Socialistisk Bibliotek

1. Årgang - nr. 1/ 1910

Indhold på denne side: Brydningstider i Europas historie * * Kristendommens Gennembrud * * Reformationstiden * * Den franske Revolution * * Arbejdsløshedens Årsager * * Arbejdsløshedens Følger og Midlerne derimod * * Dagen efter den sociale Revolution * * Socialdemokratiet og Skolen * * Den Socialistiske Kultur * * Rente og Ruin * * Fra Elendighedens Dyb * * Christen Hørdum.

Brydningstider i Europas historie

af Gustav Bang

Et Blik ud over Menneskehedens Historie viser en stadig Udvikling, en uafbrudt Række af dybe Forandringer i alle Samfundsforhold. De politiske Institutioner, Retsvæsenet, den åndelige Kultur, Sæder og Skikke, Moralbegreber - kort sagt, alt hvad der tilsammen danner et Samfunds fælles Civilisation, alting skifter, fødes, vokser, udvikler sig, ældes og afløses omsider af nye Former. Vi ikke blot lever anderledes i Fabrikkernes og Jernbanernes, i Telefonens og Automobilens Tidsalder, end vore Bedsteforældre gjorde, men vi tænker og handler også anderledes, nærer helt nye Interesser, ledes af helt nye Idéer, kæmper for helt nye Mål. Tiderne skifter, og Menneskene skifter med dem. Hvilket Spand af Udvikling ligger ikke mellem Nutidens mægtige Fabrikant og Middelalderens beskedne Håndværksmester; og hvem kan måle Dybden af det Svælg, der skiller vor Tids Kultur fra Stenalderfolkets Livsførelse og Tænkemåde!

Menneskehedens Historie tegner sig altså som en stadig Udvikling, og man skelner i denne Bevægelse en Række store Afsnit; den græsk-romerske Oldtid har sit særegne Præg, Middelalderen sit og den nyere Tid atter sit. Men Bevægelsen skrider ikke jævnt og umærkelig fremad; fra Tid til anden indtræder der voldsomme Sammenstød, Katastrofer, under hvilke den gamle Kultur går til Grunde og en ny skyder frem. Disse Gennembrudstider kommer imidlertid ikke som Lyn fra klar Himmel; når man med et årvågent Øje følger Bevægelsen i den forudgående Tid, ser man, hvordan de revolutionære Perioder langsomt forberedes, hvordan de nye Kræfter gror frem og vinder i Styrke, indtil de ender med at sprænge de bestående Samfundsforhold. Og man ser, hvordan hvert enkelt revolutionært Gennembrud selv danner Indledningen til en ny Udviklingsperiode, som atter ude i Fremtiden fører til nye Katastrofer. Samfundets historiske Fremskriden bliver således til ved en Skiften af Tider med jævn og sindig: Udvikling og Optrin af voldsom, stormende Natur - men disse to Udviklingsformer står ikke i Modsætning til hinanden, så lidt som den „revolutionære" Fødselshandling står i Modsætning til Fosterets langsomme Vækst i Moderens Liv.

Hvad er det da for en bestandig virkende Kraft, som fremkalder denne historiske Omdannelsesproces ? Løsningen på denne Gåde har den store socialistiske Tænker Karl Marx allerede for et halvt Hundrede År siden fundet.

Han finder den dybeste Årsag til Samfunds- og Kulturlivets historiske Udvikling i de Forandringer, der foregår i Produktionsmåden, efterhånden som Menneskene skaffer sig nye og hensigtsmæssigere Midler til at tilvejebringe deres Fornødenhedsgenstande og tilfredsstille deres forskelligartede Behov. De produktive Kræfter, som på hvert enkelt Tidspunkt står til Befolkningens Rådighed, danner en Magt, som Menneskene er underkastet; man er nødt til at indrette sin Livsførelse i Overensstemmelse med dem, og man gør det rent instinktmæssig, som man bøjer sig for en Naturmagt. Indbegrebet af alle disse produktive Kræfter danner Grundlaget for Samfundet. Det bestemmer de til enhver Tid herskende politiske Institutioner, Ejendomsformer, Retsforhold; det farver de moralske, de religiøse, de kunstneriske Opfattelser og Anskuelser; alt socialt Liv, alt Kulturliv henter sin Næring fra de materielle Produktionsforhold og de til dem svarende økonomiske Livsvilkår. Men efterhånden som Produktivkræfterne udvikler sig, idet nye Opfindelser og Opdagelser bliver gjort og nye Arbejdsmåder taget i Brug, indtræder der en Modsætning. Ejendomsforholdene, de juridiske og politiske Forhold, svarer ikke længer til det Grundlag, hvorpå de hviler; nye Krav melder sig, nye Idéer opstår, først svagt og utydeligt, siden med stadig voksende styrke og klarhed. Produktivkræfterne kan ikke finde plads til at videreudvikle sig indenfor det gamle samfunds rammer; de truer med at sprænge dem og stille helt ny Samfundstilstande i Stedet, Modsætningen antager Skikkelse af en Konflikt mellem forskellige Klasser, af hvilke nogle, i Kraft af deres økonomiske Stilling, stræber efter at opretholde, andre, i Kraft af deres særegne økonomiske Stilling, efter at omstyrte de bestående Samfundstilstande; og bestandig bliver disse sidste Klasser stærkere, og deres Interesser gør sig mere og mere gældende. Der indtræder et Tidsrum af social Revolution, under hvilket det gamle Samfund med dets Besiddelsesforhold, med dets juridiske og politiske Organisation, med dets sociale og moralske Bevidsthedsliv, går til Grunde og afløses af et nyt Samfund, som svarer til de nye Krav, der stilles, og som skaber fri Bane for fortsat Udvikling af de produktive Kræfter. Således udvikler Verdenshistorien sig i nøje Overensstemmelse med den stadig fremskridende Produktionsteknik, hvorigennem Menneskene stræber efter at tilfredsstille deres Behov i så stort et Omfang og med så ringe Besvær som muligt. Det er de simpleste, rent økonomiske Forhold, som til enhver Tid danner Grundlaget for alt socialt Liv og giver det dets Særpræg. Hvert enkelt Afsnit af det menneskelige Samfunds Historie bærer i sig Spirerne til den revolutionære Omvæltning, som skal ødelægge det, og til det nye Afsnit, som skal træde i Stedet. En Samfundstilstand kan ikke vilkårlig omstyrtes; den går ikke til Grunde, for de Produktivkræfter, den rummer, er fuldt udviklede og sprænger det gamle Hylster. Og nye, højere Samfundsforhold kan ikke vilkårlig indføres; de melder sig som en historisk Nødvendighed, når Betingelserne for deres Gennembrud er vokset frem i selve det gamle Samfunds Skød.

Det er dette, som er Kernen i Socialismens historiske Opfattelse. Det er en Tanke, der er revolutionær i sin Tendens; den præker Oprør imod det bestående, det kapitalistiske Samfund og peger frem mod nye, socialistiske Samfundstilstande. Thi når Samfundsforholdene stadig skifter, i Overensstemmelse med Produktivkræfternes Udvikling, da er også det kapitalistiske Samfund kun et enkelt, forbigående Afsnit i Historien, bestemt til at falde og afløses af et nyt historisk afsnit, bygget på et helt andet grundlag. Den indeholder ingen "fordømmelse" af den nuværende produktionsmåde, thi den er strengt objektiv, anlægger intet moralsk Synspunkt; men den indeholder Dødsdommen over den nuværende Produktionsmåde, den peger på Proletariatet som den revolutionære Magt, der skal fuldbyrde Dødsdommen, og den viser det socialistiske Samfund som den nødvendige, den eneste mulige Afløser af det kapitalistiske Samfund.

Socialismens Historieopfattelse er en videnskabelig Hypotese. Dens Rigtighed kan ikke bevises på samme absolutte Måde, som man beviser Rigtigheden af en matematisk Sætning - ligeså lidt som man f.eks. med absolut Sikkerhed kan bevise, at det er Jorden, der bevæger sig omkring Solen, og ikke omvendt. Den kan kun godtgøres, idet man prøver den på de historiske Kendsgerningers Stof. Og det viser Sig da, at overalt hvor man prøver den, stemmer den på hvert enkelt Punkt med de Kendsgerninger, som foreligger, og giver den eneste rimelige Forklaring på de Forhold, som uden dens Hjælp ville være uforståelige. Først herigennem hæver Historieforskningen sig op over de enkelte Fænomener og erkender den indre Sammenhæng imellem dem, finder frem til en fyldig og fyldestgørende Forklaring på de sociale Begivenheder og Bevægelser, som til forskellig Tid dukker op i Menneskehedens Historie, og de mægtige, sociale Omvæltninger, som fra Tid til anden sætter Skel mellem de enkelte historiske Perioder - en Forståelse af, ikke blot hvad der sker, men også hvorfor det sker.

Vi skal på disse Blade i store Træk søge at give et Billede af tre af de betydningsfuldeste af de revolutionære Brydningstider i Europas Historie:

Kristendommens Gennembrud.

Kristendommens Gennembrud fandt Sted i det Tidsrum, som danner Grænsen mellem Oldtid og Middelalder. Og denne umådelig vidtrækkende historiske Begivenhed er selv et Led i den mægtige Omvæltningsproces, under hvilken den gamle, højt udviklede græske og romerske Kultur gik til Grunde, under hvilken det vældige Romerrige faldt fra hinanden, under hvilken de antikke Samfundstilstande sprængtes og afløstes af de middelalderlige.

Oldtidens Samfund havde været bygget på Slavehusholdningen. Det var ufri Arbejdere, der udførte Hovedmassen af det samfundsnødvendige legemlige Arbejde - som det i vore Dage er personlig fri Arbejdere, der gør det. Og kun gennem et sådant Trællearbejde kunne der dengang, medens Arbejdsteknikken endnu var så lavtstående, som den var, blive Tid tilovers for de fri Mænd til at beskæftige sig med offentlige Anliggender, til at deltage i Krig, til at sysle med Kunst og Videnskab, til at hengive sig til Legemsøvelser og Adspredelser. Hele den rige og i mange Måder så beundringsværdige Oltidskultur hvilede på denne Sondring mellem Fri og Slaver, og blev dybt præget af dette Forhold. Oprindelig havde denne økonomiske Forfatning vist sig hensigtsmæssig og havde skabt fredelige og lykkelige sociale Tilstande. Det var det lille Bondebrug, som var det fremherskende. Befolkningen var Bønder; de levede, for Selskabs Skyld og for at finde Sikkerhed mod Røvere, i sammenbyggede Byer, der hver for sig dannede et uafhængigt politisk Hele; og herfra passede de den Jord, de havde liggende i Omegnen. Slaverne var deres Medhjælpere; de var ret få af Tal og har vistnok som oftest været ret godt behandlede. De hørte med til den patriarkalske Husstand; de arbejdede sammen med deres Herskab på Marken og i Huset; de var interesserede i Bedriftens Trivsel; og de var pålidelige Forvaltere, når deres Herrer måtte drage i Krig. Det primitive Landbrug gav Familierne et trygt om end beskedent Udkomme. Det var Samfundsforhold uden skarpe Brydninger, med et kraftigt og selvstændigt og selvbevidst Bondedemokrati, uden store Tanker og vidt Syn, med en nøgtern, jordrunden og jordbunden Bondekultur. Således i Oldtidens oprindelige Samfund, som man træffer det i de ældre Overleveringer fra græsk og italisk Historie. Men hvor helt anderledes var ikke alle sociale Tilstande, på den Tid Kristendommen holdt sit Indtog!

Århundreder igennem var det gamle Landboforhold lidt efter lidt blevet opløst. Og det var Militærvæsenet, som havde givet Stødet til denne langsomt, men sikkert fremskridende Opløsningsproces. Krigene, hvor alle våbenføre Frimænd skulle møde til personlig Tjeneste, havde kun været lidet trykkende, så længe det drejede sig om kortvarige Småfejder overfor Nabobyer. Men efterhånden som de antog et stadig større Omfang, en videre Udstrækning og en længere Varighed, blev de en Kilde til Nød og Ulykke. Småbønderne måtte for lange Tider være borte fra Hus og Hjem; de så deres Bedrifter vanrøgtes og forfalde; de blev nødt til at låne Brødkorn og Sædekorn hos de enkelte mere velstillede Naboer, mod Ågerrenter, så de sank dybere og dybere i Gæld, måtte svare tyngende Afgifter til de Rige og omsider helt overlade dem deres Ejendomme. Således forarmedes og udtyndedes Småbondestanden, og dens Jord samlede sig til Storgodser i Hænderne på en lille Rigmandsklasse.. Og som det var Krigene, der havde skaffet Rigmændene Lejlighed til at tilegne sig disse Jordegodser, således var det også Krigene, som skaffede dem Arbejdskraft til Godsernes Drift. Krigsfangerne blev gjort til Slaver. Stadig voksende Masser af Slaver blev fra Valpladserne sendt på Markedet og til stadig billigere Pris. Godsejerne benyttede sig af Lejligheden. Hvor de små, selvstændige Bønder i gamle Dage havde dyrket deres Lodder, dér lå nu Jorden hen som vældige Godser, og de blev passede af store Slaveskarer, som dreves til Arbejde ved Fogdens Pisk. Og fra Landbruget bredte denne Slavedrift i stor Stil sig til andre Erhverv, til Bjergværkerne, til Skibsfarten, til Industrien i de store Fællesværksteder. Alle Områder af Erhvervslivet, hvor der var Profit at tjene, bemægtigede de griske Rigmænd sig og besatte dem med deres ufri Arbejdere; allevegne var de fri Mænd spærret ude.

Fordrevne fra Gård og Gods var de ejendomsløse Småbønder efterhånden strømmet ind til de store Byer, især til Rom, for dér at søge Udkommet. Men Konkurrencen fra det billige Slavearbejde hindrede dem i at finde et ordentligt Livsophold ved Håndværk eller Handel eller anden nyttig Virksomhed. De blev da nødt til at friste en kummerlig Tilværelse som Pjalteproletarer. Tiggeri, Gaver fra en og anden Rigmand, som tog Fattigfolk i sin Tjeneste for derved at højne sin Anseelse, men fremfor alt offentlig Understøttelse blev deres eneste Indtægtskilder. Den fri Proletar var Statsborger og havde som sådan ikke blot Stemmeret ved Valgene af Embedsmænd og dermed Adgang til de store Bestikkelser, hvormed Rigmændene købte sig Folkegunst; men han havde også Ret til at nyde Hjælp af Statens Midler. Fra gammel Tid af var det Skik, at det Offentlige søgte at dække Proletariatets Behov ved Uddeling af Korn og andre Levnedsmidler, ved gratis Bespisning og også ved gratis Adgang til allehånde Forlystelser. Proletariatet krævede sådanne Understøttelser, og efterhånden som dets Masse voksede, kunne det stemme sine Krav højere i Vejret. De regerende Rigmandskliker var nødt til at komme disse Krav imøde. Thi den hungrige Fattigmandsbefolkning var et uroligt Folkefærd, og tog dets Sult alt for stærkt til, kunne man frygte voldsomme, revolutionære Udbrud.

Hvilken Forskel mellem Nutidens Arbejderproletariat, som ved sit Arbejde bærer Samfundet oppe og ernærer det, og det Pjalteproletariat af forsultne Eksistenser, som den Gang flokkedes i Rom og de andre Storbyer, afvænnede med Arbejde gennem den Uvirksomhed, de Slægtled efter Slægtled havde været nødt til at leve under, ene henviste til at finde Livsopholdet ved den private og den offentlige Velgørenhed, ude af Stand til at yde, men begærlige efter at nyde - et Befolkningslag, som kun tærede på Samfundets Velstand!

For at skaffe Midler til at mætte og tilfredsstille dette stadig voksende Proletariat gjaldt det om at udvide Statens Besiddelser, underkaste sig fremmede Samfund og tvinge dem til at betale Skat. Og de herskende Stormænd greb med Begærlighed Lejligheden: Thi derved kunne de ikke blot skabe ro indadtil og hindre Fattigmandsbefolkningen i at rejse sig imod dem; men de kunne samtidig selv tilegne sig store Rigdomme ved Udbytningen af de erobrede Lande, som Statholdere, som Skatteforpagtere, som Pengeudlånere, som monopoliserede Købmænd. I Proletariatets Krav om Livsophold på Statens. Bekostning og i Stormændenes umættelige Griskhed efter nye Udbytningsgenstande ligger Drivkraften til Oldtidsstaternes Erobringspolitik. Ved Kristi Tid var Romerrigets Erobring af hele den Verden, Datiden kendte, fuldbyrdet. Som et fantastisk Uhyre strakte Rom, den herskende romerske Overklasse, sit Herredømme ud til alle Sider, fra dybt ind i Asien til Atlanterhavet, fra højt op i England til Saharas Ørken - som den store Udbytter, der sugede Rigdom til sig fra Alverdens Folkeslag, opsamlede en vanvittig Luksus i nogle få Menneskers Besiddelse og styrtede alle Samfund dybere og dybere ned i Armod og Elendighed. Hvad der var tilbage af fri Bønder og Håndværkere, blev udpint ved forfærdelige. Skatter - ikke for intet var den romerske „Tolder" overalt i Provinserne Genstand for Befolkningens Had - og sank ned i en trøstesløs Forarmelse. Mod forfærdelige Ågerrenter måtte Kommunerne rundtom i Landene skaffe sig Lån for at klare de frygtelig høje Skatter, og de kom derved i Kløerne på de skånselsløse romerske Finansmænd, som ikke slap deres Tag, før den sidste Dråbe af Velstand var udsuget. Alt hvad der var af Rigdom ude i de erobrede Lande, blev slæbt til Rom. Så onde var de sociale Tilstande, som under denne Udbytning bredte sig rundtom i Provinserne, at det ikke blot var almindeligt, at Folk frivillig lod sig sælge som Slaver, men det fortælles endog, at de følte sig lettede, når de som Slaver var fri for alle de Bekymringer og Lidelser, de havde udstået som fri Mænd.

Den stadig voksende Proletarisering af Befolkningens store Masse, den kæmpemæssige Rigdomsopsamlig hos et forsvindende Fåtal af Individer, den skånselsløse og bestandig om sig gribende Udbytning - det er den Bevægelse, man ved Kristi Tid ser foregå rundtom i det mægtige Romerrige. Tilsyneladende er der en vis Lighed mellem denne Udvikling og den, som den kapitalistiske Produktionsmåde i vore Dage frembringer. Men kun tilsyneladende. I Virkeligheden var de sociale Vilkår dengang af en ganske forskellig, en fuldstændig modsat Natur.

Thi medens den kapitalistiske Produktionsmåde fremtvinger en stedse højere Arbejdsteknik, en Uendelighed af Opfindelser og Opdagelser, der sætter Menneskene i Stand til med ringere Anstrengelse at tilvejebringe en voksende Mængde af de forskellige Fornødenheds- og Nydelsesmidler, og medens den således selv skaber Betingelserne for en ny, højere Samfundsform, i hvilken alle de tekniske Fremskridt fuldtud kan komme Menneskeheden til Gode igennem den socialistiske Produktionsmåde - så var der i Oldtidens Samfund intet tilsvarende, ingen Spire til nye, højere Samfundsformer; alting pegede nedad og tilbage, intet opad og frem.

Selve Slaveriet, Grundlaget for hele Samfundshusholdningen, dannede en uoverstigelig Hindring for al teknisk Fremskriden. Thi når Slavearbejdet var så billigt, som det var, følte man ingen Spore, som drev til at søge nye, hensigtsmæssigere Arbejdsmåder, ved hvis Hjælp der kunne spares på Arbejdskraften. En Maskine, der gjorde det muligt at udføre det samme Arbejde med et mindre Mandskab, i kortere Tid og med ringere Anstrengelse, ville i de fleste Tilfælde være uøkonomisk for Herren, idet dens Anskaffelsesomkostninger ville sluge mere, end der ved dens Hjælp kunne spares af Arbejdskraft. Den naturvidenskabelige Erkendelse, som efterhånden udviklede sig, blev da, på få og lidet betydende Undtagelser nær, ganske ufrugtbar for det produktive Liv.

Og det var ikke blot ved sin Billighed, Slavearbejdet således kom til at virke som en Klods om Benet på den tekniske Fremskriden, men også ved sin Slethed. Slaverne - der ikke som i de gamle patriarkalske Dage levede under Tag med deres Herrer og færdedes Side om Side med dem i Arbejdet, men blev holdt indespærrede i Kaserner under streng Opsigt - var uintelligente, upålidelige, uinteresserede, dovne, lod sig kun drive frem til Arbejdet ved Fogedens Svøbe.

Alle de dårligste Egenskaber fremelskedes af de Vilkår, de levede under. Ude på Godserne hævnede de sig for de Lidelser, der tilføjedes dem, ved at pine Husdyrene, ved at ødelægge Redskaberne, hvor de så deres Snit til det, ved at gøre så megen Skade og så lidt Gavn som muligt. Det groveste, simpleste Arbejde kunne de så nogenlunde tvinges til at forrette; til det finere, mere sammensatte slog deres Arbejdskraft ikke til. Det ville have været umuligt at stille den store Masse af dem overfor en Gerning, der krævede Omsorg og Omtanke, Interesse og Snille.

Produktionslivets Stilstand blev således en nødvendig Følge af det herskende sociale Ejendomsforhold, af Arbejdsherrens Ejendomsret over Arbejdernes Personer. Produktivkræfterne lammedes; der var ingen Plads for deres Videreudvikling indenfor Slaveriets Rammer; de bestående retslige Tilstande måtte sprænges, før man kunne nå frem til nye, fordelagtigere Produktionsforhold. I større og større Kredse følte man det fri Arbejdes Overlegenhed over det ufri, og man begyndte at indrette sig i Overensstemmelse dermed. I Slutningen af den romerske Oldtid blev det almindeligt, at Herrerne skænkede deres Slaver Friheden eller gav dem en lille Løn og således gjorde det muligt for dem selv ad Åre at købe sig fri; men den frigivne Slave blev ved at stå i et vist Afhængighedsforhold til sin fordums Herre; han måtte afstå ham en Del af sin Fortjeneste eller udrede en årlig Afgift til ham; og den Indtægt, man havde af en sådan Frigiven, der tjente sit Brød som selvstændig Håndværker eller Handlende, var gerne langt større end det Overskud, som Slaven frembragte ud over sin Ernæring og sit øvrige sparsomme Livsophold. Således i Byerne; ude på Landet gjorde en lignende Bevægelse sig så småt gældende. De af Slaver dyrkede Storgodser viste sig mere og mere ufordelagtige; i Stedet begyndte Godsejerne at udstykke deres Jorder og give dem i Fæste til halvfri, stavnsbundne Småbønder, som måtte udrede en bestemt årlig Landgilde eller aflevere en vis Del af Bedriftens Udbytte; og også herigennem vandt Rigmændene gerne en langt større Gevinst, end de før havde haft af Slavearbejdet.

Således begyndte det gamle Samfund lidt efter lidt at opløses; middelalderlige Samfundsforhold groede frem i dets Ruiner, om end foreløbig kun pletvis og svagt. Den Lammelse af Produktivkræfterne, som Oldtidens sociale Institutioner førte med sig, betød imidlertid ikke blot Stilstand; den betød også Tilbagegang. Det var ikke blot Befolkningens store Flertal, det var Samfundet som hele, der forarmedes, og hvis Velstandskilder langsomt ebbede ud. Statens og Rigmændenes Udsugelser af Kæmperigets Befolkning medførte en stadig fortsat Bortødslen af Værdierne. Medens under den kapitalistiske Produktionsmåde den store Masse af de Rigdomme, Kapitalisterne suger til sig, omsættes til nye Produktionsmidler, til Fabrikker, Bjergværker, Grundforbedringer, Samfærdselsmidler og andre Betingelser for at frembringe ny Rigdom, så var der under de gamle Samfundstilstande liden eller ingen Lejlighed til en sådan produktiv Anvendelse for det Bytte, man gjorde. De Skatter og Ågerrenter, der fra Europa og Asien og Afrika flød som en Guldstrøm til Rom, blev frådset op ved Gæstebud eller Teaterforestillinger eller Pragtbygninger eller deslige. De repræsenterede kun en endeløs udsugelse; der blev bestandig taget, uden at der blev givet noget nyt i Stedet. Voksende Forarmelse, Elendighed, Forfald overalt i Riget - det var det nødvendige Resultat; og År efter År kom man længere nedad.

Og hertil bidrog også andre Forhold. Jorden blev udpint. På de romerske Rigmænds kæmpemæssige Godser var det Rovdrift, som blev drevet; det var rene Kornfabrikker, med det mindst mulige af Husdyrhold, med en hensynsløs Udnyttelse af Jordens Ydeevne, med den størst mulige øjeblikkelige Gevinst for Øje, og uden Tanke på Fremtiden. Og større og større Masser af Korn blev sendt til Rom og Alexandria og de andre Storbyer, og de Stoffer, det indeholdt, vendte ikke tilbage. Jordens Kræfter blev udtømte; dens Frugtbarhed gik tilbage; dens Evne til at ernære Befolkningen aftog. Og samtidig betød Militærvæsenet en stadig fortsat Åreladning af Samfundet. Bestandig større blev de Ofre, som krævedes for at forsvare Romerrigets uhyre udstrakte Grænser imod de barbariske Folkeslag. Den romerske, Borgerhær forslog ikke, og det fortrykte og udsultede Proletariat af fri Mænd blev også et stadig mere umuligt Materiale til Krigstjenesten. Man måtte hjælpe sig med barbariske Lejetropper; men de blev dyrere og dyrere, krævede højere og højere Sold, efterhånden som de forstod deres egen Uundværlighed. De militære Byrder voksede ustandselig, slugte en større og større Del af de Rigdomme, man skrabede sammen fra Alverden. For at tilfredsstille de militære Krav måtte man forsømme de fredelige Kulturopgaver. De beundringsværdige Landeveje kunne ikke vedligeholdes; de store Vandledninger faldt lidt efter lidt sammen til Ruiner; de vældige Udtørringsarbejder, der havde omskabt øde, febersvangre Sumpstrækninger til frugtbare Marker, forfaldt, og Egnene affolkedes og gik ud af Kultur.

Forfald, en gradvis og sikkert fremskridende Forarmelse på alle Punkter, det var Resultatet. Det var et Samfund, der havde levet over Evne og gik sin uafvendelige Ødelæggelse huede. Det knagede i alle Fuger; man mærkede overalt den Opløsning, der gik for sig. I alle Samfundsklasser bredte sig en dump Uhyggefølelse. Man stod rådløs og modløs overfor de Ulykker, der groede frem. Ingen høje, lyse Fremtidsmuligheder viste sig for Bevidstheden, kun Nedgang og Formørkelse. Disse fortvivlede sociale Tilstande tegnede sig dybt i Befolkningens Bevidsthed. De gav hele Åndslivet et nyt Præg og kom således til at berede den Vej, ad hvilken Kristendommen kunne gå sin Sejrsgang ud over Verden.

I de ældste Dages Småbondesamfund havde den religiøse Forestilling været en Slags rationalistisk Naturreligion, igennem hvilken man iklædte de Naturkræfter, hvis Væsen man ikke forstod, menneskelig Skikkelse; al mystisk Inderlighed var fuldstændig fremmed. Om noget personligt Gudsforhold var der ikke Tale - de af Staten udnævnte Præster besørgede de regelmæssige Ofringer til bestemte Tider, og når det blev iagttaget, som det skulle, havde Guderne intet mere at fordre af Statens Borgere. Synd og Syndsbevidsthed i religiøs Forstand var et ukendt Begreb når man handlede i Statens, i Samfundets Interesse, handlede man godt, og kun når man krænkede den offentlige Velfærd, fortørnedes guderne; men hvordan man optrådte i sit private Liv, var en privat Sag. Spørgsmålet om et Liv efter Døden bekymrede ikke Sindene stort - man var alt for optaget af det nærværende Liv; og når man overhovedet tænkte sig noget hinsides Graven, så blev det mest til uklare Forestillinger om en grå og glædeløs Skyggeverden. Hvor helt anderledes formede ikke de religiøse Forestillinger og de moralske Begreber sig i de Sind, der henimod Oldtidens Slutning knugedes af den voksende sociale Elendighed og sociale Håbløshed!

Det var Uro, Utryghed, Uhygge, som beherskede Bevidstheden. Ligeså lidt som der viste sig noget Spor, der fra det gamle Samfunds Forfald førte over til nye, højere og lykkeligere Samfundsformer, ligeså lidt kunne der ud af dette forvirrede Kaos vokse nogen sund og kraftig Livsanskuelse frem, som var i Stand til at gribe Befolkningens Masser og stålsætte dem til Kampen for nye sociale Idealers Virkeliggørelse. Medens nu om stunder Kapitalismens tiltagende Opløsning skaber et rigere og friskere Livsindhold hos Underklasserne, efterhånden som de bliver sig deres sociale Stilling og deres historiske Opgave bevidst, og kun hos Overklasserne avler åndelig Udartning og moralsk Fordærvelse - så skabte dengang Antikkens Opløsning overalt i Samfundet, fra øverst til nederst, en almindelig Usikkerhed, Rådvildhed, Holdningsløshed; man følte det, som stod man på gyngende Grund, og man søgte som i panisk Rædsel bort, hvor der var sikrere Fodfæste at finde.

Først og fremmest var det selvfølgelig hos Proletariatet, at disse Stemninger groede frem, hos den store Masse af fattige Frimænd og Frigivne, som levede i dyb nød og fandt alle Sunde spærrede for sig. Man må huske, hvor grundforskelligt Datidens Proletariat var fra Nutidens. De moderne Lønarbejdere er personlig udsigtsløse, uden Håb om hver for sig at kunne hæve sig til nogen væsentlig gunstigere og mere betrygget Stilling; men som Klasse betragtet har de en Verden at vinde, igennem den sociale Revolution, der er Resultatet af den proletariske Klassekamp. Helt anderledes for den antikke Proletar. Han følte sig givet værgeløs til Pris for vældige sociale Magter, som det var ham umuligt at bryde. Han øjnede ingen Udvej af Elendigheden, hverken gennem individuelle Bestræbelser eller gennem samlet Klassekamp. Hans Stilling var trøstesløs i en helt anden Forstand. Den eneste virkelige og varige Befrielse, han kunne tænke sig, lå ikke hinsides det bestående Samfunds Grænser, men hinsides det jordiske Liv; her, og her alene, kunne han håbe på Lindring. Hans Tanker slog ind på Mystikkens Veje og klædte sig, ikke i målbevidste Handlinger, men i Drøm og Digt.

Man drømte om en Frelser, der skulle komme og ved overnaturlige Kræfter udfri Menneskeheden af dens Nød, og man troede en Tid, at de første Kejsere skulle udføre dette Værk. Deres Personer ansås for overmenneskelige, for guddommelige, og der fortaltes mangfoldige Jærtegn om dem. Efter Cæsars Jordefærd viste der sig en Komet; det var den Afdødes Sjæl, der steg op til Himlen, til Gudernes Kreds.

Men Kejserdømmet formåede ikke at standse Forfaldet; den sociale Elendighed voksede, og Mystikken voksede med den. Mere og mere kredsede Tankerne om Livet efter Døden; når det jordiske Liv var så ondt, som det var, så måtte der vel i et hinsidigt Liv være Oprejsning at finde, Erstatning for de udståede Lidelser. Den grå Skyggeverden, som ikke havde bekymret Folk synderlig i de gamle lykkelige Dage, blev udformet i rent kristelig Retning i den Tid, da Oldtidssamfundet forfaldt. Der dukkede Forestillinger op om Straf og Belønning efter Døden for de Gerninger, man havde øvet i levende Live, om en himmelsk Retfærdighed; og Moralbevidstheden påvirkedes af disse Forestillinger. Begrebet „Synd" trådte frem med stadig voksende Styrke; Tanken om et personligt, inderligt Gudsforhold, med Bøn og Påkaldelse, begyndte at afløse den gamle, rent forretningsmæssige Gudsdyrkelse, der besørgedes af Præsterne som Sagførere for Statens Borgere.

Den nedarvede naivt-rationalistiske Gudelære formåede ikke at tilfredsstille denne voksende religiøse Trang. Den omdannedes og tilpassedes efter de nye Tiders Krav, eller den fortrængtes helt. Østerlandske Religioner af en udpræget mystisk Karakter og med mange Træk, der minder påfaldende om Kristendommen, havde længe haft Tilhængere rundtom i den vestlige Del af Romerriget; de fandt efterhånden stor Udbredelse i den Befolkning, som tørstede efter Mystik. Med større og større Styrke trængte Monotheiamen igennem, Troen på en eneste Gud i Stedet for de gamle Naturreligioners Tro på de mange forskellige Guder, hver med sit særegne Virkefelt. „Den ukendte Gud", om hvem „Apostlenes Gerninger" fortæller, at Athenerne havde rejst et Alter for ham, er et betegnende Eksempel på det nye religiøse Liv, som udviklede sig; og i de samtidige Filosoffers Skrifter træffer man rundtom Udtalelser, der ligger den kristne Tankegang så nær, at man - hvis det ikke var absolut umuligt - kunne tro dem skrevet under direkte påvirkning af Kristendommen. Side om Side med Monotheismen voksede andre, tilsyneladende ganske modsatte Forestillinger frem, om en Uendelighed af gode og onde Ånder, Forestillinger i Slægt med Katolicismens Tro på Engle, Helgener og Djævle.

Samtidig groede der overtroiske Forestillinger frem i frodig Mangfoldighed. Nerverne var ophidsede, og i de skrækslagne Sind fandt de sælsomste Forestillinger af alle Arter Jordbund. Man træffer i Datiden hele det Mylder af usunde Forestillinger, som allevegne er det åndelige Spejlbillede af usunde sociale Tilstande. Drømmetydere og Spåmænd og Åndemanere fandt et stort og stadig større Publikum, i allehånde forskellige Hændelser så man Varsler om fremtidige Begivenheder, Og ejendommeligt er det at se, hvorledes der i den herskende Folketro forekommer Sidestykker til de allerfleste af de Mirakler, som berettes i det nye Testamente. Der fortælles om, hvordan guddommelige Væsener avlede Børn med jordiske Kvinder, og om, hvordan hellige Mænd fór til Himmels uden at efterlade sig Spor af deres jordiske Legeme. Der fortælles om vidunderlige Helbredelser, hvordan Lamme blev rørige, Blinde seende; selv den yderst nøgterne Historieskriver Tacitus skildrer, hvorledes Kejser Vespasian helbredte en Blind ved at fugte hans Øjne med Spyt. Der fortælles om Opvækkelse af Døde - den berømte Mirakelmager Apollonios mødte et Ligtog, der førte Liget af en ung Kvinde til Graven; han bød at stille Båren på Jorden og lovede at standse Sorgen; og da han havde berørt den Døde og sagt nogle uforståelige Ord, så rejste hun sig og talte og vendte tilbage til sit Fædrenehus. Betegnende er det også, at de første Kristne slet ikke betvivlede de hedenske „Mageres" Evne til Undergerninger; men de tilskrev dem Djævles og onde Magters Indflydelse.

Det var ikke blot en Række nye religiøse Forestillinger, et nyt Sæt af Tro og Overtro, der således voksede frem af de oprørte sociale Tilstande; også de rent moralske begreber blev omskabte under direkte Indvirkning af de gamle Samfundsforholds Opløsning, antog et nyt Indhold, der fjernede sig mere og mere fra den oprindelige antikke Moral og nærmede sig mere og mere til den kristelige. Synet af den voksende Nød og Elendighed avlede en Medlidenhed, en Medfølelse, som havde været ret sjælden i de gamle Dage, da Nød og Elendighed kun undtagelsesvis forekom indenfor Samfundet. Den private Godgørenhed fik større og større Opgaver, efterhånden som de forskellige Statsinstitutioner, der skulle hjælpe de Fattige, forfaldt. Med Godgørenheden voksede også Følelsen af de gode Gerningers personlige Værdi, som en Kilde: til åndelig Tilfredsstillelse og Retfærdiggørelse for Velgøreren selv; at det var saligere at give end at modtage - en Forestilling, der må have været ganske uforståelig i de ældre Tider - var man mod Oldtidens Slutning fuldt fortrolig med Begrebet Menneskekærlighed, Næstekærlighed dukkede op. Indenfor Proletariatet voksede Samfølelsen mellem de Fattige, de Nødlidende; man søgte Tilflugt og Trøst hos hverandre.

Og det ejendommelige ved denne voksende Følelse af Pligter overfor andre Mennesker og Samhørighed med andre Mennesker var ikke blot den større Styrke, hvormed den optrådte, en Styrke, der gav den en ganske anderledes inderlig Karakter end i ældre Tid, men også dens Udstrækning til at omfatte Fremmede og Slaver. Under de gamle, primitive Samfundstilstande havde den Fællesskabsfølelse, som de sociale Forhold skabte, indskrænket sig til Folk, der tilhørte den samme Stat - eller rettere Stad - og kun til dens fri Borgere; den Fremmede, Udlændingen, så man på med sky og mistænksomme Blikke og betragtede ham som en Fjende, overfor hvem man ingen Forpligtelser havde til Velvilje af nogen Art, som også „Fjende" og „Fremmed" oprindelig betegnedes ved det samme Ord; og i Slaven så man kun et fornuftigt. Husdyr, som man i egen Interesse behandlede godt, fordi det i Længden var det fordelagtigste, hvem man også kunne få kær, som man kunne få en Hund eller en Hest kær, men heller ikke mere, Nu havde imidlertid den sociale Udvikling helt nedbrudt disse snævre Skranker. Romerriget rummede indenfor sine Grænser Folk af de forskelligste Nationer; det internationale Samkvem bragte dem stadig nærmere i Berøring, med hverandre. Og som de forskellige Folkeslag på den Måde rystedes sammen og mere og mere følte sig, ikke først og fremmest som Romere eller Grækere, Germaner eller Syrere, men som Mennesker, således udviskedes også lidt efter lidt Skellet mellem Fri og Slaver. Den store Mængde at Frigivne skød sig ind som et Overgangsled imellem dem; deres Forfædre havde været Slaver, deres Efterkommere blev Frimænd; adskillige Slaver nåede, som Kejserens Rådgivere, „Ministre", op til fornemme og uhyre indflydelsesrige Stillinger i Staten - Stillinger, som de fri Mænd af Overklasserne endnu, af nedarvet Fordom, for største Delen holdt sig borte fra; den tiltagende Erkendelse af Slaveriet som en i Længden uholdbar social Institution har vel også bidraget sit til at ændre Synet på Slaverne; og det talrige Proletariat af fri Mænd, som ikke selv ejede Slaver, men som tværtimod levede under Kår, der kun lidet hævede sig op over Slavernes, havde ingen Grund til at bevare de gamle Forestillinger om Slaverne som Mennesker af en anden, lavere Art,

Således var da Hedenskabet, hele Indbegrebet af Oldtidens religiøse og moralske Forestillinger, stedt i fuld Opløsning, allerede en rum Tid før Kristendommen vandt frem. „Den store Pan var død", som Sagnet fortalte, at Klageråbet havde lydt til den forbisejlende Skipper. Det vil sige, at den gamle Naturreligion ikke længere tilfredsstillede Mennesket. Omvæltningerne i de sociale Forhold påvirkede Bevidstheden, opløste de gamle Forestillinger og tvang Mennesket til at søge og fumle sig frem ad nye åndelige Veje. Og instinktmæssig blev man mere og mere drevet i den Retning, som siden fik sit Udtryk i Kristendommen. Hvor langt man allerede ved Kristi Tid var fremme ad dette Spor, får man det tydeligste Indtryk af, når man læser de Skrifter, der er forfattede af den romerske Filosof Seneca. En af de bedste Kendere af Oldtidens Filosofi sammenfatter hans Lære i følgende Ord: „Legemet eller, som han også foragtelig kalder det, „Kødet" er noget så værdiløst, at man ikke kan agte det lavt nok; det er blot et Hylster for Sjælen, en Bolig, hvor den for en kort Tid er taget ind, men hvor den aldrig; kan føle sig rigtig hjemme, ja en Byrde, som tynger den, en Lænke, som den længes efter at løses fra... I sig selv er Sjælen ligeså højt hævet over Legemet som Guddommen over Stoffet, og Sjælens sande Liv begynder derfor først, når den forlader Legemet…..Det nærværende Liv er for ham kun Forspillet til et bedre Liv, Legemet kun et Herberg, hvorfra Sjælen vender tilbage til sit højere Hjem; han glæder sig til den Dag, der skal sønderrive de legemlige Lænker, Evighedens Fødselsdag, som han kalder den med et Udtryk, som også de gamle Kristne anvendte; han skildrer den Evighedens Fred, som venter os histoppe, det himmelske Livs Frihed og Salighed, det Erkendelsens Lys, for hvilket alle Naturens Hemmeligheder lukker sig op; han glemmer heller ikke Gensynet efter Døden, de fuldkomne Sjæles Sommer; han opfatter også Døden som den store Dommedag, på hvilken der skal fældes Dom over os alle; og han finder i Tanken på det Hinsidige Kraften til det sædelige Liv; at Sjælen en Gang skal forlade ham, bekymrer ham ikke, når han tænker på, at den skal genopstå i en anden Skikkelse".

Man ser, hvorledes der med alle disse åndelige, religiøse og moralske Strømninger, som hver for sig med logisk Nødvendighed udsprang af de økonomiske og sociale Omdannelser ved Oldtidens Slutning, var blevet skabt Elementer for den kristne Læres Udbredelse. „Tidens Fylde" var kommet, som det hedder med et malende Udtryk. Da Kristendommen i de første Århundreder efter vor Tidsregning forplantede sig igennem de Kolonier af Jøder, der var spredt overalt i Romerriget, fandt den Sindene beredt. Den udløste i klare, skarpe Træk Forestillinger, som allevegne dæmrede i Befolkningens og navnlig i Proletariatets Bevidsthed. Og det var ikke blot dens religiøse og moralske Idéer, som vakte Anklang, men også dens sociale Idéer.

Kristendommen er, i sin første og reneste Skikkelse, en Religion for Proletariatet, for de Fattige og Lidende og Undertrykte i Samfundet. Det var dem, til hvem Kristus talte. Umiddelbart før han første Gang optræder som Lærer, læser han i Synagogen i Nazareth Esaias's Profeti højt: „Han har sendt mig til at kundgøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle få Syn, at udlade de Plagede i Frihed". I denne Bebudelse er hans Virksomheds Natur angivet; og hvad han senere lærer, falder sammen hermed: „Salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige; salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes; salige ere I, som nu græde, thi I skulle le" . .. „Kommer hid til mig, alle som arbejde og ere besværede, og jeg vil give eder Hvile".

Småfolk var det da også, som samlede sig om ham og lyttede til ham. Disciplene var fattige Fiskere og Håndværkere, og stadig harmedes og forargedes Samfundets Støtter, Farisæerne og de Skriftkloge, over, at „alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham". Netop de elendigste og mest foragtede Mennesker søgte Tilflugt hos ham og fandt ikke blot sjælelig Trøst, men stundom også praktisk Forsvar imod de sociale Magter, som var på Nakken af dem. Fortællingen om Kvinden, der var grebet i Hor, er i sin ophøjede Simpelthed den mest skærende Hån over al løgnagtig Samfundsmoral, og Svaret har sin fulde aktuelle Gyldighed den Dag idag: „Den, som er syndeløs iblandt eder, kaste først Stenen på hende".

