Griffenfeldt gjorde i flere Retninger mere for Enevælden, end gavnligt var, men havde i andre Retninger klart Blik for Folkets Tarv. Meget blev gjort for Handel, Oplysning og Lovgivning. Men både Kristian den Fjerdes og de enevældige Kongens Bestræbelser for at skabe en industri mislykkedes, da afsætningsmulighederne savnedes. Under Kristian den Femte lå 1/5 af Kronens gårde øde. I Året 1682 fandtes der således kun 200 Arbejdere i Danmarks Fabrikker. Medens man før havde dannet Hære af fremmede og hvervede Tropper, søgte man under Griffenfeldt Styrelse at danne en Hær af Landets egne. I 1683 udkom Den Danske Lov, og den er vel en Frugt af andre lærdes Arbejde, men det var Griffenfeldt der tilskyndede den. Hvad Styrelsen udadtil vedrører, da var det Griffenfeldts ledende Tanke at skabe en varig Fred mellem Nordens Folk og at genvinde Sønderjylland for Danmark. På Rendsborgs sydlige Port satte han Indskriften: »Ejderen, det romerske Riges Grænse«. Peder Griffenfeldt, som levede under Frederik den Tredje og Kristian den Femte, var en af de største Statsmænd, som Danmark nogen Sinde har haft. Fra først af havde han ikke det adelige Navn Griffenfeldt, men hed Peder Schumacher, thi hans Fader var kun af borgerlig Stand og ernærede sig som Vintapper i København fra Store Købmagergade. »Du har et Guldæble i din Hånd «, sagde en gammel Kone til ham, da han var fire år gammel, og denne Spådom slog til thi Lykkens Sol lyste over hans Barndom og Ungdom. Allerede mens Peder var en lille Dreng, kunne det tydeligt mærkes, at han havde en stor Forstand; han var også meget flittig i Skolen og gjorde derfor en sådan Fremgang, at han blev Student, da han var 12 År gammel. Efter hans far døde, kom han i nogle År i Huset hos Sjællands Biskop Jesper Brokmand, hvis Hustru var i Familie med hans Moder. Så traf det sig en Dag, at Frederik den Tredje besøgte Biskoppen og fik Øje på Peder. Han blev meget indtaget i den smukke Dreng med det kloge Ansigt og spurgte, hvem han var. Det fortalte da Biskoppen og roste tillige hans store Forstand og Lærdom. Frederik blev meget glad ved at høre Biskoppens Lovtale over den unge Student; han gav sig selv til at spørge ham ud for at prøve hans Kundskaber, og Peder svarede så godt for sig, at Kongen blev højligt forundret derover. Da Peder Schumacher var i sit 20de År, rejste han udenlands og tilbragte 7 År i fremmede Lande. Han tilegnede sig på denne Rejse stor Færdighed i fremmede Sprog og et fuldendt dannet Væsen, så han kunne træde frem med den rette Anstand, selv overfor Konger og Fyrster, og han studerede ivrigt alle de Videnskaber, der hører til for at styre et Rige; thi han tænkte, at det kunne måske nok lykkes ham engang at blive Minister, og så ville han være dygtig for Alvor. Da han kom hjem igen efter sin lange Fraværelse, var Enevælden blevet indført, og Kongen havde Brug dygtige Mænd, som han nu også søgte blandt Borgerstanden. Frederik den Tredje havde vistnok ikke glemt sit Sammentræf med Peder Schumacher i Biskoppen Hus; desuden rådede en af hans Ministre ham til at tage ham i sin Tjeneste, og så gjorde han ham da til Opsynsmand ved den kongelige Bogsamling. Der fik han tit Lejlighed til at tale med ham og lærte rigtig at kende hans store Forstand og mange Kundskaber. Han fik sådan Tillid til ham, at han satte ham til at udarbejde Kongeloven, og der fortælles, at han kort før sin død anbefalede ham til sin Søn og Efterfølger med de Ord »Gør en stor Mand af ham, men gør det langsomt ! «. Kristian den Femte gjorde også en stor Mand af ham, men det skete ikke langsomt; thi i kort Tid lod han ham stige fra den ene Værdighed til den anden; han ophøjede ham til Greve under Navnet Griffenfeldt, gjorde ham til Ridder af Elefanten og udnævnte ham sin øverste Minister. Som Minister var Griffenfeldt på sin rette Plads og styrede Landet med så stor Lethed, at alle måtte undres derover. Også fremmede Fyrster beundrede ham; den tyske Kejser var så indtaget i ham, at han udnævnte ham til tysk Rigsgreve og den franske Konge Ludvig den Fjortende sagde om ham, at han var en af Verdens største Ministre. Men der var mange, som misundte ham hans store Magt og Anseelse, og hans noget overmodige Væsen skaffede ham mægtige fjender, som arbejdede på at bringe ham i Unåde. De benyttede enhver Lejlighed til at bagtale ham hos Kongen, og Kristian var ikke klog nok til skelne mellem, hvad der var sandt, og hvad der Løgn eller Overdrivelse. Til sidst troede han dem helt og gav sit Minde til, at han måtte fængsles. Uden at ane nogen Fare blev Griffenfeldt da også anholdt en Morgen i Slottets Forværelse, just som han ville gå ind Kongen, og samme Dag d. 11. Marts 1676 blev han indespærret som Fange i Kastellet. Dagen over holdtes han i Forvaring i Biblioteket, og om Aftenen førtes han i en Båd til Kastellet. For en særlig Domstol anklagedes han for at have modtaget Skænk og Gaver for Embeder, taget Stikpenge af fremmede Magter, ført hemmelig Brevveksling med Rigets Fjender og hånet Kongen ved at skrive i sin Dagbog: »I Dag har Kongen i Statsrådet talt som et Barn«. Griffenfeldt var ganske vist ikke uden Skyld. Meget tyder på, at han har svimlet på sit høje Stade. Han havde i Højheden glemt sine gamle Venner; han havde lært at elske Guld og Glimmer, og hans Lyst til at herske havde ført ham for vidt. Og i det, han blev anklaget for, var han heller ikke helt brødefri, omend adskilligt deraf snarest måtte regnes ham til Fortjeneste. Han ville i sit Forsvar ikke nægte at have modtaget Gaver af adskillige, som havde søgt og fået Embeder; men han påstod, at dette var Skik og Brug, og at han altid havde befordret Folk for deres Dygtighed og ikke for deres Gavers Skyld. Af fremmede Magter havde han kun modtaget, hvad Kongen vidste og billigede, og hans hemmelige Brevveksling med fremmede Magter havde tjent til Rigets Gavn. Men Griffenfeldt var falden i Unåde, hans Fjender havde fået Magten; derfor blev Dommen så hård: Hans grevelige Navn skulle tilintetgøres, hans Våben sønderbrydes, hans Ejendom inddrages, og hans Hoved afhugges. Men i Hovedsagen var han uskyldig; thi i sin hemmelige Brevveksling med de fremmede Stater havde han kun arbejdet for Landets Vel og virket imod at komme i Krig med Sverrig. Der blev nu af hans Slægt og Venner arbejdet på at få ham benådet, men det lykkedes ikke; Kongen erklærede, at han skulle henrettes. Et Par af Dommerne, Kristen Skeel og Rasmus Vinding, ville dog ikke underskrive den hårde Dom. Da Henrettelsesdagen kom, besteg han rolig Skafottet. Han talte til Tilskuerne, sagde, han var uskyldig i de Forbrydelser, hvorfor han var anklaget, men ville tage Døden som en Straf, fordi han mere havde frygtet Jordens end Himlens Konge og han erklærede, at han som Minister aldrig havde haft anden Hensigt end Kongens Ære og Landets Vel, og med opløftede Hænder krævede han Gud til Vidne på sin Uskyldighed. Derefter lagde han Hovedet på Blokken og ventede roligt på det dræbende Hug. Men idet Skarpretteren løftede Sværdet for at hugge hans Hoved af, sprængte General Schack frem og råbte: »Pardon! i Kongens Navn! « Præsterne rejste den dødsdømte op, som nu ved nogle Linier fra Kongen underrettedes om, at denne formildede hans Dom til livsvarigt Fængsel. »Nåden er hårdere end Straffen! « udbrød Griffenfeldt, og hvad der fulgte derpå, stadfæstede disse Ord. Forgæves bad han om at måtte gå i Krig som simpel Soldat; han blev indespærret i Kastellet; men efter fire Års Forløb flyttedes han til den ensomt liggende Klippefæstning Munkholm i Trondhjemsfjorden, hvor han tilbragte 18 År som levende begravet. Verdenslivet havde lukket sig for ham. Men nu lukkedes der op for en anden Verden; han skuede ind i sig selv, og da forstod han sit Livs Skæbne, både i Stigen og i Fald. »Ydmyghed skaffede mig Yndest, Yndest bragte mig Ære og Værdighed, Ære og Værdighed skaffede mig Rigdom, Rigdom avler Hoffærdighed, Hoffærdighed bringer Elendighed, Elendighed tilbagefører Ydmyghed«; således skrev han i en Andagtsbog. Hvad han ikke havde kunnet lære i sin Højhed, det lærte han i sin Elendighed: at Lykken er ustadig. Han søgte at fordrive den lange Tid og de sørgmodig Tanker ved Læsning og Skrivning; undertiden blev han kun sparsomt forsynet med Blæk og Papir; men skrev han på Loft og Vægge med Kul eller i Randen af sine Bøger med små Blystykker, som han brød af Rudernes Blyindfatning. Sin dybe Fornedrelse bar han med Tålmodighed og udbrød aldrig i Knurren eller Bebrejdelser mod Gud; tværtimod fandt han, at midt under Lykkens Ustadighed var Gud den eneste trofaste, og denne Overbevisning har han udtrykt i følgende Vers: »Da Verden blev mig vred, da lærte jeg at kende for Alvor først min Gud, mig selv, min Ven, min Fjende; min Fjende var mig gram, min Ven var svigefuld, jeg selv var skrøbelig, Gud var alene huld.« Da Griffenfeldt havde siddet fængslet i 22 År, kom Kongen endelig i Tanke om at vise Nåde og gav ham fri; men hans Helbred var nu så ødelagt af den langt indespærren, at han døde få Måneder efter i Trondhjem (1699) og han blev begravet i Vær Kirke ved Horsens. Niels Juel var Kongens største Søhelt fra Kristian den Femtes Dage, og Niels Juel var af gammel dansk Adelsslægt. Da Wallenstein i Kristian den Fjerdes Tid brød ind i Jylland, flygtede Sofie Sehested, gift med Erik Juel på Herregården Torp i Ty, op til Norge; her fødte hun Niels Juel, men en Måned efter var hun med sin lille Søn i Jylland igen. I 4 År gammel blev Drengen Page hos Prins Frederik, senere hos Frederik den Tredje, som fik Godhed for ham, lod ham besøge Sorø Akademi og senere rejse udenlands, for at han kunne uddanne sig til Hofmand. Dog var det ikke Livet ved Hoffet, men Livet på Søen, Niels havde Lyst til. Fortællingerne om Kristian den Fjerdes Bedrifter havde fyldt hans Sind; en sådan Søkriger ville han gerne være. Da han derfor kom ud at rejse, styrede han Kursen til Holland, de berømte Sømænds Hjemstavn, og her lærte han Sømandskunst under Helte som Tromp og Ruyter. Efter 6 Års Læretid vendte han hjem; da var Frederik den Tredje Konge, og Niels blev Chef på Holmen. I Svenske-Krigen førte han en Del af Flåden og vandt Ros derfor. Efter Krigen vedblev han både i Frederik den Tredjes Tid og senere i Kristian den Femtes at sørge for Flåden. Mange nye og store Skibe blev byggede, alt holdt i fortræffelig Orden; da den »skånske Krig» brød ud, lå der i Orlogshavnen 31 Krigsskibe, hvoriblandt 16 førte mellem 50 og 90 Kanoner. Som Menneske var Niels Juel agtet og afholdt af alle, ikke mindst af sine undergivne, der ikke noksom kunne rose hans Venlighed og Godmodighed. Var nogen dansk i Sind og Skind, så var han det; det danske Lune og den danske Beskedenhed kendes så godt i følgende Træk: Efter at Krigen var endt, i hvilken Niels havde vundet udødeligt Navn, hændtes det undertiden, at man lod ham vente temmelig længe i Rentemesterens Forværelse; den udtalte sin Forundring derover, strøg Juel sig om Hagen og sagde så lunt: »Man har nu ikke Niels behov«. Hjemme i hans Hus var godt at være; hans Hustru stod værdig ved hans Side og holdt ham ikke tilbage fra hans vovelige Færd; da han gik i Krig, skal hun have sagt: Jeg venter dig igen, Niels; men hellere død end sejrløs. I een Henseende adskilte Niels Juel sig fra andre Sømænd; der kom aldrig en Ed over hans Læber, og hørte han en sådan fra andre, satte han dem i Rette. Ingen søgte Kirken flittigere end han, i sit Hjem holdt han Andagt med sine Børn og Husfolk, og hvor han færdedes, bluedes han ikke ved at være Gud bekendt. Barnlig troende, god mod sine undergivne, jævn og dansk i al sin Færd, således var Helten hjemme. I Farens Stund indgød han alle Tillid; thi han var fast og klar i sin Befaling, og lige så besindig som kæk. I de to første År af den »skånske Krig« fik Niels Juel ikke ret Lejlighed til at vise sin Duelighed. Hollænderne var Kristian den Femtes Forbundsfæller, og da de kom Kristian den Femte til Hjælp med en Flåde, gjorde den hollandske Admiral krav på at have Overanførslen. Juel huede ikke dette; han mente, han nu havde tjent Kristian den Femtes så længe, at han vel måtte være værdig til at føre Flåden; men beskeden, som han var, bøjede han sig dog villig for Kongens Ønske, lod Hollænderen føre an og kæmpede tappert under ham. Det tredje År (1677) kom Hollænderne for sent, hvad Niels Juel ikke var ked af. En svensk Flåde under Admiral Sjøblad var gået ned i Østersøen, og Niels Juel løb ud med den danske for at opsøge hin. Den 30. Maj fik han den i Sigte under den tyske Kyst og jagede den et Par Dage, indtil han i. Juni kom den på Skud under Falster. Skønt flere af de danske Skibe førtes af feje Mænd, mest Hollændere, der svigtede under Kampen, vandt Niels Juel her en glimrende Sejr. I Løbet af et Par Timer tog han 8 fjendtlige Skibe og 2.000 Fanger, deriblandt Admiral Sjøblad, uden at hans egne Skibe havde lidt synderlig. Imidlertid var en anden svensk Flåde løbet ud, ført af Admiral Horn. Denne Flåde var stærkere end den danske, og Juel, der lå i Køge Bugt, fik Ordre til at undgå Slag, så længe Hollænderne ikke var komne. Men da den svenske Flåde lagde ind under Møen, og det rygtedes, at den havde Landgangstropper om Bord, bestemte til et Plyndringstog på Sjælland, lod Juel forespørge hos Regeringen, om han under disse Omstændigheder skulle vedblive at vente. Admiralens Broder, den sindige Jens Juel, sendtes da til Flåden for at deltage i Krigsrådet og vurdere med Broderen, hvad Bestemmelse der burde tages. Søndag Morgen den 1. Juli lå Flåderne tværs over for hinanden i Sundet; overfor 25 danske Skibe lå 36 svenske. Juel skønnede vel Fjendens store Overmagt, men han havde lagt sin Plan og vovede Kampen. Svenskerne, der havde Vinden med sig, ville ikke angribe, hvorfor Juel søgte at lokke dem med ind i Køge Bugt, hvorved Vinden ville blive ham gunstigere. Da dette lykkedes, hejsede han »det røde Flag« og gik nu løs på Fjenden. Ved dristige og snilde Manøvrer splittede han den fjendtlige Slaglinie, så den måtte fægte spredt og fik derved ikke Gavn af den store Overlegenhed. Mægtig drønede Kanontordenen ud over Sundet. Fra den skånske Kyst fulgte Kong Kristian den Femte Slagets Gang, og da ved Middagstid Bulderet trak sig mere og mere i Syd og Øst over mod Bornholm, skønnede han, at Juel havde sejret. Stoltere Sejr er ikke vunden i vore Farvande. Den svenske Flåde var spredt og opløst, 7 af dens Linieskibe var tagne, andre var gåede til Havsens Bund, kun sørgelige Rester vendte hjem til de svenske Havne, medens ikke eet af vore Skibe var tabt. Niels Juel blev højt hædret af sin Konge og af sine Landsmænd, blandt andet ved en Skuepenge, der bar Indskriften: »Således stilles Urolighederne i Østersøen«. Så længe Krigen stod på, vovede ingen svensk Flåde mere at vise sig i Østersøen. Efter Krigen købte Niels Juel for sine Prisepenge den kongelige Del af Øen Tåsinge med Valdemars Slot, og henlevede her lykkelige Dage. En af hans Omgangsvenner var Salmedigteren Thomas Kingo, Fyns Biskop. Niels Juel omtalte aldrig selv sine Bedrifter, og når andre gjorde det, gav han Gud Æren, Da han døde 1697, blev hans Støv stedet til Hvile i Holmens Kirke, hvor hans Ven Thomas Kingo satte ham følgende jævne Mindevers, som passer så godt på den jævne danske Helt: »En Mand af gammel Dyd og dansk Oprigtighed, af Ja og Nej, og hvad man godt og ærligt ved, Hans Sjæl den er hos Gud, hans Ben i denne Grav hans Navn i Minde, mens der findes Vand i Hav. « Foruden den store Statsmand og den store Søhelt er der endnu tre Mænd i Kristian den Femtes Tid, vi ikke bør glemme, nemlig de tre Præstemænd: Laurids Kok, Peder Syv og Thomas Kingo. Alle tre udmærkede sig ved Kærlighed til det danske, hvad særlig må påskønnes, fordi de levede i en Tid, da det fremmede sattes til Højbords, da Hofmændene og Herremændene gerne talte Tysk eller Fransk, og de lærde holdt sig til Latinen. I det nordvestlige Hjørne af Sjælland, i Refsnæs, boede Præsten Laurids Kok. Han lyttede så længe til de trohjertede danske Folkeviser fra Middelalderen, at han selv begyndte at nynne dem efter og digte danske Sange, der meget lignede de gamle Viser, og således fremstod da i den latinske Tid Sangen »Danmark, dejligst Vang og Vænge«, en af dem, der ikke ville dø, så længe der synges på Dansk. På den modsatte Side af Øen, i Hellested, nær ved Stevns Klint, boede Laurids Koks Skolekammerat, Peder Syv, en Fæstebondes Søn, som var bleven Præst og en lærd Mand, men som over al den fremmede Lærdom ikke havde glemt, af hvad Rod han var runden. Denne Mand er den første, som begyndte at skrive om det danske Sprog på Dansk. Han ved nok, at dette vil forekomme de lærde underligt; de ville sige, at han hellere måtte have brugt Tiden til at skrive om det latinske eller græske Sprog; men han vil da svare: »Mig bør jo først at vide mit Fædreland og dets Sprog nogen Ære.« Som hans Ven Laurids Kok yndede han Folkeviserne; han udgav påny Anders Vedels: »Hundrede Kæmpeviser« og øgede Samlingen med hundrede andre. Men mest Gavn gjorde han dog nok ved at udgive en Ordsprogssamling. Fra gammel Tid har Folket nedlagt sin Livsvisdom i stående Udtryk og Talemåder, ofte billedlige; de høre med til Modersmålet, og Peter Syv havde særlig lagt sig efter at kende disse Udtryk, hvori han fandt, der var »Fynd og Klem«. De Ordsprog, andre havde skrevet ned, benyttede han, men mange samlede han op af Folkemunde og reddede derved sikkert nok en Del af disse kærnefulde gamle Ord fra Forglemmelse, indtil den Tid kom, da man bedre forstod at skønne på, hvad der hæver og pryder vort Sprog, og Ordsprogene atter kunne vandre fra Peter Syvs Bog over på Folkets Tunge. En endnu kraftigere Støtte fik Modersmålet i Thomas Kingo, som desuden har en særegen Betydning for den danske Menighed. Hans Fader, der som Barn var kommen hertil fra Skotland, var fattig Væver i Slangerup; Moderen var af dansk Byrd. Deres fattige Hjem var et godt Hjem, så når Thomas Kingo senere tænkte tilbage på det, kunne han sige: » Jeg var tilfreds med mine Kår og stoled på mit Fadervor.« Den livlige og begavede Dreng gik godt frem, og han blev omsider Præst i sin Fødeby. Menigheden her til Lands havde mest måttet nøjes med tyske, på Dansk oversatte Salmer, og det mente Kingo at man ikke behøvede; thi »de Danskes Ånd er dog ikke så fattig og forknyt, at den jo kan stige lige så højt mod Himlen som andres, alligevel at den ikke bliver ført på fremmede og udlændiske Vinger«. Nogle År efter blev Kingo af Kristian den Femte kaldet til at være Biskop i Odense, hvor han virkede som en nidkær Tilsynsmand i 26 År. Også her vedblev han at digte nye Salmer og udgav anden Del af »Åndeligt Sjungekor«. I Fortalen revser han dem, der lade hånt om vort danske Sprog, dem, som måske i 30 År have ædt Fædrelandets Brød uden at have lært 30 danske Ord, og som indbilde sig, at det er et Vadmelssprog, som de ikke gide tage på deres Silketunger. Kingo elskede vort Sprog, og ved sine Sange lærte han mange at skønne bedre på det. Derhos var han en barnlig troende Kristen, hvis Salmer have været og ville vedblive at være til megen Opbyggelse i Menigheden. De bedste af dem er Morgensalmerne og den Række af højtidsfulde Påskesalmer, hvori vi følge Herren på hans Smertes Vej fra Påskemåltidet, over Kedron, gennem Getsemase og Domhuset, over Golgatha, til Graven, hvoraf han sejrrig opstod Påskemorgen. Herrens Storværk, Død og Pine, hans Oprejsning, Himmelfart, hans Besøg hos alle sine og hans Råb: jeg kommer snart! det var Kingos Skjaldeåre, rig på Smil igennem Tåre. Han døde i 1703. Ole Rømer levede også under Kristian den Femte. Han var en stor Regnemester og blev berømt over hele Verden, fordi han opdagede Lysets Hastighed ved at regne ud, hvor længe det er om at gennemløbe Vejen fra Solen til Jorden. En Tid opholdt han sig i Frankrig, hvor han nød så stor Anseelse, at han blev Lærer for den franske Kronprins. Men han kom dog hjem til Danmark igen, og her satte han igennem, at der blev indført ens Mål og Vægt over hele Riget, og at Landevejene blev opmålt og forsynet med Milepæle. Han udførte også det store Arbejde at udarbejde en Jordebog, hvori alle Landets Jorder blev vurderet efter deres Størrelse og Godhed, så der kunne pålægges hver Landejendom en nogenlunde retfærdig Skat. Kristian den Femtes danske Lov hedder den Lovbog, som udkom under Kristian den Femte. En Del af dens Bestemmelser er i den nyere Tid blevet ophævet ved andre Love, men ellers gælder den endnu for Lov i Danmark. »Hollænderiet«, dvs. mejeridriften begyndte at afløse studedriften i Slesvig-Holsten her ved århundredeskiftet. Også vekseldriften med dyrkning af rug, byg, havre og boghvede blev indført. Indhegningen af de store godsers jord påbegyndtes. I Holsten var livegenskabet gældende, og man forsøgte at få det ændret til hoveripligt. Men selv hoveriet var en enorm belastning. Når havde man mulighed for det flygtede man fra livegenskabet til små fiskerlejer. Men der var betydelige spring i velstand fra de gamle storbønder, til de jævne husmænd og ned til de ubarmhjertigt fattige daglejere. Købmændene i byerne opkøbte store råstofpartier, som de fik bønderne til at forarbejdede. Så solgte købmændene varerne, og tjente formuer på det. I Jylland var det mest hoser og uldvarer. I Sønderjylland var det kniplinger. Købmændene i Ålborg, Randers og Ribe havde specialiseret sig i lærredsproduktion. Også handsker, hatte og mange andre produkter blev fremstillet på denne måde. Samtidig med at arbejdsdelingen indenfor håndværket blev organiseret i manufakturer, skred handel og teknisk udvikling frem sammen med udbredelse af betalingsmidler. Selv efter reformationen er der adskillige eksempler på videnskabens trange kår, og ude i Europa hvilede katolicismen stadig tungt over nytænkningen. Glemt var ikke den italienske dominikanermunk Giordano Bruno (1548-1600), der blev brændt på bålet som kætter, fordi han hævdede, at verden er uendelig, og at jorden ikke er dens centrum, og at Gud og naturen er ét. Glemt var heller ikke kirkens fordømmelse af Gallileo Galilei (1564-1642). Det var under svenskekongen Karl XI, at heksetroen for sidste gang rigtig brød frem. Alene i et af Sveriges landskaber aflivedes i løbet af to måneder 71 kvinder, og i alle rigets kirker påbød regeringen, at der skulle opsendes bønner til gud imod djævlen og heksene. Alle mennesker, selv de mest oplyste, var opfyldt af fantasier om hekseri og forbund med den onde. Da Hjärne i 1676 blev udnævnt til medlem af den domstol, som skulle dømme i disse trolddomssager, var han også under indflydelse af de samme fordomme som alle andre. Men ved at beskæftige sig med de stakkels forvirrede mennesker, som anklagedes af andre eller anklagede sig selv for hekseri, kunne han indse, at det hele stammede fra ondskab og hævngerrighed eller fra sygelige indbildninger. Han lagde sine iagttagelser så klart frem, at fra ca. år 1700 var hekseprocesserne forbi i Sverige.

Danmark har i de slesvig-holstenske hertugdømmer haft nogle »tyskvenlige« fjender, der i århundreder har kostet den danske kongemagt, adelsmagt og kirkemagt blod og penge, men den tyske indflydelse havde også bredt sig stærkt i landets højeste klasser, hvor det tyske sprog i lange, lange tider fortrængte det danske sprog. Nogle af problemerne i Slesvig-Holsten daterer de stridende parter bl.a. til at Didrik den Lykkelige's (1390-1440) søn besteg Nordens troner under navn af Christian den Første (1448-1481). Christian var greve af Oldenburg, konge af Danmark, Norge og Sverige; hertug af Slesvig og Holsten. Hans far, Didrik den Lykkelige var greve til Oldenborg og Delmenhorst, og disse to landsdele gik over til hans andre to sønner: Moritz og Gerhard, og disse 2 landsdele blev senere et tvistens æble mellem Joachim Ernst af Pløen og hertug Christian Albrecht af Gottorp. Efterfølgende er der i tidens løb fremkommet megen uro ved de mange delinger i »linier«; og af disse mange linier skal blot nævnes den augustenborgske, da dens senere hertug, en søn af prins Frederik Christian og Louise Augusta, datter af Caroline Mathilde, søster til Frederik den Sjette, påførte Danmark Tre-årskrigen fra 1848-50, sammen med sin broder prinsen af Nøer. Men Slesvig-Holsten blev altså udstykket i det uendelige, hvorved der opstod arvestridigheder og ideligt kævl og vrøvl. Ved Christian den Førstes død i 1481 skulle hans søn Hans følge ham på tronen, men imidlertid søgte dronning Dorothea, enke efter Christoffer af Bayern (Danmarks konge i 1439-48), og som efter hans død blev gift med kong Christian, at få den yngre broder Frederik valgt til hertug i Slesvig-Holsten. Frederik hævdede at have samme rettighed som Hans, der imidlertid stod på sin arveret ifølge Forordningen af 1460, der bestemte at kun een af kongens sønner skulle vælges, og det blev således Hans som den ældste søn. Desværre indlod kong Hans sig i 1490 på den berygtede deling af hertugdømmerne. Ved denne 1ste deling i 1490 fik hertug Frederik den gottorpske del samt Nordstrand, medens kongen beholdt den segebergske del. Men hertug Frederik var stadig utilfreds og forlangte mere og mere, bl.a. halvdelen af Norge, Lolland, Falster og Møen som fædrenearv. Det blev dog kong Hans for broget og på en rigsdag i Kalundborg i 1494 erklæredes hertug Frederiks krav for aldeles uhjemlede. Med hensyn til Slesvig havde denne deling fordærvelige følger. Det udstykkedes som om det var privat jordegods, og dets ledelse blev undergravet, idet Slesvig stedse bragtes i nøjere forbindelse med Holsten. Adelen og gejstligheden skulle tage deres besiddelser til len af begge fyrster og være dem hørige og lydige. Gælden, der hvilede på hertugdømmerne, skulle deles mellem begge, ligeledes afgifterne, som blevet tilstået på landdagen, der fra nu af skulle være fælles for begge lande. Det var kun et skin af enhed, der bevaredes, men derudover lagdes også grunden til de senere fortsatte delinger og bestandige udstykninger, der stedse mere søndersplittede landet. Mærkelig nok stred denne fremgangsmåde på det bestemteste mod den bekendte bestemmelse i Forordningen af 1460, hvori stod at landet skulle blive »ewich tosammen ungedelt«. Og denne forsikring, der allerede viser sig ugyldig og glemt 30 år efter at den var givet, har man så efter 400 års forløb i 1848 ville gøre gældende som en evig, uforanderlig grundlov for en nye stat: Slesvig-Holsten. Hertugdømmerne var imidlertid både ved Frederik den Førstes og Christians den Tredjes tronbestigelse genforenede med Danmark; men så kommer den ulyksalige 2den deling, idet Christian den Tredje i 1544 besluttede at dele hertugdømmerne med sine 3 brødre, Hans, Adolf og Frederik, selvom feltherren Johan Rantzau rådede kongen til at forene hertugdømmerne med riget, eller i det mindste beholde Slesvig urørt, og overlade brødrene Holsten til deling. Den yngste broder Frederik gav afkald på sin del mod at få gejstlig forsørgelse, og han fik senere byen Slesvig og Hildesheim. Men begge hertugdømmerne blev nu delt i 3 dele. Kongen fik af Slesvig den sønderborgske del, bestående af Als, Ærø, Sundeved og Flensborg amt, Hans, med tilnavn den Ældre, den haderslevske del, bestående af Haderslev, Lygumkloster og Tønder amter tilligemed Nordstrand, og Adolf den gottorpske del, bestående af amterne Åbenrå og Gottorp, Stapelholm, Husum og Eiderstedt. Ligeledes blev Holsten delt mellem de 3 brødre, men derimod skulle de alle 3 være fælles om højheden over ridderskabet, om klostrene, som adelen tildels havde tilranet sig, endvidere om byerne, yderligere om toldindtægterne ved Gottorp og Rendsborg samt endelig om fordringen på Ditmarsken. Det var altså krongodset, der blev delt, hvilket passede adelen godt, da den netop kunne gøre regning på større uafhængighed under flere regerende fyrster, mellem hvem enighed i længden ikke var at vente. Det viste sig også hurtig, at brødrene vægrede sig ved at hylde kongen som deres lensherre og nægtede forpligtelsen til at yde den danske konge lenstjeneste. De opførte sig som »småkonger«. Først langt hen i Frederiks den Andens regeringstid blev de tvungne til at aflægge hyldingseden. Den 3 deling skete under Frederik den Anden (1534-1588), der mente sig forpligtet til at dele hertugdømmerne med sine brødre. Den ældste, Magnus, fik stifterne Øsel og Kurland i 1560; men i 1564 indrømmede han en yngre broder Hans, med tilnavn den Yngre, en trediedel af sin andel i Slesvig, nemlig: amterne Sønderborg, Nordborg og Ærø tilligemed Pløen og flere stykker i Holsten. Fra Hans den Yngre nedstammer den sønderborgske linie, der allerede ved Hans død i 1662 delte sig i 4 nye linier: den sønderborgske, den augustenborgske, den glückborgske og den plöenske, hvoraf de 3 sidste uddøde i løbet af det 18 århundrede. Fra den første af disse, altså den sønderborgske udsprang igen 5 linier, der dog alle uddøde med undtagelse af den augustenborgske og den bekske, hvilken sidste siden 1825 efter slottet Glücksborg har antaget navnet den glücksborgske. Fra det glücksborgske hus nedstammer som vort kongehus, idet hertug Vilhelm af Glücksborg var oldefader til kong Christian den Tiende. Stamfaderen til det augustenborgske hus var Ernst Günther, der var ældste søn af hertug Alexander, der i sin tid arvede den sønderborgske del. Hertug Günther oprettede hovedgården Augustenborg på Als og opførte slottet. Der er endnu en del små delinger i den følgende tid, og sådanne varede ved indtil Danmark freden på Frederiksborg Slot i 1720, hvor man afsluttede Den Store Nordiske Krig, der havde varet i 11 år, hvor Danmark fik enebesiddelse af Slesvig. Frankrig og England og i 1732 Rusland og Østrig garanterede den danske kongemagt retten dertil. Men delingerne fremkaldte forviklede forhold i hertugdømmerne og var en af årsagerne til, at Danmark til sidst inddroges i krig med Sverige. »Christian Albrecht, hertug over den gottorpske del af hertugdømmerne, gift i 1667 med en søster til Christian den Femte, var fortørnet over, at Danmark ved forhandlinger med hertug Joachim Ernst af Plöen og ved kejserlig hofrets dom i 1673 var kommet i besiddelse af grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, hvorpå han mente at have krav. Hertug Christian Albrecht søgte på alle måder at chikanere den danske regering, og i harme over, at dommen var gået ham imod, sluttede han sig til Sverige, der havde besiddelser i Tyskland og som derfra let kunne falde den danske konge i ryggen, hvis Danmark og Sverige atter skulle støde sammen. På samme tid opstod store krigsuroligheder i Europa, da Ludvig den Fjortende i 1672 angreb Holland, der blev stærkt truet af overmagten. For at hindre Hollands undergang rustede flere magter sig, deriblandt den tyske kejser og kurfyrsten af Brandenborg, for derved at komme Holland til hjælp. Frankrig fik imidlertid Sverige til at indgå et forbund med sig. Griffenfeld rådede til at holde sig neutral under den strid, da Danmark endnu trængte til mange forbedringer, særlig hvad hær og flåde angik. Såfremt en krig skulle blive nødvendig, stemte han for at slutte sig til det stærke Frankrig i håb om derved at bevare det gode forhold til dets allierede, Sverige. Griffenfeld fulgte i så henseende den betydelige statsmand Hannibal Sehesteds råd til Frederik den Tredje, om ikke blot at holde fred med Sverige og glemme tabet af de skånske landsdele, men endog at slutte forbund med Sverige, thi forenede kunne de nemlig hævde sig overfor andre stater, ikke mindst ved deres forenede flåder. Det var også nok værd at være makker med Frankrig ved en eventuel fredsslutning. Denne fornuftige plan kuldkastedes desværre af Christian den Femte, der, støttende sig til et krigsparti, og håbede at kunne tilbageerobre de tabte landsdele i Sverige og tillige at vinde laurbær på valpladsen. Da Griffenfelds fornuftige plan var forkastet, fulgte kongen uden betænkning en opfordring fra kurfyrsten af Brandenburg til at slutte sig til ham og hans våbenfæller, og følgen blev at Danmark erklærede Sverige krig i 1675. Da Christian den Femte ikke kunne overtale sin svoger Christian Albrecht af Gottorp til at gå med på dansk side, lod han ham i Rendsborg tage til fange og tvinge til at give afkald på de fordele som Sveriges våben tidligere havde forskaffet ham ved Roskildefreden i 1658 og Københavnerfreden i 1660. Griffenfeld rådede nu til at angribe det for tropper blottede Skåne, hvis indbyggere var Danmark hengivne. Men dette kloge råd forkastedes af Brandenburg, der ville have og også fik Danmarks hærmagt anbragt i Tyskland for at angribe svenskerne og hindre dem i fra deres besiddelser i Pommern at falde Brandenburg i ryggen, medens dette og dets øvrige allierede kæmpede mod franskmændene. Da krigen var endt med svenskernes nederlag, særlig efter indtagelsen af Wismar, blev landkrigen forlagt til Skåne, og samtidig hermed brød Gyldenløve, kongens halvbroder, fra Norge ind i Sverige. I begyndelsen gik alt godt for de danske; men senere fulgte uheld på uheld, særlig på grund af Ahrenstorfs feje og skødesløse optræden ved Christianstad, hvor Danmark havde en stor hær samlet. Til søs havde Danmark under Niels Juel dels alene dels i forbindelse med den hollandske admiral Tromp, tilkæmpet os smukke sejre. Da imidlertid de tyske magter var trætte af krigen og sluttede fred med Frankrig, dikterede dette mægtige land Danmark hårde betingelser i 1679. Danmark fik ikke en fodsbred land tilbage i Sverige og måtte atter indsætte hertugen af Gottorp i hans gamle rettigheder. Ulykken var også den, at Griffenfeld var fjernet fra kongens råd i 1676 og var blevet afløst af uduelige, uvidende og feje mænd, der nærmest kun tænkte på eget bedste, og Griffenfeld måtte lide et forsmædeligt livsvarigt fangenskab på Munkholm.

