Glimt fra den danske arbejderbevægelses fremkomst og tidens gang

Louis Albert Francens Pio (1841-1894)

Louis Albert Francens Pio er født d. 14 december 1841 i Roskilde, og nedstammer på fædrene side fra en fransk adelig familie, der indvandrede her til Danmark omkring 1780érne. På mødrene side er han en vendelbo. Kort efter krigens udbrud i 1848 flyttede familien til København. Sønnen, der ligesom hans eneste broder var bestemt til studeringer, blev 17 år gammel student, tog filosofikum, og studerede derpå polyteknik indtil krigen i 1864. Da meldte han sig som frivillig, kom ind på Aspirantskolen, blev to måneder efter sendt over til arméen, og deltog derpå i felttoget indtil fredsslutningen. Senere blev han atter indkaldt, gjorde garnisonstjeneste et år som løjtnant ved 13de bataillon, og blev endelig ansat som postskriver ved Københavns overpostmesterembede i efteråret 1870, hvilket embede han dog, endskøndt han allerede var avanceret, opgav igen midt i 1871 for udelukkende at kunne beskæftige sig med udbredelsen af de socialistiske ideer inspireret af Pariserkommunen. For sommeren 1871 modtog han en plads som huslærer i nærheden af København, og i slutningen af året rejste han til Genf for at besøge den derværende afdeling af Internationale, og kom tilbage sidst i februar 1872. I marts blev han valgt til stormester for den herværende afdeling, og overtog fra april under eget navn redaktionen af »Socialisten«, der ved hans bestræbelser var blevet udvidet til et dagblad, og blev endelig tilligemed d'herrer Geleff og Brix, natten mellem d. 4 og d. 5 maj kl. 02 overrumplet i sin bopæl af politiet og arresteret under et intetsigende påskud , uden at det endnu, efter 7 måneders forløb, er lykkedes ham at blive frigivet eller få dom. Den bevægelse som ved hans taler og avisartikler er vakt imellem Danmarks arbejdere såvel i by som på land er betydeligere end nogen tidligere, og står i nær forbindelse med de store bestræbelser i andre europæiske lande for at frigøre arbejdet. Vore læsere vil derfor tilgive os, at vi går lidt nærmere ind på borger Pio's skrifter og meninger, og navnlig søger at påvise den vej, ad hvilken han er kommet til socialismen. Det vil da tillige vise sig, at hverken egen fordel, ærgerrighed eller en pludselig flyvegrille har ledet ham, men at hans tilslutning til systemet er fremkaldt ved en lang årrækkes selvtænkning og studium. Da Pio var blevet student, kastede han sig i sin fritid med megen iver over den litteratur, som stedse har været det egentlige folk den kæreste, nemlig eventyr, sagn og folkebøger. Han sammenlignede de forskellige folkeslags overtroiske meninger og skikke, gennemlæste masser af de afskyelige hekseprocesser fra middelalderen, og fik efterhånden ved at fordybe sig i disse så lidet bekendte genstande, en kundskab til almuens måde at tænke og handle på, som han næppe ville have opnået ved et helt livs færden imellem dem. Men begavet med en lidenskabelig kærlighed til friheden, harmedes han tillige ved at læse om den undertrykkelse, for hvilken den menige mand til alle tider har været genstand, og han opfyldtes af et glødende had til de egenkærlige fyrster, adelsmænd, kapitalister og gejstlige, som i så mange århundreder med flid har holdt den fattige i uvidenhed og usselhed, for at kunne tilegne sig udbyttet af hans arbejde, uden at frygte for modstand. Middelalderens historie blev ikke for ham som for de fleste andre, en skildring af kongernes og kejsernes familieanliggender, eller af de grusomme krige, som de førte for at tilfredsstille personlige hævnfølelser; nej, Pio lyttede til den livegne håndværkers klager over røverriddernes udsugelser, han glædede sig, når bonden svingede plejlen og leen mod jernrustningen, medens tyrannernes brændende borge lyste som St. Hans blus fra højene og klippernes toppe, og han opsøgte med deltagelse enhver lille begivenhed, enhver udtalelse, der kunne vidne om at kærlighed til frihed og had mod despoti og hykleri ikke engang i denne mørke tid var forsvundet fra den nedværdigede menneskehed.

Som et af de mærkeligste vidnesbyrd om den sejhed, hvormed mennesket, når alt svigter, dog holder fast ved håbet, anså han den almindelig udbredte tro blandt næsten alle jordens folk om en fremtidig helt, der skal bringe menneskene frihed og lighed. Denne dunkle, men urokkelige anelse om det jordiske mål for menneskehedens bestræbelser: om alle menneskers endelige ligeberettigelse til kundskaber som til nydelser, - denne anelse eftersporede han i en række af år med iver, såvel i folkeslagenes forskellige religioner, som i deres sagn, og resultatet af sine undersøgelser har han nedlagt i et skrift betitlet: Sagnet om Holger Danske, Kbhn. 1869. Denne bog, der i franske og tyske kritiske tidsskrifter fik en udførlig og meget rosende omtale, betegner så at sige forfatterens afslutning med teorien og overgang til det praktiske. Allerede samme år overtog han for en kort tid redaktionen af »Dags Avisen«, som Brix udgav, og hvis hele retning stemte med den senere socialistiske, men da foretagendet var for stort anlagt i forhold til de disponible penge, måtte det opgives, og Pio lovede i det sidste nummer, at publikum snart skulle høre fra ham igen. I løbet af det næste år udgav han forskellige småskrifter, men hindredes ved lejren, den franske krig og sin ansættelse i postvæsenet, samt ved sine mange informationer, i at fortsætte den afbrudte virksomhed som redaktør. De politiske forhold i Frankrig undlod naturligvis ikke i denne tid at øve stor indflydelse på ham; han stod flere gange i begreb med at ville rejse derover, og det var kun den stedse stærkere følelse af at der også her i landet var et hverv for ham at opfylde, der afholdt ham derfra. En ubetydelig begivenhed, som han tilfældigvis blev vidne til på gaden, og som klart viste den usle tilstand, hvori en stor del også af vort danske samfund lever, blev omsider anledningen til, at han brød sin tavshed, og udsendte det første hæfte af »Socialistiske Blade« til publikum. Hæftet vakte opsigt og blev afsat i et usædvanlig stort antal eksemplarer, men forskellige af bladenes recensenter havde »advaret« forlæggeren mod det »samfundsopløsende« formål, og denne nægtede at modtage fortsættelsen. Pio henvendte sig derpå til Brix, og denne udgav andet hæfte og lovede tillige at ville være udgiver af det påtænkte ugeblad »Socialisten«, i hvilket Pio havde tænkt at fortsætte sin socialistiske virksomhed. De nævnte to hæfter bar ikke noget navn på titelbladet, og selv forlæggerne vidste ikke, hvem der var forfatteren. Ikke desto mindre indså Pio, at det ville være umuligt at bevare anonymiteten, når ugebladet begyndte, og at hans hidtilværende stilling, efter de angreb at dømme, som allerede var fremkomnet, ville blive uholdbar, når hans navn blev draget frem. Trods de opofrelser, som sagen fordrede, vaklede han intet øjeblik. Han indgav ansøgning om sin afsked fra postetaten, afsagde sine informationer, solgte sit bibliotek, som han med megen umage havde samlet, brød med sin familie og hele sin tidligere omgangskreds, og stod således, uden formue og uden hjælpekilder, men fri som fuglen i luften, rede til at begynde kampen for en samfundsklasse, som først skulle vækkes til bevidstheden om sin undertrykkelse og derpå samles og ordnes til modstand, medens fjenderne i fuldt mål besad både kapitaler og politisk indflydelse. For dog foreløbig at have til sit livsophold, tog han en midlertidig huslærerplads en mils vej fra byen; men udslyngede, forinden han tiltrådte den, sin første artikel i »Socialisten« »Til Danmarks Arbejdere!« Den fængede som ild i trøsket træ. Arbejderne følte, at det var ord fra en mand, der både havde viljen og evnen til at tale deres sag, og de viste deres deltagelse både ved at abonnere på bladet og ved at henvende sig på det snævre kontor i Integade med deres klager og besværinger. Nu begyndte en travl tid. Om natten arbejdede Pio ude på landet på artiklerne til det følgende nummer, medens Brix agerede redaktion inde på kontoret, og samlede de indkomne breve og de fjendtlige artikler i dagspressen. Thi også forfølgelsen var begyndt; der hengik ingen dag, uden at en eller anden bladneger rasede mod socialismen og dens forkæmpere, alle Versailles-bladenes løgne om Pariserkommunen blev anført som ubestridelige sandheder, og udtryk som mordere, brandstiftere, tyveknægte o.s.v., hørte til dagens orden. Men også politiet begyndte at blande sig i striden. Hr. Crone opkaldte bogtrykkerne, og truede dem med mulkter, hvis de vedblev at trykke bladet, han opkaldte værterne, når de lejede socialisterne lokale til forsamlinger, og da det endelig lykkedes at erholde kælderen i Føniks, blev det forbudt værten at holde dans i sin salon længere end til kl. 12, medens han før havde tilladelse til kl. 2. Forsamlingerne måtte derfor afholdes på de mest forskellige steder: i »Føniks«, i »Kjæden«, i Tømmerkroen, i Vingårdsstræde o.s.v., og ugebladet blev i de tre fjerdingår, det udkom, trykket i tre forskellige lande: Danmark, Sverige (Malmø) og Tyskland (Hamburg), og hos syv forskellige bogtrykkere. Når man til disse genvordigheder føjer, at ingen af de to mænd , som stod i spidsen var i besiddelse af kapital, så må man undre sig over den hårdnakkethed, hvormed de holdt fast ved deres vanskelige opgave, og den arbejdskraft, som udvikledes. Skønt optaget det meste af dagen af forretninger, som forlangte hans fraværelse fra byen, blev Pio dog aldrig svar skyldig på de utallige angreb fra den doktrinære presses side, og samtidig hermed besørgede han hele korrespondancen med provinserne og udlandet, gennemlæste masser af indsendte forslag, klager, artikler o.s.v., skrev love for foreningen, udstedte indbydelse til dens dannelse, bestemte hvad der skulle forelægges på møderne, sendte Geleff til Jylland, gav råd til strejkende arbejdere, og skrev ansøgninger om forhøjelse for andre o.s.v., o.s.v., og under alle forfølgelser voksede foreningen og avisen udbredte sig mere og mere. Som fortalt, var der knyttet forbindelser med Internationale i udlandet; men forbindelsen var svag, og Pio følte nødvendigheden af med egne øjne at overtyde sig om tilstandene, og personlig at knytte venskab med de mest bekendte ledere. Der var hos ham ikke langt fra beslutning til handling. Dagen efter at han havde bestemt sig til rejsen, var han på vejen til Genf, kun forsynet med en almindelig rejsetaske og et tæppe. Juleaften 1871 vandrede han om i Strassburg for at bese prøjsernes ødelæggelser, og juledag kørte han langs Rhinen ned ad Schwarzwalder bjergene. I Genf i Schweiz standsede han, og tilbragte der omtrent to måneder. Hver aften besøgte han den derværende Internationale Forenings smukke lokale, og stiftede bekendtskab med socialister af de mest forskellige nationaliteter, ligesom han knyttede et inderligt venskab med den gamle Johann Phillip Becker (1809-1886), tidligere general ved den badensiske revolutionsarmé i 1849. På sin tilbagerejse i slutningen af februar 1872 besøgte han bl.a. Leipzig, hvor han gjorde bekendtskab med d'herrer Bebel og Liebknecht, - der står i spidsen for det derværende Internationale Parti. Dagen efter sin hjemkomst, ved hvilken lejlighed »Socialisternes Marsch« for første gang blev afsunget, optrådte han for første gang som taler i foreningen, der nu i kort tid fordoblede sit medlemsantal. Samtidig med, at han i den følgende tid ved en række glimrende foredrag og ved ledelsen af livlige diskussioner, i hvilke han med glødende begejstring, og en veltalenhed, der uvilkårlig henrev tilhørerne, søgte at udvikle de socialistiske ideer så tydelig som mulig, samtidig hermed arbejdede han på at få oprettet et uafhængigt trykkeri og på at forvandle ugebladet til et dagblad; hvad der også lykkedes ham, således at det første nummer kunne udkomme d. 2 april. Skønt arbejdet ved redaktionen var blevet mange gange fordoblet, søgte han dog endnu ligesom ved ugebladet selv at forfatte alle større artikler, hvoraf hvert nummer i det mindste havde en, og han leverede således i april alene nogle og tyve ledende artikler til bladet. Imidlertid udbrød »murernes skrue«, som han understøttede med stor iver, og da mestrenes hårdnakkethed stedse gjorde større understøttelser nødvendige, så besluttede han i begyndelsen af maj at indbyde til et folkemøde på Nørrefælled. Indbydelsen, der var ledsaget af den bekendte artikel: »Målet er fuldt!« blev grebet med begejstring af alle arbejdere uden hensyn til deres politiske meninger, og da vor ubehændige politidirektør i en storskrydende plakat af d. 4 maj 1872 forbød ikke alene dette møde, men alle følgende til evig tid uden hensyn til deres forhandlingsgenstande, så blev plakaterne nedrevne og tilsølede, og hundreder af arbejdere erklærede på kontoret i Gothersgaden, at de, selv om bestyrelsen tilbagekaldte mødet, dog ville afholde det. På foreningens møde om aftenen i Lille Kirkestræde underrettede imidlertid stormesteren de forsamlede - ca. 1000 mennesker - om, at han ikke agtede at tilbagekalde indbydelsen, og opfordrede til at møde ved Fælleden for at overbevise sig om, hvorvidt politiet virkelig ved fysisk magt ville opretholde et i sin form grundlovsstridigt forbud. Brix, og efter nogen tøven Geleff, sluttede sig til ham, medens kredsformanden for København, Mundberg, trak sig tilbage, skønt han tidligere havde været meget ivrig for mødets afholdelse. Da Pio ved midnat var vendt tilbage til trykkeriet, blev han kl. 02 om natten vækket og arresteret af en større politistyrke, som samtidig beslaglagde bladet, der endnu ikke var trykt, og sendte et eksemplar til politidirektøren til censur, og holdt trykkeriet besat hele næste dag, hvorved politiet altså gjorde sig skyldig i en ny grundlovsovertrædelse. Geleff og Brix blev også arresterede i løbet af natten, og alle 3´s papirer på den hensynsløseste måde gennemrodede og beslaglagte. Hvad der er foregået senere i de forløbne syv måneder, kan berettes med få ord. Processen har slæbt sig langsomt fremad og efter en langvarig forundersøgelse, ved hvilken assessor Knudsen ved sin forhørsmetode og sine omfangsrige akter her indlagt sig uvisnelig hæder, blev sagen d. 30 november færdig fra den beskikkede defensor, overretsprokurator Sørensens hånd og endelig befordret til den private defensors behandling. De fængslede synes nu at blive noget bedre behandlede, end tilfældet var ved sagens begyndelse, da man chikanerede dem på den hensynsløseste og småligste måde og de blandt andet måtte erfare af etatsråd Crones egen mund, »at de ville blive behandlede som andre forbrydere«, en ytring, der fuldstændig karakteriserer denne mand, der af skæbnen snarere synes at være bestemt til at være bestyrer af ladegården, men som tilfældet har gjort til politidirektør, for sandheden og nøjagtigheden af denne biografi kan vi indestå, da den dels er meddelt os af en nøje bekendt af Pio, dels suppleret ved familieefterretninger og egne erindringer. Vi kan dog ikke slutte den uden påny at udtale vor forbavselse over, at så skammelige krænkelser af vore helligste love, som dem det Københavnske politi har begået, kan hengå upåtalte, medens de tiltalte, der kun har vægret sig ved at adlyde en ulovlig politiplakat, endnu uden dom vansmægter i fængslet. Vi håber, at rigsdagen ikke vil lade denne for enhver frihedsven vigtige sag gå upåtalt hen, men at idet mindste folketinget vil vide at ramme de skyldige, - selv om politiet kun har været et skærmbrædt for andre. Man nægtede dem således i fængslet at ryge tobak, ja endog at læse bøger og blade! Endnu er det dem forment at læse »Socialisten«, og de holdes endnu bestandig i strengt og ensomt fængsel, og ingen samtale med dem tør finde sted uden i en politiembedsmands overværelse. - »Socialistiske Blade« udkom i juli 1871, og blev afløst af ugeavisen «Socialisten, der d. 2. april 1872 udkom som dagblad, og som i 1874 skiftede navn til »Social-Demokraten« et navn der blev bevaret frem til 1959. Kapitalismen gennembrud i Danmark medførte tabet af 1/3 af landet til Prøjsen og Østrig, borgerskabets diktatur og politistat, elendighed, sådan, at 300.000 mennesker, dvs. 15 % af befolkningen udvandrede til Amerika i løber af 50 år, Estrup´s diktatur og gendarmer, etc.. Da Pio kom til Amerika viste det sig, at de rettigheder, som socialisterne kæmpede for herhjemme, ikke gjald de indfødte amerikanere, dvs. indianerne. Fra disse naturfolk, der havde beboer Amerika i menneskealdre, kunne den skydeglade hvide race godt røve land efter land, og myrde løs på stammerne. Her var ligestilling af alle mennesker vendt på hovedet, og her var ikke lighed for loven. Indianernes ejendomsret og naturretten, blev grænseløst krænket, og ikke mindst de andre farvede måtte finde sig i den hvide races brutalitet. I Amerika var nu de sidste rester af Internationale. Den norske socialist Marcus Trane havde også søgt tilflugt her. Cigarmager Giessing med familie var ligeledes taget med til Amerika, men Geleff og Pio kom og skændes over nogle pengesager, og de skiltes som uvenner. Giessing og Pio med hustruer tog til til Kansas, og prøvede på at indrette en koloni: Hayes City ved Smoky River, men det gik ikke. Pio var en ensom mand i Amerika. Men blandt hans få venner og omgangsfæller var hans ledsager fra Danmark, Alfred William Hansen, som en menneskealder hørte til forgrundsfigurerne indenfor den danske koloni i Chicago, kendt af alle under navnet Sorte Hansen. Sorte Hansen blev allerede i 1876 engageret af Pio som privatsekretær og fra nytår 1877 blev han tillige ansat på »Social-Demokraten«s ekspedition. Han var da kun godt en snes år, født d. 1 juni 1854. Han var vokset op under de fattigste forhold i Antonistræde, og efter konfirmationen kom han til søs, men faldt ned fra masten og fik et benbrud, der gav ham en lidt slæbende gang for hele livet. Men under det sorte hår havde han et lyst hoved. Han læste en masse og havde en klæbehjerne: han kunne citere og deklamere og var af et charmerende væsen. Da han fik plads på Bing & Grøndals porcelænsfabrik, avancerede han temmelig hurtigt til pakhusforvalter. Han, som samfundet havde taget på med umild hånd, sluttede sig til den socialistiske bevægelse og deltog flittigt i møderne. Han nærede den største beundring for Pio. Sorte Hansen var sammen med Hertz, snedker Winther og flere med til at stifte »Fritænkerforeningen« i efteråret 1876. Han logerede hos Giessing og blev forlovet og gift med dennes datter, Dorothea. Efter Kansas projektet rejste Sorte Hansen til Nebraska og arbejdede i et stenbrud, men drog derefter til Chicago, hvor han opnåede en betroet stilling i et stort porcelæns-og fajance-firma, Falker & Stern, for hvem han foretog forretningsrejser til mange af Europas lande. Hans svigerfar, Giessing, den gamle formand for tobaksarbejderne, klarede sig økonomisk nogenlunde som cigarfabrikant, men da han blev håbløs syg af mavekræft, berøvede han sig selv livet. Sorte Hansens ældste datter blev 1901 gift med redaktør Sophus A. Neble, »Den danske Pioneer« i Omaha. Sorte Hansen var han noget af en filosof og livskunstner. Han tilhørte den kreds, som samledes om den joviale konsul Dreier, der var socialisten Frederik Dreiers yngre bror. I den Wilckenske kælder i La Salle Street var »sorte« en skattet stamgæst og ofte midtpunkt i selskabet. Han og Holger Drachmann, som traf sammen der i 1898, følte sig gensidig som åndsbeslægtede. »Sorte« var »brandesianer« og »fritænker« i den grad, at han ikke kunne se præster, uden at han nøs ved det. Han var demokrat i amerikansk politisk rubricering, men forøvrigt er det sagt om ham, at han var af de dansk-amerikanere, som skrev dansk med stort og amerikansk med lille, og han fulgte nøje med i, hvad der foregik herhjemme. Han søgte eller fik aldrig nogen fremtrædende plads i det offentlige liv, og hørte vel i officielle kredse slet ikke til dem, der »tæller«, men hans særprægede personlighed øvede ikke desto mindre en betydelig indflydelse, og han var en varmhjertet hjælper for mangen nyankommen fra det gamle land. Han døde d. 12 august 1909 i Chicago, hvor han ligger begravet. Den dansk-amerikanske digter Anton Kvist skildrede i et mindedigt »den gæve danske mand med den sydlandske lød«, så hans skikkelse og væsen står ret anskueligt for os, som aldrig har mødt ham. Umiddelbart efter at Kansas kolinien, Hayes City, var slået fejl begav Pio sig nedslået og fattig til Chicago, hvor Pio kom i sætterlære på et kristent trykkeri, men Pio´s helbred kunne ikke tåle arbejdet. Han gav sig nu af med journalistik og oversættelser og udgav i 1878-80 et skandinavisk månedsskrift, »Tilskueren«. Så kom han i forbindelse med den foretagsomme og idérige professor N. C. Frederiksen, som via letsindige spekulationer kom ud for et vældigt krak, og rejste til Amerika hvor han overtog det danske blad »Heimdal« i Chicago, og her fik både Pio og Geleff nogen fortjeneste som medarbejdere. I begyndelsen af 1880érne etablerede Frederiksen sig som landagent, for bl.a. det store Chicago-Milwaukee & St. Paul jernbaneselskab. Hans virksomhed voksede med kæmpeskridt; han købte, udstykkede og solgte enorme arealer til farmere. Og han havde talrige mennesker i sit brød som skrivere, reklamemænd, jordsælgere, hvoriblandt så mange skibbrudne landsmænd, at firmaet blandt dansk-amerikanere spøgende kaldtes »Frederiksens Hospital«. Både Pio og Geleff var gennem flere år ansat hos Frederiksen, Pio mest på kontoret, Geleff som handelsrejsende i grundstykker. Indtægterne ved kontorarbejdet søgte Pio at forøge ved litterær virksomhed, og han sendte artikler hjem til »Politiken«, da dette blad var blevet oprettet, og han udgav forskellige dansk-norske sproglærer og en lærebog i engelsk, mens hans hustru udgav en »skandinavisk-amerikansk kogebog«. Men N. C. Frederiksens store ejendomshandel var imidlertid et nyt korthus, og sidst i 1880érne styrtede det sammen. Pio stod atter uden arbejde. Han havde i disse år ikke givet sig af med socialistisk agitation. Vilkårene i Amerika var andre, end han havde forestillet sig, før han rejste. Men Pio sluttede sig som valgberettiget borger til demokraterne, og af den grund blev det ham muligt at opnå en beskeden offentlig ansættelse. Først som tilsynsførende arkitekt ved noget kommunalt byggeri - senere under postvæsenet, men det varede imidlertid kun kort. I 1889-90 udgav Pio et nyt illustreret månedsskrift for skandinaver: »Samfundet«, men det kunne udgives som periodisk skrift. Pio blev derefter ansat som bestyrer af en florida-pavillon på verdensudstillingen i selskabet: The Florida East Coast Railway Co. Og Pio havde selv været ude og rejse på den solrige, endnu »uopdagede« Florida-halvø, og han skrev i »Den danske Pioner« nogle artikler om forholdene der og udkastede tanken om en kooperativ koloni i en nærmere betegnet egn. Tanken vandt så manges tilslutning, at der allerede i løbet af 1893 blev anlagt en koloni ved bredden af floden St. Lucie. Ind i 1894 var her begyndelsen til en hel by, som blev døbt The White City - den hvide by. Mens da Pio kort efter var borte fra kolonien, benyttede en bandit lejligheden til at bedrage nybyggerne, som gjorde Pio medansvarlig. I Chicago, hvor han endnu havde sit hjem, forsøgte han at skaffe hjælp, men her blev han syg af en tyfus, han havde pådraget sig ved at rejse i de sumpede egne omkring søen Okechope. Sygdommen blev alvorligere, og Pio blev indlagt på presbyterianernes hospital i Chicago, og her døde Louis Pio d. 8 juli 1894, 53 år gammel. I 1921 kom Louis Pios aske hjem til Danmark fra Amerika, for at blive begravet i dansk jord, i anledning af socialdemokratiets 50-års jubilæum. Partiet havde rejst en granit-obelisk på hans nye grav på Vestre Kirkegård. Ved afsløringen af mindestenen i nærværelse af Pios´ enke og datter frembar Th. Stauning partiets tak til dets grundlægger. Efter partiets jubilæum drog Augusta Pio tilbage til Amerika, til sine to sønner, Herbert i St. Louis og James Percival i Chicago. Tre år efter blev hun syg og døde d. 24 juni 1924 i Tyron i North Carolina. En forårsdag 1931 mødte nogle repræsentanter for socialdemokratiet med statsminister Stauning i spidsen på Københavns politigård for at modtage de genstande, som politiet 1872 og 1873 havde beslaglagt i forbindelse med »socialistsagen« og forbudet mod Internationale. Ved den lejlighed udtalte politiinspektør, senere rigspolitichef Thune Jacobsen, på politiets vegne, idet han udleverede deputationen et rødt banner, en foreningsprotokol, en klokke, en indsamlingsbøsse, flere tryksager m. m., som en menneskealder havde været opbevaret mellem tyvekoster og forbryderværktøj: »Mine herrer: kan de erindre arbejderkvindens sjal, dette stakkels sjal, som ustandselig måtte holde for, - som kvinden tog om sig, når hun skulle på arbejde eller løbe et ærinde i byen, som i kolde nætter blev svøbt om barnet i vuggen, og som nu og da måtte gøre tjeneste som gardin for at skærme mod trækvinden, der peb gennem utætte ruder - arbejderkvindens sjal, denne armodens triste fanedug, er forlængst en saga, og burde ikke et eksemplar af det opbevares i socialdemokratiets arkiv sammen med de trofæer, som de i dag på fredelig vis har erobret fra politiet? Ja, må jeg så herved have den ære at overrække d'hrr. en svunden epokes synlige minder, som de har ønsket at komme i besiddelse af, og må det måske samtidig være mig tilladt at udtale ønsket om, at socialdemokratiet altid - nu som i gamle dage - i sine rækker må tælle pionerer, der med fremsyn og klarsyn kan vise folket vej fremad mod lysere og bedre kår.«

Harald Frederik Valdemar Brix (1841-1881) ugebladet »Socialisten«s udgiver, og manden, som åbnede det store Phønix-møde d. 4. oktober 1871, var Louis Pios fætter, endda i dobbelt henseende, idet Pios far var Brix' morbror, og Pios mor var Brix' faster. Han var ved den tid godt 30 år gammel, født på Fødselsstiftelsen d. 25. februar 1841. Hans far hed Jacob Stephanus Brix, en lidt yngre bror til Pios mor. Som ung havde faderen lært guldsmedeprofessionen, men var en temmelig ustadig person, som ikke kunne ernære sin familie og derfor tit måtte hjælpes af andre medlemmer af familien, således af proprietær og stænderdeputerede J. N. Brix på Bornholm eller af en svoger, Bang Klitgård, der drev studehandel fra Blokhus og var en af Vendsyssels matadorer. Han blev sat i vej et par gange, som landmand og som skovfoged, men ved drikfældighed og sløseri kom han bestandig påny på knæene. Han døde i Asaa i 1867. Harald Brix'es mor var en datter af skuespiller Pio og hed Frederikke Jeanette (1803-57). Dronning Caroline Amalie interesserede sig, muligvis via Pio, en smule for familien og understøttede den også, indtil Jacob Brix »forskærtsede hendes nåde«. Som det let forstås, var forholdene i det noget omtumlede hjem ikke de bedste. Som barn havde Harald Brix været meget syg, og en hjertesygdom mindede ham hele livet. Familien boede i Haralds barndom en tid på Østerbro, senere i Skovshoved og så igen i København. Børnene - der var foruden drengen tre døtre - holdt ofte til eller var anbragt hos slægtninge. Harald var således en jævnlig gæst i morbroren, kaptajn Pios hjem, hvor han ret naturligt sluttede sig til den jævnaldrende fætter Louis. Efter en uregelmæssig skolegang blev han konfirmeret i Trinitatis og kom så i lære hos musikhandlerne Hornemann & Erslew og havde som kommis forskellige pladser, indtil han, som nævnt, i begyndelsen af 1864 meldte sig på Officersaspirantskolen og blev kasseret. I 1864 blev han assistent i Krigsministeriet og fra juni til august 1864 deltog han i krigen som frivillig og var som menig ved 18. regiments 4. kompagni med i kampen på Als. Efter hjemsendelsen fik han ansættelse som assistent i krigsministeriet, men blev afskediget i sommeren 1867. Han var nu en tid kommis hos bog- og musikhandler Plenge i Pilestræde og ernærede sig også en overgang som sproglærer. I 1869 forsøgte han sig som udgiver af et annonceblad, »Dags-Avisen«. Der var ikke meget egentlig bladstof i det, men Louis Pio skal dog have skrevet et og andet i spalterne. Det gik ind efter et par måneder. Næste år etablerede han sig som selvstændig bog- og musikhandler, Amagertorv nr. 13, men i januar 1871 gik han konkurs. Da Pio blev optaget af socialismen, havde Brix tilstrækkeligt af ulykkelige forhold bag sig, og han havde et regnskab at opgøre med samfundet. D. 21 juli 1871 udkom ugebladet »Socialisten« af L. Pio og H. Brix, og bladet vakte voldsom genlyd hos borgerskabet og hos de forkuede arbejdermasser. Da boghandler Ree i juli ikke turde påtage sig at udgive nr. 2 af Pios anonyme »Socialistiske Blade«, optrådte Brix som forlægger for denne pjece. Og da de to tryksager havde vakt en så enorm opsigt, fødtes tanken ret naturligt om et mere regelmæssigt blad. Dette blad, ugebladet »Socialisten«, var Brix ansvarlig redaktør og udgiver af, indtil det i april 1872 gik over til at være dagblad og samtidig overtoges af et interessentskab med Brix som forretningsfører og Pio som redaktør. Brix var også Internationales sekretær og også Pios sekretær. Men Københavns politidirektør V. Crone, gik derefter straks igang med at bearbejde trykkeriejerne, således at det blev umuligt for Harald Brix at få trykt bladet i København og Malmø. Det var Harald Brix der holdt den første offentlige kamptale for Den Internationale Arbejderforening i Danmark d. 4. oktober 1871 i anledning af strejken hos Burmeister & Wain, selvom foreningen først blev stiftet få dage efter d. 15 oktober. Men medlemstallet i Internationale i Danmark voksede hurtigt til 6.000, og efter politiets og husarernes overfaldt på arbejderforsamlingen på Nørre Fælled i København d. 5 maj 1872, fik Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff efter næsten et års varetægsfængsling en dom på forbedringshus i 6 år til Pio, 5 år til Geleff og 4 år til Brix. Varetægsfængslingen blev ikke fratrukket. De havde opfordret til samfundsomstyrtning (republik), som det så »smukt hed sig«. Harald Brix bliver dog alvorlig syg i Vridløselille (hjertelidelse, m.v.), ligesom L. Pio efter at havde fået en frygtelig og ussel mishandling og isolationsfængsel i Vridløselille. Først da de var ved at dø under hænderne på deres fangevogtere, vedtog Statsrådet at de blev benådet på Hans Majestæts Allerhøjeste fødselsdag d. 8. april 1875. Ud af fængselsporten i Vridløse vaklede tre blege og radmagre skikkelser. Jo, myndigheder havde tillid til, at deres helbred for bestandigt var ødelagt. I marts 1876 meddelte H. Brix, at han ville udgive et illustreret, satirisk og socialistisk ugeblad, som skulle hedde »Ravnen«. Brix forklarede, at sådan som domstolene fortolkede loven om pressefrihed, måtte partiets meninger nødvendigvis gives en skarpere form, end det var muligt at gøre i Social-Demokraten. Brix sagde,» at fornuftsgrunde ikke bed på den bande af lejede negre, der forsvarede de idiotiske magthaveres stjålne rettigheder og de mægtige idioters skimlede fordomme. Mod dem skulle svinges satirens svøbe«. Politidirektøren i København, V. Crone, der i 1872-73 havde ledet sagerne mod Pio, Geleff og Brix blev hængt ud i »Ravnen«, og han opfordrede derefter justitsminister J.M.V. Nellemann, til at rejse sag og fængsling af Harald Brix efter presseloven og straffeloven. D. 3 september 1876 havde Socialdemokratiet afholdt et stort møde på Fælleden, hvor folkeskaren, efter Social-Demokratens skøn var på 30.000 mennesker, og hvor deltagerne vedtog en resolution mod at regeringen bortødslede landets penge til unyttigt fæstningsbyggeri. D. 4. september blev ordren om anholdelsen af Brix udstedt af justitsministeren, og Brix blev anholdt om aftenen, og derefter idømt 4 års forbedringshusarbejde og 21 måneders fængsels for injurier, samt 1.500 kr. i bøde. Samfundsmagten havde ikke brug for satire og illustrationer, hvor de blev »udleverede«, og både pressefriheden og straffeloven bøjede den kapitalistiske samfundsmagt, så ingen kunne være i tvivl om, at de klasser der har magten - også har retten. Brix blev bl.a. dømt for to billeder i »Ravnen«, hvor det ene billede forestillede »den lænkede frihed med den sønderbrudte grundlov, og som fangevogter en person, der havde lighed med landets konge«. Under billedet stod: »I Danmark ser friheden sorgfuld ud. En grundlov stjal man fra folket. Ved den, vi nu har - en laset klud - blev retten kun skævt fortolket. Men slutter I frihed bag lås og slå, i mørke og fangehuller; retfærdigt til sidst det ende må, med kamp, med knald og med bulder. Og er slavefogden endnu til fals for guld og gods og for rænker. Vi knækker endda hans tyrehals og bryder frihedens lænker.« Det andet billede forestillede »friheden ladende en kanon med sine sønderbrudte lænker« og teksten talte om revolutionen, hvor paladserne ved blodigt stævne skulle jævnes med jorden, og den endte således: Arbejderskarer fra by og land skal møde side om side! Giv agt, proletarer! Kvinde og mand! Vi vil ikke længere lide. Majestætsfornærmelse fandt anklageren mindst 5 steder og blasfemi forekom 25 steder, og anklageren mente, at disse indeholdt spot og forhånelse mod det bestående samfunds religion, troslærdomme og gudsdyrkelse, og hensigten har været at angribe dette religiøse samfundsliv, og sætte dette for had og bringe det i miskredit. Højesteret stadfæstede Kriminal- og Politirettens dom og Brix dømtes til 4 års forbedringshusarbejde; for det første for at have gjort grin med kongen og for det andet for at have haft til hensigt at »udbrede misnøje med, ringeagt for og had til det bestående« og spot mod religionslærdommene, men ingen af delene var strafbare ifølge lovgivningen. Politidirektør Crone, vicepolitidirektør Oldenburg og politiinspektør Hertz rejste også sager mod Harald Brix. Crone rejste sag i anledning af »Ravnens« omtale af en politimands forfremmelse til kontrollør ved Orlogsværftet: »om avancement ved politiet står i forbindelse med, om vedkommende betjent har en smuk og føjelig kone?« Ud over denne insinuation kunne man forestille sig, at politiet var bekendt med, at fabrikant C.C. Burmeister i de bedragerier, som »Ravnen« beskyldte ham for, også bedrog Orlogsværftet. Stævningen i Crones sag lod Brix aftrykke i »Ravnen« som figenblad for en ellers nøgen gorilla, da Brix altid afbildede Crone som en gorilla. Om Crones sagsanlæg sagde han, at han vanskeligt kunne følge politidirektøren i dennes tankegang. Brix havde naturligvis villet sige, at ingen kunne avancere uden at leve et harmonisk hjemmeliv, og dette fremmedes, når man havde en smuk og føjelig kone. Og han havde netop aftrykt Crones stævning med en gorilla som skjoldholder, for at der absolut ikke skulle være nogen, der skulle tro, at tegningen forestillede Crone. Denne sag kostede Brix en dom på 4 måneders fængsel. Politiinspektør Hertz lagde sag an på grund af en tegning i »Ravnen« af en tyr med menneskeansigt, der gjorde tilnærmelser til to unge damer. Tyren lignede ham, hævdede Politiinspektør Hertz. Desuden havde Brix i »Ravnen« antydet, at fabrikant Burmeisters store statsleverancer til flåden var opnået ved bestikkelser, og at politiet kendte til dét, men tav om, ulovlige transporter af materiel fra Orlogsværftet til B & W. Det antydedes i »Ravnen«, at Hertz tog mod bestikkelser fra Burmeister. Brix svarede under sagen, »at det ikke var tyren, men den ene af de to unge damer, som skulle forestille Hertz, som på grund af sin borgerdyd og åndsrenhed smukkest kan fremstilles som en ung pige«. Desuden stillede Brix sig uforstående over for, at nogen skulle kunne få den tanke, at den i Burmeister-sagen omtalte inspektør skulle være en politiinspektør, endsige Hertz, hvem Brix agtede og ærede. For Hertz-sagen fik Brix en dom på 8 måneders fængsel. Vicepolitidirektør Oldenburgs sag skyldtes en tegning, hvor Oldenburg attakkerede en tjenestepige, der var ved at binde hans halstørklæde. Under tegningen stod: »La vær gamle udhaler, eller jeg kalder på fruen!« Brix' bemærkninger om denne tegning lød: »Hvorledes ville det falde nogen ind, at teksten er udtalt af den afbildede pige? Jeg har tvært imod lagt udråbet i hr. vicepolitidirektørens mund, da han føler sig fornærmet over den letsindige måde, på hvilken pigen haler ud i hans nye silketørklæde, som rimeligvis er en gave fra hans frue.« H. Brix fik for denne sag en dom på 2 måneders fængsel. C. Wallick, dommer ved Kriminal- og Politiretten, lagde sag an mod Brix for hans omtale af Burmeister-sagen, hvor en værkfører havde været tiltalt. Wallick hævdede, at Ravnen insinuerede, at han have været partisk, havde foretaget en rejse sammen med Burmeister, havde ladet tiltalte give brændevin for at få ham til at tale, havde undladt at forhøre involverede embedsmænd og marineofficerer og havde ladet sig bestikke af Burmeister. Brix påstod, at han havde omtalt Wallicks og Burmeisters fælles rejse som eksempel på Wallicks iver for at lokke sandheden ud af Burmeister. Han havde selv været udsat for som tiltalt ved kriminal- og politiretten at blive budt på brændevin. Og når Burmeister på en tegning sagde, at han ville købe dommeren, så tænktes der på det folkelige udtryk, »at købe én en fløjte,« dvs. narre én, sådan som fabrikanten i sin dumhed troede at kunne narre dommeren. For denne sag fik Brix en dom på 6 måneders fængsel. For at have kaldt en ritmester gal og socialistforskrækket idømtes Brix 3 måneders fængsel. Der blev sat en effektiv stopper for at satiren og Brix´s skulle afsløre embedsmisbrug, bestikkelighed, hykleri etc. Men alt dette kan du læse mere om i Jens Engbergs bog »Harald Brix, revolutionen og reformen«. Juleaften 1880 blev Brix frigivet. Derefter forlangte Brix »Ravnen« udleveret og brugsretten til »Socialdemokraten« overdraget, som han i 1876 højtideligt havde afstået til partiet, subsidiært halvdelen af kontrahentmødets stemmer. På et offentligt møde i Rømersgade ved nyårstid 1881 fremsatte han ikke blot disse krav, men angreb partiledelsen for moderation, dadlede dens samarbejde med Venstre og bebrejdede den dens passive holdning overfor provisoriet. Der trængtes, sagde han, til enhed og kraft. Brix sad i Horsens Tugthus fra maj 1877 til november 1879, da man konstaterede at han var så medtaget af fængselsopholdet, at han måtte overføres til Københavns Varetægtsfængsel, og senere til Kommunehospitalet. Da myndighederne kunne fastslå, at han ikke havde langt igen, satte de ham på fri fod juleaften 1880, og allerede d. 28 maj 1881 døde han - 40 år gammel. Politiet bemægtige sig liget, da hans begravelse ville foranledige opløb i København og Ålborg, og således døde Brix efter et liv i lidelser, og over hans grav rakte politiets knipler og de kapitalistiske gerningsmænd, medens arbejderne truende knyttede næverne i sorg og forbitrelse. Af de 10 kampår fra 1871 til maj 1881 hvor Harald Brix døde, sad han 7 år og 3 måneder i arresten, deraf 2 ½ år i en fugtig kælder 3 alen under jorden !

Paul Johannsen Geleff (1842-1928) som d. 4. oktober 1871 trådte frem som ordstyrer ved Phønix-mødet, var en sønderjyde. Han havde de sidste tre år opholdt sig i København, men var ikke før denne sommer truffet sammen med Pio eller Brix. Paul Geleff var et år yngre end de to andre. Han var født i Bredebro mellem Tønder og Ribe d. 6. januar 1842. Hans far var husmand og kniplingskræmmer Johannes Jensen Geleff (1775-1852), der da han var 67 år fik denne søn med sin anden kone, Silla Marie, født Styrck (1802-1850). Faderen skal have tjent store penge ved kniplingshandelen, men mistet dem igen under krise- og statsbankerot i begyndelsen af 1800érne. Selvom forældrene nu sad i små kår, stod dog vesteregnens rigeste mand, Andr. Hochberg Wulff, fadder ved Paul Johannsen Geleff dåb. Der var to ældre brødre, hvoraf den ene gik til handelen og blev landkøbmand i Sundeved, mens den anden, Peter Jensen Geleff, blev skolelærer i Angel, en tid i Havetofte, og denne bror tog Paul i huset, efter at han 10 år gammel havde mistet både far og mor. Paul Geleff har øjensynlig været ret fremmelig, siden han, inden han var 16 år, kunne tage plads som hjælpelærer forskellige steder i Sønderjylland. I den egenskab havde han ansættelse i Bojon ved Cappelen, i Stenbjerg ved Flensborg, i Bogholm ved Glüksborg, for i 1861 at blive andenlærer i Daler ved Tønder. I 1863 gik han op som privatist ved den sådanne eksamenskommission i København for at blive rigtig lærer, men »forlod eksamen«, som det hedder. Derimod bestod han, med hovedkarakter, da han i begyndelsen af 1864 gik op igen. Det følgende par år opholdt han sig på Fyn. Først bestyrede han et lærerembede i Ørbæk ved Nyborg, hvor en ældre lærer, Michelsen, lå i strid med sogneforstanderskabet og herunder var »fritaget for tjenesten«. I 1866 blev han medarbejder og redaktionssekretær ved »Fyens Avis« i Odense, som blev redigeret af en kollega, lærer J. Lauritsen, og her begyndte han at udfolde sit særlige journalistiske talent. Men fra januar 1867 etablerede han sig som bogtrykker, bladudgiver og redaktør i Ribe. Han havde ikke deltaget i krigen, som, mens han var i Ørbæk, forvandlede hans barndoms- og ungdomsegne fra dansk til tysk område, men han følte, at han måske kunne udrette noget i den grænsekamp, som han allerede havde været midt i under sit ophold i de blandede egne, og som nu måtte føres under andre forhold. Det blad, han udsendte under titlen »Heimdal«, var stærkt nationalt betonet og iøvrigt udpræget »liberalt«. Det bragte nordiske og grundtvigske artikler, højskolenyt, våbenbroder- og skytteforeningsnyt. Og vedholdende spark til tyske ord og udtryk og hån mod dem, der tog undervisning i tysk. Allerede i et af de første numre, hvor han i en artikel kalder prøjserne for tyve og røvere, fornærmer han den prøjsiske statsmagt, så Bismarcks gesandt tager affære, og det ender med en dom ved Viborg landsret, der ikender Geleff en bøde på 50 rigsdaler eller et fængselsophold. Naturligvis blev bladet forbudt i Sønderjylland, det område, det netop var beregnet for, men Geleff var ikke mere betuttet, end at han fortsat sendte det samme blad over grænsen under titlen »Ribeposten«, indtil også den trafik blev stoppet. Tysken var den unge Geleffs fjende nr. 1. I gamle Danmark var derimod alt vel, og her var ingen røvere i skoven. I en oversigts- og programartikel skrev han: »i den gennemsete grundlov af d. 28. juli 1866 findes alle de friheder og rettigheder opretholdte, som gaves os ved grundloven af d. 5. juni 1849, så dette vort folks adelsbrev er på ingen måde sønderrevet eller oversmurt.« Han tilføjer dog betænksomt: »det kommer an på det danske folk selv, om det tillige vil have en parlamentarisk regering.« Foruden at Geleff tager del i det nationale arbejde, en kort tid som formand for Sønderjysk Samfund i Ribe, kommer han i forbindelse med Nordisk Samfund, en organisation, ledet af journalisten og litteraturhistorikeren C. Rosenberg, til forberedelse af de skandinaviske landes sammenslutning til en politisk enhed. I december bebudede redaktøren, at »Heimdal« ville ophøre fra nytår, men blive afløst af et andet organ, »Grænsebladet«. Et sådant så dog aldrig lyset. Geleff rejste til København for at afsone sin bøde, og da det var overstået, fik han i foråret 1868 plads som huslærer hos Møller Hellemanns i Rye Mølle ved Roskilde, men det var åbenbart ikke noget tilfredsstillende virkefelt for hans higende ånd. Gennem Nordisk Samfund var han kommet i forbindelse med den bornholmske »oldnordiske« rigsdagsmand, Lucianus Kofod, og efter at have sikret sig dennes sympati for planen, drog Geleff i juli ud på en landstourne for at tegne abonnenter på et nyt blad, »Jylland«, som skulle udkomme i Århus, være organ for det »nordiske« i tiden og desuden bekæmpe Lars Bjørnbaks voksende indflydelse. Der kom dog kun et prøvenummer ud af det, trykt på kredit og på lånt papir. Også denne iver bragte senere tunge anklager ned over Geleffs hoved. Han var en overgang helt slået ud og søgte ly hos familie i Flensborg, men ved nytårstid i 1869 er han påny i København: det er alligevel her, chancerne er. Med Kofod og dr. Rosenberg som medarbejdere og med Nordisk Samfund i ryggen starter Geleff en ny »Hejmdal«. Bladets første nummer udkom d. 26. februar. »Som navnet antyder, går vore politiske grundsætninger og synspunkter afgjort i nordisk retning,« skrev redaktør Geleff. Hvad indre samfundsspørgsmål angik, stod han »på vor grundlovshjemlede friheds og en endnu noget videre gående ligheds stade«. Det var ikke videregående revolutionært. Alligevel har det ikke været uden indflydelse på Geleffs sociale forståelse, at han her kom i forbindelse med Kofod, der som formand for »Den broderlige arbejdsklasses Hjælpeforening« kom en del i berøring med fattigdom og slumforhold og påvirkedes deraf, så han ved denne tid var meget radikal i sine anskuelser og udtryk. Geleff og »Hejmdal« måtte slås med økonomiske vanskeligheder, og rollerne byttes om: fra d. 1. maj er Kofod blevet udgiver af bladet og Geleff blot ansvarhavende redaktør. I begyndelsen af 1870 forsvinder Geleff helt fra bladet, og senere også Kofod, der efterhånden blev for kras for skandinaverne, og det blev nu C. Rosenberg, der gav tonen an, assisteret af altmuligmanden Vilhelm Rasmussen. Geleff begyndte imidlertid på en frisk og optrådte i februar-juli 1870 som udgiver af »Roskilde Dagblad«, et ligeledes nordisk og nationalistisk betonet organ. Det nordiske gik så vidt, at svenske artikler og kronikker blev trykt i originalsproget, og det »nationale« så vidt, at bladet krævede alliance med Frankrig mod Tyskland, og at vi skulle drage i krigen med åben pande. Ved denne tid, hvor venskabet med de aggressive Rosenbergske skandinaver var revnet, kom Geleff i forbindelse med Frederik Bajer, sandsynligvis gennem omgangen med Kofod, idet denne og Bajer var lærerkolleger ved Tangs nye Seminarium. Bajer var også skandinav, men af en anden støbning; på Blågård stiftede han i foråret 1870 det republikanske Nordisk Fristats Samfund, og det blev Geleff medlem af. Samme år afholdtes på Bajers initiativ et nordisk skolemøde i Gøteborg, og sandsynligvis har den tidligere lærer Geleff også deltaget heri. Der synes at gå en linje herfra og til Geleffs sidste bladforetagende i denne omgang, nogle »Nordiske Skoleblade«, som han udgav sommeren 1871. Herunder er det så, han læser »Socialistiske Blade« og opsøger Brix og slutter forbund med ham og Pio, ikke et nordisk, men et internationalt. Han var endnu ikke socialist, men nok en oprører. Han havde en modbydelighed for, hvad man på den tid kaldte »fjæsk« - spytslikkeri. Logren og kryben for »bedre folk«, underdanighed overfor embedsmænd, snobberi overfor konge og hofvæsen. Her, i hans »republikanisme«, i hans demokratiske sindelag, i hans had til hulhed og forløjethed, lå spiren til hans socialisme. I brevene til London har Pio og Geleff talt om fremgangen i Jylland og nævnt, at »husmændene strømmede rask til«. Det var Geleff, der rejste ud i provinsen, og først til Århus. Og Internationale fik tilslutning i visse dele af det øvrige land, i Østjyllands byer og landdistrikter, som ikke stod forholdsmæssigt tilbage for tilslutningen i hovedstaden. Arbejdsvilkårene i småbyerne var lige så slette som i hovedstaden. De såkaldte »patriarkalske« forhold var reglen: en arbejdstid på 12-14 timer, en løn, som ikke rakte ud over den nøgne eksistens, og fattigvæsenet som eneste tilflugt i nødstilfælde. Et selvbestaltet borgerskab styrede og regerede, og selvom liberale »arbejderforeninger« først kom til i større udstrækning, efter at socialismens spøgelse havde vist sig, var tidens tone også i provinsen den, som Heine kalder »den gamle forsagelsens sang, den himmelske visselulle, hvormed man visser folket i søvn, om uvornt det mukke skulle«. Man åbnede brugsforeninger efter Thisted-foreningens forbillede, ligesom boligelendigheden søgtes afhjulpet ved filantropiske arbejderboliger. Skønt landbruget var inde i en mærkbar opgangstid, med stigende priser for produkter og ejendomme, vedblev husmænds og landarbejderes kår at være lige elendige. Den øgede afstand mellem jordbesiddernes velstand og den jordløse arbejderbefolknings fattigdom kunne trods al snak om fællesskab og samhørighed ikke skjules. Husmænd og inderster, helt eller praktisk talt uden jord, udgjorde et mægtigt tal. Og deres kår var de samme som en landarbejders, et tyendes. Derfor begynder i denne tid den indvandring til byerne og den udvandring til Amerika, som skal vokse næsten som en lavine gennem de følgende 10-20 år. På samme måde som Rimestads borgerpolitik helst ville benægte klasseskellets og arbejderspørgsmålets eksistens i byerne, ville tidens bondepolitik, trods al dens demokrati, så længe som muligt benægte rigtigheden af dette billede af landboforholdene. Det blev socialismens og Pio's opgave at holde virkeligheden op for øjnene af bonde-venstre og Lars Bjørnbak, og den gamle konservatisme fra enevældens tid gik jo arm i arm med godsejer og adel, der omkring 1870 forenede sig i national-liberalismen og højrekræfterne. Snedkerforeningen var den kernetrop, som brød socialismen videre bane i Århus. Et par møder d. 10. og d. 14. oktober i Frandsens lokale, også kaldet »Vinden«, i Kannikegade samlede flere hundrede arbejdere. Indbydelsen stod trykt i Amtstidende, og det synes som om en smedesvend Karstensen repræsenterede indbyderne. Det første møde var temmelig kaotisk, men på det andet fik Karstensen holdt en tale, hvori han skildrede de arbejdendes usikre kår, den lave løn i forhold til de stigende priser; hvis ikke den simple mand ville forsone sig med fattiggården som sidste udvej, måtte man slutte sig sammen mod løntrykkeriet. Arbejdslønnens højnelse var den første opgave, og midlet var arbejdernes indmeldelse i Internationale. En tavs tilhører ved dette møde var en 38-årig karetmager ved jernbanens værksteder Carl Christian Kruse. Han trådte imidlertid frem som dirigent ved det følgende møde, lørdag d. 21. oktober, hvor Internationales Århus afdeling blev konstitueret. Hans ro og besindighed indgav forsamlingen så megen tillid til ham, at han valgtes til formand. Oppositionen ved disse møder mødte op i skikkelse af en stadsingeniør og en lærer, som indtrængende advarede arbejderne mod at slutte sig til den samfundsfjendtlige Internationale, som havde det blodige kommunardoprør på samvittigheden. Men Carl Christian Kruse vendte sig skarpt mod de borgerlige lokkefugle. Rejseagitator Geleff ankom til Århus tre dage efter at Internationales afdeling dér var kommet til verden. D. 25 oktober talte han ved et møde i »Vinden« for 700 tilhørere. Kruse var dirigent og Lars Bjørnbak var tilstede. Geleff udviklede socialismens program, som bl.a. gik ud på indretning af produktionsforetagender med statsstøtte, 10 timers arbejdsdag, forbud mod søndagsarbejde, statsansatte fabriksinspektører, indskrænkning af kvindernes og forbud mod børns fabriksarbejde, direkte skat i stedet for indirekte, revision af valgloven. De borgerlige selvhjælpsforanstaltninger var humbug. Arbejdernes egen organisation var Internationale. En skærsliber Johansen fremkom med udfald mod kirke og præsteskab. Det næste sted, hvor der opstod en afdeling af Internationale, var Skanderborg. Lidt til nord for købstaden ligger landsbyen Skanderborg Ladegård og her boede tre fattige arbejdere eller småhåndværkere: væver Fr. Hermansen, skræder Bjerre og smed Søren Jensen. Dem nåede i sommeren 1871 rygtet om den ny bevægelse, og i hvert fald fr. Hermansen skrev efter opfordringen i »Socialisten« til kontoret i Integade og indmeldte sig i den planlagte Internationale. Pio skrev til ham igen, idet som sædvanlig Brix underskrev og afsendte brevene. Og da Hermansen og hans naboer foranledigede et møde af arbejdere og husmænd afholdt ved Skanderborg d. 24. september, sendte Pio dem ikke blot blade og tryksager i forvejen, men udarbejdede også en særlig tale fra »Socialisten«s redaktion, som Hermansen skulle læse op på mødet. Der kom over 100 husmænd og landarbejdere til dette møde, som vakte stor opsigt og blev omtalt i pressen landet over. Ca. 25 af deltagerne indmeldte sig i den straks oprettede sektion, men navnene hemmeligholdtes, for ikke at, »give anledning til forfølgelse«. Efter løfte af Pio, og i kraft af en slags fuldmagt, blev Hermansen sektionsformand. Nogen tid efter fik han imidlertid betænkeligheder, bl.a. ved »Socialisten«s angreb på præster og religion, og Hermansen måtte flytte fra egnen og kom i tjeneste hos missionshøvdingen pastor Vilh. Beck i Ørum ved Grenå. Ledelsen af Skanderborg landsektion, som den kaldtes, gik derefter over til landinspektør Peter Teilmann i landsbyen Gram. P. Teilmann var en præstesøn fra Bøvling (1824-1896). I den følgende tid oprettes filialer i Låsby to mil nordpå, og i Silkeborg, og i det hele mærkedes Internationales indflydelse længe og livligt på disse kanter. Næste by på rejsen var Randers, hvor Geleff talte d. 28. oktober. Her dominerede en lokal »Rimestad«, nemlig overlærer S. N. Albrechtsen, som stod i spidsen for en 700 mand stærk »Arbejderforening«, stiftet i 1867. Den var både sparekasse- og understøttelsesforening, brugs- og foredragsforening m. m. og tilstræbte »at, selvvirksomhed og forsynlighed udvikles hos den mindre heldigt stillede samfundsklasse.« Albrechtsen så med nogen mistillid hen til det møde, Geleff vilde holde på »Rosenlund«, og dagen før indrykkede han i Amtsavisen en advarsel til Randers arbejderstand, men i kraft af denne forreklame samlede Geleff's møde næsten 1000 deltagere, som gladeligt betalte en entre af 4 skilling for at være med til under »ordenens og besindighedens fane« at huje og pibe Geleff ned af talerstolen. Der var i Randers et hemmeligt medlem af Internationale, en sagførerfuldmægtig C. Hansen, som i sin korrespondance til København havde omtalt det sundhedsfarlige børnearbejde på svovlstikfabrikken der i byen. Dette lokale stof indflettede Geleff i sin tale, naturligvis med det resultat, at tilhørerne blev yderligere ophidset imod ham. D. 31. oktober indkaldte snedker N. C. Schou til dannelsen af en socialistisk arbejderforening, der fik ca. 300 medlemmer. Geleff rejste derefter til Ålborg og talte for ca. 800 tilhørere, og afdelingen af Internationale fik hurtigt 500 medlemmer, fordelt i flere sektioner, med formænd som smed Andreasen, malermester D. Schobius, tømrer Kock, skomager Johan Peter Petersen, skibstømrer Jørgen Veed-Fald. Fra Ålborg drog Geleff til Hjørring, hvor han opholdt sig d. 5. og 6. november, men da han ikke kunne få noget lokale, blev der ikke afholdt noget møde. Internationale havde dog ét medlem i byen, smed Christen Lyngby. Nu gik rejsen sydpå, og d. 10., 11. og 12. november talte Geleff ved møder henholdsvis i Horsens, Vejle og Skanderborg. I Horsens havde Internationale allerede en tid haft en talsmand og agitator for »Socialisten« i en urmager Anchersen. Nogle socialistisk sindede arbejdere kom sammen hos en barbér Appel. Geleff s møde holdtes i Håndværkerforeningen, hvor 6-800 mennesker var stuvet sammen. Han begyndte med at fortælle Wessels »Smeden og bageren« - og at alle overfald på Internationale var at rette smed for bager. Selv rettede han drabelige udfald mod brugsforeninger og boligforeninger, som han hævdede ifølge »en jernlov« var komplet unyttige i økonomisk henseende. Der behøvedes en alvorlig kamp mod kapitalen. Han anbefalede tilslutning til Internationale og advarede mod Lucianus Kofods adresse om tilslutning til en broderlig arbejderklasseforening, som kun medførte splittelse. Foruden dette større møde havde Geleff en sammenkomst i baglokalet i et værtshus med en kreds af særlig interesserede, mest skræddersvende, men også en smedesvend Gronemann og en møllebygger Johansen var tilstede. Disse to blev de førende, da der d. 15. november blev oprettet en sektion; bestyrelsen for denne talte foruden de to nævnte Lauritz Christensen, H. Jensen og Niels Jensen. Efter Horsens kom Vejlemødet, som ikke havde så stor tilslutning. I Skanderborg var der samlet ca. 300 mennesker. Til dirigent valgtes landsektionens formand, landinspektør Teilmann, hvem Geleff om formiddagen havde besøgt i Gram. Geleff udviklede et særligt socialismens agrarprogram, omtrent som Pio havde fremstillet det i artiklen »Om landboforholdene«. Han udtalte bl.a. at »en forbedring mulig bedst kunne opnås, når gårdmænd og husmænd slog sig sammen til større partier og drev deres jord under ét, samt delte udbyttet i forhold til den af dem indskudte værdi, hvorhos husmændene skulle have en bestemt dagløn«. Bl.a. indmeldte en øltapper A. Petersen sig i Internationale, som i de følgende år blev en virksom agitator i Skanderborg-Horsens egnen. Efter korte visitter i Århus og Ålborg påny, rejste Geleff til Fyn, og i Odenses »Pantheon« d. 26. november var en forsamling på 1500 mennesker. Men Odense var konservatismens højborg. Poul Geleff startede igen med at lægge ud med en række møder fra januar 1872 i Odense, Horsens, Århus, Randers og Ålborg. Den ublide medfart, han har fået på adskillige møder, og den utak, han har mødt i selve bestyrelsen, har muligvis fremkaldt en beslutning om denne gang at gøre sig mere hårdhudet og vise, at han også kunne anslå andre strenge. Foruden som sidst at gøre rede for programmet, vender han sig nu mere udfordrende mod modstanderne. Folkeskolen skal forbedres, fri og heldagsundervisning skal indføres, fattige børns forældre have erstatning for tab af børnenes arbejdskraft. Midlerne hertil kunne f.eks. tages ved at inddrage de millioner, som var henlagt til lærde anstalter for storborgernes børn. Religionsundervisningen tjente kun til fordummelse. Præsterne »drev høkerhandel med religionen«; deres løn burde nedskæres og præstegårdsjorden overlades til jordløse husmænd og indsiddere. Præsten havde nok i et par køer og en hest. Når vorherre havde sagt til sine apostle: gå tilfods ud i alverden, måtte vi nok kunne sige til præsterne: kør i blot enspændet ud ! Endnu flere midler til programmets gennemførelse kunne skaffes ved at afvikle hær og flåde - og navnlig ved at afskaffe kongemagten. Det socialistiske samfund kunne godt klare sig med en præsident. Hvis ikke man snarligt imødekom disse fordringer, sagde han i Randers, ville arbejderne »med knyttede hænder og funklende blikke« angribe rigmændene. Geleff havde efterhånden tilegnet sig Pios retorik, som da han efter hjemkomsten i en tale i Kirkestræde erklærede, at hvis ikke storborgerne i tide ville forstå socialismens uafviselige fordringer og hjælpe til at slå bro over kløften mellem klasserne, »så vil og skal vi selv stige over den, om vi så skal fylde den med lig!! Vi hverken ønsker eller udæsker til kamp,« fortsatte han, »men bydes den os, så modtager vi den. Men lad storborgerne erindre, at det blod, som da vil flyde, ikke kommer over vore hoveder, men over deres.« Det viste sig desværre, at de nye toner fra Geleff vakte mindre genklang i provinsen. I Horsens, hvor han fyldte salen i »Dannebrog« d. 12 januar, udviklede han Marx' lære om merværdien; ejendom var i grunden begyndt som tyveri fra arbejderne, og tekstilfabrikanter som Goldschmidt, som havde forbudt sine arbejdere at indtræde i Internationale, var den værste slaveholder, som endnu havde eksisteret. Det vakte mærkeligt nok ikke bifald. Tværtimod indrykker 292 arbejdere hos Crome & Goldschmidt en protest i avisen mod Geleff, som ikke skulle komme her og »sætte splid mellem arbejder og arbejdsherre«. Sektionsformanden J. Gronemann, var tilmed temmelig bitter overfor ledelsen i København, og Geleff fik ikke helt den succes, han havde lagt op til. I Århus, hvor der var virkelig liv og røre i afdelingen, viste det sig, at Internationale kun var en ydre etikette. Indholdet var en speciel Bjørnbak-Krusisk socialisme, som næsten ikke var til at skelne fra jysk folkeforenings »brandkasse-politik«. Talmæssigt var bevægelsen gået stærkt frem siden sidst. Man havde fået fast lokale på hotel »Jylland«, hvor sektionerne holdt møder, og man diskuterede socialisme, brugsforeninger og lignende, og holdt maskerader! Men båndene, som knyttede denne afdeling til hovedforeningen i København, var temmelig tynde. I november havde »den jyske særfølelse« bl.a. ytret sig i ønsker om at få valgt en egen »stormester« for Jylland, hvad dog ikke blev til noget. Karetmager Kruse var blevet kredsformand, og et andet fremtrædende medlem var formanden for Den Blandede Sektion, teglbrænder Henrik Nielsen. Sammen med Bjørnbak havde disse to i december udarbejdet en adresse til Rigsdagen, som i hovedsagen byggede på Jysk Folkeforenings udtalelse om de politiske og sociale spørgsmål og sluttede med et »leve konge og fædreland«! Da afdelingen sendte den til København til Pio´s godkendelse, så denne jo nok, hvor stærkt den afveg fra hans eget udkast til en adresse. Han rettede en del i den, men revolutionær blev den ikke, selvom kongehyldesten blev strøget. Det er forståeligt, at republikaneren Geleff, da han talte i Århus, skruede stærkt ned for gassen og bl.a. slet ikke kom ind på kongemagtens afskaffelse. M. A. Sommer, som talte efter Geleff, boltrede sig derimod i angreb på præster og embedsmænd. Amtstidende udtalte sig meget forbeholdent om de to socialister, og bringer kort, efter rygter om et nyt repræsentantskab i Internationale. L. Jacobsen kom nemlig til Århus samtidig med Geleff og havde konferencer med ham og med Bjørnbaks højre hånd, redaktionssekretær von Haven. Bjørnbak var på sin vis et loyalt medlem af Internationale, sålænge det stod på. Han ignorerede oftest, Pio´s udfald og skrev under hånden til ham om at dæmpe tonen for samarbejdets skyld. Overfor »Jyllandspostens vedholdende angreb på århus-socialisterne, som redaktøren, hr. Hoffmeyer, kaldte »det mindre ædle bundfald hos menigmand«, var han altid rede til forsvar. Men samtidig udfoldede han målbevidst en mægtig aktivitet for at gøre de nye arbejderforeninger til faktiske led af hans eget parti. Bjørnbak meldte sig ud af Internationalen d. 6 maj efter Fælledmødet. D. 19 januar kom Geleff til Ålborg og holdt foredrag om de om de fede præsteembeder og kongemagtens afskaffelse; men forsamlingen protesterede, og skomager J. P. Petersen, der var formand for Den Blandede Sektion tilkendegav, at han ikke ville af med kongemagten. »Efter flugten til Amerika« i 1877 opholdt Paul Geleff sig i 43 år i Amerika, kun afbrudt af et kort besøg herhjemme i 1882-83, hvor han da under pseudonymet Harald Brede udgav en håndbog for udvandrere. De første år ernærede han sig som medarbejder ved forskellige blade, heriblandt som nævnt »Hejmdal«, ligesom han selv en tid udgav et tysk blad, »Beobachter«. Han var blandt den store stab af landagenter. Efter at boblen var bristet, drog Geleff vest på og nedsatte sig selv som landagent i Pueblo, Colorado, for The Southern Pacific Railroad og udgav, nærmest som reklameorgan for dette selskab, et blad, The Colorado Investor. Efter at det store fremstød mod vest var ebbet ud, gik forretningen tilbage, og Geleff var ofte meget langt nede. Hustruen havde forladt ham allerede 1878, og han blev mere og mere forkommen, og holdt sig fjernt fra både landsmænd og partifæller. I januar 1920 kom han fattig og syg til byen Newton i Kansas og blev indlagt på hospitalet dér. Da efterretning herom nåede Danmark, besluttede socialdemokratiets ledelse at indbyde den gamle mand til at komme hjem, og da han var blevet restaureret under et ophold hos en dansk farmer, rejste han til New York og gik ombord i »Frederik VIII«. I København blev han modtaget af A. P. Berg, A. C. Meyer, Wiinblad og andre, som havde kendt ham i 1870érne, og Sylvia Pio indbød ham til at være hendes gæst. Partiet tog sig nu af ham, og sine sidste år henlevede han som dets ærespensionist, mest i Nyborg. Hans ungdoms lune havde ikke helt forladt ham, og han fortalte gerne anekdoter fra kampårene over et toddyglas. Af og til skrev han artikler til »Sund Sans« og til »Nordlyset« i Chicago, og han udarbejdede en lærebog i engelsk, efter et af ham selv opfundet system. Han kunne imidlertid ikke så godt tåle det danske klima, og i 1927 rejste han til Italien for at komme af med en bronchitis, men d. 16 maj 1928 døde han dernede i byen Anacapri på Capri, hvor han ligger begravet på den engelske kirkegård.

»Socialistiske Blade« I - udgivet af en arbejder ( Louis Pio) 1871

I tvangfri hæfter. Pris 8 skilling

Motto: Adiatur et altera pars.

Socialismen i dens forhold til historien

Den, der overfladisk betragter nutidens begivenheder, og da navnlig den stedfindende kamp i Frankrig mellem Kommunen og regeringen vil let slå sig til ro med den tanke, at urolighederne i Paris kun er efterveer fra den store krig med Tyskland, at regeringen må sejre og at dermed den tidligere tilstand vil vende tilbage. Det turde dog vise sig at være en skøn drøm, som er fremkaldt ved at man enten ikke vil eller ikke kan se den dybere grund, hvorfra disse mægtige rørelser har deres udspring, og da den så meget udskregne socialisme ikke hidtil har fundet en eneste talsmand her i landet, selv ikke hos den del af pressen, der foregiver at stå »proletariatet« nær, skal jeg tillade mig på et par blade at bidrage mit til at klare og forklare det store spørgsmål, der vil vedblive at stå på nationernes dagsorden indtil det er løst.

For at se klart i nutiden, må man først og fremmest vende sig til fortiden, og mine læsere vil derfor tilgive mig, at jeg et øjeblik fører dem tilbage til hin minderige middelalder, da vore barbariske forfædre efter at have omstyrtet den klassiske kultur søgte at rejse sig en statsbygning på ruinerne af det romerske despoti. De elementer, hvoraf de nye stater dannedes, var hovedsagelig de samme, som endnu eksisterer: adelen, borgerstanden og bondestanden (gejstligheden er ingen stand i ordets egentlige betydning og tages derfor ikke med her); men forholdet imellem dem var et andet. Det, der dengang gav anseelse og magt, kunne ikke ligefrem være kapitalen; - thi den eksisterede ikke, eftersom den netop er et udtryk for slægternes i lange årrækker og efterhånden på enkelte hænder sammenhobede arbejde - men det var derimod besiddelsen af den størst mulige levende arbejdskraft, dvs. grundbesiddelsen. De, der delte den erobrede jord imellem sig, dannede rigernes adel, medens borgerne i byerne, der repræsenterede handelen og industrien, længe fristede en kummerlig tilværelse, og medens bønderne for det meste kun var ufrie lejere af adelens jord, altså svarende næsten til vor tids fabriksarbejdere. Denne grundbesiddelsens magt viser sig på alle punkter; således spillede f.eks., den »rørlige ejendom« næsten ingen rolle i datidens privatret, men overlodes til arveladerens godtbefindende, medens arv af gård og grund var bundet til strenge regler; kun grundbesiddere optrådte som lovgivende og styrende på rigs- eller rettere herredagene, til en repræsentation for byerne hører man derimod intet; endelig viste lensbesidderne sig også som den priviligerede stand derved at de efterhånden fik hele skattebyrden væltet over på de andre stænder.

Imod denne tingenes tilstand måtte der ifølge forholdenes udvikling rejse sig en dobbelt opposition. Dels måtte jordlejerne få lyst til at blive jordejere, dels tiltog efterhånden velstanden i byerne, hvorved borgerens mod og selvtillid hævedes. Den førstnævnte stræben fik et udtryk i de talrige bondeopstande, den sidstnævnte forandring viste sig i byernes kampe mod lensherrerne eller de nærmestboende »røverriddere«, og endelig i deres understøttelse af kongemagten mod adelen, men der er den store forskel mellem de to opponerende stænder, at medens bønderne vedblev at holde på grundbesiddelsen som det, der skulle give adgang til magten, og kun fordrede andel deri, så opstillede borgerne kapitalen som konkurrent til hæderspladsen og tilsigtede altså en total omvæltning i samfundsforholdene. Samtidig med borgerstandens udvikling var der imidlertid ifærd med at foregå store forandringer i dens sammenfatning, som må undersøges før vi går videre.

I den tidlige middelalder var produktionen håndværksmæssig, det vil sige, der fordredes en bestemt efterspørgsel efter et arbejde, for det udførtes, eller i det mindste fabrikeredes kun sådanne genstande i større mængde, der havde en bestemt og beregnelig afsætning i den nærmeste omegn. Senere hen derimod, efterhånden som transporten blev mindre besværlig og mindre kostbar, efterhånden som de store opdagelser (af søvejen til Indien, af Amerika osv.) åbnede flere markeder for industriens frembringelser, medens samtidig retsforholdene mellem landene blev bedre, fik spekulationen indgang i industriens verden. Man kunne nu lægge an på at fabrikere massevis, thi man var ikke længere bunden til det rent lokale forbrug, ja i stedet for at tidligere en bestemt trang til en industrivare måtte være tilstede, før den fabrikeredes, gik man nu den omvendte vej: ved at fabrikere varerne billigt og kaste dem på markedet, tiltvang man sig så at sige afsætning for dem. Men for at lave billigt, må man lave meget, og for at lave meget, må man have kapital, og der indtrådte derfor snart en bestemt adskillelse mellem kapitalisten og arbejderen, en forskel, som dog endnu ikke trådte stærkt frem, dels fordi kapitalforøgelsen i meget lang tid kun kom enkelte af Europas store byer tilgode og dér foreløbigt også virkede ned til de laveste klasser, dels fordi den hele borgerstand endnu havde en fælles fjende at bekæmpe, nemlig grundbesidderne, adelen.

Lige fra det femtende århundrede kæmpede borgerne vedholdent og med held på det grundlag, som allerede tidligere var lagt af Hansaforbundet og de flanderske byer og deres vigtigste sejre vandt de allerede for flere århundreder siden, som f.eks. her i 1660. Revolutionen i 1789 var derfor ikke så meget grundstenen i en ny bygning, som det var kransen, der hejstes på en allerede færdig; da adelen, det indkrumpede larvehylster, faldt, svang en fiks og færdig sommerfugl, bourgeoisiet, borgerstanden, sig op derfra som det nye samfunds behersker. Men i samme øjeblik, da »den tredje stand« kom direkte og formelt til den magt, den allerede længe indirekte og reelt havde haft, i samme øjeblik, da kapitalen blev rigsstyrer, udskilte der sig fra borgerstanden en »fjerde stand«, de kapitalløse arbejdere, proletariatet.

I april 1789 skrev et fransk blad: »Qui peut nouz dire, si le dispotisme de la bourgeoisie ne succédera« pas á la prétendue aristocratie des nobles?« (»hvo indestår os for, at ikke borgerstandens enevælde vil følge efter adelen« foregivne herredømme.«): og desværre! hvad dengang ingen ville tro, skete virkelig. Borgerstanden, som i sin kamp mod resterne af adelsvældet og den absolutte kongemagt støttede sig til de franske filosoffers udviklinger om menneskerettighederne, var selv den første til at glemme såvel dem som sin egen fortid, og den satte kun en ny, bloddøbt tyran, kapitalen, på den ledige trone. Men følgerne heraf kunne ikke udeblive. Den store masse, som i enkelte af revolutionens øjeblikke endog havde haft roret ihænde, og som ialtfald havde lært, hvilke fordele den numeriske overvægt kan give, måtte under det nye regimente stærkere end tidligere komme til at føle det tryk, den led under, et tryk, der blev så meget mere føleligt, som det hyppigt udøvedes af folk, der såvel i dannelse, som i fødsel ikke stod over proletariatet.

Imidlertid henlevede bourgeoisiet en gylden tid; stolt af sejren, der var vundet ved arbejderens blod, hvilede det sig på sine laurbær og drømte om en tidsalder, da »borgerdyd« skulle ophøjes til religion og de etats- og kacellirådede handelsfyrster og fabriksdespoter i forbindelse med embedsaristokratiet skulle styre historiens gang og underkue millioner asiatiske og afrikanske »barbarer«, medens deres »hvide slaver« roligt arbejdede i fabrikkerne og når de var opslidte, sultede ihjel. Men »de svandt, de svandt, de lykkelige dage!« Allerede i tyverne og trediverne havde der vist sig betænkelige tegn; chartismen i England, saint-simonismen i Frankrig og de kommunistisk-sociale arbejderforeninger i Schweiz havde længe stået som fjerne tordenskyer på en ellers klar, blå himmel, da kom pludselig og uventet stormen i 1848, der i et øjeblik ryddede de halve af tronerne i Europa og rystede samfundet i sine grundpiller.

»Borgerkongen«, Louis Philip, havde i 18 år ved alle optænkelige midler søgt at neddæmpe den socialistiske bevægelse, og det lod til at være lykkedes. Europa glædede sig, handel og industri blomstrede i Frankrig som i næsten alle lande, en pålidelig, godt organiseret hær stod om tronens fod og freden syntes sikret for lang tid. Kun fordringen om almindelig valgret holdt spændingen vedlige i parisernes gemytter, men selv dette råb kunne ikke regnes for farligt, så meget mere som selve oppositionen lededes af mænd, der ikke var kongedømmet fjendske og som i alle tilfælde var lige så ivrige modstandere af »arbejderne« som selve regeringen. Det hele var en familietvist mellem selve borgerstanden, som højst syntes at skulle bevirke et ministerskifte.

Den 22de februar 1848 havde oppositionen arrangeret et »festmåltid«, hvor der skulle udbringes skåler for valgreformen; den »offentlige mening« skulle vise sig i sin glorie og styrte ministeriet Guizot. Men støttet på en gammel lov af 1790 forbød regeringen banketten og de allerede forsamlede deltagere gik protesterende hjem.

Nu kom imidlertid efterspillet som ingen havde anet. Samme dag, den 22de februar, da de tapre borgere modigt havde - trukket sig tilbage, opdukkede der på boulevarderne i Paris tætsluttede skarer af tavse, blege arbejdere. I spidsen gik en gråhåret olding, af hvis øjne fanatismen lyste; en kæmpestor mand, der slog appel på en barnetromme, fulgte ham. Omendskønt optoget syntes komisk, var der ingen af de muntre parisere, der havde lyst til at le. Enhver læste sulten og nøden på mændenes ansigter, enhver følte, at de var beredt, til en kamp på liv og død. Således samlede arbejderskarerne sig, barrikader rejstes. Kampen begyndte mod militæret og førtes med forbitrelse hele natten og den påfølgende dag. Kongen gav efter, Guizot gik af, banketindbyderne skulle danne et ministerium og oppositionsmændene gned sig i hænderne af glæde over at »arbejderne« havde raget kastanierne ud af ilden til dem. Medens borgerstanden således glædede sig over den lette sejr, illuminerede vinduerne og råbte »leve reformen«, nærmede der sig imidlertid til deres forfærdelse en arbejdertrop med »rød« fane og gaderne genlod af råbet: »leve republikken!« Geværilden gnitrede, og snart er alt igen i vild kamp. I løbet af natten for den 24de oprejses over tusinde, barrikader, om morgenen stormer 50,000 bevæbnede arbejdere frem, Marseillaisen lyder, militæret viger på alle punkter, kongen flygter. Republikken proklameres, og den 28de februar fordrer en uoverskuelig menneskemasse »arbejdets organisation«, den sociale republik! Som en løbeild forplantede bevægelsen sig til hele Europa og bevæbnede overalt arbejderne mod de bestående myndigheder. Vel varede den »røde« republik ikke længe i Frankrig; efter tre dages fortvivlede og heltemodige kamp i Paris´ gader mod de sejrsvante franske generaler faldt den i juni måned og samfundet var foreløbig befriet fra socialismens skræmmebillede. Men det var et stolt fald: seks af modpartiets generaler var blandt de dræbte. Borgerstanden, som tidligere havde gået i spidsen ved »samfundets reform« skyndte sig nu at tage reb i sejlene, da de mærkede, at arbejderne ikke længere lod sig nøje med floskler om frihed og lighed, men fordrede opfyldelsen på en måde, der kunne blive farlig for »kapitalisternes« velvære. Det doktrinære liberale parti begyndte at føle, at man også kunne give folk for megen frihed; kort sagt, det begyndte efter at være blevet det herskende, at blive konservativt, medens det på den anden side mere og mere gik op for proletariatet, at der ingen forsoning var mulig med deres tidligere kampfæller, at deres interesser var blevet stik modsatte.