Således var hans Forkyndelse idel Mildhed overfor de Fattige og Udstedte i Samfundet; overfor de Rige faldt Ordene derimod hårdt og truende. Den rige Mand pines svarligen i Helvedes Lue - ikke fordi han var særlig ond eller særlig syndefuld, det meldes der intet om, blot fordi han var rig og nød sin Rigdom, „klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde", samtidig med at Lazarus lå ved Døren og mættedes med Smulerne fra hans Bord. Gang på Gang udtales den samme Betragtning af Rigdommen - den absolutte Fordømmelse af ethvert Samfund, hvor der er Rig og Fattig, hvor der hersker Overflod og Nød. „Ve eder, I Rige, thi I have eders Trøst borte"….„Hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige; thi det er lettere, at en Kamel går igennem et Nåleøje, end at en Rig kommer ind i Guds Rige". Og da den velstående Mand, som har holdt alle Budene fra sin Ungdom, spørger, hvad han yderligere skal gøre, for at han kan arve det evige Liv svarer Jesus: „En Ting fattes Dig; gak bort, sælg, hvad Du har, og giv de Fattige det; så skal Du have et Liggendefæ i Himlen". I Disciplenes Forkyndelse gentages den samme Forkastelse af al Rigdom atter og atter, og særlig i Jakobs brevet er Ordene skarpe, og de Rige fordømmes for den Udbytning og Undertrykkelse, de øver mod de Fattige: ,,Er det ikke de Rige, som underkuer eder, og som drage eder for Domstolene ?" . . . „Velan nu, I Rige, græder og hyler over de Elendigheder, som komme over Eder. Eders Rigdom er rådnet, og Eders Klæder ere mølædte, Eders Guld og Sølv er forrustet, og deres Rust skal være til Vidnesbyrd imod Eder og æde Eders Kød som en Ild; I have samlet Liggendefæ i de sidste Dage. Se, Arbejdernes Løn, som høstede Eders Marker, hvilken I have forholdet, skriger, og Høstfolkenes Råb ere komne ind for den Herre Zebaoths Øren. I levede kræseligen på Jorden og vare vellystige; I gjorde Eders Hjerter tilgode som på en Slagtedag".

Det var da en udpræget proletarisk Tendens, som gik igennem Kristendommen, således som den i de første Århundreder efter vor Tidsregning bredte sig ud over Romerriget, en Tendens, som det kun ved at øve den groveste Vold mod hele den ældste kristelige Overlevering er lykkedes en senere Tids Teologi at forfalske. Og ligeså proletarisk af Væsen var det positive sociale Ideal, som Kristendommen forkyndte.

Det var Ejendoms- og Nydelsesfællesskabet, den kommunistiske Forfatning, som var det naturlige Udtryk for Oldtids-Proletariatets sociale Længsler, og som i de første kristne Menigheder ikke blot blev forkyndt, men også praktisk udøvet Man kunne dengang endnu ikke i den produktive Socialisme, Arbejdsfællesskabet, danne sig noget socialt Ideal, fordi alle historiske Betingelser for en sådan Samfundsordning savnedes; derimod blev den forbrugende Kommunisme, Nydelsesfællesskabet, den ideale Tilstand for Datidens Proletarer.

I Evangelierne og især i Bogen om „Apostlenes Gerninger" kommer denne Tanke stærkt og utvetydig til Orde. Den, der ville følge Kristus, måtte opgive al sin Ejendom, skænke den til Menigheden, og Menigheden levede i en Fælleshusholdning, som blev bestridt ved dette fælles Eje. Det var ikke nogen frivillig Sag, om man således ville stille sin Besiddelse til Menighedens Rådighed, men det var tværtimod en social Pligt, som det var en Dødssynd at forsømme. Ananias og hans Hustru Saphira blev straffede med Døden, fordi de havde tilbageholdt en Del af deres Rigdom til deres private Bedste. Den Kristne skulle være ejendomsløs som Person og kun Medejer i den fælles Besiddelse. I „Apostlenes Gerninger" finder man en Skildring af de oprindelige Menigheder og ser dem indrettede i nøjagtig Overensstemmelse med Kristi Bud, byggede over den gennemførte Forbrugskommunisme, det absolutte Fællesskab i Ejendom og Nydelse: „Alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles. Og de solgte deres Ejendom og Gods og delede det ud iblandt Alle, efter som nogen havde Behov. Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægtigen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Måltidet med Fryd og i Hjertets Enfoldighed, idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen nogle til Menigheden, som lode sig frelse…..Der var ej heller nogen Trængende iblandt dem, thi så mange som ejede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det solgte og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver, efter som han havde Behov".

Man forstår, hvordan et sådant kommunistisk Samfund måtte drage til sig den store Masse af de forsultne og fortrykte Proletarer, ikke blot i Jødeland, men hele det vældige Romerrige over. Men man forstår også, hvor stakket dets Varighed måtte blive. Tallet på de Munde, der skulle mættes, voksede rask, men Mængden af de Rigdomme, der blev stillet til Rådighed, øgedes kun langsomt. Man måtte snart stå på bar Bund. Og fra Begyndelsen af slog man sig til Ro med Forestillingen om Kristi snare Genkomst og Verdens nær forestående Undergang. Men efterhånden som Tiden gik, voksede Vanskeligheden. Allerede af Apostlenes, især Paulus's Breve, får man et levende Indtryk af, hvor skrappe Formaninger der måtte til for at skaffe det nødvendige ind til Underhold for de Fattige i Menighederne. Tidlig, efter kun få Årtiers Forløb, ebbede den rene Kommunisme ud - og måtte gøre det, fordi de Klasseinteresser, som her fandt deres Udtryk, det udsultede Pjalteproletariats og det udpinte Småborgerskabs, ikke havde nogen revolutionær Fremtid for sig; - den forvandledes til en afbleget Godgørenhed, til Gejstlighedens Underhold på Menighedens Bekostning, til Nadverens Sakramente som den sidste Rest af de gamle Fællesmåltider, pletvis også til et Klosterliv med halvt karrikerede Minder fra de første Kristnes Dage. De Rigdomme, som efterhånden opsamledes i Menighedens Besiddelse, gik mere og mere over til at anvendes til Underhold for den Overklasse af Gejstlige, som efterhånden hævede sig op over det øvrige kristne Samfund, og Gejstligheden stillede også stigende Krav om personlige Bidrag fra Menighedens Medlemmer. Således omskabtes lidt efter lidt den oldkristelige Kommunisme til den middelalderlige udbyttende Kirke. Og samtidig fik Teologien travlt med at bortfortolke og bortforklare det nye Testamentes Udtalelser om Rigdom og Fattigdom, berøve dem deres Salt og passe den kristne Lære til, så den kunne blive tækkelig for Magthaverne i Samfundet.

Men endnu længe efter var der Sekter, som søgte at praktisere Oldkristendommens Program; helt ned imod Middelalderens Slutning spillede de oldkristelige Idealer deres Rolle i Klassekampen. Og endnu står Beretningen i „Apostlenes Gerninger" tilbage som en fældende Fordømmelsesdom over de Hyklere, der nu om stunder med Bibelen i Hånden stiller sig op til Forsvar for den private Ejendomsret, som Kristus og hans Disciple har brugt skånselsløsere Ord om end nogen socialistisk Agitator.

Reformationstiden.

Tiden omkring År 1500 kendetegnes ved en lang Række store Begivenheder og Bevægelser, banebrydende for al senere historisk Udvikling. Den italienske Renæssance havde skabt en fin og fornem Kunst, der tindrede af Liv og Skønhed; Humanismen, som fra de Norditalienske Universiteter havde bredt sig til Landene Nord for Alperne, avlede en helt ny videnskabelig Opfattelse og Tankegang; den lutherske Reformation ryddede op i den religiøse Overtro, der før havde hvilet tyngende over Sindene. Krudtet, som ved den Tid trængte afgørende igennem, udviklede en helt ny Krigsteknik, med Massehære af lejede Fodfolk, og gjorde de små, sværtrustede adelige Rytterhære overflødige; Bogtrykkerkunsten brød Vej for Åndskulturens Udbredelse i vide Kredse af Befolkningen og gjorde Ende på den Eneadkomst til boglig Kundskab og boglig Syssel, som Gejstligheden i tidligere Dage havde haft; de store Opdagelser, af Søvejen til Indien og af den nye Verdensdel, der dukkede frem af Atlanterhavets Tåger, udvidede Menneskehedens Synskreds langt ud over de trange Grænser, den før havde haft. Til alt dette svarede der voldsomme sociale Brydninger, som rystede Samfundene, skarpe Sammenstød mellem de forskellige Stænder; Borgere og Bønder kæmpede om Magten imod den gamle Tids Magthavere, Adel og Gejstlighed. Det var en Gennembrudsperiode, da Gammelt og Nyt mødtes i en fortvivlet Kamp, da gamle Idealer faldt og nye rejste sig, en af de Overgangstider, da Livet leves stærkere end ellers, en Revolutionens Tidsalder, da „det er en Lyst at leve" - som en af Datidens store Kæmpere, Tyskeren Ulrich von Kutten, har sagt.

Det var det middelalderlige Samfund, som bukkede under for de Kræfter, der i de forudgående Århundreder havde arbejdet sig op. Og det var den gryende Kapitalisme, som gav Stødet til denne mægtige Omvæltning. Kapitalen var trådt ind på Verdenshistoriens Scene som en revolutionær Magt. Den optrådte endnu kun som Handelskapital, virkede kun i Varernes Omsætning Land og Land, Mand og Mand imellem, greb ikke direkte ind i Produktionen. Men alligevel var dens Virkninger af umådelig Rækkevidde. Alt socialt Liv kom ind i helt nyt Lys. Alle gamle Samfundsforhold kom i Uro og Opløsning. Helt nye, dybtgående og stadig skarpere Brydninger opstod mellem Befolkningens forskellige Lag. Og helt nye Tanker groede frem af det gærende Kaos.

Den økonomiske Forfatning, der havde hersket i den egentlige Middelalder, da den græsk-romerske Oldtidskultur var gået til Grunde, var bygget på Naturalhusholdningen. Handelslivet havde været svagt og ikke spillet nogen nævneværdig Rolle for Samfundet som Hele. Der fandt ingen Vareomsætning Sted. Man producerede selv sine Forbrugsgenstande og forbrugte selv sine Produkter, uden at købe og uden at sælge; alt hvad man frembragte, var Genstande for det umiddelbare Forbrug, lod sig ikke forvandle til Penge. Bondefamilien, der helt og holdent levede af Gårdens Frembringelser, uden økonomisk Vekselvirkning med Omverdenen, tilvirkede selv sine Næringsmidler, sine Klæder, sit Husgeråd og sine simple Arbejdsredskaber, er Typen på denne Tilstand. Det var en Tilstand, hvor både den materielle og den åndelige Kultur blandt Menigmand stod såre lavt og ikke viste Tegn til Fremgang. Alt hvad der lå udenfor den allernærmeste Omegn, betragtede man med mistænksomme Øjne. Ingen friske Impulser kunne trænge ind fra Omverdenen. Præsten og Munken var de eneste, som repræsenterede en højere åndelig Magt, og for dem bøjede man sig blindt og kritikløst. Man savnede den Spore til et dygtigere, intelligentere Arbejde, som ellers kan ligge i en stærkt voksende folkemængde, til hvilken der skal skaffes Brødet; thi Pesten huserede med få års mellemrum og holdt Befolkningens tal nede. Ligeså skarpt man var isoleret udadtil, overfor alle fremmede, ligeså stærk var imidlertidig den samfølelse, der udviklede sig indadtil, mellem landsbyens medlemmer; der havde endnu bevaret sig mange Rester fra den nordeuropæiske Oldtids kommunistiske Tilstande; Jorden var Fælleseje og blev tildels udnyttet ved Fællesdrift; og et sådant Fællesskab var på den Tid hensigtsmæssigt.

I Overensstemmelse med denne økonomiske Forfatning havde også den herskende sociale Ordning formet sig. Da Vare- og Pengeomsætningen endnu var så forsvindende ringe, blev Jorden det eneste almindelige Udtryk for Rigdom. De verdslige og gejstlige Stormænd, der havde hævet sig op over den øvrige Befolkning, havde tilegnet sig al Jordbesiddelse i Samfundet. Bønderne var deres Fæstere; de havde Brugsretten af Jorden, men under Godsejerens Højhedsret og måtte hvert År svare ham en Landgilde, i Naturalier, så og så mange Tønder Korn eller Sider Flæsk, så og så mange Lispund Smør eller Tønder Øl. Det var under denne Form, Udbytningen blev drevet i det middelalderlige Samfund Men det Tryk, der således øvedes, var sjælden særlig strengt. Så længe Naturhusholdningen herskede og det var umuligt at afsætte Landbrugets Produkter, havde Godsejeren ingen Grund til at udpine Bønderne. Havde han til Husbehov i Lade og Fadebur, nok til at tilfredsstille sin Familie og sin Husstand af Svende og Tjenere, da følte han sig ikke fristet til at presse mere ud af Bønderne - han kunne jo dog ikke få Anvendelse for et sådant Overskud, ikke gøre det i Penge, ikke omsætte det til andre Varer.

Hele den middelalderlige Kultur har fået sit Særpræg af disse økonomiske og sociale Tilstande: Håndværket og Handelen og Bylivet, der trådte helt i Skygge
for Landbruget og mest kun var et Tilhæng til Godsejerens eller Prælatens Hofholdning; Ridderborgen med dens solide Bygninger, dens massive, men pralende
Luksus; det stillestående Åndsliv; den katolske Kirkes Magt over Sjælene; Kunsten og Åndskulturen i dens forskellige Former, Kirkebygningerne og Altertavlerne, den sindrige skolastiske Filosofi og de naive Folkeviser.

Dybt konservativt var hele det middelalderlige samfundssystem, uden spore til fremfærd. Den magt, som skulle revolutionere samfundet, måtte komme udefra. Det var ikke bonden, når han dyrkede sin mark, eller Herremanden og Biskoppen, når han tog imod Bøndernes Landgildekorn, som bar Fremtiden i sig - det var Købmanden, der kom som et fremmedartet Element og begyndte at købe og sælge. Først da Verdenshandelen tog til at udfolde sig, var Øksen lagt ved Roden af det gamle, middelalderlige Samfund.

Allerede i det 11. århundrede var der hist og her i Italien begyndt at vise sig Tegn til et voksende Handelsliv; Korstogene bragte det i vældig Opgang og forplantede det ud over det øvrige Europa. Et Par Hundrede År igennem drog den ene Hær af Korsfarere efter den anden til Østen; kristne Riger dannedes herovre under europæiske Fyrster, og Købmændene fulgte i Krigernes Fodspor. Kendskabet til den orientalske Kultur avlede nye Fornødenheder nye Varebehov, som kun kunne tilfredsstilles gennem Handel. Stadig mere levende Handelsforbindelser blev knyttet med de vest-asiatiske Folkeslag, stadig større Masser af Østens Produkter blev ført over Middelhavet til de italienske Havnestæder, hvorfra de spredtes ud til de forskellige europæiske Lande og ombyttedes med deres Produkter. Guld og Sølv, som før havde været smedet til Kander og Bægere, blev sat i Omløb som Penge; Produkterne begyndte at flyde frem og tilbage som Varer; og fra det ene Slægtled til det andet tog Bevægelsen stærkere Fart. Anselige Byer rejste sig langs Handelens Hovedlandeveje. Den internationale Kredit uddannede sig mellem de forskellige store Købmandsforretninger. Ud over bestandig nye Strækninger af Verden førte de store Handelshuse deres Forretninger frem. Italienske Købmænd færdedes dybt inde i Asien og kunne stundom nå helt ud til Kina-kysten. Og da Tyrkernes Fremtrængen spærrede af til denne Side, parrede Handelsbestræbelserne sig med Eventyrlysten, og Opdagelsesrejserne begyndte. I Året 1492 nåede Columbus til den ny Verden; seks År senere blev Søvejen til Indien Syd om Afrika fundet. Det var fra de Norditalienske Byer, denne Bevægelse udgik. Men allerede tidlig blev også Landene Nord for Alperne revet med. Og især kom Tyskland til at spille en stor Rolle i denne mærkelige Udvikling, der virkede som en hel Omvæltning i de gamle Samfundsforhold. Ad de tyske Handelsveje blev stadig voksende Masser af Varer transporteret fra Udlandet til Tyskland, fra Tyskland til Udlandet, De sydtyske Byer, som beherskede Overgangene over de østlige Alper, stod i stærk Forbindelse med Venedig og optog og viderebefordrede en Mængde af de orientalske Produkter, som de venetianske Skippere hentede fra Østen. De nordtyske Byer, Hansestæderne, skaffede sig fra Midten af det 13. Århundrede Handelsherredømmet over Østersølandene, over Skandinavien, over England. Og fra de vesttyske Byer blev der drevet en livlig Handel med Frankrig. Den Stad, der blev Centrum for hele dette rige Handelsliv, var Frankfurt; her mødtes alle Trådene; på Frankfurter Markedet „strømmer Købmænd sammen fra Nederlandene, fra Flandern, England, Polen, Bøhmen, Italien og Frankrig; fra næsten hele Europa kommer de med deres Varer og driver kæmpemæssige Forretninger", hedder det i en Beretning fra 1495.

Det var en rent kapitalistisk Handelsvirksomhed, der udfoldede sig. De store Handelshuse, der ofte var indrettede som en Slags Aktieselskaber, virkede med en mægtig Kapital og gennem en vidtforgrenet Mekanisme af Kontorister, Agenter, Opkøbere, Forhandlere, Søfolk, Vognmænd osv.; og en vældig Profit ophobedes hos dem. Hvor vidt den kapitalistiske Spekulationsånd var udviklet, ser man tydeligst af de stadige Bestræbelser for at monopolisere en eller anden Vare i den Hensigt at drive Prisen i Vejret og tilegne sig en kolossal Ekstraprofit. Atter og atter sluttede Handelshusene i de tyske Byer sig sammen i „Ringe" for at skabe en kunstig Prisstigning, på Korn eller Vin, på Jern eller Læder og andre Varer; atter og atter iværksatte Monopolisterne en skånselsløs Nedslagtning af de Konkurrenter, som krydsede deres Planer ved at tilbyde Varerne til lavere Pris. Og her som overalt var de økonomiske Kræfter stærkere end de juridiske Skranker; alle Forbud mod Monopolerne blev virkningsløse Slag i Luften. Det var denne økonomiske Omvæltning, der gik for sig ved Middelalderens Slutning, og den førte til helt nye Forhold på alle det sociale Livs Områder.

De Produkter, der fremgik af Arbejdet, fik en ganske anden Betydning end i gamle Dage, da man ikke havde haft Brug for mere, end man selv med sin Husstand kunne fortære. Nu kunne de sælges, forvandles til Penge, og for Pengene kunne man vinde sig nye, kostelige Genstande, fine Klædningsstoffer, østerlandske Krydderier, fremmed Vin og mange andre Varer i en stadig voksende rækkefølge. Nu var der Grund for Bonden og Håndværkeren til at presse på med Arbejdet for at øge dets Udbytte; jo stærkere det kunne øges, des flere Penge fik han mellem Hænder. Men han fik ikke Lov til selv at beholde dem; thi nu begyndte Udbytningen ovenfra, fra Adelsmændenes, Kirkens og Fyrsternes Side, at tage Fart. For havde det været nok for Godsejeren, når Bønderne bragte ham så meget Korn og Smør og Ost og Flæsk, som var tilstrækkeligt til hans Families og Hofstaders Behov; hvad der gik ud over dette Mål, var overflødigt. Helt anderledes nu, da det altsammen var Varer, af så og så stor en Pengeværdi. „Jo mere, des bedre" blev det Princip, hvorefter man tænkte og handlede. Det middelalderlige, halvt patriarkalske Forhold forvandlede sig til et Udbytningsforhold af den ubarmhjertigste Art. Skatter og Afgifter, Landgilde og Indfæstningsgebyr blev skruet højere og højere i Vejret, og bestandig nye, Pålæg blev udspekuleret for at pine endnu mere ud af Bønderne, Korn og Flæsk, Humle og Vin og allehånde andre Naturalier, som Godsejeren og Fyrsten kunne forvandle til Gylden og Dalere, Herregårdsbedrifterne voksede, efterhånden som Godsejeren nedlagde den ene Fæstegård efter den anden og selv drev dens Marker; et Proletariat af jordløse Husmænd ny Indsiddere begyndte at opstå, og de Bønder, der fik Lov at beholde deres Gårde, blev plagede med et stadig voksende Hoveri på Herregårdsmarkerne. Og ikke blot steg således de Byrder, Bonden havde at lære, men samtidig blev hans Adkomst til at skaffe sig det nødvendige til Livets Ophold frygtelig indskrænket. Havde han i gamle Dage frit kunnet hugge og jage i Skovene, fiske i Vandløbene og græsse sine Husdyr på Fællesmarkerne, og havde hele hans Husholdning været bygget herpå, så mistede han nu disse Rettigheder; nu var de noget, der kunne gøres i Penge, og Godsejeren lagde beslag på dem; ved allehånde juridiske kunstgreb fik han dem fortolket som sine Private Rettigheder, og Bønderne spærredes ude. Det feudale, halvt patriarkalske forhold forvandlede sig altså til et udbytningsforhold af den skånselsløse karakter; thi det var penge, det gjaldt, og i pengesager hører gemytligheden op, som det tyske mundheld siger. Hele det gamle, stillestående og ubekymrede Velvære blandt Bønderne kom i Forfald, og lidet hjalp det, når man ved Lån hos Byens Ågerkarle reddede sig ud over en øjeblikkelig Forlegenhed; det gjorde kun Ondt værre. Forarmelsen og Undertrykkelsen tog til fra Slægtled til Slægtled. Det var denne voksende Udbytning og Undertrykkelse, som rundtom i Europa gav Anledning til de store Bondeoprør henimod Middelalderens Slutning. Bønderne rejste sig med Spyd og Økse imod deres Plageånder og krævede deres gamle Rettigheder genindført. I Frankrig brød en stor Bondekrig ud allerede så tidlig som i 1350'erne, i England i 1380'erne; i Tyskland var der stadige Uroligheder hele det 15. Århundrede igennem, og Bevægelsen nåede sit Toppunkt i Bondekrigen 1525; i Danmark havde især de stridbare jyske og skånske Bønder Gang på Gang sat sig til Modværge, og i Grevefejden 1553-36 kæmpede de den sidste fortvivlede Kamp for deres Frihed. Allevegne blev Bønderne slået ned og grusomt straffede, og ny, endnu stærkere Udbytning og Udsugelse blev iværksat.

Var Modsætningen mellem Bønderne og de verdslige og gejstlige Godsejere end det dybeste sociale Modsætningsforhold, der opstod som en naturlig Følge af det voksende kapitalistiske Handelsliv, så var det dog ingenlunde det eneste. Det var, som om en Jordrystelse havde åbnet dybe Kløfter allevegne i Samfundet. Modsætningen mellem By og Land blev skarpere end nogensinde; Modsætningen mellem Adelsmænd og Købmænd - Adelsmændene, som til Trods for de stigende Indtægter, de vandt på deres Bønders Bekostning, dog kom i dybere og dybere Gæld til Byens Kapitalister, og som så på dem med onde Øjne og hævnede sig ved, så ofte Lejlighed bød sig, at overfalde Købmændene på Landevejen og lette dem for deres Pengeposer; Modsætningen mellem Adelsmændene og Fyrsterne - disse Fyrster, som søgte at styrke deres egen stilling og øge deres Udbytningsmuligheder, og som derfor først og fremmest måtte knække halsen på Adelsmændenes selvrådighed og selv tilrive sig den myndighed Godsejerne før havde øvet: Modsætningen mellem Handelsstanden og Håndsværksstanden, der kæmpede om indflydelse over Byens Styre; Modsætningen mellem Håndværksmestrene og Håndværkssvendene - hvilke sidste, efterhånden som Lavene gennemtrængtes af en mere og mere kapitalistisk Ånd, begyndte at udvikle sig i Retning af et besiddelsesløs og udsigtsløst Proletariat. Overalt var der et Virvar af stridende Interesser, af nye Modsætninger, af nye Klassekampe. Men tværs igennem dette forvirrede Mylder af allehånde Modsætninger var der en enkelt Delingslinje, som skar sig på en sådan Måde, at den bag sig kunne samle Befolkningen fra mange forskellige sociale Lag til fælles Kamp mod en fælles Fjende. Det var Modsætningen til den katolske Kirke.

Thi både for Bonden og Adelsmanden på Landet og både for Handelsmanden og Håndværkeren i Byen måtte Kirken med hele det verdslige Apparat, den rådede over, naturlig stå som en fjendtlig Magt, hvis Tryk man følte over sig, og hvis Åg man i egen Interesse måtte stræbe efter at kaste af. Rom var påny, som for halvandet Årtusinde siden, blevet den store, internationale Udbytter; og den kristne Lære, som oprindelig havde været de Udbyttedes, de Fattiges og Undertryktes Religion, var blevet et Instrument til at udsuge Alverden. Mod den tiltagende Udvikling af Vare- og Pengehusholdningen var Kirken i stigende Grad blevet grebet af udbytteriske Tendenser overfor hele det øvrige Samfund, og i Kraft af den Stilling, den efterhånden havde erhvervet sig, kunne den drive sin Udbytning i et uhyre Omfang og med et umådeligt Eftertryk - men vakte også derigennem stigende Nag og Bitterhed imod sig fra dem, det gik ud over. Kirken var den største Godsejer rundtom i alle Lande, og det Bondepineri, der foregik på de gejstlige Godser, stod ikke tilbage for de verdslige Stormænds Udsugelser. Men det var ikke blot Bøndernes Harme, den fik imod sig i sin Egenskab af Godsejer; også Adelsmændene og Fyrsterne, der med grådige Blikke så på de vældige Kirkegodser som et kærkomment Bytte, de kunne tilegne sig, hvis Kirkens verdslige Magt blev brudt, også de begyndte at drømme reformatoriske Drømme. Og blandt Byernes Borgerskab blev Stemningen mere og mere kirkefjendsk. Hvad ville det ikke betyde for Handel og Omsætning, om de rige Skatte af Guld og Sølv, der nu brugtes som Alterkalke og Lysestager og deslige, om de blev møntet om til Penge og kastet ud i Forretningslivet; hvad ville det ikke betyde for den produktive Virksomhed, om de mangfoldige Helligdage blev afskaffet og de store Sværme af Tiggermunke og allehånde gejstlige Personer tvunget til Arbejde; hvad ville det ikke betyde for hele Næringslivet, om de Masser af Penge, der blev givet ud til Sjælemesser og Aflad og deslige, om de blev anvendt til Handel og Søfart og Håndværk!

Rundtom i Landene havde denne Stemning i stigende Grad gjort sig gældende i Løbet af Middelalderens sidste Århundreder. Stærke Angreb på den katolske Kirke var blevet rejst; kætterske Menigheder havde hist og her dannet sig, med Læresætninger, der i mange Måder nærmede sig den senere lutherske Lære. Efterhånden som den voksende Varehandel og Pengeomsætning nedbrød de gamle økonomiske Forhold og prægede sig dybere og dybere i Befolkningens Bevidsthed, blev Stormvarslerne hyppigere og mere truende. Og det var i Tyskland, at Barometerstanden var mest urovækkende; her dannede sig det Centrum, hvorfra det forestående Uvejr måtte udgå.

Thi Tyskland var dengang det Land Nord for Alperne, hvor Påvirkningen fra det nye, kapitalistiske Handelsliv var stærkest, og hvor man derfor også havde fået Øjnene bedst åbne for Afhængigheden af den romerske Kirke; man følte den som en Kilde til Ydmygelse og Udbytning, ikke blot for enkelte Klasser af det tyske Folk, men for det tyske Folk som Helhed. År efter År strømmede stigende Rigdomme ikke blot fra den verdslige Befolkning over i Gejstlighedens Kasser, men videre derfra, fra Tyskland til Rom. Tyskland var den Malkeko, hvorfra Roms Herlighed hentede sin Næring. Som en national Udbytning forstod man rundtom i Landet dette Forhold. Pavedømmet og dermed hele den katolske Kirke blev opfattet som en national Ulykke, blev følt som en national Skændsel. Efterhånden som den kapitalistiske Udvikling skred fremad, blev denne Stemning stærkere og bitrere og bredte sig i videre og videre Kredse. Ved den Tid Luther optrådte, krævedes der kun det forløsende Ord, for at den kunne slå ud i lyse Luer.

Hvor betegnende er det ikke også, at det var Spørgsmålet om Afladshandelen, som først kaldte Luther frem og dermed dannede Udgangspunktet for det vældige reformatoriske Røre. Få eller ingen andre teologiske Problemer havde i den Grad Evne til at gribe ned i den store Befolkning og fængsle dens Opmærksomhed Spørgsmålet om Viljens Frihed eller Ufrihed, om Kyskhedens og de gode Gerningers helliggørende Indflydelse, om Brødets og Vinens Forvandling til Kristi Legeme og Blod, alt sligt var Studerekammerspørgsmål, som vel kunne sætte de Lærdes Penne i Bevægelse, men som kun i ringe Grad formåede at finde Genklang hos Folket. Helt anderledes med Afladshandelen. Her var det Penge, det gjaldt, Penge, der År ud og År ind i stride Strømme blev ledet ud af Landet til Rom, blev unddraget det tyske Næringsliv, tjente til at berige de romerske Paver og deres Yndlinge, men til at forarme den tyske Befolkning. Her stod man overfor en åbenbar nationaløkonomisk Ulykke; det var et Ræsonnement, enhver kunne fatte, uden Hensyn til det Sæt af religiøse Læresætninger, der iøvrigt knyttede sig til Afladen.

Dengang Luther den 31. Oktober 1517 slog sine 95 Sætninger om Afladshandelen op på Kirkedøren i Wittenberg, følte han sig endnu helt og holdent som rettroende Katolik. Han var en af de mange af Datidens Munke og Præster, som ved Påvirkning af forskellig Art var kommet ind i en Åndsretning af mere pietistisk Natur end den, der officielt beherskede Kirken; men den lod sig godt forlige med de katolske Læresætninger, og der var Hundreder af katolske Teologer, der delte sådanne Anskuelser. Hvad det var for et farligt Sprængstof, hans Sætninger rummede, havde han ikke Anelse om; og havde han forudset al den Uro, de skulle forvolde, ville han sikkert have holdt dem tilbage.

Imidlertid viste det sig hurtig, at den Bevægelse, han havde rejst, tog Magten fra ham. De åndelige Strømninger, der var et Udtryk for Tidens økonomiske omvæltninger, var så stærke, at de ikke kunne standses på halvvejen. De kunne ikke nøjes med en Række beskedne reformer af den katolske Kirkeforfatning; de krævede et afgørende Brud med hele den gamle Kirke. Luther blev revet med, drevet frem fra standpunkt til standpunkt af de mægtige kræfter, som rørte sig i hans samtid Hans virksomhed forvandlede sig fra at være reformatisk, til at blive revolutionær.

Og fra de rent åndelige Områder begyndte også hans revolutionære Stemning at forplante sig over til de rent sociale. Man finder i hans Skrifter fra Begyndelsen af 1520'erne en Række skarpe Udfald, ikke blot mod de gejstlige Magthavere, hvem han angriber med en Fanatisme så hadefuld, at man ikke finder dens Sidestykke hos nogen senere agitatorisk Forfatter, men også tit mod de verdslige Magthavere. Han retter voldsomme Bebrejdelser mod Fyrsterne og Adelsmændene for deres Udsugelser: „I gør ikke andet end flå og brandskatte, for at kunne føre eders prægtige, hoffærdige Liv, indtil den fattige Menigmand ikke kan og vil tåle det længere ..... Hvad hjælper det, om en Bondes Ager bærer ligeså mange Gylden som Halm og Korn; hans Overordnede kommer jo blot og tager så meget des mere, for at ege deres Pragt dermed og smide Værdierne ud til Klæder, Frådseri, Drukkenskab, Bygninger og deslige." Og han stiller dem en mægtig Bonderejsning i truende Udsigt som den retfærdige Straf, Himlen vil sende dem for deres Forbrydelser.

Men da det blev Alvor, og Bønderne i Året 1525 virkelig rejste sig imod deres Plageånder, i den store Bondekrig, som i Løbet af få Uger omspændte hele Tyskland, da veg Luther sky tilbage. Han var alt for meget Småborger, var alt for dybt hildet i en småborgerlig Tankegang, var alt for stærkt gennemtrængt af en instinktmæssig Respekt for de høje Herrer, til at han turde drage Konsekvenserne af sine egne Standpunkter. Ligeså vidt han i de foregående År var blevet drevet frem i social-revolutionær Retning, ligeså langt blev han nu drevet tilbage i social-reaktionær Retning. Overfor Bøndernes Brud på deres Lydighedspligt imod deres verdslige Overordnede slap han sin ville Fanatisme løs i en desperat Blodtørst, en helt deliristisk Grusomhed. Han står her, i sit rasende Had til den Underklasse, der søgte at tilkæmpe sig en lindring i sine kår, som en af de uhyggeligste skikkelser i den moderne historie. I skriftet "imod de røveriske og morderiske Bønder" henvender han sig til Fyrsterne og Adelsmændene, og maner dem til en skånselsløs Nedslagtning af Bønderne. „Thi da de ondsindet og frækt bryder deres lydighed og tilmed sætter sig op imod deres Herrer, så har de dermed forspildt Liv og Sjæl, som de troløse, menederske, løgnagtige, ulydige Slyngler og Skurke plejer at gøre .... Derfor skal hver især slå til her, kvæle og stikke, hemmelig eller offentlig, og tænke på, at der ikke er noget så giftigt, skadeligt og djævelsk som et oprørsk Menneske; ligesom man må slå en gal Hund ihjel; slår du ikke til, så rammer den dig og hele Landet med dig."

Bondekrigen betegner det revolutionære Vendepunkt i Luthers Virksomhed. Fra nu af var al Sympati med de lidende Underklasser slukt i ham; og den friske revolutionære Ånd, der så ofte før havde været at spore i hans Skrifter, var død. Han blev nu de verdslige Magthaveres håndgangne Mand - i så vid en Udstrækning, at han ikke blot advarer mod at tage Hoveriet og lignende Byrder bort fra Bøndernes Skuldre, men endog udkaster Tanken om at genindføre et rent Slaveri. Den lutherske Kirke, der rejste sig i Tyskland og derfra bredte sig ud over det meste af Nordeuropa, blev skæbnesvangert påvirket af dette Omslag; den blev ikke den demokratiske Folkekirke, han tidligere havde været Talsmand for, men en bureaukratisk Statskirke, med Fyrsten som Overhoved, som en ny Pave, med en Dogmatik ligeså stiv og livsfjern, som den katolske havde været det, og med den Pligt at opdrage Undersåtterne til en blind, ubetinget Lydighed overfor de verdslige Magthavere, en Kadaverdisciplin, der får sit klassiske Udtryk i en Sætning som denne: „At 2 og 5 er 7, det siger din Fornuft dig; men når Øvrigheden befaler, at 2 og 5 er 8, så skal du tro det, på Trods af din Viden og Forstand."

Den lutherske Reformation er den største og mest iøjnefaldende af de store åndelige Bevægelser, som den mægtige økonomiske og sociale Omvæltning ved Skellet mellem Middelalder og Nutid gav Stødet til. Men langtfra den eneste. Det gærede overalt, og hele Tankelivet begyndte at omforme sig. Spirerne til en ny åndelig Kultur udfoldede sig i den brede Borger- og Bondebefolkning. Reformatorerne havde været nødt til at skrive på Modersmålet i Stedet for på det latinske Sprog, som Menigmand ikke forstod, og Nationalsprogene havde derigennem fået en rig Udvikling, var blevet af slebne og affilede til Litteratursprog. Og Bogtrykkerkunsten gjorde det muligt, at boglig Kundskab kunne brede sig i vide Kredse af Befolkningen. Læselysten, den litterære Interesse voksede. Nationale Litteraturer groede frem.

Nationalbevidstheden voksede. Handelslivet, der havde sprængt de Skel, som før skilte de enkelte Landsbyer og Landsdele fra hverandre, og havde bragt Nationerne i indbyrdes Vekselvirkning, skabte helt nye Forestillinger om national Samhørighed i Befolkningens Sind. Havde Sjællændere, Fynboer og Jyder tidligere følt sig fjernt fra hinanden, så dukkede nu Begrebet op om den fælles Nation, som de tilhørte, og om den fælles Modsætning til andre Nationer med fremmed Sprog og fremmede Sæder.

En ny videnskabelig Forskning begyndte at bryde sig Vej. Det velstående, selvfølende Borgerskab i de store Handelsbyer kunne ikke, som man i Middelalderen havde gjort, kritikløst slå sig til Ro ved Bibelens Autoritet på alle videnskabelige Områder. Det krævede en virkelig Undersøgelse af Tingene, bygget på Iagttagelse, Fornuft, Erkendelse. Omkring i de Lande, hvor den kapitalistiske Udvikling skred hastigt fremad, voksede der da en Naturvidenskab, en geografisk og historisk og social Forskning frem, som omstyrtede den middelalderlige Lærdom og brød med dens Metode, og som har lagt Grundvolden til Eftertidens videnskabelige Erkendelse. Og således overalt. De moralske Begreber, de kunstneriske Opfattelser, de politiske Anskuelser - alle de forskellige Udslag af menneskelig Bevidsthed omformedes under Indflydelse af den kapitalistiske Handelsvirksomhed og de Omvæltninger i Samfundslivet, den drog efter sig. Det var den nye Tid, som afløste Middelalderen.

Den franske Revolution.

I Året 1789 brød den store franske Revolution ud. Det var Bourgeoisiet, der hejste Oprørsfanen, i den Hensigt at tiltvinge sig den politiske Magt og benytte den som Middel til at fremme Samfundets Omdannelse i kapitalistisk retning. Som det indenomstunder er Arbejdernes Klasseinteresser, der danner den revolutionære Drivkraft i al politisk Bevægelse, således var det dengang Kapitalisternes Klasseinteresser der gav Stødet til den revolutionære Omvæltning. Det store, voldsomme Sammenstød i Frankrig var ved den Tid blevet en uundgåelig Nødvendighed.

Siden Opdagelsen af Amerika og af Søvejen til Indien i Slutningen af det 15. Århundrede var der foregået en Forskydning i Magtforholdet mellem de forskellige Dele af Europa. Tyngdepunktet var flyttet mod Vest, fra Italien og Tyskland ud til Atlanterhavslandene. Verdenshandelen var slået ind på nye Veje. De norditalienske Havnestæders Handel på Middelhavets Østkyst var sygnet hen, nu man havde fundet en lettere Forbindelse med det fjerne Østen; og Tysklands Rolle som Mellemled mellem Italien og Landene Nord for Alperne var spillet til Ende. De to Lande forarmedes og forfaldt, økonomisk, politisk og kulturelt. Så meget stærkere var Opgangen i England, Holland og tildels også Frankrig. Her udfoldede der sig et stadig kraftigere Handelsliv; her voksede de store Byer frem med en Befolkning af virksomme og velstående, selvbevidste og selvfølende Borgere; her begyndte også de første Tilløb til en Storindustri af rent kapitalistisk Natur. Og til den økonomiske Opgang svarede den Kultur, der her udviklede sig - i videnskabelig Tænkning og Forskning, i Digtning og Kunst, på alle Områder af det åndelige Liv var det disse Lande, som tog Førerskabet for det øvrige Europa.

Men den Kapitalisme, der således groede frem, kunne ikke i Længden finde sig til Rette indenfor de gamle Statsformer, som var taget i Arv fra det middelalderlige, det feudale Samfund. Det kapitalistiske Borgerskab, der følte sin stadig voksende sociale Betydning, kunne ikke nøjes med den beskedne Plads som en ydmyg Underklasse i Forhold til de herskende Stænder, Adel og Højgejstlighed. Borgerne måtte nødvendigvis med stigende Styrke kræve afgørende Indflydelse på det offentlige Liv, kræve Afskaffelse af de Privilegier, som den verdslige og gejstlige Godsejerstand sad inde med, og som på mange Måder trykkede og pinte dem selv, kræve politiske Former, indenfor hvilke deres egne økonomiske og sociale Interesser kunne komme til fri Udfoldelse. En dybtgående Omdannelse af Statslivet blev for dem en absolut Nødvendighed. Jo stærkere den borgerlige økonomiske Udvikling skred frem, des radikalere blev det politiske Program, som Borgerskabet ide nordvest-europæiske Kulturlande samlede sig om. Fra Begyndelsen af, så længe man endnu følte sig for svag til på egen Hånd, kunne føre en sejrrig Kamp med det gamle Samfund, havde man med Tilfredsstillelse og Tilslutning set på Fyrsterne, når de tilrev sig Enevoldsmagten, begrænsede Adelens og Gejstlighedens Myndighed og indledede en Politik, som søgte at støtte og ophjælpe Handel og Industri og andre borgerlige Erhverv; den oplyste Enevælde havde i Bourgeoisiets Øjne stået som den ideale Forfatning. Men efterhånden som man følte sine egne Kræfter vokse, steg Kravene. Man fordrede direkte Indflydelse på Statens Ledelse; man kunne ikke nøjes med, at Aristokratiets Forrettigheder knækkedes, men måtte også have Garanti mod Overgreb fra Fyrstens Side; man måtte have klar og pålidelig Besked om Statens Finanshusholdning; man måtte selv have Hånd i Hanke med den økonomiske Lovgivning, med Handelspolitikken, med Skattevæsenet, med Udenrigspolitikken, med alle de Grene af den offentlige Virksomhed, som i så mange Måder greb dybt bestemmende ind i éns egen Virksomhed. Man følte sig stærk nok til selv at kunne tage det politiske Styre i sine Hænder. Mere og mere bevidst stræbte man imod en ny Forfatningsform, en Republik eller et konstitutionelt Kongedømme, med Tyngdepunktet hvilende i en repræsentativ Forsamling, hvor det var det velstående Borgerskab, som havde Overtaget

Både i Holland og England havde man forlængst indrettet sig under sådanne Former. I Holland havde man allerede ved År 1600, under Kampen for at befriet sig fra det spanske Herredømme, skabt en republikansk Forfatning, der lagde den politiske Magt i Borgernes Hænder. I England havde man i 1689 - nøjagtigt Hundrede År før den franske Revolution udbrød ved en ublodig Revolution begrænset Kongens Myndighed og vundet Anerkendelse for det parlamentariske Styre, som gjorde Regeringen til et Udtryk for de besiddende Klassers Vilje. I Frankrig derimod stod man endnu til Halsen i de gamle Tilstande.

Kongen herskede uindskrænket, men Højadelen og Højgejstligheden havde bevaret og udvidet deres Privilegier, som var blevet mere og mere meningsløse, urimelige og uholdbare under de nye sociale Forhold. Hoffet og de to højere Stænder repræsenterede en Udsugelse, der blev bestandig mere skrigende og føltes som bestandig mere ødelæggende for al borgerlig Virksomhed. Skattebyrden knugede Bønder og. Borgere med sin Tynge, medens Adel og Gejstlighed var fri for alle Skatter og Afgifter. Den uhyre pragtfulde og kostbare Hofholdning med alle dens kolossale Understøttelser til det store Slæng af Kongens Yndlinge, betød en endeløs Bortødslen af Landets Velstand. Til alle højere Embeder havde kun Adelen Adgang, medens Borgerne var lukket ude, Allehånde personlige Forrettigheder satte yderligere Skel mellem Adel og Gejstlighed på den ene Side og „Tredjestand" på den anden og gav Anledning til meget ondt Blod. En grænseløs Demoralisation bredte sig overalt i de herskende Kredse; Staten var kun en Udbytningsgenstand, som man pressede det mest mulige ud af; Bestikkelser og Embedssalg florerede; Retspleje og Administration blev en ren Karikatur. Bønderne var udpinte ved mangfoldige Afgifter og feudale Forpligtelser og levede til Stadighed på Hungersnødens Grænse; Landbruget var elendigt og under de bestående Forhold afskåret fra alle Udviklingsmuligheder. Al produktiv Virksomhed led under det Tryk, som Staten og de herskende Klasser øvede, hæmmedes i sin Udvikling, lammedes i sin Livskraft. Landets Velstandskilder udtømtes under den hensynsløse Udbytning, som plyndrede og plyndrede i det ustandselige uden at give Stød til ny, nyttig Virksomhed.