Hertugen af Gottorp, som også hed Frederik den Fjerde, viste sig meget fjendtlig mod Danmark; han sluttede Forbund med Hannover, skaffede Soldater fra Sverrig og belavede sig rigtig for Alvor på at kunne trodse den danske Regering. Kong Frederik af Danmark var bange for den militarisering, der var sket i Gottorp; men han var bange for, at Sverrig skulle hjælpe Hertugen, som var gift med den svenske Konges Søster. Alle var de enige om, at Sverrig var blevet for mægtigt, det skulle tugtes, og dets Forbundsfælle, den gottorpske Hertug, skulle fordrives. Tiden var belejlig, mente man; den kloge og virksomme Karl den Ellevte var død 1697, og hans Søn Karl den Tolvte var en Knøs på 18 År og syntes ikke at due til andet end at gå på Bjørnejagt. Kongen sluttede da i 1700 først Forbund med Peter den Store af Rusland og August den Anden af Saksen-Polen. Krigen begyndte fra dansk Side med i 1700, med at den danske Hær besatte de gottorpske Lande. Alt syntes at gå godt og vel. Men både England, Holland og Sverrig holdt med Hertugen og sendte ham hjælpetropper, der snart stod ved Holstens sydgrænse. Det viste sig snart, at Kong Frederik havde forregnet sig med Hensyn til Kong Karl. Da Kong Karl´s Rigsråd vaklede om, hvorvidt at Sverrig kunne tage Kampen op med så mægtigt et Forbund, trådte den unge Konge frem som en viljefast Mand og udtalte: »Jeg har ikke i Sinde at begynde nogen uretfærdig Krig, men heller ikke at ende nogen retfærdig uden mine Fjenders Undergang«. En Flåde sejlede mod København, og den svenske Konge Karl den Tolvte landede med 12.000 Mand ved Humlebæk på Sjælland og drog mod Hovedstaden. Da han steg i Land ved Humlebæk, fyredes fra Kysten, og Karl hørte her for første Gang Kuglerne pibe om Ørene. Men langt fra at forskrækkes udbrød han muntert: »Det skal herefter være min Livsmusik«. Dette Anfald kom uventet for Danmark. Så blev Kong Frederik bange og sluttede fred i Travendal samme År, som Krigen var begyndt. Han måtte betale Hertugen af Gottorp en stor Sum Penge (260.000 rigsdalere) og stadfæste hans uafhængighed af Danmark. Frederik den Fjerde havde kun fået en ringe Undervisning i sin Ungdom, og hans Fader havde ikke ladet ham tage ret megen Del i Regeringen. Han havde ellers en god forstand og megen Lyst til Arbejde, og da han først var blevet Konge, gjorde han sig megen Umage med at sætte sig ind i Statssagerne. Enevælden bragte ikke Bedring i Bondens Kår. Den gamle Adel beholdt sin Skattefrihed, og den nye Adel, Greverne og Baronerne, fik en endnu større Skattefrihed, idet ikke blot dens Sædegårde, men en Del af dens Fæstegods blev fri Jord, hvoraf der ikke skulle skattes til Staten. Herremanden kunne da skaffe sig yderligere Indtægter deraf. Der førtes langvarige Krige, der fejredes glimrende Hoffester, og det var mest Bonden, der måtte betale Gildet. Når Herremanden sendte Bud, måtte han møde på Hovmarken og forsømme sit eget Avlsbrug. Ridefogdens Pisk furede hans Ryg, Træhest og Halsjern stod til rede for ham, de højere stillede Samfundsklasser så ned på ham og regnede ham knap for et Menneske. Intet Under, at hans Jord bar mere Ukrudt end Korn, at hans Gård blev en faldefærdig Rønne, at han blev fattig og sløv og ofte sank sammen i Råhed og Laster. Kongerne kunne have hjulpet ham, de var jo enevældige, men de hjalp ham ikke. Bønderne på Sjælland, Lolland og Falster havde i lange Tider været trælbundne til det Gods, hvorpå de var født; om de aldrig havde det så ondt, måtte de dog ikke flytte bort derfra uden Herremandens Tilladelse. Denne Tvang kaldtes Vornedskab og var en af de værste Plager for Bondestanden. Der var ikke mange, som brød sig videre om de stakkels Bønder. Frederik den Fjerde ophævede i Året 1702 ved et Lovbud det Vornedskab, der fra gammel Tid havde bundet Bønderne på Sjælland, Lolland og Falster til Fødestavnen, men det gjaldt kun for dem, der var født, efter at han var blevet Konge, og de øvrige fik Ret til at købe deres Frihed for en rimelig Betaling. Men Frugterne af dette Lovbud tilintetgjordes snart ved Indførselen af en ny Ufrihed: Stavnsbåndet, der for så vidt var værre end det hidtil gældende Vornedskab, som det strakte sig over hele Landet. Det blev indført for Værnepligtens Skyld. Som sine Forgængere arbejdede Frederik den Fjerde på at danne en dansk Hær, som kunne afløse de hvervede Hære, og påbød derfor i 1701 dannelsen af et Landeværn på 15.000 Mand, der skulle udskrives af Bondestanden. Men det var en stor Uretfærdighed, at kun Bønderne skulle være pligtige at tjene i denne Hær. De udskrevne Karle kunne blive hjemme og udføre deres sædvanlige Arbejde, idet de "kun" skulle give Møde på en nærliggende øvelsesplads et Par Timer hver eller hveranden Søndag. Men under den følgende Konge, Kristian den Sjette, gav man Værneloven en Tilføjelse, der havde sørgelige Følger, ved en Forordning af 4. Februar 1733 blev det overladt til Godsejerne at inddele deres Fæstegods i Lægd og foretage Udskrivning, og da man frygtede for, at de unge Karle skulle forlade Godset for at unddrage sig Værnepligten, forbødes det de Karle, som Herremanden havde indført i sin Rulle, at forlade Godset før efter endt Krigstjeneste. Således begyndte Stavnsbåndet, men det strammedes i den følgende Tid hårdere og hårdere. Allerede i Kristian den Sjettes Tid blev det fastsat, at Ufriheden skulle begynde med Niårsalderen, og at ingen Landsoldat måtte nedsætte sig anden Steds end på det Gods, hvorfra han var udskreven, og Trældommen blev fuldkommen under Frederik den Femte, som forordnede, at alt Mandkøn skulle være stavnsbundet fra det 4. år Livet igennem. Lige indtil Frederik den Fjerdes Tid stod det meget usselt til med Bøndernes Religionsoplysning i Luthers Katekismus. Nogle omflakkende Skolelærere, vandrede om Sommeren omkring fra den ene Landsby til den anden og en Gang imellem kaldte Børnene sammen i en eller anden Jordhytte for at give dem en lille Smule indoktrinering og ramser i Luthers Katekismus. Der var ikke ret mange, som lærte at læse ordentligt, og næsten ingen fik lært at skrive og regne. Om Vinteren var der slet ingen Skolegang. Slotspræsten Peder Hersleb på Frederiksborg talte med Kongen om at gøre en Forbedring i indoktrineringsarbejdet, og efter hans Råd opførte Frederik den Fjerde så 240 grundmurede Skoler omkring på de kongelige Ryttergodser. I disse Skoler blev der ansat faste Lærere med en vis årlig Løn, og de fik en bestemt Plan at undervise efter, så Børnene lærte både Religion, Læsning, Regning og Skrivning. De børn, som ikke havde Fader og Moder til at forsørge dem, skulle absolut på det nystiftede Vajsenhuset i København, hvor 100 forældreløse Børn skulle have fri Kost og Undervisning. Men efter at Kong Karl ved denne raske Færd mod Kong Frederik i 1700 havde Kong Karl skaffet sig af med een Fjende, og han gik rask mod den anden fjende: den russiske Zar. Siden Trediveårskrigens Tid var Sverrigs Magt udbredt rundt om på Østersøens Kyster; som det Syd for Østersøen rådede over Forpommern og en Del af Bagpommern, rådede det Øst for Østersøen over de vidtstrakte Kystlande: Ingermanland, Estland og Livland. Det var Zarens Hensigt at fratage Sverrig de sidstnævnte Lande, og han havde allerede taget en Del deraf i Besiddelse, da Kong Karl pludselig landede derovre og gik mod Zaren, der stod ved Narva med 50.000 Mand. Karls styrke var kun ringe, han havde kun 8.000 Mand, men så var Modet og Sejrshåbet des større. Med Dristighed og Raskhed angreb han Russerne, drev dem ud af deres faste Stilling og jagede dem som en Flok skræmte Får over Moser og Marker. Rygtet om den unge Helts glimrende Sejr fløj Europa rundt. Den anden af Forbundsmagterne var sat til Dørs, og han vendte sig nu ilsomt mod den tredje. August den Anden modtog ham ved Floden Dyna, men havde ikke bedre Held end sine medforbundne, også han måtte vige, og Svenskerne holdt Indtog i Kurland. Da således alle Fjenderne var besejrede, kunne Karl have sluttet Fred med Hæder, alle hans Venner rådede ham dertil, og det havde været forstandigt, om han havde fulgt Rådet; men han havde sat sig i Hovedet, at August, hvem han anså for Ophavsmanden til Forbundet, ikke måtte være Konge i Polen, og hvad han engang havde sat sig for, kunne ingen Magt i Verden få ham fra. Hans Viljefasthed forvandledes her, som oftere, til Halsstarrighed. I Året 1702 brød han ind i Polen, hvor han gennem en Række Sejre satte sig i Besiddelse af hele Landet. Kong August, der, foruden at være Polens Konge, også var Kurfyrste i Saksen, måtte vige tilbage til dette Land, og Karl satte Adelsmanden Stanislaus på Polens Trone. August, der mente sig tryg i Saksen, ville imidlertid ikke godkende denne Ordning. Så var der ikke andet for, end at Svenskerne måtte videre. Karl førte sin sejrsvante Skare ind i Tyskland, gik uden at spørge om Forlov gennem Kejserens Lande, og den forskrækkede Kurfyrste måtte nu gå ind på, hvad der krævedes, frasige sig den polske Trone og endda være glad, at han reddede Kurhatten. Den unge Heltekonge, Karl stod da på sin Lykkes højeste Trin, elsket af sine Venner, frygtet af sine Fjender, beundret af hele Europa. Han levede og døde som Krigsmand; Lejren var hans Hjem. Som han der færdedes, høj og slank, med løftet Hoved, i den simple blå Frakke med Messingknapper, med trekantet Hat, høje Kravestøvler, lange gule Handsker og vældigt Slagsværd, således kendtes han af sit Folk, og således bevarer det hans Minde. For sine Krigere var han næsten et overnaturligt Væsen; han kunne få dem med til de dumdristigste Anfald og til de overordentligste Anstrengelser. Folket led under hans Selvrådighed, det sank under hans utæmmelige Krigslyst ned fra Stormagt til Vanmagt, og det pintes af Skatter; men det kunne ikke fælde en hård Dom over den fejrede Helt; det så bort fra den ukloge Styremåde og lod med Stolthed Øjet hvile på Krigeren. Det så i ham Billedet af gammel nordisk Kæmpevilje og Kæmpekraft, og trods alt, hvad det måtte lide ude under hans Krigerfærd, blev det ikke træt af at beundre hans Jernvilje. Men medens han satte sin Vilje igennem i Polen, havde Peter den Store nyttet Tiden til atter at sætte sig i Besiddelse af svensk Kystland, ja endog der på lagt Grunden til sin ny Hovedstad Sct. Petersborg. Da fattede Kong Karl en ny og dristig Plan til et Felttog  i hvilket han ville knuse den store Zar. En svensk Hær skulle fra Finland gå mod Petersborg. Selv ville han føre sin Hær fra Polen ind i Hjertet af Rusland, en tredje Hær, udgået fra Riga, skulle støde til ham undervejs, ligesom også Kosakkerne havde lovet at slutte sig til ham. I Spidsen for den Styrke, han således gjorde Regning på, ville han gå til Moskva, og der foreskrive Zaren Freden. Men han betænkte ikke, at alle sådanne Beregninger kunne slå fejl, og hvor vanskeligt det er at føre en Hær over Ruslands øde, vidtstrakte Sletter, især når Vinterkulden indtræder. Hæren fra Riga blev slået undervejs, Kosakkerne svigtede. Karl nåede Poltava, men kun med Rester af sin Hær, og nu mødte han Zaren. 55.000 Russere stod overfor 18.000 udmattede Svenskere. Her led Kong Karl sit første Nederlag i 1709, og det var grundigt. Hele hans Hær blev dræbt eller fangen på 500 Mand nær, med hvilke han flygtede Syd på og fandt Tilflugt i Tyrkiet. Modet tabte han ikke. Det blev nu hans Opgave at ægge Tyrkerne til Krig med Rusland for i Spidsen for en tyrkisk Hær at kunne vende tilbage til Polen. Svenskernes Uheld ved Poltava bragte på ny Forbundet fra 1700 i Stand. Så snart hans Nederlag rygtedes til Danmark, sluttede Frederik den Fjerde atter Forbund med Peter den Store og August den Anden og begyndte en Krig i slutningen af oktober måned 1709 med Sverrig. Den Store Nordiske Krig varede i 11 År og sluttede i 1720. Zaren tog mere svensk Land ved Kysten, August vendte tilbage til Polen, og en dansk Hær gik over Sundet for at erobre Skåne. I dette Landskab var den svenske general Magnus Stenboch Guvernør. Han samlede Bønderne om sig, det var en Hær af uøvede Mænd i Gedeskindspelse og Træsko. »Bukken og hans Gededrenge« kaldte Danskerne dem. Men disse Gededrenge var ikke at spøge med. I Slaget ved Helsingborg slog de den danske Hær i 1710, som straks efter vendte tilbage til Sjælland. Nogle Måneder senere kom det til en Søkamp i Køge Bugt. Den førte ikke til Sejr for nogen af Parterne, men er blevet berømt ved den danske helt: Iver Hvitfeldts højmodige Opofrelse. Han lå med sit Skib »Dannebrog« forrest i den danske Slagorden og fyrede vældigt løs på Fjenden; men hans Kanoner blev så ophedet ved den stærke Skydning, at de tændte Skibet i Brand, og Ilden fik så stor Magt, at den ikke var til at slukke. Nu kunne Hvitfeldt nok have frelst sig selv og Mandskabet ved at trække sig ud af Slaget og sejle ind mod land, men hvis han gjorde dette, var der stor Fare for, at hans brændende Skib også skulle tænde Ild i flere andre danske Skibe, og så meget ville han ikke sætte på Spil for at redde Livet. Han besluttede da hellere at opofre sig selv, og størstedelen af Mandskabet var villig til at følge ham i Døden. Men så længe der var Liv i dem, ville de gøre Fjenden al den Fortræd, de kunne, og blev derfor ved at skyde, mens Ilden flammede omkring dem. Til sidst blev krudtkammeret antændt, og Skibet sprang da i Luften tillige med Hvitfeldt og hans tapre Helteklynge, henved 700 Mand. Det tredje År angreb Danskerne Sverrigs Besiddelser i Tyskland; men der traf de atter sammen med Magnus Stenbock, som i Hast var ilet dertil, og han sejrede over dem i et blodigt Slag ved Gadebusch i Meklenborg. Efter denne Sejr drog Magnus Stenbock gennem Holsten ind i Sønderjylland og viste på dette Tog den Grusomhed at afbrænde Byen Altona midt i den hårde Vinter. Men nu veg Lykken fra ham. En russisk Hær rykkede frem Syd fra, en dansk Nord fra; det var en slem Klemme. Den gottorpske Regering søgte at redde Magnus Stenbock ved at åbne Fæstningen Tønning for ham. Dog fik hverken han eller den gottorpske Hertug Gavn deraf. Af Mangel på Levnedsmidler måtte Magnus Stenbock kort efter overgive sig med hele Hæren - 11.000 Mand, og Kong Frederik udstedte en Kundgørelse, hvorved han tog de gottorpske Lande i Besiddelse i 1713, og man fandt en række brevvekslinger, som Danmark viderebragte kendskabet til, idet disse brevvekslinger påviste den svigefulde gottorpske regering. Den gottorpske regering var i eksil, og baron Görtz forsøgte i Sct. Petersborg at få et ægteskab istand med Peter den Stores datter: Anna Petrowna, og den unge hertug Carl Fridrich af Slesvig-Holsten-Gottorp. Rusland, Sverige og Gottorp kunne blive en farlig ægteskabsalliance for Danmark. I 1715 kom Karl den Tolvte tilbage til Sverrig fra sit lange Ophold i Tyrkiet (Bessarabien), hvor der ikke længere var Udsigt til at opnå Hjælp. I November 1714 kom han, fulgt af en enkelt Rytter, til Stralsund og forsvarede denne By en Tid lang mod sine mange Fjender; men da den ikke kunne holde sig længere, listede han sig på en Skude over Østersøen og kom ved Juletid i 1715 som Flygtning tilbage til sit Fædreland. Sverrig var i den elendigste Forfatning; men Kong Karls Nærværelse vakte nyt Håb og gav nye Kræfter. Baron Görtz, der var en af datidens spradebasser, fik manøvreret sig ind som en af datidens "roulettespiller i storpolitik". Han opretholdt sin position ved salg af tvivlsomme embeder, opretholdelse af monopoler, nedlæggelse af landsbyer, bankiervirksomhed med et tvivlsomt indhold og indgreb i hævdvunden retspleje. Han fik straks Karl den 12. med på ideen om et angreb på Danmark, og der blev straks samlet en Hær på 10.000 Mand, der drog mod Norge. Det var hans Agt at underlægge sig dette Land og således tage Erstatning for de tabte Østersølande. Men Nordmændene var på deres Post. Borgere og Bønder rejste sig og stillede sig ved Krigernes Side, ja endog Kvinderne kæmpede med. Værst Modstand mødte han ved Frederikshald, hvor den gæve Købmand Peder Kolbjørnsen og hans Broder Hans Kolbjørnsen samlede Borgerne til Byens Forsvar; da til sidst ikke andet forslog, satte de Ild på deres Huse, så Fjenden måtte vige for det flammende Ildhav. Den flammende Ild fra de mange brændende Huse hindrede Svenskernes Fremtrængen, og Fæstningen kunne de ikke indtage, før de fik tilført kraftigere Skydevåben. Dette ventede de snart at få; thi der var allerede en Flåde på Vej med rigt Forråd af Kanoner og andre Krigsredskaber; så snart den var ankommet, skulle Fæstningen beskydes med stor Kraft, og den ville da snart komme til at overgive sig. Men hele denne svenske Flåde blev i Dynekilen ødelagt eller taget af Tordenskjold, og da Svenskerne fik Efterretning derom, trak de sig tilbage og ventede på bedre Lykke en anden Gang. På Østersøen og i Kattegat stod mangen en Dyst mellem den danske og svenske Flåde. De danske Admiraler Gabel og Sehested vandt hæder, og Tordenskjold udførte det ene Vovestykke efter det andet. Så kom Året 1718. Kong Karl ville gøre endnu et Forsøg på at tage Norge. Atter lå han foran Frederikshald, hvis Borgere igen beredte sig til kraftigt Forsvar. I 1718 drog Karl på mod Frederikshald og det var hans faste Beslutning, nu skulle både By og Fæstning tages, hvad det end ville koste. Men midt under Belejringen om Aftenen den 30. november gik han ud for at se på Arbejdet i en Løbegrav. Han steg op på Brystværnet uden at agte på Kuglerne fra Fæstningen. Pludselig så man ham vakle og hans Hoved synke ned i Kappen. En Kugle havde gennemboret hans Tinding og endt hans liv, og derved blev Fæstningen frelst for anden Gang. Den Regering, som fulgte efter ham, var mere tilbøjelig til Fred - men Krigen fortsattes dog endnu i længere Tid. Da det kom frem, at Baron Görtz var så korrupt, blev han halshugget d. 2. Marts 1719 i Stockholm. Freden blev afsluttet i 1720. Sverige måtte afstå Bremen og Verden til Hannover, en Del af Pommern til Prøjsen, Ingermanland, Estland, Livland og en Del af Finland til Rusland. Dermed sank Sverrigs Storhed. Sverrig måtte betale over 1. Million Kroner (600.000 Rdl) til Danmark og forpligte sig til at betale Told af alle de svenske Skibe, der sejlede gennem Øresund. Hele Sønderjylland (Slesvig) blev indlemmet i det danske Rige ned til Ejderen, og både England og Frankrig lovede at indestå for, at det aldrig mere skulle skilles derfra. Men Rusland, Prøjsen og den gottorpske hertug Carl Friedrich havde en anden mening. Men vigtigere end alt andet var det, at Sønderjylland var vundet. Frankrig og England borgede for, at det i Fremtiden skulle høre Danmark til, og den 4. September 1721 hyldede Slesvigs Stænder Kong Frederik på Gottorp Slot. Inkorporationen blev bekræftiget, idet kongen tilkendegav, at det i besværlige tider på uretsmæssig vis var blevet afrevet som tilbehør fra Danmarks krone, og den kongelige enevælde blev bekræftiget ved arvehyldningseden. Men i 1725 giftede Carl Friedrich (Gottorp) sig med Anna Petrowna (Rusland).

