordrev Alboin besætningerne og bemægtigede sig alt lige til Tuscien, med undtagelse af Rom, Ravenna og nogle andre befæstede byer ved havet. Romerne besad heller ikke dengang sådan tapperhed, at de kunne gøre modstand, siden både den pest, der havde hersket under Narsis, havde dræbt en mængde mennesker i Ligurien og Venetien, og der efter det frugtbarhedens år, som vi omtalte, indtraf en stærk hungersnød, der medtog hele Italien. Men det er sikkert, at Alboin dengang førte med sig til Italien mange af de forskellige folk, som enten de andre konger eller han selv havde underlagt sig. Derfor kalder vi lige til den dag i dag de landsbyer, hvori de bor, gepidiske, vulgariske, sarmatiske, pannoniske, suaviske, noriske eller med andre lignende navne. Men den ticinensiske by udholdt belejringen i 3 år og nogle måneder og overgav sig da omsider til Alboin og de belejrende langobarder. Da Alboin ville ride ind i byen fra øst igennem den port, der kaldes den hellige Johannes´, styrtede hans hest midt i porten, og skønt den blev ægget med sporerne og allevegne fra fik slag med lanser, kunne den ikke rejse sig. Da tiltalte en af langobarderne kongen således: »Herre konge, husk på, hvad det er for et løfte, du har aflagt. Bryd dette svære løfte, og du vil betræde byen. Thi befolkningen i denne by er i sandhed kristen.« Alboin havde nemlig svoret, at han ville ombringe hele folket med sværd, siden det ikke havde villet overgive sig. Da han nu med tilsidesættelse af dette løfte havde givet borgerne tilsagn om tilgivelse, rejste hans hest sig straks, og efter at han var kommen ind i byen, gjorde han ingen noget ondt, men holdt sit løfte. Da strømmede hele folket sammen til ham i det palads, som fordums kong Theuderic (den østgotiske konge døde i 526) havde bygget, og begyndte efter så store sindets lidelser atter med tillid at se fremtiden imøde. Efter at Alboin i 3 år og 6 måneder havde hersket som konge i Italien, blev han (d. 25. maj 572) taget af dage ved et snedigt anslag af sin hustru. Årsagen til hans drab var følgende. Engang han i Verona blev han siddende ved et lystigt gæstebud, længere end han skulle have gjort, og foran sig havde han et bæger, han havde ladet fremstille af sin svigerfader, kong Cunimunds hoved, og da befalede han, at man skulle give dronningen vin at drikke, og opfordrede hende til gladelig at drikke med sin fader. Dette må ingen holde for en umulighed; jeg taler sandheden i kristus; jeg har på en festdag set fyrst Ratchis (Ratchis var langobardernes konge i 744-749) holde dette bæger i hånden for at vise sine gæster det. Da nu Rosemunda hørte det, fyldtes hendes bryst af en dyb harme, medens hun ikke kunne betvinge den, blev hun betagen af en brændende lyst til at hævne sin fader ved at dræbe sin mand, og hun lagde straks råd op med Helmechis, som var kongens scilpor (sammenlign tysk »schild«; dansk: »skjold«), dvs. våbendrager og plejebroder, om at han skulle dræbe kongen. Han overtalte dronningen til selv at indvie Peredeo, der var en såre kæk mand, i denne plan. Da Peredeo ikke ville lade sig bevæge til denne store forbrydelse ved dronningens tilskyndelser, lagde hun sig om natten i sin kammerpiges seng, thi denne pige havde Peredeo utugtig omgang med, og da så Peredeo kom derhen uden at ane noget, lå han hos dronningen. Og da hun efter at han havde udført sin brødefulde handling, spurgte ham om, hvem han anså hende for at være, og han så havde nævnet navnet på den veninde, han holdt hende for, svarede hun: »Det forholder sig ingenlunde, som du tror; jeg er Rosemunda. Men det, du nu har gjort, det er visselig en sådan ting, Peredo, at enten må du dræbe Alboin, eller han vil selv fælde dig med sværdet.« Nu forstod han, hvad det var for en ulykkesvanger gerning, han havde øvet og nødvendigheden bragte ham så til at indvilge i kongens mord, som han aldrig af egen drift ville have indladt sig på. Da befalede Rosemunda, medens Alboin en middag havde lagt sig til at sove, at der skulle være fuldstændig stille i paladset. Derpå skaffede hun alle andre våben af vejen og bandt hans sværd fast til hovedgærdet, så det hverken kunne løftes eller trækkes ud af skeden og efter et råd hun havde fået af Peredeo, førte så denne kvinde, som var mere grusom end ethvert vildt dyr, Helmechis ind for at han skulle udføre mordet (at Paulus her lader Helmechis, ikke Peredeo udføre forbrydelsen, stemmer dårlig med, hvad han ovenfor i samme kapitel har fortalt). Alboin vågnede pludselig op af søvnen og forstod hvilken fare der truede ham, og rakte hurtig sin hånd ud efter sværdet; og da det var bundet fast, og han ikke formåede at trække det frem, greb han dog en skammel og forsvarede sig nogen tid med den. Men ak, hvor sørgeligt! Den modige krigshelt formåede intet mod fjenden. Han blev dræbt som en af de svage og bukkede under for én ussel kvindes anslag, han som havde vundet så stort et navn i krigen ved så mange fjenders fald. Hans lig blev under langobardernes store sorg og jammer begravet under trinene på en trappe, der stødte op til paladset. Han var høj af skikkelse, og ved hele sit legeme var han skikket til kamp. I vore dage har den forhenværende hertug over veronenserne, Giselpert, ladet hans grav åbne og deraf borttaget hans sværd, samt hvad der var at finde af smykker. Og han pralede af den grund med sin sædvanlige forfængelighed overfor uforstandige folk af, at han havde set Alboin. Efter at Helmechis havde dræbt Alboin, forsøgte han at bemægtige sig hans kongemagt. Men det formåede han ingenlunde, eftersom langobarderne i deres forbitrelse over Albions død stod ham efter livet. Da sendte Rosemunda øjeblikkelig bud til Longinus, præfekten i Ravenna, om snarest mulig at sende et skib, der kunne optage dem. Longinus blev glad ved denne anmodning og skyndte sig at udsende et skib, og det gik Helmechis ved nattetid ombord på sammen med Rosemunda, som samtidig var blevet hans hustru for at flygte. De tog kongens datter Albsuinda og hele langobardernes skat med sig og nåede hurtig til Ravenna. Da begyndte præfekten Longinus at råde Rosemunda til at dræbe Helmechis og indgå ægteskab med ham selv, som hun villigt lånte øren til enhver nederdrægtighed og havde lyst til at blive herskerinde over Ravennaterne, gav hun sit samtykke til denne store forbrydelse; og da Helmechis engang tog et bad og kom op af badekarret, rakte hun ham et bæger med gift, som hun forsikrede, han ville have godt af at drikke. Da han mærkede, at han havde drukket dødens bæger, drog han sit sværd mod Rosemunda og tvang hende til at drikke, hvad der var tilbage. Og således omkom i ét øjeblik efter den almægtige guds dom de to frækkeste mordere. Efter at disse således var omkommet, sendte præfekten Longinus Albsuinda og langobardernes skatte til kejseren i Konstantinopel. Der er dem, der fortæller, at også Peredeo kom til Ravenna med Helmechis og Rosemunda, og at han derfra blev sendt til Konstantinopel sammen med Albsuinda, hvor han ved en kampleg i folkets og kejserens påsyn dræbte en løve af vidunderlig størrelse. Og efter kejserens befaling blev, fortæller man, hans øjne revet ud, for at han ikke, eftersom han var en kraftig mand, skulle anrette noget ondt, i kongestaden (Konstantinopel). Nogen tid efter skaffede han sig to små knive, og med dem skjult i begge sine ærmer gik han til paladset og lovede, at hvis han fik adgang til kejseren, ville han sige noget, der var til nytte for ham. Kejseren sendte to patriciere, der stod ham nær, for at de kunne tage imod hans meddelelser. Da de kom til Peredeo, gik han nærmere hen til dem, som om han ville sige dem noget i hemmelighed; og med begge hænder tilføjede han dem begge et hårdt sår med de sværd, han havde skjult, så de straks styrtede til jorden og udåndede. Således hævnede denne mand, der i visse henseender ikke var hin stærke Samson ulig, de krænkelser, der var tilføjet ham, og til hævn for tabet af sine to øjne dræbte han to mænd, kejseren havde stor nytte af. Men i Italien valgte i byen Ticinus langobarderne alle efter fælles overlæg den fornemste mand iblandt, dem, Cleph, til deres konge. Mange mægtige romerske mænd henrettede han eller jagede ud af Italien. Efter at han med sin dronning Masane havde regeret i ét år og 6 måneder, blev han myrdet af en træl, han havde i sit følge (i slutningen af 573 eller snarere i begyndelsen af 574). Efter hans død havde langobarderne i 10 år ingen konge, men stod under hertuger. Thi disse herskede, hver i sin stad: Zaban i Ticinus, Wallari i Bergamum, Alichis i Brexia. Eoin i Tridentum og Gisulf i Forumjulii. Men foruden dem var der også 30 andre hertuger, hver i sin by. I de dage blev mange af de romerske adelsmænd dræbt af havesyge men de øvrige blev skatskyldige, idet de fremmede delte dem mellem sig, således at de skulle betale tredjedelen af deres afgrøde til langobarderne (at den romanske befolkning er kommet i et afhængighedsforhold til langobarderne, kan der efter Paulus's ord ikke tvivles om; det vanskelige spørgsmål er, hvorvidt den under dette afhængighedsforhold har bevaret sin personlige frihed, er blevet ufri, eller - hvad der er det rimeligste - er kommen i en halvfri tilstand som fæstebønder, en tilstand, der næppe har været noget tilbageskridt). Af disse langobardernes hertuger blev i det syvende år efter Alboins og hele folkets ankomst, og efter at kirkerne var plyndrede og præsterne dræbt, byerne lagt øde og indbyggerne, der var vokset frem som korn blev udryddede. Italien var for størstedelen erobret og underlagt af langobarderne, med undtagelse af de egne, som Alboin havde indtaget.

Nu drog da en del af langobardernes hertuger med en stærk hær ind i Gallien (574). Deres ankomst forudsås lang tid i forvejen den guds mand Hospitius, som levede indelukket i Nicea (Nizza), idet den hellige ånd åbenbarede ham den; og han forkyndte for borgerne i denne samme by, hvilke ulykker der truede dem. Thi han var en mand af stor afholdenhed og førte et priseligt liv; bundet på kroppen med jernlænker og med en hårskjorte trukket derover spiste han ikke andet end brød og nogle få dadler. Men i fasten levede han af rødderne af nogle ægyptiske urter, som eremiterne bruger, idet handelsmænd bragte ham dem. Igennem ham værdiges herren at udføre store gerninger, som findes beskrevne i den ærværdige turonensiske biskop Gregorius´ bøger (den frankiske historieskriver Gregor af Tours (død 594), hvis »Ti bøger frankisk historie« er en af Paulus's hovedkilder). Denne hellige mand forudsagde da langobardernes ankomst til Gallien på følgende måde: »Langobarderne vil komme til Gallien,« sagde han, »og ødelægge syv byer, fordi disses slethed er vokset i guds øjne. Thi hele folket er hengivet til mened, skyldigt i tyveri, tilbøjeligt til røveri, rede til manddrab; hos dem findes ingen retfærdighedens frugt; tiende gives ikke, den fattige får ikke sit underhold, den nøgne klædes ikke, den fremmede får ingen gæstfri modtagelse. Derfor skal dette slag træffe folket der«. Også sine munke formanede han og sagde: »Gå også i bort fra dette sted og tag med eder, hvad i have. Thi se, der nærmer sig et folk, som jeg har forudsagt, vil komme.« Men da de erklærede: »Vi ville ikke forlade dig, højthellige fader,« sagde han, »at de ikke skulle være bekymrede for ham. Thi det vil ske, at de tilføjer mig krænkelser; men den skade, de ville gøre mig, vil ikke være til døden«. Efter at munkene var draget bort, kom langobardernes hær, og medens den hærgede alt hvad den forefandt, kom den til det sted (lidt øst for Nizza, ved havet, ved Castello San Ospizio), hvor den hellige mand levede indelukket. Han viste sig dog for dem i et vindue i tårnet, men da de gik rundt om tårnet og søgte en indgang, hvor de kunne komme ind til ham, og ikke fandt den, steg to af dem op på taget og tog det af. Da de så ham bundet med lænker og iført en hårskjorte, sagde de: »Dette er en forbryder og han har begået manddrab; derfor holdes han bunden i disse lænker.« Efter at have tilkaldt en tolk spurgte de ham om, hvad ondt han havde gjort, siden han straffedes med et sådant fængsel. Og han tilstod, at han var en drabsmand og skyldig i alle forbrydelser. Da drog en sit sværd for at afhugge hans hoved, men straks blev hans højre hånd stiv under selve stødet, og han kunne ikke trække den tilbage til sig, og han slap sværdet og lod det falde til jorden. Da hans kammerater så det, opløftede de et højt råb og bønfaldt den hellige mand om, at han i mildhed ville lære dem, hvad de skulle gøre. Og han gjorde frelsens tegn over den hentørrede arm og gengav den sundheden. Den langobard, der var blevet helbredt, blev omvendt til troen på kristus; han blev straks gejstlig og siden munk. Og han forblev på dette samme sted, idet han tjente gud, lige til sit livs ende. Da den salige Hospitius talte guds ord til langobarderne, var der to hertuger, der hørte på ham med ærefrygt, og de nåede uskadte tilbage til deres land; men nogle som ringeagtede hans ord, omkom ynkeligt i selve Provincia (Provence). Medens nu langobarderne hærgede Gallien, førte Provincias patricier (statholder) Amatus, som stod under frankernes kong Gunthramn (død 693), en hær imod dem. Men da det kom til slag, vendte han ryggen og omkom dér, og da anrettede langobarderne et så stort nederlag på burgundionerne (burgunderne, Gunthramns undersåtter), at tallet på de dræbte ikke kan beregnes, og berigede med et uvurderligt bytte vendte de tilbage til Italien. Da disse drog bort, blev Eunius, som også kaldtes Mummulus, tilkaldt af kongen og opnåede patriciatets værdighed. Men da langobarderne anden gang faldt ind i Gallien og kom lige til Mustiascalmes (Moustiers i Provence, omtrent 10 mil vestnordvest for Nizza), et sted, der ligger ved staden Ebredunum (det nuværende Embrun, i Provence, omtrent midt imellem Grenoble og Nizza, nord nordøst for Moustier), opbød Mummulus en hær og drog derhen med burgundionerne. Og efter at have omringet langobarderne med hæren og også lavet forhugninger gennem de uvejsomme skove, styrtede han sig over dem og dræbte en mængde af dem; men adskillige fangede han og sendte til sin konge Gunthramn. Efter at dette var sket, vendte langobarderne tilbage til Italien. Derefter bryder sakserne, der var kommet til Italien sammen med langobarderne ind i Gallien og slår lejr i det regensiske distrikt (Provence), nemlig ved landsbyen Stablona (Establon, lidt nordvest for Moustiers), idet de til forskellige sider gør udfald mod de landgårde, der hørte til nabobyerne, ranede bytte, bortføre fanger og hærgede allevegne. Da Mummulus erfarede dette, styrtede han sig over dem med sin hær og dræbte mange af dem, og han holdt ikke op med at hugge ned, før natten kom og gjorde en ende derpå. Thi han havde fundet dem sorgløse og uden anelse om den skæbne, der kom over dem. Men da det var blevet morgen, opstillede sakserne deres hær, idet de kækt beredte sig til at kæmpe. Da gik der sendebud mellem begge hære, og der blev sluttet fred. Sakserne gav Mummulus gaver, efterlod de fangne og hele byttet og vendte tilbage til Italien. Efter at nu sakserne var vendte tilbage til Italien, besluttede de atter at gå til Gallien og tog deres hustruer og børn og hele deres bohave med sig. De ville nemlig søge at blive modtaget af kong Sigispert for ved hans hjælp at komme tilbage til deres fædreland. Det er alligevel sikkert, at saksernes hensigt med at drage til Italien med hustruer og børn var den, at de ville tage bolig dér; men så vidt man kan forstå, har de ikke villet stå under langobarderne; thi disse havde ikke villet tillade dem at leve under deres egen ret. Og derfor mener man, at de drog tilbage til deres fædreland. Da de ville drage ind i Gallien, dannede de to afdelinger, og af disse drog den ene frem over byen Nicea, men den anden over Ebredunum, idet den ville vende tilbage ad den samme vej, som den det foregående år havde fulgt. Eftersom det var høsttid, samlede og tærskede de kornet, fortærede det selv og gav deres dyr det at æde. De røvede kvæg og de afholdt sig heller ikke fra at brænde. Men da de var kommet til floden Rodanus (Rhone, som endnu i Schweitz kaldes Rodan) for at sætte over den og derpå begive sig til Sigisperts rige, mødte Mummulus dem med en stærk hær. Da de så ham, blev de såre bange og gav ham mange guldmønter for at få fri overfart og fik lov til at sætte over Rodanus. Og medens de drog videre til kong Sigispert, bedrog de undervejs mange i deres handel med dem, idet de betalte dem med kobberstænger, der på en måde, jeg ikke kender, var farvede således, at de havde udseende af ægte prøvet guld. Derved blev adskillige førte bag lyset ved denne svig, og idet de gav dem guld og modtog kobber, blev de bragt i fattigdom. Dog, da de kom til kong Sigispert, fik de lov til at vende tilbage til det sted, de tidligere var draget ud fra. Da de var kommet til deres fædreland, fandt de at det var i suavernes og andre folks besiddelse, som vi før har omtalt. Da rejste de sig imod disse og forsøgte at fordrive og ødelægge dem, men hine tilbød dem tredjedelen af landet, idet de sagde: »Vi kunne leve sammen og bebo det i fællesskab uden fjendtligt sammenstød«. Da sakserne på ingen måde ville slå sig til ro derved, så tilbød de dem derpå halvdelen, derefter de to tredjedele, idet de blot ville forbeholde sig selv den tredje. Og da sakserne heller ikke ville indlade sig derpå, tilbød de dem tillige med landet alt kvæget, blot for at blive fri for krig. Ikke engang det ville sakserne gå ind på; de ville have sagen afgjort ved våbenmagt og bestemte før kampen, hvorledes de ville fordele suavernes hustruer imellem sig. Men det gik dem ikke som de tænkte. Thi da kampen var begyndt, mistede 20,000 af dem livet, men af suaverne faldt der 480, og de øvrige vandt sejren. De 6.000 af sakserne, der havde overlevet kampen, aflagde et løfte om, at de hverken ville skære deres skæg eller hår, før de fik hævn over deres fjender suaverne (den skik at aflægge dette løfte omtaler Tacitus i skriftet Germania (skrevet omkring år 100 e. Kr.) som almindelig blandt chatterne (hesserne)). Sakserne gik atter til kamp, men led et frygteligt nederlag og opgav først så krigen. Derefter brød tre af langobardernes hertuger, nemlig Arno, Zaban og Rodanus ind i Gallien. Amo rykkede frem ad den Ebredunensiske vej, nåede lige til Machoavilla (Maøosque, i Provence ved floden Durance vest for Moustiers), som Mummulus havde erhvervet som gave af kongen, og slog lejr dér: Zaban drog ned over byen Dea (Die i Dauphiné) og kom lige til Valentia (Valence); men Rodanus angreb byen Gratianopolis (Grenoble). Amo indtog nu den Arelatensiske provins med de omliggende byer (Arelate er Aries), og idet han drog lige til selve den stenede slette, der ligger ved byen Massilia (Marseille), plyndrede han alt hvad han kunne finde, men da han beredte sig til at belejre Aquinses (Aix), tog han imod 22 pund sølv og drog bort fra dette sted. Også Rodanus og Zaban ødelagde på lignende måde med brand og rov de steder de kom til. Da dette var blevet meldt til patricieren Mummulus, kom han med en stærk hær, stødte først sammen med Rodanus, som belejrede Gratianopolis, fældede mange af hans hær og nødte ham selv til, såret af en lanse, at flygte til bjerghøjderne. Derfra brød han med 500 mand, som han havde tilbage, frem gennem afsides skove, nåede til Zaban, som dengang belejrede Valentia, og meldte ham alt, hvad der var sket. Disse to fulgtes så ad og kom under almindelig plyndring til den Ebredunensiske by. Men dér mødte Mummulus dem med en talløs hær, indlod sig i slag med dem og sejrede over dem idet nu Zaban og Rodanus drog tilbage til Italien, kom de til byen Secusium (Suså i Vestalperne, vest for Turin) hvor Sisinnius på den tid førte befalingen i kejserens navn. Til ham kom en tjener fra Mummulus, og overrakte ham et brev fra denne, og bragte melding om, at han selv ville komme snarest mulig. Da Zaban og Rodanus havde erfaret dette, drog de straks bort derfra til deres eget, og på budskabet herom samlede Amo hele sit bytte og drog afsted for at vende tilbage til Italien. Men da sneen lagde ham hindringer i vejen, måtte han lade en stor del af sit bytte blive tilbage og kunne med nød og næppe med sine folk trænge gennem alpepasset, og således nåede han fædrelandet. Da frankerne i disse dage rykkede frem, overgav borgen Anagnis (Nano, i Val di Non, nord for Trident), som ligger ovenfor Tridentum på grænsen af Italien sig til dem. Af den grund kom den langobardiske greve af Lagaris (Lägerthal, syd for Trident) ved navn Ragilo til Anagnis og plyndrede byen. Medens han var på tilbagevejen med byttet, mødte han på den Rotalianske slette (nord for Trident) den frankiske hertug Chramnichis og blev af ham fældet med de fleste af sine folk. Ikke lang tid efter kom denne Chramnichis til Tridentum og hærgede. Men den Tridentinske hertug Eoin forfulgte ham, dræbte ham og hans folk på det sted, der kaldes Salurnis (Salurno, nord for Trident), og fratog ham hele det bytte, han havde taget. Og efter at have fordrevet frankerne tog han det Tridentinske distrikt tilbage. På denne tid (575) blev frankernes kong Sigispert dræbt ved svig af sin broder Hilperic, med hvem han var kommet i krig og hans søn Childepert (Childepert II 575-596), som endnu var en lille dreng, overtog med sin moder Brunechildis styrelsen af hans rige. Tridentinernes hertug den ovenfor omtalte Eoin, tog til hustru en datter af bajoariernes kong Garibald. I disse tider herskede som ovenfor fortalt, Justinus den Yngre i Konstantinopel, en mand, der var hengiven til enhver slags havesyge, foragtede fattigfolk og plyndrede senatorerne (udtrykket »senatorer« må ikke tages i den gammel-romerske betydning af senatsmedlemmer, det betyder på denne tid blot rigmænd). Hans rasende begærlighed var så stor, at han lod lave jernkister, hvori han sammendyngede alle de guldtalenter, som han røvede, og han skal også have været forfalden til det pelagianske kætteri (Pelagianismen bestred arvesynden). Da han vendte sit hjertes øre bort fra guds bud, mistede han efter guds retfærdige dom forstanden og blev vanvittig. Som cæsar (dvs. underkejser) antog han Tiberius til at råde i hans palads og i provinserne, og Tiberius var retfærdig, dygtig, virksom, klog og gavmild, billig i sine domme, glimrende i sejrs bedrifter og hvad der overgår alt dette, en sand kristen. Da han skænkede de fattige mange af de skatte, Justinus havde dynget sammen, skændte dronning Sofia hyppig på ham, fordi han bragte staten i fattigdom og sagde: »Hvad jeg har skrabet sammen i mange år, adspreder du ødselt i kort tid«. Men han svarede:»Jeg sætter min lid til gud, at det i vor kasse ikke vil skorte på penge til at de fattige kunne få almisser og de fangne løskøbes. Thi dette er en stor skat da herren siger: Samler eder skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer dem, og hvor tyve ikke opgrave og stjæle dem«. Lad os altså samle skatte i himlen af det, herren har tildelt, så vil herren også finde os værdige til at berige os i det timelige liv«. Da Justinus nu havde regeret i 11 år (Justinus II regerede i virkeligheden i 13 år fra 565 til 578), fik han omsider ved sin død ende på den sindssyge, han havde pådraget sig. De krige om hvilke vi ovenfor har omtalt, at de af patricieren Narsis påførtes goterne og frankerne, førtes i virkeligheden på hans tid (disse krige førtes ikke under Justinus II, men, som også Paulus rigtig har angivet, under Justinianus I). Og da på pave Benedictus´ tid (574-578) Rom led under hungersnød, idet langobarderne ødelagde alt i omegnen, sendte han mange tusinde mål korn på skibe fra Ægypten og skaffede byen lindring ved sin iver for barmhjertighed (efter ordlyden er det Justinus, der tales om; men at der i virkeligheden skal forstås Tiberius, fremgår ikke blot af den lovprisning for barmhjertighed, der sikkert ikke ville være blevet Justinus til del, men også af, at det allerede var i 574, denne som sindssyg havde antaget Tiberius som regent). Da Justinus var død, overtog Tiberius Constantinus styret (han herskede fra 578 til 582) og blev således den 50de af de romerske konger (dvs. kejsere - tallet 50 er dog for lille; det er kun ved at forbigå flere kejsere, man kan få det til at passe), medens han under Justinus, som vi ovenfor har sagt, endnu som cæsar styrede paladset og daglig gav mange almisser, skænkede gud ham en stor rigdom på guld. Thi da han engang spadserede igennem paladset, så han i husets gulv en marmortavle, hvorpå herrens kors var udhugget, og han sagde: »Med herrens kors skulle vi bedække vort ansigt og vort bryst, og se, vi træder det under fødderne«. Så snart han havde sagt disse ord, gav han øjeblikkelig befaling til, at tavlen skulle skaffes af vejen. Efter at den var gravet ud og rejst op, fandt man under den en anden med det samme mærke; han befalede da, at også denne skulle tages bort. Da det var sket, fandt man endnu en tredje; og da også denne på hans befaling var bragt til side, fandt man en stor skat på over 1000 guldcentenarier. Den tog han og skænkede de fattige endnu rigeligere gaver end han havde plejet. Også patricieren for Italien Narsis kom, da han i en by i Italien ejede et stort hus, engang til denne by med mange skatte, lod i al hemmelighed i huset grave en stor brønd og gemte der mange tusinde centenarier af guld og sølv. Derefter lod han alle dem dræbe, der vidste besked herom, og betroede det alene til en gammel mand, som han lod aflægge ed. Men da Narsis var død, kom denne olding til cæsar Tiberius og sagde: »Hvis det bringer mig nogen fordel, vil jeg sige dig en stor ting, cæsar«. Han svarede: »Sig, hvad du vil; thi det vil bringe dig fordel, hvis du fortæller noget, som vil være os til gavn?