Det var en Tilstand, der i mange Henseender minder om den, man træffer i det nuværende Rusland. Og som i Rusland således følte man også under det gamle Regimente i Frankrig, at man gik en Katastrofe imøde. „Efter os kommer Syndfloden" er et Ord, der sammenfatter den rådende Stemning i de regerende Kredse - altså med andre Ord: Lad os leve videre på den gamle Måde, og lad Efterkommerne sørge for, hvordan de vil rede sig ud af de Ulykker, som må komme!

Stærkere og stærkere voksede Misstemningen imod det herskende System. Trykket fra det forsvindende Mindretal af de privilegerede Stænder avlede et stadig voldsommere Modtryk fra hele den øvrige Befolkning. Og først og fremmest var det Bourgeoisiets Krav om Afskaffelse af Kongens enevældige Magt og af Adelens og Højgejstlighedens Privilegier, som samlede Befolkningen til fælles Stræben. Det var den første og mest iøjnefaldende Opgave, som måtte løses, for at Udviklingen kunne komme ud over det døde Punkt. Var først denne Opgave løst, tænkte man sig, at en Guldalder ville oprinde for hele Samfundet. Man forstod ikke, at det kun var en ny Trældom, dér da ville banes Vej for, de Besiddelsesløses Trældom under Kapitalen. Frihed og Lighed blev det Løsen, hvormed Bourgeoisiet vandt de brede Folkemasser for sig - men ved „Frihed" forstod man kun den politiske Frihed for de besiddende, de velstående Klasser, og ved „Lighed" kun den rent formelle Lighed overfor Loven. Hele Tænkningen blev gennemsyret af de nye Bevægelser og Bestræbelser. De filosofiske Idéer, som slog igennem i Tiden, genspejlede Borgerskabets Krav om politiske og sociale Rettigheder. Stadig dristigere og mere konsekvente blev Forfatterne i deres Angreb på de gamle, feudale Samfundsforhold og i deres Forherligelse af de nye, borgerlige Idealer. Et mægtigt Indtryk gjorde et Skrift, som udkom umiddelbart før Revolutionen, og som samlede sin Tankegang i disse stærkt agitatoriske Ord: „Hvad har Tredjestand hidtil været? Intet. - Hvad fordrer den at være? Noget. - Hvad bør den være? Alt."

Så kom det store Sammenbrud i Året 1789. Statens Pengevæsen var i en fortvivlet Forfatning, og Gæringen i Befolkningen var så stærk, at Regeringen ikke på egen Hånd turde pålægge nye Skatter. Man greb da som den sidste Udvej til Indkaldelsen af Rigsstænderne, en Forsamling, der repræsenterede Adel, Gejstlighed og Borgerstand. Det var en Repræsentation af rent middelalderlig Natur, en feudal Stænderforsamling, og sidste Gang den havde været indkaldt, var næsten to Hundrede År i Forvejen. Nu kom den til at danne Udgangspunktet for det store kapitalistiske Gennembrud, hvis Virkninger bredte sig ud over hele Europa. Næppe var Stænderne trådt sammen, før Spændingen slog ud i voldsomme Sammenstød, og med rivende Hast udspandt sig det mægtige Revolutionens Drama, under hvilket den gamle Verden gik til Grunde.

Når den franske Revolution for Nutiden har en ganske særegen, en rent aktuel Interesse, og når det har langt mere end blot teoretisk Betydning at forstå dens Årsager og dens Væsen, da er det ikke alene fordi den danner Indledningen til det Kapitalens politiske Herredømme, som vi stadig er underkastede, men også fordi den var en Kamp mellem de samme Elementer, som endnu den Dag i Dag brydes med hinanden om Magt og Indflydelse over Stat og Samfund: Aristokratiet, som repræsenterede de hensygnede feudale Samfundstilstande, Bourgeoisiet, Herskerklassen under de kapitalistiske Samfundstilstande, og Proletariatet. Og ganske vist har der i de 120 År, som er gået siden den Tid, fundet en stærk Forskydning Sted i det indbyrdes Forhold mellem de tre Klasser. Kapitalistklassen, som dengang ledede det revolutionære Stormløb mod Adel og Højgejstlighed og benyttede sig af Proletariatet som Murbrækker og Kanonføde i Kampen, har sidenhen gennemløbet alle Kompassets Streger fra det yderste revolutionære til det yderste reaktionære Standpunkt og er nu Side om Side med Aristokratiet i færd med at gå op i en fælles reaktionær Masse, hvis eneste Program er Bekæmpelsen af Arbejderklassens Fordringer. Og Proletariatet, som dengang var ringe af Tal og svagt af Væsen, kun med en uklar Følelse af sin egen sociale Stilling og derfor let at lokke i Ledebånd af de Lag af Overklasserne, som ville erobre Magten for sig selv, står nu som den stærke, selvstændige revolutionære Kraft, der konsekvent og bevidst stræber efter at tiltvinge sig den offentlige Magt for derigennem at omforme Samfundet efter sin Vilje. Det indbyrdes Forhold imellem de tre Elementer har skiftet; men Elementerne selv er de samme. Og når man vil forstå, hvorledes Nutidens sociale Brydninger historisk har udviklet sig, må man naturlig søge tilbage til den franske Revolution, som rummer de samme Klassemodsætninger, om end kun svagt udformede, ligesom i Fostertilstand.

Det var en broget Blanding af uensartede Elementer, der samlede sig til Kampen imod de højere Stænder og drev Revolutionen fremad på dens Bane, stadig længere fremad, indtil omsider Bevægelsen ebbede ud. Som i en Række af levende Billeder ser man under Revolutionens Forløb det ene Lag af den franske Befolkning efter det andet rejse sig imod de Lag, der lå ovenover det selv, tilvriste sig Magten, støttet af de lavereliggende Lag, for dernæst at vende sig nedad, til Modstand imod dem, ved hvis Hjælp det selv havde vundet frem til Sejr. Bestandig gentager den samme Bevægelse sig. Så snart en Gruppe har opnået de Indrømmelser, der svarer til dens Særinteresser, er dens revolutionære Begær mættet; nu finder den, at der er opnået alt, hvad der med Ret og Skel kan forlanges; og i alle yderligere Krav ser den kun de fordærvelige Resultater af et forbryderisk Demagogi. Det er den samme Bevægelse, der kendes så godt fra hele den senere politiske Historie; men hvad der i de langsomt fremskridende Udviklingsperioder tager Årtier for at fuldbyrdes, det foregik under den revolutionære Episode i uhyre fortættet Skikkelse, med Måneders eller Fjerdingårs Mellemrum.

Først var der Bourgeoisiet. Men Bourgeoisiet var ikke nogen ensartet Masse med fælles Interesser; og den fælles Frygt for Proletariatet havde ikke som i vore Dage hamret det sammen og udslettet de indbyrdes Modsætninger mellem dets forskellige Grupper. Det rummede en lang og yderst broget Række af Afskygninger. På den øverste Tinde stod Finanskapitalisterne, Bankiers, Skatteforpagtere, Parthavere i de store monopoliserede Handelsselskaber og deslige Folk, som levede højt på Ågerrenterne af den voksende Statsgæld og af Adelsmændenes Gæld og på den privilegerede Stilling, Staten havde indrømmet dem, Folk, som i det højeste kunne ønske en vis Kontrol med Statshusholdningen for at forebygge en Statsbankerot, men som iøvrigt var kras konservative. Så var der Fabrikanterne; de var enige om at ønske en Række forældede Fabrikations-Reglementer fra den merkantilistiske Periode afskaffede, at ønske Lempelser i Lavs-tvangen og deslige; men ellers var der dybe Forskelligheder imellem dem; Pariser-Fabrikanterne, som væsenligt drev Luksusindustrier, så med Bekymring på en Bevægelse, der truede med Udryddelse eller Ruin for Hoffet og Adelen, de bedste Kunder for deres Produkter, og trak sig hurtig fra det revolutionære over til det reaktionære Standpunkt; Provinsfabrikanterne, der overvejende arbejdede med den brede Befolknings Masseforbrug for Øje, gik langt videre i radikal Retning. Der var Grossererne, Detailhandlerne, de store Håndværksmestre, Embedsmændene - hver Gruppe med sine særlige Interesser, der på visse Punkter faldt sammen med de øvrige Gruppers økonomiske og politiske Interesser, men på andre Punkter førte til skarpe indbyrdes Modsætninger.

Og ikke mindre brogede var Forholdene i de Dele af Befolkningen, hvis Livsstilling var af overvejende proletarisk Natur. Bønderne var for største Delen nede i en sløv Fortvivlelse, som kun kunne skaffe sig Udslag i desperate Revolter, med Plyndringer og Ildspåsættelser. Paris´s lavsorganiserede Småhåndværkere og de „Frimestre", der fristede en kummerlig Tilværelse udenfor Lavene, nærede, skønt de som Regel var lige slet stillede, alt andet end blide Følelser overfor hinanden og skød gensidig Skylden for deres dårlige Kår over på den modsatte Part. En betydelig Rolle i den revolutionære Bevægelse spillede det „Intelligensproletariat" af Læger, Sagførermedhjælpere, Kunstnere, Litterater, Studenter osv., som var søgt sammen i Paris; det leverede Ordførere for de forskellige Lag af Underklassen, Talere til de revolutionære Forsamlinger, Journalister til de revolutionære Blade. Af den Befolkning, som levede af personligt Lønarbejde i Fremmedes Tjeneste, var der et enkelt Element, som var yderst reaktionært sindet; det var de store Sværme af Lakajer, Kuske, Kammertjenere osv., som opvartede de rige, både adelige og borgerlige Familier; de viste sig i Revolutionens Løb ofte endnu mere fanatisk frihedsfjendske end deres Herrer. Blandt Håndværkssvendene var Stemningen gennemgående stærkt radikal, men det var to forskellige Strømninger, som kæmpede med hinanden om Overtaget; det gamle, patriarkalske Forhold, hvor Svenden havde fået Kost og Logis i Mesterens Hjem, var i Almindelighed opløst, men det moderne, proletariske Forhold havde endnu ikke fået Tid til fuldtud at sætte sig igennem; man gjorde endnu i de fleste Tilfælde Regning på at kunne stige fra Lønarbejdernes Kreds op til Mestrenes; og den sociale og politiske Radikalisme fik her som oftest et mere småborgerligt end proletarisk Præg. Kun blandt Arbejderne i de store Fabriker („Manufakturer"), helt ensstillede som de var med de moderne Lønarbejdere, gjorde konsekvente proletariske Tendenser sig gældende - om nogen socialistisk Stræben kunne der selvfølgelig på dette tidlige Tidspunkt ikke være Tale; men det var Krav om Lønforhøjelser, om Organisations- og Strejkeret, om Foranstaltninger mod Arbejdsløshed og Dyrtid, om gennemgribende Reformer i Skattevæsenet, om almindelig Valgret og deslige, som fra denne Kant rejstes.

Når man lader Øjet løbe hen over denne lange Række af sociale Afskygninger, da forstår man, hvilket Stof den franske Revolution rummede til stadig fortsatte Spaltninger og Konflikter, indtil Revolutionen omsider mundede ud i det Resultat, som på denne Tid var det eneste historisk opnåelige: Sejren, den sociale Frigørelse for det højere Bourgeoisi, for Handelens og Industriens Matadorer.

Man forstår, hvorledes de forskelligartede Elementer kunne holde sammen, så længe det gjaldt om at bekæmpe de højere liggende Samfundslag, men hvordan de straks måtte løbe fra hinanden, så snart en Sejr var vundet. Man forstår, hvorledes Underklasserne, piskede frem af fælles Nød og Næringssorg, snart udnyttedes af Bourgeoisiets forskellige Grupper som Skræmmebillede, snart bekæmpedes med de skarpeste Våben. Først var det de allerøverste Lag af Bourgeoisiet, som kom til Magten gennem Revolutionen. De benyttede sig i rigt Mål af den ophidsede Stemning, der rasede blandt Proletariatet. Stormen på Bastillen, det parisiske Statsfængsel, der lå som et udfordrende Sindbillede på det gamle Regimentes Forbrydelser, blev afgørende for deres politiske Sejr over de to højere Stænder; og de store Bondeuroligheder ude i Landet blev det Middel, hvorved de skrammede Adel og Gejstlighed til at give Afkald på deres gamle Privilegier. Men aldrig så snart var dette Mål nået, før de blev grebet af Rædsel for de Bevægelser, der rørte sig nedenunder dem selv. De allierede sig med de moderate Elementer af Adelen og Gejstligheden til fælles Modstand mod alle videregående revolutionære Bestræbelser. De søgte at fæstne Statsformen som et konstitutionelt Kongedømme med en Rigsdag, som kun repræsenterede de velstående Dele af Befolkningen; Borgerne blev delt i de „aktive", skatteydende, og de „passive", som var for fattige til at betale Skat, og kun de første fik Valgret; Arbejdere og Småborgere blev omhyggelig lukket ude fra al politisk Ret. En Skattelovgivning blev indledet med det Formål for Øje at vælte de offentlige Byrder fra de rige Finansmænd over på de mindre Næringsdrivende. Frygtelige Straffe blev fastsat for Arbejdere, som ved fælles Optræden, selv under de beskedneste Former, søgte at få gennemført Forbedringer i Arbejdsforholdet.

Men kun et Par År varede de liberale Storkapitalisters Herredømme. Den revolutionære Spænding i Samfundet var for stærk til at kunne holdes nede; den pressede stærkere og stærkere på, og et nyt Lag skod sig op til Magten. Det var det girondinske Parti, som repræsenterede Bourgeoisiets Mellemlag, ikke den høje Finanskapital, heller ikke det mindre Håndværk og Småhandelen, men det velstillede Forretningsbourgeoisi, Grossererne og Fabrikanterne, især i Provinserne. Dets politiske Program var en moderat Republikanisme, som kunne sikre den besiddende Middelstand Hovedindflydelsen på det offentlige Liv. Så snart Girondinerne, under stadig Påberåbelse af det brede Folk, havde erobret den politiske Magt, vendte de deres Front nedad og åbnede Kampen imod de „Ultrarevolutionære", det småborgerlige jakobinske Parti og de endnu mere vidtgående proletariske Grupper. De så i dem kun samvittighedsløse Opviglere, som truede den sande Frihed. „Nu må Revolutionen standse"," hedder det i et af deres Blade, „thi ellers risikerer man, at den omstyrter alt, hvad den nylig har stillet på Benene .... Nu må vi slukke Lidenskabernes Ild, standse Parti-Uvæsenet, afhjælpe Ulykkerne, modsætte os Uroligheder". Revolutionens Fortsættelse ville kun betyde Anarki, og den måtte om fornødent forebygges ved Undtagelseslove. Det var Ejendomsretten, den kapitalistiske Ejendomsret, som det gjaldt at sikre. De store, vildledte og forvirrede Folkemasser var ikke i Stand til at lede Stat og Samfund; „er det ikke latterligt, når der tales om Massernes Suverænitet?" Den girondinske Skattepolitik tilsigtede en Række Begunstigelser for det jævnt velstillede Bourgeoisi; Tanken om en stigende Skatteprocent blev afvist med stor Bestemthed; „den stigende Skala er altid vilkårlig og derfor farlig for Ejendommen". Med den dybeste Forargelse tilbageviste Girondinerne det Krav, de udsultede Folkemasser stillede om en lovbefalet Maksimalpris på Brød, til Forebyggelse af Dyrtidens allerforfærdeligste Følger; det ville være et utilladeligt Indgreb i Erhvervsfriheden, og det vidnede om et upatriotisk og demoraliseret Sindelag hos dem, der kunne fremsætte en sådan Fordring. Og da den fattige Pariser-Befolkning i Begyndelsen af 1793, drevet af den frygteligste Hungersnød, plyndrede nogle Brødforretninger, havde den girondinske Presse ikke Ord stærke nok til at fordømme denne „Pøbel", dette „Røverpak".

Således svinder al revolutionær Ånd og al human Medfølelse som Dug for Solen, så snart et Lag af Kapitalistklassen har vundet frem til en Magtstilling,, som den skal forsvare nedadtil. Bitrere og bitrere blev Stemningen i Underklasserne ved dette stadig gentagne Forræderi. Man begyndte at forstå Sammenhængen i Revolutionen; man begyndte at gennemskue det Væv af Fraser og store Ord, hvormed Bourgeoisiets revolutionære Ordførere og Penneførere ikke blot for andre, men også for sig selv tilslørede de sande Motiver til deres Politik; man begyndte at indse, hvilken Rolle man selv var udset til at spille, som en Trappestige, ad hvilken de besiddende Klasser kunne klatre til vejrs for siden at presse Udbytningens Jernskohæl så meget hårdere nedad. Det var den første Begyndelse til Proletariatets Selvbevidsthed, der her brød frem.

Endnu var Proletariatet alt for svagt, alt for ringe af Tal og alt for uensartet af Sammensætning, til at rejse nogen selvstændig Klassekamp, der kunne føre til Sejr. De revolutionære Rørelser, der virkelig havde Arbejdernes og Småborgernes Interesser for Øje og sigtede på dybtgående sociale Reformer, blev hurtig slået ned. Det var Kapitalisterne, der kom til Magten. Kapitalens Frigørelse fra Resterne af de feudale Samfundstilstande var den historiske Opgave, som på dette Tidspunkt måtte løses, og som blev løst. Og Frygten for det Proletariat, som Kapitalisterne allerede under Revolutionen havde set rejse Hovedet, drev dem til at søge Tilflugt hos en stærk Regeringsmagt. Napoleons Militærdiktatur fulgte efter Revolutionen og siden Kongedømmet - konservative Statsformer, som kunne yde den kapitalistiske Ejendomsret Beskyttelse imod det arbejdende Folks voksende Krav.

Men det revolutionære Bourgeoisi fra den store franske Revolution ryddede - uden eget Vidende og Vilje - Banen for det revolutionære Proletariat. Thi da de Hindringer var sprængt, som Bourgeoisiet for havde mødt, og den kapitalistiske Produktionsmåde kunne udfolde sig i stor Stil og stadig voksende Omfang, så var også Betingelserne skabt for, at Proletariatet kunne udvikle sig og vinde Kræfter til sin Befrielse. Fra År til År er bestandig vældigere Masser af Befolkningen blevet forvandlede til Lønarbejdere under Kapitalen. Og Udbytningen har åbnet Øjnene på de proletariserede Masser, har lært dem deres egen Stilling i Samfundet at kende, har vist dem det Mål, de må nå for at vinde Befrielse, har drevet dem frem ad de Veje, der fører til Målet, har selv virket agiterende og organiserende, styrkende og skolende på de Arbejdermasser, hvis historiske Opgave det er at gøre Ende på den kapitalistiske Udbytning og derigennem på al Udbytning, Undertrykkelse og Elendighed.

Med den franske Revolution har Klassekampenes dybe "Skillelinje flyttet sig. Stod tidligere det kapitalistiske Borgerskab på venstre Side af Svælget, forrest i den revolutionære Kamp mod de gamle, middelalderlige Magthavere og støttet af alle de lavereliggende Lag af Folket, som følte, at de i denne Kamp havde Interesser tilfælles med det fremadstræbende Bourgeoisi - så slutter fra nu af Kapitalisterne sig stadig nærmere og inderligere sammen med de Magter, de før bekæmpede, og Kampen udspinder sig mellem alle de besiddende Dele af Samfundet på den ene Side og alle de Besiddelsesløse på den anden.

Den franske Revolution danner Forspillet til Nutidens mægtige Klassekamp.

Slutning.

Oldtidens Slavehusholdning blev afløst af Middelalderens Godsejervælde; og det middelalderlige Samfund gik sidenhen til Grunde, og det kapitalistiske trådte i Stedet. Langsomt arbejdede Kapitalen sig frem, og alt som den tiltog i økonomisk Betydning, så voksede også dens sociale Indflydelse. Lidt efter lidt sprængte den de Hindringer, som stod i Vejen for dens frie Udvikling, ryddede op i de gamle politiske og retslige Tilstande, indrettede Samfundet i Overensstemmelse med sine egne Interesser og tog selv Magten i Hænderne. Nu står vi midt i den fuldt udviklede Kapitalisme; Kapitalen hersker over Menneskene med en Magt, som ingen Enevoldsfyrste nogensinde har rådet over; og alt Samfundsliv er præget med dens Mærke.

Disse tre store Afsnit af Menneskehedens Historie betyder hvert for sig Udbytning, en herskende Overklasses Udsugelse af en forkuet Underklasse. Kun Formerne er forskellige. Oldtidens Trælle slæbte Udbytte sammen for Slaveejerne, som Middelalderens halvfri Bønder for Godsejerne og Nutidens personlig fri Lønarbejdere for Kapitalisterne. Kapitalismen har splittet. Samfundet i to Grupper, et lille Mindretal af Mennesker, som ejer Jord, Grund, Bygninger, Maskiner, Fabriker, Råstoffer og alt andet, der er nødvendigt for det samfundsnyttige Arbejde, og et uhyre Flertal af Mennesker, som kun ejer deres Arbejdskraft, og som er nødt til at sælge deres Arbejdskraft til de besiddende Klasser for at eksistere, og nødt til at sælge den for en lav Løn, der holder dem selv nede i små og trange Kår, men lader den store Masse af de Værdier, de frembringer, flyde over til Udbytternes Pengekasser. Sultepisken er det virkningsfulde Redskab, hvormed de besiddende Klasser tvinger de Besiddelsesløse ind under deres Magt. Og Modsætningen mellem Kapital og Proletariat, mellem Udbytterne og de Udbyttede, danner Grundstrømningen igennem alt Nutidens offentlige Liv hele Jordkloden over.

Men Kapitalismen er kun et forbigående Led i den historiske Udvikling. Og allerede nu ser man en helt ny Samfundsordning i færd med at bryde sig Vej fremad. Den kapitalistiske Produktionsmådes mægtige kulturhistoriske Betydning har været, at den har givet Plads for en Udfoldelse af Produktivkræfterne så vældig og så rivende hastig som ingensinde tidligere. Nye Kraftmaskiner og Arbejdsmaskiner har gjort det muligt at mangedoble det menneskelige Arbejdes Ydeevne og stille et mange Gange så stort Forråd af allehånde Fornødenheds- og Nydelsesgenstande til Befolkningens Rådighed som i gamle Dage; de kemiske Videnskabers Fremskridt giver det i Menneskets Magt at frugtbargøre Jorden på en Måde, som man fordum ikke havde kunnet drømme om, og fremdrage mangfoldige nyttige Stoffer i et uberegneligt Omfang og ved uhyre lette og simple Metoder; et System af helt nye Samfærdselsmidler har nedbrudt de Skranker, som før skilte Folkeslagene fra hverandre, har forkortet alle Afstande og ført hele Verden ind i en stadig rigere og stadig inderligere indbyrdes Vekselvirkning. Alt dette er blevet til under den kapitalistiske Produktionsmådes Herredømme. Og Kapitalen har selv drevet hele Bevægelsen fremad, påskyndet dens Fart og virket til at forplante den ud over bestandig nye Områder.

Thi ethvert nyt Fremskridt er i dens Hånd blevet et nyt Middel til at udsuge Befolkningen og tvinge den ind under sin Magt. De store Løfter, som alle de tekniske Fremskridt giver, om højere Velvære og Kultur for Samfundet som Helhed, bliver under Kapitalismen til uindløste Veksler, som først en ny, socialistisk Samfundsordning kan indfri. De Masser af nye Opfindelser og Opdagelser, som under andre Forhold kunne tjene til Lykke for Menneskeheden, bliver under Kapitalismen en Svøbe for Samfundets store Mængde, et Middel for den lille Gruppe af Kapitalister til at suge ny, forøget Profit ud af Befolkningen.

Det er den dybe Modsigelse, som det kapitalistiske Samfund fremkalder, Modsigelsen mellem Samfundets Interesser på den ene Side og Kapitalens Interesser på den anden. Og alt som Udviklingen skrider frem, bliver denne Modsigelse bestandig mere skærende. Bestandig tydeligere afslører Kapitalismen sin samfundsfjendske Karakter. Stærkere og stærkere bliver Udbytningen, større og større bliver de Masser af Arbejdskraft og Værdi, som ødsles bort under den anarkiske kapitalistiske Produktion. Den kapitalistiske Produktionsmåde møder flere og flere Vanskeligheder på sin Vej, kalder flere og flere Modsætninger frem - den voksende Arbejdsløshed med alle de Ødelæggelser, den volder, er et Vidnesbyrd om, hvordan Kapitalen ikke magter at råde de Produktivkræfter, den selv har kaldt til Live. Man ser tydelig, hvordan vi med stærke Skridt går den Tid imøde, da Kapitalismen må gå til Grunde, må falde sammen og afløses af nye Samfundsforhold, fordi den ikke længer evner at komme videre.

Og samtidig med at Kapitalismen således går sin egen indre Opløsning imøde, skaber den selv den Magt, som skal støde Kapitalen fra Tronen og tage Styret i Samfundet. Arbejderklassen vokser i Tal og vinder i Styrke og Sammenhold, i Klarhed og Bevidsthed om sin egen Stilling. Klassekampen mellem Proletariatet og Bourgeoisiet bliver bestandig bitrere og skarpere og forvandler sig fra en Række spredte Fægtninger til en Kamp om Magten i Samfundet. Og i denne Kamp må Arbejderklassen sejre; ethvert nyt Valg, enhver ny Mønstring af Socialdemokratiets Styrke viser, hvordan det bevidste Proletariat skrider fremad imod Sejren. Men når Proletariatet sejrer, da bliver Socialismen den nødvendige Følge. Thi Socialismen er ikke andet end det naturlige Udtryk for Arbejdernes Klasseinteresser. Indenfor det kapitalistiske Samfund tager Arbejderne de små Forbedringer i deres Kår, som de kan vinde; men står de med Magten i Hænderne, vil de ikke nøjes med disse enkelte Reformer; de vil brage Magten til at omforme Samfundet efter deres Vilje. De vil ikke nøjes med at formindske Udbytningen, men vil helt afskaffe den; de vil ikke nøjes med at vinde små Indrømmelser fra Kapitalen, men helt sætte Kapitalen ud af Spillet og sætte det arbejdende Samfund ind i Stedet.

Derved og først derved kan de Løfter indfries, som Kapitalismens Tidsalder har givet; de mægtige produktive Fremskridt kan forvandles fra at være Midler thi Udbytning og Undertrykkelse til at blive Midler ti højere Velvære og Kultur, ikke som nu for en lille Kreds af Befolkningen, men for hele Samfundet; al Nutidens sociale Elendighed kan afskaffes, og al fremtidig Udbytning kan forebygges.

Socialistisk Bibliothek.

1 Årgang - nr. 2/1910

Arbejdsløshedens Årsager.

af Gustav Bang.

Arbejdsløsheden i det uhyre Omfang og- den frygtelige Skikkelse, hvori den fra Tid til anden med regelmæssige Mellemrum optræder, er den værste af de Svøber, hvormed det kapitalistiske Samfund hjemsøger den arbejdende Befolkning. De Tal, der opgør, hvor mange Arbejdere der går ledige, og hvor længe hver især af dem har været fordømt til tvungen Lediggang, disse tørre, nøgne Tal åbner Indblik i et Dyb af Elendighed, af Savn og Sult, af Hjem, som ribbes til det yderste for deres fattige Ejendele, af fortvivlede Anstrengelser for fra Dag til Dag at bjerge det allernødvendigste for sig selv og sine Kære, af brudte Kræfter og forpinte Sind, af Håbløshed og Ophidselse.

Der er intet, der så tydelig som Arbejdsløsheden afslører Kapitalens samfundsfjendske Natur. Den viser, hvilken ulægelig Kræftskade det bestående, kapitalistiske Samfund lider under - hvordan den kapitalistiske Produktionsmåde er i færd med at udspille sin Rolle, hvordan den ikke længere magter sin Opgave, hvordan den taber Herredømmet over de Kræfter, den selv har sat i Virksomhed, hvordan den forfalder, befinder sig i en stærkt fremskridende indre Opløsning, der lidt før eller lidt siden, tidligere måske end de fleste er tilbøjelige til at tro, nødvendigvis må gøre Ende på dens Tilværelse.

Så længe det er Kapitalen, som har behersket Samfundet, har der atter og atter med få Års Mellemrum været Tider med almindelig Nødstilstand og voldsom Arbejdsløshed. Enhver økonomisk Opgangsperiode, med gode Konjunkturer og forholdsvis let Adgang til at finde Sysselsættelse, er blevet fulgt af en Rystelse, der bragte Forretningslivet til at standse og gav Arbejdsløsheden et mægtigt Omfang. I Året 1815 indtraf den første af disse internationale Kriser, den næste i 1825, så i 1836, i 1847, i 1857, i 1866, i 1874 - som man ser, med en Afstand af omtrent 10 År. I 1883 satte den næste Nedgangsperiode ind efter nogle få Års svag Opgang; i første Halvdel af 1890'erne herskede der påny kriseagtige Tilstande, efter at 1880'ernes Slutning havde bragt en let Bedring. Så fulgte fra Midten af 1890'erne til Begyndelsen af det nye Århundrede en Tid med vældig industriel Opgang. I 1900 og 1901 kom Tilbageslaget, og de følgende År var yderst mørke. Lidt efter lidt begyndte det dog så småt at lysne; i 1906 og det meste af 1907 var Konjunkturerne høje og Arbejdsvilkårene nogenlunde gode. Men disse forholdsvis gunstige Tilstande fik kun kort Varighed; i Slutningen af 1907 og Begyndelsen af 1908 vendte Strømmen sig, og den Krise udbrød, der endnu medens disse Linjer skrives, raser med næsten usvækket Styrke.

Som alle de tidligere økonomiske Kriser har også denne sidste sin Årsag i Overproduktionen, i Misforholdet mellem Massen af de producerede Brugsgenstande på den ene Side og Samfundets Købeevne på den anden. Der er fremstillet flere Værdier, end den udbyttede Befolkning er i Stand til at købe; der ligger rundtom på Lagrene Varer af allehånde forskellige Arter, som i Øjeblikket er usælgelige, og som Kapitalisterne må have befriet sig for, før de igen med Fordel kan tillade, at Produktionens Maskineri sættes i Gang. Indtil dette Øjeblik indtræder, må Arbejderne finde sig i at gå ledige, er prisgivet de bitreste Savn, ikke til Trods for, men netop på Grund af at Samfundets Rigdom på alle Livsfornødenheder er taget så stærkt til - den store, uløselige Selvmodsigelse i den bestående Samfundshusholdning. Det er den kapitalistiske Produktionsmådes sindssyge Logik, der her træder for Dagen. Kapitalen udfører, ikke som et enkelt Undtagelsestilfælde, men til Stadighed, om og om igen, det Kunststykke: at forvandle et Overskud af Samfundsrigdomme til et Overmål af Samfundselendighed, at gøre det meningsløse til håndgribelig Virkelighed: at Rigdom er lig Fattigdom, at Overflod er lig Savn.

En Overproduktion ud over Befolkningens Behov kan fremkomme under alle Samfundstilstande, men kun under Kapitalismen er det ikke blot muligt, men også nødvendigt, at den bliver en kilde til Nød og Lidelse for Samfundet. Lad os tænke os en Kreds af Mennesker, der i Forening ved fælles Arbejde frembringer Midlerne til at tilfredsstille deres forskelligartede Fornødenheder, uden at købe af Fremmede og uden at udveksle deres Produkter indbyrdes som Varer ved Byttehandel - f.eks. en af de patriarkalske Bondehusholdninger, som man kender dem fra Middelalderen, og af hvis Naturaløkonomi man i afsides Egne har set mange Rester endnu til nær op imod vor egen Tid. Det kan selvfølgelig hænde, at der i et sådant lille Samfund viser sig at være Overproduktion på de forskellige Brugsgenstande. Det kan skyldes Naturårsager: Høsten har været ualmindelig god, Fiskefangsten har givet særlig rigt Udbytte; eller det kan være, fordi man har anstrengt sig ud over det nødvendige: man har vævet mere Lærred eller bundet flere Strømper, end Husstandens Medlemmer i lange Tider kan slide, man har brygget mere Øl eller kærnet mere Smør, end de kan fortære, før Øllet bliver surt eller Smørret harsk. Der er altså produceret for meget, mere end der er Brug for; men der er ingen Skade sket derved. Tværtimod, man kan forsyne sig rigeligere end før, man kan tage sig Arbejdet lettere uden derfor at behøve at frygte for at lide Nød, man kan gemme et Forråd hen til senere Tider, og det værste, der kan ske, er, at man har spildt nogle af sine Kræfter og må se nogle af de Produkter, man har frembragt, gå til Grunde, fortærede af Tidens Tand. At man skulle beklage den Overflod, der var tilvejebragt, at den skulle føles som en Ulykke, der kunne påføre blot et eneste af Husstandens, af Samfundets Medlemmer, et Gran af Ondt - det ville være en utænkelig Tanke.

Og lige så utænkelig ville denne Tanke være i et socialistisk Samfund. Også her vil der kunne opstå en Overproduktion. Det kan være, at man har forregnet sig ved Planlæggelsen af det samfundsmæssige Arbejde, eller at en Række nye tekniske Fremskridt har bragt Produkterne til at vælde frem i en ganske overflødig Mængde. Det kan f.eks. vise sig, at der med 6 Timers dagligt Arbejde frembringes et Overskud på 20 pCt. ud over det Behov, Befolkningen føler, at der altså produceres 6 Par Støvler, 6 Pund Rugbrød, 6 Ark Papir osv. for hver Gang Samfundets Medlemmer kun ytrer Efterspørgsel efter 5 Stykker af de forskellige Genstande. Der ville altså herske Overproduktion; men denne Kendsgerning ville ikke sætte Folk grå Hår i Hovedet; den ville ikke føles som en truende Fare, tværtimod som en Kilde til forøget Lykke og Velvære. Når Overproduktionen var konstateret, ville det næste Skridt være, at Arbejdstiden blev forkortet ud over hele Linjen; var Produktionsoverskuddet med 6 Timers dagligt Arbejde 20 pCt., ville Arbejdstiden kunne nedsættes til 5 Timer, uden at et eneste Medlem af Samfundet af den Grund behøvede at nægte sig en eneste af de Fornødenheds eller Nydelsesgenstande, han var vant til.

Kun under Samfundstilstande, hvor Varehusholdningen er den herskende, bliver det overhovedet muligt, at en Overproduktion kan volde Forstyrrelser i det økonomiske Liv. For at dække sine forskelligartede Behov må hvert enkelt Menneske som Regel købe af Fremmede, men for at kunne købe må han som Regel først have solgt. Skomageren kan ikke leve af de Støvler, han har syet, med mindre han får dem omsat til klingende Mønt, der igen lader sig forvandle til Brød, Klæder, Husly osv. Sker det nu, at han selv og hans Kolleger har tilvirket mere Skotøj, end der er Brug for i den normale Kundekreds, da får selvfølgelig en sådan Overproduktion alvorlige Følger for vedkommende Producenter; hver især af dem ser en vis Del af sine Arbejdsprodukter stå usælgelige på Lageret, og han selv forarmes, i samme Grad som dette sker. Imidlertid vil en sådan delvis Krise kun forekomme som en ren Undtagelse, hvor der har været særlige Forhold på Spil; den vil efter nogen Tids Forløb ophøre af sig selv, idet de trykkede Kår skræmmer Folk bort fra Faget og tvinger en og anden af de gamle Producenter til at indstille sin Virksomhed. For de pågældende Personer er det en hård Overgangstid; men Samfundet som Hele lider ikke derved; dets Maskineri går sin rolige Gang uforstyrret.

Det er først den kapitalistiske Varehusholdning, som frembringer en stadig fortsat Overproduktion, der med visse Mellemrum nødvendigvis må udlade sig i en Række frygtelige sociale Lidelser, ikke blot for enkelte Grupper af Producenterne, men for hele det produktive Samfund. Vi skal nu se, hvorledes denne Nødvendighed fremkommer.

Den kapitalistiske Produktionsmåde hviler på Udbytning af de store og bestandig større Dele af Befolkningen, som for at eksistere må sælge deres Arbejdskraft, og, tvungne af de Forhold, hvorunder de lever, er nødt til at sælge den på Vilkår, som kun giver dem Anvisning på en Del af de Værdier, de frembringer. Hvis en Arbejder i Årets Løb skaber en ny Værdimasse af 2000 Kr., forvandler Råstoffer, Slid på Maskiner og Bygninger og deslige til færdige Produkter, der er 2000 Kr. mere værd, da får han som Arbejdsløn måske 1000 Kr., måske 1200, måske kun 800; Resten tilfalder Kapitalen som dens Udbytte. En Del deraf beholder den industrielle Kapitalist som sin Profit, andre Dele må han afstå som Grundrente til de Grundejere, af hvem han har købt eller lejet Jorden, som Kapitalrente til de Finanskapitalister, af hvem han har lånt en større eller mindre Del af sin Driftskapital, som Handelsprofit til de Købmænd, der besørger Produkternes Videreafsætning, som Skat til Stat og Kommune.

For Arbejderne er hele denne „Merværdi" utilgængelig. Har de i Årets Løb alt i alt produceret Varer af allehånde Arter til en samlet Værdi af 2000 Mill. Kr., kan de selv kun købe Varer for f.eks. 1000 Mill. Resten repræsenterer, set fra Arbejderklassens Standpunkt, et Overskud ud over det nødvendige, en Overproduktion, som de besiddende Klasser tilegner sig i Kraft af den daglige Udbytning, de driver.

Men en sådan Udbytning, så hårdt den end rammer den Arbejderbefolkning, som må lægge Ryg til, så stærkt den end virker til bestandig at holde Underklasserne nede i små og trange Kår, behøver i og for sig ikke at føre til voldsomme Forstyrrelser af det regelmæssige Samfundsliv. Også under tidligere sociale Tilstande har der fundet en Udbytning Sted, uden at der dog derfor skabtes noget tilsvarende til Nutidens Kriser. De middelalderlige Bønder blev udbyttede for Landgilde til Herremanden, for Tiende til Kirken, for Skat til Fyrsterne, og den Del af deres Arbejdsudbytte, de således måtte aflevere, repræsenterede en Overproduktion i Forhold til deres eget Forbrug; men for Samfundet som Helhed betød den ingen Overproduktion, og den gav ingen Anledning til nogen Rystelse af Produktionslivet.

Hvad de udbyttede Bønder ikke selv fik Lov til at nyde, fortærede de udbyttende Magthavere, i Form af stor og overdådig Hofholdning, kostbare Smykker, pragtfulde Bygninger osv. Samfundets Produktion og Samfundets Forbrug dækkede altså hinanden; der var, samfundsmæssig set, ingen Overproduktion til Stede.

Anderledes med den Merværdi, som Kapitalen udbytter den arbejdende Befolkning for. Den indgår i Overklassens Pengeskabe - de Penge eller Værdipapirer, som findes dér, er jo kun Anvisninger på så og så store Mængder af alle Slags Varer - men det er kun en Del deraf, som går ud igen til Overklassens personlige Forbrug. En anden Del bliver „opsparet". Kapitalisterne er nødt til at „spare", at lægge til Side, ikke blot for, som det er nødvendigt under alle Samfundsforhold, at vedligeholde Virksomheden, men for at udvide deres Forretninger og modernisere deres Bedrifter. Her ligger den Hemmelighed, der gør den kapitalistiske Varehusholdning forskellig fra alle tidligere Tiders Samfundshusholdning. Det er Konkurrencen, der er den drivende Kraft; den Kapitalist, der ikke følger med, men nøjes med at bevare sin Virksomhed i det gamle Omfang og med den gamle Driftsmåde, han bukker uhjælpelig under i Tilværelseskampen. Selvopholdelsesdriften fremtvinger altså en Opsparing, og jo skarpere Konkurrencen bliver, des større Dele af Merværdien må lægges hen for at forvandles til ny Kapital. Jo mere Kapitalen efterhånden opsamles i stadig vældigere Masser på et lille Mindretal af Hænder, des lettere bliver det også at foretage en sådan Kapitalisering; så længe et Fag beherskes af 1000 forskellige små Kapitalister, hver med 10,000 Kr. om Året, kan det ofte være svært for den enkelte Kapitalist at dække sit personlige Forbrug med Halvdelen af Indtægten og kapitalisere den anden Halvdel; når Faget derimod er gået over til 100 Kapitalister, som hver har 100,000 Kr. om Året, kan de hver for sig føre en yderst behagelig Tilværelse og dog opspare langt mere end Halvdelen.

Den Værdimasse, Kapitalisterne således „opsparer" - hvad der kun er en velklingende Omskrivning for, at de ikke helt fortærer det Bytte, de har gjort hos Arbejderne, - bliver imidlertid ikke liggende som en død Skat på Kistebunden. Den omsættes til Produktionsmidler, Redskaber til fornyet og forøget kapitalistisk Produktion.

Kapitalisten udvider sit Arbejdsområde, enten ved selvstændige Nyanskaffelser eller med en Bank eller et Aktieselskab som Mellemled. Hvad der sker, er, at han, i Stedet for, som Middelalderens Lensherre ene var henvist til, at bruge sit Overskud til forøget Luksus, anlægger det i sådanne mere prosaiske Genstande som Jern og Kul, Maskiner og Gement. Hele Fordelingen af det samfundsmæssige Arbejde tilpasses efter dette nye Forhold. Tyngdepunktet flytter sig fra År til År stadig længere over i de Erhverv, der ikke fremstiller Genstande til umiddelbart Forbrug, men Produktionsmidler: Bjergværksindustrierne, Maskinfabrikationen og deslige, medens Fag, der, som f.eks. Skrædderiet og Skotøjsindustrien, Brødfabrikationen og Møbelsnedkeriet, tilvirker færdige Forbrugsgenstande, ganske vist også vokser til, men forholdsvis ikke nær så stærkt.

En Tid igennem går nu alting godt. Der er Brug for alt, hvad der kan fremdrages af Råstoffer og Hjælpestoffer til at tilfredsstille Kapitalens ivrige Begær efter nye Produktionsmidler; Bjergværksarbejderne, Maskinbyggerne, Savværksarbejderne osv. har nok at bestille; fra Landet går der en Strøm af Arbejdere ind til Industricentrerne, og der må opføres den ene nye Kaserne efter den anden for at skaffe dem Husly; de gunstige Arbejdsforhold giver sig Udslag i en stigende Købeevne, og Næringsmiddelsindustrierne, Tekstilindustrierne og deslige drages med ind i den almindelige Opgang. Alting ser lyst og smilende ud.

Men det er indlysende, at disse gyldne Dage kun kan have stakket Varighed. Det er Produktionsmidlernes Masse, der vokser i så umådelig en Grad; men det endelige Resultat af denne Vækst må før eller siden blive, at også de færdige Genstande til Befolkningens Forbrug må vokse. Man kan ikke blive ved med f.eks. at bygge Spinde- og Vævemaskiner i det uendelige, uden at der også kommer en Dag, da de færdige Tekstilvarer strømmer i store Mængder ud på Markedet og søger Afsætning. Lidt efter lidt begynder disse Virkninger at vise sig, og nu rykker det kritiske Punkt nærmere. Hvem skal købe den voksende Vareflod ? Kapitalisterne kan det ikke; dels har de ikke Brug for alle disse Varer, og dels må de stadig spare op for at holde Konkurrencen ud. Arbejderne kan det endnu langt mindre; thi selv om de har nok så megen Trang til de forskellige Varer, så har de ikke Råd; den kapitalistiske Udbytning har stækket deres Købeevne; de står med kun én Krone i Hånden for hver to eller tre eller flere Kroners Værdi, der bydes til Fals. Udbytningen afslører sig her i sin sande, ikke blot arbejderfjendske, men også samfundsfjendske Skikkelse.

