Brudstykker af Danmarks historie (I)

» Fædrelandkærlighed er noget mærkeligt noget. Ligesom malurten gror den helst af mager stenet grund;

den optræder egentlig kun ren og skøn i de lag, der ikke har fædrelandet noget at takke for «. Martin Andersen Nexø.

»Når byrderne bliver for tunge, går menigmand i fælles kamp mod uretten, og alle som een griber til våben og kræver sig fri «. Saxo.

Skift til: Brudstykker af Danmarks historie (II) * * Brudstykker af Danmarks historie (III) * * Danmarks historie (IV) * * Danmarks historie (V)

Indledning

Er der regulære fejl og væsentlige mangler i denne Danmarkshistorie, må du gerne skrive til mig/ kontakte mig. Du kan selv kopiere hele teksten, og eventuelt sætte teksten i 2 spalter og med større skrifttyper, så teksten bliver mere læseværdig. Søger du efter et emne på hjemmesiden, kan du jo bare bruge din "søgefunktion" i værktøjslinien. Mit udgangspunkt er en historiefremstilling fra 1898, så derfor sproget i denne historiefremstilling visse steder fra 1898. Netop sprog-overleveringerne gennem tiden, de fremmede ord, og opfindelsen af eksempelvis nye sprogbegreber, stednavne og låneord: Daner, Danmark, Germaner, bro, vad, grænse, etc., har altid haft en uudslettelig betydning, for menneskets forståelse af datiden, for mindet, for historieoverleveringerne, for folkeviserne, - og også for denne her historiefremstilling, der er under redigering. Med sproget og skriften (runerne/kumlerne) fik folket minde. Sproget og stednavnene fra broncealderen, jernalderen og fra vikingetiden er i dag både fortolket, forvransket og omskrevet. Tolkningen af runesten, og de fremmede landes skrivemåder om vores gamle sted- og personnavne på latin, nedertysk, oldengelsk, etc., gør det ikke nemt at tolke fortiden. Tænk engang blot på, at "de dannede samfundsklasser" forsøger at få dig til at »spise« (speise-tysk), når det nu engang på dansk hedder at æde, æte som vort broderfolk i Sverige stadig siger. Så læs al historiefremstilling med kritiske øjne. Alle daværende lyde, olddansk, oldislandsk, oldnordisk er ligesom runeskrifterne tilnærmelsesvis forsvundet. Det sprog, der bruges i vikingetiden (800-1066), og som kaldtes Danernes sprog (dansk tunge) holdt sig betydeligt længere i det fremmede; især på Island og i det engelske. Selve begrebet »tysk« -Teutsch, vinder først indpas efter år 1.000 e. Kr.. Alle krønikeskriverne, såvel de byzantiske, romerske, og de kristne vestromerske og de frankisk/germanske historieskrivere er tilnærmelsesvis upålidelige, og har af politisk/religiøse årsager fordrejet deres historiefremstilling om Danerne, netop får at skjule de ideer, som de kristne kaldte hedenske. Formålet var selvfølgeligt at prise og fremhæve de kristnes forrettigheder (privilegier), og at undertrykke folkene, stammerne, ætterne og Danerne, og fortrænge Danernes historieoverlevering om Vanerne og Aserne (Odin, Thor, Frej, etc.), om slægter og stammer der havde rådigheden før Danernes rige. Således har de kristne tilpasset historien og ødelagt (dvs. fortysket) det oprindelige sprog. Den kristne ide var en del af datidens politiske bevægelse, en økonomisk kult - der var blevet til et redskab i hænderne på fremmede Overklasser, bl.a. gennem Romerriget, og som overalt blev brugt til at tugte folket med. Kristendommen har medført så mange forbrydelser mod menneskeheden, så det er ganske utroligt, at det stadigt i vor tid er lovligt, at være kristen - især i Norden. Opfindsomheden i bødeforlæg kendte ingen grænser. Med retorikken om frelse, helbredelse og et evigt liv, viste de kristne sig blot at være healere, der med håndspålæggelse, ord og tro, og lidt vandplaskeri, forkastede den kendte verdens helbredelsesmetoder. De tog monopol på »viden«, - selvom de var nogle dårer, og der var grupper af røvere, som tilsluttede sig de lukkede selskaber, og de drev sig igennem med vold mod anderledes tænkende. Sammen med katolikkernes fyrster var de ekspansive og centralistiske, og de underkendte de skøderettigheder, som folket havde. De fortæller dig ikke, om de forfalskede utallige "pavebreve", som blev brugt til at tage magten i Vesteuropa. Men Beda og andre fortæller om deres grusomheder, og det var ganske rimeligt, at de danske vikinger drog til England og kæmper mod disse barbarer, der slagtede vore brødre i England. Der var ingen tolerance eller næstekærlighed hos de kristne ! De har slået millioner af mennesker ihjel gennem den nyere historie! Da de kristne blev anerkendt af de romerske kejsere, var de kristne udskud i samfundet. Romerne havde kaldt de kristne for menneskeædere, når de spiste oblaten som Jesus kød og drak vinen som Jesus blod. De kristne havde under Romerriget selv vendt sig mod hele den antikke verdens viden og erkendelse, og de beviste ustandselig, at deres "anskuelser" var afstumpede og uden reelt indhold. De havde også etableret en kult af eneboere i ørkenen. Men på et tidspunkt havde den romerske kejser fået behov for de kristnes bistand, da modstanden mod Romernes undertrykkelse blev for stor. Men flere romerske kejsere fortrød bitterligt, at de havde anerkendt de kristne, idet de kristne var blodtørstige og barbariske mod anderledes tænkende. Så det romerske barbari forsatte efter at de kristne blev anerkendt i Rom; og de kristne optog de romerske ejendomsnormer og vaner, der ellers fortjenstfuld var nedkæmpet flere gange af Germanerne bl.a. i 476 e. Kr.. Den kristne ide om eet verdensherredømme, eet guddommeligt kejserrige, een sandhed, hvor konger og vasaller stod under "føreren" blev samlet op af den brutale voldsfranker: Clodevech (ca. 466-511 e.Kr.). Ingen andre ville anerkende volden end disse kristne. Via det kristne præsteskab og deres tilpasning af religionen og forfalskede pavebreve og skrifter udgik også moralske/juridiske opfattelser, som skulle styre menneskenes indbyrdes forhold, og som også kom til at styre udviklingen og monopolet af viden i vestsamfundet. Det var i 525 e. Kr., at de kristne opfandt, den tidsregning man bruger i Vesten i dag. Årskalenderen blev lavet om og går nu fra januar til d. 31. december. Men det rigtige år gik fra marts til marts, som det også ses af november, der betyder 9 og december, der betyder 10. Formålet for de kristne var at fremhæve de kristne kongers ret til arvefølge, kirkens ret til skatteopkrævning, godsforvalternes og adelens ret til hoveri. Men ikke nok med det ! Folket fik samtidig påbud om igennem den kristne dåb, at tilsluttede sig de kristne Overklassers verdensbillede om menneskets oprindelse, og folket skulle tilslutte sig nogle moralske normer, der hørte til i en forgangen tid og som var en fortælling om andre etniske folkestammer (semitterne) i andre geografiske verdensdele: Galilæa (Palæstina), der bl.a. var besat og undertrykt af Romerne. Fortællingen om Jesus tid og folkestammerne i Galilæa var fuldstændigt fremmede for folket i Norden. Jesus levede jo under andre produktionsvilkår, under andre økonomiske og klimatiske betingelser end vi gjorde i Norden. Og så var fortællingerne og ideerne endda fra et besat land og besat folk - en orientalsk religion. I Galilæa m.v. havde de på Jesus tid et utal af mysteriereligioner og frelserideer. Og pludselig skulle nu i 800-tallet, de kristnes omskiftelige fortællinger gøres til en del af Nordboernes ideverden, historie, og utroligt nok også komme til at danne grundlaget for lovgivningen, retsopfattelsen og det økonomiske liv. Meget forunderligt ! Men de daværende kristne og fyrsterne stod jo i begyndelsen sammen, men senere kom de op og slås om røverrettighederne. De kristne påstod at mennesket var ondt og syndigt. Men de talte kun for sig selv og om sig selv - mod vores Goder. Det var jo klart, at når de kristne Stormænd var onde, måtte de og kirken også påføre os en ide, om at folkemasserne var onde. Fremover skulle det kristne præsteskab eftertrykkeligt bestemte, hvad der var sandt - hvad der var falsk; hvad der var ret - hvad der var uret. Nu var der pludselig kun een eneste tilladt tro, een eneste lov, een eneste sandhed, og een eneste gud, der endog ikke kunne afbildes. Deres gud var usynlig. Og her havde vi i Norden gået og dyrket vore natur og træer. De kristne forsatte med at tilpasse Romerretten til de nye Frankiske herskere, så disse kunne regere undersåtterne. Men de kristne kunne ikke komme til de stoute Danere, med den dræbte Jesus, der hang og var død på det hedenske kors og som også hang blandt kriminelle. Hvad skulle Nordboerne dog med en lidende kriminel Jesus, der ikke var faldet i kamp mod den romerske besættelsesmagt ? Hvad skulle vi dog med deres krav om én centralmagt og deres kristne tronkrævere ? Hele deres ideologiske grundlag var ren overtro. Men det værste var dog, at de kristne gennemførte en skik med at Nordboerne nu ikke mere måtte spise hestekød. Alligevel lykkedes det ikke de kristne at fjerne fastalavnsfesten (frugtbarhedsfesten), midsommerfesten og majstangen (Sct. Hans), og solhverv (jul). Ak Velan, først sendte Frankerne os de Frisiske købmænd, med deres kristne skythelgen: Clemens. Derefter sendte Frankerne deres præster, der gjorde os syndige; og derefter deres lejesoldater, der tugtede os. Det blev en klassisk fremgangsmåde for de kristne i de næste tusind år. Nu skulle vi skamme os over menneskes seksualitet og vor nøgenhed. Først kom de kristne med forbud; så gjorde de os skamfulde; så kom de med skattekrav, og sidenhen skabte de frygt og angst blandt os. Det var vores kendte verden, der blev angrebet af de kristne frankiske fyrster, og pinslerne kendte ingen grænser. Nej, Danerne skyldte kun de kristne Frankere sværdet; thi de ville bemægtige sig riget, handelen, jorden og de menneskeskabte værdier og folkets bevidsthed. De ville udslette vort sprog og kultur, og bruge os som slaver i et spil med deres betalingsmidler. Og da de Frisiske købmænd kom nordpå for at handle, fandt de nu pludseligt på, at de kun ville handle med kristne, ligesom man ved handelen måtte tage mod deres betalingsmidler (Karolingske monopolmønter), som deres fyrster kunne snyde med. Nu var ringguld og sølv ikke mere anerkendt som betalingsmiddel. Kun den kristne fyrstes prægede monopolmønter var gyldig som valuta, og de krævede jævnligt møntombytning, sådan at folket måtte aflevere to mønter, der kun blev ombyttet til én ny mønt. Ja, de kristne tog faktisk almindelige betalingsmidler fra folket, da de indførte monopolmønter. De handelsmænd som vikingerne sendte, måtte derved tilslutte sig den kristne tro, - får at kunne opnå rettighed til at handle med de kristne købmænd, - endog på de nordiske handelspladser. Dette monopol på handelsrettigheder var ganske uacceptabelt. Almindelige varer blev ikke ombyttelige med andre varer. Kun ombyttelige mod monopolmønter. Denne kristne handelspolitik brugtes også i det 20énde århundrede overfor de socialistiske lande og den tredje verden. Sølvpenningen brugtes i Frankerriget og hos kong Offa af Mercia. Men i 800-tallet mistede de magten over møntvæsenet og i England var møntprægningen en indbringende forretning for kongen, da mønterne udgik hver tredje år og var ugyldige. Hvis man ville indløse dem til nye mønter kostede det penge, ligesom andre fyrsters mønter ikke kunne bruges på markederne, men måtte veksles - mod gebyr. I dag er det "menneskerettighederne" som de kristne stater forlanger, at alle andre kulturer skal godkende. Herunder de kristnes rettigheder til handel, medens konkurranterne belægges med told og afgifter. Men de kristne afskaffede også alle vores kendte æresbegreber. Og censuren medførte, at skjaldene ikke måtte fortælle og synge; teatertrupper og troubadourer blev forfulgt. De kristnes gud var en mand, og kvinderne blev ofre i hekseprocesser, medens de kristne lukkede sig inde i et vanvittigt liv i cølibat i munkekloster og nonneklostre. Og da der blev for mange fattige, slap de kristne af med dem, ved at lokke dem i døden i de "hellige korstog" mod Jerusalem og mod Araberne. Og så kunne kvinder ikke blive præster i de kristnes mandsverden. De fortalte skrøner om jomfru Maria´s ubesmittede undfangelse, og om hvordan kvinder skulle adlyde gud. Men hun var jo bare en hermafrodit, som så mange andre guder. Jo, deres gud var en mand, og heroppe fik Jesus endda hvid hud - og Jesus fik også skæg. Ja, det blev næsten syndigt bare at leve i de katolske djævles territorier. De krævede folkets ydmyghed. De kristne havde forvandlet en frelserideologi til en dødemandsgyser. De kristne forestod deres dødemandskult under Inkvisationen fra 1184 og langt op i nyere tid. De stillede spørgsmålene, og havde svarene og dommen parat uden nådsel. Deres rettergange var uden sidestykke i menneskehedens historie. Foruden at føre korstog mod muhamedanerne, førte de kristne fyrster også korstog mod oprørere, kættere og afvigere. Albiginenserkrigene (1209-1229) mod Katharerne i Sydfrankrig var omfattende og grusomme og Katharerne blev udryddet af de kristne, Waldenserne i 1179 i Lyon, Lollarderne (John Wycliffe 1324-84) og Jan Hus blev dømt for kætteri på Konstanz koncilet (1414-18), og han blev brændt på bålet. Albigenensernes lære var en udløber af de bulgarske bogumilers lære om den evige kamp mellem lys og mørke. Albiginenserne kaldte sig »khatare« dvs. de rene. Til det kristne kirkemøde i Konstanz i 1414 indfandt sig der 1500 prostituerede kvinder. Generationer i Vesten kom til at mærke den intolerance som de kristne forestod. Mørket sænkede sig over vores verden. Jovist, - de "frihedsideer" og det "menneskesyn" som de kristne stod for, var fra en anden verden, end den som menneske levede i. Fra slutningen af 1500-tallet til 1641 blev mellem 500 - 1.000 mennesker brændt på bålet i Danmark. Øvrigheden brugte tortur, pinebænk og falske vidner. Torturen er nøje beskrevet og ganske vanvittig. Den første heksebrænding fandt sted i 1540, på torvet i Stege på Møn. Maren Splids fra Ribe blev brændt på bålet d. 10. november 1641 i en tid hvor kong Kristian den Fjerde var en ivrig heksejæger. Det skete altså efter, at de danske Overklasser havde tilsluttet sig protestantismen ! Den sidste troldomssag med bålstraf blev anvendt i 1693 på Falster mod Anne Palles. Også Trediveårskrigen (1618-1648) var en frygtelig pinsel for folkemasserne. Også nutidens Overklasser benytter stadigvæk religionen til at fordumme menneskene med, thi ellers opdager menneskene hvordan ejendomsforholdene, rigdommene, formuerne, privilegierne og de juridiske rettigheder uløseligt er bundet til Overklassernes voldsapparat og deres private ejendomsret. Det autoriserede og lovlige kristne voldsapparat: soldaterne og de fremmede lejetropperne - var nemlig menneskehedens udskud, afstumpede, dyr, uden minde, uden klassetilhørsforhold, uden familie, uden stamme og æt, - forsumpede ofrede de deres eget liv for sold, mod andre folkeslag eller mod deres eget folk, for at tækkes kirken og fyrstens krav om skat, jord, og slaver. Og så vil lejesoldaterne påstå, at de har "identitet" - efter voldtægten, - thi så kan deres præster stænke sit vand over deres afsjælede legemer og lade ormene fortære deres krop. Sværdet og kirken følges ad, og Kirken er ingenting uden en fyrste og lejesoldater. I 1616 fik Galileo Galilei husarrest af Inkvisitionen, fordi han påstod, at Solen var centrum, og ikke jorden, og at jorden drejede rundt om Solen. Så hvornår var det nu, at den kristne kirke anerkendte at Jorden var rund ? I 1633 blev Galileo Galilei atter anklaget for vranglære af Inkvisitionen, og som man husker stiller Inkvisationen selv sine spørgsmål, og har svarene parat, men har sandelig også dommen parat. I 1898 gjorde forfatterne til kongerne og Danernes historie opmærksom på, at Danmarks historie gennem tiderne var en evig kamp mod tyskerne, - samtidig med at forfatterne roste kristendommen. Men forfatterne i 1898 glemte at anskueliggøre, hvad kristendommen havde gjort af gode ting for Danernes Tjod (Folk). Et par salmevers og navnene på et par et præster, er i al enkelthed hvad forfatterne har at godtgøre deres udsagn med. De forsøgte at skjule, at Frankernes kirke, sammen med lokale forrædere tog magten fra Danernes stammer og folk, og at kirken sidenhen forsøgte at tage hele magten fra de forræderiske konger. Romerkirken blev nok en dobbeltmagt. Men i 1898 kunne forfatterne ikke skjule at tyskheden (de tyske Overklasser og Frankerne) var fjendebilledet. Ja, mange folkeslags historie begynder med, at forfatterne skaber fjendebilleder - og sådan er det også i denne historiefremstilling. Vi har ikke været heldige med disse »tyskere«, selvom begrebet »tyskere« og »Tyskland« opstår meget sent. Man behøver ikke være politisk nationalist, for at vurdere hvilke samfundsklasser der etablerer tryk/modtryk; hvornår der sker tilvalg/fravalg; hvornår det sker ved påkrav/frivillighed; eller hvordan udviklingen/afviklingen af sædvaner rammer forskellige samfundsgrupper. Det var ikke lykkedes for Romerriget at trænge sine grænser op til Thule (den skandinaviske halvø). Men i 700-tallet begyndte Frankerne, senere den tysk-romersk katolske kejser (år 800) at banke på Danernes port, for også at gøre os skattepligtige, kristne og underdanige unders hans kejsertrone. Han ville bestemme hvem der skulle være konge i Danernes Rige. Formodentligt ville Frankerne også indtage Danernes Riger med samme voldsomhed, som de havde gjort i Saksenes lande; pålægge os skat og ville udslette Danernes identitet gennem latinen. De ville afløse Odin-slægternes verdensbillede, som var gyldige hos mange folk og stammer. Frankerne krævede overhøjhed over høvdinge, folk, stammer og slægter i Danernes riger og Frankerne trængte frem mod Dannevirke, hvis opbygning allerede var påbegyndt i 600-tallet e. Kr.. I dag mener man, at arbejdet med Dannevirke er startet i 600-tallet, og at det var en ombygninger/tilbygninger der blev foretaget i 737. Frankernes erobring af Frisland i 734 og Frankernes voldsomme kamp mod Sakserne nødvendiggjorde befæstningen af Dannevirke. I 726 anlægges Kanhave Kanal på Samsø, således at flåden kan kontrollere indsejlingen gennem bælterne, men også sådan at fjender fra Sverige eller Syd-Norge kunne stoppes. Sidenhen trængte de kristne ind i Danmark fra England. Gennem mange kampe lykkedes det de kristne, at blive sejrherre med forræderiske magtsyge konger og tronkrævere, og så forsøgte de at retfærdiggøre deres magtovertagelse, deres ejendomsnormer, deres rettigheder og dom, deres skattekrav, deres latinske sprog, og indførelsen af deres betalingssystem. Der var i korthed sket dét, at gennem det sjette århundrede var den romerske biskop kommet i den dybeste magtesløshed mellem den byzantinske kejser og det germanske herredømme (Odovaker). Den germanske, saliske franker: Clodevech (ca. 466-511) havde i 486 erobret det sidste romerske rige i Gallien, og udvidede sit herredømme over Frankerfolket og Alemanerne østpå. Bemærkelsesværdigt antager Clodevech de romersk-katolske ideer henimod år 500, som de Germanske stammer ellers havde fået på knæ. Alle andre Germanske stammer var arianske (efter læren fra Arius af Alexandria ca. 250-336 e. Kr.). Efter Clodevechs død i 511 erobrede Merovingerne: Thüringen, Bayern og Burgund og alle disse selvstændige folkestammer. Dermed var Frankerriget skabt. I 568 e. Kr. trådte Langobarderne frem i kamp mod Rom, og de søgte målbevidst at undertrykke alt romersk og blev derfor farlige for romerkirken. Hverken kejseren eller hans Eksark i Ravenna formåde at beskytte Italien. Den lokale kirkeforvaltning kom i biskoppernes hænder, der militariserede kirken. Først og fremmest gjaldt dette biskoppen i Rom. Præfekten over Italien forsvandt; Rom blev et militært dukat. Og Langobarderne belejrede Rom. Ved paveskiftet i 590 e. Kr. blev den fornemme romer: Gregorius d. I (590-604) valgt som pave, og overtog forsvaret mod Langobarderne. På den tid tilhørte uhørte rigdomme og jordegodser Pavestolen. Der var mange fattige. Men istedet for at ændre de lokale magtstrukturer, satte Gregor en mission igang i England, hvor Kong Ethelbert af Kent, med sine 7 småkongedømmer i 597 e. Kr. lod sig døbe. Der må ikke herske tvivl om, at kirken og fyrsten gik sammen for at forstærke undertrykkelsen af folkemasserne, og Gregorius d. I opfandt ideen om Skærsilden; og med sine skriverier om synd og nåde, etc. og andre platheder, gik Gregor over i kirkehistorien. Jovist, undertrykkerne var særdeles opfindsomme, men i 630érne fortrængte kong Mercia den romerske tro, så den kun havde fodfæste i det sydøstlige hjørne af England. Det var først med den hensynsløse kristne forkæmper: Wilfred (død i 710), der med påberåbelsen af Peters autoritet, at romerkirken atter fik fodfæste i England, - men både den irske og engelske kirke beholdt dog sit nationale særpræg, der ikke huede romerne, og England blev dermed det første germanske hjemsted for en national kirkelitteratur på folkesproget. Men Wilfred tog også ophold på den frisiske kyst (678-679) hvor han missionerede. Friserkongen Radbod forsøgte at danne et Friserrige, men i 687 blev han slået af Pippin. Pipin den Ældre erobrer Vestfrisland i 689. Den angelsaksiske benediktermunk Winfred (Wynfrith) (672-754) antog i 718 navnet Bonifatius, og blev dræbt i Frisland. I 3 år (719-722) virkede Bonifatius i Frisland, sammen med den romerske munk, Willibrord (Frisernes apostel) og bearbejdede den frisiske befolkning, med støtte fra den frankiske regering. Willibrord var også den første missionær i Danmark, og nåede også ind iblandt Thüringerne. Bonifatius trængte i (722-732) ind i Hessen og Thüringen, hvor han fik værnebrev af Merovingernes Karl Martel, og blev hjulpet af en strøm af engelske missionærer. Karl Martel erobrede i 734 den nordlige del af Nederlandene med nogle frisiske bosættelser. Friserne kunne jo udvinde det livsnødvendige: salt, ved havets kyster. Først efter 734 blev Friserne kristne - og nu kom Danerne i gang med at bygge deres Dannevirkevold mod kristendommen. Bonifatius var herskesyg, hensynsløs og groftskåren og grundlagde i 744 klosteret: Fulda, der var arnestedet for missionsvirksomheden mod Sakserne. Først i det 8. århundrede begyndte en svag romersk-kirkelig organisation i Bayern. Missionsdriften fra England voksede og voksede, og Sakserne skulle blive det næste offer. Missionærerne overbeviste de lokale fyrster, at de kun kunne overleve ved sand kristendom og i fællesskab med Roms biskop. Men Bonifatius blev dræbt i 754 af Friserne. Det var i 754, at Merovingernes: Pepin den Lille (714-768) kom den romerske pave til hjælp, og besejrede Langobarderne, der måtte afstå de landområder, der blev begyndelsen til Kirkestaten fra 756. Ved hjælp af et forfalsket brev, det "Konstantinske gavebrev", indbildte man menneskene, at Paven i Rom var uafhængighed af den Byzantinske Kejser. Der stod i falskneriet, at Konstantin den Store havde skænket pavestolen herredømmet over byen Rom, hele Italien og de vesteuropæiske lande. Og for at opretholde denne løgn, måtte den forfalske pave jo gå sammen med de Karolingske fyrster. Og det var dén krist-katolske kirke og Karolingerne med deres Frankiske regler, der nu ville gennemføre eneherskersystemet i Danernes rige. De krist-katolske Frankere énsrettede nemlig den kendte verdens ideer, opløste ejendomsformerne og de ligeværdige sociale relationer mellem Danerne; opløste dyrkningsfællesskabet og tilsidst blev ætterne og stammefællesskabet opløst, så svigefulde kristne konger og bisper kunne slås om retten til jorden, havet og berøve folket dets fællesskab. Folkets ret, rettigheder , sædvaner og tingsteder blev afløst af kirkens ret og kongens magt. De brutale kristne Frankere havde jo atter og atter sydpå påvist kristendommens ondskab. De kristnes ejendomsformer, deres privilegier, skat og betalingssystem var uforeneligt med folkemasserne. Frankerne førte krige mod Sakserne i 772-85 og i 792-97. De overlevende Saksere blev drevet ud i floderne til tvangsdåb. Men Danerne tog kampen op i 793. Vikingerne fra hele Norden tog fanen op fra 400-tallets kampe mod Romerriget og mod kristendommen og Romerrigets uretfærdige ejendomsformer og normer. De gik i viking, gik i leding og kæmpede fortjenstfuld for deres eksisterende værdier mod de kristne i England, mod Paris, mod Normandiet, og på det Italienske fastland i 800-tallet. Friserne måtte nu betale skat til Danerne i den fælles kamp mod Frankerne. Allerede i 804 tvangsflyttede Karl den Store alle Saksere væk nord for Elben, og overlod nordAlbingien til de vestslaviske Abroditter, men flere slaviske stammer gik sammen med danskerne. I 845 blev Hamburg og kirkesædet dér afbrændt af Danerne. De nordiske vikinger sejlede ned ad Rhinen og belejrede Køln. Bisp Gaudbert måtte flytte fra Sveonernes (Sverrig) land, og også Svearnes kong Anund (død ca. 1050) fordrev de kristne fra Sverrig. Gallien og Frankerriget blev hjemsøgt af nordiske vikingehøvdinge, som kong Horic, Orwig, Gotafrid (Godfred død 885), Rudolf, Ingvar (Iver Lodbrogsøn). Lodparchs (Ragnar Lodbrog) søn: Ingvar, beskrives i Frankernes historie som særdeles grusom mod de kristne. I 880 blev hertug Brun (Bruno) af Saksen, tolv grever og to bisper dræbt af vikingerne. Frisien blev hærget og Utrecht sat i brand. Byerne Køln og Trier blev sat i brand. Mains blev befæstet og Ludvic d. III af Frankerland (død 882) blev besejret; men sejrede til sidst. Danernes riger var velstående samfund, der kunne producere skibe til langfart, udrustning, fødevarer, og hvor befolkningen var ligemænd; omend man også holdt trælle. Disse vikinger bliver af kristendommens forfattere fremstillet som røvere. Men hvad var da de kristne fyrster ? De holdt da også slaver dengang - og også helt op i vor tid ! Kristian d. Anden måtte i 1521 udtrykkeligt forbyde, at bønder blev solgt som kreaturer, og dermed sammensvor adel og gejstlighed sig i vrede mod kongen. Efter portugesernes opdagelse af vestAfrika i 1430 og til midten af det 19 århundrede blev ca. 15 millioner afrikanere fanget og solgt som slaver til godsejerne i Amerika. Det var først under Kristian d. Syvende (1749-1808), at der i Danmark i 1792 blev udstedt en forordning, der forbød den oversøiske handel med slaver. Men forordningen var først gældende fra 1803. Men andre lande forsatte slavetransporterne helt op i 1930érne, og først i 1962 forbud Saudi-Arabien slaveriet. De kristne præster blev godt nok i 1000-tallet forarget over, når de så at tilfangnetagne kristne folk, blev brugt som slaver. Men for dem, var det var helt iorden, at bruge "hedningene" som slaver. Og netop Danernes riger og dansk tungemål i det fremmede efter fremfærden i 800-1000-tallet holdt sig meget længe, fordi der i disse samfund var mere lighed. Helt op til den Franske Revolution i 1789 turde enevældkongernes fogeder og skatteopkrævere ikke sætte deres fødder i Normannernes riger på den franske vestkyst. Herhjemme blev Danernes runeskrift således senere afløst af latinen, og "tyskheden" kunne påbegynde sit indtog, efter at Harald Blåtand (940-985) svigagtigt gav op "for den jødiske sekt af vestromerske katolikker og fyrster fra Frankernes rige". Nu ville én konge have magten over ætterne og Danernes riger - i forbund med den sydlige kirkemagt. Således styrkede kirken i årene 1000-1200 enehersker-systemet og kirkens magt via svig, skat, tortur, tvangsborge; dom uden bevis og brændende jern på de uskyldige, der ikke kunne bevise de ulovlige anklager fra kirke og fogeder. Knibning med glødende jern, afhugning af hænder, hjul og stejle, radbrækning, sønderrivning med 4 heste. Jovist, man erindrer sig Adolf Hitlers krav om rigsfællesskab. Harald Svendsen (1014 -1018) forsøgte at indføre kristendommen med hjælp sydfra. Men det var først under Knud den Store fra England (1018-1035), at der i større omfang indførtes betalingsmidler i Danmark (Sivertmønterne). Knud den Store og kejser Konrad d. 2. fandt samdrægtigt sammen i et kampfællesskab mod Venderne, mod alle folkestammer og ætter, og mod anderledes troende. Men først og fremmest gjaldt det for Dem om at ændre ejendomsforholdene, således at frimænd, fællesskabet og frihedsidealerne, blev fortrængt - af "kristen lov og ret" og kongens énemagt, - og med lensvæsenets udbredelse, at fastholde uretten og jordtyveriet. Knud den Store (1018 - 1035) førte mange bisper fra England til Danmark: Bernhard i Skåne, Gerbrand på Sjælland og Reginbert på Fyn. Andre bisper fra England fra Evesham er Henrik i Lund (ca. 1060), Egin i Dalby og Lund ( 1072) og Hu(tn)bald i Odense (nævnt 1101). Men der kan nævnes adskilligt flere fra syd: Liafdag og Val i Ribe var frisere, Ricwald i Lund, Vilhelm i Roskilde, Eilbert i Odense, Eseke i Slesvig, Herbert i Viborg og flere var tyske. Skt. Thøger (i Vestervig) var fra Thüringen, blev præst i England, var derpå missionær i Norge og blev endelig helgen i Thy. I 1100 tallet kom benediktinerne, augustinerne, johanniterne, cistercienserne og præmonstratenserne. Fra England kom engelske munke ca. 1100 til Odense (Ælnod), flere cistercienserabbeder, således i Sorø og Øm. De kom fra Citeaux til Alvastra, Ostergötland i 1143. Cisternciensermunke fra Clairvaux (1115) kommer i 1154 i Esrum. I 1144 stifter Ærkebiskop Eskil Herisvad kloster i Skåne; Varnhem i 1148, Tvis i 1163, Holme i 1172, Løgum i 1173, Vitskøl i 1158, Sorø 1161, Guldholm 1192, Dargun i Pommern 1172, Kolbatz i Pommern 1174, Ryd 1210, Hilda i Pommern 1207, Sminge, 1165, Venge 1166, Kalvø 1168, Øm 1172, Ås 1165, Knardrup 1326. Det lykkedes hurtigt for de fremmede indvandrere at lave kirkelove. Sjællandske kirkelov er fra 1171. Skånske kirkelov fra 1174, og Vederloven er fra ca. 1182. Den Sjællandske lov, arvebogen fra Valdemar, må være fra 1216, da den regner med jernbyrd som bevismiddel. Adam af Bremen var i 1076 fortørnet over at Danerne ikke ville betale tiende. Men Danerne brugte brugerbetaling. Dvs. brugerne ville kun betale, når man benyttede sig af præsten. Knud »den Hellige« blev dræbt af bønderne i 1086 fordi han simpelthen tog magten fra bønderne, fra ætterne og fra deres tingsteder. Han tog sig selv til rette og hævdede, at han personligt havde ret til underhold, bøder, etc.. Men bønderne ville ikke tåle flere byrder eller love, end der var hjemfalden i de gamle love. Knud forbød Skåningerne at fiske i Øresund, og både Hallænderne og Skåningerne forbød han at bruge skovene til deres svin. Han gennemførte overalt et kongeligt ejerskab til skovene og Sundet, idet han gennemførte sit krav om: »at hvad ingen mand ejer, - det tilhører kongen«. Skovene, almindingerne var ellers folkenes fælleseje. Dette var kristendommen og romerretten i en nøddeskal. Knud brugte sin magt, sin hird og fogeder hensynsløst og uden nåde, og Knud tålte ingen modsigelser. Selv småkongerne blev tugtet og hængt. Med hård hånd lod han sine fogeder indkræve retsbøder, og fogederne »bøjede Retten for penge« - i kongens favør. Knud inddrog store bøder fra stormænd, der blev dømt fredløse, og som i dyre domme måttet købe deres borgerret tilbage, hvorefter Knud skænkede domkirken i Lund en mængde frastålet jordegods. Knud indførte bestemmelser om at bisper skulle stå højt i rang, og han fritog hele præstestanden fra at de kunne dømmes af verdslige dommere. Samtidig gav han kirken ret til at opkræve mange bøder. Men det lykkedes dog ikke for Knud at indføre tiende af jordens afgrøder til præstestanden, selvom han gjorde sig mange store anstrengelser derfor. Pludselig kom Knud i tanke om at han ville indtage England. Han gav befaling til at udruste krigsflåden, og snart samledes over tusinde skibe oppe i Limfjorden. Men Knud lod krigsflåden vente og undlod at møde frem. Folkene mistede deres tålmodighed og tog hjem og passede deres marker, og havde såmænd også god grund til det, idet indkaldelsen (ledingen) ikke var vedtaget på Tinget. Men Knud gav fanden i Ting og folkets ret. Han forlangte nu store bøder af de jyske bønder og sendte kongens fogeder ud for at indkræve ledingsbøderne. Men så blev Vendelboerne sure. De holdt møde på tinget, hvor de nægtede kongen lydighed og besluttede at de ikke ville betale bøderne, - og de besluttede at lave oprør. Oprøret bredte sig og bønderne angreb kongsgårdene, så Knud flygtede fra sted til sted, ned gennem Jylland og slap til Fyn, hvor han og hans forhadte hirdmænd søgte ly i St. Albani kirke i Odense. Men kongen og hans røvere blev alle hugget ned af de Jydske bønder, der fik tilslutning fra Fynboerne. Men den katolske kirke nærede så store taknemmelige følelser for alle de gaver, som Knud have hugget fra folket og som han havde overdraget kirken, at kirken udråbte denne undertrykker og dette tyvepak til helgen og martyr, samtidig med at kirken igangsatte skrøner om mirakler ved Knuds grav. Jo, fantasi, mangler kirkens mænd ikke, når der skal laves mønt på Danerne. Tiende blev lagt på samfundets primære produktion af korn, kvæg, fisk, etc., og det var Absalon (1128-1201), der indførte bispetiende og ledingspligt i Danmark, - og dermed opstod en skattefri herremandsklasse, der de næste 600 år kunne "opkøbe" bøndernes gårde og bortfæste gårdene mod afgift. Den fri selvejerbonden blev knækket af forbundet mellem konge- og kristen kirkemagt. Og også Absalon brugte slaver. Således lykkedes det Valdemar d. 1 (1131-1182) og bispehøvdingen Absalon i 1157, at centralisere magten over landsdelene, og efter at det var lykkedes "tyskerne" at omvende Danerne´s Overklasser til kristendommen deltog Danernes kristne kongemagt ivrigt i kampene mod de "ikke rettroende" slaviske stammer, der boede langs hele Østersøens kyster,- helt over til østHolsten, og formodentligt også på Falster. De kristne røverier ville ingen ende tage. Vendernes riger strakte sig fra Kiels fjord til et stykke øst for floden Oder. De små saksiske stammer, der boede vest for Vagnerne i det nuværende Holsten, havde indtil 1100-tallet lydt under Danerne. Men i 1110 gav sakserhertugen: Lothar, områderne Holsten og Stormarn som len til en greve fra Schaumburg (Scovenburg), og den efterfølgende greve af Schaumburg: Adolf d. II indtog Vagnernes land med hjælp fra Sakserhertugen. Derefter sendte de bud til folkeslagene i Flandern, Holland, Westfalen og til Friserne, om at alle der manglede jord, kunne komme til det erobrede land og få andel i den frugtbare jord. Vagrerne blev fortrængt til den yderste strimmel jord ved kysterne, og de blev skattepligtige i 1138 til greven. I 1143 angreb Saksernes nye hertug: Henrik Löve, Polabernes land, og oprettede en tysk lensstat i Ratzeburg. Tyskerne nåede frem til Østersøens kyst og ved Trave anlagde de Lübeck. Den tyske grænsestat: Normarken (senere Brandenborg) udvidede sit territorium langs Oder og op til havet, således at Venderne blev klemt sammen i det nuværende Meklenborg og i det vestlige Pommern. Her var tre Vendiske stammer: Obotritterne under fyrst Niklot, Rügenserne og Pommeranerne i Pommern (Slavien) omkring Odermundingen. Tyskerne krævede lendsed, landafståelser, skatter, og trældom, og Venderfyrsten udtalte, "at sakserhertugen og grev Adolfs fremfærd var så voldsom, at døden var lette end livet". De danske høvdinge var dengang ikke forpligtige til at gå i leding udenfor rigets grænser. Men i 1159 indkaldte Valdemar flåden, for at få andel i plyndringen mod Venderne,- og Valdemar gik i forbund med Henrik Löve. Efter Vendernes fyrst Niklos faldt byggede Henrik Löve borgen: Sverin, og uddelte godser til sine krigsmænd. Men området ved Volgast blev indtaget af Valdemar. Men ingen af mandskabet brød sig om at blive på den farefulde post. Snart derefter svor Vendernes fyrst Bugislav af Pommern lendsed til Henrik Löve, og Vendland var dermed erobret af tyskerne,- undtagen Rügen som i 1169 blev indtaget af Valdemar og Absalon. Vendernes fyrst Jaromer blev Valdemars lendmand, og Henrik Löve blev så fortørnet over ikke at få andel i Valdemars plovskatter, at han slap sin Pommerske vasal løs på Danmark. Mange folkeslag og stammer blev opløst (udslettet) af danske og tyske kristne riddere. Abroditterne, Wagrerne og Polaberne, m.v. forsvandt ud af den kristne historieskrivning, medens Estere, Lettere, etc. overlevede de tyske og danske ridderes undertrykkelse. I 1404 døde den sidste vendisk-talende kvinde på Rügen. Hun hed Gulitza. "Kronen på kirken og kongernes værk" var da det lykkedes Valdemar Sejr i 1241, at gennemføre de kristne synspunkter i én lov: Jyske Lov, og dermed var stammerne og landsdelene i Jylland og på Fyn, banket sammen og underlagt én lov, som kongen bød, og som medførte, at bøndernes sædvaneret var udskiftet med Kongémagtens lov. Da Stormændene havde sat sig på jorden, og var kommet op at slås indbyrdes, indførte de afgifter og arbejdsydelser til bønderne, og det skulle hedde sig, at bønderne via disse ydelse fik værn mod andre Stormænd og røvere, og fik adgang til at dyrke den jord, - der tidligere havde været deres private ejendom eller som havde været i fælleseje, men som nu lå i røverhænder hos Stormændene. Når Stormændene indførte nye stigende afgifter, opfattede bønderne det som et brud på Sædvaneretten. Bøndernes hævnvundne frihedsrettigheder blev krænket eller også gik det ud over deres jagt- og fiskeret eller udnyttelse af skoven (almindingen). Også kongemagten og kirkeretten kom og krævede ydelser. Men det var en modbydelig ret og magt, der var vendt mod bøndernes Tingsrettigheder, og det var på Tinget og senere Landstinget, at bønderne samledes for at beslutte et oprør mod de urimelige krav, og for at organisere en bondehær. Bønderne lærte hurtigt at stille bondekrav, og ofte blev de "oprørske" bønder mødt af en lokal herremandshær eller biskoppelig hær. I en række tilfælde lykkedes det bønderne at besejre de lokale overklassehære, men mod adelshære eller udenlandske lejesoldater havde bønderne ingen chancer. Nogle gange var bønderne allieret med adelsfolk, der kunne se de urimelige skattepåkrav. Bøndernes nederlag fik et retsligt efterspil, med kollektiv straf, tab af selveje og henrettelse af høvedsmændene. Skåne og Halland var i 1180-1182 omfattet af flere bondeoprør mod ærkebiskop Absalon og hans kristne fogeder, der pålagde bønderne nye arbejdspligter, bl.a. borgbyggeri. De skånske bønder besluttede først på de lokale Ting og senere på Landstinget for at organisere oprøret mod Absalon, og de fandt allierede blandt herremænd og høvedsmænd. Kong Erik Plovpenning måtte i 1249 flygte fra ophidsede skånske bønder, der nægtede at betale kongens nye vogn- og plovskat. Kådkarlene gik til angreb på ridderne med køller. Den hårde beskatning under kong Erik Menved hvor der samtidigt var hungersnød og kvægpest førte til flere oprør. I 1313 gjorde midt- og vestjyske bønder sammen med enkelte stormænd oprør mod Erik Menved, efter at han havde udskrevet en ekstraskat til betaling af et felttog mod Sverige i 1309. De jyske bønders vandt en sejr ved Kolding i 1313, men efter bøndernes nederlag i 1313 til Erik Menved, angav de midtjydske bønder 25 høvedsmænd (anførere). I 1328 modsatte sjællandske bønder sig grev Gerhards ekstraskatter og jyske bønder spillede en aktiv rolle i 1330'ernes kampe mod de holstenske panteherrer. I 1438-1441 skete flere oprør over hele landet mod gejstlighedens og adelens forsøg på at få kompensation for deres tab efter en økonomisk krise. De nordjyske bønder fik en sejr over en jysk adelshær i 1441, men de knustes samme år af kong Kristoffers hærstyrke ved Skt. Jørgensbjerg i Hanherred. I kong Kristoffers landfredsforordning fra 1442 får kongens lensmænd, herremænd og fogeder således besked på ikke at praktisere den ulovlige beskatning og gæstning, der havde været en væsentlig årsag til oprørene. Ved et slesvigsk oprør i 1472 stod bønder, borgere og dele af adelen sammen mod det kornudførselsforbud, som den danske konge og hansestæderne i fællesskab havde pålagt dem. Efter fordrivelsen af kong Kristian d. 2 i 1523 var årene præget af flere oprør, og på herredstinget blev herredsfogeden fordrevet med pileskud. Der var oprør i Skåne i 1525 og i Jylland 1527 og i 1531. I 1534 brød et omfattende oprør under ledelse af Skipper Clement ud i Nordjylland. Skipper Clement ledede bondehærens sejr ved Svenstrup d. 16. oktober 1534, hvor bønderne besejrede en adelshær under ledelse af Erik Banner og Holger Rosenkrantz. Men Johan Rantzaus lejetropper massakrerede Skipper Clements jyske bondehær i slaget ved Aalborg d. 18. december 1534. Skipper Clement blev halshugget 9. september 1536 i Viborg, parteret og lagt på hjul og stejle - med en blykrone på hovedet til ekstra spot. I Norge var det kong Magnus III Barfod´s (1093-1103) tre børn, der indførte tiende. Men der opstod konflikt med kirken allerede i starten af det 12. århundrede, som medførte krig i 100 år. I Norge blev bønderne således redskaber i Stormændenes indbyrdes landsdelsrivalisering og stridigheder. Sverre Sigurdson (ca. 1151-1202) fik støtte af Birkebeinere og fældede Erling Skakke i 1179, og Sverre kæmpede siden mod Baglerne. Bønderne blev fæstebønder. Krigen fortsatte frem til kroningen af Haakon IV i 1217, der indførte arvefølge monarki. I England ledte Wat Tyler og John Ball i 1381 et bondeoprør i Sydengland. I Frankrig brød der et par årtier tidligere et stort bondeoprør ud i Nordfrankrig, det såkaldte jaquerie. I Paris gjorde stænderne under Etienne Marcels ledelse oprør i 1358. Senere i det 15.århundredes begyndelse indvarslede hussitterbevægelsen i Böhmen og Mähren Reformationen, som brød ud omkring 1525, og som blev ledsaget af bondekrigene i Tyskland. Og med Grevens Fejde i 1534-36 kom tysk opdragelse og nye sydlige ejendomsnormer og morallære (lutheranismen) til magten mod Danernes vilje via Johan Ratzau, den holstenske adel og hertug Christian (Christian d. III.) - mod borgere, bønder, Skipper Klements hær og mod Kristian den Anden. Uvindeligt blev det det nordiske folk splittet, af disse "tyske" kristne Herrer, der havde sat sig på magten i Danmark. Udbredelsen af Danernes historie via Adam af Bremen (ca. 1075) og senere Saxo´s fortælling (død i 1220) er et udtryk for de kristnes politiske manipulationer. Bispen Absalon og skriveren: Saxo skjulte nemlig de virkelige begivenheder, og de tog afstand fra Normannernes krønikeskriver: Dudo (død 1043), der anviste Danernes oprindelse og forbindelsen til Dacien. Alanerne, også kaldet Assi, Aser og Osseter, kommer ind vestfra, århundrede før Hunnerne, og havde i 375 e.Kr. et rige i det nuværende sydlige Polen. Saxo´s historieformål var at ødelægges Asernes og Odins ret, fjerne valgkongedømmet, og legitimere et religiøst arverige med Valdemar den Store´s (kup) i 1170, da sønnen Knud, blev kirkeligt salvet. De demokratisk ting- og ledingsmænd gøres til "den vanvittige almuehob", medens Stormændenes mord og terror prises. Men læs alligevel Saxo´s fortælling, der er fyldt med utallige interessante deltaljer, som der ikke er beskrevet på denne hjemmeside. De første 9 kapitler handler om sagntiden. Så fortælles om Bjarkemålet, Bråvallaslaget og Skjoldungerne. Sagnene hos Saxo er ikke danske, mener mange. Sagnene kan spores tilbage til Goternes land. Nogle historikere skriver, at Attilas forgængere som hunnerførere var Octar, Roas og Huldin, og det svarer til Ottar, Roar og Halvdan. Rolf er muligvis en herulerfyrste (Rodulf). Mange sagn kan spores tilbage til slutningen af 300-tallet, da vestGoter under Athanarik (Heidrek) kæmpede mod østGoter i alliance med Hunnerne. Heidreks efterkommer er Ivar Vidfadmi, der bliver konge over Sverige, m.v., og efterkommerne efter ham er konger i Uppsala til 1125. Du skal også læse "Guder og Helte i Norden" fra Politikkens Forlag. Snorre Sturlasson (1179-1241) fortæller om Odin´s vandring og mændene fra Asien, om Vanernes og Asernes kamp ved Midgaard, og som senere opbyggede et rige med centrum ved Uppsala. I Snorre Sturlassons fortælling finder vi nok mere af den gamle sandhed. Danerne har tydeligvis i århundrede haft forbindelser med øst og østen, langt, langt forinden den tysk-romerske kejser krævede overhøjhed over Danerne. Smykker og brakteatre bærer tydelig tegn fra øst, og også runealfabetet var tydeligvis kommet til Danerne via de østlige handelsforbindelser til Sortehavet og Byzans. Dansk sagnhistorie forekommer også i de angelsaksiske digte Widsith og Beowulf. Læs WIDSITH, af Kemp Malone (Baltimore), Torsten Dahl (Århus), Geoffrey Tillotson (London), Copenhagen 1962, Rosenkilde og Bagger. Widsith var af Myrgingernes stamme. ØstGoteren: Ermanriks (død 375) dronning: Alfhild var også af Myrgingernes stamme. I Widsith´s første kvad fortælles om Offa, Anglerkongen og Danerkongen: Alevith. Der er strid i Skjoldungefamilien. Ambronerne er placeret i Amrum i Sønderjylland, og er naboer til Anglerne, som yderligere har Svaberne, Jyderne og Myrgingerne til naboer. På øerne anbringes Danerne og Hocingerne. Varnerne lever syd for Østersøen ved Elben og Chattuarierne ved Rhinen. Langobardernes første konge var Agelmund - den anden konge kaldes: Lamissio af Paulus Diaconus, men kaldes i den ældre Edda for Lyngvi. I anden del fortælles om Hunnerne, HreidGoterne (Østgoterne), Sveer, Göter og sydDanere. Burgundernes konge hedder Gunnar. I tredje kvad omtales en række personer fra forskellige stammer. Offa af Angel er en henvisning til sagnet om Uffe og Vermund, og skal dateres til før år 500 e. Kr.. Kong Hrodgar og Hrodwulf er de angelsaksiske former for Roar og Rolf. Beowulf hører til Geaternes folk, og er nær knyttet til kong Hygelac, der er konge over Geaterne, og som falder i kamp på den frankiske kyst i 515 e. Kr.. Geaterne var Danere; måske fra Göterne (Geatland) eller Jyderne (eotan). Geaterne plyndrede Friserne, og tog ned til distriktet mellem Meuse og Rhinen. Da Beowulf faldt blev Wiglaf sendt til Geaternes hof, for at fortælle om hans død. Isidor af Sevilla (630 e. Kr.) siger at Goterne i gamle dage blev kaldt geter. I den antikke litteratur er Geterne et folk i Trakien hvorfra Titanerne stammede. Men de må være identisk med Göterne; et folk, folkenavn der er opstået på de steder i Skåne, som Goterne forlod langt tidligere. Men før Danerne kom herop, var der andre folkestammer. Folkestammer fra Kelterne må jo også have været her, højfolket og enkeltgravsfolket…og Kelterne kom jo allerede til Britanien i 550 f. Kr.. Herulerne er fordrevet fra Danmark lige omkring år 200 e. Kr., idet byzantinske kilder omtalte Heruler ved Byzans i 267 e. Kr.. Men herul betyder også jarl, og måske er det herulerne ikke en folkestamme, men en arbejdsrolle som kriger og ridder. Efter 20 års kampe trak den romerske kejser Aurelean i 271 e Kr. romerne tilbage syd for Donau og overlod Dacien (Rumænien) til Goterne. I 291 e. Kr. kendes Tervingi-goterne (kan muligvis være Vestgoterne) og Gepiderne som selvstændige grupper. I 267-268 angreb en stor Herulsk/Gotisk flåde Tyrkiets og Grækenlands kyster og ved landkrigen i Grækenland, blev hæren slået af Romerne. Den kombinerede flåde hærgede derimod på vikingemaner bl.a. Kreta, Rhodos den tyrkiske kyst, og efter et år vendte de succesfuldt tilbage til Sortehavs riget. Omkring år 350 e. Kr. skiftede en Gotisk gruppe i Møsien religion til den kristne arianisme, og deres biskop Wulfila oversatte biblen til gotisk. Samtidig satte Greutungi-goternes konge Ermaneric en offensiv i gang i øst, som bl.a. førte til Heruler-kongen Alarics nederlag. I 370 e. Kr. dukkede Hunnerne op fra Asiens stepper og slog Goterne. Jordanes fortæller om østGoterkongens Ermanariks død i 375. Hunnerne tvang vestGoterne og en del østGoter over på sydsiden af Donau, hvor de i 380 fik asyl af den romerske kejser. Resten af Ermanerics østGoter, Alanerne, Rugierne, Gepiderne og efter al sandsynlighed også Herulerne endte under Hunnisk herredømme. Fra Dacien og senere Pannonien (Østrig-/Ungarn) trængte de Hunniske hære og deres lydfolk nu videre ind i Centraleuropa, hvilket bl.a. må have afbrudt handelsruterne øst om Alperne til Østersøen. Fortrængelsen af Goterne svarer tidsmæssigt til romersk jernalders ophør i Danmark og følgelig er handelsforbindelsen via Goterne og til Byzans nok ophørt ? Hunnerkongen Attila laver et togt mod Burgunderne i 437 og Attila dør i 453. Prokopius var byzantinsk græskskrivende historieskriver i ca. i 550 e. Kr. og fortæller, at Herulerne under en krig med Langobarderne, var blevet slået og måtte søge tilflugt hos Gepiderne. Men en del af dem, valgte senere at vende hjem. På denne vandring kom de først gennem Slavernes lande, derpå gennem vidtstrakte øde egne til Varnerne, der boede ved Nedre-Elben og Nordsøen. Videre rejste de til Danernes land, og kom til oceanet, hvor de gik ombord og sejlede til Thule (Skandinavia), hvor de bosatte sig ved siden af Gauterne, en kultisk gruppe, der hævdede at de nedstammede fra guden: Gaut. De øvrige folk i Norden havde en frugtbarhedskult omkring guden Ing. Senere hentede de Heruler, der var blevet tilbage i Illyrien, en konge fra Herulerne i Thule, dvs. i Skandinavien. Da den germanske lejesoldatkonge Odoaker afsatte den sidste vestromerske kejser i 476 e. Kr., markerede det den endelige afslutning på romernes "verdensherredømme". Ved ca. år 500 e. Kr. skete et kulturskift i Danmark. Runeskriften ændrer sig og endelserne på navnene skifter. Men runeskriften holdt sig ellers langt op i tiden under kristendommen, og bl.a. Hedeby i Sydslesvig skrives i gammel tid: Haithabu (Hai-tha-bu).

Ved fremdragelsen af »Beowulf« i 1815 fik sagnene om Skjoldungerne og Skilfingerne, der kun spillede en beskeden rolle hos Saxo og Snorre, en ny betydning, idet man søgte efter en gruppe konger, der virkelig har levet. I det Angelsaksiske digt »Beowulf« fra ca. år 1.000 betegner Scyldingas som danske krigere og disses kongeslægt, der hersker i »Scedeland« eller »Scedenig« (Skaane) med kongehallen Heort (Hjort). Slægtens hovedskikkelse er Healfdenes søn Hródgar med broderen Hálga og nevøen Hródulf. I den danske latinskreven litteratur anvender Svend Aggesen og Saxo ligesom »Skjoldungasaga«, Snorre og »Hrólfs saga Kraka« betegnelsen Skjoldunger om de samme sagnkonger som i »Beowulf«, nemlig Haldan (vestnordisk, dvs. norsk og islandsk - Halfdan), Roo eller Roe (Hróarr), Helge ( Helgi) og Rolf (Hrólfr). I modsætning til »Beowulf«, men i overensstemmelse med den stærkt lokalpatriotiske Lejrekrønike fra 1170 lokaliseres kongerne til Lejre på Sjælland, og hovedskikkelsen er ikke Roo, men Rolf, der her har tilnavnet Krake. Haldan er bortset fra Skjold (Scyld) slægtens førstemand. Roo, Haldans søn, hvis fjender er Headobearderne, bygger ifølge »Beowulf« hallen Heort (Hjort), og hans gode ven er Ecgtheow; herom siges intet i de nordiske kilder, hvor Roo, der dræbes af kong Hothbrodd, fremstilles som grundlægger af og opnævner for Roskilde.- Helge får i et blodskamsforhold med Yrsa (Lejrekrøniken: Ursula) sønnen Rolf Krake. Magten i Danmark overtages en tid af Yrsas ægtemand, svenskekongen Adils, der sammen med sin fader Ottar i »Beowulf« regnes til slægten Skilfinger. Rolf nævnes i »Beowulf« sammen med Roo i anledning af dennes sejr over Headobearderne, hvis kommende hævn antydes. Dette folk omtales ikke i de nordiske kilder, men Roos drabsmand Hothbrodd repræsenterer et minde om navnet. Rolf var en populær sagnfigur, skønt hans egen rolle i sagnene ingenlunde var glorværdig. Tålmodigt finder han sig i sine krigeres uforskammetheder, og tålmodigt sidder han i Adils' hal, mens flammerne slikker om ham. Yrsa får ham til at flygte sammen med hende fra Adils' gård, medtagende dennes skatte, som de dog må strø ud efter sig for at undslippe, medens den gærrige kong Adils standser for at samle guldet op. Rolfs bedste mand er Bjarke, der som de andre krigere følger kongen i døden, da han overfaldes og indebrændes i Lejre af Skaanejarlen Hjartvar. Kampen skildres i »Bjarkemål«. Viggo (Voggr), den eneste overlevende, tilbyder at sværge troskabsed på Hjartvars sværd, men griber sværdet og gennemborer ham og således hævnedes Rolf Krake. Den levende tradition om Skjoldungerne synes uddød med middelalderen og de sidste vidnesbyrd hidrører fra Island i 1400. Digtere som Johs. Ewald (»Rolf Krage« 1771) og Adam Oehlenschlaager (»Helge« 1814, »Hroars Saga« 1817 og »Hrolf Krake« 1828), der gjorde Helge til en sympatisk vikingehelt, fandt stoffet hos Saxo og Islændingene, og fra samme kilder stammer det, som topograferne siden det 17 århundrede har fortalt om Lejre. Straks i 1815 genkendte N. F. S. Grundtvig i »Beowulf«s Geaterkonge Hygelac (Hugleik) en Danerkonge Chochilaic, hvis død i 520 omtales i tredje bog af Gregor af Tours' Frankerkrønike fra 576. Da Hygelac i digtet er samtidig med Beowulf, der besøger Roo, sluttede Grundtvig, at med Hygelac var også Roo tidsbestemt; og denne betragtning går igen i A. Olriks hovedværk om disse sagn fra 1903 såvel som i Vilhelm la Cours fremstilling af tiden omkring år 500 i Schultz' Danmarkshistorie fra 1941, hvor Roo, Helge og Rolf omtales som Danerkonger med residens i Lejre. Sagnstoffets erfaringsmæssige upålidelighed nødvendiggør imidlertid kontrol ud fra flere historiske kilder end blot Gregors notits om Chochilaic, og man har da fremhævet at Headobeardernes navn tyder på en forbindelse med Langobarderne, skønt kampe mellem disse og Danerne ikke kendes, samt at Jordanes i 551 omtaler Danernes kampe med Herulerne. Hos Jordanes ville K. Müllenhoff før 1882 finde grundlaget for Skjoldungernes kampe mod Ingeld og Froda, men i »Beowulf« fremstilles disse dog ikke som Heruler, men som Headobeardkonger, medens de nordiske sagn inddrager dem blandt Danerkongerne som en slags »yngre Skjoldunger«. E. Wessen betragtede i 1927 Headobearderne som oprindeligt danske og konkluderede, at deres modstandere Roo, Rolf, osv. var Herulerkonger i Danmark i det 6. århundrede, men at sagnene samtidig indeholdt minder om de i midtEuropa optrædende Heruler, hvis kong Rodulf besejredes af Langobarderne. N. Lukman formoder i 1943, at Skjoldungerne overhovedet ikke var konger i Danmark, men at Rolf Krake er identisk med den nævnte Herulerkonge Rodulf, der levede ved Donau, hvor han i 493 e.Kr. faldt i kamp mod sine vasaller Langobarderne (jfr. Headobearderne) og senere blev hævnet af Waccho (Vóggr). Før Rodulf s tid herskede i samme egne de Hunnerkonger, der af Jordanes kaldes Huldin, Roas, Octar, Attila og Ellac (Hellac), og de kunne være de konger, der i sagnene huskes som Rolfs forgængere: Skjoldungerne Haldan, Roo og Helge samt Skilfingerne Ottar og Adils. Denne formodning bygger på, at Adilssagnenes varianter fører over i Attila-traditioner, dvs. Adils' bejlen til Yrsa (Ursula) er en gren af det sagn, der i legenden fortælles om Attilas bejlen til Ursula, ligesom Rolfs ildprøve og hans flugt fra Adils´ gård svarer til tyske digtninge om Hagen i Hunnerkongens hal og om Walther´s flugt fra Attila. Formodningen støttes af, at Roas´ ven Aétius (Agitius, Egidius) vil kunne genkendes i Roos ven Ecgtheow, og Roas´ borg ved Donau, der af Jordanes kaldes Herta, i Roos hal Heort. Kernen i Skjoldungsagnene skulle så være Herulernes fortællinger om deres konge Rodulf og om Hunnerkongerne, og sagnene skulle være bragt fra Donau til Norden ved den livlige handelsforbindelse, der bl.a. medførte, at en gruppe medlemmer af Herulernes kongeslægt i 512 brød op fra Midteuropa og med deres mænd drog til Skandinavien, hvor de tog bopæl i nærheden af Goterne, formentlig i det svensk/danske grænseområe Värend. Muligvis stammer fortællingen om Skjoldungerne og Skilfingerne fra disse Heruleres bosættelse hos de nordiske folk. Men i 1986 fandt man resterne af en stor hal på 48x11 meter i Lejre ved Roskilde, og i 2004 er fundet rester af flere store haller i Lejre fra midten af 500-tallet til 900-tallet, og i 1997 blev der fundet rester af en 40x11 meter stor hal ved Tissø i Vestsjælland fra 600-tallet.