« »Jeg har«, sagde han, »En skat i gem, som tilhører Narsis; nu jeg står ved enden på mit liv, kan jeg ikke tie dermed«. Da glædede cæsaren sig og bød nogle af sine slaver gå med til stedet. Oldingen gik igen, og slaverne fulgte forbavsede med ham; de kom til brønden, åbnede den og gik ned i den. Og der fandt de så meget guld og sølv, at det var næppe nok, de kunne få brønden tømt og skatten skaffet bort, skønt de brugte mange dage dertil. Det uddelte han efter sin sædvane næsten altsammen og skænkede det med rund hånd til de trængende. Da han skulle modtage kejserkronen, og folket efter sædvane ventede ham i Circus ved festlegene, havde man dannet en sammensværgelse imod ham for at få Justinus´ nevø Justinianus sat på kejsertronen; men han gik først omkring til de hellige steder, kaldte derpå byens biskop til sig, trådte med konsulerne og præfekterne i følge ind i paladset, satte sig iført purpurkåben og med panderingen på hovedet på kejsertronen og blev under vældige bifaldsråb stadfæstet i sin værdighed som kejser. Da hans modstandere hørte dette og ikke formåede at stille noget op imod ham, - han havde jo sat sin lid til gud, - følte de sig overvældede af deres onde samvittighed og vidste ikke, hvad de skulle gribe til. Men få dage efter kom Justinianus, kastede sig for kejserens fødder og bragte ham, for at vinde hans gunst, 15 guldeentenarier. Med sin sædvanlige overbærenhed tog Tiberius imod ham og gav ham plads i paladset ved sin side. Men kejserinde Sofia glemte det løfte hun fordums havde givet Tiberius og begyndte at spinde rænker imod ham. Da han drog til landstedet for efter kejserlig skik at forfriske sig en måned ved vinhøsten, kaldte hun hemmeligt Justinianus og ville hæve ham til tronen. Da Tiberius hørte dette, ilede han hurtig tilbage til Konstantinopel, fængslede dronningen og berøvede hende alle hendes skatte, idet han alene gav hende det daglige underhold. Han fjernede hendes tjenere fra hende; og af dem, han kunne stole på, gav han hende andre, som skulle adlyde hende; men han gav dem et bestemt pålæg om, at ingen af de tidligere tjenere måtte få adgang til hende. Justinianus derimod gav han blot en mundtlig irettesættelse og nærede siden så varm en kærlighed til ham, at han lovede hans søn sin datter til ægte, og til gengæld udbad sig hans datter for sin søn. Disse ting kom alligevel ikke til udførelse, jeg ved ikke, af hvilken grund. En hær han sendte ud, vandt en mægtig sejr over perserne; og da den kom tilbage med sejr, bragte den tillige med 20 elefanter en så stor masse af bytte med, at man skulle have troet, det var tilstrækkeligt for den menneskelige begærlighed. Da den frankiske kong Hilperic sendte sendemænd til ham, fik han mange smykker af ham og også guldstykker, hvert på ét pand, som på den ene side havde kejserens billede og derom den indskrift: »Tiberius Constantinus - den stedsevarende kejser«, men på den anden side et firspand og en vognstyrer med indskriften »Romernes hæder«. I hans dage skrev den salige diakon Gregorius, som siden blev pave, medens han var apocrisarius (Gregorius I var i 7 år pavelig gesandt kejserhoffet i Konstantinopel), i denne ved by sin bog om sædelæren, og han vandt i samme kejsers nærværelse en sejr over biskoppen i staden, Euthicius, som førte vranglære om opstandelsen. På denne tid erobrede også Faroald, Spoletiums første hertug, med en hær af langobardere Classis (Ravennas havnestad, omtrent en mil syd for byen), plyndrede den rige by og efterlod den blottet for alle rigdomme. Da patriarken i Aquileia Probinus døde efter at have styret kirken i et år, kom præsten Helias til at forestå denne kirke. Efter at Tiberius Constantinus havde styret riget i 7 år, mærkede han at dødens dag var ham nær; og han udvalgte da, med kejserinde Sofias bifald, den virksomme kappadocier Mauricius (regerede 582-603) til sin eftermand på kejsertronen og overgav ham sin datter, smykket med de kongelige prydelser, idet han sagde: »Mit rige være dig overgivet med denne pige. Styr det mod held, idet du stedse husker at sætte din glæde i billighed og retfærdighed«. Efter at han havde sagt dette, vandrede han fra denne verden til det evige fædreland og efterlod folkene i dyb sorg over hans død. Thi han besad den største godhed, var rede til barmhjertighedsgerninger, retfærdig i sine domme, var som i sine afgørelser og foragtede ingen, men omfattede alle med velvilje; alle elskede han og selv blev han også elsket af enhver. Efter at han var død, skred Mauricius, iført purpuret og med diademet om hovedet, frem til Circus; man tiljublede ham bifald og han skænkede folket rige gaver. Han var den første af græsk byrd, der blev hyldet som kejser (han regerede fra 582 til 603). Men efter at langobarderne i 10 år havde stået under hertuger, valgte de sig endelig (i 584) efter fælles beslutning Authari, en søn af den ovenfor omtalte fyrste Chleph, til konge, ham kaldte de også på grund af hans værdighed Flavius (et æresnavn, der var taget fra de tre romerske kejsere Vespasian, Titus og Domitian's familienavn; thi allerede fra midten af det 3. århundrede havde kejserne begyndt at antage denne titel; omtrent samtidig med langobarderkongen Autbari antog den vestgotiske konge i Spanien Rekkared (586-601) denne titel. Når langobarderkongen således lod sig kalde med en af de kejserlige titler, er det et af de få tegn på bestræbelser for at holde traditionen fra kejsertiden vedlige), og sidenhen har alle der har været konger over langobarderne, med held ført dette tilnavn. I hans dage skænkede alle de daværende hertuger på grund af kongevældets genoprettelse til dækning af kongens fornødenheder hele halvdelen af deres besiddelser, hvoraf kongen selv kunne få sit underhold tillige med dem, der udgjorde hans følge og tjente ham i forskellige embeder. Dog fordeltes de undertrykte folk imellem de indvandrede langobardere (ved »fordeltes« skal der næppe tænkes på en ny fordeling, snarere på en opretholdelse af den gamle). Og dette var i sandhed en vidunderlig ting i langobardernes rige. Der blev ikke øvet nogen voldsomhed, der blev ikke lagt lumske planer op, ingen bebyrdede på uretfærdig vis nogen anden med pligtarbejde, der fandt ingen plyndringer sted, ingen tyverier, ingen røverier, enhver gik i tryghed uden frygt, hvorhen han ville (dette guldaldersagn er stemmer ikke med den historiske sandhed). På denne tid tilsendte kejser Mauricius ved sendemænd frankerkongen Childepert 50,000 solidi for at han med sin hær skulle falde over langobarderne og forjage dem fra Italien (disse forhandlinger fandt sted før Autharis tronbestigelse, og det er vel netop frygten for den fare, der ville opstå, når langobarderne blev angrebne fra to sider, som har bevæget hertugerne til at vælge en konge). Og denne trængte uventet ind i Italien med en talløs mængde frankere. Men langobarderne forskansede sig i byerne og der gik sendemænd mellem hærene, de tilbød gaver og de sluttede således fred med Childepert. Efter at denne var gået tilbage til Gallien, og kejser Mauricius var kommet til kundskab om at han havde sluttet forlig med langobarderne, gav han sig til at kræve de solidi tilbage, som han havde givet ham for at tilintetgøre langobarderne. Men i tillid til sin magt ville Childepert ikke engang give ham noget svar herpå. Efter disse begivenheder gjorde kong Authari skridt til at erobre byen Brexillus (Brescello syd for Po, lidt øst for Parmaflodens udløb i Po), der lå ved bredden af Padus. Derhen var nemlig hertug Drochtulf flygtet fra langobarderne, idet han var gået over til kejserens parti; og nu gjorde han i forening med soldaterne den langobardiske hær tapper modstand. Drochtulf stammede fra svavernes, dvs. alamannernes folk, og han var opvokset mellem langobarderne og da han var fortrinlig af skabning, havde han vundet hertugværdigheden; men så snart han fandt lejlighed til at hævne sig for sit fangenskab, rejste han sig mod langobarderne. Disse førte svære krige imod ham, og idet de endelig slog ham tillige med de soldater, som han havde hjulpet, nødte de ham til at drage til Ravenna. Brexillus blev indtaget og dens mure jævnet med jorden. Derefter sluttede kong Authari for 3 år fred med patricieren Smaracdus, som dengang styrede Ravenna. Med denne af os omtalte Drochtulfs hjælp kæmpede ravennaternes soldater ofte mod langobarderne; og efter at have udrustet en flåde fordrev de med hans hjælp de langobardere, der holdt byen Classis besat. Da han havde nået livets grænse, begravede de ham med ære for den hellige martyr Vitalis's dørtærskel (i Ravenna). Efter pave Benedictus's død (i 578) blev Pelagius indsat til den romerske kirkes biskop uden kejserens befaling, eftersom langobarderne indesluttede og belejrede Rom, og der ikke kunne komme nogen ud derfra (om denne belejring høres der ikke andensteds om). Da biskop Helias af Aquileia ikke ville anerkende den calchidonensiske synodes tre kapitler, sendte pave Pelagius ham et såre ypperligt brev, som var forfattet af den hellige Gregorius, medens han endnu var diakon. (når Paulus her bringer den berømte »trekapitelstrid« i forbindelse med synoden i Kalkhedon, er det ikke helt med rette. Ved Kalkhedonsynoden (451) var monofysiterne blevet fordømt. For at vinde monofysiterne for sig udstedte Justianus i 544 et edikt, i hvilket han fordømte tre »kapitler« dvs. tre biskopper (deriblandt Theodoms af Mopsuestia); på det 5. økumeniske koncilium i 553, blev pave Vigilius nødt til at gå med til en fordømmelse af de tre »kapitler«). Imidlertid førte frankernes kong Childepert krig imod spanierne og sejrede over dem i et slag. Årsagen til denne kamp var følgende. Kong Childepert havde givet den spanske konge Levigilds søn Herminigild sin søster Ingundis til ægte. Denne her Minigild var ved den hispalensiske biskop Leanders forkyndelse og på sin hustrus opfordring blevet omvendt fra det arianske kætteri, som hans fader var hildet i, til den katolske tro (Hispalis er Sevilla. Leander var iøvrigt på denne tid kun munk og blev først senere biskop af Sevilla - arianismen var blevet fordømt på kirkemødet i Nikæa 325, men arianismen vandt en ganske overordentlig udbredelse blandt de germanske folkeslag; også langobarderne bekendte sig for størstedelen til arianismen, - for så vidt de var kristne). Og faderen havde været hjerteløs nok til at tage ham af dage på selve den hellige påskedag havde han ladet ham henrette med økse (Herminigild havde tillige rejst oprør imod sin fader og samlet alle de spanske katolikker imod denne, og i det 16. århundrede blev han erklæret for helgen). Men da Ingundis efter sin ægtefælles martyrdød ville flygte fra Spanien og drage tilbage til Gallien, faldt hun i hænderne på de soldater, der lå på grænsen lige overfor de spanske gotere (det må dog være græske soldater, da Justinian havde erobret enkelte egne af Spanien) og hun blev tillige med sin lille søn fanget og ført til Sicilien; og dér levede hun til sin sidste dag (ifølge Gregor af Tours's beretning døde hun dog i Afrika). Men hendes søn blev sendt til kejser Mauricius i Konstantinopel. Kejser Mauricius sendte nu atter sendemænd til Childepert og overtalte ham til at lade en hær rykke ind i Italien mod langobarderne. Da Childepert mente, at hans søster endnu levede i Konstantinopel, sagde han ja til Mauricius´ sendemænd, for at han kunne få sin søster tilbage, og sendte atter en frankisk hær til Italien mod langobarderne. Medens disses hære ilede frem imod dem, vendte frankerne og alamannerne, som var indbyrdes uenige, tilbage til deres fædreland uden at have vundet nogen som helst fordel. På denne tid var der en vandflod i Venetien og Ligurien og i de øvrige egne af Italien, som man mener, der ikke har været mage til siden Noahs tid. Hele ejendomme blev skyllet bort og mennesker såvel som dyr gik tilgrunde i hobetal. Al samfærsel blev forstyrret, der kom brud på landevejene, og floden Athesis (Adige) steg så meget, at vandet nåede op omkring den hellige martyr Zenos kirke, som ligger udenfor byen Veronas mure, lige op til de øverste vinduer, om det end, som også den salige pave Gregorius siden har skrevet, slet ikke trængte ind i det indre af kirken. Også byens mure styrtede for en del sammen ved denne oversvømmelse. Det var d. 17 oktober 489 denne vandflod fandt sted. Der var også så stærke lyn og tordenbrag, som der næppe plejer at være om sommeren. To måneder senere blev også denne samme by Verona for en stor del fortæret af ildebrande. Under denne vandflod steg Tiberfloden så stærkt i byen Rom, at dens vande strømmede ind over murene og bredte sig over store strækninger af byen. Der kom i flodlejet foruden en stor mængde slanger også en drage til syne af en mærkværdig størrelse, og den svømmede igennem byen ned til havet. Straks efter denne oversvømmelse fulgte der en meget hård pest, den såkaldte ingvinariske eller løskensyge, som rasede så ødelæggende blandt folket, at der af en uberegnelig mængde kun blev nogle enkelte i live. Og først ramte den den ærværdige pave Pelagius og bortrev ham straks (590). Derpå, efter at hyrden var ombragt, bredte den sig imellem folket, og under denne så svære trængsel blev den hellige Gregorius, der dengang var levita (dvs. diaconus), af alle enstemmig valgt til pave (det var meget imod Gregorius´ eget ønske, at han blev valgt til pave). Og da han havde bestemt, at der skulle afholdes et syvfoldigt litani, styrtede under forløbet af én eneste time, medens de påkaldte gud, 80 af dem pludselig til jorden og opgav ånden. Men det syvfoldige litani kaldes således af den grund, at hele byens befolkning af den hellige Gregorius blev opdelt i syv dele for at bede herren om frelse. Thi i det første kor var hele gejstligheden, i det andet alle abbederne med deres munke, i det tredje alle abbedisserne med deres samfund, i det fjerde alle børn, i det femte alle lægmænd, i det sjette alle enker og i det syvende alle gifte kvinder. Når vi nu undlade at sige mere om den hellige Gregorius, så sker det af den grund, at vi allerede for nogle år siden ved guds hjælp har forfattet hans levned. Deri har vi efter vor ringheds evner fortalt alt, hvad der var at sige. På denne tid (i virkeligheden flere år senere i 596) sendte denne samme salige Gregorius Augustinus, Mellitus og Johannes med flere andre gudfrygtige munke til Britannien og omvendte ved hjælp af deres forkyndelse anglerne til kristus. Da patriarken af Aquileia Helias i disse dage (587) var død efter i 15 år at have styret sit præsteembede, påtog Severus sig at lede kirken efter ham. Ham trak patricieren Smaracdus, der kom fra Ravenna til Gradus i egen person med sig ud af kirken og førte ham med vold til Ravenna, tillige med tre andre biskopper fra Istrien, nemlig Johannes Parentinus (dvs. biskop af Parentium, Parenzo på Istriens vestkyst), Severus og Vindemius og tillige Antonius, kirkens (kirken på Gradus´) allerede gamle beskytter. Ved at true dem med landflygtighed og ved at bruge vold imod dem, tvang han dem til at slutte sig til biskop Johannes af Ravenna, som forkastede de tre kapitler og fra pave Vigilius´ og Pelagius´ tid der var faldet fra den romerske kirkes samfund (Vigilius 537-555, Pelagius I 555-560). Men da ét år var forløbet, vendte de tilbage fra Ravenna til Gradus. Men hverken almuen ville slutte sig til dem og ejheller anerkendte de øvrige biskopper dem. Da patricieren Smaracdus ikke uden egen skyld var blevet besat af en ond ånd, fik han til efterfølger som patricier Romanus og drog tilbage til Konstantinopel. Derefter afholdtes der en synode af 10 biskopper i Marianum (Marano vest for Aquileia), og dér anerkendte de patriarken Severus af Aquileia, medens denne udstedte en erklæring om den vildfarelse, han havde befundet sig i, idet han i Ravenna havde sluttet sig til dem, der forkastede de tre kapitler. Navnene på de biskopper, der havde afholdt sig fra dette frafald, er følgende: Petrus af Altinum (Altino), Clarissimus, Ingenuinus af Sabio (Seben ved Brixen nord for Trident), Agnellus af Tridentum, Junior af Verona, Horontius af Vineentia (Vicenza), Rusticus af Tarvisium (Treviso), Fonteius af Feltria (Feltre øst for Trident), Agnellus af Acilus (Asolo, nordvest for Treviso), Laurentius af Bellunum (Belluno nord for Treviso ved Piaves øvre løb), Macentius af Juliutn (Zuglio ved Tagliamentos øvre løb) og Adrianus af Pola (sydvestlig på den Istriske halvø). Derimod gik følgende biskopper sammen med patriarken: Severus, Parentinus Johannes, Patricius, Vindemius og Johannes. På denne tid sendte kong Authari en hær til Istrien (altså imod byzantinerne). I spidsen for denne hær stod den tridentinske hertug Eoin, og efter at have hjemsøgt landet med rov og brand sluttede han fred på ét år og bragte kongen mange penge. Der var desuden andre langobarder, der på øen Comacina (Lago di Como) belejrede befalingsmanden Francio, som endnu stod på Narsis´ parti og allerede havde holdt sig i 20 år. Efter at være blevet belejret i 6 måneder overgav denne Francio øen til langobarderne, men blev selv, som han havde ønsket, løsladt af kongen og drog med sin hustru og sit bohave til Ravenna. På den nys nævnte ø fandt man mange rigdomme, som var blevet gemt der af de forskellige byer. Kong Flavius Authari sendte sendemænd til Childepert med anmodning til ham om, at hans søster måtte blive forbunden med ham ved ægteskab. Childepert modtog gaver af langobardernes sendemænd og lovede at ville give deres konge sin søster; men da der ankom sendemænd fra goterne i Spanien, og han hørte, at dette folk var omvendt til den katolske tro, gav han alligevel også dem løfte om den samme sin søster. Imidlertid sendte Childepert en sendefærd til kejser Mauricius og lod ham sige, at nu måtte han optage krigen med langobardernes folk; thi dette havde han hidtil undladt, og i forståelse med Childepert måtte han nu fordrive dem fra Italien. Kejseren tøvede da heller ikke, men sendte straks en hær derhen for at gøre ende på krigen med langobarderne. Den ilede kong Authari og langobardernes hær ufortøvet i møde og kæmpede med kækhed for deres frihed. I denne kamp vinder langobarderne sejren; frankerne lider et frygteligt nederlag, adskillige blive fangne, og de fleste undkommer ved flugt, og komme med nød og næppe tilbage til deres fædreland. Og det nederlag frankerhæren her led, var større end ethvertsomhelst andet, der ellers er tale om noget steds. Det er i sandhed forunderligt, hvorfor Secundus, som har skrevet noget om langobardernes bedrifter (den langobardiske historie, som Secundus af Trident har forfattet er nu tabt, han var født før midten af det 6 århundrede og døde i 612), har forbigået denne deres store sejr, da man kan læse dette, som vi ovenfor have fortalt om frankernes nederlag, fremstillet næsten med de selvsamme ord i deres historie (dvs. i Gregor af Tours's Frankerhistorie). Men kong Flavius Authari sendte derpå sendemænd til Baioarien, som skulle bede om deres kong Garibalds datter til ægte for ham. Garibald modtog disse vel og lovede at ville give Authari sin datter: Theudelinda. Da sendemændene kom hjem og bragte Authari melding om dette, fik han lyst til med egne øjne at se sin brud. Hhan udtog af sine langobarder nogle få men dygtige folk, og iblandt dem som en slags fører for dem en mand, der var ham særlig hengiven, og ilede med dem til Bajoarien. Efter at de havde fået foretræde hos kong Garibald, således som det plejer at ske med sendemænd, og den mand Authari havde taget med som fører, havde hilst på ham og udtalt de ord, der er i brug ved en sådan lejlighed, så trådte Authari uden at nogen af hint folk kendte ham, nærmere hen til kong Garibald og sagde: »Min herre, kong Authari har afsendt mig i det bestemte ærinde, at jeg skal se eders datter, hans brud, som er vor kommende herskerinde, for at jeg kan bringe min herre en pålideligere melding om, hvordan hun ser ud«. Da kongen havde hørt dette, befalede han sin datter at komme, og da Authari med et tavst nik havde betragtet hende, og fundet stort behag i hende i alle henseender, så dejlig som hun var af skikkelse, sagde han til kongen: »Eftersom vi finde eders datters skikkelse sådan, at vi har al grund til at ønske, at hun bliver vor dronning, så udbede vi os, hvis det behager eders nåde, at måtte modtage et bæger vin af hendes hånd, således som hun senere vil komme til at række os det«. Kongen gav sit bifald dertil, og hun tog vinbægeret og skænkede først for den, der syntes at være føreren. Da hun dernæst havde rakt det til Authari, uden at vide af at han var hendes brudgom, så berørte han efter at have drukket og rakt hende bægeret tilbage, uden at nogen mærkede det hendes hånd med sin finger og lod sin højre hånd glide fra panden ned over næsen og ansigtet. Hun rødmede derved og fortalte det til sin amme. Men denne sagde til hende, hvis den mand ikke selv var kongen og din brudgom, ville han ingenlunde vove at røre ved dig. Men lad os imidlertid tie stille, for at det ikke skal blive din fader bekendt. Det er i virkeligheden en person, der er værdig til at besidde regeringen og at knyttes til dig ved ægteskab«. Authari var nemlig dengang i sin blomstrende ungdom og havde en indtagende skikkelse, fyldigt lyst hår og et såre skønt ydre. Og nu varede det ikke længe, før de med nogle ledsagere, som kongen gav dem, gav sig på vej for at vende tilbage til deres fædreland og skyndsomt forlade norikernes land. Men provinsen Norikum, hvor bajoariernes folk bor, støder mod øst op til Pannonien, mod vest til Suavien, mod syd til Italien, medens Donaus strømme danner grænsen mod nord. Da Authari nu kom nær til Italiens grænser og endnu havde de bajoarier med sig, som skulle tjene ham som følge, så rejste han sig, så højt han kunne op fra den hest han sad på, og med hele sin kraft slyngede han den økse, han førte i hånden, imod et træ, der stod i nærheden, og lod den blive siddende deri, idet han i det samme sagde: »Sådan plejer Authari at hugge«. Og af disse hans ord forstod de bajoarier, der ledsagede ham, at han var selve kong Authari. Da endvidere nogen tid efter kong Garibald var kommet i en vanskelig stilling på grund af frankernes ankomst, flygtede hans datter Theudelinda med sin broder ved navn Gundoald til Italien og lod sin ankomst melde hos sin fæstemand Authari. (sagens sammenhæng er ikke tydelig da man ikke får at vide, om det er et frankisk angreb på Bajern, der foruroliger bairerfyrsten, eller det er et angreb på Italien, der gør ham betænkelig ved at give sin datter til sin lensherres fjende). Han drog hende straks med stor pragt imøde for at fejre brylluppet, og da han mødte hende på Sardes's sletter, der ligge ovenfor Verona, tog han hende under almindelig glæde til ægte d. 15 maj (ca. i 589). Men iblandt de langobardiske hertuger var dengang Agilulf, hertugen over taurinensernes by (Augusta Taurinorum er Turin). I denne by blev nu et stykke træ, som lå i kongsgården, i et uvejr ramt af lynet under et stort tordenbrag. Men blandt sine slaver havde Agilulf dengang en, der havde spådomsevne, og som ved en djævelsk kunst forstod, hvilken tilkommende ting lynnedslag varslede om. Da Agilulf engang satte sig ned for at efterkomme naturens krav, sagde denne slave hemmelig til ham: »Denne kvinde, som nylig har ægtet vor konge, vil om ikke lang tid blive din hustru«. Da Agilulf hørte dette, truede han ham med at ville skære hovedet af ham, hvis han talte mere derom. Men den anden sagde til ham: »Mig kan du dræbe; men vist er det, at denne kvinde er kommet til dette land for at ægte dig«. Og således skete det også senere. På denne tid blev en slægtning af kong Authari ved navn Ansul dræbt i Verona, uden at man kender anledningen dertil. Da også på denne tid frankerkongen Childeperts sendemand Grippo kom tilbage fra Konstantinopel og meldte denne samme sin konge, hvorledes kejser Mauricius havde gjort ære af ham og lovet, at der efter kong Childeperts ønske skulle blive afsendt en hær for at hævne de krænkelser han havde lidt i Kartago (nogle frankiske gesandter var blevet dræbte i et opløb i Kartago), så sendte Childepert straks påny en hær af frankere med 20 hertuger til Italien for at slå langobardernes folk. Af disse hertuger var Auduald, Olo og Cedin de mest ansete. Men da Olo uforsigtig nærmede sig Bilitios borg (Bellinzona nordøst for Lago Maggiore), faldt han, såret af et kastespyd under brystet og døde. Og da de øvrige frankere var draget ud for at gøre bytte, styrtede langobarderne sig fra forskellige steder over dem, den ene efter den anden og huggede dem ned. Men da Auduald og seks andre frankiske hertuger nåede til mediolanensernes by (Milano), slog de lejr på flad mark i nogen afstand fra byen. På dette sted kom der udsendinge til dem fra kejseren som meldte, at der var en hær rede til at bringe dem undsætning, og sagde: »Om tre dage kommer vi med den. Og det skal være eder et tegn når i se et hus i landsbyen der på bjerget står i luer og røgen derfra stige op mod himlen, da kunne i kende, at vi nærme os med hæren, som vi lover«. Efter denne aftale ventede nu de frankiske hertuger i seks dage uden at se nogen komme af dem, de kejserlige sendemænd havde lovet. Derimod drog Cedin med 13 andre hertuger ind i den venstre (dvs. østlige) del af Italien og erobrede fem fæstninger, som han lod aflægge troskabsed. Frankernes hær nåede endogså lige til Verona, og de blev ad fredelig vej herrer over de fleste fæstninger, idet de forlod sig på et løfte, de havde aflagt om troskab og ikke frygtede nogen svig af dem. Men navnene på de borge, de ødelagde i det tridentinske distrikt, er følgende: Tesana, Maletum, Sermiana, Appianum, Fagitana, Cimbra, Vitianum, Bremtonicum, Volænes, Ennemase (alle omkring Trident; deres nuværende navne er Tesine Male, Mean, Piano, Faido, Cembra, Vezzana, Brentonico, Volano, Egna), to i Alsuca (Val Sugana, dalstrøg øst for Tridentum) og en i Verona. Efter at alle disse borge var blev ødelagt af frankerne, blev samtlige borgere førte bort af dem som fanger. Men for borgen Ferruga (kastellet i Trident, Dos di Trento) blev der ved biskopperne Ingenuinus af Sabio's (Seben) og Agnellus af Tridentums mellemkomst givet løsepenge, én solidus for hver enkelt mands hoved, indtil 600 solidi. Imidlertid blev det uvante klima - det var jo sommertid, til plage for den frankiske hær og voldte, at den blev stærkt angrebet af dysenteri, så at der derved omkom adskillige af mændene. Kort at fortælle: Efter at den frankiske hær havde flakket om i Italien i tre måneder og ikke udrettet noget, ikke fået hævn over fjenderne, fordi disse havde begivet sig til de fasteste byer, og ikke formået at få fat på kongen, så at den kunne få hævn over ham, da han havde befæstet sig i ticinensernes by, så besluttede den, svækket som sagt af den stærke hede og medtaget af hunger, at vende hjem til sit eget. Og på tilbagevejen til fædrelandet døjede den hungersnød i den grad, at mændene måtte give deres egne klæder, ja oven i købet tillige deres våben for at købe sig næring, før de nåede deres fædrene grund. Omkring denne tid mener man, at det er sket, som der fortælles om kong Authari. Der går nemlig det sagn (et rent sagn uden noget historisk grundlag), at denne samme konge da er kommet gennem Spoletium til Beneventum og har erobret denne egn og også er draget lige til Regium, den yderste by i Italien i nærheden af Sicilien, og eftersom der sammesteds skal ligge en søjle i havets bølger, fortælles det, at han siddende på sin hest kom lige hen til den og rørte ved den med sin lansespids, idet han sagde: »Hertil skal langobardernes land strække sig«. Denne søjle skal være der den dag i dag og kaldes Autharis søjle. Men den første langobardiske hertug i Beneventum hed Zotto, og han herskede her i 20 år. Imidlertid sendte kong Authari en sendefærd med fredelige ord til frankernes kong Gunthramn, der jo var kong Childeperts farbroder (broder til Childeperts fader Sigispert). Hos ham fandt disse sendemænd en velvillig modtagelse, men blev henviste til Childepert, der var hans brodersøn, for at han ved sit samtykke kunne styrke freden med langobardernes folk. Denne her omtalte Gunthramn var en fredelig konge og udmærket i al god idræt. Ham hændte der noget højst forunderligt, som vi her kort vil indflette i denne vor historie, især da vi ved, at det slet ikke omtales i frankernes historie (dvs. Gregor af Tours's Frankerhistorie, som er en af hovedkilderne til Paulus´ historie). Da han engang var gået i skoven for at jage og medens hans ledsagere spredte sig til forskellige sider, som det ofte sker, var blevet ene med en af sine mænd, som var ham særdeles hengiven, sov han ind med hovedet hvilende i denne trofaste mands skød. Fra hans mund gik der da et lille dyr ud i skikkelse som en snog og begyndte at bestræbe sig for at komme over en smal bæk, der løb nær forbi. Da drog den mand, hvis skød han hvilede i, sit sværd ud af skeden og lagde det over denne samme bæk, og ad det gik den omtalte snog over til den anden side. Og efter at den var gået ind i et hul i bjerget ikke langt derfra og efter nogen tids forløb var kommet tilbage og havde passeret den ovenomtalte bæk over det samme sværd, gik den atter ind i Gunthramns mund, som den var kommet ud fra. Derefter vågnede Gunthramn af søvnen og fortalte, at han havde set et underligt syn. Thi han sagde, at det havde forekommet ham i søvne, at han var gået over en flod ad en jernbro og var gået ind under et bjerg, hvor han havde set mange pund guld. Men den, i hvis skød han havde haft sit hoved hvilende, medens han havde sovet, fortalte ham, hvad han havde set dette vedrørende, ganske som det var gået for sig. Kort at sige: det pågældende sted blev gravet ud, og man fandt dér uvurderlige skatte, som var blevet henlagt der i længst forsvundne dage. Af dette guld lod kongen selv siden gøre et massivt bæger af en vidunderlig størrelse og stor vægt, som han lod udsmykke med mange kostelige ædelstene, og han ville sende det over til herrens grav i Jerusalem. Men da han ikke så nogen mulighed derfor, lod han det sætte over den hellige martyr Marcellus´ lig, der er begravet i byen Cavallonum (Cháons sur Saone), hvor kongens bolig dengang var. Der har det været lige til den nærværende dag, og der er intetsteds noget af guld udført værk, der kan sammenlignes med dét. Men efter at vi således i al korthed har berørt dette, som var værd at fortælle, lad os så vende tilbage til historien. Medens kong Autharis sendemænd opholdt sig i Francien, døde han selv efter 6 års regering i Ticinus d. 5. september (590) efter at have fået gift, som der fortælles. Langobarderne sendte straks en sendefærd til frankernes konge Childepert for at melde ham kong Autharis død og bede ham om fred. Da Childepert hørte dette, tog han godt imod sendemændene, men freden lovede han senere at ville tilstå. Alligevel lod han efter nogle dages forløb mændene rejse hjem med løftet om fred. Men eftersom langobarderne syntes så såre godt om dronning Theudelinda, tillod de hende at beholde den kongelige værdighed og rådede hende til af alle langobarder at vælge sig til mand, hvem hun selv ville, blot det var en, de kunne være tjent med at have til at føre regeringen. Hun rådførte sig med forstandige mænd og valgte derpå taurinaternes hertug Agilulf både til husbond for sig selv og til konge for langobardernes folk. Thi han var en mand, der både var virksom og krigersk og såvel af legeme som af sjæl skikket til at styre riget. Dronningen pålagde ham straks at komme til sig, og selv ilede hun til byen Laumellum (Lumello vest for Pavia) for at møde ham. Da han kom til hende, lod hun efter et kort ordskifte skænke vin for sig. Deraf drak hun først selv og gav så Agilulf resten at drikke. Da han efter at have taget imod bægeret derpå ærbødig havde kysset dronningens hånd, sagde hun med et undseligt smil, at det ikke sømmede sig, at han kyssede den på hånden, hvem han skulle kysse på munden. Og derpå lod hun ham stå op og kysse hende og fortalte ham om ægteskabet med hende og den kongelige værdighed (efter en mere sandsynlig beretning har Agilulf først ved magt tilrevet sig regeringen og derefter taget Theudelinda til ægte). Kort at fortælle: brylluppet fejredes med stor glæde; Agilulf, som var i slægt med kong Authari, overtog den kongelige værdighed allerede i begyndelsen af november. Dog var det først senere, nemlig i begyndelsen af maj (591), ved en almindelig forsamling i Mediolanum af alle langobarderne, at han blev hævet til den kongelige trone. 

