Indhold: Udlandet og internationale * * Irland * * De Tyske Uafhængiges partidag * * Den engelske arbejderbevægelse foran - politisk og faglig storkamp * * Erfurterprogrammet og dets afløser * * Resolutioner fra den internationale socialistiske kongres i Genf juli 1920 * * Socialdemokratiet og reaktionen i Finland * * Lassalle og Marx * * Fagkongressen i Rom * * Vor hærs fremtidige ordning * * En militærs syn på krigsproblemet * * Lassalles efterladte papirer * * Europa og Orienten * * S.P.D. og U.S.P.D. i Tyskland * * Skattens betaling * * Konstantinopel og England * * Fascisme og bolschevisme * * Er socialdemokratiet et klasseparti? * * Tysklands skatter * * Fra lavsvæsen til aktieselskab * * Den internationale arbejderbevægelse * * Fra rigsdagssamlingen * * En af den engelske socialismes patriarker * * Sovjetruslands gamle og ny økonomiske politik * * Ny farer for Tysklands samfundshusholdning * * Rundskue * * Den løbske krone * * Grundlaget for sovjetregimentet

I den fredskonferencens store dage er det gået slag i slag med afholdelsen af nye »konferencer«. De har mest bestået af forhandlinger mellem to tre af de ledende statsmænd og deres betydning har tilsyneladende været ganske minimal. I den retning synes nogle af de sidste at danne en undtagelse. Den store konference i Washington åbnedes med brask og bram og med en mægtig fredsfanfare. Efterhånden som den skred frem, syntes denne konference, der overværedes af så mange kendte statsmænd, dog pludselig at synke ned i den store interesseløsheds sfære. Muligvis fører den sine indskrænkninger i flåderustningerne med sig. Men det vældige verdensepokegørende brøl, hvormed den åbnedes, blev desværre til et lille pip og det spørgsmål, den var indkaldt for, Østasien, er i realiteten stadig lige svævende og faretruende for de to store magter Amerika og Japan. Der må vistnok afholdes et par stykker til af samme art og med mere alvor, forinden man får afværget den store fare, der er for et krigersk sammenstød mellem USA og de små gule japanere. Man var ikke færdig med forhandlingerne i Washington forinden konferencen i Cannes åbnedes. De to spørgsmål, der her var de vigtige, var i virkeligheden samarbejdet med Tyskland og Rusland, de to store lande, som stadig er uden samarbejde med de store førende lande i Europa. Ententens politik har altid været svingende og usikker. Men Lloyd George har dog efterhånden, med den særlige evne han har til at stikke fingeren i jorden og lugte, hvor han er, fået forståelsen af, at den europæiske politik kører i grøften, hvis ikke forholdet til de to lande ordnes. England ønskede, at Tyskland fik en vis udsættelse med betalingen af de næste guldmilliarder, og at man nu for alvor tog fat på spørgsmålet om en virkelig genrejsning af det europæiske samfunds økonomi og især søgte at drage Rusland ind i ringen af denne drøftelse. Resultatet blev, at Lloyd George foreslog indkaldelse af en ny, stor »konference i Genua«, hvortil man ikke alene indbød alle de andre statsministre i Europa, men sendte en speciel anmodning til selve Lenin om at komme. Frankrigs konseilspræsident Briand blev pludseligt kaldt hjem, og hans fald viste, hvor stor uforsonligheden endnu er i franske politiske kredse. Konferencen i Cannes blev ikke færdig, og Lloyd George måtte rejse hjem til England, og er sikkert brændt inde med et par store svulstige taler om det mægtige resultat, man her havde nået. Man kan dog ikke komme uden om, at denne konference i Cannes har sin betydning. Selv Briands pludselige forsvinden er intet varigt brud, før eller senere må Frankrig sende en anden mand til Cannes - eller Canossa. Når Lloyd George har opført denne flirt med Lenin og Stinnes, har det sikkert sin dybere årsag. Englands kapitalister ønsker for enhver pris at få indpas i Rusland mens tid er. Indtil nu har kun Tyskland i nogen væsentlig grad begyndt handel med Rusland, men man siger i Londons banker: Hvorfor skal tyskerne have lov til at erobre hele markedet, før vi andre kommer til? Så må alle politiske betænkeligheder vige. Om det så var selve fanden, ville kapitalisterne handle med ham, når der kunne tjenes penge. England har over 2 millioner arbejdsløse. Arbejderpartiet har længe krævet forbindelse med Rusland og lempelser overfor Tyskland og når nu også det tredje ting forlanger det, hvorfor skulle så Lloyd George ikke gribe til? Denne politik må før eller siden også blive Frankrigs. Det synes nu som Genua-konferencen måske vil blive udsat, men når det kommer til stykket, vil heller ikke franske kapitalister finde sig i at blive holdt udenfor, når porten til Rusland åbnes.

Der har længe indenfor den franske fagforeningsbevægelse været en kommunistisk opposition, som har ført en meget pågående skarp agitation. For nogle måneder siden blev det store jernbaneforbund splittet i to forbund som et led i denne agitation. I december måned indkaldtes oppositionens repræsentanter til en kongres med det absolutte formål at danne en ny centralorganisation (landsforbund) i konkurrence og kamp mod det gamle C.G.T. (C.G.T. er forkortelsen for Confederation Generale du Travail (dvs. almindeligt arbejderforbund) navnet på De Samvirkende Fagforbund i Frankrig.) Der skete det mærkværdige, at den Røde Faglige Internationale i Moskva sendte Amsterdam-Internationalen et telegram med anmodning om i forening at søge denne for de franske arbejdere så uheldige splittelse afværget. Fagforeningssekretariatet i Amsterdam svarede velvilligt, at man var rede til en sådan sammenkomst og bad om, at den franske mindretalskongres måtte blive aflyst - indtil man havde prøvet at få en forsoning i stand. Det blev den imidlertid ikke. Den fandt sted i årets sidste dage og der dannedes en ny C.G.T.. De franske arbejdere står altså delt i to hinanden bekæmpende fagforeningsbevægelser. I en udførlig bulletin fra Amsterdam-Internationalen gøres rede for sagen. Man synes her at mene, at henvendelsen fra Moskva var komediespil og ikke beregnet på et imødekommende svar. Det oplyses, at efter at henvendelsen fra Moskva-sekretæren Losovsky var sendt til Amsterdam, har denne i et tysk tidsskrift skrevet en artikel om den franske fagforeningsbevægelse, fuld af de traditionelle skældsord som forrædere, betalte af bourgeoisiet og lignende, og altså ikke gående ud på at skabe enighed. Det vil nu vise sig, om den begyndte splittelse vil få nogen betydning. Hensigten har været god nok.

Det norske arbejdsformidlingsinspektorat oplyser, at England har den største arbejdsløshed i Europa, nemlig ca. 2 millioner, Sverige har 120-150,000, Danmark 80-90,000, Norge 40,000 og Tyskland 50-100,000. Procentvis af de pågældende landes fagforeningsmedlemmer ser det således ud: Sverige 26,8 %; Danmark 18,3 %; England 15,6 %; Norge 15,1 %; Tyskland 1,2 %. I Tyskland har man altså praktisk talt ingen arbejdsløshed.

Det danske socialdemokratis formand, Th. Stemning, tog som meddelt i dagspressen initiativet til afholdelsen af en socialistisk konference forud for konferencen i Genua ved at tilskrive Internationales bureau med anmodning om indkaldelse af en sådan. Siden har man svaret, at det franske socialdemokrati gennem Wiener-Internationalen har sendt det tyske socialdemokrati en indbydelse til en konference omfattende Tysklands, Frankrigs, Englands, Belgiens og Italiens arbejderpartier. Kommunisterne er også indbudt. Konferencen skulle finde sted i februar. Det er sandsynligt, at 2. Internationales bureau i London nu vil søge afholdt en fælles konference af alle socialistiske partier i alle Europas lande, medens det er ret usandsynligt, at kommunisterne deltager. De Uafhængiges organ »Freiheit« anser også dette for rimeligt og lægger vægten på, at alle socialister samles.

I den artikel jeg i september skrev om det irske spørgsmål her i »Socialisten« er sagen bragt sin endelige løsning nær, og jeg føler mig foranlediget til at komme med en afsluttende omtale, hvori de siden september indtrufne begivenheder er opridsede. Når jeg imidlertid går lidt længere tilbage, er årsagen, at Karl Kautsky nu i januar har skrevet en pjece om Irland, hvori han fremsætter så mange interessante oplysninger, at det billede, der nu kan tegnes, er langt klarere end det, jeg med de kilder, jeg da havde, kunne fremstille i september. Det irske folk er i hovedsagen delt i tre klasser, hver med sine klasseinteresser. Bønderne med deres præster, akademikerne og lønarbejderne. Bønderne var Redmonds sikre folk. Efter at de havde fået løst de økonomiske bånd, der trykkede dem, og gjort banen fri for en moderne landøkonomisk udvikling, var de fuldtud tilfreds med homerule i en sådan skikkelse, som der var udsigt til at opnå i 1914. Et åbent engelsk marked for deres produkter og billige industrivarer til gengæld, var ideelle tilstande for dem. Den akademiske stand er af ret ny dato i Irland. Den er opstået siden oprettelsen af det nationale irske universitet i Dublin 1907. I et udpræget agerbrugsland som Irland, har akademikeren kun små udsigter til lønnende erhverv, når lige undtages embederne i den offentlige administration; men disse var optaget af folk med engelsk uddannelse. Og selvom Irland fik lokalt selvstyre, ville mange, og de bedste stillinger, let vedblive at være på engelske hænder. Hvor ganske anderledes ville forholdene ikke stille sig for ham i et uafhængigt Irland. Det vil give ham betydning, indflydelse, embede. Et sådant uafhængigt Irland bliver derfor hans mål, og han bliver et villigt redskab for den fanatiske irske bevægelse i Amerika. Som omtalt i forrige artikel var tusinder af fattige irer drevet over havet af de engelske godsejere. I Amerika levede de nu fjernt fra den udvikling, der var foregået hjemme. Og det gik med dem, - som vi kender det så godt fra det sønderjyske spørgsmål, - de blev mere irske end irlænderne. Deres mål syntes mere at være at skade englænderne end at gavne irlænderne. De var derfor tilbøjelige til at støtte enhver yderliggående bevægelse, og støtten voksede i samme forhold, som bevægelsen gik yderlig. For disse, den irske kamps Dannevirkemænd, blev akademikerne et villigt redskab. Til at danne en virkelig bevægelse var akademikerne for få. Der var førere nok, men der manglede menige. Hertil viste dog lønarbejderne sig at være villige. Deres interesser gik imod bøndernes ønsker om dyre fødevarer. Men deres klassefølelse blev tilsløret af det nationale spørgsmål. Det var jo englændere, der udbyttede dem, når det engelske åg blev afkastet, måtte der jo blive et bedre Irland. Men åget måtte helt afkastes; thi hvorledes var det gået, siden bønderne havde begyndt at samarbejde med disse englændere. Havde arbejderne ikke blot fået det dårligere. Da lønarbejdernes antal, grundet på den tilbagestående industrielle udvikling, er ret ringe, vil man forstå, at selv med denne tilvækst blev bevægelsen, der fik navn »Sinn Fein« (vi selv) ret ringe. I deres desperation forsøgte de dog understøttet af tyske agenter i foråret 1916 en væbnet opstand i Dublin under ledelse af sir Rogert Casement. Opstanden, der blev misbilliget af det altovervejende flertal, blev selvfølgelig med største lethed slået ned af det engelske militær. Havde England nu indskrænket sig til at straffe de virkelig skyldige, havde man rimeligvis slået benene fuldstændig bort under Sinn Fein. Men det var jo under verdenskrigen. Da jingoerne råbte højt, og sabelraslere men ikke statsmænd og menneskekendere styrede England. Med strenghed blev hele Irland straffet for nogle brushoveders ubesindighed. I berettiget harme herover sluttede det irske folk kreds om Sinn Fein, og ved valget 1918 fik de et overvældende flertal i Irland. Som omtalt i forrige artikel tog de valgte repræsentanter slet ikke til London, men konstituerede sig som et særligt parlament for republikken Irland, »Dail Eirean«. Lloyd George havde imidlertid fået gennemført et homerule forslag, (1920) der delte Irland i Ulster og Sydirland, og med et fællesråd, hvor det langt mindre Ulster havde samme indflydelse som Sydirland. Dette forslag blev antaget af Ulster, og der valgtes parlament i Belfast, førsteminister Craig. Sydirland antog imidlertid ikke forslaget, men lå stadig i åben krig med de engelske tropper. Da var det Lloyd George tilbød våbenstilstand og kaldte republikken Irlands præsident til London, juli 1921. Forhandlingerne trak umådelig i langdrag og truede ofte med at sprænges; men endelig lykkedes det hen i december at nå en overenskomst. Få dage efter vedtog det engelske parlament i en ekstraordinær samling næsten enstemmig overenskomsten. I Irland voldte det derimod store vanskeligheder at nå så vidt. Under forhandlingerne i London var de Valera, der repræsenterede den mest yderliggående nationalisme, blevet trængt mere og mere i baggrunden af andre, navnlig Collin og Griffith, og da Dail Eirean skulle behandle forslaget blussede striden op igen. Dail Eirean forhandlede i flere uger, medens mægtige kræfter udenfor forsamlingen søgte at påvirke denne. Fra Amerika understøttede man som sædvanlig de yderliggående. Man sendte f.eks. fra det i New York udkommende organ »The Irish World« de Valera et telegram, hvori man udtalte, at den foreslåede overenskomst var det værste nederlag, som irlænderne havde lidt siden Strongbow gik i land. Det var deres første moralske nederlag, når de nu frivillig ville fornedre sig til at blive Englands undersåtter. Når man kan sammenligne landstigningen af den første engelske landeranere med en forsoning, som stiller Irland i række med Kanada og Australien, er man langt ude. Fra modsat hold blev Dail Eirean overdænget med resolutioner vedtaget på møder i landøkonomiske foreninger, andelsselskaber og lignende, om frem for alt at få truffet en overenskomst. Og denne påvirkning sejrede. Efter at Collin og Griffith havde forekastet de Valera, at han for en edsformulars skyld ville ofre hele Irlands ungdom, skred man endelig til afstemning, og med få stemmers majoritet blev overenskomsten vedtaget. De Valera trak sig tilbage og Collin og Griffith blev ledere af den provisoriske regering. Tilbage står nu at udforme en endelig forfatning på grundlag af overenskomsten med England. Til ordning af denne sag skal der vælges en konstituerende forsamling, og man må af hensyn til en anden sag meget beklage, at denne forsamling ikke alt er valgt. Thi Dail Eireans medlemmer er jo valgt under indtrykket af afstraffelsen efter 1916, og forsamlingen kan næppe siges at være et spejlbillede af befolkningens interesser. Den sag, der trænger sig på og måske truer med at kuldkaste alt det opnåede, er ordningen med Ulster og først og fremmest fastsættelsen af grænserne. I de fleste dele af Ulster er befolkningen stærkt blandet og i tre distrikter, Donegal, Cavan og Managhan er de katolske irer i så stort flertal, at disse på forhånd er overladt Sydirland. Men dernæst siger overenskomsten, at en kommission skal revidere grænsen mellem Ulster og Sydirland »I overensstemmelse med befolkningens ønske, forsåvidt de er forenelige med økonomiske og geografiske forhold.« I henhold hertil forlanger Collin grevskaberne Fermanagh og Tyrone samt dele af Armagh og Down, hvor der findes irsk flertal. Denne ordning ville halvere Ulsters område. Og om det er muligt at finde et kompromis her, står foreløbig hen i det uvisse. Det almindelige indtryk er vist dog, at man ved mægling fra England når en ordning, uden genoptagelse af borgerkrigen i større omfang. Gående ud fra, at en ordning nås, ser vi allerede fremtidens Irland tegnet for vort blik som et småbondesamfund med en udpræget andelsbevægelse, hvor det ledende parti bliver bønderne, der sikkert vil opretholde frihandelsforbindelsen med England. Overfor disse vil stå de Valeras garde, de rigtige vaskeægte Sinn Feiner, der stadig vil pege på det, der ikke blev opnået, det udelte Irland. Under dække af denne nationale kåbe vil de drive en yderst reaktioner politik, rimeligvis med toldbeskyttelse på programmet, for at danne læbælte for en irsk industri. Som tredje parti vil stå arbejderbevægelsen. Denne har alt meldt sig med krav til regeringen om arbejdsløshedsunderstøttelse. Vi skød vore krav tilbage under kampen med England, men nu vil vi høres. Foreløbig er den irske arbejderbevægelse svag. Arbejdernes interesse går først i retning af en jordlod derhjemme i sognet, hvor han kom fra. Om den snart vil blive stærk, er tvivlsomt. Den irske industri er lidet udviklet, og om man formår at omplante socialismen på landet, som vi har gjort det, er usikkert, thi den katolske kirke har mægtigt tag i befolkningen. Og erfaringen fra andre lande viser, at socialismen vokser langsomt, hvor katolicismen er stærk, selv hvor den lever i glans og herlighed, som i Tyskland, hvor meget farligere vil den ikke være i Irland, hvor den har været en fattig og forfulgt kirke næsten til denne dag. Som fortrop i kampen for det nye samfund vil man således næppe finde Irlands arbejdere, og det vil i det hele taget ikke være Irlands sag at gå foran i verdensudviklingen. I Englands indre politik vil en løsning af det irske spørgsmål sætte dybe spor. I århundreder er der kommet folk over det irske hav til England, af hvis befolkning irerne danner en betydelig del. Men selv om de i generationer havde boet i England, var deres hjerter stadig på den grønne ø, og når de deltog i politik, var deres stilling bestemte af irske hensyn. Derfor har det liberale parti, siden det i 1880érne rejste homorules fane, stadig kunnet regne med et meget betydelig antal irske stemmer. Da irlænderne jo i almindelighed var arbejdere, blev det væsentlig arbejderpartiet, dette gik ud over. Måske vil Lloyd George ved de valg, der snart må komme, kunne skaffe sig en del irske stemmer som den, der skaffede Irland friheden, men så vil det være slut. Ligesom det nu er umuligt for højre at tale om vore sønderjyske brødre, når vi taler om det sociale spørgsmål, således vil det også være umuligt at forhindre, at irske vælgere deler sig efter deres klasseinteresser, ved at tale om Irland. Det irske spørgsmåls løsning vil således styrke det engelske arbejderparti. På den anden side oceanet i USA vil den irske bevægelse sikkert dø. Når det gamle land er blevet en fristat, vil interessen for dette svækkes. Irlændere i Amerika vil blive amerikanere, som skandinavere og englændere ja selv tyskere er blevet det. Men derovre tæller irerne millioner, væsentlig blandt de lavere befolkningslag. Når de nu bliver løst fra fortryllelsen og vågner op som lønarbejdere midt i kapitalismen, må man forvente det vil styrke den arbejderbevægelse, der er ved at vokse op. Men Irland er ikke det eneste undertrykte land i det britiske imperium, Ægypten og Indien deler skæbne med dette, og de er begge nået et sådant stade i udviklingen, at de kan klage deres nød med en røst, der høres over verden. Vil Irlands frihed ikke få følger for disse lande? Jo, en ordning af deres forhold er sikkert kun et spørgsmål om tid. Thi stillingen er i virkeligheden vanskelig for England. Man har under krigen indtil overmål prædiket nationernes selvbestemmelsesret. Disse taler er blevet hørt og nu kommer forliget med Irland og vækker nye forhåbninger hos de undertrykte. Værre end dette er det dog, at England har krænket muhamedanernes religiøse følelser så stærkt ved begrænsning af sultanens magtområde, at nu ikke alene den økonomiske undertrykkelse men også den religiøse fanatisme bærer ved til det hadets bål, der flammer mod England. Særlig i Indien spiller dette en rolle, thi her har England stadig ved at holde sig på en god fod med muhamedanerne søgt at anvende disse mod de øvrige religioners tilhængere. Den fra Moskva udgåede kommunistiske agitation har sikkert også øget uroen i Indien, hvilket formentlig er medvirkende til at man fra Englands side bestræber sig så stærkt for at få hånd i hanke med de russiske forholds videre udvikling. I Ægypten har der i flere år været en stærk nationalistisk bevægelse, som det har kostet megen møje at holde i ave. Afvigte sommer forhandlede man i London med repræsentanter for den mådeholdne retning; men da de tilbud, England stillede, ikke var vidtgående nok, kom der intet ud deraf. Da dette rygtedes i Ægypten, kom de yderliggående ovenpå, og general Allenby måtte anvende kraftige militære midler for at slå bevægelsen ned. Nu er Allenby imidlertid kaldt til London for at aflægge rapport. Det forlydende, at han ikke vil vende tilbage, vil sikkert virke fremmende på de forhandlinger, der er gjort skridt til. I Indien har der været oprør hist og her i det store land, og prinsen af Wales rejse gennem landet mindede mere om en zarrejse i gamle dage end om en afholdt fyrstes hyldingsrejse. Forholdene er iøvrigt således, at bladkongen lord Northcliffe, der nylig har været i Indien, midt under gæstebudet har skrevet 1857 på væggen - året for det store oprør, der kostede tusinder af englændere livet. Hjemme i England er anskuelserne angående disse sager delte. Arbejderpartiet er selvfølgelig sikker vagt for enhver fornuftig ordning af selvstyre og begrænsning af udbytningen i kolonierne. - men overklassen står delt. Der findes visse slægter, som særlig lægger an på embeder i kolonierne, og man behøver ikke at være højkommissær i Ægypten eller vicekonge i Indien for at have en fyrstelig gage. Og for at kunne tilbringe et langt otium hjemme i England for det, man tjente hinsides havene. Disse slægter er selvsagt fanatiske modstandere af koloniernes selvstyre, og tilbøjelige til at forveksle deres private interesser med nationens velfærd. Storfinansens og storhandelens stilling er derimod mindre klar. For dem gælder det først og sidst om at kunne udbytte de indfødte, og hertil kræves ro i de respektive lande. Skønner man, denne ro bedst kan opretholdes ved et vist selvstyre, så vil man være tilbøjelig til at indrømme det, ellers ikke. Forøvrigt er det muligt, at udbytningen fra den engelske kapital kan drives langt videre under selvstyre. De engelske embedsmænd må nemlig, af hensyn til roen i landet og kritikken hjemmefra, forhindre de værste udslag af rovbegær. Dette hensyn falder bort, hvor der er selvstyre, hvad f.eks. forholdene i Kina viser. Nu har det engelske borgerskab i Lloyd George en fremragende fører, der forstår at forhandle og udligne modsætninger. Han har sikkert lært, hvorledes USA blev en leverandør og kunne af langt større betydning for England, efter at det havde løsrevet sig, end før, og set hvorledes forholdene i Sydafrika har udviklet sig siden forsoningen efter Boerkrigen. At finde en formel for opnåelse af selvstyre for Ægypten og Indien, der sikrer den engelske kapitalismes udbytningsret og dermed styrker det britiske imperiums magtstilling, er en opgave, en Lloyd George værdig, og det resultat, der foreløbig er opnået i Irland, lover det bedste.

Den sociale revolution har vist sig, kapitalismen har skælvet og - har undgået dødsstødet, undgået det ved proletariatets broderkamp. 3. Internationale, der i kamp ikke alene med borgerskabet men også med »forræderne og slynglerne« ville bryde verden ned og bygge den op igen på tre dage, har spillet ynkelig fallit. Alle lande stønner under krisen, som rammer arbejderklassen hårdest og giver overklassen mod til at søge at tage de erobringer, som arbejderne trods alt har vundet, tilbage. Disse forhold må nødvendigvis sætte fart i tankerne om en socialistisk enhedsfront, som da også breder sig både nationalt og internationalt. Vi har været vant til at se hen til den tyske arbejderklasse som mønsteret og føreren i den sociale kamp. Denne lider nu mest af alle under splittelse; reaktionen hæver frækt hovedet, valutaforringelsen svækker arbejderne stadig mere, og det trækker op til en stor kamp om fordelingen af de tunge finansielle byrder, som krigen og erstatningen har medført. Lige siden Erzbergers mord har socialistpartiernes genforening været den største og vigtigste opgave for de tyske arbejdere. Fra kommunisternes kongres i januar udgik stødet til den ikke; Görlitz blev en dyb skuffelse, idet flertalssocialisterne gik endnu et skridt til højre og udvidede regeringskoalitionen til Stinnes parti, foruden at de vedtog et nyt udpræget revisionistisk program. Under disse omstændigheder var det uafhængige socialdemokratis partidag, der afholdtes i Leipzig, d. 8-12 januar imødeset med største spænding og interesse. Partidagen, på hvilken ikke alene alle rigstyske egne, men også Saardistriktet, Danzig og Øvre-Schlesien var repræsenteret, og som var besøgt af talrige gæster fra Wiener-Internationales partier, har beskæftiget sig med mange spørgsmål. Af beretningen fremgik, at partiet ved spaltninger efter Halle-kongressen havde lidt svære tab, i mange distrikter havde det mistet blade, organisationer og kasser, dog havde det altid fået lov til at beholde gælden. Til trods for, at kommunisterne havde fået millioner fra Rusland til at knuse U.S.P. med, var det mislykkedes. Partiet tæller nu 300,000 betalende medlemmer, det har over 7,200 repræsentanter i kommunale råd, 61 rigsdagsmedlemmer foruden landdagsmænd og ministre, pressen, der ved spaltningen havde omfattet 50 dagblade, var nu påny bragt op på 48 foruden tre andre organer, dog lægges der ikke skjul på, at den på grund af de stadig stigende priser befinder i en vanskelig situation. Ungdomsorganisationen har lidt meget, den har kun 12,000 medlemmer, - en programkommission var ikke blevet færdig med sit arbejde, dog kunne partidagen vedtage et kommunalprogram, der ganske stemmer overens med flertalssocialisternes. Leipziger-programmet er et revolutionært aktionsprogram, der kun omfatter fordringer til indførelse og hævdelse af socialismen, derfor må det suppleres. At en kommission ikke skulle kunne overkomme at udarbejde forslag hertil på fem fjerdingår, ser mærkeligt ud; grunden er nok nærmere den, at man ikke vil udsætte sig for en kamp om Leipziger-programmet, der jo bekender sig til et (ubolschevikisk) rådsdiktatur, men vil lade tiden fortsætte med afgørelsen af dette spørgsmål. Partidagen vedtog også en ny organisationsstatut, i hvilken man med undren bemærker, at rigsdagsmedlemmer stadig også kan have sæde i partiets centralledelse. Et forslag om, at kun partifæller, der var udtrådt af kirken, skulle kunne opstilles til offentlige tillidshverv, forkastedes. Med hensyn til den indre politik protesterede partidagen mod klassejustitsen og fordrede amnesti for de politiske fanger. Skattespørgsmålet indtog stor plads i rigsdagsgruppens beretning, der betegnede seddelpressens øgede virksomhed som den værste indirekte skat. Også for socialpolitik sporedes der øget interesse, men hovedspørgsmålene var dog den socialistiske enhedsfront og de socialistisk-borgerlige regeringskoalitioner. Til det sidste spørgsmål var stillingen klart afvisende, at man skulle arbejde henimod enhed, betragtedes som en selvfølgelighed, omend der var ret store meningsforskelle med hensyn til, hvor vidt man kunne strække sig, for en del måske begrundet i det forskellige magtforhold mellem U.S.P.D. og S.P.D. i de forskellige byer. Det syntes, som om de mere menige medlemmer var villige til at ofre mere for enheden end ledelsen. Dette kan have sin grund i, at principperne betyder mere for den, og at den svinger mindre med stemningerne. Partiets venstrefløj er også fra tidligere tid ret stærkt repræsenteret i den. Dog turde der være noget i Crispiens udtalelser, om at »de af flertalssocialisterne der taler mest om enhed, har gjort mindst derfor i praksis«, de har ved deres politik forspildt de chancer, der blev skabt af den fælles kamp mod reaktionen efter mordet på Erzberger, og de har jo nemt ved at tale om enhed på nærværende tidspunkt, hvor de Uafhængige kun ville komme til at danne et mindretal indenfor et genforenet socialdemokrati. Partidagen stod helt i den proletariske internationales tegn. Crispien aflagde beretning om Wiener-Internationales dannelse og meddelte, at de oprindelige 13 partier var blevet forøget med 7.. U.S.P.s internationalisme fik et stolt udtryk, da han under bifald udtalte: »Vi kender intet tysk fædreland, vort fædreland er verden, proletariatet«. Partidagen vedtog enstemmigt at opfordre de organiserede arbejdere til at hindre krig og skabe tillid til Tyskland ved kontrol med fabrikkerne at hindre ammunitionsproduktion. Partiets vide virkeområde fik udtryk gennem resolution om asylret i Tyskland for fremmede socialister, protester mod reaktionen i Polen, mod bolschevikernes optræden i Georgien, der fordredes rømmet, og mod terroren i Rusland. Partidagen fastslog, at denne umenneskelige behandling udvises overfor socialister, der ikke kan lægges andet til last end, at de er modstandere af det kommunistiske parti, og som uden retslig dom er blevet fængslet på ordre fra det hemmelige politi, og delvis allerede har været fængslet i tre år. Den brændemærkede rædselsherredømmet som uforeneligt med socialismens grundsætninger og påviste, at Sovjetregeringens terror besværliggør alle anderledes tænkende socialisters kamp mod klassejustitsen. Denne resolution anmodede man i en høflig skrivelse den berlinske Sovjetrepræsentation at sende til Rusland, men fik den tilbage med den besked vedføjet på russisk, at Sovjetrepræsentationen ikke er nogen post- eller telegrafinstitution. Ved en tidligere lejlighed, hvor ledelsen har formidlet besørgelsen af et brev fra Amerika til Lenin, har samme repræsentation erklæret det for en ærespligt at bringe dette til Moskva! Partidagens internationale karakter markeredes også ved de mange udenlandske gæster, der også tog del i forhandlingerne. Med særlig begejstring modtoges de franske delegerede, der udtrykte de tyske og franske arbejderes fulde solidaritet og påviste vekselvirkninger mellem reaktionen i Bayern og den franske chauvinisme. Partidagen vedlagde sin opfattelse af øjeblikkets vigtige spørgsmål i et langt interessant manifest, der blev enstemmigt vedtaget. Først fastslås klassekampens skærpelse og de ulykker og forbrydelser, der følger kapitalismens imperialistiske fase. Krisen belyses, hvorefter det hævdes, at flertalssocialisternes koalitionspolitik og kommunisternes splittelsesarbejde og planløse oprør har svækket proletariatet, endvidere har også industriens koncentration styrket det hensynsløse borgerskab. U.S.P. bekender sig påny til beslutningerne fra Leipzig og Halle (dog findes udtrykket proletariatets diktatur intetsteds i manifestet). »Overfor det kapitalistiske system, som i sin konsekvens fører til stadig skarpere udbytning, til forstærkede angreb på alle social-politiske erobringer, til utålelig belastning af alle ubesiddende lag, må der indtages den skarpeste kampstilling. Idet U.S.P. fortsætter sin klare klassekampspolitik, fri for enhver regeringskoalition med borgerlige partier muliggør det den snarlige sammenslutning af alle arbejderpartier for proletariatets sejrrige slutkamp. Thi den sociale revolution kan kun føres til sejr, socialismen kun virkeliggøres af et proletariat, der er opfyldt med socialistisk klassebevidsthed og sammenfattet til en uafhængig førelse af klassekampen.« I modsætning til »socialreformisterne« ser U.S.P. reformernes betydning i, at de styrker arbejderklassen i dens kamp for den sociale omvæltning. Fra »putschisterne« (oprørsmændene) skiller det sig ved erkendelsen af, at kampmidlerne må være afpasset efter de til enhver tid herskende magtforhold mellem klasserne. »I Tyskland er arbejderklassens tilkæmpelse og hævdelse af magten den fornemste opgave. Dertil behøves frem for alt alle proletariske kræfters sammenfatning og enhed. Denne sammenfatning og enhed vil vokse frem af proletariatets kamp om sine livsinteresser, politiske nødvendigheder, den sociale revolutions videreudvikling har allerede gentagne gange tvunget de proletariske masser til fælles aktioner og vil i fremtiden gøre det i stadig større udstrækning. Arbejderpartier har derhos den pligt til enhver tid at hidføre enhedens maksimum. Dertil er det nødvendigt, at der søges en forståelse over de proletariatets fællesinteresser tjenende fordringer og over de fælles aktioners art, omfang og mål. Denne forståelse til fælles kamp kan antage forskellige former: opstilling af fælles fordringer og, når det er nødvendigt, deres fælles repræsentation i rige, provinser og kommuner, fælles tilkendegivelser, demonstrationer og andre aktioner. Af disse fælles kampe vil den vej udgå, der sluttelig fører til forening på grundlag af kampen for socialismens virkeliggørelse. Gående ud fra disse grundsætninger stiller U.S.P. følgende økonomiske og socialpolitiske kampmål i forgrunden: 1. Videreførelse af den sociale lovgivning. 2. Bekæmpelse af enhver forlængelse af arbejdstiden. 3. Forkastelse af enhver indskrænkning i koalitionsfriheden og strejkeretten. 4. Udvidelse af bedriftsrådenes rettigheder. 5. Virkeliggørelse af den grundsætning, at staten har pligt til at forsørge trængende, arbejdsudygtige eller arbejdsløse medlemmer af samfundet. 6. Skabelsen af en ensartet arbejdsret«. Desuden en række skattepolitiske foranstaltninger, hvis grundtanke er, at arbejderklassen ikke må belastes mere, ingen nye indirekte skatter må pålægges, men overklasserne, for hvem valutaforringelsen har været en kilde til berigelse, må rammes ved »sagværdiernes« beskatning. Endvidere kræves med eftertryk socialisering af nøgleindustrierne, særlig kulminedriften. Disse påny stillede fordringer står i overensstemmelse med de af fag- og funktionærforbundene rejste. »Partidagen betoner med alt eftertryk, at disse fordringer må gøres til grundlag for den fælles proletariske kamp af samtlige den tyske arbejderklasses faglige og politiske organisationer. Denne kamp må blive til det forjættende udgangspunkt for den enhedskampfront, der danner sig i den fælles strid og fører til proletariatets varige forening«. Da den enhed, som det er »en af U.S.P.D.s betydeligste historiske opgaver, af alle kræfter at tilstræbe og gennemføre«, også må være international, slutter det sig til Wiener-Internationale, der har samme mål. Manifestet slutter: »Proletarer i Tyskland, proletarer i alle lande forener eder!« Partidagen har været mærkelig derved, at man har undgået retningskampe, beslutningerne har sikkert alle været kompromisresultater. Også ved valget af partiledelsen blev der kun opstillet eet hold kandidater, men stemmetallene giver dog nogen oplysning om strømningerne i partiet. Til formænd genvalgtes Ledebour og Crispien, og desuden valgtes denne gang en tredje formand, som blev Dittmann. Den gamle høvding Ledebour, der er kendt som fører for partiets mest uforsonlige fløj, fik det mindste stemmetal af alle ledelsens medlemmer, nemlig 124, mens de fleste af de andre fik lidt over 180. Desuden nyvalgtes til partiledelsen »Freiheit«s redaktør dr. Hilferding, der står langt til højre. Havde man ventet sig, at denne partidag skulle bringe den endelige enhed, må den være en skuffelse. Imidlertid ville det også være dårskab at tro, at et stort parti med et skulle ophæve sig selv. Der er banet en vej fremad (»Vorwärts« siger diplomatisk, at partidagen har »ikke skadet« proletariatets enheds sag) som sikkert vil blive betrådt, og som ved forholdenes magt kan føre til endelig enhed. U.S.P. er blevet et mere enigt og mere besindigt parti, og hos flertalssocialisterne har der i den sidste tid gjort sig en umiskendelig radikalisering gældende (således har jo overordentlig mange partiforeninger protesteret mod koalitionen med det tyske folkeparti). Fuld teoretisk enighed er der dog ingen grund til at vente, man nogensinde så lidt som tidligere vil nå, ved en sammenslutning må selvfølgelig enhver have ret til at forbeholde sig sit synspunkt. Det har stadig været erkendt af dem, der arbejdede ivrigst for enheden (f.eks. Kautsky), at den ikke vil nås ved teoretiske debatter, men ved forholdenes magt og den fælles kamp. U.S.P.s manifest giver i sine ikke særlige radikale krav grundlaget for fremtidige fælles aktioner, til deltagelse i hvilke sikkert også kommunisterne vil blive opfordret, om de end selvfølgelig ikke kan gøres afhængige af denne deltagelse. Fælles aktioner har der som nævnt tidligere fundet sted, og i øjeblikket samarbejder de socialistiske partier i fire regeringer i Midttyskland, i Berlins kommunalbestyrelse, ved skattespørgsmålets behandling og U.S.P. og S.P.D. i kampen mod kommunisternes erobring af fagforeningerne. Med rette er på partidagen kampen om skatterne blevet betegnet som vejen til proletariatets enhed. - er der således ikke tale om nogen øjeblikkelig sammenslutning mellem U.S.P. og S.P.D., vinker en sådan måske fra en anden kant. Tysklands kommunistiske parti befinder sig i fuld opløsning. Af de 500,000 medlemmer det havde i november 1920, efter at de Uafhængiges venstrefløj havde sluttet sig til det, var det i marts 1921 300,000, og ifølge partioppositionens opgivelser nu kun 180-200,000 tilbage, mens dog »Rothe Fahne« sætter tallet til 277,000. Partiet, der er splittet indvendigt, angribes fra venstre af Kommunistisk Arbejderparti for sin »opportunisme og reformisme«, fra højre af de udstødtes stadig talrigere skare af rigsdags- og landdagsmænd, kommunerepræsentanter o.s.v., der under dr. Levi har organiseret sig i Kommunistisk Arbejdsfællesskab. Dette skal efter forlydende have villet sende en delegation til Leipzig for at forhandle om indtrædelse i U.S.P., men afsendelsen blev udskudt ved en delegerets sygdom. Også internationalt må der ved den fælles kamp kunne banes vej til enheden. Jeg skal i denne forbindelse tillade mig at rette en i »Socialisten« for december indløben trykfejl, der fremgår såvel af sammenhængen som af Ledebours referat i »Freiheit«. Hans forslag på den franske kongres gik ud på, at Wiener-Internationales bureau skulle indbyde de andre internationalers bureauer til forhandling om mulig indledelse af fælles aktioner af de tre Internationaler. Herpå er der siden arbejdet videre af det franske parti, der nu straks vil indbyde socialisterne i England, Belgien, Tyskland og Italien til en konference i Paris om erstatningsspørgsmålet, senere skal der holdes en kongres herom af alle socialistiske (altså også 3. Internationales) partier. Et tydeligt bevis på enhedstankens vækst er det, at denne tanke er opstået samtidigt her, hos det danske og hos det italienske socialdemokrati. Så sent som i april sidste år ville man slet ikke høre tale om en fælles konference om dette spørgsmål. Samtidigt har, så mærkværdigt det end lyder, 3. Internationales eksekutivkomite udsendt et opråb, hvori den opfordrer alle arbejdere, hvad enten de er anarkister, syndikalister, kommunister, socialdemokrater eller tilhører kristelige eller liberale fagforeninger, til at slutte sig sammen til en enhedsfront. Denne opfordring skal så formes i konkrete forslag på en kongres i februar. Det er endnu ikke muligt at bedømme virkningen af og motiverne til denne optræden. Udelukket er det jo ikke, at bolschevikerne, som de realpolitikere de er, skulle have erkendt 3. Internationales fallit og slå ind på en anden taktik, men det ligger dog nærmere at antage, at den dels er en svingning for stemningen i arbejderklassen, dels er udsprunget af ønsket om at styrke Sovjetregeringen ved konferencen i Genua. Partidagen i Leipzig synes at være et skridt på den rette vej. For enden af denne lyser et genforenet tysk arbejderparti, der vil ruske de ligegyldige op påny, og forenet med funktionærerne, der jo nu har sluttet sig til fagforbundene, vil være en magtfaktor af verdenshistorisk betydning. I en bemærkelsesværdig artikel opgør »Freiheit« »fremskridtpartidagen«s resultater, særlig med hensyn til enhedsfronten og slutter: »Vi vil ikke efter rusen få tømmermænd og blive såkaldte realpolitikere. Vi vil se klart, men også langt, vi vil tage det rette hensyn til dagligdagen og samtidig til den proletariske fremtid. Det er en svær opgave, der aldrig lykkes fuldstændigt, men vi er på vejen til dens løsning, vi skrider fremad i socialistisk erkendelse og i planfuld udvikling af den nationale og internationale proletariske kamp. Det har Leipzig på ny bevist. Det var hin oplivelse af U.S.P.D.s ånd, der nu må udvikle sig i kommune og parlament, i enkeltstat og rige, i brugs- og fagforening, ikke svidende som ørkenvinden fra Moskva, men derimod forenende som verdenskrigens store dødes - vor franske broder - Jean Jaurés' ånd.

Det er sagt, at verdenskrigen og Tysklands sammenbrud flyttede centrum for den internationale arbejderbevægelse fra Tyskland til England. Helt rigtigt er dette måske ikke. Tiden får vise, i hvor høj grad de engelske arbejdere forstår og evner at tage førerstillingen både i arbejderbevægelsen og deres land. Men der er så meget deri, at vi herhjemme, som hidtil næsten udelukkende har haft vort blik rettet syd på, også burde vende dette mod vest og se, hvorledes Englands og også Amerikas arbejderbevægelse former sig. I England er de sociale, politiske og økonomiske forhold i smeltediglen. Store begivenheder kan ventes, og ingen tør spå deres udgang. Det britiske imperium, hvis verdensherredømme er dets stolthed, synes at knage i sine fuger. Man behøver blot at nævne tre navne: Irland, Indien og Ægypten for at vise, hvor alvorligt det er. Ægypten er blevet selvstændigt, og England bevarer måske derved sin indflydelse, men Irland er alt andet end tilfreds med det forlig, der blev sluttet ved årets begyndelse og den sidste kamp mellem den grønne ø's republikanske hær og de engelske tropper er ikke udkæmpet endnu. Og i Indien rejser selvstændighedsmændene sig og vinder fremgang i langt større omfang, end den engelske censur tillader at nævne. Selv ikke besøget af den engelske tronfølger, prinsen af Wales, synes at have virket forsonende på de varmblodige hinduer, der tværtimod af loyalitet viste deres oprigtige følelser overfor England ved et lille rask attentat mod ham. De bevægede tilstande har allerede kostet en vicekonge og en minister deres parlamentariske liv, og det viser farligheden af begivenhederne i dette rige og for England så betydningsfulde land. Både indadtil og udenrigspolitisk har disse forhold den største betydning for England. Dets prestige vil synke, og Englands statsmænd må koncentrere deres kræfter om disse punkter og mindre på at få Tyskland til at overholde fredstraktatens vanvittige bestemmelser. Den intime forbindelse med Frankrig vil løsnes, og Frankrig vil få at føle den gamle historiske sandhed, at Englands venskab aldrig bliver langvarigt. Indrepolitisk er alt også i opløsningens tegn. I 1919, da krigen var sluttet med Tysklands nederlag og sejrsrusen endnu sad i kroppen på vælgerne, skyndte den gamle liberale Llogd George, der jo under krigen blev de konservatives fører, sig at afholde valg. Koalitionen mellem de to partier sejrede ved hjælp af den største demagogi, verden endnu har set. Man lovede sejrsberuste vælgere, at »kejseren« skulle blive hentet over til England og hængt i engelsk galge, man lovede, at Tyskland skulle blive klemt, ligesom man presser en citron, indtil der ikke er en dråbe igen. Ordene lyder ikke sådan nu. Det gælder ikke længer om at »presse« Tyskland; thi et andet og farligere problem er kommet til. England har 2½ million arbejdsløse, den engelske industri er lammet, og det gælder ikke længere om hverken at få tyske penge eller tyske varer, men derimod om at få engelske penge anbragt, at kunne producere engelske varer og få afsætning for dem i udlandet. Frankrig, der jo i mindre grad er et industriland, er ikke under det samme tryk, og foretrækker de tyske kul for de engelske, når man kan få dem gratis. De gentagne råb om Europas økonomiske genrejsning i fællesskab og fælles arbejde viser, at kapitalisterne nok ved, hvor tampen brænder. Tysklands og Ruslands forvandling til købedygtige lande er betingelsen for afhjælpning af arbejdsløshed og økonomisk kaos. Om disse spørgsmål råder der i England ingen virkelig uenighed. Derimod er de 2½ million arbejdsløse og arbejderpartiets fremgang et socialt problem, som de konservative ser på med megen ængstelse. Efter at krigsrusen er dunstet bort, er klassekampens problem rykket ind på den politiske arena, og her ønsker de konservative ikke at stå under førerskab af en selv forhenværende liberal og arbejderpartiet ret venligsindet mand. Kapitalen og konservatismen i England tiltror ikke Lloyd George evnen til at kunne slå arbejderpartiet ned og standse dets fremgang. Heri skal man sikkert se den rette årsag til den forestående adskillelse mellem regeringskoalitionens to poster og den politiske krise, der var for nylig og som i løbet af nogle måneder vil medføre, at Lloyd George trækker sig tilbage som ministerpræsident. Modsætningen til arbejderpartiet er altså større end kærligheden til Lloyd George, og denne frygt for de fremrykkende arbejdermasser er heller ikke ubegrundet. Siden krigsvalgene har koalitionen ved suppleringsvalg tabt 16 mandater og af disse har arbejderpartiet taget de 12, og råder nu over 73 medlemmer i det engelske underhus. Skal det forhindres, at det engelske arbejderparti får afgørende indflydelse efter et valg, må det bekæmpes med anderledes skarpe midler end Lloyd George vil. »Samling mod arbejderne« er det feltråb, som lyder fra de konservative, og det har allerede begyndt at sætte frugt. Nylig har der været afholdt kommunale valg, og her førtes kampagnen på at få kommunens sociale udgifter bragt ned, og arbejderpartiet fik at føle, hvad det vil sige, når modstanderne løber sammen. Billedet af disse kommunale valg viste en stærk fremgang for de borgerlige partier. De næste politiske valg vil derfor sikkert forme sig som en stor kamp mod arbejderpartiet, hvilket vel viser arbejdernes styrke, men det sætter også bom for den mulighed, som nogle sangvinikere spåede, at det skulle blive Henderson, der rykkede ind som premierminister efter valget. Men foruden dette trues den engelske arbejderbevægelse af et stort fagligt opgør. Ligesom her i Danmark har arbejdsgiverne søgt at gennemføre store lønreduktioner, og ikke alene dette, men også søgt at fravriste de engelske fagorganisationer en hel del af de goder, som man gennem mange års arbejde har opnået. Siden d. 11 marts er 300,000 arbejdere på maskinværkstederne lock-outet, og jernstøbere og skibsbyggere trues med at dele skæbne med dem. Ligesom hos os er arbejderne udarmet af lang arbejdsløshed. Det pågældende fagforbund (Engineering Union) har 90,000 arbejdsløse og har, efter hvad der oplyses, i de sidste 18 måneder udbetalt 2½ mill. pund eller ca. 50 mill. kr. i understøttelse til de arbejdsløse. Arbejdsgivernes krav var ikke alene lønreduktioner, thi om disse var man forsåvidt enige ved forhandlingerne, men det gjaldt også arbejdsgivernes eneret til at lede og fordele arbejdet, og man forlangte bl.a., at fagforbundet skulle fraskrive sig sin hidtidige indflydelse på spørgsmålet om overarbejde. Fra arbejdernes side blev dette betragtet som et sådant indgreb i hævdvundne rettigheder, at man selv under disse vanskelige forhold foretrak kampen. Regeringen forsøgte at mægle, men forgæves. Som stillingen er, ser det ud til, at kampen snarere kan ventes udvidet end afsluttet. Alle disse forhold viser, at England står i klassekampens tegn, og at engelske arbejdere både politisk og fagligt vil få hårde kampe at bestå. Men sikkert vil disse også modne den engelske arbejderbevægelse, der jo på så mange punkter ikke har været så langt fremme som fastlandets.

I november bragte »Socialisten« en oversættelse af det tyske socialdemokratis nye program (»Görlitzerprogrammet«) og bebudede ved samme lejlighed en sammenligning mellem dette og partiets hidtidige program (»Erfurterprogrammet«). Pladsmangel har imidlertid hidtil hindret os i at bringe denne, men endskønt der nu er forløbet ½ år, tror vi dog, at en sådan sammenligning endnu kan have sin interesse. Erfurterprogrammet, der vedtoges i 1891, har nemlig i de forløbne 30 år ikke alene stået som udtryk for det tyske socialdemokratis opfattelse og formål, men har vundet anerkendelse som et af de klareste udtryk for, hvad socialister i alle lande mente og tilstræbte. En sammenligning af de forskellige socialdemokratiske programmer vil da også vise, at selv om de i deres form kan være ret afvigende fra Erfurterprogrammet, så har de dog mere og mere nærmet sig til ånden og tankegangen i dette. Da Bernstein i slutningen af halvfemserne fremsatte sit krav om revision af Erfurterprogrammet og søgte at påvise, at den udvikling af stordriften og koncentration af kapitalen, som var forudsat i dette, ikke fandt sted, så gav den diskussion, som i den anledning opstod mellem ham og Kautsky genlyd langt ud over Tysklands grænser og stikordene »revisionister« og »radikale« delte Europas socialister i 2 lejre. Efter krigen og revolutionen i 1918 opstod kravet om en revision af programmet igen, men det var nu ikke længere den teoretiske uenighed om kapitalens koncentration og klassemodsætningernes tilspidsning, der var motivet, men derimod den forandrede situation, som socialdemokratiet var kommet i ved kejserdømmets sammenbrud og republikkens indførelse. Fra at være et monarki, hvori kejseren og hans tafelrunde spillede en dominerende rolle, var Tyskland gået over til at blive en demokratisk republik, hvori socialdemokratiet var det førende parti. At dets taktik og anskuelser på forskellige områder måtte ændres under disse ændrede forhold er forståeligt, og efter lange debatter har dette fået sit udtryk i det nye partiprogram. Det falder også straks i øjnene, når man gennemlæser dette program, at det er de af krigen og nederlaget skabte forhold, der har foresvævet partidagen i Görlitz, da den vedtog det. Ja, man får næsten det indtryk, at vore tyske partifæller har mistet erindringen om alt, hvad der ligger forud for krigen, - eller måske snarere, at de søger at udviske det af erindringen og lade historien begynde med »verdenskrigen og det fredsdiktat, der afsluttede denne«. Ganske vist erkendes det, at der også før krigen har eksisteret en kapitalistisk samfundshusholdning, der havde bragt den væsentligste del af produktionsmidlerne ind under et forholdsvis lille antal af storbesidderes herredømme; men programmet drager dog hovedsagelig sine slutninger og bygger sine anskuelser op på de erfaringer, man har gjort under og efter krigen. Det bliver derfor i udpræget grad et nutidsprogram, eller et program for dagen og vejen. Erfurterprogrammet nåede ved at følge den kapitalistiske udviklings linjer og forlænge disse ud i fremtiden til sin ganske vist af revisionisterne bestridte påvisning af, hvorledes det borgerlige samfunds økonomiske udvikling med naturnødvendighed fører til smådriftens undergang og udvidelse af kløften mellem besiddende og besiddelsesløse, og drog deraf den slutning, at denne udvikling må føre til produktionsmidlernes overgang til samfundsmæssig ejendom. Der var vid horisont i denne fremstilling. Gorlitzerprogrammet derimod nøjes med at tegne et øjebliksbillede af det tyske samfund som det fremtræder efter krigen og revolutionen. Det påviser, hvorledes hensynsløse krigsspekulanter har hævet sig i vejret, medens små erhvervsdrivende, embedsmænd og funktionærer, kunstnere og forfattere osv. er sunket ned til proletariske livsbetingelser. Det hævder, at »udviklingen til højkapitalisme« sammen med »den utilfredsstillende løsning af de nationale og økonomiske verdensproblemer ved den gældende fredstraktat« fremmaner faren for nye blodige konflikter. Men på den anden side har revolutionen skaffet Tyskland republikken, og programmet anviser partiet sine hovedopgaver i for det første at beskytte den tilkæmpede frihed (dvs. republikken) og for det andet at »kæmpe for den i den frie folkestat organiserede folkeviljes herredømme over virksomhederne« (dvs. socialiseringen). Man havde vist været berettiget til at vente, at dette sidste punkt var blevet noget klarere udformet eftersom det tyske socialdemokrati i de senere år har været så nær inde på livet af socialiseringsproblemet. Dette er ikke sket, programmet nøjes med at levere nogle journalistiske vendinger som »samfundets fornyelse i socialistisk fællesskabs ånd«. Under indtrykket af denne skuffelse fristes man til at give Nils Karleby ret, når han i det svenske socialdemokratis tidsskrift »Tiden« skriver, at »det nye program vel meget har karakteren af en tilfældig agitationsartikel for embedsmænd og småborgere«. Det kan i hvert fald ikke nægtes, at Görlitzerprogrammet i nogen grad gør forsøg på at udviske partiets karakter af at være et arbejderparti. Medens Erfurterprogrammet, ligesom f.eks. det danske partiprogram, havde optaget sætningen fra det første Internationales program: »Arbejdernes frigørelse må være arbejderklassens eget værk«, så findes denne sætning ikke i det nye program, der derimod taler om »en sammenslutning af alle håndens og åndens arbejdere, der er henviste til indtægt ved eget arbejde«, og senere som dem, der er sunket ned til proletariske livsbetingelser nævner: små og mellemstore besiddere, erhvervsdrivende, skarer af åndsarbejdere, embedsmænd og funktionærer, kunstnere og forfattere, lærere og alle arter af frie erhverv. Naturligvis skal et socialdemokratisk parti ikke hindre personer af de andre samfundsklasser i at slutte sig til partiet, når de deler dets anskuelser; men at tilsløre partiets klassepræg - og det oven i købet i dets program - er alligevel noget, der måske kan forklares, men efter min mening ikke forsvares med nødvendigheden at, at samarbejde med borgerlige grupper og partier. Der er mange punkter i programmet, der enten må synes slet ikke at høre hjemme i et partiprogram eller som kun kan have en rent øjeblikkelig betydning. Det gælder f.eks. om punkter som »virksom forfølgelse af skattebesvigelser og kapitalflugt« eller »revision af Versailles fredstraktaten«. Der er andre punkter som er i høj grad uklare f.eks. »planmæssig og efter arbejderklassens sociale behov afpasset befolkningspolitik.« - hvad betyder det? - da det efterfølges af et krav om særlig forsorg for barnerige familier, ville jeg være tilbøjelig til at mene, at tanken har været at befolkningens vækst skal fremmes; men jeg ser, at andre opfatter det som et udtryk for ny malthusianistiske tendenser. Et programpunkt bør nu helst være affattet således, at meningen er klar. I det hele taget må det siges, at Görlitzerprogrammet hverken i klarhed, vidsyn eller konsekvent socialistisk tankegang kommer på højde med sin forgænger, og jeg frygter ikke for at blive gjort til skamme som spåmand, når jeg forudsiger, at det heller ikke vil nå på siden af det hverken i levetid eller anseelse og- indflydelse.