Disse hjemmesider kan kun blive et portræt og brudstykker af Danernes historie. Jeg har foretaget et fravalg og tilvalg af stoffet efterhånden, som jeg har gennemgået 35 ældre bøger om Danmarks historie. Nogle af de ældre bøger er overordentligt fortræffelige i deres historiefremstilling med deres billeder og træsnit af historiske begivenheder. Andre nyere bøger er også udmærkede, når de med deres billeder fortæller om Odins gamle land og de tydelige kulturforbindelse mod øst og ned til Byzans. Aserne kom jo fra Asien. Da Borgerskabet skrev deres "nationale" historie, fremhævede de kun enkelte "åndspersoner" - ofte religiøse. Borgerskabet var jo kommet til magten via kristendommens forplumrede ideologi, og litteraterne var i lommen på Borgerskabet. Hvis du vil have et større detaljeret kendskab til Danmarks historie og de Stormænd, der hersede rundt med len, folk og borge, må du have fat i de i de store gamle værker og i nyere special-litteratur. Politikens Danmarkshistorie er betydelig mere omfattende end disse brudstykker, og bøgerne fortæller meget mere om datidens forskellige problemer, og indeholder omtale af flere personer, dagligdagen, datiden sygdomme, klædedragt, læger, o.s.v., samt illustrationer, der har betydning for forståelsen af historiens gang. Og der er masser af andre bøger at tage fat på. Politikens Danmarkshistorie genudgives i 2002-2005 i 17 bind med mange opdateringer. Men du skal huske på, at når du læser disse bøger, har forfatterne lagt deres sympati enten hos adelen, hos kongemagten, hos de religiøse, hos tyskerne eller hos Danmark (dvs. den klasse der styrer Staten). Det er de færreste der fortæller dig at staten er en klassestat, behersket af nogle bestemte mafiabossers økonomiske interesser, og med ordene: Danmark, vi, folket, skjuler forfatterne det klasseherredømme, der har eksisteret. Tænk bare på dengang i 1200-tallet, da den danske konge og den tyske Sværdridderorden gik til angreb på Balterne. I dagens Europa motiveres og forklares krigene ikke udfra hedenskab contra kristendom, men sovses ind med begreber som "menneskerettigheder" og "demokrati". Men det er dem der har Magten, der bestemmer hvordan ordene skal defineres og forstås. Dem der har Magten har også Retten, og dem der har Magten, har også Kapitalen. Man bøjer Retten for Guldet - og Magten ligger i dag hos finanskapitalen. Der er dog en gennemgribende fejl i denne og mange historiske tekster. Nemlig brugen af ordet »tysk og tyskere«, idet der i Germania var mange vekslende folkestammer - dels på vandring, under flytning og dels "bofaste" stammer. Der er intet grundlag for at påstå, at der skulle have været eet fællesgermansk urfolk. At nogle ord og stednavne fra keltisk, germansk og slavisk er ens, viser blot at det er låneord. Efterhånden som kvægavl bliver indført bliver erhvervssproget for kvægavl fælles, og er tydeligvis låneord. Begrebet "Germania" er opfundet af Kelterne og af Cæsar. De pågældende folk har ikke kaldt sig Germaner, og hvad dette ord egentlig betyder, er uopklaret. Langt, langt senere opstod bystater, rigs- bispe- og fyrstedømmer i »tysklandene« og begrebet »tysk« opstår efter år 1.000 e. Kr.. Først efter Prøjsen og Østrigs røveri af Slesvig/Holsten i 1864 og efter angrebet på Frankrig i 1870, blev der i 1871 skabt eet Tyskland; der i dag er en forbundsrepublik. Selvom både Germanerne og Gallerne tidligere gennem historien havde kæmpet mod Romerriget, søgte både de franske Borgerklasser efter revolutionen i 1789 og de tyske nazister i 1935 deres dyder i Romerriget, - netop Romerriget der var et klassesamfund, og hvori der blev udviklet kristne imperietraditioner, der passede fint til de tyske og franske Borgerklassers velbefindende. Og både de romer-katolske tyske og franske Overklasser udviklede i 1900-tallet raceteorier, om deres overlegenhed og fortrinsrettigheder overfor andre folkeslag. Jovist - godkendt af kirkemagten ! Det påstås, at Danerne først blev ét folk med fælles dansk identitet og sprog efter 1849. Men der skete vel det, at vores Overklasser blev danske og nationale,- og nu undlod at tale dansk til deres hund og fransk i salonerne. Men også bag nationalstaten skjuler sig bestemte økonomiske interesser, som er beskrevet på side IV. Forfatterne der i 1898 skildrede Danmarks historie, havde tabet af Slesvig/Holsten i frisk erindring. Glemt var heller ikke tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814. Holstenernes havde jo langsomt fortysket en del af Slesvig, og da det var den rigeste del af Danmark med megen handel, var der tidligere dér - end i det øvrige Danmark - opstået et rigt Borgerskab, der begærligt krævede mere rigdom og bortskaffelse af skattetrykket, og stillede krav om tilslutning til "det tyske forbund", der var oprettet i 1814. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at de rige Borgerklasser i Slesvig/Holsten undsagde det danske kongehus, idet de danske konger jo havde deres oprindelse i hertugdømmerne. Da Prøjsen og Østrig således i 1864 røvede Slesvig og Holsten, mistede Danmark 1/3 af sit eksisterende landområde, og det var endda dét landområde, som udlandet også i 800-900-tallet havde anskueliggjort og opkaldt som Danernes rige (Dena-marca)(Denemearc)(Tanmuark). Dannevirke ligger i dag på okkuperet jord. Siden Uffe kæmpede i 450 e.Kr. har Ejderen været dansk grænse. Dannevirkevolden blev påbegyndt i 600-tallet. I 811 bliver Ejder-grænsen bekræftiget af Karl den Store overfor kong Hemming, og i 1025 anerkender den tyske kejser Konrad også denne grænse. Så langt tilbage som man kan følge Danmarks historie, har Ejderen været Danmarks sydgrænse, og sproget var dansk til grænsefloden. Da hertug Adolf den fjerde af Schaumburg omkring 1242 trængte ind på dansk jord over den kun ca. 3 km brede landstrækning mellem Kiel Fjord og Ejderen det eneste sted, hvor Danmarks sydgrænse ikke var beskyttet af vand tog "tyskerne" for første gang dansk jord i besiddelse. Valdemar Sejr´s død i 1241 benyttede hertug Adolf sig af, idet Adolf byggede en borg på den danske landsby Kiels jord og tvang landområdet fra Ejder til Levenså under sin magt. Dermed indledtes den holstenske-tyske indflydelse i den østlige del af Sønderjylland og i området mellem Ejder og Dannevirke. Den holstenske adel fulgte efter og tog dansk jord i besiddelse, og begyndte en tysk jordkolonisering på samme måde, som de gjorde fra Kiel til Berlin og østpå. Tyskerne blev herrefolk, og de undertvungne bønder blev livegne. Hvor tyskerne i Sønderjylland tog dansk jord i besiddelse, blev rettens, kirkens og skolens sprog tysk. Denne kolonisering trængte længere og længere nordpå. Efter kong Kristian d. II´s fald i 1523 blev hertug Frederik af Gottorp konge i Danmark. Helt i modsætning til tidligere danske konger styrede han Sønderjylland efter tyske love og forordninger. Fra hans tid stammer Det tyske Kancelli, der fra København styrede Sønderjylland på tysk indtil 1848. De danske konger og regeringer forstod overhovedet ikke faren ved tyskernes herskertrang i Sønderjylland. Kun Griffenfeldt forstod faren omkring 1675. Almuen i Sønderjylland holdt fast ved det danske sprog. Endnu i 1810 viste en undersøgelse, at befolkningens sprog var dansk i en bræmme syd for Slienpå halvøen Svans og nord for Slesvig-Danevirke til det frisiske område ved Husum. I 1830 talte folk fra Østerfjolde dansk på torvedagene i Frederiksstad. Kong Frederik d. VI udstedte d. 15. december 1810 på dansk en forordning, der påbød dansk i skole, kirke og ret i de dele af Sønderjylland. hvor folkesproget var dansk. Men Det tyske Kancelli lagde forordningen til side og fortyskningen forsattes. Først med sprogreskriptet i 1851 fik det danske sprog bedre forhold i Sønderjylland. Den nordlige del, fra Kongeåen til linjen Flensborg-Tønder, fik dansk som kirke-, skole- og retssprog. Den sydlige del fik tysk som kirke-, skole- og retssprog. Landsdelen midt imellem - Mellemslesvig - fik blandet sprog. Undervisningen i skolerne var på dansk, men med undervisning i tysk fire ugentlige timer. Man kunne selv bestemme, om retssproget skulle være dansk eller tysk. Haderslev, Åbenrå, Sønderborg og Tønder fik samme ordning som de blandede distrikter. Sprogreskriptet fra 1851 fik mange præster, lærere og andre embedsmænd fra kongeriget til at rejse til hertugdømmet Slesvig, eller Sønderjylland, som det nu var blevet mere almindeligt igen at kalde landsdelen mellem Kongeåen og Ejder. Men Borgerklasserne var jo blevet godt trætte af at se på hvorledes, at adelen og kirken tidligere var skattefrie og samtidig kunne opkræve skatter og pålægge almindelige menneske hoveriarbejde. Disse begunstigelser ville Borgerklasserne også havde andel i. I forlængelse af købstandsrettighederne og handelsrettighederne opløste Borgerklasserne "den gamle orden" efter 1848, og opbyggede et nyt økonomisk system, et hierarki med bevillinger, monopoler, begunstigelser, næringsbreve, m.v., hvor de underordnede led var indforstået med Borgerklassens overordnede dispositioner og politiske synspunkter. Al den snak om frihed, lighed og broderskab, var kun en parole, som Borgerklasserne brugte for at sætte folkemasserne i sving i købstæderne, så Borgerklasserne i byen selv kunne overtage den økonomiske og juridiske magt, i et eller andet nyt territorium. Efter at Danernes Borgerklasser (eller var de tyskere ???) havde fået fri næring i 1848, valgret og senere parlamentarisme, forstod Borgerklasserne, at legitimere deres nyopfundne fædrelandskærlighed, nationalismen og deres økonomiske indflydelse (magt og ret) ved at uddanne deres egne »præster«; og da trykkeriarbejdet efterhånden kunne give økonomisk udbytte, var det også vigtigt for Borgerklasserne, at påberåbe sig retten til ytringsfriheden, thi ellers kunne der jo ikke tjenes penge på at trykke pjecer, bøger eller små aviser. Udbredelsen af mønter og sedler (pengesystemet) var meget træg. Langt op i vores tid, var der ingen penge mellem almindelige mennesker. Det fremgår også af denne skildring, hvor fattige Borgerskabets kommende kulturbærere var. De penge, som Borgerskabet fik via den første handel - forinden de blev Borgere og Bankier, holdt de godt fast i, og de opbyggede et system af privilegier, svindel, korruption, der er uden sidestykke i historien. Tænk blot på, at det endnu i dag er umuligt at købe en vare direkte hos en fabrikant eller hos en grosserer. Og da Borgerklasserne overtog magten, var Borgerklasserne så frække at påtvinge deres eget folk, både en 12 eller 16 timers arbejdsdag - under de uhyggelige vilkår - med børnearbejdere. Borgerklasserne stod ikke tilbage for de gamle udbyttere og undertrykkere. Thi også Borgerklasserne kunne komme i fortvivlelse og udbrud mod de kristne sæder og skikke. I Frankrig blev kirken smidt på porten i 1789, - men Napoleon tog kirken til sig igen, da han kunne bruge kirken i sine »revolutionskrige«. Således gik det mange steder. Først fordømte Borgerklassen både kirke og adel, - men da Borgerklasserne selv havde svunget sig op, som den herskende klasse, gik de snart i forbund med både kirke og adel. Oplysningstidens frihedstrang mod religion, - for videnskab, - blev blot afløst af Borgerklassernes krav om religionsfrihed. En bemærkelsesværdig handling - og kun Deres Gud og samvittighed kan have medlidenhed med deres uforskammede moral og handlemåde. Alt for ofte var det jo kendt, hvor skammeligt og dobbeltmoralsk livet var for de øverste klasser, og hvorledes de med penge og gods kunne købe kirkemagtens velsignelse og frikøbe sig fra rettens dom. Næppe nogen samfundsklasse har »blotet« så mange mennesker, som de kristne Riddere og de kristne Borgerklasser. Borgerklasserne startede utallige krige, medens de priste Herren og freden. Tænk bare på korstogene, handelsborgerskabets erobringskrige mod kolonierne eller krigene i det 20énde århundrede; 1. og 2. Verdenskrig. I det 1800 århundrede medførte "bøndernes frigørelse" blot at bønderne blev inddraget i Borgerklassenernes betalingmidler og af et gældsslaveriet. Senere skulle børnene blive ombragt af Kong kapital i kulminerne og i de vordende fabriksanlæg. I dag er alting kapitaliseret: ældreforsorgen, sygdom, undervisning, og ingen kan undslå sig skatter og afgifter til pengemændene. I dag brænder man ikke folk som kættere på bål - man kaster napalm over dem, som de kristne amerikanerne gjorde det i Vietnam. I USA er dødsstraf populær i "den elektriske stol". Og tænk på, at da de romerske Overklasser antog kristendommen, som den eneste tilladte religionsdyrkelse, afskaffede de kristne romere ikke slaveriet. Slaveriet brugte de kristne i endnu 1.500 år, - og endnu i dag, er der nogle af de værste banditter i USA's sydlige stater, der fastholder deres ret til at holde mennesker med sort hudfarve som slaver. Og vi kender også det kristne USA´s »nationale interesser«, der strækker sig over hele jordkloden. Og Tyskland er heller ikke færdig med sit territoriale spil. Netop Kroatien og Slovenien var de rigeste republikker i den Jugoslaviske Føderation. Ligesom det daværende velhavende Slesvig/Holstenske Borgerskab i 1848/64 valgte "selvstændigheden" og krigen og forbund med Tyskland, således valgte nogle tilfældige mennesker i Kroatien og Slovenien efter at de var kommer til »magten«, at søge anerkendelse hos "den tyske kejser" Helmuth Kohl i 1991. Ène og alene af EU-staternes forbund, valgte Helmuth Kohl at anerkende disse to republikkers "selvstændighed" i forhold til Den Jugoslaviske Union, og dermed var den krig sikret, der skulle ødelægge Balkanfolkene. Jo, der skal bare et par nyttige idioter til. Så starter de drabene op på folk, stammer og nationer. »Fædrelandkærlighed er noget mærkeligt noget. Ligesom malurten gror den helst af mager stenet grund; den optræder egentlig kun ren og skøn i de lag, der ikke har fædrelandet noget at takke for«, skriver Martin Andersen Nexø. Og Louis Pio skrev i 1872: »Skal vi lade os som lam føre til kapitalens slagtebænk ? Skal vi tåle, at vore fjender måske for flere år standser vor fremgang ? Nej, det kan Københavns arbejdere ikke være bekendt. Lad os derfor samle os, lad os da engang holde mandtal over alle frie arbejdere, over alle, der vil hjælpe os i kampen mod kapitalen, vi vil da få at kende vor egen magt og vore fjenders svaghed: samlede i tusindvis vil vi stille vore fordringer og love hverandre at stå last og brast, indtil sejren er vor ! Men jer, I guldets dyrkere ! I, de fattiges udsugere ! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: I har i årtusinder iskænket en bitter livsdrik, vogt jer nu, målet er fuldt ! Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller det flyder over !« I denne historiefremstilling kan man også se hvorledes hovedvægten er lagt på fortællinger om Riddernes og hovmodige Overklassers Kongemagt, deres territoriale krav, og dermed den førerdyrkelse, som Borgerklasserne senere også tilstræbte. Borgerklassernes førerdyrkelse adskilte sig altså ikke så væsentligt fra adelens og kirkens, - og denne førerdyrkelse kom både til udtryk i 1. og 2. Verdenskrig, da Borgerklasserne indbyrdes kom op og slås om territorium og kolonier, med det formål, at gøre forskellige folkeslag skattepligtige og afhængige af kapitalismens økonomiske system. Når der er et faldt i vareproduktionen og i udvekslingen af varer og en faldende handel med varer, går profitmaskinen sin død i møde. Men Overklasserne har også en løsning på dette problem. Dels vælger de at starte en krig eller også gennemfører de tvangssalg og tvangshandel af offentlig ejendom: el-værker, færge- og togdrift, veje, sygehuse, skoler, etc. og de kollektivt ejede almennyttige boliger. For Danerne startede ulykkerne, da den vestromerske kirkemagt, de frankiske fyrsters agenter, der med den tysk-romerske kejser velsignelse trængte op sydfra, og etablerede sig hér med påkrav om skatter og lydighed overfor kejser- og kirkemagt og etablerede en irrationel åndelig undertrykkelse og udslettede folkeslagenes skriftsprog (runer), med krav om jord, bygninger, slaveri, trældom og hoveri; med krav om korstog, felttog og krig, - og ikke mindst, kom de sydlige Germanske stammehøvdinge og lejetroppers indtrængen til at spille en rolle i Danernes Rige. Jovist - ved det danske Hof talte man senere fransk og tysk, - men dansk til sin hund. Selvom ingen europæere efter 600-tallet talte latin (lingua franca) eller havde latin som modersmål, bibeholdt kirkemagten latin som skrift- og talesprog. Historien viser os de uløselige modsætninger mellem: fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, borgerskab og arbejderklasse, og finanskapitalens globalisering. Vi husker konflikterne fra nyere tid i Nordamerika da de hvide kolonister tog magten fra rødhuderne (indianerne), og om hvorledes kvægdriverne kom op at slås med de nye farmere, der indtog land i vest og indhegnede landet, og hævdede deres ret til floder og vandhuller. Skjult bag kampen om et nomadeliv eller et fastboende bondeliv; bag kampen mellem by og land, skjuler sig forskellige arbejdsdelinger, produktionsmåder, produktionsforhold, ejendomsforhold, og klasser der besidder, jord og som besidder betalingsmidler, tillige med privilegier, rettigheder og voldsmagt; modsat de samfundsklasser, der er uden ejendom, uden formue og uden juridiske rettigheder, og som blot skal trælle for de få, der med ordet og kirken forsikrer os om Déres ret til et liv i lystighed og gerrighed. Historien viser os også kirkens intolerance overfor andre ideer og folkeslag. Racismen ses af retningslinierne i Dallas/USA, hvor det indtil 1975érne hed sig, at man skulle undgå jøder, negre, italienere, portugisere, spaniere, mexicanere og andre etniske minoriteter som jurymedlemmer ved domstolene, uanset hvor rige og veluddannede de måtte være. Den tyske socialdemokrat: August Bebel (1849-1913) skriver i bogen: "Kvinden og Socialismen", at Frankernes mægtige konge Karl den Store (768-814) havde 6 hustruer på én gang, og at feudalherren udpegede hustruer til mændene. Samme feudalherre havde ret til at skænde/hore med mandens brud på bryllupsnatten. I Polen skændede adelsmændene samtlige kvinder efter behag, og de mænd der beklagede sig derover fik 100 stokkeslag. Den kristne præst: Adam af Bremen, angiver i 1075 på et landkort en folkestamme i det østlige med navnet: Kynokefalerne, og skriver om folkestammen, at de med deres hundehoveder og gøen, snarere gør dem til dyr end til mennesker. Min historiefremstilling på denne hjemmeside mangler oplysninger om Danmarks geologiske tilblivelse, om jordens bonitet, om naturens ændring, om dyrenes og træernes "vandring", om huse, om skibets historie, om hærens udvikling, etc. Tænk engang også på, at når en bondemand i dag planter græs til ensilage til sine køer, er der tale om en videnskabelig forskning af græsarterne og om jordens beskaffenhed. Jeg mangler også bedre oplysninger om produktionsredskaberne, ejendomsformerne, plovens udvikling, hestens historie, rettens historie, etc.. Jeg når ikke at uddybe sprogets, religionens, juraen og skolen, som betydelige værktøjer i Overklassernes "harmoniseringsbestræbelser" (ensretning). Men Island fik sin frihed i 1944 - medens den danske regering var tysk og nazi venlig. 

Krønikeskriverne

De antikke grækere havde opdaget mellem- og Nordeuropa og mente, at dér boede Keltere i vest, og i nordøst boede Skytere. Denne opdeling med Kelterne (Keltoí) i vest og Skyterne i nordøst havde været gældende lige siden etnografen Herodot (ca. 484-424 f. Kr.). Men de havde ikke opdaget Norden. Alle ikke-Hellenere blev kaldt: Barbarer. Grækeren Pytheas fra Massalia (Marseille), der er opdagelsesrejsende mellem 350-325 f.Kr. skriver i 325 f.Kr. om Teutonerne fra Thy og området Thule i nord. Hvad vi har overleveret om denne rejse er kun nogle få linier om Ravet, der jo var grundlag for en indbringende handel i oldtiden. Han nævner æstuariet Mentonomon, Raunonia og Abalos. Æstuariet er ikke en flodmunding, men en strandsø (kan være Ringkøbing fjord). Pytheas nævner, at han har besøgt et sted: Mentonomon,hvor folket hed Inguioner, og hvor der var en stor indfjord, som er blevet antaget for at være Ringkøbing eller Bøvling Fjord. Der menes dog snarest den sidste. Stednavnet: Mentonom kunne i urgermansk være ordet for: Minde, dvs. munding, jævnfør Kerteminde, Karrebæks minde, og ved Gammel Minde, der i daglig Tale hed slet og ret »æ Minde«, medens Ny Minde hedder »æ Gaf« (Gabet), (Nymindegab) hvor der var skibshavn lige fra ravtiden og til langt ind i det 18. århundrede. En dagsrejse derfra nævnte Pytheas en havn: Raunonia og en ø: Abalon, hvor rav og »martørv« fra undersøiske moser drev ind og solgtes som brændsel til de omboende Teutoner d.v.s. Thyboer, hvorfra ordet Tjod (folk) stammer.. Raunonia, dvs. den største bygd ved fjorden, dvs. Rænnumkøbing (Ringkøbing). Nogle mener, at det må være: Rænnum, det nuværende Rindom ved »Rindum Købing« (Ringkøbing), men måske er det den ældgamle havn i Limfjordsmundingen, hvor en grusbarre gav læ for skibe, og hvor der boede Tyboer mod nord og Hardboer mod syd (Teutoner og Charuder). En sådan barre kaldes både her og andet steds for en Røn. Tyborøn findes nordenfjords, og Hardborøn og Rønland søndenfjords. Raunoia kunne måske være stamordet til dette Røn, som Abalon (måske i Urgermansk Abalom) kunde genfindes i »Afl-Heim«, senere Aalum på Aggertangen. Abalos er Avlum (navnet på en bygd ved Limfjordsindløbet). Pytheas regner en dagsrejse fra Rænnum til Avlum, men han har hørt, at ude i oceanet, to dagsrejser fra Avlum, ligger en stor ø Basileia, d.v.s. Seley, og nord derfor Thule, vistnok hans græske gengivelse af det keltiske tulach, højderne, bjergene, Bergen. Men er det rigtigt, at der ligesom ved år 100 boede Ingvioner i Vestjylland og Teutoner i Thy, at en å- eller fjordmunding hed Minde og en grus- eller stenbarre hed i fjorden hed Røn, så er det dermed også givet, at vort danske sprogs oprindelse skal søges før Pytheas’s rejse, før 300 f. Kr.. Pytheas omtaler, at der i Thule tilberedtes to drikke, den ene af korn, den anden af honning. Af malt, der var spiret, tørret og malet, tilberedtes urt, den ugærede, og øl, den gærede drik. I den vestnordiske overlevering siges det, at Odin spyttede i urten. Det gamle græsk/romerske verdensbillede ændredes radikalt i forbindelse med den romerske feltherre Gaius Iulius. Caesars krigstogter i Gallien (58-50 f. Kr.), er beskrevet i hans »Gallerkrig« (Bellum Gallicum). Men da Cæsar (100-44 f. Kr.) førte sine folk op mod Rhinegnene, kæmpede han bl.a. mod en af de Jydske Harderes stamme (Charuderne), der roste sig af, at de nedstammede fra Cimbrenes (Himbrerne fra Himmerland) og Teutonernes hære. Cæsar opdelte som den første nogensinde det nordvestlige europæiske kontinent i to geografiske områder, som han navngav henholdsvis Gallien og Germanien, og lod Rhinen danne grænsen mellem dem. Begrebet »Europa« var ikke opfundet endnu. Cæsar opfandt ved denne lejlighed både begreberne: Germanien og Gallien, såvel som befolkningsbegreberne: Germanerne og Gallerne. Samtidig reducerede han Kelterne til kun at omfatte befolkningen i det centrale Gallien, selvom Gallien bestod af tre landområder. I det ene landområde boede Belgerne, i det andet Akvitanerne, i det tredje Kelterne. Dermed blev de etniske grupper i Gallien af Cæsar alle under ét kaldt: Gallere. Cæsar skelnede heller ikke mellem de forskellige stammer i Germania, og navngav alle stammerne som Germanere, og kilede Germanerne ind midt imellem Gallerne og Skyterne. Det var Cæsars skyld, at Skandinavien på lang sigt blev opfattet som en del af Germanien og befolkningen som germansk, selvom det for Cæsar og samtidige romere var ukendt hvor Germaniens nordlige grænse befandt sig. Både Cæsar og senere Tacitus skriver, at de germanske stammer styreform er republikansk. De havde et råd af høvdinge, og de havde ingen konge. Andre mener, at de germanske stammer tidligere havde haft konger, men at disse var omstyrtet umiddelbart før romerne mødte dem første gang. Under folkevandringstiden havde de germanske stammer som regel konger. Først omkring 90 år senere, under kejser Claudius, skitserede Pomponius Mela i ca. 44 e. Kr. i sin geografi (Chorographia) det samlede Germanske landområde, ved at Germanien afgrænses af Rhinen helt til Alperne, i syd af selve Alperne, i øst af de Sarmatiske stammers landområde og i nord af Oceaniens kyst. Her mangler omtale af Jylland og af øerne ude i Oceanien. På en tempelvæg i byen Angora i Lilleasien har den romerske kejser Augustus (30 f. Kr.-14 e. Kr.) engang i de første år e. Kr. ladet indhugge: »Min flåde sejlede fra Rhinens udløb mod de østlige egne lige til Kimbrernes land, hvorhen aldrig før den tid nogen Romer var trængt frem enten til lands eller til vands. Kimbrer og Charuder og Semnoner og andre af Germanernes folk i disse lande bad ved sendefærd om mit og det romerske folks venskab«. Dengang har altså selve Romerkejserens krigsflåde passeret Skagen, men det Romerske Rige kom aldrig Danmark nærmere end da. De forsøg, kejsersønnerne Tiberius og Drusus gjorde på at skyde dets grænser frem til Elben, måtte opgives. Plinius den Ældre (23-79 e. Kr.) skriver i »Historia Naturalis«, at den bugt, der kaldes Codan (Sinus Codanus - Østersøen) er fuld af øer, og at den største ø beboes af Hillevionerne (Svionerne ?) og er opdelt i 500 herreder. I år 84 e. Kr. fastslår romerne, at Britannien var en ø. Cornelius Tacitus (55-120 e. Kr.) er romersk historiker med hovedværket om Germania (98 e.Kr.), der omtaler de ældre Germanske stammers historie. Han nævner Langobarderne (dvs. de langskæggede) som en nordisk stamme. (jfr. bakkenbarder, barder (skjalde), bardehvaler). Tacitus skriver, at Germanerlandet afgrænses fra Gallerne, Ræterne samt Pannonierne af floderne Rhinen og Donau, fra Sarmaterne og Dakerne af indbyrdes frygt eller bjerge. De øvrige dele af landet omgives af Oceanet. Tacitus har også en beskrivelse af øerne i Codan-bugten (Østersøen) og Tacitus omtaler også Sveberhavet der formentlig er identisk med Codan-bugten eller Botniske Bugt ? Oprindelsen til navnet Codan er ikke kendt, men det ligger ikke så langt på tungen fra Odin, Wodin til Codin/Codan. Tacitus bringer en omtale af Svioner (Suiones-sveerne) ude i Verdenshavet på en ø (Scatinavia). Tacitus skriver, at hinsides Lugiernes, Gontonernes, Rugiernes og Lemoviernes folk bor Svionerne, og hinsides Svionernes trækker sig et stivnet og ubevægeligt hav (ishavet). Også Fenner er nævnt. Helleren Klaudios Ptolemaios i Alexandria (ca. 85-165 e.Kr.) omtalte i sit geografiske værk fire øer, som tilsammen kaldtes Skandiai og var beliggende øst for Den Kimbriske Halvø(Jylland). Navnet: Skania kommer senere til at lægge navn til både Skåne og Skandinavien og Romerne vidste, at fra Himmerland kom Kimbrerne. Ovenover Sakserne placerede Ptolemaios Den Kimbriske Halvø (Jylland). Saksernes folkestamme er af uklar oprindelse og er nævnt første gang af Ptolemaios, og de boede på det tidspunkt nord for Elben i det vi senere kalder: Holsten. Den største af de fire øer hed: Skandia, og har formentlig lagt navn til hele gruppen. Den lå ud for floden Vistula (Wisla). Ptolemaios kalder stammen i nord for: Charudes. Ptolemaios forklarer, at i Skåne boede: Daukeiones (Daneiones) og over dem i det senere svenske område af Skandia, boede Sveerne (Suiones i Uppland), Göterne (i Götalandene) og Guter (på Gotland). Syd for Østersøen boede Gutonerne (fra Gotland), Rugiklerne på Rügen, Burgunderne fra Bornholm samt Teutonere. Burgunderne vandrede senere til "Frankrig", hvor de gav navn til Burgunderriget (Bourgogne). Helt mod nord mødte nordboerne Finnerne (Kvænerne) og Lapperne, der talte et fremmed sprog (finsk-ugrisk). Tidligere finder vi nævnt den store ø Nerigon, men om det kan være Norges Navn, er tvivlsomt. Derimod omtales øen Scandia, Scandinavia, Scadin- avia; det er det senere Skán-ey, Skåne. Det er efter dette Ord man har givet de nordiske Folk Navnet Skandinaver. Kan endelsen have forbindelse til Avarerne, og vi kender jo endelsen -naver fra de vandrende håndværkssvende: naverne ? I Skandia vestlige del, dvs. på de norske kystområder boede folkestammerne: Håløyger (i Hålogaland), Trønder (i Trøndelag), Sygner; Horder (i Hordaland, dvs. samme navn som i Hardsyssel), Ryger (i Rogaland; samme navn som Rugii, der hos Tacitus er en østgermansk stamme, Rügen); Thiler; Grener; Romerikinger (i Romerike); Ranrikinger (i Ranrike). I det danske område: Danerne, Vendelboer (Vandalerne), Himmerboer (Kimbrerne) Tyboer (Teotoner) Hardboer (Charuderne), Jyder (Eucii) Angler, (H)Erulerne. På Pholemæus kort over Jylland er nævnt følgende navne syd mod nord: Lakkobardoi, Treva, Albis, Saxones, Sigulones (ved kysten), Sabaliggior, Kobandoi, Eundusioi, Chaloi, Kimbriké Chersonésos, Charudes, Kimbroi. Sankt Agustin (353-430 e. Kr.) omtaler forskellige monsterracer indenfor menneskeheden. Men i tidlige arabiske kilder findes også beskrivelser af Norden. Jordanes (ca. 485-552 e. Kr.) var Gotisk historiker i Byzans og skrev på latin en verdenshistorie samt bøgerne om Goternes oprindelse og historie. Han skriver, at Gothernes oprindelige hjemland er Skandinavien (Scandza). Jordanes taler ikke om øen: Codannovia, men øen: Scandzia (Scandza). Her dukker navnet: Daner op for første gang i historien som: Dani. Jordanes lader Danerne udgå af stammen: Suetidi (dvs. Svikiod), hvilket blot vil sige, at de oprinder fra det skandinaviske fastland, som han kalder Thule. Jordanes mener, at Herulerne i fortiden er fordrevet fra deres bosteder i det nordlige, selvom Herulerne var af højere vækst end Sveerne, og skønt at Sveerne var højere end alle andre nordiske stammer. Jordanes nævner 29 forskellige folkenavne i Skandinavien, bl.a.: Liotida (i Luggude herred ved Kullen), Hallin i Sydhalland, Bergio i Bjärre herred, Alhelmi i Himle herred, Finnaitthae i Finnveden, Fervis i Fjäle herred, Gauthigodt i Västergötland, Evagreotingis ved Göteborg. Efter år 500 e. Kr. gør en ny centralbygd sig gældende i Uppland. Prokopios var byzantinsk græskskrivende historieskriver i det 6. århundrede (ca. i 550 e. Kr.) og skriver bl.a. om Belisarius felttog. Prokopios relaterer Danerne (Danoi) til Jylland. Danerne bor nord for Slaverne og Varnerne. Romana slutter i 551 e. Kr. sin Goternes historie: Getica (Østgoternes historie) - sandsynligvis skrevet i Konstantinopel (Byzans-Miklagaard)). Gilda, har i Britanniae omkring midten af 500-tallet skrevet om Saksernes fordrivelse af Britanno-Romerne. Sakserne blev under grufulde kvaler tvangskristnet af Frankerne på kontinentet, og mange flygtede løbende til Britania, ligesom Sakserne forsøgte at "flygte" nordpå, men blev stoppet af Danerne dér og af volden: Dannevirke fra 737. Gregorius Turonensis (Gregorius af Tours 538-594 e. Kr.) skriver Historica Francorum (Franker krønikken) i slutningen af 500-tallet, efter at han er blevet biskop i 573. Isodor, biskop i Sevilla, skrev vestGoternes historie i 620 og 625 e. Kr.. Det engelske kvad: Beowulf, er for første gang blevet nedskrevet i det 7. århundrede. Angelsakseren Willibrord, biskop af Utrecht, skriver om de vilde Danere efter en missionsrejse i begyndelsen af 700-tallet. Nordhumbriens kirkefader: Beda Venerabilis (672-735 e. Kr.) - Beda »den Ærværdige« skriver i 731 »Historia Ecclesiastica Gentis Anglorum«, Anglerfolkets Kirkehistorie, om hans eget sejrrige folk: Anglerne, at tre mægtige germanske folk erobrede England: Sakserne, Anglerne og Jyderne. Jydernes efterkommere bebor Kent, øen Wight og kysten (Hampshire). Men disse Jyder, skal sandsynligvis nok være Frisere, som Prokopios angiver. Beda fortæller os, at landet Brittanien i den keltiske tid hed Albion, og at der er 50 mill. (450 stadier) til Morinernes land, med havnen Gesforiacum (i det flamske Dunkirk), som Anglerne kalder Reptacestir. Morinerne er kendt på den Galliske kyst i nærheden af Menapierne, der var deres naboer. De jydske marker og landsbyer forsvinder dog i 300-tallet, så Jyderne er nok rejst til de Angliske og Frisiske områder, og derfra til England. Allerede på det tidspunkt er Danerne trængt frem på Fyn. Langobarderen: Paulus Diaconus (ca. 720-799) skrev Historia Romana i 770 og Langobardernes historie i ca. 790 på klostret: Monto Cassino. For ham var Langobarderne en Germansk stamme, der var udvandret fra en ø i Oceanien (Scadinavia). Den Angelsaksiske biskop: Willehad´s (ca. 740-789) levnedsbeskrivelser er fra 782. I 793 omtales folkene fra Norden i protokoller i klosteret i Lindisfarne. Einhardus (Einhard fra Frankrig 770-840 e. Kr.) skriver »Vita Karoli Magni« (Karl den Stores Liv og Levned). Den er skrevet omkring året 820, og den ligger således før Jelling-perioden. Men den har interesse, fordi det her for første gang omtales, at Dannevirke bliver bygget. Rimbertus (830-888 e. Kr.), der var ærkebiskop i Bremen skrev »Vita S. Anskarii« (Ansgars liv og levned). Den Angelsaksiske krønike på oldengelsk prosa er et af middelalderens kildeskrifter. Den blev påbegyndt under kong Alfreds regering i slutningen af det 9. århundrede og fortsattes i næsten 400 år. Der er to rejseberetninger fra 890 e. Kr., der fortæller om Hedeby. Det første sted, vi læser om navnet: Danmark, er i kong Alfred den Stores i Wessex supplement fra 890 e. Kr.. Det var et supplement til Orosius antikke verdenshistorie, idet Alfred lod fremstille en geografisk beskrivelse af det nordlige Europa, hvor betegnelsen »dene mearc« bruges om det danske område. Alfred fik også en beretning fra nordmanden, dvs. fra Halogalændingen Ottar og fra købmanden: Wulfstan, fra Hedeby. Wulfstan sejler fra Hedeby (of Hædum). Venden (Weonodland) havde han om styrbord, og om bagbord havde han Langeland (Langaland) og Låland (Læland) og Falster og Skåne (Scóneg), og disse lande hører alle til Danmark (Denemearcan). Og dernæst havde han Bornholm (Burgenda land) om bagbord, - og de har selv en konge. Dernæst efter Bornholm havde han de lande, som kaldes Bleking (Blecingaêg) og Møre (Meore, d.v.s. Möre herreder i Kalmar len) og Øland (Eowland) og Gotland, og disse lande hører til de svenske. Forleddet »Dan« i Danmark (Dena-marc) skulle efter ældre plattysk betyde: "fugtig lavning". Stednavnet: »Dan«, forekommer på flere steder på fugtige jorde. Efterleddet »mark« betyder grænse, og derfor skulle ordet Danmark (efter frankisk) være stedfæstet til "den fugtige jord og grænse i landskaberne ved Ejderens munding og Slien" (Sillende-Sinlendi), hvilket også stemmer overens med beliggenheden i Alfred den Stores historiebog. Hele dette landområde var i ældgammel tid fyldt med moser og skove, - og det var dét landområde, som Prøjsen og Østrig fratog Danerne i 1864. Ordet: »Danelagen« i Brittania, betyder blot Danernes land, Danernes Lov. Reginos krønike er skrevet i ca. år 900 i klostret Prum ved Køln, og han har også i året 884 en omtale af »Denimarc«. De kristne foretog en geografisk tredeling af den kendte verden, idet de mente, at der var tre kontinenter efter Syndfloden, der var blevet befolket af efterkommere af Noahs tre sønner: Sem fik Asien; Ham fik Afrika og Jafet fik Europa. En spansk araber: At-Tarúchi, skrev i 950 om sit ophold i Hedeby, "at byen er en meget stor by ved verdenshavets yderste rand, og at byens beboere tilbeder Sirius". Tiden omkring Gorms og Haralds regeringstid er beskrevet dels af Widukin fra Corvay, der skriver sin Sakserkrønike en gang omkring 970. Biskop Thietmar fra Merseburg beskriver begivenhederne i Tyskland fra ca. år 900 til år 1018. Konstantin Porphyrogenitos fortæller i ca. 950 om Kiev-Rus fyrsternes økonomi. Adam af Bremen har skrevet sin beretning: »Historia Hammaburgensis Ecclesiae« i årene fra 1072 til 1075, altså mere end 100 år før Saxo skriver sin Danmarks-krønike. Adam, der stammede fra det sydlige Germania (Franken), har selv rejst rundt i Danmark, hvor han har talt med den daværende danske konge, Svend Estridsen, hvorfra størsteparten af Adams oplysninger oprinder. Oplysningerne skulle tilpasses den frankisk-kristne historiefremstilling, og noget er afskrift efter andre tidligere skribenter. I det 10. århundrede nedskrev »tyskerne« det store epos om Siegfrieds og Brünhildes tragedie, Nibelungenlied. Der fandtes mange samlinger med skildringer på fransk kaldet Chansons de Geste, »stordådsskildringer«. Den berømteste er Rolandskvadet, der handler om den øverstbefalende for Karl den Stores Arrieregarde, der bliver indespærret i Roncesvailes-passet i Pyrenæerne og hugget ned til sidste mand. Beretningerne om Tristan og Isolde, og om kong Arthur og hans mænd er produkter af middelalderens fantasi. Bayeux-tapetet i Nordfrankrig er fra 1070. I Danmark skal vi frem til år 1100 e. Kr., førend der ligger en regulær skriftlig beretning om forholdene. Den tidligst kendte beretning, er fra den engelske munk Ælnoth, som i Odense skriver om Knud den Hellige, der blev dræbt af bønderne i 1086. Ælnoths beretning er sandsynligvis skrevet omkring år 1120. Roskildekrøniken omhandler tiden frem til 1138; Knytlingesagaen omhandler Danmarks historie frem til midten af 1180’erne. Meget af de skriftlige overleveringer stammer fra klostre og de store kirker. Årbøger, gavebøger, velgørerlister, dødebøger, stiftelseshistorier for klostrene og bispekrøniker og bispelister for kirkerne. Bl.a. fra Sorø, Næstved, Øm Klosters Krønike, Ribe Bispekrønike, Bispelister, Lunds broderliste (Lund Domkyrkas nekrologium), Lundenecrologiet, Roskilde Gavebog, Colbaz-årbogen, Sunesønnernes psalter, beretninger af cisterciensermunke; Gumlösa Kirke, St. Mikkels Kloster i Slesvig, Ryd Kloster (Rydårbogen), Dødebog fra Herisvad (Skåne); Den norske Kong Sverres Saga; Den islandske Fornmanna saga. Fra 1100- tallet er der Helgenlegender, og Levnedsskildringer af Viborg bispen Gunner. Kirkelovene for Skåne og Sjælland er nedskrevet i anden halvdel af 1100-tallet. Landskabslovene for Skåne, Sjælland og Jylland er nedskrevet i første halvdel af 1200-tallet. Den første egentlige Danmarkshistorie bliver skrevet af Svend Aggesen, der var herremand. Han stammede fra en kendt stormandsslægt (Thorgunneslægten), og havde været medlem af den kongelige hird: Thinglid. Han havde bl.a. deltaget i kampen mod Venderne om herredømmet over Østersøen og skriver selv, at han har set biskop Absalon ødelægge Jomsborg. Hans Danmarkshistorie starter tilbage fra sagnkongen Skjold og slutter omkring år 1185. (Sven Aggesøns historiske skrifter). Hirdloven (Vederloven) findes i Sven Aggesens historie og en kortere udgave findes fra Absalons hånd. I Krøniker fra Valdemarstiden skildres nogle danskeres lidet glorværdige indsats i korstoget 1187-91. Radulfus Nigers Krønike (England) behandler tiden op til 1199. Af andre bøger skal nævnes: Kong Valdemars Jordebog, Valdemar Årbog; Kilder til Danmarks Historie i det 12. Århundrede, Harald Hens Love, Ældre Sjællandske Krønike indeholder oplysning om det store Skånske oprør; Danmarks middelalderlige annaler; Danmarks Riges Breve. En Slaver-krønike (Chronica Slavorum) er skrevet af Helmold (1120-1177), der var præst i Bosau ved Pløen i Holsten i 1170. Han er altså holstener og er samtidig med Valdemarerne i Danmark, og der findes i hans krønikke mange oplysninger om Danskernes kamp mod Venderne. Helmold arbejdede for biskop Gerold under Sakserhertugen: Henrik Löve. Helmolds slaverkrønike er skrevet i ca. 1165-75, og denne krønike forsættes af Arnold af Lübech (død 1212), der omhandler tiden 1170-1209. Helmods krønike beretter om Harald Blåtands dåb og om Friserne, og de Saksiske hertugers og Holstenske grevers historie. Størstedelen af den middelalderlige litteratur er forfattet på latin, og meget af litteraturen har religiøst indhold i anekdoter, fabler og hymner. Kort efter at Svend Aggesen havde skrevet sin Danmarkshistorie, begynder Saxo at skrive sin store og omfattende »Danmarks krønike« (Gesta Danorum), Danernes Bedrifter, der er skrevet i perioden umiddelbart efter år 1200. Denne krønike er bestillingsarbejde fra sejrherrerne. Og tænk lige på, at fra Absalons magt i 1180, gik der ikke mere end ca. 140 år til 1319, hvor de lykkedes de kristne banditter, at pantsætte hele Danmark med deres monopolmønter, og Valdemar Atterdag der får så meget ros for at samlede Danmark var ikke andet end en røverridder, der brandbeskattede bønderne hvorefter de gav ham fik tilnavnet »den onde«. Fra det øvrige Skandinavien, først og fremmest Island, findes der en lang række nedskrevne beretninger. Islændingen Snorra Sturlason har skrevet den norske kongekrønike, Heimskringla. Man antager at den er skrevet i årene lige efter 1220, da han var på besøg i Norge. Under de borgerkrigsagtige tilstande på Island i 1260´erne blev Snorre Sturlason myrdet i sit hjem i Reykholt. En anden islandsk beretning, som omhandler Jelling-tiden, er den såkaldte Jomsvikingesaga, der er nedskrevet i tidsrummet mellem år 1200 og 1230. På korstogstiden forfattede ærkebiskop Vilhelm af Tyros: Kongeriget Jerusalems historie. Korstogene gav også stødet til historiske arbejder på folkenes eget sprog, bl.a. Villehardouins og de Joinvilles skildringer. Det såkaldte frihedsbrev: Magna Karta i 1215, Flamsk lov, og Magdeburgs Frihedsbrev, blev efterlignet andre steder. Mange universiteter blomstrede op. Verdens ældste universiteter er Fes i Marokko, der er grundlagt i 859 og Al-Alzhar i Cairo fra 970. Universitetet i Bologna er fra 1088, Paris fra ca. 1150, Oxford blev grundlagt af en gruppe studerende fra Paris i 1167, Salerno i 1173, Neapel-universitetet blev oprettet i 1224 for at uddanne statsembedsmænd, Cambridge blev grundlagt af folk fra Oxford i 1229, Toulouse i 1229; Montpellier i 1289, Prag i 1347, Heidelberg i 1386 og Medicierne oprettede »Det platoniske Akademi« i Firenze i 1440. København fik først universitet i 1478. Digteren: Dante Alighieri (1265-1321) udgav det berømte værk Divina Commedia - Den guddommelige Komedie, hvori digteren føres gennem helvede, skærsilden og paradiset. Dette digterværk blev imidlertid ikke skrevet på latin, men på det Toskanske folkesprog. Den tidlige udvikling af en national litteratur på Toskansk betød, at denne dialekt fremfor de andre blev hele Italiens sprog. Hvis en ung mand ville studere jura eller medicin indskrev han sig på et universitet. Var han interesseret i kirkeret (den kanoniske ret) søgte han til universitetet i Paris, som i det 13. århundrede var centrum for de teologiske studier. Havde han interesse for civilret, valgte man Bologna, hvor han kunne studere Justinians Codex og således stifte bekendtskab med Romerrettens kompleks. Den, der ville studere medicin, kunne vælge mellem Salerno, Padua eller Montpellier i Sydfrankrig.

De ældste spor i Danmark

Det ældste spor af mennesker i det nuværende Danmark er fundet ved Vejstrup Skov nær Christiansfeld. Fundet er ca. 240.000 år gammelt, og fra det som vi kalder Clacton-kulturen (Holsten-perioden). Efter den næstsidste istids tilbagetrækning skabtes der klimatiske forhold som medvirkede til, at de større jagtdyr søgte hertil. Det er yderst begrænset hvad vi ved om vilkårene så langt tilbage som for 240.000 år siden, da en gruppe palæolitiske jægere slog sig ned på dette sted nær ved nordbredden af Holstenshavet, der dækkede Holsten med tilstødende områder. Disse menneskers redskabsinventar er først og fremmest kendetegnet ved håndkiler, redskaber eller slagvåben med et bredt håndgreb, der går jævnt over i en skarp spids. Til fremstilling af disse håndkiler anvendtes skiveafslag af flint. Tilsvarende og samtidige håndkilekulturer er den engelske Clactonien-kultur, opkaldt efter findestedet Clactonon-Sea i Essex, og den franske Acheuléen-kultur (efter landsbyen Saint-Acheul i nordFrankrig). Man må endvidere gå ud fra, at disse jægere har været af før-neanderthal-type, men dog af slægten Homo. Dette bekræftes af kraniefund fra Swanscombe i England og Steinheim i Tyskland. Det næstældste danske fund er nogle marvspaltede dådyrknogler fra Hollerup vest for Langå, sydvest for Randers, hvor der også er spor af mennesker, som er 90.000-70.000 år gammelt - dvs. fra før den sidste istid. Knoglerne stammede fra sidste mellemistid for henved 100.000 år siden, og at de måtte være spaltede af mennesker, der har villet sikre sig den næringsrige knoglemarv. Der kendes der ingen redskaber fra fundstedet, men fra perioden har vi kendskab til knogler af dådyr, elsdyr, kronhjort, bison, bæver og den kolossale skovelefant. De sultne mennesker ved Hollerup har antagelig udgjort en gruppe neanderthalere eller måske tidlige repræsentanter for nutidsmennesket, Homo sapiens. Fra Midteuropa kendes flere huler, hvor der af og til findes grave tilknyttet den såkaldte Moustérien-kultur, som neanderthalerne var bærere af. Endnu en istid: Wejchsel-istiden, skulle brede sig fra vestNorge og vestSverige og siden længere øst- og sydøstfra ud over det meste af Danmark. I Jylland bredte isen sig og lå med en skillelinie fra den nordlige ende af Nissum Fjord til Viborg og derfra ned gennem Jylland til Padborg. På denne måde opstod den jyske højderyg. Vest for højderyggen lå et isfrit område, der blev til de jyske hedesletter. I disse sandede og magre smeltevandsudvaskede egne, har der i denne istid formentlig levet flokke af rensdyr, moskusokser og mammutter. Isen begyndte at trække sig tilbage i Nordjylland og bevægende sig sydøstover. Men det tog årtusinder før konturerne opstod af det landkort, vi i dag kender som Danmark. I dag taler man også om Hamburg-kulturen (12.000-10.500 f. Kr.), der er opkaldt efter bopladser i Ahrensburgdalen lidt nord for Hamborg, og den yngre Federmesser-kultur (Pennekniv-kultur). Mellem Vojens og Jels ved Kolding er fundet en boplads med redskaber fra Hamburg-kulturen. Ved botaniske undersøgelser og efter istriden og klimaændringer har man opdelt tiden og jordlagene i Bølling-kulturen (varm)(15.000-13.800 f.. Kr.); Ældre Dryas (kold) (Dryas er en artisk plante, rypelyng) (13.800-13.500 f. Kr.); Allerød-kulturen (varm) (13.5000-12.500 f. kr.); Yngre Dryas (meget kold)(12.500-11.500 f. Kr. ); Hele denne periode var præget af hurtige klimaskift, og kaldes sen-istiden (senglacial-tiden), og den slutter ca. 9.500 f. Kr.. Nu begynder varmetiden (postglacial-tid) fordi der fra den tid og op til i dag, ikke er optrådt markante klimaskift. Birke-fyrre-tid (8.300-7.000 f. Kr.). Fra 1400-1700 e. Kr. er dog "en lille istid"

Seneste palæolitisk - mesolitisk - neolitisk tid

10.000 - 4.000 f. Kr.

Oldstenalderen strækker sig over palæolitikum fra 1.900.000 f. Kr til 8.300 f. Kr.; - mesolitikum (ældre stenalder) 8.300 - 4.000 f.Kr.; - neolitikum (yngre stenalder) 4.000 - 1.800 f.Kr.. Det var først i yngre stenalder, at landet fik det udseende, som ligner det nuværende. Et specielt jysk særkende fra sidste istid, er bakkeøerne og udvaskede moræneområder fra forrige istid, som flere steder afbryder de flade hedesletter. I oldtiden virkede disse landskaber tiltrækkende på mennesker, da man i det flade Danmark søgte efter de få højder. Også oldtidsvejene i Jylland følger højdedragene i landskabet. Isens afsmeltning foregik i flere tempi, idet klimaet til tider blev så koldt, at isen gjorde nye fremstød. Men isen nåede dog aldrig helt frem til den gamle opholdslinie. Det ældste jyske efter-istidsfund er en flækkepilespids, 10.000-12.000 år gammel fra Nørre Lyngby nord for Løkken i Vendsyssel, og pilen er nok afskudt af omstrejfende rensdyrjægere. Fra andre lignende fund i Holsten har der været jagt på rensdyret. Over 90 % af de fundne knogler fra de holstenske bopladser er fra rensdyret, som er blevet jaget med bue og pil. Andre fangstredskaber var ben-odde med modhager og køller af ren-tak. I kulturhistorisk henseende befinder disse jægerkulturer sig på overgangen mellem palæolitikum og det efterfølgende hovedafsnit af oldtiden: mesolitikum. Vor nuværende varmetid blev indledt i ca. 11.500 f. Kr.. I ca. 10.000 f. Kr. var Hamburg isfrit og i ca. 7.500 f. Kr. var Stockholm isfrit. Men efterhånden som isen tøede op, steg havet, og mange landområder blev oversvømmet. Træerne begynder at vandre ind i Danmark (Birke-fyrre-tid 8.300-7.000 f. Kr.). Først i 10.000 f. Kr. er der i Danmark tale om en egentligt menneske-kultur (Bromme-kulturen). Ved Bromme nord for Sorø er fundet en stenalderkultur, der er ca. 10.000 - 7.400 år gammel (Bromme kulturen), der efterfølges af Maglemose-kulturen (Mullerup-kulturen på Vestsjælland) fra 7.500 til 6.000 f. Kr.. Nu begyndte små træklynger og derefter lysåbne birke- og fyrreskove at brede sig over landet, og derefter fulgte hasselen efter. Til de ældste bopladser fra denne periode hører bopladsen ved Klosterlund på Viborg-kanten. Klosterlund-kulturen er fra 7.500-7.000 f. Kr.. Beboerne var jægere, der har jagtet skovenes vildt af kronhjorte, rådyr, elsdyr, urokser og vildsvin. Rensdyrenes, vildhestenes og bisonernes tid var forbi, og disse dyr hørte nu til i tundralandskabet uden skov. Rensdyrene var nok de første, der fortrak. Jægerne var eksperter på deres felt og nok også meget mobile. Fra en samtidig engelsk boplads kendes båden. England var dengang landfast med Jylland, omend Nordsø-området var gennemskåret af brede floder. Sæson-bopladsen ved Klosterlund var ikke den eneste af sin art. Under den stadige temperaturstigning og den deraf følgende smeltning af landis blev forbindelsen til England afbrudt. Verdenshavet steg og trængte ind, og Vesterhavet opstod. Østersøen havde tidligere været en ferskvandssø (Ancylussøen), dog med en forudgående saltvandstilstand (Yoldiahavet) og før dette igen fersk (Baltiske Issø), blev langsomt omdannet til det salte Litorinahav. Det ikke-vanddækkede Danmark lukkedes nu næsten helt af urskove, domineret af lind, elm, ask og eg, og i takt med skovens tilgroning og fremvæksten af en frodig underskov forsvandt urokser og elsdyr. Bedre klarede vildsvinet sig, og ved søer og indre vandløb har mindre flokke af krondyr og rådyr holdt til, ligesom der har været rigt fugleliv. Ved Duvensee i Lauenburg er der fundet indlandsbopladser fra ca. 7.000 f. Kr.. Fra ca. 7.400 - 6.000 f. kr. er fundet en urokseknogle på Ryemarksgård, med stiliserede menneskefigurer og siksak-ornamenter. I Vedbæk på Sjælland fandt man i 1975 22 mennesker af jægerfolket begravet. Maglemose-kulturens talrige bopladser findes spredt over hele landet, men er kun kendt som indlandsbopladser. Den stigende temperatur og en øget saltholdighed i havet bevirkede, at marsvin og sæler begyndte at dukke op, og der tilførtes nye arter af muslinger og fisk. Langs kysterne opstod en ny jægerkultur, Kongemose-kulturen, i Jylland - først og fremmest i Limfjords-området, selvom der også kendes bopladser fra det indre Jylland. Kongemose-kulturen fra ca. 6.000 - ca. 5.200 f. Kr.. Mange af disse bopladser henregnedes tidligere til en særlig Gudenå-kultur. Men dette begreb er nu er afskaffet, idet det har vist sig, at oldsagerne og flintredskaber har kunnet henføres til andre kulturer indenfor ældre stenalder.. Fra slutningen af denne milde og fugtige periode (atlantisk tid) kendes Ertebølle-kulturen, som har fået sit navn efter den store køkkenmødding nær landsbyen Ertebølle ved Limfjorden. Ertebølle-kulturen er fra ca. 5.200 - ca. 4.200 f. Kr. og er udprægede kystkulturer. De store køkkenmøddingfund fra Ertebølletiden har givet perioden den internationale betegnelse: køkkenmøddingtid, og karakteriseres navnlig ved sine store dynger af måltidsrester med indhold af knogler af pattedyr, fisk og fugle, talrige sneglehuse og muslingeskaller, men først og fremmest østersskaller. Fund er gjort i bopladsen Muldbjerg i den sjællandsske Åmose, Oxie i Skåne, Store Valby i Vest- og Havnelev i Østsjælland. Medens Bromme-kulturens redskaber var simple og næsten ikke forarbejdede, udvikledes flinteteknikken i løbet af ældre stenalder, så at Ertebøllekulturens folk kunne fremstille skiveøkse, bor, flækredskaber og grov keramik. De tidligere kulturers fine og specialiserede redskaber af flint, ben og horn, afløstes nu af kraftigere flintredskaber, men stadig uslebne. Fra 4.700-4.600 begynder den første keramik at holde sit indtof i Danmark med i form af grove lerkar med spids bund og aflange, bådformede lerskåle. Hovederhvervet ændredes gradvis fra jæger- og samlervirksomhed via halvagerbrug til landbrug, og dét var en af forhistoriens mest revolutionerende begivenheder. Ertebøllekulturen har dog fortsat haft jagt, fiskeri og fangst som de vigtigste næringsveje, og det er formentlig først indenfor kulturens slutfase, at man fik kendskab til det landbruget. Nogle mener, at det var den gamle jæger- og fiskerbefolkning fra Ertebølle-kulturen, der optog den nye livsform gennem ydre påvirkning. Andre mener derimod, at agerbrugets indførelse skyldtes indvandring sydfra. Tilløb til en vis dødeomsorg kendes dog allerede fra Ertebøllekulturen, som fortsatte ned i yngre stenalder. Det almindelige var imidlertid, at de døde blev kastet ud på affaldsdyngerne. 15 km. sydøst for Randers ligger en kystboplads, Dyrholmen, der har været beboet i lang tid gennem Ertebølle-kulturens forskellige perioder.