Peder Tordenskjold var den største Søhelt under Frederik den Fjerde og ingen Kriger har nogensinde overgået ham i mod og Tapperhed. Tordenskjold var en simpel Matros og svang sig op til Admiral. Hans Fader var Rådmand i Trondhjem; der blev Peder Wessel født 1690. Oprindelig hed han Peder Jansen Wessel, og Navnet Tordenskjold fik han først, da blev ophøjet i Adelsstanden. Han var som Dreng en vilter Krabat, og hans Forældre frygtede for, at han aldrig blev til noget. De prøvede på at lade ham studere, og da det ikke ville gå blev han sat i Skrædderlære, spillede han sin Mester det ene Puds efter det andet. Mesteren var en streng Mand, der ikke sparede på Prygl; havde en Tamp, som han kaldte sit Gammeltøl, og den måtte Peder smage hver Dag; men den smagte ham ikke godt, og til sidst blev han så led og ked både af Skrædderhåndværket og Mesteren og hans Gammeltøl, at han løb sin Vej fra det hele. I hans trettende År kom Frederik den Fjerde på Besøg til Trondhjem, og da Kongen var rejst, var også Peder Vessel væk. Han havde skaffet sig Venner i Kongens Følge og var nu sejlet med til København. Der tog han Tjeneste som Matros og gjorde lange Sørejser både til Afrika og Ostindien. Han var nu kommet på sin rette Plads. De Kaptajner, han tjente under, roste hans store Mod og Dygtighed og sagde, at han var som skabt til Søen; thi i den værste Storm var han altid glad og munter og den første til at klatre op i Tovværket. Han ville så gerne være Kadet, og han tog sig den Frihed at skrive til Kongen derom. Kongen syntes godt om Brevet, Vessel fik Undervisning. I 1710 kom den Ostindiefarer, hvorpå Vessel gjorde Tjeneste, hjem og lagde ind i Bergens Havn. Krigen var nys udbrudt, og den nittenårige Kadet brændte af Iver for at være med. Han gik lige til den i Norge kommanderende General Løvendal og bad om at komme i Virksomhed, og han bad ikke forgæves. På den lille Huggert Ormen, som førte 4 Kanoner, skulle han krydse i Skærgården og Kattegat for at jage de svenske Handelsskibe og udspejde Fjenden. På disse Farter lærte han at stole på sig selv og gå Faren under øjne; han blev som en af de gamle Vikinger både af Sind og i Levevis. Året efter fik han det større Skib Løvendals Galej og udmærkede sig nu i den Grad, at Kong Frederik lod ham kalde, til sig, udnævnte ham til Kaptajnløjtnant og gav ham Lov til frit at gå til Kongen, når han havde noget at forebringe. En Dag i Foråret 1714 lå han til Ankers ud for den lille By Torrekov i Skåne. Der sås ingen på Kysten, og han lod sig da sætte i Land med 10 mand. Næppe var han kommen nogle Hundrede Alen fra Kysten, før en Afdeling Dragoner sprængte imod ham. Hans Folk sejlede bort med Båden, selv blev han omringet ved Stranden af tre Dragoner, der var så sikre på deres Bytte, at den ene allerede rakte Hånden ud for at modtage hans Kårde. Men Vessel hugged ham over Hånden, og idet han råbte: »Dengang ej !« sprang han i Søen og svømmede med Kården i Munden ud mod sit Skib. Dragonerne red bagefter, så langt Hestene kunne vade; men de kunne ikke nå ham, og dragonerne skød efter ham, men han dukkede under og kom velbeholden ud til Skibet. Samme Sommer kæmpede han under den norske Kyst i to Dage med en stor svensk Fregat. Da hans Krudt slap op, tog han sin Råber og spurgte den fjendtlige Kaptajn, om han ville overlade ham noget. Dette ville denne vel ikke, men med et Glas Vin i Hånden steg han op på Skansen, Vessel gjorde det samme, og idet de drak hinandens Skål, skiltes de to Modstandere ad. For denne Adfærd blev Vessel anklaget for en Krigsret. Men den Straf; han fik, var, at Kongen kaldte ham til sig, roste ham for hans Iver og Kækhed og udnævnte ham til virkelig Kaptajn. Det næste År fulgte han den øvrige Flåde som Kaptajn på »Hvita Ørn«, et større Skib, som han havde taget fra de Svenske. Ingen var på Færde som han. Når Flåden gik frem, ,var han i Spidsen, når den rastede efter endt Slag, var han på Jagt efter Fjenden. Og ingen glædede sig mere over hans Raskhed og Mod end Kongen. Efter en Kamp, hvori han havde besejret to store fjendtlige Skibe, og om hvilken Admiral Sehested indberettede, at fjenderne var ham for stærke i Stykkerne, men han var dem for stærk i Sømandskabet, udnævnte Kongen ham til Adelsmand og gav ham Navnet Tordenskjold. »Da skal jeg«, udbrød den 25-årige Helt, »tordne således for de Svenskes Øren, at Deres Majestæt snart skal det fornemme«.. Og han holdt sit Ord thi hans blotte Navn blev en Skræk over hele Sverrig, og svenske Barnepiger vidste ingen bedre Trussel over urolige Børn end at sige: »Hvis I ikke tier stille, så komme: Tordenskjold «. I 1716 blev Tordenskjold fører for en Flådeafdeling. Han skulle gå til Skagerak for at forhindre Karl den Tolvte i at få tilført Hjælpemidler, idet Karl den Tolvte belejrede Frederikshald. En svensk Førselsflåde, dækket af Krigsskibe, var afsejlet fra Gøteborg med Levnedsmidler og Krigsfornødenheder, og det var af særlig Vigtighed at hindre den i at så Frederikshald. Da Tordenskjold kom ind i Skærgården, hørte han, at Førselsflåden havde søgt Tilflugt i Dynekilen, og der Lå den godt gemt. Indløbet til Dynekilen er et to Mil langt Løb, på nogle Steder så smalt, at et Skib lige kan slippe igennem; langs Kysten stod 4.-5.000 Mand rede til at afslå et Angreb, og på en Holm i Løbet var anlagt et Batteri med 6 kanoner, som dækkede den egentlige Havn. Det syntes umuligt at trænge herind. Men Tordenskjold betænkte sig ikke på at gæste Bjørnen i dens Hule. Ved Daggry sejlede han med sit Skib foran, de andre følgende efter, ind i det snævre Løb. De modtoges af en heftig Kanonild, men svarede ikke. Først da de var helt inde og lagte i Slagorden, åbnede de en så morderisk Ild, at de tvang Fjenden til Tavshed. Den kække Løjtnant Tønder gik i Land på Holmen og fornaglede Batteriets Kanoner, og under en Regn af Kugler fra Soldaterne i Land begyndte man at varpe de svenske Skibe ud. Tordenskjolds stærke Kommando, hans Raskhed og Forvovenhed ildnede alle; det ene Skib blev taget efter det andet, og hvad ikke kunne tages, blev brændt. Om Aftenen Kl. 22 lå Tordenskjold uden for Vigen med 14 erobrede Skibe, de øvrige var ødelagte. Kong Karl måtte ophæve Belejringen af Frederikshald, og Norge var denne Gang frelst. Men da Tordenskjold kom til København, modtoges han med Jubel. Kongen udnævnte ham til Kommandør og hængte en Guldmedaille om hans Hals. I Året 1717 fik Tordenskjold Overbefaling over hele Nordsøflåden. Men et Par mislykkede Forsøg på at ødelægge Værkerne ved Gøteborg og Strømstad gjorde Krigsstyrelsen bange for, at han var for dumstridig og satte for meget på Spil, og han måtte da en Tid igen lade sig nøje med et enkelt Skib. Efter en Undersøgelse blev han dog frikendt, og det sidste Krigsår se vi ham atter i Spidsen for en Flådeafdeling. Den svenske Flåde viste sig dette År ikke i det åbne Hav. Skulle Tordenskjold komme i Lag med den, måtte han gå ind, hvor den lå, vel forvaret i Marstrands Havn, værnet af Batterierne ved det snævre Indløb og af Fæstningen Karlsten. Han måtte først kende Stedet godt, og da han troede sine egne Øjne bedst og kunne tale Svensk som en Indfødt, sejlede han, forklædt som Fisker, i en Båd ind i Havnen og udspejdede alt både på Skibene og i Byen. Nogle Dage efter gik han med 600 Mand i Land på en lille Ø over for Havnen for at opkaste en Skanse og opstille Kanonerne; da alt her var færdigt, sejlede hans Flåde frem, og han lod nu en sådan Kugleregn dale ned over Havnen og Byen, at de svenske Matroser massevis løb fra deres Skibe, og Indbyggerne flygtede ud af Byen. Hurtig kastede Tordenskjold sig med et Par Hundrede Mand i 8 Storbåde, satte over Sundet og tog i en Håndevending både Byen og Flåden. 11 af Skibene var så forskudte, at de sank i Havnen, 5 førtes bort. Ovenfor Byen på en Klippe lå Karlsten, den uindtagelige Fæstning. Forgæves kastede man Bomber derind, den stod lige fast; skulle den tages, måtte det ske ved List. Tordenskjold vidste, at en stor Del af Besætningen var Tyskere. Han lod da tyske Breve smugle ind, skikkede til at gøre Besætningen modløs, skrev derpå til Kommandanten og lovede ham fri Afgang, hvis han straks ville rykke ud; han blev dog nødt til det alligevel; ville han sende en Officer ned i Byen, kunne han blive overbevist om de Danskes Overmagt. Officeren kom, blev drukket godt til og derefter ført om i Byen. Hvor han kom, stod opstillet Rækker af Soldater, og han anede ikke, at det var de samme, der førtes bagom fra Gade til Gade. Da han på Fæstningen havde afgivet Beretning om den uhyre Styrke, hvorover Tordenskjold rådede, tabte man Modet og tilbød Overgivelse. Til den fastsatte Tid gik Tordenskjold derop, dundrede på Porten og råbte: Hvad nøle I efter ? Ved I ikke, at Tiden er forløben ? Kommandanten kom nu af Sted i en Fart, og Tordenskjold besatte den stærke Fæstning. Dette var hans sidste Storbedrift, og ved den hævedes han til den højeste Stilling i Flåden; Frederik den Fjerde kom selv til Marstrand for at takke ham og udnævne ham til Admiral. Efter Freden gjorde Tordenskjold en Udenlandsrejse, på hvilken han i Hamborg traf en ung Dansk, som fortalte om et Bedrageri, der var øvet mod ham af en svensk Oberst Staahl. Den ærlige Tordenskjold grebes af Harme, og da han i Hannover mødte Bedrageren i fornemt Selskab, sagde han ham Sandheden i drøje Ord, og gav ham et Drag Prygl. Men nu udfordrede Staahl ham til en Tvekamp, og i denne blev Tordenskjold så hårdt såret, at han døde straks efter i Armene på sin trofaste Kammertjener Kold. Staahl var en udlært Fægtemester, og borede sin Klinge i Søheltens Bryst og give ham Banesår. Det skete den 12. November 1720, og Tordenskjold var da kun lidt over 29 År gammel. Hans Lig blev ført hjem, og hans Kiste sat ved Siden af Niels Juels i Holmens Kirke. I Frederik den Fjerdes Tid stod det ikke godt til i Menigheden. Præsterne prædikede med mange, men tomme Ord, så de, der sad i Stolene, blidelig slumrede ind, den ene efter den anden, og hjemme i Husene levede man i Sus og Dus. Drukkenskab og alskens Råhed fik mere og mere Overhånd; men det syntes ikke at vække Betænkelighed hos Kirkens Tilsynsmænd og Vejledere. De var fornøjede, når »den rene Lære« vældelig blev håndhævet. Livet bekymrede de sig ikke så meget om. Men hvor død Tiden end var i det hele, var den sande Kristendom dog ikke uddød. Vi møde netop i denne Tid et Trosvidne, der kunne mere end lære og undervise, der kunne leve på sin Tro, ja vise en sådan Lydighed mod Guds Kald, at hans Liv og Gerning blev til Opbyggelse for mange Slægter. Dette Trosvidne er Hans Egede, Grønlændernes Apostel. Han var af dansk Æt, men født i Nordland i Norge (1686), hvor hans Fader var Sorenskriver. Da han i sin Ungdom havde studeret ved Københavns Universitet og var vendt hjem til Norge, blev han 22 År gammel kaldet til Præst på et meget afsides Sted, på Vågen, en af Lofoten-Øerne. Samme År ægtede han den 13 År ældre Gertrud Rask, en fortræffelig Kvinde, som trofast stod ved hans Side i gode og onde Dage. Det viste sig snart, at han ikke var som de andre af Tidens Præster. Hans Menighed elskede ham, og mange fra andre Sogne strømmede til hans Kirke. Da han læste om, hvorledes Nordboerne i gammel Tid havde fundet Grønland og sat Bo der, og at Vejen til dette Land atter var blevet glemt, blev han urolig i sit Sind. Han tænkte sig, at der endnu levede Nordboere på den fjerne Kyst, og at de vel sagtens var nedsunkne i Hedenskab og Vildhed. Var det da ikke Menighedens Pligt at finde de gamle Landsmænds Børn og bringe dem Lys og Kristendom? Jo mere han grundede derpå, jo tydeligere syntes han at høre Herren kalde og sige: du, du skal gøre det. Men det var ingen let Sag. Han talte derom til Præster og Bisper, men de forstod ham ikke, nogle hånede ham. Mangen Gang måtte han selv tvivle. Var det Ret at forlade sin Menighed, og hvorledes skulle han kunne drage bort fra sin Hustru og deres små ? Også hans Hustru sagde, at det kunne dog ikke være Guds Vilje, Gud kunne da ikke kræve det umulige af ham. I to År kæmpede Hans Egede denne hårde Strid, undertiden både Nætter og Dage. Men da hans fromme Hustru omsider forstod, at det måtte være et Guds Kald, og sagde sig villig til at følge ham, da lysnede det. 1718 forlod de Menigheden og drog til Bergen, hvor de ville formå Handelsmændene til at udruste et Skib til Grønland. Købmændene brød sig ikke om Missionen; skulle de koste noget på den Sag, måtte det være for Fordelens Skyld, og de indså ikke, der kunne være Fordel ved at handle på Grønland. Så drog Egede til København, måske Kongen ville hjælpe. Han blev nådig modtaget og fik Løfter på Fremtiden, men endnu kunne intet afgøres. Atter kom han tilbage til Bergen, Tiden trak ud, og det var svært at vente. Da faldt det ham ind, at det måske kunne lykkes ham at gøre Guld. Men hvor meget han læste i Guldmagernes Skrifter, og hvor mange Sammensætninger han prøvede, han fik ikke mere Guld ud deraf end alle de andre, som havde øvet denne frugtesløse Kunst. Og alligevel blev hans Tro og Tålmod ikke gjort til Skamme. Bergens Købmænd gik til sidst ind på hans Forslag. De udrustede Skibet Håb et »til den lange farefulde Rejse, og nu kom der også god Underretning fra København: Kongen havde udnævnt Egede til Missionær med en årlig Løn på 300 Rdl. Over det stormfulde Nordhav, gennem de drivende Ismasser bar »Håbet« Hans Egede og hans Familie til Grønland. Rejsen havde været farefuld, de havde kæmpet i Havsnød, men var dog nu nåede Målet; den 3. Juli lagde »Håbet« ind til Grønlands Kyst, og nogle af Landets Beboere kom sejlende i Kajakker ud til Skibet. Men her blev Egedes Tro sat på en ny Prøve. Han havde ventet at finde Landsmænd, Mennesker med hvem han kunne tale, og så fandt han en ussel, lavt stående Stamme med et Sprog vidt forskellig fra Nordboernes. Nordboerne var uddøde eller udryddede, og en Eskimostamme havde taget Kysten i Besiddelse. Det var en stor Skuffelse; men Hans Egede tvivlede ikke om, at det måtte være Guds Hensigt, at han skulle være en Oplyser for dette stakkels Folk. Grønlænderne var et omstrejfende Fiskerfolk, der forstod i Skindbåde (Kajakker) at jage Sælerne, som i Mængde fandtes ved deres Kyst. Om Sommeren boede de i Telte, om Vinteren i Huler, men flyttede jævnlig fra et Sted til et andet. De var i høj Grad uvidende og havde underlige Forestillinger om de usynlige Ting. Deres højeste Guddom var Tornarsuk, i hvis Bolig under Jorden de gode og de, som havde lidt meget ondt, skulle leve efter Døden; i Fjelde og Søer levede andre lavere Guddomme. Deres Præster, Angakokkerne, var en Slags Troldmænd, der bedrog det troskyldige Folk på forskellig Vis. De var ikke uden Begreb om godt og ondt, men deres Sprog var så fattigt, at det var vanskeligt, om man end kunne Sproget, at tale til dem om åndelige Ting. Som hos de fleste lavt stående Folk var Kvinderne lidet regnede. Alle Ulykker kom fra dem, troede man; når en Pige blev født, hilsedes hun af Familien med Grand og Klage, og da Kristendommen begyndte at vinde Indgang hos dem, havde de svært ved at tro, at Kvinderne var skikkede til at blive salige. Samtidig med, at Hans Egede lærte deres Sprog, søgte han at vinde deres Tillid og Kærlighed. Han uddelte små Gaver til dem, besøgte dem i deres Hytter, modtog dem venlig på Kolonien, og fremfor alt ydede han deres syge kærlig Hjælp, og eftersom alt, hvad han gjorde, udsprang af et godt Hjerte, fik de snart Hengivenhed for ham. Da han kom så vidt, at de kunne forstå hinanden, begyndte han at fortælle dem mange Ting om Menneskene og Livet i andre Lande. Han ville forberede dem for Kristendommen ved at give dem en menneskelig Oplysning, som de i så høj Grad trængte til. Så fortsatte han med at forkynde dem Ordet om Guds Rige. Han prædikede ikke for dem, han troede ikke, de var skikkede til at følge en længere Tale; han samtalede og underviste, lærte dem og forklarede dem Troens Ord, Led for Led, og oplyste det ved Fortællinger af den hellige Skrift. Men han forkyndte ikke med Ord alene, hele hans Liv var en Forkyndelse om Tro og Kærlighed. Da der i Året 1731 kom Bud fra Regeringen, at de Danske i Grønland skulle vende hjem, Regeringen ville ikke længer understøtte Missionen, satte Egede sin Lid til Gud og blev hos sine Grønlændere, og da et Par År efter Børnekopperne hjemsøgte Grønland, da fik de fattige Indbyggere en Kærlighed at se, som kunne varme selv de koldeste Hjerter. Uden at ænse Smitten, Urenligheden, Anstrengelsen, besøgte Hans Egede og hans Hustru Hytterne, plejede de syge, trøstede de døende og begravede de døde. Efter at Hans Egede havde arbejdet mellem Grønlænderne i 12 År, kom nogle andre Missionærer derop; det var udsendte fra den pietistiske Menighed i Hernhut. De yndede ikke Egede, som ikke var Pietist. Han var en »uomvendt«, og havde intet udrettet, skrev de hjem. En sådan Dom kan ikke komme Hans Egede til Skade, men viser kun, hvorledes Pietisterne dømte om alle, der ikke førte samme Sprog som de. Og selv disse Mænd, der dømte så hårdt, måtte dog give Egede det Vidnesbyrd, at han var en åben og ærlig Mand, en Vovehals og en fast Karakter. »Alle Mennesker, også Hedningerne, elske ham og have Respekt for ham«. Hvor umildt Pietisterne end se på Hans Egede, kunne vi dog lære noget om ham af deres Dom. Men hellere lytte vi til, hvad en døende Grønlænder sagde: »Du har gjort mod os, hvad ingen af vore egne ville have gjort. Du har givet os Føde, når vi ikke havde noget at spise; du har begravet vore døde, der ellers ville have ligget til Bytte for de ville Dyr; du har fremfor alt undervist os om Gud og om, hvorledes vi kunne blive salige, så at jeg nu kan dø med Fred«. Først 1736, da han havde virket utrættelig i sin svære Gerning i 15 År, da hans Hustru var død, og hans Sundhed nedbrudt, og da hans søn Povl kunne fortsætte Gerningen, forlod han Grønland, medtagende sin Hustrus Lig og det fattige Folks Kærlighed. Men også her hjemme vedblev han at virke for Missionen, så længe han levede. Sine sidste År tilbragte han i sin Datters Hus i Stubbekøbing, hvor han døde 1758. Norge frembragte i Frederik den Fjerdes Tid flere af de mest fremragende Mænd. Tordenskjold og Hans Egede var Nordmænd, og det samme var Ludvig Holberg, Tvillingfolkenes store Lærer og Opdrager. Han brød derfor den dumme Skik og skrev de fleste af sine Bøger på Dansk så alle og enhver kunne læse dem, og han gjorde det så godt, at han med Rette er blevet kaldt det nyere danske Bogvæsens Fader. Ludvig Holberg (1684-1754) er Danmarks største Lystspildigter, og der er ikke ret mange Lande, som har Mage til ham Ludvig Holberg er født i Bergen 3. December 1684, og levede både under Kristian den Femte, Frederik den fjerde, Kristian den Sjette og Frederik den Femte. Da han tidlig mistede sine Forældre, og ved en stor Ildebrand mistede han næsten alt, hvad de havde efterladt ham. Hans Morbroder tog sig af ham og lod ham gå i Byens latinske Skole. Her lærte Drengen meget; men endnu mere lærte han ved at lægge Mærke til, hvad der gik for sig i Byen, thi Bergen var en meget livlig Handelsby, hvortil Folk kom fra alle Verdens Kanter, og Ludvig Holberg havde alle sine Dage et særligt Greb på at suge Lærdom af det Liv, der rørte sig omkring ham. Siden studerede han ved Københavns Højskole og tog der Præsteeksamen. Men langt var det fra, at han dermed følte sig udlært. Det var ham ikke nok at have læst om Menneskene, deres Tanker og Værker; han ville lære dem selv at kende. Han ville ud på Rejser i fremmede Lande, ikke for at more sig, men for at blive klogere og dygtigere; han ville med egne øjne se på Livet, som det rørte sig, hvor man var længst fremme. For Opholdets Skyld havde han efter endt Eksamen taget en Huslærerplads i sin Fødeby; men han havde kun været i denne nogle få Måneder, da han solgte alt, hvad han ejede, og begav sig på Vejen til Holland med 60 Rdl. i Lommen. Han håbede at kunne skaffe sig Indtægter i det fremmede ved at undervise i Sprog; men han erfarede snart, at i Amsterdam er en lærd Mand ikke regnet så meget som en Skipper. Så blev han plaget af en slem Feber, der tog svært på hans Kræfter, og han var da snart så led og ked af Holland, at han bare tænkte på at komme hjem igen. Pengene fik Svindsot, og han kendte ingen, som ville låne ham noget. Omsider var han så heldig at træffe en Skipper, som ynkedes over og lod ham sejle med til Norge uden Betaling. Efter et kort Ophold i Kristianssand drog han i Selskab med en Student til England; de besøgte London og Oxford, hvor de så og hørte mærkelige Ting. Mangen Dag måtte de sulte, og Studenten var da nær ved at fortvivle, men Holberg mente, at det var urimeligt at rive Hårene af sig af Sorg, »som om Sorgen kunne undres ved, at man blev skaldet«. Ved at give Undervisning i Sprog og Fløjtespil tjente han så meget, at han kunne blive i England i to År. Da tog han til København og indbød her Studenterne til at høre Foredrag om Udlandets Mærkværdigheder. Mange kom og hørte derpå, men da den Tid nærmede sig, da der skulle betales, forsvandt alle. Der kom Tilbud om en Plads som Hovmester for en ung Professorsøn, der skulle rejse til Saksen, og det Tilbud tog han imod, da han derved atter fik Lejlighed til at komme udenlands. Senere gjorde han endnu en Udenlandsrejse, der var meget længere end de tidligere. Den gik igennem Holland, Frankrig og varede i to År. Da han hørte, at man herfra kunne komme til Rom for 20 Rdl., begav han sig på Vejen dertil. Dels sejlende ned ad Floderne, dels gående, tilbagelagde han Vejen til Marseille, sejlede der fra til Italien og nåede omsider det gamle, minderige Rom. Her vandrede han nu hver Dag om for at se alle de Mærkeligheder, denne By rummer. To Gange så han Paven og måtte falde på Knæ ligesom de andre. Han krøb også på sine Knæ op ad Pilatustrappen; thi han tænkte: »Er der noget sandt i Trappens Hellighed, så er det ikke min Ære for nær at hædre de hellige Fodspor, og er der ikke noget sandt deri, så er Vildfarelsen dog altid et Bevis på kristelig Ydmyghed». Vejen hjem tilbagelagde han til Fods gennem Italien, Frankrig og Holland og nåede endelig København i Sommeren 1716. Få Mennesker i Hjemmet havde hørt og set så meget som han, og næppe var der nogen, der havde iagttaget Menneskene så nøje og tænkt så meget over deres Liv og Færd som han. Han var nu vel skikket til at optræde som sine Landsmænds Lærer. Ludvig Holberg fik en Lærerplads ved Universitetet; dog blev det ikke de Foredrag, han holdt, men de Bøger, han skrev, der fik så stor Betydning. Han skrev sine Bøger på Dansk; thi det var ikke særlig de lærde, men hele Folket, han ville have i Tale. De lærde og fornemme så i Førstningen noget hånlig ned på dette; de læste »heller Pølsesnak på Fransk end de grundigste Skrifter på deres Modersmål«, ikke heller syntes de om, at Holbergs Bøger var så muntre og vittige: sådant passede sig ikke for en Professor, mente de. Men efterhånden gik det op både for lærde og læge, at Mage til Holbergs Bøger, på een Gang så lærerige og så fornøjelige, havde endnu ingen dansk Mand skrevet. En og anden før ham havde jo nok set og anket over, at vort eget Sprog blev sat til Side for det fremmede; men det er Holberg, der har sat Modersmålet således i Højsædet, at det efter hans Tid er blevet det rådende i vor Bogverden. »Han lærte de Danske, at Dansken er født at tale med Fædrenes Tunge; thi hjemmebrygt var jo den herlige Mjød, som styrkede Hjerte og Lunge.« Efter at have udgivet flere lærerige Bøger, skrev han i 1719 det morsomme Digt om »Peder Pårs«, der var den første af hans Bøger, som vandt Berømmelse. Den fortæller tilsyneladende kun om en Rejse, som en Kræmmer Peder Pårs foretog fra Kalundborg til Års, men i Virkeligheden handler den om langt andre Ting og gør på en vittig og morsom Måde Nar af den Tids mange bagvendte Forhold. Den vakte umådelig Opsigt, alle Mennesker ville læse den, og fandt den så morsom, at de syntes aldrig at have læst Mage til den. Der var dog også nogle, som blev vrede over den, fordi det forekom dem, at meget af det, den gjorde Nar af, kunne passe på dem selv eller nogen, stod dem nær. Ejeren af Anholt, Frederik Rostgård, var således højlig forbitret over den Omtale, som Anholts Beboere fik; han indgav en meget streng Klage til Kongen og forlangte, at Bogen skulle brændes af bøddelen, og Holberg sættes i Fængsel på Munkholm. Frederik den Fjerde lod den da læse for sig i Statsrådet for at erfare, om den virkelig var så slem; men han fandt den helt uskyldig og morede sig kosteligt over den, så Holberg frikendtes, og »Peder Pårs« slap for at blive brændt. En Række Komedier blev spillede under Tilskuernes ustandselige Latter; og dog var de ikke »blot til Lyst«; Holberg havde sørget for, at det, der blev til Latter, var Tilskuernes egne Lyder og Dårskaber. I »Den politiske Kandestøber« vistes, hvor latterligt det er« når den, der ingen Ting har lært, tror sig klogere end alle andre. I »Jean de France«, fik man ret klarlig at se, hvorledes de unge kunne rejse ud i fremmede Lande og komme hjem som Narre. »Jacob von Thybo«, var god at se sig i Spejl på for dem, der er Karle i Munden, men store Kujoner i Grunden. »Erasmus Montanus« viste frem, hvor opblæste og vigtige somme kunne blive af en indholdsløs Lærdom. »Jeppe på Bjærget«, fremstillede en stakkels forkuet og forfalden Hovbonde, således som mangen Bonde dengang måtte være. Disse og endnu flere af Holbergs Komedier høre til det morsomste, man kan læse, og det er så overmåde sundt at få Kig på de mange Naragtigheder og Lyder, som Menneskene både dengang og til andre Tider kunne henfalde til. Ved sin Digtning ville Holberg oplyse og danne Folket; men han brugte også et andet Middel til det samme, nemlig Historien. Danskerne begyndte virkelig for Alvor at rette på mange af deres Fejl og bagvendte Skikke, men i 1730 måtte Holberg holde op med at skrive Komedien; thi da var det, at Kristian den Sjette blev Konge, og han kunne jo ikke lide, at Folk lo og morede sig, og Komediespil og Komedieskriveri ville han ikke gerne vide noget af. Men Holberg kunne også skrive andre Ting. Han skrev nu flere alvorlige Bøger, og så desuden en meget morsom Bog, der er blevet lige så berømt som hans Komedier; men den skrev han på Latin og lod den trykke og udgive i Tyskland; thi han var bange for, at den ellers skulle vække for megen Opmærksomhed og blive forbudt herhjemme. Den hedder »Niels Klims underjordiske Rejse« og handler tilsyneladende om en ung norsk Student ved Navn Niels Klim. Han ville stige ned i en underlig Hule et Sted oppe i Norge; men det viste sig, at den havde ingen Bund; han dumpede derfor helt igennem Jordskorpen og svævede længe i den underjordiske Luft, indtil han omsider faldt ned på en Planet midt i Jordens Indre. Den var beboet af Mennesker, men sådanne Mennesker havde han aldrig før set; de lignede livagtigt Træer og havde Grene og Rødder i Stedet for Arme og Ben. I Begyndelsen troede han da også, at de var virkelige Træer, og klatrede op i et af dem for at redde sig fra en stor Tyr, der kom brølede hen imod ham. Men der begik han en slem Forseelse, thi dét Træ var en meget fornem Person, det var Byfogedens kone, og hun ville ikke tåle en sådan fornærmelse; Niels Klim blev derfor sat i fængsel og dømt til at årelades, det var nu en af de Straffe, som de brugte dernede. Han slap dog ud igen, hvorefter han blev ansat som Hofløber, og Kongen sendte ham senere på en Rejse, som gav ham Lejlighed til at komme omkring på hele Kloden. Nu giver han en meget morsom Beskrivelse af de Folk og Lande, han besøgte, og vi læser om de underlige Sæder og Skikke og urimelige Meninger, han traf mange Steder, synes vi, at det var da ret nogle naragtige Mennesker. Men hvis vi er lidt erfarne og har lært noget Historie, vil vi snart opdage, at netop så naragtigt og urimeligt går det ofte blandt Folkene i Europas Lande, og Holberg får os denne Måde til at se mange Fejl og Urimeligheder både hos vort eget og andre Folk. Holberg havde altid haft stor Lyst til at granske i Historien, og hvad han selv lærte, det ville han også at andre skulle have godt af. Han skrev derfor en Danmarkshistorie, som der ikke før var skrevet Mage til på Dansk; han skrev en Kirkehistorie, som det er en stor Fornøjelse at læse, og han skrev: »Heltes sammenlignede Historier« og »Heltinders sammenlignede Historier«, som er nogle af de bedste Historiebøger, man kan læse. På sine gamle dage skrev han en udmærket Bog, som hedder »Moralske Tanker« og mest handler om Religion og Moral, og han skrev sine »Epistler« eller Breve, der handler om alle mulige Ting, og som man på en fornøjelig Måde kan lære meget af. Holberg levede hele Tiden ugift og havde ingen Familie at forsørge. Hans Husholdning kostede ham lidt, og da han tjente mange Penge ved sine Bøger, blev han til sidst en meget rig Mand. Han købte et stort Jordegods, som oprettedes til et Baroni, og selv blev han på sine gamle Dage ophøjet i Adelstanden og gjort til Baron. Men hele Godset tillige med mange Tusinde Kroner og alle sine Bøger skænkede han bort til Sorø Akademi; dette havde været nedlagt i mange år, men nu blev det oprettet igen og har siden nydt godt af den rige Gave. I 1754 døde Holberg. På Dødslejet udtalte han: »Jeg har hele mit Liv stræbt efter at være en nyttig Borger; derfor vil jeg gerne dø, da jeg mærker, at mine Åndskræfter ikke længer vil stå mig bi.« Få er de, hvis Arbejde i den Grad som Holbergs er kommet hele Folket til gode. Man jordede ham 1754 i Sorø ved siden af Biskop Absalon.

Frederik den Fjerdes Søn, Kristian den Sjette, var lige så lidt som de andre Enevoldskonger nogen fremragende Mand og Kristian den Sjettes´ regering er enevoldsmagtens højdepunkt i Danmark-Norge. Næppe har noget andet dansk kongepar været så helt gennemtrængt af følelsen af sin magts storhed, som han og Sofie Magdalene. Da kongen og dronningen salvedes i Frederiksborg Slotskirke i sommeren 1731, talte Sjællands biskop om, hvilket gode gud havde skænket »disse riger og lande ved at benåde dem med de bedste konger under solen«, og om, at Oldenborgerne var »den ældste, ædleste og ypperste kongestamme, ikke alene i kristendommen, men endog i den ganske bebyggede og bekendte verden.« Rangforordningen var da også i kongens øjne en ting af yderste vigtighed, og det var for de penge, folk betalte for at få rang, at Frue Kirke fik sit smukke ny spir. Men især stræbte han, og da navnlig dronningen, at gøre hoffet pragtfuldt og fornemt. Kongen og hans hus kom til at stå folket fjernere. Når han og Sofie Magdalene kørte gennem byen, omgaves deres vogn af kavalleri, som holdt alle tilskuere på afstand. Livet ved hoffet var dyrt og fremmed, og her taltes næsten kun tysk, og selvom hoffet var fuld af pragt, var det uden fest og glæde. Kristian den Sjette stod dog Folket fjernt, hvortil hans fornemme tyske Dronning Sofie Magdalene bidrog meget. Hun havde en overdreven Forkærlighed for det Tyske, og det var især hendes Skyld, at der knap blev talt et dansk Ord ved Hoffet, ja hun kunne ligefrem ikke lide, at deres eneste Søn gerne ville tale Dansk, men gjorde Nar af ham derfor og kaldte ham Spottende: »Der dänische Prinz«. Så den værste Skyggeside ved Hoffet var dets overvættes Tyskhed. Der lød vel næppe et dansk Ord i den danske Konges Gård. Dronningen hadede det Danske og kunne ikke tåle det i sin Nærhed. Og Tyskeriet indskrænkedes ikke til Hoffet; mange af Rigets vigtigste Embeder kom i Tyskeres Hænder. Under Kristian den Sjette begyndte den store Indvandring af Tyskere, der i den følgende Tid korn til at tynge hårdt på vort Folkeliv. 20 % af hovedstadens befolkning talte tysk. Dronningen fik Kongen til at give rige Gaver og Understøttelser til hendes fattige Slægtninge og andre Tyskere, som vandrede herind og kom til Ære og Værdighed frem for Landets egne Børn. Desuden havde hun en ustyrlig Lyst til at lade opføre prægtige Bygninger, selv om der slet ingen Trang var til dem, og derved blev store Pengesummer givet ud til ingen Verdens Nytte. Både Kongen og Dronningen havde ophøjede Forestillinger om deres egen Værdighed; de kunne ikke godt tåle at se eller tale med andre end dem, der hørte til den højeste Adel, og de indførte en sådan Stivhed og Fornemhed ved Hoffet, at Danmark hverken før eller siden har kendt Mage dertil. Slotsgangene vrimlede af Soldater, som holdt Vagt; foran Slottet var i passende Afstand trukket en Jernkæde, for at ingen skulle komme det for nær; gik nogen over Slotspladsen, måtte han tage Hatten i Hånden; når Kongen eller Dronningen var ude at køre, stod Officerer med dragne Sabler, Løbere, pyntede Tjenere, som kaldtes Hejdukker, stod på Vogntrinene og Hestegarden omgav den kongelige Vogn. Mødte den kørende eller ridende, måtte disse stå af for at hilse på de høje Herskaber - i dyb Underdanighed. Alt dette hindrede Folk i at få Øje for, at Kongen mente det vel med sine Undersåtter, og det var derfor meget langt fra, at han vandt sit Folks Kærlighed. Statens Penge sparedes der ikke på; Dronningens fattige slægtninger blev rigelig forsynede med penge. De lempelser af undersåtternes byrder, Kristian den Sjette havde åbnet sin regering med, opvejedes da snart af ny byrder. Skatterne voksede påny. Thi rustningerne, hof udgifterne og de store nybygninger tyngede hårdt på statens finanser. Medens Frederik den Fjerde i sine sidste 10 år havde fået rigets finansielle tilstand betydelig bedret, gik det i de 16 fredsår under Kristian den Sjette den modsatte vej, så han endte med en statsgæld. Disse forhold hæmmede selvfølgelig regeringen i at arbejde på rigernes indre udvikling med så megen kraft, som de ønskede. Men end mere hindredes virkelige fremskridt ved den mangel på forståelse af det økonomiske livs vilkår. Gavnligt var det ganske vist, at der i 1736 oprettedes en bank i København. For Handelen fik sin egen Styrelse (Kommercekollegiet). Gavnligt var det måske også, at regeringen stræbte at få ny handelsselskaber i gang, f.eks. et »Asiatisk Kompagni«, og at det Vestindiske Kompagni, der i forvejen ejede St. Thomas og St. Jan, og nu også købte St. Croix af Frankrig. Københavns og flere norske byers skibsfart voksede. Men af tvivlsom værdi var den store iver for at skabe en fabriksindustri ved indførselsforbud og statstilskud. Det kostede mange penge, og dog ville fabrikkerne ikke trives, fordi deres varer blev for dyre. Ved statsmidler indrettedes så et varemagasin i København, som modtog de danske fabrikkers varer og udleverede dem - på kredit - til købmændene. Alle, som modtog løn eller pension af staten, skulle bruge 1/10 deraf til at købe varer fra dette magasin. Men trods alt toldeftersyn smugledes fremmede varer ind i stor mængde, så de kunne sælges billigere end de danske varer. Kongen ophævede det landeværn som han fader havde oprettet, og gav derved bønderkarlene lov til at nedsætte sig, hvor de ville. Skadeligst i sine følger blev dog regeringens holdning overfor landbruget, selvom mange af dens forordninger var udsprungne af ønsket om at gavne denne næringsvej. Den rådende tankegang var den, at man først og fremmest skulle sikre det hjemlige marked for landbruget. Derfor var der forlængst lagt høj told på alt korn, som fra fremmede lande indførtes til statens hoveddele, Danmark og det søndenfjældske Norge. Dette forandrede Kristian den Sjette til et forbud mod kornindførsel til disse landsdele. Men hvad kunne det hjælpe et landbrug, der arbejdede under så fortrykte kår, at indtægterne af en bondegård på Sjælland i et gennemsnitsår ikke en gang altid dækkede udgifterne, og endnu mindre kunne dække skatterne! Godsejerne, som skulle stå inde for bøndernes skatter, havde følgelig meget ofte ondt ved at klare sig. Tilmed kom flere af deres bondegårde til at ligge øde, fordi ingen havde lyst at overtage dem, og karlene kunne jo, dengang Kristian den Sjette havde afskaffet landmilitsen, uhindret rømme bort fra godserne. Bønderne var ganske fattige. Der var høje priser og afgifter. Høsten var kun 3-4 gange så stor som udsæden, og landbrugsredskaberne klodsede. 3 karle og 6 heste kunne nå at pløje 3-4 skæpper land på en dag. Der var væsentligt flere heste der skulle fodres i forhold til køer, og køerne svandt ind når der kom kvægpest som i Kristians den Sjettes tid. På Sjælland kunne man rejse mange mil uden at se noget som helst kvæg på fælleder og overdrev. Og Godsejerne var onde i sulet. En stor del bønder kom under tyske herremænd, og tyskerne var flittige til at bruge træhesten og forskellige pinselsmidler som straf. Tyskerne regnede ikke danske bønder for noget, andet end som umyndigt tyende. Så Godsejerne gik til kongen og stillede krav om genoprettelse af hans faders landeværn, sådan at godsejerne kunne stavnsbinde bønderne. Og det blev da i de fleste herremænds øjne hovedgrunden til de usle tilstande, at bønderne havde frihed til at rejse bort, og derfor råbte de på at få landmilitsen oprettet påny. Samtidig arbejdede adelsmanden Povel Løvenørn fra Horsens af andre grunde mod det samme mål, og derfor udstedte Kristian den Sjette d. 4 februar 1733 en forordning om landmilitsens genoprettelse. Kongen var for svag til at stå fast, og Stavnsbåndet blev udtrykkelig lovfæstet. Den militære byrde, som herved lagdes på den danske landbefolkning, var for hver 60 tønder hartkorn skulle der stilles én soldat, som skulle stå i lægsrullen i 8 år. Men hertil var knyttet en række andre bestemmelser, som soldatertjenesten til en forbandelse for bondestanden. For det første skulle alle bondekarle i alderen fra 14 til 36 år indføres i reserveruller og i hele denne tid vedblive at bo på det gods, de tilhørte, bundet til fødestavnen. Derved indførtes for den danske landalmue et stavnsbånd. For det andet fik herremændene ret til at udpege de karle, der skulle udtages til soldater. Det gav godsejeren en ret til vilkårlig at råde for den enkeltes skæbne i et omfang, som aldrig før havde været kendt. For Sjælland var dette noget nær en genoplivelse af det gamle vorneskab; for Jylland og Fyn, som aldrig havde kendt vornedskab, var det en helt ny trældom. Men årene gik, uden at godsejerne mærkede nogen bedring af folkeholdene, og da det omsider begyndte at lysne, fordi kornpriserne tog til at stige, ramtes landbruget af en ny ulykke, kvægpesten, som i løbet af et par år ihjelslog flere hundrede tusinde køer i Danmark. Nu blev det endnu vanskeligere end før at formå karlene til at overtage gårde og forsyne dem med kvæghold. Selvfølgelig råbte godsejerne på endnu mere tvang. Regeringen lyttede til herremændenes råb og forøgede efterhånden stavnstvangen. Inden Kristian den Sjette døde, fik de ham også til at udgive en ny Forordning hvor alle bønder var stavnsbundne fra det 9de til det 40de år, men desuden var enhver landsoldat pligtig til, når han havde udtjent, at nedsætte sig på det gods, han hørte til, og modtage en gård dér. Han var altså stavnsbunden fra sit 9 år og til sin død. Men båndet skulle strammes endnu mere, inden det gik op for de tyske overklasser i Danmark, hvor forfærdeligt et misgreb det var at følge denne vej. Lidt værre blev det endnu under den følgende Konge, som forordnede, at enhver Bonde skulle være stavnsbunden fra sit første År. Dermed havde Herremændene endelig opnået, hvad de ønskede; de kunne nu også udskrive, hvem de ville, til Soldat, tvinge Bønderne til at antage Fæstegårde og pålægge dem så meget Hoveriarbejde, som de havde Brug for. Hoveriarbejdet var ikke fastlagt - det var ubestemt - så herremanden kunne diktere hoveri, når det passe ham. Omkring 2/3 af Danmarks bønder var hoveriforpligtiget. Og bønderne løste hoveriarbejdet med træghed og vrangvilje, som kunne drive godsejeren og hans ridefoged til fortvivlelse. Fogeden greb til krabasken, hundehullet og træhesten, og der var en stadig kamp mellem opsætsige bønder og godsejerne. Der blev simpelthen ikke produceret noget for de tyske herremænd. På dets adelige godser herskede i forvejen et livegenskab, der bandt både mænd og kvinder endnu hårdere end det kongerigske stavnsbånd. På den fri bondejord, som omfattede størstedelen af nord- og mellem- Slesvig og marsklandene, blev udskrivningen ordnet uden stavnsbånd. Heller ikke i Norge indførtes en sådan tvang. Men herremændene havde det lette arbejde, for de havde hals- og håndsret over bønderne, og kunne selv udnævne dommeren på godsets birketing, ligesom de kunne sætte bonden fra hans gård. Ja disse herremænd havde også tugtelsesretten over bønderne. Bønderne var retsløse, men pligtige til at betale skat og afgifter. Brændevinen lindrede deres smerter. Men både på Sjælland og Lolland-Falster tog bønderne kampen op mod herremændenes vilkårlighed. Som andre konger ville Kristian den Sjette være en stor bygmester, uden selv at røre en murske. Skatter og arbejdet pådrog enevælden og godsejerne den almindelige befolkning. Det, der især voldte hofudgifternes ustandselige vækst, var de kostbare nye slotte, som skulle være det synlige udtryk for enevældens magtfylde, og som rejstes samtidig med, at Københavns borgere måtte anvende store summer til at opbygge de bydele, som var lagt i aske efter ildebranden i 1728 i hovedstaden. Det mindste og billigste var det kønne jagtslot Eremitagen i Dyrehaven ved København. Meget dyrere var dronningens slot ved Hørsholm, det man den gang på sin tysk kaldte »Hirschholm«, som blev bygget midt i en sump. Men dyrest af alt blev Christiansborg. Frederik den Fjerde havde kort forinden ombygget det gamle Københavns Slot og gjort det rummeligere. Men det var ikke nok for Kristian den Sjette og Sofie Magdalene. I stedet lod de bygge det mægtige Christiansborg, som i alt kostede 2³/₄ millioner daler kurant, dvs. omtrent 2/3 af alle rigets indtægter i et år, og omtrent så meget, som efter datidens priser alt jordegods på Sjælland var værd. Kongen søgte at trøste sig med, at han havde kunnet opføre slottet uden at presse en eneste skilling ud af sine undersåtters lomme, dvs. uden at pålægge ekstraskatter. Men et par år efter slottets fuldendelse var statens pengenød så stor, at han måtte udskrive en tung ekstraskat. Kongen hentede håndværkere hos de tyske fyrster, men to danske mænd, Eigtved og Thura også lejlighed til at vise sig som ypperlige bygmestre. Fra England, Holland og Tyskland indkaldtes 60 Fabrikanter, der ved rigelige Understøttelser af Statens Midler og ved Forbud mod Indførsel af den Slags Varer, de fabrikerede, snart fik en Mængde Fabrikker i Gang, der, om de end ikke lønnede sig, dog lærte de Danske at tage fat på en større Virksomhed. Ligeledes indkaldtes en Mængde fremmede Håndværkere til de store Byggeforetagender, Kongen satte i Gang. Der udfoldedes således i Kristian den Sjettes Tid en travl Virksomhed i Håndens Verden. Forsvarsvæsenet og navnlig Flåden holdtes i god Stand, mange nye Skibe blev byggede, Dokken indrettet, Flådens Leje uddybet, Kadetterne blev bedre oplærte, og Matroserne sikredes en bedre Behandling. Værkfliden, der hidtil havde stået lavt her i Landet, tog i denne Konges Tid et stort Opsving. Da Opførelsen af Christiansborg Slot begyndte i 1733, gjorde de tyske Stenhuggersvende Strejke og søgte at forhindre Tilgang fra Tyskland. Nogle af dem blev arresterede. Bevægelsen bredte sig til de andre Bygningsfag, og der udstedtes en Forordning, hvori det hed: »De Svende, af hvad Håndværk de og måtte være, enten Stenhugger-, Murer-, Tømrer- eller Snedkersvende, som under nogen Slags Påskud lader sig lyste at gøre et eller andet Oprør og følgelig sig sammenrotter og holder sig tilbage fra at gøre noget mere Arbejde eller selv i Hobetal udtræder fra Arbejdet, indtil de i en eller anden deres formentlige Fordring eller Besværing kan blive føjede …deslige Oprørere skal ikke alene med Fængsel, Rasphus og Arbejde i Fæstningen, men endog efter Omstændighedernes Beskaffenhed og ligesom de befindes vidt at have drevet deres Ondskab og virkelig have forårsaget Skade og Ulempe, på Livet straffes«. Endvidere blev det forbudt at forunde enhver sådan »modvillig Oprører eller fra Arbejdet udtrædende Håndværks-Burs« nogensomhelst Tilflugt i Kongens Riger og Lande. Det er vel næppe sket her til Lands, at Strejke virkelig er blevet straffet med Døden, men Forordningen viser, at man endnu henved Midten af det attende Århundrede betragtede Arbejderne som Slaver, der var forpligtede til ubetinget at lystre. Nogle År efter opstod der en Stridighed indenfor Skomagerlavet, som endte med, at Mestrene måtte give efter. Holberg (1684-1754) skriver i den Anledning betegnende for Tidens Ånd: »Det er en Lykke, at Håndværks-Karle ej stemmer deres Fordringer endnu højere, thi de er de eneste Lemmer udi i et Samfund, som ikke kan tvinges.« Rimeligvis har der i disse År fundet Arbejdsnedlæggelser Sted indenfor flere Lav. Der blev nemlig udstedt en ny Rådstueplakat, hvori de ovennævnte strenge Straffe udstraktes til at gælde »alle Lavenes Svende samt deres Hælere og Medhjælpere i Almindelighed«. Af Indledningen til Plakaten fremgår det, at Murer- og Tømrersvendene, Skomager- og Smedesvendene »formastelig« har gjort »Opstand«, idet de »endrægtigen har forladt Mestrenes Arbejde, uden at Hovedmændene har været til at udfinde, så at de i Hobetal har spaseret og ikke villet gå i deres Mestres Arbejde igen, før de i visse Måder er blevet føjede i deres Påstand«. Her har altså været Tale om formelige Strejker, og Plakaten forordner, at alle Tvistigheder mellem Mestre og Svende skal undersøges og påkendes af Politimesteren. Hvis en Svend forlader sin Mesters Værksted, skal Mesteren under Straf anmelde det, og Svenden skal straffes, enten han har Ret eller Uret. Straffen sættes til strengt Arbejde i Jern. Håndværket skabtes af den Arbejdsdeling, der naturligt udviklede sig indenfor den middelalderlige Naturaløkonomis hjemmeproducerende Samfund, efterhånden som de menneskelige Behov krævede det. Med Håndværkets videre Udvikling måtte Sammenslutninger af Fagfæller til gensidig Hjælp og Støtte falde naturligt, ja blive en Nødvendighed for at skabe betryggende Forhold for Fagets Udøvere under disse Tiders lidet ordnede Forhold. Sådanne Sammenslutninger, Lav, blev Håndværkersamfundets Organisationsform, den Ramme, der bar dets organiske Udvikling. Det var Lavenes Opgave at regulere Produktionen og fordele den så vidt muligt ligelig på alle Mestrene, at tage Brodden af den indbyrdes Konkurrence ved at skabe et Brodersamfund, hvor ingen steg for højt, og ingen sank for dybt, og hvor Lavenes Bestyrelse påså, at Lavsmestrene følte sig som »Embedsmænd« med den Opgave at levere godt Arbejde til rimelige Priser. Der skal dog ikke her gås nærmere ind på de Måder, hvorpå Lavene søgte at løse deres Opgaver. Indenfor dette Håndværkersamfund fandtes egentlige økonomiske interessemodsætninger. Mestre og Svende var ikke to adskilte Klasser med modstridende Klasseinteresser. Håndværksmesteren var alene Svenden overlegen i Kraft af sin større Dygtighed i Faget i Modsætning til den kapitalistiske Håndværksmester, hvis Overlegenhed i Almindelighed kun beror på hans Kapitalbesiddelse. Overgangen fra Svend til Mester var let og naturlig, idet Mestrenes Antal var så stort i Forhold til Svendenes, at Udsigten til at blive Mester var gode for Svenden. I Varde var der eksempelvis i året 1735: 14 skomagere, 7 skræddere, 8 garvere og remsnidere, 4 farvere, 11 andre håndværkere og 4 købmænd. Det var alt hvad der var af handlende, og deres vigtigste indtægtskilde var landbruget. Handelen i Varde bestod af en smule købslåen om de simpleste varer med omegnens bønder, og indbyggerne var ganske fattige. I Året 1743 var der således i de københavnske Lav 2352 Mestre overfor kun 2501 Svende. Men efterhånden forbedredes den lavsmæssige Organisme og Vildskuddene voksede frem. Man søgte at værne sig mod Konkurrence ved at vanskeliggøre ny Tilgang til Lavene og udnytte sin monopoliserede Stilling. Teknisk Stagnation. slette Varer og urimelige Priser blev let Følgen, og social Misnøje avledes hos Medhjælperne, der trykkedes ned og for en Del blev udsigtsløse. Alligevel gik det langsomt med at sprænge Lavsrammerne, hvad der lå i den ringe Befolkningstilvækst, der ikke influerede væsentlig på Håndværkets Produktion for den snævre Kreds af lokale Konsumenter. Men da Samfundet gik over til at tage nye Produktivkræfter i sin Tjeneste, da Storhandel og Storindustri krævede Masseproduktion af ensartede og billige Artikler for det frie Marked, måtte den indvendig skørnede Lavsinstitution som en Spændetrøje for Produktionen endelig sprænges for at bane Vej for det økonomiske Livs frie Udvikling. Kristian den Sjette var stærkt påvirket af pietismen og var under sin fromme Moders Vejledning opvokset i Gudsfrygt, og han droges nærmere til Pietisterne af sin Dronning Sofie Magdalene og dennes Moder, som begge hørte til de »vakte«. Så snart han var blevet Konge, søgte han derfor at sætte en indre Mission i Gang, der kunne vække Livet i Menighederne. Ved Kristian den Sjettes Tronbestigelse var ikke blot Tronen, men også Sæderne i Forfald. Det ene følger med det andet. Svir og Sværm, Utugt og alskens Råhed hørte til Dagens Orden. Både han og Dronningen hyldede Pietismen, og de foretrak altid Mænd af denne Retning, når der skulle vælges Præster eller andre Embedsmænd. Kongen var hildet i den Vildfarelse, at Gudsfrygt kan udbredes ved Tvang, og han ville da rigtig bruge sin kongelige Magt for at gøre sit Folk gudfrygtigt. Nede i Tyskland Præsterne Spener og Francke og andre fromme Mænd, som begyndte at tale og skrive mod den kolde og døde Rettroenhed. De forkastede ikke Læren; men de hævdede med stor Styrke, at den må vise sine Frugter i et fromt og virksomt kristeligt liv, ellers er den ikke meget værd. »Eet Kvint levende Tro,« sagde Francke, »er langt at foretrække for et helt Centner historisk Kundskab om Kristendommen, og een Dråbe sand Kærlighed er mere værd end helt Hav fuldt af Indsigt i Videnskabernes Dybde.« Der var mange, som holdt af at lytte til deres Ord, og de vandt rundt omkring talrige Tilhængere, som blev kaldt Pietister efter det latinske Ord »Pietas«, der betyder Fromhed. Disse Pietister var for det meste virkelig fromme og gudfrygtige Mennesker. I Tidens Løb blev mange af dem rigtignok vel strenge i deres Dom om dem, der hørte til en anden Retning, og de havde ondt ved at anerkende dem for Kristne, som ikke helt ville afholde sig fra verdslige Fornøjelser; men de dannede en gavnlig Modvægt til den døde Rettroenhed, og deres Hovedlærdom, at Troen og Læren skal vise sig i Livet, vil jo altid være sand. Grev Zinzendorph, Stifteren og Lederen af den hernhutiske Menighed i Tyskland, kom til København og begyndte der de gudelige Forsamlinger, som senere fortsattes rundt om i Landet. Ved Universitetet ansattes en pietistisk Præstelærer; flere af de københavnske Præster forkyndte allerede Pietismen fra Prædikestolen. Præsterne af den gamle Retning gjorde alvorlig Modstand mod de nye Urostiftere, og snart stod der en livlig Kirkekamp i København. De første lagde Vægten på Lærens »Renhed«, de sidste på, at Præsten var »vakt«. Kongen lod dem så vidt mulig udkæmpe Striden i Frihed; dog måtte han i Året 1734 forbyde dem at føre Kampen fra Prædikestolene og advare mod at fremsætte Sætninger, der stred mod Bibelen og Trosbekendelsen. Efterhånden som Vækkelsen bredtes, sørgede han for at få flere og flere Præste- og Bispeembeder besat med Mænd af den nye Retning. Om Valget rådførte han sig gerne med Hofpræsten Bluhme, en Mand, der i det hele havde meget at sige i alle Kirkeanliggender, og som også var den, der tilskyndede Kongen til at fejre 200-årsfesten for den lutherske Statskirkes Grundlæggelse i Danmark. De alvorlige Præster fik meget at kæmpe mod og nye fjendebilleder. Kristian den Sjette ophævede faderens sabbatsordning og lidt senere forbød han at holde gudelige forsamlinger, hvori nogen påtog sig at forklare skriften. Allerede i 1735 udstedte han en ny sabbatsordning der forbød alle forlystelser på helligdagene og satte mulkter og gabestok som straf for at forsømme at gå i kirke. Adskillige af denne Lovs Bestemmelser kunne vel kaldes gode og tidssvarende, som når Helligdagens og Gudstjenestens Fred værnes mod Forstyrrelse af den larmende Lystighed. Men mange andre kunne kun, trods den gode Hensigt, gøre Fortræd. Enhver, der uden lovlig Grund undlader at møde i Kirken om Søn- og Helligdage, skal dømmes til Pengebøder eller stilles i Gabestokken uden for Kirkedøren, hvilken Straf også venter den, der gør Søndagsarbejde. For at forebygge Lystrejser på de hellige Dage påbydes det at holde Københavns og andre Fæstningers Porte lukkede til Kl. 4 om Eftermiddagen, og det forbydes Bønderne »at ride Sommer i By, hvorved Gud fortørnes, og Bonden ruineres«. Kongens udstedte også Forbud, som indskrænkede Tilladelsen til Dans, Maskerade, Komediespil og lignende forlystelser. Men hverken Tvangen eller Forbudene havde den ønskede Virkning; de bidrog kun til, at der ved Siden af Gudsfrygten også fremkaldtes en hel Del Skinhellighed og Hykleri, og ærlige Mænd måtte tit stå tilbage for Hyklere. Sådanne Love var mere skikkede til at avle Skinhellighed og vække Modvilje mod Kristendommen end til at fremkalde et fromt Sind og et gudeligt Levned. Han pålagde præsterne, at de i kirkerne skulle overhøre de unge i deres kristendom, og i 1736 indførte han tvungen konfirmation, hvortil knyttedes det bud, at præsterne i 3 måneder forinden skulle undervise konfirmanderne i den kristne børnelærdom. I 1737 fik han udgivet Pontoppidans forklaring til Luthers Katekismus og påbød dens indførelse i alle landets skoler. Samme år oprettedes et kollegium til at føre tilsyn med kirken i Danmark og Norge, general-kirke-inspektions-kollegiet. Alt dette religiøse regereri gjorde det i hovedstaden til en mode, at »se surt« og bære sin fromhed til skue. Der fandtes 600 skoler på landet i Danmark, men i 1739 befaledes det, at der overalt på landet skulle oprettes skoler. Men godsejerne, som skulle bære en del af udgifterne, og som tillige fik det overdraget at sørge for udførelsen, hver på sit gods, rejste på mange steder en sådan modstand, at skolesagen blev udsat. Universitetet var endnu en regulær præsteskole og en latinsk disputereanstalt. Men så oprettes et særligt lovstudium og en juridisk eksamen, som skulle tages af dem, der ville være statens embedsmænd, og det var et afgørende skridt til at komme bort fra »lakajismen«, dvs. den kongelige og kristelige uskik, at embederne gaves til fornemme folks tjenere og yndlinger uden hensyn til deres kyndighed. Og latinskolerne reformeredes i Danmark og Norge. Der var blandt kongens nærmeste lakajer adskillige, som var fødte og opvoksede i Slesvig, og som af selvsyn kunne oplyse ham om de bagvendte tilstande, om at i Angel og hele Mellem-Slesvig, ja i købstæderne endog i Nordslesvig, hvor folket stadig kun talte og forstod dansk, prædikedes der på tysk i kirkerne, og at præsterne dér ofte var indvandrede tyskere, som end ikke forstod et ord af folkets danske sprog. Det kunne den tyske slotspræst Bluhme fra Tønder fortælle om, og dét vidste juristen Andreas Højer fra Karlum ved Tønder god besked med. Men det var vist den danske hofpræst Erik Pontoppidan, som i en årrække havde været præst på Als, der vakte kongens opmærksomhed for sprogsagen. Andreas Højer - hvem Holberg stempler som tysker, men som i virkeligheden var fra det rent dansktalende Mellem-Slesvig - var en flittig historieskriver, som (på tysk) udarbejdede en livsskildring af Frederik den Fjerde. Men endnu større betydning har Andreas Højer ved at han brød vej for studiet af vor hjemlige lovgivning. To andre lærde mænd grundlagde den videnskabelige granskning af dansk historie: Gram og den noget yngre Langebek. Begge arbejdede på at fremdrage selve kildeskrifterne, udgive og forklare dem; navnlig er Langebeks store samling af skrifter om den danske middelalders historie («scriptores rerum danicarum«) den dag i dag et uundværligt hjælpemiddel for enhver dansk historiker. Endvidere stræbte de at samle ligesindede mænd til støtte for disse arbejder. Gram i forening med J. L. Holstein, som trods sin tyske oprindelse nærede en levende sans for dansk sprog og ejendommelighed, stiftede i året 1742 »Videnskabernes Selskab« af landets dygtigste lærde i de forskellige fag. Dette selskab, som udgav sine skrifter på dansk, er til endnu og står i den højeste anseelse både hjemme og ude. Næsten som en medbejler til dette samfund oprettede den unge Langebek og hans nærmeste venner 1745 et selskab, som lagde eftertryk på sit nationale øjemed, idet det kaldte sig »Selskabet til det danske sprogs og den danske histories forbedring«. I samme ånd virkede den utrættelige Erik Pontoppidan. I sprogsagen forordnede Kristian den Sjette så, at det overalt i Slesvig skulle påses, at ingen præst eller skolelærer udnævntes, som var ukyndig i dansk. Men dette bud blev tomme ord. Thi de embedsmænd, som skulle udføre det, var selv tyskere og i hjertet modstandere af danskheden. Men i Hyrup i Angel var ansat en sakser ved navn Fischer, der som så mange andre af sine kaldsbrødre ikke brød sig om at lære folkets sprog, men med al magt ville tvinge bønderne til at forstå hans sprog. Han stævnede dem til lange katekistioner på tysk om søndag eftermiddag, og når de ikke mødte, skældte han ud: »Har jeg ikke villet lære jer, i djævlepak og helvedesbrande, at tale i skal tysk? Men hvad hjælper det? Dette djævlepak holder stadig fast ved sit dumme danske sprog, både i hjemmet, mellem hinanden indbyrdes og alle vegne.« Men dette var dog bønderne for groft, at de indgav klage over ham og efter en lang proces fik ham afsat. Men det tyske kirkesprog i Angel blev ikke afskaffet. Der var faldet en Døs over de lutherske Statskirker. »Den rene Lære« stod ved Magt, den håndhævedes efter Kongelovens Ord »vældelig« af Statens Styrer, men den var hos de fleste blevet en død Rettroenhed, en vissen Lærdom, som ikke kom Hjertet ved, og som ingen Frugt bar i Livet, men som man dog af gammel Vane holdt fast på. Der fulgte noget usundt med Pietismen. Dens Tilhængere lagde mere Vægt på Hjertets Rørelser end på Herrens Nådemidler, og de dømte tit hårdere om dem, der ikke hørte til deres Samfund og førte samme Sprog som de, end forsvarligt var - vi have set, at de kaldte en Mand som Hans Egede en »uomvendt«, et Verdens Barn. I deres Iver for at sætte Skel mellem Guds Børn og Verdens Børn overså de også, at der er noget naturligt menneskeligt godt; det naturlige Menneske var for dem kun en Syndens Træl, de fordømte ikke alene Synden og de syndige Lyster, men tit også uskyldige menneskelige Glæder. Den store Vægt, de lagde på Afholdenhed i det ydre og på sådanne ydre Kendetegn, der kunne vise et sønderknust Hjerte, et bodfærdigt Sind, kunne let medføre, at mange kom til at bære Kristendommen for meget til Skue og hyklede Følelser, de ikke havde, eller dog ikke havde i den Grad, som de gav det Udseende af. Men havde end Pietismen sine Skyggesider, må det ikke glemmes, at den var en levende Kristendom og derfor stod langt over den døde Rettroenhed og Vanekristendom. Den havde Ret i, at Kristendommen ikke er en Lærdomssag, men en Hjertesag, og at de sande Guds Børn ikke kunne leve som de, der ene have deres Liv og søge deres Glæde i denne Verden. Og Skyggesiderne trådte ikke lige stærkt frem hos alle Pietister; der fandtes mellem dem Folk med en mildere Dom og en friere Tankegang. Vi kunne pege på flere Mænd mellem Pietisterne i Kristian den Sjettes Tid, der ved deres fromme Liv og inderlige Forkyndelse have været til stor Velsignelse i den danske Menighed, og flere er de fromme, som hørte til »de stille i Landet«, og hvis Navne derfor ikke optegnedes i Historien, men vel på et andet Sted. Pietismen fik størst Betydning derved, at den gav den danske Menighed en ny stor Salmedigter i Hans Adolf Brorson. I Tønder, hvor Brorson var Præst, og i denne Bys Omegn var en stærk pietistisk Vækkelse; man kunne se Bønderne samle sig på Marken i Hviletimerne for at holde Bøn og synge Salmer. Præsten i Tønder hørte med til Kredsen af vakte, og mange samledes om hans Prædiken; flere skulle dog komme til at samles om hans Salmer. Det var almindeligt, selv i danske Menigheder i Sønderjylland, at bruge tyske Salmer ved Gudstjenesten, og da dette tyktes Brorson uret, udgav han i Året 1732 et lille Hæfte danske Julesalmer, »Menigheden til Opmuntrings. Senere kom flere Hæfter, og til sidst samlede han dem alle i en Salmebog, som han kaldte »Troens rare Klenodie«. Hans Salmer gik snart vide om Land, og da Kongen lærte dem at kende, satte han Digteren på Ribe Bispestol. Fra Kingo have vi de højtidelige Påskesalmer, fra Brorson de barnlige Julesalmer. I 1742/43 syntes det næsten uundgåelig at der blev krig. Sverige havde uforsigtigt yppet krig med Rusland, og var blevet slået til jorden, og et af de svenske partier søgte at købe en billig fred ved at vælge en Holstensk-Gottorpsk prins til tronfølger, mens et andet parti ville vælge den danske kronprins Frederik (V), for således at forene de nordiske riger og holde stand mod Rusland ved fælles kræfter. Men den russiske indflydelse blev den stærkeste, og den gottorpske prins Adolf Frederik blev svensk tronfølger, anstrengte de danske statsmænd sig af al magt for i det mindste at få sikkerhed for, at Sverige og Rusland ikke ville støtte de gottorpske krav på halvdelen af Slesvig, og opnåede nogle ubestemte løfter, men intet bindende tilsagn. Imidlertid blev freden dog ikke brudt, så at Kristian den Sjettes regeringstid. I årene 1740-50 var der et opsving i Europa, og det smittede af på prisudviklingen i perioden 1761-70. Priserne steg med ⅓ på korn, flæsk og oksekød, og tilsvarende steg så priserne på landbrugsejendomme, som var 5-doblet ved år 1800 i forhold til priserne i Kristian den Sjettes tid. Men Kristian den Sjettes kongetid havde indledt den danske bondes dybeste fornedrelse, hæmmede Ludvig Holbergs frie digtervirksomhed, og ledte en tysk skyllestrøm ind over det danske samfund. Når ikke desmindre dansk åndsliv gik frem, og når ligeledes Norge vedblev at vokse i kræfter, var det ikke Kristian den Sjettes fortjeneste. Han døde d. 6. august 1746. Sofie Magdalene overlevede ham i 24 år til 1770, og hun forsøgte senere at tvangsbinde kvinderne til stavnen på hendes godser, hvad der klart var et overgreb, da stavnsbåndet kun gjaldt mændene. Så stærk end den tyske oversvømmelse var i hof- og regeringskredse, i Slesvigs embedsstand, i hæren over hele Danmark og Norge, og i Københavns håndværkerstand, så var den dog ikke stærk nok til at standse den opgang i dansk åndelig kultur, som har sit største udtryk i Ludvig Holberg.