I England er der oparbejdet en ny fredsbevægelse som nok kan påregne interesse også andre steder. Organisationen hedder »Union Democratic Control« (U.D.C.) dvs. »forbundet for demokratisk kontrol« og tæller mere end 2 millioner medlemmer, ligesom lignende organisationer er startet i andre af de førhen krigsførende lande. Forbundets program er ret oppurtunistisk, men det øver stor indflydelse i engelsk politik. De vigtigste punkter er: ingen provins må overføres fra et land til et andet uden folkeafstemning. Ingen traktat må afsluttes uden parlamentets godkendelse. Demokratisk kontrol med udenrigspolitikken. Nedsættelse af militærudgifterne og socialisering af krigsindustrien. Programmet er ikke nyt. Det er det samme, som var så stærkt fremme, da man begyndte fredsforhandlingerne, men som ganske druknede i den clemenceauske reaktion. Mere end dette kan måske præsidenten for forbundet interessere. Det er stiftet og ledes af den kendte englænder E. D. Morel. I 1913 gjorde han sig verdenskendt ved at afsløre den belgiske konges skandaløse »regering« af negerstaten Kongo og de mange grusomheder, der fandt sted her. Indtil krigen var han liberal, men sluttede sig derefter til arbejderpartiet og er nu en af dettes dygtigste og mest kendte mænd. Han er opstillet mod den værste sabelrasler i England minister Winston Churchill, som han håber at slå ud ved næste valg. Under krigen fik han chauvinisternes had at føle og idømtes 6 måneders fængsel.

Fra Moskva er udsendt et nyt budskab. Medens de tidligere lød på: uforsonlig kamp med socialforræderne, ned med højresocialisterne, der er værre end kapitalisterne, sådan lyder dette nye: enhedsfront med socialdemokratiet, fælles optræden af alle arbejdere mod kapitalismen! Det er Moskvas nye politik, ligesom man har indledt et intimt samarbejde med verdens kapitalister og Stinnes kappes med Bank of England om at kapitalisere og industrialisere Rusland, således mener 3. Internationale, at man også må samarbejde med disse landes arbejdere. Programmet om alle arbejderes enhedsfront er godt og kan ikke møde nogen indvending. Både større og mindre ånder end Lenin har sagt denne sandhed. Men man tvivler rigtignok lidt på ærligheden, når det kommer fra den side, der hidtil kun har haft de værste skældsord tilovers for anderledes tænkende socialister. Sandheden er vistnok den, at kommunismen som sådan er færdig og selvom den ikke alle steder er afgået ved døden på en så gemytlig måde som her i Danmark, så har det dog vist sig, at der ikke er virkelig jordbund for dens agitation. Så hellere søge samarbejde med dødsfjenderne. I begyndelsen af april skal de tre internationales eksekutivkomite (2. 2½ og 3.) samles i Berlin og hvis det fra kommunisternes side er andet end bluff og parade, kan det blive et betydningsfuldt møde.

Socialisering. Ved socialisering forstås: 1) overførelsen af alle industrier og bedrifter, som tjener til tilfredsstillelse af de menneskelige fornødenheder, fra kapitalisternes besiddelse og forvaltning til samfundets besiddelse og forvaltning. 2) den usamfundsmæssige fremstilling og fordeling, hvis mål kun er den enkeltes profit, erstattes med en hensigtsmæssigere fordeling og en samfundsmæssig fordeling med det mål at være til størst mulig nytte for alle. 3) ophævelsen af det samfundsmæssige slaveri, som den store masse af de faktiske frembringere nu lever i, og indførelse af en almindelig deltagelse af arbejderne i bedrifternes ledelse. Den hurtige og stærke vækst af den monopoliserende kontrol, som kapitalismen udøver over industrierne, forøger privatejendomsbesiddernes magt til vilkårligt at fastsætte prisen på alle livsfornødenheder. På den anden side står den voksende modstand, som de organiserede arbejdere udøver imod at opretholde et produktionssystem, som holder dem i trældom og ikke en gang tillader dem mærkbart at forbedre deres livsforhold. Denne utålelige tilstand gør det fra dag til dag til en tvingende nødvendighed at genopbygge samfundet efter socialistiske grundsætninger. Socialiseringen må gå skridtvis frem fra den ene industri til den anden, alt eftersom forholdene i de enkelte lande tillader det. Men hvor meget end alle socialister må fordømme det private profitsystem, må de dog aldrig gribe ind i nogen industri, hvis de ikke er i stand til at erstatte det med en bedre organisationsform. En sådan socialisering lidt efter lidt udelukker almindelig ekspropriation uden erstatning, ikke alene fordi det er uretfærdigt, at de enkelte individer rammes deraf, men også fordi en konfiskering af den kapitalistiske bedrift i industrien vil medføre, at socialiseringen ikke kan gå så hurtig for sig. De for affindelsen med kapitalisterne nødvendige summer må tages ved beskatning af de besiddende klasser, omfattende formueafgift, indkomst- og arveskatter og begrænsning af arveretten til gunst for staten. I et produktionsmæssigt højt udviklet samfund med en befolkning i stærke store byer, må socialiseringen foregå i 3 hovedformer, nemlig, den nationale, den kommunale og den kooperative. Således må til eksempel landbesiddelsen være national med garantier for bønderne. Ligeledes må industrier af stor national betydning, såsom trafikvæsenet, elektricitetsfremstillingen og bjergværker nationaliseres. Men forvaltningen af et stort antal industrier og bedrifter må overgå til kommunen og andre lokale myndigheder, derunder ikke alene gas-, vand- og elektricitetsværker, men i mange lande også fremstillingen af levnedsmidler, beklædningsgenstande og boligbyggeri produktionen og fordelingen af mange daglige brugsgenstande vil på samme måde være et naturligt område at danne kooperative forbrugsforeninger på. Industrier, der ikke er modne for socialisering, eller hvor af andre grunde socialisering ikke er gennemførlig, stilles under offentlighedens kontrol, således at der træffes forholdsregler til at gøre produktionen så billig og så god som mulig, og fastsætte priserne og skabe sikkerhed for overholdelse af de almindelige foreskrevne arbejdsbetingelser. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det socialistiske samfund skaber den videst mulige frihed og at socialiseringens grundsætninger ikke udelukker f.eks. selvstændige bondebrug og heller ikke fortsættelsen af håndværksmæssige bedrifter under ledelse af for egen regning arbejdende håndværkere og kunstnere af enhver art, når det blot er en given forudsætning, at andre personer ikke udbyttes. På den anden side udelukker socialiseringens princip enkeltmands eller selskabers ejendomsret til naturkræfterne og jordens rigdomme eller til produktionsmidlerne i de store hovedindustrier, ligesom enkelte personer eller grupper ikke kan diktere eller råde over de industrier, i hvilke de er beskæftigede. Det hører til samfundets opgave som helhed at overvåge alle varers priser, og at stille den fornødne kapital til rådighed, for de socialiserede industrier. Socialiserede industriers forvaltning. Et princip af største vigtighed ved socialiseringen er, at tilsyn er adskilt fra forvaltningen. Tilsynet udøves gennem den af folket valgte nationalforsamling. Forvaltningens organer i alle industrier og tjenestegrene må strengt være adskilt fra den politiske regering. De nationale industrier. Hver industri og offentlig tjenestegren forlanger en efter hvervs forhold afpasset forvaltningsform. Som almindeligt grundlag foreslås, at de nationale industrier forsynes med a) Et nationalt forvaltningsråd bestående af repræsentanter for: 1. De deri beskæftigede arbejdere. 2. Forretningsledelsen (indbefattet det tekniske personale). 3. Forbrugerne og samfundet som helhed. b) Hvor det er nødvendigt med distriktsråd for et afgrænset distrikt, disses sammensætning er en lignende. c) Med bedriftsudvalg for hver fabrik, bjergværk eller lignende.... I enhver national industri må findes særlige institutioner for afslutning af overenskomster mellem forretningsledelsen på den ene side og hvert enkelt fag, som finder beskæftigelse i industrien. Der skal være et fælles råd for hvert fag, der har organiseret sig særligt, det være sig i en fagforening eller tilsluttet et større fagforbund. I dette råd skal sidde lige dele af repræsentanter for forretningsledelsen og den pågældende fagforening eller fagforbund. Strejkeretten, dvs. den fælles arbejdsnægtelse, kan ikke fratages noget menneske uden at krænke hans frihed. Men fra det øjeblik, det ikke længere drejer sig om at imødegå kapitalisternes profitbegær, men det blot kommer an på at kræve af samfundet som helhed rimelige og anstændige levevilkår, har man lov til at vente, at den offentlige mening vil blive betragtet som afgørende faktor. Kommune-socialisering. De store tal af industrier og virksomheder, der er i hænderne på lokale myndigheder, må ledes af råd, valgt af folket. Ved forvaltningen af hver enkelt virksomhed er de deri beskæftigede hånds- og åndsarbejdere delagtige. Iøvrigt må disse administreres på samme måde som de nationalt socialiserede industrier. (vedtaget med alle stemmer mod den engelske delegations.)

Kongressen udtaler, at arbejderklassen må bestræbe sig for at befæste freden, hvilket kun er muligt på grundlag af folkenes frie selvbestemmelsesret. Talrige folk er endnu undertrykte, selv om det til eksempel kun drejer sig om Ægypten, Lilleasiens små folk eller Kaukasien. Disse folkeslags uafhængighed må sikres. Enkelte steder bliver endogså sådanne folks allerede tilkæmpede uafhængighed truet med våbenmagt. Kongressen, der har protesteret mod den mod Sovjetrusland rettede offensiv, protesterer også mod den russiske okkupation af gebeter, der tilhører andre folk, som Aserbejdschan, hvis uafhængighed må anerkendes. Den kommission, som skal undersøge forholdene i Transkaukasien må også affatte en beretning om forholdene i det førstnævnte land, som kan tjene som rettesnor ved senere aktioner. Kongressen protesterer også mod polens okkupation af litausk område og mod undertrykningen af Litauens forvaltningsorganer ved russiske besættelselstropper, og den fordrer udtrykkelig gennemførelsen af den mellem Rusland og Litauen afsluttede overenskomst. Internationales opmærksomhed er endvidere henledt på forholdene i Polen, hvis uafhængighed er truet. Dette punkt har i mange år været et grundlæggende programpunkt for internationale. Det er kongressens betragtning, at en retfærdig fred må give sikkerhed for polens eksistens, men den protesterer kraftig mod ethvert forsøg på at benytte en øjeblikkelig begivenhed til indblanding i Ruslands anliggender. Vi aftrykker endelig tilsidst II. Internationales program som det vedtoges på denne kongres: 1) Den politiske organisation af arbejderklassen har til mål at afskaffe den kapitalistiske samfundsform og at sikre menneskehedens fulde befrielse ved erobringen af den politiske magt og socialisering af produktion og vareudveksling. Dette betyder en forandring af det kapitalistiske system til et socialistisk, kollektivistisk eller kommunistisk. 2) International samling og aktion for et virkeligt folkeforbund gennem kamp mod chauvinisme og imperialisme og for almindelig og hurtig afskaffelse af militarismen og rustningerne til sikring af verdensfreden. 3) Internationale repræsenterer og forsvarer de undertrykte folks og racers interesser. - Til opnåelsen af dette mål tjener tre kampformer, som står på hver sit udviklingstrin og opfylder hver sin opgave: den politiske, den faglige og kooperative. Disse forskellige organisationer må virke som selvstændige organer, søge at øve deres indflydelse i de forskellige lande for at befæste det internationale sammenhold. Da disse organisationer tilstræber det samme mål, må de også samarbejde i international og revolutionær ånd til verdensfredens opretholdelse. - - Statutterne bestemmer, at internationale har følgende permanente organer: 1) Kongressen. 2) Det internationale råd. 3)Eksekutivkomitéen. 4) Sekretariatet. - Kongressen er den øverste myndighed og hver nation eller sektion har ret til at sende mindst 6 delegerede og højst dobbelt så mange som de har stemmer i det internationale råd. Kongressen samles hvert andet år. Det internationale råd vælges af de enkelte lande og består af 2 delegerede for hvert land. Dette vælger eksekutivkomité og sekretariat og fastsætter hvor mange stemmer hvert land skal have under hensyn til landets indbyggerantal, dets betydning og styrken af landets arbejderorganisationer. Det samles mindst 2 gange mellem hver kongres.

Siden de dage, da borgerkrigen i Finland rasede mellem røde og hvide og kampe udfægtedes på regulær krigsmæssig vis med fuldt udrustede, moderne hære på begge sider, siden da har der været temmelig stille om Finlands politik. Den finske overklasse vandt en stor sejr, arbejdernes ledelse arresteredes, tusinder dømtes til fængsel, titusinder mistede deres borgerlige rettigheder, og alt syntes således tilrettelagt for et langvarigt politisk overklasseregimente af den reaktionæreste art. Medens hele den gamle arbejderbevægelse blev knust af Mannerheims soldater og lovpåbud, så voksede dog på trods - eller netop måske på grund af disse forhold forbavsende hurtigt et helt nyt socialdemokrati op. Man fik hurtig skabt en presse og en partiorganisation, og efter de sidste valg, som afholdtes for 1½ år siden, er det finske socialdemokrati en afgørende faktor i Finlands politik. Det besætter 78 af rigdagens 200 pladser og den nuværende liberale regering har mere end en gang fået hjælp til gennemførelse af en eller anden sag fra socialdemokratiets side. Finlands overklasse er stærkt splittet i forskellige indbyrdes meget uenige partier, lige fra et liberalt til et yderliggående reaktionært. Den nuværende regering er en liberal samlingsregering, men som enhver mindretalsregering svag og under påvirkning af modsatte stemninger og strømninger. Den mest reaktionære del af overklassen har i den sidste tid ført en stærkt pågående agitation, både i indenrigs- og udenrigspolitisk retning. I den sidste henseende tilstræber denne fløj en politik mod Sovjetrusland og for en alliance med Polen og lignende lande. Udenrigsministeren hr. Hohsty har afsluttet en traktat med Polen og denne er vendt direkte mod Rusland og Litauen overfor hvilken sidste stat Polen har et krav på byen Vilna. Regeringen har tøvet med at forelægge rigsdagen denne traktat til godkendelse, og når det sker en gang efter Genua-konferencen ventes det almindeligt, at den vil blive forkastet. Thi ikke alene socialdemokratiet, men også andre grupper er modstandere af det mærkværdige forbund med Polen, der kun har sin forklaring i fælles had til Rusland og fælles reaktionære følelser. I indre politik er denne reaktion ikke mindre aggressiv. Da de ikke har kunnet få regeringen til direkte at begå de overgreb som ønskedes, har de nu selv begyndt en »aktivistisk« politik af en lignende selvstændig art som fascisternes i Italien og republikanernes i Irland. På mange måder søger man at genere og forhindre arbejdernes møder, især de kommunistiske. Kommunistlederne arresteres og politiet, der jo altid er reaktionært, støtter denne kamarilla. Fra borgerkrigens tid er denne overklasse vel organiseret og udrustet med våben. Og den har beholdt disse. Det påstås, at i Helsingfors kan denne »hvide garde« i løbet af 24 timer stille 50.000 mand fuldt udrustet med uniformer, våben artilleri, ammunition og flyvemaskiner, og det siges, at denne overklassens private hær er større og bedre udrustet end den styrke, staten råder over i den officielle hær. Med sådanne ting i ryggen forstår man, at denne reaktionære opposition er stærk. Et udslag af den lidenskabelige agitation var mordet på indenrigsminister Ritavouri for nogle måneder siden. Han var en meget frisindet mand, som i vid udstrækning har gennemført amnesti for dømte kommunister og som overhovedet ved en forsonlighedens politik søgte at fjerne den bitterhed, som findes i arbejderklassens største del som rest fra borgerkrigens blodige dage. Socialdemokratiet påviste, at ministeren blev dræbt efter et reaktionært komplots befaling og forlangte en undersøgelse iværksat. Men netop Ritavouri var regeringens stærkeste mand, og siden da har dens politik været svag usikker og famlende. Socialdemokratiets stilling er under disse forhold uhyre vanskelig. Den finske arbejderklasse mindes endnu den frygtelige hævn, overklassen tog, den er som en krudttønde; en gnist kan fænge. Derfor må unødig ophidselse undgås samtidig med, at man dog viser både regeringen og overklassereaktionen arbejdernes magt. Socialdemokratiet i Finland kan ikke drive nogen stor demonstrationspolitik, men må søge direkte at gavne arbejderklassen, der på så mange måder endnu lider under følgerne af krig og revolution. Socialdemokratiet har protesteret mod forfølgelsen af kommunisterne og har krævet, at regeringen virkningsfuldt skal skride ind mod den brutale overklassekamarilla. Det finske socialdemokrati ønsker i modsætning til overklassen, der vil forbund med Polen og Ententen, at orientere sig i retning af Skandinavien. Man ønsker, at Finland skal optræde i fællesskab med de skandinaviske lande, og en af partifællerne har udkastet tanken om en Interbaltisk Socialistkonference for at styrke de unge socialdemokratier, der findes i de små lande ved Østersøen. Om nogen tid finder den politiske spænding i Finland sikkert en udløsning i de rigsdagsvalg, som skal afholdes i begyndelsen af juli måned. Socialdemokratiet venter ikke nogen fremgang, idet kommunisterne, som ved sidste valg stemte på socialdemokraterne, denne gang opstiller selvstændige kandidater. De har nu kun 2 mand i rigsdagen, men venter at få 18-20 mandater. For nyligt afholdt socialdemokratiet partimøde hvor man vedtog at tilslutte sig 2½ Internationale - sikkert af visse nærliggende, taktiske grunde, - men samtidig vedtog man ikke at indgå nogen valgalliance med kommunisterne. Socialdemokratiet fremholder i al sin politik, at loven skal være lige for alle borgere, men stemples ikke desto mindre som lovløshedens parti af den overklasse, der under zardømmet selv altid påpegede lovens bud, men i det øjeblik den havde slået arbejderklassen ned, glemte al lovlighed for disse borgere. De følger den overklassemoral, som den tyske historiker Th. Mommsen allerede kunne påvise hos de gamle romere: »Lovlighedens riddere har stedse ment at have monopol på kun at lyde loven i samme grad, den fremmer deres klasseinteresser«.

Den der vil kende en af åndens stormænd til bunds, må ikke alene sætte sig ind i hans offentlige fremtræden, men også undersøge hans brevveksling, der ofte giver meget bedre underretning om hans inderste tanker og følelser. Derfor er det anerkendelse værd, at professor Gustav Mayer, efter i fjor at have udgivet »Breve fra og til Lasalle indtil 1848«, nu har udsendt brevvekslingen mellem Lassalle, Marx og Fr. Engels.( Gustav Mayer: Briefwechsel zwischen Lassalle und Marx nebst briefen von Fr. Engels und Jenny Marx an Lassalle, und von Marx an Grafin Hatzfeld. 411 seiten). Ganske vist er brevskrivere ikke altid helt åbne og ærlige i deres breve, - især ikke, når de ikke kan stole fuldtud på dem, som de skriver til, eller betragter disse som politiske rivaler eller ærgerrigheder. Dette gælder også om Marx og Engels i deres brevveksling med Lassalle. De er aldrig fri for at nære en vis mistro til Lassalle, og de ser stadig i ham en videnskabelig jonglør, der med ærgerrighed som motiv er parat til politiske sidespring. Dette gælder navnlig om Fr. Engels, der bag Lassalles hengivenhedsytringer kun så uoprigtigheder. Man behøver kun at sammenligne den for 9 år siden udgivne brevveksling mellem Marx og Engels med disse to venners breve til Lassalle for straks at se, hvor ofte de har tilhyllet deres egentlige væsen for ham, og hvad de har tænkt om Lassalles forhold. Marx og Lassalle er først blevet kendt med hinanden i 1848. Marx stod da i spidsen for »Neue Rheinische Zeitung« i Køln, og Lassalle, der på den tid fra Düsseldorf førte kampen mod grev Ed. Hatzfeld, søgte for at fremme den fra hans side med så megen lidenskab førte kamp at vinde tilslutning hos Marx og det af denne ledede blad, der var Rhinegnens mest revolutionære organ. De første breve fra Lassalle til Marx og Engels vedrører da også klager over, at »Neue Rheinische Zeitung« ikke har taget sig tilstrækkeligt af hans kamp. Marx så dengang i Lassalle en begavet tilhænger af de revolutionære bestræbelser; men Lassalles forhold til grevinde Hatzfeld stødte hos Marx på mange politiske betænkeligheder. Selv Rhinprovinsens radikal-demokratiske kredse tog anstød over de midler, af hvilke Lassalle benyttede sig i striden, og Marx havde ingen tilbøjelighed til at belaste sit blad, som stadig måtte kæmpe med finansielle vanskeligheder, altfor meget med denne sag. Alligevel bestod der i årene 1848/49 mellem disse to et oprigtigt venskab. Flere gange rejste Lassalle i efteråret 1848 til Køln, og ligeså besøgte Marx med sin unge hustru Lassalle i Düsseldorf. Senere, da Marx over Frankrig rejste til London, led venskabet foreløbig heller intet afbræk, især Lassalle lagde vægt på at opretholde det. Som det fremgår af brevene gjaldt Marx for ham som den vidtskuende, der stadig fik forsikring om Lassalles sympati. Derimod svarede Marx for det meste køligt og halvt forretningsmæssigt som enhver, der ikke føler nogen indre trang til at komme i snæver kontakt med en anden. I virkeligheden blev også Marx's breve stadig sparsommere, og da han 1855 i længere tid slet ikke svarede, indstillede Lassalle også brevskrivningen. Egentlige direkte politiske modsætninger fremtræder ikke i deres breve, og dog var begges livsanskuelser så forskelligartede, at det ikke kunne komme til et lignende forhold mellem dem som mellem Marx og Engels. Marx så i Lassalle mere og mere en politisk Dandy, som det kun var om at gøre at komme til at spille en favoritrolle i den politiske og endnu mere i den videnskabelige verden. Dertil kom modsætningen i materiel henseende. Medens Marx i sit london'ske eksil måtte kæmpe hårdt for sit underhold og for at skåne sin familie for den bitre nød måtte skrive slet betalte artikler til tidsskrifter, førte Lassalle en velhavende bonvivants liv, især efter at det i 1854 var kommet til en formueordning mellem grev og grevinde Hatzfeld, som sikrede både den sidstnævnte og Lassalle en rigelig indkomst. Hvad Marx og Engels da tænkte om Lassalle, viser deres breve af d. 5 og d. 7 marts 1856. Marx skrev d. 5 marts til Engels: »Han synes at tage sig selv ganske anderledes, end vi tager ham; han holder sig for verdensbetvingende, fordi han hensynsløst kastede sig ind i en privatintrige, som om et virkeligt betydende menneske ville ofre 10 år af sit liv på en sådan bagatel.« Fr. Engels svarede: »Det er skade for ham på grund af hans store talent...« Omtrent i 18 måneder ophørte brevvekslingen. Lassalle gjorde i den tid en lang orientrejse, men da han påny sad velbeholden i Düsseldorf, skrev han d. 26 april 1857 til Marx i London, og - da Marx ignorerede dette brev - påny d. 17 december og fortalte ham om udgivelsen af sin bog om Heraklit. Efter at have rådført sig med Engels svarede Marx d. 21 december på en temmelig nonchalant måde fremsatte nogle overfladiske betragtninger om Heraklits betydning som filosof og talte så om sit arbejde på et værk om grundsætningerne i den politiske økonomi. Da Marx besluttede sig til at besvare brevene, skete det også for at han lejlighedsvis kunne erfare noget nærmere fra Berlin om den prøjsiske regeringspolitik og samtidig kunne benytte Lassalle som mellemmand ved udgivelsen af sine politiske værker, som han da arbejdede på. Marx's kølige tone, som tydelig viser hvor lidt Marx ønskede en idéudveksling med Lassalle, synes også at have krænket Lassalle; han svarede først d. 10 februar 1858, men hans breve var stadig holdt i en varmere tone end Marx's. Også i de følgende breve viste han liden forståelse overfor Lassalles ønsker. Lassalle ville gerne snart høre Marx's dom over hans: »Herakleitos den dunkle fra Efesus«. Forstudierne til dette værk havde længe beslaglagt hans arbejdskraft; han havde fordybet sig i den gammelgræske filosofi og historie, og han troede at have frembragt et arbejde, som for al tid ville sikre ham en fremragende plads i kulturhistorien. Han måtte derfor føle det smerteligt, at Marx ganske vist straks anerkendte modtagelsen af bogen, men udskød læsningen af værket, hvorimod han berettede udførligt om sine økonomiske arbejder (det i 1859 udkomne skrift: »Til kritik af den politiske økonomi«). Først i sit brev fra d. 31 maj 1858 kommer Marx tilbage til Heraklit. Han roser genfrembringelsen af Heraklits system fra de enkelte »relikvier« og anerkender Lassalles skarpsind i i polemiken; men i det hele forråder dog hans kritik, at han holder Lassalles beskæftigelse med Heraklit for et filosofisk liebhaveri, næsten et blot og bart legeværk, et unyttigt arbejde, hvis resultat ikke står i forhold til anstrengelserne. Denne dom er ikke helt uberettiget; men Lassalle, der troede at have sat sig et åndeligt mindesmærke, måtte utvivlsomt føle sig såret over den måde, hvorpå Marx behandlede hans arbejde. De følgende breve viser da også, at et egentligt venskabeligt forhold ikke mere kom i stand imellem dem, endskønt Lassalle flere gange anslog en varm venskabstone og ivrigt anstrengte sig for i Berlin at finde en forlægger til »Til kritik af den politiske økonomi«; endvidere hjalp han nogle gange Marx ud af hans pengeforlegenhed. Marx havde fattet en uovervindelig mistro overfor Lassalle; selv bag hans venskabsforsikringer vejrede han forfængelighed og egennyttige hensyn. I begyndelsen af 1860 synes der at forestå et brud mellem disse to mænd. For at komme i nærmere forbindelse med Marx, indbød Lassalle ham til Berlin. Fra d. 1 til d. 12 april boede Marx hos ham som hans gæst i hans komfortable hjem. Lassalle opbød alt for at berede Marx behagelige timer, men de to mænd kom ikke hinanden nærmere; deres karakter var for forskellig. Marx's indtryk af Lassalle fremgår af et brev, som han efter sin hjemkomst sendte til Engels: »Lassalle, blændet af den anseelse, som han nyder i visse kredse, på grund af sin Heraklit og sit gode køkken, ved naturligvis ikke, at han er berygtet i det store publikum. Dertil kommer hans rethaveri, hans infektion med gammel fransk liberalisme osv.« Endnu mindre var Lassalles genbesøg i London det følgende år i stand til at bringe dem nærmere hinanden. Marx befandt sig igen i finansielle trængsler, og nu måtte fru Marx bære uundværlige genstande på lånekontoret for at kunne beværte Lassalle blot nogenlunde anstændigt. Under disse omstændigheder mente Marx i sin overfølsomhed, at Lassalle i visse retninger optrådte taktløst. Brevvekslingen blev da også i de sidste år før Lassalles død stadig sparsommere. Den vedrører mest kun personlige forhold og underordnede politiske tildragelser. Til en dybere tankeudveksling over udviklingsgangen i den socialistiske bevægelse og over nyudkomne politiske værker kom det ikke. Lassalle forsøgte vel at hidføre en sådan tankeudveksling, idet han sendte Marx sine forskellige brochurer og bøger, men denne går for det meste let hen over dem. Selv Lassalles: »De erhvervede rettigheders system« behandler han ret overfladisk, således at Lassalle skriver til ham: »Over din måde at læse mit værk på, er jeg ret ærgerlig. Når jeg skriver sådant et værk, sker det med mit hjerteblod og i sidste instans dog kun for meget få mennesker; mange kan forstå og benytte dette eller hint deri, men forstå det i hele dets sammenhæng kan kun få. Af disse få skulle man dog kunne forlange, at de læser et med så stor selvopofrelse skrevet værk nøje i den orden og tankeudvikling, i hvilken forfatteren har skrevet det«. Der ligger en vis anerkendelse af egen skyld heri, når Marx efter Lassalles død skrev til grevinde Hatzfeld: »Jeg har overfor ham, sålænge vi stod i korrespondance med hinanden, på den ene side stedse udtalt min varmeste anerkendelse af hans ydelser, på den anden side hensynsløst meddelt mine kritiske betænkeligheder. Endnu i hans sidste breve til mig udtaler han sig på den for ham ejendommelige voldsomme måde om den tilfredsstillelse, som dette gav ham. Men bortset fra al ydedygtighed, holdt jeg af ham personlig. Ulykken er, at vi vekselvis stadig fortav vor mening, som skulle vi leve evig«.

For rigtigt at vurdere fagkongressen i Rom og dens beslutninger, må man erindre sig, at den finder sted kun 3 år efter verdenskrigen, at den finder sted i en verden i økonomisk kaos, og at den afholdes efter en flerårig udfoldelse af bolschevikernes agitation, der jo først og fremmest er ført indenfor de faglige organisationer og har været så rigelig udrustet med penge, at den i de store lande har kunnet opretholde snesevis af blade og et tilsvarende antal agitatorer. Kongressen kan meget vel »stå alene«, men for en virkelig saglig vurdering er det rimeligt at tegne baggrunden op først. Nogen gengivelse i ordlyd af kongressens beslutninger behøves formentlig ikke. De har forlængst været offentliggjort i dansk oversættelse i partipressen, hvorfra de formentlig er socialistens læsere bekendt. Her skal jeg derfor mere holde mig til den kritiske deltagers betragtninger over de enkeltheder, som synes mig de væsentligste. Først må da noteres den komplette enstemmighed, hvormed beretningen blev godkendt. Ja, egentlig var der kun to ting, som blev kritiseret. Det er en omfattende og mangeartet virksomhed, hvorom her er tale. Boykotningen af våbentransporter til Polen under dette lands krig mod Rusland, boykotningen mod Ungarn, da reaktionen her søgte helt at knægte arbejderbevægelsen, interventionen til gunst for en økonomisk forsvarlig ordning af det Øvre-Schlesiske spørgsmål, hjælpeaktionen til hungerdistrikterne i Rusland, hjælp til rejsning af en arbejderbevægelse i Jugoslavien og Letland, ja selv fra lande, som Spanien og Italien stod talere frem og takkede for den hjælp, der gennem bureauet i Amsterdam var ydet arbejderbevægelsen i disse lande overfor undertrykkelsesbestræbelser fra reaktionære regeringsmyndigheder og organiserede overklassebander (jfr. de italienske fascister). Kritik blev ganske vist også fremført. Således ankedes fra flere sider over, at man ikke hurtigt og energisk nok havde støttet de lockoutede danske arbejdere, og fra polsk side blev fremført, at den førnævnte boykotning af våbentransporterne var ensidigt vendt mod Polen. Men dette var småting overfor aktivsiden i den udfoldede virksomhed, og denne blev da også godkendt ganske enstemmigt. Bortset fra beretningen var hovedpunkterne på kongressens dagsorden følgende: Europas genopbygning, afrustning og krig mod krigen, samt den internationale reaktion med særlig henblik på kampen om 8 timersdagen. Disse punkter blev indledet af henholdsvis franskmanden L. Jouhaux, hollænderen Edo Fimmen (en af sekretærerne) og belgieren C. Mertens. Om Europas genopbygning blev vedtaget en meget lang resolution. Dens vigtigste indhold er i korthed følgende: krisen skyldes, at produktionen ikke rettes efter behovet, men udøves under finanskapitalismens stadig større magt over den samlede verdensøkonomi og under spekulationens indvirkninger. Der tages ikke hensyn til landenes faktiske afhængighed af hverandre, det ene lands forarmelse drager de andre med sig. »De europæiske staters mægtige gældsbyrde hindrer verdensøkonomiens helbredelse. En nødvendig betingelse for denne helbredelse er den gensidige annullering af den af de europæiske stater under krigen stiftede gæld. Det er ubetinget nødvendigt at tage fat på ydelse af kredit på grundlag af et internationalt, ved alle europæiske nationers hjælpekilder garanteret lån, som organiseres af folkenes forbund, og hvis midler under dettes kontrol skal anvendes til at skaffe de forarmede stater midlerne til genoptagelse af deres normale industrielle og kommercielle virksomhed.« Ordningen af reparationsspørgsmålet kritiseres med de skarpeste ord: »For at føre de byrder, som er pålagt Tyskland tilbage til et fornuftigt omfang, er det endvidere nødvendigt, at Ententemagterne giver afkald på beløbene til krigsgælden såvel som på den militære besættelse og sanktionerne.« Endvidere kræves en metodisk fordeling af råvarerne, som jo fra naturens hånd findes i rig mængde i nogle lande, men slet ikke i andre, udnyttelse af uopdyrkede eller ufuldstændigt opdyrkede jordarealer. I denne forbindelse peges også på nødvendigheden af afrustning. De stående hære i Europa tæller nu 4.700.000 mand mod »kun« 3.700.000 mand før verdenskrigen. »Disse hære betyder en tung og uproduktiv belastning af folkene og sinker genopbyggelsen af det, som krigen slog i stykker.« Resolutionen slutter således: »Arbejderne er rede til medvirkning på det i Genua påbegyndte værk. De ønsker af al kraft at sikre freden, at gøre ende på den elendighed, hvorunder folkene lider, og at tjene menneskehedens højeste interesser. Men arbejderne vil under ingen omstændigheder finde sig i foranstaltninger, som skader underklassens interesser og yderligere forøger den alt bestående nødstilstand.« Som Socialistens læsere måske erindrer, blev hele denne sag drøftet, og den citerede resolution vedtaget af en faglig konference (af noget mindre omfang), der nogle dage i forvejen var afholdt i Genua, for også at lade arbejdernes røst høre på samme sted og samme tid som statsmændenes rådslagninger. I udtalelsen om afrustning og krig mod krigen fastslås det som en af fagbevægelsens hovedopgaver, at kæmpe mod militarismen og for den på folkenes broderskab grundlagte verdensfred. Det er derfor også fagbevægelsens pligt at kæmpe mod »enhver politisk og økonomisk nationalisme såvel som imod afslutning eller bibeholdelse af forbund eller aftaler, som kan føre til militær aktion efter fælles planer«. Men hovedsagen på dette punkt er den, at kongressen opstiller den internationale generalstrejke som midlet, der - om fornødent - kan bringes i anvendelse i tilfælde af en faktisk krigstrussel. En og anden vil studse ved dette og måske bl.a. spørge, om et sådant fyndsprog nu også er nødvendigt i det arme, krigstrætte Europa. Hertil må svares, at krigstræthed ingenlunde er nogen garanti mod en ny krig. Der er mindst et dusin steder i Europa, hvor krigsluen kan slå ud når som helst, om ikke de stærke lidenskaber og kræfter, som tenderer mod krig, har endnu stærkere kræfter over sig. Og blandt fredens kræfter er utvivlsomt den internationale arbejderbevægelse den vigtigste. Vil man i øjeblikket spørge, om arbejderbevægelsen nu også kan hindre en ny krig, kan hertil svares, at den ikke blot kan, men faktisk har hindret ny krig mere end en gang siden verdenskrigens slutning. Men vil man dernæst spørge, om arbejderbevægelsen altid og under alle forhold i fremtiden vil kunne hindre en ny krig, og om en generalstrejke til dette formål vil kunne gennemføres og sikre det ønskede resultat, fredens bevarelse, ja da er man på et område, hvor ikke jeg tør give svar. Spørg Edo Fimmen vor højt begavede og veltalende hollandske kammerat, som altid yder sit bedste, når denne sag er for. Spørg ham som han står på talerstolen, høj og bred med sit markerede bjørnstjernehoved, med flammende blik og knyttede hænder. Og spørg de snese af delegerede fra Tyskland, Frankrig, England, Italien, som i en sådan stund sidder på bænkene, også med knyttede hænder og med den samme ild i øjet. De er nærmere til at give svaret. En international arbejdersammenkomst i disse tider giver ikke blot et levende indtryk af besværet og ulykkerne og de tusinde farer, som stadigt lurer omkring i verdens brændpunkter, og overfor hvilke vore egne bekymringer bliver rene kyllingesorger, men den giver også et indtryk af arbejdermassernes enige og sammenbidte vilje til at hindre en ny forbryderisk krig. Man vil ikke påny drives til slagterbænken. Dette er ikke blot en stemning, som giver sig flammende udtryk i en resolution eller et manifest, det er en tungt vejende realitet, som verdens magthavere meget vel er bekendt med og har måttet regne med allerede adskillige gange siden 1919. Drøftelserne vedrørende den internationale reaktion er naturligvis foranlediget ved arbejdsgivernes bestræbelser, som jo overalt i verden går ud på at berøve arbejderne de forbedringer, som er opnået. Den vedtagne resolution udtrykker det således, at arbejdsgiverklassen og de reaktionære kræfter »under forskellige påskud forsøger ved dristige angreb at tilintetgøre de proletariske organisationer, idet de særlig retter deres angreb imod 8 timersdagen, de bestående lønninger, den sociale lovgivning og de internationale konventioner«. Resolutionen siger videre, at de efter krigen af arbejderne opnåede rige fordele ikke er en gave eller belønning fra borgerskabets side, men rettigheder, og den maner arbejdermasserne til fortsat samling til værn for disse goder. Særlig rettes denne opfordring til arbejderne i Rusland, Amerika og det Fjerne Østen. På samme måde opfordres til samling indenfor det enkelte land i en alle organiserede arbejdere omfattende landsorganisation (en opfordring, som ikke mindst vi her i Danmark burde skrive os bag øre). Sluttelig pålægger resolutionen landsorganisationerne at holde bureauet i Amsterdam underrettet om stillingen i hvert enkelt land. »bureauet vil da træffe de nødvendige energiske forholdsregler til moralsk og finansiel understøttelse af de mest truede og hårdest ramte lande.« På kongressen forelå forslag til et samarbejde med »Det internationale Kvindeforbund«, en organisation, som i 1919 blev oprettet på amerikansk initiativ og nu har sæde i London, og som har til formål at samle alle kvindelige lønarbejdere. Dette gav anledning til en principiel udtalelse, hvori kort fortalt fastslås, 1) at arbejderne ikke bør organiseres efter køn. Hvor der af særlige grunde består særskilte kvindeorganisationer, bør disse tilsluttes den faglige landsorganisation i vedkommende land. Det pålægges bureauet, at opretholde den venskabelige forbindelse med Det internationale Kvindeforbund. Der vedtoges en særskilt principiel udtalelse, hvori fastslås alle fagorganisationers pligt til centralisation. Enhver fagorganisation må tilhøre, både landsorganisationen i sit eget land og det vedkommende internationale fag- eller industrisekretariat. Angående fremme af dette formål blev det pålagt bureauet hvert år at afholde en konference med lederne af disse sekretariater. Det vedtoges at udvide den øverste ledelse med yderligere et mandat. Til dette valgtes derefter tyskeren Th. Leiphart, formanden for den tyske landsorganisation. Hermed er der gjort en ende på det uheldige og lidt pinlige forhold, som har bestået siden verdenskrigen, at der ikke var nogen repræsentant for Tysklands velorganiserede arbejdermillioner i det internationale sekretariat. Dette består nu af: J. H. Thomas, formand (englænder). L. Jouhaux, viceformand (franskmand). C. Mertens, viceformænd (belgier) Th. Leiphart, viceformand (tysker). J. Oudegeest, sekretær (hollænder). Edo Fimmen, sekretær (hollænder). På en af kongresdagene kom lederen af det internationale arbejdsbureau under Folkenes Forbund, vor franske partifælle Albert Thomas tilstede og holdt en tale, som dels var en hyldest til arbejdernes organisationer og dels en redegørelse for Arbejdsbureauets virksomhed siden dettes oprettelse. Det hjertelige bifald, som hilste denne tale, var et vidnesbyrd om, at der i alle lejre var levende forståelse af den betydning for arbejdernes fremmarsch dette bureau har, og der lå vel i bifaldet også en anerkendelse af Albert Thomas energiske og dygtige ledelse af hele denne nye institution. Sluttelig skal jeg blot notere, at der på kongressen var repræsenteret ca. 24 millioner organiserede arbejdere. Der var 98 delegerede tilstede fra følgende lande: Tyskland, England, Østrig, Belgien, Bulgarien, Danmark, Spanien, Frankrig, Ungarn, Italien, Letland, Luxembourg, Holland, Polen, Sverige, Norge, Schweiz, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien. Kanada og Sydafrika er også tilsluttet, men havde ingen delegerede på kongressen. Desuden overværedes kongressen af repræsentanter for følgende internationale fag- eller industrisekretariater: landarbejderne, transportarbejderne, tobaksarbejderne, beklædningsarbejderne, kommunale arbejdere, hattemagerne, bjergværksarbejderne, bygningsarbejderne, post- og telegraffolkene, litograferne, levnedsmiddelarbejderne, tekstilarbejderne, læderarbejderne, handels- og kontormedhjælperne, fabriksarbejderne, malerne, typograferne, træarbejderne, musikerne og diamantarbejderne. Kongressen begyndte d. 20 og sluttede d. 26 april.

Redaktionen har anmodet mig om at knytte nogle bemærkninger til den nu udkomne betænkning og beretning, som er afgivet af kommissionen til undersøgelse og overvejelse af hærens og flådens fremtidige ordning. I den anledning skal jeg på ovennævnte grundlag, ud fra et rent sagligt standpunkt, fremsætte nogle almindelige bemærkninger om, hvorledes forsvarlovene af 1909 under verdenskrigen virkede for hærens vedkommende, samt om, hvad de forskellige forslag til en nyordning af vort forsvarsvæsen byder vort fædreland med hensyn til sikringen af Danmarks vedvarende beståen som selvstændig stat under urolige forhold, der berører os, dog ligeledes kun for hærens vedkommende. Som ikke sagkyndig på sømilitære områder skal jeg ikke komme ind på de herhen hørende spørgsmål. Efter forsvarslovene af 1909 var fæstningen København kærnepunktet i alle vore forsvarsforanstaltninger til lands og til vands. Et forsvar af Danmark uden et både mod land- og mod søsiden befæstet København var dengang efter de ansvarlige militære sagkyndiges opfattelse en absurditet. At København allerede på det tidspunkt var en storby, som ikke egnede sig til at være reduit for Sjællands forsvar, havde man på det tidspunkt ikke øje for i vore ledende militære kredse. Under hensyn hertil skulle ved et fredsbrud hæren med sin hovedmasse samles på Sjælland, medens Jylland og Fyn overlodes, så at sige, til sin egen skæbne - med 20 feltkanoner. Stemmer, der påpegede manglerne ved Københavns landbefæstning blev umiddelbart før verdenskrigen straks imødegået fra den officielle sagkundskabs side. Da kaptajn C. Klein således påviste, at kunne bombarderes med det langtrækkende skyts, den tyske flåde allerede da rådede over, blev kaptajnen på det kraftigste imødegået trods det, at han havde fuldstændig ret. Da jeg i slutningen af august 1914 i »Berlingske Tidende« skrev om tyskernes 42 centimeters morterer foran Liége og deres virkning, blev der af den højeste militære sagkundskab på dette område herhjemme hævdet, at sådanne morterer ikke eksisterede, og at der ikke kunne skydes på de afstande, jeg angav. Så kraftig var denne hævden, at selv den tidligere artilleriofficer, general Nieuwenhuis ikke tog i betænkning i »Nationaltidende« at udtale samme mening. Hvad jeg skrev om de Brialmont'ske fæstningsteoriers sammenbrud efter Liéges og Namurs fald vandt heller ikke bifald i vore rådende, fæstningsvenlige militærkredse - Københavns landbefæstning var jo netop anlagt efter disse teorier -, og selv Antwerpens fald var endnu ikke tilstrækkeligt til at åbne alle militæres øjne herhjemme for denne kendsgerning lige så lidt som for, at storbyer ikke egner sig til at gøres til hovedreduiter for et lands forsvar. Denne erkendelse kom først langt senere. Lykkeligvis var dog både den kommanderende admiral og den kommanderende general på Sjælland allerede d. 5 august 1914 klare over svaghederne ved København som fæstning og over, at befæstningsanlægene om byen ikke svarede til de forventninger, befolkningen var berettiget til at stille til dem efter alle de rosende udtalelser, der fra militær side var fremkomne om dem tidligere. Man havde dernæst for hærens vedkommende absolut ikke ved verdenskrigens begyndelse fået tilvejebragt det fornødne tilbehør til forsvarslovene af 1909, således at den daværende forsvarsminister, dr. phil. Munch, har absolut ret, når han hævder, at en fuldstændig mobilisering af vor hær i august 1914 ville have blottet såvel personelle som materielle mangler ved den, som ingen udenforstående på det tidspunkt ville have tænkt sig. Den danske landmilitære sagkundskab har desværre altfor ofte villet slå større brød op, end den har kunnet bage. På den anden side tog den ikke i betænkning at erklære, dengang den langvarige krig krævede en mere retfærdig fordeling af værnepligtsbyrden ved indkaldelse af frinummerfolkene, at den ikke evnede at løse denne opgave i stor stil, idet den ikke så sig i stand til at finde midler til at uddanne flere rekrutter end de alt udskrevne. For den, der i de krigsførende lande har set, hvad man dér evnede på det tilsvarende område, er det trist i henhold til kommissionens beretning at måtte fastslå dette. At Wells har ret, når han i sin bog War and the Future udtaler, at kun stormagter kan føre krig under de nuværende forhold, hvor krigsførelsen kræver en uhyre fabriksdrift bag fronten, får man et levende indtryk af ved at læse kommissionens beretning om hærens materielle mangler under verdenskrigen og vanskelighederne ved - for ikke at sige umuligheden af - at få dem afhjulpne under denne trods krigens lange varighed og Danmarks væren uden for den. Hæren led i det hele taget under betydelige personelle og materielle mangler, selv ved verdenskrigens slutning. Således rådede den bl.a. absolut ikke over et flyverkorps, der var i stand til blot nogenlunde fyldestgørende at løse de mange opgaver, som ville have foreligget for det, hvis Danmark var blevet inddraget i verdenskrigen. Dertil var korpset, både hvad personel og materiel angår, alt for svagt. Hærens geværer var dernæst ikke fuldt moderne, idet de ikke er indrettet til påklædning, dvs. til fyldning af magasinet med samtlige patroner på een gang. Svært feltskyts manglede, så at sige, helt. Antallet af kanoner til bekæmpelse af angreb fra luften var ganske minimalt, og beholdningerne af gevær- og skytsammunition var langtfra på højde med tidens krav. Hærens kampafdelinger var yderligere på grund af undladelsen af oprettelsen af selvstændige arbejdsbatailloner påvirket af den megen arbejdstjeneste, de i krigsårene var anvendt til. Sluttelig hvilede hele bevogtningen af vore jernbanelinier på en så løs og for den civile befolkning så farlig organisation som ikke uniformerede, uuddannede frivillige bevogtningskorps. At det var en stor lykke, at Danmarks forsvarsforanstaltninger til lands ikke blev stillet på nogen alvorlig prøve under verdenskrigen, bærer kommissionens beretning helt igennem præget af, ligesom også af, at uhyre pengesummer blev ofrede på tildels unyttige militære foranstaltninger, således f.eks. anlægget af den meget kostbare Tune-stilling og opretholdelsen af den meget betydelige sikringsstyrke. Den sidste foranstaltning var da også under selve verdenskrigen genstand for megen kritik fra militær side, bl.a. fra en så dygtig og nationalistisk militær som nu afdøde oberst N. P. Jensen. Selv sluttede jeg mig også til denne kritik. Under disse omstændigheder gælder det om, at det danske folk ikke i fremtiden lulles i søvn med, at det har et bedre forsvar, end det i virkeligheden har. Det bør i videst udstrækning belæres om, at de militære opgaver, Danmark kan løse under en stormagtskonflikt, er overordentlig små, dels på grund af landets i militær henseende så overordentlig uheldige geografiske forhold, delt som det er ved vandløb i tre hoveddele - for ikke at tale om de mange smådele, i hvilke det er delt -, dels på grund af dets meget begrænsede økonomiske hjælpekilder. Og dernæst bør det gå op for det danske folk, at oprettelsen af Folkenes Forbund, i hvilket vi jo alt er indtrådt, giver os mere ret end tidligere til at bygge vor fremtid op i tillid til vort arbejde i fredens tjeneste. Vi viser nemlig nu ikke mere derigennem de store vejen på dette område, men følger kun hovedlinjen i forbundstanken. Den udenrigspolitik, som med held bragte os gennem verdenskrigens skær, og som i det store og hele bragte os anerkendelse selv hos modstanderne af den nation, som nu en gang altid vil forblive vor store sydlige nabo, bør vi sætte vor lid til også i fremtiden, og vi bør ikke, som ofte påpeget af oberst Egedelund i hans forskellige artikler om dette emne, lytte til de chauvinistiske og militaristiske røster, der atter, ligesom før verdenskrigen, råber højt om, at ved næste stormagtskonflikt, som snart må komme, kan Danmark ikke undgå at komme med i legen, og at vi derfor bør ruste os af al magt. Når man ved, at der alene til at forsvare vor sydgrænse i Sønderjylland efter almindelige militære beregninger kræves en hærstyrke på ca. 150,000 mand, forsynet med alle de mest moderne krigsmidler, vil man forstå, at det hverken i henhold til generalernes, de konservatives eller venstres ny hærlovsforslag, der kun sætter hele vor hærstyrke under en krig til 150,000-60,000 mand med mange mangler i dens udrustning, vil være muligt at løse nogen for vort lands eksistens betydende militær opgave. De radikale vil til løsning af de os som stat påhvilende neutralitets- og folkeforbundsopgaver have en hær på ca. 30,000 mand med alt krigstilbehør til trods for, at denne hær ikke skal løse krigsmæssige opgaver. Det forekommer mig ikke alene at være en meget kostbar foranstaltning i nævnte øjemed, men tillige en foranstaltning, der meget let i givet tilfælde vil komme til at virke mod de radikales hensigt; thi hvorledes vil man hindre, at en hær eller dele af den, når modstanderen vil det, bringes i en krigsmæssig situation, hvor det gælder liv eller død, og hvor selvopholdelsesdriften gør sig gældende hos de enkelte individer. Man må dernæst være klar over, at en hær er en hær, hvordan den så end er bygget op, og det er misvisende at tro, at man i en hær, til hvilken hele tilgangen, således som de radikale vil have det, er frivillig, og i hvilken der derfor må påregnes at være en stor del landsknægtnaturer og eventyrere, som elsker krigen for krigens skyld, har et godt middel til i et kritisk øjeblik at undgå en krigsmæssig forvikling. Nej, vil man det, har man ingen anden vej at gå end at følge socialdemokraterne på afrustningens vej. Denne opfattelse er da også tilrådt af så fremtrædende militære som general Lembcke og oberst Pontoppidan. Til slut skal jeg blot lige nævne, at jeg finder det overmåde heldigt, at både det radikale og det socialdemokratiske parti kræver de private bevæbnede frivillige korps ophævet. Den sidste tids foreteelser viser til fulde, hvorledes disse korps kan benyttes såvel inden- som uden for landets grænser i vore chauvinistiske og militaristiske kredses tjeneste.