Stenalderen

4200 f. Kr. - 1800 f. Kr.

Perioden opdeles i dag i tiden 4.200 - ca. 2.800 f. Kr. der kaldes tragtbærerkulturen, og som kendes ned til Nedre Rhin og over til Ukraine; enkeltgravskulturen, ca. 2.800-2.400 f. Kr.; og derefter dolktiden 2.400-1.800 f. Kr.. Tragtbæger-kulturen kaldes perioden på grund af keramikkens udformning. Ifølge den traditionelle opfattelse er det tragtbægerfolket, der indførte landbruget i Danmark. De klimatiske forhold blev bedre omkring 3.800 f. Kr.. og beboerne i Danmark oplevede det varmeste og mest gunstige klima siden istiden. Siden blev det atter koldere, især i jernalderen, da der var flere kølige perioder med en varighed på 200-300 år hver. Medens folkene i ældre stenalder var jægere, fiskere og samlere, der kun slog sig ned for kortere perioder, blev yngre stenalders mennesker bofaste agerdyrkere, der holdt tamdyr. Men der er uenighed om hvor landbruget opstod i Danmark. Et husdyrhold af får, ged og okse dokumenterer, at man i ca. 4.000 f. Kr. også havde kendskab til kornavl, men der har fortsat været drevet sæsonpræget jagt. Befolkningen var blevet langt mere bofast end før. De indførte slibning af bl.a. de kraftige flintøkser til brug for skovrydning. Oldsagsmaterialet består af keramik af forskellig udformning samt flintredskaber (slebne spidsnakkede og tyknakkede økser, tværpile og skive- og flækkeredskaber). I den næste fase kom tamsvinet til, og de første simple jordgrave begyndte at dukke op. Ved Hagebrogård i Midtjylland og ved Toustrup i Vestjylland er gjort keramikfund i jættestuer. Der er også Troldestuen ved Odsherred. Af kornsorter kendte de første landbrugere kun primitive arter af hvede og byg samt hvedearterne enkorn og tokorn. Det første agerbrug, må man forestille sig, har betjent sig af svedjebrug, hvor man huggede skoven om og brændte den af, hvorefter man såede i asken. Det var en fremgangsmåde, der naturligvis udpinte jorden. Men så inddrog man blot et nyt område og dyrkede dette o.s.v.. Det ældste landbrugsredskab er flintseglen. Hvornår ploven eller rettere arden kom i brug er uvist. Måske skete det allerede tidlig i yngre stenalder. Et fund af ardfurer fra Aldrupgårde i det nordlige Midtjylland, viser at man har kendt til pløjning med ard i den mellemste fase af yngre stenalder. Afbildninger på svenske helleristningssten fra bronzealderen gengiver pløjescener. Køkkenmøddingerne er de ældste minder om stenalderens folk. De findes flere Steder i Nærheden at havet og Fjordene og består af store Dynger, som indeholder Østers- og Muslingeskaller, Fiskeben og Ben af Fugle og større Pattedyr. De må være opstået ved, at Folkene i længere Tid har kastet Affaldet fra deres Måltider på de samme Steder, og Indholdet lærer os, hvad der har været den almindelige Menneskeføde i Danmark dengang. Hist og her i Dyngerne findes mange Flintesten, hvoraf nogle er groft tilhuggede og formet til Økser, Kiler, Knive og andre Våben eller Redskaber. Man har også fundet Hamre og Prene af Hjortetak og Nåle, Kamme og Fiskekroge af Ben og desuden gennemborede Hundetænder, der måske har været brugt, ligesom vi bruger Perler. En bondebygd er fundet ved Bundsø nær Brandsbøl skov på Als og ved Fuchsberg ved Satrup i Angel. Langhuse er fundet på bopladsen Troldebjerg på Langeland. I mange af de Grave, som er bevaret fra Oldtiden, findes intet Metal, men derimod forskellige Redskaber at Sten; smukt formede og fint tilslebne Økser og Hamre, slebne Kiler og Mejsler og fint tilhuggede Flintdolke, Spyd- og Pilespidser. Sådanne Grave må være opført i den yngre Stenalder, da Folkene havde opnået mere Øvelse i at tildanne Stenene, thi Våben og Redskaber fra Gravfundene indeholder flere Former og er langt smukkere end de fra Køkkenmøddingerne. Nogle smukt formede Lerkar, som ligeledes er fundet i Gravene, vidner også om, at Stenalderfolket er gået fremad i Kunstfærdighed.

Vi ved ikke så meget om vore nordiske forfædre. Men vi kan se, at de har brugt fællesgrave: Langhøjene er fra 3.800 f. Kr.. De samme mennesker var bygmestre for de markante oldtidsminder fra 3.500 f. Kr, storstensgravene, der var enkeltgrave i en rund eller aflang høj, hvorpå var anbragt en stendysse, som kunne ses vidt omkring fra. Storstens- eller megalitgravene er udtryk for en kulturstrømning, der bredte sig fra Lilleasien og Ægypten og op til syd-Skandinavien. Eksempelvis de engelske Stonehenge-anlæg og opretstående stenblokke i rækker, de såkaldte menhir-anlæg. Men vores storstensgrave er 500 år ældre end de Ægyptiske pyramider. Vi kender ca. 4700 stendysser i Danmark, og de største dæksten vejer 20 tons. Runddyssen er fra ca. 3.500 f. Kr. og består at en græsklædt rund Høj, på hvis Top der ligger en mægtig stor Kampesten, og rundt om Højens Fod står en Kreds af mindre Stene, som kaldes Vogterstene og viser, hvor Gravstedet begynder. Det egentlige Gravkammer begrænses at fem store Sidestene, der vender den fladeste Side indad; oven på disse ligger en endnu større Sten, Overliggeren, som danner Taget over Kamret, og det er den, som ene rager op over den grønne Fløj. Langdyssen er opført på lignende Måde, men den er længere og indeholder to eller flere Gravkamre. Langdyssen ved Tastrum sø i Jylland er 185 meter lang, og ved Tystrup sø på Sjælland findes Kellerød Langdysse på 125 meter i længde. I. 3.400 f. Kr. afløstes denne type af en stendysse med 5 sider (den polygonale dysse) med indgang. Jættestuerne findes over det ganske land, og er imponerende bygningsværker. Jættestuerne opstod omkring ca. 3.000 f. Kr.. Her er bredden på 3. meter og længden varierer fra 3 meter op til 13 meter, med randsten. Jættestuerne består hver især af et langt, firkantet Rum, hvis Loft og Vægge dannes af store, aflange Stene, der vender den jævneste Side indad. En overdækket Gang fører ind til Kammeret, og om det hele er kastet Jord, der når til overliggerne. Ligene blev i Stenalderen nedlagt ubrændte i Gravene. Noget helt specielt er flintminedriften, fra skakterne ved Hov Kalkværk, Skovbakken ved Ålborg og Bjerre i nærheden af Hanstholm. Keramikken fik en rigere ornamentering, og flintteknikken forbedredes i takt med en stigende import af kobbersager fra Mellemeuropa. I Frejlev Skov på Lolland er 5 jættestuer, 4 runddysser, 9 langdysser og over 100 broncealderhøje med bautasten. Kollektivbebyggelsen fra Barkær på Djursland antyder et gennemført kollektivt livsmønster uden forskelle på individerne. Noget lignende gør sig gældende for de store stengraves, langdyssernes og siden jættestuernes vedkommende. De var fællesgrave for hele slægter og bopladser, medens runddysserne i hvert fald oprindelig kun var beregnet til én mand, antagelig en lokal storbonde. Dertil kommer befolkningsgrupperne med de helt enkle og uprætentiøse grave uden overliggende sten. Var disse mennesker en underklasse eller en fortrængt befolkningsgruppe ? Noget helt for sig er de særlige kulthuse eller dødehuse, der både forekommer i forbindelse med storstensgrave (Bægerfolket), bl.a. ved Tustrup på Djursland, og med tilknytning til de specielle stendyngegrave i Nord- og Midtjylland. De sidstnævnte grave opfattes som en lokal udvikling af tragtbæger-kulturens jordgrave og tages som bevis for, at denne kultur ikke forsvandt, da enkeltgravs- eller stridsøkse-kulturen (Snorekeramikerne) holdt sit indtog. Der har boet mennesker i Sverige omkring ca. 3.000 f. Kr. Men man ved ikke, hvor folkestammerne kom fra. Disse stammer, som vi kalder nordiske, må jo på et eller andet tidspunkt være drevet ind - et eller andet sted fra. Fra nomader bliver de bofaste = den boende = bonden. Sideløbende med stenbyggerne fandtes indtil midten af yngre stenalder også nogle grupper i nord- og Midtjylland, der brugte jordgrave under flad mark eller under en høj. Enkeltgrave opstår i 2.800-2.400 f. Kr.. Den døde fik sin egen grav, og dermed indledtes den såkaldte enkeltgravskultur ca. 2.800-2.400 f. Kr., der indført af et hidtil ukendt folk eller måske blot en kulturpåvirkning. De havde altså stridsøkser, heste og snorekeramik med herop. Enkeltgravsfolkets storhedstid lå mellem 2800-2400 f. Kr.. Den mest udbredte levemåde er svedjebrug, kornavl, jagt, og hovedvægten er lagt på husdyrhold. Der er masser af fund overalt i Danmark. Denne kultur, hvis bærere menes at være nomadiserende folk, et hyrdefolk med kvægavl som hovederhverv fra syd-Rusland, kendes over det meste af øst-Europa og sættes af nogle forskere i forbindelse med den indo-europæiske indvandring til Europa. Til Danmark kom den sydfra og først til Jylland, antagelig bl.a. ad Hærvejen. Ved Holstebro er fundet oldtidsbebyggelser på hedesand. Den kendetegnes ved lave jordhøje, der ofte rummede flere på hinanden følgende gravlæggelser, og med stenøkser med skafthul, almindeligvis benævnt stridsøkser. Deres døde får gravgaver; smukke lerkar, ravperler og knogler af offerdyr samt pragtfulde flintøkser. I Jylland blev enkeltbegravelser dækket af en stendynge og placeret øverst i enkeltgravs-kulturens gravhøje meget almindelige. Andre begravelser fandt sted i snævre stengrave; atter andre lod sig nøje med sekundære begravelser i tragtbæger-kulturens storstensgrave (Bægerfolket). Hellekistetid eller dolktid er fra 2.400-1800 f.Kr. og tiden er opkaldt af hellekister og flintdolke Et særligt østjysk træk er de øst-vest-orienterede hellekister. Den forfinede flintteknik kulminerede i dolktiden. Man har søgt en raceforskel i hovedskallernes former. De ældre stenalders folk har været rundskaller/kortskaller, medens de mennesker der er indvandret i den yngre stenalder var langskaller. Men hovedtyperne er selvfølgelig i dag sammenblandet. Langskallerne havde overvægt i Svealand, Østnorge og Trøndelagen, medens kortskallerne var rigt repræsenteret i Vestnorge. De ældste gravhøje herhjemme er fra den yngre stenalder.

Broncealderen

1800 f. Kr. - 500 f. Kr.

Efter Stenalderen fulgte et Tidsrum, som har fået navnet Broncealderen, fordi vort Lands Beboere da brugte Våben og Værktøj af Bronce, der er et blandingsmetal, som består af Kobber med en lille tilsætning at Tin. Det var Folkene i Ægypten og Forasien, som først fandt på at anvende dette Metal og fra dem udbredte Anvendelsen deraf sig efterhånden til andre Lande, først til dem, der lå ved Middelhavet (Grækenland i 3.000 f. Kr.), senere til Mellemeuropa i 2.200 f. Kr., og omkring ved år 2.000 f. Kr. nåede bronchen til sydSkandinavien. Bronze var det fremherskende redskabsmateriale i perioden mellem ca. 1.800 f. kr. og 500 f. Kr.. Kobberforekomster kendes bl.a. fra en stor kobbermine i Salzburg (Østrig) og i Böhmen fandtes tinforekomster. I Broncealderen var Danmarks indbyggere mere talrige end i Stenalderen. Jagt og Fiskeri var ikke deres eneste Næringsvej; men med deres bedre Redskaber kunne de begynde at drive Agerbrug, og som Husdyr holdt de både Heste, Køer, Får, Geder og senere Svin. Flinthåndværket blev fortrængt fra førstepladsen, men vedvarede dog gennem hele bronzealderen, begunstiget af landets store flintrigdom. I den nordiske bronzealder dannes en velstående bondebefolkning med kvæghold og agerbrug som hovednæringsveje. Bronchealderfolket har levet i regulære landsbyer, og i Norden er der ikke ned til 500 f. Kr. efterladt spor af "nationale landegrænser". Tiden er præget af en rig og selvstændig agerbrugskultur, hvis befolkning har bygget imponerende store huse. Oksehuder og fåreuld har spillet en betydelig rolle, og er blevet omformet til klædedragt, kapper og hatte, hvor også kvinderne havde sammensatte frisyrer eller fletninger. De mange fund fra bronzealderen som lurerne, smykkerne, punge, drikkebægrer, kamme, rageknive, pincetter, smukt dekorerede bronchesværd, broncheskåle, m.fl. vidner om en høj kultur og om imponerende store tekniske kundskaber. Jo, der har eksisteret "internationale" forbindelser sydøstpå, og gravfund fra de ledende slægter viser tydeligvis rigdom. Hærvejen har spillet en betydelig rolle på den Cimbriske halvø, men ellers har det været skibet og åløbene, der har haft betydning som samfærdselsmidler. Verdens ældste dagligdragter stammer fra ældre bronzealder, såsom dragtudstyret fra egekistegravene fra Borum Eshøj, Egtved og Skrydstrup. I Holsten ved Bornhöved er fundet store fund ligesom Skrydstrup-pigens grav fra Vojens. Herhjemme er alene registreret 85.000 gravhøje, og gravhøjene med egekister er opbygget med tekniske færdigheder som vi ikke i dag kan afdække. Det viser sig, at teknikken med jorden, etc., medførte at ligene og genstandene kunne opbevares i tusinder af år, fordi byggeteknikken medførte, at ilten blev trukket ud af "gravkammeret". De folk der boede heroppe i bronchealderen, fik naturligvis ikke brochen og bronchestøbeteknikken for ingenting - de måtte bytte for at få fat i bronchen, og byttet har velsagtens bestået i Kreaturer, Okseskind og Rav. I Begyndelsen købte de kun forarbejdet bronce, men senere lærte de selv heroppe at støbe de forskellige Våben og Redskaber deraf, og Broncen blev da kun indført i uforarbejdet tilstand. I Grave, Moser og hist og her og utallige steder i jorden, har man fundet talrige våben, redskaber og smykker fra Broncealderen: Sværd, Økser, Knive, Armringe, Fingerringe, Halssmykker, Brystplader, Bælteplader og Spænder; enkelte af Smykkerne er af Guld, og de fleste er udført med stor raffineret Kunst. De mærkeligste Fund fra Broncealderen er nogle Blæseinstrumenter, som kaldes Lurer. Rørene af disse vinder sig i en Bue foran den blæsendes bryst, går derpå op forbi hans Hoved og vender Lydåbningen fremad. De har holdt sig så godt, at der endnu kan blæses Melodier på dem, og deres Toner har en smuk Klang. I 1.700 f.Kr. dukker bronchespyddet op i Danmark. Dekorationerne viser, at spyddene er importeret fra Donau/Karpatherområdet. I Torsted i Vestjylland er fundet en del spydspidser, og ved Smørumovre. I Valsømagle, Rørby og Fårdrup er fundet massive broncheøkser med mønstre, og fundene ved Driverhøj på Djursland er fra 1.600 f.Kr.. Også bronchesværdene dukker op heroppe i Norden i 1.600 f. Kr., men det er først i 1.500 f. Kr. at sværdet er hovedvåbenet, og smukt dekoreret, - og samtidig udgår spyddet af gravfundene. Fra ca. 1.550 f.Kr. benyttes der herhjemme en elegant formgivning i bronchestøbearbejdet og en utrolig flot og detaljeret spiral- og cirkel-ornamentik. Det skulle først være i 1.500-tallet f.Kr. at skibet dukker herop herhjemme i helleristningerne. De talrige skibe på klippefladerne i tusinder af Helleristninger fra bronchealderen viser skibe med mandskab på 31 personer, og skibet har været dyrket herhjemme under hele bronchealderen som den vigtigste genstand og det vigtigste symbol. Hverken oksen, Solvognen, hesten eller hjulet kan fortrænge skibets førende plads i bronchealderfolkets helleristninger, og øksen og fisken som symbol er heller ikke glemt. En bronchealderøkse herhjemme vejede endda over 5 kg. Bronchealderfolket fra 1.500 f. Kr. har vi valgt at kalde Højfolket, fordi de tusindvis af gravhøje kulminerede på den tid, hvor langhusene var på 50 meter i længden, og på samme tid indvandrer bøgetræet i den danske natur. Hvorslev-arden fra Viborgegnen stammer fra 1.500 f. Kr.. Fund er også gjort ved Ristoft i Vestjylland og i Fragttrup i Himmerland. Arden er en krog-ard, og bliver senere en bue-ard. At den livgivende sol i det fortsat varme klima var genstand for kult afspejles i Helleristningerne, og også lurerne, bl.a. kendt fra Maltbæk sydvest for Vejen, fra yngre bronzealder skal sikkert med deres cirkulære prydplader ses i forbindelse med soldyrkelsen. De tidligste vogne med egerhjul kendes tidligt fra ForAsien. Man mener, at egerhjulet stammer fra nordsiden af Sortehavet (ovre mod Kasakstan), hvor man i slutningen af det 3. Årtusinde er begyndt at opdrætte Heste, og har spændt hestene for tohjulede vogne. I det 2. Årtusinde har disse færdigheder spredt sig til Anatolien/Mellemøsten, hvor man så bruger stridsvogne i Mitanni-, Hetitternes- og Assyrernes Riger. Stridsvognen og egerhjulet kommer til Donau/Karpaterne i ca. 1.600 f. Kr.. Broncealderhjulet har fire eger, og firtallet er helligt. Der er mange grupper med fire øksemænd, og fire lurblæsere. Vi har fire årstider og fire verdenshjørner. Skibet og Solhesten dukker altså først op herhjemme i 1.500 f. Kr.. Hesten trækker solen hen over himmelbuen, og Hestens bidsel kendes først herhjemme fra 1.400 f.Kr.. Stridsvognen med hest kendes først i 1.400 f. Kr. i Nordeuropa, hvor den findes i en helleristning fra 1.400 f. Kr. i Kivik i Skåne. Vores Solvogn fra Trundholm mose i Odsherred skulle være fra ca. 1.400/1350 f. Kr., og det at køre med vogn, er måske blevet brugt ved kultiske ceremonier eller på den sidste rejse til det hinsides, til dødsriget. Bronzealderens rige fund af bronze, sølv og guld har ikke alene haft kultisk karakter, men har været med til at forbedre tilværelse. Med Solvognen er det første gang vi ser "egersymbolet" i Norden. Ved Smørum Ovre på Sjælland er også fundet et større offerfund fra 1.400 f. Kr.. Fra 1.400 f. Kr. er fundet store langhuse i Kalvslund og Gram i sydJylland, samt i Skrydstrup. Husene var 50 meter lange. I Sverige var et stort langhus på 60 x 10 meter. Fra ældre bronzealder kendes bl.a. Vadgård ved Limfjorden og fra yngre bronzealder bl.a. Spjald og Bjerg i Vestjylland. At samfundet har haft en klasseopbygning, fremgår af det 250 m2 store langhus fra Bjerg. Det var her landsbymagnaten boede. Ved Hohøj ved Mariager er Danmarks største gravhøj fundet. Den er 12 meter høj og 71 meter i diameter og formodes at være fra 1.410/1.310 f. Kr.. Ved Kongeåen, Vamdrup og Foldingbro er også store fund. Egtved pigen fra Vejle er fra ca. 1.370 f. Kr.. Med Kelterne fra 1.300 f Kr. skete nye kulturpåvirkninger heroppe. Thi allerede i 1.500 f.Kr. har Kelterne indledt Højgravskulturen i sydEuropa. Spiral- og cirkel-ornamentikken forsvinder omkring 1.300/1.200 f. Kr. og afløses heroppe af den en ny stil og dekoration med mangfoldige og kunstfærdige geometriske mønstre i ornamentikken. Helleristningerne heroppe fra 1.300 f. Kr. minder da lidt om de tidlige Ægyptiske billedmalerier. Man begynder heroppe at male, tegne og senere at støbe fugl og fisk, m.v.. Men mon ikke at luren er et forsøg på at efterligne elefantens snabel og lyd, og vise magt og storhed via luren. Folkene kom jo derude fra Indien, med deres slanger, som de nok har bevaret i keramikvaser, får at bruge slangerne som medicin og modgift. På nogle billeder dier slangen af hesten, fordi man troede, at slangen nedstammer fra heste. Et slangebillede (skibsstavnen) kunne også have et hestelignende hoved. Bronzealderfolket har været slangedyrkere, dvs. en del af den kultur, som vi også kender fra Kreta, m.v.. Fra det 1.200 f.Kr. gjorde nye normer sig gældende over mellemEuropa. Der blev skabt nye ruter for udveksling af varer, som afløste de ældre central- og østeuropæiske ruter, der havde betydet så meget for metalkulturens første udvikling. Broncheskålene dukker op heroppe i 1.200 f. Kr.. Udvekslingsforbindelser gik bl.a. fra Jylland ned over Lüneburgområdet, ned gennem Rhinområdet og sydTyskland, over i retning mod Rhône og ned til den "franske" Middelhavskyst, hvorfra der var forbindelse til de Mykenske handelsfolk. En anden rute gik fra Böhmen over Oberpfalz ind i Donaudalen i sydvestTyskland, hvorfra der var tilslutning til Rhôneruten, og der var også en rute fra Oberpfalz over Franken ved Main med tilslutning til Rhindalen. Her krydsede guld og tin fra "Tjekkiet" ruten med rav fra Norden. Der hvor ruterne mødtes opstod knudepunkterne, hvorfra gravene viser, at her opstod velhavende slægter, og man ser ligeledes af gravene, at kulturerne i mellemEuropa havde fælles fremtrædelsesformer. På samme tid blev mange landområder inddraget til bosættelse, og det gjaldt især i det nordvestlige og nordlige Europa. Man ved ikke hvad der er årsag til disse ændringer. Men det har nok været krigeriske begivenheder eller klimaændringer. I sydEuropa benyttes den Mellemøstlige vægtenhed: shekel, som først falder bort i det 7-6 århundrede f. Kr.. Kedelvognen fra Trudshøj på Sydsjælland er fra 1.200 f. Kr.. Jordfæstegraven er den ældste begravelsesform vi kender, og der kendes også adskillige jordfæstegrave fra jægerstenalderen. I den ældre Broncealder (1.700 f. Kr. 1.100 f. Kr.) var det skik at begrave ligene ubrændte i jordfæstegrave under hvælvede jordhøje ligesom i Stenalderen. Men en del jordfæstegravhøje er blevet udvidet og genbrugt med yderligere flere lag af græstørv i forbindelse med anlæggelsen af nye grave, og en gravhøj kan sagtens indeholde mere end 10 grave fra forskellige perioder. Jordgravhøjene har forskellig størrelse og form, og skikken med at bygge gravhøje falder også sammen med storstensgravene, dvs. dysserne og siden jættestuerne. I Tobøl ved Føvling (Jylland) er der en gravhøj (rundhøj) med en diameter på 36 meter og ca. 6 meter i højden. Langhøjene forekom især som langdysser i den tidlige stenalder, man også i bronzealderen er der blevet opført langhøje. I Jordfæstegrave fra ca. 1.500-1.300 f. Kr., er liget lagt ubrændt ned i en trækiste eller i et hul i jorden, og måske er liget indsvøbt i et skind. Fra tiden 1.700 f. Kr.- 1.100 f. Kr. findes også Stenkister, dvs. gravkister bygget af sten. Disse Stenkister kendes også fra både yngre stenalder, bronze- og jernalder, og også disse er forskellige i størrelse og form og varierer fra landsdelene. I den ældre bronzealder blev Stenkister især benyttet på Sjælland og i Nordjylland, og Stenkisterne er da 2-3 meter lange, hvor bunden af graven nogle gange er dækket med mindre sten. Disse stenkister fra ældre bronzealder kan indeholde enten et ubrændt lig eller en brandgrav. De ældste kendte Brandgrave er fra jægerstenalderen, og også i stenalderens sidste periode (Dolktiden), forekommer der et mindre antal brandgrave. Egekisterne benyttes fra 1.400 f. Kr. og til 1.250 f. Kr.. Ligbrændingen dukker op i 1.400 f. Kr. og er i 1.100 f. Kr.. en dominerende skik. Man formoder at Urnegravsperioden med ligbrænding starter i 1.300 f. Kr.. Fra slutningen af 1.100 f. Kr. - 400 f. Kr. bliver Brandgravskikken udbredt. Men i yngre bronzealder gik man helt over til ligbrænding og ofte er brændtbensgravene anlagt i ældre gravhøje. Asken kom da i en Lerkrukke, som kaldes en Urne, og hensattes i et lille Gravkammer af flade Stene; tit blev der opkastet en høj over Gravkammeret, og det er fra denne Tid, de mange kæmpehøje stammer, som findes flere Steder rundt omkring i Landet. Også Stenkisterne bliver mindre på denne tid og måler kun 1 meter i længden og 0,5 meter i bredden. I den yngre bronzealder og den ældste jernalder er Brandgravskikken er enerådende, og brandgravene kendes gennem hele jernalderen og vikingetiden. Ved år 1.000 f. Kr. bliver der flere og flere åbne landskaber, der kommer under menneskets dyrkelse. I Thy i nordJylland er der særdeles tæt bebygget. I ca. år 900 f. Kr. dukker skibene op herhjemme med slangehoveder for- og bagtil. Og omkring år 900/800 f. Kr. får bronchealderen et nyt opsving herhjemme, og nede sydpå kan man fremstille en hel "overkrop" i bronchepanser, der kan beskytte mod pile, m.v.. Det nye opsving skyldes sandsynligvis etableringen af de græske/føniske bystater i Middelhavet, og de Etruskiske byer Felsina, Veii, Caere, Tarquinia, Vulci og Volsinii, etc.. Det første jern dukker i øvrigt op i mellemEuropa i det 9. Århundrede, og i det 7. Århundrede f. Kr. er det almindeligt at benyttet jernet til våben, redskaber, m.v. i mellemEuropa. Først i det 6 årh. f. Kr. dukker jernet op i Danmark. I 800 f. Kr. ændrer keramikken udseende herhjemme under synlig påvirkning og indflydelse fra Østersøens sydlige kyster, med bølgebåndsmønstre. Både ritualer og symbolverdenen viser hvordan kulturpåvirkningen følges ad. På bronchegenstandene, spande, hornede bronchehjelme, m.v. vises motiver som fugl, slange og sol. Bidslet til hesten er også en ny type, og først nu kommer den firehjulede processionsvogn herop. Herhjemme er fundet 39 luer og en mængde edsringe af guld. Nogle af de rigeste fund er gjort ved sydvestSjælland og Kalundborg, og når samtlige fund opgøres fra det 1. Årtusinde f. Kr., er det Fyn og Sjælland som absolut repræsenterer de rigeste fund. Der er også fundet mange broncheskjolde. Ved Skalsåen i Nordjylland er afdækket en længere træanlagt vej fra 800 f. Kr.. og ved Lusehøj på Sydvestfyn ligger en stor bronzealderhøj på 8 meters højde og 36 meter i diameter. Her blev en rig bronchealderhøjding begravet, og dér ved Kirkebjerget ved Voldtofte (Helnæs Bugt) har der været et anseligt bronchealderstøberi, som også har kunne fremstille luren. Heimdals lur hed "Gjallerhorn", og kunne høres viden om, når han stod vagt på broen Bifrost og vogtede Asgård. Et ukvalificeret gæt, er at luren og andre skulpturer skulle gengive dyrelyde, og derved lokke vildtet frem eller sælerne/hvalerne ind til kysten. I det 8 århundrede f. Kr. udgjorde jernet 20 % af varebyttet i mellemEuropa, og her i mellemEuropa slutter de rige bronchealdergrave i det 7. Århundrede f. Kr.. Nu dukker de lange hugsværd op i mellemEuropa af jern og også nye hesteracer. Saltminerne i Hallstatt blev fra slutningen af det 8 århundrede et vigtigt vareudvekslingsted. I slutningen af det 6. Århundrede satte Etruskerne sig på bystaterne Podalen. I sydTyskland og østFrankrig gik Kelterne sammen i magtfulde bysamfund. Men i det 6. Århundrede trænger Skyterne ind østfra i Karpaterbjergene, og måske går de op i "Polen" i det 5. Århundrede efter det eftertragte Rav i de Baltiske områder. Og denne indtrængen skulle medføre, at handelsvejene over Böhmen/Mähren og op til sydSkandinavien bliver afbrudt, sådan at udviklingen nu går hver sin vej. Ved år 500 f. Kr. slutter den Nordiske broncealder; der finder en klimaændring sted, således at det bliver mere køligt og fugtigt, og man antager at befolkningstallet heroppe er på ca. 200.000. Her mangler jeg et afsnit om langskallerne og kortskallerne.

Jernalderen

500 f. Kr. - 800 e. Kr.

Jernet begyndte at komme frem i slutningen af yngre bronzealder, men man regner først jernalderen fra ca. 500 f. Kr.. Jernalderen inddeles perioder: Keltisk jernalder eller førromersk jernalder: 500 f. Kr. - 0; Romersk jernalder: 0 - 400 e. Kr.; ældre germansk jernalder: ca. 400 - 575 e. Kr.; yngre germansk jernalder: ca. 575 -800 e. Kr.. Nogle medregner også vikingetiden fra ca. 800 -1050 e. Kr. til jernalderen, da der var en kulturel jævn udvikling fra det arkæologerne kalder germansk jernalder. Det bliver således en lang periode, som burde kræve en bedre redegørelse, end den jeg har her - og teksten skal da også opdateres og have en bedre kronologisk oversigt. I 500 året f. Kr. har det kunne lade sig gøre at dyrke vindruer i Sverige. Men så kom der en klimaændring til det kolde. Svenskerne er præget af sin oprindelse som skovbo - langt mellem gårdene - og de var ensomme. Dér opstår storfamilier, ætten, slægtsammenslutningen, og hvis man afviger fra de gældende normer kunne man gå ud i skoven og slå sig ned, blive »skovgænger« eller drage til havs som viking. Men overfald har medført, at man søgte sammen i landsbyer, hvor der opstår en arbejdsdeling, og hvor der vælges en høvding, der skal tage sig af »krigskunsten«. Eddaen, fortæller om tiden dengang. Men ud af slægtsammenslutningen og arbejdsdelingen opstår også »storbønder« og derved en meget tidligt en magtdeling i stammen og i landsbyen. Den stærkes magt bliver gennemført overfor de svage. Og det hænger også sammen med, at de store bønder har flere trælle end de små bønder. De historiske kilder viser os bemærkelsesværdigt, at der tilsyneladende altid har været herrer og trælle, selv om kilderne ikke skildrer trællenes historien, kvinderne, krigskarlene, bønderne og folket historie, men udelukkende kun skildrer præster, embedsmænd, fogeder og kongers historie. Med landsbyen og slægtsammenslutningerne opstår der »riger« i landskaberne, hvor der opstår såkaldte landskabslove. Der er sket en tydelig arbejdsdeling. I perioden 500-400 f.Kr. falder temperaturen heroppe i Skandinavien, og det regner, så der opstår store sumpede områder. Vegetationen er gået tilgrunde og dyr og mennesker er flygtet. 1/3 af Bardernes stamme (Winnilerne) udvandrer fra Sverige som følge af misvækst. De går mod syd og går over til Pommern, vestPreussen og østHolsten, hvor de har slået sig ned fra 400 f.Kr. til 100 f.Kr.. De Germanske stammer: Vandiler og Silinger placerer sig i østPommern og Schlesien. Ture over Østersøen er ikke unormalt. Men der må være sket indvandring af nye folkestammer i Danmark, der har overtaget landet og magten, og derved har forårsaget et kulturskift. I begyndelsen af jernalderen holdt man op med at dyrke Solen som guddom. Istedet fremtrådte dyrkelsen af frugtbarhedsgudinden Nerthus, der var i slægt med bronzealderens agerbrugsguder: Vanerne, som de kaldtes i Eddadigtene senere. Folket samledes i en hellig lund, der var forsvarligt indhegnet. Majstangen og Majtræet er mindelser om offerskikken. Ændringerne senere i runealfabetet og gravskik peger også på kulturskift, ligesom bopladserne og bebyggelsernes stednavneendelser ændres fra -inge, etc. - Inge endelserne i stednavne er typiske for Barderne. Medens beboerne endnu levede i Broncealderen havde Folkene i Sydeuropa lært at Smede Våben og Redskaber af Jern (myremalm). Navnet "jern" fik man fra Kelterne. Lanser, kastespyd, enæggede eller tveæggede sværd lærte Germanerne af Kelterne, og stridsøkser blev senere almindelige. Kendskabet til Jernets Anvendelse udbredte sig efterhånden mod Nord. Omkring ved år 400 f. Kr. kom det også til os, og så begyndte det tidsrum, som vi hos os kalder Jernalderen. I begyndelsen af førromersk eller keltisk jernalder optræder det nye metal ret sparsomt, når det skal bedømmes ud fra gravfundene. Hyppigst er jernet dog i Jylland. Da Cimbrerne og Teutonerne i 120 f. Kr. vandrer ned i Europa, er deres sværd så dårlige, at de bøjer under kampene. Men de senere gode sværd fik navne: Rolands sværd hed »Dyredal«; Angantyrs sværd hed »Tyrfing «; Vermunds og Uffés sværd »Skræp«; Siegfrieds hed »Balmund« Rolf Krakes sværd »Skøvnung«. Med de udmærkede Jernvåben kunne beboerne med Lethed sejre i Kampen mod de vilde Dyr; Jernredskaberne satte dem i Stand til at rydde store Skovstrækninger; det blev nu også mere almindeligt at drive Agerbrug og Kvægavl, og i Stedet for Jordhytter og Skindtelte opførtes stærke Bjælkehuse. Efterhånden som Agerbruget vandt Fremgang, ophørte det omstrejfende Jæger- og Fiskerliv. Med det samme blev der mindre Samkvem mellem beboerne af de Egne, der lå langt fra hverandre, og dette var en af Grundene til, at der udviklede sig forskellige Sæder og Skikke i Landsdelene. I nogle Egne blev de ved at brænde ligene, medens de andre Steder indførte den gamle skik igen at begrave dem ubrændte. Fra Jernalderen stammer de første egentlig samlede Gravsteder, som har nogen lighed med vor Tids kirkegårde. Af variationer kendes urnegrave, brandpletter, urnebrandgruber og tuegrave. Navnlig tuegraven er kendt fra Sydjylland og det vestlige Midtjylland hvor store gravpladser er undersøgt ved Årre og Årupgård. På Bornholm er der fundet Gravpladser med over tusinde grave, der hver indeholder Rester af Ligbål. Hjortspring-båden fra Als er fra ca. 300 f. Kr. , 19 meter lang, og Hjortspring-fundet er Danmarks ældste fartøj med krigerudstyr. Den har vel vejet 530 kg. og kunne medføre 22-24 krige. Her er fundet 150 skjolde, spyd, sværd m.v., men der har nok været mere end 150 krigere i angrebet. Både fra førromersk jernalder og romersk jernalder kendes tomterne efter mange landsbyer i Jylland. Ældst er bl.a. tomterne fra Grøntoft i Nørre Omme sogn og Hodde ved Varde, og fra Skørbæk Hede, Ginnerup og Nørre Fjand. Landsbyen Hodde ved Varde er fra 150 f. Kr. Cimbrernes og Teutonernes vandring til Sydeuropa langs Oder til Böhmen, og derfra langs Donau til Gallien i det 2. århundrede f. Kr. vidner om en klimaændring eller om social uro i landet, og flere steder er der fremdraget tilflugtsborge, bl.a. Borremose ved Års.. Men det er også det dårlige klima og stormflodene, der har drevet dem bort på vandring. Landet skyllede væk. Den græske geograf Pytheas (325 f.Kr.), skriver, at Teutonerne boede i vestDitmarsken,…. og på det senere bortskyllede land vest herfor. Ptolemaios placerer i 100 e. Kr. Teutonerne i østHolsten. Teut betyder bare »Folk«. Teutonernes stamme lå ved Nedre Elben. Da Cimbrerne havde forladt Jylland omkring 120 f. Kr. kunne grupper af Bardere udfylde tomrummet syd for Elben og op i Sønderjylland, idet Teutonerne tilsluttede sig togtet sydpå. Også Haruderne i østJylland og Ambronerne på Sønderjyllands vestkyst sluttede sig til vandringen. Et keltisk fund er sølvkedlen fra Gundestrup i Himmerland, hvor flere kulturer har øvet indflydelse på motiverne. På sølvkedlen fra Gundestrup er bl.a. den keltiske hovedgud: Cernunnos-figuren, der er Buddha-agtig og peger på indiske traditioner. Men også hellerne, etruskerne, nærorientiske, pontiske, vestskytiske og persiske kulturer har sat sit præg på sølvkedlen fra Gundestrup. Man mener at Gundestrup-kedlen er hjembragt via Cimbrernes togter mod Romerne. Det kan ikke udelukkes, at Cimbrerne blev knyttet til Kelternes (Scordisci stammen ved Beograd) og Thrakernes (Triballoi stammen i Nordvestbulgarien) forbund mod Romerne, der trængte sig frem. Den keltiske Scordisci- stamme kunne også være en del af de udvandrede Bardernes stamme fra Skåne (Scoringa). Scordisci-stammens magt brød sammen i 84 f. Kr. efter et nederlag til Romerne. Gundestrup-kedlen kan være brugt som en unions-kedel mellem folkeslagene. Kedlen blev fremstillet mellem 150-100 f.Kr. i sydvest-Rumænien eller nordvest-Bulgarien. Cimbrerne ofrede alt krigsbytte. Samme vidnesbyrd afgiver flere krigsbytte-offerfund. Cimbrerne har vandret en del år, og anmoder så romerne om at få anvist bopladser. Men romerne driver Cimbrerne i en fælde i 113 f.Kr., for at fange dem som slaver, men Cimbrerne vinder slaget ved Noreia, syd for Donau. Cimbrerne og Teutonerne angreb så sejrrigt romerne mellem 113-105 f.Kr. I 109 f.Kr slår de en romersk hær anført af konsul: Silanus. I 105 f. Kr. slår de en hær anført af konsul Scaurus. I september 105 f. Kr. havde Kimbrerne og Teutonerne slået en romersk hær og fanget den romerske legat: Marcus A. Scaurus, og i oktober slog de to andre romerske hære anført af konsul Mallius og konsul Caepio ved Arausia. Den romerske hær mistede 80.000 romerske soldater samt 40.000 sympatisører fra de romerske provinser. Dette slag stod ved Aransio (Orange) nord for Avignon ved Rhoneflodens nedre løb i nærheden af den lille biflod Aigues. Men Teutonerne og Ambronerne blev slået ved Rhonefloden i Sydfrankrig i 101 f. Kr., hvor Teutonerkongen: Teutobod måtte flygte. Cimbrernes hær fik tilslutning af en gruppe Helveter og Boier, men de blev slået ved Vercellæa mellem Milano og Torino, og Cimbrerkongen: Boioriks og medkongen: Lugius faldt. Ved Rhone faldt 100.000 kampføre Teutonerne og Ambronere,og ved Vercellæa faldt 120.000 Cimbrere, medens 60.000 blev taget tilfange som slaver. Tallene er nok meget, meget overdrevet. Tværs igennem det nuværende Tyskland og Østrig, fra vest til øst, strakte sig dengang et mylder af tætte, ufarbare Urskove, som Romerne sammenfattede under Navnet Silva Hercynia (egeskov på keltisk) og Silva Bacenis. Urskovens mægtige rester ses i dag (dvs. før 1901) i skovene på Schwarzwald, Rauhe Alp, de bøhmiske Bjerge og videre mod øst over Karpatherne. Dengang har bjergene og skovene været en forhindring for samkvemmet. Cæsar siger, at den herkynske skov er så bred, at det tager en rask fodgænger 9 dage at vandre igennem den. Syd for disse bjergskove levede forskellige Folk. Mod vest navnlig Keltere, der snart kuedes af Romerne. I det sidste århundrede f. Kr. bredte de Germanske stammer sig fra de vestlige Østersø-egne mod Rhinen og Main og dér standsedes de i år 58 f. Kr. af Romerne i Gallien, og Cæsar (100-44. f. Kr.) driver Germanerne ud af Gallien. Det sker omkring et halvt hundrede år før vor tidsregnings begyndelse hvor Romeren: Julius Cæsar og hans lejetropper erobrer det Keltiske Gallien (Frankrig) og lagde landet ind under Rom. Han forsøgte også at gå over Rhinen, men mødte her så hård modstand blandt de Germanske stammer, at han indledte et tilbagetog. Her mødte han bl.a. germanerkongen, Sveberen: Ariovistus og Markomanerne, Semnonerne, Haruder, Cimbere og Gallere. Cæsar fortæller, at stammerne regner det for den største Ære at have store ødemarker rundt om sine Grænser, og de tror, at dette er tryggere, da de så ej har nødigt at frygte uventede Indfald. Bliver der Krig, vælger de en Hærfører; i Fred har de ingen egentlig Øvrighed, men Bygde- og Stammehøvdinger, der afsiger Lov og stiller Trætte. At gøre Hærgetog udenfor Stammens Grænser regner de for Ret. Når en Høvding på Tinge mælder, at han vil være Fører på et sådant, slutter de, som har Lyst, sig til ham og prises af de andre derfor. Cæsar fortæller at Germanernes fødemidler mest er Mælk, Ost og Kød. Ingen har særlig Jordejendom, men Høvdingerne tildeler for hvert enkelt År Slægterne så megen Jord, som de synes, og lader dem Året efter drage hen på et andet Sted. De har ingen særlige Præster eller Ofringer, siger Cæsar, og for Guder regner de kun dem, som de kan se, og som de øjensynlig har Nytte af, nemlig Solen, Månen og Ilden (Vulcanus). Men både Cæsars og Tacitus skildringer er nok kun gældende de sydlige germanske stammer. Nord for Kelterne havde Germanerne altså trængt sig frem fra øst, og de var også trængt frem på begge sider af Østersøen. Det er omkring år 0, at folkene i Norden har fået etableret handel med det romerske rige. Den Romerske historiker Tacitus (55-120 e. Kr.) skildrer Germanernes land som råt og stygt med barsk vejrlig; det var fuldt af strittende Skove og gruelige Mosedrag, vandrigt og blæsende, ret frugtbart, men slet opdyrket, rigt på Kvæg. Befolkningen var delt i en Mængde Småstammer, som kun i stor Fare sluttede sig sammen til større Folkeforbund. Germanerne tager varsel af den hestetrukne helligvogn, som ikke har køresvend, men heste der trækker hvorhen de vil. Tacitus fortæller, at Germanerne skifter Jord hvert År og kun har lidt Agerbrug. De bryder sig kun om Kvægavl, ikke om Frugtdyrkning eller planmæssigt Engbrug. Tacitus lovpriser Germanernes krigerske Egenskaber og deres kysthed, men de er slemme til drik og spil, og han fortæller, at nu synes Germanerne at opfatte naturmagterne som virkelige guder i menneskeskikkelse. Og han nævner deres guder, samt Moder Jord (Mammun Ertha, dvs. Nerthus). Herhjemme mener man, at de folk der boede hér i stenalderen og broncealderer har været mere bofaste, og har haft bedre klæder og bedre agerbrug end de skildringer, som Cæsar og Tacitus giver af Germanerne. Den Romerske historiker Tacitus skildrer, at folkene i nord dyrker en frugtbarhedsreligion: Nerthus-dyrkelsen; der er identisk med det nordiske gudenavn: Njord - Njørd. Mosefund viser, at håret var sat og flettet med en "sveberknude", der også er afbildet på Trajan-søjlen i Rom. Tacitus fortalte, at Nerthus holdt til på en ø i Oceanien. Nerthus har nok relation til vognene, der er fundet i Dejbjerg. Nerthus (Moder Jord) opfattes i Heimskringla som søster og bror til Njord, og som mor til Frej. Nerthus kører rundt på en oksekærre. Men Frej er søn af Njord og broder til Freja, der er af Vanernes æt. Frej optages senere i Aserne æt. Frej kører rundt med hest. De dyrkes hovedsaligeligt ved Uppsala og Trondheim. I en af Moserne i Sønderjylland har man også fundet Både, og i nogle Moser i Dejbjerg i Vestjylland er fundet Rester af Vogne. Begge disse Fund lærer os, at Jernalderens Folk havde opnået stor Dygtighed i at bygge Både og lave Vogne. Opkaldt efter Nerthus (Njørd) findes på Fyn to Næraa (Niartharhøghæ-Njørds Høj), ved Helsingborg findes Nærlund, Jardelund i det slesvigske Kærherred, Jørlunde og Nærum i Nordsjælland. Tacitus nævner i Nordtyskland stammem: Lemoyxer, der betyder: Gøere, da Romerne ikke forstod deres bjæffende sprog. De omtales senere i historien som to stammer: Glommerne og Wulfingerne. Rugierne skal være kommet fra Rogaland i Norge. De slog sig først ned ved Weichselmundingen, men blev af Goterne i ca. år 0 drevet mod vest ind i Pommern. Jordanes fortæller, at Goterne drog fra Scandza (Skåne) over det Baltiske Hav til området nær Vistula. Den Gotiske leder var kong Berig. Her finder vi Wielbark kulturen, der strækker sig halvvej ned til Sortehavet. Den femte konge efter ham besluttede at drage bort til Scythia (Oium), og de fulgte den rute som Bastarne og Scirierne havde fulgt århundrede før dem, ned til Olbia ved Dnieper floden, og romerne måtte opgive Dacia i 257 e. Kr.. Men i det 3. århundrede er der stadigvæk Gotere i Sortehavs regionen. De Gotiske stammer der drev ned gennem Østeuropa kom fra Gotland og Götaland i Sverige, hvor de gennem århundrede havde opbygget samfund bestående af fri mænd og de ufri: trælle, som de dels erobrede fra andre folkeslag (krigsfanger) via vikingetogter og dels øgede gennem egen avl. Keltiske (vælske) folk blev også indfanget, og udenlandske kvinder var et eftertragtet bytte, fordi der derved kunne ske avl af trælle. Både hos Romerne og hos Goterne i 400-tallet e Kr. var det ikke værdigt, at frie mænd og frie kvinder avlede børn med trælle. Det skønnes at trællene udgjorde 20 % af befolkningen, og i nordeuropas største by, Danernes: Hedeby ved Slesvig og byen: Brännö ved Göteborg, var der dengang et meget stor slavemarked, hvor prisoplysningerne fra 1000-tallet viser, at en kvinde kostede én mark sølv, der svarer til halvdelen af en middelgod okse, medens en mand kunne koste op til 4 mark sølv. Trælle er en genstand, en ting, en vare, uden rettigheder og opgøres i de frie mænds bohave efter døden. Der ingen tegn på trælleoprør i Norden, som det skete i Romerriget (Spartacus oprøret). Men det har nok også været svært at få fat våben, som kun de frie mænd måtte bære. Loven har været sådan: »Våben og klæde giver du de frie - modløs er våbenløs mand«. Det var arveligt at være træl, dvs., at når trælleægtepar ynglede blev deres afkom også trælle. Trællene fik ikke adgang til Odins Valhal efter døden. For at befæste de frie mænds magt ofrede de trælle ved blotfesterne. Næppe nogen træl har ønsker at gøre oprør, får derved at undgå at blive udpeget som offer til den næste blotfest for tyrannerne. De nordlige skikke har ikke adskilt sig meget fra Romerne, der morede sig kosteligt, når trælle og løver blev kastet for hinanden eller når anderledes tænkende blev ført til gladiatorkampe. Først i 1200-tallet blev trællene i svenske love beskyttet mod overgreb fra ejerne. Omkring år 0 ?? kommer de nye guder til Danmark: Aserne, og man ofrede til Frøy. Frøy og Tor, var de yndede Aser i Danmark. I Sverige var det Odin. Tyr (Tir) blev æret over hele Norden. Klimatisk blev det koldere og husene blev mere solide og fik indvendige opvarmningsmuligheder i form af ildsteder. Redskaberne blev bedre, udformet af jern, der bl.a. gav mulighed for bedre høstredskaber og våben. Den mekaniske drejekværn til at forarbejde korn, skal vistnok være indført kort før år 0 e. Kr.. Ellers brugte man skubbekværn til at knuse kornet. Romerske forfattere fortalte, at mælk, ost og kød var den vigtigste del af Germanernes føde. Men de fik også grød, fisk, bær og druesaft. Jernudvinding af myremalm foregik i Danmark fra engang i førromersk jernalder til ca. 1.500 e.Kr.. Cæsars arvtager: kejser Augustus (63 f.Kr. - 14 e.Kr.) udsendte ekspeditioner, og Romerne har rundet Skagen og muligvis er nået til Trelde Næs. Et tidligere flådetogt nævner, at der er flere stammer i Jylland: Anglere, Avionere, Eudosier, Teutonere, Kimbrere og Harudere. Kimbrerne fra Himmerland og deres naboer mod vest: Haruderne, sendte gesandter til romerne for at få en fredsaftale. Det var en anden stil end den Romerne kendte fra de Kimbrere, der godt 100 år tidligere, sammen med andre stammer turede rundt i Europa og undervejs slog fire romerske hære. Kimbrerne og Haruderne hører til i den nordlige del af Jylland, syd for dem kommer Eudosierne, som er et andet navn på Jyderne, og sydligst på den jyske halvø befinder Anglerne sig. Jyderne boede på begge sider af Kongeåen. Haruderne har nok lagt navn til Harsyssel i nordvestJylland. Fra Rom kunne man da knap nok se Danmark; men i Danmark kan vi ved fundene i vor jord og fra ordene i vort sprog se, at menneskene i Danmark var i forbindelse med den romerske kultur. Alle slags kar findes nu til brug i det daglige liv: kedler og kasseroller, bægre og kopper, skåle og krukker, store trug, drikkehorn og øsekar med si, fade og spande, vaser og kander. Det materiale, hvori disse brugsgenstande er fremstillet, er oftest træ, men almindeligt det hjemlige ler; de kostbarere af dem er dog af sølv eller bronce; adskillige i Danmark fundne broncekar har fabriksmærker fælles med broncekar, fundne i Pompeji. Nye brugsgenstande føjes til: jernnøgler, der ofte findes samlede på ringe i kvindegrave og således vel allerede dengang har hængt ved den fornemme husfrues bælte; hårnåle, jern- eller broncesakse og knive, metalskeer, håndtene; endelig sådanne luksusting som indførte romerske broncestatuetter og metalspejle og mange forskellige slags brætspil med brikker eller terninger af ben, glas eller rav. De ofte tarvelige glasperler, der findes i så stor mængde, er fremstillet i romerske fabrikker netop med denne eksport for øje. Den mere kunstfærdige firskaftede vævning afløste den toskaftede; hørlærred findes ofte i kvindegrave. Den romerske fabriks- og håndværksteknik, om også noget forringet, spredtes til rigets provinser., kejser Augustus (63 f. Kr. - 14 e.Kr.), forsøgte at erobre landområdet mellem floderne Rhinen og Elben, for dér at etablere en romers provins, ligesom den romerske flåde var sejlet mod Kimbrernes forbjerg i år 5 e.Kr.. Men i år 9. e.Kr. led de romerske hære et nederslag ved slaget i Teutonerskoven. Aggressoren: Rom - var blevet stoppet. Kejser Augustus stabiliserede Romerrigets nordgrænse langs med Rhinen og tværs igennem Holland, med en række forter og mure. Da Rhingrænsen blev fastlagt, blev Romerne også fredelige naboer. De havde vel rigeligt af problemer med at annektere det indvundne land og undertrykke folkestammerne dér. Fra Romerrigets grænsebyer, f.eks. Køln, Trier og Wien, rejste Romerske købmænd nordpå for at afsætte deres varer, vin, vinkander og drikkebægre m. m.. Danmark var altså aldrig direkte truet af den romerske stormagt, men indirekte mærkede man dog en hel del til den. Det siger sig selv, at en så voldsom udfordring som de veldisciplinerede romerske legioner kun kunne stoppes, når de hidtil spredte og indbyrdes krigende Germanske stammefolk sluttede sig sammen. Sveberne var Germanske stammesammenslutninger fra nordvest-Tyskland ved Elben, og Sveberne var de første i Germanien. Sveberne bestod af Markomanerne fra Øvre Main, Kvader og Langobarder, der umiddelbart før år 0 vandrede til Donau og Böhmen (Romerrigets Donaugrænse) hvor de dér skabte et keltisk, germansk, romersk rige, og hvor oprindelsen til runeskriften muligvis skal findes. Svebernes naboer var Driader, Barderne, Sicambrerne, Hunerne, Vandalerne, Sarmaterne, Langobarderne, Herulerne, Dacerne, Marcomanerne, Gotherne, Nordmannerne og Slaverne. Bajuvarerne var også en germansk stamme. Herfra udvandrede Svebiske stammer langt senere under folkevandringen til nordvest-Spanien, hvor de langt senere i det 5. århundrede dannede et rige, der i 585 e. Kr. erobredes af vestGoterne. Da den romerske hærfører: Tiberius i år 5. e.Kr. fører en hær frem, trak Barderne sig tilbage over Elben ved Lüneborg. Romerne har måske kaldt dem Langobarderne eftersom de boede ved Elbens flodbred, og opkaldt Barderne i Ho bugt ved Esbjerg: Hadbarderne, eftersom de boede ved et hav. Samtidig vandrer Goterne sydpå fra den skandinaviske halvø omkring år 0, hvor klimaet er skiftende. Men området ved Ho bugt ved Esbjerg og syd for Ribe har oplevet en kraftig befolkningstilvækst fra ca. år 0 til år 400 e.Kr., og der må således havde været anlagt en handelsrute og handelspladser i sydgående retning. De arkæologiske fund i Danmark viser østRomerske varer, og varer som kom ind fra Indien og Kina efter kejser Augustus tid. Helleren Klaudios Ptolemaios i Alexandria (ca. 85-165 e.Kr.) omtalte i sit geografiske værk fire øer, som tilsammen kaldtes Skandiai og var beliggende øst for Den Kimbriske Halvø(Jylland). Navnet: Skania kommer senere til at lægge navn til både Skåne og Skandinavien og Romerne vidste, at fra Himmerland kom Kimbrerne. Ovenover Sakserne placerede Ptolemaios Den Kimbriske Halvø (Jylland). Saksernes folkestamme er af uklar oprindelse og er nævnt første gang af Ptolemaios, og de boede på det tidspunkt nord for Elben i det vi senere kalder: Holsten. Den største af de fire øer hed: Skandia, og har formentlig lagt navn til hele gruppen. Den lå ud for floden Vistula (Wisla). Ptolemaios kalder stammen i nord for: Charudes. Ptolemaios forklarer, at i Skåne boede: Daukeiones (Daneiones) og over dem i det senere svenske område af Skandia, boede Sveerne (Suiones i Uppland), Göterne (i Götalandene) og Guter (på Gotland). Syd for Østersøen boede Gutonerne (fra Gotland), Rugiklerne på Rügen, Burgunderne fra Bornholm samt Teutonere. Fra det 3. århundrede viser fabriksstempler på sværdklinger og former af broncespande og glaskar, der findes i Danmark, at disse hertil førte varer nu er udgået fra fabriker ved Rhinen og i Nordfrankrig. I egnene om Ardennerne, hvor kobber findes sammen med noget tin og bly, og hvortil mere tin let kunne skaffes fra de britanniske Scilly-øer, opstod der en bronceindustri, hvis hovedsæde blev byer som Dinant og Huy. Herfra forsynedes fra da af også Danmark med metalvarer. I Nordfrankrig og det nuværende Flandern såvelsom i England skabte Romerne en tekstilindustri, der arbejdede med det råstof, som disse landes udmærkede fåreavl skaffede tilveje; den teknik, Romerne havde lært fra sig, gik ikke senere tabt. På samme måde skabte Romerne ved Rhinen glasfabrikker, hvorfra handelen spredte de skønne rhinske glas, der allerede i det 6. århundrede bragtes til Norden, og som er fundet helt oppe i Upland. Broncekar, fortrinlige våben, tøj er i smukke blå og røde farver og rhinske glas kunne fra da af Rhinegnene give Norden i bytte for rav og pelsværk. Her kan vi med temmelig sikkerhed angive, af hvilken nationalitet de købmænd var, der formidlede denne omsætning. Har det på Pytheas tid endnu været Keltere, der sejlede ad vadehavet til Jylland og Norge, var det i Romernes tid købmænd af den lille germanske stamme, der snart kaldtes Frisere. De boende mellem Vlie, udløbet af den senere Zuydersø, og Laubach, i et Wester- og Ostergo, var de så søkyndige, at Drusus i året 12 e. Kr. blandt dem søgte førere for sin flåde på krigstogt mod Germanerne. Lidt efter lidt tog de sømands- og købmandsskab op i større stil. De gik op ad floderne; allerede i det 3. århundrede op ad Rhinen for i Elsass at hente vin for deres tøj er og broncevåben, over til England for at hente tin til Ardennernes bronceindustri. Det var ganske sikkert også dem, der ad Kelternes gamle søvej gennem vadehavet bragte til Danmark de våben, bronce- og glaskar, der endnu findes i dets jord, og dertil flanderske og engelske tøjer, der nu længst er hensmuldrede. I det 3. århundrede e. Kr. spreder germanske stammer sig ved folkevandring over Vesteuropa: Angler, Alemanner, Bajuvarer, Bayrere, Burgunder, Cimbrer, Daner, Franker, Gepider, Goter, Heruler, Langobarder, Saksere, Sveer, Sveber, Teutoner og Vandaler. Germanernes stadige vandring fremstød mod det 'Øvre-Italien' var baggrunden for Den store Markomannerkrig i 166-180 e. Kr.. I 166 e. Kr. forsøgte en gruppe Bardere at gå over Donau og Rhinen. I 233 lykkedes det Alemanerne, (Sveber, Hermundurer, m.v.) at bryde linien og nå over til Øvre Rhin. De drives først bort af romerne i 357 e.Kr. ved et slag ved Strassbourg. I året 248 e. Kr. fejrede man i Rom 1000-året for Roms grundlæggelse, men i 259 e. Kr. bryder Alemanerne de romerske Limes og erobrer land mellem Rhinen og Iller. De koloniserede Alsace og det nordlige Schweiz. Det gav romerne problemer. Kejser Konstantin den Store indgik derfor i 313 e. Kr. et forbund med de kristne ved Milano-ediktet, netop fordi han var trængt af de Germanske stammer og søgte allierede. I 330 e. Kr. forflyttede han sit romerske hovedsæde til Byzans og tillod kristendommen; gav de kristne skattefrihed og fri om søndagen. Nogle mener, at Sakserne også blev kaldt Angler, og at Sakserne nedstammede fra Anglerne i Britania, der havde slået sig ned ved Rhinens floddelta. Det skriver Adam af Bremen (1040-1081) i sin krønike, "at de antikke kilder fortæller". Sakserne, der boede nord for Elben i Holsten trængte i det 3. århundrede mod sydvest til frisisk og nederlandsk område og mod syd til Nedre Weser. Frankernes kong Theoderic lå i krig med sin Thüringske svigersøn: Irminfried, og Theoderic anmode Saksernes anfører: Hadugat, om hjælp. Efter at de sammen havde udryddet nogle Thüringske stammer, delte Frankerne og Sakserne landet. Det var i Thüringen, at der var mange -leben byer i lighed med Danernes -lev byer i Norden efter år 200. Måske har Danerne forinden år 200 været rundt om Thüringen ? Cimbrerne og Teutonerne kan jo også tidligere have efterladt nogle stammer i Thüringen på deres vandring ned mod Romerriget. Efter Saksernes erobring af nordvest-Tyskland opstod Det saksiske Forbund på linje med to andre store vestGermanske stammesammenslutninger: Frankerne og Alemannerne, som Sakserne konstant lå i krig med. Længere borte sker der det, at præsten Arius (Arianismen) havde taget forkert parti, idet hans lære bliver fordømt på et kirkemøde i Nicæa i 325 e. Kr.. Konstantin den Store havde jo i 313 e. Kr. indgået et forbund med de kristne ved Milano-ediktet. Vestgoteren: Wulfila, blev omvendt til kristendommen af præsten: Arius, og Wulfila udbreder Arius lære blandt vestGoterne og Germanerne, og oversatte "biblen" i 340 e. Kr. til Gotisk sprog,- som han altså lige først måtte opfinde. Kejser Valentinian (364-375) undertvang Sakserne. Hunnerne dukker op østfra i 375 e. Kr. og de er startet et sted langt inde på de russiske stepper. Deres vandringer mod vest får tilslutning af flere folkestammer, og ender i en flodbølge af mennesker, der også får de Germanske stammer til at vandre. I 375 e. Kr. besejrer Hunnerne østGoterne i sydRusland og det igangsætter de Germanske folkevandringer. ØstGoterne drog til Pannonien. Tiden var urolig og vestGoternes rige bryder sammen under tryk fra Hunnerne. Langobarderne (de langskæggede), menes at være et skandinavisk folk og de vandrede fra nedre Elben mod sydøst i det 4-5 århundrede e. Kr. - i voldsom kamp mod andre indtrængende stammer. I 395 e. Kr. slukkede den Romerske kejser: Theodosius, lyset i de hedenske templer, da han traf de politiske afgørelser, der sikrede kristendommen sejren som statsreligion i Rom. Ved rigsopdelingen af Romerriget i år 395 e. Kr., i et øst- og vestromersk rige, bliver Byzans bekræftiget som hovedstad i det vældige og udviklede byzantinske rige, medens den vestromerske kejser tager sæde Ravenna (Nordøst-italien). I år 400 e. Kr. bringer Hunnernes fremtrængen Romerriget i krise. Germanerne trængte over grænsen med det mål at opnå jord mod at gøre krigstjeneste. Den Germanske indtrængen der oversvømmede Det vestromerske Rige, udviklede sig i to omgange. Den første store bølge begyndte med den betydningsfulde march over den tilfrosne Rhin, som et løst forbund af Svebere, Vandaler og Alanere foretog i vinternatten den 31. december år 406. Man mener, at oprørske Pannoniske bønder deltog i de Vandal-Alanske invasioner i Gallien i år 406, hvilket ville repræsentere et enestående tilfælde af en alliance mellem Germanere og bønder mod Romerriget. En østromersk historieskriver fortæller, at ved år 400 e. Kr. brød et folk der kaldte sig Danerne, op fra Sverrig for at underlægge sig et nyt land. De Romerske legioner forlod Britania i 407 og samme år bryder Goter, Vandaler, Alaner, Svebere, Alemanner og Burgundere ind over Rhingrænsen, og i 410 plyndrede Alarik og hans vestGoter Rom. Inden længe opløstes det Vestromerske rige i en række mindre stater med en germansk krigeroverklasse. Barderne trækker sig væk fra Lüneborg ved Elben i 400-tallet e. Kr., og området overtages af Sakserne. Barderne deles, og går mod nord og syd, og op i Sønderjylland (Barwith syssel)(with = skov). I det område vi nu kalder Alsace-Lorraine, gav Barderne deres landsbyer navne, der endte på -ing og -heim (Rieding og Mommenheim). I det nordvestlige Belgien blev der anlagt landsbyer som Sleydinge, Everghem og Eerneghem, i Normandiet Østerheim (Etreham) og efter 407 grundlagdes der byer i England: Herling, Reading, Horsham og Birmingham. Burgunderne blev i 437 fortrængt af Hunnerne fra Worms i Tyskland til Savoyen. Hunnerkongen: Attila (433-453) besejrede Burgunderne og skabte sig således et rige fra Sortehavet til Rhinen. Mange Saksere forsøgte allerede i 400-tallet at flygte fra tvangskristningerne og drog nordpå mod Anglerne ved Elben, ved Flensborg fjord og Slien. Omkring midten af 400-tallet bliver Anglerne klemt mellem Sakserne og Jyderne, og mange Anglere og Jyder drog til Britania. Da Scotere og Piktere (cruithni-urbefolkningen) nu angriber den keltisk-romerske befolkning i Britania, anmoder de i 449 om lejetropper fra fastlandet, hvor bl.a. nogle Jyder dukker op. Saksere, der også er trængt af Hunnerne erobrede sammen med Anglerne Britannien i det 5. århundrede. Indvandringen af Saksere, Anglere, Frisere og Jyder fortrængte senere den keltisk-romerske befolkning og Anglerne lagde navn til det nye land: England. I 451 invaderer Hunnerne Gallien og de Germanske stammer ved Rhinen sluttede sig sammen. VestGoterne går sammen men den romerske feltherre: Aëtius og de besejrede Hunnerkongen: Attila, ved Chalon-sur-Marne i 451. Senere da Sakserne ville besætte de Galliske provinser, besegrede den romerske statholder i Gallien: Syagrius (464-486) dem og erobrede deres øer. De Saliske Frankere var bosat ved nedre Rhin og omkring Köln (Ripuarier). De saliske Frankere stod i begyndelsen af det 5. århundrede vest for Rhinens udløb og bredte sig langsomt herfra, indtil de under Chlodevech (Chulderik) en søn af Merovech, nåede til Somme. Frankeres konge: Chlodovech (466-511) af Merovingerslægten erobrede i 486 e.Kr. det sidste romerske rige i Gallien og udvidede sit herredømme over hele Frankerfolket og Alemannerne østpå samt det hidtidige vestGotiske sydfrankrig. Klodevig blev Frankernes barbariske konge, der i 496 besejrede Alemanerne og vestGoterne. Klodevig antog den vestromerske kristendom i 496 e. Kr. idet Klodevig i lighed med de romerske kejsere jo havde brug for en alliancepartner efter sine uhyggelige myrderier. Og det skulle så være de kristne, der jo var kendt for deres uhyggelige forfølgelser af anderledes tænkende. De kristne i Rom var ellers netop slået tilbage i 410 af vestGoterne og i 476 e. Kr. af den Germanske hærfører: Odoaker, der blev udråbt til konge af "Italien" og som afsatte den sidste Vestromerske kejser. I de næste århundreder førte Klodevig´s Merovingerner konstant krig under påskud om at ville tvangskristne Sakserne og resten af Alemannerne.