Imidlertid var socialismen, trods dens tilsyneladende afmagt efter blodbadene i 1848, stedse en fare for »de gode borgere«, og de har derfor i de sidste tyve år anstrengt sig af yderste evne for at opfinde midler, der kunne »stoppe munden på skrålhalsene« mellem arbejderne, på samme tid som de aldeles ikke fordrede noget offer fra kapitalisternes side. De to koryfæer, der har vist mest opfindsomhed i denne retning er tyskeren Schultze-Delitzsch og - ekskejser Napoleon III. Den sidste måtte dog for at holde sig sålænge på sin vaklende trone gribe til virksommere midler, og det ombyggede, moderne Paris har i sine nye prægtige kvarterer og sin uhyre gæld talende minder, der vil kunne belære fremtiden om, hvad det koster at »stoppe munden« på arbejderen. Med hensyn til Schultze-Delitzsch's forskellige anstalter til at ophjælpe »proletariatet«, da vil vi tage dem lidt nærmere i øjesyn, eftersom de herhjemme, navnlig af styrelsen for »Arbejderforeningen af 1860« er blevet godkendte uden modsigelse.

Såvel Schultze-Delitzsch som hans geniale modstander, Ferdinand Lassalle, vil begge senere få en udførligere omtale i disse blade. Her skal vi indskrænke os til at berøre de indretninger, hvorved den førstnævnte troede at forbedre arbejdernes kår. De er følgende: husholdningsforeninger, råstofforeninger, forskudsforeninger, spareforeninger og foreninger til arbejdernes dannelse og oplysning - Vi vil betragte dem hver for sig.

Husholdningsforeninger har i længere tid været udbredt her i landet og går, som de fleste vel ved, ud på ved at opkøbe levnedsmidler og lignende i større masser og derpå fordele dem mellem medlemmerne, at spare det beløb, som detailhandlerne ellers indvandt. Vi skal nu ikke opholde os ved at besparelsen hovedsagelig går ud over en klasse, som står proletariatet meget nær, nemlig de mindre handlende; men selv bortset herfra et der mange indvendinger at gøre. Eftersom forholdene er i København for øjeblikket, ville det f.eks. værre umuligt for husholdningsforeningerne at konkurrere i priserne med urtekræmmerne. Den store lethed ved at få kredit og ophævelsen af laugene forleder nemlig mange til at åbne en butik uden at eje den mindste driftskapital. Enden er da let at forudse, men for at forhale katastrofen sålænge som muligt, udsælger de til »under indkøbspris« alt, hvad de kan opdrive på kredit, ja sælger endog større partier underhånden til deres kollegaer for priser, som engrosforhandlerne naturligvis ikke kan præstere. Man indvende ikke her, at dette er enkeltstående eksempler, der ikke har nogen indflydelse; tværtimod, der gives butikker her i København som i løbet af 3 á 4 år en fem, seks gange har set skifteretten indenfor sine døre. Herved, såvelsom også ved den vidt drevne forfalskning af alle stoffer, der f.eks. gør at et pund brændt og malet kaffe er 8 á 12 skilling billigere hos urtekræmmeren end ét pund rå kaffe hos grossereren, bevirkes en neddykning i priserne, som husholdningsforeningerne ikke kan være med til. På landet og i købstæderne, hvor arbejderen og den fattige håndværker er i lommen på købmændene, vil der være endnu større vanskeligheder at overvinde og resultaterne har da også hverken det ene eller det andet sted været glimrende. Men hovedindvendingen kummer fra en hel anden kant.

Sammenligner vi arbejdernes kår her i Europa med de sorte slavers i Amerika, da vil der vise sig en bestemt forskel. Da nemlig den sorte slave repræsenterer en værdi for ejeren af måske 4-600 dollars, ligger det i hans interesse at slaven ikke overanstrenges og at han får ordentlig og rigelig føde. Ifølge den frie konkurrence og på grund af at der stedse er ledig arbejdskraft tilstede, vil forholdet i Europa blive det, at en fabriksherre har sin »hvide slave« for en daglig løn, der netop lige er tilstrækkelig til at han kan vedblive at eksistere. Arbejderen betragtes som en maskine og fabriksherren betaler smørelsen og kullene for at holde den igang, men vel at mærke det daglige slid og det omsider følgende brud på maskinen betaler han ikke, thi - han kan jo få sig en ny uden udgift. Der er for ham således ingen pekuniær  grund til at vogte arbejderen for overanstrengelse og han kan med rolighed sætte ham til et af de usunde og livsforkortende arbejder, hvoraf fabriksverdenen frembyder så mange (i Elsas bliver således af hundrede spindere kun 3 over 50 år, i en by i England faldt gennemsnitslevetiden ved fabrikkernes opkomst fra 31 år til 19½); han risikerer intet, thi han giver ikke 4-600 dollars for sin slave. Men retter således lønnen sig efter hvad der behøves for at eksistere, så følger deraf med jernhård nødvendighed, at hvis arbejderen pludselig kunne leve én mark billigere om dagen, så ville arbejdslønnen synke én mark om dagen. Hvis altså husholdningsforeningerne langt om længe opnår deres mål: at omfatte alle arbejdere og spare dem f.eks. 8 skilling om dagen, så vil de 8 skilling gå - i fabriksherrens lomme ! Hermed vil vi naturligvis ikke sige, at disse indretninger i og for sig skulle være unyttige; de passer tværtimod godt for pensionister, for lavtlønnede embedsmand, kort sagt for alle, hvis indtægter ikke vil blive mindre fordi udgifterne bliver det; men for arbejderne har de ingen interesse.

Råstofs- og forskudsforeningerne kan vi hurtig blive færdig med; enhver, der tænker sig om, vil let indse, at de er aldeles ubrugelige for arbejderen. Han behøver ingen råstoffer og ingen driftskapital; den sidste skulle ialtfald være langt større end en sådan forening kan bevilge. Schultze-Delitzsch har her atter taget fejl af håndværkeren og fabriksarbejderen. Med hensyn til sparekasserne, da kunne man, hvis ikke opfinderens gode vilje var udenfor enhver tvivl, næsten falde på den tanke, at han ville håne den klasse, han foregiver at ville hjælpe. At tilråbe en mand, der næppe har det tørre brød til sig og familien, at han skal spare, er ligeså fornuftigt som at anmode en blind om at se sig for. Og selv om en arbejder i sine unge dage, når han er løs og ledig, kan have nogle mark tilovers af sin ugeløn, vil man så for alvor forlange, at han skal give afkald på enhver fornøjelse, som vor jord skænker sine bedre stillede børn? Vil man udelukke ham fra lyset og livet, fra guds fri natur og omgangen med andre mennesker? Selv om dyrene siger i skriften: »du skal ikke binde munden til på den okse som tærsker«; men det lader ikke til at de, der kalder sig kristne, føler sig forpligtede til at overføre dette på deres medmennesker. Lad os gå i os selv! Gives der ikke en periode i enhvers liv, han være arving til et gods eller dreje hjulet i en fabrik, da den smule naturliv, som kulturen har levnet i ham, vågner og driver blodet raskere gennem hans årer; da må han »være med«; - den ene drikker måske champagne med sangerinderne, den anden bayersk øl og brændevin med fabrikspigerne; hvad er værst? Men fremfor alt, af hvem kunne man ifølge opdragelsen fordre mest mådehold? - og hvad kan en arbejder opnå ved sparsommelighed? Lad os tænke os, at han i ti år hver uge lægger én mark hen; han vil da ikke engang besidde 100 rigsdalere. Og hvad har de ikke kostet ham. I femhundrede og tyve søndage har han måttet nægtet sig en eller anden fornøjelse, som for andre kan synes lille, men for ham er stor, og selvom han er så heldig, at ikke sygdom og arbejdsløshed sluger pengene i den tid, kan så de 100 rigsdalere være nok til at grunde en fabrik, eller vil renterne, 3 rigsdalere og 72 skilling om året, forbedre hans stilling?

Og nu endelig de foreninger, der skal fremme oplysning og dannelse blandt arbejderne! Hvis du, min læser, ikke er arbejder og engang skulle komme til at overvære et foredrag i industri, håndværker eller arbejderforeningen, se dig da om og led efter de blege ansigter, de udtærede og dårligt klædte skikkelser, fruentimmer, mænd og børn, som du vil kunne møde på Christianshavn eller broerne om aftenen når fabrikkerne slippe deres bytte, - du vil ikke finde dem. Fattigdommen er i vore dage en skændsel, den brændemærker sine dyrkere og udelukker dem fra det øvrige samfund; det er ikke mod bedragere, mod ågerkarle, mod forførere at staten holder politi, det er mod den fattige: han er tyv, løsgænger, morder og alt andet slet, eller i det mindste er han mistænkt derfor og det kommer tit næsten ud på et!

Ligeså sikkert som det imidlertid er at de »populære« foredrag ikke når ned til proletariatet, ligeså afgjort er det på den anden side at dette ikke taber stort derved. Ingen sagkyndig vil vove at påstå, at der ved disse midler kan opnås en sand og for arbejderen nyttig dannelse. Hvilke materier, der bliver behandlet, afhænger jo fuldstændig af de velvillig assisterendes godtbefindende, og de bevæger sig gennem alle områder, kunstens, videnskabens eller politikens, ligesom de er hentede såvel fra nutiden, som fra fortiden, ja undertiden endog - mærkværdigt nok - fra fremtiden. Den ulykkelige tilhørers hoved bliver lavet om til et pulterkammer, der fyldes med politiske pjalter fra rigsdagen, med rustne slagsværd fra kæmpehøjene, med forbavsende astronomiske talstørrelser eller med komediestumper, men blandt alt skramlet findes ikke ét ærlig, helt stykke, der kunne bruges til at møblere et af de ubesatte hjernekamre med.

Det, arbejderen kan have nytte af at vide, består i ganske andre ting. Lær ham, hvorledes han ved de få lovlige midler, der står til hans rådighed, kan beskytte sig mod kapitalens overgreb, giv ham de kundskaber, der hører til for at han engang, når tidens fylde kommer, kan hjælpe til, at styre den fabrik, han nu kun er et viljeløst redskab i, underret ham om, hvad hans brødre i andre lande har opnået og åbn ham så endelig lejlighed og adgang til at udtrykke sine meninger og sine ønsker, sine håb og sine fordringer såvel i dagspressen som i folkets repræsentation - det er, hvad han kan forlange, at en forening skal virke hen til, som påstår at gå ud på arbejdernes dannelse og oplysning. Og hvor stærkt trænger ikke hans stilling til en sådan! Indgår fabriksherrerne forbund for at trykke lønningerne, så kaldes det »den fri konkurrere« og billiges naturligvis af lovene; indgår arbejderne forbund for at få lønnen forøget eller arbejdstiden forkortet, så kaldes det »tumultagtige forsamlinger« eller endog »oprør«, og regeringen søger at svække virkningerne ved at sætte splid mellem deltagerne eller på andre måder. Socialismens forkæmpere stemples i bladene som »røvere«, »mordere« osv., og de løgnagtigste beskyldninger udslynges imod dem. Ved bestemmelserne om at modtagen fattighjælp og privat tjenesteforhold udelukker fra valgene, forhindrer man arbejdsklassen i at sende det antal repræsentanter til rigsdagen, som de efter deres mængde burde have, kort sagt, bourgeoisiet søger på alle måder at stoppe sine ører for de berettiget klager, som udstedes af en hel, lidende menneskeklasse.

Det håb, der vaktes hos arbejderne ved dannelsen af de ovenomtalte forskellige foreninger, slukkedes derfor snart, navnlig da Ferdinand Lassalle i sine stridsskrifter med ubarmhjertig klarhed og logik havde blottet systemets svage sider, og Schultze-Delitzsch måtte i 1869 endog opleve at høre en modstander tilråbe sig i det nordtyske parlament: »skuf dem ikke, hr. Schultze! De repræsenterer et fuldkommen overvundet standpunkt og deres rolle er for stedse udspillet!« Da fremstod hr. Burchardt, ejeren af en messingfabrik i Berlin, som en frelsens engel for bourgeoisiet, han traf den bestemmelse at en vis del af det rene overskud - nogle få procent - skulle ved årets udgang fordeles mellem arbejderne, ja, han tilbød dem endog, at de kunne købe aktier i fabrikken og derved blive medejere. Der blev fryd i kapitalisternes lejr over denne nye opfindelse! Tungen gik af led på et par journalister ved anstrengelserne for at rose den ædle Borchardt, ja den preussiske minister, grev von Itzenplitz, udtalte sin anerkendelse. Arbejderpartiet ventede med at dømme om sagen til året var omme. Der viste sig da følgende resultat. Fabrikken, havde givet et rent overskud af 63,850 preussiske thalere. Heraf tilfaldt der efter bestemmelserne hver af de 66 arbejdere en andel stor 29 thalere preussisk eller omtrent 39 rigsdalere dansk. Dette ville nu ganske vist have været et meget heldigt resultat, hvis der ikke havde været den hage ved, at medens alle de andre metalarbejdere i Berlin i det år havde haft en ugeløn af 5 thalere, havde hr. Borchardts måttet nøjes med 4½ thalere. Det var altså gået dem som ræven i fablen, hvad de vandt i den ene ende tabte de i den anden, og hertil kom så, at de næsten alle af ågerkarle havde måttet låne det beløb, som de ventede at få til nytår.

Håber vi således nu at have vist, hvor utilfredsstillende de midler er, som det liberale parti hidtil har anvendt for at »løse den gordiske knude«, så skal vi næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven eller - uden den!

»Socialistiske Blade« II - udgivet af en arbejder ( Louis Pio) 1871

I tvangfri hæfter. Pris 8 skilling

Motto: Union is strengt.

Hvad vi forlanger

Siden det første hefte af »Socialistiske Blade« udkom, er der foregået store begivenheder i Europa. Den parisiske »Kommune«, der ved den kraft, hvormed den optrådte, i begyndelsen lamslog det gamle samfund og aftvang det beundring, faldt for de forenede anstrengelser af et egoistisk bourgeoisi, en uvidende landbefolkning og en rå soldateske, som kejserdømmet har belemret Frankrig med, og næppe var dette sket, før det øvrige Europa, der hidtil blev holdt tilbage af frygt, skyndte sig at sparke til den faldne og udslynge sine forbandelser mod deltagerne. Rigtignok viste det sig nu, at de mange løgne, som bladene i Versailles havde udbredt om Kommunens »rædselsherredømme« i Paris, var aldeles grebne ud af luften, rigtignok var bankens beholdninger urørte, borgernes liv uskadte, den offentlige mening respekteret, retstilstanden upåklagelig og ejendomsretten kun krænket, hvor militære hensyn fordrede det; men dette gjaldt kun lidet i bourgeoisiets øjne. Var ikke Vendómesøjlen faldet? Var ikke Thiers' hus revet ned? Havde ikke Venus fra Melos nær knækket halsen? Og var endelig ikke Kommunen ansvarlig for de brandstiftelser, hvormed den mest uvidende og mest ustyrlige del af befolkningen søgte forud at hævne den skrækkelige død, der forestod dem? - Jo, der var tilvisse grunde nok til at gå til Kapitolium og takke guderne. Nu var bourgeoisiets »milde og humane« herredømme restitueret og enhver rettænkende måtte glæde sig over, at 10.000 af disse ubehagelige arbejdere blev skudt, at 50.000 af dem skulle deporteres, at alle bladene foreløbigt blev undertrykte, at den »republikanske« nationalforsamling begyndte at deliberere om valget af en konge, og at den »lovlige« regering var blevet så gode venner med tyskerne, at disse havde rakt en hjælpsom hånd til alt dette. Lige overfor så glimrende resultater må det naturligvis være af underordnet betydning, at »nationalforsamlingen« i grunden er en ligeså selvvalgt og ulovlig hersker som Gambetta og Kommunen; den var nemlig kun valgt til at slutte freden, og det eneste spørgsmål, der dengang blev forelagt kandidaterne var, om de stemte for fred eller krig. Men hvilken forandring er der da alvorlig talt indtrådt, og hvilke udsigter er der nu til ro i Frankrig? Vi skal forsøge at besvare spørgsmålet. Opstanden i Paris blev af to grunde en ren lokal bevægelse. Dels foretoges den på en tid, da den måtte bidrage til at forhale den fred, hvorefter hele Frankrig længtes, og den fik derfor mange til modstandere, som ellers ville have billiget den; dels afveg »Kommunen« fra det almindelige socialistiske grundlag og opstillede hovedstadens særlige interesser som de vigtigste. Men nu, da det mer og mer viser sig, at nationalforsamlingens republikanske udtalelser kun er tomme fraser, nu da freden er sluttet og bourgeoisiet atter ligesom i 1648 har misbrugt sin magt til blodig underkuelse af den fjerde stands uafviselige fordringer, nu vil den store arbejderbefolkning i hele landet have lært, at der ad fredelig vej ikke er noget at stille op med deres troløse fjender, og de vil inden kort tid rejse sig en masse og berede sig vejen til friheden, selvom den skal gå over den tredje stands lig! Men nu vi andre arbejdere, som har været ørkesløse tilskuere ved vore franske brødres lidelser og fald! Har vi ingen kræfter at virke med til det fælles mål, kommer den hele sag måske slet ikke os ved? Jo visselig: tune tua res agitur, paries quum proximus ardet (da gælder det dine interesser, når din nabos væg brænder) ville vi lægge hænderne i skødet, da var vi ikke værdige til at få del i de friheder, som de andre har hengivet liv og blod for at erhverve. Men det er heller ikke således. I Tyskland, i Belgien, i England forbereder arbejderne sig med iver til den forestående afgørelse, ikke alene i tusindvis, nej i millionvis flokker de sig sammen i ordnede samfund, thi kun ved masserne kan vi imponere vore fjender; enkeltvis vil vi knuses af dem. Lad os da også her følge eksemplet! Lad os bryde med de ledere, der forsøger at lave os om til halvdannede, viljeløse nikkedukker for kapitalisterne, lad os være på det rene med, at vi har selvstændige interesser, der står i fuldstændig strid med hele det øvrige besiddende samfunds, og for at fremme disse må vi som det første skridt benytte de rettigheder, som lovene giver os til at samles, til at diskutere vore anliggender offentligt, og til at udøve indflydelse på statens styrelse. Vi skal i det følgende så kort som muligt søge at godtgøre for vore brødre betydningen af en fælles og kraftig optræden i flere retninger.

Arbejderne og valgloven

For at kunne bedømme udsigterne for arbejderne til ved talrig deltagelse i de næste valg at få andel i statsstyrelsen, vil vi først kaste et blik på de politiske partiers udvikling her i landet, siden »vor friheds morgenrøde« eller, for at tale prosaisk, siden 1848 har der i grunden kun været to store partier i repræsentationen, nemlig bondevennerne og bourgeoisiet,- populært transtøvlerne og intelligensen, - repræsenterende henholdsvis grundbesiddelsen og kapitalen. Borgerstanden, som ved Kasino-møderne og det berømte tog til Kristiansborg Slot omstødte det ormstukne absolutte monarki, fik i begyndelsen en overvejende indflydelse på vor politiske udvikling. Bønderne var nemlig ikke straks tilstrækkelig godt organiserede til at kunne anvende hele den vægt, som valgloven gav dem, og tilmed måtte faren for en reaktion i den første tid samle de uensartede kræfter til fælles modstand. Efterhånden som de nye forhold vandt større fasthed, forstyrredes imidlertid den skønne harmoni, og da folketinget var den del af rigsdagen, der var sammensat efter de mest liberale grundsætninger, måtte den talrige landbostand her med nødvendighed blive den herskende. Bourgeoisiet så faren, og efter at det flere gange med uheld havde forstået at kue modstanden ved at optræde snart som »nationale« snart tillige som skandinaver og ved at eksploitere de udenrigske forhold, benyttede det tilsidst med snildhed en - ved dets egen slette politik fremkaldt - øjeblikkelig følelse af utilfredshed med det bestående til at hidføre en indskrænkning i vor frihed, der i det mindste skulle kunne bevare det flertallet i landstinget. Det tog sig imidlertid ikke iagt for, at der herved åbnedes en stor udgang til landstinget som et tredje parti, hvis interesser dog til syvende og sidst kan komme til at stå lige så skarpt imod bourgeoisiets som bøndernes, nemlig de store godsbesiddere. Disse sidste havde under Frederik den 7de næsten ikke deltaget i det politiske liv; kongens giftermål med grevinde Danner og hans ringe tilbøjelighed for »hoflivet« jog dem bort fra hovedstaden; men da Kristian den 9de kom på tronen forandredes dette aldeles. Vel gjorde et forsøg på at genoplive de absolutistiske ideer fuldstændig fiasko, men sansen var dog vakt hos godsejerne for politiken, og da et doktrinært ministerium efter krigen var blevet en umulighed, på samme tid som bønderne ikke kunne opdrive kræfter til at overtage portefeuillerne, blev godsejerne det nødanker, hvorunder statsskibet foreløbigt skulle ride stormen af. Ministeriet Frijs, der skyldte folkets udmattelse et mere end fireårigt liv, udrettede naturligvis ingenting hverken udadtil eller indadtil; men det bidrog stærkt til at organisere godsejerne og bringe dem til at føle, at de ved deres optræden ville kunne sikre det ene eller andet parti en omend kun ringe overvægt i repræsentationen. Det doktrinære parti, kapitalisterne, synes således fod for fod at tabe terræn lige overfor de talrigere grundbesiddere, og hvis den nuværende udvikling blev ved, ville de store og små bønder snart være herskere både i landstinget og folketinget. Men arbejderne? Fik de ingen gavn af den nye frihed? Foreløbigt ikke. I 1848 var der ganske vist tale nok om arbejderspørgsmålet. Pjecer og flyveskrifter debatterede ivrig sagen og selv vor store finansmand David, nedlod sig til at belære arbejderne om hvor godt de havde det. Alle disse talemåder ville vel ikke have hjulpet stort; men bourgeoisiet fik en bundsforvandt, der så tit har bidraget til at spænde folket ind i det gamle åg, nemlig krigen. Da den var forbi i 1850, var der roligt i det øvrige Europa, og arbejderne herhjemme følte i de nærmeste år kun svagt de dønninger, som de nye socialistiske og kommunistiske især vakte i udlandet. Da der endelig blandt arbejderne atter opdukkede en tanke om at »gøre noget«, fremstod en mand, hvis hele virksomhed vi må forbeholde os senere at omtale nærmere, nemlig hr. C. V Rimestad, ridder af Dannebrog p.p.. Ved stiftelsen af »Arbejderforeningen af 1860« og ved at anvende sine mangesidige evner til at udvide og befæste denne, har han indlagt sig en vis fortjeneste af arbejderne; men skulle vi med ham blive stående ved de nu vundne resultater, da var fornøjelsen kun ringe. Det nytter ikke, at han som under det sidste studentermøde i Kristiania - med stor tungefærdighed fortæller os, at vi i grunden har det brilliant, - der er dog ingen af os, der tror det. Det nytter ikke, at han viser os trællenes kår i oldtiden. Var de dumme nok til at bære deres lænker, så vil vi være kloge nok til at bryde vore. Hr. Rimestad har med virtuositet anvendt de doktrinære plastre, som Schultze-Delitzsch opfandt i Tyskland, men deres tid er forbi, og hvis »Arbejderforeningen af 1860« ikke snart befrier sig for det bourgeoisi-påhæng, den har fået, så vil den inden kort tid være »befriet« fra alle arbejdere. Den udvidede adgang til folketinget, som grundloven giver os, har formanden for Arbejderforeningen ikke benyttet. Ellers ville vi f.eks. i København kunne have sat 9 repræsentanters valg igennem i stedet for - slet ingen. Nogle statistiske oplysninger vil måske bedst bekræfte dette. Folketingsvælgernes antal var i 1869 efter valglisterne for hovedstaden 21.270. At den største del af disse hører til proletariatet, vil vel være indlysende for enhver, der kender velstandsforholdene i København, men vi kan også direkte få troen ihænde ved at se hen til listerne for borgerrepræsentantvalgene og landstingsvalgene. På de første er nemlig kun de opførte, der har mindst 500 rd. i årlig indtægt, og antallet af borgere, der har disse meget beskedne indkomster, er ikke 11.000. Nu vil vel ingen påstå, at en mand, der har kone og børn og kun 500 rd. om året, hører til den »bemidlede« klasse. Men endnu ugunstige stiller det sig, når vi undersøger listerne til landstingsvalgene, som kun omfatter de borgere, der har over 2000 rd. årligt. Her findes nemlig ikke 2000 individer. Selvom kapitalisterne altså mødte fuldtallige til valgene, ville fordelen afgjort være på proletariatets side, men nu viser det sig tilmed, at deltagelsen i valgene fra vore modstanderes side er meget ringe: til valgene i 1869 mødte således af 21.270 vælgere kun lidt over 2000; i en enkelt kreds endog kun 50. Hvis det altså lykkes at gøre det klart for arbejderne, af hvor stor vigtighed det er for forbedringen af deres stilling at have repræsentanter i tinget, der kan tale deres sag, hvis det lykkes at få dem til at møde talrige til valgene næste år, da vil det første store skridt være gjort til en varig forandring i den fjerde stands stilling her i landet. Vi kan imidlertid ikke forlade de ovennævnte talstørrelser uden at anstille nogle andre betragtninger over dem. Vælgernes antal angives på listerne til 21.270. Undersøger vi imidlertid ved hjælp af folketællingen, hvor mange mænd der i 1869 var over 30 år, som jo udfordres for at kunne vælge, så får vi ca. 31.000. Men hvor er da den ene tredjedel eller de 10.000 vælgere? Svaret er let; de udelukkes ved bestemmelserne i vor »liberale« valglov. § 30 i den forandrede grundlov siger nemlig: valgret til folketinget har enhver uberygtet mand, som har indfødsret når han har fyldt sit 30te år, medmindre han a) uden at have egen husstand står i privat tjenesteforhold; b) nyder eller har nydt understøttelse af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt; c) er ude af rådigheden over sit bo; d) ikke har haft fast bopæl i et år i den valgkreds eller den by, hvori han opholder sig på den tid valget foregår. Er disse bestemmelser overensstemmende med retfærdighed og billighed? Nej, kun to almindelige grunde vil med rette kunne berøve et menneske hans valgret. Den ene, at han har begået en forbrydelse, der har gjort ham uværdig dertil, den anden, at han ikke kan anses for fri i fine handlinger. Med hensyn til det sidste punkt, da kan staten dog ikke blande sig heri videre end ved at fastsætte aldersgrænsen så høj, at ethvert menneske, der har overskredet den, må antages at være selvstændig. Skal, som loven forlanger, et privat tjenesteforhold udelukke fra valgret, så ville med endnu større rimelighed besiddelsen af et embede, navnlig et militært, udelukke derfra, thi, som enhver vil indse, er trykket, der udøves af en overordnet embedsmand på en underordnet, langt større end f.eks. af husbonden på hans karl, hvor jo forholdet hyppigt vil kunne løses uden noget som helst tab for denne sidste. Er imidlertid den første indskrænkning ubillig, få er den følgende ligefrem uretfærdig, idet den rangerer den fattige mellem »berygtede« individer og således uden videre gør fattigdommen til en forbrydelse. Selvom det var givet, at enhver fattig var blevet det ved egen skyld, ville det dog være en uretfærdighed at berøve ham stemmeret i det samfund, som også holder hans fremtid i sin hånd; og selv om det var givet, at han aldeles intet bidrog til landes indtægter, kunne man ikke med rette udelukke ham fra valgene, thi staten er ikke et aktieselskab, hvor de, der har de fleste aktier, også skal have de fleste stemmer, men staten er en moralsk institution, der har ligeså uafviselige pligter lige overfor den ringeste af sine borgere som lige overfor millionæren. Nu viser det sig tilmed, at den fattigdom, der findes, i ni af ti tilfælde ikke er selvforskyldt, men en ligefrem følge af det nuværende samfunds slette organisation og betragter vi ydelserne til staten, da fremkommer, som vi straks skal se, det mærkværdige resultat, at det er proletariatet, der både med pungen og med kroppen må udrede den største andel af disse, medens deres anvendelse hovedsagelig kommer kapitalisten tilgode. Hvad den omstændighed, at en mand ligger under fallit, egentlig har at gøre med hans borgerlige rettigheder, er os ikke klart, men den hele sag har i praksis så lidt at betyde, at vi ikke skal spilde et ord derpå. Vigtigere er derimod den sidste undtagelse; at et menneske skal have opholdt sig et år i en valgkreds for at kunne vælge der. Hvis talen her var om kommunale valg ville bestemmelsen måske kunne forsvares, thi man kunne tænke sig at han ikke øjeblikkelig var istand til at erhverve sig det kendskab til rent lokale forhold, som må besiddes såvel af vælgerne som af den valgte. Ved folketingsvalgene bliver derimod sagen en vel anden; her er det de politiske grundsætninger, der vil blive det afgørende, og da disse kan være ens for en vælger, på hvilket punkt i landet han end opholder sig, så bliver det urimeligt at berøve ham valgretten, alene fordi hans stilling i samfundet medfører en hyppig forandring af opholdssted. Grunden til at vi har dvælet sålænge ved disse lovbestemmelser er ikke fjern; de 10.000 vælgere som f.eks. udelukkes i København hører nemlig til vort parti, til proletariatet, og den omtalte paragraf er et snildt forsøg af bourgeoisiet på at tage den smule frihed med den ene hånd, som det har givet os med den anden. Heldigvis er de for få til endda at beholde majoriteten; derfor gentager vi atter; lad os møde fuldtallige til næste valg; vore naturlige forbundsfæller på landet, husmændene, vil i det mindste på mange steder gøre det samme, og sker dette med kraft og omtanke vil de forenede arbejdere og husmænd kunne gøre regning på totrediedel af pladserne i folketinget og følgelig på den politiske styrelse; thi det betydningsløse, uduelige og ufolkelige landsting vil ikke have noget langt liv tilbage.

Beskatningen

Er en udvidet deltagelse i statsstyrelsen det sværd, hvormed arbejderen skal og kan befri sig af sine bånd, så er et af de værste af disse den uretfærdige måde, hvorpå det nuværende samfund har fordelt byrderne. Medens nemlig den velhavende del af folket næsten udelukkende får gavn af etatens udgifter, er det den fattigste del, der må yde størsteparten af indtægterne, og dette tilsyneladende så umulige resultat har de herskende klasser opnået ved en sindrig opfindelse -nemlig de indirekte skatter. Da en del af vore læsere imidlertid må antages at være i vildrede med udtrykkene direkte og indirekte, skal vi søge at orientere dem lidt. Statens udgifter, som hos os udgør henimod 30 millioner rigsdaler om året dækkes hovedsagelig på tre måder. Dels besidder staten en del ejendomme eller andre aktiver, som giver en bestemt indtægt om året, dels lægger den skat på visse varer, der enten indføres eller produceres her i landet, dels endelig beskattes individerne i forhold til deres formue. Til den første art må hos os som den vigtigste henregnes de 35 millioner, vi modtog for Øresundstoldens afløsning og som nu i flere år har dækket underbalancen; til den anden art, de indirekte skatter, henregnes bl.a. tolden og brændevinsafgiften; den tredje, de såkaldte direkte skatter, består af forskellige grundskatter og af den egentlige formuestat m. fl.. Går vi ud fra den grundsætning, som er anerkendt af alle den nyere tids statsøkonomer; at skatterne skal fordeles på borgerne efter deres evne til at udrede dem, dvs. efter deres formue, så bliver al indirekte beskatning en uting. Kapitalisten vil nemlig selv ved den fornuftigste toldlovgivning kun komme til at svare indirekte skat af hvad han forbruger, men ikke af hvad han dynger op. Har han 20 gange så store indtægter som en anden, vil han derfor ikke bruge 20 gange så meget sukker, kaffe, brændevin, etc.; ja, vi kunne endog let anføre et eksempel på en millionær i København, der til sine fornødenheder ikke anvender mere end en simpel arbejder; den øvrige del af hans uhyre indkomster er altså aldeles fri for indirekte skat. Og denne uretfærdige beskatning har tilmed en langt større udstrækning end man ved et flygtigt blik på finansregnskabet skulle tro. Det opfører nemlig kun omtrent en halv snes millioner som udbyttet af den indirekte skat, men beløbet er i virkeligheden langt betydeligere, idet alle afgifter, der lægges på ejendomme i byerne såvel som på landet, ikke vil komme til at hvile på ejerne; i byerne går de, som bekendt, straks over på lejerne, på landet vil de fordeles på produkterne, dvs. de vil forhøje kornpriserne. Skønt disse afgifter altså figurerer i statsregnskaber som direkte, vil de dog have alle de egenskaber, der karaktiserer de indirekte skatter. Når man nu dertil lægger, at de personlige ydelser, som staten fordrer ved den almindelige værnepligt, er fuldkommen så store for den fattigste som for den rigeste, så vil det vel ikke være ubeskedent at påstå, at proletariatet, der er den langt talrigere del af folket, af sine usle indtægter må udrede hovedsummen til statsstyrelsen, uden at have en tilsvarende andel i magten, medens kapitalisterne og grundbesidderne næsten er ligeså skattefri, som de sidstnævnte var det i den udskregne middelalder. Hvis den ovennævnte ubillighed beroede på uvidenhed om forholdene hos de styrende, så ville den være mere tilgivelig- men de har afskåret sig denne udvej ved på et enkelt punkt fuldstændigt at erkende rigtigheden af vore her fremsatte betragtninger. Den eneste ægte direkte skat, formueskatten, der iøvrigt kun udgør en forsvindende del af statsindtægterne, er nemlig ikke alene pålignet efter hele beløbet af borgernes årlige indkomster uden hensyn til forbruget, men endog i et voksende forhold, således at f.eks. den der har 2.000 rd. om året ikke kommer til at betale 5 gange, men 20 gange så meget som den der har 400 rd., medens al indtægt under 400 rd. er skattefri. Hvad er det så for forandringer vi ønsker i beskatningen? Simpelthen at alle indirekte skatter, hvad navn de end har, ophæves, og at deres beløb erstattes ved en forøget formueskat. Nu som da ville landets borgere komme til at udrede de samme summer, men fordelingen ville blive retfærdig i stedet for uretfærdig, på samme tid som landets handel rimeligvis ville tage et umådeligt opsving.

Fabriksarbejderne

»Hos os er fabriksvæsenet ubetydeligt«, siger folk. Ja, vi er ikke et fabriksfolk i den forstand som englænderne, franskmandene og belgierne, men fabriker har vi, og arbejdernes tilstand der er slet ikke bedre end i andre lande. Skal vi da vente med at forlange forandringer til ondet er vokset os over hovedet? Det vil sandelig ikke vare længe. Vor håndværkerstand går med stærke stridt sin undergang imøde. Med hvert år tilegner fabrikkerne sig en stor del arbejde, som tidligere var håndværk: bjælkerne laves af jern, planker og lister høvles på maskine; sko og strømper, lyststeder og dampskibe, synåle og kanoner, alt laves pr. maskine og pr. damp. Der gives »fabrikker« i England og Amerika, hvor den rå bomuld går ind ad den ene dør for at komme ud som færdige klædningsstykker af en anden. Med hvert år forøges fabriksarbejdernes tal, medens håndværkernes aftager. Kan det måske gå an at oppebie den tid, da landets befolkning vil være delt i to klasser: fabriksarbejdere og fabriksherrer? Men skal de ulykkelige følger af fabriksvirksomheden fjernes, da kan det ikke nytte at ty til privat godgørenhed, den er planløs og utilstrækkelig. Det kan heller ikke nytte at skråle på »selvhjælp«, thi vi kan ikke som salig Münchhausen gribe os selv i hårtoppen og trække os op af sumpen; nej, den eneste magt, der både kan og skal gøre noget er staten, og det vi forlanger er foreløbigt ikke kapitaler, men blot love, der kan beskytte os mod at ødelægges fysisk og åndeligt af fabriksherrene. Vore onder er mange: slet føde, usunde boliger, mangelfuld beklædning, lang arbejdstid, dårlig undervisning, åndelig fordærvelse i forbindelse med et uhyggeligt hjem og deraf følgende hang til drik, det er de fjender, der skal bekæmpes. Til hjælp imod dem forlanger vi: fastsættelsen af en normalarbejdstid, som ikke må overskrides under noget som helst påskud, forbud imod søndagsarbejde, indskrænkning af kvindernes og ophør af børnenes arbejde i fabriker eller lignende steder, samt endelig indsættelse af fabriksinspektører, der vælges af arbejderne og lønnes af staten for at påse, at ovennævnte bestemmelser opretholdes. Straffen for overtrædelse skal bestå i simpelt fængsel og ikke i bøder, eftersom disse sidste kun ville give anledning til at fabrikanten forsøgte at omgå loven. Den forkortede arbejdstid vil hjælpe på dobbelt måde. Det har nemlig stedse vist sig, at arbejderens løn holder sig nær til den laveste sum, hvorfor det er ham muligt at eksistere. Den vil altså ikke kunne blive lavere ved det kortere arbejde end det var før. Men samtidig vil den forringe kapitalistens udbytte og således bidrage lidt til at udjævne forskellen mellem arbejdsgiverens og arbejderens indtægter. Den vil endelig give arbejderen mere tid til at uddanne sig i åndelig retning og derved styrke ham til hans kamp mod kapitalen. Indskrænkningen af kvindernes arbejde vil have en meget stor indflydelse, for øjeblikket er arbejderens hjem, når hans kone er fabriksarbejderske, et uhyggeligt, snavset rum; hun kan hverken sørge for ham eller børnene i nogen som helst retning, og følgen deraf bliver, at han tilbringer sin fritid i slet selskab og øder sine penge til brændevin. Kan man gengive børnene deres moder og manden hans hustru, da vil meget være vundet såvel i moralsk som i pekuniær henseende. I Frankrig har man statistisk påvist at medens der af fabriksherrenes børn kun døde 15 pct. døde der af de ulykkelige spinderes og væveres over 50 pct inden udgangen af det andet år. Men selv af de få tilbageblevne døde der endnu inden de var udvoksne et betydeligt antal: hvorfor? Fordi de fra det 4de år begyndte at arbejde i fabrikkerne. Børnenes fabriksarbejde må ophæves, hvis vi ønsker, at vore efterkommere skal bevare et menneskeligt udseende, hvis vi ikke vil have befolkningen på jorden udryddet. Krænker disse bestemmelser nogens rettigheder? Vi kan ikke se det. Det hele er sanitære forholdsregler, der er ligeså berettigede og fremfor alt ligeså unødvendige som forbudet mod overfyldning af beboelseslejligheder eller lignende. Var der nogen, der skulle blive fornærmede derover var det vel arbejderne selv. I hvis frie selvbestemmelsesret der tilsyneladende sker et indgreb; men - sådanne vilkårligheder vil vi stedse tilgive.

Arbejderforeninger

Vi har flere gange i det foregående betonet nødvendigheden af at arbejderne slutter sig sammen, såvel for at kunne modstå kapitalisterne som for at kunne opnå større politisk betydning, og vore læsere vil derfor have ret til at vente, at vi ikke ender denne pjece uden at give bestemte, praktiske anvisninger i denne retning. Det vil være så meget lettere for os at opfylde disse forventninger, som der allerede længe i udlandet har bestået store foreninger, hvis betydning for de socialistiske ideers udvikling fremlyser af resultaterne. Vi sigter naturligvis her til den Internationale forening i Genf, som tæller 3,200,000 medlemmer fordelte i næsten alle civiliserede lande. Men skønt en forbindelse med og underordnelse under denne forening vil være både naturlig og nødvendig for et eventuelt dansk arbejdersamfund, der skulle svare til sit navn, skal vi dog bemærke, at det med hensyn til den indre organisation af et sådant forekommer os mest passende for vore forhold at vælge de specielt engelske foreninger, de såkaldte trades unions, til forbillede, og vore grunde herfor vil bedst forstås når vi ganske kort fremstiller deres opståen og udvikling. Det var efterhånden gået op for de engelske arbejdere, at grunden til at fabriksherren så ofte ligefrem kan foreskrive de betingelser, hvorunder han vil modtage arbejderen, dvs. den løn, han vil give ham, egentlig ligger i det simple faktum, at arbejdsherren ved kapitalens hjælp kan undvære arbejderen længere, end denne kan undvære arbejdslønnen. Herpå ville der imidlertid for en del rådes vod, hvis arbejderen havde et reservefond, hvortil han under en opstået uenighed, under en arbejdsnedlæggelse, kunne ty. Da dette først var blevet dem klart, fandt de snart en bekvem måde, hvorpå de kunne erholde foreninger med dette formål. De udvidede nemlig de allerede talrigt eksisterende syge- og understøttelsesforeninger til også at omfatte arbejdsnedlæggelser en masse, men forhøjede naturligvis samtidigt bidragene. Da nu hvert håndværk og hver særegen fabriksvirksomhed havde haft sin egen sygekasse, opstod der en mængde mindre eller større trade unions, og denne laugsagtige karakter bidrog meget til at styrke sammenholdet mellem medlemmerne og lette en kraftig, enig optræden, på samme tid som en centralbestyrelse med meget udvidet myndighed ledede operationernes gang i det store. Et blik på nogle af disse foreningers statistik vil bedre end alt andet vise os, om arbejderne havde tro til deres nytte, bjergværksarbejdernes forening omfatter 57.000 medlemmer; maskinarbejdernes 46.000 fordelte i 315 underafdelinger, hustømrernes 11.200, jernstøbernes 11.150 osv.. Kontingentet er i almindelighed 2 mark dansk om ugen og ved denne efter engelske forhold temmelig ringe afgift, har foreningerne, samtidigt med at de har udbetalt rigelige understøttelser i sygdomstilfælde, kunnet opspare betydelige kapitaler. Således ejer de ovennævnte maskinarbejdere trods flere kostbare strejker et fond af 140.000 pund sterling eller omtrent 1.200.000 rigsdalere dansk. Det fornemste våben, hvormed trade unions har bekæmpet kapitalen, er de såkaldte strikes, på dansk »skruer« eller arbejdsnedlæggelser og hensigten med disse var naturligvis enten at forhøje lønnen eller at forkorte arbejdstiden, det er nu ganske vist et dyrt middel. Således kostede 1836 spindernes strejke i Preston dem i 13 uger ca. 57.200 pund eller 515.000 rigsdalere dansk; den gentoges i 1854 af 17.000 arbejdere i 36 uger og tabet i løn beløb sig til 420.000 pund eller 3.780.000 rigsdalere: maskinarbejdernes strejke kostede i 1853 i 15 uger 43.000 pund eller 337.000 rigsdalere osv.. Og hvis man undersøgte de ovennævnte såvelsom mange andre store strejkers øjeblikkelige virkninger, da ville man blive overrasket ved at se, at det stedse var fabrikanterne, der holdt længst ud, og at arbejderne i de fleste tilfælde måtte genoptage arbejdet på de samme eller kun ubetydeligt bedre betingelser. Men endskøndt fabrikanterne således har haft hele æren af disse kampe, er det dog arbejderne der har haft hele nytten. Fra det øjeblik da trade unions begyndte at virke for alvor, er lønnen steget for alle arbejdere på samme tid som arbejdstiden er formindsket, og at forandringen ikke er ubetydelig vil fremgå af nogle eksempler tagne af indberetningerne fra en engelsk kommission, der af regeringen fik det hverv at undersøge disse forhold. Tømrerne i Glasgow forøgede ved syv strejker i årene 1852-58 deres løn på 22 til 26 shilling (9 rigsdalere 2 mark til 11 rigsdalere 4 mark) om ugen og reducerede samtidig arbejdstimernes antal fra 60 til 57. Malernes løn sammesteds steg ved tre strejker i årene 1845-1855 fra 3½-5 pence (fra 12 til 17½ skilling) pr. time; teglværksarbejdernes union begyndte at vinde udbredelse i 1861, i de tre følgende år organiserede de strejker i 25 engelske og skotske byer, af hvilke fire kun varede nogle timer, elleve nogle dage og kun én over et par uger. Resultatet var, at deres ugeløn såvel i de 25 byer som i ni andre steg med 3½ shilling (over 9 mark), medens arbejdstiden formindstedes med næsten 2 timer daglig. I 1859 holdt 10.000 londonner arbejdere strejke i 26 uger og tabte derved 325.000 pund eller henimod 3 millioner rigsdalere uden at opnå forhøjelse, men disse samme arbejdere har i de påfølgende 8 år blot ved trusler om en gentagelse opnået en forøgelse af lønnen fra 25 til 30 shilling ugentlig. Men følgerne af disse strejker har i realiteten været endnu langt større; de har virket på arbejdslønnen ikke alene i England, men i hele den gamle verden, og de har styrket arbejderens tro på, at en forandring i forholdet til arbejdsgiveren er ligeså mulig som nødvendig. Eftersom nu fabrikkerne også her i landet begynder at vokse i antal, eftersom lønnen også her viser sig at være upassende lav, vil det være tilrådeligt at indrette arbejderforeningerne hos os på lignende måde som i England og med det samme formål: at opspare kapitaler, for ved deres hjælp så snart som muligt ar tvinge arbejdsherrerne til at indramme en forhøjelse af lønnen, der kan stille denne i et retfærdigere forhold til arbejdets virkelige værdi. Vi opfordrer derfor enhver arbejder, der ønsker en snarlig forbedring af hans samfundsklasses uudholdelige livsvilkår, vi opfordrer ethvert menneske, der endnu tror på menneskerettigheder og har sans for andre end sig selv, til at slutte sig til en sådan forening, så snart den, hvad vi håber, inden føje tid træder i virksomhed. Men når dette sker, vil der blive sørget for, at det kan komme til alles kundskab.

Havde vi skrevet ovenstående i det forsæt at more publikum, da måtte vi nu have endt med at gøre en undskyldning for de tørre emner vi har behandlet. Men oprigtigt talt, vi ønsker ikke at »more« nogen. Lediggængerne i bourgeoisiets verden havde måske af denne pjece ventet et stof, der mere kunne pirre deres slappe nerver, enkelte arbejdere blandt vore læsere havde måske ventet en opfordring til at dele kapitalisternes formue: heller ikke disse skuffede forventninger rører os. Vi vedkender os de socialistiske ideer i alle deres konsekvenser, men det skal aldrig bringe os til at overvurdere de midler, vi kan råde over eller til at spilde dem på formål, som i øjeblikket ikke vil kunne nåes uden utroligt heldige tilstød. Hvad vi ovenfor har fremsat vil, når det gennemføres, efter vor mening være tilstrækkeligt til at organisere os, lette vore pekuniære forhold og hæve vor politiske betydning i samfundet; hvad der videre skal ske, kan det ikke nytte at omtale på dette stadium. Vi tvivler ikke om, at den »offentlige mening« eller, hvad der her i landet er det samme, pressen, vil skynde sig at fælde fordømmelsesdommen over vore udtalelser. Det vil naturligvis ikke genere disse åndsdommere, at de sætninger, vi på disse blade kæmper for, er anerkendt som rigtige af alle ældre og nyere statsøkonomer. Men det bliver nu deres sag. For imidlertid at gøre dem arbejdet så ubehageligt som muligt, skal vi slutte med at anføre en udtalelse af vor berømte, endnu ikke underkendte jurist, F. C. Bornemann. Omendskønt bourgeoisist siger han i sin rets- og statslære pag. 96: »det kan være klart, at hele masser af befolkningen i, det højeste er i stand til ved deres arbejde at fortjene, hvad der udfordres til netop at friste det fysiske liv, - intet til dannelse og livsnydelse. Det kan endog stille sig således At dette usselt lønnede arbejde bliver en rigdomskilde for andre klasser i samfundet. (Arbejderforholdet, herlighedsrettigheder over grundbesiddelser). Her kan man nu ikke sige: hele verden står åben; man kan ikke give hele masser, hele samfundsklasser anvisning på at udvandre. En sådan tilstand er ikke blot beklagelig, ikke blot farlig, men uretfærdig. Retfærdigheden kræver derfor foranstaltninger, som hæver de betingelser, der indeholder grunden til slige klassers udelukkelse fra materielt velvære. Til opnåelsen af dette formål er dog ingenlunde ethvert middel tilladeligt, f.eks. ikke en indragelse af de riges formentlige overskud til uddeling mellem de fattige: det ville være en krænkelse af ejendomsretten: derimod vel andre anordninger, som indskrænker rådigheden over formueobjekterne, eller aldeles ophæver en særegen at af rådighed fordi dens tilværelse er tilhinder for alles forsyning, således love, der griber ind i det frie kontraktforhold mellem arbejder og arbejdsherre, eller som ophæver tienderettigheder eller herlighedsrettigheder osv.. Sligt er ikke en krænkelse af princippet. Ejendomsretten er så uforkrænkelig som nogen anden ret; men det ligger i dens sande væsen, at den iøvrigt uindskrænkede rådighed over formueobjekter, som tilsikres individet, er knyttet til stiltiende betingelser, navnlig til den, at andre ikke udelukkes fra at erhverve sig det fornødne.« »

»Socialisten« nr. 1., juli 1871

Til vore brødre, Danmarks arbejdere!

I mange menneskealdre har kapitalens jernåg hvilet tungt på vore skuldre. Som en uhyre edderkop har den spændt sit net over hele den civiliserede verden, og dens stykke er vokset ved blodet af de talløse ofre, som nøden drev i dens garn. Vi har set vore fædre kæmpe mod uhyret og segne dødstrætte til jorden, fordi de kæmpede enkeltvis uden plan og orden. Vi selv og vore børn vil friste den samme skæbne, hvis vi ikke, kloge ved fortidens uheld, samler os til fælles anstrengelser. Det første skridt er gjort andetsteds. Vi behøver ikke at opfinde midlerne eller lede efter målet: med stedse stigende magt har de socialistiske ideer, - læren om alle menneskers ligeberettigelse til denne verdens såvel åndelige som legemlige goder - grebet vore brødre i andre lande, de har sluttet sig sammen i massevis og begynder at rykke frem mod rigmændene, som efter at have opdynget umådelige skatte ved at tilrane sig udbyttet af vor halve arbejdstid, nu svælger i nydelsen af alle jordens glæder, medens vi, forsultne og elendige, må være glade ved at få tilkastet det sorte brød fra fattiganstalterne, hvortil de viser os, når de har slidt os op ved trællearbejdet. Med snedig frækhed har disse undertrykkere vovet at påstå, at vi i grunden har det godt, og de har gentaget denne løgn så tit, at mangen arbejder, der lige har det nødvendige, er bragt til at tro derpå. Men i, som nærer sådanne meninger, tænk jer blot om! Husk på, at det mindste vindpust, der indtræffer i skikkelse af sygdom eller uheld, er tilstrækkelig til at vælte eders lykkes bygning og styrte eder i armod; husk på, at selv om i for øjeblikket kan hugge jer igennem, når i er stærke og kraftige, hvorledes skal det da gå, når 30 eller 40 års slid har brudt eders kræfter, sløvet eders sind og bøjet eders ryg! Nej, bort med alle gøglende billeder! Lad os se vor elendighed ege i øjnene uden at skuffes af dem, der vil dysse os i søvn, for lettere at kunne beherske os. Først da vil vi erhverve den seje udholdenhed, der er en nødvendighed, når der skal nåes et resultat, først da vil vi se, at et tilbagetog fører til tilintetgørelse. Bag os ligger sult og usselhed, uvidenhed og trældom; foran os ligger håbet om et lykkeligt liv beskinnet af frihedens frembrydende sol. Gid da vor røst, som den vil lyde i disse blade, må finde genklang i eders hjerter, gid den må vække eders kvalte livslyst, samle de spredte kræfter og føre vort samfund frem mod det store mål: alle menneskers tilfredshed og velvære!

Men er dét ikke en umulighed vi forlanger? Kan det tænkes, at en sådan lighed i grundbetingelserne for tilværelsen vil kunne opnåes her på jorden? Ja, den må kunne finde sted, så sandt hele menneskeheden ikke er et værk af en ond ånd, der finder fornøjelse i tyranni og uretfærdighed, så sandt vi tror, at naturen har haft en fornuftig hensigt med vor tilværelse. Skal slægtens mål være at dele sig i en ringe part, der ved overgreb og udsugelser, ved begærlighed og egoisme gør sig uværdig til navnet menneske, og en overvejende større part, der ved mangel på de simpleste livsbetingelser må gå moralsk og åndelig tilgrunde, så er det jo langt bedre at dræbe hverandre straks, så er jo ægteskabet en synd, fordi det sætter børn ind i en sådan tilværelse, så er jo jorden langt værre end det helvede, hvormed præsterne truer os. Men nej, forholdene kan og skal forandre sig; historien lærer os det, fornuften beviser os det, religionen byder os det. Gennem fortidens tåger er læren om alle menneskers lige adgang til slægtens ejendom brudt sejrende frem som den lysende og varmende kraft, der skal genføde verden og bringe den flygtede retfærdighed tilbage! - Man har beskyldt socialisterne for, at de ikke var på det rene med, ved hvilke midler og på hvilken måde denne forandring skulle foregå. Det er usandt!

Vi har hundreder af gange i tale og skrift fremsat vort program og påvist vore fordringer; men ganske vist til liden nytte. Vore modstandere har nu en gang foresat sig ikke at ville forstå os, og vi får vel derfor vente med at gøre dem det begribeligt, indtil fuldbragte kendsgerninger har skærpet deres fatteevne. Imidlertid kan vi gerne her endnu en gang nævne de vigtigste sociale reformer, og de bliver da: fri og fælles folkeundervisning; fuldstændig lighed i politiske rettigheder; opløsning af hæren i dens nuværende form; kvindens frigørelse; adskillelse mellem kirke og stat; ophævelse af alle særegne arverettigheder; politiets omdannelse fra et politisk maskineri til en sand beskyttelse for alle borgere; udstedelse af love, der sikrer arbejderen lige overfor kapitalisten; direkte beskatning i stedet for indirekte; større uafhængighed for kommunerne; etc. alle disse spørgsmål vil vi iøvrigt efterhånden komme til at omtale udførligere. Fra svundne tiders trældom og store uvidenhed har proletariat efterhånden kæmpet sig frem til fuld bevidsthed om den uimodståelige kraft, der bor i det. Vi holder nu i vor hånd løftestangen, der skal vælte det gamle samfund ned i den forglemmelsens afgrund, for hvilken det allerede længe har været modent. Lad os da ikke tøve forlænge med at tage fat: lad os erindre, at hvert år der går, føres tusinder af vore brødre i uforskyldt fordærvelse. Og skulle end den nuværende slægt ikke være bestemt til at nyde frugterne af sine anstrengelser, så vil de dog dø med den stolte bevidsthed, at efterverdenen skylder os sin lykke !

Love for den danske afdeling af »Den internationale Arbejderforening i Danmark« 1871

I betragtning af, at tiden er kommet, da en lige adgang for alle til denne jords nydelser, såvel materielle som åndelige, er blevet en nødvendighed, hvis ikke de, der udelukkes, skal omstyrte samfundet, er vi blevet enige om at virke hen til, at al undertrykkelse, hvad enten den fremtræder i nationalitetens, dannelsens, traditionens, kapitalens eller religionens navn, hurtigst muligt ophører; og idet vi opfordrer alle, der måtte være enige med os heri, til at slutte sig til os for at danne en forening, der skal udbrede og praktisk gennemføre disse ideer, erklærer vi herved at have vedtaget følgende love for foreningen: Artikel 1.) I henhold til § 6 i generalstatuterne for Internationale dannes herved en dansk afdeling af nævnte forening under navn: »Den internationale Arbejderforening for Danmark«. Artikel 2.) Foreningen styres af en centralkomité, som har den uindskrænkede ledelse af foreningens ydre og indre anliggender. Artikel 3.) Centralkomiteen består af: en formand med titel af stormester, en sekretær, en kasserer og syv kredsformænd, en for hver af Danmarks syv stifter. Artikel 4.) De tre førstnævnte medlemmer skal have bopæl i København, de syv andre i en af byerne i vedkommende stift. Artikel 5.) Centralkomiteen kan, når det skulle vise sig nødvendigt, supplere sig ved at udnævne kredsformænd for de større provinsbyer og for afsondrede landsdele.) Artikel 6.) Foreningens medlemmer i København inddeles i sektioner efter deres forskellige arbejde, dog må en sådan sektion tælle mindst 50 medlemmer. Forsåvidt dette ikke er tilfældet, forenes den med andre, så at tallet nås. Artikel 7.) Medlemmerne i hver købstad og på landet danner en sektion, forsåvidt antallet er over 50. I modsat tilfælde står de indtil videre i direkte forhold til centralkomiteen i København. Skulle en sektion i en købstad komme til at indeholde mindst 50 arbejdere i samme fag, da udskilles de som særegen sektion, hvis de tilbageblivende også udgør mindst 50. Artikel 8.) Enhver sektion udvælger en sektionsformand. Har den over 50 medlemmer, udvælger den for hvert halve hundrede en formand til. Artikel 9.) Stormesteren, sekretæren og kassereren vælges på et år og af alle medlemmer, således at hvert medlem stemmer på ét navn. Sektionsformændene afgør, hvorledes funktionerne skal fordeles mellem de tre, der har opnået flest stemmer. Artikel 10.) Kredsformændene, af hvilke kredsformanden for Sjælland tillige fungerer som vicestormester, vælges af alle medlemmer i vedkommende kreds. -sektionsformændene vælges af deres sektion, således at hvert medlem kun stemmer på en. Artikel 11.) Ethvert medlem, der uden gyldig grund undlader at stemme, er udelukket af foreningen. - stemmesedlerne til valget på centralkomiteen afgives lukkede gennem sektionsformændene til kredsformanden, der afsender dem til centralkomiteens sekretær. Artikel 12.) Når en tredjedel af sektionsformændene fordre det, skal der foretages nye valg på en centralkomité. Alle medlemmer af bestyrelsen kan genvælges. Artikel 13.) Centralkomiteen afgiver de månedlige indberetninger til internationales bestyrelse. Den modtager alle meddelelser derfra og sørger for, at disse gennem sektionsformændene kommer til alle medlemmers kundskab. Den skal ved alle midler stræbe at ordne arbejdernes optræden såvel i politisk retning, som mod kapitalisterne, og den skal efterhånden som forholdene tillader det, virke hen til oprettelsen af produktionsforeninger, hvor alle deltagere kan få den fulde værdi af deres arbejde. Artikel 14.) Sektionsformændene styrer sektionernes pengeanliggender, modtager de månedlige bidrag og afgiver dem til kredsformændene tilligemed en beretning om af- og tilgang af medlemmer samt hvad andet, der måtte kunne være forefaldet i sektionen. Det bliver sektionernes private sag at bestemme, hvorvidt de vil oprette syge- og strejkekasser, men lovene må indsendes til centralkomiteen til bekræftelse. Påtænkes der strejker, må dette i god tid meldes til centralkomiteen. Artikel 15.) Alle beretninger og skrivelser til centralkomiteen stiles og adresseres til sekretæren. Artikel 16.) Det månedlige kontingent er 4 skilling. Centralkomiteen bestrider heraf udgifter til breve, til agenters og bestyrelsens rejser, til folkemøders afholdelse etc.. Det overskydende danner en fond, der kan anvendes til oprettelsen af produktionsforeninger, til understøttelser af enkelte sektioner i fælles interesse o.s.v. Centralkomiteen aflægger hvert år regnskab for de indkomne penge. Bestyrelsen modtager ingen løn for sit arbejde. Artikel 17.) Hver sektionsformand modtager et eksemplar af foreningens organ, »Socialisten«. I dette blad indrykkes gratis alle bekendtgørelser fra og til sektionsformændene, samt andet af interesse for foreningen. Artikel 18.) Enhver kan optages i foreningen. Dog kan ingen mestre eller fabrikanter indtræde i fag sektionerne. Artikel 19.) Mænd, der anerkender vore ideer, men ifølge deres stilling ikke ønsker at deltage i de offentlige møder, kan optages som hemmelige medlemmer, når de forpligter sig til såvidt muligt at hjælpe foreningen med råd og dåd - kontingentet for disse er 16 skilling om måneden. Artikel 20.) De medlemmer, der måtte være formuende, opfordres til at tegne sig for større bidrag enten en gang for alle eller månedlig.

»Socialisten« nr. 5, august 1871

indeholder bl.a. »Advarsel. Til de danske maskinarbejdere«: »Vi har bragt i erfaring, at nogle agenter søger at hverve maskinarbejdere til engelske fabrikker. For at forebygge at arbejderne misbruges af samvittighedsløse kapitalister, skal vi gøre opmærksom på, at maskinarbejderne i en stor del engelske byer for øjeblikket har nedlagt arbejdet, og at de fast stoler på, at ingen af deres brødre i andre lande vil lade sig bruge til at gøre deres strejke virkningsløs og tage dem brødet af munden. Vi advarer derfor enhver mod at indlade sig på de lokkende tilbud,...«.

»Socialisten« af Pio, nr. 8, september 1871

»Ingen rettigheder uden pligter, ingen pligter uden rettigheder«

Til Storborgerne

Vi har engang sagt, at der imellem kapitalisten og arbejderen er et svælg, som ikke lader sig udfylde ad fredelig vej. Man har fordrejet disse ord, man har påstået, at vi opfordrer til, krig, til tøjlesløs, ubønhørlig, fortvivlet kamp, med petroleum og mitrailleuser som våben, med ødelæggelse og blodsudgydelse som formål. Det er naturligvis en usandhed, men - hvad der er det sletteste ved denne påstand, - der er ingen, som er mere overbeviste om løgnagtigheden deraf end netop de, der er ivrigst til at udslynge den. Thi samtidigt med at de tilskriver os alle disse onde hensigter, samtidigt med at de lader, som om de hvert øjeblik ventede at se barrikader oprejste i Københavns gader og den røde fane vaje fra internationales kontor, - samtidigt hermed, siger vi, kan man på tryk læse deres påstande om, at den danske arbejder har det for godt og er for „oplyst" til at - ønske en forandring i sin stilling, end sige da at fordre den med våben i hånd. Men når den danske arbejder er så „fornuftig", hvem er det da de frygter? Står vort samfund måske på så svage fødder, at selve „socialistens" ubekendte redaktion alene - thi vore modstandere frakender os jo tilhængere, - skulle være i stand til at overvælde garnisonen, storme tøjhuset og plyndre hr. Asp's petroleumslager? Nej, vi kan måske give et vink, der er istand til at forklare modsigelsen i vore fjenders ytringer, - vi kan sagtens give den bedste oplysning, om hvor udstrakt vort parti er. Redaktionen af dette blad slår ikke alene i striden. Bag os har vi en skare af rigtige, ægte danske arbejdere, rigtige ægte, danske socialister; og denne skare er så stor, at synet af den ville være nok til at bringe alle vore stakkel« rigmænd, der tror på delingshistorierne til at sende deres sølvtøj - til Norge. Og foran os har vi liggende en bunke skrivelser fra i alle landets egne, fra mænd i de forskelligste stillinger, der forsikrer os om, at vore ideer vinder udbredelse med hver dag. Mange i vort sted kunne måske fristes til at blive blændede og tro, at et sådant resultat skyldtest de, dygtige penne og de lyse hoveder, der leder sagen. Det være langtfra ! Vi er på det rene med at vort blad kunne ledes med ganske anderledes både materiel og åndelig kraft. Vi har heldigvis aldrig glemt, at hele æren for vort held skyldes en trofast allieret, en uforlignelig bundsforvandt, der ikke nogensinde skal svigte eller forlade vor sag. Med en sådan hjælper ville vi være frejdige og ved godt mod selv om vi iøvrigt stod alene i kampen, hvad under da, at vort håb hæves, at vor stemme stiger, når vi desuden har en hel lille hær i ryggen. Men hvem er den Herkules, der skal låne os sin kraftige arm til at rense Augias stalde? - nuvel, det er sandheden, den rene, den bærende sandhed, der så ofte er blevet kvalt for lige så hurtigt at opstå som en Føniks af sin aske. Under dens banner vil vi kæmpe, den skal danne grunden i de mørke billeder, vi opruller for vor samtid, den er det evige, der vil vedblive, at stråle, når vore svage anstrengelser er i begravet i glemslens mørke, men den er også det panser, der alene kan sikre os i nutiden mod de forgiftede pile, som vore modstandere betjener sig af imod os. Og her har vi grunden til vore fjenders usikkerhed. Thi skønt de ikke kender og ikke tror på vor numeriske styrke, så føler de dog let det sande i vore fordringer, og deres samvittighed siger dem, at denne omstændighed er nok til at gøre os frygtelige for dem, hvad enten vi så tælles i hundreder eller i tusinder. Storborger-partiet er ikke noget ensartet hele, det falder naturligst i to afdelinger. Den ene består af de egentlige kapitalister, der som fabrikanter, spekulanter, jorddrotter eller lignende, dynger skilling på skilling og forklarer ejendomsretten som uindskrænket ret til ved ethvertsomhelst middel at drage andres ejendom til sig og leve ved andres arbejde. I flok med disse følger en hob, der stedse med sort og hvidt er beredt til at dokumentere rigmændenes retfærdighed og ædle hjerter, en flok for hvem overbevisning er et tomt ord og sandheden det, der betaler sig bedst. Det er mellem hele denne afdeling og os, at vi mener, det er en kløft, det er her, der ikke kan værre tale om forsoning. Men det ville være vanvittigt at give os skylden herfor; vi har kun påvist, hvad der virkelig er tilfældet; det er ikke vor sag at gøre indrømmelser, thi vi har intet at gøre indrømmelser af. Det er vore modstandere, som må gøre begyndelsen og sige, hvad de vil give os af deres overflødighed. Men når de ikke gør det, da er det dem, der begynder kampen. Intet menneske, intet forsyn kan forlange af os, at vi generation efter generation, skal lade os opslide af skabninger, der ikke i nogen retning står over os, at vi skal overlade dem frygten af vort arbejde, at vi skal være deres slaver uden rettigheder og uden håb. Derfor, lad den vente krig, lad dem vente oprør eller hvad de vil kalde det, men lad dem erindre, at vi vasker vore hænder; fra vor side er det ikke angreb men nødværge. Men der er en anden afdeling af storborgerne; der er en menneskeklasse som, skønt heldigt stillet i pekuniær henseende, dog har øjet åbent for deres medmenneskers lidelser og er villige til at gøre ofre for at lindre dem. Til disse vil vi henvende et par ord. Hidtil har de uden at tænke selvstændigt troet som et evangelium alt, hvad bourgeoisiets dagblade foreløj dem, de har ventet med at danne sig en mening selv om de simpleste ting indtil de har fået parolen på tryk. Dette må ophøre. Et menneske pådrager sig et stort ansvar, når han blindt går i andres ledebånd og lader sig proppe med andres ideer. Fornuften er givet ham for at han kan slå ind på en selvstændig vej her i livet, og ve det menneske, som lader hånt om denne fører ! Derfor tilråber vi eder - tro ikke længere på, hvad de lejede trompetere tuder eder i ørene, brug jeres fornuft til at skelne mellem hvidt og sort, skærp eder dømmekraft og overvind indgroede fordomme! Fæst eders opmærksomhed på vore fordringer, vej med rolighed vore ord, lad eder ikke længer forbløffe, fordi vort blad udskældes for et smudsblad og vi selv for røvere og mordere, se blot engang selv efter i samfundet, om vi har stjålet noget, eller myrdet nogen, og finder i da, at vi har uret i at fordre forandring, at vi endnu må bære vore slavelænker, så slut eder til vore modstandere; men skulle i opdage, at den ret, vi forlanger, er den simple naturlige ret, som tilkommer ethvert menneske, da hør blot op med at råbe fordømmelsesdommen over os i kor med vore dødsfjender; vi forlanger ingen understøttelse af eder, vi skal nok hjælpe os selv; vi håber ikke at høre eders bifald, fordi vi kæmper for sandheden, men lad os dog i det mindste være fri for at spilde vore kræfter i en kamp mod en klasse, der ved at tænke sig om snarere ville blive vore bundsforvandte end vore modstandere. Gid enhver ville bruge sin fornuft, når han skal til at vælge mellem de stridende parter i nutiden! Vor sag ligger åben og klar, vi har dynget kendsgerninger på kendsgerninger, - hvo har kunnet modbevise dem? Man har måttet indrømme os, at arbejdernes stilling er uholdbar, men er der nogen, der har løftet en finger for at forbedre den? Skal vi måske vente i århundreder på de fattige smuler, som man, har i sinde at tilkaste os? Vore fjender tager fejl, hvis de tror, at den oplysning, der findes her i landet, er skadelig for os, tværtimod, den har bevirket, at arbejderen i en ganske kort tid har lært at indse, hvem der var hans virkelige talsmand og hvem der smurte ham om munden med tomme løfter. Som en rullende lavine vokser det socialistiske parti med hver dag, ja næsten med hver time, og den tid vil ikke være fjern, da alene frygten for hvad vi kunne gøre bliver tilstrækkelig til at skaffe os de forandringer, som er nødvendige, hvis samfundet ikke skal opløses. Men vi ønsker ikke blot at have arbejderne på vor side, vi ønsker at tælle enhver, der har agtelse for og kraft til at vedkende sig sandheden, blandt vore kæmpere, og derfor siger vi atter: søg at lære vor meninger og vore hensigter at kende, før i dømmer os, og husk vel på, at er sandheden og retfærdigheden med os, da vil ingen menneskelig magt i længden formå at kue os!

»Socialisten« nr. 17, d. 4 november 1871

opfordrer sine læsere til at »undvære en skærv til de strejkende i Chemnitz…..til vore fjerne brødre for at understøtte dem i deres retfærdige kamp mod kapitalen«. Og i det næste nummer af Socialisten er en fortegnelse over indkomne bidrag i Socialisten, der påviser at opfordringen har vundet genklang hos bladets læsere og at de danske arbejdere håndgribeligt har vist deres solidaritet med de tyske klassefæller.

Ludvig Will. Povelsen, Vesterbro, har fremstillet denne politirapport fra et møde d. 30. marts 1872 i Internationale, og som senere blev fremlagt i Højesteret i sagen mod Pio, Brix og Geleff. (sproget har jeg ændret til nudansk): » Løverdagsaften d. 30 ds. Kl. 8 1/2 holdt løjtnant Pio i Internationales lokale et foredrag for et par hundrede tilhørere, af hvilke et temmelig stort antal ikke var medlemmer af foreningen. Før han begyndte det egentlige foredrag, meddelte han kort, at Povl Geleff siden i tirsdags befinder sig på en rundrejse i provinserne. Han var først taget til Stege, hvor han i onsdags for omtrent 300 tilhørere havde holdt et foredrag, der vandt bifald. Efter anmodning fra flere sider var han forbleven dér nogle dage, der var blevet benyttede til udflugter, og iaften holdt han atter et foredrag dér. Fra Stege ville han tage til Falster og Lolland og derfra gennem Fyn til Jylland. - Sit egentlige foredrag indledede Pio ved at henvise til de mange forslag og forsøg, som nu fremkom og gjordes fra socialismens modstanderes side for at udjævne den kløft, som findes mellem arbejdsgiverne og arbejderne, undertrykkerne og de undertrykte. For at danne sig en mening om, hvorvidt en sådan fredelig udjævning af denne kløft og en fremtidig broderlig vandren hånd i hånd mellem undertrykkerne og de undertrykte var sandsynlig eller blot tænkelig, burde man kaste et blik på fortiden, der altid giver et temmelig pålideligt varsel om fremtiden, og han ville derfor give en oversigt over proletariatets stilling fra de ældste tider og indtil vore dage. Det var forresten en vanskelig sag at fortælle eller skrive proletariatets historie, thi de af de tilstedeværende, som havde læst verdenshistorie, ville vide, at den vel udførlig beretter om kongernes fødsel og død, om deres, ofte blot af lune førte, krige og de leverede slag, men om folkene om »folket« talte den ikke, ialtfald ikke før den første Franske Revolution. - Han omtalte nu, hvorledes i de allerældste tider, for en 4-5000 år siden, Ægyptens pharaoner havde ladet tusinder og atter tusinder af deres undersåtter trælle sig ihjel ved opførelsen af pyramiderne, disse af menneskehånd skabte stenbjerge hvis eneste bestemmelse var at tjene til gravkammer for - et kongelig. I de første græske republikker var krigsfangerne og de undertvungne trælle, prisgivne deres herrers uindskrænkede vilkårlighed; i Sparta anvendtes endog stundom heloterne til øvelse for de unge spartanere i våbenbrug, idet de af disse blev nedhugget på torvet. - Romerne havde under deres mange og store krige slæbt et umådelig antal fanger til Rom, og til disse overdrog de alt arbejde; og hvorledes de udsugede de undertvungne lande, derpå havde vi et talende eksempel og bevis i Cæsar, der, da han blev konsul, havde en gæld, der omtrent kunde måle sig med en af vore europæiske staters statsgæld, men da han derefter et par år havde været prokonsul i Gallien, kunne han ikke alene betale sin gæld men var endog blevet en af Roms rigeste mænd. Under kejserne hensank de romerske magnater i stedse mere og mere tiltagende yppighed og blev hårdere og hensynsløsere i deres undertrykkelser og forfølgelser af de ringere klasser. Et nyt moment til deres had og forfølgelser var netop nu kommet til ved den nye lære, der fra Lilleasien var bragt til Rom og dér straks fandt tilslutning og udbredelse blandt den store hob, den lære, hvortil vi alle i det mindste af navn nu bekende os: den kristne lære. Han skulle naturligvis ikke indlade sig på en undersøgelse af, hvorvidt stifteren af denne nye religion, Jesus, hvis dødsdag og opstandelsesfest netop i disse dage fejres af den hele kristenhed, var gud eller menneske; men læren var, som den forkyndtes af ham, medens han som menneske vandrede her på jorden, skøn og god og tiltalende navnlig for den undertrykte og fattige. Sætninger som, at den, der har to skorter, skal give den ene til den mere trængende, og at det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at komme i guds rige, trængte ikke til nogen kommentar. Hvorledes kejseren forfulgte og pinte den nye læres tilhængere og ledere, er bekendt nok, og alt brugtes til påskud for yderligere forfølgelser. Da således Nero for at vinde byggeplads til sit nye palads lod størstedelen af Rom afbrænde, da nævnedes straks de kristne som mordbrænderne, skønt den omstændighed, at Nero's soldater jog dem tilbage, der ville søge at slukke ilden, tydelig nok viser, hvem der var brandstifterne. »Det er ikke vanskeligt at påvise noget aldeles tilsvarende i vor tid.« - Her i Norden førte vore, navnlig af grundtvigianerne så højtpriste, forfædre i de tider et meget frit liv, idet de som vikinger stundom i masser på 20-30,000 mand sejlede omkring og plyndrede på Englands, Frankrigs og Middelhavets kyster. Men jo friere de selv var i deres bevægelser, desto hårdere behandlede de deres undergivne og fanger, der vare trælle i ordets videste og værste betydning. - En forandring i disse forhold skete vel, da livskraftige og krigerigske folkeslag - der blandt andet havde den fra nutiden meget afvigende vane, kun at vælge den dygtigste og værdigste til hersker - fra Asien gennem »Europas port«, som en del af det sydøstlige Rusland mellem Ural og det Kaspiske Hav kaldes, som en strøm væltede sig ind over Europa og rev alt omkuld, lige fra Ishavet til Middelhavet; thi nu var det de hidtidige undertrykkere, der blev de undertrykte. De nye herskere fandt imidlertid snart deres undertrykkere - i den katolske gejstlighed. Den forfulgte kristendom havde vundet ustandselig fremgang også nu blandt erobrerne, og dens gejstlighed blev nu den både folk og konges tyraniserende magt, der tog de fattiges liv og de riges penge. - I den af digterne med så megen forkærlighed besungne middelalder med sine tourneringer og kærlighedsretter kom riddervæsenet til ære og værdighed. Da, så synge digterne, vovede ridderne liv og blod for at vinde en dames båndsløjfe eller døde af kærlighed til usete prinsesser. Historien fortæller os imidlertid, at disse ridderlige riddere hjemme på deres borge pryglede deres koner eller til en forandring slog dem ihjel; og når de ikke tilbragte tiden ved drikke- og terningbordet, lå de på lur på landevejen efter vejfarende købmænd for at plyndre dem. Hvorledes bonde- og den lavere borgerstand havde det under sådanne forhold, er let at tænke sig; og hvilken almindelig usselhed, der da har hersket i Europa, kan blandt andet ses af, at en smitsot - »den sorte død« - , der da hjemsøgte Europa, og som det altid går, netop vinder kraft og udbredelse ved fattigdom og usselhed, bortrev en tredjedel af befolkningen. - Amerikas opdagelse, Pizzaros og andre eventyreres erobring af Sydamerika og Mexiko skabte en ny og vel den ulykkeligste klasse af undertrykte, idet den katolske gejstlighed, der straks, da den så, at der var noget at tjene, var fulgt eventyrerne i hælene, da den så, at indianerne ikke egnede sig til det nødvendige markarbejde, opfandt og indførte negerslaveriet, der først ved den sidste amerikanske krig kan siges at have fået sit banesår. Og i hvilken udstrækning det er blevet drevet og anvendt, får man et begreb om ved at høre, at der i sydstaterne var 14 millioner slaver mod 2 millioner frie. Middelalderens riddere og ridderborge gik efterhånden over til at blive den moderne tids herremænd og herregårde; men bondens lod blev ikke derved bedre. Endnu for hundrede år siden var bonden her til lands vorned og stavnsbunden og næsten uden appel herremandens, af ridefogdens pisk, træhesten og halsjernet støttede, vilkårlighed undergiven, der pinte og udsugede ham på enhver måde. Frederik den Sjette som kronprins løste som bekendt bondens lænker, men fejlagtigt er det dog, når man vil anføre dette som bevis og eksempel på, at enhver stor og heldbringende forandring, når tid er, vil udgå fra oven, fra en konge. Det var de fra Amerika her til Europa forplantede friere ideer, der spores i Struenses love, der kom til gennembrud i den Franske Revolution, der også her gjorde sig gældende. Nu er den danske bonde den frieste og bedst stillede af alle Europas arbejdere; men for den egentlige arbejder er der endnu meget at ønske og fordre, og de fremsatte forslag til en forbedring og forandring ved mindelig overenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdere vil efter talerens mening vise sig aldeles utilstrækkelige og utilfredsstillende, når f.eks. i den kommende sommer omtrent 2 millioner arbejdere går ledige her i Europa. - Efter at have talt om den her unægtelig temmelig store godgørenhed, der dog ikke altid var uegennyttig og hensigtsmæssig indrettet, fortalte han et par anekdoter til oplysning om det mindre pålidelige ved oprigtigheden og varigheden af arbejdsgiverens imødekommen mod arbejderen. - Man har spurgt, sagde han sluttelig - hvor socialismen bor; det er vanskeligt at besvare, thi den bor ikke i individerne; man kan som i Frankrig forbyde og straffe socialistiske forsamlinger, man kan som i Tyskland fængsle bevægelsens ledere - man rammer ikke, dræber endnu mindre derved selve socialismen; thi den lever og bor i enhver arbejders pande og bryst. - Således omtrent sluttede han sit lange, meget trættende, altfor vidtsvævende og temmelig løst sammenhængende foredrag, som forsamlingen havde hørt på med stor ro og opmærksomhed, skønt vistnok de færreste havde tilstrækkelige forkundskaber til at forstå eller de nødvendige forudsætninger til ret at kunne føle interesse ved det. Bifaldet under foredraget faldt også meget sparsomt og tyndt, og intet bravo eller håndklap lød, da Pio forlod talerstolen. - Først noget efter udbragte en stemme »Internationale leve«, der besvaredes med et par temmelig matte hurra, hvorefter forsamlingen skiltes ad kl. 9 3/4.«

»Socialisten« af Pio, nr. 1, d. 2 april 1872

Vi fordrer ingen deling, vi fordrer ikke fuldstændig ligestillelse af alle mennesker; men vi fordrer lige adgang til erhverv for alle, vi fordrer en virkelig lighed for lovene; vi erklærer, at ethvert menneske skylder sin samtid og det samfund, hvori han lever, alt hvad han kan udrette, vi erklærer religionen for en sag, der vedkommer hvert menneske privat, men ikke staten; vi erklærer ethvert menneske berettiget til, når han har arbejdet, men ikke længere kan det, da at blive forsørget af staten, ikke som et almisselem, men som en fri borger, der har ret til at forlange det; vi erklærer endelig krig for en galskab og nationalhad for en dumhed! Vore tilhængere kender som sagt vore meninger om, hvorledes det endelige resultat af den fjerde stands bestræbelser bør se ud. Men historien gør aldrig spring i sin udvikling; der er stedse overgange fra en samfundsorden til en anden, selv om sådanne end hyppigt bliver betegnet ved blodige katastrofer af større eller mindre udstrækning. Når vi derfor har opstillet os som sagens forkæmpere her i landet, så må vi også være på det rene med, at vi ikke straks kan opnå alt, at der ligeså godt må være et foreløbigt og mindre mål som et endeligt og større. Vi har derfor anset det for vor pligt også at angive det nærmere formål så tydeligt som muligt, idet vi dog samtidigt erklærer, at det kun er rent praktiske hensyn i forbindelse med et levende ønske om, at Danmark ikke må blive skuepladsen for så blodige omvæltninger som de, der er foregået andre steder, der gør, at vi indskrænker vore fordringer til det mindst mulige for øjeblikket, med det forbehold stadigt at holde den rene socialistiske samfundsorden for øje. Som sådanne nærliggende forandringer til det bedre vil vi først og fremmest nævne en ny ordning af undervisningen. Den bør efter vor mening være fri og fælles; de børn, som har forældre, der er ude af stand til at forsørge dem, må tillige underholdes på statens bekostning; kirken adskilles fra staten, dvs. Præsterne lønnes og vælges af menighederne, og den teologiske eksamen forandres til en simpel prøve i kendskab til biblen. Rettergangen, såvel den civile som den kriminelle, gøres simplere; der oprettes særegne domstole for sager mellem arbejdere og arbejdsgivere; enhver uskyldig anklaget eller arresteret tilstås der erstatning. Der gives love til forebyggelse af børnearbejde og indskrænkning af kvindernes arbejde i fabrikkerne; der indsættes fabriksinspektører til at våge over deres udførelse og indgive beretninger over fabriksvæsenets tilstand i det hele taget. Fideikommiser og len overgår til fri ejendom under sådanne bestemmelser, der kan befordre udviklingen af en bedre stillet husmandsklasse. Klostre og legater anvendes til formål, som må anses for tidssvarende og almennyttige. Al indirekte beskatning søges efterhånden ophævet. Oprettelsen af produktionsforeninger såvel i by som på land understøttes, og alt statsarbejde overlades så vidt muligt direkte til arbejderne. Statens politik udadtil bliver en udpræget fredspolitik, og den militære tjenestetid indskrænkes.