i 1919 udkomne pjece »Betragtninger over tidens begivenheder«, idet man fra socialdemokratisk side kun kan glæde sig over dem: Efter at have udtalt, at den kristelige religion desværre ikke i tidernes løb har dannet det værn, som mange har håbet, mod krigene med deres udskejelser og ugerninger, erklærer obersten, at »Folkenes Forbund« er det lyspunkt, som man må se hen til i så henseende. Men skal forbundstanken gennemføres, siger Egede-Lund, må kampen mod det, der kaldes »national chauvinisme« tages op for alvor. Obersten skriver i denne forbindelse bl.a. følgende: at gå løs på national chauvinisme er selvfølgelig en kilden og betænkelig sag, det vil være end sand hvepserede at stikke hånden i, måske ikke mindre nu end nogen sinde før, endskønt man skulle tro, at verdenskrigen havde givet os en overbevisende og frygtelig lektion med hensyn til, hvor nødvendigt det er. Selv ved en flygtig betragtning kan det ikke blive skjult for nogen, at national chauvinisme i høj grad har været roden til det onde, der nu er passeret, og at man her må søge hovedårsagen til verdenskonfliktens udbrud. Vi ved alle, at den franske revanchetanke har ulmet og luret siden krigen 1870/71, at det tyske nationale hovmod og den tyske magtsyge samtidig har taget forøget fart, at stærke nationale bevægelser, national jalousi og magtbegær efterhånden modnede situationen for et fredsbrud i Østrig og Rusland, at England ikke ville tåle, at dets stormagtsstilling blev truet, og at alene Amerika måske er gået ind i krigen med nogenlunde rene hænder. Alle steder har selvfølgelig også tragten efter økonomiske fordele gjort sig gældende; men national chauvinisme står dog i transparent som det, der nærmest har fremkaldt krigen. Men er det givet eller sikkert, er det også sikkert, at national chauvinisme må kues, kues eftertrykkeligt, hvis man vil have noget solidt og varigt resultat ud af Folkenes Forbund. I modsat fald vil dette forbund stadig være udsat for at blive rendt over ende og sprængt ved ophidsede folkestemninger. Der er eksempler nok på, hvordan sådanne nationale stemninger hurtigt kan tage magten, selv om de er udsprungne fra snæversynede, tåbelige og barnagtige påfund eller slagord. Man har set, hvilken kraft og energi de kan udløse, og hvilke farer derved kan opstå for samfundet. Der må på enhver måde træffes forholdsregler, hvorved man kan holde gensidige fjendtlige folkestemninger i ave. Her møder man imidlertid den fatale omstændighed, at det, der skal bekæmpes, hidtil har været noget, der er blevet vurderet højt i nationernes liv. Thi hvad er det, man må vende sig imod? Det er f.eks. de nationale krigsminder, de hidsende patriotiske sange, de antipati-tilkendegivelser og smædende slagord, der har været gængse nationerne imellem, det er den nationale panegyriske historieskrivning og lignende. Stolte krigsmindesmærker, statuer og malerier, der kan være verdensberømte mesterværker, samt adskillige andre ting af lignende art må undergå en omvurdering. Jeg mener ikke, at alt dette skal puttes bort eller glemmes, men folk må bringes til at betragte det som til dels antikveret, som noget, der skyldes tidligere tiders mangelfulde kultur, humanitet og dømmekraft - i lighed f.eks. med heksebrænding, slavehold, inkvisitioner og deslige, som til sine tider har stået i høj kurs og er blevet betragtet som gud velbehageligt. Det, der skal bekæmpes eller deklasseres, må tilskrives tidsånden, der må bære skylden for, at det ikke mere kan betragtes som før. Men en sådan tankegang kan kun fremmes virksomst på den måde, at skoleundervisningen og den offentlige børneopdragelse forandres grundigt. De flest mulige af de hidtidige skranker mellem nationerne må rives ned. Uden en international, obligatorisk forandring i skoleundervisningen vil arbejdet på Folkenes Forbund efter min overbevisning kun blive et slag i luften. Det må komme dertil, at f.eks. franske og engelske børn opdrages til at nære gode og venlige følelser overfor tyske og omvendt. Et nogenlunde ligeligt arbejde i den henseende må gøres verden over. Verse-, sang- og historiebøger må alle steder grundigt reformeres, soldaternykker, soldateraspirationer, soldaterlege så vidt muligt forhindres, tinsoldater smeltes om, børnesabler og børnegeværer bringes ud af handelen o.s.v.. Det vil blive en grundig frontforandring og meget vanskelig at sætte i værk, men umuligt kan man vist ikke sige, det er. Og hvorfor ikke åbent indrømme overfor ungdommen, at således kræver forholdene det nu, idet samfundet lige til det sidste har været på afveje og først er blevet retledet af verdenskatastrofen. Det vil selvfølgelig fremkalde stor opstandelse og mange indvendinger. Gamle forestillinger og fordomme vil rejse sig derimod, men gamle forestillinger og fordomme har i mange henseender været en pest; det lærer man af historien. Skulle man ikke kunne holde af sit land, sit folk, sit hjemsted, fordi man opdrages til venlig og fordragelig stemning mod den verden, der ligger udenfor? Og mon ikke der kan fremkaldes gode og kraftige karakteregenskaber uden hidsende chauvinistiske sange og fortællinger? Sæt præmier ud for vovemod og foretagsomhed, opdrag de unge til orden og lydighed, straf dem, om det så skal være, hårdt, når de forsér sig, og indskærp dem det etiske gennem overbevisende påvisning af, at det etiske tillige er det mest verdenskloge og det mest fordelagtige under livets forskellige tilskikkelser. For at opdrage en stærk slægt behøver man næppe krigerske stimulanser. Jeg har selv været hildet i den tro, at slige stimulanser var nødvendige. Nu har man set, at et fredeligt folk som det amerikanske, der har haft så lidt med krig at gøre, fuldt ud, og måske mere end det, har kunnet tage det op i krig med en landsknægtnation som den tyske, der altid har ligget i klammeri med sine naboer og stadig ved skoleundervisning, dueller, mensur og deslige, har søgt at vække krigersk ånd hos befolkningen. Jeg har selv været passioneret, for ikke at sige begejstret militær, og en militærafdeling med musik kan endnu få mit hjerte til at slå, ligesom jeg også indrømmer, at mange sider i krigshistorien er betagende; men min forstand har nu erklæret krigen krig, efter at jeg har oplevet, at mellem 20 og 30 millioner mennesker har mistet liv, førlighed og helbred siden august 1914, og efter at jeg har erfaret, hvilke modbydelige midler, der nu til dags er taget i krigens tjeneste. Jo mere tanken kredser om, at 20 til 30 millioner mennesker er blevet ødelagt, desto mere ufatteligt forekommer det, at sligt er sket. Og hvor meget værre kan det ikke blive næste gang, hvis menneskeslægtens »udvikling« fortsættes som hidtil? Nej, præsident Wilson har ret: der må sættes en solid stopper for krig. Fra mange sider bliver det sagt, at krig ikke lader sig afskaffe, og at forslaget om »Folkenes Forbund« kun er en smuk tanke, der ikke lader sig realisere. Jeg tror ikke på den indvending mod »Folkenes Forbund«. Det er dog efterhånden blevet således, at der ordentligvis ikke mere føres krig mellem småsamfund som i gamle dage, da stammehøvdinge, herremænd, byer, religionssamfund bekrigede hverandre. Krigene er efterhånden blevet henvist til større og større kredse. - den ene store nation mod den anden, en gruppe af nationer mod en anden, et stormagtsforbund mod et andet stormagtsforbund, hvilket desværre har gjort krigene så meget mere fordærvelige for menneskeheden. Men hvorfor skulle det være umuligt af; gøre disse krigskredse endnu større, så at fremtidig alle de såkaldte helt civiliserede nationer stod på samme side. Den »gule fare« kunne da vist aldrig blive stor, og mulig kan også den forsvinde. Skulle opgaven at danne et »Folkenes Forbund« ligge over det menneskelige snilles niveau? Skulle det menneskelige snille, der har underlagt sig telegraf, telefon, fonograf, den trådløse telegraf med meget andet, og som har gjort det muligt at færdes højt over skyerne og langt nede i havet, der har skaffet sig et så dybt indblik i universets ordning og klodernes gang - skulle dette menneskelige snille ikke kunne magte at bringe en international forståelse i stand? Og skulle det navnlig ikke være muligt, når man allerede befinder sig på vej dertil, og når menneskeheden har fået kniven på struben ved udsigt til, at den næste krig kan blive værre end den, vi nu har fået ende på? Men opgaven må løses, mens man endnu slikker sårene, medens man endnu er under det umiddelbare indtryk af det som er sket, ellers risikerer man at forfalde til opsættelse og indolens. Jeg hører ikke socialdemokratiet til; der er her for mange ting, jeg ikke kan overse; men efter min overbevisning har socialdemokratiet før andre samfundskorporationer være på de rigtige veje med hensyn til stræben efter international forståelse, internationalt broderskab, som det kaldes. Det internationale anlæg er et styrkeelement, og socialdemokratiets »internationale« har sikkert atter fået en mægtig betydning. Socialdemokraterne synes overhovedet i øjeblikket at have de bedste kort på hånden til at kunne finde vej gennem det bestående verdenskaos, navnlig fordi de, som sagt, er mere internationalt anlagt end folk af andre samfundsklasser eller politiske trosbekendelser og derfor har lettere ved at komme til rette indbyrdes og at kunne forsone stemningerne i de forskellige nationer, der står fjendtligt overfor hverandre. Hvad overklasserne angår, er det desværre en kendsgerning, at de altid er først på færde, når der er nationalt fjendskab oppe.

Sidste nummer af »Socialisten« omtales den udgave af Lassalles efterladte papirer, der er besørget af dr. Gustav Mayer. Jeg ville gerne komme noget nærmere ind på dette fremragende udgiverarbejde. Først 55 år efter Lassalles død lykkedes det udgiveren at fremdrage disse papirer, som i over en menneskealder havde været hengemt i en kiste, der havde stået urørt på loftet på et slot tilhørende en sønnesøn af grevinde Sophie Hatzfeld. Udgaven er planlagt at skulle omfatte 5 bind. Det første og det tredje foreligger, - det første omfatter breve fra og til Lassalle fra hans 15 til hans 23 år, det tredje omfatter alle bevarede breve mellem ham og Karl og Jenny Marx og Engels. I det første bind ser man Lassalle, der studerede filosofi i Berlin og i sin fødeby Breslau og var ligeså ivrig hegelianer som Marx og Engels i deres studeretid, udvikle sig fra et almindeligt ungdommeligt sværmeri for revolution til bevidst interesse for arbejderklassen. Man kan se, hvordan dette gennembrud er kommet, og hvad der har bevirket det. D. 21 maj 1844 skriver han, lige fyldt 19 år, fra Berlin til sin fader om revolutionens sikre komme, det er »staten«, der ophidser »borgerne«, indtil disse rejser sig, og derfor glæder han sig over hvert et reaktionært skridt, staten foretager sig: når blot enhversomhelst frihed, om det så er friheden til at spise og drikke bliver ophævet, det synes jeg er godt, og om det halve Prøjsen blev sendt til Spandau eller Sibirien, blev stranguleret eller fik kappet hovedet af, det ville ingen glæde sig mere over end jeg. Det er, som man ser, revolutionslyst i al almindelighed uden forståelse af, at revolutionen må bæres frem af bestemte klasser i kamp mod andre klasser. Men ét følte Lassalle sig overbevist om, - at han selv ville blive fører i revolutionen. Men 3 uger efter dette brev skriver han atter, og i mellemtiden har de schlesiske vævere gjort opstand. Han er blevet stærkt grebet heraf: det er alvor, blodig alvor, skriver han til faderen, det er måger, stormfugle, der forkynder, at den nye tid er nær. Det er begyndelsen til de fattiges krig mod de rige. Det er kommunismens første trækninger, denne kommunisme, som teoretisk og praktisk syder gennem vore årer. Det er fosterets første krampagtige anstrengelser, når det arbejder sig frem fra moderens skød til dagens lys. Han fremhæver, hvor forstandigt væverne bærer sig ad. Da man havde foreslået dem at afbrænde fabrikkerne, siger de: nej, nej, fabrikanterne har assureret, det ville kun være os selv, der blev fattigere. Det er ikke, skriver han, rå ødelæggelseslyst, det er målbevidst politik. Og tankerne på arbejdernes betydning forlader ham ikke. Mere modnede træder de frem i et brev, han tre måneder efter skriver, ligeledes til faderen, efter at han i Berlin har besøgt en industriudstilling. Denne oplevelse - thi at se en industriudstilling i det dengang meget tilbagestående Prøjsen var en oplevelse - åbner hans øjne for den nye produktionsform, der er i sin fremmarch, men samtidig ser han med en overraskende klarhed, at der til den kapitalistiske form for industrien vil knytte sig så mange skader, at pengene vil herske over arbejderne, så at der derfor må findes en ny form, den kommunistiske. Og så plastisk træder hele dette forhold frem for ham, at han skriver disse ord: »Det må stå een klart, at industrien selv i virkeligheden ikke er andet end kommunismens første, endnu tilhyllede skikkelse. At gengive dette brev, der fylder 22 store trykte sider, ville være umuligt, ikke blot for pladsens skyld, men fordi det er skrevet i en filosofisk udtryksform, som er uoversættelig og ville være uforståelig for læserne - det er jo muligt, det har moret ham lidt at imponere faderen med sin lærde hegelianske form. Også af breve til Lassalle fra hans nærmeste, noget ældre ven, Arnold Mendelssohn i 1844 og 1845 ser vi, at Lassalle fremdeles er optaget af socialistiske idéer, men fra 1846 forsvinder vidnesbyrdene herom fra brevene, der fra nu af drejer sig om een eneste sag. I 1846 lærte Lassalle, 21 år gammel, grevinde Sophie Hatzfeldt at kende. Hun var 20 år ældre end han, statelig, begærlig efter at herske over mænd, lunefuld og taktløs. Hun levede i et ulykkeligt ægteskab, uden at hendes slægt hjalp hende, og snart blev Lassalle hendes generalbefuldmægtigede til at føre de retssager, hun anlagde mod sin mand, og hun kastede hele sit lidenskabelige sinds følelse over på ham og holdt fast ved ham og hans minde til sin sidste stund. Til sine forældres fortvivlelse opgav Lassalle sine studeringer, lod et påbegyndt værk ligge ufuldendt for i samfulde 8 år at føre grevindens sag, indtil den i 1854, efter at det utroligste smuds var hvirvlet op, endte med et forlig, der gav den da fraskilte grevinde et fyrsteligt underhold og dermed Lassalle et økonomisk sorgfrit liv. Det er kun de to første år af denne skæbnesvangte forbindelse, der omhandles i det første bind. Lassalle så selv og ønskede at få sine venner til i grevinden at se et af feudalismens ofre, for hvem den frisindede presse både i Frankrig, Belgien og Tyskland skulle gå i breschen. Det lykkedes ham dog ikke at begejstre sine venner, nogle stillede sig ganske afvisende, andre indtog en kølig tilbageholdenhed. Først når andet bind foreligger, vil vi helt kunne følge denne sags udvikling. Det tredje bind omfatter, som allerede omtalt, brevene mellem Marx og Lassalle. Jeg ville gerne komme lidt nærmere ind på forholdet mellem disse to. »Socialisten« har bragt Cunows omtale af deres forhold, den støtter sig til dr. Gustav Mayers udmærkede redegørelse i fortalen til brevvekslingen, men den synes mig at forudsætte mere bekendt om de to mænd, end det kan formodes hos en større læsekreds, og den synes mig navnlig ikke at give den personlige og politiske baggrund for de to mænds forhold, uden hvilken man ikke kan forstå det. Jeg henviser således til omtalen af Marx' modtagelse af Lassalles bog om Heraklit. Det hedder i Cunows artikel, at den dom, Marx lod skinne igennem i de udtalelser om bogen, han omsider kom med overfor Lassalle, ikke er uberettiget, men at Lassalle utvivlsomt måtte føle sig såret over den måde, hvorpå Marx behandlede hans arbejde. Ja, hvor ligger nu skylden? Hos Marx, der først tier, men på opfordring endelig roser, hvad han kan rose, men iøvrigt lader skinne igennem, hvor mangelfuldt det hele forekommer ham - eller hos Lassalle, der blot føler sig såret og i kraft af venskabet forlanger tilslutning? Det er vel iøvrigt urigtigt at tale om skyld eller ikke-skyld. Den lille episode viser kun, at der imellem de to mænd ikke var den tillid og fortrolighed, at de kunne sige hinanden sandheden sikre på, at det intet skår ville gøre. Men det er ganske vist også sjældent at finde et sådant venskab. Engels kunne godt uden at fornærme Marx skrive til ham om »Kapitalen«s første ark, at sproget altfor meget bar vidnesbyrd om de bylder, Marx havde lidt af, medens han skrev - men således kunne Marx ikke skrive til Lassalle. Det var ganske vist også mere, der skilte dem, end sproget. Man vil måske let have fået det indtryk, at Marx i surhed lod et gammelt og prøvet venskab med Lassalle gå til grunde. Hvorledes var da dette venskab opstået, hvad karakter havde det, og hvor gammelt var det? Marx, Engels og Lassalle studerede alle tre den hegel'ske filosofi ved Berlins universitet. Men ikke samtidigt. Marx havde som den ældste allerede forladt Berlin og sad som redaktør i Køln, da Engels begyndte at høre forelæsninger, og da Lassalle kom dertil, var Marx og Engels allerede i udlandet, Marx i Paris, Engels i England, hvor han samlede materiale til sin bog om de engelske arbejderes stilling. Da revolutionen udbrød i Tyskland i 1848, vendte Marx og Engels tilbage til Tyskland. I Køln genoprettede Marx sit blad, omgivet af en glimrende redaktionsstab. Men Lassalle hørte ikke til den. Lassalle sad fængslet i Køln. I de samme dage, da revolutionen udbrød, var han blevet arresteret. Det var dog ikke for revolutionær virksomhed, men for virksomhed i grevindens sag. Denne sag havde ført ham til Rhinlandet, hvor der på et af de hatzfeldt'ske godser var udbrudt en regulær krig for og imod grevinden. Men snart antog striden endnu eventyrlige former, og da Lassalle sattes i fængsel, var det anklaget for at være »den åndelige fader« til det tyveri af en lille æske, i hvilken et for grevinde Hatzfeldt kompromitterende og for grevindens økonomiske udsigter skadeligt dokument fandtes, et tyveri, eller man kan vel snarere sige: en tilvendelse, som udførtes af Lassalles ven Mendelssohn, og som skaffede sin ophavsmand livsvarig landflygtighed. Hele den sommer, da revolutionen rystede Tyskland, sad Lassalle i fængsel for denne sags skyld. I august blev han frikendt, og han sluttede sig straks til den revolutionære bevægelse. Han lærte nu Marx og Engels at kende. Medens bekendtskabet med Marx udviklede sig under en i det ydre venskabelig form, hvor de to blev dus, blev forholdet mellem Lassalle og Engels mere formelt. Kommunisterne i Køln fik imidlertid i Lassalle en udmærket agitator. Han talte ved vældige møder i august og september, men også i denne agitation blev den hatzfeldt'ske sag et led - ja, grevinden deltog personlig i agitationen, idet hun kaldte sig »en proletar, der talte til andre proletarer«. Lassalle fik nu adgang til Marx' blad. Marx var dog tilbageholdende, han var betænkelig ved at belaste sit blad med denne sag, der - som han senere skrev - var en bagatel, for hvilken intet virkelig betydeligt menneske kunne ofre en halv snes år. Men Lassalle fik dog lov til i nogle artikler at behandle grevinden som et offer for feudalismen. Man kan ikke andet end tænke på den kamp mod feudalismen, Marx i sin første redaktionstid havde ført, da han i anledning af de tusinder af skovtyverisager og en skærpet lovgivning på dette område afslørede, hvorledes skovtyverianklagerne med deres afstraffelse af tusinder af mennesker var feudalismens middel til at berøve folket den sidste ret til jorden. »når man«, skriver Mehring, »studerer »Neue Rheinische Zeitung«, når man på første side læser Marx' mægtige artikler og så på fjerde side ser Lassalle i kompagniskab med bestukne kammertjenere og forrædderiske kammerpiger, med løsagtige kvinder og bordelværtinder og lignende elementer (vidner til brug for at afsløre greven), da er der dog noget, der føles som pinligt«. Men Lassalle følte det ikke således, til sin sidste time følte han sig stolt over at være ilet grevinden til hjælp, og han så ikke selv, at han i denne kamp ofte brugte midler, »der går udover det mål, indenfor hvilket en kamp om almindelige principper må blive - for sin egen skyld må blive« (Mehring). Da reaktionen ud på efteråret blev stærkere, gik Lassalle skarpere frem i sin agitation, og han fik nu den prøjsiske justits' hævn at føle, fordi han havde ført grevindens sager. I november, knap tre måneder efter sin løsladelse, blev han atter kastet i fængsel, og først i juli måned næste år blev han løsladt, men med en dom på et halvt års fængsel. Men da var revolutionen slået ned, og alle hans nærmeste revolutionsfæller, deriblandt Marx og Engels, i landflygtighed. Det var altså kun i tre korte måneder, at Marx og Lassalle havde kendt hinanden, og der havde allerede da været spænding imellem dem, fordi Marx var på post mod ham, sammenkædningen af kampen for revolutionen og kampen for grevinden kastede sin skygge over de to mænds forhold. Da Lassalle atter var på fri fod, genoptog han de hatzfeldt'ske processer. Men han søgte også tilknytning til kommunisterne i Køln, Marx anbefalede fra London at optage ham i forbundet, men kommunisterne ville ikke - da forbundet kort efter opløstes og medlemmerne spredtes i landflygtighed, var Lassalle altså ikke medlem og undgik derved landflygtigheden. Men med forbundets opløsning var den sidste rest af en tysk arbejderbevægelse ophørt. Lige hen til 1854 var Lassalle fuldt optaget af grevindens sag, og da den var endt, genoptog han sine filosofiske studier, kun afbrudt af en rejse til Orienten. I 1857 udsendte han da den i hans tidligste ungdom påbegyndte bog om den græske filosof Heraklit, en oldtidens Hegel. Det var i det store kriseår, hvor Marx, selv i den største fattigdom, med spænding ventede på revolutionære bevægelser. Så kom denne bog, der viste dens forfatters fortryllelse af og fastholden ved den hegel'ske filosofi, og den sendtes ham med følgende udtalelse af Lassalle: »Her går filologer og hegelianere foran mig ligesom kong Ahasverus' udråbere foran Mardochai og råber: her er den, der har skrevet Heraklit«. Da i sin tid Engels kom fra Berlin, fra unghegelianernes-spekulationer og første gang opsøgte Marx, modtog denne ham koldt og afvisende - han så allerede dengang med et skuldertræk på disse kredse, der fra deres himmel ingen vej fandt ned til jorden. Senere havde han og Engels i forening gjort op med hegelianismen. Og nu sendte Lassalle ham så mange år efter en bog præget af hegelianismen, »en forbigangen tids altfor sene blomst«, som han skrev til Engels. Kan man undres over, at han trak tiden ud, inden han fik skrevet. Først måtte han opsætte læsningen på grund af travlhed, senere var han syg, atter senere lod han sin kone skrive, men tilsidst måtte han selv, og han skriver således: under min sygdom har jeg gennemstuderet din Heraklit, jeg finder den genfremstilling af systemet, som du har tilvejebragt af de bevarede stumper, mesterlig og ligeså skarpsindigheden i polemikken. Hvad jeg har at udsætte er hovedsagelig formelt. Jeg tror en større sammentrængthed havde været mulig. Jeg ville desuden gerne have set nogle kritiske antydninger om Hegels filosofi, der kunne vise dit forhold til den. Thi hvor ubetinget end denne dialektik er filosofiens sidste ord, så gælder det dog om at befri den for den mystiske tilhylning, den har hos Hegel....selv hos filosofer, der har givet deres system en systematisk form, er jo den virkelige indre bygning i systemet ganske forskellig fra den form, i hvilken den bevidst bliver fremstillet af dem. Samme dag skrev Marx til Engels: i et par sidebemærkninger har jeg let, ganske let, antydet det virkelig mangelfulde ved undersøgelsen. - selvfølgelig var det ikke morsomt for Lassalle, der levede i henrykkelse over sin bog og også virkelig fik megen anerkendelse for den i Berlins akademiske kredse, at få dette brev - men kunne Marx skrive anderledes, når han ikke rentud ville skrive: det er noget m . . ? Trods skuffelsen var Lassalle alligevel stadig beredvillig overfor Marx for at hjælpe denne til en forlægger til den bog, han udsendte i 1859. Men heller ikke det næste arbejde, Lassalle udsendte, et stort drama på vers: »Sickingen«, handlende om de revolutionære begivenheder i Tyskland ved reformationstiden, kunne vække nogen samstemning hos Marx og Engels. Om »Sickningen« kom det imidlertid til virkelig og åben drøftelse mellem dem, hvor både Marx og Engels påviste for Lassalle dramaets ideologiske karakter og fuldstændige misforståelse af de revolutionære bevægelser, der skildres: »Således som det er formet, havde også en borgerlig demokrat kunnet lave handlingen, men ikke en lærling af Marx. Denne forskel følte mesteren skarpt« (Oncken). Men efter nogle år vendte Lassalle sig igen direkte til arbejderne. Han havde i de første år af 1850erne skrevet til Marx, at han samlede nogle arbejdere hos sig for at bruge den døde tid til teoretisk udvikling, men Marx havde givet ham et koldt omslag i den anledning. Marx forstod altfor godt, at kun for en levende arbejderbevægelse havde teorien betydning. Men nu vendte Lassalle sig i en modig op strålende agitation til de tyske arbejdere, han holdt massemøder, og i 1863 stiftedes Den Almindelige Tyske Arbejderforening. - Tyskland havde igen en arbejderbevægelse. Det er Lassalles udødelige fortjeneste, skrev Marx nogle år senere, at have vakt den tyske arbejderbevægelse efter dens 15årige søvn. Med det teoretiske grundlag, Lassalle gav den, kunne Marx ganske vist kun være lidet tilfreds, produktiv-associationer med statshjælp som grundlag for en arbejderbevægelse måtte fylde ham med forfærdelse. Der var nok, der tilskyndede ham til at træde frem med kritik mod Lassalles småborgerlig anløbne utopisme, men han gjorde det ikke. Det var dog i alle tilfælde en levende arbejderbevægelse efter så mange års forløb og den følelse dette, trods alt, har fyldt Marx med banede sig vej til hans pen, da han ved Lassalles død skrev til grevinde Hatzfeldt: han døde ung - i triumf - som Akilles. Lassalles ufuldstændige teoretiske grundlag svarede godt nok til den uudviklede form, kapitalismen endnu havde i Tyskland. Han var måske den agitator, der bedst svarede til de tyske arbejderes daværende stade. Men det grundlag, hvorpå han rejste bevægelsen - det samme grundlag, hvorpå Pio rejste den danske bevægelse - blev forladt. Det er ikke på Lassalleansk men på marxistisk grund, at det tyske parti som partierne i alle lande står. Lassalle var som Pio kampens pioner, begge måtte de forsvinde, fordi arbejderbevægelsen trængte til et højere teoretisk stade, end de kunne give den, og dernæst fordi arbejderbevægelsen ingen plads har for diktatorer. Døden tog Lassalle året efter arbejderforeningens stiftelse, da han allerede var en træt mand, Pio gav sig træt og opgivende på flugt. I Tyskland førte Bebel og hans kampfæller arbejderbevægelsen over på marxistisk grund, i Danmark gjorde C. C. Andersen og hans kampfæller det samme. I Tyskland, hvor grevinde Hatzfeldt opbød alt for at holde bevægelsen fast på Lassalleansk grund, voldte det mange års kampe, i Danmark blev overgangen, da Pio først var borte, let og smertefri. Ligesom vi herhjemme ikke vil se modstanden mod Pio som udsprungen af vrangvilje eller surhed mod ham, men som nødvendig begrundet i arbejderbevægelsens interesse, således har jeg også syntes, at modsætningen mellem Lassalle og Marx skulle ses som nødvendig begrundet i de to mænds forskellige syn på arbejderbevægelsen, der atter beroede på deres forskellige teoretiske udviklingsstadium og også på deres meget forskellige naturer - den fælles jødiske afstamning kunne ikke dække herover. Og til disse indre grunde kom så også den ydre, Marx levede i økonomisk henseende et fattigt, Lassalle et rigt liv. Det er kun få træk, jeg her har kunnet fremdrage - jeg henviser dem, der vil gøre sig rigtig bekendt med disse mænd, der har haft så grundlæggende betydning for socialismen, til de skrifter, jeg har nævnt som mine kilder, dvs. Gustav Mayer: Ferdinand Lassalle. Nachgelassene briefe und schriften. Stuttgart 1921 - Ouehen: Lassalle. Eine politische biographie. 3. Auflage. Stuttgart 1920. - Mehring: Geschichte der deutschen sozialdemokratie. Stuttgart 1897. Der briefwechsel zwischen Friedrich Engels und Karl Marx. I-IV bind. Stuttgart 1913.

Øst er øst og vest er vest, og de to vil aldrig mødes«, siger Kipling. »Når orientaleren lærer sit eget værd og gør sig til herre i sit eget hus, vil Europas sol synke«, hævder andre. Begge betragtningsmåder synes mig fejlagtige og deres begrundelse kan kun skyldes misforståelse. Siden Romerstatens opløsning for ca. 1500 år siden har samfundsforholdene i Europa udviklet sig fra bondesamfundets naturalhusholdning over lensvæsenet og gennem byernes opkomst til det kapitalistiske samfund hvori vi lever. Men denne udvikling er ikke foregået samtidig eller lige hurtig overalt. Norditalien og Sydfrankrig rykker først frem, snart fulgt af syd- og Mellemtyskland, medens England og Norden står langt tilbage. Da ændrer opdagelsen af den ny vej over havene til de gamle tropelande og til en hel ny verden, Amerika, de økonomiske forhold, således at England langt overflyver Tyskland og Italien, der står i stampe gennem århundreder, og for Tysklands vedkommende først kommer frem i 1800-tallet, medens Italien endnu ikke rigtig er kommen i skub. I samme århundredes slutning rykker Norden frem, medens Rusland først i de allerseneste år dukker frem af sin middelalder. Alt på historieforskningens nuværende standpunkt er det i hovedtrækkene godtgjort, at den materialistiske historieopfattelse kan forklare denne udvikling. Kan man nu anføre paralleller mellem østerlandenes og Europas udvikling, synes hermed skabt en begrundelse for, at de to, - der aldrig mødes, - følger samme hovedlinie og gennemløber samme faser, men blot befinder sig på forskellige punkter af den bane, hvorpå de begge drives frem af de samme kræfter, produktionsformernes ændring og kampen mellem klasserne, de kræfter, der har ført Europa fra barbariets tidsalder til socialismens forgård. Da araberne under Muhammeds arvtagere trængte frem fra dens ørken i slutningen af 600-tallet, forefandt de såvel i Nordafrika som i Vestasien langt flere rester af den romerske kultur, end der var levnet i den europæiske del af Romerriget. Folkevandringen havde kun sendt svage dønninger over disse egne, så det var nærmest den stadig fremadskridende opløsning i det romerske centralstyres myndighed, der havde opløst sammenholdet mellem de forskellige provinser derovre, og derved undergravet betingelserne for deres kultur. Da araberne gjorde sig til herrer i disse egne blev kalifatet et surrogat for den romerske centralmagt, og berøringen mellem de gamle beboere og araberne skabte endog på visse punkter noget nyt i kulturen. Men der var en ting, araberne ikke bragte med sig, - en ny produktionsform. Derfor sygnede kalifatet snart hen, angrebet indvendig fra af de samme sygdomme, der havde kastet romerstaten på dødslejet. Som romerne dels selv havde indkalde, dels nødtvungen havde måttet åbne grænserne for germanerne, således måtte kalifatet alt i slutningen af 700-tallet indkalde laverestående folk til militærtjeneste i riget, og i løbet af de følgende 4-500 år blev disse folks indflydelse større og større, og til sidst gjorde et af dem, tyrkerne, sig til herrer i største delen af den arabiske verden. De spirer til lensvæsenet, der alt havde været i romerstatens forfaldsperiode, havde arabernes ordnede centralstyre hæmmet i væksten, men nu tog dens udvikling fornyet fart. Ganske som i Europa efter folkevandringstiden. Som vi kender det fra Europa i et lenssamfunds frembrudstid, Karl den Stores tid i Frankrig og Tyskland, vor egen Valdemarstid, var den ny tyrkervælde i besiddelse af en mægtig kraft. Det bolværk, den græske kejser i Konstantinopel efter fattig evne havde holdt mod araberne, faldt nu. Hans lande blev erobrede og selve hovedstaden faldt i tyrkernes hænder i 1453. Ja, helt til Ungarns sletter og Ruslands stepper skød tyrkerne i deres velmagtstid deres grænser frem. Men som det var gået i Europa viste lensvæsenets statsopløsende karakter sig også snart i tyrkervældet. Snart denne, snart hin egn gjorde sig for kortere eller længere tid nærmest uafhængig af centralmagten. Og denne blev stadig rystet af tronstridigheder og slægtsfejder, med brodermord, sønneoprør o.s.v.. Europa gruede og slog sig for sit retfærdige bryst glemmende, at det kun var få århundreder siden, at forholdene hos os havde været af lignende karakter. Rosekrigene i England, Valdemars Sejrs sønner o.s.v.. Årene gik og trods uro og uorden voksede lidt efter lidt et byliv op; men da dette hen i 1800-tallet har nået en sådan udvikling, at det betingede et ordnet centralstyre, optræder de nu kapitalistisk højt udviklede europæiske magter på skuepladsen og svækker på mange i måder udviklingsmulighederne. Navnlig ved at bortskære mange af de egne, der havde størst betingelse for at føre an i den nye tid. Donau-landene med deres kornudførsel og petroleumsrigdom, Grækenland med sine betingelser for handel og søfart og Ægypten med sit agerbrug og sin enestående beliggenhed. Gennem en spalte i den solbrændte ørken bryder den mægtige Nilflod sig vej, på sin over 5000 km. lange fart fra Afrikas tropesøer og Abessiniens bjerge og til Middelhavet. Når regntidens strømme af vand vælter sig ned ad Abessiniens bjerge bliver flodens vandføring så mægtig, at den træder over sine bredder og efterlader, når den træder tilbage, et tyndt lag af dynd fra Abessinien. Dette dyndlag der gennem årtusinder er blevet ca. 10 meter tykt, er på den ca. 680 km. lange strækning fra Assuan til Kairo ca. 22 km. bredt og danner sammen med deltaet et enestående frugtbart agerland af størrelse med Belgien. Så frugtbart er landet, at man mange steder kan høste 3 gange, og de 12-13 millioner mennesker, der lever i Ægypten kunne føre en sorgfri tilværelse, hvis samfundsforholdene ikke var ganske forkvaklede. Det har stadig været vanskelig for sultanens arm, at nå fra Konstantinopel til Kairo. Statholderne har derfor altid ført en ret uafhængig tilværelse, og flåede sammen med adelen, mamelukkerne, efter bedste evne den arbejdende befolkning, fellaherne. Mamelukkerne skaltede og valtede forøvrigt som de selv ville og levede i krig eller fred indbyrdes, som det nu kunne falde. Alt imedens forfaldt landet mere og mere, vandingsanlæg kom i uorden, jorden kom ud af kultur, og det før så strålende Aleksandria blev et usselt hul med 3000 indbyggere. Ganske som i middelalderen i Europa. Da Napoleons eventyrlige togt var endt fik Ægypten en kraftig statholder i Muhamed Ali, ret en fyrste i renæssancestil. Som fordum Kristian II. i Stockholm, kaldte han alle mamelukhøvdingerne sammen på Kastellet i Kairo i 1811, og låsede porten og lod dem gøre et hoved kortere. Som alle lignende fyrster kastede han sig over udviklingen af en stående hær og af borgeres og bønders næringsveje, for til slut at få gjort statholderskabet arveligt. Nøjagtig som det foregik i de europæiske stater for 3-400 år siden. Da der samtidig var skabt roligere forhold i Middelhavet ved sørøvernes undertvingelse, kunne den forøgede kornproduktion, de ordnede forhold medførte, med fordel afskibes til Europa, til at ordne denne udførsel nedsatte der sig snart i Ægypten et betydeligt antal europæiske købmænd og mæglere, der indrettede sig ganske som Hanseaterne havde gjort i Norden i middelalderens slutning. For med den ønskede kraft at udvikle næringsvejene måtte staten have penge og atter penge, og europæiske kapitalister var villige til at udlåne disse mod passende renter. Ved den fremmede indblanding og den voksende statsgæld var der skabt to stadigt rindende kilder til den europæiske indblanding, der senere blev skæbnesvanger for landet. Det er dog tvivlsomt, om ikke Ægypten kunne have overvundet disse vanskeligheder, hvis der ikke var tilkommet en tredje faktor, Suez-kanalen. Thi mange andre stater, der i vor tid har gennemløbet en hurtig udvikling fra feudalisme til kapitalisme, har haft økonomiske vanskeligheder, således Italien og de ny Balkanlande. I sommeren 1869 var Suez-kanalen, trods modstand fra England, blevet færdig ved fransk initiativ. England opdagede dog hurtigt, at kanalen også bød dette en stor fordel; men af hensyn til sikkerheden i Indien måtte man kontrollere den. I 1873 var Ægyptens gæld, delvis ved hoffets ødselhed, vokset til ca. 1265 mill. kr. i fast og 500 mill. kr. i løs gæld. Til forrentning af denne har man beregnet, at der medgik mindst 200 mill. kr. årlig. Dette på en befolkning af 10 millioner med en meget lavtstående produktionsmåde. I 1911 betalte det langt rigere danske samfund ca. 9,6 mill. kr. i renter af sin gæld. I 1876 gik Ægypten fallit, og der nedsattes en international finanskommission til administration af gælden. Efter mange lidet flatterende manøvrer fra kommissionens side kom det i 1882 til oprør i Aleksandria. Dette gav englænderne et påskud til at bombardere byen og landsætte tropper. Diplomaterne forklarede, at besættelsen var ganske midlertidig, men den har dog varet til 1922. Hermed begyndte et helt nyt afsnit i Ægyptens udvikling. Det var en let sag for englænderne at slå det såkaldte oprør ned og skaffe ro i landet. Formelt rørte man ikke ved Ægyptens forfatning. Landet vedblev at være en tyrkisk vasalstat under en arvelig khediv, med sit ministerium af muselmænd. Men reelt blev forholdet fuldstændig ændret. Lord Cromer, der drog til Ægypten som britisk generalkonsul og diplomatisk agent, blev i virkeligheden Ægyptens ukronede konge. Thi ved hver ministers side sattes en engelsk rådgiver, og ved hjælp af disse og en række underordnede engelske embedsmænd kunne generalkonsulen, bistået af okkupationshæren, der stadig blev i landet, nøje overvåge alt og gribe ind om fornødent. Og denne indgriben var så omfattende og målbevidst, at landet snart blev en udmærket udbytningsmark for den engelske kapital. Man kan sammenligne den stilling, englænderne fik i Ægypten, med lybækkernes i Skandinavien i middelalderens slutning, da halvdelen af Stockholms råd skulle være tyskere. Når englændernes herredømme i Ægypten blev mere omfattende, skyldtes det at lybækkerne fortrinsvis handlede med fremmede varer og håndværksprodukter, og derfor kun behøvede at underlægge sig byerne, medens englænderne særlig havde brug for masser af råvarer og landbrugsprodukter, hvorfor de måtte kontrollere også landbefolkningen. Næppe havde englænderne sat sig fast i Ægypten, før de blev stillet overfor en ny kendsgerning, der viste den opmærksomme iagttager, på hvilket udviklingstrin Orienten stod. Kendsgerningen var mahdismen. Som Marx har udviklet, danner de juridiske, moralske og religiøse forestillinger kun en overbygning på samfundets økonomiske grundlag, og de ændres når dette grundlag bliver et andet. Under det feudale samfund, hvor produktionsmåden er næsten stillestående, og de statsopløsende kræfter stærke, bliver retssikkerheden og den enkeltes tryghedsfølelse i jordelivet meget ringe. Folket vender sig derfor med håb om trøst mod det hinsides. Som vi i Europas middelalder ser den katolske kirke skabe en omfattende politisk bygning, og dens religiøse system udvikle sig til et uoverskueligt vildnis, hvori de fattige i ånden ret kan finde hvile, således ser vi også den i begyndelsen klare og enkle islam gennemløbe en lignende udvikling under feudalismen i Forasien og Nordafrika. Da så i Europa de første spirer til en ny tid med en ny produktionsmåde vokser op i 1400tallet, begynder man at pille ved det katolske system. Først kommer enkelte tvivlere og senere en mægtig religiøs fornyelse i reformationen, dækkende over det økonomiske krav, der hed selvstyre, uafhængighed af Rom. Ganske på samme måde med islam i 1800tallet. Først ryster vahabitternes puritanske bevægelse Kalifatet, senere kommer mahdismen, og i de sidste år har senusierne udfoldet stor virksomhed i Nordafrika. Mahdismen opstod omkring 1880 i Sudan, der var et ægyptisk lydland. Da khediven nu lod englænderne få fodfæste i Ægypten, ja endog samarbejdede med dem, blev bevægelsen selvfølgelig fremmedfjendsk og rettet mod khediven. Mahdien, bevægelsens fører, en slags muhamedansk kristus, fik en sådan magt, at han opkastede sig til hersker i hele det østlige Sudan, og rejste sådanne stridskræfter, at han slog de ægyptiske og de engelske hære og erobrede Kartum, hvorved general Gordon faldt 1884. I adskillige år holdt mahdisternes rige sig i Sudan; men det er en selvfølge, at de ikke formåede at danne et rige med en sådan militær og økonomisk organisation, at det i længden formåede at holde England stangen. Man stod ikke som de protestantiske magter i Europa i 15-1600tallet overfor modstandere på samme økonomiske udviklingstrin. I slutningen af 1890'erne udrustedes en stor ekspedition under ledelse af den senere så bekendte lord Kitchener. Han knuste mahdisterne ved Omdurman i 1898. Englænderne forefandt Ægypten som et bondeland, hvor fellah'erne levede i en slags livegenskab, og hvis produktionsmåde var meget gammeldags. Man ordnede nu vandingsforholdene med stor indsigt. Ved Assuan spærredes Nilen af en mægtig dæmning, således at man fra den tidligere oversvømmelse gik mere over til overrisling af jorden, hvorved kulturlandet meget udvidedes. Man ændrede også bøndernes retsstilling; men da statsgælden skulle forrentes (selv efter at rentefoden var nedsat) og den engelske storhandel tjene tilstrækkeligt, blev bøndernes udbytning så hård, at deres økonomiske tilstand ikke bedredes. Medvirkende hertil var det også, at englænderne fremtvang en overgang fra korn- til bomuldsdyrkning (læsere, der måtte ønske nærmere at kende dette forhold, henvises til Gustav Bang. Arbejderklassens liv og dens kamp, 2. del, side 184-212.). Der var som omtalt sidst ved englændernes ankomst ved at danne sig en indfødt byoverklasse. Denne blev nu stækket af de indvandrede englændere og blev derfor disses svorne modstandere, den ægyptiske nationalismes bannerførere. Og englænderne var uforsigtige nok til at give den nationalistiske agitation forøget vind i sejlene ved en retspleje, der synes ganske meningsløs. At opbygge et samlet lovsystem, hvori retsregler, som den indfødte finder passende, og de juridiske synsmåder, der har udviklet sig i vore dages England, begge går op, er selvfølgelig ugørligt. Blandt de indfødte er således blodhævn endnu almindelig, og der finder da også flere tusinde drab sted årlig; at holde justits over tyvene har man næsten opgivet, og for europæere er sikkerheden meget ringe udenfor de afstukne turistruter. Man har derfor heller ikke forsøgt en ensartet ordning, men indført forskellige domstole. Vanskelighederne fremkommer derfor først, når striden står mellem europæere og indfødte. På afgørelser i sådanne sager skal jeg efter »35 years of british rule in Egypt« anføre to eksempler: 1) D. 13 juni 1906 gav nogle engelske officerer, der havde slået lejr i nabolaget, sig til at skyde duer på privat grund nær ved landsbyen Denschawi i Nildeltaet. Skønt tolken, der ledsagede dem, af en gammel bonde var blevet gjort opmærksom på, at de indfødte var blevet drillede ved at deres duer året før var blevet skudt af engelske officerer, og at deres vrede derover var så stor, at det var at håbe, det ikke ville gentage sig. Trods dette vink begyndte jagten, og den førte til at en kvinde blev såret ved et vådeskud, og et hus skudt i brand. De indfødte blev ophidsede, og det kom til strid mellem dem og »sportsmændene«, hvorved en officer blev forfulgt og tre indfødte fik nogle skrammer. En af de flygtende officerer styrtede efter at have løbet 3 engelske mil død om, ramt af solstik (temperatur 36° C.) Da nogle engelske soldater hørte, hvad der var sket, angreb de en nabolandsby og dræbte en indfødt ved at flække hovedet på ham. Der blev nedsat en særlig domstol, som fældede den vise dom, at fire indfødte skulle hænges, to i tugthus på livstid, en i 15 år og to i 7 år, tre i fængsel 1 år, to skulle piskes offentlig og fem piskes afsides - hver med 50 slag af en pisk med fem haler. 2) Noget efter Denschawi-affæren sad en engelsk soldat af garnisonen i kastellet i Kairo i vagtarrest for en militær forseelse. Vagtmandskabet, der sad udenfor, havde hængt deres våben fra sig inde i huset. Arrestanten, som havde en patron hos sig, puttede den ubemærket i et af geværerne, kravlede op i vinduet og afventede, hvad vildt skæbnen ville sende på hans vej. En stakkels fellah kommer gående på vejen noget fra soldaten. Den omtalte vej er offentlig passage om dagen. Det tapre medlem af okkupationshæren tager roligt sigte og skyder araberen ned. Han tilstod senere, at han begik dette mord bare for sjov. Der blev hverken hængt eller pisket nogen engelsk soldat. Han fik en nærmest formel straf. Den myrdedes familie fik en lille understøttelse, og så var den sag ude af verden. Der er sikkert i Europa, da det stod på samme trin som Ægypten nu, blevet fældet mange ligeså oprørende domme, som de omtalte, og havde det været i et selvstyret Ægypten, var der næppe heller sket noget, for de stakkels ofre hørte jo ikke til dem ved bordenden. Men nu var sagen en anden. Den kultiverede ægyptiske nationalistiske overklasse fandt den slags ting lige så oprørende som vi. Og skønt fellah'erne selv levede i sløv håbløshed, og selvom englænderne havde gjort så lidt for folkeoplysningen, at kun 85 af hver 1000 indfødte mænd kan læse, var der dog opstået en betydelig nationalistisk presse, som selvfølgelig ret forstod at udnytte den slags ting. I lord Cromers sidste år blev regeringen mere og mere nervøs og småtskåren. Man kunne slet ikke fatte, at ægypterne ikke var henrykte over englændernes store og gode gerninger, og man greb til politiske fængslinger og presseforbud i stor stil; men uroen lod sig ikke dæmpe ved disse midler, og tilstanden var meget betænkelig, da lord Cromer, skaberen af det moderne Ægypten, nedlagde embedet som generalkonsul i 1907. Han blev efterfulgt af sir Eldon Gorst, der skulle forsøge med en mere liberal kurs. Det var jo efter den store liberale sejr i England ved valget januar 1906. Dette blev imidlertid fra nationalisternes side betragtet som et svaghedstegn, og tilstanden var nærmest værre, da sir Gorst døde på sin post i 1911. Hans efterfølger blev mahdiens og boernes overvinder, Kitchener, lord af Kartum. Der var under Cromer såvel som i Gorsts tid gjort forsøg på at skabe en slags rådgivende folkerepræsentation. Dette blev der nu skabt mere plan i; men forsamlingens myndighed var dog stadig ret indskrænket. Kitcheners kongstanke var den, at skabe en velstillet bondestand som en modvægt mod de nationalistiske byboere. I den hensigt gennemførtes den såkaldte 5 feddahs lov. Denne sikrede fellah'erne 5 tdr. land, som ikke kunne fratages dem eller tvangssælges for gæld. Men før disse forsøg fik tid til at virke, kom krigen, og Kitchener blev kaldt til London for at rejse Bretlands sønner til kamp på liv og død for verdensherredømmet. Da Tyrkiet trådte ind i krigen på Centralmagternes side, blev Ægyptens stilling meget mærkelig. Den formelle regent, khediven, var netop i Konstantinopel og sluttede sig til sultanen; men de reelle herrer, englænderne, kunne naturligvis ikke lade Ægypten føre krig mod sig. Englænderne afsatte derfor ganske rolig khediven, og i en proklamation fra London blev Ægypten erklæret for et sultanat under engelsk protektorat. En slægtning til khediven blev sultan, og Englands repræsentant fik titlen højkommissær. Det lykkedes England at holde ro i Ægypten under krigen, og man havde stor nytte af det. Det var koncentrationslejr for tropperne fra Indien og Australien og dannede basis for forsvaret af den for forbindelsen mellem rigets dele så vigtige Suez-kanal. Selvom der ikke blev udskrevet soldater til direkte krigstjeneste, gjorde dog mellem ½ og 1 million ægyptere tjeneste som arbejdssoldater, først på Gallipoli og senere i Palæstina, hvis erobring næppe havde været mulig uden disse. Disse arbejdssoldater fik en temmelig god løn, og til en begyndelse var der tilgang nok, men senere fik frivilligheden et ret komisk skær over sig, når man hører, at alle landsbyens yngre mænd rædselsslagne flygtede ud i ørkenen, når hververen var i anmarsch. Fellah'ernes stilling under krigen var blevet forbedret ved prisstigningerne på landbrugsprodukter, så de blev et bedre materiale for nationalisterne end før, og englænderne havde under krigen måttet foretage flere manøvrer, som støttede den nationale bevægelse meget. Så da våbenstilstanden kom med Wilsons 14 punkter, kunne den afgørende kamp om magten mellem England og de indfødte begynde under en hel ny magtfordeling. Ved verdenskrigens afslutning havde den ægyptiske nationalisme fået et langt bredere grundlag end tidligere. Den havde nu ikke blot tilhold blandt den bybefolkning, der havde kundskaber og penge, og derfor ville frem til den magt og de embeder, som englænderne nu hindrede dem i at nå. Den var også tidligere blevet fulgt af det håbløshedens proletariat, der altid fylder byerne ved overgangen mellem lavsvæsen og kapitalisme; men nu sluttede sig til den en klasse, der før havde levet sit liv i sløv hengiven til en uafvendelig skæbne, der trykkede den ned i elendighed. Det var fellaherne, der blev vakt af dvalen. Times' korrespondent sir Valentine Chirol formener at væksten af den engelsk-fjendtlige opfattelse i landbefolkningen, hvis kår dog navnlig lord Kitchener havde søgt at forbedre, skyldtes den måde hvorpå leverancer til hæren og den sidst omtalte hvervning var foregået. Han påstår således, at der ikke var givet de pårørende meddelelse om sygdom og dødsfald blandt de hvervede, og mener, at en åben anerkendelse af de tjenester, Ægypten havde ydet England under krigen og en passende fordeling af nogle 100,000 £ ville have ændret stillingen ganske. Nu kom agitatorerne og sagde: »Når dette er protektoratets følger, så er protektoratet slaveri og undertrykkelse«. Og de spurgte: »Hvorfor får Ægypten ikke selvstyre?« - »Fordi ægypterne ikke er modne.« »Er det da ikke England, der har holdt os nede i vankundighed, og vil dette blive bedre før Englands magt er brudt?« »og hvorledes forholdt det sig mon med bulgarers og montenegriners modenhed, da disse folk fik selvstyre? Og med hans højhed kongen af Hedjaz's (et rige i Vestarabien, som England har fået lavet for at svække Tyrkiet og for at kunne beherske de hellige steder Mekka og Medina) undersåtter kan vi da sikkert måle os i er en afstand af ca. 1400 kilometer. Man sendte repræsentanter til fredskonferencen. Ja selv til konferencen i Stockholm havde de ægyptiske nationalister henvendt sig. (Når den klasse, som her det ægyptiske borgerskab, kæmper sig frem til magten, søger den altid støtte til venstre, og dette må ikke opfattes som noget tegn på socialistisk forståelse). Således forberedt kom det til væbnet kamp i Ægypten (1919), og selv om det lykkedes general Allenby at genoprette ordenen, kom det dog stadig til fornyede udbrud. Man foretog forskellige skridt. Man sendte en kommission til Ægypten under ledelse af lord Milner, der gennem mange år havde haft nøje føling med ægyptiske forhold. Man forhandlede snart med nationalistiske førere, både i London og i Kairo, og snart fængslede man dem eller forviste dem til Malta eller Ceylon. Under alt dette modnedes mere og mere den opfattelse i England, at man vel kunne slå Ægypten ned, men det var et spørgsmål, om det kunne betale sig. Lloyd George tilbød derfor omkring nytår 1922 Ægypten selvstyre, mod at der blev ydet visse garantier for europæernes sikkerhed og Suez-kanalens ukrænkelighed. Disse forhandlinger er nu bragt til afslutning, og Ægypten træder hermed ind i de selvstyrende staters kreds. Jeg har søgt at påvise at landet på sin vej mod dette mål har fulgt samme bane, som europæiske stater tidligere, og hvor der har været afvigelser, har jeg søgt at begrunde disse udfra økonomiske og politiske årsager, jeg har hermed villet antyde, at øst og vest dog måske ikke er så forskellige endda. Selv om den politiske magt i Ægypten nu kommer på andre hænder, er englændernes mission i Nildalen dog næppe til ende. Ligesom Japan under nationalt styre har været en rig mark for engelsk foretagsomhed og kapitalanbringelse, vil det ny Ægypten sikkert også give plads for England, og man ser allerede på hvilke felter. Man har opmålt Nilens vandføring og ved at begrænse dens løb ved diger helt nede i Uganda, vil man undgå, at en mængde vand går til spilde ved at oversvømme store strækninger i disse egne hvor der falder mere end rigelig regn. Til gengæld skal Nilen så spærres af en dæmning ved Kartum, og store strækninger af Sudans savanner skal derved forvandles til bomuldsmarker. Hernede håber man sikkert også at kunne hævde den politiske magt, i al fald foreløbig. For at sikre sin stilling har man lagt en sidebane til Kap-Kairo banen fra Berhr ved Nilen til Port Sudan ved det Røde Hav ca. 350 km.. Herved har man gjort sig uafhængig af transportvejen langs Nilen ned gennem Ægypten. Men også i selve Ægypten har man arbejder for. Ved Nilens munding ligger således en række store søer med brakvand. Vandstanden er meget lav og de vil ved dræning kunne tørlægges. Ved den ovenomtalte anordning i Uganda bliver der vand nok i Nilen til kunstig vanding også af disse landsstrækninger. Endvidere har Ægypten jo menneskemateriale til en betydelig industri, som sikkert også foreløbig vil blive et udbytningsobjekt for europæisk kapital. Og imedens vil det ægyptiske folk under lidelser og savn, gennem fejlgreb og misforståelser vandre sin vej, fra barbari gennem kapitalisme mod socialisme, men hvert spadestik englænderne anordner og hver jernbaneskinne de lægger vil forkorte og lette denne vej. Hvis nu Indien følger i Ægyptens spor, vil så ikke Europas stilling svækkes, vil det ikke blive sværere at leve, vil Europas sol ikke synke? Medens oldtidens og middelalderens kulturer var stedfæstet til snævre områder og derfor let gik til grunde, når politiske og økonomiske forhold forandredes, så nærmer vor tids kultur sig ved samfærdselsmidlernes og teknikkens udvikling til at blive en verdenskultur. Den vesterlandske kapitalisme har således trukket land efter land, der lå i ruiner af fordums kulturer frem i verdensøkonomien, som Italien og Grækenland. Jeg nærer derfor den opfattelse at Orientens fremgang ikke vil betyde den vesterlandske kulturs død, men blot dens spredning. Når borgerskabets profeter derfor med dødsangst i blikket forkynder hvorledes Europa går sin undergang i møde, og at den hvide mands sejrstog kun vil mindes ved kaserneruiner og overgroede tennisbaner, er det fordi de føler, dens egen klasse vil gå under i denne udvikling og for dem er borgerskabet verden. Vi ser med fortrøstning derhen, thi det er kun en opfyldelse af vor store tanke, en arbejdets verden uden forskel på farve og nation, og der er jord og sol nok til dem alle.

