Året 1889 bragte lidt bedre tider i økonomisk henseende, og snedkerne tilkæmpede sig, under ledelse af den nyvalgte formand Martin Olsen, en betydningsfuld fagsejr. Et fællesudvalg af svende og mestre havde udarbejdet en ny prisliste for bygningssnedkerarbejde med nedsættelse for håndarbejde, men med forhøjelser for det stadig tiltagende maskinarbejde. Mestrenes lavsforsamling forkastede imidlertid overenskomsten, dog tilbød de svendene ny forhandling, dersom deres repræsentanter kunne skaffe sig frit mandat til at indgå en bindende overenskomst. Dette skaffede svendenes udvalg sig også, men da de mødte i lavshuset, erklærede mestrene kun at ville gå med til en forhøjelse af 7½ pct. for maskinarbejde - fællesudvalget havde aftalt 15 pct. -, og dette tilbud gjaldt kun i 15 minutter! Overfor et sådant hovmod havde svendene kun ét at gøre: de forlod straks lavshuset, og arbejdet blev nedlagt på syv værksteder. Mestrene svarede med en lockout i hele bygningssnedkerfaget, og en nydannet arbejdsgiverforening, der dog endnu kun omfattede bygningsfagene og jernindustrien, truede med almindelig lockout. Denne plan stødte imidlertid på modstand hos tømrermestrene og andre fag, men møbelsnedkermestrene fulgte parolen og kastede deres arbejdere, med hvilke de ikke havde den mindste strid, på gaden. Efter fire ugers forløb kom det til forhandling i bygningssnedkerfaget med borgmester Hansen som mægler, og mestrene gjorde et tilbud på 12½ pct.s forhøjelse, der blev modtaget af svendene. Ulykkeligvis for mestrene havde borgm. Hansen ganske glemt møbelsnedkerne og intet fastsat i forliget om ophør af deres lockout. I samme øjeblik bygningssnedkerne gik i arbejde på ny, forvandlede nu møbelsnedkersvendene deres lockout til en strejke og forlangte erstatning, fordi de så uforskyldt var sat ud af arbejde. Det lykkedes dem også efter flere ugers kamp at få gennemført en minimalløn på 30 øre i stedet for de hidtil gældende 25 øre, der ikke en gang var blevet almindelig overholdt. Hele snedkerkonflikten strakte sig over 12 uger, fra 26. maj til 12. august, og kostede arbejderne 30,000 kroner. Men udbyttet var omkostningerne værd, og sejren havde desuden stor moralsk betydning for hele fagforeningsbevægelsen. Der oprettedes dette og det følgende år godt 100 ny fagforeninger og dannedes flere ny fagforbund. Provinserne begyndte at komme med, ikke blot de store østjyske byer, men også de middelstore købstæder. I Helsingør f.eks. rejste der sig under ledelse af maskinarbejder Chr. Rasmussen et stærkt arbejderparti, som allerede i 1889 erhvervede sig en forsamlingsbygning: en gammel engelsk kirke i Søstræde fra Øresundstoldens dage. Den kostede 40,000 kr., hvoraf 6000 skulle udbetales ved købet, og det lykkedes i kort tid at tilvejebringe denne sum. Politiet var den bedste agitator, thi dét havde ved en række trusler mod byens lokale værter gjort de organiserede arbejdere næsten husvilde. Socialdemokratiet udfoldede i disse år en ret omfattende litterær virksomhed. Rækken af socialdemokratiske pjecer og bindene i »Socialistisk Bibliotek« voksede stadig. Karl Marx's »Kapitalen«, der til skam for den statsunderstøttede videnskab endnu ikke forelå på dansk, blev oversat (af H. V. Lund); ligeså Fr. Engels' bog om »Statens, privatejendommens og familiens oprindelse« (oversat af Gerson Trier), Jules Guesdes & Paul Lafargues »Fællesejendom og privatejendom«, Domela Nieuwenhuis' fremstilling af Marx' lære osv.. Anton Mundberg skrev to pjecer: »Den socialistiske stat i virksomhed« og »Den socialistiske stats produktionsevne«. Partiprogrammet af 1888 udkom med en udførlig forklaring; i en særlig pjece fremstilledes socialdemokratiets fordringer til alderdomsforsørgelse, og så fremdeles. Partiet sørgede således for stof både til uddannelse af praktiske agitatorer og til udvikling for den teoretisk anlagte ungdom. Dog ikke alle var i stand til at fordøje denne kraftige føde. Enkelte sætninger toges ud af sammenhængen, visse tilspidsede slagord opfattedes som almengyldige taktikregler; tendenser - f.eks. den tiltagende elendighed under kapitalismen - blev til absolut gyldige love, og historiske kendsgerninger - som klassekampen - ophøjedes til dogmer. Unge mennesker i Karl Marx klubben, uden synderlig historisk ballast og uden blik for relativiteten, stirrede sig blinde på disse dogmer og brugte dem til kritik af det danske socialdemokratis praksis. Der udviklede sig, hvad Fr. Engels om en lignende fremtoning i Frankrig kaldte »en krampagtig fortrukken marxisme«. Nationaløkonomen, historikeren og politikeren Karl Marx forvandledes til religionsstifter, hans »Kapital« til en bibel og hans videnskabelige metode til dogmatik, således at han endogså selv måtte værge sig mod sine »troende« med udbruddet: »Jeg véd bare det, at jeg er ikke marxist!« En sådan ensidig teoretiseren forenede sig med den misstemning, der fulgte efter valgnederlaget i 1887 og næredes af de dårlige tider. Tvungen af forholdenes magt til politisk og faglig uvirksomhed søgte man erstatning i den revolutionære frase og vendte sig med særlig bitterhed mod Venstre. Socialdemokratiets ledende mænd var i virkeligheden på dette tidspunkt alt andet end venstrevenlige. Vel havde de to rigsdagsmænd i den skarpeste provisorietid holdt sig tæt op ad Venstre - hvad der muliggjorde deltagelse i udvalgsarbejdet og en indflydelse, der var større end deres tal -, men Wiinblad havde i pressen altid holdt kritikkens våben skarpe og angrebet Venstre, hver gang, det blottede sig, selv om han undertiden måtte »snyde sig til det«. I 1889 var ikke ret meget af »alliancen« i behold: socialdemokratiet opstillede lutter socialdemokrater ved borgerrepræsentantvalgene i København; i Århus optrådte partiet ved et udfyldningsvalg til byrådet med sin egen kandidat mod Venstres så vel som mod Højres, i Horsens lå Marott i livlig kamp med de gamle forbundsfæller. »Venstre er et slagent parti«, skrev Wiinblad, og P. Holm udtalte: »Har vi først overvundet Højre, får vi nok bugt med Venstre«. Det var, om man vil, en alliancevenlig udtalelse, men af en egen kølig natur. Dog netop den jævnlige kritik af Venstre blev greben fra revolutionær side som en slags indrømmelse, og de enkle, usammensatte sjæle sluttede: hvorfor da stå i nogetsomhelst forhold til dette parti! Partistriden mellem ledelse og opposition ville dog sikkert være forløben uden noget brud. Ferd. Møller var i 1888 valgt ind i hovedbestyrelsen, Signe Andersen valgtes i 1889, Pierre Christensen blev medlem af udvalget for de Samvirkende Fagforeninger, og de to retninger: den, der særlig fæstede blikket på endemålet, og den, der lagde vægten på det praktiske arbejde i nutiden, ville have påvirket hinanden og tilvejebragt sund ligevægt, - hvis ikke to mænd netop i dette øjeblik var vendt hjem fra udlandet med tankerne fulde af Marx, men med ringe forståelse af danske forhold, uden personligt kendskab til de ledende socialdemokrater og uden den partifølelse, der opstår i et organisk fremvokset parti og bærer det frelst over store modsætninger i temperament, ja lader bevægelsen befrugtes deraf. Kunstdrejer Nicolaj Petersen og sproglærer Gerson Trier kom i vinteren 1888-89 hjem efter et mangeårigt ophold i Frankrig og England, hvor de var trådt i forbindelse med den internationale socialismes stormænd; de fandt jordbund for deres social-revolutionære ideer i Karl Marx klubben, i et tysk og et svensk læseselskab, og en vis tilslutning i den almindelige partiopposition. Fra april 1889 startede de et ugeblad »Arbejderen«, der skulle føre et pust fra Europa ind over det danske arbejderparti, hvor luften forekom dem svært »indegemt«. Men der fremkom snart udtalelser i bladet, som angreb selve den socialdemokratiske bevægelse, ikke blot som den formede sig i Danmark, men også i Tyskland og andre steder. Parlamentarismen forhånedes - »denne misvækst af en sund arbejderbevægelse«. Ethvertsomhelst samarbejde med andre partier fordømtes, valgdeltagelsen skulle kun være en stemmemønstring og de valgte repræsentanter kun optræde »agitatorisk« på Rigsdagen, ikke deltage i reformarbejdet. Dog her viste der sig snart en meningsforskel iblandt »de revolutionære« - som de kaldte sig selv i modsætning til det »reformsøgende« danske arbejderparti; thi medens Nicolaj Petersen som ortodoks marxist ikke kastede vrag på deltagelse i valg, tog en anden revolutionær, Nielsen-Kolding, skridtet helt ud og frarådede enhver deltagelse. Thi - sluttede han - virkede parlamentarismen »korrumperende« på de valgte socialister, når de deltog i lovgivningsarbejdet, kunne den også let smitte dem, der kun sad der for at holde principielt socialistiske taler, en beskæftigelse, der næppe i længden ville tilfredsstille dem selv eller skaffe dem synderlig opmærksomhed. Bedst var det da slet ikke at røre ved denne smittekilde. I den almindelige kritik af partiets »alliancepolitik« fandt »Arbejderen« ikke helt ringe tilslutning, og et øjeblik så det næsten ud til, at de revolutionære skulle gå af med sejren. Der opstod nemlig for det danske arbejderparti en stor vanskelighed af international natur derved, at ikke blot »possibilisterne« indbød til international kongres i Paris i juli 1889 - hvortil de danske fagforeninger forlængst havde besluttet at sende repræsentanter -, men en rivaliserende fransk gruppe, »marxisterne«, sammenkaldte til kongres på samme sted og tid og opnåede det tyske socialdemokratis tilslutning. Partiet i Danmark søgte forgæves gennem en vidtløftig brevveksling at fremkalde de to kongressers sammenslutning og besluttede da ikke at deltage i nogen af dem, hvilken beslutning fagforeningerne tiltrådte. Men nu rejste de revolutionære en stærk agitation for deltagelse i marxisternes kongres; Socialdemokratisk Forbund vedtog på et ekstraordinært møde at deltage og valgte til delegerede A. C. Meyer og - skønt hovedbestyrelsen anbefalede P. Knudsen - den revolutionære Pierre Christensen, hvorefter fagforeningerne genoptog deres oprindelige beslutning og valgte J. Jensen samt en former Schoubye til delegerede ved possibilisternes kongres. Alle fire danske sendemænd - hvortil kom Nicolaj Petersen med mandat fra tysk læseselskab og et par andre foreninger - fik dog det pålæg at arbejde for en sammenslutning. Atter forgæves. De to kongresser vedtog forøvrigt omtrent enslydende resolutioner og viste sig i virkeligheden enige både om det revolutionære endemål og om det øjeblikkelige reformarbejde. Hvad taktikken angik, vedtog marxisternes kongres, at »arbejderne i alle lande, hvor de er i besiddelse af valgretten, bør indtræde i det socialistiske partis rækker og ikke tåle noget kompromis med et andet politisk parti; de bør ved benyttelsen af deres valgret på grundlag af de respektive grundlove søge at bemægtige sig den politiske magt. I alle lande, hvor arbejderne er udelukkede fra valgretten og grundlovsmæssige rettigheder, bør de kæmpe med alle mulige midler for at opnå valgret«. Det var jo den rene parlamentarisme - i alle lande, hvor der fandtes parlamenter. Men resolutionen kom først til afstemning på kongressens sidste dag, uden foregående forhandling, og da de danske forbundsdelegerede Pierre Christensen og A. C. Meyer hørte ordene »intet kompromis med et andet parti«, mente de, at disse ord forbød valgalliancer, og undlod derfor at stemme af hensyn til det danske socialdemokratis taktik, »skønt de« - som de forklarede i deres beretning - »personligt var stemt for at afbryde enhver forbindelse med andre partier og altså gerne ville have sluttet sig til resolutionen«. Denne hensynsfuldhed opfattedes imidlertid af den danske partiledelse som en slem bjørnetjeneste. Hovedbestyrelsen vedtog at fornægte de delegerede og sluttede sig i en skriftlig erklæring til resolutionen, der jo kun hævdede de principper, som også fulgtes i Danmark, nemlig at arbejderne bør danne et selvstændigt klasseparti. Resolutionen kunne måske have en berettiget brod mod de franske possibilister, der under kampen mod Boulanger næsten gik op i »det republikanske parti«; men det danske socialdemokrati forbandt sig kun som fuldkommen uafhængigt og selvstændigt parti, uden mindste afslag på sit program, uden nogetsomhelst »kompromis«, med det ikke-socialistiske demokrati til gennemførelse af den almindelige valgrets fulde herredømme, - i nøjeste overensstemmelse med Marx' og Engels' råd i det Kommunistiske Manifest. A. C. Meyer nedlagde som følge af denne erklæring sit mandat som medlem af hovedbestyrelsen. Der udviklede sig en skarp strid mellem »Socialdemokraten« og »Arbejderen« om betydningen af ordet »kompromis«, om hvorvidt partiselvstændighed lod sig forene med valgalliancer, om reform og revolution. De revolutionære havde en fordel i deres udenlandske forbindelser; de påberåbte sig redaktøren af »Der Sozialdemokrat« Edv. Bernstein, Engels og Bebel - fra hvem Nicolaj Petersen ved et møde på Vodroflund oplæste et brev, der fordømte »alliancer«, men rigtignok i en forbindelse, der gjorde ordet enstydigt med den franske resolutions »kompromis« og altså ikke ramte danske forhold. Tyskerne havde ganske vist på deres sidste partikongres i St. Gallen vedtaget ikke at stemme på nogen »frisindet«, - det var en ved særlige forhold fremkaldt trussel mod den elendige tyske liberalisme, som forøvrigt ikke blev gennemført ved det følgende rigsdagsvalg, da selve Bebel offentlig opfordrede til at stemme på frisindede kandidater ved omvalgene. Men de revolutionære i Danmark fandt foreløbig en kraftig støtte i »St. Gallen-resolutionen«, efter at Pariser-resolutionen var trængt i baggrunden ved hovedbestyrelsens resolutte tilslutning. I Sverige stillede Axel Danielsson og Sterky - derimod ikke Hjalmar Branting -, i Norge Carl Jeppesen sig på de revolutionæres side. Arbejderbevægelsen var her endnu i sin barndom; få år senere gik alle tre over til den danske taktik. Overfor de revolutionæres beskyldning for, at partiet havde »sovet«, pegede partiledelsen ikke uden stolthed på de vundne resultater, trods særdeles vanskelige forhold i et bonde- og småborgerland som det danske »vi har« - skrev »Socialdemokraten« - aldrig følt os bundne ved andet end hensynet til, hvad der kan gavne de socialdemokratiske interesser. Men det følger af sig selv, at man ikke kan lukke sig inde i sin stue og stampe et socialdemokrati op af gulvplankerne. Man må ud i landet, og man må søge at åbne dørene til andre folks stuer og andre folks hjerter. Dette lykkedes netop ved vor taktik. Og det lykkedes på en tid, da sindene var optaget af forfatningskampen og risikoen for at blive kvalt og glemt var meget stor. Thi det er et fejlsyn, hvis nogen tror, at de forløbne år i sig selv har været en gunstig tid for socialdemokratiet. Den blev det først ved vor taktik, altså derved, at vi fik den ene af de stridende parter til at bære os frem. Så var det, at vi fik ørenlyd - ualmindelig god ørenlyd - for de socialistiske principper til trods for Estrup spektaklerne«. I oktober opstillede de revolutionære kandidater ved forbundets valg af kontrahenter, men tabte med 100 stemmer mod 400. Samtidig gik »Arbejderen«s udgivelse over til en nydannet »Litterær socialistisk Forening«, og redaktionen til en komité på syv medlemmer, nemlig foruden de to stiftere Nielsen-Kolding, Pierre Christensen, Ferd. Møller, arbejderdigteren Chr. Bildsø og sømand P. Petersen. Angrebene på socialdemokratiets ledelse blev mere og mere personlige; den 28. oktober skrev frk. Signe Andersen en artikel, hvori forekom følgende sætning: »De gamle socialdemokratiske førere har i deres agitation forstået at skjule socialismens kerne .... De tænker vel som de fleste: enhver er sig selv nærmest, og ved at stå os godt med mellempartierne kan vi stadig skabe os et flertal, ved hvis hjælp vi kan holde os oppe på førerposterne, hvormed følger både æren og fordelen«. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Signe Andersen var medlem af hovedbestyrelsen, Gerson Trier var som suppleant indtrådt efter Meyers mandatnedlæggelse. Hovedbestyrelsens flertal opfordrede nu frk. Andersen til at tilbagekalde artiklen og Trier til at fralægge sig medansvar. Da det ikke skete, nægtede hovedbestyrelsens flertal at samarbejde med dem og indankede sagen for et partimøde, der godkendte hovedbestyrelsens standpunkt med alle stemmer mod 45; tillige foreslog tyve medlemmer at udelukke »Arbejderen»s redaktionskomité af partiet. Ved en afstemning i alle partiafdelinger vedtoges udelukkelsen med 2,643 stemmer mod 39l og så gik partiet med fuld kraft og enighed til folketingsvalgene, som regeringen udskrev til den 21. januar 1890. Stillingen var langt gunstigere end for tre år siden. Ministeriet havde til sine tidligere socialreformforslag føjet en ny helligdagslov og en fattiglov med en såkaldt alderdomsforsørgelsesparagraf, hvorefter fattighjælp ydet til gamle fra 60årsalderen ikke skulle berøve borgerlige rettigheder. Det var et nyt skridt på indrømmelsernes vej overfor socialdemokratiet, men al udsigt til hurtig gennemførelse bortskar regeringen selv ved påny at lade en rigsdagssamling hugge midt over. Overfor det splittede Venstre var socialdemokratiets stilling let; Venstre måtte på Frederiksberg trække Johan Ottosen tilbage til fordel for Hurop og i Randers proprietær Bjerre til fordel for P. Knudsen. Socialdemokratiet opstillede kandidater i 10 kredse, altså i 6 mere end sidst, og mønstrede i alt 17,000 stemmer, dobbelt så mange som sidst. Københavns 9de kreds tilbageerobredes af Hørdum; Holm hævdede 5te kreds med 8,500 stemmer mod 7,000, og Harald Jensen erobrede skjoldelevkredsen med 700 stemmer, idet Venstre delte sine 800 på to kandidater. Med jysk snildhed havde socialdemokraterne såvel på vælgermøderne som på valgdagen sørget for, at de to venstremænd fik omtrent lige megen »stemning« for sig, således at de ikke kunne enes om, hvem der skulle trække sig tilbage. Først den skriftlige afstemning bragte det virkelige forhold for dagen: kredsens gamle rigsdagsmand, gårdejer Hummeluhr af Gammelavlsgårdspartiet, fik 600 stemmer, hans medbejler, redaktør Riegels, kun 200. - på Frederiksberg mønstrede Hurop 3,000 stemmer, omtrent samme styrke som den liberale kandidat i 1887, mod Bahnsons 5,000; i Randers nåede Knudsen 1,500 stemmer, ligeledes omtrent samme resultat som Venstre sidst, mod Højres 1,800. I Skanderborg-Silkeborg kredsen fik Marott 616 stemmer, i Levring væver Madsen 580. A. C. Meyer rykkede i Københavns 8de kreds - hvor han dog først lod sig opstille, efter at et bevæget partimøde næsten havde presset ham dertil - frem til 601 stemmer, medens marineminister Ravn gik 100 stemmer tilbage. J. Jensen avancerede i Odense - langsomt men sikkert - fra 136 stemmer til 305, idet Venstre stadig med sine 1,000 stemmer tog luven fra socialdemokratiet i kampen med Højre. I Odder fik M. Mortensen 135 stemmer. Ved socialdemokratiets hjælp tilbageerobrede Trier Københavns 1ste kreds, Hage 7de kreds og holdt Pingel Århus. I Jylland fejede Berg hele Gammelavlsgårdspartiet ud af Folketinget og kom ind med en gruppe på 17 mand, til skræk og advarsel for Venstres forligssøgende sjæle. Højre berøvet det håb om en strømkæntring, som 87valget havde ladet dæmre frem; moderationen alvorlig advaret og den første landarbejderkreds erobret af socialdemokratiet - det var et resultat, som med et slag rensede socialdemokratiet for misstemning og splittelse. Gerson Trier, Nikolaj Petersen og de andre ekskluderede dannede vel et »revolutionært socialistisk arbejderparti«, men det fik aldrig nogen betydning, og »Arbejderen«, der efterhånden under Nielsen-Koldings indflydelse sejlede ind i anarkistiske farvande, gik snart til bunds. Det sidste nummer af ugebladet udkom i marts 1893; af et tidsskrift, som skulle afløse det, så kun ét nummer dagens lys. Nogle demonstrationer og et mærkeligt forsøg på at organisere de arbejdsløse - som dog naturligst hørte hjemme hver i sin fagforening - blev i 90ernes første år de revolutionæres sidste livstegn; Gerson Trier har senere fortalt, hvor meget han ventede sig af stemningen på et møde, hvor flere hundrede arbejdsløse vedtog at indfinde sig næste dag på »Strøget« og sætte skræk i borgerskabet. Trier kom punktlig til stævnet og ventede længe: der kom foruden ham tre mand, og de var ikke arbejdsløse. Den allersidste udløber af den revolutionære bevægelse var en anarkistklub ved navn »Tolerance«, der ophørte i midten af 90erne. Ligesom ved det foregående vintervalg blev der ved januarvalget 1890 øvet stærkt valgtryk fra magthavernes side. Således udsendtes fra herregården Gisselfeldt i Sydsjælland følgende opfordring til godsets fæste- og lejehusmænd: »Gisselfeld i januar 1890. Hr. Husmand N. N. Det ville være mig kært, om de, såfremt det stemmer med deres politiske overbevisning, ved valget til Folketinget den 21. januar ville møde og afgive deres stemme på overretssagfører hans Nielsen. Ærbødigst Chr. Fr. Danneskjold-Samsøe.« Efter valget hævnede Højre sig ved en række afskedigelser af socialdemokratiske arbejdere; staten gik i spidsen, men kom derved mod sin vilje til at fremme arbejdsmændenes organisation: en af de afskedigede var nemlig en ung laboratoriearbejder, M. C. Lyngsie, hvis brøde bestod i, at han havde været ordstyrer ved et af Hørdums vælgermøder. Han kastede sig nu med al sin kraft ud i arbejdet for de ufaglærte arbejderes sammenslutning. Tiden var netop moden; på møder i København 1888 og i Horsens 1889 var der gjort de første tilløb til nærmere samarbejde mellem arbejdsmændene i de forskellige virksomhedsgrene og i de jyske byer. I 1890 dannedes der et slags fagforbund af Københavns arbejdsmænd, og Lyngsie blev snart dets ledende mand. Højre søgte endvidere at rense valglisterne for så mange socialdemokrater som muligt ved en planmæssig sammenligning med fattigvæsenets bøger; gamle, længst forglemte, ofte ubetydelige poster, - et par kroner til medicin og deslige - granskedes op og medførte, at den pågældende arbejder blev slettet af valglisten. Men harmen over denne fremfærd rejste så mange flere arbejdere til klassebevidsthed, og interessen for at få indflydelse på kommunens styrelse voksede. Ved borgerrepræsentantvalgene i marts 1890 fandt der påny delvis samarbejde sted mellem socialdemokrater og liberale, der hver optog et par af hinandens kandidater; Herman Trier underskrev socialdemokratiets valgprogram og blev fælleskandidat. Han opnåede 3,800 stemmer; Knudsen og Klausen, der støttedes af de liberale, fik 3,500; J. Jensen og P. Hansen, der kun stod på den socialdemokratiske liste, fik 1,800 stemmer - 600 mere end sidst. Ved rigsdagssamlingens slutning gjorde Holstein-Ledreborg et nyt forsøg på at opnå forlig med regeringen, men det strandede ligesom forsøgene i 1887 og 1888, hvorefter ministeriet bevilgede sig selv halvfjerde million kr. til et fort på Middelgrunden som første del af en treårig udgift. Altså »et treårigt provisorium!« Holstein nedlagde sit folketingsmandat og forlod Danmark med den erklæring, at forudsætningerne for hans politik var bristede, nu og for al fremtid; forudsætningen var, som han forklarede den forundrede venstrebefolkning, grundlovens anti-parlamentariske karakter og den deraf følgende nødvendighed af fri overenskomst mellem lovgivningsmagtens tre faktorer. Venstres kamp for parlamentarismen var altså i en årrække ført under ledelse af en mand, som ikke fandt parlamentarismen hjemlet i forfatningen, - intet under, at kampen foreløbig endte med nederlag! Hørup udtalte om den forhandlingspolitik, som han hidtil havde ført sammen med Holstein og Bojsen, at den »syntes født til bagateller, og noget stort den blev ej heller«. Han nærmede sig fra nu af til Berg, medens »Socialdemokraten« fastholdt kravet om, at forhandlingspolitikken skulle føres ud i en stort anlagt reformpolitik, og glædede sig over, at flere af socialdemokratiets krav allerede var blevet kampspørgsmål, der delte Rigsdagen i to lejre. Bojsen tog førerskabet i »det forhandlende Venstre«, indledede en forligspolitik på længere sigt og søgte den forberedt ved en reformpolitik, der navnlig skulle holde socialismen borte fra landarbejderne, thi Skjoldelevvalget havde skræmmet gårdmændene op. Ved Højres grundlovsfest i Kongens Have advarede justitsminister Nellemann mod den »materialisme«, mod det »kødets evangelium«, der var socialismens kerne, og mente, at mange af Højres modstandere måtte kunne forenes med ham og hans parti mod socialdemokratiet. Ovre fra Møen svarede Bojsen velvilligt og opfordrede landarbejderne til ikke at svigte Dannebrog. Den 1ste maj 1890 løftede nemlig de danske byarbejdere Internationalismens Fane højere end nogensinde. I overensstemmelse med kongresbeslutningen i Paris 1889 vedtog det danske socialdemokrati at gøre den 1ste maj - der faldt på en torsdag - til almindelig fridag, til en arbejdets og forårets festdag med demonstration for det krav, der stod øverst blandt alle klassebevidste arbejderes nutidskrav: ottetimersdagen. Mange uger i forvejen bragte kapitalistpressen urovækkende meddelelser om forberedelserne i de forskellige lande og om magthavernes forholdsregler. Herhjemme indskrænkede man sig dog til et forbud mod procession gennem gaderne og indkaldelse af en del gendarmer fra Sjælland, medens staten og nogle private arbejdsgivere truede den, der ville forlade arbejdet, med afskedigelse. Fagforeningerne samlede da deres folk i udkanten af Nørre Fælled og marscherede under afsyngelse af A. C. Meyers ny ottetimers sang ind til talerstolen, der efterhånden som bannerne plantedes op, blev til en mægtig faneborg, hvis blanke spyd lynede i majsolens stråler. Efter taler af J. Jensen og P. Knudsen vedtog forsamlingen, der ansloges til 50,000 personer, den forelagte resolution om ottetimersdagens gennemførelse. I Helsingør, Odense, Ålborg og enkelte andre byer demonstreredes der ligeledes ved arbejdshvile og friluftsmøder om eftermiddagen; andre steder nøjedes man med aftenmøder. I København blev arbejdshvilen gennemført i større omfang end i noget andet land og arbejdsgivernes straffeforholdsregler derfor af ringe betydning. Men da murerne den 12te maj gjorde strejke for at få en 9 timers arbejdstid gennemført, rejste alle samfundsbevarere den skarpeste modstand. Uheldigvis begyndte sømænd og fyrbødere kort efter, med en forholdsvis svag organisation og uden synderlig forberedelse, en strejkekamp for den i og for sig yderst beskedne fordring om en månedsløn af 60 kroner - to kroner om dagen for tolv timers arbejde. Begge strejker tabtes, murernes efter omtrent halvtredje måneds og sømændenes efter næsten et halvt års kamp. Men disse nederlag vakte ønsket om en mere planmæssig fremgangsmåde ved strejker og om en fastere organisation mellem fagforbundene indbyrdes end den forholdsvis løse, der bestod siden 1886. Man havde hidtil holdt stærkt på de enkelte fags uafhængighed, nu vågnede sansen for en stærkere sammenslutning i helhedens og dermed også i de enkeltes interesse. Dens fuldbyrdelse blev 90ernes store værk. I det hele og store kunne fagforeningerne se tilbage på deres første tiår, tiden fra 1881 til 1890 - halvfjerdsernes bevægelse var kun en forløber -, med nogenlunde tilfredshed. Fra 39 københavnske fagforeninger med 12,000 medlemmer forelå der en opgørelse, hvorefter de 29 foreninger havde ført 211 strejker (iberegnet lockout'er) med tilsammen 7,652 deltagere og en udgift af 576,000 kr. af de 211 strejker var 158 fuldstændig vundne, 27 delvis vundne, 23 var tabte og 2 afgjorte ved voldgift. Af strejkerne førtes 66 for at opnå højere løn, 114 for at forhindre lønnedsættelse og 10 for kortere arbejdstid. Men dertil kom de ikke få og ikke ubetydelige resultater, der var opnåede uden strejke, ved forhandling med arbejdsgiverne. I dagene fra den 19. til den 22. juni holdt partiets politiske foreninger en kongres, hvor P. Knudsen kunne opgøre foreningernes antal til godt 100 med omtrent 14,000 medlemmer, deraf 6,000 i København, 5,000 i købstæderne og 3,000 på landet. Kongressen fuldendte firsernes organisationsværk ved at inddele landet i agitationsdistrikter, hver med et af distriktets foreninger valgt agitationsudvalg, og ved at gøre hovedbestyrelsen til en virkelig repræsentation for hele partiet, idet dens 17 medlemmer herefter skulle vælges med et vist antal af hvert distrikts foreninger blandt de stedlige partifæller. Den skulle samles regelmæssigt to gange om året, umiddelbart før og efter rigsdagssamlingen. I mellemtiden lededes partiets anliggender af et forretningsudvalg, bestående af de 7 københavnske medlemmer samt rigsdagsmændene og hovedredaktøren. - partiprogrammet blev på ny gennemset, og takket være den klaring, som diskussionen med de revolutionære havde medført, strøg man på maler Jensens forslag »den ene reaktionære masse«, idet man erkendte, at der kan findes interesseforskel i samfundslagene udenfor arbejderklassen, og intet havde imod at udnytte disse modsætninger til fordel for arbejderne og det demokratiske fremskridt, - ligesom fagforeningerne kilede sig ind overalt, hvor de opdagede en bresche i arbejdsgivernes mur.

Den gamle programsætning med dens sandhedsmoment havde gjort sin pligt og kunne gå. Morsomt nok for de danske partiledere, der var blevet forkætrede i marxismens navn, offentliggjorde det tyske tidsskrift »Die Neue Zeit« nogle måneder senere Karl Marx' hidtil hemmeligholdte kritik af Gotha-programmet med hans sarkastiske påvisning af unøjagtigheden i den nævnte sætning, der da også udgik af det ny tyske Erfurter-program. - en lignende oprejsning overfor de revolutionære og deres påkaldelse af udlandets socialisme fik det danske parti i et andet programspørgsmål. Endnu på den tredje Skandinaviske Arbejderkongres, der i eftersommeren 1890 afholdtes i Kristiania, og hvor nordmændene udgjorde flertallet, fik de delegerede fra »det revolutionære socialistiske parti« i Danmark tilslutning til deres fordømmelse af det danske landarbejderprogram. Et par år senere vedtog de franske »marxister« et agrarprogram, der gik endnu videre i tilpasning efter husmænds og småbønders umiddelbare interesser. I september deltog socialdemokratiet sammen med de liberale i det københavnske landstingsvalg. De to partier sluttede en overenskomst, hvorefter socialdemokratiet skulle have det første landstingsmandat, der kunne erobres, de liberale det andet og socialdemokratiet eventuelt det tredje, - men ikke mange troede på muligheden af at erobre tre mandater. Dertil behøvedes sejr i samtlige de kredse, hvor liberale og socialdemokrater sejrede ved folketingsvalgene i januar, og så måtte endda ikke tre valgmænd svigte, blive syge eller på anden måde få forfald ved selve landstingsvalget. Man gjorde nu, for at vække den fornødne interesse i den brede befolkning, det indirekte landstingsvalg om til et næsten direkte valg, idet oppositionen på forhånd opstillede sine kandidater: socialdemokraterne P. Knudsen og C. C. Andersen samt den liberale Octavius Hansen, og afholdt valgmøder i alle kredsene om morgenen den dag valgmandsvalgene fandt sted. Det lykkedes virkelig at sejre i de samme kredse som ved folketingsvalget; den 30. september 1890 holdt de første to socialdemokrater deres indtog i det danske overhus. Samme dag ophævedes undtagelsesloven i Tyskland, og socialdemokratiet kunne om aftenen fejre en dobbelt glædesfest i Rømersgade. Med en rigsdagsgruppe på 5 medlemmer, tre folketingsmænd og to landstingsmænd, bag hvilke der stod et fast sluttet og stadig voksende parti, gik socialdemokratiet ud af provisorietidens kampe og ind i »den ny tid«: de sociale reformers og sammensmeltningens, forligets og den demokratiske genrejsnings, fagforeningernes og den kommunale fremgangs udviklingsrige tid.

Lørdagen den 7de marts 1891 om eftermiddagen kl. 4 mødtes ledende mænd fra det bojsen'ske Venstre, fra Højre og fra ministeriet til udentingsforhandling i et af Rigsdagens udvalgsværelser, hvor de aftalte, hvilke love der skulle være samlingens resultater og i hvilken form de skulle gennemføres: en ny fattiglov, en lov om alderdomsunderstøttelse, skat på bajerskøl, nedsættelse af sukker og petroleumstolden, en helligdagslov, en fæstemandslov, lov om tilsyn med levnedsmidler og anlæg af en frihavn. Dermed fuldbyrdedes den sammensmeltning mellem Højre og halvdelen af Venstre, der var forberedt det foregående år, og hvortil stødet blev givet ved valgene den 21. januar med deres tilbagegang for Højre og de moderate og tilsvarende fremgang for Berg og socialdemokratiet. Venstre frygtede for at tabe landarbejderne til socialismen, Højre ængstedes for byernes frafald - en ængstelse, der voksede ved udfaldet af landstingsvalget i september - og gav sig Lars Dinesen og hans »kongstanke« i vold: konservatismens fornyelse ved udvidelse af dens grundlag, sammenslutning af »borger og bonde« mod det ny arbejderparti. Endnu ved landstingsvalget i september var socialdemokratiets kandidater blevet støttede af det moderate Venstres hovedorgan »Morgenbladet« og af dets redaktør V. A. Secher, der endogså personligt deltog i vælgermøderne. En forhandling mellem Højre og »Morgenbladet«s Venstre var nemlig strandet på dettes krav om en moderat landstingsmand. Men Højres store nederlag gjorde det blidere stemt overfor Venstres tilbud om samarbejde. Ved private sammenkomster på folketingsmand Niels Andersens ejendom »Søholm« ved Hellerup blev der i løbet af efteråret truffet de nødvendige forberedende aftaler, uden at dog offentligheden eller arbejderpartiet endnu kendte synderligt dertil. Da Bojsen under finansdebatten fremsatte sin »arbejdsplan«, der gik ud på at lade de storpolitiske forligsforhandlinger hvile, men samle opmærksomheden om de brændende sociale og økonomiske spørgsmål, erklærede »Socialdemokraten« uforbeholdent, at den af de tre venstrestandpunkter: Bergs golde protest, Hørups forhandling »på bedste beskub« og Bojsens reformpolitik, »naturligvis foretrak den sidste«. Men - der var selvfølgelig et men! Det kom an på, at »reformerne« ikke blev som den høvisk på vognstangen, der i følge en bekendt tegning fik hestene til at trække herskabet frem. Det gjaldt om, at Venstre tog hensyn til arbejdernes egne krav og samarbejdede med deres parti på gennemførelsen. - i virkeligheden var en social reformtid forberedt ved socialdemokratiets agitation, arbejderkommissionernes undersøgelser og ministeriets lovforslag. Fattiggårdsforholdene måtte ændres; landarbejdernes kår, hvis elendighed »Socialdemokraten« havde skildret i en række artikler - »vandring blandt landarbejdere« - måtte forbedres; sygepleje, alderdoms og ulykkesforsikringssagen varmoden til løsning. Folketingets viceformænd Bojsen og den tidligere hørupper Rasmus Claussen lagde imidlertid ud med et forslag om havelodder - på et par skæpper land -, der hurtigt gik til bunds efter en forøvrigt meget saglig kritik fra Bergs og Harald Jensens side. Og dernæst forelagde de to viceformænd forslag om sukkertoldens afskaffelse og om en skat på bajersk øl - højere end foreslået af finansminister Estrup - der snarere ville forøge end formindske de brede befolkningslags toldbyrde og som åbenbart tog sigte på at sætte splid mellem de overvejende øldrikkende byarbejdere og det endnu væsentlig brændevinsforbrugende landproletariat. En romantisk udmaling af, hvorledes byarbejdernes moral ville højnes ved ølskatten, medens havelodderne og det billige sukker ville skabe hundredtusind lykkelige hjem på landet, muliggøre konservesfabrikker og en vældig udførsel af havesager til England, hvorved landbrugskrisen kunne bringes til ophør, vakte kun smil i ikke-grundtvigianske kredse, hvorimod socialdemokraternes frygt for, at sådanne smålodder, der ikke kunne ernære en familie, ville stavnsbinde arbejderne til herremænd og storbønder og vanskeliggøre deres rejsning til kamp for højere løn, fandt forståelse blandt ædrueligt tænkende landboere. Da ølskatten lå på Folketingets bord med sikker udsigt til gennemførelse, erklærede Berg og Hørup, at skulle der endelig indføres en sådan ny indirekte skat, burde dens udbytte anvendes til en stor social reform, og de forelagde kort før jul et forslag om alderdomsforsørgelse, til hvis udarbejdelse nationaløkonomen Marcus Rubin havde bistået. Til dette forslag, der indførte faste statspensioner på 2 á 300 kroner pr. familie til gamle fra det 62de år og derhos ydede adgang til at forøge denne pension ved bidrag til en billig statslivrenteanstalt, sluttede socialdemokratiet sig med glæde. Hørup udtalte under forhandlingerne i Folketinget, at ethvert lovforslag på dette område, som skulle due noget, måtte være socialistisk, og der indledtes et nøje samarbejde mellem Hørup, hvem henved en snes venstremænd fulgte, Bergs 17mands gruppe og de tre socialdemokrater til kamp mod »sammensmelterne«, der bestod af de 25 Højremænd og 39 moderate venstremænd. Bojsen havde nemlig vundet en halv snes medlemmer af den Hørup-Holsteinske gruppe, foruden Rasmus Claussen bl.a. mænd som C. Ravn, V. Bjørnbak, Bajer og Pingel. Ravn var i sin tid blevet straffet for majestætsfornærmelse og havde været så radikal, at han endogså klædte sig i ufarvet vadmel for ikke at betale toldskat til provisorie ministeriet; nu gik han i pagt med Estrup drabeligt løs på Berg og Hørup, hvis alderdomslov han fandt så slet, at han ville påtage sig at lave en meget bedre på 10 minutter. Fra den tid kaldtes han »timinutters ravn«. Venstre gik således midt over. Den ene halvdel forbandt sig med Højre, den anden sluttede forbund med socialdemokratiet. Alderdomssagen skød sig imidlertid så stærkt frem, at de moderate ikke kunne komme uden om den. De tog da den tidligere nævnte alderdomsparagraf ud af regeringens fattiglov og udvidede den til et lovforslag om alderdomsunderstøttelse for værdige trængende udenfor fattigvæsenet. De gamle fra 60års alderen, der i 10 år havde holdt sig fri af fattigvæsenet, skulle have det fornødne til livets underhold af kommunerne, hvem staten skulle genbetale halvdelen, dog ikke udover 1 million kr. foreløbig og 2 millioner, når ølskatten forhøjedes fra 7 til 10 kr. pr. tønde. Herom så vel som om fattigloven og de øvrige foreliggende lovgivningssager var det, at Højre og de moderate traf endelig aftale med ministeriet i det omtalte udentingsmøde lørdag eftermiddag den 7de marts. Socialdemokratiet erkendte de principielle indrømmelser, der var gjort i alderdomsspørgsmålet, idet hjælp til selvhjælps systemet var opgivet, men valget mellem den Berg-Hørupske statspensionering og de moderates skønsmæssige kommunalunderstøttelse kunne ikke være tvivlsomt: socialdemokraterne stemte for det Berg-Hørupske og imod de moderates lovforslag. Dertil kom den uparlamentariske måde, hvorpå de moderate fremmede rigdagsarbejdet, og hele den politiske situation, thi det blev hver dag klarere, at den ny »saglige« sammensmeltning ville løbe ud i et storpolitisk forlig. Rasmus Claussen antydede allerede, at han kunne tænke sig fæstningen opretholdt, - »hvis udlandets magter anså det for nødvendigt for anerkendelsen af Danmarks neutralitet«. Ved ølskattens sidste behandling i et aftenmøde i Folketinget anden påskedag den 30te marts stillede Hørup, Berg og P. Holm en dagsorden, der brød staven over hele den ny sammensmeltningspolitik. Dagsordenen forkastedes og ølskatten vedtoges med 60 stemmer mod omtrent 40. Ministeriet Estrup havde således efter en halv menneskealders kamp og til trods for syv valgdage vundet sig et flertal i Folketinget; Venstre var endeligt og uigenkaldeligt sprængt, Højre triumferede. Men med det mindretal, som samlede sig om den Berg-Hørup-Holm'ske dagsorden, lagdes grunden til demokratiets genrejsning i det kommende tiår. Og Venstres svækkelse sammen med: arbejderbevægelsens fremgang gjorde socialdemokratiet til en langt betydningsfuldere faktor i denne ny, tredje og sidste forfatningskamp, end det havde været i de to foregående, halvfjerdsernes og firsernes grundlovskrige. Men til en begyndelse kom der hårde tider. Arbejderne høstede vel nogle fordele af alderdomsloven og af den ny fattiglov - der bl.a. ydede læge-, jordemoder- og begravelseshjælp uden at berøve borgerlige rettigheder -, og næste år gennemførtes der en sygekasselov med et statstilskud på indtil en halv million kr., hvorimod ulykkesforsikringen blev lagt hen; men til de gammelkendte fjender i Højre kom nu de moderate og deres presse, som af Højres rustkammer tog de gamle, forlængst sløvede våben, skærpede dem op og vendte dem mod de hidtidige forbundsfæller. Hele bøtten af angreb - i religionens, moralens, fædrelandets og ejendommens navn - blev vendt og påny væltet udover socialdemokratiet, med en sådan iver fra de ny fjenders side, at det endogså blev enkelte af de gamle for grovt. Kultusminister Jacob Scavenius, der var kommen galt af sted med sit angreb på socialdemokratiet under valgbevægelsen i 1887, idet en af hans politiske meningsfæller, den indre-missionske grosserer Ingemann-Petersen, kastede sig over ministerens eget privatliv, hvad der førte til en retssag med mange uhyggelige enkeltheder - falsk ed af et vidne, pludselig forsvinden af andre -, havde i den sidste tid vist en smule fordomsfrihed overfor brandesianerne og, indenfor Højre modarbejdet Lars Dinesen i åndsfrihedens navn. Scavenius blev derfor i sommeren 1891 ofret på sammensmeltningens alter og afløst som kultusminister af Goos, hvis første regeringshandling var at besætte den siden Hauchs død ledige professorplads i æstetik - der havde stået ubesat af en vis skamfølelse, thi dens eneste naturlige indehaver ville være Georg Brandes - med den ubetydelige og velsindede docent Paludan. Det Dinesen'ske Højre og det Bojsen'ske Venstre mødtes i en slags »hellig alliance«; en grundtvigianisme, der var blevet gammel og gik i kloster, forenede sig med den stærkt voksende indre mission, som fandt gunstig jordbund i det mismod, der greb underklassen på landet ved den politiske frihedskamps triste afslutning og næredes ved de dårlige tider for landbruget. Denne hellige alliances ledere og presse kastede sig med særlig bitterhed over arbejdernes faglige sammenslutning - socialismens stærke bærer i Danmark -, og året 1891 blev en kæde af talløse politiforfølgelser, forbudssager og erstatningsdomme. Hvad der var spiret så småt frem i provisorietiden, foldede sig nu ud til rene pragteksemplarer af overklassejuristeri. Arbejdsgiverne lod ved Kongens Foged nedlægge forbud mod omtale af strejker, ikke blot mod meddelelser, hvori tilgang til et eller andet arbejdssted frabades, men mod enhversomhelst omtale af vedkommende konflikt; ikke blot mod de enkelte fagforeningsmeddelere, men mod »Socialdemokraten«s redaktør; ikke blot mod omtale af en eksisterende konflikt, men mod i al fremtid at omtale forholdene hos vedkommende arbejdsgiver! Et aktieselskab forbød endogså »Socialdemokraten« at gøre dets forhold til genstand for kritik - under påberåbelse af »privatlivets fred«. Der blev nedlagt forbud mod, at fagforeningsformænd udsendte trykte lister over skruebrækkere, ja mod udsendelse af private breve med advarsel mod at tage arbejde. Løbesedler med strejkemeddelelser konfiskeredes af politiet. Kongens Foged var næsten altid arbejdsgiverne »følgagtig« og nedlagde forbudene; Hof- og Stadsretten stadfæstede dem. Det så ud til, at pressefriheden ganske skulle forsvinde ved denne ny opfindelse. På samme tid fik arbejdsgivere og aktieselskaber fagforeningerne idømt store erstatningssummer for den skade, der var voldt ved en eller anden strejke. Den tidligere radikale overretssagfører Gustav Christensen, der var blevet sammensmelter, gav endogså i »Morgenbladet« anvisning på ved enhver strejkes udbrud straks at gøre arrest i vedkommende fagforeningskasse, da fagforeningen mulig kunne blive erstatningspligtig. Derved ville arbejdsgiverne kunne lamslå modparten lige ved krigens udbrud. Det så da ud til, at arbejdernes organisationsret skulle gå samme vej som pressefriheden. Men efter at have sundet sig lidt på denne ny krigsførelse fra kapitalens side gav fagforeningerne og deres presse sig til at indrette sig efter de ny forhold og til at tage modforholdsregler. Fagforeningsformænd anmodede Kongens Foged om at nedlægge forbud mod, at arbejdsgiverne udsendte de såkaldte »sorte lister« over arbejdere, som ikke måtte tages i arbejde nogetsteds. Den socialdemokratiske presse og forskellige arbejderforetagender forbød Højres og de moderates presse enhver omtale af deres indre forhold; politikere af oppositionen forbød Højres vittighedspresse at karikere dem osv. osv.. Men nu fik Kongens Foged betænkeligheder og nægtede i en række tilfælde at nedlægge de begærede forbud. P. Knudsen, der redigerede »Socialdemokraten« under Wiinblads fængsling, beskyldte fogden for partiskhed, fik et sagsanlæg og blev dømt til tre måneders fængsel (der dog senere af højesteret nedsattes til en høj bøde). Men partiskheden var soleklar, og de tilstande, som fogedforbudene og erstatningssagerne fremkaldte, blev efterhånden ganske sindssvage. Endelig fik fagforeningerne et par sager ført op til højesteret til nøjere prøvelse i offentlighedens fulde lys. Højesteret fastslog i det ene tilfælde, at et forbud var ulovligt allerede af den grund, at det var nedlagt for »Socialdemokraten«s redaktør, ikke for rette vedkommende, nemlig den pågældende fagforenings formand. I en erstatningssag blev det fastslået, at en strejke ikke i sig selv var en strafbar handling; for at få erstatning måtte arbejdsgiveren godtgøre, at han virkelig havde lidt tab - ikke ved strejken i almindelighed, men ved en lovstridig handling, hvad i det foreliggende tilfælde ganske vist udstilling af strejkevagter var efter højesterets opfattelse, hvorfor også fagforeningen blev dømt. Men de to højesteretsdomme begrænsede anvendelsen af disse ny våben i klassekampen betydeligt; resten gjorde den offentlige mening, der efterhånden dannede sig, og arbejdernes voksende sammenhold.