 Provisoriske program

Med vor titel, vor hidtilværende virksomhed og vort nære forhold til bestræbelserne i andre lande for at udfri arbejderne i by som på land af den utålelige, trældomsagtige tilstand, hvori kapitalens almagt har forsat dem, kunne det synes overflødigt nu påny at tale om vore formål; de må jo stå tydeligt for enhver, der har kundskab om, hvad socialisme vil sige. Vi tvivler heller ikke på, at der er mange, såvel i den »lavere« som i den »højere« samfundsklasse, der ved den nys vakte bevægelse er kommet til eftertanke og har fået klarhed om, at samfundsordenen lider af store mangler, så store, at det næsten ikke længere kan gå at »sætte nye lapper på det gamle klædebon«. Det er derfor ikke til disse selvstændige og selvtænkende meningsfæller, at vi idag henvender os; vi stoler uden videre på dem som på trofaste forbundsfæller, og vi er overbevist om, at de også nærer tillid til os, da vi ved med os selv, at vi har stræbt at fortjene den.

Derimod stiller det sig helt anderledes med den store masse; den svinger frem og tilbage mellem de forskellige partier, mellem tiltro og mistro, som sivene for vinden. Lige overfor den kan det ikke nytte at tro, at man kan holde op, når man en, ti eller endog hundrede gange åbent har vedkendt sig sine grundsætninger. Der behøves blot en tilsvarende anstrengelse fra modstandernes side, en løgn, en bagtalelse, den være nok så håndgribelig for at få dem til at vakle, og vil man ikke have, at de rent skal svigte, så er man nødt til at begynde arbejdet forfra. For disses skyld, som stedse vil danne flertallet af et blads abonnenter, må vi altså idag atter gennemgå vore fordringer og vore formål. Men også af en anden grund ville det være nødvendigt.

De partier, som, før os, men dog i den senere tid, er optrådt på den politiske skueplads, har i grunden, hvad enten de kaldte sig republikanere, konstitutionelle eller absolutister, kun været afdelinger af et og samme hovedparti: den formuende klasse. De har tit raset imod hverandre og vil vel også foreløbigt blive ved dermed, men deres strid må betragtes som indbyrdes, som en slags borgerkrig, og deres tvistigheder har kun drejet sig om rent ydre ting, nemlig regeringsmåden. Våbenskjoldet, altret og pengeposen, med andre ord: adelen, gejstligheden og storborgerne, har ikke kunne blive rigtigt enige om formen, hvorunder de skulle beherske den fjerde stand, men et var de enige om, nemlig at den skulle beherskes af dem. Nu rejser den uformuende klasse sig; den lader hånt om republik, konstitutionelt monarki og despoti, således som disse tre ord hidtil er blevet forstået: den kan lige godt eller lige dårligt bruge dem allesammen. Dens første og vigtigste formål er et helt andet; den må afkaste det åg, som er lagt på den, den må kæmpe en kamp mod den hele højere samfundsklasse. Det bliver en krig på liv og død mellem den rige og den fattige, mellem den fornemme og den simple, mellem kapitalisten og arbejderen, mellem godsejeren og husmanden, mellem manden med rettigheder uden pligter og manden med pligter uden rettigheder.

Og hermed er også vort endelige formål givet. Vi fordrer ingen deling, vi fordrer ikke fuldstændig ligestillelse af alle mennesker; men vi fordrer lige adgang til erhverv for alle, vi fordrer en virkelig lighed for lovene, vi erklærer, at ethvert menneske skylder sin samtid og det samfund, hvori han lever, alt, hvad han kan udrette, vi erklærer religionen for en sag, der vedkommer hvert menneske privat, men ikke staten; vi erklærer ethvert menneske berettiget til, når han har arbejdet, men ikke længere kan det, da at blive forsørget af staten, ikke som et almisselem, men som en fri borger, der har ret til at forlange det; vi erklærer endelig krig for en galskab og nationalhad for en dumhed!

Vore tilhængere kender som sagt vore meninger om, hvorledes det endelige resultat af den fjerde stands bestræbelser bør se ud. Men historien gør aldrig spring i sin udvikling; der er stedse overgange fra en samfundsorden til en anden, selv om sådanne end hyppigt bliver betegnet ved blodige katastrofer af større eller mindre udstrækning. Når vi derfor har opstillet os som sagens forkæmpere her i landet, så må vi også være på det rene med, at vi ikke straks kan opnå alt, at der lige så godt må være et foreløbigt, mindre mål, som et endeligt og større. Vi har derfor anset det for vor pligt også at angive det nærmere formål så tydeligt som muligt, idet vi dog samtidigt erklærer, at det kun er rent praktiske hensyn i forbindelse med et levende ønske om, at Danmark ikke må blive skuepladsen for så blodige omvæltninger, som de, der er foregået andre steder, der gør, at vi indskrænker vore fordringer til det mindst mulige for øjeblikket, med det forbehold stadigt at holde den rene socialistiske samfundsorden for øje.

Som sådanne nærliggende forandringer til det bedre vil vi først og fremmest nævne en ny ordning af undervisningen. Den bør efter vor mening være fri og fælles; de børn, som har forældre, der er ude af stand til at forsørge dem, må tillige underholdes på statens bekostning. Kirken adskilles fra staten, dvs. præsterne lønnes og vælges af menighederne og den teologiske eksamen forandres til en simpel prøve i kendskab til biblen. Rettergangen, såvel den civile som den kriminelle, gøres simplere; der oprettes særegne domstole for sager mellem arbejdere og arbejdsgivere, enhver uskyldig anklaget eller arresteret tilstås der erstatning. Der gives love til forebyggelse af børnearbejde og indkrænkning af kvindernes arbejde i fabrikkerne; der indsættes fabriksinspektører til at våge over deres udførelse og indgive beretninger over fabriksvæsenets tilstand i det hele taget. Fideiommisser og len overgår til fri ejendom under sådanne bestemmelser, som kan befordre udviklingen af en bedre stillet husmandsklasse. Klostre og legater anvendes til formål, som må anes for tidssvarende og almennyttige. Al indirekte beskatning øges efterhånden ophævet. Oprettelsen af produktionsforeninger såvel i by som på land understøttes, og alt statsarbejde overlades så vidt muligt direkte til arbejderne. Statens politik udadtil bliver en udpræget fredspolitik, og den militære tjenestetid indskrænkes.

Vi tvivler ikke om, at vore modstandere finder disse fordringer - hvortil der med lethed kunne føjes flere -, uforskammede og ublu. Men vi fremsætter dem heller ikke, for at de skal synes godt om dem; vi fremsætter dem, fordi de er de nødvendige overgangsled til en hel ny samfundsorden, og vi opfordrer alle venner af frihed og lighed til at slutte sig til os for at sætte dem igennem. Vi er overbeviste om på den ene side, at det lader sig gøre, så snart blot alle arbejdere slutter sig til os, og på den anden side, at disse forbedringer er aldeles nødvendige, hvis ikke hele arbejderbevægelsen her i landet skal blive forbigåede og frugtesløs. Vi skal af al kraft kæmpe fremad, men vi stiller også til gengæld den fordring til enhver arbejder, som har lidt sans for sin egen og sine kammeraters ulykkelige stilling, at han sætter sig ind i sagerne og følger os på vor vanskelige vej, selv om den foreløbig skulle være klædt med torne og tidsler i stedet for med roser !

Madspørgsmålet af Louis Pio

Vore modstandere har ofte, når de ret ønskede at håne os, kaldt socialismen for »madspørgsmålet«, og præsterne har stemmet i med beklagelser over, at vor hele tragten gik ud på at skaffe den fattige del i denne verdens »uretfærdige mammon«. De gode folk har truffet sømmet mere på hovedet, end de måske selv ønskede og troede. Ja, det er virkelig snart kommet så vidt, at det drejer sig om, hvorvidt de halvfems af hundrede mennesker skal have mad eller ikke, det vil sige: hvorvidt samfundet vil tillade dem at leve, eller de skal - sulte ihjel. Og det bliver også snart således, at man må spørge sig selv, om, det er meningen med kapitalerne - disse repræsentanter for alle menneskers arbejde i svundne tider, - at de efterhånden skal, samles på enkelte hænder, at de skal hjælpe en forsvindende del af menneskeheden til at underkue og udsuge de andre. Har disse bourgeoisister, der betragter det som noget simpelt og sjofelt at være sulten, har de nogensinde følt, hvad, det vil sige ikke at kunne få mad? Kan de sætte sig ind i den fortvivlelse, der griber et menneske, når hans kæreste og nærmeste, når hans kone, hans børn, eller måske hans gamle svage forældre ikke har det mindste at stille deres hunger med, medens kulden ryster deres pjaltede skikkelser, og sygdom og død nærmer sig deres dørtærskel? Og var så endda det menneske, der fordømmes til at lide således, en forbryder: var han et udskud af det menneskelige samfund, der f.eks. som en af nutidens tyranner havde styrtet millioner af medmennesker i ulykke, ja, så kunne man da trøste sig med, at det var en retfærdig straf, en ringe gengældelse. Men den slags folk sørger nok for at frelse deres skind. Nej den, der af vort nuværende samfund er fordømt til at sulte og til at fryse, det er arbejderen. Opdraget i elendighed, fra barndommen vænnet til at betragte sig som af et ringere stof, end de udmajede, forgyldte unger, der i lakerede vogne farer forbi »rakket«, fra sit sjette år jaget ud for at tigge eller arbejde, - er han, når han bliver voksen, henvist til at slide 12 til 14 timer om dagen, hvis han vil friste livet. Og kommer der så en streg vinter, laver storborgerne en pengekrise, eller bliver arbejderen kastet på sygelejet så rykker de skrækkelige skikkelser ham på livet, som har plaget ham i drømme, så dukker ladegårdens skumle mure frem for hans blik, eller lastens forførende heks vinker ham i sine arme. Og har han en stærk og kraftig ånd, nærer han geniale ideer i sin sjæl og vil søge at realisere dem, så møder ham overalt det spørgsmål: »Har du penge«; thi - det er sørgeligt at skulle sige det, - kapitalen har stedse vejet langt mere i vægtskålen end geni og talent. Visselig, vort egentlige mål er hverken mad eller guld; men uden disse ting kan vi intet udrette; de er midlerne, der hører til for at opnå alt andet. De uophørlige savn, trældommen og tilsidesættelsen slukker alt åndsliv, raner kraften til enhver stor og god tanke, udvasker modet, selv det til at lide og håbe. En dunkel, næsten ubevidst følelse af misfornøjelse med tilværelsen, et formløst, famlende had til det, der anses for elendighedens årsag, og navnlig til de bedrestillede i samfundet, - det er, hvad vi beholder tilbage. Kan det under sådanne forhold nytte at tale om oplysning? Må vi ikke svare enhver, som kommer med disse floskler: »Skaf os mad, skaf os klæder, skaf os boliger, så vil vi selv skaffe os oplysning. Men så længe vi ikke er sikrede mod hungersdøden, så længe vi må trælle fra morgen til aften, få længe har vi hverken kraft eller lyst til at stræbe efter noget højere, få længe vil »madspørgsmålet« blive det, som vi skriver på vor fane!«

Mangelen på arbejdere i Paris af Louis Pio

Når negerslaverne bringes til fortvivlelse ved deres herrers tyranni, så hævner disse menneskelige handelsvarer sig undertiden på en særegen måde. Alle vedkommende barbars slaver bliver nemlig enige om ved selvmord i massevis, at ødelægge hans rigdom på mennesker, og mangen en amerikansk planter, der ved slavernes slid levede i overdådighed, har på denne måde mistet sin formue, og er fra at være en doven, nydelsessyg arbejdsherre gået over til at blive en i sit ansigts sved arbejdende proletar. Hvor ganske anderledes heldigt er storborgeren her i Europas fabriksverden stillet med hensyn til sådanne omskiftelser! På samme måde som slaveholderen lever han ved hjælp af en hel klasses arbejde og benytter sin kapital til at lade mennesker trælle for sine bekvemmeligheder; ligesom slaveholderen har han et kraftigt middel til at holde genstridige i tømme, men det bidsel, der kun søndenflænger huden, det er sulten, der raser i indvoldene. Dog nu kommer forskellen; ingen storborger behøver at ængste sig for arbejdernes fortvivlede gerninger; hvad gør det, om de skærer halsen over på sig selv eller springer i stranden eller knuses af maskiner eller dør af svindsot; han taber jo ikke en skilling. En time efter kan han få nye menneskelige maskiner fra arbejdsmarkedet. Men desværre! Storborgerens lykke er dog ikke fuldkommen. Der kan indtræde det tilfælde, at »beklagelsesværdige« arbejdsherrer står ved proletarernes lig og vrider hænderne og jamrer over, at nu er det forbi med udpresningen, fordi de flittige hænder, der fyldte deres pengesække, nu hviler for bestandig. Ganske vist træffer denne ulykke ikke en enkelt, men derimod hele storborgerklassen. Vi behøver kun at kaste et blik i et hvilket som helst inden- eller udenlandsk blad, for at træffe evindelige klager over industriens undergang i Paris. Atter og atter byler fabrikanterne over, at et uhyre antal arbejdere, - og det netop de bedste, - er massakrerede. Og nu er industrien ødelagt, nu er »slaverne« borte, uden hvilke der ikke kan tænkes nogen produktion, nogen »gevinst«. Storborgeren rykker sig i håret og får endog et anfald af en hos ham meget sjælden sygdom, nemlig - medlidenhed. En og anden røst, der tidligere tappert strålede død og fordærvelse over alle kommunister, begynder nu at hæve sig for at fremsætte det spørgsmål, om det ikke vil være altfor grusomt at deportere alle fangne pariser-arbejdere til Cayenne? Hvorledes? En storborger fordrer barmhjertighed mod en fjende af hans pengesæk? Sker der da mirakler? Dog nej, det er intet mirakel; industrien går jo til grunde, når arbejderne deporteres; hvad man derfor end vil gøre med dem, så lad dem endelig arbejde; man kan jo lænke dem til maskinerne. Men nåde, nåde for kapitaludbyttet! Gå ikke hen og deporter denne storborgernes afgud til Cayenne! Da det romerske militærdespoti overvandt Spartacus og hans hær af oprørske slaver, gjordes der 6.000r. Senatet holdt da råd om, hvad der skulle gøres med dem og besluttede til advarsel og skræk for ligesindede at ophænge hele skaren i træerne, der stod langs landevejen fra Rom til Kapua. I romerske slaveejere, hvor var i dog nogle sinker! Storborger-regeringen i Frankrig har ikke myrdet 6.000 men 16.000 oprørske proletarer, mænd, kvinder og børn, ved bestormelsen af Paris, og et tredobbelt antal venter på at blive deporteret! Nero og Tamerlan er nogle skoledrenge mod Thiers. Storborgerne i, alle lande tiljubler ham deres bifald. Og dog er der en misklang i ordenspartiets harmoni. Hvor kan denne store mand, denne kapitalisternes afgud, begå en så stor fejl som at forringe de arbejdende hænders antal med næsten 200.000? Hvad slavernes selvmord er for plantageejerne, det er slagteriet i Paris for storborgeren. Opvågnet af sejrsrusen udbryder han med Pyrrhus: »Vinder jeg sådan en sejr til, så er det ude med mig!« Thi, hvorledes skal industrien komme igang, hvorfra skal han få arbejdere? Stakkels storborger, stakkels slaveejer!

»Socialisten« nr. 1, skriver også om højforræderiprocessen i Leipzig mod Bebel, Liebknecht og Hepner i marts 1872. »Højforrædderisagen mod socialisterne Bebel og Liebknecht er nu afgjort således, at hver af de nævnte mænd får 2 års fængselselsstraf……Den hele proces er en skandale for den sachsiske regering……«

»Socialisten« nr. 9, d. 11 april 1872

Murernes strejke

Så er da atter en af disse kampe begyndt, der vidner så slående og uigendrivelig om sandheden af vort udsagn, at spliden mellem kapital og arbejde ikke kan bilægges ved fredelig overenskomst. Efter næsten et halvt års forhandlinger med mestrene, efter at være holdt « hen med tomme talemåder fra den ene uge til den anden, har mursvendene endelig besluttet sig til at bryde overtvert og stille mestrene et enten-eller, som disse måtte vælge imellem. Mestrene har valgt; arbejdet er nedlagt; kampen er begyndt. Og hvad er det da for skammelige fordringer, som disse utaknemlige svende har stillet, der efter mestrenes udsagn »har haft det så godt« ? Har de måske som ægte kommunister forlangt at »dele« med mestrene? Har de forlangt et så uhyre tillæg i lønnen, at der slet intet bliver tilbage til de stakkels fattige mestre, der må slide og slæbe fra morgen til aften for at skaffe ekvipager til dem selv og silkekjoler til deres fruer? Nej, men de har været uforskammede nok til at forlange en times arbejde mindre om dagen; de kar været tåbelige nok til at mene, at også de var mennesker og ikke arbejdsheste, at også de kunne bruge en timestid mere om dagen til deres legemlige hvile og åndelige udvikling. Ja, det er naturligvis i mestrenes øjne en himmelråbende forbrydelse, og underlig er det, at de ikke spekulerer på at tage politiet til hjælp for at tvinge disse »ulydige« geseller til at gøre deres »pligt«.. Men hvorfor har svendene opstillet fordringen om en times kortere arbejdstid? De taber jo ligefrem ved det, når de f.eks. har akkordarbejde; ville det ikke have været meget bedre, hvis de havde fordret priskuranten, som de nu så længe har forhandlet om? Nej, svendene har handlet aldeles rigtig; de har vist, at de indser, hvorledes grunden skal lægges til en varig forbedring af deres stilling, de har vist, at de foretrækker den sikre sejr selv om den ligger længere borte, fremfor den øjeblikkelige pengefordel; de har endelig vist, at de slutter dem til den store kamp, som for øjeblikket føres af deres brødre over hele den civiliserede verden for at indføre normalarbejdsdagen, og som ikke vil ende før arbejdet er blevet indskrænket til 8 timer daglig. Er først arbejdstiden forkortet, så vil lønnen med tvingende nødvendighed stige. Der behøves flere arbejdere. Konkurrencen bliver mindre, prisen bliver ikke trykket, og - arbejderen behøver akkurat det samme for at leve som tidligere; han må altså have sin kortere arbejdstid bedre betalt. Det er heller ikke så let for mestrene at rokke ved tiden, når den først er blevet vedtaget, som det er for dem at presse lønnen ned igen. Og, hvad vi ikke må glemme, arbejderen får ved sin større frihed lejlighed til at beskæftige sig med andre ting, leve mere i sin familie, kort sagt blive mere lig med den klasse, som nu påstår at have slugt al dannelse.

Det er let at indse, at når mestrene, som for kort tid siden uden indvendinger ville gå ind på at give en mark mere i dagløn , så hårdnakket kæmper imod den nu fremkomne fordring, så er det fordi de mener, at den vil være meget vanskeligere at rive overende igen, og meget farligere for deres pengepunge end selv en større øjeblikkelig forhøjelse. Og guderne skal vide, at de stamper hårdt nok imod bråden! De 21 gamle laugsmestre, som hidtil ikke har kunnet tåle de 100 yngre mestre i deres nærhed, men stedse har betragtet dem som svende, der var løbet for tidlig af lære, de har nu bekvemmet sig til at indlemme en stor del af dem i broderskabet og give dem del i den fede laugskasse. Det må have været en hård dyst for dem! Men kan vi nu end forstå, at disse gamle forstenede kegler ikke har fulgt så meget med tiden, at de kan indse nødvendigheden af at skikke sig i de nye forhold, så bliver det os dog ubegribelig, at de unge mestre, som dog må have den tid i frisk erindring, da de selv bandede den lange arbejdstid og den lave dagløn, ikke længer nærer nogen følelse for deres tidligere kammerater, men vil hjælpe til at trække en strid i langdrag, hvis endelige udfald ikke kan være tvivlsom. Thi sæt også, at mursvendene denne, vi har ikke fremkaldt denne skrue, vi har ikke her »stukket hestefoden frem«, som vore modstandere siger, og vist vore »statsopløsende« tendenser. Vi er ikke taget med på råd om, når eller hvorledes strejken skulle udbryde; murerne har selv afgjort alt. Men desuagtet tager vi ikke i betænkning at tilbyde de kæmpende arbejdere den hjælp, som vi er i stand til at yde. Vort blads spalter skal være åbne for dem, vi er rede til at indsamle bidrag til dem og til at anvende den indflydelse, som vor hidtilværende optræden har skaffet os hos en stor del af Danmarks arbejdere såvel som hos udlandets. Vi forlanger ingen tak derfor, det er ligefrem vor pligt at støtte enhver modig anstrengelse fra arbejdernes side for at bryde deres stand en ny og friere bane her i landet; gjorde vi ikke det, da først ville man med sandhed kunne sige, at vi forrådte arbejdernes sag!

»Socialisten« d. 2 maj 1872 af Pio - murerstrejken

Målet er fuldt!

Løgn og bagtalelser i bladene, ulovlig fremfærd af autoriteterne, had og forfølgelse fra kapitalisternes side, det er den »imødekommen«, der er vist vore små og billige fordringer af de idiotiske magthavere. Denne lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise arbejderen, hvor afhængig han er af kapitalens nåde og barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende klike på aldeles storborgerlovlig måde at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer nakken under åget, hvis han ikke kryber til korset og beder om den nåde at måtte slide som sædvanligt for at forøge indholdet af storborgernes velspækkede pengepunge.

Snart dages det brødre,

Det lysner i øst!

Til arbejdet fremad i kor!

Og hvor ypperligt forstår vore modstandere ikke at enes, når det gælder en sådan sag! Ministre, magistrat, politidirektør, grundejere og pengeposemænd, - alle har de fået travlt med at sammensværge dem mod folket; alle føler de, at nu gælder det at kvæle frihedsspiren, ligegyldig om det skal ske »med eller uden loven«. Derfor løser ministeriet murmesteren, der har det Kgl. Teater, fra hans forpligtelser; derfor opkalder Crone hver dag mursvende, skønt de ikke har forset sig; derfor udsætter magistraten murerlærlingenes prøver og har endog den frækhed at ville røve laugenes penge og gøre Københavns håndværkere og arbejdere umyndige; derfor overfalder ligningskommissionen mursvendene med breve; derfor inddriver grundejerne ubarmhjertigt huslejen hos de strikende; derfor skælder friskolelærerne deres uskyldige børn ud; derfor nægter understøttelsesforeningerne at hjælpe de nødlidende blandt dem; derfor falder endelig pressen over dem med løgn og skældsord, med hån og trusler.

Københavns arbejdere!

Vor ivrigste og mest hadefulde modstander, redaktør C. Ploug, erklærer i »Fædrelandet«, at »samfundets tarv fordrer på det bestemteste, at dette forsøg (murerskruen) falder således ud, at arbejderne kommer til bedre erkendelse af deres egen interesse«, det vil med andre ord sige, at han opfordrer murmestrene til at sulte deres svende ud, for at ikke andre håndværkere og arbejdere også skal få mod til at forsøge at forbedre deres kår!

Skal vi da som lam lade os føre til kapitalens slagterbænk? Skal vi tåle, at vore fjender måske for flere år standser vor fremgang? Nej, det kan Københavns arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os; regeringerne plejer jo hvert øjeblik at holde revue over dem af deres undersåtter, som de ved første givne lejlighed vil ofre på krigsgalskabens alter for at tilfredsstille deres ærgerrighed. Lad os da engang holde mandtal over alle frie arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i kampen mod kapitalen; vi vil da få at kende vor egen magt og vore fjenders svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore fordringer og love hverandre at stå last og brast, indtil sejren er vor!

Men jer, i guldets dyrkere! I, de fattiges udsugere! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: »i har i årtusinder iskænket os en bitter livsdrik; vogt jer nu, målet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller - det flyder over!«

Efter førernes fængslings d. 5 maj 1872 udgav xylograf August Toucher nogle artikler med overskriften »Socialisten og hans fødeland« i »Socialisten«. Dette medførte en artikel under overskriften: »Fødelandet« i Socialisten nr. 3/4 juli 1872, som kunne være fra Pio….her er uddrag af artiklen: »Trods jert skrål om 'fødelandet' er I internationale, hvor det gælder jeres interesser. De er solidariske, hvad der tydeligt viser sig i handel og vandel: varer, obligationer spredes over alle lande uden hensyn til 'fødeland' eller nationalitet. Ja, storborgerne solgte, om det lod sig gøre gerne deres lovpriste fødeland for penge. Fødelandet, som jo er sammenstykket af jordejendomme, ejes med samtlige huse, slotte og skatte for størstedelen af storborgerne, og de elsker det på samme måde som den gerrige elsker sin pengesæk. Se derfor hykler storborgerne fødelandskærlighed og søger at indpode dette begreb i arbejdernes hjerter for at have slaver til at forsvare plantagen. Opmander eder derfor, venner og brødre; thi eders 'fødeland' er allevegne, hvor der arbejdes. Der træffer I på mennesker med de samme sæder og skikke som eders egne; der træffer I på mennesker med de samme interesser, nemlig interessen for arbejdets frigørelse for kapitalens åg... «. »Socialisten« ændrede navn fra maj 1874 til »Social-Demokraten«.

Tale ved Folketingsvalget d. 20 september 1872 af Louis Pio

Jeg véd, at en hel del af de tilstedeværende vælgere er kommet her med det faste forsæt, at stemme på min modkandidat; jeg véd, at det ville være spildt ulejlighed af mig lige overfor disse - storborgere, som vi kalder dem, - at appellere til det retfærdige i, at kredsens beboere, der hovedsagelig er arbejdere, bliver repræsenteret af en mand, der i ord og gerning har vist, at han vil virke for denne klasse. Jeg vil derfor ikke påkalde disse storborger- gang blev nødt til at give efter, ville sagen da dermed være afgjort ? Nej , der ville komme skruer på skruer, indtil målet var nået, ligesom det er gået i andre lande, og mestrene ville ved deres modstand kun have opnået at tabe en hel del penge selv og måske bringe de dygtigste arbejdere til at udvandre. Tilmed er det slet ikke svendene , der er de unge mestres værste fjender, det er derimod de gamle mestre, de grundmurede kapitalister, som kan genere dem, og dog betænker de sig ikke på at gå arm i arm med dem, så snart de blot nedlader sig til at smøre dem lidt om munden og give dem tilladelse til at overvære deres møder. Men hvorom alting er, strejken er nu udbrudt, og der må gøres alt for at føre den til et heldigt resultat. Hertil udfordres fra mursvendenes side tålmodighed, udholdenhed, selvfornægtelse, og fremfor alt sammenhold. Det vil gælde om at kunne udholde kampen sålænge som mulig med de små pengemidler, som står til deres rådighed, og vi kan derfor ikke undlade at advare de strejkende mod alle skruers værste fjende, nemlig kroen. Den uvante lediggang opfordrer til at nyde både spise og drikke udenfor hjemmet, og det er for kostbart, når pengene har den værd, som under en strejke, iøvrigt tvivler vi ikke på, at den enighed og det kammeratskab , der har gjort murerne til en af arbejdsklassens kraftigste foreninger, også vil vise sin styrke nu, da det gælder at opnå en varig fordel for standen i det hele. Vælgeres retfærdighed, men omsorgen for deres eget velvære. Hvis nemlig arbejderstanden idag kan sætte sin repræsentant igennem her, og måske et eller to steder til, så vil arbejderbevægelsen være ledet i en for en rolig samfundsudvikling ufarlig retning; så vil arbejdernes klager og besværinger komme til en alvorlig drøftelse i rigsdagen, og ingen af os vil da beklage sig, hvis nogle af fordringerne bliver tilbagevist eller modererede. Men lukkes alle håbets døre for os, viser vore modstandere os, at de ikke engang vil høre den fjerde stand; - da, mine herrer, må de tilskrive dem selv, hvis udviklingen tager en retning, som hverken de eller vi ønsker, lukker de ventilerne på dampkedlen, så må de være forberedte på, at stykkerne springer dem om ørerne. Derfor, mine herrer, overvej vel dette skridt, som de nu står i begreb med at gøre. Arbejderne er idag mødt her med det oprigtige ønske, ad lovens vej at forsøge at bringe deres fordringer frem. Ved at stemme imod mig, ved at bevirke, at jeg ikke bliver valgt, vil storborgerne levere arbejderne et bevis for hvor umulig det er for dem, under de nuværende love, at opnå forbedring i deres kår. Men arbejderbevægelsen er som en brusende strøm: afled den ved kanaler, og den vil frugtbargøre omegnen; sæt dæmninger for den, og den vil omstyrte dem og rive træer og huse med sig. Vælg nu, mine herrer, efter deres overbevisning!

Bladartikler af Louis Pio -1871-73.

Hr. Crone opkaldte d. 18 november trykkeren af bladet »Socialisten« i anledning af en »Opfordring til Københavns snedkere«, som var trykt særskilt og ikke var forsynet med firma. Foranlediget ved den samtale, som bogtrykker O. C. Olsen havde med politidirektøren, opsagde han bladet. Dette flyttedes da til hr. Oettinger, men efter at hr. Oettinger havde trykt et nummer af bladet og haft en »konference« med politiet, meldte han sig fra det, og »Socialisten« vandrede til Strandbergs Bogtrykkeri. Her blev vi i to uger, men så var freden forbi, og »nu var alle sunde lukkede«; med stort besvær havnede vi hos Christiansen på vandkunsten, der var et par dage om at trykke bladet på en håndpresse fra Kristian den 4des tid. For at slutte beretningen om disse trykkeribesværligheder med det samme er det måske bedst at tilføje, at Christiansen holdt tre numre ud (til nytår 1872), så måtte vi til Malmø, hvor Brix i 4 uger sloges med bogtrykkeren, hr. Bååt, der endog en nat dunkede ham op af sengen for at spørge, om et krast udtryk ikke kunne forandres, da han ellers ikke turde trykke bladet. Efter 4 numre vendte vi tilbage til Christiansens sneglepresse i København for endelig at udvandre med sidste nummer af ugebladet til - Hamburg! Det første nummer af dagbladet (d. 2 april 1872) tryktes atter hos en ny, nemlig hos Henriksen. Der blev nu med kraft taget fat på at danne »frie fagforeninger« i de forskellige fag, og da »Internationale« ved en højesteretsdom i 1873 blev forbudt, og den »Den Demokratiske Arbejderforening« gik ind, fik de nye fagforeninger ikke tilknytning til nogen international organisation, men virkede indenfor den nationale ramme. De fri fagforeninger udgjorde gennem Centralbestyrelsen det socialistiske arbejderparti, og formaliter var derfor, at ethvert fagforeningsmedlem socialist. Centralbestyrelsen bestod af 2 repræsentanter for hver forening, og disse valgte igen en formand, en næstformand og kasserer. Organisationens arbejde gik væsentligst i tre retninger. Dels gjaldt det om at vinde politisk magt og indflydelse, hertil benyttede man møder og pressen. Dernæst arbejdede man på gennem højere løn og kortere arbejdstid at højne arbejdernes levefod, og for det tredje søgte man at forberede produktionsmidlernes overgang til samfundsejendom gennem oprettelse af produktionsforeninger udgåede fra og ledede af fagforeningerne.

Vejens farer og dens Fata Morgana

…………som vandrerens gang gennem ørkenen, således har arbejderens gang været gennem historien. Trællende arbejder han, sig frem fra vuggen til graven, imedens sulten sønderriver hans indvolde, og sorg og ulykker, hån og foragt gør hans øjne røde af gråd, ryggen bøjes, knæerne mattes, blikket sløves; mekanisk udfører legemet sin dont, medens sjælen sover. Men når han vil til at segne under byrden, da indtræder der et vendepunkt. En ny religion eller en og anden statsomvæltning viser ham pludselig udsigten til et lykkeligere liv, en ædlere anvendelse af kræfterne. Da luer den udødelige sjæl op i det forpinte legeme, da svulmer kræfterne, da glimter ånden, da rejser han sig til stordåd og heltebedrifter; da viser han sine forbavsede tyranner, hvorledes geniet kan skjules under pjalterne som en gnist under asken, for ved det første heldige lufttræk at blusse op til en flamme, der kaster sit lysende skær over en hel tidsalder. Men desværre! Når overmenneskelige anstrengelse har bragt ham til det sted, hvor han troede, at målet lå, så er dette igen rykket ud i horisonten. Lykken var et Fata Morgana fremgøglet af en eller anden blandt hans snedige tyranner, der ønskede at benytte hans samsonskræfter i sin tjeneste. Da gribes han af fortvivlelsen; ulykkerne slår sammen over hans hoved, han kæmper i blinde og ligger under i kampen. Hans blegede ben genkalder i fremtidige slægters erindring, hvor meget mod og kraft, der allerede er forbrugt på den møjsomme vej, som fører til menneskehedens frigørelse og lykke! Intet under derfor at arbejderen er mistænksom. Intet under at han med vantro mine lytter til de højere stående klassers fortællinger om de underfulde resultater, han vil kunne opnå, hvis han blot vil være rolig og lade dem handle. Nej, luftslottenes tid må og skal, være forbi. Kraftigt og sikkert må arbejderen skride frem ad enighedens og organisationens vej, han må samle alle kræfter og selv udføre det befrielsens værk, som alverdens doktrinære og absolutister ikke i århundreder har bragt ham et skridt nærmere mod. Lad så længe nok luftsynet skinne, hvadenten det er i form af „arbejderboliger" eller „kasser" af alle mulige slags; vi ved jo dog, at det hele er bedrag, og at det for et roligt øje vil opløse sig sent eller tidligt til tåge og støv!

Om vore landboforhold

Hr. Redaktør!, Jeg har efter deres ønske tænkt over de forskellige forslag til en omordning af vore ulykkelige husmandsforhold, som de fremsatte under vor sidste samtale, og som jeg lovede, skal jeg nærmere omtale det, der synes mig at være det heldigste. Betragter man den måde, hvorpå jorden behandles, og de produkter, som den giver, vil det let opdages, at der her er en bestemt forskel tilstede, eftersom jordarealet er større eller mindre. Alene den for enhver københavnsk gane mærkelige forskel mellem bondesmør og herregårdssmør, bonde-ost og herregårds- eller præste-ost, må vække betragtninger i denne retning, men endnu stærkere gør de sig gældende, når han som fagmand ser på jordens behandlingsmåde. Det kommer da snart til at stå klart for en, at der ved den ulige behandling, som bliver små og store jorder tildel, går uhyre kapitaler tilgrunde hvert år. Og der ligger ingen skyld hos den mindre besidder. Den anvendelse af maskiner, den følgen med de nyere opdagelser i agerbruget, den omhyggelige behandling af varerne, som ejeren af 800 tdr. land god jord eller mere kan præstere, er selvfølgelig en umulighed såvel for gårdmanden med de 40-60 tdr. som for husmanden med 2-4 tdr. For disse to klasser indtræder der således, det uheldige tilfælde, at ikke alene bliver jorden dårligere behandlet, - og giver som følge deraf færre fold, - men tillige kan de produkter, der leveres, i de fleste tilfælde ikke stilles ved siden af den store jordbrugers, der har et velindrettet mejeri og de bedste dyreracer. Det er min faste overbevisning, at indførelsen af et agerbrug blandt husmænd og bønder, som svarede til eller rettere var lig med det, som nu de dygtigere godsejere anvender, - naturligvis sjælden selv, men hyppigst pr. forvalter - ville mindst fordoble indtægten af de mindre jorder. Man kan altså gå ud fra som givet, at den størstedel af jorden her i landet drives på en ikke tidssvarende måde, at der derfor hvert år tabes store summer, og at dette kapitaltab udelukkende kommer de små jordbrugere til skade. Nu bliver spørgsmålet altså, hvorledes er det muligt at få den fulde værdi, det fulde udbytte ud af hver jordlod, den være nok så lille? Hertil vil jeg svare med deres ord: det fulde udbytte af jorden vil først nås, når han lærer at genoptage den gamle fællesskabside på en tidssvarende måde. Er det først på det rene, at en jordlod må være mindst 4 á 500 tdr. (god jord), for at det skal kunne betale sig at anvende maskiner til besørgelsen af arbejdet, så må det vel kunne blive indlysende, at de mindre jordbrugere, gårdmænd og husmænd, bør slutte sig sammen for at kunne konkurrere med de større, såvel i den omhyggelige behandling af jorden, som i kreaturfodringen og produkternes tillavning. Men hvorledes skulle en sådan sammenslutning gå for sig? Ja, give en fuldstændig, detailleret plan hertil, skal jeg vel vogte mig for, eftersom det jo ville være unyttigt, sålænge princippet ikke har vundet bifald; dog skal jeg ikke vægre mig ved at angive grundtrækkene. Lad os altså antage, at en del beboere af et sogn, gårdmænd og husmænd slog sig sammen om at dyrke jorden og lad os sætte dennes størrelse til 800 á 1000 tdr. almindelig god bonitet. Det første medlemmerne af fællesskabet da får at gøre, er at udnævne af deres midte en komite, en bestyrelse, der kan have overopsigten med driften. Dernæst må der måske antages en forvalter, der kender til det nyere agerbrug og navnlig maskinerne og deres anvendelse. Efter at dette er sket, må der optages en liste over de maskiner, som er nødvendige, samt angives hvilke konstruktioner, der ønskes. Denne liste bliver at indsende til billigelse til vedkommende ministerium (arbejdsministeriet) i København, der så anviser de nødvendige penge mod sikkerhed i hele gård- og hussamlingen. Maskinernes benyttelse til de enkelte gårdes og huses jorder vil naturligvis ske efter komiteens anordning. Samtidig hermed indrettes der et fælles-mejeri, hvortil mælken fra medlemmernes kreaturbesætning føres. Komiteen bestyrer mejeriet og de nødvendige penge fælles til lån af staten. Hvor komiteens myndighed ligeoverfor jordernes drift skal ende, og hvor ejerens skal begynde vil jeg naturligvis ikke indlade mig på at besvare, da dette spørgsmål bedst lader sig løse ad praktisk vej. Derimod vil jeg gøre opmærksom på en anden side af sagen, som komiteen skulle beskæftige sig med og ordne. Der ville naturligvis blive en hel del arbejde at udføre ved fællesdriften. For dette arbejde skulle der sættes en bestemt rimelig takst, og det skulle først tilbydes husmændene, der var indtrådt i fællesskabet. Kun når disse ikke ønskede at overtage det, eller ikke var tilstrækkelige i antal dertil, ville komiteen have frihed til at henvende sig til andre. Jeg har, som de vil se, ikke gjort meget andet end fæste deres udtalelser til papiret. Det hele er, og skal kun være, en løs skitse, der kan give en nogenlunde ide om gangen i forslaget. Det er mit håb, at disse par ord måske kan bringe en eller anden til at tænke over spørgsmålet og med interesse undersøge, om der ikke ad den antydede vej kunne findes en løsning af det agrariske spørgsmål. Kunne der findes en sådan, da var det sandelig på tide, hvis ikke den danske husmandsstand skal synke ned i uudholdelig elendighed eller søge sin frelse i midler, der næppe vil gavne den bestående samfundsorden.

Religionen

Fri tænker kaldes jeg, det er min hæder - fribåren er jeg og jeg tænker frit (Runeberg)

Hvor mangfoldige og forskelligartede er ikke de tanker, som vækkes ved ordet religion! Man ser i fantasien jøderne drage om i ørkenen i 40 år trygt stolende på den ånd, der viste sig for dem som ildsøjle om natten og som skymasse om dagen. Man hører den lidende kristus på korset udbryde: „fader, i dine hænder befaler jeg min ånd!" Man erindrer de talløse martyrer, der i de første kejseres tid døde for deres tro under skrækkelige lidelser, og man mindes med beundring, hvorledes tusinder af korsfarere i middelalderen forlod hus og hjem, ægtefæller og børn, for at generobre „den hellige grav" fra de hedenske saracener. Men hvorledes skulle man kunne undgå samtidigt at tænke på de blodige stridigheder om uvigtige læresætninger, som sønderrev den tidligste kristne kirke? Genlyder ikke skrigene af de millioner ulykkelige, som fanatiske præster stegte på bålene for „kætteri og trolddom" i vore årer? Findes der nogen, som endnu kan glæde sig ved at læse, om inkvisitionens torturkamre i Spanien, om katarernes udryddelse i Sydfrankrig, om Bartolomæusnattens rædsler eller om de hundredetusinders elendighed, som Ludvig den Fjortende's „religiøsitet" drev i landflygtighed? „Men", kunne man spørge, „er disse skrækkelige og sørgelige katastrofer i menneskehedens historie nu også bevirket ved den kristelige religion? Har kristus lært, at man burde dræbe og brænde anderledes tænkende?" Nej, ikke ét eneste bibelsted, ikke en eneste handling af kristus vil man kunne anføre som undskyldning for de utallige voldsgerninger af enhver art, der er begået med religionen til skalkeskjul. Men et sted må jo fejlen ligge; lad os da se, om vi kan finde den. Når en eller anden stor og mægtig ide griber et menneske, da vil virkningen heraf på hans tankegang blive desto større, jo mindre udviklet hans sjæleevner er. Det harmonisk udviklede individ vil aldrig opfyldes således af ideen, at hans fornuft bliver helt kvalt; han vil måske nok i et enkelt øjeblik ved omstændighedernes magt blive revet med, blive hvad man kalder fanatisk; men denne tilstand vil dog stedse være forbigående. Anderledes forholder det sig med det i åndelig henseende kun svagt udviklede menneske; her vil ideen med sin fylde og kraft overvælde fornuften, og der bliver i sjælen kun tilbage en urokkelig, blind forvisning om og tro på ideens ene gyldighed og absolutte retfærdighed, og et rasende, instinktmæssigt had til alt, hvad der ikke kan bringes i overensstemmelse med den. Medens derfor, hos den første art, begejstringen udvikler og forædler personligheden, vil den hos de sidste udrydde den: alle fanatikere, der er besjælede af samme ide, ligner hinanden. På grund af sin fuldstændig nye livsanskuelse, måtte den kristne religion efterhånden få en uhyre indflydelse på sine bekendere. Den lærte, som et af sine hovedbud, åndelig og legemlig fornægtelse, den betegnede det naive, det barnlige, det enfoldige i skarp modsætning til hedenskabets filosofiske opblussen. Intet under derfor, at den store, uvidende mængde med fortrøstning kastede sig i armene på og fuldstændig hengav sig til en religion, som kun fordrede kærlighed til gud og frelseren, men afviste al besværlig fornuftræsonnement og begriben. I forudfølelsen af de anstrengelser, der forestod den, når den skulle til at betro sig til fornuftens ledelse, trak menneskesjælen troens dyne langt op over hovedet, og havde intet andet svar til den, der ville trække den bort, end: Til bålet med ham! Derfor, kæmpede katolicismen tappert mod arianer og slangebrødre, mod katarer og valdensere, mod Johan Hus og mod Luther. Men skønt den romerske kirke rullede sig sammen som et pindsvin og holdt lidt på biblen og meget på traditionen, skønt den lavede helgener og relikvier af de mest mærkværdige ting, og fyldte almuens fantasi med passionsskuespil og tragikomiske processioner, så trængte dog fornuften igennem til sidst. Afladen forsvandt, helgenbillederne blegnede, relikvierne kom i museerne og martyrernes tal aftog. Oplysning og videnskabelighed udbredte sig, og med disse kom deres uadskillelige ledsager, tvivlen. Understøttet af den, næsten nydannede naturvidenskab, gennemtrængte og angreb den alt, hvad der tidligere havde været omgivet med autoritetens glans. Tankerne blev til fosfor, kærligheden en dyrisk drift, livet en kemisk proces og gud en ubekendt størrelse, et x, som man under uvidenhedstilstanden havde lånt for at bringe ligevagt i ligningen, men som man nu, efter naturlovens „opdagelse" ikke længere mente at behøve. Hvad man nu end vil dømme om de konsekvenser, hvortil tænkningen har ført nutiden i religiøs henseende, så er der dog et resultat, som man ubetinget må glæde sig over, og det er, at begærlige og ideforladte herredomme derfor kun være skadeligt og hæmmende for menneskehedens videre udvikling. Men den omformende og fornyende virksomhed går urokkeligt sin gang ved egen kraft, tiltrods for disse storborgeres frafald, som tidligere vedkendte sig den. Omdannelsen strider nu fremad uden storborgerne, fordi dens sande mål indeslutter langt mere end en enkelt klasses interesser; dens mål er tværtimod alle klassers ophævelse, såvel de privilegeredes som de undertryktes; og på den jævnede grund vil den da opføre en lighedens og retfærdighedens samfundsstat.

Næveretten og den fri konkurrence

I hine skønne tider, da de lærde troede, at jorden var „så flad som en pandekage", da den hellige Peters efterfølger var i ubestridt besiddelse af portnerembedet ved himlen, da kongerne af „guds nåde" salvedes med en petroleum, der nedbragtes direkte fra det overjordiske lager, og da præsterne foretrak lugten af en stegt kætter eller heks for den af en branket kapun,- i hine dage var menneskeslægten blandt andet svært plaget af et udslet, som kaldtes „riddervæsenet", og som navnlig havde sit sæde i Tyskland, Frankrig og Spanien, skønt det ville være synd at sige, at vi her i Danmark ikke også havde en rem af huden. På alle klippetoppe eller i mangel deraf på højene så man røverreden omgivet af tykke mure og dybe grave; her lurede ridderne på forbidragende ligesom en edderkop på en flue, og herfra foretog de udflugter i det omliggende land, plyndrede stænderne og brandskattede endog klostrene, - bønderne gik fri, for de havde ingenting. Kom der så uenighed imellem disse fyre selv, da måtte sværdet adskille trætten, og af denne praktiske fremgangsmåde fulgte naturligvis med nødvendighed, at den svageste til alle tider havde uret. Denne form af retfærdigheden kaldtes næveretten, og den anvendes i vore dage mellem staterne indbyrdes. Med hensyn til forholdet mellem mand og mand skete der imidlertid efterhånden en forandring, navnlig da krudtet blev opfundet. Den personlige kraft og tapperhed tabte sin betydning lige overfor skydevåbnene, dommermyndigheden gik over fra de enkelte riddere til landets, det vil sige kongens domstole; retten tilkendtes ikke længere den stærkeste, men den rigeste eller den fornemste. Men snart var denne fordel ikke tilstrækkelig for pengemanden; der var dog så mange indskrænkninger og vedtægter, bånd på handelen og bånd på næringsdriften, der forhindrede ham i at trække de fulde renter af kapitalen; han kunne ikke dengang, som nu, være på en gang bankdirektør, reder, smed, telegrafist, latrin-entreprenør og en hel del andet; han misundte i sit stille sind ridderen, der hver dag havde haft lov til at udsuge og udplyndre folket. Men hjælpen kom snarere, end han kunne vente det, og naturligvis fra bomuldslordernes og fabriksnødens hjem, England. Der opfandtes nemlig læren om „den frie konkurrence", der bryder alle handelens og industriens indskrænkninger, denne genfødte næveret, der tilkender rigmanden alle værdier, som frembringes ved arbejdet på hele jorden, dette åg, der truer med at skabe en million trælle for hver hersker. At der imellem det nye og det gamle princip i virkeligheden kun er en uvæsentlig forskel, vil måske bedst ses af eksempler. Lad os antage, at en lille selvejerbonde i fordums tid til nabo havde en af de omtalte riddere; hvad blev så næsten stedse resultatet? Simpelthen at bonden, der på alle mulige måder plagedes, chikaneredes, ja endog blev overfaldet, plyndret eller kastet i fængsel af ridderen, til sidst i fortvivlelse overgav sig til ham med hud og hår, blev hans „fæster", eller rettere sagt hans livegne og trællede sin øvrige tid for hans pung. Dette skete altså ved hjælp af næveretten. Lad os endvidere antage, at i nutiden to snedkermestre på en gang løser borgerskab og nedsætter sig i en købstad. Den ene har gået hele turen igennem som dreng og svend, han er en dygtig arbejder, men har kun en ubetydelig kapital at begynde med. Den anden kan knapt føre en høvl; han har måske „gået på kursus" hos Weitemeier i ét årstid; men han har lommen fuld af sin faders penge, og han har fine bekendtskaber. Han får sig for en billig pris en dygtig bestyrer, lejer en elegant butik, opretter et magasin, - og nu skal de to mestre til at konkurrere, med andre ord, de skal se, hvem af dem, der er stærkest. Den ene er ubekendt og fattig, han må købe materialerne i små partier, altså dyrt; han kan kun holde de svende, som han har arbejde til i øjeblikket, han får rimeligvis kun de dårligere, og må dog, betale dem højere løn; han har intet på lager, alt skal bestilles hos ham og betales kontant. Den anden køber alting billigt, fordi han køber meget; han kan give kunderne kredit, han har udstrakt bekendtskab, han kan få magistratens arbejde og holde sine svende hele året igennem, da han har lager; der er selvfølgelig rift om arbejdet hos ham, han kan vælge sine svende, og lønnen behøver ikke at være stor, fordi arbejdet er stadigt. Kunderne finder måske, hvad de ønsker på lageret eller kan dog få det meget hurtigt. Er der nogen af vore læsere, der tvivler om, hvem af disse to, den rige snedkerdreng eller den fattige snedkermester, der går af med sejren? Efter et års forløb arbejder rimeligvis den sidste som svend på den førstes „fabrik", akkurat ligesom selvejerbonden blev, fæster hos ridderen. I almindelighed sørgede fortidens ridder eller herremand for, at hans dårligste fæstegård blev prakket den af hans bønder på, der havde samlet sig lidt skillinger og havde vist, at han var en dygtig arbejder. Når så fæsteren havde sat alle sine penge til på at bygge gården op og købe besætning, når han havde slidt og slæbt, i en række af år for at forbedre jorderne, så kom herremanden med sin tidligere lakaj, birkedommeren; man fandt naturligvis let noget at udsætte på besætningen eller bygningerne, og bonden blev på aldeles lovlig måde jaget fra gården og kunne for fremtiden ernære sig ved at tigge. Og når nu til dags en arbejder har været på en fabrik i 20 år, når han er blevet gammel og svag, når hans bedste og kraftigste alder er anvendt til at tjene penge for fabriksherren, når han måske ved dennes ligegyldighed eller gærrighed er blevet invalid, så - ja så bliver han jaget bort; han er nu en udpresset citron, og der er friske nok på markedet; han kan gå på ladegården; og hans tidligere „herre", der møder ham i de blå benklæder, tænker ved sig selv, at det nuværende samfund dog er et mageløst humant samfund, siden det har en ladegård for folk, som ikke længere kan tjene penge til storborgerne. Skam jer derfor, I dårer som stedse råber på at riddertiden og dens poesi er forsvunden. Ser i da ikke, at det kun er en formel forandring, der er foregået. Ligesom ridderne tidligere stak til hverandre med skarpe lanser ved de prægtige turneringer, således stikker nu hver dag børsjobberne og aktiesvindlerne til hverandre ved løgnagtige telegrafefterretninger; ligesom man dengang brændte, hængte, halshuggede, fængslede og landsforviste de nedrige kættere, der ikke ville tro på helgene og pavens ufejlbarhed, således fængsler, landsforviser, æreskænder og bagtaler man nu dem, som ikke tror på „det bestående" (det gælder såvel i social som i politisk henseende-, hver dag ser man sådanne anfald i de doktrinære blade på deres modstandere); ligesom man endelig dengang ved sværdets magt undertrykkede og brandskattede den svage, således udpiner man nu den fattige håndværksmester og arbejder ved hjælp af kapitalen. Den gyldne middelalder holder atter sit indtog iblandt os! Leve storborger-ridderne! Leve den genfødte næveret! Den frie konkurrence!

Filosofi og religion

Wir wollen auf Erden glücklich sein Und wollen nicht mehr darben Verschlemmen soll nicht der faule Bauch Was die fleißigen Hände erwarben (H. Heine)

Formålet for enhver menneskelig virksomhed er at kunne se, og på denne mulighed af at leve, har alle, som af naturen kaldet til live, den samme retssordring. At leve så behagelig som mulig, det fordrer enhver som menneske. Ingen er mere eller mindre menneske end andre, følgelig har de alle lige ret til at stille denne fordring. Men med den sfære, hvori naturen sætter en med de egenskaber og færdigheder, hvormed den udruster en, må man være tilfreds. Egen har ingen ret til at være en palme, men den er derimod ligesåfuldt et træ som palmen er det; i hver sfære har altså mennesket ret til at være menneske, i dette ords fyldigste betydning. Den institution, som er indsat for at opnå og opretholde alle menneskerettigheder, kaldes regering eller stat. Har en enkelt del af staten tilrevet sig mere end der tilkommer den, da er det statens pligt at genoprette ligevægten, gengive enhver sit og beskytte den enkelte i besiddelsen heraf. Gør en regering ikke dette - omendskønt den er oprettet for det samme, omendskønt det er dens pligt, - foranstalter den intet for at det kan ske, som ethvert folk i kraft af sine menneskerettigheder har ret til at ville, da er folket henvist til sig selv, thi hvo der har ret til målet, har også ret til det eneste middel, der fører til målet. Således taler filosofien, og det er en højst ubehagelig modstander for storborgerne, thi den hviler på en urokkelig basis, på den sunde menneskeforstand. Da ovenstående udvikling imidlertid måske vil være lidt vanskelig at fordøje for de fleste af vore læsere, så skal vi oversætte den på bredt dansk: Jorden med alle dens herligheder og skatte, dens plante- og dyreverden, dens metaller og mineraller, ejes af menneskeheden, det vil sige af de ca. 1200 millioner mennesker, som beboer den; og det således, at enhver har ret til det, der af jordens produkter etc. er nødvendigt for hans tilværelse, snart måtte gå op for mennesket, dels at de enkelte menneskers interesser let kunne komme til at modvirke hverandre, dels at der ved fleres samvirken opnås mere for hver enkelt, end denne kunne opnå alene, så sluttede de sig instinktmæssig sammen i større forbund, der kaldtes stater. Den bevidste eller ubevidste hensigt med staternes oprettelse var altså den, at spare arbejde ved den forenede virksomhed, at ordne arbejdet således, at den ene ikke modvirkede den anden, og at fordele det udkomne efter enhvers andel i arbejdet. Denne opgave er også blevet løst, omend ufuldkomment af de første stater, da den oprindelige hensigt endnu ikke var gået af glemme, og spor af den findes langt ned i tiden; således tilbagegav jøderne al købt jord hvert halvfjerdsindstyvende år. Stammer i det sydlige Tyskland, Schweits og Illyrien foretog på kristi tid endnu årlige omfordelinger af jorderne; peruanerne i Amerika kendte slet ikke, hvad det var at have privatejendom osv.. Men efterhånden rykkede statens styrere og forstandere op i en højere klasse end de øvrige medlemmer og ligeledes dannede de klogere særegne værdigheder ved at benytte deres medmenneskers dumhed og overtro. Krigens og religionens nævenyttige embedsmænd blev de to fyrste privilegerede stænder: adel og gejstlighed. Og da statsinstitutionen således først engang var veget ud af det rette spor, så måtte afvigelsen stedse blive større, indtil endelig nu til dags magthaverne endog vover at påstå, at den skæve opfattelse er den eneste rigtige, at massen af folket er til for at arbejde og tilvejebringe, hvad de højere stænder har brug for, at jorden ikke er fællesgods, men skænket enkelte af gud udvalgte personer, og at ingen nok så stor misbrug af magten kan berettige de undertrykte til at fornærme deres plageånder. Vi ser altså, at filosofien er af en helt anden mening. „Men", siger vore modstandere, „religionen, den kristelige religion er for os." Det er løgn. Efter bibelen, 1 Mosebog I, 28-29, gav gud menneskene herredømmet over hele jorden, over havets fisk, himlens fugle og dyrene, der kryber på jorden, men han gav dette herredømme til Adam og hele hans slægt, ikke til storborgerne og kapitalisterne. Og da gud senere sagde til Adam: i dit ansigts sved skal du æde dit brød, da gjorde han ingen undtagelse herfra, han tilføjede ikke: men nogle dagdrivere blandt dine efterkommere skal have lov til at berede deres brød ved hjælp af andres sved. Og det nye testamente bekræfter heller ikke en sådan opfattelse. Kristus siger til enhver, som har to kjortler, at han skal dele med den som ingen har, han opfordrer den unge mand til, at han skal sælge alt sit gods og give det indkomne til de fattige, og han udelukker den rige fra himlen. Også apostlene lærer det samme; de befaler at adlyde gud mere end menneskene, og Paulus udbryder: i ere dyrekøbte, vorder ikke menneskenes trælle! Religionens virkelige mening er at yde mennesket en trøst for de ulykker, som det ikke står i menneskelig magt at undgå, såsom sygdomme, de nærmestes død osv.; men idet den anerkender menneskets fri vilje, må den frasige sig al skyld i de ulykker, som forårsages af vor egen ondskab eller dumhed. Den erklærer, at gud har givet alle mennesker jorden til ejendom, den opfordrer os til at indrette os så behageligt som muligt på den, og jorden selv frembringer også så meget, at alle ville have mere end nok deraf; når altså desuagtet den størstedel af menneskeslægten lever i usselhed, og en ringe del i vanvittig fordærvelig overflod; når fattige sulter ihjel på marmortrinene til de riges paladser, hvor skødehundene måske hver dag æder op, hvad en hel familie kunne leve for, så må vi ikke påstå, at religionen byder os at bære en så slet samfundsorden uden at klage, tværtimod, den udslynger sine største forbandelser mod alle, der er skyld heri; den fordrer „frihed, lighed og broderskab" for alle mennesker, og den råber truende: se øksen ligger allerede ved træets fod og hver det træ, som ikke bærer frugt, skal omhugges!" - „hvorfor er der rødt på dit klædebon?" spørger profeten Esajas, „hvorfor er dine klæder som dens, der træder vinpersen?" Og „den retfærdige, som er mægtig til at frelse", svarer: „jeg trådte persekarret, jeg alene, og der var intet af folkene med mig, så trådte jeg dem i min vrede og stampede dem ned i min harme; da sprudlede deres blod op på mine klæder, og jeg fik alle mine klæder besudlede. Thi hævnens dag var besluttet i mit hjerte og mit genløsnings år var kommet!"

Den frie kærlighed

De læsere, der med opmærksomhed har fulgt vort blad fra dets begyndelse, vil kunne bevidne, at vi aldrig har bragt det ægteskabelige spørgsmål eller rettere „kærlighedsspørgsmålet" på bane. Grunden hertil har været en dobbelt. Dels giver en diskussion derom let lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og erklæringer, som næppe er på sin plads i et dagblad; dels er det et spørgsmål, som kun kan finde sin opløsning efter at de øvrige sociale uligheder er fjernet, og det må derfor siges at være tidsspildende at beskæftige sig dermed på sagens, nuværende standpunkt. Der er imidlertid i den seneste tid fra flere sider forsøgt på at benytte læren om „den frie kærlighed" til angreb på os, og da det under sådanne omstændigheder ikke kan gå an, at der hersker uklarhed om, hvad vi socialister egenlig mener i denne henseende, så har vi ikke længere troet at burde unddrage os fra at behandle dette tema. Vi skal da først i al korthed fremkomme med de indvendinger, vi har at gøre mod den nuværende ordning af denne del af samfundsforholdene, om hvilken de fleste vel på forhånd vil indrømme, at den kunne være en hel del bedre, ægteskaberne f.eks. i middelklassen sluttes således i almindelighed meget sent for mandens vedkommende, grundet i pekuniære forhold; og de samme grunde foranlediger en mængde ægteskaber, hvori kærligheden slet ingen del har. Følgerne heraf er lette at se: manden har inden sit giftermål en mængde løse kærlighedsforbindelser, og, den unge kone, der får en næsten gråhåret, eller dog en hende ligegyldig mand, vil trøste sig i andres arme. Skulle man for Københavns vedkommende opregne de koner, der har elskere, eller de mænd, der har „familier i byen" udenfor den officielle, så blev kataloget vel ligeså tykt som industriudstillingens. Om de kortvarige forbindelser, om stævnemøderne, om skovturene, om korrespondancerne, osv., derom kan vi kun henvise til Østergade, fodpostkontoret, „Dags-Telegrafens" spalter, Tivoli, restaurationerne efter kl. 11, pavillonerne, danseboderne, osv. osv.; men uden at fordybe os i detailler, der er overflødige for den vidende og farlige for den uvidende, tror vi at kunne gøre regning på de flestes samstemning, når vi påstår, at den allerstørste del af den mandlige og en ikke ringe del af den kvindelige ungdom i praksis hylder en kærlighed, der næppe kan kaldes „ufri". Skulle der virkelig endnu i denne retning findes en eller anden „vantro Thomas", så vil han blive overbevist, når han henvender sig til politiet, til lægerne eller til statistikerne. I året 1869 var de uægte fødsler i Berlin ca. 50 pct., og de sidste år skal have forværret forholdene endnu mere; for Danmarks vedkommende ser vi os ikke istand til at angive, procentantallet; men det turde dog vise sig at være mellem 30 og 40 pct. Det værste ved det hele er imidlertid de uhyggelige forhold, hvorunder de stakkels børn kommer, der uden egen skyld bliver stemplet med mærket „uægte". Medens nemlig kun 28 pct. „ ægte" børn dør inden deres femtende år, så går i samme tidsrum ikke mindre end 69 pct. af de „uægte" børn ud af verden og til hvor mange mord giver ikke den hele hæslige ordning anledning! Hvert øjeblik fortæller aviserne om barnefødsel i dølgsmål eller barnemord. Lige overfor sådanne kendsgerninger forbavses man over, at en storborger tør stå frem og tale om moralitet; man fristes næsten til med Goethe at svare ham: „Du hüllest dich in deine tugend ein? Das nenn' ich - leichtgekleidet sein!". Thi, hvem er det, som går efter damerne, med næseklemmer om aftenen på Østergade? Hvem er det, der fylder Tivoli om sommeren? Hvem er det, der i dameselskab drikker champagne om natten på restaurationerne? Hvem er det, der lejer elegante lejligheder til „enlige damer"? Hvem er det, der fylder postkasserne, med postrestance breve? - ingen andre end storborgerne, både de gamle og de unge. Vi vil ikke i moralsk henseende ubetinget forsvare arbejderklassen; men så meget er vist, at den fordærvelse, der kan findes i den, har sin nød i samfundets højere kredse. Så længe der findes unge drivere og gamle slyngler, der gør det til deres livsopgave med fyldte pengepunge, med pynt og stads at forlokke unge piger, der er opvoksede under nød og sult, - så længe kan der ikke tænkes at ville indtræde nogen forandring til det bedre; og kommer storborgerne til os med bebrejdelser for umoralske teorier, så har vi ikke andet svar til disse umoralske praktikere end: fej først for eders egen dør! Men hvad mener nu vi socialister med teorien om den frie kærlighed? Skal der ikke længere finde noget samliv, noget ægteskab sted? Skal vi i denne henseende tage os dyrene til mønster? Vil vi med andre ord miskende det åndelige moment i forbindelsen mellem mand og kvinde, for udelukkende at holde os til det sanselige? Nej! Men vi forlanger derimod først og fremmest, at den nu nødtvungne kirkelige ceremoni bliver frivillig, således at altså det borgerlige ægteskab bliver det i juridisk henseende ene gyldige. Dette er iøvrigt en ligefrem følge af vor fordring om kirkens adskillelse fra staten. Dernæst ønsker vi, at denne borgerlige ægteskabskontrakt skal kunne indgåes på et bestemt antal år, eller at den overhovedet skal kunne ophæves, når den ene af parterne fordrer det; dog må der, for sådanne tilfælde, ligesom nu ved skilsmisse, træffes bestemmelser for at sikre modparten i pekuniær henseende. Endelig måtte vi naturligvis, så længe den nuværende arveret består, forlange, at forskellen mellem ægte og uægte børn bortfaldt, ligesom at alle hindringer for ægteskabet, såsom modtaget fattigunderstøttelse, osv. hævedes. Man vil måske råbe på, at så løb folk fra - efter otte dages forløb. Det er, en dum indvending. Er folk nemlig efter otte dages forløb blevet kede af hinanden, kommer det os bedre, at de går hver sin vej, end at de tvinges til at leve f.eks. 50 år sammen i et jordisk helvede. Andre måske siger, at ægteskabets åndelige betydning forsvandt, når det ikke velsignedes af en præst. Hertil vil vi svare, at det jo står enhver frit. For at lade sit ægteskab indvie af så mange præster det skal være; kun udfordres det ikke til den juridiske gyldighed. Derimod er der en anden indvending af større betydning. Kvinden ville nemlig efter sine nuværende forhold blive uheldig stillet ved en sådan kontrakt. Derfor er det også, at vi indrammer umuligheden af en sådan forandring i øjeblikket; først når kvinden er ligestillet med manden, først når hun kan beskæftige sig med videnskaberne, gå til handelen, vinde embedsstillinger, osv., kort sagt, når hun får sit arbejde ligeså godt betalt som manden og altså på ethvert punkt af sit liv kan skaffe sig sit udkomme, først da vil hun også være ligestillet med manden, hvis hendes ægteskab ophæves; men så vil der heller ikke fra statens side være grund til at stille sig anderledes lige overfor dette kontraktforhold, end overfor ethvertsomhelst andet, der indgås af selvstændige personer. Hvilken uhyre indflydelse en sådan ordning vil have med hensyn til at bortrydde umoraliteten, er indlysende. Ægtefolk, som nu er tvungne af „den offentlige mening" til at forbitre hinanden livet til det sidste, vil hver for sig måske endnu kunne finde lykken. Unge piger, som, for at forsørges, nu nødes til at tage den første velstående frier, der melder sig, vil kunne vente til „den rette" kommer. Ægteskabet vil blive inderligere, når det kun holdes sammen ved den fælles kærlighed, og det vil kunne sluttes tidligere, når konen ikke som nu skal sidde på stads og „forsørges", men er vant til selv at arbejde og sørge for sit udkomme. Men fremfor alt vil ægteskabet vinde i åndelig henseende, idet manden får en livsledsagerinde, der er ligestillet med ham i kundskaber, kan forstå hans tanker og dele hans interesser, medens han nu ofte får en uselvstændig pjatte, der kun tænker på pynt og fornøjelser, og som ikke formår at holde ham fra kroen, klubben eller endnu værre steder. Det er vore modstanderes skik at angribe vore læresætninger enkeltvis, medens de naturligvis kun kan forsvares i deres sammenhæng. „Den frie kærlighed" er kun mulig, når kvinden frigøres; arverettens afskaffelse er kun mulig, når staten overtager børneopdragelsen; krigens ophør er først mulig, når staterne i en langt højere grad end nu bliver et udtryk af folkenes vilje osv.. Kun enkelte teorier, f.eks. produktionsforeninger, direkte skatter, fæstevæsenets ophævelse, fri og fælles undervisning, osv. danner overgangsformer. Dette må vi stedse erindre, når modstanderne angriber os, og det gælder ikke mindst når talen er om et emne, der så let kan misforstås, som teorien om „den ,frie kærlighed".

Arverettens ophævelse

De bedste jurister i den nyere tid har erklæret sig ude af stand til at forsvare arveretten fra et fornuftigt, upartisk standpunkt. Hvor der kun var tale om livsarvinger, der har vel nogle ment, at børnene inden forældrenes død på en måde blev medejere af formuen; men da børnene jo ikke kan forhindre faderen eller moderen i, lige til det sidste at skalte og valte med formuen efter eget tykke, og da en sådan meddelagtighed for børnenes vedkommende i formuen også måtte medføre en tilsvarende meddelagtighed i den mulige gæld, - hvad jo ingen vil anerkende billigheden af, - så har denne påstand ikke stort at betyde. Det er imidlertid naturligt, at en så gammel skik må have haft sin grund i en bestemt tankegang, der tillige må have været fælles for alle mennesker, og det har derfor en vis interesse allerførst at undersøge, hvilken denne tankegang har været, og om den måske har gyldighed endnu. Det, der har dannet grundlaget for arveretten hos fortidens mennesker, er den tanke,, at mennesket ikke ophører at eksistere ved sin død, men at han under ikke synderlig forandrede forhold fortsætter livet i en anden verden. Vore nordiske forfædre leverer os fortrinlige beviser herpå. Kæmperne blev begravede i højene med deres heste og hunde, med deres rustninger, deres sværd, ja undertiden med alle deres rigdomme. Da bålet blussede for kong Harald Hildetands lig, kastede kong Ring dyre klenodier derpå, og bad sine mænd at gøre ligeså, for at den faldne drot kunne komme rigt smykket til Valhal; og da Ejgil Skallegrimsen skulle til at dø, gemte han først sine pengekister i en eller anden klippehule. Angantyr taler fra højen med sin datter og giver hende kun nødig sværdet Tyrfing, og ville en dristig mand hente guldet ud af gravhøjene, så måtte han først kæmpe om det med den døde besidder, der kaldtes „drauge," ligesom endnu på Island. Selv slaverne blev sendt i døden, for at de kunne tjene deres herrer i den anden verden, og for at Valhals døre ikke skulle slå i på hælen af den dræbte kæmpe. Således måtte en mængde trælle og trælkvinder følge Brynhilde på bålet. De døde ejede altså endnu, fattigdom og rigdom, frihed og slaveri vedvarede ud over graven. Det samme er tilfældet med andre folkeslag. Sagaerne fortæller om beboerne af Bjarmeland, at de for hver død henlagde penge blandet med muld, og disse undertiden store bunker blev et mål for de besøgende vikingers begærlighed. Mongolerne og tunguserne gav den afdøde en hest med i graven, hos ostjakerne fik han et rensdyr. Karaiberne, negerne og sydhavsbeboeren dræber slaver til opvartning for den døde, og hyppigt bliver endog hans kone sendt samme vej. Ved negerkongers død stiger de dræbtes antal til flere hundreder, ved mongolkanen Mengku's død anslår man de dræbte til 20,000. Der er her ikke tale om ofre, det er kun en gennemførelse af ejendomsretten endog for den dødes vedkommende. Iøvrigt træffer vi jo en lignende tankegang endnu den dag i dag; når man „af pietet" lader den afdødes værelse i samme stand, som før han døde, da er det i virkeligheden til dels, fordi man ikke formår at forsone sig med den tanke, at vedkommende fuldstændigt skulle have tabt al ejendomsret til, alt krav på de genstande, som var ham kærest og nødvendigst i levende live. Idet den afdøde således fremdeles eksisterede i en højere, men dog meget menneskeagtig tilværelse, blev han ikke uden indflydelse på sin efterladte familie. Han blev dels en art skytsånd for den, men samtidig vedblev han i grunden at være den virkelige ejer af alt det efterladte, så at familiens nye overhoved kun blev bruger, og kun besad det som den afdødes repræsentant. Denne opfattelse ligger således til grund for hele den romerske arveret, hvad der udførlig er påvist i Lassalle's „System der erworbenen rechte." Og den samme opfattelse har rimeligvis gjort sig gældende hos mange andre folkeslag. Denne tro - at den afdøde endnu ikke har løsrevet sig fra den jordiske besiddelse - i forbindelse med den stærkt udprægede ærbødighed for det hensovede familieoverhoved, er det altså vi oprindelig skylder arveretten. Men så bliver det også tydeligt, at denne institution ikke længer er tidssvarende, alene af den grund, at såvel de kristne som ateisten benægter sjælens vedhængen ved det jordiske, og fordi familieideen har udvidet sig til statsideen, hvoraf må følge, at formuen falder tilbage til statens overhoved, det vil sige til staten selv, ligesom før til familiens nye overhoved. Vi plejer imidlertid at være temmelig ligegyldige lige overfor en ides historiske berettigelse, når det ikke kan vise sig, at dens gennemførelse i praksis medfører bestemte fordele, og det vigtigste spørgsmål bliver derfor, om arverettens beståen i en eller anden retning hindrer menneskehedens fremskridt, og om dens ophævelse medfører positive goder. I begge tilfælde kan vi svare ja. Den nuværende, højst skadelige, store ulighed i formuerne er en følge af arveretten. Et menneske, der skal begynde med tomme hænder, kan måske i et af tusinde tilfælde arbejde sig op, men hans formue vil aldrig blive kolossal. Hertil behøves, at den forøges gennem flere slægtled. Men den ulighed, der herved fremkommer mellem den fattige og rige arving, er ikke en følge af udygtighed på den ene side og dygtighed på den anden; den er derimod en følge af tilfældet og derfor i høj grad ubillig. Samfundet bør ikke gribe ind for at forhindre den flittige eller kloge i at erhverve mere end den dovne eller dumme; men det bør heller ikke tillade, at to mennesker, der af naturen er skabt ens, fødes til en eksistens og en virkekreds, der er så forskellig som f.eks. et fattighusbarns og et millionærbarns. Det er under sådanne forhold en skammelig usandhed at sige, at „adgangen til erhverv står åben for alle," at „enhver er sin egen lykkes skaber," at „den sande dygtighed kommer nok frem," og alle de andre løgne-fraser, hvormed man har søgt at besmykke sin uretfærdighed. Kendsgerningerne modbeviser dem; den forøgelse i velstanden som hvert år udviser, falder udelukkende på den besiddende klasse; de fattige hæver sig ikke og kan ikke hæve sig. Tværtimod bliver de med hvert år fattigere, thi fattigdommen er et relativt begreb; den stiger ikke alene ved at man selv bliver fattigere, men også derved at andre bliver rigere. Også rigdommen kan blive skadelig som arv. Den, der fødes som en rig mands søn, vil allerede som barn føle virkningerne. Tjenestefolkene må føje hans luner eller dog adlyde ham, han overmættes af fornøjelser, og lærdommen, som han skal have, gives ham ind med skeer, så at hans forstand ikke får lejlighed til at øve sig. Vænnet til overdådighed og ørkesløshed, vokser han op med den følelse at være af en højere kaste end den fattige, og med den tro, at alt arbejde er for simpelt for ham, der jo kun behøver at stole på sin faders spækkede pengepung. Det følger af sig selv, at en sådan udvikling kun kan skabe et vrangbillede af et menneske, en karakterløs dukke, hvis livsopgave består i at slå tiden ihjel med kærlighedshistorier og hasardspil, og hvis hoveddyder er at kunne kede sig med anstand, sige en lånt vittighed på et passende sted og bukke efter allernyeste mode. Dette er reglen; vi behøver vel næppe at tilføje, at der gives undtagelser. „Gud forbarme sig!" Sagde forleden dag en mand, for hvem vi udviklede denne teori om arverettens ophævelse. „Skulle man ikke have lov til at efterlade sine børn, hvad man havde fortjent, så ville folk jo aldrig lægge noget tilside." Denne mand, der var over 50 år gammel, var både rig, pebersvend og ågerkarl, hvilket altsammen ikke afgav noget godt bevis for hans påstand. Men det går mange andre ligesom ham. Folk, der ikke ejer mere end de kan bære, synes at det ville være en græsselig tanke, at deres børn ikke skulle arve deres pjalter. Hvoraf kommer denne følelse? Simpelthen af den indgroede sædvane, at betragte staten som noget fjendtligt, noget, der ikke vil borgerne vel. Man vil, med andre ord, ikke lade staten arve sine penge, fordi man er vant til at se den sluge alt, uden at man får noget positivt derfor til gengæld. Men vi må da bede erindret, at under den socialistiske tilstand, som vi forudsætter, ville hele staten nærmest være at betragte som en stor familie, og idet staten optrådte som alles arving, ville den også få den forpligtelse, som tidligere påhvilede familiefaderen, nemlig at opdrage barnet til et nyttigt medlem i samfundet, og derefter sørge for dets anbringelse. Og vi tror, at mange forældre, der nu på dødslejet plages af tanken om deres hjælpeløse børns skæbne, ville kunne lukke deres øjne rolig, når de vidste, at deres børns fremtid var sikret, forsåvidt disse blot ville arbejde. Og navnlig ville ved statens opdragelse enhver få den ham tilkommende del af den åndelige arv, som nu ene tilflyder de mere velstående, nemlig videnskabens og kulturens resultater. Det være langt fra os at tro, at vi ved disse få og spredte bemærkninger, har blot nogenlunde udtømt vort emne. Der kunne skrives, og er også skrevet store bøger om de sætninger, som vi her affærdiger med få linier; men hensigten med denne og lignende artikler her i bladet er også kun at vække selvtænkningen hos læseren over dette spørgsmål og samtidigt yde ham nogle holdepunkter. Men tro blot ikke, at disse materier ligger over „menigmands" forstand. Tværtimod; der udfordres kun, - at man frigør sig for fordomme, og dernæst tænker sundt og simpelt over sagen. Man kan stole på, at kommer nogen med påstande og lærdomme, der er ufattelige og uforståelige for den almindelige jævne forstand, så er det næsten altid, fordi disse lærdomme er gale. Allerede ved at sammenligne de taler, som arbejderne nu holder ved vore mange møder, med dem, der holdtes af de samme ved bevægelsens begyndelse, vil man kunne blive overbevist om, hvilken betydning det har, at sansen og interessen for en sag er fat i bevægelse, og vi tror, at man er berettiget til deraf at uddrage meget heldige varsler for fremtiden.