Danmark var jo en religiøs, enevældig og totalitær stat fra 1660 med Guds udvalgte monarker, uanset hvor sindslidende friherrerne og proprietærerne var. Trykkefrihed, ytringsfrihed, organisationsfrihed, mødefrihed og religionsfrihed var forbudte, og forsøg på at indføre dem blev slået ned af statsmagten med hård hånd, idet de blev betragtet som oprørske angreb på den af Gud etablerede orden i Danmark. Undersåtterne blev mødt med censur, straffedomstole og birkeret, og vilkårlig magtanvendelse fra magthaverne. Danmark blev styret ved hjælp af kabinetsordre. Den norskfødte Jacob Christian Bie (1738-1798) fra Trondhjem, flyttede til København for at studere, men han vendte tilbage til Norge og levede som lejlighedsdigter. I 1765 flyttede han atter til København, hvor han samme år udgav et skrift »Originale Danske Moralske Fabler i bunden Stiil«. Men skriftet blev konfiskeret og Jacob dømt til at hensættes på Christiansø ved Bornholm. Alligevel fik Jacob i 1766 en benådning, og fik derefter en bevilling som prokurator. Men så pådrog Jacob sig kong Christian VII's vrede gennem sin respektløse optræden overfor myndighederne. I 1769 påtog Jacob sig at prædike på degnens vegne i Hvidovre kirke. Struensee havde ophævede censuren fra d. 14. september 1770 til d. 20. oktober 1773, så Jacob brugte friheden til angreb på præsterne, og hans prædiker vakte latter og forargelse. Efter at han havde bedt for kongen og hans hus og de øvrige øvrighedspersoner, nævnte han også en række af Københavns offentlige piger i bønnen, som man mente, at kongen gæstede. Sagen indbragte ham 6 års rasphus ved højesteret i 1771, hvor Jacob blev dømt for gudsbespottelse og majestætsfornærmelse. Jacob udfærdigede så også i 1771 et falsk privilegium for en bogtrykker, hvor han efterskrev kongens navn, og dermed blev han i 1772 idømt livsvarigt rasphusarbejde, men også dømt til at miste sin hånd, ære og boeslod. I 1777 blev Jacob benådet og dømt til forvisning til Fransk Guinea på livstid.

Selve fæstevæsenet af bonden begyndte i 1200-tallet, efter at de kristne marodører havde taget magten i Danmark, stjålet jorden og gjort danerne ufrie. I år 1400 var knap 90 % af alt jord og gods etableret via fæstevilkår og i år 1600 var mere end 94 % fæstebønder. Mange meget indviklede og restriktive begrænsninger i befolkningens bevægelsesfrihed var gældende længe før Stavnsbåndet blev indført som en yderligere begrænsning. Fra slutningen af 1400-tallet havde vornedskabet hersket på den sjællandske øgruppe, men dette vornedskab, som var en binding af den mandlige del af bondestanden til hele livet at forblive på det gods, hvor de var født, blev ophævet af lov af d. 21. februar 1702 for alle børn født efter d. 25. august 1695, og var aldrig blevet gældende lov på Fyn eller i Nørrejylland. Et stavnsbånd for udskrevne bønder til hæren var bl.a. etableret fra begyndelsen af Kristian 4.s regeringstid. Under Kalmarkrigen vedtog Fyns Råd og Adel d. 5. maj 1612 en ordning af forsvaret, hvortil alle mandbare folk skulle bevæbnes, og ingen tjenestekarle måtte drage ud af sin tjeneste, førend krigsfanen var nedlagt. Denne binding af bønderne til jorden som soldater med militære formål skete flere gange. Enevælden efter 1660 havde en mangel på kvalificerede embedsmænd, og løste dette problem ved at give godsejerne nye skatteprivilegier mod, at disse til gengæld varetog en række offentlige opgaver. Med loven af d. 22. februar 1701 om udskrivning af landmilitsen blev ordningen gjort permanent. I loven blev der indført regler om pas og skudsmålsbog for alle, og der skulle stilles en soldat for hver 20 tdr. htk. bøndergods (et lægd). Det blev godsejerne, der skulle være ansvarlige for at stille de nødvendige soldater. Men den skjulte hensigt var reelt at sikre godsejerne billig arbejdskraft og fæstere til deres fæstegårde. Loven begunstigede de godsejere, der var bosiddende i »lavtlønsområder«, og de godsejere, der havde gode fæstebetingelser, kunne nu forringe vilkårene for bønderne. Tjenestetiden for en soldat var på 6 år, hvor han skulle møde til militærtjenesten i flere timers eksercits om søndagene efter kirketid på de enkelte eksercerpladser, hvoraf der var en for hver 4 til 6 sogne. Det var en anstrengende og ubehagelig tjeneste, som berøvede de udskrevne deres eneste fridage i hele arbejdsåret. De kunne blive udsat får troppeture med udrustning på 20 til 40 km.. Selv uden vornedskabet var der rigeligt af bindinger og byrder, idet man havde pligt til at have fast arbejde på 6 mdr. kontrakt eller 12 måneders kontrakt. Arbejdsløse omstrejfere var hjemfaldet til straf, hvis de blev pågrebet uden gyldigt pas på landevejene eller ved færgeoverfarter og toldstederne. Toldsteder fandtes omkring købstæderne, hvor kontrollen blev foretaget ved byportene. Man kunne altså ikke bevæge sig mellem de danske landskaber eller ind og ud af byerne uden gyldig rejsehjemmel eller pas, og det gjaldt både for mænd og kvinder. Ingen tjenestefolk kunne erhverve pas og rejse fra deres tjenestested uden at have givet deres arbejdsgiver en lovlig opsigelse. For at være lovlig skulle opsigelsen være forkyndt for arbejdsgiveren i to vidners nærvær 8 uger før skiftedag. Man kunne kun skifte to gange om året ifølge Danske Lov fra 1683. Det var enten d. 1. juni eller d. 1. december, men fra 1770 blev det ændret til d. 30. juni og d. 31. december. Men overklasserne accepterede ikke opsigelsen, førend de fik oplysning om hvor man havde fået nyt arbejde. Når opsigelsen var modtaget skulle arbejdsgiveren på stemplet papir skrive personens afsked, pas og tilladelse til at forlade tjenesten og skriftligt anmode præsten om at meddele den enkelte person sit skudsmål. Det præstelige skudsmål skulle afsendes til den berørte godsejer eller til amtmanden. Hvis man blev tager i at færdes uden lovligt pas med de fornødne attestationer, kostede det 6 måneders løn. Folk der husede eller skjulte personer uden lovligt pas måtte af med store bøder. Hvis bøderne ikke kunne betales, kom man for hver 10 rigsdalere man skyldte, i jern i Bremerholm i een måned for mændenes vedkommende, og to måneder i Børnehuset på Christianshavn for kvindernes vedkommende. Tjenestefolk i ærinder skulle have pas eller følgesedler hvor den nøjagtige rejserute og rejsens varighed anføres i passet. Undervejs blev passet så påtegnet af vagter og myndigheder, for at undgå svinkeærinder. Var der slinger i valsen, blev man straffet som rømningsmand, hvis man blev pågrebet. Tjenestetyende og jordløse daglejehusmænd måtte ikke gå i dagleje, men skulle fæste sig bort for mindst 6 måneder i fast arbejde, og helst for eet helt år ad gangen. Ophævelsen af landbostandens trældom gennem stavnsbåndsløsningen d. 20. juni 1788 skulle tjene til at styrke regeringens stilling i befolkningen, men offentliggørelsen af stavnsbåndsløsningen vakte dog ikke umiddelbart begejstring hos den danske befolkning. Man var skuffet over, at friheden blev så begrænset, og stavnsbåndet skulle først afskaffes i 1800.

Efter Ludvig Holberg (1684-1754) kom Modersmålet i mere livlig Brug, og der blev stor Iver for at udbrede almindelig Oplysning. Man har ikke uden Grund kaldt den sidste Halvdel af forrige Århundrede for »Oplysningens Tid«. Helt enerådende blev Modersmålet dog ikke. Som vi i det foregående have set, var Tyskerne mægtige iblandt os i dette Tidsrum. Rundt om på Herregårdene, i de fornemme Kredse i Hovedstaden og ved Hoffet hørtes gerne kun tysk Tale. Under Kristian den Sjette (1730 - 1746) indvandrede mange tyske Håndværkere og Fabrikanter og adskillige tyske Præster, og under den ældre Bernstorff begyndte den store Indvandring af tyske Oplysningsmænd. De lønnedes rigelig og førte det store Ord i Landets vigtigste Stillinger, men kun få af dem lagde sig efter at tale og skrive Landets danske Sprog, For at nyde Gavn af deres Oplysning måtte danske Folk lægge sig efter Tysk, og man kunne jævnlig høre de indvandrede Tyskere omtale Danmark som et halvt tysk Land. En af dem, der udgav et tysk Oplysningsblad i København, skriver, at han bruger det tyske Sprog, fordi det almindeligvis ikke alene forstås, men også tales i Hovedstaden. Dette indeholdt en Fare for det danske Åndsliv. Vistnok kan det ene Folk lære meget af det andet, og vort Folk lærte i dette Tidsrum meget af Tyskerne, der i flere Retninger var forud for os; men når de fremmede blive så mægtige og så højrøstede som Tyskerne dengang hos os, da står Folkets eget Liv i Fare for at blive kuet og undertrykt. Grev Heinrich Schimmelmann (1724-82) var født i Pommern. Han kom til Danmark i 1761. Han blev rig på levering af krigsmateriel til Prøjsen under den Preussiske Syvårskrig mod Østrig (1756-63). Han deltog i saneringen af statens finanser gennem store skatter og lån, og var ledende i finansvæsenet i 1772-82. Han tjente en formue fra Danmark på kolonihandel og statsleverancer. Han blev en af de rigeste mænd i Europa. Meget billigt solgte han Statens Geværfabrik og Statens Sukkerraffinaderier på de Vestindiske øer - til sig selv. Så opkøbte han et sukkerraffinaderi i København og Lindenborg gods ved Ålborg. Slaver fik han fra Afrika,- og så kørte det fremad, så han erhvervede sig mange godser i Danmark. Han søn: Ernst Schimmelman blev finansminister i 1784. Godt var det derfor, at de Danske i Tidsrummets Slutning rejste sig til Kamp mod det fremmede, en Kamp, som blev lang og hård, men hvori Dansken dog sejrede til sidst. Blandt dem, der fremmede Åndslivet på Dansk, må først og fremmest Digterne fremhæves. De vigtigste af dem er Johannes Evald og Johan Herman Wessel. Johannes Ewald ( 1743-1781) blev født i København, hvor hans Fader var Præst. Han havde at Naturen udmærkede Åndsevner, hvilket viste sig allerede i hans tidlige Barndom. Men Forældrene havde meget Besvær med at passe på ham; thi han havde en overdreven Lyst til alt, hvad der var eventyrligt og vidunderligt, og kunne derfor tit finde på de urimeligste Ting. Således var han endnu kun en lille Dreng, da han for ramme Alvor talte om at rejse over til Afrika for at omvende Hedninger og lide Martyrdøden. Da han var 11 År gammel, blev han sendt til Slesvig og kom i Huset hos sin Faders gamle Ven, der var Forstander for Latinskolen. Der var han flittig og gjorde stor Fremgang; men han satte tit Plejefaderen i Forlegenhed med sit ustyrlige Hang til at indlade sig på Eventyr, i sit 13de År kom han til at læse bogen om Robinson Krusoe. Den blev han meget indtaget af og syntes, at det måtte være en stor Herlighed, om det kunne gå ham ligesom i Robinson; han løb da bort fra sit Hjem for at komme til Holland; der ville han tage med et Skib til Indien, så mente han, at det måske nok ville strande, og blive kastet op på en ubeboet Ø, hvor han da skulle leve som en anden Robinson krusoe. Men han kom ikke længer end fire Mil fra Slesvig, så blev han indhentet og ført tilbage igen. Da han var 15 År gammel, blev han Student og kom til København for at studere til Præst. Kort efter lærte han at kende en smuk ung smuk pige ved navn Arendse Hulegård. Hende blev han dødelig forelsket i og syntes ikke, han kunne være lykkelig, uden hun blev hans Hustru. Men den lange Vej med at studere og blive Præst og få Embede, den var der ikke Tid til, mente han; det skulle gå hurtigere; han ville være Soldat og i Krig, og der ville han udmærke sig så han i Hast kunne blive Officer, ja måske General. Han forlod da i al Hemmelighed København og rejste til Tyskland, hvor der netop dengang var Krig mellem Prøjsen og Østrig. Efter Ankomsten lod han sig straks indskrive som Soldat i den preussiske Hær, og det blev lovet ham, at han snart skulle blive Officer. Men da ikke gik hurtigt nok med at blive forfremmet, flygtede han bort fra Prøjserne og meldte sig til Tjeneste hos Østerrigerne. Der blev han først Trommeslager, så Underofficer og kunne også nok være blevet Officer, hvis han blot havde villet gå over til Pavetroen; men det ville han ikke, dertil var hans Tro ham alt for hellig. Omsider indså han nok, at Krigslivet ikke førte til noget; han rømte derfor også bort fra Østerrigerne kom hjem til København igen efter at have været borte halvandet År. Han tog nu atter fat på at studere, og to År efter fik han Præsteeksamen. Men så ramte den tunge Sorg ham, at Arendse giftede sig med en anden. Det kunne han aldrig glemme, og han opgav fra nu alt Håb om timelig Lykke. Hele hans øvrige Liv var fuldt af Elendighed; thi foruden den store Hjertesorg han bar på, måtte han lide både Armod og Sygdom. I denne Sorgens og Elendighedens Tid var det, at han skrev sine udmærkede Digtninger, hvori han udtrykker Hjertets Følelse med en sådan Kraft og inderlighed, at han heri næppe overgås at nogen anden dansk Digter. De vigtigste af hans Værker er »Adam og Eva«, »Balders Død«, »Rolf Krake« og »Fiskerne«. I »Balders Død« og »Rolf Krake« skildrer han Nordens Guder og Helte fra sagntiden, og derved åbnede han manges Øjne for det nordiske Oldtidslivs Kraft og Skønhed. »Fiskerne« er det mest fuldendte af hans Arbejder, og han besynger deri det ædle Mod, som ofte vises af danske Fiskere ved at trodse Storm og Bølger for at redde skibbrudne fra at drukne. I 1781 døde Ewald, kun 37 År gammel, og blev begravet på Trinitatis Kirkegård. Johan Herman Wessel (1742-1785) var en Præstesøn fra Norge, hvor han blev født 1742. Han var i Slægt med Søhelten Tordenskjold, som var hans Faders Farbroder. Da han var 19 År gammel, kom han til København for at studere. Han tog dog aldrig nogen Embedseksamen, men studerede ivrigt fremmede Sprog, som han også blev en stor Mester i, så han kunne tjene sit Ophold ved at være Sproglærer. De første ti År, han levede i København, var han ikke meget kendt; men så udgav han Skuespillet »Kærlighed uden Strømper« og det gjorde ham lige med eet til en berømt Mand. Det var så morsomt og vittigt, at der ikke var skrevet Mage til det siden Holbergs Dage; alle skulle læse det eller se det spillet, og i lang Tid talte hele København derom. »Kærlighed uden Strømper« er en spottende Efterligning af de unaturlige og højtravende Skuespil, som var skrevet efter fransk Mønster og meget i Mode dengang. Sådanne Skuespil ville Wessel gøre latterlige og i det hele vænne Folk til at finde Behag i naturlig Tale og Ligefremt Væsen. - Foruden det nævnte Hovedværk skrev Wessel flere vittige Småting, deriblandt »Gaffelen«, »Hundemordet« og »Smeden og Bageren«, som alle læses med Fornøjelse; men meget blev det ikke til, han var noget magelig af sig og holdt mest af at sidde sammen med lystige Venner og få sig et godt Glas; derved spildte han megen Tid; hans Helbred tog også Skade deraf, og han tjente kun lidt, så det var for meste småt og fattigt for ham. Da han engang var i stor Trang, rådede hans Venner ham til at gå op til mægtige Minister Guldberg for at få Hjælp fra ham på en eller anden Måde. Wessel gik også derop, og Guldberg spurgte, hvad han ønskede, svarede han: »ville gerne have et Embede, som giver en god Løn, men kun lidt at bestille.« Denne usædvanlige Begæring gjorde Guldberg lidt forlegen; han lod, som han ikke ret havde forstået den, og idet han drejede sin Snustobaksdåse mellem Fingrene, spurgte han igen, om der var noget, han kun tjene ham med. »Såmænd, min Far« svarede Wessel, »De kunne give mig en Pris Tobak.« Den fik han da, hvorpå han bukkede høfligt og gik sin Vej. Medens man har sørget for mange fremmede, måtte Wessel skrive med frostne fingre, fordi han ikke havde noget at putte i kakkelovnen, og i 1785 døde Wessel i stor Fattigdom. Han begravedes ved Siden af Ewald på Trinitatis Kirkegård. I det 18 Århundrede levede i Frankrig en hel Kreds af verdensberømte Skribenter. De ivrede i deres Værker mod Overtro og Grusomhed og talte Frihedens og Oplysningens Sag med en så henrivende Veltalenhed, at der næppe før var kendt Mage dertil. Deres Bøger blev læst over hele den dannede Verden, og de vandt ivrige Tilhængere i de fleste Lande, også her i Danmark, hvor de betydeligste forfattere, som levede i Slutningen at det 18 Århundrede, var mere eller mindre påvirket at dem. Jens Baggesen (1764-1826) var Danmarks største Digter i Slutningen af det 18 Århundrede. Han blev født i Korsør i 1764. Hans Forældre var kun fattige, - han var søn af en Kornskriver; men der var velhavende Folk, som yndede den begavede Dreng, og de hjalp til med Penge, så han omsider kom i Slagelse Latinskole og blev Student. Han var kun 21 År, da han udgav sine »Komiske Fortællinger«. De var så lystige og skrevet med så stor Sprogkunst, at de vandt alles Beundring, og den unge Student blev lige med eet en berømt Mand. Han fik vel ikke den Indflydelse på Folkelivet, han stræbte efter; dertil var han for ustadig - til visse Tider ville han sætte al sin Kraft ind på at være dansk Digter, men til andre Tider var dette ham for lidt, så ville han være tysk, og ikke få År levede han i Frankrig. Han havde stor Lyst til at se fremmede Lande. En at hans Velyndere, Hertugen af Augustenborg, skaffede ham da også Penge til en Udenlandsrejse, og nu besøgte han både Tyskland, Svejts og Frankrig. Denne Rejse har han beskrevet i »Labyrinten«, som er et at hans bedste Værker og den mest udmærkede Rejsebeskrivelse, der findes på Dansk. Han skrev endnu mange andre udmærkede Ting, både lystige og alvorlige, og i alle sine Værker behandlede han Sproget med så stort Mesterskab og en sådan Ynde, at ingen har overgået ham deri endnu. Blandt hans Arbejder findes også en udmærket Oversættelse af Holbergs »Niels Klims underjordiske Rejse«, der jo var skrevet på Latin, men som altså nu er til at læse for enhver, der kan læse Dansk. I mange År var han agtet og æret som Danmarks største Digter; men da vi kom ind i det ny Århundrede, begyndte Folk at finde mere Behag i den unge Oehlenschlägers Skrifter; det tog Jens Baggesen sig meget nær, og i nogle År førte han en heftig Strid med Oehlenschlägers Tilhængere. Sine sidste År tilbragte han i Paris, men de var ikke lykkelige; han måtte kæmpe både med Sorg og Sygdom og sad en Tid Fængsel, fordi han ikke kunne betale sin Gæld. Da han under sin sidste Sygdom mærkede, at det ville blive døden, ilede han hjemad for at dø i sit Fædreland; han nåede ikke længer end til Hamborg, hvor han døde i 1826. Men så længe han levede, vedblev han dog at være en Mester i Modersmålet af ypperste Rang. Det er hans største Fortjeneste, at han har bidraget meget til at udvikle og danne vort Sprog. Ved Siden af Digterne fremstod en Række af danske Oplysningsmænd, der mer eller mindre gik i det Spor, Holberg havde anvist. Ved Højskolen i Sorø virkede Mænd som Jens Schelderup Sneedorff, som udgiver af Ugeskriftet »Den patriotiske Tilskuer«, Jens Kraft og Andreas Schytte, der ikke alene var dygtige Lærere ved Skolen, men blev Lærere for en videre Kreds ved Udgivelsen af folkelige Skrifter. Og hvad der begyndtes i Sorø, fortsattes i Hovedstaden. Medens den danske Historie tidligere var gransket af Gram og Langebek, begyndte nu flere Forfattere som Ove Malling og Suhm at udgive folkelige historiske Skrifter. Tyge Rothe søgte ved forskellige Bøger at vække Tænksomhed overfor Naturen Menneskelivet og Kristendommen. En af hans læseværdigste Bøger er et lille Mindeskrift over hans afdøde Hustru, Karen Bjørn. Kristen Pram skrev i forskellige Tidsskrifter en Mængde Afhandlinger om stort og om småt, om Historien, Digtningen, Samfundet, Handelen, Fiskeriet, Opdragelsen, eller om at anvende Ulden af Puddelhunde og at lave Brød af Halm. Alt skulle undersøges og oplyses. Knud Lyne Rahbek (1760-1830vejledede i mange År gennem Ugeskriftet »Den danske Tilskuer» en talrig Læsekreds på mange af Livets Områder. I hans Hjem »Bakkehuset« samledes om ham og hans fortræffelige Hustru Karen Margrete (Kamma) mange af Tidens udmærkede Mænd. K. L. Rahbek var på een Gang Digter (Visedigter) og Folkeoplysningsmand, og var en rigt begavet og flittig Skribent. Alt, hvad der hørte til Digte- og Skuespilkunsten, omfattede han med stor Kærlighed, og selv skrev han både Viser, Fortællinger og Skuespil, som dengang fandt mange Læsere. Hans betydeligste Arbejde var udgivelsen af Ugebladet »Den danske Tilskuer«. Deri behandlede han alle de Spørgsmål, som var oppe i Tiden, og det med en sådan Dygtighed, at han i flere År var den, der havde den største Indflydelse på Hovedstadens åndelige Liv. Hans Hustru Karen Margrete, som sædvanligt kaldtes Kamma Rahbek, var en sjælden begavet og ædel Kvinde, og deres Hjem Bakkehuset, var i mange År et Samlingssted for de ædleste og ypperste Mennesker i Danmark. Den Påvirkning, som Danmark modtog af de franske Frihedsmænd, var gavnlig i mange Retninger; den bragte Tankelivet i en forfriskende Bevægelse, den vakte en hidtil ukendt Iver for at ophjælpe de fortrykte i Samfundet, og en af dens vigtigste Frugter var Bondestandens Frigørelse. Skønt der dengang som altid var Forskel på Mennesker, så de ikke alle mente det samme og ville det samme, så var der dog een Tankegang, som mere eller mindre rådede hos de fleste på denne Tid, den nemlig, at Forstanden er Verdens Lys. Fra Frankrig havde denne Tankeretning udbredt sig til andre Lande, og det var den, der også hos os havde sat sit Præg på de ivrige Oplysningsmænd. Alt skulle forstås og begribes, og hvad der ikke kunne begribes, lod man ligge, eller man rent ud nægtede det. Nogle gik så vidt, at de uden Sky nægtede Kristendommens Sandhed (Fritænkere), andre holdt vel på Kristendommen, men ville dog nok have den omforklaret således, at den ikke kom i Strid med Forstanden (Rationalister). Havde Pietisterne sat det menneskelige for dybt ned, så satte Rationalisterne det for højt, idet de gik ud fra, at Mennesket kunne nå sit Mål ved egen Kraft. Det gjaldt kun om Oplysning, det vil sige Forstandens Oplysning, da ville alt godt blomstre, og Menneskeslægten ville nå frem til Lyksalighed. Utvivlsomt have disse Oplysningsmænd i deres Tid udrettet en hel Del godt ved at vække Eftertanke og fremhjælpe Arbejdsomhed, Dygtighed, Retskaffenhed og andre menneskelige Dyder, samt ved at fremkalde større Sandhed og Ærlighed. Men til at opbygge Menigheden var de lidet skikkede. Og dog gik det således, at Forstandsoplysningen også fik Magt i Kirken. Kun få Præster forkyndte Evangeliet om Synderes Frelse ved Jesus Kristus, de fleste søgte at omdanne Kristendommen til en Pligtlære, og nogle prædikede om rent verdslige Ting, f.eks. om Staldfodring, Kartoffelavl, Vekseldrift og deslige. At Menighedens Tro ikke havde gode Forsvarere mod Fritænkeriet i sådanne Præster, er en Selvfølge; det blev klart, da Hofpræsten Bastholm, vidt berømt for gejstlig Veltalenhed, forsøgte at forsvare Kirken mod de mange og nærgående Angreb. Det viste sig nemlig, at han selv ingen Tro havde på Kristi Forsoning; men det var uforsvarligt, mente han, at afskaffe Læren derom, fordi mange uoplyste Mennesker havde Sjæletrøst derved. Først efterhånden som Folk blev ret oplyste, kunne man lade alt det bortfalde af Kristendommen, som var stridende mod Fornuften. Et sådant Forsvar var en Fryd for Kirkens Fjender, og de undlod ikke at tage det til Indtægt. Nu havde man sort på hvidt for Hykleriet. Præsterne lærte et og mente et andet. Som Bastholm var, så var de alle, hed det. Men deri havde man dog Uret. En i det mindste var der, som af et oprigtigt Hjerte forkyndte det gamle Evangelium, og som ikke bluedes ved at være sin Tro bekendt i den vantro Tid. Til kamp mod de vantro gik Sjællands Biskop Nikolaj Ejdinger Balle. I den værste Vantroens Tid, fra 1782-1808 stod han i Spidsen for Sjællands Kirkestyrelse. Foruden de mange Pligter, hans Embede pålagde ham, og som han røgtede med Nidkærhed, samlede han i over ti år hver Søndag Aften en Menighed om sig til Bibellæsning i en af Københavns Kirker og var derved til Opbyggelse for dem, der endnu havde Øre for en troende Mands ærlige Vidnesbyrd. Hans Modstandere var nok til at trænge ind i Kirken med Støj og Råb, men det førte kun til, at han formanede nogle venligsindede Mænd til at føre Tilsyn i Kirken, og Bibellæsningerne fortsattes da som før. Også ved Pennen søgte han samle og opbygge Menigheden ved i en Række af År at udgive »Bibelsk Søn- og Helligdagslæsning«. Ved Siden af denne gerning i Menigheden tog han Kampen op mod kristendommens Fjender i sit Ugeskrift »Bibelen forsvarer sig selv«. Fjenderne fnyste, og Spottens Pile regnede ned over ham, men hverken Hadet eller Forhånelsen kunne bringe ham til at tie. Han opnåede ikke at få Strømmen vendt. Blandt de der angreb Religionen var Otto Horrebov. Han udgav et Ugeblad, som hed »Jesus og Fornuften«, og deri lærte han ligefrem, at Bibelen ikke indeholder guddommelig Oplysning, at Jesus slet ikke er en sand Gud, men kun et Menneske, og at alle Fortællinger om hans Mirakler ikke er andet end Opdigtelser. Præsterne var dengang ikke godt skikkede til at gendrive en sådan Lære, thi de fleste af dem var selv meget svage i Troen. De holdt vel fast ved Kristendommen i udvortes; men alt det vidunderlige og overnaturlige i der søgte de at forklare og fortolke, så det kom til at stemme: med hvad Forstanden kan begribe. Denne halvt vantro Opfattelse af Kristendommen var kommet hertil fra Tyskland, og den er blevet kaldt Rationalisme efter Ordet »Ratio«, der er det latinske Navn på Fornuft.