tilråbte Holger Drachmann i sine »Unge viser« arbejderne; han havde fundet sig selv igen og rejste sig sammen med den unge digterslægt fra 90ernes første år mod sammensmelteriets slimede ånd. Den bedring i konjunkturerne, som syntes indvarslet i slutningen af 1880erne, blev i begyndelsen af 90erne til trøstesløs stilstand; en enkelt isvinter medførte på ny overordentlig arbejdsløshed. Men fagforeningerne fortsatte deres jævne vækst, og hvert år bragte et halvt hundrede nye foreninger med tilsammen 1 a 2,000 medlemmer. I 1891 førte møbelsnedkerne en otte måneders strejke for at hævde priskuranten af 1889, som mestrene havde brudt. De gennemførte den hos de fleste enkelte mestre, men nåede først i 1896 en ny almindelig og da meget forbedret overenskomst. I foråret 1892 strejkede jord- og betonarbejderne i flere måneder for en timeløn af 33 øre; kuskene gjorde fælles sag med dem for at tvinge entrepenørerne til imødekommenhed, men til gengæld boykottede vognmændene alle byggeforetagender for at skabe uvilje blandt bygningshåndværkerne og få disse til at lægge tryk på arbejdsmændene. Frygten for en almindelig arbejdsstandsning fremkaldte en adresse fra et stort antal næringsdrivende om stridens afgørelse ved voldgift, hvad arbejderne gik ind på, medens vognmændene sagde nej. Imidlertid kom det til direkte forhandling mellem parterne, arbejdsmændene satte deres fordring ned til 30 øre timen og nåede på dette grundlag for første gang at få en priskurant afsluttet og deres organisation officielt anerkendt af vognmændenes og entreprenørernes foreninger. Samme år gennemførte de Samvirkende Fagforbund vedtagelsen af planmæssig strejkeunderstøttelse, endnu dog kun med et tvungent mindstebeløb af 10 øre ugentlig for hvert arbejdende medlem; udkrævedes der mere, måtte det bevilges af de enkelte foreninger. Tre år efter nåede man så vidt, at der fastsattes et maksimum på 25 øre, indenfor hvilket de Samvirkendes udvalg kunne udskrive de fornødne midler. Langvarige og besværlige var de forhandlinger, der endelig førte til denne nødvendige »skattelov«, kernen i fagforeningernes forfatning; her lod intet sig fremtvinge, en moden forståelse af sagens betydning måtte langsomt brede sig blandt medlemmerne. Men J. Jensen og den stab af fagforeningsledere, der var vokset op i slutningen af 80erne - af hvilke mange fungerer den dag i dag -, forstod både at give tid og at nytte det belejlige øjeblik. Den 28. november 1891 døde C. Berg, netop som han sammen med Hørup og arbejderpartiet havde lagt grunden til det danske demokratis genrejsning. Han og Hørup havde talt ved den liberale vælgerforenings grundlovsfest i forsommeren - hvad der gav anledning til, at dens moderate bestyrelsesmedlemmer (Borchsenius, Secher osv.) meldte sig ud og blev erstattede af bergianere. I sommerens og efterårets løb havde Berg og Hørup holdt en række store politiske møder over hele landet og trods råbet om uberettiget »mistænkeliggørelse« svækket moderationen alvorligt. Bergs død på dette tidspunkt blev af den føleligste betydning for udfaldet af folketingsvalgene næste forår, den 20de april 1892. I hovedstaden holdt ganske vist de liberale og socialdemokraterne stillingen trods de moderates frafald: P. Holm slog med glans sin ny modkandidat Frederik Hansen i 5te kreds, Hørdum hævdede 9de med 200 stemmers fremgang, Trier og hage holdt 1ste og 7de kreds, Hurop rykkede på Frederiksberg Bahnson godt ind på livet. Men i provinserne, hvor Højre og de moderate sluttede et hemmeligt valgforbund, vandt Højre 6 pladser og nåede frem fra 25 til 31, medens de moderate hævdede deres 39 mandater. Hørup blev i Køge slået af højesteretssagfører P. A. Alberti, Henning Jensen faldt i Middelfart, Herman Bing i Bælum, Jens Sørensen i Skanderborg, Bergianeren enevold Sørensen i Vonsild, Bønløkke i Grenå. Harald Jensen tabte Skjoldelevkredsen til Søren Kjær med 676 stemmer mod 1,313. Socialdemokratiet opstillede kandidater i 15 valgkredse mod 10 i 1890 og benyttede flere venstremænds overløberi til at sætte sig fast i deres kredse, således i Århus, Horsens og Ålborg. I denne sidste by manglede partiets kandidat, Mekanikus Mortensen (en broder til redaktøren i Randers), der blev kraftig støttet af det radikale Venstre, kun 30 stemmer i at sejre: 1,219 mod 1,249 på den sejrende højremand Ludvig Bramsen; den hidtidige moderate folketingsmand så sit stemmetal synke fra 1,500 til 400. I Århus mønstrede Marott 1,308 stemmer mod godt 1,000 på den moderate kandidat og 2,700 på den sejrende højremand. I Horsens genvalgtes Bajer; socialdemokratiets kandidat, væver Madsen, fik 475 stemmer. Lyngbykredsen, som Venstre havde ladet ligge død i 1890, var allerede ved et udfyldningsvalg den 5te januar 1892 inddraget under socialdemokratiets valgagitation, og maler Jensen havde opnået 445 st. mod Højres 1151. Han gik nu frem til 567, men Højre rigtignok samtidig til 1262. I stedet for Jensen opstilledes Sigv. Olsen i Odense og fik 343 stemmer, medens Venstre, der mødte med den moderate Povl Svejstrup som kandidat, gik tilbage fra 1,000 til 700 stemmer; Højre sejrede med 2,400. I et par nyinddragne kredse som Fredericia og Nakskov blev socialdemokratiets stemmetal yderst ringe, henholdsvis 59 og 35 stemmer; i landkredsen Ebeltoft derimod overraskende stort, idet Sabroe nåede 476 stemmer. I en anden jysk landkreds, Bræstrup, fik ekspedient Lehmann fra Århus 276 stemmer. Ialt mønstrede socialdemokratiet 20,000 stemmer mod 17,000 i 1890. Tre kredse med betydeligt stemmetal fra sidste valg, nemlig Randers, Skanderborg og Levring, blev opgivne til fordel for det radikale Venstre, som dog ikke sejrede. Lars Dinesen, der - som han senere roste sig af - havde ledet valgene fra »Morgenbladet«s kontor, stod virkelig nu som »manden for det hele«. Folketingets opposition var svundet indtil et par og tredive mand - ved Taubers død om efteråret tabtes yderligere Rudsvedbykredsen til de moderate - og stod uden førere, splittet i tre, fire smågrupper. I Bergs og Hørups sted holdt en ny kraftig personlighed sit indtog i dansk rigsdagspolitik, den 38årige Alberti, men på de moderates yderste Højre fløj. Han havde i kampårene stået ligegyldig overfor den politiske kamp, nærmest som højremand, havde arvet faderens, den gamle bondevens, stilling som formand for den Sjællandske Bondestands Sparekasse, oprettet en smøreksportforening for andelsmælkerier, en brandforsikring for mindre landejendomme, og forøvrigt gjort sig bekendt i de sidste år ved et overvældende antal sagsanlæg mod radikale blade og personer. Selv en vittighed som denne: »hvad kan man sige om højesteretssagfører Alberti ? - ingenting, hvis man ikke vil have en proces!« Eller en anden om en fader, der forfærdet tysser på barnet, som nyser a-a-ti, blev øjeblikkelig besvaret med sagsanlæg fra Adler Alberti. I sit valgprogram erklærede han det for sin opgave at »slå bom for socialismen«, og for at undergrave Hørup i Køgekredsen lod han udsprede en fremtidsroman, frit bearbejdet efter den tyske anti-socialist Eugen Richter, hvori A. C. Meyer og Borgbjerg optrådte som revolutionsførere i det 20de århundrede, efter at Hørup og hans parti havde banet vej for socialismen. Fr. J. Borgbjerg var en 26årig akademiker, der fra 1890 havde skrevet nogle artikler i »Socialdemokraten« - under mærket »en bondestudent« -, i 1891 deltaget i en international socialistisk studenterkongres i Bryssel og fra begyndelsen af 1892 blev knyttet til socialdemokratiet som agitator og journalist. Partiet følte under den socialpolitiske situation, der opstod ved sammensmeltningen, mere levende end nogensinde nødvendigheden af en kraftig provins- og landagitation. Borgbjerg syntes vel egnet hertil, ungdommelig begejstret, som han var, hårdfør, meget folkelig i sind og skind; han sendtes ud på en længere agitationsrejse og holdt i løbet af 1892 omtrent et par hundrede møder. Samme år valgtes han ind i partiets hovedbestyrelse og blev et par år senere formand for 1ste agitationsdistrikt, der omfattede Sjælland med København, Lolland-Falster og Bornholm. Ved hans og andre agitatorers, f.eks. den unge cigarmager Oscar Jørgensens, arbejde, fremkaldtes der i virkeligheden et ikke ringe omslag i landarbejderbefolkningens stemning. Mange husmænd og landarbejdere havde en tid, dels af gammel vane, dels af taknemmelighed for alderdomsloven, fulgt det moderate Venstre; men de blev efterhånden betænkelige ved partiets mere og mere anti-socialistiske og agrariske retning, der særlig trådte frem i de nye mænd som Alberti og bondeorganisatoren Leth-Espensen. Mange afdelinger af det linderbergske landarbejderforbund indbød Borgbjerg og andre socialdemokrater til foredrag; i begyndelsen nægtede Linderberg selv at optræde sammen med socialdemokrater, men efterhånden forandredes også hans syn på den moderate politik og på socialismen. Han deltog i den Skandinaviske Arbejderkongres i Malmø i eftersommeren 1892, hvor han ganske vist havde et skarpt politisk sammenstød med P. Knudsen og Holm,, men følte sig tiltalt af J. Jensens redegørelse for fagforeningernes virksomhed. Linderberg betonede fra nu af landarbejdernes faglige organisation ret stærkt og lagde sig derved ud med de moderate storbønder, der frygtede lønkrav fra deres folk langt mere end den teoretiske socialisme. En påtænkt optagelse af »Dansk Arbejderforbund« i de Samvirkende Fagforeninger lod sig af praktiske grunde ikke gennemføre, da disse sidste endnu kun var en stedlig københavnsk organisation. Linderberg kom imidlertid ved studiet af Adam Smith og den fri konkurrences andre nationaløkonomer socialismen nærmere og nærmere. Han indså, at Henry Georges' tanker ikke strakte til, men at arbejdernes og arbejdets organisation var uundværlige led ved løsningen af det sociale spørgsmål. På et møde i Tune i begyndelsen af 1893 erklærede han sig for socialdemokrat; hans arbejderforbund opløste sig nogen tid efter, dets afdelinger og medlemmer gik for størstedelen ind i socialdemokratiets politiske organisation eller Arbejdsmændenes Fagforbund. »Programmet« gik ind, og Linderberg blev en tid redaktør af det under Harald Jensens ansvar udgivne socialdemokratiske ugeblad »Landarbejderen«, men formåede ikke at finde sig helt til rette i socialdemokratisk partivirksomhed; han opgav sin stilling ved »Landarbejderen« og kastede sig, støttet af sine gamle højskolevenner, til hvem stærke bånd stadig drog ham tilbage, ud i nye social-videnskabelige studier. Socialist vedblev han vel stadig at være, men han havde en mærkelig tilbøjelighed til at stille sig i socialdemokratiets udkant og gøre sit eget - for tiden indtagne - standpunkt til centrum i en ny cirkel, der for en del gik langt uden for socialdemokratiets ramme. Han manglede den partifølelse, der for socialdemokrater er af omtrent samme natur som fædrelandskærligheden for et lands borgere. »Dansk Arbejderforbund«s opløsning viste - ligesom den tilsvarende skæbne, der ramte Lucianus Kofods og typograf Løbers nationale arbejderbevægelse i 70erne og Højres værneforeninger i 80erne - at der i Danmark kun var plads for én arbejderbevægelse, - den socialdemokratiske. Hverken de national-liberale, Højre eller Venstre formåede at grunde varige arbejderforeninger. Indirekte, gennem samarbejdet med socialdemokratiet, fik det ny radikale Venstre megen nytte af landarbejdernes vågnende klassebevidsthed; de rejste sig til politisk interesse og fyldte de huller, der var opstået i demokratiet ved de moderate bønders overløberi. Hvor Socialdemokratiet endnu ikke opstillede egne kandidater, stemte det på den radikale. Det kom til at mærkes ved de kommende folketingsvalg.

I købstæderne og København gav Højres stadig tættere forbindelse med de moderate radikalismen og socialismen gunstige vækstbetingelser. Bybefolkningen følte sig instinktmæssig truet af et storbonderegimente, materielt såvel som åndeligt, og så ikke længere i Højre et værn derimod. Ved et udfyldningsvalg i Helsingør i efteråret 1892 valgtes den første socialdemokrat, gartner Chr. Jensen, til byrådsmedlem sammen med en radikal venstremand. Ved borgerrepræsentantvalgene i København havde oppositionen - efter nogen tilbagegang i 1891 i marts 1892 for første gang opstillet en fuldstændig fællesliste med 3 socialdemokrater og 3 radikale. Resultatet blev 3,500 stemmer mod Højres 4,200. Men i stedet for at lade sig varskoe, fortsatte kommunalbestyrelsen sit snæversindede klikeregimente, ja foretog flere skridt, der måtte fremkalde den største forbitrelse i vide kredse af befolkningen. Den vedtog således et forslag om at yde tilskud af kommunens kasse til opførelse af 6 nye kirker; endvidere anbefalede den til regering og rigsdag et forslag om at udvide valgretten fra skatteydere med 1,000 kroners indtægt til dem med 800 kroner, men samtidigt dele vælgerne i to klasser, den almindelige vælgerklasse og de højestbeskattede, hvoraf hver skulle vælge halvdelen af borgerrepræsentationen, efter forholdstalsvalg i begge vælgerklasser. Det ville være at sikre de højestbeskattede et bestandigt flertal. Endelig ønskede kommunalbestyrelsen, der led under pengevanskeligheder, lovgivningsmagtens samtykke til at forhøje indkomstskattens procent fra 3 til 5. Landstinget gik ind herpå, men socialdemokraterne C. C. Andersen og P. Knudsen stillede ændringsforslag om at påligne skatten efter en stigende skala fra ½ til 6 pct.. I Folketinget rejste der sig ligeledes røster for en mere demokratisk skatteordning, og regeringsforslaget strandede. Kommunalbestyrelsen greb da til den udvej at anmode om ret til at påligne en boligskat i forhold til huslejens størrelse. Til disse tre store misgreb kom en talrig række mindre forseelser og undladelsessynder. Ved valget den 29. marts 1893 opstillede oppositionen en fællesliste med tre socialdemokrater, Klausen, J. Jensen og Wiinblad, tre liberale, Marstrand, Philipsen og Thomsen, samt Trier som fælleskandidat. Forud for valget gik en hidtil ukendt livlig valgkamp. Der opstilledes fra misfornøjet konservativ og moderat side tre særlige »borgerkandidater«, som bidrog til Højres splittelse. Oppositionen sejrede med 7,241-6,508 stemmer; kun Wiinblad gled ud med 6,337 stemmer mod 6,368, som faldt på Højrelistens øverste kandidat, grosserer Eskild Salomon, der var liberal i politik og opstillet af handelsforeningerne som kommunal oppositionsmand. Højre tabte forøvrigt med 6,198-4,550 stemmer. De tre »borgerkandidater« fik 1,712-1,271 stemmer. Et af Alberti stiftet dagblad »Dannebrog« der afløste det i sommeren 1892 afdøde »Morgenbladet«, og som ved sin start blev varmt anbefalet af de konservative klubber, deltog i valgbevægelsen på Højres side, dog med anbefaling af en enkelt af »borgerkandidaterne«, hvorved bladets ringe indflydelse, nogle få hundrede stemmer, blottedes. Moderationen viste sig rodløs i København. Samme aften strandede forligsforhandlingerne mellem Højre og de moderate på Rigsdagen, men Alberti erklærede i sit blad, at de to partier skiltes uden bitterhed og ville tage fat påny i den kommende samling. Rigsdagssamlingen 1892-93 blev forøvrigt ganske gold i socialpolitisk henseende. De to første socialdemokraters, maler Jensens og lærer Klausens, indtog i borgerrepræsentationen sammen med 4-5 liberale var en begivenhed, der gav arbejderpartiet frisk vind i sejlene. Der åbnedes i sommeren 1893 en agitation for »Socialdemokraten»s udbredelse, hvis resultat blev en tilvækst i abonnenternes antal fra 22,500 til 25,000, hvorpå bladets format udvidedes betydeligt. Samme sommer stiftedes »Danmarks Agrarforening« der hurtigt samlede 80,000 medlemmer, næsten alle Højres proprietærer og de moderates storbønder samt en del radikale småbønder. Under en hidsig agitation forkyndte lederne - proprietær Andersen-Rosendal, godsejerne Barner og Harald Branth - krig mod »storpolitikken« og forlangte økonomiske reformer til det betrængte landbrugs frelse: lettelse i hartkornsskatterne, tiendens afløsning, statens indgriben i eksportforholdene, i rentespørgsmålet og på en mængde andre områder til fordel for den jordbesiddende stand. Agrarbevægelsens tanke var en genoplivelse af det gamle forbund mellem »store og små bønder« - dvs. godsejere og gårdmænd - der havde skabt forfatningen af 1866, og tilvejebringelsen af et landmandsflertal i begge Rigsdagens ting til hensynsløs udnyttelse af lovgivningsmagten. Bevægelsen faldt i god tråd med sammensmeltningspolitiken og forligsbestræbelserne, som den gav et endnu mere agrarisk præg end tidligere. De omkring 1890 gennemførte sociale reformer - alimentationsloven, alderdomsloven - fik skylden for de kommunale skatters stigning, og man forlangte en standsning i denne lovgivning, ligesom man med største uvilje så på landarbejdernes begyndende sammenslutning og forbitret vendte sig mod den voksende industri, der, som man mente, i kraft af toldbeskyttelsen formåede at lønne sine arbejdere bedre end landbruget og derfor drog arbejderne ind til byerne, fremkaldte arbejdermangel på landet og således indirekte bidrog til at forhøje også landarbejdernes løn. En vild interessekrig mellem samfundsklasserne truede med at afløse den gamle forfatningskamp, hvad der for socialdemokratiet indeholdt en spore til at slutte arbejdernes rækker endnu tættere sammen. Ved byrådsvalgene i januar 1894 viste der sig et overraskende omslag i købstadbefolkningens politiske opfattelse. Socialdemokratiet gennemførte - de fleste steder i forbund med den radikale del af Venstre - kandidater i Helsingør, Århus, Horsens, Ålborg, Skanderborg og Varde, opnåede betydelige mindretal i Hillerød, Holbæk, Kalundborg, Næstved, Slagelse, Svendborg, Randers, Kolding og Vejle, og ikke helt få stemmer i Køge, Korsør, Odense og Viborg. Sejren ved borgerrepræsentantvalgene i København det foregående år og den kritiske og fremaddrivende virksomhed, oppositionen her havde udfoldet i årets løb, virkede ansporende i provinserne. Men i hovedstaden samlede socialismens modstandere sig til en yderste kraftanstrengelse og begyndte allerede i januar agitationen for det kommende borgerrepræsentantvalg. Højre som politisk parti trak sig officielt tilbage fra ledelsen, og alle de afgående borgerrepræsentanter, der var kompromitterede ved huslejeskatten, kirkebyggeriet og valgretssagen, frabad sig genvalg. En række håndværker, handels og andre såkaldte »borgerlige foreninger« opstillede en kandidatliste, hvis mest fremragende mænd, professor Torp og, læge Ørum. Fremsatte et ret omfattende og frisindet kommunalprogram. Mod denne »borgerliste« stillede oppositionen en udpræget politisk radikal-socialistisk liste. Dens fire socialdemokrater - der skulle ialt vælges otte repræsentanter - var P. Knudsen, P. Holm, Sigvald Olsen og Wiinblad, hvilken sidste for tiden afsonede den tre måneders fængselsdom, der var overgået ham i Korsør-sagen. Hans og P. Holms navne betragtedes på dette tidspunkt som de rødeste røde. Valgkampen førtes et par måneder igennem med tiltagende heftighed og de voldsomste personlige angreb fra begge sider. Da valgdagen, fredagen den 30. marts, oprandt, viste København - for første gang ved et kommunalt valg - et ejendommelig ophidset, besynderligt udseende. Folk strømmede allerede om formiddagen til valgstederne i et sådant antal, at valgbestyrelser og listeførere knapt ville tro deres egne øjne. Blandt de mødte var der gamle »borgere« fra otteogfyrre, folk med høje hatte af længst forsvunden mode, vælgere, der aldrig før havde benyttet deres valgret, men nu trak stadsstøvlerne på og mødte frem med »borgerlisten«, som var dem tilsendt pr. brev, fast knuget i hånden og ængsteligt undvigende de ved indgangen til afstemningslokalet posterede stemmelisteuddelere. Der var gået panik i borgerskabet. Enhver valgkyndig kunne forudse udfaldet. Af 24,000 vælgere stemte 19,000, altså en valgdeltagelse på 77 procent, medens der ti år i forvejen, da socialdemokratiet første gang deltog ved at støtte høker Petersens kandidatur, kun stemte 7 procent af vælgerne. Klokken 10 om aftenen kunne resultatet overses: borgerlisten havde sejret med omtrent 12,000 stemmer mod 7,000. Da efterretningen herom nåede rigsdagsbygningen, afsluttede det bojsenske Venstre og Højre forliget, netop i yderste øjeblik, thi finanslovindstillingen skulle foreligge trykt og omdelt inden midnat, for at den kunne komme til behandling den 1. april og finansloven således blive vedtaget inden 24 timer efter det gamle finansårs udløb. Ved overordentlige anstrengelser fra rigsdagstrykkeriets side lykkedes det at få indstillingen trykt, så at den kunne omdeles på rigsdagsmændenes pladser to minutter før kl. 12. Der havde været underhandlet hele fredagen og den foregående dag mellem de moderate og Højre; men Bojsen kunne ikke opnå tilstrækkeligt gunstige forligsbetingelser til at holde alle sine 40 mand samlet. Henved halvdelen truede med frafald, blandt dem Folketingets formand Sofus Høgsbro og - til manges overraskelse - Alberti. Agrarforeningens overbestyrelse mødte næsten fuldtallig op og pressede på de underhandlende parter for at få forliget i orden; men først da det københavnske valgresultat, der syntes at varsle socialismen og radikalismen dårlige udsigter ved de næste folketingsvalg, forelå sent om aftenen, samlede Bojsen endelig så mange af sine tropper - 25 af 40 -, at han turde slutte forliget, så magert det end var. På den aftalte finanslov, den første ordinære siden 1884, bevilgedes 40,000 kroner til fæstningen, idet dog Folketinget i en rigsdagsbeslutning forbeholdt sig sin frie stilling til dette provisoriske værk. Samtidigt forbeholdt Højre sig i al stilhed at anvende endnu et par millioner til fæstningens foreløbige fuldførelse, væsentlig til Gladsaksefortet, i det kommende finansår. Der vedtoges en ny hærlov med en indskrænkning af de årlige udgifter på 300,000 kr., men tillige delvis afpasset efter fæstningens tarv. Folke- og Landstingets flertal enedes om en ny form for »midlertidige bevillingslove«, - der imidlertid kun skulle gælde to måneder efter et finansårs udløb, eller som Hørup skrev: datoen for provisoriernes udstedelse i konfliktstider henlagdes fra 1ste april til 1ste juni! Gendarmeriet, presse, politi- og assessor-provisorierne ophævedes, men der bevilgedes de nødvendige afviklingssummer. Agrarerne fik, som tak for deres fødselshjælpertjeneste, en tiendelov, der dog forekom dem meget fattig, og nogen hartkornslettelse. Landarbejderne fik - en kommission. Ministeriet Estrups afgang var intet forligsvilkår, end mindre udnævnelsen af et venstreministerium. Men Estrup erklærede personligt ved finanslovens behandling i Landstinget, at det skulle glæde ham, om forliget ville sikre »en rolig samfundsudvikling, der kunne bringe ham udsigt »til at befries fra sin stillings besvær«. Først et godt stykke hen på sommeren trak han sig tilbage, efter 19. års regering og under store æresbevisninger fra kongemagtens side; men Estrup afløstes ikke af det ministerium Barner-Bojsen - Dinesen, der havde været den socialpolitiske stillings naturlige udslag, og rimeligvis ville have båret forliget frelst over næste valgdag. Hans efterfølger blev en af hans egne ministre, baron Reedtzthott, der dannede et rent, om end forligsvenligt højreministerium og bl.a. Beholdt Nellemann, medens Bahnson gik af sammen med Estrup. Skuffelsen i moderate venstrekredse var stor; bondestanden følte sig »snydt og narret«, ligesom i 1866. Alligevel syntes stillingen ikke gunstig for demokratiet. Forliget var ganske vist kun vedtaget i Folketinget med 54 stemmer mod 44 (samme skæbnesvangre stemmetal som forfatningsforandringen i 1866), men til de 44 hørte den Høgsbro-Alberti'ske 15mands gruppe, der lidt senere, da et af dens medlemmer vendte tilbage til Bojsen, blev til »de 14«, og de ansås ikke for at være meget værd i demokratisk henseende. Alberti havde først i allersidste øjeblik brudt med Bojsen - fordi forliget ikke forekom ham fordelagtigt nok. Han ville give større hartkornsgaver til landmændene og en fyldigere tiendelov, og han ville - først og fremmest - selv til magten. Resten af forligsmodstanderne bestod af 3-4 indbyrdes uenige grupper: bergianere, høruppere, københavnske liberale og løsgængere, hvortil endelig kom de to socialdemokrater. På et møde i Havdrup den 14. maj sagde Hørup i en dybt mismodig tale dansk rigsdagspolitik farvel, og Edv. Brandes opgav samme sommer sit mandat som folketingsmand for Langeland. Ingen af dem troede på muligheden af en nær genoptagelse af den demokratiske kamp. De venstremænd, der som redaktør Svarre i Køge, Vilh. Lassen i Ålborg, folketingsmændene J. K. Lauridsen og Herman Trier, anbefalede en radikal reformpolitik som det bedste underlag for en ny grundlovskamp, og som den klogeste taktik overfor sammensmelterne, hvis reformarbejde allerede var ved at løbe tør, spottedes af Hørup som »reformidioter«. Socialdemokratiet gjorde i et manifest af 27. maj 1894 reformpolitikken til sin taktik, socialdemokratisk fortolket. Fordi Estrup har sejret - hed det i manifestet - og forligets modstandere står splittede og enten håbløst forlader kamppladsen eller bøjer .sig for den foreliggende kendsgerning - »Derfor er demokratiets politiske krav ikke opgivne. De findes på socialdemokratiets program fyldigere og folkeligere, end de nogensinde tænktes gennemførte af det forenede Venstre, og vort parti vil føre dem frem uden vaklen, samle det danske folk om dem og tvinge dem sejrrigt igennem«. Men den parlamentariske kamp må underbygges med de økonomiske reformkrav; det ny demokrati må ikke blot ville magten, men må vide, hvad det vil bruge den til, og i forvejen samles om et klart program. »den parlamentariske strids foreløbige afslutning betyder, at nu kommer den sociale kamps tid; nu kommer den tid, da de bedst organiserede samfundsklasser lægger lovgivningen til rette for sig og gør sig fordele på de uorganiseredes og slet organiseredes bekostning.« Derfor frem arbejdere! »tro dog ikke, at nogen udenforslående føler medlidenhed med eder, eller at der er en politisk retfærdighed, som tænker på dem, der beskedent holder sig tilbage og tier stille .... Samler eder om det socialdemokratiske parti! Det er eders parti, det vil eders vilje, som agrarernes parti vil godsejernes og storbøndernes!«

Med overordentlig kraft toges der fat på dette sociale organisations og politiske agitationsarbejde. Omstændighederne blev gunstigere end forventet. Højre og de moderate enedes i efteråret 1894 om en valgkredslov, der borttog de værste skavanker ved den bestående ordning, f.eks. delte den vældige Københavns 5te kreds i fire nye kredse, men uden at opfylde Grundlovens bud om én valgkreds for hver 16,000 indbyggere. Nogen forøgelse i sin repræsentation måtte socialdemokratiet nødvendigvis få, men på den anden side vakte tilsidesættelsen af Grundlovens klare bud stærk forbitrelse i demokratiske kredse. Sofus Høgsbro nedlagde sit mandat som Folketingets formand, og bybefolkningen, der skulle høste fordelen af Grundlovens opfyldelse, følte sig forurettet som »halvstemmevælgere«. Store demonstrationsmøder i København og oppositionens kritik i Rigsdagen gjorde valgkredsloven noget bedre end oprindelig planlagt, men den vedblev at være grundlovsstridig, og mange valgkredses besynderlige form, f.eks. Det halve Amagers sammenlægning med Valby og Glostrup, smagte stærkt af »valggeometri«. Meningen med den måde, hvorpå man delte Københavns og Frederiksbergs 9 gamle kredse i 16 ny, syntes den: at sikre socialdemokratiet nogle rene arbejderkredse (11te, 12te, 13de kreds, det halve Kristianshavn-Sundbyerne samt det ydre Frederiksberg + Utterslev) og Højre resten, hvorimod der ingen plads ville blive tit de liberale. Derved ville bindeleddet mellem arbejderpartiet og landbodemokratiet forsvinde og »alliancen« blive sprængt. Højre troede sig sejrssikkert i to tredjedele af København; de moderate lagde særlig de Midtjyske landkredse til rette for sig selv. Så snart valgkredsloven var endelig vedtaget - lige før julen 1894 - reorganiserede de københavnske socialdemokratiske vælgerforeninger sig efter de ny kredsgrænser. Partiet nedsatte et udvalg til at forhandle med et udvalg fra den liberale vælgerforening, og det lykkedes efter langvarige, vanskelige underhandlinger at nå en overenskomst. De liberale ønskede fra først af både 5te og 10de kreds, hvor arbejder og bourgeoisbefolkning var stærkt blandet, men syntes mere tilbøjelige til at overlade den ny Valby-Amagerkreds til socialdemokratiet. Særlig om 5te kreds stod der strid. Imidlertid fastholdt P. Holm, at han ville stille sig i denne kreds, der bar hans gamle kreds' navn. Ikke mange troede på, at den kunne erobres; men skulle Holm falde, erklærede Sigv. Olsen, der opstilledes i den sikre 11te kreds, sig villig til at vige pladsen for partiets gamle parlamentariker. Holms fastholden ved 5te kreds brød tilsidst de liberales modstand, og de 16 kredse deltes således, at socialdemokratiet fik de sikre arbejderkredse og 8de kreds samt 5te og 10de, de liberale de øvrige otte kredse. Samtidigt nøjedes socialdemokratiet med to mand på listen til borgerrepræsentvalget, nemlig P. Knudsen og en detailhandler Poulsen. Således stod det københavnske demokrati rede til det dobbelte valg: borgerrepræsentantvalgene i slutningen af marts, der endnu foregik i de gamle valgkredse - udfaldet blev fremgang, men ikke sejr for oppositionen - og folketingsvalgene den 9. april 1895 i de 16 ny. I provinserne og på landet var der vinteren igennem drevet en ihærdig agitation. Fra oktober til december 1894 foretoges der sognerådsvalg af den almindelige vælgerklasse i halvdelen af landets sogne, og socialdemokratiet vandt ikke så få pladser, særlig på Midtsjælland og i Østjylland. Efter nyår fortsattes agitationen med forstærket fart; der holdtes hundreder af møder; adskillige valgkredse gennemarbejdedes planmæssigt fra sogn til sogn, landarbejderne samlede sig i tætte skarer for at dæmme op mod den truende agrariske stormbølge. Det radikale Venstre følte den enestående kraft i socialdemokratiets klasserejsning og indbød dets agitatorer til forskellige truede kredse, f.eks. Holbækkredsen. Målet var at styrte forligets flertal og forhindre den reaktion, dets fortsatte herredømme efter al sandsynlighed bar i sit skød. Derfor opstillede socialdemokratiet, trods Venstres splittelse, der ville have givet en gunstig lejlighed, kun kandidater i få ny provinskredse, nemlig Helsingør, Randers og den nordjydske Vråkreds, men trak sig til gengæld tilbage i Nakskov, Bræstrup og Odder. Ialt opstilledes 21 kandidater mod 15 i 1892, men udvidelsen skyldtes udelukkende valgkredsdelingen. I Næstvedkredsen gik socialdemokratiets kandidat, skomager Josef Hansen fra Tybjerglille, forinden valget på sogneafstemning med forligsmodstanderen Jørgen Lund; Josef Hansen opnåede 511 stemmer (blandt oppositionsvælgerne fra forrige valg) mod 1,127 og trak sig tilbage til fordel for Lund. Alt var i orden til det store slag den 9. april. Lidt over midnat kendte man resultatet: forligsmændene havde tabt deres flertal! Med 116,000 stemmer mod 106,000 havde vælgerne dømt forliget og dets gerninger, først og fremmest bevillingen til Københavns befæstning. De moderate holdt akkurat deres gamle 26 pladser, hvortil muligvis kom Holger Rørdam, der valgtes i Sakskøbing, og Chr. Krabbe, der erobrede sin gamle kreds Kalundborg-Samsø fra en forligsmodstander. Men Højre gik tilbage fra 31 til 25 og tabte bl.a. gamle sikre kredse som Roskilde, Slagelse og Store Hedinge. Herregårdsarbejderne havde forladt partiet. Moderationen fejedes bort fra hele Sjælland på nær en enkelt kreds, og det viste sig, at de radikaleste kandidater, der særlig henvendte sig til landarbejdernes og husmændenes klassebevidsthed, f.eks. Kr. Pedersen i Svinningekredsen, gjorde den mest forbavsende fremgang. I København tog socialdemokratiet foruden de 5 egentlige arbejderkredse (med over 2,000 stemmer i hver) tillige både 5te kreds, hvor P. Holm sejrede over Frederik Hansen med 1,944 stemmer mod 1,263, og 10de kreds, hvor J. Jensen slog kaptajn Rambusch med 2,256 stemmer mod 1,033. De liberale holdt 1ste og 7de kreds (i deres ny form) og erobrede 3dje kreds, Frederiksberg 1ste, hvor kommandør Bojesen slog Bahnson med 200 stemmers flertal, og Valbykredsen, hvor Herman Bing besejrede indenrigsminister Hørring med et overtal af 100 stemmer. Af de 8 København-Frederiksbergske kredse, hvori socialdemokratiet opstillede kandidater, sejrede partiet i de 7 (Holm, Hørdum, J. Jensen, Sigv. Olsen, Wiinblad, A. C. Meyer og K. M. Klausen), hvortil kom Harald Jensen, som erobrede Århus søndre kreds. I Københavns 8de kreds gik partiet med Martin Olsen som kandidat op til 792 stemmer i Lyngby, hvor Borgbjerg opstilledes, sattes Højres flertal ned fra 700 til 200; i Helsingør, hvor Chr. Rasmussen afløste en liberal som oppositionskandidat, sank Højres flertal fra 600 til 300. I de to Odense kredse mønstrede socialdemokratiets kandidater 513 og 614 stemmer mod kun 343 i hele Odense ved forrige valg. Socialdemokratiets samlede stemmetal blev 24,500 mod 20,000 i 1892. Partiet havde ved dette valg ikke lagt hovedvægten på stemmefremgang, men på mandaterobringer samt på at hjælpe de radikale til sejr over forliget. Den socialdemokratiske gruppe i Folketinget voksede fra 2 til 8 og kunne fra nu af besætte en plads i finansudvalget. Desuden sad der i Folketinget 53 forligsmænd (hvoraf dog et par var tvivlsomme) og 53 forligsmodstandere, der altså havde flertallet, når socialdemokratiet støttede dem. Rasmus Claussen, der en kort tid havde beklædt Folketingets formandssæde ved hjælp af Højres og de moderates stemmer, måtte atter vige pladsen for Sofus Høgsbro. 9de april valget kom som en overraskelse for de allerfleste - en lille forskydning af et halvt hundrede stemmer i blot fire valgkredse, og de allierede forligspartier ville have hævdet deres flertal i Folketinget. Demokratiet havde opbudt det overmål af kraftanspændelse, foretaget den vældige »spurt« i opløbet, der netop sikrede sejren med et hestehoveds forspring. »vi har sejret,« ytrede en radikal politiker, da det sidste valgresultat var indløbet, »men hvad skal vi bruge sejren til?« Forligets mænd var slagne, det var sikkert nok, men kunne forligets modstandere enes om at forfølge sejren, og ville de vove at vælte selve forliget? Den 20. april, da det ny Folketing i en kort samling havde prøvet valgbrevene og konstitueret sig, sluttede de fire-fem forligsfjendtlige venstregrupper sig sammen til et nyt parti: »Venstrereformpartiet«, med Sofus Høgsbro til formand og Alberti, Jens Busk, J. C. Christensen, Peschcke-Køedt, Anders Nielsen og Rosleff som bestyrelsesmedlemmer. I partiets navn lå en tilkendegivelse af, at man ville føre en demokratisk reformpolitik, og bestyrelsen udsendte da også den 4. september samme år et program, der bl.a. krævede militærudgifterne nedsat, en frisindet toldreform i forbindelse med en formue og indkomstskat, en reform af folkeskolen og en retsreform, ulykkesforsikring og forbedring af alderdomsunderstøttelsen, faglige voldgiftsdomstole, hemmelig afstemning, købstædernes valg af deres borgmestre, men mærkeligt nok ikke almindelig kommunal valgret, skønt bergianerne havde rejst denne sag i slutningen af 80erne og hørupperne senere optaget den. Hvad stillingen til forliget og fæstningen angår, kom det snart for dagen, at det ny Venstre vel ville bekæmpe forligets mænd, men ikke omstyrte selve forliget. I januar 1896 stemte partiets store flertal for de 40,000 kroner til fæstningen, som de samme mænd havde bekæmpet så skarpt året i forvejen, da de endnu var mindretal. Kun 9 venstremænd, bl.a. Fogtmann og Alfred Christensen, stemte mod fæstningsbevillingen sammen med socialdemokraterne, der ikke forstod reformpolitiken således, at kampen mod militærvæsen, kongemagt og landstingsvælde skulle svækkes derved, men netop underbygges og uddybes. Det blev klart, at der var sket en forfalskning af demokratiets valgsejr den 9. april: den Alberti'ske gruppe var behændigt sprunget over fra det gamle hensmuldrede til det ny opadgående venstreflertal og indgød det en nymoderat, agrarisk ånd. Alberti selv, der med nød og næppe - 70 stemmers flertal - havde besejret sin hørupske modkandidat i Køge, arbejdede sig efterhånden frem til en indflydelsesrig stilling i reformpartiet, i hvilket der dog stadig gjorde sig en radikalere modstrømning gældende. Socialdemokratiets ny folketingsgruppe søgte ved sin finanslovskritik og ved en række lovforslag - om hemmelig afstemning, almindelig kommunal valgret, ottetimersdagens indførelse, ulykkesforsikring, statstilskud til understøttelseskasser for arbejdsløse, indskrænkning af børns erhvervsmæssige arbejde, friskolebørns bespisning osv. - at skyde de sociale reformspørgsmål frem foran de agrariske og holde de demokratiske grundsætninger op mod de nymoderate tilbøjeligheder. Det regerende højreparti, der var stærkt svækket ved forligspolitikens nederlag, spaltedes i forskellige retninger: en agrarisk med Lars Dinesen som fører, en socialpolitisk med Ludvig Bramsen i spidsen, et »ungt Højre« - Frederik Hansen og Jacob Scavenius -, et »gammelt« omkring Estrup osv.. Det bestandig i ydre magt og indre kraft aftagende Højre i forbindelse med den voksende venstreopposition, der trods Alberti måtte tage ikke ringe hensyn til arbejderpartiet, skabte en meget gunstig situation for fagforeningerne og for de socialistiske reformkrav. I slutningen af 1897 gennemførtes en ulykkesforsikringslov for industriens arbejdere; statsarbejdernes kår forbedredes, et forslag om jord til landarbejdere, der i 1896 fremkom fra den kommission, som de moderate og Højre havde nedsat ved forligets afslutning, blev efter en skarp kritik fra socialdemokratisk side betydelig forbedret under behandlingen i Folketinget. Venstremænd optog fordringen om den lige og almindelige valgrets gennemførelse i kommunerne og gjorde den efterhånden til hele partiets sag.

Sidste halvdel af 90erne blev i Danmark som i det øvrige Europa en økonomisk opgangstid, hvortil der ikke var set mage siden 1870ernes første år. Det ene industriforetagende oprettedes efter det andet, handel og skibsfart tog et mægtigt opsving, der grundedes hundreder af aktieselskaber, byerne voksede med rivende fart, og der opstod langs jernbanelinjerne en mængde stationsflækker med en betydelig arbejder og håndværkerbefolkning; toldindtægterne steg med millioner hvert år. Om kap med de opadgående tider voksede fagforeningerne; i midten af 90erne havde alle de betydeligere fag dannet forbund, der strakte sig over hele landet og muliggjorde oprettelsen af foreninger selv i småkøbstæder og stationsbyer, hvor hver enkelt fag kun talte få medlemmer. I foråret 1895 fandtes der 24 fagforbund med tilsammen 28,000 medlemmer, men dette og de følgende fire år oprettedes der årligt 100 -150 ny foreninger med 2 - 4,000 medlemmer, og såvel disse ny som de gamle foreninger voksede uophørligt. Arbejderne følte en stigende trang til gode og smukke samlingssteder. I 1894 blev der rejst en forsamlingsbygning på Kløvermarksvej for Kristianshavn og Sundbyerne; i 1895 indviede Vesterbros arbejderbefolkning en forsamlingsbygning på Enghavevej. Til begge disse bygninger hørte store haveanlæg. Også i mange provinsbyer opførte eller købte arbejderpartiet forsamlingshuse, i Horsens anlagdes en »Folkets Lund« tæt udenfor byen. Da socialdemokratiet i juli 1896 fejrede sit 25årige partijubilæum, kunne »Socialdemokraten«, hvis oplag havde nået de 30,000, udsende et jubelnummer med et nyt rødt kort over Danmark. Hver rød prik betegnede en faglig eller politisk forening; der var ialt 952 sådanne, 239 politiske med 23,000 medlemmer og 713 faglige med 42,000 medlemmer. Af disse 713 fagforeninger var de 673 organiserede som afdelinger i 31 forbund. Det samme nummer af »Socialdemokraten« bragte portrætter af 100 socialdemokrater, der beklædte offentlige repræsentative tillidshverv som rigsdagsmænd, byråds- og sognerådsmedlemmer osv., deraf 47 i byerne og 53 i landkommuner. Et par måneder senere, den 25. september 1896, voksede partiets folketingsgruppe fra 8 til 9 mand, idet maskinarbejder Chr. Rasmussen ved et udfyldningsvalg erobrede Helsingør med 19 stemmers flertal. Fra oktober udvidedes partipressen med et nyt dagblad, »Fyns Socialdemokrat«, der til redaktør fik Emil Marott. Den højnelse af arbejderklassens kår, som fagforeningerne fremkaldte, satte flere og flere københavnske arbejdere i stand til at betale skat af 1,000 kroner og dermed erhverve sig kommunal valgret. Fra 1892 til 1898 voksede antallet af kommunale vælgere i København fra 22,500 til 34,000, altså en tilgang på et par tusinde ny vælgere hvert år, medens den regelmæssige tilgang tidligere var en 6-700. I 1892 havde ikke halvdelen af folketingsvælgerne kommunal valgret, i 1898 omtrent to tredjedele. »Borgerlisten«, der havde sejret så stolt i 1894 og endnu klaret sig i 1895, men kun med 10,000 stemmer mod oppositionens 9,000, søgte i 1896 at holde stillingen ved at optage et par liberale kandidater, nemlig fabriksdirektør Harald Bing og apoteker Alfred Benzon. Det lykkedes, men sejren vandtes kun med godt 11,000 stemmer mod omtrent 10,000. Oppositionen blev stadig stærkere; den opmuntredes til ny kraftanstrengelse ved erobringen af Sundby sogneråd (efteråret 1895) og af Frederiksberg kommunalbestyrelse (nytår 1896). Da borgerrepræsentantvalgene i marts 1897 stundede til, greb borgerlistens organisationsudvalg (professor torp, læge Ørum, fabrikant Emil Meyer osv.) til den udvej at tilbyde socialdemokratiet og de liberale en valgalliance. Højres arbejder- og vælgerforening skulle besætte de tre pladser på listen, de liberale og socialdemokratiet de andre tre. Underhånden lod man socialdemokraterne vide, at man ville finde det rimeligt, at de som den stærkeste bestanddel af oppositionen fik de to pladser, de liberale den ene. Højres arbejder- og vælgerforening slog til, men socialdemokratiet sagde nej. Valgforbundet mellem liberale og socialdemokrater fornyedes, og den 30. marts 1897 sejrede demokratiet for anden gang. »Borgerlisten« faldt med knapt 11,000 stemmer, oppositionslisten valgtes med godt 11,000. Tre ny socialdemokratiske borgerrepræsentanter, P. Holm, P. Knudsen og Martin Olsen, tog plads ved siden af J. Jensen og K. M. Klausen. Året efter, den 29. marts 1898, sejrede demokratiet for tredje gang - med 14,000 mod 11,000 stemmer - og havde dermed flertal i borgerrepræsentationen, til hvis formand H. Trier valgtes. De ny socialdemokratiske repræsentanter var veksellerer A. Lamm, journalist Borgbjerg, tømrer From-Petersen og maler Rudolf Poulsen. Arbejderpartiet havde således en gruppe på 9 mand i byens råd, de liberale havde 12 borgerrepræsentanter. Men i årene fra 1894 til 1896 var tillige det gamle Højre fra tømrermester Kaysers tid afløst af de ret fremskridtsvenlige borgerlistemænd - der under valgkampene havde søgt at kappes med oppositionen i frisind og .kommunal reformiver. Højre havde vel endnu hele magistraten, men borgmestrene påvirkedes mere og mere af de nye mænd i repræsentationen, og der kom for København en række år med betydelige reformer og en rig kommunal udvikling.