Eventyret i nutiden

Det første, man bliver blind på, er i almindelighed øjnene. Ja, efter den begyndelse tror vore læsere naturligvis, at vi vil rive ned på ministrene, der ikke kan få øjnene op for, at de allerede for længe siden burde have været der „hvor peberet - vokser." Skudt forbi, ærede borgerinder og borgere! Vi tænkte ikke så højt; vi tænkte på et mundheld, som man tit hører folk i, almindelighed komme med, nemlig at „det er en fordømt prosaisk tid, vi lever i". Vi tillader os på det kraftigste at protestere mod denne sætning, der har sin grund i en mærkværdig blindhed blandt nutidens mennesker, og hvis vore læsere har lyst til at følge os et øjeblik, så trøster vi os til at overbevise dem om, at vi endnu stikker lige til ørerne i en lignende eventyrtid, som den vore mødre, eller ammer oprullede for os, da vi ikke var større end tobak for en skilling. Er der nogen iblandt os, der ikke har hørt eventyret om prinsessen i den fortryllede skov? Om hvorledes en slem fe bevirkede, at hun og hele hendes hofstat faldt i en dyb søvn, der varede i hele hundrede år; om tjørnehækken, der voksede op rundt om slottet, og om de mange „forløsere", der spiddede sig på tornene, indtil endelig den rette kom? Nå, men hvad har dette at gøre med nutiden, spørger man måske. Ih, bevares! Er det da "ikke klart at den fortryllede prinsesse, der sover, så hun snorker ved det, det er Københavns magistrat; hofstaten, der snorker med, det er alle komiteerne, der er nedsat lige siden den om tavleombæringen i kirkerne, der faldt i søvn 1842 og altså vil vågne 1942; tjørnehækken er borgerrepræsentanterne, hvor nylig en frier, hr. Bille, er blevet stikkende; og frelseren? Ja, mon det skulle være Berg med den nye lov om kommunalvalgene? Så husker vi også den dejlige historie om prinsessen af hvis mund der faldt diamanter ud hver gang hun talte. Også hertil har nutiden et sidestykke. Gak blot op i Folketinget, når prins Hindenburg taler, og du skal se, hvor det vrimler med socialister ud af halsen på ham, så snart han lukker munden op. Er det måske ikke vidunderligt? I gamle dage vankede skattegraveren om ved midnat med den hemmelighedsfulde urt, alrunen, i hånden, og en spade på nakken. Og når han så var rigtig heldig, så fandt han dog kun en lille potte med guld som løn for sit farefulde arbejde. Nu går skattegraveren om ved højlys dag på Børsen med en eller anden ide på nakken; han bruger ikke alruner, men kunnet par „fine" navne på en „indbydelse til aktietegning", og så snart han har stukket denne i en avisspalte, så vælter guldet ind til ham i tusindvis. Men mon dette guld ikke også ligesom den første slags en skønne dag kan forvandle sig til „visne blade"? Ligemeget! Vidunderligt er det dog. Hvor løb det os ikke koldt ned ad ryggen, når barnepigen fortalte om den fæle menneskeæder, der ville fortære Tommeliden og hans 6 brødre, og hvor glædede vi os, når vi lå i vore senge og tænkte på, at der nu ingen menneskeædere eksisterede. Falske drøm! Vil du se en moderne menneskeæder, så gå hen til de sværtede bygninger, der har en lang røgspyende skorsten på den ene side. Kig ind ad vinduet, så vil du se et, sort uhyre med jernpanser og gloende øjne. Det er nutidens civiliserede menneskealder. Men han bærer sig ikke få klodset ad som sin rå forgænger; han æder kun sit bytte lidt efter lidt, ellers ville „selskabet" skrige op. Hver morgen vandrer hans „foder" ind ad døren til ham i skikkelse af „levende arbejdskraft"; mænd og koner, piger, ynglinge og børn, - alt kan han bruge; han suger marven ud af knoklerne på dem og puster sit giftsvangre støv i deres lunger, men om aftenen sender han dem hjem for at, de kan samle lidt kræfter til at ofre ham næste tag. Vil du vide, hvor mange han æder om året, så gå til statistikeren; han fører regnskabet: „fabriksbørn, dødelighed 60 pct.; rigmændsbørn, dødelighed 15 pct.. arbejdere, gennemsnitslevetid 29 år; ikke-arbejdere, gennemsnitslevetid 39 år" osv.. Løber det dig ikke koldt ned ad ryggen ligesom i din barndom? Fortiden havde trolde med et, to, tre indtil syv hoveder. De levede i bjergene og undertiden tog de folk ind til sig, og man måtte da ringe med kirkeklokkerne for at få dem ud. Men nutiden har også sine trolde; fornylig kom en med to hoveder, hvoraf det ene rigtignok var tomt som et græskar, - og hentede tre mænd bort fra deres virksomhed. De tre har nu været „bjergtagne" i snart 10 måneder, endskønt vi hver dag har ringet for troldeøerne for at få dem ud. Monstro vi til sidst skulle blive nødt til at ty til stormklokken? Læser! Mærker du ikke, hvor „poesien" skyder op rundt omkring dig? Brug dog dine øjne, og du vil se ågerkarlene sidde som små sorte vampyrer på deres bytte, medens national galskaben rider om på helhesten og henter de kraftige mænd til døden på slagmarken, og medens skarer af præster løber om og heler elendighedens, dybe sår med deres patent-himmelbalsam. Glæder eder, o mennesker! Er i ikke brødre? Og er den „dejlige" jord ikke eders ejendom? Lader os da gå til Kapitolium og takke guderne for al den lykke, de har skænket os! - og kom for alting ikke og sig, at nutiden mangler eventyr!

»Den internationale Arbejderforening« i sommeren 1872. Påklædningen viser, at billedet må stamme fra et af »Internationales« større festarrangementer. Da personen i bageste række, nr. 1 fra venstre, kan identificeres som kredsformanden fra Horsens, kedelsmed J.H. Gronemann, må billedet være blevet taget i forbindelse med det store folkemøde i Jægersborg Dyrehave d. 28. juli 1872, hvor han og den århusianske kredsformand, karetmager C. C. Kruse, deltog. Kruse lader sig ikke med sikkerhed udpege, men sidder formodentlig som nr. 11 fra venstre i forreste række. Denne datering forklarer, hvorfor Pio, Brix og Geleff ikke er tilstede - de sidder nemlig i varetægtsarrest. Selv om nr. 6 fra venstre i forreste række ligner Pio utroligt, er det ikke desto mindre den nye formand, cigarmager Carl Würtz.

Desværre findes der kun et meget beskedent billedmateriale fra 1870erne, som kan bruges til en videre identifikation, men følgende personer - alle i bageste række fra venstre - skulle dog også være sikre: Pianofortearbejder V. T. Holst (nr. 3), skomager Chr. Hørdum (nr. 14) og xylograf og journalist August Touscher (nr. 17). Mere usikre, men dog sandsynlige er - i forreste række fra venstre - møbelsnedker Sophus Pihl (nr. 4), xylograf og forfatter Louis Touscher (nr. 8) og maler Fr. A. Hertz (nr. 13). Nr. 9 (fra venstre i bageste række) kan være maskinarbejder Adam Petersen.

Der kan ikke være tvivl om, at gruppen - bortset fra de to jyder - består af de københavnske sektionsformand, hvis hyppigt mødende forsamling havde en afgørende betydning for »Internationales« ledelse efter d. 5. maj 1872. I slutningen af juli 1872 var der oprettet ialt 14 københavnske sektioner, der efter lovene udpegede en formand for hver 80 medlemmer. 34 personer repræsenterer altså lidt over 2500 medlemmer, og da næppe alle formændene har været til stede, svarer det meget godt til vor viden om medlemstallet i øvrigt.

Bestyrelsen for den københavnske afdeling bestod i sommeren 1872 udover formanden, C. Würtz, af maskinarbejder A.B. Weiss (kasserer), cigarmager P.C. Johnsen, arbejdsmand J. Sørensen, snedker Sophus Pihl og skrædder J. Henriksen. Festkomiteen udgjordes af Würtz, snedker Axel Winther og snedker A.C.J. Kyhl. På mødet i Dyrehaven talte Würtz, Gronemann, Weiss, Kruse, Johnsen og Winther.

Alle disse personer må næsten med nødvendighed være med på billedet, og udover dem kan der på grundlag af »Internationales« forhandlingsprotokol nævnes en række aktive sektionsformænd som sandsynlige emner, nemlig snedkerne Greis, C. Lamp og C. Lyneli, smedene F. Christensen og R. Lundbeck, skomager Jeppesen, skrædder C. Jørgensen, murer Steril og maler Wulff samt »Socialistens« daværende redaktør, Alfred Jørgensen.

Blandt de aktive bør også nævnes cigarmager J.F. Giessing og snedker C. Forsberg, men om disse er med, er mere tvivlsomt. De havde nemlig på et sektionsformandsmøde d. 24. juli heftigt kritiseret arrangementet, og de blev ekskluderet på det første møde efter festen, d. 2. august 1872.

Erindringer fra redaktionskontoret og fængslet

Af Pio

Dagbladet stiftelse og fængslingen

Kære kammerater. Efter utrolige anstrengelser og forhandlinger, der varede næsten en hel måned, lykkedes det Brix og mig at få en kontrakt oprettet med to andre mænd, hvorefter disse skulle tilskyde de nødvendige penge til udgivelsen af „Socialisten" som dagblad fra april 1872. Da imidlertid pengemidlerne var temmelig ubetydelige og da der oven i købet måtte lånes den nye bogtrykker 1000 kroner, så fulgte det af sig selv, at udbredelsen af bladet måtte, drives hurtigt fremad, hvis udgivelsen skulle kunne holdes gående. Alle tegn tydede i øvrigt på en stærk fremgang. Foreningen havde omsider valgt sig en bestyrelse, nemlig Brix som sekretær, Geleff som kasserer og mig som formand („stormester"). Et fast og temmelig smukt lokale havde vi fået i Kirkestræde, hvor der næsten holdtes møder og foredrag hver aften, og sektioner oprettedes rask rundt om i provinserne, navnlig i Jylland. Da udbrød pludselig murerstrejken. Det er ofte fortalt, at jeg var den egentlige ophavsmand til den, men dette er, som få meget andet, grundløs usandhed. Strejken havde været i gære i lange tider og var navnlig blevet forberedt under mit ophold i udlandet. Da jeg kom hjem, fik jeg snart kundskab om sagernes stilling gennem vore meningsfæller i faget, men jeg afholdt mig principmæssigt fra enhver indblanding i fagets indre anliggender, hvorimod vort blad ganske vist var det første, der meddelte, at 400 murersvende havde vedtaget at forkorte arbejdstiden med en time daglig, ligesom jeg, da strejken var udbrudt, af al magt bestræbte mig for at hjælpe på den ved at foranstalte indsamlinger, holde møder og skrive artikler. Strejken gav naturligvis et forøget liv i foreningen. Der afholdtes koncerter til indtægt for skruen, der digtedes sange, og der rettedes omsider en stærk opfordring til mig som formand for partiet om at foranstalte et massemøde på Fælleden. Efter at jeg i nogen tid havde vægret mig på grund af det kolde vejrlig, gik jeg omsider ind på planen og torsdagen d. 2. maj fremkom indbydelsen på bladets forside, ledsaget af artiklen „målet er fuldt". For enhver, der var bekendt med den måde, hvorpå vi i den seneste tid var blevet chikaneret af autoriteterne, såvel som af pressen og de forskellige storborgere, måtte artiklen stå som en berettiget udtalelse af, at det var den høje tid for alle arbejdere til at organisere sig, hvis de ikke ville helt undertrykkes. Men autoriteterne opfattede sagen anderledes. Jeg skal ikke her gå nærmere ind på at undersøge, hvad det var for grunde, der bevægede specielt politidirektør Crone til at spille „general" ved den nævnte lejlighed - jeg håber som sagt senere at kunne give en fyldigere fremstilling af autoriteternes sande motiver, - men sikkert er det i alt fald, at hr. Crone umuligt kunne være uvidende om, hvor lidet farlig et møde, som det bebudede, ville blive for den offentlige sikkerhed. Han forbød det ikke desto mindre. Plakater blev slået op på gadehjørnerne for at advare publikum, og nedlægge forbud mod alle fremtidige møder, hvortil der indvarsledes af „Internationales bestyrelse. En mere grov, fornærmelse end denne ville selv hr. Klein ikke kunne have fundet på. Kl. 12 lørdag middag indfandt hr. Assistent Thalbitzer sig med et par betjente for at oplæse forbudet; han befandt sig, øjensynlig ikke vel ved at skulle ind i „oprørernes" hovedkvarter. Forbudet påhørtes i tavshed. I den diskussion, som, nu påfulgte om forholdsreglerne fra vor side, stemte Mundberg, Geleff og Brix for at søge forbudet hævet ved henvendelse til kronprinsen, som den gang var regent. Jeg anså det for frugtesløst, men gav omsider min billigelse. Geleff og Mundberg var derefter først hos kronprinsen, der viste dem til justitsministeren, og denne henviste dem efter en længere samtale til politidirektøren, der kun smurte dem om munden med nogle løfter om engang senere muligvis at ville give tilladelsen. Der påfulgte nu en fornyet rådslagning, samtidig med at jeg skrev artiklen om Fælledmødet til søndagsnummeret. Jeg kunne derfor kun ved enkelte sætninger deltage i diskussionen, der gav det udfald, at mødet bestemtes, idet Brix og jeg var for det, Geleff neutral og Mundberg imod det. Omsider havde jeg artiklen færdig og forlod kontoret for at gå til forsamling i lokalet i Kirkestræde. Efter den tidligere bestemmelse skulle jeg denne aften have holdt foredrag for medlemmerne af foreningen med familier, men omstændighederne gav mødet en hel anden karakter. Arbejderne i København var i højeste grad forbitrede over forbudet; de havde revet plakaterne ned næsten overalt og var bestemte på at møde om søndagen. Der var endnu flere udenfor på gaden i Kirkestræde end oppe i salen og navnlig var politiet stærkt repræsenteret. Det stod øjensynligt og lyttede efter udtalelserne, som tydeligt kunne høres ned på gaden gennem de åbne vinduer. Salen og de tilstødende værelser var tæt pakkede af arbejdere og enkelte spioner. Jeg oplæste Crones „proklamation" med randbemærkninger, erklærede forbudet mod fremtidige møder for ulovligt, og da jeg sluttelig meddelte, at bestyrelsen ikke fandt sig foranlediget til at tilbagekalde eller aflyse mødet, så hilstes denne udtalelse med et tusindstemmigt bifaldsråb. Med undtagelse af Mundberg sluttede alle talerne sig til denne bestemmelse. Da klokken omtrent var 12 og jeg beredte mig til at gå hjem, udbredte det rygte sig, at der holdt en lukket droske med politi ved enden af gaden, og at bestyrelsen skulle arresteres. Omendskønt jeg ikke troede det, ville dog forsamlingen absolut følge med til trykkeriet, hvor jeg havde boet den sidste måned for at påse trykningen af bladet. Geleff og jeg ledsagedes altså til porten i Ravnsborggade af mellem 2 og 300 meningsfæller, hvorefter Geleff gik hjem og jeg først op i trykkeriet og derefter i seng i kontorværelset, der lå på den modsatte side af gangen. Omtrent kl. 1 blev jeg vækket af en stærk banken på døren. Jeg sprang op og spurgte, hvem det var. „I lovens navn!" - den sædvanlige frase, - „det er er politiet, hr. løjtnant," lod såvidt jeg erindrer hr. Korns stemme udenfor. Jeg tog noget tøj på og lukkede op. Gangen var godt besat og gården ligeledes; på trykkeriet var der et par stykker, hvoraf den ene politibetjent Lund, stod i døren til gangen. Bogtrykker Henriksen kom ud da jeg, der hurtigt var rejsefærdig, gik ned ad trapperne. „Bladet er beslaglagt", sagde han. „Det kommer ikke ud i morgen. Skal jeg trykke videre?" - „Ja, naturligvis," svarede jeg, der straks indså fejlen fra politiets side. Bladet var dengang lige kommet i pressen. Vagten forblev på trykkeriet. Turen gik først til Geleff, der også vækkedes af en dyb søvn. Vi steg ind i en droske og kørte til „kammeret". En timestid efter indbragtes Brix. Han havde opdaget politiet udenfor sin gadedør og benyttede lejligheden til i ro og mag at brænde en del manuskripter og breve, medens betjentene ledte efter vægteren. Vi tilbragte resten af natten sovende på bænke i salen og blev endelig om morgenen efter ordre af hr. inspektør Hertz ført over i „Tivoli" og sat i tre celler ved siden af hverandre. Det er jo ikke meningen med disse blade at skrive vor fængselshistorie; jeg søger kun foreløbigt at gendrive de urigtige meninger eller rettere løgne, der er udspredt om enkelte faktiske forhold. Fra fængslet skal jeg derfor indskrænke mig til at fortælle en enkelt meget omtalt episode, nemlig den om min hemmelige postiljon, barberdrengen. I et fængsel kan man blive barberet af „fængselsbarberen", og et par måneder efter min fængsling fandt jeg på, at ville „se lidt godt ud". Den reglementerede skæggeudrydder var en dreng fra barberen i Skovbogade. En af de første gange, han var hos mig, hviskede han til mig, at han havde besørget et brev for Geleff. Da han næste gang kom, og betjenten blev kaldt bort, overgav jeg ham et brev til besørgelse samt en tremark, og han gik straks ind på handelen. Jeg satte mig nu i forbindelse, først med hr. Henriksen, senere, da jeg hørte, at han omtalte det, med boghandler Loria, der besørgede alle mine bladartikler - af hvilke jeg i ca. 3 fjerdingår leverede henved et halvt hundrede, - omskrevne, for at ingen skulle kende min hånd. Kort efter at denne korrespondance var blevet åbnet, indtraf et tilfalde, der nær havde forstyrret hele trafikken. Drengen var blevet uens med barberens pige, og denne greb nu som fruentimmer af hævn til det gamle middel at „angive" drengen. Han havde nemlig vist hende mit første brev og fortalt, at det var fra mig. Mesteren meldte sagen til Hertz, og en skønne dag blev jeg kaldt ned for at modtage den besked, at drengen havde afgivet tilståelse om sin budtjeneste. Da jeg ikke vidste, om fyren havde sagt meget eller lidt, foreslog jeg meget rolig inspektøren at oplæse rapporten over drengen; jeg ville da bekræfte eller benægte den. Inspektoren lod sig skuffe af min rolighed, og det viste sig da af rapporten, at drengen kun havde omtalt det ene brev, som pigen havde set, og dette brev erklærede han at have brændt. Jeg lød naturligvis meget indigneret over drengen og beholdt ham derfor, og endnu samme dag bar han et nyt brev ud for mig. Imidlertid mærkedes det, at min pen spøgte i „Socialistens" spalter. Der kom „næser" fra ministeriet i den anledning til politidirektøren - hvad der oprigtig talt var at bringe ugler til Athen, - og man begyndte at gå på jagt efter min hemmelige forbindelse. Smørret blev endevendt, brødet og kartoflerne gennemskårne, ja, hver gang jeg skulle have et klædningsstykke ind eller ud, undergik det først en opsprætnings- og sammensyningsproces hos en eller anden politiskrædder. Det nyttede intet. Omsider sagde hr. Hertz, at han ville blive nødt til at forbyde besøgene hos mig, da han ikke kunne kontrollere, om jeg smuglede noget ud. Jeg erklærede ham da, at jeg ville give mit æresord på ikke at benytte denne lejlighed, når han ville lade besøgene blive ved. Derimod bemærkede jeg udtrykkelig, at denne overenskomst kun gjaldt for politibygningens og besøgenes vedkommende, men derimod ikke for „Tivolis", hvor jeg forbeholdt mig frie hænder. Herpå gik han ind og jeg holdt troligt mit ord. En eneste gang fandt jeg efter besøgene, et brev i min lomme, men det viste sig at være - en regning fra min tidligere boghandler. Efterhånden blev der taget strengere forholdsregler. Personalet skiftedes hvert øjeblik, alle mine bevægelser og udtalelser iagttoges og beluredes, mine bøger og papirer gennemrodedes, når jeg var borte osv. Det var til sidst blevet en offentlig hemmelighed, at jeg arbejdede for bladet, det fortaltes i korrespondancer til provinsaviserne, på kafeerne og på - politikammeret. Omsider fik hr. Hertz - efter hvad der sagdes af et af foreningens kasserede bestyrelsesmedlemmer - at vide, hvem det var, jeg stod i forbindelse med og nu kaldtes hr. L. op til inspektøren, der ved at lade som om han vidste det hele omsider fik en tilståelse om sagens sammenhæng. Barberdrengen blev hentet, men endskønt han havde et brev fra mig i støvlerne, nægtede han dog hårdnakket, så at endog Hertz til mig tilkendegav sin uskrømtede beundring af hans „drevenhed". Der var nu ingen udvej åben, og jeg måtte derfor finde mig i, at pen og blæk fratoges mig. Forsøget fra politiets side på at få hr. I. A. Hansen indblandet i denne historie mislykkedes derimod totalt, som allerede andetsteds er fortalt. Om min behandling i Vridsløse vil den sidste artikel her i bogen i forbindelse med billedet give en nogenlunde forestilling. I varetægtsarresten var forholdene naturligvis bedre, dog må bemærkes, at jeg kun fik de forskellige lettelser, som arrestreglementet stiller i udsigt, lidt efter lidt og først efter store anstrengelser og voldsomme kampe. Indespærringen i de usunde, arsenik-forpestede og med utøj befængte huler i Tivoli, der stank af skråsauces og kakkelovnssmørelse, ødelagde fuldstændigt min kraftige konstitution og lagde spiren til den sygdom, der i cellefængslet efter over to års daglige lidelser omsider ved en blodstyrtning bragte mig nær gravens rand. I det hele taget kan jeg med føje erklære, at jeg under hele mit treårige ophold i fængslerne tilfulde fik at føle, hvad det vil sige at være i politiske modstanderes vold. Det er selvfølgelig ikke meningen at påstå, at de pågældende overskred reglementerne mod mig - dertil manglede de alle det fornødne mod - men de opfyldte dem på en måde, som undertiden gjorde, at de værste forbrydere var heldigere stillet end jeg. Og jeg skal nævne den mand, hvem jeg fremfor alt har at takke herfor, da det er den nuværende eksminister Klejn. Ham være derfor denne flygtige skitse helliget, som en lille afbetaling på en stor taknemmelighedsgæld.

Vor behandling i Vridløse-Lille Forbedringshus af Louis Pio

En af de ting, der overraskede og indignerede os mest, da vi kom ud af vort treårs fængsel, var at høre, hvor almindeligt det troedes, at vi under vort ophold i forbedringshuset var blevet behandlet med større mildhed end de andre fanger. Vi var ikke forberedt på, at det national-liberale parti, efter at have vist en så lumpen, fej og nederdrægtig adfærd lige overfor politiske modstandere, derefter ovenikøbet ville have den frækhed at forskønne sine bedrifter og ved jammerlige løgne søge at befri sig for det moralske ansvar, som den upartiske del af samtiden ville vælte over på det. Vi gjorde kort sagt regning uden dette partis bekendte skamløshed. Vi véd positivt, at der af personer, som ifølge deres stilling skulle være vel underrettede om vor behandling, er blevet påstået, at der »blev taget alle hensyn, som kunne forenes med vores ophold i et fængsel«, samtidig med, at vi derude i virkeligheden kæmpede en kamp på liv og død for ikke at bukke legemlig, og åndelig under for den behandling, der vederføres os. Jeg skal nu i korte træk skildre. Fængslet i sin almindelighed og vore forhold i særdeleshed.

Hvis cellesystemet skulle gennemføres således, som det er bestemt ifølge vor lovgivning, ville ikke halvdelen af de fanger der er dømt længere end 2 år, undgå døden eller galehuset. Den komplette afspærring, der foreskrives i reglementet, den utålelige ensformighed i beskæftigelsen og ensartethed i kosten, den fuldstændige mangel på alle »begivenheder«, ville ufejlbarlig føre ethvert normalt konstrueret menneske til selvmord eller afsindighed, aldeles afset fra, at luften i en celle på 5 skridts længde og halvanden skridts bredde, opfyldt for størstedelen af håndværksredskaber og materiale, fordærvet ved gas- og kloakstank, må være særlig gunstig for udviklingen af bryst- eller fordøjelsessygdomme.

Hvis, med andre ord, cellesystemet svarede nøjagtig til sin bestemmelse, at holde fangerne i ubekendtskab med hverandre, da ville den offentlige mening forlængst have fordømt det på grund af dets øjensynlige virkninger. Men for at undgå dette resultat har fængselsdirektoratet indført sådanne overskridelser, at den eneste nytte, som systemet skulle medføre,- nemlig at befri fangen fra andre medfangers skadelige indflydelse,- fuldstændigt tilintetgøres. Bøger og lignende hejses fra den ene etage til den anden, skrå og »luksusgenstande« udveksles i kirken, gårdene og cellerne på den mest ugenerte måde, snart med råben fra den enecellefløjs vinduer til den anden, snart med slag på væggene, snart endelig gennem varmeledningen, der går gennem alle celler og gør aldeles samme nytte som et talerør. Da således vore meningsfæller pinsemorgen var ude for at bringe os en »serenade« forplantede denne nyhed i få timer til næsten hele fængslet.

Men til disse ting kommer som det væsentligste, at celle systemet fuldstændig opgives, når fangen har udholdt det i højst 2 år. Han overgår da til »husgerning«, det vil sige, han anvendes til rengøring af trappegangen, til arbejde i køkkenet, håndværksarbejde i bygningen, havearbejde eller lignende, hvorved han stedse er beskæftiget udenfor sin celle og kommer i stadig direkte berøring såvel med hele personalet, som med mange af fangerne. Endvidere er det meget almindeligt, at håndværkere, som smede, snedkere og lignede, der beskæftiges ved deres profession, allerede meget kort efter deres indsættelse arbejder »for åbne døre«, når arbejdets størrelse medfører, at cellen bliver for lille.

Tiltrods for disse betydelige brud på systemet er det umuligt at skjule dets ødelæggende virkning på de ulykkelige fanger for personalet; man indskrænker sig derfor til kun at skjule dem lige overfor publikum. Hvis man skulle sende alle fanger, der bliver mere eller mindre afsindige ved ensomheden, til dåreanstalterne, så ville det se galt ud med den årlige beretning; man indretter derfor et lille privat »galehus« på sygeafdelingen, og der har været tider, hvor dette blev frekventeret af tre spændetrøjekandidater på samme tid. de rolige fjollede, de der kun har hallucinationer eller lider af enkelte fikse ideer, får derimod lov til at blive i deres celler, og man stræber ved hyppige besøg hos og samtale med dem at »holde den gående«. Imidlertid vil det uheldige i denne fremgangsmåde let være indlysende, en lå uhyggelig sygdom som galskab bør efter min mening ikke tages så let; ikke at tale om, at, der i indretningen af sygeafdelingen slet ikke er taget specielt hensyn til behandlingen af sådanne patienter, så gør de også afdelingen til et alt andet end roligt opholdssted for de andre syge. da jeg efter min blodstyrtning lå dernede, gik der udenfor min dør en gal bornholmer, som hjalp sygevogtereen med rengøring osv. Denne stakket led bl.a. af den fikse ide, at doltoren og barberen ville dræbe ham; han troede at høre folk grave hans grav udenfor vinduerne og lå undertiden i krampegråd hele natten igennem, fordi han ventede, at de ville komme og flå ham ihjel. En morgen havde han endog barrikaderet sin celledør og ville ikke lade nogen komme ind. De optrin, der fulgte heraf, gjorde en meget uheldig virkning på mig, og måtte ligefrem gøre det på enhver syg.

»Systemet« tillader imidlertid heller ikke i almindelighed, at der tages hensyn til andre ligefrem dødbringende sygdomme, som udvikles hos fangerne ved behandlingen.. Brystsyge er således meget hyppig dels som følge af den ved enkelte håndteringer (cigarmageri, spoleri, osv.) i de trange celler tilvejebragte slette luft, dels som følge af andre forhold, der ikke egner sig til videre omtale. Men selv om en fange vil blive dødens visse bytte ved et længere ophold i fængslet, kendes ingen eksempler på, at dette har bragt ham benådning, omendskønt man jo skulle synes, at staten måtte være forpligtiget til i så tilfælde at forandre, opsætte eller eftergive staffen, fordi den ellers bliver en dødsstraf i stedet for en fængselsstraf. Til hvilke uhyggelige resultater man kommer ved den nuværende fremgangsmåde, vil et eksempel bedst kunne oplyse.

En bondesøn fra Fyn lå for nogle år tilbage ved kavalleriet i Odense. En dag fandt underofficeren, at han ikke havde striglet sin hest godt nok og meldte ham. Han blev dømt til rottingslag, men til al ulykke fik han dem ikke med det samme; straffen blev ansat til en 8 tages tid efter. I mellemtiden voksede de forventede prygl til noget uhyre, noget aldeles forfærdeligt i soldatens ophidsede fantasi og han besluttede at løbe sin vej. Han kunne imidlertid ikke løbe i militærklæder, og da en af hans kammerater besad en civil frakke, tog han denne. At der under disse omstændigheder ikke godt kunne være tale om nogen »tyvagtig hensigt« hos manden er vel indlysende; ikke desto mindre blev han, da han kort efter sin flugt pågrebes, dømt for »tyveri: og desertion« til 3 års forbedringshusarbejde. Nogen tid efter at kan kom ind, blev han, der som soldat havde været frisk og sund, angrebet af brystsyge; da jeg lå på sygeafdelingen, lå han på sit yderste i værelset ved tiden af, og få tage efter min løsladelse bæres han ud på fangernes kirkegård som lig. Så dyrt er det at strigle en hest dårligt i det danske kavalleri! Jeg skylder sandheden at tilføje, at der fra inspektørens tide blev gjort indstilling til kongen om hans løsladelse, men denne strandede efter forlydende på vedkommende militære autoritet lyst til at »statuere et eksempel«. Gid disse hædersmænd må få deres fortjente løn!

Da vi »med ekstratog« kom ud til den »forbedrende« anstalt, som vore humane modstandere fandt, var så passende for os, blev vi underkastede de sædvanlige ceremonier: lægesyn, hårafklipning, barbering og iføring af anstaltens grå trøje, dito ben og benklæder og dito hue med en vedhængende maste. Derpå fik vi udleveret et stykke sort brød med den besked, at der vankede ikke mere den dag, og vi kunne så overlade os til vore betragtninger. To tage endnu tilbragte vi i de foreløbige »gæsteværelser«, hvorefter vi afgik til vore endelige fagceller; Brix kom mellem børstenbinderne, Geleff mellem proppeskærerne og jeg mellem skriverne. Han må imidlertid ikte tro, at denne sidste ansættelse var resultatet af en, særdeles hensynstagen til mig; der var netop blevet en plads ledig ved løsladelsen af en fange, og man ville ikke i øjeblikket have kunnet finde en anden, der var mere berettiget til denne plads end jeg. Samtidig hermed blev alle funktionærerne sammenkaldte og modtog den bestemte ordre, kun at besøge »socialisterne«, når deres embedspligt førte det med sig. For at kunne vurdere denne forholdsregel, må man erindre, at embedsmændenes besøg på grund af den fuldstændige afspærring danner lyspunkterne i det ensformige fangeliv, og det har derfor været kotume, når der fandtes fanger af »den bedre klasse«, så at hjælpe lidt på deres ensomhed ved hyppige besøg. Det var altså en af de »begunstigelser«, der bødes os.

Det var efter reglementet forbudt at få andet end »religiøs« læsning i de første måneder. Jeg henvendte mig derfor til præsten, pastor Freuchen, og bad ham om at forskaffe mig lidt kirkehistorie fra biblioteket. - Bevares! Kirkehistorie kunne aldeles ikke henregnes til religiøs læsning, svarede han. Jeg bad ham da om at måtte låne det gamle testamente. - Bevares! Deri fandtes jo sådanne historier som den om Susanne i badet; det gamle testamente var ikke religiøs læsning. Jeg måtte nøjes med 2 bind af en baseler missionstidende i de 3 måneder. Jeg fik omsider has på denne forfærdelige tid. Det var lykkedes mig at opdage, at fanger havde fået lov til at lære sig selv engelsk derinde; jeg påberåbte mig dette og tiltvang mig således ret til at lære forskellige sprog, men stedse under forfærdelig kamp. Min formand i cellen, en vis Rasmussen, der havde deltaget i fosterfordrivelse og lignende historier, men havde været en god ven af flere fine etatsråder og børsspekulanter i København, havde før jeg kom derud hver dag læst »Berlingske Tidende« og fik fra grosserer M. i København sendt en stor kiste med svenske bøger til tidsfordriv; hans avis blev taget fra ham ved vor ankomst, formodentlig fordi man frygtede, at vi skulle få det at vide. Jeg benyttede også min viden om denne sending af bøger til senere at få nogle grammatiker sendt af min familie.

Allerede i arresten i København var min fordøjelse blevet fuldstændigt ødelagt ved mangelen på bevægelse, og en attest var blevet sendt desangående med mig. Desuagtet varede det over 14 dage inden jeg blev fri for det røgede og saltede hestekød, der var ligefrem ufordøjeligt. Da jeg så blev sat på halvkost, der iøvrigt ikke var synderligt bedre, fik jeg i begyndelsen så lidt, at jeg i omtrent 2 uger havde vanskelighed ved at falde i søvn om aftenen - af sult. Omsider blev dette rettet, men kosten var dog vedholdende således, at jeg måtte renoncere på at spise middagsmaden og holde mig til den »tørre« kost. I halvandet år smagte jeg ikke kød, men levede af bart sigtebrød og øl til ca. 1 skilling potten. Af betjente tiltales vi med »du«. Det hed sig, at det var befalet i reglementet; jeg har ikke kunnet finde bekræftigelse derpå. Den »eksercits« vi måtte underkaste os fra deres side, f.eks. med hensyn til gulvask, rengøring af vinduer o.s.v. var i begyndelsen meget streng; det lod til at de havde fået specielle ordrer eller måske var det tjenesteiver. At der dog gaves hæderlige undtagelser, skal jeg villigt erkende, men selv disse turde ikke vise deres sindelag officielt. Man tog det heller ikke knap med straffe; Brix fik en drøj udskældning af inspektøren, fordi han havde svaret en betjent, og Geleff fik 2 dages mørk arrest i de tilmurede kælderrum, fordi han på en lap papir havde skrevet nogle vers, der blandt andet omhandlede hr. Klein.

Hvad de højere embedsmænds personlige optræden imod os angår, skylder jeg sandheden at tilstå, at de behandlede i det mindste mig meget høfligt; men dette forandrede jo ikke vor tilværelses øvrige ubekvemmeligheder. Inspektøren såvel som de andre funktionærer erklærede gentagne gange, at de var meget ilde ved at skulle have os, men at de langt mindre lige over for os end lige over for hvilke som helst andre kunne tillade sig nogen formildelse af de ubehagelige sider i reglementet, da ministeriets opmærksomhed (specielt naturligvis hr. Kleins) var rettet mod os, og de ikke kunne vide, hvorvidt der mellem de ansatte betjente fandtes spioner for deres overordnede. Følgen af denne uselvstændighed hos fængselsbestyrelsen var, at jeg f.eks. ikke så en avis i al den tid. Jeg var i cellefængslet; at brevene til mig i massevis blev tilbagesendte, så snart de indeholdt en eller anden notits om, hvad der skete udenfor; og at der ikke fra vor side kunne være tale om a: få lov til skriftlig eller mundtlig at billige eller misbillige andres foranstaltninger med bladet, der dog var delvis vor ejendom. Bogtrykker Henriksens breve, der omhandlede bladets status, blev afviste, og vi levede i en sådan uvidenhed, at vi f.eks. ikke en gang fik underretning om de ting, der angik os personligt. Foreningen, som jeg var formand for, blev opløst ved dom, og jeg fik nok min afsked som officer, uden at jeg til dato har modtaget nogen officiel meddelelse desangående! At tale med folk, - hvad der ifølge reglementet kan tillades af direktøren uden videre, - blev stadig nægtet mig; en dag havde dog cigarmager Johnsen af justitsminister Klein modtaget speciel skriftlig tilladelse til at få mig i tale, men jeg erklærede, at jeg ikke ønskede at skylde en person, som hr. Klein tak for noget, og navnlig ikke når talen var om en begunstigelse, som jeg allerede i forvejen anså mig berettiget til ifølge reglementet. Jeg nægtede derfor at se Johnsen.

Det vil af ovenstående korte omrids ses, at behandledes vi ikke være end de andre fanger, så behandledes vi ganske vist ikke bedre. Enkelte begunstigelser, som f.eks. at købe for hele beløbet af den usle arbejdsfortjeneste, (først 12, siden 18 skilling om ugen) besad andre fanger, men vi ikke. Det kunne imidlertid ikke falde mig ind at tage den hele hor nævnte adfærd imod os ilde op, hvor tungt den end ifølge vort hele forudgående liv måtte hvile på os, hvis der ikke havde været en omstændighed, som gav to af os krav på en særegen behandling. Brix og jeg var i højeste grad syge. Som ovenfor nævnt havde jeg medbragt min sygdom fra hr. Crones »komfortable« arresthuller, og ved den for min tilstand aldeles upassende kost, som bødes mig i forbedringshuset, følte jeg mine kræfter svinde med hver dag. Lægen kendte min tilstand, han forklarede mig hver gang han som, at bevægelse og sund, letfordøjelig kost ville kunne hæve mit onde - og nutiden har allerede for en del vist, at han havde ret, - men desagtet anså han sig ikke for forpligtiget til at forordne mig en bedre forplejning, førend omtrent en måned før den endelige krise i min sygdom, - og da var det for silde. Som et lille bevis på, hvad der bødes et menneske med en ødelagt fordøjelse, skal jeg kun anføre, at jeg mistede 10 tænder under anstrengelserne for at tilegne mig det for min eksistens nødvendige daglige kvantum brød, til hvis sønderskæring, der kun tilstås fangerne en - trækniv!

Fuldstændig ensomhed i cellen uden passende åndelig beskæftigelse i fritiden; maske for ansigtet, så snart man skulle ud i den ensomme cellegård, der i størrelse og udseende lignede bjørnens bur i zoologisk have; maden rakt ind ad en klap i celledøren uden at andet end betjentens hænder kom tilsyne; ensformigt, åndsdræbende arbejde, der ikke formåede at forhindre tankerne i at fortære sig selv; - det var de uforanderlige bestanddele af den lange dag fra kl. 4¾ morgen til 8½ aften, det var bestanddele af hver dag i de 20 måneder vi tilbragte i denne anstalt, der så sørgeligt vidner om vort århundredes barbariske straffesystemer. Og så farer man i harnisk, når jeg kalder en sådan behandling ved dens rette navn? Men hr. K(nud) H(øjer) i »Fædrelandet« med samt hans ligemænd kan spare deres afmægtige raseri havde jeg nogensinde haft anlæg til at dø af trusler, så stod jeg næppe som jeg nu står. Hånden på hjertet, mine kære modstandere! Der gives ikke en af eder, så mange som i er, uden at han misunder mig både at jeg har en overbevisning og at jeg har haft mod til at lide for den; der gives ikke en af eder uden at han i sit inderste føler en nødtvungen agtelse for de tre mænd, som al eders løgn og smuds og snavs, at eders had og mishandling ikke har kunnet fordrive fra deres poster som humanitetens forkæmpere imod dumme fordomme og ondskabsfuld bornerthed.

Her har du Povl Geleff's beretning fra fængselsopholdet »Under lås og Lukke«.

* * *

Da Pio, Brix og Geleff var sat bag lås og slå, var det borgerskabets glade forvisning, at Internationalen ville gå i hundene. Det fremgik tydeligt af Carl Plougs og Rimestads skadefro artikler i deres respektive blade. Heri tog man dog fejl. Bjørnbak og et par stykker til meldte sig ud, men til gengæld meldte der sig flere hundrede ind. Og bladet fik en rivende tilgang. Førernes opgørelse over Internationales medlemstal i København d. 4. maj, udviser en tilslutning af ca. 4690 á 5140 medlemmer, fordelt sådan: Snedkernes sektion 800 á 1000; Murernes sektion 800 á 900; Skræddernes sektion 300 á 350; Skomagernes sektion 500 á 500; Smedenes sektion 400 á 400; Metalarbejdernes sektion 50 á 50; Vævere- og dugmagere 40 á 40; Arbejdsmændenes sektion 300 á 300; Blandede sektion 500 á 600; Forskellige mindre sektioner 1000 á 1000. Uden at kende denne opgivelse skriver »Socialisten« d. 19. maj, for at tilfredsstille nysgerrige og tvivlere, at Internationale d. 5. maj havde 4433 medlemmer, men at tallet pr. dato var vokset til 5021. Protokollen lå til eftersyn. Nu møder vi snedkere som I. C. Berg, Lyneli, Pihl, Hamp, Greis, Chr. Andersen, Forsberg, mure Grøn, tømrere som Sterll og Sørensen, smede: R. Lundbeck, H. F. Christensen, cigarmagere: P. C Würtz, Korfitzen. A. Mundberg bliver formand for den blandede sektion, hvor vi også træffer Zimmermann og typograf Petersen, Sørensen, skomagerne Jeppesen, malerne Fr. Hertz, arbejdsmændene Sørensen, befordringsvæsenet L. Jacobsen, og for den blandede sektion typograf Petersen. Som naturligt var, mødte medlemmerne talrigt frem i Kirkestræde mandag d. 6. maj, og på forslag af Würtz vedtog forsamlingen en protestudtalelse mod autoriteternes voldsomme fremgangsmåde som velskikket til at fremkalde uorden, og anerkendte styrelsens »mandige og djærve holdning«. Den, som statutmæssigt skulle have overtaget styret under stormesterens forfald, var Anthon Mundberg. Men han havde ved sin uheldige tale til murerne d. 2. maj gjort sig fortjent til at dele skæbne med Pio, Brix og Geleff, og politiinspektør Hertz havde truet ham med al landsens ulykker, om han mere befattede sig med socialismen og dens gerninger. Et par uger gik han rundt med dette truslens sværd over hovedet, til det endelig d. 27. maj faldt ned, og han blev arresteret, for at politiet kunne få lejlighed til at ransage hans bopæl for »dokumenter«. Der fandtes en del for Internationales historie interessante sager, korrespondance med Lorentz Petersen med mere, men ikke noget for Mundberg »fældende«. Han havde klart taget standpunkt for den lovlige vej, reformernes vej. Og han blev da løsladt nogen tid efter. Alligevel er det sikkert begrundet i politiets intimidering, når han, som ikke var mødt til nogen foranstaltning i Internationale efter d. 5. maj, sender bestyrelsen en skrivelse, dateret d. 3. juli, hvori han takker for den ham viste tillid og samtidig meddeler, at han efter moden overvejelse nedlægger sin bestilling som kredsformand og udtræder som medlem af foreningen. I foråret 1874 er han dog atter ikke blot medlem af partiet, men en så anset og betroet mand, at han i maj overtager redaktionen af »Socialisten«s afløser, »Social-Demokraten«. Dagen efter Anton Mundbergs arrestation valgte et sektionsformandsmøde borger Johan Carl Christian Würtz til formand for Internationale. Han kom fra cigarmagerne og var allerede i november 1871 blevet valgt til sektionsformand. Under murerstrejken havde han vist sin resoluthed ved at få gennemført en beslutning i Cigararbejdernes Syge- og Begravelseskasse om at yde 500 rigsdaler af foreningens midler til de strejkende, en vedtagelse som en borgmester ganske vist var i stand til omgående at forpurre. Under de indre stridigheder i vinteren 1872 havde han hørt til Pios og Brix' trofaste støtter, og han var vedblivende en oprigtig forsvarer for de fængslede førere. Han var i 1872 40 år, født d. 21. maj 1832 som søn af smedesvend Daniel Würtz. Fra hans 10. til 14. år var han elev på Opfostringshuset, hvorfra han kom i lære som bødker og drejer. Senere kom han i cigarmagerlære og arbejdede som svend i provinsen, bl.a. hos Hagemann i Horsens. Som soldat kom han til hestegarden og lå inde flere år som underofficer. Noget af krigsmanden blev der altid hængende ved ham. En flot fyr var han, og når han snoede sin martialske knebelsbart og løftede et skummende ølkrus, så lod han sig ikke lumpe af nogen, allermindst af Rimestad, hvem han af og til var i klammeri med om ædruelighed og »blyhatte«. Würtz var sagen og partiet en hengiven og pligttro mand. Ville man have ham til formand, vel, så måtte man også bøje sig for ham som formand. Men han ville have orden i foreningen og lokalet. Han trådte bl.a. Alfred Jørgensen og den føromtalte missionær og skuespiller Zimmermann over tæerne ved at kræve særligt opsyn med, at »ingen uædle elementer trængte sig ind og søgte at gøre foreningen til en forlystelsesanstalt«. Han blev ligeledes uenig med den øvrige bestyrelse over spørgsmålet offentliggørelse af foreningens regnskaber. Med Pio som autoritet var han imod at »give storborgerbladene og det nationale parti lejlighed til at kigge i vore kort«. Man ser, at striden mellem det autokratiske og det demokratiske princip fra de første dage flyttede med frem i tiden. Men ville man ikke have ham til formand, vel, »så var Würtz igen i morgen til at få i tale som cigarmager«. Efter en sådan strid i august fik han et tillidsvotum med 30 stemmer mod 1. Tanken om et folkemøde blev ikke skrinlagt efter Crones indgriben i maj. Tværtimod. Grundlovsdag vovede man at samles ved Den slesvigske Sten i Dyrehaven. Det var udenfor Crones jurisdiktion, men ikke udenfor regeringens. Og socialisterne havde fået pålæg om ikke at lade nogen rød fane komme tilsyne. Den ny fane, der var anskaffet med inskription »Frihed, Lighed og Broderskab«, stod derfor opstillet mod talerstolen, indhyllet i et sort hylster, mens politiets argusøjne nøje overvågede, at den ikke blev foldet ud. Med henblik på efterårets folketingsvalg vedtoges det atter at holde møde i Dyrehaven d. 28. juli for at drøfte valgtaktikken. Man indbød hertil »vore jyske brødre og venner, kredsformændene Kruse og Gronemann«, og de to blev søndag morgen tidlig med festligt optog modtaget ved Kvæsthusbroen. Ved Den slesvigske Sten talte om eftermiddagen Würtz og Gronemann, Weiss, Kruse, Johnsen og Winther imod professorpartiet og for den hidtidige opposition, venstre, som man i en resolution vedtog at støtte alle steder, hvor man ikke selv opstillede kandidater. I den følgende tids valgartikler i »Socialisten« er der intet tilbage af Pios tidligere mistro til bønder og bondevenner. Hans sympati for det forenede venstres program og i det hele hans lyse forhåbninger til det kommende valg fremgår tydeligt af et brev, som han får smuglet ud af Nytorvsarresten og sender til Friedrich Engels i London: »Civil-arresthuset i København, d. 19. august 1872. Kære hr. Engels! Jeg ved, at de har sendt mig et brev siden jeg er blevet fængslet, men indholdet har jeg ikke set, da politiet beholdt det. Heller ikke har jeg kunnet skrive dem til, det tillades os ikke, og dette brev, som jeg her skriver, er jeg ikke sikker på at kunne få sendt dem. Hvis de vil genoprette forbindelsen med foreningen her, vil jeg bede dem adressere brevene til: redaktionen af »Socialisten«; de vil da få nøjere oplysninger. Jeg skal nu forsøge at give en fremstilling af de sidste begivenheder, der har sat vort land i så stor bevægelse. Da jeg kom tilbage fra min Genfer rejse, var, som jeg vist skrev dem, foreningen gået en del tilbage. Det lykkedes mig imidlertid at bilægge den uenighed, som var opstået, og foreningen nåede navnlig her i København en betydelig størrelse. Jeg forandrede derpå fra 1ste april ugebladet »Socialisten« til et dagblad og opnåede i løbet af en måned 2000 abonnenter. Imidlertid udbrød der en strejke mellem murerne, som jeg naturligvis understøttede af alle kræfter, medens autoriteterne og politiet hjalp mestrene på alle lovlige og ulovlige måder. For at få en ende herpå, og for at få alle arbejdere til at støtte strejken, sammenkaldte jeg i en kraftig artikel alle arbejdere til et møde under åben himmel. Men trods vor store »frihed« blev mødet forbudt af politiet. Jeg erklærede derpå tilligemed mine to medbestyrere lørdag aften d. 4de maj at jeg alligevel ville afholde mødet, hvorpå vi alle tre lørdag nat kl. 2 arresteredes. I den sag, som derpå blev anlagt imod os, har man imidlertid ikke indskrænket sig til at anklage os for overtrædelse af forbuddet, hvad der kun kunne skaffe os en pengebøde, men man har søgt at bevise, at de socialistiske ideer er statsfarlige, og at vi derfor ved at udbrede disse her i landet har gjort os fortjente til døden eller tugthusarbejde. For at kunne udføre dette vanskelige arbejde har de afspærret os fra al communication med yderverdenen og beskikket os actorer og defensorer, som antages at ville handle i politiets interesse, ligesom også forhørene, der indtager ca. 3000 skrevne sider, tildels er affattet tværtimod vore virkelige udsagn. Således står sagerne altså for vort vedkommende. I det forbudte møde d. 5te maj deltog omtrent 20,000 personer, men de blev adsplittet af politiet i forbindelse med kavalleriet, dog først efter at over 50 husarer og ca. 20 politibetjente var blevet sårede med stenkast. Hele garnisonen, endog artilleriet, var rykket ud. Den næste dag meldte omtrent 1500 personer sig ind i foreningen, og abonnenterne på bladet steg fra 2000 til 3000. Det har nu 3-4000 abonnenter og kan betale sig, så at der ingen fare er for at det skal gå ind. Foreningen er også meget ivrig, men som de jo ved fandtes der for et år siden ingen, der vidste, hvad socialisme var, og der er endnu ingen, der er så tilstrækkeligt bekendt med sagen, at han kan overtage min og mine to kollegaers plads. Foreningen er derfor nu på en måde »uden hovede«, der er ingen rigtig styr på den, men desuagtet er ånden fortræffelig. Det gør mig ondt, at jeg ikke kan komme med til kongressen, jeg havde temmelig betydelige forslag at gøre med hensyn til det agrariske spørgsmål. De 500 mærker, som de sendte mig, er blevet konfiskerede af politiet, ikke destomindre skal jeg sørge for, at pengene bliver sendt dem, så snart jeg kan få lov at tale med foreningens sektionsformænd derom, sålænge beder jeg dem have os undskyldt. Fra 1846 har der her i landet eksisteret et temmelig betydeligt bondeparti, som nærede meget frisindede anskuelser. Det lykkedes mig i sommer ved en snild manøvre at få det delt, således at den større halvdel slog sig næsten helt til vor side og udstedte et valgprogram, som jeg ved lejlighed skal sende dem, og som enhver ægte socialist med god samvittighed kan underskrive. Vi arbejder nu sammen med dem til valgene, idet vi har forbeholdt os byerne og de tager landet. Der er rimelighed for at dette »forenede venstre« vil få flertallet til folketinget og derved komme til at danne et ministerium. Det national-liberale (doktrinære, konservative) parti er naturligvis rasende og truer med at Bismarck og Rusland vil skride ind, hvis dette sker; men der er intet håb om, at vælgerne vil blive forskrækkede herfor. Jeg stiller mig selv til valg i København, det kan heldigvis ikke forbydes mig. Hvis vi og bønderne således får overvægt ved valgene, som skal holdes d. 20. september, så vil jeg rimeligvis blive fri d. 5. oktober, når rigsdagen kommer sammen, selv om jeg ikke skulle blive valgt. Jeg beder dem dog ikke omtale disse forhold offentligt, da det ville kunne skade sagen, at forbundet blev bekendt for tidligt; nu har vore modstandere vel anelse derom, men ingen vished. Mærkeligt er det, så flinke socialister arbejderne er blevet herovre, de vil hverken høre tale om religion eller arbejdsherrer mere; jeg tænker næsten, at Danmark bliver den første stat i Europa, hvor ideen bliver varigt realiseret i praksis, og det kan vi navnlig takke vor oplyste og politisk udviklede bondestand for. Det bliver mere og mere tydeligt for mig, at det ikke kan nytte os at gå i kampen, før landbefolkningen er med os. Herfra kommer der vist på grund af valgene og på grund af vor fængsling ingen til kongressen; det er meget slemt, men jeg kan ikke engang heller opgive nogen blandt vore arbejdere, der forener alle de nødvendige egenskaber til en sådan rejse, og udgifterne er jo heller ikke så små; dog det overvandt man vel nok. Derimod kan de vente mig til London, så snart jeg slipper ud. Jeg skriver dette i et meget ubekvemt fangehul og med ufuldkomne skriveapparater. Jeg håber dog, at de kan læse det, egentlig måtte de, for at forstå forholdene herovre, have en langt omstændeligere beretning; men de må tage til takke for denne gang. Måske vil jeg snart kunne berette dem mere mundtligt. Skulle det imidlertid blive min skæbne at tilbringe mit liv som fange, så håber jeg dog, at mit eksempel skal have bevirket så meget her i Danmark, at socialismen fæster rod her for bestandigt. Jeg hilser dem og beder dem hilse alle meningsfæller, som de måtte træffe, fra afdelingen i Danmark og fra deres hengivne Louis Pio. p.s. Mig kan de altså ikke skrive til; derimod beder jeg dem snarest muligt sætte dem i forbindelse med foreningen gennem redaktionen af socialisten. Adressen er kun: redaktionen af »Socialisten«, København.« - Vel blev valget en stor sejr for venstre, men med nogen venstreregering fik det dog lange udsigter. Og ikke blot for Pio, men også for mere nøgterne naturer indenfor partiet blev valget som prøve på tilslutningen til socialdemokratiet en skuffelse. Der blev opstillet partifæller både i København og i provinsen. Og når hovedstaden klarede sig dårligst, må forklaringen sikkert søges i det forhold, at den ret store medlemsskare i Internationales sektioner ikke var kommet, fordi de enkelte var socialister, men af faglige hensyn, fordi de herigennem ventede støtte til den faglige kamp. Og endelig viste udfaldet, i hvor høj grad fattig- og tyendebestemmelserne berøvede arbejderne deres valgret. Ialt havde kun 6-8 procent af Internationales medlemmer stemt på partiets kandidater. Pio fik i 5. kreds 199 stemmer; Geleff i 1. kreds 26 stemmer, P. C. Johnsen i 9. kreds 37 stemmer, smed H. F. Christensen i 4. kreds 32 stemmer, V. T. Holst i 7. kreds 11 st., Venstremanden jernstøber Lunde i 8. kreds blev anbefalet i »Socialisten«, men fik alligevel eller måske derfor kun 99 stemmer. På landet og i provinsen var der et par bemærkelsesværdige resultater, idet skrædder og husmand Jens Hansen, Kundby, i Svinningekredsen opnåede 241 stemmer, sadelmager H. L. Bendixen i Lyngby fik 248 stemmer, og Gronemann og Chr. Johansen i henholdsvis Bjerre- og Horsenskredsen fik 383 stemmer og 393 stemmer. I Århus var Kruse opstillet, men trak sig på valgdagen tilbage for en Bjørnbaksk gårdmand. Senere på efteråret udformede Würtz en adresse til folketinget med klage over politidirektørens fortolkning af grundloven og behandling af førerne og med opfordring om iværksættelse af en undersøgelse heraf, samtidig med at Internationale tilsagde venstre sympati i kampen for folketingets ret. Forsynet med ca. 5000 underskrifter blev den fremsendt til rigsdagen, og redaktør Bille påtog sig venligst at forelægge den, dog uden at anbefale den til nogen velvilje. Regeringen syltede den i stilhed tillige med andre indtrufne adresser fra Jylland, idet justitsminister Klein, som havde afløst Krieger i juni, meget skulle have sig frabedt, at folketinget eller medlemmer af dette opkastede sig til dommer over en ministeriet undergivet embedsmand. Værre gik det med en henvendelse til kongen. Efter at Crone i november havde afslået et andragende om lov til at holde arbejdermøde på Nørrefælled, besluttede foreningen, at kongen højtideligt ved en skrivelse og en deputation skulle underrettes om, hvordan Crone havde gebærdet sig, mens majestæten var i udlandet. Forsynet med 6 arbejderes underskrifter vandrede henvendelsen fra Hofmarskallatet til Justitsministeriet og herfra til Crone med forespørgsel, om han ikke fandt det rettest at føle sig fornærmet over de anvendte udtryk. Det gjorde han gerne, selv uden opfordring, og resultatet var sagsanlæg mod de 6 arbejdere. Samme skæbne overgik boghandler Loria, som i en biografi af Pio også havde beskyldt Crone for grundlovsbrud. Det blev 200 rdl. eller 60 dages fængsel. Würtz var med sit imposante ydre og sine ikke ringe talegaver en udmærket agitator. Og han sparede sig ingenlunde. Gennem efterår og vinter 1872 holdt han talrige møder både i København og i provinsen. Han besøgte Ålborg, Århus, Skanderborg, Silkeborg, Horsens, Fredericia, Odense, Næstved, Præstø foruden landsbyer på Sjælland. Hans politiske taler drejede sig især om de sociale forhold, børnearbejdet, fattigskolerne, og han interesserede sig stærkt for oplysning. Han fremhævede ved flere lejligheder, at socialisterne nærer agtelse for den sande religion, og selv nærede han al ærbødighed for kongen. Bjørnbak, som han besøgte i Viby, syntes godt om ham, og da Jyllandsposten fandt det kompromitterende for Bjørnbak at have haft socialistbesøg, riposterede han, at han hellere ville se den skinbarlige fanden som gæst i Viby end den uforskammede højreredaktør. I Alborg og Odense fik Würtz genoprettet de hensygnede afdelinger af Internationale, og i Fredericia, Kolding og Næstved var han fødselshjælper for nye. I Næstved talte han d. 29. marts 1873, dagen for dommen over Pio, Brix og Geleff, i en stor forsamling i »Møllers Salon«. Under uro og afbrydelser fra de tilstedeværende »storborgere« gendrev Würtz beskyldningerne mod Internationale, som han hævdede kun ved lovlige og tilladelige midler søgte at udrive arbejderne af den elendighedstilstand, hvori de fleste af dem levede. »Socialisten«s mødereferat slutter: »Først da den sidste storborger var lusket af, og arbejderne fik lidt friere luft, oprettedes en afdeling af Den Internationale Arbejderforening, og tømrermester Petersen valgtes til foreløbig bestyrer.« Forøvrigt var Würtz mere fagforeningsmand end politiker. Han var oprindelig imod en fællesstrejkekasse, men i hans formandstid var denne sag stadig under debat, og i november blev det vedtaget at oprette den. Han var derimod forrest i angrebet på formandsforeningen, og han viste meget fremsyn, når han optrak linjerne for den faglige udvikling: »Lad hvert fag slutte sig sammen, ikke blot til skruer, men til enhver alvorlig gerning i fagets interesse, til fagets ære og fremgang, og lad alle disse fagforeninger holde sammen og støtte hinanden i gode og onde dage, så vil arbejderne være en magt.« Det kunne ikke forblive uden følger for tilstanden indenfor foreningen, at formanden i lange perioder var borte på rejser. Og Würtz havde desuden ingen administrative anlæg. Bortset fra personlige modsætninger var det gamle krav om demokratiske styreformer med repræsentantskab, generalforsamling o.s.v. stadig levende hos en del af sektionsformændene. Forud for folketingsvalget kom det til et brud, og under ledelse af C. Hamp, R. Lundbeck, A. C. Schrøder og E. Jørgensen udvandrede en del af medlemmerne og nedsatte sig som en »provisorisk afdeling«. Provisorisk ville sige, at de var rede til at gå ind igen, når førerne kom tilbage. I »den provisoriske«s love af d. 2. september 1872 er de demokratiske principper lagt til grund for opbygningen, og iøvrigt er formålet at gå ind med større kraft for sagen, end det hidtil havde været tilfældet. Foreløbig holdt den provisoriske møder i Internationales lokaler, og medlemskabet i moderforeningen opretholdtes, indtil bestyrelsen blev ekskluderet. Senere flyttede den provisoriske til lokaler i Havnegade 11. Stridighederne strakte sig gennem hele vinteren, og den 5 mands bestyrelse, som oprindelig fra d. 8. maj bestod af C. Würtz, H. F. Christensen, Henriksen, P. C. Johnsen og Sørensen, blev genstand for adskillige personskifter. Ved et bestyrelsesvalg i marts blev Würtz, mens han var på agitationsrejse, fældet som formand, idet han fik 208 stemmer, mens hans kollega, cigarmager Johnsen, blev valgt med 321 stemmer. Würtz bøjede sig loyalt for stemningen, og trods opfordringer fra hans tilhængere om at sætte sig i spidsen for et nyt parti nægtede han dette. Hans fortsatte medvirken sikredes da også ved, at han i begyndelsen af april enstemmigt ansattes som Internationales agitator i provinsen. 14 dage senere rejste oppositionen sig dog påny mod hans »myndighedsmisbrug«; han og kassereren, A. B. Weiss, anklagedes for »despotisk optræden«, mens et par andre medlemmer beskyldtes for »ulovlig pengeudpresning i socialistisk øjemed, nemlig til fordel for Den Internationale Arbejderforening eller dens fængslede førere«, og alle fire blev ekskluderet. Würtz fastslår, at han måske ikke er fejlfri, men ingen kan beskylde ham for uredelighed; han går med en god samvittighed. Dagen efter bekendtgjorde han i »Socialisten«, at han, nu da han frivilligt havde fratrådt sine politiske bestillinger, »i erkendelse af, at arbejdet adler manden, er tyet til mit tidligere erhverv, at rulle cigarer, og der vil stadig i mit hjem, Springgade 24, 2., leveres en god cigar til nutidens billigste priser«. Han fik imidlertid ikke fred i sin næring ret længe, for d. 1. maj blev han dømt til 15 dages fængsel for i en bladartikel at have kaldt politimyndigheden storborgernes profos, og få dage efter faldt dommen i sagen mod de 6 formastelige arbejdere, inklusive ham selv, som havde klaget til kongen over Crone. Det gav andre 60 dages fængsel. En indsamling gennem Internationale gav ikke nok til dækning af bøderne, men pengene gik så til understøttelse af de fængsledes familier. Madam Würtz og hendes børn kom i direkte nød, skønt hun anbefalede sig med linnedsyning og lignende. Et opråb om tøj til børnene senere på året er underskrevet »nogle arbejdere, der endnu har en del tilovers for Würtz«. Carl Würtz skal mindes både som pioner for socialismen og som martyr for den. Han var en brav arbejder, der ofrede sig, så langt hans evner rakte, for arbejdets sag. Hans forsvar for hans klassefællers borgerlige og menneskelige rettigheder takserede magthaverne som oprør og forbrydelse. Hans egne kammerater gav ham mest utak til løn. Da han havde sonet bøde og brøde og slap ud af fængslet, var han træt af kampen, og kort efter udvandrede cigarmager Würtz til Amerika. Den kongres, som Pio talte om i brevet, var Internationales 6. ordinære kongres, som afholdtes i Haag d. 1.-7. september 1872. Der var naturligvis tilgået de nationale føderationer opfordring om at lade sig repræsentere, og i begyndelsen af august vedtog et møde i Kirkestræde, at Würtz og Sophus Pihl skulle repræsentere Danmark. Den første var formand og den anden en sprogkyndig europæer. Men Pio lod fra arresten sive ud, at han ikke fandt valget heldigt; Pihl hørte ikke til Pios mest ubetingede livgarde; stormesteren ville hellere se foreningen repræsenteret ved den korresponderende sekretær i London. Imidlertid vedtog et nyt møde få dage før kongressen, at Pihl skulle rejse, og han udrustedes med 90 rigsdaler, som skulle slå til. Det var en overmåde vigtig kongres, Internationales kulmination. Karl Marx selv var der og svang sit sværd over anarkisterne. Bakunin var derimod ikke mødt, men repræsenteret ved en stærk syd- og østeuropæisk gruppe. Efter indgående teoretiske debatter vedtog kongressen resolutioner om jordens socialisering, om arverettens afskaffelse og om, at alle arbejdere skulle danne fagforeninger og disse igen fagforbund. Marx' sejr over Bakunin blev slået fast ved, at princippet om arbejdernes politiske aktivitet, nødvendigheden af selvstændige arbejderpartier blev indføjet i statutterne, og Bakunin blev udstødt i mørket. Men trods alt var det en pyrrhussejr. Med vedtagelsen om generalrådets overflytning til Amerika begyndte også på Haagerkongressen den defensivsituation, som gradvis gik over i Internationales opløsning. Sophus Pihl, som en halv snes år før havde hørt Lassalle tale i Tyskland, har med levende opmærksomhed fulgt de bevægede forhandlinger og fulgte Marx og Engels i alle voteringer. Efter hjemkomsten holdt han lige op til folketingsvalget foredrag om kongressen, men tilsyneladende var interessen herfor ikke stor. Würtz bringer f.eks. intet referat i »Socialisten«. Kort efter nedlægger Pihl sit bestyrelsesmandat. Selv om Internationales hovedledelse var forlagt til New York og her førte en temmelig vegetativ tilværelse til den sidste kongres i 1876, var Marx og Engels stadig i London, og navnlig Engels fulgte med stor opmærksomhed udviklingen i de forskellige lande. Med Danmark gik korrespondancen helt istå i Würtz' formandstid. I sine breve til vennen F. A. Sorge i New York beklager Fr. Engels flere gange i løbet af 1873, at »fra Danmark hører eller ser man intet«. Han formoder, at årsagen til tavsheden er »lassalleanische umtriebe«. Et sted (26/7) skriver han, »danskerne hælder, takket være lassalleanske flensburgere og andre nordslesvigere, mere mod den Almindelige Tyske Arbejderforening (end mod Internationale) og har ladet sig løbe om hjørnet med af denne.« ... »der teufel hole die socialisten dieser bauernlander, sie sind immer durch phrasen zu bestechen,« slutter det lille hjertesuk. (fanden ta' disse bondelandes socialister, de lader sig altid besnære af fraser.) At Würtz på dette tidspunkt er ankommen til New York, ses af samme brev, hvori Engels beder Sorge få Würtz til at opgive sig nogle adresser i København. Da han heller ikke hører noget fra Pihl, tænker Engels, at dennes adresse muligvis ikke er rigtig. Internationales tredje og sidste formand, Peter Christian Johnsen, kom kun til at fungere nogle måneder. D. 14. august udstedte justitsministeren et »foreløbigt« forbud mod Internationale, og politiet lagde beslag på dens protokol, indsamlingsbøsse, messingklokke og øvrige beskedne ejendele. Dermed var foreningen opløst. Det tilfaldt Johnsen at føre forsvaret for Internationales lovlighed og med juridisk assistance førte han et udmærket defensorat, som man blot på forhånd vidste var frugtesløst. Efter forbudet anlagde myndighederne, som loven byder, sag for at få dom for foreningens ophævelse. Og stævning blev desårsag udtaget mod Johnsen. Anklagen gik ud på, at Internationale var stiftet og havde virket i ulovligt øjemed, at den var en afdeling af Internationale i London, som ikke kunne betvivles at ville omvælte de bestående stats- og samfundsforhold og som da også var blevet forbudt i andre lande. Beviser mente man at have til overflod i begivenhederne omkring d. 5. maj og i Pio, Brix og Geleffs tilståelser. Johnsen benægtede, at der i love, statutter eller vedtagelser fandtes noget som helst, der viste, at det havde været Internationales eller bestyrelsens hensigt med magt eller ulovlige midler at fremme dens formål. Hertil svarede retten: jo, der står, den skal ved »alle midler« stræbe at ordne arbejdernes optræden o.s.v. - altså også ulovlige! Hvad forbindelsen med London og medansvaret for forhold andetsted angik, kunne Johnsen henvise til, at Pio udtrykkeligt under hans egen sag havde betonet, at den herværende forening kun havde stået i en meget løs forbindelse med hovedforeningen i London, at den danske afdeling havde været aldeles selvstændig og uafhængig, og at ingen som helst »befalinger« var givne eller modtagne. Det var tværtimod en bestemmelse, at Internationales afdelinger havde at rette sig efter det pågældende lands love og forhold. Men alle indlæg til forsvar for arbejdernes grundlovshjemlede ret til at forene sig var som talt i ørkenen. Lands-, Over- samt Hof- og Stadsretten stadfæstede forbudet. Johnsen var nogle år ældre end Würtz og havde ikke dennes vitalitet. Hans far, der stammede fra Island, var hattemager i Horsens, hvor han selv var født i 1828. Hjemmet har åbenbart været fattigt, for som 4-årig blev han sendt i arbejde, endda meget sundhedsfarligt arbejde på en svovlstikfabrik. Både han og Würtz gav ofte i deres taler mørke skildringer af de frygtelige forhold i fabrikkerne, »hvor mødre slæber deres børn hen så snart de kan krybe, for den usle løns skyld«, og fremhævede, hvor ofte sådanne børn fik tæring, som bortrykkede dem i en ung alder. P. C. Johnsen var selv tuberkuløs og døde godt 50 år gammel. Han kom i cigarmagerlære på Hagemanns tobaksfabrik i Horsens og blev svend i 1848. Efter at have deltaget i krigen 1849-50, slog han sig ned i København. I en årrække var han nu skiftevis »hjemmearbejder«, etableret cigarfabrikant og igen i modgangstider fabriksarbejder. I 1871 var han med til oprettelsen af Cigarmagerforeningen »Enigheden« og blev i oktober sektionsformand i Internationales cigarmagersektion. Vi har set, at han var med i den demokratiske opposition mod bestyrelsen og ligeledes efter førernes fængsling hørte han til dem, der holdt sig nærmest jorden. Johnsens ligevægtige væsen gjorde ham velskikket til at holde sammen på de urolige gemytter i Internationale, som til tider havde mest lyst til at trække hver til sin side. Han valgtes til partiets folketingskandidat på Kristianshavn, hvor han boede, og blev, skønt han ikke var særlig oratorisk begavet, benyttet en del som politisk taler. Som formand var han maj 1873 i Næstved at befæste den nye afdeling der. Ved grundlovsfesten i Dyrehaven kort efter, udtalte han bl.a.: »Lad denne simple tribune, opført af arbejdernes egne små midler, stå i erindringen som et tegn på, at det fra nu af tilkommer arbejderne selv at værne om deres ret og som en påmindelse om frihedens giver og de mænd, som har åbnet arbejdernes øjne for, at friheden også er deres«, iøvrigt fremhævede han især broderskabet og menneskenes ligeberettigelse som en grundtanke i socialismen. Ved mødets slutning ved Den slesvigske Sten, var det nær igen kommet til sammenstød, idet en deling husarer og politi omringede pladsen og nedlagde protest mod udfoldelse af den røde fane i Dyrehaven. Takket være Johnsens sindsro gjorde denne udfordring dog ingen afbræk i den vellykkede fest. Da der ikke længere var nogen Internationale at være formand for, gik Johnsen igen op i det faglige arbejde og var meget virksom under det store fremstød for fagforeningstanken 1873-75, da han afløste Giessing som formand for Enigheden. Han gik stærkt ind for oprettelsen af et almindeligt forbund for alle tobaksarbejdere, idet han henviste til det skrædderforbund, som nylig var dannet. Derimod var han en modstander af produktionsforenings eksperimenter, hvor han hævdede, at sporene skræmmer. Han var med til at oprette Den demokratiske Arbejderforening, ligesom han sad i Fagforeningernes Centralbestyrelse; i 1876 deltog han i den Gimle-kongressen, og blev medlem af socialdemokratiets hovedbestyrelse; men næste år nedlagde han sit mandat, da Mundberg og Hørdum efter hans mening lagde kursen over i for moderat retning. Han forsøgte i 1877 at starte et radikalt-socialistisk parti og udgav et socialdemokratisk ugeblad »Den Radikale«, hvori han »gjorde op med toucherianerne«, som han sagde. Efter nogle numre overtog baronesse Liljenkrantz bladet. Johnsen var på den tid syg og blev snart gjort helt ukampdygtig af tuberkulosen. Han døde d. 22. marts 1879 og blev begravet på vor Frelsers Kirkegård på Amager. »Social-Demokratens« nekrolog skildrede ham som den gode partifælle til det sidste, og Tobaksarbejderforbundet skrev i en opfordring om at give ham fanefølge: »P. C. Johnsen har altid været en god socialdemokrat. Ja, man bør endda mindes, at han engang var den mand, der forstod at holde sammen på vort parti og vore ideer«. - Dagen efter Internationales opløsning indbød Sophus Pihl, formanden for Snedker- og Stolmagerforeningen, til et arbejdermøde i Phønix, lørdag d. 16. august. Ikke alene var »salonen« stuvende fuld, men der var trængsel i de tilstødende gader. For denne forsamling trådte Pihl, Giessing og Johnsen frem og erklærede: Arbejderbevægelsen kan ikke tvinges ved et magtbud. Man ville derfor stifte en ny forening, som skulle hedde: Den demokratiske Arbejderforening. Johnsen gjorde rede for formålet: ved alle lovens midler at virke hen til arbejdernes fuldstændige ligeberettigelse i politisk og social henseende med de øvrige samfundsklasser. Foreningen fik begejstret tilslutning, og Pihl valgtes til formand. Han skred straks til den næste aktion, indkaldelse af samtlige fagforeningsformænd for ved deres bistand ud af foreningen at skabe et fast politisk arbejderparti. Også det fik han tilslutning til, og samtidig vedtog man at indkalde til et nyt, større møde, som da værten i Phønix hverken turde eller kunne huse det, blev henlagt til Nørrefælled mandag d. 25. august. Crones' tilladelse måtte naturligvis indhentes, og den fik man på betingelse af, at der blev anbragt politi både foran og bagved talerne og andre sikringsforanstaltninger blev truffet. På Nørrefælled indfandt sig en tusindtallig forsamling, større end nogen tidligere, for hvem Pihl, Giessing, Zimmermann, Johnsen og flere talte. Smed Adam Petersen var dirigent. Dagsordenen gik ud på at vedtage en udtalelse om førernes dom og en adresse til kongen samt en vedtagelse om tilslutning til Den demokratiske Arbejderforening. Pihl udtalte, at hvis magthaverne havde troet at kunne knuse bevægelsen ved at forbyde Internationale, var det en så gal beregning, at de tværtimod havde givet den forøget styrke. Johnsen talte om førernes dom og håbede at opnå deres benådning. Han var virkelig veltalende ved denne lejlighed: »Er vore førere, tyve og mordbrændere! sagde han. Nej. En, der skænder og brænder med ild og sværd, bliver hædret med ordener, men deres forbrydelse var ene og alene at have åbnet arbejdernes øjne. Den mand, der i 1864 tilbød fædrelandet sit liv og sin arm, ham takkede man nu med 5 års tugthusarbejde, men han står pletfri i vore øjne, og ingen Crone eller juvel kan fordunkle hans minde. I Polen lullede kvinderne børnene i søvn ved Polens klagesang; vore kvinder synger ved vuggen Socialisternes March!« Det, som skulle få så skæbnesvangre følger, var beslutningen om, at Pihl og Adam Petersen på forsamlingens vegne skulle overrække kongen et langt og motiveret andragende, gående ud på, »at det måtte behage hans majestæt at anvende den magt til at øve mildhed, der var lagt i kongens hånd og at gengive de fangne friheden«. Dette dokument blev indleveret på højeste sted, men der hengik et par måneder, før der forlød noget om dets skæbne. I mellemtiden fik foreningen øget tilgang, der holdtes »udflugt til Frederiksberg« - hvis det blev lavet til møde, ville politiet skride ind - og myndighedernes finger viste sig iøvrigt i vanskelighederne ved at opnå lokaler. En skønne dag lod justitsministeren indlede kriminel undersøgelse for at få oplyst, om Den demokratiske Arbejderforening ikke lumskeligt var en fortsættelse af den forbudte Internationale, da adskillige ting efter hans mening kunne tyde på det. Johnsen havde således letsindigt udtalt på Fælledmødet, at den ny forening skulle have »de samme tendenser« som den gamle; i bestyrelsen var der flere gengangere, såsom formanden Pihl og næstformanden Giessing. Også var det mistænkeligt, at både den demokratiske og flere af de nye fagforeninger havde udnævnt Pio, Brix og Geleff til æresmedlemmer. Foreløbig samlede Klein dog kun materiale. Endelig langt hen i oktober kunne Pihl i »Socialisten« give den meddelelse om kongens svar, at »hans majestæt kunne naturligvis ikke nedlade sig til at modtage en arbejder ved audiens«, men gennem sin adjudant havde henvist ham til justitsminister Klein. Da han imidlertid ikke havde nogen tillid til denne, indkaldte han i henhold til Fælledmødets vedtagelse Københavns arbejdere til møde på Kristiansborg Slotplads mandag d. 3. november kl. 12, således at adressen støttet ved de manges nærværelse kunne blive overleveret kongen under hans offentlige audiens samme dag. Bekendtgørelsen stod i »Socialisten« søndag morgen. Samme dag blev Pihl anholdt og fængslet. Mandag morgen havde politiet indrykket et forbud mod mødet i nogle borgerlige blade (»Socialisten« udgik ikke om mandagen) og ukendt med dette, indfandt der sig ved middagstid en større skare arbejdere på Slotspladsen, som en politistyrke ved et pludseligt angreb med stavene drev tilbage over Holmens og Højbro. Det skete under udfoldelse af en ganske umotiveret brutalitet, og »Socialisten« indeholdt de følgende dage klager og protester fra flere uskyldigt mishandlede, hvorunder sceneriet skildredes som temmelig bloddryppende. »Man hørte, hvor det knagede for hvert slag, og blodet flød ned ad hoved og ansigt; man hørte skrig og jammer af de sårede og af kvinder og børn lige til Højbro«. Crone havde påny frelst fædrelandet fra revolutionens rædsler! Baggrunden for myndighedernes voldsomme fremfærd overfor en række begivenheder, som havde udspillet sig i største ro og orden - indtil politiet drog kniplerne - var dels den spændte rigsdagssituation, finanslovsnægtelse, folketingsopløsning, nyvalg med den ophedede atmosfære heromkring, og dels en stor snedkerstrejke, som Pihl havde hænderne fulde af, samtidig med at han ledede og beherskede arbejdernes politiske nyorganisering. For kongen, som to gange havde vægret sig ved at modtage to valgte arbejdere med et bønskrift, var og blev det en lidet flatterende affære. Kommentarerne i arbejderkredse gik ud på: vi burde have vidst det. »Vor« konge er altså kun storborgernes konge. Sophus Theodor Pihl blev anklaget dels for at have truet kongen ved at indkalde til folkemødet, skønt politiet i forvejen havde advaret imod det, nemlig da han første gang omtalte kongens afvisning, og dels for fornærmelse mod kongen, nemlig i bemærkningen om at denne »naturligvis ikke kunne nedlade sig«, og idømtes 8 måneders forbedringshus, en dom som blev stadfæstet af højesteret, ialt sad han indespærret i 11 måneder. Under forhørene oplyste politiinspektør Hertz for retten, »at Pihl havde erhvervet sine kundskaber og dannelse ved at vagabondere i fremmede lande«. Meningen var, at Pihl hørte til de arbejdere, som havde mødt tidens nye tanker og var blevet socialist under deres ophold på fagets vegne i udlandet. Han var i 1873 kun 33 år gammel, født i Nykøbing Sjælland d. 23. marts 1840 som søn af murermester Abraham Pihl. Efter konfirmationen havde han først en tid været i handelslære i Frederikssund, men følte ikke lyst til den branche, hvorfor han kom i snedkerlære i København og blev svend i 1859. I 1861 rejste han sydpå til Tyskland, Schweiz, Italien og Frankrig. I Hamborg var han 1 1/2 år, men større betydning fik hans ophold i Frankfurt am Main, hvor han i den lokale Arbeiterbildungsverein kom i berøring med det nye røre, brydningen mellem liberalismen og socialismen, og overværede et par af Lassalles bevægede møder, der gik forud for oprettelsen af Den Almindelige Tyske Arbejderforening. Herfra rejste han videre til Genéve, hvor han blev et halvt år, og derfra til Frankrig, hvor han opholdt sig tre år og ligeledes var levende optaget af at følge med i den socialistiske bevægelse. Efter at have besøgt Florens og Rom gik han i Neapel ombord i et norsk skib for at nå til England; men af en eller anden grund gik det til Stavanger, og ved dette tilfælde fik Pihl en tilknytning til Norge, som blev afgørende for hele hans liv. I Stavanger fik han arbejde og giftede sig, men da tiderne blev dårlige, rejste han i begyndelsen af 1870 med familien til Danmark, hvor han ret naturligt sluttede sig til Internationale og af snedkerne blev valgt til sektionsformand i november 1871. Som nævnt er det ikke usandsynligt, at han allerede i foråret 1870 har været med i den mundbergske kreds. Sophus Pihl var en større personlighed end både Würtz og Johnsen. Han havde ikke blot kundskaber og horisont, men en karakter og viljestyrke, der er forklaringen på den betydelige indflydelse, han øvede blandt sine fagfæller og i det hele i arbejderbevægelsen. Han var den drivende kraft bag snedkernes store organisatoriske fremstød, formand for Snedker- og Stolemagerforeningen af 1872, og af den grund sat på mestrenes sorte tavle. Hans resultater som fagforeningsleder blev omtalt med største respekt indenfor de andre fag. Da han nu blev fængslet, ebbede ikke blot den strejke ud, som han med stor energi havde ledet, men selve fagforeningen følte sin afmagt i den grad, at den forvandlede sig til en uskyldigere udseende produktionsforening. Vi så, at han efter hjemkomsten fra Haag-kongressen nedlagde sin bestyrelsespost i Internationale, men kort efter blev han stemt ind igen, og det var ingen tilfældighed, at det blev ham, som greb ind for at redde stumperne efter Internationales opløsning. Men berøvet lederen gik også Den demokratiske Arbejderforening i opløsning, skønt Giessing kæmpede bravt for at holde den oppe. Hen i december kan man betragte den som forsvundet. Bevægelsen lå nu helt hos fagforeningerne. Da Pihl slap ud fra Vridsløse i september 1874, forbød politiet en planlagt festprocession til ære for ham, men alligevel hyldedes han på forskellig vis både i fagforeningernes lokale i Borgergade og ved et optog med faner i Søndermarken. At søge arbejde ved faget var håbløst for ham; han søgte da magistraten om en bevilling som værtshusholder, men den blev også nægtet ham, den straffede person. En indsamling blandt partifæller skaffede ham midler til alligevel i ly af en andens navn at åbne en kælderbeværtning i Tordenskjoldsgade 31, hvor en del af fagforeningerne i den følgende tid holdt møder. Politiet chikanerede ham også i denne næringsvej, krævede hans skilt nedtaget og idømte ham bøder for bagateller, samtidig med at vicepolitidirektøren forsøgte at overtale ham til at tage mod penge og udvandre. Med harme afviste Pihl dette bestikkelsesforsøg og gjorde i et opråb til venner og meningsfæller opmærksom på, hvilke efterstræbelser, han var udsat for. Han måtte forstå det sådan, at han havde kunnet undgå adskillige ubehageligheder, »når jeg havde modtaget autoriteternes penge og tilbud enten til at rejse for eller til at ernære mig for på den af dem angivne måde, men da jeg er af den formening, at autoriteternes myndighed ikke strækker så vidt, at de har ret til at benytte de dem anbetroede penge til at sende politiske modstandere ud af landet med eller på anden måde købe dem, så kunne det dog ikke falde mig ind at benytte mig af en sådan rundhåndethed«. Fr. A. Hertz havde i et digt ved Pihls tilbagekomst fra fængslet ikke ramt helt ved siden af, når han heri skrev:

Sophus Pihl, du vakler ikke, håb og mod du fattes ej. Kalken besk du måtte drikke, strø't med torne var din vej.