At Kristian den Syvende døde i 1808, kunne det ikke gøre nogen Forandring. Kronprins Frederik havde jo længe stået ved Styret og nu fik han Kongenavnet: Frederik den Sjette. De Tilløb, der var gjort til en Fabriksindustri tidligere, var ikke store. Der var oprettet en Del Væverier i København, og man kan beregne, at der midt i det attende århundrede var beskæftiget henved 6.000 Klæde- og Tøjmagere ved 640 Væve, - men henimod århundredets Slutning var Antallet sunket til det halve. Danmark lå for langt tilbage med vor Teknik og med vore Befordringsmidler. Ganske vist fik vi allerede en halv Snes År efter Dampmaskinens Opfindelse tilvejebragt et hvæsende og spruttende Uhyre af en »Ildmaskine«, som i 1790 blev opstillet på Holmen, hvor den skulle forarbejde Ankere til Flåden. Men den viste sig at være temmelig uheldig, dels fordi den hvert øjeblik gik i stå af en eller anden uforklarlig Grund, og dels fordi det Jern, den forarbejdede, blev betydeligt dyrere, end man kunne købe det for. Den blev derfor nedlagt i 1802, og man havde herefter fået en sådan Mistro til »Ildmaskiner«, at da det første danske Dampskib Caledonia kom hertil i 1819, blev det af Brandkommissionen forbudt Føreren at lægge til ved Langebro, så længe der var Fyr under Kedlen. Det nittende Århundredes Begyndelse er i det Hele taget en trang Tid for Arbejdsforholdenes Udvikling. For den mere velstillede Del af Bondestanden var Trykket ganske vist blevet mildnet ved Stavnsbåndets Ophævelse og Gårdenes Udskiftning, og for Storhandelen i København var de første syv År af Århundredet en frugtbar Periode, men Rigdommen samledes på få Hænder, den skabtes ved Spekulationer, ikke ved frembringende Foretagender, den kom og svandt som ved Trylleslag, og for det store Folk var den kun som Syner i Luften. Den hårdest arbejdende Del af Befolkningen var både på Land og i By usselt stillet og blev set ned på med Foragt. Håndværkssvendene var også for størstedelen uvidende og tilbøjelige til at »søle Dagen bort på Kroerne.« Drengene blev brugt til Hustrælle for Mester og Madamme istedet for at få en ordentlig uddannelse. Af Københavns Hundred Tusind Indbyggere var en Tiendedel under Fattigvæsnet. Selvstændighedsfølelsen syntes uddød under den landsfaderlige Styrelse, som betegnes ved, at Hovedstadens Nøgler hver Aften blev bragt op på Slottet og lagt under Kongens Hovedpude. Og efter de syv År, som havde været fede for Grossererne, kom der nu endda syv magre, der endte med Statens Bankerot i 1813 som Følge af Befolkningens Udsugelse og Krigens Ulykker. Under Syvårskrigen (1807-1814) rådede de engelske Storskibe i Danmarks Farvande. Frederik den Sjette kunne ikke stille stort op imod dem. For frivilligt sammenskudte Penge byggedes en Del Kanonbåde, med hvilke det lykkedes ved en og anden Lejlighed, at tage et engelsk Krigsskib og ikke så få engelske Handelsskibe. Det eneste af vore Storskibe, der ikke blev taget i 1807, fordi det da ikke var hjemme, Linieskibet »Prins Kristian Frederik« kæmpede sin Undergangskamp ved Sjællands Odde, hvor det d. 22. Marts 1808 overfaldtes af fire engelske Krigsskibe. Dets Fører, Kaptajn Jessen, indså, at han ikke kunne sejre i Kamp mod denne Overmagt, men han ville hellere segne end overgive det sidste Skib af Flåden. I 3 Timer drønede Kanonerne. Da den kække Dahlerup og Helten fra Kongedybet, Peder Villemoes, var faldne, og mange med dem, da Linieskibet kun var et sønderskudt Vrag, faldt det i Englændernes Hænder; men de måtte brænde det på Kysten. På Oddens Kirkegård står en Mindestøtte over de faldne med følgende Indskrift af Grundtvig: »De Snækker mødtes i Kvæld på Hav, og Luften begyndte at gløde, de leged alt over den åbne Grav, og Bølgerne gjordes så røde, iler er jeg sat til en Bautasten, at vidne for Slægter i Norden Danske de var, hvis møre Ben under mig smuldre i Jorden, danske af Tunge, af Æt og Id; thi skal de nævnes i løbende Tid: Fædrenes værdige Sønner.« Foruden Krigen med England fik Frederik den Sjette Krig med Sverrig, hvis Konge Gustav den Fjerde nærede et bittert Had til Napoleon og troede sig kaldet til at styrte ham. Napoleon lagde en Plan til at knuse Sverrig. En russisk Hær skulle erobre Finland, en dansk-norsk hær skulle trænge ind i Sverrig over den norske Grænse, en fransk-spansk Hær, ført af Marskalk Bernadotte fra Danmark gå til Skåne, alle tre Hære skulle mødes i Stokholm og der afsætte Kong Gustav. Planen kom ikke helt til Udførelse. Bernadotte måtte blive liggende i Jylland og Fyn, da engelske Skibe hindrede ham i at komme over Storebælt, og en Del af hans Hær, Spanierne, der nødtvungne var førte herop, så Lejlighed til at komme om Bord på engelske Skibe, som førte dem hjem til deres Fædreland. Men så meget af Planen kom til Udførelse, at Sverrig var hårdt truet. Medens den dansk-norske Hær stod opstillet på Grænsen, erobrede Russerne Finland, hvor Helte som Adlercreutz, Sandals og Døbeln kæmpede en håbløs Kamp for at frelse deres Land. Kong Gustav viste sig uduelig til at lede Forsvaret, og mange Svenske øjnede ingen anden Udvej end at afsætte ham. D. 13. Marts 1809 trængte Generalerne ind i Slottet og tog Kong Gustav til Fange. Hans Farbroder Karl den Trettende besteg Tronen, idet han gav Sverrig en fri Forfatning, og Freden kom i Stand både med Rusland, der beholdt Finland, og med Danmark. Da Karl den Trettende var barnløs, valgtes til Tronfølger den danske Prins Kristian August, og da denne døde kort efter, den franske General Bernadotte. I 1818 besteg denne Sveriges Trone under Navnet Karl den Fjortende Johan, og fra ham stammer de følgende svenske Konger: Oskar den Første, Karl den Femtende og Oskar den Anden. Napoleon havde besejret den ene efter den anden af Europas Kejsere og Konger; men på Toget ind i Rusland 1812 dalede hans lykkestjerne. Man fik at se, at han dog ikke var uovervindelig, og en almindelig Rejsning imod ham begyndte; kun Danmark stod fremdeles på Napoleons side. I 1813 samledes Europas Hære i Tyskland for at rette et dræbende Slag mod Napoleon, som nu i en Række af År havde sat Herskerne i Knæ og udplyndret Landene. Men da Napoleon var slået i det store Slag ved Leipzig og med sin ødelagte Hær flygtede ad Frankrig til, førte Karl Johan, Sveriges Kronprins, der havde deltaget i Kampen mod ham, en Hærafdeling mod Danmarks Sydgrænse, indtog Holsten, besatte Dele af Slesvig og truede med at oversvømme hele Danmark. Af Napoleon, vor eneste Forbundsfælle, var nu intet at vente, alle andre Magter var imod os, og Frederik den Sjette måtte da bøje sig under de Vilkår, Karl Johan og dennes mægtige Forbundsfæller satte ham. Med tungt Hjerte underskrev han den 14. Januar 1814 Freden i Kiel, ved hvilken han afstod Norge til den svenske Konge og forpligtede sig til at deltage med Forbundet i Kampen mod Frankrig. Som Erstatning for Norge skulle vi have Svensk-Pommern og Rügen, der i 1816 ombyttedes med Hertugdømmet Lauenborg, der grænsede op til Holsten. Lauenborg havde i århundrede hørt til Hannover, og var i personalunion med England. Men Frederik den Sjette fik kun den del af Lauenborg, der lå nord for Elben, og den danske konge kunne tilføje titlen: hertug af Lauenborg. Nordmændene mente, de havde Ret til at sige et Ord i den Sag også. Få Måneder efter Freden i Kiel stævnede de sammen til Rigsdag på Ejdsvold, hvor de gav sig selv en fri Forfatning (Grundloven af 17. Maj 1814) og valgte sig en Konge, nemlig den danske Kronprins Kristian, der en Tid havde været Norges Statholder. Men da en svensk Hær rykkede ind over Grænsen, og der ikke fandtes våbenøvede Folk nok til alvorlig Modstand, nedlagde Kristian Kronen; det norske Storting hyldede den svenske Konge, dog således, at Norge fik Lov at beholde den Grundlov, det havde givet sig - så Norge har siden den Tid været et frit Land. Således mistede den danske kongemagt i Syvårskrigen først Flåden, så Norge. Vor Handel var ødelagt, mange Næringsveje standsede, Statens Pengevæsen var i den værste Tilstand. Regeringen havde under Krigen udstedt en så stor Seddelmasse, at den ikke så sig istand til at indløse seddelmassen med Sølv; ved Statsbankerotten 1813 nedsattes Sedlernes Værdi til en Tiendedel af, hvad de oprindelig gjaldt for, hvorved mange nedsank i Armod og fattigdom. Det var store Prøvelser, der overgik vort Land, men under Prøvelserne spirede et nyt Åndsliv frem, der snart skulle vise, at også sådanne kunne blive til Velsignelse. Efter Syvårskrigens Slutning førte Frederik den Sjette ingen Krige, men arbejdede på at bringe det udmattede Land til Kræfter igen. Noget af det første, han og hans Rådgivere tænkte på, var at sørge for Folkets Oplysning. I 1814 udgav han derfor en Lov om Skolevæsenet, hvori det bestemtes, at der skulle oprettes Skoler over hele Landet, og at de Forældre, der ikke på anden Måde sørgede for deres Børns Undervisning, skulle være pligtige at sende dem til disse Skoler. Og de Åndens Stormænd, der have levet i hans Tid, Digterne, Oplysningsmændene, Videnskabsmændene og Kunstnerne have gjort endnu mere. Derved var Folket kommet så vidt frem, at den enevældige Styrelse ikke længer passede. Så kom der ønsker op om mere Frihed, om Folkets Deltagelse i Rigsstyrelsen. Men herom ville den gamle Kong Frederik ikke høre om; han var opvokset under Enevælden og havde brugt den til Folkets Gavn; den anså han for det rette. . Samfundsordenen blev holdt oppe udelukkende ved effektiv underkuelse af de store masser af fattige og besiddelsesløse. Det uhyggeligt korrumperede enevældige retssystem med dets uhyggelige straffeinstitution var det yderste magtmiddel som hele samfundssystemet hvilede på. Frederik den Sjette havde uindskrænket magt og ubegrænsede rettigheder og samfundet var bundkorrupt. Statsbankerotten i 1813 havde skabt enorme prisstigninger og skellet mellem almindelige mennesker og overklassen blev mere udtalt. Tiggerne blev alt flere, samtidig med at de fine vogne holdt udenfor dyre modebutikker og Charlottenlund´ske skovhuse og damer og herrer af bedre herkomst stillede deres smag og pragt til skue for de underkuede masser. Blev embedsmænd grebet i grove bedragerier, dækkede myndighederne over dem. Og det var lettere dengang, da den offentlige mening var under censur. Men der var ingen nåde for en ubetydelig tyv af jævn herkomst. Han blev brutalt straffet med gabestok og prygl. Skoleloven i 1814 påbød at ethvert barn undervisningspligt, og det var den første lov i verden, der påbød undervisning af børn, men loven medførte at der i Sønderjylland kom fuld gang i fortyskningen af børnene. I Sønderjylland forklarede man sig med at det danske sprog indenfor juraen ikke indeholdt de begreber, som man brugte på tysk, hvilket medførte at dansk retssprog blev afvist. Men hvis man vil gennemskue løjerne, siger det sig selv, at den økonomiske spekulation omkring ejendomsrets, handelsrets, m.v. blev gennemført af de tyske overklasser, og hvad skulle en dansk bonde i dette løjerlige selskab ? Bonden havde jo ikke behov for disse juridiske ordblomster, når han kun befattede sig med at fremstille fødevarer til markedet. Men i 1815 vedtog Wienerkongresen, at indlemme Holsten i det Tyske Forbund, og også Lauenborg kom med, samtidig med at hertugen af Augustenborg, der blot var en stor godsejer, absolut ikke var venlig stemt overfor den danske konge, da de begge havde gjort forsøg på at blive tronfølger i Sverige. I 1820 var der i Danmark 4 stationære dampanlæg. I København levede dr. phil. Jacob J. Dampe af skolevirksomhed og af at skrive små satiriske digte og artikler til forskellige blade. I 1816 blev han medlem af læse- og diskussionsklubben Clio, der var et samlingssted for intellektuelle med frisindede anskuelser. Stedet var overvåget af politiet. Frederik den Sjette indskærpede overfor kancellipræsidenten, "at frygt måtte jages i dem" (dvs. i de samfundskritiske skribenter) og "Kongen bifalder, at kancelliet tager fat på disse herrer. Kun ingen skånsel…" Jacob Dampe havde tidligere været udsat for enevældens censur med bøder, og han holdt taler, der var anti-autoritære og fornuftsprægede. Man skal erindre, at USA havde haft sin uafhængighedskrig- og erklæring siden 1776, og at franskmændene havde gennemført deres borgerlig-kapitalistiske revolution i 1789. Gennemførelsen af den borgerlige revolution var jo en revolutionær overgang fra det middelalderlig feudale samfund med den enevældige konge som topfigur, der støttende sig på den jordejende adel og åndeligt på kirken, og til Borgerklasserne og Bankierne. Omvæltningerne blev motiveret med liberalismens og oplysningstidens ideer, og enevoldskongen blev erstattet af en præsident, og hans lovgivende beføjelser, var godkendt af et valgt parlament, ligesom den dømmende magt blev overtaget af domstolene. Ideerne om en fri forfatning og afskaffelsen af enevælden havde fået medvind i hele Europa, og både Norge og Frankrig havde haft en repræsentativ forfatning siden 1814. Smedemester Hans Christian Jørgensen fik på et tidspunkt kontakt til den fattige Jacob Dampe, som han forærede 18 rigsdaler, svarende til en håndværkersvends månedsløn, og Smedemesteren fandt ud af, at de havde samme politiske synspunkter. Og Jacob Dampe og Smedemester Hans Christian Jørgensen skrev om, at der skulle indføres en repræsentativ forfatning, en folkeafstemning, og de havde stillet krav om ytringsfrihed. Også få andre få personer havde udtrykt sympati for den franske revolutions idealer: P.A. Heiberg og Malthe Bruun, - og det havde kostet dem bøder, fængsel og landsforvisning. Jacob Dampe havde med sin teologiske eksamen ret til at tale i kirkerne. Og kirkerne var ved disse lejligheder så velbesøgte, at der måtte opstilles politi udenfor kirkerne for at forebygge uorden. Den sjællandske biskop Münter anmodede myndighederne om at forbyde Jacob Dampe at tale i kirkerne. Jacob Dampe´s skrift: "Videre foregaaede Facta, Yttringen Frihed vedkommende" medførte, at Hof- og Stadsretten frakendte ham muligheden for at prædike og undervise. Samtidig fik han en bøde, - selvom skriftet endog ikke var blevet udgivet. Alle skrifter skulle jo først udleveres til censuren. J. Dampe søgte under retssagen audiens hos Frederik den Sjette for at tale sin sag, men kongen nægtede at modtage Dampe. På samme tid fremviste nogle personer, at de gik ind for friere politiske forhold, ved at bære en jernring på venstre hånd. Politiet vurdere, at disse jernringsmænd var »medlemmerne af en Jernringsforening«, og at de udgjorde mellem 50 og flere hundrede personer, samt at flere officerer fra Prins Christians regiment gik med jernringen. Men det var ikke en forening, men blot et mærke, et tegn, en tilkendegivelse om at man ønskede friere politiske forhold. Men så skete der det, at flere af brugerne af jernringene blev bestukket til at komme med oplysninger om de ledende demokratiske kræfter. Politidirektøren afleverede en rapport til Frederik den Sjette om »Jernrings-foreningen«, og Kongen kunne fortælle, at en vis løjtnant C.F.L. Top, havde meddelt, at J. Dampe & Co. planlagde en revolution. Ifølge løjtnant Top besøgte en Blok Tøxen ofte gældsarrestanter i fængslerne, og Kongen troede, at Blok Tøxen satte sig i forbindelse med fangerne for at få dem til at medvirke til en revolution. Frederik den Sjette havde fangeoprøret i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i frisk erindring, og dengang havde han befalet, at dersom fangerne ikke frivilligt angav hovedmændene, skulle de alle blive betragtet som skyldige,- og herfor skulle hver tiende mand henrettes. Løjtnant Top og et par andre kom på politiets lønningsliste som stikkere. Da Blok Tøxen mærkede jorden brænde under sig, lod han sig købe for 50 rigsdaler af finansminister Møsting. J. Dampe udgav også et lille kritisk-satirisk ugeblad ved navn »Iagttageren«, og nr. 13 skulle blive det sidste. Politispion Løjtnant Top pressede på for at få J. Dampe til at radikalisere sine skriverier, og 12 håndskrevne sider som politistikkeren tilvejebragte, var med til at dømme Jacob Dampe. Papirerne var endog kun udkast til debatbrug, og handlede om gennemførelse af demokratiske valg, med det formål at indføre en fri forfatning, og om etableringen af en forening, der offentligt skulle stå frem og at kræve, at folket selv skulle stemme om landets regeringsform. Et andet debatpapir var en henvendelse til soldaterne: "Soldater ! På den ene Side ser I Frihed og Medborgere, på den anden Side ser I Lænker og Trældom og de Mennesker der har trådt på Eders Nakke. Et enkelt, tåbeligt menneske kalder sig Konge. Han med sine Kreaturer kan gøre os al den Uret, de vil. Men kan nogen Soldat bære den Vanære i nogle Uslingers Tjeneste at træde på lidende Medbrødres Lig ? Hvor længe skal Elendigheden bestå ?" Disse udkast skulle diskuteres torsdag den 16. november 1820 om aftenen. Dagen efter blev Jacob Dampe (30 år) anholdt af politiet sammen med smedemester Hans Christian Jørgensen (41 år), og stikkeren: løjtnant: C.F.L. Top. En måned senere stævnede den offentlige anklager både J. Dampe og Hans Christian Jørgensen, med påstand om at de havde gjort sig fortjent til lovens strengeste straf: idet de har forbrudt Ære, Liv og Gods, den højre Hånd skal levende afhugges, kroppen parteres og lægges på Stejle, og Hovedet med Hånden sættes på en Stage. Løjtnant Top fik for sine angivelser 100 rigsdalere af Frederik den Sjette. Kommissionen der skulle dømme dem, bestod af tre dommere hvoraf Michael Lange, havde en fortid som leder af Inkvisitionskommissionen. Det var en domstol, der lovligt underkastede de forhørte tortur, hvis de ikke ville tilstå. Han havde sammen med politidirektøren i 1817 ved en standret idømt 14 mennesker til halshugning, heraf tre til hjul og stejle, for deltagelse i oprøret i Børnehuset på Christianshavn. Dommen over J. Dampe og H. C. Jørgensen blev afsagt d. 14. februar 1821. Begge arrestanter dømtes til døden, og begge undlod at appellere dommen til Højesteret i håb om at kongen ville formilde dommen. Den 7. marts ændrede Frederik den Sjette dommen til livsvarigt fængsel, under streng bevogtning på Christiansø. Efter at havde siddet i en ussel celle i Kastellet i knap fire år, blev først Hans Christian Jørgensen og derefter så J. Dampe sendt Christiansø. Smedemester H. C. Jørgensen blev benådet efter 11 år - d. 15. august 1831, 52 år gammel. J. Dampes ansøgninger om benådning blev blot henlagt, og han kom til at sidde 20 år og 6 måneder, og under Kristian den Ottende slap J. Dampe ud af fængslet d. 24. maj 1841 på den betingelse, at han forblev på Bornholm og underlagde sig censur og polititilsyn. Under en politisk reaktionær udvikling i juni 1853 afholdt J. Dampe et foredrag i den moderate socialistiske Arbejderforening, idet der var opstået fare for den almindelige valgret, som var bøndernes og håndværkernes væsentligste udbytte af Juni-grundloven. I sine sidste leveår tildeltes Jacob Dampe en lille pension af Rigsdagen - en usædvanlig gestus overfor en tidligere statsfange. Han døde d. 22. december 1867 på Kommunehospitalet i København, 77 år gammel.