Danerne er af Asernes slægt og er måske udvandret fra kinesisk Turkestan. Et folkeslag der bor i Kaukasusbjergene kalder sig senere Osseterne, og det minder om Aserne. På den tid er mange folkeslag små, dvs. dværge. Før Thor fik sin hammer, var Aserne i strid med den anden slægt Vanerne. Vanerne var ved at indtage Asgård, men der blev så indgået en fredsaftale, hvor man udvekslede gidsler, så nogle Aser kom til Vanerne og omvendt. Det var på den måde Njord kom til Asgård. Her byggede han gården Noatun ved havets bred. Aserne og Vanerne levede i Asgård, som lå forbundet med Midgård ved hjælp af Bifrost (regnbuen). Desuden var der Udgård hvor jætterne boede. Aserne bryder op fra Midgaard og drager mod vest. Under deres vandring stødte de på Jætterne, og Jætterne var enormt store, stærke og havde kendskab til magi. Måske var Jætterne den sidste gruppe af neandertal mennesker, fordi man også langt senere taler om mennesker, der mere ligner dyr end mennesker. Aserne avlede på Jættekvinderne, får at blive større. Odin lå i med jættekvinden Gunlød. Frej elskede jættepigen Gerd. Njord ægtede Skade, som var af jætteslægt. Hading lå i med jættekvinden Hartgrepe. Njord blev gift anden gang med jættekvinden Skade, der fik lov at vælge sig en mand blandt Aserne, som bod for drabet på hendes far. Njord omtales i Heimskringla som Vanernes ypperste mand og sættes undertiden i forbindelse med frugtbarhedsgudinden Nerthus, og muligvis er hun den søster, som Njord var gift med første gang og med hvem han fik Frej og Freja. Denne avl, kan have medført at Asernes efterkommere blev høje i vækst og stærkere end andre. På det gamle sprog betyder ordet dana: flod. Det gamle navn for Donau er Danube, og de fleste store østeuropæiske floder hedder noget lignende, såsom Don, Dnestr, Dnepr, formentlig afledt ordforbindelser med Dana. Dér har Danerne vandret førend de kom til Danmark. Floden som løber gennem Klaipeda i Lithauen hedder Dana. Kilderne siger, at Danaerne kom fra Svitjod (svedjebrug), og dermed menes ikke Lille Svitjod (Sverig), men Store Svitjod (Rusland). Daner (Tani) betyder sletlandsfolk, jfr. Tallinn i Estland, der betyder Danernes by. På russisk, betyder Odin tallet ét (1). På sine vandringer førte Danaerne kong Hading krig mod kong Handvan af Hellespont. Og Dacien (Rumænien) lyder også meget dansk. N. C. Lukman hævede i 1943, at Skjoldungerne i virkeligheden var Hunner fyrster. Efter nogle hundrede år med vandringer og kampe nåede Aserne (Danaerne) frem til Østersøens bred. Odins forfædre er Thor, hans søn var Loridi, hans søn var Ejnridi, hans søn Vingethor, hans søn Vingener, hans søn Moda, hans søn Magi, hans søn Seskef, hans søn Bedvig, hans søn Atra, hans søn Itrmann, hans søn Heremod, hans søn Skjaldun, som kaldes Skjold, hans søn Bjaf, hans søn Jat, hans søn Gudolf, hans søn Finn, hans søn Frjallaf og han havde sønnen Vodin, som var Odin. Det indebærer, at denne sidste Vodin var konge og den øverste blandt Aserne og Danaerne. Snorre Sturlason fortæller, at denne Vodin brød op fra Tyrkland og vandrede mod nord og bemægtigede sig Saxland, og her dvælede Odin en lang stund. Odin satte da 3 af sine sønner til landeværnere. Vegdegg rådede over Øst Saxland, Beldeg rådede over Vestfal og Seggi rådede over Frakkland. Fra alle disse er store og mange slægter kommet, skriver Snorre og anfører, at Veggdeg var oldefar til Hejngest. Hvis vi antager, at det var denne Hengest, som anførte Sakserne i erobringen af England i 450 e. Kr., fører det til, at Odin ankom til Saxland midt i 300 tallet. Da Danaerne ankom til denne nordlige del af verden, var Danmark ikke ét. Øerne blev kaldt Øgotland, da de var beboet af det Gotiske folk: Herulerne. Anglerne boede i Sønderjylland, Barderne i Vestjylland, og i Nørrejylland fandtes efterkommere af de Keltiske Kimbrere. Friserne omtales i det første århundrede e. Kr., hvor de bor på kysten fra Rhinmundingen til Weser. Formodentlig er Friserne indvandret til vestjysk område mellem år 500-800. Ved år 1500 tales der Frisisk langs den sydlige Vesterhavskyst, op til øen Sild og byerne Højer og Tønder. Bornholm var den Burgundiske ø (Burgundaholm). Jordanes (ca. 485-552 e. Kr.) var Gotisk historiker i Byzans og skrev Langobardernes historie og Prokopios, var byzantinsk græskskrivende historiker i ca. i 550 e. Kr.. De fortæller begge, at Danerne fordrev Herulerne fra deres bopladser. Jordanes' påstår, at Danerne stammer fra Sverige, og Jordanes fortæller om en Herulerkonge ved navn Rodulf; lille af vækst, som meget minder om Rolf Krake. Danerne forjog Heruler fra deres hjem på Fyn og Lolland-Falster og bosatte sig selv på disse øer. Men Herulerne boede også i sydSverige, så herfra er de først fordrevet. Alligevel skønnes det, at omkring år 200 e. Kr. har Danerne fortrængt Herulerne. Runesproget heroppe viser en ensartethed mellem 200-450 e. Kr.. Det politiske centrum i Skandinavien efter år 200 e.Kr. var Himlingøje i det østlige Sjælland på Stevns. Dette skulle være Danernes første politiske sæde på Sjælland, og med -lev og -löv endelserne i stednavnene, bredte de sig over det sydlige Sverige og Sjælland. Ved år 250 e. Kr. var Helgö i Uppland også et center for romerske varer. Muligvis har hære fra Norge og vestSverige invaderet Jylland og Fyn, under ledelse af centeret i Himlingøje på Stevs. Odin oplog sit hovedkvarter midt på Fyn, Odense. Omkring år 250 e. Kr. bliver Gudme-Lundeborg på Fyn også et centralt kraft- og handelscenter, og i det 4. århundrede viser Gudme-Lundeborg en betydelig rigdom. Det er først i det 6. århundrede, at Danernes center flytter til Lejre ved Roskilde. (Men dette er der ikke enighed om). I Jelling er fundet en mægtig jernaldergård fra ca. år 180 e. Kr.. Boligen var små firkantede jordvægshuse, men blev senere aflange og forlænget med en stald. I yngre romersk jernalder (ca. 200-400 e.Kr..) dalede antallet af grave i Nord- og Østjylland stærkt, et vidnesbyrd om Jyllands tilbagegang, mens Sjælland kom til at indtage en mere dominerende stilling. En særlig fundgruppe udgør moseligene: bl.a. mandsligene fra Grauballe og Tollund i Midtjylland. I jernalderen, navnlig vikingetiden, har man undertiden herhjemme begravet den døde i en båd, en vogn eller et regulært træbygget gravkammer i stedet for i en trækiste. De vigtigste Fund fra jernalderen er gjort i nogle fynske og sønderjyske moser, hvorfra der er optaget Våben og andre Krigsredskaber i Hundredvis: Sværd, Spydspidser, Lansestager, Pileskafter, Skjolde og Brynjer. Alle disse Sager bærer Mærker af Kamp og vidner om, at beboerne i Jernalderen har været meget krigerske. Til fundene fra Jernalderen hører også en hel del vest- og østromerske sølv- og guldmønter. Navnlig fra ældre romersk jernalder i tiden frem til ca. 200 e. Kr.. kendes der mange grave fra Vendsyssel, Thy og Himmerland, men på dette tidspunkt begyndte jordfæstegravene at optræde i stigende antal, uden at dog ligbrændingen forsvandt. I syd-Skandinavien er der 47 krigsbyttefund fra sent i 100-tallet til sent i 400-tallet. Udsat var især Jylland fra Illerup til Thorsbjerg, og Anglernes og Jydernes landsdele samt Fyn. Det vidner krigsbytte-offerfundene med ødelagte våben og andet krigsbytte, således fra Ejsbøls mose ved Haderslev; Illerup ved Skanderborg og ved Sønder Brarup i Angel. Men våbenofferfund strækker sig over en periode på 900 år fra 300. f. Kr. til ca. 600 e. Kr., hvorefter de indtrængende Danerne må have vundet, og forliget sig med befolkningen, idet skikken med at ofre krigsbyttet i moserne ophører ca. 600 e.Kr.. Ved Illerup og Ejsbøl er det udrustningen til en hel hær man har fundet fra ca. 203 e. Kr.. Fremstillingen af jern havde på det tidspunkt 700 år bag sig nede sydpå, og heroppe kunne man også fremstille enorme mængder jern. Ved Illerup er der foretaget fire ofringer af våben, og deraf mange romerske våben, som de indtrængende stammer har medbragt. Nye angreb fandt sted i 225, 375 og 450 e.Kr., og angriberne er landet på østJyllands kyster. I Illerup i østJylland i år ca. 203 e.Kr. er en flåde landet med krigere, og der har stået et stort slag, hvor de fremmede er slået. 15.000 genstande er fundet i mosejorden. Også Gallerne(Kelterne) ofrede vundet hærudstyr til guderne i moserne. Man kan godt gisne om det var romerske lejesoldater, der fik en gruppe skandinaver til at angribe befolkningen i Illerup. Fundene viser en rigdom og ornamentik som er ganske fortryllende, og romermønterne og runerne er tydelige. Måske kom angriberne fra Karmøy i Norge, nord for Stavanger. Andre gange kom de fra Halland. Fundene fra de første 3 århundrede efter Kristi er bl.a. fra Thorsbjerg i Sønderjylland, Nydam og Ejsbøl på den sønderjyske østkyst, Tranebær, Vingsted, Porskjær, Illerup (Edelsborg Enge), Trinnemose i Jylland; Vimose, Illemose, Villetofte og Kragehul på Fyn, Sørup på Lolland, Ballerup og Søborg på Sjælland, Hassle Bösarp ved Ystad, Skedemosse på Öland, Gudingsåkrarne på Gotland, Knarremose og Balsmyr på Bornholm. Allerede i 200 e. Kr. havde man "riddere" til hest. De besejredes heste blev ofret i mosen. Kan det være et udtryk for at heste var smittebærere af sygdomme ? De sene kristne forbyder jo at mennesker må spiser hestekød, og muslimerne spiser ikke svinekød, fordi svinekødet er urent (svinet lever delvist af menneskets affald). Da Erik Emune i 1136 kæmpede mod Venderne på Rügen, medbragte han fire heste ombord på hver skib. Det skulle være gammel skik. Olmersdiget fra Åbenrå og over til Tinglev menes at være Anglernes forsvarsværk fra ca. 200 e. Kr. mod en nordfra kommende fjende (Hadbarerne ?). Men spørgsmålet er om Anglerne har været så langt nordpå, som Beda mener ? Og krigsbyttefund fra Ejsbøl og Thorsbjerg menes at være fra Angler-rigets undergang. Ved Ejsbøl er fundet krigsbytte fra 300 og 400-tallet med dyreornamentik, som kom til at præge den nordiske billedkunst de næste 500 år. I de følgende tre århundreder efter at Herulerne er fordrevet, dukker Herulerne op i Frankrig, Spanien, Italien, Ungarn og på Balkan. Kun i byen Herrested nær Nyborg fik enkelte Heruler tilladelse til at blive. I Valdemars Jordebog fra 1232 kaldes byen stadig for Herrulsted. De fordrevne Heruler så sig tvunget til at drage sydpå og tjene deres brød som professionelle lejesoldater for de østromerske kejsere i Konstantinopel og kæmper rundt omkring, bl.a. i Lilleasien. Herulerne er i 267 e. Kr. nede ved det Asovske hav, der er forbundet med Sortehavet. Herulerne nævnes som sørøvere i Sortehavet og som hærgede i Grækenland i 267 e. Kr., og senere bliver de angrebet af Østgoterne og Hunnerne. Da den Germanske hærfører: Odoaker i 476 e. Kr. blev udråbt til konge af "Italien" af sine Germanske lejetropper, og afsatte den sidste Vestromerske kejser: Romulus Augustulus, var Herulerne en del af Odoakers hær. De deltog også i slaget på De kataluniske Marker på Attilas side. Da Attila dør får de mulighed for at etablere et kongerige i Ungarn ved Donau, som i 505 e. Kr. bliver ødelagt af Langobarderne. Herulerne i Ungarn bliver fordrevet af Langobarderne, og Prokopios beretter, at Herulere kommer i kongetrang og i 508 e. Kr. sendte en delegation tilbage til det gamle land, for at hente en ny konge af den gamle kongeslægt. Det må have været sådan, at en delegationen af Heruler er rejst gennem Jylland og over Fyen for at komme til Sjælland, og vandrede gennem Danernes land og sejlede over til Thule (dvs. den Skandinaviske Halvø), hvor de modtoges af Göterne. Krigsbyttefundene tyder på at Göterne forsøgte at dominere Kattegat-området i yngre romersk jernalder og folkevandringstiden. Men Göterne havde Svearne i ryggen, og derfor var det Danerne der kunne beherske Halland og Skåne. Men i Götaland skulle der stadig være stammefrænder ledet af konger af den gamle Heruliske kongeslægt. Men der fortælles mest om Danerne, der også kaldes Skjoldunger efter deres første kong Skjold, og deres modstandere: Hadbarderne ved vadehavsegnen. Sagnene om Skjoldungerne og Rolf Krake er nært knyttet til Sjælland og Lejre. Man mener, at Hadbarderne omkring det 3-5 århundrede forgæves har forsøgt at hindre Danernes indtrængen i Jylland. Perioden fortæller om rasende kampe, om sejre og nederlag, og om krige, der så at sige fornyede sig af sig selv. Traldiget i Anst kunne have været Danernes forsvarsværk mod angribere fra vest. Kulturelt set var ældre germansk jernalder (ca. 400-550 e. Kr..) blot en fortsættelse, og både ligbrænding og jordfæste var stadig i brug, og det samme gjaldt skikken med at ofre krigsbytte, f.eks. i Nydam Engmose og Ejsbøl. Bemærkelsesværdig er især den store guldmængde, der har præget denne tid i form af fibler, brakteater, hals- og armringe, betalingsguld og sølvfund kendes også. Nydam-skibet er fra ca. 300 e. Kr. fra Sundeved i Sønderjylland, og det var 21 meter langt, 3 meter bredt og med 15 årer. Det må have været de triumferende sejrherrer, der efter kampen lod den slagne fjendes hele udrustning, ja endog deres heste og skibe, forsvinde i søer og moser for at mætte de forslugne krigsguder. Det er interessant at bemærke, at de ældste af disse ofre må hidrøre fra små hære på kun nogle få snese mand, men efterhånden som årene gik, og de krigende høvdinge blev mægtigere og mægtigere, voksede også deres krigsmagt til flere hundrede mand. Det begyndte som fejder mellem landsbyer for at ende som krige mellem landsdele. Hunnernes indtrængen fra øst i 375 e. Kr., er også med til at medføre, at Jyderne og Anglerne udrejser sidst i 400-tallet til Britanien. Sakserne er dog de første der kommer til Britanien kort efter at romerne forlader landet i begyndelsen af 400-tallet. Men allerede i det 4. århundrede drev Sakserne sørøveri på de engelske kyster, og fik senere hjælp af Frisere, Angler og Jyder. Men 100 år før var Alanerne, også kaldet Assi, Aser og Osseter, kommet ind og havde i 375 et rige i det nuværende sydlige Polen, der bliver ødelagt af Hunnerne i 410. Alanerne ender under navnet Sorberne ved Berlin. Ved Ho bugt ved Esbjerg og syd for Ribe bliver Barderne så angrebet af Danerne sidst i 400-tallet, og i sydSønderjylland trænges også Anglerne væk i sidste fjerdedel af 400-tallet til England. Både Barderne og Anglerne ender sandsynligvis i østEngland, hvor der etableres to riger: Deira og Bernicia, der ligger i strid i 100 år, men som i 593 e. Kr. forenes til Northumbria. Bernicias hovedplads hed Ho-wick, og dét kan godt være udvandrede Hadbarer fra Ho-bugt ved Esbjerg. Den sydvendte gruppe af Bardere kommer i kamp mod sydHerulerne ved Donau i 494 og 505 e. Kr., men Barderne fordrives i 568 e.Kr. af Gepiderne. Barderne har lagt navn til Lombardiet i 570 e.Kr.. Helt enestående er de to guldhorn fra Gallehus i det sydvestlige Sønderjylland (400-450 e. Kr.). På det tidspunkt må der være skabt en rigdom i Norden, som har medført en klassedeling indenfor stammerne, således at der er opstået regulære høvdinge, underhøvdinge og hirder. De germanske ugedages navne antages at være blevet til forinden år 400 e. Kr., dvs. på et tidspunkt hvor mange Germanere endnu var ukristne. Mandag betyder månedag; Tirsdag efter den oldnordiske krigsgud Tyr (Ti); Onsdag betyder Odins dag; Torsdag efter guden Thor; Fredag efter frugtbarhedsgudinden: Freja; Lørdag er oldnordisk og betyder vaske eller badedag; Søndag betyder Solens dag. Guldhornene fra ca. 450 e. Kr. lå i jorden ved Gallehus ved Tønder, og var pyntet med reliefbilleder af Odin, Tyr, Frøy med hesten. I Valmose ved Rislev er fundet en offermose med knoglerne af 11 heste, 7 okser, hunde,får, m.v. Hesteofringerne kendes også fra siatiske nomadestammer. Perioden, der tidligere gik under navnet folkevandringstid, afløstes i ca. 575 e. Kr. af yngre germansk jernalder. Dette navn svarer til den svenske Vendeltid og den norsk-finske Merovingertid. Perioden kan fremvise en særlig udformning inden for smykker, våben og den særegne dyreornamentik. Egentlige bopladser eller landsbyer er sjældne, og flere har haft fortsat bebyggelse i vikingetiden, det gælder f.eks. Lindholm Høje og Aggersborg. Man har fundet et hus fra 500 e. Kr. der var 38 meter langt. Gavlene lå "solvendt" mod øst, for at udnytte Solens varme. Brøndene efter vand var sjældent mere end 2-3 meter dybe. Sakserne byggede på en anden måde med høje og brede gårde. Beklædningen har været kapper af skind. Omkring år 510 opholdt den landflygtige Herulerkonge: Rodwulf sig ved østGoterkongen: Theoderiks hof i Ravenna i Italien. Theoderik (Didrek af Bern) dør i 526. Fra midten af 500-tallet tales kun om Danernes land og Danernes folkeslag. Danerne har altså på dette tidspunkt markeret sig så kraftigt, at man i udlandet betragtede dem som ledende i området. Historikeren Gregorius Florentinus (Gregor af Tours) (ca. 538-594 e. Kr.) skrev Frankernes historie i 590 e. Kr., og her dukker den første navngivne danske konge op. Han hed på latin: Chochilaichus og kaldes Danernes konge. Chochilaichus havde gjort strandhugst på den frankiske kyst i 515 e. Kr., og var blevet dræbt på tilbagevejen. Omkring år 520 var han og hans mænd på togt og gik i land i Gallien, hvor de stjal bytte og fanger. Theodobert, søn af kong Theodorik, der døde i 534, fik ordre til at nedkæmpe disse Danere, - og det gjorde han. Danerkongen Chochilaichus hvis navn på oldnordisk er Hugleik, blev dræbt og byttet taget tilbage. Biskoppen af Poitiers: Venantius Fortunatus lovpriser Frankerrigets ledere for deres kampe mod Danerne. I slutningen af 500-tallet indledes et fælles saksisk-dansk angreb på Vest-Frisland. I Beowulf-kvadet hedder Hugleik: Hygelac. Vi får her at vide, at der var konger i Danmark i 400 år - altså førend Gorm. Det er også i denne periode at sagnene om de berømte Skjoldungekonger hører hjemme. Fortællingerne gik fra slægt til slægt om Hadbarderne, Skjoldunger og de jydske og svenske Geater. Som navnet siger, var Skjoldungerne efterkommere af kong Skjold. De boede i Lejre nær Roskilde, og frem til midten af 500-tallet fortælles om kongerne Halfdan, Roar (Hrodgar), Helge og Rolf Krake (Hrodvulf). Her stod kongeborgen Hjort, (Heorot) der blev brændt ned om ørene på Rolf Krake og hans kæmper, blandt andet Bjarke. Hjortegeviret blev i øvrigt ført som våbenmærke af jarlerne i Skjalm Hvide´s æt. Skjalm Hvide er dog langt senere (døde i 1113). Bjovulfskvadet (Beowulf) er et oldengelsk epos på vers og handler i hovedsagen om helten Bjovulfs bedrifter ved danerkongen Hroars hof, og handler om Danerne og Geaterne; men i forbigående fortæller Bjovulfskvadet også om Sveernes krigerske mellemværende med Geaterne; de skildrede begivenheder er fra omkring begyndelsen af det 6. århundrede. I Beovulfkvadet har kong Roar fået sin datter: Freawaru gift med Hadbarkongen: Ingeld Frodesøn. Man kan læse ud af digtet: Blovulf, at formynderen for Geaternes Konge, Heardred, modtog ved sit Hof Sveakongen Otheres landflygtige Sønner, der var kommet i et fjendtligt forhold til deres farbroder Onela, »den fejrede Fyrste, den ypperste af de Søkonger, som uddelte skatte i Svearige.« Kampe udkæmpedes mellem Onela og Heardred; og efter at Bjovulf senere var blevet Geaternes Konge, hjalp han Otheres Søn Eadgils med Krigere og Våben over det vidtstrakte Hav. Eadgils besejrede også Usurpatoren i Sverige og blev selv Konge. En anden ældre Sveakonge, Ongenthteow, fader til Othere og Onela, nævnes for sin kamp mod Geaterne; han falder til sidst for deres Våben. Kun dunkelt anes herigennem Sveernes herredømme, om hvilket det 6. århundredes vældige gravhøje og pragtfulde Skibsbegravelser vidner; men man hører dog om de første Skikkelser i Sveriges Historie, der nævnes ved Navn: Angantyr, Ale, Ottar og Adils - således må de oldengelske Navne lyde, når de føres tilbage til nordisk Form. Både Uppland og Lejre har i en periode været centrum. I Lejre er fundet store skibssætninger, anselige grave og et over 500 kvadratmeter stort hus, der er det største hus, der kendes fra denne tid. I Lejre (Lethra) vest for Roskilde er efter sagnene udpeget som stedet, hvor Skjoldungernes kongsgård lå. I det 5.-6. og 7 århundrede bliver Asernes fortælling den dominerende i forhold til tidligere tiders frugtbarhedsdyrkelse. Men samtidig er der opbrud i Europa, og vore gamle pladser begynder at orientere os for søfart med større skibe. Især ved kyster og større åløb opstår pladser af forskellig type, med håndværksfremstilling, skibsbygning, tekstilfremstilling, vandmølleudvikling, fiskepladser, overfartssteder og vareudvekslingspladser. Oppe ved Limfjorden kender vi anløbspladser som Aggersborg, Karby, Dalgaard, Sebbersund, Nederby - Århus i midtJylland og sydpå Ribe, Starup og Hedeby. På Fyn: Strandby Gammeltoft, Nabbe-Kildegård, Lundeborg og Baes Banke. På Sjælland: Gedehaven, Vester Egesborg, Stubberup og Vedbæk. I sydSkåne: Löddeköpinge, Trelleborg, Ystad, og op af Helge´s åløb: Åhus. På Lolland: Fribrødre, som nok har været den slaviske fyrst: Prybrodes sted. Mon ikke der også har været liv ved Tryggevælde å, og de mange stednavne med snekke. Ved udgravningen af Grydehøj har man fundet ud af at højen er opført over en brandplet fra yngre stenalder. Gravfundene var usædvanlige. 50 jordfæstegrave og enkelte brandgrave, foruden stolpehuller fra et hus med buede vægge. Foruden nogle gravhøje (Grydehøj og Hyldehøj) findes der rester af en ca. 80 m lang skibssætning ("Tingstenene"), dateret til 900-tallet. Der var i det nuværende Danmark ca. 85.000 registrerede gravhøje. Men de fleste gravhøje er ødelagt under industrialiseringen i vor tid. En "tysk" biskop: Thietmar af Merseburg, fortæller om Danmark: "Der er et sted der hedder Lejre, hovedstaden i det land, der kaldes Sjælland. Der kommer de sammen hvert niende år i januar måned for at ofre 99 mennesker og lige så mange heste til deres guder, og dertil hunde og haner, og de tror, at dette vil forsone dem med underverdenens magter." Dette er, bortset fra jordfundene, den eneste oplysning der eksisterer om vikingetidens hedenske gudstjenester i Danmark, og bemærkelsesværdigt nok refererer den altså til Lejre ved Roskilde, ifølge sagnet et gammelt sjællandsk kongesæde. Det skal have været her Rolf Krake havde sin gård, den berømteste, mest gavmilde af alle. Og det skal have været her han fandt døden i sit sidste store slag, mens hirdmændede segnede om ham, kongsgården gik op i flammer og Bjarkemålet blev digtet, - denne lovsang til krigerens liv: »Mindes i mænd hvad ved mjøden vi loved da glade vi sad og gjorde os gammen, aldrig svor vi, at svigte Rolf til sejr eller død vi tro ham følger«. Hvis der nogensinde har været en kong Rolf i Lejre, må det have været flere hundrede år før vikingetiden, men sagnforskerne forsikrer, at Rolf snarest var en folkevandringshøvding et sted nede ved Donau og egentlig intet har haft med Danmark at gøre. Han var muligvis Heruler, som også er beskrevet ovenfor. De oltidsminder, som egnen er berømt for stammer i virkeligheden fra vikingetiden, altså fra den periode, da en dybt rystet bisp Thietmar skildrede de grufulde ofringer på stedet, som skal godtgøre de kristnes aggressioner. Det er sandsynligt, at Thietmar overdrev. Så selv om beretningerne om Lejrekongerne kun er et sagn, er det absolut ikke tilfældigt, at denne sagnkreds blev knyttet til denne egn, for den afspejler uden tvivl vikingekrigernes tankegang. Vel kæmpede hirdmændene indtil døden for deres herre, men forudsætningen var også den gavmildhed høvdingen udviste mod sine mænd. Som der står i Bjarkemålet: »Tid det er at takke med dåd vor gæve drot for gode gaver for tyske sværd og svenske skjolde for røde ringe Rolf os gav«. Men, men…ifølge sagnet, skal Roskilde være grundlagt af kong Ro, og da der i området var meget rindende vand i form af 24 kilder, var det jo nærliggende at kalde byen for Ros´kilde. Og mon så ikke også der har været en Rolf Krake dér i området før kong Ro ??? Vikingetidens grave bekræfter til fulde, at det vrimler af materielle belønninger for et dådrigt liv, guldarmbånd og sølvhalsringe, smykker og pragtvåben. En del heraf kan være erhvervet ved fredelig handel. Nogle forhandlede trælle, hertagne folk fra Ruslands stepper, og i de Frankiske opkøberes øjne var der måske tale om en fredelig købmand, - men sådan opfattede de Slaviske folk næppe slavehandlerne og trældommen. I Lejre fandt man bl.a. en grav med en yngre mand der var død på naturlig måde, men ovenpå ham lå liget af en mand der var blevet bagbundet og halshugget. Sikkert en træl, der skulle ledsage sin herre til dødsriget og tjene ham der. En araber der overværede en vikingebegravelse i Rusland fortæller, at man spurgte den afdødes trælle og trælkvinder, hvem der frivilligt påtog sig at følge den døde. Når vi siger fra Arilds tid betyder det, fra dengang Danerne boede i Sverrig (Danernes oprindelseshistorie med kong Arild). I det 8.-9. århundrede kaldes Danmarks indbyggere Danere, selvom hele landet først med sikkerhed bliver en "politisk enhed" i det 11. århundrede. I vikingetiden bruges ordet Daner undertiden om alle skandinaver. Efter middelalderen erstattes Daner med danskere. Daner, Dänen, Danes bruges dog stadig i tysk og engelsk. Danakongen Frode var gift med en Hunnisk dronning. Da hun var ham utro blev hun smidt ud, men Hunnerkongen Huns, blev vred derover og ville benytte denne anledning til at underlægge sig vores del af verden, - og i 2 år forberedte han felttoget. Men Danerne var Hunnernes arvefjender fra deres fortid i Asien, da Danakongerne nedstammede direkte fra Asgård. De Gotiske og Vendiske konger svor da troskab mod Danaernes konge, som anlagde sig titlen: "De Goters, de Venders", og kong Frode tog kampen op mod Hunnerne. Da slaget havde varet i syv dage faldt kong Huns og resten af Hunnerne overgav sig. Så langt, man i 3 dage kunne ride, var jorden oversået med lig. Hunnerne og deres allierede blev slået og Saxo fortæller, at fjenden: Ruthenerne, mere havde deres styrke i usædvanlig talrighed end i tapperhed. Da kong Frodes skibe skulle sejle hjem, stødte de på en hindring. Havet var fyldt med lig og stumper af skjolde og spyd. Harald Blåtand havde en storebror ved navn Knud Dana-ast. Hans tilnavn - Dana-ast - betyder, at han var en Dana af Asernes æt. Han blev aldrig konge, da han som ung mand faldt under et vikingetogt i Irland. Efter det grufulde slagteri af civilbefolkningen ved Visby på Gotland i juni 1361 tog Valdemar titlen »de Goters Konge«. En byzantinsk kilder siger i 590 e. Kr., at de slaviske folk: Varner og Sveber bor helt oppe ved Østersøens nordlige og vestlige kyster. De kendteste fund fra jernalderen er de importerede genstande, f.eks. Gundestrupkarret, Hoby-bægrene og de mange farvede, romerske drikkeglas. På Hoby på Lolland blev en fyrretyveårig høvding gravlagt med udstyr i sølv og bronze, - noget af det bedste som Romerriget kunne fremstille. Sandsynligvis er det gaver fra en romersk befalingsmand fra Rhinhæren: Silius. Også i Brokær, Langå, Varpelev, Ringe, Gudme er fund. Derimod skabtes fornem dansk kunst i vikingetiden, bl.a. Jelling-bægeret, Mammen-øksen og den store Jellingsten. Danernes forbindelserne og kulturpåvirkning østover har været tydelige. Men så dukker Slaverne op på vandring mod vest i 500-600-tallet, og afskærer handelsforbindelserne. Og i vest dukker Friserne op. Også Friserne kendte de gamle søveje fra ældgammel, keltisk tid. Dorestad blev anlagt i 630/675 e. Kr. De sejlede op langs Jyllands vestkyst, ind gennem Limfjorden, hvor der opstod markedspladser. Nogle markedspladser blev senere til Vestervig og Ålborg; østpå opstod markedspladser ved Gøtaelvens udløb eller nordpå til Vestfold, vestsiden af Kristianiafjord, hvor der i bygden Skiringssal blev en markedsplads, en kaupangr (dvs. købing). Lidt op ad åen, der falder ud i Nordsøen mellem Fanø og Manø, skabte Friserne en markedsplads, som de i deres eget sprog gav navnet Ripen, Ribe; derfra gik der snart veje til de store østjyske åers udløb: Aaros, åens munding, og Randros, Randåens munding, hvor lokale markedspladser dannede sig. Ved udløbet af Ejderen, (dansk: Ægisdora), som Friseren kaldte Fifeldora efter Angelsakserne, dvs. havets dør, førte vandet dem op ad Ejderen og Trenen så langt åen ville bære deres skibe, og derfra trak eller bar de varerne over land til Sliens sydligste vig, der endnu hedder Haddeby Nor. Og der holdt de marked, på en plads, der af de omboende kaldtes at Hædum, dvs. på hederne, og som senere, da markedspladsen antog karakter af en by, fik navnet Hedeby. Det siges, at derfra stod Friserne ud ad Slien, langs med de danske øer og op langs Sveriges kyst, til hvor nu Södertälje ligger, derpå ind ad en havarm, der nu ved landhævningen ikke mere er sejlbar, til en ø i Mälaren, hvor så fra hele Nordsverige pelsværksfangere og pelsværksopkøbere tilligemed jernproducenter og jernopkøbere kom til hans markedsplads for at handle med dem. På markedspladserne forlangte Frisernene overfor høvdingene (småkongerne) at deres ret skulle være gældende i alle handelssager være gældende. Dette skete mod betaling, til høvdingens repræsentant, en giald-keri, afgiftsopkræver, gælker, der efter visse regler tog afgift af de handler, der afsluttedes. Handelspladsen kaldtes et berek, (tysk: gericht), dvs. et særligt område, hvor almindelig retsforfatning var undtaget. Da ordet, blev optages i det nordiske sprog, forkortedes det til "birk". Men, men kan det nu passe ? Østeuropa har mere sandsynligt lagt navn dertil. Det hedder Bela-russia, Hviderusland, Bela=hvid efter de mange birketræer. Absalon og Andreas Sunesen var af Hvidernes Slægt, og Hedeby må have været et "endemål" for den handel der strømmede ud af floderne til Østersøen, til Gotland, Birka, Himlingeøje, Gudme-Lundeborg, -lin byerne, etc.. Deraf fik handelspladsen på Mälarøen sit navn Birka, og adskillige andre markedspladser i Norden, helt op til Torneåelvens udløb, til den finske bugt og til Hålogaland i det nordligste Norge har samme navn. Birkaret har været en fællesnordisk søret og markedsret. Og vi havde ikke "en hvid" (møntbetegnelse). Limfjorden, Aaleborg (Ålborg - Alaner), Bejsebakken og Viborg var markedspladser via Hærvejen i det 6. århundrede; senere Lindholm Høje og Aggersborg. En sommerdag, den 8. juni 793, blev klosteret på Lindisfarne, der er en lille ø udenfor Englands nordøstkyst angrebet af Nordiske vikinger. Denne begivenhed anføres sædvanligt som begyndelsen til nordboernes vikingetog. Der havde været togter før (f.eks. Hugleiks togt til Friesland i året 516), men først nu hører vi om fortsat udfærd. Ved år 787 omtales tre skibe med "Normannere" fra Hereoa lande, der antages for at være norske skibe fra Hordaland; men det kunne også tænkes at være skibe fra Hardsyssel i Jylland, da der i den oldengelske krønikes tilføjes: "det var de første danske mænds skibe, som søgte til Anglerfolkets land". Snart øges angrebene til Anglernes fastland og Irland. En generation senere er flåderne større, og man går over til overvintring og til erobring af land. I de følgende år gentoges atter og atter på Irlands kyster. Derefter bar det ad Irernes egen handelsvej nedover mod Noirmoutier efter vin og salt. Æren for at have været de første på disse vilde veje er dog bevaret for Nordmændene i de navne: Normanner og Vikinger d. e. mænd fra Viken, østsiden af Kristiania fjord, eller dog måske blot fra en Vig, der snart blev en fællesbetegnelse for de nordiske folk, der gjorde strandhug på Vesteuropas kyster. Frankernes mægtige konge Karl den Store (768-814), var herre over Frankrig, Italien, det nuværende Holland og Belgien og Vest- og Sydtyskland, og han besluttede at erobre Saksen d.v.s. Nordvesttyskland, og dermed truede han Danskerne. Det hedenske og kampdygtige Sakserfolk ydede vel tapper modstand under anførsel af Widukind, der når kampen gik ham imod, søgte tilflugt hos den danske kong Sigfred. Allerede i 772 omstyrtede Frankerne Saksernes hellige træ Irminsul, idet Karl den Store førte erobringskrig under påskud om at omvender Sakserne til kristendommen. I 783 vandt Frankerne afgørende sejre, og nårsomhelst Sakserne senere forsøgte modstand, ramtes de af frygtelig straf; oprørerne tvangskristnedes og, hvad værre var, de flyttedes i massevis bort fra deres hjemland, og deres ejendomme overdrages til Frankiske "nybyggere". Juledag år 800 kronede pave Leo i Rom Karl den Store til romersk kejser. Ved århundredskiftet var Elben blevet Frankerrigets grænse; men nu syntes det, som om Karl ville gå videre. I forbund med de slaviske Obotriter i østholsten kunne Karl undertvinge og omflytte de Saksiske stammer nord for Elben: Sturmerne og Holsterne, dvs. Holtseterne, de, der havde dyrket jord op og boede i skoven, holtet. I 804 var Karl selv i denne anledning helt oppe ved Elben; da fik han efterretning om, at kong Godfred, en søn af kong Sigfred, havde samlet en hær ved Sliestorp, på Sliens nordlige bred, lige overfor Hedeby. Kong Godfreds fjendtlighed er let forståelig; Karls fremfærd syntes at tyde på, at det var hans hensigt at tage magten over Frisernes handelsvej over Hedeby og dermed at berøve kong Godfred de store indtægter, som Godfred havde af den frisiske handel. Godfred synes at have forstået, hvad denne handelsvejs beherskelse betød for hans kongemagt; at Karl tilbød forhandlinger, gjorde ham kun dristigere. I 808 angreb Godfred de slaviske Obotriter og ødelagde deres handelsplads Reric, der konkurrerede med Hedeby, og samtidig bestemte han, at der langs Ejderens nordlige bred skulle bygges en vold tværs gennem landet lige fra Østersøen til Vesterhavet. Som modforholdsregel herimod anlagde Karl befæstningsanlæg ved Stør, Itzehoe, og ved Elben Hamburg, der fra da af blev en markedsplads for de Frisiske købmænd til Elben, og som sådan snart overgik Bardowik. Skønt Karl således overfor denne danske konge holdt sig i defensiven, hærgede Godfred i 810 de frisiske øer langs kysterne og undertvang Friserne på Slesvigs vestkyst; han pålagde de rige frisiske bønder dér en skat til ham som dansk konge. Således skriver de kristne. Men sandheden er vel, at Friserne havde anmodet Danerne om hjælp mod Frankerne. Men samme år blev Godfred dræbt af en af sine huskarle; han efterfulgtes af en brodersøn Hemming, og i 811 sluttedes ved Ejderen fred mellem de danske og Frankerne. Vikingerne sluttede sig som venner, sinder, d.v.s. følgesvende, til den mand, der kunde blive deres fører, tog kost og bolig hos ham som hjemtagere, deltog i det arbejde forberedelserne til søfærden krævede, som hans Iwskarle. De knyttedes sammen ved dette fællesskab i arbejde, udfærd og strid, og først og fremmest ved en hurtig opelsket, dyb troskab mod den fører, de havde sluttet sig til, som de sommer efter sommer fulgte på udfærd, og i hvis hus de henlevede vinter efter vinter, så at de efter års samvær følte sig som et helt lille samfund for sig selv, en inndrott, hustrop. Op over denne inndrott voksede da høvdingen, husfaderen, som drotten, hans hustru, husmoderen, som drotningen. Drotten havde naturligvis forpligtelser overfor sine huskarle; en runesten berømmer en drot for, at han »var mildest med mad«, gamle skjaldevers berømmer drotten som »ringgiveren«, »den glade giver«. Det samlag af mænd, der samlede sig om drotten, var dybt forskelligt fra landsbyens samlag; der var det mange husstande, der forenedes; her var det een husstand, der udvidedes og samledes om en fører, en hovedmand, en høvding. Høvdingegården voksede da op som et fuldstændigt modbillede til landsbyen. Den lå ved en åmunding eller dog med let adgang til havet, helst med skove, enge og græsgange om sig. Den skulde kunne rumme mange, derfor udvidedes huset, derfor var husstolper og lerklining ikke tilstrækkelig, men man måtte tage af skovens træer for at få byggemateriale. Bjælkehaller rejste sig, med højsæder for drotten og drotningen og sidebænke, der om vinteren var fuldt besat af huskarlene, som medens arneilden lyste i de blanke våben, der var ophængt på væggene, fortalte om bedrifter i forgangne somres færder eller planlagde nye for kommende somre. Høvdingeslægten blev fornemmere end andre slægter, der blot var familie; den blev en adelslægt. Det gamle danske ord for slægt var køn, cyn, som det hed hos Anglerne endnu i England. Dette ord fik nu i høvdingeslægten en særbetydning; en høvdings søn var en kon-ungr, en søn af en fornem slægt. Dette ord blev grebet af huskarlene, og snart var enhver fører af et vikingeskib en søkonge. Nogle historikere mener, at vikingernes kommende fremfærd ud af Norden og vestpå helt ned i Middelhavet, og østpå over Gardariget skyldes et magttomrum i Europa. Man skal erindre, at det muhammedanske kalifat i begyndelsen af 700-tallet allerede er ekspanderet voldsomt fra det Kapiske Hav i øst til Spanien i vest i sin frigørelseskamp.

Sprog og skrift

Kimbrerne og Teutonerne, som bukkede under for romerne i årene 102 og 101 f. Kr., var udgået fra Himmersyssel (Himbersysel) og Thy (Thiuth, Thiuthæ sysæl), og Charuderne (harudes), som også var på vandring og omtales af Cæsar, var fra Hardsyssel (Harthæsysæl, Harzheret). Nutidens kristne sprogforskerne har valgt at kalde vort oprindelige sprog fra 200-600 e. Kr. for gottonske lyde, således at vort sprog var en del af de gottonske folkestammer, der spaltedes i ét nordisk folk og i de germanske folkestammer, der trænger ind i midt- og vestEuropa. Vestgermanske sprog taltes af Sakserne, Frankerne, Alemanerne, Bajrerne og Markomanerne, - og Anglerne i Elbe-Saale området,- og Østgermanske sprog taltes af Goterne, Vandalerne og Burgunderne. Den Østgermanske sproggruppe er uddød. Mod vest ved Rhinen boede Kelterne, og det var Kelterne der kaldte de nærmest boende stammer for Germanere, og navnet overtages så af romerne og grækerne, der udvider navnets betydning til også at omfatte de Nordiske stammer. Kelterne lagde navn til Rhin, Donau, Wien, Paris, Seine, etc., men sproget bliver fortrængt til England og deler sig i to grupper: kymrisk (walisisk), kornisk (i Cornwall), bretonsk i Bretagne, - og den anden gruppe er gælisk i Skotland og Irland. Mansk tales på øen Man. Højtysk er i dag et rigssprog på baggrund af tre hoveddialekter: alemansk, bajersk og over-frankist. De gottonske lyde omfattede således hele Norden og "dansk tunge" taltes også i fastlandområderne op til Østersøen. Øst for Germanerne fra Weichsel til Dnjepr, boede de slaviske folk. Romeren Tacitus (55-120 e. Kr.) kalder dem veneter, og vor betegnelse er vendere. Slaverne deler sig i 3 grupper - de sydslaviske (bulgarske), de østslaviske (russiske), og vestslaviske (tjekkisk, slovakisk, polsk), men de slaviske grupper etablerer sig også i hele det nordtyske område, helt over til Holsten. Slaverne grundlægger bl.a. byerne: Dresden, Meissen, Leipzig, Berlin, Schwerin, Stettin, Strelitz, Lübech, etc.. De baltiske sprog: litavisk og lettisk, står sammen med det uddøde prøjsiske sprog tæt på de slaviske sprog. Goterne, som i ca. år 100 e. Kr. boede ved Weichsel, var efter deres egen fortælling kommet fra Norden, fra øen Scandza. Men før Goterne kom til det nordlige Polen, boede Bastarerne dér, fortæller romerne. Goterne drager mellem 150-200 e. Kr. mod syd. VestGoterne opholdt sig ved Donaus nedre løb (Dacien (Rumænien)) og det ældste germanske litteraturmindesmærke er fra biskop Wulfilas (ca. 311- 383 e. Kr.) der oversatte biblen til vestGoternes sprog, der er en blanding af runetegn og græske bogstaver, dvs. Wulfila etablerer det gotiske alfabet. Bogen ligger i Uppsala. Burgunderne boede i 200-tallet e. Kr. mellem Oder og Weichsel og i 413 stiftede det kortvarige rige omkring Worms. Burgunderne kom vel oprindelig fra Bornholm (Borghundarholm). Tydelige arkæologiske vidnesbyrd viser forbindelse mellem Vendsyssel (Kraghedefundet) og Schlesien, hvor Vandalerne boede ca. 200 e. Kr., og hvorfra de gennem Gallien og Spanien (Andalusien) nåede til Nordafrika i 429, og navnehistorisk er der en forbindelse mellem stammenavnet Wandilös og stednavnet Wandila. Adam af Bremen (1040-1081) skriver: Wendila: formentlig oprindelig om Limfjorden. Beda (672-735 e. Kr.) skriver, at det Keltiske sprog i England bliver fortrængt af Anglerne, Sakserne og Jyderne. Hos Angler, Sakser og Jyder var -inge-navnene levende, da de vandrede til England (Charing, Hastings, i sammensatte navne som Birmingham, Nottingham osv.). Forleddene er ofte ikke kendte, men det er blevet tolket som en slægts- eller klanbosættelse (Gislinge skulle være Gisls efterkommere, slægts eller undergivnes (by)). Ordet "viking" kan vel betyde "hellig kriger", når byer med forbogstavelsen "Wi" i Danernes lande var hellige kultsteder (Wic=skov), og landsbyendelsen -ing, i Viking er tydelig. Stednavneendelsen -win brugtes ofte i Norge. Måske er de viet til Odin. Man mener dog, at det er folkene der holder til i en vig, i en bugt, eksempelvis: Viken, ved egnen af Oslofjorden. På oldfrisisk: wi(t)sing,, dvs. indbygger i en wik, -ing = landbyboer. Der er påvist en tydelig tidlig kulturstrøm fra Sortehavsegnene til Østersøegnene og langs denne kulturvej er fundet Gotiske runemindesmærker fra bl.a. 200-tallet. Ad denne vej skulle runeskriften være kommet til Norden. Runeskriften kan være opstået hos Goterne efter deres tog til Lilleasien i 267 e. Kr.. Man mener også, at Herulerne har spillet en rolle ved overførelsen til Skandinavien. Nogle mener at forbilledet er et latiniserede Etruskisk alfabet og andre mener, at runerne er opstået i århundredet før Kristi hos Markomannerne i Bøhmen, hvor Romersk, Keltisk og Gottonsk kultur mødtes. Stednavne-endelsen -lin er slavisk (Julin, Wollin, Grobin, Stettin, Berlin, Elbing). I flere indskrifter betegner runemesteren sig med ordet erilaR. Hvis i her blot var en støttevokal, kunne ordet være det samme som jarl, men ordet kan muligvis også sættes i forbindelse med folkestammen (h)erul. Det at skrive kaldtes, at riste runer, og sådanne runer ristedes i store kampesten, der rejstes som minde over afdøde. Runestene er ikke gravstene, men mindestene. De har er skriftlige efterretninger fra Oldtiden. Runer læses fra højre til venstre eller fra venstre til højre, men enkelte runeindskrifter står spejlevendt. I Norge er der indskrifter fra 200-tallet e. Kr. og fra 300- tallet. På Einangstenen fra 300-tallet står: »Jeg, Gudgæst ristedede runen«. Frem til ca. år 500 e. Kr. blev 24 runers alfabetet: futharken brugt i Danmark. Navnet kommer af de første runer i alfabetet. Kragehul (ca. år 600), Blekingestenene, Helnæs, etc. En lang række af vores ord er kendt fra landområderne der strækker sig fra Indien, over Sumerne (oldtidsfolk i Mesopotanien 4.000-3.000 f. Kr.) til Danmark. Sproggrenen kaldes det ariske; indoeuropæiske sprog. Ord som hund, ko, so, får, hest (ehuR; urnordisk: ehwus;olddansk: iur) er kendt over alle disse områder. Måske kom arierne til Lilleasien 2.000-1.500 f. Kr.. Biblioteksfund i Hetitternes rige (ca. 2.000 f. Kr. i det østlige Lilleasien, dvs. ved Boghazköi i Tyrkiet) viser os et før-arisk (indoeuropæisk) sprog. Alle vigtige stednavne i Grækenland er er fra før-arisk tid. Det er muligt, at grækernes sagn om de Doriske og Ioniske folkevandringer kan rumme i minder om ariernes fremkomst til Grækenland, thi samtidig med disse folks fremkomst optræder jernet, hvis udvikling er sket i hettisk kultur. Hetitterne er også kendt for at bruge heste foran deres stridsvogne, hvilket gjorde Hetitterne til en stormagt. Sikrere sproglige vidnesbyrd har vi i navnene på de høvdinge fra Norden, der nævnes lidt senere, også deres navne er i alt fald ariske, men om de er keltiske eller germanske, kan ofte være svært at afgøre. Der er i det hele taget sket en mærkelig sammenblanding hos flere klassiske geografer mellem Kelter, Galler og Germaner. Nogle Forskere har tænkt sig, at Kelterne en tid lang har besat Jylland, men senere vil det måske vise sig, at Kelter og Germaner en tid før adskillelsen har udgjort een stamme, hvis fællessprog ved at udbredes dels over førariske Folk i Gallien og Britannien (Frankrig og England), dels over Germanien (Tyskland og Holland) og Norden bliver til Keltisk og Germansk. Først med Runemindesmærkerne, af hvilke det berømte Guldhorn er et af de ældste, får vi dog sammenhængende - omend korte - tekster på det såkaldte urnordiske sprog, hvis nærmeste frænde var det sprog, som vi kender fra en bibeloversættelse af biskop Wulfila, dengang da Goterfolket sad nede i det nuværende Rumænien i 325 e. Kr.. I forskellige indskrifter med de ældre runer, som her i Danmark findes på flere redskaber, våben og smykker, spores endnu ingen dialektforskelle. Grunden kan dog være både den få mængde eller den, at skriften måske stammer fra en snæver eller fremmed kreds af Stormænd. Runer læses fra højre, ligesom arabernes skriftssprog. Det brede folks sprog kan ikke have rummet store forskelligheder - egn og egn imellem. Først i vikingetidens runeindskrifter på runestenene med det kortere, yngre runealfabet begynder der at opdukke tydelige forskelle mellem de nordiske sprog, som synes at vise et nærmere slægtskab mellem Dansk og Svensk (østnordisk) end mellem disse sprog og Norsk-Islandsk (Vestnordisk). Da landskabs- og kirkelovene fremstilles, spores der tydelige forskelle, ikke blot mellem de fire nordiske sprog, men indenfor Dansk tillige mellem Skånsk, Sjællandsk og Jydsk indbyrdes, og det ville uden tvivl være voveligt at påstå, at disse forskelle først skulle være dukket op på den tid, da skriftkilderne blev til i ca. 1200-1300. Allerede fra disse loves tid sporer man det Sjællandske sprogs forrang, som sandsynligvis hænger sammen med, at Sjælland allerede i Lejrekongernes tid var styrelsens sæde.