Hæderspalmen vil vi svinge over hver en martyr gæv, som tyrannerne vil tvinge, spinde ind i lumske væv.

I efteråret 1875 flyttede Pihl til Nørrebro, men partiets tilbagegang og nedgangstiden i det hele, gjorde ham det vanskeligt at eksistere. Efter halvandet års yderligere kamp for tilværelsen, bl.a. som udvandringsagent, brød han op og rejste bort, først til Hamborg og herfra til Sydafrika, hvor han fik arbejde og god fortjeneste. 7 år senere havde han samlet sig nogle penge og rejste nu til Norge, hans hustrus fædreland, og her blev Sophus Pihl for anden gang fører for en arbejderbevægelse. Han slog sig ned i Bergen og arbejdede som skibssnedker på Laksevaag. Det var i 1885. Da var udviklingen i Norge ikke videre, end at liberale bedsteborgere af Rimestads slags endnu var ledere for arbejderne, som holdt til i såkaldte arbejderforeninger af typen 1860. Men nu bragte Pihl den nye tid til Bergen. Sin tro til socialismen havde han ikke sat overstyr, og der var endnu en rest af livskraft i ham, som han måtte sætte ind, da han så, hvordan sagerne stod. Han holdt oplysende foredrag, stiftede moderne fagforeninger og ofrede sin lille kapital på at  oprette et blad »Arbejdervennen« og holde det igang, og var ophavsmand til Den demokratiske Arbejderforening, hvis formand han var 1887/88. Men så var hans kræfter også udtømt. Sophus Pihl døde af lungebetændelse d. 27. april 1888, kun 48 år gammel. I et mindeord, som udkom kort efter hans død, står der: »Nu kæmper han ikke mere. Nogenlunde velstående kom han til Bergen, men fattig døde han. Han ernærede sig tarveligt ved at give undervisning i det engelske, tyske og franske tungemål, som han talte flydende. Tit nok udeblev honoraret; til at kræve det var hans karakter for blid. Så led han ofte nød. I det sidste år havde han utilstrækkelig næring, og skønt sygdommen havde taget en vending til det bedre, kunne han alligevel ikke overvinde den. Han bukkede under. Kræfterne manglede. Samfundet myrdede ham.« Sophus Pihls navn er indtegnet i den norske arbejderbevægelses historie med hæder. Arbejderne i Bergen har rejst en smuk bautasten på hans grav, og hver d. 1. maj bliver den bekranset med blomster. Hos os, hvor han var med i de første kampe og ikke lod sig kue trods fjendens overmagt, her skal hans navn og hans dåd heller ikke glemmes. Da smed Adam Pedersen døde i 1887 anslås antallet af begravelsesdeltagere til 10.000. Signalet til Borgerskabet var klart! Borgerskabet kunne ikke slå socialismen ned med deres fængslinger og terror mod arbejderne, selvom de som kannibaler fortærede arbejdernes liv, som slaver i deres fabrikker.

Kammerater ! Socialister !

Efter løsladelsen d. 8. april 1875 var Pio, Brix og Geleff så medtaget, at de måtte rekreere sig. Men alligevel drog Pio til grundlovsfesten d. 5 juni i Dyrehaven. Derefter ville Pio besøge sin gamle ven J. Ph. Becker i Genf, men det dårlige helbred medførte, at han stoppede jernbanerejsen ved et badested ved Rhinen i Ems, hvor han ville komme til kræfter i 14 dage. Men forinden havde han dog gjort ophold Altona, hvor han overværede et arbejdermøde d. 19. juni med socialisterne i Altona. Mødet blev et tilløbsstykke, selvom det kun med kort tid blev bekendtgjort, at Pio var i Altona. Det store antal deltagere, medførte at mødet startede før bestemmelsen, og efter at hr. Molkeenbuhr fik ordet, blev han kort tid efter afbrudt af stærke og vedvarende leveråb for den danske partifælle: Louis Pio. Hr. Molkeenbuhr, afbrød straks sit foredrag, da han så, at i alle tilstedeværende var begejstrede og ønskede at se og høre hr. Pio. Pio fik nu ordet og blev ved sin fremtræden hilst med stormende leveråb. Mængden var begejstret og viste tydelig deres sympati for de danske socialister. Hr. Pio, som i høj grad var angrebet af sin lange og hårde fængsling, kunne kun henvende enkelte ord til forsamlingen. Han følte sig meget bevæget ved den modtagelse forsamlingen havde beredt ham, og sluttede med de ord: »Mine herrer. Jeg har endnu meget på hjertet, som jeg gerne ville meddele dem, men jeg er dels af udmattelse, dels på grund af det overordentlige indtryk forsamlingen har gjort på mig, ikke i stand til at tale videre, jeg beder derfor hr. Hasenclever at tage ordet for mig«. Pio havde jo mistet 10 tænder i fængslet. Hasenclever skildrede nu udførlig det danske socialdemokratis fremgang,...... og efter Hasenclevers foredrag, sang de tilstedeværende til ære for Pio den danske »Socialisternes March«, som blev hilst med stor begejstring. Det internationale arbejderfællesskab og kampen mod borgerklasserne og undertrykkerne var styrket ved gensidige følelser og begejstring.. Efter kuren i Ems tog Pio ophold i Leipzig og Berlin. I Leipzig skulle han have været tilstede ved et socialistisk møde. Men på grund af hans svagelige helbredstilstand kunne han ikke give fremmøde. Pio var således allerede kendt som en agtet arbejderfører i Tyskland. »Volksstaat« og »Neuer Social-Demokrat« fortæller om Pio's besøg i Berlin: »…..Hasselmann, der er rigsdagsmedlem, meddelte fra talerstolen, at Pio var tilstede, hvorefter forsamlingen hilste på denne ved at rejse sig. Pio tog nu ordet, hilst af levende velkomstråb. Han takkede forsamlingen og bad dem tillige undskylde, at han ikke ville kunne udtale sig så omstændeligt, som han kunne ønske det lige overfor vore berlinske brødre, der, som det var blevet sagt ham, havde fulgt vor kamp i Danmark med varm interesse... en sag havde han dog på hjertet som han absolut måtte fremkomme med. Han var gentagende ved sin afrejse blevet opfordret af de danske arbejdere til at bringe en hjertelig hilsen til vore tyske brødre, og idet han herved opfyldte en så kær pligt, tillod han sig at tilføje, at sagen for øjeblikket var i god fremgang i Danmark, og at han følte sig overbevist om, at Norden ville levere et ikke ringe kontingent til den store internationale arbejderarmé, der havde påtaget sig at kæmpe under sandhedens og fremskridtets banner mod løgn og fordomme. Hasselmann beskrev derpå i en længere tale den medfart som de dømte socialister havde lidt i 'kulturstaten', der roser sig af sin frie forfatning. Efter en timestid tog Pio afsked med forsamlingen, og hilstes ved sin bortgang med levende hurraråb, og Hasselmann havde under medlemmernes akklamation bedt Pio overbringe de danske meningsfæller en broderlig hilsen og en indtrængende opfordring til at holde ud i kampen for den fjerde stands rettigheder«. Efter hjemkomsten til København skriver Pio til Marx i London, at »Social-Demokraten« nu har 4.000 abonnenter, og at man mangler informationer og artikler om arbejderbevægelsens virksomhed i de andre lande, som man vil bringe i »Social-Demokraten«, og ligeledes skriver Pio til Becker i Schweiz, for at modtage information om den schweiziske og den italienske arbejderbevægelse, og fra Internationalen. I »Social-Demokraten« fra d. 1. august 1875 er der trykt en henvendelse fra: »Skibstømrernes forening i Flensborg«……. herved meddeler vi eder, danske kammerater, at der her i Flensborg siden den 12. juli har fundet en arbejdsnedlæggelse sted. Grunden hertil er følgende:…. Eder danske kammerater, beror det på, om vi skal vinde sejren eller ikke. Gør eders pligt ! Vi beder eder indtrængende om at forhindre al tilgang. På vort sidste møde udbragte vi et nifoldigt hurra for eder, fordi I hidtil så vidt mulig har forhindret tilgang. Modtag danske kammerater, vor broderlige hilsen og vort hjertelige håndslag. Bestyrelsen for skibstømrerforeningen i Flensborg….og i samme avis trykke en artikel »Slesvig og det national-liberale parti«, hvor der fortælles om det småborgerlige forfølgelsessystem, der anvendtes mod de tysksindede slesvigere i årene fra 1851-1864, der skal sammenlignes med den behandling, der fra det samme partis side (det national-liberale parti) er blevet os socialister til del her i Danmark i de sidste år, og videre….»Det bureaukratiske parti, der er ved at gå i knæ her i landet, tæller endnu en stor del tilhængere mellem nordslesvigerne. Vi anser denne omstændighed for at være i højeste grad uheldig. Skal nordslesvigerne for fremtiden ligesom før glæde sig ved deres danske brødres sympati og deltagelse, skal de stole på, at det danske folk under eventuelle forandringer i Europa vil være beredt til tunge ofre for at fri dem ud fra det slaveri, som de nu holdes i, da må vi være forvisset om, at det ikke er en flok blinde tilhængere af reaktionen, som vi skaffer os på halsen, men derimod en flok prøvede, trofaste og frisindede medborgere. For at bidrage vort til, at slesvigerne kan få øjnene op for den national-liberale klikes dumhed og ondskab er det, at vi har skrevet disse linier og skulle det virkelig være lykkedes, da er det vor fulde og faste overbevisning, at da er det første og nødvendigste skridt gjort til vore brødres forløsning fra det tyske jern- og blodregimente«. »Social-Demokraten« indeholdt i oktober 1875 en artikel med overskriften »Protest«: »Til republikken Frankrigs gesandt ved det danske hof«….. »der i den seneste tid er kommet til offentlighedens kundskab, dels en række skildringer fra bortflygtede kommunarder af deres liv som deporterede i Ny-Kaledonien, dels flere rapporter og erklæringer fra læger og andre i den franske republiks tjeneste, der behandler samme emne«…..»Vi danske arbejdere anser os derfor fuldt berettigede til herved i menneskehedens navn at nedlægge en energisk og indigneret protest imod den oprørende måde, hvorpå Frankrig, ifølge de omtalte aktstykker behandler sine uskyldige fanger i det nævnte forvisningssted, og forventer vi, at Deres excellence velvilligst vil bringe denne protest til Deres ærede regerings kundskab«. Protesten er dateret København d. 30. september 1875, og underskrevet af 27 ledende socialdemokrater. Socialdemokraternes protest mod behandlingen af deres deporterede franske klassefæller vakte international opsigt, og »Social-Demokraten« skriver d. 29. oktober 1875: »De frie fagforeningers protest imod de franske arbejderes behandling i Ny-Kaledomien har allerede vakt en betydelig opmærksomhed i udlandet, og vi har i de seneste dage fået tilsendt en del blade fra Schweiz, Belgien og Tyskland, hvori den har været meddelt fuldstændig, ledsaget af meget smigrende udtalelser, som vor beskedenhed forbyder os at gengive. Efter forlydender påtænkes der flere steder at indgive lignende adresser, ligesom der fra de deporteredes venners side agtes offentliggjort en række nye aktstykker om denne sag«. Og Henri-Rochefort takker de danske arbejderforeninger for denne protestskrivelse. Også formanden for de danske cigararbejdere, kammerat P. C. Johnsen, og Skandinavisk Tobaksarbejderforbund får i »Volkstatt« d. 7. november 1875 stærk sympati og støtte til de 125 strejkende cigararbejderes strejke i Malmø. P.C. Johnsen og kammeraterne havde d. 14. juli 1875 oprettet en filial i Malmø af Tobaksarbejderforbundet »Enigheden«, og nu gik disse i kamp for bedre rettigheder, og der blev samlet penge ind i Tyskland, Sverige og Danmark til de strejkende. I maj 1876 kan Pio da også skrive: » Skulle vi dømme efter de udtalelser, der næsten daglig fremkommer om vor hjemlige bevægelse i de 70 socialistiske blade, som Europa og Amerika besidder, så måtte vi blive meget indbildske... …Partiet her i landet i sin helhed har formået at afvinde vore udenlandske brødre en næsten ubetinget ros på grund af dets seje fastholden ved principperne og dets ustandselige fremgang... Fra socialismens ledere i Europa, fra Karl Marx, fra formændene for den russiske propaganda, fra franske, tyske og amerikanske førere er der sendt os en række skriftlige anerkendelser, som det har været os en glæde at modtage på alle danske meningsfællers vegne……men vi ved godt, at der endnu er meget at udrette…«, og snart indbyder Pio medlemmerne til oprettelsen af et selskab til uddannelse af socialistiske agitatorer. På Gimle etablissementet d.6-8 juni i 1876 forelå to programforslag, og Pio anbefalede den version, der lå nærmest det tyske Gotha-program, der var vedtaget i 1875 på det tyske socialdemokratis samlingskongres i Gotha. Men Gimle-programmet udelader i forhold til Gotha-programmet Lassalle's jernhårde lønningslov, og siger bl.a.: »Det danske socialdemokratiske arbejderparti virker nærmest i en national stamme, men er overbevist om arbejderbevægelsens internationale karakter, og beredt til at opofre alt og opfylde alle pligter for at hidføre: Frihed, Lighed og Broderkærlighed blandt alle nationer«. Men i »Randbemærkninger til det tyske arbejderpartis program« fra maj 1875 rettede Karl Marx en sønderlemmende kritik mod de udtryk og vendinger i Gotha-programmet, der stammede fra Lassalle's tankegang, og Marx giver en kort redegørelse for, hvad Internationalismen indebærer: »Lassalle har i modsætning til Det kommunistiske Manifest og til al tidligere socialisme set arbejderbevægelsen fra det snævreste nationale standpunkt. Man følger ham på dette punkt, og det endda efter at Internationale har gjort sin indsats. Det er en selvfølge, at arbejderklassen, for overhovedet at kunne må kæmpe, må organisere sig hjemme hos sig selv som klasse, og at indlandet er den umiddelbare skueplads for dens kamp. For så vidt er klassekampen national, ikke efter sit indhold, men som Det kommunistiske Manifest siger, 'efter sin form'. Men 'den nuværende nationale stats rammer', f.eks. det tyske riges, eksisterer igen på sin side økonomisk 'indenfor verdensmarkedets rammer', politisk 'indenfor det internationale statssystems rammer'. Den første den bedste købmand ved, at tysk handel tillige betyder udenlandsk handel, og hr. Bismarcks storhed består jo netop i en slags international politik; og hvad reducerer det tyske arbejderparti sin internationalisme til? Til bevidstheden om, at resultatet af dets kamp 'vil blive det internationale broderskab mellem folkene'- en frase, der er lånt fra det borgerlige forbund for frihed og fred, og som skal være et ækvivalent for arbejderklassens internationale broderskab til fælles kamp mod de herskende klasser og deres regeringer. Om den tyske arbejderklasses internationale funktioner findes der altså ikke et ord. Og det er alt, hvad arbejderklassen skal sætte op mod sit eget bourgeoisi, der allerede har sluttet forbund med bourgeoisiet i alle andre lande imod den, og mod hr. Bismarcks internationale sammensværgelsespolitik. Faktisk står programmets internationalisme endda uendelig langt under frihandelspartiets. Også det påstår, at resultatet af dets kamp er 'det internationale broderskab mellem folkene'. Men det gør også noget for at gøre handelen international og nøjes ingenlunde med bevidstheden om - at alle folk driver handel hjemme hos sig selv. Arbejderklassens internationale virksomhed er på ingen måde afhængig af 'Den internationale Arbejderassociation's eksistens. Denne var kun et første forsøg på at skabe et central organ for denne virksomhed; et forsøg, der ved de impulser, der kom fra den, har fået varige resultater, men som efter Pariserkommunens fald ikke længere kunne gennemføres i sin første historiske form. Bismarcks 'Norddeutsche' havde fuldstændig ret, når det til sin herres tilfredshed forkyndte, at det tyske arbejderparti i sit nye program havde afsvoret internationalismen«. I oktober 1876 skriver Pio en artikel i »Social-Demokraten« »Til arbejderne« og siger bl.a.: »Jeg fandt såvel Tyskland som Belgien meget velvillig stemt for forslaget, men begge steder erklærede de mig, at jeg ville strande på englændernes overdrevne nationalitetsstolthed. Den samme indvending fremførte vor gamle fører Karl Marx i London og hans trofaste ven og medhjælper, Engels; men endskønt jeg selvfølgelig anerkendte disse mænds større indsigt nærede jeg dog en afvigende mening stottet på den omstændighed, at det var fra dansk side, at forslaget nu fremkom. Belgierne, franskmændene eller tyskerne ville englænderne frygte som medbejlere og indvandrere; vi derimod ville være altfor små til at fremkalde denne følelse,... Efter at jeg ved min ven og meningsfælle hr..litograf Schumanns assistance, såvel som ved længere samtaler med d'hrr. Engels og Marx havde skaffet mig et nogenlunde overblik over situationen og forøget dette ad litterær vej efter min hjemkomst, foreslog jeg omsider fagforeningerne her i København at give mig bemyndigelse til at underhandle ..... «. Men nu skete der det i efteråret 1876, at stiftelsen af den Internationale Arbejdersammenslutning fra d. 28. september 1864, der var skabt på initiativ fra franske og engelske arbejdere, og som senere kaldtes 1. Internationale, var ved at gå i opløsning. De engelske fagforeninger afholdt i september, en kongres i Newcastle og i oktober trådte den anti-autoritære Internationales tredje kongres sammen i Bern. Og den engelske og danske arbejderbevægelse indgik i et samarbejde, for jævnligt at være i forbindelse med hinanden, for at få oplysninger om arbejdslønnens størrelse, arbejdsdagen længde, og vilkårene indenfor hvert enkelt fag, får at opnå den højeste faglige solidaritet. D. 23. oktober 1876 foreslog Pio med flere, at der indkaldes til en socialistkongres i 1877, hvor der skulle oprettes et centralbureau for alle landes arbejdere. Pio var i god overensstemmelse med Marx og Engels, og der var tætte forbindelser til arbejderbevægelsen i Slesvig. Et opråb fra det danske socialdemokrati: »Slesvigske brødre!«, følges op med en artikel i anledning af et kommende valg i Slesvig i januar 1877 i »Social-Demokraten d. 14. december 1876«:….»Men hvis I tror, at den nationale kapitalist og storborger har nogen sand følelse for sit fædreland og sit folk, da tager I fejl,' Kapitalisterne af hvad nation de end er, i hvad land de end lever,' hvad sprog de end taler, har kun en eneste drift: den, at skrabe penge sammen ved andres arbejder. Nej slesvigske arbejdskammerater, vil I søge frelse for de onder I lider under og som er de samme i alle lande, da må I sandelig slutte eder til de bestræbelser, som den fjerde stand nu gør overalt for at ryste standsmærket af sig og stige til højde med de øvrige klasser i samfundet. Over hele den civiliserede verden har der dannet sig politiske partier, der står i den inderligste broderligste åndelige forbindelse indbyrdes, der kæmper med de samme midler og henimod det samme, mål: 'arbejdets frigørelse'..... Derfor tager vi danske arbejdere ikke i betænkning, at råde eder til at opgive alt maskepi med storborgere og kapitalister, selv om de taler samme sprog som I, og slutte eder til det socialdemokratiske arbejderparti i Tyskland ... da gør I såvel eders nationalitet som eders eget velvære den største tjeneste ... men vedbliver I som hidtil at rende i hælene på de national-liberale, der modtager parolen fra folkefrihedens første fjender her i Danmark, da må I være overbeviste om, at I mister al sympati hos eders tidligere landsmænd, fordi vi sætter friheden, ligheden og broderskabet som de højeste goder, langt over fædreland og nationalitet«…, og følges op af en artikel om »Rigsdagsvalgene i Slesvig«.

Den Demokratiske Arbejderforening. Udkast til love (1873)

Med arrestationen af Louis Pio, Poul Geleff og Harald Brix natten mellem d. 4. og d. 5 maj 1872 blev den unge danske arbejderbevægelse berøvet sine ledende skikkelser og alvorligt ramt i den vigtige opbygningsfase. Ydermere blev Internationalen d. 14 august 1873 erklæret for ulovlig og ophævet, hvorved dens faglige sektioner på én gang mistede den politiske overbygning og den organisatoriske sammenhæng. I klar erkendelse af denne mangel grundlagde den store Snedker- og Stolemagersektions meget aktive formand, Theodor Sophus Pihl, to dage efter forbudet mod Internationalen »Den Demokratiske Arbejderforening«. Om Sophus Pihl (1840-1888) er udgivet et mindeblad af »Den Demokratiske Arbejderforening«, Bergen, Norge i 1888. Ligesom sin forgænger blev »Den Demokratiske Arbejderforening« et offer for kapitalist-regeringens repressionspolitik. D. 2 november 1873 blev Sophus Pihl tiltalt for bl.a. fornærmelse og trussel mod kongen og kort efter idømt 8 måneders forbedringshus. »Den Demokratiske Arbejderforening« viste sig ikke at være rodfæstet nok til at kunne overleve formandens fængsling og var ved udgangen af året 1873 holdt op med at eksistere. Udkast til love for »Den Demokratiske Arbejderforening« i 1873: A. Foreningens formål. § 1.) Foreningens hovedformål er ved alle lovlige midler at virke hen til, at arbejderne i social og politisk henseende bliver fuldkommen ligestillede med andre klasser i samfundet; menneskets naturlige ret til frihed og lighed og arbejderens berettigede krav på at nyde det fulde udbytte af sit arbejde er grundtanken i foreningens virksomhed. - den valgret til stat og kommune, der for arbejderens vedkommende nu kun findes på papiret, må blive til sandhed og virkelighed; de indskrænkninger, der nu findes i valgretten til folketinget ved sygehjælp eller fattigunderstøttelse, må fjernes og betingelserne for de kommunale valg må forandres, således at arbejderne virkelig opnår at blive repræsenterede i de forsamlinger, der styrer statens og kommunens anliggender. Foreningen vil modvirke enhver art af undertrykkelse, i hvis navn denne end foregår og vil virke hen til, at enhver til formue, fødsel eller andre ydre forhold knyttet forrettighed ophæves. Foreningen vil virke for oprettelsen af produktionsforeninger samt støtte enhver strejke, der billiges af foreningens bestyrelse. Foreningen vil sætte sig i forbindelse med fagforeningerne og vil stræbe at blive i sin virksomhed en art centralforening for disse, dog kan de naturligvis aldrig gribe ind i hverandres indre styrelse. § 2.) Som midler til formålets opnåelse vil foreningen efterhånden, som kræfterne strækker til, nærmest arbejde for: Tilblivelsen af et forsamlingslokale, hvor blade og tidsskrifter findes fremlagte; Udgivelsen af et blad, der får en så stor fyldighed, som foreningens pekuniære kræfter tillader; Afholdelsen af foredrag og diskussionsmøder; Dannelsen af filialforeninger i provinserne, såvel i by som på land, med samme formål som hovedforeningen og med pligt for disse til mindst hver tredje måned at afgive indberetning, som efter omstændighederne vil blive optaget i foreningens blad. Sålænge, indtil dette mål er nået, vil arbejderne i provinserne, som ønsker det, kunne indtræde som medlemmer af hovedforeningen, mod erlæggelsen af kontingentet, dog med tillæg af kostpenge. etc.....

Min deltagelse i stiftelsen af »Den internationale Arbejderforening for Danmark« og grundlæggelsen af arbejderbladet »Socialisten«

af Louis Pio. 1877

I løbet af de få år, der er henrundne siden den nuværende arbejderbevægelses begyndelse her landet, har jeg hast den ære at stå i første række blandt den fjerde stands forkæmpere, og der er ikke forefaldet mange begivenheder, som har haft indflydelse på socialismens udvikling i Danmark, uden at jeg har været medvirkende eller i det mindste medvidende derom. Når der derfor skulle være tale om at skrive den internationale arbejderbevægelses historie for så vidt vort fædreland angår, da kan det næppe kaldes ubeskedent, hvis jeg påstår, at ingen anden kunne gøre det tilfredsstillende; et andet spørgsmål bliver det naturligvis, om jeg så også virkelig ville udføre det samvittighedsfuldt og upartisk. At fremstillingen kunne blive præget af mine personlige meninger, anser jeg for givet; men alene de faktiske oplysninger, som jeg ville være i stand til at bringe, måtte dog stedse beholde deres værdi og muligvis styrke mange af de vaklende  sjæle, der let bliver tvivlrådige, når modstanderne uden gendrivelse får lov til jævnligt at bringe deres præparerede løgne til torvs. Det har derfor, lige siden min løsladelse af fængslet, været en yndlingstanke hos mig at begynde på en sådan »historisk« beskrivelse, men forskellige grunde har hidtil gjort det umuligt. Den første er, at jeg har haft meget ringe tid dertil. Udenforstående gør sig ikke let noget begreb om det sjæl og legeme opslidende arbejde, som udfordres, når man stedse skal være parat med pennen i hånden til at afslå eller foretage angreb, til at omsætte en ulæselig klage på godt dansk, til at besvare masser af de mest forskelligartede forespørgsler og til at byde det umættelige publikum daglig nye pirringsmidler for læselysten i form af ledende artikler. Den avis, som abonnenten køber for nogle få ører, som han jager igennem ved sin frokost eller måske slet ikke får læst, - dens indhold har kostet nedskriveren adskillige anstrengende timer, det er så at sige spundet ud af hans åndelige væsen og har tæret på hans bedste kræfter, hvis han da har skrevet det med alvor og overbevisning. Og kommer så hertil styrelsen af et parti, der i den grad som vort optager alle mulige sociale og politiske reformer i sit program og så at sige beskæftiger sig med enhver ting, der har interesse for menneskeheden, da vil det let indses, at der ikke kan være nogen arbejdskraft tilovers. Men der er en anden grund. De begivenheder, som skulle omtales, ligeså nær ved nutiden, at de på mange måder ville komme til at berøre personer, der endnu lever og virker dels som modstandere og dels som partifæller, og selv mange af disse sidste ville muligvis næppe blive behageligt overraskede ved at komme frem på scenen igen. Hvad modstanderne angår, da er enkelte af deres handlinger af en sådan natur, at den uforbeholdne omtale af dem ville føre i det mindste til anlægget af talrige injurieprocesser, noget, jeg ikke føler stor trang til uden absolut nødvendighed at udsætte mig for på det nuværende punkt af vor retsudvikling. Men har jeg end således stillet spørgsmålet om udgivelsen af »Internationales historie i Danmark« i bero foreløbigt, så kunne jeg dog på den anden side have lyst til at berette, hvorledes bevægelsen opstod i 1871, og da jeg ved at udgive det nærværende lille udvalg af artiklerne i vort blad imødekommer en til mig ofte rettet anmodning, har jeg troet at burde gribe lejligheden til som indledning at give nogle oplysninger i den ovenanførte retning. At jeg derved kommer til at stille mig selv og mine psykologiske tilstande temmelig meget i forgrunden, er noget, som jeg må bede mine læsere undskylde; dog kan det måske endog interessere enkelte storborgere at få noget nærmere at vide om, hvorledes samfundet er kommet til at udvikle et så »samfundsfarligt« individ, som jeg anses for at være. Med hensyn til min fødsel har jeg kun en enkelt ting at bemærke, nemlig at jeg på fædrene tide stammer fra Frankrig og på mødrene fra Vendsyssel jeg tror oprigtig talt ikke, at denne »komposition« af franskmænd og vendelboere, er synderlig egnet til at frembringe »loyale« statsborgere. Hertil kommer, at medens min oldefader var reformert, var min bedstefader døbt i katolsk kirke og mine forældre lutheranere. Der kunne derfor ikke være megen religion tilbage til mig, og det var følgelig intet under, at jeg blev hvad storborgerne kalder »en ugudelig oprører«. Jeg blev dog student og begyndte som en anden skikkelig levebrødsmand at gå på forelæsninger, men da jeg informerede 4 á 6 timer om dagen, og da jeg snart foruden brødstudiet fik andre åndelige interesser, blev der ikke overdreven meget tid tilovers til forelæsningerne. Det, der således begyndte at interessere mig, var et studium, som hidtil ikke havde fundet dyrkere i Danmark, nemlig folkedigtningen og folkelitteraturen i ældre tid. Jeg fordybede mig i sagn og eventyr, hekse- og spøgelseshistorier, men samtidig fik jeg et godt indblik i proletariatets måde at tænke og tale på og blev bekendt med de forhåbninger, der midt i elendigheden næredes af hele den undertrykte folkemasse. Disse fantasier om en kommende guldalder vakte navnlig min opmærksomhed, og ved at undersøge dem nøjere, fandt jeg, at der ikke gaves et eneste folkeslag uden at de var bekendt med dem. Dette påfaldt mig naturligvis, og jeg kom omsider til det resultat, at en så fælles og ensartet følelse måtte have sin grund i noget almenmenneskeligt, i noget, som på en eller anden måde måtte indeholde en gran sandhed. At der ikke ville komme en tid, da floderne skulle løbe med mælk og honning eller stegte duer flyve om i luften, var begribeligt nok, men det havde derimod ikke noget unaturligt i sig at vente, at menneskeheden måtte kunne nå fremad til en nogenlunde sorgfri tilværelse, og at denne ville kunne nås temmelig hurtigt, hvis alle blev enige om at arbejde henimod dette mål. Da jeg først var kommet til dette punkt i mine spekulationer, fulgte resten så temmeligt af sig selv. Jeg stødte snart på beretninger om de forskellige ældre kristelige sekter, der havde sådanne formål, jeg opdagede den samme tanke i munkelivet og i mange andre af middelalderens fremtoninger. Endelig blev jeg på det rene med, at disse »utopiske« ideer, som modstanderne kalder dem, også i nutiden eksisterer, ikke som fantastiske drømmerier, men som en i praksis udførlig lære, og fra dette øjeblik var jeg denne læres urokkelige tilhænger. Imidlertid havde forholdene i Europa udviklet sig stærkt henimod en ny ordning. Det franske, toneangivende kejserrige begyndte at ældes; en kraftig opposition voksede frem mod det skandaløse undertrykkelses- og bestikkelsessystem, der gjorde sig gældende blandt magthaverne og Rocheforts artikler vakte mer og mer opsigt. Jeg havde, tilskyndet af hvad jeg anså for at være min pligt, forladt studeringerne i slutningen af 1863 for at melde mig som frivillig; jeg havde gennemgået krigen, var blevet officer, havde genoptaget mine informationer og beredt mig til at indtråde i et civilt embede, da omsider den fransk- prøjsiske krig udbrød. Mine sympatier drog mig til Frankrig, og jeg stod i begreb med at afrejse derhen i selskab med løjtnant Læssø, som senere kom til Persien, men tilfældet ville, at jeg netop samme dag fik vished om, at jeg var udnævnt til postskriver i København, og denne »lykke«, som folk kaldte det, bestemte mig til at blive. Min fremtid var nu sikret. Et par måneder efter min tiltrædelse skrev jeg en artikel om postvæsenet i et herværende blad, indgav forslag til en ny konstruktion af postkasser - med få forandringer den nu omsider antagne, - og fik udsigt til at foretage en rejse på offentlig bekostning. Min gage blev forøget, og ved hjalp af informationer kunne jeg tjene ca. 2.500 kroner årlig, hvad der jo var mer end nok for et ene menneske. Da forlangte jeg pludselig min afsked uden nogen ydre foranledning. Grunden var den følgende. Forbitrelsen mod det herskende system og overtydningen om, at en forandring til det bedre var mulig, steg hos mig, efterhånden som jeg blev nærmere bekendt med den forfærdelige bonerthed, der herskede i regeringsmaskineriet. Det forekom mig i højeste grad utåleligt at skulle godkende alle disse tåbeligheder, ja endog blive en betalt udover af dem. Jeg begyndte næsten at betragte mig selv som et menneske, der var underkøbt til at være medvider og deltager i en slet gerning, og jeg blev ubehageligt berørt ved tanten om den fremtid der ventede mig i en sådan stilling. Samtidig havde jeg omsider fået adskillige bøger fra udlandet, der gav mig et nyt syn også på vore indenlandske forhold, og jeg fulgte med opmærksomhed alle beretninger fra Frankrig. Hovedsagelig støttende mig på et af en tysk præst i Linz udgivet skrift udarbejdede jeg »Socialistiske Blade« nr. I og henvendte mig angående udgivelsen til boghandler Rée, der tidligere havde forlagt et par mindre bøger for mig; men da jeg ønskede, at mit forfatterskab foreløbig skulle blive en hemmelighed, angav jeg mig kun som den egentlige forfatters betroede pen. Hr. Rée modtog bogen, for hvilken han ikke skulle betale honorar, og lovede til gengæld også at overtage fortsættelsen. Da pjecen kom ud, vakte den efterhånden stærk opsigt, og efter hr. Rées ytringer til mig havde enkelte såkaldte »kritikere« ved dagbladene betydet ham, at de kun »tilgav« ham denne bedrift og ville tie om bogen, hvis han nægtede at forlægge flere. Tillige forskrækkede de ham med, at slutningen af pjecen, den bekendte sætning: »Med loven eller - uden den«, absolut var strafbar. Hvorom alting er: han ville ikke påtage sig forlaget af de følgende hæfter. Jeg havde allerede nr. 2 færdig; men jeg søgte nu forgæves en forligger, omsider kom jeg til at tale med Brix derom. Han havde iøvrigt engang tidligere udgivet et dagblad, som måtte opgives på grund af kapitalmangel. Da det gik ind, foreslog jeg ham i forening at begynde et ugeblad, men vi blev omsider enige om at opsætte det til belejligere tider. Han modtog nu med glæde det nye hæfte og gik ligeledes straks ind på at fungere som ansvarshavende redaktør af et ugeblad, der skulle hedde »Socialisten«, og som jeg påtog mig at skrive. Jeg havde imidlertid allerede indset, at det under disse forhold ville blive mig umuligt at beholde mit embede på postgården og ligeledes, at hensynet til min broders stilling som skolebestyrer forbød mig at informere længere i hans skole. Men i så tilfalde var jeg uden subsistensmidler, da udbyttet - hvis der blevet noget, - af min skribentvirksomhed ville tilfalde Brix. Ved en henvendelse fik jeg at vide, at fru B. På Ordrupshøj søgte en huslærer for nogle måneder til sine to sønner; jeg henvendte mig til præfekt Grüder, der havde hermed at gøre, og fik ved mine anbefalinger uden vanskelighed løfte om pladsen, så snart jeg kunne frigøre mig fra min anden bestilling. Da var det, at jeg en dag erklærede vort kontors overkontrollør min beslutning at søge min afsked. Et sådant tilfælde var åbenbart ikke før forekommet i hans praksis. Han blev meget bleg og så på mig med et blik, som om han troede, jeg var blevet gal. Da han var kommet lidt til sig selv igen, begyndte han imidlertid med en venlighed og interesse, som jeg stedse skal erkende, at fraråde mig mit forsæt, navnlig da han hørte, at jeg slet intet havde at støtte mig til, når jeg kom derfra. Jeg fortalte ham intet om mine socialistiske ideer, men blev ved mit forsæt, hvorefter han sluttelig erklærede mig, at han ikke foreløbig ville modtage min afskedsbegæring, men bevilge mig 2 måneders orlov til at »komme til fornuft« i. Jeg takkede, tog afsked med mine kolleger i kontoret, der var ligeså bevægede som han, og rejste endnu samme dag til Ordrup. Udgivelsen af pjece nr. 2, såvel som forberedelserne til ugebladet fordrede imidlertid penge; Brix havde ingen, og jeg kunne på grund af den forestående forandring i min stilling, ikke afse ret mange, navnlig da jeg ikke kunne vente at få betaling for mit redaktionsarbejde. For første og sidste gang benyttede jeg da min endnu ikke opgivne stilling som embedsmand til at gå i kaution hos en »diskontør« for et lån på - 50 rigsdalere. Af disse penge blev dog kun 25 rdl. anvendt til selve bladet, og dette beskedne beløb repræsenterer altså socialismens anlægskapital her i landet. Man kan da ikke sige andet, end at den begyndte proletarmæsigt nok. Inden jeg tog ud til Ordrup havde jeg selvfølgelig en hård dyst at bestå med min familie, der ikke var tilfreds med mine »griller«. Men det nyttede intet. D. 21 juli 1872 udkom omsider fra det lille kontor i Integade første nummer af ugebladet »Socialisten« med en opfordring i spidsen »Til vore brødre, Danmarks arbejdere!« I alle de numre, som jeg redigerede af dette blad, var der måske i det hele fem eller seks oversættelser. Alt det andet stof var enten indsendt - og da for det meste omskrevet - eller originalt; navnlig var alle lederne af mig. Jeg skrev dem almindeligvis om natten på Ordrupshøj, da forholdene ikke tillod mig at disponere over min tid om dagen. Ingen vidste endnu med bestemthed, at jeg skrev i »Socialisten«, omend mange anede det. Allerede nogen tid for ugebladets påbegyndelse havde jeg sat mig i forbindelse med Genfer socialisterne og var indtrådt i »Internationale«. Så snart denne forening var blevet omtalt i bladene, kom der så mange anmodninger om at oprette en dansk afdeling, at jeg besluttede mig til at udstede en indbydelse desangående. Bevægelsen blev nu livlig, og en måned efter var der indtegnet ca. 700 medlemmer foruden at cigarmagerne og sporvognspersonalet lod til at ville gå med os som helhed. I nummer 10 af bladet fremkom udkastet til lovene for den danske afdeling - Internationales generalstatuter var udkommet særskilt, - og dette udkast, der var forfattet af mig, blev med en ubetydelig forandring stående til foreningens opløsning af politiet. Samtidig begyndte arbejderne overalt at tale om højere løn, og hvorledes arbejdsherrerne hidtil havde benyttet arbejdernes mangel på enighed til at udpine dem, kan bl.a. ses deraf, at arbejderne på en fabrik i nærheden af København blot ved deres principalers frygt for socialismen fik daglønnen forhøjet fra 5 til 8 mark. De gav hele deres fortjeneste i første uge til en af strejkerne. Thi der var allerede udbudt sådanne. Den første var vel snarest en lockout, og ophavsmanden var hr. Bürmeister. Det gjaldt for denne herre navnlig at forebygge socialismens indtrængen mellem hans henimod 1000 arbejdere, og da det pludselig viste sig, al de var stærkt påvirkede, afskedigede han uden varsel et par hundrede af dem. Han havde imidlertid gjort regning uden vært. Jeg indbød øjeblikkelig under bestyrelsens navn til det første store arbejdermøde i Føniks, der afholdtes onsdagen d. 4 oktober 1871. Deltagelsen i mødet var overordentlig. Helliggejststræde var sort af mennesker, og da jeg, der jo ikke kunne optræde som taler, ville trænge mig ind i salen, var det umuligt: jeg måtte stå udenfor og nøjes med at erfare, at der var fuldstændig enighed tilstede blandt arbejderne om de foreslåede resolutioner. Senere på natten, efter mødet, samledes Brix, Geleff, jeg og nogle flere i en kælder på Gl. Amagertorv for at diskutere de nærmere foranstaltninger fra vor side i anledning af strejken. Hvorledes det gik med denne sag, er bekendt. Den større del arbejdere, navnlig arbejdsmandene, gik tilbage eller blev erstattede i løbet af nogle uger, derimod nedlagde nu formerne arbejde og vedligeholdt en lang og for firmaet meget kostbar strejke. Dog savnede kapitalisterne som sædvanligt ikke understøttelse fra autoriteternes side. Det viste sig senere, at firmaet på grund af for sildig aflevering kontraktmæssig var ifalden en bøde til marinen af ca. 72.000 rdl. - men disse blev dem eftergivne. Ved mødet i Føniks var Povl Geleff første gang trådt offentlig frem: han dirigerede nemlig mødet. Geleff havde tidligere været redaktør og senere medarbejder ved bladet »Hejmdal«; han var ivrig fritænker og republikaner (som redaktør af bladet »Hejmdal«, der først udgik i Ribe, var han, på forlangende af den prøjsiske gesandt, blevet tiltalt og for dømt for fornærmelser mod den prøjsiske konge) og sympatiserede straks med socialismen, da han blev bekendt med den. Han søgte i, den tid skolelærerembede, men da jeg havde talt med ham, opgav han denne plan og indvilligede kort tid derefter i at begynde en agitationsrejse i Jylland. Derovre, navnlig i Århus og Skanderborg, var nemlig bevægelsen allerede i fuld gang. For at vise fru B. en tjeneste havde jeg påtaget mig en rejse til Randers, og på denne benyttede jeg lejligheden til at tale med foreningsmedlemmer i Skanderborg og Århus dog under et andet navn. Sidstnævnte sted holdtes et stort folkemøde, der var besøgt af 6-700 mennesker, netop dagen før sektionsmøderne begyndte i København, nemlig d. 15 oktober. Samtidig var korrespondensen steget meget stærkt med de øvrige provinser; der gjordes tilløb til sektionsdannelser næsten overalt, men meningsfællerne var aldeles ubekendte med foreningslivet og forlangte assistance fra København. Inden jeg går videre må jeg dog forklare, hvorledes min stilling var i Ordrup. Det kunne selvfølgelig ikke undgåes, at min virksomhed efterhånden rygtedes. Mine hyppige rejser til København og udeblivelser om natten skjultes ikke ganske af, at jeg informerede børnene om dagen og kørte ud med dem eller spillede ring med damerne i haven eller endog foretog rejser, således til Hveen, Bornholm, møen og Sydsjælland, Helsingør og flere steder med familien. Omendskøndt det må have været vanskeligt for min omgangskreds at forstå, hvornår jeg skrev artikler, førte korrespondensen og styrede »Internationales« anliggender, så kunne de ikke forblive uvidende om min virkelige stilling, så meget mindre som hr. Politiinspektør Hertz i egen person påtog sig at underrette fru B. om, at jeg var denne hemmelige »stormester«, på hvem navnlig frimurerne havde kastet et specielt had, fordi jeg havde været dristig nok til at tage den titel tilbage til arbejderne, som frimurerne i forrige århundrede stjal fra håndværkerlavene. Tiltrods for hans opfordringer til hende om at afskedige mig, indtrådte der dog ingen forandring i min venskabelige stilling til familien, og da den i (efteråret 1871 afrejste til Schweiz, hvor sønnerne skulle i en opdragelsesanstalt, fik jeg tilladelse til at blive boende på Ordrupshøj, hvad der af forskellige grunde var mig meget vigtigt, da kampen med politiet i København allerede var begyndt. Mandagen d. 23. oktober var Geleff afrejst til Jylland for at udbrede socialismen, men endnu dengang var pengemidlerne så knappe, at der ikke kunne være tale om at udstyre ham med penge fra partiets eller rettere bladets side længere end til selve Århus. Det viste sig forøvrigt også at være unødvendigt. Lige fra det første møde, som Geleff afholdt i Århus d. 25 oktober, og til hans store møde i Pantheon i Odense, i de sidste dage af november var tilstrømningen overordentlig, og skønt storborgerne vidste at skråle op på de første forsamlinger, der afholdtes i de store byer, så lykkedes det dog næsten overalt ved private møder med arbejderne dagen efter at få dannet sektioner af »Den internationale Arbejderforening.« Da derfor Geleff i begyndelsen af december vendte tilbage til København, var ved hans anstrengelser foreningens udbredelse til provinserne grundlagt. En komisk episode, der hændte på rejsen, har hr. Geleff selv omtalt i »Under lås og lukke«, nemlig den ledsagelse, som han fik af en ung, håbefuld mand, der kaldte sig »huslærer Kornerup«, men som i virkeligheden var en københavnsk politispion ved navn Korn, der af vort hæderlige politi havde fået det hæderlige hverv at tilsnige sig Geleffs fortrolighed ved usandfærdige foregivender. Med den sædvanlige takt hos politiets funktionærer meddelte han endog politiet om de private forhold, som Geleff indviede ham i, hvad der ses af hans i uddraget trykte rapport. Men politiet indkrænkede sig som sagt ikke dertil. Hr. Crone opkaldte d. 18 november trykkeren af bladet »Socialisten« i anledning af en »Opfordring til Københavns snedkere«, som var blevet trykt særskilt og ikke var forsynet med firma. Foranlediget ved den samtale, som bogtrykker O. E. Olsen havde med politidirektøren, opsagde han bladet. Dette flyttedes da til hr. Oettinger, men efter at hr. Oettinger havde trykt et nummer af bladet og haft en »konference« med politiet, meldte han sig fra det, og »Socialisten« vandrede til Strandbergs bogtrykkeri. Her blev vi i to uger, men så var freden forbi, og »nu var alle sunde lukkede«; med stort besvær havnede vi hos Christiansen på Vandkunsten, der var et par dage om at trykke bladet på en håndpresse fra Kristian den 4des tid. For at slutte beretningen om disse trykkeribesværligheder med det samme er det måske bedst at tilføje, at Christiansen holdt tre numrer ud, (til nytår 1872), så måtte vi til Malmø, hvor Brix i 4 uger sloges med bogtrykker, hr. Bååt, der endog en nat dunkede ham op af sengen for at spørge om et krast udtryk ikke kunne forandres, da han ellers ikke turde trykke bladet, efter 4 numrer vendte vi tilbage til Christiansens sneglepresse i København for endelig at udvandre med det sidste nummer af ugebladet til - Hamburg! Det første nummer af dagbladet (2den april 1872) trykkes atter hos en ny, nemlig hos Henriksen. Politiet opgravede samtidigt helligdagsanordningens § 11, og da værterne tillige stærkt påvirkede af »råd« fra oven, begyndte vi at savne lokaler til vore hyppige møder, ligesom disse overfyldes af »opdagere«. På en forsamling af sektionsformænd der afholdtes i Tømrerkroen i Adelgade i slutningen af november, foreslog jeg desuagtet at vedblive med den hidtidige praksis, nemlig at holde møder en gang hver ottende eller fjortende dag i et stort lokale og derimod lade sektionerne fordele sig hos forskellige værter, men flertallet og navnlig Mundberg mente, at det burde søges et foreningslokale. Dette gik igennem, og kælderen i Føniks lejedes i begyndelsen af december. De forskellige mænd, der i hine dage sluttede sig til bevægelsen og spillede en rolle i den, skal jeg ikke nærmere omtale. En hel bunke missionærer var der imellem dem, såsom snedker Brig, Zimmermann, M. A. Sommer og flere. Derimod kan det vist interessere publikum at erfare, at to andre, der senere har spillet roller imod os, dengang tilbød deres assistance. Det var dhrr. Lucianus Kofod og typograf Løber. En dag - det var medens kontoret endnu var i Integade opdagede jeg ved at åbne døren et rødt skæg, der hurtigt forsvandt ud af huset. Samtidig lå der i postkassen et brev adresseret til redaktionen. Det indeholdt to iøvrigt særdeles gode vers som prøve på en arbejdersang, et tilbud om at ville levere hele sangen til udgivelse for vort publikum og et løfte om, at en af redaktørerne ville komme op i et bestemt sted i St. Kongensgade for at tale nærmere med den anonyme brevskriver. Brix gik derop og traf - hr. Kofod. Der taltes frem og tilbage om forskellige sager og hr. Kofod lød til at være villig til at indtræde i redaktionen, når han kunne blive nr. 1. Denne plads var imidlertidig optaget, og da hr. Kofods stil tillige er af den natur, at ingen normalt konstrueret arbejder kan forstå den, så afbrød vi underhandlingerne, hvorefter hr. Kofod som bekendt fik penge fra forskellige storborgere for at lave konkurranceforeningen »Dansk arbejdersamfund« Løber havde først været augustiner og dernæst skandinav. Senere blev han udelukket af typografisk forening. Da han aldrig bestilte noget synderligt ved typografien, slog han sig omsider på agitationsvirksomheden, og han kom da først til os og lovede at skaffe os en masse abonnenter. Vi var imidlertidig advarede og jog ham væk. Han gik derefter i kompagni med Kofod, blev senere ansat som rejsende agitator for ministeriet og specielt mod os, i hvilken stilling han havde en betydeligt gage. I den sidste tid har han slået sig sammen med hele den øvrige bunke af kasserede størrelser, overløbere og styverfængere fra den socialistiske bevægelse.

Rejsen til Genf af Louis Pio

Agitationen var i fuld gang herhjemme; foreninger opstod overalt; bladets abonnementtal voksede med hver dag. Stærk gæring var der naturligvis begyndt indenfor selve partiets grænser, forskellige kræfter, nogle af meget tvivlsomt værdi, trængte sig frem, og det var nødvendigt, at medlemmerne selv kunne komme til klarhed om, hvem de foretrak. Forholdet til udlandet var stadig uklart. Generalrådet, som vi desværre var mindre fyldigt repræsenteret, kunne ikke yde os den støtte som en nydannet forening trænger til, og det viste sig mere og mere, at det ville være heldigt, hvis bestyrelsen eller et medlem deraf kunne komme i direkte berøring med udenlandske foreninger og personligheder. Fra begyndelsen af december havde jeg derfor omgåedes med den tanke, at få midler til en rejse til Genf, der jo altid har været en »hovedstad for politiske flygtninge« af næsten lige så stor betydning som London. Det værste var imidlertid at skaffe pengene dertil. Bladet gav en ganske god indtægt. Men hovedparten heraf måtte anvendes til at holde foreningen gående. I denne var kontingentet nemlig kun fire skilling om måneden og herfor sit enhver nyindmeldt gratis medlemskort og 2 love m. m., hvis værdi som tryksager næsten oversteg de fire stilling. Men de indmeldte betalte sjældent mere end første gang; i de næste måneder brugte de medlemskortet uden at give kontingent, og mangelen af et kontor samt stadige, lønnede arbejdskræfter lettede denne trafik i høj grad. Hvad der således kom til at mangle i penge til de nødvendige udgifter måtte redaktionen betale. Midt under disse spekulationer blev jeg overrasket ved at få brev fra fru B., hvori hun skrev, at da jeg tidligere havde ytret stor lyst til at gøre bekendtskab med livet i de katolske lande, ville hun spørge, om det ikke kunne interessere mig at gøre en rejse til en eller anden katolsk by på hendes bekostning. Indlagt i brevet fandtes en anvisning på 200 rigsdalere. Dette tilbud just i det øjeblik, hvor jeg var fast bestemt på at ville rejse, forekom mig mærkeligt. Til fru B. havde, jeg ganske vist altid udtalt mig mere anerkendende om katolicismen end om den såkaldt evangelisk-lutherske lære, idet jeg, indrømmede - hvad jeg iøvrigt endnu mener, - at der er mere logik i den første end i den sidste, at der, med andre ord, er »metode i galskaben«. Men samtidig kendte hun jo fuldkommen min stilling til socialismen og kunne derfor umuligt nære illusioner om mine meninger i så henseende. Jeg måtte derfor nærmest opfatte tilbudet som en slags invitation til at komme til Genf, hvor hun da opholdt sig, og da det selvfølgeligt ville være af stor betydning, hvis en få indflydelsesrig dame, som hun var, ville stille sig venligt lige overfor arbejdersagen, betænkte jeg mig ikke længere men rejste. Senere fik jeg den sande forklaring at høre. En af min familie, der ønskede at drage mig bort fra »den farlige lære« havde skrevet til fru B. og bedt hende anvende sin indflydelse på mig for at få mig fjernet fra landet i det mindste for nogen tid. Der lagdes da den plan, hvoraf ovenomtalte brev var resultatet. Min afrejse foregik dagen efter at jeg havde modtaget brevet, få dage før jul. Jeg skulle kun blive borte til noget ind i januar, og jeg forsynede de tilbageblivende med adskillige artikler til de næste numre. Jeg trængte ganske vist til at komme ud at lufte mig. I næsten 14 dage og nætter havde jeg, der endnu stedse boede på Ordruphøj, opholdt mig i kælderen under Føniks, hvor gasblussene aldrig var sluttede, hvor dagen hengik med redaktion og ekspedition, aftenen med undertiden 3 á 4 sektions- og agitationsmøder og natten med at strække sig på den hårde sofa i et af småkamrene under forgæves forsøg på at sove, medens loftet gyngede over hovedet på os ved de dansendes ingenlunde lette fodtrin i »Fuglens« store sal. Da jeg steg op af hulen for at gøre nogle indkøb til min rejse, havde jeg bogstaveligt ikke se: dagslyset i henad en uge. Jeg tog over Hamburg til Strassburg, hvor jeg opholdt mig et par dage for at bese krigens ødelæggelser i byen. Ligeledes interesserede det mig at studere stemningen mellem tyskerne og franskmandene, som man iøvrigt snart blev klog på. Da jeg intet rejsetøj havde med, men kun en taske, så gik jeg ved ankomsten ind i byen for at søge et bestemt hotel? Jeg kunne kun dårligt udtale mig på fransk og havde en vis modbydelighed for at spørge på tysk; jeg tav derfor helt stille og fandt efter lang omflakken hotellet. Den næste dag læste jeg i avisen, at en rejsende der flere gange på tysk havde spurgt om vejen, til sidst havde fået et knivstik af en fransk arbejder. En anden ganske betegnende historie fortalte en af hotellets franske stamgæster mig. Hos en fransk familie var indkvarteret en gemytlig bajerst ritmester, der stadig plagede fruen i huset om tilladelse til at komme i familieselskaberne. Hun gav omsider efter og han blev inviteret. Da han trådte ind i salen, var gæsterne allerede forsamlede, alle klædt i sørgedragt. Fruen tog ham ved hånden, førte ham hen foran en af de tilstedeværende og sagde: »må jeg præsentere dem for hr. A., hvis tre sønner er faldne for deres landsmænds kugler,« derpå gik hun videre i kredsen og sagde: »Må jeg præsentere dem for fru B., hvis mand blev dræbt ved Grauelotte, for hr. E., hvis kone og barn lemlæstedes af en prøjsisk granat og begravedes under deres nedstyrtede hus,« osv.. Den ulykkelige ritmester ventede ikke til turen var ude, men løb sin vej og skiftede kvarter med det samme. Efter at have opholdt mig nogen tid i den venlige by Freiburg i Schwarzwald ankom jeg omsider henad nytår til Genf. Min tidsregning var iøvrigt fuldstændig ophørt: jeg lagde således slet ikke mærke til juledagene i det år og ved ikke bestemt, i hvilken by jeg har tilbragt dem. Da det kun var min agt at blive kort tid i Genf, flyttede jeg ind på et hotel og opsøgte derefter socialisten i. J. Ph. Becker, hvem jeg havde stået i korrespondance med. Den gamle mand modtog mig med glæde og hjertelighed og trak mig straks omkring til de betydeligste, af vore meningsfæller samt indførte mig i Den internationale Arbejderforening, hvor jeg hver aften, i de i uger jeg blev i Genf, kom hen, når der ikke var foredrag andetsteds. Livet i denne forening var nøjagtigt det samme som i den danske afdeling, da denne fik lokale i Kirkestræde: om hverdagen var der foredrag og sektionsmøder, om søndagen komedie, deklamation, koncert eller undertiden en lille dans. Min omgangskreds udvidede sig hurtigt. Navnlig med russerne og russerinderne, der næsten alle var medlemmer af propagandaen, kom jeg snart på en god fod, ligeledes med en ung franskmand, der havde kæmpet ved siden af Dombrowski, da denne faldt på barrikaderne, med nogle af de såkaldte »petroloser«, med de stakkels forældreløse kommunardbørn, der var adopteret af partiet i Genf og endelig fremfor alt med de tyske arbejdere. En aften traf jeg endog 7 danske snedkersvende, som en af mine tyske bekendte havde ledt op til mig, og vi fik os da en lang passiar, mens franskmandene og tyskerne sad og morede sig over vort »barbariske« sprog. En enkelt af personlighederne må jeg dog omtale lidt nærmere, nemlig spanierinden, kaptajn i Garibaldi's armé, Minna Buccinelli. Hun var som ganske ung blevet landsforvist af dronning Isabella på grund af deltagelse i en sammensværgelse. Hun rejste nu til Frankrig, hvor hun giftede sig und en kaptajn i Bonaverne. Da krigen mellem Frankrig og Prøjsen udbrød, vendte hun tilbage til Spanien og solgte sine ejendomme. Med den indkomne sum hvervede hun. et kompagni af sine landsmænd og begav sig til Garibaldi, i hvis hær hendes folk blev indlemmet og af hvem hun blev udnævnt til kaptajn. Hun deltog således i felttoget og såredes engang benet ved en kamp i nærheden af Bourdeaur. Efter våbentilstanden gjorde hun adskillige krav gældende hos Gambettas regering, og for at slippe for disse udleverede krigsministeren hende til prøjserne, af hvem hun blev slæbt i krigsfangenskab til Spandau, men dog kort efter løsladt. Hun begav sig til Belgien, hvor hun holdt så »røde« foredrag for Lüttichs arbejdere, at regeringen sendte politimesteren en forstækning af to bataljoner imod hende. Hun flygtede om natten, kom over grænsen og holdt foredrag i Køln, hvor tusinder af arbejdere strømmede sammen for at høre hende. Derfra gik hun til Frankfurt og Leipzig, stadig forfulgt af øvrigheden, undertiden arresteret, frataget sine papirer, udvist osv., indtil hun efter en lang række agitationsmøder omsider fandt det rådeligst at begive sig til Genf. Her delte hun straks ved sine foredrag foreningen i to lejre. Kvinderne fandt hende »afskyelig«, mændene, navnlig de franske arbejdere, syntes godt om hende. Hun var en lille væver kvinde på henimod 30 år med et smukt ansigt, temmelig store, mørkeblå øjne og guldgult hår. Hun besad den evne at kunne lære et sprog på otte dage og talte mindst seks eller syv som en indfødt. Når hun kom i foreningen ledsagedes hun stedse af en skare spaniere med røde skærf om livet og lange knive i bæltet; det var nogle af hendes tidligere krigskammerater og de så ud til allehånde. En af dem forærede mig en dag en bog han selv lod trykke og selv solgte. Jeg ville betale ham for den, men spurgte først kaptajn Minna derom, hvad der var meget heldigt, da hun fortalte mig, at fyren, der var spansk adelsmand, ville have varet nødsaget til at skære halsen over på mig, hvis jeg havde tilføjet ham en så blodig fornærmelse. Jeg beholdt så mine penge, men trakterede ham med otte glas »kirschwasser«, der er en slag likør af smag og lugt som brændevin, men hvoraf spanierne og da navnlig »kaptajnen« formåede at konsumere en hel del. En dag var jeg indbudt til middag hos en russer ved navn Outine, der var redaktør. Da jeg kom derop havde han imidlertid »husundersøgelse« af politiet, hvorfor jeg gik igen. Han fortalte mig senere, at politidirektøren havde spurgt, »Hvem den herre var«, og da Outine svarede: »løjtnant Pio fra Danmark«, sagde han: »Ah! Ham kender vi meget godt!« Det var rimeligvis vort elskværdige politi herhjemme, der havde »anbefalet« mig til nærmere opmærksomhed. Fru B. ville jeg have besøgt, da jeg omsider havde opspurgt, hvor hun boede, men jeg modtog et brev fra hende, hvori hun erklærede, at hun fra Danmark havde modtaget de bestemteste advarsler mod at indlade sig med mig, - jeg hørte senere, at man endog havde truet hende med, at hendes dagblad ville miste forskellige vigtige rettigheder, som det besad, - og jeg fandt det derfor heldigere at holde mig borte fra familien, hvorimod jeg tilskrev hende et brev, i hvilket jeg søgte at bevise, at også den religion, som hun foretrak, måtte kunne være tilfreds med socialisternes bestræbelser for at stille alle religioner lige ved at afskaffe »statsreligionen«. Var nemlig katolicismen den sande lære, så ville den jo absolut sejre, uår alle andre betingelser blev ens. Omendskønt jeg erfarede, at hun i denne henseende var enig med mig, blev det hende dog umuligt at frigøre sig for andre hensyn, og korrespondancen hørte for såvidt op. Da jeg imidlertid ikke havde ventet at blive sålænge i Genf, forstrakte hun mig med nogle penge, eftersom jeg nødig ville henvende mig til foreningen, og jeg blev derved sat i stand til at bevise partiet i Genf en tjeneste ved at foretage en lille rejse ind i Frankrig i et hemmeligt øjemed. Fra Danmark var jeg imidlertid blevet stærkt bombarderet med anmodninger om at komme hjem. Nogle mænd var blevet enige om, at skyde penge til for at bladet kunne komme ud daglig, men de stillede den betingelse, at jeg skulle overtage redaktionen. Tillige var der udbrudt en del uenighed, bestyrelsesvalgene stod for døren, og man fordrede almindeligt min tilstedeværelse. I forening med adskillige meningsfæller i Genf havde jeg lagt en plan for en langt mere omfattende og betydningsfuld virksomhed i sagens interesse, end den, som forholdene herhjemme kunne tilbyde mig. Udførelsen af dette projekt, som jeg ikke her videre kan omtale, da det muligvis kan blive realiseret endnu, ville tage en 5 á 6 år. Men jeg var gået ind derpå under den forudsætning, at forholdene i Danmark ville kunne udvikle sig videre uden min hjælp. Efter alle beretninger at dømme var dette dog glippet; hele socialismens eksistens herhjemme var truet ved frafald og stridigheder, jeg besluttede omsider at opgive mine udenlandske planer og vende tilbage for at prøve på at stille sagen kraftigt på benene. I februar tog jeg afsked med mine Genfer venner og rejste over München til Leipzig, hvor jeg besøgte Bebel og Liebknecht og prøvede på at bringe en forsoning i stand mellem dem og det ældre parti, som Hasenelever i Berlin repræsenterede. Jeg talte ligeledes med Geib i Hamburg derom, og jeg havde dog den glæde, at få dem til at indrømme det fordelagtige for partiet ved den sammenslutning, som jo senere virkelig skete. I sidste halvdel af februar ankom jeg til København og så uventet, at selv den ellers velunderettede politiinspektør Hertz adskillige timer efter erklærede til en af vores meningsfæller, at Pio kommer ikke mere tilbage til Danmark.

Social-Demokraten, 1. årgang nr. 89, d. 25 august 1874

Manifest fra de Frie Fagforeningers Centralbestyrelse i København

Danmarks arbejdere ! Centralbestyrelsen føler sig herved forpligtet til at udstede følgende manifest for at udtale sig om de grundsætninger, der ville være bestemmende for dens virksomhed, og de formål, den vil stræbe hen til. Vi erklærer derfor, at vi vil virke hen til at danne et fast socialdemokratisk arbejderparti over hele Danmark, og vi har vedtaget at slutte os om nedenstående program, der i sine hovedpunkter er det samme, som Louis Pio i sin tid udstedte. Vi vil virke for den arbejdende klasses frigørelse fra det bestående lønningssystem ved afskaffelsen af den nuværende produktionsmåde ved private kapitaler, i hvis sted der bør træde den fælles, af staten organiserede produktion, hvor enhver arbejder får det fulde udbytte af sit arbejde. Som de nærmest liggende fordringer opstiller vi følgende: 1.) Indførelse af normalarbejdsdagen; indskrænkning af kvinders og forbud mod børns anvendelse til fabriksarbejde, samt ophør af den ved tugt- og forbedringshusarbejdet med de frie arbejdere frembragte konkurrence. 2.) Oprettelse af produktionsforeninger og disses understøttelse af staten ved kredit af statens midler under demokratiske garantier. 3.) En bedre skoleundervisning; tvungen og gratis undervisning i folkeskolerne og gratis undervisning i alle offentlige læreanstalter. 4.) Statskirkens ophævelse ved lov og ophævelse af tvungen religionsundervisning i skolerne. 5.) Ophævelse af alle forrettigheder, der hidrører fra stand eller fødsel. 6.) Fuldstændig presse-, forenings- og forsamlingsfrihed. 7) Indførelsen af edsvorne- og voldgiftsdomstole; offentlighed og mundtlighed i rettergangen, fri retspleje, samt dommernes valg ved folket. 8.) Afskaffelsen af alle indirekte skatter og indførelsen af direkte indkomstskat med stigende skala, samt en større skat på arv. 9.) Oprettelsen af et folkeværn i stedet for en stående hær. Da den politiske frihed er den uundværlige forudsætning for de arbejdende klassers økonomiske frigørelse, og det sociale spørgsmål er uadskilleligt fra det politiske, opstiller vi som første politiske fordring: 1.) Den almindelige, direkte og lige valgret for alle statsborgere fra 22 årsalderen, såvel med hensyn til rigsdags-, amts- og kommunerepræsentation som til enhver anden repræsentation. 2.) De valgte repræsentanter modtage passende diæter. Betragtning af, at kampen for den arbejdende klasses befrielse ikke er nogen kamp for klasseprivileger og forrettigheder, men for lige store rettigheder og lige store pligter, og for afskaffelsen af ethvert klasseherredømme, at arbejderklassens politiske og økonomiske befrielse kun er mulig, når kampen føres i fællesskab og med enhed, vil vi ved alle de lovlige midler, der står til vor rådighed, virke hen til, at det Social-Demokratiske arbejderparti i Danmark får en ensartet organisation, og de Frie Fagforeningers Centralbestyrelse i København anses for den øverste ledelse i partiets sociale og politiske anliggender, og dagbladet »Social-Demokraten« for vort organ i pressen. Vi opfordrer derfor alle arbejdere til at danne og indtræde i fagforeninger og slutte sig til os for at virke i fællesskab til det store ædle mål: Arbejderklassens materielle og åndelige vel. København, i august 1874. På Centralbestyrelsens vegne E. W. Klein.

Skift til den: 5 måneders lange skibstømrerstrejken i 1875

Kort uddrag af ialt 33 § fra de Frie Fagforeningers Centralbestyrelses´ love, København 1875

Centralbestyrelsens formål: Centralbestyrelsens formål består i, ad lovlig vej at fremme enhver sag, der kan tjene til at forbedre arbejdernes politiske og sociale stilling, særlig at stræbe hen til indførelsen af den almindelige og direkte valgret, samt ved at behandle og gennemgå de forslag, som fra de enkelte foreninger, der har indordnet sig under den, måtte blive den tilstillet; ligesom også til foreløbig behandling i foreningen at indbringe sådanne forslag, som bestyrelsen selv måtte fremkomme med til fremme for arbejdernes interesser. - det er bestyrelsens pligt, igennem foredrag og diskussioner, som er let tilgængelige For samtlige foreningers medlemmer, at fremme oplysningen om arbejdernes politiske, økonomiske og faglige interesser, ligesom til enhver tid at gøre alt for at holde samtlige medlemmer bekendte med, hvad der fremkommer i arbejdersagen såvel i ind- som i udlandet; endvidere, når tid og omstændigheder taler derfor, igennem billige småskrifter at arbejde for sammenholdet mellem alle Danmarks arbejdere. Centralbestyrelsen vil ved en virksom agitation i provinserne fremme arbejdernes sammenslutning i foreninger og disses anerkendelse af og tilslutning til Centralbestyrelsen i København. Endelig er det centralbestyrelsens opgave, at formå samtlige foreninger til at oprette og tiltræde et fælles strejkeforbund. Centralbestyrelsens sammensætning: § 1. Centralbestyrelsen sammensættes af samtlige formænd for de foreninger, som har indordnet sig under den, samt et valgt medlem af hver af disse foreninger for et antal af indtil 200 medlemmer, og desforuden for hvert følgende hundrede en repræsentant til. § 2. De af foreningerne til repræsentanter i centralbestyrelsen valgte medlemmer er valgte for så lang tid som vedkommende forening selv bestemmer. Valgene og stemmemåden: § 3. Centralbestyrelsen vælger selv sin formand; hans funktionstid i centralbestyrelsen er et år; opsigelse kan finde sted med 14 dages varsel fra begge sider. Genvalg kan finde sted. § 4. Valget af formanden finder sted med over halvdelen af de tilstedeværendes stemmer; har ingen af kandidaterne opnået dette, foretages omvalg mellem de to, der har opnået det højeste stemmeantal. § 5. Såfremt formandsvalget falder på en mand, som allerede er medlem af centralbestyrelsen, vælger den forening, hvis formand eller repræsentant han var, en ny repræsentant i hans sted, så at enhver forening til enhver tid har sine repræsentanter fuldtallig i centralbestyrelsen. § 6. Når lo medlemmer fordrer det, kan opsigelse af formanden finde sted, efter at repræsentanterne er blevet skriftlig underrettede derom, ingen offentliggørelse af en sådan fordring må finde sted. § 7. Formanden opsiges med simpel stemmeflerhed af de tilstedeværende repræsentanter. § 8. Centralbestyrelsen vælger 4 af sine medlemmer, som med formanden danner et forretningsudvalg. Dette vælger ud af sin midte en protokolfører. § 9. Valget til forretningsudvalget eller andet af centralbestyrelsen nedsat udvalg sker ved skriftlig afstemning efter forholdstalsvalgmåden. § 10. Valget af en kasserer og tvende revisorer sker af centralbestyrelsen ved skriftlig afstemning med simpel stemmeflerhed, og er gyldigt for et halvt år. Genvalg kan finde sted. § 11. Almindelige sagers afgørelse sker ved simpel stemmeflerhed; dog skal der, når en fjerdedel af de tilstedeværende medlemmer forlanger det, eller når stemmerne er lige, foretages skriftlig afstemning; er stemmerne da atter lige, har formanden den afgørende stemme. etc.......

Lidt om splittelsen i den internationale bevægelse

I Jens Engberg's bog »Harald Brix, revolutionen og reformen«, 1975 skrives, at Johann Most var født i Augsburg i 1846 og blev bogbindersvend. Læs også her. I slutningen af 1860'erne befandt Johann Most sig i Wien, hvor han tog aktivt del i arbejderbevægelsen. Efter en demonstration foran parlamentsbygningen i Wien blev Johann Most anholdt og anklaget for højforræderi. Han dømtes til 5 års tugthus, men han blev allerede i februar 1871 benådet og udvist af Østrig. Johann Most slog sig der efter ned i Chemnitz i Saksen, hvor han blev redaktør af dagbladet »Chemnitzer Freie Presse«, der var tilsluttet Eisenach-partiet i den tyske arbejderbevægelse. I 1872 dømtes Johann Most til 8 måneders fængsel blandt andet for majestætsfornærmelse. Under fængselsopholdet skrev J. Most et sammendrag af »Das Kapital I«, der blev trykt i Chemnitz. Karl Marx gennemså sammendraget forud for trykningen af dets andet oplag, men både han og F. Engels var fulde af foragt for det, og Marx betingede sig, at det ikke blev nævnt, at han havde foretaget et gennemsyn. I januar 1874 og igen i januar 1877 indvalgtes Johann Most i den tyske rigsdag, men i april 1874 anholdtes han og dømtes til 18 måneders fængsel for blandt andet fornærmelser mod hæren. Under dette fængselsophold forfattede J. Most det lille skrift »Die Lösung der socialen Frage«, der udkom i Berlin i 1876. I dette skrift redegjorde J. Most for sin forståelse af socialismen, nemlig at den hvilede på 4 hovedpiller. Disse var den tænkning, der var skabt af Louis Blanc, Marx, Lassalle og Eugen Dühring. Most skrev: »Spørger man nu, hvem af de 4 nævnte socialister jeg giver forrangen, så svarer jeg ganske simpelt: Vi har god brug for alle 4! Og i virkeligheden finder jeg, at de egentlig udmærket supplerer hinanden, således at det åndelige fælles materiale, som de har bragt sammen, har sigtet og forklaret, danner en uudtømmelig fundgrube for socialdemokraterne, en fundgrube, som ikke vil kunne tilvejebringes, hvis man udelukkende skulle støtte sig til en enkelt mands udtalelser». Forud for Gotha-kongressen i 1875, og mens der eksisterede to store tyske arbejderpartier, havde J. Most ret ubesværet kunnet bevæge sig på denne måde mellem flere opfattelser. Efter enhedskongressen blev J. Most tvunget til at vælge stilling. Han valgte eller blev presset til at vælge at blive leder af en lille gruppe af socialister, der af C.D.H. Cole er blevet karakteriseret som placeret mellem Bakunin's anakister, der var i opposition til K. Marx. J. Most blev efter sine 18 måneders fængselsophold redaktør af »Die Berliner Freie Presse«. Han var, som i øvrigt også de tyske socialdemokratiske ledere Bebel, Bernstein og Liebknecht, en beundrer af Eugen Dühring. I »Berliner Freie Presse« publicerede J. Most en større afhandling, hvori han roste Dührings Cursus der Philosophie, som han varmt anbefalede som et af socialismens hovedværker. Fremkomsten af F. Engels artikler: »Anti-Dühring« i 1877/78 i det socialdemokratiske Vorwärts var derfor et hårdt slag for J. Most. På partikongressen i Gotha i maj 1877 fremsatte han et resolutionsforslag, som han var nær ved at få gennemført, om at få stoppet den videre publikation af Anti-Dühring. Dette tjente ikke ligefrem til at bedre J. Mosts forhold til F. Engels og K. Marx. I maj 1878 blev Most anholdt igen. Han blev løsladt i december samme år og forvistes fra Berlin. J. Most fandt det nu på grund af socialistlovene umuligt at leve i Tyskland, hvorfor han rejste til London. Den 3. januar 1879 udsendte J. Most i London det første nummer af et tysksproget socialistisk ugeblad »Die Freiheit«. Bladet bar i sine første 35 numre undertitlen »Sozialdemokratisches Organ«, men bladet var ikke startet efter samråd med partiledelsen i Tyskland, og Johann Most lod denne undertitel udgå, samtidig med at han intensiverede sine angreb på det tyske socialdemokratis ledere for eftergivenhed over for myndighederne, udygtighed og svigten af arbejdersagen. Han opstillede i stedet sit eget social-revolutionære program, der kort sagt bestod i at kræve den socialistiske revolution gennemført her og nu. Johann Most kunne i England friere tale om opstande i Tyskland, og han opfordrede da også arbejderne i Tyskland til væbnet modstand mod det bismarckske styre: »Hvis 4.000 organiserede og bevæbnede socialister i hovedstaden Berlin og et tilsvarende antal i industribyerne samlede sig, organiserede folkeopstanden og rejste sig i det kritiske øjeblik, så er det sikkert, at 100.000 folkekæmpere vil følge dem, og folkeopstanden kan ikke undertvinges, enhver modstand er forgæves«. J. Mosts angreb på det tyske Socialdemokrati blev imødegået i »Der Sozialdemokrat«, som blev udsendt fra d. 28 september 1879 i Zürich, delvis fordi man fandt det nødvendigt at kunne tilbagevise J. Mosts påstande i et udenfor Tyskland publiceret blad. Da Most imidlertid ikke lod sig bringe til tavshed, valgte man i »Der Sozialdemokrat« at tie stille om ham, lige som man i den danske »Social-Demokraten« valgte at tie stille om Haral Brix. Samtidig besluttede det tyske Socialdemokratis ledere, at J. Most skulle ekskluderes af partiet, og det skete på kongressen på Wyden i august 1880. J. Most fortsatte sine angreb på det tyske Socialdemokrati, og det lykkedes ham, ud over H. Brixs´ tilhængere i København, også at vinde støtte blandt forskellige grupper i Tyskland og Østrig, i Belgien og blandt navnlig tyske socialister i London og USA. Imidlertid bragte J. Most i »Die Freiheit« som Fleron i »Herolden« en jubelartikel i anledning af attentatet på Alexander II, og derfor blev J. Most stillet for en engelsk ret og dømt til 16 måneders tvangsarbejde. Mens Most sad i fængsel blev »Die Freiheit« fortsat fra Schweiz, men bladet opgav i løbet af nogen tid den social-revolutionære holdning og blev rent anarkistisk. Da J. Most i slutningen af 1882 kom fri, rejste han til USA, hvor også han sluttede sig til en gren af anarkismen. Han døde i 1906. Forholdet mellem det tyske Socialdemokrati og K. Marx og F. Engels i London var præget af mistro fra Marx og Engels efter det tyske socialdemokratis Gotha-kongres i 1875, hvor de tyske socialdemokrater havde ændret programmet og partiet fra et arbejderparti til et masseparti. Marx og Engels mente generelt at spore en tendens til borgerliggørelse af partiet hos dets ledere i Tyskland, og de misbilligede de tyske socialdemokraters optræden i den tyske rigsdag. Liebknecht havde i en tale i rigsdagen d. 17. marts 1879 sagt, at socialdemokratiet i ordets strengeste betydning var et reformparti, der ville overholde alle love, også socialistlovene. Derfor rettede K. Marx og F. Engels i 1879/80 bebrejdelser mod det tyske Socialdemokrati, som de anså for at være godt på vej til blot at være et småborgerligt oppositionsparti uden forståelse for proletariatets kamp, altså bebrejdelser af samme art, som J. Most og de tyske social-revolutionære rettede mod socialdemokratiet.