I martsnummeret beskæftiger Ib Kolbjørn sig med de tyske Uafhængiges partidag. Han beretter overordentlig optimistisk om denne, og er af den opfattelse, at partidagen i Leipzig har været »et skridt på den rette vej«. De, der ikke kender tyske partiforhold, vil af artiklen få en fuldstændig urigtig opfattelse. Lad det derfor være mig tilladt nærmere at imødegå en del af denne artikel. Det er bekendt, at den første splittelse i den tyske arbejderbevægelse, hidført ved U.S.P.D.s udskillelse, har haft en række yderligere splittelser til følge og bittert har hævnet sig på ophavsmændene. Ud af U.S.P.D. kom K.P.D. (Kommunistiske Parti), ud af dette K.A.P.D. (Kommunistisk Arbejderparti), ud af dette K. B. (Kommunist Forbundet) og hvem ved hvilke yderlige spaltninger og småpartier! Og hver af splitterne ville overgå de andre i radikalisme og fraseflom. At denne splittelse har været til den allerstørste skade for den tyske arbejderklasse behøver næppe specielt at fremhæves her. Sikkert er det, at den tyske arbejderklasses nuværende stilling iøvrigt, såvel som alle forhold i Tyskland, ville have været væsentlig anderledes, såfremt vi havde haft et enigt socialdemokratisk parti. En dyb længsel efter enighed har længe besjælet store kredse af de tyske arbejdere, og fra S.P.D.s side er der gjort alt for at hidføre denne enighed så hurtigt som muligt. Gölitzer-partidagen vedtog således enstemmigt følgende resolution: »Partidagen bekender sig til den overbevisning, at kun en stor enig kamporganisation af alle åndens og håndens arbejdere kan vinde sejr over reaktionens og kapitalismens magter. Den tilstræber genoprettelse af et enigt proletarisk parti, således som det bestod før den ulykkelige spaltning. Spaltningen har ikke blot svækket arbejderklassen i kampen mod modstanderne i eget land, men også ødelagt Internationale, hvis genforening til kamp mod den folkeophidsende imperialisme og til oprettelse af en virkelig fredstilstand nu er mere nødvendig end nogensinde før. Partidagen hilser derfor alle tegn til en genforening af de ved striden skilte retninger, ligesom den fordømmer de kommunistiske voldsapostles virksomhed mod enheden som forbrydelse mod arbejderklassen. Sålænge den organisatoriske genforening, som kun kan finde sted ved overenskomster mellem kompetente instanser, ikke viser sig gennemførlig, må det socialdemokratiske parti bevare sin fulde tekniske og organisatoriske selvstændighed. I at styrke denne ligger den bedste garanti for enhedstankens fremme og for demokratismens og socialismens endelige sejr«. Hvad har nu U.S.P. gjort for denne enighed? Ib Kolbjørn skriver i en parentes, at »Vorwärtz« diplomatisk har sagt, »at partidagen ikke har skadet proletariatets enheds sag«. Det stemmer dog ikke ganske. Men fejlen kan måske undskyldes dermed, at han ikke behersker det tyske sprog i den grad, at han har kunnet fatte meningen i »Vorwärtz« ytringer. Ved afstemningen over U.S.P.s nye partibestyrelse havde nemlig 60 delegerede (en tredjedel af kongressen) overstreget navnet på lederen af den venstre fløj, Ledebour; ligeledes var dr. Kurt Rosenfeld, der står Ledebour meget nær, blandt de, der havde færrest stemmer. Til dette valgresultat knyttede »Vorwärtz« bemærkningen: »Man har villet give ham (nemlig Ledebour) en huskekage for hans mange sidespring i de sidste måneder, i det håb, at han i fremtiden vil anvende sin kraft på mere konsekvent måde, men fremfor alt, at han ikke mere ved sidespring og stemningsomskiftninger som på den internationale konference med Labour Party i London og lejlighedsvis ved den kommunistiske sultestrejke Rummel skulle vanskeliggøre den socialdemokratiske arbejderklasses enhed. I den forstand har U.S.P.s anden Leipziger-partidag, i glædelig modsætning til den første partidag i december 1919, i det mindste ikke skadet det socialdemokratiske proletariats enhedssag«. Det ser dog noget anderledes ud, ikke sandt partifælle Kolbjørn? Om enhedspolitiken vil jeg ikke selv fælde nogen dom, men vil lade en anden tale, nemlig Karl Kautsky, der sandelig ikke således som flertalssocialisterne mistænkes for at være »socialforrædder«, alliancepolitiker o.s.v.. I anledning af det kommunistiske arbejdsfællesskabs forening med U.S.P. aftrykte »Vorwärtz« følgende åbne brev, som Kautsky havde tilsendt det, fordi »Freiheit« (de Uafhængiges organ) nærede betænkeligheder ved at offentliggøre det. Jeg anser dette brev for så vigtigt, at jeg gerne her vil offentliggøre hele brevet, thi det viser U.S.P.s sande ansigt, og det er ikke nødvendigt at føje et eneste kommenterende ord til. Kautsky skriver: »Ærede partifæller! I »Freiheit«s morgenudgave d. 24 marts offentliggør et opråb af det kommunistiske arbejdsfællesskab, og lader derpå et eget opråb følge. I dette bliver foreningen af K.A.G. med U.S.P. erklæret for fuldbyrdet og dette hilses som begyndelsen til den så længselsfuldt ventede genforening af det splittede socialistiske proletariat i Tyskland. Jeg kunne finde mig i at få en lille hob bankerotte kommunister til partifæller, når dette blot var en følge af foreningen af det samlede tyske socialistiske proletariat, altså i det væsentlige foreningen af U.S.P. med S.P.D.. Men derom er der slet ikke tale. I forbinder endog optagelsen af K.A.G. med opfordringen til alle »ærlige revolutionære klassefæller i det højresocialistiske parti« om at indtræde i U.S.P.. Jeg ved ikke, hvad i har tænkt eder dermed. Den tidligere erfaring har dog tilstrækkelig vist, at de ærlige revolutionære elementer, som åbenbart også efter eders mening findes talrigt i S.P.D., ikke tænker på at vende deres parti ryggen. Forsåvidt er opfordringen en latterlighed. Men desværre er den endnu værre. Den siger, at centralledelsen vil hidføre det tyske socialistiske proletariats enhed ved ødelæggelse af S.P.D., hvad der gør en stadig hensynsløs kamp mod dette nødvendig. Eders opråb, der begynder som enighedsskalmeje, munder altså ud i et krigsråb mod S.P.D. I trykker nogle dusin kommunistiske partifordærvere til eders hjerte og uddyber samtidig den kløft, der skiller U.S.P. fra millioner af tyske proletarer i S.P.D. Dermed sætter i kronen på eders politik, hvilken allerede i rum tid har hæmmet de tyske socialisters enhed. Med eders påhæng er derved blevet de hovedskyldige i spaltningens fortsatte beståen og dermed i svækkelsen af det tyske proletariat i en fortvivlet situation, i hvilken kun det fasteste sammenhold kan redde det. Da det tyske proletariats forening er blevet mit livs hovedformål, er det mig umuligt at tie over for denne store krænkelse af den tyske og dermed af den internationale socialisme. Det ville ellers gøre mig til medskyldig i eders handling. Jeg føler mig tvunget til overfor al offentlighed at nedlægge den skarpeste protest mod opråbet, udstedt af U.S.P.'s centralledelse. Meget muligt, at denne protest er eder yderst ligegyldig. Allerede i 1920 har jo Crispien og Dittmann for at vinde Moskva magthavernes velvilje over for disse erklæret, at der ikke vil blive taget hensyn til min stemme i U.S.P.. Megen mere vægt har Brass og Däumig for eder. Ikke for at overbevise eder, retter jeg dette brev til eder, men for at skaffe klarhed i forholdet mellem eder og mig.« Charlottenburg, d. 25 marts 1922. Med socialistisk hilsen Karl Kautsky. - Hvorledes står det nu til med Ib Kolbjørns konstatering, at »U.S.P. er blevet et mere enigt og mere besindigt parti«? - det har længe været kendt, at der i U.S.P. fandtes to stærke retninger. En, der ser sit mål i at overtrumfe kommunisterne i radikalisme og fraser, og en der vil yde mere praktisk og positivt arbejde efter S.P.D.s forbillede. Ængsteligt har man dog undgået at lade det komme til retningskampe på kongressen i Leipzig og har forsøgt at smelte modsætningerne sammen og tildække alt smukt med kærlighedens kappe. Hvor forkert denne taktik var, viser sig nu, hvor der hersker et skrækkeligt virvar i U.S.P. - foranlediget ved lokomotivførernes strejke havde højrepartierne foreslået et mistillidsvotum mod kabinettet Wirth, fordi det var gået for mildt frem mod de strejkende. De uafhængige og Kommunisterne stillede deres mistillidsforslag på grund af, at regeringen var gået for skarpt frem. Og på denne måde ville højrepartierne og de uafhængige i broderlig forening styrte regeringen Wirth. Hvad der derefter ville komme, var klart for højrepartierne, men ikke for flertallet af U.S.P. Ved afstemningen viste det sig imidlertid, at den besindigere del af U.S.P. ikke ville gøre dette vanvid med. Af fraktionens 61 medlemmer stemte kun 33 mod regeringen, de øvrige manglede, ja, over en halv snes stykker fjernede sig fra salen først umiddelbart inden afstemningen. Dermed trådte modsætningerne inden for U.S.P. klart frem. Den rigskonference, som fandt sted kort efter, vovede ikke at tildele mindretallet en misbilligelse for dette åbenlyse disciplinbrud, men vedtog følgende resolution: »Konferencen billiger de grunde, som har bevæget flertallet af rigsdagsfraktionen til dens afstemning d. 15 februar«. Er dette kompromis egentlig ikke en skjult misbilligelse af fraktionsflertallets holdning? Kompromis'et kunne dog ikke slukke spaltningens og uenighedens gnister. »Freiheit«s samlede redaktion har nedlagt sit hverv, fordi den ikke ville fortsætte med slagordspolitiken. Lignende krise er endvidere brudt ud i redaktionen for »Leipziger Volkszeitung«, U.S.P.s bedste og mest betydende blad. Som sidste led i kæden af disse begivenheder må endnu føjes, at begge U.S.P.s berlinske kommunalbestyrelsesmedlemmer Schüning og Brühl, der også er medlem af rigsdagen, har vendt U.S.P. ryggen og atter er trådt ind i S.P.D., fordi de ville yde praktisk arbejde. I en opsigtsvækkende erklæring, som de afgav i et offentligt kommunalbestyrelsesmøde, hedder det, at U.S.P.s politik ikke dikteres af ansvarsbevidsthed, men udelukkende af agitatoriske grunde. En sådan politik ville de ikke være med til. - og dermed kommer jeg til et vigtigt spørgsmål, som skal have svækket arbejderklassen og være hovedhindringen for enigheden, nemlig alliancepolitiken. Hvordan står det nu til hermed? Når det tyske socialdemokrati skal tage bestemmelsen for eller imod alliancepolitik, så må det afgøre spørgsmålene: enten fortabelse af revolutionens resultater, en reaktionær inden- og udenrigspolitik eller demokratiets og republikkens styrkelse, fortsættelse af sociallovgivning og arbejderlovgivning samt en fornuftig udenrigspolitik. Nogen anden vej er der ikke. Skal det tyske socialdemokrati overlade de reaktionære partier regeringstøjlerne og endnu en gang lade alt ride overende, eller skal det selv tage praktisk fat og forsøge at fremskaffe det bedst mulige for arbejderklassen? For et ansvarsbevidst parti kan kun det sidste komme i betragtning. Og i virkeligheden er det jo også således, at U.S.P. i det stille glæder sig over, at S.P.D. påtager sig dette ansvar. Og det er også en kendsgerning, at koalitionsregeringerne næsten overalt støttes af U.S.P. Men det er frygtelig svært at gøre sig fri for førkrigstidens agitationspolitik, og det glemmes for let, at vi i dag ikke har det gamle kejserlige Tyskland, men den frie, demokratiske republik. Uden S.P.D.s alliancepolitik ville republikken og alle revolutionens erobringer længst været borte, og vi ville måske have ungarnske tilstande. Det er S.P.D.s fortjeneste, at det ved alliancepolitiken har beskyttet, opretholdt og styrket republikken for arbejderklassen. Hvad der angår S.P.D.s nye »udpræget revisionistiske program«, så kan der måske senere blive lejlighed til at skrive derom. Men Ib Kolbjørn kan være rolig. S.P.D. er endnu helt det gamle parti. Det er ikke mere revisionistisk end andre socialdemokratiske partier. Det har blot gjort sig fri for slagordenes og frasernes politik og arbejder praktisk for de socialdemokratiske ideers gennemførelse. Og at den tyske arbejderklasse klart erkender dette, derom vidner partiets stadige vækst og fremgang, medens de partier, der står til venstre for det, går tilbage og bryder helt sammen.

Nogle af de bemærkninger jeg knyttede til mit referat af U.S.P.d.'s sidste partidag har fremkaldt en artikel i juni-nummeret af vor tyske partifælle Karl Raloff, der er flertalssocialistisk redaktør. I det følgende skal jeg behandle hovedpunkterne i denne artikel, der former sig som et agitatorisk angreb på U.S.P.'s og forsvar for S.P.D.'s politik i almindelighed. Om spaltningen siger Kautsky, at den var et »resultat af spaltningsfanatikerne fra venstre, Spartacusfolkene og deres følge [Ledebour med flere] og voldsmenneskene blandt borgfredsfolkene, der ville have oppositionen uden for partiet, inden den vandt flertallet,« og det var centristerne, der blev spaltede. På oppositionens kongres i Gotha april 1917 vedtoges dennes konstituering som særligt parti kun med 77 stemmer mod 42. Fortidens synder S.P.D.'s krigs- og Noskepolitik og U.S.P.'s bolchevikiske periode skal jeg ikke komme nærmere ind på, men holde mig til enhedsspørgsmålets udvikling i det sidste år. Som bekendt udløste mordet på Erzberger stor harme overalt i det tyske rige, og det kom til store demonstrationer særlig i Berlin. »Fra kommunisterne til højresocialisterne tvivlede næppe nogen om, at denne uforlignelige tilkendegivelse var den socialistiske forenings fødselstime. Men mens de brede masser i naturlig kraftfølelse holdt den proletariske enhed og kampbesluttethed for den republikanske friheds sikreste værn, tænkte det socialdemokratiske partis toneangivende førere kun på, hvorledes de kunne udvide regeringskoalitionen og isolere det yderste højre ved at vinde det tyske folkeparti« (Strøbel). Denne ånd beherskede Görlitzerpartidagen, der under ophævelse af en modsat beslutning fra Cassel, muliggjorde koalitionen med »Stinnespartiet«. Ganske vist gjordes den afhængig af en del betingelser, men de har ifølge Strøbel ved den senere virkeliggørelse af den store koalition i Preussen vist sig kun at være »dekorativt blændværk«. Dette og også det nye program har faktisk uddybet modsætningerne indenfor proletariatet og forspildt et psykologisk rigtigt øjeblik for foreningen. På baggrund heraf vedtoges så den af Raloff aftrykte resolution uden debat. Det undrer mig, at Raloff, der ellers ikke vil lade sig blænde af ord, ikke kan se, at det eneste håndgribelige i den er det sidste afsnit, der afviser en eventuel overgangsform til den endelige enhed. I Leipziger-manifestets bekendelse til de fælles aktioner forekom der mig at ligge en realitet og ganske særlig, fordi det var øjebliksfordringer, der stilledes i forgrunden. Derfor har jeg skrevet, at partidagen »synes at være et skridt på den rette vej«, og »at der her var en vej, som ved forholdenes magt kan føre til endelig enhed.« Raloff aftrykker over en halv side den forbindelse, hvori »Vorwärts« har benyttet et af mig flygtigt berørt udtryk. Nævnte forhold ved Ledebours valg er omtalt i min artikel, det er muligt, at udtrykket kun refererer sig hertil, om end udhævelser, som Raloff ikke gengiver, gør det uklart. Den politiske udvikling i løbet af foråret har ikke nærmet partierne til hinanden før efter mordet på Rathenau bl.a. på grund af forordningen mod de strejkende jernbanefunktionærer og skattekompromisset, der ikke lægger hånd på de faste (sag)værdier. Redaktionsskiftet ved »Freiheit« har også bragt en skarpere tone heri mod S.P.D. det af mig omtalte forhold, at lederne i U.S.P. ikke syntes at ville ofre så meget for enheden, som de mere menige medlemmer, har desværre vist sig at være rigtigt i stor udstrækning. Kautsky, der sætter enheden langt over de spørgsmål, hvorom der er meningsforskelligheder, har åbnet en kampagne for den med stærke angreb på U.S.P.'s ledere. Fra sin grundlæggelse har U.S.P. indeholdt to fløje, det gamle partis venstre og en del af dets centrum. De har imidlertid ikke tidligere trådt stærkt op imod hinanden, hvorfor brydningerne i de sidste måneder er kommet uventet. De tilbagetrådte redaktører har senere kritiseret partiets politik og med eftertryk krævet enhed. Striden synes dog langtfra at have den skarpe karakter som tidligere retningskampe indenfor partiet. Min påstand om, at U.S.P. er blevet et mere besindigt parti, støttes bl.a. af det stående flertalssocialistiske udtryk, at »Leipziger-aktionsprogrammet kun er et dødt bogstav for U.S.P.« Selv opråbet ved genforeningen med K.A.G. giver ved at sætte den systematiske udvidelse af proletariatets magt som mål. »Vorwarts« lejlighed til at slå fast, at venstregrupperne ikke bevæger sig bart fra S.P.D., men derimod om også af og til med sælsomme spring henimod det. Det skillende punkt har i foråret særlig været koalitionspolitikken, et spørgsmål, hvorom der findes delte meninger i ethvert socialistisk parti. Raloff mener, at uden koalitionspolitikken ville der måske have hersket ungarnske tilstande (oven i købet med spærret tryk). Bortset fra denne agitatoriske overdrivelse, hvis virkning svækkes bl.a. ved, at der efter de ulykkelige begivenheder i 1919 forbigående herskede ungarske tilstande enkelte steder i riget trods koalitionsregeringerne, er Raloff s motivering den almindelige flertalssocialistiske. Jeg skal heroverfor tillade mig at gengive nogle andre tyske partifællers syn på dette i virkeligheden meget vanskelige problem. Medlem af S.P.D. Heinrich Ströbel, hvem Raloff næppe vil stille op som modsætning til de ansvarsbevidste, beskæftiger sig i sidste udgave af sit fortræffelige værk om den Tyske Revolution med koalitionspolitikken. Han gengiver den almindelige flertalssocialistiske argumentation for denne, eventuelt udstrakt til det tyske folkeparti, benægter dens rigtighed og skriver efter at have anerkendt, at koalitionsregeringer under omstændigheder kan være nødvendige: »Koalitionen med en reaktionær majoritet bringer da ikke blot intet udbytte for socialismen, men den skader endog socialismen ved, at den bebyrder den med ansvaret for en forfejlet, usocial, anti-proletarisk politik. En sådan tilstand lammer da de proletariske kræfter i stedet for at udløse dem. Den berøver det socialistiske regeringsparti dets svingkraft og energi, gør det mere og mere fremmed for masserne og driver de andre socialistiske partier i den skarpeste kampstilling overfor det. .... Allerede over S.P.D.'s adfærd indtil Kapp-kuppet fældede vi den dom, at den havde været altfor meget indstillet på at gå sammen og slutte kompromisser med de borgerlige partier og havde røbet altfor lidt proletarisk kraftfølelse og klassebevidsthed. Og det socialdemokratiske partis taktik i de siden forløbne to år fortjener desværre ingen gunstigere dom. Den var dog altfor påfaldende behersket af angsten for at blive politisk »skubbet ud« ved en given afkald på at regere med. Efter den forestilling, der ligger til grund for den, var besiddelsen af nogle ministerposter »magt«, prisgivelsen af dem absolut afmagt. Som om ikke det østrigste socialdemokrati i de sidste to år havde bevist, at et stærkt enigt og bevægeligt socialdemokrati også som oppositionsparti formår at udøve utvivlsom indflydelse på de politiske begivenheder.« Når tiden under den rent borgerlige regering juni 1920-maj 1921 blev en indflydelsesløs tid, lå det kun i at »S.P.D. desuagtet ikke drev nogen bestemt socialistisk politik«. Nu det synspunkt U.S.P.'s organ har hævdet: Ministeren for rigsværnet er den eneste republikaner i dette, der har aldrig eksisteret værre klassejustits i Tyskland endnu, skattepolitiken er overklassevenlig (mens lønarbejdernes skat fradrages hver uge, var i januar de besiddendes indkomst- og formueskat for 1919 og 1920 endnu ikke indkrævet), embedsstanden er monarkistisk o.s.v.. Erfaringen har vist, at dette ikke kan overvindes gennem koalitionspolitikken, kun en ubunden kampberedt arbejderklasse, der ved sin kampstilling vil blive enig, kan med held bekæmpe dette. At U.S.P. undertiden har reddet regeringen, motiverer det med, at det til tider kan understøtte denne som det mindste onde, så længe ikke S.P.D. er beredt til at indtage en fælles oppositionsstilling med det eller ved regeringens fald kan blive tvunget til det. Enden på koalitionspolitikken vil blive, at de borgerlige deltagere, der gør stærke tilnærmelser til det tyske folkeparti, alene vil overtage styret og overfor S.P.D. sige: »Moderen har gjort sin pligt, moderen kan gå«. Jeg skal ikke gøre krav på det detailkendskab til de politiske muligheder i Tyskland som skal til for at fælde en absolut dom i dette problem, hvortil de fremragende teoretikere blandt vore partifæller indtager modsatte standpunkter men jeg tror, at Ströbel har nogen ret, når han siger, at S.P.D. i virkeligheden »langtfra forstod at sætte de proletariske fordringer igennem med den samme energi og dygtighed, hvormed de borgerlige partier vidste at varetage de kapitalistiske interesser. Så snart det ved forhandlingsbordet kom til den sidste afgørelse, forblev besiddelsens sagførere hver gang de triumferende, mens socialdemokratiets repræsentanter trods al foregående anvendelse af agitatoriske kraftord underkastede sig de kapitalistiske klassers betingelser.« Koalitionspolitikken har vist ikke styrket republikken særlig, og det er vist ikke den, men opbydelsen af det forenede proletariats organiserede magt, der har reddet denne i kritiske øjeblikke. Nu er jo U.S.P. beredt til at øge den socialistiske indflydelse i regeringen ved at indtræde på visse betingelser, måske i troen på, at arbejderklassens og den offentlige menings tryk skal kunne tvinge de borgerlige partier til virkeligt at foretage noget mod de reaktionære mordere. I modsat fald synes S.P.D. beredt til at sprænge koalitionen. Der lader til at være enighed om, at reaktionen ikke denne gang, som efter Kapp-kuppet og Erzberger-mordet uanfægtet skal kunne fortsætte sine anslag. Hvad angår Görlitzerprogrammet har jeg ondt ved at betragte strøgne sætninger, som erkendelsen af, at arbejderklassens frigørelse må være arbejderklassens værk, som blotte udslag af en lykkelig overstået »slagords- og frasepolitik«. For mig er det en sammenfatning af marxistisk erkendelse. Da mit syn på Görlitzerprogrammet iøvrigt ganske falder sammen med det af hr. Palbo i aprilnummeret fremsatte, skal jeg ikke lægge beslag på mere plads herfor. Den nu indløbende meddelelse om dannelsen af et arbejdsfællesskab på den tyske rigsdag hilser jeg med største begejstring. I lighed med Kautsky tror jeg, at den enhed, der her synes at indvarsles, vil blive centristernes enhed, at den vil hindre såvel demagogi som kompromissøgeri.

I sit indlæg om betaling af skat i »Socialisten«s nr. 5 drager hr. H. P. Pedersen stærkt til felts mod tanken om at fradrage skatten i lønudbetalingen. Da jeg i min udredning om skattemetoder i »Socialisten« for november og december 1921 gjorde mig til talsmand for den samme fremgangsmåde som hr. C. Louis Svendsen i april, kunne jeg ønske hertil at knytte nogle bemærkninger. Hr. H. P. Pedersen skriver, at arbejdere og tjenestemænd sættes under administration, og mener, at det store flertal af disse vil frabede sig denne umyndiggørelse. Jeg tror nu, at de fleste vil tage denne umyndiggørelse med forholdsvis ro, dersom den skitserede ordning viser sig, hvad jeg tror den vil, at indføre mere ligelighed i byrderne, særlig da den ret man giver afkald på, kun er retten til at modtage pengene og bringe dem til skattekontoret. For at systemet intet klassepræg skal få, må det naturligvis forudsættes, at det gælder for alle, der får løn udbetalt, såvel ministeren og departementchefen som håndværkeren og arbejdsmanden. Spørgsmålet om det er gifte eller ugifte, der i størst udstrækning unddrager sig skatten, er jo i grunden mindre væsentligt. Min opfattelse er nu, at de ugifte har den største chance, da man jo næsten altid kan gøre udlæg hos de gifte. Disse pinlige udpantningsforretninger blev man jo også forskånet for, når skatten var fradraget. Hr. H. P. Pedersen mener, at de ældre ved selvangivelsen presser indtægten stærkere ned end de unge, og på den måde i ikke mindre grad end disse unddrager sig skatten. Hvorledes dette er muligt er mig en gåde. Indtægten bliver opgivet fra arbejdsgiveren såvel for den ældre som for den unge, og denne opgivelse kan ikke presses ned, så det må være i andre livsstillinger, de findes, der kan vinde noget på den konto. Hr. H. P. Pedersens forslag at regne ubetalt skat som fattighjælp er efter min mening et fælt stykke reaktion, som i en mindre frisindet kommunalbestyrelses hånd vil være et herligt middel til at berøve unge arbejdere valgretten; thi det bliver sikkert særlig hos disse, man vil resolvere, at evnen til at betale er til stede, selvom man intet forefinder, hvori der kan gøres udlæg; hos familieforsørgere vil der næsten altid kunne gøres udlæg, når der overhovedet kan være tale om skatteevne hos dem. Jeg ville anse det for en fordel, at man forbandt denne opkrævningsmetode med et system, hvorefter skatten opkrævedes med en hvis procent af den til enhver tid oppebårne indtægt, og ikke som nu af den indtægt man havde for et år siden. Nu er jeg ikke blind for, at det ville forvolde visse besværligheder om arbejdsgiverne skulle til at udregne procenten for hver enkelt indtægt, foretage fradrag for børn o.s.v.. Jeg kunne derfor tænke mig, at skatten tilbageholdtes med den for hver indtægtsgruppe fastsatte procent, en til dette formål udarbejdet skala måtte udsendes til alle arbejdsgivere, denne udregning ville således ikke forvolde større vanskelighed, og i stedet for, at der nu af indtægten er en vis sum skattefri for hvert barn under 15 år, ville der af det offentlige være at yde et tilskud til forsørgelsen af hvert barn i denne alder. Det andet spørgsmål, hvorledes man kommer det snyderi til livs, der florerer ved opgivelse af indtægten, er sikkert langt vanskeligere. Dog tror jeg, det ville være muligt at pålægge alle selvstændige næringsdrivende at opgøre deres indtægt uge- måneds- eller kvartalsvis, alt efter forretningens art, og så deraf erlægge deres skat, der så ved den endelige årsopgørelse måtte udjævnes. Selvfølgelig måtte der være stor straf for falske opgivelser, ligesom bøgerne til enhver tid måtte kunne forlanges til eftersyn. Hvis dette ikke skulle være realissabelt, ville allerede tvungen selvangivelse med høje straffebestemmelser sikkert være meget virkningsfuldt.

Et af hr. A. Larsen stillede spørgsmål synes at have vakt interesse hos adskillige af bladets læsere. Vi har i den anledning modtaget følgende indlæg: Hr. Palbo skriver: »Naturligvis er socialdemokratiet et klasseparti ligesåvel som ethvert andet parti«. Dette er muligvis rigtigt, men var det så ikke rigtigt at skelne mellem at være socialdemokrat og socialist? Jeg har forstået det således, at højremand eller venstremand tilhørende agrarparti, erhvervsparti o.s.v. var man af personlige interesser, socialist var man derimod af overbevisning, af tro, det blev man, når man indså, at de nuværende samfundsforhold må afløses af andre og fik troen på, at vejen frem til større lykke for menneskene ligger i socialismen. Jeg tænker just ikke på kristentro. En socialist behøver ikke at være kristen, han kan tilhøre ethvert andet religionssamfund eller intet, men jeg kan såre vel tænke mig en kristen være socialist, netop i kraft af sin kristentro, den lære, som sætter broderskabstanken, socialismens grundlov, i første række. Jeg synes det er en modsigelse at tale om socialismen, broderskabssamfundet, såfremt det da er andet end tomme ord, og så samtidig hævde klasseparti. I det arbejde må vel enhver hilses velkommen, hvilken plads vedkommende så indtager i det nuværende samfund. At være socialist, fordi man mener personlig at være bedst tjent dermed, er vist ikke meget værd. Den lykke, det socialistiske samfund skal bringe, bliver det kommende ukendte slægter, der skal nyde. Og det skal man tro på. - H. Thugesen.

Under overskriften »Bør socialdemokratiet være et klasseparti? skriver hr. F. Traugott Nielsen: Det er ikke uinteressant at iagttage, at jo mere socialdemokratiets politiske aktioner fjerner sig fra den revolutionære taktik, jo mere ømt det omfatter de nu bestående samfundsforholds skånsomme afvikling, des hidsigere kommer partiets overopsynsmænd farende for at dokumentere, at socialdemokratiet virkelig er et klasseparti. Jeg mener nu, at ligesom et menneske kendetegnes efter handlinger og ikke efter forsæt, således må et parti benævnes efter dets politik og ikke efter dets programpunkter. Forøvrigt ved jeg ikke, om de to partifæller, som i bladets sidste nummer drøfter partiets klassifikation, opfatter begrebet klasse på nøjagtig samme måde? I modsat fald bliver det hele jo kun en strid om ord. Lærer A. Larsen synes at bestride eksistensen af et klasseparti, fordi socialdemokratiet indenfor sine rammer også huser akademikere, industridrivende og lignende, medens hr. Palbo er overbevist om klassepartiet, fordi 99 pct. af partiets medlemmer er egentlige arbejdere. Tillige fremgår det af hr. Palbos artikel, at »klassen« for ham er ensbetydende med det, man i daglig tale forstår ved lønarbejdere, idet han som modsætning fremstiller venstrebønderne og højrepartiet, og dette kunne jo nok tyde på, at Palbos opfattelse af klassebegrebet falder sammen med hr. Larsens. Dog forekommer der i slutningen af hr. Palbos artikel en definition af klassebegrebet, som jeg kunne billige, hvis meningen af ordet underklasse skal forstås i sin mest udvidede betydning, nemlig omfattende alle dem, der lever af at arbejde i modsætning til den overklasse, der lever af andres arbejde. Nu kommer vi til mit spørgsmål, som jeg selv skal tillade mig at besvare. Bør socialdemokratiet være et klasseparti? Absolut ikke - hvis d'hrr. Palbo og Larsens antagne opfattelse af klassebegrebet skal være den gældende. (Rettere ville det være at spørge, om vi skal kalde partiet et klasseparti; thi partiet selv bliver jo ikke forandret, om man giver det den ene eller den anden benævnelse). Man kalder jo dog ikke halstarrigt en mand for snedker, når han faktisk er jernbanefunktionær, forsikringsagent eller hvad som helst andet end det oprindelige. Socialdemokratiet har været et arbejderklasseparti - det er det ikke mere - og selv om det kunne forsvares at kalde det et underklasseparti, så bliver spørgsmålet, om denne benævnelse er hensigtsmæssig. Sagen er jo den, at ligesom klassebevidsthed i sin tid var et ukendt begreb for arbejderne, således er det ukendt for den store part af underklassen, der regner sig selv udenfor klasserne eller tilhørende den »gyldne« middelstand. Ligesom arbejderne har måttet opdrages til klassebevidsthed, således må de »intellektuelle«, de små håndværkere, landbrugere og næringsdrivende oplyses om deres afhængighed og udbytning af storkapitalen. Socialdemokratiet står overfor denne opgave som parvenuen, der gerne vil have adgang til det gode selskab, men grundet på tidligere tiders uheldige udtryk har ondt ved at komme derind. Partiets klogt anlagte opportunistiske og reformistiske politik giver det muligheder for at hverve proselytter i alle lejre, lige fra husmanden til universitetsprofessoren, og hvorfor ikke tage de stik hjem, der ligger på bordet, fremfor at spille de gamle styrvolter ud om proletarbevægelse, klassekamp og socialiststat. Disse kraftudtryk, der så fortræffeligt har tjent til at samle partiets nuværende solide grundstamme, er ikke velegnede for partiets videre udvikling. Det afslidte agitatoriske værktøj må nu ombyttes med mere tidssvarende talemåder, selvom det smerter mange af de gamle kæmper, der kom, så og sejrede med »klassepartiet« i hånden - eller i munden. I »Socialisten«s september nummer for 1920 skrev jeg ud fra lignende synspunkter en artikel om »Socialdemokratiet og dets fremtid«, der straks forkætredes bl.a. af hr. Palbo. Den ændring i de tyske partifællers program, der gav anledning til Palbo´s og lærer Larsen´s indlæg samt til fremkomsten af disse linier, synes at vise, at udviklingen bærer i den af mig antydede retning. Og mod den nødvendige udvikling stamper selv en Palbo forgæves.- F. Traugott Nielsen.

Den færdighed og overlegenhed, hvormed hr. Palbo formår at udrede »begyndelsesgrundene for al social forståelse«, er virkelig beundringsværdig og vidner om langvarig øvelse. Men da alle vi, der kender ham, i forvejen har lært at værdsætte ham netop på dette område, forekommer det mig, at han denne gang kunne have forskånet os for en gentagelse. At denne er ham en kilde til glæde, skal ikke betvivles, når han forsikrer det. Men hans glæde deles næppe af mange. Divergensen mellem hr. Palbo og mig ligger i opfattelsen af ordet »arbejder«. Det fremgår af de bemærkninger, hvormed hr. Palbo ledsager sin omtale af Görlitzer-programmet, at dette begreb for ham er ensbetydende med en »håndens arbejder«. Der står nemlig: »naturligvis skal et socialdemokratisk parti ikke hindre personer af de andre samfundsklasser i at slutte sig til partiet .... Efter at socialdemokratiet er karakteriseret som et arbejderparti og »de andre samfundsklasser som de i Görlitzer-programmet nævnte kategorier: små og mellemstore besiddere, skarer af åndsarbejdere, embedsmænd og funktionærer, kunstnere og forfattere, lærere og alle arter af frie erhverv. Denne opfattelse er efter min mening for snæver, og i denne forstand kan jeg ikke gå med til at kalde socialdemokratiet for et klasseparti og endnu mindre til at sige, at det bør være det. Men i betydningen »en sammenslutning af alle håndens og åndens arbejdere, der er henviste til indtægt ved eget arbejde« - for at bruge Görlitzer-programmets ord, finder jeg udtrykket berettiget. Men socialdemokratiet bliver da hele underklassens (de ikke-besiddendes) parti. Når hr. Palbo som støtte for sin opfattelse anfører Det Kommunistiske Manifests ord om, hvad der vil ske »i de tider, da klassekampen nærmer sig sin afgørelse«, at dele af den herskende klasse (bourgeoisiet) vil gå over til den revolutionære klasse (proletariatet), da kan han dog ikke mene, at disse ord kan anvendes på en åndsarbejder, hvis hele indtægtskilde er den løn, han får for sit arbejde, og som slutter sig til socialdemokratiet, fordi han har ganske den samme interesse som enhver anden arbejder i, at hele udbyttet af samfundsproduktionen tilfalder dem, der arbejder. Hvis det kunne tænkes, at partiet skulle forfalde til den ensidighed at opfatte »dem, der arbejder« alene som håndens arbejdere, da ville i hvert fald jeg ikke længere tilhøre socialdemokratiet. Der er således ingen grund til at tale om »ideologer« eller »folk fra andre samfundsklasser«, når en åndsarbejder slutter sig til socialdemokratiet. Han er der af samme årsag og med samme borgerret i partiet som ethvert andet partimedlem. At anlægge et forskelligt syn på de to kategorier af arbejdere er fordomsfuldt, men ikke ualmindeligt indenfor partiet, og derfor hilser jeg det med glæde, at det tyske socialdemokrati i sit nye program har fundet udtryk for begreberne »arbejder« og »arbejderklasse«, der ikke giver ly for nogen fordomsfuld fortolkning. Så langt fra at tilsløre partiets sande karakter som den samlede underklasses parti kaster det netop lys over denne. Nu siger Palbo ganske vist, at kendsgerningerne viser, at socialdemokratiet faktisk er et arbejderparti (i ordets snævrere betydning), idet mindst 99 pct. af dets medlemmer tilhører arbejderklassen, hvis interesser det varetager gennem sin dobbeltsidige virksomhed: den faglige og politiske. Jeg kan kun delvis give ham ret her. Et parti får ikke blot sit præg af den befolkningsklasse, hovedmassen af dets medlemmer tilhører, men også af de befolkningslag, det henvender sig til i agitationen, og hvis interesser det særdeles vel kan repræsentere og varetage, for så vidt de ikke strider imod partiets principielle væsen. Således henvender socialdemokratiet, hvis oprindelige kerne er industriarbejderne, sig i sin politiske agitation til hele underklassen, og med fuld ret, fordi det repræsenterer ikke blot industriarbejdernes, men hele underklassens interesser og idealer. Den politiske bevægelse bliver derfor ikke blot et sidestykke til den faglige, men en fortsættelse og udvidelse af denne. Det kan også udtrykkes således, at som faglig bevægelse alene er socialdemokratiet et ensidigt klasseparti, men gennem den politiske bevægelse bliver det et folkeparti. Kun som sådant har det udsigt og adkomst til at erobre flertallet og dermed regeringsmagten, det danske socialdemokrati har forlængst - man kan vel sige altid - indset dette og arbejder bevidst og ihærdigt på at samle hele underklassen under sine faner. Det er så langt fra at indtage den fornemme holdning overfor »de andre samfundsklasser«, som Palbo anbefaler, at det tværtimod lægger sin agitation an på at vinde enhver for partiet, der har økonomiske interesser fælles med underklassen. Den af mig omtalte og påtalte fordom giver sig således ikke udslag i partiets taktik, men ytrer sig mest indenfor partiet som et slags standshovmod overfor alle, der ikke qua fagorganiseret arbejder kan godtgøre sit vaskeægte socialdemokratiske sindelag. Som et symptom på denne fordoms tilstedeværelse anførte jeg, at det hørte til undtagelserne at se en, der ikke var arbejder (i ordets snævrere betydning) avancere i partiets tjeneste - uden beklagelse forøvrigt, som hr. Palbo er så venlig at ville pådutte mig. Jeg nærer absolut ikke noget ønske om, at partiets ledelse bliver mere akademisk præget, end det er. Eller nogen tiltro til, at det ville gavne partiet. Heroverfor nævner hr. Palbo, at dog 25 pct. af partiets repræsentanter i rigsdag og borgerrepræsentation tilhører andre kategorier end arbejderklassen. Men for at vurdere denne statistik rigtigt, må man kende de tilsvarende forhold indenfor de andre partier. Det parti, der er lettest at foretage en sammenligning med, er venstre, fordi det er et lige så udpræget bondeparti, som socialdemokratiet er et arbejderparti. Men af venstres 85 rigsdagsmænd falder mindst de 38 eller ca. 45 pct. udenfor den egentlige bondestand. Der er jo ikke så lille spring fra 25 til 45 pct.. Det kan vel heller ikke være hr. Palbo ubekendt, at fagforeningerne ved opstilling af kandidater til rigsdag og borgerrepræsentation har en uforholdsmæssig stor indflydelse. Det er et af de synlige udslag, som den omtalte fordom giver sig. Hvor forskellig en synsvinkel, Palbo anlægger, når talen er om »arbejdere« og »de andre«, viser følgende bemærkning i hans sidste artikel: når en arbejder slutter sig til partiet, tænker han vist kun på, at hans plads er i rækkerne, og ikke på, om han skal være menig, eller han kan avancere til officer. Anderledes synes forholdet altså at stille sig, når talen er om folk, der tilhører andre samfundsklasser. Hvor ved hr. Palbo nu det fra, at arbejderne tænker så ædelt, medens de andres tankegang er så fæl? Mon det ikke igen er fordommen, der stikker hovedet frem? - jeg spørger blot og håber, at Palbo vil besvare dette spørgsmål med samme kategoriske aplomb som den, hvormed han besvarede mit første spørgsmål. A. Larsen.

Palbo svarer: Såvidt jeg kan skønne, er det i første række ønsket om at gøre socialdemokratiet så omfattende, at det kan omspænde hele menneskeheden, der har kaldt mine tre kritikere frem på arenaen. Dette ønske kan jeg fuldt ud dele, men jeg tror ikke på dets virkeliggørelse. Efter min opfattelse er det i første række menneskenes økonomiske interesser, der bestemmer deres sociale og politiske standpunkter, og et politisk parti kan derfor kun repræsentere en samfundsklasse, altså være et klasseparti. At socialdemokratiet tilstræber afskaffelse af klassemodsætningerne eller, som hr. Thygesen kalder det, et broderskabssamfund hænger jo netop sammen med, at det repræsenterer en samfundsklasse, der ingen privilegier har at forsvare. Hr. Traugott Nielsen har naturligvis ret i, at et parti skal dømmes efter sin politik, men han har ligeså vist uret, når han skriver, at socialdemokratiet har været et arbejderparti, men ikke er det mere. Til hans undskyldning tjener dog, at han ikke selv har opfundet denne påstand, - vi har jo i de senere år læst den nogle snese gange i de syndikalistiske og bolschevikiske blade - men den bliver heller ikke rigtig, fordi han gentager den. Døm partiet efter dets politik! Se på den stilling det har indtaget til arbejdsløshedsloven, huslejeloven, lovforslaget om aldersrente. Er det ikke arbejderklassens stilling til disse spørgsmål, det har repræsenteret? Men hr. Traugott Nielsen vil også særlig have slået fast, at partiet ikke bør være et arbejderparti, men et almindelig folkeparti. I sin artikel i 1920, som han ikke selv undser sig ved at henvise til, og som jeg derfor også må have lov at citere, fremsatte han den formening, at vi bedst opnåede dette ved at opgive den »dogmatiske socialisme«, opgive at forandre samfundsformen for at opnå nye tilhænger i de kredse, hvor socialismen ikke er i kurs. Jeg kan om dette standpunkt kun sige, at jeg er så uenig med hr. Traugott Nielsen som vel muligt. Jeg tror ikke engang, at det vil føre til det ventede resultat. Arbejderne er ikke politiske lejetropper, der kan bringes til at kæmpe for et hvilket som helst mål. Fulgte vi Traugott Nielsens råd, ville vi sikkert for hver 10 nye tilhængere, vi vandt opad miste 1000 nedad. Hr. A. Larsen beskæftiger sig især med spørgsmålet, hvad der skal forstås ved ordet »arbejder.« Jeg skal også erkende, at begrebet er noget elastisk. Ved visse lejligheder er vi jo alle arbejdere, selv hans majestæt har efter sigende et arbejdsværelse, hvori han formentlig arbejder - hvad skulle et arbejdsværelse ellers bruges til? Deraf følger dog ikke, at hele befolkningen ønsker sig slået i hartkorn med den gemene arbejder. Ligesom Holbergs Per Degn lærte bønderne at skelne mellem brugen af fint sand og simpel jord ved begravelser, således giver man sig nu til at skelne mellem »åndens« og »håndens« arbejde, hvoraf det første ikke alene skal betegne en højere form for arbejde, men også en mere rummelig. Denne degnefrase om åndens og håndens arbejde forekommer mig dog lidet betegnende. På den ene side må vel en kirurg, en maler, billedhugger, musiker, o.s.v. hovedsagelig udføre deres arbejde med hænderne, skønt de vel skulle henregnes til »åndens« arbejdere, og på den anden side er et hjernearbejde en nødvendig bestanddel af ethvert også det hårdeste fysiske arbejde. Det er med andre ord uden indflydelse på min bedømmelse, om en mand fortrinvis arbejder med hænder, fødder eller hoved. Måden, hvorpå et arbejde udføres, forandrer ikke dets sociale karakter, det gør derimod vilkårene, hvorunder det udføres: om det er lønarbejde, eller det udføres for egen regning og i egen interesse. Her går grænsen, og det erkendes i praksis af enhver, selv om det teoretisk behøver en lang forklaring for at blive forstået. Det er ganske urigtigt, når hr. Larsen vil pådutte mig, at jeg ved udtrykket »andre samfundsklasser« kun forstår de i Görlitzer-programmet opremsede middelstandskredse. Som det ligger i selve ordene, forstår jeg derved enhver, der ikke tilhører arbejderklassen, altså ikke alene de små og mellemstore besiddere men også de store, også millionæren og godsejeren. Forsåvidt de deler partiets opfattelse, må de have ret til at slutte sig til det, men det må være dem, der går over til os - ikke omvendt. Hr. Larsen er ikke tilfreds med min påvisning af, at en fjerdedel af partiets offentlige tillidsmænd er udgåede af »åndsarbejdernes« kreds. Kvotienten burde efter hans mening være større. Jeg tror dog ikke, at dette spørgsmål har almen interesse. Vi er forhåbentlig enige om, at et eksamensbevis ikke bør være tilstrækkelig adkomst til at få overdraget tillidshverv i partiet. De 25 pct. beviser, at hr. Larsen havde uret, når han skrev, at det kun undtagelsesvist hændte, at nogle af disse »mistænkelige individer« avancerede i partiets tjeneste. Det ses da også, af ovenstående indlæg, at hr. Larsen har måttet revidere sin opfattelse i den forløbne måned. Medens han i maj nummeret hævdede, at partiet nærede en usund fordom mod alle, der ikke var arbejdere, og at de betragtedes med mistænksomme øjne som andenrangs partifæller, og derimod mente, at jeg, den »fremragende teoretiker«, var mere fordomsfri, så er han nu kommet til den erkendelse, at partiet altid har stræbt at samle hele underklassen under sine faner, og at det er langt mere frisindet mod folk af andre samfundsklasser end jeg. Det glæder mig, at det således er fastslået, at socialdemokratiet er frisindet. At det ved samme lejlighed opdagedes, at jeg er fuld af standsfordomme og andre dårlige og latterlige egenskaber, er naturligvis mindre rart. Sandheden tro må jeg dog bekende, at jeg har langt flere dårlige egenskaber end dem, hr. Larsen nævner. Da hans karakteristik af mig således er ufuldstændig, synes jeg, at den burde være sparet - så meget mere, som det næppe interesserer bladets læsere, hvordan jeg er. Hans Palbo.