Sprogperioden har forskerne i Norden opdelt i tidsrummet fra ca. år 200-600 e. Kr. og perioden 600-800 e. Kr.. Østgermansk og Nordisk har tidligt fællestræk i sproget. Det urnordiske sprog strækker sig fra Trøndemarken i Norge til syd for Ejderen, vestpå ud mod havet hen over Batavernes og Frisernes riger. Allerede i år 100 e. Kr. er der een nordvestlig sprogstamme, hvorfra der i år 200 e. Kr. udspringer een nordisk sprogstamme og een vestgermansk sprogstamme. Den vestgermanske sprogstamme deles i år 400-450 e. Kr. i en old høj germansk sprogstammen, og i en anden sproglinie med old saksisk, old frisisk, og old engelsk sprogstamme. Imellem Elben og Oder er Alemanerne, mellem Rhinen-Weser er Frankerne og Bohemia (Bavarians), og fra det sydlige Westfalen og nordpå er Saxonerne. Det skønnes at omkring år 200 e. Kr. har Danerne fortrægt Herulerne fra Danmark, og det må have taget et par århundrede at"integrere" Jylland i Danernes rige og nå til Saxonerne ved Ejderen. Runesproget heroppe viser en ensartethed. Det politiske centrum i Skandinavien mellem år 200-500 e. Kr. var Himlingøje i det østlige Sjælland. Dette kunne være Danernes første politiske sæde, og med -lev og -löv endelserne i stednavnene, bredte de sig over det sydlige Sverige og Danmark. Ved år 250 e. Kr. var Helgö i Uppland også et center for romerske varer. Muligvis har "hære" fra Norge og vestSverige invaderet Jylland og Fyn, under ledelse af centeret i Himlingøje. Omkring år 250 e. Kr. bliver Gudme-Lundeborg på Fyn også et centralt kraft- og handelscenter, og i det 4. århundrede viser stedet en betydelig rigdom. Det er først i det 6. århundrede, at Danernes center flytter til Lejre ved Roskilde. Der er kommet låneord fra det nordiske sprog til finsk og lappist allerede fra 500-400 f. Kr.. Fundene i Vimose nord for Odense og i Torsbjerg i Angel, runeindskrifterne og runetegn på guldbrakteater, etc. etc. læses og tolkes forskelligt. Brakteaterne er tynde prægede eller pressede guldplader, dannet som efterligning af de romerske guldsolidi og kejsermedailloner og er anvendt som amuletter. De tilhører tiden ca. 400-650 e. Kr.. Køng broncestatuetten og Himlegøje broncefibulaen er fra Sjælland fra 300-tallet. Fund i Nydam i Sottrup sogn, Strårup i Dalby, fund fra Kragerup mose, Lindholmen benamulet fra Skåne, og Guldhornene er dateret til 400-tallet, hvor runetegnene bl.a. fortolkes: Jeg Hlewagäst Holtingen hornet gjorde - »Jeg Lægæst fra Holt gjorde hornet«. Selve rækken af ord følger den keltiske ordrækkefølge. Der findes 5 stednavne på Holt og 6 på Holte i Danmark. Nordsjælland ovenfor København har de fleste fund af guldbrakteater. Ord som sværd oversættes fra ordet: makia. Yngre urnordisk omfatter for sprogets vedkommende en tid, hvor meget vigtige ændringer gennemføres, men for historiens og kildernes vedkommende er det stort set en tid i mørke. Kilderne er af samme art som tidligere, dvs. navne hos fremmede forfattere, finsk-lappiske låneord samt hjemlige runeindskrifter. Nogle navne findes hos den langobardiske historieskriver Paulus Diaconus (ca. 725-795), hos Gregor af Tours (død 594) og Isidor af Sevilla (død 636), i den såkaldte Fredegars krønike, der går til 642. Et par oldengelske kilder er: Widsith, der er et digt (måske fra 600-tallet), hvori sangeren Widsip fortæller om sine vandringer blandt mange folk, således nævnes Geatum (gøterne), Wicingum (vikingerne), Pröwendum (trønderne i Norge), Sud-Denum (syd-danerne), Wenlum (vendelboerne), Skridfinnerne, Østgoterne, Banings, Burgundians, Brondins, Huns (hætwere), Idumings, Picts, Rumwalas, Scots, Sercings, Serings, Wineds, Engle, Eows, Geffl-Egan, Sweordwere, Ænenas, Wenlas, Sycgan, Supdene, Swæfe, Hælefpan, Hundingas, Hælsings, Moide, Myrgingas (Myrsingerne boede i vest Holsten), Woings, Wrosnan, Ymbram, Ongendmyrgingas, Sweon, Geatas, Hronan, Dean, Heajporeamas, Prowend, Lidingas, Leonas, Hædnas, Amothingas, Hredgotan, Gelfpan, Rugas, Glomman, Wulfingas, Ofdingas, Ilwan, Iste, Wærne, Wicingas, Pyringas, Froncan, Frysan, Frumtingas, Seaxan, Longbeardan (Hundingas, Hundingum boede i øst Holsten), Eastpyringas, Sweves. Beowulf er et stort digt om kæmpen Beowulf og hans bedrifter fra ca. 700, hvor baggrunden er tildragelser i Danmark-Sverige i 500-tallet (heri om Scyldingas (Skjoldungerne), og Headobeardan (hadbarderne). Vort ældste og eneste arveord for håndværker er smed og ordet er fælles for de gottonske sprog. Første led af ordet ørtug er et gammelt metalnavn af arut(i)- taugo (malm-tråd). Frænde betød ven, derpå slægtning. Mand og kvinde blev kønsbestemt med ordene: karl og mø. = kvæg; fehu = velstand og kvæg; fælled = græsvang for kvæg. Toften var et privat jordstykke, hvor bonden kunne dyrke hvad han ville. En vang var inddelt i mange åser og flere hundrede agre. I Norge er fylker afledt af ordet folk. Ordet bygder findes kun i nordisk. Bryde betyder forvalter. Bryderup er derfor et jordstykke, som forvaltes af en ufri. Jylland synes flere af de senere sysler at dække over ældre bygder. Således tolkes ordet i Jyske Lov, ligesom sysseltinget flere steder langt op i tiden kaldes bygdeting, f.eks. Thywthbo byghdæthing, Harthboo bygthælhing. Ordet Land indgår i navne på flere større områder: Jylland, Låland, Langeland, Thosland (Tåsinge), Holmsland, Fyallands hæræth (Fjends herred), Villands herred, Halland; i Sverige Uppland, Värmland, Gotland osv., og til dels i Norge: Hadeland, Hordaland, Halogaland. I mindre områder samledes områdets folk eller Tjod om fælles samfundsordning, især med hensyn til ret og kult. Ordet: Folk, anvendtes specielt om krigerskare, men derefter om samhørende og samboende folk og deres distrikt. Ordet indgår i Vandfuld herred (Wændlæfolk hæræth); i engelsk: Norfolk og Suffolk. Tjod er i dansk bevaret i landskabsnavnet Ty, (Thiud).

Fra ca. år 500 til år 800 var der en del forskellige runer, som dog i år 800 endte med en runeskrift på 16 runers futhark. 16 futarken kendes fra runestene på Helnæs, Gørlev, Flemløse, Øster Løgum, Snoldelev, Læborg. Fra år 900 e. Kr. og fremefter bliver der til stadighed ændret lidt på runernes form og lydværdi. I 900-1000-tallet kendes rusten fra Jelling, Randbøl, Gunderup, Grensted, Alum, Hällestad, Västra Strö, Fjenneslev, Øster Larsker. Fra ca. år 1000 forekommer stungne runer, hvorved tegnede øges. Senere Skivumstene, Sövestadsten Ravnkildestene, Store Heddinge. Valdemarsrunerne er fra 1239/40. Både det skandinaviske og det slaviske område har der både været kvindelige og mandlige slægtsskabsbånd. Den mandlige arvefølge, m.v. blev understøttet af den romersk katolske kirke voldsomme fremfærd. De fleste personer, der fik tilnavn efter en af deres forældre blev opkaldt efter faderen. Glavendrup stenen: "Ragnhild satte denne sten efter Alle, sølvernes høvding, folkets præst, en hæderværdig thegn. Alles sønner gjorde disse kumler efter deres fader og hans kone efter sin mand og Sote ristede disse runer efter sin herre. Thor vie disse runer. Han skal vore en "ræte", som ailti denne sten eller slæber den herfra." Tillitse-stenen: "Eskil Sulkesøn lod denne sten rejse efter sig selv. Altid vil stande, mens stenen lever, denne mindeskrift, som Eskil gjorde. Krist og Sankt Mikkel hjælpe hans sjæl ". Skovlænge-stenen: "Astråd rejste denne sten efter sin fader Jyde, en meget velbyrdig thegn." Tirsted-stenen: "Asråd og Hildvig rejste denne sten efter Frede, deres frænde. Men han var da mændenes skræk, og han fandt døden i Sverige og var først i Frikirs hærfølge, derefter alle vikingerne….." Sædinge-stenen: "Tyre lod denne sten gøre efter Krog, sin mand, men han var da den stærkeste af alle. Særsveernes og syddanernes kval (lidelser) åd (dræbte) ham, af nordmænd (nordboere) den bedste. Han var (da)særsveernes endeligt." Tågerup-stenen er fundet sydøst for Rødby: "Østens sønner rejste denne sten efter Sperle, deres broder, skipper (sømand) hos Esbern Næb". Bregninge-stenen:"Åse gjorde disser kumler efter Toke, hendes og Toke Haklangssøns søn". Sønder Kirkeby-stenen. "…ser satte denne sten efter sin bror Aska. Og han fandt døden på Gotland. Thor vie disse runer". Sandby-stenene: "Eskil satte denne sten efter sin bror Tue ….. Men kru ……. " - "Sølve rejste …. i Spakløse efter sin fader Suser og gjorde denne bro efter sin broder Troels. Altid vil stande, mens stenen har liv, mindeskrift denne, som Sølve gjorde." - "Sotes søn ….. efter Thord sin broder …". Tryggevælde-stenen fra Hårlev sogn:" Ragnhild, Ulvs søster, satte denne sten og gjorde denne høj efter - og denne skibssætning - sin mand Gunulv, en "glammende" mand, søn af Nærve. Få bliver nu født bedre end han. - Han skal vore en "ræte", som ailti denne sten eller slæber den herfra." Sdr. Kirkeby-stenen på Falster:"…ser satte denne sten efter sin bror Aska. Og han fandt døden på Gotland Thor vie disse runer." Tillitse-stenen på Lolland: "Eskil Sulkesøn lod denne sten rejse efter sig selv. Altid vil stande, mens stenen lever, denne mindeskrift, som Eskil gjorde. Krist og Sct. Michael hjælpe hans sjæl." Jellinge-stenen er Danmarks mest berømte runesten er den store Jellingesten. Sønder Vissing-stenen "Tove lod gøre mindesmærke, Mistivis datter, Harald den Gode Gormsøns kone, efter sin moder". Harald Blåtand giftede sig i slutningen af 900 årene med en vendisk prinsesse. Hendes navn var Tove og hun var datter af Mistivoi, som var Knees over Bispesædet Oldenborg, og det var denne Tove, der rejste stenen. Knees betyder konge. Omkring år 1300 tages runerne i brug som bogskrift et sted i Skåne. Først henimod 1300-tallet finder vi de første latinskrevne "danske" tekster. Dalbybogen fra Skåne er det ældste danske bogværk. Og fra år 1300 er runerne »tilpasset« det latinske alfabet efter den kulturimperialisme som kristendommen medbragte af sorg og fortvivlelse til Danmark, og som skulle lægge folk og land i »tydske fyrsters lænker«. Ordet rune betyder både tale, sang, skrift og kundskab. Da Runealfabetet bliver fortrængt af kristendommens latinske alfabet - forsvinder også gravhøjene. Men endnu et stykke ind i 1300-tallet findes mange runesten hvor ivrige Thor-dyrkere vier deres runesten til Thor og skriger deres forbandelse mod gravbrydere, medens andre værner deres sten med billeder fra den nordiske mytologi med dødsskibet, Hyrrokkin der rider på ulven og har en hugorm som tømme, Øxeguden, Ragnarok. Men til sidst er Aserne bukket under for den hvide Krist, og nu beder man til Krist og Sankt Mikael, ikke om at beskytte grav og sten, men om at hjælpe sjælen på vej til det rette sted. De ældste danske indskrifter altså fra det ca. 3.-8. århundrede er i urnordisk (fællesnordisk) sprogform, men derefter spaltes sproget, først i østnordisk (dansk og svensk) og vestnordisk (norsk), hvortil kommer islandsk og færøsk. Men helt op til år 1.000 taltes med »dansk tunge«, dvs. at man havde et sprog, der kunne forstås overalt i Norden. Ordet »bonde« betyder »den boende. »Lag« betyder lov; jfr. Trøndelagen, vikingernes skibslag, Danelagen, og de senere lav (gilder). Frisernes kristne missionær: Willibrord, havde i 710 e. Kr. besøgt Danerne og taget 30 danske drenge med sig for at oplære dem i kristendommen. Men denne tildragelse er ganske uden følger. Ikke synderligt mere opnåede kejser Ludvig den fromme, da han i 826 sendte Ansgar med kong Harald Klak til Hedeby. Ansgar opkøbte også danske drenge, som han lod oplære i den nye tro. Ej heller blev det den Harald, der i 980érne rejste den store Jellingesten, som "gjorde danerne kristne". Endnu på Virringstenen og Søndre Kirkeby stenen (Falster) påkaldes Tor. Den gamle tro holdt sig århundreder efter. Nordisk ånd og "dansk tunge" holdt sig længst i afsidesliggende lande som Island og Grønland, øerne Orkney, Shetland og Færøerne og i de fjerntliggende Norske fjorde. I det nordøstlige England var det lokale tungemål det nordiske sprog frem til 1100-tallet, på Isle of Man holdt sproget sig til 1450, på Orkney-øerne til 1700 og på Shetlands-øerne til 1750. Fra 1100 begyndte dansk og svensk at skilles; p, t og k blev i dansk til b, d og g, der endnu er bevaret i skrivemåden, selv om udtalen er yderligere forandret. Med Frankernes og de romer-katolske indtrængen, indlåntes ord fra græsk og latin via klostrene og gennem nedertysk. Sproget i perioden 1100-1350 kaldes ældre middeldansk. Af forandringer kan nævnes det karakteristiske danske stød, endevokalerne, og dansk fik de såkaldte "bløde" konsonanter. Sprogmindesmærker ses især i landskabslovene: Skånske Lov, Eriks og Valdemars Sjællandske Love, Valdemar Sejrs Jyske Lov og lovene viser også dialektspaltningen. I 1350-1500 fik sproget abstrakte begreber fra nedertysk, især ord på -hed og -else, og administrationen og retsvæsenet gik omkring år 1400 over til dansk i stedet for latin. Trods sprogspaltningen i Norden føltes sprogfællesskabet langt op i middelalderen. I Danmark fremmede bogtrykkunsten fra 1482 udviklingen af en fælles rigssprognorm. Ældre nydansk kaldes sproget i perioden 1500-1700. Noget egentligt rigssprog danner sig derfor først omkring det 16. århundredes midte, og strømningerne mod København, dvs. rigets østvendthed, får en særdeles kraftig støtte efter reformationen ved Kristian den Tredje´s bibeloversættelse, hvis sprog ligesom Kancelliets naturligvis var overvejende Sjællandsk. Henimod år 1600 er et "rigssprog" en kendsgerning. I det 17. århundrede spillede latin en stor rolle, og tysk vandt indpas ved hoffet. I det 17. og 18. århundrede låntes mange ord fra fransk. Holbergs store og alsidige produktion sikrede Dansk dets stilling som nationalsprog. Medens man endnu på litteraturværker fra begyndelsen af det 16. århundrede har kunne skrive en bog, der kunne bestemme forfatternes tydelige dialekter, så vil man næppe kunne gøre det med sikkerhed på litteraturen fra det 17. århundrede. De nationale strømninger i 18. århundrede gjorde en ende på tysk som kommandosprog i hæren i 1773, tiltrods for at monarkiet indtil 1864 rummede en stor tysktalende befolkning. Nationalismen efter 1800 medførte, at en del af Mellemslesvig blev tysktalende. Men til gengæld blev de danske nordslesvigere sprogligt bevidste. Verbernes flertalsformer, der var forsvundet fra talesproget allerede i middelalderen, udgik af skriftsproget i år 1900. I 1900-tallets begyndelse er det danske rigsmål, sjællandsk, specielt københavnsk-farvet, og har vundet udbredelse ud over landet. Et »mandefald«, er nu gennemført blandt vore gamle dialekters arveord. Det skyldtes det livlige samkvem, skoleundervisningen og læsningen. Især går det ud over de gamle ord for uddøde redskaber og håndværk, og også dialekterne og tonefaldet påvirkes. I 1948 afskaffedes substantivernes store begyndelsesbogstaver, og bogstavet å blev indført. Trods århundreders stræben efter en rigssprogsnorm lever mange træk af dialekterne endnu hos en del af befolkningen, selv om radioen fra 1922 virker ensrettende. Et vist landsdelspræg findes dog hos mange rigssprogstalende. Østdansk (skånsk-bornholmsk), sjællandsk, fynsk og de jyske hoveddialekter er stadig let kendelige.

Retten.

»Skursnævninger«, skulle ifølge en gammel lovgivning afgøre uenigheder mellem styresmanden og hans havnebønder og, skønt dette forhold ophørte, vedblev man at udnævnes til at afgøre stridigheder om den afgift, der hed leding, og i det hele taget om alt hvad der vedkom selvejerbønders afgift, og om dem hedder det, at de skurede og sagde i fæld. Overdrog man en anden sin ejendom, skødede man med muld og kniv. Skursnævninger er et yngre navn for de i Jydske Lov (1241) omtalte skurdsmænd, der også kaldtes skibsnævninger eller farvitenævninger, dvs. skibsbødenævninger, og som havde til opgave at træffe afgørelse i sager om ikke-opfyldelser af ledingspligten, og senere da ledingen var blevet afløst af en skat, om ikke-erlæggelse af denne skat. Institutionen forekom kun i Jylland. Måske har der været en nævning for hvert skipæn, dvs. distrikt til udrustning af et ledingsskib, hvilket ville give fra én til fire nævninger i et herred, hvis skurdsmænd i forening traf afgørelserne. Skurdsmænd hørte til de faste nævninge, der ikke udmeldtes for den enkelte sag, men som afgjorde alle sager af en vis art, som forefaldt i deres funktionstid, hvilken for skurdsmænd muligvis var ét år. Om måden, hvorpå de udtoges, vides intet. Da ledingsskatten i senere tid kun skulle udredes af selvejerbønder, og selvejendommen efter Skipper Klement’s fejde så godt som forsvandt i det nordlige og vestlige Jylland, forsvandt også skurdsmænd i denne del af landet. Derimod forekom de endnu i det 16 og 17 århundrede i det øvrige Jylland, og deres kompetence var endog i 1526 blevet udvidet, sådan at den nu ikke blot omfattede sager om ikke-erlæggelse af ledingsskat, men alle sager om selvejerbønders restance med deres skatter og afgifter til kronen. Følgen af sådan restance var, at når restancen var 3 år gammel, udlæg eller fratagelse af ejendommen, og om skurdsmændenes afgørelse, brugte man det udtryk, at de skurede ejendommen i fald. I begyndelsen af de 13 århundrede traf man også afgørelser med »sandemænd«. »Sandemænd« var indenfor Jydske Lovs område en slags faste nævninger, som oprindelig kun afgjorde sager om markskel, dvs. skel mellem forskellige byers marker, men som i første halvdel af det 13 århundrede fik et betydeligt større virksomhedsområde, idet de fra nu af også anvendtes i en række andre sager, dels i sager mellem kirke og bonde om jord eller sjælegaver, når visse nærmere betingelser forelå, dels i en række straffesager, om manddrab, afhug, voldtægt, hærværk og sår. Der var 8 sandemænd i hvert herred eller købstad. I købstæderne manglede de dog undertiden, ligesom antallet dér kunne være mindre end 8, og de beskikkedes for livstid af kongen, i senere tid dog ofte på dennes vegne af lensmanden. Når »sandemændene« gjorde markskæl, hvilket hed, at de gjorde deres tov, thi dette beskrives altid meget udførligt, hvorledes de satte skæl-stene snart på en høj, så i en sig, så i en ager osv.. Det hed også, at de satte sten og stabel, idet de i grænseskællet opstillede tre store kampesten, hvis halve del skulle nedgraves og under dem lægges flintesten og kul. For hvert mærke, der således var sat, gjorde sandemændene deres ed med samlede hænder og holdt på et sværd. Det ses dog, at der ofte kun sattes én sten, f.eks. hvor sandemændene gik fra de stene, som står i Birkebæk Kær, som de fandt sandt mærke hos, derfra til en stor jordfast sten vester om et stort brunt bjerg ad mosen til tre stene og stabel til en sten, der står hos en bæk. I det hele synes der kun at være sat én sten på høje og tørre steder. En agers grænse betegnes også som »så langt ploven vender«. Ikke få udtryk synes at være grundlagt på de gamle bogstavrim: sten og stabel, fiskevand og fægang, stuv og særmark, hånd og hævd, forte og fæled, fæst og funden til, tro, sjæl og rette sanden, fæ og fuld værd, gifte mænd og gæve. Andre retslige udtryk af loven forekommer også, såsom »den, som hærjer, bør ej at være værje, orre och nøwe«. Niels Pedersen i Skjærup havde ihjelslået en anden bonde Oluf Pedersen. Niels Pedersen fremtrådte da på tinget og gjorde „knæfald og bøn" indenfor de 4 tingstokke for den dræbtes frænder, der for vor herres døds skyld tilgav ham og „med samlet hånd" lovede og tilsagde ham en fuld fred og evig orfejde at holdes til evig tid både på Oluf Pedersens fædrene og mødrene side og såvel på de fødtes som ufødtes vegne. Vi ser herredsfogden i en kongeløs tid adspørge de menige herredsmænd, om de ville være lensmanden hørige og lydige med den befalede udskrivning af mandskab; et stokkenævn af 24 dannemænd og menige herredsmænd svarede da hertil, at deres lensmand havde vist sig som en æret og agtet dannemand og de takkede ham for al ære og godt og ville gerne være ham og rigens råd hørige og lydige. Ved en anden lejlighed giver de 24 mænd på alle herredsmændenes vegne fuldmagt til 4 dannemænd, der tillige med herredsfogden skulle møde til kongehylding på landstinget. I dronning Margrethes 1. tid (1387-1412) og Erik af Pommerns regeringstid (1396-1439) foregik en sproglig bevægelse, idet det danske sprog fortrængte de fremmede sprog ved udfærdigelse af offentlige dokumenter, der hidtil var skrevet på latin og af og til på plattysk. Det ses af den samling af danske diplomer, og en stor mængde offentlige regeringsakter i Margrethes tid, ligesom hendes forhandlinger med private om ejendomsoverdragelser er på dansk; dog finder man ofte en tilsvarende latinsk original. Dronningens hyldingsakter, der er skrevet på Skånes og Sjællands landsting, er også på dansk, og fra den tid af er det blevet almindeligt at skrive dansk fra disse landsting, - dog også her tillige på latin. Fra Viborg er det ældste bevarede danske landstingsvidne fra 1404, medens der er latinske fra 1402. I Skåne og Halland brugtes det danske sprog på de mindre ting allerede før år 1400, således findes et bytingsvidne fra Malmø i 1397 og fra Laholm i 1399, men på Sjælland blev brugen først almindelig nogle år senere. Således indførtes det danske sprog ikke på Københavns Byting førend i årene 1420-30, men i denne by var befolkningen så blandet med fremmede elementer, at dens tingsted formodentlig var det på Sjælland, der længst bevarede det fremmede sprog. I Roskilde brugtes dansk allerede i 1415 og i Søborg fra 1405/1425. Fra Salling Herred skrives der d. 1 august 1419 på latin, men fra den d. 23 april 1420 på dansk. Fra Nørrejylland har man danske tingsvidner fra Rinds Herred fra 1399, men dog findes et andet fra samme Herred af d. 13. juni 1401 på latin; fra Nørre Herred Dyrs i 1404, Helium Herred i 1406, Støvring Herred i 1406 og i 1408, fra Rødding Herred d. 9. maj 1410, fra Slet Herred d. 6 marts 1410, men fra Medelsom Herred d. 9 april 1405 på latin. På Morsøs Nørre Herreds ting blev der endnu skrevet latinske tingsvidner i 1415, men fra 1418 er de på dansk. På Sønder Herredsting skrev man på latin endnu i 1422, men fra 1424 på dansk; dog forekommer et dansk tingsvidne fra sidstnævnte Herred i 1440. I Ribe Stift foregik bevægelsen på samme tid som i det øvrige land. Fra Ribe er det ældste tingsvidne på dansk fra 1409, efter at der havde været et tilløb til at bruge plattysk. Fra herredstingene findes et fra Løg Herred fra 1408, men det er i virkeligheden fra 1508, og fra Gørding Herred findes det ældste danske dateret i 1415, men også her skal læses 1515. Latin bruges på Højer Herredsting i 1406, på Hing Herredsting i 1411, på Brusk i 1417, Har Sysselting i 1408, Varde Sysselting i 1416, derimod dansk i 1416 på Bølling, i 1421 på Ginding, d. 5 april og d. 25 maj 1421 på Gram og i 1424 på Hvidding Herredsting. I 1520erne bliver det således sikkert, at det danske sprog har afløst det latinske, dog nogle steder lidt før og nogle steder lidt senere. Allerede i Valdemar Atterdags (1320-1375) seneste år brugtes det danske sprog i private overenskomster, men det var sjældent. Således er et lille transportskøde fra Jes Due til Jes Lykke på gården Brøndum dateret i 1371 på dansk. Dernæst følger et skøde fra 1378 på et gods i Skåne. Fra 1386 er der overdragelsesbreve til dronning Margrethe 1. på dansk. Da man i årene omkring 1410/20 afskaffede latinen som retsligt skriftsprog, var man i stor forlegenhed, thi der var kun få, der forstod at skrive, og færre der kunne skrive dansk. 

Personnavne

Det er fuldstændigt umuligt på disse korte linier at fortælle om personnavnenes og stednavnenes oprindelse og betydning. Men Danernes personnavne var opkaldt efter stednavne, dyr, fauna, våben, personlige egenskaber, stillingsbetegnelse. Dvs., at hver navn, havde en særlig betydning og havde en særlig oprindelse. Mange navne relaterede sig også til stammen, således at man umiddelbart kunne genkende stammetilhørsforholdet: Sigh, Signhild, Segelferd, Wiggi. Men jeg har desværre ikke en oversigt over stammerne. De fleste af vores oprindelige navne er sidenhen fortrængt af tyskheden og kristendommen. Med kristendommens indtrængen indførtes mange personnavne fra germanerne, romerne, grækerne, latinske, fra munkeordnerne, helgennavne, etc., således at mange af vore personnavne i dag ikke har Nordisk oprindelse. I nutiden anses vort efternavn for det vigtigste. Men oprindelig var fornavnet det vigtigste, som det stadigt er på Island. Den overvejende del af vore familienavne angiver den lokalitet, hvorfra stamfaderen er kommet. Runeindskrifterne går deri i spidsen. Omkring år 120 f. Kr. gennemfører romerne en usædvanlig lov om tvungen anvendelse af tre navne til samme person: et fornavn, (som Marcus), et familienavn, (som Tullius), og et tilnavn, (som Cicero), eller Publius Ovidius Naso. I russisk kan man genfinde skikken. De gotiske høvdinge hed Alaricus=Ole-Erik; Gensericus=Jens-Erik; Gundericus= Gunde-Erik. Familienavne (slægtsnavne) ses hos cherusker-brødreparret: Segestes og Segimerus. Navnet Ingvaeones kendes fra cheruskerfyrsten Inguimerus tid. Senere Yngwin Iwar, Ingwar. Hos os er Frø (Frej) frugtbarhedens gud af Vanernes slægt, Fro; urnordisk Frohila= frue, Frøger, Frøbjørn. En nyere navneskik som måske oprinder fra Kelterne og fra folkevandringstiden er navneopkaldelsen, hvor drengen fik et navn, fra en afdød frænde (en bedstefader eller onkel), og dermed arvede dennes egenskaber og lykke. I forbindelse med etableringen af bopladser, med endelsen -inge, findes også personnavne: Ellinge, Geding, Ginding (ældre er Geting), Gislinge, Hejninge, Skippinge. Efternavnet og stednavnet Wissing må vel også relaterer sig til gammel tid. Myrgingas (Myrsingerne)i vest Holsten, har nok lagt navn til -inge endelsen, og de er taget med Anglerne og Sakserne til England i det 5 århundrede. Swæfe hed Ejder-Sveberne i vest Sleswig, og de er i familie (forbund) med Hælsings, Myrgings og Hundings i Holsten. Forledet "Wi" (bugt) er et kvindenavn, og Viborg var et kultsted, og -ing endelsen er jo fra vore gamle bopladser, og fra forleddet Ingmar. Hariwulfar og Hariso skal formentlig sættes i forbindelse med ordet herse = en høvding. Goterne kaldte hunnerkongen: Attila= lille fader. Atti (Fader). Alwin (Venskab) Edwin. Den gotiske biskop som oversatte Bibelen hed Wulfila = lille ulv. Navne på ulv stammer fra græsk. Den romerske ulv: Lupus, var vel dog fjenden. Ulven dyr trak Odins vogn. Det senere mandsnavn: Rolf, skulle være oldnordisk af Rod-ulf, Randulf, Withulf, Ulfhild, Ubbi, Uffi, Isulf, Ulf, Fastulf, Jarpulf, Kaulf , Grimulf, Ringulf, Ulfger, Ulfrik, Ulfbjørn, slægten Ulfeldt, engelsk: wulfsige= sejr, på tysk: Wolf. Herulf er et navn endnu i vikingetiden. Nogle urnordiske navne er beslægtet med hest, Hengist, Horsa ,hors, Jorith, Hakon. Andre navne er Hjort, Falka, Kraka, Ranild, Swanløgh, Swanhild, Swanhwita, Orm, Hane, Ravn, Hunding, Bjørn, Esbjørn, Bjørn, Birna, Birla, Svein. Navnene her er blandede mands -og kvindenavne, og hvert århundrede, egn og stamme har haft sin særlige udtale og stavemåde. De sagnhistoriske navne er også talrige. Fra Danernes vandringer ved Don, Donau, Dnestr, Dnerp, Dacien: Regner, Ingwar, Aghnar, Burghar, Løther, Hather, etc. Hjalmar = til hjelm, Sighar = Sejer, Wermund , Thorir = værge. Ger- , Asugislar, Ottar, Roar, Holmger = Holger = Odger. Regner Lodbrogs sønner hed Aghnar, Bjørn, Dagh, Erik, Gothfred, Hjorthung, Hwitserk, Ingwar, Orwik, Regnwald, Rolf, Sigfred, Sigward Orm-i-Øje, Ubbe, datteren hed Olof. Fra runestene kendes navne som: A(n)sugastir, HlewagastiR, HroRaR, LaipigaR, Lekro, WiwaR, Woduridan og WolPnkewaR. På en indskrift fra Norge kalder runemesteren sig gudlja; det er samme ord som gudja, dvs. beslægtet med ordet gode, som vi finder på de senere danske runestene. Gode, er en Nordisk "præst". I Nordhuglen-runeindskriften kalder runemesteren sig ungandiR, (dvs. den der ikke kan skades af trolddom), og det bør sammenlignes med det danske kongenavn Ongendus fra ca. år 700. Hunkil, Rokil, Økil, Keti. Randulf, Hildebrand, Broddi, Hjalti , Haghbarth, Strandulf, Fegge, Rolfkarl, Gunlef, Fridlef, Odlef ,Leif, Wendil, Gerwendil, Amleds, Ervind, Dana, Din, Dagh, Gøt, Arnbjørn, Isbjørn, Frøbjørn. Fejder og udvandring har udmarvet de gamle stormandsslægter, der afløstes af dygtige bønder, som havde svunget sig op til hærkonger og søkonger. Herved blev bøndernes navneskik den herskende, uden at de toleddede navne forsvandt. For bønderne var Tor for dem har været hovedguden, medens stormændene særlig skal have dyrket Odin. På russisk betyder Odin nummer eet. Thor genfindes i Thorgrim, Thorkil, Thorgny, Thore, Thorhild, Thora, Tume, Thur-, Thorsten, Tosti, Tola, Torbjørn (Torben), Torsten, Thorlef, Thorleif, Thorgisl, Thorger, Thyrger, Thorlak, Thormoth, Thorfast, Toti, Thordo, Thorulf, Thorarin, Thorgot, Thorm , Thorgun, Toste ,Thorny, Thyre, Thrugot, Thruid, Tubbe, Toli,, Tofi, Töki, Tuvi, Tovi, Tova, Tonna, Toka. Thorun, Thrugun, Thrund, Thrugels, Truels, Troels. I Norden er Toke og Aase det hyppiske navn på runeindskrifterne. Senere bliver Toke til Tyge. As=gud indgår på forskellig måde og veksler. Aserne lagde navn til: Asbjørn, Askatla, Ascettel, Asmod, Osfrid, Asulv, Asvalde, Aslak, Asgotog, Asbod, Asmund, Asfrith, Astrath, Asti, Asgot, Asløgh, Asa, senere Aase, Azur, Asser. Asved = guds skov. Der veksles mellem Gud- og As- til Orm, Gorm, Guthorm, Gunhild, Gunulf, Gudmund. Odins navn genfinder vi i Odinkar, Othinkarl, Unker. En søns sammenhørighed med faderen indenfor de bedrestillede slægter ses ved at det ene led af faderens navn går igen i sønnens, medens det andet navn varieres, f.eks. Inguiomerus, Segimerus; Segimerus, Segimundus; HeruwulfR, HariwulfR, HapuwulfR.. En del navne forsvinder inden vikingetiden: -pewaR, -ridaR -gastiR, af hvilke den sidste i urnordisk kan fremvise fire: HlewagastiR, SaligastiR, (Gu?)dagastiR og AnsugastiR.. Skjoldungerne hed: Halfdan - Hroar - Helge; Andre sagnskikkelse: Gerlef, Alger, Sigger, Gerwendil og kvindenavnet Gerhild. Sagnhistoriens Siklinger på Midtsjælland hed: Sig-, Siger, Signe. Efter folkevandringstiden i Blekinge anføres navnene Haruwulfar, Hariwulfar og Heruwulfar (sværdulv). Harek (høj -hersker) er kendt siden 9. århundrede. Andre gamle Nordiske navne: Aghi, Alf, Algut, Alvar, Amundi, Arnbiorn, Arnfast, Ami, Amdi, Alver, Alvard, Alli, Armund, Amdi, Arngrim, Arkil, Arnod, Arngun, Arne, Ari, Alfkil, Alvild, Aver, Alli, Aki, Api ,Agner, Agmund, Asger, Azur, Ater, Böfi, Böi, Böndi, Bram, Bjarke, Bjari, Bjarki, Brand, Balder, Bjørn, Bo, Barth, Barwith, Biomn, Bondi, Bovi, Buggi, Brand, Ebbe, Egil, Esbern, Esger, Esge, Esi, Estrith (norsk-svensk Astrid) Emund , Aamunde, Elef, Enar, Erik, Erland, Esbiorn, Esger, Falhir, Fin, Frende, Frethi, Fati, Frede, Finn, Grim, Gunnar, Cetel, Gamal, Gorm, Grimcetel, Gummi, Gunni, Gulhfrith, Guthm und, Gyrth, Haghbarth, Hakun, Hamund, Haslen, Helghi, Hemming, Herlugh, Hughlek, Inge, Iwar, Kalf, Knut, Manni, Marth, Nafni, Olaf Orm, Othenkar, Palni, Regnar, Segot, Sevid, Skjalm, Stig, Strange, Suni, Sune. Kvindenavne som Alløgh, Arløgh, Esa, Estrid, Gunhild, Gunnur, Gyrith, Gytha, Inga, Ingiburgh, Ingifrith, Jngigerth, Ingirith, Mothir, Seborgh, Sigrith, Thora, Thorgunn, Thorun, Thyrwi, Tova …. Wimmer, Gøtmar, Rothmar,  Sighvat, Roland, Hemfrith, Gerwer, Gerløgh, Gerulf, Ørger, Øthkil, Øpi, Kælle, Brynjulf, Eringisl, Boge (bue), Hammar (hammer) Skæftir (den der sætter skaft på), Stali (stål) - jfr. Stalin (stålmanden), Pig (spids), Straale (Pil) og Brod, Steni (sten), Halsten, Odsten, Holmsten, Josten, Horsten. Krigerne benævnes: Herlek, Munder, Froder, Frender, Mother, Rother, Eyer, Wigi, Jorind, Jærind, Jorthruth, Thrym (larm). Sejrsnavne foreligger i Siggut, Siggi og kvindenavnet Sighborg. Øvle, Hovle (af Hughlek), Sejer, Viste, Jenvold, Jerik (Erik), Herle, Sælgen, Palle, Vogn, Anker, Vigil, Skammel, Strange, Tage, Gyrial, Byrial, Plov, Veste, Saxe, Byrge, Folke, Erland, Barved, Fridlev, Frede, Broder, Søster, Rigborg, Tage, Stig, Stygge, Randulf, Ingeborg, Therkil, Therman, Krok, Palli, Vagn, Skagi, Reghn, Regner, Reinbald, Regnhild, (Ragnhild er norsk), Regni, Helgha= hellig forekommer før kristendommens indførelse, og udvikles til Helle, Vesti, Visti =den der bestyrer helligdommen, Herlef , Hermoth, Harald =herold, Guthfrith, Fridlef. Danske konger fik tilnavne: Blåtand, Tveskæg, Hen (blød sten), Hunger, Plovpenning, Atterdag, o.s.v.. I runeindskrifter træffes tilnavne som Lille, Rød, Hånd, Næb og Mule. På et benediktinerkloster på øen Reichenau ved Bodensøen, havde man en navnebog, hvor man har nedskrevet ca. 670 nordiske navne. De var på vandring mod Rom. Pave Gregor VI forbød midt i det 11. århundrede alle kristne at bære hedenske navne, men forbuddet blev ikke overholdt. Først Trienter-konciliet midt i det 16. århundrede havde held med sig, da forbudet indskærpedes i hele den katolske verden. Nogle efternavne var: Alfast, Saxel, Laxmand = fælle, Brøste = bryst, Prip = mave, Grubbe = den rynkede, Skram = "den med skrammer", Runge =gammelt hus, Stamp - fra en stampemølle, Loft , Gade, Selanus = sjællænder, Vedel = Vejle. Det ældst kendte tilfælde af opkaldelse efter et stednavn er Ribe fra ca. 1150, og tilnavnet Falster er overleveret siden 1173. Knud=knude (samme ord som russisk knut), der er det almindeligste af de bevarede oldtidsnavne. Fra Danelagen kendes: Sægrim, Swartebrand. Tydkil, Thiodver,Thiodborg, Thiodvi, Thiuth (folkenavnet Teutonerne og Thy), Swen, Svenne, Egil, Gunkil, Gunsten, Gunulf, Gunwald, Gunnar, Gunni, Hudulf, Hildwig, Hildegun, Herulf, Lekfrøth Awer, Anager), Aghe, Aage. Germ, Bjarnger, Odmar, Ridir , Adisl, Einherjar, Birghir, Byrge, Børge, Sigref ,Sigvor, Sibbe. Personnavnene: Birger og Gustav stammer fra Sverige. Svend Estridssøn (1047-74) er opkaldt efter sin moder. Svend Estridsens datter hed Helene og er måske opkaldt efter Konstantin den Stores moder, den hellige Helena. Navnet har senere udviklet sig til Ellen. Knud den Helliges datter hed Cecilia, og Erik Plovpennings datter hed Agnes. Helgennavne fulgte tidligt med kristendommen til Danmark, og adskillige helgennavne er oprindelig græske. Engelske navne er i ældre tid repræsenteret indenfor den danske gejstlighed med navne som Richard, Edward og Alfred. Arthur , John, Henry, Harry, Hardy er fra nyere tid. Jørgen og Hanne oprinder fra Georg og Johanne. Kirken fremhæver helgennavne som: Erik, Olaf og Knud. Gertrud var navnet på en helgeninde, som beskyttede de vejfarende, og da hendes billede ofte var anbragt udendørs, kunne "glansen gå af Sankt Gertrud". Når Asser Ryg’s søn: Absalon, får fremmednavnet Absalon, er det efter at han har ophold sig i Paris. De nordiske navne staves ellers med As-. Mon der er en forbindelse til de ældre mønter og vægtenheder sydpå ? Med Absalon får kirkenavnene et indtog: David, Daniel, Abraham, Isak, Salomon. Absalons broder hed Esbern Snare, og Esbern Snares sønnesøn hed ikke Snare, men Snærling. Det er misvisende at tale om slægten Hvide, da kun Skjalm Hvide selv bar dette navn. I løbet af det 14. århundrede ændres navnet: Absalon, i dansk til Axzlen og videre til formen Axel. Sideformen Agnete breder sig gennem folkeviserne. Kristendommen og tyskhedens indtrængen i Danmark medførte et helt sæt nye navne, der i tidens løb fortrængte en stor del af de gamle Nordiske navne. Halfdan = halvt dansk. Ketil, Ketilbjørn, Ketildor, Ketilløgh, Ketilelf, Ketilmoth, Ketilfrith, Ketilø, Keld. I løbet af middelalderen bliver det almindeligt, at tilføje et personligt tilnavn til sit fornavn. De skotske klaner udtrykte familiesamhørigheden med "Mac" (dvs. søn), irerne ved "0". Mon ikke også at nogle slægter har taget navn efter farverne: blå, hvid, brun, etc.. Vi ser det i det blå blod, og i Hvide-slægten. I Valdemar Sejrs Jordebog (broderskabslisten) fra slutningen af det 12. århundrede, bærer en tredjedel af de 300 Stormænd 9 forskellige kristelige navne. 20 hedder Nicholaus, 16 bærer navnet: Peter, 20 hedder Niels, 11 hedder Jones. Abel, er et navn fra Det gamle Testamente, der i 1100-tallet blev optaget her i landet. Men navnet fik ikke nogen lang levetid. Danmarkshistoriens Abel var i modsætning til Det gamle Testamente ikke ofrét - men brodermorderen, der i 1250 lod sin kongelige broder Erik Plovpenning myrde på Slien. Sophie, kendes først fra Valdemar er russisk: Vladimir. Valdemar den Stores russiskfødte dronning. Betydningen "visdom" har medvirket til navnets udbredelse. De slaviske Vendere var upopulære hos de kristne fyrster, og kun rent undtagelsesvis støder man på slaviske navne i datiden. Barnum hører hjemme i en sidelinie af kongeslægten i det 14. århundrede. Adelsslægten Podbusk indførte Pritbor, der bliver fordansket til Pridbiorn, hvoraf Preben er opstået. Regitze er Vendisk. Først hen mod vor tid ser vi slaviske navne i brug som Oleg, Olga, Ludmila, Vera, Sonja, Tatiana, Katja, Katinka, Wanda. Valdemar Sejr giftede sig med datteren af Ottokar d. I. af Bøhmen - Dragomir, - i Böhmen betød Dragomir "kær og fred", men som hurtigt blev til Dagmar. Det oprindeligt tyske Frederik træffes for første gang herhjemme i det 12. århundrede, men blev først virkelig udbredt efter at have fundet fodfæste i kongehuset. Et stort antal oprindelig kirkelige navne har vi fået via tyskerne: Hans, Henning, Henrik, Herbert, Albert, Ludvig, Arnold, Markvard, Verner, Bertel, Herman, Fritz, Helvig, Bruno, Hugo, Otto, Viggo. Før l300-tallet er til ende, har den fremmede adel Ahlefeldt, Breide, Bydelsbak, Eberstein, Finkenow, Hase, Limbek, Meynerstorp, Mollke, Ottenbüttel (Krummedige). Podebusk (Piztbus, fra Rügen), Pogwisch, Sested, Skinkel og flere. fået fodfæste på dansk grund. Enkelte af disse slægter holder fast ved deres nedertyske sprog og skaber derved en af forudsætningerne for brugen af plattysk sprog i Danmark, som en tid var ret stærkt fremme. At man ikke med ublandet velvilje fra dansk side så på denne indvandring, fremgår af bestemmelserne i Kristoffer II’s håndfæstning 1320: »Der må ikke indsættes fremmede gejstlige, som ikke kan landets sprog, og ej heller tyskere i statens tjeneste som høvedsmænd, ombudsmænd osv. «, men disse bestemmelser blev i den følgende tid aldeles ikke overholdt. Under greverne Gerts og Johans herredømme blev således næsten alle slotshøvedsmandsembeder besat med tyskholstenske adelige. Svenskerne får navne efter skovens træer: gren, rot, rönn, alm, lind, lönn, ask, ahl, asp, og de svenske landsbynavne bliver naturbestemte: skog, sjö, berg, dal, lund ö, holm, näs, osv.. Fra det 13. århundrede indføres det tyske helgenindenavn Valborg og hendes helgendag er d. 1. maj. Birgitte er ofte anvendt, og oprinder fra dyrkelsen af den svenske helgeninde, Birgers datter, som havde fået sit eget navn, efter faderen og efter den irske helgeninde: Brigida. I de kristnes folkeviser nævnes helgenerne, bl.a.: Margareta. Dorathea. Katharina og Barbara. De omdannes senere til Grete, Dorte, Karen, medens Barbara aldrig opnår den samme udbredelse, som det svenske Barbro. Magdelone bliver senere opdelt til Magda, Lone og Lene. Navnet Christian (den kristne), er af græsk oprindelse og det er først i 1448, at navnet optræder som kongenavn. Oldenburgernes kongerække, var først lagt an på at veksle mellem Christian og Hans. »Ribe Oldemoder« består af 29 pergamentblade, og mellem 1290 og ca. 1322 skrev en kannik privilegier, skøder, indtægtsfortegnelser og kirkelige vedtægter for Ribe bispestol og domkapitel. Omkring 1380-1410 tilføjedes en fortegnelse over stiftets kirker, der går tilbage til en ældre liste fra 1325, samt i 1438 et register over kapitlets ejendomme. Sidste blad er tilføjet i 1518. I »Ribe Oldemoder« findes en del vestjydske personnavne og stednavne og nogle navne er fællesnordiske personnavne: Agy og Oge (Áki). De navne der er i klammer () er i islandsk form, selvom disse islandske navne i flere tilfælde er yngre end de tilsvarende danske. Asser (Össur), Axel (Áslákr), Bassi (Bersi), Boloff (Bolli), Byri (Birgir), Eloof (Eyli'fr, jfr. Jelle), Envold (Einvaldi), Erik (Jerrissen er vistnok Eriksen) (Eiríkr), Esbern (Ásbjörn), Esgi (Ásgeir), Eskil (Áskell), Freløff (Friðleifr), Gerløg (Geirleifr), Gundher (Gunnarr), Gødi (Gauti), Hagen (Hákon), Hoffly (Hafliði), Ingerd (Ingiriðr), Ingeborg (Ingibjörg), Iver (Ivar), Kai (Kalssen, af Kalfr), Karl, Kjeld (Ketill), Lidhel (Ljotolfr), Oluf, Volo (Óláfr), Ostræt (Ástráðr), Roloff (Rólfr), Sawxi (Saxi), Skammel (Skamkell), Sven (Sveinn), Svenning (Sveinungr), Søell (Sölvi), Termen (þormundr), Tersten, Torsten (þorsteinn), Therben (þorbjörn), Therkel, Thorkel (þorkill), Tord (þorðr), Truels (þorgils), Tyri, Tyer (Tyrisen, Tyersen, af þyrvi eller þórir), Tøsti (Tosti), Uni (Uni), Visti (Vesæti), Voghen (Vagn). Af særlig jydske navne er flere fælles med frisisk, Anker (Ankarl), Areldh (af Arnold), Baken, (latinsk Baquinus), Bo (islandsk: Búi), Bodh og Bogh, der vist kun er misforståede stavemåder af Bo, Boy (frisisk), Bryx, er gammelt og findes i stednavnet Brixbøl (Brix), Ebbe, Findet, Frende, Germer (frisisk Garmer), Grumme, Gumme, Gunde (frisisk Gunne), Jelle (Jellussen, frisisk Jelle eller af Eylifr), Ko, Kuml, Lave, Lyder (frisisk), Molti, Nadi (Nadison), Ob (Obsen af Ubbi), Palle, Paske, Pæl (Pælsen), Rask, Ro, Sinle, Sommer, Sti, Strange, Tonne, Tue, Tule, Tygi, Tød (Tødsen af Thother), Tøger, Uddi, (frisisk), Veyet, Vinter. Hertil kommer tyske navne som Eggert, Fredrik, Hartvig, Hennik, Hindse, Markvard, Otto, der mest findes i adelsslægter, og nogle fornavne, idet de forekommer med søn efterfølgende: Kersberssen, Mawerssen, Moorsen, Rødsen, Viffersen, men sådanne navne stammer vist alene fra faderens tilnavn, idet f.eks. Jes Kersberssens fader kan have heddet Niels Kersbjerg, Tomas Rødsens fader Peder Rød, etc.. Tilnavne findes foruden hos personer af adelstand også hos bønder, der ofte bærer adelige tilnavne. Bønders tilnavne er desuden dels stednavne, som Actrop, Lund, eller navne, der betegner oprindelsen, som Harbo, fra Har Syssel, Hemerbo, fra Himmer Syssel, Jude, Nørjude, dels efter egenskaber eller stilling eller andre særegenheder, der ikke altid er lette at forklare: Blegh, Brand, Brun, Buk, Degn, Finke, Galn, Hafftorn, Hjul, Hugger, Hvid, Høst, Kål, Kimer, Knøfs, Kuode, Kyme, Lugi, Porssi, Presse, Pughe, Skegh, Skyrth, Sleef, Trather, Unøss, Vrød, Vryd osv.. Man referer også at mange af egnens gamle adelsmænd, der mødte på tinget side om side med bønderne ikke følte sig for gode til at søge samkvem med dem, selvom de ofte boede dør om dør i landsbyerne. Først i 1526 udsteder Frederik den Første en forordning efter herreddagen i Odense om, at adelen skulle antage faste slægtsnavne. På det tidspunkt havde kun halvdelen af adelen faste slægsnavne. En adelsdame beholdt dog sit navn, selvom hun indgik ægteskab; Birgitte Gøye antog f.eks. ikke sin ægtefælles navn. Af de adelsslægter der beholdt deres -sen navne er Steensen og Strangesen. Ca. 35 adelsslægter tog navn efter deres efter et våben, medens Ravensberg og Urup tog navn efter deres ejendom. De øvrige stænder er fulgt langsomt efter med faste familienavne. Under Frederik den Anden kom en ny forordning, hvor adelens navne svarede til deres våbenskjold. Søhelten Søren Nordby´s slægt havde sit navn fra Nordby i Baag herred. Wedellsborgerne kan henføres til byen Wedel ved Pinneberg. Vedel og Wellejus har fået navn efter Vejle by. Wellejus er en latinisering. Latiniseret er også efternavne som Scavenius af Skagen; Lacoppidan af Søby; Pontoppidan af Broby; Paludan af Kjær; Vogelius af Ugilt; Jermiin af Hjem; Lucoppidan af Lundby; Callundanus og Kaalund af Kalundborg. Ludvig Holberg (1684-1754) gjorde i sine skriverier grin med den danske Overklasse, når de antog et latinsk navn, eksempelvis når Rasmus Berg kaldte sig Erasmus Montanus. Efternavnet: Arctander, er græsk og betegner en mand fra Norden. Efternavnet: Glad, blev til Lætus, men vendte tilbage i dansk som Leth. Mange tog navne efter gårde og stednavne. Efternavnet: Hoskjær kommer fra en gård i Vamdrup; Fonnesbech fra Fonnesbeckgården i Ikast; Uldall fra byen Uldal i Gram herred; Arrenstrup fra Arndrup i Bested sogn; Bræstrup fra landsbyen Bræstrup i Ring sogn; Dahlerup af Dahlerup by i Tyrsted sogn; Zeuthen af Søften, etc. Den store befolkningstilvækst skabte dog vanskeligheder for Overklasserne, når de skulle identificere deres undergivne. I 1771 udstedtes i Sønderjylland en "Verfügung", hvorefter brugen af faste slægtsnavne blev obligatorisk. Holstenernes navne er dannet af faderens fornavn, hvorefter der er tilføjet et s eller ns, eksempelvis: Carstens, Peters; Tetens. Englændernes bombardement af Købenavns i 1807 gav anledning til pigenavnene Raquetta Bombardine og drengenavnet Bombardus. I Kongeriget indførtes forordningen af d. 30. maj 1828 med et påbud om, at barnet ved dåben benævnes: »ej alene med Fornavn, men og med det Familie- eller Stamnavn, som det i Fremtiden bør bære«. Det viste sig ikke let at gennemføre dette, og mødte stor modstand. Traditionen på landet var jo, at man tidligere kun havde døbt børnene med faderens fornavn. Dvs., at Peter Hansens søn kom til at hedde Hans Petersen. Efternavnene havde de fået i daglig tale. Dog var det sådan, at i byerne havde man ofte ført faderens efternavn videre, medens man på landet også brugte tilnavne eller øgenavne, som efternavn. Forordningen tillod, at man antog et efternavn, som familien hidtil havde båret, eller et stednavn, som efternavn.. Men en ny kanceliskrivelse fastslog, at man ikke frit kunne vælge et efternavn, når man i forvejen havde et fast familienavn. Kancelliet måtte i oktober samme år udsende et cirkulære, hvori det blev slået fast, at nyfødte børn skulle have samme efternavn som ældre søskende, og dette skulle indføres i kirkebogen, hvor man hidtil blot havde anført fornavnet (døbenavnet). Navneskikken med at kalde alle pigebørn med "datter" blev forbudt ved Kancelliets skrivelse af d. 22. oktober 1829, og endelig udstedtes d. 6. august 1856 et cirkulære, der kundgjorde, at det frie navnevalg var endt. Dette betød en væsentlig forandring af det tilvante, og mange fandt det meningsløst, at en Rasmus Pedersens hustru, søn og datter alle skulle føre navnet Pedersen og næste generation ligeså. Længe derefter brugte mange det virkelige fadernavn, som en art mellemnavn foran det påbudte. Et resultat af navnebestemmelserne var, at mange hidtidige kendingsnavne blev opgivet, og de alt overvældende efternavne på -sen indtog den dominerende plads. Det var præsterne, der gennemførte -sen-navneskikken med stor nidkærhed. Da Pio, Brix og Geleff bliver fængslet i 1872, bliver børnene opkaldt efter dem, eksempelvis: Brixeline Geleffsine. Ved navneloven i 1904 blev det lettere at skifte navn - mod betaling. I 1968 blev oprettet et Centrale Personregister, og samtlige danske statsborgere blev forsynet med et CPR-nummer, der skulle understøtte myndighederne med forskellige registreringsforhold af befolkningen.