Så er altså Overproduktionens Tid inde; Lagrene er stopfulde af Varer, som er mere eller mindre usælgelige. Og med et Krak går hele Maskineriet i Stå. Først ramler der nogle af de usundeste Spekulationsforretninger; og i en Fart forplanter Rystelsen sig videre til hele den øvrige kapitalistiske Produktion. Har f.eks. Tekstilfabrikanterne vanskeligt ved at få deres Produkter afsat, i hvert Fald til de Priser, de har regnet med, så stopper Efterspørgslen efter nye Spinde- og Vævemaskiner; er der ikke Brug for flere nye Maskiner, så forplanter Trykket sig til Fremstillingen af deres Råstoffer, fremfor alt til Bjergværksindustrierne. Den Indvandring af Arbejdere til Byerne, som man havde gjort Regning på, hører op, og den ene Lejlighed ved Siden af den anden står ledig, og det ene Byggeforetagende efter det andet må standses. Bedst klarer de Fag sig, trods alt, der går ud på at fremstille egentlige Forbrugsgenstande til Befolkningens umiddelbare og mest påtrængende Behov; thi de allernødvendigste Næringsmidler og Beklædningsgenstande til at holde Livet oppe er dog det sidste, man opgiver at købe; og når man her har fået det øjeblikkelige Overskud af Varer afsat, kan man holde Produktionen vedlige, omend som oftest i indskrænket Omfang og altid under yderst forsigtige Former. Men i alle Kredse af det produktive Samfund er der Nød og ud over alle kapitalistisk producerende Lande breder Nedgangsbølgen sig.

Og så lykkes det altså den kapitalistiske Produktionsmåde, ikke som en enkelt Undtagelse, men som et regelmæssigt og nødvendig tilbagevendende Led i dens Bevægelse, at løse den vanvittige Opgave: at forvandle et Overmål af Samfundsrigdomme til et Overmål af i Savn og Lidelse for Samfundet. Det er således i den stadige Overproduktion, Årsagen til Kriserne og den masseagtige, voldsomt hærgende Arbejdsløshed ligger. Under den kapitalistiske Produktionsmåde fremstilles der Dag ud Dag ind et Overskud af Varer ud over Befolkningens Købeevne; og dette Overskud opsamler sig som et Giftstof i Samfundets Legeme. Krisen er den Sygelighedstilstand, hvorigennem Samfundet atter udskiller dette Giftstof og vinder nye Kræfter til en Tid igennem at genoptage sin Virksomhed under de vante Former - indtil dets Organisme påny har indsuget så stor en Mængde af disse forstyrrende Stoffer, at det næste Gang kastes på Sygelejet.

Dette er den simple økonomiske Lov, i Kraft af hvilken Kriserne nødvendigvis med regelmæssige Mellemrum må hjemsøge Samfundet, så længe det er Kapitalen, som behersker Produktionen. Men det kapitalistiske Samfund er en så uhyre indviklet Mekanisme, at de Kræfter, der bringer et sådant økonomisk Sammenbrud i Stand, selvfølgelig i det praktiske Liv iklæder sig mange og højst forskelligartede Former, som hver især virker med til at forstærke Katastrofen og gøre dens Følger dobbelt alvorlige, men som selv kun er naturlige Led i hele den Proces, der under de kapitalistiske Samfundstilstande bestandig fører frem imod en sådan Katastrofe.

Vi skal nu betragte nogle af Hovedtrækkene i den Bevægelse på Verdensmarkedet, som Gang på Gang udlader sig i en voldsom Rystelse af det økonomiske Liv. Forud for enhver Verdenskrise ligger der en Periode med høje Konjunkturer og livlig Forretningsgang. Den nærmeste Fremtid tegner sig lyst for Kapitalen. Afsætningsmulighederne er udvidede; der har åbnet sig nye Markeder, som synes at kunne optage endeløse Masser af den kapitalistiske Produktions overflødige Udbytte. Disse nye Markeder kan være af forskellig Art. Det kan være helt nye Strækninger af Jordkloden, som for første Gang i større Udstrækning åbnes for i Verdenshandelen og derigennem for Produkterne fra de europæiske og amerikanske Fabrikker, Kolonier, som annekteres under en af Stormagterne, fjerne Lande, som bliver tvunget til at lukke sig op for de fremmede Købmænd - således som det skete, da Krigen mellem Japan og Kina i Året 1895 endte og det kinesiske Marked ved Fredsslutningen blev gjort tilgængeligt i et ganske andet Omfang end før, hvad der selvfølgelig måtte virke stærkt ansporende på Kapitalen; dette var en af Hovedårsagerne til den vældige Opgang i Slutningen af 1890erne, hvis Eftervirkninger vi endnu stadig lider under.

Eller det kan være Egne, i hvilke der tidligere kun har fundet en sparsom Afsætning Sted, men som ved at gennemskæres med nye Samfærdselslinier bliver langt mere modtagelige for den kapitalistiske Industris Produkter. Alene en Jernbane gennem en jysk Hedeegn virker til at fortrænge de lokale Skomageres, Skrædderier og Snedkeres Produkter til Fordel for de store Skotøjsfabrikker, Ekviperingsforretninger og Møbelfabrikker; og hvad der her sker i det uhyre små, det sker i det store ved de mægtige Jernbaneanlæg i fremmede Verdensdele. Og foruden de Fremtidsmuligheder, sådanne nye Samfærdselsmidler åbner, giver de også den industrielle Virksomhed rent øjeblikkelige Fordele; der skal produceres Sveller, Skinner, Waggoner, Lokomotiver osv., og alt dette skal transporteres fra Produktionsstederne til Forbrugsstederne, hvad der stiller forøgede Opgaver til Rederierne og Skibsbyggerierne.

Eller det kan endelig være nye Afsætningsmuligheder, der danner sig midt inde i Hjertet af de gammelkapitalistiske Samfund, idet der er opstået en Række nye personlige Behov, som skaber Efterspørgsel efter en Mængde nye Forbrugsgenstande, nye industrielle Produkter - således som man har set det ske med Cyklen og Automobilet, Telefonen, Lejligheder udstyrede med W.C., Badeværelse, elektrisk Lys, Centralvarme osv.. Også i den Henseende bød Slutningen af 1890´erne enestående gunstige Betingelser for industriel Opgang: En hel Række nye Industrigrene opstod og fandt et rask voksende Marked for sig.

Under Indflydelse af det voksende Afsætningsmarked udfolder der sig en industriel Blomstring, som efterhånden kan antage en ganske tropisk Karakter. Der er liv og travlhed overalt; nye Bedrifter indrettes, gamle udvides. Det gælder om at kunne sende den størst mulige masse af allehånde Varer ud på Markedet for i fuldt Mål at drage Fordel af de stigende Konjunkturer. Overalt er der Opgang; men især indenfor de Erhverv, som producerer, ikke færdige Forbrugsgenstande, men Arbejdsmidler, Maskiner, Redskaber, Transportmidler; og allerstærkest ytrer Opgangen sig i de Erhverv, som fremdrager Råstofferne til Produktionen, af disse Arbejdsmidler, Jern, Kul, Kobber Tømmer og deslige. Det ligger i sagens natur, thi før man kan spinde Bomuldsgarn eller fabrikere Støvler, må man have de nødvendige Maskiner; og før man kan have Maskinerne, må man have de dertil nødvendige Råstoffer.

Forbruget af sådanne Råstoffer er da i rivende Tilvækst. I Opgangsårene fra 1897 til 1900 steg indførslen til Danmark af rå Metaller med 41 pCt. og af Stang- og Båndjern med 15 pCt, i den næste Opgangsperiode fra 1904 til 1907, med henholdsvis 30 og 39 pCt - rigtignok for at falde så meget stærkere i de følgende Kriseår; i Nedgangsåret 1908 var Indførslen af rå Metaller kun 81,9 Mill. Pund imod 85,1 Mill. i Året 1907; og af Stang- og Båndjern kun 95,0 Mill. Pund imod 126,9 Mill., hvad der svarer til et Fald på henholdsvis 4 og 25 pCt. Bjergværksdriften og Mineindustrierne er altså det Område, som Opgangsbevægelsen først og stærkest kaster sig over. Man anstrenger sig af yderste Evne for at bringe Produktionsudbyttet i Vejret; i Tyskland f.eks. steg Råjernsproduktionen i Tiden 1895-1900 fra 5,4 til 8,4 Mill. Tons, stod stille i de næste dårlige År, men steg atter i Tiden 1902-1907 fra 8,4 til 13,0 Mill. Tons. I England og Amerika var der en lignende Tilvækst. Men trods denne vældige Forøgelse er Udbyttet ikke i Stand til at dække Efterspørgslen; der fordres stadig mere, end Gruberne og Hytteværkerne kan levere, og Priserne stiger. Enhver økonomisk Opgangsperiode kendetegnes ved en stærk Prisstigning, i første Række på Metaller og andre Råstoffer for den industrielle Produktion, dernæst også på færdige Brugsgenstande.

En af de Betingelser for Produktionen, hvis Tilvejebringelse overalt spiller en stor Rolle, er Husly for Arbejderklassen; den indtager en særlig fremskudt Plads i et Land som Danmark, der fra Naturens Hånd er fattigt på Råstoffer for den egentlige Storindustri, og hvor derfor disses Udvinding ikke spiller den Rolle som i Lande med stor Bjergværksdrift, stor Skovhugst og lignende. Under enhver Opgangsperiode finder der en stærk Indvandring Sted fra Landdistrikterne til Byerne, fra de overvejende agrariske Områder til de overvejende industrielle Pletter af Landet. Den lette Adgang til Sysselsættelse, Udsigten til en forholdsvis høj Løn, forstærker den Vandring fra Land til By, som er et af Grundtrækkene i den moderne Befolknings sociale Forskydning. Byerne tager altså stærkt til i Indbyggertal; også i deres nærmeste Omegn vokser Folkemængden rask, efterhånden som Sporvogne og Cykler gør det muligt for Arbejderne at bo i betydelig Afstand fra deres Arbejdspladser; og rundtom på Landet opstår der, særlig omkring Stationerne, købstadslignende Bebyggelser med en overvejende industriel Befolkning. Intet Under da, at denne indre Folkevandring, der er et naturligt Led i den almindelige økonomiske Opgang, fremtvinger en voldsom Forøgelse i Byggevirksomheden. Tilvejebringelsen af Boliger for den udvidede Arbejderstab, Industrien tager i Brug, er en ligeså nødvendig Forudsætning for den øgede kapitalistiske Produktion som Tilvejebringelsen af de Råstoffer, det Kul, de Maskiner, hvormed der skal arbejdes. Og hertil kommer, at den voksende Løn og de bedre Arbejdsvilkår også medfører en Række Forskydninger indenfor den Arbejderbefolkning, som allerede i Forvejen er til Stede; man kan tillade sig at bo i større og bedre Lejligheder; der foregår en Overflytning fra Et- og Toværelsers til To- og Treværelsers lejligheder, fra tarveligere til mere veludstyrede Lejligheder, fra Baghus til Forhus. Og hertil kommer endelig, at det stærkt pulserende Forretningsliv også rent direkte stiller Fordringer til en Mængde Nybygninger; der skal opføres nye Fabriker og Pakhuse, der skal indrettes nye Kontorlokaler osv.. Den økonomiske Opgangsperiode vil da altid karakteriseres ved en overordentlig stærk Byggevirksomhed, et Træk, som i særlig udpræget Grad giver sig til Kende i de store Byer, og som - når den uundgåelige almindelige Krise bagefter indtræder - fører til vidtrækkende og yderst svære Lidelser for de pågældende Arbejdere.

Og her som overalt river det ene Fag det andet med sig. Den stærke Opgang i Byggefagene forplanter sig til alle de mange forskellige Produktionsgrene, som leverer Bygningsindustrier Materiale, til Produktionen af Morsten, Bygningstømmer, Dør- og Vinduesfyldinger, Kalk, Cement, Farver, Vinduesglas, Tapeter, Kakkelovne, Dørhængsler og Dørhåndtag, Afløbsrør, elektriske Ringeapparater og således videre i det uendelige. Og fra hver især af disse Produktionsgrene forplanter Virkningerne sig atter videre til andre Fag og mødes her med andre Virkninger af det voksende industrielle Liv. Det kapitalistiske Samfund viser sig i en sådan Travlhedens Periode som en uhyre, uoverskuelig Mekanisme med Millioner af ind i hinanden gribende Hjul. Drivkraften, der sætter dem alle i Gang, er Kapitalens Trang til Udvidelse til Forøgelse, en Trang, som de gunstige Forhold på Verdensmarkedet i Øjeblikket tillader den at tilfredsstille.

Det er igennem Bankerne, denne myldrende Bevægelse for størstedelen administreres. De danner det Hjerte, hvorigennem Kapitalen - Blodet i Nutidssamfundets Legeme opsuges og påny sættes i Omløb. I Bankerne indsætter Kapitalisten det Overskud, han ikke straks har Anvendelse for i sin egen Forretning, og allevegne fra kaldes der Indskud sammen, også af de Sparepenge, Middelstanden og de bedrestillede Arbejdere har lagt til Side; de drages til ved Udsigten til en høj Rente. Og fra Bankerne sendes disse Summer videre, ud i den produktive Virksomhed. Herfra hentes der Lån til Grundlæggelse af de nye industrielle Foretagender og til Udvidelse af de gamle, til Byggeforetagender, til Anlæg af nye Samfærdselsmidler, til Erhvervelse af Arealer, som har Betydning for fremtidig Bebyggelse eller industriel Udnyttelse osv.; herigennem spredes aktier og Obligationer ud i Befolkningen. Under den økonomiske Opgangsbevægelse er Pulsslaget da stærkt. Bankerne kan give et stort Udbytte til deres Aktionærer, Kursen på deres Aktier er høj, og der finder i Almindelighed store Udvidelser Sted af deres Aktiekapital.

Men når den uundgåelige Katastrofe indtræder, er det også her, Virkningerne først føles, i Form af Tab og svære økonomiske Vanskeligheder, som ofte, for de Banker, der har indladt sig på de dristigste Foretagender, kan føre til Betalingsstandsning og Fallit. Bankerne bliver således det Stormcentrum, hvorfra den moderne Krises Orkan regelmæssig udgår. Den begynder som en ,,Pengekrise" - en Række indgåede Forpligtelser kan ikke opfyldes; Kreditten, der har været yderst vidtgående, trækker sig på en Gang tilbage, grebet af Panik; Udlånsrenten forhøjes stærkt; der klages over ,,Pengemangel". Men den fortsættes som det, den i Virkeligheden er, en ,,Produktionskrise" - det ene produktive Foretagende efter det andet standser eller indskrænker sin Virksomhed; Arbejdsløsheden tager voldsomt til.

Og Virkningerne af det Sammenbrud, som nødvendigvis må komme lidt før eller lidt senere, bliver stærkt forøgede ved den Svindel, som den forudgående Opgangsperiode regelmæssig avler. En sådan Opgangsperiode danner en frodig Jordbund for allehånde dristige Spekulationer. Priserne stiger, Afsætningsmulighederne synes ubegrænsede, stadig voksende Gevinster lokker - og man tager Forskud på Fremtiden, kapitaliserer de Fordele, som måske en Gang ad Åre kan vindes. Alting antager en fantastisk Skikkelse. Man regner med Værdier, som ikke eksisterer. Kapitalen er altid sangvinsk i sit umættelige Begær efter Profit, men den bliver det i særlig høj Grad i en sådan Tid, hvor alle Skranker synes sprængt. De urimeligste Forslag finder Tilslutning - om ikke just hos de store Kapitalister, som er i Stand til at overse Markedet og derfor at danne sig et nogenlunde nøgtern Skøn over Forholdene, så hos de Småkapitalister og Middelstandsmænd, som higer efter at få Lod i det rige Udbytte, og som er villige til at sende deres små Kapitaler ud på Eventyr. I denne Atmosfære, som er mættet med dristige Forhåbninger og almindelig Lettroenhed, finder en Skare af Lykkejægere let Lejlighed til at gøre Bytte. De starter nye industrielle og merkantile Virksomheder, opretter Aktieselskaber, sætte Byggeforetagender i Gang, altsammen uden Hensyn til, hvordan Forretningen vil gå i Fremtiden, blot i den Hensigt at tilegne sig en øjeblikkelig Gevinst og derpå overlade de godtroende Ofre, som bliver hængende, til deres Skæbne; og de sparer ikke på store Ord og gyldne Løfter, når det gælder at lokke Kapital til, og de er ikke bange for Transaktioner, der strejfer lige på Straffelovens Grænser.

Svindelen er uadskillelig knyttet til enhver af de Opgangsperioder, der indvarsler den kommende Krise. Den skaber ikke selv Krisen, men den forstærker den, i idet den hidser Produktionen og dermed Overproduktionen endnu yderligere frem, end ellers ville være sket, forøger Modsætningen mellem Samfundets, Produktion af allehånde Varer og Samfundets Købeevne, således at også Faldet bliver så meget mere brat.

Den sidste halve Snes Års økonomiske Udvikling viser os et tydeligt Eksempel på den Bevægelse på Verdensmarkedet, der atter og atter, så længe Kapitalen behersker Produktions- og Samfundsforholdene, med uimodståelig Nødvendighed må føre til en international Krise med frygtelig Arbejdsløshed og vældige Ødelæggelser ud over hele den kapitalistisk producerende Verden. Med et brat Fald var det mægtige Opsving endt, der havde kendetegnet Slutningen af 1890´erne. I Efteråret 1900 var Krisen udbrudt i Europa, med Tyskland som Udgangspunkt - Amerika kom først noget senere med. Året 1901 viste den dybeste Nedtrykthed: fallerede Bedrifter i Mængde, stærkt indskrænket Virksomhed i næsten alle Industriens Grene, voldsom Arbejdsløshed. Allerede i Året 1902 begyndte Forholdene de fleste Steder i Europa ganske svagt at bedres. Man havde fået Lagrene renset for Størstedelen af de overproducerede Varer, og man kunne igen begynde at tage fat, om end yderst småt og forsigtig. I de følgende År fortsatte denne sindige Opgang sig; langsomt krøb man opefter, Tyskland og Nordamerika i Spidsen, medens de øvrige store Industrilande ikke så hurtig kunne forvinde Tabene. I Året 1905 var Tilstanden de fleste Steder nogenlunde tålelig; Året 1906 karakteriseres næsten hele Verden over som et gunstigt Forretningsår; og i den første Halvdel af Året 1907 var Konjunkturerne endog så gode, som man kun yderst sjælden havde set noget Sidestykke til. Samtidig sporede man rigtignok også Varsler om det Uvejr, som trak op; i Slutningen af Året kom så det voldsomme Krak, og Nedgangen strakte sig igennem hele Året 1908, og først midt i Året 1909 begyndte de første Tegn til en svag Opgang at mærkes.

Det korte Spand af gode År, der forberedte den nuværende Krise, var - som Tilfældet altid er - betinget ved en Række Udvidelser af det Marked, på hvilket den kapitalistiske Industri kunne vente Afsætning for sine Produkter. I Østasien viste der sig stigende Chancer. Kina, som hidtil ikke ret havde påskønnet de fremmede Købmænds bestræbelser, og hvis Indførselsmængde en Årrække igennem havde holdt sig næsten uforandret, begyndte i større Målestok at købe; Indførslen voksede, og om den end kun nåede en grumme ringe Størrelse i Sammenligning med den uhyre kinesiske Befolkning - kun 3-4 Kr. for hver Indbygger - så var dog Stigningen ganske utvetydig og varslede om rige Fremtidsmuligheder, når Bevægelsen fortsatte sig efter samme Skala. Og - hvad der for de europæiske og særlig de amerikanske Kapitalister havde stor Betydning - sålænge den øst-asiatiske Krig varede, var den japanske Produktions Handleevne svækket, og den hvide Kapital kunne gøre sig Håb om imidlertid at befæste sin Stilling på det kinesiske Marked og trænge den gule Kapital tilbage.

Samtidig åbnede nye Samfærdselsmidler en Række Markeder i fremmede Verdensdele for en langt mere intensiv kapitalistisk Udnyttelse, end før havde været mulig. I Femåret 1902-1907 voksede således Jernbanenettet i Engelsk Indien med ca. 870 danske Mil - dobbelt så meget som den samlede Udstrækning af Danmarks Jernvejslinier - og en mægtig Forøgelse af Jernbanenettet fandt Sted i Australien, i Kapkolonien, i Canada, i Mexico, i Peru, i Chile, i Argentina, alt ialt med 3000-3500 danske Mil.. Bagdadbanen skabte store Perspektiver for europæisk Handel i det vestlige Asiens indre Egne. Panamakanalen, på hvilken Arbejdet skred rask fremad, stillede en hel Omvæltning af det internationale Handelsliv i Udsigt. Den påbegyndte Kæmpebane tværs gennem Afrika, fra Ægypten til Kap, gav rige Løfter om forøget Afsætning såvel blandt de indfødte Folkeslag som blandt de Kolonister, der efterhånden ville bosætte sig langs Banen.

Også midt ude i de gammelkapitalistiske Samfund tiltog Afsætningsmulighederne, idet en Række nye Behov opstod og krævede Tilfredsstillelse ved en forøget Produktion. Især virkede den voldsomt fremskridende Elektroteknik til at skabe sådanne nye Fornødenheder hos Befolkningen, og Elektricitetsindustrien var, navnlig i Tyskland og Nordamerika, i stærk Vækst. En stor Rolle spillede også den tiltagende Efterspørgsel efter Automobiler; man har ved Begyndelsen af Året 1907 anslået Tallet af Automobiler i hele Verden til ca. 350.000, repræsenterende en samlet Værdi af over 2.000 Mill. Kr.. I samme Forbindelse kan nævnes de stadig stigende Fordringer om en komfortabel Udstyrelse af de Samfærdselsmidler, som væsentligt er beregnede på Overklassens Benyttelse, om Sove- og Spisewaggoner, om luksuriøst indrettede Kahytter på Passagerdamperne i de store Ruter - et enkelt af Hamburg-Amerikalinjens Skibe har kostet over 10 Mill. Kr., og netop sådanne Luksus tilbøjeligheder hos de besiddende Klasser indvirker i dobbelt Grad på de almindelige kapitalistiske Konjunkturer; thi når en Kapitalist anvender f.eks. 10.000 Kr. til at anskaffe et Automobil i Stedet for at opspare Pengene og anbringe dem i Produktionsmidler, så åbnes der derved ikke blot et nyt Produktionsfelt på 10.000 Kr., men den produktive Kapital bliver også 10.000 Kr. mindre, end den ellers ville være blevet, og den indre Konkurrence mellem dens forskellige Bestanddele så meget svagere.

Og endelig virkede også den østasiatiske Krig og den russiske Revolution ansporende på den europæiske Industri: Krigen stillede store Krav om Leverancer af Våben og andet Krigsmateriel; de Værdier, den ødelagde, skulle erstattes med nye Værdier; og den Lammelse af den russiske Industri, som Revolutionen (1905) med dens stadige Massestrejker forårsagede, skabte ligesom et tomt Rum, der måtte udfyldes ved Tilførsel udefra. Det var især den tyske Industri, som drog Fordel af disse Omstændigheder; Tysklands Udførsel til Rusland var i stork Tilvækst.

Markedet for den kapitalistiske Produktion var altså på forskellig Måde i Færd med at vokse; Kapitalen havde fået nyt Spillerum, den kunne følge sin Trang til Udvidelse. I den Stab af Industriarbejdere, som var blevet kaldt frem under den store Opgangsperiode i Slutningen af 1890'erne, og som siden havde fristet en hård Tilværelse med voldsom Arbejdsløshed, var der skabt en talrig industriel Reservearme, hvorfra Kapitalisterne under den fornyede Opgang kunne hente Forstærkning, uden at de behøvede at lokke den til sig ved synderlige Indrømmelser i Retning af Lønstigning. Og i den stærkt voksende Produktion af Guld var der skabt en rigelig Forsyning af det Grundstof, hvoraf Kapitalen danner sine Omløbsmidler; Bankerne, hvis Guldbeholdning voksede, kunne udstede Sedler og andre Værdipapirer i et mægtig forøget Omfang.

Alle Betingelser var således til Stede for en fornyet økonomisk Opgang, og Kapitalen benyttede sig af Lejligheden. Produktionen tiltog, først langsomt og forsigtig, men efterhånden som Skrækken fra den sidste Krise havde fået Tid til at sætte sig, i stedse voldsommere Tempo. Og især var det, ved denne Lejlighed som ved alle tidligere, Produktionen af Råstoffer, som viste Fremgang. Den tyske Råjernsproduktion steg i Tiden 1901-05 med 41 pCt., den nordamerikanske med 45 pCt.; den tyske Kulproduktion steg samtidig med 13 pCt, den nordamerikanske med 34 pCt.; og i det næste År fortsatte Stigningen sig efter en endnu større Målestok. Men Priserne løb forud. I Begyndelsen var man endnu nogenlunde varsom, men efterhånden tog de voksende Konjunkturer Magten fra alt roligt Overlæg; Efterspørgslen blev mere og mere hidsig, og det almindelige Prisniveau hævede sig i samme Grad. Efter engelske Beregninger steg den gennemsnitlige Pris på Jern i Løbet af de tre År fra 1. Januar 1902 til 1. Januar 1905 med 5 pCt., men i de halvtredje År fra 1. Januar 1905 til 1. Juli 1907 med 18 pCt.; samtidig steg Prisen på Kobber med henholdsvis 16 og 51 pCt., på Tin med 27 og 43 pCt, på Bly med 20 og 60 pCt., på Tømmer med 31 og 10 pCt, på Læder med 11 og 7 pCt.; Ejerne af Råprodukterne beslaglagde altså i Forvejen i høj Grad det kommende Udbytte af Industriens Arbejde. Også Priserne på sådanne Varer som Tobak og Kaffe, Sukker og Petroleum viste opgående Tendenser, som en indirekte Følge af det tiltagende Forretningsliv, idet det forbedrede Arbejdsmarked øgede Købeevnen hos Arbejderbefolkningen rundtom i Verden. Handelsstatistikken giver et Spejlbillede af hele dette voksende Liv; rundtom i de forskellige Lande er Udenrigsomsætningen i stærk Stigning; på Indførselssiden er det fortrinsvis Råstoffer og andre Produktionsmidler, der vokser, men også Livsfornødenhederne for den store Befolkning optræder i stigende Mængde.

Under hele denne Bevægelse svulmede Kapitalen op. I Året 1900 blev den Kapitalmasse, der var anbragt i den egentlige Storindustri i de nordamerikanske Fristater, opgjort til 33.500 Mill. Kr.; allerede fem År senere regnedes den, trods de økonomiske Rystelser, der i Mellemtiden havde fundet Sted, til 47.340 Mill. I Tyskland var Aktiekapitalen i de to dårlige År 1901-02 kun steget med gennemsnitlig 123 Mill. Kr. om Året; i de næste fem År steg den med gennemsnitlig 276 Millioner. I Danmark havde Aktiekapitalens Forøgelse i 1901-02 kun været 10 Mill. Kr. i årligt Gennemsnit; i 1903-07 var den derimod 34 Mill.. Bankernes Virksomhed tiltog, efterhånden som stadig stigende Masser af Kapital gennemløb deres Kontorer for at ledes ud til produktiv Anvendelse. Nye Banker oprettedes, og de ældre Banker udvidede deres Aktiekapital.

Imidlertid måtte det Tidspunkt snart indtræde, da Markedet var mættet, overmættet med de Produkter, der udgik fra den kapitalistiske Industri. Produktionens Masse voksede i langt stærkere Grad, end Markedets Grænser udvidede sig. Resultatet var en stadig stigende Overproduktion. De københavnske Byggeforhold viser på et enkelt, snævert afgrænset Område et Eksempel på en sådan tiltagende Overproduktion; for hver 1000 udlejede Beboelseslejligheder var der ved April Flyttedag 1902 af ledige Lejligheder 34, i 1903 var Tallet steget til 54, i 1904 til 73, i 1905 til 82, og omtrent på dette Trin holdt det sig i det næste År; og samtidig var også Antallet af ledige Kontor- og Forretningslokaler i stærk Stigning. Og et tilsvarende Overskud af Produktionen ud over det Kvantum, Befolkningen kunne optage, viste sig overalt i de kapitalistiske Samfund på de forskellige produktive Felter. Kun en Spekulation, der skjulte de virkelige Forhold og kunstig æggede den kapitalistiske Virksomhed videre frem, kunne endnu en Stund holde Bevægelsen i Gang; og i den voldsomme Opgang, der særlig karakteriserede den første Halvdel af 1907, med en feberagtig Stigning i Produktionen og fænomenalt høje Priser, var der blandet megen vild Svindel - hvad der virkede til at gøre Katastrofen så meget stærkere, da den omsider indtraf.

En betydningsfuld Rolle i den Proces, der fremkaldte den almindelige Overproduktion på Verdensmarkedet, spillede Japan. I Efteråret 1905 endte den østasiatiske Krig, og med fuld Energi kastede Japan sig ind i Kampen for Markedets Erobring. I 1904-05 havde Udførslen af japanske Produkter hvert År udgjort 590 Mill. Kr.; I 1906-07 steg den til 790 Mill.; til Korea voksede Japans Udførsel med 23 pCt, til Kina med 34 pCt, til det øvrige Asien med 29 pCt. og til Nordamerika med 32 pCt. Det var det østasiatiske Marked, der begyndte at glide den hvide Kapital ud af Hænderne. Og også den japanske Vareindførsel viser ved sin ejendommelige sammensætning, hvor farlig en Konkurrence det er, som her skyder frem. Sammenligner man Tiden 1897-99 med Tiden 1905-07, ser man, at Indførslen af Jern er tiltaget med 186 pCt., men af Maskiner aftaget med 35 pCt. - det vil sige, at Japan indfører Råstoffet og selv laver sine Maskiner og derved frigør sig fra, den europæiske og amerikanske Maskinindustri. Den Tid, hvor; man fra Europa sendte hele Fabrikker ud til Østasien, er ikke mere. Samtidig er Indførslen af Råbomuld mere end fordoblet - hvad der har til Følge, at Japan ikke blot er i Stand til at forsyne sig selv med Bomuldstøjer, men også lider under en Overproduktion, som søger Afsætning omkring i Nabolandene; og Resultatet har været den frygtelige Arbejdsløshed, som i Året 1908 er brudt ud i den engelske Bomuldsindustri; Manchesters Tekstilarbejdere må nu sulte under Konkurrancen fra Kioto, som de schlesiske Tekstilarbejdere for 60 År siden sultede under Konkurrencen fra Manchester; det er Høg over Høg, og her som altid er det Arbejderne, der må bære Tabene ved Kapitalens svigtende Held i den internationale Konkurrences Spil.

De voksende Vanskeligheder på Varemarkedet gav sig Udtryk i en Uro på Pengemarkedet, som Pengemarkedet overhovedet bestandig er et særlig fintmærkende Barometer. Amerika begyndte at kalde Guld hjem. I de foregående År var der næsten uafbrudt blevet udført langt mere Guld fra Amerika, end der var blevet indført, men i Året 1906 vendte Strømmen sig. Under Forudfølelsen af det Uvejr, der trak sammen, begyndte de amerikanske Finanskapitalister at opsige deres Fordringer i Europa og kræve Betalingen erlagt i rede Penge. Det voldte store Vanskeligheder og vakte megen Bekymring rundtom i Europa; thi når Guldet gled bort fra Bankernes Kældre, måtte Pengerepræsentativernes 3 Mængde formindskes i tilsvarende Grad. Flere Steder blev man nødt til at gribe til ekstraordinære Forholdsregler. Den danske Nationalbank skaffede sig i November 1907 Tilladelse til at udvide den ikke ved Gulddækkede Del af Seddelbeløbet ud over den hidtil tilladte Grænse, og kort efter forhøjede den Udlånsrenten til 8 pCt, en tidligere ukendt Højde.

Men ved den Tid var allerede Krisen i fuld Gang. Ved en Panik på New Yorks Børs i Oktober var der gået Hul på Bylden, og i Løbet af nogle få Uger bredte Bevægelsen sig ud over hele den kapitalistiske Verden. De opskruede Priser sank med rivende Hastighed - i sidste Halvdel af 1907 dalede det almindelige engelske Prisniveau med 11 pCt., i første Halvdel af 1908 yderligere med 5 pCt. Udførslen gik tilbage rundtom i Landene idet man indskrænkede sine Indkøb til det mindst mulige. Produktionen, først og fremmest af Jern og andre Råstoffer, men dernæst også af de forskellige Industrivarer, skrumpede voldsomt sammen. Og overalt i Verden bredte der sig en frygtelig Arbejdsløshed. Kapitalen havde fejret en kortvang Orgie, og Svindelen havde skænket rigelig i dens Bæger. Arbejderklassen har sidenhen under svære Lidelser måttet betale af på Regningen.

Først i Sommeren 1909 har man sporet en svag Bedring ude i de store, ledende Industrilande, og ganske langsomt er Opgangsbevægelsen i Efterårets og Vinterens Løb begyndt at forplante sig ud til den øvrige Verden. Men fortvivlende sendrægtig går Opgangsbevægelsen for sig - og det vil tage lange Tider, inden Sårene fra den frygtelige Arbejdsløshedsperiode er blot nogenlunde lægt. Den Måde, hvorpå de økonomiske Kriser optræder, har i Tidens Løb skiftet Karakter, i Overensstemmelse med hele den kapitalistiske Verdenshusholdnings ændrede Skikkelse.

Indtil for en 40-50 År siden kom Krisen pludselig, rasede voldsomt, men var hurtig forbi og afløstes gerne af en længere Periode med livlig Forretningsgang, med travl Virksomhed, med høje Konjunkturer både på Varemarkedet og Arbejdsmarkedet. Således endnu så sent som i 1857; som en Orkan kom den økonomiske Katastrofe, med Fallitter i Massevis, med lukkede Fabrikker og frygtelig Arbejdsløshed i næsten alle Industriens Grene; men allerede et Årstid efter var alt påny Liv og Travlhed. Det var en naturlig Følge af Forholdene, som de dengang var på det internationale Marked. England stod endnu som det eneste storindustrielle Samfund, hvis overlegne kapitalistiske Industri fandt Kunder overalt i Verden. Afsætningsmulighederne var tilsyneladende ubegrænsede. Og har Forretningslivet standsede med et pludseligt Krak, idet det viste sig, at de forhåndenværende Markeder var fyldte og ikke kunne optage de Varemasser, der havde lejret sig på de engelske Fabrikanters og Grossereres Lagre, så krævedes der kun en Række energiske Anstrengelser for at træde i Handelsforbindelse med nye, fjernere Samfund - og Stormen var besværget; den engelske Industri kunne atter udfolde sig af yderste Evne og øge sin Produktion.

Hvor helt anderledes nu, da den kapitalistiske Industri forlængst har bredt sig ud over hele Jordkloden og avlet en vild Konkurrence mellem de forskellige Samfund i alle fem Verdensdele, en fortvivlet Tilblivelseskamp, hvorunder hver især med alle Midler søger at fortrænge de andre og skaffe Indpas for sig selv, da det ene Marked efter det andet er blevet optaget og beslaglagt og det eneste store Afsætningsområde, der endnu rummer rige Fremtidsmuligheder, det kinesiske, kommer stærkere og stærkere ind under de japanske Kapitalisters økonomiske Herredømme, da alle Sunde mere og mere spærres for den Udvidelsestrang, som det er en Livsfornødenhed for Kapitalen bestandig at få tilfredsstillet.

I Overensstemmelse med denne nye Situation former Kriserne sig nu om stunder. Var de tidligere som en akut Feber, der kommer hastig og går hastig og under stærk Temperaturstigning renser Legemet for den opsamlede Usundhed og efterlader Patienten rask og frisk, med gode Kræfter og frejdigt Mod til igen at tage fat på Livet - så optræder de nu til dags som en snigende Sot, en langsomt fortærende, håbløs og smertefuld Sygdom. Aldrig så snart har Samfundet rejst sig fra de værste Anfald og sporet kendelig Bedring og er begyndt at slæbe sig frem påny, før der kommer et Tilbagefald. Undertiden kan det synes, som om Livskraften var vendt tilbage i sin fordums Friskhed, således som i Begyndelsen af 1870´erne og i Slutningen af 1890'erne; men det er kun Blændværk, og det er snart forbi og betales dyrt med lange Tiders dyb Depression, der kun flygtig afbrydes af kortvarige Opgangsperioder - næppe har Arbejderne hentet deres Sager hjem fra Lånekontoret, før de atter må sætte dem ud.

Det er den Tilstand, der bliver bestandig mere fremherskende: den kroniske Hensygnen i Stedet for den akutte Feber. Viste det kapitalistiske Samfund sig endnu for halvhundrede År siden, til Trods for Kriserne, som en kraftig og levedygtig Organisme, så tegner Nutidens svære Katastrofer og trøstesløse Nedgangsperioder Billedet af en svækket, affældig Olding, hvis Livskraft svinder mere og mere, kan flakke op fra Tid til Tid, men kun for bagefter at synke så meget voldsommere sammen. Arbejdsløsheden kan da ikke udryddes, så længe den nuværende Samfundsordning består. Det er en Sygdom, der vil bryde op atter og atter, i et bestandig større Omfang og med en bestandig mere ødelæggende Karakter, lige indtil det gamle forrådnende Samfund ramler sammen for de socialdemokratiske Arbejderes Angreb. Hvad der indenfor det kapitalistiske Samfunds Rammer kan gøres, det er i nogen Grad at mildne de Lidelser, den forvolder, og begrænse dens Udbredelse.

Arbejdsløshedens Følger og Midlerne derimod.

af Carl Gran.

Fagforeningerne bedømmes ofte ud fra den urigtige Opfattelse, at de ved Iværksættelsen af Arbejdsstandsninger har foranlediget stort Spild af Arbejdsdage til Skade for Samfundet som Helhed. Det er derfor bemærkelsesværdigt, hvad Højremanden Dr. Birch oplyste i Folketinget i Februar 1910 under Behandlingen af Lovforslagene om Voldgift og Forligsmægling i Arbejdsstridigheder - forøvrigt uden Forbindelse med hans Stilling til de pågældende Lovforslag. Dr. Birck påviste med Tal, at det Spild af Arbejdsdage, som finder Sted grundet på Arbejdsstandsninger, er for intet at regne imod Følgerne af den ufrivillige Arbejdsløshed. Hr. Bircks Tal ser således ud: I de sidste 12 År fra 1897 til 1908 inklusive er der her i Landet tabt tilsammen 2 Mill. Arbejdsdage ved Strejker. I samme Tidsrum er der ved Lockout´er tabt 3 Mill. Arbejdsdage. Regner man med gennemsnitligt 100.000 organiserede Arbejdere (der er for Tiden noget over 120.000), så har disse tilsammen i disse 12 År ca. 360 Millioner Arbejdsdage, og deraf følger, at Spildet ved Strejker kun udgør ca. ½ pCt. og ved Lockout'er ca. ¾ pCt. af det samlede Antal Arbejdsdage. Regner vi stadig med de 100.000 organiserede Arbejdere i 12 År, ser vi, at der i hele dette Tidsrum gennemsnitlig er tabt 20 Dage pr. Mand ved Strejke og 30 Dage pr. Mand ved Lockout, eller årlig pr. Mand ca. 1 ¾ % Dag ved Strejke og ca. 2 ½ Dag ved Lockout. Men det er overfor Følgerne af Arbejdsløsheden for intet at regne. For Året 1902 viser en Statistik over 75.000 Arbejdere, at 20.000 var ledige i 4 Måneder, det vil med andre Ord sige, at disse Arbejdere i et eneste År havde ligeså mange Arbejdsdage tabte ved Arbejdsløshed, som samtlige Arbejdere ved Strejker i alle de 12 År. I Året 1902-1903 havde Bygningssnedkerne 75 tabte Arbejdsdage gennemsnitlig pr. Medlem grundet på Arbejdsløshed; Bagerne havde 55, Skotøjsarbejderne 11, Bogbinderne 32, Bødkerne 28, Formerne 36, Smede- og Maskinarbejdere 40, o.s.v.. Såvidt Højremanden Dr. Birck.

Vi kan supplere Tallene for Bygningssnedkerne i København ved at oplyse, at disse gennemsnitlig har haft følgende Antal tabte Arbejdsdage pr. Medlem: 33 i 1903, 55 i 1904, 57 ½ i 1905, 14 ½ i 1906, 14 ½ i 1907 og endog 97 ½ i 1908. For den øvrige Del af Snedkerfaget både i København og Provinserne er Tallene i de samme År: 24 ½, 29 ½, 20 ½, 10 ½ , 8 og 30 ½ eller gennemsnitlig 21 tabte Arbejdsdage årligt pr. Medlem. I Arbejdsløshedsinspektørens Indberetning til Indenrigsministeriet for 1908-09 findes en Opgørelse over de af Medlemmer af Arbejdsløshedskasserne ved Arbejdsløshed tabte Arbejdsdage; Opgørelsen omfatter 34 Kasser med tilsammen 54.083 Medlemmer. Disse har tilsammen haft 2.114.317 ledige Dage grundet på Arbejdsløshed; d.v.s. 39 ufrivilligt ledige Dage pr. Medlem i et År. Det er gennem Antallet af tabte Arbejdsdage, at Arbejdsløshedens Omfang bedst belyses. Desuagtet kan det have sin Interesse at se på selve Antallet af de Arbejdsløse. Tager man den sidste halve Snes År, viser Sommermånederne Maj til Oktober sig at være den Periode af Året, hvor Arbejdsløsheden er mindst, og gennemgående er Maj-Juni de Måneder, hvor den er ringest. December, Januar og Februar er derimod de Måneder, der gennemgående viser det største Antal Arbejdsløse. Selv under de bedste Konjunkturer er Arbejdsløsheden ikke ganske afskaffet. Tallene viser 2 pCt. Arbejdsløse som det mindste, man er nået ned til. Men i de seneste År, 1908 og 1909 er den laveste pCt. henholdsvis 6.65 og 10.3 - altså af 100 Arbejdere var i den bedste Måned i Året 1909 mere end 10 Arbejdere uden Arbejde.

At man selv under de mest gunstige Produktionsforhold har Arbejdsløse, betyder naturligvis ikke, at nogen Arbejdskraft er så ringe, at den ikke kan anvendes; det betyder blot, at Arbejdsløshedens Følger ikke kan udmåles alene i Tal over så og så mange tabte Arbejdsdage, men at man også må tage med i Beregningen de Menneskeliv, der sættes overstyr under den sindsvage Samfundshusholdning. Den nuværende Ordning medfører Arbejdsløshed, og under den skal der tabes og knuses Mennesker; hvem for da rynke på Næsen ad eller rette Bebrejdelser mod dem, der bukker under i en sådan Kamp. De tre værste Vintermåneder har i de bedste År af de sidste ti udvist 9 til 13 pCt. Arbejdsløse; men i 1908 nåede man 15-20.3 pCt. og i 1909 nåede man 25,1 pCt. (i Januar); Tallet steg i Marts til 26 pCt. - I København var pCt.-Tallet større end det gennemsnitlige Tal for Provinsbyerne. November og December 1909 viser henholdsvis 15 og 16 pCt. Arbejdsløse.