Den afsluttede rigsdagssamling har været bemærkelsesværdig i flere henseender. I denne blev de store mærkesager, som udgjorde regeringens program, gennemførte. Arbejdsløshedsforsikring, alderdomsforsikring, militærordning og kirkelove. Toldloven, der også var til behandling, blev ikke gennemført, da de to regeringspartier ikke kunne enes om den. Ser man nu på disse store mærkesager i dansk politik, så kan man ikke bebrejde venstre at have brudt det program, som partiet opstillede ved valget i 1920. Alle disse gennemførte love, med undtagelse af militærlovene, har en besparende og dermed indskrænkende karakter. Vi kender jo alle fra de stormende debatter, som er ført om disse love, karakteren af dem. Vi ved, at i arbejdsløshedsspørgsmålet har regeringens bestræbelser udelukkende været rettet på, »hvor meget der kunne spares til de arbejdsløse.« Den brutale ophævelse af den ekstraordinære understøttelse d. 15 juli var først og fremmest et udslag af den samlede regerings finanspolitik. Også for den anden sociale lovs vedkommende, »aldersrenten«, har disse besparende bestræbelser i høj grad gjort sig gældende. At få sat aldersgrænsen sat op til 65 år og understøttelserne ned, var det som regeringspartierne kredsede om under lovens hele behandling. Nå, de har jo råd til det, mener de i hvert tilfælde; thi det er vel kun få af deres folk, der har brug for disse love. I politik gælder udelukkende det gamle ordsprog om, »at den, der har skoen på, ved bedst, hvor den trykker« og ene kan og bør sige, hvorledes trykket skal afhjælpes. Tiltrods for hele min materialistiske opfattelse må jeg tilstå, at jeg er blevet forbavset siden jeg kom i rigsdagen over den kynisme, hvormed det kommer frem, at i politik drejer det sig udelukkende om penge. Alle skønne politiske idéer, der føres frem for det begejstrede vælgerfolk, er kun fatamorganiske talemåder, der forsvinder for kolde mammons beregninger, såsnart spørgsmålene havner i rigsdagens udvalgsværelse. I militær spørgsmålet måtte venstre lidt højere op med pungen. Dette var nødvendigt; thi venstre vidste, at dette spørgsmål var livsnerven i de konservatives tilværelse. Hvad er det konservative parti uden forsvarssagen? Intet! Dette spørgsmål er det, som binder de to fløje, den agrariske og den industrielle sammen. Uden forsvarssagen som bindeled ville de to retninger skilles og søge hen til mere, i økonomisk henseende, naturligere bundsforvandte. At venstre ikke kom op med militærvæsenet så det tilfredsstillede sagkundskaben og dermed de konservative, er et udslag af regeringens sparepolitik og naturligvis også af venstres tidligere anti-militaristiske standpunkt. Som søn af en gammel venstremand husker jeg endnu, hvorledes bølgerne ude på landet gik højt om militærspørgsmålet i 1880érnes politiske diskussioner mellem venstre og højre. Højre reklamerede med fæstning og sagkundskab, medens venstre brugte så stærke ord mod hele forsvarsvæsenet, at jeg tror venstreudtrykkene fra den tid endnu står uovertrufne. Linien i venstres program blev dog forsøgt fulgt også for denne sags vedkommende. Men tiltrods for »afvigelsen« synes denne politik at skulle blive skæbnesvanger for regeringen og netop fordi denne politik tvang de konservative til at svigte deres livssag » forsvarssagen «. Det mest interessante ved rigsdagssamlingen var efterspillet ved militærforliget, fordi dette efterspil som et lyn fra klar himmel viste regeringens svaghed. Hidtil havde regeringens optræden givet det udseende af, at den stod fast og var stærk, men ved Holsteins eksklusion og hans efterfølgende »fribytterpolitik«, hvis kerne var industribeskyttelse, der blev imødegået ved, at regeringen stillede forslag om importforbud mod cigarer og skotøj, gav regeringen sig en blottelse, som kan få varige følger. Venstre er og må, som repræsentanter for den besiddende og eksporterende bondestand, være frihandelsvenlig til fingerspidserne. Jo billigere industriprodukter, bønderne kan få, jo billigere produktion, desto større fortjeneste. Omvendt naturligvis med den del af de konservative der repræsenterer industrien i vort land. Venstre har indtil »tilfældet Holstein« meldte sig, gennemført en frihandelspolitik på bekostning af de konservative byrepræsentanter. Selvfølgelig var der mukken i de konservative rækker, men hidtil var intet kommet frem. Nu viste det sig, at utilfredsheden var så stor, at kun en mand behøvede at begynde en selvstændig aktion, før det hele slog ud i lys lue. Den indrømmelse, som venstre gav de konservative byrepræsentanter ved importforbudet mod cigarer og sko, vil næppe strække til i det lange løb for konservativ bypolitik. Nye foreteelser er jo begyndt med »partiet Holstein« og vil fortsættes, samtidig syder og gærer det indenfor erhvervene for at få interesserne bedre repræsenteret; noget nyt, der skal imødegå en ensidig agrarisk politik, er ved at fødes. På den anden side kan venstre ikke gå længere ud i protektionisme, thi så vil der blive oprør i partiet; fordi, som jeg alt har sagt, venstres livsnerve på det økonomiske område er privatejendomsretten til jord og frihandel. Af disse grunde vil den kommende rigsdagssamling stå i regeringsmodsætningernes tegn. Om det bliver muligt for regeringen at holde så mange tropper udenfor venstrepartiet fast, at det kan beholde majoritet, er vistnok et meget stort spørgsmål. Derfor tror jeg, der ikke før har givet mig hen til drømme om valg, at en valgsituation i virkeligheden snart kan indtræde; thi kommer regeringen i mindretal på toldlov, industribeskyttelse eller andre spørgsmål, har den ikke andet at gøre end udskrive valg. At regeringen ikke gør det gerne, er sikkert, thi den ville helst et par år væk fra militærforliget; men forholdene må alle bøje sig for, også en venstreregering.

Sprængningen af arbejderklassens internationale ved krigens begyndelse blev befordret og genforeningen bagefter hæmmet ved, at de bedste af dens ledende mænd, de, som nød den største agtelse, og som var i stand til at påvirke ikke alene deres egen nation men også andre nationer, netop blev bortrevet i disse kritiske år. Et år før krigen vandrede Bebel heden. Dagen før krigens udbrud mistede vi Jaurés. Dermed havde Internationale mistet sine to bedste mænd, hvis stemmer bedst ville have kunnet overdøve krigslarmen. I krigens første år døde Eduard Vaillant og Keir Hardie, og ved revolutionens begyndelse fulgte Victer Adler og Georg Plechanoff efter. Hver af disse var uerstattelig på sit område, hver af dem rådede over en uhyre forenende kraft - lige med undtagelse af Plechanoff. Det russiske milieu begunstigede den socialistiske splittelse mere end den proletariske enighed. Af disse mænd har hidtil kun Keir Hardie fået en biografi, som er sin mand værdig. Bebel skrev vel selv sine erindringer, men det blev ham ikke beskåret at føre dem til ende. Han nåede kun til perioden med socialistlovens begyndelse. Jaurés har fået en biograf af en særegen art: Charles Rappoport, indtil 1901 Jaurés' begejstrede tilbeder, understøttende ham kraftig i kampene mod Jules Guesde. Da pludselig, uden påviselig grund, svingede han om, stillede sig på guesdisternes side og rettede rasende angreb på Jaurés. Så stort var hans had til denne, at angrebene fortsattes endnu efter, at der var opnået enighed mellem de stridende parter, undertiden på en så giftig måde, at han også fik misbilligelse fra sine guesdistiske venner. Det afkølede igen hans guésdistiske begejstring, og så finder vi ham en skøn dag påny i fjendskab til Guesde. Fra nu af søgte han at gøre sig vakker overfor Jaurés. Endnu på kongressen i St. Quentin i 1911 havde Jaurés stemplet Rappoport; som bagvasker; men i 1915 offentliggjorde samme Rappoport en biografi eller rettere et forsvarskrift for den samme Jaurés, og i denne roser han sig af sit venskab til den døde. Han havde den dristig, hed at aftrykke et brev, som Jaurés havde sendt ham i 1901, og i hvilket denne forsikrede, hvor højt han skattede hans hengivenhed. Dette brev havde Rappoport modtaget umiddelbart før, han løb over til Jaurés modstandere. Nu pryder denne begejstrede Jauréssist Frankrigs kommunistiske parti. Hvornår vil han forråde dem? En værdigere biografi er blevet Keir Hardie til del. Den er udkommen i efteråret 1921, forfattet af William Stewart. Den forsøger ikke som Rappoports at være åndrig og filosofisk. Den er enkel og ligetil, men samvittighedsfuld og nøjagtig og giver os et udtømmende indblik i Keir Hardies væsen, udvikling og arbejde, - denne den betydeligste fra proletariatet stammende pioner for socialismen i England. Kun på et punkt er der et hul i skildringen og det endda desværre på et væsentligt punkt. Da Keir Hardie i forbindelse med andre i januar 1893 stiftede det »Uafhængige Arbejderparti« (Independent Labour Party, I.L.P.), havde der allerede i 12 år bestået en socialistisk organisation, den i 1881 stiftede »Democratic Federation«, der i 1884 tog navneforandring til »Social Democratic Federation« (S.D.F.). Hvorfor startede Keir Hardie en særlig organisation i stedet for at tilslutte sig den allerede bestående? Om dette hører vi slet intet, og dog var det af yderste vigtighed at få at vide, hvilke bevæggrunde han havde til dette skridt. Det ville lettest lære os at kende Keir Hardies særegenhed og det, hvori han adskilte sig fra andre socialister. Men det ville også være til den største gavn for bevægelsen at få opklaring på dette punkt. Thi det er en kendsgerning, at Hardie og I.L.P. har vundet mere indflydelse i arbejderklassen end alle de øvrige socialister og socialistiske organisationer. Hvad kan man føre denne kendsgerning tilbage til? På alt dette giver Stewarts bog intet tilstrækkeligt svar. Måske er det med hensigt. Måske frygtede han for ved at fremsætte en polemisk note i sin bog at vanskeliggøre andre socialisters uhildede vurdering af Keir Hardies personlighed. Men denne fare er uundgåelig ved en skildring af en mand, der var en kampens mand, som Keir Hardie var det, og som deltog i hin store kamp, der endnu ikke er sluttet for de efterlevende. Den store indflydelse, Keir Hardie øvede, kan man ikke tilskrive hans fremragende personlighed. De mest fremragende førere for de andre socialistiske grupper Hyndman og Morris på den ene side, Shaw og Webb på den anden var ham sikkert overlegne i dygtighed og navnlig i viden og jævnbyrdige i utrættelighed. Og dog er de ikke blevet så bestemmende for det engelske proletariats politik som han. Man kan føre noget af det tilbage dertil, at han kom senere end dem. Senere end såvel mændene fra S.D.F., som mændene fra det i 1884 stiftede fabiske selskab, som Shaw og Webb tilhører. Således kunne I.L.P. for en del høste, hvad andre med flid havde sået. Medvirkende dertil har det også været, at udgangspunktet for I.P.L. var industrikapitalismens egne i Nordengland og Skotland, medens S.D.F. og fabierne hørte hjemme i London og Sydengland, hvor handels- og finanskapitalen og luksusvirksomhederne var de herskende, egne, hvor den dag i dag ikke en gang liberalismen, slet ikke socialismen, men kun konservatismen kan trives. Forgængeren for I.L.P. var det i 1888 grundlagte skotske arbejderparti og skotter har fra begyndelsen været de ledende mænd i I.L.P.. Ved siden af Hardie mænd som Ramsay Macdonald, Bruce Glasier, Rob. Smillie, Pete Curran, der ganske vist stammede fra irske forældre, men var født og opvokset i Glasgow. Men alt dette forklarer dog ikke I.L.P.s store fremgang i arbejdermasserne. At kende årsagerne til denne er så meget vigtigere for os, som S.D.F. støttede sig til Marx og »Kapitalen« og optrådte som et rent marxistisk parti. Om Keir Hardie derimod siger Macdonald med rette i sin indledning til den her omtalte bog: »Han hentede mere socialisme fra Burns (dvs. den skotske digter Robert Burns) end fra Marx. »De to hunde« og »En mand er en mand trods alt« indeholdt for hans politik mere frugtbare tanker end »Kapitalen«. Ikke alene i lyrisk poesi, men også i biblen fandt han gode argumenter for sin socialisme. Således erklærede han selv: »Jeg har i kristi lære fundet den drivkraft, der førte mig ind i arbejderbevægelsen og bragte mig frem i første række i den«. Ligger ikke deri en triumf for det sentimentale overfor den videnskabelige socialisme? Spørgsmålet er vigtigt nok til at undersøge det nærmere. Først må det da bemærkes, at teoretikerne i S.D.F., Hyndmans og Belfort Bax' marxisme kun var halv. M. Beer overdriver vistnok i sin fortjenstfulde bog: »Socialismens historie i England« de skadelige virkninger af den personlige uenighed, der opstod mellem Hyndman og Marx og senere mellem Hyndman og Engels. Belfort Bax forblev i livlig forbindelse med Engels, men blev alligevel stående i den samme halve marxisme som Hyndman. Marx og Engels betydeligste videnskabelige indsats var opdagelsen af den materialistiske historieopfattelse. Den har i højeste grad befrugtet deres og vor politiske praksis. De ledende mænd i S.D.F. har hverken forstået eller anerkendt den materialistiske historieopfattelse, men livligt bekæmpet den. Deres marxisme indskrænkede sig til en anerkendelse af den marxistiske værditeori og teorien om merværdien og klassekampen. Nu ville ulykken, at S.D.F. fremstod på en tid, der var så ugunstig som mulig for værditeorien. Ricardos teori, der igennem mange tiår fuldstændig beherskede alle borgerlige tænkere, havde for disse tabt al betydning. De borgerlige økonomer sagde enten enhver teori farvel og indskrænkede sig til fremstillingen af de økonomiske tilstande og til udforskning af visse enkeltheder, eller de gav sig hen til grænsenytte-teoriens værdilære, som vandt stor udbredelse i 1870'erne. Ligesom det engelske bourgeosie nærer også de engelske arbejdere kun ringe interesse for teoretiske undersøgelser. Siden den første Internationales forfald var de engelske arbejdere fuldstændig kommet under liberalismens indflydelse. At få dem bort fra denne var de engelske socialisters største opgave. Men når man derved lagde hovedvægten på værditeorien og forlangte af Englands arbejdere, at de skulle erkende ugyldigheden af læren om grænsenytten (The futility of the final utility, som Hyndman spøgende sagde) og slutte sig til læren om arbejdet som det værdibestemmende, så betød det, at arbejdernes løsrivelse fra det borgerlige førerskab skulle begynde, hvor det var allervanskeligst, nemlig på den rene abstraktions område. At man ikke kom langt på den måde er forståeligt. Men dertil kommer, at værditeorien løsrevet fra den materialistiske historieopfattelse får en betydning, som den ikke har hos Marx. Enhver anden socialistisk opfattelse end den marxistiske er etisk, den bekæmper kapitalismen som umoralsk og uretfærdig, og kræver socialismen indført i moralens og retfærdighedens navn. De, som ud fra dette standpunkt hævder teorien om værdi og merværdi mener dermed, at alle værdierne skal tilhøre arbejderne, fordi de skaber dem, og at enhver arbejder skal have det fulde udbytte af sit arbejde. Karl Marx har allerede i 1875 i sit berømte brev om Gotha-programmet (et brev der dog først offentliggjordes i 1891) påvist fejlagtigheden i denne opfattelse. Han siger deri adskilligt, som også de fabiske socialister har indvendt mod S.D.F.s program, hvori det ligeledes hed: »Arbejdet er kilden til al rigdom, derfor bør alle rigdomme tilhøre arbejderne«. Fabierne og S.D.F. gjorde sig imidlertid skyldig i den samme fejl, når de læste denne følgeslutning ud af Karl Marx »Kapitalen« - den ene givende sætningen sin tilslutning, den anden afvisende den. I virkeligheden begrundede Marx og Engels ikke socialismen etisk, men økonomisk. Den var for dem ikke virkeliggørelse af en evig retfærdighed, men den nødvendige konsekvens af den proletariske klassekamp. Hvis socialismen ingen anden begrundelse havde end den kendsgerning, at arbejdet er kilden til al værdi, (ikke rigdom, som programmet fra S.D.F. fejlagtigt siger, den naturlige rigdom bliver nemlig ikke skabt ved menneskeligt arbejde) da havde socialismen været en nødvendighed, al den lid arbejderne skabte værdi, altså lige fra historiens morgen. Når den ikke trods dette er gennemført hidtil, hvad udsigt har vi da til at nå et bedre resultat i fremtiden? Ganske anderledes, når vi går ud på den proletariske klassekamp. Udforskningen af udviklingslovene for det kapitalistiske samfund viser os nødvendigheden af klassemodsætningerne, men også proletariatets stadige styrkelse og sluttelige sejr, og den viser os endelig, at kun samfundets eje af produktionsmidlerne og den samfundsmæssige ordning af produktionen kan tilfredsstille det sejrrige proletariat. Først ud fra dette standpunkt hører socialismen op med at være et fromt etisk ønske og bliver en uundgåelig nødvendighed. Teorien om værdi og merværdi taber herved sin etiske bismag, den får nu sin betydning ved, at vi gående ud fra den forstår det kapitalistiske samfunds udviklingslove og den proletariske klassekamp. Som marxister har partifællerne i S.D.F. foruden værdilæren også medtaget læren om klassekampen; men ligeledes uden sammenhæng med den materialistiske historieopfattelse. Det som for Marx var en kendsgerning, en økonomisk virkelighed, blev for S.D.F. et krav, som man forlangte, at proletariatet skulle anerkende. Marx ville i arbejderpartiet samle alle dem, der i henhold til lovene om værdi og merværdi blev udbyttede af kapitalen, og som faktisk fører klassekamp mod udbytningen. Partifællerne i S.D.F. ville derimod kun samle dem i arbejderpartiet, som anerkendte værdilæren og klassekampens nødvendighed. Dermed kom de desværre ikke af stedet - så meget mindre som de store forbilleder, der foresvævede dem, den Franske Revolution og det tyske socialdemokrati, var hentede fra udlandet. Alt det gjorde slet intet indtryk på de engelske arbejdere. De levede under ganske andre betingelser end fastlandets proletariat, metoderne for kampen mod den centraliserede militær- og bureaukratstat var for dem dels et overstået stadium, dels uden mål. Men de fabiske socialister, S.D.F.s modpart kom heller ikke videre. De opfattede Marx på samme måde som S.D.F., men de tilsluttede sig ikke denne opfattelse, men forkastede den. Også for dem var socialismen en etisk fordring, men de fandt, at retfærdigheden krævede den, selv om Marx' værdilære var falsk. Og klassekampen som krav forkastede de. De indså ikke, hvorfor socialismens højere moral alene skulle være tilgængelig for arbejderne. De søgte uden kamp, men ved ordets magt at indpode denne moral overalt. Hovedårsagen til denne fejlagtige politik fra begge de nævnte retninger, lå i den hårdnakkethed, hvormed de engelske fagforeninger hang ved liberalismen, derved tilsløredes den kendsgerning, at klassekampen udspringer med nødvendighed af de betingelser, kapitalismen skaber. Fabierne mente at kunne få tag i fagforeningerne ved at salve de liberale med nogle dråber socialistisk olie. S.D.F. opgav fagforeningerne som fuldstændig håbløse og vendte sig til de uorganiserede, allermest forarmede befolkningslag og de arbejdsløse i det håb iblandt dem at kunne fremkalde oprørske handlinger. Det førte til et par oprørsdemonstrationer og ved en lejlighed til en slet ikke af S.D.F. ønsket plyndring, men ikke til nogen sammenhængende, varig og konsekvent bevægelse. I denne situation var det, at Keir Hardie fandt nøglen til de organiserede engelske arbejderes hjerter. Og kun organiserede arbejdere er i stand til at føre en energisk og sejrrig klassekamp. Han fandt nøglen, ikke i kraft af sin overlegne teoretiske indsigt eller bedre kendskab til andre proletariske bevægelser eller til revolutionernes historie, - i alt dette stod han tilbage for sin tids andre førende socialister. Den eneste vejviser, han fulgte, var hans klasseinstinkt. Dette havde dog ikke været tilstrækkeligt, hvis ikke forholdene havde hjulpet ham, og de andre socialister havde udført deres desværre ikke tilstrækkeligt belønnede forarbejde. James Keir Hardie blev født i Lanarkshire i Skotland d. 15 august j 1856, ikke som arbejderaristokrat, men som rigtig proletar. Hans biograf bemærker, at de forhold, hvorunder han opvoksede, selv for arbejdere var yderst usle. Da man i de dage ikke kendte arbejdsløshedsunderstøttelse, og da hans fader, der var skibstømrer, havde langvarig arbejdsløshed og gentagne arbejdsuheld, blev familien økonomisk slet stillet. Da faderen desuden deltog i en strejke, som han forøvrigt selv havde stemt imod, blev forholdene for familien så fortvivlede, at den lille James i en alder af 7 år selv måtte ud at tjene sit brød. Om skoleundervisning var der slet ikke tale; om aftenen, når arbejdet var endt, lærte forældrene ham at læse og skrive. To år tilbragte den unge Hardie som bydreng i forskellige forretninger. Så kom der en krise for familien: skibsværftsarbejderne ved Clyde, hvor faderen arbejdede, blev ramt af en lockout, der varede 6 måneder. Fagforeningens midler var naturligvis snart udtømte. Alt husgeråd og alle klæder, der kunne undværes, blev solgt. Til sidst udgjorde drengens ugeløn på 4½ shilling, familiens eneste indtægt. Et barn blev sygt og døde og hans moder ventede sin nedkomst. Keir Hardie selv fortæller følgende om situationen: »Stillingen var trist, men den skulle blive endnu værre på en måde, der gjorde den til et vendepunkt i mit liv og ændrede mine anskuelser om menneskene og tingene. Jeg havde nåede en alder, hvor jeg forstod fattigdommens tragedie og jeg besad en for den alder usædvanlig følelse af ansvar overfor min familie.« En vintermorgen kom han et par minutter for sent til den bager, hvor han var bydreng. Han havde våget hele natten over den syge broder, var stået rettidig op, men havde måttet hjælpe moderen og var derved blevet forsinket. Uden at få noget at spise, ilede han hjemme fra. Da han kom til forretningen, blev han beordret ind i spisestuen, hvor mesteren sad og spiste en flot frokost med sin familie. En så fin stue og et så rigt måltid havde den fattige bydreng aldrig set. Mesteren holdt en straffeprædiken for Keir Hardie, fordi han kom for sent, beskyldte ham for dovenskab og truede ham, hvis hans forbrydelse gentog sig, med afsked. Hardie turde ikke svare og måtte straks gå til sit arbejde. Han udførte det, men var oprørt i hjertet over den ham overgåede uretfærdighed. To dage senere kom han igen nogle minutter for sent og blev straks afskediget, og som yderligere straf mistede han sin tilgodehavende løn. Fortvivlet flakkede han om på gaderne. Han vovede sig ikke hjem, hvor der hverken var brød eller varme, og hvor hans kære med længsel ventede ham, der skulle bringe dem penge. Han var lige ved at styrte sig i Clyde for at gøre ende på sit liv. Således fik han i den tidligste alder en grufuld anskuelsesundervisning i kapitalismens rædsler. Fra den dag begyndte han at spekulere over den bestående verdensordens uretfærdighed. Nu kom han også hurtigt i nærmere berøring med arbejderbevægelsen end det almindeligvis er bydrenge beskåret. Da også den sidste lønarbejder i familien var blevet arbejdsløs, tog faderen i fortvivlelse ud at sejle, lod moderen med børnene rejse hjem til sin moder, der boede i Neworthill (Lanarkshire), hvor der fandtes store kulgruber. Her blev Keir Hardie grubearbejder allerede fra sit 10. år, han fik plads som »trapper«, d.v.s. som vagt ved de ledninger, der førte frisk luft ned i skakterne. 10 timer daglig måtte dette barn tilbringe alene i mørket. Det gav tid og anledning til at tænke. En glad barndom havde han aldrig kendt, den var stedse fyldt med bitre tanker. Og dog, gruberne bragte ham videre end bøgerne. Her kom han i berøring med andre og mere modne arbejdere, han fik lejlighed til at besøge en aftenskole og fik interesse for reformbestræbelser. Den første organisation, han indmeldte sig i, var en afholdsforening. Han gjorde det med den begejstring, der altid kendetegnede ham og den udholdenhed, som han erhvervede i sin tidlige kamp for tilværelsen. Afholdenheden hindrede ham i at øde sin tid og sine kræfter på svir. Tillige var han besjælet af en stor religiøs interesse. Kristendommen var for ham ingen blot og bar form, som han rent sædvanemæssigt anlagde. Han sporede her den proletariske ånd i sin oprindelse og begejstredes for den. Han blev ligeså begejstret kristen som afholdsmand og sluttede sig ikke blot til Goodtemplerne, men også til »Evangelist Union«. Han var dog ingen ensidig fanatiker, han beholdt sit frie syn og sin livlige interesse for alt, hvad der foregik omkring ham. Allerede i 20 års alderen var han den selvskrevne ordfører for sine kammerater i forhandlinger med arbejdsgiverne, når der var besværinger at fremføre. Følgerne lod ikke vente længe på sig. Han blev afskediget og sammen med ham to brødre, der ikke havde bedrevet andet, end at de bar det samme navn som han. Han kom på den sorte liste og ville intet steds kunne finde arbejde. Han blev brændemærket som agitator. Det bøjede ham ikke, ansporede ham tværtimod. Han besluttede sig til at ville gøre sig virkelig fortjent til denne betegnelse. Fra nu af stod han i stadig kamp imod kapitalen. Efter mange vanskeligheder åbnede han en butik med tobak og papir. Samtidig begyndte han at skrive artikler til et ugeskrift i Glasgow. Sin nye uafhængighed benyttede han med en sådan energi, at han allerede 1879 valgtes til sekretær for Grubearbejdernes Fagforening i Lanarkshire. Det varede ikke længe før han fik større indflydelse, grubearbejderne i hele Skotland betragtede ham som deres forkæmper, og da det Skotske Bjergarbejder Forbund blev dannet i 1886, valgte man Keir Hardie til sekretær. I disse år fængede en ny ånd og nye tanker i de engelske arbejdere. Siden 1874 havde en hård krise tynget på dem. Den faglige kamp var resultatløs og kasserne tømte. Mere og mere bredte den anskuelse sig i arbejdermasserne, at fagforeningerne burde anvende deres politiske magt for at hjælpe arbejderne. Tanken blev befordret derved, at valgretten blev betydeligt udvidet i 1884, således, at udsigterne bedrede sig for at arbejderne kunne få valgt egne repræsentanter ind i parlamentet. Netop på denne tid fik Keir Hardie de indskydelser, der for ham blev rettesnoren for arbejderbevægelsen og snart hørte han til dem, der indså nødvendigheden af og forfægtede det standpunkt, at arbejderne skulle deltage i politik. Men dermed var endnu ikke alt gjort. Man måtte også vide, hvilken politik, arbejderne skulle føre, og herom var meningerne højst forskellige. Vi har allerede set, hvorledes socialisterne siden 1884 bejlede til arbejdernes stemmer. Men den engelske arbejder er en praktisk mand, han fører politik, ikke for at demonstrere, men for at opnå håndgribelige resultater. Og socialisterne demonstrerede ved valgene ikke andet end deres magtesløshed. S.D.F. opstillede ved valgene i 1885 tre kandidater, den ene fik 598, de andre 32 og 27 stemmer! Valgretten i England er på den mest raffinerede måde anlagt på at besværliggøre fremkomsten af små, nye partier. Den passer bedst på forholdene med kun to politiske partier. Dette var de engelske arbejdere også vant til og indstillet på. Valgene var for dem kun et valg mellem de konservative og de liberale. Keir Hardie, der som ægte britisk arbejder kun sluttede ud fra sin personlige erfaring og ikke fra teorierne, søgte nu at indpasse den nye politik til det gamle skabelon. Han forlangte ikke dannelsen af et nyt arbejderparti, men han forlangte af de liberale, at de skulle opstille selvstændige arbejderkandidater, som tilhørte det liberale parti. De liberale, der var stærkt afhængige af arbejderstemmerne, havde forlængst erkendt, at liberalismen også måtte have skin af at repræsentere arbejderne. Siden 1874 havde man sendt enkelte fagforeningsledere ind i parlamentet ved hjælp af de liberale, men det var alle folk af den gamle skole, som fulgte de liberale i tykt og tyndt. Det var folk som bjergarbejderne Burt, Fenwick og Abraham, der i 1887 stemte imod den af en del grubearbejderfagforeninger krævede 8 timersdag i bjergværker. Det var en lang og smertefuld proces, der foregik, forinden Keir Hardie og hans venner erkendte, at det er omsonst at ville drive arbejderpolitik ved hjælp af de liberale. Endnu 1888 gjorde Hardie et forsøg på at blive opstillet af de liberale ved et omvalg i Mid Lanark. Da de lod hans kandidatur falde, trådte han imidlertid ikke tilbage, men fastholdt sin kandidatur som selvstændig arbejderkandidat, men stadig på det liberale program. Han erklærede også, at han i parlamentet i alle almindelige spørgsmål ville stemme sammen med de liberale, »det parti jeg har tilhørt hele mit liv«. Han stillede sig ikke desto mindre imod den officielle liberale kandidat, fordi Skotlands arbejdere måtte have ret til at forlange, »at i det mindste en af de 72 repræsentanter stammede fra arbejderklassen. Det var ikke hans afstamning fra arbejderklassen, men hans selvstændige holdning overfor de liberale, som tirrede disse op imod ham. De tilbød dog, hvis han ville trække sig tilbage ved det pågældende valg, da at indrømme ham en sikker plads ved næste påfølgende almindelige valg og desuden 300 pund sterling årlig. Men Keir Hardie afviste det og erklærede dermed det liberale parti krig. Det var dog nærmest resultatløst. Ved valget fik Hardie kun 617 stemmer, medens den liberale advokat valgtes. Det varede endnu nogle år før bruddet med de liberale blev fuldstændigt. Endnu ved valget i 1892, da Hardie stillede sig i West Ham (London), godkendte de liberale hans kandidatur, da deres egen kandidat døde umiddelbart før valget, og de opstillede ingen imod ham. I sit valgopråb henviste Hardie også til, at han altid havde støttet det liberale parti som selvstændig arbejder, for hvem arbejderklassens vel var det højeste bud. Dog allerede i 1888 efter valgkampen i Mid Lanark var det skotske arbejderparti dannet under fremragende medvirkning af Keir Hardie. Og i 1892, da han under valgkampen blev spurgt, om han ville slutte sig til de liberale, hvis han kom ind i parlamentet, svarede han, at det var hans hensigt at danne et uafhængigt arbejderparti. Allerede i 1893 kom det til dannelse af dette parti. Det stillede sig straks fra begyndelsen som mål: samfundets overtagelse af produktionsmidlerne, fordeling og omsætning. Man ser, at de socialistiske organisationer ikke havde virket forgæves. Men flertallet af det nydannede uafhængige arbejderparti (Independent Labour Party), forkastede forslaget om at kalde det socialistisk arbejderparti. Tillige rejste Keir Hardie sig med al sin magt mod anerkendelsen af klassekampen. Endnu i 1904 offentliggjorde han i »Labour Leader« to artikler, hvori han bekæmpede læren om klassekampen med de mærkværdigste argumenter. Således sagde han blandt andet, at arbejderne ikke dannede nogen klasse, men en nation, og det var at degradere socialismen, når man antog, at den ville udspringe af en kamp mellem to om magten stridende partier. Det kommunistiske manifest betegnede ham som materialistisk og uden følelse. Og dog foretrak Fr. Engels I. L. P. og Keir Hardie fremfor S.D.F. og Hyndman, forfægteren af det kommunistiske manifest og klassekampen. Det er beklageligt, at Hardies biograf fuldstændig forbigår denne kendsgerning. Hvis ikke brevvekslingen mellem Sorge og F.. Engels, hvori forholdet oplyses, var forfatteren bekendt, måtte han vide, hvad M. Beer i sin bog »Den engelske socialismes historie« siger derom, thi den er oversat på engelsk. Ligeså bemærkelsesværdig som Fr. Engels holdning overfor Keir Hardie er Hardies holdning overfor marxisterne på den første kongres i 2. Internationale i Paris 1889 eller rettere sagt de første kongresser, thi takket være spaltningen i den franske socialisme afholdtes der samtidig to kongresser ved siden af hinanden i Paris: en possibilistisk, anti-marxistisk og en guesdistisk, marxistisk. I den sidste deltog alle marxistiske partier over hele verden, med undtagelse af de engelske marxister. Hyndmans modvilje mod Fr. Engels var så stor, at han gik til possibilisterne. Derfor gik Hyndmans modstandere blandt de engelske socialister, forsåvidt de overhovedet havde internationale interesser til den marxistiske kongres, og her så man såvel William Morris, der nærmest var anarkist som Keir Hardie, klassekampens modstander. Når Fr. Engels ventede sig mere af Hardies politik end af Hyndmans, lå det deri, at Hardie hørte til de gode mennesker, der instinktmæssig finder den rette vej ud af deres trang. Hardie har aldrig forstået klassekampens teori; men de betingelser, under hvilke han opvoksede og arbejdede, havde givet ham et så stærkt klasseinstinkt, at det ledede ham sikrere end andre lededes af teorien, som de havde forstået bedre, omend kun halvt. Takket være det, formåede Hardie at udrette store ting for socialismen i England, og han blev den stærkeste drivkraft ved dannelsen af arbejderpartiet (Labour Party), til hvilket impulsen kom fra Skotland i året 1900. Så stor en styrke har nu dette arbejderparti fået, at det slet ikke er umuligt, at det i løbet af et tiår griber tøjlerne til den politiske magt i England, og da kan vi vente en vending i verdens politik, en politik med fremadskridende socialisering indadtil og med en virkelig verdensfred udadtil. Naturligvis havde Keir Hardie kunnet udrette endnu mere, hvis hans fine instinkt og takt var blevet forstærket med grundig teoretisk indsigt. Forfatteren af hans biografi kendetegner ham udmærket som politiker, når han siger: »Hardie var utvivlsomt i første række en agitator og i denne betydning en bestandig gåde for fastlandets socialister, der fandt det vanskeligt at forene hans udtalte forkastelse af klassekampens teori med hans gerninger, når han med kampglad iver fulgte den samme teori. Da regeringen i efteråret 1904 truede med at trække arbejdsløshedsloven tilbage og Hardie rasede i parlamentet så stærkt, at han tvang dem til at gå til nye overvejelser, da var den socialistiske presse over hele kontinentet enig i at rose hans mod og hans taktik; ihvorvel man ikke rigtig vidste hvorledes man skulle opfatte den åbenbare modsætning mellem hans parlamentariske praksis og hans principielle programerklæringer. Han gjorde dengang i virkeligheden, hvad han altid gjorde: han greb det umiddelbart foreliggende stridspunkt og brugte det til en vidtrækkende propaganda«. I sandhed - Keir Hardie - var i første række agitator, ikke ved sin tales kraft, hvori mange andre overgik ham, men ved den høje etiske pathos, som var forbunden med det nøjeste kendskab til de engelske arbejderes psykologiske ejendommeligheder, og med et højt udviklet klasseinstinkt og stor personlig frygtløshed og selvstændighed. Han var ingen demagog, der anglede efter mængdens bifald, men han havde det mod at kunne gå imod en stemning, når han mente, at den havde uret. Han skilte sig ud fra de liberale, da arbejdermasserne endnu hang ved dem. Han havde det mod med fare for sit liv under Boerkrigen at træde offentligt op imod massernes krigsgalskab. Og ligeså uforfærdet trådte han i august 1914 frem for sine vildførte vælgere med en fordømmelse af krigen. Men legemligt var han allerede da en nedbrudt mand, og smerten over massernes stilling til krigen fremskyndte hans død, der indtraf september 1915. Hans historiske betydning ligger deri, at han var den rette mand i den rette tid, at han vistnok ganske vist uden klar erkendelse, men dog med sikkert instinkt netop gjorde det, som der i de tider skulle gøres for den engelske arbejderbevægelses fremgang. Det er ørkesløst at spørge, hvorledes han ville have fundet sig tilrette i den nye situation, som skabtes efter krigen. Det er sikkert, at den blotte agitator ikke længer er tilstrækkelig som form for arbejderbevægelsen med de store opgaver, der nu ligger for. Kunne klasseinstinktet hidtil til nød være nok, navnlig i et land, hvor den teoretiske erkendelse kun var ufuldkommen, så behøves der nu mere. Det drejer sig nu ikke om at rive arbejderne ud af det liberale formynderskab og skabe dem en selvstændig magt; det gælder nu at give dem dygtighed til at bruge denne magt til nyordning af deres lande og til nyordning af verden. For at nå dette må socialisterne i alle lande lære af hverandre, englænderne må begynde at studere den tyske socialistiske teori og tyskerne må lære at forstå den engelske arbejderbevægelse. Netop en skikkelse som Keir Hardie viser os, hvor tåbeligt det er at måle angel-saksiske forhold med en kontinental målestok og at ville presse internationale ind i et eller andet reformistisk eller revolutionært skabelon. Hvis vi søger at forstå hverandre før vi bedømmer og fordømmer hverandre, da vil arbejderklassens internationale snart kunne genopstå som en magtfaktor ved verdens genopbygning. Thi i længden formår ingen nation mere at leve alene for sig selv.

Men J. Keir Hardie (1856-1915) var modsat kontinentets socialister påvirket af kristendommen og bekæmpede ikke den religiøse overtro. På et møde i Browning Settlement, London, i maj 1913, på den fjerde arbejderuge talte J. Keir Hardie om kristendom og socialisme under titlen »Et nyt korstog«: Mine venner og kammerater, jeg føler mig ofte meget syg om hjertet af politik og alt, hvad der hører derhen. Hvis jeg var tredive år yngre og en mand med den erfaring, som jeg har erhvervet i de sidste fem og tredive år, så tror jeg, at jeg vilde forlade hus og hjem og kone og barn, om det skulde være, for at gå ud blandt folket og atter og atter forkynde det fulde budskab om evangeliet i jesus af Nazareth. Vi er allesammen på den ene eller anden måde løbet af sporet. Hvad der tiltrænges, er en ny inspiration, en ny åbenbaring af den store sandhed, som kristus gav sit liv for at forkynde, at vi ikke blot hver har en sjæl at få frelst, men at den enkelte sjæl ikke kan blive frelst, uden at samfundssjælen også bliver frelst...det, der behøves nu for øjeblikket, er et nyt korstog for at bringe religionen tilbage til noget, der ligner dens oprindelige renhed. Vi trænger til at anerkende, at guds ånd kan være i virksomhed i regioner og sfærer, der er fordømt, og det både af kirke og stat. I arbejderbevægelsen nu om stunder, og særlig i den socialistiske gren af arbejderbevægelsen, findes der mere af jesu sande ånd og lære end i de fleste af landets kirker. Det siger jeg uden brovten. Jeg siger det ikke for at skrige op imod kirken. Jeg fastslår simpelthen, hvad der forekommer mig at være en uimodsigelig sandhed. Kristus lagde liden vægt på, hvad folk sagde, endnu mindre på deres bøn - når den ikke var andet end hykleri. Den eneste betingelse, vi finder i skriften for, at sjæle kommer til himlen, er ikke, hvad de har troet, men hvad de har gjort - for at redde og hjælpe de fattige, de nødlidende og dem, der ingen havde til at stå sig bi... Tag da det ord fra en mand, der ikke længere er ung, at når det gælder, så er det eneste, der hjælper dig, og på hvilket du kan stå fast som på en klippe, dit samfund med jesus af Nazareth. Jeg har ikke ord stærke nok til at sige, hvor jeg harmes over den uret, der gøres de arbejdende klasser ved at fremstille jesus som en hvidklædt helgen, der altid gik rundt med en glorie om panden. Kristus var, som vi er; han kendte alle vore fristelser, alle vort livs genvordigheder, og med mindre vi gør os klart, at kristus ikke er en gud for de fornemme, men hører os jævne folk til, så vil kraften i hans budskab aldrig rigtig blive følt... Hvis kristendommen var en herskende magt, så vilde der hverken være hær eller flåder, hverken fattigdom eller rigdom, hverken fattigkvarterer eller paladser, der vilde ikke være noget produktionssystem grundet på konkurrence for at skabe profit, hvorved de rige er i stand til at undertrykke de fattige; der vilde være frihed, lighed, broderskab sammen med kærlighed som den bindende lov.

Derimod skriver August Bebel i Tyskland (1840-1913) i et flyveblad fra 1874 om kristendom og socialisme: Kristendommen er friheds- og kulturfjendtlig. Ved sin lære om den passive lydighed imod den »af gud indsatte« øvrighed, ved sin prædiken om hengivelse og resignation under lidelser, forenet med den henvisning, at saligheden i det hinsidige liv vil holde en skadesløs for alle besværligheder hernede, har den draget menneskeheden bort fra dens mål, at fuldkommengøre sig i alle retninger, at stræbe efter sin højeste udvikling og at glæde sig ved og nyde de vundne goder. Den har holdt menneskeheden i trældom og undertrykkelse og er til den dag i dag blevet benyttet som det fornemste værktøj for politisk og social udbytning og har tjent dertil. Efter den græske og romerske kulturs fald har kristendommen hersket mere end 1000 år i Europa, og den tykkeste uvidenhed og barbari tyngede på folkene ...socialismen, der er den rene menneskelighed, vil bringe de morallove, som i 1800 år knap har tjent kirken til mere end til udhængsskilt for undertrykkelsen af masserne, virkeligt til gyldighed; den vil ikke virkeliggøre den almindelige lighed, den almindelige kærlighed, den almindelige lykke, fordi en buddha, en jesus, en muhammed har prædiket derom, men fordi det er mål og idealer, som menneskeheden under alle breddegrader, alle stats-, alle religionsforfatninger bevidst eller instinktivt har stræbt henimod, og som den vilde have stræbt henimod, selv om der ikke havde været nogen buddha, kristus eller muhammed ...det gode, der er opstået under kristendommens herredømme, det tilhører den ikke, og alt det onde og dårlige, den har bragt, det vil vi ikke have noget at gøre med, det er₈ med to ord vort standpunkt...kristendom og socialisme er hinanden så modsatte som ild og vand. Den såkaldte gode kerne i kristendommen... Er ikke kristelig, men almenmenneskelig, og hvad kristendommen egentlig har skabt, dens lære- og dogmekram, det er fjendsk mod menneskeheden. Læs også Fr. Engels artikel: Religionen er en forvrænget fantasigenspejling af virkeligheden.

Studiet af Sovjetruslands agrarpolitik åbenbarer hverken banebrydende, skabende ideer eller rationelle, praktiske principper, endsige noget socialistisk program. Dette gælder ikke alene socialiseringsloven, men også dekreterne vedrørende »kommunen«, sovjetsamfundene osv.. Ledemotivet for den russiske regerings bondepolitik var, at det bolschevikiske partis diktatur for enhver pris opretholdtes. For at komme til magten tilpassede de bolschevikiske førere sig masseinstinkterne og drev propaganda for den »organiserede« okkupation af jorden. Efter at de havde tilrevet sig magten og myndigheden, billigede de den spontane fordeling af landet. På denne måde erobrede de bondestanden. Men denne løsning af agrarspørgsmålet, Ruslands livsproblem, såvel som de »kommunistiske« eksperimenter i den underlegne, russiske landsby, havde alvorlige følger for landbruget, fordi det bragte dets produktive kræfter i den yderste fare. Teoretisk kan man jo nok forestille sig, at det bolschevikiske parti såvel som ethvert andet parti havde kunnet komme til magten ad fredelig vej. Men forudsætningen måtte naturligvis være, at partiet var identisk med flertallet eller med folkets brede lag og førte en rationel, praktisk politik. Denne eventualitet var på forhånd udelukket, idet bolschevikerne i 1917 kun repræsenterede en ganske lille del af befolkningen, hvilket tilstrækkeligt fremgik af konstituantvalgene. Under disse omstændigheder kom den bolschevikiske diktaturregering i en skæv stilling. Glimrende har Friedrich Engels skildret en situation, i hvilken et yderliggående parti bliver tvunget til at overtage regeringen på et tidspunkt, da bevægelsen endnu ikke er moden for det klasseherredømme, den kæmper for, eller til gennemførelse af de forholdsregler, som dens herredømme kræver. Engels siger: »Han (partiets fører) befinder sig således nødvendigvis i et uløseligt dilemma; hvad han kan gøre, kommer til at stå i modsætning til hans tidligere optræden, til hans principper og til hans partis umiddelbare interesser; og hvad kan skal gøre, lader sig ikke gennemføre. Han er med andre ord tvungen til at tjene ikke sit partis, ikke sin klasses interesser, men interesserne i den klasse, for hvis herredømme bevægelsen netop er moden. Han må i sagens interesse gennemføre selv en ham helt fremmed klasses interesser og affærdige sin egen klasse med talemåder og løfter og forsikringer om, at denne fremmede klasses interesser er dens egne interesser. Den, der kommer i denne skæve stilling, er fortabt og ikke til at redde.« Disse linier karakteriserer så udmærket Lenins politik, at man kunne tro, de var skrevet med direkte henblik på den. Ifølge de ovenfor skildrede forhold måtte føreren for det bolschevikiske parti lidt efter lidt prisgive socialismens principper, drive en udpræget anti-demokratisk politik med den i det uendelige gentagne fraseologie, at denne politik var i arbejderklassens interesse. Efter at den lenin'ske regering først havde forladt demokratiets bane, var der ikke andet for den at gøre end konsekvent at følge magtens. Det bolschevikiske regimes grundlag blev ikke alene det politiske, men også det sociale diktatur. Den despotiske statsmagt samlede både landets produktion og dets forbrug i sine hænder. Men denne måde at herske på måtte føre til en katastrofe snarere på det sociale end på det politiske område. Thi sovjetherredømmets utopiske opgave, at lede kæmperigets sociale liv fra oven, stod i skarpeste modsætning til de social-økonomiske forhold. At denne magtmetode blev afgørende for Sovjetruslands økonomiske politik, erklærede den tidligere formand for Sovjetrepublikens øverste socialråd, A. Ryfyoff, med sjælden åbenhjertighed på nationalrådets 4. kongres i følgende ord: »Vi havde ingen konkurrenter, vi tålte ingen konkurrenter, og vi bragte dem af vejen, tilintetgjorde dem ved hjælp af rekvisitioner, konfiskationer osv., selv når konkurrenterne var talentfulde og fornuftige. Støttet af statsherredømmets magt havde vi stadig mulighed for at fjerne dem fra den økonomiske virksomheds og det sociale livs marker«. Magt anvendtes ikke alene mod privatkapitalen, men også mod sociale foretagender, således mod de fri demokratiske partier, der som bekendt spillede en betydelig rolle i det sociale og kulturelle liv i Rusland. F.eks. fastslog lederen af regeringspartiet sovjetembedsmanden, Leshajeff, på en partikongres glædestrålende: »Med tilfredshed kan vi konstatere, at den treårige kamp mod de gamle (frihedspartierne) fuldkommen har tilintetgjort dem«.(for at kunne gøre sig et begreb om den russiske kooperative bevægelse før den bolschevikiske omstyrtning skal her anføres nogle tal: I 1917 talte statistikken 25000 kooperative foreninger. Regner man med gennemsnitlig 600 medlemmer i hver forening, bliver antallet af medlemmer 15 millioner, med familie (regnet til 5 personer) svarende til en befolkning på 75 millioner overfor et samlet indbyggerantal af 170 millioner). »Fuldkommen tilintetgiort« ... Med disse ord kan man karakterisere det samlede resultat af Sovjetruslands økonomiske politik. Hvilke resultater Sovjetruslands økonomiske politik førte til i landbruget, skal vi senere gøre udførlig rede for. Her skal kun henvises til resultatet af Moskva-eksperimenterne på industriens område. Således fastslog »Ekonomitsjeskaja Shisn« (nr. 108, 1921), Sovjetregeringens officielle organ: »Den opgave, at skulle genoprette vor industri forvandler sig i de fleste tilfælde til opgaven at bygge den op helt fra begyndelsen af. En vis undtagelse danner udelukkende et meget ubetydeligt og begrænset antal foretagender og industrigrene, for hvis udvikling som statstrust det i økonomisk henseende ville være fordelagtigt og af hensyn til staten formålstjenligt at anvende statens kræfter og materielle værdier«. Den ledende bolschevikiske politiker, E. Varga, betegner på lignende måde industripolitikens følger: »En utålelig båndlægning af produktionen ved den overalt indtrængende politik. Umuligheden af ethvert lokalt initiativ. Storindustriens forfald. Arbejdspræstationens nedgang med 40-30 % af fredstidens. Produktionens nedgang med fra 30 til 3 % af fredstidens.« Sovjetruslands agrarpolitik såvel som dets økonomiske politik overhovedet støttede sig, for at tale med Rykoff, på statsmagten, det vil sige: på arméen og embedsstanden, som allerede berørt måtte denne skæbnesvangre tilstand fordømme de sociale foranstaltninger til ynkeligt forlis. Det politi-bureaukratiske apparat evnede hverken at organisere produktion eller forbrug. Blandt de mange sociale problemer, som Sovjetregeringen skulle løse, var forsørgelsesvæsenets organisation en særdeles indviklet og nødvendig opgave. Men også her gav diktatursamfundets selvopholdelse sig udslag i snævrere politiske interesser. For at sikre sig arméens og embedsstandens tilforladelighed måtte de magthavende frem for alt forsyne disse sovjetregimets støtter med levnedsmidler. Statsmagten koncentrerede i sine hænder hele levnedsmiddelvæsenet såvel som de fleste andre grene af folkehusholdningen. Derved blev byernes befolkning afhængige af sovjetherredømmet. Dette blev skæbnesvangert for det russiske folk; thi regeringen udnyttede denne økonomiske slavetilstand i diktaturregimets interesse. Således tvang man f.eks. under strejker arbejderne til at genoptage arbejde ved at unddrage dem adgang til levnedsmidler. Og nøjagtig på samme vis gik man frem mod andre befolkningslag, hvis de vovede protestere mod det kreml'ske despoti. Det statsmonopol på enkelte kornsorter, som allerede eksisterede under Kerenski, udvidede den bolschevikiske regering til at omfatte samtlige landbrugets frembringelser. Enhver art af privat handel blev på det strengeste forbudt. Man indførte et fast betalingssystem for landbrugsprodukter. Ifølge loven var bønderne forpligtede til efter dækning af deres behov i et hungereksistensminimums omfang, at levere staten hele »overproduktionen« til en højestepris (i året 1920) af 50-100 rubler pr. pud, (ca. 16,38 kg.) Omregnet i guldmønt betød denne højestepris ikke mere end 1,5-3 kopek. Og man tog ved kravet på grundlag af leveringspligten hverken hensyn til pågældende landbrugs tilstand eller til de stedlige forhold. Man fratog bønderne overhovedet alle de produkter, man kunne få fat på. Selv udsæden blev ikke skånet. Mod denne ekspropriationspolitik indtog bønderne en stejl holdning, hvilket kun var ret forståeligt, når man betænker, at bonden, som næsten gratis måtte aflevere sine produkter til staten, selv måtte betale fantastiske priser for købstædernes frembringelser. Denne fremgangsmåde kunne han så meget mindre underkaste sig som følge af, at den lammede industri ikke var i stand til at forsyne ham med blot de nødvendigste frembringelser fra byerne. Med de værdiløse papirrubler, som oversvømmede landet, kunne bonden intet udrette. Men de bolschevikiske politikere skænkede ikke disse indlysende økonomiske momenter nogen opmærksomhed. De bedømte bøndernes holdning udelukkende fra et politisk standpunkt: »Når bonden ikke vil give brød«, sagde de, »så må man altså tage det med magt«. Og i henhold til denne filosofi handlede også sovjetmyndighederne. Bevæbnede militærekspeditioner hjemsøgte landsbyerne, og ligesom man under zarherredømmet med pisken og nagaikaen inddrev skatterne hos bønderne, således rekvirerede også de bolschevikiske strejfkommandoer hensynsløst alle levnedsmidler. På den måde fremkaldte man ude i landet stadig mere og mere uudholdelige tilstande, der drev bønderne til fortvivlelse, og som naturnødvendigt måtte føre til uroligheder.