Stednavne, borge og byer

Enkelte af vore stednavne kan være rester af et urgammelt ikke-indoeuropæisk navnestof. Det gælder ønavne som Fyn, Huen (ældre Hwæthæn), Møn, Stryn (nu Strynø). Wrysn (nu Vresen), Mors, Sams (nu Samsø), Als, Thund (nu Tunø), Gøl, Ilm (nu Ilumø), Lygh (nu Livø), Sprowæ (nu Sprogø). Endvidere afledninger på -und: Sjælland (ældre Seiund), Borren (ældre Burghund), Jegindø (ældre Ekund), Anholt (ældre Anund). Strøm- og sønavne: Gibber-, Ger-, Guden-, Gist-, Sus-, Vid-, Vonå, hvor formerne på -å er sekundære; Arre-, Fil-, Mossø, Ese (i Esrum). Mange stednavne, marker, åer, geografiske fremspring (bakke, dal, eng, moser, etc.) er opkaldt efter træer, dyr, farver, og det kræver kendskab til det daværende lokalsprog, lyden og dialekten, får at forstå navnenes oprindelse og betydning. Langt de fleste stednavne er sammensætninger, og består af et forled og et efterled. I sproget er indgået låneord fra norsk eller svensk. Vestnordisk (oldnorsk og oldislandsk) og østnordisk (=olddansk og oldsvensk) er forskellig, ligesom oldengelsk adskiller sig. Der er historikere der mener, at Vanerne var her før Aserne, og som trængte sig ind over Sverige til Danmark, og at ordet aser er afledt af Asien. Kelterne må jo også have været her på et tidspunkt. Se også i den oldislandske asalære. En del navne som Asp, Naur, Sir, Hvam går tilbage til enkeltgravfolkets indvandring i landet omkring år 2000 f. Kr.. Men i dag skulle man have skabt klarhed over de forskellige runesprog fra år 0 og fremad. Pytheas (350-325 f.Kr.) meddelelser om sin rejse til Jyllands vestkyst, giver os de ældste kendte stednavne i Danmark. Det er denne ældgamle flertals dativform på -um, der så vel svarer til bebyggelsen i spredte bygder, idet hver bygd fik navn efter et eller andet karakteristisk træk ved egnen. Aa Egum, i egene, blev navnet på en bygd med egeskov ved Fredericia, at engom, ved engene, for en bygd ved Vejle. Bjerrum hed en bygd på bakkerne; Vammen er oprindeligt af wathum, ved vadestederne; Madum er ved maderne, engene; Lendum er på det vidtstrakte land, Maarum er i skovene, og til det jyske Risurn svarer ganske det endnu brugte bornholmske stednavn I Risene. Således er Rindum oprindeligt af rænnum, ved renderne, åløbene. Undertiden sammentrækkes navnet, således i Siem, ved søerne. Ikke altid er navnet dannet over et naturforhold; Husum er i husene, Toftum på tofterne og Bodum ved boderne; det er naturligvis næppe muligt nu at følge alle disse bygdenavne tilbage til deres oprindelige betydning. Det nære forhold, der er mellem disse bygdenavne på -um og de senere stednavne på -inge, kan næppe forklares på anden måde, end at bygdenavnet som altid har givet befolkningen i bygden sit navn, og at inge-navnene derfor oprindelig er navnet på befolkningen i bygden. En mand fra Bjerrum var en Bjerring, en mand fra Hederne en Hedding, en Vinding var fra Vindum, en Tofting fra Toftum; en Holting var en mand fra skoven, holtet; som en Samsing, Morsing og Skåning endnu er en mand fra Samsø, Mors og Skåne. Derved bliver det også forståeligt, at disse inge-navne senerehen kunne knyttes foruden til landsbyen også til større landskaber som Salling. Særlig slående er dette for Blekings vedkommende, thi dette navn, der må udledes af blege, dvs. kalk, kridt, er ganske det samme som landsbynavnet Blegind, ældre Bleghyng, ved Skanderborg; begge steder har den i bygden forekommende kalk gennem bygdenavnet givet befolkningen navnet Blekinger, hvilket navn senerehen er blevet knyttet, det ene sted til en landsby, det andet sted til et, ganske vist meget tyndt befolket, landskab. Ganske gennemsigtigt som bygdebefolkningsnavn er også Helsinger, der vel ikke her i Danmark, men dog i Sverige har givet et landskab navn, Hälsingaland. Helsinger kommer befolkningen til at hedde i egnen om en "hals", et snævert pas, snævert sejlløb; Helsinger kaldtes derfor den befolkning, der boede ved Øresunds snævre forbindelse med Kattegat; deres store bygd lå i Skåne, men til deres område hørte dog også "øret", den fremspringende grusede strandbred på Sjællandssiden. Havet adskilte således ikke, det skabte tværtimod overalt forbindelse, selv indenfor bygden. De skarpe skel mellem bygderne satte skoven og ødemarken med sumpe, kær og hedeflader. Så fåtallig befolkningen var, boede den endnu kun på de allerlettest tilgængelige lysninger; vidt rundt om lå de uvejsomme strækninger, som Romerne senere troede, at det var med vilje, de germanske stammer lagde sådanne øde grænsemarker udenom deres stammebygder. Nej, skoven og ødemarken var der, og de skabte stammerne; thi naturligvis mente hver lille samling bygder på den ene side grænsemarken, at dens befolkning var højst forskellig fra alle andre bygders; de folk, der boede ovre på den anden side grænsemarken, var en helt anden slags folk, underlig i deres tale og med besynderlige skikke. Nogle steder var grænsemarken så vidtstrakt og ufremkommelig, at denne forskelsfølelse blev afgørende. Nord for bygderne i Halland og Skåne og de senere bygder i Bleking lå et bælte af vejløse, skovrige og endog bjergfulde strækninger, næsten folketomt, kun op om Götaelven blev Vestergötland sparsomt bebygget og først langt senere Småland. Dér blev da et vidt skel mellem danske og svenske. Det samme var tilfældet i egnen om Ejderen helt op til Slien. Her var uvejsomme heder, sumpe og skove; syd for Slien den ubeboede mægtige skov Jarnwith, Isarnho, der oprindelig strakte sig over hele nordHolsten helt ned til Traven, omkring hvilken vel en slavisk stamme havde taget jord op til dyrkning; langt nede vestpå ved Elben var der en bygdestamme, der først kaldes Reudigner, senere Sturmer fordi de boede ved floden Stør. Men indenfor disse store grænseskel overvandtes forskelsfølelsen, fordi ødestrækningerne mellem bygderne ikke var helt så vide; der kunne endog vokse op en følelse af en vis ensartethed og nærbeslægtethed mellem bygdestammerne trods al anerkendt forskel, måske støttet ved et fællesskab i gudsdyrkelse. Omkring Slien har der således fra ældgammel tid været en bygd, hvis befolkning af den snævre fjord, fik navnet Angler, ude på Vesterhavsøerne en bygd, hvis befolkning hos Romerne af Amrum fik navnet Ambroner, i Nordvestslesvig en bygd omkring Kongeåen, med en havneplads ved Hjerting, hvis befolkning, fordi de boede i dette våde land, fik navnet Eutier, Jyder, af romerske forfattere omdannet til Eudusii, Eudoses. Og således samlede bygderne sig til bygdestammer op gennem det vidtstrakte, men dog let tilgængelige Jylland. Her skjuler gamle stammenavne sig sikkert i de senere sysselnavne, således i Aabo-, Løver- og Ommer-, Omungærsyssel; mellem Limfjord og Mariager-fjord fik land og folk navn efter himber, dvs. en lysning i skoven, og det hedder jo endnu i dag Himmerland; vest derfor mellem Skive å og Ringkøbing fjord navn af harth, en skov, der boede Harthboerne, som Romerne gengav ved Charudes, om hvis navn endnu Harboøre minder. Nord for Limfjorden kaldte de østlige bygder deres land Vendel, det land, hvor havet "vender sig" om Skagen; de vestlige bygder tillagde sig det stortalende navn Thiuth, der betyder folket, det rigtige folk i modsætning til alle andre folkestammer, det er nutidssprogets Thy og vel det stammenavn, der ligger bag Pytheas Teutones. Men Harderne kan meget vel være kommet fra Hordaland i Norge, nordvest for Oslo. Ved 120 f. Kr. sejlede småskarer af Kimbrer, Teutoner og Ambroner ned til Elbmundingen; når de senere fortalte, at mægtige stormfloder havde drevet dem på rejse, kan dette vel kun være rigtigt for Armbronerne; Kimbrers og Teutoners udvandring kan have haft en lignende lejlighedsårsag i misvækst eller kvægsygdom, men snarest er den at opfatte som det første vidnesbyrd om, at Danmarks opdyrkning nu var skredet så vidt frem og dets folketal som følge deraf så stærkt vokset, at landbruget på dets daværende standpunkt begyndte at få vanskelighed med at skaffe jord og føde til yderligere befolkningstilvækst. Medens de andre nordjyske stammer og også hovedmassen af disse tre blev siddende hjemme i bygderne, drog altså under trykket heraf disse småskarer ud; men såsnart de nåede Elben, viste det sig, at forholdene hos de germanske stammer var ganske de samme; også her kneb det med at skaffe jord og føde i forhold til det voksende folketal. Derfor strømmede lignende små udvandrerskarer til fra alle nærboende tyske stammer; langsomt og planløst bevægede så hele denne voksende udvandrermasse sig først i fem seks år op langs Elben, så i de næste fire år langs Donau hen i Gallien; der drog de omkring i syv år, medens Kimbrerne endogså gik over Pyrenæerne og i tre år sloges rundt om i Spanien. De tusinder af Germaner, Kelter og andre folk, der i disse år sluttede sig til, gik ind under navnene Kimbrer, Teutoner eller Ambroner, så disse tilsidst syntes som navne på store folkeslag, medens de i virkeligheden kun dækkede over sammenløbne hobe af stammer. Alene et par helvetiske stammer fik tilslutning fra så mange individer, at disse Helvetiere holdt sig som en særlig afdeling i udvandrerskaren. Store mængder dræbtes naturligvis i de stadige kampe, og endnu flere døde vel af mangel og besværligheder; men nu og da skilte en lille skare sig ud og fandt en egn, hvor den kunne slå sig ned. Forholdene skabte vel endog fremragende førere; i alt fald besejrede disse udvandrere ikke mindre end seks romerske hære. Men deres stadig gentagne bøn om at få jord og såkorn afviste Romerne hånligt; de, der samlede sig under navnene Teutoner og Ambroner, blev endelig besejrede og dræbte, og da så Kimbrerne nåede over Alperne, og den vide og frugtbare Po-slette bredte sig for dem, blev også de i året 101 f. Kr., dér nedhugget af de romerske soldater. Så er der fællesnavne som Hals, Hammer, Lunde, Næs, Vig, Kær, Tofte.

Da man gik fra Nerthus-dyrkelsen (Vanerne) til at dyrke Aserne: Odin, Thor, Tir (Tyr), blev utallige landsbyer opkaldt efter guderne. Njord lagde navn til Nærum og Sønder Nærå på Fyn, der skulle have været kultsted førend Odense blev det. Frugtbarhedsguden og overguden Tyr (Ti), der er dyrket før Asernes tid findes i navne som: Tislund, Tislum, Tiset, Tibirke, Tisvilde, Thisted, Tissø, Tirsbæk. På Vestsjælland har ligget tre usædvanlige store bebyggelse fra ca. 500 e. Kr. ved Tissø (Bulbrogård og Fugledegård), Toftegård og Gl. Lejre. Vi kalder det stormandssæder (ca. 10.000 m2 og senere 25.000 m2 i 900-tallet), og de blev holdt i de næste 400-500 år. Den store hal var på 550 m2. Vi har ikke navn på folkene og stormændene. Thjodvi og Odinkar samt Thorgot og Halvdan kan have boet her. Tissø betyder Tyr´s sø. Tyr var krigsgud, og der er fundet mange våben og rester af en 50 meter lang vikingebro over Halleby Å. Den største guldring vejer 1,8 kg. og er fra 900-tallet, og de 12.000 metalfund viser motiver fra Nordens Odin-lære. 90 % af møntfundene fra 900-tallet er arabiske mønter. De tidligere møntfund er fra Frankerne, Hedeby, og Frisernes: sceatta. Der er fundet 250 vægtlodder, 200 stk. brudsølv, dragtnåle, keramik og et byzantisk blysegl og irske varer, samt udstyr til heste. På Als fandtes en hellig skov (Helleved); en hellig sø (Hellesø) og Tibjerg. Frej, der var af Vanernes æt blev optaget af Aserne, og lagde navn til Frøsmose ved Ringsted; Frøsbjerg og Frøshøj; og ved Frejled Oldtidsskov på Lolland er usædvanligt mange jættestuer, runddysser, langdyssser, 100 bronzealderhøje, bautasten. Aserne lagde navn til Odins-vi (Odense) Odinshøj (Vonsild), Tirslund og Torsager. Nogle marknavne stammer fra dyrkelsen af de nordiske guder, eksempelvis Onsbjerg, Vonsmose = Odinsmose, Odense, Vojens, Oddense, Onsved, Vonsild, Onsild, Torslunde, Torsager, Torsø, Tårs, Vihøj, Hovhøj, Frølund, Gudbjerg, Torsbjerg, Torsager, Hellighøj, Blodbjerg, dvs. lokaliteter med endelser på - høj, -mose, -sig, -holm, -bjerg, -kold, -kær, -sten. Nogle lokaliteter har været kultsteder, hvor man har dyrket guderne og ordet "hellig" indgår i endelser med -næs, -holm, -bæk, medens der er tvivl om ordet "tempel" indgår i forstavelsen al- (Ål, Åle, Ålum, Albøge). Odin har været gud for de store i samfundet. Den jævne befolkning dyrkede deres frugtbarhedsguder i lunde og skove. Både i Sverige og Norge har man dyrket en gud med navnet Ull, der har givet navne til en masse steder. Men i Danmark kendes navnet kun i Ulfborg herred. Havguden Læ er identisk med Ægir. Gudinden Hærn findes muligvis i Hindborg herred. Hov kunne i ældre tid betyde "tempel, gudehus", men efter oldfrisisk betyder det: gård, have, fyrstehof. Det kan også betyde en gård, hvor der skulle ydes hoveritjeneste (hovgård tilknyttet et gudehov, en hovmand (dvs. en gode). Stednavne med endelser på -Borg kan være meget gamle idet gudenavnet Ull indgik i Ul(f)borg og måske også i Hindborg. I mange senere købstæder sigter endelsen -borg til befæstning. Men man er uenig om hvad ordet ´borg´ betyder. Jfr. Læborg, Vorborg og Lomborg. Men da mange af vores ord er tilknyttet søfart og skibe, kan det stamme fra ordet ´bjærge´, som betyder at man bliver reddet i sikkerhed, sådan at ordet ´bjerg´ også er afledt deraf, idet bjerg jo er én højde´ hvor man kan bringe sig i sikkerhed og tænde baunebål, for at advare andre om en truende begivenhed. Men -borg kan også stamme fra Burgunderne eller Teutoburgiensis hvor Cheruskerfyrsten: Armin i år 9. e..Kr. tilføjede de romerske lejetropper et forsmædeligt nederlag. Men ordet har nok relation til de Keltiske ringborge, som vi finder herhjemme. I Borremose ved Års (Ålborg) ligger en ringvold fra 125 f. Kr.. Vi kender 5 ringborge fra før 1.000 e. Kr.: Under Svend Sveskæg bygges Trelleborg ved Slagelse, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken ved Odense, Aggersborg ved Løgstør, Trälleborg i Skåne. Ringborge har også fungeret som tilflugtssteder, og der har været mange alarmeringspladser ("bjerghøje") som kaldes Warther. Der var mange ringborge og warther i Sydslesvig. På østkysten var Flensåborg (Flensborghus), Vårbjerg, Gelting, Bukhavn, Oldeborg, Egernborg, Jurisborg, Gotorp, Borgevold. På øerne i vest var Lembekdsborg, Arksumborg, Rantumborg, Tinnumborg. På Als: Sønderborg, Nørborg (Nordborg), Vorhøj, Vårhøj, Vorbjerg og Kegborg ved Kegnæs. Ved Åbenrå var Vårhøj; ved Kolding: Stenborg; Trælborg ved Anst og lidt nordpå ved Tørrild: Troldborg Ring; Skanderborg; Skådebakken på Mols; Viby; Borremose ved Års, og langs Limfjorden fra vest mod øst ligger ved Thisted: Færgeborg, Sjørrind og Skarreborg; Næsum, Ridebane og Vordhøj; Ålborghus, Vorbjerg, Vorhøj. På Samsø: Vorbjerg, store og lille Vorbjerg, Brantingborg, m.v.. På nordFyn: Vordborg, Gamborg, Varbjerg, Hagenskov; på sydFyn: Nyborg, Arreskov, Kongshøj, Dyreborg, Fåborg, Vordborg og Svendborg; på Langeland: Hoborg, Voldbjerg og Kalveborg; på Tåsinge: Pils slot, Horseslot og Vornæs; på Ærø: Absalons skanse, Volde, Vorbjerg, Stylteborg og Borre; Sprøgø. På sydSjælland: Jungshoved, Vordingborg og Stensby; på Møn: Sprove, Borgsten, Stegeborg, Gammelborg, Østerborg og Borgbjerg; ved Havn opførtes Absalons borg; omkring Roskilde fjord: Haraldsborg, Dragsholm, Holbæk, Børreklak, Børrehoved, Vorhøj, Skansehage ved Rørvig, og vestpå: Kalundborg; og i nordvestSjælland: Søborg, Flynderborg, Gurre, Dronningholm, Langsøhus, Bastrup; på Falster: Trygge slot, Borreknold og Egenæsborg; på Lolland: Eriksvolde, Rævshaleborg og Orebygård; på vestSjælland: Trælleborg, Tårnborg, Borreby, Pedersborg ved Sorø og Borrenakke ved Næstved; på Bornholm: Gammelborg, Storeborg, Lilleborg, Ringeborg. I Skåne: Skanør, Helsingborg, Søvde og Åhus; i Blekinge: Sølvesborg og i Halland: Varberg. Stednavne med endelser på -Bjerg kan også være meget gamle, da gudenavnene indgår i Onsbjerg, Vibjerg, nu Viborg. Solbjerg kan minde om soldyrkelsen. Stednavne med endelser på -Høj er også gamle. Hvis et gudenavn findes som forled i -høj, er navnet ældre end vikingetiden. Danshøj ved Valby, Kbhn. ?? Det gotiske alhs (tempel), har vi haft stednavne som Albøge, Djursland, i sognenavnene Åle og Ål, i marknavne som Alsbjærg, Ålbjærg, Ålhøj, Algerhøj. De almindeligste helligdomsnavne er dog hov, vi og hørg (eller harg). Vi har måske været forbeholdt de større centralhelligdomme: Odense, Oddense, Vojens, Viborg (Wybærgh), Vium. Vibøge. Hov indgår i sognenavne som Hove, Hoven, Hover, hørg (harg) i Hørby, Hørrel, Harre (Hargæhæreth), Harreby. Ho bugt ved Esbjerg, må vel også være gammelt. På Helnæs-, Flemløse- og Glavendrupstenene kaldes tempelmanden gode, og på Snoldelevstenen nævnes tulen (Tullehøj, Tullebjærg). Ved år 0, fandt bønderne de ældre landbynavne gammeldags og navnene havde nok mistet betydning. Det var byer med navnet: Tolk, Læk, Løjt, Malt, Kolt, Ajt, Skjern, Gern. Til disse ældste landsbynavne hører sikkert også de talrige korte navne uden endelse f.eks. Hjerm, Sir, Sal, Sunds, Ring, Ut, hvis betydning nu er os ganske uforståelig. Der er lidt uenighed mellem mine bogkilder om det er -ing byerne eller -um byerne, der er ældst. De fleste kilder skriver, at -um byerne er ældst. Men man brugte endelserne -ing, -inge, -um og -hem. Endelsen -Inge anses for at være en ældre stednavneendelser, og er nok afledt af betydningen "tom". Flere endelser er faldet sammen: -ing, -ingi, -inga og -ung. Tørning, Grævinge af grav, Hjerting af hjort, Gelting af galt. Naturbetegnende stednavne: Bregninge (bregne), Bølling (bole, bosted), Gylling (gul), Helsinge (hals), Hørning, Herning og Hanning ( horn), Hviding ( hvid), Kolding (kold), Oringe ( varde, sømærke), Vissing (vese, sump). Forleddet er hyppigt et natur, plante eller dyrenavn: Smørum, Kornum, Bygum, Roum (Rughem). Der findes i det nuværende danske område ca. 400 -inge steder. Der forholdsvis få nord for Limfjorden og i Sydslesvig (Bregling, Fysing, Gelting, Hønning, Vedding, Vinding), og på Bornholm mangler de helt (hvis Allinge er et Älendæ). Sandsynligvis havde områder med endelsen -inge deres blomstringstid i folkevandringstiden, og har været bebyggelser på gennemsnitlig 80 tønder hartkorn. En person, som stammede fra et bestemt -ingested, opkaldes med denne endelse. En familie fra et sted i Sverige: Hammer, kaldes hämringer, ligesom vi taler om skåninger og värmlændinge. Dvs. en Lovring er en mand fra Lover syssel, en holting er er fra Holt, en samsing er fra Samsø, en skåning fra Skåne. I navne med -ing, eksempelvis: Hviding, Grønning, Hønning, hentyder forledet til en farve. "Høn" er =gul. Muligvis sigtes der til jordbunden eller bevoksningens farve i forleddet. -Ing navnene ligger som regel på høje steder, idet vandstanden ved jernalderens begyndelse skulle være 8 meter højere end i dag. Fællesnordiske ord er med endelser på -ing, -ung, -ling, -ning;- nd, i bonde, frænde, fjende, mænd og endelser på -er, -ær, -ned, -sel, -en, -et, -sk, -ug, -et, -le, -ke, -se. Der er fælles nordiske navne for husdyr, redskaber, skov, lund og toft, mad og retter, arbejde, legemsdele, personbetegnelser, lov og ret, forsvar. Valget mellem de to navneformer -um og -inge kunne være noget forskelligt; i Skåne, på øerne og i Sydøstjylland overvejer -inge-navnene, i det øvrige Jylland landsbynavnene på -um; påfaldende sjældne er inge-navnene i Himmerland, Vendsyssel, Angel og Sundeved, og ikke helt at forkaste er vel den antagelse, at mangelen deraf netop i disse egne skyldes, at udvandring har svækket de ældste bygder. Stednavne med endelsen -Heim har betydet "gård" eller "landsby", for nogle ældre navnes vedkommende måske "bygd, befolket område", som f.eks. i Trondheim, dvs. Trøndernes hjemsted. Himmerland er en af de landsdele der har størst udbredelse af -heim, og som også har en mængde oldtidsfund fra ca. 0-200. -Heim blev senere afkortet til -um. Stednavne med endelsen: -Um menes opstået i sammensætninger med et forled + gammeldansk hëm, heimr, hjem. Nogle danske -um navne dateres i almindelighed til ca. 0-400 e. Kr. og folkevandringstiden (400-800). Dateringen til folkevandringstiden kan også støttes af forekommende parallelle navnetyper andetsteds, således i Øst-England (Birmingham) og Normandiet (Etreham). Sammensætningen -ingham kendes ikke i Norden. Endelsen -um er i Danmark repræsenteret med ca. 250 navne, fortrinsvis i Jylland. Nesium, betyder på næssene; Løghum (ved vaskepladserne); Smørhem, nu Smørum (smør-hjem), Kornhæm, nu Korund (korn-hjem); Guthemæ, nu Gudme, samme navn som Gudum, Gudhjem, Martheme, Mårum (marth, skov). Som forled findes betegnelser for terræn: Ålum (äl, dal), Bjårrome (bjærg), Ha Idorn (hall, skråning), Ranum (rand, bakkekam), Engom (eng), Ørum (ør, grus), - Bassum (bassi, vildsvin), Fovlam (fugl), Bygom (byg), Skivom (Skithum: skith, dvs. kløvet stok, måske samme navn som Skyum), Vium (wi, helligdom). Stednavne med endelsen: -Løse forekommer i størst antal på Sjælland og ordet har nok oprindelig skulle betyde "skråning, dalstrøg" eller "eng, græsgang". De er anlagt imellem 400-500 e. Kr., eksempelvis Kvanløse (senere Vanløse), Ramløse, Vridsløse, Tersløse. Byerne på endelsen -løse er store, gennemsnitlig på 112 td. hartkorn. De er sandsynligvis af en anselig alder, og man har peget på deres jordtilliggende som bevis for, at de skulle stamme fra en tid, da kvægavl var vigtigere erhverv end kornavl. De skulle derved få omtrent samme alder som -um. Også de yngre landsbyer skulle have navne, og de hentede dem som rimeligt var overvejende fra et eller andet træk af naturen i den egn, hvor de grundlagdes. Vistnok ligeså gammel som -um og -ingenavnene, altså fra bygdetiden, er betegnelsen -løse for græsgange, vidtstrakte moser, enge og lavtliggende flade strøg i nærheden af åer. Hvor en landsby grundlagdes i et allerede fra bygdetiden således betegnet terræn, indtog dens navn naturligt -løse, hyppigt senere i tiden afsvækket til -else, som efterled; forledet er oftest en anden naturbetegnelse som kvan d.v.s. angelicaplanten, så at Kvandløse eller Vanløse betyder engene, hvor der vokser angelica. Den hele gruppe byer er dog ret fåtallig; i Jylland findes kun et Hvalløse, øst for Lillebælt 64 -løser, deraf 55 på Sjælland, dertil kun 19 i Skåne; men den omfatter landsbyer med betydeligt jordtilliggende, der senere ofte blev kirkebyer. Udby, Nøvling, Illerup, Vimose, Himlingøje er gamle stednavne. Stednavne med endelsen: -Lev hører hjemme i folkevandringstiden (ca. 200-600) og betyder "hvad én har fået overladt", dvs. indeholder betydningen af det enkeltmand overleverede, overgivne, indrømmede område. -Lev byerne menes at være anlagt af enkeltpersoner og ved de sejrrige Daneres fremtrængens østfra. -Lev perioden er afsluttet omkring 875. Fornavnet på byen var et mandsnavn, som Lyderslev, Falkerslev, Alslev, Marslev, Ørslev og Roerslev og disse personer er sandsynligvis krigere, som er blevet belønnet af sin konge for krigstjeneste. I følgende byer er personnavnet i parantesen: Årslev (Awer), Adslev (Aihisl), Allerslev (Alwar), Errindlev (Jarund), Enslev (Enar), Falkerslev (Folkward), Fjallerslev (Fiallar), Fregerslev (Frilhger), Frøslev (Frø), Gunnerslev (Gunnar), Gunslevmagle (Gundrith), Haderslev (Halhar), Hjelmslev (Hialmar), Horbelev (Hornbori), Ingerslev (Ingwar), Jerslev (Jarl), Lyderslev (Løthar), Ormslev (Orm), Reerslev (Relhar), Sigerslev (Sighar), Ønslev (Øthæn), Ørslev (Ødhir). Fjenneslev ?. Skjoldungslægten har efter sin erobring af Sjælland i slutningen af 400-tallet, været optaget af erobringer. Der er endda i tysk sagnhistorie beretninger om, at det frankiske folk skal have besejret Daner, Sakser, Jyder og Thüringer. I Thüringen findes imidlertid en ganske stor og samlet gruppe stednavne med endelsen -leben, og man har tidligere ment, at de var kommet dertil med "danske" kolonister. Det hedder også leif og menes oprindeligt at have betydet "noget efterladt", arvegods. Eksempelvis Fuglslev, Egelev, Herlev, Tinglev, Vinterslev, Vokslev. Før år 500 samledes landsbyerne i »herreder« omkring et ting og sandsynligvis et helligt sted. Sala (Uppsala) . -Levbyerne er som -løsebyerne ikke særlig talrige, og af 400 byer i hele Norden hører de 79 til på Sjælland. Disse landsbynavne viser os, at der efter den store tid med fælles grundlæggelser af landsbyer er fulgt en anden, da enkeltmand foretog nybrud af jord, som så senere er vokset ud til en landsby, ganske som det skete adskillige århundreder senere, da torperne grundlagdes. En sådan nybygger har ikke altid behøvet at være i besiddelse af en hjulplov; krogen, en ard med en muldfjæl, kan have været tilstrækkelig. Alt i alt regnet blev godt og vel halvdelen af de landsbyer, der nu findes i Danmark og Skåne, grundlagt i denne tid. Stednavne med endelsen: -Sted findes i hele Danmark, men brugen af -sted ophørte ved år 800. Byer som Alsted, Ringsted, Tirsted og Ulsted er fra denne periode. Det er ret anselige byer, 60-90 tønder hartkorn, og adskillige er blevet herredsnavne. Navnetypen -sted, der menes indvandret til Danmark og Sverige med folkevandringstidens kulturstrømninger fra syd, anses for at være senere end -lev byerne, idet de personnavne, der findes i nogle navne på -sted, har et yngre præg end de tilsvarende i lev-navnene. -Sted byerne ligger i tilbagetrukkenhed bag en skærm af store, rige byer, ofte -lev byer. Grundbetydningen har været boplads, bosted, areal og - sted har endnu ikke mistet betydningen af enkeltmands bopæl. Byen Alsted oprinder af personnavnet Alflak, Anst af personnavnet An eller Ani, Elsted af Elef, Haraldsted og Harresled af Harald, Hindsted af Hilhin, Kasted af Kalf, Ringsted af Ring, Rolsled af Rolf, Roost af Roar, Sigersled af Sighar, Skast af Skati, Sølsted af Sølwi, Tisted af Ti (Tyr), Ulsted af Ulf, Vedsted af Withi, Ølsted af Ølwir. Landsbyerne var samlingens første og vigtigste led og de fleste større landsbyer opstod altså før år 800 med stednavne, der ender på -um, -ing, -lev, -løse og -sted. I Jylland lå bebyggelserne tættest fra Randers-Viborg egnen til vest for Horsens, samt i Salling og ved Lemvig, hvor man i den ældre jernalder tog fat på at dyrke den svære lerjord. På de vestjydske bakkeøer anlagtes også landsbyer. Derimod tog man mindre land ind i Thy, Mors, Vendsyssel og Himmerland. Måske skyldes det, at disse egnes beboere: Teotonerne, Vandalerne og Kimbrerne jo tidligere var udvandret i stort tal. I det nordslesvigske område, der strakte sig fra Åbenrå-Haderslev-Kolding over mod Hjerting Bugt ved Varde, havde Jyderne deres hjemstavn. Men en del af Jyderne vandrede i 400-tallet e. Kr. sammen med Anglerne til England, der kom fra halvøen: Angel. Sakserne kom på det tidspunkt fra vestHolsten og egnene omkring Elben, og de bosatte sig især i Essex, Sussex og Wessex. Anglerne slog sig ned i Anglia og Jyderne i Kent. Formålet med de cirkelrunde borganlæg som Aggersborg i Norjylland, Fyrkat i Midtjylland, Nonnebakken på Fyn og Trelleborg på Sjælland (opført i 987), og Trelleborg i Skåne er endnu ikke helt afklaret. Måske har det været tvangsborge, til at tugte befolkningen, måske har det været værneborge i ufredstider. Men kaserneborge har der været brug for efter de tyske krige i 934, 974 og 983. Men de vidner om et velorganiseret folk, og arkæologiske forskninger viser, at vikingerne langtfra var så uciviliserede, som man tidligere har ment. Fra det 2`det til det 11. århundrede voksede befolkningen i antal, og stammerne og ætterne sluttede sig sammen. Endelser -holt, -rød, -ved, -tved, -slet, -fælde,- skov, vidner om gammel skovbevoksning. - skov er et specielt Nordisk ord. Nakskov, Filskov, Antvorskov, Lejerskov. Som særlige grupper af disse landsbynavne fra den ældre grundlæggelsestid er navnene på -lev og -sted i Jylland oftest afsvækket til -st som i Anst og Gamst. De er særmærkede derved, at forleddet altid er et mandsnavn, og det så gammelt, at det vel endnu var i brug i det 9. århundrede, men sikkert har været almindeligere i de tidligere århundreder. De danske udvandrere i det 9. århundrede bruger ikke navngivning med -by eller -sted. Ringsted har navn efter Herinc, Ørslev og Ørsted efter Øthar, Sigerslev og Sigersted efter Sighar, Årslev efter Åwer, et navn, der er kendt fra runestenene. En mængde naturnavne med endelse på -sø, -mose og -kær er selvfølgelig naturnavne, men afvanding og grøftning har gjort det af med de fleste af dem. Ved en bæk med mange kilder kaldte man stedet: Piblinge. Landskaber der gik ind i en "hals" kom til at hedde Halsinge (Helsinge). Byen på det grusene næs, "øret", ved halsen af Øresund blev senere til Helsingør. De danske lande var nu delt i henved 200 herreder. Herred betyder: hærfølge, hærridt eller ridende hærskare, og var skabt som en militær inddeling, da hvert herred kunne stille med et antal krigere. I Jylland brugte man større enheder end herreder, nemlig "sysler", og de svarede til folkestammernes områder. Vendsyssel var for vendelboer, og Himmersyssel for Himmerlændinge. Jylland var opdelt i 14 sysler før det 10. århundrede, og hvert syssel var opdelt i herreder, som igen var opdelt i sogne. Sogneinddelingen er ældre end herredsinddelingen, og betyder "at en flok mennesker søger sammen". Indenfor sognene lå så bygderne med opdyrket jord. Det danske folk bestod af bønder. Men allerede stenalderens storgrave og bronzealderens kostbare våben og smykker vidner om rige høvdinge. Ud fra høvdingenes kreds skilte sig efterhånden en konge med meget gods og en hird. Sagntidens konger var i det 6. århundrede: Hrodgar (Roar), Helge, Hrodulf (Rolf Krake) og fra år 800 kendes jyske konger som Gudfred og i ca. 940 Gorm den Gamle i Jelling. På de sydlige kystegne på øerne er en række Vindebyer, der menes at være "vendernes byer". Byer med endelsen:- itse, -liz, -ilse, -inse, -lise, -ise, -ese,-esse menes at være Vendiske byer. I vikingetiden skabtes landsbyer med stednavne på endelsen -By, der er afledt af "bebyggelse i almindelighed", senere "landsby". Endelsen er velkendt fra hele Norden og overførtes til Danelagen og Normandiet. Ordet betyder på vestnordisk "gård", bestående af flere huse. Det er ret store byer, ca. 60-90 tønder hartkorn. Stednavneendelsen -by, betyder i Danmark altid betyder "den samlede bebyggelse", i modsætning til betydningen i Norge og Island. -By endelsen har været så hyppig, at når forleddet var beliggende ved en kirke, mølle, bro etc., kaldtes byen: Kirkeby, Broby, Mølleby, endvidere Strand-, Sø-, Skov-, Mose-, Kær-, Over-, Neder-, Dal-, Høj-, Lund-, Sund-, Næs-, Sand-, Hus-, Lyng-, Åby etc. Mange -byer var opkaldt efter landskaberne: Bjergby, Højby, Dalby, Sundby, Broby, Kærby, Næsby; og Grimsby, Derby, Dyreby, Dalby i Danelagen. Efter stammevandringer og kampe er der også i 700-tallet en klar skarp grænse der følger Ejderen, hvor den typiske nordiske landsbygrundlæggelse på -by er anlagt. Landsbyer med stednavne på endelsen -Tofte var "et tomt, sted på hvilket en bygning opføres", dvs. byggepladser, men har også betydet "udskilt jordlod for den enkelte bonde", senere "jordstykke umiddelbart ved gården". Ordet Toft er yderst almindeligt i marknavne, især i Sønderjylland.: Ager-, Eng-, Gammel-, Hede-, Lille-, Elme-, Sten-, Hors-, Linde-, Sivtoft, Lundtofte, etc.. Det findes endvidere i stort antal i vikingebygderne, særlig i Normandiet, f.eks. Appetot = Ebeltoft. Når en gammel landsby ikke kunne udvides, gjorde man torp, dvs. anlagde landsbyer og gårde. Derefter opstår byer med endelser: -thorp, -rup, -strup, -drup, -trup. Torpen blev som regel opkaldt efter den mand der anlagde den: Thorkilstrup, Bramstrup, Fastrup, Skaustrup. Stednavne med endelsen: - Thorp er det hyppigste danske efterled, idet det findes i over 2000 navne. Det betyder "gård", men også "skare" og "ager". Sliesthorp er den ældste betegnelse vi kender, og det er den havn hvortil kong Gudfred i 804 fører sin flåde og i 808 overflytter sine købmænd fra til en sydligere handelsplads. Brugen som efterled er muligvis påvirket fra Frankerne (-dorf) og har så bredt sig til Danmark og Skåne allerede i 900-tallet og senere til Sverige. Med vikingerne er brugen kommet til Danelagen og Normandiet (Daltorp i Normandiet). Thorperne var udflyttergårde eller -byer med beskedent jordareal, anlagt på de eksisterende marker. Dog er -thorp i Sønderjylland ældre end i det øvrige Norden og er i flere tilfælde store, gamle sognebyer, nogle endda herredsbyer (Rangstrup, Tyrstrup). Intet sønderjysk thorp-navn er sammensat med personnavn fra kristen tid. Forleddet var måske oprindelig et personnavn på den mand der ejede den udflyttede gård. Mange har dog fået navn efter ejere udefra: Biscopsthorp = Bistrup eller Bejstrup, Kongstrup, Brydethorp = Brøderup, etc.. Endelig kan -thorp som forled have ord for terrænforhold (Sørup, Skovrup, Skårup, Årup, Stubberup, Mullerup, Ordrup, Vorup, Nyrup) og for kulturforhold (Brøderup, Brørup, Bryrup af bryde "forvalter", Møhlerup af mylnæ "mølle", Borup af Rodethorp). Efter år 1.000 opstår byer med endelsen -Bøl(l)e der betød bol, bosted, gård og foran endelsen blev sat et mandsnavn: Gundesbøl (Gunnar), Brorsbøl (Broder). Den oprindelige betydning menes at være "enkeltgård", dvs. ikke kollektive bebyggelser som f.eks. udflytninger fra et større landsbysamfund. På Langeland og de sydfynske øer har -bølle byerne en ældre oprindelse. Andre landsbyer blev anlagt ved skove, der var ryddet. Her var endelserne: -Holt, -Skov eller -Rød, dvs. en rydning. Ebberød (Ebbe), Asminderød (Asmund); Birkerød, Esperød er opkaldt efter de træer, der voksede på stedet. -Rød er især udbred på Sjælland og i Skåne. -Wic (Slieswic) er overtaget fra det latinske wicus, der betyder landsby. -Wic blev især brugt i England (Greenwich, Harwich, York (oldengelsk: Eoforwic), Nantwich, Northwich. På dansk findes -Vig i Agervig, Hulvig, Lyngvig, Rotvig, - og betyder altså ikke en bugt som endelsen gør i Lemvig, Vestervig, Rørvig, Hærvig. Hvert herred havde man et ting. Dvs., man tingede (diskuterede, forhandlede, rådslog, og handlede ved at træffe beslutning). Dette ting lå ofte omkring en kæmpehøj fra broncealderen. Alle frie våbenføre mænd have adgang og stemmeret, og tingmændene der dømte i sager kaldtes: oldinge, thi man have brug for mænd med en lang hukommelse og et langt minde. Uenigheder kunne afgøres ved at én mand fremmødte med ellevere andre gode mænd, der kunne bekræfte hans påstand, og som ville aflægge ed, på at påstanden var sandfærdig. Men hvis den anklagede fremmødte med 12 andre gode mænd og påstod det modsatte, måtte sagen ofte falde. Måske kunne man skaffe nogle flere vidner, og derved træffe afgørelse i uoverensstemmelsen. De vigtigste ting var landstingene i Viborg, Ringsted og Lund, og det var på tinget, der blev truffet afgørelse om krig eller fred. Ordet »Hus« findes i Husum, Hammershus, Koldinghus, Riberhus og skulle betyde en bygning, gård, men senere slot og fæstning. »Lim« i Limfjorden har tilknytning til kalk og kridt i Nordjylland. Langt talrigere er de landsbyer, i hvis navne indgår som efterled endnu kendte eller med sikkerhed forståelige naturbetegnelser som sø, bæk, å, kær, rad, bjerg, balle, næs, ø, holm, hede, lund, skov, toft, holt og tved d.v.s. et langstrakt jordstykke, begrænset af skove eller søer, eller -ed, hvori ofte skjuler sig et gammelt with, dvs. skov, som i Tiset, oprindelig: Tiswith. Landsbynavne med sådanne efterled giver os ganske vist ikke nogen mulighed for at bestemme deres grundlæggelsestid; men at de dog må høre til denne første landsbygrundlæggelsestid i Danmark, sandsynliggøres ved, at de danske, der i det 9. århundrede udvandrede til Nordengland og Nordfrankrig, og dér gav de landsbyer de grundlagde, navne på bæk, dal, holm, toft og tved, som de sikkert havde medtaget hjemmefra.

Svend Estridsen (1047-1076) er den første der inddeler landet i 8 kirkestifter og både ham, hans sønner og deres kirke mødte kraftig modstand fra bønder og høvdinge under kongemagtens forsøg på at centralisere magten. Fra 1231 kendes herreder fra Valdemars Jordebog. Disse herreder og sysler i Jylland sluttede sig sammen til »lande« omkring et landsting, og der blev 3 lande, som må repræsenterer en sammensmeltning af flere folkestammer. I Jylland og Fyn med centrum i Viborg, Sjælland og øerne med centrum i Ringsted; og Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm med centrum i Lund. "Urnetinget" kendes fra Saxo. De skriftlige kilder der bruges, når man søger efter stednavne er bl.a. de vestnorske kilder: Jómsvikingesaga fra ca. 1200 og Knýtlingasaga fra ca. 1250; Snorres "Heimskringla" fra ca. 1220; "Kong Valdemars jordebog" fra ca. 1232, der er en samling fortegnelser over krongods og lister over skatter og andre indtægter ordnet herredsvis; en hovedliste fra 1231, kongelevslisten, ølisten, Hallandslisten og Falsterlisten; Roskildebispens jordebog fra ca. 1370; og tilsvarende bøger fra Slesvigbisperne, Århus, Ribe Oldemoder. Marknavne findes i Christian V. matrikelbøger, men ukyndige skrivere har gjort det svært at identificere lokaliteterne. Det sjællandske herredsnavn Jørlunde (Ølstykke) skrives i år 1085 Iurlundaherathi (vildsvineskoven). Købstaden Store Heddinge skrives i 1261: Hædingi Maklæ. Kirke Skensved skrives i 1271 Schienswygtmagle. Det nordsjællandske Gurre skrives i det 14. århundrede: Gorgha, Gorwe, Gorghø (den sumpede ø). Korsør skrives i 1341: Corsøre (dvs. et kors ved en gruset strand. Korset var et landkendingsmærke for søfarende). Randers: Rand-ár-ós; Grenå : Grindhøgh. Jelling staves Ialang, Jalinge, Jalyng, hvor forledet skulle betyde "gul". Hjordkær ved Grimstrup syd for Skads ved Esbjerg hed i 1445 Hyørdhekyern (vandingssted for kvæghjord). Halør, er nordens ældste og største marked i Nordsjælland. -Holm betyder oprindelig lille ø i å eller hav, jfr. Borgholm. Endelsen gat i Kattegat, kendes fra det engelske gate (dvs. port) og i spygat (dvs. hul i skibssiden til vandafløb). Endelsen bælt i Store- og Lillebælt kan være afledt af ordet "bælte", idet farvandene er som et indsnævret bælte (bæltested), eller af det engelske "The Baltic" om Østersøen. -Magle findes kun i østdansk i Vridsløsemagle, Stenløsemagle, Gunderslevmagle, hvorimod vi finder formen -møgle i jysk: Møgeltønder, -kær, -mose. Kun i Vendsyssel vest for Sæby findes et område med bestemte navneforme, som i Sverige og Norge, nemlig Tveden, Holtet, Bøjen, Højden, Bunkerne.

Veje: Der har ikke været mange veje i Danmark. Transporten og samfærdslen foregik til søs. Både og skibe har været en betydelig del af danskernes liv. Oldtidens mennesker, jægerne og deres familier har trådt de første stier i landskabet. Deres stier førte fra boplads til jagtområde, fra sommerboplads til vinteropholdssted. I perioden 7500-7000 f. Kr. slog en lille gruppe stenalderjægere sig ned ved Klosterlundbopladsen mellem Silkeborg og Viborg på Grate Hede. Fra bopladsen på brinken ved søen ligger en række trædesten, som fører ud i søen. Omkring 4000 f. Kr. blev anlagt bebyggelser i Danmark, og der går et net af stier og veje fra bopladser til marker i skovrydninger, til nabobopladser og ud til kysten. I Himmerland er mange spændene fund og steder. Man mener, at det oprindelige system af veje og stier ikke blev ændret væsentligt førend i 1700-tallet, da færdselsårerne var naturbetingede stier i terrænet. Oldtidshøje har været med til at angive placeringen af "vejen". Der har nok været vejvisersystemer, f.eks. i form af højtliggende punkter med en lang stang i toppen, så de kunne ses fra meget lang afstand (Staghøj). Da vi giver stederne navne og holder mindet i hævt, vil man se at stednavne tit er så gamle, at de kan fortælle om gammel færdsel (vad eller en bro). Ved Ravning Enge ved Vejle og Gudenåen ved Falgård er fundet store træbroer. Stenbroen ved Løvel (Skals Å) er nyere. Hvis et sogn pludselig går over en å, må sognet have haft en forbindelse over åen: et gammelt vad. Oksenvad, Fuglevad, Hellevad, Lille Jyndevad er vadestæder der oprindelig var udlagt med trædesten. Vade kender vi fra Vadehavet, og når vi går - så vader vi afsted. Så er der bautasten, langt senere vejpligtsten og grænsepæle. Gade er oldnordisk og betød en landsby med omliggende marker indenfor bydiget. Ældre nedlagte små veje er de tit rester af gamle storveje. Ligger en vej i et gammelt sogneskel eller sysselskel, kan det være fordi vejen tidligere var storvej, der gik gennem ingenmandsland. Runestenene (mindestenene) er nok blevet anbragt der, hvor der har været mange mennesker, således at runestenene blev set af mange, så dér må også have været "veje". Tingstederne blev placeret ved "vejknudepunkter", og lige derved lå galgen på bakken. Også her må have været stier. Færdslen til de senere markeds - og handelspladser har været med til at danne "veje", og de hedenske helligsteder lå ved "veje". En oldtidshøj, en særpræget sten, en landsdelsten, en milesten har angivet "vejen". Voldene, voldanlæg, vadesteder og broer samlede "vejene". Især i Himmerland er mange gamle spændende steder. I Viborg (Wibiærgh i 1120) blev kongerne hyldet siden 1027-1655, og byen var bispesæde fra 1065. Snapstinget blev afholdt i Viborg og var et marked. I 1157 sejrer Valdemar på Grathe Hede og kong Svend flygter. I 1167 overtager Biskop Absalon landsbyen Havn (København), og bygger en borg på øen. Det er dér hvor Christiansborg ligger i dag. Der var ingen vej fra Havn til Sjællands gamle hovedstad: Roskilde, der på denne tid var en storstad. Primitive jordveje har dog gået fra Roskilde over Smørum til Hvidøre, der har været kendt som anløbsplads. Anløbspladserne har vel også været en del af vores første bebyggelser. Saxo omtaler en vej i 1176. Da vejene opstår kommer også gæstgiverier og smugkroer. I Jyske Lov fra 1241 blev alle større veje i Danmark betegnet som »kunungs hærstratæ« - kongens hærvej. Der står i Jydske Lov, »at hver landsby bør føre fire veje, "de", der fra Arilds tid har ført derhen«. Knud den Sjette blev hyldet i Lübeck 1202 og gav byen frihedsbreve. I årene forud var Lübeckerne begyndt at møde op ved de skånske sildefiskerier ved Skanør og Falsterbo, og selvom Lübeck gled væk fra den danske kongenmagt, beholdt Lübeck byens privilegier. Abel stadfæstede byens friheder og gav yderligere lignende privilegier til Hamburg, Rostock og Wismar. Således fortsatte den nordtyske økonomiske udnyttelse af et bekvemt markedsområde, indtil de fremmedes politiske indflydelse kulminerer. Det gennem mer end 200 år bestående handelsvælde betød, at de fremmede handelsfolk og købmænd havde deres forrettigheder og friheder i hele landet, ubeskåret, indtil det principielle brud kom i 1422. Fremmede købmænd og med dem skarer af tyske håndværkere kom til købstæderne, hvor de fik en betydende position, hvad enten de opholdt sig her midlertidigt som gæster, "liggere", eller hvis de erhvervede sig hus og borgerskab og oprettede kompagnier. Slesvigs stadrets er fra ca. 1200, Flensborgs stadsret fra 1284, Åbenrå Skrå fra 1335, Tønder lånte Lübechs stadsret i 1243, Ribe stadsret fra 1269, Københavns stadsret er fra 1254, Roskilde stadsret er fra 1268. Den voksende handel skabte fremgang for byerne, de gamle såvel som de mange nye, der nu opstod ved et trafikknudepunkt, et færgested, en overgang (Assens, Bogense, Middelfart, Haderslev, Tønder, Vejle, Holstebro), eller omkring en kongelig eller fyrstelig borg (Nyborg, Svendborg, Fåborg, Kalundborg, Vordingborg, Kolding, Nykøbing F, Stege, Havn.) I 1200-tallet var der henved 60 købstæder, og inden udgangen af middelalderen ca. 80. Adskillige af dem, som f.eks. Slangerup, Skibby, med flere sank dog atter ned blandt landsbyerne. Men flertallet af vore købstæder fik i denne periode sin egen administration og retsforfatning, og der opstår en række verdslige broderskaber, gilder eller lag, hvis formål var gensidig hjælp og understøttelse, alt i henhold til de i skråen givne regler. De fagligt afgrænsede sammenslutninger, lavene, får først betydning efter lavstvangens gennemførelse i 1300-tallet. I 1282 måtte Erik Glipping forpligtige sig til at holde Danehof - og det skulle sket et sted hvor man kunne ankomme med skib, fordi Stormændene ikke turde at bruge "vejene". I 1300-tallet blev Europa ramt af pest, misvækst, hunger og nedgang i befolkningstallet, og i 9 herreder omkring Jelling forsvandt 28 % af valdemartidens kirkebygninger. Studeeksporten fra Nørrejylland og sydpå kom i gang om efteråret efter denne katastrofe, og fik et opsving i 1500-tallet, da man byggede stalde, lavede vinterfoder og således også kunne drive studene af sted om foråret også. Men katastrofen havde effekt helt op til 1900-tallet. En fransk iagttager i 1360érne skriver, at på Skånemarkedet var 40.000 både, 500 skibe og 300.000 mennesker stimlede sammen. I dronning Margrethe den Første´s rigslov fra 1396, blev det pålagt fogederne at bygge en kro for hver 4. mil (30 kilometer) på hovedvejene, og kroerne blev til de senere »kongeligt privilegerede kroer«. 4. mil svarede til en dagsrejse, hvadenten man var med vogn eller til fods. Eksporten af levende slagtekvæg til de nordtyske og nederlandske byer skabte en ny overklasse i Danmark. De såkaldte studebaroner. Studehandel var et af adelens mange monopoler, og da Kristian den Anden kom på tronen i 1481, forsøgte han at begrænse adelens og jordejernes umådelige magt. Borgere og bønder støttede kongen, og adelen så sine rettigheder og økonomi truet. Modsætningerne førte til væbnet klassekamp. De nordjyske bønder angreb adelens gårde og brændte dem. Ad Hærvejen rykkede adelen hurtigt op gennem Jylland med en tysk lejehær, som blev slået af bønderne ved Svendstrup syd for Ålborg d. 15. oktober 1534. Da adelens og bøndernes hjulspor på vejene ikke havde samme bredde, gav det vanskeligheder. Senere blev de jyske og fynske bønder slået, og da Grevens Fejde var slut, var undertrykkerne stærkere end før. Frederik den Anden (1534-1588) påbød bønderne på Sjælland, i Skåne og på Lolland, at de skulle antage samme vognhjulsbredde som de jydske vogne, der var bredere. Kongens lensmænd uddelte bøder og straf på kroppen til de bønder der ikke fulgte påbuddet, og hjalp det ikke, fik bonden til sidst sin vogn hugget op ! Studeeksporten kom i gang igen og gav de jyske og fynske herremænd umådelige indtægter, der blev brugt til at sikre herregårdene med volde og foranstaltninger, der skulle sikre Overklassens rigdomme. De fleste herregårde fra 1500-1600 tallet er monumenter over studehandelens guldalder. I 1600-tallet kom en vogn frem med ca. 4 kilometer i timen, og en forordning forlangte, at der skulle ligge en kro for hver 2 1/2 mil (20 kilometer), så de rejsende kunne få mad, drikke og overnatningsmulighed hver 5. time på rejsen. Det ældste danske optegnede kort er fra ca. 1550. De ældste broer er kendt fra 1660´erne. Der var store vanskeligheder med færdsel eller transport til lands på veje. Men den lange danske kystlinie og en tæt trafik med småskuder gjorde, at Danmark ved år 1700 var en økonomisk enhed. Kun i det indre Jylland var transport med vogn vanskelig. Varetransporten til/fra København, udlandet og søkøbstæderne ved Jyllands østkyst foregik med skib. Vejenes tilstand hang også sammen med den ringe interesse for at forbedre de hullede hjulspor. Vejarbejde blev for det meste udført af egnens bønder som pligtarbejde, og flere steder langs de gamle veje ses vejpligtsten, der viser det stykke vej, en bonde skulle vedligeholde. Frederik den Femte fremstillede den første kongelige befaling i 1761, om udbygning af det danske vejnet. Der var stort set ikke på det det tidspunkt lagt én eneste brosten udenfor byerne. Store vejbyggerier blev påbegyndt i 1770´erne på Sjælland, men arbejdet gik langsomt fremad. Det var dyre veje. Broer og veje var beregnet til tunge vogne, som kunne bringe varer hurtigt frem. De var bygget med en fast og hvælvet overflade af store sten med grus og lerblandet sand imellem. Ved vejens sider var grøfter, så vandet kunne løbe bort, og ved vandløb blev der flere steder opført broer af kløvede sten. Med »Forordning om Vejvæsenet i Danmark« fra 1793 blev det bestemt, at »den, som har nytte af vejen, også bør have byrden med dens indretning og vedligeholdelse«. Men bøndernes pligtarbejde til at vedligeholde vejene blev ikke afskaffet i 1793, kun begrænset. Der var brug for deres arbejdskraft i produktionen, så danske landbrugsvarer kunne få en plads på det voksende udenlandske fødevaremarked. Der var der ved begyndelsen af 1800-tallet en stærk interesse for at bygge veje. I 1836 var der bygget 77 mil af disse chaussébelagte veje, men kun 5 mil i Jylland. Først i sidste halvdel af 1800-tallet skabte jernbanen en hurtig og sikker forbindelse. Kendt er Jeppe Åkjær´s sang om "Jens Vejmand".