Efter at dansk Handel og Søfart under Napoleonskrigene havde indtjent store Formuer, hvad der brat standsede ved Krigen med England i 1807, søgte de mange ledige Kapitaler lønnende Anvendelse i industrielle Foretagender herhjemme. Krigsblokaden med dens Varemangel måtte tilskynde dertil, og den danske Industri udviklede sig i en betydelig Grad. Men næppe var Freden vendt tilbage, før det viste sig. at Industrien havde været bygget på, at Befolkningen var tvunget af Nødvendigheder til at aftage Varerne, selv om de var slette. Da der efter Freden kom bedre Varer frem, navnlig fra England, måtte den ene efter den anden af de i den Tid opståede Fabrikker ophøre. Industrien udryddedes omtrent, og Staten ophævede sin industrifond i 1837. Det var trange År, der fulgte efter Krigen med England, også for Landets Hovednæringsvej, Landbruget, hvor der særlig efter 1818 var stærk Tilbagegang. Det var dels en almindelig europæisk Bevægelse som Følge af de lave Kornpriser, der skyldtes Afspærringens Ophævelse og den af de påbegyndte Bondereformer foranledigede Produktionstilvækst i Europa, dels en særlig forstærket Bevægelse for Danmark, fordi vort Korn den Gang var slet og vanskelig at afsætte, navnlig på Grund af Englands prohibitive Foranstaltninger og Tabet af Norge, som vi havde haft lovbestemt Monopol på at forsyne med Korn. Det var nødvendigt, at der bragtes Orden i Landets forvirrede Pengesager, og i Året 1818 oprettedes en Nationalbank, som blev uafhængig af Regeringen og forpligtede sig til, at den ikke ville udstede Pengesedler for større Beløb, end den kunne indløse dem med Guld eller Sølv. Da de Danske så, hvor godt det gik Nordmændene, efter at de havde fået en fri Forfatning, så kom den Tanke efterhånden op i flere og flere, at Danmark burde have samme Frihed som Norge. Landbrugets elendige Tilstand virkede lammende på Industrien, der omkring 1820 var sunket ned til et Lavpunkt; kun få Fabriker havde overlevet Krisen, og Håndværket stod så dårligt, at - som man sagde - Lollikerne måtte sende deres Hoveder til Lybæk for at få dem barberede. Men Landejendomspriserne sank derfor enormt. Krisen kulminerede 1823-25, men var forbi 1828. Den gik ikke ud over Landbruget som Erhverv, men mange nye Ejere fik Gårde til billige Priser og drev dem frem under de opadgående Konjunkturer, der herskede for Landbruget til Midten af 1880erne. Danmark stod således i 1820erne med et kriseramt Landbrug, ødelagt Handel og Skibsfart og betydningsløs Industri og Håndværk. Fra Slutningen af 1820erne gik det langsomt- opad gennem 30erne og 40erne. Det var Konsolideringsår. Grunden lagdes til ny Kapitaldannelse ved Sparsommelighed og Tarvelighed. Pengevæsenet styrkedes, og Nationalbanken blev til sidst i Stand til at indløse sine Sedler. Til en intellektuel Bassis for Erhvervslivets Trivsel skabtes en Række Institutioner, Skolevæsenet var forbedret siden 1814, senere var Kunstakademiet oprettet, i 1823 Den polytekniske Læreanstalt, Industriforeningen i 1828, Håndværkerforeningen i 1840 og det Det tekniske Selskab i 1844. Men efterhånden som Landbruget kom til Kræfter igen, løftedes Industrien, og den følgende Fjerdedel af Århundredet betegner et Opsving i Arbejdsforholdene. Dampmaskinerne begynder nu så småt at vinde Indgang. De betragtes jo nok i Førstningen med en vis Mistænksomhed, bl.a. fordi de kom fra disse forbandede Englændere, og trækker en Mængde Penge ud af Landet til Stenkul, og enkelte Lav sætter sig imod dem som skadelige for den arbejdende Klasse, men deres Indførelse går dog fredeligt af. Ligeså med Hurtigpressen, som kommer hertil i 1830erne. Typograferne holder Møde og vedtager et Bønskrift til Kongen, hvem de anråber om Beskyttelse mod den ny Maskine, og »en sætter« advarer indtrængende i et af Datidens Blade mod at formere de Fattiges Antal, »fordi enkelte Mænd, der ikke alene er begunstigede ved Monopoler, men også i en Række af År har opdynget sig rige Skatte ved deres Undergivnes Flid, nu ved Maskiners Indførelse enten gør disse brødløse eller afdrager dem Halvdelen af den hidtil erholdte Lønning, istedet for at de ved at uddele lidt mere af deres Overflod blandt deres Medmennesker vistnok ville erhverve sig Fleres Tak og fremme Statens Tarv.« Det hjalp ikke, Hurtigpressen blev snart almindelig i Landet. Da der i Året 1830 skete en ny Statsomvæltning i Frankrig, Julirevolutionen, hvorved Folkefriheden sejrede i dette Land, vakte denne Begivenhed Røre i andre Lande; også hos os kom der Uro i Sindene, og Frederik den Sjette bekvemmede sig da til at komme Frihedskravet noget i Møde ved at oprette rådgivende Provinsialstænder. Friseren og landfoged Uwe Jens Lornsen frembringer i 1830 et flyveskrift om et selvstændigt liberalt Slesvig- Holsten, der vakte begejstring hos de tysksindede i Kiel. På kong Frederik den Sjettes anbefaling sættes Uwe Jens Lornsen ét år i fængsel i Rensborg, og han udvandrer derefter til Sydamerika. D. 28. Maj 1831 udkom en Forordning herom, som bød, at der skulle oprettes rådgivende Provinsialstænder, det vil sige: Folket skulle i hver Provins vælge et vist Antal Mænd, ligesom det nu vælger Rigsdagsmænd; de valgte skulle derefter træde sammen til visse Tider og rådslå med hverandre om, hvad der kunne tjene til landets Gavn, og deres Råd og Mening ville Kongen så høre, inden han udgav nogen ny Lov, og d. 1 oktober 1835 samledes Stænderne første Gang i Roskilde. Det var ikke nogen stor Ret, der ved Stænderforordningen blev givet Folket. Stænderne kunne ikke beslutte noget, de kunne kun give Råd, som det stod Kongen frit, om han ville følge. Dog medførte loven af d. 1 oktober 1835 et Fremskridt; thi Folket kunne nu gennem sine kårne Mænd udtale sine ønsker; dets Stemme kunne blive hørt. Men det var en slem Fejl ved Stænderindretningen, at Møderne ikke var offentlige, og det var en endnu værre, at der ikke blev een, men fire Stænderforsamlinger. Øboerne skulle samles i Roskilde, Jyderne i Viborg, Sønderjyderne i Slesvig, Holstenerne og Lauenborgerne i Itzehoe. Landet blev derved på en farlig Måde delt i fire Småstater, hvad især viste sine skadelige Følger i Hertugdømmerne, hvor der netop på samme Tid begyndte at danne sig et Parti, der krævede Selvstændighed. Om de to tyske Hertugdømmer (Holsten og Lauenborg) var blevet adskilte fra Danmark og havde fået Selvstændighed, var derved ingen Skade sket; men Ulykken var, at de ville have Sønderjylland med, da de ville danne en slesvig-holstensk stat. Enevoldskongerne havde ikke styret godt med Sønderjylland; de havde ikke værnet om danskheden dernede, og de havde intet gjort for at knytte dette Land til Moderlandet. Siden 1721 erkendtes det vel for en Del af Danmarks Rige; men det fik ikke samme Styrelse som Kongeriget. Ved Siden af det danske Kancelli var i København indrettet et tysk Kancelli, gennem hvis tysktalende og tysksindede Embedsmænd Sønderjylland styredes på Tysk. Mellem Kongeriget og Sønderjylland var sat en Toldgrænse, så Sønderjyderne var henviste til at handle Sydpå, og i denne Del af den danske Konges Land fandtes derfor kun tyske Penge. Og i kongeriget var der og bytold ved byporten. Der var ikke en eneste højere dansk Undervisningsanstalt; Embedsmændene uddannedes på tyske Latinskoler, på det tyske Seminarium i Tønder og det tyske Universitet i Kiel. Så Tysk blev de dannedes Sprog og Dansk et foragtet Bondesprog, og de velhavende slesvigere så ned med foragt på de dansksprogede bønder. I Byen Slesvig, i Flensborg og i det sydlige Angel blev dansk endog helt fortrængt, og det var ikke den danske Regerings Skyld, at det ikke blev fortrængt overalt. Over hele Hertugdømmet var Regeringens og Domstolenes Sprog Tysk, uagtet over Halvdelen af Befolkningen ikke forstod dette Sprog, og på mange Steder var der i rent danske Egne tillige tysk Kirke- og Skolesprog. Frederik den Sjette gjorde ingen Forandring heri. Han fortsatte, som hans Forgængere havde begyndt, ikke fordi han ville Dansken ondt, men fordi han manglede Klarsyn i denne Sag og heller ikke havde tilstrækkelig Magt over sine tyske Embedsmænd. Han begik en stor Fejl, da han ved de særskilte Stænderforsamlinger sønderlemmede Riget, og han begik en endnu større, da han samtidig gav Slesvig og Holsten en fælles lokalregering på Gottorp og en fælles Højesteret (overappellationsret ) i Kiel i 1834. Det var jo, som den danske Regering gik Hånd i Hånd med Slesvig-Holstenerne. Med hvor megen Ængstelse Regeringen iagttog Gæringen blandt Arbejderne ude i Europa, fremgår af en Kancelliplakat fra 1835, som forbyder rejsende danske Håndværkere at opholde sig på sådanne Steder, »hvor Associationer og Forsamlinger af Håndværkere tåles.« I Roskilde Stænderforsamling blev der indgivet et Andragende fra over tusind københavnske Svende om, at dette Forbud måtte blive ophævet - dog ikke så meget, fordi Svendene ville hævde deres Frihed, som fordi de ville tilbagevise »en krænkende og ufortjent Mistillid til den danske Håndværksstand« - videre var man endnu ikke nået i Klassebevidsthed. Forbudet blev ikke hævet, men det blev naturligvis heller ikke overholdt. I den farlige By Paris mødtes netop i de År adskillige vandrende danske Svende, der senere kom hjem med Fouriers Lære i deres Randsel eller i hvert Fald opfyldte af Iver for at løfte Håndværkerstanden. I det lavsbundne København antog Bevægelsen dog meget mådeholdne Former. Midt i Trediverne stiftedes en »Læseforening« bl.a. af jernstøber P. F. Lunde og Orla Lehmann; det var den borgerlige og studentikose Frihedsrørelse, der mødtes med Håndværksmestrene. Svendene stod udenfor denne Strømning, der altså snarere bidrog til at uddybe Forskellen mellem Arbejdsgivere og Arbejdere. Lavenes Ophævelse eller Beståen var det brændende Spørgsmål på Dagsordenen. På Lavsvæsenets Vegne optrådte den Gang Skomager J. A. Hansen som de små Købstadhåndværkeres Ordfører. Denne småborgerlige Bevægelse samlede sig senere i »Håndværkerforeningen«, medens »Industriforeningen« (stiftet i 1838) udtrykte Bestræbelsen for Næringsfrihed. Men den store menige Arbejderstand var uden Forståelse af sine Krav, uden politisk eller social Interesse, uden andet Samlingspunkt end Lavene, hvor man gensidig støttede og trøstede hverandre. Den eneste talsmand for Arbejderne, der i Slutningen af Trediverne og Begyndelsen af Fyrrerne optrådte i Pressen, var J. P. Grüne, og han var en besynderlig Blanding af gammeldags småborgerlig og tåget religiøs Socialisme. Han var født i København 1805 som Søn at en fattig indvandret tysk Skrædder. Han fik næsten ingen Undervisning, blev tidlig sat i Drejerlære og fortæller, hvorledes han havde sin Bibel liggende under Drejeladet for at kunne stjæle sig til at læse i den og regelmæssig fik Prygl af Mester, hver Gang denne opdagede Bogen. Da han var blevet Svend, vandrede han på sit Håndværk hele Tyskland og Svejts igennem, sov i Lader eller på åben Mark og fægtede sig helt ned til Milano. Trods sin mangelfulde Børnelærdom erhvervede han sig i disse Vandreår så gode Kundskaber og så megen Sprogdygtighed, at han kunne skrive og få trykt Digte på Tysk og ved sin Hjemkomst fik Ansættelse først som Huslærer og derefter som Medarbejder ved »Københavnsposten«, hvor han senere blev Redaktør. Fra Værkstederne i de europæiske Byer, hvor han havde arbejdet medbragte han socialistisk-farvede Forestillinger, som dæmpedes af hans religiøse Sind. Men Hentydninger af den Art skræmmede ikke Bedsteborgerne den Gang, fordi der endnu ikke stod nogen urolig-fordrende Flok bagved. Al Frihedslængsel samledes endnu i Længslen efter en Forfatning, og det var Borgerskabet selv, fra hvem Kravet udgik. Man drømte, digtede og sang om Frihed; man troede - som Goldschmidt siger - at Frihedens Gudinde skulle læge alle Sår, medens Sandheden var, at hun netop først skulle blotte dem. Men i Holsten opfandt man nye fortællinger, om at hertugdømmerne havde fået pålagt for store byrder, og at ridderskabet og professorerne på Kiels Universitet, havde fået deres privilegier krænket. Ridderskabet og professorerne påstod at Slesvig havde været en særlig selvstændig stat siden 1326 i forbindelse med Holsten, og de havde også tidligere rettet henvendelse til den tyske forbundsdag i Frankfurt, men var blevet afvist. I den slesvigske stænderforsamling vedtog en lille flertal i 1838 en henstilling om at indføre dansk som forvaltnings- og retssprog, hvor det var kirke- og skolesprog. Kong Frederik oplevede at se Stænderne samlede to Gange. Da døde han d. 3 december 1839 efter at have styret Danmark i 55 år, 72 År gammel. I flere Henseender havde hans Regering ikke været lykkelig, men den havde været lang og såre mærkelig, og Folkets Kærlighed havde han ejet fra sin Barndom af. Hvad Fejl han havde begået, tilgav man ham let, dels fordi man ofte ikke forstod dem, dels fordi man vidste, at hans Hensigt altid var god. Han var en Pligtens Mand, der aldrig skånede sig selv, hvor hans Kald vinkede. Og han var mere. Han kunne vel være barsk og but i sit Væsen, men alle vidste, at der bag det barske Væsen gemtes et kærligt Sind. Da det spurgtes, hvorledes han på Sottesengen så indstændig havde bedt, at man ville huske på de fattige i Vinterkulden, da fandt alle, at det lignede Kong Frederik godt. Derfor var der Landesorg, da Klokkerne ringede over den gamle Konge. Bønderne bar hans Lig til Roskilde Domkirke, og der stod skrevet i hver Mands Åsyn, hvad Ingemann sang: »Sjette Frederik havde os alle kær; ham skinned Kærlighed af øje; Fattigmand trådte hans Trone nær, Gud glæde hans Sjæl i det høje. « Da Frederik den Sjette ikke efterlod sig Sønner, gik Tronen i Arv til hans Fætter Prins Kristian (Arveprins Frederiks Søn), den samme, som Nordmændene havde givet Kongenavn i 1814. Nu besteg han Danmarks Trone som Kristian den Ottende. Han var en vel begavet og veloplyst Mand med megen Kærlighed til Kunst og Videnskab, og mange mente, at han som den nye Tids Mand ville begynde sin Kongegerning med at give Folket en fri Forfatning. Men heri blev de skuffede. Efter landboreformerne var der kun 1 % af gårdene i 1837, der stadig var i fællesskab.

Under Stormen red han midt i Kugleregnen foran sine Folk og råbte fornøjet: »Kom her hen, Børn, her pibe Kuglerne så lystig !«. Da Banken var tagen, forfulgtes Fjenden ned gennem Dybbøl By, Bøffelkobbel-Skoven og over de af høje Hegn omgivne Marker. Men en lille Mil Nordvest for Dybbøl hæver sig Nybøl Banke. Her samlede Fjenden sine Stridskræfter; Kanonerne plantedes på Bankens Top, og Fodfolket tog Stilling bag Hegnene ved dennes Fod. En Tid lang stod Kampen her; men de Danske, der gik mod Banken, var for få, og de var nær ved at overvældes af deres overtallige Modstander, da Schleppegrell, som havde renset Nybøl By, i rette Tid øjnede Faren og ilede dem til Hjælp med sine Batailloner og Batteriet Bruun. Han red ved Batterikaptajnens Side, men det gik ham ikke rask nok. »Mener Kaptajnen ikke, vi kunne få en lille Trav«. Batteriet satte i Trav. Lidt efter lød det fra Schleppegrell: »Hvad synes Kaptajnen om en lille Galop ?«. »Galop !« kommanderede denne, og Batteriet sprængte frem til en Plads tæt inde under Fjenden, hvorfra det overøste ham med en sådan Kugleregn, at han fandt det klogest at fortrække. Så faldt også Nybøl Banke i de danskes Hånd, og da Mørket brød frem, var hele den tyske forbundshær på tilbagetog mod Flensborg. Det var Forbundstropperne, der havde lidt Nederlag d. 28. maj. Vel otte Dage efter ville Prøjserne lære dem, hvorledes man skulle slås. De Danske skulle drives ud af Sundeved, bort fra Dybbøl Banke. En solvarm Sommerdag - det var den 5. juni - da vore Vagter i Sundeved var i Færd med at lave deres Middagsmad, brød Sværme af fjendtlige Skytter frem mod Kong Frederiks forpostkæde. Fjenden førte så store Stridskræften i Marken - 17.000 Mand - at den danske Overkommando besluttede at samle alle Tropperne på Dybbøl Banke, og dér modtage Hovedangrebet. Det holdt undertiden hårdt at få Folkene til at gå tilbage. Ved Bøffelkobbel kæmpede et Kompagni længe efter at have fået Ordre til Tilbagegang, og da en Adjudant kom farende og spurgte, om de ikke havde hørt Ordren, svarede Kaptajnen, at »han vidste ikke, hvorfor de skulle gå; der var jo nok at skyde på her«. Men omsider stod dog hele den danske Styrke samlet på Banken; Artilleriet opstillet på den vestlige Bakkekam; Fodfolket på den vestlige og sydlige Skråning. Læssøe ledede Kampen fra en Kæmpehøj på Bankens Top. Det var Fjenden særdeles magtpåliggende at sejre denne Gang, og han gik dristig på, - men alle hans Anstrengelser var frugtesløse. Hver Gang de store Kolonner væltede frem mod Banken, modtoges de af en Kugleregn, der nødte dem til at vige tilbage og sprede sig bag Hegnene, og da det engang lykkedes fire fjendtlige Batailloner, skjulte af de høje Hegn, at trænge op ad Bakkens Nordside i Ryggen på vor Slaglinie, var Bülow til rede med Reserven, og viste dem Vejen, ad hvilken de var komne. Henunder Aften var Fjenden udmattet; men vore Tropper var friske og kamplystne, og Kl. 7, da Solen stod lavt på Himlen, gav Overkommandoen Ordre til almindelig Fremrykning. »Se så !« udbrød Schleppegnell, da han modtog Ordren, »nu har vi Hold på Tingen ! Kammerater, er så jeres Bajonetten godt slebne ?«. I Stormløb gik det ned ad Skråningerne og fra Gård til Gård, fra Hegn til Hegn dreves Fjenden tilbage, indtil de danske tropper Tropper, da Natten afbrød Slaget, stod, hvor de havde stået, da Angrebet begyndte. Når vi fejre Grundloven, må vi mindes, at d. 5. juni 1848 i dobbelt Forstand er en af Danmarks Hædersdage, og når de tapre nævnes, som have gjort den dertil, da skulle ikke glemmes de tre Helte fra Broderlandene: Nordmanden Løvenskjold og Svenskerne Sommelius og Lejonhufvud, for hvem Danmarks Sag var Nordens Sag, og som den Dag frivillig gav Livet hen for det, de elskede. Med Kampene ved Dybbøl endte Krigen i 1848. Fremmede Magter søgte at mægle Fred, og d. 26. august vedtoges i Malmø en Våbenhvile på 7 Måneder og Fredsunderhandlingerne begyndte. Fra tysk Side var fremkommet Forslag om en Deling af Slesvig, således at dettes sydlige tyske Del skulle gå til Tyskland, dets nordlige danske Del til Danmark. Orla Lehmann forsøgte at vinde de andre Ministre for den Tanke. Men det store Flertal kunne umulig gøre sig fortrolig med, at vi skulle afstå noget af Slesvig, ja var nær ved at anse det for Forræderi, at en dansk Minister ville være med til at overlevere Tyras Vold i Tyskernes Hænder. Før Hæren sendtes i Vinterkvarter, mønstrede Kong Frederik en større Del af den på Lerbæk Mark ved Vejle. Her udtalte han sit berømte: »Det skal ej ske !« et Ord, som Folket jublede over og kaldte et af hans bedste. Kongen sluttede sig til Folkets Flertal og gav dette sit Ord på, at enhver Tanke om Slesvigs Deling skulle opgives. Der blev indkaldt en Rigsdag d. 23 Oktober 1848, og overfor den forelagde Kongen og Regeringen et Grundlovsudkast, der var udarbejdet af Marts-ministeniet (særlig Lehmann og Monrad). Der førtes mange og lange Forhandlinger derom; nogle syntes ikke, at Forslaget var frisindet nok; andre mente at det gav alt for megen Frihed, og nogle få var der, som slet ingen Frihed ville have. Siden 1660 havde ingen dansk enevoldskonge stået Ansigt til Ansigt med Rigets kårne Mænd. Den Magt, Folket da frivillig havde lagt i Kongens Hånd, var Kongen nu rede til frivillig at give tilbage, og han udtalte dette i Ord, der vel fortjene at mindes: »Danske Mænd, det er med Glæde og med Trøst, at jeg her for første Gang ser mig omringet af mit trofaste danske Folks udvalgte. Den Kærlighed, Samdrægtighed og Selvopofrelse, hvormed dette har understøttet mig og Landets hellige Sag i de tunge Dage, siden jeg besteg mine Fædres Trone, er mig en Borgen for, at en bedre Tid med Guds Bistand snart vil oprinde for vort lidende, ved Vold og Splid nu så hårdt prøvede Fødeland. Under en dybtfølt Erkendelse af det forbigangne skrider jeg nu til med Folkets udvalgte at overlægge den Forfatning, som jeg af fri kongelig Vilje har tilsagt det, og hvorved det er mit ønske, mit Håb og min Stolthed og måtte kunne grundfæste det gamle Danmarks Ære og Lykke. Jeg ønsker Guds Velsignelse over Dem og Deres Gerning, at den man vorde til Ære, Held og Lykke for vort elskede Fædreland ! «. Da Grundlovsudkastet blev fremlagt, så man, at Kongen trofast havde holdt sit Løfte fra 21. Marts 1848. Han havde gjort Frihedens og Lighedens Sag til sin. Men da nogle af Martsministeriets medlemmer for at opnå Fred med Tyskland var villige til at gå ind på en Deling af Sønderjylland, vakte dette en sådan Uvilje både hos Kongen og den størstedel af Folket, at Ministeriet tre Uger efter Udkastets Forelæggelse måtte træde tilbage for »November-ministeret«, der da fortsatte Forhandlingerne med Rigsforsamlingen. Våbenhvilens Tid var hård for de danske Sønderjyder. En Fællesregering af Tyske og Danske, den efter Aftalerne i Malmø skulle have styret Hertugdømmerne, kom ikke i Stand, da Oprørerne tog Magten og styrede Landet på den mest lovløse Måde. I efteråret 1848 sendtes grev Carl Theodor August Scheel-Plessen til Lauenborg for at indsætte en ny øvrighed og ved nytårstid 1849 til Berlin for at underhandle om den erstatning, der ifølge Malmøkonventionen skulle gives for de i Jylland opkrævede naturalrekvisitioner. Men i de følgende 7 år blev han hovedfører for den holstenske opposition, hvis hovedkrav gik ud på de 2 hertugdømmers forbindelse i personalunion med Danmark og på Det tyske Forbunds ret til indblanding i Slesvigs anliggender. I alle de holstenske stænderforsamlinger indtil 1863 var han præsident, og han førte her med stor dygtighed kampen mod den danske regering, støttet af Det tyske Forbund, navnlig af den prøjsiske regering, der ønskede et væbnet angreb på Danmark, men den prøjsiske taktik lykkedes først i 1864, da alle den danske regerings forsøg på at stille holstenernes krav tilfreds var strandede. I Kærlighed til Danmark og af Harme over Voldsregimentet flokkedes Vesteregnens Bønder sig sammen, men tyske Tropper gjorde Indhug på dem ved Brøns d. 22. Januar 1849, dræbte nogle, sårede andre og skilte Resten ad. De kunne ikke stå sig mod øvede Tropper, men de fortjente vel det Hædersminde, der blev sat dem på Stedet, og hvorpå læses: »Ej Minde om en Glimredag, kun om et trofast Hjertelag.« Først i April 1849 begyndte Krigen igen. Begyndelsen var ikke god. Et Par af Kong Frederik den Syvendes Krigsskibe, Linieskibet »Kristian den Ottende« og Fregatten »Gefion« blev Skærtorsdag d. 5. april i Egernførde Fjord overvældede af Tyskernes Landbatterier; Linieskibet sprang i Luften, og Fregatten blev Fjendens Bytte. Vor Hær, der dette år førtes af General Bülow med Oberstløjtnant Flensborg som Stabschef - Læssøe var falden i Unåde hos Krigsministeren - måtte ikke blot overgive hele Sønderjylland til Fjenden, men efter Kampen ved Kolding (d. 23. April) og Gudsø (d. 7 Maj) trængte fjenden videre frem og besatte en stor Del af Nørrejylland. Den tyske Hær - Prøjsere, Rigstropper og Slesvig-Holstenere - talte 72.000 Mand. Frederik den Syvendes Hær talte omtrent 40.000. Da krigen nu atter var igang havde hvert parti herhjemme også opgivet noget af sit, og omsider forelå én Grundlov, som det langt overvejende Flertal kunne stemme for. Denne Lov, med hvilken et nyt Tidsrum begynder - borgerskabet Historie -, blev underskreven af Frederik den Syvende d. 5. juni 1849. Den er Borgerklassernes Adelsbrev. Skulle der være en lille plet på højtideligheden, så var det, at ganske mange ikke vidste, hvad Grundloven var for en lov. Det er dog den lov hvorigennem den til enhver tid herskende klasse fastlægger og søger at sikre sine klassemæssige interesser. Derfor er det også på forskellig måde gjort sværere at ændre en grundlov end andre love. Sandheden er, at i Danmark blev »revolutionen« en kohandel, der bevarede konge, grever og baroner og en folkekirke omend deres rolle og magt blev beskåret. Ifølge Danmarks Riges Grundlov er Kongeloven ophævet og Enevælden afskaffet. Kongen beholder den udøvende Magt, men den lovgivende Magt deler han med Rigsdagen, og den dømmende Magt bliver hos Domstolene. Grundloven giver Kongen Ret til at udnævne og afskedige Ministrene såvel som Rigets øvrige Embedsmænd. Gennem dem styrer han Riget. Han erklærer Krig og slutter Fred, men kan ikke uden Rigsdagens Samtykke afstå nogen Del af Landet. Selv er han ansvarsfri, men deraf følger ikke, at Riget kan styres vilkårlig; thi Ministrene er ansvarlige for Regeringens Førelse. Rigsdagen består af Medlemmer, der vælges efter særlige valgsretsregler (alle uberygtede, selvstændige danske Mænd over 30 år havde Valgret), og Landstinget består af medlemmer, der er valgt af mænd, der er fyldt 40 år, og som tillige i det sidste År har haft en Indtægt af mindst 2.400 Kr. eller svaret mindst 400 Kr. i direkte Skat. Gennem Rigsdagen fik dele af Folket del i Rigsstyrelsen. Kvinderne havde ikke valgret, og i virkeligheden var det kun 15 ud af 100, der blev stemmeberettiget, p.g.a. skattekravene. Rigsdagen skulle hvert år vedtage en Finanslov, hvorved Rigets Pengevæsen, dets Indtægter og Udgifter, ordnes for det følgende År. Ingen Skat må pålægges, forandres eller ophæves, intet Lån optages, intet Mandskab udskrives uden efter en af Rigsdagen vedtagen Lov. Men også al anden Lovgivning må gå gennem Rigsdagen. Før et Forslag - fra Regeringen eller fra Rigsdagen - kan blive Lov, udkræves to Ting: Både Rigsdagen og Landtinget vedtager det enslydende, og Kongen må derefter underskrive det, tillige med en af Ministrene, - så er Forslaget blevet til Lov. Således deler Grundloven Magten mellem Kongen og Borgerklasserne. Men den gør mere. Den fastslår borgernes Lighed: »Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet«. Borgerklasserne havde brug for religionsfrihed, og Religionsfrihed er en af de vigtigste Friheder, som Grundloven giver det danske Folk. Den er udtrykt således: »Borgerne har Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke Gud på den Måde, der stemmer med deres Overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller den offentlige Orden«. »Ingen kan på Grund af sin Trosbekendelse berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder eller unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.« Trykkefriheden indeholder følgende Ord: » Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. Censur og andre forebyggende Forholdsregler kan ingen Sinde påny indføres.« Men det må ikke stride mod Sædeligheden eller den offentlige Orden. Foreningsfrihed og Forsamlingsfrihed giver Grundloven også, idet den udtaler, at »Borgerne har Ret til uden foregående Tilladelse at indgå Foreninger i ethvert lovligt Øjemed« og »Ret til at samle sig ubevæbnede«, og enhver, som fængsles, inden tre Dage skal afsiges en Kendelse, som kan indankes for en højere Ret. Hjemmets Fred betrygges ved, at der ikke må foretages Husundersøgelse uden efter en Retskendelse, og Ejendommen værnes ved Bestemmelsen om, at ingen kan tilpligtes at afstå sin Ejendom, uden hvor Almenvellet kræver det og kun ifølge Lov og mod fuldstændig Erstatning. Grundloven forpligtiger også folket Pligt: »Enhver våbenfør Mand er forpligtet til med sin Person at bidrage til Fædrelandets Forsvar«. Men krigen forsatte. En Del af den danske hær bevogtede Als, en anden Del Fæstningen Fredericia, som var omlejret af Slesvig-Holstenerne, en tredje Del, som førtes af General Rye, havde fået den Opgave at gå langsomt tilbage op i Jylland, eftersom den fjendtlige Hær trængte fremad; fra Århus trak dette Korps sig mod Øst ud over Halvøen Helgenæs. Således gik de første Sommermåneder. På niende Uge havde den slesvig-holstenske Hær, som talte 16.000 Mand, ligget udenfor Fredericias Volde. Den havde bygget Skanser rundt om Byen og Hyttelejre bag Skanserne; den havde bombarderet Byen og tvunget dens Indbyggere til at søge Husly hos Fynboerne; men Fæstningens Volde stod uskadte. Da var det, at den danske Overkommando besluttede at udføre et Hovedslag og valgte at rette det mod Oprørshæren foran Fredericia. Ad Havets Veje samledes en større Styrke i det vestlige Fyn: de Meza kom fra Als, Rye fra Helgenæs med større Troppemasser. Om Aftenen d. 5. Juli 1849 overskibedes Tropperne til Fredericia. Det var en stille, mild Sommernat med Tågespil over Engene. Soldaterne havde ikke andet Kvarter end Brostenene og Markerne. Kl. 1 steg Overgeneralen, Bülow, til Hest og fandt alle Mand opstillede på de bestemte Pladser, færdige til Udrykning. Meza og Rye skulle åbne Slaget og gå mod de fjendtlige Skansen Nord for Fæstningen. De to Generaler rakte hinanden Hånden for sidste Gang og lovede at støtte hinanden som Kammerater og sejre eller dø. Hver af dem henvendte nogle Ord til sine Soldater: Meza opfordrede sine Folk til at vise sig den Ære værdige, at gå i Spidsen, og Rye sagde: »I Dag må ingen vige! Fjendens forskansede Linie skal tages. I kende den og I kende mig. Den skal tages, og nu fremad i Herrens Navn !«. Alle var fulde af Kamplyst og frejdigt Håb. Lydløst bevægede Kolonnerne sig ud af Fæstningens Porte, der var bestrøede med Halm, og nu gik det frem over de åbne Marker mod Fjendens Værker. Da de nærmede sig disse, modtoges de af en morderisk Ild, der nedmejede hele Rækker; flere Gange sloges de tilbage, men gik atter frem over døde og døende Kammerater. Der hører Dristighed til at storme uskadte Skanser; men Dristighed skortede det heller ikke på. Mezas Brigade mødte hårdnakket Modstand af et stort lukket Værk ved Igumvejen. Kaptajn Schønning, som førte et Jægerkorps imod det, kom det så nær, at han plantede sin Fane i Volden og kastede den ene Håndfuld Jord i Fjendernes Øjne efter den anden, idet han råbte: »Nå, I Slyngler, har I så i Sinde at give jer !«. Men bag Skanserne kom Fjendens Reserve frem, og de danske måtte vige tilbage. Rye stred en ikke mindre hård Strid foran den store Treldeskanse, der lå nærmere Havet. Flere Gange havde Generalen sendt sine Bataljoner mod den, men forgæves - de kunne ikke trænge ind. I Hundredvis lå Soldaterne, faldne og sårede, om dem. To Heste var skudt ned under Rye, og han gik nu til Fods og bragte Orden i de slagne Bataljoner for atter at kunne føre dem fremad, da han ramtes af tvende Skud, som gav ham Heltedøden. Kort efter sendte Bülow Forstærkning, og nu gik det atter stormende frem mod Skansen; mange dræbtes, men frem gik det ustandselig; Folkene styrtede sig i Graven, klavrede op ad Voldens Skråning, kæmpede på Brystværnet med Besætningen, der til sidst måtte bukke under. 3 officerer og 300 menige toges hen til Fange. Også Værket ved Igumvejen blev taget med stormende Hånd, da Reserven bragte Hjælp, og omtrent samtidig tog Schleppegrells Brigade Fjendens Værker i Vest. En stoltere Sejr havde danske Krigere aldrig vundet. Da Solen i den tidlige Morgenstund hævede sig over Havet, belyste den Fjendens Flugt; fra alle hans faste Borge vajede Dannebrog, og Røgen fra hans brændende Hyttelejre svævede over Egnen. Fjendens Tab udgjorde 4.000 Mand, hvoraf omtrent Halvdelen var fangne, og på Valpladsen efterlod han 3.000 Geværer, 31 Kanoner, 100 Heste og 100 Vogne. Også på de danskes side var Tabet stort; vi havde 500 døde og 1300 sårede, og mellem de faldne var den tapre Olaf Rye; hans Fald d. 6. Juli 1849 gik Soldaterne nær til Hjerte. Men trods Sorgen over ham og de mange andre faldne, jublede Folket over den herlige Sejr. De Billeder af »den tapre Landsoldat«, af Bülow og Rye; der nu smykke Fredericia, og den store Heltegrav der, på hvis Stensætning de faldnes Navne står skrevne, skulle længe fortælle om den Stordåd, som blev øvet hin Sommernat. Fire Dage efter Slaget ved Fredericia sluttedes en Våbenhvile mellem Danmark og Tyskland. Krigen i 1849 var til Ende. Den fjendtlige Hær trak sig ud af Jylland og til Dels af Slesvig, der under Våbenhvilen skulle styres af to Mænd, en udnævnt af den prøjsiske, en anden af den danske Konge, medens samtidig Sydslesvig skulle holdes besat af et prøjsisk, Nordslesvig af et svensk Hærkorps. Andre kilder skriver, at slesvig-holstener havde en hær i 1849 på 20.00 mand med tyske officerer, plus 46.000 mand fra de tyske lande. Danmark var faktisk i krig med de tyske lande, og det var således ikke alene en borgerkrig med Slesvig-Holstenerne. Våbenhvilen førte til Fred med Tyskland. Ved Fredsslutningen i Berlin den 2. Juli 1850 udtaltes, at der skulle være Fred, Venskab og god Forståelse mellem Danmark og det tyske Forbund, uden at noget blev afgjort om de Stridsspørgsmål, som havde fremkaldt Krigen. Men Slesvig-Holstenerne ville ikke have Fred, så længe Kongen af Danmark ville råde i Sønderjylland. Da Freden med Tyskland blev sluttet, stod en slesvig-holstensk Hær på 34.000 Mand fuldt rustet i Holsten, og den gik straks, anført af den prøjsiske General Willisen - dens Officerer var i det hele taget mest Prøjsere - ind i Sønderjylland og opstilledes i Egnen omkring Isted, hvor Naturen ved Søer, Moser og Skove har dannet en fortræffelig Forsvarsstilling. Under General Krogh rykkede den danske Hær, der ved Felttogets Begyndelse i 1850 talte 39.000 Mand, ned gennem Sønderjylland, indtil den stødte på Oprørshæren. Den 25. Juli 1850 stod Slaget ved Isted, det største, der i den historiske Tid er udkæmpet på dansk Grund. I flere Timer stredes hårdt på Isted Hede og i den store Bøgmose i Vest, og mange var de, der ofrede Livet under den heltemodige Kamp. Men større Fare truede vor venstre Fløj, den havde den Opgave at gå frem gennem Landsbyen Øvre-Stolk og tage Passet mellem Isted-Sø og i Lang-Sø. Havde ikke vor Hærs mest udmærkede Førere her haft deres Plads, ville Isted-Slaget blevet et Nederlag for de Danske. Nu blev det en dyr Sejr. Det var Schleppegrell som førte venstre Fløj. Om Morgenen Kl. 3 holdt han nord for Stolk, medens Bataljonerne drog forbi ham, hilsende ham med Hurra. »Ja, i Dag er I rigtig glade!« tilråbte han dem. Efter at Oberstløjtnant Henckel havde fået Ordre til at blive stående Nord for Stolk med seks Kompagnier Fodfolk, en Eskadron Dragoner og et Batteri som Reserve, og Stolk var bleven afsøgt, gik Fortropperne - førte af Læssøe - gennem Byen og fulgte Vejen Syd på, som fører til Passet mellem Isted-Sø og Lang-Sø. Noget Syd for Stolk mødte de Fjenden og drev ham foran sig, indtil de nåede Passet. I Skoven - Grydeskov -, som dækker Jorden mellem de to Søer, vrimlede det med Tyskere, der fra Skovbrynet havde et godt Skud på de fremstormende Danske. Læssøe var redet op på en lille Høj, hvorfra han kunne overse Stillingen. Kuglerne peb om Ørerne, og ved hans Side faldt hans Stabshornist og kort efter hans Ordonnans. Hans adjutant bad ham forlade det farlige Sted, men fik til Svar: »Er De bange for en Smule Kugle, så rid Deres Vej !«. Da han så, at den Bataljon, han havde sendt mod Skoven, blev slået tilbage, sendte han Adjudanten med Ordre til en anden om at gå frem. Efter at have udført sit Hverv, vendte Adjudanten tilbage, men mødte nu Læssøes Rødskimmel, der jog ham forbi, blodig og uden Rytter. Han styrtede op på Højen og fandt her sin Oberst med gennemskudt Bryst. Nogle Officerer kom til og ville bære ham bort. »Lad mig ligge«, sagde Læssøe, »men ville I gøre eders Oberst en Tjeneste, inden han dør, så tag Skoven !« Det var den kække og ædle Helts sidste Ord, og det var hellige Ord for hans Soldater. De gik frem og jagede under en blodig Kamp Fjenden gennem Skoven. Lidt senere end Læssøe var Schleppegrell med en Del af sin Brigade gået gennem Stolk ad Vejen til Grydeskov, men var ikke kommen ret langt frem, før han hørte Skydning bag sig i Byen. Han kunne ikke forstå, hvad dette betød. Stolk var afsøgt, uden at der i Byen var fundet en Fjende, og heller ikke havde Schleppegrell forsømt at sende en Afdeling mod Øst for at sikre sig mod, at Fjenden ubemærket skulle omgå ham fra denne Kant og falde ham i Ryggen. Senere opklaredes det, at den udsendte Afdeling ikke havde været omhyggelig nok. En fjendtlig Brigade var på en Løbebro gået over Lang-Sø og havde ad en østligere Vej, end den Læssøe og Schleppegrel fulgte, ubemænket nået Øvre-Stolk noget efter, at den sidste var draget der igennem. Da Brigaden fra Øst tog ind i Byen, stødte den på en af Schleppegrells Bataljoner (13.), der, uden at ane nogen Fare her, sorgløst marcherede igennem, følgende de foruddragne Bataljoners Spor. Overraskelsen var gensidig, og Forvirringen blev stor. Afdelingerne blandedes imellem hverandre; der kæmpedes på Gaden, om Gårde og Huse, hvilke snart stod i Brand. Mange danske Officerer faldt, deriblandt Bataljonens Fører, Oberst Trepka, og lidt efter lidt trængtes den danske Bataljon af den overmægtige Fjende ud af Byen i Syd, Vest og Nord. Da Schleppegrell blev klog på, at han virkelig havde en stor fjendtlig Styrke i Ryggen, vendte han om og gik tilbage mod Stolk. Fjenderne stormede ham i Møde, og snart stod en hidsig Kamp på Markerne Syd for Stolk. Med den lille Styrke. Schleppegrell havde, syntes det frugtesløst at ville standse de talrige Fjender. Men den brave General indså, at Slagets Udfald kunne bero på, at dette skete. Fik den fjendtlige Brigade Lov at gå Syd på, ville den overvælde de i Grydeskoven kæmpende Danske; kunne han holde den fast her en Stund, ville Reserven, som stod Nord for Stolk, få Tid til at rykke frem til Hjælp. Derfor ville han ikke vige. Rækkerne tyndedes mere og mere om ham; mange faldt; nogle sneg sig bort. Til sidst kæmpede den gamle General som Soldat jævnsides sine Dragoner. To Kanoner var faldne i Fjendernes Hænder og skulle tages tilbage. »Fremad, Børn !« råbte Generalen, »det gælder eders og min Ære!» Tredive Ryttere samlede sig om ham, og med dem galopperede han ind mod Kanonerne og forjog Fjenden fra dem. Men da knaldede det fra det nærmeste Hegn, hvor en tyvedobbelt Overmagt lå skjult. Dragonerne veg, men Schleppegrell blev. En Kugle ramte ham midt i Panden, og han segnede af Hesten med de Ord: »Rask - kun fremad, Folk !«. »Guds Fred med vore døde, I Danmarks Rosengård. Guds Fred med dem, som bløde af dybe Hjertesår. Vor Kærlighed med alle, de store og de små, som ville stå og falde med Løven askegrå !«. I det Øjeblik, da Schleppegrell faldt, så det ikke ud til, at Slaget ved Isted skulle få et for danskerne lykkeligt Udfald. Den ene Hjobpost efter den anden nåede Hovedkvarteret. Læssøe var falden, Schleppegrell falden, hele venstre Fløj var oprevet, uden Ledelse og trængt af Fjender på alle Kanten. Overgeneralen gav Befaling til at standse Fremrykningen på hele Linien og sendte de Meza ud til venstre Fløj for om muligt at samle de spredte Afdelinger. Men før de Meza kom, havde Omstændighederne helt forandret sig. Reserven reddede den Dag danskernes Hær fra et Nederlag. Heldigvis havde Schleppegrell ikke blot sørget for at have Reserve Nord for Stolk, men også for at give den en Fører, der ikke tabte Fatningen i Fanens Stund. Da en Ordonnans kom sprængende til Oberstløjtnant Henckel med Budskabet: - »Alt en tabt !« fik han af denne det drøje Svar: »Å Sludder !«. Rolig og sindigt førte Henckel Reserven mod Stolk. Da han her stødte på Delinger af 13. Bataljon, råbte han: »Stå kun fast, Karle ! her kommer min Bataljon jer til Hjælp, og jeg har endda to straks bagefter !« - han fandt det ikke Umagen værd at forklare, at det kun var to Kompagnier. De danske soldater trængte nu ind i Byens Hovedgade, men måtte standse midt i Byen; fra alle Luger og Vinduer lynede Geværilden dem i Møde. »Vil I gå frem, når jeg kommen med Kanonen ?« spurgte Thestrup, der førte et Par Granatkanoner. Soldaterne svarede ham med Hurra, og et Øjeblik efter rullede Kanonen frem og prossede af midt i Byen. Dens Granater gjorde lyst på Gaden, og nu blev Byen taget i en Håndevending. Over Marker og Moser dreves den fjendtlige Brigade Sydpå. 1.000 Mand toges til Fange, Resten undslap over Løbebroen og Passet mellem Søerne. Henckel ordnede sine Tropper på venstre Fløj, og da de Meza ankom, kunne han melde til Hovedkvarteret, at alt var i Orden; han var rede til Angreb. Samtidig med de her beskrevne Tildragelser på venstre Fløj havde de danskes Hær kæmpet sejrrig i Centrum og på højre Fløj. Isted var taget, og Fjenden dreven tilbage over Bøgmosen. Kl. 12.30 gav Frederik den Syvendes Overkommando Ordre til almindelig Fremrykning for at give Fjenden det sidste Stød, og kort efter sås hele Oprørshæren på Flugt mod Syd. Den standsede ikke, før den nåede Ejderen. Kampen havde været blodig; vi havde 862 faldne, 2362 sårede. De faldne hviler i Kæmpegraven på Flensborg Kirkegård. Men da vore Tropper om Aftenen lejrede sig ved Dannevirke, følte de, at de havde givet Fædrelandet, hvad de skyldte det, og at det udgydte Blod ikke var spildt. I et halvt år holdt Hæren Vagt på Dannevirke. Oprørerne havde ikke helt tabt Modet endnu. Forgæves prøvede Fjenden på at bryde igennem ved Mysunde (12. September), men blev slået tilbage efter en blodig Kamp. Forgæves stormede fjenden d. 29. September mod Frederiksstad. De belejrede derefter Fæstningen Frederiksstad. I otte Dage beskød de Byen med gloende Kugler, så den til sidst stod i eet Flammehav. Men Kommandanten, den kække Nordmand Oberst Hans Helgesen, holdt tappert ud med sin lille Helteklynge og veg hverken for ild eller Kugler. D. 4 Oktober stormede Fjenderne den nedbrændte By med stor Voldsomhed; tre Gange fornyedes Stormen, men det var forgæves; de blev hver Gang drevet tilbage med stedse større Tab. Oprørernes Magt var nu brudt. I Begyndelsen af 1851 nedlagde Slesvig-Holstenerne Sværdet samtidig med, at det Tyske Forbund påtog sig at genoprette lovlige Tilstande i Holsten. Den treårige Krig var endt, og den sejrrige Hær vendte hjem, modtaget med Jubel over hele Landet. De var stolte af at have øvet en Dåd, som gjorde Danmark Ære, og de var glade over, at Sønderjylland atter var Dansk. I løbet af de 3 år var faldet 2128 man på dansk side og 1284 på tysk side. Men over 10.000 danske var sårede, hvoraf mange senere døde af sårene. Lægen Frederik Dreier, der var Danmarks første egentlige socialist, deltog som frivillig krigen 1848-51: Af den jyske halvø ligger 1/5 uopdyrket hen. Forbindelseslinierne er for størstedelen elendige. Folket, såvel det dansk- som det tysktalende, er uvidende, overtroisk, kuede og fattige. Den godtroende danske landsoldat (bonden) blev i frihedens, danskhedens og nationalstatens navn sat til at slå den Slesvig-Holstenske Borgerklasse ned. Tyskerne vil kalde den Slesvig-Holstenske Borgerklasse for en befrielsesbevægelse. Slesvig-Holsten var den rigeste del af Danmark, og som vi kender det fra al anden historie, vil de rige ikke betale skatter, men begærer mere og mere. Kald gerne begæret og guldets dyrkere for en frihedsbevægelse. Men det var i sidste øjeblik, at folket gennem de danske Borgerklasser genfødte danskheden, fandt en danskvenlig konge, og ulykkeligvis ikke fik fordrevet de tyske Borgerklasser, således at både Dannevirke og det gamle danske land siden Arilds tid er faldet i forkerte hænder. Efter 3års-krigen begyndte et alvorligt Arbejde på at fremme den indre Udvikling. Ikke mindst for de Danske i Sønderjylland var Tiden god. De havde i Århundreder ikke haft så lykkelige Dage. Efter en omhyggelig Undersøgelse af Sprogtilstanden i de forskellige Egne deltes Landet i tre Sprogbælter. I Nord- og til Dels Mellem-Slesvig, hvor Folkesproget var Dansk, indførtes overalt dansk Skole-, Kirke- og Retssprog, i Sydslesvig, hvor det tyske Sprog fuldstændig rådede, gjordes ingen Forandring; men i det blandede Bælte, hvor Tysk og Dansk gik jævnsides, ordnedes Sprogsagen på den Måde, at Gudstjenesten hveranden Søndag skiftevis holdtes på Dansk eller Tysk, og at det offentlige Skolesprog var Dansk med Tilladelse til tysk Hjemmeundervisning. Og dog var der noget, som ikke var godt, noget, der indeholdt en stor Fare for Danmark og forvoldte, at Fremtiden blev helt anderledes, end man tænkte. Da hverken Konge eller Folk ville høre noget om en Deling af Sønderjylland, blev der ikke foretaget noget klart Opgør mellem Danmark og Tyskland. Vi beholdt ikke alene det danske Nordslesvig, men også det tyske Sydslesvig og det tyske Holsten. Sammen med de Danske skulle der leve en Mængde fjendtligsindede Tyske, og det på en Tid, da det ikke længer var Kongeviljen, som skulle bestemme alt, men da også Befolkningens ønsker og Vilje skulle have Lov til at gælde. Det var lidet sandsynligt, at en dansk-tysk Samstat kunne trives eller endog bestå, nu da både Danske og Tyske var komne til folkelig Bevidsthed og krævede en fri Udvikling. Og selvom sprogordningen ikke berørte de tysktalende, frembragte de et fjendebillede af Danmark og fortalte vidt og bredt i Tyskland, at de var undertrykte, og fik atter ophidset tyskerne mod danskerne. Den tyske nationaløkonom Fr. List, ønskede i 1841 Danmark og Holland indlemmet i Den tyske Toldforening og dermed også i Det tyske Forbund, da Danmark og Holland efter hans mening i forvejen hørte til tysk afstamning. Karl Marx og Fr. Engels skrev d. 9 september 1848: »Med samme ret som den, hvormed Frankrig har taget Flandern og Elsass-Lothringen og før eller senere også vil tage Belgien, vil Tyskland tage Slesvig; med civilisationens ret overfor barbariet, fremskridtets ret over for stilstanden. Og selv om traktaterne skulle tale for Danmark, hvilket dog kan være meget tvivlsomt, så gælder denne ret mere end alle traktater, fordi det er den historiske udviklings ret«. Den tyske sprogforsker Jacob Grimm erklærede i 1848, »at Tyskland ikke alene med rette kunne gøre krav på det omtvistede Hertugdømme Slesvig, men også på det Jylland, der lå nord for«. Alligevel prøvede Danmarks statsmænd på at indrette en dansk-tysk »Helstat«. 3års-krigen med de mange Bønderkarles Fravær fra Hjemmet havde sat Fart i Indførelsen af nye, arbejdsbesparende Maskiner, hvad der atter havde givet Plads for Oprettelsen af mange Jernstøberier, hver Provinsby havde jo næsten sit eller sine. 1850ernes København var en by med 130.000 indbyggere, men alligevel en Ravnekrog, hvis Borgere levede det samme Spidsborgerliv som deres Fædre i Frederiks den Sjettes Dage. En By indestængt bag Voldene, med snævre Gader fulde af toppede Brosten og dybe Rendestene uden Spildevandsafløb, med Vandposte, Tranlamper og natlig Vægtersang. Byportene var snævre, Fremskridtet kom vanskeligt ind ad dem, lettere gik det for Koleraen, og indenfor herskede Fordomme. Alt var gammeldags og stivnet i middelalderlige Vedtægter og Lavstvang, og Nationalbanken var lige så gammeldags som alt andet. I 1851 havde en spontan Strejke indenfor de københavnske Byggefag indbragt både Murere og Tømrere højere Dagløn og bedre Akkordforhold. Murerne i omgangsskrue. Det var den tids strejke i København. Man strejkede på skift hos byens forskellige murermestre, medens man understøttede hinanden, indtil de alle havde givet sig, - og så tog man en runde til. Strejken blev imidlertid brudt af politiet på den mest brutale facon. De, der brød en sådan skrue, blev kaldt for skruebrækkere. Efter at Toldgrænsen var flyttet fra Kongeåen til Elben, og efter at Prins Kristian af Lyksborg, gift med Kongens Søskendebarn, Prinsesse Louise af Hessen, var valgt til Tronfølger efter den barnløse Konge, udstedtes d. 26. Juli 1854 en Forfatningslov for hele Monarkiet. Nogle Sager skulle være særlige for hver Landsdel (Retssager, Kirke- og Skolesager, Kommunesagen o. fl.), andre fælles for hele Monarkiet (Kongehuset, Udenrigsstyrelsen, Forsvarsvæsenet og en Del af Pengevæsenet). De særlige Sager skulle behandles af Landsdelenes særegne Forsamlingen (Rigsdagen, Stænderforsamlingerne), men for Fællessagernes Vedkommende skulle oprettes et Rigsråd, der dog i de fleste Tilfælde ikke skulle have besluttende Myndighed, men kun være rådgivende. Det var således Ørsteds Tanke at genindføre Enevælden i den nye Helstat, men herimod rejste sig en sådan Modstand, at han slet ikke kom til at danne nogen Helstat. Kongen gav efter for Folkestemningen og afskedigede det Ørstedske Ministerium i December 1854. I den følgende Tid prøvede andre Statsmænd, som Hall, Andræ, Krieger, Monrad og Lehmann, deres Lykke med den vanskelige Opgave. D. 2. Oktober 1855 udstedtes en ny Forfatningslov, efter hvilken der dannedes et Rigsråd med besluttende Myndighed. Men da samme Rigsråd skulle til at arbejde, vægrede de tyske medlemmer sig ved at være med; de kaldte Forfatningen ulovlig, fordi den ikke havde været forelagt Stænderne, og de ville i det hele ikke deltage i Arbejdet, så længe de var i Mindretal. De tyske Stormagter blandede sig i Striden og ville råde for, hvorledes vi skulle ordne vore Sager. Intet har bidraget mere til at omdanne Samfundet i dette Århundrede end den storartede Udvikling af Samfærdselsmidlerne. Her blev Videnskabens Fremskridt ret udnyttede i det praktiske Liv. Værnepligten udstraktes efter Grundlovens Bud til alle våbenføre Mænd, og således blev den skrigende Uret afskaffet, at Bønderne ene og alene skulle bære den store Byrde - at forsvare Fædrelandet. Fæstelove lettede Adgangen for Fæstebønderne til at få deres Gårde som Selvejendom. Hoveriet afløstes de Steder, hvor det endnu bestod. Næringsloven af 1857 gav Ret til at drive den Næringsvej, som man havde Lyst til - hvis man havde penge. Købstædernes eneret på handel og Lavenes eneret på håndværk ophævedes. Nu skulle alle løse Borgerbrev, hvis man ville udøve virksomhed indenfor visse Næringer. Handel og Samfærdsel fremmedes ved Anlæg af Jernbaner og Telegraflinier. Øresundstolden ophævedes mod en Erstatning af over 60 Millioner Kroner var meget heldig, thi de søfarende Magter nærede stor Misfornøjelse med Tolden, og der var Fare for, at de til sidst skulle nægte at betale den. I det hele taget voksede Landets Indtægter, og da Pengevæsenet bestyredes godt, kunne der jævnligt betales noget af på Statsgælden. Skønt Krigen havde kostet meget, og skønt vi ved Øresundstoldens Ophævelse i 1857 ikke fik fuld Erstatning for det Tab, vi derved led, voksede Velstanden kendelig. Statsgælden mindskedes år for år, og der blev Råd til mange gode og store Forbedringer. I lang Tid forhandledes mellem Danmark, Tyskland og andre Magter herom, men da det mere og mere blev klart, at Helstaten ikke kunne opretholdes, uden at Danmark måtte blive et tysk Lydland, tog man Mod til, sig og besluttede at slå ind på en anden Vej. Danmark til Ejderen skulle være Løsenet. Holsten skulle udskilles, have en egen Regering, en egen Hær, en egen Forfatning. Man ville ikke gå så vidt at indlemme Slesvig i Kongeriget, under dettes Grundlov, men man ville danne en ny Fællesstat, der kun skulle omfatte Danmark og Slesvig. Vel udtalte de tyske Stormagter sig herimod og påstod, at dette var en Indlemmelse; men vi trøstede os ved, at vi kun havde denne eneste Udvej til at redde Danmarks Selvstændighed, og ved, at Sverrig-Norge ville stå ved vor Side, om Tyskland for denne Sags Skyld påførte os Krig. Der herskede Venskab mellem Kong Frederik den Syvende og Kong Karl den Femtende. Ofte gæstede de hinanden, og det ikke alene for at glæde sig ved hinandens Selskab, men også for at træffe Aftaler om Striden med Tyskland. Kong Karl opfordrede ivrig til en Udskilning af Holsten. Når Danmark tydelig og bestemt ville hævde Ejdergrænsen, erklærede han sig rede til at gå med i et Forsvarsforbund; i det øjeblik Tyskland overskred Ejderen, skulle hans Hær stå ved den danske Hærs Side for at værne Nordens gamle Grænse. Styrket ved disse Råd og Løfter skred den danske Regering til Værket. Samtidig med, at den lod bygge Skansen ved Dannevirke og på Dybbøl Banke, forelagde den for Rigsrådet et nyt Udkast til en Fællesforfatning for Kongeriget og Sønderjylland d. 29 september 1863. Efter dette skulle der oprettes et Rigsråd, således sammensat, at om man ville, kunne de kongerigske Medlemmer tillige udgøre en særlig Rigsdag for Kongeriget, de sønderjydske en særegen Landdag for Hertugdømmet. Og efter en længere Forhandling vedtog Rigsrådet denne Grundlov for Danmark til Ejderen d. 13. november 1863. Men da indtraf en Begivenhed, som ingen havde kunnet forudse, og som netop på dette Tidspunkt kunne få og fik en skæbnesvanger Betydning: Frederik den Syvendes pludselige Død d. 15 November 1863. Kong Frederik døde i Sønderjylland, midt i den Landsdel, som det havde været hans og Folkets Opgave at genvinde og bevare. I Eftersommeren 1863 havde han taget Bolig på Lyksborg Slot ved Flensborg Fjord; han ville være nær ved Dannevirke, hvis Genopførelse lå ham stærkt på Sinde, og han ville gerne færdes mellem Sønderjyllands Borgere og Bønder. Fra d. 6.-9. november var han ude i ondt Vejr for at efterse Dannevirkestillingens østre Del og vendte fra denne Udflugt tilbage til Lyksborg med en Sygdom, der i få Dage gjorde Ende på hans Liv. Medens Rigsrådet vedtog den nye Forfatning, lå Kongen i Feberdrømme; han tænkte sig stående på Dannevirke, kommanderende til Forsvar og Angreb. Søndagen d. 15. November sov han hen uden at have nået at se Forsvarsforbundet afsluttet, eller at sætte sit Navn under den nye Forfatning. Hans Død fremkaldte en dyb og almindelig Landesorg; hans Valgsprog havde i Livet vist sig som fuld Sandhed; han havde søgt sin Styrke i sit Folks Kærlighed og havde ikke søgt forgæves. Nu, da han var død, kom det stærkere frem for Folket end nogensinde før, hvor meget det skyldte denne den sidste Konge af den oldenborgske Stamme for hans jævne Færd, hans kongelige Frihedsgave og hans trofaste danske Sind, der havde gjort ham til en sikker Leder i Kampen for Danmarks Ære og Selvstændighed. Men det Folk, der stod om Kong Frederiks Båre, stod der ikke alene med Sorg i Sind, men også med bange Anelser. Overmægtige Fjender stod rede til at falde over Danmark; de ville finde Tiden belejlig nu, og en ny Leder kunne ikke så let samle alle Danske til Forsvar og sikre os Hjælp fra Frænderne i Nord som den prøvede gamle.