Allerede i sovjetherredømmets første år opstod der en stærk utilfredshed ude på landet. Den gav sig udtryk i åbenbare rejsninger, der fra 1918 blev almindelige tildragelser. Bondestandens bitterhed havde sine mange årsager: de vilkårlige rekvisitioner uden nogen erstatning, de »kommunistiske« eksperimenter, borgerkrigen - denne politik udmattede bondestanden mere og mere. Landbruget gik sin opløsning i møde, navnlig i de sidste år, da bonden hverken kunne få landbrugsmaskiner eller redskaber, trækdyr eller gødningsmidler til sit landbrugs drift. Man træffer nu og da på den opfattelse, at den russiske bonde i de sidste tre år var blevet rig. Denne antagelse har imidlertid kun sin ganske ringe berettigelse; den passer nemlig kun for så vidt, som bønderne har samlet sig mange værdiløse papirpenge, selv om de naturligvis ikke sulter i så frygtelig en grad som bybefolkningen. Og har bønderne end kunnet erhverve sig en del af købstadskulturens genstande, så må man ikke glemme, at hele den bolschevikiske militarisme og det uhyre embedsmaskineri såvel som bybefolkningerne næsten udelukkende har levet på landbrugets, på bøndernes bekostning. I de til elendighed bragte købstæder var jo de produktive kræfter fuldstændig lammede. Tager vi endvidere det dyrkede areals mægtige tilbagegang i betragtning - vi skal senere komme tilbage hertil - så kan vi uden nogen overdrivelse påstå, at ifølge den leninske regerings parasitpoltik er revolutionens resultater tilintetgjorte for bondestanden og grundlagene for det russiske landbrug i højeste grad rystede. I denne kendsgerning må årsagen til bondeopstanden mod sovjetherredømmet søges. I årene 1918 til 1920 havde opstandene en mere eller mindre sporadisk karakter. I efteråret 1920 antog de et større omfang. Bøndernes fortvivlede stilling gav den oprørske bevægelse mægtig fart i gouvernementerne Tamboff, Saratoff, i Kuban-området, i en del af Sibirien og i hele Ukraine, navnlig i gouvernementerne Kiev, Tschernigoff, Wolinsk, Podolsk, Cherson, Poltawa, Charkoff og Jekaterinoslaw. Det fremgår af de officielle »strengt fortrolige« beretninger, aflagt af den »særlige komité til bekæmpelse af opstandene i den ukrainske republik« (det bolschevikiske politiske politis militærmyndigheder) og af beretningerne fra »generalstaben for republikken Ukraines røde garde«( offentliggjort i de socialrevolutionæres partiblad »Volra Rossii«, maj 1921), at bondeopstandene måtte betragtes som en ren og skær folkebevægelse mod sovjetregimentet. I sluttede, bevæbnede formationer førte bønderne en hård kamp imod den røde garde. De afsatte kommissærer og dræbte dem, der havde gjort sig særlig forhadt, de udryddede sovjetmyndigheder, drev de omstrejfende levnedsmiddelkommandoer på flugt og tog hele afdelinger til fange. Mod denne bevægelse, som bragte et overordentligt bevis for, at den såkaldte arbejder- og bonderegering ikke støttede sig til bønderne, vidste de regerende i Moskva kun et eneste middel at anvende: den brutale magt. Den måde, på hvilken bondeopstandene blev undertrykt, står som et af de skændigste kapitler i bolschevikregeringens historie: landsbyer og kolonier jævnedes med jorden; uden proces og uden dom blev ikke alene enkelte personer nedslagtede, men også massemyrderier fandt sted; ligesom i de uhyggeligste barbartider blev hver tiende eller tolvte landsbybeboer indenfor opstandens område skudt ned, således f.eks. i Kuban. I gouvernementet Poltawa hærgede en straffeekspedition, som tre uger igennem daglig nedskød 200 mand.( »Volja Rossii«, nr. 282, 1921) gennem sådanne forholdsregler kvaltes de fleste steder bondeoprøret i blod. Alligevel, eller måske netop derfor, lykkedes det ikke Moskva-regeringen at blive situationens herre. På de stadige rekvisitioner og den vedvarende udbytningspolitik svarede den samlede bondestand med en indskrænkning af det dyrkede areal. De dyrkede herefter kun så meget land, som var nødvendig for at dække deres eget behov. Nogle tal vil anskueliggøre dette forhold. Ifølge sovjetregeringens organ »Ekonomitscheskaja Shisn« udgjorde det korndyrkede areal i det europæiske Rusland i 1916 36 millioner desjatiner (1 desjatin = 1.09 ha), i 1919 udgjorde det kun 11 millioner desjatiner. Tilbagegangen var altså fulde 70 % i årene 1917 og 1919 gennemførtes en undersøgelse af landbruget. Resultatet for 30 gouvernementer, offentliggjort i det nævnte officielle organ »Ekonomitscheskaja Shisn«, fastslog den bemærkelsesværdige kendsgerning, at selv om alt det godsejerne tilhørende land var fordelt mellem bønderne, var dog det af disse dyrkede areal i året 1919 gået betydelig tilbage i forhold til året 1917, i de særlig kornproducerende gouvernementer 19,3 %, I de konsumerende egne 35,7 % eller ca. 33 % pr. individ af landbefolkningen. På den 9. sovjetkongres, som afholdtes d. 24-29 december 1920 i Moskva, berettede professor Tulaikow, at af 130 millioner desjatiner dyrkeligt areal i den sydøstlige del af landet ville i 1921 næppe 10 millioner desjatiner bære sæd. (det er betegnende, at under hele krigen forringedes det dyrkede areal i Rusland kun med ca. ½ %). Af disse tal fremgår det, at al den jord, som tidligere havde tilhørt godsejerne (ca. 20 millioner desjatiner) og at den egentlige bondejord i et omfang af 19-35,7 % forblev udyrket af bønderne. Tilbagegangen vedvarede stadig i 1920. På den alrussiske kongres til gennemførelse af kornkampagnen, der afholdtes i Moskva d. 5 marts 1921, offentliggjordes opgivelser, der bekræftede bøndernes erklærede tendens til kun at dyrke netop så meget land, som var nødvendigt til deres eget behov. Når man så yderligere betænker, at jordens produktionsevne på grund af den allerede nævnte mangel på inventar og besætning samt gødningsmidler allerede var betydeligt svækket, så kommer man til det resultat, at det russiske landbrug er gerådet i en frygtelig tilstand. Den grufulde hungersnød, der omfatter et af 40 millioner mennesker beboet landområde, altså en tredjedel af Sovjetruslands samlede befolkning, er hovedsagelig en følge af denne skæbnesvangre politik.

Fra forskellige sider hørtes nu og da røster, som gjorde opmærksom på den store nødvendighed af en radikal ændring af den bolschevikiske agrarpolitik. Men regeringen i Moskva var hypnotiseret af sin absolutte magt. Og tog intet hensyn til disse varsler og fortsatte arbejdet ad de gamle »prøvede« baner. Man foretog endog et nyt uhyrligt forsøg på at føre en udvidet agrarpolitik i politi-bureaukratisk ånd. På forslag af folkekommissæren for landbruget, N. Osinsky, blev der udarbejdet et udkast til bestemmelser, ifølge hvilke statsmagten skulle bestemme omfanget af det areal, som skulle dyrkes, hvad bonden skulle så, hvornår marken skulle dyrkes osv. - med andre ord: landbrugets samlede produktion, ca. 15 millioner landbrug, skulle stilles under omfattende fællesregler og streng statskontrol. Ved sådanne forholdsregler håbede man i Kreml at udvide det dyrkede areals område og at kunne hæve landbrugets produktivitet. Denne næsten utrolige bureaukratiske utopi hilste »selv« Lenin med særlig begejstring og gav den på den 9. sovjetkongres i december 1920 sin tilslutning. Medens de utallige sovjetmyndigheder var beskæftigede med at gennemføre forberedelserne til dette projekt, udbrød opstanden i Kronstadt, og massestrejkerne i Petrograd og Moskva, samtidig med at bondeopstandene voksede i en truende grad. Som korthuse styrtede de bureaukratiske planer fra Kreml sammen under trykket af oprørsbevægelsens stormmarsch. Det nødlidende folk rejste sig mod forsørgelses- eller rettere hungersystemet. Foruden den politiske parole: afskaffelsen af diktaturmagten og indførelse af demokratiske sovjetter, opstillede det følgende økonomiske fordringer: ophævelse af statens forsørgelsesvirksomhed, indførsel af den fri handel og genoprettelse af de fri kooperative selskaber.

(fortsat.) Hvis man på grundlag af den senere tids dekreter skulle komme til den opfattelse, at de retslige betingelser for kapitalismens genoprettelse i Sovjetrusland nu er skaffet tilveje, så er man gerådet i en skæbnesvanger fejltagelse; thi de talrige kundgørelser, forordninger og vejledninger betyder kun den tomme formular. Det er betegnende for den »ny kurs« lovgivning, at den dekreterer kapitalistiske principper uden at have sikret et materielt grundlag for deres praktiske gennemførelse. Nøjagtig som i den militaristiske kommunismes fire år eksisterer der i den »ny« kapitalistiske periode hverken reelle retslige garantier eller de almindelige politiske forhold, som er nødvendige for en sund økonomisk udvikling. Og her er vi nået til tyngdepunktet i Sovjetruslands nye politik. Moskva-regenterne tror, at de kan bringe kapitalismen på benene igen og dog opretholde diktaturherredømmet. Denne tanke snor sig som en rød tråd gennem alle programerklæringer såvel fra Lenin selv som fra andre af det bolchevikiske partis toneangivende førere. Således udtalte f.eks. Lenin på den 10. kommunistiske partikongres, der fandt sted i Moskva i marts 1921: »Vi har lært, at vor forventning om den internationale revolution ikke betyder, at vi kan vente den til bestemt tid. Vi har lært, at udviklingens tempo, som stadig forceres, kan bringe revolutionen til foråret eller lade være at bringe den. Vi må derfor forstå at bringe vor virksomhed i sådan samklang med klasseforholdene i vort eget land og i de andre lande, at vi er i stand til i lang tid at opretholde proletariatets diktatur og - selvom det kun kan ske lidt efter lidt - afhjælpe al den nød og de kriser, som bryder ind over os. Kun en sådan behandling af spørgsmålet synes rigtig og nøgtern.« (Russische korrespondenz«, nr. 3-4, 1921, side 130.) I en artikel i samme tidsskrift nr. 21 opstiller Lenin igen spørgsmålet om Sovjetregeringens magt; han formulerer det præcist: »Er det muligt at forene rådsstaten, proletariatets diktatur, med statssocialismen og bringe dem i samklang med hinanden?« Og svaret lyder: »Det er muligt.« Den bolschevikiske skribent E. Varga, trøster sit parti med forsikringen om, at den »ny kurs« ikke vil betyde nogen fare for det proletariske diktatur. Og som begrundelse for denne mening anfører han: »nyorienteringen tilfredsstiller mellemstanden hos bønderne, som for tiden udgør omtrent de tre fjerdedele af hele Ruslands befolkning. Proletariatet beholder den bevæbnede magt, regeringen, transportvæsenet, storindustrien, udenrigshandelen og pengevæsenet i sin hånd. Disse positioner er stærke nok til med resultat at holde stand imod kapitalismens meget langsomme nyudvikling, så at denne ikke vil kunne blive farlig for den proletariske statsmagt.« I samme ånd udtaler den tidligere folkekommissær for landbruget N Osinski sig. Han skriver: under det proletariske diktatur er de rent borgerlige forhold på landet nu i ingen henseende obligatoriske«. Men helt utvetydigt afslører organet for det øverste råd for folkeøkonomi, »Narodnoje Chosjautswo« (»Folkehusholdningen«) i august- september 1921, Ruslands ny økonomipolitik. Der læser vi nemlig ordret: »Det er for os først og fremmest proletariatets diktatur, det kommer an på, i anden række kommer så den ny kurs.« Disse betragtninger, eller rettere bolschevikernes forhåbninger om at kunne beholde den politiske magt også under kapitalismen, må betegnes som den rene utopi. Vi skal ikke her komme nærmere ind på statsmagtens forhold til økonomien; der foreligger heller ingen anledning til en sådan undersøgelse, vor fremstilling kan begrænse sig til konstateringen af det almindelige social-økonomiske princip: uden et retsligt grundlag, uden virkeliggørelse af en retsstats grundsætninger kan kapitalismen hverken oprettes eller udvikles. Privatkapitalen må så meget mer holde fast ved de nødvendige garantier i Sovjetrusland, som man efter et fireårigt voldsherredømme ikke kan have nogen tillid til regeringen. Selv bolschevikerne må tilstå rigtigheden af disse påstande. De gør det desværre kun i de sjældne lyse øjeblikke, hvori de ikke er under magtrusens indflydelse. Således skriver f.eks. det officielle bolschevikiske organ »Ekonomitscheskaja Shisn«: Solide firmaer forlanger solide garantier, solide domstole, solide forsikringsselskaber og solid fortjeneste. De forlanger desuden en solid regering og en solid statsmagt. En solid forpagter interesserer sig også for arveretten til sine forventede indkomster, for spørgsmålene om strejker, bedriftsråd og lignende. (citeret efter » Osteuropäische Wirtschaftszeitung«, nr. 46, 1921.) Nøjagtig i samme ånd beretter den allerede tidligere citerede forsvarer for kapitalismen på diktaturherredømmets grundlag, E. Varga: »Kapitalisterne har ingen tillid, de er bange for at påbegynde foretagender, fordi den proletariske stat ingen sikkerhed giver dem for, at deres gamle eller ny erhvervede formue ikke ved et nyt dekret bliver konfiskeret. Forgæves indprænter Lenin, at den ny politik »er ment alvorlig og på lang tid«. Kapitalisterne tror ikke på det«. I de anførte udtalelser ligger forklaringen på at den ny kurs under diktaturherredømmet på forhånd måtte anses som en dødfødt ide og at koncessionsspørgsmålet, trods de største anstrengelser fra sovjetdiplomatiets side, ingen løsning fandt. Det er kun alt for forståeligt, at den udenlandske kapital ikke vil løbe risikoen ved at gøre forretninger i Sovjetrusland. (Den hidtil eneste koncession, som Sovjetrusland har afsluttet med et amerikansk firma og som drejer sig om asbestgruberne i Alapajewsk (Ural), har ingen væsentlig økonomisk betydning). Ikke alene de kapitalistiske kredse i udlandet, men også de russiske arbejdsgivere ser under de retsløse forhold igen mulighed for at påbegynde nogen produktion i stor stil, dette fremgår klart af de officielle bolschevikiske oplysninger vedrørende forpagtninger af statsvirksomheder. Således blev f.eks. i 1921 planlagt bortforpagtninger af 4400 virksomheder i 32 af Sovjetruslands gouvernementer; 2024 blev bortforpagtede. I første øjeblik kunne det se ud, som om her var nået et gunstigt resultat; men ved nærmere undersøgelse fremkommer følgende triste kendsgerninger: i hver af de virksomheder, som skulle bortforpagtes, var gennemsnitlig beskæftiget 15 arbejdere, men i de bortforpagtede virksomheder kun 8 arbejdere, og i det samlede antal bortforpagtede virksomheder ialt kun 16.000 arbejdere). Det fremgår af disse tal, at det kun havde været sovjetmyndighederne muligt at finde forpagtere til de ganske små foretagender, såsom kornmøller og lignende. Endvidere ser man, at det samlede resultat er påfaldende ringe særlig når man betænker, i hvor høj grad de almindelige forhold trænger til industriens genoprettelse. Overordentlig træffende uddrager den officielle bolschevikiske beretning konsekvenserne af den foreliggende situation: »De private arbejdsgivere, af hvilke halvdelen består af de tidligere indehavere af bedrifterne, forpagter kun på kort tid og kun sådanne virksomheder, som ikke kræver væsentlige reparationer. I disse bedrifter fremstilles kun det daglige forbrugs masseartikler, der let finder afsætning på markedet. Under sådanne betingelser kræver bedriftskapitalen en kort omsætningsfrist, ligeledes kræver en sådan produktion kun små brændselsudgifter og ofte slet ingen udgifter til råstoffer (f.eks. i kornmøller). På grundlag af beretninger fra økonomikonferencen fastslår det bolschevikiske organ »Ekonomitscheskaja Shisn« d. 21 december 1921: »Storhandel eksisterer ingen steder. Grunden hertil er dels mangelen på grosserere og dels, at markedet er overfyldt med talrige småhandlere, som driver handelen fra hånd til hånd på gaderne, eller i bedste fald i et lukket lokale«... »vi kan kun fastslå, at tallene i det store og hele bekræfter kendsgerningerne, ifølge hvilke bortforpagtningerne ikke fandt nogen vid udbredelse«. De økonomiske sovjetorganer er af den mening »at den svage efterspørgsel fra arbejdsgiveres side efter forpagtninger kan forklares derhen, at privatkapitalen ingen interesse har for foretagender, som kræver stor driftkapital. Deres kapital anvendes hellere på udnyttelsen af kornmøller og andre mindre virksomheder, der med korteste omsætningsfrist giver fortjeneste«. Ikke heldigere var den ny økonomipolitiks forsøg på at fortruste industrien for derved at koncentrere storkapitalen. »Det sidste år«, skriver »Pravda« i Petrograd, »har det øverste folkeøkonomiråd anvendt til forbedrende arbejde på trustdannelsens område«. Vel er bestemmelserne vedrørende flere truster blevet påtegnede af øverste folkeøkonomiråd, men der foreligger ikke noget spor af disse korporationers praktiske virksomhed. Om årsagen til dette dårlige resultat beretter »Socialistischeski Vestnik« (Socialistisk Budbringer) for d. 5 marts 1922 følgende: »I anden halvdel af januar måned afholdtes i Moskva en konference af storindustriens og handelens repræsentanter fra forskellige egne af Sovjetrusland. De til forhandling foreliggende opgaver var formulerede af de russiske gesandtskaber i udlandet. Næsten enstemmigt vedtog konferencen en beslutning om ikke at påbegynde landets økonomiske genopbyggelse sammen med Sovjetregeringen, sålænge persons- og ejendoms urørlighed ikke var sikret ved retsgarantier.« Således mærker man på alle den russiske folkeøkonomis områder, hvorledes diktaturherredømmet står som en skæbnesvanger hindring for Ruslands økonomiske genopbyggelse. Samtidig med at fremhæve virkeliggørelsen af en retsstats grundsætninger som en ubetinget forudsætning for rigets genopbyggelse, må man naturligvis heller ikke undervurdere de økonomiske årsager, til den skildrede passivitet fra kapitalens side. Selv de, der ser optimistisk på Ruslands udviklingsmuligheder, må tilstå, at det ikke førend tidligst om 5 år vil være i stand til at eksportere af sine frembringelser. Derfor kan Rusland heller ikke i de første år komme i betragtning som afsætningsmarked. Grundfonden, for hvilken Sovjetregeringen importerede varer, er som bekendt udtømt. Europas tidligere kornkammer er nu selv henvist til udlandets levnedsmidler. Det fremgår jo af den russiske handelsstatistik for de sidste 2 år, siden udenrigshandelens genoptagelse, at levnedsmidler udgør hovedartiklen af Sovjetrepublikens indførsel. Og det lader sig endnu slet ikke forudse, hvornår situationen vil ændre sig til Ruslands fordel; thi den grufulde hungersnød i året 1921 vil efterfølges af en ikke mindre grufuld hungersnød i året 1922, under hvis følger landbefolkningen enten uddør eller forlader deres bosteder, medens hele landområder forvandles til ørkener. Landbruget er, ligesom alle andre grene af samfundshusholdningen, ødelagt. I intet andet land, Østrig ikke undtaget, er elendigheden så stor som i Sovjetrusland. En hel række af vigtige problemer må løses, før der overhovedet kan være tale om at tilvejebringe de for en normal økonomisk udvikling nødvendige forudsætninger. Vi skal her anføre de vigtigste af disse problemer: genoprettelsen af transportvæsenet; landbrugets ophjælpning; møntfodens stabilisering; tilkaldelse af uddannet arbejdskraft til byerne o.s.v. som det allerede heraf vil ses, betyder hvert problem for sig et omfangsrigt program, hvis virkeliggørelse vil koste tid og enorme pengemidler. Under sådanne forhold er det meget let at forstå, at Rusland ikke har nogen særlig tiltrækningskraft overfor den udenlandske kapital. Denne vil så meget mindre risikere at sætte sig fast i Rusland, som alle Sovjetregeringens forhandlinger med udlandet i virkeligheden udelukkende er gået ud på, at Moskva forlanger kredit. Vil vi i korte træk sammenfatte Ruslands økonomiske stilling og bedste udveje, så kommer vi til følgende resultat: på grund af den elendige tilstand, landet befinder sig i, kan genopbyggelse kun ske ved en forening af alle demokratiske kræfter med det offentlige. Men denne vældige opgave kan kun løses under et frit politisk styre. Ruslands genopbyggelse er utænkelig uden hjælp fra udlandet. Men den internationale kapital er åbenbart kun opsat på at forvandle Rusland til et udbytningsobjekt; og overfor disse bestræbelser er det regerende bolschevikiske parti, som ikke har noget lag i befolkningen at støtte sig til, og som iøvrigt med hurtige skridt går sin opløsning i møde, magtløs. Oligarkiet i Kreml byder netop den bedste lejlighed for Ruslands kolonisering. Og hvis det bolschevikiske parti i kraft af indre russiske og internationale faktorer formår at bevare sit eneherredømme i de næste to-tre år, så er Ruslands kolonisering ved hjælp af vesteuropæisk og amerikansk kapital uundgåelig. Til en sådan skæbne udleveres Rusland på grund af dets indre social-økonomiske magtløshed og dets ydre økonomisk i afhængighed. Det, at den ny økonomipolitiks forsøg på nogenlunde at ophjælpe landets produktive kræfter fuldstændig glippede, giver det klareste bevis for, at den økonomiske elendighed såvel som afhængigheden af udlandet kun vil vokse under bolschevikherredømmet. Under de skildrede forudsætninger er det ikke udelukket, at Rusland i de næste årtier vil udvikle sig til en ren agrarstat, selvom det før krigen havde gjort betydelige fremskridt i retning af moderne kapitalisme. Ikke alene i det russiske folk, men i hele den europæiske kulturs interesse må man ønske at Rusland ikke kommer til at lide en kolonistats skæbne. Først efter opstanden i Kronstadt blev det Sovjetregeringen klart, at den ikke kunne begrænse sin politik til kun at være en magt- og frasepolitik, men at den måtte drive en positiv politik. I hvert fald gav opstanden den umiddelbare anledning til, at man gik over til en ny økonomi-politik. De økonomiske og politiske forhold i landet, trængte i høj grad til kasernekommunismens ophør. I første række fæstede man opmærksomheden ved den udjævning af bondestanden, der var foregået i de sidste 4 år. Herom beretter Lenin følgende: »Middelstanden blandt bønderne er nu langt talrigere og gør sig stærkere gældende end tidligere; modsætningerne er udviskede og ved jordens udstykning er dens benyttelse blevet meget mere ensartet, de store landbrug har mistet deres ledende stilling og er for størstedelens vedkommende endog eksproprierede. I Rusland mere end i Ukraine, i Sibirien i noget ringere grad, men i det hele og store viser statistikken os, at landet er udlignet, det vil sige: den skarpe modsætning mellem storbønderne og de uformuende småbønder er forsvundet, alt er blevet mere ligeligt; vi har nu almindeligvis med en bondemiddelstand at gøre«. Fuldstændig rigtigt skildrede Lenin den russiske bondestands udjævning i de sidste tre år. Men at hans regering, som bestræbte sig for at modvirke denne proces, havde opnået nøjagtigt det modsatte, undlod han at omtale. Som tidligere skildret forsøgte jo Sovjetmagten ved organisationen af »de fattige landboeres komitéer« at uddybe modsætningerne mellem de store og middelstore bønder på den ene side og de besiddelsesløse på den anden side og at rejse borgerkrigen ude på landet. Ved hjælp af komitéerne, som under de forskelligste former begunstigedes og understøttedes af regeringen, forsøgte Sovjetmagten at tvangsinddrive levnedsmidlerne ude på landet. Men »de fattige landboeres komitéer« benyttede deres magt og forrettigheder til at gennemføre en ny udstykning af jorden. En del af de store og middelstore bønders jorder fordelte de mellem de jordløse, blandt de »fattige landboere«. Den ny opståede bondeklasse indtog en samlet og skarpt afvisende holdning overfor sovjetmagtens udbytningspolitik, og overfor denne magt måtte Kreml kapitulere. I sin tale på Ruslands kommunistiske partis 10. kongres, marts 1921 i Moskva, erklærede bolchevikernes fører: »Vi ved, at kun en forståelse med bondestanden kan redde den socialistiske revolution i Rusland, sålænge revolutionen ikke er brudt igennem i andre lande. Det må vi sige rent ud på alle vore møder og i hele vor presse. Vi bør ikke gøre os nogen ulejlighed med at holde noget hemmeligt, men må sige det åbent og ærligt, at bondestanden er utilfreds med de sociale forhold i den form, de har antaget hos os, at den ikke ønsker denne form og ikke vedblivende kan eksistere under den. Dette er ubestrideligt. Denne bondestandsens vilje er blevet udtrykt tydeligt; det er viljen hos en mægtig del af den arbejdende befolkning. Det må vi regne med, og vi er som politikere tilstrækkeligt uhildede til at kunne erklære rent ud: forholdet må undersøges og ændres«. Denne radikale frontændring kan man fatte, når man gør sig Sovjetruslands politiske stilling på den tid klar. Sålænge republikken var truet af den monarkistiske modrevolution og borgerkrigen hærgede landet, sålænge søgte Sovjetregeringen at afkræfte påstandene om sin politiks skadelighed ved at erklære, at kampen mod de ydre og »indre« fjender behøvede alle statsmagtens kræfter. Den leninske regering skjulte diktaturregimets uduelighed til at løse landets indre problemer under påskuddet om fædrelandets forsvar. Men efter Koltschaks, Denikins, Wrangels m. fl. sammenbrud og oprettelsen af den »indre ro«, kunne der ikke mere gøres brug af dette argument. Det ulykkelige forsøg på gennem arbejdets militarisering at genopbygge det russiske samfund, glippede ligesom andre bolchevikiske eksperimenter. For at kunne opretholde diktaturet, skyede Moskvaregeringen end ikke at brænde alt det, den i de sidste fire år havde tilbedt, og ivrigt bød den nu kapitalismen velkommen. I sit skrift »Om naturalskatten« den første samlede offentliggørelse af den ny økonomipolitik forsøger Lenin at give sin kapitalistiske verdensanskuelse følgende retfærdiggørelse: »Kapitalismen er et onde sammenlignet med socialismen. Den er et gode i sammenligning med middelalderen, småproduktionen og den dermed forbundne bureaukratisme. Forsåvidt vi endnu ikke er i stand til at virkeliggøre den umiddelbare overgang fra småproduktionen til socialismen er kapitalismen som det elementære resultat af småproduktionen og udvekslingen på en vis måde. Som mellemled mellem småproduktion og socialisme må vi (idet vi søger at gøre den til statskapitalisme) på alle måder udnytte kapitalismen som midlet, vejen og måden, ved hvilken vi højner de produktive kræfter«. Disse ganske elementære grundsætninger i den politiske økonomi, som enhver student gøres bekendt med i det første semester, udsender »verdensrevolutionens fører« som åbenbaringer. Med hensyn til Rusland gør Lenin i det samme skrift følgende »overraskende« opdagelse: »Se engang på kortet over den russiske, socialistiske føderative rådsrepublik. Mod nord fra Vologda, mod sydøst fra Rostow og Saratow ved Donfloden, mod syd fra Orenburg og Omsk og imod nord igen fra Tomsk strækker sig uendelige flader, på hvilke dusinvis af mægtige kulturstater kunne have plads, men overalt hersker patriarkalske tilstande, halvildhed eller fuldstændig vildhed. Og  hos bønderne i de fjerneste kroge af hele det øvrige Rusland. Hvorledes står det til hos dem, hvis landsbyer ligger snese af kilometer fra jernbanen, det vil sige uden virkelig forbindelse med kultur, med kapitalisme, med storindustri, med storstad. Hersker der ikke også alle disse steder patriarkalske forhold, ligegyldighed for omverdenen halvildhed?« På indlysende og mere overbevisende måde end Lenin gør det her, har i de sidste fire år såvel de russiske socialdemokrater, som de bedste penne blandt Vesteuropas socialdemokrater og kendte upartiske borgerlige forfattere gentagne gange fremført bevis for at betingelserne og forudsætningerne for socialismens gennemførelse ikke var til stede i det i kulturelt henseende slet udviklede agrarrusland. Men for denne opfattelse blev de af selveste Lenin stemplede som »renegater, forrædere og bourgeoisiets lakajer«. Endnu kun to måneder før den fri handels indførelse i Sovjetrusland, som vi senere skal komme nærmere ind på, skrev chefen for den russiske regering: »Den fri handel betyder tilbagevenden til kapitalismen og den, der forlanger den fri handel indført er en statsforbryder og højforræder!« Men da hans skib begyndte at synke, tøvede bolchevismens fører intet øjeblik med, for sine politiske formåls skyld, at ty til modstandernes argumentation og, omend i yderst forvansket form at gøre deres planer til virkelighed. Alligevel blev de åndelige ophavsmænd til disse planer brutalt forfulgte, nu som før, fordi de var trådt i breschen for en rationel økonomisk genopbyggelse af Rusland. Lenin tilstår nu rent ud, at socialismens vigtigste forudsætning, nemlig en moderne arbejderklasse, i øjeblikket ikke mere findes i Rusland. På den kongres, som organisationen for politisk oplysning afholdt i Moskva sidst i oktober 1921, udtalte han: »Det er givet, at hvis kapitalismen sejrer, vil samtidig landets industrielle opbyggelse fremmes og proletariatet derigennem styrkes. Kapitalisterne vil drage fordel af vor politik, men vil samtidig bidrage til at genrejse det proletariat, der hos os, som følge af den frygtelige tilintetgørelses og fornedrelses krig, skred ud af sin klassebane og ophørte at eksistere som proletariat. Som proletariat betegner vi den klasse, der i den store kapitalistiske industris foretagender er beskæftiget med at frembringe værdier. Men når den store kapitalistiske industri er tilintetgjort, dens fabrikker og virksomheder ligger stille, så er også proletariatet forsvundet. Vel anerkender man endnu dets eksistens, men det har ingen rod i produktionen. Når kapitalismen genoprettes, vil også proletariatet genopstå, da det jo er nødvendigt for produktionen af de værdier, som samfundet behøver. Og Lenin fremsætter følgende triste perspektiv, på hvilket de vesteuropæiske arbejderes opmærksomhed særligt må henledes: »Ved siden af eder vil i finde kapitalisterne, også udenlandske kapitalister og koncessionshavere, som vil skaffe sig hundreder af procenter i fortjeneste og blive rige ved eders arbejde. Lad dem blive det! Men i skal hos dem lære at lede bedrifterne, thi først da vil i være i stand til at opbygge den kommunistiske republik.« Hvor længe denne »læretid« skal være, omtaler Lenin ikke med et ord den må i hvert fald vare til Rusland har gennemgået det kapitalistiske udviklingsstadium; det fremgår tydeligt af Lenins betragtninger selv om de er indsvøbte i hans sædvanlige kommunistiske talemåder. Kapitalismens genrejsning får Lenin til at appellere til den individuelle interesse. I sin foran citerede tale på »Organisationen for politisk oplysnings« kongres understregede han særligt stærkt denne tanke. Han sagde: »Ikke umiddelbart ved begejstringen, men ved hjælp af den personlige interesse, ved hjælp af den økonomiske beregning, bygges først den faste bro, som fører fra småbøndernes land over statskapitalismen til socialismen. På anden måde kan i ikke nå til kommunismen; på anden måde kan i ikke føre millioner og atter millioner af mennesker frem til kommunismen. Således har livet lært os det. Dette har revolutionens objektive udviklingsproces fortalt os.« De her gengivne betragtninger betyder intet mindre end Moskva-kommunismens fuldstændige fallit. Fra nu af hedder det for Sovjetregeringen: »Fremad og opad mod kapitalismen«.

Det var bondepolitikens skibbrud, der for sovjetregeringen blev bestemmende for dens overgang til kapitalismen. Derfor kundgjorde den en »forståelse med bondestanden« som »den ny kurs« første og mest nødvendige opgave. Førend vi går nærmere ind på den økonomiske betydning af denne programerklæring, skal vi betragte den lidt fra et politisk standpunkt. Den bolchevikiske statsmagt, der stedse havde påstået at være en bonderegering og som optrådte i bøndernes navn, erklærede nu pludseligt, at forståelsen med bondestanden var et livsspørgsmål for den. Denne tilståelse udtalte imidlertid kun den virkelige sandhed, nemlig at der var en dyb afgrund mellem bondestanden og sovjetregeringen. Det er allerede ovenfor omtalt, hvorledes den bolchevikiske stat udbyttede bønderne. Hertil kom, at bonden også politisk var blevet ilde behandlet. I denne henseende var hans stilling endnu dårligere end arbejdernes; thi disse kunne i det mindste som tjenestemænd i de forskellige sovjetinstitutioner komme til at spille en vis omend underordnet rolle i statsmaskineriet. Men bønderne var, efter at den lovgivende forsamling var sprængt og sovjetternes rettigheder faktisk var annulerede, uden mindste repræsentation i statsinstitutionerne. Men i mere end tre år ville Lenin ikke indse, at en sådan regeringsform var uholdbar. For at bringe den planlagte forståelse i stand, blev der d. 21 marts 1921 udstedt et dekret om indførelse af en naturalskat i stedet for de hidtidige rekvisitioner af landbrugsprodukter. Lovens væsentligste momenter er disse: kornmonopolet afskaffes. Bonden er ikke længer forpligtet til at afgive overskuddet af sin produktion efter at have dækket sit eget behov. Fra nu af skal han kun afgive en bestemt del af sin jords frembringelser og kan iøvrigt råde frit over resten; han må altså sælge sine produkter på torvet, ombytte dem osv.. En naturlig følge af denne reform er dekretet af d. 24 marts 1921, der genindfører den fri handel. For at gøre det muligt for bonden at råde over sit produktionsoverskud og på denne måde skaffe levnedsmidler til byerne måtte man ved lov anerkende den fri vareudveksling. Endvidere omfatter den ny økonomipolitik kooperationsvæsenet, småindustrien og hjemmeindustrien, hvis genoprettelse og udvikling skulle befordres ved dekretet af d. 17 maj 1921. Som allerede nævnt foran, havde Sovjetregeringen opløst de fri kooperative sammenslutninger og konfiskeret deres ejendomme. Under diktaturet var de kooperative organisationer såvel som landets øvrige økonomiske sammenslutninger brudt sammen. Da elendigheden i byerne havde antaget en katastrofal karakter følte man de demokratiske kooperationers ødelæggelse særligt tungt. Denne omstændighed foranledigede Sovjetregeringen til lidt efter lidt at adskille kooperationerne fra staten for igen at gøre deres virksomhed mere rationel og betydelig. Dermed skulle samtidig på en vis måde bondestandens økonomiske selvstændighed være genoprettet. D. 5 juli 1921 udsendte folkekommissærernes råd en bestemmelse vedrørende bortforpagtningen af statens fabrikker, værker, skov- og jordegodser osv. til kooperative organisationer og privatkapitalister. Retten til forpagtning tilkendtes udlændinge ligesåvel som statens undersåtter. Af væsentlig betydning er dekretet af d. 21 august 1921, ifølge hvilket privatejendommens princip fuldstændig anerkendtes, og det ikke alene for løs, men også for fast ejendom. Genoprettet er også retten til at besidde kapital. Enhver har lov til at besidde ubegrænsede beløb i penge. I denne sammenhæng kan også henvises til genindførelsen af sparekassevæsenet. Til fremme af handelssamkvemmet er også det kapitalistiske bankvæsen og aktieselskaberne blevet genindført. Særlig opmærksomhed fortjener forholdsreglerne til omlægning af statshusholdningen. Efter at forsøget med skatternes afskaffelse var strandet, genindførte den leninske regering det gamle system med direkte og indirekte skatter. Ved dekret af d. 3 august 1921 er princippet om betaling for alle statsydelser (jernbane, post, telegraf osv.) blevet opstillet. Tilbagetoget til kapitalismen demonstrerede Sovjetregeringen ved den højtidelige anerkendelse af zardømmets statsgæld. Endelig må også indretningen af handelskamre og varebørser medregnes. Således skynder Sovjetregeringen sig med at genoprette kapitalismen på alle økonomiske områder. Midtpunktet i den ny økonomipolitik indtager koncessionspørgsmålet. Det skal være det saliggørende middel for det nedbrudte Sovjetrusland. Gennem fordeling af koncessioner til den udenlandske kapital stræber Moskvaregeringen efter at vinde den internationale kapitalisme for Ruslands økonomiske genopbyggelse. Det må fremhæves, at koncessionsprogrammet for Moskvaregeringen ikke alene er et økonomisk problem til fremme af rigets vel, men også et politisk problem af første rang: en positiv løsning af dette spørgsmål måtte bringe Sovjetrusland de vesteuropæiske staters og Amerikas anerkendelse samt styrke dets indrepolitiske stilling. Intet under, at sovjetpressen udfoldede en overordentlig livlig virksomhed for at gennemføre koncessionsprogrammet. En omfangsrig propaganda lokker de udenlandske storkapitalister til for at berige sig ved udbytning af »Ruslands uudtømmelige naturskatte«. I samme retning arbejder sovjetrepræsentanterne og de halvofficielle udsendinge i udlandet, idet de søger at overtyde regeringerne, finans- og industrisyndikaterne, om koncessionernes store fordele. Men de anvender ikke alene, om man så må sige, teoretiske argumenter, til fordel for sovjetplanerne lokkes Vesteuropas kapitalistiske kredse til ved reelt klingende midler, nemlig ved anmodninger om levering af varer til den russiske stat. Ligesom Sovjetregeringen under den militaristiske kommunisme ved korruption søgte at vinde arbejderklassen søger den nu at vinde kapitalisterne. At den fattige russiske stat ved denne uansvarlige politik bortødsler uhyre summer, betragter man i Moskva som mindre væsentligt.

Ikke alene markkursens fortsatte nedgang, der netop i disse dage nærmer sig en katastrofe, truer vedvarende den tyske samfundshusholdning, men en hel række andre årsager yder deres til betydeligt at forværre situationen. Blandt disse vil den stadig mere og mere truende kulkrise vække særlig interesse langt ud over Tysklands grænser. Tyskland har hidtil, såvidt det overhovedet var muligt, fuldt ud efterkommet de forpligtede kulleveringer til Ententen, fremfor alt til Frankrig. »Opfyldelsespolitiken« er jo, såvidt den ligger indenfor mulighedens grænser, også en del af de tyske socialisters uomgængelige fredsprogram. Men allerede da den voldsomme løsning af det Øvre-schlesiske spørgsmål blev bekendt, gjorde man fra vor side opmærksom på, at det vel herefter ville blive umuligt, i hvert fald yderst tvivlsomt, om vi fortsat kunne efterkomme kul-leveringspligten i det hidtidige omfang. Denne forudsigelse begynder desværre i betænkelig grad at bekræfte sig. 20 pct. af den samlede tyske stenkulsproduktion bortfaldt alene ved afståelsen af de Øvre-schlesiske hytteværker. Men også fra bjergværksdriften i Ruhrområdet mærkes en stærk nedgang i produktionstallene. Her ligger årsagen tildels i, at arbejderne er udvandrede og har fundet lønnende beskæftigelse i andre industrier, tildels i den i de sidste måneder herskende uro og bevægelse, fremkaldt ved de stadige forhandlinger om løn og overarbejde samt i de vedvarende indre politiske forviklinger. Følgerne af tilbagegangen i stenkulsfrembringelserne er meget betænkelige for hele den tyske industri og fællesøkonomi. De ytrede sig først i en alvorlig indskrænkning i leveringen til de rhinlandske og westphalske hytteværker, som endnu i disse tider kun kan få 50 pct. Af deres egentlige forbrug og derfor er tvungne til at lade et stort antal af deres højovne ligge stille. Den store udførsel af stål og jern, som Tyskland tidligere havde, er nu slået om i sin modsætning, idet der således i maj måned indførtes 14,000 tons mere end der udførtes. England har i tiden fra januar til maj 1922 formået at bringe sin fremstilling af råjern op til et månedsgennemsnit af 50 pct., af råstål til 75 pct. af hvad det var i 1913. Derimod er Frankrig i april og maj næsten fuldt ud kommet op på landets gennemsnitsfrembringelse i 1913. En anden følge af kulproduktionens formindskelse gør sig ved uforandret kulleverance til Frankrig gældende overfor de offentlige institutioner. De tyske statsbaners kulforråd rækker for tiden kun til ca. 12 dage, medens det endnu for et årstid siden slog til i 20-25 dage. Gas- og elektricitetsværkerne anvender siden krigens ophør kun 66 pct. af deres tidligere forbrug og har i det sidst forløbne halvår ikke engang fået halvdelen heraf, altså kun ca. 33 pct. af deres egentlige forbrug. For overhovedet nogenlunde at kunne tilfredsstille de fordringer, der stilles til dem, har de nævnte værker måttet indføre udenlandske kul, hvilket naturligvis bidrager til at forringe den tyske valuta. Sidste år indførtes fra England ca. 1½ million tons og i år er der alene i juli måned indført 1½ million tons. For tydeligere at bevise det tåbelige i at opretholde fordringerne om »reparationskullene« skal her henvises til, at der i længere tid er ført småkul (kulsmuld) til koksfabrikation fra Ruhrområdet ned ad Rhinen til Belgien og Frankrig og med de samme skibe engelske småkul til koksfabrikation op ad strømmen for at tilfredsstille den tyske industris forbrug. Alle disse i længere tid uholdbare tilstande har foranlediget de tyske repræsentanter til at andrage reparationskommissionen om en nedsættelse af kulleverancerne. Men uden resultat. Der bliver stadig forlangt 1725 millioner tons stenkul pr. måned som hidtil, heraf 620,000 tons koks og 100,000 tons småkul til koksfabrikation. Og så ligger i Frankrig de fleste koksfabrikker stille, skønt der i bjergværkerne i Nordfrankrig er oplagret store mængder af småkul til koksfabrikation, medens hviletid indføres i Saarområdet og de store tyske virksomheder stadig får tilbud på belgiske koks og belgiske kulsmuld fra det belgiske kulsyndikat. For den arbejdende klasse i Tyskland er tilstanden ved markens stadige forringelse blevet mere og mere besværlig, og den vil ved den nu indtrådte kulkrise yderligere forværres, allerede sidste vinter kendte mange tusinde i Tyskland ikke til et opvarmet værelse -, hvorledes skal det under disse forhold gå i den kommende vinter? Når der af statsbanernes kulforråd på 750,000 tons er godt og vel 500,000 tons udenlandske kul, købt til høje valutapriser, så betyder det en omfattende ny udvidelse af rigsbudgettet, som jo til syvende og sidst skal bæres af det menige folk. Med den nuværende markkurs er indkøb af udenlandske kul til de almennyttige institutioner (gas- og elektricitetsværker) en umulighed. Mangel på lys og drivkraft bliver de første følger heraf, arbejdsløshed, endnu større varemangel og derigennem stigende priser, de næste. Tysklands socialistiske partier står næsten fuldkommen magtesløse overfor disse kommende frygtelige tilstande, da de ingen indflydelse har på reparationskommissionens beslutninger. De kan kun stadig gøre broderpartierne i det samlede udland opmærksom på forholdene og opfordre dem til i deres parlamenter og regeringer at arbejde for at hidføre en ændring i Frankrigs stilling overfor Tyskland. Det danske folk, de danske arbejdere, har i dådkraftig hjælp gjort så uendeligt meget godt for Tyskland og dets arbejderbørn. Og Danmark ville sætte en krone over sit eget værk, om det stadig ville arbejde for at den praktiske fornufts love blev de rådende i folkenes økonomiske samkvem, ganske særligt i samkvemmet mellem de, der tidligere stod fjendtligt overfor hinanden. Europa vil ikke kunne helbredes med et sygt Tyskland i sit hjerte, et Tyskland, der vrider sig under økonomiske og politiske lidelser. Versaillestraktaten og dens forordninger er resultatet af et til vanvid drevet kapitalistisk system. Den spørger ikke om folkenes vel, men tænker kun på profitinteresserne. Socialismen, som er virkeliggørelsen af kærligheden mellem folkene, den gensidige hjælp og forståelse mellem alle mennesker, den alene kan frelse den lidende menneskehed, sætte fornuften i stedet for dumheden, kærligheden i stedet for hadet.

Medens Europas mindelser om verdenskrigens uhygge endnu står frisk for alle folk, opskræmmes »civilisationen« pludselig ved faretruende begivenheder på Balkan, Europas evigt urolige hjørne. Allerede den franske statsmand Talleyrand sagde engang: Det orientalske spørgsmål begyndte ved den trojanske krig og slutter ved verdens undergang. Og alle hidtidige fredstraktater og ordninger synes i hvert fald kun at være ganske midlertidige, endnu mere kortvarige end ordninger andre steder på det europæiske fastland. Lige fra middelalderens dage har grænserne bølget frem og tilbage i de lande omkring Middelhavet, hvor tyrkerne og de kristne kæmpede. Ikke sådan at forstå, at spørgsmålet var et religiøst. Vel var der i korstogene en sum idealisme, men dog sikkert også en endnu større del økonomisk politik. Men i stormagternes Orientpolitik det sidste hundredår har der ikke været en dråbe idealisme og deres holdning i det sidste årstid har netop med al tydelighed vist dette. Man har ikke ført sin politik for at »befri« kristne, undertrykte brødre fra det tyrkiske åg, ikke for atter at plante korset på Sofiamoskeen i stedet for tyrkernes halvmåne, men kun for at varetage de allernærmeste kapitalistinteresser på disse vigtige områder. Og dette gælder dem allesammen, Italien og Frankrig, England og Rusland, som efter zarismens sammenbrud en tid ikke interesserede sig for Balkan-spørgsmålet, men nu atter har meldt sig som deltager i det imperialistiske puslespil. Ulykken er den, at magterne alle har modstridende interesser at varetage. Ikke alene er Afrikas hele nordkyst og Lilleasien rige egne, hvis udnyttelse åbner store muligheder, ikke alene er disse egne indgangsdøren til endnu rigere egne, ja, selv vejen til Indien, men først og fremmest er orientproblemet, det tyrkiske spørgsmål, karakteriseret i ordene: Konstantinopel og Dardanellerne. Efterhånden som tyrkernes magt er trængt tilbage ved Afrikas nordkyst, og Frankrig har fået Marokko, Italien Tripolis, England Ægypten, er problemet trængt sammen om det lille smalle stræde, det skønne Bosporus, der behersker indsejlingen til Sortehavet. Alle kunne de godt ønske tyrkerne væk derfra, men hvem der derefter skulle være herre, ville de - og vil de aldrig i evighed kunne enes om. Ruslands drøm har gennem århundreder været Konstantinopel. Da Alexander I. forhandlede med Napoleon om alliance turde han ikke nævne navnet, men han lod sin finger glide hen over byen med halvmånen. Et tordnende »aldrig!« standsede diskussionen om det spørgsmål. I sidste halvdel af det 19 århundrede førte Rusland to krige for dette mål, men første gang slog England og Frankrig bom derfor i Krimkrigen og anden gang kom Bismarck i vejen og indkaldte til Berliner-konferencen. For at forhindre først og fremmest Rusland i at få Konstantinopel blev England Tyrkiets beskytter, og indtil verdenskrigen havde »den syge mand« ikke nogen mere sikker ven. Vel så Englands kapitalister med nogen uvilje Tyskland knytte forbindelsen Berlin-Bagdad, men de troede dog, at Englands indflydelse var stærk nok til at forhindre Tyrkiets tilslutning til Tyskland i verdenskrigen. Da Tyrkiet trods alle forventninger alligevel gjorde dette skridt, måtte man være klar over, at dets herredømme i Europa var forbi, hvis Ententen sejrede. Da Rusland var gledet ud som Ententekrigsmagt, greb England til og tog Konstantinopel i sin hånd med en englænder som chef for den allierede kommission. Fredstraktaten ophævede det europæiske Tyrki med undtagelse af selve byen Konstantinopel, som skulle forblive tyrkisk, men dog være neutraliseret, for at strædet kunne være frit for alle nationers skibe. Grækenland fik store strækninger på Balkan, det fik Smyrna, og Tyrkiet blev reduceret til en asiatisk stat. Så rejste sig en nationalistisk tyrkisk bevægelse i Lilleasien. Kemal Pasha indkaldte en nationalforsamling i Angora, han selv blev chef for denne regering og dermed begyndte denne »frigørelseskamp«, som nu i den sidste måned har ført så store sejre med sig. Englands politik har før krigen været den, at et svagt af England beskyttet Tyrki skulle beherske Konstantinopel. Da det nu selv fik byen i direkte pagt, gjaldt det for enhver pris at svække og knuse det Tyrki, der begyndte at rejse sig. Som før i historien havde England ikke selv lyst til at udføre det grove arbejde. Det søgte og fik andre til at gå i krig for sig. Grækenland, den nye ivrige, imperialistiske stat følte kræfter nok til at slås endnu en omgang, og Smyrna-eventyret begyndte. Desværre sluttede det uhyggelig brat med nederlag, revolution og konge abdikation. Men Frankrig har ikke i Orienten de samme interesser. Det har ikke noget imod at svække Englands prestige, både af hensyn til sine egne interesser i Lilleasien og af hensyn til forholdet til Tyskland, og der opstod derfor et såre »mærkeligt« forhold mellem Frankrig og Angora-regeringen. Aldrig nogensinde har de kapitalistiske interesser åbenbaret sig mere tydeligt end her og vist, hvilken enestående humbug den megen tale om fredskærlighed og militarismens afskaffelse er. Thi medens Grækenland lånte penge af England, fik kanoner og ammunition fra England, så ledes tyrkerne af franske officerer og får våben og ammunition fra Frankrig. Kapitalisterne får afsætning på deres produktion af krigsmateriel og får samtidig deres interesser varetaget. Men det er andre folk, andre landes arbejdere og bønder, der lægger blod til. Større kan humbug'en vist ikke være? Ingen kan endnu sige noget om, hvorledes sagerne kan udvikle sig i dette Europas urolige hjørne. Fredsvennen Lloyd George har straks slået på sværdet og er parat til ny krig. Selv om fornuften i London og særlig krigstrætheden er større end i Athen og den store demagog - også af hensyn til den bestemte advarsel arbejderpartiet har givet ham, betænker sig to gange, før han fører England ind i et nyt opgør, så véd ingen, hvorledes forholdenes stærke magt kan udvikle sig.