Efter at altså Agilulf, der også kaldes Ago, var blevet hyldet som konge (maj 591), sendte han den tridentinske biskop Agnellus til Frankien i anledning af dem, frankerne havde ført bort som fanger fra de tridentinske borge. Da han vendte tilbage derfra, førte han med sig adskillige fanger, som frankernes dronning Brunechildis for sine egne penge havde løskøbt. Også tridentinernes hertug Eoin drog til Gallien for at befæste freden, og han erholdt den og vendte tilbage. I dette år var der en utrolig hård tørke fra januar måned lige til september måned og der opstod stor hungersnød. Der kom også til det tridentinske distrikt en stor mængde græshopper, som var større end andre græshopper; og mærkelig nok opåd de græsset og fortærede moseplanterne, men sæden på marken berørte de kun i ringe grad. Også i det følgende år kom de på lignende måde. I disse dage lod hertugen af sankt Julianus´ ø Minulf (denne ø ligger i den lille Lago di Orta vest for Lago Maggiore) kong Agilulf dræbe, fordi han i den foregående tid havde overgivet sig til frankernes hertuger. Også den bergamensiske hertug Gaidulf gjorde oprør i sin by Bergamus (Beigamo) og forskansede sig mod kongen; men efter at der var givet gidsler, sluttede han fred med denne. Alligevel rejste Gaidulf sig påny og indesluttede sig på øen Comacina (en ø i Lago di Como). Kong Agilulf gik i land på øen og fordrev hans folk derfra og bragte den skat, han fandt henlagt dér af romerne, over til Ticinus. Men da Gaidulf påny flygtede til Bergamus, blev han dér fanget af kong Agilulf og atter taget til nåde. Også hertug Ulfari gjorde oprør mod kong Ago, men blev i Tarvisium (Treviso) belejret og taget til fange af ham. I dette år var der påny en overordentlig hård underlivspest i Ravenna, Gradus og Istrien, således som der også 30 år tidligere havde været. På denne tid sluttede kong Agilulf fred med avarerne. Childepert førte også krig med sin fætter, en søn af Hilperic; og i denne kamp faldt der henved 30,000 mand. Det var dengang en såre kold vinter, en sådan, som næppe nogen kunne erindre, at det tidligere havde været. I brionernes land flød der blod ned fra skyerne, og mellem Renusflodens vande flød der en blodstrøm. I disse dage forfattede den vise og salige pave i Rom Gregorius efter at have skrevet meget andet til den hellige kirkes nytte også fire bøger om de hellige mænds liv. Og dette skrift kaldte han »Dialogen«, det vil sige et ordskifte mellem to, eftersom han havde affattet den under form af en samtale, han havde ført med sin diakon Petrus. Disse bøger sendte han til dronning Theudelinda, om hvem han vel vidste, at hun både var hengiven til troen på kristus og udmærket ved gode gerninger. Denne dronning hjalp også guds kirke til store goder. Thi næsten alt kirkernes gods havde langobarderne taget i besiddelse, medens de endnu var hildede i hedenskabet. Men ved hendes velsignelsesrige bønner lod kongen sig ikke blot bevæge til at holde fast ved den katolske tro (Paulus's udtryk er ikke rigtig klart; thi det er sikkert, at kong Agilulf ikke blev katolik, hvad Paulus heller ikke kan have troet), men endog til at skænke mange besiddelser til kristi kirke og til igen at skaffe de biskopper, der havde levet forkuede og ringeagtede, deres gamle værdighed og anseelse. I disse dage blev Tassilo af frankernes kong Childepert indsat til konge i Bajoarien. Han drog snart efter med en hær ind i selavernes provins, og efter at have vundet sejr vendte han tilbage med et stort bytte (når Paulus her og i det følgende taler om slaver, mener han dermed de af avarerne beherskede sydslaver i Kärnten, Krain, Kroatien, Slavonien og Serbien). På denne tid rejste fremdeles Romanus, patricier og exark i Ravenna til Rom (exarken er den kejserlige statholder). Da han kom tilbage til Ravenna, generobrede han de byer langobarderne havde besat, og hvis navne er følgende: Sutrium, Polimartium, Hortæ, Tuder, Ameria, Perusia, Luceolis og nogle andre byer (disse byer ligger omtrent i en lige linje mellem Rom og Ravenna, sydligst Sutrium (Sutri), det på Hortæ (Orte) ved Tiberens øvre løb, Polimartium (Bomaizo), Ameria (Amelia), Tuder (Todi), Perusia (Perugia) og Luceolis (i nærheden af Gubbio). Perusia dannede et langobardisk hertugdømme; de andre byer tilhørte vistnok alle kejseren). Da kong Agilulf fik efterretning om denne tildragelse, forlod han straks Ticinus, drog med en stærk hær til byen Perusia og belejrede der i nogle dage den langobardiske hertug Mauriso, der havde sluttet sig til romernes parti, tog ham til fange og lod ham straks dræbe. Ved kongens ankomst blev den salige pave Gregorius så forfærdet, at han som han selv fortæller i sine homilier, standsede midt i forklaringen af templet, hvorom der læses hos Ezechiel. Men efter at kong Agilulf havde fået forholdene bragt i orden, drog han tilbage til Ticinus; og derpå varede det ikke længe, før i særdeleshed hans hustru dronning Theudelinda efter de gentagne opfordringer, hun skriftlig havde modtaget fra den salige pave Gregorius, fik ham bevæget til at slutte en fast og urokkelig fred med denne samme hellige mand, pave Gregorius og med romerne. Og den ærværdige præstemand tilstillede da dronningen følgende taksigelsesskrivelse (ca. i 599): »Gregorius til langobardernes dronning Theudelinda. At eders højhed med sædvanlig iver og velvilje har virket for, at der kunne komme en fred istand, har vi erfaret ved en meddelelse fra vor søn, abbed Probus (når paven her kalder abbed Probus sin »søn«, må ordet ikke tages i naturlig betydning; det må forstås om den yngre, den underordnede). Og der var jo heller ikke andet at vente af eders kristelige sindelag, end at I i fredens tjeneste ville lægge eders virkelyst og retsindighed for dagen på en for alle mennesker tydelig måde. Derfor takker vi den almægtige gud, som i sin miskundhed styrer eders hjerte således, at ligesom han har indgivet eder den rette tro, således giver han eder stedse at udføre, hvad der er ham velbehageligt. Thi, høje datter, du må ikke tro, det er en ringe løn, du har erhvervet dig af det blod, som ellers ville have kommet til at flyde på begge sider. Af den årsag bringe vi eder vor tak for det, der har været eders formål, og påkalde vor guds barmhjertighed, at han her og hisset vil give eder lønnen derfor i goder både på legeme og sjæl. Idet vi bringe eder vor hilsen, opfordre vi eder tillige i faderlig kærlighed til hos eders ophøjede ægtefælle at udvirke, at han ikke vægrer sig ved at indtræde i det kristne samfund. Thi, som vi tror, at også I véd, vil det i mange måder være til gavn, om han vil træde i venskabsforhold til det. Men selv må i blive ved den sædvane, I har til I eders bestræbelser stedse at have det for øje, der tjener til begge parters vel, og hvor der tilbyder sig lejlighed til at vinde løn fra gud, end ydermere at stille eders gode egenskaber til tjeneste for den almægtige guds øjne«. Og ligeledes et brev fra den samme til kong Agilulf: »Gregorius til langobardernes konge Agilulf. Vi takke eders højhed, fordi i har lånt øre til vor begæring og, som vi fortrøstningsfuldt har ventet det af eder, anordnet en fred, der vil være til gavn for begge parter. Derfor rose vi også højlig eders klogskab og retsind, fordi i ved at elske freden viser, at i elsker gud, hvis vilje og værk freden er. Thi hvis den, hvad gud forbyde, ikke var kommen i stand, hvad havde da været følgen, uden at de arme bønder, hvis møje er til gavn for begge parter, havde kommet til at udgyde deres blod og derved bragt synd og fare over dem begge? Men for at vi kunne mærke, at denne samme fred, således som den er blevet sluttet af eder, er til gavn for os, beder vi, idet vi i faderlig kærlighed bringe eder vor lykønskning, at i, hver gang der tilbyder sig lejlighed dertil, skriftlig vil indskærpe eders hertuger på forskellige steder og navnlig dem, der have plads her i vor nærhed, at de fuldstændig skulle overholde denne fred, således som det er lovet, og ikke jage efter noget, der kunne give anledning til strid eller ulempe, på det vi kunne vide eder tak for eders gode vilje. Men overbringerne af nærværende brev har vi modtaget med tilbørlig kærlighed som dem, der i virkeligheden var eders mænd, fordi det var ret, med kærlighed både at modtage og at hjemsende vise mænd, som bragte melding om, at gud havde været os så nådig at lade en fred blive sluttet«. Imidlertid viste der sig den følgende januar måned en komet om morgenen og om aftenen hele måneden igennem. I denne måned døde også Johannes, ærkekiskoppen over Ravenna og fulgtes af den romerske borger Marianus. Efter at fremdeles hertug Eoin af Tridentum var død, fik denne plads til hertug, den retsindige Gaidoald, som var katolsk af tro. I de samme dage styrtede bajoarierne i et antal af henimod 2000 mand sig over slaverne, men blev overfaldet af kakanen og alle blev dræbt (kakanen er en benævnelse for den avariske fyrste, og det er et fællesmongolsk ord, med hvilket også sidenhen i det 13. århundrede, den mongolske overfyrste betegnedes i modsætning til underfyrsterne, der hed kaner). Da blev skovheste og bøfler første gang bragt til Italien, hvor de vakte forundring hos befolkningen. På denne tid (596) døde også frankernes kong Childepert i en alder af 25 år tillige med hans hustru, som der fortælles af gift. Hunnerne eller avarerne, som de også kaldes, trængte fra Pannonien ind i Turingien (Thüringen, der var underlagt af frankerne) og førte meget hårde krige med frankerne. Dronning Brunechildis styrede dengang Gallien med sine endnu små børnebørn, Theudepert og Theuderic; dem fik hunnerne penge af og vendte derpå tilbage til deres eget. Også frankernes kong Gunthramn døde, og hans kongemagt overtog dronning Brunechildis med sine endnu små børnebørn, Childeperts sønner. På samme tid lod kakanen, hunnerkongen, sendemænd drage til Agilulf i Mediolanum og sluttede fred med ham. Også patricieren Romanus døde, og efter ham fulgte Gallieinus, som indgik overenskomst om fred med kong Agilulf. I denne tid sluttede Agilulf også en evig fred med frankernes konge Theuderic. Derefter fældede kong Ago veronensernes hertug Zangrulf, der gjorde oprør imod ham. Også den bergamensiske hertug Gaidulf, hvem han allerede to gange havde skånet, ombragte han. Og på lignende måde dræbte han også Warnecaut i Ticinus. I den følgende tid hjemsøgte en meget hård pest påny Ravenna og dem der boede ved havets bredder. I det følgende år svækkede også en stærk dødelighed veronensernes folk. Da så man også et blodigt tegn komme til syne på himlen i skikkelse af blodige lanser og et strålende lys hele natten igennem. Frankerkongen Theudepert førte i denne tid krig med sin fætter Clothar og medtog hans hær frygteligt (i virkeligheden var det Chlothar II, der i året 613 samlede hele Frankerriget, en fætter til Theudipert II's fader, Childepert II, Sigisperts og Brunechildis's søn). I det følgende år døde hertug Ariulf, der havde efterfulgt Faroald i Spoletium. Efter at denne Ariulf havde ført en sejrrig kamp mod romerne i Camerinum (Camerino øst for Perugia), gav han sig til at spørge sine folk om, hvem den mand var, som han selv under hin kamp, som han havde ført, havde set kæmpe så ivrig. Da hans mænd svarede ham, at de ved den lejlighed ikke havde set nogen mand kæmpe mere tappert end hertugen selv, sagde han: »Det er dog vist, at jeg dér så en anden, der i alle måder var mig langt overlegen, og så ofte nogen fra modpartiet var i færd med at ramme mig, skærmede denne raske mand mig stedse med sit skjold«. Og efter at hertugen selv var kommet til Spoletium, hvor den hellige martyr biskop Savinus's kirke er beliggende, hvori denne samme mands ærværdige legeme hviler, spurgte han hvem dette store hus tilhørte. Der blev svaret ham af hans tro mænd, at her hvilede martyren Savinus, hvem de kristne, så tit de drog i krig mod fjender, havde for skik at påkalde til hjælp for sig. Og da Ariulf endnu var hedning, svarede han således: »Er det også muligt, at en død mand yder en levende hjælp?«, og efter at have sagt dette sprang han ned af sin hest og gik ind i kirken for at tage den i øjesyn. Medens de andre forrettede deres bøn, gav han sig til at betragte malerierne dér. Og da han så den hellige martyr Savinus's skikkelse afmalet, så forsikrede han straks med en ed og sagde, at ganske en sådan skikkelse og klædning havde den mand, der havde beskyttet ham i kampen. Deraf kunne man skønne, at det måtte have været den hellige martyr Savinus, der havde ydet ham hjælp i kampen. Efter Ariulfs død kæmpede to sønner af den tidligere hertug Faroald med hinanden om hertugværdigheden, og den ene af dem, han der hed Theudelap, blev kronet med sejr og overtog hertugdømmet. Ved disse tider (det skete dog i 589) blev den hellige fader Benedictus's kloster på borgen Cassinum ved nattetid angrebet af langobardere. Medens disse plyndrede alle ting, kunne de ikke engang gribe en eneste af munkene, på det den ærværdige fader Benedietus´ spådom skulle opfyldes, den han lang tid i forvejen havde udtalt, idet han havde sagt: »Kun med besvær har jeg kunne formå gud til at overlade mig sjælene hersteds«. Legenden fortæller, at en af Benedietus's venner engang fandt ham grædende, og da han spurgte ham, hvorfor han sørgede, svarede han: »Hele dette kloster og alt det, jeg har indrettet for brødrene, er efter den almægtige guds dom overgivet til krigsfolk; kun med besvær.. osv.«), og munkene måtte også flygte herfra og søgte til Rom (her tog pave Pelagius II sig af dem og tillod dem at opføre et benediktinerkloster), idet de bragte med sig bogen med den hellige regel, som den førnævnte fader selv havde affattet, og nogle andre skrifter samt et pund brød og et mål vin, og hvad de havde kunnet skaffe af vejen af bohavet. Efter den hellige Benedictus styrede Constantinus; efter ham Vitalis og tilsidst Bonitus det oprindelige kloster, og under ham var det, at denne ødelæggelse gik for sig. Efter at beneventanernes hertug Zotto var død, udsendte kong Agilulf Arichis for at indtage hans plads. Han stammede fra Forumjulii og havde opdraget den forojulanske hertug Gisulfs sønner, og han var beslægtet med denne samme Gisulf. Til denne Arichis har man et brev fra den salige pave Gregorius, som lyder således: »Gregorius til hertug Arichis. Eftersom vi sætte vor lid til eders højhed som den, der i sandhed er vor søn, så føler vi os tilskyndede til at rette en tillidsfuld bøn til eder om noget, idet vi tro, at i ingenlunde vil tåle, at vi blive bedrøvede, navnlig ikke i en sag, der kan tjene eders sjæl til bedste. Vi give eder da tilkende, at vi til de hellige mænd Petrus's og Paulus's kirker har behov for nogle bjælker, og derfor har vi pålagt vor underdiakon Savinus at fælde nogle i brittiernes land, og at han skal lade dem bringe til et belejligt liggende sted ved havet. Og eftersom han trænger til hjælp i denne sag, så bede vi, idet vi hilser eders højhed med faderlig kærlighed, at i vil give eders embedmænd dersteds befaling om at sende nogle af deres undergivne med deres okser til hjælp for ham, for at han med eders bistand bedre kan udføre, hvad vi har pålagt ham. Vi vil nemlig love, at når arbejdet er fuldendt, vil vi fremsende en gave, der er eder værdig uden at være krænkende for eder. Thi vi ved at tænke os om og at gøre vore sønner gengæld, når de er os til vilje. Derfor bede vi atter, høje søn, at i vil gøre således, at både vi kunne være i eders gæld for den ydede hjælp, og at i kan få løn for de hellige mænds kirker«. I disse dage blev en datter af kong Agilulf tillige med sin mand Gudescale taget til fange i byen Parma af patricieren Gallicinus´ hær og ført til ravennaternes by. På denne tid sendte også kong Agilulf håndværkere til kakanen, avarernes konge, for at bygge skibe, og med disse erobrede denne samme kakan en ø i Thracien (den nordøstlige del af Balkanhalvøen, altså en del af det østromerske kejserrige). I denne samme tid indviede også dronning Theudelinda den kirke for den hellige Johannes den Døber, som hun havde ladet opføre i Modicia (Monza), hvilket sted ligger 12 millier ovenfor Mediolanum, smykkede den med mange prydelser af guld og sølv og forsynede den rigelig med grundejendomme. På dette sted byggede også fordums goterkongen Theuderic et palads, fordi dette sted i sommertiden er køligt og sundt, da det ligger nær ved Alperne. Her byggede tillige den førnævnte dronning sig et palads, i hvilket hun lod udføre malerier, der fremstillede begivenheder af den langobardiske historie. Her vises det tydelig, hvorledes langobarderne i den tid behandlede deres hovedhår, og hvorledes deres klædedragt og udvortes var. De tog nemlig håret bort i nakken, så denne blev blottet lige til baghovedet, men foran havde de det hængende ned på begge sider lige til munden med en skilning midt over panden. Deres klæder var vide og for det meste af linned, ligesom hos angelsakserne (dette er det første sted, hvor navnene angler og sakser sammendrages til ét navn (»anglisaxones«) pleje at have dem, prydede med brede, vævede bræmmer af en anden farve. Deres sko var næsten helt åbne lige til den store tå og holdtes sammen ved remme, der gik over kors fra begge sider. Men siden begyndte de at bruge hoser (»Osæ« eller »hosæ«; i en langobardisk optegnelse hedder det, at kong Adaloald (616-626) var den første, der bar hoser), over hvilke de når de red, trak uldne skafter. Dette var imidlertid en skik, de havde optaget efter romerne. Indtil denne tid havde besætningen i Patavium (Padova) gjort tapper modstand mod langobarderne, så at byen havde holdt stand. Men endelig blev den, da der kastedes ild ind i den, helt og holdent opbrændt af de fortærende flammer, og på kong Agilulfs befaling blev den jævnet med jorden. Dog fik de soldater der var i den, tilladelse til at gå bort til Ravenna. På denne tid kom Agilulfs sendemænd tilbage fra kakanen og meldte, at der var sluttet en evig fred med avarerne. Med dem fulgte en sendemand fra kakanen, som drog videre til Gallien med en opfordring til frankernes konger om at have fred med langobarderne ligesom med avarerne. Imidlertid trængte langobarderne sammen med avarerne og slaverne ind i istriernes land (det tilhørte kejseren) og hærgede alt med ild og rov. Da fødte dronning Theudelinda i paladset i Modicia kong Agilulf en søn, og han blev kaldt Adaloald. I den følgende tid erobrede langobarderne fæstningen Mons Silicis (Monselice). På samme tid blev Gallicinus i Ravenna fordreven og Smaracdus, som tidligere havde været patricier i Ravenna, kom igen. Efter at have ført regeringen i 21 år blev kejser Mauricius såvel som hans sønner Theudosius, Tiberius og Constantinus dræbt af patricieren Priscus´ staldmester Focas (kejser fra 603 til 610). Han havde været en nyttig mand for staten; thi han havde ofte vundet sejr, når han kæmpede mod fjenderne, og det var også ved hans tapperhed, at hunnerne, der tillige kaldes avarer, blev overvundet. I dette år blev hertugerne Gaidoald af Tridentum og Gisulf af Forumjulii, der hidtil havde levet i tvedragt med kong Agilulf, taget til nåde af ham igen. Da blev også den før nævnte søn af kong Agilulf, Adaloald, døbt i sankt Johannes i Modicia; og han blev taget fra fonten (dvs. holdt over dåben) af kristi tjener Secundus fra Tridentum, hvem vi ofte har omtalt. Men den hellige påskedag faldt dengang på d. 7. april. I disse dage herskede der endnu strid mellem langobarderne og romerne som følge af, at kongens datter var blevet taget til fange. Af den grund rykkede kong Agilulf i juli måned (603) ud fra Mediolanum; og i forbindelse med slaverne, som kakanen, avarernes konge, havde sendt ham til hjælp, gav han sig til at belejre byen Cremona, som han indtog d. 21. august og jævnede med jorden. På lignende måde indtog han også Mantua efter at have brudt hul på dens mure med væddere og drog ind i byen d. 13. september, men gav de soldater der var i den, tilladelse til at vende tilbage til Ravenna. Da overgav også den borg, der kaldes Vulturina (Viadana, nord for Po, tæt ved Parmaflodens udløb i Po, i nærheden af Brescello), sig til langobarderne, men soldaterne stak ild på byen og flygtede til Brexillus (Brescello). Efter at dette således var fuldført, blev kongens datter samt hendes mand, børn og hele formue udleveret af patricieren Smaracdus; og i den 9de måned blev der sluttet en fred lige til d. 1. april i den 8de indiktion (den 8de indiktion var året 604¹/₉ - 605³¹/₈; d. 1. april i den 8de indiktion var altså 605¼). Kongens datter vendte derefter tilbage fra Ravenna til Parma, men døde straks efter under en vanskelig nedkomst. I dette år kæmpede frankernes konger Theudepert og Theuderic (sønner af Childepert II, Sigispert I's og Brunechildis's søn) imod deres farbroder Clothar. I denne kamp faldt der mange tusinde på begge sider. Dengang vandrede også den salige pave Gregorius til kristus, da Focas i den 8de indiktion allerede herskede på andet år (Gregorius døde d. 12. marts 604, medens Fokas, som Paulus siger, regerede på andet år, derimod ikke i den 8de, men i den 7de indiktion (603¹/₉ - 604³¹/₈). I Gregors plads blev Savianus indsat i det apostoliske embede. Dengang herskede der en overordentlig kold vinter, og vinrankerne gik næsten på alle steder til grunde. Også kornet blev dels tilintetgjort af mus, dels ramtes det af brand (kornsygdommen), som fortærede det. Thi dengang skulle verden lide af hunger og tørst, eftersom en så stor lærer gik bort, og der derved påkom menneskenes sjæle mangel på åndelig næring, tørst og tørke. Jeg har visselig lyst til i dette lille værk at indflette nogle ord af et brev fra denne samme salige pave Gregorius, for at det klarere kan erkendes, hvor ydmyg denne mand har været, og hvilken sindets renhed og hellighed han har været i besiddelse af. Da han nemlig engang blev anklaget hos kejser Mauricius og hans sønner for at have taget imod penge for at dræbe en biskop Malcus, der var i fængsel, skrev han i anledning af denne sag et brev til sin Apocrisarius Savianus, som opholdt sig i Konstantinopel, og sagde blandt andet: »Der er eet, som du kort skal fremføre for vore høje herrer, at hvis jeg deres træl, havde villet indlade mig på at myrde langobardere, så havde disses folk den dag i dag hverken konge eller hertuger eller grever og ville være spaltet i den største forvirring. Men siden jeg frygter gud, gyser jeg tilbage for at give mig af med et hvilketsomhelst menneskes død. Og denne samme biskop Malcus har hverken været i fængsel eller i nogen anden ulykkelig stilling; men den dag, da han førte sin sag for retten og blev domfældt, blev han uden mit vidende af notaren Bonifacius ført til hans hus, spiste frokost dér og blev hædret af ham, og om natten døde han pludselig«. Se, hvor ydmyg denne mand har været, han som var den ypperste præst, men dog kaldte sig træl! Se, hvor ren af sind han har været, han som ikke ville give sig af med langobardernes død, skønt de dog både var vantro og anrettede almindelig ødelæggelse. Sommeren derefter blev Adaloald i juli måned (enten i 604 eller 605) ophøjet til konge over langobarderne på Circus i Mediolanum i sin fader kong Agilulfs nærværelse, medens frankerkongen Teudeperts sendemænd stod hos den kongelige dreng (han var højst 23 år gammel) der blev trolovet med kong Teudeperts datter, og der blev sluttet en evig fred med frankerne. På denne tid kæmpede frankerne med sakserne, og der blev anrettet et stort mandefald på begge sider. I Ticinus blev fremdeles i den hellige apostel Petrus's kirke kantoren Petrus ramt af lynet. Endvidere sluttede kong Agilulf i en følgende november måned (606) fred med patricieren Smaracdus for ét år, idet han modtog 12,000 solidi af romerne. Desuden blev nogle byer i Tuscien, nemlig Balneus Regis og Urbs Vetus (Bagnarea og Orvieto 10-12 mil nordvest for Rom, den første øst, den anden nord for Lago di Bolsena), erobrede af langobarderne. Da viste der sig i april og maj måned en stjerne, som man kalder en komet. Derpå sluttede kong Agilulf påny fred med romerne for 3 år. I disse dage døde patriarken Severus, og med kongens og hertug Gisulfs samtykke blev i hans sted abbeden Johannes udnævnt til patriark i det gamle Aquileia. Fremdeles blev i Gradus romeren Gandidianus indsat som biskop. I november og december måned viste der sig atter en komet. Efter at også Gandidianus var død, udnævntes af de biskopper, der stod under romerne, Epiphanius, som havde været forstander for notarerne, til patriark. Fra den tid begyndte der at være to patriarker. På den tid bemægtigede Johannes Consinus sig Neapel. Ikke mange dage efter blev han af patricieren Eleutherius fordreven fra den samme by og dræbt. Derefter overtog den samme patricier Eleutherius, en eunuk, herskermagten. Men da han var på vej fra Ravenna til Rom, blev han i borgen Luceolis (mellem Rimini og Perugia) dræbt af soldaterne, og hans hoved blev sendt til kejseren i Konstantinopel. På denne tid sendte også kong Agilulf sin notar Stabliciarms til kejser Focas i Konstantinopel. Efter at have sluttet fred for et år, vendte han tilbage med sendemænd fra kejseren, og de overbragte kong Agilulf gaver fra denne. Efter at nu Focas, som ovenfor sagt havde myrdet Mauricius og hans sønner (i 603), og derpå tilrevet sig Romerriget, var han kejser i et tidsrum af 8 år. Såsom den konstantinopolitanske kirke skrev sig som den første af alle kirker, bestemte han efter opfordring af pave Bonifacius (Bonifacius IV, 608-615), at den romerske og apostoliske kirkes sæde skulle være hovedet for alle andre kirker. Ligeledes befalede han efter begæring af en anden pave Bonifacius (Bonifacius III, 607), at afgudsdyrkelsens smuds skulle fjernes fra det gamle tempel, der kaldtes Pantheum, og det skulle omdannes til en kirke for den hellige, evindelige jomfru Maria og alle martyrerne, for at man på samme sted, hvor man fordum havde dyrket alle ikke guder (Pantheon (underforstået Hieron) betyder på græsk et tempel, der er indviet til alle guder), men djævle i fremtiden kunne ihukomme alle hellige. På hans tid førte prosinerne og veneterne (dvs. partier ved stridighederne på Rendebanen i Konstantinopel; prosiner betyder »de grønne«, veneter »de blå«) krig i Østerland og Ægypten og nedslog hinanden ved gensidigt mandefald. Også perserne førte hårde krige mod riget og erobrede mange romerske provinser og selve Jerusalem. De ødelagde kirkerne, skændede helligdommene og ranede iblandt de hellige og verdslige steders prydelser endog også fanen med herrens kors (korset blev dog erobret tilbage af den straks nedenfor omtalte kejser Herelius; til minde om dets genoprejsning på Golgatha fejrede man siden festen »Exaltatio Crucis« d. 14 september). Imod denne Focas gjorde Heraclianus, som styrede Afrika, oprør, og han kom i spidsen for sin hær og berøvede ham riget og livet, hvorpå hans egen søn Heraclius overtog styrelsen af romerstaten. Ved disse tider kom avarernes konge, som de i deres sprog kalde kakanen, med en talløs mængde og drog ind i Venetiens land. Ham ilede hertug Gisulf af Forumjulii kækt imøde med de langobardere, han havde kunnet få; men uagtet han kæmpede med tappert mod med få mænd mod en umådelig overmagt, blev han dog omringet fra alle sider og faldt med næsten alle sine. Men Gisulfs hustru Romilda indesluttede og befæstede sig indenfor den Forojulanske borgs mure sammen med de langobardere, der var undkomne, og de i krigen faldnes hustruer og børn. Hun havde to sønner der på denne tid var voksne, Taso og Cacco, og to andre, som endnu befandt sig i barndommen, nemlig Radoald og Grimoald. Og hun havde desuden 4 døtre af hvilke den ene hed Appa, den anden Gaila, men navnene på de to andre finder vi ikke bevarede. Langobarderne havde også forskanset sig i de øvrige nærliggende borge Cormones, Nemæ, Osopus, Artenia, Reunia, Glemona og også i Ibligo, som ved sin beliggenhed er ganske uindtagelig (alle borgene lå i nærheden af Cividale (Forumjulii); Comones (Cormons) og Ibligo (Iplis) sydøst for Cividale; de andre mod nordvest; Osopus er Osopo, Artenia er Artegna, Reunia er Ragogna, og Glemona er Gemona). De forskansede sig desuden på lignende måde i de øvrige fæstninger for ikke at blive et bytte for hunnerne, dvs avarerne. Men disse flakkede om i hele forojulanernes land, hærgede alt ved brand og rov, indesluttede den forojulanske borg ved belejring og bestræbte sig af alle kræfter for at indtage den. Medens deres konge, kakanen, med et stort beredent følge drog bevæbnet omkring murene for at udspejde, fra hvilken side