En af De samvirkende Fagforbund gennem alle Landets Fællesorganisationer foretagen Optælling på Datoen d. 5. Februar 1910 (det sidste forhåndenværende Tal medens dette skrives) viser over hele Landet gennemsnitlig 22.03 pCt. Arbejdsløse. Tager man København for sig, er pCt. tallet nu ringere her end i Provinserne, nemlig ,,kun" 20.7 pCt. i København mod 23.4 pCt. i Provinserne. Naturligvis falder den vægtigste Del af Arbejdsløsheden på Bygningsfagene, nemlig i Provinserne over 50 pCt. og i København ca. 45 pCt. Industrifagene har i Provinserne lidt over 10 pCt. og i København lidt over 12 pCt. Arbejdsløse. Det på Arbejdsmandsfagene faldende pCt.-tal ligger omtrent midt imellem de for Industrifagene og for Bygningsfagene nævnte. Den sidst udkomne Beretning fra Arbejdsløsheds-inspektoratet udviser, at der i 1908-09 gennemsnitlig faldt 39 Dage tabte ved Arbejdsløshed på Medlemmerne af de anerkendte Arbejdsløshedskasser.

Arbejdsløshedens Afskaffelse kan kun ske ved Samfundets Overtagelse af Produktionen; derimod er det muligt at mildne Arbejdsløshedens Følger under de nuværende Produktionsformer. Bølgebevægelsen i Konjunkturerne er en stadig tilbagevendende Kendsgerning, som ingen, selv ikke den reaktionæreste, kan fornægte. Det burde derfor være det Offentliges, Statens og Kommunernes og ikke mindst Kommunernes, Pligt og naturlige Opgave, at henlægge Udførelsen af større Arbejder til de arbejdsløse Perioder. Der er ingen Tvivl om, at man ad denne Vej ville regulere og udjævne de bratte Fald, som Kriserne medfører, og gøre Nedgangsperioderne lettere at modtage og at overvinde, selv om de ikke helt kunne afskaffes. Navnlig Kommunernes Forståelse heraf ville betyde meget; der udkræves naturligvis først og fremmest god Vilje, men også Fremsyn og Overblik. Forholdet er jo det, at Planerne om nye Arbejders igangssættelse, om Anskaffelser og Udvidelser, i Reglen lægges i de gode Perioder, hvor Statens og Kommunernes Indtægter har været store. Måske ville det Offentlige ved en sådan Afpasning af Tiden få sit Arbejde udført billigere; men dette burde naturligvis ikke være det afgørende. Fordelen ville vise sig i Nedgang på Understøttelseskontierne og Kriserne ville afbødes til Gavn for Samfundet som Helhed.

Af andre Midler til at afbøde Arbejdsløshedens Følger bør nævnes Arbejdsanvisningen, hvis Opgave er at bringe den ledige Arbejdskraft i Rapport med Arbejdstilbuddet og at fordele det forhåndenværende Arbejde. Man har forskellige Steder søgt Anvisningstanken realiseret af Kommunen, således i København, hvor Kontorets Bestyrelse består af lige mange Arbejdere og Arbejdsgivere. Men desuden har adskillige Fagforeninger oprettet landsvis Arbejdsanvisning, for at kunne fordele den ledige Arbejdskraft over hele Landet til de tilbudsgivende Pladser. For Arbejderne har en sådan Arbejdsanvisning den Fordel, at den ledes af dem selv uden fremmed Indblanding. Men herom i det følgende.

Udover disse Bestræbelser bør nævnes Arbejdernes egne Bestræbelser for at regulere Produktionen, derved at Arbejdstiden begrænses, og ved at modvirke Overarbejde. Ved at hindre, at Produktionen i Opgangstider spændes i Vejret, fordeler man Trangen til at få Arbejde udført og gør Overgangen fra gode til dårlige Tider mindre brat. Der er Fag, som ved at begrænse Tilgang af Lærlinge søger at regulere Antallet af Fagets Arbejdere. Men mere almindeligt er det, at man bringer de Ofre, der følger af at indskrænke Arbejdstiden i de dårlige Tider for at hindre Afskedigelser. Af de Midler, som anvendes til Arbejdsløshedens Bekæmpelse, eller rettere til Afhjælpning af dens Følger, er intet dog så øjeblikkeligt virkningsfuldt, som den at Arbejderne selv iværksatte Arbejdsløshedsforsikring. Dens Iværksættelse er sket på den eneste mulige Måde, nemlig gennem de bestående Organisationer. Og bedst kan Opgaven naturligvis løses, når Organisationerne, som Tilfældet er her i Danmark, er næsten fuldtallige. Opgaven måtte løses som en tildels tvungen Fællesforsikring. Den kunne ikke løses som en frivillig Forsikring, thi så ville fortrinsvis de Arbejdere, der var mest udsatte for Arbejdsløshed, lade sig forsikre, og det ville gøre Forsikringen langt kostbarere. Fagforeningerne var efterhånden blevet så fastbyggede, at Opgaven bedst kunne løses gennem dem. Men Løsningen krævede store økonomiske Ofre, og det var nødvendigt at gå frem med den yderste Forsigtighed for ikke at forløfte sig på Opgaven.

Allerede i Lavstiden havde Svendelavene gennem det påbudte tvungne Herbergvæsen m. m. oprettet Rejsehjælp for Medlemmer af Svendelavene. Hvor Lavsmedlemmer kom frem til andre Lav, fik de Ophold og Beværtning og såvidt muligt Arbejde efter de gældende Regler. Da Fagforeningerne herhjemme kom til Skælsår og Alder fandt de det naturligt at oprette noget lignende, nemlig Rejsekasser, særlige Fonds, hvoraf der ydedes arbejdsløse rejsende Medlemmer Hjælp enten i Form af Dagpenge - Understøttelse beregnet pr. Dag - eller Mile (Kilometer)penge - Understøttelsen beregnet efter den tilbagelagte Vejlængde. Men Betingelsen for at erholde denne Understøttelse var, at man som arbejdsløs begav sig på Rejse, ligesom det i Reglen forudsattes, at man havde været Medlem mindst ét År; for unge Svende, der indtrådte i Foreningen straks efter Læretidens Ophør, trådte Retten til Rejsehjælp dog ofte i Kraft straks. De fleste sådanne Rejsekasser oprettedes i Tiden fra 1880 til 1890. At der kun var Adgang til Hjælp, når man begav sig på Rejse, foranledigede naturligvis, at adskillige følte sig opfordret til at rejse, for på den Måde at redde sig Udkommet. Og der skabtes måske også derved nogle professionelle Rejsende - ,,Kilometer-Slugere" kaldtes de populært. Men Rejsehjælpen bevirkede på den anden Side, at mange, der ellers var ganske afskåret fra at rejse, derved fik Adgang til Pladser, hvor der trængtes til ledig Arbejdskraft. Og ganske bortset fra Samfundets Tab er Arbejdsløsheden i sig selv så nedbrydende for dem, der kommer til at gå i ufrivillig Lediggang, at der er Grund til at glædes ved hver lille Håndsrækning, der bringer den Arbejdsløse ind i nyttig Virksomhed.

Det siger sig selv, at Rejsekasserne var Landskasser, der omfattede alle de pågældende Forbunds Afdelinger. Forbundenes Medlemmer var tvungne til at være Medlemmer af Rejsekassen; ofte skelnede man ikke mellem Rejsekassen og Forbundet, men havde kun den regnskabsmæssige Beregning over det indkomne Kontingents Forhold til de afholdte vedtægtsmæssige Udgifter. Allerede under denne Forløber for Arbejdsløshedskasserne havde Forbundene tilvejebragt gensidige Aftaler, ligefremme Overenskomster, med de udenlandske Broderforbund om Rejsehjælps Ydelse til hinandens Medlemmer. Det var navnlig med de tyske Fagforeninger, at sådanne Gensidighedsoverenskomster oprettedes; senere oprettedes de på samme Måde med svenske og norske Fagforeninger og efterhånden med Forbundene i de øvrige Lande, hvorover Brevveksling rakte.

Ved første Øjekast kunne det synes risikabelt, at et dansk Fagforbund med godt et Par tusinde Medlemmer forpligtede sig til at yde Hjælp til alle de Medlemmer, som kunne komme f.eks. fra et stort tysk Forbund med hundrede tusinde Medlemmer; man kunne nære den Betænkelighed, at det store Forbunds Medlemmer under Konflikter eller Kriser i Hjemlandet kunne oversvømme det lille fremmede Land og økonomisk ødelægge det mindre Broderforbund. Men Praksis har vist, at der ingen Fare er. At Gensidigheden for det lille Lands Organisationer er en endnu større Fordel, når Talen er om Strejkehjælp, er en Selvfølge. Rejsehjælpens Størrelse var i Reglen ikke ret stor ca. én Krone eller halvanden om Dagen i de forskellige Forbund - og så var den begrænset til et vist Beløb om Året, i Reglen 20-30 Kroner, sjældent mere. Gensidigheden med Udlandets Organisationer fastsatte almindeligvis det samme Beløb som samlet Maksimum. Navnlig under omfattende Arbejdsløshed var Rejsehjælpen imidlertid ret hensigtsløs. Den fristede let til unødigt Rejseliv og de gifte Arbejdere var i Almindelighed afskårne fra at drage Nytte af Rejsehjælpen; der måtte skabes udveje for at yde Hjælp til de Arbejdsløse, der af forskellige Grunde måtte blive på Stedet, På den anden Side kunne der fra Arbejdernes Side nok næres Betænkeligheder ved at påtage sig en økonomisk Forpligtelse, der kunne vokse uanet højt, og som kunne medføre uforudsete Misbrug. Kontingentet skulle jo forhøjes, og der kunne måske befrygtes en Udsprængning fra Organisationen af de Medlemmer, som troede sig tilstrækkeligt betryggede mod Arbejdsløshed og som af den Grund ville stritte imod en Kontingentforhøjelse til Fordel for en Arbejdsløshedsforsikring. Men imod Betænkelighederne vejede den Kendsgerning, at Opretholdelsen af de opnåede Lønforhøjelser krævede et Offer af de Arbejdende; man kunne med Virkning afværge, at Kammerater lod sig friste til at underkrybe de gældende Løntariffer, når de under Udsigten til Arbejdsløshed havde den sikre Betryggelse, at der ydedes Hjælp til de Arbejdsløse, selv om Hjælpen var ringe.

Arbejdsløshedsunderstøttelsen blev under dette Synspunkt en yderligere Sikkerhed for Overenskomsternes Overholdelse også i dårlige Tider, og denne Opfattelse bidrog meget til at modvirke den Uvilje, der var rejst mod Arbejdsløshedskassernes Oprettelse under Påberåbelse af, at Fagforeningerne kun skulle være ,,Kampforeninger" og ikke filantropiske Selskaber. Stemningen for Arbejdsløshedsforsikringens Indførelse voksede ganske naturligt under Kriserne, hvor Arbejdsløsheden greb med sin magre Knokkelhånd i adskillige, som troede sig sikre på uafbrudt Arbejde i årevis, og der oprettedes forsøgsvis Arbejdsløshedskasser både i København og i Provinsbyer; men disse Kasser blev hurtigt udvidede til Landskasser. I nogle Fag gik man naturligvis straks over til Landskasser eller rettere til, at det blev en Forbundssag at understøtte også Arbejdsløse, som ikke begav sig på Rejse. Typograffaget var det første større Fag, som iværksatte sådan Arbejdsløshedshjælp, nemlig i Begyndelsen af Firserne; senere fulgte de fleste øvrige Fag med, f.eks. Smedene, der til dette Formål måtte udskrive et efter Forholdene ret stort Kontingent; dette var hen imod Århundredskiftet steget til 44 Øre ugentlig pr. Medlem. Smede- og Maskinarbejderforbundet udbetalte pr. Kalenderår daglig Understøttelse i højest 70 Dage i et År. Men den daglige Hjælps Størrelse rettede sig (og således er det endnu) efter Medlemsskabets Længde, hvilket synes at være en god Foranstaltning til at holde Medlemmerne til Organisationen. Medlemmer med et Års Medlemskab erholdt 1 Krone daglig i 70 Dage; efter 4 Års Medlemsskab steg Understøttelsen til 1 Kr. 50 Øre i de første 35 Dage og efter 8 Års Medlemsskab til 2 Kroner i de første 35 Dage, men stadig 1 Krone daglig i de følgende 35 Dage. I andre Kasser var Hjælpen af samme Størrelse under hele Understøttelsesperioden, ligesom man på anden Måde varierede Retten til Hjælp Indtræder ved i Stedet for Kalenderår at sætte Regnskabsår eller f.eks. løbende År fra Modtagelsen af den første Hjælp. Det var desuden en almindelig Regel, at Medlemmer, der ved Arbejdsløshedens Indtrædelse begav sig på Rejse, straks kunne erholde Understøttelse, medens arbejdsløse Medlemmer, som blev på Stedet, ingen Understøttelse erholdt den første Uge eller de første to Uger. For Bygningsfagene var det naturligvis vanskeligt at gå til Oprettelsen af Arbejdsløshedskasser, da Arbejdsløsheden her som Helhed var større, og selv under gode Konjunkturer kunne en Vinter med megen Frost ødelægge en velfunderet Arbejdsløshedskasse. Man indskrænkede sig derfor i flere Fag til om Sommeren at indsamle Ekstrabidrag, der benyttedes til Juleuddeling til Medlemmerne, medens man i et enkelt Fag - Bygningssnedkerne - forsigtigt begyndte med en ugentlig Hjælp på 3 Kroner i et stærkt begrænset Tidsrum. Denne Understøttelse udvides dog snart efter til 5 Kr.

Den 3 Kroners Understøttelse begyndte i 1896; til Understøttelse havde Medlemmer med mindst et Medlemsskab, når de havde været arbejdsløse i 3 Uger; efter at have modtaget 3 Ugers Understøttelse ophørte denne for efter en Ventetid af 3 Uger atter at træde i Kraft. I et År kunne Medlemmerne således erholde ialt 18 Kroner i Understøttelse. I dette Fag byggede man ligesom i de andre Fag videre på de efterhånden indvundne Erfaringer. Det første Ugekontingent var 10 Øre, blev senere 30 og endelig 50 Øre og med Kontingentets Forhøjelse er indtrådt en Udvidelse af Retten til Hjælp. Denne omfattede i 1906 8 Kr. ugentlig i 7 Uger, men først efter 78 Ugers Medlemsskab, hvoraf der i 52 Uger skulle være betalt Kontingent. Arbejdsløse var her, som i flere andre Fag, kontingentfri, og man nedsatte den Arbejdsløses Ventetid til 2 Uger. I Fag med Hjemmearbejde var det en betænkelig, ja næsten umulig Sag at oprette Arbejdsløshedsunderstøttelse. Der savnedes Adgang til en betryggende Kontrol med, hvorvidt Medlemmerne arbejdede eller ikke; delvis Arbejde var det jo muligt at have, og ofte er det ikke let for den Arbejdsløse at erkende, at mindre Arbejde er Arbejde, der skal tages i Betragtning. Skrædderfaget har således ikke turdet gå videre end til at oprette Rejsehjælp, der udbetales til Medlemmerne af Forbundet, hvor som helst de ankommer til Forbundets Afdelinger. Desuden er der på større Værksteder oprettet Værkstedskasser, der supplerer Rejsehjælpen. Men man har under Overvejelsen at oprette Arbejdsløshedskasse. En sådan vedtages åbenbart på den kommende Kongres. Atter anderledes er Forholdene i Bagerfaget, hvor der ingen egentlig Sæson er, men hvor man kender til en permanent Arbejdsløshed. Af Forbundets ca. 1600 Medlemmer er der i Reglen ca. 20 ledige om Sommeren og ca. 250 om Vinteren. Fagets Tilstand skyldes den Omstændighed, at der i de mindre Bagerier udlæres uforholdsmæssig mange Lærlinge.

Arbejdsløshedskassen oprettedes i Midten af Halvfemserne. For et Kontingent af 20 Øre ugentlig ydede man de arbejdsløse 50 Øre pr. Dag i 70 Dage om Året; men både arbejdsløse og arbejdende Medlemmer måtte betale Kontingent. Senere forhøjedes Kontingentet til 25 Øre ugentlig og Understøttelsen udvidedes til 75 Øre daglig. Den arbejdsløse har en Ventetid på 8 Dage. Da alle Dage i Ugen er Arbejdsdage for Bagerfaget, udbetales der også Understøttelse for Søndage. Forøvrigt har Bagerne i København et udmærket Arbejdsanvisningskontor, der i høj Grad betrygger Kontrollen med de Arbejdsløse, og for en Fuldstændigheds Skyld tilføjes, at den københavnske Afdeling uddeler en særlig. Juleunderstøttelse - mellem 15 og 20 Kroner efter den Arbejdsløses Families Størrelse. For Arbejdsmændene har det tidligere været vanskeligt at tænke sig en Arbejdsløshedskasse båret ved egen Hjælp. Dels er Tilgangen til Arbejdsmandsbrancherne stor fra alle Kanter - fra alle Erhverv, og under den periodiske Arbejdsløshed i de forskellige Håndværksfag søger de ledigblevne Håndværkere over til Arbejdsmandsbrancherne, hvorved Arbejdsløsheden blandt Arbejdsmændene yderligere forøges; den er i forvejen opstået blandt Arbejdsmændene som Følge af manglende Arbejde i Håndværksfagene, og rammer således Arbejdsmændene dobbelt. Kun de bedst stillede Brancher, f.eks. Brænderiarbejdere, Bagerkuske, Banegårdsarbejdere, har på et tidligere Tidspunkt vovet at oprette Arbejdsløshedskasse, fordi Arbejdsløsheden i disse Brancher var af ringere Omfang. Men de af Fagforeningerne oprettede Arbejdsløshedskasser her i Landet har af deres egne sammensparede Midler udredet eksempelløse store Summer til de arbejdsløse Medlemmer. I 1899 udbetaltes således til dette Formål 118.789 Kr., i 1900 udbetaltes 237.374 Kr., i 1901 udbetaltes 346.976 Kr., i 1902 udbetaltes 412,271 Kr., i 1903 udbetaltes 366.053 Kr., i 1904 udbetaltes 411.962 Kr., og i 1905, 1906 og 1907 udbetaltes henholdsvis 461.240 Kr., 306.863 og 282.228 Kr. og i 1908 udbetaltes 727.830 Kr.; i disse ti År udbetaltes tilsammen 3 ²/₃ Million Kroner. Sådanne Ofre er det, der herhjemme har bidraget til, at det Offentlige har måttet erkende Pligten til at yde Støtte.

Det er de to små Lande, Schvejts og Belgien, der har Æren af først at have ydet offentlig Støtte til Arbejdsløshedsforsikring. I Bern i Schvejts havde Arbejdsmandsforbundet drevet af den store Arbejdsløshed i Begyndelsen af Halvfemserne oprettet en Arbejdsløshedskasse. Det var i 1902, og der nedsattes en Kommission, der efter Undersøgelse af Arbejdsløshedsspørgsmålet stillede Forslag om, at Kommissionen skulle yde Støtte til de af Fagforbundene oprettede Arbejdsløshedskasser. Det ville Kommunen dog ikke, men grundlagde derimod 1893 en kommunal Arbejdsløshedskasse knyttet til Kommunens Arbejdsanvisningskontor. Kassen var altså ikke faglig. Det blev en frivillig Sag at indtræde i denne Arbejdsløshedskasse; den yder kun Hjælp i Vintermånederne December, Januar og Februar og alle Medlemmer yder lige stort Kontingent, nemlig 70 pCt. Månedligt. Der ydes i Understøttelse 1½ Frc. daglig til ugifte og 2 Frc. daglig til gifte, Underskuddet dækkes af Kommunen. Til en Begyndelse måtte Kommunen i overvejende grad bære Omkostningerne ved Understøttelsen. Senere har de Forsikredes Præmier og Kommunens Tilskud udgjort så meget, at Hjælpen kan udvides. Men den kommunale Forsikringsform er ikke falden i Arbejdernes Smag, og Tilslutningen har været så ringe, at der ikke er Tale om nogen særlig omfattende Lindring af Arbejdsløshedens Følger. Medlemmerne tilhører næsten udelukkende de Fag, der har den største Arbejdsløshed, og Arbejdere med ringe Arbejdsløshedsrisiko holder sig borte fra Kassen. I det første År var Kommunens Arbejdere tvungne til at være Medlemmer af Kassen, men da Tvangen ophævedes, meldte de sig næsten alle ud. Det kan have sin Interesse at oplyse, at denne Kommunekasse i Tiden fra 1900 til 1905 gennemsnitlig havde 630 Medlemmer. I 1908 var Medlemsantallet sunket til kun at være 508. For Regnskabsåret 1907 til 1908 ser Indtægterne således ud: 3.927 Frc. Medlemskontingent; 1.038 Frc. Tilskud fra Arbejdsgiverne;12.600 Frc. fra Bykassen; 9.995 Frc. i Kapitalafløsninger, 1.578 Frc. i Renter og 75 Frc. i Gaver, ialt 28.213 Frc. Der udbetaltes i Understøttelse 12.303 Frc, men Understøttelse ydes som nævnt også kun i 3 Vintermåneder. I Modsætning til den dels tvungne og dels frivillige forsikring i Bern oprettede man i St. Gallen en obligatorisk (tvungen) Arbejdsløshedskasse - tvungen for de Arbejdere, der havde Bopæl i Byen og hvis daglige Løn gennemsnitlig ikke oversteg 5 Frc. De Arbejdere, hvis Løn var højere, kunne indtræde i Kassen, hvis de ville. Men denne Forsikring nåede hurtigt at blive så upopulær, at Byen ophævede den igen efter halvandet Års Forløb (1896).

I Basel i Schvejts har Fagforeningerne i 1901 oprettet en Forsikring mod Arbejdsløshed. Man optager også andre end Fagforeningsmedlemmer. Kontingentet er delt i Klasser efter Fortjenesten og Kassen talte 1.174 Medlemmer i 1903. Til Administrationen af Kassen ydede Basels Regering det År 720 Kr.. Forsikringen oprettedes med den Hensigt at få offentlig Hjælp. Der ydes i højest 8 Uger Dagpenge efter 15 Dages Arbejdsløshed og i Forhold til Medlemsskabets Længde 1-1.50 Frc. daglig. I Vinteren 1902 udbetaltes der 2.852 Frc. til 102 Medlemmer. Blandt Kassens Indtægter for samme Tidsrum findes 1000 Frc. Statstilskud og 1000 fra Forbrugsforeningen i Basel. Forsøgene i Schvejts fristede ikke til Efterligning med Hensyn til tvungen Forsikring. Tværtimod kom man ved de mislykkede Forsøg til det Resultat i Belgien, at skulle Arbejdsløshedsforsikringen løse sin Opgave og få nogen Betydning burde den udvikle sig som frivillig Institution med Støtte fra det Offentlige.

I Belgien har Fagorganisationerne, der ikke som hos os er Landsforbund, men derimod i Reglen lokale Foreninger, oprettet Arbejdsløshedsforsikring. Navnlig i Gent, der er en stor Industriby med voldsomme Arbejdsløshedsperioder, er sådan Forsikring udviklet. Til disse Organisationer besluttede Kommunen i 1901 efter nøje Overvejelse at yde Støtte. For at Kommunens Tilskud kunne komme Arbejdere af enhver Partifarve tilgode, oprettedes også en Sparebank for Arbejdere, der ikke tilhørte nogen Fagorganisation, for at disse, ved at opsamle Midler til Brug under Arbejdsløshed, kunne opnå lignende Tilskud fra det Offentlige. Ordningen var iøvrigt den, at Organisationerne skulle udbetale Hjælpen, og derefter fik Part i det offentlige Tilskud. Derved skabte man en stærk Interesse i at udvikle netop denne Del af Fagforeningernes Virksomhed på Bekostning af de egentlige Kampformål. Kommunens Tilskud fordeltes af en Kommission bestående af ti Medlemmer - Halvdelen valgt af de tilskudsnydende Fagforeninger. Tilskuddet udgjorde det første År 10.000 Frc., - i 1905 var det øget til 20.000 Frc. foruden Tilskud fra Byens Forstadskommuner, der bifaldt Planen. Bevillingen fra Kommunen var en fast Sum årlig, således at de enkelte Forsikrede skulle modtage Tilskud i Forhold til deres egne Anstrengelser. Derved kom Tilskudsprocenten til at rette sig efter de selverhvervede Understøttelsers Størrelse; desuden gjaldt den Regel, at Tilskuddene for de understøttede Dage ikke måtte udgøre mere end 1 Frc. daglig og ikke i mere end 60 Dage i et År. Der sluttede sig straks til den Forsikring Fagforeninger med et Medlemsantal på 13.000 Medlemmer, og dette Tal er senere stærkt forøget. Medens denne Ordning medførte, at Fagforeningerne yderligere anstrengte sig og udvidede både den daglige Understøttelses Størrelse og Hjælpens Varighed, så førtes Tanken om Sparebanken ud i den rene Parodi. I de første 3 År var der tilsammen kun indtegnet 13 Personer og kun 1 modtog et Tilskud på 7 Frc. Der var dog gjort så stor Reklame for Sparesystemet; men senere rekonstrueredes Systemet, så at det fik nogen større Tilslutning. Bryssel har senere sluttet sig til det såkaldte Genter-System, efter forgæves at have forsøgt med en almindelig Uddeling. I Frankrig har Fagforeningerne kun i ringe Grad taget Arbejdsløshedsforsikringen op. Adskillige Kommuner har allerede for flere År siden ydet Tilskud til de enkelte faglige Arbejdsløshedskasser efter Genter-Systemet. I de senere År er der (siden 1904) fra Statens Side stillet Midler til Rådighed for Fremme af Arbejdsløshedsforsikringen derved, at der årlig på Arbejdsministeriets Budget er beregnet en Sum til dette Formål. Ifølge Ministeriets Beretning beløb denne Sum sig for Året 1908 til 110.000 Frc. (ca. 79.000 Kr.). Deraf udbetaltes ialt kun 47.824 Frc. Det foregående År udgjorde Udbetalingen kun 32.240 Frc. Statens Tilskud beregnes som en Fjerdedel af det til Arbejdsløshed udbetalte Understøttelsesbeløb. Det anføres eksempelvis i Beretningen, at der i Byen Limoges består 7 Arbejdsløshedskasser i et enkelt Fag - Pottemagerfaget. Disse Kasser tæller 1098 Medlemmer og havde under Industriens Krise i 1908 ikke mindre end 803 Arbejdsløse.

I Holland har forskellige Kommuner, således Amsterdam, Hilversum, Utrecht og Arnhem ydet Tilskud til de af Fagforeningerne udbetalte Arbejdsløshedsunderstøttelser i 1907. Men Kommunerne har holdt strengt på, at Kasserne skulle være lokalt afgrænsede, medens en Centralisation af de lokale Kasser naturligvis ville befordre Arbejdsløshedsforsikringens Nytte. I Norge har man i 1906 vedtaget en Lov, ifølge hvilken Staten yder Tilskud til de af Fagforeningerne oprettede Arbejdsløshedskasser, når disse opfylder visse i Loven fastsatte Betingelser. Disse har dog været af en sådan Beskaffenhed, at de i Forbindelse med det ringe Tilskud ikke har fristet Fagforeningerne til at søge Anerkendelse. En af Bestemmelserne går ud på, at anerkendte Arbejdsløshedskasser skal optage også de Medlemmer, der ikke ønske at være Medlem af Fagforeningen. Tilskuddet efterbetales Fagforeningerne og beregnes som en Fjerdedel af den i Henhold til Lovens Bestemmelser udbetalte Arbejdsløshedsunderstøttelse. Oprindelig søgte kun Bagerforbundet Anerkendelse. Senere er Loven tillempet Fagforeningerne noget, således at flere Fagforbund, f.eks. Jern- & Metalarbejdernes, Træarbejdernes øg Bogtrykfagets har anlagt sin Understøttelse efter Lovens Bestemmelse og fået Anerkendelse. I England havde Fagforeningerne forlængst uden offentlig Hjælp oprettet Arbejdsløshedsforsikring for deres Medlemmer. I 1899 var 800.000 engelske Fagforeningsmedlemmer forsikrede under Arbejdsløshed og til Understøttelser på dette Område alene udbetaltes der 1903 over ½ Mill. Pd. Sterling (over 9 Mill. Kroner), eller omtrent tre Gange så meget, som der i samme År udbetaltes til Strejker. Understøttelsesformerne er vidt forskellige indenfor de forskellige Unioner. I Reglen har Kulminearbejdere ingen Arbejdsløshedsforsikring. Man skelner mellem Arbejdsløshedsunderstøttelse på Stedet, på Rejse, ved Udvandring, ved Flytning til anden Arbejdsplads o.s.v.. Endvidere Vinterunderstøttelse (der kun udbetales i December, Januar og Februar). Desuden har man Kontingentforsikring, for at den Arbejdsløse skal være i Stand til at betale Præmien og ikke ved Arbejdsløshed miste sine erhvervede Rettigheder til Understøttelse. Ofte er Forsorgen for de Arbejdsløse forbundet med Fagets Arbejdsanvisning. I adskillige Forbund får det Medlem, der skaffer en Arbejdsløs Beskæftigelse, en Belønning; i andre Forbund er der Bødestraf for at skaffe et Ikke-Medlem Arbejde. I Tyskland har Fagforeningerne ligeledes i en Bække Fag indført først Rejsehjælp til arbejdsløse Medlemmer og senere Arbejdsløshedsunderstøttelse og det samme er som bekendt Tilfældet i Østrig, Schvejts, Belgien og Norge. Danmark har på dette Område indtaget en fremragende Plads. Man ved, at der af Fagforeningernes Kasser i de forskellige Lande i Året 1906 er udbetalt alene i Understøttelser til Arbejdsløse 12 ½ Mill. Kroner. Heri er ikke medregnet Fagforeningerne i Rusland, Frankrig, Amerika og Australien, der på dette Område af forskellige Grunde ingen Oplysninger har givet for nævnte År.

Her i Landet har man tidligere ad Lovgivningens Vej søgt at råde Bod på Følgerne af Arbejdsløshed. Ved Love af 27. November 1853, af 15. Februar 1855 og af 15. Januar 1856, er der i hvert enkelt Tilfælde for ca. et År indrømmet Kommunerne Bemyndigelse til at yde overordentlig Støtte til dem, der ellers på Grund af Dyrtiden måtte antages at blive trængende til Hjælp af Fattigvæsnet. Den således ydede Hjælp skulle på ingen Måde anses som Fattighjælp. Ved Cirkulære af 9. Februar 1877 opfordrede Indenrigsministeriet, gennem Amtmændene samtlige Kommuner til at tage under nøje Overvejelse, om der ikke måtte være Grund for Kommunekasserne til at yde sådanne Bidrag til den fri Fattigforsørgelse (De fri Fattigkasser), at den blev i Stand til at understøtte dem, hvis uforskyldte; Trang det ikke var muligt at afhjælpe ved Anvisning på Arbejde; samtidig udtaltes Ønsket om, „at Kommunerne snarest muligt ville påbegynde sådanne Arbejdsforetagender, som enten allerede måtte være bestemte til Udførelse, eller som det i en nær Fremtid ville være fornødent at iværksætte". Ministeriet udbad sig ved Cirkulære af 11. Oktober 1872 Oplysninger angående Arbejdsforholdene her i Landet og ved kgl. Resolution nedsattes der den 20. September 1875 en Kommission til Undersøgelse af dette Spørgsmål. Kommissionen afgav Betænkning i Oktober 1878. På Grundlag af Undersøgelsen fik man Loven af 10. Marts 1879 om midlertidige Foranstaltninger mod den ved Arbejdsløsheden og Vinterens Strenghed indtrådte Nød. Loven bemyndigede Kommunalbestyrelserne på Landet til uden Samtykke af Amtsrådene indtil Udgangen af April Måned at yde Bidrag til dé Fattiges Kasse for derved at sætte denne i Stand til at understøtte dem, der grundet på Arbejdsløshed ellers ville blive trængende til Hjælp af Fattigvæsnet. I samme Øjemed fik København, Købstad- samt Sognekommunerne større Frihed, til uden Ministeriets Samtykke at yde lignende Hjælp. Staten stillede som rentefrit Lån et Beløb på ½ Mill. Kr. til Rådighed for Kommunerne til disse Formål.

I Rigsdagssamlingerne 1879-80 og 1880-81 samt i 1885-86 og 1886-87 blev der dels af Regeringen, dels ved privat Initiativ fremsat Forslag til Afhjælpning af Arbejdsløsheden samt til Iværksættelse af forskellige Arbejder; men intet af disse Forslag førte til Resultat. I Rigsdagssamlingerne 1896 til 1902 fremsatte den socialdemokratiske Gruppe Forslag til Lov om Bidrag af Statskassen til Understøttelseskasser for Arbejdsløse. Forslaget gik ud på, at Indenrigsministeren skulle være bemyndiget til at udbetale af Statskassen et Beløb indtil 500.000 Kr. årlig til Fag- og Arbejderforeninger, som have til Formål at understøtte deres Medlemmer under indtrædende Arbejdsløshed, når denne ikke kunne tilregnes Arbejderens eget Forhold. Fordelingen skulle ske efter Medlemsantal og. i Forhold til Medlemmernes egne Ydelser, således at Statskassens Bidrag kan udgøre indtil det dobbelte af. Medlemmernes eget Bidrag, dog ikke over 10 Kr. årlig pr. Medlem. Forslaget gik i Udvalg, der afgav Betænkning den 17. Maj 1902. I den følgende Samling indbragtes Forslaget påny og gik i Udvalg, men dette afgav ingen Betænkning. Andre Forslag og Forespørgsler til Regeringen stillede af den socialdemokratiske Gruppe gav heller intet Resultat. Den 29. Marts 1904 stadfæstedes Loven om Statstilskud til „de fattiges Kasser". Loven bestemte, at Staten refunderede nu Tredjedel af Tilskud, som Kommunerne ydede til „de fattiges Kasser"; Loven havde kun Gyldighed til 1. April 1907. I Henhold til Loven ydede Københavns Kommune i 1905 og 1906 henholdsvis 60.000 og 75.000 Kr. til Københavns Understøttelsesforening. Året forud havde Kommunen ydet 50.000 Kr.

I Rigsdagssamlingerne 1902 til 1905 indbragte Poul Rasmussen Forslag til Lov om statsanerkendte Arbejdsløshedskasser. Forslaget, undergik fra År til År større Udformning og havnede i en Kommission, hvorfra det fremkom i en væsentlig bedre Skikkelse. Med nogle Ændringer vedtoges Loven af Rigsdagen, stadfæstedes den 9. April 1907 og trådte i Kraft samme År den 1. August, og da denne Lov har haft stor Betydning for Arbejdsløshedsforsikringens Udvikling, bør den skænkes en Omtale. Lovens Hovedtræk bestemmer, at man ved Arbejdsløshedskasser, tjenlige til Anerkendelse, forstår Foreninger af Lønarbejdere knyttede til et eller flere bestemte Fag (Handel, Kontorvirksomhed, Industri; Håndværk, Landbrug, Beværtningsnæring, Transportvirksomhed, Jordarbejde o.l.), og hvis Formål er ved bestemte Bidrag at sikre Medlemmerne gensidig Hjælp under Arbejdsløshed; Hjælp må dog ikke ydes til Medlemmer, så længe de deltager, i Strejke .eller Lockout, afsoner Straf, nyder fast Fattighjælp eller aftjener Værnepligt, så lidt som under Sygdom eller hvis Arbejdsløsheden er selvforskyldt. Ud over at yde Hjælp til virkelig Arbejdsløse må en anerkendt Kasse ingen Formål have. Det er desuden en Betingelse for at erholde Anerkendelse, at Kassen tæller mindst 50 Medlemmer og at den er knyttet til et eller flere bestemte Fag og omfattende mindst en Landsdel eller at den udelukkende er stedlig begrænset. Anerkendte Kasser må kun optage som nydende Medlemmer sådanne Lønarbejdere, hvis økonomiske Vilkår ikke er bedre, end at de kan tilhøre en statsanerkendt Sygekasse. Men bedre situerede kan optages som ydende Medlemmer; til disses Bidrag beregnes der dog intet Tilskud. Optagelse af Medlemmer må kun ske, når disse er i Alderen mellem 18 og 60 År. Kasserne kan nægte at optage Personer, der af legemlige eller moralske Grunde anses for uskikkede til Erhvervsvirksomhed eller til Samarbejde med Arbejdsledere eller Arbejdskammerater, og optagne Medlemmer kan af samme Grunde udelukkes for Medlemsret. Ved denne Bestemmelse er Kasserne i Stand til at udelukke Skruebrækkere og andre slette Kammerater fra Arbejdsløshedskassens Goder. Det er en Selvfølge, at man kun kan være i én anerkendt Arbejdsløshedskasse ad Gangen, og det er en Forudsætning, at der ikke må ydes større daglig Understøttelse, end ²/₃ af den indenfor Kassens Område gennemsnitlige Dagfortjeneste, ikke under 50 Øre og ikke over 2 Kr. daglig. Understøttelsen kan ydes som Rejsehjælp, Dagpenge for stedlige Arbejdsløse, Flyttehjælp, Huslejehjælp, m.m., men i det hovedsagelige er naturligvis Rejsehjælpen og Dagpengene for de stedlige Arbejdsløse. For Arbejdsløshedsperiodens første 6 til 15 Dage (alt efter hvad Kassen selv i sin Vedtægt bestemmer) ydes, ingen Understøttelse; men dennes Varighed skal i Reglen være 70 Dage. I Fag eller Brancher med særlig vanskelige Forhold kan man nøjes med en Varighed af 50 Dage i et År. Vil et arbejdsløst Medlem rejse, træder Retten til Understøttelse dog i Kraft straks. Ret til Understøttelse, erhverves først efter at man i de forudgående 12 Måneder Uafbrudt har været Medlem og har betalt sit skyldige Kontingent. I adskillige Kasser har man indrettet. sig således, at Fagorganisationen betaler Kontingentet til Arbejdsløshedskassen for den Tid, Medlemmerne er uden Arbejde. Af forsikringstekniske Grunde er det en Forudsætning, at der betales Kontingent til Arbejdsløshedskassen både under Sygdom og Arbejdsløshed. Der findes desuden i Loven Bestemmelser om Regnskabsvæsnets Førelse og Revisionen deraf, om Arten af Kassens Ledelse osv.; men det for Arbejderne mest tiltalende er, at de under Iagttagelse af Lovens Bestemmelser iøvrigt selv leder og administrerer Kasserne uden unødig fremmed Indblanding. Loven bestemmer, at Kassen skal have Medlemskontingentet fastsat således, at det i Forbindelse med de offentlige Tilskud kan skønnes at bære Udgifter til den vedtægtsmæssige Understøttelse; og Kassens Vedtægter skal åbne Adgang til, at Ekstra Påligning kan finde Sted efter Kassens skiftende Behov. Med Vedtægter afpassede efter disse Bestemmelser opnår Kasserne Tilskud. Tilskuddet beregnes ikke efter de Beløb, der er medgået til Understøttelse, men efter det indbetalte Kontingent, og Staten forpligter sig gennem Loven til at yde et Tilskud, der efter Lovens knudrede Bogstav herom er at regne lig med to Tredjedele af det indbetalte Kontingent, medens Kommunerne kan yde en Tredjedel beregnet efter de i hver Kommune boende Medlemmer pr. 31. Marts. Det vil heraf ses, at de samlede offentlige Tilskud formelt kunne udgøre tilsammen lige så meget, som Medlemmerne selv yder i Kontingent, hvis alle Kommuner ydede Tilskud; men adskillige navnlig mindre Kommuner yder intet Tilskud eller kun et ringere Tilskud. Selv om alle Kommuner ydede fuldt Tilskud ville der dog blive en Difference derved, at Tilskud beregnes efter de i Kommunen pr 31. Marts boende Medlemmer. Loven indeholder desuden Bestemmelser om en Arbejdsløshedsinspektørs Ansættelse. Dennes Opgave er at føre Tilsyn med Kasserne m. m. og den hidtil ansatte Inspektør har med kyndig Hånd ydet sit Bidrag til, at Kasserne og Loven hurtigst muligt blev passet sammen. Et Nævn valgt af Kassernes Repræsentanter afgør Tvistigheder mellem Kasserne og deres Medlemmer - Ministeriet er Appelinstans - og samme Nævn har i Henhold til Lovens Bestemmelser bl.a. fastslået Overflytningsregler gældende for Kasserne, og efter hvilke det er Pligt for Kassernes Medlemmer, når de skifter Fag, at flytte fra den ene Kasse til den anden uden Tab af erhvervede Understøttelsesrettigheder. Indtil overflyttede Medlemmer har betalt Kontingent for 13 Uger i den tilflyttede Kasse, har den fraflyttede Kasse Understøttelsespligt over for dem. Disse Overflytningsregler har den heldige Virkning, at Medlemmer af Arbejdsløshedskasserne nu ikke behøver at betale Kontingent til 2 Kasser, når de grundet på Arbejdsmangel går over til et andet Fag.

Lovens Gennemførelse medførte, at De samvirkende Fagforbund d. 10.-11. Maj samme år nedsatte et Udvalg, der skulle udarbejde en Mønstervedtægt på Grundlag af Loven for at gøre det let for de mange Kasser at indrette sig efter Lovens Forskrift så ensartet som muligt. Mønstervedtægtsudvalget slog fast, at de bedst egnede Arbejdsløshedskasser var sådanne, der omfattede hele Landet og var fagligt begrænsede. Udvalget løste bl.a. sin Opgave således, at det blev muligt at bevare de bestående Organisationsformer - Fagforeningerne, samlede i Landsforbund fagvis - således at de Arbejdsløshedskasser, som Fagforbundene havde eller oprettede, blot regnskabsmæssigt løsnedes fra Fagorganisationerne. Der var intet til Hinder for, at et Fagforbund og dets Afdelingers Ledelser samtidig kunne være Ledelse for Fagets Arbejdsløshedskasse og dennes Afdelinger, og det forudsattes som en Hovedbetingelse for Lovens Udførelse i Praksis, at Fagforeningerne fremdeles gjorde det til en obligatorisk Pligt, at Medlemmerne også tilhørte Arbejdsløshedskassen i Faget. På denne Måde opnåede man, at Arbejdsløshedskasserne fik den solideste Støtte - de havde billedlig talt fælles Gavl med de bestående Fagorganisationer. Gennem Mønstervedtægten erholdt Kasserne en udmærket Vejledning angående de gamle Vedtægters Ændring for at de kunne tilpasses Loven; flere upraktiske Sider af de gamle Kassers Forhold fik en heldigere Skikkelse og Mønstervedtægten har sin store Andel i den hurtige Anvendelse af Loven. Allerede i det første Halvår efter Lovens Ikrafttræden anerkendtes 34 Kasser, næsten alle Landskasser, med tilsammen ca. 80.000 Medlemmer. Antallet af statsanerkendte Arbejdsløshedskasser udgjorde 44 d. 1. April 1909. Det er det seneste officielle Tal. Kassernes Regnskabs- og Beretningsår slutter nemlig d. 31. Marts. Kassernes samlede Medlemsantal udgjorde 83.836 nydende Medlemmer, hvoraf 6.634 var Kvinder. Kasserne er på en enkelt Undtagelse nær fagligt begrænsede, hvilket hænger nøje sammen med den Omstændighed, at de har nær Forbindelse med Fagforeningerne og af samme Grund er næsten alle Kasserne Landskasser, med Afdelinger i de forskellige Byer. Der er derved skabt Betingelser for Medlemmernes Forbliven i samme Kasse, selv om Arbejdsforholdene tvinger dem til at rejse fra en By til en anden. Denne Ordning i Forbindelse med de omtalte af Nævnet fastsatte Overflytningsregler, må betragtes som ideel. Fornævnte Medlemsantal fordelte sig således: 39.676 Medlemmer boede i København med Frederiksberg; 31.348 boede i Provinsbyer og 11.807 boede i Landdistrikter; for 1.005 var Opholdskommunerne ubekendt, men dette skyldes væsentlig den Omstændighed, at Medlemmer som aftjener Værnepligt, ikke afkræves Oplysning om Opholdskommune.