Den alt overskyggende begivenhed i den internationale arbejderverden er sammenslutningen af de to socialistiske partier i Tyskland. Med denne begivenhed er en 6-årig bitter broderstrid afsluttet, og den tyske arbejderklasse vil netop i disse vanskelige tider stå langt stærkere og langt bedre rustet til at imødegå den politiske reaktion, der når som helst kan tænkes at gribe til kraftige, yderliggående midler. Striden mellem de Uafhængige og flertalssocialdemokratiet var efterhånden blevet ganske naturstridig, for så vidt som den årsag, der havde skilt dem, slet ikke eksisterer mere. Årsagen til bruddet var den socialdemokratiske rigsdagsgruppes stilling til krigsbevillingerne. Straks ved krigens udbrud vedtog flertallet at stemme for disse bevillinger, medens et mindretal var stærkt derimod. Det første års tid lykkedes det at holde striden indenfor partirammerne, men d. 19 juni 1915 offentliggjorde Haase, Bernstein og Kautsky et opråb i »Leipziger Volkszeitung« under overskriften: »Das gebot der stunde«, et opråb, hvori de opkastede det spørgsmål om socialdemokratiet vedblivende kunne stemme for krigsbevillingerne, efter at reaktionens erobringsplaner var blevet åbenbare. Haase var formand for partiet og rigsdagsgruppen og Bernstein og Kautsky var jo de to mest betydende teoretikere. Derefter udviklede begivenhederne sig.... i december 1915 stemte 20 mand af gruppen imod krigsbevillingerne. Da de gjorde det igen i marts 1916 blev de ekskluderede af gruppen og dannede en selvstændig gruppe: »Socialdemokratischer Arbeitsgemeinschaft«. I årets slutning afholdtes en landskonference, hvor »Det Uafhængige Socialistparti« dannedes med Haase som formand. De Uafhængige talte nogle af de mest kendte socialdemokrater og umiddelbart efter revolutionens udbrud havde de stærk tilslutning blandt de tyske arbejdere. Så skilte imidlertid kommunisterne sig ud til venstre, de Uafhængige stod vaklende i midten, og de fortsatte deres selvstændige politik, til trods for at de nærmede sig til det gamle socialdemokratis taktik. Den rejsning af reaktionen, som gav sig udtryk i mordet på Rathenau, bragte endog de to grupper ind i et samarbejde, som nu er kronet med en sammenslutning. Socialdemokratiet holdt kongres i Augsburg og vedtog enstemmig sammenslutningen. De Uafhængige samledes i Jena, og der vedtog man forslaget med 192 mod 9, kun Ledebour og en lille gruppe stemte imod og fortsætter som »Uafhængige«. Ved en fælleskongres i Nürnberg nu d. 24 september fastsloges sammenslutningen officielt, og der vedtoges et arbejdsprogram, hvori kampen mod reaktionen og mod dyrtiden er de mest fremtrædende punkter. Foruden den allerede nævnte betydning får sammenslutningen sikkert også den virkning, at 2½ Internationale (Wien) ophører, således at alle socialistiske partier samles i et internationale. Dette sidste har selvsagt den allerstørste betydning for verdenspolitiken. Den tyske socialdemokrat Dr. Lensch er ekskluderet af partiet i kredsen Brandenburg. Fra krigens første år vil man erindre den tyske socialdemokrat dr. Lensch som en meget utiltalende imperialist og forsvarer af Tyskland stilling til krigen. Da Hugo Stinnes købte »Deutsche Allgemeine Zeitung« blev Dr. Lensch gjort til chefradaktør for dette Tyskland »Berlingske Tidende«.

I de første dage af august holdt det russiske kommunistparti kongres i Moskva. Det har vistnok gået meget bevæget til på denne kongres, thi mod sædvane bringer udenlandske kommunistblade kun meget spinkle referater derfra, og i de russiske aviser er referatet strøget af censuren. Den kendte belgiske socialdemokrat de Brouquere har fået nogle oplysninger derovre fra, som han offentliggør i det belgiske partiblad »Le Peuple«. Han siger, at siden Lenin rejste bort, har de oppositionelle i Ural og Ukraine rejst sig mod diktaturet, og deres repræsentanter på kongressen har gjort sig til talsmand for en fra ledelsen stærkt afvigende opfattelse. Sinovjev fik dog efter store tumulter vedtaget en resolution, gående ud på, at kampen mod de socialrevolutionære og alle, som sætter sig op imod diktaturet, skal føres med forøget kraft. En anden meddelelse, som er sivet ud fra kongressen, går ud på, at de mere moderate kommunister efter kongressen samledes for sig selv og opstillede et program med følgende krav: de dømte social-revolutionæres frigivelse, en forligspolitik på det økonomiske område og udstedelse af en indbydelse til de socialistiske partier om at deltage i dannelse af en demokratisk regering, så langt demokratiet kan praktiseres i Rusland. Denne retning, som støtter sig til Lenins taktik, repræsenteres bl.a. af Kameneff, der har deltaget i Genua-konferencen.

Uddrag af Hartvig Frichs artikel »Henimod den socialistiske stat«........Så holdt de rådslagning og besluttede at sende en af de ældste og snedigste i rådet, Demarchos kaldet, til Oraklet i Delfi, hvor han hentede sig det svar, at de skulle tælle bierne. Først kom de i frygtelig forlegenhed, for hvordan skulle de nogensinde få talt bierne, men den gamle holdt hovedet klart: »Gudens mening er den, at bierne yngler ligesom menneskene, men at der altid er samme mængde i en sværm; de andre bliver sendt ud. Derfor skal de yngste og kraftigste med deres koner og børn forlade staten og sejle ud til et andet land.« Under almindelig begejstring udvalgtes de unge, og med gode varsler og ild fra hjemmets arne sejlede de ud og fandt nye bosteder. Begge stater trivedes og priste guden for hans klogskab. Men i vore højtkultiverede og videnskabelige dage ser det hele anderledes ud. Den lille stat hedder Danmark, og ulykken efter krigen er arbejdsløshed. Der optages statistik, og der nedsættes en kommission af højttrænede videnskabelige og politiske dygtigheder, og man sender eksperter ud til andre lande, hvor de om dagen studerer fremmede statistiker og om aftenen går i teatret, hvorefter de udarbejder beretninger, der trykkes som bilag til kommissionens bindstærke forhandlinger. Men der er ikke fugls føde af politik i al den videnskabelighed, og man tilgive mig, men jeg finder, at der var ganske anderledes stof til en politiker i gamle Demarchos, skønt han kendte mindre til statistik end nogen ældre dame i vor tid. Derimod kunne jeg godt tænke mig, at en skomager og skrædder i Australien, England eller herhjemme en dag i fællesskab kunne finde på en idé, som tog sig ganske uvidenskabelig ud, men som var lige til og praktisk og viste sig brugbar og dannede skole, og som der senere kunne skrives videnskabelige værker om. Hvordan gik det ikke til i sin tid med fagforeningerne? Mens Malthus uigendriveligt beviste sin elendighedsteori, var der nogle vævere og smede, som overbød deres modstandere i bedreviden og traf den effektive modforanstaltning, som i det lange løb viste sig sejrrig. Ingen må heraf forledes til at tro, at det er min mening at undervurdere den store videnskabelige socialistiske litteratur. Tværtimod, jeg ved ikke nogen læsning, der har gjort et så stærkt indtryk på mig som Marx' »Das Kapital«. Det er forbavsende, så klart og fast dette store værk er opbygget. Selve argumenternes kompakte masse i forening med det geniale skarpsyn, som samler hele det vældige stof i et lysende brændpunkt, virker endnu i dag som et feltråb, en parole, enhver af os må lystre. Heri ligger værkets enestående, politiske betydning og aldeles ikke i dets objektive videnskabelighed, hvorom der jo vil kunne diskuteres til dommedag. Den socialistiske læser, der i vore dage sidder med Marx' store værk foran sig, gribes netop af en slags sorg over, at de politiske virkninger af denne vældige ånds indsats trods alt har været forholdsvis ringere end de videnskabelige. Det hele er jo sagt der! Der er jo gjort rent bord! Al den videnskabelige eftertale og diskussion er så blot til fordel for vore modstandere. Mens vi diskuterer, udfinder de netop effektive modforanstaltninger, og størstedelen af al vor videnskabelige, socialistiske oplysning kommer dem til gode, så at de kan det hele på fingrene og bliver forsigtigere, glattere og farligere. Politik er et praktisk arbejde, som man ikke skal blande videnskab ind i, mens det foregår. Muhammed gav araberne koranen, og de var politikere nok til at tage den i den ene hånd og sværdet i den anden og straks begynde at hugge ind på modstanderne, og en menneskealder senere var de en verdensmagt. På den måde er det nu engang, der gøres verdenshistorie. Den, der først begynder med lærde fagter for at overbevise sine modstandere om sin ret, vil komme til at diskutere længe; og det er jo der, vi holder endnu. Men det er ikke uforståeligt, at netop socialismen i så høj grad er blevet en videnskabelig bevægelse. Kimen hertil ligger nemlig allerede i den materialistiske historieopfattelse.

Blandt de artikler, der endnu stadig fremkommer i den udenlandske partipresse vedrørende sammenslutningen mellem Tysklands socialistiske partier, er en udredning, som Friedrich Adler offentliggør i »Der Kampf« særlig bemærkelsesværdig, fordi han med hensynsløs, men velgørende åbenhed ikke alene opridser årsagerne til spaltningen og svaghederne ved genforeningen, men også peger på de veje, som må følges, både af den tyske og af hele den internationale arbejderklasse, for at nå ud af de herskende, knugende tilstande. Fr. Adler gør først opmærksom på, at man ikke i begejstringen over genforeningen har lov til at glemme de svære kampe i de forløbne år eller skyde krigstidens bitre erfaringer tilside, man bør tværtimod forsøge at lære af historien og netop i dette øjeblik genkalde i erindringen de historiske betingelser for spaltningen og genforeningen. Man bliver herved hurtig enig om - fortsætter Adler - at selve spaltningen var den største ulykke for verdensproletariatet; thi den bevirkede, at den tyske arbejderklasse - i det øjeblik, hvor kejserens regimente brød sammen - ikke fuldtud kunne udnytte sine kræfter imod det vaklende system, det store øjeblik fandt en svag arbejderklasse. Men om årsagerne til splittelsen hersker stadig uenighed, og selvom vi nu på ingen måde vil rive gamle sår op, må vi dog, for at forstå den nuværende situation, kort erindre om omstændighederne ved spaltningen. Rent formelt betragtet havde højresocialisterne efter organisationsstatutterne ret til at trænge den opposition, der ikke føjede sig efter flertalsbeslutningerne, ud af partiet, men historisk set havde de uret. Nu erkender vel de fleste, at hvad de gjorde, skete med en forbavsende kortsynethed. Havde de blot skimtet mulighederne for sammenbruddet, så var de vel blevet klar over, at det øjeblik kunne komme, hvor de selv måtte gå den vej, som oppositionen klart så for sig. På grundlag af denne indsigt kunne de have været tolerante og indset, at partimindretallet ikke kunne undertrykke sin overbevisning, at det var den højeste grad af international solidaritet at udtale sandheden, og at det var forsvarligt fra et arbejderstandpunkt at lade partioppositionen træde op i et offentligt rigsdagsmøde i en tid, hvor ethvert frit ord udenfor parlamentet var undertrykt. Men højresocialisterne betragtede istedet enhver, som ikke troede på det tyske sværds sejr, som fantaster, og de besluttede uden betænkning i partidisciplinens og socialpatriotismens navn at undertrykke enhver fri rørelse. For partioppositionen gaves under disse omstændigheder ingen anden vej end den selvstændige aktion og dermed som nødvendig følge den selvstændige organisation. Efter at det smertelige skridt var taget, voksede de Uafhængige (U.S.P.) hurtigt til en ny partiorganisme med alle dennes funktioner! Og de blev da straks stillet overfor store historiske opgaver. De var efter krigens ophør de europæiske muligheders parti blandt den tyske arbejderklasse. Mistænksomheden mod Tysklands krigssocialister var større end mod andre landes. Især for de franske socialister var de Uafhængige den bro, over hvilken de kunne befri sig for krigsideologien og forsøge at komme til international forståelse, og de uafhængige var de eneste rimelige banebrydere for international solidaritet. Men endnu mere afgørende var de for Tysklands udenrigspolitik. De kunne opbyde kraften til - i klar erkendelse af det uafvendelige - som de første at tage ordet for undertegnelse af Versailles-traktaten. Og stadig var de uafhængige i alle de svære år de sande bærere af Tysklands udenrigspolitik, og de modstod, trods alle vanskeligheder, forsøgene på letkøbt popularitetspolitik, som kommunisterne så systematisk forfulgte. Disse historiske ydelser vil aldrig glemmes. Målenes renhed, det historiske udsyn i krigens tid og i de endnu sværere år under krigens likvidation vandt stadig videre kredse i det tyske folk for U.S.P. Det var sandsynligt, at U.S.P. ville blive det tyske proletariats masseparti, og højresocialisterne begyndte virkelig at frygte for deres eksistens. Da mødte som så ofte kommunisterne som redningsmænd i nøden. Sinoview sejrede: På kongressen i Halle sprængtes partiet; hele kolonner stødtes ud i de uorganiseredes rækker, andre flød tilbage til høresocialisterne. Bevægelsens højdepunkt var overskredet. I de to år efter Halle blev det tyske proletariat stadig påny trængt sammen på en enhedsfront i kampen mod reaktionen, og alligevel viste der sig store vanskeligheder ved samarbejde mellem Tysklands proletariske kræfter. Men medens kløften overfor kommunisterne var uoverstigelig, voksede mulighederne for at nå til enighed med højresocialisterne; de Uafhængiges stilling var herved betinget både af den økonomiske og politiske situation. Kapitalismen har endnu ikke på langt nær overvundet følgerne af den imperialistiske verdenskrig. Det er endnu stadig ikke udelukket, at bourgeoisiets forsøg på at blive herre over det økonomiske kaos, mislykkes. Men en nøgtern betragtning af kendsgerningerne i de fire år siden våbenstilstanden, viser en stigende sandsynlighed for, at arbejderklassen bliver tvungen til at indrette sig på en lang periode af småkampe mod en kapitalisme, der stadig vokser sig stærkere. Mulighederne for store offensiver fra proletariatets side er stadig blevet ringere, arbejderklassen er mere og mere tvungen til i forsvarsstilling at yde modstand mod den politiske reaktions og den økonomiske elendiggørelses fremtrængen. Arbejderne står dermed overfor svære, men væsentlig samme opgaver som før krigen og er stadig mere henvist til de metoder - især fagforeningsmæssige - som før 1914 var de vigtigste. Og således måtte det spørgsmål rejse sig: har U.S.P. efter de store ændringer i den politiske og økonomiske situation endnu en særlig funktion? Vi svarede og svarer med al tydelighed ja, men denne særlige funktion er blevet mere begrænset. U.S.P. har den opgave at holde tankerne om den sociale revolution levende i massernes bevidsthed, på det hviler varetagelsen af proletariatets fremtidsinteresser, det er bæreren af den sande socialdemokratiske ideologi. Men medens under krigen og i de første år derefter U.S.P. ved siden af denne forberedelse til fremtidens også havde dagens opgaver, som kun kunne løses af dem, er den modsætning, som tidligere skilte dem fra højresocialisterne i nutidsinteresserne stadig blevet mindre. I en tid med synkende revolutionær bølge, med politisk og økonomisk defensiv gives der i virkeligheden ingen modsætninger af fundamental natur. Forskellighederne i anskuelserne om den bedste taktiske vej er ikke karakteriseret ved principielle partimål, men til tider større mellem tilhængere af det samme parti end mellem de forskellige partier. Alle proletariske partier udøver i sådanne tider i virkeligheden den samme praktiske politik. Da imidlertid modsætningerne heller ikke er økonomisk betingede bliver partierne ofte for at kunne skille sig fra hinanden og vinde agitationsmuligheder demagogiske. Dette ser vi med al skarphed og ved en fylde af eksempler med det kommunistiske parti. I denne situation bliver den spaltning, som engang var uundgåelig for de Uafhængige, nu i dybeste betydning skadelig. Og så ser vi to tendenser kæmpe mod hinanden i U.S.P.. På den ene side den stedse stigende fare for ved den fortsatte spaltning at drive over i demagogiske baner, - på den anden side den tunge beslutning at fuldbyrde enigheden i et moment, hvor kraftforholdene overfor højresocialisterne var overordentlig ugunstige. Skulle man vente med enigheden til denne kunne gå for sig under U.S.P.'s førerskab og overvægt? Skulle man vente til sammenslutning også med kommunisterne var mulig? Ledebour og hans lille skare af tilhængere, som mere udmærker sig ved god vilje end ved politisk klarsyn, svarede afgjort; ja, man må vente. De har gjort forsøget på fortsat at opretholde et selvstændigt parti. Det overvældende flertal af U.S.P. var sig bevidst, at farerne ved den vedvarende splittelse blev stadig større, og de betrådte den under disse omstændigheder tunge vej allerede nu at søge enigheden og vende tilbage til arbejderbevægelsens normale tilstand, under hvilke ideerne og tendenserne brydes indenfor partiet, og arbejderklassen kampkraft ikke nedsættes under kampen mellem hinanden modstående partier. Det forenede socialdemokratiske parti, som blev skabt i Nürnberg, svarer langtfra til det ideal, som de Uafhængige havde for øje ved grundlæggelsen af deres parti, og det svarer heller ikke til hvad det tyske socialdemokrati før krigen tilsyneladende var. Men det er en fortsættelse af, hvad det i virkeligheden var blevet til før krigen. Det stod dengang for os alle som et mønster på et parti, i hvilket principielt skolede elementer ikke alene havde føringen, men også dannede flertallet. Nu ved vi, at det lag af partifæller, i hvilke den internationale socialismes principper virkelig levede, har været ret tyndt, at de store masser, som havde erobret partiet, ligesom endog mange førere, som meget godt beherskede den radikale terminologi, på ingen måde var krigsskabernes stormløb voksne. Det ville være den farligste illusion at antage, at det nye forenede socialdemokrati var mere principfast end partiet før krigen. Tværtimod, - det vil nødvendigvis, da det omfatter endnu flere uskolede elementer, endnu mindre svare til dette ideal. Men vor opgave er at se kendsgerningerne i øjnene, at gøre vort arbejde under de virkelig tilstedeværende betingelser, selv om de også adskiller sig meget fra, hvad vi ønsker os. De forhåndenværende betingelser for arbejderklassens udviklingsproces trænger stadig større masser over i de proletariske partier, uden at det lykkes straks også åndeligt at omfatte dem. Og således rejser sig atter påny i alle lande problemet idé og organisation. Der gives to ekstreme løsninger på dette problem. På den ene side den, der for enhver idéretning ønsker sig et eget parti; på den anden side den, der med ringe værdsættelse ser ned på idéerne overhovedet, og i antallet af organiserede ser det eneste afgørende. Ingen af disse løsninger nytter proletariatet. Det behøver sammenslutninger af alle sine kræfter til et masseparti, men i ikke mindre grad et virke for frigørelsens store mål. Hvor ligger løsningen? Vi er alle opvoksede i begejstringen for den absolutte centralisation i partiet, vi havde så uhyre forestillinger om partiets fuldkommenhed, at vi tiltroede det løsningen af alle opgaver, som hel centraliseret organisme. Selv endnu er det os meget svært at frigøre os for disse forestillinger. Og dog viser de sidste otte års erfaring med al magt i denne retning. Centralisation kender kun at bøje af eller bryde igennem; og således er partienheden i Tyskland, da der gaves ubøjelige, blevet brudt. Endnu mere drastisk er resultatet af den tredje Internationales Moskva centralisation. Dens hele virksomheder en række af parti ødelæggelser. Overfor dette har den føderative partiform, som den består i England, bevaret sig langt bedre. Labour Party er ikke og vil ikke være andet end proletariatets masseparti, som varetager døgnets interesser. Indenfor dette og udøvende en mægtig åndelig indflydelse på det virker Independent Labour Party for socialismens store mål. Ingen vil benægte at også den føderative form, som forekommer os så fremmedartet, har sine store ulemper, at den ikke i samme grad muliggør partiets uhæmmede slagkraft som den centralistiske form. I alle lande antager massepartierne stadig mere det engelske Labour Partys karakter, og det spørgsmål opstår, under hvilken form man under disse omstændigheder kan tjene agitationen og landvindingen for socialismen. Bolschevikerne tror at gøre dette idet de søger at ødelægge de store arbejderpartier og med fortsæt - forsåvidt de er klar over deres taktik - at skabe små men principtro partier. Den anden metode at give de store massepartier skin af som helhed at stå på det revolutionær-socialistiske program, har under krigen lidt så grundigt skibbrud at man vel næppe fristes til at gentage dette forsøg. Der bliver altså kun den engelske vej tilbage. Ikke imod proletarmassen som kommunisterne vil det, men at virke for socialismens idéer indenfor et stort massepartis rammer, at opfylde Independent Labour Partys opgave, - det er vejen. Organisationsformen i England har sin historie og kan ikke slavisk kopieres. Men den tyske arbejderklasses og verdensproletariatets skæbne overhovedet afhænger deraf, om det vil lykkes nu, hvor en ny organisationsform skal skabes, at frembringe hint udsyn, som fuldstændig manglede da spaltningen fandt sted. Kun når de partifæller, som hidtil har været forenet i U.S.P., bliver budt muligheder for at virke videre for deres mål indenfor partiet rammer, vil opgaven blive løst; og den løses så meget desto bedre, jo klarere man er over at der indenfor det forenede socialistpartis store rammer også må gives partifæller og grupper af disse som vil og skal gøre det til deres hovedopgave at opfylde det uafhængige arbejderpartis funktion. Det er lige så forkert at påtvinge et masseparti, som det nu består i Tyskland, på forhånd alle programpunkter, som de mest fremsynede elementer stiller sig, - som det på den anden side er forkert at udelukke disse elementer af partiet på grund af deres vidtgående program. Det forenede socialdemokratis program skal kun danne den basis, på hvilken alle medlemmer kan forenes, som bestemmer den fælles kamp for dagen, og som alle kan arbejde videre på uden at komme i modstrid med dette program. I England er dette system virkeliggjort. I.L.P. har sit særlige program, og det lykkes det i stadig stigende målestok at skaffe sine tanker indpas i Labour Partys beslutninger. Ja, nøje kendere af engelske forhold påstår at på L.P.s kongresser har I.L.P. i virkeligheden det åndelige førerskab. For tyske partifæller af alle retninger ligger det centralistiske system sådan i blodet, at det vil blive dem svært at overvinde betænkelighederne mod nogen som helst afvigelse. Men vi er overbevist om, at erkendelsen af partiorganismens sande væsen sluttelig i den ene eller anden form vil skaffe de føderative tanker anerkendelse. Og nøjagtig det samme fænomen ser vi på internationales område - også dér er den altomfattende organisation kun mulig som en sammenslutning af arbejderpartier i Labour Partys form. Og atter dér består de alternativer, om man som Moskva vil bringe det principielle program til anerkendelse, idet man for hvert principkompleks skaber en selvstændig internationale, organisationer der bekæmper hinanden og forulemper hinandens virksomhed, eller om man indenfor det samlede internationale vil skaffe plads for internationale grupperinger, der er i stand til i deres eget program at gå ud over rammerne i det program, som det hele internationale er i stand til at opstille. Kun når vi går den sidste vej, der er en overførelse af Labour Partys konstruktion på international grund, kan vi i stedet for en sønderslåen af den internationale organisation sætte dens planmæssige opbygning og da kan vi vente at indordne alle internationale grupperinger i den internationale stororganisation.

Nå, jeg er enig med Social-Demokraten i, at bolschevisme og fascisme er født af samme årsager, nemlig af det kapitalistiske systems sammenbrud, og jeg kan for såvidt også tiltræde udtrykket: efterkrigsfænomen, hvis man deri kun vil lægge, at krigen har mægtig bidraget til at hidføre det kapitalistiske sammenbrud, og derved skabt det grundlag af hvilken bolschevisme og fascisme er opstået. Men ud derover er jeg bunduenig med Social-Demokratens betragtninger, og når Social-Demokraten i polemik med Nationaltidende hævder, at Lenin og Mussolini er »to alen af ét stykke«, mordere og brandstiftere efter samme mål og moral, da finder jeg betragtningerne så barnlige hos et »marxistisk skolet blad«, at jeg må betegne dem som borgerlige. Et har Lenin og Mussolini tilfælles, nemlig den mening, at klassekampen har nået en sådan højde og skærpelse, at de såkaldte demokratiske, forsonende statsmidler er blevet virkningsløse, og reelle magtmidler (våben, administration og andet) må sættes i stedet). Forskellen (den afgørende forskel) ligger deri, at overløberen, Mussolini, organiserer en hær i våben for den døende kapitalisme, medens Lenin tro mod sin ungdoms kampe har organiseret en hær til forsvar og fremme af det i den russiske revolution nyskabte grundlag for et nyt og bedre samfundssystem, socialismen. De af begge anvendte midler kan måske betegnes som ens, men set gennem klassebriller har vi virkelig her tilfælde, hvor hensigten helliger midlet. Arbejderklassen kan umuligt bedømme de to fænomener under et neutralt synspunkt, thi arbejderklassen er ikke neutral. Den må bedømme dem ud fra det gode klassestandpunkt: Hvad skader mig - hvad gavner mig? Ud fra dette synspunkt vil vi se lidt på de to fænomener, først fascismen. Borgerskabet, ikke i Italien alene, men i hele verden, er i de 4 fredsår efterhånden blevet klar over, i hvilken uhyre grad den kapitalistiske verdenshusholdning er bragt af lave, og hvilken fare det indeholder for dets politiske herredømme og dets økonomiske magt over arbejderklassen. De i krigen besejrede landes befolkninger forgår så hurtigt i en elendighedsproces, at noget lignende vist nok ikke før er set i menneskehedens historie, og af de sejrende lande sidder Amerika som en kong Midas midt i en gulddynge og ser på, at 6-7 millioner arbejdsløse dør af nød. Amerikas farmere brænder deres hvede og lader frugt og kartofler rådne, fordi det ikke kan betale sig at høste, og imens fodrer regeringen de af sult skrigende arbejdere med bly. I lidt mindre format ses det samme i de andre sejrende lande. Med den almindelige forarmelse formindskes varemarkedet, og vi har industrikrisen med dens millionkrak. Tidligere kapitalistiske kriser afvikledes altid på den måde, at kapitalisterne tvang arbejderne til igennem arbejdsløshed, nød, lavere lønninger, hårdere arbejde at bære omkostningerne ved krisens afvikling. Det samme forsøg gøres også denne gang, men endskønt det i virkeligheden er lykkedes at trænge arbejderklassen tilbage til slettere levevilkår, så har krisen ikke fundet sin udløsning, endnu er der ikke tale om, at der blot tilnærmelsesvis er bragt ligevægtige forhold til stede i verdensøkonomien. Der må altså meget mere til. Arbejderne må meget længere tilbage, langt dybere ned, før det normale profithjul igen kan gå rundt (det unormale går med god vind). Men ved gennemførelsen af denne »social-økonomiske« plan har kapitalisterne truffet på en afgjort og stærk modstand hos arbejderne. De er stødt på en bevidst arbejdervilje, der vil det modsatte af, hvad de selv vil. Også i tidligere kriser har de organiserede arbejdere gjort modstand mod at bære omkostningerne ved den anarkiske produktionsmåde og de deraf følgende kriser, men for første gang i historien har arbejderklassen i internationalt format bevidst stræbt efter at forhindre, at kapitalismen konsoliderede sig på ny, har stræbt imod systemets undergang og dets erstatning med det socialistiske samfundssystem. Det er på ingen måde således som nogle mener, at det kun er gale kommunister, der tilstræber den sociale revolution. Ingenlunde. Kommunisterne repræsenterer den positive side af sagen, den åbne stræben efter at erobre den politiske magt for arbejderklassen, men de socialdemokratiske arbejdere, der vægrer sig ved at bære byrderne ved genrejsningen af en ny kapitalistisk periode, der kun kan byde uslere levevilkår og udsigt til nye blodige krige, de er for kapitalen lige så farlige, eller omtrent lige så farlige, som kommunisterne, og borgerskabet gør da under kampe heller aldrig forskel på kommunisten og den menige socialdemokrat. I Tyskland dækker fællesgrave dem, og de smægter i fælles fængsler, og i Italien var det hidtil fagforeningsmanden, der varetog sine fagfællers interesser, enten han nu var kommunist eller socialdemokrat, der faldt for fascisternes morderdolke. Borgerskabet har i 4 samfulde år kæmpet med arbejderklassen for at tvinge den til at gå under åget. Man har anvendt demokrati og overtalelser og veklager, man har anvendt teknisk nødhjælp, fængsler og maskingeværer, og alligevel - krisen er ikke løst, arbejderklassen endnu ikke brudt, det kapitalistiske herredømme er endnu truet. Da er det, at borgerskabet kaster sin demokratiske maske og proklamerer det borgerlige diktatur, fascismen. Hvad er fascismens program? Ro, orden - strejker forbydes - længere arbejdsdag, sparsommelighed, dvs. lavere løn. Til opretholdelse af det nuværende samfundssystem, der ikke i nogen måde har været i stand til at give arbejderne en i nogen grad sikret eksistens, eller til at skabe menneskelige lykkelige kår for almenheden, skal arbejderne trælle i usle slavevilkår for at enkelte vedblivende i tøjlesløs frihed kan nyde frugten af deres slid. Fascismen er borgerskabets åbne militærdiktatur over arbejderne; den er ikke noget Italiensk men et internationalt fænomen, det ses af dens venlige modtagelse i den hele borgerlige presse, selv om den »demokratiske« end dækker over sin medfølelse ved »demokratiske« indsigelser. Det viser sig stadig påny hvor langt mere klassebevidst borgerskabet er end arbejderklassen. Overalt findes de organiserede bevæbnede fascistbander, selv i et så demokratisk land som Danmark, de venter kun på det egnede øjeblik til at kaste masken og drage sliren. Bolschevismen derimod er arbejdernes diktatur over borgerklassen, og dette diktatur tilstræber ikke bevarelsen af et klassedelt, ulykkeligt sønderrevet samfund, tilstræber ikke bevarelsen af et produktionssystem, der er blevet en hæmsko for al udvikling, men det tilstræber det klasseløse, socialistiske samfund, der under en storslået planmæssig verdensøkonomi vil give fuld udviklingsfrihed for produktionskræfterne og en højere menneskeligere kultur. Hermed er alt sagt og i en arbejders øjne og hjerte bør dommen være fældet. Over midlerne, som bolschevikerne i borgerkrigen har anvendt, skal jeg ikke opholde mig. Menneskeligt set må man beklage, at vi ikke fredeligt og i god forståelse med alle samfundsmedlemmer kan forlade et gammelt system og glide over i et nyt. Det lader sig imidlertid ikke gøre. En enkelt privilegeret klasse besidder i kraft af det nuværende økonomiske system samfundsmagten, og den giver den ikke godvillig fra sig. Det er synd imod arbejderklassen at indlulle den i en falsk tro på, at »demokrati« og forhandling nok skal skaffe den sejren i hænde. Denne pacifistiske stjæler den kraften af knoglerne. Fascismen vil måske imidlertid bidrage til, at arbejderne bliver klar over, at kampen kan den ikke unddrage sig, er den end nok så fredsommelig. De andre bestemmer det. Og så måske at arbejderne (noget sent) vil begynde at organisere i hvert fald forsvaret. Fascisme og bolschevisme er ikke krigsfænomener i den forstand, at det er forbigående fænomer, de repræsenterer en vis epoke i klassekampen, og kampen mellem disse to antipoder ender først med den enes undergang og den andens sejr.

For kapitalismen som kommunisterne. Det er dog en indrømmelse, som er værd at notere i disse tider, og hvis kommunistiske arbejdere gennemgående var i besiddelse af en lignende forståelse, var det måske endog muligt at få den almindeligt knæsatte form for diskussion, der består i gensidig udskældning, erstattet af en virkelig meningsudveksling. Jeg er ikke uenig med Marie Nielsen i hendes hovedbetragtning af fascismen som en overklassebevægelse vendt fortrinsvis imod arbejderklassens bestræbelser for at indføre et nyt samfund. Men det er dog værd at gøre opmærksom på at det nationale moment spiller en betydelig rolle i fascismen, og at en væsentlig årsag til, at denne bevægelse erobrede magten så uhyre let fra netop de borgerlig-kapitalistiske partier, der sad ved regeringen, var den, at man håbede, at Italien derved skulle komme til at spille en større rolle i Europas politik. Nationalistiske og imperialistiske formål er blandet sammen med bekæmpelsen af arbejderne. Jeg tror heller ikke, at fascismen ville kunne sejre undtagen netop i et land, hvis befolkning enten er politisk fuldstændig umoden eller åndelig deprimeret på grund af tidens frygtelige forhold. Med en befolkning med større kundskab og oplysning, med en stærkere organiseret og mere modnet og forstående arbejderklasse og med et socialdemokrati, der ikke var kraftløst og splittet på grund af ørkesløse, indre kampe om »Moskva«, »diktatur« m. m., ville det fascistiske eventyr ikke være blevet virkelighed. Det er forholdene, der skaber bevægelserne, og Italien med dets demoraliserede offentlige liv, parlamentarismen i karikatur, afgiver bedre grundlag for en sådan bevægelse end noget andet land. Men allermest uenig er jeg med Marie Nielsen i den lære hun drager af begivenhederne i Italien, når hun opfordrer arbejderne til ligeledes at bevæbne sig og forberede sig til etablering af diktaturet ligesom i Rusland. Man kan erobre den offentlige politiske magt i staten ved hjælp af en større eller mindre håndfuld bevæbnede folk. Jeg anerkender at det er en stor fordel for arbejderklassen at sidde inde med regeringen, og forholdene i Danmark i de senere år har netop vist betydningen af dette. Men jeg ønsker ikke, at dette skal ske på bekostning af det styreprincip, det demokrati, som arbejderne har gennemført i deres egne organisationer og har krævet og også fået gennemført i de fleste landes forfatninger. Marie Nielsens kommunistiske parti har jo selv sørgelig erfaring for, hvad en klat mennesker kan gøre, selv om de kun er bevæbnede med koben. Spørgsmålet om socialismens gennemførelse er ikke løst fordi man har den politiske magt. Det er et spørgsmål om udvikling. Den økonomiske udvikling fremmes ikke ved voldshandlinger af den ene eller den anden art, og fascismen standser den ikke fordi den har taget den politiske magt. Den udvikling vil gå sin gang, skridt for skridt og år for år, til tider stærkere, til andre tider langsommere. Dag for dag vil samfundene trods fascisme og bolschevisme vokse sig fremad til socialismen. Derfor er udviklingens vej den bedste for arbejderklassen. Erfaringen fra Rusland viser også, at man ikke gennemfører socialisme men kun statskoncessioner ved diktaturets hjælp. Og diktaturet bliver ikke mere eftertragtelsesværdigt fordi nogle italienske røverbander også har etableret det. Derfor har Social-Demokraten ret i at både erfaringerne fra Rusland og Italien lærer arbejderne, at den vej skal de ikke gå. Socialdemokratiet vil ikke fraskrive sig retten til revolutionære handlinger, hvis overklassens angreb skulle nødvendiggøre og retfærdiggøre det. Men vi vil ikke kaldes dårlige tjenere i socialismens vingård, fordi vi ikke ønsker at forandre klassekampen til en borgerkrig med kanoner og geværer.

Socialdemokratiet i Italien har i flere år stået og vaklet mellem 2. og 3. Internationale. På den sidst afholdte kongres i oktober måned vedtoges med lidt over halvdelen af stemmerne tilslutning til Moskva. Derefter fik de ordre fra Moskva om at ophæve partiet og gå sammen med det hidtilværende ganske lille kommunistparti i Italien. Umiddelbart derefter konstituerede socialdemokraterne, under ledelse af Turati, sig som et selvstændigt parti ved en kongres i Rom. Blandt deltagerne her var en del partifæller, som ikke i flere år har deltaget i partiarbejdet bl.a. den kendte professor Enrico Ferri. Partiet tæller kun lidt over 20,000 medlemmer endnu, men det har i modsætning til kommunisterne sin basis i Norditaliens industribyer, hvor arbejderne er mere organisationsmodne end i Syditalien. De italienske socialdemokrater ser derfor med fortrøstning på fremtiden.

Kommunisterne har overalt vanskeligt ved at holde sammen på grund af den strenge disciplin og det diktatur, som Moskva-eksekutivkomiteen til stadighed udøver. Ved den franske kommunistkongres lykkedes det ikke at få vedtaget og godkendt de direktiver, som Moskva havde udstedt og resultatet blev, at en fløj skilte sig ud og nu sandsynligvis går tilbage til socialdemokratiet. Også i Norge er det galt. Fornylig sendte eksekutivkomiteen et langt brev til partiet i Norge med en række krav af ganske ydmygende karakter, bl.a. skulle Social-Demokraten i Kristiania straks skifte navn og en af bladets medarbejdere Karl Johansen skulle afskediges. Partiet står delt i to fløje, som i partipressen serverer hinanden en bunke mere eller mindre vellykkede artigheder. På den ene side står Scheflo og Olausen, som i enhver henseende vil bøje sig for Moskva, på den anden side Tranmæl og Bull, som mener, at partiet må have et vist selvstyre i egne anliggender.

Der er udspredt meget ufordelagtigt om det republikanske Tysklands skattevæsen. I store kredse i udlandet er man af den mening, at Tyskland på skattepolitikkens område langt fra yder, hvad det med god vilje ville være i stand til at yde. Man forledes til denne anskuelse ved de af den franske propaganda udspredte tal fra den officielle tyske skattestatistik, hvorefter det ser ud til, at besiddelsen i Tyskland faktisk er usædvanlig lidt beskattet, medens langt den største del selv af de direkte skatter betales af de arbejdende klasser. Udtog af taler af meget ansete tyske socialdemokrater, som har øvet skarp kritik mod det tyske skattevæsens nuværende forfatning, anføres som vidnesbyrd om beskyldningens rigtighed. Under disse omstændigheder anser jeg det for opportunt for at muliggøre en objektiv dom om skattebyrdens høide og fordeling i Tyskland i sammentrængt form at give et billede af, hvorledes det faktisk forholder sig med den tyske republiks skattelovgivning og skattepraksis. Det er soleklart, at den af socialister i kamp for forbedringer eller mod uretfærdige reformer øvede kritik, der ganske naturlig indskrænker sig til at betone bestemte mangler, ikke er tilstrækkelig til et sådant billede, som den forøvrigt - det må jeg tilføje - slet ikke har påstået at give. Iøvrigt vil det vise sig, at republikkens lovgivning kun tildels kan gøres ansvarlig for de hovedfejl, hvorunder Tysklands skattevæsen for tiden lider. Tingene forholder sig faktisk således: grundlaget for den tyske republiks skattelovgivning er skabt af den tyske nationalforsamling, der også har givet republikken forfatningen. Denne forsamling var valgt den d. 19. januar 1919, to måneder efter revolutionen af d. 9. november 1918, der havde bragt kejserdømmets fald og republikkens proklamering. Trods mange allerede indtrådte skuffelser var tilfredsheden med den skete omvæltning endnu overvejende i det tyske folk, og de partier, der enten som socialdemokraterne stod principielt på republikkens grund eller som centrumspartiet og tysk-demokraterne anerkendte dens nødvendighed, fik ved valget det overvældende flertal af stemmer og mandater. Af nationalforsamlingens 421 medlemmer tilhørte 185 socialdemokratiet - 163 flertalsmænd og 22 uafhængige - 88 centrumspartiet og 75 det tysk-demokratiske parti, det vil sige 348, der bekendte sig til republikken, mod 73 halve eller hele monarkister. Nationalforsamlingens værk på skatteområdet bærer vidne om denne politiske sammensætning. Af dette værk har den senere fejt myrdede, af den nationalistiske reaktion dødeligt hadede, centrumrigsdagsmand Matthias Erzberger erhvervet sig en ganske særlig, man må sige, udødelig fortjeneste. Da republikkens første finansminister, demokraten dr. Eugen Schiffer, trådte tilbage fra sin post, fordi han ikke billigede undertegnelsen af Versailles fredsdiktatet, overtog han i begyndelsen af juli 1919 dette det utaknemligste af alle ministerier og med den ham egne beslutsomhed og handlekraft bragte han den af Schiffer forberedte omdannelse af det tyske skattevæsens vigtigste dele til afslutning. Et værk, der med rette gør krav på betegnelsen revolutionært. Thi det har givet Tysklands skattesystem et helt nyt grundlag, svarende til ånden i den republikanske forfatning. Dette grundlag dannes af to love, der kan betegnes som værkets grundpiller. Den ene er loven af d. 10. september 1919 om rigsfinansforvaltningen og den anden loven af d. 13. december 1919, som fører navnet rigsskatteordningen. I kraft af disse love er republikken Tyskland, der kalder sig et rige, i langt højere grad en af skattepolitiske formål centraliseret enhed end det kejserlige Tyskland, denne bastard af prøjserdømme og føderalistisk småstatsvæsen. Efter disse loves bestemmelser ligger det afgørende herredømme over finanserne hos riget; skatteforvaltningens organer, der kaldes »finanzämter« (skatteråd) og disses centraler for de enkelte lande eller grupper af lande, landsskatteråd dannes på grundlag af rigslovgivningens bestemmelser, den foreskriver deres arbejdsmåde og deres kompetence. (Brugen af ordet »rige« om« Tyskland som et politisk hele forklares ved, at man ved skabelsen af dets forfatning måtte opgive at lade de hidtidige enkeltstater gå op i den store tyske republik uden mellemled. I dem havde der nemlig allerede udviklet sig et så stærkt parlamentarisk-politisk særliv, at ikke blot borgerlige federalister, men også radikale socialdemokrater som Kurt Eisner var trådt i skranken for deres fortsatte beståen, i det mindste foreløbig. Dog kender forfatningen dem ikke mere som stater, men kun som »lande«, dvs. som mellemformer mellem stater og provinser. Republikken Tyskland er ingen forbundsstat som kejserriget, der udledede sin statsretlige tilværelse fra en overenskomst mellem tyske fyrster, men en statsorganisme skabt af det tyske folk, som udtryk for den højeste myndighed. Men da de lande, som den omfatter, også er republikker og efter forfatningens artikel 17 skal være det, kan ordet republik ikke samtidig tjene som kendemærke for denne statsorganismes overhøjhedsnatur. Og derfor blev ordet rige valgt dertil. Da flere sprog bruger det samme ord både i betydningen rige og kejserrige - franskmændene f.eks. ordet empire - er der ganske vist givet lejlighed til misforståelser og mistydninger. Men Tysklands forfatning udelukker misforståelserne derved, at den straks i sin første artikel kategorisk erklærer: »Det Tyske Rige er en republik. Statsmagten udgår fra folket«. Og franskmænd, der vil nævne den tyske republik ved dens rette navn, har derfor vænnet sig til i så fald at sige »le reich« i stedet for »l´empire«.). I rigsloven er der ved dannelse af skatterådene sørget for vidtgående medvirkning af selvstyrets organer - kommunalbestyrelser o.s.v. - og da disse under republikken er blevet demokratiserede, er der gennem skatteudvalgene sikret arbejdernes repræsentanter et indblik i skatternes udmåling og fordeling, som var nægtet dem i kejserrigets dage både i Prøjsen, der alene omfattede tre femtedele af Tysklands territorium og befolkning og i andre enkeltstater. Iøvrigt indeholder rigsskatteordningen forskrifter om grundbesiddelsens værdiansættelse i beskatningsøjemed, som kun behøver at anvendes efter deres mening for at gøre ende på den skandale, som navnlig havde hjemsted i Prøjsen, at storgrundbesidderne svarede skat af latterlig lave indkomster. Andre af disse bestemmelser foreskriver, at alle de, der har en indkomst af en vis minimumsstørrelse og ikke allerede som forretningsfolk er forpligtede til regelmæssig at føre bøger, skal indføre deres indtægter i rækkefølge i dertil indrettede bøger, og enhver indførsel, der undlades eller er for lille, kan straffes som skattesvig. Den bemyndiger skatterådene til at kræve ed af skattepligtige om sandheden af deres angivelser og derved bringe dem i den situation, at de kan drages til ansvar for mened ved urigtige angivelser. Den truer skattesvigen foruden med bødestraffe, der kan stige meget højt, med fængsel og i grove tilfælde med offentliggørelse af forseelsen. Naturligvis stødte de nævnte bestemmelser i loven og andre af samme art på stærk modstand fra de svorne repræsentanter for besiddelsens interesser. Men i nationalforsamlingen, hvor socialisterne alene talte 45,5 % af medlemmerne, udrettede denne samling modstandere ikke meget. Blev socialdemokraterne end overstemt af de borgerlige partier af alle afskygninger på mange punkter, hvor de fandt hverandre, var deres indflydelse dog her tilstrækkelig til at give disse grundlæggende love den sociale karakter i deres hovedbestemmelser, som var planlagt. Foruden de fornævnte to love, som har fastlagt organisationen, teknikken og de almindelige grundsætninger i republikkens skattevæsen, har nationalforsamlingen skabt seks love, som foreskriver skatteydelser, to af dem handler om afgifter en gang for alle og fire om faste skatter. De første to er: 1) loven af d. 10 september 1919 om krigsskat af formueforøgelse. Denne lov supplerer den fuldstændig utilstrækkelige krigsgevinstskat, som den kejserlige regering endelig i året 1916 efter megen tøven var gået ind på, ved bestemmelser, som ved anvendelse efter deres mening i det højeste lod den største krigsspekulant beholde 172,000 mark af hans tilranede millioner i formueforøgelse. 2) loven af d. 31 december 1919 om rigsnødofferet. Under hensyn til den ved fredsdiktatet i Versailles indtrådte nødstilstand pålagde denne lov besiddelsen en gradvis stigende formueafgift, der begyndte med 10 % og steg op til 65 % - det sidste ved alle formuer over to millioner mark. Dens formål er der imidlertid sket stærk afbræk i ved den af de borgerlige partier gennemtvungne bestemmelse, som udstrakte de for at opretholde virksomhedernes drift tilladte ratebetalinger over et tidsrum af i almindelighed 30 år, ved grundbesiddelse endog 50 år. Allerede efter kort tids forløb blev derfor skabelsen af en lov om den hurtigste indbetaling af nødofferet nødvendig, og ved den i året 1922 foretagne reform af finanslovgivningen er betalingen af resten af nødofferet blevet indarbejdet i formueskatteloven af samme år. De af nationalforsamlingen vedtagne love om faste skatter er følgende: loven af d.10 september 1919 om arveskatten. Selv om den i denne lov oprindelig påtænkte beskatning af samtlige efterladenskaber igen blev opgivet, betyder den også i sin nuværende skikkelse en meget væsentlig forbedring af den i året 1913 af kejserliget skabte rigsarveskat. Den beskatter foruden arvelodderne - de dele af arvemassen, der tilfalder arvingerne - også gaver mellem levende og gaver, der skal opfyldes ved døden. Skattesatsen stiger gradvis med størrelsen af arvelodden og slægtsskabsgradens afstand, således at beslægtede af første grad (ægtefælle og børn) alt efter størrelsen i arvelodden skal betale i arveafgift fra 4 til 35 %, langt ude beslægtede indtil 70 % har arvingerne selv meget store formuer, forhøjes skatten for hver gang yderligere med et tillæg; dens maksimum er ansat til 80 %. 3) Loven af d. 29 marts 1920 om rigsindkomstskat. I det kejserlige Tyskland hævede kun staterne og kommunerne skatter af indkomster. Riget var, til dækning af sit finansielle behov, henvist til indtægter af told og indenlandske forbrugsafgifter, rigsvirksomhedernes overskud - postvæsen, jernbaner o.s.v. - og lignende indtægtskilder. Med den førnævnte lov er der sket en betydningsfuld ændring heri. Nu beskatter riget selv indkomsterne og afgiver to tredjedele af udbyttet til landene og kommunerne til dækning af deres udgifter. Derved udryddes mange uligheder, som var en uundgåelig følge af det tidligere system. Man behøver blot at tænke på ulighederne i skattesatsen i kommuner med talrig arbejderbefolkning og sådanne med overvejende borgerlige indbyggere. Men på den anden side sondrer loven med hensyn til skattebetalingsmåden mellem indkomster af »forskellige andre indtægtskilder«. Om de sidste indkomster skal de skattepligtige afgive meget detaillerede skatteerklæringer, på grundlag af hvilke så den skat udregnes, der skal betales af dem. Skatterne på indkomster af arbejde, hvorved loven forstår ikke blot arbejdernes lønninger og de lavere funktionærers og embedsmænds gage, dvs. alle fastansatte uden klasseforskel, bliver for disse personers vedkommende af de personer eller selskaber, i hvis tjeneste de er beskæftigede, hver gang umiddelbart trukket fra ved udbetalingen af deres løn eller gage og så overleveret eller anvist det vedkommende skattekontor. Direktøren for et selv nok så stort industrikoncern er i denne henseende ligestillet med enhver af koncernets tusinde lønarbejdere, den øverste kontorchef med den laveste kontorist, statsministeren med den laveste underordnede embedsmand. Skatten selv begynder med 10 % af årets skattepligtige indkomst og stiger gradvis på en sådan måde, at for hver tilkommende del af indkomsten opkræves efter visse inddelinger en højere skattesats indtil den højeste skattesats - 60 % - nås. Som følge af det stadige fald i markens kursværdi har disse satser gentagende måtte ændres. Ved lovens tilblivelse - 1919 - begyndte skatten med 10 % for de første 1000 mark skattepligtig årsindkomst, steg dernæst for hver 1000 mark med 1 % og nåede ved alle årsindkomster, der oversteg 500,000 mark satsen 60 % ifølge den ved loven af d. 20. Juli 1922 ændrede tarif gælder den laveste skattesats for alle skattepligtige indkomster indtil 100,000 mark og maksimumsatsen - 60 % - nås først ved den skattepligtige indkomst, som oversteg 3 mill. om året. Og at det heller ikke bliver derved, forstår man selvsagt, når man drager sig i minde, at markkursen siden er faldet til under hundrededelen af den daværende kurs. For tiden - i midten af juni 1923 - beløber en faglært arbejders årsindtægt i Tyskland sig til 14 millioner mark, hvad der omregnet i guldværdi næppe udgør 1000 mark. 4) Loven af d. 29. marts 1920 om skatten på kapitaludbytte betød en af nationalforsamlingen besluttet ren beskatning af besiddelsen. Loven beskattede al indtægt af ren kapital formue, såsom renter af lån prioriteter, banktilgodehavender, dividender af aktier og interessentskabsandele o.s.v. med en sær- eller tillægsskat på 10 %, hvad der bragte de helt store indtægter op på en skat af 70 % denne skat, som, hvor det kun drejede sig om renter af lån af mindre omfang, sparekasseindskud og lignende, næsten forårsagede flere administrationsudgifter, end den bragte indtægter, medens langt den største del af de ved de opnåede indtægter hidrørte fra dividende af industriselskaber o.s.v., er i indeværende års forår afskaffet igen og til gengæld er den sjette af denne gruppe af love tilsvarende forhøjet, således at kapitalisterne ikke derfor er bedre farne. 5) Loven af d. 30 marts 1920 om selskabsbeskatningen. Den på lægger alle sammenslutninger af kapital med opnåelse af profit for øje en skat, der foruden 10 % af deres samtlige årsindtægter siden den i det foregående omtalte forhøjelse desuden kræver 25 % af den del af denne indkomst, der er udbetalt som dividende o.s.v.. Så vidt nationalforsamlingens værk på skattevæsenets område. Hvor meget det end i sine ledende tanker imødekom socialdemokratisk skattepolitiks grundsætninger, så indbragte det dog dengang flertals-socialdemokraternes parti, som havde arbejdet energisk med på dets iværksættelse, heftige angreb fra de uafhængige socialdemokraters side. Thi for at det kunne komme i stand, havde der med hensyn til enkeltheder i disse love måttet gøres den republikanske koalitions borgerlige partier indrømmelser, som fra et radikalt socialdemokratisk standpunkt sikkert nok var angribelige. På den anden side løb grundbesiddelsens og kapitalens partier med deres nationalistiske påhæng storm mod denne lovgivnings ophavsmænd under alle hånde påskud og slagord. Da derfor nationalforsamlingen efter Kapp-kuppet i marts 1920 blev opløst, og valgene til den tyske republiks første rigsdag fandt sted, gik den hidtidige regeringskoalitions stemmer - flertalssocialdemokraterne, centrumspartiet, tysk-demokraterne - stærk tilbage ved disse, medens oppositionspartierne - uafhængige socialdemokrater, folkepartierne og tysknationale - vandt betydelig frem i stemmer. Men da de uafhængige socialdemokraters stemmegevinst ikke opvejede flertals-socialdemokraternes stemmetab, sank forholdet mellem de to socialdemokratiske partiers stemmer og de borgerlige partiers samlede stemmetal fra 45,5 til 42,2 %, og blandt de borgerlige oversteg nu de to højrepartiers stemmer de to mellempartier med 1½ million. Den tyske republiks første rigsdag så et svagere socialdemokrati og et stærkere borgerligt højre, end der havde været i nationalforsamlingen, og det har da heller ikke været uden indflydelse på dens skattelovgivning. At vanskeliggøre ny tilgang til lavene og udnytte sin monopoliserede stilling. Teknisk stagnation, slette varer og urimelige priser blev let følgen, og social misnøje avledes hos medhjælperne, der trykkedes ned og for en del blev udsigtsløse. Alligevel gik det langsomt med at sprænge lavsrammerne, hvad der lå i den ringe befolkningstilvækst, der ikke influerede væsentlig på håndværkets produktion for den snævre kreds af lokale konsumenter. Men da samfundet gik over til at tage nye produktivkræfter i sin tjeneste, da storhandel og storindustri krævede masseproduktion af ensartede og billige artikler for det frie marked, måtte den indvendig skørnede lavsinstitution som en spændetrøje for produktionen endelig sprænges for at bane vej for det økonomiske livs frie udvikling.