Få dage efter dette afgørende borgerrepræsentantvalg afholdtes der almindeligt folketingsvalg. Ministeriet Reedtz-Thott var, trods sit forsøg på at skabe sig et rigsdagsflertal ved nogle halvt demokratiske, halvt agrariske skattelove, blevet styrtet i forsommeren 1897 og afløst af et embedsmandsministerium med den tidligere indenrigsminister Hørring som chef. Alberti, der havde støttet Reedtz-Thott til det sidste og derved var kommen i modsætning til store dele af Venstre, stod en tid ret isoleret; Sofus Høgsbro havde nedlagt sin post som Venstres formand og var blevet afløst af J. C. Christensen; han og P. Knudsen traf på Venstres og socialdemokratiets vegne aftale om gensidig støtte i en række kampkredse. Ved valget den 5. april 1898 tabte Højre 8 kredse og de moderate 3; Venstre vandt 8 kredse og socialdemokratiet 3. P. Knudsen, der skønt landstingsmand ved dette folketingsvalg ligesom ved det forrige stillede sig i Randers, vandt denne kreds; Lyngsie erobrede Horsens og N. L. Christensen Ålborg. Partiet opstillede kandidater i 23 kredse og mønstrede i alt 32,000 stemmer. I Odense manglede Marott kun 15 stemmer i at slå Scavenius; også i Københavns 8de kreds, i Lyngby og i Århus nordre rykkede socialdemokratiet Højre tæt ind på livet og mønstrede i Næstved, Nakskov og Silkeborg store mindretal. Venstre opnåede ved valget absolut flertal i Folketinget, hvad der fra visse sider i Højre var opstillet som betingelse for partiets overtagelse af magten. Men ministeriet Hørring blev siddende og tog endogså i sommeren 1898, ængstet ved breve fra hofferne i St. Petersborg og London i anledning af den spansk-amerikanske krig, en halv million kroner til udbedring af søbefæstningen »på forventet efterbevilling«, - et »halvprovisorium«, der måtte bringe dette svage ministerium i farlig konflikt med det sejrrige Venstre.

Et smerteligt tab bragte denne sommer socialdemokratiet, idet P. Holm - der var valgt til næstformand i borgerrepræsentationen - benyttede sin viden om kommunens påtænkte grunderhvervelser i Brønshøj sogn til private spekulationer. Han blev arresteret, men døde, syg og nedtrykt af græmmelse, den 26. september, inden der faldt dom i sagen. Socialdemokratiet gik mærkværdig uskadt ud af denne katastrofe. Ved landstingsvalgene i efteråret holdt det alle sine kredse i København og hævdede sine to pladser i Landstinget, hvor P. Knudsens ledige mandat overgik til Mundberg. På Sjælland og i Østjylland vandt partiet mange valgmandspladser og ville have erobret et landstingsmandat for Sjælland, dersom Venstre havde føjet sit mindretal af overskydende stemmer til socialdemokratiets 33 valgmandsstemmer, hvad Alberti og hans meningsfæller imidlertid forhindrede. Ved udfyldningsvalget i Københavns 5te kreds valgtes Borgbjerg med samme flertal som P. Holm den 5te april. Og ved borgerrepræsentantvalgene næste forår opstillede Højre ikke en gang modkandidater mod demokratiets liste. Jensen, Klausen, Trier, Marstrand, Philipsen og Thomsen (holdet fra 1893), hvortil som ny mand i Holms sted kom skomager R. P. Daugstrup, valgtes enstemmigt med 10,000 stemmer. Den socialdemokratiske presse gik fremad i stormmarsch. Fra oktober 1898 blev »Demokraten«s aflægger i Horsens til et selvstændigt dagblad (»Horsens Socialdemokrat«) under redaktion af typograf L. Rasmussen, med eget trykkeri og med aflæggere i Vejle og Fredericia. Fra november 1898 udkom dagbladet »Vestjyllands Socialdemokrat« i Esbjerg (redaktør: J. P. Sundbo), med lokaludgave for Kolding. »Fyns Socialdemokrat« fik en særudgave for Svendborg. »Socialdemokraten« i København vandt i løbet af 1898 frem fra 33,000 til 36,000 abonnenter og nåede efter en hidsig agitation de 40,000 til den 1ste maj 1899, da der i anledning af 1´majdemonstrationens 10årsdag udgik et festligt udstyret ekstranummer med bidrag fra fremragende socialdemokrater i udlandet og fra en række danske digtere og videnskabsmænd. Blandt de danske bidragydere var et ungt ægtepar, dr. phil. Gustav Bang og cand. mag. Nina Bang, født Ellinger, der mødte frem som erklærede socialdemokrater, modtagne med levende glæde af arbejderpartiet, der vel var sig den styrke bevidst, der lå i, at partiets ledere næsten alle var praktisk skolede fagforeningsfolk, men som ikke desto mindre følte nytten og nødvendigheden af videnskabeligt uddannede kræfter og modtog dem med åbne arme, når de som Gustav og Nina Bang afgjort brød med bourgeoisiets livssyn og stillede sig kammeratligt midt i arbejderklassens rækker. Partiets udvikling var i disse år så rivende, at de gamle ledere stundom bekymret måtte spørge sig selv: hvor får vi mændene til de vældigt voksende opgaver? Heldigt var det, at socialdemokratiet netop nu havde nået så stor en anseelse og indflydelse, så stærk en organisation og så betydelig en pressemagt, thi der skulle i sommeren 1899 udbryde en kamp, der ikke blot var ukendt i omfang og bitterhed hertillands, men enestående i hele den europæiske arbejderbevægelses historie. Fagforeningerne havde siden midten af 1890'erne bestået en mængde kampe og løst endnu langt flere konflikter ad fredelig vej. I adskillige fag var der oprettet voldgiftsdomstole. J. Jensen havde allerede i 1887 i malernes fagtidende taget ordet for sådanne domstoles oprettelse. Men arbejdsgiverne organiserede sig stadig stærkere, og ikke blot til fredelig forhandling med fagforeningerne. Begyndelsen til en sammenslutning af arbejdsgivere i forskellige fag blev gjort af nogle sjællandske godsejere, som skarpt vendte sig mod enhver organisation af landarbejderne. Efter dem fulgte de københavnske murer og tømrermestre, vognmænd, entreprenører og nogle teglværksdirektører omkring i landet samt fabrikanterne i jernindustrien. I maj 1895 besvarede jernfabrikanterne i Århus en lønfordring med lockout, ledsaget af den meddelelse, at arbejderne kunne komme igen, når de havde meldt sig ud af deres fagforeninger. Efter flere måneders kamp måtte fabrikanterne hæve lockouten, tage deres fordring tilbage og indrømme en væsentlig lønforhøjelse. Men forinden havde Centralforeningen af Murer- og tømrermestre i Jylland forlangt de såkaldte »arbejdssedler«, der var i brug i lavstiden, genindførte, således at ingen svend skulle kunne få arbejde uden at medbringe en seddel fra sin tidligere mester. Arbejderne frygtede for dette skudsmålssystem, der bl.a. meget let kunne bruges til at »mærke« visse kammerater og gøre dem brødløse. Da murer- og tømrersvendene i Ålborg nægtede at modtage »arbejdssedlerne«, blev der erklæret lockout i begge fag over hele Jylland. »De Samvirkende Fagforeninger« i København støttede imidlertid jyderne kraftigt; det kom til forhandling, og mestrene gik ind på at anse et medlemsbevis til murer- og tømrersvendenes organisation som gyldig hjemmel for, at vedkommende forstod sig på sit fag og kunne antages af en ny mester. Kampen, der begyndte som et angreb på fagforeningerne, endte altså med en hidtil ukendt anerkendelse af disse. I 1896 foretog de københavnske skotøjsfabrikanter og jernskibsbyggeriet i Helsingør lockouter mod deres arbejdere, men tabte og måtte bøde med betydelige lønforhøjelser. I 1897 kom det til en stor og langvarig kamp i jernindustrien. Fabrikantforeningerne havde forbudt deres medlemmer at indlade sig på forhandling om lønforhold og arbejdstid med arbejderne på den enkelte fabrik og ligeledes forbudt enhver overenskomst om en minimalløn. Smedene svarede med oprettelsen af »værkstedsklubber«, hvor de enedes om den løn, der skulle betales; når den enkelte arbejder ikke kunne opnå denne løn, forlod han fabrikken, og der kom ikke andre i hans sted. På denne måde blev de særlig slette arbejdssteder efterhånden mere eller mindre »affolket«. Herimod nedlagde fabrikanterne indsigelse; arbejderne svarede, at de med glæde ville optage en forhandling om arbejdsvilkårene. Men fabrikanternes forening erklærede nu, at den ikke havde myndighed til at pålægge sine medlemmer at betale en bestemt løn, den var kun oprettet for at værne medlemmerne mod overgreb fra arbejdernes side. Det kom til en lockout i provinserne. Fabrikanterne lod ophænge såkaldte »fælles værkstedsregler«, som de forlangte, at arbejderne skulle bøje sig for, inden de påny ville blive taget i arbejde. Det var ikke, som navnet kunne tyde på, regler om ordenen på arbejdsstedet, men en slags lønregulativ, der bestemte arbejdstiden, betalingen for overarbejde, fremgangsmåden ved indgåelse af akkord og fordeling af akkordoverskud, - bestemmelser, som fabrikanterne altså ensidigt ville diktere arbejderne. Tillige krævedes der indført »arbejdssedler« af lignende art som dem, murer og tømrermestrene havde måttet frafalde. Denne provinslockout, der truede med at udvides til hovedstaden, blev sluttet ved mægling af borgmester H. N. Hansen, borgerrepræsentationens daværende formand bankdirektør R. Strøm og borgerrepræsentant Gustav Philipsen. Men den forhandling som derefter skulle finde sted mellem parterne om de »fælles værkstedsregler«, syntes at skulle blive resultatløs. Imidlertid udbrød der lønkonflikter i Odense og Slagelse, og fabrikanterne erklærede nu lockout over hele landet. Kampen omfattede 3 á 4,000 arbejdere, varede 15 uger, fra begyndelsen af juni til midten af september, og kostede arbejderne 350,000 kr.. Flere forsøg på mægling og voldgift, bl.a. fra de ovennævnte tre mænd, strandede på fabrikanternes modstand. Endelig lykkedes det bankdirektør A. Heide at få en forhandling i gang mellem formanden for »de Samvirkende Fagforeninger« J. Jensen og formanden for »Arbejdsgiverforeningen af 1896« folketingsmand N. Andersen, der også enedes om et forlig. Fabrikanterne skulle gå ind på visse ændringer i værkstedsreglerne og opgive »sedlerne«. Arbejderne skulle opgive de bestemmelser i deres fagforeningslove, der vedrørte værkstedsklubberne, og som var indsatte under hensyn til, at fabrikanterne ikke hidtil havde villet nogen virkelig forhandling om arbejdsvilkårene. Begge parter skulle forpligte sig til at arbejde for oprettelsen af en faglig voldgiftsdomstol, og arbejderne måtte ikke nedlægge arbejdet nogetsteds uden forudgående forhandling. Dette forslag blev godkendt af arbejderne, men forkastet af fabrikanterne. Men nu blev den offentlige menings tryk så stærkt, at Fabrikantforeningens bestyrelse måtte anmode Arbejdsgiverforeningen om ny forhandling med de Samvirkende Fagforeninger. Arbejdgiverforeningens bestyrelse gik ind herpå, efter at Fabrikantforeningens bestyrelse havde sat sine mandater i pant på at ville gennemføre den eventuelle overenskomst. I løbet af et par dage afsluttede J. Jensen og N. Andersen et nyt forlig - det gamle med nogle mindre ændringer - og dermed endte denne store fagkamp, den største, der endnu var ført i Danmark. På den skandinaviske fagforeningskongres i Stockholm, der afholdtes midt under jernlockouten, antog en længe forberedt tanke endelig fast form: dannelsen af samvirkende fagforbund i hvert af de nordiske lande. Der var mange vanskeligheder at overvinde: tyngdepunktet måtte nødvendigvis ligge i fagforbundene, men de stedlige fællesorganisationer burde dog ikke skydes helt ud; forholdet mellem de store organisationer og de mindre frembød ligeledes vanskeligheder, spørgsmålet om enkelte branchers forpligtelse til at lade sig optage i et fagforbund ligeså, og så fremdeles. Den 3. januar 1898 samledes 405 delegerede, repræsenterende 70,000 organiserede danske arbejdere, i forsamlingsbygningen på Enghavevej for at gennemføre Stockholmer-kongressens beslutning. Det lykkedes på det tre dages møde at få oprettet »de Samvirkende Fagforbund i Danmark«, og lovene vedtoges enstemmigt efter en udvalgsbehandling, der varede fra kl. 8 om aftenen til kl. 7 næste morgen. Der valgtes et repræsentantskab på 21 medlemmer og et forretningsudvalg på 5, hvortil kom to repræsentanter, valgte af »Socialdemokratisk Forbund«. Til gengæld vedtog den socialdemokratiske partikongres, der afholdtes i sommeren 1898, at give fagforbundene ret til at vælge to medlemmer ind i partiets hovedbestyrelse. Denne udveksling af tillidsmænd var et nyt vidnesbyrd om den uløselige enhed af faglig og politisk arbejderbevægelse i Danmark. Til formand for de Samvirkende Fagforbund valgtes J. Jensen, til næstformand P. Knudsen, til sekretær snedker Martin Olsen og til kasserer bødker E. Svendsen.

I foråret 1898 udbrød der konflikter i malernes, snedkernes og andre fag, og Arbejdsgiverforeningen truede med anvendelsen af »de yderste midler«; den ønskede bl.a. at sætte arbejdstiden, der i bygningssnedkerfaget var 9'/₂ time, op til 10 timer, og hindre malerne i en nedsættelse fra 10 til 9½ time. Arbejderne opnåede dog i begge fag den 9'/₂ times arbejdsdag, og der oprettedes ved forhandlingernes afslutning i april et »Fællesudvalg til afgørelse af arbejdsstridigheder«, hvortil de Samvirkende Fagforbund valgte landstingsmand C. C. Andersen, murer H. Rasmussen og folketingsmand Gustav Philipsen, Arbejdsgiverforeningen hofdekorationsmaler Vilh. Hansen, entrepenør N. C. Monberg og direktør (senere indenrigsminister) Ludvig Bramsen. Til formand for fællesudvalget valgtes professor Deuntzer (den senere konsejlspræsident). Ikke mindre end 25 fag gennemførte dette år ny lønoverenskomster. Konjunkturerne var stadig opadgående, aktieselskaberne gav svimlende overskud. Men også varepriserne steg, til dels som følge af den overhåndtagende ringdannelse; tilstrømningen til byerne fremkaldte boligmangel, og huslejen gik til vejrs i raske spring. Arbejderne forlangte deres part af produktionens voksende udbytte og hævdede, at jo større købeevnen blev i de brede lag, desto mindre fare var der for »overproduktion«, desto mildere ville den krise forløbe, der plejer at følge efter opgangstider. 23 fagforbund og 15 enkeltforeninger med tilsammen 36,000 medlemmer havde omtrent halvdelen af disse i lønbevægelse; de 12,700 opnåede fordele uden kamp, og af de 6,250, der var i strejke eller lockout, sejrede de 6,000 helt eller delvis. Der medgik omtrent 30 kroner til understøttelse af hver strejkende eller udelukket, men der opnåedes gennemsnitlig godt 60 kroner i årlig lønforbedring, altså over 1 million kroner for det samlede antal arbejdere, som deltog i lønbevægelsen. På landet rejste herregårdsarbejderne hist og her krav om højere løn og gjorde enkelte steder strejke. For 1 krone i dagløn måtte de mange steder møde på gården tidlig om morgenen - i reglen kl. 5½ de fire sommermåneder, kl. 6 resten af året - og arbejde på egen kost og med egne redskaber, så længe godsejeren bestemte, med den spise og hviletid, han fastsatte. Således lød ordene i flere offentliggjorte herregårdskontrakter. Arbejdet varede gerne til langt ud på aftenen. Tillige skulle en sådan husmand stille til staldtjeneste endnu tidligere om morgenen samt om søndagen, nårsomhelst han modtog ordre hertil, mod at få morgenmad sammen med gårdens faste folk. Hans kone skulle ligeledes møde nårsomhelst efter tilsigelse mod en dagløn af 85 øre; blev hun kun tilsagt til malkning, var lønnen 15 øre. Børnene måtte så skøtte sig selv derhjemme. En ulykke, som i 1898 hændte i landsbyen Skejby ved Århus, hvor fem små børn blev kvalte af kulos, medens begge forældrene arbejdede på herregården, vakte megen opmærksomhed for disse sørgelige forhold. Børnenes begravelse, hvori et par tusinde arbejdere fra Århus og omegn deltog, formede sig som en højtidelig demonstration for landarbejdernes sociale rejsning. Imidlertid viste der sig store vanskeligheder for en resultatrig faglig kamp. Vel opnåede arbejderne på nogle herregårde lidt højere løn, men næste år erstattede godsejerne dem så med indførte polske arbejdere. Denne import begyndte midt i 1890erne på Lolland-Falster, voksede snart til adskillige tusinde årligt og bredte sig til andre herregårdsegne. Også den tilsyneladende fordel, at arbejderne gerne havde fri bolig i huse, der tilhørte godset, gjorde deres lønkamp meget besværlig. I januar 1898 blev således arbejderne på herregårdene Møgelkær og Boller under grevskabet Frijsenborg sat ud af deres huse, da de strejkede for 20 øre mere i dagløn. Deres fagforening kaldte en sagfører fra Horsens til hjælp; herregårdsforpagteren hentede på sin side Kongens Foged, og det kom i det ene hus efter det andet, en hel uge igennem, til den pinligste rettergang, som stadig endte med, at udsættelsen kendtes for lovlig og burde foretages. Men forpagteren kunne ikke få nogen af egnens arbejdere til at deltage i dette arbejde; han måtte da selv tage fat sammen med sin søn og en herregårdsskytte. De strejkende arbejdere havde fyret vældigt op i kakkelovnene - som var deres ejendom - for at forhindre udflytningen, og det gottede øjensynligt den talrige skare tilskuere, som stod ude på vejen og kiggede gennem vinduerne, at forpagteren og hans hjælpere mere end én gang brændte fingrene. Nede fra den anden ende af husrækken kom en af de allerede udsatte familier dragende forbi. Det var et par unge folk med to små børn, som de trak i en barnevogn; de ville til Horsens og derfra med toget til Sjælland for at søge arbejde på en fabrik. Manden havde en harmonika med og spillede socialistmarschen, så det stod efter, og så det klang ind i huset, hvor den høje øvrighed sad. Langt ned ad vejen blev de oprørske harmonikatoner ved at lyde. Var der således endnu hos de jordløse landarbejdere mere vilje end evne til at forbedre deres kår, begyndte den jordbesiddende husmandsstand at komme i opdrift, blive sig sin sociale værdi bevidst og få politisk betydning. »Husmandssagen« drøftedes på møder og i blade, og lovgivningsmagten enedes endelig i vinteren 1898-99 om en lov, der gav landarbejdere adgang til på nogenlunde billige vilkår at erhverve sig så megen jord, at de kunne leve deraf - så nogenlunde. Det var et kompromis mellem lands og folketing, men godsejernes ønske, der blev fremsat uden omsvøb af grev Ahlefeldt-Laurvigen, om ved hjælp af en sådan lov at skaffe sig »fast og pålidelig« arbejdskraft, måtte dog i princippet opgives. - husmændene fik på denne tid deres digter i den jyske skolelærer Johan Skjoldborg, som i sin debutbog »En stridsmand« skildrede hede og klithusmandens hårde arbejde med den største virkelighedstroskab og dybeste respekt. Han indledte bogen med følgende vers:

Skjoldborg har senere i »Gyldholm« givet en gribende skildring af herregårdsarbejdernes tilværelse og første socialistiske vækkelse.

I foråret 1899 havde fagforeningerne over 10,000 medlemmer i lønbevægelse. Arbejderne gik på med godt humør, de gode tider nåede dette forår deres højde, overalt var håndværk og industri i den travleste virksomhed. Der var vel de arbejdere og faglige bestyrelsesmedlemmer, som ønskede strejken benyttet i størst muligt omfang, selv om der skulle opstå en omfattende kamp med arbejdsgivernes ny organisation. De tænkte, at den dog måtte komme, og så hellere tage den nu, da arbejderne havde samlet modstandskraft gennem flere gode år, og da industrien vanskeligst kunne undvære dem. Men de Samvirkende Fagforbunds ledelse undervurderede ikke den ny modstander og søgte, gennemgående med held, at tale til rette her og glatte ud dér, dæmpe og holde igen, hellere tage den sikre vinding ved et jævnt godt forlig end sætte alting på ét usikkert kort. Man vidste, at Arbejdsgiverforeningen just havde fuldendt sin organisation og optaget en række centralforeninger af mestre i provinserne, der ligefrem brændte af lyst til en styrkeprøve. De havde ikke kendt arbejdernes fagorganisation så længe som fabrikanterne i hovedstaden, og endnu ikke vænnet sig til at anerkende arbejdernes medbestemmelsesret - den industrielle parlamentarisme. Der var det sidste par år agiteret ivrigt blandt provinsmestrene; fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk havde konkurreret med Arbejdsgiverforeningen af 1896 om at samle tropper, og der var ikke sparet på løfter. Tilsidst sluttede de store arbejdsgivere i Foreningen af 1896 og mesterlavene i Fællesrepræsentationen fred og dannede »Dansk Mester- og arbejdsgiverforening«. Tropperne forlangte nu løfterne indfriet og arbejdernes fagorganisation alvorlig stækket. Tre-fire gange truedes der da også med almindelig lockout, sidste gang ved en lille konflikt om akkordpriserne på maskinfabrikken »Titan« i januar 1899. Jernfabrikanterne ønskede oprejsning for nederlaget i 1897 og delte de krigerske provinsmestres ønske om et hovedslag, der da helst måtte begynde om vinteren. Imidlertid nåede Smede- og Maskinarbejderforbundet og de Samvirkende Fagforbund ved klog eftergivenhed at vinde tid og få en forhandling i gang med Arbejdsgiverforeningen, hvorved smedenes medbestemmelsesret ved akkordprisernes fastsættelse anerkendtes. Men arbejdsgiverforeningens formand N. Andersen måtte sætte hele sin indflydelse og sit mandat ind på overenskomstens gennemførelse; han forlangte et tillidsvotum med mindst to tredjedeles flertal af foreningens generalforsamling og fik det, men heller ikke mere, idet 44 godkendte hans holdning, men 22 gik imod ham. Der var åbenbart krudt i tønden, det gjaldt om at passe på enhver nok så lille gnist. Arbejdernes faglige ledelse fik i virkeligheden de allerfleste stridigheder bilagt, deriblandt alle de formentlig farlige, gennemgående med godt udbytte for arbejderne. Man nåede ind i april og glædede sig til en travl arbejdssommer med god fortjeneste på grundlag af de senere års ny priskuranter. Med liv og lyst forberedte fag og vælgerforeninger sig til at fejre den 10de majfest, mandagen den 1. maj 1899, og besluttede fuldstændig gennemført arbejdshvile, uden at arbejdsgiverne rejste den mindste modstand. Da trak der pludselig sorte tordenskyer op ovre fra Jylland. I syv jyske byer - Kolding, Fredericia, Horsens, Silkeborg, Ålborg, Hjørring og Thisted - havde 370 snedkersvende nedlagt arbejdet, fordi mestrene ikke ville gå ind på den samme løn som deres kaldsfæller i Østifterne. Det var dog lykkedes Dansk Arbejdsgiverforening og de Samvirkende Fagforbund i forbindelse med snedkernes og snedkermestrenes organisationer på et møde i København den 13. april at tilvejebringe et grundlag for overenskomst, hvorefter timelønnen i de syv byer skulle forhøjes lidt, dog ikke så meget som svendene havde ønsket. Dette forslag skulle imidlertid forelægges til godkendelse af mestrene og svendene i Jylland. Det var formanden for den Jyske Mestercentralforening, snedkermester Haslund i Hjørring, der udtrykkelig forlangte et sådant forbehold taget for mestrenes vedkommende. Og snedkerforbundets formand Chr. Christiansen fandt det da også rimeligt at tage et lignende forbehold for svendenes vedkommende. Overenskomsten afsluttedes om aftenen den 13. april efter otte timers forhandling og blev først underskrevet af de pågældende parter lørdag formiddag den 15. april. Men fredag eftermiddag den 14de kunne dagbladet »Nordjylland«, der redigeredes af den ivrige Højremand og anti-socialistiske agitator løjtnant Reventlow og jævnlig i faglige spørgsmål inspireredes af snedkermester Haslund, bringe meddelelse om den endnu ikke underskrevne eller offentliggjorte overenskomst, men i den urigtige form, at arbejdet i de jyske byer skulle genoptages på de gamle betingelser. Denne falske forhåndsmeddelelse skabte just ikke velvilje overfor forliget blandt de jyske snedkersvende. Medens snedkermestrene vedtog overenskomsten allerede den 16. april, uden at dog arbejderne foreløbig fik underretning derom, forkastedes den de følgende dage af svendene i de syv byer. Chr. Christiansen blev senere af arbejdsgiverpressen beskyldt for, at han på den rundrejse, han foretog for at anbefale forliget, tværtimod havde frarådet dets vedtagelse. Men han godtgjorde gennem en retssag, at han havde gjort, hvad han formåede, for forligets loyale gennemførelse. Den 20. april underrettede Arbejdsgiverforeningen skriftligt de Samvirkende Fagforbund om forkastelsen og forlangte overenskomsten af 15. april øjeblikkelig gennemført - skønt den formelt var afhængig af de jyske svendes godvillige tilslutning -, og arbejdet genoptaget til den aftalte tid, den 21. april, i hvert fald senest den 24de, hvorom meddelelse telegrafisk burde sendes Haslund. - tonen i Arbejdsgiverforeningens skrivelse var meget skarp. Fagforbundene fik først den 21. april meddelelse fra de jyske byer og anmodede samme dag snedkerforbundet om at søge arbejdet genoptaget hurtigst muligt. Da snedkerforbundet ikke turde påtage sig dette, sammenkaldtes fagforbundenes repræsentantskab, som pålagde snedkerforbundet at bevæge de syv jyske afdelinger til at antage overenskomsten, i modsat fald nægtede man snedkerforbundet understøttelse i denne konflikt. Snedkerforbundet gjorde nu et nyt forsøg, men resultatet blev, at kun 89 svende i de syv byer stemte for overenskomsten, 201 stemte imod, trods en meget indtrængende anmodning fra de Samvirkende Fagforbund om at godkende den. Da resultatet forelå den 28. april, vedtog arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse, som samme dag holdt møde, at diktere lockout i snedkerfaget over hele landet senest fra den 2. maj. De jyske snedkermestre, som blev telegrafisk underrettede herom, iværksatte lockouten allerede lørdag middag den 29. april. Det kunne ikke gøres mere ekspedit. Den 6. maj holdt fagforbundene møde af samtlige forbunds hovedbestyrelser og repræsentanter for enkeltforeningerne; de vedtog en skarp misbilligelse af svendenes optræden i de syv jyske byer og pålagde ledelsen at gøre endnu et forsøg på at få overenskomsten af 15. april gennemført. Et af snedker Christiansen stillet forslag om fortsat støtte til de udelukkede snedkere, men naturligvis ikke til de strejkende i Jylland, fik kun en halv snes stemmer af den 300 mand store forsamling. Det var åbenbart, at fagforeningernes overvældende flertal ville forlig og fred; men det blev snart lige så klart, at provinsmestrene i forbindelse med hele landets jernfabrikanter ville krig. Disse sidste afsendte allerede den 8. maj en skrivelse til det tyske centralforbund af metalindustridrivende, som da også hurtigt og kollegialt opfordrede alle sine medlemmer til ikke at antage udelukkede danske modelsnedkere eller overhovedet danske arbejdere, så længe lockouten varede. Da denne skrivelse senere offentliggjordes i den tyske socialdemokratiske presse og derved blev bekendt i Danmark, vakte den megen opsigt som vidnesbyrd om, at de danske arbejdsgivere på et ret tidligt tidspunkt traf forholdsregler til et hovedslag. Den 10. maj foretoges der afstemning i alle Snedkerforbundets afdelinger, og nu vedtoges overenskomsten af 15. april. Dermed var konflikten i de jyske byer ude af verden, hvis Arbejdsgiverforeningen ville fastholde overenskomsten. Men selvsamme dag, den 10. maj, modtog de Samvirkende Fagforbund fra Arbejdsgiverforeningen meddelelse om, at dens hovedbestyrelse på mødet den 28. april havde erklæret nævnte overenskomst for bortfalden. Man var altså lige vidt. Yderligere skærpedes striden derved, at Snedkerforbundets københavnske afdeling udmeldte sig af forbundet og dermed af de Samvirkende Fagforbund. De københavnske bygningssnedkere anså nemlig lockouten både for ganske meningsløs i forhold til den latterlig lille jyske snedkerstrejke og for et brud på en bestående overenskomst af maj 1898; selv om derfor den jyske strejke hævedes, ville de have ret til på egen hånd at føre forhandling med Københavns snedkermestre og kræve erstatning for det stedfundne kontraktbrud. Der viste sig således nogen usikkerhed i de Samvirkende Fagforbunds nyligt sammensmedede rækker. Flere af de større fag vågede nidkært over deres handlefrihed; man ønskede og havde opnået en demokratisk, føderativ forfatning, en væsentlig rådgivende og støttende ledelse. Arbejdsgiverforeningens forfatning var derimod stramt centralistisk, med dikterende myndighed for hovedledelsen. Denne modsætning måtte medføre sammenstød og store vanskeligheder for en forståelse. Lørdag den 13. maj erklærede savværkerne og maskinsnedkerierne uden forhandling eller varsel deres arbejdere for udelukkede, skønt disse tilhørte et helt andet fagforbund end snedkernes og intetsomhelst havde med Snedkerforbundets konflikt at gøre. Den 15. maj udstedte Arbejdsgiverforeningen, ligeledes uden forudgående forhandling, en krigserklæring til samtlige fagforbund, med krav om anerkendelse af otte punkter, hvoraf de vigtigste var: overenskomster måtte ikke gøres afhængige af underordnede eller stedlige organisationers afstemning, hovedorganisationen skulle være ansvarlig for deres gennemførelse; arbejdsgivernes ret til selv at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft skulle fuldt ud anerkendes og garanteres af arbejdernes hovedorganisation; fastlønnede formænd og arbejdsledere måtte ikke være medlemmer af fagforeningerne; opsigelsestiden for lønsoverenskomster skulle fastsættes til 1ste januar; samtlige arbejdere skulle ved konfliktens ophør gå i arbejde på deres gamle arbejdssteder; en eventuel forhandling skulle omfatte samtlige konflikter uden hensyn til, om pågældende arbejdere tilhørte hovedorganisationen eller ej. J. Jensen var, da denne krigserklæring udstedtes, gæst ved de tyske fagforeningers kongres i Frankfurt am Main; han vendte ufortøvet hjem og deltog i et møde af fagforbundenes repræsentantskab den 18. maj, hvor man enstemmigt vedtog en svarskrivelse, der erklærede enkelte af de 8 punkter for ret underordnede og lette at enes om, foreslog andre omredigerede og modsatte sig de øvrige, særlig dem om garantien for arbejdsgivernes rettigheder, om den 1. januar - midvinter! - som udløbsfrist for alle priskuranter, og om forbudet mod formænds optagelse i fagforeningerne, men iøvrigt erklærede sig rede til ny forhandling om striden i snedkerfaget.

Højrepressen, der uden nogen undtagelse stillede sig på arbejdsgivernes side, stemte dag for dag tonen op i sine angreb på fagforeningerne. Lad os være fri for denne snak om »gensidig imødekommenhed«, skrev f.eks. »Nationaltidende«, man kender jo ikke lønreduktioner her til lands. »Som palen i et spil falder for og forhindrer byrden i at løbe ned, medens mandskabet puster, har arbejderorganisationen urokkelig kunnet holde status quo, når fremgang ikke var at opnå.« Nu måtte der sættes en bremse for fagforeningernes altfor store magt. Politiske beregninger spillede med ind. Ministeriet hørring stod nemlig på yderst svage fødder; dets afgang var et tidsspørgsmål om nogle måneder, allerhøjst et års tid. Der arbejdedes fra mange sider ihærdigt for den gamle tanke om et borgerligt centrumsparti med optagelse af alle arbejderfjendtlige elementer fra Højre og Venstre. En heftig litterær, fejde var just udbrudt dette forår i anledning af Edv. Brandes bog »Det unge blod«. Det Hegelske Forlag fik valget mellem bibelen og den moderne litteratur, og der indkaldtes til protestmøde mod »Politiken« - selv bekendte frisindede mænd fandtes blandt indbyderne. Den gamle fritænker Alfred Ipsen »gjorde op« med brandesianerne og blev »trods sit politiske venstrestandpunkt« yderst velvilligt anmeldt af Lars Dinesen, som ønskede det dybe skel i vort folk draget efter de sædelig-religiøse linjer. Vilh. Beck forlangte kriminel tiltale mod Brandes' bog - en ironiserende skildring af en godsejersøns liv -, og »Agrardagbladet« stemte i, indtil justitsminister Rump virkelig en skøn dag i maj beordrede tiltalen, til forfærdelse for de frihedsmænd, der havde indkaldt til protestmøde, og som nu skyndsomst aflyste det. I provinsen tog venstreredaktører som Sigurd Berg, Enevold Sørensen og Vilhelm Lassen ængsteligt afstand fra Brandes, det gjaldt jo om ikke at sætte det håbede venstreministeriums udsigter på spil. Højre så, hvorledes sammenholdet i oppositionen løsnedes, og håbede også at få socialismen gjort til delingslinje. Det sædeligt-religiøse skel var godt nok, men endnu bedre bundede forskellen mellem besiddende og besiddelsesløse. Partiet så sig formelig fornyet gennem den ny organisation af arbejdsgivere, og sprængtes forbundet mellem Venstre og socialdemokratiet, kunne Højre - måske i lidt udvidet skikkelse - blive ved magten mangen god dag endnu. Fredagen før pinse, den 18de maj, holdt Arbejdsgiverforeningen først hovedbestyrelsesmøde, derpå »generalforsamling« (omfattende et hundrede arbejdsgiverformænd for hele landet) og vedtog at dekretere generallockout i samtlige bygningsfag samt i jernindustrien og enkelte andre virksomheder fra onsdagen den 24. maj kl. 6 om morgenen. Det betød en udelukkelse af ca. 30,000 arbejdere. Man skiltes fra generalforsamlingen med hurraråb for, at arbejdsgiverne af den alvorlige kamp, som nu var begyndt, måtte gå ud som »herrer i deres værksteder og på deres arbejdspladser«, et emne, hvortil skåltalerne atter og atter vendte tilbage ved den middag, der fulgte efter generalforsamlingen, og ved aftenens festlige sammenkomst i Tivoli, der varede til den lyse morgen, og hvor det - som bladet »Dannebrog« senere skrev, da der blev tale om »drikkeriet« på arbejdspladserne - var tilstrækkelig synligt, at der ikke var drukket sodavand alene. Letsindigheden, pludseligheden og voldsomheden, hvormed Arbejdsgiverforeningen foretog et så uhørt skridt som dette med ét slag at gøre omtrent halvdelen af alle organiserede arbejdere brødløse, virkede fra første færd ugunstigt på den offentlige mening. Feltråbet: Herre i eget hus - var i sig selv ikke dårligt; enhver urtekræmmer med en svend, enhver gårdmand med en karl eller dreng, var hans interesser end aldrig så forskellige fra den store kapitals, måtte synes der var noget i det. Mangen en familie af embedsstanden, der ikke havde haft synderlig andet forhold til arbejderstanden end, lidt ærgrelse over, at en håndværker måske ikke gjorde et stykke arbejde netop således eller så hurtigt eller på den dag, det ønskedes, fandt højrebladenes tale om de fordringsfulde og storsnudede arbejdere ganske vel begrundet; mangen husmoder, som havde haft lidt vrøvl med sin tjenestepige, forstod så inderlig godt mestrenes klage over, at det var umuligt at have folk i vore dage. Der var i sådanne kredse slet ikke så ringe en stemning for, at arbejderne kunne have godt af nogle klø. Men der var på den anden side noget i krigserklæringen, som ikke tiltalte; de præster og andre ideens mænd, som lige havde haft travlt med i moralens og religionens navn at bekæmpe brandesianismen og materialismen, havde ikke så ganske let ved at bruge de samme hellige navne i en sultekrig mod arbejderne, deres hustruer og børn. Den gammeldags frihedsforståelse oprørtes ved læsningen af arbejdsgivernes lockout erklæring, som forbød samtlige tegl- og kalkværker, cementfabrikker osv. at udlevere varer under lockouten, og som på bød at afbryde al forretningsforbindelse med folk, som støttede arbejderne. Dertil kom, at Venstres ledere hurtigt opdagede den politiske fare, der ville være forbunden med et altfor fuldstændigt nederlag for arbejderklassen. Der var noget i generallockouten, som smagte af militarismen, og der var andet, som mindede om provisorismen. Arbejdsgiverne havde nemlig i skyndingen glemt, at der i en hel række af de fag, som man nu så brat erklærede krig, bestod skriftlige overenskomster, der påbød forhandling, i visse tilfælde voldgift, inden arbejdet måtte standses. Da arbejdsgiverlederne vågnede noget sent på formiddagen pinselørdag, fandt de en morgenpresse, der ikke så ganske behagede dem. Den foregående aften havde »Socialdemokraten«s redaktion været i feberagtig virksomhed, ikke alene for selv at skabe et blad, der kunne påvirke den offentlige mening i arbejdervenlig retning, men også for at forsyne den øvrige presse, særlig naturligvis venstrebladene, med materiale til en velvillig bedømmelse af den vældige kamp, der pånødtes arbejderne. A. C. Meyer gik til Secher ved »Dannebrog«, Borgbjerg til Hørup, andre medarbejdere til provinsbladenes københavnske korrespondenter osv. for at sætte dem ind i hele den indviklede .historie med de syv jyske byer, bygningssnedkernes udtræden, de stedfundne kontraktbrud, de otte punkters betydning. Herved vandt arbejderne straks ved kampens begyndelse et hestehoveds forspring i den offentlige menings omdømme, og dette forspring voksede efterhånden, dels ved deres egen holdning, dels ved en række lidet forstandige skridt fra arbejdsgivernes side. Hvad er meningen? - spurgte tømrernes formand From-Petersen i en skrivelse til mestrenes Centralforening: vi læser i bladene, at vi skal udelukkes fra onsdag morgen, men i følge overenskomst må ingen strejke eller lockout erklæres uden først at være forelagt det stående fællesudvalg; og for ganske nylig har mestrene udtalt deres glæde over, at det ved loyalt samarbejde er lykkedes at skabe rolige arbejdsforhold i faget til gavn for begge parter. Nu afbryder man dette samarbejde, endogså uden at give os meddelelse derom, skønt der ikke for tiden findes den mindste strid mellem vore organisationer! Tømrerne så vel som murerne, smedene, arbejdsmændene og flere andre fag, der ligeledes havde bestående overenskomster med arbejdsgiverne, indankede det formentlige kontraktbrud for »Fællesudvalget af 26. april 1898«, hvis myndighed til at dømme i disse sager imidlertid blev bestridt af Arbejdsgiverforeningen: de bestående overenskomster, hed det, gjaldt kun stridsspørgsmål i det enkelte fag, ikke arbejdsstandsninger, der dikteredes af hovedorganisationen. Men fællesudvalget erklærede sig kompetent og afsagde efter en vidtløftig rettergang enstemmigt følgende kendelse: »Den stedfindende lockout skønnes ikke at være et retsbrud, som kan medføre erstatning eller bøde, men derimod for så vidt at være i modstrid med de mellem parterne sluttede overenskomster, som lockouten skønnes at være i uoverensstemmelse med de forudsætninger, som klagerne kan have haft føje til at gå ud fra ved overenskomstens oprettelse.« Denne kendelse gav arbejderne moralsk ret uden dog at dømme arbejdsgiverne juridisk. Den uklare formulering var Deuntzers og Bramsens værk og havde til formål at gøre det muligt for begge parter at modtage fællesudvalgets tilbud om mægling. Både arbejderne og arbejdsgiverne modtog tilbudet, og fællesudvalget omdannede sig til »Enighedskammer«, men den forhandling, der nu fulgte og som strakte sig langt hen på sommeren, viste noksom, at arbejdsgiverne kun havde én interesse, nemlig den at trække tiden ud, således at lockouten kunne få lov til at gøre sin gerning. Deres delegerede under forhandlingerne var selve krigspartiets førere: direktør Ludvig Christensen, København, der repræsenterede jernindustrien, arkitekt Thomsen, Slagelse, og snedkermester Haslund, Hjørring. De fastholdt ikke blot »de otte punkter« som »fanen«, der under ingen omstændigheder ville blive opgivet, men opstillede tillige en række nye punkter, hvis mening i korthed var den, at fagforeningerne skulle omdannes til en slags fogder, der hjalp arbejdsgiverne med at gennemføre deres vilje overfor arbejderne og under strafansvar garanterede for gennemførelsen. Særlig harme vakte det fornærmelige krav om ordensbestemmelser til bekæmpelse af »drikkeri, driveri og tobaksrygning« i arbejdstiden, fordi det forudsatte, at arbejderstanden var tilbøjelig til sligt, medens det dog - som bladet »Dannebrog« bemærkede - var vitterligt nok. At »altfor mange mestre fordrev altfor mange timer af dagens bedste ved portvinsflasken«; skulle der altså være tale om tvangsafholdenhed, kunne arbejderne med samme ret kræve vinstuerne afskaffet som forretningsbørser.