Kort om Hørdum, Holm og Andensen. Marts 1877

Louis Pio, Poul Geleff og Harald Brix, blev benådet i april 1875 efter at have siddet fængslet siden i maj 1872, og de kunne først på sommeren 1875 igen indtræde i ledelsen af bevægelsen. Medens de havde siddet i fængsel, var Internationalen jo blevet opløst af myndighederne og erstattet med »Den demokratiske Arbejderforening«. Men det politiske arbejde havde næsten ligget stille, medens fagforeningerne voksede frem. Fra 1874 havde »Centralbestyrelsen for de frie Fagforeninger« i København fungeret som samlende ledelse for det politiske som det faglige arbejde, og »Socialisten« var blevet omdøbt til »Social-Demokraten«, og bladet var blevet overtaget af fagforeningerne. Pio udfordrede nu regeringen politisk, men mødte modstand i fagforeningerne der førte en her og nu løsning for kortsigtede fordele. Samtidig var en økonomisk krise løs med øget arbejdsløshed. I maj 1876 besøgte Pio Karl Marx i London, da han vendte tilbage til København, kom konflikten i bevægelsen åbenlyst til udtryk på Gimle-kongressen i juni 1876. Den 31årige jyske skomager, den 29årige falstring, den 28årige københavner trådte til i marts 1877, da Pio og Geleff så pludselig, uden varsel og farvel, forlod parti og fædreland, medens fængslets porte lukkede sig årelangt for Harald Brix. Hørdum, Holm og Andersen udfyldte hinanden fortræffeligt. Hørdum var taleren, han var en kæmpekarl, der kunne byde sig selv de største anstrengelser, hans røst overdøvede den mest larmende forsamling, han kunne slynge kapitalisterne og magthaverne de voldsomste ord lige i synet. Andersen var mere dæmpet i formen, men til gengæld skarpere og mere bidende. Hans ro og koldblodighed gjorde ham til dirigenten. Han dirigerede komitéerne og kongresserne såvel som folkemøderne, og aldrig et øjeblik slap han taget. P. Holm var lyrikeren, der var poesi i hans veltalenhed, og han henrev kammeraterne, når han sang »Proletarens vise« eller »I flugt går tiden«. Han var ild og flamme, agitationens mand, medens Hørdum var den kloge politiker indadtil som udadtil og Andersen den administrative dygtighed, de nøgterne overvejelsers mand, ballasten i partiet, sej og stædig - han blev hellere stående på stedet, end han satte foden frem, hvor han ikke var vis på, det kunne bære...... Hørdum havde erhvervet sig et stort personalkendskab, vidste små og store hemmeligheder, kendte meningsfællers og modstanderes svage og stærke side, forstod at virke underhånden uden at blive illoyal, at stå fast og give efter, alt som situationen bød. Han nærede en vis proletarisk mistænksomhed overfor fremmede og var sen til at fatte fuld tillid til nogen, men vandt sig alligevel mange venner ved sine kloge råd og sin grundmurede trofasthed. Han og P. Holm havde en egen evne til at vende de personlige angreb, der haglede ned over dem, til deres egen og partiets fordel og vinde sympati blandt arbejderne, hver gang fjenderne tænkte at udså mistillid. Andersen besad en koldsindig myndighed, der holdt angriberne tre skridt fra livet. Og så havde de alle tre en vidunderlig fysisk kraft. Aften på aften kunne de deltage i møderne og sidde på beværtningerne til den lyse morgen, hvad der dengang var mere nødvendigt, end det heldigvis er nu, for folk, der skulle deltage i det faglige og politiske liv. Det blev adskilliges ruin, men Andersen, Holm og Hørdum forbandt med deres sprudlende livslyst både arbejdsomhed og streng ordenssans. De kunne »slå til søren« som gæve svende, og de venskaber, de herved vandt, styrkede igen deres politiske stilling. 

Et bidrag til belysning af købstadarbejderes vilkår af Th. Sørensen. 1880

Snedkersvend på 5 personer, mand 33 år, kone 27 år, 3 børn på 5 år, 2 år ¾ år. 1) manden er en jævn dygtig og flittig arbejder, der ville have større fortjeneste, hvis han kunne nå at få akkordarbejde hele året igennem, konen ordentlig og flink. 2) manden har haft en indtægt af 550 á 560 kr.. Han har haft akkordarbejde en mindre del af året, i den øvrige har daglønnen været 2 kr. om sommeren og 1½ kr. om vinteren. Han har haft beskæftigelse hele året igennem. Arbejdsherren har ikke ydet ham andet end pengelønnen. Intet bierhverv. Arbejdstiden er om sommeren 14 timer (2 timers hvil), om vinteren 13 timer (1½ times hvil). 3) konen har i årets løb tjent ca. 15 kr. ved syning for fremmede. Hun syr alt familiens tøj, undtagen mandens yderklæder. 4) børnene have intet bidraget til den fælles indtægt. 5) den samlede indtægt har været 565 á 575 kr. ingen formue. Manden havde ved sit giftermål 150 kr., som blev anvendt til at sætte bo for; det meste af møblementet har han forfærdiget selv. 6) familien er ikke i gæld. Den har ingen gaver modtaget. Udgift: 1) i husleje er der betalt 70 kr. til brændsel medgået 42 kr.. Bopælen, der består af 2 værelser med køkken, er noget fugtig og mangler lys. 2) udgiften til føde (belysning og vask iberegnet) kan med nogenlunde sikkerhed angives til 360 kr.. Der nydes daglig 3 hovedmåltider, deraf består middagsmåltidet af ét måltid, sjælden 2 retter varm mad. Hele familien får pålæg på den tørre kost. 3) til beklædningsgenstande er medgået 45 kr.. Til møblement 15 kr.. Familien er net og ordentlig klædt. Møblementet ret godt. 4) manden ryger ikke tobak og drikker sjælden brændevin - udgiften hertil 5-6 kr.. Ingen udgift til fornøjelser. Den kommunale skat er 3 kr. årlig. I skoleløn er der intet betalt. Slid på værktøj medfører ingen udgift for ham. 5) hele familien er i en sygekasse; det årlige kontingent til denne er 18 kr. 70 øre. Indboet er forsikret; der betales i præmie herfor 2 kr. 20 øre årlig. 6)den samlede udgift har været ca. 561 kr.. Der har været et overskud af 15 kr.. Ugentlig udgift for snedkersvenden: 3 rugbrød 1 kr. 35 øre; flæsk og kød (hver anden uge flæsk, hver anden kød 2 kr.; 1 pund smør 80øre; ¼ pund kaffe 32 øre; 1 cichorie 07 øre; ¼ pund puddersukker 10 øre; 1 pund bygmel 14 øre; 1 pund byggryn 15 øre; 21 potter mælk 1 kr. 05 øre; kål 10 øre; ½ pund sæbe 12 øre; ½ pund soda 04 øre; 1 pot petroleum 24 øre; 1 fjerdingkar kartofler 20 øre; 2 potter øl 10 øre, salt, svovlstikker og krydderi 15 øre, ost bruges ikke; ialt 6 kr. og 93 øre.

Bagersvend på 6 personer, mand 39 år, kone 32 år, 4 børn på 9 år, 7 år,6 år 4½ år. Manden er arbejdsom og ædruelig. Konen flink og ordentlig. 2) manden har tjent 365 kr. Han får i dagløn 1 kr. både sommer og vinter, søndag og hverdag; desuden har han den fulde kost til sig selv hos arbejdsherren. Intet bierhverv, der er ingen fast daglig arbejdstid. 3) konen har ved vask og syning for fremmede tjent ca. 45 kr. i årets løb. Hun syr alt familiens tøj, med undtagelse af mandens yderklæder. 4) intet af børnene har bidraget til den fælles indtægt. 5) familiens samlede indtægt har været 410 kr. (foruden kosten til manden). Ingen formue. Ved ægteskabets begyndelse ejede manden 100 kr., som blev anvendt til at sætte bo for. 6) familien er ikke i gæld. Den modtager ingen gaver. Udgift: 1) i husleje er betalt 60 kr.. Til brændsel medgået 42 kr.. Bopælen består af et rummeligt værelse med køkken, er ret god. Der hører et stykke havejord til. 2) til føde (belysning og vask iberegnet) for familien, undtagen manden, er der medgået 240 kr.. Daglig 3 hovedmåltider. Til middag i reglen én ret varm mad, næsten aldrig fersk kød. Kun sjælden pålæg på den tørre kost. 3) til beklædningsgenstande er der udgivet ca. 36 kr., til møblement intet. Familien er tarvelig, men ordentlig klædt. Møblementet tarveligt, men net holdt. 4) udgiften til tobak har været ca. 12 kr. til brændevin og fornøjelser ca. 5 kr. Kommunal skat 1 kr.. Ingen udgift til skoleløn. 5) manden og konen er i en sygekasse, derimod ikke børnene. Det årlige kontingent hertil er 13 kr. 50 øre. Indboet er ikke forsikret. 6) den samlede udgift har været 410 kr. Der har hverken været over- eller underskud.

Arbejdsmand (har ikke haft fast arbejde): 1) familie på 4 personer. Mand, 42 år, kone 42 år, 2 børn på 8 år og 1 år. Manden har ord for at være en dygtig, men just ikke flittig arbejder. 2) manden har haft en indtægt som arbejdsmand af ca. 380 kr., for størstedelen ved jordarbejde på akkord (mergelgravning, grøftegravning o.s.v.). Når han har arbejdet på dagløn, har denne været 1 kr. 33 øre til 2 kr.. Alt sammenlagt, har han næppe haft arbejde mere end de 9 måneder af året. Intet bierhverv. Arbejdstiden er om sommeren 13 timer og om vinteren 10 timer med 2 timers hvil. 3) konen har ved syning og vask for fremmede tjent ca. 20 kr.. Hun syr familiens tøj undtagen mandens og sit eget ydertøj. 4) børnene have ikke kunnet bidrage til den fælles indtægt. 5) den samlede indtægt har været ca. 400 kr.. Da de giftede sig, ejede manden 100 kr., som blev afbetalt på et hus, han straks købte for 1.000 kr.. Husets værdi er for tiden 1.200 kr., der skyldes derpå 625 kr.. Møblementet har de siden anskaffet sig lidt efter lidt. 6) i småbeløb skyldes der bort 60 kr.. Familien modtager ingen gaver. Udgift: 1) til skatter, reparationer og forrentning af gæld på huset er der medgået 35 kr. (den virkelige husleje 49 kr.). Til brændsel er der medgået 26 kr. (han har købt træ i en nærliggende skov og selv savet det). Bopælen, der ligger udenfor byen, men på dens grund, er rummelig og god, består af 2 værelser med køkken. Der hører haveplads til, hvis udbytte kan ansættes til værdi af ca. 18 kr.. 2) udgiften til føde (belysning og vask iberegnet) kan med nogenlunde sikkerhed anslås til 350 kr. Til middag én ret varm mad (aldrig fersk kød). Manden får pålæg på den tørre kost, de øvrige medlemmer af familien af og til. 3) til beklædningsgenstande er der udgivet ca. 15 kr. til møblement intet. Familien er tarvelig, men ordentlig klædt. Møblementet 4) udgiften til tobak har været 4 kr., til brændevin 11 kr., til fornøjelser intet. Kommunal skat 2 kr.. I skoleløn er der betalt 16 kr. For det ældste barn (pogeskole). 5) ingen af familien er i sygekasse. Indboet er forsikret; i præmie herfor betales 1 kr. 66 øre. 6) den samlede udgift har været 460 kr.. Året gav et underskud af 60 kr., og han har desforuden brugt renten af sine i huset indestående penge. Ugentlig udgift for arbejdsmanden: 4 rugbrød 1 kr. 80 øre; 1/2 pund smør 40 øre; 2 pund fedt 80 øre; 2 pund flæsk 88 øre; 1 pund bygmel 15 øre; 2 pund byggryn 30 øre; 1/16 pund kaffe 08 øre; 1 cichorie 07 øre; ½ pund puddersukker 20 øre; 10 potter mælk 50 øre; ¼ pund sæbe 06 øre; ¼ pund soda 02 øre; ¼ pot petroleum 06 øre; 1 skæppe kartofler 80 øre; salt, svovlstikker og krydderi 15 øre; ost 50 øre; ialt 6 kr. 77 øre.

Skibstømrerstrejken. Redegørelse fra strejkekomité d. 4 august 1881

Der har altid hersket et godt forhold mellem tømmermændene på oplagspladserne og derværende formænd med undtagelse af en enkelt af de sidstnævnte ved navn O. Hansen. Hr. Hansen havde for nogen tid siden overtaget ledelsen af en reparation på skibet »Dagmar«, og under ham arbejdede 26 mand. En dag begik en af disse en mindre fejltagelse ved arbejdet, men ikke mere, end hvad der kunne rettes i løbet af et kvarters tid, og det blev da også rettet; men hr. Hansen lod sig ikke nøje med at bebrejde den pågældende fejltagelsen, men han vedblev at pine denne på en drillende og hånende måde. Arbejderen svarede ikke noget hertil, men da hr. Hansen den næste dag fortsatte fornærmelserne, afbrød tømmermanden ham endelig med en bemærkning om, at han snart var ked af det. Formand Hansen spurgte nu i en truende tone, hvad det var, han var ked af, og hertil svarede tømmermanden, hvis tålmodighed havde forladt ham, at han var ked af at høre på Hansens vrøvl. Efter at have erholdt dette svar erklærede formanden øjeblikkelig den pågældende for afskediget med det samme. Samtlige de på »Dagmar« arbejdende tømmermænd havde imidlertid været vidne til denne scene, og da de vidste, at det var formand Hansen, der ved at irritere og drille den omtalte arbejder, selv havde fremtvunget dennes svar, tog de parti for denne og erklærede, at de ville betragte vedkommendes afskedigelse som en afskedigelse af dem selv, og da de øvrige tømmermænd på værfterne blev bekendte med sagen, udtalte de deres fuldstændige billigelse af kollegernes optræden. I de følgende dage føres forhandlinger mellem arbejderne og selskabets bestyrelse, hvorefter arbejderne indsender et skriftligt andragende til denne om at få formanden forsat til et andet arbejde, da de ikke vil arbejde under ham. Der hengik en 8 dages tid, inden direktionens svar indløb, og da dette kom, var det et fuldstændigt afslag. Dermed havde direktionen gjort sit til for at fremtvinge den strejke, som det var skibstømrernes hensigt så vidt muligt at ville undgå. Tømmersvendene opgav dog ikke håbet om, at det endnu var muligt ved mundtlig overenskomst at komme til et for alle parter heldigt resultat, dels foretog de ved deputationer forskellige henvendelser til direktionen, dels mødte de hver morgen til arbejdet på værfterne, idet de fastholdt deres erklæring om at ville arbejde under enhver formand, selskabet måtte beskikke, med undtagelse af O. Hansen; men enhver imødekommen har været forgæves, idet direktionen fordrede af samtlige 150 tømmermænd, at de en efter en skulle henvende sig til formand Hansen med anmodning om arbejde, altså de skulle bede denne om forladelse. Denne fordring stilledes til alle, endskønt der under Hansens ledelse kun skulle beskæftiges 26 mand, og man søgte således at nedværdige samtlige tømmermænd, ydmyge og undertrykke dem på en sådan måde, at det kun kunne vække almindelig harme blandt alle arbejderne mod selskabets direktion og almindelig sympati for de skibstømrere, der var selvstændige nok til at protestere mod denne nedværdigelse. Da tømmermændene en 8 dages tid havde henvendt sig forgæves på arbejdspladsen, blev de endelig kede deraf, og de besluttede afvigte fredag d. 29 juli at erklære arbejdsnedlæggelsen på de forenede oplagspladser og værfter for en af dette selskabs bestyrelse fremtvungen strejke. Således står sagerne i øjeblikket. Skibstømrernes strejke er, som man ser, altså ikke foranlediget ved nogen fordring fra arbejdernes side på højere løn, kortere arbejdstid o.s.v., Men den er fremtvungen af bestyrelsen for et rigt aktieselskab, idet denne for en enkelt formands skyld har gjort 150 arbejdere brødløse. Det er ikke et spørgsmål om arbejdernes bedrestilling, der skal udkæmpes, men det er et, der er lige så vigtigt, thi spørgsmålet er om, hvorvidt arbejderne i det almindelige borgerlige samfund må have ret til at føle sig som mænd af ære, må have ret til at protestere mod vilkårligheder og uretfærdigheder, udøvet mod deres sidemand. Dette udløste følgende erklæring fra bestyrelsen for »De Forenede Oplagspladser og værfter« d. 17 august 1881: »Vi har, og det uden at det har kostet os nogen overvindelse, hidtil lige overfor d'herrer skibstømrere, der have forladt arbejdet på »De Forenede Værfter«, fulgt den gamle regel, at man skal omgåes sine modstandere, som om de kunne blive venner. Vi har derfor ikke villet udvide kløften ved en avisfejde, der kun kan avle bitterhed og gøre fremtidigt samarbejde vanskeligt, og det så meget mindre, som vi stedse have håbet på venskabets genoprettelse. Fra vor side er der endnu intet i vejen for, at dette skeer, og enhver, der vender tilbage, skal være os velkommen, men vi kunne ikke købe venskabet ved at begå en uretfærdighed, og det er en sådan, hvori vi ville have gjort os skyldige, hvis vi på en fordring, der, ved at ledsages af en partiel og trussel om en almindelig arbejdsnedlæggelse, straks fremtrådte som et ultimatum, uden undersøgelse havde afskediget en kvartermand, og skønt vi måtte antage, at han havde åbenbar ret i det tilfælde, der havde foranlediget fordringens fremsættelse. Thi vi kunne ikke antage eller afskedige arbejdere efter deres politiske eller socialistiske anskuelser, en fordring, der mærkværdig nok, har fundet støtte i radikale og socialistiske blade, medens vi kunne have fundet det i sin orden, at man havde dadlet os, hvis vi havde villet indføre en sådan censur. Når man i forsamlingerne glæder sig over, at det er lykkedes at jage arbejde fra værfterne til andre pladser, da ville dette næppe være en varig fordel for dem, thi have værfterne intet arbejde, kan strejken jo ikke ende med dets genoptagelse; men man overseer, at vi vel kunne bøje os for en strejke, hvis formål er at tilvejebringe en højere arbejdsløn, når vi séer, at en sådan kan gives, uden at forretningen medfører tab, men ikke, selv om man nøder os til at nedlægge værfterne, kunne lade os tvinge til at give tømrerne en uretfærdighed som pant på, at det i fremtiden er dem, ikke os, der vælger kvartermænd, og at de i fremtiden kun behøve true med en strejke for at få os til at begå en uretfærdighed og få enhver, der mishager afskediget, og det uhørt, og uden at hans brøde er godtgjort.«

Flere tekster fra 1880érne.

1880érne af N. Neergård

Der var megen arbejdsløshed i firsernes første halvdel, og selv for ædruelige og flittige arbejdere var forholdene fortvivlende hårde, når der var større familier at forsørge, og der stødte sygdom og midlertidig arbejdsløshed til. Lønningerne var dengang så lave, at det ikke med rimelighed kunne forlanges, at en familiefader skulle lægge noget op. En ugefortjeneste på 18 kr. for en 10-11 timers arbejdsdag skulle dengang anses for godt for en faglært arbejder med normal beskæftigelse, og selv om konen hjalp til med syarbejde, vask, rengøring og lignende, gav det sjældent mere end et tilskud af nogle kroner om ugen. For arbejdsmændene var ugefortjenesten med fuld beskæftigelse sædvanlig kun 12-14 kr. og for de kvindelige arbejdere væsentlig mindre. En syerske med regelmæssigt arbejde for et af de større magasiner måtte nøjes med 6-8 kr.. Midlertidig arbejdsløshed og sygdom bragte ikke sjældent disse kummerlige lønninger ned til halvdelen eller mindre. Adskillige af de familier, jeg havde med at gøre, var i sygekasse, men hjælpen herfra oversteg sjældent 1 kr. daglig, og ved langvarige sygdomsperioder, ved invaliditet og for de gamle, hvis arbejdskraft var væsentlig svækket eller opbrugt, var fattigvæsenet sædvanlig den eneste tilflugt. Til arbejdsløshedsforsikring var der endnu kun svage tilløb gennem fagforeningerne, men det kunne, især i nedadgående tider, kun blive en dråbe i havet. Alt i alt var stillingen nærmest fortvivlet for dem, der var ramt af sygdom eller længere arbejdsløshedsperioder, og det var pinligt at se, hvordan lånesedlerne for pantsættelse af ofte nødvendigt sengeudstyr og beklædningsgenstande samt huslejerestancer og klatgæld til handlende kunne hobe sig op for en sådan familie, som gjorde alt, hvad der var menneskeligt muligt for at holde sig klar af fattigvæsenet, noget, der for så godt som alle dem, jeg havde med at gøre, stod som et grufuldt fremtidsperspektiv. Man må jo huske, at dengang var der hverken alderdomsunderstøttelse, invaliderente, sygehjælp uden fattighjælps virkninger eller statsstøtte til syge og arbejdsløshedsforsikring, og »de fattiges kasser«, forløberen for de senere »hjælpekasser«, rådede kun over relativt forsvindende beløb. Et dybt indtryk på mig gjorde også de usle boligforhold i de skumle og uhyggelige arbejderkaserner og ikke mindre det heltemod, hvormed mange af disse forgræmmede og forslidte arbejderkoner kæmpede for, trods alt, at skabe så megen hjemlig hygge som muligt for mand og børn i den lille et eller, når det kom højt, toværelseslejlighed, de havde at råde over.

Et socialdemokratisk møde i Grenå 1885 af E. Marott

I det bevægede år 1885 fik vi også en faglig kamp, der ruskede stærkt op, nemlig smedenes strejke med Ferdinand Hurop som leder. Den strejke blev i høj grad præget af den politiske kamp; også i landsbyerne samledes der bidrag til smedene. Fra Århus drog jeg en dag ud, ledsaget af smed Sørensen og former Westerblaa. Vi agtede os til møde i den stad Grenå, og formålet var at samle penge ind til smedenes krigskasse. Hvis nogen havde nævnt den mulighed for os, at en sådan ekspedition til den lille konservative by kunne mislykkes, ville vi have smilet overbærende. Vi troede fuldt og fast, at den ildhu og selvtillid, vi følte, skulle gøre et sådant indtryk på de brave Grenå-boere, at vi ville få skæppen fuld, og at socialdemokratiet, der i Grenå kun talte 20 mand under typograf Blombergs førerskab, ved vor afrejse ville have fået sine tilhængeres antal mangedoblet. Vi havde lejet hotel »Skandinavien«s sal, som blev fyldt til sidste plads. På forreste bænk sad byens højreredaktør, den nidkære Færch, en lille rødmosset mand. Jeg var den første taler, og jeg begyndte lidt diplomatisk beregnende, men det kunne jo ikke undgås, at forhammeren også blev brugt. Det gjorde man i de tider, og der var da særlig grund til at gøre det, når emnet var smedenes strejke. Men efterhånden blev den lille redaktør mere rødmosset, og da jeg i min omtale af provisoriet kom til at sige nogle slemme ord, rejste han sig op, slog ud med hånden og opfordrede til som protest mod disse udtalelser at synge »Kong Kristian stod ved højen mast«. Opfordringen blev prompte efterkommet af hele den store forsamling - undtagen de tyve socialdemokrater, der trofast blev siddende, skønt det var forbundet med en vis risiko. Og nu tordnede sangen gennem salen. Jeg måtte naturligvis holde inde med skydningen og fik nu lidt tid til at tænke videre over min tale. Jeg tog da fat igen, men snart blev det atter galt, og andet vers af kongesangen lød igennem salen. På den måde blev hele sangen sunget! Det blev en tale med akkompagnement. Mon nogen taler i nutiden kan opvise noget lignende? Efter mig tog mine to kammerater, smeden og formeren, fat, og stemningen gik yderligere nogle grader i vejret. Så indtog højre skansen med taler af Færch, byens apoteker og skolebestyrer Reventlow. Og en hidsig debat fulgte. Men indsamlingen? Ja, der blev ikke stort til smedene. Mødet endte i voldsomt spektakel, og det var ved at komme til håndgribeligheder.

Smedelockout i 1885 af Robert Wiinblad

Smedene på Eickhoffs fabrik anmodede i juni 1885 om en timeløn på 27 øre. Fabrikantforeningen svarede med lockout. 24 fabrikker kastede 800 smede og maskinarbejdere, 200 formere og arbejdsmænd, på gaden. Politimagten støttede fabrikanterne. Jernbanetog med hvervede svenskere og provinsianere blev standsede tæt udenfor København, og skruebrækkerne førtes i lukkede drosker til fabrikkerne, hvor de indlogeredes og bevogtedes dag og nat. Socialdemokratiet nedsatte en komité, som forhandlede med venstres bestyrelse i Chr. Bergs hjem, en stuelejlighed ved Frederiksholms Kanal. Min fader forklarede venstremændene, at fabriksejerne nægtede at forhandle med fagforeningen. Da rejste Berg sig og sagde: »Det drejer sig altså først og fremmest om arbejdernes foreningsret?« »Ja!« »Det fremgår også af alle sagens dokumenter,« vedblev Berg. »Nuvel, så støtter venstre arbejderne i denne kamp for deres grundlovsmæssige ret!« Venstrepressen tog derefter afgjort parti for de udelukkede og opfordrede landboerne til at støtte dem. Lockout'en blev et led i provisorieårenes forfatningskamp. Der indkom fra husmænd, gårdmænd og landarbejdere betydelige bidrag både i penge, i fødevarer og klæder. Mange landboere indbød smedenes børn, stundom hele familier, til ophold på landet. »Socialdemokraten« bragte daglig spaltelange bidragslister, og arbejderne jublede, da de første 100,000 kr. var nået. Provisoristerne var inderlig forbitrede. Højrebladet i Næstved bragte et avertissement om, at 30 strejkende maskinarbejderes hustruer - unge og smukke - under strejken kunne blive anbragt hos forskellige ungkarle og enkemænd i Sydsjælland »billet mrk. nr. 138 tilsendes Næstved Avis's kontor«. Denne og lignende råheder vakte ikke blot indignation i arbejderverdenen, men også i landbefolkningen. D. 16 november sluttedes lockouten med et forlig, som gav arbejderne en forhøjet betaling for over, nat- og søndagsarbejde, 3 øre mere i timen for udearbejde og en forbedret ordning ved fællesakkorder. Tillige blev fagforeningen anerkendt.

Uddrag af manifest fra De samvirkende Fagforeninger i København i november 1886

Ved nedsættelsen af et permanent udvalg som centralorgan for De samvirkende Fagforeningers fællesvirksomhed er det danske arbejderparti nået frem til et nyt og betydningsfuldt stadium af sin udvikling. Dette udvalg har til opgave i den størst mulige grad at fremme arbejdernes interesser på det faglige område. I betragtning heraf og i overensstemmelse med vedtægterne vil udvalget som sin hovedopgave tilstræbe følgende formål: 1.) En for arbejderne formålstjenlig regulering af strejkebevægelsen. 2.) At gøre de i de forskellige fagforeninger indvundne erfaringer frugtbringende for andre foreninger. 3.) Tilvejebringelsen af statistiske oplysninger om arbejderforholdene. Opnåelsen af disse formål kræver selvfølgelig den størst mulige tilslutning og støtte af arbejderne i alle fag. I henhold hertil opfordres samtlige arbejdere til at slutte sig til de i deres respektive fag bestående fagforeninger eller til at oprette foreninger i de fag, som endnu ikke er organiserede. I betragtning af, at de samvirkende foreningers fællesvirksomhed fuldt ud er i overensstemmelse med de på kongressen i Gøteborg d. 27/28/29 august 1886 vedtagne resolutioner, samt da disse resolutioner på en fyldestgørende måde motiverer nødvendigheden af arbejdernes sammenslutning og solidariske optræden, meddeler vi nedenstående kortfattede oversigt over kongressens beslutninger. 4.) Da maskinernes stedse stigende anvendelse i industriens og agerbrugets tjeneste, i forbindelse med den nuværende lange arbejdstid, frembringer overflødig arbejdskraft og bevirker forøget konkurrence mellem arbejderne, hvorved arbejdslønnen trykkes, og arbejdernes selvstændighed forringes, ligesom den også er en hindring for arbejdernes åndelige udvikling og i alle tilfælde skadelig for sundheden, idet den korte hviletid ikke afgiver tilstrækkelig rekreation for de i konkurrencekampen anspændte kræfter, anser kongressen en forkortelse af arbejdsdagen for en absolut nødvendighed. 5.) Da den ved uforholdsmæssig lang arbejdstid fremkaldte arbejdsløshed tillige er en hindring for en reel ordning af lønforholdene og stedse forøger fattigdommen blandt den arbejdende klasse, beslutter kongressen, idet den iøvrigt anser det for statens pligt ved lov at ordne arbejdsdagens længde, af al kraft at arbejde for indførelse af 8 timers arbejdsdag i alle fag, hvor det lader sig gøre. 6.) Da det selvfølgelig er i samfundets interesse, at stridigheder mellem arbejder og arbejdsgiver så vidt muligt bilægges ad fredelig vej, tilråder kongressen: oprettelsen af faglige voldgiftsretter, valgte af arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer. 7.) Kongressen udtaler som sin anskuelse: at strejker ikke bør erklæres af arbejdere som ikke er organiserede i en fagforening, og at der ikke bør gribes til strejke, før alle fredelige midler, som står til rådighed, er blevet forsøgt uden resultat; fagforeningerne bør derfor kun understøtte sådanne strejker, som er iværksatte af en fagforening, efter at det har vist sig umuligt at komme til en fredelig løsning. 2.) Kongressen udtaler sin tilfredshed med arbejdsgivernes organisation, fordi man derigennem lettere kan føre underhandlinger mellem parterne og nå til et godt resultat. Arbejdere i alle fag! Gående ud fra de i disse resolutioner udtalte anskuelser opfordrer vi eder gentagende til at organisere eder, for ved hjælp af sammenslutningen at virke hen til en forbedring af eders livsvilkår. København i november 1886. Udvalget for De samvirkende Fagforeningers fællesvirksomhed.

Program for det danske socialdemokrati af d. 14 juli 1888

Arbejdet er kilden til al samfundsrigdom og kultur, og hele udbyttet bør tilfalde dem, som arbejder. I det nuværende samfund er arbejdsmidlerne, (grund, jord, fabrikker, maskiner, samfærdselsmidler osv.) tagne i besiddelse af kapitalisterne, som således har tilvendt sig udbyttet af årtusinders arbejde. Kapitalisternes herredømme over arbejdsmidlerne er årsag til politisk ufrihed samt splid mellem nationerne, hvilket skaber elendighed for samfundets produktive medlemmer og forøger proletariatets rækker. Kapitalherredømmet hindrer en på retfærdighed grundet samfundsordning og fremmer planløs produktion, hvorved uhyre værdier går til grunde. Det er socialdemokratiets opgave at befri arbejdet fra den udbyttende kapitalisme. Alle partier, som ikke anerkender denne opgave for at være statens øjemed, er lige overfor socialdemokratiet en reaktionær masse. Socialdemokratiets hovedformål. Gående ud fra forannævnte grundsætninger tilstræber det danske socialdemokrati at opnå den offentlige magt i samfundet for ved hjælp af dette lovlige våben at gøre alle arbejdsmidler til folkets fælles ejendom. Kun ved at lægge den nuværende af privatkapitalister, aktieselskaber, staten og kommunen ledede produktion ind under folkets umiddelbare ledelse og kontrol, ved altså at ophæve det bestående lønarbejde, vil produktionens udbytte kunne fordeles efter en retfærdig målestok. Den folkelige lovgivnings middel til at gennemføre samfundsproduktionens store værk er ekspropriation (tvangsafståelse mod erstatning) af arbejdsmidlerne. Det danske socialdemokrati virker nærmest i national ramme. Det anerkender dog i fuldeste mål, at socialismen ikke blot er et nationalt eller lokalt spørgsmål, men kræver teoretisk og praktisk støtte af alle landes arbejdere. Socialdemokratiets opgave i alle lande må være menneskers fuldkomne frigørelse uden hensyn til køn, race eller nationalitet. Det danske socialdemokrati fordrer som statens grundlag og som overgang til det socialistiske fællesarbejde i agerbrug, industri og samfærdsel, samt til beskyttelse for det arbejdende folk og til fremme af dets økonomiske vel: 1.) Almindelig, lige og direkte valgret med hemmelig af stemning til alle stats og kommuneinstitutioner for mænd og kvinder fra 22 års alderen. Valgdagen skal være en almindelig fridag. 2.) Indførelse af etkammersystemet. 3.) Al udøvende og lovgivende myndighed i statens anliggender er hos folket gennem den af dette valgte repræsentation. Vigtigere love sættes under almindelig folkeafstemning. Statens administration står direkte under folkerepræsentationen. 4.) Fuldstændig presse, forenings og forsamlingsfrihed, hvorved folket kan tilkendegive sine tanker i ord og skrift. 5.) Folkeopdragelsesinstitutioner, organiserede af staten. Fælles, gratis og forpligtende skoleundervisning i konfessionsløse statsskoler. Oprettelse af børneopdragelsesanstalter ved staten. 6.) Religionen erklæres for en privatsag. 7.) Afskaffelse af den stående hær. Indførelse af al mindeligt folkeværn. 8.) Staten overtager alle samfærdselsmidler samt de industriarter, der frembringer folkets livsfornødenheder. 9.) Licitationssystemet ved alt offentligt arbejde bort falder. Arbejdets udførelse overlades til arbejdernes organisationer og ledes af dertil af staten eller kommunen beskikkede mænd. 10.) Fideikommisser og præstegårdsjorder inddrages, og anden til salg værende landejendom købes af staten. Ved de staten tilhørende landejendomme tilstræbes fællesdrift under statens tilsyn. Staten organiserer billig adgang for jordbesiddende landarbejdere til at erholde fornøden driftskapital. Staten fører tilsyn med private fæste, leje og tyendehuses opførelse, indretning og benyttelse. 11.) Offentlig statistik angående arbejderforholdene. 12.) Alt arbejde af børn under 14 år forbydes i fabriker og værksteder. 13.) Indførelse af direkte skat med stigende skala. Arverettens gradvise afskaffelse. 14.) Afskaffelse af skatter og love, som skaber en uretfærdig varefordyrelse for befolkningen. 15.) Indførelse af en maksimalarbejdsdag. Mænds og kvinders arbejde i de forskellige industrigrene betales efter samme tarif. 16.) Kontrol med arbejds- og lønforhold ved oprettelse af arbejderkamre og voldgiftsretter til at dømme i stridigheder mellem kapital og arbejde. 17.) Tjenestefolks ligestillelse med andre arbejdere i politisk og retslig henseende. 18.) Forbud mod søndags, helligdags og natarbejde, som ikke er samfundsnødvendigt.19.) Sundhedskontrol med arbejderboliger og de tjenestefolk anviste opholdssteder. Kontrol med arbejdspladser, fabriker og værksteder ved mænd valgt af arbejderne. 20.) Retslig bistand i enhver henseende. Offentlig og mundtlig retspleje. Nævningedomstoles indførelse. 21.) Afskaffelse af cellesystemet samt adskillelse af fængslede i to grupper: a) de, hvis lovovertrædelser berører borgerlige rettigheder; b) de, hvis handlinger ikke får denne virkning. 22.) Kontrol med fængselsarbejdet på en sådan måde, at de frie arbejdere ikke lider under konkurrencen. Forbud mod overdragelse af straffefangers arbejdskraft til private kapitalister. 23.) Indførelse af heldagsskoler. Staten drager omsorg for, at der ydes hvert barn i kommuneskolerne gratis og fuld kost. Skolemateriellet leveres gratis. 24.) Staten bør drage human omsorg for syge, gamle og arbejdsinvalider.

Sygeforsikring og alderdomsforsørgelse af P. Knudsen. 1888

Resultatet af undersøgelserne er i hovedsagen følgende: 1) de årlige indtægter for den overvejende del af arbejderne har ved undersøgelsen vist sig at være utilstrækkelige til dermed at bestride de nødvendige udgifter til livsfornødenheder. Som følge deraf er et meget stort antal arbejdere ude af stand til at blive medlemmer af sygekasserne, ligesom det er umuligt for det langt overvejende flertal at kunne opspare noget til støtte for sig selv i deres alderdom. 2) med bibeholdelse af den virksomhed, sygekasserne nu udfolder, er det ikke muligt for disse at yde hjælp i sygdomstilfælde på billigere betingelser end nu. En større tilgang af medlemmer fra arbejdernes side kan kun blive mulig derved, at sygekasserne fritages for en del af den virksomhed, der nu påhviler dem, hvorved de kan blive sat i stand til at yde deres assistance på billigere vilkår. Den offentlige sundhedspleje og tilstedeværelsen af helbredelsesmidler har i de fleste egne af landet vist sig at være i meget høj grad mangelfuld, så at det på mange steder, selv om man forudsætter en langt mere udvidet sygekassevirksomhed end nu, dog vil være så godt som uoverkommelig at skaffe ubemidlede syge tilstrækkelig lægehjælp, medicin, hospitalspleje og deslige. Af sygekassernes virksomhed må ydelsen af lægehjælp og øvrige direkte helbredelsesmidler ubetinget anses som det vigtigste. Disse ting bør derfor søges ydede på en sådan måde, at de kan komme alle ubemidlede syge til gode, selv om disse ikke er medlemmer af nogen sygekasse. Dette kan kun ske derved, at de direkte helbredelsesmidler ydes gratis af staten, medens sygekasserne fremdeles bibeholder den opgave at yde deres medlemmer en erstatning for det tab af arbejdsfortjeneste, der forårsages af sygdom. 3.) De af de hidtil fremsatte forslag til alderdomsforsørgelsesanstalter for ubemidlede, der er baserede på at yde tilskud til opsparede indskud fra arbejdernes side, må, som følge af arbejdernes manglende evne til at foretage de nævnte opsparinger, anses for at være ude af stand til at komme de ubemidlede til gode. Alderdomsforsørgelsesspørgsmålet bør derfor søges genoptaget til fornyet overvejelse, og der bør navnlig lægges vægt på at undersøge, om det ikke måtte vise sig formålstjenligt som hovedprincip at basere alderdomsforsørgelsen på oprettelsen af statsanstalter, hvor forsørgelsen ydes in natura.

Glasmagerstrejke i Hellerup. 1891

Forholdet var det, at man trods helligdagsloven måtte arbejde om søndagen fra kl. 4 morgen til 12-1 middag, og dette var man langt fra fornøjet med. Ligeledes ønskede man lidt indvundet af de foretagne lønreduktioner, og man enedes om et krav på 25 % løntillæg. Til at forhandle med direktør Duus valgtes 2 mand fra Hellerup og 2 fra Helsingør. Skønt der i løbet af 1 måned forhandledes flere gange, lykkedes det ikke at formå direktøren til at indrømme mere end 5 øres forhøjelse pr. 100, medens glasmagerne for at få konflikten løst ad fredelig vej kunne strække sig til at forandre kravet om de 25 % til 15 %. Men herpå ville direktøren på ingen måde indgå, og følgen blev, at strejken påbegyndtes. Ovnene slukkedes, og alt gik ganske roligt de første 14 dage herefter. Men så var freden også forbi. I den 3. uge sendtes en kontorskriver med meddelelse til arbejderne i Hellerup, at såfremt de ikke ville nøjes med 10 % forhøjelse og påbegynde arbejdet straks, skulle de udsættes af boligerne. Hele måden, hvorpå dette budskab blev bragt, toges ikke alvorlig, men opfattedes kun som en tom trussel. Men dagen efter kom atter et bud, og dette lød i al sin korthed således, at såfremt man ikke fraflyttede boligerne inden næste dags middag kl. 12, ville udsættelse blive foretaget ved Kongens Foged. Nu begyndte man ligesom at ane, at der dog var nogen mening i galskaben, og den næste dag efter middag kikkedes af og til ud ad vejen efter de fine fremmede, som også arriverede ved 4tiden om eftermiddagen i et helt lille optog af landauere. I spidsen Kongens Foged, direktør Duus og advokat Hindenburg. Derefter 2 politibetjente og 4 bybude. De 4 bybude blev nu sat til at rydde boligen, og den samme konfekt tildeltes yderligere 6 familier. At arbejderne ikke helt havde tabt humøret bevistes ved, at deres orkester (en del af glasmagerne var musikalske) på en plet lejet havejord, som stødte op til formandens bopæl, under selve fogedforretningen, og sålænge udflytningerne varede, spillede forskellige numre til underholdning og ære for det fine besøg, ligesom man også havde opplantet glasmagerforeningens røde fane. Hvidtglasmagerne stillede sig nu solidarisk med flaskemagerne og truede direktionen med at nedlægge arbejdet, såfremt udsmidningerne skulle fortsættes, ligesom de samtidig krævede 10 % lønforhøjelse. Efter 10 dages forløb genindsatte direktøren de udsmidte i deres lejligheder og stillede selv vogne og folk til rådighed ved indflytningen, som foregik under fuld musik af glasmagernes orkester. To dage efter genindsættelsen i lejlighederne anmodedes glasmagerne om at sammenkalde til et møde, og ved dette kom kontorchefen tilstede og meddelte, at ud over de 10 % forhøjelse ville direktøren ikke strække sig. Kunne dette tilbud ikke antages, skulle boligerne fraflyttes inden 48 timers forløb. Dette sidste skete dog ikke. Men da glasmagerne var nægtet sanktion på strejken af De samvirkende Fagforeninger, og der ikke kunne fås bidrag fra København på grund af den store snedker- og stolemagerkonflikt dér, vedtog man omsider efter 6 ugers forløb at genoptage arbejdet med de 10 % forhøjelse. Strejken omfattede ca. 100 mand. Hvidtglasmagerne fik deres krav om 10 % forhøjelse gennemført og gik i arbejde sammen med flaskemagerne.

Regler for strejkeunderstøttelse i De samvirkende Fagforeninger i København. Vedtaget d. 7 maj 1895

§1.) Når en strejke er godkendt under iagttagelse af de i vedtægterne fastsatte regler, erholdes understøttelse af De samvirkende Fagforeninger. Understøttelsens størrelse fastsættes til 10 kr. ugentlig for hvert strejkende medlem i mandlige og blandede foreninger og til 6 kr. ugentlig for hvert strejkende medlem i kvindelige foreninger. Betingelserne for at erholde understøttelse er foruden, hvad der iøvrigt er fastsat i vedtægterne, at de pågældende foreninger har et så stort kontingent, at mindst 4 øre ugentlig pr. Medlem henlægges til et reservefond, der kun kan benyttes til understøttelse i strejketilfælde, og at antallet af de strejkende udgør over 5 % af foreningens arbejdende medlemmer. § 2.) Midlerne til understøttelsen tilvejebringes derved, at udvalget påligner foreningerne et beløb i henhold til deres medlemstal, stort nok til at dække de i § 1 nævnte udgifter. Beløbet, der ikke må overstige 25 øre ugentlig, pålignes de kvindelige foreningers medlemmer med halvdelen af det beløb, der pålignes de mandlige og blandede foreningers medlemmer. Det første bidrag skal indbetales senest 8 dage efter, at strejken er erklæret, og der udbetales ingen understøttelse af De samvirkende Fagforeninger for den første uges strejke. § 4.) Bidragene til strejker pålignes kun arbejdende medlemmer - også de strejkende fags -, hvorfor alle foreningerne er forpligtede til senest 8 dage efter en strejkes udbrud at indsende til udvalget en fortegnelse såvel over antallet af samtlige medlemmer som over antallet af arbejdsløse. §8.) Foreninger, som ikke tiltræder disse regler og ikke indbetaler deres bidrag regelmæssig, erholder ingen understøttelse af de samvirkende foreninger, hvis de selv skulle komme i strejke, ligesom de ikke har nogen stemmeret i sager vedrørende strejker. Restancer af foreninger udover 14 dage har udelukkelse til følge, og optagelse igen kan kun ske efter reglerne for nye indmeldelser. Strejker kan kun erklæres af De samvirkende Fagforeningers bestyrelser med 2/3 majoritet af de på det pågældende møde repræsenterede foreningers afgivne stemmer. Afstemningen foretages foreningsvis, og hver forening har kun en stemme.

De samvirkende Fagforbunds stiftelse. Tale af J. Jensen d. 3 januar 1898

Arbejderbevægelsen er ikke en kunstig plante, men et naturligt produkt af det moderne samfund. Den måtte komme økonomisk, fordi frikonkurrencen og privatkapitalismen har skabt en afhængig arbejderklasse, som uden organisation og selvbevidst optræden kun ville blive et middel til at øge privatkapitalismens rigdomme. Den ville blive som dværge i bjerget, der smelter guld fra dag til dag uden nogensinde selv at se en solstråle eller føle livets stærke pulsslag i sine årer. Vi er her da i kraft af den udviklingens lov, alle må bøje sig for, og vi er her i så stort tal, fordi der er gjort et mangeårigt forarbejde. De enkelte fag har dannet lokale foreninger, samlet dem i forbund og i fællesorganisationer landet over. Vi har 25 års kampe og erfaringer bagved os; hver enkelt lille del af det store legeme har gennem selvstyre lært at vurdere sine egne kræfter, og ved sammenslutningen i forbundene og lokalorganisationerne har vi udviklet solidaritetsfølelsen, begejstringen og offerviljen for den sag, der omslutter millioner af mennesker verden over. Nu føler vi os modne og stærke nok til at danne den sammenslutning for hele landet, som er blevet en nødvendighed, ikke alene fordi vore opgaver vokser og efterhånden bliver sværere at løse, men også fordi vore modstandere ved at følge vort eksempel og slutte sig tættere sammen, tvinger os til at slutte os endnu tættere sammen. Den armé, vi skaber, må være stærk og fast, thi den skal erobre en verden, og den må være demokratisk ordnet, thi den skal udvikle mennesker.

Resolution fra hovedbestyrelserne for forbund under De samvirkende Fagforbund - vedtaget d. 6 maj 1899 - Den store lockout 1899

De forsamlede repræsentanter for de under »De samvirkende Fagforbund« hørende organisationer godkende fuldtud den stilling, forretningsudvalget og repræsentantskabet har indtaget overfor snedkerstrejkerne i Jylland. Det må i høj grad dadles, at snedkerforbundets afdelinger i de 7 jyske byer har forkastet den under d. 13 april imellem »arbejdsgiverforeningen« og »De samvirkende Fagforbund« under fuld tilslutning fra snedkerforbundets repræsentanter indgåede overenskomst, endog efter at de i skrivelse af d. 25 april var gjort bekendte med, at repræsentantskabet for »De samvirkende Fagforbund« havde erklæret, at overenskomsten burde vedtages, og at det var umuligt at føre kampen videre på det foreliggende grundlag. Da det er en absolut betingelse for et fremtidigt samarbejde indenfor »De samvirkende Fagforbund«, at de enkelte afdelinger bøjer sig for hovedledelsen, erklærer mødet, at der ikke fra organisationerne under »De samvirkende Fagforbund« kan ydes understøttelse til snedkerne i de 7 jyske byer. På den anden side kan mødet ikke erkende, at forkastelsen af overenskomsten berettiger »arbejdsgiverforeningen« til at foretage lockout og derved bryde bestående overenskomster med andre afdelinger indenfor snedkerforbundet, og særlig må det protestere imod, at »arbejdsgiverforeningen« er gået til dette skridt uden forudgående forhandling med »De samvirkende Fagforbund«, ja at der end ikke er tilgået dettes forretningsudvalg meddelelse om, på hvilket grundlag lockouten er dikteret. »De samvirkende Fagforbund« er sig bevidst at have gjort, hvad der stod i dets magt, for at få overenskomsten godkendt, og havde derfor billigt krav på, efter at dets bestræbelser var bristede, at have fået adgang til yderligere forhandling med »arbejdsgiverforeningen«, forinden denne iværksatte lockout. De forsamlede bestyrelser erklærer, at det er deres bestemte ønske, at den stående konflikt kan blive afsluttet så hurtigt som muligt, ikke mindst fordi den i sit videre forløb rummer en stor fare for vort økonomiske livs rolige udvikling. Mødet pålægger derfor forretningsudvalget endnu en gang at gøre forsøg på at få striden sluttet i henhold til overenskomsten. Hvis dette støder på modstand fra »arbejdsgiverforeningernes side, tilsiger mødet de udelukkede snedkere organisationens støtte. Såfremt snedkerforbundets medlemmer nægter at genoptage arbejdet på de vilkår, der er fastsatte i overenskomsten af d. 13 april, kan »De samvirkende Fagforbund« ikke yde dem understøttelse. Iøvrigt udtaler mødet fuld tillid til organisationens forretningsudvalg og repræsentantskab og nærer den sikre overbevisning, at samtlige led i vor centralisation i fremtiden vil forstå, at tyngdepunktet i denne må ligge hos den ansvarlige ledelse, og at ledelsen handler under ansvar for »De samvirkende Fagforbund«s kongres.

Skrivelse fra arbejdsgiverforeningen til De samvirkende Fagforbund d. 15 maj 1899 (»de otte punkter«): I anledning af forretningsudvalgets ærede skrivelser af d. 4., 7. og 13. dennes skal jeg ikke undlade at meddele, at hovedbestyrelsen på sit møde i dag enstemmig har vedtaget følgende resolution: hovedbestyrelsen beslutter at udtale, at den af snedkersvendene i de syv jyske byer foretagne gentagne forkastelse af overenskomsten af d. 15 i forrige måned med logisk konsekvens må medføre, at denne overenskomst fuldstændig er bortfalden, og at forhandling om snedkerkonfliktens afslutning derfor må føres på det grundlag, hvorpå parterne stod ved opsigelsen af de hidtil gældende overenskomster og iøvrigt på følgende vilkår: at fremtidige overenskomster, der måtte blive afsluttede mellem de overordnede organisationer, ikke herefter må gøres afhængige af underordnede eller lokale organisationers afstemning, men at vedkommende hovedorganisation fremtidig skal være ansvarlig for, at indgåede overenskomster respekteres og ubrødelig efterkommes af de lokale organisationer; at arbejdsgivernes ret til selv at lede og fordele arbejdet, samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft, fuldt ud anerkendes og garanteres af arbejdernes hovedorganisation; at fastlønnede formænd og arbejdsledere ikke, sålænge de beklæder en sådan stilling, må være medlem af arbejderorganisationer; at opsigelsestiden for overenskomster angående priskuranter og øvrige arbejdsforhold herefter fastsættes til d. 1 januar med tre måneders forudgående opsigelse; at samtlige nu eksisterende konfliktspunkter indenfor snedkerfaget behandles og afgøres, forinden konflikten kan afsluttes; at der efter konfliktens afslutning ikke fra nogen af siderne må finde nogen art af boycotting sted, hverken overfor arbejdsgiver eller arbejder; at samtlige arbejdere ved konfliktens ophør gå i arbejde på de samme arbejdssteder, hvor de vare beskæftigede ved konfliktens begyndelse; at en eventuel forhandling skal omfatte samtlige under konflikten hørende arbejderorganisationer, uanset om disse henhører under arbejdernes hovedorganisation eller ej. Angående ovenstående beslutning tillader jeg mig at afvente forretningsudvalgets ærede svar snarest, og skal jeg i så henseende tillade mig at oplyse, at arbejdsgiverforeningens ekstraordinære generalforsamling er indkaldt til fredag d. 19. dennes. På foreningens vegne: N. Andersen.

Skrivelse fra De samvirkende Fagforbund til arbejdsgiverforeningen d. 18 maj 1899: Hidtil har det været anset for naturligt, at en strid ophørte, når dens genstand var fjernet; nu har svendene i de 7 jyske byer erklæret sig villige til at gå i arbejde på overenskomsten af d. 15 april, men i stedet for at tilbyde lockout'ens afslutning opstiller arbejdsgiverforeningen en hel række fordringer, som det er umuligt at gennemføre og opretholde. Skønt det, som sagen foreligger, næppe vil have nogen betydning at gå nærmere ind på de nævnte nye stridsspørgsmål, skal man dog bemærke, at det vil være ganske umuligt både for arbejdsgiverforeningen og for »De samvirkende Fagforbund« under alle forhold at binde sig til en ordning som den under post 1 nævnte. Lige så lidt kan D.S.F.'s hovedledelse gå ind på post 2 i den ubestemmelige almindelighed, hvori den er affattet, idet arbejdsgivernes ret her må være begrænset af den ret, arbejderne naturlig har til også at øve indflydelse på de vilkår, hvorunder de skal arbejde. Post 3 er en indskrænkning i den personlige frihed, som vor organisation ikke kan række hånd til, og post 4 er et forsøg på at anlægge en skabelon for forholdenes udvikling, som er uforenelig med livets praktiske krav, på samme tid som den tilsigter at berøve arbejderne deres ligestilling ved fastsættelse af arbejdsvilkårene. Med hensyn til post 5 ville der ikke være væsentlige indvendinger at gøre, hvis den ikke var givet den udstrækning også at omfatte arbejdere, der stå udenfor vore organisationer. Vi forstå heller ikke, hvorledes det ville være arbejdsgiverforeningen muligt at afgøre sager for standsfæller, som ikke tilhører deres organisation. Hvad endelig angår post 6, ville den første del ikke frembyde vanskeligheder fra arbejdernes side, hvorimod den sidste del er umulig at efterkomme; dels fordi mange af de udelukkede arbejdere er bortrejste, dels fordi nogle har taget andet arbejde, som de ikke ønske at forlade. Det må under disse omstændigheder konstateres, at arbejdsgiverforeningen ved sin udæskende holdning har umuliggjort en hurtig løsning af striden, og det må endvidere erindres, at selve stridens opkomst skyldes det faktum, at snedkermestrenes organisation i Jylland ikke har villet indgå på at betale den samme løn som deres kolleger i østifterne, og dette til trods for, at der ikke i andre fag findes en lignende forskel på lønnen i de forskellige landsdele som den, de jyske snedkermestre kræve for sig. Lockout'en og de senere opstillede fordringer kan på ingen måde motiveres ved, at svendene i de 7 jyske byer, i strid med De samvirkende Fagforbunds ønske, har forkastet overenskomsten. Thi det må også fremhæves, at snedkermestrenes repræsentant, hr. Haslund, selv fremsatte fordring om, at overenskomsten skulle være afhængig af organisationens tilslutning. De opstillede, i det foregående nævnte fordringer, som det er indlysende for enhver, at ingen organisation kan gå ind på, må vi derfor tage bestemt afstand fra. Repræsentantskabet er dog villig til endnu en gang at optage forhandling med arbejdsgiverforeningen om den stående strid i snedkerfaget, for om muligt at få denne bilagt. På repræsentantskabets vegne J. Jensen og C. M. Olsen.

Overenskomst mellem Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De samvirkende Fagforbund d. 5 september 1899. »Septemberforliget«

Alle overenskomster vedrørende arbejdstid, lønforhold, priskuranter, voldgiftsregler m. m., som var gældende ved arbejdsstandsningens begyndelse, vedbliver fremdeles at være i kraft, dog med de modifikationer, som resulterer af efterfølgende bestemmelser. Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening og De samvirkende Fagforbund erkende herved hinandens berettigelse til henholdsvis at dekretere eller godkende arbejdsstandsning; dog må ingen lockout eller strejke af hvilken som helst grund eller omfang dekreteres eller godkendes af nogen af parterne, forinden den er vedtaget med mindst ¾ af de afgivne stemmer af en efter vedkommende organisations love dertil kompetent forsamling. At man agter at forelægge en sådan forsamling forslag om arbejdsstandsning skal tilkendegives den anden hovedorganisations forretningsudvalg ved særlig og anbefalet skrivelse mindst 14 dage, før arbejdsstandsningen efter forslaget agtes iværksat, og der skal på samme måde gives den anden part meddelelse om forsamlingens beslutning mindst 7 dage, forinden arbejdsstandsningen iværksættes. Enhver af parterne forpligter sig til ikke at godkende eller understøtte nogen strejke eller lockout, såfremt den er etableret i strid med ovenstående bestemmelser. Som strejke eller lockout betragtes det, hvis værksteder eller arbejdspladser systematisk affolkes eller efterhånden lukkes under hovedorganisationens eller nogen anden under den hørende organisations medvirkning eller med dens udtalte eller stiltiende godkendelse, efter at den fra modpartens side er gjort bekendt dermed. Det vedtages derhos, at det skal betragtes som brud på denne overenskomst, hvis arbejder eller arbejdsgiverorganisationer, der stå udenfor de to nævnte hovedorganisationer understøttes af nogen ved nærværende overenskomst forpligtet part. Overenskomster, der måtte blive afsluttede imellem de to hovedorganisationer, skulle respekteres og efterkommes af alle under dem hørende organisationer under vedkommende hovedorganisations ansvar. Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft anerkendes, eventuelt støttes, af arbejdernes hovedorganisation. Overfor arbejdere, en eller flere, hvem et bestemt arbejde mod aftalt vederlag (akkord) uden noget forbehold er overdraget, og som gøre deres skyldighed, er arbejdsgivere dog ikke berettigede til at forandre de forhold, under hvilke sådant arbejde udføres, til tab for arbejderne, uden samtidig at godtgøre dem det derved lidte økonomiske tab. Er der uenighed i så henseende, afgøres den ved faglig mægling, eventuelt voldgift, som også afgør klager fra arbejdsgivere eller arbejdere over brud på hovedreglen eller misbrug af den. 5). Fastlønnede formænd eller arbejdsledere skulle, sålænge de beklæde en sådan stilling, have fuld frihed til ikke at være medlemmer af arbejderorganisationer. Ved fastlønnede formænd og arbejdsledere forstås sådanne, der i forholdet overfor arbejderne er arbejdsgivernes tillidsmænd, ikke deltage i akkorder og ikke er interesserede i akkordoverskud. 6). Opsigelsesfristen for overenskomster angående priskuranter og øvrige arbejdsforhold fastsættes herefter til mindst 3 måneder, medens opsigelsesterminen vil være at fastsætte i hvert enkelt tilfælde i den pågældende overenskomst. Bestående overenskomster forblive uberørte af denne bestemmelse indtil deres udløb efter vedtagen opsigelse. 7). Efter konfliktens afslutning må der ikke på nogen af siderne finde nogen art boycotting sted hverken overfor arbejdsgivere eller arbejdere. 8). Ved konfliktens ophør gå samtlige arbejdere i arbejde på de samme arbejdssteder, hvor de vare beskæftigede ved konfliktens begyndelse. Ligesom det er en selvfølge, at samtlige arbejdssteder åbnes samtidigt og så vidt muligt i samme omfang som ved arbejdets ophør, således skulle samtlige arbejdere også, så vidt forholdene tilstede det, gå i arbejde på de samme steder, hvor de vare beskæftigede før lockout'en. 9). Iøvrigt forudsættes det som selvfølgeligt, at De samvirkende Fagforbund vil være villig til af al magt sammen med arbejdsgiverforeningen at virke for rolige, stabile og gode arbejdsforhold, først og fremmest derved, at der ikke under nogen omstændigheder fra nogensomhelst organisations side lægges hindringer i vejen for nogensomhelst arbejder for at benytte sin naturlige ret til at udføre så meget og så godt arbejde, som hans evner og uddannelse tillader ham, ligesom det også må betragtes som særligt vigtigt, at hovedorganisationerne samvirke til at hæmme overdreven nydelse af spirituøse drikke, hvor sådant muligt måtte finde sted. En opsigelsesfrist mellem arbejdsgivere og arbejdere erkendes tillige i adskillige fag for at være i begge parters interesse. Det samme gælder med hensyn til ordningen af betalingen for overarbejde, ordningen af lærlingenes lønningsforhold under akkordarbejde og oprettelse af nogenlunde ensartede voldgiftsregler i alle fag for afgørelse af faglig strid. Hovedorganisationerne er derfor enige om at samvirke til en for begge parter tilfredsstillende løsning af disse forhold. I tilfælde af, at nogen underordnet organisation eller nogen enkelt arbejder eller arbejdsgiver formenes at have gjort brud på nærværende overenskomst, skal spørgsmålet - hvis der ikke i de bestående overenskomster eller i nærværende overenskomst findes andre regler, eller hvis anvendelsen af disse regler ikke har ført til nogen ordning - først gøres til genstand for behandling af hovedorganisationernes forretningsudvalg. Opnås ikke derved en tilfredsstillende ordning, kan enhver af hovedorganisationerne gennem forretningsudvalget bringe spørgsmålet ind for Københavns Landsover- samt Hof- og Stadsret som vedtaget værneting ved søgsmål mod den anden hovedorganisation på dens vegne, som formenes at have gjort brud på overenskomsten. Såfremt en af hovedorganisationerne formenes at have gjort brud på overenskomsten, kan spørgsmålet herom af den anden hovedorganisations forretningsudvalg ligeledes indbringes for den nævnte ret. Foranstående overenskomst underskrives af forretningsudvalget for De samvirkende Fagforbund på samtlige derunder hørende organisationers vegne og eventuelt de enkelte udenfor dette stående arbejderorganisationers på den ene side, med bindende virkning for samtlige nævnte organisationer, og af forretningsudvalget for dansk arbejdsgiver og mesterforening på samtlige under denne hørende foreningers og virksomheders vegne på den anden side, med bindende virkning for samtlige disse foreninger og virksomheder. 13). De under de to hovedorganisationer hørende foreninger eller virksomheder skulle ikke ved - før eller efter overenskomstens afslutning - at træde ud af hovedorganisationerne kunne løse sig fra de forpligtelser, disse ved nærværende overenskomst er gåede ind på. De vedblive at stå ved magt, indtil overenskomsten for disses vedkommende opsiges af nogen af hovedorganisationerne.

Tale af K. M. Klausen i Folketinget d. 10 oktober 1901

Jeg vil benytte lejligheden til at byde det ny ministerium velkommen. Den glæde, som hilste det ny ministerium, da det blev udnævnt, deles også i fuldt mål og af et oprigtigt og ærligt sind af socialdemokraterne. Vi have sikkert også ret til at glæde os derover, fordi vi lige så fuldt som venstre have taget del i kampen for at komme bort fra det regeringssystem, vi havde, og få mænd i spidsen for landets styrelse, som vare i besiddelse af befolkningens tillid. Jeg tror at turde udtale, at vi i de mange og lange kampår have stået tappert på venstres side og taget del i kampen der, hvor den var hårdest. Ligesom venstre drev højre ud af landdistrikterne, have vi efter bedste evne og af god vilje gjort vort til, at højre blev fortrængt fra de store byer her i landet. Derfor mener jeg, som sagt, vi have ret til at glæde os over det ny ministerium, og blandt andet føler jeg grund til at udtale denne glæde, fordi jeg mener, at vi efter det ny ministeriums udnævnelse kunne arbejde under ganske anderledes trygge forhold end tidligere. Det [at støtte regeringen] er vi socialdemokrater også villige til, men, vel at mærke, kun under den forudsætning, at den nuværende regering vil arbejde i virkelig demokratisk ånd. Det er ikke nok, at der nu her i Folketinget f.eks. kan vedtages et lovforslag som det, der blev vedtaget sidste vinter, et, der indfører almindelig kommunal valgret og afskaffer den privilegerede valgret, og at et sådant lovforslag så sendes op til landstinget for der at slås ihjel. Det kunne vi, synes jeg, ikke lade os nøje med i øjeblikket. Jeg vil håbe, at den regering, vi have fået, vil være en regering, der vil være i stand til at kunne sætte sin vilje igennem, der vil være i stand til at kunne sætte Folketingets vilje igennem, at den nuværende regering vil være en fast og stærk regering, der ikke er bange for at benytte alle de stærke og gode midler, som lovene hjemle, til at gennemføre det, som vi her i folketinget ønske at få gennemført. Der er sagt om socialdemokratiet fra højres side, at vi er venstres hale, og når det passer højre, så siges det, at vi er venstres hoved, men sandheden er, at vi hverken er venstres hoved eller hale, men socialdemokratiet er et eget selvstændigt parti. Vi har vort eget program, vort eget mål og vore egne midler, hvorefter vi søge at fremme og føre vor politik. Og idet vi hævde, at vi er et selvstændigt parti, og at vi i den kommende tid ville gøre ligesom vi hidtil have gjort, deraf følger naturligvis, at vi på mange områder komme til at stå i modstrid med den nuværende regering. Vi kunne ikke opgive det, som er vort hovedmål: socialismens gennemførelse; den magt, som kapitalismen i øjeblikket udøver på alle livets forhold, må brydes. Den fri konkurrence, som måske kan have sine fordele, har på mange, mange områder vist, at den er i højeste grad ulykkebringende for det enkelte individ og for samfundet. Vi søge ikke at nå vort mål gennem omvæltning eller revolution, det ville være det tåbeligste og ufornuftigste fra vort partis side, om vi ville gøre det, men vi søge at nå frem ad overbevisningens vej, og jeg vil herom udtale, at socialdemokratiet hidtil har haft held med sig. Det viste sig ved valgene d. 3 april, at der var intet parti, som gik så stærkt frem i stemmetal som netop socialdemokratiet. Vi have derfor grund til med håb at se fremtiden i møde, og den dag vil sikkert komme, da det danske folks flertal vil slutte sig til socialdemokratiets program.

Uddrag af manifest vedtaget af den 10. socialdemokratiske partikongres d. 9 maj 1903

Venstre har haft magten i 2 år, men i stedet for at forelægge lovforslag om almindelig kommunal valgret, om en frisindet toldreform og om sociale reformer til gavn særlig for underklassen i by og på land, har det tværtimod rettet en række angreb mod kommunernes nuværende rettigheder, gennemført en ensidigt agrarisk skattereform væsentlig til fordel for overklassen på landet, forhøjet militærudgifterne i betydelig grad og forsømt den sociale reformlovgivning. Alt dette har fyldt den arbejdende befolkning med skuffelse og harme. Men socialdemokratiet fortryder ikke, at det bidrog til at hjælpe venstre til magten og dermed parlamentarismen til sejr. Vi var forberedt på, at når flertalsstyret havde sejret, ville en ny kamp om flertallet begynde, selv om vi måske ikke havde ventet, at den ville komme så hurtigt og så alvorligt. Socialdemokratiet vil ved de forestående folketingsvalg søge at fremme en demokratisk samfundsudvikling og underklassens økonomiske interesser ved at opstille kandidater i så stor en udstrækning, som styrken af vore organisationer og de forhånden værende midler tillader, idet man i de kredse, hvor det ikke findes formålstjenligt at opstille socialdemokrater, henstiller til partifæller at støtte den mere demokratiske kandidat overfor den mere konservative, dog således at ingen kandidat kan vente socialdemokratisk støtte, som ikke slutter sig til den lige og almindelige valgret.

Tale af F. Borgbjerg i Folketinget d. 10 marts 1902

......samfundet er altså fattigt, sagde den højtærede finansminister. Dog have vi råd til at lette samfundets fælleskasse for henved 2 mill. kr. til skattelettelser for de besiddende i samfundet, for dem, der har over 3 kr. daglig, hvilket skulle være den normale indtægt efter den højtærede finansministers forklaring. Vi stå altså overfor en situation, hvor man fra venstreregeringens side ikke vil give husmanden toldfrit salt til hans fedtebrød uden at kræve erstatning derfor, men hvor man ikke tager i betænkning at give godsejeren en skattelettelse på 4-5000 kr. årlig uden at kræve erstatning. Vi stå i en situation, hvor man fra regeringens og flertallets side nægter at forhøje en arbejders løn fra 2½ til 3 kr. om dagen, thi, siger den højtærede finansminister, med en sådan forhøjelse ville disse arbejdere komme over det gennemsnit, der egentlig passer sig for arbejderklassen, - men samtidig tager man ikke i betænkning at give en godsejer en daglig forhøjelse af hans indtægter på 20-30 kr. Når disse skattelove gå igennem, vil en godsejer med 500 tdr. hartkorn, en så betydelig årlig indtægt som 100.000 kr. Jo få en skattelettelse på 6.750 kr.. Det er nemt at regne ud. Han får nemlig, når vi opgøre differencen mellem den ny ejendomsskyld og de gamle hartkornsskatter til amt og stat, en skattelettelse af 20 kr. pr. td. hartkorn, det er altså en skattelettelse på 10.000 kr. til gengæld skal han svare formueskat af 1½ mill. kr., det er 750 kr., - det er jo en ussel, lav formueskat, der er sat, næsten ingenting, 0,5 promille. Endvidere skal han af sin indtægt, 100.000 kr., svare en indtægtsskat af 2,5 pct., det vil sige 2.500 kr.. Det bliver altså ialt en ny skat af 3.250 kr., og drage vi den fra skattelettelsen, 10.000 kr., bliver der altså tilbage 6.750 kr. årlig, som vi give en sådan godsejer. Fordeler man denne skattelettelse på 300 arbejdsdage - hvis man kan tale om arbejdsdage i en godsejers liv - vil det blive 22 ½ kr. om dagen, en sådan godsejer tjener gennem disse love. (Bluhme: dem trænger jeg til!) Der sidder ved min side en nødlidende agrar, der siger, at han trænger til den skattelettelse. Jeg kan dog ikke tro, at en godsejer, der efter det eksempel, jeg opstillede, har en årsindtægt af 100.000 kr., skulle være så trængende til dem. Jeg tænker, at når den dag kommer, da disse love endelig vedtages, vil der gå en mægtig bevægelse gennem hele Danmark, idet husmænd og landarbejdere ville sige: nu må tiden være kommen, da de betrængte landmænd kunne give os lidt mere dagløn. Hvad om den godsejer, der får en daglig merindtægt af 22 ½ kr., nøjedes med at beholde de 2 ½ kr., - han kunne dog drikke et ekstra glas champagne for det, - og de 20 kr. så blevet fordelte til 40 af hans husmænd, så at de fik 50 øre mere om dagen hver! Det ville være ganske rimeligt, og jeg tænker ikke, at landarbejdere og husmænd på sådanne godser ville være længe om at regne det ud. Jeg ved nok, at hvis der dannes fagforeninger på landet, vil der fra godsejernes, proprietærernes og de større landmænds side blive rejst den samme modstand mod fagforeningerne på landet, som der er blevet rejst i byerne, så ved jeg nok, ... at en eller anden af landets største godsejere vil kaste sine husmænd ud, når de kræve 10 øre mere om dagen, men så vil det gentage sig, som skete for 2-3 år siden, da en fattig husmand måtte forlade godset og kørte ned ad alléen på den lille fjælevogn, hvorpå hans fattige ejendele lå. Han satte sig bag på og spillede på sin harmonika, og det, han spillede, var socialistmarchen. De kunne tro, mine herrer, at der vil blive spillet på harmonika, når disse skattelove blive gennemførte, og det bliver socialistmarchen, der bliver spillet. Harmonikaerne med socialistmarchen ville komme til at gå omkring i alle Danmarks kommuner. Den dag, da disse skattelove træde i kraft, kunne jeg ønske, at der blev holdt 1000 landarbejder og husmandsmøder, et i hver kommune, og at man der havde mænd, som toge sig for nøjagtigt at undersøge, hvad proprietær Studenstrup og godsejer Gyldenstjært og alle disse mænd rundt omkring havde fået i daglig merindtægt ved hjælp af skattelovene, og som så sagde til landarbejderne og husmændene: kræv nu eders part deraf!

Tale af Hørdum i Folketinget d. 21 marts 1902

Utvivlsomt ville alle dette høje tings medlemmer være enige om, at den nugældende alderdomsforsørgelseslov af d. 9 april 1891 foruden sine gode sider også har mange og store mangler. Det er i og for sig ikke så mærkeligt, når man erindrer dens tilblivelse. Det var jo gennem hastværk, at denne lov kom til verden. Der var ikke lang overvejelse, og den blev måske derfor ikke udarbejdet så grundigt, som ønskeligt kunne have været. Den svageste side ved denne alderdomsforsørgelseslov er ganske sikkert dette, at alt beror på et skøn fra de kommunale autoriteters side. Selv om den ansøgende i løbet af de sidste 10 år, altså fra sit 50ende år at regne, har klaret sig uden fattigvæsenets mellemkomst, beror det dog til dels på et skøn, om han kan få alderdomsforsørgelse eller ej, og hvad der synes at være endnu værre, når han endelig er blevet anerkendt som værdig til alderdomsunderstøttelse, er det igen på et skøn over, hvor meget der er nødvendigt til at leve for, at det beror, hvor stor alderdomsunderstøttelse han skal have. Man vil jo heraf kunne forstå, at der let kan fremkomme delte meninger om, hvad en alderdomsforsørgelsesberettiget behøver for at leve og leve ordentligt. Der gives her indenfor lovens ramme et vist spillerum for udøvelse af vilkårlighed og uretfærdighed. Det er min fulde overbevisning, at der i mange kommuner landet over bliver gjort store bestræbelser for at håndhæve og administrere denne lov på en human og værdig måde. Det er min overbevisning, at mange af dem, som er under alderdomsforsørgelse, blive behandlede humant og godt og er overordentlig tilfredse med den nuværende alderdomsforsørgelse. Men lige så sikkert er det min overbevisning, at der i andre kommuner er ganske andre forhold til stede, hvad enten det nu søger sin grund i, at de administrerende i kommunerne på det ene sted kunne være humanere end på det andet, eller i, at den ene kommune er fattigere end den anden, og det i de fattigere kommuner er sværere at komme til forståelse af, hvor stort et beløb en trængende familie i virkeligheden bør have for at leve. Der er fremkommet mange klager og besværinger i den retning. Jeg skal ikke gå i detailler i den henseende, men dog fremdrage et enkelt eksempel, som i den allerseneste tid er kommen til min kundskab. Fra en landkommune ovre i Jylland er det for ganske kort tid siden al en derboende alderdomsforsørgelsesberettiget blevet mig meddelt, hvorledes han i en årrække er blevet behandlet af denne kommune. Det er en kommune i Sønder Herred, som jo til dels ligger mellem Æbeltoft og Grenå. Den omtalte alderdomsforsørgelsesberettigede er forøvrigt veteran fra krigen 1849/50 og er nu snart 76 år, medens hans hustru er omkring de 70. Han har altså været forsørgelsesberettiget i en række af år og har i den tid ikke kunnet udføre synderligt arbejde på grund af svaghed i lemmerne. Det har ikke været muligt for denne trængende mand at få sin alderdomsforsørgelse drevet højere op end til 60 kr. om året. Han har meddelt mig som aldeles pålideligt, at han i det sidste år ved sit arbejde kun havde tjent 25 kr. til hjælp. Det vil kunne forstås, at det er en kummerlig tilværelse, når to ældre mennesker skulle leve af 85 kr. om året. Det er ubegribeligt, at der kan gives kommuner, der håndhæve alderdomsunderstøttelsesloven på den måde, at de forlange, at to mennesker skulle ikke alene leve af 22 øre om dagen, men at det også skal forslå til klæder, ildebrændsel, hus, kort sagt alt. Det synes utroligt, men er desuagtet rigtigt. Når man får sådanne eksempler frem, kan man ikke andet end sige, at den nuværende alderdomsforsørgelseslov lider af store mangler. Heldigvis er det vel sagtens ikke sådan i mange kommuner. Jeg skulle ikke have fremdraget dette enkelte eksempel, når jeg ikke var fuldt overbevist om, at det forholdt sig som af mig fremført. Jeg kan endvidere bemærke, at de to gamle hæderlige folk have vandret livet igennem under fattige kår, have opfødt mange børn og i et og alt er en hæderlig og pæn familie. Jeg antager, at de kommunale autoriteter vel nok have bygget deres skøn noget på, at vedkommende skulle få understøttelse fra deres børn. De havde født 5 sønner, som alle have aftjent deres værnepligt, og det er jo også givet, at hvis sønnerne eller børnene overhovedet blevet anråbte om hjælp, ville de nok hjælpe, men det skal dog siges, at sønnerne alle er familieforsørgere og ikke have andet, end hvad de tjene ved deres daglige gerning, så der er ikke noget stort at bygge på i den retning. Jeg tillader mig at mene, at det vistnok ikke er et for stærkt udtryk, at det er en karrighed fra de kommunale autoriteters side, der her gør sig gældende.

»Arbejdsmændenes Fagblad« af C. M. Lyngsie i november 1904

Princippet »arbejdsmanden«. Når en arbejdsmands løn skal fastsættes, så spørges der almindeligvis ikke om, hvad et menneske behøver for at leve ordentligt, eller om, hvad vedkommendes arbejde er værd, der spørges derimod bare om: hvad får håndværkeren eller den underordnede arbejdsleder, og hvor meget mindre skal arbejdsmanden så have. At en arbejdsmand skal have mindre end de andre, det betragtes i almindelighed som en given ting, ganske uanset, at det, de andre får, allerede er for lidt for et menneske at leve af. Denne principmæssige vurdering af arbejdsmandens arbejdskraft har altid været en væsentlig årsag til, at arbejdsmændenes lønninger var så små. At få dette lønprincip ud af verden i størst mulig grad, det var arbejdsmandsorganisationernes vigtigste opgave, en opgave, som vi stadig har arbejdet os nærmere og nærmere hen imod. Først langsomt, da vi stod organiserede adskilt i enkelte arbejdsmandsorganisationer by for by, men senere hurtigere og hurtigere, da vi kunne udnytte den mægtige styrkeforøgelse, som vor centralisation i dansk arbejdsmandsforbund gav os. Skønt håndværkssvendene i de sidste 10 år gennem deres gamle og stærke organisationer har forøget deres lønninger ret betydelig, så er stillingen i vore dage dog den, at der ikke nu er den samme store forskel på en arbejdsmands og på en håndværkers løn på samme egn og under samme konjunkturer. Med andre ord: arbejdsmændenes lønfremgang har i de senere år været forholdsvis langt større end håndværkernes. Skønt vi således i almindelighed er nået langt frem i vor kamp mod den gamle hævdelse af princippet »arbejdsmanden«, så har vi dog endnu flere felter, hvor vort forbund må kæmpe mod det gamle infame princip. Skønt jernfabrikanterne lønner smedene med en overmåde ussel minimalløn 33 øre, og for ungsvendene endog 30 øre, og skønt denne minimalløn er lille nok, så vil jernfabrikanterne endnu hævde, at arbejdsmændenes timeløn skal være mindre. De af vore medlemmer, der læser vort fagblad, og som følger med i vort forbunds liv, de vil vide, at vi lige siden året 1900 har kilet på jernfabrikanterne, når lejlighed gaves. Fra 1900 og til 1902 forhandlede vi forgæves med jernfabrikanternes organisation; siden har vi brugt den fremgangsmåde at lade vore medlemmer true med strejke overalt, hvor en sådan kunne tænkes formålstjenlig. Resultatet er, at vi fra tid til anden har fremtvunget løntillæg hist og her, hvor der var pres over for fabrikanten.