han lettest kunne indtage byen, lagde Romilda mærke til ham fra murene; og da hun så, at han var i sin blomstrende ungdomskraft, fattede den skændige skøge begær efter ham; og lod ham straks ved et bud vide, at hvis han ville tage hende til ægte, ville hun selv overgive ham byen med alle, der var dér tilstede. Så snart den barbariske konge hørte dette, gav han hende i svigefuld ondskab tilsagn om at ville gøre, hvad hun havde foreslået ham, og lovede at tage hende til ægte. Og uden at tøve åbnede hun den forojulanske borgs porte og førte fjenden ind, til fordærv for sig og alle, der var dér tilstede. Thi efter at avarerne med deres konge var draget ind i Forumjulii, ranede og plyndrede de alt, hvad de kunne finde; og idet de lod byen gå op i luer, førte de alle dem, de traf, bort som fanger, idet de dog falskelig lovede dem at ville give dem bopæl i Pannoniens land, som de var kommet fra. Da de så på tilbagevejen til fædrelandet kom til den slette, de kaldte den hellige, besluttede de at ombringe ved sværdet alle de langobardere, som var stedte i en ældre alder; kvinderne og smådrengene delte de derimod som bytte. Men så snart Gisulfs og Romildas sønner, Taso, Cacco og Radoald, havde erfaret denne avarernes ondskab, satte de sig straks til hest og flygtede afsted. Nu mente den ene af dem, at hans lillebroder Grimoald, et barn som han var, ikke kunne holde sig på en hest i fuldt løb; og han anså det derfor for bedre at dræbe ham, end at han skulle bære trældommens åg, og ville hugge ham ned. Men da han løftede sin lanse for at gennembore ham, brast drengen i gråd og råbte: »Du skal ikke stikke mig, thi jeg kan holde mig på hesten«. Da greb han ham ved armen og satte ham oven på hestens ubedækkede ryg, idet han formanede ham til at holde sig fast, om han kunne. Men drengen greb tøjlen på hesten i hånden og fulgte efter sine flygtende brødre. Så snart avarerne erfarede dette, steg de til hest og jog efter dem. De andre undslap ved en rap flugt; men den lille Grimoald blev indhentet af en af avarerne, som var kommet raskere afsted. Dog syntes den, der havde grebet ham, ikke at det var værd at slå ham ihjel, da han var så ung, men ville hellere selv beholde ham for at bruge ham som træl. Han greb derfor tøjlen på hesten og førte den med sig på tilbagevejen til lejren, hoverende over så ædelt et bytte, thi drengen havde en smuk skabning, spillende øjne og et langt mælkehvidt hår. Men denne harmedes over at blive slæbt afsted som fange, og vældige tanker han tumlede kækt i brystet det lille; han drog sit sværd ud af skeden, så lille som det var, som han kunne føre i sin alder, og huggede den avarer, der slæbte af med ham, oven i hovedet med så stor en kraft, han formåede. Og hugget trængte ind lige til hjernen, så fjenden styrtede ned fra hesten. Men nu vendte den lille Grimoald sin hest og skyndte sig fuld af glæde bort, og endelig indhentede han sine brødre og voldte dem en umådelig glæde ved sin befrielse og så tilmed ved sin fortælling om, hvordan han var blevet sin fjende kvit. Nu henrettede avarerne alle de langobardere, der allerede var i manddomsalderen, men kvinderne og børnene lagde de under fangeåg. Men Romilda, som var ophavet til hele ulykken, hende behandlede avarerkongen efter den ed, som han således havde svoret, i én nat, ligesom om han havde hende til ægte; men siden overgav han hende til 12 avarer, for at de i en hel nat skiftevis den ene efter den anden skulle ødelægge hende ved at mætte deres lyst med hende. Senere befalede han også, at der skulle rammes en pæl ned midt ude på en mark, og han lod hende spidde på spidsen af den, idet han tilmed hånede hende og sagde: »Det passer sig, at du har en sådan ægtemand«. En sådan død døde altså den skrækkelige fædrelandsforræderske, som tænkte mere på sin sanselige lyst end på undersåtternes og sine nærmestes velfærd. Hendes døtre trådte ikke i deres vellystige moders fodspor; men i deres kærlighed til kyskhed sørgede de for, at de ikke blev besudlede af barbarerne, og lagde råt hønsekød imellem brysterne under trøjen. Når det så gik i forrådnelse ved varmen, udsendte det en hæslig lugt. Og når avarerne så ville give sig i lag med dem, kunne de ikke døje stanken, men mente, at de af naturen stank således, og de gik langt bort fra dem og sagde med en ed, at alle langobardiske kvinder var stinkende. Ved dette kunstgreb friede da de højbårne piger sig fra avarernes begær og bevarede både sig selv kyske og gav andre kvinder, hvem noget lignende måtte times, en gavnlig lære om, hvordan de skal bevare deres kyskhed. Siden blev de solgt, så de kom forskellige steder hen, og opnåede ægteskaber, der passede til deres ædle byrd. Thi den ene af dem skal have ægtet alamannernes konge, men den anden en bajoarisk høvding. Men nu kræver det punkt, jeg er kommet til, at jeg må sætte den almindelige historie lidt tilside og i al korthed gøre rede for min egen æt, jeg som skriver dette; og i medfør heraf må jeg gå noget længere tilbage i min fortælling. På den tid, da langobardernes folk kom fra Pannonien til Italien, indvandrede sammen med dem også min tipoldefader Leupchis, som var en langobard. Efter at han havde levet nogle år i Italien, efterlod han sig, da han endte sin sidste dag, fem sønner, som endnu var små; dem greb dette fangenskabets uvejr, hvorom vi nu have talt, og førte dem alle fra den forojulanske borg i udlændighed til avarernes land. Og efter at de der i mange år havde døjet fangenskabets jammer og allerede var nået til manddomsalder, så besluttede en af dem, Lopichis, hed han, og han blev siden vor oldefader, efter indskydelse kan jeg tænke, af barmhjertighedens ophav, at afkaste fangenskabets åg og drage til Italien, hvor han mindedes, at langobardernes folk boede. Men medens han således søgte at genvinde friheden, forblev de andre fire, hvis navne vi ikke kender, i det trange fangenskab. Den nævnte min oldefader tog da blot sit pilekogger med og sin bue og så en smule føde til rejseforråd. Men da han var sluppet bort og ville give sig på vej, vidste han ikke, hvilken retning han skulle gå i. Da kom der en ulv til ham, og den blev hans fører og ledsager undervejs. Da denne nemlig gik frem foran ham, hyppig så sig tilbage, standsede, når han stod, og gik foran, når han gik, kunne han nok indse, at den var blevet givet ham af gud for at vise ham den vej, han ikke selv kendte. Efter at de i nogle dage på denne måde var draget afsted gennem øde bjergegne, slap den smule brød, vor vandringsmand havde haft med, helt op for ham. Og da han fastende drog frem skridt for skridt og allerede var ved at segne, hentæret af sult, spændte han sin bue og ville med en pil dræbe den samme ulv for at kunne tage den til føde. Men den veg til side for skuddet og slap ham således ud af syne. Og da han nu efter dens bortgang ikke vidste, hvor han skulle gå hen og ovenikøbet var blevet overordentlig svækket af mangel og sult, så opgav han alt håb om at frelse livet, kastede sig på jorden og sov ind. Da så han i drømme en mand, der talte til ham og sagde: »Rejs dig, hvorfor sover du? Drag afsted i den retning, du holder dine fødder imod; thi dér går vejen til Italien, som du vil hen til«. Straks rejste han sig og gav sig til at gå i den retning, han havde fået anvist i drømme, og nu varede det ikke længe, før han nåede til en menneskelig bolig. Thi i hine egne var slaverne bosatte. Der var da en kvinde, som allerede var til års, der fik øje på ham, og hun forstod straks, at han var en flygtning og led sult. Hun fattede medlidenhed med ham, holdt ham skjult i sit hus og gav ham i hemmelighed føde, men lidt efter lidt, at det ikke skulle føre til den visse død for ham, hvis hun på en gang gav ham så meget, som han behøvede for at blive mæt. Således afpassede hun den føde, hun gav ham, indtil han selv var kommet sig og havde genvundet sine kræfter. Og da hun alt så ham i stand til at drage afsted, gav hun ham levnedsmidler med og viste ham, hvilken side han skulle rejse til. Der gik da nogle dage, så kom han ind i Italien og kom netop til det hus, han var kommet til verden i. Det var så ødelagt, at det ikke blot ikke havde tag, men endog var fuldt af brombær og tornebuske. Dem huggede han bort og fandt så indenfor disse samme mure et stort asketræ, og i det hængte han sin bue op. Siden fik han gaver af sine slægtninge og venner, og han genopbyggede huset og hjemførte en hustru; men han kunne ikke skaffe sig noget af den ejendom, hans fader havde haft, da han af dem, der havde bemægtiget sig den, var afskåren fra den ved en lang og langvarig besiddelse (den langobardiske ret beskyttede ikke, således som f.eks. den vestgotiske, det ufrivilligt fraværendes gods). Denne mand blev nu, som jeg allerede ovenfor har sagt, min oldefader. Thi han avlede min bedstefader Arichis; Arichis avlede min fader Warnefrit, og denne avlede endelig med sin hustru Theudelinda mig, Paulus, og min broder, Arichis, der bærer sin bedstefaders navn (i et digt omtaler Paulus desuden en søster, der ganske ung kom i kloster). Dette var altså den korte forklaring, jeg ville sige om mit eget stamtræ; nu vil jeg igen optage tråden i den almindelige historie. Efter at altså, som vi have sagt, den forojulanske hertug Gisulf var død, overtog hans sønner Taso og Cacco styrelsen af hertugdømmet. De besad i deres tid Selavernes egn, der benævnes Zellia (Cilly, imellem Sava og Drava), lige til det sted, der kaldes Medaria (Windisch Matrei). Derfor betalte disse samme slaver lige til hertug Ratehis´ tider afgift til de forojulanske hertuger (Ratchis var hertug i Forumjulii fra ca. 738; fra 744 til 749 var han langobardernes konge). Disse to brødre blev lumskelig og svigefuldt taget af dage i byen Opitergium (Oderzo i Venetien, nordøst for Treviso) af den romerske patricier Gregorius. Thi da han lovede Taco, at han, som skik og brug er, ville klippe hans skæg og gøre ham til sin søn (denne skik var fælles for flere germanske folk; således adopterede også vestgoterkongen Alarik på lignende måde frankerkongen Clodeveg), kom Taso selv med sin broder Cacco og nogle udvalgte unge mænd til ham uden at frygte noget ondt. Men så snart han var kommen ind i Opitergium med sine mænd, gav patricieren straks befaling til, at byens porte skulle lukkes og sendte bevæbnede soldater ud for at overfalde Taso og hans ledsagere. Da Taso med sine mænd mærkede dette, beredte han sig dristig til kamp; og idet de tilsidst sagde hverandre farvel, medens der endnu var fred, spredte de sig til alle sider gennem de forskellige gader i byen, nedhuggende alle dem, de kunne møde. Og efter at de havde anrettet et stort mandefald mellem romerne, fandt de tilsidst selv døden. Men patricieren Gregorius befalede på grund af den ed, han havde svoret, at Tasos hoved skulle bringes til ham, og menederen klippede hans skæg af, således som han havde lovet. Efter at disse således var blev dræbt, blev Gisulfs broder Grasulf indsat til hertug over forojulanerne. Men Radoald og Grimoald, som fandt det nedværdigende at leve under deres farbroder Grasulfs magt, nu da de allerede var ved ynglingealderen, gik ombord på et lille skib, roede afsted, kom til Beneventums land og ilede til deres fordums opdrager, den beneventanske hertug Arichis, hos hvem de fik en såre venlig modtagelse og var ham i sønners sted. På disse tider blev, efter den bajoariske hertug Tassilos død, hans søns Garibald besejret af slaverne i Aguntum (Innichen) og landet udplyndret. Men bajoarierne tog sig atter sammen, tog igen byttet fra fjenderne og jog dem ud af landet. Kong Agilulf sluttede fred med kejseren for ét år og så fremdeles for det næste år, og også med frankerne fornyede han atter fredspagten. Ikke desto mindre dræbte slaverne dette år hærstyrken i Istrien og plyndrede landet ynkelig. I den følgende marts måned (612) døde også i Tridentum den kristi træl Secundus, som vi allerede ofte have talt om, han som har forfattet en sammentrængt lille historie om langobardernes bedrifter lige til hans tider. På denne tid sluttede kong Agilulf påny fred med kejseren. I disse dage (612) blev også frankernes kong Theudepert dræbt, og der stod en meget hård kamp imellem dem. Også Gundoald, en broder til dronning Theudelinda, der var hertug i byen Asti, omkom i denne tid, ramt af en pil, uden at nogen kender ophavsmanden til hans død. Efter at nu kong Agilulf eller Ago, som han også kaldes, havde regeret i 25 år (fra 591 til 616), endte han sine dage og efterlod sin magt til sin søn Adoloald, som endnu var et barn og hans moder Theudelinda. Under disse blev kirkerne satte i stand, og der blev skænket mange gaver til hellige steder. Men da Adoloald mistede forstanden og blev afsindig, blev han, efter at han havde regeret med sin moder i 10 år, afsat fra regeringen (626 (614?), og i hans sted satte langobarderne Arioald. Om denne konges virksomhed er der slet ikke nået noget til vor kundskab (det brudstykkeagtige, der her og flere steder i de følgende bøger viser sig, skyldes sikkert den omstændighed, at Paulus nu savnede den, om end magre, så dog sammenhængende beretning om langobardernes historie, han tidligere havde fulgt: Secundus af Tridents historie; også fortalen til kong Rotharis edikt standsede snart efter). Ved disse tider (i virkeligheden langt tidligere, omkring år 612) kom den salige Columbanus til Italien, hvor han fandt en velvillig modtagelse hos langobardernes konge; han var af byrd en skotte (dvs. irer) og havde tidligere grundlagt et kloster Iluxovium (Luxeuil i Franche Comté) i Gallien; og nu byggede han i de Cottiske alper det kloster, der kaldes Bobium (Bobbio), 40 millier fra byen Ticinus (den hellige Columban den Yngre havde forladt Gallien af frygt for dronning Brunichildis hvis fjendskab han havde pådraget sig ved at dadle hendes ryggesløse liv). Til dette sted blev der både skænket mange besiddelser af forskellige fyrster og af langobardere, og der opstod dér et stort samfund af munke. Efter at nu Arioald i 12 år (indtil 636) havde ført regeringen over langobarderne, blev han borttagen fra dette liv. Langobardernes rige overtog Rothari af slægten Arodus. Det var en mand, der var stærk og tapper af kræfter og fulgte retfærdighedens vej; dog holdt han ikke den kristne tro på den rette vej, men plettede sig ved det arianske kætteris vantro. Til egen fordærvelse siger nemlig arianerne, at sønnen er ringere end faderen, og at helligånden også er ringere end faderen og sønnen; men vi katolikker bekende, at faderen, sønnen og den hellige ånd under tre personer, lige i magt og herlighed, er den ene og sande gud. På Rotharis tid var der næsten i alle byer i hans rige to biskopper, én katolsk og én ariansk. Også i byen Ticinus viser man endnu den dag i dag, hvor den arianske biskop ved den hellig Eusebius's kirke havde sit baptisterium, medens der dog var en anden biskop af den katolske kirke. Og denne arianske biskop, som var i denne samme by Anastasius hed han, blev dog omvendt til den katolske tro og styrede siden kristi kirke. Denne kong Rothari har ladet langobardernes love skriftlig optegne (november 643), dem de indtil da alene havde bevaret i erindringen og ved anvendelsen, og givet befaling til at denne kodex skulle bære navn af Ediktet. Det var allerede det 77 år, efter at langobarderne var komnet til Italien, således som den samme konge forsikrer i fortalen til sit edikt. Til denne konge sendte hertug Arichis af Beneventum sin søn Aio. Da han var kommet til Ravenna og ville drage videre til Ticinus, blev der dér ved romernes ondskab givet ham en sådan drik, som fik ham til at miste sin fornuft; og fra den tid af var han aldrig ved fuld og sund samling. Da altså hertug Arichis, faderen til ham, vi have talt om, var til års og nærmede sig døden, men vel vidste, at hans søn Aio ikke var rigtig ved sans og samling, anbefalede han Radoald og Grimoald, som var i deres blomstrende ungdomsalder, til de tilstedeværende langobardere og sagde, at de var bedre i stand til at styre dem end hans søn Aio (ca. i 641). Da nu Arichis døde efter at have besiddet hertugværdigheden i 50 år, blev hans søn Aio fører for samniterne (beneventanerne); og ham adlød dog Radoald og Grimoald i alle ting som deres ældre broder og herre. Efter at denne Aio alt havde styret beneventanernes hertugdømme i 1 år og 5 måneder, kom slaverne med en mængde skibe og slog lejr ikke langt fra byen Sepontum (Siponto i det sydøstlige Italien på sydkysten af den Garganiske halvø). De lavede skjulte gruber rundt om deres lejr; og da Aio i Radoalds og Grimoalds fraværelse kom og ville overvinde dem, faldt hans hest ned i en af gruberne, hvorpå slaverne styrtede sig over ham, og han blev dræbt sammen med adskillige andre. Da dette var blevet meldt Radoald, kom han straks og tiltalte slaverne i deres eget sprog (Radoald var jo fra Friaul, og det har vel været almindeligt, at man her har kunnet sine naboer slavernes sprog). Derved fik han dem til at tage det mindre hidsig med kampen, styrtede sig så hurtig over dem og voldte et stort mandefald iblandt dem, så han både hævnede Aios død og nødte de fjender, der var blev i live, til at flygte ud fra landet. Kong Rothari erobrede nu alle de af romernes byer, der ligger på stranden fra byen Luna (Luni nordvestligst i Toscana ved havet) i Tuscien lige til frankernes land. Også Opitergium, en by, der er beliggende imellem Tarvisium og Forumjulii, indtog og ødelagde han på lignende måde. De ravennatiske romere kæmpede han med ved floden Scultenna i Emilien (Scultenna eller Panarus, nu Scoltenna eller Panaro, en fra syd kommende biflod til Po, imellem Bologna og Modena). I denne kamp faldt der på romernes side 8000, medens de øvrige vendte ryggen. På denne tid skete der en stor oversvømmelse. Derefter omkom der mange af udslæt og stærk opsvulmen gjorde det umuligt for enhver at kende sine døde (disse sidste begivenheder indtraf i virkeligheden allerede langt tidligere i 617-18). Efter at hertug Radoald havde regeret i Beneventum i 5 år og derpå var død, blev hans broder Grimoald hertug (ca. år 647) og styrede samniternes hertugdømme i 25 år. Med en fangen pige Ita, som dog var af adelig byrd, avlede han sønnen Romoald og to døtre. Da han var en såre krigersk og i alle henseender udmærket mand, og grækerne på denne tid kom for at plyndre den helligdom for den hellige ærkeengel, der lå på bjerget Garganus (Monte Gargano bjergegn på en halvø i det sydvestlige Italien), kom Grimoald over dem med en hær og anrettede et skrækkeligt blodbad mellem dem. Efter at kong Rothari havde ført regeringen i 16 år og 4 måneder, forlod han livet (652) og efterlod langobardernes rige til sin søn Rodoald. Han blev jordet ved den hellige Johannes den Døbers kirke (enten i Monza eller Pavia); men nogen tid efter åbnede en mand, optændt af en uretfærdig havesyge, ved nattetid hans grav og ranede alle de prydelser, han kunne finde på hans lig. Da åbenbarede den salige Johannes sig for ham i et syn, forfærdede ham frygtelig og sagde: »Hvor har du vovet at berøre denne mands lig? Om han end ikke var rettroende, så har han dog befalet sig til mig. Eftersom du altså har fordristet dig til at gøre dette, så skal du i fremtiden aldrig kunne gå ind i min kirke«. Og således skete det også. Thi hver gang han ville gå ind i den hellige Johannes´ helligdom, var det, som om en stærk nævekæmper øjeblikkelig greb ham i struben, så han pludselig fik et stød og styrtede tilbage. Jeg taler sandhed i kristus; thi det har én fortalt mig, der selv har set det med sine egne øjne. Rodoald overtog altså regeringen efter sin faders død og formælede sig med Gundiperga, en datter af Agilulf og Theudelinda (dette er en fejl. Gundiperga havde været gift med kong Arioald; efter hans død har måske hun ægtet hans efterfølger Rothari, Rodoalds fader). Denne dronning Gundiperga tog eksempel af, hvad hendes moder havde gjort i Modicia og opførte ligeledes i byen Ticinus til ære for den salige Johannes den Døber en kirke, som hun på en vidunderlig måde udsmykkede med guld, sølv og kobber og rundelig berigede med de enkelte ting; i denne kirke er også hendes lig begravet. Da hun blev beskyldt for hor og anklaget hos sin mand (Gusdiperga mistænktes for at stå i forhold til hertug Taso i Forumjulii og at stræbe efter at myrde sin mand Arioald, for at sætte sin elsker på tronen), udbad hendes egen slave, Carellus, sig af kongen, at han måtte gå i tvekamp med den, der havde rejst denne beskyldning imod dronningen, og kæmpe for sin herskerindes kyskhed. Og han gav sig da i enekamp med anklageren og overvandt ham i hele folkets påsyn. Derefter tiltrådte dronningen igen sin værdighed. Efter hvad der fortælles, bedrev Rodoald også hor med en langobarders hustru og blev myrdet af ham, efter at han havde regeret 7 dage og 5 år (skal være »måneder« i stedet for »år«; Rodoald døde i 753). Ham efterfulgte i rigets styrelse Aripert, en søn af dronning Theudelindas broder Gundoald (en mand af fremmed (bajersk) æt sidder altså nu på langobardernes trone). Han grundlagde ved Ticinus den helligdom for den herre frelseren, der ligger udenfor den vestlige port, som kaldes Marenca, og han smykkede den også med forskellige prydelser og udstyrede den tilstrækkelig med ejendomme. I disse dage døde kejser Heraclius i Konstantinopel (641), og hans søn Heraclones overtog med sin moder Martina herskerværdigheden og styrede kejserdømmet i to år. Og da han forlod livet (rettere: blev fordrevet; det skete ganske kort tid efter hans tronbestigelse, endnu i 641, ikke to år efter, som Paulus siger) fulgte i hans sted hans broder Constantinus (Constantinus III), en anden søn af Heraclius, og han herskede i 6 måneder. Efter at også han var død (641), steg hans søn Constantinus til kejserværdigheden og førte regeringen i 28 år (Constans II (ikke Constantinus, som Paulus angiver) regerede fra 641 til 668). Ved disse tider drog perserkongens hustru ved navn Gesara ud fra Persien og kom af kærlighed til den kristne tro med sine få trofaste i borgerlige klæder til Konstantinopel. Efter at være blevet modtaget med hæder af kejseren, opnåede hun efter nogle dages forløb dåben, således som hun ønskede, og blev løftet fra den hellige font af kejserinden. Da hendes mand, persernes konge, hørte dette, sendte han sendemænd til kejseren i Konstantinopel, og lod ham vide, at han skulle give ham hans hustru tilbage. Og da de kom til kejseren, meldte de i perserkongens navn, at han krævede sin hustru tilbage. Da kejseren hørte dette og slet ikke kendte sagen, afgav han følgende svar: »Om dronningen, som i søger, tilstår vi, at vi intet ved, undtagen at der er kommet en kvinde i borgerlige klæder til os her«. Men sendemændene svarede og sagde: »Hvis det finder velbehag for eders øjne, kunne vi ønske at se denne kvinde, som i tale om«. Da hun på kejserens befaling var kommet, kastede sendemændene sig, så snart de så hende, for hendes fødder og tilkendegav hende i underdanighed, at hendes mand søgte hende tilbage. Hun svarede dem: »Gå og meld til eders konge og herre, at hvis ikke også han tror på kristus, som jeg nu gør, kan han ikke fremtidig få mig til fælle på lejet«. Kort at fortælle: Sendemændene vendte hjem til deres fædreland og meldte deres konge alt, hvad de havde hørt, og uden at tøve kom han med 60,000 mand i fred til kejseren i Konstantinopel, af hvem han blev modtaget med glæde og med tilbørlige æresbevisninger. Og da han med dem alle bekendte troen på kristus som herren, blev han tilligemed dem alle overgydt med den hellige dåbs vand og løftet fra fonten af kejseren og bekræftet i den katolske tro; og hædret med mange gaver af kejseren drog han efter at have modtaget sin hustru frydefuld og glad tilbage til sit fædreland (hele denne historie må være et eventyr). Efter at ved disse tider hertug Grasulf af Forumjulii var død (ca. 653), overtog Ago styrelsen af det forojulanske hertugdømme. Efter at også Theudelap var død i Spoletium, blev Atto hertug af denne by. Efter nu i 9 år at have hersket i Ticinus over langobarderne døde Aripert (661) og efterlod sit riges styrelse til sine to endnu unge sønner Perctarit og Godepert. Og Godepert havde sit regeringssæde i Ticinus, men Perctarit i byen Mediolanum. Ondskabsfulde mennesker voldte nu, at disse to brødre blev uenige og fattede et sådant nag til hinanden, at den ene stræbte efter at bemægtige sig den andens rige. Af den grund sendte Godepert taurinaternes (Augusta Taurinorum er Turin) hertug Garipald til den daværende dygtige hertug i Beneventum, Grimoald, med opfordring til så snart som muligt at komme og bringe ham hjælp imod hans broder Perctarit og med løfte om at ville give ham kongens datter, sin søster, til ægte. Men sendemanden var træsk nok til at modarbejde sin egen herre. Han opfordrede Grimoald til at komme og selv tilrive sig langobardernes rige, som de unge brødre søndersled; thi han var jo i moden alder, forstandig og kraftfuld. Da Grimoald hørte dette, satte han sig straks for at ville vinde langobardernes rige. Efter at have indsat sin søn Romoald som hertug i Beneventum drog han selv afsted (662) med en udvalgt skare for at drage til Ticinus; og i alle de byer, han kom igennem, skaffede han sig venner og medhjælpere til at tilvende sig regeringen. Grev Trasemund af Capua sendte han til Spoletium og Tuscien for at få langobarderne i denne egn til at slutte sig til ham. Og denne udførte med iver, hvad der var ham pålagt, og mødte ham med mange medhjælpere undervejs i Emilien. Efter at nu Grimoald med en stærk skare mænd var kommen nær hen til Placentia (Piacenza), sendte han Garipald, som var kommen til ham som sendemand fra Godepert, i forvejen til Ticinus for at bringe denne bud om hans ankomst. Og Garipald kom til Godepert og sagde at Grimoald kom hurtig. Da Godepert spurgte ham, hvor han skulle berede herberg for Grimoald, svarede han, at det sømmede sig, at Grimoald, der kom for hans skyld og skulle modtage hans søster, havde herberg i paladset. Således skete det også, og da Grimoald kom fik han bolig i paladset. Men nu fik Garipald, som jo var mesteren for hele det onde anslag, Godepert overtalt til at tage et læderpanser på under sine klæder, når han gik hen til Grimoald for at tale med ham, idet han forsikrede ham, at Grimoald ville dræbe ham. Derefter gik den lumske rænkesmed til Grimoald og sagde, at hvis han ikke sikrede sig forsvarlig, ville Godepert dræbe ham med sit sværd; og han forsikrede ham, at når Godepert kom for at tale med ham, så ville han bære et panser under klæderne. Kort at fortælle: Da de den følgende dag kom til samtale og Grimoald efter hilsenen omfavnede Godepert, mærkede han straks, at han førte et panser under klæderne. Derfor trak han ufortøvet sit sværd af skeden og tog livet af ham. Og derpå bemægtigede han sig hans rige og hele hans magt og lagde det under sit herredømme. Men den gang havde Godepert alt en lille søn ved navn Raginpert, som blev bragt i sikkerhed af hans tro mænd og opdraget i hemmelighed. Og såsom denne jo endnu var et lille barn, bekymrede Grimoald sig ikke om at forfølge ham. Så snart Perctarit, som regerede i Mediolanum, hørte, at hans broder var dræbt, greb han med så stor en hurtighed, som han formåede, til flugten og nåede til den avariske konge, kakanen, men lod sin hustru Rodelinda blive tilbage med deres lille søn ved navn Cunincpert, og disse to sendte Grimoald i landflygtighed til Beneventum. Efter disse begivenheder kom Garipald, ved hvis tilskyndelse og bestræbelse dette var sket, og det var ikke det eneste, han havde gjort; han havde også gjort sig skyldig i svig på sin sendefærd. De gaver, han skulle have bragt til Beneventum, havde han ikke bragt urørte dertil, så kom altså ophavsmanden til sådanne værker ikke længe til at glæde sig. Der var i taurinaternes by en vis lille mandsling af Godeperts egen slægt. Da han vidste, at hertug Garipald på selve den højhellige påskedag kom til bøn i den salige Johannes's kirke (i Pavia), steg han op på den hellige font i baptisteriet; med den venstre hånd holdt han sig ved en søjle under taget, hvor Garipald skulle gå forbi, og holdt sit sværd draget under kappen; og da Garipald kom hen til ham og ville gå forbi ham, løftede han sin kappe op, og huggede ham med hele sin kraft over nakken med sværdet og afhuggede hans hoved helt. Garipalds ledsagere kastede sig over ham og dræbte ham ved sårene af mange hug. Således måtte han vel selv lide døden, men han hævnede dog på en udmærket måde den uret, hans herre Godepert havde lidt.