Arbejdsgivernes ledere ville i virkeligheden hverken vide af mægling eller forlig. De ville for en gangs skyld sejre, - sejre helt og klart. »Denne kamp« - skrev Højrebladet »Slagelseposten« samme dag, generallockouten udbrød - »må føres til ende. Opgives den på halvvejen ved den bekendte »gensidige imødekommenhed«, betyder et sådant forlig et absolut nederlag for Arbejdsgiverforeningen, og så burde kampen aldrig have været oplaget.« Og »Højrebladet«, der lod til at glemme, at det var organ for en »arbejder- og vælgerforening«, erklærede senere: »Arbejdsgiverne vil have arbejdernes nederlag så komplet afgørende og knusende, som det på nogen måde kan blive.« Den 24de maj, da lockouten iværksattes, drog arbejdsgiverforeningens formand, N. Andersen, på en fem ugers baderejse til Ems. Man ventede i arbejdsgiverkredse lockouten endt på seks uger, allerhøjst et par måneder - hvor skulle et så stort antal arbejdere få midler til underhold i længere tid? »Vi betragter,« sagde en teglværksdirektør, »lockouten som et par måneders frost,« - der iøvrigt ikke kom ubelejligt, thi flere teglværker var overbebyrdede med bestillinger. De lavede nu sten på oplag og håbede ved midsommertid, når lockouten sluttede, at få rivende afsætning. Arbejderne lod sig imidlertid hverken bedøve af det voldsomme slag eller skræmme af truslerne. Der åbnedes indsamlinger både i Danmark og i udlandet, hvor generallockouten vakte den største opmærksomhed; partiets og fagforeningernes gode internationale forbindelser kom nu de udelukkede i høj grad til gode. De fleste af de ramte fagforeninger erklærede sig iøvrigt i stand til at klare sig selv den første tid, alle de enkelte medlemmer gav afkald på understøttelse de første fjorten dage, mange i længere tid. Det viste sig, at arbejdsgiverne til deres egen skade havde troet på Højrebladenes fortælling om de letsindige arbejdere, der ikke forstod at spare i de gode tider. I virkeligheden stod ikke blot mange af fagforeningerne med ganske vel forsynede kasser, men tusinder af arbejdere havde hver for sig en pæn sparekassebog, som de nu greb til for ikke at svække fagforeningens kasse. Blandt de arbejdere, som ikke berørtes af lockouten, opstod der en sand kappestrid i offervillighed. Man tegnede sig for 70 øre i ugentligt bidrag, for 1 krone, ja for indtil 3 á 4 kroner, eller for en vis del af ugelønnen, indtil 25 pct., foruden de mange bidrag, der ydedes lejlighedsvis gennem de tusinder af kuponbøger, der gik rundt på værksteder og arbejdspladser, ved møder og sammenkomster. Mange arbejdere tog ud på landet og fik arbejde dér, de yngre og ugifte håndværkssvende drog til udlandet, særlig til Tyskland og England, hvor danske arbejdere overalt var velansete og efterspurgte. Arbejdsgiverne søgte at forhindre de udelukkede i på denne måde at unddrage sig sultepisken; de oprettede i hver købstad et kontroludvalg, som omhyggeligt påså, at ingen købmand solgte arbejdsmaterialer til nogen udelukket, og som foretog strejftog i landsbyerne med advarsel til småmestre og gårdmænd mod at beskæftige udelukkede. Til landboforeningernes medlemmer sendtes anti-socialistiske flyveblade og opråb om ikke at antage udelukkede arbejdere eller på anden måde yde dem bistand, da dette kun ville »forlænge striden eller vanskeliggøre en afslutning.« Offentliggørelsen af disse og andre boykottingsbreve bidrog dog ikke til at stemme den offentlige mening gunstig for arbejdsgivernes sag. Uhyre opsigt vakte en offentliggørelse i »Vorwärts« af en skrivelse af 29. maj fra Arbejdsgiverforeningens næstformand, snedkermester Kaspar Bostrup, til det tyske arbejdsgiverforbund i bygningsfagene, hvori han advarede tyske arbejdsgivere mod at antage danske arbejdere og sluttede med disse ord: »Til gentjeneste stedse parat sender vi forbindtligst vor kollegiale hilsen.« Den prøjsiske regeringspræsident i Slesvig, von Köller, havde netop den foregående vinter ladet mange danske udvise af Sønderjylland, særlig mange tjenestefolk, og det danske socialdemokrati havde protesteret herimod med ikke ringe virkning, bl.a. forsynet Liebknecht med materiale til at støtte den danske repræsentant Gustav Johansen ved hans interpellation i den tyske Rigsdag. Der indledtes et nøje samarbejde mellem de danske sønderjyder og Tysklands socialdemokrati. Den offentlige mening påvirkedes, og udvisningerne indstilledes efterhånden. Men efter Rostrups brev til de tyske kolleger gennemhånede fortyskningspressen i Slesvig de danske sønderjyder, og udvisningerne begyndte påny; mellem de udviste var også flere udelukkede, hvorved von Köller altså direkte kom til at støtte den danske Arbejdsgiverforening. Redaktør Jessen i Flensborg vendte sig, skønt politisk meningsfælle med det danske Højre, forarget mod lockoutmændenes optræden, og Venstrepressen i Danmark med Albertis »Dannebrog« i spidsen spurgte med virkning Højre, hvorledes dette parti, der endogså havde brudt Grundloven »for fædrelandets og det nationale forsvars skyld«, og som næsten havde taget patent på »den sønderjyske sag«, kunne forsvare et brev som Rostrups. På samme tid udbredte selv konservative verdensblade som Times og Le Temps de danske arbejderes ros til alle lande og bidrog derved til at skaffe dem beskæftigelse. Man havde i udlandet ingensinde set mage til den mønsterværdige holdning, som de 30,000 danske udelukkede og deres kammerater indtog. Grundlovstoget gennem Københavns gader den 5te juni blev naturligvis en storslået demonstration mod generallockouten, mange symbolske fremstillinger og talløse standartindskrifter viste, hvilken harme der besjælede arbejderne mod de kontraktbrydende arbejdsgivere. Kort og fyndigt udtrykte således kedelsmedene deres opfattelse i følgende linjer: et ord et ord, en mand en mand, en pjalt - en pjalt. Og på Fælleden faldt der selvfølgelig harmglødende udtalelser mod dette voldsomme overfald på arbejderstanden. Men der fandt ikke den mindste uorden sted; ikke ét beruset menneske blev om aftenen ført til politistationen. Denne grundlovsfest var den kraftigst mulige gendrivelse af arbejdsgivernes fortællinger om de utålelige forhold på arbejdspladserne. Der blev under hele lockouten ikke ført andre udelukkede for politiet end former Christian Ravnkilde, - der tilkaldtes for at modtage medaillen for ædel dåd. Han havde ved en brand på Nordvestvej reddet fire menneskers liv. Da skolebørnenes ferietid nærmede sig, gjaldt det om at få så mange som muligt ud til landboerne, som også gennemgående udfoldede stor gæstmildhed. Der var dog gårdmænd og proprietærer, som agtede på arbejdsgivernes advarsel og af hensyn til lockouten ikke modtog feriebørn. En godsejer Grandjean på »Vennerslund« på Falster befalede sin godsforvalter at sende to børn af udelukkede forældre tilbage til København; godsforvalteren måtte bøje sig, men tog samtidig sin afsked. Børnene blev for resten anbragte hos en sognepræst i nærheden af godset. Overhovedet nedlagde ikke få præster varm indsigelse mod den umenneskelighed, hvormed kampen førtes fra arbejdsgivernes side. Det kristelig-sociale udvalg, hvori mænd som professor Harald Westergård, pastor H. Ostenfeld på Frederiksberg og pastor H. Koch i Hellerup havde sæde, opfordrede til at støtte de udelukkede både moralsk og materielt. Professor Westergård tilbød forøvrigt på et tidligt tidspunkt af lockouten sin mægling, men blev afvist af arbejdsgiverne, som ville være fri for »de ubehjælpsomme idealister« og »ædle vrøvlehoveder« der sværmede i disse tider. Pastor Koch modtog fra murermestrenes, vognmændenes, maler, snedker og tømrermestrenes foreninger i Nordre Birk en alvorlig protest imod, at han »modarbejdede netop den klasse af medborgere, der ved frivillige bidrag tilvejebragte en del af den løn, med hvilken hans præstelige gerning honoreredes.« På grundlag af disse og andre lignende skrivelser stemplede »Socialdemokraten« Højre som et »revolutionært, fædrelandsløst og kristendomsfjendsk parti.« Revolutionært - thi det forsvarede generallockouten og havde dog tidligere kaldt dens sidestykke, generalstrejken, for revolutionens begyndelse; fædrelandsløst - thi arbejdsgiverne kaldte tyske kapitalister til hjælp mod danske arbejdere; kristendomsfjendsk, thi man truede de præster, der talte menneskelighedens og den sociale freds sag; man boykottede de næringsdrivende, der samlede ind til nødlidende kvinder og børn. Der var præster, som opfordrede til almindelig kirkebøn for lockoutens snarlige ophør; den Kgl. Konfessionarius, stiftsprovst Paulli, holdt foredrag for arbejderne i Rømersgade, og samtlige københavnske præster udstedte et opråb, hvori de bad om denne »borgerkrig«s ophør og opfordrede regering og Rigsdag til at fremme en social lovgivning, der kunne berede en rolig og lykkelig fremtidsudvikling. Der dannedes komiteer til bespisning af kvinder og børn, trods arbejdsgiverpressens protest imod på denne måde at styrke arbejdernes modstandskraft. En institution, hvortil der de foregående år var gjort tilløb, men som nu fik en fast og varig organisation, var »Børnenes Kontor«, der skaffede trængende børn fra kommuneskolerne tøj til deres ferieophold på landet. Det var en medarbejder ved »Socialdemokraten«, cand. pharm. Marius Jensen, og hans hustru, der gennemførte - og fremdeles leder - dette foretagende, som senere er udvidet til også at skaffe trængende kvinder og børn julemad. Fagforeningerne har altid hørt til dette kontors sikreste og offervilligste støtter.

Midt i juli, da lockouten havde varet omtrent to måneder, opløstes Enighedskammeret uden resultat. Arbejdsgiverne fastholdt nemlig »de 8 punkter« med nogle forklarende anmærkninger; arbejderne opstillede et modforslag, der anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede arbejdet og fastlønnede formænds ret til ikke at være medlemmer af fagforeningerne, men tillige hævdede fagorganisationens medbestemmelsesret ved fastsættelsen af arbejdsvilkår og krævede 9 timers dagen gennemført fra næste forår. Formanden, professor Deuntzer, afsluttede forhandlingerne i Enighedskammeret med at foreslå lockouten hævet fra den 20. juli, hvorpå en voldgiftsret inden otte dage skulle afgøre de punkter i de to forslag, hvorom der ikke var opnået enighed. Arbejdernes repræsentanter sluttede sig til Deuntzers forslag, men arbejdsgivernes afviste det, og Deuntzer nedlagde sit hverv som formand. Fællesudvalget var sprængt. Denne sprængning bidrog selvfølgelig til at styrke arbejderne i den offentlige mening, som stadig stærkere vendte sig mod arbejdsgiverne. Arbejderpressen udfoldede næsten overmenneskelige anstrengelser, og det lykkedes virkelig at holde selvtilliden vedlige og modet oppe blandt de udelukkede gennem de mange arbejdsløse uger. De lange forhandlinger for fællesudvalget, hver dags spænding, hver uges mulighed for en afslutning, hjalp til at føre ud over de første vanskelige måneder. Da man først havde opdaget, at man kunne holde ud i månedsvis, var det lettere at blive ved endnu et stykke tid. Pengene strømmede efterhånden ganske rigeligt ind, også fra udlandet, særlig fra Sverige og fra Tyskland, hvor højkonjunkturerne endnu holdt sig. Den første million kroner var allerede uddelt, hvorfor skulle det ikke lykkes at skaffe den anden og den tredje! I nødsfald kunne man gå over til naturalieforplejning; Fællesbageriet uddelte allerede et par tusinde rugbrød gratis hver uge, og der indkøbles flæsk i store partier, særlig svinehoveder og svineindmad, med betydelig fordel. Da høsten kom, søgte adskillige arbejdere beskæftigelse på landet. Der var provinsbyer, hvor der til tider næsten ingen udelukkede fandtes. I kyst og fjordbyerne tog mange arbejdere på fiskeri og skaffede sig derved både mad på bordet og nogen indtægt ved salg til byens og omegnens folk. De udelukkede oprettede kontorer, der tilbød arbejde udført, og flere større fag i København dannede aktieselskaber, der overtog enkelte ikke helt ubetydelige foretagender trods de hindringer, arbejdsgivernes boykotting lagde i vejen. Socialdemokratiets kommunale indflydelse hjalp også til at skaffe arbejde. Enkelte byråd vedtog selv direkte at gennemføre planlagte foretagender; Københavns kommunalbestyrelse fremmede nogle større vejarbejder, hvorimod den med hensyn til byggeforetagender hindredes af de gældende licitationskontrakter. Det kom om disse forhold til bevægede forhandlinger i borgerrepræsentationen, og det vedtoges for fremtiden at fjerne lockout klausulerne, ligesom man vedtog oprettelsen af en kommunal arbejdsanvisning med lige indflydelse for arbejdere og arbejdsgivere. For vedligeholdelsen af de udelukkedes åndelige spændstighed sørgedes der ved møder, foredrag og læsestuer. Redaktør Julius Schiøtt organiserede hele forelæsningsrækker under navnet »de udelukkedes universitet«, og den iver og flid, hvormed mange arbejdere benyttede den nødtvungne ferie til at udvide deres kundskaber, bidrog til at skabe dem stadig voksende sympati. Forfattere og skuespillere oplæste litteraturens mesterværker, de bedste sangere, sangerinder og musikere gjorde tonekunstens skatte tilgængelige for arbejderne. I sit majdigt havde Schandorph skrevet om proletaren: Aldrig han hører en tonende klang, aldrig han øjner en fint svungen linje, aldrig han nemmer en tanke med trang op imod sol som en stammerank pinje. Den store lockout førte tusinder af arbejdere ind i museer og kunstsamlinger under kyndig vejledning af Studentersamfundets medlemmer. Præster foranstaltede kirkekoncerter for de udelukkede. Det var, som om hele det København, der stod udenfor arbejdsgivernes kreds, blev grebet af en mægtig trang til at gøre lockoutens ofre deres ufrivillige lediggang så nyttig og fornøjelig som muligt. Lockouten gik nu på sin tredje måned, uden at der endnu var mindste tegn på svigtende modstandskraft hos arbejderne. Men de næringsdrivende følte et stadig pinligere tryk, de holdt møder og indgav adresser om kampens afslutning. Alt forretningsliv lammedes, og bankerne begyndte at ængstes. En nat hen imod slutningen af juli meddelte maler J. Jensen på »Socialdemokraten«s kontor et par venner og meningsfæller under den ubrødeligste tavsheds løfte, at bankdirektør Axel Heide i forbindelse med veksellerer Laurids Bing og borgerrepræsentationens formand, Herman Trier, havde følt sig for både hos ham og hos Arbejdsgiverforeningens formand, N. Andersen, om muligheden for et forlig på vilkår, der ved nærmere forhandling måske kunne blive antagelige. Jensen lagde ikke skjul på de vanskeligheder, dette tilbud beredte ham. Indlod han sig først på det, måtte forliget gennemføres, - ellers kunne arbejdernes stilling let svækkes overfor den offentlige mening. Men trods den rolige overflade gærede der en uhyre forbitrelse i arbejdernes sind. Mange var stemt for, at kampen, nu den én gang var begyndt, skulle føres igennem til det yderste. Der drøftedes hist og her planer om modforholdsregler, f.eks. generalstrejke i virksomheder, der ville berøre samfundet på de ømmeste steder. Der var en udbredt stemning for at kræve erstatning, navnlig i form af 9timersdagens gennemførelse. Ja, der næredes hos enkelte mænd ville planer om, at skulle kampen endelig ende med et nederlag, så kunne fagforeningerne simpelthen opløse sig formelt; der var da ingen at slutte fred med, og arbejdsgiverne ville da netop få de utålelige forhold på værkstederne, som de hidtil ikke havde kendt, men nok snart skulle blive kede af.

J. Jensen indså, at der rimeligvis kunne gennemføres et forlig, hvorved alt i realiteten blev ved det gamle, men om erstatning kunne der ikke være tale. Efteråret nærmede sig, og derpå vinteren. Hundredtusind arbejderfamiliers velfærd lå på hans skuldre, samfundets hele udvikling for adskillige år var afhængig af hans beslutning, industriens trivsel - denne livsbetingelse for selve arbejderbevægelsen - beroede i delte øjeblik på hans optræden. »De har haft let nok« - ytrede han bittert - »ved at åbne krigen. De har vist næppe tænkt sig vanskeligheden ved nu at få 70,000 forurettede arbejdere til samlet at slutte fred uden klækkelig erstatning.« Og Jensen ønskede sig i et øjebliks træthed efter sommerens uhyre anspændelse langt bort til et lille husmandssted, hvor han kunne arbejde for sig selv og sine uden at stå til ansvar for hele arbejderstandens, for hele samfundets ve og vel. »Vov det!« - sagde hans venner, og han vovede det. Der kom ved de tre mægleres hjælp forligsforhandlinger i gang og udarbejdedes en overenskomst, hvorved arbejderne opgav erstatningskravet (den 9 timers arbejdsdag), og arbejdsgiverne fjernede alle de skarpe kanter i »de 8 punkter«, først og fremmest den fælles opsigelsesfrist til 1ste januar. I de første dage af august blev forligsforslaget forelagt for de Samvirkende Fagforbunds repræsentantskab, der antog det som forhandlingsgrundlag, men dog ønskede enkelte ændringer, navnlig ønskede man udtrykkeligt fastslået, at anerkendelsen af arbejdsgivernes - under de nuværende samfundsforhold i og for sig selvfølgelige - ret til at lede og fordele arbejdet ingen forandring gjorde i de gamle overenskomster, der bestod i en række fag, og som på visse punkter hjemlede arbejderne indflydelse på arbejdsordningen, for så vidt den vedrørte arbejdsvilkårene. Det kom herom til forhandling mellem tre delegerede fra repræsentantskabet og tre delegerede for Arbejdsgiverforeningen, som imidlertid ikke ville gå ind på de nævnte ændringer: Arbejdsgiverforeningen havde strakt sig så vidt, som den overhovedet kunne - »fanen« var jo opgivet -, når den skulle holde sammen; men de delegerede forsikrede personligt, at man ikke tænkte på at røre ved de gamle overenskomster. I henhold til disse forsikringer gik fagforbundenes repræsentantskab ind på forligsforslaget. Om lørdagen, den 5. august, godkendtes det af arbejdsgiverforeningens generalforsamling. Mandag aften den 7. august skulle det forelægges på et hovedbestyrelsesmøde i de Samvirkende Fagforbund. Om lørdagen offentliggjordes forligsforslaget og kommenteredes af »Socialdemokraten« i fredsvenlig ånd. Da hændte det, at der lørdag aften blev tilstillet - ingen vidste hvorfra - flere fagforeningsledere nogle tryksager, indeholdende bl.a. værkstedsregulativer og en plakat om »anmeldelseskontorer«, underskrevne med »Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening«s navn. Værkstedsregulativerne stred på flere punkter mod det offentliggjorte forligsforslag, og anmeldelseskontorerne kunne kun opfattes som et slags »sortekamre«, hvor der i fremtiden skulle holdes kontrol med hver enkelt arbejder. Disse papirers fremkomst - der tydede på et planlagt forligsbrud endnu inden forliget var vedtaget - fremkaldte stor ophidselse i arbejderkredse og en bevæget debat på fagforbundenes møde mandag aften. Fra én side gjorde man gældende, at de nævnte papirer - hvis ægthed ikke blev bestridt af arbejdsgiverne, kun erklærede man dem for foreløbige udkast - var spillet arbejderne i hænde fra arbejdsgivernes krigsparti, der selv var blevet overstemt, men nu ønskede forliget forkastet af arbejderne. Fra anden side fandt man det under disse forhold uværdigt at vedtage forliget - hvad værdi havde bl.a. de mundtlige forsikringer, der var gjort de delegerede? Adskillige fagforeningsledere fastholdt erstatningskravet og ankede over, at »Socialdemokraten« havde bragt artikler i forligsvenlig ånd. J. Jensen, P. Knudsen, M. C. Lyngsie og flere stillede forslag om at godkende forliget, men med det forbehold, at der ikke nogetsteds indførtes værkstedsregler, som ikke var fremgåede af forhandling mellem organisationerne i henhold til forligsforslagets forudsætninger. Forhandlingen varede den hele nat; på alle redaktionskontorer sad man oppe for at modtage resultatet, hele byen, hele landet ventede nervøst på udfaldet af delte møde. På »Socialdemokraten«s kontor ringede telefonen uafbrudt med forespørgsler om resultatet. Til sidst stillede ringningen af, de andre redaktioner gik efterhånden i seng, men »Socialdemokraten«s trykning blev udsat og den fornødne plads holdt åben til meddelelserne fra Rømersgade og den eventuelle kommentar. Kl. 4 om morgenen var afstemningen forbi. Forligsforslaget med det nævnte forbehold var vedtaget, men kun med 128 stemmer mod 98. Disse 98 ville, overhovedet ikke afslutte forlig uden erstatning. En hastig rådførsel mellem redaktøren, J. Jensen og P. Knudsen, nogle hurtigt nedskrevne linjer, og bladet gik i trykken for få timer efter at meddele det befriede København, at lockouten skulle hæves - når da arbejdsgiverne, hvad der forudsattes, gik ind på det selvfølgelige forbehold. »Socialdemokraten«s taktik: at betragte lockouten som faktisk afsluttet, vakte ikke almindelig tilfredshed i fagforeningskredse, men var aldeles nødvendig, hvis forliget, hvad man nærmest var tilbøjelig til at vente, skulle briste; thi det gjaldt da om at bevare den offentlige menings sympati. I virkeligheden var J. Jensen yderst betænkelig ved at afslutte et forlig imod omtrent halvdelen af hovedbestyrelsesmedlemmernes ønske. I den skrivelse, hvormed han meddelte N. Andersen udfaldet, understregede han forbeholdet meget skarpt - så skarpt, at Arbejdsgiverforeningen fandt det uantageligt. »Det er jo derom« - sagde krigspartiet - »hele kampen har stået; skal vi nu i den skarpest mulige form anerkende fagforeningernes medbestemmelsesret også ved værkstedsreglers udarbejdelse, da lider vi jo det øjensynligste nederlag.« Lockouten blev altså fortsat, og J. Jensen - den absolutte fredsven, derom nærede ingen mindste tvivl - åndede lettet, thi nu kunne fagforeningerne holde sammen, og den offentlige mening gav arbejdsgiverne skylden for krigens fortsættelse. Lockouten udvidedes til vogn- og beslagsmede, cementfabriksarbejdere, en mængde arbejdsmænd i forskellige virksomheder og til skrædderne, blandt andet udelukkedes et stort antal kvindelige herreskræddere; antallet af udelukkede nåede dermed 40,000. Men pengene strømmede vedblivende ind. I alt brugtes der til understøttelse af de udelukkede 2 millioner 814,000 kroner, hvoraf de 678,000 kr. kom fra udlandet. Tyskland gik i spidsen, derefter kom England og Sverige. Også fra Norge, Holland og Nordamerika kom gode bidrag, det sidste sted udfoldede særlig redaktøren af »Den danske Pioner«, Sophus Neble, en utrættelig indsamlingsvirksomhed blandt Fristaternes skandinaver. Helt nede fra Kapstaten, ja oppe fra Grønland kom der adskillige hundrede kroner. Arbejdsgiverne begyndte derimod at trættes, omkring i købstæderne holdtes møder af mestre, som forlangte lockouten sluttet; hist og her brød enkelte arbejdsgivere ud og genoptog arbejdet trods de store bødestraffe og den strenge boykotting. I København gik der i midten af august panik i publikum, og mange millioner kr. udtoges af sparekasser og banker. Fredsstemningen i arbejdsgiverkredse voksede, men også fagforeningernes ledere indså, at blev der ikke fred snart - hvorved der endnu kunne vindes nogle efterårsmåneder til arbejde -, gik land og folk en grufuld vinter i møde. Man begyndte for alvor at drøfte tanken om generalstrejke i visse fag for at fremtvinge en afgørelse, - da selve konsejlspræsident Hørring indledte forhandling med N. Andersen om muligheden af lockoutens afslutning. Det var en offentlig hemmelighed, at man i hofkredse så med stigende uvilje på kampens fortsættelse. Kort efter søgte en af arbejdsgivernes repræsentanter i det opløste Enighedskammer, overretssagfører J. L. Busch, forbindelse med en arbejderrepræsentant fra det samme kammer, landstingsmand C. C. Andersen. Det viste sig, at det Heide-Bing-Trierske forligsforslag kunne blive antageligt for arbejderne, når der foretoges følgende tre ændringer eller tilføjelser: bestående overenskomster skulle forblive uberørte af den ny overenskomst, der måtte ikke udarbejdes arbejdsregulativer i strid med forligets bestemmelser, og i stedet for Hof- og Stadsretten som dommer i spørgsmål om forligets overholdelse skulle der træde en af arbejdere og arbejdsgivere med lige mange medlemmer valgt voldgiftsret med en selvvalgt formand, så snart en sådan ret af lovgivningsmagten fik myndighed til at stævne vidner med samme vidnepligt som for de almindelige domstole. Arbejdsgiverne stillede sig først modvilligt til dette ny forslag, men den offentlige mening krævede energisk stridens afslutning. Mandag aften den 28. august vedtog fagforbundenes hovedbestyrelser enstemmigt det ny forlig. Onsdag den 30. mødtes arbejdernes og arbejdsgivernes to forretningsudvalg til forhandling hos bankdirektør Heide og forhandlede fra kl. 9 til 5, uden at de dog endnu kunne enes. Det gjaldt om at give de ny tilføjelser til forliget en form, der var så lidt stødende overfor arbejdsgiverne som muligt. Efter mødets afslutning spiste arbejdsgiverne til middag i »Standard«, og her indfandt Heide sig nu, efter først at have rådført sig med Bing og Trier. Det lod til, at middagen virkede forsonliggørende på arbejdsgiverne. Kl. 11½ om aftenen ringede nemlig Heide »Socialdemokraten«s redaktion op og meddelte, at han absolut måtte have en samtale endnu samme aften eller nat med fagforeningernes ledere. Borgbjerg satte sig øjeblikkelig i en droske og kørte til P. Knudsen, der var fungerende formand - J. Jensen havde nogle dage ligget syg af overanstrengelse -, fik ham vækket og kørte derpå videre til Martin Olsen, hvor gadedøren uheldigvis var lukket. Men det lykkedes tilsidst at komme ind i gården og op ad køkkentrappen. Medens Martin Olsen klædte sig på, fik P. Knudsen sendt bud efter Sigvald Olsen og murer Henr. Rasmussen, hvorpå de fire mænd begav sig til Heides bolig ved Holmens Kanal. Klokken var imidlertid blevet langt over midnat, Trier og Bing var gået hjem, og Heide gået i seng. Men da det ringede på portklokken, stod han op og modtog i tøfler og med en gul regnfrakke over natskjorten de fire arbejderførere. De forhandlede til kl. 3 og blev omtrent enige om det ny forligs ordlyd. Næste morgen tidlig forhandlede Heide påny med arbejdsgiverne; om middagen fik han, Trier og Bing foretræde hos Hørring, som lovede at ville forelægge et lovforslag om vidnepligt for den omtalte voldgiftsret. Om aftenen drøftede begge de fjendtlige lejre stillingen hver for sig, og fredag formiddag den 1. september mødtes de to forretningsudvalg fuldtalligt - J. Jensen deltog trods sin sygdom - og vedtog det endelige forlig. Imidlertid skulle der tillige opnås enighed om snedkerkonflikten, hvad der var særlig vanskeligt, fordi de københavnske bygningssnedkere stod udenfor Fællesorganisationen. Der forhandledes hele søndagen og opnåedes delvis enighed: de resterende stridsspørgsmål overgaves til en voldgiftsret bestående af Heide, Trier og Bing. Kendelsen faldt nogen tid efter og blev tilfredsstillende for snedkerne. Mandag middag kl. 12 holdt Arbejdsgiverforeningen og de Samvirkende Fagforbund henholdsvis generalforsamling og hovedbestyrelsesmøde, hvor forliget vedtoges. Om aftenen fejredes fredsslutningen med kæmpemøder i arbejdernes forsamlingsbygninger og illumination. Tirsdag den 5te september blev overenskomsten højtideligt underskrevet af de to forretningsudvalg og af de københavnske bygningssnedkeres formand. Nogle dage efter genoptoges arbejdet overalt efter omtrent 16 ugers standsning. Resultatet var kort og godt status quo, opretholdelsen i alt væsentligt af de tidligere tilstande. I stedet for Fællesudvalget af 1898 sattes den permanente voldgiftsret; Hørring holdt ord og gennemførte i løbet af vinteren en lov om vidneførsel for denne domstol, hvorved selve statsmagten anerkendte de Samvirkende Fagforbund som den danske arbejderklasses enegyldige organ i faglige spørgsmål. Den store lockout rystede tusinder af uorganiserede arbejdere op af sløvhed. I dette kampår stiftedes over halvandet hundrede ny fagforeninger, og de Samvirkende Fagforbunds medlemsantal voksede til 83,000. Efter lockoutens afslutning i begyndelsen af september fulgte et par travle arbejdsmåneder, og de gode tider holdt sig endnu det næste forår. Smedene opnåede i marts en overenskomst med en mindsteløn af 32 øre i timen og fuld anerkendelse af deres faglige medbestemmelsesret. Arbejdsmændene foretog et stærkt fremstød. Deres fagforbund voksede i året 1900 til 30,000 medlemmer. I de to år siden forbundets optagelse i de samvirkende var der opnået en million kroner i lønforhøjelser, og arbejdstiden var indskrænket ikke så lidt. Overhovedet kunne alle arbejdere i dette århundredets sidste år med tilfredshed se tilbage på den svundne tid, siden socialismen kom vækkende og samlende til landet. Overbyes vers: ... Og jorden så aldrig så usselt et kuld som det, der på den nu har hjem, gjaldt ikke mere, det var forældet i kraft af selve den arbejderbevægelse, hvis sanger han var. En frugtbar tid med kamp og sejre var oprunden, med en førstegrøde af vundne resultater, som varslede den rigeste høst. I 1872 var den gennemsnitlige arbejdstid 11 timer 20 minutter; den var i 1900 forkortet til 10 timer. Samtidigt var den gennemsnitlige timeløn forhøjet fra knapt 20 til 35½ øre. For det hundrede tusinde voksne mandlige arbejdere, der beskæftigedes i industri og håndværk, betød det, at deres samlede årsløn nu udgjorde 107½ million kroner, medens den efter lønningerne i 1872 kun ville have udgjort 67½ million. Altså en vinding af 40 millioner. Kampe, ofre og lidelser havde det kostet. Men når det blev sagt fra modstandere af den faglige bevægelse, at den skadede og lamslog dansk industri, så godtgjorde ikke blot industriens rivende fremgang, men også en strejkestatistik fra Statens Bureau, at dette ikke holdt stik. Strejker og lockouter i årene 1897 og 1898 - der var opgangsår med mange lønkonflikter - havde krævet netop så mange arbejdsdage, som svarede til én dags arbejdshvile om året for hele industrien. En eneste af de talrige »bededage«, som Struensee afskaffede i det opkommende borgerskabs interesse, havde arbejderne altså lagt beslag på til fremme af deres tarv. De havde vundet 40 millioner. I virkeligheden kun en ringe del af samfundsarbejdets voksende udbytte, en mundsmag, der vakte appetitten, men ikke tilfredsstillede den. Et nyt ideal - arbejdets ret til det fulde arbejdsudbytte - var samtidigt blevet den danske arbejderklasses eje; der var vokset et socialdemokrati op sammen med fagforeningerne. Den store lockout styrkede ikke blot fagbevægelsen, men vakte tusinder af håndværkere og arbejdsmænd til socialistisk bevidsthed. Den raske unge tømrersvend med den gode sangstemme derude i provinsen, som havde følt sig hædret ved optagelse i borgerklubben og tankeløst stemt sammen med bedsteborgerne ved alle valg, var pludselig blevet kastet på gaden af disse samme bedsteborgere - fordi nogle mestre og svende i en jysk ravnekrog ikke kunne enes. Hvorhen han vendte sig, til nabobyen, til landet, til Tyskland mødte han arbejdsforbudet fra de mestre, der havde talt så kønt for fædrelandet ved den årlige fugleskydning og lært ham had til »arvefjenden«. Den oversete fortrykte arbejdsmand hos købmandsmatadoren ofrede ham nu glad en 50øre hver ugedag; de indså pludselig, at de var venner, klassekammerater, partifæller. De lærte begge at forstå alle arbejderes solidaritet i onde som i gode dage; det gik op for dem i al sin skærende sandhed, det hårde ord om de to nationer, som alene er til: udbytternes og de udbyttedes. De nationale farver forvandledes med ét til den glimrende sminke, bag hvilken kapitalismens griske fjæs røbede sig.

Byrådsvalgene i januar 1900 viste lockoutens politiske virkning i provinsen: der valgtes socialdemokrater i 25 købstæder. Et flertal af den almindelige vælgerklasses byrådsmandater i samtlige købstæder blev besat af socialdemokrater og radikale venstremænd; mangen lockoutmester måtte bide i græsset. Ved borgerrepræsentantvalget i København i marts 1900 trak Rostrup sig tilbage sammen med alle borgerlistemændene fra 1894. De nyopstillede Højremænd faldt for demokratiets liste med 11,000 stemmer mod 15,000. Ved ligningsvalgene i provinserne samme sommer erobrede socialdemokratiet en række nye mandater, og ved sognerådsvalgene om efteråret valgtes der godt halvandet hundrede socialdemokrater. Ved årets udgang - århundredskiftet 1900 - 1901 - sad socialdemokratiet inde med over 500 kommunale tillidshverv. Partiets presse fortsatte sin fremgang. Der oprettedes nye blade i Næstved med skomager Josef Hansen som redaktør, i Nakskov med bødker Bresemann og i Rønne på Bornholm med snedker Nielsen-Hauge som redaktører. Den ældre provinspresses aflæggere i Ålborg og i Randers udvidedes til selvstændige blade, og ny aflæggerblade oprettedes: for Ringkøbing amt, for Silkeborg og Skanderborg. »Socialdemokraten« i København udkom fra marts 1900 to gange om ugen med en provinsudgave med faste korrespondenter i en række byer i nord, midt og Nordvestsjælland. På samme tid erhvervede bladet sig en ejendom i Nørre Farimagsgade, latinskolen »Lyceum«s store bygning. Her indrettedes foruden redaktionslokaler eget sætteri og trykkeri, ekspedition samt lokaler for de Samvirkende Fagforbund.

Ved århundredskiftet den 1. januar 1901 foregik flytningen fra dr. Dampes gamle hus i Brolæggerstræde nr. 11, hvor redaktionen havde boet siden efteråret 1889. Hvilke elleve år havde det ikke været for partiet: bladet mange gange udvidet og dets oplag fordoblet, rigsdagsgruppen vokset fra én mand til 12 i Folketing og 2 i Landsting, 14 borgerrepræsentanter, en rådmand (K. M. Klausen, fra efteråret 1899), fem hundrede tillidsmænd i by og sogneråd; over 80,000 fagforeningsmedlemmer, en ny stor provinspresse, flere ny kooperative foretagender (Arbejdernes Kødforsyning i København, Arbejdsmændenes Margarinefabrik i Svendborg, mælkeriet »Enigheden« på Frederiksberg), flere ny forsamlingsbygninger såvel i hovedstaden (Enghavevej, Kløvermarksvej, Jagtvej) som i provinsen. »Socialdemokraten« rejste på denne tid en retssag, der blev hele landets samtaleemne, og som gjorde kravet om en retsreform til hele folkets. En ung tjenestepige, Alma Bondesen, havde siddet arresteret i tre måneder sigtet for tyveri, men uden at assessoren kunne overbevise hende. Tyvekosterne fandtes senere, og Almas uskyld blev dermed bevist. Alligevel var hun blevet straffet, nemlig for et formentligt bedrageri på tre kroner. Det lykkedes »Socialdemokraten« at godtgøre hendes uskyldighed også i bedragerisagen og at få den optaget til revision for Højesteret, som frifandt Alma og ikendte hende en erstatning af 500 kr. samt fastslog, at forhørsprotokollen var blevet misvisende og unøjagtigt ført. Kort tid efter - i marts 1901 - antog »Socialdemokraten« sig en anden tjenestepiges, Nelly Andersens sag. Hun havde tjent hos selve justitsminister Nellemann, var blevet sigtet for tyveri af en guldurkæde og - skønt kæden fandtes i fru Nellemanns kjolegylp - arresteret; under fængslingen blev hun yderligere beskyldt for tyveri af forskellige sølvsager. Da disse ligeledes fandtes, blev hun efter to måneders varetægtsarrest løsladt, men fik kun 50 kroner i erstatning, og de tilkendtes hende ved et dekret, der erklærede mistanken for urkædetyveriet bestyrket. Socialdemokratiet gjorde såvel Almas som Nellys og en del andre retsskandaler til genstand for en interpellation i Folketinget, der med alle stemmer mod fem vedtog et mistillidsvotum til regeringen, fordi den endnu ikke havde fremsat forslag til en retsreform. Også Nellys sag blev optaget til revision; Højesteret frifandt hende for enhver mistanke og ikendte hende 500 kr. i erstatning. Ministeriet Hørring var gået af i foråret 1900, uhjælpeligt viklet ind i den halve million til søbefæstningen og kørt fast på told og skattereformen. I landstingets Højre havde ministeriet kun fundet støtte hos otte mand (de senere »frikonservative«) for sin toldreform, i Folketingets Venstre kun hos fem (bl.a. Køedt og Sv. Høgsbro) for sin brændevinsskat. Hørring havde kastet den krigsminister, som var nærmest ansvarlig for den halve million, over bord og på anden måde lappet på sit ministerium, bl.a. ved optagelsen af Ludvig Bramsen som indenrigsminister. Denne nærede varm socialpolitisk interesse, optog Folketingets forslag om hemmelig afstemning og forelagde en ny fabrikslov, hvortil socialdemokratiet havde givet stødet ved sit lovforslag om børns erhvervsmæssige arbejde. Men hverken krigsministerens fald eller den ny indenrigsministers socialpolitik kunne frelse ministeriet hørring. Dets efterfølger blev ministeriet Sehested - »et estrupsk ministerium uden Estrup«. Bramsen gik over i dette, og det lykkedes ham i rigsdagssamlingen 1900-1901, kraftigt støttet af socialdemokratiet, at gennemføre både fabriksloven og loven om hemmelig afstemning. Men som helhed var ministeriet Sehested en udpræget mindretalsregering, der hurtigt på sine skattelove kom i konflikt både med Folketingets Venstre og med »de 8« i Landstinget, som endogså meldte sig ud af Højre. Statskassen var tømt ved oppositionens reformpolitik, konjunkturerne gik fra sommeren 1900 stærkt og pludselig nedad, told og jernbaneindtægterne ebbede: Sehested stod foran udsigten til en forfatningskonflikt, men uden penge, uden nogetsomhelst rygstød i den offentlige mening, kun støttet af kongens tillid og ved en tale af kronprinsen. Estrup, som regeringen gjorde til kongevalgt landstingsmand, vejede overfor befolkningen til i den gale vægtskål. En række uheld og dumheder gjorde ministeriet yderligere upopulært. Justitsminister Goos klarede sig kun mådeligt i retsreformdebatten med socialdemokratiet. Trafikminister Juul-Rysensteen forbød jernbanefunktionærernes formand, Socialdemokraten pakmester P. D. Pedersen at stille sig som folketingskandidat i Slagelse og trafikassistent Ohlsson at være anbefalende stiller for venstremanden Johan Ottosen på Frederiksberg, men viste midt under disse angreb på statsfunktionærernes politiske frihed en svag, vaklende og selvmodsigende holdning. Ohlsson blev forflyttet til Sparkær, P. D. Pedersen til Varde - hans rejse dertil blev et helt triumftog, ved alle stationer mødte hans standsfæller frem og hyldede ham. Alligevel stillede P. D. Pedersen sig i Slagelse, og fik endogså af administrationen orlov til sin valgkamp. Regeringen viste den hovedløshed, der er særkendet for et regimente i forfald. En interpellation af socialdemokratiet medførte, at hele Folketinget tog sig af statsfunktionærernes ret. Deres organisation voksede mægtigt; alt, hvad det var konservatismens sag at holde nede, trivedes netop frodigt. Socialdemokratiet fik en hidtil ukendt parlamentarisk indflydelse, og Venstre blev på adskillige punkter drevet længere ud i social og radikal retning end naturligt for den inderst inde konservative gårdmandsstand, som var partiets kerne. En tredje interpellation af socialdemokratiet i anledning af den indtrådte store arbejdsløshed førte til en folketingsvedtagelse, der opfordrede staten til at fremskynde de planlagte offentlige arbejder og til at betale sine arbejdere tarifmæssigt. Et socialdemokratisk lovforslag om oprettelsen af sanatorier for brystsyge bevirkede, at Folketinget på finansloven indsatte forslag om en tuberkulosekommission, uden at Landstinget turde udstemme det, skønt regeringen erklærede, at den ikke ville gøre brug af de bevilgede penge. Et andet socialdemokratisk forslag, om en reform af alderdomsforsørgelsen, blev vel ikke vedtaget, men gav dog anledning til, at Folketinget vedtog fire ikke uvæsentlige forbedringer i den gældende lov. Fra konservativ side løftede der sig flere og flere røster for et systemskifte. En sådan tilstand, hvor Højre regerede af navn, men hvor demokratiet fuldstændig beherskede den offentlige mening, medens socialismen groede som efter en tordenregn, var aldeles utålelig. Det var jo i virkeligheden »oppositionen, der regerede«. Så hellere lade den komme officielt til magten! Arbejdsgiverne splittedes i »Højre« og »Venstre« og hindredes derved i at gøre samlet front mod arbejderne. Gårdmandsstandens vægtige lod lå, konservativt set, i den forkerte vægtskål og kunne næppe flyttes tilbage, uden ved at man lod Venstre komme til magten. Men fra mange sider spekuleredes der ganske vist i agrariske muligheder og i moderat sammensmeltning. Grev Frijs og de andre udtrådte Højremænd havde fundet Alberti i den parlamentariske skattekommission, der blev nedsat ved Hørrings fald. Og Alberti havde ved en tale i Herthadalen i sommeren 1900 gjort de konservative klubbers feltråb »Gud, konge og fædreland« til sit, ja endogså som den realpolitiker, han var, sat kongen - der jo uddeler porteføljer - foran den mere højtsvævende guddom. I samme tale frarådede Alberti på det bestemteste en fornyet valgalliance med socialdemokratiet. På et hemmeligt møde i Strib ved juletid 1900 mellem højskoleforstandere og officerer arbejdede man for at få et »nationalt« og militærvenligt Venstre til roret og »forsvarssagen«s løsning forberedt gennem en kommission. Bladet »Vort Forsvar« tog ordet for et venstreministerium som den eneste mulighed, der endnu fandtes for at få Bahnsons halvfærdige værk fuldført. Imidlertid fornyede J. C. Christensen og P. Knudsen på deres partiers vegne valgforbundet fra de tidligere valg. Det kneb denne gang mere end nogensinde. Socialdemokratiet havde vokset sig stærkt og kunne ikke nøjes med sine gamle kredse. Det måtte stadig udvide sig, også i venstreland, og bebudede kandidater i 5-6 venstrekredse - hvor der .dog ingen fare var for Højres sejr. Rundt om i partiet rørte der sig krav om videregående kandidatopstilling, men hovedbestyrelsen dæmpede kravene, da det viste sig, at der kunne nås en forståelse med Venstre trods opstillingen i de ny kredse. Borgbjerg sendtes således af hovedbestyrelsen til Svendborg for at tale de utålmodige partifæller til rette, hvad dér også lykkedes ved en forsikring om, at det denne gang utvivlsomt blev den sidste, da hensynet til forfatningskampen nødte socialdemokratiet til at lægge bånd på sin valgagitation, - hvad jo iøvrigt ingenlunde forhindrede en kraftig almindelig socialistisk agitation. Også J. C. Christensen udtalte: »Om samarbejdet skal fortsættes, beror ikke alene på socialdemokraterne og Venstre, men i lige så høj grad på Højre, thi den dag dette parti anerkender de forfatningsmæssige regler, da vil den vægtigste grund for samarbejdet være borte«. I København gik socialdemokrater og liberale uden alle gnidningsvanskeligheder samlet til valg på grundlag af kartellet fra 1895, og Hørup pegede som grund for samarbejdet ikke blot på Højres modstand mod parlamentarismen, men også på Venstres og socialdemokratiets fælles kamp mod militarismen og klerikalismen. En enestående folkestemning rejste sig under denne valgkamp, der kulminerede - eller eksploderede - ved mødet i Lørups Ridehus aftenen før valgdagen, hvor J. Jensen og Hørup talte, og hvortil Jeppe Åkjær og Anton Melbye havde skrevet valgsange. Det var påske tirsdag, den 2. april 1901, hundredårsdagen for slaget på Rheden. Hertil sigtede Melbyes vise, som sluttede med ordene: Stolte København! Bliv af navn og gavn fra i dag nu ret for alvor folkets København! Den 3. april sejrede demokratiet i 15 af København-Frederiksbergs 16 valgkredse; Højre holdt kun 6te kreds med 22 stemmers flertal. Venstre gik frem fra 64 folketingsmænd til 76, socialdemokratiet fra 12 til 14; Højre gik ned fra 16 til 8 (selv Færøerne svigtede ligesom i 1884), de moderate fra 22 til 16. Socialdemokratiet opstillede kandidater i 30 kredse, nemlig foruden i de gamle i Hillerød (hvor G. C. Olsen mønstrede 562 stemmer) i Køge (Oskar Jørgensen 739 stemmer mod Albertis 1341), i Faks'e (Stauning 699), i Slagelse (P. D. Pedersen 1067), i Nyborg (Hans Nielsen 737) i Skjoldelev (Simonsen 953 mod den moderate Nielsen-Jeksens 1093), i Kolding (Jønson 514 mod Enevold Sørensens 1685) og i Vejle (P. Hansen 1062 mod venstremanden Thomas Nielsens 1565); derimod blev Ebeltoftkredsen opgivet til fordel for Venstre, uden at det dog lykkedes at besejre den moderate Neergård. Socialdemokratiet erobrede af nye kredse Københavns 8. Kreds (Martin Olsen), Lyngby (J. Wilmann) og Århus nordre (P. Sabro), men tabte Randers, skønt P. Knudsen gik frem i stemmetal. I alt mønstredes i de30 kredse 43,000 stemmer mod 32,000 i de 23 ved forrige valg. Den hemmelige afstemnings indførelse viste sig at være til gavn for partiet, ikke mindst i de mindre byer og på landet. Dagen den 3. april 1901 levnede intet valg. Højre målte efter en 30årig forfatningskamp vige valpladsen; de moderates tilbagegang - Bojsen havde ikke en gang stillet sig påny, hans valgkreds møen erobredes af Venstre, - agrarkandidaternes fiasko og afsløringen af de udtrådte højremænds rodløshed i befolkningen lod kun én mulighed åben: et rent venstreministerium. Da kongen i juli vendte hjem fra sin baderejse, havde ministeriet Sehested endelig besluttet sig til det uundgåelige og indgav sin afskedsbegæring. Den 23. juli dannedes landets første Venstreministerium - når man da ikke vil regne det ganske kortvarige ministerium Rottwitt i 1859 med. Professor Deuntzer blev dets chef, hørupperne og de københavnske liberale fik to ministre (Hørup og C. Hage), bergianerne to (J. C. Christensen og Enev. Sørensen) og den gamle fjortenmandsgruppe to (Alberti og Ole Hansen). Dette var de tre venstregrupper, der i 1895 - sammen med socialdemokraterne - havde slået forligsmændene og derpå dannet Venstrereformpartiet, som nu udgjorde et stort, absolut flertal i Folketinget. Den tanke, som for alvor drøftedes i liberale kredse: at søge en socialdemokrat optaget i ministeriet, ville fra selve socialdemokratiets side være blevet afvist. Den ny regering, der på hver af sine fløje havde de to gamle dødsfjender fra 1892: Hørup og Alberti, spændte over tilstrækkeligt store modsætninger. Til militærministre udnævntes admiral Jøhnke og oberst Madsen. Samme dag som ministeriet Sehesteds afgang blev offentlig bekendt, samledes socialdemokratiet til sin 9de kongres, den største, der endnu var afholdt: den talte over halvandet hundrede delegerede fra 114 politiske foreninger med tilsammen 27,416 medlemmer. Kongressen hilste i et manifest det ventede Venstreministerium velkommen som udtryk for flertalsprincippets sejr, krævede en række sociale reformer gennemført, den almindelige valgret fuldt hævdet i kommune, amt og stat samt militarismen for alvor bekæmpet. Enhver regering, der ikke blev disse almen-demokratiske grundsætninger tro, erklærede kongressen på forhånd uforsonlig krig. »Vi er ikke til sinds« - udtalte P. Knudsen - »at dyrke de gamle guder under nye navne«. Ligesom i en forudfølelse af, at de gamle taktiske meningsforskelligheder nu ville tabe deres betydning, ophævede kongressen de revolutionæres eksklusion fra 1889. Kampen for flertallets ret til at regere var endt, nu kom kampen om flertallet. Den gamle rent politiske delingslinje ville efterhånden udvidskes, den sociale derimod træde stærkere og stærkere frem. Ved gårdmanden Ole Hansens optagelse i det ny ministerium blev bondestanden anerkendt som medregerende stand; nu trådte arbejderstanden for alvor frem med sit frigørelseskrav, nu skulle historiens sidste klassekamp udkæmpes, den, der havde selve klasseadskillelsens afskaffelse til mål, - socialdemokratiets dybt revolutionære, internationale program, selv om kampen i parlamentariske lande førtes på reformarbejdets grund, med den økonomiske organisations og den almindelige valgrets våben.