Kapitalismen var på march mod Danmark. Guldstrømmen fra Europa nærmede sig. Opdagelsen af de nye Guld- og Sølvminer i Californien (1848) og i Australien (1851) fik Produktionen af disse Møntmetaller til at stige vældigt. Da Pengene derfor faldt i Værdi, steg Varepriserne, f.eks. steg det almindelige Prisniveau med 35 % fra 1852 til 1856. Et mægtigt industrielt Opsving var Følgen i Europa. De tekniske Fremskridt blev udnyttede og Samfærdselsmidler, Jernbaner, Telegraf og Dampere, skabt med vældig Hast. Korn steg også i Pris. Og England åbnede netop sit Marked for os i disse År ved Kornlovens Ophævelse i 1849. Krimkrigen stimulerede yderligere Forretningslivet. I 1855 havde man ved Lov ophævet Rentebegrænsningerne for Lån og Ågerbestemmelserne, når der ikke låntes ud mod Pant i fast Ejendom. Kapitalismen kunne frit udfolde sig; men hvor fandtes Formidleren mellem Driftsherrerne og Kapitalejerne ? Hvor var Erhvervslivets Hjerte, der kunne drive Blodet ud i Arbejdernes og folkets legemer, og fremskaffe den fornødne Kapital ? Øresundstoldens Bortfald i 1857 mod en Erstatning på 65 Mill. Kr. gjorde sit til Opsvinget ved at frigøre Handelen på Østersøen for denne Lænke. Under disse mægtig forandrede økonomiske Forhold måtte Samfundet sprænge sine forældede Produktionsformer. Grundloven af 1849 havde allerede lovet Næringsfrihed, nu indførtes den ved Lov om Håndværks- og Fabriksdrift (Næringsloven) af 1857, der samtidig afskaffede Opsigelsesfristen i Arbejdsforhold. Dermed var Vejen åbnet for det »frie« Lønarbejderforhold. Mestrene følte sig ikke længere bundet af deres Tariffer med Svendene. Nationalbanken kunne ikke besørge Blodomløbet, den var Reconvalescent efter det halve århundredes vanskeligheder med Pengevæsenets Stabilitet, som den vågede over med en ensidig Trofasthed, som en mere moderne Tid kunne lære af. Den modtog ikke Penge til Forrentning på Folio, man måtte tværtimod betale Gebyr for at have den »i sikkert Gemme«. Den diskonterede kun Veksler to Dage ugentlig efter forudgående skriftlig Ansøgning, ofte blev end ikke de bedste Huses Veksler diskonterede, fordi de lettere kunne undvære Pengene eller få diskonteret hos private. Overfor en så mosgroet Institution måtte det rigere økonomiske Liv nødvendigvis skabe et nyt Kreditinstitut. Provinsen var begyndt at skabe dem i sine Discontokasser, f.eks. Fyns Discontokasse, og i København stiftede Storhandelens Mænd den 1. Maj 1857 Privatbanken med en Aktiekapital på 2 millioner rigsdalere, - et for sin Tid meget betydeligt Beløb. Privatbankens Direktør blev den 28årige C. F. Tietgen. Kapitalismens fremmarch i Danmark kræver betalingsmidler, ejendomsændringer, bankier, fabrikanter, og det sker under Estrup´s diktatur. En af hovedmændene bag kapitalismen i Danmark er: F. Tietgen (1829-1901), der var søn af fattige Forældre i Odense. Efter udstået Købmandslære opholdt han sig ved Manufakturfaget i Manchester og havde læst lidt Nationaløkonomi dér, - men var iøvrigt uden nærmere Kendskab til Bankvæsen. Han var da heller ikke blandt Bankens Stiftere; men et Par af disse mente i den unge virkelystne og arbejdsduelige københavnske Kommissionshandlende at finde den rette Bankleder. De skuffedes ikke. Tietgen viste hurtig sin heldige Hånd. Få Måneder efter Bankens Stiftelse afbødede han på glimrende Måde Virkningerne for Danmark af den bekendte Krise i 1857 ved at skaffe det mægtige danske Handelshus Pontoppidan i Hamborg Statslån til Undgåelse af Betalingsstandsning og de deraf følgende krak og ved gennem Privatbanken i Hast at gøre Øresundstoldens engelske Afløsningssum likvid i en Statslånskasse, der midlertidig måtte oprettes til Hjælp for Handelen. Ved sin Ledelse af denne bank skaffede han Penge til sine mange store Foretagender. Næringslivet og kapitalismen blomstrede. Som nogle af disse foretagender kan nævnes: Privatbanken deltog i de sjællandske og lolland-falsterske Jernbaneanlæg efter at have sikret sig Rentegaranti for Aktiekapitalen fra Statens Side og i anlæg af Sporveje i København. I 1866 var Tietgen virksom for Dannelsen af »Det Forenede Dampskibsseskab«, der sendte sine talrige Skibe til vore egne og fremmede Landes og Verdensdeles Havne; De danske Sukkerfabrikker, der næsten har gjort af Indførelse at Sukker overflødig og giver mange Landmænd udmærkede Indtægter at deres Jord. I 1869 lagde han Grunden til det senere »Store Nordiske Telegrafselskab« ved en Sammenslutning af flere Selskaber, der har anlagt telegrafiske Ledninger til Sverrig, Norge, England, Tyskland, Rusland, Japan og Kina; Hans sidste betydelige Foretagende var Opførelsen af Frederikskirken (også kaldet Marmorkirken), der med sin store og prægtige Kuppel er en Pryd for Hovedstaden. I 1860erne voksede arbejderklassens antal, og arbejdet foregik under elendige vilkår. 14-16 timers arbejdsdag og børnearbejde. Der var bolignød i byerne og slum, sygdom og elendighed, især i København. Mange af arbejderne var bønder, der var kommet ind fra landet og ikke kendte noget til byernes og fabrikkernes liv. Selvom der ikke var tale om nogen egentlig faglig organisering, gennemførtes der alligevel en række faglige aktioner, hvorigennem behovet for organiseringen blev klarlagt. Klassemodsætningerne voksede frem. Forskellige »velgørere« tog initiativ til oprettelsen af en række forskellige arbejderforeninger. Chr. Rimestad oprettede en såkaldt arbejderforening af 1860. Men formålet var også at opfange og styre de strømninger, der var i dette tidlige proletariat og dermed sikre de bestående forhold. I 1860 var der 1.608.000 indbyggere i Danmark. På landet boede de 1.232.000 og i byerne boede 376.000. Næringsfrihedsloven af 1862 opløste lavenes fagmonopol i lighed med bøndernes driftsfællesskab med landboreformerne i 1778. Konkurrancen blev sluppet fri og sammenholdet ophævet.

Efter Napoleons fald i 1815 dannede de tyske fyrster en konføderation af 39 uafhængige stater/bystater. Men da det østrigske monarki og det prøjsiske monarki ikke ønskede oprettelse af bredere former for folkelig repræsentation, førte udviklingen til øget folkelig elendighed og til oprørene i 1830erne, der alle brutalt blev nedkæmpet af monarkisterne og reaktionen. I 1834 oprettede Prøjsen den Tyske Toldunion, idet Prøjsen havde fået stigende økonomiske betydning. I Toldunionen indgik 18 stater med en samlet befolkning på 23 millioner mennesker. Konsekvensen af Toldunionen var, at handelen mellem medlemslandene blev fordoblet over de næste 10 år, og at der blev dannet industricentre, hvor Arbejderklassen trådte ind på historien scene. Pga. den hastige vækst i bybefolkningens antal, oversteg udbuddet af arbejdskraft langt efterspørgslen. Dette medførte en forværring af manufakturarbejdernes og håndværkernes levevilkår, og der blev dannet grobund for de efterfølgende års oprør, hvis kulmination var den europæiske revolutionsbølge i 1848-49. I perioden fra 1834 til 1864 udvidedes Den tyske Toldunion til gradvist at omfatte alle tyske stater - men Østrig kunne ikke komme med i Toldunionen. Sideløbende med opbygningen af Toldunionen blev der også arbejdet på at rydde op i det monetære virvar, i betalingsmidlerne. I 1837 indgik de sydtyske stater München-konventionen, der havde til formål, at udstede mønter med samme sølvindhold. Toldunionslandene undertegnede i 1838 Dresden-aftalen, der også havde til formål, at sølvindholdet i mønterne skulle være let sammenlignelige og delelige. Den første væbnede opstand i Europas revolutionsbølge i 1848 fandt sted i Paris i dagene fra d. 22. til 24. februar 1848. Det gamle regime: Julimonarkiet fra 1830 faldt og Borgerkongen Louis Filip flygtede til England. Republikken blev proklameret og stemmeretten blev udvidet til at gælde alle mænd, uanset ejendom eller indtægt. I Revolutionsbølgen virkede det nationale samlende i lande som Tyskland og Italien, der var opdelt i en række enkeltlande. Men i Østrig var det nationale element opløsende, idet Østrig havde mange nationale minoriteter. I 1848 kæmpede det liberale Borgerskab og Arbejderklassen side om side mod reaktionen og det højere Finansborgerskab. De kæmpede for sociale ideer, for politisk indflydelse, for en grundlovsgivende forsamling, for stemmeret og for retten til arbejde. I Danmark fremsatte den national-liberale Orla Lehmann parolen: Danmark til Ejderen. Men det tysktalende Bourgeoisi i Slesvig og Holsten ønskede derimod, at Slesvig/Holsten skulle tilsluttes til et kommende samlet Tyskland, og de oprettede i 1848 en provisorisk regering, indtog Rendsborg fæstningen og fik hjælp af Prøjsen og Det Tyske Forbund. Men forsøget fra det liberale Borgerskab på at samle Tyskland ved parlamentet i Frankfurt mislykkedes, selvom der overvejende blev valgt liberale og demokratiske kandidater til forsamlingen. De krævede tysk enhed og parallelt hermed garanti for politiske friheder. Alligevel gjorde forsamlingens indre modsætninger det muligt for kræfterne bag det gamle regime atter at samle sig, hvilket kulminerede i opløsningen af parlamentet i juni 1849 og undertrykkelse af oppositionens organisationer. De kræfter, som i februar 1848 havde forsøgt ad revolutionær vej at grundlægge en tysk enhedsrepublik, var for svage, og de var ikke i stand til at grundlægge en kapitalistisk stat, som organ for det tyske Bourgeoisi. Og blandt nationaliteterne i Østrig var der stadig den vanskelighed, at enkelte folkeslag, som ungarerne, ikke var villige til at indrømme andre, som kroaterne, den frihed de krævede for sig selv. I flere tilfælde lod slaviske bondesoldater sig også bruge til at slå opstandene i byerne ned. Men i Tyskland gik den jordejende adel - Junkervæsenet nu sammen med Storbourgeoisiet i færd med at skabe en kapitalistisk enhedsstat. I 1857 oprettedes Wiener-møntkonventionen, hvori Østrig også deltog. Toldunionen blev derfor et afgørende skridt for Bismarcks senere rigsenhedstat i 1870. Den utæmmede industrielle kapitalisme, havde jo skabt en Arbejderklasse, der stillede fordringer, og samtidig var den nye industrielle kapitalistiske klasse en trussel mod de gamle normer, der herskede hos de jordejende klasser, adelen, hos junkerne og monarkisterne. En klike af Storkapitalister sammen med Junkerne og Generalerne med Hohenzollerne i spidsen ledede det Tyske Riges skæbne, og oprettede en bureaukratisk-kapitalistisk forbundsstat. På dette tidspunkt forsøgte Ferdinand Lassalle (1825-1864) blandt arbejderne at danne en kraft, som skulle være i stand til at opnå indrømmelser fra de herskende klasser. Med denne snævre opgave for øje blev den kommunistiske ide, som F. Lasalle udbredte fremstillet som en bevægelse, der ad fredelig vej og ved den lige valgret skulle give Arbejderne indflydelse på den nye kapitalistiske stat, og som ved denne stats hjælp skulle organisere produktionsforeningerne, som lidt efter lidt skulle forvandle det kapitalistiske samfund til et socialistisk samfund. Denne propaganda udviklede i Arbejderkredsene en tilbedelse af statstanken der ikke tog hensyn til om staten (statsmagten) befinder sig i hænderne på Kapitalismen eller i hænderne på Arbejderklassen. F. Lassalle havde også nationalistiske politiske synspunkter og han indgik da også en alliance i 1860érne med den prøjsiske reaktion: Bismarck mod det tyske liberale Borgerskab i forfatningskampen. Karl Marx hævdede derimod, at den progressive alliance bestod i at Arbejdere og Borgerskabet slog sig sammen mod reaktionen. Efter 6 ugers krigen i 1866 mellem Østrig og Prøjsen, og en række andre tyske stater og Italien på Prøjsens side, der medførte et nederlag for Østrig, blev Østrig i 1867 tvunget til at træde ud af Wiener-konventionen. Den prøjsiske kansler: Otto Von Bismarck dannede en ny union i 1867: Den nordtyske Konføderation hvis formål også var, at dæmme op for liberalismen. Efter den fransk/prøjsiske krig i juli 1870 blev det tyske kejserrige udråbt i begyndelsen af 1871. Hermed var Tysklands politiske samling en realitet. Pariserkommunen blev nedkæmpet i maj 1871. Med møntloven af 1873 gik Tyskland over til guldmøntfodsystemet. Det fælles tyske centralbanksystem, Reichsbank-systemet, blev endvidere etableret med virkning fra 1. januar 1876. Den prøjsiske sejr i 1871 over Frankrig blev for Bismarck det sidste og afgørende skridt i hans projekt for samling af Tyskland på monarkiets grundlag og under prøjsiske dominans. Hans imperium stod nu overfor to modstillede kræfter: den katolske kirke og Arbejderklassen. Fra 1870erne blev socialisterne opfattet som Bismarcks vigtige modstandere. F. Lasalles reformistiske opfattelse blev stillet på en hård prøve, da den bismarckske regering foretog ivrige forfølgelser af den tyske Arbejderbevægelse i tiden fra 1878 -1890, hvor det rasende tryk ovenfra og jagten mod Arbejderstandens avantgarde fremkaldte det skarpeste had mod den kapitalistiske stat, og hvor der opstod det had og nærende håb om, at staten snart ville styrte sammen under den sociale revolutions slag. Den samme stemning nærede Arbejderstanden endnu under den krise, som herskede i Europas økonomiske liv i 1880´erne. Men det var kun en afbrydelse i processen af den reformistiske forfalskning af kommunismen, som var foregået lige siden konstitueringen af de kapitalistiske europæiske stater i 1870erne. Franske kommunarder og russiske nihilister spredte nu frygt blandt alle Europas magthavere. Et socialistisk parti blev i 1869 stiftet i Tyskland af Bebel og Liebknecht, og i 1875 sluttede Lassalleanerne sig til dette parti. Dette tyske socialdemokratiske parti (SPD) var mere marxistisk og mindre nationalsindet end 1860ernes socialister. Dets fremgang ved valgene bekymrede Bismarck. I 1871 sad der kun 1 socialist i det tyske føderale parlament, men i 1874 var tallet øget til 8 og i 1877 12 (med 9 % af stemmene). Så snart Arbejderbevægelsen var kommet lidt til kræfter efter slagene, så snart den var blevet noget stærkere og de vildeste former for den kapitalistiske forfølgelse var forsvundet, greb forfalskningsprocessen af kommunismen meget stærkt om sig i alle lande. Hertil hjalp også den hurtige, økonomiske udvikling,- kapitalens lykkeperiode -, som i de sidste årtier af århundredet overalt greb om sig, - i første linie på det elektriske område og i metalindustrien. I 1880erne faldt kornpriserne, takket være udviklingen af det amerikanske landbrug, og nu begyndte lønningerne under indflydelse af den flotte forretningsgang at stige. De forreste rækker af Arbejderstanden, Arbejder-Aristokratiet, så himmelen fuld af violiner. Regeringerne var nødt til at indstille deres forfølgelser og de begyndte at tale om sociale reformer. Arbejderne tilkæmpede sig overalt repræsentation i Parlamentet; og Arbejder-Aristokratiet tjente en god løn. Og så fæstnede den opfattelse sig hos dem, at revolutionen er et overvundet stadium i den borgerlige udvikling; at Arbejderklassen vil tvinge Bourgeoisiet til stadig at gå ind på nye indrømmelser, som tilsidst vil forvandle den kapitalistiske statsøkonomi til en sådan, som svarer til Arbejderklassens interesser. Denne ide fandt først og fremmest udtryk i den opportunistiske, parlamentariske praksis hos de parlamentariske Arbejderføreres politik, og de håbede ved en hemmelig forståelse med Bourgeoisiet, og ved en indskrænkning i deres fordringer, at man kunne opgive den revolutionære propaganda, sådan at de gradvist kunne hæve Arbejderstandens stilling mere og mere. Denne ide fandt sit teoretiske udtryk i Reformismens (Revisionismen) lære, som blev skabt i Tyskland af Eduard Bernstein, i Frankrig af Sarante og Jaurés og i Italien af Trewes og Turati. Hvis man vil bringe Reformismens lære i en formel, så består den i et forsøg på at føre bevis for, at den kapitalistiske udvikling ikke skærper modsætningerne mellem Proletariatet og Bourgeoisiet - men tværtimod mildner dem, at ikke revolutionen men Proletariatets samarbejde med de indsigtsfulde lag af Bourgeoisiet betyder Proletariatets befrielse. Reformismen benægtede muligheden af den socialistiske Revolution, som den erstattede med den sociale, reformerende evolution. Den var en kontrarevolutionær lære, som overfor Arbejderstanden søgte at fremstille tankerne om en socialistisk revolution som en barnesygdom hos Arbejderbevægelsen, for at spænde denne (arbejderbevægelsen) for Bourgeoisiets vogn. Denne tendens hos Reformismen fandt sit grelleste udtryk i en række artikler af den bernsteinske discipel, Eduard David, artiklen om Proletariatets Diktatur, som han i året 1903 offentliggjorte i »Socialistisk Månedshæfte«, der var hovedorganet for den internationale Reformisme.