Hærvejen. Fra Himmerland, Fjends og Salling samledes en række veje til vest for Viborg, og fra Viborg, det gamle kultsted, udgik den meget gamle hovedfærdselsåre på Jyllands rygrad. Fra Viborg gik vejen nordpå Aalborg og til Norge. Hærvejen er senere blevet kaldt Kongevejen, Adelvejen, Oksevejen, Studevejen, Sakservejen, Romawegr (vejen til Rom), Gammel Viborgvej, den store landevej. Hærvejens oprindelse er fra perioden omkring den yngre stenalder og den ældre bronzealder, dvs. den er ca. 4-5000 år gammel. Spredt i landskabet findes hjulspor i lyngen, nedslidte hulveje på skråninger, grave, helligsteder, rastepladser, vadesteder, broer, diger, volde, dæmninger og få tilhuggede mindesten, som ikke er endt i et stendige eller slået til skærver. De mange fund i form af smykker, metalvarer og andet husgeråd langs hærvejsstrøget er vidnesbyrd om, at menneskene ad denne rute allerede i oldtiden var i kontakt med dem syd- og østpå. Der er gamle stikveje, som slutter sig til Hærvejen, Bl.a. fra Jelling. Der er Skrydstruphøjen, mindeparken for landstinget et sted ved Urnehoved, hvor borgen: Skodborghus beherskede Hærvejen. Der er Bov, Danevirke, Hedeby. De mange mere eller mindre velbevarede forsvarsvolde fra jernalderen (500 f.Kr. til 1050 e.Kr.) fortæller om Hærvejens strategiske betydning. Dannevirke lå som mellem Slien og Trene i vikingetid og spærrede mod angreb sydfra. Af mindre kendte vejspærringer er Olgerdiget og »ævold« i Sønderjylland samt Margrethediget i Nørrejylland. Vest for Grathe Hede findes de beskedne rester af en forsvarsvold med det mystiske navn Kong Knaps dige. Også kong Gorm og dronning Thyres høje i Jelling hører til Hærvejens mest markante minder. Den ældste rejsebeskrivelse om Hærvejen, er skrevet i Island, efter at abbed Nicolaus i midten af 1100-tallet havde været på en lang rejse, og han fortæller om de islandske pilgrimmes rejseruter: » Fra Norge skal man først rejse til Aalborg i Danmark, og så skal man til Viborg, Skodborg Å, Hedeby, Slesvig, Ejderen, Itzehoe og Elben. Det tog to dage at rejse fra Ålborg til Viborg, og fra Viborg til Hedeby tog det en uge.« Her red, gik, og kørte senere pilgrimme, riddere, købmænd, pottermænd, håndværkere, sendemænd, m.v. Den øde Randbøl Hede er scenen for folkevisens beskrivelse af Valdemar Sejrs vilde ridt til dronning Dagmars dødsleje i Ribe, medens Egtvedpigens høj fortæller om bronzealderens gravskikke. Der blev udkæmpet adskillige slag langs Hærvejen, og specielt i 1600-tallet blev den gentagne gange benyttet af tyske og svenske hære, som trængte op i Jylland. I de slesvigske krige 1848-50 og i 1864 kom Hærvejen på strækningen mellem Flensborg og Slesvig til at spille en central rolle for hærenes talrige frem- og tilbagetog samt flere slag. I 1940 benyttede de tyske tropper igen Hærvejen ved besættelsen af Danmark. Foruden den militære betydning har Hærvejen også lige fra oldtiden og frem til 1800-tallet haft en stor økonomisk betydning som et bindeled mellem Danmark og udlandet. Fra slutningen af middelalderen var det studene, der gav vejen navnet: Oksevejen eller Studevejen. Der blev drevet tusindvis af okser sydpå ad Hærvejen til markederne i Nordtyskland og Holland. Toldregnskaber fra Gottorp ved Slesvig viser en årlig vækst i eksporten fra 12.000 okser i 1485 til ca. 40.000 i 1578. Efter et mindre fald i slutningen af århundredet steg eksporten igen i de første to årtier af 1600-tallet til 40-50.000 okser om året.

Sysler i Jylland: Almindsyssel (Almundæsysæl) lå fra Vejle Fjord til Kolding Fjord. Barvedsyssel (Barwithsysæl) lå mod øst fra Kolding Fjord til Genner Bugt, mod vest fra Kongeå til Ribe Å - opkaldt efter Barderne. Harsyssel (Harthesysæl) lå i Vestjylland fra Limfjorden til Skjern Å. I dette navn indgår navnet på den gamle. folkestamme Harderne, der betyder "skovbeboerne". Himmersyssel (Himbersysæl). Ellumsyssel (Ellæmsysæl) lå mod øst fra Genner Bugt til Flensborg Fjord, mod vest fra Ribe Å til Søholm Å. Istedsyssel (Istathesysæl) lå syd for Ellumsyssel. Jellingsyssel (Jalyngsysæl) er Nørvang og Tørrild herreder nordvest for Vejle. Loversyssel (Lofræthsysæl) lå syd og vest for Åbosyssel fra Vejle Fjord til syd for Viborg. Ommersyssel (Omungærsysal) lå mellem Randers og Mariager Fjorde og vestpå til på den anden side af Viborg. Sallingsyssel bestod oprindelig af Hindborg, Nørre, Harre, Rødding og Fjends herreder samt Mors. Syslet kan have navn efter halvøen Salling, det centrale landskab. Thysyssel (Thythæsysæl) er oprindelig hele Han herred plus de fire Thyherreder. Det gamle landskabsnavn Thiuth har altid været sat i forbindelse med Teutonerne. Vardesyssel (Warwithsysæl) lå fra Skjern Å til Kongeåen. Vendsyssel (Wændlesysæl). Åbosyssel (Åbosysæl) lå mellem Århus og Randers samt Djursland og Mols. Kendt er 160 herredsnavne i Jylland, på Fyn og Sjælland, Lolland Falster, Langeland og Bornholm (Burghændæholm), 83 købstædsnavne, og langt mere end 83 ønavne.

Byernes Opkomst: Da Trællene blev døbt ejede de ikke Jord og Loven bød dem at tjene deres Brød som Gårdsæder, en Slags Husmænd, der for Brugen af en lille Jordlod måtte gøre Arbejde på de Fries (Jorddrottens) Mark; men mange, der eftertragtede en friere Stilling, gav sig til at være Handelsmænd eller Håndværkere og hjalp således til at befolke de mange Byer, der fremstod efterhånden. Der har meget tidligt været anløbspladser, hvor der opstod handel og markedspladser. Men der har også være høvdingesæder inde i landet, tingsteder og helligdomme, hvorfra byerne langt senere opstår. Ikke mange af vore Købstæder skriver sig fra en ældre Tid. Århus, Ålborg, Odense og Lund i Skåne er grundlagt i 800-900 tallet. På Sjælland var Roskilde, hvor Kongerne opholdt sig, når de ikke var på Rejse rundt i Landet, samt Ringsted, hvor der holdtes Landsting; på Fyn var kun den ene By Odense; i Jylland var Slesvig og Ribe større Handelsbyer, hvorfra der gik Handelsskibe over Østersøen og Vesterhavet, Århus og Ålborg mindre Handelsbyer, og Viborg, Halvøens gamle Tingsted. Men de fleste Købstæder opstod i 11-1200 tallet, og er anlagt af stormænd, kongemagt og biskopper. Hvor en af Kongens Borge var bygget ved Kysten, eller hvor der lå et Kloster, samledes efterhånden en Del Handelsmænd og Håndværkere, og den lille By fik da Navn efter Borgen (Vordingborg, Kalundborg o.s.v. indbyggerne kaldtes Borgere) eller Klosteret (Sorø, Præstø, Næstved, Maribo, Mariager). Undertiden var det udelukkende den gode Havn og heldige Beliggenhed for Handelen, der kaldte Folk sammen, og Byen fik da ofte Navn af Købing (Ringkøbing, Stubbekøbing o.s.v.). Fåborg på Fyn har i 1200 tallet ikke haft over 1.000 indbyggere. Indbyggerne i disse Byer måtte i Tidens Løb på Grund af deres særegne Næringsveje, det nærmere Samliv og Forbindelsen med fremmede Lande, blive forskellige fra de Mennesker, der boede spredt på Landet. Den store Samling af alle Slags Folk medførte, af der i Byerne dannede sig Broderskaber eller Gilder til gensidig Hjælp og Beskyttelse, og da Tiden i det hele var præget af det kirkelige, fik også Gilderne et kirkeligt Præg; deres Love skulle holdes »til Guds og Sante Knuds Hæder«. Gildebrødrene skulle stå hverandre bi i al Nød og Fare og hyppig komme sammen for at styrke den indbyrdes Kærlighed og mindes den Helgen, under hvis Beskyttelse de havde stillet sig - almindeligvis St. Knud. Disse Broderskaber fik megen Indflydelse på Byens Styrelse, deres Love eller Skråer blev efterhånden til Love for hele Byen, og det er således nærmest gennem dem, Borgerstanden har dannet sig. 

Fremvæksten af skjoldmærker, konge- og adelsvåben, rigsbannere- og rigsvåben, har sin oprindelse i Germansk jernalders og vikingetidens konge- og høvdingeemblemer, faner og hjelmtegn der førtes på slagmarken og på krigsskibe. Selv om anvendelsen af rigsbannere først opstår med middelalderens tysk-romerske herskere, der førte ørnen som herskersymbol og som kan føres helt tilbage til oldtiden fra bl.a. Perser- og Romerriget. Fra Friedrich d. I. Barbarossa fik ørnen blivende plads i den tysk-romerske rigsfane, hvor den afløstes af dobbeltørnen. I Frankrig indførte Philippe d. I. den femtakkede guldflamme som fanesymbol og dette symbol hævdes at være fremkommet allerede under merovinger-kongen Dagobert d. I. i det 7. århundrede og brugtes indtil 1415. Under Charles d. IX. indførtes den hvide fane med de gyldne liljer; den franske revolution i 1789 indførte Trikoloren og Louis-Philippes regering i 1830-48 genindførte den galliske hane. Valdemar den Store havde et løvebanner i det ryttersegl han benyttede før 1215. Men han brød med den normale skik, at fyrstens skjoldmærke også var bannermærke for hans hær. Korsbanneret: Dannebrog dukkede op ved slaget om Estland i 1219 og dukker op igen som kongeligt sejl under Margrethe og Erik af Pommern. Ved Kristian den Første´s hyldning i 1448 har Dannebrog været anvendt som et symbol, der refererede til kongen. Dannebrog blev flådens flag under Kristian den Fjerde, men blev kun brugt som hærmærke sammen med f.eks. det Oldenborgske våbenflag. Først i 1842 blev Dannebrog rigsbanner for kongens hær, og i 1854 blev Dannebrog tilladt at bruge for folket.

Lejre var et centralt kultsted og sjællandsk høvdingesæde. Lejre er måske beslægtiget med det gotisk ord: hleikra

Uppsala var hedensk centrum. Ynglingeætten der nedstammer fra guden Frej havde sæde i Uppsala fra omkring år 500 e. Kr. Der er fundet en begravelsesplads med bådgrave fra den yngre jernalder ved Fyriselven, nord for det gamle Uppsala i Valsgärde fra ca. 750. Høvdingene havde prægtige langsværd med nordisk dyreornamentik og hæftet var af bronze. Også det frankiske sværd: Scramasax er fundet i gravene. Der er fundet flere bådgrave både syd for Uppsala ved Ulltuna, og 12 både nord for Uppsale ved Vendel kirke, og 12 både ved Tuna i Alsike sogn. Nogle af fartøjerne var 10 meter lange, klinkbygget med jernnagler.

Viborg. Midt i Jylland ligger Vi-bjerg, den hellige høj, på et sted, hvor tre jyske stammers, senere syslers, områder støder sammen: Ommer-, Salling- og Løversysler; den er et midtpunkt også for Himmer-, Åbo- og Harbosysler, i hvis navne også gamle jyske stammenavne skjuler sig; bag ved ligger mod nord Ty og Vendsyssel, medens alle de sydligere sysler: Jelling, Almind, Varde, Barved, Ellum og Isted har navn efter en by i syslet selv. Dette Vibjerg har fra meget gammel tid været et fælles kultsted for hele Jylland. Viborgs historie går tilbage til jernalderen, da byen hedensk offersted, handelsplads og var landstingsby til ca. 1805. I den tidlige middelalder var det sædvanen, at Viborgtinget kårede kongen. Byen blev hurtigt møntsted og bispesæde fra det 11. århundrede og købstad i 1150. I 1170 stod Viborg Domkirke færdig. Reformationen begyndte med Hans Tausens virke i byen og byen blev efterhånden Jyllands største by, men mistede betydning i 17. og 18. århundrede.

I Birka ved Mäleren, der lå på en ø, som man senere kalder: Björkö, var en stor handelsplads, der stod i forbindelse med araberne og deres kufiske mønter. Birka er opkaldt af de mange birketræer, og er fra 700 tallet. Birka var centrum for vikingehandelen over Volgaruten, og ligger i Svea-riget. Efterfølgeren for Birka er den kongeligt kontrollerede markedsplads: Sigtuna, hvor der blev slået mønt i 990. Også i Danmark kommer retskredse til at hedde Birke. Der har sandsynligvis meget tidligt været en fællesnordisk søret (Birkaret) og handelsret på markedspladserne.

Hedeby (Haithabu) (æt Hæthum=på hederne) Nordens største by i vikingetiden omtales ofte i udenlandske kildeskrifter, bl.a. i et arabisk, der betegner Hedeby som "en meget stor by ved oceanets bred". Måske var stedet oprindelig Anglerfolkets hovedby. Hedeby lå ved bunden af fjorden Slien i Sydslesvig og var ned mod Haddeby Nor omgivet af en halvkredsformet vold, der var en del af Danevirke. Byen opstod tidligt i det 9. århundrede som et knudepunkt for handelen mellem Østersø- og Nordsølandene, men det viser sig, at de ældste de ældste huse er opført i 800-810, og at de ældste trærester stammer fra 783. De yngste træstammer er fældet omkring 1020. De vedvarende udgravninger inden for volden har desuden påvist en betydelig håndværksvirksomhed. Fra Hedeby udgik i 826 den første kristne mission i Danmark ved Ansgar, som omkring 848 fik tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby. Byen blev flere gange erobret og var skiftevis på danske, svenske og tyske hænder, indtil den blev endeligt ødelagt i midten af 11. århundrede, vistnok af Harald Hårderåde. Over 10.000 begravelsespladser skulle der være udenfor byen. Hedeby er det eneste sted der bliver slået mønt helt frem til slutningen af 900-tallet. Slesvig kaldes byen på saksisk, Sliestorp af Frankerne; senere for Slieswic.

Efter Hedebys undergang omkring 1050 blev Slesvig en betydelig handelsstad. Slesvig ligger dog inderst i Slien, ca. 30 kilometer syd for Flensborg og omtales første gang i 804 som Sliestorp; kaldes 50 år senere for Slieswic, og blev bispesæde 948. Et handelssted med fjernhandel havde navneendelsen -wik (på latin vicus). Slesvig er den eneste by, der fik denne -wik betegnelse i Norden,. Endelsen -lin er slavisk (Julin, Wollin, Grobin, Stettin, Berlin, Elbing). Ved Lübecks grundlæggelse i 1143 mindskedes Slesvigs betydning, men byen fik i ca. 1200, som den første danske by, stadsret. Slesvig led meget ved krigene i det 13. århundrede og sidenhen ved stridigheder mellem Danmarks konge og de holstensk-gottorpske hertuger.

Roskilde går tilbage i vikingetiden til 990érne, men har langt tidligere været tæt bebygget, hvilket de mange gravhøje og anløbspladser viser. Ifølge sagnet, skal Roskilde være grundlagt af kong Ro (Roar), og da der i området var meget rindende vand i form af 24 kilder, var det jo nærliggende at kalde byen for Ros´kilde, og her er skibsbro og fiskerleje. Det er den kristne "tyske" præst: Adam af Bremen, der i 1070 forsøger at fortælle os, at Harald Blåtand havde bygget en trækirke i Roskilde, hvori han blev gravlagt. Men skal vi tro på den historie ? Næppe. Harald Blåtand var konge i Jellinge-riget, og det var nok hans søn, der valgte at få Harald begravet i Skjoldungernes jord i Roskilde, idet Harald døde i Jumne (Wolin). I Roskilde har Venderne haft deres handelspladser med Østersøkeramik, og i 1070 kalder Adam af Bremen Roskilde for Danernes største by (regia Danorum), og her har kampen stået mellem de kristne købmænd og Venderne. De kristne købmand kom sydfra med deres skytshelgen : Sct. Clemens, og bygger her en kirke mellem 1070-1120 og Sct. Ib´s kirke i 1100, der bruges til opmagasinering af deres købmandsvarer og monopolmønter. Roskilde nævnes første gang i 1022 i et dokument. De senere kongemagter og den katolske kirkemagt skabte sig en stærk position fra Roskilde, og efter at Margrethe den Første blev gravsat i 1413, har domkirken i Roskilde været kongemagtens foretrukne gravkirke. Efter reformationen i 1536 forsvandt hele den katolske administration fra Roskilde, og byen oplevede en tilbagegang, således at der i 1700-tallet kun var 1500 indbyggere i Roskilde.

Odense nævnes som bispesæde i 988 i et brev fra den tysk-romerske kejser Otto den Trejde. Kejseren giver skattefrihed til kirkerne, bl.a. i Odense. Odense er sammensat af ordene "Odins Vi", hvilket betyder Odins helligdom. Således er byens grundlæggelse betydelig gammel. Ved vikingeborgen Nonnebakken på Fyn er fundet mønter med påkriften "Odins vi". En kristen forfatter skriver, at her har nok ligget en kultplads. Men det er mere sandsynligt, at her der tidligere har ligget en markedsplads i forbindelse med Gudme-Lundeborg, og at de kristne bevidst kalder de tidligere markedspladser for kultpladser, idet de kristne med frankiske mønter og frankiske fyrster, jo ødelagde de gældende økonomiske vilkår og retsnormer.

Byen Valby ved København oprinder i lighed med Valsted, Vallerød, Valsbøl fra personnavne med Val eller Valle. Navne med Val hentyder til naturforhold. En Val eller Vold betød i gamle dage en græsklædt slette, og det passer på Valby. Navnet Valby betyder: Byen på Volden, (Valby bjerg, bakke) i lighed med landbyen Solbjerg, der senere blev kaldt Frederiksberg. Vigerslev er ældre, idet byer der ender på -lev, kan føres tilbage til sagnkongernes tid, og som må have været små byer allerede i de første århundrede e. Kr.. Vigerslev = Vigars lev = Vigars jord. Valby må således stamme fra omkring år 900. Første gang København nævnes som byen "Havn" (Hafnia) er i "Knytlinge Saga", og på dette tidspunkt er Valby allerede kendt fra senere optegnelser, som igen peger tilbage på, at Valby er opstået omkring 900-tallet. I Vigerslev ligger også Danshøj. Men Valby kan også være afledt af Valhal = begravelsesplads. Kan Valby bakke være en en kongshøj ? Der er flere Valbyér i Danmark. Hal, Halle, Hallstatkulturen har relation til det uundværlige salt.

Lund var østdansk centrum. Bispesæde fra 1048 og ærkebispesæde for de tre skandinaviske lande i 1104-1152 og Landstingsted. Knud den Store slog mønt i Lund.

I Ringsted på Sjælland ligger der på torvet tre store, flade, fredede sten, som efter traditionen er tingsted og Ringsted hører til landets ældste byer og var fra vikingetiden tingsted for Sjælland og flere gange residensby i middelalderen. Ringsted Kloster (benediktinermunke) blev indstiftet af Svend Estridsen og fuldført 1082. Knud Lavard blev i 1131 gravlagt i klosterkirken, der blev valfartssted på grund af hans af hans helgenry. Ved hans officielle skrinlæggelse i 1170 blev hans 7-årige sønnesøn Knud (4.) kronet til (med-)konge, og dette var Danmarks første kongekroning. På den tid var Valdemar d. 1. ved at nybygge klosterkirken Skt. Bendt, der blev gravkirke for hans æt. Erik Plovpenning blev dyrket i Ringsted som folkehelgen. Skt. Bendt Klosteret blev en meget rig og anset stiftelse og efter reformationen blev klosteret nedlagt, hvilket sammen med adskillige brande medførte stærk en tilbagegang for byen, der i slutningen af det 17. århundrede kun havde 400 indbyggere. Ringsteds ældste kendte privilegier er fra 1441.

Ribe´s historie går tilbage til 704-711. Navnet Ribe er det samme som det oldnordiske ord "Ripr;" Ripæ, og det betyder en banke,- og måske stammer byens navn derfra, da byen ligger på en banke i et marskområde. Friserne havde tidlig kontakt med Ribe, og byen er nok opstået som handelsplads ved mødet med frisiske købmænd, på jagt efter trælle. Det latinske: Ripa, Riep(en), Riip, er nævnt første gang i ca. 860, da Ansgar byggede en kirke i byen. Ribe Domkirke er Danmarks ældste domkirke og kan have sin oprindelse i Ansgars trækirke fra 850'erne. Den nuværende romansk-gotiske kirke har rhinske forbilleder og opførtes i ca. 1130-1225. I midtskibets gulv er Hans Tausen begravet. Ribe blev bispesæde i år 948. På Slotsbanken findes fundamenter til det mægtige Riberhus, anlagt i ca. 1100 af kong Niels og som blev ødelagt i det 17. århundrede. Ribe har landets ældste katedralskole, der blev grundlagt i 1145. Ribe har snævre og krogede gader, såkaldte slipper. Ribe var en vigtig handelsby både tidligere og især i det 13. århundrede med transit af stude, vin, klæde og korn mellem Danmark og nordtyskland. Skibe fra Ribe nåede til det hellige land. Efter reformationen gik det tilbage for byen. Tabet af Slesvig i 1864 reducerede yderligere byens betydning. Ved et Danehof i 1269 gav Erik Glipping Ribe by en del hårde straffebestemmelser, der kaldes "Ribe ret", og som bl.a. medførte at kvinder blev levende begravet, hvis de stjal for mere end 1/2 Mark. Derfor var det ikke uden grund, at kællingen sagde, da hun så sin søn hænge i Varde galge: "Tak du gud, min søn, at du ikke kom for Ribe ret".

Møn er i slægt med ordet "Mønning", som betyder tagryg. Kalundborg er opkaldt efter fuglen: allike. På den tid hed alliken: Ka, og der har vel været en lund med alliker, hvor der blev anlagt en borg. Kalundborg fik opført den eneste femtårne kirke i 1170 på foranledning af Esbern Snare, og Kalundborg fik købstadsrettigheder i 1270. Esbern Snare var bror til biskop Absalon, fra den indflydelsesrige Hvide-slægt på Sjælland. Og de kristne fravalgte at bruge alliken i Kalundborgs byvåben. Det var aldrig gået i Odins tid, hvor Hugin og Mugin (ravnene) var vort mærke. Her i Nordvestsjælland finder du mange af fortidens minder. Ved Tissø er fundet keltiske fund, og i nordvestsjællaland fandt man Solvognen. Asnæs er måske Asernes næs. Her er Refsnæs, Sejerø, Raklev,Værslev, Ellinge, Snertinge, og mange andre gamle stednavne med jættestuer og stendysser. I Hyldehøj er fundet 100 skeletter. En langhøj er fra 2.800-2.600 f. Kr. og måler 24 x 7 meter.

Et sagn om Slagelse vil vide, at byen blev grundlagt af Skjalm Hvides bedstefar: Slag eller Aslag. Slagelse var møntsted allerede i det 11. århundrede. Nyborg Slot blev opført i 1175. Middelfart hed Mejlfart. I 1359 slog nogle fiskere Niels Bugge på Hald ihjel og et par andre adelsmænd, og man mener, at de var tilskyndet til det af Valdemar Atterdag. Køge fik sine første privilegier i 1288 af Erik Menved. I Ålborg lå i gamle dage en borg, der hed Alabar (borgen ved strømmen eller ved det smalle vand). Ålborg er omtalt første gang i det 11. århundrede og i 1342 fik Ålborg købstadsrettigheder. Kolding skulle være en ældgammel by. I 1248 byggede hertug Abel: Koldinghus. Flensborg fik byret på dansk i 1284. Haderslev fik navn efter Hader, fortæller Saxo, og Hader blev dræbt af Harald Hildetand. Randers (Rand-avr-os) er første gang nævnt som handelsplads i 1086 og fik købstadsrettigheder i 1302. Vejle er omtalt første gang i 1196. Århus kommer af Oes, Ar-Os og hører til de ældste byer i landet. Det skulle betyde "ved åens munding". Men det er vel mere sandsynlingt, at byen er opkaldt efter en person (Arild-Osseter, dvs. kong Arild af Asernes æt). Tissø og Tisvildeleje

Dragør (Drogdens Øre) "Øret" har oprindelig været en Markedsplads, som man brugte til Nedsaltning og Forhandling af Øresundsilden samt til Omsætning af andre Varer, der kunne forhandles fra åbne Boder eller på fri Felt, Kreaturer, Heste o. s. v... Abbed Arnold af Lübeck fortæller i sin Krønnike fra ca. 1200 om den Rigdom af Sild, der da fandtes ved Skåne, og hvilken udmærket Indtægtskilde Silden var for Danerne. I 1250 gav kong Abel 1250 Staden Wismar Privilegium på Handel og Fiskeri i Øresund. I 1308 omtales både Wismars og Stralsunds »Kaufleute«. Wismar har sikkert været den første, der fik Fed og Boder på Dragør i det 13. århundrede. Men Wismar har senere måttet afstå en Del af sit Fed til de danske Byer, særlig København, som senere kom til. Under Valdemar Atterdag (1320-1370) fremtrådte "Øret" som et stort og livligt Skånemarked i Lighed med Skanør, Falsterbo, Malmø o. fl. Steder, hvor der drives en rig og for Kronen indbringende Handelstrafik. Dragør blev da Danmarks første Frihavn, idet der ikke betaltes Told af Ind- og Udførselen, men af Virksomheden og Omsætningen på Stedet. Dragør er første gang nævnt i 1333, som "Øret". Det var i Anledning af, at et Skib fra Strallsund, var grundstødt »ved Dragøør«, og som Høvedsmanden på Københavns Slot havde en vis Bjergningsret til, hvorfor Rådet i Strallsund søgte om at få Ladningen udleveret. Fra 1348 fik Københavns Borgere Ret til at drive al Slags Købmandsskab på Fiskerlejet under Kronens Beskyttelse. Derefter kom Greifswald, Strallsund, Anklam og Demmin. Greifswald synes dog afløst af Stettin i 1356, der ligesom Strallsund og Anklam bevarede deres Rettigheder i lange Tider. Lübeck synes at haft Bodepladser sammen med Wismar og havde vist ikke noget særligt Fed. De hollandske Stæder Kampen og Zytfen fik Privilegier i 1342 af Valdemar Atterdag, og Staden Deventer gik 1396 i Kompagni med Zytfen om denne By’s Fed. Københavns Borgere gjorde ophævelser over Hansestædernes stærke Indgreb i deres Næring. I 1368 ødelagde Hansastæderne så København. Dette førte til, at kong Erik af Pommeren (1382-1456) søgte at indskrænke Hanseprivilegierne. Danzig, Colberg, Rostock, Kammin, Treptow og Wollin ses at have haft Privilegier på Dragør fra omkring år 1400, men har nok kun bevaret deres Rettigheder i Erik af Pommerens Regeringstid. Helsingør, Roskilde, Ribe fik også i deres Byprivilegier under Erik af Pommern Ret til at drive Handel på de tre Skånemarkeder. Der opstod en langvarig Krig og Hansastæderne belejrede København i 1428. Fejden resulterede i, at Kongen måtte forny alle de Østersøiske Stæders Privilegier på de tre Hovedlejer, Skanør, Falsterbo og Drager. Men han måtte også give Københavns Borgere de samme Rettigheder. De fik endda den Særret, at der på Dragør måtte opføres faste Boder, stående fra År til År, på det danske Fed, som var underlagt Kronen. Så omkring 1430 opstår de første Spor af Byen Dragør. Der byggedes en fast Toldbod, og der opstod et fast Herberg, som lå ud mod Stranden. Bag dette opførte Gråbrødreklostret i København et Kirkehus »der Bükerchen«. Københavns Slagterlav eller »Køthmangere« fik Ret til at holde 25 Boder i Dragør. I 1443 havde Slagterlavet fået Eneret til at sælge »flået Køth« på Dragørlejet. I 1436 fik Staden Treptow og Klostret i Stargard et Kapel på sit Fed, hvor det holdt Gudstjeneste under Fiskeriet og Markedet. Der fandtes nu veje: Køthmangerstrædet, Toldbodstræde, Wismarstræde, Hollænderstræde, og her lå de tidlige hollandske Boder. Da Silden i det 16. århundrede var ved at tynde ud tabte det gamle Skånemarked sin Glans. De danske Konger ville heller ikke mere, trods ihærdige Anmodninger, forny Stædernes Privilegier. Tværtimod lagde Kronen stadig større Toldafgifter på den Trafik, der vedligeholdtes efter gammel Sædvane. Kronen drev desuden selv, under Christian d. II., sit eget Salteri, opkøbte Silden og solgte den i saltet Tilstand. Fiskerlejet kaldtes nu Kronens Fiskerileje og Kronen ejede flere Bygninger, som den senere overdrog til Hollænderne i St. Magleby. Under Grevefejden 1535-36 blev Fiskerlejet næsten helt ødelagt. Feddene henlå ubenyttede. Kronen skænkede adskillige Fed og Boder til Landmænd og Fiskere på Amager, hvem Fiskeriet endnu kunne indbringe en ret god Ekstrafortjeneste. Af gamle Skøder ses det, at både fremmede og københavnske Borgere skænkede deres Boder og Bodsteder til Arv og Eje eller som Sjælegave til Klostre og Kirker, hvor de søgte Hvilested. Endnu indtil Kristian den Fjerde´s tid henlå Lejet temmelig øde hen, kun beboet af Tolderen, Herbergeren, en Hollænderfamilie og enkelte Fiskerfamilier. Stettin og Stralsund besøgte endnu deres Fed om Sommeren. Hansastæderne bombarderede stadig Kronen for at få deres Privilegier på Fiskerlejet fornyede, men uden Resultat. Hollænderne i St. Magleby var imidlertid begyndt at drive stort Ålefiskeri på Vestsiden af Amager og at udøve Mejeridrift på Saltholm og Udskibning af Heste, så de fik ved Kronens Medvirken Ret til at påbegynde et mindre Havneanlæg, den nordre Mole i Dragør, hvor Åleskøjterne og Kreaturskøjterne kunne lægge til. Byen voksede nu langsomt, idet enkelte Fiskere, både fra Skåne og fra Provinserne, bosatte sig her. Omkring 1650 fandtes her ca. 50 Familier, hvoraf de fleste selv ejede Huse og svarede Jordskyld til Kronen. Omkring 1730 fiskedes endnu i Sommerlaug af 150 Både, og Silden gav endnu undertiden et ret godt Udbytte. Omkring 1700 oprandt en ny Periode for Dragør: Skippertiden og Bjergningstiden. I 1725-30 blev Havnen udvidet og overtoges af Kommunen. Byen havde da ca. 50 Småskibe og større Både; de største af Skibene var på 13 Læster. Mange af Skibsejerne var da Hollændere fra St. Magleby, som havde bosat sig hernede for at søge deres Næring på Søen. Som indrullerede Matroser havde Dragørs Søfolk Ret til at sejle med mindre Fartøjer i indenrigs Fart uden at løse Skipperborgerskab. Omkring 1800 bestod Byen af 280 Huse og havde henved 100 Fartøjer. Skibene blev næsten alle ødelagte eller kaprede under den engelske Krig, og Byen måtte atter begynde forfra. I 1830érne havde Dragør 39 Fartøjer på 1082 Læster; i 1857: 60 Fartøjer på 1.427 Læster; i 1877: 78 Skibe på 12.452 Tons (ca. 6.000 Læster). Derefter begyndte en Nedgang i Tonnagen på Grund af Dampskibsfartens stærkt tiltagende Konkurrence. Omkring år 1900 ejede Byen kun en halv Snes Skuder, og Beboerne måtte søge Hyre på Hovedstadens Skibe. Ved Siden af Sejlskibsfarten udfoldede sig Bjergningen af grundstødende Skibe, som er stadig stigende Indtægtskilde, hvis Udspring kan føres helt tilbage til Middelalderen. Først måtte Dragørerne dele den med Hollænderne; men da Byen udskilte sig som en særlig Kommune med sine egne Vedtægter, lukkede den nærmest Hollænderne ude. I 1682 opførte Byen sit eget Kompagnihus på Havnen, i 1713 dannede de Dragør-Mænd, som havde Både eller Skøjter at fare med, et slags Bjergelav til hele Byens Bedste. I 1725 og 1732 udvidedes Lavets Vedtægter, således at ingen måtte bjerge uden på Byens Vegne og under Fogdens og de fire mænds ledelse. I Finansåret 1888-89 fiskedes Ål, Sild og Torsk af 28 Fiskere for et Beløb på ca. 20.000 Kr. I 1893 var Fangsten kun 14.000 Kr. og i 1899 på ca. 15.000 Kr., fordelt på 15 Både (30 Mand).

Egnen fra København ned mod Køge by langs Køge Bugt har en række åer eller bækvandløb, der har sit udspring inde i landet og som løber ud i Køge Bugt, f.eks. Harrestrup Å, Store- og Lille Vejleå , Olsbækken, Rosenåen (tidl. Magleåen), Hvissinge bæk, med engområder og moser, bl.a. Glosemosen, der var en stor mose. Landskaberne ned til Køge var flade og skovløse. Bopladser og gårde blev anlagt ved bække og åløb, der fra den flade slette mellem København og Roskilde fører ned til Køge Bugt. Og jorden var ganske frugtbar. Tæt på havet, er der også drevet fiskeri, og der har været anløbspladser til skibe. Senere er anlagt fiskerlejer ved kysten. Men dér hvor mennesket har bygget hus, har det været adgangen til fersk kildevandsudspring, der har haft grundlæggende betydning. Adgang til ler, der kunne forarbejdes til krukker har også haft betydning, ligesom muligheden for at skjule sig for fjender. Og brændsel var der ikke meget af, selvom skoven og træet havde den allerstørste betydning. Men da skovene blev ryddet tidligt måtte man bruge tørveskær. Gamle stednavne og marknavne med ordet -dysse, vidner om at oldtidminder engang fandtes i Ejby og Avedøre (Dysseagre). Men man har dog ikke fundet spor efter stendysser eller dyssehøje i Ejby eller i Avedøre. En storstensgrav (en jættestue) som er opkaldt Bavnehøj, er fundet vest for Brøndbyøster. I Brøndbyøster har man fundet rester af huse fra bronzealderen 1100 f. kr. op til jernalderen i 700 e. Kr., og der er fundet bronzealdersmykker fra 1300-900 f. kr.. I Ågerup (Sømme Herred) er fundet en bronzealderhøj fra ca. 2.000 f. kr. og en stenaldergrav fra yngre dolketid. Der er syd for Stuvehøj fundet et stort hovedhus på 50 meter fra 500 e.Kr.. Her må have boet en stormand. Bavnehøje var bålpladser på en bakketop, der blev antændt, når en fjende nærmede sig. Mange bål og bavnehøje kunne antændtes, så man i miles omkreds kunne samle befolkningen til kamp mod fjenderne. Nordøst for Brøndbyvester findes oldtidsminderne: Tjørnehøj og Gildhøj. På de gamle markkort er der marknavne med endelsen -lund, der fortæller om de tidligere skovområder - lunde og skovlunde - som i dag er borte. Et andet stednavn er Brandagrene, der fortæller os, at her er skovene nedbrændt, hvorefter man har etableret agre (marker) på den afbrændte jord. Fra den tidligere oldtid kaldte man sådanne menneskeskabte marker for svedjebrug. Et marknavn som Stenager, fortæller os, at her har der fra istiden været mange sten i jorden. En landsby fra jernalderen fra omkring år 0 er fundet i Glostrup by (Banemarksvej). I Herstedøster ligger to bronzealderhøje (1800-500 f. Kr.). I Herstevester lå en bebyggelse fra jernalderen. Tinghøjene var i ældre tid de steder hvor bøndernes mødtes og vedtog beslutninger, og via herredstingene gled beslutningerne over på kongelige embedsmænd, så folket blev frataget deres gamle rettigheder. I 1688 skriver man, at der i Hersted sogn findes et hedensk alter af tre store sten, hvorpå der er lagt en fjerde sten, som er endnu større, samt to kæmpegrave med 56 sten. Men de kristne har fjernet disse oldtidsminder. For at finde farbare veje, plantede man træer, som markerede "vejene", og over vandløbene skabte man vad (vadesteder) af stensætninger. Før år 1200 e. Kr. mener, man at 2/3 af landbrugsjorden tilhørte bønderne. Men med fremkomsten af den kristne kirke og den kristne kongemagt opstod et nyt økonomisk system med en ny ejendomsfordeling og retsopfattelse. Måske har et enormt ejendomsskifte fundet sted, da Knud den Store kommer med sin hird fra England? Kirken i Roskilde fik i 1020 indsat den første biskop, og der skete en opblomst af skatter, tiende og pantsætninger, og en voldsom omfordeling af ejendomsforhold og produktionsvilkår i Danmark. Man aner intet om hvordan kirken pludselig kunne eje så store mængder jord. Konfiskation ? Man vil nemlig ikke fortælle os, om de har forjaget de tidligere ejere. Knud den Store havde indsat jarler, til at styre landsdelene, og med ham kom også et følge af kristne fra England. Efter mordet på Ulf Jarl i 1026 fik Roskildebispen 50 bol jord i Smørum og Lille Herred som bod af Knud den Store. Bygningen af kirkerne skete på foranledning af Stormænd og riddere, som også ejede kirkerne, - men danske bønder måtte lægge ryg til alt arbejdet og driften - og i 1100-tallet er der bygget en del trækirker, - trods stor modstand fra befolkningen. Når kirken var bygget, var det ikke så nemt at flytte byen. I det kirkelige sprog hedder det på latin, en patronat, dvs. det er en velynder, beskytter. Indehaver af patronatsretten var almindeligvis en godsejer/ridder, der havde retten til at beholde en del af den skat, som bønderne skulle yde via tiende-skatten. Godsejeren/ridderen havde også kaldsret, dvs. han bestemte hvad for en præst, der skulle ansættes. Der fandtes til Roskilde Domkirke nogle og tredive store godssamlinger, som kunne underholde en kirke eller en præst uden kirke. I Valdemarstiden fik skatterne et nyt opsving, så i 1300-tallet er bøndernes selveje knækket. Tingstederne og bylag/bystævne var møder, hvor bønderne afgjorde dagens dont, og afgjorde hvad der var ret og uret. Afgørelse kunne appelleres til herredstinget. Landsbyens bylag planlagde også årets fester. Både Roskilde og København havde brugt for landbrugsvarer. Efter enevældens indførelse i 1660 voksede behovet for varer hos Københavns borgerskab og adel. I oplandet betød dette, at man specialiserede sig i produkter, og fik privilegier på disse. Valby leverede høns, andre leverede grøntsager, heste, korn, brænde, og Herstederne leverede mælk. I 1688 indføres skat på ildsteder på gårdene. Enevælden holdt sig til 1849, hvor grundejerne og bankkierne ville have andel i magten.

Smørum: Stednavne og landsbyer med endelserne: -um, -ing(e), -lev og -løse, -sted stammer fra det fjerde og femte århundrede e. Kr.. Stednavnet Smørum er fra det fjerde og femte århundrede. Herred er udtryk for et landområde med bebyggelser, der skulle stille med en hær/hærenheder/flåde i leding (krig). Smørumovre, Smørumnedre og Hove ligger her samt Værebro Å, og der var store uopdyrkede jordområder, fællesjorde og almindinger mellem gårdene. Ved Hove ligger en langdysser fra 3.600 f. Kr., der er 90 meter lang og 12 meter bred. Smørum Herred er gammelt og har i 1000-tallet omfattet: Brøndbyerne, Glostrup, Herstederne, Vallensbæk, Ledøje, Smørum, Ballerup, Måløv og Værløse - samt Herlev, Rødovre og Hvidovre af Sokkelund Herred - indtil 1370. Helt op i 1300-tallet var der ustabile forhold i Danmark, fordi kirken og kongen tilranede sig magten, og nedlagde Hovsteder og Goder. Kirke og kongemagt indførte et nyt juridisk og økonomisk system, som vikingerne fortjenstfuldt havde kæmpet mod i den kendte verden. Smørholm Voldsted er et af de hundredvis af små fæstningsanlæg, som blev opført på den urolige tid. Tingstedet i Smørum Herred i 1536 har ligget i Ejby Lund. Men efter reformationen i 1536 foretager kongemagten omfattende mageskifter med bispen i Roskilde, og kongen erhvervede store dele af Smørum Herred, som lagdes under København´s len. Et stort godsbytte på 163 gårde fandt sted i april 1561, hvor kongen bl.a. overtog 3 gårde i Glostrup, 3 i Hvissinge, 5 i Avedøre, 6 i Ejby, 12 i Vallensbæk, 17 i Brøndbyøster, 6 i Herstedøster og 6 i Herstedvester. Da Smørum Herred udvides i 1577 med sognene: Ishøj, Torslundemagle, Taastrup og Sengeløse (tidl. Lille Herred), flyttede tinget fra Ejby Lund. Lensregnskabet for Københavns len viser den pengeskat der skulle ydes til St. Mortensdag d. 11. november 1600. I jordebogsregnskaberne fra 1612 er en fortegnelse over kronens fæstebønder med angivelse af hver enkelts navn og landgildeydelser, samt over selvejerne. Men der er yderst få selvejere, da kongen ejer samtlige gårde i Brøndbyvester, Ejby, Risby og Harrestrup, i Avedøre og Vallensbæk alle gårde med undtagelse af een gård. Og dette ejerskab gælder også i 1682. I Hvissinge, Herstedvester og Herstedøster samt Vridsløselille opnår kongen majoriteten ved de følgende års opkøb, og kun Glostrup danner en undtagelse, idet kongen i 1682 stadig kun ejer halvdelen af gårdene. I 1622 er Smørum Herreds ting flyttet til den gamle landevej ved Herstedøster, ikke langt fra retterstedet: Trippendals (Treppendal) Galge ved Herstedvester, hvor der var plads til mange hængte. Efter reformationen kom der gang i hængningerne, hvoraf der var mange i 1750érne, og andre dømte blev lagt på hjul og stejle. Galgen var i drift til 1791. Ved mageskiftet i 1622 og 1624 med Roskilde Bispen fik kongen endnu 2 gårde i Glostrup og 3 i Vridsløselille, og tilbyttede sig yderligere en række gårde i Avedøre, Brøndbyøster, Glostrup, Hvissinge, Herstedvester og Herstedøster fra forskellige godsejere. Efter 1625 er kronen den alt dominerende godsbesidder, og situationen er uændret de følgende 50 år frem til matrikuleringen i 1680'erne. I 1650 ejer kronen 314 gårde i Smørum Herred, de adelige ejer 33 gårde og præsteskabet 60 gårde. I lensregnskabet kan man se antallet af gårde, og det samme kan man se i matriklen fra 1688, hvor skattemandtallet angiver antallet på bønderne. I 1683 blev tinget for Smørum Herred sammenlagt med Sokkelunds og Ølstykkes herredsting, og flyttede til Ballerup.

Hvissinge (Vessinge) ligger i nærheden af landsbyen fra jernalderen i Glostrup. Stednavnet Hvissinge er fra 400-500 e.Kr.. -Inge betyder nemlig "hjem" eller "beboet af", j.fr. færinger, falstringer, senere vikinger (mændene fra vigene). Der er mange udlægninger af hvad vik-ing betyder. Vik-, kan måske betyde vest, j. fr. i Visigoter(vestgoterne). De fleste vikinger drog jo mod vest allerede fra 515 e.Kr., og bl.a. til Amerika. De "svenske" vikinger, der gik ned til Kiev-rus riget kaldes Vargærer. Forstavelsen Hviss- kommer af ordet vese, der betyder et sumpet moseområde. Så en Hvissing har været en person, der har boet ved mosen. Andre mener dog, at Hviss- relaterer sig til ordet: hwas (ru, hård), og betyder de hvasse og hårde beboere. Stavemåden Hvissinge ses første gang i 1317 som: Hwæssingge. I 1317 blev 2 gårde i Hvissinge og 1 gård og noget jord i Vallensbæk tillagt det nyoprettede Helligtrekongers alter, som borgmestre og råd i Lund måtte indstifte som sonoffer for et drab på en af kong Erik Menved´s riddere i Hvissinge. I markbogen fra 1682 var der 8 gårde og 12 huse i Hvissinge. 6 gårde ejedes af kronen. Hvissinge mark var da opdelt i 44 åse og 563 agre. I matriklen fra 1688 har Hvissinge lidt over de 100 tønder hartkorn. Hartkornstallene svarer til de boltal som er angivet i kong Valdemars Jordebog fra 1231 og i Roskildebispens jordebog fra 1399, hvor Hvissinge og Ejby har hver 4. I 1787 havde Hvissinge 156 indbyggere på 14 gårde og 14 husmandssteder. Adelen havde endnu i det 17. århundrede gods i Hvissinge.

Hersted: Anlæggelsen af bebyggelser med stednavneendelsen: -sted ophørte ved år 800. Hersted er nok anlagt før år 500, udledt af Heri, Here, Herre, Hæri, jvf. Stednavnet: Herlev. Hvornår opdelingen i øst og vest er sket er lidt ukendt. I 1248 og1263 erhvervede St. Clara kloster i Roskilde et gods i Hersted (Hæræstath-(Herstedvester)). I 1354 arver Karl Nielsen (Hvitfeld) af Hørby og Esbern Nielsen Bille gods i Herstederne efter Gyncekin den Yngre (Mule-slægten). I 1355 overdrager præsten i Ågerup kirke (Peter Mortensøn) jord i Herstetheöstræ (Herstedøster) jord til kong Valdemar. Herstedøster sogn er i 1370 underlagt bispelenet: Hjortholm len. Af Roskildebispens jordebog fremgår det, at bispestolen i 1370 havde 3 bol jord i Herstedøster og 2 bol i Harrestrup, og disse blev administreret under Hjortholm len. De 2 bol i Harrestrup er fordelt på 6 gårde, der hver giver 2 pund korn i afgift. I lensregnskabet fra 1611 er der kun 4 gårde i Harrestrup med hver en afgift på 3 pund korn. I 1370 er der yderligere fire gårde i Herstedøster sogn, der betaler en afgift på 12 skilling grot og afgiver hoveri til bispestolen. I 1388 sælger Mogens Lang, der borger i Roskilde, en bondegård i Herstedøster til St. Agnete kloster, som han har købt i 1384. Gården bliver senere overdraget til Roskildebispen. I brevene til Roskilde bispestols fremgår det, at Torbjørn Gundersen i Slaglunde solgte gården Harrestrup i Herstedøster sogn i 1387 til bisp Niels. Da slægten Lunge i 1396 vil oprette et alter i Roskilde og foretager arveskifte efter ridderen: Jakob Olufsen Lunge, der nok var den godsrigeste mand på Sjælland i det 14. århundrede, får en sønnesøn af Jacob Olufsen Lunge en gård i Herstedvester. I 1400 fik St. Agnete kloster en gård i Herstedvester som gave. I Herstederne erhvervede Roskildebispen og Vor Frue kirke i København endnu mere jord og gods. Bisp Thomas af Canterbury´s alter i Roskilde fik i 1487 en stor gård i Herstedøster. Bøndernes fæsteforhold var reguleret af en kongelig forordning fra 1523. I 1561 overtager kronen 5 gårde i Herstedøster fra Roskilde bispen. Kronens jordebøger fra 1612 og 1638 fortæller at kongemagten ejede 12 gårde i Herstedøster sogn. Svenskekrigen i 1657-60 gik slemt ud over bønder og ejendomme på Vestegnen, der blev brugt som spisekammer af svenskerne. Efter krigen var 4 gårde i Herstedvester ribbet for alt. Efter svenskekrigene i 1660 måtte kongemagten pantsætte Harrestrup by i 4 år, og kongens krigsgæld var enorm stor. Så kongens udskrev nye skatter og oprettede matriklen i 1682. I Herstedøster er der i 1680-88 15 gårde og 13 huse, hvoraf kronen ejer de 12 gårde, 9 holtehuse, 3 gadehuse samt præstegården. Vartov i København ejer 3 gårde, to halvhuse og et gadehus. I Herstedvester er der 13 gårde, hvoraf de 12 tilhører kronen og én Vartov. Opdelingen og dyrkningen af jorden i Herstederne var det såkaldte trevangsbrug, der var almindelig brugt på Sjælland. Hvert år vekslede man afgrøderne på jorden med rug og byg og græs, sådan at jorden fik en hvileperiode hvert tredje år, hvor køerne kom og åd græsset og lagde deres gødning på marken. Hver af de 3 vange var opdelt i åse, og indenfor hver ås havde den enkelte bonde i landsbyen sine agre (marker), hvorved bønderne (gårdmændene) fik både god og dårlig jord. Den enkelte ager var ikke ret stor, og jordlodderne var (lodsejer) var lange og smalle. Herstedvesters bymark var opdelt i 55 åse, og i hver enkelt af disse åse, havde byens 13 gårdmænd én ager, som selvfølgelig måtte være lille. Vornedsskabet blev indført i 1702 og stavsbåndet blev indført i 1733. I 1777 er der 59 gårde tilsammen i Herstedøster og Herstedvester. Efter at overklasserne i 1780/86 vedtog at udskifte bøndernes jorde, og ophæve dyrkningsfællesskabet, holdt kreditforeningerne deres indtog. Men bønderne i Herstedøster ville beholde deres dyrkningsfællesskab. Der var kun en eller to bønder, som tilsluttede sig overklassernes ideer - alle andre var imod, og i 1830érne var også landsbyfællesskabet opløst, da halvdelen af bønderne havde flyttet gården ud på sit jordstykke. I Herstedøster er der i 1786 19 gårde. I løbet af 1790erne blev der anlagt en Herstedøstervej til Glostrup. I slutningen af 1700-tallet er der i Herstederne ca. 60 husmænd (en gårdmand havde på denne tid over een tønde land). I 1821 er der i Herstedøster 20 gårde og 306 indbyggere. I 1832 opgøres antallet af fattige i Herstederne til 24 personer, og klassesamfundet viste sine værste sider, mod disse besiddelsesløse, der bl.a. skulle have myndighedernes særlige tilladelse til at gifte sig. I 1890 er der i Herstedøster sogn med landsbyen Herstedøster 501 indbyggere, og i 1901 460 indbyggere. Herstedvester sogn bestod af landsbyerne Herstedvester, Risby og Vridsløselille og indbyggertallet i 1890 var på 1431 personer. Herstedøster sogn og Herstedvester sogn hed Herstedernes kommune, og er i dag Albertslund kommune.

Ejby: Stednavneendelsen -by benyttes i perioden 800-1000 e.Kr., og Ejby er fra denne tidsperiode. Ejby hed oprindelig Egby, og er opkaldt efter et skovområde med egetræer. Mange af marknavne i 1682 havde endelsen: -lund. Det vidner om, at der oprindelig var skov, dér hvor der nu ligger marker. Stednavnet blev i det 13. århundrede stavet: Ekebe og i 1348 stavet: Egæby. Fra 1815erne til midt i 1960erne skrev man: Egby. Smørum Herredsting blev placeret i Eiby i 1536. Roskilde domkirke afstod sit gods i Ejby til kongen d. 20. april 1561, og heriblandt var 8 gårde. I markbogen fra 1682 var der 8 gårde og 4 holthuse i Ejby (Eiby). De 8 gårde ejedes af kongen. Da de 4 husmænd var fæstere under gårdmændene, ejede Kronen dermed også de 4 huse. Ejby bymark var da opdelt i 69 åse med tilsammen 738 agre. Byens jorde var opdelt i 3 vange: Hvessinge vang (17 åse med 183 agre), Hersted vang (29 åse med 297 agre) og Herløf (Mose) vang (23 åse med 258 agre), og blev benyttet som fælled, rugvang og bygvang i 1682. Gård nr. 1 i Ejby havde 89 agre, etc…. Bønderne brugte Hjortesprings mølle eller Fullevads mølle. I 1787 havde Ejby 145 indbyggere. Ved udskiftningen i 1794 var der 15 gårde og 12 husmandssteder i Ejby. Man har fundet en celt (et arbejdsredskab) fra yngre broncealder ( 1000-500 f. Kr.) i Ejby. Sjællands største sten: Hvissingestenen ligger i Ejby og er på 250 tons. Fra 1722 til 1814 gik børn fra Ejby i skole i Hvissinge.

Aveøre er fra 800-1.000 e.Kr., og -øre betyder "en stenet strandbred". Dvs. at det er et stednavn opkaldt efter naturen i området. Forstavelsen i Øresund har samme oprindelse, og Øresund er det ældste stednavn vi har på et dansk farvand. Langs Øresund findes en række stednavne med endelsen -ør: Sjælør, Dragør, Skanør, Hvidøre, Helsingør; og der er ca. 100 andre danske stednavne med -ør, bl.a. Korsør, Skelskør og Løgstør. Både stednavnene Hvidovre og Rødovre er op til nutiden blevet ændret til ukendelighed. Hvidovre lå yderst ved kysten og benævnes i 1185 som Hawerchi og i 1370'erne som Awerthæ ydræ. Rødovre lå inde i landet og benævnes i 1313 som Awarthæ-øfra (-øvre). Avedøre benævnes i 1257 som Augthæør og i 1355 Awortæ-øræ. Her ses en tydelig sammenhæng mellem de tre stednavne, som kendes fra begyndelsen af 1300-tallet. På olddansk hed en åbred: awarth eller aworth. De to stednavne i Hvidovre og Rødovre kan betyde "åbred øvre" og "åbred ydre". Men nyere undersøgelser vedrørende stednavne tilkendegiver, at stednavnene ikke er opkaldt efter "åbredden", men opkaldt af ordet »warth«, som kan betyde »vagtposten ved åen«. Og det lyder jo meget troværdigt. I stednavnet Vordingborg, skulle forleddet tidligere være stavet med o: worth - dvs. åbred eller vagtpost. Forstavelsen i Auhæthør (Avedøre) fra 1257 kan betyder "at være skarp, springe frem", dvs. den grusede strandbred ved fremspringet. Avedøre indgik efter kristendommens indførelse i Glostrup sogn omkring 1150 e.Kr., der bestod af Ejby, Avedøre, Hvissinge og Glostrup. I 1399 erhverver Roskildebispen adskilligt jord og gods i Hvidovre, i Brøndbyøster mindst 2 gårde, og i Glostrup 3 gårde. Af Roskildebispens jordebog fremgår det, at bispestolen før 1400 havde 3 1/2 bol i Avedøre, hørende under kældermesterembedet og bortforpagtet til en adelsmand. Oluf Akselsen Thott var en af de mest indflydelsesrige adelsslægter i tiden, og er af de skånske Axelsønner. Oluf Akselsen Thott (ejer af Vallø) pantsætter i 1437 en gård i Avedøre, hvis årlige afgift kun er ét pund korn. Slægten Mule af Falkendal, hvis hovedgård lå i Sømme Herred, og som er kendt som borgmestre og rådmænd i Roskilde, ejede også gods i denne del af Smørum Herred. I markbogen fra 1682 var der 12 gårde og 11 huse i Avedøre. De 11 gårde ejedes af kronen. Avedøre mark var på 78 åse og 809 agre. Oprindeligt gik den gamle Køge Landevej fra København til Køge over Valby, Hvidovre og Avedøre marker. Men i 1720 blev der anlagt en sydlige vej til Køge, da man byggede en bro over Harrestrup Å og et brohus med brorettigheder: Flaskekroen. I 1787 havde Avedøre 175 indbyggere.