I slutningen af august samme sommer afholdtes den 6te Skandinaviske Arbejderkongres i København af repræsentanter for 215,000 danske, svenske og norske organiserede arbejdere. Til stede var endvidere fagforeningsledere fra fire andre lande: finlænderen Drokhila, tyskeren Legien, belgieren Octors og englænderen Mitchell. Der blev truffet aftale om planmæssig samvirken mellem de repræsenterede syv landes fagorganisationer, - et slags »pangermansk« arbejderforbund som naturligt overgangsled mellem den skandinaviske og den internationale samvirken. Thi endnu havde kun de germanske nationer en solid fagbevægelse. I september gik det københavnske Venstre og socialdemokrati endnu en gang sammen til politisk valg. Anton Mundbergs død nødvendiggjorde et udfyldningsvalg til Landstinget, og der var en svag mulighed for ved erobringen af samtlige københavnske kredse at kunne besætte den ledige plads med P. Knudsen, som var faldet ved folketingsvalget i Randers. Demokratiet sejrede i de samme kredse som den 3dje april, men formåede ikke at erobre 6te kreds. Trods demokratiets 16,000 stemmer mod Højres 8,000 valgtes Højremanden borgmester Borup i kraft af de højestbeskattedes særlige valgret, men valghandlingen i Arena Teatret blev interessant derved, at trafikminister Hørup, der var valgmand, trods sin sygdom, støttet til to stokke mødte frem ved opråbet og afgav sin stemme for P. Knudsen. Hørup viste ligeledes sit demokratiske sindelag ved at kalde pakmester P. D. Pedersen tilbage fra Varde og assistent Ohlsson fra Sparkær. Omtrent samtidigt med landstingsvalget holdt hele landets Venstre jubelfest i Kongens Have, hvor konsejlspræsident Deuntzer proklamerede parlamentarismens sejr og bebudede et lovforslag om almindelig og lige kommunal valgret. Men Venstre viste også sit loyale sindelag ved at sno sig i procession til Amalienborg og takke kongen for ministerskiftet, - en udvidskning af dettes betydning, der blev skarpt påtalt af socialdemokratiet. »Socialdemokraten« havde lige fra den 23. juli stærkt understreget systemskiftet, optrykt Venstres program og mindet om Christensen-Stadils anti-militaristiske taler i januar 1895 og januar 1899. Det var Venstre, der ved folkets sejr over kongemagt og landstingsvælde var kommet til styret, - med Venstres program, fortid og forpligtelser. Men det viste sig lidt efter lidt, at der var sket en forfalskning af folkets sejr, ganske som i 1895 ved forligets overvindelse. Den ny krigsminister åbenbarede sig efterhånden som en fuldblods repræsentant for den nymilitaristiske Strib-bevægelse; som et ægte udtryk for, hvad Hørup nys havde kaldt »alliancen mellem sablen og den bløde hat«. Ved sit krav om nyt feltskyts for 5 millioner kroner, endda straks, uden undersøgelse i udvalg eller i den bebudede militærkommission; ved sin organisation af »fæstningen København« og ved at benytte kravet om nogle farlige krudtmagasiners fjernelse fra København til anlæg af nogle soldaterkassematter i vestfronten; ved opretholdelse af den tidligere Højreregerings resolution om træfældninger i Dyrehaven med det formål at tilvejebringe skudlinjer for fæstningen; ved mange andre foranstaltninger og ved flere taler fremkaldte krigsminister Madsen en stadig skarpere opposition fra socialdemokratiets side. Det er senere - ved en artikel i regeringsbladet »Dannebrog« i sommeren 1904 - blevet officielt afsløret, at oberst Madsen trådte ind i ministeriet som en erklæret tilhænger af Københavns befæstning. Det er samtidig blevet påstået fra Hørupsk side, at Madsen overfor ministeriet bandt sig til neutralitet i fæstningssagen, indtil militærkommissionen var færdig med sine undersøgelser, og at Hørup kun i tillid hertil lod sig optage i regeringen. Det må blive en kommende historieskrivnings sag ved granskning i gehejmearkiv og memoirer at udredede nærmere omstændigheder ved ministerskiftet af 23. juli 1901. Så meget står dog allerede fast, at der uden befolkningens vidende og vilje er sket en forfalskning af den vundne sejr, som det bliver den kommende tids politiske opgave at råde bod på. Hørups sygdom og snart påfølgende død (i februar 1902) gav Alberti en stadig mere indflydelsesrig stilling i det ny kabinet. Det blev også ham, der forelagde en væsentlig del af regeringens skattelove, der ikke blot optog Landstingets krav om hartkornsskatternes fuldstændige ophævelse, i modsætning til Folketingets tidligere standpunkt: deres overførelse til kommunerne, - men som også foreslog kommunalbestyrelsernes flertal gjort magtesløse i pengespørgsmål (de såkaldte »spændetrøjeparagrafer«) og den hidtidige kommunale skatteligning ændret i udemokratisk retning. Medens K. M. Klausen gik krigsminister Madsen stadig skarpere på klingen, førte Borgbjerg en bestandig heftigere kamp med Alberti. Folketinget stemte »spændetrøjeparagraferne« ud af regeringens skattelove, men der rejste sig nye stridspunkter på dette og mange andre af lovgivningsmagtens områder. Den første rigsdagssamling efter »systemskiftet« gik ikke til ende, før den socialdemokratiske gruppe med sine 14 medlemmer stod som en skarpt udpræget opposition, i reglen i kamp med alle de øvrige af Folketingets 114 medlemmer - regeringens »Hundredmandsforening«. Højres og de moderates halvt opløste grupper holdt sig nemlig tæt op til det ny regeringsparti.

Landstingets estrupske flertal vedtog med glæde de gamle, af Venstres ny regering forelagte Højrelove - kanonbevilling, prinsesseudstyr -, men modsatte sig forslaget om de Dansk-Vestindiske øers salg, skønt også dette var arvet fra de tidligere Højreregeringer. Salget ville forbedre landets økonomiske stilling betydeligt og derved lette Venstre dets opgaver som regeringsparti. Efter rigsdagssamlingens slutning i maj 1902 drog Alberti til en sygekassefest i klosterskoven ved Borup og truede med Landstingets opløsning, de kongevalgte medlemmer iberegnet, dersom dette ting til efteråret fortsatte med sin modstand. Socialdemokratiet tilklappede en så kraftig tale bifald og ønskede den navnlig sat i forbindelse med den bebudede, men endnu ikke forelagte kommunale valgreform. Om denne tav dog Alberti, ja hans blad skrev, henvendt til de frikonservative, at ingen endnu kendte form og omfang for denne reform, så der var ingen grund til ængstelse. Albertis opløsningstrussel var i virkeligheden mere vendt mod konsejlspræsidenten end mod Landstinget: Deuntzer stod i nær forbindelse med det Østasiatiske Kompagnis salgsfjendtlige mænd og deres hofforbindelser, han havde desuden overfor kongen erklæret ikke at ville røre ved de kongevalgte. Kongen krympede sig længe ved at underskrive ministeriets forlængelse af salgsfristen, og der bestod en faktisk ministerkrise, da Alberti udslyngede sin opløsningstrussel, som var velskikket til at sikre ham befolkningens tillid, hvis ministeriet skulle falde. I sidste øjeblik lod kongen sig dog bevæge til at underskrive. Halvdelen af Landstinget skulle fornyes i september 1902, og Venstres kamp rettede sig mod det lille estrupske flertal, der havde forhindret salget. Derimod vidste man ikke ret, om man skulle søge samarbejde med socialdemokratiet eller med de frikonservative landstingsmænd. Alberti frarådede bestemt det første og tilrådede ivrigt det sidste. Socialdemokratiets hovedbestyrelse udstedte ved midsommertid et manifest, der på den ene side skarpt fordømte Venstres politik i den sluttede rigsdagssamling, på den anden side opfordrede til at støtte den kommunale valgreforms venner ved det forestående landstingsvalg. Endnu var forholdet til Venstre ikke helt opløst. Ved de kommunale valg på Frederiksberg i årets begyndelse gik Venstre og socialdemokrater sammen og sejrede. Socialdemokratiet fik denne gang fire byrådsmedlemmer overfor Venstres fire, medens forholdet fra forrige valg var tre mod fem. Ved borgerrepræsentantvalgene i København i marts sejrede ligeledes det forenede demokrati - med 6,000 stemmers flertal. Dermed havde demokratiet sejret seks år i træk, og den sidste Højremand forsvandt af Borgerrepræsentationen. Alle rådmandspladserne i magistraten blev besat, med to socialdemokrater (Klausen og Knudsen) og med to liberale (H. Hage og Marstrand). I repræsentationen sad der nu 19 socialdemokrater og 20 liberale. Ved landstingsvalget i provinserne (der var ikke valg i København) gik Venstre og socialdemokratiet de fleste steder sammen, hvor det var nødvendigt for at besejre Højre. Endnu en gang viste det gamle feltråb »Ned med Estrup« sin samlende virkning. Dog afviste Venstre hist og her (f.eks. i Sydøstjylland) samarbejde, hvad der medførte et par Højremænds valg. Men hovedresultatet blev, at det estrupske Højre mistede sit landstingsflertal. Der valgtes netop så mange venstremænd, at de ville have flertal, så snart de tolv kongevalgte fornyedes. Der viste sig altså virkelig en mulighed for at gennemføre Venstres løfter og program, når Venstre selv ville det. Salget af de Vestindiske øer ansås for sikret ved hjælp af de frikonservatives stemmer. Men et par af denne gruppes nyvalgte medlemmer svigtede. Den næsten 100årige kongevalgte landstingsmand kammerherre Thygeson blev ledet ind i salen til afstemning, og salgstraktaten forkastedes med 32 stemmer mod 32, altså ved stemmelighed. I stedet for nu at gøre alvor af Albertis trussel udsendte regeringen få timer efter afstemningen en meddelelse om, at der ville blive sendt en kommission til øerne for at udarbejde forslag til deres opkomst, - en opgave, som Deuntzer lige før afstemningen havde erklæret håbløs for Danmark. Venstres første ministerium bøjede sig altså for det første store politiske nederlag, der tilføjedes det af Landstinget, skønt der her, i en sag, hvor Højre havde foretaget den mærkeligste frontforandring, frembød sig en enestående lejlighed til ved opløsning at tilvejebringe et rent regeringsflertal og derved muligheden for valgreformens gennemførelse, fæstningens sløjfning, militærudgifternes nedsættelse osv.. Socialdemokratiets kritik blussede op med fornyet kraft, der ikke blev mindre, da Venstre og de frikonservative i samlingen 1902-03 ved hjælp af private underhandlinger gennemførte skattelovene i en form, der yderligere beskar ligningsmyndighedernes ret til en demokratisk skatteansættelse. Socialdemokraterne stemte imod skattelovene og imod de af kultusminister Christensen, ligeledes ved samarbejde med de frikonservative, gennemførte kirkelove, hvis formål var at fæstne og styrke folkekirken. En opsigtsvækkende vielsessag - det drejede sig om en fraskilt murer på Nørrebro, hvem sognepræsten ifversen nægtede vielse trods hans kgl. ægteskabsbevilling - afslørede megen svaghed hos kultusministeren, den fhv. skolelærer, overfor hans gamle foresatte, præsterne. I stedet for at tvinge den ulydige præst til at bøje sig for statens love eller tage sin afsked, lod ministeren sagen gå til retten. En provsteret dømte også præsten, men højesteret frikendte ham med en mærkværdig uklar motivering - fordi han formentlig havde handlet i god tro. Imidlertid medførte denne sag, at trangen til almindeligt borgerligt ægteskab blev levende i det borgerlige samfund. Men regeringens lovforslag herom mødte modstand i Landstinget. Den lille frikonservative gruppe, der dannede tungen på vægtskålen mellem det estrupske Højre og venstrereformpartiet, virkede her som en rom, der skiftevis gik op og ned for regeringens lovforslag: op for de agrariske, klerikale og militære, ned for de liberale og demokratiske.

I arbejderklassen rørte der sig større og større forbitrelse mod det regerende Venstre. Trangen til sociale og demokratiske reformer føltes så meget stærkere, som tiderne siden sommeren 1900 var blevet meget slette. I vinteren 1900-01 gik af 90,000 arbejdere i industri og håndværk de 30,000 arbejdsløse, og dette forhold forsattes væsentlig uforandret de følgende vintre uden at de mellemliggende somre gav synderlig erstatning. Fagforeningerne måtte under disse forhold indskrænke deres virksomhed til at hævde de opnåede lønsatser, hvad der også i det store og hele lykkedes. Men skønt ledelsen gjorde alt for at forebygge konflikter, kom det dog enkeltvis til sådanne. En havne- og sømandsstrejke i foråret 1902 endte med nederlag; det Forenede Dampskibsselskab afviste endogså den tilbudte mægling fra prins Valdemar og berøvede arbejderne deres foreningsret, uden at Vensteregeringen, der gennem selskabets statsunderstøttelse og på anden måde sad inde med ikke ringe magtmidler, i mindste måde gjorde sin indflydelse gældende til fordel for arbejderne. Tværtimod, regeringspressen tog afgjort parti for rederne. Arbejderklassen følte sig sparket bort af de ny magthavere efter at have tjent disse som trappetrin til magten. Et lovforslag om forsikring mod arbejdsløshed, som socialdemokratiet indbragte i Folketinget, modtoges køligt og uforstående af Venstre; et andet om statstilskud til de fri fattigkasser blev i ændret skikkelse vedtaget af Folketinget, men foreløbig ikke fremmet af Landstinget. Det lykkedes med megen møje at få arbejdsløshedsspørgsmålet optaget til behandling i en kommission, som Venstre nedsatte om alderdoms- og invaliditetsforsikringssagen. Kommissionen har endnu, da dette skrives, ikke afgivet betænkning, men spørgsmålet vil ikke længere kunne afvises som staten uvedkommende. Også fra det oppositionelle Højres side er der fremsat forslag i delvis samme retning som socialdemokratiets.

I januar 1903 døde Københavns finansborgmester L. Borup pludselig. Borgerrepræsentationen i dens ny demokratiske sammensætning stod første gang overfor et borgmestervalg. Just som valget var under forberedelse, gik en af de liberales borgerrepræsentanter, den udpræget radikale ingeniør J. Rump, misfornøjet med Venstres politik over til socialdemokratiet. Han havde længe været medlem både af den liberale og den socialdemokratiske vælgerforening i 1ste kreds, men fik nu, da striden mellem Venstre og socialdemokrati tilspidsedes mere og mere, af den liberale vælgerforening opfordring til at træffe et valg. Han valgte socialdemokratiet. Venstres ny stilling som regerende parti i staten øvede sine eftervirkninger og så på forholdet mellem socialdemokratiet og de liberale i kommunalbestyrelsen, og de liberale kom i en yderst vanskelig stilling. De skulle følge Venstre på Rigsdagen i dets kamp med socialdemokraterne og samtidigt i borgerrepræsentationen samarbejde med disse. Da regeringen modsatte sig den stigende skalas indførelse i Københavns skattesystem, og da socialdemokraterne søgte at påvirke regering og rigsdag gennem et andragende fra kommunalbestyrelsen, var det på et hængende hår ved at komme til brud mellem de liberale og de socialdemokratiske borgerrepræsentanter. De liberale gik dog i sidste øjeblik med til andragendet, men regeringen fastholdt sin modstand. Rump havde således både politisk og kommunalt årsag til at tage klart parti. Hans overgang havde til følge, at socialdemokratiet blev det største parti i Borgerrepræsentationen og dermed fik den parlamentariske ret og pligt til at besætte det ledige borgmesterembede. Efter vidtløftige og vanskelige forhandlinger bøjede de liberale sig for socialdemokraternes fordring om at udpege den ny borgmester, men kunne ikke i deres gruppe, der var meget uensartet sammensat, enes om at stemme på ham. De besluttede at stemme blankt. Mandag aften den 2den marts valgtes maler J. Jensen med 19 stemmer - han selv deltog ikke i afstemningen - til borgmester for magistratens 2den afdeling. Efter valget - som Borgbjerg fra Rådhusaltanen råbte ud over den overfyldte plads - modtog fagforeningerne ved Rådhusets indgang deres gamle formand og fulgte ham i hans ny egenskab som byens borgmester med fakler hjem til deres og »Socialdemokraten«s bygning i Nørre Farimagsgade, der var illumineret i aftenens anledning. Fra et vindue på første sal takkede han folkeskaren og lovede at sætte al sin kraft ind på arbejdet for en frisindet og folkelig styrelse af kommunen. Demokratiet erobrede med J. Jensens valg til borgmester én stemmes flertal i magistraten. Men dette valg fremkaldte en lignende skræk i borgerskabet som Jensens og de andre demokraters første valg til borgerrepræsentationen ti år tidligere. Snobberne forfærdedes over, at en håndværkssvend - der dog havde 10 års kommunal virksomhed bag sig - skulle indtage en sådan plads, mange venstremænd, der havde glædet sig over bonden Ole Hansens optagelse i ministeriet, forargedes over en arbejders ophøjelse til borgmester. Andre liberale forvirredes ved deres eget partis vaklende holdning. Arbejdsgivere både af Højre og Venstre havde allerede om efteråret, i frygt for, at en altfor demokratisk kommunalbestyrelse på den ene side skulle bekæmpe deres »ringe« og på den anden side ved fortsættelse af kommunale arbejder tage stødet af for fagforeningerne under mulige lockouter, dannet en »anti-socialistisk vælgerforening for borgerrepræsentantvalgene 1903«. Den fik tilgang fra en del handlende, der skræmmedes af nogle planer blandt arbejdsmændene om oprettelse af forbrugsforeninger, - planer, som forøvrigt ikke blev til noget. Borgmestervalget gav denne anti-socialistiske bevægelse vind i sejlene. Og ikke blot gik mange liberale over til anti-socialismen, men arbejderne selv stod ikke så stærke i kommunal henseende som for nogle år siden. De dårlige tider havde standset tilgangen af ny vælgere, og mange af de gamle var flyttet ud i de indlemmede distrikter, Brønshøj, Valby og Sundby, hvor de nu nød samme kommunale fordele som i det gamle København, boede langt sundere og ved hjælp af de elektriske sporveje let kunne komme frem og tilbage. Men foreløbig stemte de ikke med ved de almindelige borgerrepræsentantvalg. I de gamle forstæder, Nørrebro og Vesterbro, opførtes samtidigt nye kvarterer med mange 4 og 5værelses lejligheder, i hvilke der rykkede en forholdsvis velhavende befolkning ind, således at forstadskredsene tabte en del af deres tidligere rent proletariske præg. Alle disse momenter - og så demokratiets tryghed efter så mange sejre - bevirkede, at antisocialisterne den 24de marts 1903 sejrede med 2,000 stemmers flertal. De fik 16,000 stemmer, medens Højre året i forvejen kun havde mønstret 7,000. Demokratiets liste gik frem fra 13,000 til 14,000 stemmer - det var for lidt. Folketingsvalgene stod nu for døren. Det vidstes, at regeringen ville afkorte valgperioden med et år og opløse Folketinget, så snart skattelovene var bragt i havn. Men medens socialdemokratiet beredte sig på at tage politisk oprejsning for det kommunale nederlag, kunne de liberale stadig ikke finde sig til rette i den ny politiske situation. Deres radikale fløj ønskede at træde i bestemt opposition til regeringen, men de liberale folketingsmænd stemte for skattelovene og blev stående i regeringspartiet. Socialdemokratiet havde ønsket valgkartellet af 1895 revideret og på et hovedbestyrelsesmøde i slutningen af marts besluttet at optage en forhandling herom med den liberale vælgerforening. Men et par dage efter opstillede denne alle sine tidligere kandidater. Hvis demokratiet havde sejret ved borgerrepræsentantvalgene, ville de liberale næppe have været utilbøjelige til at opgive f.eks. Valbykredsen, hvor det var vitterligt, at arbejderne udgjorde langt den største del af den gamle opposition. Men efter nederlaget og overfor den triumferende anti-socialisme, der beredte sig til at opstille kandidater også ved folketingsvalgene, turde de liberale ikke indlade sig på, hvad de muligvis ville have vovet som sejrherrer. De frygtede for at blive hånet til døde af Højre og antisocialisterne - til hvilke justitsminister Alberti havde sluttet sig straks efter sejren i marts. Til socialdemokratiets ledelse indløb der i løbet af marts og april anmodning fra den ene valgkreds efter den anden om opstilling af kandidater. Stemningen i arbejderkredse blev stadig mere udpræget regeringsfjendtlig. I begyndelsen af maj samledes partiet til kongres i Århus og vedtog at opstille kandidater i en snes ny valgkredse, bl.a. i to liberale kredse, Københavns 7de, der repræsenteredes af finansminister Hage, og Valbykredsen, hvis folketingsmand dr. Oskar Hansen havde gjort sig meget upopulær i arbejderkredse ved den iver, hvormed han gik venstrebøndernes ærinde f.eks. i skolebespisningsspørgsmålet. På kongressen i Århus sejrede, som så ofte før i partiets historie, det radikale centrum. Et fra yderste Venstre fløj stillet forslag om afbrydelse af ethvert samarbejde med alle andre partier nu og i al fremtid, både politisk og kommunalt, samlede kun en snes stemmer. På den modsatte side advarede enkelte ældre ledere mod for stærk isolation, særlig af hensyn til den kommunale stilling i København og til fagforeningernes vanskelige vilkår under de forhåndenværende dårlige konjunkturer. Kongressens store flertal mødtes i en beslutning om at opstille kandidater i så stor udstrækning, som partiets kræfter tillod, i København dog kun i de nævnte to kredse, hvor man vidste, at arbejderne var langt talrigere end de liberale, og i kredse, hvor der ikke opstilledes socialdemokrater, stemme på den radikaleste kandidat, dog kun hvis han udtalte sig klart for den lige og almindelige valgret. Samme dag, socialdemokratiets kongres i Århus vedtog denne beslutning, spåede Alberti under en forhandling i Folketinget, at socialdemokraterne ville komme tilbage fra det forestående valg i forringet antal. Han spåede fejl. Arbejderne samlede ind til partiets valgfond med en offervillighed og gik til valgkampen med en begejstring som ingensinde tidligere. Lykken stod de kække bi, og den 16. juni hævdede socialdemokratiet alle sine gamle kredse, undtagen Lyngby, men vandt til gengæld tre ny: Københavns 7de, hvor snedker C. A. Schmidt slog minister Hage, Valby, hvor Hyller besejrede Oskar Hansen, og Odense 1ste, hvor Marott valgtes. Partiet holdt, skønt det denne gang gik alene til valg, nøjagtig sit stemmetal i de 30 gamle kredse og mønstrede i hver af de 25 ny gennemsnitlig 500 stemmer. Det samlede stemmetal voksede fra 43,000 til 55,500. Socialdemokratiet var ikke længere et udelukkende københavnsk parti eller et parti for de store byer alene, men udfoldede sig på denne valgdag som et omfattende landsparti. Ved valgene den 16. juni 1903 led de liberale et stort nederlag. De bevarede af deres syv kredse i København og på Frederiksberg kun de to: Københavns 1ste og 7de, hvor Trier og Alfred Christensen genvalgtes, dog kun i kraft af socialdemokratiets støtte. Af de fem andre kredse tabtes de to til socialdemokratiet, de tre til Højre. Det påfølgende efterår tog den liberale vælgerforening endelig sit parti og trådte i klar opposition til venstreregeringen. Følgen blev en fortsættelse af det kommunale samarbejde med socialdemokratiet. Da den gamle borgmester for 4de afdeling, Øllgård, tog sin afsked valgtes den liberale rådmand, bagermester Jacob Marstrand til hans efterfølger ved de liberales og socialdemokraternes forenede stemmer. Ved borgerrepræsentantvalget den 29. marts 1904 gik socialdemokrater og liberale ligeledes samlet til valg, men antisocialisterne sejrede endnu en gang, dog med stærkt forringet flertal: 17,300 stemmer mod demokratiets 16,500, - det største stemmetal, demokratiet endnu havde mønstret.

I rigsdagssamlingen 1903-04 forelagde regeringen endelig den længst bebudede kommunale valgreform - i samme form som af Venstre vedtaget, før det kom til magten. Hørdum hilste forslaget hjerteligt velkommen, men udtalte dog ønsket om, at man ville gøre skridtet helt ud og give også tjenestefolk og gifte kvinder valgret. Hertil sluttede flere venstremænd sig, og Folketinget foretog denne forbedring. Landstinget har hidtil standset hele denne store reform, og de frikonservatives fører, grev Frijs, har i dette efterår (1904) udtalt, at han ikke gik med til indførelse af lige og almindelig valgret uden garantier for de besiddende klassers interesser. Konsejlspræsident Deuntzer svarede dagen efter i Folketinget, at hvis det ikke lykkedes regeringen at gennemføre denne reform ad den hidtil indslåede fredelige forhandlings vej overfor Landstinget, så havde regeringens taktik været forfejlet, og den havde lidt et nederlag. Denne mærkesag er således nået frem i dansk politiks forreste linje. Samlingen 1903-04 kendetegnedes iøvrigt ved den »uro« i selve Venstrepartiet, som fremkaldtes ved justitsminister Albertis forslag om legemsstrafs genindførelse som straf overfor visse forbrydere samt ved krigsminister Madsens militære foranstaltninger i anledning af den russisk-japanske krig. Alberti bebudede sin pryglelov en »sejrsgang« gennem Rigsdagen. Loven blev imidlertid lavet fuldstændig om i det nedsatte udvalg og skønt indsukret med en del humane straffelovsændringer kun vedtaget med fire stemmers flertal. Den nåede så sent til sidste behandling, at socialdemokraterne ved at møde frem i rad og tale tre møder i træk forhindrede den i at komme op i Landstinget inden påske. Samlingen blev forlænget alene for pryglelovens skyld, socialdemokraterne afholdt en række folkemøder mod loven, og konsejlspræsidenten, der havde givet sig til kende som modstander af pryglestraffen ved at forlade folketingssalen inden den afgørende afstemning, sluttede endelig Rigsdagen, uden at det omstridte lovforslag gennemførtes. Det blev forelagt påny i efteråret, men denne gang yderligere ledsaget af et lovforslag om forsømte og forbryderiske børns opdragelse. Tillige har regeringen fremsat en tuberkuloselov og lovforslag om ulykkesforsikringens udvidelse til søfolk. Af gennemførte sociale love har tiden efter systemskiftet endnu kun givet nogle ændringer i alderdomsloven og en lov om statstilskud til de fri fattigkasser. Spørgsmålet om Tyendelovens revision er blevet rejst af socialdemokratiet og er af regeringen henvist til overvejelse i en kommission. Den uro i befolkningen, som prygleloven og militærforanstaltningerne fremkaldte, øgedes i sommeren 1904 ved de ny skatteloves udførelse i livet. Særlig følte landarbejdere, håndværkere og husmænd sig uretfærdig ramt, medens de større jordbesiddere fik skattelettelser i rigt mål. Husmændene begyndte umiddelbart efter Venstres sejr at organisere sig i selvstændige foreninger med det formål at frigøre sig for de større landmænds formynderskab i de gamle landboforeninger. Og disse husmandsforeninger er stadig vokset i udbredelse og betydning. De vil blive en væsentlig faktor i fremtidens politik. Foreløbig er den kommunale valgreform - i uforfalsket demokratisk skikkelse, uden »garantier« - husmændenes fornemste politiske krav. Andelsbevægelsen er i stadig og stærk fremgang, fællesforeningen af danske forbrugsforeninger har således nået en årlig omsætning af over 20 millioner kroner. Sygekasserne spænder deres net udover det hele land og tæller 400,000 medlemmer, halvdelen mænd, halvdelen kvinder. I byerne har de sidste år bragt et par ny kooperative foretagender til verden: Arbejdernes Bryggeri »Stjernen« med Sigvald Olsen til leder og »Arbejdernes Livsforsikring« under ledelse af maskinarbejder Valdemar Olsen. Ved siden af denne udvikling i praktisk retning gør der sig påny, ligesom i 1880'erne, en ikke ringe teoretisk interesse gældende: klubben »Karl Marx« sammen med en række nyere foreninger af samme art har dannet »de Samvirkende Diskussionsklubber« med arbejdsmand H. P. Larsen til formand og månedsbladet »Socialisten« til organ. I Studentersamfundet findes en stadig voksende kreds af socialistiske akademikere, der i de senere år har deltaget i socialdemokratiets grundlovstog under deres egen fane. Blandt arbejderpartiets yngste medlemmer virker en socialistisk ungdomsforening, der ved siden af teoretiske diskussioner udfolder en anti-militaristisk agitation blandt de værnepligtige samt virker for tyendestandens vækkelse og organisation. Den 16. juli 1904 foregik der i Roskildekredsen et udfyldningsvalg, som godtgjorde, at forskydningen fra Venstre til socialdemokrati stadig fortsættes. Venstre gik 200 stemmer tilbage, socialdemokratiet 150 stemmer frem og manglede kun 120 stemmer i at erobre kredsen. I august deltog det danske socialdemokrati i den internationale arbejderkongres i Amsterdam. Danmarks arbejderparti kan vel kun lignes ved en piccolofløjte i det store verdensorkester; men denne høres med sympati. Mere end én gang har udenlandske socialdemokrater henvist til arbejderbevægelsen i Danmark som følgeværdig både i broderligt sammenhold, i troskab mod det socialistiske ideal og i klog benyttelse af de forhåndenværende midler, under den store taktikdebat mellem Bebel og Jaurés pegede P. Knudsen på, at det danske socialdemokrati altid havde støttet alle bestræbelser for at demokratisere samfundet, men kun bygget på sig selv og derfor trods mangeårigt samarbejde med et andet parti stod fuldkommen frit, selvstændigt og uafhængigt. Ved samarbejdets ophør gik socialdemokratiet i Danmark ikke tilbage, men fremad.