Efter at Grimoald i Ticinus var blevet stadfæstet i kongeværdigheden (i slutningen af 662), varede det ikke lang tid, før han ægtede den datter af kong Aripert, som han allerede forlængst havde fået løfte på, og hvis broder Godepert han havde dræbt. Den beneventanske hær, ved hvis hjælp han havde vundet riget, gav han mange gaver og lod den derpå drage hen, hvor den havde hjemme. Adskillige mænd af den beholdt han dog, for at de skulle bo sammen med ham, og han tildelte dem rigelige besiddelser. Da han erfarede, at den landflygtige Perctarit havde søgt til Scythien og opholdt sig hos kakanen, sendte han sendemænd til denne samme kakan, avarernes konge, og lod sige, at hvis han lod Perctarit opholde sig i sit rige, kunne han ikke i fremtiden blive ved at stå i det samme fredelige forhold til ham og langobarderne, som han hidtil havde stået i (ved »Scythien« forstod oldtiden landene nord for Sortehavet og det Kaspiske Hav; når Paulus her bruger denne benævnelse om avarernes land, anvender han den enten i al almindelighed om de nordøstlige, barbariske egne, eller han identificerer avarerne med oldtidens skytere). Da Avarernes konge hørte dette, kaldte han Perctarit til sig og sagde til ham, at han måtte drage bort, hvorhen han selv ville, for at avarerne ikke for hans skyld skulle pådrage sig fjendskab med langobarderne (Perctarit fremstiller senere selv sagen således, at Grimoalds sendemænd tilbød kakanen en skæppe guldstykker, hvis han ville udlevere Perctarit, men at han afviste tilbudet). Da Perctarit hørte dette, gav han sig atter på vej til Italien for at vende tilbage til Grimoald; thi han havde hørt, at denne var såre mild. Så snart han nu var kommet til den laudensiske by (Laus Pompeia (Lodi)), sendte han sin trofaste mand Unulf i forvejen til kong Grimoald for at melde ham sit komme; og Unulf kom til kongen og meldte, at Perctarit kom i tillid til ham. Da Grimoald hørte dette, gav han et alvorligt løfte om, at når han kom i tillid til ham, skulle der ikke vederfares ham noget ondt. Imidlertid ankom Perctarit; og da han var gået ind til Grimoald og ville kaste sig for hans fødder, holdt kongen ham med mildhed tilbage, rejste ham op og ville kysse ham. Da sagde Perctarit til ham: »Jeg er din træl; jeg vidste, at du var kristen og from; og derfor er jeg, skønt jeg dog kunne leve imellem hedningerne, kommet til dine fødder, stolende på din mildhed«. Ham svarede kongen med under den ed, som han plejede at bruge, at give ham løfte, og han sagde: »Ved ham, som har ladet mig blive født, siden du er kommet til mig i tillid, skal du ikke lide noget ondt; men jeg skal lægge alt tilrette til, at du kan leve med anstand«. Idet han da gav ham herberg i et rummeligt hus, befalede han, at han skulle have hvile efter rejsens besvær, og anordnede, at han af de offentlige midler i rigeligt mål skulle have, hvad han behøvede til sit underhold og til andre fornødenheder. Men så snart Perctarit havde taget ophold i den bolig, der var ham anvist af kongen, begyndte der straks at strømme skarer sammen hos ham af borgere fra Ticinus, enten for at se ham eller for at hilse på ham, når de kendte ham fra tidligere tid. Men hvad kan ikke en ond tunge ødelægge? Det varede ikke længe, før der kom nogle ondskabsfulde smigrere til kongen og forklarede ham, at hvis han ikke hurtigst berøvede Perctarit livet, ville han snart selv miste rige og liv; og de forsikrede, at det var for at træffe forberedelser dertil, at hele byen strømmede sammen hos ham. Grimoald var altfor rask til at tro disse ord. Han glemte, hvad han havde lovet, og lod sig straks ophidse til at stå den uskyldige Perctarit efter livet. Og eftersom det nu var temmelig sent på dagen, gav han sig til at tænke på et middel til at få taget livet af ham den følgende dag. Omsider sendte han ham til aftensmaden forskellige retter og ligeledes udmærkede vine og forskellige arter af drikke, for at han kunne få ham beruset, så at han, når han i denne samme nat var svækket ved den megen drikken og overvældet af vinen, ikke skulle være i stand til at tænke noget på sin frelse. Men nu var den, der bragte ham den kongelige anretning, netop en, der havde været i hans faders følge, og da han havde sat anretningen frem for Perctarit, lod han, som om han ville hilse på ham, og fik derved lejlighed til at stikke sit hoved ind under bordet og forkynde ham, at kongen tænkte på at dræbe ham. Perctarit befalede da straks sin mundskænk (et håndskrift tilføjer: »som man i folkesproget kalder scaffard«; sammenlign med vort danske »skaffer«), at han kun skulle skænke ham en dråbe vand i et sølvbæger. Og da de, der bragte ham drikke af forskellig art fra kongen, efter dennes bud opfordrede ham til at drikke hele bægeret, lovede hin til ære for kongen at ville tømme det helt, men nippede kun ganske småt til vandet i sølvbægeret. Da tjenerne meldte kongen, at han drak med stor begærlighed, svarede kongen glad: »Lad ham kun drikke, den drukkenboldt; thi i morgen, når han giver vinen fra sig igen, skal den blande sig med hans blod«. Men Perctarit kaldte hurtig Unulf til sig og meldte ham kongens anslag mod hans søn. Og denne sendte straks en slave hjem til sit hus for at bringe ham nogle hynder, og han lod en seng rede til sig ved siden af Perctarits leje. Kong Grimoald tøvede nu ikke, men sendte straks nogle drabanter til det hus, Perctarit lå i, for at de skulle holde vagt der, så det skulle blive rent umuligt for ham at undkomme. Da nu måltidet var endt og alle de andre gik bort, men Perctarit var ene tilbage med Unulf og sin kammertjener, hvilke visselig var ham fuldstændig tro, da åbenbarede disse ham den plan, de havde lagt, og besvor ham, at han skulle flygte; så ville kammertjeneren, så længe han kunne, holde folk i den tro, at han lå og sov i soveværelset. Og da Perctarit lovede at ville gøre dette, lagde Unulf sine sengehynder, sin seng og et bjørneskind på ryggen og nakken af ham og gav sig efter aftalen til at jage ham ud af døren, som om han var en træl fra landet, tildængede ham med skældsord og blev hele tiden ved med at lade stokkeslag hagle ned over ham og drive ham fremad, så at han flere gange styrtede til jorden under de stød og slag han fik. Og da de kongelige drabanter, der var stillet på vagt, spurgte Unulf, hvad det var, han gjorde, sagde han: »Denne usle træl har stillet en seng op til mig i den drukkenboldt Perctarits soveværelse, hvor han nu ligger så fuld af vin, som om han var død. Men nu har jeg fået nok af at føje mig efter hans afsind; nu vil jeg i fremtiden, så længe min herre kongen lever, forblive i mit eget hus«. Da de hørte dette og troede, at det de havde hørt, var sandt, blev de fornøjede, og gjorde plads for ham og Perctarit, hvem de antog for en slave, og som havde sit hoved tildækket for ikke at genkendes, og lod dem gå bort. Men medens disse gik bort, blev hin trofaste kammertjener, efter omhyggeligt at have låset døren, ene tilbage derinde. Men Unulf hejsede Perctarit ned fra muren i den krog, der vender imod floden Ticinus, og gav ham så mange følgesvende med, som han kunne. De tog nogle heste, som de fandt græssende, og ilede i den samme nat til den astensiske by, hvor Perctarits venner opholdt sig, der endnu lå i oprør mod Grimoald. Derpå skyndte Perctarit sig så hurtig som mulig til taurinensernes by, gik over Italiens grænse og kom til frankernes land. Således udfriede den almægtige gud ved sin barmhjertigheds anordning både en uskyldig fra døden og bevarede en konge, der af hjertet ønskede at gøre det gode, fra synd. Men da kong Grimoald mente, at Perctarit hvilede i sit herberg, lod han derfra og lige til sit palads opstille rækker af mænd, hver på sin side, så at Perctarit kunne føres midt imellem dem og umulig kunne undslippe. Da der så kom nogle mænd, kongen havde sendt for at kalde Perctarit ud til paladset og bankede på døren, hvor de mente, han hvilede, bad kammertjeneren, som var derinde, dem og sagde: »Hav medlidenhed med ham og tillad ham at hvile en smule, eftersom han endnu ligger nedsænket i en dyb søvn, træt af rejsen«. De slog sig da til ro dermed og meldte kongen, at Perctarit endnu hvilede i dyb søvn. Da sagde hin: »Sådan har han fyldt sig med vin i går aftes, at han endnu ikke kan vågne«. Dog pålagde han dem, at de straks skulle vække ham og føre ham til paladset. Og da de kom til døren til soveværelset, hvor de mente, Perctarit lå, begyndte de at banke hårdere. Da gav kammertjeneren sig igen til at bede dem om at lade Perctarit sove en smule endnu. Men da blev de vrede og råbte, at nu havde den drukkenboldt hvilet tilstrækkelig; og straks sparkede de døren til soveværelset op, gik ind og ledte efter Perctarit i sengen. Da de ikke fandt ham dér, mente de at han opfyldte naturens krav. Og da de heller ikke fandt ham dér, spurgte de kammertjeneren, hvad der var blevet af Perctarit. Han svarede dem, at han var flygtet. Da blev de rasende, greb ham straks ved hårene, piskede ham og slæbte ham til paladset. Og idet de førte ham frem for kongen, sagde de, at han var medvider i Perctarits flugt og derfor havde gjort sig vel fortjent til døden. Men kongen gav befaling til at slippe ham løs og spurgte ham punkt for punkt om, hvorledes Perctarit var undkommen. Han fortalte kongen alt, således som det var sket. Da vendte kongen sig med et spørgsmål til de omstående: »Hvad mener i om denne mand«, sagde han, »som har udført sådanne ting?« De svarede alle med én stemme, at han fortjente at martres til døde ved mange pinsler. Men kongen sagde: »Ved den, der har ladet mig føde, denne mand fortjener at have det godt, han som ikke har vægret sig ved at overgive sig til døden af troskab mod sin herre«. Og han forordnede straks, at han skulle optages blandt hans egne kammertjenere, idet han formanede ham til at bevare den samme troskab mod ham, som han havde vist imod Perctarit, og lovede at ville skænke ham mange goder. Da kongen spurgte, hvad der var blevet af Unulf, meldte man ham, at han havde taget sin tilflugt til den hellige ærkeengel Michaels kirke. Og straks sendte han bud til ham, idet han af egen drift lovede ham, at han ikke skulle komme til at lide noget ondt; han skulle blot have tillid til ham og komme. Da Unulf hørte, at kongen gav ham et sådant løfte, kom han straks til paladset og kastede sig for kongens fødder. Denne spurgte ham ud om den måde, Perctarit havde kunnet flygte på og de midler han havde betjent sig af; og Unulf fortalte ham alt, som sandt var. Da priste kongen hans troskab og kløgt og indrømmede ham i mildhed alle hans ejendele og alt, hvad han ellers kunne have. Da kongen nogen tid efter spurgte Unulf, om han helst ville tilbringe sine dage hos Perctarit, sagde han under ed, at han før ville dø med Perctarit end leve noget andet sted i de største nydelser. Da spurgte kongen også hin kammertjener, om han helst ville blive i paladset sammen med ham eller leve i udlandet hos Perctarit. Og da han havde svaret ham det samme som også Unulf, tog kongen velvillig imod deres ord, priste deres troskab og befalede Unulf, at han kunne tage fra sit hus, hvad han ville, nemlig sine slaver, heste og alskens husgeråd, og uskadt drage til Perctarit. Og på lignende måde lod han også kammertjeneren tage afsked. Og efter kongens nådige vilje tog de i rigeligt mål alt deres og rejste med kongens beskyttelse til deres elskede Perctarit i frankernes land. På denne tid drog frankernes hær ud fra Provincia (Provence) og trængte ind i Italien. Da Grimoald med langobarderne var gået frem imod dem, skuffede han dem ved følgende kunstgreb. Han gav sig udseende af at ville undgå deres angreb og efterlod sin lejr, fyldt med telte og alle slags gode ting, navnlig en mængde udmærket vin, men aldeles blottet for mænd. Da så frankernes hærskarer kom derhen, mente de at Grimoald og langobarderne var blevet slagne af skræk og havde forladt lejren urørt; og straks blev de glade og kappedes om at bemægtige sig alle ting og beredte et overdådigt måltid. Men efter midnat, da de alle lå og sov, overlæssede af de mange forskellige retter og den megen vin, styrtede Grimoald sig over dem og anrettede et sådant blodbad imellem dem, at det var næppe nok, at nogle få af dem formåede at undslippe og vende tilbage til fædrelandet. Og det sted, hvor dette slag stod, kaldes den dag i dag Francorum Rivus (måske er det Riva mellem Turin og Asti) og ligger ikke langt borte fra den lille astensiske bys mure (Asti mellem Turin og Alessandria). I disse dage (i begyndelsen af 663) ønskede kejser Constantinus, der også kaldes Constans, at udrive Italien af langobardernes hånd. Han drog ud fra Konstantinopel, rejste langs stranden og kom til Athen, og derfra satte han over havet og landede ved Tarentum. Dog gik han først til en eneboer, der sagdes at besidde spådomsgave, og udspurgte ham med iver, om han kunne overvinde og beherske langobardernes folk, der boede i Italien. Den guds tjener udbad sig en nats opsættelse for at han kunne bønfalde gud angående selve denne sag: og da det var blevet morgen, gav han kejseren følgende svar: »Langobardernes folk kan nu ikke overvindes af nogen, eftersom en dronning (Theudelinda, Autharis og Agilulfs hustru), der er kommet fra en anden provins, har bygget en kirke for den salige Johannes den Døber i langobardernes land; derfor går selve den salige Johannes stedse i forbøn for langobardernes folk. Men der skal komme en tid, da selve denne helligdom skal blive genstand for foragt, og da skal folket selv gå til grunde«. Og at det er gået således, har vi sandet, vi der før langobardernes undergang har været øjenvidner til, at denne samme kirke for den salige Johannes, der jo ligger på det sted, der kaldes Modicia, blev styret af slette mennesker, således at dette samme ærværdige sted skænkedes til uværdige og udsvævende, ikke som følge af deres livs fortjenester, men som en belønning. Efter at nu som sagt kejser Constans var kommen til Tarentum, rykkede han ud derfra, trængte ind i beneventanernes land og indtog næsten alle de langobardiske byer, han kom igennem. Også Luceria (Lucera), den rige by i Apulien, stormede han med kækhed, indtog og ødelagde den og jævnede den med jorden. Men Agerantia (Acerenza) kunne han på grund af stedets faste beliggenhed ingenlunde indtage. Derpå omringede han med hele sin hær Beneventum og begyndte at rette et voldsomt angreb mod den. Dér styrede dengang Romoald, Grimoalds endnu unge søn, hertugdømmet. Straks da denne erfarede kejserens fremrykning, sendte han sin fosterfader ved navn Seoald over Padus (Po) til sin fader Grimoald, idet han besvor ham, at han så snart som muligt skulle komme og bringe sin søn og beneventanerne, som han selv havde opfostret (kong Grimoald havde jo tidligere været hertug i Benevent), kraftig undsætning. Og da kong Grimoald hørte dette, gav han sig straks på vej til Beneventum med hæren for at bringe sin søn hjælp. Undervejs forlod flere af langobarderne ham og gik tilbage til deres eget, idet de sagde, at han havde udplyndret paladset og nu igen ville til Beneventum for ikke mere at komme tilbage. Imidlertid angreb kejserens hær heftig Beneventum med forskellige maskiner, og på den modsatte side gjorde Romoald med langobarderne kæk modstand. Endskønt denne på grund af sin hærs ringe tal ikke vovede at kæmpe i håndkamp med en så stor mængde, brød han dog gentagne gange med nogle svende ind i fjendernes lejr og tilføjede dem dér hver gang stort tab. Da hans fader Grimoald alt nærmede sig, sendte han til sønnen den samme hans fosterfader, som vi ovenfor talte om, for at han skulle melde ham hans ankomst. Da denne var kommen nær til Beneventum, blev han fanget af grækerne og bragt til kejseren. Da denne spurgte ham, hvorfra han kom, sagde han, at han kom fra kong Grimoald, som var i rask fremrykning. Og straks blev kejseren forfærdet og lagde råd op med sine mænd om, hvorledes han skulle få fred med Romoald, så han kunne vende tilbage til Neapel. Han fik så Romoalds søster, hvis navn var Gisa, til gidsel og sluttede fred med ham. Men hans fosterfader Sesoald lod han føre hen til murene og truede ham med døden, hvis han meldte Romoald eller borgerne noget om Grimoalds fremrykning; han skulle snarere forsikre, at det var ham rent umuligt at komme. Han lovede, at han ville gøre det, således som det blev ham pålagt; men da han var kommet nær til murene, sagde han, at han ønskede at se Romoald. Og da denne øjeblikkelig kom derhen, talte han således til ham: »Vær udholdende, herre Romoald; vær ved godt mod og lad dig ikke bringe ud af fatning, eftersom din fader hurtig vil være tilstede for at bringe dig hjælp. Thi du må vide, at han i denne nat opholder sig med en stærk hær ved floden Sangrus (Sangro, sydlig i Abruzzerne, en halv snes mil nord for Benevent; den løber ud i Adriaterhavet). Jeg besværger dig blot, at du viser medlidenhed med min hustru og mine børn, eftersom dette troløse folk ikke vil tillade mig at leve«. Og da han havde sagt dette, blev hans hoved på kejserens befaling afhugget og med den krigsmaskine, som man kalder en petraria, kastet ind i byen. Dette hoved lod Romoald sig bringe, og han kyssede det under tårer og befalede, at det skulle begraves på en passende plet (det er øjensynligt, at der er modstrid mellem de to omtalte begivenheder, fredsslutningen og Sesoalds drab; måske er kun deres orden forrykket). Idet altså kejseren frygtede kong Grimoalds pludselige ankomst, opgav han belejringen af Beneventum og rejste til Neapel. Men dog oprev den capuanske greve Mitola hans hær frygtelig ved floden Caloris's (Calore, der løber forbi Benevent) vande på det sted, der endnu den dag i dag kaldes Pugna (»kamp«). Men da kejseren kom til Neapel, udbad, fortælles der, en af hans stormænd, hvis navn var Saburrus, sig af ham 20,000 soldater og lovede at ville kæmpe med Romoald og sejre. Han fik da også en hær, kom til det sted, der kaldes Forinus (Forino øst for Neapel), og slog lejr dér; men da var Grimoald var kommet til Beneventum, hvor han fik efterretning derom og straks ville rykke ud imod ham. Hans søn Romoald sagde til ham: »Det er ikke nødvendigt, men giv os blot en del af eders hær. Jeg vil med guds bistand kæmpe med ham, og når jeg sejrer, vil der visselig tilfalde eders højhed en større hæder«. Det skete, og efter at have modtaget en del af faderens hær drog han sammen med sine mænd mod Suburrus. Før han begyndte kampen med ham, lod han trompeter gjalde fra fire sider og brød så dristig ind på ham. Og medens begge hære kæmpede med kækt mod, jog en mand i kongens hær ved navn Amalongus, som plejede at føre kongens spyd, dette med begge hænder kraftig igennem en lille græker, løftede ham op fra den sadel, han red på, og hævede ham op i luften over sit hoved. Da grækernes hær så dette, blev den straks grebet af umådelig rædsel og vendte sig på flugt; og den led et fuldstændigt nederlag og skaffede ved flugten sig selv døden, men Romoald og langobarderne sejren. Suburrus, der havde lovet sin kejser at vinde sejrens trofæ over langobarderne, vandt kun skændsel, idet han kom tilbage med nogle få; men Romoald vendte efter at have vundet sejr over sine fjender triumferende tilbage til Beneventum og skaffede sin fader glæde og alle tryghed, idet han friede dem for frygten for fjenderne. Men da kejser Constans så, at han intet havde udrettet mod langobarderne, lod han sit raseri gå ud over sit eget folk, romerne. Han forlod Neapel (d. 5. juli 663) og begav sig til Rom. Ved den sjette milesten fra byen mødte ham pave Vitalianus (han var pave fra 657 til 672) med præsterne og folket. Da kejseren nåede til den hellige Petrus's dørtærskel, ofrede han dér en kappe, der var vævet med guld; i Rom blev han i 12 dage; han tog alt ned, hvad der fra gammel tid var opstillet af kobber til pryd for byen; og han gik så vidt, at han endog lod taget tage af den salige Marias kirke, som fordum kaldtes Pantheum og var blevet opført til ære for alle guderne, men nu med tilladelse fra tidligere kejsere var blevet et sted for alle martyrerne; han bortførte kobbertagstenene derfra og sendte dem tilligemed alle andre prydelser over til Konstantinopel. Derefter drog kejseren tilbage til Neapel og nåede til lands til byen Regium. Og efter at være gået over til Sicilien i den syvende indiktion  (663¹/₉ -664³¹/₈) tog han bolig i Syracusæ, men pålagde nu folket, dvs. de bosiddende mænd og ejendomsbesidderne i Calabrien, Sicilien, Afrika og Sardinien sådanne byrder, som man ingensinde før har kendt mage til, således at endog hustruer reves bort fra deres mænd og børn fra deres forældre. Og befolkningen i disse egne måtte også døje mange andre uhørte ting, så der ikke var nogen, der nærede noget håb om mere at kunne bjærge livet. Thi endog også de hellige kar og klenodierne i guds hellige kirker blev på kejserens befaling ranede af de griske grækere, men kejseren forblev på Sicilien fra den syvende indiktion lige til den 12te; men omsider høstede han dog straf for så store uretfærdigheder og blev dræbt af sine folk, medens han tvættede sig i badet (d. 15. juli 668, i den 11, indiktion, ikke den 12, som Paulus skriver). Efter at nu kejser Constans var blevet dræbt i Syracusæ, tilrev Mezetius sig regeringen på Sicilien, men imod den østlige hærs vilje (dette er vistnok en fejltagelse. Det er jo også netop den vestlige hær, der styrtede ham). Imod ham kom de italienske hærafdelinger, dels over Istrien, dels over Campaniens egne og dels fra Afrikas og Sardiniens lande til Syracusæ og berøvede ham livet. Og mange af de af ham indsatte dommere blev enten henrettede eller ført til Konstantinopel, og tillige med dem blev også den falske kejsers hoved sendt derhen. Da sarracenernes folk (araberne), som allerede havde bemægtiget sig Alexandria og Ægypten, hørte dette, kom de pludselig med mange skibe og trængte ind på Sicilien, angreb Syracusæ og anrettede et stort nederlag på folkene, idet kun nogle få med nød og næppe undslap, som var flygtede til velbefæstede borge og til bjergryggene. Sarracenerne bortførte også et overordentlig stort bytte og alle de kunstværker af kobber og flere andre slags, som kejser Constans havde bortført fra Rom; og derefter vendte de tilbage til Alexandria. Fremdeles blev kongens datter, om hvem vi have fortalt, at hun som gidsel var blevet ført fra Beneventum, ført til Sicilien og endte dér sin sidste dag. På denne tid indtraf der så stærke regnskyl og så voldsomme tordenvejr, som intet menneske tidligere kunne huske mage til, således at talløse tusinder af mennesker og dyr blev ramt af lynet. I dette år gjorde regnskyllene det til en umulighed at få bønnerne indsamlede, så disse spirede påny og nåede også at blive modne anden gang (tidsfølgen er en del forrykket; disse begivenheder indtraf først i 672). Efter at kong Grimoald havde befriet beneventanerne og de landstrøg, der tilhørte dem, fra grækerne, tænkte han på at vende tilbage til sin kongsgård i Ticimis; men først gav han Transamund, som hidtil havde været greve af Capua og tjent ham med iver under hans virksomhed for at vinde konge magten, sin datter, Romoalds anden søster, til ægte og gjorde ham til hertug i Spoletium efter Atto, som vi ovenfor har talt om, og derpå vendte han tilbage til Ticinus. Hertug Grasulf i Forumjulii var jo død, som vi ovenfor har sagt, og til at efterfølge ham i hertugværdigheden besendtes Ago, efter hvem et hus, der ligger i Forumjulii, indtil den dag i dag har båret navn af Agos hus. Efter at denne Ago var død, blev Lupus hertug over forojulanerne. Denne Lupus drog med en rytterhær ad en vej, der i gamle dage var blevet lagt over havet, til øen Gradus, som ligger ikke langt fra Aquileia, plyndrede byen, borttog skattene fra kirken i Aquileia og førte dem tilbage (patriarken af Aquileia havde jo forlagt sit sæde til Gradus ved langobardernes ankomst til Italien). Til denne Lupus betroede Grimoald sit palads, dengang han drog til Beneventum. Da Lupus nu ikke ventede, at kongen ville komme tilbage, optrådte han i hans fraværelse i mange måder med selvrådighed i Ticinus; og da kongen så kom, og Lupus nok kunne vide, at han ikke ville finde behag i hans urigtige handlemåde, drog han til Forumjulii og gjorde i bevidsthed om sin slette færd oprør imod ham. Da sendte Grimoald, som ikke ville opvække borgerkrig imellem langobarderne, bud til avarernes konge, kakanen, at han skulle komme til Forumjulii med sin hær og gøre det af med Lupus ved krig. Og dette skete også. Thi da kakanen kom med en stor hær, kæmpede hertug Lupus, efter hvad vi har hørt fortælle af ældre mænd, der havde været med i kampen, på det sted, der kaldes Flovius (vistnok Wippach i Krain, sydøst for Görz) i spidsen for forojulanerne i 3 dage imod kakanens hær. Og den første dag slog han nu dennes vældige hær, medens kun få af hans blev sårede. Men den anden dag fældede han på lignende måde mange af avarerne, medens dog alt adskillige af hans blev sårede og døde. Og den tredje dag, skønt alt mange af hans blev sårede eller nedlagte, slog han ikke desto mindre kakanens store hær og bemægtigede sig et stort bytte. Men den fjerde dag så de en så stor mængde komme over sig, at de med nød og næppe kunne undslippe ved flugt. Da altså hertug Lupus var omkommen dér, søgte de øvrige som var blev tilbage, dækning i fæstningerne. Men avarerne spredte sig over hele det tilliggende