Brøndby er også anlagt i perioden 800-1050 e.Kr.. Bruun eller Brønn betyder kilde eller vandhul. Navnet Brøndby refereres første gang fra ca. år 1020 e. Kr.., og nævnes i skriftlige kilder i 1085, hvor Knud den Hellige forærer en mængde jord til domkirken i Lund, herunder 3 bol jord i Brøndby. Muligvis svarede 3 bol dengang til 4000 tønder land. Brøndby var oprindeligt ikke opdelt, og man ved ikke præcist, hvornår Brøndby blev opdelt i Brøndbyvester og Brøndbyøster. Først i 1200-tallet omtaler dokumenterne to selvstændige kirkesogne, da man opfører kirker i Brøndbyvester og Brøndbyøster. Brøndbyvester kirke er ældst og fra ca. 1180. Men da er selvejet slut for bønderne, og jorden og bønderne tilhørte bispen i Roskilde kirke. Brøndbyøster lå ved en bæk, som løber ud i Harrestrup å i Hvidovre. Brødbyvester lå ved Rosenåen (Magleåen), som løber ud i Køge bugt. Der har været bebyggelser i bronchealderen ved Tjørnehøj og Gilhøj, og der var 8 gravhøje i Brøndbyvester. Der er fundet oldsager fra yngre stenalder og jernalder, og der er fundet rester af huse på 14 m. x 7 m. fra 200-400 e.Kr., samt huse fra yngre jernalder på 24 m. x 6 m.. Langs med Køge Bugt var mange engarealer, som ikke kunne opdyrkes. Men engarealerne var velegnede som græsning for kreaturerne. Knud den Store´s drab på Ulf Jarl i 1020 medførte at kongen skænkede store landområder, bønder og gårde til den store kirke i Roskilde. I kong Valdemar Sejr´s jordebog fra 1231 kan man læse om krongodset, der er opmålt i hove. Jordebogen skulle bruges til at inddrive skatter med, og i Jordebogen omtales Brøndbyøster og Brøndbyvester. I 1350erne måtte præsten i Ågerup (Sømme Herred) aflevere 3 otting jord i Herstedvester, 3 otting jord i Hvidovre, samt en fjerding jord i både Herstedøster og Avedøre til Valdemar Atterdag. I 1376 overlod kong Oluf til hans klerk: Niels Jakobsen Rusere, Rinæbæk og Vejlegårds mølle i Brøndbyvester. Ved stranden lå i 1300-tallet et fiskerleje, Ringebæk, som var udgangspunkt for fiskeri og handel med fisk i Øresund. Valdemar Atterdag (1340-1375) havde det mål, at komme i besiddelse af Sjælland, idet Holstenerne sad inde med faste borge og var herrer i Danmark. Med tropper fik han indtaget Kalundborg; kom i besiddelse af Søborg i Nordsjælland; afstod Estland til den Tyske Ridderorden, og for de 19.000 mark indløste han nogle landsdele. Men så snart han var kommet hjem fra Estland genoptog han krigen på Sjælland, og flere faste punkter blev indtagne. Sjællands hovedfæstning: Vordingborg Slot overgav sig i 1346. Kort tid efter dronning Margretes død i 1412 opstod den store strid om København tilhørte Roskildebispen eller om byen var kongens ejendom. Det endte med kongemagtens sejr. I ca.1387-1412 hed det nuværende Brøndby Strand: Brøndbyfang, som betyder en fælles græsmark som alle gårde havde del i. Af Roskildebispens jordebog fremgår det, at bispestolen før år 1400 kun havde 1/2 bol jord i Brøndbyvester. Resten tilhørte kongen. I Brøndbyøster havde bispestolen 1/2 bol jord, som bispen havde skænket til et kantorembede. Efter reformationen i 1536 overtog kongen næsten hele molevitten i Brøndbyerne. Fra begyndelsen af det 16. århundrede findes en skatteliste for Smørum Herred, og den rigeste bonde er Niels Hansen i Brøndbyøster, da han har 12 øksne, 2 sølvbælter, 1 bratse (spænder), 1 binnike (hovedbånd) og 2 skeer, og værdien heraf kan næppe nå op på 300 mark. Øksner er fællesbetegnelsen for okser og kvæg. Der nævnes yderligere 7 bønder fra Brøndbyøster, som er rige. Den fattigste by er Ejby, der kun har en af sine 8 gårde repræsenteret på skattelisten, og denne bonde har kun 6 øksne (ca. 30 mark). Vallensbæk og Glostrup ser ud til at være de mest velhavende steder. I Brøndbyøster var der i 1600-tallet 23 gårde og 13 mindre huse. Bønderne var fæstebønder og Brøndbygård tilhørte Vartov Hospital i København. Ved mageskiftet 1561 afgav Roskilde bispen en gård i Vallensbæk og to i Brøndbyøster. I 1650 ejede kongen stort set alle Brøndbyernes gårde. Bondegården Søholt var i 1611 beboet af fæstebonden Oluf Hansen, men under svenskekrigene i 1657-60 nedbrændte gården, og derefter havde gårdmand Laurits Poulsen ikke mulighed for at tilså sine marker. Under svenskekrigene i 1657-60 blev hele Vestegnen plaget af hærgende svenske soldater. I matriklen fra 1688 har Brøndbyøster og Brøndbyvester hver ca. 250 tønder hartkorn. Hartkornstallene svarer til de boltal som er angivet i kong Valdemar Sejr´s Jordebog fra 1231 og i Roskildebispens jordebog fra 1399 hvor Brøndbyvester har 10,5.. Flere gange i 1700-tallet fik befolkningen besked på at flytte, fordi de ikke kunne betale skatter og afgifter. Efter afslutningen af den Store Nordiske krig (1700-1721), havde kongen overskud i de skatter som han inddrev til krigsførelse. Derfor besluttede Frederik d. IV. i 1721, at der skulle opførte 240 rytterskoler i de landsbyer, som kongen ejede rundt omkring i Danmark. Herfra begyndte en sand indoktrinering med kongelig kristendomsundervisning. Hvissinge havde dengang flere indbyggere end Glostrup, og derfor blev én rytterskole placeret i Hvissinge, én i Herstedvester, Herstedøster, Brøndbyøster, Brøndbyvester, Hvidovre, Hvidøre. Skolepligten og ensretningen begyndte ved børnenes femte år, og forældrene straffedes med pengebøde eller fængsel på vand og brød, hvis børnene ikke kom i skole. Man behøver næppe at fortælle, at hér havde kirken stor indflydelse på undervisning og straf. I 1767 bliver gård og besætning overlagt til fæsterne, sådan at man kan arve gården. I 1850 havde Brøndbyvester sogn 700 indbyggere. I 1880 var der 93 gårde og huse med 489 personer i Brøndbyøster sogn. I Brøndbyvester sogn var der i 1880 133 gårde og huse med 750 personer.

Glostrup: Stednavne med endelsen -rød (af ryd) og -rup/-strup (af torp) er udflyttergårde der bredte sig i løbet af 900-tallet e.Kr.. En torp er bondens eget jordstykke i modsætning til de jordområder hvorpå der var fælles drift. På torpen havde bonden sine frugttræer og køkkenhave efter de gamle vedtægter. For torp-byernes vedkommende er det karakteristisk, at de har et mandsnavn som forled. Glostrup er en torp, dvs. en udflytterlandsby. Men Glostrup er nok først fra 1150-1170, da navnet først kendes omkring 1170, som Glostorp. Nogle stednavneforskere mener, at forstavelsen var: Gloir (gløde), men muligvis er det et personnavn: Glob. På den sydlige grænse til Brøndby har man fundet spor af adskillige keramikovne som nedbrændte i 200-tallet. Så måske har der været et kendt ildsted udledt af Gloir (gløde). I Glostrup var der oprindelig en stor sø som omdannede sig til en mose: Glosemose. Bønderne var i 1200-tallet selvejere. Men med kristendommens indførelse, kongemagten og betalingsmidlernes udbredelse indførtes det romerske undertrykkelsessystem. Biskop Absalon anlagde jo byen Havn (København) i 1167, og han ejede en gård i Glostrup som han overdrog til Sorø kloster. En vejforbindelse blev da etableret mellem Havn og Roskilde, som fik betydning ved sildefiskeriet og Skanør markedet i Skåne. Beskatningen og landgildet til kirke- og kongemagt medførte i 1300-tallet, at selvejerbønderne afstod deres gårde og blev fæstebønder. I 1334 er der endda 4 borgere, der giver afkald på deres andel i patronatsretten til Glostrup kirke. I 1399 erhverver Roskildebispen adskilligt jord og gods i Hvidovre, i Brøndbyøster mindst 2 gårde, og i Glostrup 3 gårde. Omkring 1400 e.Kr. ejedes næsten al jord på Vestegnen af Roskilde Domkirke. Således ejede Roskilde Domkapitel hver fjerde af gårdene på Sjælland ved reformationen i 1536 - samt 30 herregårde. Det meste kirkegods blev i 1536 overtaget af kongemagten (kronen), der dog overlod noget til forskellige stiftelser - se markbogen fra 1682. I landskaberne omkring København beholdt kronen de fleste af gårdene. På Vestegnen har der tilsyneladende ikke været adelige hovedgårde på dette tidspunkt. Der har nok været enkelte væbnergårde i det 14. og 15. århundrede. I 1320 får enken efter drosten Morten Due, fru Inger udlagt et købegods i Glostrup. Slægten Mule af Falkendal havde andel i patronatsretten til Glostrup kirke. Esbern Nielsen Bille´s søn: Niels Esbernsen Bille, indløser i 1417 en gård i Glostrup, som han eller hans fader tidligere havde pantsat til bispestolen i Roskilde. Præsten i Glostrup kirke: Augustinus Lydicksen bliver afsat i 1581 af Frederik d. II og biskoppen over Sjællands Stift, da præsten har kaldt bønderne i Glostrup for tyve og horer. Fra begyndelsen af det 16. århundrede forefindes en skatteliste for Smørum Herred, og Glostrup er repræsenteret med halvdelen af sine bønder. To bønder er meget rige med hver 12 øksne, 2 bælter og 1 binnike, og den ene havde yderligere 1 bratse. I 1550 ejede kronen 50 % af Danmarks jord, adelen ejede 40 % - og de frie bønder 10 %.. De fleste bønder i Smørum Herred skulle aflevere deres kongetiende til de kongelige ladegårde i 1567, men bl.a. bønderne i Glostrup og Herstedøster skulle underholde Sjællands biskop. Tiendekornet bestod i Glostrup af byg og havre. Fra 1560 til 1630 erhverver kronen mange gårde fra adelen. Via hoveri lod Kristian d. IV. etablerede en sideløbende Kongevej fra København til Roskilde. Denne Kongevej eksisterede fra 1640 til 1720, og måtte kun benyttes af kongens embedsmænd. Der var etablere opsynshuse langs ruten og bønderne risikerede at blive beskudt, hvis de benyttede vejen. Denne Kongevej groede dog til, og den nye Roskildevej blev udført i 1770-76, og kostede over 100.000 rigsdalere. Under svenskekrige i 1657-60 blev hele Vestegnen i København plaget og ødelagt af svenskerne. Efter enevældens indførelse i 1660 oprettede kong Kristian d. V. en ny markbog, så han kunne beskatte bønderne efter nye metoder. Han udsendte kommissærer, ingeniører, konduktører, takseringsmænd og skriverkarle i et enormt omfang, og oprettede i hele landet 1850 protokoller med matrikler. I denne markbog fra 1682 var der 8 gårde og 13 huse i Glostrup. Markbogen fra 1682 viser dog, at kirkelige institutioner stadig ejede halvdelen af gårdene i Glostrup, 3 gårde i Hvissinge, 1 i Avedøre, 4 i Brøndbyøster, 2 i Herstedvester, 4 i Vridsløselille og 1 i Herstedøster. I Glostrup, Brøndbyøster og Herstedvester var præstegårdene dog den ene af de kirkelige gårde. Vor viden om adelens rolle som jorddrotter i disse områder er yderst begrænset. Kun 1 gård i Brøndbyøster ejes af en adelig. I matriklen fra 1688 har Glostrup og Harrestrup mindre end 100 tønder hartkorn. Hartkornstallene svarer til de boltal som er angivet i kong Valdemars Jordebog fra 1231 og i Roskildebispens jordebog fra 1399, hvor Harrestrups boltal angives til 2 og Glostrups til 2 1/2. Ganger man boltallet med 2, får man det antal gårde, som findes i matriklen fra 1688. En undtagelse danner Glostrup, da der ikke er 5 gårde, men 8 gårde. Omkring landsbyerne lå bymarken, delt i tre vange, hvor man skiftevis dyrkede rug, byg og græs. Man dyrkede jorden i fællesskab. I 1700-tallet skulle en bonde under en herregård forvente at stille en karl eller en pige til hoveriarbejde i halvdelen af årets dage, ligesom bonden skulle møde frem med trækdyr. I 1770’erne opførtes Roskildevejen og bønderne fik som fæstere under kronen pålæg om hoveriarbejde, og skulle bringe sten til vejbyggeriet. Det var et voldsomt belastende arbejde. De der havde overmagten vedtog i 1780 at udskifte bøndernes jorde, selvom flertallet af bønderne var imod det. Udskiftningen blev gennemført i løbet af 1790erne, og hver gård fik nu samlet sine jorder,- og dyrkningsfællesskabet ophørte. En del gårde blev placeret på udyrkede områder; de såkaldte overdrev, og flere steder påbegyndte man dræningen af vådområder, som senere kunne bruges som marker. I 1787 havde Glostrup 143 indbyggere. I 1792 havde Glostrup 9 gårde og 13 husmandssteder. I 1848’erne tog byborgerne og pengemænd magten i Danmark med en ny kapitalistisk grundlov, og de etablerede deres jernbane fra 1847 mellem København og Roskilde, som gik gennem Glostrup, hvor der blev anlagt en station. Men den nye grundlov bestemte, at det kun var grundejerne der kunne stemme til valg. Den store kolera-epidemien i 1853 krævede også mange ofre på Vestegnen. Det nye borgerlige systemskifte gennemførte Treårskrigen i1848-51, men led nederlag til Prøjsen og Østrig i 1864, hvorved Danmark tabte den rigeste tredjedel af hele landets jordareal. Derefter måtte kapitalisterne nødvendigvis indføre deres diktatur via Estrup i provisorieårene 1885-1894, hvor gårdmændene via Venstre modsatte sig godsejernes og byborgerskabets Højre. Fæstningsanlægget: Vestvolden til Københavns forsvar blev bygget i 1889-90, og er 14 km. langt.

Ved Thylandets sydlige kyst langs Limfjorden ligger Vestervig, hvor det store og rige Augustinerkloster blev opført i begyndelsen af det 12. århundrede. Ude på kirkegården ligger "Liden Kirstens grav". Hun var søsterdatter til Valdemar den Store. Hun og prins Buris fattede kærlighed til hinanden, men Valdemar var imod partiet. Deres kærlighed var større end Valdemars forbud, - og straffen var frygtelig. Folkevisen siger, at Valdemar tvang Liden Kirsten til at synge og danse umiddelbart efter en barnefødsel, indtil hun styrtede død om. Pris Buris fik øjnene stukket ud og hans højre fod og venstre hånd blev hugget af, - og derefter blev han lagt i lænker. I 11 år udholdt han lidelserne, og da han døde blev hans lagt i graven ved siden af Liden Kirsten - siger folkevisen.

Her mangler jeg så beskrivelse af Saxervejen fra Vojens, Friservejen fra Bolderslev, borganlæg, broanlæg, toldsteder, jordbøger og skatter, leding, vareproduktion, betalingsmidler, markedspladser.

Årene 1218, 1300, 1354 og d.16. jan. 1362 var stormflodsår (de grote manndrenke). I 1436 skildte Pelworm sig fra Nordstrand, i 1511 dannedes Jadebugten, d. 11.okt. 1634 druknede 6.000 mennesker på Nordstrand (vest for Husum i Slesvig), i 1825 og 1839 var der stormfloder på næsten 5 meter, og i 1909 og 1911 på 4 meter. 

Danernes slægter og guder

Langt op i 1900-tallet eksisterede troen på elverfolk og alfer og vætter i underklassen. En vætte er i nordisk folketro et overnaturligt væsen, der boede under jorden og beskytte de steder, hvor det holdt til. Elvefolk var naturvæsener, som ifølge dansk folketro boede i skove, moser og høje. Forestillingerne om Elverfolket går tilbage til den gamle nordiske tro på alfer. Alf og elv er samme ord, og de kunne skade eller lokke mennesker, som blev elleskudte eller ellevilde (vanvittige). Som værn mod elverfolk bar man på ellekors. Elverfolkene, der mest viste sig for mennesker, som færdedes alene, kunne dog også være hjælpsomme. Mange sagn om elskovsforhold mellem mennesker og elverfolk, der var hule i ryggen og havde lange haler, er udgået fra erotiske hallucinationer. Elverkongen var efter sjællandsk folketro en kæmpe, der undertiden tænktes at bo på Stevns, og som nægtede fremmede fyrster adgang. Hesten anvendes også som symbol i det sidste årtusindet f. Kr., og særligt af folkestammer som var "hestkarle". Vi kender Solvognen med hest. Romerne begyndte først med hesterytteri ved 300-tallet e. Kr., og nogle Keltiske stammer var også kendt som "hestkarle". Måneåret var tredelt, - det var trevangsbruget også. Den romerske ulv: Lupus, var fjenden og var en trussel mod den Svebiske alliancen nord om Rhinen. Jfr. navnet Wulfila, der udbreder Arius lære blandt vestGoterne og Germanerne. Det senere mandsnavn: Rolf, skulle være oldnordisk og betyder ulv (j. fr. wolf). Slangerne symboliserer livets kamp mellem det fremkaldende og nedbrydende. Fra det gamle Ægypten kendes skaberguden: Ptah og guden: Osiris med horn fra en okse, der er blevet tilbedt som tyren Apis i Mempfis, og de to guder senere bliver dyrket som. Serapis; senere Isis-dyrkelsen. Osiris er frugtbarhedens gud, m.v.. Jøderne havde en kalv, de dansede rundt (gulvkalven). Kelternes gud: Cernunnos (hornmanden) var frugtbarhedens gud. Dionysos, Adonis og mange andre keltiske guder for afgrøder og høst er beskrevet med horn fra oksen, geden, vædderen, hjorten. Fønikerne ofrede mennesker til guden Moloch med tyrehovedet. Det gjorde også kong Minos på Kreta til tyren: Minotauros. Fra Kreta kendes tyrefægtningen tidligt. Kelterne dyrkede en tyr: Tarvos trigaranos. Kimbrerne havde tyredyrkelsen (Himmerlands tyr). Heksenes gud har også horn, der er gud for frugtbarhed. Også guden Pan har horn og gedehoved, men bliver forfulgt af kirken. Mongolerne tilbeder en ko langt op i vor tid, og i Indien er koen et helligt dyr. I Spanien er tyrefægtning et ritual fra en svunden tid. Sagnet fortæller at Odin sendte Gefion til kong Gylfe i Sverrig. Da Gefion var meget smuk, tilbød kong Gylfe hende al det land hun kunne pløje ud af hans land på ét døgn. Gefion vidste at det ikke kunne klares uden jættehjælp, så hun rejste strakt til Jotunheim, hvor hun parrede hun sig med en jætte og fik 4 stærke sønner. De blev iklædt tyreham og spændt for ploven. Med deres jættekræfter pløjede Gefion Sjælland (sælernes land) ud af Sverrig, og det hul der blev i Sverrigs jord er søen: Väneren.

Fortællingerne om Vanerne og Aserne, er en fortælling om Danernes oprindelse, vandring og kamp. Og når der skrives, at det var en gudetro, kan det godt være "sandt", idet man har dyrket slægternes historie. Fortællingen om Odin, er således fortællingen om en af de vandrende slægter og stammer, der er kommet til landet. Dyrkelsen af Odin og Thor, er Danernes "juridiske grundlag", der bl.a. skulle bekræfte deres ret og sammenhold. Men fortællingen og "gudetroen" var også klassebestemt efter hvilken slægt man følte sig knyttet til, - og i forskellige perioder var der førende guder. Dyrkelsen af Thor var mere udbredt end Odin. Ynglingeætten er en sagnkongeslægt blandt Svearne med hovedsæde i Uppsala. De skulle nedstamme fra guden Frej med tilnavnet Yngve, efter hvem der fulgte 27 generationer konger. De har regeret i Uppsala fra omkring år 500. De nævnes i forskellige kilder; det norske Ynglingatal og den islandske Ynglingasaga. De sidste seks generationer af Ynglingeætten var småkonger i Norge og beslægtede med Hårfager-ætten. I jernalderen var det guderne: Tyr, Thor, Odin, Frigg førende og i vikingetiden: Odin, Thor og Frøj. I jernalderen fortalte man om slægterne: Vanerne: Nerthus, Njord, Frej og Freja og Ull; Aserne: Odin, Tor, Tyr, Balder og Frigg, Heimdal, m.v. bor i Asgård og udenfor bor menneskene i Midtgård; Murene rundt om Asgård blev opført af en jætte, som krævede Freja som betaling for sit arbejde, men han blev i stedet dræbt af Tor. Jætterne: Ymer, Rungner, Thjalfe, Lokes børn, m.v. bor i Udgård. Nerthus (Njørd) var agerbrugsdyrkernes gud, men også en gud, der hørte søen til, fordi foråret giver mulighed for skibsfart. Dette gudepar var Frey og Freyja. Frey betyder herre, og hans sejr over Njørd vil måske sige, at herrernes, gårdenes gud, sejrede over Njørd, bøndernes gud. Disse to guder, Njørd og Frey, var dog eet og det samme, fader og søn, begge agerbrugets guder, som gav god vækst og åring; Freyja var mere udpræget elskovens og frugtbarhedens gudinde, og måske spaltedes frugtbarhedens gudinde i Danmark og Norden i flere lokalt udformede gudindeskikkelser, ikke blot i den senere digteniske, men også i den rituelle verden, i Ydun og Gefion, den givende, der måske er blevet dyrket i og har givet navn til Gentofte. Også Frey selv var mere end Njørd avlingens gud, den kvindelige frugtbarhed omskabt til den mandlige avlekraft, tydeligt tilkendegivet på de kendte afbildninger. Dyrkelsen af Frey var mere svensk end dansk. Frey bliver ofte associeret med det magiske skib: Skibladnir. Brugen af vand og båden, som fører den døde til Vallhal hører til begravelsesritualet. Også hesten og hunden bliver gravlagt sammen med den døde. Båd, hest og hund hører også til vikingetidens ikoner. I Danmark minder vel Frølund på Sjælland og Frøbjerg bavnehøj på Fyn om hans navn, måske også Frøbøke og Frøsli i Halland; men i Svealand var han hovedguden; des vigtigere er det til støtte for Tacitus meddelelser om Nerthusdyrkelsen at bemærke, at Freys dyrkelse der havde ganske den samme form. Uppsala var hans hovedsæde, og ganske som Nerthus kørtes hans tilhyllede billede omkring, her blot ikke i foråret, men ved vinterens komme, og da ledsaget af en præstinde, der forestillede hans hustru; det er tillige klart, at et led i hans dyrkelse har været en sakral prostitution, en offentlig prisgivelse af kvinder til gudens ære. I Uppsala fører guden navnet Yngve-Frey, et navn, der minder om, at allerede Tacitus havde betegnet de syv Nerthusdyrkende stammer som Ingvæones, og som genfindes i Bjovulfdigtets Ingwine, Ings venner. Den langt senere nordiske gudelære gav alle disse guder fællesnavnet Vanerne, måske de strålende, venlige guder. Agerbrugsguderne kunne ikke drage al ældgammel og rodfæstet kultus til sig; de kunne forandre gravofret, de kunne drage dyrkelsen af træet til sig, men ikke dyrkelsen af våbnene: sværdet, øksen og spydet. Det tager dog lange tider, inden denne kultus udformer virkelige gudeskikkelser; længe finder vi kun symboler. Det hellige hammertegn er overalt i Europa et fællessymbol for dyrkelsen af lynets og øksens gud, og det findes hyppigt; dertil kommer så andre symboler: triskelen, hagekorset og slangen. Særlig hyppigt findes disse tegn på de såkaldte brakteater, der er efterligninger af romerske og byzantinske guldmønter, forfærdigede i Danmark i 6. århundrede, tynde, runde guldplader, oftest med et mandshovede som møntens kejserbillede og med en rå gengivelse af møntens omskrift; en gennemboring eller øsken viser, at de har været brugt som hængesmykker, en triskel eller et hagekors, nu og da to slanger, at det er amuletter. Agerbrugskulturen førte naturligt med sig, at de store ofringer fandt sted i efteråret, når alle de husdyr slagtedes, som man ikke havde mulighed for at overvintre, eller ved midvinter, ved juletid, når man tog overblik over, hvad forrådet endnu tillod at afse. Deraf kom den for Norden særlige offerskik blotet; i vintertiden samledes man til fester, hvis vigtigste handling var, at man med slagtekvægets, offerdyrenes blod besmurte de rå symboler eller billeder, der fremstillede guderne, hvorefter den hele forsamling i fællesskab nød offerdyrenes kød i et højtideligt og festligt måltid og samvær, hvorunder menneskenes indgroede taletrang fik afløb i mangehånde festtaler om, hvad det kommende år kunne og burde bringe, naturligvis med gudernes hjælp. Festspisen ved denne lejlighed var hestekød, både for dets velsmags skyld,- og fordi hesten var et så sjældent og kostbart dyr. Disse efterårs- og vinterblot var vistnok store festligheder; men de gjaldt dog altid mindre kredse, var af mere privat natur. En mand kunne, om han ville, blote for sig selv; ofte sluttede dog en mindre kreds sig sammen om blotet, og hvor en høvdingegård dannede et naturligt samlingspunkt, sluttede en videre kreds sig let om høvdingen som blotets udfører og vært. Ganske anderledes storslåede var de forårs- og sommerfester, som agerbrugskultusen skabte, og hvortil fra forskellige bygder og stammer menneskene strømmede sammen. Nerthusfesten er det første sikre eksempel på en sådan sammenstrømmen af folk fra syv forskellige stammer til et fælles kultussted og en fælles kultusfest; thi naturligvis har gudindens rundkørsel ikke kunnet omfatte besøg i alle de syv stammers hovedbygder, det vilde have taget alt for lang tid. Når Uppsala blev stedet for Freydyrkelsen, ville dette kun sige, at i Uppsalas hovedfest kunde deltage alle fra de upsvenske bygder, der ville drage dertil. På samme måde har der også i Danmark dannet sig fælles kultussteder for naturligt afgrænsede områder, hvortil årligt til samme tidspunkt er mødt frem alle de af forskellige bygder og stammer, der vilde deltage i festen. Først om ved år 700 finder vi, og da i Sverige, tydelige billeder af våbenguderne; en bronceplade fra Øland viser en med sværd og spyd væbnet mandsskikkelse med ulvehoved og lang, tyk dyrehale, en anden en med hjelm, skjold og spyd væbnet rytter, ledsaget af to fugle og en slange, der rejser sig foran hesten. Den sidste er sikkert nok 0din, den første måske Tyr. Tyr er sværdets guddom; sværdet er »Tyrs stridsild«, når sejrsruner ristes på sværd, skal Tyrs navn nævnes; dansen mellem sværd er en særlig kultushandling til hans ære; Romerne gengav hans navn ved Mars. Som personlig gud er han mere tysk end dansk, Schwaberne dyrkede ham, og Sakserne har måske deres navn (sax, sværd, notas, dyrkere) af et sværdets kultusfællesskab. 0din er oprindelig spyddets gud, han er »geirs drottin«, spyddets herre, når han slynger sit spyd over en hær, vier han den til sig, til døden, derfor er han også de dødes, sjælenes fører, hvorfor Romerne gengiver hans navn ved Mercur, der havde samme hverv i deres gudeverden; ravn og ulv, valpladsens hungrige eftersøgere, er hans ledsagere; også han er som Wodan af tysk afstamning. Thor er tordenens og hammerens gud, og har sikkert sit navn af den keltiske tordengud Tanaurus, og Romerne erkendte ham som sådan ved at kalde ham Jupiter; han er eller bliver dog i sin videre udvikling mere nordisk og efterhånden mere dansk end de to andre våbenguder. Våbenguderne forlangte ikke blot den besejrede hærs sjæle og lig, men også de tagne krigsfanger, den overvundne krigerskares våben og hele krigsudstyr; derfor er de store mosefund ligefra Hjortespring til Kragehul nedlagt med deres tusinder af våben, sønderbrudte og ødelagte netop for at vise, at den sejrende hær gav krigsguden 0din, sejrfaderen, dette uhyre krigsbytte. Hvis man kigger på Danernes (Asernes) og vikingernes skabelsesberetning for man følgende at vide: I begyndelsen var Ymer. Af Ymers ene armhule vokser den første Jætteslægt, Rimturserne. Derefter dier Ymer af koen, Audhumbia. Og af den sten koen slikker salt på, vokser Buri (avleren). Hans søn Bur (avl) bliver med den første kvinde, far til sønnerne, Odin (raseri), Vile (vilje) og Ve. Senere slæber de tre brødrederes oldefar: Ymer, hen til Ginungagab (tomheden), og bygger verden af hans legeme. Guderne boede i Asgård, og for at komme til Asgård skulle man over Bifrost. Bifrost var regnbuen, der gik fra Heimdals bolig i Asgård til menneskenes verden, Midgård. Under Midgård lå underverdenen: Nifelheim. Heimdal var guden der vogtede over Bifrost, hvis der kom uventede gæster blæste han Gjøls horn, der gjorde guderne opmærksomme på at der blev angrebet. Det var Odin der bestemte over guderne. Mimer var meget klog og kun Mimers hoved var tilbage og det sad på en søjle; på trods af det levede han videre. Mimer mistede hovedet da Aserne og Vanerne skulle slutte fred, fordi han skulle være gidsel, sammen med Høner. Mimer var nemlig klog og rapkæftet, så til sidst blev det Vanerne for meget, så de kappede hovedet af ham og sendte hovedet tilbage til Aserne. I Asgård salvede Odin, hovedet og kastede runeformler, så Mimer ikke døde. Odin havde en hal, kaldet Valhal, hvor han festede med sine krigere. På Asgård, lå Asernes og Asynjernes gårde og borge, det var også på Asgård, Yggdrasil, livets træ stod. Hvis man døde af sygdom, eller døde i uværdig kamp, kom man ned til Hel, der hersker over underverdenen, som djævelen hersker over Helvede i kristendommen. I hverdagen, tænkte vikingerne over, ikke at gøre noget der kunne skabe vrede blandt guderne. Hvis det tordnede eller hvis det var uvejr, vidste vikingerne at Thor var sur. Hvis vikingerne f.eks. skulle høste ofrede man til frugtbarhedsguden: Frej. Hvis man skulle i krig, skålede man for digterguden Brage, der var kendt for at være stærk og tapper. Ragnarok er dommedag, Ragnarok betyder »gudernes skæbne«. I den Nordiske Mytologi er Ragnarok, det endelige opgør mellem, Aserne og Jætterne. Jætterne er kæmpestore og bor længere væk end Midgård. Jætterne bor i Jotunheim på borgen: Udgård. Efter en frygtelig kamp, hvor bl.a. Fenrisulven slipper fri af sine lænker, og hvor Loke kæmper på Jætternes side, går Aserne til grunde. Ragnarok starter med Fimbulvinteren. Der fyger sne fra alle sider, tre vintre i træk uden sommer imellem. Derefter spiser ulven, solen og det vil føles som en stor ulykke. Den anden ulv spiser månen, og derefter forsvinder stjernerne fra himlen. Så kommer der et jordskælv der skal ryste alt, så Fenrisulven slipper fri af sine lænker, og så Midgårdssormen skyller vand op over land, og skaber derved oversvømmelse. Derefter er det Surt, et flammehav, jætterne, helfolkene, Midgårdsormen, Rimturserne, Loke samt hunden Garm og Fenrisulven der stormer Bifrost, der knækker, men Heimdal står utrætteligt og blæser i Gjøls horn. Han vækker guderne, der holder råd sammen. Odin rider til Mimers Brønd og henter råd hos Mimer. Da han får råd, skælver livets træ Yggdrasil, og alle er bange. Aserne og Einherjerne ifører sig rustning og drager frem på sletten, Vigrid, der er hundrede mil, bred på hver led. Forrest rider Odin, med sit altid sikre spyd, Gunger. Han går mod Fenrisulven, Thor går frem ved hans side, mod Midgårdsormen. Frej kæmper mod Surt, men taber og dør. Thor giver Midgårdsormen et dødsstød, men falder om og dør, på grund af Midgårdsormens gift. Fenrisulven dræber Odin ved at sluge ham. Men derefter stormer Vidar frem og dræber Fenrisulven. I Lokes og Heimdals kamp fælder de hinanden. Derpå slynger Surt sin ild, over jorden brænder hele verden. Både Guder og Jætter går op i Luer, der slår op af Jorden, og hele Verden forgår. Men en ny Verden skal hæve sig, hvor Aserne igen skulle samles til en ny Guldalder i det guldtakte Gimle. Der sætter den alrådende Gud evige Love og stifter Fred, og der skulle alle ædle bo evindelig. Udgårdsloke er jætternes hersker, som Odin er det hos Aserne. Udgårdsloke kan som Odin, trylle og bruge magi. Han driller Thor og de andre aser, når chancen er der, hvor han altid snyder for at vinde.

Nerthus (Moder Jord) opfattes i Heimskringla som søster eller ægtefælle til Njord. Nogle mener dog, at Nerthus og Njord er identiske. Njord er gud for frugtbarhed i havet og bor i Noatun, og er af Vanernes æt. Nerthus (Njord) kører rundt på en oksekærre og er gift med Skade og får børnene Frej og Freja. Njord kom som gissel til Asgård og levede siden dér med sine Børn Frej og Freja, da de indgik i udvekslingen, da Aserne og Vanerne sluttede fred.

Frej stammer fra de milde Vaner (af Vanernes æt). Om Frej hedder det, at »han gør ingen Mø eller Moder Fortræd«; han giver godt År, Frugtbarhed og Fred. Frej er gud for den lidenskabelige, hede kærlighed og er også frugtbarhedsgud. Han bor i Alfheim og er søn af Njord. Det var oprindeligt alfernes hjemsted, men Alfheim blev givet til Frej af Aserne, dengang han kom til Asgård fra Vanaheim. Her bor Frej og lysalferne. Balders bolig (Breidablik) og Heimdals bolig (Himmelbjerget), ligger også i Alfsheim. Frej er gift med jætten Gerd (datter af Gymer og Ørboda) og har sønnen, Fjølner. Han ejer Skibet Skibladne, der altid har Bør, og Galten Gyldenbørste, der kan rende i Luft og over Hav ,og han har et selvsvingende sværd. Frej kører rundt med hest, og allerede på dette tidspunkt hvor Nerthus og Njord mister deres tag i menneske og Frej vinder frem, må man kun spise hestekød ved et offermåltid. Det er selvfølgelig fordi hesten har afløst okserne som arbejdsdyr, og derved er blevet undværlige. Han har tre tjenere: Skirner, Byggver og Beyla. Vikingerne ofrede til Frej hvis høsten skulle blive god. Frej optages i Aserne æt.

Freja er Kærlighedens Gudinde, for den ømme og rolige kærlighed og er søster til Frej, der er Frugtbarhedens Gud, og Freja er datter af Njord. Freja bor i Folkvang hvor hun modtager Halvdelen af de faldne Helte og kører i en Vogn, som trækkes af to Katte. Men hvis hun ikke synes om at køre, har hun et smykke, kaldet Brisingegamen, samt en falkeham, der gør at hun kan flyve gennem Luften som en falk. Hun hjælper alle dem, der elsker hinanden, og arbejder på, at de kan blive lykkelige. Men selv har hun ikke været lykkelig i Kærlighed, thi hendes Mand Oder forlod hende og rejste langt bort, og nu græder hun således af Længsel efter ham, at der triller røde Guldtårer ned ad hendes Kinder, og hun har forgæves ledt om ham i mange Lande.

I Oldtiden troede Folkene her i Danmark på flere Guder, - der jo blot var deres slægtshistorie. I en periode var den øverste af disse Guder Odin, og hans Hustru var Frigga, som er den fornemmeste af de kvindelige Aser, som kaldes Asynjerne. Aserne er i direkte linje med Bure og Bor. Gudernes hellige Sted er ved asketræet: Ygdrasil, der er det største og herligste af alle Træer. Den gigantiske ask står i Asgård og det er træet som holder himlen på plads og dækker hele verden med sine enorme grene. Her samles guderne for at holde møde hver Dag og afholde Ting. Træet Ygdrasil har tre rødder: en rod der går under Asgård hos Aserne, hvor Urds brønd ligger, og hvor de tre Norner hver dag tager vand fra brønden og vander træets rod, og dynger det til med slam, for den skal ikke tørste og gå ud. En rod går til Jætterne (Rimturserne) og hvor Mimers Brønd ligger, og en rod går ned i Niflheim (de dødes rige), der ligger Nidhugm og gnaver i Yggdrasils rod. Ormene gnaver i askens Rødder, og Hjorte bider i dens Knopper, men dog er træet evigt grøn; thi ved den står Nornernes fagre Sal, de som bestemme alles Skæbne. I toppen af træet sidder der en ørn og mellem ørnens øjne sidder der en høg, som hedder Vederfølner. Egernet Ratatosk løber fra ørnen og ned til Nidhug, med nyheder om hvad der sker i verden. Der er også fire hjorte der springer rundt på Yggdrasils grene og spiser bladene. Desuden er der en ged ved navn Heidun, der har den egenskab at lave mjød af træets blade. Geden står på Valhals tag og spiser Yggdrasils blade.

Frigga har sin egen hal: Fensale, og er datter af Fjørgyn. Hun er ligesom Odin vidende om alt hvad der skulle være, men røber intet. Odin er stamfar til alle mennesker, og Odin har kun ét øje, fordi han måtte give sit ene øje, for at få lov til at drikke af Mimers Brønd, som gav ham mere visdom. Odin er søn af Søn af Bor og Bestla og Odin har to brødre Vile og Ve. Odin har sammen med Frigg sønnen Balder, og med Fjordgyn har Odin: Tor. Sammen med jættekvinden Grid har Odin sønnen Vidar. Han har sammen med jættekvinden Rind sønnen Vale. Brage, Høder, Ull og Hermod er også hans sønner. På Hovedet bærer Odin Guldhjelm. Kroppen omsluttes af en Brynje, og i Hånden holder han et blinkende Spyd, som kaldes Gungner. Han bærer ringen Draupner.Når han vil på Rejse, sætter han sig op på Hesten Slejpner, der har otte ben og Fødder, og på den kan han ride både over Land og Hav og fare gennem Luften. Odins bolig hedder Valhal i Asgård; den er dækket med blanke Skjolde og glimrer så det kan ses langt bort. 540 døre/porte fører ind til den store sal, og hver port er så bred, at 800 Kæmper kan gå ind ad den på een Gang. Væggene i Salen er dækket med blinkende Sværd, der skinner så stærkt, at der ikke behøves andet Lys. På Højsædet i denne Sal, Lidskjalv, har Odin sin Plads; nærmest ham sidder de vældigste Kæmper, og omkring på Bænkene sidder alle Ejnherierne, det vil sige: alle de, som er faldet i Strid. Fra et mægtigt tårn kan Odin se ud over Asgård, Midgård og Jotunheim. Hver Dag går Ejnherierne ud på Odins Vænge og fælder hverandre i Kamp; men når Striden er endt, står de faldne op igen og følges ad som venner tilbage til Valhal. Der bliver de sat til Bords og gør sig til Gode med Flæsk og Mjød. Flæsket skæres af en Galt, som hedder Særimner, og den kan aldrig spises op; thi hver Gang et Stykke skæres af den, vokser straks et andet ud i Stedet; Mjøden flyder af Geden Hejdron, hvis Yver er så fuldt, at det ikke kan tømmes. Dejlige Piger, som kaldes Valkyrier, går for Borde i Valhal; men de har ellers også andet at bestille, thi på himmelske Heste rider de over Land og Hav for at hente de faldne Krigere hjem til Odin i Valhal. Odin er dødsgud for de faldne krigere. Odin har to ravne, Hugin og Munin, som flyver ud hver morgen, og når de kommer tilbage, fortæller de Odin om alt de har set. Han har også to ulve Gere og Freke, som spiser alt den mad der bliver stillet frem for Odin, da Odin selv kun drikker vin. Odin kæmper kun i to slag, det første er slaget mellem Aserne og Vanerne, det sidste slag er Ragnarok. Odin har mange navne, som han bruger når han var ude at rejse, nogle af dem var navne som Alfader, Kampfader, Hærbinder, m.m.. Med Odin´s ottebenede hest: Slejpner bliver Danerne således et hestefolk, et hurtigt rytterfolk på hesteryg.

Thor er Odins og Friggas stærkeste Søn og Thor er Krigsguden og bor sammen med sin kone Sif på gården Bliskirner, som er verden største hus, og de har sammen børnene: Modi og Trud. Sammen med med jættekvinden Jernsaxa har Thor sønnen: Magni. Det er Thor der beskytter menneskerne mod Jætter og andet troldpak og Thor ligger stadig i Krig med Jætterne, som er Asernes værste Fjender. Han er stor og rødskægget; kan snart blive vred, men også snart god igen. Det er hans Lyst at kæmpe med Jætter og Trolde; og da spænder han sig med Styrkebæltet og slår til med Hans bedste Våben, der er Hammeren Mjølner; den rammer alt, hvad han kaster den efter, og vender stedse tilbage igen af sig selv. For at kunne tage godt fat på denne Hammer har han et Par Jernhandsker, og når der skal rigtig mange Kræfter til, så spænder han Styrkebæltet om sig, og han bliver da dobbelt så stærk som ellers. Thor kaldes også somme Tider Agethor, fordi han plejer at age af Sted i en Vogn, som trækkes af to Bukke: Tandgnost og Tandgnister. Ingen Hest kan bære ham, hvorfor han kører i Kærre med to Bukke, og deraf kommer Thordøn. Han er den gud der kæmper kampen, hvor bl.a. guder som Tyr bestemmer kampens udfald.. Når Thor kører over himlen i vognen glimter lynene fra fælgende og en buldrende torden kommer ud fra hjulene. Der er således en lang Fortælling om hans Rejse til Udgård, hvor han måtte kæmpe med mange Slags Trolderi, en anden om hans Rejse til Gejrrødsgård, hvor han uden sine vante Våben bestod i Kampen mod Jætten Gejrrød, en tredje om, hvorledes han i Frejas Skikkelse hentede sin Hammer hos Jætten Trym, en fjerde om hans Tvekamp med den storpralende Jætte Rungne og en femte om, hvorledes han fiskede efter Midgårdsormen, den store Slange, der ligger i Havet og vinder sig om hele Jorden.

Hejmdal er også Odins Søn. Han bor på Himlens Grænse ved Bivrøst Bro (Himmelbjerg ved enden af Broen Bævrast) og derfra vogter han Asgård. Hans Bestilling er at stå Vagt og passe på, at Jætterne ikke skal bestige Himlen, og denne Gerning passer han godt til; thi han kan se hundrede Mile omkring sig, enten det så er Nat eller Dag, og han har så fint et Øre, at han kan høre Græsset gro på Jorden og Ulden vokse på Fårene. Han har en vældig stor Lur, som kaldes Gjallerhornet; når han blæser i den, kan det høres over hele Verden (Asgård).

Brage er den tredje af Odins Sønner. Han er Sangens og Digtekunstens Gud, og når Kæmperne kommer til Valhal, så byder han dem velkommen med Sang og Harpeklang. Hans Hustru hedder Idun; hun gemmer de gyldne Æbler, som har den forunderlige Kraft, at Aserne bevarer deres Ungdom ved at spise af dem. Engang blev hun bortført af Tjasse Jætte, og da blev Aserne gamle og grå, og da måtte Loke af Sted i Frejas Falkeham for at finde Idun, og det lykkedes at skaffe hende hjem igen.

Balder er retfærdighedsgud. Han er også søn af Odin og Frigg, og derfor elsket over alle. Balder er gift med Nanna, og har med hende sønnen Forsete. Balder er den smukkeste gud. Balder er den frommeste og blideste af alle Guderne. Han havde i sin Ungdom fæle Drømme, som tydede på, at en stor Ulykke ville ramme ham. Derover var Guderne meget bekymrede og gjorde alt, hvad de kunne, for at afværge Faren. Efter han har haft mareridt, sværger alle ting, at de ikke vil skade ham. Frigga fik alle Ting til at sværge på, at de ikke ville gøre Balder Fortræd, både Ild og Vand, Luft og Jord, Træer og Stene, Jern og alle Metaller, Sygdomme og alle Slags Gift. Da dette var sket, frygtede Guderne ikke længer for Balders Liv. De havde tværtimod deres Morskab af at stille sig op i en Kreds og skyde til Måls efter ham; thi de vidste jo, at intet kunne skade ham. Men det ærgrede Loke at se på, at der slet ingenting var, som kunne gøre Balder Fortræd. Han forklædte sig som en Kvinde; derpå gik han til Frigga og spurgte, om da virkelig også alle Ting havde gjort Ed på ikke at skade Balder. »Ja, alle Ting,« sagde Frigga, »så nær som den lille Kvist Misteltenen, der gror Østen for Valhal; den var så tynd og spæd, at jeg ikke syntes, den behøvede at sværge.« Da Loke havde fået den Besked, gik han straks Østen for Valhal og trak Misteltenen op. Derpå gik han til den Plads, hvor Guderne stod og skød efter Balder. Yderst i Kredsen stod den blinde Høder; han skød ikke. Loke spurgte, hvorfor han ikke viste Balder den Ære at skyde efter ham. Høder svarede, at han ikke kunne se, hvor han stod, og havde desuden heller ikke noget at skyde med. »Skyd efter ham med denne Kvist!« sagde Loke, og jeg skal sigte for dig. Høder skød da med Misteltenen, og den ramte Balder lige i Hjertet, så han faldt om og døde på Stedet. Der blev stor Sorg blandt Guderne over Balders Død. Odins raske svend: Hermod påtog sig at ride til Helhejm for at bede Dødsgudinden Hel om at give ham tilbage fra de dødes Rige; men det ville hun kun, hvis alle Ting i Verden ville græde for ham. Da Hermod kom tilbage med den Besked, gik der straks Bud ud over hele Verden for at bede alle Ting om at græde Balder tilbage fra de døde. Og alle Skabninger, både levende og livløse, græd også over Balder så nær som en gammel Heks, der kaldte sig Tøk; da hun blev bedt om at græde, svarede hun: »Tøk kun græder med tørre Tårer for Balder.« Balder måtte derfor blive i Helheim. Den Tøk, som ikke ville græde, var ingen anden end Loke, som havde skabt sig om til en heks, og han var altså Skyld i, både at Balder var dræbt, og at han ikke kunne blive udløst af Dødsriget. Men han blev også straffet hårdt for denne Misgerning. Han blev lagt på Ryggen og bundet fast over tre Stene, en under Skuldrene, en anden under Lænderne og en tredje under Haserne, og en giftig Slange blev bundet over hans Hoved, så Giften kunne dryppe ned i Ansigtet på ham. Det mildner dog noget, at hans Hustru Sigyn står hos ham og holder en Skål under Giftdråberne; thi Giften drypper da kun på ham, når Skålen er fuld, og hun går bort for at tømme den; men så ryster han også af Smerte, så Jorden skælver derved. Således skal Loke ligge bunden til Verdens Undergang. Til Slutning vil det komme til en frygtelig Kamp. Guderne skal kæmpe sammen mod Fenrisulven, Midgårdsormen og Jætterne; men alle skal falde i Kampen, både Guder og Jætter, og hele denne Jord og Himmel vil gå til Grunde. Det er denne Verdensundergang, som vore Forfædre kaldte Ragnarok. Men der skal fremstå en ny Himmel og Jord, Guderne kommer til Live igen, og alle gode skal bo hos dem i det strålende Gimle, medens alle de onde bliver styrtet ned til Nastrand, hvor de skal vade i Gift og Edderstrømme.

Tyr er Krigsgud, en krigsgud som bestemmer hvordan en kamps udfald bliver. Tyr giver kun de tapreste sejren. Han hjælper dog også de dumdristige. Han er den modigste af alle Aserne.

Loke er faktisk Jætte, men af ukendte grunde var han engang nær ven med Odin. Faktisk så nær at de blandede blod og blev til blodsbrødre. Odin har siden fortrudt da Loke viste sig at være temmelig utilregnelig. Loke driller hele tiden alle Aserne og sætter dem i situationer som han kan rede dem fra. Han er meget snu og udspekuleret. Den onde og listige Loke har tre fæle Børn med Heksen Angerbode, nemlig Fenrisulven, Midgårdsormen og Hel. Disse Børn blev en Tid opfødt hos Jætterne; men der var spået, at de skulle volde Guderne megen Ulykke, og derfor lod Odin dem hente hjem til sig. Midgårdsormen kastede han da straks i Havet, og der voksede den så stærkt, at den nu slynger sig om hele Jorden og bider sig selv i Halen. Hel forviste han til Helhejm; der måtte hun have Lov til at regere over skyggerne, og hendes Rige befolkedes med alle dem, der dør af Sygdom eller Alderdom. Fenrisulven beholdt Guderne hos sig i nogen Tid; men den voksede Dag for Dag så stærkt, at de blev bange for, at den til sidst skulle tage Magten fra dem. De lod da smede nogle stærke Lænker, som de bandt den med, men det hjalp ikke; thi lige så snart den sparkede til, brast Lænkerne i Stumper og Stykker og fløj mod alle Hjørner og Kanter. Så fik de nogle Dværge til at lave en meget kunstig Lænke; den var blød og glat at føle på, omtrent ligesom et Silkebånd; men den var så stærk, at ingen Verdens Magt kunne rive den i Stykker. Derpå lokkede de Ulven ud på en Holm i Søen Amsvartner og bad den stå stille, mens de bandt den; de lovede, at de nok skulle løse den igen, hvis den ikke kunne rive Lænken itu. Den var dog bange for, at de ville narre den, og forlangte derfor, at en af dem skulle stikke sin Hånd i dens Gab til Pant på, at de ville bære sig ærligt ad. Odins søn: Tyr tilbød at vove sin højre Hånd og stak den modigt ind i Ulvens Gab, men han fik den aldrig igen; thi Ulven bed den af, da den ikke kunne rive Lænken i Stykker, og Guderne ikke ville løse den. Således blev Fenrisulven bundet. Iblandt de Ulykker, Loke voldte, var det den værste, at han rådede Balder Bane. Længe bar Guderne over med ham, men til sidst fik han sin Straf. De bandt ham i en Hule over tre Stene og hængte en Hugorm over ham, hvis Gift dryppede på ham. Der skal han ligge til Verdens Undergang; men hans Hustru, den trofaste Sigyn, sidder ved hans Side og holder en Skål under Edderdråberne; kun, når hun går bort for at tømme Skålen, falder der en Dråbe på den bundne Loke, og da krymper han sig, så Jorden skælver.

Palnatoke, Vølund, Hermod, m.v. Om oprindelsen til klassedelingen i samfundet fortæller en digter før år 1.000: at en gud med navnet: Rig, var stamfar til stænderne: Oldemor og Oldefar er fra trællenes æt; Bedstemor syslede med væv og ten og Bedstefar, tæmmede stude, smedede plov og tømrede, og derfra kommer karlenes æt; Fader og Moder sidder i en sal vendt mod syd, og hvor Fader spændte bue og lavede spyd,- Moder dækkede bord med mønstret dug og der serveredes flæsk og fuglesteg og vin,- herfra stammer kongernes æt, idet Moder får en søn der kaldes Jarl, der ejer atten gårde, og Jarl får en søn, som han giver navnet: Kon den Unge (Konungr), der var kyndig i runer og i krig.

***

Lige fra Stenalderens skaldynger har Svinet/Galten hørt til menneskets husdyr her i landet. Og skjalde og sagn har bevaret fortællinger om Grisen. I folkets levede fortælling og tro gled ting og dyr fra den daglige dont naturligt ind som led i sammenhæng med handlinger og gøremål indenfor årets arbejde, og fik til visse tider og under visse forhold et mystisk indhold til værn eller lykke. Udspringet og indholdet af de mystiske gøremål er forlængst glemt, men de holdtes dog stadig i hævd ud fra en ubevidst ærefrygt. Det er næppe tilfældigt, at der endnu inden for mands minde var så mange bondehjem, hvor juleaftenskosten altid var svineflæsk. Visse steder regnedes det for en ringe jul, om ikke et helt eller halvt kogt svinehoved sattes på bordet. Svineflæsket som julekost har muligvis en sammenhæng med »Sonargalten«, der hvad sagaer og heltekvad viser, har været kendt og brugt forskellige steder i hele Norden. Det var den største og bedste Galtgris, der udvalgtes af et kuld og blev særlig godt opfødt. Når den var udvokset, stor og kraftig, blev den juleaften ført ind i Gildeshallen. Og mændene lagde nu hænderne på dens rygbørster og aflagde højtidelige løfter om, hvilke vældige stordåd de ville øve i det kommende år. Og disse løfter eller ed, svoret på Sonargalten, kunne ikke brydes. Engang først i februar ofredes Sonargalten til Frøj for årbod og fremgang i velfærd. Denne offerfest er måske Kørmis som endnu i folket har relation til at være en ældgammel nytårsfest, hvor man på mange måder tog varsler af det kommende høstår. Det var vinterens koldeste dag, thi fra gammel tid regnedes året fra 1. november til 1. maj, og således er Kørmis en fejring af, at man nu er midtvejs igennem vinteren. Langt op i vor tid havde folket beholdt sin egen tro knyttet til Sol og Ild, Høje, Sten og Væld, Vætter og Høj folk, og fortalte mangfoldige sagn om de hovedløse Heste, Stude, Hunde og Svin. Disse sagn er lige så mangfoldige som gamle "hedenske" helligsteder og vad er spredt over det ganske land. Nogle sagn fortæller om Gravsoen og et andet sagn om den hovedløse So. Svinet har også været brugt som offer sammen med Hest, Okse, Hund og Lam. Da Regnar Lodbrog bliver taget til fange af kong Ella og kastet i Ormegården, kvæder han: »Om Grisene vidste, hvad Galten måtte lide, til strid de stævned og stormede stien«.

Fra Eddaens Asaguder, der var en overklassetro, fortælles om da Valhals Asaguder fik Galten »Sæhrimner« - det frodige slagtedyr, af hvis flæsk man bare kan skære løs og koge, for det vokser ud igen inden aften. I den ældre Edda, fra ca. 900-950, nævnes den trivelige Galt i Asernes følge i »Grimnesmål« i vers 17, hvor det hedder: »Andhrimner tager Eldhrimner og sætter Sæhrimner over, det fejreste flæsk - men kun få ved, hvad føde Einherjerne får.« Da Snorre omkring 1225 skriver sin »Yngre Edda«, finder han, at Asernes Galt bør udstyres med mere eventyrlige egenskaber, end »Den ældre Edda« har ofret på den. Og han lader da Ganghlere spørge: »Hvad har Odin at skaffe de faldne mænd til mad?« Høj svarer: »Aldrig er der så mange mænd i Valhal, at det ikke vil kunne slå til for dem af den Galts flæsk, som hedder Sæhrimner, han er kogt hver dag og hel om aftenen.« Den vigtigste føde for Odin's hird og kæmper var altså kogt svineflæsk. Eddadigtene nævner derimod ikke noget om Frøj' s Galt »Gullinbursti« dvs. Gyldenbørste. Skjalden Ulf Uggasøns Husdrapa fra ca.. 985 besynger den islandske høvding Olaf Pås's prægtige hal, der var prydet med billeder fra den nordiske lære, bl.a. af den dræbte Balders bålfærd. Det hedder her: »Den kampdygtige Freyr rider i spidsen på sin gyldenbørstede Galt til Balders bålstabel og styrer skarerne.« Snorre anfører denne strofe i sin »Skjaldskabslære« og tilføjer her: »Den hedder også Slidrugtanni« (den huggende tand.). I »Den yngre Edda« skildrer Snorre selv Balders bålfærd, og her lader han Freyr age i kærre forspændt med den Galt, som hedder »Gullinbursti« eller »Slidrugtanni«. I »Skjaldskabslære« fortæller Snorre også om, hvorledes dværgen Sindre laver tre kostelige klenodier til Aserne, nemlig ringen Drøpnir til Odin og hammeren Mjøllner til Thor og endelig Galten Gyldenbørste til Frøj. Det hedder, at han gav Frøj Galten og sagde, at den kunde rende både gennem luften og over havet, stærkere end enhver hest. Og det blev aldrig så mørkt af nat eller i mørkeverdenen, så det ikke blev lyst, når han for frem, således lyste det af Galtens Børster. Og i Eddadigtet Hyndluljod opfordrer Frøja Jættekvinden Hyndla til at ride i Følge med hende til Valhal. Jættekvinden rider på sin ulv og Frøja på sin Galt »Hildesvin« med de gyldne Børster, som to kunstfærdige dværge har lavet til hende.

Ifølge sagn blev i gammel tid, når man byggede en kirke, et levende dyr gravet ned under kirkens syld. Som oftest et Lam, også nu og da en Kalv eller et Svin. Disse dyr blev da som gengangere til Liglam eller Gravso, dvs. en slags dødsvarslende Værnevætte for kirken. Andre sagn fortæller, at på en ny kirkegård blev der før noget menneskelig jordfæstet en levende Hest, og dens genganger blev da den trebenede, dødsvarslende Helhest. Det er rent "hedenske" dyreofringer, der hermed er knyttet til de kristne kirker. Og troen på disse dødsvætter: Helhest, Gravso og Liglam, er trods deres tilknytning til kirkerne fjerne fra de troende kristne. Sagn om Gravsoen eller Kirkesoen fortælles i mange, mange egne på forskellig måde: »I Frørup Kirke var der en So, kaldet Kirkesoen. En aften, de unge folk havde gilde, var en karl blevet noget lystig, og da de om morgenen skulle hjemefter sagde han: »Bare Kirkesoen ville komme, så ville jeg ride den!« I det samme for Soen ind mellem benene på ham og løb med ham ned ad gaden. Først nede i den anden ende af byen fik karlene ham af Soen, men han var drivvåd af sved og forlangte ikke tiere at komme til at ride Kirkesoen.« Et andet steds fortælles: »Mellem Bukkerup og Soderup i Holbæk Amt har mange mødt en sort So, når de om midnat er kommen på dette strøg. Den gør aldrig folk fortræd og løber med trynen mod jorden, som om den søgte sporet af nogen. Det skal aldrig slå fejl, at der dør nogen i sognet, når Soen har været set.« Men også langt borte fra de kristne kirker, ude i udmarker, bløder, slugter og ved vandløb, hvor gamle veje har haft vadesteder, dér har folketroen bundet stederne til hovedløse og sære spøgelsesdyr. Her i udmarken er det hverken Gravso eller Kirkelam, der færdes, de hører ligesom Helhesten på en måde med til Gejstligheden med tilhold eller bosted på kirkegården. Og der er et bredt skel af tid og tro mellem de kristne og de hovedløse fæller: Hest, Stud, So, Vædder og Hund, der er knyttet som vætter til udmarkens skumle steder. Gransker vi efter, vil vi opdage, at det så godt som altid er gamle helligsteder, helligkilder eller vadesteder, disse hovedløse spøgelsesdyr er knyttet til. Og disse vejenes og helligstedernes dødningedyr har sikkert alle ens oprindelse: dyreofringer. Det ved helligstedet eller vadestedet ofrede dyr er for altid som genfærd eller vætte knyttet til offerstedet. Selv den vantro bliver overbevist troende, når han en aften der nede ved broen skimter det usikre omrids af en græssende stud lidt inde i engtågen, eller hvis han ved aftenstid løber på et løsgående svin nær ved det skumle sted ved krattet og højen. Og det fortælles, at »Imellem Vester Vedsted og Råhede, Hvidding, er der en strækning mose-enge, der kaldes Spræk-Fennerne. Der findes ved broen undertiden en stor So, som bønderne kalder æ Spræk-Sow, der forskrækker de vejfarende, og man har fortællinger om folk, der åndeløse har søgt tilflugt i Vester Vedsted, da de har været forfulgt af Soen.« Og på Samsø fortælles sagnet om Soen bl.a.: »Under Vestborg ruiner inde i banken bor der en gammel so. Hver Voldborg aften (aftenen før 1. Maj - Valborgaften) går hun ind gennem Koldby fulgt af sine tolv grise. Ved smededøren standser hun og kikker ind i smedjen, derpå går hun videre med grisene til Jannes høj, som ligger mellem Hårmark og Pillemark på venstre side af landevejen, hvor der også bor en so. Her opholder hun sig lidt og løber så hjem til Vestborg Banke igen.«. Når en gris skulle ofres og slagtes skulle det helst ske mellem nymåne og fuldmånen, og mange tog varsel af svinets milt, thi hvis der var en sort plet på milten, ville der dø et menneske i slægten.

Fortsættes på næste side !

Skift til: Brudstykker af Danmarks historie (II) * * Brudstykker af Danmarks historie (III) * * Danmarks historie (IV) * * Danmarks historie (V)

Webmaster