Frederik den Syvende var barnløs og den sidste Konge at den oldenborgske Mandsstamme. Inden hans Død havde den danske Rigsdag i Forening med Regeringen valgt Prins Kristian af Glücksborg til Tronfølger, og i November overtog han Regeringen under Navn af Kristian den Niende. Straks efter underskrev han Novemberforfatningen, hvorved Sønderjylland blev udskilt fra Holsten og kom i nærmere Forbindelse med Kongeriget, uden at det egentlig blev indlemmet deri. Men denne Ordning gjorde de tyske Magter Indvending imod; de påstod, det var ulovligt at skille Hertugdømmerne ad, og erklærede, at de aldrig ville give deres Samtykke til, at Sønderjylland kom i så nær Forening med Kongeriget. På samme Tid gjorde Hertug Frederik af Augustenborg fordring på at blive Hertug i Slesvig-Holsten, skønt det var noget, han ikke havde den allerringeste Ret til, da hans Fader havde frasagt sig selv og sine Efterkommere af Arveret til Hertugdømmerne. Det så altså meget truende ud for Danmark. Danskerne troede imidlertid, at Tysklandene ikke kunne enes om en samlet Optræden, da det var delt i så mange Stater; desuden trøstede danskerne sig med, at både Rusland, England, Frankrig og Sverrig-Norge holdt med os, og nok ville hjælpe os, når det kneb. Fra 1859 antog grev Carl Theodor August Scheel-Plessen´s angreb på den danske regering en skarpere form, og han var med til at piske stemningen op mod Danmark i Tysklandene. Endnu i december 1863, da de i Hamborg forsamlede holstenske deputerede vedtog en adresse til den tyske forbundsdag, som opfordredes til at hævde hertugen af Augustenborgs arveret til Holsten og Slesvig, optrådte Carl Theodor August Scheel-Plessen som talsmand for en personalunion under Kristian den Niende og stemte imod adressen, men et år efter indgav han tillige med 15 ridderskabsmedlemmer en adresse til kongen af Prøjsen og kejseren af Østrig, hvori de forlangte begge hertugdømmernes tilslutning til det prøjsiske monarki, og den prøjsiske ministerpræsident Otto v. Bismarck udtalte under landdagsforhandlingerne i Berlin om anneksionen, at Carl Theodor August Scheel-Plessen nød hans fulde tillid, eftersom han var den første slesvig-holstener, der i 1864 til ham havde udtalt den faste beslutning ene at ville virke for hertugdømmernes tilslutning til Prøjsen, og at Carl Theodor August Scheel-Plessen derfor ikke fortjente at mistænkes for at tjene danske interesser. Men værre var det, at de to tyske Stormagter, der forhen havde godkendt Prins Kristian som Tronfølger, nu sagde sig løs fra deres Ord. Der skete jo det i de år, at de tyske bystater og territorier sluttede sig sammen. I Danmark ønskede man blot fælles grundlov med Slevig-Holsten. Andre steder opstod også sammenslutninger i forbindelse med kapitalismens fremmarch. I de nordamerikanske stater udviklede processen sig til en voldsom borgerkrig, og hvad der ikke lykkedes for de tyske lande i første omgang via Det tyske Forbund, tvang Bismark igennem i 1871, da han dannede Tyskland. Overalt var der jo kommet en ny kapitalistklasse til magten, der fremstillede deres egne nationale grundlove, og de ville selvfølge også i en enhedsstat have fælles skatte- og toldpolitik. Den svensk-norske Regering trak sig tilbage fra sine Løfter om Forsvarsforbund. Det viste sig desværre, at vore Venner ikke ville røre en Finger for at hjælpe Danmark. Stående ene overfor så mægtige Modstandere gjorde kongen store Indrømmelser for at undgå Krigen, og navnlig tilbød Biskop Monrad, der som Førsteminister var trådt i Spidsen for Styrelsen, at udvirke hos Rigsrådet, at den nye Fællesforfatning, som Tyskland særlig havde udtalt sig imod, skulle blive ophævet. Men ingen Indrømmelser kunne hjælpe.

Det danske monarkiets sydgrænse dannedes af Elben fra dennes udløb til byen Lauenburg, løb derfra lige mod nord til Lübeck og langs fyrstendømmet Lübecks vestgrænse til Neustadt bugt. Nordligere dannede området Eutin, der hørte til fyrstendømmet Lübeck, en enklave i Holsten; på tilsvarende måde fandtes flere hamburgske enklaver i det sydlige Holsten og lübeckske vest for Lauenburg. Et virksomt dansk forsvar af grænsen var derfor udelukket, når man ikke rådede over store militære styrker, og Elben kunne overskrides flere steder. Flere tyske jernbaner standsede kort fra grænsen, men kun een løb ind over grænsen, nemlig jernbanen fra Berlin, der ved Büchen i Lauenburg delte sig i en linie over Hamburg og en til Lübeck. De nalional-liberale i Danmark forstod, at Holsten var det vanskeligt at få med i en dansk enhedsstat, men Slesvig måtte man da have en mulighed for. Den danske regering udsendte derfor en meddelelse i marts 1863, men den blev betragtet som et indledende skridt til Slesvigs inkorporation i Danmark, og dette var jo i modstrid med de aftaler, som var trufne i 1852 med de tyske stormagter. Så nu opstod der et røre i de tyske lande, og Rigsrådet vedtog straks en ekstrabevilling til forsvaret på omtrent 2 mill. rigsdalere i maj måned, ligesom årets rekrutter blev indkaldt lidt tidligere, og den tjenstgørende styrke forøgedes ved en del af hærafdelingerne i Holsten. Men var dansk side var man indstillet på, at det holstenske mandskab ville svigte. Derfor indkaldte den danske regering i juli måned frilodsmændene af årgangene 1862 og 1863 - ialt 4.400 mand - til en 10 ugers rekrutskole. Hermed påregnede man at have et dansk mandskab, der kunne udfylde rammerne i de holstenske bataljoner.

Ifølge hærplanen af 1842 bestod hæren af generalstaben, 1 bataljoner livgarde, 17 linie bataljoner og 5 jægerkorps, alle á 4 kompagnier, hestegarden (1 eskadron livgarde og 2 eskadroner gardehusarer) og 6 dragonregimenter á 4 eskadroner, det kgl. artilleri med 2 artilleriregimenter, ialt 12 batterier, hvoraf de 6 var bespændt i fredstid, 1 pontonnerkompagni, tøj etat, det kgl. ingeniørkorps med 2 ingeniørkompagnier. Hæren var fordelt til 3 generalkommandoer, fodfolksbataljonerne og rytterregimenterne indordnede i brigader. Siden 1849 herskede almindelig værnepligt og mandskabet stod 4 år i linien, 4 i krigsreserven og derefter 8 år i forstærkningen. Da krigen brød ud i 1848, var forholdene ikke særligt gunstige, og kun med stor vanskelighed lykkedes det i løbet af krigens tre år at stille ialt 16 reserve- og forstærkningsbataljoner på benene. Men krigsministeriets budget blev skåret stærkt ned efter krigen i 1851, og de nyoprettede afdelinger opløstes, og de reservebefalingsmænd, man havde skaffet til veje under krigen hjemsendtes. Man stod altså atter igen på bar bund. Tidligere havde den danske hær været en enhed, der uden forskel omfattede både danske og holstenske afdelinger, men dette forhold var blevet forrykket i 1842, da de holsten-lauenburgske afdelinger - 14., 15., 16. og 17. bataljoner, 5. jægerkorps, 2. dragonregiment og 2. artilleriregiment - i henhold til den tyske militærforfatning var blevet formeret som et særligt „Forbundskontingent", der var en del af det tyske 10. armékorps og inspiceredes af tyske generaler. Hertugdømmernes tropper havde derved fået en særstilling indenfor den danske hær, og i 1848-50 havde dennes to dele endog ført våben mod hinanden. Men efter langvarige forhandlinger med de tyske stormagter var grundlaget for det danske monarkis fællesforfatning lagt i 1852 - hvorved bl.a. forsvaret skulle være et fællesanliggende. Regeringen gik ud fra, at hæren, uanset bestemmelsen om forbundskontingentet, måtte opfattes som en enhed, og at det holsten-lauenburgske mandskab kunne tildeles kongerigske afdelinger og omvendt, ligesom at det ikke var nødvendigt, at garnisoneringen længere var knyttet til den del af monarkiet, hvorfra mandskabet udskreves. For ikke at risikere en gentagelse af begivenhederne i 1848 og for at opretholde ro i Holsten blev derfor de holstenske afdelinger forlagt til Sjælland og omvendt; for artilleriets vedkommende således, at 1. artilleriregiment i København fik en del holstensk, 2. artilleri i Rendsborg udelukkende dansk mandskab, medens 14. bataljon., der havde halvt lauenburgsk, halvt holstensk mandskab, forblev i Ratzeburg. Garderne og ingeniørkorpset rekrutteredes som hidtil fra hele monarkiet. På grund af forholdene sattes endelig de danske bataljoner i Holsten på forøget fredsfod, hvilket havde den uheldige følge, at man for ikke at overskride budgettet lod genindkaldelserne for hele fodfolket bortfalde i en længere årrække. Men organisationen af hæren som en enhed var uheldig, og den fremkaldte idelige stridigheder med Det tyske Forbund, idet dettes beslutninger ved revisionen af den tyske militærforfatning stadig kom i kollision med vores hærorganisation, som selvfølgelig ikke kunne ændres for hele hæren af hensyn til de tyske fordringer angående Forbundskontingentet. De politiske urocentre, som ønskede en slesvig-holstens tilslutning til Det tyske Forbund lå i Kiel og Altona. I Kiel var universitetet drivkraften i uroen, og studenterne var meget aggressive og overfaldt de danske soldater. Værre var forholdene i Altona, fordi denne by lå lige op ad Hamburg, hvis pøbel foranledigede tumulter i Altona i slutningen af april og begyndelsen af maj 1863. Også i andre byer var der pøbel, bl.a. i Rendsborg og Neumünster. Frederik VII's var jo konge til Danmark, der Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, og da efterretningerne om Frederik VII's død nåede Holsten d. 18. november, tog uroen et opsving. Slesvig-holstenerne afholdt stormende møder i Hamburg, i hvilke prinsen af Augustenborg deltog og aflagde ed på den slesvig-holstenske forfatning. Men nogen direkte fare have disse møder, da der i almindelighed ikke var sympati for augustenborgerne i Holsten. I Altona fandt man en større sending geværer, som sagdes at være bestemt til uddeling blandt tyske turnere. For Lauenburgs vedkommende gjorde særlige forhold sig gældende. Lauenburg deltog ikke i den slesvig-holstenske bevægelse, lige så lidt som hertugdømmet havde gjort det i 1848. Befolkningen var loyal og ridderskabet i Lauenburg anerkendte jo i december 1863 de pure Kristian IX som hertug. Derimod havde vist sig tegn til, at de lauenburgske soldater i 14. regiment ville nægte at kæmpe udenfor hertugdømmet Lauenburgs grænser.

D. 7 december 1863 traf Den tyske Forbundsdag beslutning om at sende tropper mod Danmark, og i Danmark havde man erfaret, at de fjendtlige tropper skulle omfatte 22.000 mand, nemlig et hannoveransk og et saksisk korps, hvert på 6.000 mand, samt et preussisk og et østrigsk korps på hvert 5.000 mand, og hvis disse tropper mødte dansk modstand, skulle yderligere opstilles et preussisk-østrigsk korps på 45.000 mand ved nedre Elben, og det saksiske korps skulle pr. jernbane transporteres til Büchen, preusserne over Minden til Verden og derfra via fodmarch til Rothenburg, østrigerne pr. jernbane til Lüneburg. I Danmark var der indløbet efterretninger om, at hannoveranerne koncentrerede sig i Harburg og Stade, og man antog, at de ville gå over Elben mellem Schulau og Glückstadt. Den egentlige koncentration af de fjendtlige tropper skete dog først i dagene 14.-19. december pr. jernbane til Boitzenburg, hvortil der nu skulle være ankommet 10.000 saksere og preussere, af hvilke sakserne formodes at skulle til Hamburg, og preusserne til Lübeck. Til Hamburg ankom også den 19.-20. december 5.000 mand østrigske tropper. Hannoveranerne formodede man nu, at de ville forberede overgang over Elben ved Artlenburg for hurtigt at kunne bemægtige sig Büchen, mens at de iøvrigt stadig holdt Elbens bred besat fra Harburg til Stade. Nogle slesvig-holstenske friskarer havde samlet sig ved Schwartau (nord for Lübeck), og Turnverein i Eutin var bevæbnet, og at prinsen af Augustenborg fra Lübeck med så mange som muligt d. 20. eller 21. ville drage ind i Holsten for at fremkalde et oprør blandt bønderne. I Hamburg agiterede de anti-danske for at samle pøbelen, der forud for de fremmede tropper skulle sendes til Altona eller Wandsbeck for at udråbe prinsen til hertug. Borgerne i Altona havde fået våben for at bruge dem mod de danske soldater, når disse marcherede bort. Når østrigerne rykkede ind i Altona, ville de blive fulgt af turnere og en bataljoner frivillige, der var formeret i Gotha. D. 24. december rykkede da de saksiske afdelinger over grænsen. De danske tropper trak sig tilbage til Ejderen. Holsten blev rømmet frivilligt. De grænseoverskridende tyske tropper var nu fordelt over Holsten, men der kom en foruroligende meddelelse fra Holsten om, at der mellem d. 15. januar og d. 25. januar ventedes 30.000 østrigere til Holsten, og at preusserne disponerede over 19 jernbanetog ved Harburg. D. 16. januar 1864 lød efterretningerne fra Holsten på, at Preussen og Østrig havde besluttet at besætte Slesvig. Det 3. preussiske armékorps var blevet mobiliseret, gardekorpset og 4. armékorps havde indkaldt deres reserver. D. 19. januar forlød det, at 25.000 østrigere var samlet syd for Elben, og i de følgende dage meldtes om stadige transporter af preussiske og østrigske tropper, medens sakserne og hannoveranerne koncentreredes omkring Neumünster. D. 22. januar var der pludselig sendt preussiske tropper til Kiel, og den preussiske general, prins Friedrich Carl var i Plön, og Rendsborg skulle nu besættes både af preussiske og østrigske afdelinger. D. 27 januar var følgende fjendtlige tropper under march mod grænsen: Det preussiske korps under prins Friedrich Carl bestod af 6. og 13. division (á 2 brigader á 2 regimenter á 3 bataljoner, for 13. division yderligere 1 jægerbataljon), 1 kavaleridivision (2 brigader med i alt 4-5 regimenter) samt 1 artilleribrigade med 66 Kanoner, muligvis dog 96 kanoner. Det østrigske korps under feltmarskal Gablenz talte 4 brigader (á 2 regimenter á 2 batailloner samt 1 jægerbataillon pr. brigade), 1 kavaleribrigade (2 regimenter) og 40 kanoner. Ialt 52-57.000 mand., som skulle være opmarcheret ved Ejderen d. 6. februar. Preusserne skulle danne højre fløj syd for Ejder-kanalen, og østrigerne skulde opmarchere om Rendsborg, og nu var det svære skyts på vej nordpå. Hannoveranerne og sakserne var afmarcheret til egnen omkring Itzehoe, og d. 30 januar var yderligere ankommen 1 preussisk gardedivision på 10.000 mand til Hamburg. Få dage efter kom meddelelsen om at invasionshæren ville besætte Slesvig. Natten til d. 1. februar 1864 gik en samlet preussisk- østrigs hær over Ejderen. Alene d. 2. februar sende de prøjsiske tropper 4500 kanonskud ind over de danske stillinger ved Mysunde. D. 3. februar angreb østrigerne ved Kongshøj, Selk, Jagel og mange andre steder. D. 5. februar fik de danske tropper ordre om at forlade Dannevirke-stillingen, og det gjorde et overvældende indtryk på de danske soldater, som ikke havde drømt at forlade Dannevirke uden kamp. Befalingsmændene var rystede, mange græd, andre udtrykke eder og forbandelse over det ævl, og sagde, at det var det rene forræderi. Den ånd der havde hersket ved Dannevirke kom aldrig igen efter rømningen i de militære styrker. Man var uforbeholden klar til at kæmpe mod de prøjsisk-østrigske aggressorer. D. 7. februar måtte de danske styrker trække sig tilbage fra Flensborg. Det samlede tab under tilbagetrækningen og kampene d. 6. februar var på 1.228 mand, og 10 mand var frosset ihjel i snemasserne.

Hæren blev ført af overkommandoen i Slesvig, og så således ud: Generalløjtnant C. J. de Meza - oberst H. A. T. Kauffmann, stabschef - Arméens artillerikommando: generalløjtnant M. Lüttichau - Arméens ingeniørkommando: Oberstløjtnant J. C. F. Dreyer - Trainkommando: Ritmester W. Haffner, Slesvig, med afdeling i Aabenraa - Korpsintendant: Generalkrigskommissær U. C. v. Schmidten - Korpsauditør: Overauditør N. Tvede - Korpsstabslæge: Overlæge J. Rørbye -Korpsstabsdyrlæge: Stabsdyrlæge C. L. Friis - Der var placeret krigstelegraf og arméens topografer i Frederiksstad, Hollingsted, Okslev, Slesvig, Mysunde, Kappel, og et ordonnanskorps i Slesvig, delvis under organisation i Aabenraa - 1. Division: Generalløjtn. G. D. Gerlach. (Brodersby)- 1.Brigade: Oberst G. H. Lasson. (S. Brarup (fra 3/2 Ravnkjær)) - 2.regiment: Oberstltn. C. W. L. Dreyer (2 Kompr.: Ketelsby-Lindaa -Gundeby, 6 Kompr.: Grimsnæs-Sandbæk-Kappel-Grødes-by-Egenæs, Maesholm) - 22. regiment: Oberstltn. I. A. F. Falkenskjold (Christianslyst-Stenfelt- Faartoft-Borne-Notfelt-Bredbøl-syd og nord for Brarup med alarmplads: Løit - 2. Brigade: Generalmajor C. A. Vogt. (Brodersby) - 3.regiment :Major H. W. Mathiesen. (I. B. Brodersby, II. B. Hestoft, Goltoft og brohovedet ved Mysunde) - 18. regiment: Oberstltn. F. G. H. Hirsch. (I. B. Mysunde, II. B. Fysing) - 3. Brigade: Oberst J. A. P. F. Wørishøffer. (Vedelspang. Alarmplads: Triangel) - 16. regiment: Major C. Wolle. (Tolkskovgd.-Tvede-Tolk-Ravnholt -Snarup m. m.) - 17. regiment: Oberst A. Bernstorff. (Farensted Gd.-Stolk-Isted- Klapholt-Popholt-Ølsby m. m.) - II./4. Dragonregiment: Major C. A. F. Lillienskjold. (fra 2/2 Geel-Goltoft-Hestoft, 1 Esk. Ordonnanstj. langs Slien) - Artillerikommando: Major P. E. Glahn. 2. Batteri (4 Pd.s riflet) (Kius-Ulnæs). 10. Batteri (12 Pd.s K. K.) (Thorsted-Skolderup). 13. Batteri (24 Pd.s G. K.), afgivet fra Reserveartilleriet (Kappel- Grimsnæs-Gødesby-Ketelsby) - Ingeniørkommando: Major C. T. Jørgensen. 5. Ingeniørkompagni (Mysunde og Kappel). Hovedmagasin med Proviantkolonne og Kvægpark (Flensborg og Harreslev). Brigademagasiner 1.) S. Brarup (fra 2/2 Aaneby), 2.) fra 2/2 Tolk, 3.) fra 2/2 St. Solt. 1 Ambulance. Feltlazaret (100 Senge) (S. Brarup og Kappel). Vognpark (den 3/2 ca. 60 Vogne, den 4/2 ca. 300 Vogne. Parkplads: Vedelspang) - 2. Division: Generalmajor P. H. C. du Plat. (Hysby). 4.Brigade: Generalmajor E. H. C. Wilster. (Frederiksstad).4. regiment: Oberst T. C. Faaborg. (Frederiksstad, Koldenbiittel, Drage, Ejdersted, Suderstapel)- 6.regiment: Major G. W. Caroc. (Hollingsted, Punge, Svabsted, Husum). Afgivet til brigaden: 6./GHR. (Hollingsted). 7. Batteri (4 Pdj´s riflet) (Hollingsted og Seeth).- 5.Brigade: Oberst J. W. A. Harbou. (Hysby) - 7.regiment: Oberstltn. L. H. L. Muus. (Ellingsted-Morgenstern-Kurborg) - 12. regiment: Oberst F. L. A. Hein. (Skovby) - 6. Brigade: Oberst O. C. S. A. Bülow. (Rødekro). 5. regiment: Major A. C. J. Myhre. (Hysby). 10. regiment: Oberst F. C. Lange. (L. Danevirke) - I. Gardehusarregiment: Ritmester D. W. Hegermann-Lindencrone. (Skovby-Ellingsted (6. Eskadron afgivet til 4. Brigade). Artillerikommando: Major W. E. Schöning. 7. Batteri - afgivet til 4. Brigade. 9. Batteri (12 Pd.s K. K). (Hysby). 1. Ingeniørkommando: Kaptajn N. A. Brummer. (Frederiksstad). Hovedmagasin (fra 3/2 med Proviantkolonne (ca. 30 Vogne uden Bespænding) og Kvægpark. (Flensborg). Brigademagasiner 4.) Svabsted, 5.) Ellingsted, 6.) Ellingsted]. 2 Ambulancer i Husum og Hysby. 2 Feltlazaretter i Husum og Slesvig. Vognpark: Antal vogne ubekendt; parkplads: Jægerkro, 3/2 Dækkekro). - 3. Division: Generalmajor P. F. Stemmann. (Frederiksberg) - 7. Brigade: Oberst C. F. M. Müller. (Slesvig) - regiment: Oberstløjtn. H. C. J. Beck. (Gottorp). 11. regiment: Major J. M. F. F. Rist. (Lollfus) - 8.Brigade: Oberst P. U. Scharffenberg. (Frederiksberg) -9. regiment: Oberstløjtn. H. C. G. Tersling. (Lollfus) - 20. regiment: Oberstløjtn. J. G. Scholten. (Bustrup) - 9.Brigade: Oberst W. Neergaard - 19. regiment: Oberstløjtn. L. N. Færch. (baraklejren (St. Danevirke) - 21. regiment: Oberstløjtn. G. J. W. Nielsen. (Frederiksberg).- I./4. Dragonregiment: Major A. W. Gerlach. (Gottorp). - Artillerikommando: Major I. C. Just - 11. Batteri (4. Pd.s riflet). (Gottorp) - 12.Batteri (12 Pd.s K. K.). (Gottorp)- Ingeniørkommando: Kaptajn W. O. W. Lehmann. (Bustrup). Hovedmagasin (fra 4/2 med proviantkolonne (ca. 30 vogne uden bespænding) og kvægpark). (Flensborg). Brigademagasiner [7.) Slesvig, 8.) Slesvig, 9.) Hühnerhäuser. 2 Ambulancer (Slesvig).3 Feltlazaretter (Slesvig). Vognpark (fra 4/2 ca. 250 Vogne). (Thiergarten). 4. Division: Generalløjtnant C. D. Hegermann-Lindencrone - 1.Kavaleribrigade: Generalmajor J. J. Honnens. - 3.Dragonregiment: Major F. L. Brock. (Trainstalden paa Hesterbjerg) - 5.Dragonregiment: Oberstløjtn. N. S. Brock. (Bollingsted-Langsted-Eggebæk m. m.) - 2.Kavaleribrigade: Oberst H. L. Scharffenberg (fra 3/2) - 6.Dragonregiment: Oberstløjtn. F. C. A. Bauditz. (Falkenberg-Lyrskov-Arnholt-Gammellund m. m.) - 5. Batten (12 Pd.s G. K.). (Flensborg, 2/2 Ny Bjerent-Nyby, 4/2 Arnholt -Friedrichsau) - Hovedmagasin med Proviantkolonne (fra 3/2) og Kvægpark. (Flensborg). Brigademagasiner [1.) S. Smedeby, 2.) Bollingsted]. Feltlazaret. (Flensborg). Vognpark (ca. 200 Vogne). (Parkplads ved Bollingsted og Gammellund). Infanterireserven: Generalmajor F. W. C. Cairoc (fra 3/2)- regiment: Oberst M. O. B. Hveberg. (Altstadt). 15. regiment: Oberstløjtn. A. F. Zepelin. (Altstadt.)- Brigademagasin (Ø. Stolk). 2 Ambulancer. Arméens Artilleri: Generalløjtnant Af. Lüttichau - Reserveartilleriet: Oberstløjtn. C. U. E. Haxthausen - 1. Batteri (4 Pd.s riflet). (Kalleby-Fysing) - 3. Batteri (4 Pd.s riflet). (3/2 Flensborg, 4/2 Slesvig) - 6. Batteri (12 Pd.s K. K.). (St. Jürgen-Klensby-Moldened) - 8. Batteri (4 Pd.s riflet), umiddelbart under Overkommandoen. (St. Danevirke) - 13. Batteri, afgivet til 1. division. Artillerikommandoen i Danevirkestillingen: Oberst J. Vahl. 1. Fæstningskompagni (Hytterne ved XVIII-XVI). 3. Fæstningskompagni (Hytterne ved XI-VII, Frederiksberg-Holm-Bustrup). 5.Fæstningskompagni (Frederiksstad-Hollingsted-Süderstapel-Husum). 6. Fæstningskompagni (Mysunde-Brodersby-Fysing-Goltoft).- Danevirkestillingens Artilleripark: Kaptajn E. E. S. Thestrup. (Hesterberg). Feltparken (med ca. 45 skud pr. kanon og 20 patroner pr. infanterist). (Königswille, en afdeling i Flensborg). Artilleridepotet på Als. Desuden var underlagt arméens artilleri: 4.Batteri (12 Pd.s riflet) af reserveartilleriet - under mobilisering på Als. Artillerikommandoen i Dybbølstillingen med 4. Fæstningskompagni. og under kommandanten i Fredericia: 2. Fæstningskompagni. Ingeniørkommandoen ved den aktive Armée: Oberstltn J. C. F. Dreyer. 3. Ingeniørkompagni (St. og L. Danevirke). Mobilparken (mobile værksteder og transportmidler til 2000 sæt skanse- og 100 sæt tømrerværktøj). Reserveparken på Als (1000 sæt skanse- og 50 sæt tømrerværktøj). I Fredericia: 4. Ingeniørkompagni. Under mobilisering på Als: 3. Ingeniørkompagni (Brokompagniet). - Arméens Trainkommando: Ritmester W. Haffner. Mobilt hestedepot (Hagenbjerg). Sygehestedepot (Slesvig, 4/2 Flensborg). Vognpark (Antal Vogne ?). (Flensborg og Harreslev). Forplejningsinstitutioner. Reservemagasiner: Sønderborg (forplejning til 12,000 mand i een måned) og Assens. Feltbagerier: Als og Flensborg. Furage- og brændselsmagasin: Slesvig. Afleverings- og munderingsdepot (med Fodtøj): på Gottorp og i Sønderborg. Reservemunderingsdepot (Sønderborg). Sanitetsinstitutioner. Feltlazaretter: 2 i Slesvig, 2 i Flensborg. Faste lazaretter: Slesvig (2), Flensborg (2 samt evakueringslazaret. Evakuationen foregik dels pr. omnibus til Als, dels pr. dampskib til Fyn og Sjælland), Sønderborg, Augustenborg, Christiansfeldt, Kolding og Fredericia. Pladskommandantskaber i Slesvig, Flensborg, Haderslev og Christiansfeldt. Direkte under Krigsministeriet. Under march til hæren var 13.regiment (I. B. Sønderborg, II. B. Assens). - II. Gardehusarregiment, afgik fra København d. 3/2.- 2. Dragonregiment: Fyn. Espingolbatteriet, afgik fra København den 3/2. Kommandoer af Forstærkningsmandskab. I København: Livgarden til Fods (Ordre til Afmarch til Hæren d. 6/2, men Ordren tilbagekaldt). 14.regiment (under Organisation, mandskabet tildels anvendt ved føringen af forstærkningsmandskab under dettes transport til hæren). Livgarden til hest og borgerlige korps i København og Helsingør.

Norge: I 1850 var befolkningen i Norge på 1, 4 mill. indbyggere, og der var 12.700 fabriksarbejdere på 3.300 bedrifter (virksomheder), plus 3.700 arbejdere i grube- og bjergdrifterne. Fra sidst i 1848 og indtil 1851 arbejdede Marcus Trane på at organisere over 20.000 medlemmer i sine »arbejderforeninger«, der også optog bygdernes underklasser, husmænd og lønarbejdere som medlemmer. Agitatoren: murer Bernhard Hansen, blev arresteret og dømt til tugthus, og han var også med senere, i de første fagforeningsår i 1870-80erne. Marcus Trane´s arbejderforeninger rejste krav om hjælp til arbejdsfolk, og krav om at få lov til at deltage i det politiske liv. Lønkampen blev aldrig det centrale i arbejderforeningerne. Arbejderforeningen meddelte »sand kundskab«, oplysning, og lærte folk organisationsarbejde, som de senere i 1870erne kunne bruge i den borgerlige kooperations bevægelse. I 1860erne blev samfærdselsmidlerne udbygget med veje, kanaler og jernbaner. Tekstilfabrikker og mekaniske værksteder, som var anlagt i 1840erne voksede fremad, og yderligere opstod savbrug, damphøvlerier, træsliperier, cellulose- og papirfabrikker, tændstiksfabrikker, tobaksfabrikker, bryggerier og træskibsværfter. I 1869 blev resterne af den gamle lavsordning ophævet, og håndværkerne blev presset ud i en uhæmmet konkurrence, som truede livsvilkårene. I 1870 var antallet af fabriksarbejdere i Norge på 31.300 arbejdere, og i 1875 var antallet 45.657. I årene 1870-72 gik det en strejkebølge over hele den kapitalistiske verden. I 1872 nåede strejkebølgen til Norge. Værkstedsarbejderne i Bergen, bryggeriarbejderne i Oslo, de fleste håndværksfag rundt om i landet, arbejderne ved savbrug og anden værksdrift strejkede i årets løb. Det var kort efter at Pariserkommunens rejsning havde sat en skræk i livet på Borgerskabet. I Norge som i andre lande steg priserne opad i 1870-årene. Der var stor efterspørgsel efter arbejdskraft i alle fag, og de arbejdere som følte, at de stod stærkt på arbejdspladsen, strejkede for at tvinge lønningerne op efter prisstigningerne. Ud af denne strejkebølgen voksede de første fagforeninger frem i Norge. Typograferne gik foran. De var de mest oplyste blandt arbejderne, og de mærkede følgerne af overgangen til maskinteknik og af, at konkurrencen blev givet fri. D. 23. Juli 1872 blev »Den Typografiske Forening« stiftet i Oslo, efter at arbejdsgiverne havde modsat sig svendenes lønkrav. De som først tog organisationsarbejdet op var sikkert påvirket af København- typografernes eksempel, der havde dannet sin forening i 1869. Kort efter typograferne kom Snedkersvendenes fagforening, der også opstod p.g.a. en lønkonflikt. Sandsynligvis har der vært dannet foreninger i andre fag idet man på en fane-indvielsesfest i Arbejdersamfundet i Oslo, i foråret 1872 I de følgende år forsøgte man at rejse en politisk arbejderbevægelse på klart socialistisk grundlag. I sommeren 1873 kom to håndværkssvenner til Oslo fra København, hvor de begge havde været med i den danske afdeling af Internationalen, som var blevet stiftet i oktober 1871. Begge havde også været med til at organisere fagforeninger, og denne virksomhed måtte de betale med tab af alle arbejdsmuligheder. Det var den danske sadelmager Marius Jantzen og den svenskfødte snekker J. O. Ljungdahl. Ikke før var de kommet i arbejde i Oslo før de begyndte at agitere for socialismen, og i september 1873 afholdt de offentlige møder, med det resultat, at de blev fordrevet derfra. I sommeren 1874 hold de møder i friluft på Tjuholmen. Snedkersvend Hagen skaffede i juli 1874 et mødelokale i Turnhallen, hvor »Den norske arbejderforening« blev stiftet. I september gik foreningen i gang med at udgive ugebladet »Demokraten«. Men bevægelsen brød sammen i løbet af foråret. Foreningen kunne ingensteds få lokale, og bladet gik ind kort før jul. Men selv om »Den norske arbejderforening« ikke satte varige politiske spor, opstod mange af 1870-årenes fagforeninger, som et resultat af agitationen. I 1875 stiftet Marius Jantzen »Kristiania Salmakeres og Tapetsersvendens Forening«. En fjerde fagforening: Bagersvendenes forening i Oslo blev stiftet i 1876, men havde rødder tilbage til 1872. Det samme gælder Den typografiske Forening i Bergen, der blev stiftet i 1876. I vinteren 1874/75 måtte Norge mærke virkningerne af den store verdenskrise som var sat ind i 1873. For alvor blev det norske næringsliv klemt i 1876, og under denne nedgang, lukkede de fleste fagforeninger. Arbejdsløsheden tvang mange af organisationernes drivende kræfter til at udvandre. De politiske stridsspørgsmål under forfatnings- og unionskampene mellem Venstre og Højre medførte også, at de religiøse organisationer og frikirker, fik tag i arbejderne, især i Oslo. Krisens bund var i 1879, og da var antallet på fabriksarbejdere på 41.193. Endnu i 1885 var antallet på fabriksarbejdere ikke nået op på niveauet fra 1875. Småbedrifterne som gik under. Det gjaldt både den egentlige industri, håndværket og skibsbygningen. Sejlskibsværfterne måtte lukke, men den første fiskehermetikfabrik blev åbnet i Stavanger i 1879, og blev fulgt op af andre store eksportfabrikker i papirindustrien. De mekaniske værksteder fik et opsving med jernskibsbygning og blev virkelig store virksomheder. Mellem 1875 og 1885 steg antallet af fabrikker med over 200 arbejdere fra 24 til 38, medens arbejdsløsheden i disse år blev aflastet gennem udvandring. På fem år - fra 1879 til 1883 - søgte 105.000 nordmænd over havet. Men i mange af håndværksfagene blev lønningerne i løbet af 1880erne sat ned med 20 % eller mere, og landsbyerne led under en omfattende gælds- og afsætningskrise. Maskinerne holdt for alvor sit indtog i jordbruget. Omlægningen fra korndyrkning til husdyrbrug fik fart på, så behovet for arbejdskraft gik ned på denne baggrund. Derfor øgede strømmen af arbejdere til byerne, og denne konkurrencen tvang arbejderne i håndværksfagene til at slutte sig sammen. Nogle strejker endte med nederlag, og teglværksstrejker i og omkring Oslo i 1878 og 1880, endte med optøjer som blev slået ned med militærmagt. Men selvom 1880-årenes fagforeninger ikke fra først av er rene kamporganisationer, udvikler de sig alle til dette, fordi modsætningen mellem arbejder og arbejdsgiver blev skærpet. I årene 1880-89 stiftedes over 40 fagforeninger i Oslo, 10 i Bergen, 3 i Stavanger, 2 i Trondheim, l i Drammen, 3 i Kristiansand og 3 i Fredrikstad. Det er hovedsageligt håndværksfagene som organiserer sig, men også andre grupper kommer med. Værkstedsarbejderne og formerne, bryggearbejderne og postbudene, brødkørerne og lagerarbejderne, teglværksarbejderne og bryggeriarbejderne i Oslo, værkstedsarbejderne og formerne i Bergen, etc. I tiåret bliver de to første fagforbund i landet til: typografernes og træarbejdernes forbund. Både i Oslo og i Bergen slutter en række foreninger sig sammen i lokale forbund, og med stiftelsen af Det norske Arbejderparti bliver det første forsøg gjort, på at skabe en landsomfattende organisation af fagforeninger. Gennem de skandinaviske arbejderkongresser fra 1886 af knytter så de norske fagforeninger forbindelse med danske og svenske broder organisationer. Typografernes Landsforbund blev stiftet i 1882 som en fælles rejsekasse for de typografiske foreninger i Oslo og Bergen, og ved udgangen af året omfattet forbundet 9 foreninger med i alt 275 medlemmer. De drivende kræfter i dette arbejdet var F. P. Schulze og Christian Holtermann Knudsen. Holtermann Knudsen havde været med til at stifte Oslo-foreningen, og var blevet valgt til formand i 1876, netop som krisen satte ind for alvor. Også i arbejdet for at slutte fagforeningerne i Oslo sammen i en fællesorganisation tog Holtermann Knudsen ledende del, selvom tiltaget kom fra formanden i Snedkerforeningen, B. B. Svenberg. I oktober 1884 opstod Fagforeningernes Centralkomité, hvor 12 foreninger var med. Demokratisk Forening i Bergen blev stiftet af den indvandrede danske snedker: Sophus Pihl, der udgav bladet »Arbejdervennen«, som agiterede for Socialismen.