I Arbejdsløshedsinspektørens Beretning pr. 31: Marts 1909 beregnes, at da Industritællingen d. 1-2. Juni 1906 gav det Resultat, at der her i Landet beskæftiges som egentlige industrielle Arbejdere 206.592, hvoraf efter samme Tælling 29.559 var under 18 År, og for ca.5.000 var Alderen uoplyst, så får man af mandlige Arbejdere over 18 År: 133.470 og af kvindelige do. 42.898. Sammenholder man her med Medlemsantallet i de statsanerkendte Arbejdsløshedskasser, viser det sig, at de 77.202 mandlige og 6.634 kvindelige Arbejdere, som har forsikret sig mod Arbejdsløshed i en anerkendt Kasse, udgør henholdsvis 57.8 pCt og 15.5 pCt; men Procenttallet må rimeligvis sættes noget nøjere, fordi der blandt Industritællingens Arbejdere over 18 År også findes en Del, der endnu ikke er udlærte og som af den Grund ikke kan være nydende Medlemmer af nogen Arbejdsløshedskasse. Der foreligger på dette Tidspunkt kun Regnskaber for 1. April 1908 til 1 April 1909. Disse Regnskaber viser en samlet Indtægt af 1.343. 245 Kroner 02 Øre. På disse Regnskaber er kun opført de offentlige Tilskud for Regnskabsåret 1907-08, hvor Anerkendelsen kun havde virket knapt et halvt År. Der er derfor i den anførte samlede Indtægt kun beregnet de forholdsvis små Tilskud af 150.083 Kr. 32 Øre fra Staten og 84.546 Kr. i 02 Øre fra Kommuner. Det vil deraf fremgå, at Medlemmerne af Kasserne, Arbejderne selv, har betalt langt over 1 Million Kroner til Arbejdsløshedskasserne i det anførte År. Hertil kommer de store Summer, som Fagforbundene gennemgående ydede som Grundfond til Arbejdsløshedskasserne ved disses Anerkendelse. Når vi omtaler Indtægterne skylder vi at tilføje, at de offentlige Tilskud til de anerkendte Kasser i 1908-09 (udbetalt i Sommeren 1909) udgjorde for Statens Vedkommende 576.159 Kr. og 35 Øre: Kommunernes Tilskud, for dette Regnskabsår har man endnu ingen Oversigt over - det får man først i Sommeren 1910; men det vides, at Tilskuddene fra efternævnte Kommuner er som følger: København 131.079 Kr., Frederiksberg 20.363 Kr., Århus 20.866 Kr., Odense 9.597 Kr. Arbejdsløshedskassernes Udgifter har for Regnskabsåret 1908-1909 udgjort 1.448.538 Kr. og 12 Øre; heri er indbefattet Driftsudgifterne (Kontorhold, Lønninger, Bøger m.m.) 88.338 Kr. og 10 Øre, samt Udgifterne til Kontrol og Arbejdsanvisning, der har udgjort 24.197 Kr. og 76 Øre eller henholdsvis 6.1 og 1.7 pCt. af Udgifterne. Udgifterne til Arbejdsanvisning er stigende, idet det er Hensigten i stedse højere Grad at knytte Arbejdsanvisning til Arbejdsløshedskasserne. Det vil af fornævnte Tal ses, at Udgifterne har oversteget Indtægterne i Regnskabsåret 1907-08 med 105.93 Kr. 10 Øre; følgelig er Kassernes Formue forringet med dette Beløb. Den samlede Formue udgjorde ved Regnskabsårets Slutning 1909 ialt 901.564 Kr. 09 Øre eller gennemsnitlig 10 Kr. 75 Øre pr. Medlem; men denne Formue øgedes ved de før nævnte offentlige Tilskud, der i Sommeren 1909 tilflød Kasserne. Oversigt over Kassernes økonomiske Stilling i dette Øjeblik kan først fremskaffes i Sommeren 1910. Arbejdsløshedsinspektoratet meddeler i sin Beretning, at Antallet af understøttede Dage i Regnskabsåret 1907-08 udgør 2.114.317. Det beregnes, at der gennemsnitlig falder 39 ledige Dage pr. Medlem og at der af disse Dage betales Understøttelse for 41 pCt. Blandt de efter Lovens Ikrafttræden oprettede Kasser findes også en for Arbejdsmændene. Man har ikke formået at gøre det til en for Forbundsmedlemmerne tvungen Sag at tilhøre Kassen, men har måttet lade Tilslutningen ske afdelingsvis, hvilket har givet det gode Resultat, at næsten alle Afdelinger har sluttet sig til Arbejdsløshedskassen. Under den voldsomme Arbejdsløshed i Vinteren 1908-09; som det ikke på følelig Måde var lykkedes at bringe offentlig Hjælp til, besluttede De samvirkende Fagforbund at foretage en Pengeindsamling for ved Uddeling af de således indsamlede Midler at lindre Nøden blandt de Arbejdsløse. Indsamlingen foregik væsentligst blandt de organiserede Arbejdere - hvad der ydedes fra andre Klasser i Befolkningen var forsvindende.

Indsamlingen påbegyndtes i Januar Måned 1909 og Beløbene indsendtes til De samvirkende Fagforbund, der hver Uge efter modtagne Opgørelser fra alle Afdelinger fordelte de indkomne Beløb efter den Regel, at der kun ydedes Hjælp til Medlemmer, der havde været arbejdsløse i mindst 10 Uger og som havde opbrugt den vedtægtsmæssige Understøttelse fra Fagets Arbejdsløshedskasse. Fordelingen strakte sig også til de Organisationer, som stod udenfor De samvirkende Fagforbund. Hjælpen androg ugentlig 3 a 4 Kr. - en enkelt Uge kun 2 Kr. - og bestod for Københavns Vedkommende dels i Naturaliekort lydende på Kød eller Flæsk - samt Rug- og Sigtebrød.

Der var således kun Tale om en lille Hjælp til dem, der var i den yderste Nød, men der er næppe Tvivl om, at de Kammerater, der modtog Hjælpen, trods dennes Lidenhed følte sig grebne af den store Solidaritet, der åndede ud af de fattige Kammeraters Hjælp. Landsindsamlingen fortsattes i 15 Uger og der fandt 14 Uddelinger Sted. Indsamlingens Resultat var 267.441 Kr. og 76 Øre. Hensigten med denne yderligere Opbyden af Hjælpsomheden blandt Arbejderne selv var at vække Opmærksomhed for den virkelig store Nødstilstand og ved Offervilligheden fra Arbejdernes egen Side, at anspore Stat eller Kommune til at træde til med ekstra Hjælp. Denne Indsamling syntes da også at overbevise de andre Klasser om Nødstilstanden. I 1909 vedtog Rigsdagen Lov om Foranstaltninger i Anledning af den ekstraordinære Arbejdsløshed, en Lov, der gav Kommunerne Ret til at yde anerkendte Arbejdsløshedskasser ekstraordinær Hjælp ud over det Tilskud, der efter Loven af 9. April 1907 kan ydes Kasserne. Denne Lov kom imidlertid ikke til at spille nogen Rolle; der var såvidt vides kun en Kommune, der i Henhold til Loven bevilligede ekstraordinær Hjælp. Langt større Rolle kom Loven af 8. Maj 1909 til at spille, idet den under vedvarende Arbejdsløshed tilsiger Medlemmerne af statsanerkendte Arbejdsløshedskasser fortsat Hjælp fra deres Opholdskommune i samme Omfang, som Hjælp er ydet af Arbejdsløshedskassen. Forslaget til denne Lov indbragtes i Rigsdagen af Martin Olsen, ganske vist under den Form, at den af Kommunerne i Henhold til Loven ydede Hjælp skulle refunderes af den hjulpnes Forsørgelseskommune med tre Fjerdedele og at Staten skulle yde Kommunerne Dækning for Halvdelen af den således ydede Hjælp; men disse sidste Bestemmelser har Rigsdagens Flertal strøget - Opholdskommunerne skal uden Refussionen yde Hjælpen. Dette er naturligvis en stor Byrde at lægge på Kommunerne. Loven er praktiseret således, at den fortsatte Hjælp udbetales gennem Arbejdsløshedskasserne i Rater og Omfang, der for hvert enkelt Medlems Vedkommende fastsættes af Kommunen, der yder Kasserne nødvendige Forskud til Udbetalingen. Der foreligger endnu ikke samlet Opgørelse over, hvor meget der i Henhold til Loven er udbetalt af Kommunerne; men det vil nok vise sig at være ret store Summer. Loven fik fra Rigsdagens Hånd kun Gyldighed til 1. April 1910, og det er endnu, da dette skrives, et åbent Spørgsmål, om det vil lykkes at få Loven forlænget. Med de fortsatte. Nødstilstande for Øje, skulle det, være en afgjort Sag, at den fremdeles blev i Kraft. De statsanerkendte Arbejdsløshedskasser har med Kassernes forud vundne Erfaringer ret hurtigt opnået at komme i fast og sikker Gænge, og de står vel netop derfor foran en rig Udvikling, der rimeligvis vil gå i Retning af at formere Understøttelsesevnen til at omfatte alle ledige Arbejdsdage, ligesom Kasserne, fordi det så udmærket forenes med deres Opgaver og Arbejde, i mere fuldkommen Skikkelse end hidtil kendt herhjemme vil oprette faglig Arbejdsanvisning. Det foran under de anerkendte Arbejdsløshedskasser omtalte Nævn, der gennem Loven er tildelt visse Beføjelser, har givet Regler for en Række Forhold inden for Arbejdsløshedskasserne, som der ellers kunne være Tvivl om. Arbejdsløshedsnævnet har desuden henledet Kassernes Opmærksomhed på, at den faglige Arbejdsanvisning er en Opgave, som bør løses netop af Arbejdsløshedskasserne og sideordnet disses Kontrol med de Arbejdsløse. Og det er betydet de anerkendte Arbejdsløshedskasser, at de af de med offentlige Midler støttede Kassebeholdninger kan afholde Udgifterne ved den faglige Arbejdsanvisning.

At Arbejdsløshedsinspektøren sympatiserer med Nævnet i, at den faglige Arbejdsanvisning bør iværksættes af Arbejdsløshedskasserne, altså ved Arbejderne selv, fik man et stærkt Indtryk af ved at læse det officielle Referat fra Inspektørens sidste Årsmøde med Repræsentanter for Kasserne. Mødet afholdtes d. 17. September 1909 og Inspektøren udtalte bl.a. angående denne Sag: „Blandt de Grundpiller, der bære Arbejdsløshedskasserne, er følgende to blandt de vigtigste, nemlig Kontrollen med de arbejdsløse og dernæst Arbejdsanvisningen; begge have de til Formål at holde Udgifterne nede og derved skabe Mulighed for lavere Medlemskontingent. For at Kontrollen skal være fyldestgørende, må Kassens Bestyrelse både have Rede på Tidspunktet for Arbejdsløshedens Indtræden og for dens Ophør. Det er selvfølgelig den sidste Opgave, som medfører Vanskelighederne, men den vil kunne løses faldt ud, når Kassens Kontrolkontor tillige fungerer som dens Anvisningskontor, og Medlemmerne er forpligtede til kun at modtage Arbejde gennem dette Anvisningskontor, således at de altså ikke selv må søge Arbejde på Arbejdspladserne. Fungerer Kontrolkontoret ikke tillige som Anvisningskontor, kræver Opgavens Løsning, at et Medlem, inden det kan tiltræde et Arbejde, skal kunne forevise sine Arbejdskammerater på Arbejdspladsen et Bevis for, at der er givet Kontrolkontoret Meddelelse om det tiltrådte Arbejde. Skyder vi imidlertid Kontrolspørgsmålet helt til Side, kunne man spørge, om Kasserne da ikke efter Lovens Fremkomst kunne have overladt Anvisningen til kommunale, paritetiske Anvisningskontorer. Dette lod sig imidlertid ikke gøre allerede af den Grund, at der ved Lovens Fremkomst kun fandtes et enkelt kommunalt Anvisningskontor,- det københavnske. Kasserne måtte altså under alle Omstændigheder dengang søge knyttet egne Anvisningskontorer til sig. Men - kunne man spørge - dersom der nu ad Lovgivningens Vej blev givet Stødet til Oprettelsen af kommunale Anvisningskontorer, i alt Fald i større Byer, blev så ikke Kassernes Anvisningskontorer overflødige i Tidens Løb? Næppe! Det vil nemlig vistnok altid blive Tilfældet for de faglærte Arbejderes Vedkommende, at når en Arbejdsgiver behøver en Mand, der er særlig uddannet i et af Fagets Specialiteter, så har den faglige Arbejdsløshedskasses Anvisningskontor langt lettere ved at skaffe ham den rette Mand end et kommunalt Anvisningskontor, eftersom Personalkendskabet det sidste Sted aldrig kan blive så udviklet som det første Sted." Så vidt Arbejdsløshedsinspektøren. - Der er næppe Tvivl om, at Arbejderne ved faglig Arbejdsanvisning, iværksat af Arbejderne selv gennem de af dem ledede Arbejdsløshedskasser, gør et Fremskridt imod mere ideale Samfundstilstande.

Til Lindring af Arbejdsløshedens Følger er vi med de offentlige understøttede Arbejdsløshedskasser med Arbejdsanvisning i Tilknytning til Fagforeningerne sikkert inde på en Vej, ad hvilken vi kan komme et Stykke frem. Men vi afskaffer dermed ikke Arbejdsløsheden. Vi betaler af vore opsparede Midler en mager Hjælp til Opretholdelse af den ledige Arbejdskraft. Men dels må denne ved sin vegeterende Tilværelse selv bringe store Ofre for sin Bevarelse, dels er det en Selvfølge, at Arbejdskraften ved således at blive „konserveret" ikke vinder i Værdi. Der er for Samfundet en Uretfærdighed at råde Bod på overfor de Samfundsborgere, der uden egen Skyld må udstå Lidelser og Savn grundet på Arbejdsløsheden, og som senere må lide under, at tillært Færdighed og Øvelse forringes eller mistes ved, at de pågældende enten må undlade at arbejde, eller for at friste Livet må gå over til nye Fag med ukendt Arbejde. Der er desuden et Tab for Samfundet at oprette - et mægtigt Tab opstået ved, at Produktion og Forbrug ikke afbalanceres. Om de sideordnede Tab er det næppe værd at tale, f.eks. den Overflod af Lærlinge, der uddannes, og som straks efter Læretiden glider bort fra Faget uden til nogen Nytte at have lært det - anvendt, som de har været, til at trykke Arbejdslønnen og øge Arbejdsløsheden.

Man hører fra forskellig Side fremsat Påstanden om, at der mangler Dygtighed og Ydeevne hos Nutidens Arbejdere, og der oprettes tekniske, teknologiske og faglige Institutter til Ophjælpning af den faglige Uddannelse. Men det er næppe faglige Kundskaber vor Tids Arbejdere mangler. Oplysningsarbejdet skal gøres på det samfundsvidenskabelige Område. En Udvikling af Dygtigheden og en Forhøjelse af de enkelte Arbejderes Ydeevne ville med vore nuværende bagvendte Produktionsforhold blot forøge Arbejdsløsheden. Hvis de i Arbejde værende Arbejdere forhøjede deres Præstationsevne, ville endnu flere Arbejdere blive arbejdsløse. Hvis Samfundet derimod overtog Produktionen, ville enhver Forøgelse af Dygtighed og Ydeevne være en Gevinst, der kunne udnyttes til Frembringelse af flere Goder eller Opnåelsen af større Velvære, indskrænket Arbejdstid osv.. Så sindssvag er Produktionsmåden, at det der under naturlige Forhold ville være Gevinst for os Alle, under de nuværende Forhold forøger Ulykken. Og der er jo Brug for meget mere Arbejde, end der udføres. Slette Gader og Veje og Broer, usunde Huse og mangelfuldt Bohave, utilstrækkelige Transportmidler, dårligt påklædte Mennesker osv.. Derfor, skal Arbejdsløsheden ikke blot modvirkes, men afskaffes, så er det nødvendigt at fjerne dens Årsager, at ændre Samfundsorganisationen, således at Produktionsmidlerne fra at være i privat Eje overtages af Samfundet; Produktionen må være Fælleseje lagt tilrette med Forbruget for Øje; mod dette Mål må Arbejderklassen rette sine Bestræbelser i Politik. Gennem Fagorganisationerne må Arbejderklassen styrke de Enkelte til Deltagelse i Kampen for at erobre en stadig større Andel i Produktionens Udbytte; derved vil det politiske Arbejde for Samfundets Overtagelse af Produktion og Fordeling lettes. På et Område har Arbejderne i nogen Grad forsømt at gøre Fremskridt - det er med Hensyn til Arbejdstidens Forkortelse. Ad den Vej vil man i ikke ringe Grad kunne beskære Kapitalens Udbytte af Produktionen, selv om Arbejdernes Fordel ved Arbejdstidens Forkortelse ikke viser synlige Frugter straks. Vi ved, at der netop overfor Kravet om Arbejdstidens Forkortelse rejses den mest intensive Modstand. Men også denne Modstand vil Arbejderne vokse sig stærke nok til at overvinde. Under Nedgangstider bliver Arbejdernes Fremstød ikke så vægtige - Kapitalen fordøjer og forbereder det næste Kup; men når dette skal gøres medens Pengene „arbejder" Konjunkturerne i Vejret, vil også Arbejderne stå forberedte til at tage deres Part. Og hvem ved, om ikke denne Kamp og den derpå følgende Nedgangsperiode vil have skabt den Tankernes Revolution, hvorunder det syge Samfund gør Testamente til Fordel for sin Efterfølger.

Socialistisk Bibliothek.

1 Årgang. Nr. 3.

Dagen efter den sociale Revolution.

af Karl Kautsky.

Opgavens Begrænsning.

Efter den Titel, der er givet dette lille Skrift, kunne man tænke, at vi Socialdemokrater i Virkeligheden ikke er andet end formummede Utopister, som tror, at de på en enkelt Dag så at sige ved en Overrumpling kan tilrive sig Herredømmet i Samfundet. Er det ikke et Tilbagefald til Utopismens Tænkemåde, når vi nu giver os til at tænke over, hvad der skal gøres på et historisk Tidspunkt, om hvilket vi aldeles ikke véd, når og under hvilke Betingelser det indtræffer? Det er sikkert nok, at hvis Titelen på det foreliggende Skrift betød, at det var dette, vi ville, da havde man al Grund til at gå til det med den største Mistro. Jeg skynder mig derfor med at sige, at jeg anser den sociale Revolution for en historisk Proces, som vil tage Tid, kortere eller længere Tid, og som under hårde Kampe kan strække sig over Årtier. Jeg er dernæst på det rene med, at det ikke er vor Opgave at lave Kogebøger for Fremtidens Køkken. Men jeg anser det for en god Øvelse i Tænkning og for et Middel til at fremme politisk Klarhed og Fasthed, når vi forsøger at drage Konsekvenserne af vore Bestræbelser og at gennemtænke de Opgaver, som vil vokse frem for os, når vi har erobret den politiske Magt. Dette er også værdifuldt for Agitationen. Thi vore Modstandere påstår, at vor Sejr ville stille os overfor uløselige Opgaver, og at Sejrens Dag allerede ville bære Spirer til Nederlaget i sig. Det er da vigtigt at undersøge, om og i hvilken Grad dette skulle være Tilfældet. Men hvis man ved en sådan Undersøgelse vil nå til et bestemt Resultat og ikke fortabe sig i endeløse Udviklinger, da må man undersøge de Opgaver, der vil rejse sig, i deres simpleste Skikkelse, i en sådan Skikkelse, som de i det virkelige Liv aldrig viser sig i, og man må se bort fra alle forstyrrende Omstændigheder. Således må Videnskaben altid bære sig ad; men derfor glemmer den ikke, at Forholdene i Virkeligheden ikke former sig så simpelt og heller ikke går så glat fra Hånden, som det sker i Tankens Verden. Den sociale Revolution bliver som sagt en langvarig Proces, men vil vi overskue den i dens simpleste Skikkelse, da må vi forestille os, at Proletariatet en skønne Dag tager den samlede politiske Magt i sin Hånd, uden nogen som helst Indskrænkning og med et eneste Slag, og at det ved Udøvelsen af Magten ene og alene lader sig lede af sine Klasseinteresser og anvender den på den allerhensigtsmæssigste Måde. Det første vil sikkert ikke ske, og det sidste behøver heller ikke fuldt ud at blive Tilfældet. Dertil er Proletariatet ikke i tilstrækkelig Grad en ensartet Masse. Proletariatet sondrer sig i forskellige Dele, forskellige i deres Udvikling, forskellige i deres Traditioner, forskellige efter det åndelige og økonomiske Stade, de står på. Men det er desuden også meget sandsynligt, at andre Dele af Befolkningen vil komme til Magten sammen med det egentlige Proletariat, Småborgere og Småbønder, som samfundsmæssig står Proletariatet nær, men hvis Tænkemåde og Syn dog ikke fuldstændig falder sammen med Proletariatets. Deraf kan der opstå Gnidninger og Fejlgreb af mangfoldige Arter; vi vil ikke altid kunne, hvad vi vil, og vi vil ikke altid ville, hvad vi skal. Men fra disse forstyrrende Omstændigheder må vi her se bort. Desuden må vi også ved denne Undersøgelse gå ud fra bekendte Forudsætninger. Vi kan ikke til Grundlag tage Tilstandene, som de muligvis engang vil blive i Fremtiden - gjorde vi det, kom vi ud i det fantastiske og mistede Grund under vore Fødder. Men dog er det jo givet, at vi ikke kommer til Magten, mens Forholdene ser ud, som de nu gør. Selve Revolutionen forudsætter lange og dybtgående Kampe, som vil ændre den nuværende politiske og sociale Bygning. Derfor vil Proletariatet, når det har erobret den politiske Magt, stå overfor Opgaver, om hvilke vi endnu intet véd; og omvendt vil mange af de Opgaver, som vi nu om stunder beskæftiger os med, til den Tid være løst. Der vil også til Løsningen af de forskellige Opgaver dukke Midler frem, om hvilke vi endnu ingen Anelse har. På samme Måde som Fysikeren undersøger Lovene for Faldet i det lufttomme Rum og ikke i Luften, således undersøger vi her det sejrrige Proletariats Stilling under Forudsætninger, som aldrig vil indtræde i deres rene Skikkelse. Vi kan derved nå til Resultater, der kan adskille sig ligeså meget fra Fremtidens Virkelighed, som Faldlovene adskiller sig fra de enkelte Legemers virkelige Fald. Men trods disse Afvigelser består jo Faldlovene alligevel og behersker hvert enkelt Legemes Fald, og dette Fald kan man først forstå, når man har forstået disse Love. Akkurat således er det med de Udsigter og de Forhindringer, som vi under vor Undersøgelse vil få at se, at det sejrrige Proletariat kommer til at stå overfor - naturligvis under den Forudsætning, at vi bærer os metodisk rigtig ad-; disse Udsigter og Forhindringer vil også bestå i det virkelige Liv, og de vil komme til at spille en afgørende Rolle både i de Kampe, der går forud for den sociale Revolution, og under selve Revolutionen, selv om også Virkeligheden former sig noget anderledes, end vi her antager. Kun ad denne Vej kan man overhovedet nå til en videnskabelig begrundet Bedømmelse af Udsigterne for den sociale Revolution. Det er kun om de Problemer i den sociale Revolution, som kan erkendes på den her angivne Måde, at man overhovedet kan diskutere. Om alle andre kan man hverken i den ene eller den anden Retning fælde nogen Dom.

Ekspropriatorernes Ekspropriation.

Lad os altså antage, at den skønne Dag er brudt frem, der på engang kaster Magten i Proletariatets Skød. Hvad vil Proletariatet da begynde med? Ikke ville begynde med på Grund af denne eller hin Teori eller Stemning, men hvad må det begynde med, idet det drives frem af sine Klasseinteresser og den økonomiske Nødvendigheds Tvang? Naturligvis må man først indhente, hvad Bourgeoisiet har forsømt. Man må feje alle middelalderlige Rester ud og føre det demokratiske Program, som også engang har været Bourgeoisiets, ud i Virkeligheden. Som den underste af alle Klasser er Proletariatet også den mest demokratiske. Det vil indføre den almindelige Valgret til alle Institutioner og give fuldstændig Presse- og Foreningsfrihed. Det vil gøre Staten uafhængig af Kirken og vil ophæve alle arvelige Forrettigheder. Det vil give de enkelte Kommuner fuldstændigt Selvstyre og afskaffelse af Militarismen Dette sidste kan ske på to Måder: ved at indføre en Folkevæbning eller ved Afrustning. Folkevæbningen er en politisk Fordring, Afrustningen er finansiel. Folkevæbningen kan under visse Omstændigheder koste ligeså meget som en stående Hær, men den er nødvendig for at befæste Demokratiet, for at fratage Regeringen dens vigtigste Magtmiddel mod Folket. Afrustningen derimod går fremfor alt ud på at nedsætte Militærudgifterne; den kunne gennemføres på en Måde, som yderligere styrkede Regeringernes Magt, når der i Stedet for en Hær, udgået af den almindelige Værnepligt, blev sat en Hær af karakterløse Pjalteproletarer, der for Penge lod sig bruge til alt. Et proletarisk Styre vil nødvendigvis stræbe efter at forene begge Forholdsregler, både at bevæbne Folket og samtidig at gøre en Ende på de fortsatte Rustninger med deres Anskaffelser af nye Geværer, Kanoner, Panserskibe og med deres Fæstningsbyggeri. Naturligvis må det sejrrige Proletariat også gennemføre en grundig Skattereform. Det vil tragte efter at afskaffe alle Skatter, som nu om stunder tynger det arbejdende Folk, altså især de indirekte Skatter, de Skatter der fordyrer Livsfornødenhederne, og lægge Byrden over på de store Indkomster og Formuer, igennem en stigende Indtægts- og Formueskat. Til dette Punkt kommer vi senere tilbage.

Et særlig vigtigt Felt for vor Virksomhed vil Skolevæsenet være. Folkeskolevæsenet har bestandig beskæftiget de proletariske Partier, og allerede hos de kommunistiske Sekter i Middelalderen spillede det en vigtig Rolle. Det har altid måttet være et af de højeste Ønsker hos den tænkende Del af Proletariatet at fravriste de besiddende Klasser deres Monopol på den boglige Dannelse. Naturligvis vil det nye Styre udvide og forbedre Skolerne og betale Lærerne bedre. Men man vil gå endnu videre. Vel kan det sejrrige Proletariat, hvor radikalt det end er sindet, ikke på engang ophæve Klasseforskellen, thi den er opstået gennem mange Tusinde Års Udvikling, og den og dens Følger lader sig ikke bortviske, som en Kridtstreg kan viskes bort fra Tavlen med en Svamp. Men Skolen kan gøre et stort Arbejde i denne Retning og bidrage væsentlig til Ophævelsen af Klasseforskellen, derved at alle Børn, lige godt ernærede og lige godt klædte, undervises på samme Vis og får den samme Mulighed for alsidig Udvikling af deres åndelige og legemlige Evner. Man bør ikke overvurdere Skolens Indflydelse. Livet er mægtigere end Skolen, og hvor denne vil sætte sig i Modsætning til Virkeligheden, dér vil den stadig bukke under. Når vi f.eks. allerede nu om stunder ville forsøge at ophæve Klasseforskellen gennem Skolen, da ville vi ikke komme ret langt dermed. Men hvor Skolen virker i samme Retning som den virkelig samfundsmæssige Udvikling, kan den fremme og påskynde denne ganske overordentlig. Hvor derfor de sociale Forhold skrider frem i Retning af at ophæve Klasseforskellen, dér kan Skolen gå i Spidsen, og den kan da for det opvoksende Slægtled på et begrænset Område virkeliggøre det, der samtidig vokser frem ude i hele Samfundet. Alt dette er Mål, som allerede den borgerlige Radikalisme har opstillet, men som den ikke kan nå, fordi der dertil hører en Kraft og en Hensynsløshed mod Kapitalen, som ingen borgerlig Klasse kan opdrive. Den Skole, som her er udviklet, ville således efter mine Beregninger for det tyske Riges Vedkommende koste næsten det dobbelte af de nuværende Militærudgifter! Sådanne Summer alene til Skolevæsenet kan kun tilvejebringes i et Samfund, hvor Proletariatet hersker og ikke er bange for at tage hårdt på de store Indtægter.

Men Revolutionen vil naturligvis ikke kunne blive stående ved disse Ændringer. Den er jo netop ikke blot en borgerlig demokratisk Revolution, men en proletarisk. Som for sagt vil vi nu ikke undersøge, hvad Proletariatet vil ønske at gøre ud fra denne eller hin Teori, thi vi véd jo ikke, hvilke Teorier der endnu kan dukke op, og under hvilke Omstændigheder og under hvilke Indflydelser Revolutionen vil fuldbyrdes. Vi vil kun undersøge, hvad det sejrrige Proletariat under de økonomiske Forholds Tryk vil blive nødt til at gøre, når det vil vælge det hensigtsmæssigste. Der er da først og fremmest en Opgave, som absolut må beskæftige ethvert proletarisk Styre. Det vil i alle Tilfælde være nødt til at løse det Spørgsmål, hvorledes man kan afhjælpe de Arbejdsløses Nød. Arbejdsløsheden er den værste Forbandelse for Arbejderen. Den betyder for ham Elendighed, Ydmygelse, Forbrydelse. Arbejderen har kun ét at leve af, han sælger sin Arbejdskraft, og finder han ingen Køber, er han prisgivet Sult. Selv når han er i Arbejde, piner Arbejdsløsheden ham, thi han véd sig ingen Dag sikker mod Arbejdsløshed og Elendighed. På denne Tilstand vil et proletarisk Styre i hvert Fald gøre Ende, selv om Proletariatet iøvrigt ikke var socialistisk i sin Tankegang, men kun liberalt, som f.eks. i England. Hvorledes Arbejdsløshedsspørgsmålet vil blive løst, skal vi ikke her undersøge. Allerede i det borgerlige Samfund har man jo stillet Forslag og gjort Forsøg på at mildne Arbejdsløsheden; men det kan aldrig blive en virkelig Løsning, thi Bourgeoisiet kan ikke save den Gren over, som det selv sidder på. Kun det sejrrige Proletariat kan og vil træffe Forholdsregler, som er istand til at gøre Ende på al den Nød, der rinder af Arbejdsløshed, hvad enten den skyldes Sygdom eller andre Årsager. En virkelig tilstrækkelig Understøttelse til alle Arbejdsløse må nemlig fuldstændig forskyde Forholdet mellem Proletariatet og Kapitalen; den gør Proletariatet til Herre i Fabrikkerne. Når Arbejderne nu om stunder sælger sig til Arbejdskøberen, når de lader sig udbytte og knægte af ham, så er det netop Arbejdsløshedens Spøgelse, Sultepisken, som tvinger dem dertil. Har Arbejderen derimod Sikkerhed for sin Eksistens, også når han ikke er i Arbejde, da er intet lettere for ham end at gøre Kapitalen mat. Han behøver ikke længere Kapitalisten, medens denne ikke kan fortsætte sin Bedrift uden Arbejderen. Er det først kommet så vidt, da vil Kapitalisten ved hver Konflikt med sine Arbejdere trække det korteste Strå og være tvunget til at give efter. Kapitalisterne kan da godt blive ved med at være Ledere af Fabrikkerne, men de vil ophøre med at være Herrer og Udbyttere. Men når først Kapitalisterne indser, at de kun har Risikoen og Byrderne ved den kapitalistiske Bedrift, da vil de være de første til at give Afkald på at føre den kapitalistiske Produktion videre, og de vil trænge på, for at man skal afkøbe dem deres Bedrifter, som de jo dog ikke mere kan drive med Fordel. Vi har allerede set Eksempler på sligt. Da Bevægelsen mellem de irske Forpagtere i sin Tid nåede sit Højdepunkt, og Godsejerne ikke kunne få deres Afgifter inddrevne, da var det netop dem, der fordrede, at Staten skulle købe al Jord. Det samme vil vi under et proletarisk Styre kunne vente os af de kapitalistiske Driftsherrer. Selv om Proletariatet ikke lod sig lede af socialistiske Teorier, og selv om det slet ikke på Forhånd tragtede efter at bringe Produktionsmidlerne over i Samfundets Eje, så ville Kapitalisterne selv stille Forlangendet om, at man skulle afkøbe dem deres Produktionsmidler. Proletariatets politiske Herredømme og Fortsættelsen af den kapitalistiske Produktion er uforenelige med hinanden. Den, der indrømmer, at der er Mulighed for, at Proletariatet kan komme til Magten, må også indrømme Muligheden for, at den kapitalistiske Produktionsmåde kan forsvinde. Til hvem kan det nu tænkes, at Kapitalisterne kan sælge deres Bedrifter? En Del af Fabrikkerne, af Bjergværkerne osv. kunne sælges til Arbejderne og af dem føres videre som Andelsforetagender. Andre kunne sælges til Forbrugsforeninger, atter andre til Kommuner eller til Staten. Men det er klart, at Kapitalen helst vil vende sig til de bedste og sikreste Købere, og det er Staten og Kommunerne; og allerede af den Grund ville Flertallet af Bedrifterne gå over i deres Eje. At Socialdemokratiet, når det kommer til Roret, på Forhånd vil tilstræbe en sådan Løsning, er jo bekendt. Men selv et Proletariat, som ikke ledes af socialistiske Anskuelser, vil på Forhånd gå ud på at forvandle sådanne Bedrifter til Stats- eller Kommuneeje, som i forvejen er blevet Monopoler, enten ifølge deres Natur - f.eks. Bjergværker - eller ifølge deres Organisation - f.eks. Truster. Disse private Monopoler er allerede nu til dags uudholdelige, ikke alene for Lønarbejderne, men for alle Klasser i Samfundet, som ingen Andel har i dem. Kun det borgerlige Samfunds Afmagt overfor Kapitalen hindrer, at man allerede nu går løs på dem. En proletarisk Revolution måtte naturnødvendig føre dertil, at den private Ejendomsret til disse Monopoler blev afskaffet. Men de er allerede nu om stunder vidt udstrakte, behersker allerede i høj Grad hele det økonomiske Liv og Udvikler sig med rivende Fart. Gøres de til Stats- eller Kommuneeje, betyder allerede dette, at Samfundet og dets Organer, Stat og Kommune, behersker hele Produktionsprocessen.

De nationale Transportmidler, Jernbaner og Dampskibe, samt desuden Produktionen af Råstoffer og Halvfabrikater, Bjergværker, Skove, Hytteværker, Maskinfabrikker og lignende, egner sig bedst til at gå over i Statens Eje. Det er også de Områder, på hvilke Stordriften og Karteldannelsen er videst udviklet. Forarbejdelsen af Råmaterialer og af Halvfabrikater til det personlige Forbrug og desuden også til Detailhandelen har derimod for største Delen en lokal Karakter og er endnu stærkt splittet på mange Hænder. På disse Områder vil Kommunerne og Andelsselskaberne træde mere i Forgrunden, medens Statsdriften vil spille en underordnet Rolle. Men med den fremadskridende Arbejdsdeling træder Produktionen til det direkte personlige Forbrug; forholdsvis mere og mere tilbage for Produktionen af Produktionsmidler. Dermed vokser også Området for Statens Produktion. Desuden bliver dette Område udvidet derved, at Samfærdselens og Stordriftens Udvikling sprænger de lokale Grænser i den ene Produktionsgren efter den anden, forvandler den fra at være lokal til at blive national. Således er f.eks. Gasbelysningen åbenbart et kommunalt Anliggende. Derimod vil Udviklingen af den elektriske Belysning og Kraftoverførelsen i Bjergegne gøre det nødvendigt, at Staten overtager Vandkraften, og dette Virker atter hen til også at gøre Belysningen fra et kommunalt Anliggende til en Opgave for Staten. Således var også Skomagerens Bedrift tidligere henvist til det lokale Marked, medens Skotøjsfabrikken nu om stunder ikke blot forsyner en Kommune, men hele Landet med sine Produkter; den er moden til at overtages, ikke af Kommunen, men af Staten - og således også med Sukkerfabrikker, Ølbryggerier osv.. Udviklingen har altså den Tendens under et proletarisk Styre mere og mere at gøre Statsdriften til den vigtigste Driftsform.

Dette var nu Ejendommen til Storbedrifternes - herunder også de agrariske Storbedrifters Produktionsmidler: Men hvad skal der ske med Finanskapitalen og Grundejendommen? Finanskapitalen er den Del af Kapitalen, der består i rentebærende udlånte Penge. Finanskapitalisten har ingen personlig Virksomhed i det økonomiske Liv, han er overflødig, og man kan uden Vanskelighed ekspropriere ham, blot véd et Pennestrøg. Man vil så meget snarere skride til det, som netop den høje Finansverden, den fuldstændig overflødige Del af Kapitalistklassen, mere og mere tilriver sig Herredømmet over hele det økonomiske Liv. Det er også Finanskapitalen, der er Herre over de store private Monopoler, over Trusterne osv.. Og man kan umulig ekspropriere den industrielle Kapital og så standse foran Finanskapitalen. De er begge to alt for inderlig sammensmeltede med hinanden. Samfundsejet til de kapitalistiske Bedrifter - i hvilket Udtryk man kan sammenfatte Overgangen til Stats- eller Kommunedrift eller til Andelsdrift - medfører allerede af sig selv, at en stor Del af Finanskapitalen også går over i Samfundseje; når Staten overtager en Fabrik eller et Gods, overtager den også den på disse Bedrifter hvilende Gæld; den private Gæld bliver til Statsgæld. Er det et Aktieselskab, det gælder, bliver Aktionærerne Statens Kreditorer. Så er der endelig Grundejendommen. Netop Grundejendommen, ikke Landbrugsbedriften. De store, kapitalistisk drevne Landbrug vil af sig selv gennemgå den samme Udvikling, som de andre store Bedrifter. De vil miste deres Lønarbejdere og se sig nødsagede til at tilbyde Staten eller Kommunerne deres Besiddelse til Køb, og således vil de også gå over i Samfundseje. De små Bedrifter på Landet vil derimod rimeligvis vedblive at være Privatejendom. Til dem vender vi senere tilbage. Det drejer sig altså ikke her om Landbrugsbedrifterne, men om Ejendomsretten til Grunden, uanset Bedriften, om den private Grundejendomsret, der giver sin Ejer Grundrente, hvad enten denne nu består i Forpagtningsafgift, i Leje eller i Hypotekrente af en Jordbesiddelse i Byen eller på Landet. Hvad der gælder Finanskapitalisten, gælder også Grundejeren. Han har heller ikke mere nogen personlig Virksomhed at udføre i det økonomiske Liv, og han kan med Lethed skydes ud. Ligesom overfor de nysnævnte private Monopoler, således finder vi også allerede nuomstunder selv i borgerlige Kredse en Bestræbelse for at føre Grunden over i Samfundseje, da det private Monopol, navnlig i Byerne, bliver stadig mere trykkende og skadeligt. Også her er det kun et Magtspørgsmål, om man skal gennemføre Samfundsejet, og det sejrrige Proletariat vil sidde inde med Magten dertil. De udbyttende Klassers Ekspropriation er et rent og skært Magtspørgsmål. Den fremgår med Nødvendighed af Proletariatets økonomiske Behov, og den vil følgelig blive det uafvendelige Resultat af dets Sejr.

Beslaglæggelse med eller uden Erstatning.

Det er let nok at svare på Spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt og muligt at ekspropriere Ekspropriatorerne. Vanskeligere er det Spørgsmål, som derefter nødvendig dukker frem: Vil Ekspropriationen fuldbyrdes med eller uden Erstatning til de tidligere Besiddere? Det er et Spørgsmål, som man ikke for Tiden med Sikkerhed kan besvare. Det er ikke os, der skal fuldbyrde denne Udvikling, og man kan ikke her tale om, at der i selve Forholdene skulle ligge en Tvang, som på Forhånd nødvendiggjorde den ene eller den anden Fremgangsmåde. Alligevel er der en Række af Grunde, som taler for, at et proletarisk Styre vil vælge at yde Kapitalisterne og Grundejerne en Erstatning. Blandt disse Grunde er det tilstrækkeligt at nævne to, der synes at måtte blive de bestemmende. Finanskapitalen er, som allerede sagt, blevet en upersonlig Magt, og man kan nu om stunder forvandle enhver Pengesum til Kapital, uden at Ejermanden selv behøver at drive nogen kapitalistisk Virksomhed. Vi ved jo, at når man har sparet sig en lille Skilling sammen, kan man gøre den rentebærende, uden at man derved bliver Kapitalist. Dette Faktum bliver som bekendt benyttet af Forsvarerne for det bestående Samfund. De slutter heraf, at på denne Måde kan man ekspropriere Kapitalisterne, blot alle Arbejdere sætter samtlige deres Sparepenge i Sparekasserne eller køber Aktier og således selv rykker ind i Kapitalistklassen. Man siger også, at hvis vi nu beslaglagde Kapitalen, så ville vi ikke blot beslaglægge de Riges, men også Arbejdernes Kapital, vi ville fratage de Fattige, Enkerne og de Faderløse deres Sparepenge. Og således ville vi blandt Arbejderne selv skabe stor Utilfredshed, og ophidse dem til selv at omstyrte deres eget Herredømme - thi dette venter den bestående Ordens Forsvarere og Forherligere bestemt, at Arbejderne vil gøre. Den første Antagelse behøver vi ikke at gå nærmere ind på - den er for tåbelig. De Folk, der mener, at Kapitalen kan eksproprieres gennem Sparepengenes Vækst, ser netop ikke den store Kapitals langt stærkere Vækst. Men på den anden Side er det ikke uberettiget, når man siger, at et proletarisk Styre, som skred til en almindelig Konfiskation, også ville konfiskere Småfolks Sparepenge. Det vil ikke være nogen Grund til, at Arbejderne skulle rejse sig imod deres eget Herredømme - man må være meget fattig på ordentlige Argumenter for at svælge i den Slags Forventninger - men det kan godt blive en Grund til, at det sejrende Proletariat tager Afstand fra en ligefrem Beslaglæggelse af Produktionsmidlerne, uden Erstatning. Men når det sker, da kan man spørge: hvilke Fordele har da Arbejderklassen af Ekspropriationen? Den bevirker blot, at al Kapital bliver opløst til Finanskapital, bliver lavet om til Gæld, der påhviler Staten eller Kommunerne eller Andelsforetagenderne, og at den Merværdi, som Kapitalisterne tidligere direkte sugede ud af Arbejderklassen, nu bliver frataget den af disse Institutioner og igennem dem givet Kapitalisterne. Men gør dette egentlig nogen Forskel i Arbejdernes Stilling? Dette Spørgsmål er naturligt. Men selv om det proletariske Styre ville aflevere den samme Profitmasse til Kapitalen, som denne før havde suget til sig, ville Ekspropriationen dog, når Proletariatet forblev ved Magten, medføre den store Fordel, at enhver Udvidelse af Udbytningen fra nu af blev umulig. Enhver Tilvækst i Kapitalen ville være udelukket, og ligeledes enhver Tilvækst i Grundrenten. Allerede dette ville være en uhyre Gevinst. Enhver videre Forøgelse af den sociale Rigdom ville fra da af komme hele Samfundet til Gode. Men dertil ville der slutte sig en yderligere Fordel. Så snart al kapitalistisk Ejendom har antaget Skikkelse af Gældsbeviser fra Stat, Kommune eller Andelsforetagender, vil det blive muligt at indføre en stigende Indkomst-, Formue- og Arveskat i et Omfang, som indtil da har været utænkelig. Det er jo allerede nu vor Fordring, at vi skal erstatte alle andre Skatter, særlig de indirekte, ved en sådan Skat. Men selv om vi nu om stunder ved Understøttelse fra andre Partier fik Magt til at gennemføre den - hvad der ganske vist er udelukket, da intet borgerligt Parti ville gå så vidt, - så ville vi dog derved støde på store Vanskeligheder. Jo højere Skatten er, des højere er som bekendt også Fristelsen til Skattesnyderier. Men selv om det lykkedes at gøre enhver Hemmeligholdelse af Indtægt og Formue umulig, selv da ville man ikke være istand til at skrue Indkomst- og Formueskatten i Vejret efter Behag, fordi Kapitalisterne, når Skatten beskar deres Indtægt eller Formue for stærkt, simpelthen ville flytte bort. Staten havde da Indtægts- og Formueskatten, men manglede Indtægterne og Formuerne. Udover et vist Mål kan man derfor nu om stunder ikke nå med disse Skatter, selv om man også havde den politiske Magt dertil. Men Stillingen bliver en ganske anden, når al kapitalistisk Ejendom antager Skikkelse af offentlige Gældsbeviser; denne Ejendom, som det nu til dags er umuligt at lære nøjagtig at kende, ligger da klart for Dagen. Man behøver blot at bestemme, at alle Gældsbeviser skal lyde på deres Indehaveres Navn, og man kender da ganske nøje hver enkelt kapitalistisk Formue og Indtægt. Så kan man skrue Skatten så højt i Vejret, som man vil, uden at der kan snydes dermed. Det bliver da også umuligt at unddrage sig Skatten ved Udvandring, thi da det er Landets offentlige Institutioner, først og fremmest Staten selv, som udbetaler alle Renter, kan Skatten simpelthen fradrages, inden Renterne udbetales. Under disse Forhold bliver det muligt at skrue Indtægts- og Formueskatten så højt i Vejret, som man har Brug for - om fornødent så højt, at den bliver helt eller næsten helt det samme som en Konfiskation af de store Formuer.