Således skrev U. P. Overby den gang i »Socialisternes marsch«. Og ordene karakteriserer den stemning, der beherskede de besiddelsesløse, hvor de rejste sig til kamp. Handskemagersvenden Peter Knudsen har deltaget i arbejderbevægelsen fra dens begyndelse og til sin død. Og da partiet efter Pio´s bortrejse til Amerika i 1877 tog fat på genrejsningen, fandt det i Knudsen en arbejdets nidkære mand. Da det meddeltes ham, at Pio var forsvundet, og der dertil føjedes en nedbøjet partifælles bemærkning om, at »nu er det ude med socialismen i Danmark!« - skal P. Knudsen have svaret: »Nej, nu skal den først til at begynde!« Og det blev ham, der i høj grad kom til at bære dagens byrde. Han bar den med ukuelig energi. Fra først i 1880erne til et stykke ind i vort århundrede var han på færde overalt, hvor kampen stod. Han var fra første færd organisatoren, hvor E. Wiinblad var den fremragende socialdemokratiske journalist, Holm og Hørdum folketalerne, C. C. Andersen den kloge administrator og overvejelsernes mand. Arbejderne havde den fuldkomneste tillid til P. Knudsen. Han vandt den, efter at de i 1877 var blevet skuffede ved de gamle føreres bortrejse, i kraft af sin urokkelige partitroskab, sin uselviske hengivelse i arbejdet og sin politiske klogskab. Denne general uden distinktioner, denne folkeheros uden piedestal har Arbejderklassen rejst et monument i sin taknemmelighed. Og hvorledes P. Knudsens politiske modstandere end ser på den bevægelse, han førte frem, vil de ikke nægte ham den ros, at han var sit parti en tro tjener, og at bevægelsen, hvis leder han blev, har bidraget til at højne Arbejderklassens levefod, dens oplysning og moral. Randers er Peter Knudsens fødeby. Han så lyset d. 23. november 1848, det historisk berømte år. Gaden hedder Vester Grave. Hans forældre var skomagermester Christen Knudsen og hustru, født Borreschmidt. Faderen døde allerede, mens Knudsen var barn og fulgtes få år efter af moderen. Der havde været mange børn i ægteskabet, men kun 3 levede. Som følge af faderens tidlige død var kårene i hjemmet trange, og da moderen døde, medens Peter Knudsen var i lære, og hans yngste søster endnu ikke var nået til den skolepligtige alder, opløstes hjemmet. Den lille søster blev sendt til Skive, medens P. Knudsen og en anden søster måtte klare sig selv. Peter Knudsen gik i friskolen, hvor han udmærkede sig ved sin flid og sine evner. Den gamle overlærer Albrechtsen kaldte ham sin flinkeste elev. Denne lærer har sikkert øvet den første, vækkende indflydelse på drengens sind. Albrechtsen var en gammel frihedsmand og noget af en oprører overfor tradition og vedtægt. Som skolemand afskaffede han prygl og remseri, reformerede undervisningen i historie og var ikke bange for at vække børnenes kritiske sans i religiøs henseende, hvad enten det så gjaldt mirakler eller autoritetstro. Overfor såvel hjem som skole var Peter Knudsen i besiddelse af en usædvanlig pligtfølelse. Et lille træk fra hans barndomstid vidner derom. Han var en vinterdag henimod aften gået et ærinde for sin moder. Der lå alenhøje snedriver, og da han havde passeret adskillige af disse i et ubebygget kvarter i byens udkant, opdagede han, at han havde tabt sin ene træsko. Fandtes den ikke, var han klar over, at det betød en udgift for moderen, og med det bestemte forsæt at ville finde sin træsko tiltrådte han vejen tilbage og gravede med sine hænder hvert fodspor op, indtil han sank udmattet sammen. Tilfældigt forbipasserende fandt ham og bragte ham hjem. Der foreligger iøvrigt kun yderst sparsomme oplysninger om Peter Knudsens barndomstid. Selv talte han aldrig om den. Kun øjeblikket og fremtiden optog ham. Det er sagt, at det vanskeligste valg af alle er valget af livsstilling. For Peter Knudsen var vanskeligheden den samme som for velbegavede arbejderbørn i almindelighed. Der var ikke råd til at skaffe ham en særlig uddannelse. Gamle Albrechtsen ville gerne have ham uddannet til skolelærer, men det lod sig ikke gøre alene af den grund, at Peter kunne ikke synge. Heldigvis havde han øre for tonernes skønhed, hvad han ofte har godtgjort i sin egenskab af partifører, når det drejede sig om at vække arbejdernes sans for sang og musik. Da studeringernes vej var lukket for skomagersønnen, gik han i handskemagerlære. Randers havde jo forlængst vundet navnkundighed for sine handsker, hvad der måske bidrog til, at Peter Knudsen netop valgte det fag. Som læredreng boede han i et kammer, hvor rotterne førte herredømmet. Peter Knudsen tog sagen praktisk og med al fornøden ro. For det første vidste han nok, at læredrengenes kår den gang var så omtrent de samme overalt, og dernæst fandt han det for god opportun politik at lægge lidt sul og brød hen til sine ubudne gæster. Han opnåede derved sin hensigt, at rotterne lod såvel ham selv som hans sager i fred. I 1867 havde P. Knudsen afsluttet sin læretid, og året efter rejste han til København, hvor han fik arbejde hos det kendte firma N. F. Larsen. Her arbejdede han i halvtredje år, og i denne tid begynder hans ihærdige stræben efter at tilegne sig frugtbar viden. Som så mange andre unge arbejdere i hin tid søgte Peter Knudsen til den af C. V. Rimestad stiftede »Arbejderforeningen af 1860«. Denne forenings opgave var ganske vist upolitisk, for så vidt som den tilstræbte at skaffe de unge håndværkere adgang til god læsning og oplysende foredrag, men den kom alligevel til at virke konservativt, idet den strengt vågede over, at socialistiske anskuelser ikke fik råderum i foreningens virksomhed. Senere hen kom det til skarpe sammenstød mellem »arbejderkongen« C. V. Rimestad og »Internationale«s danske »stormester« Louis Pio, en kamp, der minder om det felttog, den tyske arbejderagitator Ferdinand Lassalle foretog mod selvhjælpsmanden Schulze Delitsch. Nå - bøger rummer jo adskillig »farlig« viden, og i arbejderforeningens store bibliotek fandt Peter Knudsen bøger, som bidrog til at befrugte hans tanker. Hans læselyst var overordentlig, og aldrig har måske noget medlem af den Rimestad'ske forening været en flittigere gæst i biblioteket. Fra dette arsenal hentede han sine første våben i kampen for Arbejderklassens frigørelse. For den unge handskemagersvend stod C. V. Rimestad næppe som lærer eller leder, og »Arbejderforeningen af 1860«s program var ikke noget slag i bordet overfor den voksende kapitalisme. Foreningens hovedformål var »kraftig at fremme den arbejdende klasses oplysning og dannelse som de nødvendige betingelser for og de rette bærere af denne borgerklasses velvære, også i materiel henseende«, og hertil føjedes som en slags program, at »foreningen vil ved alle lovlige og hæderlige midler søge at virkeliggøre og opretholde arbejdernes grundlovsmæssige politiske rettigheder og at udvide deres indflydelse på kommunens anliggender«. Men for mange arbejdere dæmrede allerede dengang en forestilling om, at deres politiske program skulle adskillige streger til venstre for en liberalisme, der nærmest ville benytte arbejderne som støtte for sine egne formål. Erfaringerne fra udlandet, barrikadekampene i Paris og Berlin februar og marts 1848, og den store arbejdernedslagtning i Paris i juni samme år kunne nok vække tvivl i de bredeste lag om liberalismens hensigter, i alt fald om dens evne til at være »bærer af denne borgerklasses (arbejdernes) velvære«. En dansk nationaløkonom, Fr. Krebs, som i sin bog »Individualisme og socialisme« omtaler forholdene i den periode, hvor lavsbåndene løstes, næringsfriheden proklameredes og maskindriften begyndte at udfolde sig, giver nogle statistiske oplysninger om de sociale modsætninger. Han påviser det stærkt voksende antal daglejere (lønarbejdere), hvis procenttal af befolkningen i København i 1870 udgjorde det dobbelte imod, hvad den udgjorde i 1840, medens den i købstæderne voksede fra 9 til 14 pct. af befolkningen. Fr. Krebs så i dette proletariat en fare for samfundsfreden, og han frygtede socialismen, om hvis indhold og udvikling han dog ikke havde nogen klar forståelse. Men alene erkendelsen af de ved kapitalismen skabte klassemodsætninger og derved af socialismens eksistensberettigelse er værd at notere fra hin tid. Selv en kirkens mand som biskop Martensen advarede mod den moderne dans om guldkalven. Det er givet, at Peter Knudsen har følt sig stærkt påvirket af tidens brydninger og allerede, mens han stod som medlem af Rimestads forening, har han skaffet sig indblik i national-økonomiske og sociale forhold, begyndt at lægge grundlaget for sin viden. Men når man er 21 år, banker blodet for uroligt til, at man kan slå sig ned som statistiker. Knudsen havde vel også ungdommens udve. Han tog i al fald udenlands, til Gøteborg, hvor han arbejdede i halvandet år og øgede sin fagdygtighed. Men i foråret 1872 rejste han tilbage til København for at aftjene sin værnepligt. Han blev udtaget til infanterist og lå i Kastellet. Mens han endnu var rekrut, fandt »Slaget på Nørrefælled« sted. Det var d. 5. maj 1872. Hvad der gik for sig den dag var sprængningen af et møde, indvarslet på Nørrefælled i anledning af en murerstrejke. Mødet var blevet forbudt af politidirektør Crone, men et stort arbejdermøde i »Den internationale Arbejderforening«s lokale i Lille Kirkestræde vedtog mødets afholdelse på trods af politiet og i henhold til borgernes grundlovsmæssige rettigheder. Politiets forbudsplakater blev revet ned, og folk strømmede søndag eftermiddag d. 5. maj til Blegdamsfælleden. Det kom til sammenstød med politiet og de til dettes hjælp hidkaldte husarer. Til slut måtte folkemængden fortrække. Under »Slaget på Nørrefælled«, der gav anledning til arrestation af de tre arbejderførere, Pio, Brix og Geleff, lå Peter Knudsen på sit leje i Kastellet. Rekrutterne var beordret til ro, mens det ældre mandskab havde fået udleveret skarpe patroner. Autoriteterne sikrede sig i tide mod en arbejderrevolution i hovedstaden. Man vil nu, i det tyvende århundrede, se med undren på denne bevæbnede alvor i myndigheders opfattelse af socialismen. Dens modsætning var de socialistiske arbejderes glødende tro og dertil knyttede utopiske forestillinger om en snarlig omvæltning af den bestående kapitalistiske verdensordning. Men denne tro appellerede dog aldrig til brandfakler eller dynamitattentater. Den var socialisme og den var dansk socialisme. Peter Knudsen har levet med i begivenhederne af 1872, skønt han var interneret i Kastellet. Umiddelbart efter udstået tjeneste meldte han sig ind i socialdemokratiet. Partiets organisation var efter førernes fængsling undergået en forandring. Den danske afdeling indenfor det af Karl Marx i 1864 stiftede »Internationale« (Den Internationale Arbejderforening) ophævedes ifølge myndighedernes påbud, og i dens sted dannedes en organisation af frie fagforeninger, bestående af de større fagsammenslutninger, medens de små, uorganiserede fag og de enkelte personer, der ikke tilhørte noget egentligt fag, f.eks. studenter og lærere, samledes i »Den blandede Fagforening«. Knudsen indmeldte sig i denne og vedblev at stå som medlem af den under dens noget omskiftende vilkår, hvor navnet forandredes først til »Den demokratiske Arbejderforening«, derefter til »Broderbåndet«, som atter fik navneforandring og kom til at hedde »Socialdemokratisk Samfund«. Foreningen var arbejdernes særlige politiske organisation, selv om også de frie fagforeninger indrulleredes under det politiske partis fane, men dens virksomhed indskrænkede sig væsentligt til at være en diskussionsklub. Her var der imidlertid lejlighed til at samle politisk forståelse og opøve sig i socialistisk teori. P. Knudsen fortsatte i nye baner, hvad han havde påbegyndt i »Arbejderforeningen af 1860«. Han studerede tidens brændende spørgsmål med en iver og grundighed, som til slut bundfældede sig i en urokkelig overbevisning om, at socialismen var den eneste vej til arbejderklassens frigørelse, og at det organiserede proletariat havde en historisk mission, som måtte føre til afskaffelse af kapitalistklassens politiske herredømme og dermed til dens økonomiske magts fald. Han var marxist, revolutionær i historisk betydning. Selv senere, da Knudsen så ivrigt som nogen deltog i praktisk reformarbejde, beholdt han denne retlinethed i overbevisning, der vel tillader forhandling, men aldrig går på falsk akkord og ikke taber det store mål af syne. Han var kaldet til at lede et stort parti ad fremskridtets vej. Det praktiske arbejdes udgangspunkt måtte foreløbig være at organisere fagfællerne. »Hvad du evner kast af i de nærmeste krav!« I den moderne arbejderbevægelse har fagforeningen altid været forberedelsesklassen. I den opdrages arbejderen til kammeratskab og politisk samvirke. Og fra fagforeningerne gik de bedst skolede arbejdere som »officerer« ud til den politiske kamp. Peter Knudsen havde allerede forud »marskalkstaven i tornystret«. Det var i første række hans initiativ og energi, der d. 24. maj 1875 førte til oprettelsen af Handskemagerforeningen i København. Fagorganisationen fik snart efter stiftet foreninger i Odense og Nyborg samt i de svenske byer Malmø, Lund, Helsingborg og Kristiansstad. P. Knudsens tidligere ophold i Sverige gjorde ham til selvskreven agitator for sin fagforening, men indtil videre fik han dog kun de sydsvenske byers kolleger organiseret. Ved en kongres i København sluttede alle de nævnte danske og svenske foreninger sig sammen i »Det nordiske Handskemagerforbund«, der fra d. 1. november 1876 udgav et fagblad med P. Knudsen som redaktør. Så liden offentlig - for ikke at sige historisk betydning denne foreningsvirksomhed synes at rumme, har den dog været en lille ouverture til arbejdernes skandinavisme. I halvfjerdserne fandtes der ingen socialisme i Sverige eller Norge. Vore »brodra hinsidan« havde vel fået århundredets socialrevolutionære ideer præsenteret i teoretiske afhandlinger af mænd, udgåede såvel fra den akademiske som fra det fysiske arbejdes verden. Betydeligst blandt disse tænkere er Niels Herman Quiding (død 1886), som gennem et langt liv ydede værdifulde indlæg i det store sociale spørgsmål. Han skrev under mærket »Nils Nilsen, arbetskarl« og er - ligesom vor Frederik Dreyer (død 1853) - forløberen for den egentlige socialistiske arbejderbevægelse, hvis opkomst i Sverige må dateres til midten af 1880erne. Det lykkedes ganske vist ikke i første omgang at holde liv i Handskemagersvendenes Forbund. Foreningerne i provinsbyerne og i Sverige faldt fra, og forbundet opløstes i 1879. Men i den første, korte periode havde de organiserede handskemagere allerede været i kamp. I 1876 og 1877 strejkede de i Lund i henholdsvis 3 måneder og 4 uger. I 1878 strejkedes der 6 uger i København. I alle de nævnte tilfælde var strejkerne erklæret for at undgå lønnedsættelse. Arbejdernes fælles økonomiske interesser førte i 1898 til genoprettelse af Handskemagerforbundet, men allerede i 1892 havde de danske handskemagerforeninger i København og Århus tiltrådt »Det internationale Handskemagerforbund«, som har afdelinger i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Østrig-Ungarn, Belgien, Frankrig, Italien, Spanien og Amerika. Disse afdelinger har gensidighedsforpligtelser med hensyn til strejker og lockouter og understøtter ligeledes arbejdsløse medlemmer. Trods det uhyre arbejde, der i årenes løb tilfaldt P. Knudsen, vedblev han dog længe at stå som formand for Handskemagerforeningen af 1875 og udfyldte sin plads med beundringsværdig hengivelse i arbejdet for kammeraternes sag. Da Peter Knudsen i 1873 trådte ind i det socialistiske parti, sad de gamle førere i fængsel, og arbejderbevægelsen stod i stampe. En højesteretsdom af 1873 havde forbudt »Internationale«, hvis fagsektioner da efterhånden gik op i »De fri Fagforeninger«, som lededes af en centralbestyrelse. Denne varetog de særlig socialistiske interesser, som lå udenfor fagforeningernes almindelige virke. Hver fri fagforening valgte 2 repræsentanter til centralbestyrelsen, og repræsentanterne valgte igen en formand, en næstformand og en kasserer. Organisationens arbejde var et dobbelt, dels at vinde politisk indflydelse gennem den agitation, der udfoldedes af det socialistiske dagblad og gennem afholdelse af politiske møder, dels at virke for højere løn og forkortet arbejdstid. Hertil knyttede sig en tredje opgave, som bestod i oprettelsen af produktionsforeninger, udgåede fra og ledede af fagforeningerne. Den berømte tyske agitator Ferdinand Lassalle havde på arbejderforeningernes program sat statshjælp til produktionsforeninger for derved at understrege statens pligt til at lade sig engagere i arbejdernes kamp mod den kapitalistiske storindustri. Siden da - i 1860erne begyndelse - har socialdemokratiet afpasset sit program med fuldere forståelse af arbejderklassens forhold til staten. Men i halvfjerdserne troede man endnu på produktionsforeningernes evne til at optage kampen økonomisk mod de kapitalistiske foretagender. Man havde jo kunderne i sine egne partifæller ! Men man havde langt til statshjælp, og det skortede ikke blot på fornøden kapital men ofte på tilstrækkelig forretningskyndig ledelse. Disse produktionsværksteder fra halvfjersernes år var små, heltemodige forsøg på at frigøre sig fra kapitalismen, og der var nok af ædel begejstring men for lidt af klog beregning. Dog tør det med god grund siges, at produktionsværkstederne fik deres betydning for senere tiders arbejderbevægelse. De anviste arbejderne fastere rammer for deres politiske gerning og klarede deres forståelse af opgaver, som måtte løses ad sammenslutningens og kooperationens veje. Arbejderbevægelsens stille afløstes af frisk blæst, da Louis Pio kom ud af fængslet og påny overtog ledelsen af partiorganet. Den forgudede arbejderfører skabte imidlertid opposition indenfor sit eget parti, fordi han havde for meget af eneherskerens natur i sig. Sålænge han blændede ved sin romantiske optræden og fyrige veltalenhed, var der kun liden plads for realiteternes mænd, til hvilke P. Knudsen under alle omstændigheder må regnes, selv om han ikke nævnes blandt dem, der trådte i opposition til Pio. Et frygteligt slag for arbejderbevægelsen var det, da Pio og Geleff i 1877, trykkede af forholdene indenfor partiet og truede af politiet, forlod Danmark og rejste til Amerika for aldrig at vende tilbage. Samtidig med den økonomiske krise, som just indtrådte på denne tid, lammedes arbejdernes mod og kraft. De følte sig både forrådte og prisgivne, og bevægelsen gik stærkt tilbage. Det var en mismodets og mistillidens tid. Blandt dem, der holdt modet oppe, var P. Knudsen. Og dog skulle han selv i høj grad komme til at føle tidernes ugunst. Som formand for sin fagforening, redaktør af fagbladet og medlem af den socialistiske partiledelse havde Knudsen allerede før 1877 henledt arbejdsgiveres og autoriteters opmærksomhed på sig. Han noteredes bl.a. på arbejdsgivernes sorte liste. Det betød, at han ikke burde tages i arbejde af nogen mester. Formandsplads og fagblad gav ikke Peter Knudsen nogen nævneværdig indtægt. Han skulle leve af handskemageriet. Og så kom der da en ond tid for ham, hvor han stilledes ansigt til ansigt med materiel nød. »Socialdemokraten«, til hvilken han blev knyttet som medarbejder, måtte atter afskedige ham, fordi bladets budget ikke kunne bære den ringe udgift, hans journalistik kostede. I denne fortvivlede situation, hvor alt var mørke omkring Peter Knudsen, havde han en trofast støtte i sin hustru. Han var blevet gift i 1875 med enken efter en tømrer Walther. P. Knudsen havde lært parret at kende i partiets første trængselsår. Walther døde tidligt og efterlod hustru og 3 børn. En smitsom syge bortrev børnene. P. Knudsen ægtede nogen tid efter enkefru Walther. Hun var henved en halv snes år ældre end P. Knudsen, men aldersforskellen øvede ingen uheldig indflydelse på deres samliv. Den bidrog snarere til, at fru Knudsen ligesom med en slags moderlig omhu hjalp sin ægtefælle til rette under alle forhold, hvor hendes råd og dåd var fornøden. Fru Knudsen var født i Tårnby på Amager. Den høje, kraftige kvinde var i besiddelse af et ligeså brillant humør som godt hjerte, som kom til at stå deres prøve både i onde og gode dage. Da Peter Knudsen var blevet arbejdsløs, hjalp hans hustru med til udkommet. Hun skaffede sig nogen indtægt ved vask, medens Knudsen selv påtog sig tilfældigt arbejde, pressede handsker, syede matroskraver og lignende. Men de nærede begge en usvigelig tro på fremtiden og fandt sig uden knurren i deres fattige kår. Forholdene i partiet var ikke heller de lyseste. Efter Pio´s bortrejse gjaldt det for de mænd, som skulle genrejse partiet, at træffe en ordning, som stod lige langt fra søvnig moderation og vild radikalisme. Bladet »Socialdemokraten« blev organ for den nye kurs, og under mærket »en arbejder« begyndte typografen E. Wiinblad en journalistik, der henledte såvel modstanderes som venners opmærksomhed på ham. I denne periode, helt op til april 1881, træffer man ikke Knudsens navn så særdeles hyppigt i den offentlige debat. Ikke desto mindre deltog han ivrigt i partibevægelsen og kæmpede for kammeraternes interesser i handskemagerorganisationen. Han bidrog også til at forberede stiftelsen af den socialdemokratiske partiorganisation »Socialdemokratisk Forbund« der kom til verden d. 12 februar 1878. Denne organisation er i årenes løb blevet moderforeningen for de socialdemokratiske organisationer over hele landet. Ved forbundets oprettelse stilledes fagforeningerne friere i deres specielle virke, men forbindelsen mellem de to organisationer opretholdtes og knyttedes fastere på et senere tidspunkt. I april 1881 blev E. Wiinblad »Socialdemokraten«s redaktør, og han søgte straks P. Knudsens medhjælp. Redaktionskontoret var den gang i et lille mørkt 2 fags værelse i Farvergade. Mens Wiinblad selv næsten ganske alene besørgede det løbende journalistiske arbejde, søgte han at vinde fagforeningernes medlemmer som holdere af bladet ved artikler om faglige forhold og principielle indlæg til belysning af de socialistiske teorier. Her fandt han en fortræffelig støtte i P. Knudsen, der dog måtte blive ved sit håndværk som hovednæringsvej. »Det var i sandhed«, hedder det i C. E. Jensens og Borgbjergs værk »Socialdemokratiets århundrede«, »en arbejderredaktion: redaktøren, der lige havde forladt sætterkassen, spadserede mange gange først til Åbenrå, hvor Knudsen sad og syede handsker i en baggård, og derfra til Lille Regnegade, hvor Søren Larsen (bladets »udenlandske medarbejder«) stod og barberede, for at afhente dagens manuskript.« I januar 1882 flyttedes redaktionskontoret til Nørregade 5, 2. sal i mellembygningen, hvor forholdene var betydeligt bedre end i Farvergade. Partiet havde også haft medvind. Den indre splid var bragt til afslutning, fagforeningerne gik stærkt fremad, og »Socialdemokraten« blev det centrum, hvor beslutninger fattedes og hvorfra kampen lededes. »Socialdemokratisk Forbund« havde i 1882 valgt P. Knudsen som forretningsfører. Han var ved siden heraf den betydeligste kraft indenfor fagforeningsbevægelsen og sidst men ikke mindst journalisten, som bl.a. i denne periode, da Wiinblad gav bladet indhold og form, skrev en række artikler om landarbejdernes kår. Der knyttedes nu tillige flere både ældre og nyere medarbejdere til bladet. Den politiske stilling her i landet prægedes den gang af den begyndende kamp mellem Højre og Venstre om forfatningens brug, og det åndelige liv befandt sig i en stærk brydningstid. Politisk vækkelse og moderne retning i dansk litteratur øvede også en stærk indflydelse på Arbejderklassen. »Studentersamfundet« stiftedes og bidrog til arbejdernes oplysning ved udgivelsen af småskrifter senere ved aftenundervisningen for arbejdere. Allerede i eftersommeren 1882 gik »den forenede københavnske opposition«, socialdemokrater og liberale, til landstingsvalg mod det Estrup'ske Højre. Det var et overrumplingsforsøg, som nær havde brudt bresche i reaktionens gamle borg. Socialdemokratiets internationalisme, for hvilken P. Knudsen var en ihærdig forkæmper hele sit liv igennem, gav sig et smukt udtryk i 1883, da det af Bismarck'ske undtagelseslove forfulgte tyske socialdemokrati afholdt en hemmelig kongres i Arbejdernes Forsamlingsbygning, Rømersgade 22 i København. Her kunne P. Knudsen som partiets forretningsfører byde de tyske brødre et hjerteligt velkommen. Den bitre forfatningskamp, som tog fart herhjemme i firsernes midte, udelukkede for lang tid en tiltrængt social reformlovgivning. Socialdemokratiet måtte, som det politiske udtryk for Arbejderklassens interesser, være nærmest kaldet til at kræve reformer, men dels fastholdt socialdemokratiet med fuldkommen ret, at forfatningsspørgsmålet først måtte afgøres i henhold til parlamentarisk styresæt, og dels tog det sammen med den øvrige opposition bestemt afstand fra de Estrup'ske reformlove, der vel også mest var beregnet på at aflede opmærksomheden fra forfatningskampen og fra socialismen. Der havde hidtil foreligget et par forslag til løsning af spørgsmålet om arbejdernes alderdomsforsørgelse, et af godsejer Grüner til Ravnstrup, som havde oprettet »De forenede kommuners alderdomskasse«, i hvilken arbejdere kunne tegne livrente, og ét af den gamle jernstøber P. F. Lunde. Sidstnævntes forslag var det mest omfattende og gik ud på, at arbejderne, som ikke fik den fulde betaling for deres arbejde, skulle have en af staten sikret livrente fra deres 30 år, voksende med alderen og afpasset efter arbejdsfortjenesten i det foregående år. Arbejdsudygtige burde helt eller delvist forsørges af staten. Midlerne til denne alderdomsforsørgelse skulle staten indvinde ved en skat på indkomst og arv. Lundes plan havde vundet nogen indflydelse på landet, medens byarbejderne vel nærmest frygtede for, at en livrente af den nævnte art ville vanskeliggøre en ensartet optræden i lønspørgsmål. Regeringen havde i halvfjerdserne nedsat en arbejderkommission, som i 1878 fremsatte forslag om en alderdomsforsikring, hvortil bidrag skulle ydes dels af arbejderne selv fra den unge alder, dels af stat og kommune. Kommissionens flertal holdt på en frivillig forsikring. I rigsdagssamlingen 1881-82 forelagdes der et privat lovforslag i Folketinget. Det fulgte mindretallet i kommissionen, som holdt på tvungen forsikring, men socialdemokratiet, som endnu var uden repræsentation i Rigsdagen, rejste en stærk agitation for tanken om statspensionering af alle gamle ubemidlede, og dette standpunkt vandt overvejende tilslutning i sygekasserne, som nu havde et flertal af klassebevidste arbejdere. P. Knudsen kom her til at spille en fremtrædende rolle, der gav ham lejlighed til at udarbejde et meget vigtigt, ja næsten epokegørende indlæg i spørgsmålet om samfundets pligter overfor fattige, syge og gamle. Grundloven af 1849 kom til verden umiddelbart efter store begivenheder i udlandet. Folkene kæmpede overalt for fuld gennemførelse af den frihed, som var indvarslet i slutningen af det attende århundrede. Absolutismen stod for endeligt fald i de videst fremskredne stater. Paris' arbejdere havde kæmpet på barrikaderne for at erobre den almindelige valgret og nå frem til social retfærdighed. Fattigdomsspørgsmålet faldt som en dyb, mørk skygge fra den verdenserobrende maskinindustri. Det begyndte at stå klart for arbejderne, at var de end sluppet forbi absolutismens scylla, havde de kun udsigt til at blive slugt af frikonkurrencens charybdis (dvs. de gamle, græske sagn forestiller sig ved scylla malstrømmen, at den har skikkelse af et uhyre, som bor i en klippehule. Charybdis er strømmens farlige hvirvel, og kommer der et skib i dette naboskab, må det enten ofre sit mandskab til scylla eller vil blive opslugt af charybdis). Men barrikademændenes kamp for »den røde republik« blev slået ned med hård hånd i juni 1848. Kravet om »retten til arbejde«, det specielle socialistiske programpunkt for hin tid, druknede i blod. Det er utvivlsomt, at juni-kampens udfald har øvet sin indflydelse på de danske grundlovsgivere. I stedet for det liberalistisk set uoverkommelige at bekæmpe arbejdsløsheden og sikre alle adgang til arbejde, nøjedes man med i grundloven at indsætte en paragraf om fattigforsørgelse: »den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene herom påbyde«. Frikonkurrencens samfund kunne nu arbejde med fuld kraft og »en god samvittighed«. Man havde jo fattigvæsnet til at tage sig af det forkomne proletariat. Men et samfund, der fostrer arbejdsløshed, lider af en kræftskade. Den førnævnte forfatter fra halvfjerdserne, Fr. Krebs, slutter en omtale af fattiglovgivningen med følgende ord: »vidste den skikkelige del af arbejderbefolkningen, hvilken elendighed et sådant officielt fattigvæsen tilfører den, måtte den hellere ønske sig fri for al officiel fattigunderstøttelse.« Kendsgerningerne tog ordet førend Arbejderklassen. En kristianshavnsk præst udtalte i en beretning fra 1868 som sin overbevisning, at der i hovedstaden fandtes »et stærkt og farligt proletariat, som dagligt vokser i betænkelig grad og er svangert med store ulykker for samfundet i den nærmeste fremtid«. Han anfører, at Københavns fattigvæsen i 1867 kostede over 50 procent mere end 10 år i forvejen, og at hver ellevte menneske i hovedstaden modtog offentlig hjælp. Et andet vidnesbyrd om elendighed var det voksende antal af forbrydelser i hovedstaden. De steg fra 1864 til 1867 med ca. 1200 årlig, og den langt overvejende del var forbrydelser mod ejendomsretten, simple tyverier. Også tallet på anholdelser af erhvervsløse og omstrejfende personer steg voldsomt. Man regnede i nævnte tidsrum med henved 3000 om året. Den nære forbindelse mellem social og moralsk elendighed åbenbaredes i disse beretninger og tal fra storindustriens gennembrudsperiode i 1860erne. Arbejderbevægelsen må føre en hård og langvarig kamp for at dæmme noget op mod frikonkurrencens stormflod. I et foredrag i studentersamfundet i 1884 oplyste P. Knudsen på grundlag af byen Københavns regnskaber, at antallet af dem, der nød fattighjælp i 1875 var 15,142 personer, medens tallet i 1881 var 23,596. Medregnede man de syge, der modtog hospitalshjælp eller medicin i sidstnævnte år, blev det 31,000 personer, som havde modtaget hjælp af fattigvæsnet - eller hvert 7. menneske i København. Men ikke blot i storbyen, også over købstæder og landet faldt fattigdommens skygge. Jordejendommens ulige fordeling skabte et landarbejderspørgsmål og gjorde det brændende. Men der var dengang endnu ikke nogen selvstændig underklassebevægelse på landet, som kunne danne rygstød for en reformlovgivning. Først i slutningen af 1880erne begyndte den sociale reform, som indledes med felttoget mod fattiglovgivningen. Arbejderklassen havde da et stort blad, i hvilket der fremkom uhyggelige afsløringer af forholdene på flere af landets fattiggårde. Det var navnlig den uforsvarlige ordning, som tillod at hjemløse børn, dårlige individer og gamle hæderlige folk måtte bo under tag sammen, der fik både den socialistiske presse og adskillige venstreblade til at forlange en reform af fattiglovgivningen. Men til en sådan reform måtte der da uvægerlig knyttes hjælp til fattige syge og forsørgelse af hæderlige gamle, uden at dette betød de pågældendes forlis af borgerlige rettigheder. I den agitation mod den gamle fattiglovgivning, som nu tog fart, var P. Knudsen sjælen. Han havde her fundet et emne, i hvilket han kunne fordybe sig med socialreformatorens lidenskab og statistikerens grundighed. Som ivrig sygekassemand havde han tilmed praktiske forkundskaber til at tage fat på opgaven. På et møde d. 13. april 1883, som var indvarslet af bestyrelsen for »De forenede arbejderes Syge- og begravelsesforening« i København, og i hvilket bestyrelserne for flere Københavnske og Frederiksbergske sygekasser deltog, besluttedes det at indgå til Frederiksberg kommunalbestyrelse med et andragende om, at sygekasserne måtte få samme ret til indlæggelse af patienter på Frederiksberg Hospital og samme moderation i betalingen for disses kur og pleje, som Københavns Magistrat allerede havde tilstået de fleste i København værende sygekasser. Til fremme af beslutningen nedsattes et udvalg, som fik ret til at supplere sig med delegerede fra andre sygekasser, og der fremsattes forslag om afholdelse af en kongres for Københavnske og Frederiksbergske sygekasser. På kongressen skulle man tage under overvejelse, hvad der kunne gøres for at fremme foreningernes tarv. Ved fællesmøder i august 1883 behandledes en dagsorden, som foruden spørgsmål, der knyttede sig direkte til sygeforsikringen, indeholdt følgende: Punkt 5) »kan der gøres noget for fader og moderløse børn af den arbejdende klasse med hensyn til opdragelse samt for børn af sådanne forældre, der på grund af sygdom eller af andre årsager ikke selv kan forsørge deres børn?« Punkt 8) »hvorledes hjælpes bedst de gamle, svagelige arbejdere, særlig sådanne, som er medlemmer af syge og alderdomsunderstøttelsesforeninger?« Begge spørgsmål rækker ind på fattiglovgivningens område, fordi forældreløshed, sygdom og alderdom i så mange tilfælde tvang mennesker til at underkaste sig den offentlige forsorg. Medens punkt 5 blev udskudt, fordi tiden ikke tillod drøftelse, vedtoges en resolution til punkt 8, i hvilken det hedder: »Forsamlingen anser det for nødvendigt, at der af statskassen ydes et beløb til sygeplejen og til ubemidlede syges forsikring samt til forsørgelse af gamle og svagelige arbejdere.« Da denne dobbelte opgave havde en så stor betydning, vedtoges det endvidere at lade et udvalg på 9 medlemmer foretage en omfattende undersøgelse af sagen og lade udarbejde forslag. Udvalget fik ret til at supplere sig med mænd, hvis assistance kunne være af betydning for de stillede opgavers løsning, og man valgte da P. Knudsen. Som grundlag for forhandlingerne om sygeforsikring, statstilskud etc. besluttedes det indtil videre at benytte »et af »Socialdemokratisk Forbund« i 1880 til rigsdagen indsendt lovforslag om sundhedsplejens ordning ved staten, sideordnet med undersøgelsen af de forhold, der måtte anses for at være bestemmende for statens virksomhed på dette område.« Udvalgets betænkning er i sin helhed udarbejdet af P. Knudsen, af hvem ligeledes de i betænkningens 1. afsnit indeholdte originale statistiske oplysninger er tilvejebragt.« Betænkningen, der så lyset under titlen »Sygeforsikring og alderdomsforsørgelse«, indbragte Knudsen megen anerkendelse fra alle sider. Det blev et helt statistisk værk over 300 kvartsider stort. Årsagen hertil var, at der indkom en række statistiske meddelelser vedrørende de forhold, det var opgaven at belyse. Stoffet udvidedes, og de fundne resultater kom til at foreligge i grundigere udredning end fra først af tænkt. Det er beundringsværdigt, hvad P. Knudsen har præsteret i dette statistiske værk. Ikke blot fordi han, den forhenværende håndværkssvend, her viser sig som en udmærket socialstatistiker, men tillige fordi han bryder bane for en socialreform«. Han opruller en række billeder af Arbejderklassens levevilkår, dens løn og forbrug af livsfornødenheder. Og det er ikke blot hovedstadsarbejdernes stilling, der lægges klar ved hjælp af uigendrivelige tal og oplysninger, også købstadarbejdernes og landarbejdernes forhold undersøges indtil de mindste enkeltheder, der kan bidrage til at yde et sanddru billede af deres kår. Undersøgelser af de pågældende emner havde tidligere foreligget spredt i andre skrifter, f.eks. »Tabelværk til Københavns statistik nr. 7«, suppleret ved oplysninger fra enkelte fagforeninger, for provinsarbejdernes vedkommende i kammerassessor J. T. Bayers værk »Dansk provinsindustri« og for landarbejdernes i udtalelser af professor Falbe Hansen (om de jordløse landarbejdere), af stiftsfysikus Fr. Krebs (om de jordløse husmænd og indsiddere, navnlig dem, der får kosten hos arbejdsgiveren) og af dr. Th. Sørensen, den senere sygekasse- og arbejdsløshedskasseinspektør (om landarbejdernes levevilkår). Men P. Knudsen havde foretaget en række selvstændige og meget omhyggelige undersøgelser, der afslørede de ugunstige vilkår, under hvilke store dele af by og landarbejderne den gang levede. Dette måtte vække opmærksomhed og ikke mindst i lovgivningskredse, hvorfra hjælpen til de fattige syge og gamle var at vente. Thi resultatet af P. Knudsens undersøgelser havnede naturligvis med fuld konsekvens deri, at arbejderne, levende under trange forhold, havde krav på statshjælp, når deres egen kraft faktisk var brudt eller opbrugt, altså under sygdom eller alderdom. Årsagen til den manglende tilslutning til sygekasserne i hin tid søgte P. Knudsen deri, at en stor del arbejdere var ude af stand til at betale de beløb, der  udfordredes for gennem en sygekasse at sikre sig medicin og lægehjælp samt en pengeunderstøttelse i sygdomstilfælde. Vanskelighederne forøgedes ved den uregelmæssighed, arbejdernes indtægter er underkastede, navnlig ved den periodiske arbejdsløshed. Da tilslutning til sygekasserne imidlertid er en nødvendighed navnlig for de ubemidlede, gjaldt det om at lette dem adgangen. På grundlag bl.a. af fysikus Trautners »Oversigt over sygekassernes virksomhed i Danmark i året 1882«, der omfattede 762 sygekasser, fordelte over hele landet, anslog P. Knudsen de egentlige arbejderes antal indenfor sygekasserne til 19,000 i København eller ca. 50 pct. af de ca. 38,000 håndværkere og arbejdsmænd, der den gang fandtes i København. Forholdet i provinsbyer og landdistrikter var endnu slettere. Her regnedes med, at der var 57,000 sygekassemedlemmer, som hørte til Arbejderklassen, eller kun 32 pct. af dennes hele antal. Det vil sige, at der udenfor sygekasserne i provinsen og landdistrikterne stod 121,000 eller ca. 68 procent. Disse forhold såvelsom sygekassernes vanskeligheder med at afbalancere indtægter og udgifter havde allerede forud beskæftiget lægestanden og nationaløkonomerne. Blot politikerne fattedes. »Den almindelige danske lægeforening« havde ved et møde i Odense i august 1887 udtalt sig for en ny sundhedslovgivning, som ordnede sundhedstjenestens gennemførelse på en mere tidssvarende måde pålagde alle kommuner uden undtagelse at have sundhedsvedtægter, der skulle opfylde et vist lavmål af fordringer, og i det af professorerne V. Falbe Hansen og Will. Scharling udgivne værk »Danmarks statistik« omtaltes medicinalvæsenet og sundhedsplejen i en af stiftsfysikus Krebs og sygehuslæge F. L. E. Smith forfattet afhandling, hvori det påpegedes, at det efter den katolske kirkes fald måtte blive staten og kommunerne, hvem det påhvilede at træde i kirkens sted med hensyn til skoleundervisningen, de fattiges forsørgelse og de syges pleje. Den katolske kirke havde jo før reformationen varetaget disse opgaver, om end på ufyldestgørende måde, og da store dele af den katolske kirkes ejendomme var blevet inddraget af staten, påhvilede det naturligt denne at varetage sundhedsplejen og forsørgelsesvæsenet. Helt var denne forpligtelse heller ikke blevet tilsidesat af staten. Allerede på Rigsdagen i 1525 foreslog Frederik den første således, at der overalt i landet skulle ansættes og lønnes faste læger og apotekere. Adelen forkastede forslaget, gående ud fra den betragtning, at de, der trængte til læger og apotekere, selv måtte skaffe sig deres hjælp. Sagen blev dog taget op påny under Kristian den tredje. Der bestemtes da flere kanonikater (tidligere embedslønninger ved domkirkerne) til lønninger for uddannede læger (doktorer), der skulle have den pligt at komme fattige syge på deres egn til hjælp, og de første fysici blev ansatte i Odense, Viborg og Ribe. I det 17. århundrede forøgedes fysikus-embederne med 3, nemlig 1 for Sjællands stift, 1 for Lolland og 1 for Århus stift. Men først i den sidste halvdel af det 18. århundrede blev der tale om at forsyne landet med uddannede læger, og det var endda henimod århundredets slutning, før man tænkte på midler til at afhjælpe landbefolkningens trang til lægehjælp. Der oprettedes så en række distriktslægeembeder rundt om i landet. Det første var Koldinghus kirurgiat (1771), efterfulgt af 14 andre på jysk grund, 14 på Sjælland og 5 på Fyn. Ved århundredets slutning var der ialt 60 distriktslægeembeder i hele landet foruden København, der har sin egen medicinalforvaltning, uafhængig af det øvrige land. Før efter midten af forrige århundrede fandtes ingen sygehuse heri landet. »det kgl. Frederiks hospital«, som oprettedes i 1756, var det første offentlige sygehus, hvis fundats bestemte, dels at der skulle modtages 300 fattige syge til fri behandling, dels at hospitalet skulle være en læreanstalt for landets vordende læger. Ca. tolv år efter oprettedes på almindeligt hospital, der var bestemt som plejestiftelse for fattige, gamle og syge og som arbejdshus, en sygeafdeling, der havde 182 senge. I 1759 var fødselsstiftelsen oprettet som afdeling af Frederiks Hospital. Det var i alt for hin tid 1 sygehusseng for hver 202 indbyggere. Der gik lang tid, før forholdene bedredes. I 1863 åbnedes kommunehospitalet i København, og efter dette er adskillige hospitaler oprettede. I 1880 havde København 10 offentlige sygehuse, hvoraf de 2 var statens og 5 kommunens. Der var nu 1946 senge eller 1 sygehusseng for hver 120 indbyggere. I provinsen var der i 1880 i alt 83 sygehuse med et sengeantal af 1922 eller kun 1 sygehusseng for hver 902 indbyggere. Antallet af læger var ligeledes altfor ringe, og dette gjaldt i særlig grad Jylland. Mens der i København var 1 læge for hver 819 indbyggere, havde Jylland gennemsnitlig kun 1 læge for hver 3826. Ringkøbing amt stod her lavest med 1 læge for hver 6243 indbyggere eller for hver ca. 6 kvadratmil. Statens indgriben i sundhedsplejeforholdene må oprindelig have været den at give enhver syg lejlighed til at blive helbredet uden hensyn til stand eller formuesvilkår. Men maskinindustri og næringsfrihed, som sprængte så mange hindringer for den økonomiske udvikling, havde på sin samvittighed at behandle mennesket blot som et »besjælet arbejdsredskab« og glemte at fremhjælpe, hvad der kunne værne mod misbrug. Fabriksloven af 1873 var kun en svag begyndelse og efterfulgtes ikke i den nærmest følgende tid af nogen social lovgivning. I rigsdagssamlingen 1880-81 indsendte bestyrelsen for »Socialdemokratisk Forbund« i København et andragende til Folketinget, anmodende Tinget om at tage initiativet til, at der gennem lovgivningsmagten blev tilvejebragt en forbedret ordning af sundhedsplejen. Som det mål, der skulle nåes, anførtes følgende: 1) at der overalt i landet findes det for en omhyggelig sundhedspleje fornødne antal læger, jordemødre og hospitaler, og så let tilgængeligt som efter omstændighederne muligt. 2) at landet i dette øjemed inddeles i sygedistrikter, hvert med sit hospital, apotek og lægepersonale. 3) at alle udgifter, sundhedsplejen vedrørende, afholdes af statskassen, så at henvendelse om lægehjælp og jordemoderhjælp ikke medfører nogen udgift for vedkommende. 4) at ubemidlede syge afholder af statskassen en erstatning for det tab, som sygdommen påfører dem. 5) at lægehjælp, jordemoderhjælp, hospitalspleje, medicin osv. samt den under punkt 4 nævnte erstatning ikke anses som understøttelse og altså ikke medfører nogen indskrænkning i vedkommendes borgerlige og politiske rettigheder. 6) at det gøres til pligt ved begyndende sygdom straks at søge lægehjælp. Med andragendet fulgte som bilag et fuldt udarbejdet lovforslag om sundhedsplejens offentlige ordning. Henvendelsen til Folketinget førte ikke til noget resultat. Og socialdemokratiet havde endnu ingen repræsentanter, som kunne tale på underklassens vegne. End ikke det foran nævnte sygekasseudvalg, på hvis vegne P. Knudsen udarbejdede sin betænkning om sygeforsikring og alderdomsforsørgelse, kunne opnå en ringe statsunderstøttelse til udgivelsen af bogen. Hjælpen blev da ydet af de foreninger, som ejede bladet »Socialdemokraten«, hvorved arbejdets trykning og udgivelse sikredes. Det var først på året 1888. Da sad der kun én socialdemokrat i den danske Rigsdag. Sejren i juni 1884, som havde skaffet oppositionen (venstre, liberale og socialdemokrater) en række sejre og brudt Højres magtstilling i København, efterfulgtes af Højres delvise fald i 1887, og den politiske kamp tog den gang i altfor høj grad opmærksomheden fangen, ja umuliggjorde simpelthen et socialt reformarbejde. Estrup havde sprængt forfatningen, og oppositionen svarede med den såkaldte »visnepolitik«. Men situationen var uholdbar. Skulle kampen mod provisorismen have været ført ud i sin fulde konsekvens, måtte man have etableret skattenægtelse og væbnet folket til revolutionær rejsning. Men dette standpunkt blev ikke godkendt af venstre, oppositionens flertal. I »Socialdemokraten« fremkom der i september 1889 en artikel, hvis indhold sagtens skyldes E. Wiinblad, men må have været godkendt af partiets førstemand, P. Knudsen. Det hed i artiklen: »Den nye vej for demokratiet er en almindelig agitation for gennemførelsen af social-økonomiske reformer. De, som vil statens overtagelse af alderdomsforsørgelsen, sygeplejen, ubemidlede børns ernæring, undervisning og opdragelse osv., osv., de bør have folkets stemmer og hædersnavnet demokrater. De andre kaster vi, hvor vi træffer dem, hvad enten de »protesterer« eller »forhandler«. Dette er den nye politik, som skal blive den almindelige folkepolitik, der vælter ministrene, hvis de sætter sig imod«. I disse karakteristiske ord brydes der fra socialdemokratisk side såvel med den golde protest og visnepolitik som med den påbegyndte forhandlingspolitik, der førtes af Højre og en del af venstre i forening. Folketingsvalget i 1890 blev et nederlag for Højre, og samtidig skød det kravet om en socialreformpolitik et stykke frem. Den politik, »Socialdemokraten« havde slået til lyd for, formede sig under P. Knudsens ledelse som en betydelig landsagitation til fremme af human fattigpleje, sygepleje og alderdomshjælp. Valget skaffede ikke blot socialdemokratiet sine to repræsentanter, Holm og Hørdum, deres kredse fra 1884, idet Hørdum påny valgtes i Københavns 9. Kreds, men tillige vandt partiet en ren landkreds, Skjoldelevkredsen, hvor redaktør Harald Jensen, Århus, valgtes. Der er ingen tvivl om, at dette valgresultat har vakt nogen uro i landbokredse, hvor man vel havde haft grund til at være tilfreds med socialdemokratiets deltagelse i kampen mod det provisoristiske Højre, men iøvrigt ønskede socialismen holdt indenfor »passende grænser«. Man anså den for en byarbejderbevægelse, der ikke havde jordbund på landet. Men i hvert fald har valget i 1890 bidraget til at fremskynde en ny kurs i dansk politik. De gamle veje var ikke længer farbare. Trods det ikke ringe arbejde, der påhvilede P. Knudsen som leder for et ungt, kæmpende socialdemokrati, hvis politiske agitation fra første færd ordnedes af ham, havde han ved sin tiltræden som forretningsfører for »Socialdemokratisk Forbund« tillige alle faglige anliggenders tråde i sine hænder. Forbundets bestyrelse virkede den gang som både politisk og faglig centralledelse. I tidsrummet fra 1880-84 var det lykkedes at få omtrent alle håndværksfagene organiserede. Opgaven havde været vanskelig, og genrejsningen lagde stærkt beslag på P. Knudsens arbejde. Han var jo selv fagforeningsmand og dertil journalist, »Socialdemokraten« var fagforeningernes og »Socialdemokratisk Forbund«s organ, og Knudsens gerning spændte over alle disse områder. Året 1884, som skaffede de københavnske arbejdere 2 repræsentanter i den lovgivende forsamling, bragte også liv i fagbevægelsen. Den fæstnedes i hovedstaden og satte nye skud i provinserne. Bevægelsens fremgang mødte uvilje hos arbejdskøberne og fulgtes med mørke blikke af autoriteterne. Så levede da den socialdemokratiske arbejderbevægelse op igen i og en politiinspektør havde dog i 1877 forsikret, at den var død og borte. Estrupiatets undtagelseslove og oppositionens visnepolitik prægede den storpolitiske kamptids højsæson. Økonomisk krig fulgte med, og den voksende arbejderbevægelse måtte i 1885 stå for en mod smedene og maskinarbejderne iværksat lockout, der fra arbejdernes side udlagdes som en politisk hævnakt, Højre arbejdskøbernes tak for folketingsvalget i juni 1884. De forlangte nu, at arbejderne i jernindustrien skulle udmelde sig af deres organisation. Dette medførte, at man også udenfor selve socialdemokratiets kreds så på lockouten med samme øjne som arbejderne. Deres sag blev oppositionens sag. Rundt omkring fra hele landet strømmede der tilkendegivelser af sympati ind til de udelukkede smede, og sympatien omsattes i hjælpsomhed. »Socialdemokraten« indeholdt i sommeren 1885 et »åbent brev til venstremænd«. Det var sendt bladet fra en bonde i Sorø-egnen og havde følgende indhold: »Jeg kom i aftes til at tænke på, om det ikke kunne lade sig gøre, at en hel del af de arbejdsløse smedes og maskinarbejderes børn tilbragte ferien på landet hos venstrefolk. Jeg er overbevist om, at en bonde måske hellere tager et barn til sig i en måneds tid, end han giver 10 kr. til de arbejdsløse mennesker, da det første dog utvivlsomt ville være den største hjælp. Men det må ske snart. Kan »Smede og maskinarbejdernes Forbund« ikke få aftalt, hvorledes det bedst kan arrangeres? Måske jeg så kan få den eventuelle beslutning at vide, så vi kan ordne det fornødne herude på landet. Et andet forslag fremsattes i »Ringsted Folketidende« og gik ud på at skaffe en del af de udelukkede smede og maskinarbejdere beskæftigelse i provinsen hos venstremænd, som uden tvivl ville kunne få brug for dem ved forskelligt arbejde i den for landmanden så travle tid. Det var smukke udtryk for den solidaritetsfølelse, der var mellem de for folkelig frihed kæmpende arbejdere og landboere. Og det blev i væsentlig grad børnenes anbringelse på landet, som vandt almindelig tilslutning og fik stor betydning for storbyens arbejdere. Nu fik bestyrelserne for »Smede og maskinarbejdernes Forbund« og for »Socialdemokratisk Forbund« travlt, og P. Knudsen fremfor nogen anden. Lockouten omfattede ca. tusind mand og kostede ca. 15.000 kr. om ugen. Landboernes hjælp var derfor af stor værdi og suppleredes yderligere derved, at der sendtes sulevarer ind til de udelukkedes familier. I Rømersgadens forsamlingsbygning indrettedes en hel »flæskecentral«, hvor P. Knudsen stod for styret. Han, der aldrig lod noget arbejde gå sig forbi, når han på nogen måde selv kunne besørge det, nøjedes ikke med at dirigere udstykning eller nedsaltning af flæsket. Han smøgede selv op og gik forrest i arbejdet. Så ilede han derfra op til redaktionskontoret, skrev artikler og planlagde agitationen, der dengang førtes overalt i landet for smedenes sag og imod det arbejderfjendtlige Højre, og om aftenen skyndte han sig så til et eller andet møde i fagforeningen, sygekassen, Socialdemokratisk Forbund eller Fællesbageriet. Fabrikanternes forsøg på at sprænge arbejdernes organisation mislykkedes. Kampen varede i over et halvt år. Da den sluttede i november 1885 havde den kostet ca. 250,000 kr. i udbetalt understøttelse. Arbejderne måtte tage et krav om en minimalløn på 27 øre tilbage, men opnåede alligevel i praksis, at minimallønnen steg. Under fornyede kampe og nye kampmidler bragt i anvendelse fra arbejdernes modstanderes side nåede den danske fagbevægelse i 1886 ind i et nyt stadium. Fra d. 27. til d. 29. august afholdtes der nævnte år en skandinavisk arbejderkongres i Gøteborg. Skønt de danske delegerede, som rimeligt var under hensyn til kongressens mødested, var færre i tal end de svenske, gav de dog kongressen dens præg. Under dagsordenens første punkt »fagforeningernes politiske (samfundsmæssige) betydning« stillede P. Knudsen en resolution, i hvilken han ikke blot betonede fagforeningernes interesse i lovgivningsarbejdet men tillige opstillede socialismen som deres program. Dette standpunkt sejrede ved kongressen med 40 stemmer mod 17 og godkendtes senere også af den svenske delegation på et særligt møde med 22 stemmer mod 18. »Socialdemokraten« i Stockholm blev de svenske fagforeningers organ. Arbejdernes skandinavisme var fuldbyrdet. Efter Gøteborgkongressen dannedes »De samvirkende Fagforeninger« i København. Ledelsen overdroges et udvalg på 7 medlemmer, hvoraf Socialdemokratisk Forbund valgte de 2, medens de 5 valgtes ved årlige fællesmøder af bestyrelserne for de fagforeninger, som havde sluttet sig til centralisationen. Ved at lade forbundet vælge to medlemmer og ved at give hele forbundets bestyrelse den samme adgang til fællesmøderne som de enkelte fagforeningers bestyrelser, opretholdt man den siden 1878 skabte tradition og understregede enheden i partiet. Men noget partiprogram opstilledes ikke af den ny fagorganisation. Det behøver knapt at nævnes, at P. Knudsen blev den ene af de 2 mænd, som Socialdemokratisk Forbund valgte. Men under hensyn til det store arbejde, der forud påhvilede ham, lod han en anden og yngre kraft overtage ledelsen af de faglige anliggender. Det har sikkert været med vemod, han trak sig tilbage. Da Wiinblad i 1884 havde foreslået ham at give afkald på det faglige arbejde for udelukkende at vie sig til sine andre opgaver, var han ved at briste i gråd. I den grad var han en sliddets mand. Men som næstformand i De samvirkende Fagforeninger vedblev han dog at øve sin indflydelse på de mangeartede forhold, den faglige virksomhed frembød. Hvervet som partifører gav ham efterhånden mere og mere at bestille, og som forud omtalt lagde sygekassesagen stærkt beslag på ham. Det tidspunkt kom også, hvor han måtte søge sæde i kommunalråd og Rigsdag. Til borgerrepræsentationen i København opstilledes han første gang i 1886 som den ene af 2 socialdemokrater, medens de liberale havde 5 kandidater på fælleslisten og Højre 2. Denne beskedne oppositionsliste fik et par tusind stemmer, medens den rene Højreliste fik ca. syv tusinde, men valget blev en fanfare, der i den følgende tid skabte stærk kommunal bevægelse blandt Københavns arbejdere. Knudsen opstilledes første gang som rigsdagskandidat ved folketingsvalget i januar 1890. Efter overenskomst med venstre trak dette parti proprietær P. Bjerre tilbage i Randerskredsen til fordel for P. Knudsen, som således havde den ære at bejle til sin fødebys vælgere. Han fik 1500 stemmer mod Højres 1800. Året 1890 skaffede alligevel P. Knudsen et rigsdagsmandat. I september deltog socialdemokratiet sammen med de liberale i det københavnske landstingsvalg. Ifølge overenskomst skulle socialdemokratiet have det første landstingsmandat, der erobredes, de liberale det andet, og socialdemokratiet det tredje. Der var kun ringe håb om, at alle tre mandater kunne erobres, men heldet fulgte oppositionen, og P. Knudsen, som var opstillet, fik således sæde i landstinget, Danmarks overhus, sammen med sin gamle partifælle C. C. Andersen. Han blev rigsdagsmand i en periode, hvor kamptidens bølger begyndte at lægge sig. Der var »forlig« i luften. Og de sociale reformer pressede på. Den Estrupske regering sad ikke heller disse krav overhørig. På grundlag af forslag til oprettelse af en alderdomsforsørgelseskasse, som blev udarbejdet af Arbejderkommissionen i 1878, forelagdes der i samlingen 1883-84 Folketinget et lovforslag om oprettelse af en statsanstalt for billige alderdomsforsørgelsen hertil ville staten yde et tilskud af 2 millioner kr. mænd og kvinder kunne fra deres 18. år frivilligt yde indskud, som forrentedes, og når de pågældende interessenter så var fyldt 55 år, tilskød staten et beløb, der svarede til 50 pct. af det, interessenterne selv havde indskudt plus renter, og for den fremkomne sum købtes en livrente, der ikke måtte overstige 200 kr. for en enkelt person og 300 kr. for et ægtepar. Forslaget blev skarpt kritiseret fra venstres side, idet man gjorde gældende, at det ikke ville komme de fattigste arbejdere til gode, og skønt Estrup i samlingen 1884-85 fremsatte forslaget i adskillig forbedret skikkelse, blev det påny kritiseret af oppositionens talere, blandt hvilke der nu for første gang var en socialdemokrat, C. Hørdum. Forslaget henvistes til finansudvalget men fandt ingen tilslutning og blev ikke fremsat senere. Men de spørgsmål P. Knudsen havde syslet med i sin værdifulde bog »Sygeforsikring og alderdomsforsørgelse« trængte fremdeles på. I rigsdagssamlingen 1889-90 fremsatte indenrigsministeren et forslag i Folketinget om revision af fattigloven. Forslagets paragraf 64, som kom til at danne grundlag for den alderdomsunderstøttelseslov, rigsdagen senere vedtog, havde følgende ordlyd: »Når en her i landet forsørgelsesberettiget person, som ikke ved dom er fundet skyldig i en i den offentlige mening vanærende handling, efter sit fyldte 60. år bliver trængende til understøttelse, betragtes den hjælp, der af det offentlige ydes til hans og families nødvendige underhold eller kur og pleje, ikke som fattighjælp, for så vidt den pågældende ikke hidtil har nydt en sådan hjælp, og han derhos enten i de sidste 10 år har været medlem af en sygekasse, hvis love er godkendte af indenrigsministeren, eller på anden efter vedkommende kommunalbestyrelses skøn virksom måde, så som ved passende indskud i en alderdomsforsørgelseskasse eller deslige, har søgt at sikre sig imod at falde fattigvæsenet til byrde.« Forslaget blev ikke gennemført i 1889-90 og forelagdes derfor påny det følgende år, da både Folketing og Landsting havde fået en ny sammensætning. P. Knudsen og hans parti var klar over, at den sociale reformbevægelse ville nå frem til lovgivernes afgørelse. Han kom dog til at holde sin »jomfrutale« om et andet emne, der måtte interessere ham stærkt i hans egenskab af statistiker. Det var et lovforslag om told- og skibsafgifterne, som gav P. Knudsen lejlighed til at udtale sig mod de indirekte skatter og forlange formue og indkomstskat med stigende skala. I regeringsforslaget var der bestemmelser om luksustold, og Knudsen ironiserede over, at brænde var indbefattet under luksus. De småhandlende, som sælger pindebrænde til fattige koner, ville vist »i høj grad blive forbavsede over at høre, at de handler med luksusartikler«. I første halvdel af den periode, Knudsen sad i Landstinget, fuldbyrdedes det politiske forlig, som sprængte venstre. Den Frede Bojsen'ske gruppe nærmede sig efter valget i 1890 Højre og blev stærkt angrebet af Bergs og Hørups tilhængere, som nu dannede et radikalt venstre. »Ålborg Amtstidende« skrev den gang (1891) bl.a. om Højres og de moderates alliance: »Det er første gang i mange år, at vi har haft den politiske situation, at en del af venstre er i tæt alliance med højre mod en anden del af venstre og socialdemokratiet. Det er den åbenbare parole fra Højres delegeretmøde, at man vil slå europæerne, Bergs tilhængere og socialdemokraterne ned. Dertil behøver man en alliance; man har søgt den og fundet den i Bojsens folk. Hvorvidt denne alliance vil bære, er det umuligt at se, men at den vil sætte sine mærker i det politiske liv, er der ingen tvivl om. At den ikke bliver til det sande demokratis gavn, er vi og vore læsere vistnok ganske enige om.« Og »Politiken« hånede »det ruskumsnusk af Højre og venstre, der i forening havde travlt med at arbejde og udrette noget«. Socialdemokratiet støttede venstres radikale del i dets uvilje mod alle forligstilbøjeligheder og nærede mistillid til Højres og de moderates reformvenlighed. Men »at arbejde og udrette noget« i virkelig demokratisk ånd var selvfølgelig i god overensstemmelse med partiets program. Det politiske forlig førte i social-reformatorisk henseende til revision af fattigloven, loven om statsanerkendte sygekasser og alderdomsunderstøttelsesloven. Og det var jo netop disse spørgsmål, P. Knudsen med største grundighed havde behandlet i sit statistiske værk. Nu var altså øjeblikket kommet til at bøde på de sociale brist. Men hvorledes ville lovgivningen stille sig? Fattigloven blev ændret på flere punkter, så den fik en humanere karakter, og alderdomsunderstøttelsesloven ydede i nogen grad retfærdighed overfor de gamle, hvis kræfter var opbrugt i samfundets tjeneste. Men nogen forsørgelse var den ikke, og den havde slemme skavanker, særlig bestemmelsen om, at den 60årige, der søgte alderdomshjælpen, skulle have holdt sig fri af fattigvæsnet i 10 år, og at den arbejder, som ved stræbsomhed havde kunnet lægge sig noget op til sine gamle dage, netop af den grund var udelukket fra hjælpen. Man så også fra regeringsmodstandernes side en fare deri, at kommunerne fik afgørelsen af, hvor meget der kunne ydes de gamle i understøttelse. Ville kommunerne ikke være småtskårne, hvor det gjaldt at yde ofre til de gamle? Og var loven i hele sin affattelse ikke at bytte fattighjælpens slaveri med alderdomsunderstøttelsens livegenskab ? Endelig førtes modstanden overfor de humane loves affattelse også på grundlag af, at der til deres vedtagelse var knyttet en ølskat, som kun i ringe grad afbalanceredes ved en nedsættelse af sukker og petroleumstolden. Som forretningsfører for »Socialdemokratisk Forbund« og som den, der i fortrinlig grad havde syslet med de foreliggende reformspørgsmål, mente P. Knudsen og hans parti at måtte stille sig stærkt afvisende overfor regeringens og det moderate venstres behandling af sagerne. De to partiers folketingsflertal havde med tydelig uvilje behandlet det af Berg og Hørup i 1890-91 fremsatte lovforslag om »Alderdomsforsørgelse for ubemidlede«. Dette forslag krævede oprettelse af en statsanstalt, som ydede understøttelse til enhver ubemidlet, der var fyldt det 62. år, ligesom anstalten modtog tegning af livrenter fra samme personer mod halv præmie. Understøttelsen fastsattes for København-Frederiksbergs vedkommende til 200 kr. årlig for mænd, 150 for kvinder eller 300 for et ægtepar, i købstæderne 150 kr. for mænd, 120 for kvinder eller 240 for et ægtepar, og på landet henholdsvis 120, 100 og 200 kr.. Loven skulle træde i kraft 3 måneder efter, at der var udkommet en lov om skat på bajersk øl á 10 kr. pr. tønde. Et forslag om denne nye, indirekte skat var, som før nævnt, foreslået og blev også vedtaget. Medens Berg-Hørups forslag blev skarpt kritiseret fra højres og de moderates side, fandt det tilslutning hos socialdemokraterne, der dog ønskede det noget ændret i visse henseender, dels med hensyn til understøttelsernes størrelse, dels for at få aldersgrænsen sat fra 62 til 60 år. Forslaget mødte ligeledes velvilje fra det bergianske og hørupske venstres side. I. C. Christensen udtalte sig mod den tvungne folkeforsikring som var »en ren kopskat at lægge på de fattige, de vil i de fleste tilfælde slet ikke kunne betale eller også vil bidragene blive så små, at det ikke ville kunne give noget nævneværdigt i deres alderdom«. I. C. Christensen foreslog, at man i al fald fik en betydelig del af pengene ved en indtægts og formueskat med stigende skala. Som man ser, faldt hans og P. Knudsens meninger ganske sammen på dette punkt. Alderdomsloven af 1891, således som den blev vedtaget af rigsdagen, havde en vanskelig fødsel, og den lille skabning var ikke det englebarn, socialdemokraterne kunne have ønsket. Men alderdomsloven af 1891 er dog blevet ikke lidet forbedret gennem ændringer, som vedtoges i samlingen 1901-02, væsentlig på foranledning af et ved socialdemokraterne i 1899 fremsat forslag. Derved opnåedes, at offentlig hjælp til syge, derunder medicin og hospitalsbehandling, bandager etc. ikke regnes som fattighjælp, hvor der er tale om at opnå alderdomsunderstøttelse. Dernæst vedtoges det, at indtægter på indtil 100 kr. enten i form af bolig, legat, livrente eller lignende lades ude af betragtning under bedømmelsen af den pågældendes trang, og endelig ordnedes forholdet mellem stat og kommune således, at staten afholder halvparten af samtlige kommuners udgifter til alderdomsunderstøttelsen. I 1907-08 lykkedes det tillige at få de 10 år, en mand eller kvinde skulle holde sig fri af fattigvæsenet, nedsat til 5 år. Det andet store spørgsmål, sygeplejen, kom frem for Rigsdagen på samme tid. Sammen med fattigloven forelagde indenrigsminister Ingerslev i 1890-91 et lovforslag om anerkendte sygekasser. Det gennemførtes i den følgende samling og er i princippet, ligesom alderdomsunderstøttelsesloven, gældende den dag i dag. Loven bestemte, at kun ubemidlede arbejdere, husmænd, håndværkere og næringsdrivende, lavt lønnede bestillingsmænd og andre ligestillede mænd og kvinder kunne blive medlemmer af statsanerkendte sygekasser. Disse skulle yde fri lægehjælp og sygehusbehandling til deres medlemmer og medlemmernes børn under 15 år samt en pengehjælp, der ikke måtte være under 40 øre daglig og ikke overstige 2/3 af arbejdsfortjenesten. Statens bidrag, som fastsattes på de årlige finanslove, måtte ikke overstige 2 kr. pr. medlem med tillæg af indtil 1/5 af medlemsbidragene. Skønt forslagets hovedprincipper ikke faldt ganske sammen med, hvad der var ønsket i den betænkning, som P. Knudsen havde udarbejdet og afgivet på de Københavnske og Frederiksbergske sygekassers vegne, modtoges det med velvilje af socialdemokraterne. Hørdum krævede i Folketinget blot, at statens tilskud måtte sættes op, så selv den mindst bemidlede i samfundet kunne komme til at nyde godt af sygekasserne, og han pegede på den fare, der kunne ligge i, at loven, som den forelå, ikke hindrede lægerne i at melde sig med forøgede krav til sygekasserne. P. Knudsen kunne nu selv som rigsdagsmand stemme over en sag, med hvilken ingen havde syslet i højere grad end han, og det måtte være ham en stor tilfredsstillelse, at hans krav havde vundet fodfæste i dansk lovgivning (det har sin interesse at lægge mærke til den udvikling, sygekasserne er nået til siden statsanerkendelsen. Sygekasseinspektør, dr. Wittrup har ved et i sommer (1916) afholdt møde for sygekassernes tillidsmænd i det sydvestlige Jylland oplyst, at der ved udgangen af 1915 kun var 17 landsogne, hvoraf de fleste ganske små, som ikke havde sygekasser. Det samlede medlemsantal i samtlige sygekasser var ved udgangen af 1915 ikke mindre end 891,773 og stigningen havde i det sidste år været 48,529. Ca. 46 procent af den voksne befolkning er nu medlemmer af statsanerkendte sygekasser, og i 1908 var 1/3 af befolkningen medlemmer, i 1904 kun 1/4. Statstilskuddet for 1915 beløb sig til ialt 3,448,760 kr.. Som partifører havde P. Knudsen i de nærmest følgende år en streng tid. Politiforfølgelser, forbudssager og erstatningsdomme væltede ind over fagforeningerne og »Socialdemokraten«. Arbejdskøberne lod således ved Kongens Foged nedlægge forbud mod omtale af strejker. Et aktieselskab forbød endogså »Socialdemokraten« at gøre dets forhold til genstand for kritik - under påberåbelse af »privatlivets fred«. Der blev nedlagt forbud imod, at fagforeningsformænd udsendte trykte lister over strejkebrydere, ja, mod udsendelse af private breve med advarsel mod at tage arbejde. Kongens Foged var næsten altid »følgagtig« og nedlagde forbudene; Hof- og Stadsretten stadfæstede dem. Det så ud til, at pressefriheden ganske skulle forsvinde ved den ny opfindelse. Samtidig idømtes fagforeningerne ofte store erstatningssummer for den skade, der var voldt ved en eller anden strejke. Fagforeningerne og deres presse sundede sig lidt på den nye krigsførelse og tog så modforholdsregler. Formændene anmodede Kongens Foged om at nedlægge forbud imod, at arbejdsgiverne udsendte de såkaldte »sorte lister« over arbejdere, som ikke måtte tages i arbejde noget steds. Den socialdemokratiske presse og forskellige arbejderforetagender forbød Højres og de moderates presse enhver omtale af deres indre forhold. Politikere af oppositionen forbød Højres vittighedspresse at karrikere dem. Men nu fik Kongens Foged betænkeligheder og nægtede i en række af tilfælde at nedlægge de begærede forbud. P. Knudsen, der redigerede »Socialdemokraten« under Wiinblads fængsling, beskyldte Fogeden for partiskhed, fik et sagsanlæg og blev dømt til 3 måneders fængsel. Dommen blev dog af Højesteret nedsat til en høj bøde. Ved samme domstols afgørelser opnåedes det at begrænse forbudsnedlæggelserne dertil, at forbudet skulle nedlægges ikke mod bladet, der bragte meddelelse om strejke men mod »rette vedkommende« nemlig den pågældende forenings formand. Og i en erstatningssag blev det fastslået, at en strejke ikke i sig selv var en strafbar handling, men at arbejdskøberen for at få erstatning, skulle godtgøre, at han virkelig havde lidt tab ved en »lovstridig handling«.1890ernes første år prægedes af en betydelig arbejdsløshed. På trods heraf voksede fagbevægelsen stærkt, og den politiske agitation fortsattes. Da P. Knudsen efter folketingsvalget i 1892 mønstrede sit parti, havde socialdemokratiet 20,000 stemmer mod 17,000 i 1890. Men den gamle, uretfærdige valgkredslov gav ikke partiet tilstrækkelig repræsentation, og dets indflydelse udenfor København og enkelte større provinsbyer var endnu altfor ringe. I 1892 tabtes Skjoldelevkredsen, men der sporedes dog både i denne som andre landarbejderkredse anseelige mindretal, der lovede fremtidigt held. De statistiske opgivelser angående landarbejderforhold, som P. Knudsen var fremkommet med i sin betænkning, var i den følgende tid blevet suppleret af en række artikler om samme emne, og P. Knudsen havde gennem den af ham igangsatte agitation for humane reformer bidraget ikke lidt til, at landarbejderbevægelsen tog nogen fart. Den politiske situation bidrog sit til at fremme landarbejderrøret. Det moderate gårdmandspartis tilnærmelse til Estrupperne havde bidraget sit hertil. Ved en skandinavisk arbejderkongres i Malmø 1892 var Fernando Linderberg tilstede som repræsentant for det af ham ledede arbejderforbund. Han indtogen forsigtig stilling overfor den socialdemokratiske arbejderbevægelse, hvis politiske program og politik endnu stod ham på fjernere, fremmed hold, medens han derimod følte sig tiltalt af arbejdernes faglige sammenslutninger. Her var stof til en principiel debat, og P. Knudsen var ikke den mand, der lod lejligheden unyttet til at understrege stærkt og skarpt, hvad han allerede for adskillige år siden havde kæmpet for ved den skandinaviske arbejderkongres i Gøteborg. Arbejderbevægelsens endemål måtte være socialismen. Sandsynligvis har P. Knudsen været hård i argumentationen. Som den principfaste, strenge arbejderleder han var, fik Linderberg teoretisk talt både læst og påskrevet. Knudsen kunne synes bidsk i sådanne tilfælde, men det var hans klippefaste overbevisning, der gav sig udtryk heri. Han hadede enhver halvhed og fordrede hengivelse for sagen. Det kunne da ellers kun glæde Knudsen, at efter lektionen i Malmø gav Linderberg sig til et grundigt studium af national-økonomiske og sociale skrifter. Og skønt georgismen havde haft tag i ham, forstod han snart, at den slog ikke til. Ved et møde knapt et år efter kongressen i Malmø erklærede Linderberg sig for socialdemokrat. Hans landarbejderforbund opløste sig nogen tid efter. Medlemmerne gik for en stor del ind i stedlige socialdemokratiske foreninger eller i arbejdsmændenes fagforbund. Som landstingsmand deltog P. Knudsen flittigt i alt arbejde, og navnlig i udvalgsforhandlinger, hvor han ofte stod i forgrunden, når det drejede sig om at varetage de demokratiske interesser. I 1892 stilledes der af Landstingets Højre forslag om at dele de københavnske vælgere til borgerrepræsentationen i to klasser, den almindelige vælgerklasse og de højstbeskattede, hvoraf hver skulle vælge halvdelen af repræsentationen efter forholdstal i begge vælgerklasser. Dette forslag bekæmpedes ivrigt af P. Knudsen, og han stillede sammen med C. C. Andersen et forslag vedrørende kommunens finansielle forhold, hvorved man i stedet for den af kommunalbestyrelsen ønskede forhøjelse af indkomstskatteprocenten fra 3 til 5, foreslog at påligne skatten efter en stigende skala fra ½ til 6 procent, hvorved de små og middelstore indkomster ville få lettere skattevilkår, medens skatten ville vokse langsomt opefter og endda sikre kommunen en større indkomst end efter den tidligere ordning. Højres forslag gik igennem i Landstinget, men strandede i Folketinget. Og ved næste borgerrepræsentantvalg i 1893 fik socialdemokraterne deres første mænd i borgernes råd. Det var K. M. Klausen og J. Jensen. P. Knudsen var ikke opstillet. Arbejdets deling krævede, at nye mænd tog deres part af det, der hovedsagelig havde påhvilet den ene mand i tidligere tid. Det storpolitiske forlig i 1894, som satte Estrup på lovlig grund med 54 stemmer mod 44, havde også sat sig en frugt i valgkredsomlægningen, hvorved de altfor folketalrige kredse deltes. Socialdemokraterne fik ved valget i april 1895 8 folketingsmænd og derved sikrede de forligets modstandere førerskabet i dansk politik. I 1895 blev forspillet til systemskiftet 1901, til parlamentarismens gennemførelse og den almindelige valgrets sejr og privilegiernes afskaffelse. P. Knudsen har en væsentlig del af æren for alt det forberedende arbejde, der endelig førte til folkefrihedens afgørende sejr. At skrive P. Knudsens historie er det samme som at skrive det danske arbejderpartis historie i det pågældende tidsrum. Forholdsvis lidet træder dog hans egen person i forgrunden, thi Knudsen var ét med sin sag, og hans ærgerrighed var i udpræget grad den at sejre på sin klasses vegne. Han gik ikke på nogen slags tvivlsom akkord med politiske modstandere men repræsenterede uden vaklen den sindige og dog faste politik, der vil skridtvise reformer. Mange mænd har side om side med Knudsen arbejdet i denne dagens slidfulde gerning, ingen med større lykkefølelse end han. D. 27. maj 1894 havde socialdemokratiet i et manifest og under henblik på det vedtagne storpolitiske forlig gjort reformpolitiken til sin taktik. Venstrereformpartiet, der dannedes efter valget i 1895 gav jo alene i sit navn tilkende, at der skulle anvendes nye våben mod Højreregeringen, og selv dennes forbundsfæller, det moderate venstre, kaldte sig jo »det forhandlende«. Det gjaldt nu blot om at skære reformerne rigtigt til. I året 1896 fejrede socialdemokratiet sit 25 års jubilæum. Der holdtes en stor fest i den folkelige have »Vodroflund« på Frederiksberg og indviedes et nyt banner, skænket af kvinder. I en kantate, som blev afsunget af et flere hundred mand stort arbejderkor, hed det:

Og kantaten sluttede med en appel til arbejde for ny landvinding:

På denne dag kunne P. Knudsen med stolthed pege på, at partiets presse havde 30,000 holdere, dets 713 faglige foreninger 42,000 og de politiske arbejderforeninger 23,000 medlemmer. Mén - »der ligger liv endnu i bånd«. Reformpolitiken satte sig et foreløbigt resultat i ulykkesforsikringsloven af 1897, til hvis gennemførelse alle partier ydede virksom bistand, Højre ved Ludvig Bramsen ikke mindre end I. C. Christensen på Venstres og Harald Jensen på socialdemokratiets vegne. Vel ønskede socialdemokraterne et videregående forslag, og den senere tid har jo også bragt ulykkesforsikringen langt ud over industriarbejdernes kreds, men de så, at vejen var den, der måtte føre til en almindelig ulykkesforsikring, et nødvendigt supplement til sygekasselov og alderdomsunderstøttelse. Med socialreformens vækst syntes P. Knudsens arbejdsiver også at vokse. Som landstingsmand havde han vel lejlighed til at tage affære ved sagernes behandling, men det væsentligste arbejde foregår dog i Folketinget, og han ville helst ud, hvor bølgerne gik højest. I 1897 havde socialdemokratiet fået 5 mand ind i Borgerrepræsentationen. Blandt dem var P. Knudsen, og i 1898 vandt hovedstadens samlede demokrati flertallet i borgernes råd. Fremgangen stimulerede P. Knudsen til ny virksomhed. Han lod sig ved folketingsvalget i 1898 opstille som kandidat i Randers, fødebyen, hvor han gentagne gange havde stillet sig uden at blive valgt, første gang i 1890, anden gang i 1895. Ved valget i 1898 sejrede han over sin modkandidat, Højremanden, borgmester Stemann, der fik 1351 stemmer mod Knudsens 1422. Denne dag har utvivlsomt været en af de stolteste i Peter Knudsens liv. Han repræsenterede nu, med opgivelse af sit landstingsmandat, den by, hvortil han var knyttet med barndommens minder, hvis lyse indtryk tager til i styrke, som årene går, medens de mørke indtryk bleges. Knudsens søstersøn, journalist Vilhelm Melgård, fortæller, at de dagen efter valget kørte rundt i byen, og Knudsen fortalte da en del små oplevelser fra barndomstiden. Han kunne i sådanne øjeblikke spøge af et godt hjerte, så det ellers febrilske og anspændte i hans væsen for en stund trængtes i baggrunden. Efter valget til Folketinget stod Knudsen som fører for en gruppe af 12 folketingsmænd, repræsenterende 32,000 stemmer. Hans plads i Landstinget blev besat med A. Mundberg, en af veteranerne fra Louis Pios og gamle »Internationale«s tid. Knudsen var nu indehaver af så mange tillidshverv, at han var i uafbrudt virksomhed fra morgengry til midnatstide: folketingsmand, forretningsfører for Socialdemokratisk Forbund, næstformand i de i 1898 oprettede Samvirkende Fagforbund, formand i Handskemagerforeningen af 1875 og medarbejder ved »Socialdemokraten«. Han forsømte ingen af disse opgaver, hvor han anså sin nærværelse for nødvendig eller ønskelig, men skønt han trak store veksler på sin arbejdskraft, syntes hans kræfter usvækkede. Det blev for ham som for adskillige andre af arbejdernes tillidsmænd en hård tid, da den vældige landslockout fandt sted i 1899. Som næstformand i fagforbundene havde Knudsen et anstrengende arbejde, selvom den øverste ledelse af arbejdernes kamp hvilede på formanden, J. Jensens skuldre. Lockouten, der var sat i kraft af arbejdsgiverforeningen efter en snedkerstrejke i 7 jyske byer, omfattede arbejderne i bygningsfagene, jernindustrien og enkelte andre virksomheder, i alt ca. 30,000 mand. Krigserklæringen til fagforbundene indeholdt otte punkter, af hvilke de vigtigste var: overenskomster måtte ikke gøres afhængige af underordnede eller stedlige organisationers afstemning, hovedorganisationen skulle være ansvarlig for deres gennemførelse, arbejdsgivernes ret til selv at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft skulle fuldt ud anerkendes og garanteres af arbejdernes hovedorganisation; fastlønnede formænd og arbejdsledere måtte ikke være medlemmer af fagforeningerne; opsigelsestiden for lønoverenskomster skulle fastsættes til 1. januar; samtlige arbejdere skulle ved konfliktens ophør gå i arbejde på deres gamle arbejdssteder; en eventuel forhandling skulle omfatte samtlige konflikter uden hensyn til, om pågældende arbejdere tilhørte hovedorganisationen eller ej. Da arbejdsgiverforeningen forlangte sig retten til at lade den tidligere gældende, faglige forfatning afløse af dette eneherredømme, var P. Knudsen fungerende formand for fagforbundene. J. Jensen opholdt sig nemlig som gæst ved de tyske fagforeningers kongres i Frankfurt am Main. Han nåede dog hjem til det i hast sammenkaldte møde af fagforbundenes repræsentantskab, hvor man enstemmig vedtog. En svarskrivelse til arbejdsgiverforeningen. Skrivelsen udtalte beredvillighed til en forhandling om striden i snedkerfaget og om en del af de otte punkter. Man stillede sig kun afvisende overfor kravet om garantien for arbejdsgivernes rettigheder, om den 1. januar som udløbsfrist for alle priskuranter og om forbudet mod formænds optagelse i fagforeningerne. Mens man fra konservativ side ønskede kampen ført med eftertryk mod fagforeningerne, var arbejderne i al almindelighed stemt for fred, og deres presse så i den truende kamp et fra konservatismens side iværksat forsøg på at afstive det vaklende Højreministerium Hørring. Tanken om et borgerligt centrumsparti med alle arbejderfjendtlige elementer fra Højre og venstre, fra by og land, skulle vinde frem til løsning, når arbejdernes faglige, økonomiske magtstilling var brudt. Arbejdsgiverforeningen vedtog trods den imødekommende svarskrivelse at erklære generallockout i samtlige bygningsfag samt i jernindustrien og enkelte andre virksomheder. Det var d. 24. maj kl. 6 om morgenen, lockouten trådte i kraft. Den blev det største faglige opgør, der har fundet sted herhjemme. Henved halvdelen af samtlige organiserede arbejdere var sat på porten. Gik det end ikke ganske med sympatitilkendegivelser overfor arbejderne, som det gik under smedelockouten i 1885, var der dog i det øvrige demokrati forståelse af, at arbejdsgiverforeningens færd var altfor voldsom, ja næsten lovløs, for så vidt den brød overenskomsten med fag, hvor voldgift skulle prøves, inden arbejdet måtte standses, og det diktatoriske i hele fremgangsmåden svarede ikke heller til demokratisk opfattelse af, at stridende parter bør søge hæderlig overenskomst. Den offentlige mening blev derfor hurtigt vundet for arbejderne, der betragtedes som de angrebne. Forsøg på mægling mislykkedes, og lockouten trak ud. Der gik uge efter uge, måned efter måned, men arbejderne holdt ud og fik stor støtte såvel fra de kammerater, der stod udenfor lockouten, som fra arbejderorganisationer i udlandet. Adskillige af de yngre mænd søgte bort fra landet og fik arbejde, hvorved de gjorde kampen lettere for de tilbageværende, og da arbejdsgiverforeningens næstformand i et brev til det tyske arbejdsgiverforbund i bygningsfagene advarede mod antagelsen af danske arbejdere, sluttende brevet med »til gentjeneste stedse parat sender vi forbindtligst vor kollegiale hilsen«, vakte dette stærk uvilje i kredse, der ellers stillede sig køligt overfor arbejderbevægelsen. Således udtalte redaktør Jessen i Flensborg sig forarget mod den danske arbejdsgiverforenings optræden. De udelukkede arbejderes holdning under hele kampen var mønsterværdig. Der blev også gjort alt muligt for at skaffe dem god anvendelse af de påtvungne ledige dagstimer. Ved møder, koncerter, udflugter og lignende skaffedes der dem ikke blot underholdning men adskillig åndelig berigelse. Et særligt smukt træk under den langvarige kamp var den gæstmildhed, landboerne viste de udelukkede arbejderes børn i sommerferien. Og på anden måde gav varmhjertede mænd deres sympati tilkende for de udelukkede. Der var præster, som bad for »borgerkrigen«s ophør, og selve den kgl. konfessionarius, stiftsprovst Paulli, holdt foredrag for arbejderne i Rømersgades festsal. Et særligt virksomt moment var det, at der gennem komiteer uddeltes mad til de udelukkedes kvinder og børn. Efter henved to måneders forløb genoptoges forsøgene udefra på at hidføre en afslutning af lockouten. Det mislykkedes. Arbejdernes repræsentanter sluttede sig til et af professor Deuntzer stillet forslag om voldgift. Arbejdsgiverforeningen forkastede det. Så måtte kampen da fortsættes. Den førtes over høstens tid, som bød arbejderne adskillige fordele. Mange søgte arbejde på landet, hvorfra de eller deres forældre en gang var draget ind til storbyen. I kyst og fjordbyer skaffede andre sig en net lille indtægt ved fiskeri. Flere større fag i København dannede aktieselskaber, der overtog både privat og offentligt arbejde. Enkelte byråd vedtog selv direkte at gennemføre planlagte foretagender; Københavns kommunalbestyrelse fremmede nogle større vejarbejder, hvorimod den med hensyn til byggeforetagender hindredes af de gældende licitationskontrakter. Det kom om disse forhold til bevægede forhandlinger i borgerrepræsentationen, og det vedtoges for fremtiden at fjerne lockoutbestemmelserne i kontrakterne, ligesom man vedtog oprettelsen af en kommunal arbejdsanvisning med lige indflydelse for arbejdere og arbejdskøbere. Der blev i slutningen af juli måned 1899 gjort forsøg på at forlige de stridende parter. Bankdirektør Axel Heide, veksellerer Laurids Bing og Herman Trier, der dengang var Borgerrepræsentationens formand, havde indledet forhandlingerne, som havnede i et forslag, efter hvilket arbejdsgiverforeningen fjernede alle skarpe kanter i de 8 punkter, først og fremmest den fælles opsigelsesfrist til 1. januar. Ved en manøvre fra de mest krigslystne elementer indenfor arbejdsgiverforeningen strandede forliget, som på fagforbundenes hovedbestyrelsesmøde var blevet støttet af J. Jensen, P. Knudsen og andre kendte mænd indenfor fagbevægelsen. Krigen blussede op og i større omfang. Lockouten udvidedes til vogn og beslagsmede, cementfabriksarbejdere, en mængde arbejdsmænd i forskellige virksomheder og til skrædderne, bl.a. et stort antal kvindelige herreskræddere. Antallet af udelukkede arbejdere nåede herved tallet 40,000. Men pengene strømmede stadig ind. Ialt krævede den gigantiske kamp en understøttelse af 2,814,376 kr. 63 øre, altså nær op mod de 3 millioner, hvoraf de ca. 678,000 kr. kom fra udlandet. Her gik Tyskland i spidsen, derefter fulgte England, Nordamerika og Sverige. Tabet af arbejdsløn i de 3-4 sommermåneder må anslås til ca. 12 millioner kr. Men vinteren stundede til, og kravet om fred voksede sig stærkere i den offentlige mening. Efter initiativ af konseilspræsident Hørring kom det Heide-Bing-Trierske forligsforslag atter frem. Der foretoges i det blot de ændringer, at bestående arbejdsoverenskomster skulle forblive uberørte af ny overenskomst; at der ikke måtte udarbejdes arbejdsregulativer i strid med forligets bestemmelser, og at der i stedet for Hof- og Stadsretten som dommer i spørgsmål om forligets overholdelse skulle træde en af arbejdere og arbejdskøbere med lige mange medlemmer valgt voldgiftsret med en selvvalgt formand, så snart en sådan ret af lovgivningsmagten fik myndighed til at stævne vidner med samme vidnepligt som for de almindelige domstole. D. 30. august mødtes de stridende organisationers to forretningsudvalg hos bankdirektør Heide og forhandlede fra kl. 9 til 5 uden dog at kunne blive enige. Senere på aftenen prøvede Heide sig påny frem, først hos arbejdsgiverforeningens ledende mænd, der efter hos fagforeningslederne. Hans henvendelse skete til »Socialdemokraten« kl. 11½, aften og pr. telefon. Det hedder herom i »Socialdemokratiets århundrede«: »Borgbjerg satte sig øjeblikkelig i en droske og kørte til P. Knudsen, der var fungerende formand - J. Jensen havde nogle dage ligget syg af overanstrengelse -, fik ham vækket og kørte derpå videre til Martin Olsen, hvor gadedøren uheldigvis var lukket. Men det lykkedes tilsidst at komme ind i gården og op ad køkkentrappen. Medens Martin Olsen klædte sig på, fik P. Knudsen sendt bud efter Sigvald Olsen og murer Henrik Rasmussen, hvorpå de fire mænd begav sig til Heides bolig ved Holmens Kanal. Klokken var imidlertid blevet langt over midnat, Trier og Bing var gået hjem, og Heide gået i seng. Men da det ringede på portklokken, stod han op og modtog i tøfler og med en gul regnfrakke over natskjorten de fire arbejderførere. De forhandlede til kl. 3 og blev omtrent enige om det ny forligs ordlyd. Næste morgen tidlig forhandlede Heide påny med arbejdsgiverne; om middagen fik han, Trier og Bing foretræde hos Hørring, som lovede at ville forelægge et lovforslag om vidnepligt for den omtalte voldgiftsret. Om aftenen drøftede begge de fjendtlige lejre stillingen hver for sig, og fredag formiddag den 1. september mødtes de to forretningsudvalg fuldtalligt - J. Jensen deltog trods sin sygdom - og vedtog det endelige forlig.« Tirsdag d. 5. september 1899 sluttede den sociale borgerkrig. Forligets endelige vedtagelse skete ved fagforbundenes generalforsamling og arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelsesmøde. Krigen havde varet i omtrent 16 uger. Dens resultat var nærmest status quo, den tidligere tilstands opretholdelse. Det havde været en hård tid for de udelukkede arbejdere og ikke mindre for de mænd, der førte deres sag. I denne periode, hvor klassekampen kulminerede, var P. Knudsens arbejdskraft spændt til det yderste. Tilsyneladende tålte han det. Men han trak alligevel for store veksler på menneskelig energi og udholdenhed. Hans venner forstod det, han selv ikke. Virksomheden som partifører og rigsdagsmand lagde vedblivende stærkt beslag på ham, og han kunne glæde sig ved partiets fremgang. Da det tyvende århundrede trådte over tidens tærskel, havde det danske arbejderparti en stærk stilling både fagligt og politisk, og ude i provinsen havde de sidste kommunale valg bragt betydelige resultater for partiet. Som medlem af den kommission, der beskæftigede sig med told og skattespørgsmål havde P. Knudsen rig lejlighed til at benytte sin arbejdsflid og dygtighed. I foråret 1900 var der af Folketinget vedtaget en toldlov, som gav en nedsættelse i toldbyrde på 5,570,000 kr.. P. Knudsen havde i kommissionen tiltrådt forslaget men foreslog yderligere toldnedsættelse til et beløb af 3,330,000 kr., så hele nedsættelsen blev på ca. 9 mill. af de egentlige forbrugsskatters ca. 42 mill. som dækning for disse og yderligere toldnedsættelser foreslog han en formue og indkomstskat til staten med stigende skala. Indkomstskatten skulle svares med fra 1/8 til 3½ procent og formueskatten med fra 1/5 til 1½ promille. Til disse skatter skulle yderligere knyttes en forhøjet arveafgift, som da ville vokse fra 1 til 15 procent, mens dens tidligere maksimum var 7 procent. Ifølge forslaget ville de store arvebeløb komme til at betale en større procent i afgift end de små. Som et nyt moment i beskatningen foreslog P. Knudsen en værdistigningsafgift af grundarealer, der hvert 5 år blev underkastet en vurdering. Den stigning i prisen på den nøgne jord, som ikke skyldtes ejerens arbejde eller kapitalanvendelse i arealet, skulle beskattes med 4 procent. Knudsen ville hermed slå bom for den ville jordspekulation, men han stod ene med sit forslag, hvis ledende tanke dog senere har presset stærkere og stærkere på og er begyndt at vinde fodfæste. Den indtægt, Knudsen ville skaffe staten gennem sine skalaer for indkomst og formueskat, foreslog han afpasset efter øjeblikkets fornødenheder ved at gøre de pågældende skatter bevægelige så der derved skaffedes balance på årsbudgetterne. Ad denne vej ville man altså på hvert års finanslov kunne dække uforudsete eller ekstraordinære statsudgifter ved hjælp af den bevægelige skatteskala i indkomstog formueskatten. Det samme princip ønskede han også anvendt i kommunerne. P. Knudsens skatteprojekter var i nøje overensstemmelse med hans partis program men bærer dog et tydeligt præg af ham selv, hans egen selvstændige syslen med opgaver, hvis løsning kunne mildne trykket på de ubemidlede og flytte trykket til de økonomisk talt stærkere skuldre. Som folketingsmand for Randers fik P. Knudsen ikke lejlighed til at føre ordet på Tinget ret længe, idet han i april 1901 faldt for Højremanden, overretssagfører Poul Rasmussen, der fik 1695 stemmer mod P. Knudsens 1539 stemmer. Af disse to mænd var P. Knudsen langt den grundigste, men modstanderen den slagfærdigste. Det fortælles, at ved valgmøderne kunne Knudsens vægtige indlæg i debatten virke trættende på forsamlingen, og at Poul Rasmussen forstod at benytte sig heraf. Når P. Knudsen var alvorlig og grundig, tog hans modstander situationen spøgende og let. P. Knudsen gav for resten senere hen i arbejderpressen en yderst indgående, statistisk fremstilling af årsagen til sit fald, som utvivlsomt er gået ham til hjertet. Han opnåede dog atter at indtage sin plads i Tinget, idet han i 1903 blev repræsentant for Københavns 10. kreds efter J. Jensen, der var valgt til borgmester i København. Valgdagen i 1901 gav P. Knudsens parti et par nye folketingsmandater, og valgets hele resultat - 76 venstremænd plus 14 socialdemokrater mod 16 moderate og 8 Højre - banede vej for parlamentarismen. I juli samme år fik Danmark sit første venstreministerium. Samme dag, det sidste Højreministeriums - Sehesteds - afgang blev bekendt, kunne P. Knudsen ved den da åbnede 9. socialdemokratiske kongres byde Venstreministeriet velkommen og udtale sin glæde over folkeflertallets endelige sejr. Men samtidig pegedes der på nødvendigheden af, at det nye styre gjorde en indsats for almindelig valgret i stat og kommune, og at militarismen bekæmpedes eftertrykkeligt. »Vi er ikke til sinds,« udtalte P. Knudsen, »at dyrke de gamle guder under nye navne!« Af de sociale reformer, som måtte bringes frem til løsning, var spørgsmålet om bekæmpelse af arbejdsløsheden. Antallet af arbejdsløse, organiserede arbejdere, som i november 1899 var 5094, steg i 1900 samme måned til 13,504 og i 1901 til 17,817. Det lykkedes at få sagen henvist til den kommission, som Venstre nedsatte om alderdoms og invaliditetsforsikringen. Knudsen var stærkt interesseret i at tage del i arbejdet vedrørende arbejdsløshedsspørgsmålet. I rigsdagssamlingen 1885-86 havde Holm og Hørdum stillet det forslag til revision af fattigloven, at den støtte, som ydes til arbejdsløse under ekstraordinær arbejdsløshed, ikke skulle betragtes som fattighjælp. Forslaget forkastedes, men Højre fremsatte senere nogle forslag om iværksættelse af offentlige arbejder og billige lån til kommuner for derved at skaffe beskæftigelse til arbejdsløse. I 1896-97 stillede socialdemokraterne forslag om, at der af statskassen bevilgedes et beløb på indtil 500,000 kr. årlig til fag og arbejderforeninger, som har til formål at understøtte deres medlemmer under indtrædende arbejdsløshed, når denne ikke kan tilregnes arbejdernes eget forhold«. Statsbidragene skulle fordeles i forhold til, hvad medlemmerne selv ydede til ovennævnte formål, og måtte kun tilflyde arbejdsløshedskassen som sådan. Statskassens bidrag kunne udgøre indtil det dobbelte af medlemmernes bidrag, dog ikke udover 10 kr. pr. medlem. Indenrigsministeren udtalte sig mod forslaget, der fremsattes igen i de følgende samlinger men ikke nåede længere end til et udvalg. Da Venstre i 1901 var blevet regeringsparti, stilledes forslaget påny, men mødte ingen velvilje udenfor socialdemokraternes kreds. Så fremsatte Højremanden Poul Rasmussen i 1902-03 et lovforslag om anerkendte arbejdsløshedskasser, der i lighed med sygekasserne skulle have statstilskud, men uden forbindelse med arbejderorganisationerne. Socialdemokraterne støttede forslagets hovedprincip om offentlig støtte til arbejdsløse. Det lykkedes dog endnu ikke at vinde tilslutning hos de andre partier. Den før omtalte kommission angående invaliditets- og alderdomsforsørgelse fremkom så i rigsdagssamlingen 1906-07 med en betænkning om arbejdsløsheden, ledsaget af et udkast til lov om oprettelse af anerkendte arbejdsløshedskasser med stats- og kommunetilskud. På grundlag af dette udkast fremsatte Venstres indenrigsminister Sigurd Berg i oktober måned et lovforslag om arbejdsløshedskasser, som det lykkedes at få gennemført endnu i samme rigsdagssamling. 1. behandling i Folketinget fandt sted d. 4. december 1906, 2. behandling allerede d. 8. marts og 3. behandling dagen efter. Landstinget vedtog lovforslaget uændret ved hurtigt på hinanden følgende behandlinger, og loven stadfæstedes d. 9. april 1907. P. Knudsen var socialdemokraternes ordfører i folketinget. Ikke blot var nu modstanden mod forslagets princip brudt, men forslagets bestemmelser var gjort anvendelige på fagforeningerne, som frembød naturlige rammer for oprettelsen af arbejdsløshedskasser, og dette var specielt en frugt af P. Knudsens virksomhed i udvalget. Det er sagt, at Danmark har været en forsøgsmark for sociale reformer. Blandt disse står de anerkendte arbejdsløshedskasser trods visse mangler som et smukt udtryk for samfundshjælp til ubemidledes selvhjælp. Loven bestemmer, at dagpenge - som den almindeligste form for understøttelsen - ikke må overstige ²/₃ af den vedkommendes arbejdsfortjeneste, dog ikke under 50 øre og ikke over 2 kr. pr. dag. Til kasserne yder så statskassen et tilskud, svarende til ¹/₃ af medlemmernes bidrag. Dertil kan kommunerne yde et bidrag af indtil 1/6 af medlemmernes kontingent, uden at dette får fattighjælps virkninger. Understøttelsen skal ydes i 12 på hinanden følgende måneder i mindst 70 dage til de af arbejdsløshedskassens medlemmer, som i så lang tid eller længere er arbejdsløse (en stump statistik vil godtgøre i hvor høj grad reformen har svaret til sit formål: hjælp til selvhjælp. Der fandtes i 1912 heri landet ialt 53 anerkendte arbejdsløshedskasser med et samlet medlemsantal af 111,187 at hvilke de 12,753 var kvinder. De understøttelsesberettigedes eget bidrag i kontingent udgjorde 1,305,218 kr., andre medlemmers kontingent 7,262 kr., statstilskuddet 770,578, kr. og kommunetilskuddet 338,993 kr. I dagpenge udbetaltes i året 1911-12 til arbejdsløse 1,626,907 kr., i rejsehjælp 34,145 kr., i juleunderstøttelse 25,291 kr. og i flyttehjælp 14,549 kr. Desuden ydedes hjælp i naturalier til et beløb af 2,146 kr.) Som ordfører for sit parti i behandlingen af forslag til lov om Kristiansborg Slots opførelse havde P. Knudsen i samlingen 1904-05 med megen kraft hævdet kravet om en fri udnyttelse af Slotsholmen, ganske særligt med henblik på forbedrede færdselsforhold. Han ønskede ligeledes, at rigsdagen skulle have sit eget hus, og dette synspunkt deltes af mange også udenfor hans parti. Da det imidlertid blev endelig afgjort, at Kristiansborg skulle opføres indenfor ruinens ramme med plads for både Rigsdag, Højesteret og repræsentationsværelser for kongen, søgte P. Knudsen at udnytte denne situation på bedste måde, og det lykkedes ham at vinde imødekommenhed både overfor kravet om bedre færdselsforbindelse og bedre vilkår for rigsdagsfløjen. I 1897 valgtes P. Knudsen som borgerrepræsentant i København, i 1902 blev han rådmand i 3. afdeling, hvis speciale er forsørgelsesvæsenet, og i 1909 udnævntes han til borgmester for 3. afdeling. Socialdemokratiet havde nu sine mænd på de to af byens fire borgmesterpladser, idet J. Jensen allerede, som før nævnt, i 1903 var blevet borgmester for 2. afdeling (finansvæsenet). Det var ikke uden modstand fra både konservativ og liberal side, at P. Knudsen opstilledes som kandidat til det betydningsfulde embede. Men denne modstand rettede sig nærmest imod, at det var socialdemokraterne som parti, der besatte pladsen. Overfor den af socialdemokraterne udpegede mand, den brave P. Knudsen, indstilledes alle angreb. Han nød sine medborgeres agtelse i fuldt mål, og hans hele virksomhed kvalificerede ham til at røgte stillingen som fattigborgmester. Han havde nu nået sin livsgernings højeste og herligste mål. Manden, der åbnede kampagnen til gavn for de syge. Fattige og gamle, stod nu selv i spidsen for storbyens forsørgelsesvæsen. Mon ikke P. Knudsen den første dag, han opholdt sig i sit værelse i rådhusbygningen, har stået en stund i tanker og stirret fra vinduet ud mod den by, hvor hans livs eventyr havde sat sig så rig en frugt! Et stort mål var nået! Han begyndte med at give de gamle mennesker på forsørgelsesanstalterne lov til at gå ud hver dag, så de kunne føle sig som frie borgere, og den lille reform svarede jo så godt til P. Knudsens hjertelag overfor dem, hvis kår han havde udredet både i ord og tal. Men hans livs arbejdsdage var talte. Endnu kun et kort spand af tid, altfor kort til, at fattigborgmesteren kunne lade sin rastløshed og energi prøve sig frem indenfor det nye område. Så stor en glæde P. Knudsen end har følt den dag, han blev borgmester, rækker den dog sikkert ikke længere end hans glæde over i 1910 at have samlet de ypperste af verdens socialdemokrater ved den internationale kongres i København. P. Knudsen var - som alle forstående socialister - udpræget internationalist. Ganske selvfølgeligt, thi verdens fremtid må bygges på folkenes samvirke i frihed og fred, og Arbejderklassen står forrest i kampen for internationalt samvirke. Allerede gennem sit arbejde i Handskemagerforbundet havde P. Knudsen set et stykke praktisk internationalisme træde ud i livet. Kollegerne var blevet internationalt organiserede. Den hemmelige tyske socialistkongres i København i 1883 bragte ham i yderligere forbindelse med den betydeligste repræsentation for verdensborgerskabet. Og som forretningsfører for Socialdemokratisk Forbund tildeltes der i årenes løb adskillige gange P. Knudsen mandat som delegeret ved internationale kongresser. I 1900 deltog han i den internationale kongres i paris og fremkom med en udtalelse, der omtaltes stærkt i hans hjemlands anti-socialistiske presse. P. Knudsen havde under debatten om Arbejderklassen taktik udtalt, at når revolutionens øjeblik kom, var de danske arbejdere parate. Det har ikke været en slet og ret fra talerstolen udslynget frase, som er undsluppet den danske arbejderfører. Stillet overfor denne forsamling af kampfæller fra de fleste kultiverede lande, er P. Knudsen blevet grebet af ægte stemning og den dertil knyttede overbevisning om, at arbejdernes internationale klassekamp kun kan gennemføres, hvor magten fører skjold og sværd for retten. Men i denne betydning var revolution for ham den sociale omdannelse, fuldbyrdet af historien, fremhjulpet af den internationalt organiserede Arbejderklasse. Og jo kraftigere denne organisation er, i jo højere grad den har erobret politisk indflydelse, des fredeligere vil den sociale omdannelse kunne foregå. Men en revolution er den endda - samfundets overtagelse af den privatkapitalistiske storproduktion. Da P. Knudsen d. 30. december 1897 fejredes i anledning af, at han i 25 år havde ledet Socialdemokratisk Forbund i Danmark, indeholdt hans partiorgan en træffende karakteristik af jubilaren. Han bedømtes som politiker og taktiker i følgende ord: »Knudsen var oprindelig ingen særlig veltalende mand. Hans stil både som taler og skribent er nøgtern, hans sfære er tal og statistik, hans tankegang logisk fremadskridende. Han vælger al tid det begrebsmæssige udtryk, aldrig det billedlige. Men hør ham på et partimøde, på en kongres, hvor meningerne brydes varmt, hvor meget står på spil indadtil og udadtil. Hør ham da uddybe en situation, påpege en misvisning, drage en konsekvens - hele kongressen lytter, man siger til sig selv: der er kernepunktet, dér slog han hovedet på sømmet! - og han forlanger hvert spørgsmål udtømt, inden der gås over til næste sag på dagsordenen. Som taktiker ligner P. Knudsen plovmanden: han har sat sig et øjemærke ved markens ende og taber det ikke et sekund af sigte; han tager med begge hænder fast om plovens håndtag - og han vogter sig i lige grad for at sætte jernet så dybt, at han kører i stå, eller så overfladisk, at mulden ikke vendes forsvarligt. Skridt for skridt drager han den lige fure til markens ende. Han er princippernes mand, trækker aldrig overbærende eller blaseret på skuldrene overfor afvigelser til den ene eller anden side - Knudsen trækker overhovedet aldrig på skuldrene, han kender ikke ligeglade eller skeptiske smil. Han kræver disciplin: hellere en pålidelig fjende udenfor end en upålidelig ven indenfor rækkerne! Men alt sektereri er ham fjernt. Man kan ikke - har han en gang skrevet - stampe et stort folkeparti op af gulvbrædderne i sit studerekammer, man må ud i folket, ud i det brogede liv og tage sit standpunkt til alle livets spørgsmål.« Revolutionsmageri lå langt fra denne mands samfundspolitik. Han fik mangen gang lejlighed til at tale netop ud fra det politiske standpunkt, der har skaffet den danske arbejderbevægelse en kendt og skattet stilling indenfor det internationale socialdemokrati. Dette standpunkt er netop i høj grad blevet, hvad det er, ved P. Knudsen. Han forfægtede det ved de skandinaviske kongresser, og han tog det op ved de internationale stævner som f.eks. i Amsterdam, hvor han i 1904 deltog i den store taktikdebat mellem tyskeren August Bebel og franskmanden Jean Jaurés og pegede på, at det danske socialdemokrati al tid havde rettet sine bestræbelser mod at demokratisere samfundet, men kun bygget på sig selv og derfor, trods mangeårigt samarbejde med et andet parti, stod fuldkomment frit, selvstændigt og uafhængigt. P. Knudsen havde ikke blot øjet åbent for vigtigheden af at stifte internationale forbindelser. Han tog sig med megen varme af fremmede partifæller, som under forfølgelse fra deres hjemlands autoriteter søgte ly eller hjælp i Danmark. Da en kreds af russiske revolutionære under den periode, da Alberti var justitsminister, søgte til København for at afholde kongres her, men hindredes deri, sørgede P. Knudsen for, at de fik rejsepenge gennem Socialdemokratisk Forbund, hvorved det lykkedes dem at komme til England. I august-september 1910 afholdt Det internationale Socialdemokrati kongres i København under stor tilslutning fra alle civiliserede lande. Det blev en begivenhed i P. Knudsens liv, og den danner tilmed slutstenen i hans virksomhed indenfor den moderne internationalisme. Hvor havde han dog ikke været i virksomhed længe forud før kongressen skulle afholdes! Det var hans ærgerrighed og glæde at modtage kongresdeltagerne på en måde, der aldrig skulle gå dem af glemme. Og dette lykkedes ham fuldt vel. P. Knudsen, der jo ikke selv kunne synge, havde under sine ophold ved kongresser i udlandet skaffet sig arbejdersange rundt omkring fra og var navnlig blevet greben af den franske »Internationale«, hvis toner snart skulle vinde indpas i alverdens arbejderpartier. Denne stolte, taktfaste melodi var som skabt til at være fælleshymne for alle nationers kæmpende arbejdere, og den havde allerede erobret sin plads ved alle udenlandske kongresser. Nu ville P. Knudsen have den omplantet på dansk grund som slutningssangen i en stor kantate, der skulle hilse de delegerede velkommen og udføres af et arbejderkor på ca. fem hundrede sangere. Kantatens melodiforråd var sammensat af de forskellige landes arbejdermarscher, og et par solopartier udførtes af kunstnere fra det Kgl. Teater. Sjælden har vel P. Knudsen været så bevæget som den dag, da kantaten blev af sunget under det første kongresmøde i Københavns største lokale i Odd Fellowpalæet. Da »Internationale«s sidste toner døde hen, var det, som om broderskabets engel gik gennem salen. I næste nu brød bifaldet løs. Mange af kongresdeltagerne havde tårer i øjnene, og alle modtog et indtryk af skønhed, som aldrig kunne glemmes. Denne kongres var den sidste, i hvilken P. Knudsen deltog. Knapt to måneder efter kaldtes han bort til de dødes boliger. Han havde slidt for hårdt på sin arbejdskraft gennem et langt, dådrigt liv. Nu slog kræfterne ikke mere til. Søndag d. 30. oktober 1910 stededes P. Knudsen til hvile på Assistens Kirkegård. Forud for jordpåkastelsen gik en imponerende sørgehøjtidelighed i Lørups Ridehus. Arbejdernes tillidsmænd og deputationer fra nær og fjern fyldte det store lokale, der var omdannet til et stemningsfuldt kapel. Et mægtigt væld af blomster dækkede arbejderførerens kiste, og efterårsdagens solskin sendte sine gyldne stråler som afskedshilsen til det sidste folkemøde, hvor P. Knudsen samlede sine trofaste om sig. Ved siden af båren var der rejst fire høje kandelabre, og ned til den modsatte ende af salen spændte en allé af luende bannere og flag. Side om side stod de, ikke blot faner fra hovedstaden men fra provinsbyer og landsogne. Ligeledes langs væggene. Bannere og flag - et lynende hav af farver over den tætpakkede menneskemængde. Blomsters og palmedekorationers mangfoldighed gav på deres vis et udtryk for P. Knudsens livsgerning og den sympati han nød i vide kredse. Svenske, norske og tyske socialdemokrater havde sendt kranse til hans båre, og ministre, rigsdagsmænd, borgerrepræsentation, politiske og faglige foreninger, sygekasser, en række humane institutioner og andre havde sendt blomster. Blandt alle kransene var der én, som man særlig lagde mærke til. Der stod på den blot med jævne ord: »Fra de gamle på almindeligheden«. Men hvilken sum af taknemmelighed lå der ikke i disse ord! Af alle de fattige, Knudsen kom i berøring med i sin borgmestertid, var der næppe nogen, der stod hans hjerte så nær. De gamle vidste det, og af deres få spareskillinger havde de ved en 2øres indsamling tilvejebragt denne krans. Der blev talt mange gode ord ved Knudsens båre. Inderligt formede sig indledningstalen, der holdtes af Th. Stauning, hans efterfølger i kaldet som partiets' leder: »Vi samles i dag under trykket af dyb sorg for at tage afsked med en mand, hvem vi alle har elsket og æret. Vi forstår hans hustrus og hans families sorg, thi også vi mindes P. Knudsen med ærbødighed og taknemlighed. Vi mindes hans pligtfølelse og hans usvigelige tro på den retfærdtankes sejr, som ligger til grund for vort partis virksomhed. Vejen fra Randers kommuneskole, gennem handskemagerværkstedet og bagstuen i Åbenrå, over redaktionskontorerne, Rigsdag og Borgerrepræsentation op til borgmesterens hædersplads, se det eventyr, der nu har fået sin afslutning gennem døden. Overalt, hvor han færdedes, gjaldt hans tanke ikke ham selv men arbejdernes vel, og han modtog pladsen som fattigborgmester, fordi han troede, at han her kunne gavne arbejderne på den virksomste måde. Nu, da vi står ved den afdøde høvdings kiste, ved vi, at han døde i kampen mod den nød, som hjemsøger de fattige. Han var livsnerven i vort parti; al tid var hen praktisk og ivrig. Han har lært mig, hvad jeg kan, og min tak skal følge dig, min store mester! Tak for al din gerning. Du var en betydelig, nobel og retsindig mand. Dit minde vil al tid leve blandt os! I arbejderhjemmene og i de stiftelser, hvor de syge, gamle og de fattige henlever deres liv, er der i disse dage sorg, thi de ved, at de har mistet en ven, som omfattede deres ve og vel med den varmeste interesse. Sorgen ved denne båre føles af tusinder udenfor denne sal. Lad mig da sige dig det sidste farvel og den sidste tak for, hvad du har været for os alle og for vort hele parti. Vi vil efter evne fortsætte din gerning med den kærlighed, som prægede hele dit liv«.Ved sørgehøjtideligheden blev afsunget følgende sang:

Få måneder efter P. Knudsens død fulgtes han af sin trofaste hustru. De havde ingen børn, og hjemmet opløstes derpå fuldstændigt. De ligger begge begravet på Assistens Kirkegård.