land, røvede og plyndrede alle vegne eller lod ilden udføre ødelæggelsesværket. Efter at de i nogle dage havde gjort dette, lod Grimoald dem vide, at nu skulle de høre op med deres hærgning. Da sendte de sendemænd til Grimoald og lod ham sige, at de ingenlunde ville forlade Forumjulii, som de havde erobret med væbnet hånd. Da så Grimoald sig nødsaget til at give sig i færd med at samle sin hær for at fordrive avarerne fra sit land. Midt på sletten anlagde han derfor sin lejr og et herberg for avarerne (nemlig de avariske sendemænd); da han endnu kun havde en ringe del af sin hær samlet hos sig, lod han i flere dage de folk, han havde, hyppig gå forbi gesandternes øjne, iførte forskellig klædedragt og væbnede på forskellige måder, så det kom til at se ud, som om der bestandig ankom en ny hær. Og da avarerne så denne samme hær drage forbi, så på en og så på en anden måde, troede de, at langobardernes mængde var umådelig. Til dem talte Grimoald således: »Med hele den hærmasse, som i har set, vil jeg straks styrte over kakanen og avarerne, hvis de ikke hurtig går ud af forojulanernes land«. Da de avariske sendemænd hørte og så dette og derpå gav deres konge melding derom, vendte han straks med hele sin hær tilbage til sit eget rige. Efter at nu Lupus var kommet af dage på den måde, vi før har fortalt, ville hans søn Arnefrit i faderens sted hævde sig i besiddelsen af hertugværdigheden i Forumjulii. Men da han frygtede kong Grimoalds magt, flygtede han til slavernes folk i Carnuntum, som man urigtig kalder Carantanum (dette er en misforståelse af Paulus; Carantanum er Kärnten; Carnuntum var en i oldtiden meget blomstrende by ved Donau, øst for Wien. Det er i virkeligheden Carantanum, der skal forstås her).Og da han senere kom med slaverne, i den tanke at han ved hjælp af deres kræfter skulle kunne tage hertugdømmet tilbage, styrtede forojulanerne sig over ham og fældede ham ved borgen Nemas (landsby Nimis nordvest for Cividale), som ikke ligger langt fra Forumjulii. Derefter blev Wechtari udnævnt til hertug i Forumjulii, en mand, der stammede fra byen Vineentia; han var en velsindet mand og styrede folket med mildhed. Da slavernes folk engang hørte, at han var rejst bort til Ticinus, samlede de sig i stærk mængde og ville styrte sig over den forojulanske borg; og da de kom, slog de lejr ikke langt fra Forumjulii, på det sted, der kaldes Broxas (måske er det Borgo Bressana, en forstad til Cividale, måske Prosasco, nord for byen). Men gud føjede det således, at hertug Wechtari den foregående aften var vendt tilbage fra Ticinus, uden at slaverne vidste det. Da hans ledsagere, som det plejer at ske, var vendte tilbage til deres eget, og han så fik denne efterretning om slaverne, gik han selv med nogle få mænd, nemlig 25, frem imod dem. Da slaverne så ham komme med så få, spottede de, idet de sagde, at patriarken kom imod dem med sine klerke. Men da han så nærmede sig til den bro over floden Natisio (Natisio er Natisone, der løber forbi Cividale. Lidt nordøst for byen er der en bro, der måske fra denne begivenhed kaldes Ponte de Schiavi), som ligger på samme sted, hvor slaverne lå, tog han sin hjelm af hovedet og viste slaverne sit ansigt; thi han havde et skaldet hoved. Og da slaverne opdagede, at det var Wechtari, kom de straks i forvirring og råbte, at Wechtari var der, og idet gud skræmte dem, tænkte de mere på flugt end på kamp. Da styrtede Wechtari sig over dem med de få han havde, og anrettede et sådant mandefald iblandt dem, at der af 5000 mennesker næppe levnedes nogle få, som undkom. Efter denne Wechtari styrede Landari hertugdømmet i Forumjulii. Og efter at han var død, fulgte Rodoald ham i hertugværdigheden. Efter at, som vi sagde, hertug Lupus var død, gav kong Grimoald sin søn Romoald, som styrede Beneventum, hans datter Theuderada til ægte. Og han avlede derpå med hende tre sønner, nemlig Grimoald, Gisulf og Arichis. Kong Grimoald tog også siden hævn over alle dem, der var faldne fra ham, efter at han var draget til Beneventum, for deres forseelse mod ham. Men også romernes by Forum Populi (Forum Popilii, Forlimpopoli imellem Forli og Cesena, sydvest for Ravenna) hvis indbyggere var trådt fjendtligt op imod kongen, da han drog til Beneventum, og oftere havde krænket hans sendebud på deres vej til og fra Beneventum, ødelagde han på følgende måde. I fastetiden gik han over Bardos alp (Bardi, et bjergpas med en by af samme navn, syd for Piacenza, sydvest for Parma) til Tuscien, uden at romerne fik noget som helst at vide derom, styrtede sig på selve den højhellige påskelørdag uventet over byen i den time, da dåben fandt sted, og anrettede så stort et mandefald, at han endog ved den hellige font dræbte selve de diakoner, der døbte de små børn. Og således ødelagde han denne by, at der til den dag i dag kun har været ganske få indbyggere i den. Grimoald nærede jo et ualmindelig bittert had til romerne, fordi de fordums havde skuffet hans brødre Taso og Cacco, der kom i tillid til dem. Af den årsag ødelagde han i bund og grund byen Opitergium, hvor de havde lidt døden, og delte det land, der tilhørte indbyggerne dér, imellem forojulanerne, tarvisianerne og cenetenserne. Ved disse tider drog vulgarernes hertug Alzeco, der uvist af hvilken grund, havde skilt sig ud fra sit folk, fredelig ind i Italien med hele sit hertugdømmes hær og kom til kong Grimoald, idet han lovede at ville tjene ham og bo i hans land. Og kongen sendte ham til sin søn Romoald i Beneventum og befalede denne, at han skulle give ham tillige med hans folk steder at bo på. Og idet Romoald tog velvillig imod dem, tildelte han dem til at bo på vidtstrakte steder, der lige til hin tid havde ligget øde, nemlig Sepinum, Bovianum, Isernia (byerne Sepino, Bojano og Isernia, lå nord og nordvest for Benevent) og andre steder med deres tilliggende distrikter, og han forandrede selve Alzecos værdighedsnavn og lod ham kalde gastald i stedet for hertug. Disse har da lige til den dag i dag boet på de nævnte steder, og endskønt de også taler latin, har de dog ingenlunde tabt brugen af deres eget sprog. Efter at, som vi har sagt, kejser Constans var død på Sicilien og tyrannen Mezetius, der havde efterfulgt ham, var blevet straffet, overtog Constantinus, en søn af kejser Constantius (Constans), styrelsen af det romerske rige og var kejser over romerne i 17 år (Constantinus IV 668-685). På Constans's tid blev ærkebiskop Theodorus og den højlærde abbed Adrianus sendt til Brittanien af pave Vitalianus og befrugtede mange af anglernes kirker med kirkelærens velsignelse. Af disse har ærkebiskop Theodosius i en særlig beundringsværdig undersøgelse bestemt synderes straffe, nemlig i hvor mange år man skal gøre bod for hver enkelt synd. I den derefter følgende tid kom der i august måned imod øst en komet til syne med stærkt skinnende stråler, og den vendte siden tilbage i samme retning og forsvandt. Kort efter hjemsøgtes det romerske folk af en hård pest, der ligeledes kom fra øst. I disse dage lod den romerske kirkes pave Domnus (Domnus (Donus) var pave 676-678) det sted, der kaldes Paradisus, foran den salige apostel Peters kirke, på en beundringsværdig måde brolægge med store, hvide marmorsten. På samme tid herskede Dagibert (Dagibert (Dagobert) II, konge over Austrasien (nordøstfrankrig) fra 675 til 678) over frankernes rige i Gallien, og med ham havde kong Grimoald indgået et såre fast fredsforbund (dette forbund omtales ikke noget andet sted. Måske er fortællingen om det opstået for at forklare, at Perctarit vil forlade frankernes land). Idet Perctarit også, medens han opholdt sig i frankernes land, frygtede denne Grimoalds magt, drog han ud fra Gallien og bestemte sig til at drage til saksernes konge på øen Brittanien. Men da Grimoald den niende dag efter en tog en bue og ville ramme en due, da brød åren i hans arm op. Derpå skal, efter hvad der fortælles, lægerne have givet ham forgiftede lægemidler og derved kaldt ham ganske bort fra denne verden. Han har i det edikt, kong Rothari havde forfattet, tilføjet nogle lovkapitler, som syntes ham nyttige. Han havde store legemlige kræfter og overgik alle i tapperhed; han var skaldet på hovedet og havde et fremtrædende skæg, og han udmærkede sig lige så meget ved klogskab som ved kræfter. Hans lig blev begravet i den salige bekender Ambrosius´ kirke, som han tidligere havde opført i Ticinus. Han bemægtigede sig, efter at der alt var forløbet ét år og 3 måneder efter kong Ariperts død, langobardernes rige; og han herskede selv i 9 år og efterlod kongeværdigheden til sin søn Garibald, hvem kong Ariperts datter havde født ham, og som endnu var et barn. Som vi ovenfor har fortalt, ville Perctarit forlade Gallien og besteg derfor et skib, der skulle bringe ham over til det saksiske rige på øen Brittanien. Men efter at han havde sejlet et godt stykke frem på havet, hørtes der fra stranden en røst, der spurgte, om Perctarit befandt sig på skibet. Og da der blev svaret, at Perctarit var der, tilføjede den samme røst: »Sig ham, at han skal vende tilbage til sit fædreland, eftersom det i dag er den tredje dag, siden Grimoald er reven bort fra denne verden«. Efter at have hørt dette vendte Perctarit straks om. Men da han kom til stranden, kunne han ikke finde den person, der havde meldt ham om Grimoalds død. Derfor troede han, at det ikke havde været et menneske, men et guddommeligt sendebud, og han tog derfor straks vejen til sit fædreland og fandt, da han kom til Italiens grænser, at dér ventede tjenerskabet fra paladset på ham, ligesom også hele det kongelige æresfølge stod rede med en stor mængde langobardere. Derfor vendte han tilbage til Ticinus, fordrev drengen Garibald fra kongestolen og blev af samtlige langobardere i den tredje måned efter Grimoalds død hævet til regeringen. Han var en from mand, katolsk af tro, han holdt fast ved retfærdighed og underholdt gavmildt de fattige. Og han sendte bud til Beneventum og kaldte sin hustru Rodelinda og sin søn Cunincpert tilbage derfra. Så snart Perctarit havde overtaget den kongelige myndighed, opførte han på det sted ved floden Ticinus, som han selv fordum var flygtet bort fra det kloster, der kaldes det nye, for sin herre og befrier, til ære for den jomfruelige martyr, den hellige Agatha. I dette samlede han mange jomfruer og skænkede stedet mange ejendele og forskellige prydelser. Hans dronning Rodelinda grundlagde udenfor denne samme by Ticinus´ mure den kirke for den hellige guds moder, der kaldes ad Perticas. Den er opført med beundringsværdig kunst og smykket med vidunderlige prydelser, og selve stedet kaldes ad Perticas, fordi der dér fordum stod Perticæ, det vil sige bjælker oprejste, hvilke langobarderne havde for skik at rejse af følgende grund: når én var død i en anden egn, enten i krig eller på en anden måde, nedrammede hans slægtninge imellem deres grave en pæl, på hvis top de anbragte en due, lavet af træ, der vendte i den retning, hvor deres kære var død, nemlig for at man kunne vide, i hvilken egn han, der var død, hvilede. Da nu Perctarit havde regeret ene i 7 år, optog han alt i det 8de år sin søn Cunincpert som sin fælle i regeringen, og med ham ved sin side herskede han i 10 år. Og medens de levede i stor fred og havde ro fra enhver side omkring dem, rejste en uretfærdighedens søn ved navn Alahis sig imod dem og forstyrrede freden i det langobardiske rige, så at der omkom en stor mængde mennesker. Medens denne Alahis var hertug i byen Tridentum, kom han i kamp med den bajoariske greve Gravio kaldte de ham, som herskede over Bauzanum (Botzen i Tyrol ved Adige, nord for Trident) og andre borge, og vandt en herlig sejr over ham. Derved blev han overmodig, så han endog løftede hånd mod sin konge Perctarit og gjorde oprør, idet han befæstede sig i den tridentinske borg. Da kong Perctarit var rykket ud imod ham og belejrede ham, faldt Alahis pludselig uformodet ud af byen med sine mænd, tilintetgjorde kongens lejr og nødte ham selv til at gribe flugten. Men han vendte dog siden efter tilbage i kong Perctarits gunst; og det var dennes søn Cunincpert, der var skyld heri, thi han havde i længere tid haft Alahis kær. Kongen ville flere gange have dræbt ham; men hans søn Cunincpert hindrede det stedse, idet han håbede, at Alahis i fremtiden ville være tro; og han hvilede ikke, før han havde fået sin fader til at tildele ham hertugdømmet i Brexia (Brescia); skønt han ofte rejste den indvending, at Cunincpert gjorde dette til sit eget fordærv, idet han gav fjenden kræfter til at tilvende sig kongemagten. I byen Brexia var der nemlig altid en stor mængde fornemme langobardere, som Perctarit var bange for ville hjælpe Alahis til at få for stor magt. I disse dage opførte Peretarit med beundringsværdigt arbejde i byen Ticinus, stødende op til paladset, en port, som også kaldes Palatiensis. Efter at han havde været i besiddelse af kongemagten i 18 år, i begyndelsen alene og siden i forening med sin søn, toges han bort fra denne verden, og hans lig blev begravet ved den herre frelserens kirke, som hans fader Aripert havde opført. Han var tækkelig af skikkelse, havde et fyldigt legeme og var mild og elskværdig i alle ting. Som konge tog Cunincpert Hermelinda af angel-saksisk æt til ægte. Hun så engang i badet Theodote, en pige, der stammede fra en høj fornem romersk slægt, som var dejlig af legeme og havde et smukt, blondt hår, så langt, at det næsten nåede til fødderne; og hun priste hendes skønhed for sin mand, kong Cuninepert. Han lod sig ikke mærke med, at det var ham en fornøjelse at høre dette af sin hustru; men han kom dog til at fatte en stor kærlighed til pigen; og uden at tøve drog han på jagt til den skov, der kaldes byskoven, og lod sin hustru Hermelinda følge med. Men om natten gik han bort til Ticinus, lod pigen Theodote komme til sig og sov hos hende. Senere sendte han hende dog i det kloster i Ticinus, der har navn efter hende (klosteret St. Mariæ Theodotis i della Posteria). Men Alahis havde allerede længe gået svanger med forbryderske planer, og tilskyndet af to borgere i Brexia, Aldo og Grauso, og ligeledes af mange andre af langobarderne glemte han, hvor store velgerninger kong Cunincpert havde vist ham, og tilsidesatte også den ed, hvormed han havde lovet ham at være ham tro; og engang Cunincpert var borte, bemægtigede han sig hans kongemagt og hans palads i Ticinus. Da Cunincpert fik dette at høre, flygtede han straks til den ø, der ligger i den Lariske sø (dvs. Lago di Como; øen er Comacina) ikke langt fra Comum (Como) og befæstede sig stærkt dér. Men en stor ængstelse påkom alle dem, der holdt af ham, navnlig præsterne og de gejstlige, som alle var Alahis forhadte. Dengang var den guds mand Damianus biskop for kirken i Ticinus; og som han udmærkede sig ved hellighed, således besad han også i rimeligt mål kendskab til de frie videnskaber. Da han så, at Alahis havde bemægtiget sig paladset, sendte han, for at ikke han selv eller hans kirke skulle lide noget ondt af ham, sin diakon, den forstandige og gudfrygtige Thomas, til ham og lod denne bringe ham sin hellige kirkes velsignelse. Det blev meldt Alahis, at diakonen stod for døren og skulle bringe ham velsignelsen fra biskoppen. Da sagde Alahis, der som sagt nærede had til alle gejstlige, således til sine mænd: »Gå og sig til ham, at hvis han har rene hoser, kan han træde ind, men ellers må han holde sin fod udenfor«. Da Thomas hørte disse hans ord, svarede han således: »Meld ham, at jeg har rene hoser, da jeg nemlig har iført mig nyvaskede i dag«. Alahis sendte anden gang bud til ham og lod ham sige: »Det er ikke hoserne, jeg mener, men det, som er indenfor hoserne«. Derpå svarede Thomas således: »Gå og sig til ham: gud alene kan finde noget at bebrejde mig i disse henseender, dette menneske derimod ingenlunde«. Da gav Alahis diakonen foretræde og talte ham ganske hårdt til og i skændende tone. Og alle klerke og præster følte sig betagne af skræk og uvilje mod tyrannen, så de mente, at de på ingen måde kunne finde sig i hans råhed. De begyndte da så meget mere at savne Cunincpert, som de forbandede den hovmodige tronraner. Men det varede nu ikke ret længe, at han med sin barbariske råhed holdt sig i besiddelse af kongevælden. Som han en dag stod ved et bord og talte penge, faldt der en tremissis (en tredjedels solidus) ned fra bordet for ham, og en endnu lille søn af Aldo tog den op fra jorden og gav ham den tilbage. Og i den tanke, at drengen endnu var for lille til at forstå hans mening, sagde Alahis til ham: »Dem har din fader mange af, og dem skal han, om gud vil, give mig med det første«. Da drengen så om aftenen var vendt hjem til sin fader, spurgte denne ham, om kongen hin dag havde sagt noget til ham; og han fortalte faderen alt, som det var sket, og hvad kongen havde sagt til ham. Da Aldo hørte dette, blev han meget forskrækket, tilkaldte sin broder Grauso og fortalte ham alt, hvad kongen havde sagt i sin ondskab. De lagde straks råd op med deres venner og dem, de kunne stole på, hvorledes de skulle berøve Alahis kongemagten, før han selv kunne tilføje dem nogen skade. Tidlig om morgenen gik de til paladset og talte således til Alahis: »Hvorfor holder du det for nødvendigt at opholde dig i byen? Se, hele byen og folket er dig tro, og den drukkenboldt Cunincpert er så svækket, at han nu ikke længere kan have nogen magt. Gå ud og drag på jagt og øv dig med dine ungersvende, men vi skulle med dine øvrige trofaste forsvare denne by for dig. Men fra vor side ville vi også love dig, at vi med det første skulle bringe dig Cunincperts hoved«. Ved deres ord lod han sig bevæge til at forlade byen, tog ud til den vidtstrakte byskov og begyndte at hengive sig til fornøjelse og jagt. Men da gik Aldo og Grauso til den Comacinske sø, steg ombord på et skib og drog til Cunincpert. Da de var kommet til ham og havde kastet sig for hans fødder, tilstod de, at de havde båret sig slet ad imod ham, og fortalte ham, hvad Alahis i sin ondskab havde talt til dem, og hvilket råd de selv havde givet ham til hans fordærv. Kort at fortælle: De græd sammen og gav hverandre edelige løfter, idet de fastsatte en dag, på hvilken Cunincpert skulle komme, for at de selv kunne overgive ham byen Ticinus. Således skete det da også. Thi da Cunincpert ankom til Ticinus på den fastsatte dag, blev han med glæde modtaget af dem og trådte ind i sit palads. Da kappedes alle borgerne og navnlig biskoppen, ligeledes præsterne og gejstligheden, unge og gamle, om at strømme sammen til ham; alle omfavnede de ham med tårer og tilråbte gud tak for hans tilbagekomst, fyldte af en umådelig glæde; og dem alle kyssede han, så vidt han formåede det. Pludselig kom der et sendebud til Alahis med den efterretning, at Aldo og Grauso havde opfyldt, hvad de havde lovet ham: både havde de bragt Cunincperts hoved, og ikke blot hans hoved, men også hele hans legeme; og budet forsikrede, at han sad i paladset. Da Alahis hørte dette, blev han forfærdet; og rasende og tænderskærende udstødte han mange trusler mod Aldo og Grauso, drog bort og vendte over Placentia tilbage til Austrien, idet han snart ved smiger, snart ved magt fik byerne til at slutte sig til ham som forbundsfæller, den ene efter den anden. Da han således var på vej til Vincentia, drog denne bys borgere ud imod ham og beredte sig til kamp; men de blev hurtigt overvundne og blev hans forbundsfæller. Derefter drog han bort derfra og trængte ind i Tarvisium og på lignende måde også i de øvrige byer. Og da Cunincpert samlede en hær imod ham, og forojulanerne i troskab imod ham ville drage ham til hjælp, da lagde Alahis sig i skjul i skoven Capulanus (Monte Caulano ved Livenzas øvre løb øst for Belluno) ved en bro over floden Liquentia (floden Livenza løber ud i Adriaterhavet ca. 5 mil nordøst for Venezia), 48 millier fra Forumjulii, på vejen til Ticinus; og da forojulanernes hær kom spredt i flere afdelinger, nødte han dem alle, efterhånden som de kom, til at sværge til ham og sørgede derfor omhyggelig for, at der ikke var nogen af dem, der kunne vende tilbage og underrette de andre derom. Således blev alle der kom fra Forumjulii, taget i ed til ham. Kort at fortælle: Da Alahis kom med hele Austrien og på den anden side Cunincpert med sine mænd, slog de lejr på en slette der bærer navnet Coronate (Cornate på Addas højre bred, imellem Monza og Bergamo). Cunincpert sendte så bud til ham med opfordring til at træde i tvekamp med ham, thi det var jo ikke nødvendigt, at begges hære skulle udmattes. Dette ville Alahis ingenlunde samtykke i, og da en af hans mænd, en tuscer af herkomst, idet han kaldte ham en krigersk og tapper mand, søgte at overtale ham til at gå kækt ud imod Cunincpert, gav han følgende svar: »Skønt Cunincpert er en drukkenboldt og en enfoldig person, er han dog såre dristig og af en beundringsværdig styrke. Thi på hans faders tid, da vi var unge mennesker, holdtes der i paladset nogle ualmindelig store geder, og han kunne da tage fat i ulden på ryggen af dem og løfte dem op fra jorden i stiv arm; og det kunne jeg rigtignok ikke have gjort«. Da tusceren hørte dette, sagde han til ham: »Hvis du ikke vover at kæmpe i tvekamp med Cunincpert, vil jeg herefter ikke være i din tjeneste og stå dig bi«, og idet han sagde dette, sprang han op, flygtede straks til Cunincpert og fortalte ham selve dette. Begge hære mødtes altså i kampfærdig stand på sletten Coronate. Og da de alt var nær hinanden, så de måtte komme i håndmæng, trådte diakonen Seno fra Ticinus frem, som havde opsyn med den kirke for den hellige Johannes den Døber, som dronning Gundiperga engang havde opført i byen; og såsom han elskede kong Cunincpert overordentlig meget og frygtede, at han skulle sætte livet til i krigen, sagde han: »Herre konge, hele vort liv beror på din frelse ; hvis du omkommer i krigen, vil denne tyran Alahis dræbe os alle under forskellige pinsler. Derfor bifalde du mit råd! Giv mig dine våben og din rustning, og jeg skal gå og kæmpe med denne tyran. Hvis jeg falder, vil du selv kunne bringe din sag på fode igen. Men hvis jeg sejrer, vil der blive dig des større ære til del, eftersom du har sejret ved din tjener«. Og da kongen ikke ville indlade sig herpå, begyndte hans få tilstedeværende trofaste med tårer at bønfalde ham om, at han skulle give sit minde til diakonens forslag. Endelig lod han sig da, eftersom han havde et fromt hjerte, ved deres bønner og tårer bevæge til at give diakonen sit panser, sin hjelm, sine benskinner og øvrige våben og sende ham til kamp under sin maske. Thi denne diakon var selv af samme bygning og skikkelse, så at han, da han bevæbnet var gået ud af teltet, af alle ansås for at være kong Cunincpert. Så begyndte da slaget, og der kæmpedes af alle kræfter. Og da Alahis navnlig lod sin styrke tage retning hen imod det sted, hvor han mente, kongen befandt sig, dræbte han diakonen Seno i den tro, at det var Cunincpert. Men da han havde ladet hans hoved afhugge, for at han kunne løfte det i vejret på en stage, og de kunne råbe: »Gud være lovet«, så tog han hjelmen, af det og opdagede, at det var en klerk, han havde dræbt. Da blev han rasende og råbte: »Ve over mig«, sagde han, »vor møje er spildt, når det, vi har kæmpet for, har været at tage livet af en klerk. Derfor gør jeg nu det løfte, at hvis gud atter giver mig sejren, så skal jeg fylde en brønd med klerkes testikler«. Da Cunincpert nu så, at hans folk havde tabt, viste han sig straks for dem, friede dem derved fra deres frygt og styrkede alles hjerter til at håbe på sejren. Slagrækkerne opstilledes påny, og på den ene side beredte Cunincpert, på den anden Alahis sig til kamp. Og da slagrækkerne alt var nær ved hinanden, så de måtte støde sammen i håndmæng, sendte Cunincpert atter bud til Alahis med disse ord: »Se, hvor stor en mængde der står rede på begge sider. Hvorfor skal så stor en mængde mennesker omkomme? Lad os to, mig og ham, mødes i tvekamp; og hvem af os gud vil give sejren, han skal besidde hele dette folk uskadt i sit fulde tal«. Men da Alahis af sine folk opfordredes til at gøre, hvad Cunincpert foreslog ham, svarede han: »Dette kan jeg ikke gøre, eftersom jeg mellem hans spyd ser et billede af den hellige ærkeengel Michael, ved hvem jeg har svoret ham troskab«. Da sagde en af de andre: »Skrækken får dig til at se, hvad der ikke er til; nu er det allerede for sent for dig at tænke på sligt«. Altså stødte slagrækkerne sammen, medens hornene gjaldede, og da ingen af parterne veg fra sin stilling, skete der et overordentligt stort mandefald. Endelig omkom den gruelige tyran Alahis og Cunincpert vandt ved guds bistand sejren. Og da Alahis's hær erfarede, at han var faldet, søgte den sin frelse i flugt. Alahis's hoved blev også afhugget og hans ben afskårne, og blot hans uformelig lemlæstede krop blev tilbage. I denne krig deltog forojulanernes hær ingenlunde, eftersom det havde været mod dens vilje, at den havde aflagt ed til Alahis, og den derfor hverken ville bringe kong Cunincpert eller Alahis hjælp, men efter at de øvrige havde leveret kampen, vendte de selv tilbage til deres eget. Efter at altså Alahis var død på denne måde, lod kong Cunincpert diakonen Seno´s lig prægtigt begrave foran døren til den hellige Johannes's kirke, som han selv havde styret; men selv vendte han under almindelig sejrsjubel tilbage til Ticinus som konge (692).