Tale af Peter Sabroe i Folketinget d. 17 november 1904

De børn, hvorom der her lovgives, komme jo ikke fra de økonomisk godt stillede arbejderhjem, det er børn, der tilhøre landproletariatet, den allerdårligst stillede mængde, og det er børn, udgåede fra gyder og stræder, fra klasser, som ingen berøring have med det offentlige liv. Jeg siger, at det tjener til ære for arbejderne i dette land, at de have været så politisk vakte og forstående, at de have taget dette spørgsmål op og interessere sig for det, have været med til at skubbe til den vogn, som skulle bære et lovforslag som dette her frelst i hus. Socialdemokratiets presse har jo, det gælder i al fald en betydelig del af den, været med til daglig at fremkalde følelsen af, hvor galt det står til. Denne følelse, som er vakt hos mangfoldige, har bidraget til at danne den offentlige mening, som skulle til, for at der - rigtignok sent, meget sent - kunne komme til at foreligge et forslag som dette, der sikkert vil blive ophøjet til lov. Jeg skal her minde om, at medens børnekommissionens betænkning er afgiven i 1895, og vi først nu have udsigt til at få en lov på grundlag af denne betænkning, blev der i året 1899 afgiven en betænkning vedrørende vor husdyravl, og året efter var denne betænknings vigtigste forslag ophøjet til lov, og der var bevilget over en halv million til dette formål. Er det rigtigt, formålstjenligt og samfundsøkonomisk at anvende penge til udvikling og opdræt af gode kvægracer o.s.v., så det er selvfølgelig af lige så stor, ja langt større betydning, at vi gøre, hvad vi kunne, selv med store økonomiske ofre, for at tilvejebringe så mange dygtige, gode, arbejdsomme, villende mennesker for samfundet som muligt. Om man året efter, at børnekommissionens forslag forelå, i året 1896, havde gennemført det væsentlige af, hvad børnekommissionen foreslog, er det min tro, at så ville vi have været fri for mange af de forbrydere, mange af de forbryderspirer, mange af de skøger, mange af de voldsmænd og bøller, som vi nu have at slås med, og som det har kostet staten alt for urimelig store summer i den siden den tid forløbne årrække at huse rundt omkring i landets straffeanstalter og tvangsarbejdsanstalter. Kernepunktet i denne lov er forslaget i kapitel II om indførelse af værgeråd. Det, det kommer an på, hvor talen er om værgeråd, er, at de ikke alene er udrustede med myndighed, men at ethvert enkelt medlem af værgerådene til enhver given tid står i rapport til befolkningen i den enkelte kommune, at de er i overensstemmelse med den ånd, som er fremme i tiden, og at de have fuldstændig føling med den befolkning, hvis interesser skulle varetages. Jeg tror nu ikke, at de værgeråd, der foreslås ifølge dette lovforslag, altid eller tilnærmelsesvis ville have føling med kommunens beboere. Det gælder her om at skærpe den almindelige jævne borger og borgerindes ansvarsfølelse, og jeg tror, det ville betyde overmåde meget i retning af at skærpe den ansvarsfølelse, der bør være til stede overfor børnene, hvis man lader disse værgeråd udgå af den almindelige valgret.

Tale af Sigvald Olsen i Folketinget d. 5 november 1906

Forslaget giver anledning til stor kritik, og ikke mindst fra vor side. Vi socialdemokrater er nemlig i henhold til vort program og vare lige fra den allerførste dag, vi optrådte som parti, absolutte modstandere af enhver toldbeskatning ligesom af enhver indirekte beskatning. Vort mål er derfor afskaffelse af alle toldskatter, først og fremmest finanstoldskatter. Der er det mærkelige ved adskillige frihandelsmænd, at deres bestræbelser i første linie gå ud på at komme beskyttelsen til livs, medens de ikke er rettede imod den anden side af toldindtægterne, de fiskale toldsatser; de se ikke med så stor uvilje eller måske, når alt kommer til alt, ikke med nogen som helst uvilje på disse toldsatser. Vi ville derimod ubetinget have finanstoldskatterne ophævede og ville med glæde stemme for ethvert forslag, som går ud på at tage alle de fiskale toldsatser ud af toldloven. Vi hilse med glæde alle forslag, som går ud på at nedsætte forbrugsskatterne. Men foruden, at vi er venner af en afskaffelse af finanstoldsatserne, er vi også modstandere af de bestående beskyttelsestoldsatser. Det er også vor opgave der at stræbe hen imod en gradvis afskaffelse af de bestående beskyttelsessatser, men naturligvis under fornøden hensyntagen til de bestående industrier, der er opvoksede i læ af beskyttelsen. Som helhed er vort standpunkt altså dette, at vi er modstandere af al toldbeskyttelse, men at man med hensyn til beskyttelsestolden må forlange en passende overgangstid, således at industrierne kunne forberede sig og styrke sig, indføre forbedrede produktionsvilkår, maskiner osv., Benytte alle de moderne tekniske hjælpemidler, der gøre, at de større lande, som bedre magte noget sådant, kunne konkurrere med os. Jeg mener, at det er rigtigt, at der bliver en sådan passende overgangstid, og jeg synes også, at jeg har fået den opfattelse ved tidligere forhandlinger om denne sag her i salen og andetsteds, at alle i og for sig er enige med os heri. Jeg har her hjemme ikke hørt nogen frihandelsmand, selv ikke nogen nok så udpræget, stå op og forlange al beskyttelse med eet slag strøget. Det ville vel også se noget mærkeligt ud. Det ville ikke stemme til eftertanke, men kun til munterhed. Det kræve vi socialdemokrater altså heller ikke. Vi ville der, som sagt, indrømme en passende overgangstid. Med hensyn til sådanne forbrugsartikler, som er blevet daglige livsfornødenheder for den almindelige befolkning: kaffe, te, ris, sago, kakao og en hel række andre - den sidste artikel forbruges desværre ikke så meget endnu, som ønskeligt var, men ifølge toldintraderne er forbruget deraf dog i stærk tiltagende - med hensyn altså til alle disse artikler, som ikke kunne produceres til salg her i landet, skulle man formene, at det ville være let for en venstreregering at få tilslutning hos sit eget parti og hos de demokratiske partier i det hele taget til en toldlov, der ikke alene nedsatte tolden på disse artikler, men helt frigjorde dem for told. Her er det jo nemlig ikke de private producenters interesser, der stå på spil; der er ikke tale om, at vi kunne producere disse artikler her i landet til salg - højst kan man producere lidt deraf hist og her i drivhuse. Det er altså her statskassen, som taber i indtægt ved en nedsættelse, og det har vel været bevæggrunden til, at man ikke har villet gå længere ned, og det blev også sagt ved forelæggelsen af den højtærede minister, at grunden til at man ikke er gået længere ned, er den, at man ikke kan skabe tilstrækkelig dækning i stedet ad anden vej.

Tale af F. Borgbjerg i Folketinget d. 10 november 1906

For os socialdemokrater er frihandel selvfølgelig intet universalmiddel, ikke en gang et lægemiddel. Protektionismen står for os som et kvaksalveri, men frihandelen er, som det ærede medlem fra Københavns 11te valgkreds, dvs. Sigvald Olsen sagde forleden, ikke noget lægemiddel. Det skildrede allerede Karl Marx i sin bekendte tale i Bryssel om frihandel og protektionisme i 1847, og det står stadig fast. Ikke desto mindre anbefalede han arbejderne at støtte frihandelen; han advarede blot imod at gå op i et specielt frihandelsparti, men han anbefalede dem at danne deres eget selvstændige parti, der støtter frihandelen, men også kræver den store sociale reform, som ligger i et meget højere plan end kampen imellem frihandel og protektionisme indenfor det bestående samfund. Frihandel er efter min mening udviklingens normale forløb. Derfor holde vi på den og tilstræbe den i så høj grad som muligt. Under denne udviklingens normale forløb ville så kræfterne frit kunne udfolde sig, hele den økonomiske landbrugsindustrielle og byindustrielle udvikling skride stadig stærkere frem. Og jeg tror, at alle tegn i vore dage pege på, at denne udvikling gå i retning af socialismen. Tænk den nuværende samfundsudvikling fortsat. Tag en af linierne i den økonomiske udvikling: den stadig voksende storindustri; tag en anden udviklingslinie, den demokratiske udviklingslinie med den stadig voksende almindelige valgret og demokratisering; og tag endelig den tredje udviklingslinie: arbejdernes organisation. Drag disse linjer ud i fremtiden, og de ville ikke fjernt derude se et brændpunkt, hvor disse linjer møde hinanden, og de ville der træffe det begyndende socialdemokratiske samfund. Der vil overproduktionen, denne meningsløshed forsvinde. Der vil ikke kapitalen have overmagten eller være enerådende, ikke være »herren«, som det ærede medlem selv har sagt; men den vil være træl. Der vil kapitalen og produktionsmidlerne bøje sig for folket, anvendes som folkets tjenere og trælle i det menneskelige livs tjeneste. Hvad socialismen vil, er netop folkets økonomiske selvstyre. Vorherre vil ikke bevare det ærede medlem derfor, og det var sørgeligt, om vorherre ville bevare det danske folk derfor. Thi der er lægemidlet; det er den vej, vi skulle ud, og det er også den vej, vi komme ud. Hvis de ærede medlemmer af højre ville gøre alvor af den nationale tanke, virkelig ville gennemtænke denne nationale tanke, som de nu misbruge i protektionismens tjeneste, hvis de ville fordybe sig i den, ville de se, at den nationale idé, konsekvent gennemført fører til socialismen. Og hvis de herrer venstremænd ville konsekvent gennemtænke den demokratiske tanke, ville de se, at den demokratiske idé, konsekvent gennemført, fører til socialismen.

På partikongressen i 1908 udfoldede F. Borgbjerg alle sine agitatoriske evner mod de delegere, der ville bryde samarbejdet med venstre. Afstemningen viste 142 stemmer for at bryde samarbejdet med venstre og 143 stemmer for at bevare reformsamarbejdet.

»Generalstrejke« af Gustav Bang. 1908

Til ordet »generalstrejke« knytter der sig forestillingen om en storslået revolutionær rejsning af den sælsomste karakter - som en eksplosion, der med ét slag lægger alt samfundsliv øde, forvandler samfundets levende, uendelig bevægelige organisme til et lig, som et angreb på de bestående forhold tifold mere skæbnesvangert, tifold mere truende end nogen væbnet opstand, fordi det går for sig i stilhed og hverken kan afbødes ved politiets knipler eller militærets kugler, fordi det ikke består i, at man gør noget, men netop i, at man ikke gør noget, blot forholder sig rolig, »de korslagte armes revolution«. Det virker på sindet betagende som et spændende drama. Tæppet går op, og man ser den store by, hjertet i det moderne samfund, pludselig blive lammet. Sporvogne og jernbanetog standser; telegraf og telefon fungerer ikke, ingen aviser udkommer; fra aftenens frembrud ligger byen i mørke; renovationsvæsenet er indstillet, og en kvælende stank begynder at forpeste luften; bagerbutiker og mælkeforsyninger og slagteriudsalg lukker, og hungeren står for døren i alle hjem; på alle arbejdspladser hersker der dødsstilhed. Man ser lammelsen forplante sig i samme nu til de mest afsides kroge af landet; enhver landsby er afstængt, som var den sneet inde; smørret og flæsket ligger på stationen og kan ikke komme afsted; intet bud høres fra omverdenen. Og imens ser arbejderne rolig til; de sidder hjemme i deres stuer eller går sig en tur ad gaden eller mødes til fredsommelige forhandlinger om stillingen; de behøver ikke at foretage sig mere, og de er ikke udsat for at rammes af nogen voldelig overlast fra deres modstanderes side; de ser rolig til og afventer sejren. Hvordan skulle det vel være muligt at modstå det pres, arbejderklassen er i stand til at øve, når den lader denne tilstand indtræde? Det er det sælsomme billede, som ordet »generalstrejke« kalder frem for den flygtige, umiddelbare betragtning. Og det er ikke noget, der ligger langt ude i en fjern, fantastisk fremtid. Tværtimod, massestrejken er en kendsgerning, som er i højeste grad aktuel. Den har været prøvet adskillige gange rundt om i forskellige lande, og netop i de allersidste år er disse forsøg fulgt slag i slag efter hinanden og har taget voldsomt til i styrke og omfang. Det var i 1893, at den første politiske storstrejke blev udkæmpet; så gik der 9 år, inden den næste fandt sted, i året 1902; men siden den tid har fem europæiske lande, Belgien, Sverige, Holland, Italien og Rusland, været skueplads for vældige og omfattende arbejdsstandsninger i mange forskellige fag, storstilede angreb fra arbejderklassens side på den herskende politiske magt. I de sociale kampe, der drager sig som den røde tråd gennem al verdenshistorie, underklassernes kampe mod overklasserne, er våbnene vekslet med de vekslende ydre forhold. Da bønderne hen ved slutningen af middelalderen rejste sig til de store bondeoprør, havde de ingen andre midler til at føre deres sag frem end at sætte ild på herregårdene, slå godsejerne ihjel, plyndre deres lader og fadebure og rive jordebøgerne, hvor de årlige afgifter stod opskrevet, i stykker. Da borgerskabet, fabrikanterne og de store håndværkere, bankmændene og de store handlende, gik i spidsen, først for den store franske revolution mod slutningen af det 18. århundrede og siden for revolutionerne i 1848, kunne det sætte sin vilje igennem overfor den gamle adelsvælde og embedsvælde ved hjælp af gadetumulter og barrikadekampe; samfundslivets tråde samlede sig nu inde i de store byer, så den sejr, der her blev vundet, betød sejr over hele landet; og de idéer, det frisindede borgerskab dengang kæmpede for, betød så store fremskridt, at det var muligt at rive de brede lag af folket med ind i kampen. For den moderne arbejderklasse står der helt andre våben til rådighed. Overalt i Vesteuropa og Nordamerika er organisations og strejkeretten anerkendt, og arbejderne har deri midler til lidt efter lidt at højne deres økonomiske kår; fagforeningen er grundlaget for den jævne økonomiske opgang, arbejdsnedlæggelsen en styrkeprøve, som ved visse lejligheder bliver nødvendig. Og samtidig er de gennem en mere eller mindre udbredt valgret til rigsdagene i stand til at øve nogen indflydelse på det politiske liv, og forsamlings, presse og talefriheden gør det muligt for dem at agitere for deres interesser og samle større og større dele af befolkningen om deres politiske og sociale program. At udnytte disse rettigheder i det størst mulige omfang og gradvis at fremtvinge udvidelser af dem ved at rejse en offentlig stemning så stærk, at man bliver nødt til at tage hensyn til den og gøre indrømmelser, derom drejer arbejderklassens politik sig. Deraf det særsyn, at det socialistiske arbejderparti rundtom i de civiliserede lande, skønt det er revolutionært i historisk forstand, idet det som sit mål sætter en fuldstændig omdannelse, en radikal omvæltning af grundlaget for hele samfundet, at det dog kan marschere sindig frem ad jævne, banede veje og ikke blot holde sig indenfor lovenes grænser, men også lade samfundsmaskineriet gå sin uforstyrrede gang. Men der er lejligheder, hvor disse regulære midler svigter, og hvor andre, skarpere våben bliver nødvendige, til angreb eller forsvar. Hvor et reaktionært regimente enten stejlt og stædig sætter sig imod fremskridt, der i den grad har brændt sig ind i den almindelige bevidsthed, at de for befolkningens store flertal står som en selvfølgelig ret og som en absolut nødvendig forudsætning for samfundets sunde videreudvikling, eller hvor det søger at afskaffe eller beskære hævdvundne politiske og borgerlige rettigheder, at indskrænke den almindelige valgret ved bestemmelser om census for vælgerne, at bryde strejkeretten ved udsendelse af militær mod de strejkende arbejdere eller deslige - i sådanne tilfælde kan under visse betingelser en massestandsning af det samfundsnødvendige arbejde blive et nyttigt middel i arbejdernes hånd. Den virker da som en politisk demonstration for et ganske bestemt formål. Med en energi, som gør et overvældende indtryk i alle kredse af samfundet, lægger arbejderne deres stemning for dagen i en truende, uhyggesvanger form. Og træder denne demonstration ind i det rette øjeblik og i tilstrækkeligt omfang, så kan den øve sin virkning. Reaktionen, der havde troet at kunne skride rolig frem ad sin bane, står pludselig overfor en hindring; det giver et chok, der kommer vaklen og usikkerhed i dens rækker; nogle er bekymrede for de store økonomiske tab, som arbejdsstandsningen vil volde dem selv, om den trækker for længe ud; andre tænker med gru på de voldsomheder, de blodsudgydelser måske, som kan blive følgen, hvis arbejderne drives altfor vidt i fortvivlelse; atter andre er stemt for at sætte hårdt mod hårdt - men kan man stole på soldaterne, når det kommer til stykket og de står overfor deres brødre og venner og kommanderes til at fyre på dem eller hugge ind på dem med sablerne? Under denne panik er det muligt, at regeringen viger tilbage og gyder olie på de oprørte bølger ved at gøre indrømmelser. Den politiske massestrejke er da et kampvåben, der i enkelte undtagelsestilfælde kan anvendes til at tilbageslå et angreb eller til at drive udviklingen ud over et dødt punkt. Det er skabt af arbejdernes ejendommelige stilling som den klasse, hvis virksomhed holder hele samfundets indviklede maskineri i gang; intet oppositionelt befolkningselement har før kendt noget tilsvarende middel, bondestanden så lidt som bourgeoisiet. Og så tidlig som en stor befolkning af lønarbejdere begyndte at opstå og at vågne til erkendelse af sin egen stilling i samfundet, dukkede også tanken op om en kæmpemæssig arbejdsstandsning for at øve pres på staten. I England var tanken stærkt fremme allerede i 1830érne; ved en almindelig strejke, en »hellig måned«, ville man gennemtvinge en ny grundlov, der skulle give almindelig valgret og derved bane vej for sociale reformer. I året 1842 fandt også en mægtig arbejdsstandsning sted i det engelske bomuldsdistrikt, men den løb hurtig ud i sandet; arbejderne savnede ikke blot den organisation, som var nødvendig for at føre krigen igennem, men de savnede også tilstrækkelig oplysning, tilstrækkelig forståelse af, hvad det var, kampen gjaldt. Der krævedes endnu et halvt århundredes industriel udvikling, fagligt organisationsarbejde og socialistisk agitation, inden tiden var inde, til at en sådan kamp kunne føres med udsigt til sejr. Det var i Belgien, den stat på Europas fastland, hvor industrien er videst fremskreden og modsætningen mellem kapital og arbejde skarpest udpræget, at den første moderne politiske storstrejke blev iværksat, i året 1893. Det var den almindelige valgret til rigsdagen, den gjaldt. Arbejderne havde hidtil været ganske udelukkede ved en høj census, men havde med stigende styrke krævet politiske rettigheder og havde også rustet sig til alvorlige kampe for at gøre dette krav til virkelighed. Så blev et lovforslag om den almindelige valgrets gennemførelse forkastet i rigsdagen, men straks efter brød strejken ud. Den omfattede langtfra alle fag, kun en mindre brøkdel af landets arbejdere, men den kom så pludselig og virkede så voldsomt, at den alligevel skabte panik. I huj og hast blev der vedtaget en lov, som i nogen grad kom kravet imøde; den indførte den almindelige valgret, men berøvede den ganske vist størstedelen af dens praktiske betydning, idet den gav visse grupper af de velstillede vælgere dobbelt eller tredobbelt stemmeret. Det blev en delvis sejr. I 1902 brød den anden belgiske massestrejke ud, og også den gjaldt valgretten. Det var dens formål at få flerstemmesystemet afskaffet, således at valgretten ikke blot blev almindelig, men også lige, gav samme indflydelse til enhver voksen mand, uden hensyn til hans sociale stilling. Men uagtet arbejdsstandsningen denne gang var langt mere udstrakt end ni år i forvejen, blev den dog virkningsløs; regeringen og de konservative partier var forberedte og lod sig ikke rokke. Bedre held havde den mærkelige svenske storstrejke, der ligeledes fandt sted i 1902. Det var her, ligesom i Belgien, den almindelige politiske valgret, som var målet. Valgretten til rigsdagens andetkammer har hidtil været indskrænket ved en census af 800 kroners årsindtægt, og næsten hele landarbejderklassen og også størstedelen af industriarbejderne har derved været afskåret fra politiske rettigheder. Mange år igennem havde det socialdemokratiske arbejderparti agiteret for den lige og almindelige valgret, men det blev efterhånden klart, at en stor arbejdsstandsning, der kunne virke som en kæmpemæssig agitation, var uundgåelig nødvendig, om man skulle nå noget virkeligt resultat. I foråret 1902, da et regeringsforslag søgte at komme udenom vanskelighederne ved nogle skinindrømmelser, som tog med den ene hånd, hvad de gav med den anden, blev det besluttet, at man straks skulle begynde demonstrationerne; uge på uge skulle der holdes massemøder efter stadig stigende målestok, indtil man i de dage, da rigsdagen behandlede valgretsspørgsmålet, lod alt arbejde hvile. Planen blev beundringsværdig gennemført. Tre dage igennem strejkede 120.000 arbejdere rundt om i hele Sverige; i de store byer var der næsten fuldstændig arbejdsstandsning. Og så roligt gik det hele for sig, at ikke et eneste sammenstød med politiet fandt sted og ikke en eneste vinduesrude gik i løbet; og morgenen efter at rigsdagens forhandlinger var endt, blev alt arbejde straks genoptaget. Demonstrationen øvede sin virkning. Det indtryk, den gjorde, var så stærkt, at regeringsforslaget og de forskellige andre kompromisforslag blev forkastet og den almindelige og lige valgret slået fast som det princip, en fremtidig valgordning skulle bygges over. Af en helt anden art var den hollandske massestrejke i 1903; den var ikke en angrebskrig for at erobre nye rettigheder, men en forsvarskrig for at hævde gamle. Tidlig om foråret havde jernbanefunktionærerne og havnearbejderne vundet store sejre i strejker, der gjaldt forbedringer af arbejdsforholdet, men overklasserne, som var blevet opskræmte, skyndte sig at træffe forholdsregler for at forebygge en gentagelse. Regeringen forelagde et lovforslag, der gik ud på at forbyde strejker blandt jernbanefunktionærer og andre arbejdere i det offentliges tjeneste, under straf af indtil seks års fængsel, og også for de øvrige arbejdere at vanskeliggøre strejkerettens udøvelse. Det vakte stærk gæring blandt arbejderne, store strejker udbrød, og omsider blev den almindelige arbejdsstandsning besluttet, under indflydelse af anarkisterne, som er ret talrig repræsenterede i de hollandske fagforeninger. Men forsøget mislykkedes. Der savnedes tilstrækkelig disciplin og takt; store dele af arbejderne holdt sig tilbage. Rigsdagen lod sig ikke anfægte af bevægelsen, men vedtog strejkeloven i en kun svagt formildet form, og massestrejken opløste sig i almindelig forvirring. Den italienske massestrejke i 1904 var i slægt med den hollandske, men den havde et ganske andet, langt roligere og sikrere forløb. Ligesom i Holland var det en protest imod myndighedernes overgreb overfor strejkeretten, man ville rejse. Gang på gang havde fabrikanter og godsejere i Syditalien og på de italienske øer kun behøvet at sende bud efter militær og statspoliti for at få den væbnede magt til at skride ind mod fredelig strejkende arbejdere; gang på gang var der efter det første stenkast eller det første tilråb og tit uden nogen som helst foranledning blevet skudt på arbejderne, uden at regeringen havde truffet alvorlige foranstaltninger for at hindre en gentagelse. De stadige blodsudgydelser havde frembragt en voldsom harme i arbejderbefolkningen, og da der med kun en halv snes dages mellemrum kom bud om to af den slags overfald, på sardinske minearbejdere og på siciliske husmænd, flød bægeret over. En almindelig arbejdsstandsning blev besluttet, og den bredte sig i løbet af et par dage over hele Italien, ikke blot i byerne, men også rundtom på landet. De større byer lå i mørke, sporvejstrafikken standsede, ingen blade udkom, næsten alle butikker var lukkede, og der var store dele af Norditalien, hvor alt markarbejde hvilede. Og næsten allevegne gik bevægelsen for sig i mønsterværdig ro og orden; der var byer, hvor de strejkende arbejdere selv måtte organisere sikkerhedstjenesten, idet myndighederne indstillede den regelmæssige politivirksomhed, i de dage strejken varede. Det var en arbejdsstandsning af rent demonstrativ karakter, som fandt sted; den tilsigtede ikke nogen øjeblikkelig håndgribelig virkning ud over den, som den også nåede: med et mægtigt eftertryk at lægge arbejdernes stemning for dagen og advare regeringen mod fremtidig på en altfor grov måde at krænke retten til organisation og strejke. Mægtigere endnu end nogen af alle disse begivenheder var den kæde af massestrejker, der rystede det kæmpemæssige russiske rige i året 1905. Fra den blodige januardag, da soldaterne huggede ind på den fredelige, godtroende arbejderskare, der drog i procession til kejseren for at klage sin nød, fulgte den ene rejsning efter den anden til ind i sommeren; over en million arbejdere stod i strejke. Hen på efteråret tog bevægelsen påny fat med vældig styrke og ebbede først ud ved nytårstid. Og endnu stadig står en massestrejke af et uhyre, et næsten ufatteligt omfang som den sandsynlige udsigt for en nær fremtid. Opgaven er her en langt større, en langt mere vidtrækkende end i noget af de andre tilfælde, her, hvor det ikke drejer sig om at erobre eller hævde en enkelt politisk rettighed indenfor en moderne, civiliseret stat, men om at omstyrte hele det politiske grundlag for staten, om at forvandle Rusland fra en barbarisk til en civiliseret stat. Om alle disse storstrejker, så forskellige de end ellers er af natur, snart til angreb, snart til forsvar, snart som en ren demonstration, en kraftig meningstilkendegivelse fra arbejderklassens side, snart som et værktøj til at gennemtvinge en eller anden bestemt reform, snart omhyggelig planlagt længe i forvejen, snart pludselig, næsten instinktmæssig udsprunget af en harmfuld stemning, om hver især af dem gælder det, at den er et irregulært middel, som kun undtagelsesvis er blevet nødvendigt for at sprænge en hindring, der ligger i vejen for den regulære faglige og politiske bevægelse. Når hindringen er borte, når f.eks. den almindelige valgret er fuldtud gennemført eller strejkeretten bliver fuldtud respekteret, da er opgaven løst; arbejderne har nu andre og simplere midler til at føre deres interesser frem og behøver ikke atter at gribe til det farlige og frygtelige våben - før der måske engang i fremtiden viser sig en ny hindring, som ikke kan ryddes af vejen på anden måde. Noget helt andet end denne »den politiske massestrejke«, der for de socialistiske arbejdere står som en sidste nødhjælp ved visse kritiske lejligheder, hvor det kommer an på at drive udviklingen ud over et dødt punkt, noget helt andet er »generalstrejken« i anarkistisk forstand. For anarkisterne er generalstrejken, den de tænker sig samlende alle arbejdere af alle fag, ikke et hjælpemiddel til under særlige forhold at bryde vej for den faglige og den politiske arbejderbevægelse og derved fremskynde samfundets omformning, men universalmidlet, som overflødiggør al anden arbejderbevægelse, og derfor det eneste mål, arbejderklassen skal have sine bestræbelser rettet imod. Med ét slag skal hele den gamle samfundsorden gå til grunde i generalstrejkens oprørte bølger, og med ét slag skal en helt ny samfundsorden stige frem af vandene, idet de sejrrige arbejdere med instinktets sikkerhed vil vide at finde den letteste og fornuftigste måde, hvorpå de kan udføre det samfundsnødvendige arbejde og gennem fri overenskomst kan forsyne hinanden med deres forskellige frembringelser. Som en bro, der forbinder det rene kapitalistiske samfund på den ene side med det rene anarkistiske på den anden side, en bro, menneskeheden kan passere, hvad dag den selv vil - det er den fantastiske skikkelse, hvori generalstrejken tegner sig i anarkistens bevidsthed. I denne skikkelse er generalstrejken en drøm; men som et politisk kampmiddel har den allerede stået sin prøve og vil den sikkert nok i kommende tider få stor betydning. 

Den økonomiske historieopfattelse

af K. K. Steincke 1908

Indledning

Der er dem, der som hr. Linderberg mener - således som vi har set det i det forhåbentlig loyale referat jeg i marts-nummeret 1908 af »Socialisten« har givet af hovedgangen i hans opfattelse af den sociale udvikling (jfr. F. Linderberg: Samfundet og den økonomiske udvikling - Samfundets krav for 1907 side 192-229 og 251-283.),- at marxismen lider af en hovedsvaghed på to afgørende punkter, dels med hensyn til udviklingens gang, dels med hensyn til udgangspunktet: materialismen. Hr. Linderberg begynder med »udviklingens gang«, men da jeg ikke kan indse rettere, end at det er det naturligste, når man ønsker at kritisere en lære, at begynde med sammes udgangspunkt, må han undskylde mig, at jeg begynder med begyndelsen: den materialistiske historieopfattelse. Jeg ser ganske vist nok, hvorfor hr. Linderberg ønsker at ende med begyndelsen: »materialismen«; det er nemlig sket, fordi det for ham som for så mange grundtvigianere synes at være en livssag mere og mere at give sine taler og artikler en teologisk udgang, og i så henseende er et spørgsmål som materialismen naturligvis bedre egnet, end hvis han skulle ende sine betragtninger over fag og brugsforeninger eller med det fornødne »amen«. Da han imidlertid ynder denne professor la Cour'ske foredragsmetode, ville det jo være bornert at nægte ham fornøjelsen, selvom vi andre altså ville have foretrukket, at han in concreto havde taget sit udgangspunkt i den materialistiske historieopfattelse, grundpillen for marxismen, det bærende for det grundsyn, der atter afgør ens hele syn på udviklingens gang og for de i denne henseende ledende kræfter. Som socialdemokrat må man derfor begynde her, når man indgående vil drøfte den moderne socialdemokratiske arbejderbevægelse. Hr. Linderberg begår nu for det første den graverende fejl uden videre at sætte »materialisme« i stedet for »materialistisk historieopfattelse«. Marxismen har ingenlunde det filosofiske begreb materialismen til udgangspunkt; men det skal ganske vist indrømmes hr. Linderberg, at adskillige marxister begår mærkværdige fejltagelser i så henseende. Således skriver - for at tage et nærliggende eksempel - hr. Nic. L. Petersen, den anden, der også fornylig har behandlet marxismen (Nic. L. Petersen: Socialistiske teorier, i den materialistiske historieopfattelse, side 29) »den menneskelige ånd er ikke noget selvstændigt, noget isoleret, den kan ikke skilles fra stoffet. Ånden står hverken over eller under stoffet, men dannes sammen med det i en enhed. Ånden har derfor heller ingen selvstændig udviklingshistorie eller område . . .« Man kan ikke beskylde Nic. L. Petersen for overdreven beskedenhed. Takket være ham er menneskeheden nu klar over dette fundamentale spørgsmål, der ellers hidtil har været ganske uløseligt for andre videnskabsmænd; det er dog muligt, enkelte af disse vil stille sig noget skeptiske også i fremtiden, såfremt hr. Petersen ikke skulle belægge sine paradokser med beviser. Når endda denne hypotese var fremstillet blot for hans egen regning, kunne det såmænd være os andre ligegyldigt, men der er det uhyggelige ved det, at han gør den materialistiske historieopfattelse afhængig af denne uhyre omdisputerlige påstand. Han skriver nemlig side 6: »den materialistiske historieopfattelse har for så vidt intet at gøre med den naturvidenskabelige materialisme, udover at den naturligvis forudsætter en sådan . . .« Det gør den »naturligvis« aldeles ikke! For det første er der sikkert intet, der kan kaldes naturvidenskabelig materialisme; da naturvidenskaben nemlig kun hidtil har beskæftiget sig med materien, er der ikke mere mening i at tale om naturvidenskabelig materialisme end at tale om f.eks. et legemligt legeme eller en materiel materie. Materialismen er ikke et naturvidenskabeligt begreb, men et filosofisk. Men selvom vi nu sætter »filosofisk« i stedet for »naturvidenskabelig«, forudsætter den materialistiske historieopfattelse heldigvis aldeles ikke nogen filosofisk materialisme. Denne sidste teori, at ånd er det samme som materie, den menneskelige sjæl det samme som en større eller mindre del af hjernen, er i bedste fald et rent postulat, en hypotese, der grundes på sjælens store afhængighed af legemet, der med andre ord forveksler, eller dog kan forveksle, en blot paralellisme med et virkeligt kausalitetsforhold. Materialismen er så langtfra bevist, at vi med vort kendskab alene til de fysiske grundvirksomheder er ganske ude af stand til at forklare selv det ringeste sjælelige fænomen: følelse, fornemmelse, vilje osv.. Hvis derfor marxismen havde materialismen til sin nødvendige forudsætning, ville den være bygget på det skrækkeligste hængedyng, men som vi senere skal se, når vi går nærmere ind på marxismen, er den lige så lidt bygget på det filosofiske begreb materialismen som på duplicismen, spiritualismen eller hvad nu alle disse filosofiske »isme«hypoteser hedder. Det er ganske vist, at marxismen i een forstand holder sig ved jorden, således som enhver videnskabelig økonomisk teori må gøre det, men det er i »erfaringens frugtbare lavland«, ikke i filosofiens gyngende mosegrund, at den har opført fundamentet for sin stolte bygning. Det, der - bortset fra den omstændighed, at mange af dens bedste mænd rent personlig har hældet til en materialistisk farvet livsanskuelse, hvilket, når henses til den demoraliserede og oprevne tid, der har fostret dem, er forståeligt nok - navnlig byder en slig opfattelse et støttepunkt, er udtrykket »materialistisk« historieopfattelse, der, som ofte fremhævet, i virkeligheden er vildledende og burde erstattes med et andet udtryk; egentlig ville »den materielle historieopfattelse« være et korrekt udtryk, for så vidt som det for Marx er hele materien, det kommer an på: natur, klima, alle de materielle produktionskræfter osv., det er alt dette, der danner grundlaget for samfundslivet; men på den anden side rammer et udtryk som »den økonomiske historieopfattelse« bedre, synes jeg, det, der særligt stærkt fremhæves: betydningen af alle de materielle kræfter og forhold, som vi væsentlig beskæftiger os med  i økonomien, og udtrykket »økonomisk historieopfattelse« vil derfor i overskriften og i det følgende blive benyttet ganske synonymt med det almindelig brugte. Men når efter det udviklede materialismen ikke er nogen nødvendig forudsætning for den økonomiske historieopfattelse, bør tilhængere af denne, om de end er nok så store hedninge og materialister, virkelig beholde deres private tro hos sig selv, lige så vel som hr. Linderberg og åndsbeslægtede burde holde evangelisk-lutherske »prækener« udefra deres iøvrigt saglige økonomiske fremstillinger. Vi andre, der hverken bryder os om at sejle med det ene eller det andet lig i lasten, vil helst holde os til sagen uden at bugsere uvedkommende filosofiske eller teologiske barkasser ind i sejlløbet. Vi ville da nu vise, hvorledes Karl Marx selv formulerer den materialistiske - eller økonomiske - historieopfattelse i dens grundtræk og skal derefter i det følgende forsøge kortelig at udvikle grundene til denne læres' fremkomst og dens forhold til andre opfattelser, for sluttelig at gennemgå dens hovedbestanddele, således som disse er givne ved Karl Marx' formulering.

Lærens grundtræk og opståen

Den materialistiske eller økonomiske historieopfattelse lyder, formuleret af Karl Marx selv i »Zür kritik der politischen ökonomie« (fortalen) således - omsat til et forhåbentligt forståeligt dansk: »Menneskene indgår til visse nødvendige samfundsmæssige forhold, produktionsforhold, der er uafhængige af deres vilje, og som svarer til det bestemte udviklingstrin, hvortil de materielle produktionskræfter til den angivne tid er nået. Indbegrebet af de nævnte produktionsforhold danner det økonomiske grundlag for samfundet«. Dette økonomiske grundlag er samfundslivets virkelige reelle grundlag, der bærer den juridiske og politiske overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer, ja, dette grundlag betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige livsproces. Samfundets materielle produktionskræfter kommer imidlertid på et vist trin af udviklingen i strid med de samtidige produktionsforhold, eller - for at bruge et juridisk udtryk - med de ejendomsforhold (dvs. de faktiske ejendomsforhold), indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. De således eksisterende ejendomsforhold, der hidtil har begunstiget eller dog tilladt de produktive kræfter at udfolde sig, bliver nu en hindring for deres videre udvikling; der indtræder derfor en periode med social revolution, i hvilken det økonomiske grundlag ændres, og med denne ændring sker der da også, langsommere eller hurtigere - en omvæltning af hele den uhyre overbygning. Ved betragtningen af en slig omvæltning må man stedse skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt de ideologiske former, hvorunder menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Det udvikles dernæst, hvorledes produktionskræfterne altid løber linen ud, før det pågældende produktionsforhold ændres, og at de materielle betingelser for de produktionsforhold, der skal afløse de forrige, altid ligger gemt i det gamle samfunds skød; det kan derfor ikke nytte at prøve på at revolutionere samfundet, før de økonomiske, materielle betingelser for en slig revolution er tilstede. At skabe disse betingelser kunstigt formår menneskeheden ikke, den kan kun løse de opgaver, der foreligger til enhver given tid. For tiden befinder vi os i en slig mod, sætningsperiode, idet de forhåndenværende ejendomsforhold mindre og mindre svarer til den udvikling, produktivkræfterne har nået, men samtidig er også mulighederne tilstede for et nyt samfund, hvor de modstridende interesser vil udjævnes, hvor kampen mellem de to - historisk opståede - klasser: bourgeoisiet og proletariatet, vil ophøre med det førstes undergang som selvstændig udbyttende klasse. I de således fremdragne udtalelser har vi hele kærnen i den materialistiske historieopfattelse. Således lyder den, hverken mer eller mindre. Når man nu nærmere vil undersøge, hvad meningen egentlig er med dette særlige syn på samfundslivet, og hvori dette principielt adskiller sig fra andre opfattelser, er der forskellige forhold, der må tages i betragtning, hvad så mange - tilhængere som modstandere - glemmer. For det første må det erindres, at hverken Marx eller Engels har givet nogen udførligere fremstilling af, endsige forsøgt nogen egentligt bevis netop for den materialistiske historieopfattelses rigtighed; de havde - som Engels siger - ikke lyst til at skrive »tykke professorbøger« om deres ny erkendelse (jfr. dr. Poul Ernst: »Ein gegner der materialistischen geschichtsauffassung«), men følgen heraf er da blevet, at der ofte er anvendt en ikke ringe letfærdighed ved fortolkningen; det vrimler med overdrivelser og misforståede ensidigheder hos de mere eller mindre forstandige venner og fjender. Dernæst må man huske på, at også Marx (og Engels ikke mindre) var børn af deres tid, at denne tid var i yderlig grad materialistisk anlagt og navnlig, takket være den hellige alliances uhyggelige religiøse intolerance og romerpavernes uhyrlighed, havde en beklagelig bornert opfattelse af religionernes og religiøsitetens betydning, en foragt, som naturligvis kommer dobbelt så stærkt igen hos flertallet af deres elever, der er mindre overlegne begavelser, end de selv var. Og endelig må det også haves i minde, at læren har en skarp polemisk brod rettet mod de udpræget idealistiske og romantiske historieopfattelser, der næres af datidens ledende ånder; men når man fremsætter sine tanker under de forhold, hvorunder Marx kæmper, når man så at sige slynger dem i synet på borgerskabet, så er man ikke opsat på at give nuancer, så gælder det at pointere skarpt og al slå til, hvis man vil skaffe sig ørenlyd. Det står altså således for mig, at man ikke uden at have disse forhold in mente vil være i stand til klart og nøgternt at finde kærnen, det nye og store, det afgørende ved teorien, det som har blivende betydning og værdi også for den læser, der ikke er opflasket med Saint-Simon, Fourier og Feuerbach, og som ikke har »gået til præsten« hos den hegelske idealisme eller romerpaverne. Lad os da efter at have gjort det af med de indvendinger, vor medfødte beskedenhed og bevidstheden om vor ringe viden rejser mod at tage selvstændigt standpunkt til et så mægtigt og indviklet spørgsmål, væbne os med kritisk årvågenhed både til højre og venstre og med den Vilh. Rasmussen'ske forsigtighed overfor alt overleveret forsøge en undersøgelse af det væsentlige i den økonomiske historieopfattelse i sig selv og i forhold til tidligere opfattelser. -

Teoriens udvikling

Menneskene har altid været udstyret med trangen til at søge en forklaring på de gåder, der på alle sider omgiver dem. De begyndte at grunde, at dynge erfaring på erfaring for at komme det »hvorfor« til livs, der alle vegne stirrede dem i møde, og de opdagede, at en række indbyrdes forskellige kræfter tumlede med dem, men at der dog var en vis planmæssighed i det hele, og som fornuftvæsener søgte de den bagved fænomenerne liggende fornuft: »Guderne«, de mange guder, hver beherskende sit område, i indbyrdes kamp, lød det første famlende svar. Men efterhånden som deres viden og indsigt steg, slog alle disse indbyrdes kæmpende guder ikke til at forklare den sammenhæng og lovmæssighed, der dog trods alt syntes at være fremherskende i universet. De mange guder erstattedes af den ene, alt beherskende fornuft: guddommen, der i sin alvidenhed styrer universet efter sin alvise og algode plan. I denne tro - således som den efterhånden blev udpenslet af teologerne i bindstærke dogmatiske værker, der omhyggeligt med tilsidesættelse af det væsentlige satte formen over indholdet, læren over livet - skulle vi blot frejdig slå os til ro og frem for alt ikke søge at udgranske guds (dvs. teologernes) uransagelige vilje og usporlige veje. Dog, - det gik ikke, som præsterne prækede! Under en uafladelig kamp mod teologien og dens ydre magtudtryk: kirken huggede tænkningens og erfaringens murhammer løs på teologernes kinesiske mur og krævede fremfor alt frihed for tanken. Kampen mellem viden og tro rasede og raser, en kamp, for hvis bitterhed og principielle meningsløshed teologerne særlig har haft skylden, fordi de i deres blindhed og magtbegær har gjort »troen« til en verdslig magt, fordi de aldrig har villet indse, at tro først begynder, hvor viden hører op, fordi de til enhver tid har stillet deres kirke i vejen for fremskridtet. »Gud har ingen værre fjende end sine præster. « Men selvfølgelig har kirken lige så lidt som andre reaktionære magter kunnet dæmme op mod den menneskelige fornuft iboende trang til at skaffe sig den størst mulige klarhed. Og netop i det forløbne århundrede har videnskaben fejret triumfer, så store i forhold til det tidligere opnåede, at de ofte er gået dens dyrkere til hovedet. Næppe nogen tvivler længer om naturlovenes i hvert fald praktisk talt ubetingede gyldighed; er der en gud til - og herom siger videnskabsmanden som sådan hverken ja eller nej - da styrer han sit værk efter bestemte love og efter en forud lagt plan. Frem for alt bygger videnskaben og vi alle på årsagsloven: ingen forandring uden årsag, samme årsag altid samme virkning; tilfældet har intet råderum. Og netop i det 19. århundrede lyser på videnskabens himmel en sol, der har udstrålet sit lys først og fremmest til naturvidenskaberne, men også til filosofien, etikken og socialvidenskaben. Denne sol er evolutionsteorien, den videnskabelige opdagelse, der går ud fra, at universet er et ordnet hele, der befinder sig i en stadig fremadskridende udvikling fra det enkle og ensartede til det mangfoldige og uensartede. En betydelig rolle for denne udvikling spiller, forsåvidt de levende væsener angår, deres kamp med omgivelserne, kampen for tilværelsen (struggle for life), der går ud på, at de individer, der bedst har været i stand til at lempe sig efter omgivelserne og har nået den kraftigste udvikling, også har bedst udsigt til at forplante slægten og føre deres egenskaber i arv til arten, læren om den naturlige udvælgelse (natural election, darwinisme). Antagelsen af denne naturlov har gjort megen gavn, men også megen skade, idet adskillige af dens tilhængere har været tilbøjelige til blindt at overføre denne dyriske kamp for tilværelsen til menneskene, til samfundslivet og rækker i deres hensynsløshed broderligt hånden til Malthus. Overførelsen sker ved på alle punkter at drage såkaldte analogi-slutninger fra den dyriske organisme, fra enkeltindividet til samfundslivet: hver organisme er et samfund og hvert samfund en organisme, en anologisering, der dog opgives mere og mere, hvorfor vi ikke her skal opholde os nærmere ved den, navnlig da det overhovedet må hævdes, at der er afgørende forskelle mellem den dyriske og den menneskelige kamp for tilværelsen. Den dyriske og den menneskelige kamp for tilværelsen kan absolut ikke sidestilles. Som f.eks. prof. Wilckens fremhæver (i Cl. Wilkens: Samfundlegemets grundlove, side 150), er for det første de kæmpende subjekter forskellige; ved den sociale udvælgelse er der ikke som ved den naturlige tale om kamp mellem enkelte isolerede individer, men mellem familier, partier og associationer, dvs. kampen er kollektiv, social (ofte i gensidig hjælp). Dernæst træder samfundsmagten selvstændig op for at lede og ordne tilværelseskampen, der også delvis reguleres ved moral og retsordningen. Overhovedet medfører den stigende civilisation, at kampen føres med andre våben end den dyriske, mere og mere med åndens våben; kampgrundene og kampinteresserne forædles, det gælder ikke længer alene mad og drikke, og selve kampformerne forædles også, krig og rå selvtægt viger mere og mere for voldgift og retslig afgørelse, ligesom endelig følgerne af den sociale udvælgelseskamp er andre end den dyriskes og ændres med tiderne: oprindelig slog man den overvundne ihjel, senere blev han slave, så livegen, stavnsbunden, endelig politisk og personlig fri, men som lønarbejder økonomisk afhængig. Men når vi nu betragter disse forskelle mellem den menneskelige kamp for tilværelsen, den sociale udvælgelse og den dyriske, den naturlige udvælgelse, så gør vi straks den opdagelse, at mennesket er det eneste væsen, der lever i ordnede samfund; at det økonomiske faktum i sine hovedformer udelukkende er menneskearten egent; hos ingen anden art finder vi nogen som helst antydning af fænomener som handel, industri, profit, rente, løn osv., og derfor må det økonomiske uimodsigeligt tages til udgangspunkt og være fundamentet for de sociale fænomener, som væsentlig er menneskelige (jfr. A. Loria). Blot et blik på historien viser os det økonomiske moments grundbetydning! Alle historiske tidsaldre kender den dybe, uhyggelige spaltning mellem rige og fattige, besiddende og ikke besiddende, en forskel, der ikke er naturens værk; thi den skaber ikke to slags mennesker: kapitalistisk og proletarisk bestemte væsener; den skaber kun mennesker, men de økonomiske forhold gør dem til det ene eller det andet. I kraft af de økonomiske forholds betydning for samfundslivet er det, at ikke de mennesker sejrer i den materielle kamp for tilværelsen, som blot er de bedste, de kraftigste, skønneste eller lignende, men derimod de, som er bedst økonomisk udstyrede, oftest de mest lastefulde, de største prangere og de, der har de fleste penge mellem hænder; som Adam Smith siger: »De rige er ikke rige, fordi de er intelligente, men snarere intelligente, fordi de er rige«. Dette er naturligvis ikke noget nyt og var det heller ikke på Marx' tid, men det er hans uvisnelige fortjeneste med geniets sans for det centrale at have slået denne »det sociale dyrs«, den menneskelige tilværelseskamps grundpille, de økonomiske forholds afgørende betydning for hele samfundslivet fast, urokkelig fast. Historien er efter denne opfattelse væsentligst økonomisk historie, de materielle, økonomiske kræfter er til enhver tid de stærkest drivende årsager til samfundsudviklingen. Produktionsforholdene, navnlig bestemt ved produktionsteknikkens standpunkt bliver dermed samfundslivets reelle grundlag. Denne historieopfattelse medfører et afgørende brud med de før Marx gængse. For disse tidligere opfattelser, som vi jo ganske vist selv er opflaskede med i vor skoletid, bliver historien væsentlig læren om en række store mænd, konger og krigsherrer, snedige prælater og rige adelsmænd, samt i nyere tid navnlig også fremtrædende diplomater og politikere; i anden eller tredje række kommer så de store opdagere samt opfindere og videnskabsmænd, af hvilken sidste kategori en del har nydt den tvivlsomme ære at blive brændt eller indespærret af mændene i første række. Herefter bliver historien nærmest en række af tilfældigheder, idet der jo ikke ud fra denne opfattelse gives love for disse »overmenneskers opståen; det er enten rent tilfældigt, når slige fænomener viser sig, eller det er en guddommelig viljes udslag, som vi ikke kender grundene til, i virkeligheden - set med menneskelige øjne - i det enkelte eksempel det samme, som om tilfældighederne rådede. Det, der er det ledende for disse opfattelser, hvor de enkelte mennesker får en så fremragende historisk værdi, er naturligvis den kendsgerning, at menneskene er bevidste væsener med evne til at tænke, at drage slutninger, at lægge planer med forud givne formål for øje, at rive andre med sig o.s.v., en kendsgerning, der har ført dem, der antager, at det dog ikke er det rene tilfælde eller en guds stadige indgriben, der er det rådende princip, til gengæld at tillægge den menneskelige vilje, dvs. de enkelte store menneskers fornuftudslag, den fremtrædende betydning at være til enhver tid ene og vilkårligt bestemmende for historien. Historieskrivningen bliver efter disse opfattelser idealistisk moraliserende, den tilsvarende etik bygger som oftest på en »fuglefri« vilje og de sociale reformatorer bliver utopiske sværmere: alt er i og for sig muligt, når menneskene blot har den rette religion og moral samt den tilstrækkeligt begavede og ædle mand i deres midte.

Historien som økonomisk historie

Overfor disse historieskrivere var det, at Marx råbte sit varsko, ikke at han underkendte de menneskelige ideers, retfærdighedsfølelsens og de andre moralske følelsers værdi; Marx kendte meget godt og fremhævede selv betydningen af ideerne i historien, men han standsede blot ikke herved, på halvvejen. Han gik videre op spurgte: Hvorfor havde menneskene de og de bestemte ideer til den og den tid og ikke andre? Hvorfor sejrede de ideer dengang, men bukkede under dengang? Med andre ord: gives der ingen årsager til, at særligt de ideer vinder frem i den tidsperiode i den foreliggende form, til deres sejr eller nederlag? Han nægter ingenlunde, at menneskene selv og kun de laver deres historie; han føjer blot samtidig til: »Men de danner den ikke af frie stykker, ikke under selvvalgte, men under umiddelbart forefundne og overleverede omstændigheder.« Betydningen af disse sidste omstændigheder gengiver dr. Max Adler meget træffende i følgende linier (Max Adler: Om den materialistiske historieopfattelse i »Fremad´s interessante Marx nr. fra d. 14. marts 1908) »Menneskene bliver født ind i bestemte sæder og samfundsforhold, og hvad de end må foretage sig, tænke eller stræbe efter, så er det altid bestemt ved de omgivelser, hvori de nu engang må leve. Men til disse forhold, som menneskene nu engang forefinder, så snart de begynder livet, hører ikke blot hvad man sædvanligt regner med dertil, nemlig arten af de mennesker mellem hvilke man lever, arten af landets forfatning og dets åndelige kulturtilstand og endelig (han burde have tilføjet: »ikke mindst«) dets boligforhold, natur og klima, der tilsammentaget (som også af Marx fremhævet) øver en overordentlig indflydelse, men også, hvad man hidtil har overset: den måde, på hvilken menneskene fremstiller det til tilfredsstillelsen af livsfornødenhederne nødvendige, om de udvinder det i rigeligt mål eller kun til nød, og om dette sker ved hjælp af en gammeldags eller en udviklet teknik, endelig på hvilken måde hver enkelt har andel i det, som i fællesskab bliver fremstillet. Det er indlysende, at det for den menneskelige skæbnetilskikkelse kommer i betragtning, om de lever i et kultiveret eller ukultiveret samfund, under et despotisk voldsherredømme eller i en fri republik, i en barsk egn eller i et mildt himmelstrøg, men at det afgørende for mennesket (som socialt væsen) netop er dette: om det lever på en tid, da man kender brugen af ild eller metaller, eller hvor dampmaskinens opfindelse er afsluttet, om dets liv leves i et samfund, hvor enhver kan tilfredsstille sine fornødenheder eller i et sådant, i hvilket nøden er fremherskende. Således viser det sig, at ikke alle ydre omstændigheder, under hvilke menneskene lever, har lige stor indflydelse på dem, men at den måde, på hvilken de til enhver tid er i stand til at sørge for deres fornødenheder, at de forbindelser og forhold, som vi på den måde er komne i, og som vi betegner som produktionsforhold, afgiver grundlaget for al den øvrige gøren og laden hos menneskene.« Sikkert ingen, der virkelig til bunds vil tænke over det citerede, vil nægte betydningen af disse, de økonomiske forholds grundlæggende indflydelse på samfundslivet. Derimod kunne man tænke sig, at der ville blive indvendt: ja, det er i og for sig rigtigt nok, men det er dog menneskelig intelligens, som ildens og metallernes brug, dampmaskinen osv. skyldes; med andre ord: menneskelig tænken og ikke produktionsforholdene er det grundlag, hvorpå samfundslivet hviler. Det er der heller ingen marxist, der nægter; men en sådan spørger straks: Hvorfor tænkte menneskene dengang på det og det, hvorfor opfandt de dengang dampmaskinen osv., og i virkeligheden vender vi så igen tilbage til de økonomiske forhold som grundlaget og den drivende kraft. Når dette »hvorfor« stilles, må svaret nemlig lyde: Kampen for tilværelsen drev i sidste instans menneskene dertil. Thi ingen, selv den ihærdigste ideolog, vil nægte, at menneskene først må spise, drikke, klæde sig og finde boliger, før åndslivet kan blomstre; han spiser, drikker osv. ikke, før han tænker, man han tænker på at skaffe sig spise, drikke osv. før på noget andet. Og hvad er det andet end netop befolkningspresset, utilstrækkeligheden af at tilfredsstille sine materielle fornødenheder på det foreliggende grundlag, altså de økonomiske forhold, der i kraft af kampen for tilværelsen har drevet menneskene fremad gennem tiderne, om end formerne for denne kamp som tidligere udviklet stadig skifter og det gensidige samarbejde på mangfoldige måder skjuler eller delvis fortrænger kampen. Først fandtes en tynd samlerbefolkning, så en jægerbefolkning, men befolkningen vokser: jægeren bliver kvægavler, nomade, hvorved 10 gange så mange kan ernæres; befolkningen øges påny: nomaden bliver agerdyrker, først er agerbruget meget primitivt, men den stadigt øgede folkemængde gør det mere og mere intensivt; den samme faktor driver mennesket til handel og industri, nøder dets intelligens til at gøre opfindelser, gå på opdagelsesrejser, driver det til fremskridt i alle retninger. Ikke fordi jægeren fandt, det var morsommere at være kvægavler, ikke fordi denne interesserede sig stærkt for kornsorter, eller fordi agerbrugeren pludselig fandt særlig behag i at sy sko eller klæder livet igennem, opstod disse forandringer, men fordi befolkningen voksede, fordi det til enhver tid værende økonomiske grundlag ikke strakte til at skaffe den øgede folkemængde udkommet, ændredes og udvikledes samfundet, skred civilisationen fremad; heri har Malthus, hvor megen uret han iøvrigt har gjort sig skyld i, ikke set galt. Altså: det er kampen for mad, drikke osv., der har drevet menneskeheden de afgørende skridt fremad, og det er derfor produktionen af de nødvendige livsfornødenheder, enhver tidsalders økonomiske udviklingstrin, der danner grundlaget for samme tidsalders samfundsliv, dette økonomiske grundlag, »der bærer den juridiske og politiske overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer«. Og Marx føjer til: »Dette grundlag betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige livsproces«.

Forhåndsbeviser

Vi skulle nu se, om den påstand er rigtig, at de økonomiske forhold, produktionsforholdene, der danner grundlaget, samfundslivets virkelige reelle grundlag, er bestemmende - og vi spørger da: hvor meget eller hvor lidt bestemmende - for det samme samfundslivs ideologiske fremtoninger, tidsalderens politik, jura, filosofi, kunst, moral og religion. Kort sagt for alt det, vi i almindelighed plejer at kalde den åndelige i modsætning til den materielle kultur. Det bliver navnlig her, tampen brænder! Sålænge man blot ud i det blå vil hævde de økonomiske forholds overordentlige indflydelse, vil ikke mange for alvor protestere, men begynder man at undersøge, om ikke disse materielle forhold også skulle have stor betydning for åndslivet, bliver der uro i andedammen, og skærper man - som Marx - sætningen polemisk og siger: det er de økonomiske forhold, der bestemmer de ideologiske, ikke omvendt, som de idealistiske historieskrivere mener, bliver pokker løs. Under mægtige nødråb bliver der da udstedt indkaldelsesordrer til alle værnepligtige samfundsbevarende ånder til møde under ideens fane, stormklokkerne ringer, trompeterne skratter, trommerne buldrer og hele borgerskabet med adel og gejstlighed, professorer og doktorer, (af hvilken sidste kategori dog flere og flere lider af kassationsgrunde) gårdmænd og redaktører i spidsen drager i leding mod den åndsfornægtende materialisme »til værn om de etiske grundkræfter i folket«, som hr. Linderberg ville sige; grosserere, bankmænd og godsejere til værn om de etiske grundkræfter; det var til at græde over, hvis synet af denne hær ikke var så uhjælpelig grinagtigt. Imidlertid, mens disse noget podagristiske krigsmænd boltrer sig i retfærdighed, frihed, sædelighed, fædrelandskærlighed, kultur og »faderlighed hos gud«, sidder de »kasserede« professorer og doktorer under arbejdernes og »den radikale intelligens« lyttende opmærksomhed og underminerer de andres luftkasteller, de laver ikke ny samfund, men de studerer de gamle fra grunden, forsker naturlovene, dynger erfaringer op, sigter og vrager og drager deres slutninger, og langsomt skyder erfaringsvidenskabernes løbegrave sig ind under den gamle fæstning, minerne lægges tilrette, og den gamle mur, traditionens, fordommenes, teologiens og uvidenhedens tykke murværk revner, vakler og styrter helt eller delvis i gravene, »de etiske grundkræfter i folket« har fået et apoplektisk tilfælde, og verden står  endda, ja arbejdermasserne skimter med undren fremtidslandets svage konturer bag ved muren, der ikke mindst spærrede dem udsigten. Som slige miner har årsagsloven, teorien om kampen for tilværelsen, den materialistiske historieopfattelse o. fl., den ene byggende på den andens resultater, været og hertil kommer determinismen, læren om at det menneskelige åndsliv lige så vel som det materielle liv er årsagsbundet, en lære, der selvfølgelig også har stor betydning for den materialistiske historieopfattelse; thi det er klart, at hvis den almindelige lære om viljens frihed må opgives og erstattes med læren om den årsagsbundne vilje, er menneskets omgivelser, de økonomiske forhold af endnu langt større betydning for mennesket, end det ellers ville være tilfældet. Forståelsen af denne læres værdi som et stærkt forhåndsbevis for den økonomiske historieopfattelse har også gjort hovedet hedt på mange af dennes tilhængere, således Nic. L. Petersen, der tager determinismens rigtighed som absolut givet. Der er dog vistnok al god grund for os til at stille os lidt skeptiske, men fast grund har vi dog, når vi hævder, at den absolutte viljefrihed er et hjernespind, der kun burde høre hjemme hos teologerne. »Selv om man holder på viljens frihed, kan man dog ikke tænke på en ganske »fuglefri« vilje. I det enkelte tilfælde er viljen i hvert fald altid motiveret; man handler aldrig på en vis måde uden at have grunde dertil, og disse grunde virker jo atter på en med forskellig vægt. Omvendt bør man heller ikke gå ud fra, at man handler rent mekanisk efter grunde, som de absolutte determinister mener« ( jfr. artiklerne om »Forbrydelse og straf« i »Socialisten« for sept/okt. 1906). Men selv om vi således bliver stående på den modererede determinismes grundlag, der forkaster den absolutte viljefrihed og anerkender motivernes afgørende indflydelse, er det givet, erfaringsmæssigt givet, at de økonomiske forhold er af en overordentlig årsagsdannende betydning for menneskets hele udvikling og åndsliv. Vi behøver i så henseende kun at nævne begrebet »statistik« for at enhver, der kender lidt til denne videnskab, vil indse, at selv om det enkelte menneske muligvis har en vis almenfrihed til at bygge på sin egen karakterudvikling, selv om jeget altså selv er i stand til at være årsagsdannende, som f.eks. herhjemme professorerne Kromann og Wilkens mener, så bliver alligevel, når man samler alle individerne, resultatet i kraft af »de store tals lov« givet. Som hr. Linderberg i sin tid (K. Linderberg: Frikonkurrencen og socialismen s. 212) skrev: »Lovmæssigheden betragtes alt nu som så sikker, at endog den troende nationaløkonom professor Harald Westergård beregner, at selv om der i København blev oprettet menigheder på kun 2000 mennesker, kan det på forhånd beregnes, at der i hver menighed årligt vil fremkomme 70 fødsler, hvoraf 1/5 uægte, 50 dødsfald, 30 konfirmationer, 20 vielser, 300 altergæster. Der vil være 300 børn og 50 gamle, udslidte personer, 40 familier vil stadig være hjemsøgt af sygdomme, 6 mennesker vil årlig komme på hospitalet af drikfældighed eller lignende grunde, ca. en halv snes vil årligt blive dømt som forbrydere.« Og vi kan ganske slutte os til den daværende hr. Linderberg, når denne derefter tilføjer: »Det er muligt, at professoren her går noget for vidt med hensyn til at drage konsekvenser af erfaringen om lovmæssigheden i tilværelsen, men så meget er sikkert: står man selv med den opfattelse, at de sociale vilkår har en så overordentlig stor og den åndelige indflydelse en så overordentlig ringe magt over menneskene, at selv en nidkær præst, der kun havde 2000 sjæle at sørge for, ikke skulle kunne udrette noget som helst i retning af at indskrænke forbrydelse, drikfældighed og uægte fødsler (et underligt begreb!), så har man ikke blot dobbelt, men tidobbelt pligt til at sætte kræfter ind på at ændre og forbedre selve de sociale vilkår«. Med disse af - skal vi sige hr. Linderberg junior - bekræftende erfaringer, der på forhånd yder en kraftig støtte for den økonomiske historieopfattelse, in mente, vil vi da gå ind på de enkelte led af Karl Marx' påstand, på en undersøgelse af det materielle grundlags betydning for de forskellige ideologiske fremtoninger: politik, stat, kunst filosofi, moral og religion. Vi står som sagt her overfor det for andre opfattelser, der i reglen ikke har gennemtænkt den materialistiske historieopfattelse til bunds, mest stødende ved denne lære. En hel del skyld i, at den støder så mange iøvrigt begavede og fordomsfri mennesker fra sig, bærer marxismens egne tilhængere, idet adskillige af disse på dette punkt navnlig driver teorien på spidsen, gør sig skyldige i overdrivelser, der ofte bliver skæbnesvangre for det åndfulde vidsyn, der ligger til grund for Karl Marx' formel.

Lærens definition

Påstanden lyder altså: »Det økonomiske grundlag er samfundslivets virkelige, reelle grundlag, der bærer den juridiske og politiske overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer, ja, dette grundlag betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige livsproces.« Det gælder da først forståelsen af, hvad der i virkeligheden menes ved »det økonomiske grundlag«. Vi har i så henseende i det foregående set, for det første, at dette udtryk ikke må opfattes for snævert, men omfatter alle de materielle faktorer: natur, klima, jordbundsbeskaffenhed, boligforhold, teknik osv., og dernæst at talen ikke er om denne døde natur som sådan, men om de forhold, som fremkommer, når menneskeheden træder i forbindelse med denne døde natur, altså ikke livløse naturforhold men menneskelige produktionsforhold. Den materialistiske opfattelse gør selvfølgelig ikke de livløse genstande, som menneskene forefinder eller selv fremstiller, til menneskenes herrer og udviklingens drivkraft. Den sætter ikke dampmaskinen i stedet for ideen. Thi - som dr. Adler skriver: »En dampmaskine er i sig selv intet økonomisk forhold, ikke en gang en økonomisk faktor, men et stykke jern. Kun derved, at dampmaskinen træder i ejendomsforhold til et menneske, og kun derved, at der gives andre mennesker, som ikke har anden ejendom end deres arbejdskraft, så at de må stå i lønarbejdsforhold til ejeren af maskinen, bliver der af det døde stykke jern en økonomisk magt.« Ved det økonomiske grundlag forstås altså menneskelige samfundsforhold, indbegrebet af den givne tidsperiodes produktionsforhold. Endvidere, og her kommer vi til et punkt, hvor de fleste misforståelser begås, ligger der ikke i Karl Marx' påstand dette, at det økonomiske grundlag skulle være ophav til, årsag til, at menneskene overhovedet har ideer; fra menneskene selv stammer ideerne - i sidste instans muligvis fra en gud, muligvis andetsteds fra; herom ved vi ikke noget pålideligt. Hvad lærens mening er, ser vi bedst ved at lægge mærke til, at Marx selv bruger billedet fra et byggeforetagende, jfr. »det økonomiske grundlag, der bærer den politiske og juridiske overbygning«. En meget træffende illustration! Ligesom det nemlig ikke er fundamentet, grunden til en bygning, der har bygget etagerne, men menneskene, således er det også menneskene, der selv opstiller deres ideer; men ligesom etagerne i en bygning, som overhovedet hele denne, nøje må være afpasset efter den grund, der skal bære denne, således betinger - ikke »danner« eller det økonomiske grundlag i samfundslivet hele den samfundsmæssige overbygning, politik, jura, moral osv., og derfor har også kun de ideer nogen praktisk betydning, som kan bringes til udførelse på hele det bestående grundlag, og som har medbør i kraft af den lovbundne udvikling, dette grundlag undergår i den pågældende tidsperiode. Men omvendt: Jo rigere dette materielle grundlag er, og jo videre muligheder for udvikling og omvæltning, det byder, jo kraftigere det hele materielle liv pulserer, desto rigere og skønnere vil også menneskeåndens ideer blive, desto større tænkningens sejre. Intet er derfor mere misvisende end at tale om »åndsfornægtende materialisme«, fatalisme o.s.v. i forbindelse med den økonomiske historieopfattelse, og Marx har jo netop også - så vidt jeg erindrer i sin afhandling om Feuerbach - udtrykkelig betonet, at han ikke betragter sin opfattelse blot som en teori, men som et praktisk våben, som han har i sinde ved massernes hjælp at bruge som et revolutionært redskab mod det borgerlige samfund. Netop gennem deres afhængighed af de økonomiske forhold, der ved den udvikling, de gennemgår, når til at blive af rigere og rigere kulturel værdi for menneskene, vil de menneskelige ideer få større og større magt i pagt med denne udvikling, som de nu forstår, og som de derfor mere og mere kan gribe bevidst ind i og yderligere fremhjælpe. Dette synes mig kærnen i marxismen, og når mange marxister på grundlag af den økonomiske historieopfattelse ender i allehånde materialistiske overdrivelser og principielt frakender ideer enhver selvstændig betydning, så er dette jo kun det sædvanlige fænomen, at elever er særligt tilbøjelige til at overdrive mesterens fejl, og at fanatikere er særligt stærkt repræsenterede i revolutionære partier. »Stilen i mit skrift om ejendomsretten vil blive hård og skarp; ironien og vreden vil mærkes for stærkt. Det er en uundgåelig fejl: når løven er sulten, brøler den« (Proudhon). Overfor slige overdrivelser, som man vel bør kunne forstå, men ikke billige, bør man have lov at sige, som Marx engang i et lignende tilfælde skal have ytret: Quant á moi, je ne suis pas marxiste« (dvs.: hvad mig selv angår, så er i hvert fald jeg ikke marxist). En ganske fornuftig ældre mand skal engang have gjort opmærksom på, at når en bog og et hoved støder sammen, og det klinger hult, så behøver det ikke altid at ligge hos bogen! Hr. Nic. L. Petersen synes mig at høre til dem, der engang imellem på slig en vis har stødt hovedet, ligesom enkelte af hr. Linderbergs klageråb kunne lyde som ekkoet fra en slig proces, begrænsede som hver af dem er af deres fordomme og rent personlige livsanskuelse, den ene som ortodoks hedning, den anden som tilhænger af en bestemt kirkelære. Vi ville i det følgende, når vi søger at afbalancere de materielle og ideologiske faktorer med hinanden, så vidt muligt undgå stranding på noget af disse skær. Det gælder om ved en så epokegørende lære som Karl Marx' at få fat i det blivende, at frigøre den for dens tidsbundethed og mulig deraf flydende ensidigheder, navnlig de rent polemiske udfald mod de reaktionære modstandere, og kærnen synes mig som tidligere udviklet dette, at de økonomiske forhold er samfundslivets virkelige grundlag, og at dette grundlag betinger - i mange tilfælde i virkeligheden »bestemmer«, men principielt ikke »er årsag til« - alt andet liv i samfundet, og vi spørger da: er det muligt at eftervise, at det økonomiske grundlag har denne af Marx hævdede betydning for de ideologiske fremtoninger i samfundet? Det er ingenlunde noget let arbejde at afveje disse faktorers indbyrdes forhold, således at de resultater, man kommer til, kan påtvinges enhver »uhildet« læser, og det kommer for det første af, at man må hente sine argumenter fra historien, men historien er nu engang et meget elastisk materiale at beskæftige sig med: det sete vil altfor let komme til at afhænge af øjnene, der ser, hvortil kommer, at historieforskningen før Karl Marx langtfra har haft blikket tilstrækkelig åbent for den økonomiske histories betydning; som tidligere fremhævet er den som politisk historiefremstilling væsentlig knyttet til de optrædende enkeltvæsener, de store hærførere, politikere osv.. Men dernæst er det vanskeligt at afveje de materielle og ideologiske faktorers indbyrdes forhold, fordi det, som dr. P. Ernst fremhæver i den tidligere citerede artikel - her drejer sig om incommensurable størrelser, fordi deres relative betydning veksler i de enkelte tidsperioder og tilfælde, og endelig fordi det jo stadig drejer sig om en vekselvirkning, så at det i det enkelte tilfælde kan blive lige så vanskeligt at udrede spørgsmålet begrebsmæssigt, at finde, hvad der har været årsag og hvad der er virkning, som det ville være at besvare det spørgsmål, om hvad der kom først i denne verden: hønen eller ægget; ægget kan jo ikke være kommet først, thi det er lagt af en høne, men hønen kan heller ikke være det oprindelige, thi den må jo være opstået af et æg. Men alligevel! Selvom det ikke vil være muligt at bevise den økonomiske historieopfattelses rigtighed, vil det dog vistnok ved en nærmere undersøgelse vise sig, at den forhåndssandsynlighed, som den i kraft af videnskabens resultater i følge det tidligere udviklede har, ikke bliver mindre, når man kaster et blik på historien og navnlig holder sig til de større afsnit og tidsperioder i denne, og omvendt vil det også vise sig, at de ideer, der har stået i strid med det daværende økonomiske system, altid er bukket under for eller har måttet lempe sig for ideer eller tilstande, på hvis fremkomst disse økonomiske magtfaktorer ofte - måske oftest - har haft den bestemmende indflydelse, og hvis sejr de altid har betinget.

Det politiske

Om det materielle livs produktionsmåde med de dertil svarende driftsformer og ejendomsforhold betinger det politiske samfundsliv er altså det første spørgsmål, og her er sammenhængen lettere at få fat på, end når vi kommer til de andre ideologiske former: kunst, filosofi, moral osv.. Vi har set, at kærnen i alle historiske tidsaldre har været en vedvarende, gennemført økonomisk spaltning af befolkningen efter eet væsentligt hovedhensyn: besiddelse eller ikke besiddelse, en forskel, der ikke er naturbestemt, og som altså opretholdes på »kunstig« vis, dvs. der må visse institutioner til for på den ene side at holde de ikke besiddende i tømme og for på den anden side at hindre magthaverne i at begå altfor flagrante myndighedsmisbrug, der kunne medføre opstande eller revolutioner fra de undertryktes side; det er retten og den politiske magt, »retsstaten«, der træder frem. Men for at fyldestgøre disse formål, må retten selvfølgelig være udrustet med magt, altså som professor Goos (C. Goos: Den almindelige retslære, I, side 44.) udtrykker det: Rettens magt hviler på magtens ret, og »når rettens virkeliggørelse påkalder magten, må det, der hævdes som ret, nødvendigvis blive det, som den, der skal udøve magten, erkender som ret. Retten må fastsættes af den, der skal hævde den. Magthavernes retshåndhævende (særligt straffende) myndighed fører den retsanordnende (særligt lovgivende) med sig.« Altså selv for den højkonservative gehejmeetatsråd er »retten« magthavernes ret, og hermed stemmer ganske, hvad den måske ypperste nyere tyske retslærde professor Ihering skriver: »Al ret i verden er blevet tilkæmpet, enhver gældende retssætning har først måttet fravristes den, der modsatte sig den, og enhver ret, folkets som den enkeltes, forudsætter, at vedkommende stadig er rede til at hævde den. Retten er ikke noget logisk begreb, men et magtbegreb, dvs. en historisk dannelse«. Ikke fordi menneskene fandt, at staten, dvs. det politiske samfundsmaskineri var en så attråværdig erhvervelse fremfor friheden, fremstod denne stat, men fordi mennesket er socialt, og det sociale liv i dets forskellige afskygninger har mennesket heller ikke valgt frivilligt, fordi det fandt denne form for leven særlig tillokkende, nej, det sociale liv er blevet mennesket påtvunget ved kampen for tilværelsen. Befolkningspresset med den deraf flydende berøring med fremmede fremkaldte af økonomiske grunde krig, og for at sejre her måtte menneskene slutte sig sammen, og grunden til det politiske samfund lagdes (jfr. Fr. Engels: »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse, og E de Laveleye: »Om ejendomsretten og dens oprindelige former«, samt Alex. Kraft: »Retten og den praktiske moral«). Endvidere: for at gøre sig gældende, måtte de enkelte samfund have en leder, altså en krigsherre, og den i forvejen mægtigste, den brutaleste og den økonomisk stærkeste, der sad inde med de bedste forudsætninger for at knuse modstanderne, tilrev sig magten. De overvundne blev i den første tid slået ihjel, men så snart de økonomiske forhold krævede et mere intensivt arbejde for at skaffe den øgede befolkning føden, blev de besejrede gjort til slaver, og grunden til spaltningen i to klasser: besiddende og ikke besiddende var lagt. Endnu fandtes ingen retsstat: hævn og selvtægt var enerådende; men efterhånden som befolkningen tiltog og det sociale samkvem øgedes, krævedes der med de økonomiske forholds bydende magt også indadtil mere ro i samfundet, og hvem kunne skaffe denne ro uden den stærkeste, a: kongemagten fremstod, og det var i befolkningens egen interesse at gøre den stærk; jo stærkere kongemagten var, des større også udsigten til ved erobring og plyndring at berige samfundet, dvs. de besiddende. Altså, udadtil krævede de økonomiske forholds udvikling en stærk statsmagt, hvilket i de tider i reglen betød en stærk kongemagt, og indadtil var deres indflydelse ikke mindre. Herpå afgiver Romerrigets historie et udmærket eksempel: intet folk viste sig som romerne i stand til at lægge verden for sine fødder, men indadtil er dets historie een eneste kamp mellem de sejrende og de overvundne, mellem patricier og plebejer, og hvorfor? Fordi privatejendomsretten i kraft af patriciernes magt var blevet det rådende princip. Som professor Laveleye (»Om ejendomsretten og dens oprindelige former«, s. 93.) skriver: »Men næppe er den quiritiske ejendomsret grundlagt, før den truer staten og de demokratiske institutioner. Den store ejendom opsluger den lille: Roms økonomiske historie er kun kampen herimod.« Skridt for skridt måtte plebejerne kæmpe sig frem til statsmagten og de andre goder; ved alt, hvad helligt er, protesterede patricierne, og de veg kun tomme for tomme. Aldrig er nogen renere klassekamp blevet ført end i Rom, hvor det dog hverken manglede på ædle eller begavede mænd. Og betegnende nok: ligeså snart patricierne tabte slaget, ligeså snart får religionen ingen interesse for politiken længere eller rettere omvendt: patricierne mistede ganske troen, da de mistede magten. Et andet tydeligt eksempel på de økonomiske forholds betydning for det politiske samfundsliv afgiver fra vort eget lands historie navnlig lensvæsenet. Oprindelig var i kraft af de ovenfor udviklede grunde kongen den eneste grundejer i stor stil, og befolkningen var også her delt mellem fri mænd og trælle. Men efterhånden fremstod der af de fri mænds rækker et ringe mindretal, herremændene, der hævede sig op over folket ved hjælp af de grundbesiddelser og privilegier, som de af kongen, oprindelig af militære grunde, blev udrustede med; herigennem skabtes der en mægtig og uafhængig klasse af godsejere og ved de økonomiske magtmidler, denne klasse indesad med, bragte den befolkningen i et ikke blot økonomisk, men også rent personligt afhængighedsforhold, og som professor Jørgensen (P. J. Jørgensen: Den danske retshistorie, s. 194-95) skriver: »Resultatet af udviklingen blev en stærk tilbagegang for bondestanden i økonomisk modstandskraft og social anseelse og dermed også i politisk indflydelse.« Iøvrigt erindrer vi vist alle fra vor historie, hvorledes disse store godsejere og lensmænd, verdslige som gejstlige, i århundreder dominerede, idet de sad inde også med den politiske magt og alle rigets betydelige embeder, og hvorledes de på grund af deres store sociale indflydelse ved håndfæstninger formåede at binde selv kongen på hænder og fødder og tyranniserede hele befolkningen, navnlig landbefolkningen, indtil nye økonomiske magtfaktorer, fremkaldte ved de store opfindelser og opdagelser og den dermed fremblomstrende verdenshandel, styrtede dem fra tronen eller rettere efterhånden hævede bybefolkningen, dvs. borgerstanden, til magten. Vi véd - eller hvis vi ikke véd det, kan vi læse det i Linderbergs sidste interessante værk (Borgernes fremkomst, s. 56 og flg.) - hvorledes den med storhandelen følgende økonomiske udvikling indenfor borgerne hævede handelsstanden op over håndværkerne og skabte et byernes aristokrati, der ved deres rigdomme, som de ågrede fortræffeligt med, bragte det tidligere land aristokrati på knæ for sig og banede vejen for den kapitalistiske udvikling; vi véd, hvorledes håndværkerne måtte kæmpe med den økonomisk stærkere klasse også om herredømmet i kommunen, og hvorledes de først ved hjælp af deres fasttømrede organisationer, laugene, formåede at gøre sig til en magtfaktor, også politisk. Vi véd endvidere, hvorledes købstædernes fremblomstring og overgangen fra natural til pengehusholdning, fra hjemmeindustri til vareproduktion også indvirkede på udviklingen på landet og gennem en langsom, til dels blodig historisk proces bragte bondestanden gennem hoveri, stavnsbånd og fæste til selveje og dermed til økonomisk magt, og at bondestandens politiske indflydelse ganske har fulgt skridt med den økonomiske. Og vi ser endelig, at først nu, da den med den kapitalistiske udvikling og de tekniske fremskridt fulgte voldsomme vækst af de produktive kræfter har gjort samfundet så umådeligt meget rigere end tidligere, at først nu er der nogen mulighed for den underste klasse i samfundet, lønarbejderne, til at hæve sig op på højde med de andre, til at deltage i den skildrede klassernes fremrykning; vi ser, hvorledes arbejderklassen overalt, begunstiget af denne udvikling, slutter sig sammen i fagforeninger for at blive en økonomisk magtfaktor og derigennem opnå den politiske magt, som den aldrig tidligere trods blodige revolutioner har kunnet bevare for sig. Som Karl Marx siger: »Den materielle magt må styrtes af materiel magt, men også teorien bliver materiel magt, når den griber masserne«. Og teorien har evne til at gribe masserne, så snart den bliver radikal, dvs. griber sagen ved dens rødder (jfr. F. Linderberg: Karl Marx og den historiske socialisme I.).