En af P. Knudsens lærekammerater, handskefabrikant Th. Ditzel i Viborg, fortæller følgende småtræk fra den tid, de boede under tag sammen i Randers, i tiden fra 1865 til 1868. »Vi havde en skikkelig mester men en mildest talt uskikkelig mesterfrue. Hun brugte mund tidlig og silde og slog os med, hvad hun havde i hånden, hvad enten det var en børste eller en ildtang, og hun kneb på den smule mad, vi skulle have. Vor arbejdstid var fra 6 morgen til 9 aften. Den afbrødes kun af de korte stunder, i hvilke måltiderne faldt. Og efter fyraften skulle der børstes fodtøj, slibes knive og hentes vand, somme tider helt nede fra Gudenåen. Af døgnets timer blev der kun lidt til os selv. Søn- og helligdage sled vi også i skindene eller i skindfarvning og fik først fri ved middagstid. Peter havde døjet 2 1/2 år af den slags. Da jeg kom, fik han det noget bedre, og jeg blev nærmest syndebukken, som adskillige gange hørte madammens harme udløst i: »De læredrenge har fanden skabt!«. Vi var tit sultne, men det vidste Peter råd for. Ved arbejde efter fyraften skaffede vi os nogle få skillinger, der blev omsat i surbrød. I den tidlige morgenstund, når alle sov, kravlede Peter ud ad et vindue og svang sig over en mur, der skilte fra friere omgivelser. Hos en nærboende bager fik han så de eftertragtede surbrød. Og når så vandet kogte på spritapparatet, lavede Peter the, og vore tarvelige morgenmåltider på det lille, elendige tagkammer bødede betydeligt på den ellers så knebne kost. Sukkeret fik vi gratis ved at skrabe store, tømte sukkertønder, som tilhørte en købmand og henlå i gården. Disse af os selv sammenskrabede sukkerrester forsødede i høj grad vor tilværelse. Jeg tror, at Peter Knudsen tit har tænkt tilbage på den mørke tid af sit liv, da han stod i lære. Forholdene i hjemmet var også triste. Hans gamle mor var fattig og svag. Selv led han en tid af en hårdnakket sygdom i benene. Den fortog sig ganske vist efterhånden men gjorde hans kamp for tilværelsen endnu bitrere. Peter havde en udviklet sans for god læsning. Han søgte efter det bedste, som det da stiftede folkebibliotek ejede. Han læste for sin fremtid, som skønnede han, at der ville han få god brug for kundskaber. Men han måtte stjæle sig til at få bøgerne byttede. Læsning var kontrebande for læredrenge. Han havde en mærkværdig hurtig opfattelse af det, han læste og lærte, enten det så var åndelige eller rent faglige spørgsmål, han beskæftigede sig med. Og hvad han opfattede, beholdt han ikke for sig selv alene. Han satte ikke sit lys under en skæppe men lod det »skinne for dem, der var i huset«. Jeg for mit personlige vedkommende kan takke ham for, at jeg kom til hurtig og god forståelse af mit fag.« Journalist Melgård, som af P. Knudsens slægt er den eneste, der har nærmere kendskab til ham og hustru, fortæller følgende interessante småtræk fra sin morbroders hjemliv: »Det hændte ikke sjældent, at man kom i hans hjem og blev modtaget af hustruen med et hviskende: »Knudsen arbejder!« Så vidste man, hvad klokken var slået. Det betød nemlig ikke blot, at han virkede på sit kontor i lejligheden, at han havde en eller anden større sag under behandling. Så krævede han absolut ro. Hans hustru sad sådanne dage som den gode vogter over freden. Ikke en fik lov til at træde over hjemmets tærskel, når hun vidste, at dette ville forstyrre hendes ægtefælle, og med dem, der slap ind, førte fru Knudsen kun dæmpet samtale. Det skete ikke sjældent - det hørte i bevægede tider til dagens orden - at Knudsen arbejdede under måltidet. Så veksledes der ikke et ord. Han kunne en gang imellem gøre en optegnelse, men iøvrigt så man på hans ansigt, at tankerne var langt borte fra maden. I sådanne perioder skete det heller ikke sjældent, at fru Knudsen vågnede om natten og så sin mand sidde op i sengen og tale med sig selv. På hendes spørgsmål: »Men Knudsen, hvad bestiller du?« Faldt svaret gerne omtrent sådan: »taler med en fornuftig mand! Men læg du dig blot igen!« Skønt han var et både ordens og pligtmenneske, kunne det dog ske, at han havde glemt et brev eller et eller andet, han gerne ønskede i bladet næste dag. Men kom han i tanker om forglemmelsen ud på natten, for han i samme nu ud af sengen og indhentede forsømmelsen. Disse træk er sådanne som fru Knudsen har fortalt mig. Det faldt aldrig Knudsen selv ind at udtale sig om disse ting. Selvfølgelig spillede det selskabelige liv en underordnet - for ikke at sige slet ingen - rolle i dette arbejdsmenneskes hjem. Højst et par gange om året, og som regel kun en gang, samledes et større antal af familien og omgangskredsens medlemmer i Knudsens hjem. Det var gerne på hans fødselsdag. Men da var han også den fuldkomne vært, hyggelig og omsorgsfuld for sine gæster, stadig parat med en vits eller en munter historie, og når han stoppede op, var hans hustru straks rede til at øse af sit ægte, glade københavnske humør. For dem begge var sådanne aftener festaftener. De, der kun kendte Knudsen fra sådanne aftener, forbavsedes, når de senere traf ham i det daglige liv midt under arbejdet. Så var der ikke tid til overflødig snak, og de grå øjne bag de buskede bryn kunne skyde lyn, medens de på festaftener havde smilet muntert. Men de store festdage, Knudsen selv levede på, var sejrsdagene, når et eller andet mål var nået, eller nogle hindringer på vejen mod det var ryddet. Medens fru Knudsen hjalp trolig til med at fjerne de hindringer, der tårnede sig op for P. Knudsen i hans trængselsår, da han syede handsker i baggården i Åbenrå, vågede hun senere i deres gode, hyggelige hjem med den største omhu over, at der blev taget alle de hensyn til Knudsen, som hans stærkt optagne tid havde krav på. Fru Knudsen satte pris på selskabelighed. Hun ville meget gerne have en »hyggelig passiar«, som man siger. Men det kunne aldrig falde hende ind at søge større selskabelighed indført i hjemmet. Hun vidste, at det ville gå ud over Knudsen og hans arbejde. Gladest var hun, når Knudsen var faldet til ro efter en periode, der havde sat store krav til hans arbejdskraft, og han så ville ofre lidt tid enten i hjemmet eller ved en aften at gå med i teatret eller ud hos familie eller venner. Men slige udflugter løb ikke ofte på. Og skønt jeg forholdsvis tit er kommet i Knudsens hjem, er det kun lykkedes mig en eneste aften at se ham sidde og underholde sig med sin hustru ved - et spil halma. Det var et så usædvanligt syn, at det straks måtte bide sig fast. Ellers kunne man som regel til langt ud på aftenen se lyset brænde på 2. sal i Nansensgade 46, hvor Knudsen havde sit kontorværelse.« A.C. Meyer har stået P. Knudsen nær siden 1884 og haft adskillig lejlighed til at lære ham at kende. Der var uro over ham, ligesom en slags frygt for ikke at kunne få udrettet nok. Og optaget, som han var, af sine tanker, kunne han synes kort for hovedet, når andre, der havde noget at tale med ham om, afbrød hans eget tankearbejde. Folk, der første gang kom i berøring med P. Knudsen, følte sig vel endog stundom stødt af hans opfarenhed. Men den gik hurtigt over og gav plads for forekommenhed og hjertelighed. Der var udsyn i P. Knudsens tankeverden. »Proletarer i alle lande, forener eder!« blev ham ikke blot et udråb men et bud. At samle alverdens arbejdere i »Internationale« måtte med rette netop for en mand som P. Knudsen stå som den største politiske opgave, til hvis udformning han da også, som før omtalt, har ydet sit bidrag. Men hans praktiske natur krævede værdierne omsat. Hvad så, om man ofte måtte nøjes med at hugge ved i stedet for at fælde træer. Den politik gjorde P. Knudsen også til sin - uden at tabe de store opgaver af syne. Folkerepræsentanter har såvel i den lovgivende forsamling som i det kommunale råd rig lejlighed til at beskæftige sig med, hvad der hører både det almene og det lokale til. P. Knudsen kunne om eftermiddagen have talt i Folketinget om socialdemokratisk skattepolitik og om aftenen i Borgerrepræsentationen om bygningen af en ny Langebro. Han interesserede sig for alle offentlige spørgsmål. For blot at nævne Langebro, kan det noteres, at P. Knudsen trådte i skranken for at få broen bygget efter det princip, han fandt bedst, og som også sejrede, skønt han imod sig havde en teknisk sagkyndig. Han havde stor interesse for teknik og søgte med flid at sætte sig ind i enhver opgave, hvor hans praktiske sans kunne bidrage til en heldig løsning. Han var således en anden gang stærkt optaget af brandvæsenets redningsstige og mekanisme, og han skal nok have givet anvisning på forbedringer. Det må også nærmest tilskrives P. Knudsens altomfattende interesse, at et spørgsmål som ordningen af de grønlandske forhold bragtes frem til drøftelse i rigsdagen. Dette emne er kommet stærkt i forgrunden under den i sommer-rigsdagssamlingen 1916 stedfundne debat angående salget af de Dansk-Vestindiske øer. De forenede staters anerkendelse af Danmarks højhedsret over Grønland peger ikke blot i retning af, at Danmark vil komme i ubestridt besiddelse af den fjerne, vidtudstrakte koloni, men opfordrer tillige til, at dansk demokratisk styre søger Grønlands mulige rigdomme udnyttet til fordel for stat og samfund. Var P. Knudsen blevet borgmester, mens han endnu stod i sin manddoms fulde kraft, ville han utvivlsomt have taget fat på løsningen af adskillige opgaver, der tiltalte hans praktiske natur og humane tankegang. Ved sin indtræden i embedet var han syg, ja næsten en dødsmærket mand. Men han gav sig endda i kast med opgaver, hvis løsning han fandt ønskelig. Han havde ofte påpeget det heldige i, at kommunen selv indkøbte fisk på fangststederne for derved at skaffe byens mindrebemidlede familier adgang til god og billig kødnæring. Men henvendelser til fiskerne på nogle sjællandske fangststeder førte ikke til det ønskede resultat. Det rastløse liv og det stærke slid på arbejdskraften bøjede til slut den viljestærke mand. Han fik til sin skuffelse og smerte klarhed over, at der er grænser for udholdenhed. Men han ville ikke give op. Humøret dalede vel, og hans pirrelighed tog til, men han strittede imod sygdommen af al kraft og overraskede gang på gang sin læge med at stå fast, hvor alt pegede mod selvopgivelse. Kampen for livet, det rastløse liv, han elskede, gjorde ham stejl. Han led til tider meget men ville ikke betragtes eller behandles som en syg mand. Så trak han sig tilbage fra alle beklagelser, murede sig inde på sit eget værelse og nægtede at modtage andre end de ham nærmest stående, med hvem han havde arbejde og interesser tilfælles. Og da kunne endnu en gang hans hele jeg fortabe sig i drøftelsen af den gerning, der havde givet hans liv indhold - arbejdet for de ubemidledes sag, kampen på det politiske og kommunale virkefelt. P. Knudsens hustru var den gang selv syg og svækket. Hun formåede ikke at yde ret meget til sin ægtefælles husvalelse. Men også hun bar byrden med tålmodighed. I sin velmagtstid var P. Knudsen, når man traf ham en kort stund udenfor arbejdet, en frejdig og glad natur. Han kunne i sådanne stunder være fortrolig og meddelsom. Men den »fare« lå jo al tid nær, at hans selskabelige omgangskreds var politisk interesserede folk, og så slugtes han hurtigt af de store spørgsmåls bølgeslag. Han var som »gammelsocialist« noget ensidig i sin opfattelse af sager, der ikke stod i direkte og umiddelbart forhold til socialdemokratiet. Afholdsbevægelsen havde ingen ven i ham, og selv dér, hvor den holdt sig strengt til oplysning og frivillighed, altså uden appel til lovgivningsmagtens indskriden mod alkoholtrafikken, var det hans opfattelse, at afholdssagen bidrog til at dele arbejdernes interesser. Kun ét var fornødent: socialismen! Og da lægen på hans sidste år af hensyn til hans hjertelidelse forbød ham at nyde spiritus, gjorde han spøgende sine venner opmærksom på, at han var blevet afholdsmand - mod sin vilje. Da der i en arbejdersang forekom en lovprisning af bøgen, som det store egetræ havde holdt nede, men som til slut voksede sin fjende over hovedet, tog P. Knudsen ivrigt til orde mod bøgetræet. Det var for ham en snigmorder, og det hjalp ikke, at man fremhævede bøgeskovens skønhed. Han så på sagen fra det synspunkt, at bøgebrænde kun havde ringe værdi i sammenligning med egetømmeret, og han stillede sig tillige på egens side, hvor talen drejede sig om en smuk skov. Han fordybede sig ofte i forbigående i naturen, hvilket vel dannede en lille modvægt mod hans politiske slid. Lindetræet havde således vundet hans sympati. På sin vej fra Rigsdagen til hjemmet havde han lejlighed til at vandre under boulevardens lindetræer. De tog hans interesse fangen lige fra det øjeblik, knopperne sprang ud, til løvtaget løftede sin smukke lyse krone i fuld og fri udfoldelse. Der var næsten barnlig glæde i hans omtale af dette emne. Der burde plantes et lindetræ på hans grav. Thi kan man skue ned til jordens tue efter døden, da ville lindetræet hvert forår glæde den henfarne arbejderven og partifører.

Kristian Andreas Petersen blev født d. 14. marts 1855 i Nexø på Bornholm og døde d. 6. februar 1929. Allerede som dreng måtte Kristian tjene føden selv. Som 16-årig kom han i stenhuggerlære hos sten-og billedhugger Fischer i Nexø, og efter fire års læretid var han en vinter på højskolen i Østermarie, hvad der blev af stor betydning for ham. Fra 1880 til 1888 var han stenværksbestyrer i Allinge, derefter regnskabsfører og redaktionssekretær ved »Bornholm´s Tidende« i Rønne indtil 1897, da han atter vendte tilbage til Nexø og stenhuggeriet. Han var nu blevet overbevist socialdemokrat, og da » Bornholm´s Social-Demokrat« begyndte at udkomme i 1902, blev han dens Nexø-medarbejder, hvilket han vedblev at være til sin død. En lang række velformede artikler om mangfoldige emner var frugten af hans journalistvirksomhed. Han stiftede i 1904 den socialdemokratiske forening i Nexø og var dens formand i 15 år. Allerede i sin Allinge-tid deltog Kristian i det offentlige liv. Han var medstifter af og første formand for Allinge-Sandvig Håndværker -og Industriforening, medstifter af stenværkernes sygekasse og medlem af ligningskommissionen. I Nexø blev han i 1904 medlem af ligningskommissionen, hvis formand han var fra 1909 til 1914. I perioden 1909-1925 var han byrådsmedlem, i 1916-1926 amtsrådsmedlem. Særlig kendt blev han som skatterådsformand, hvilken post han beklædte fra 1915-27. Kristian var poetisk begavet og digtede en del sange på bornholmsk, ligesom han oversatte nogle digte af Gustaf Froding til bornholmsk. Han udgav »nogle viser i bornholmsk folkemål« (1925), »om Ibsker Højlyng«

Christen Melsen Hauge blev født d. 13. september 1870 på øen Fur i Limfjorden og døde d. 25 december 1940 i København. Han blev begravet i Odense. Efter at Christen Melsen Hauge i 1888 havde fået svendebrev som snedker på Fur, gik han i et par år »på valsen« i udlandet, og var derefter et par vintre på Askov Højskole og nedsatte sig så i 1896 som snedkermester i Esbjerg. Han opgav dog ret snart håndværket og blev journalist ved »Vestjyllands Social-Demokrat«, og da Esbjerg blev købstad fra nytår 1899, blev Christen medlem af den nye købstads første byråd. Ved folketingsvalget 1901 var han kandidat i Skivekredsen, men opnåede ikke valg. Da »Bornholm´s Social-Demokrat« skulle startes i 1902, blev Christen af sit partis ledelse udpeget til redaktør. I de følgende godt 18 år udførte han et kæmpemæssigt arbejde for sit parti og dets blad på Bornholm, og han ydede en betydelig indsats til gavn for hele øen. Han var medlem af Rønne byråd i 1905-1920 og lagde megen energi i arbejdet for skole-, havne-og belysningsvæsen. Det var især på hans initiativ, at det kommunale elektricitetsværk blev oprettet i 1910. Christen´s første politiske modstander på Bornholm var den gamle, erfarne folketingsmand Marcus Blem, der ved deres første møde – og det var i Blems eget sogn, Nylars - behandlede sin unge modstander temmelig overlegent og kaldte ham »den kasserede jyde«, idet han hentydede til, at Christen kort forinden var »dumpet« i Skivekredsen. I de første år udfoldede Christen en enorm energi i agitationen, cyklede mange ture i al slags vejr til møder og benyttede enhver lejlighed til propaganda for sit parti , og dets nye idéer, der endnu kun havde svage rødder på Bornholm. Hans arbejde bar hurtigt frugt, og i 1909 erobrede Christen folketingsmandatet i Rønne-kredsen. Han mistede det ganske vist igen i 1910, da kaptajn Maegård fældede ham med kneben majoritet, - men ved valget i 1913 »vendte han frygtelig tilbage« og sejrede overlegent med et stemmetal, der oversteg hans 2 modkandidaters samlede stemmetal. Siden da har Rønne-kredsen været en sikker socialdemokratisk kreds. Som medlem af den overordentlige kommission udførte Christen under den første verdenskrig et meget betydeligt arbejde. Han var kommissionens formand fra 1919 til dens afvikling i 1921. I september 1920 overtog han efter partiets ønske stillingen som redaktør af »Fyens Social-Demokrat«, men det var med vemod, han forlod Bornholm, hvor han efterhånden følte sig godt hjemme. Han blev straks folketingsmand for Odense 1. Kreds. I det første ministerium Stauning, 1924-26, var Christen indenrigsminister, og da Stauning påny dannede ministerium i 1929, blev Christen handelsminister. Han gennemførte i sin ministertid mange betydningsfulde love, bl. a. Grundskyldsloven af 1926, Næringsloven, Aktieselskabsloven. Det misrøgtede Kronborg Slot var et af hans hjertebørn, og som formand for Kronborg-udvalget fik han gennemført den omfattende restaurering af det gamle slot. Ved ministeriets rekonstruktion efter folketingsvalget i 1935 trådte han tilbage. Han var medlem af finansudvalget (1922-24, 1926-29), repræsentantskabet for Danmarks Nationalbank og tilsynsrådet for Sparekassen for Københavns Omegn.

Eduard Emil Wiinblad (1854-1935). I anledning af at det er 100 år siden, at Emil Wiinblad blev født, skriver hans søn Robert Wiinblad i Land og Folk lørdag d. 15. maj 1954 bl.a. disse ord om faderens trofasthed mod de revolutionære idealer:…..….Han ville for os åbne døre, der havde været lukkede for ham, og han vidste ikke, at vi blev foragtet, fordi vi var sønner af pøbelagtigt socialistpak. Nej, far kunne ikke fransk, han nåede aldrig ud over almueskolen, men han nåede dét, der var større: at yde et strålende bidrag til den folkerejsning, som tog sin begyndelse, da Arbejderklassen forstod, at denne frigørelse skulle være dens eget værk. Men det var Arbejderklassen temmelig længe om at forstå. Deres førere var i 1877 akademikeren, løjtnanten, postekspedienten, huslæreren for den kammerherreinde, der ejede Berlingske Tidende, Louis Pio, der kaldte sig stormester og ville gøre Arbejderklassen sekterisk. Ved hans side stod fætteren, den fhv. musikhandler H. Brix og skolelæreren P. Geleff. Disse tre redigerede ugebladet Socialisten, der forsøgtes gjort til dagblad. Men deres mission skal ikke forklejnes. De forfulgtes af alt det skrabsammen, der praler med myndighed og autoritet. Men da det kom til stykket, da de havde gennemgået barbariske fængselsstraffe, lod L. Pio og P. Geleff sig bestikke af politiet og flygtede til USA, - Guds eget land - som det så yndigt benævnes. Tilbage blev et socialdemokrati i fuld opløsning. Og da så endelig arbejderne selv tog fat, da skomageren Chr. Hørdum, handskemageren P. Knudsen, skrædderen P. Holm, snedkeren C. C Andersen og typografen E. Wiinblad greb tøjlerne, havde de den bitre sorg, at Harald Brix sammen med journalist Will Fleron, en slægtning til vore dages fremragende skribent, fru Kate Fleron, modarbejdede dem. H. Brix oprettede sit eget blad »Herolden«, men det blev hurtig slået ned, og han døde forpint og forgræmmet i 1881. W. Fleron opsøgte E. Wiinblad og blev taget til nåde. Senere giftede han sig med den berømte varietestjerne Lona Barrison, og blev en holden mand og glemte som så mange af partiets nuværende »stormestre« sin revolutionære fortid. Hvad P. Geleff angår var han ved at gå til grunde i De forenede Stater. Glemt og forarmet vagabonderede han fra sted til sted. Men så oprandt ærens time. I 1920 opholdt jeg mig i New York. Hjemmefra modtog jeg en indtrængende opfordring til at finde den fortabte søn og i triumf bringe ham til København. Socialdemokratiet skulle nemlig, fejre 50 års jubilæum og behøvede en paradefigur at skilte med. Vidt og bredt gik budstikken over USA: Hvor er Poul Geleff ? Det blev ikke mig, der hittede ham. Syg og forkommen var han fundet i en landevejsgrøft ude i det vilde Vesten og bragt til et hjem for subsistensløse. Nu sattes himmel og jord i bevægelse, penge spillede ingen rolle. Geleff skulle reddes, pyntes op og med lånte fjer sendes af sted ved første skibslejlighed. Manden var helt fortumlet og blev det endnu mere, da han herhjemme modtoges med fanfarer. Efter jubilæumsfestlighederne sendtes han på tourne landet rundt og forevistes ved en række møder som en udstoppet hval. Efterhånden blev han dog de socialdemokratiske samfundsstøtter til besvær. De satte ham på aftægt. Moren havde gjort sin pligt, moren kunne dø. Og det gjorde han, uden at det af den grund kom til større pragtudfoldelse. Men nogle krokodilletårer blev selvfølgelig fældet.

Det var disse tre mænd, Pio, Brix og Geleff, der åbnede øjnene på den 17-18 årige typograflærling Emil Wiinblad. Han arbejdede i Bianco Lunos sætteri, udgav et lille, illegalt, håndskrevet blad »Helios« og dumpede en aften ind til et møde, der afholdtes i dansesalonen »Fønix«, det nuværende »Harlem« i Valkendorfsgade. Mødet drejede sig om en lock-out, som Burmeister & Wain havde etableret, den første lock-out hér i landet. Arbejderne tabte slaget, men murerne indledte snart et nyt. De krævede arbejdstiden nedsat en time, og der indvarsledes til det berømte møde på Nørre Fælled søndag d. 5. maj 1872. Fra det øjeblik var Emil midt i begivenhederne. Han valgtes til sektionsformand i »Internationale«, som imidlertid blev opløst ved hjælp af politiknipler. Det må have været omtrent ved denne tid, at han opsøgte H. C. Andersen, som han kendte lidt til, fordi H. C. Andersen fik sine bøger trykt hos Blanco Luno. Den berømte mand boede i Nyhavn. I den aflange stue brændte en grønskærmet petroleumslampe på digterens skrivebord, og det er svært at sige, hvem af de to, eventyrforfatteren eller typograflærlingen, der var mest forlegen over besøget. Men far fik i al fald afleveret et manuskript, som H. C. Andersen lovede at gennemlæse. Det blev aldrig udgivet, skønt den gamle digter opmuntrede sin gæst og spåede ham en fremtid som skribent. Den spådom gik i opfyldelse, om end på en anden måde end nogen af dem forudså.

Pudsigt nok var det ved Berlingske Tidende, Emil Wiinblad startede sin journalistiske karriere, den avis, der skulle bringe hans navn ud over land og by, få arbejderne til at indvæve hans portræt i duge og servietter, få småpiger til at brodere og indramme hans billede, få litografer til at gengive hans træk i tusindvis af tryk, som prydede snart sagt hvert et arbejderhjem. Berlingske Tidende havde bragt en smigrende omtale af en håndværkerudstilling og blandt andet fremhævet en skræddermester, som udstillede en flot livkjole. Denne kjole var sting for sting syet af Emils far, en indvandret skræddersvend fra Landskrona. Symaskinen havde endnu ikke holdt sit indtog, og der krævedes følgelig største omhu og akkuratesse for at kunne præstere et prisbelønnet udstillingsarbejde. Men hvem fik æren og prisen. Ikke den ludfattige svend, hvis navn overhovedet ikke nævnedes i Berlingske Tidende, men en mester, som så at sige intet havde haft med arbejdet at gøre. Herover oprørtes den halvvoksne typograflærling, han skrev et læserbrev med næb og klør. Mærkelig nok blev det optaget i den avis, som Frederik VII's maitresse, grevinde Danner, havde givet sin ven Berling privilegium på.

Efter at være udlært gik det med stormskridt fremad for unge typograf. Emil organiserede typografer i Svendborg, fik arbejde hos bogtrykker Guldbrandsen som under kunstmaler Saxo W. Wigell's (født 1845 i Kbhn.) ledelse fremstillede satirebladet »Ravnen«, og da Guldbrandsen fik ansættelse hos L. Pio, fulgte far med. Nu stod han første gang på Social-Demokraten, men da Pio flygtede, så det ud til herligheden ikke skulle vare længe. Bladet forsømtes, partiet sygnede hen, Emil Wiinblad smøgede ærmerne op og gav sig under mærket »en Arbejder« til at blande sig i redaktionens anliggender. Han skrev ikke sine artikler; han satte dem direkte fra sættekassen, og resultatet var, at modstanderne spidsede øren. Her var en mand, en ny stil, en kommende fører. I 1881 valgtes han til Social-Demokratens redaktør. Man tilbød ham at overtage bladet som ejer. Det afslog han med den motivering, at én enkeltperson ikke skulle eje arbejderpartiets presse, som tilfældet for eksempel var i England. Havde han taget mod budet, var han blevet rigere end både Berlingske Tidende og Politikens ejere, men i modsætning til de nuværende højreorienterede arbejderledere, så han aldrig på personlig fordel, modtog aldrig lønnede tillidshverv ud over redaktørgagen og rigsdagsdiæter, - gnavede kort sagt aldrig ben. Derimod gjorde han bladet rigt og stort. Nu, efter hans fratræden og død, er det atter småt kørende og lever kun i kraft af tilskud.

Så vidt jeg véd - jeg har aldrig arbejdet direkte under far — var han en striks redaktør. Ganske vist havde han til at begynde med praktisk talt ingen medarbejdere og således ingen at herse med. Men lidt efter lidt begyndte de at strømme til, smeden A. C. Meyer, der var sportsinteresseret, den fhv. købmand Mundberg, der blev redaktionssekretær, og em latinskoledreng C. E. Jensen, der var blevet smidt ud af skolen, fordi han havde leveret nogle novellistiske bidrag til Social-Demokraten. Han blev i øvrigt en af Københavns mest ansete litteratur- og teateranmeldere. Bladet gik dengang i brechen for den ny kunst og litteratur, som var ved at bryde igennem, og som havde fanatiske fjender indenfor den konservative presse. Senere kom teologen Frederik Borgbjerg, som blev sendt til en kongres i Frankrig, skrev ypperlige korrespondancer og snart blev en af bladets bedste penne, revolutionær til fingerspidserne. En anden teolog Henning Jensen, dukkede op, fulgt af digteren Johannes Jørgensen. Begge rasede mod kirken og al dens væsen. Hvorpå Henning Jensen overtog det højkirkelige blad København, og Johannes Jørgensen sluttede sig til papisterne. Kort forinden havde han om religion skrevet, at den støttede sig til »dogmets sygestav, der skaber mummespil af død og grav«. Stort bedre gik det for resten hverken Borgbjerg eller A. C. Meyer. Førstnævnte, der muntrede sig ved offentlige baller, og ved en komsammen på Café Osborne mødte iført en papirpræstekrave, som han hånende drev løjer med, endte som præsteskabets øverste og meget nådige foresatte.

I ungdommens vår, da partiet endnu var frisk, livskraftigt og gennemsyret af glødende tro på marxismen samledes disse mænd ofte til kammeratlige redaktionsfester, hvor taler og sang afvekslede, og man gav hinanden hånden på, at holde galden flydende i kampen mod nepotisme, korruption, politiske kneb og ethvert udslag af kapitalens magtbrynde. Eller medarbejderne fulgte med far hjem og diskuterede samfundsspørgsmål til den lyse morgen. Til vor faste omgangskreds hørte Borgbjerg, A. C. Meyer og Oscar Jørgensen, dengang reporter ved bladet. I 1920, da far havde trukket sig tilbage, var han avanceret til medredaktør, men blev forvist til Berlin, da Henckel-skandalen afsløredes. Borgbjergs og Staunings navne blev holdt udenfor, — nogen skulle jo være sonoffer. Helt anderledes gik det i 1898, da P. Holm, borgerrepræsentations næstformand, afsløredes som grundspekulant. Kommunen agtede at bebygge store arealer i og ved Brønshøj. P. Holm benyttede sig af sin viden til sammen med en grosserer Larsen at sikre sig forkøbsret til grundene, men far anede uråd, og skønt Holm var partiets mægtigste mand, røbede Social-Demokraten den påtænkte svindel. Faders personlige ven, partiets førstemand, medlem af Folketing og kommunalbestyrelse døde i fængsel 50 år gammel i 1898.

Således var min far. Han tog sig ingen personlige hensyn og skånede ingen medarbejdere, som kunne mistænkes for at tvære en artikel ud i håb om fordelagtigere linjebetaling. Altid vagtsom overfor bladets socialistiske holdning gav han sig dog tid til at skrive en samling Socialistiske Småskrifter bygget på Karl Marx og F. Engels værker, men afpasset efter datidens småkårsfolk, som præster, lærere med flere søgte at holde nede i uvidenhed. Han fik også tid til at modtage russiske nihilister og anarkister på flugt fra tsaren og til at. deltage i de internationale kongresser, som navnlig efter to attentater på den tyske kejser, måtte holdes i dybeste hemmelighed. Ved én af disse kongresser i Søpavillionen traf jeg i min pure ungdom folk som Bebel, Liebknecht og Frankrigs geniale Jaures. Dengang var det nok værd at tilhøre socialdemokratiet. Med begejstring og ildhu sloges vi for underklassen, lidet anende hvor skamløst partiet ville svigte, da det kom til magten.

Emil Wiinblad var fra 1871 aktiv i »Internationale«. I 1876 blev han ansat ved Social-Demokraten, og blev avisens redaktør i 1881 til 1911. Wiinblad røg i fængsel for injurier i 1892 og 1894. Under hans ledelse voksede Social-Demokraten fra 2.000 til 60.000 eksemplarer. Han var medlem af Rigsdagen og Landstinget i mange perioder, og han er begravet på Bispebjerg Kirkegård i Kbhn.

Bernhard Hansen var født i 1818. Var kasserer for Thranes Arbejderforeninger og en tid redaktør af deres blad; i 1855 dømt til 3 års strafarbejde. Død i 1903.

O. G. Gjøsteen var født i 1854. Instrumentmager i Kristiania; formand for de Forenede Norske Arbejdersamfund 1888-91; ordfører for det Norske Arbejderparti 1892-93; særlig virksom i skolespørgsmål.

Chr. Holtermann Knudsen var født i Bergen d. 15 juli 1845. Bogtrykker i Kristiania. Kastede sig i 1884 ind i arbejderbevægelsen; organiserede fagforeningerne i Kristiania og udgav bladet »Vort Arbejde«. I 1885 dannede han den første socialdemokratiske forening i Norge. Han udfoldede i tale og skrift en rastløs agitation. Var i 1887 medstifter af »det Norske Arbejderparti«; blev i 1889-93 dets ordfører; senere en tid redaktør af »Socialdemokraten«, som han trykkede gratis i den vanskeligste periode. I 1899 blev han medlem af Kristiania kommunalbestyrelse.

Carl Jeppesen var født i København i 1857. Kom som ung børstenbindersvend til Kristiania i 1878, fik arbejde for kommunen, men blev snart boycottet på grund af sin ivrige tilslutning til arbejderbevægelsen, for hvilken han blev en yderst virksom agitator. Han nedsatte sig som cigarhandler; blev i 1886 formand i Kristiania socialdemokratiske forening; afløste Knudsen som omrejsende foredragsholder; redigerede i fem år »Socialdemokraten«. Han førte det lyse danske humør ind i den norske arbejderbevægelse, talte med en munter og slagfærdig frejdighed og er desuden i besiddelse af en lille lyrisk åre. Siden 1899 er han medlem af Kristiania kommunalbestyrelse.

Dr. Oscar Nissen var født på Tromsø d. 31 oktober 1843. Som ung student gik han i 1864 frivillig med i den dansk-tyske krig, og nogle år efter afbrød han atter sine studier for at virke som læge i Paris under belejringen 1870-71. Hans senere lægevirksomhed førte ham alle spørgsmål vedrørende folkesundhed tæt ind på livet, og han blev snart en ivrig totalafholdsmand, ja endog forbudsmand. Redaktør af afholdsbladet »Menneskevennen« og i mange år formand i det Norske Totalafholdsselskab, som han bragte op til en imponerende størrelse; i 1887 gik han af, da han blev i mindretal med sit forbudsprogram, og først 1901 kom han atter ind i styrelsen, denne gang som næstformand. I mellemtiden havde han virket for sine tanker som redaktør af »Sundhedsbladet«, og først af alle gjorde han opmærksom på den truende tuberkulosefare. Men efterhånden så han, at selve samfundsforholdene var en hindring for sundhed blandt folket. I 1887 blev han på et arbejdermøde valgt ind i en komité for bygning af gode arbejderboliger; i 1889 kæmpede han som en løve for de strejkende tændstikarbejdersker, og berøringen med arbejderne bragte ham snart helt over i socialdemokratiet. Ved den første 1stemajdemonstration i Kristiania 1890 holdt han talen for ottetimersdagen, idet han hævdede, at det var den lange arbejdstid, som særlig knækkede arbejderen og sløvede hans sind. Da »Socialdemokraten« fra nytåret 1894 blev gjort til dagblad, bragte han det offer at overtage redaktionen, som han derefter forestod i 4½ år med et yderlig lille budget; under hans ledelse fik bladet præg af en høj åndelig kultur, samtidig med at det ikke mistede sin agitatoriske evne. Han skrev som han talte klart og ligepå, hvast og rammende. For øjeblikket har han det byrdefulde hverv som formand i Kristiania Arbejdersamfund, og i fem år har han siddet i kommunestyrelsen. Overalt har han især taget sig af sundhedsspørgsmål

Højesterelsadvokat Ludvig Meyer var født i Aasgårdstrand d. 22 april 1861. Tog juridisk embedseksamen 1882 og vandt snart ved sin elegant slebne, køligt spotske veltalenhed en fremskudt stilling i Studentersamfundet. Han tog livlig del i bohemebevægelsen og førte 1885-86 som højesteretsadvokat med stor dygtighed sagen for hans jæger, hvis roman »Fra Kristianiabohémen« blev beslaglagt på grund af såkaldet »usædelighed«. I sin ideelle stræben mod skønnere og friere samfundsforhold droges Ludvig Meyer naturligt til socialdemokratiet. I 1892 fik han de frisindede studenter til at stifte »Demokratisk Foredragsforening«, som særlig skulle virke for oplysning blandt arbejderne, og i 1894 udgav han bladet »Fremad«, som skulde sprede socialistiske tanker blandt landarbejderne. Han blev arbejderpartiets ordfører fra 1897-1900 og samtidig redaktør af »Socialdemokraten«, som han gjorde til et fuldt moderne hovedstadsblad; for dette formål ofrede han titusinder af kroner, vandt også en mængde abonnenter, men bragte samtidig partiet i gæld og afhængighedsforhold. Gjøsteen, Nissen og flere rejste derfor kamp mod Ludvig Meyers magt, som forekom dem at være selve kapitalismens erobring af arbejderpartiet, medens bogtrykker Knudsen ikke ville give slip på den beundrede fører. Meyers private forhold, hans deltagelse i store økonomiske spekulationer bragte ham under de kritiske tider i 1900 til at trække sig tilbage fra partiledelsen, og et par år efter gik han helt ud af arbejderpartiet. Medens dette skrives, står han i begreb med at udvandre til Sydafrika for at bryde sig en ny bane.

Christoffer Hornsrud var født i 1859. Gårdbruger på Modum; ordfører for det Norske Arbejderparti fra 1903.

Olav Strøm var formand for det Norske Arbejdsmandsforbund. Født i et Kværnhus i søndre Elverum d. 25 september 1866. Gik på folkeskolen, kom i bagerlære i Kristiania, blev derefter teglværksarbejder, stiftede i 1886 Kristianias første Teglværksarbejderforening, i 1895 vej og Jernbanearbejderforbundet. Siden år 1900 står han som leder af Det norske Arbejdsmandsforbund.

Carl Hjalmar Branting var født d. 23. november 1860 i Stockholm som søn af sygegymnastikeren Gabriel Branting. Blev student 1877, lagde sig en tid efter matematik og astronomi, men blev snart stærkt optagen af de sociale og religiøse spørgsmål, som i begyndelsen af 1880erne satte den svenske studenterverden i bevægelse. Han var medstifter af den radikale studenterforening »Verdandi«, blev 1884 medarbejder ved K. P. Arnoldssons blad »Tiden« og året efter dets redaktør. Førtes nærmere og nærmere over mod den socialdemokratiske arbejderbevægelse og søgte at lede fagforeningerne ud af de liberales ledetråd. Da »Tiden« gik ind 1886, blev Branting redaktør af »Socialdemokraten«

Niels Persson er født d. 30. juli 1865 i østre Skåne. Murer og ordfører for Svensk Murerforbund siden dets stiftelse. Valgtes 1902 til borgerrepræsentant i Malmø og 1902 samme steds til rigsdagsmand.

Victor Larsson var født d. 18. juni 1869. Jernarbejder og ordfører for Jernarbejdernes Fagforening i Vesterås, hvor han 1899 valgtes til borgerrepræsentant og 1902 til rigsdagsmand.

F. V. Thorsson var født d. 30. maj 1865 i St. Køpinge (Skåne), lærte som skomager og har som sådan arbejdet bl.a. i København. Bosatte sig 1888 i Ystad, hvor han 1902 valgtes ind i Rigsdagen.

C. G. T. Wickmann er Landsorganisationens sekretær. Han er født i Skånella d. 3. januar 1856. En af veteranerne i den svenske arbejderbevægelse. Er snedker af fag og var i 1880'erne en virksom organisator af Snedkernes- og Træarbejdernes Fagforening. I 1884 blev han medlem af fagforeningernes centralkomité, i 1896 af partistyrelsen.

H. Lindqvist var født i Arboga d. 9. juli 1863. Lærte som møbelsnedker og blev bestyrelsesmedlem i sin fagforening. Bosatte sig 1889 i Stockholm. Valgtes i 1894 til forretningsfører for Træarbejderforbundet og blev efter Sterkys død ordfører for Landsorganisationen.

Johs. Andreasson var ordfører for Skræddernes Fagforbund. Han var født i Østeryd d. 26. juli 1854. Kom ti år gammel i skrædderlære og blev svend i Lund. Flyttede til Stockholm og blev en ivrig deltager i fagforeningsbevægelsen samt i afholdsbevægelsen (Goodtemplarordenen). I 1892 valgtes han til ordfører for Skrædderiarbejdernes Forbund. Han er ligeledes medlem af partistyrelsen.

C. E. Tholin var født i Vestergötland d. 21. oktober 1860. Lærte skrædderhåndværket. Arbejdede i København, hvor han lærte socialisme og fagforeninger at kende og blev et ivrigt medlem af diskussionsklubben »Karl Marx«. Efter sin hjemkomst var han yderst virksom til at agitere og organisere og har beklædt en mængde tillidshverv i partiet.

G. Gerh. Magnusson var redaktør af satirebladet »Karbassen«.

August Palm var socialismens banebryder i Sverige, og har slået sig på litteraturen og bl.a. skrevet skuespillet »Nemesis«, der handler om konflikten mellem kapital og arbejde. I februar 1873 ankom den svenske skræddersvend August Palm (1849-1922) til Haderslev i Jylland, hvor han fjorten dage senere deltog i det første socialistiske møde, der afholdtes i byen, og hvor ikke mindre en 800 tilhørere deltog. Ved et senere møde var tilstrømningen endnu større. Der oprettedes derfor en socialdemokratisk forening med over 60 medlemmer, og her blev den unge svensker en drivende kraft. Op til valget 1874 var der optøjer foran avisen »Dannevirke«, hvor en del danskere havde samlet sig, idet tyskerne rykkede frem til tonerne af tyske patriotiske sange. Socialdemokraterne stillede sig imellem, og en dansk arbejder »holdt en tale om nødvendigheden af folkenes forsoning og skildrede nationalhadet som årsag til krig med deraf flydende elendighed,« skriver Augus Palm. »Men at tale fornuft til nationalgale, og af sprit opgejlede mennesker var umuligt.« Næste styrkeprøve var valget i 1877, hvor August Palm ledede agitationen. Selvom kandidaten, tobaksarbejder Brückmann fra Altona, ingen chance havde for at blive valgt, satte man alle sejl til. Han fik dog kun 6 stemmer i Haderslev kreds, mens de to borgerlige kandidater, Hans Krüger og hans tyske modkandidat, fik i alt 13.000 stemmer. I hele Nordslesvig fik socialisterne 137 stemmer. Men for myndighederne var det åbenbart nok. August Palm blev omgående udvist, fordi han »var til besvær«, og måtte efterlade kone og børn, som først fulgte efter senere. Efter hjemkomsten til Sverige grundlagde Palm i 1881 det svenske socialdemokrati, og i de følgende årtier var han - trods intens forfølgelse - partiets mest energiske agitator.

Charles Lindley var født i Stockholm d. 14. oktober 1865. Gik sytten år gammel til søs og sejlede i en årrække verden rundt under engelsk flag. Stiftede i England bekendtskab med sømandsorganisatoren H. Wilson, som han i 1887 bistod ved dannelsen af det engelske Sømands- og Fyrbøderforbund. I 1895 vendte han tilbage til Sverige og begyndte i Stockholm at organisere sømændene. I foråret 1897 stiftede han Transportarbejderforbundet, hvis tillidsmand han siden da har været. Han er en yderst energisk agitator i Det internationale Transportarbejderforbunds tjeneste.

Tilbage til: Socialdemokratiets århundrede I * * Socialdemokratiets århundrede II * * Om Pio * * Den socialistiske fremtidsstat