Medens de begivenheder, jeg nu har fortalt, tildrog sig hos langobarderne hinsides Padus (dvs. nord for, altså set fra Monte Cassino eller Rom), samlede hertug Romoald af Beneventum en talrig hær, hvormed han stormede og indtog Tarentum, og på lignende måde underlagde han sig Brundisium (Brindisi) og det omliggende land i såre vidt omfang. Hans hustru Theuderada opførte også på samme tid udenfor murene af Beneventum en kirke til ære for den hellige apostel Petrus og grundede dér et kloster for mange guds tjenerinder. Romoald blev, efter at han i 16 år havde styret hertugdømmet, revet bort fra denne verden (678). Efter ham styrede hans søn Grimoald i 3 år samniternes folk (dvs. beneventanerne). Med ham var Wigilinda, en søster til Cunincpert og en datter af kong Perctarit, forbundet i ægteskab. Efter at også Grimoald var død (681), blev hans broder Gisulf hertug (han var selv et barn; hans moder Theuderada styrede for ham) og styrede Beneventum i 17 år. Med ham var Winiperga gift og hun fødte ham Romoald. Efter at Cassinums borg, hvor den salige Benedictus's hellige legeme hviler, alt i adskillige år havde ligget fuldstændig øde, kom der på denne tid fra celmanicernes og aurelianensernes egn (celmanicerne eller cenomanerne boede i det nuværende landskab Maine mellem Normandie, Bretagne, Anjou og Orléans - Aurelianum er Orléans) nogle frankere, som foregav at ville våge natten over ved det ærværdige legeme. Men de bortførte knoklerne af den ærværdige fader såvel som af hans hæderværdige søster Scolastica (den hellige Benedictus´ fromme søster boede i nærheden af Monte Cassino; hun blev begravet i samme grav som broderen) og bragte dem til deres fædreland, hvor der byggedes to klostre til ære for den salige Benedictus og for den hellige Scolastica, et for hver af dem. Men sikkert er det, at hine ærværdige knokler, lifligere end nektar, og øjnene, der stedse stirrede mod himlen, og ligeledes de øvrige ledemod er blev tilbage for os, omend hensmuldrede. Thi herrens legeme er det eneste, som ikke har set forrådnelsen; men alle de hellige legemer er ødelæggelsen undergivne for siden at fornyes til herligheden med undtagelse af dem, der ved guddommelige mirakler bevares uden at hentæres. Men medens Rodoald, om hvem vi ovenfor har fortalt, at han var hertug i Forumjulii, engang var borte fra denne samme by, bemægtigede Ansfrit fra borgen Reunia (Ragogna) sig uden kongens samtykke hans hertugdømme. Efter at have erfaret dette flygtede Rodoald til Istrien og kom derfra på et skib over Ravenna til kong Cunincpert i Ticinus. Men Ansfrit kunne ikke nøjes med at styre forojulanernes hertugdømme; han gjorde tilmed oprør mod Cunincpert og ville tilrive sig hans rige. Men han blev grebet i Verona og ført til kongen, som lod hans øjne udrive og jog ham i landflygtighed. Derefter blev det forojulanske hertugdømme i ét år og 7 måneder styret af Rodoalds broder Ado med titel af statholder. Medens det vi nu have fortalt, tildrog sig i Italien, opkom der i Konstantinopel et kætteri, der påstod, at hos vor herre jesus kristus var der kun én vilje og handling (den retning, der tillagde kristus én gudmenneskelig vilje, ikke som katolikkerne to, en guddommelig og en menneskelig, kaldtes monotheletismen. Idet katolikkerne drog følgeslutningerne af det på synoden i Kalkhedon vedtagne dogme om kristi naturs enhed, måtte de nødvendig også komme til at hævde hans »energis« (dvs. vilje og handling's) enhed, som monotheleterne bestred). Dette kætteri opvakte patriarken i Konstantinopel Georgius, Macharius, Pyrrus, Paulus og Petrus. Af den årsag lod kejser Constantinus (681) 150 biskopper komme sammen; iblandt dem var der også sendemænd fra den hellige romerske kirke, udsendt af pave Agatho (pave i 678 til 681), nemlig diakonen Johannes og den portuensiske biskop Johannes (Portus/Porto er en landsby ved Tibermundingen), og de fordømte alle det nævnte kætteri. I denne time faldt der så mange edderkoppespind iblandt folk, at alle undrede sig; og derved blev det givet tilkende, at det vrange kætteris urenhed var fordrevet. Og patriarken Georgius blev irettesat; men de øvrige, som vedblev at forsvare ham, blev ramt af banlysningen. På denne tid forfattede biskop Damianus af Ticinus (han var endnu kun presbyter, blev først året efter biskop) under den mediolanensiske ærkebiskop Mansuetus's navn et såre nyttigt og rettroende brev om denne sag og lagde derved på det nævnte kirkemøde et ikke ringe lod i vægtskålen. Men den rette og sande tro er denne, at ligesom der i vor herre jesus kristus er to naturer, nemlig en guddommelig og en menneskelig, således må man tro, at der også er to viljer eller to handlinger. Vil du høre et ord om det, der hører til guddomsvæsenet? »Jeg«, siger han, »og faderen er ét«. Vil du høre noget, der hører til hans menneskelige væsen? »Faderen er større end jeg«. Se ham sove på skibet i medfør af hans menneskenatur; se hans guddomsvæsen, idet evangelisten siger: »Da stod han op og bød vindene og havet, og der blev stor stilhed«. Dette var den sjette almindelige synode; den holdtes i Konstantinopel (680-681) og forhandlingerne ved den er affattede på græsk. Det var på den tid, da Agatho var pave, og den lededes af kejser Constantinus, som tronede i sit palads. På disse tider måtte månen i den 8. indiktion tåle en formørkelse (den 8. indiktion var året 679½-680³¹/₈). Også en solformørkelse indtraf næsten på samme tid, omtrent på den tiende time af dagen d. 3. maj (679. Den 10time er om eftermiddagen kl. 16.00) og snart påfulgte der en meget hård pest i 3 måneder, nemlig juli, august og september; og så stor var mængden af dem der døde, at endog forældre med deres børn og brødre med deres søstre i byen Rom blev lagt to og to på hver båre og førte til gravene. På lignende måde affolkede denne pest også Ticinus, således at alle indbyggerne søgte bort til bjergene eller til forskellige andre steder, og der voksede græs og buske frem på byens torve og gader. Da viste det sig synligt for mange, at en god og en ond engel om natten gik igennem byen; og lige så tit den onde engel, der syntes at bære et jagtspyd i hånden, efter den gode engels befaling stødte til hvert enkelt hus's dør med spydet, lige så mange mennesker døde i huset den følgende dag. Da blev der i en åbenbaring sagt til én, at denne pest ikke ville høre op, før der i den hellige Petrus's kirke, der kaldes ad Vincula, blev oprejst et alter for den hellige martyr Sebastianus. Dette skete da også; den hellige martyr Sebastianus's relikvier blev hentede fra Rom, der blev opstillet et alter i den alt nævnte kirke, og pesten holdt straks op (ifølge andre kilder var det biskop Damianus, der af paven opnåede tilladelse til at få den hellige Sebastianus's ben overførte til Pavia). Thi, da kong Cuninepert derefter i byen Ticinus lagde råd op med sin staldmester, der i folkesproget kaldes marpahis, om hvorledes han skulle berøve Aldo og Grauso livet, satte der sig pludselig i det vindue, de stod ved, en flue af de store; og da Cuninepert ville ramme den med en kniv for at dræbe den, skar han blot en fod af den. Men da Aldo og Grauso uden at vide noget om planen kom til paladset og nærmede sig den hellige martyr Romanus's kirke, som ligger nær ved paladset, mødte de pludselig én, der var halt, idet han manglede den ene fod; og han sagde dem, at Cuninepert ville dræbe dem, hvis de gik til ham. Da de hørte det, blev de grebet af en stor frygt og flygtede om bag alteret i den ovennævnte kirke. Og kong Cuninepert fik straks melding om, at Aldo og Grauso var flygtet til den hellige martyr Romanus's kirke. Da begyndte Cuninepert at irettesætte sin staldmester og spørge ham, hvorfor han dog havde skullet forråde hans plan. Staldmesteren svarede ham således: »Min herre konge, du ved, at siden vi have overlagt dette, har jeg ikke været dig ude af øje; hvordan har jeg så kunnet sige det til nogen?« Da sendte kongen bud til Aldo og Grauso og lod dem udspørge om, hvorfor de havde taget deres tilflugt til det hellige sted. De svarede og sagde: »Eftersom det blev sagt, at vor herre kongen ville dræbe os«. Påny sendte kongen bud til dem, idet han erkyndigede sig om, hvem det havde været, der havde sagt dem det, og lod dem vide, at hvis de ikke røbede den, der havde sagt det, kunne de ikke finde nåde hos ham. Da gav de kongen en forklaring om, hvorledes det var sket, idet de sagde, at de havde mødt en halt mand, der havde mistet det ene ben og brugte et træben lige til knæet, og han havde talt til dem om, at døden truede dem. Da kunne kongen nok forstå, at den flue, han havde skåret benet af på, havde været en ond ånd, og at det var den, der havde røbet hans lønlige planer. Og under løfte om personlig sikkerhed lod han straks Aldo og Grauso komme ud af kirken, tilgav dem deres brøde og havde dem siden mellem sine trofaste mænd. På den tid udmærkede Felix, en farbroder til min lærer Flavianus, sig i den grammatiske videnskab; kongen havde ham så kær, at han iblandt andre rundhåndede gaver skænkede ham en stoksmykket med sølv og guld. I denne samme tid levede også biskop Johannes af Bergamus, en mand af vidunderlig hellighed. Medens han engang ved et gildebord talte med kong Cuninepert, kom han til at fornærme denne. Men da han derpå ville vende hjem til sit herberg, lod kongen berede ham en vild og ustyrlig hest, der med umådelig vrinsken plejede at kaste sin rytter af. Men da biskoppen havde sat sig op på den, blev den så tam, at den i rolig skridtgang bar ham til hans eget hus. Da kongen hørte dette, viste han både fra den dag af biskoppen tilbørlig ære og skænkede ham som gave den hest, han havde bestemt for ham til at ride på. På denne tid viste der sig imellem vor herres fødselsfest og Theofania (d. 6. januar, hellig tre kongers dag) om natten når himlen var klar, ved syvstjernen - en stjerne, der var ganske tilsløret, ligesom når månen står bag en sky. Derefter steg der i februar måned (696?) midt på dagen en stjerne op fra vest, og med stor glans gik den ned imod øst. Siden havde i marts måned Bebius (Vesuv) et udbrud i adskillige dage, og alt grønt rundt omkring ødelagdes af støv og aske. Da trængte sarracenernes vantro og mod gud fjendtligsindede folk fra Ægypten ind i Afrika (ved »Afrika« må forstås den romerske provins, nordvestkysten af verdensdelen Afrika) med en overvældig mængde og belejrede og indtog Kartago (698), som de derefter plyndrede og jævnede med jorden. Imidlertid døde kejser Constantinus i Konstantinopel og hans yngre søn Justinianus overtog det romerske rige, hvor han kom til at stå for styret i 10 år (Justinianus II, som kom på tronen 685, var søn, men ikke en yngre søn af Constantinus IV; fejlen er opstået ved, at Paulus har misforstået sin kilde: Beda´s Anglerfolkets kirkehistorie, hvor det hedder: »Justinianus den Yngre, en søn af Constantinus«). Han tog Afrika fra sarracenerne og sluttede fred til lands og til vands med dem. Eftersom pave Sergius (pave fra 687 til 701) ikke ville godkende og tiltræde den vildfarelsens synode, han havde foranstaltet i Konstantinopel, udsendte han sin protospatharius (forstander for livgarden) Zacharias og befalede at bringe ham til Konstantinopel. Men hæren i Ravenna og de nærliggende egne foragtede kejserens skammelige befaling og fordrev denne samme Zacharias fra Rom med skændsel og krænkelser. Imod denne Justinianus rejste Leo sig tilrev sig kejserværdigheden og berøvede ham riget; og medens han derpå styrede Romerriget i 3 år (695-698), lod han Justinianus leve i landflygtighed i Pontus. Og idet atter Tiberius gjorde opstand imod denne Leo, bemægtigede han sig hans rige og holdt ham hele den tid, da han selv herskede (Tiberius III herskede 698-705) under bevogtning i byen (Konstantinopel). På denne tid vægrede den synode, der blev holdt i Aquileia, af ukyndighed i troen sig ved at godkende det 5te almindelige kirkemøde, indtil den var blevet belært ved den salige pave Sergius´ heldbringende forestillinger, så at den sluttede sig til de øvrige kristi kirker og ligeledes samtykkede i at bifalde det. Det nævnte kirkemøde blev holdt (553) i Konstantinopel på pave Vigilius's tider under kejser Justinianus imod Theodorus og alle de andre kættere der påstod, at den hellige Maria alene havde født mennesket, men ikke guden og mennesket. På denne synode blev det som katolsk trossætning fastslået, at den hellige stedseværende jomfru Maria skulle kaldes Theotokos, eftersom hun ifølge den katolske tro ikke blot har født mennesket, men den der i sandhed er guden og mennesket (Theotokos = »guds moder«, og dette navn var allerede langt tidligere på kirkeforsamlingen i Efesos 431, blevet tillagt jomfru Maria, og den i teksten omtalte Theodorus var død kort i forvejen i 428 eller 429). I disse dage blev angel-saksernes konge Cedoald, der havde ført mange krige i sit fædreland, omvendt til kristus og drog til Rom. Da han kom forbi kong Cunincpert, fandt han hos denne en beundringsværdig modtagelse. Efter sin ankomst til Rom blev han døbt af pave Sergius og kaldet Petrus, og endnu iført de hvide klæder (som de nydøbte bar) vandrede han til de himmelske riger. Hans lig jordfæstedes i den hellige Petrus's kirke. På denne tid havde i Gallien de frankiske konger begyndt at vanslægte fra deres gamle tapperhed og indsigt; og derfor kom de mænd, der betragtedes som mestre for det kongelige hof til at styre kongemagten og alt, hvad konger plejede at udøve, eftersom det jo var himmelens bestemmelse, at den frankiske kongemagt skulle gå over til deres æt. På den tid var Arnulf hofmester i paladset (Arnulfs levetid falder længe før Cunincperts, da Arnulf døde i 641), en mand, der, som det senere viste sig, var elskelig for gud og i besiddelse af en vidunderlig hellighed. Efter at have vundet verdslig hæder gav han sig i kristi tjeneste og udmærkede sig som biskop (han blev biskop i Metz) og tilsidst foretrak han at leve som eneboer, idet han levede såre afholdende og ganske helligede sig til at tjene de spedalske på enhver måde. Om hans vidunderlige egenskaber findes der i den kirke ved Metz, hvor han var biskop, en bog, der skildrer hans undergerninger og hans afholdende liv. Men i en bog, jeg efter opfordring af den milde og højærværdige ærkebiskop ved den nævnte kirke, Angelramn, har forfattet om biskopperne i denne by, har jeg også om denne højhellige Arnulf fortalt nogle af hans undergerninger og anser det derfor for overflødigt nu at gentage dem her. Imidlertid blev Cunincpert, den af alle højt elskede fyrste, efter at han i 12 år efter faderen alene havde styret langobardernes rige, endelig reven bort fra denne verden (700). Han har på sletten Coronate, hvor han kæmpede med Alahis, opført et kloster til ære for den hellige martyr Georgius. Men han var en smuk mand, udmærket ved sin godhed, og en tapper kriger. Han blev under mange tårer fra langobarderne begravet ved den kirke for vor herre og frelser (i Pavia, hvor der endnu findes et brudstykke af gravskriften over ham), som hans bedstefader Aripert fordums havde opført. Og langobardernes rige efterlod han til sin søn Liutpert, som endnu var i barnealderen, hvorfor han gav ham den forstandige og glimrende Ansprand til formynder. Efter at derpå var forløbet 8 måneder, kom taurinensernes hertug Raginpert, hvem fordums kong Godepert, da han blev dræbt af Grimoald, havde efterladt som lille dreng, hvorom vi også ovenfor har talt, med en stærk skare og kæmpede imod Ansprand og bergomensernes hertug Rotharit ved Novariæ (Novara mellem Turin og Milano) og han sejrede over dem i åben mark og bemægtigede sig langobardernes rige. Men han døde samme år. Derpå begyndte hans søn Aripert krigen påny og kæmpede (701) med kong Liutpert ved Ticinus og med Ansprand, Ato og Tatzo, ligesom også med Rotharit og Farao. Men medens han besejrede alle disse i kamp, fangede han i krigen den lille dreng Liutpert levende. Ansprand flygtede til øen Comacina og indtog dér en fast stilling. Men hertug Rotharit vendte tilbage til sin by Bergamus og tilrev sig kongeværdigheden dér. Kong Aripert drog ud imod ham med en stor hær, stormede og indtog først Lauda (Lodi) og belejrede Bergamus. Uden nogen vanskelighed stormede og indtog han byen ved hjælp af væddere og forskellige andre krigsmaskiner, og den falske kong Rotharit fangede han, og lod hans hoved og skæg rage og drev ham i landflygtighed til Taurinis, og dér blev han efter nogle dages forløb ombragt. Men Liutpert, hvem han havde fanget, berøvede han ligeledes livet i badet. Han sendte også en hær imod Ansprand på øen Comacina. Så snart Ansprand kom til kundskab derom, flygtede han til Clavenna (Chiavenna nord for Comosøen); og derpå kom han over reternes by Curia (Chur i Graubünden ved øvre-Rhin) til bajoariernes hertug Theutpert og var hos ham i 9 år. Men Ariperts hær besatte den ø, Ansprand havde været på og ødelagde byen dér. Efter at kong Aripert nu havde sat sig i sikker besiddelse af den kongelige værdighed, berøvede han Ansprands søn Sigiprand synet og ramte på forskellige måder alle dem, der var knyttede til ham ved slægtskab. Også Ansprands yngre søn Liutprand holdt han under bevogtning; men da han så, at han var en ubetydelig person og endnu et ganske ungt menneske, tilføjede han ham ikke blot ikke den ringeste legemsskade, men tillod ham at drage bort for at rejse til sin fader. Der er ingen tvivl om, at det var efter den almægtige guds vilje, dette skete, idet han ville lade ham være rede til at gribe styret for riget. Liutprand begav sig altså til sin fader i bajoarien og voldte ham usigelig glæde ved sin ankomst. Men Ansprands hustru Theodorada lod kong Aripert tage til fange, og da hun pralede af, at hendes kvindevilje kunne gøre hende til den vordende dronning, lod han næse og ører skære af hende, så hun fik sit ansigt skamskændet. På lignende måde blev også Liutprands søster ved navn Aurona skæmmet. På denne tid indtoges i det frankiske kongerige i Gallien den ypperste stilling af den såkaldte husmester Anschis (Ansegisil død 685), en søn af Arnulf, som man mener, var opkaldt efter den gamle trojaner Ansehises (en person i de græske sagn om trojanerkrigen, og han blev med Afrodite fader til Æneas). Endvidere, efter at den omtalte statholder i Forumjulii, Ado var død, overtoges hertugdømmet af Ferdulf, som var fra Liguriens egne, en falsk og hovmodig mand. Han ønskede at vinde berømmelse som sejrherre over slaverne, men voldte derved sig og forojulanerne mange tab. Han opfordrede nogle slaver til at lade en slavisk hær rykke ind i provinsen og betalte dem derfor. Og således skete det også. Men dette bragte stort fordærv over denne samme forojulanske provins. Slaviske røvere styrtede sig over de fårehjorder, der græssede i deres nærhed, og deres hyrder og drog bort med det bytte, de havde gjort iblandt dem. Styreren af hint sted, hvem de i folkesproget kalde Sculdahis, en mand, der var ædel af sind og stærk af kræfter, fulgte efter dem; men han kunne dog ikke indhente disse tyve, og da han vendte tilbage derfra, mødte ham hertug Ferdulf. Da denne spurgte ham, hvad der var blevet af tyvene, fik han til svar af Argait - thi således hed han, - at de var flygtet. Da blev Ferdulf harmfuld og tiltalte ham således: »Når skulle du vel også have kunnet udføre en kæk dåd, du, der har dit navn Argait afledet af arga?« Argait blev heftig forbitret, thi han var en kæk mand, og svarede: »Måtte det være guds vilje, at jeg og du, hertug Ferdulf, ikke forlade dette liv, før andre kunne kende, hvem af os der mest er arga« (arga er et langobardisk ord: »den fejge« og i Rotharis love findes bestemmelser om straf for den, der i vrede kalder en anden »arga«). Ikke mange dage efter at de i folkesproget havde talt disse ord til hinanden, tildrog det sig, at den slaviske hær, som hertug Ferdulf havde betalt for at komme, virkelig kom med store kræfter. Og da den havde slået lejr på toppen af et bjerg, og det næsten fra enhver side var vanskeligt at nærme sig den, kom hertug Ferdulf med en hær og begyndte at omgå bjerget for at kunne styrte sig over den ad jævnere steder. Da sagde den ovenfor omtalte Argait til Ferdulf: »Husk på, hertug Ferdulf, at du har sagt, at jeg var sløv og unyttig, og at du i folkesproget har kaldt mig arga. Men nu komme guds vrede over den af os, der sidst når til disse slavere!« og idet han sagde dette, vendte han sin hest og begyndte at ile til kamp med slaverne op ad den stejle side af bjerget, hvor adgangen var besværlig. Men Ferdulf, der anså det for en skændsel, om han ikke selv styrtede sig over slaverne på de samme vanskelige steder, fulgte efter ham på de første de bedste stejle, vanskelige og ufremkommelige steder, og da hans hær anså det for en skam ikke at følge sin hertug, begyndte den også at følge efter ham. Da slaverne nu så, at de kom imod dem ad de skrånende steder, forberedte de sig mandigt, og kæmpende mod dem mere med sten og økser end med våben, styrtede de dem næsten alle fra hestene og dræbte dem. Og således var det ved et tilfælde, ikke ved deres kræfter, at de vandt sejren. Dér omkom hele forojulanernes adel; dér faldt hertug Ferdulf; dér mistede også den, der havde udfordret ham, livet; og dér faldt der ved ondt fjendskab og ved uforsigtighed så mange kække mænd, som ved endrægtighed og en gavnlig plan havde kunnet slå mange tusinde fjender til jorden. Dér var der dog én af langobarderne, nemlig Munichis, som siden blev fader til hertugerne Petrus af Forumjulii og Ursus af Geneta, der alene handlede kækt og mandigt. Da han var styrtet af hesten, og en af slaverne pludselig kom over ham og bandt hænderne på ham med et reb, trak han selv med sine bundne hænder lansen ud af denne samme slavers højre hånd og gennemborede ham med den, og bunden styrtede han sig ned ad stejle steder og undkom. Når vi have taget dette med i denne historie, har det navnlig været, for at dårlig kappelyst ikke skal være skyld i, at der sker noget lignende. Efter at hertug Ferdulf var død således, som vi nu har fortalt, blev Corvolus beskikket i hans sted. Han styrede kun hertugdømmet i kort tid; thi da han engang fornærmede kongen, blev hans øjne revne ud, og han levede siden et æreløst liv. Derefter blev Pemmo fundet værdig til hertugdømmet. Han var en forstandig mand og gavnede landet. Hans fader Billo havde hjemme i Bellunum, men havde gjort oprør dér og derfor måttet flygte til Forumjulii, hvor han siden levede i fred. Denne Pemmo havde en hustru ved navn Ratperga; da hun havde et bondsk ansigt, bad hun ofte sin mand om at forstøde hende og tage en anden hustru, som passede til at være en så stor hertugs ægtefælle. Men som en fornuftig mand sagde han, at hendes livsvandel, ydmyghed og ærbare kyskhed behagede ham mere end legemsskønhed. Med denne ægtefælle avlede Pemmo nu tre sønner, nemlig Ratchis, Ratchait og Ahistulf, som alle var raske mænd. Og som moder til dem hævedes hun over sin ydmyge stand og kom i agt og ære. Denne hertug tog børnene af alle de adelsmænd til sig, som var faldne i den krig, vi have fortalt om, og lod dem opdrage sammen med sine egne sønner, som om han selv havde været fader til dem. På denne tid indtog hertug Gisulf af Beneventum den romerske by Sura og ligeledes byerne Hirpinum og Arcis (disse tre byer ligge lidt nordvest for Monte Cassino, Sura er Sora ved Garigliano, Hirpinum er Arpino lidt sydligere; og Arcis er Arce atter sydligere). Denne Gisulf rykkede på pave Johannes´ tid (enten Johannes V (685-686) eller Johannes VI (701-705) med hele sin magt ind i Campanien, brændte, plyndrede og gjorde mange fanger, og han trængte frem lige til det sted, der kaldes Horrea, uden at nogen kunne modstå ham. Til ham sendte paven præster som sendebud med apostoliske gaver, løskøbte alle fangerne og fik hertugen selv til med sin hær at gå tilbage til sit eget land. På denne tid (andre kilder angive 707) tilbagegav langobardernes konge Aripert den apostoliske stol retten til de Cottiske alper som arvelod (dvs. sankt Peders arvelod der betegnes senere pavestaten), som den tidligere havde været i besiddelse af, men som for lang tid siden var blevet berøvet den af langobarderne, og han sendte et derom udstedt gavebrev til Rom, prentet med gyldne bogstaver. I disse dage kom også to saksiske konger til Rom og kort efter døde de, som de havde ønsket, dér, hvor de havde fundet apostlenes fodspor. Da kom også ærkebiskop Benedietus af Mediolanum til Rom og søgte at hævde sin ret til den ticinensiske kirke. Men han blev besejret derved, at det fra gammel tid af havde været den romerske kirke, der havde indviet biskopperne i Ticinus. Denne ærværdige ærkebiskop Benedietus var en mand af udmærket hellighed og stod i højt ry over hele Italien. Efter at spolitanernes hertug Transamund var død (703), blev hans søn Faroald beskikket i hans sted. Transamund havde en broder, der hed Wachilap, og han styrede sammen med sin broder dette hertugdømme. Men Justinianus, der efter at have mistet kejsermagten levede landsforvist i Pontus, vandt ved Vulgarernes kong Terebellus's hjælp atter riget tilbage (705) og dræbte de patriciere, der havde fordrevet ham. Også Leo og Tiberius, der havde tilranet sig hans plads fangede han og lod dem midt på Circus ombringe i hele folkets påsyn. Men den konstantinopolitanske patriark Gallicinus lod han øjnene rive ud af hovedet på og sendte ham så til Rom; og i hans sted indsatte han til biskop abbeden Cyrus, hos hvem han selv havde fået sit underhold under sin landsforvisning i Pontus. Han lod pave Constantinus (pave i 708-715) komme til sig og viste ham stor ære både ved hans ankomst og ved hans bortrejse; og henstrakt på jorden foran ham, bad han ham gå i forbøn for hans synder, og han fornyede alle hans kirkes særrettigheder. Da Justinianus ville sende en hær til Pontus for at gribe Filippicus, hvem han havde forvist derhen, søgte denne ærværdige pave at hindre ham deri, uden at han dog kunne få ham til at lade være dermed. Den hær, der var blevet udsendt imod Filippicus, gik endog også over til ham og gjorde ham til kejser. Filippicus gik så på togt til Konstantinopel imod Justinianus, kæmpede med ham ved den 12te milepæl fra byen, sejrede og dræbte ham og kom således i besiddelse af hans rige (i 711; han var kejser indtil 713). Det var et tidsrum af 6 år, hvori Justinianus anden gang havde været kejser i forening med sin søn Tiberius. Dengang Leo havde fordrevet ham, havde han skåret næsen af ham, og lige så tit han efter anden gang at have tiltaget sig riget med hånden afviskede en nedflydende dråbe af vædsken, næsten lige så tit lod han en af sine tidligere modstandere ombringe. I disse dage døde patriarken Petrus, og derefter overtoges styrelsen af kirken i Aquileia af Serenus, en mand, der var besjælet af ærlig og redelig enfold og hengiven til kristi tjeneste. Men efter at Filippicus, som også kaldtes Bardanis, havde fået sin kejserlige værdighed byfæstet, afsatte han den ovenfor omtalte Cyrus fra bispeværdigheden og befalede ham at vende tilbage til Pontus for at styre sit kloster. Denne Filippicus sendte til pave Constantinus et brev, der indeholdt en falsk troslære; men i forening med apostelstolens råd forkastede paven det; og af denne årsag lod han i den hellige Petrus's buegang udføre malerier, der fremstillede de 8 hellige almindelige synoders handlinger. Thi Filippicus havde også befalet, at når der i kongebyen fandtes malerier af denne slags, skulle de skaffes af vejen. Det romerske folk besluttede, at mønterne ikke skulle bære den kætterske kejsers navn, skrift eller billede. Derfor blev hverken hans billede anbragt i nogen kirke eller hans navn nævnt ved messetjenesten. Efter at han havde ført regeringen i 1 år og 6 måneder, rejste Anastasius, som også kaldes Artemius, sig imod ham, fordrev ham fra riget og berøvede ham synet (713), men dræbte ham dog ikke. Denne Anastasius lod patricieren og exarken i Italien, Scolasticus, bringe et brev fra ham til pave Constantinus i Rom, hvori han erklærede, at han var tilhænger af den katolske tro og anerkendte det hellige sjette koncilium. Efter at nu Ansprand alt i fulde 9 år havde levet i landflygtighed i bajoarien, fik han endelig i det 10de år (712) bajoariernes hertug Teutpert til at sætte sig i bevægelse, drog med en hær til Italien og kæmpede med Aripert; og på begge sider skete der et stort mandefald. Og da natten tilsidst afbrød kampen, så er det dog sikkert, at bajoarierne vendte ryggen, og at Ariperts hær kom med sejr tilbage til lejren (i virkeligheden blev slagets udfald uafgjort). Da Aripert dog ikke ville blive i lejren, men hellere gik ind i byen Ticinus, fik han derved både sine folk til at tabe modet og sine modstandere til at fatte nyt mod. Men så snart han var kommet tilbage til byen og mærkede, at han derved havde vakt uvilje hos sin hær, fulgte han straks et råd, han havde fået, om at han skulle flygte til Frankien; og han tog så meget guld med sig fra