Det juridiske

Og ligesom det økonomiske grundlag i samfundet, således som vi har set, er bestemmende for det politiske liv i den forstand, at det er de økonomisk stærkeste klasser, der har den dominerende indflydelse i staten, således viser det sig også, at de økonomiske forhold er i den forstand bestemmende, at kun den lovgivning og retstilstand, den jura, der svarer til det pågældende tidsrums produktions og ejendomsforhold og dermed til de økonomiske magthaveres interesser, i det store og hele har været rådende, og at omvendt en lovgivning, der ikke har haft denne naturlige økonomiske basis, kun har haft nævneværdig betydning på papiret. Denne påstand, at også lovgivningen og retstilstanden i det hele altid har svaret til det pågældende tidsrums økonomiske grundlag, er i virkeligheden overordentlig nær beslægtet, ja, for en nærmere betragtning næsten identisk med den i det tidligere omhandlede påstand, den nemlig, at det er den økonomisk stærkeste klasse, der dominerer i det praktiske liv, og at det derfor også i det store og hele er denne klasses interesser, der gennemføres. Dette er i virkeligheden kun to sider af den samme sag, deduktioner ud fra den grundpåstand, at de økonomisk materielle forhold er grundlaget, det grundlag, af hvilket ideerne er betingede eller i bedste fald altid har været fuldstændig afhængige. Det gælder altså her at imødegå den påstand, at det er de menneskelige ideer, der alene har været skyld i de fremskridt, der er sket også på retslivets, særligt lovgivningens område. Hvis vi kaster et blik på retsfilosofien, vil vi se, at de grundsætninger, der her opstilles som dem, der har været de ledende, de såkaldte retsprincipper, navnlig er principperne om lighed (den statsborgerlige idé), frihed og retfærdighed, grundsætninger, der på forhånd tager sig overordentlig livfulde ud, men som nærmere betragtet er nogle sørgelige kastrater. Thi det kommer jo ikke an på begrebernes navne, men på deres indhold. Og ser man på indholdet, fortolkningen af disse skønne fraser, vil man hurtig opdage, at selv om dette i tidernes løb er varieret ret kraftigt, så har frihed og lighed i teorien dog altid kun betydet frihed eller lighed for en større eller mindre minoritet af befolkningen, altså principielt betydet lige det modsatte af, hvad selve begreberne, ideelt opfattet, udsiger. Og dertil kommer, at disse principper, hvorvidt de end har været opfattede, kun har omfattet den rent politiske og juridiske frihed og lighed for loven; men en slig er jo kun rent formel. Når disse principper ikke udvides til at omfatte de materielle livsforhold, lighed i betingelser med hensyn til erhvervelsen af udkommet, lighed i ejendom eller kår, er de i virkeligheden ret uskadelige, retsgrundsætninger, der ikke kan volde de besiddende synderlig afbræk i disses nyden af livsgoderne. Det, der sikres borgerne, er, som Anatole France siger (A. France: Den røde lilje, s. 91.): »Ret til at arbejde under den ophøjede lighed for loven, der forbyder såvel rig som fattig at sove under broerne, betle på gaderne og at stjæle brød«. Og hvilke kampe har så endda anerkendelsen af denne ret uvæsentlige lighed for loven, der for de politiske rettigheders vedkommende endda kun gælder et ringe mindretal af befolkningen, bl.a. med udelukkelse af den ene halvdel: kvinderne, ikke kostet! Århundreder, ja, årtusinder måtte til, før man ved den store Franske Revolution nåede til at slå disse noget luftige menneskerettigheder fast. Et bedre bevis på de blotte ideers magtløshed, når de hæmmes af eller dog ikke begunstiges af de økonomiske forhold, kan vanskelig findes. Thi skønt disse ideer i alt væsentlig har været kendt fra oldtiden til vore dage, har dog deres indhold som deres virkeliggørelse stadig været bestemt ved og afhængig af de økonomiske tilstande og magthavernes interesser. Således faldt det aldrig selv de højt udviklede græske filosoffer, Plato og Aristoteles f.eks., ind, at også slaverne var mennesker; at slaven ikke burde have borgerrettigheder i Grækenland var man fuldstændig klar over i de dog ellers så højt priste »demokratiske« småstater. Slaverne var der og navnlig i Rom rene husdyr, maskiner til hjælp ved husførelsen og agerdyrkningen, genstand for køb og salg, de bortgiftedes efter herrens luner, ja, kunne endog dræbes af ham uden retslige følger - og hvorfor? Ganske simpelt, fordi ejendoms- og produktionsforholdenes daværende primitive standpunkt krævede slaveriet og altså ikke kunne give plads for en retsordning, der gjorde slaverne til fri borgere. På den anden side findes slaveriet ikke hos noget folkeslag, der endnu lever på de laveste kulturtrin, hos folk, hvor hver familie danner et »samfund« for sig, og hvor det egentlige samfundsliv er ukendt. Først når et folk er kommen et trin højere på kulturstigen, når spiren til et samfundsliv er lagt, når den øgede befolkning kræver en mere intensiv dyrkning af jorden, kommer slaveriet frem ved at særligt de i krig erobrede fanger i stedet for at ihjelslås gøres til retsløse trælle, medens det så til gengæld regnes for uværdigt for de fribårne at beskæftige sig med noget så nichtswürdigt som at frembringe det fornødne til livets ophold. I Rom drev man det efterhånden endda så vidt, at en enkelt stormand kunne have en halv snes tusind slaver; men et sligt masseslaveri indeholdt naturligvis samtidig en stor fare for blodige opstande, der da heller ikke udeblev. Og ved den opløsning af det gamle samfund, der fandt sted ved Romerrigets forfald, kristendommens fremtrængen og folkevandringerne, undergik slaveriet mere og mere en forandring og forvandledes til livegenskab, idet de besiddelsesløse i mængde i de da urolige økonomiske opløsningstider tyede ind under de store borges eller klostres beskyttelse og til gengæld blev stavnsbundne landbrugere, der knyttedes til jorden og uden videre gik over til den ny ejer af godset. Vi har set, hvorledes brydningen mellem det efterhånden opkommende mægtige borgerskab, særligt handelsbaronerne og landaristokratiet på grund af verdenshandelens og stædernes fremblomstring og overgangen fra natural til pengehusholdning også indvirkede på livegenskabet, og i stedet for det gamle slaveri trods kristendomsmoral og civilisatoriske fremskridt fremavlede negerslaveriet og slavehandelen, der florerede særligt til brug for de opblomstrende kolonier, og da navnlig Amerika, hvortil der alene skal være indført fire millioner negerslaver. Vi véd, at den stærke modstand mod slavehandelen først havde held med sig i begyndelsen af forrige århundrede, og at slaverne først opnåede borgerrettigheder ved midten af århundredet, og vi forstår, at disse fremskridt først kunne komme på dette tidspunkt sammen med stavnsbåndets løsning, nærings og kontraktsfrihedens indførelse og menneskerettighedernes erklæring, kort sagt sammen med de øvrige moderne liberale reformer. Vi forstår dette, thi vi véd, at alle disse reformer var nødvendige udslag af den omvæltning, der da allerede var sket i produktionsforholdene ved dampmaskinens indførelse i industri og samkvem, og ved de øvrige store tekniske fremskridt, der for industriens og kapitalens udviklings skyld udkrævede formelt fri og nogenlunde oplyste arbejdere. Vi forstår, at den betydelige revolutionære rolle, bourgeoisiet, der selv skylder en århundredlang udvikling i produktions og omsætningsforhold sin tilværelse og betydning, har spillet, at alle de politiske og juridiske fremskridt, denne samfundsklasse har gennemført, netop har haft sin sidste grund i denne økonomiske omvæltningsproces behov, og vi ser også det samme revolutionære bourgeoisi, så snart det har frigjort sig for det feudale samfunds småborgelige forhold og snærende bånd, slå sig til ro i en frikonkurrence, der ved sin laden stå til og sin dermed følgende kapitalistiske udbytning, trods al frihed på papiret og trods alle omvæltninger har frembragt en klassemodsætning og en økonomisk ulighed, der mere og mere har spaltet samfundet i kun to, hinanden fjendtlige sociale lejre: Bourgeoisi og Proletariat, besiddende og besiddelsesløse. Og den jura, der har lovfæstet denne udvikling, har stadig svaret nøje til de økonomiske forhold: de store landboreformer har gjort det af med adelens forrettigheder og løst stavnsbåndet, således at landboerne nu kunne strømme til industrien og byerne, og danne den lønarbejderstand, den stærke udvikling af de produktive kræfter havde brug for. Den nyere næringslovgivning har sprængt lavslvangen og bragt frihed og opsving ind i handelslivet. Den store udvikling af undervisningsvæsenet har skaffet de tilstrækkelig oplyste arbejdere samt en stab af ingeniører, kontorfolk og andre akademisk dannede folk, hvis uddannelse, betalt af staten, kommer bourgeoisiet til gode. De fri forfatninger har overalt forøget bourgeoisiets indflydelse ved at muliggøre de skildrede fremskridt og forhindre en enevældig persons luner i at lægge hindringer i vejen for udviklingen. Reformer på landvæsenets og skattevæsenets område har dels reguleret besiddelsen på landet ved love om udstykning og sammenlægning af jorden, dels gennem den indirekte beskatning kastet størstedelen af udgifterne ved statshusholdningen over på befolkningens brede lag. Den almindelige værnepligt har muliggjort de store stående hære til værn om bourgeoisiets handelsinteresser på verdensmarkedet og besiddelsesinteresser indenfor landets grænser. Kontraktfriheden og anerkendelsen af personens habilitet har muliggjort de besiddende at drage al den nytte af de besiddelsesløse, de kan, uden samtidig at pådrage arbejdskøberne nogen forpligtelse, endsige forsørgelsespligt overfor deres arbejdere, således som tidligere overfor slaven, jfr. om de besiddendes fordele ved slaveriets afskaffelse, f.eks. Henry George: Samfundsspørgsmål, s. 155). Og endelig har alle reformer og fremskridt ikke på fjerneste måde rørt ved bourgeoisiets første og største bud i loven: ejendomsretten er hellig og ukrænkelig, hvad enten den angår folkets jord eller de øvrige produktionsmidler, hvad enten den er vundet ved arv, spekulation, andres eller eget arbejde, hvad enten den hviler på århundredgammel uret eller er fra igår. Og hyggelige har erhvervelsesmåderne jo ikke været! Thi som Karl Marx siger: ». . . I den blide statsøkonomi hersker idyllen. Men i den virkelige historie spiller erobring, undertvingelse, rovmord og vold den store rolle . . .« (F. Linderberg: Karl Marx og den historiske socialisme s. 103.). Når man f.eks. ofte nævner adelens frasigelse af alle sine forrettigheder i hin berømte nat forud for den Franske Revolution som en mægtig sejr for ideen, så må man rigtignok erindre sig, at denne »begejstring« hos adelen på det kraftigste var inspireret af frygten for oprør, idet bønderne mangfoldige steder allerede havde befriet sig selv, og adelen således kun havde to udveje, enten at blive sat udenfor spillet eller selv opgive sine forrettigheder, hvorved den dog kunne vente at bevare nogen indflydelse på sagernes gang; tillige blev - som tidligere udviklet - hoveriet en mindre og mindre rationel form for landbrug på dét daværende tidspunkt. Kaster vi endelig et blik på de institutioner, der har haft den opgave at værne om den bestående retstilstand, retshåndhævelsens institutioner, proces og straffeinstitutet, kan man også her læse sig til de økonomiske forholds beskaffenhed i deres hovedtræk. Under enevælden og lensvæsenet er forbrydelser mod personen de overvejende; men de styrende bryder sig heller ikke om et menneskeliv mere eller mindre. Først efterhånden som befolkningstætheden forøges og civilisationen stiger, stiger også den formelle anerkendelse af personens værd; krænkelser mod personen, den fri borger, tager af, medens straffen herfor øges. Men især overfor forbrydelser mod ejendommen viser det sig, at straffeloven ikke er udtryk for fælles menneskelige ideer, men kun for de besiddendes interesser. Deres økonomiske interesser er nemlig omgærdet med en regn af straffebestemmelser, og det viser sig gang på gang, at de forbrydelser, der er de mest farlige for de besiddendes klasseinteresser, straffes altfor hårdt, som f.eks. for tiden de små ejendomskrænkelser: tyveri, hæleri m. fl., medens omvendt bedrageri i mange tilfælde er straffrit, så snart tabet bliver erstattet med penge, og hensynet til, at en vis forbrydelses vækst altid bunder i dybe sociale årsager, overfor hvilke nok så drakoniske straffeforholdsregler er uden virkning, da disse ikke fjerner årsagen (kriminalistforeningens bestyrelse, »Pryglestraffen«, side 9), har hidtil aldrig spillet nogen videre rolle i de besiddendes klasselovgivning. Tilstrækkelig kendt er jo også stillingen til fagforeningsbevægelsen, og de politiske og sociale klassedomme. Altså, retstilstanden er altid udtryk for ejendomsforholdene og de besiddendes grundinteresser, og at det må være så, er jo også klart, når man betænker, at en lov så godt som altid forudsætter en vis tilstand, som den blot lovfæster, og kun sjældent virker egentlig skabende eller ændrende på grundlaget; når slige forsøg af og til er gjort, er den pågældende lov - som retshistorien viser - i reglen kun forblevet et dødt bogstav. De reformer, der virkelig gennemføres til materiel fordel for de besiddelsesløse alene, er enten fremkaldt af frygt, af stemmefiskeri eller af andre politisk-taktiske grunde, eller, hvis ikke, dog uden indflydelse på de besiddendes grundinteresser. Som fader Holberg siger: »Turen kommer og til dig, Dave! Når jeg kommer i de små gader, og folk af første klasse ere hjulpne« (Ludvig Holberg: Plutus eller Proces mellem fattigdom og rigdom).

Det moralske

Efter at have undersøgt forholdet mellem det økonomiske grundlag og den politiske og juridiske overbygning, er det naturligt at kaste et blik på forholdet overfor filosofi og religion og se, om der skulle være nogen forbindelse mellem de materielle økonomiske forhold og de nævnte højere ideologiske fremtoninger. Vi vil da særligt beskæftige os med moralen, dels på grund af det nære principielle forhold mellem det juridiske og det moralske, dels fordi det moralske spørgsmål i videste forstand (etikken, læren om den rette handlen) har så fremtrædende en plads både indenfor de filosofiske og de religiøse systemer. Når man lige undtager den ganske uvidenskabelige teologiske etik, der går ud fra, at moralbudene som de middelbare udtryk for guds vilje een gang for alle er givne gennem en åbenbaret religions trosskrifter og som sådanne altså uforanderlige, er der i nutiden iøvrigt så godt som almindelig enighed om, at også moralen er underkastet udviklingens love og de moralske regler derfor stadig genstand for ændringer. Som allerede Holberg (L. Holberg: Philosofus udi egen indbildning (Pernille) siger: »Det er med moralen beskaffet som med de fleste andre videnskaber, at de hvert hundredår får en ny skikkelse.« Og det er derfor for en videnskabelig betragtning givet, at hvis der står en guddom bag ved tilværelsen, da kan denne guddoms hensigter med menneskene dog i det mindste ikke stride mod de naturens og livets love, som hans skabninger er underkastet (jfr. Søren Hansen: Etikkens begrundelse, s. 223-25), og da disse love i hvert fald delvis ændres med samfundslivets forskellige organisation og de vidt forskellige økonomiske betingelser, hvorunder menneskeheden har levet, må også levereglerne, etikkens bud, naturnødvendig ændres og have et forskelligt indhold til de forskellige tider, da de ellers ville svæve i luften og miste al virkelig betydning. Og denne formodning, som man således rent på forhånd, hvis man står frit - uden at være hildet i dogmatisk-teologiske vildfarelser - absolut må nære, bekræftes da også fuldtud ved et blik på historien (jfr. herom f.eks. Alex. Kraft: Retten og den praktiske moral, samt Cl. Wilkens og Søren Hansen: anførte værker). De enkelte vigtigere moralbud viser sig da at være så åbenbart udtryk for det sociale livs krav og undergivet ændringer efter dettes behov, at selv de »åbenbarede« religioners moralfortolkninger har måttet bøje og strække sig efter tidens krav. Tag f.eks. et par så fundamentale bud som det 5te eller det 7de! »du må ikke ihjelslå«, hedder det nu overalt. Men på tidligere samfundstrin måtte man gerne slå ihjel, ja, på de mest primitive ikke alene slå ihjel, men bag efter æde ligene. På visse primitive samfundstrin kom man da på en praktisk måde over alderdomsforsørgelsen ved at spise de gamle, andre steder sparede man børnehjem ved at gøre kort proces med børnene o.s.v.. Det nytter ikke at sige til slige folkeslag, at de ikke må slå ihjel, når de økonomiske forhold nøder dem til at gøre det, i de fleste tilfælde fordi samfundet ikke er nået så vidt i udvikling, at det ville være til økonomisk fordel at gøre de overvundne fjender til slaver i stedet for at dræbe dem. »Du må ikke stjæle«, lyder det andet af de nævnte bud. Følger man dette buds historie, vil man få den skønneste illustration til det økonomiske samfundslivs betydning for moralen. For det første er det jo klart, at forbudet mod at stjæle er ligefrem afhængigt af et vist mål af samfundsliv. Sålænge individerne levede isolerede eller så godt som isolerede, var dette forbud selvfølgelig utænkeligt. Men efter at menneskene havde måttet slutte sig sammen i mindre samfund (horde, klan, stamme), kommer forbudet mod at stjæle frem, dog naturligvis således, at det kun gjaldt lysten til at tilegne sig familiens eller stammens ejendom, medens det tværtimod var en fortjenstfuld gerning at røve og plyndre fra andre stammer. Men efterhånden som samfundet breder sig og befolkningen øges, bliver det for samfundsfredens skyld nødvendigt at udvide og skærpe forbudet mod tyveri. Der vil nu efterhånden opstå en »offentlig mening«, der fordømmer tyveri, og i tidens løb vil det at stjæle - rent bortset fra frygten for den juridiske straf - i den menneskelige bevidsthed stå som noget moralsk forkasteligt, på et mere primitivt trin stærkt knyttet til religiøse forestillinger, en belønnende eller straffende guddom, senere gennem arv og socialt instinkt fastgroet også hos det menneske, der ikke tror på anden straf eller belønning end den jordiske. Men alligevel: Tyveri-begrebet vil i sin afgrænsning stadig rette sig efter hver tids behov eller rettere svare til, hvad den økonomisk stærkeste klasses interesser i ethvert tilfælde kræver. Og medens man f.eks. nu til dags omhyggeligt straffer og i hvert fald i overklassen forarges over småtyverierne, væsentlig uden hensyn til motiverne, kræver den gældende frikonkurrencemoral og det kapitalistiske forretningsliv, at børstransaktioner og svindel, der ofte vil virke langt mere demoraliserende, betragtes som fuldt ud hæderligt erhverv, ja, ovenikøbet har en tendens til at gøre sin mand særlig anset i det moderne samfund. Og man ser da også, hvorledes moralreglerne særligt sættes under diskussion i økonomiske opløsningstider som de nuværende. Overalt er der diskussion: om forholdet til det religiøse, familielivet, forholdet mellem kønnene, børnenes opdragelse o.s.v. (se iøvrigt om disse spørgsmål hos Fr. Engels: Familiens, statens og privatejendommens oprindelse, og Bebel: Kvinden i fortid, nutid og fremtid). Og hvad særligt de moralske regler angår, der skulle have betydning for det økonomiske samkvem og forholdet mellem samfundets forskellige klasser, ser vi til den ene side den hensynsløse overklassemoral med den stærke betoning af individets ret, herremoralen (Nietzsche) brede sig (jvf. artiklerne om handelsmoral, »Socialisten«, 3. årg. nr. 2, 4 og 6), og til den anden side det kæmpende proletariats moral med den stærke hævdelse af solidaritetens, af samfundsfølelsens moralske værdi bane sig vej (jvf. fru Henriette Roland Holsts artikel i »Fremad« fra d. 14 marts 1908). Da således moralbudene i alt væsentlig er givne med det økonomiske samfundslivs behov, kan det heller ikke undre, at vi overalt på de samme kulturtrin træffer de samme moralske hovedregler, hvad enten menneskene kalder sig kristne, jøder, muhamedanere eller ganske gudløse. »Har end religionerne foregrebet menneskehedens idealer, har de dog praktisk måttet rette sig efter de real sociale forhold«). Det ville naturligvis være tåbeligt at nægte kristendommens overordentlig store indflydelse i mange henseender, men det ville dog være endnu tåbeligere at overse, hvorledes de etiske forestillinger, kristendommen er bærer af, delvis er gammelkendte, delvis er blevet forskellig opfattede gennem tiderne, hvorledes fortolkningen stadig veksler, hvorledes kirken alter og atter er gået på akkord. Vi behøver i så henseende blot at henvise til kirkens stilling til og indflydelse på hoveriets og slavehandelens afskaffelse, som vi allerede har beskæftiget os med i det foregående. Eller se på, hvor ringe betydning det absolutte forbud mod at ihjelslå har haft. Selv efter århundreders forløb anses det for fuldt ud kristeligt at slå ihjel, når der er tale om massemord, foretaget af uniformerede individer efter visse ondartede regler, derunder at de kæmpende tilhører forskellige statssamfund, hvilket kristeligt talt burde være revnende ligegyldigt. Omvendt er det en skrækkelig forbrydelse, hvis massemordet foregår indenfor samme nation, hvor det er underklassen, der gør oprør, i hvert fald til revolutionen har sejret. Eller se på dødsstraffens historie! Gives der nogen bedre illustration til den her hævdede opfattelses rigtighed. Har kirken ikke altid fortolket det 5te bud efter vedkommende samfunds, eller endnu skarpere de regerende klassers økonomiske klasseinteresser. Eller tænk på det religiøse forbud mod at tage rente! Det er i den grad bukket under overfor det økonomiske samfunds faktiske behov, at nu knap nogen aner dets eksistens. Det er kun meget naive mennesker, der tror, at kristendommen gennem tiderne stedse har været den samme. Som dr. P. Ernst bemærker: »Kun navnet og den ubrudte udviklingsrække holder de forskellige tidsrum sammen. Ved nutidens begyndelse hører vi pludselig om hekse og al mulig overtro, (jfr. også inkvisitionens, afladshandelens betydning osv.) og det, som vi nu til dags opfatter som det sjæleligt værdifulde i religionen, blev i middelalderen stillet tilfreds hos folket af det, der senere kaldes overtro, og kristendommens ydre forfatning var da det vigtigste ved den«. Kristendommens lærere har nemlig altid forstået at afpasse de religiøse krav efter tidens, at følge med tiden i denne som i andre retninger, omend kun langsomt og nødtvungent, at skaffe deres kirke den størst mulige verdslige og økonomiske magtstilling, og kristendommen, der ved sin fremtræden var af betydelig revolutionær værdi i det daværende samfund (som er underklassens religion i modsætning til f.eks. buddhismen) er efterhånden i den form, den har fået gennem kirkens magt, blevet af overordentlig »samfundsbevarende«, dvs. reaktionær værdi, hvorfor de herskende også ihærdigt støtter kirken, trods deres personlige irreligiøsitet, medens omvendt underklassen, når den bliver sig bevidst, historisk set ganske naturligt identificerer kristendom og statskirke, vender al den harme, den sidste fortjener, mod selve religionens begreb og kræver de store værdier, som et personligt gudsforhold utvivlsomt rummer for overmåde mange mennesker, opgivet til fordel for den rene negativisme. Men det er bornert at nægte muligheden af en guds tilværelse eller et evigt liv, sjælevandring osv.. Det er ganske uvidenskabeligt at knytte en materialistisk historieopfattelse til en kras, filosofisk materialisme, og det er ganske unødvendigt at gøre det, selv om Marx og Engels - tildels af historiske grunde - som børn af deres tid personligt savnede begreb om religiøsitetens betydning og som videnskabsmænd betragtede på dette område er enestående bornerte. Som tilhænger af en økonomisk historieopfattelse kan man, når man ikke vil ud på gyngende grund, ikke nå videre end til at hævde, at erfaringen og historien viser, hvorledes de materielt-økonomiske forhold også har spillet stærkt ind på det moralske og religiøse område, hvorledes de moralske og religiøse ideers fremgang altid har været betinget af og har lempet sig efter det tilsvarende økonomiske samfunds behov, hvorfor det ganske vist også er ganske umuligt at tro på åbenbarede moralbuds ubetingede gyldighed, og menneskeheden har som helhed da forøvrigt praktisk taget heller aldrig taget det så nøje overfor disse sidste. Mennesket har nu engang så dybe rødder i denne verden, er i så høj grad afhængigt af sine materielle behov og som socialt væsen så inderlig knyttet til det økonomiske samfund, hvori det må leve, at disse samfundsforhold naturnødvendig må præge dets syn og udvikling, og kendskabet til enhver tidsalders økonomiske forhold i videre forstand vil derfor altid være nødvendigt for at forstå og forklare den specielle form, de rådende moralske og religiøse ideer praktisk vil tage for flertallets, derunder særligt det herskende flertals vedkommende. Det er altid gået som »Goethes kat« siger: »Jeg gjorde den erfaring, at menneskene, skønt de fuldt og fast tror på et næste livs uforstyrrede velvære, dog meget nødigt opgiver denne tilværelses uomtvistelige elendighed«.

Kunsten

Sidst i rækken af de ideologiske fremtoninger dvs. tilsyneladende i det fjerneste forhold til det materielle-økonomiske samfundsliv, står kunsten, hvis udøvere altid kun vil være en ringe part af samfundets medlemmer, og hvis udøvelse tilsyneladende i så høj grad er betinget af rent personlige forudsætninger. Betinger de materielle forhold i samfundet også de kunstneriske fremtoninger indenfor samfundslivet, bliver da det sidste spørgsmål, der kræver en besvarelse. Er der virkelig nogen forbindelse mellem det økonomiske grundlag, mellem dyrkningsmetoderne, produktionsteknikken osv. og malerens eller tonekunstnerens beåndede stræben, mellem den grove, materielle produktion og den æteriske kunstneriske abstraktion? Ja! Nogen forbindelse er der under alle omstændigheder, endda mere end tilstrækkelig tydeligt, tilstede. Vi tænker ikke her på det selvfølgelige faktum, at jo rigere samfundet er, desto større mulighed vil der også være for udøvelsen af kunsten som for afsætningen af dens frembringelser, men på den kendsgerning, at kunsten først opstår i det samfund, der materielt set er nået så vidt på udviklingsstigen, at der i hvert fald for samfundets overklasse bliver plads til at ofre tanker og kræfter på fantasilivet, og at man endda først under en ret højt udviklet materiel kultur når ud over den rent barnlige, kluntede efterligning til opgaver, hvis løsning kræver en virkelig indtrængen i skønhedens rige, en virkelig beherskelse af formen. Men med denne uomtvistelige forbindelse kan den økonomiske historieopfattelse ikke være tilfredsstillet. Denne kan ikke nøjes med det ene faktum, at kunsten som forudsætning overhovedet kræver et vist mål af materielt samfundsliv. Skal den økonomiske historieopfattelses rigtighed her kunne godtgøres eller sandsynliggøres, må afhængigheden stadig være tilstede og det således, at man kan påvise, at omvæltninger i det økonomiske liv også - hurtigere eller langsommere - virker ind på det kunstneriske, i hvert fald når blikket fæstes på de større, de afgørende tidsperioder. Men kan en slig afhængighed godtgøres? Det ville være en altfor vidtløftig opgave her at søge spørgsmålet løst for enhver enkelt kunstarts vedkommende: digtekunsten, tone, billedhugger, malerkunsten, arkitektur osv., og vi vil derfor nøjes med en enkelt kunstart og vælger da maler og billedhuggerkunsten, de bildende kunster, særligt fordi disse synes at stå det materielle samfundsliv allerfjernest. Hvad har de økonomiske samfundsforhold at gøre med en Phidias', en Praxiteles' fremståen, med hele den blomstrende antikke kunst? Hvorfor forfaldt kunsten i Grækenland (og Rom) og stivnede mere end et tusind år igennem? Hvorfor vågnede sansen - særlig for menneskefiguren - igen i det 14-15. århundrede og hvorfor fornemmeligst i Italien og Nederlandene? Er det ikke en fortvivlet opgave at søge en forbindelse mellem de økonomiske forhold og den lange kæde af renæssancemestre fra Masaccio gennem Leonardo da Vinci, Michelangelo, Rafael, Tizian til Rubens og Rembrandt? Og videre gennem rokokotiden til ny-klassicismen, til Sergel, Canova, Thorvaldsen, David, Dubois, osv.. Ja, let er opgaven ikke, og det er formodentlig også derfor, at f.eks. Nic. Petersens pjece om den materialistiske historieopfattelse ikke har eet eneste ord om det økonomiske og kunsten udover de almenomfattende postulater, den vrimler med. Vanskelighederne er store og forskelligartede. For det første er forbindelsen i høj grad indirekte og tilsløret, og en mængde forhold spiller ind; særlig har naturligvis de klimatiske forhold, folketemperamentet og traditionen som også de personlige betingelser her en særlig stor betydning. Men dernæst kræves der til at løse denne opgave på en måde, der kunne overbevise modstandere, en kolossal viden; vedkommende skulle i virkeligheden være specialist både i nationaløkonomi, sociologi, alm. historie og kunsthistorie og desuden i stand til at danne sig et overblik, og de følgende bemærkninger, der ovenikøbet er en lægmands, er altså i virkeligheden kun dilettanteri. Derfor nytter det heller ikke at ville søge at godtgøre mere, end at der, når de store tidsperioder tages for sig, er et parallelforhold tilstede mellem de økonomiske og de kunstneriske brydningsperioder; at bevise, at denne parallel i virkeligheden er et udtryk for et årsags eller dog et afhængighedsforhold, er som sagt en altfor vanskelig opgave for et almindelig dødeligt menneske. Men lad os alligevel prøve at kaste et blik på historien, væbnede med den kendsgerning, at et parallelt forhold i reglen faktisk vil være udtryk for en vis afhængighed, hvilket in casu berettiger til den slutning, at det er det økonomiske samfundsliv, der har denne indflydelse på kunsten, ikke omvendt. Det viser sig da - som berørt - at vi først på et vist højere trin af samfundslivet møder virkelig æstetisk kunstsans og evne til at udtrykke den. Og selv hvor denne evne udtalt er tilstede som f.eks. hos oldtidens ægyptere med deres rige og alsidige kultur, viser kunsten dog tusinder af år igennem en besynderlig mangel på udvikling; den præges stadig af den samme stive uforanderlighed, som udmærker det tilsvarende økonomiske samfund. Livfuldhed og den fulde beherskelse af formen, navnlig i gengivelsen af det fri, skønne menneskelegeme træffer vi først i de græske, demokratiske småstater, hvis overklasse er rig, uafhængig og højt kultiveret. Den antikke kunst holder sig her på et overordentlig højt stade, så længe de græske stater bevarer deres økonomiske og politiske frihed, og den græske kunst får indpas i det ligeledes fri og uafhængige rom, hvor glæden ved livet og friheden navnlig i begyndelsen præger kunsten. Men efterhånden som Romerriget forfalder i vellevned og blødagtighed, går kunsten tilbage, og den tidligere livsglæde og evne til fremstilling af det idealiserede menneske går ganske tabt i den økonomiske opløsningsperiode, der begunstiger det kristne livssyns opståen og fremtrængen på ruinerne af den antikke kultur. »Sangen til pris for solens lys, rosernes krans, livsglæden og livsnydelsen krydses af sang, som takker for lidelsen og for den voldelige død, der bringer blodvidnernes sjæle til paradiset. Således stod de nye tanker mod de gamle. Således vendtes op og ned på forestillingerne om livets hensigt og det rette mål for menneskenes attrå« (Karl Madsen: Billedkunsten, s. 49). I de følgende urolige århundreder er kunsten ganske i forfald eller stivnet i konventionalisme og er i øvrigt ganske trådt i kirkens sold, særlig til brug for kirkernes udsmykning. Først da der påny er blevet grøde i det økonomiske liv efter folkevandringernes forstyrrelse, og da korstogene havde indvarslet et nyt fremstød, afløses den stive, tunge og triste romanske kunst af gotikens periode, og glæden ved livet samt interessen for menneskets legeme og for studiet af den dejlige natur vokser og vokser og når sit højdepunkt under højrenæssancen, det 14.-15. århundrede, de store opdagelsers og opfindelsers, den frembrydende verdenshandels, det opkommende borgerskabs og byernes tidsalder. Begunstiget af rige og kunstinteresserede fyrsteslægter bredte kunsten sig fra Italiens lyse og skønhedsfyldte mestre mod nord til de mere tankevægtige og alvorsfulde germanere og bryder særligt igennem i Nederlandene, der efter religionskrigen med de spanske tyranner når til livlig deltagelse i verdenshandelen og det opblomstrende økonomiske liv. Men efterhånden som overklassen under de enevældige konger frådser i rigdomme, forsumper og stagnerer i materielle nydelser, forfladiges og forsimples kunsten atter, indtil rokoko(paryk)tiden afløses af ny-klassicismen, antikkens fornyede genfødelse, der ledsager bruddet med feudalismen og det liberale borgerskabs økonomiske og politiske frihedskamp. Og det samme bølgende liv, den samme uro og delvise opløsning, som har kendetegnet det sidste århundredes planløse økonomiske forhold, privatkapitalismens guldalder, har også præget dette tidsrums kunst. Dette viser sig mere end noget steds på karikaturstegningens område. Denne satiriske kunstart er måske bedre end nogen anden i stand til at illustrere det økonomiske samfunds betydning for kunsten. Studiet af Hogarlh, Beardsley, Gavarni, Daumier, Goya o.s.v. ville være af stor interesse og ikke sige lidt om de økonomiske forholds betydning for tidsalderens kunst, ikke blot for emnevalget, men også for den kunstneriske form, skarphed og følelsers dybde; men vi kan ikke her fordybe os yderligere i dette spørgsmål. Dog er det vanskeligt at tilbageholde en bemærkning om, hvorledes nutidens oprevne økonomiske liv og bourgeoisiets degeneration ligefrem lyser ud af vor tids karikaturkunst, som forøvrigt også af andre kunstarter, jfr. Alkove-litteraturen, de liderlige valseoperetter o.s.v.. Tænk blot på den franske karikatur, der lever og ånder i bourgeoisiets perversitet og variétékultur; hvis mest fejrede kunstnere er »stjerner« som en Yvette Guilbert: »Yvette afspejlede forstyrrede hjerners krampetrækninger, nervesvækkedes slatne begærlighed, forgæves stormrend efter de sidste stimulanser, et målblottet og håbløst depraveret samfunds hele forrådnelsesproces. Og hun blev muse for den mand, Toulouse-Lautrec († 1901), hvis hele værk er en lasternes højsang, et heltedigt over det utilslørede skørlevned, en diabolisk berømmelse af alt ryggesløst, urent, uægte og bagvendt« (C. E. Jensen: Karikaturalbum II, s. 292). Også derved afspejler de økonomiske forhold sig i kunsten, at denne næsten altid har været overklassens kunst; først nu mærker man lidt efter lidt, efterhånden som klassekampen skærpes, sansen og interessen for underklassens bevægelse vågne, ikke mindst gennem den sociale satire. Ved disse antydninger må vi lade det bero, idet vi er klar over, at der her, hvor vi befinder os på ideologiens overdrev, stadig vil være mange spørgsmål, som takket være årsagssammenhængens dunkelhed ikke vil kunne opklares. Forbindelsen mellem det økonomiske grundlag og kunsten er som udviklet i høj grad vanskelig at udløse, i høj grad indirekte og fordunklet; mange forskelligartede faktorer spiller ind. - hvor kan det være, at det økonomisk stillestående Island har kunnet præstere en så ypperlig kunst som eddaerne og sagaerne, der ville være utænkelige hos nordrusserne, der dog tilsyneladende har levet under lignende forhold? Hvorfor afstedkom de økonomiske forhold, der fremkaldte renæssancen, ikke en lignende genfødelse i de andre lande, som i Italien og Nederlandene, navnlig i andre protestantiske lande? Hvorfor opstår et geni som Thorvaldsen i det grå Danmark? osv. osv.. Det er givet, at de klimatiske forhold ofte har en stor betydning, men hvor stor og hvilken? I mængde dukker spørgsmålene op, men alligevel! Vi har ret til at svare: forbindelsen er fordunklet og indviklet, men den er der. Se på de store linier i historien og du vil finde, at den skinner frem af mylderet; du vil se, at den økonomiske tråd er hovedtråden i vævet - eller kan du finde nogen anden? Nej, du kan ikke! Gå i dybden, og du må på dette som på alle andre områder give Karl Marx ret. Hans syn på menneskehedens udvikling er genialt: det økonomiske moment er menneskearten egent; endnu den dag i dag er det hjernens vigtigste arbejde at mætte munden: »det materielle liv er forudsætningen for alt andet og for så vidt også bestemmende derfor«. Når man gennemlæser det foregående, vil man formentlig se, at grunden til dens fremkomst væsentlig har været ærgrelse over, at såvel tilhængere som modstandere af »den materialistiske historieopfattelse« har betragtet denne som hvilende på den filosofiske materialisme. Ganske vist har jeg ikke været uvidende om, at en slig betragtningsmåde historisk set ikke er uden hjemmel, men på den anden side har det netop været opgaven at udløse det centrale i teorien, at fjerne det tidsbundne, at se bort fra det blot polemiske ved den og endelig fremfor alt at undgå at grunde den på ganske ubevislige eller dog ubeviste hypoteser som den filosofiske materialisme, den absolutte determinisme o. a.. Skal en teori videnskabeligt set undgå tidens tand, må den selvfølgelig ikke være bygget op på modehypoteser, der netop er oppe på overfladen i vedkommende tidsalder for muligvis derefter, når modstrømninger gør sig gældende, atter at synke tilbunds. Sålænge påstand står mod påstand, kan den teori, der ensidigt og uden nødvendighed knytter sig til en bestemt, ubevist hypotese, ikke siges at bygge på videnskabelig grund. Skal den materialistiske historieopfattelse derfor gøre krav på videnskabelig værdi, må den i hvert fald for tiden være neutral overfor teorier som de ovenfor nævnte. Den må »nøjes« med at bygge på erfaringsvidenskaberne og omgås de filosofiske spekulationer med yderste varsomhed. Det er muligvis flottere - i hvert fald mere ungdommeligt - at råbe »hurra«, hver gang en eller anden filosof fremsætter en ny tanke eller rettere søger at løse en gammel gåde på en ny måde; det er naturligvis pokkers moderne straks at indlemme enhver »radikal« forsøgsballon i sin katekismus, men det er nu engang ikke helt ud i det blå, når Arne Garborg i »Trætte mænd« kalder videnskaben »det systematiske vi-ved-ikke«, og det er allenfals betydelig forsigtigere og derfor også mere videnskabeligt at gå kritisk tilværks, at bygge på erfaringen alene, til vi får beviser, fremfor straks at ophøje den teori, der af en eller anden grund tiltaler os, til dogme. Efter ringe evne har vi i det foregående søgt at gennemføre det forsigtige synspunkt, og har derved også større mulighed for at vinde det socialt-interesserede, men dog samtidigt nøgternt tænkende menneske, som bevægelsen dog ikke kan undvære, når teorien ikke alene skal benyttes til blot agitation eller blive en bold for den pseudovidenskabelige halvdannelse. Hvad den økonomiske historieopfattelse ved det her hævdede synspunkts gennemførelse taber i ensidighed, vinder den i videnskabelighed.

»Hvad Syndikalisterne vil!« Kbh. 1909

Hvad er Syndikalistisk Forbund og syndikalisme? Syndikalisme er en oplysende, uafhængig, økonomisk kampbevægelse, der har sit udspring i den fagligt organiserede arbejderklasse. Den er international, revolutionær, anti-parlamentarisk og anti-militaristisk. Den har til formål direkte, gennem fagforeningerne, ved alle midler at angribe privatejendomsretten, for derved at afskaffe udbytningen og omstyrte det kapitalistiske samfund. Den vil samtidig - ligeledes gennem fagforeningerne - ordne og overtage produktionen. Hvad vil syndikalisterne? 1) Vi vil indenfor vore fagforeninger agitere for, at udbredelse af socialistisk forståelse bliver grundlaget for hele arbejderklassens kamp, 2) at den faglige bevægelse frigøres for at forbindelse med den politiske - dvs. den kommunale og den rigsdagsparlamentariske - virksomhed, 3) at al faglig samvirke kun foregår under former, hvorved de enkelte fagshandlefrihed ikke beskæres, 4) at der oprettes industri- eller brancheforbund, der væsentlig må virke som oplysningsbureau for sin specielle industrigren, 5) at tanken om lærlingeorganisationer og derigennem hævelse af lærlingenes løn realiseres af fagforeningerne, 6) at der mellem fagforeninger og arbejdskøbere ikke afsluttes nogen overenskomst, der er bindende med opsigelse til bestemt tid, 7) at fagforeningerne gennemfører kravet om at få indflydelse på arbejdsforholdene - såvel over ledelsen af arbejdet som over benyttelse af værktøj og lokaler, 8) at akkordarbejde afskaffes til fordel for dag- og ugelønssystemet, 9) at fagforeningerne i særlig gradlægger vægt på arbejdstidens forkortelse, 10) at de arbejdsløse af det offentlige kræver en understøttelse, der svarer til en almindelig arbejdsløn, 11) at vi som støtte i vore kampe benytter sympatistrejken, 12) at fagforeningerne specielt udbreder kendskab til den sociale generalstrejke, og 13) at der af fagforeningerne ligeledes drives en energisk antimilitaristisk agitation. 14) Vi vil drive en offentlig agitation for, at der oprettes brugsforeninger, for derved at skabe forståelse af og interesse for den kooperative bevægelse, 15) at den kooperative bevægelse stilles sideordnet med den faglige og virker med det mål for øje at ordne og overtage fordelingen af det producerede, 16) at den kooperative bevægelse skaffer oplysninger om forbrugets størrelse og derved danner grundlaget for en planmæssig produktion, 17) at den kooperative bevægelse, når den går over til at danne produktionsforeninger, baserer disse på forudbestilling af produktet i modsætning til de nuværende »kooperative« foretagender, der arbejder på et rent kapitalistisk, spekulationsmæssigt grundlag, 18) at arbejderklassen ledes bort fra troen på parlamentarismen, som er den sikkerhedsventil, hvorved det kapitalistiske samfund bortleder arbejdernes opmærksomhed fra deres magt som
organisation, og derved forvirrer begreberne, 19) at arbejderklassen kommer til at indse, at den virkelige magt ligger i selve det økonomiske liv, idet enhver reform, der tilsyneladende gennemføres ad parlamentarisk vej, er fremtvunget af en tilsvarende, forudgående forandring i produktionslivet, og 20) at arbejderne, i stedet for at spilde sine kræfter på parlamentarismen, der kun er en skygge af det økonomiske liv, stiller sine krav direkte gennem de økonomiske foreninger, der for den arbejdende klasse er de faglige foreninger, 21) at der udbredes almen kendskab til såvel naturlovene som de sociale lovefor derved at undergrave den for arbejderbevægelsen skadelige autoritetstro og de dermed følgende falske moralbegreber, 22) at arbejderne ikke i noget som helst tilfælde benytter sig af kirkelige handlinger, 23) at arbejderne forbyder at deres børn modtager religionsundervisning i skolerne, 24) at arbejderklassen lærer at forstå militærinstitutionen, der er kapitalisternes sidste middel til med vold at holde arbejderklassens krav nede, 25) at arbejderklassen afholder sig fra nydelsen af alle stimulerende drikke, der svækker individets tanke- og handle evne, og derved - da en klar forståelse af det sociale liv i alle dets enkeltheder er en nødvendighed - står som en hindring for arbejderklassens frigørelse.

»Fagoppositionens sammenslutning« 1910

Fagoppositionens sammenslutning blev stiftet d. 22. september 1910. Den optager kun fagorganiserede arbejdere. Dens formål er: gennem fælles optræden i alle fagforeninger lidt efter lidt at omdanne fagforeningerne til i deres form og kampmåde at være et virkelig brugbart våben i kampen mod udbytterne. Således som moderationen indenfor arbejdernes bevægelse er samlet og organiseret gennem »DsF«s ledelse, således vil vi samle og organisere frisindet og fremskridtet til gavn for arbejderne og bevægelsen. Al opposition er hidindtil slået ned, fordi den var spredt og planløs. Vor organisation kalder derfor på alle frisindede og organiserede arbejdere, som er utilfredse med den nuværende form og kampmåde. Vi kalder på alle jer, der gennem en samlet optræden og gennem positive forandringer vil være med til at udvikle og forbedre fagbevægelsen til gavn for arbejderne. Vi tager intet indskud og kontingentet er kun 25 øre om måneden.

Gå aldrig ind på den femårige overenskomst! 1911

Det menneske, der sælger sin arbejdskraft for en måned ad gangen, er tyende. Om disse har »Social-Demokraten« skrevet og alle socialdemokratiske talere råbt, at de var slaver, som skulle frigøres. Hvad skal man så sige om jer, der nu skal bindes for en årrække? De voldgiftslove, overenskomster og regulativer, I skal arbejde under, er langt værre og farligere end tyendeloven. Den femårige overenskomst er den groveste krænkelse af jeres menneskeret. Den indfører hoveriet gennem jeres organisationer og gør jer til slaver. Kapitalisterne har frihed til stadig at forhøje prisen på de levnedsmidler, I skal købe for jeres ugeløn, men I har ikke ret til at forhøje lønnen i forhold til varernes prisstigning. Kan I da ikke se, at dette forhold er vanvittigt! Kan I da ikke se, at det ender i jeres egen elendighed! Sælg aldrig denne ret; thi denne ret er jeres eksistensberettigelse. Den er jeres grundlovsret. Uden denne ret er I en kaste, som er frataget den ret, alle andre stænder og klasser lever på, individernes fri ret til at bestemme prisen på den vare, de frembringer og sælger. I giver den sidste rest af selvstændighed bort den dag I går ind på den femårige overenskomst. I giver udbytterne ret til at udbytte jer så meget de vil, uden at I er i stand til at gøre den mindste modstand. Hvad gør det, at kapitalisterne i dag giver jer 10 øre mere i timen for den femårige overenskomst, når de i morgen og fremdeles hver dag i de kommende fem år kan stjæle jeres lønforhøjelse og mere til i form af forhøjede priser på jeres livsfornødenheder. Betingelsen for, at I vedblivende kan holde jer oppe, er, at I til alle tider har den samme ret som jeres udbyttere, nemlig retten til at bestemme jeres varers pris i forhold til de øvrige varers priser. Uden denne ret er I håbløst fortabte, og det er en nådessag fra udbytternes side, om I skal bringes ned i den dybeste elendighed eller lige holdes på sulteniveauet. Det er denne ret, arbejdskøberne vil tiltuske sig for nogle øres lønforhøjelse, og det er det, som »DsF«s ledere ved alle midler søger at tvinge jer til. Men, arbejdere, lad jer ikke korsfæste! Stem den femårige overenskomst ned; thi den betyder sulteløn i 10 år! Når I i de kommende fem år, i kraft af overenskomsten, er grundigt udbyttede, da står I magtesløse, og foran ligger da en streng arbejdsløshedsperiode igen, som vil bringe jer endnu dybere ned. Hvis I har jeres selvstændighed og menneskeværd kær, og hvis I vil frelse jer selv og jeres familier fra undergang, da kan I under ingen omstændigheder gå med til den femårige overenskomst. Stem den ned! Kravet om sympatistrejke skal ikke forstumme, og lederne kan ikke ved smædeskrivelser slå det ned. Arbejderne er ikke fordærvede, og når blot der bliver kaldt tilstrækkelig højt, da vil de fag, som skal bruges, også høre råbet og komme. Lad dog ikke moderationen indenfor vor egen ramme overliste os. Lad os være vågne og parate. I disse dage forhandler lederne, og de vil forfølge deres mål, hvis vi ikke er årvågne. Kammerater! Derfor må vi stå sammen og drøfte resultatet af forhandlingerne! »Fagoppositionens Sammenslutning« indbyder derfor frisindede, organiserede arbejdere til møde i aften torsdag, kl. 8 i den store sal, Ryesgade 106. På dette møde vil den femårige overenskomst og forhandlingernes resultater blive drøftet, og der vil blive taget stilling til hele den foreliggende situation. For at give mødet og dets krav fornøden vægt, opfordrer vi de frisindede arbejdere til at møde talrigt. Situationen er alvorlig, vor klasses frihed i fare; derfor bort med sløvheden! Bort med ligegyldigheden! Tiden er inde til handling! Som en befriende storm skal oppositionen rejse sig og rense ud det, som blev for gammelt og moderat indenfor vor egen klasse. Vi må rejse arbejderklassen til kamp mod undertrykkerne. Arbejderne er stærke og har kræfter nok. De skal blot bruges efter tidens fordringer. Alle, som vil binde os, skal finde os vågne og beredte. Oppositionen må stadig være på højde med situationen! Derfor til møde, og mød i god tid! Bestyrelsen for Fagoppositionens

Tale af Th. Stauning i Folketinget d. 9 december 1911

......vi socialdemokrater er aldeles ikke af den opfattelse, at det bedste ville være et samfund uden lovgivning, vi kræver love så for den ene og så for den anden gruppe arbejdere, fordi vi har den tro, at vi under de nuværende samfundsforhold står os ved i så vid udstrækning som muligt at lovfæste retsregler og beskyttelsesforanstaltninger for dem, der naturligt er de svageste i det bestående samfund. Jeg tror, at tyendet, som den svageste part under lovløse tilstande, ville komme til at lide i endnu højere grad, end det hidtil har måttet lide, under husbondens udnyttelse af den individuelle frihed. Foreløbig ville der næppe under en tilstand, hvor vi ingen lovgivning havde på dette område, blive ret megen individuel frihed for tjenestefolkene. Jeg foretrækker derfor under de nu bestående forhold en lovbestemt frihed fremfor den så meget udskregne individets frihed, vel at mærke, når den i praksis kun gælder den ene part, husbonden og ikke karlen eller pigen. Det lyder meget rask, når det ærede medlem siger: bort med denne undtagelseslov. Men det, der gør en lov til en undtagelseslov, er dens indhold og tendens. En tyendelov kan godt være en lov, der netop ligestiller tyendet med andre. Jeg erkender, at den nugældende lov i høj grad er en klasselov, der skaber en undtagelsesstilling. Jeg tror, at det vil lykkes her at skabe en lov, der netop højner tyendets stilling og ophæver det klasselovspræg, som vi kender så godt fra den nugældende lov af 1854. Når det ærede medlem og hans meningsfæller taler om undtagelseslove, vil jeg blot minde dem om, at der er andre undtagelsesforhold, som de ikke søger at udrydde. Hele arbejderklassens stilling er i høj grad en undtagelsesstilling, socialt og politisk. Den priviligerede valgret, der eksisterer til amtsråd og landstinget for et lille mindretal, er i høj grad en undtagelseslov, ganske vist behagelig for dem, der er så heldige at have denne privilegerede valgret, men ubehagelig for underklassen. Jeg synes derfor, at man skulle gribe ondet ved roden og først rydde det væk, der efter sit indhold må betegnes som et undtagelsesforhold, og som sætter et klassepræg på den ene eller den anden del af befolkningen. Det ville være mere værdifuldt end det ærede medlems stilling her. Jeg foretrækker en tyendelov, fordi de befolkningslag, som denne lov vedrører, ellers er i højeste grad retsløst stillede overfor de måske få - det er dog ligegyldigt, om det er få eller mange - der er hensynsløse nok til at udnytte den svagere part, og ud fra den samme betragtning har vi tilstræbt den bedst mulige lovgivning for industri, handel, håndværk og søfart. Under kapitalismen må der lovgives om arbejderforholdene for at give underklasserne et retsgrundlag, som de ellers ville savne overfor de stærkere. Gårdmanden må for mig beholde sin personlige frihed, så længe denne personlige frihed ikke træder tyendets interesser så nær, at det kan beklage sig. Den personlige frihed bør dog ikke omfatte retten til at give karle og piger, der skulle gøre arbejde for en, slette opholdsrum og sovesteder, thi da går det ud over tyendet som arbejder og som menneske, og da har man ikke lov til at hævde den personlige frihed i dens fulde konsekvens.

»Solidaritet« d. 16 december 1911 (syndikalisterne)

Vi vil! Stående på den uomstødelige sandhed, at arbejdet er kilden til al rigdom, og at hele udbyttet tilhører den, der arbejder, vil vi hensynsløst med alle midler bekæmpe de udbyttende klasser til fordel for det arbejdende folk. For at fremme denne vor positive opgave vil vi nedbryde enhver skranke, der forhindrer klasseligheden og klassefølelsen blandt arbejderne i at udfolde sig. Vi vil uden hensyn til politiske og religiøse anskuelser samle alle lønarbejdere til ensidig kamp for deres økonomiske interesser. Vi vil arbejde for, at de nuværende forældede fagforeninger udvikles til moderne lokale industri og brancheforbund. Vi vil af al vor evne arbejde for, at den uduelige fagkamp udvikles til industriel kamp, derved at vi bibringer arbejderne kendskab til og fortrolighed med den moderne kamptaktik: den pludselige strejke, obstruktion, den solidariske boycotning og sabotage. Ved denne taktik vil vi sprænge de lange overenskomster, når det tjener arbejdernes interesser. Med disse midler vil vi piske udbytterne med den evige uro. Ingen børsspekulation, ingen beregning, intet tilbud, ingen udbyttero, uden at disse kampmidler skal stå som en truende fare, som en magt, der kan vælte alle beregninger og bortfeje udbytternes profit (tyvenes andel). Med denne kampmåde vil vi udnytte enhver chance til at forbedre arbejdernes livsvilkår. Med al den kraft, fornuften og sandheden giver, vil vi bekæmpe det organiserede skruebrækkeri og i praksis lede arbejdernes solidaritetsfølelse ud i den lokale sympatistrejke. Vi vil lamme den udvidede lockout, sympatilockoutens sultesvøbe med den udvidede sympatistrejke. For den retsløse gælder ingen krigsregler. For den sultne gælder ingen love. Tager udbytterne brødet fra vore børn og slukker den varmende ild i vor fattige stue, da vil vi slukke lysene i deres kontorer, teatre og hjem, da vil vi standse vandets og lysets og kraftens strøm. Da skal disse griske, snyltende larver mærke, hvem de skylder hele deres tilværelse. Da skal disse bestyrere af samfundsmagten få at føle, hvis magt det er, de bestyrer. Vi vil lære arbejderne at kende deres vældige magt og i praksis at bruge den. Vi fortaber os ikke i dogmer og tågede teorier om fremtidens samfundsordning, den lader vi fremtiden ordne. Nej, hele vor vilje og hele vor kraft samler vi om den øjeblikkelige erobring af den økonomiske magt og gavner derved os selv og fremtiden bedst.

Program for det danske socialdemokrati af d. 13 februar 1913

Arbejdet er kilden til al værdi, og arbejdets udbytte bør derfor tilfalde dem, som arbejder. I det nuværende samfund bliver den private ejendomsret til produktionsmidlerne (jord, grund, fabriker, maskiner, råstoffer, samfærdselsmidler o.s.v.) I stigende grad midlet, hvorved kapitalistklassen, et mindretal af samfundets medlemmer, tilvender sig udbyttet af menneskehedens arbejde. Overklassens herredømme over produktionsmidlerne medfører politisk ufrihed, social ulighed, splid mellem nationerne og skaber elendighed for samfundets produktive medlemmer. Voksende masser af befolkningen forvandles til besiddelsesløse lønarbejdere, og de tekniske hjælpemidlers mægtige udvikling, der burde komme alle samfundets medlemmer til gode, bringer i stigende grad det store flertal, ikke blot de egentlige lønarbejdere, men også den øvrige arbejdende befolkning ind under kapitalens magt og udbytning. Denne samfundstilstand - kapitalismen - umuliggør en retfærdig fordeling af samfundsarbejdets udbytte, fremkalder planløs produktion, hvorved uhyre værdier går til grunde, skaber kriser og arbejdsløshed, splitter samfundet i stadig heftigere interessekrige og spalter det sluttelig i to modsatte lejre i en bestandig mere omfattende og bevidst indbyrdes klassekamp. Socialdemokratiet kræver derfor produktionsmidlernes overgang til samfundsejendom - socialismen. Socialdemokratiets hovedformål er ud fra denne grundopfattelse er det socialdemokratiets mål at samle hele arbejderklassen i et klassebevidst, socialistisk arbejderparti, at erobre magten i samfundet, at afskaffe det kapitalistiske privateje til produktionsmidlerne, at omdanne det til socialistisk fælleseje og at organisere det arbejdende folk til at overtage og drive produktionen i det socialistiske samfund. Som midler hertil tjener arbejdernes organisation på de økonomiske og politiske områder, udbredelse af oplysning og særlig af kundskab om det kapitalistiske samfunds tilstand og udvikling, erhvervelse og udnyttelse af alle borgerrettigheder og ethvert andet middel, der er i overensstemmelse med den foran fremsatte grundopfattelse. Gennemførelsen af det socialistiske fælleseje og den socialistiske produktion vil betyde tilintetgørelsen af alle former af udbytning, undertrykkelse og social ulighed. Den vil med alles samarbejde i den materielle og åndelige produktion medføre en hidtil ukendt rigdom både på det materielle og på kulturlivets områder. Men arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk. Arbejdernes stilling og den voksende klassekamp er i alle lande med kapitalistisk produktion væsentlig den samme, og ved denne produktionsmådes internationale karakter bliver arbejdernes interesser overalt de samme og fælles. I erkendelse heraf føler socialdemokratiet i Danmark sig som en del af og erklærer sig solidarisk med den klassebevidste internationale arbejderklasse, hvis verdenshistoriske opgave er alle menneskers fuldkomne frigørelse uden hensyn til køn, race eller nationalitet. Som overgang til samfundets socialistiske organisation, til beskyttelse for det arbejdende folk og til fremhjælpning af dets økonomiske, intellektuelle og moralske vel opstiller det danske socialdemokrati følgende fordringer:

Politiske og kulturelle krav: 1.) Almindelig, lige og direkte valgret med hemmelig afstemning til alle offentlige hverv for mænd og kvinder fra 21 års alderen. Valgdagen en almindelig fridag. 2.) Etkammersystem. Al udøvende og lovgivende myndighed hos folket gennem dets repræsentation. Folkeafstemning i vigtigere spørgsmål og forslagsret for befolkningen. Administrationen direkte under folkerepræsentationen. 3.) Fuldstændig ytrings, presse, forsamlings og foreningsfrihed. 4.) religionen en privatsag. De religiøse samfund ordner selv deres egne anliggender. 5.) Afrustning. Internationale stridigheder afgøres ved voldgift. 6.) Skole og undervisningsvæsenet ordnes af staten under kommunernes medvirkning. Fælles, vederlagsfri og forpligtende skoleundervisning i hverdags- og heldagsskoler. Religionsundervisning afskaffes. Offentlige børneopdragelseshjem. Det offentliges overtagelse af skolebørns underhold. Adgang til den højere og højeste undervisning uden hensyn til ydre kår. Offentlig teknisk og faglig uddannelse. 7.) Obligatorisk fysisk opdragelse af ungdommen. 8) Vederlagsfri retshjælp. Offentlig og mundtlig retspleje. Nævningedomstole udgåede fra almindelig valgret for alle fuldmyndige mænd og kvinder. Sikring mod misbrug af varetægtsarrest. Omformning af straffesystemet til et forbedringssystem efter humane principper. Lovovertrædelser, der er en følge af de sociale og politiske klassekampe, må ikke behandles som forbrydelser. Afskaffelse af militære og gejstlige retter. 9.) Tjenestetyende, søfolk og andre medborgere, der er underkastet særlige love, stilles i politisk og retslig henseende lige med andre samfundsmedlemmer.

Økonomiske og sociale krav: 10.) Afskaffelse af skatter og love, som skaber varefordyrelse for befolkningen. Direkte skat på indkomst, formue og grundbesiddelse, herunder indførelse af en grundværdistigningsafgift. Arveafgift, stærkt stigende skala i beskatningen. 11.) Stat og kommune overtager de store samfærdsels og samkvemsmidler samt alle monopoler og alle virksomheder, der antager karakter af monopoler. Også anden produktion organiseres efter hånden under samfundets umiddelbare ledelse eller kontrol. 12.) Stat og kommune udfører selv de offentlige arbejder, eventuelt under medvirkning af arbejdernes organisationer. Hvor licitation endnu består, sikres der arbejderne tarifmæssige vilkår. 13.) Fideikomisser, len og stamhuse samt præstegårdsjorder inddrages og gøres tilgængelige for det arbejdende folk. Udyrkede arealer, jord, der samfundsmæssig set er uforsvarlig anvendt, samt andre jorder, som samfundet har særlig interesse i at eje, erhverves. Samfundets ekspropriationsret udvides. Jord i offentlig besiddelse bør som regel ikke afhændes til privateje. Brugen af den i samfundets besiddelse værende dyrkelige jord overdrages til landarbejdere og ligestillede. Hvor det er fornødent, tilvejebringes de nødvendige driftsmidler af samfundet. Hvor fællesdrift helt eller delvis anses at være fordelagtig, bidrager stat og kommuner til dens fremme. Staten yder iøvrigt sin støtte til fremhjælpning af landbruget, således ved ydelser af driftslån, ved hjælp til grundforbedringer og lignende til de små landbrug. Staten opretter landbrugsskoler og forsøgsstationer i landets forskellige egne. Staten giver regler for og fører tilsyn med private fæste- og lejehuses opførelse, indretning og benyttelse, ligesom staten og kommunerne søger at modvirke udbytningen gennem grundspekulation ved tilvejebringelse af boliger for arbejdere. Hvor brugsretten til samfundets jord er overdraget enkelte personer eller sammenslutninger, fastsættes en afgift af jorden i forhold til dens værdi. 14.) Offentlig statistik angående arbejds- og omsætningsforhold, produktion og forbrug. 15.) Offentlig vederlagsfri sygepleje. Human omsorg for syge, gamle og arbejdsudygtige ved staten. Forsikring mod arbejdsløshed. 16.) Lovbestemt maksimalarbejdsdag på højst 8 timer. Mænds og kvinders arbejde i samme industrigren betales efter fælles tarif. Afskaffelse af det på udbytning beregnede hjemmearbejde. Forbud mod søndags-, helligdags- og natarbejde, som ikke er samfundsnødvendigt. Forbud med lønarbejde eller arbejde, der hindrer børns skoleuddannelse i den skolepligttige alder. 17. )Kontrol med arbejdspladser, fabrikker, værksteder, forretningslokaler, handels- og fiskerifartøjer og overhovedet alle steder, hvor der arbejdes for løn, samt med arbejderboliger, der udlejes af arbejdskøbere, og med lokaler, der anvises arbejdere til opholds-, spise- eller sovested, ved personer valgt af arbejdere. - der opføres kommunale arbejderboliger, til hvilke, der ydes statstilskud. Boligerne forbliver kommunens ejendom. Udgifterne for brugerne af disse boliger må ikke overstige de til vedligeholdelse, forretning og amortisation nødvendige beløb. 18.) Udførelse af arbejdet i straffe- og forsørgelsesanstalter på en sådan måde, at det ikke konkurrerer med det almindelig normalt udførte arbejde i samfundet udenfor. Forbud mod overdragelse af arbejdskraften i sådanne anstalter til private arbejdskøbere.

Georg Brandes om Louis Pio (1902).

For nogen Tid siden indeholdt Bladet ”Den danske Pionér” i Omaha en ret velskreven Artikel i Anledning af den Måde, på hvilken det danske Arbejderpartis Stiftere var blevet omtalte i Bogen ”Oversigt over Fagforeningsbevægelsen i Danmark” af J. Jensen og C. M. Olsen. Hovedbeskyldningen mod den danske Socialismes Ophavsmand Louis Pio var den, «at han havde forrådt Arbejdernes Sag og ladet sig lokke af Modstandernes Penge». Som hans Bevæggrund angaves formodningsvis, at han måske frygtede for fremtidige Vanskeligheder både med Partifællerne og Autoriteterne, at muligvis også Tilliden til hans egne Kræfter og til de Idealer, han havde kæmpet for, pludselig var bristet: «nogen autentisk Forklaring foreligger ikke».

Det var en sådan Forklaring som den nævnte Artikel, øjensynligt dikteret eller skrevet af Pio’s Nærmeste, søgte at give. Den var båret af Velvilje for Pio’s Personlighed, men gjorde ikke Forsøg på at bortlyve eller besmykke noget Væsentligt, og den Forklaring af den i brede Lag forgudede Arbejderførers pludselige Forsvinden, som her blev forelagt, er sikkert den rette.

Da Pio i Foråret 1875 efter tyve Måneders Martring i Vridsløselille Cellefængsel kom på fri Fod, var hans Helbred således knækket, at han ikke turde udsætte sig for en ny Dom.

Vistnok blev han efter sin Frigivelse hyldet med Begejstring af sine Partifæller, men efter almenmenneskelig og særlig dansk Skik var han som Fører Genstand for lidenskabelig Misundelse og grundigt Had fra Fællernes Side, og disse Følelser gav sig Luft i stadige Angreb på hans Person og Privatliv. Dette, som her nævnes først, har dog blot kunnet lægge et ringe Lod i Vægtskålen.

Hovedsagen var de økonomiske Vanskeligheder, hvori han var stedt ved Gæld, han for sin Sags Skyld havde måttet gøre. Han var, da han begyndte sin Agitation, en ganske fattig Mand og havde, som rimeligt var, ikke Støtte hos nogen Kapitalist. Han havde i sin Tid måttet pantsætte sine Bøger for at begynde Udgivelsen af sit Ugeblad ”Socialisten” og måtte gøre Lån hos en Ågerkarl for at få det omdannet til Dagblad. Ugebladet bestod kun fra Juli 1871 til Marts 1872 og da Politiet skræmmede Bogtrykkerne en efter en fra at trykke det, blev disse Numre trykte hos O. C. Olsen, Oettinger, Strandberg, Christiansen (på en Håndpresse fra Christian IV’s Tid) i Kjøbenhavn, så hos Bååt i Malmø, så i Hamborg. Det første Nummer af ”Dagbladet” (d. 2. April 1872) blev trykt hos Henriksen, men allerede d. 5. Maj samme År var Førerne anbragte bag Lås og Lukke.

Fra 1875-1877 kæmpede Pio stadigt mod Pengemangel og Gæld. Han selv havde få Fornødenheder og levede sparsommeligt. Men da Bladet i Henriksens Udstyr var næsten ulæseligt, besluttede han selv at oprette et Trykkeri, hvortil alt Materiellet købtes i Hamborg for 30,000 Kroner. Da det ankom på Toldboden, havde han end ikke Penge til at betale Tolden. I sin Forlegenhed henvendte han sig til en dengang som Socialistinde bekendt Dame, den svenske Baronesse Liljenkrantz, der bevilligede ham et Lån af et Par tusinde Kroner mod høje Renter og mod at der sikredes hende selv og en nær Ven af hende en Stilling ved Bladet. Denne Dame, med hvis Forhold til Pio Rygtet uden Skygge af Grund fik travlt og som aldrig viste ham nogen personlig Velvilje, var en højst snurrig Fremtoning af en i Norden ret sjælden Afart, en under sin Stand sunket, yderst hævngerrig Elvira, der påstod at være blevet «forført» og som nogle og tredive År gammel udgav Flyveskrifter mod sin 19årige, norske Forfører. Hun hadede Samfundet, fordi hun ikke kunde få «Forføreren» udelukket fra det norske Universitet, i hvis Statutter der dog foreskreves Studenterne sædelig Vandel. Hun udtalte en Dag Håbet om ved sine Flyveskrifter at få Lovgivningen i de nordiske Lande forandret, og da denne Ytring blev besvaret med det forbavsede Udbrud «Hvor gammel er De?» sagde hun, pludselig lavmælt: «Skall jag bikta det!» Alt andet gav hun gerne til Pris, kun ikke sin Alder.

Baronessens Penge forslog lidet, Pio måtte optage ny Lån; tre af Fagforeningerne forstrakte ham med Penge; men det hjalp ikke; Trykkeriet arbejdede under store Udgifter; han sank dybere og dybere i Gæld, og Politiet opkøbte alle Fordringer på ham.

I Sommeren 1876, da Arbejdsløsheden i Kjøbenhavn var særlig stor, begyndte han at interessere sig for Udvandring og fremkom med Forslag om Statsunderstøttelse til Arbejdsløse, der ville forlade Landet. En forhenværende Konsul i Kansas City, en Svensker, bragte ham på den Tanke at danne en socialistisk Koloni af Danske i Kansas. Hertil behøvedes imidlertid Penge; Pio havde ingen. En bekendt Kapitalist, der ønskede Socialismen udryddet, gav på Politiets Opfordring daværende Politiinspektør Hertz en Sum Penge, for hvilken han skulde købe Pio bort og således på sin Vis bidrage til Udvandringen.

Havde Pio kunnet se en politisk Udvej, var han næppe sunket til at modtage Tilbuddet. Men netop politisk var for ham Stillingen ganske håbløs. Det var i Begyndelsen af 1877. Man ventede hvert Øjeblik Udstedelsen af den første provisoriske Finanslov. Efter hele sin Holdning og Fortid kunne Pio ikke besvare Forfatningsbruddet anderledes end med en oprørsk Appel til Arbejderstanden, og hvis han udstedte den, ville Forbedringshusets Mure lukkes om ham igen. Han opgav da Ævred og Æren, valgte Modstandernes Penge og den Virksomhed, han troede der åbnede sig for ham i et andet Land.

Den hele Sum, for hvilken han solgte sig, var den latterligt lille af 10,000 Kroner, og disse medgik - hvad man i Danmark sikkert ikke har tænkt sig, men hvad disse Linjers Forfatter med Vished véd - til det elendigt mislykkede Koloniseringsforsøg i Kansas. Dels viste det sig, at Klimaet i Kansas var det værste i de forenede Stater, dels at de udvandrede Kjøbenhavnere var umulige som Nybyggere. Deres Koner fik Penge af Pio til The og Kaffe, men de ville af Alting have det bedste, «for det var i Længden det billigste», medens Pio selv var vant til at rejse Dage og Nætter på Jernbanen med en Pose tørre Kakes som eneste Føde. Efter få Måneders Forløb var alle Pengene fra Kjøbenhavn gåede med, og Kolonisterne løbne fra hverandre.

Til Bedømmelsen af den første danske Arbejderførers Personlighed hører dette med, at han ved at lade sig bortkøbe af Politiet hverken ventede at opnå eller opnåede Vellevned. Hans Handlemåde lader sig selvfølgelig ikke forsvare; men den gik værst ud over ham selv, og den er uforståelig uden som et Udslag af Desperation. Louis Pio var ikke nogen oprindelig Ånd; han har ikke haft nogen ejendommelig Tanke eller formået at give kendte Tanker ny og uforglemmelig Form. Han var end ikke så evnestærk som sin Forgænger, den tidligt bortrevne Frederik Dreier. Men Pio var en fremragende Mand, kundskabsrig, energisk, besluttet, med megen Evne til at gøre Indtryk på Masserne og vinde dem. Han var ikke blot en ærgerrig og forfængelig Mand, der yndede at lade sig kalde «Stormester», men han har øjensynlig fra først af været en ærekær Mand. Strengt samvittighedsfuld var han vistnok aldrig; han kastede om sig med ophidsende Beskyldninger og indrettede nu og da sin Stil alt for meget efter de næppe Halvdannede, for hvem han skrev. Men han viste sig så meget som Karakter i de fem-seks År, i hvilke han fægtede og døjede for sin Sag, at det med god Grund vakte den største Forbavselse, da man erfarede hans pludselige Forsvinden og dens Årsag. Man begreb ikke, at han således prisgav sit Navn til Foragt, således gav sine Modstandere Ret.

For at forstå det - og det er den vemodige Lære af hans Liv og Skæbne - må man sætte sig ind i den ligefrem forfærdende Magt til at nedværdige og fordærve, som danske Samfundsforhold har haft næsten fra Juliforfatningens Gennemførelse i 1866 indtil vore Dage. Den, der gennemlæser alle Indlæggene fra Socialistsagen i 1872-73 med dertil hørende Flyveskrifter, kan selv nu, da hin Tids Lidenskaber så ganske er slukkede, ikke værge sig mod et Indtryk af Væmmelse og Ringeagt. Er der på Socialistførernes Side lidet, der vinder Hjertet, thi de er Mænd af tvivlsom Værdi, der tit for enhver Pris blot vil ophidse, så er Samfundsstøtterne endnu mere hule. Hjertet snører sig sammen i Ens Bryst, når man læser Aktors Indlæg og Dommen med dens Motiver. Særligt vederstyggeligt virkede allerede dengang de af Georg Kringelbach udgivne Oplysninger i Anledning af Kriminal- og Politirettens Dom og det ved Justitsministeriets Foranstaltning udgivne Flyveskrift Kendsgerningerne i den ved Højesteretsdom af d. 6de August 1873 påkendte Justitssag. Bag disse Småbøger øjner man et Samfund af Bedsteborgere, der ude af sig selv over at Nogen indenfor det Lands Grænser, hvorover de er Herrer, vover at hylde Anskuelser, de aldeles misbilliger, sætter Retsapparatet i Bevægelse for at få politiske Modstandere eller Angribere mishandlede som gemene Forbrydere og som, da de har fået de Forhadte værgeløse i deres Magt, uden blot at fornemme en Rørelse af Humanitet, bruger forældede eller forkastelige Lovbestemmelser til det Yderste for at æreskænde og ødelægge på Legeme og Sjæl.

Var der ellers nogen Mening i Grundlovens Ord om Borgernes Ret til at samles ubevæbnede, så var det grundlovsstridigt, at Kjøbenhavns Politidirektør forbød ikke blot Mødet d. 5. Maj 1872, men alle følgende Møder, Arbejdernes Forening kunne ville foranstalte, uden Hensyn til deres Forhandlingsemne, og den Forbrydelse, at have opfordret til et Fælledmøde trods et sådant Politiforbud var dog den eneste virkelige Forbrydelse, der kunde lægges de Anklagede til Last. Det Øvrige, der anførtes imod dem, respektstridige Udtalelser af forskellig Art, måtte betragtes som blotte Presseforseelser af ringe Vægt og delvis som Ting, de fleste Dannede er enige om.

At Pio idømtes fem Års Forbedringshusstraf for Sligt, var rimeligvis juridisk forsvarligt, men det er ikke heldigt, når det juridisk Forsvarlige er det menneskeligt set Modbydelige. Det hed sig iøvrigt dengang almindeligt, at Hr. Goos netop i sin Egenskab af Jurist var oprørt over Dommen og havde nedskrevet en Kritik af den, som han var bestemt på at udgive. Lykkeligvis sejrede hans bedre Jeg.

Et ejendommeligt Indtryk gør det nu til dags at finde blandt de Ytringer, i hvilke efter Kringelbachs Bog Pio har gjort sig skyldig, denne med umådelige Bogstaver fremhævede Skændighed: «Den Tanke må vi alle gøre os fortrolige med, at hvis Regeringen skulde gøre Oprør og prøve på at misbruge den Magt, som Folket har givet den, så er det hver Arbejders Pligt at rejse sig og vise Regeringen tilbage indenfor Lovens Skranker».

Den Mand fik fem Års Forbedringshusstraf, der mistænkte Ministrene for Sligt; de Ministre, der gjorde det, blev Riddere af Elefanten.

Dog det Pinligste er jo ikke dette, som er så at sige den historiske Regel. Det Pinligste er Mandens Nedværdigelse, hans Demoralisation, der hænger så inderligt sammen med den almindelige Demoralisation i Danmark en Menneskealder igennem. Det er underligere, at Adskillige er kommet uskadte igennem den, end at så mange gik midt over som Karakterer.

Social-Demokraten, d. 5 maj 1918 - af A. C. Meyer Karl Marx
I en tid, som har gennembrudt bjergets granit, bygget bro over hav, lagt giganter i bånd, i en tid, da den higende menneskeånd satte tusindmils mål frem for damphestens ridt, i en tid, da fra grubernes dybeste skakt kullets sorte krystaller mod lyset blev bragt, i maskinaldertiden, der lokked' i bur proletarkæmpens kraft bag fabrikkernes mur, hvor han malede guld af filistrenes kværn, og hans sjæl var som tynget af raslende jern, medens suk og forbandelser steg fra hans bryst, men bortvejredes brat af maskinernes larm, og det hinsides, præsten kun bød ham som trøst for et helved' her på jorden i hunger og harm	I den tid blev han født, Karl Marx. Tiden kalder de mænd, som den selv trænger til I det vældige opgør, hvor kræfternes spil River ned, bygger op, lader visne og gro, - Dér ta'r tiden i tjeneste tænkning og tro. Han var handlingens mand, men en fjende af fraser; »ret og sandhed«! Hvad gælder de for kapitalen? Den har suget sin velstand af fattigdomskvalen; Men historien selv, den er revolutionen, Hvad vi evner er blot at forkorte dens faser, Bruge enigheds sværd, styrte mammon fra tronen, Stem da op, proletarer, jer tid er nu inde, Stå samlet, da har i en verden at vinde!	Et sekel er svundet, systemet består i virvar og vildskab, i løgne og list, og klasse mod klasse til verdenskamp går, - hvad han profetered', blev sandhed til sidst, forbrydelsens toppunkt er nået i et sekel, men revolutionen står rede på pladsen, historien skriver påny: mene tekel - dens dom eksekveres af arbejderklassen. Vi kranser dit minde, du henfarne tænker, som viste os vejen og brød vore lænker.

Artiklerne fra Socialisten forsættes her !

Skift til: Arbejderbevægelsens historie * * Socialdemokratiets århundrede I * * Socialdemokratiets århundrede II * * Socialdemokratiets århundrede III * * Socialistisk Bibliotek * * Flere artikler af Gustav Bang * * mere Gustav Bang * * Marxismens ABC * * Den franske revolution * * Oktoberrevolutionen * * Danmarks historie * *

Webmaster