Nu kunne man spørge, hvilken Fordel man da ville have af at foretage Inddragelsen af de store Formuer gennem en sådan Omvej i Stedet for at gå til en direkte Konfiskation. Er det ikke et rent Spilfægteri, når man først indløser Kapitalerne til deres fulde Værdi og bagefter konfiskerer dem gennem Beskatningen? Der er jo kun en rent formel Forskel mellem de to Fremgangsmåder. Men så helt ringe er denne Forskel dog ikke. En direkte Konfiskation af Kapitalerne rammer alle, de små og de store, Arbejdsinvaliderne og de Arbejdsdygtige i lige Grad. Det ville blive svært, ofte umuligt, at skille de store Formuer ud fra de små, som tit er anbragt sammen med dem i et og samme Foretagende. Den direkte Konfiskation ville også foregå hurtig, ofte med ét Slag, medens det ved Skattekonfiskationen bliver muligt at gøre den kapitalistiske Ejendoms Ophævelse til en langvarig Proces, der skrider frem lidt efter lidt, efterhånden som den nye Ordning befæster sig og gør sine velgørende Virkninger gældende. Det bliver muligt at lade Konfiskationen strække sig over Årtier, så den først træder i fuld Kraft for det næste Slægtled, der har vænnet sig til de nye Forhold og ikke mere er henvist til at regne med Kapital og Renter. Konfiskationen bliver således mildere, lempeligere, mere smertefri. Jo fredeligere Proletariatets Erobring af den politiske Magt fuldbyrdes, jo fastere organiseret og jo mere oplyst det er, des mere Grund er der til at tro, at det vil foretrække denne Form for Konfiskation fremfor den mere primitive. Vi har dvælet så længe ved dette Spørgsmål, ikke fordi det frembyder den største Vanskelighed, vi vil komme til at stå overfor, men fordi det er en af vore Modstanderes Hovedindvendinger. De store Vanskeligheder begynder først bagefter. At ekspropriere Produktionsmidlerne bliver under den sociale Revolutions store Omvæltninger forholdsvis let. Der kræves hertil kun den nødvendige Magt - og Proletariatets Magt er jo den Forudsætning, hvorfra hele vor Undersøgelse går ud. Vanskeligheden for det proletariske Styre ligger ikke på Ejendommens, men på Produktionens Område.

Hvorledes Arbejderne kan drages til Arbejdet.

Vi har set, hvorledes den sociale Revolution gør det umuligt at fortsætte den kapitalistiske Produktionsmåde, hvorledes Proletariatets politiske Herredømme nødvendigvis må fore til Oprør imod den kapitalistiske Produktionsmåde og forhindre dens fortsatte Tilværelse. Men Produktionen selv må fortsættes, den må ikke standses, blot nogle få Uger; ellers ville hele Samfundet gå til Grunde. Det bliver altså en nødvendig Opgave for det sejrende Proletariat at sikre Produktionens Fortsættelse, trods alle Forstyrrelser, og at føre de Arbejdere, som vender Fabrikkerne og Arbejdspladserne Ryggen, tilbage og holde på dem, for at Produktionen kan gå sin rolige Gang. Hvilke Midler vil det nye Styre nu have til at løse denne Opgave? Selvfølgelig ikke Sultepisken, så lidt som den fysiske Tvang. Når der er Folk, som tror, at Proletariatets Styre vil blive et Tugthusregimente, og at Øvrigheden vil foreskrive enhver hans Arbejde, så kender de Proletariatet dårlig; thi Proletarerne, der selv vil skrive deres egne Love, har en langt stærkere Frihedsfølelse end de Kapitalismens Håndlangere, som raser over Fremtidsstatens Tvang. Et sejrrigt Proletariat vil aldrig finde sig i tugthus eller kaserneagtige Forskrifter. Men det behøver de heller ikke; de har andre Midler til sin Rådighed - til at holde Arbejderne til Arbejdet. Først og fremmest må man ikke glemme Vanens Magt. Kapitalen har vænnet den moderne Arbejder til at arbejde Dag ud, Dag ind, - han kan slet ikke holde det ud i Længden uden at arbejde. Der er endogså Folk, som i den Grad er blevet vænnede til Arbejde, at de ikke véd, hvad de skal gøre med deres Fritid, og føler sig ulykkelige, når de ikke kan arbejde. Der er sikkert kun få Mennesker, der til Stadighed kunne føle sig lykkelige uden noget Arbejde. Der er ingen Tvivl om at når Arbejdet mister sin frastødende Karakter af Overslid og Arbejdstiden forkortes til et fornuftigt Mål, da vil alene Vanen være nok til at fastholde en stor Mængde Arbejdere til det regelmæssige Arbejde i Fabriker og Bjergværker. Men selvfølgelig kan man ikke stole på denne Tilskyndelse alene; det er kun den mindste. En anden, langt stærkere Drivkraft er Proletariatets Disciplin. Vi véd, at når Fagforeningen beslutter Strejke, da er den organiserede Arbejders Disciplin stærk nok til, at han frivillig påtager sig alle Arbejdsløshedens Farer og Lidelser og ofte sulter Måneder igennem for at føre den fælles Sag til Sejr. Når det da er muligt i Kraft af Disciplinen at føre Arbejderne ud af Fabrikkerne, vil det sikkert også være muligt at holde dem tilbage i Fabrikkerne. Når en Fagforening anerkender Nødvendigheden af Arbejdets uafbrudte, regelmæssige Fortsættelse, kan man være overbevist om, at når det gælder den almindelige Velfærd, vil næppe en eneste af dens Medlemmer forlade sin Post. Den samme Kraft, som Proletariatet nu om stunder bruger som Kampmiddel, - idet det sætter Produktionen i Stå, - vil det til den Tid anvende som et virksomt Middel til at holde det samfundsmæssige Arbejde i regelmæssig Gang. Jo mere udviklet Fagorganisationen allerede nu om stunder er, des bedre er Udsigterne for Produktionens uforstyrrede Fortsættelse, når Proletariatet har erobret den politiske Magt. Men den Disciplin, der lever i Proletariatet, er ikke den militære Disciplin; den betyder ikke blind Lydighed overfor en ovenfra indsat Autoritet; det er den demokratiske Disciplin, den frivillige Underordnen sig under en Ledelse, man selv har valgt, og under de Beslutninger, som Flertallet af ens egne Kammerater har taget. Skal denne demokratiske Disciplin virke i Fabrikken, da forudsætter den en demokratisk Organisation af det Arbejde, som dér drives; den forudsætter, at den demokratiske Fabrik træder i Stedet for Nutidens despotiske. Det er en Selvfølge, at et socialistisk Styre fra første Færd vil bestræbe sig for at organisere Produktionen demokratisk. Og selv om det sejrrige Proletariat ikke fra første Færd skulle have det til Hensigt, så ville det dog blive drevet dertil, fordi det var nødvendigt for at sikre Produktionens Fortsættelse. At opretholde den uundværlige Disciplin i Arbejdet vil kun lade sig gøre ved at indføre Fagforeningsdisciplinen i Produktionsprocessen. Det vil ganske vist ikke lade sig gøre på samme Måde overalt; ethvert Fag har sine Ejendommeligheder, hvorefter Arbejdernes Organisationer må rette sig. Der er Fag, som ikke lader sig drive uden en vis bureaukratisk Organisation, f.eks. Jernbanevæsenet Her må den demokratiske Organisation da forme sig således, at Arbejderne vælger Delegerede, som danner en Slags Parlament og fastsætter Arbejdsordningen og kontrollerer den bureaukratiske Administration. Andre Fag kan man overgive til Fagforeningernes Forvaltning, atter andre kan drives igennem Andelsselskaber. Der er altså Mulighed for en Mangfoldighed af forskellige Former for Fagenes demokratiske Organisation, og vi må ikke vente, at man vil organisere alle Fag efter en og samme Skabelon. Vi har set, hvorledes der kan være forskellige Måder for Ejendommen: Stats-, Kommune- og Andelsejendom. Og tillige kan der, som vi siden skal se, også bevare sig Privatejendom til mange Produktionsmidler. Nu ser vi også, at Driftens Organisation kan være forskelligartet. Men så mægtige Drivkræfter den demokratiske Disciplin og Vanen til Arbejdet end er, så giver de dog måske ikke tilstrækkelig Sikkerhed for, at hele Arbejderbefolkningen stadig vil deltage i Arbejdet. Vi tor ikke vente, at Fagforeningens Organisation og Disciplin nogensinde indenfor det nuværende Samfund vil komme til at omfatte blot Hovedmassen af Arbejderne. Når Arbejderklassen kommer til Roret, vil sagtens endnu kun en Del af dens Medlemmer være organiserede. Man må altså søge yderligere Drivkræfter til Arbejdet. Og der er da én, som ligger særlig nær for et proletarisk Styre: Arbejdets Tiltrækningskraft. Man vil stræbe efter at give det Arbejde, som nu er en Byrde for Befolkningen, en sådan Karakter, at det bliver en Lyst at arbejde og Arbejderne med Glæde går til deres Dont. Det er ganske vist ikke så let gjort, men i det mindste Begyndelsen dertil vil Proletariatet gøre, så snart det har tiltrådt sit Herredømme, ved at forkorte Arbejdstiden. Og tillige vil man bestræbe sig for at gøres Arbejdsrummene mere hygiejniske og mere venlige, at fjerne så meget som muligt af de ubehagelige, frastødende Sider ved Arbejdet. Alt dette er kun en Fortsættelse af de Bestræbelser, der allerede nu til dags som lovbestemt Arbejderbeskyttelse udøver en vis Virkning. Men større Fremskridt på disse Områder fordrer Forandringer i Retning af Bygningerne og Teknikken, Forandringer, der ikke lader sig gennemføre i en Håndevending. Det vil næppe lykkes hurtig at gøre Arbejdet i Fabrik og Bjergværk særlig tiltrækkende. Ved Siden af Arbejdets Tiltrækningskraft vil det derfor være nødvendigt at lade endnu en anden Tiltrækningskraft træde i Virksomhed: den, som Arbejdslønnen kan øve. Vi taler her om Arbejdsløn. Men, vil man sige, vil der da i det nye Samfund gives Arbejdsløn? Vil vi ikke afskaffe Lønarbejdet og Pengene? Hvorledes kan man så tale om Arbejdsløn? Det ville være en rigtig Indvending, hvis den sociale Revolution straks skulle skride til at afskaffe Pengene. Det er dog vistnok umuligt. Pengene er det simpleste Middel, vi endnu kender til at bringe Produkterne i Omløb og fordele dem på de enkelte Samfundsmedlemmer i det sammensatte Maskineri, som den moderne Produktionsmåde med dens uhyre vidtdrevne Arbejdsdeling danner; det er det Middel, som gør det muligt for enhver at tilfredsstille sine Behov efter de særlige personlige Tilbøjeligheder - naturligvis indenfor de Grænser, hans økonomiske Evner sætter. Som Omsætningsmiddel vil Pengene være uundværlige, så længe man ikke har fundet noget bedre. Ganske vist vil de, i hvert Fald i den indenlandske Omsætning, miste mange af deres tidligere Opgaver, fremfor alt den at være Værdimåler. Nogle Bemærkninger om Værdien er måske her på sin Plads, da de tjener til at belyse Spørgsmål, vi senere skal drøfte. Intet kan være mere forkert end den Anskuelse, at et socialistisk Samfund skulle have til Opgave at bringe Værdiloven til fuldstændig Gyldighed, således at kun lige store Værdier udveksledes med hinanden. Værdiloven er tværtimod en Lov, der kun gælder for et Samfund med Vareproduktion. Under Vareproduktionen arbejder indbyrdes uafhængige Producenter med udviklet Arbejdsdeling for hinanden. Men ingen Produktionsmåde kan bestå uden der er en vis Ligevægt imellem Produktionen på de forskellige Områder. Mængden af den Arbejdskraft, Samfundet råder over, er begrænset, og Samfundet kan da kun tilfredsstille sine Behov og holde Produktionen i Gang, når der i hver enkelt Produktionsgren findes en så stor Mængde Arbejdskraft, at den svarer til de tilstedeværende Produktivkræfter. I et socialistisk Samfund bliver Arbejdet planmæssig reguleret, bliver Arbejdskraften efter en bestemt Plan ledet hen til de enkelte Produktionsgrene. Hvor Vareproduktionen hersker, bliver denne Regulering derimod besørget igennem Værdiloven. Varernes Værdi er bestemt ved den Arbejdskraft, der samfundsmæssig set er nødvendig til deres Fremstilling. Konkurrencen sørger for, at Produkternes Priser altid stræber i Retning af den Værdi, som er bestemt ved den socialt nødvendige Arbejdstid. Således opnår man, at også Produktionen på hvert enkelt Arbejdsområde, uagtet den ikke reguleres ud fra et Centralpunkt, alligevel ikke i Længden fjerner sig altfor langt fra det rigtige Forhold. Uden Værdiloven ville der, med det Anarki, som behersker Vareproduktionen, snart indtræde den vildeste Forvirring.

Et Eksempel vil vise det. Det kan vælges så simpelt som muligt. Vi tænker blot på to Varer som Repræsentanter for hele den samfundsmæssige Produktion, f.eks. Benklæder og Seler. Lad os antage, at indenfor et Samfund kræves der i et vist Tidsrum 10.000 Arbejdsdage til Tilvirkningen af Benklæder, 1.000 til Tilvirkningen af Seler. Kommer der nu Forstyrrelser i dette Ligevægtsforhold, bliver der f.eks. tilført Selefabrikationen mere Arbejdskraft end den socialt set nødvendige, så må der være draget for megen Arbejdskraft bort andetsteds fra, thi den Mængde af Arbejdskraft, der står til Samfundets Rådighed, er jo begrænset. Vi kan antage, at denne Arbejdskraft er berøvet Skrædderiet. I Stedet for det socialt nødvendige Forhold af 10.000 Arbejdsdage det ene Sted og 1.000 det andet, finder vi måske 8.000 Arbejdsdage det ene og 3.000 det andet Sted. Der er Overflødighed af Seler, men altfor lidt af Benklæder. Og Resultatet bliver, at Priserne på Seler synker, men Priserne på Benklæder stiger. Og som Følge heraf bliver Fabrikationen af Seler ufordelagtig, Mængden af Arbejdskraft må indskrænkes, de overflødige Arbejdere strømmer over til det særlig fordelagtige Skræddererhverv, og der kommer på ny Ligevægt. Således reguleres Produktionen under den fri Konkurrence af Værdiloven. Det er ikke nogen fuldkommen Måde at regulere Produktionen på, men det er den eneste mulige, så længe Privatejendommen til Produktionsmidlerne hersker. Men når den samfundsmæssige Ejendom til Produktionsmidlerne indføres, vil den samfundsmæssige Regulering af Produktionen træde i Stedet. Da behøver man ikke længere at regulere Produktionen ved Udvekslingen af lige Værdi mod lige Værdi. Derved bliver det heller ikke længere nødvendigt, at Pengene er Værdimålestok og Værdigenstand. I Stedet for Metalpenge kan der træde et hvilket som helst Pengetegn. Produkternes Priser kan nu fastsættes uafhængig af deres Værdi. Imidlertid vil den Arbejdstid, der er nedlagt i deres Fremstilling, have en væsentlig Betydning som Rettesnor for Priserne, og det ligger nær at antage, at man vil tage sit Udgangspunkt i de historisk overleverede Priser. Men når der findes Penge og Produktpriser, og når Arbejdet betales med Penge, vil man altså stadig kunne tale Om Arbejdsløn. Alligevel ville det være en ganske forkert Forestilling, at det nuværende Lønsystem lever videre under Socialismen. Thi under et proletarisk Styre bliver Lønnen noget ganske andet end under et kapitalistisk. Nu om stunder er Lønnen Prisen for Varen: Arbejdskraft. Den bestemmes i sidste Instans ved de nødvendige Omkostninger til Arbejdernes Livsophold, medens derimod dens Svingninger afhænger af det vekslende Forhold mellem Tilbud og Efterspørgsel. I et Samfund, hvor Proletariatet hersker, ophører dette; Arbejderen er ikke længere nødt til at sælge sin Arbejdskraft; Arbejdskraften ophører med at være en Vare, hvis Pris bestemmes ved dens Produktionsomkostninger; Prisen bliver uafhængig af Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel. Hvad der nu i sidste Instans bestemmer Arbejdslønnens Højde, bliver den Mængde af Produkter, der kan fordeles mellem Arbejderklassen. Jo større denne Mængde er, des mere kan og vil også det almindelige Lønniveau stige. Ganske vist, for Forholdet imellem Arbejdslønnen i de forskellige Produktionsgrene vil Tilbud og Efterspørgsel bevare en vis Betydning. Da man jo ikke på militær Manér kan vise Arbejderne hen til de enkelte Fag uden deres eget Samtykke, så kan det hænde, at der strømmer for mange Arbejdere til visse Industrigrene, medens der bliver Mangel på Arbejdere i andre. Da kan man udjævne dette Misforhold ved at nedsætte Lønnen, hvor der er for mange Arbejdere, og forhøje den, hvor der er for få, indtil man opnår, at der på hvert enkelt Område er netop så mange Arbejdere, som der skal være. Men på det almindelige Lønniveau for Arbejderklassen som Helhed har Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel ikke længere nogen Indflydelse; det er de forhåndenværende Produkters Mængde, som er det bestemmende. En almindelig Dalen af Lønnen som Følge af Overproduktion bliver umulig. Jo mere der produceres, des højere bliver i Almindelighed Lønnen. Men nu rejser der sig et nyt Spørgsmål. Skal Produktionens Fortsættelse sikres, må Arbejderne nødvendigvis fastholdes ved en almindelig Lønforhøjelse. Men hvordan skal man betale den forhøjede Løn, eller med andre Ord: hvorfra skal man tage den Mængde Produkter, som kræves dertil? Vi tager først det Tilfælde, som er det gunstigst for det nye Styre, men som vi iøvrigt ikke har anset for sandsynligt: at al Formue bliver konfiskeret, så Kapitalisternes samlede Indtægter tilflyder Arbejderne; det ville ganske vist give en meget smuk Lønforhøjelse. Ifølge en statistisk Undersøgelse beløb i Året 1891 Arbejdernes Indtægter i England sig til ialt ca. 700 Mill. Pund Sterling, men Kapitalisternes til ca. 800 Mill., og i Virkeligheden er Lønnen vistnok anslået for højt og Kapitalindtægten for lavt. Går vi imidlertid ud fra disse Tal, så viser de, at hvis Kapitalisternes Indtægter blev overført til Arbejderne, ville enhver Løn kunne fordobles. Desværre er Sagen imidlertid ikke slet så, simpel. Thi når vi eksproprierer Kapitalen, så må vi også overtage dens sociale Opgaver. Og deriblandt er den vigtige Opgave: at opsamle ny Kapital. Kapitalisterne fortærer ikke hele deres Indtægt; en Del deraf lægger de til Side til Udvidelse af Produktionen: et proletarisk Styre må gøre det samme, det må udvide Produktionen, og allerede af den Grund ville man ikke, selv ved en radikal Konfiskation af Kapitalen, kunne overføre hele den tidligere Kapitalindtægt til Arbejderklassen. Af den Merværdi, som Kapitalisterne tilegner sig, må de også aflevere en Del til Staten i Form af Skatter. I Denne Del vokser vældig, når Indtægts- og Formueskatten med stigende Skala bliver den eneste offentlige Skat. Og Skattebyrden vil ikke synke. Vi har ovenfor set, hvilke Udgifter alene en Reform af Skolevæsenet vil forårsage. Men tillige må der gennemføres en vidtgående Sygeforsørgelse, en Invaliditets- og Alderdomsforsørgelse for alle Arbejdsudygtige, osv.. Til Lønforhøjelse vil der altså af Kapitalisternes nuværende Indtægter ikke blive så såre meget tilovers, selv om vi med ét Slag konfiskerer Kapitalen. Og så meget mindre, hvis man vil give Kapitalisterne en Erstatning. Det bliver da absolut nødvendigt, at man, for at kunne forhøje Arbejdernes Løn, forøger Produktionen ud over dens nuværende Mål. Ikke blot at føre Produktionen videre, men at føre den videre i en forøget Målestok, bliver da en Opgave, som den sociale Revolution stiller, og som må løses. Det sejrrige Proletariat må udvide Produktionen så rask som muligt, hvis det skal tilfredsstille de umådelige Fordringer, som stilles til det nye Styre.

Produktionens Forøgelse.

Til en hurtig Forøgelse af Produktionen gives der forskellige Midler, hvoraf de to vigtigste allerede nu om stunder har megen Betydning. Begge anvendes med store Resultater af de amerikanske Truster, fra hvilke vi overhovedet kan lære mange Ting med Hensyn til de Metoder, den sociale Revolution vil komme til at anvende. De viser os, hvordan man med ét Slag kan bringe Arbejdets Produktivitet i Vejret. Det sker simpelthen ved at samle hele Produktionen på de mest fuldkomne Bedrifter og sætte alle de øvrige, lavere stående helt ud af Virksomhed. Sukkertrusten udnyttede således for nogle År siden kun Fjerdedelen, af alle sine Fabrikker, men her producerede den ligeså meget som tidligere i dem alle tilsammen. Whisky-trust'en har overtaget 80 store Brænderier og straks lukket de 68 af dem; men i de 12 Brænderier, som den vedblev at drive, producerede den snart mere end tidligere i de 80. På samme Måde vil også et Proletarisk Styre bære sig ad, og det kan så meget lettere gøre det, som det ikke bliver hindret af Hensyn til den private Ejendomsret. Hvor de enkelte Bedrifter er i Privates Eje, kan de dårligste af dem først lidt efter lidt, gennem den frie Konkurrence sættes ud af Spillet. Trusterne har kun kunnet afskaffe de ufordelagtige Bedrifter ved at ophæve Enkeltmands Eje til dem og samle dem i én Hånd. Og hvad Trusterne kan udføre på et forholdsvis lille Område af Produktionen, vil et proletarisk Styre kunne gennemføre for hele den samfundsmæssige Produktion, ved at ophæve den kapitalistiske Privatejendom overhovedet. Men ikke blot hvad Omfanget angår vil den Afskaffelse af de dårlige Bedrifter, som Proletariatet iværksætter, få en helt anden Karakter; den vil også foregå på en anden Måde og med andre Formål. Det nye Styre vil først og fremmest tænke på at forøge Lønnen. Trusten derimod går frem uden Hensyn til Arbejderne; dem, der ikke længer er Plads til i de overflødige Bedrifter, afskediger den simpelthen, og bruger dem i det højeste til at øve Tryk på de beskæftigede Arbejdere, at holde deres Løn nede og øge deres Afhængighed. Helt anderledes, når Arbejderklassen sejrer. Man vil da anvise de Arbejdere, der har haft Sysselsættelse i de nedlagte Bedrifter, Plads i dem, som stadig bliver drevet. Og Trusterne gør så mange flere Arbejdere overflødige, som det jo ikke er deres Hensigt at forøge Produktionen i nogen betydelig Grad; thi jo mere Produkternes Mængde vokser, des større bliver Tilbuddet og des mindre Prisen. Men Trusterne vil jo netop modvirke Prisernes Dalen; de vil altså snarere indskrænke end udvide Produktionen. Når de kun lader arbejde i de bedste Bedrifter, da er det altså for at formindske Produktionsomkostningerne og således ved uforandrede eller endog stigende Priser at kunne tage en større Profit hjem, ikke for at udvide Produktionen. For det proletariske Styre derimod gælder det om at udvide Produktionen, thi det er ikke Profitten, men Lønnen, man vil højne. Man vil altså gøre Arbejdertallet i de bedste Bedrifter så stort som muligt, og man kan da forøge Produktionen ved at lade flere Hold af Arbejdere arbejde skiftevis i en og samme Fabrik. Et Eksempel, hvis Tal naturligvis ikke nøjagtig kan passe med de virkelige Forhold, men som dog svarer til de Resultater, Trusterne har opnået, vil vise, hvorledes dette kan lade sig gøre. Vi vælger den tyske Tekstilindustri med dens ca. 1 Mill. Arbejdere, hvoraf godt Halvdelen i Bedrifter med mindst 50 Arbejdere i hver. Antager vi, at de største Bedrifter er de teknisk mest fuldkomne - hvad der, selvfølgelig ikke i hvert enkelt Tilfælde, men i det store Hele er rigtigt - og at altså Bedrifterne med mindre end 50 Arbejdere repræsenterer den mest ufuldkomne Arbejdsmåde, så ville altså disse sidste blive lukkede og deres Arbejdere få Plads i de større Bedrifter. Man kunne da lade dem arbejde i to Hold, idet Arbejdstiden for hvert Hold forkortedes til f.eks. 8 Timer. Arbejdstidens Forkortelse ville, som det ved talrige praktiske Eksempler er godtgjort, næppe føre til formindsket Arbejdsudbytte for hver enkelt Arbejder. Antager vi, at en Arbejder, nu om stunder i de dårligere Bedrifter hvert År fremstiller Produkter til en Værdi af 2000 Kr. og i de bedre Bedrifter dobbelt så meget, så er altså nu om stunder det samlede Produktionsudbytte i de første 1000 og i de sidste 2000, tilsammen 3000 Mill. Kr.. Når derimod det nye Styre samler hele Produktionen i de større Fabriker, bliver det samlede Produktionsudbytte forøget til 4000 Mill.. Og vi kan gå videre og tænke os, at ikke blot de små Bedrifter, men også de middelstore, med 50-200 Arbejdere i hver, blev nedlagt; tilbage blev altså kun de store Fabriker, med mindst 200 Arbejdere; de beskæftiger nu om stunder omtrent Tredjedelen af alle Tekstilarbejderne. Man måtte altså lade tre Hold skiftes, og for at undgå Natarbejde kunne man nedsætte Arbejdstiden til 5 Timer. Nu om stunder producerer en Arbejder i disse store Bedrifter sagtens 8 Gange så meget som i de små, altså f.eks. 8000 Kr.s Værdi i Årets Løb. Arbejdstidens Forkortelse fra 10-11 til 5 Timer ville langtfra nedsætte Arbejdsudbyttet i samme Grad; jo bedre udhvilet en Arbejder er, des bedre arbejder han; man regner sikkert højt nok, når man antager, at Udbyttet ville dale med 25 eller 37 pCt, altså fra 8000 til 5-6000 Kr. om Året for hver især, 5-6000 Mill. Kr. for alle Arbejdere tilsammen. Det ville betyde, at Produktionsudbyttet ville blive dobbelt så stort som i Nutiden, at altså Lønnen kunne forhøjes til det dobbelte, samtidig med, at Arbejdstiden blev nedsat til det halve. Ja, Lønstigningen kunne endogså blive endnu større. Lad os antage, at af de 3000 Mill. Kr., som nu om stunder produceres i Tekstilindustrien, går 1000 til Arbejdsløn, 1000 til Råstoffer, Slid på Maskiner osv. og 1000 til Kapitalprofit. Under det nye Styre vil Produktionen stige til 6000 Mill., hvoraf 2000 til Råstoffer, Slid på Maskiner osv., 1000 til Erstatning for de eksproprierede Kapitalister; tilbage til Arbejdsløn vil der altså blive 3000 Mill.; eller med andre Ord: Lønnen er forøget til det tredobbelte. Og alt dette uden nye Anlæg og nyt Maskineri, blot ved at standse de mindre Bedrifter og overføre deres Arbejdere til de større. Vi behøver blot i stor Stil at gennemføre, hvad Trusterne gør i det Små. Det er kun den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne, som hindrer denne Udfoldelse af de moderne Produktivkræfter. Socialismens Modstandere taler om, at det har lange Udsigter, inden man kan drage Produktionen ind under Staten; thi Tallet på de små Bedrifter er alt for uhyre - alene, i den tyske Tekstilindustri finder man over 200.000 selvstændige Bedrifter; hvordan skulle Staten kunne lede et sådant Antal af Produktionssteder! Men det er kun tilsyneladende, at Opgaven er så svær. Når det proletariske Styre går frem på samme Måde som Trusterne, bliver den betydelig simplere; man kan da ganske vist ekspropriere samtlige Bedrifter, men man vil kun lade de store, teknisk fuldkomne vedblive at være i Drift. Af de 200.000 tyske Tekstilfabrikker er der kun 3000 med over 50 Arbejdere, og hvis alle Fabrikker med under 200 Arbejdere lukkes, bliver der kun 800 igen. Og at overse og lede så mange Bedrifter skulle man dog ingenlunde tro, var umuligt. Det er meget lærerigt at tænke hele dette Forhold rigtig igennem. Når vore Modstandere vil måle, om Samfundet modnes for den socialistiske Produktion, så optæller de, hvor mange Ruiner Samfundet slæber om med og ikke hurtig nok kan blive af med. Bestandig taler man om den store Masse Småbedrifter, der stadig består. Men Socialismens Modning afhænger ikke af Tallet på de Småbedrifter, som endnu består, men af Tallet på de Storbedrifter, som allerede består. Uden en udviklet Stordrift er Socialismen umulig. Men hvor der findes en udstrakt Stordrift, bliver det en let Sag for et socialistisk Samfund at samle Produktionen i de store Bedrifter og ophæve de små. Socialismens Ulykkesprofeter klamrer sig fast til den Kendsgerning, at Småbedrifterne i Tyskland i Tiden 1882-95 er vokset med knap 2 pCt., men de glemmer, at samtidig voksede Kæmpebedrifterne med over 1000 Arbejdere i hver med 100 pCt.. Det er dette sidste, som skaber Forudsætningen for Socialismen; og det går frem med rivende Fart. Når de små Bedrifters Tal ikke ligefrem går tilbage, så er det kun et Vidnesbyrd om, at der endnu er et betydeligt Tal af Ruiner, som det proletariske Styre må rydde væk. Og forøvrigt gør Trusterne også i denne Henseende et stort Arbejde for os. Også på en anden Måde danner de et Forbillede for vor Virksomhed. De nuværende Truster øger ikke blot deres Profit ved at forhøje Arbejdets Produktivitet, men også ved Besparelser af mangfoldige Arter. En socialistisk Produktion måtte naturligvis gøre det samme i endnu langt højere Målestok. Der kan således spares på Maskineri, Hjælpestoffer, Transportomkostninger. For at blive ved Eksemplet fra Tekstilindustrien: det er ganske anderledes bekosteligt at transportere Rå- og Hjælpestofferne til 200.000 Fabriker end til 800; der kan også spares umådelig på Omkostningerne ved at lede og administrere Bedrifterne. Andre Besparelser gennemfører Trusterne, idet den indbyrdes Konkurrence ophører. Tallet på Handelsrejsende i Nordamerika tager af; der nævnes et Eksempel på en Trust, som efterhånden forøgede Tallet på sine Arbejdsmænd med 51 pCt, på sine faglærte Arbejdere med 14 pCt., men samtidig nedsatte Tallet på sine Handelsrejsende med 75 pCt. Adskillige Truster sparer 40-85 pCt. eller endnu mere på Reklamer osv.. Endelig vil også Lønforhøjelsen i Industrien frigøre en Mængde Arbejdskraft, som nu fører en overflødig Tilværelse i Mellemhandelen. Det er Folk, som frister kummerlige Kår i deres små Butikker, ikke fordi deres Virksomhed dér er nødvendig, men fordi de ikke kan skaffe sig Brødet andetsteds, eller fordi de ikke kan tjene tilstrækkeligt til deres Livsophold ved Lønarbejde og derfor må søge sig et Bierhverv. Af de næsten 2 Mill. Mennesker, som nu til dags i Tyskland lever af Handel og Gæstgiveri, vil måske, ved tilstrækkelig høj Arbejdsløn og tilstrækkelig stor Efterspørgsel efter Arbejdskraft, den ene Million blive fri og kunne gå over fra en overflødig til en produktiv Virksomhed. Det er de to Metoder til at forøge Arbejderklassens Produktionsevne: at ophæve de overflødige Beskæftigelser og samle Arbejdet i de mest hensigtsmæssige Bedrifter. Herved kan et proletarisk Styre straks forøge Produktionen i en sådan Grad, at det bliver muligt at gennemføre en mægtig Lønstigning og samtidig at forkorte Arbejdstiden. Ethvert nyt Skridt i disse Retninger vil yderligere forøge Arbejdets Tiltrækningskraft og drage nye Arbejdere til, som tidligere ikke gjorde samfundsnyttig Gerning, Tjenere, Småhandlende osv.. Jo højere Løn, desto flere Arbejdere. Men i et socialistisk Samfund kan man også vende Sætningen om: jo flere Arbejdere, altså jo færre Lediggængere, desto større Produktion, desto højere Løn. Medens denne Lov ville være Vanvid i et Samfund med fri Konkurrence, hvor Lønnen synker så meget dybere, jo større Tilbuddet af Arbejdere er, så bliver den Lønningsloven for den socialistiske Produktionsmåde.

Produktionsprocessens Vedligeholdelse.

Men hermed er man endnu ikke færdig med de første Opgaver, som rejser sig for et proletarisk Styre med Hensyn til Produktionens Fortsættelse. Produktionsprocessen i dens stadige Fornyelse, som Reproduktionsproces, behøver for uforstyrret at kunne skride videre frem, ikke blot Produktion, men også Omsætning. Skal man uafbrudt producere videre, behøves der ikke blot Arbejdere til at skabe Produkterne, men der må også tilføres Råstoffer, Hjælpestoffer (Kul), nye Redskaber og Maskiner til Erstatning for de udslidte, nye Levnedsmidler til Arbejderne, og de færdige Produkter må finde Afsætning. En Standsning i Omsætningen betyder en økonomisk Krise. Den indtræder enten fordi der er Overproduktion af visse Varer - og da kan de pågældende Bedrifter ikke arbejde videre, fordi der ikke er Afsætning for deres Produkter; de får ingen Penge ind og kan følgelig heller ikke købe nye Råstoffer, betale Løn osv.. Eller en Krise indtræder, fordi der er Underproduktion af visse Varer; således f.eks. den engelske Bomuldskrise, da Borgerkrigen i Amerika voldsomt indskrænkede Produktionen af Råbomuld. Kriserne er den moderne Produktionsmådes værste Svøber. At afskaffe dem er en af de første Opgaver for et proletarisk Styre. Men det kan kun ske ved en planmæssig Regulering af Produktionen og Omsætningen, altså ved at vedligeholde den samlede Produktionsproces.

Selve Produktionens Organisering er en Opgave, som allerede tildels bliver løst af Kapitalen, idet den i Stedet for en Mængde indbyrdes uafhængige Småbedrifter samler Produktionen i en enkelt stor Bedrift, som til Tider tæller Tusinder af Arbejdere. Trusterne når så vidt, at de organiserer Driften af hele Industrigrene. Men hvad kun et proletarisk Styre kan gennemføre, er den planmæssige Regulering af Produkternes Omsætning, af deres Udveksling mellem de forskellige Bedrifter, mellem Producenter og Forbrugere - det sidste Ord taget i dets videste Forstand, så det ikke blot omfatter det personlige, men også det produktive Forbrug; en Væver er således produktiv Forbruger af Garn, mens det Stykke Brød, han spiser, tilhører hans personlige Forbrug. Kun Proletariatet kan iværksætte denne Regulering af Omsætningen, ved at ophæve den private Ejendom til Bedrifterne, og det ikke blot kan det gøre, men må det nødvendigvis, om ellers Produktionsprocessen skal fortsættes under dets Ledelse, om altså dets Herredømme skal blive bestående. Det må fastsætte Produktionen indenfor hver enkelt samfundsmæssig Virksomhed, på Grundlag af en Beregning over de tilstedeværende Produktivkræfter (Arbejdere og Produktionsmidler) og de tilstedeværende Behov, og sørge for, at hver enkelt Virksomhed ikke blot får tilstrækkelig mange Arbejdere, men også tilstrækkelig mange Produktionsmidler, og at dens færdige Produkter bliver afsat til Forbrugerne. Men er det ikke en umulig Opgave at løse i en moderne Storstat? Man tænker sig f.eks. den tyske Stat lede Produktionen i to Millioner Bedrifter og besørge Omsætningen af deres Produkter, som dels skal udveksles fra den ene Bedrift til den anden, dels skal afsættes til 60 Millioner Forbrugere, der hver for sig har deres særegne og skiftende Behov! Det synes at være en overvældende Opgave, hvis man da ikke kunstig vil regulere Menneskenes Behov ved et Magtsprog og på kaserneagtig Manér tildele hver især hans Portion, altså trykke det moderne Kulturliv ned til et langt lavere Niveau! Ender vi altså alligevel i Kaserne eller Tugthusstaten? Ganske vist - Opgaven er ikke så let. Den vil stille store Krav til det proletariske Styre. Men man må heller ikke overdrive dens Vanskelighed. Først må man erindre, at det ikke gælder om i en Håndevending på bar Bund at skabe en splinterny Organisation af Produktionen og Omsætningen. En Organisation består jo allerede nu til en vis Grad - ellers ville det nuværende Samfund ikke kunne eksistere. Det drejer sig blot om at forvandle denne Organisation, der hidtil har været ubevidst og ved Værdilovens Hjælp har gjort sig gældende under de stadige Sammenbrud, Bankerotter og Kriser, til en bevidst Organisation, under hvilken en forudgående Beregning af alle de pågældende Kræfter træder i Stedet for den efterfølgende Udligning ved Spillet af Tilbud og Efterspørgsel. Der består allerede et indbyrdes Ligevægtsforhold mellem de forskellige Arbejdsgrene, om det end er ufuldkomment og uregelmæssigt; man behøver ikke først at tilvejebringe det, men kun at gøre det fuldkomnere og mere regelmæssigt Ligesom med Hensyn til Penge og Priser kan man her bygge videre på det historisk overleverede, skal ikke skabe alt fra nyt, men kun udvide på nogle Punkter, indskrænke på andre og gøre de løse Forhold fastere. Og fremdeles bliver Spørgsmålet betydelig simplere ved det nysnævnte Forhold, at Produktionens Sammendragning i de mest fuldkomne Bedrifter vil indskrænke Tallet på de industrielle Virksomheder overordentlig stærkt. Af 2.146.972 industrielle Bedrifter i Tyskland i 1895 var der kun 17.941 Storbedrifter med over 50 Arbejdere (hvori der ganske vist var beskæftiget 3 Millioner af ialt 8 Millioner Arbejdere). Det er naturligvis ikke sikkert, at kun disse Storbedrifter vil blive bestående; at angive nøjagtige Tal for Fremtidsforholdene ville jo kun være latterligt. Men disse Tal tjener til at illustrere de Spørgsmål, som dukker op, ikke til nøjagtig at fremstille, hvordan Tingene i Virkeligheden vil forme sig. Forholdet mellem de 2 Mill. industrielle Bedrifter og de 18.000 Storbedrifter skal altså kun antyde, at Tallet på de industrielle Virksomheder under et proletarisk Styre vil blive meget formindsket. Og Vanskeligheden ved at organisere Produktionen og Omsætningen vil også blive begrænset på en anden Måde.

Man kan dele Produktionen i to Hovedgrupper: Produktion for Forbrug og for Produktion. Takket være den vidtdrevne Arbejdsdeling er Produktionen af Produktionsmidler i vore Dage blevet den vigtigste Del af Produktionen, og den tager bestandig til i Udstrækning. Næsten ingen Forbrugsgenstand kommer direkte fra en enkelt Producents Hånd; den gennemløber en Mængde Virksomheder, således at den, der gør Produktet færdigt til vort Forbrug, kun er det sidste Led i en lang Række af Producenter. Men nu har Produktionen af Forbrugsgenstande og af Produktionsmidler en helt forskellig Karakter. Den sidste tilhører fortrinsvis Kæmpebedrifterne, således Jernindustrien, Bjergværksdriften osv.. Disse står allerede på et højt organisatorisk Trin gennem Karteller, Truster osv.. Og også blandt dem, der er Aftagere af disse Produktionsmidler, er der allerede vidt udviklede Kapitalistorganisationer. Her finder der allerede nu om stunder jævnlig Omsætning Sted, ikke mellem den ene Kapitalist og den anden, men mellem det ene Kapitalistforbund og det andet, mellem den ene Industrigren og den anden. Og også på de Områder, hvor Kapitalisternes Organisationer er mindre udviklede, er det som Regel forholdsvis få Producenter, der står overfor forholdsvis få Forbrugere; thi Forbrugeren er jo her ikke en enkelt Person, men en hel Bedrift. Når Produktionen drages fuldstændig sammen i de største og fuldkomneste Bedrifter, vil det blive meget let for de to Parter at få fastslået, hvor stort Behovet er af de forskellige Produktionsmidler, og hvor stor Produktionen følgelig skal være. Med det forholdsvis ringe Tal af Producenter og Forbrugere er det let forståeligt, at hvor det gælder Produktionen af Produktionsmidler, træder Arbejdet for det åbne Marked mere og mere tilbage, og Arbejdet efter Bestilling, altså den planmæssige, forud besluttede Produktion, tager mere og mere til.