paladset, som han mente, han ville få brug for. Da han nu med den byrde, guldet var for ham, ville svømme over floden Ticinus, sank han dér og omkom ved, at vandet hindrede ham i at trække vejret. Dagen efter fandt man hans lig, behandlede det på tilbørlig vis i paladset, bragte det så til den hellige frelsers kirke, som den gamle Aripert (Aripert I) havde opført, og begravede det dér. I de dage, han havde ført regeringen, var han gået ud om natten og gået om på forskellige steder for med egne øren at skaffe sig underretning om, hvordan man allevegne talte om ham; og han havde omhyggelig søgt at komme til kundskab om, hvordan de forskellige dommere (gastalder) øvede retfærdighed i hans folk. Når der var kommet sendemænd til ham fra fremmede folk, havde han i deres nærværelse altid været iført simple klæder eller pelsværk; og for at de ikke skulle få så stor lyst til at tilvende sig besiddelsen af Italien, havde han aldrig sat kostbare vine eller andre tillokkende sager frem for dem. Han herskede, dels i forening med sin fader Raginpert og dels alene, lige til det 12te år. Han havde også været en from mand, villig til at give almisser og en ven af retfærdighed. På hans tid havde jorden båret rigelig afgrøde, men det var jo barbariske tider. Hans broder Gumpert flygtede på denne tid til Frankien og forblev dér lige til sin dødsdag. Aripert havde tre sønner, af hvilke den ældste, Ragimpert, i vore dage har styret den aurelianensiske by (Orléans). Efter Ariperts død kom Ansprand i besiddelse af kongemagten over langobarderne, men herskede kun i 3 måneder; han var en i alle hensender udmærket mand, og kun få kunne måle sig med ham i klogskab. Men da langobarderne så, at hans endeligt nærmede sig, satte de hans søn Liutprand på kongetronen (712/713); og da Ansprand hørte dette, medens han endnu var i live, glædede han sig højlig. På denne tid sendte kejser Anastasius (Anastasius II, 713-716) en flåde til Alexandria imod sarracenerne. Men hans hær kom på andre tanker. Midt på vejen vendte den om og gik til Konstantinopel, hvor den opsøgte den rettroende Theodosius, udså sig ham til kejser og mod hans vilje sikrede ham sædet på kejsertronen (716). Denne Theodosius sejrede i et hårdt slag ved byen Nicea over Anastasius, tog troskabsløfte af ham og lod ham gøre til gejstlig og indvie til præst. Men så snart han selv havde overtaget regeringen, oprejste han i kongebyen på det gamle sted hint ærværdige billede, hvorpå de hellige synoder var afbildede, men som var blevet borttaget af Filippicus. I disse dage strømmede Tiberfloden således over, at den efter at være trådt ud af sit leje voldte romerbyen megen skade, således at den på via Lata (gade i den nordlige del af Rom) voksede til halvanden mandshøjde, og at alle de nedstrømmende vande forenede sig til ét lige fra sankt Peters port til den Molviske bro (den Molviske (eller Milviske) bro er den nuværende Ponte Molle lidt nord for Rom). På disse tider plejede mange af anglernes folk, adelige og uadelige, mænd og kvinder, hertuger og privatmænd, af deres kærlighed til gud at lade sig tilskynde til at drage fra Britannien til Rom (efter disse angel-saksere opkaldtes senere en del af byen Rom imellem Engelsborg og Vatikanet). I frankernes rige sad da for tiden Pipin inde med regeringen (Pipin den mellemste herskede som majordomus over hele Frankerriget fra 687 til 714). Og han var en mand af vidunderlig dristighed, som straks kastede sig over sine fjender og oprev dem. Thi engang gik han med blot én drabant over Rhinen mod en af sine modstandere, overfaldt ham i hans sovekammer og myrdede ham og hans folk. Han førte også med tapperhed mange krige med sakserne og navnlig med frisionernes kong Ratpotus. Han havde flere sønner, af hvilke Carolus (Karl Martel) var den ypperste, han som siden efterfulgte ham i herredømmet. Efter at Liutprand var kommet i sikker besiddelse af kongemagten, ville hans slægtning Rothari ombringe ham. Thi han beredte ham et gæstebud i sit hus i Ticinus og skjulte så dér nogle tapre bevæbnede mænd, der skulle dræbe kongen, når han sad ved bordet. Efter at Liutprand var kommet til kundskab herom, lod han ham kalde til sit palads. Og da han selv med hånden befølte ham, fandt han, som det var blevet ham sagt, at han havde et panser på under sine klæder. Men da Rothari således mærkede, at han var blevet røbet, sprang han straks op og drog sit sværd for at gennembore kongen. Imod ham trak kongen sit sværd af skeden. Da var der en af de kongelige drabanter - Subo hed han, - der greb Rothari bagfra, men fik et sår af ham i panden. Men da sprang også de andre til, kastede sig over Rothari og dræbte ham. Også hans fire sønner, som ikke var tilstede, blev dræbte, hvor man fandt dem. Kong Liutprand var en overmåde modig mand; engang var der to af hans våbendragere, der tænkte på at ombringe ham; men han fik det at vide og gik så ene med dem ind i en dyb skov, og dér drog han sit sværd imod dem, foreholdt dem, at de tænkte på at dræbe ham, og opfordrede dem til at gøre det. Men straks kastede de sig for hans fødder og tilstod ham alt, hvad de havde pønset på. Der var også andre, han tog på lignende måde; men når de gik til bekendelse, tilgav han dem deres svære brøde. Efter at hertug Gisulf af Beneventum var død, overtog hans søn Romoald styrelsen af samniterfolket. Ved disse tider lod Petronax, en borger fra byen Brexia, sig af kærlighed til gud drive til at drage til Rom og gik efter opfordring af pave Gregorius, som dengang sad på apostelstolen, til borgen Cassinum. Da han således kom til den hellige fader Benedictus's hellige legeme, begyndte han at bo dér hos nogle enfoldige mænd, der alt i forvejen opholdt sig dér. Disse tog den ærværdige Petronax til forstander for sig. Derefter gik der ikke lang tid, før han, bistået af guds barmhjertighed og støttet af den hellige fader Benedictus's fortjenester, på det nærmeste 110 år efter at stedet havde ophørt at være bolig for mennesker, blev fader for mange munke dér, fornemme og jævne, der strømmede sammen om ham; og han fik boligerne satte i stand igen og begyndte at leve under den hellige regels åg og den salige Benedictus's forordning, så han fik det hellige kloster her rejst under den skikkelse, hvorunder man nu kan se det. I den efterfølgende tid viste den ypperste blandt præster, den af gud elskede pave Zacharias, denne ærværdige Petronax flere tjenester, idet han af faderlig kærlighed skænkede ham den hellige skrifts bøger og andet, hvad som helst der tjener til klosterets tarv, desuden også den klosterregel, den salige fader Benedictus selv har skrevet med sine egne hellige hænder (dette håndskrift skal være gået til grunde ved en ildebrand i året 896). Men den salige martyr Vincentius's kloster, som ligger ved Vulturnusflodens kilde og nu stråler ved et stort broderskab, blev alt dengang bygget af tre ældre brødre, nemlig Tato, Taso og Paldo, således som det findes skrevet i de skrifter, der er forfattede af den såre lærde Autpert, som var abbed ved det samme kloster, nemlig i det værk, han har udarbejdet derom. Endnu i den salige pave Gregorius's levedage, medens han sad på apostelstolen i Rom, blev borgen i Cumæ (vest for Neapel ved kysten) indtaget af langobardere fra Beneventum; men ved nattetid kom hertugen af Neapolis over dem, fangede nogle af langobarderne og dræbte andre. Også selve borgen blev erhvervet tilbage af romerne. Til denne borgs indløsning gav paven 70 pund guld, således som han tidligere havde lovet. Imidlertid var kejser Theodosius død (han var ikke død, men havde nedlagt regeringen i 717) efter blot at have styret kejserdømmet i ét år, og Leo blev sat til kejser i hans sted. Efter at også hos frankernes folk Pipin havde mistet livet (714), fik hans omtalte søn Carolus magten efter Raginfrid (hvem folket i Neustrien i den vestlige del af Frankerriget havde valgt sig til majordomus), omend først efter mange krige og kampe. Thi han var blevet holdt i fængsel, men efter guds styrelse blev han befriet og slap bort. Derefter begyndte han med nogle få mænd to eller tre gange krig mod Raginfrid, og endelig overvandt han ham i et stort slag ved Vinciacum (Vincy ved Cambrai). Dog indrømmede han ham én by at bo i, nemlig Andegavum (Angers i Anjou), men overtog selv styrelsen af hele frankernes folk. På den tid (715) byfæstede Liutprand som konge overdragelsen af de Cottiske alper som arvegods til den romerske kirke. Og ikke længe efter ægtede denne hersker Guntrut, en datter af bajoariernes hertug Teutpert, hos hvem han havde levet som landflygtig; med hende avlede han alene én datter. I disse tider bemægtigede spolitanernes hertug Faroald sig byen Classis, som tilhørte ravennaterne; men på kong Liutprands befaling blev den givet tilbage til romerne. Imod denne hertug Faroald gjorde hans søn Transamund oprør og bemægtigede sig hans plads, men gjorde ham selv til gejstlig. I disse dage (715/716) kom hertugen for bajoariernes folk, Teudo, til Rom for at bede, hvor de hellige apostle havde sat deres fødder. Efter at i Forumjulii patriarken Serenus var revet bort fra denne verden, fik fyrst Liutprand sat igennem, at styrelsen af kirken i Aquileia blev overdragen til Calistus, en udmærket mand, der havde været ærkediakon ved kirken i Tarvisium. Dengang stod, som vi har sagt, langobarderne i Forumjulii under Pemmos styrelse. Efter at denne havde fået de adelsmandssønner, han havde ladet opfostre sammen med sine egne børn, ført frem til ynglingealderen, kom der bud til ham, at en umådelig mængde slavere var ankomne til det sted, der kaldes Lauriana (muligvis Lourano på østkysten af Istrien). Da tog han de omtalte ungersvende med sig og styrtede sig for tredje gang over slaverne og tilføjede dem et stort nederlag; og dér faldt ikke nogen på langobardernes side uden Sicoald, som allerede var gammel af alder. Han havde nemlig i den tidligere kamp, som stod i Ferdulfs regeringstid, mistet to sønner og havde to gange fået sit ønske opfyldt om at få hævn over slaverne. Nu ville hertugen og de andre langobardere den tredje gang holde ham tilbage, men det var umuligt; han svarede dem og sagde: »For mine sønner har jeg alt fået taget hævn i tilstrækkeligt mål; nu vil jeg, om det skal være, med glæde tage imod døden.« Det skete; og han var den eneste, der faldt i denne kamp. Men da Pemmo havde fældet mange af sine fjender og var bange for, at han endnu skulle miste flere af sine mænd i krigen, indgik han sammesteds en fredspagt med slaverne; og lige fra denne tid af begyndte disse mere og mere at frygte forojulanernes våben. På denne tid (711) satte sarracenernes folk over fra Afrika på det sted, der kaldes Septem (Ceuta lige overfor Gibraltar), og bemægtigede sig hele Spanien. Efter 10 års forløb (i virkeligheden først efter 21 års forløb) kom de med hustruer og børn og trængte ind i den galliske provins Aquitanien for at tage bolig dér. Nu lå Carolus dengang i strid med Aquitaniens fyrste Eudo (dette bekræftes ikke ved nogen anden kildes vidnesbyrd). Men de slog sig dog sammen og kæmpede i Ening mod sarracenerne. Thi idet frankerne brød ind over dem, tog de 375,000 af dem af dage; men på deres egen side faldt blot 1500 dér (slaget ved Poitiers 732). Og også Eudo styrtede sig med sine mænd over deres lejr, fældede ligeledes mange og hærgede alt. På denne tid kom også andre af sarracenernes folk med en umådelig hær og omringede Konstantinopel og belejrede den uafbrudt i 3 år (716-718), indtil en stor mængde af dem efter indbyggernes brændende bøn til gud omkom ved sult og kulde, ved krig og pest, så at de blev kede af belejringen og drog bort. Efter opbruddet derfra gav de sig i kamp med vulgarernes folk, som bor ovenfor Donau; men også her blev de slået og tyede til deres skibe. Derpå søgte de ud på dybet, men da kom der et pludseligt uvejr, hvorved de fleste af dem druknede eller omkom på anden måde, idet deres skibe blev sønderslåede. Men i Konstantinopel døde der 300,000 mennesker af pest. Da Liutprand hørte, at sarracenerne efter at have plyndret Sardinien også skændede de steder, hvor den hellige biskop Augustinus´ ben fordums på grund af barbarernes plyndring var blev ført hen og hæderligt jordede, sendte han bud, og fik de hellige ben udleverede for en høj betaling og flyttede dem til byen Ticinus, hvor han lod dem jordfæste påny med al den ære, der skyldes så stor en fader. I disse dage blev byen Narnia (Narni, syd for Spoleto) erobret af langobarderne. På den tid belejrede kong Liutprand Ravenna og indtog og ødelagde Classis. Da sendte patricieren Paulus fra Ravenna folk ud for at dræbe paven; men idet langobarderne optrådte imod ham til forsvar for denne, satte spoletinerne sig til modværge på den Salariske bro, og på andre kanter de tuskiske langobardere, og således blev ravennaternes anslag kuldkastet. På denne tid lod kejser Leo i Konstantinopel de udleverede helgenbilleder opbrænde og pålagde den romerske pave at gøre det samme, hvis han ville have hans yndest. Men paven nægtede at gøre det. Også hele Ravennas og Venetiens hær satte sig endrægtig imod disse befalinger og ville have sat en ny kejser over sig, hvis paven ikke havde hindret det. Kong Liutprand erobrede borgene i Emilien, Feronianum og Montebellium (byerne Frignano og Monteveglio eller Montebello), Buxeta og Persiceta (måske Bazzano og Persiceto mellem Modena og Bologna) , Bononia (Bologna), Pentapolis (kyststrækningen omkring Rimini) og Auximum (Osimo syd for Ancona inde i landet - dog skete erobringen af alle disse byer vist ikke med våbenmagt; Liber Pontificalis, Paulus's kilde for dette sted fortæller, at disse byer frivillig overgav sig til Liutprand). På lignende måde bemægtigede han sig dengang også Sutrium (Sutri). Men nogle dage efter blev den givet tilbage til romerne igen. Imidlertid gik kejser Leo endnu videre i sin dårlige færd, idet han såvel med magt som med gode ord søgte at få alle indbyggerne i Konstantinopel til at udlevere alle billeder, der nogetsteds fandtes, enten af frelseren eller af hans hellige moder eller af alle de hellige mænd; og han lod dem opbrænde midt i byen. Og eftersom adskillige af folket søgte at hindre, at en sådan forbrydelse fandt sted, blev mange af dem halshugget og andre straffede på deres krop. Da patriarken Germanus ikke ville give sit bifald til hans vildfarende færd, blev han fordrevet fra sit sæde og i hans sted blev presbyteren Anastasius indsat. Hertug Romoald af Beneventum valgte sig en hustru ved navn Gumperga, som var en datter af kong Liutprands søster Aurona. Med hende avlede han en søn, som han opkaldte efter sin fader og gav navnet Gisulf. Efter hende havde han en anden hustru ved navn Ranigunda, en datter af hertug Gaidoald i Brexia. På samme tid opkom der en hård strid mellem hertug Pemmo og patriarken Calistus. Årsagen hertil var følgende. Da i fordums tid biskop Fidentius ankom fra borgen Julium (vistnok det nu ødelagte Julium Carnicum, nordvest for Forumjulii), boede han med de tidligere hertugers samtykke indenfor murene af Forumjulii og rejste dér sædet for sit bispedømme. Da han forlod livet, blev Amator indsat som biskop i hans sted (737). Hidtil havde nu patriarkerne ikke haft deres sæde i Forumjulii, men i Cormones (Cormons vest for Gorz i det Illyriske kystland), eftersom romernes indfald havde gjort, det umuligt for dem at bo i Aquileia. Men på grund af sin fornemme herkomst kunne Calistus ikke finde sig i, at en biskop i hans dioces skulle bo sammen med hertugerne og langobarderne, mens han selv tilbragte sit liv sammen med det menige folk. Kort at fortælle: han modarbejdede denne samme biskop Amator, fordrev ham fra Forumjulii og indrettede sig bopæl i hans hus. Af den årsag lagde hertug Pemmo råd op med mange fornemme langobardere imod denne samme patriark, og lod ham gribe og bringe til borgen Potium (vest for Aquileia), som ligger ved havet, og ville lade ham styrte i havet dér. Men dette forhindrede dog gud, så at han ikke kom til at sætte det i værk. Alligevel holdt han ham i fængsel og gav ham trængselens brød til føde. Da kong Liutprand hørte det, blussede vreden voldsomt op hos ham; og idet han fratog Pemmo hertugdømmet, indsatte han hans søn Ratchis i hans sted. Da besluttede Pemmo med sine mænd at flygte til slavernes land; men hans søn Ratchis gik i forbøn for ham hos kongen, så denne tog ham til nåde igen. Da nu Pemmo fik tilforladeligt ord for, at han ikke ville komme til at lide noget ondt, tog han alle de langobardere med sig, som havde taget del i hans rådslagninger, og trådte med dem omkring sig frem for kongen. Denne satte sig på dommersædet, og for Ratchis's skyld skænkede han Pemmo og hans to sønner Ratchis og Aistulf tilgivelse og bød dem tage plads bag hans stol. Men så hævede han sin røst og gav med navns nævnelse befaling til at gribe alle dem, der havde holdt sig til Pemmo. Da kunne Aistulf ikke blive herre over sin harme; han drog sit sværd og havde nær gennemboret kongen, hvis ikke hans broder Ratchis havde hindret ham deri. Således blev da disse langobardere grebne; men en af dem, Herfemar, drog sit sværd, forsvarede sig mandig mod de mange, der fulgte ham i hælene, og tyede vest for Aquileia ind i den salige Michaels kirke. Så viste kongen sig så skånsom, at han fritog ham for straf; men han var også den eneste, der blev skånet; de øvrige måtte døje et langvarigt fangenskabs lidelser. Efter at nu Ratchis som sagt var blevet hertug i Forumjulii (ca. 738), drog han med sine mænd ind i slavernes land til Carniola, dræbte en stor mængde af dem og hærgede allevegne (det er uvist, om der ved Carniola skal forstås hele Krain eller kun egnen omkring Cilly). Da styrtede slaverne sig pludselig over ham; han fik ikke tid til at få sin lanse af sin våbendrager; men med en kølle, han bar i hånden, huggede han den ned, der først mødte ham og tog livet af ham. Ved disse tider sendte Carolus, frankernes fyrste, sin søn Pipin til Liutprand, for at denne efter skik og brug kunne tage hans hår. Og idet han afskar hans hovedhår, blev han hans fader, skænkede ham kongelige gaver og bad ham så drage tilbage til den, der havde skænket ham livet. Ved denne tid (737) rykkede atter en sarracenisk hær ind i Gallien og voldte megen ødelæggelse. Imod den kæmpede Carolus ikke langt fra Narbo (Narbonne i Languedoc) og anrettede ligesom tidligere et såre stort mandefald imellem dem. Men sarracenerne kom igen ind i Gallien (dette nye indfald omtales intet andet sted og har sikkert aldrig fundet sted; Paulus har sandsynligvis opløst indfaldet fra 737, under hvilket Aries også blev plyndret, i to angreb), trængte frem lige til Provincia (Provence), hvor de erobrede Arelate (Arles), og ødelagde hele omegnen. Da skikkede Carolus sendemænd med gaver til kong Liutprand og bad ham om at komme sig til hjælp mod sarracenerne; og Liutprand tøvede ikke, men ilede ham til undsætning med hele langobardernes hær. Så snart sarracenerne erfarede dette, flygtede de straks bort fra disse egne, og Liutprand vendte med hele sin hær tilbage til Italien. I sin regeringstid førte han også mange krige mod romerne og blev altid sejrherre i dem, alene med undtagelse af nogle enkelte gange. Den ene gang var det i hans egen fraværelse, at hans hær blev slået ved Ariminum (Rimini); og en anden gang var han selv i Pentapolis; men en stor mængde mennesker, der skulle bringe ham gaver, foræringer og velsignelser fra forskellige kirker, blev overfaldet af romerne ved landsbyen Pilleum og taget til fange eller dræbt. Atter en anden gang lå kongens nevø Hildeprand og hertug Peredeo af Vicentia og belejrede Ravenna, da venetierne pludselig styrtede sig over dem, fangede Hildeprand, medens Peredeo mandig kæmpende bukkede under. Også i den følgende tid (må være i den foregående tid, da Peredeo, om hvis død der nylig er fortalt, optræder her) samlede romerne sig, og opblæste i deres sædvanlige overmod og under anførsel af perusinernes hertug Agatho, kom de for at indtage Rononia, hvor dengang Walcari, Peredeo og Rotcari opholdt sig i lejren. Men disse kastede sig over romerne, anrettede et stort blodbad på dem og tvang de øvrige til at gribe til flugten. I disse dage gjorde Transamund oprør imod kongen (738/739). Men da denne kom over ham med en hær, flygtede han til Rom. I hans sted blev Hilderic indsat. Men da beneventanernes hertug Romoald den Yngre døde (ca. 732) efter i 26 år at have styret hertugdømmet, efterlod han sig en søn Gisulf, som endnu var et barn. Der var da nogle, der rejste sig imod ham og higede efter at få livet taget af ham; men beneventanernes folk, der stedse har været trofast imod sine hertuger, dræbte dem og reddede således deres hertugs liv (denne bemærkning stammer utvivlsomt fra traditionen ved det beneventanske hertughof, hvor Paulus efter al rimelighed har opholdt sig en tid). Imidlertid egnede Gisulf sig jo på grund af sin barndom endnu ikke til at styre et så stort folk, så kong Liutprand tog da til Beneventum, og førte ham bort derfra og indsatte som hertug dér sin nevø Gregorius, hvis hustru hed Giselperga. Efter således at have ordnet sagerne vendte kong Liutprand tilbage til sin trone, opdrog Gisulf i faderlig kærlighed og gav ham Scauniperga, som hørte til en fornem æt, til ægte. Men på denne tid faldt han selv i svækkelse og nærmede sig døden. Da langobarderne mente, at han lå for døden, løftede de udenfor byens mure ved den hellige guds moders kirke, der kaldes ad Perticas, hans nevø Hildeprand til konge (Hildeprands valg skete dog i ca. 735, og fandt sted før Transamunds oprør), og da de, som skik er, overrakte ham en lanse, kom der en gøg flyvende og satte sig på spidsen af den. Da var der nogle forstandige mænd, der mente, at dette var et jærtegn, der varslede, at hans regering ikke ville være til held. Ved efterretningen herom blev kong Liutprand urolig i sindet; alligevel tog han, da han kom sig af sin sygdom, Hildeprand til medregent. Efter at dernæst flere år var forløbet, vendte Transamund, som var flygtet til Rom, tilbage til Spoletium, dræbte Hilderic og begyndte påny frækt et oprør mod kongen. Efter at Gregorius havde styret hertugdømmet i Beneventum i 7 år, mistede han livet. Efter hans død blev Godescale hertug og styrede beneventanerne i tre år; hans hustru hed Anna. Da altså kong Liutprand erfarede sådanne ting om Spoletium og Beneventum, gav han sig i spidsen for en hær på vej til Spoletium (ved »sådanne ting« må der forstås de oprørske bevægelser i Spoletium og Beneventum, og vel navnlig oprørernes forbindelser med Rom). Og da han kom til Pentapolis og fra Fanum ville drage videre til byen Forum Simphronii (byerne Fano og Fossombrone, begge ved floden Metauro, den første ved dens udløb nordvest for Sinigaglia, den sidste inde i landet, øst for Urbino), sluttede spoletinerne sig sammen med romerne og tilføjede i en skov, der ligger midtvejs, kongens hær stor skade (allerede ved denne tid henvendte pave Gregorius III, 731-740, de oprørske spolitaneres og beneventaneres forbundsfælle, sig til frankerne om hjælp mod langobarderne. I et brev fra 740, »et sandt mesterstykke af den nederdrægtigste perfidi« anråbte han Karl Martel om beskyttelse for sig og de uskyldige hertuger af Spoletium og Benevent). Kongen lod hertug Ratchis og hans broder Aistulf med forojulanerne slutte troppen. Dem kastede spoletinerne og romerne sig over og sårede nogle af dem. Men i forbindelse med sin broder og nogle enkelte tapre mænd udholdt Ratchis hele kampen; de forsvarede sig mandig og nedlagde mange, og således friede de sig selv ud derfra og ligeledes deres folk, med undtagelse af at, som vi sagde, enkelte blev sårede. Under kampen var der en spoletiner ved navn Berto, en såre tapper mand, der med navns nævnelse kaldte på Ratchis og i fuld rustning styrtede sig over ham. Men Ratchis ramte ham og stødte ham med ét slag ned af hesten. Hans følgesvende ville tage livet af ham, men med sin sædvanlige mildhed lod Ratchis ham slippe bort. Og krybende på hænder og fødder kom Berto ind i skoven og undløb. Derimod var der to såre tapre spoletinere, der på en bro kom bagfra over Aistulf; men denne ramte den ene af dem med dupskoen af sit spyd og styrtede ham ned fra broen, vendte sig derpå øjeblikkelig mod den anden, tog livet af ham og lod ham følge sin kammerat i vandet. Da så Liutprand nåede til Spoletium, fordrev han Transamund fra hertugdømmet og gjorde ham til gejstlig. Og i hans sted indsatte han sin nevø Agiprand. Da han derpå skyndte sig afsted til Beneventum, besluttede Godescalc ved budskabet om hans fremrykning at gå ombord på et skib og flygte til Grækenland. Men da han havde fået sin hustru og hele sit bohave indskibet og til sidst selv ville gå ombord, blev han overfaldet og dræbt af beneventanerne, som var forblevet tro imod Gisulf. Hans hustru nåede derimod med alt, hvad hun havde til Konstantinopel. Da kong Liutprand kom til Beneventum, indsatte han påny sin nevø Gisulf som hertug på den plads, der tilkom ham. Og efter at sagerne var således ordnede sig, drog han tilbage til sit palads. Denne såre hæderværdige konge opførte til kristi ære mange kirker på de forskellige steder, hvor han plejede at opholde sig. Han indrettede det kloster for den salige Petrus, der er beliggende udenfor murene af byen Ticinus og kaldes Cælum Aureum. Også på toppen af Bardos alp (Bardi) byggede han det kloster, der kaldes Bercetum (klosteret Bercetum er ikke grundlagt af Liutprand; men han har skænket det store gaver). På en grund, han ejede indenfor Olonna (Corte Olona, øst for Pavia), lod han til ære for den hellige martyr Anastasius med vidunderlig kunst opføre et gudshus, hvori han også indrettede et kloster. Ligeledes oprettede han på forskellige steder mange guds kirker. Også i sit palads byggede han en helligdom for den herre frelseren; og hvad ingen andre fyrster tidligere havde haft, han indsatte præster og gejstlige, der daglig skulle synge den hellige tjeneste for ham. På denne konges tider var der på det sted, der kaldes Forum, ved floden Tanarus (skal være Panarus; den samme flod, som også kaldes Scultenna, den nuværende Panaro) en mand af sjælden hellighed ved navn Baodolin, som ved kristi gunstige bistand udmærkede sig ved mange undergerninger. Han forudsagde ofte de kommende begivenheder; og han forkyndte om de fjerne ting, som om de var nærværende. Da endelig kong Liutprand var gået på jagt i byskoven, ville en af hans ledsagere med en pil ramme en hjort, men sårede imod sin vilje en nevø af kongen, nemlig hans søstersøn ved navn Aufus. Da kongen så dette, - han havde nemlig drengen meget kær, - begyndte han med tårer at beklage hans vanskæbne og sendte straks en af sine ryttere afsted for at ile til den guds mand Baodolin og bede ham om at gå i forbøn hos kristus for drengens liv. Medens rytteren var på vej til den guds tjener, døde drengen. Da han kom, sagde kristi tjener til ham: »Jeg ved, hvad du kommer for; men det, du er sendt for at bede om, er nu en umulighed, eftersom drengen er død«. Da sendebudet meldte kongen, hvad han havde hørt af guds tjener, sørgede han vel over, at han ikke kunne få sin bøn opfyldt, men mærkede dog klarlig, at den guds mand Baodolin havde profetiens ånd. Også i byen Verona var der en mand ved navn Teudelap, som ikke var denne ulig; han øvede mange undergerninger og deriblandt også den, at han med fremskuende ånd forudsagde mange tilkommende ting. På denne tid udmærkede sig også ved sit liv og sine gerninger biskop Petrus af Ticinus, som var en slægtning af kongen og derfor engang af kong Aripert var blevet forvist til Spoletium. Da han engang besøgte den salige martyr Savinus's kirke, forudsagde den ærværdige martyr ham, at han skulle blive biskop i Ticinus. Og siden, da det var sket, opførte han på sin egen grund i denne by en kirke for den nævnte salige martyr Savinus. Iblandt andre et fortrinligt livs dyder, som han besad, udmærkede han sig også ved kyskhedens blomst. Et underværk af ham, som skete i den følgende tid, skulle vi anbringe på dets plads (denne bemærkning er det tydeligste bevis for, at Paulus's langobarderhistorie er ufuldendt). Men efter at Liutprand havde besiddet riget i 31 år og 7 måneder, fuldendte han, helt bedaget, sit livs løb (744); og hans lig blev begravet i den salige martyr Adrianus's kirke (senere vises hans grav i en anden kirke i Pavia; det påstås, at hans lig er blevet flyttet), hvor også hans fader hviler. Han var en mand af megen visdom, snild i råd, såre from og en ven af freden, vældig i strid, mild mod dem, der forså sig, kysk, ærbar, årvågen i bøn, rede til almisser, rigtignok blottet for videnskabelig dannelse, men filosofernes ligemand, en fader for sit folk og én virksom lovgiver. Han indtog i begyndelsen af sin regering mange af bajoariernes borge, idet han stedse stolede mere på bønner end på våben og stedse med den største omhu vågede over freden med frankerne og avarerne.

Webmaster