Håndværket som et selvstændigt led i produktionen skabtes af den arbejdsdeling, der naturligt udviklede sig indenfor den middelalderlige naturaløkonomis hjemmeproducerende samfund, efterhånden som de menneskelige behov krævede det. Med håndværkets videre udvikling måtte sammenslutning af fagfæller til gensidig hjælp og støtte falde naturligt, ja blive en nødvendighed for at skabe betryggende forhold for fagets udøvere under disse tiders lidet ordnede forhold. Sådanne sammenslutninger, lav, blev håndværkersamfundets organisationsform, den ramme, der bar dets organiske udvikling. Det var lavenes opgave at regulere produktionen og fordele den så vidt muligt ligelig på alle mestrene, at tage brodden af den indbyrdes konkurrence ved at skabe et brodersamfund, hvor ingen steg for højt, og ingen sank for dybt, og hvor lavenes bestyrelse påså, at lavsmestrene følte sig som »embedsmænd« med den opgave at levere godt arbejde til rimelige priser. Der skal dog ikke her gås nærmere ind på de måder, hvorpå lavene søgte at løse deres opgaver. Det må erkendes, at der ikke indenfor dette håndværkersamfund fandtes egentlige økonomiske interessemodsætninger. Mestre og svende var ikke to adskilte klasser med modstridende klasseinteresser. Håndværksmesteren var alene svenden overlegen i kraft af sin større dygtighed i faget i modsætning til den kapitalistiske håndværksmester, hvis overlegenhed i almindelighed kun beror på hans kapitalbesiddelse. Overgangen fra svend til mester var let og naturlig, idet mestrenes antal var så stort i forhold til svendenes, at udsigten til at blive mester var gode for svenden. I året 1743 var der således i de københavnske lav 2352 mestre overfor kun 2501 svende. Men efterhånden forbenedes den lavsmæssige organisme og vildskuddene voksede frem. Man søgte at værne sig mod konkurrence ved spørger man, om der ved siden af håndværket fandtes industri i moderne forstand i tidligere tid, vil det vise sig, at merkantilismens tidsalder også herhjemme har søgt at skabe en industri. Både Kristian d. IV og de enevældige kongers bestræbelser herfor mislykkedes dog, da afsætningsmulighederne savnedes. I året 1682 fandtes der således kun 200 arbejdere i Danmarks fabrikker. Men senere blev statens tilskud til oprettelse og drift af fabrikker større og større og toldhjælpen enorm. Struense betegnede dog en heldig reaktion mod disse merkantilistiske overdrivelser. Hans fald kunne ikke standse kritikken, der førte til nedsættelse af en kommission, som i 1787 afgav en betænkning, hvorefter kommissionen ikke havde følt sig overbevist om, at forbud og høj told gavnede fabrikkerne i den grad, som de trykkede handelen. Og trods al toldhjælp måtte kommissionen konstatere, at ingen industri var, som den burde være, og at ingen industri fyldestgjorde forbruget. Kommissionen antog den frie handel som sit princip. Ved denne vandt fabrikanten ligesom jorddyrkeren og alle andre, idet priserne bliver billigere, når alle bånd overskæres. Kommissionens følgeslutninger gik ud på indførelsen af et friere toldsystem, hvad der begyndte ved toldrullen af d.1. februar 1797, samt på en fast ordning af pengevæsenet, hvis kurser var stærkt svingende og derfor hæmmende på næringslivet. Dertil anså man agerbrugets forbedring og opkomst som en grundbetingelse for handel og produktion, hvad der førte til stavnsbåndets løsning, jordfællesskabets ophævelse, ordning af fæstebondens forhold og korn- og kvæghandelens frigivelse. Endelig anså man den industrielles intellektuelle dannelse for aldeles nødvendig for industriens fremtid. Efter at dansk handel og søfart under Napoleonskrigene havde indtjent store formuer, hvad der brat standsede ved krigen med England i 1807, søgte de mange ledige kapitaler lønnende anvendelse i industrielle foretagender herhjemme. Krigsblokaden med dens varemangel måtte tilskynde dertil, og den danske industri udviklede sig i en betydelig grad. Men næppe var freden vendt tilbage, før det viste sig, at industrien havde været bygget på, at befolkningen var tvunget af nødvendigheder til at aftage varerne, selv om de var slette. Da der efter freden kom bedre varer frem, navnlig fra England, måtte den ene efter den anden af de i den tid opståede fabrikker ophøre. Industrien udryddedes omtrent, og staten ophævede helt sin industrifond i 1837. Det var trange år, der fulgte efter krigen med England, også for landets hovednæringsvej, landbruget, hvor der særlig efter 1818 var stærk tilbagegang. Det var dels en almindelig europæisk bevægelse som følge af de lave kornpriser, der skyldtes afspærringens ophævelse og den af de påbegyndte bondereformer foranledigede produktionstilvækst i Europa, dels en særlig forstærket bevægelse for Danmark, fordi vort korn den gang var slet og vanskelig at afsætte, navnlig på grund af Englands prohibitive foranstaltninger og tabet af Norge, som vi havde haft lovbestemt monopol på at forsyne med korn. Landejendomspriserne sank derfor enormt. Krisen kulminerede 1823-25, men var forbi 1828. Den gik ikke ud over landbruget som erhverv, men mange nye ejere fik gårde til billige priser og drev dem frem under de opadgående konjunkturer, der herskede for landbruget til midten af 80'erne. Danmark stod således i 1820'erne med et kriseramt landbrug, ødelagt handel og skibsfart og betydningsløs industri og håndværk. Fra slutningen af 1820'erne gik det langsomt opad gennem 30'erne og 40'erne. Det var konsolideringsår. Grunden lagdes til ny kapitaldannelse ved sparsommelighed og tarvelighed. Pengevæsenet styrkedes, og nationalbanken blev til sidst i stand til at indløse sine sedler. Til en intellektuel bassis for erhvervslivets trivsel skabtes en række institutioner, skolevæsenet var forbedret siden 1814, senere var Kunstakademiet oprettet, i 1823 Den polytekniske Læreanstalt, Industriforeningen i 1828, Håndværkerforeningen i 1840 og Det tekniske Selskab i 1844. Vi kommer nu til 1850'ernes København, en by med 130,000 indbyggere, men alligevel en ravnekrog, hvis borgere levede det samme spidsborgerliv som deres fædre i Frederik d. VI´s dage. En by indestængt bag voldene, med snævre gader fulde af toppede brosten og dybe rendestene uden spildevandsafløb, med vandposte, tranlamper og natlig vægtersang. Byportene var snævre, fremskridtet kom vanskeligt ind ad dem, lettere gik det for koleraen, og indenfor herskede fordomme. Alt var gammeldags og stivnet i middelalderlige vedtægter og lavstvang, og nationalbanken var lige så gammeldags som alt andet. Men udenfor slog livets pulsslag stærkere. Kapitalismen var på marsch mod portene. Guldstrømmen fra Europa nærmede sig. Opdagelsen af de nye guld- og sølvminer i Californien (1848) og i Australien (1851) fik produktionen af disse møntmetaller til at stige vældigt. Da pengene derfor faldt i værdi, steg varepriserne, f.eks. steg det almindelige prisniveau med 35 % fra 1852 til 1856. Et mægtigt industrielt opsving var følgen i Europa. De tekniske fremskridt blev udnyttede og samfærdselsmidler, jernbaner, telegraf og dampere, skabt med vældig hast. Korn steg også i pris. Og England åbnede netop sit marked for os i disse år ved kornlovens ophævelse i 1849. Krimkrigen stimulerede yderligere forretningslivet, og Øresundstoldens bortfald i 1857 mod en erstatning på 65 mill. kr. gjorde sit til opsvinget ved at frigøre handelen på Østersøen for denne lænke. Under disse mægtig forandrede økonomiske forhold måtte samfundet sprænge sine forældede produktionsformer. Grundloven af 1849 havde allerede lovet næringsfrihed, nu indførtes den ved lov om Håndværks- og fabriksdrift (Næringsloven) af 1857, der samtidig afskaffede opsigelsesfristen i arbejdsforhold. Dermed var vejen åbnet for det »frie« lønarbejderforhold. Allerede i 1855 havde man ved lov ophævet rentebegrænsningerne for lån og ågerbestemmelserne, når der ikke låntes ud mod pant i fast ejendom. Kapitalismen kunne frit udfolde sig; men hvor fandtes formidleren mellem driftsherrerne og kapitalejerne? Hvor var erhvervslivets hjerte, der kunne drive blodet ud i legemet, fremskaffe den fornødne kapital? Nationalbanken kunne ikke besørge blodomløbet, den var reconvalescent efter det halve århundredes vanskeligheder med pengevæsenets stabilitet, som den vågede over med en ensidig trofasthed, som en mere moderne tid kunne lære af. Den modtog ikke penge til forrentning på folio, man måtte tværtimod betale gebyr for at have den »i sikkert gemme«. Den diskonterede kun veksler to dage ugentlig efter forudgående skriftlig ansøgning, ofte blev end ikke de bedste huses veksler diskonterede, fordi de lettere kunne undvære pengene eller få diskonteret hos private. Overfor en så mosgroet institution måtte det rigere økonomiske liv nødvendigvis skabe et nyt kreditinstitut. Provinsen var begyndt at skabe dem i sine discontokasser f.eks. den nu alderstegne Fyns Discontokasse. Og i København stiftede storhandelens mænd d. 1. maj 1857 privatbanken med en aktiekapital på 2 milliioner rigdalere, et for sin tid meget betydeligt beløb. Privatbankens direktør blev den 28-årige C. F. Tietgen. Tietgen var uddannet i manufakturfaget i Manchester og havde læst lidt nationaløkonomi dér, men var iøvrigt uden nærmere kendskab til bankvæsen. Han var da heller ikke blandt bankens stiftere; men et par af disse mente i den unge virkelystne og arbejdsduelige københavnske kommissionshandlende at finde den rette bankleder. De skuffedes ikke. Tietgen viste hurtig sin heldige hånd. Få måneder efter bankens stiftelse afbødede han på glimrende måde virkningerne for Danmark af den bekendte krise i 1857 ved at skaffe det mægtige danske handelshus Pontoppidan i Hamborg statslån til undgåelse af betalingsstandsning og de deraf følgende krak og ved gennem privatbanken i hast at gøre Øresundstoldens engelske afløsningssum likvid i en statslånskasse, der midlertidig måtte oprettes til hjælp for handelen. I de følgende år indledede Tietgen med Privatbanken i ryggen og dens formående bestyrelsesmedlemmer ved sin side arbejdet på at skabe vækst i vort økonomiske liv. Privatbanken deltog i de sjællandske og Lolland-Falsterske jernbaneanlæg efter at have sikret sig rentegaranti for aktiekapitalen fra statens side. I 1866 var Tietgen virksom for dannelsen af »Det forenede Dampskibsseskab«. I 1869 lagde han grunden til det senere »Store Nordiske« ved en sammenslutning af flere selskaber. For de store opgaver forsømte han heller ikke anlæg af sporveje i København. Men navnlig blev begyndelsen af 1870'erne nyskabelsens år. Medens der i 1871 kun var 19 aktieselskaber, hvis aktier noteredes på Børsen og deraf kun 1 industriselskab, stiftedes der alene i 1872 18 industriaktieselskaber, i 1873 31, i 1874 22 og i 1875 16. Det var de store »gründerår« efter den Fransk-Tyske krig, hvor spekulationen havde en frodig vækst, idet de tyske stater delvis anvendte krigsskadeerstatningen til betaling af deres gæld og således tvang de udbetalte kapitaler til at søge sig profitable felter i industri- og trafikselskaber. Blandt de betydelige virksomheder, som Tietgen i disse år er med til at skabe eller udvide til store aktieselskaber, skal nævnes: De Danske Sukkerfabrikker, Burmeister & Wain, Zwitsers Bjergningsentreprise, porcellænsfabrikken »Aluminia« og Det københavnske Byggeselskab (d'Angleterre og Søtorvskvarteret) fra 1872. Samme år skabte han ved sammenslutning med det Østasiatiske Telegrafselskab »Store Nordiske Telegrafselskab«, der med sin da fantastiske aktiekapital på 27 mill. kr. blev Nordens største aktieselskab. Fra 1873 kan nævnes Kastrup Glasværk, De Danske Cikoriefabriker, Tuborgs Fabrikker samt Frederiksholms Tegl- og kalkværker. Også på andre felter skete der nydannelser i disse år. Den tyske pengerigelighed hjalp til med at stifte to nye storbanker, Landmandsbanken og Handelsbanken. Handelsbanken stiftedes i 1873, væsentligst for at skabe en bank, der særlig ville diskontere handelstandens veksler, idet man fandt, at Privatbanken i for høj grad havde glemt, hvorfor den egentlig var dannet, at den var en bank og ikke starter af aktieselskaber. Landmandsbanken åbnedes d. 2. januar 1872. Det skulle være dens opgave - som dens daglige navn antyder - at hjælpe landejendomsbesidderne, dels ved at fournere dem med driftskapital, som man antog for mere og mere nødvendig, efterhånden som landbruget antog karakteren af en industriel virksomhed, dels gennem hypoteksafdelingen ved ydelsen af prioritetslån, hvortil der ikke som i kreditforeningerne knyttede sig solidarisk ansvar, og hvor kreditforeningsobligationernes kurssvingninger søgtes udlignede, ved at banken selv realiserede obligationerne. Landmandsbanken indførte også kassekreditudlånet. Det var tanken ved bankens stiftelse at skabe et net af filialer landet over, som en bruse skulle den vande Danmarks agerjord med den fornødne kapital. Det var forbeholdt en langt senere tid at omdanne brusen til et sugerør, der trak kapitalen fra landet til hovedstaden. Isac Glückstadt blev landmandsbankens administrerende direktør fra 1872 til 1910 i snart 40 år. Det var hans ønske at gøre Landsmandsbanken til en ren og skær bank uden farve og særpræg. Og han afstod længe fra at lade sin bank fremtrylle nye foretagender. Allerede ved bankens stiftelse var der kritik af den, og i pressen måtte man betone, »at de ansete mænd, som danner bankrådet giver fuld betryggelse for en hæderlig og dygtig bestyrelse«, ligesom man udvidede bankrådet for at optage ledende venstrepolitikere som garanter til besværgelse af kritikken. 1870'ernes gyldne år endte selvsagt med en krise. Spekulationen gik over gevind, og krakkene indtrådte. Tietgen og hans bank undgik heller ikke at blive pinligt ramt, idet en af bankens forbindelser havde engageret sig med 6 mill. kr. i spekulation i Store Nordiske´s aktier, som banken måtte overtage. Tietgen var på det tidspunkt af hensyn til sine interesser i Store Nordiske ked af at få denne store post aktier realiseret og forhindrede derfor, at det skete straks. Dette førte Privatbanken ind i store vanskeligheder, fordi disse aktiers kurs stadig dalede, og man derfor årlig måtte afskrive store summer, til sidst omtrent hele reservefonden. I 5 år gav banken kun 4 % udbytte, og regnskabet tillod strengt taget ikke engang det. Allerede Tietgen var således et illustrerende eksempel på det uheldige forhold, at en bankdirektør er stærkt interesseret i andre selskaber. I disse år løb man storm på Tietgen ved generalforsamlingerne i banken, men banken red stormen af og frelste Tietgen. Mange troede, hans selskaber ville falde som perler af en snor, der brister; men hans foretagender viste en sjælden livskraft. De var ikke stiftede på usund spekulation, men havde deres mission i Danmarks økonomiske liv. Tietgen havde et åbent blik for, om der var økonomisk basis for et foretagende. Ved Tietgens virksomhed blev bankens kundekreds og omsætning mægtig forøget, dens indtægter steg, dens betydning og anseelse voksede. Den knækkedes ikke ved de faldende kurser, men var i begyndelsen af 1880'erne atter på ret køl. Igen var Tietgen den store starter. De Danske Spritfabrikker, Thingvalla-Dampskibsselskabet og Helsingør Jernskibsbyggeri bærer vidnesbyrd herom, ligesom han i 1882 stiftede Københavns Telefonselskab. Privatbanken har derfor ikke uden grund telefon nr. 1. I 1880'erne ramtes vort land af landbrugskrisen. Siden krisen i 1820'erne havde jævn fremgang karaktiseret landbruget. Tre-årskrigen (1848-51) med de mange bønderkarles fravær fra hjemmet havde sat fart i indførelsen af nye, arbejdsbesparende maskiner, hvad der atter havde givet plads for oprettelsen af mange jernstøberier, hver provinsby har jo næsten sit eller sine. Fra 1870 tog landbruget yderligere dampen i sin tjeneste. Og på den tid var kornpriserne blevet dobbelt så høje som i 1820'erne. Men samtidig begyndte erkendelsen af, at det ensidige kornsalg var rovdrift af jorden, at vågne, man anede, at forandring i produktionsforholdene blev en nødvendighed. Og nødvendigheden kom som en følge af den store tilførsel til Europa af billigt korn fra Amerikas prærier, som efter de mange jernbaneanlæg i begyndelsen af 1870'erne var blevet beboede og opdyrkede. Tilførslen fra de nye produktionscentrer afstedkom et voldsomt prisfald i 1880'eme og indledede en række dårlige år for landbruget, der nødsagedes til at omlægge sin produktion. Man forædlede sine produkter, fra korn vendte man sig til smør og flæsk. Landbruget industrialiserede sig. Centrifugen toges i brug 1880, det første andelsmejeri anlagdes 1882, og i perioden 1886-90 oprettes ikke færre end 592 mejerier. Også andelssvineslagterierne kom frem. Landbruget havde forlængst afkastet jordfællesskabets åg, nu viste fællesskabet sig i disse nye sammenslutninger. Andelsbevægelsen blev landbrugets organiske ramme svarende til byerhvervenes aktieselskaber. De dårlige år for landbruget endte i slutningen af 1890'erne, siden da har smør- og flæskepriserne gennemgående været gode. Landbrugets krav om hjælp i kriseårene fremkaldte på grund af pengerigelighed sidst i 1880'erne konverteringer af statsgæld og kredit, foreningsgæld. Landbruget fik vel herved en øjeblikkelig rentelettelse men på den anden side vendte mange kapitaler sig fra det ustabile obligationsmarked og attråede større profit ved aktieanbringelser. Vi ser derfor i disse år Tietgen være med at stifte aktieselskaberne Carl Lunds Fabrikker (1888) og De Forenede Papirfabrikker (1889). Spørgsmålet om anlæg af en frihavn meldte sig også. I 1891 vedtog rigsdagen en lov om anlæg af en frihavn med tilhørende landarealer til handels- og industrivirksomhed betinget af, at der inden 4 måneder efter lovens ikrafttræden dannedes et aktieselskab med en aktiekapital på 4 mill. kr. til at overtage driften og vedligeholdelsen af de anlæg, der tilvejebragtes. Selskabet ville få koncession på driften i 80 år, men med opsigelsesret for staten efter 25 års forløb, og staten fik i så fald ret til at udløse aktionærerne til en gennemsnitskurs mellem pari og 125. Tietgen havde egentlig som vort erhvervslivs uovertrufne organisator været selvskreven til at starte et sådant driftsselskab, men Estrups ministerium viste sin styrke ved ikke at kunne nå til enighed med børskongen om betingelserne. Tietgen troede næppe heller på en frihavns fremtid herhjemme, og hans selskabers interesser lå væsentligst i den gamle havn. Det blev derfor Tietgens konkurrent Glückstadt som direktør for Landmandsbanken, der fik koncession på driften af Frihavnen og stiftede Københavns Frihavns-Aktieselskab. Frihavnen blev fuldført i 1894; men den henlå gabende tom. Den gamle sætning fik ny gyldighed, at handel skaber en havn men en havn skaber ikke handel. For at bære Frihavnsselskabet oppe måtte Glückstadt derfor søge at fremtrylle et nyt handelsrøre. Hertil krævedes nye forretningsforetagender og nye direkte dampskibslinjer, især oversøiske. Men Tietgen stod Frihavnen imod, hans selskaber benyttede den ikke, boycottede den nærmest, f.eks. kom skibe fra D.F.D.S, ikke i Frihavnen. Selv skovens stolteste træer kan kaste store skygger og kvæle det fremspirende liv. Frihavnen var sandt nok skabt uden om Tietgen; men den offentlige mening var stærk nok til at tvinge hans korslagte arme til også at arbejde med på at gøre Frihavnen til det stolte fundament, som den var tænkt at være. Det skete i efteråret 1895. Tietgen skaffede da Frihavnen direkte dampskibsforbindelse med New Orleans og førte handelen med oliekager og majs ind over Frihavnen. Glückstadt trak dog selv hovedlæsset med at skabe storforretninger med tilknytning til Frihavnen. I de følgende år starter han således Den Ankerske Marmorforretning (1895), Det Danske Kulkompagni (1896), Københavns Flydedok og Skibsværft (1897) og Nordisk Kabel- og Trådfabrikker (1898). Glückstads hovedværk skal lige her nævnes. I 1892 vakte købmand H. N. Andersen fra Bangkok under et besøg herhjemme Glückstadts interesse for handelssamkvem med Siam. Glückstadt inddrog Tietgen i forhandlingerne; men denne savnede tiltro til H. N. Andersen og trak sig tilbage. Først 5 år senere under Andersens næste besøg herhjemme lagdes grunden til det hidtil eventyrlige foretagende der hedder »Det Østasiatiske Kompagni«. Det stiftedes i 1897 ved Glückstadts hjælp med en aktiekapital på 2 mill. kr. og med optagelse af et obligationslån på 1½ mill. kr.. I 1896 efter næsten 40 års virksomhed forlod Tietgen Privatbanken for ikke mere at vende tilbage. I årene siden hans bortgang er den æra, han indledede, fortsat. Det har været en udviklingens tid for industrien og navnlig for storindustrien, der er ført videst frem ved de sidste 30 års udvikling. I første række er det hovedstadens banker, der her har haft betydning. Nye store konverteringer i slutningen af 1890'erne skabte en inflationsperiode med rig kapitalistisk blomstring, som bortset fra bank- og byggekrisen i 1907-08 varede til tiden før 1. Verdenskrig. Spørger man, hvad der har karakteriseret udviklingen fra lavsvæsenets dage, fra 1850'erne til vore dage, må det erkendes, at Danmark er forvandlet fra et stillestående samfund til et land med betydelig udenrigshandel, med en frodig industri og et højt udviklet industrialiseret landbrug. Landets befolkning har erhvervet sig en vid horisont forbundet med driftighed og duelighed og en høj levestandard. Det danske erhvervssamfunds hele økonomiske struktur er radikalt omformet ved produktionsforholdenes skiften. Medens landbrugets industrielle produktion har fundet sin organisationsform i andelsbevægelsen, har den industrielle og særlig den storindustrielle udvikling i aktieselskaberne fundet sin væsentligste organisationsform og måtte finde den. De store kapitaler, der kræves til rationel udvikling af storindustrielle foretagender, kan ikke præsteres af den enkelte, men må tilvejebringes ved sammenskud af aktiebidrag. Risikoen for den enkelte ville blive for stor. Der må være frihed for personligt ansvar udover kapitalindskuddet. Og ydelse af kredit til industrielle foretagender kan være ret vanskelig. Fabriksanlægs værdi er svær at ansætte, svinger stærkt efter fagets konjunktur og kan hurtigt forældes. Derfor bliver deres kreditbasis først og fremmest aktiekapitalen. Et par tal vil illustrere den mægtige kapitalkraft, der har bundfældet sig i vore aktieselskaber. Medens de i 1870 bestående aktieselskaber kun havde en samlet aktiekapital på 83 mill. kr., var tallet i 1891 tredoblet til 243 mill. kr. og i 1912 atter til 854 mill. kr. D. 1. januar 1922 var tallet på vore aktieselskabers samlede aktiekapital endog steget til 2380 mill. kr., hvoraf industri og trafikselskaberne alene havde over 1¼ milliard. Industritællingen i 1914 viser os også, hvilken rolle aktieselskaber og andelsselskaber spiller i Danmarks industri. De beskæftiger 28,1 °/₀ af samtlige industriens arbejdere, altså næsten 3 af hver 10 industriarbejdere. Deres tekniske udvikling belyses bedst ved, at de repræsenterer 48,4 %, altså næsten halvdelen af samtlige kraftmaskiners hestekræfter. At de repræsenterer storindustrien herhjemme ses også talmæssigt, idet mere end halvdelen af de virksomheder, der beskæftiger over 100 arbejdere, var aktieselskaber. Den industrielle udvikling har også givet sig udtryk i befolkningens erhvervsfordeling. Medens landbruget omkring 1830 beskæftigede ⁶/10 af befolkningen, sank tallet til ⁵/10 i 1880 og gik i 1906 helt ned til ⁴/10. Den del af befolkningen, der lever af landbruget, er således siden 1830 forholdsmæssigt aftaget med 33 %. Omvendt er den del af befolkningen, der ernærer sig ved industri, steget stærkt. I 1870 ernærede industrien ²/10 af befolkningen mod nu ³/10, altså en forholdsmæssig stigning i disse år på 50 %. Udviklingen har også medført byernes stærke vækst. Medens landbefolkningen før 50'erne udgjorde de ⁴/5 af Danmarks indbyggere, bor nu ¹/5 i København, ¹/5 i købstæderne og knap ³/5 på landet. Det er ikke lysten til bylivet, der har fremkaldt denne vandring til byerne; men bybefolkningens og navnlig Københavns betydelige vækst har væsentlig sin rod i den stigende tekniks indtrængen i landbruget og den dermed følgende frigørelse af arbejdskraft, der har måttet søge til byerne, og som derinde har dannet menneskematerialet til den kapitalistiske udbytning. Det er den foran skildrede udvikling fra lavstidens stillestående håndværkssamfund til det kapitalistiske erhvervsliv, der har skilt arbejderen fra arbejdsmidlerne og gjort arbejdskraften til en vare, som kapitalisten køber for at kunne producere merværdi. Lavstidens håndværkssvend kunne blive mester, nutidens fabriksarbejder kun såre sjældent fabrikant. Han er besiddelsesløs og udsigtsløs, ejer kun den arbejdskraft, hvorigennem han udnyttes. Vor tids økonomiske interessemodsætninger blev skabt af udviklingen. Den fostrede klassekampen; men den fostrede også vor bevægelse, arbejderklassens kamp for igen at blive forlenet med herredømmet over produktionsmidlerne og skabe samfundet uden klassemodsætninger, socialismen.

Det østrigske socialdemokratiske månedsskrift »Der Kamp«, der udgives af Friedrich Adler, bringer i sit juni nr. følgende interessante oversigt over de socialdemokratiske partiers styrke i de forskellige lande: England: Labour Party (omfattende en del af fagforeningerne) har 4.010,000 medlemmer, deraf har i. Labour Party ca. 30,000 medlemmer. Fagorganisationernes samlede styrke er 5.127,000 medlemmer. Stemmetallet ved sidste valg var 4.307,000 (af 14,4 millioner). Partiet har 145 parlamentsmedlemmer (af 615). - Tyskland: V.S.P. (Det Forenede Socialdemokratiske Parti) har 1.474,000 medlemmer, fagforeningerne 8.417,000 medlemmer Ved sidste valg havde socialdemokratisk parti og de Uafhængige tilsammen 10,341,000 stemmer (af 25,7 millioner). - Østrig: Socialdemokratisk Parti 553,000 medlemmer, fagforeningerne 1.050,000 medlemmer. Partiet havde 1.040,000 stemmer ved valget og fik valgt 69 rigsdagsmedlemmer (af 183). - Belgien; Parti Ouvrier (Arbejderpartiet), der omfatter fagforeningerne og de kooperative foreninger, har 632,000 medlemmer og 672,000 stemmer ved valget (35 %) det fik valgt 67 repræsentanter af 186). - Czechoslovakiet: Det Czechiske Socialdemokrati har 91,500 medlemmer, »Sozialistische Vereinigung« 50,000, fagforeningerne 827,761 (364,000 tyske). Ved valget havde det czechiske socialdemokrati 1,600,000 stemmer og fik valgt 74 repræsentanter, det tyske socialdemokrati 689,000 stemmer og 30 repræsentanter. - Danmark: Socialdemokratiet har 130,000 medlemmer og fagforeningerne 325,000. Ved sidste valg fik partiet 400,000 stemmer (en tredjedel af alle afgivne stemmer) og fik valgt 48 repræsentanter (af 149). Partiet har 57 dagblade. - Sverige: det socialdemokratiske parti har 130,000 medlemmer og fagforeningerne 313,000 medlemmer. - Frankrig: det socialistiske parti har 49,000 medlemmer og 55 parlamentsmedlemmer. - Finland: socialdemokratiet har 34,000 medlemmer, fagforeningerne 48,000. Stemmetallet ved valget var 216,000 (af 866,000) og der valgtes 53 repræsentanter (af 200). - Italien: Partito Socialista Unitario har 32,000 medlemmer og 80 repræsentanter i den lovgivende forsamling (af 535). Stemmetallet for begge de socialistiske partier tilsammen var 1.630,000 (af 6,6 millioner). - Svejts: socialdemokratisk parti har 39,000 medl. og fagforeningerne 200,000. Der er valgt 43 repræsentanter (af 198). - Holland: socialdemokratisk parti har 42,000 medl., fagforeningerne 223,000. Der afgaves 568,000 stemmer på partiets kandidater (af 2,9 millioner) og valgtes 20 repræsentanter (af 100).- Ungarn: socialdemokratisk parti (indbefattet fagforeningerne) har 209,000 medlemmer og 25 repræsentanter i rigsdagen. - Polen: det socialistiske parti har 42,000 medlemmer og fagforeningerne 365,000. Partiet har mønstret 911,000 stemmer ved valget og fik valgt 41 repræsentanter (af 362). - Bulgarien: socialdemokratiet har 25,000 medlemmer og 1 rigsdagsmand. - Rumænien: Socialistisk Føderation har 12,000 medlemmer og 1 repræsentant i den lovgivende forsamling. Fagforeningerne har 67,000 medlemmer. - Jugoslavien: Det Socialistiske Parti har 8,000 medlemmer og samlede 50,000 stemmer ved valget; der valgtes 2 repræsentanter (af 334). - Letland: socialdemokratisk parti har 4,000 medlemmer og fagforeningerne 15,000. Partiet fik 242,000 stemmer ved valget (31 %) og der 31 socialdemokratiske repræsentanter (af 100).

D. 1 juli afholdtes der i Holland valg til 2. kammer. Dette valg bragte vore hollandske partifæller en lignende fremgang, som de socialdemokratiske partier har haft i de fleste europæiske lande i det sidste års tid. Socialdemokratiet forøgede sit stemmetal med 20%, idet det gik frem til ca. 700,000 stemmer, og det vandt 4 nye mandater og har nu 24 af de 100, der udgør 2. kammer. Staten Tennessee i USA har henledt verdens opmærksomhed på sig ved en proces mod en lærer, Scopes, der har undervist sine elever i udviklingslæren, skønt denne er i strid både med 1. Mosebog og loven i Tennessee. Selvfølgelig havde alle Belials børn organiseret en mægtig kampagne for at redde den formastelige, men den sande tro sejrede dog, og kætteren blev dømt. Mærkeligt nok slap han med en bøde - havde det været i middelalderen, ville han utvivlsomt være blevet brændt. Der synes altså alligevel at have fundet en udvikling sted i frisindet retning, selv i Tennessee. Som anklager i »abeprocessen«, som den er blevet kaldt, optrådte ingen ringere end demokraternes gamle præsidentkandidat, Bryan, der benyttede lejligheden til at aflægge et offentligt vidnesbyrd om sin tro. Han erklærede, at han troede, at hvalen havde slugt Jonas, fordi dette stod i bibelen, og havde der stået, at Jonas havde slugt hvalen, så ville han have troet det. Sandelig, så stor en tro har jeg end ikke fundet i Israel! Og i denne tro døde Bryan få dage efter processens afslutning. Den danske rigsdag har været indkaldt til en sommersamling for at vedtage konvertering af et par statslån, og samtidig forelagde regeringen den provisoriske lov om Andelsbankens likvidation til rigsdagens godkendelse. Det første punkt på dagsordenen gik forholdsvis let igennem, derimod fremkom der ønsker om udsættelse af Andelsbankens likvidation for at give genrejsningsforsøgene en chance. Imedens underholdt det høje folketing sig så med en lille ministerstorm. Da det i juni måned ikke så ud til, at lockouten kunne afsluttes, uden at det offentlige måtte gribe ind, havde regeringen tænkt på at udstede en provisorisk lov, der påbød, at arbejdet skulle genoptages i de fag, hvor man var enige, og at de tilbageværende stridspunkter skulle afgøres ved voldgift. Da lockouten imidlertid sluttede, blev der ikke anledning til at udstede loven, og den blev altså i virkeligheden ikke til andet end en tanke; men det var også nok til, at højre og venstre i broderlig forening kunne stille forespørgsel og foreslå en dagsorden, der udtalte, at en sådan tanke var grundlovsstridig. Denne dagsorden blev dog selvfølgelig ikke vedtaget, og de to partiers håb om at kunne lave et nummer ud af denne sag støttede sig vist også kun til to forudsætninger: for det første, at betegnelsen »provisorisk lov« har fået en odiøs klang fra Estrups tid, så at man mente at kunne regne med, at der var folk, der ville betragte alt, hvad der er provisorisk som noget ondt. For det andet vidste man, at tanken om tvungen voldgift var upopulær i store kredse såvel indenfor arbejdernes som indenfor arbejdsgivernes lejr. Det er dog ikke alene i Danmark, at regeringen må gribe ind i arbejdskonflikter. Også Englands konservative regering har været i den samme situation, og den nøjedes ikke med at tænke på det. Da det truede med en almindelig standsning af arbejdet i kulminerne, fordi mineejerne ville have lønnen nedsat og arbejdstiden forlænget, og regeringens mægling ikke førte til noget resultat, gik Baldwin for at forhindre en ødelæggende konflikt ind på at yde den engelske mineindustri et tilskud på 10 mill. Lstr. Kampene mellem arbejdere og arbejdsgivere antager i stedse højere grad former, der gør det umuligt for samfundet at holde sig passiv.

Kronen er gået amok. Respektløs lader den hånt om lovbestemmelsen om, at den i løbet af to år skulle stige til 70 guldøre. På mindre end ½ år tog den dette lille spring, hvorefter den rigtig tog fart på, og nu da dette skrives (i slutningen af juli), befinder sig omkring 85. Både sagkyndige og usagkyndige fortæller os, at pariteten snart vil være nået. Kronen skal atter stråle i sin fulde guldglans, og nationen vil være lykkelig - dog kun på kronens vegne, ikke på sine egne, thi det bliver der næppe grund til. Erfaringerne fra de lande, der har taget springet, f.eks. England, taler et alvorligt sprog. Næsten enstemmigt erklærer de engelske politikere og nationaløkonomer, at Englands tilbagevenden til guldmøntfoden d. 28 april i år er hovedårsagen til den enorme arbejdsløshed derovre, der for tiden omfatter 1,300,000 arbejdere, og at deflationen og den dermed følgende økonomiske depression og industrielle krise er en skrækkelig høj pris at betale for guldmøntfoden. At arbejderklassen ikke alene tynges af arbejdsløsheden, men også trues af lønnedslag af samme grund, må heller ikke overses. Alt dette, endskønt England kun manglede ganske få procent i pariteten, da landet vendte tilbage til guldet. Ser vi til Sverige, som også har genindført guldindløselighed (dog ligesom England kun med klausuler), bemærker vi, at arbejdsløsheden også dér er større end før guldindløseligheden, og for Tysklands vedkommende er billedet det samme. Ved rentemarkens indførelse steg arbejdsløsheden fra 9,9 til 28,2%, og den ligger endnu langt højere end i 1921-22, da den kun var omkring 1%. Holland har også indført guldindløsning og fik en stigning i arbejdsløsheden på ca. 2%. Hvis man benytter arbejdsløshedsprocenten som en art barometer for et lands økonomiske tilstand - hvad der er fuldt berettiget - genfinder vi overalt det samme billede af slette arbejdsforhold og depression ved valutaens stigning. Skal vi selv bringe kronen op i pari, kommer vi til at betale dette på samme måde. Noget andet er det, hvis et stigende amerikansk prisniveau så at sige forærer os pariteten. Da kan muligvis en del af ulykkerne undgås; men det er forøvrigt hverken sandsynligt, at vi selv kan bringe kronen synderligt op, eller at udlandets priser vil gøre det foreløbig. Kronens kurs ligger altfor højt, den må falde meget snart igen. En række sammenstødende omstændigheder har medført den stærke stigning, først og fremmest valutaloven af d. 20 december 1924, som fastslog, at der skulle ske en stigning - om end kun en ringe - i løbet af de første to år. Både lockouten og den stærkt forbedrede handels (betalings) balance, der sikkert i år vil vise ligevægt, såvidt man kan dømme efter det første halvårs regnskaber, har været medvirkende til at give kronen tendensen opad, spekulationen har gjort resten. Men de afgørende faktorer for kronens leje - engros og detailprisniveauet - viser aldeles ikke det stærke fald, som kunne berettige kronens uhyggelige hop opefter. Engrospriserne er kun sunket forholdsvis få procent i sidste halvår, og detailpristallet vil næppe vise noget fald af betydning. Kronestigningen kan endnu ikke have gjort sig gældende på dette - og desuden må man huske, at en forbedring i valutaen har en forunderlig evne til at forsvinde på vejen mellem grossist og detailhandler - det er den næsten umuligt at nå ud til forbrugerne. Et kronefald virker derimod næsten øjeblikkeligt i omvendt retning. Medens loven om kronens stigning bestemte en langvarig deflation, nærmest en stabilisering, har de virkelige forhold vist os, at en stabilisering eller et jævnt valutaleje, som mange anså for muligt, ikke lader sig gennemføre, i hvert fald ikke, når staten fastsætter en bestemt tendens for kronen. Så ruller den efter sneboldprincippet. Vil man endelig stabilisere den, er der ingen anden udvej end en nedskrivning på et forholdsvist lavt stade; man behøver jo ikke derved at udelukke en stigning. I England har man ordnet det således, at sedlerne ikke kan blive mindre værd end deres guldpålydende, men guldet kan godt blive mindre værd end sedlerne. Der er dog mange grunde, der taler mod en stabilisering, set fra arbejderklassens synspunkt. Sålænge man har herredømmet over valutaen, har man det også - teoretisk, om ikke just politisk - over de økonomiske kriser og dermed over arbejdsløsheden. Dette herredømme bør man ikke slippe; om muligt bør man holde lange, svage inflationsperioder og korte, stærke deflationer. Den korte, stærke deflation har vi for tiden, skønt den ikke var ønsket af lovgiverne. Inden længe må den slå over i inflation - eller rettere i kronefald - igen, thi kronen er »overvurderet«. Nationalbanken må opgive sin høje diskonto og sin kreditindskrænkningspolitik, som ikke har været mindst medvirkende til kronens voldsomme stigning. Det økonomiske liv må befries fra den spændetrøje, som de passive kapitalister har lagt om det. Alt for mange lider under illusionen: den rare, høje krone. Man skulle tro, at kronen var et selvstændigt væsen, hvis vel det for enhver pris gjaldt om at fremme. Man glemmer, at pengene kun er et middel i samfundets omsætning, de må ikke blive herskere i dette, hverken i form af valutaspekulation eller højfinans-interesser. Arbejderne lider under arbejdsløsheden, industrien under mangel på beskæftigelse, handelen under depressionen i handelslivet og de store tab på de udenlandske tilgodehavender, husmændene får vanskeligheder ved at klare deres terminer, landbostanden får store tab ved eksporten, lejerne i de nye huse i byerne vil ved et stærkt prisfald blive overmåde vanskeligt stillede osv. - kun de passive kapitalister, som blot klipper kuponer, kan glæde sig. I løbet af et par måneder kan de ved en rask kronestigning få deres tilgodehavender gjort 10-15 % mere værdifulde. Her var en »valutaskat« på sin plads. Retfærdigheden byder dog at sige, at også statskassen har haft held med sig. På et højst belejligt tidspunkt skete kronestigningen. Staten stod overfor tilbagegangen af 60 mill. Kr.. Ved en konvertering slap den billigt ud af klemmen, og hvad der gavner statskassen, gavner jo os alle, mere eller mindre. Thi også med hensyn til en eventuel skattelettelse af denne årsag, vil de passive kapitalister nyde frugterne. Og forøvrigt er det jo lidt for ensidigt alene at se på statskassens interesser; til syvende og sidst skal befolkningsmassernes interesser tages i betragtning. Og deres interesser er i det store og hele ikke tjent med valutastigning, trods al lyrisk og national selvfølelse ved tanken om en høj valuta, ja måske en »fuld« guldkrone, som man kan købe meget for, når man blot har den; men det er også en forudsætning, som mange synes at overse i deres glæde.

Bolschevismens vedvarende herredømme er et problem, hvormed vide kredse i Vesteuropa og Amerika beskæftiger sig. Ikke alene Moskvas blinde tilbedere, de kommunistiske partier, men også politisk skolede folk, som anstrenger sig ærligt for at forstå Ruslands drama, er tilbøjelige til at beundre sovjetstjernens stabilitet. Et sådant standpunkt kan efter min opfattelse kun skyldes et utilstrækkeligt kendskab til forholdene i Sovjetrusland. Jeg mener derfor, at det er af stor interesse at undersøge spørgsmålet om årsagerne til kommunisternes flerårige herredømme uden forudfattede meninger. Først vil jeg fastslå nogle almindelige grundsætninger: bolschevismen er en umiddelbar følge af den usalige krig og den usunde efterkrigsepoke. Det er meget betegnende, at just den anarko-socialistiske retning indenfor den russiske socialisme havde alle egenskaber for at blive situationens herre på den tilbagestående russiske grund. Med jernfast vild energi og eksempelløs demagogi har bolschevikerne forstået at drage nytte af revolutionsperiodens forvirrede forhold, nemlig soldaternes krigstræthed, bøndernes længsel efter jord og den uoplyste arbejderklasses instinktive ønske om øjeblikkelig at se det socialistiske ideal virkeliggjort. Rusland er som bekendt et kæmperige. Dets geografiske beliggenhed og etnografiske beskaffenhed udøver stadig en stærk virkning på det russiske statslivs former. Disse faktorer er også af stor socialpolitisk betydning for landets seneste udvikling. Rusland ejer enorme naturskatte. Trods enevældens hæmmende politik formåede det i løbet af århundreder at ophobe en stor nationalformue. Det gjorde betydelige videnskabelige og kulturelle fremskridt i de sidste årtier før krigen, nemlig siden 90erne i forrige århundrede, da kapitalismen havde begyndt at udvikle sig i landet. Rusland er nu i højere grad end før verdenskrigen en udpræget agrarstat. Som følge af industriens lammelse og bedrifternes sammenbrud i byerne på grund af sovjetmagthavernes katastrofepolitik, måtte i de sidste 7 år en ikke ubetydelig del af bybefolkninger udvandre til landet for at sikre sig deres eksistens. Før revolutionen fandt en del af landbefolkningens tilvækst optagelse i industrien og de andre byerhverv, medens en anden del udvandrede til kolonierne for at finde eksistens der. I de sidste år var begge disse muligheder næsten udelukkede på grund af den nævnte politik. Efter statistiske opgivelser udgør bondebefolkningen 86% af Sovjetruslands samlede befolkning. Denne procentdel ville være blevet endnu højere, hvis de ca. 7 mill. af bondebefolkningen ikke var omkommet af hungersnød og sygdomme under bolschevikherredømmet. Under disse økonomiske og sociale betingelser kan sovjetregimet finde en gunstig kilde for sin materielle eksistens i den tilbagestående agrarstat. Uden at fremme landets produktion og skabe nye værdier har den en mulighed for at eksistere i årevis ved hjælp af et udvidet politi-militærisk apparat på bekostning af grundkapitalen. Af 18 millioner bondelandbrug kan, hvor ringe deres produktion end måtte være, udgifterne til embedsmændene, Den Røde Arme og til dels også den øvrige bybefolkning næsten altid bestrides. Den russiske bonde forholder sig absolut ikke velvillig overfor den planmæssige udplyndring af hans bedrift, langt mere er en stærk utilfredshed og en almindelig forbitrelse at påvise på landet. Men bondestandens masse affinder sig med diktaturregimentets onde for at forpurre et eventuelt større onde. Thi hvor stærkt sovjetmagtens politi og skattepolitik end truer hans arbejdsudbytte, lader den dog hans ret til jord og grund uantastet. Det, som bonden tilstræbte gennem revolutionen, er halvvejs opfyldt, selv om han også måtte bringe store ofre. Sovjetregimets afløsning af en anden statsform, der sandsynligvis ville stå på den sociale restaurations grund, indeholder stadig den fare for bondebefolkningen, at den vil miste det vundne land. Som følge af industriens og handelens lammelse, såvel som den uophørlige synken af bybefolkningens købeevne, fik byerne i de sidste syv år kun en meget ringe betydning for bondens bedrift. Han kunne der hverken erhverve de nødvendige forbrugsartikler, ej heller afsætte sine produkter til en pris, der svarede til deres værdi. Han drog derfor konsekvensen af disse forhold og gik over til naturalhusholdningen. Bonden isolerede sig fra byen og bekymrede sig overhovedet ikke mere om rigets politiske liv. Denne isolering fra den bymæssige kultur var højst gunstig for diktaturregimentets udvidelse og ikke alene fordi, denne apolitisme er en kraftkilde for enhvert enevælde, men også fordi beherskningsområdet derved indskrænkedes stærkt. Kun over et lille mindretal af bybefolkningen har Kreml faktisk at regere. Naturligvis har den fysiske og moralske udmattelse, som verdenskrigen, borgerkrigen og i særdeleshed terroren forårsagede, udøvet en ikke uvæsentlig indflydelse på bondestandens passive politiske indstilling. Ruslands agrartilstand er altså indirekte hovedårsagen til bolschevismens vedvarende herredømme; men det er ikke den eneste faktor, der ligger til grund for det russiske folks nuværende drama. Foruden bondestandens passive indstilling kommer endnu andre vigtige momenter diktaturregimentet tilgode. I særdeleshed må selvfølgelig bybefolkningens holdning tages i betragtning. Under kasserne-kommunismen i årene 1918-1921 lå byernes forsyning med levnedsmidler i statsmagtens hænder. Denne økonomiske faktor blev i høj grad udnyttet af det regerende parti i politisk øjemed, idet den bybefolkning, som ikke ville lovprise sovjetregimentet, planmæssig blev prisgivet hungeren. Ved en sådan tvangspolitik blev oppositionen skræmmet og »sympati« for bolschevismen vundet i visse kredse. Samtidig udfoldede statsapparatet en hensynsløs voldspolitik. Bybefolkningen blev prisgivet den vedvarende terror. Samtlige politiske partier i landet fra det yderste højre til og med de socialistiske partier er blevet tilintetgjorte. Den frie presse blev der gjort ende på, og alle økonomiske og kulturelle indretninger, der udgjorde en virkelig eller kun tilsyneladende fare for diktaturet, opløste man. Med få ord: bolschevismen tilintetgjorde grundlaget for demokratiet fuldstændigt. Social og partipolitisk splittelse var følgerne af denne voldspolitik. Man kan i Vesteuropa vanskeligt gøre sig noget klart begreb om opløsningsprocessens omfang og former. I denne usunde atmosfære, som forhindrer enhver offentlig virksomhed, har Kreml en rig næring for sin eksistens. Politiske partier, om hvem man kunne antage, at de kunne blive førende for landets dygtigheder, er fra revolutionens begyndelse til den sidste tid fuldkommen blevet afskåret fra deltagelse i det offentlige liv. Mange års rolig økonomisk og social udvikling vil udfordres, før liberalisme og socialisme vil være i stand til at spille en aktiv politisk rolle af betydning. Det må endnu tilføjes, at bybefolkningen ikke mindre end landbefolkningen som følge af borgerkrigen, hungersnøden og de uendelige savn er fysisk og moralsk udmattet, også dette moment udøver en ikke uvæsentlig indflydelse på byernes passivitet. Naturligvis opstår der i løbet af syv år visse stænder, som mere eller mindre har en interesse i landets politiske status quo, og det er den talrige kommunistiske embedsstand, navnlig sovjetbureaukratet, »nep-mændene« (sovjetbourgeoisiet), Den Røde Arme og ikke mindst intellektuelle kredse. Disse gruppers materielle eksistens er nøje forbundet med det nuværende regime. Tilstrømningen af intelligente embedsmænd hæver stadig Sovjetstatens tekniske apparat, selvom der ikke her kan være tale om rationel statslig opbygning, hvortil det nødvendige grundlag ikke er for hånden. Fremhæves må også de kommunistiske arbejdere, der indtager en særstilling i statsmekanismen. Ved deres talrige forrettigheder og begunstigelser har de udviklet sig til en privilegeret kaste, hvem Sovjetstatens eksistens særligt ligger på hjertet. Ikke uden grund bliver de betegnet som den »moderne russiske adel«. Disse arbejdergrupper danner derfor en fuldt tilforladelig støtte for diktaturregimentet. De sætter al deres energi ind for dette regimente. Selvfølgelig udgiver de derved deres kasteinteresser for »arbejderklassens« interesser. De kommunistiske arbejdere forsikrer - og mange af dem i god tro - at de kæmper for deres »egen arbejderstats« fremgang, medens det i virkeligheden drejer sig om hengivenhed for mindretallets herredømme; thi den russiske statsforms betegnelse som »proletarisk« og »socialistisk« er ikke andet end en agitatorisk-politisk spekulation og en forhånelse mod det socialistiske statsideal. Mange tror, at trods de skildrede for bolschevismen gunstige forhold er Kremls politik beundringsværdig, da den i høj grad besidder den egenskab at kunne tilpasse sig efter forholdene. Sikkert! Det skal ikke bestrides, at Ruslands bolschevistiske parti forstår i rette tid at ændre sin front. Beviset for dens evne til at få bugt med komplicerede situationer har den gentagne gange leveret. Men for hvilken pris? Ved på en skændig måde at prisgive sit programs grundsætninger, ved brutal voldspolitik, ved sammenbrud af folkets økonomi og massernes elendighed. Og for hvilket formål? For at kunne opretholde diktaturet. Alt dette har intet tilfælles hverken med socialisme eller med kommunisme eller med statskunst. Langt mere kan en sådan optræden kun betegnes som principløs katastrofepolitik. Lenin har engang formet den sætning: historien kan man ikke bedrage. En fortræffelig grundsætning, der imidlertid helt og holdent vender sig mod Lenins parti. Det bolschevistiske parti er utrætteligt i forsøgene på at bedrage historien. Men alle de russiske magthaveres anstrengelser for at tvinge landets udvikling ind i deres snævre partipolitiks baner forbliver forgæves. Under trykket af de inden og udenrigspolitiske forhold bliver de tvungne til at gøre kapitalismen stadig flere indrømmelser. Langsomt, men uophørligt, opstår samtidig nye stænder, der udvikler sig til en magtfaktor. Følgen af denne proces må blive en statsform, der ikke er forenelig med diktaturet. Ved den historiske udvikling vil bolschevismen komme til at indtage stillingen som den bedragne bedrager. Thi historien kan man ikke bedrage.

Skift til: Arbejderbevægelsens historie * * Socialdemokratiets århundrede I * * Socialdemokratiets århundrede II * * Socialdemokratiets århundrede II * * Socialistisk Bibliotek * * Flere artikler af Gustav Bang * * mere Gustav Bang * * Marxismens ABC * * Den franske revolution * * Oktoberrevolutionen * * * * Danmarks historie * *

Webmaster