Af en helt anden Beskaffenhed er Produktionen af Genstande for det umiddelbare Forbrug. Ganske vist findes der også her Kæmpebedrifter (Sukkerfabrikker, Bryggerier osv.), men i Almindelighed er Smådriften på, dette Område den fremherskende. Her skal man endnu i stor Udstrækning tilpasse sig efter Kundernes individuelle Behov, og det kan Smådriften lettere end Stordriften. Tallet på Bedrifter er her stort og lader sig ikke i samme Grad indskrænke, som hvor det gælder Produktionen af Produktionsmidler. Her er det også Produktionen for det åbne Marked, som hersker, og med det store Tal af Forbrugere er dette langt vanskeligere at overskue, end hvor det gælder Produktion for ny Produktion. Kapitalistforbundene er her ikke så stærkt udviklede. At organisere Produktionen og Omsætningen af direkte Forbrugsgenstande bliver således langt vanskeligere. Men også her må vi sondre mellem to Arter: Produktionen af Nødvendighedsgenstande og af Luksusartikler. Efterspørgslen efter Nødvendighedsgenstande er forholdsmæssig stabil. Dag for Dag bruges omtrent den samme Mængde Mel, Brød, Kød, Grøntsager; År for År er der kun ringe Svingning i Efterspørgslen efter Støvler og Linned. Derimod skifter Efterspørgslen efter Forbrugsgenstande stadig mere, jo mere de nærmer sig til de Luksusgenstande, som kan undværes, som det vel er behageligt at eje og bruge, men ikke absolut nødvendigt. Her er Forbruget langt mere lunefuldt. Men ser man nærmere til, da finder man, at disse Luner ikke så meget skyldes de købende Individer som Industrien selv. De skiftende Moder har f.eks. ikke så meget deres Årsag i, at Publikums Smag forandrer sig, men i at Producenterne trænger til at få de gamle, allerede solgte Varer til at stå i Forbrugernes Øjne som forældede, ubrugelige, og således give dem Lyst til at købe nye Varer. Den nye, moderne Vare må derfor på en påfaldende Måde adskille sig fra den gamle. Ved Siden af den Hvileløshed, der overhovedet karakteriserer den moderne Produktionsmåde, er det denne Bestræbelse hos Producenterne, som er Hovedårsagen til Modernes hurtige Skiften. Det er dem, der først producerer de nye Moder og bagefter tvinger Publikum til at rette sig efter dem. Langt mere end den skiftende Smag virker dog Forbrugernes skiftende Indtægter til at fremkalde Svingninger i Afsætningen af direkte Forbrugsgenstande og fremfor alt af Luksusgenstande. Og Indtægternes Skiften, såvidt den antager et større Omfang i Samfundet og bliver følelig for Forbruget som Helhed, stammer atter fra den stadige Skiften mellem gode og dårlige Tider, mellem gunstige og ugunstige Forhold på Arbejdsmarkedet. Og undersøger vi, hvorfra denne sidste Skiften skriver sig, finder vi, at den har sin Kilde i Produktionen af Produktionsmidler. Enhver véd, at det nu om stunder navnlig er Jernindustrien, som er Årsag til Kriserne. De skiftende gode og dårlige Tider og dermed de store Svingninger i Forbruget af Forbrugsgenstande opstår altså på det Område, hvor Produktionsmidlerne produceres, og hvor, som vi har set, Bedrifternes Sammendragning og Produktionens Organisation allerede nu til dags er så fremskreden, at en fuldstændig Organisation af Produktion og Omsætning allerlettest lader sig iværksætte. Regelmæssighed i Produktionen af Produktionsmidler vil da også drage Regelmæssighed i Efterspørgslen af Forbrugsgenstande efter sig; Forholdet vil kunne opgøres rent statistisk, uden at man behøver nogen som helst Forskrifter for Forbruget. For et proletarisk Styre kan Forstyrrelser i Omsætningen kun blive skæbnesvangre, for så vidt de skriver sig fra Underproduktion, ikke Overproduktion. Men nu til dags er det denne sidste, som er Hovedårsag til Kriserne; thi det vanskelige er at få Produkterne solgt, at få dem afsat. At købe, at skaffe sig Adgang til Produkterne, er derimod som Regel en let Sag, i hvert Fald for de lykkelige, der har tilstrækkelig mange Penge. Under et proletarisk Styre vil Forholdet blive ganske det omvendte. At blive af med de færdige Produkter vil ikke volde nogen Bekymring. Det vil jo ikke være Privatmænd, der producerer for andre Privatmænd, men Samfundet, der producerer for sit eget Behov. Kriser kan altså kun opstå, når der ikke er produceret nok af forskellige Genstande til at tilfredsstille Behovet, det være sig for det produktive eller det personlige Forbrug. Bliver der derimod hist og her produceret for meget, så betyder det ganske vist, at en Del af Arbejdskraften er spildt, at Samfundet altså har lidt et Tab, men det hindrer ikke, at Produktion og Forbrug kan fortsættes. At sørge for, at der ikke på noget Område produceres for lidt, det vil blive Hovedopgaven for det nye Styre. Tillige vil man ganske vist også stræbe efter, at der ikke ødsles Arbejdskraft bort til ingen Nytte; thi en sådan Ødslen med Arbejdskraft betyder, bortset fra alt andet, en overflødig Forlængelse af Arbejdstiden.

Resterne af den private Ejendom til Produktionsmidlerne.

Vi har set, at det proletariske Styre hurtig vil gøre Ende på Smådriften, hvor den repræsenterer den ufuldkomne Driftsform, både i Industri og i Handel. Også den nysnævnte Bestræbelse efter Omsætningens Organisation vil i videst muligt Omfang skyde den lille Mellemhandel til Side og erstatte den dels ved Forbrugsforeninger, dels ved kommunale Institutioner. Det vil jo være til Gavn for Produktionsprocessens Overskuelighed og Organisation, når Ledelsen står overfor nogle ganske få, i Stedet for talløse Aftagere. Foruden Mellemhandelen vil også den direkte Produktion af Forbrugsgenstande til det lokale Behov, f.eks. Bageri, Produktion af Mælk og Grøntsager, Opførelse af Beboelseshuse, gå over til Andelsselskaber og Kommuner. Men det er ikke rimeligt, at alle private Småbedrifter på den Måde vil forsvinde. Navnlig ikke i Landbruget. Sikkert nok vil de Landbrugsbedrifter, der nu om stunder har én kapitalistisk Karakter, gå til Grunde, når de mister deres Lønarbejdere, og gå over i Statens, Kommunernes eller Andelsselskabernes Besiddelse Og tillige er der også mange af Nutidens Småbønder, der vil opgive deres Bedrifter og træde ind som Arbejdere i Industriens eller Landbrugets Storbedrifter, der sikrer dem et ordentligt Udkomme. Men der vil sandsynligvis blive Bønder tilbage, som fører deres lille Bedrift videre ved Familiens egen Arbejdskraft eller i det højeste med en Karl eller en Pige, som regnes med til Familien. Når man tager Hensyn til Bøndernes konservative Natur, er det overmåde sandsynligt, at en Mængde af dem vil foretrække at arbejde videre på den gamle Måde. Den proletariske Statsmagt vil heller ikke have mindste Tilbøjelighed til at overtage den Slags små Bedrifter. Der er ingen Socialist, af dem man tager alvorlig, som nogensinde har forlangt, at man skal ekspropriere Bønderne eller endog konfiskere deres Ejendom. Det vil sikkert stå enhver Bonde frit for at drive sin Bedrift, som han hidtil har gjort det. Bonden har intet at frygte af et socialistisk Styre.

Det er tværtimod højst sandsynligt, at disse Bondebedrifter netop vil styrkes ved det nye Styre, som fritager dem for Militærbyrderne, letter deres Skatter, giver dem Selvstyre, tager Skole- og Vejudgifterne over til Staten, ophæver Byrderne til Fattigvæsenet, overtager Hypotekgælden og måske nedsætter Prioritetsrenterne og bringer dem mange andre Fordele. Vi har også set, at det sejrrige Proletariat har al Grund til at forøge Produkternes Mængde, og blandt de Produkter, som der vil ytre sig stigende Efterspørgsel efter, kommer Landbrugsprodukterne i allerførste Række. Trods al Lovprisning af den økonomiske Opgang er der jo stadig megen Sult at stille, og alene dette gør det sandsynligt, at den stigende Løn først og fremmest vil give sig Udslag i stigende Efterspørgsel efter Landbrugsprodukter. Det proletariske Styre vil altså være stærkt interesseret i at forøge Bøndernes Produktion, og det vil yde dem kraftig Støtte i den Henseende. I egen Interesse vil det arbejde for at bringe de tilbageblivende Bondebedrifter i Vejret ved at yde dem Kvæg, Maskiner, Gødning, ved Hjælp til Grundforbedringer osv.. Det vil således hjælpe til at forøge Landbrugsproduktionen, også i de Bedrifter, der endnu ikke er gået over i Samfundets Besiddelse. Men også her vil det ligesom på andre Områder vise sig nødvendigt at gøre Omsætningsprocessen simplere, idet man erstatter de mange Privatmænd, som indbyrdes udveksler Produkterne, med nogle ganske enkelte Organisationer, der træder i økonomisk Forbindelse med hinanden. I Stedet for at levere Tillægsdyr, Maskiner og Gødning til nogle enkelte Bønder vil Staten foretrække at levere dem til Landkommuner og Andelsselskaber. Og disse samme Kommuner og Andelsselskaber vil atter som Aftagere af deres Produkter finde kooperative Selskaber (Forbrugsforeninger), Kommuner og Statsinstitutioner (Møller, Sukkerfabrikker, Bryggerier osv.) i Stedet for private Mellemhandlere. Således vil den private Økonomi også her lidt efter lidt træde tilbage for den sociale, og omsider vil også Bondebedrifterne selv forvandle sig, samles i Andelsselskaber eller Kommuner og træde ind under samfundsmæssig Stordrift. Bønderne vil gå over til Fællesdrift af deres Jorder, især da når de ser, hvor godt det går med Fællesdriften af de eksproprierede Storgodser, hvordan der her med langt mindre Arbejde kan fremstilles ligeså meget som i Småbedrifterne eller mere endnu. Når Smådriften nu om stunder klarer sig i Landbruget, så er det mest, fordi den pumper mere Arbejde ud af sine Arbejdere, end det er muligt at gøre i Stordriften. Der er ingen Tvivl om, at Småbønderne arbejder langt stærkere end Lønarbejderne i de store Landbrug. Den lille Landmand har så godt som aldrig fri, og selv i den sparsomme Fritid er hans Tanker optagne af, hvordan han skal forbedre sin Bedrift. Bodriften er et og alt for ham, og det er en af Grundene til, at det er så svært at vinde ham for vor Sag. Men det gælder kun for det gamle Slægtled. Den opvoksende Slægt føler allerede anderledes, trænger mere til Glæder og Adspredelser og til en højere Kultur. Og da den ikke kan få denne Trang tilfredsstillet på Landet, strømmer den ind til Byerne og Landet affolkes. Men når Småbonden ser, at han kan blive ved Landbruget uden derfor at behøve at give Afkald på Frihed og Kultur, da vil han ikke længere forlade Landbruget, men blot gå over fra Smådrift til Stordrift - og dermed vil en af den private Ejendoms sidste Skanser falde.

Men det sejrrige Proletariat vil ikke søge med Magt at fremme denne Udvikling - om ikke af anden Grund så fordi det kun ville skaffe sig selv brådne Pander derved. Det ville jo være den sikre Følge af at prøve at påtvinge Bønderne en ny Produktionsmåde. Hvor modigt Proletariatet end er, så vil det dog ikke kæmpe imod de Småfolk, der selv er Genstand for Udbytning,- kun imod de store Udbyttere. Ved Siden af Landbruget er der så de små Bedrifter i Industrien. De vil sagtens heller ikke helt forsvinde indenfor en overskuelig Fremtid. Ganske vist vil det nye Styre, overalt hvor dårlige Bedrifter konkurrerer med bedre Bedrifter, stræbe efter at standse de første og drage deres Arbejdere over i de sidste, hvad der let lader sig gøre ved at byde dem højere Løn. Men der gives dog enkelte Industrigrene, hvor Maskinerne endnu ikke helt kan tage Kampen op med Håndarbejdet. Og her vil de små Bedrifter sagtens have en vis Fremtid for sig Det gælder særlig sådanne Fag, som direkte arbejder for det menneskelige Forbrug; thi Maskinerne leverer som bekendt kun Masseprodukter, medens mange Købere ønsker, at der tages Hensyn til deres personlige Smag. Det kan endogså tænkes, at Tallet på de industrielle Småbedrifter vil vokse under det proletariske Styre, da Velstanden i de brede Folkelag jo vil stige og Efterspørgslen efter Håndarbejdets Produkter derved vil blive livligere; Kunsthåndværket vil få et mægtigt Fremstød. Og selv om ganske vist Maskinen er og bliver fremherskende i Produktionsprocessen, så er det dog muligt, at Håndarbejdet på forskellige kunstneriske Områder vil vokse og erobre sig nye Felter. Men medens Håndarbejdet nu til dags for største Delen er et Produkt af den yderste Elendighed og frister Tilværelsen som Husindustri, så kan det i et socialistisk Samfund kun eksistere som en kostbar Luksus, der breder sig med den almindelige Velstand. Grundlaget for Produktionsprocessen bliver den maskinmæssige Stordrift; Småhåndværket kan i det højeste bevare sig som Øer i de store sociale Bedrifters Hav. Der vil i disse Småbedrifter kunne findes de mest forskelligartede Former for Ejendom til Produktionsmidlerne og Afsætning af Produkterne. De kan være underordnede Led i en Staten eller Kommunen tilhørende Storbedrift, modtage deres Råstoffer og Værktøj fra den og aflevere deres Produkter til den; eller de kan arbejde for private Kunder eller for det store Marked osv.. Som i vore Dage vil også til den Tid en og samme Person skiftevis kunne arbejde under de forskelligste Driftsformer. En Syerske kan snart arbejde i en Statsfabrik, snart sy for en privat Kunde i sit eget Hjem, snart atter i Kundens Hjem, og hun kan endelig slutte sig sammen med et Par Kolleger i et Fællesværksted, hvor der syes efter Bestilling eller for Lager. Her som i ethvert andet Forhold vil der være Plads for den største Mangfoldighed og for en stadig Udvikling. Intet kan være mere forkert end at forestille sig et socialistisk Samfund som en Mekanisme, der, når den engang er sat i Virksomhed, stadig drejer sine Hjul på samme Måde. Mangfoldige Former for Ejendom til Produktionsmidlerne: Statens, Kommunernes, Forbrugsforeningernes, Andelsselskabernes, kan trives Side om Side i et socialistisk Samfund. De forskelligste Former for Bedriften: under Embedsmænds, under Fagforeningers, under Andelsselskabers Ledelse eller som Enkeltbedrifter; de forskelligste Lønningsformer: fast Gage, Timeløn, Akkordløn, Honorar for Besparelse på Råmateriel, Maskineri osv.; de forskelligste Former for Produkternes Omsætning: efter Leveringskontrakter, ved Køb fra Statens, Kommunernes, Foreningernes eller de enkelte Producenters Lagre osv. osv.. Der bliver i et socialistisk Samfund Mulighed for den samme økonomiske Uensartethed som nu til dags. Men til Nutidskonkurrencens rastløse Jagen, hidsige Kæmpen og hensynsløse Ødelæggelse bliver der ingen Plads, og ligeså lidt til Modsætningen mellem Udbyttere og Udbyttede.

Den åndelige Produktion.

Vi- har. nu betragtet de vigtigste økonomiske Opgaver, som Proletariatet vil stå overfor, når det sejrer, og vi har undersøgt Midlerne til deres Løsning. Det ville være meget fristende på denne Måde at gå videre og undersøge, hvilke Opgaver Hjemlivet, det internationale Samkvem, Forholdet mellem By og Land osv. vil stille; thi alle disse Sider af Livet vil på det dybeste berøres af Proletariatets Sejr og vil ikke kunne føres videre i den nuværende Skikkelse. Men vi må her se bort fra dette, og i denne Sammenhæng kun undersøge endnu et Punkt, som der hersker megen Uklarhed over: den åndelige Produktions Fremtid. Vi har hidtil kun betragtet den materielle Produktion, som er den grundlæggende. Men på dens Grund hæver der sig en Produktion af Kunst, af videnskabelig Forskning, af mange forskellige litterære Arbejder. Den uforstyrrede Fortsættelse af denne Produktion er for det moderne Kulturmenneske ikke mindre nødvendig end den uforstyrrede Fortsættelse af Brød-, Kød-, Kul- og Jernproduktionen. Men en proletarisk Revolution gør også den åndelige Produktions Fortsættelse i det nuværende Spor umulig. Men hvad vil den sætte i dens Sted ? Der er ikke længere noget fornuftigt Menneske, som frygter for, at det sejrende Proletariat vil husere på de gamle Barbarers Vis og sætte Kunst og Videnskab som overflødigt Skrammel på Pulterkamret; tværtimod - blandt Folkets brede Lag er Proletariatet netop det, som viser mest Interesse, ja, Højagtelse for Kunst og Videnskab. Her er der jo imidlertid ikke Tale om Proletariatets gode Vilje; her er blot Tale om, hvad det i Kraft af Kendsgerningernes Logik kan gøre og må gøre. Der vil ikke være nogen Mangel på de materielle Hjælpemidler for Kunst og Videnskab. Vi har jo set, hvorledes netop det proletariske Styre ved at ophæve Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne vil skabe Muligheder for hurtig at fjerne alle Levninger af overlevede Produktionsmidler og Produktionsmetoder, som endnu overalt hæmmer de moderne Produktivkræfter Udfoldelse, og som under den private Ejendomsret kun langsomt og ufuldstændig kan ryddes af Vejen. Samfundets Rigdom må derved stige langt over det Mål, hvortil det kapitalistiske Samfund er nået. Men de materielle Hjælpemidler alene er jo ikke nok Rigdom avler ikke i og for sig et kraftigt åndeligt Liv Spørgsmålet er altså, om de materielle Produktionsbetingelser i et socialistisk Samfund lader sig forene med de nødvendige Betingelser for en højtudviklet åndelig Produktion. Dette bestrider Socialismens Modstandere ofte. Lad os først se, hvorledes den nuværende åndelige Produktion former sig. Den falder i tre Grupper: For det første den, som Samfundet selv driver for at tilfredsstille sine egne Behov, dernæst Vareproduktionen i den enkelte Bedrift og endelig Vareproduktionen i den kapitalistiske Bedrift. Til den første Gruppe hører hele Undervisningsvæsenet, lige fra Folkeskolen til Universitetet. Mere og mere forsvinder den private Skole, og Samfundet har allerede nu om stunder for Størstedelen Skolevæsenet i sin Hånd, og det drives ikke for Profittens Skyld. Dette gælder ikke blot den moderne Stats- og Kommuneskole, men også de Skoler, som drives af kirkelige Organisationer og almennyttige Stiftelser, og som navnlig findes mange Steder endnu i de angel-sachsiske kulturlande som en Slags middelalderlige Levninger. Dette samfundsmæssige Undervisningsvæsen er af den største Betydning for Åndslivet, især for det videnskabelige Liv, og ikke blot ved den Indflydelse det øver på den opvoksende Slægt. Det behersker også stadig mere den videnskabelige Forskning, idet det mere og mere gør Lærerne, navnlig Universitetslærerne, til Monopolindehavere af hele det videnskabelige Apparat, uden hvilket den videnskabelige Forskning nu om stunder næsten er umulig. Dette gælder især Naturvidenskaberne, hvis Teknik er så højtudviklet, at - når man undtager enkelte Millionærer - kun Staten råder over de Midler, der er nødvendige til at indrette og vedligeholde de nødvendige videnskabelige Anstalter. Men også i andre Fag, i Etnologi, i Arkæologi osv. bliver det videnskabelige Apparat stadig omfangsrigere og kostbarere. Og dernæst bliver Videnskaben en stadig mere brødløs Kunst, som kun de Mennesker fuldstændig kan dyrke, som bliver betalt af Staten for det, hvis de da ikke har været meget forsigtige i Valget af deres Forældre eller af - deres Hustruer. Men selv det at erhverve sig de nødvendige Forkundskaber til frugtbar videnskabelig Virksomhed fordrer allerede store, stedse stigende Pengemidler. Således bliver Videnskabsdyrkelsen stadig mere monopoliseret af Staten og de besiddende Klasser. Et proletarisk Styre kan blot have den Virkning at ophæve de Skranker, som denne Tingenes Tilstand medfører. Det må indrette sit Undervisningsvæsen således, at enhver, der har Evner, kan få al den Viden, som Undervisningen overhovedet kan give. Det vil i en overordentlig Grad forøge Efterspørgslen efter Lærerkræfter og derved tillige efter videnskabelig forskende Kræfter. Men endelig byder det også - ved at ophæve Klassemodsætningerne - de Forskere, som har kastet sig over de sociale Videnskaber, og som står i Statens Tjeneste, Betingelser for, at de kan føle sig fri både for indre og ydre Bånd. Så længe der er Klassemodsætninger, vil der også være forskellige Standpunkter, ud fra hvilke man ser på Samfundslivet. Der gives intet større Hykleri eller Selvbedrag end at tale om Videnskaben som noget, der står over Klassemodsætningerne. Videnskaben eksisterer kun i Forskernes Hoveder, men de er selv Produkter af Samfundet, de kan hverken komme bort fra det eller komme op over det. Også i et socialistisk Samfund vil Videnskaberne være afhængige af de samfundsmæssige Betingelser, men disse vil da i det mindste ingen Modsætninger rumme. Men endnu værre end den indefra kommende Afhængighed af de sociale Forhold er den ydre Afhængighed, som mange Forskere føler overfor Statsmagten eller andre offentlige Institutioner, f.eks. Kirken. Den driver dem til at rette deres Anskuelser efter de herskende Klassers, til ikke at forske frit og uafhængig, men ad videnskabelig Vej søge at retfærdiggøre de bestående Forhold og vise de opadstræbende Klasser tilbage. Således bliver Klasseherredømmet en Kilde til Demoralisation for Videnskaben. Den videnskabelige Forskning vil føle sig lettet og befriet, når det proletariske Styre afskaffer Kapitalisternes og Storagrarernes direkte eller indirekte Herredømme over vore Skoler. Åndslivet vil, såvidt det hænger sammen med Undervisningsvæsenet, intet have at frygte af Proletariatets Sejr, men kunne håbe det bedste. Men hvordan forholder det sig med den åndelige i Vareproduktion ? Vi vil først betragte Enkeltbedrifterne - altså navnlig i Maler- og Billedhuggerkunsten og en Del af Forfattervirksomheden. Et proletarisk Styre vil ligeså lidt umuliggøre denne Art af Vareproduktion som de små Bedrifter i den materielle Produktion. Ligeså lidt som Nål og Fingerbøl høre Pensel og Palet eller Blæk og Pen til de Produktionsmidler, der må overtages af Staten. Men ganske vist, når den kapitalistiske Udbytning ophører, vil sagtens også de købedygtige Kunder forsvinde, som hidtil har dannet Marked for de kunstneriske Enkeltproducenter. Det ville ikke forblive uden Indflydelse på den kunstneriske Produktion, men det ville ikke umuliggøre den, kun forandre dens Karakter. Staffelibilledet og Statuen, som kan skifte Plads og Ejermand, som man kan opstille, hvor man vil, er et Udtryk for Vareproduktionen i Kunsten; de kan lettest antage Varernes Skikkelse, og de kan opsamles ligesom Pengestykker, hvad enten det nu er for at sælges videre med Profit eller for at gemmes hen som Skat. Måske vil denne Produktion med Salg for Øje møde store Hindringer i et socialistisk Samfund. Men andre Former for kunstnerisk Produktion vil træde i Stedet. Et proletarisk Styre vil stærkt forøge Tallet på de offentlige Bygninger; og det vil stræbe efter at gøre ethvert Opholdssted for Folket, hvad enten det tjener til Arbejde, til Forhandling eller til Adspredelse, smukt og tiltalende. I Stedet for at skabe Statuer og Billeder, som kastes ind i Omsætningen for omsider at ende på et ganske ukendt Sted og mellem ganske ukendte Omgivelser, vil Kunstnerne arbejde planmæssig sammen med Bygmestrene, som de har gjort det i Kunstens blomstrende Tider, i Athen i Perikles's Tid og i den italienske Renæssance; den ene Kunstart vil støtte og højne den anden; Kunstværket vil få et bevidst socialt Formål, dets Virkning, dets Omgivelser og dets Publikum vil ikke afhænge af Tilfældet. På den anden Side vil det heller ikke længere være nødvendigt at skabe Kunstværker bestemte til Salg. Det vil overhovedet ikke længere være nødvendigt at udføre åndeligt Arbejde som Pengeerhverv, som Lønarbejde eller som Vareproduktion. Som før sagt vil et proletarisk Styre bestræbe sig for at forkorte Arbejdstiden og forhøje Lønnen, hvad der i Samfund med udviklet kapitalistisk Produktion straks kan gennemføres i en meget høj Grad, blot ved at nedlægge de dårligste Bedrifter og så stærkt som muligt at udnytte de mest fuldkomne. Det er slet ikke nogen overdreven Antagelse, at man straks kan fordoble Lønnen, samtidig med at Arbejdstiden forkortes til Halvdelen af sin nuværende Udstrækning. Og med den voksende Teknik kan man vente hurtige Fremskridt i samme Retning. Og jo videre man kommer i denne Henseende, des bedre Lejlighed bliver der for dem, der er sysselsat i den materielle Produktion, til at hengive sig til åndelig Virksomhed, også til en sådan, der ikke giver nogen materiel Gevinst, men finder sin Løn i sig selv, altså den højeste Art af åndelig Virksomhed. Den voksende Fritid vil vel for den allerstørste Del føre til åndelig Nydelse; men hos de mest begavede vil den åbne Adgang til åndelig Skaben og give Plads for den materielle Produktions Forening med kunstnerisk, skønlitterært eller videnskabeligt Arbejde. Og en sådan Forening vil ikke blot blive mulig, men også blive en økonomisk Nødvendighed. Vi har set, hvordan et proletarisk Styre må stræbe efter at gøre Dannelsen til Folkets Fælleseje. Men hvis man ville udbrede Dannelsen i dens nuværende Skikkelse, ville det snart få til Følge, at den opvoksende Slægt blev uduelig til al materiel Produktion, at altså Samfundets Grundvold blev undergravet. Thi nu til dags er den sociale Arbejdsdeling udviklet på en sådan Måde, at materielt og åndeligt Arbejde næsten udelukker hinanden. Det materielle Arbejde foregår under sådanne Betingelser, at det kun for nogle få af Naturen eller andre Forhold begunstigede Mennesker er muligt ved Siden at drive , højere åndeligt Arbejde. Og på den anden Side berøver Åndsarbejdet, som det nu om stunder drives, Evnen og Lysten til legemligt Arbejde. At skaffe alle Mennesker Dannelse ville under disse Forhold betyde, at man umuliggjorde den materielle Produktion, fordi der da ikke fandtes nogen, som ville eller kunne virke i den. Vil man gøre den højere åndelige Dannelse til Folkets Fælleseje uden at true Samfundets Tilværelse, da er det ikke alene en pædagogisk, men også en økonomisk Nødvendighed, at det sker på en sådan Måde, at den opvoksende Slægt i Skolen ikke blot bliver fortrolig med det åndelige, men også med det legemlige Arbejde og vænnes til en Forening af åndelig og materiel Produktion. På denne Måde vil det fysiske Arbejde blive, til Erhvervsarbejdet, det i Samfundets Tjeneste nødvendige Arbejde, medens Åndsarbejdet vil blive et frit Arbejde, et Udslag af den personlige Virketrang, uden nogen social Tvang over sig. Thi det åndelige Arbejde kan langt dårligere forliges med en sådan Tvang end det fysiske. Åndsarbejdets Befrielse er ikke noget fromt Ønske, men den økonomisk nødvendige Følge af Proletariatets Sejr. Vi skal endelig betragte den tredje Form for den åndelige Produktion, den kapitalistisk udbyttede, således som den væsentlig viser sig i Forholdet til de kapitalistiske Forlæggere, Avisudgivere og Teaterdirektører. En sådan kapitalistisk Udbytning bliver under et proletarisk Styre, umulig. Men da den åndelige Produktion, som falder ind herunder, kun kan nå ud til Publikum gennem et kostbart teknisk Apparat og gennem en Mængde Kræfters Sammenspil, og da de Enkelte hver for sig intet formår, så kunne man spørge, om der ikke her måtte vælges imellem enten kapitalistisk Drift eller Statsdrift. Og vil da ikke Statsdrift af så stor og vigtig en Del af Åndsproduktionen true med det værst mulige, med Ensformighed og Stilstand? Thi vel ophører Statsmagten at være Organ for en Klasse, men bliver den ikke Organ for en Majoritet? Kan Åndslivet gøres afhængigt af Majoritetsbeslutninger? Er ikke enhver ny Sandhed, enhver ny Anskuelse og Følelse altid fra først af kun blevet grebet og ført frem af et ubetydeligt Mindretal? Vil da ikke en sådan Ordning true med at bringe netop de bedste og dristigste Åndens Helte i stadig Konflikt med det proletariske Styre ? Og om der end skabes større Frihed for den Enkeltes kunstneriske og videnskabelige Udvikling, bliver da ikke dette Gode mere end forskertset ved de Lænker, der lægges på Åndslivet, overalt hvor det behøver sociale Midler for at gøre sig gældende? Her er der et alvorligt Spørgsmål - men ikke noget uløseligt. Først må man huske, at ligesom for hele den øvrige Produktion, således vil det også for de sociale Institutioner, der berører den åndelige Produktion, ikke blive Staten alene, der overtager Ledelsen, men også Kommunerne. Og allerede herved har man en Garanti imod enhver Ensformighed og enhver centraliseret Tvang overfor det åndelige Liv. Men som Erstatning for den kapitalistiske Drift af åndelig Produktionsvirksomhed vil også andre Organer træde ud i Livet: frie Foreninger, bestemte til at tjene Kunst, Videnskab og offentligt Liv og på forskellig Måde at fremme eller direkte at overtage Produktionen på disse Områder. Vi har jo allerede nu talrige Foreninger, som opfører Skuespil, udgiver Blade, indkøber Kunstværker, udsender Skrifter, udruster videnskabelige Ekspeditioner osv.. Jo kortere Arbejdstiden er, og jo højere Lønnen er i den materielle Produktion, des mere vil dette frie Foreningsvæsen trives, des mere vil det vokse, såvel hvad Medlemmernes Antal, Energi og Forståelse, som også hvad de Midler angår, hvormed de Enkelte kan bidrage til de fælles Formål. Sådanne frie Foreninger vil rimeligvis spille en større og større Rolle for det åndelige Liv; det bliver deres Opgave i Stedet for Kapitalen at organisere og lede den åndelige Produktion, for så vidt den er af social Natur. Altså heller ikke her fører det proletariske Styre til voksende Tvang, men netop til voksende Frihed.

At befri Undervisningen og den videnskabelige Forskning fra Klasseherredømmets Lænker; at befri Individet fra det ensidige, udslidende legemlige Arbejdes Tryk; at erstatte den kapitalistiske Drift af den sociale Åndsproduktion med de frie Foreningers Virksomhed; det bliver på Åndslivets Område den Retning, hvori det proletariske Styre vil virke. At bringe Plan og Orden i Samfundslivets Kaos, således at hvert enkelt Individ underkaster sig visse fælles Regler, og samtidig at give Individet den fuldeste Frihed til at udvikle sin Personlighed og selv bestemme sit Forhold til andre Mennesker, det er de to historiske Opgaver, som Kapitalismen stiller til det kommende Samfund. De kunne synes at stå i Strid med hinanden, og dog lader de sig løse samtidig; thi det er ganske forskellige Områder af Samfundslivet, de hver for sig angår. Vil man gennemføre den samme Ordning for begge disse Områder, da kommer man ganske vist ind i en uløselig Modsigelse. Dette er Anarkismens Grundfejl. Den er et Udslag af Småborgernes Reaktion imod den Kapitalisme, der truer og knuger deres Tilværelse. Småhåndværkeren, der er vant til at indrette sit Arbejde efter eget Tykke, protesterer imod Fabrikkens Disciplin og Ensformighed. Hans Ideal er det frie individuelle Arbejde; og hvor dette ikke længere er muligt, søger han et nyt Ideal i en social Samvirken mellem frie Foreninger, der står selvstændig overfor hinanden. Den „nye Middelstand", „Intelligensen", er jo, socialt set, kun en forfinet Udgave af det gamle Småborgerskab. Dens Arbejdsmåde skaber den samme Trang til frit Arbejde, den samme Modvilje mod Disciplin og Ensformighed, og således udvikler der sig også her et anarkistisk Ideal. Men hvad der for det Arbejdsområde, som „Intelligensen" sysler med, betyder et Fremskridtsideal, det bliver for det rent materielle Produktionsområde et reaktionært Ideal, det betyder et Tilbageskridt til det forkrøblede Småhåndværks Produktionsvilkår. For den materielle Produktions Vedkommende er der i vore Dage kun to Muligheder åbne: enten socialistisk Drift, med Fælleseje til Produktionsmidlerne og planmæssig Fællesledelse af Produktionen, eller kapitalistisk. En anarkistisk Drift kan i det højeste være et rent forbigående Trin. Thi en materiel Produktion ved frie Foreninger uden nogen Centralledelse fører til Virvar, hvis den da ikke er Vareproduktion med Vareombytning på Grundlag af Værdiloven, der da gør sig gældende igennem den frie Konkurrence. Men på Produktionslivets nuværende Udviklingstrin antager Vareproduktionen bestandig den kapitalistiske Produktionsmådes Former. At tilstræbe det anarkistiske Ideal for den materielle Produktion er og bliver da håbløst. Helt anderledes med den åndelige Produktion. Den er bygget på den materielle Produktion, på det Overskud af Produkter og Arbejdskraft, som denne sidste leverer, og den kan først blomstre frem, når det materielle Liv er sikret. Men for Samfundets Tilværelse er det ganske ligegyldigt, på hvilken Måde Overskuddet af Produkter og Arbejdskraft fordeler sig mellem de forskellige Områder af den frie åndelige Virksomhed - alene bortset fra Undervisningsvæsenet, som har sine særegne Love og heller ikke nu til dags er overladt til den frie Konkurrence. Det ville være skæbnesvangert for Samfundet, om man med alt for stor Iver styrtede sig over Produktionen af en enkelt Vare, så der ikke blev tilstrækkelig Arbejdskraft tilbage til Produktionen af de øvrige Varer; her er et bestemt Ligevægtsforhold mellem de enkelte Produktionsgrene nødvendigt. Derimod er der absolut intet bestemt Forhold imellem Produktionen af lyriske Digte og Skuespil, Assyriologi og Botanik; der er hverken Minimal- eller Maksimalgrænser; og om der skrives dobbelt så mange lyriske Digte som før og kun halvt så mange Skuespil, dobbelt så mange Assyriologiske Værker og kun halvt så mange botaniske, så berøres Samfundets Velfærd ikke i mindste Måde derved. Thi Værdiloven gælder kun for den materielle, ikke for den åndelige Produktion. Her ville en Centralledelse af Produktionen ikke blot være unødvendig, men ligefrem vanvittig; her kan den frie Produktion herske, uden at den behøver at forvandle sig til Vareproduktion og (for Stordriftens Vedkommende) til kapitalistisk Produktion. Socialisme i den materielle, Anarkisme i den åndelige Produktion, det er den Produktionsmåde, som nødvendigvis vil fremgå af Proletariatets Herredømme, med andre Ord af den sociale Revolution, i Kraft af de økonomiske Kendsgerningers Logik, hvad så end Proletariatets Ønsker, Hensigter og Teorier måtte være.

De psykologiske Forudsætninger for Proletariatets Herredømme.

Vi har i denne Undersøgelse kun talt om de økonomiske Betingelser og ganske set bort fra de juridiske og moralske Spørgsmål. Det er gjort med velberåd Hu. Thi vel vil Ret og Moral også spille deres Rolle i den sociale Revolution; men alt hvad der slår igennem og bliver virkeliggjort, vil være de Krav, som stilles ud fra de rent økonomiske Forhold. Ved Siden af de retslige og moralske Spørgsmål er der imidlertid også det psykologiske. Vil der ikke herfra rejse sig meget store Vanskeligheder for et proletarisk Styre? Kræver det socialistiske Samfund ikke Undtagelses-Mennesker, sande Engle i Retning af Opofrelse og Bravhed, Arbejdsglæde og intelligens? Vil ikke den sociale Revolution, sålænge Menneskeheden er så egoistisk og brutal som i vore Dage, blive Signalet til vilde Kampe om Byttet eller til en almindelig Lediggang, under hvilken alt går til Grunde? Hvad nytter alle Omdannelser i de økonomiske Forhold, så længe Menneskene ikke er blevet bedre? Det er en gammel Vise. Man hørte den allerede for Hundrede År siden, da Fyrsterne af den hellige Alliance så inderlig gerne ville have givet deres elskede Undersåtter al mulig Frihed - men Folkene var blot ikke „modne" dertil endnu! Nu er der jo ingen Tvivl om, at enhver Produktionsmåde ikke blot er afhængig af visse tekniske, men også visse psykologiske Forudsætninger. Af hvad Art disse Forudsætninger er, det afhænger atter af de økonomiske Opgaver, som rejser sig. Vi har i vore Undersøgelser ingenlunde forudsat Mennesker af engleagtig Natur. De Opgaver, som skal løses, kræver Intelligens, Disciplin og organisatorisk Evne; det er de psykologiske Forudsætninger for et socialistisk Samfund. Og netop de bliver allerede udviklede af det kapitalistiske Samfund. Det er Kapitalens historiske Opgave at disciplinere og organisere Arbejderne og at udvide deres åndelige Synskreds vidt ud over Værkstedet og Sognegrænsen. At nå til en socialistisk Produktion på Grundlag af Småhåndværkerens eller Småbondens Driftsmåde, ville være umuligt, ikke blot af økonomiske, men også af psykologiske Årsager. Thi den småborgerlige Psykologi peger i Retning af Anarkisme og gør Modstand mod den samfundsmæssige Bedrifts Disciplin. Dette er en af de største Vanskeligheder Kapitalen står overfor ved Begyndelsen af den kapitalistiske Produktion, da den må hente sine første Arbejdere fra Håndværket eller Bondestanden. Og ikke blot Disciplinen, men også Organisationsevnen er kun svagt udviklet i disse primitive Tilstande. Der er jo ingen store Menneskemasser, som skal forenes til planmæssig Samvirken; kun Hærene giver Anledning til Organisation af store Masser; de store Hærførere bliver de store Organisatorer. Under den kapitalistiske Produktionsmåde bliver den Opgave, at organisere de store Menneskemasser, overført til Industrien. Blandt Kapitalisterne opstår der store Feltherrer, og alle de betydelige Mænd iblandt dem er fremragende Organisatorer. Organisationsevnen bliver højt vurderet og højt lønnet hos Kapitalens Embedsmænd. Således fremstår der talrige organisatoriske Talenter, der også kan komme et proletarisk Styre til Nytte. Thi vi vil jo ikke fordømme Fabriksdirektørerne og Trustlederne til Uvirksomhed. Kapitalen behøver tillige en intelligent Arbejderstab, og vi ser da, at Konkurrencen allevegne virker til at forbedre idet mindste den faglige Skoleundervisning. Og samtidig bevirker Samfærdselens og Avisernes Udvikling, at Arbejdernes åndelige Synskreds udvider sig. Og ikke blot Kapitalens Bestræbelser for at udbytte de store Arbejdermasser, men ligesåvel Proletariatets Kamp imod denne Udbytning udvikler de psykologiske Betingelser for den socialistiske Produktion. Den udvikler en Disciplin, som ganske vist er af en helt anden Art end den, Kapitalen tvinger igennem. Den udvikler tillige de organisatoriske Evner; thi i Kampen mod Kapitalen og den kapitalistiske Stat kan Proletariatet kun hævde sig ved enigt Sammenhold indenfor sine store Menneskemasser. Organisationen er Proletariatets stærkeste Våben, og så godt som alle dets store Førere er også store Organisatorer. Imod Kapitalens Pengemagt og Militærstatens Våbenmagt kan Proletariatet kun stille sin økonomiske Uundværlighed og sine Organisationer. At det hermed også vokser i Intelligens, er noget, som alle véd. Der vil kræves en høj Intelligens, en stærk Disciplin og en gennemført Organisation af Proletariatets store Masser, og disse må tillige være absolut uundværlige i det økonomiske Liv, hvis det skal lykkes at slå de frygtelige Modstandere til Jorden. Målet vil først kunne nåes, når disse Egenskaber er udviklede til deres højeste Grad; Proletariatets Herredømme og den sociale Revolution vil altså ikke indtræde, før såvel de økonomiske som også de psykologiske Forudsætninger for et socialistisk Samfund er tilstede i fuldt Mål. Men da det ikke er nødvendigt, at Menneskene først bliver Engle, vil det næppe vare længe, inden den psykologiske Modning er indtrådt. Men behøver der ikke nogen gennemgribende Ændring af de moderne Proletarer, før de er modne for et socialistisk Samfund, så er der på den anden Side Grund til at tro, at Socialismen vil gribe dybt ændrende ind i Menneskenes Karakter. Hvad man opstiller som Betingelse for et socialistisk Samfund: at der skabes Mennesker af en højere Art end den moderne, det vil blive Resultatet af Socialismen. Den vil bringe Menneskene Tryghed, Ro og Fritid, den vil hæve deres Sind op over Hverdagslivet, fordi de ikke længere behøver at bekymre sig om, hvorfra de skal skaffe Brødet til den næste Dag. Den vil gøre Personligheden uafhængig af andre Personligheder og således udrydde Trællesind og Menneskeforagt. Den vil samtidig udjævne Forskellen mellem By og Land, åbne alle Kulturens rige Skatte for Menneskene og gengive dem Adgangen til den Natur, hvorfra de kan hente Kraft og Livsglæde. Og den vil ikke blot udrydde de sjælelige Årsager til menneskelig Livslede, men også de sociale Årsager: Elendighed og Nød hos nogle og Overmål af Nydelse hos andre. Socialismen vil afskaffe Savn og Overmættelse og Unatur, vil gøre Menneskene livsglade og skønhedsglade og give dem Evne til at nyde. Og den vil tillige skabe fuld Frihed for alle Mennesker til videnskabelig og kunstnerisk Skaben. Er det for dristigt at tro, at der under sådanne Forhold vil opstå en ny Art af Mennesker, der står højt over de højeste, som Kulturen hidtil har frembragt? Et Overmenneske, om man vil, men ikke som Undtagelse, men som Regel, et Menneske, der er Overmenneske i Forhold til sine Stamfædre, men ikke til sine Samtidige, et højt udviklet Menneske, der ikke søger sin Tilfredsstillelse i at være stor blandt forkrøblede Dværge, men i at være stor blandt de Store, lykkelig med de Lykkelige - der ikke føler sin Kraft, idet han hæver sig over nedtrådte Medmenneskers Legemer, men idet han sammen med dem, der stræber efter de samme Mål, dristig vover sig i Kamp med de højeste Livsopgaver. Således tør vi vente, at der vil opstå et Kraftens og Skønhedens Rige, som vil virkeliggøre vore dybeste og ædleste Tænkeres Idealer.

Socialistisk Bibliothek.

1 årgang - nr. 4/1910

Socialdemokratiet og Skolen

af Vilhelm Rasmussen

Skolen og Undervisningsvæsenet ordnes af Staten under Kommunernes Medvirkning. Fælles, vederlagsfri og forpligtende Skoleundervisning i Hverdags- og Heldagsskoler. Religionsundervisning udelukkes. Offentlige Børneopdragelseshjem. Det offentliges Overtagelse af Skolebørns Underhold. Adgang til den højere og højeste Undervisning uden Hensyn til ydre Kår. Offentlig teknisk og faglig Uddannelse." Dette er Socialdemokratiets programkrav.

Socialdemokratiet er Børnenes Parti. Gennemførelsen af dets Mål ligger ude i Fremtiden; det arbejder for de kommende Slægter. De borgerlige Partier lever i Nu´et, desto mere udpræget, jo mere konservative er de. Socialdemokratiet arbejder på langt Sigt, og dets Handlingers Værdi bedømmes ud fra deres Betydning for den socialistiske Fremmarsch. Kun de Foranstaltninger, der bereder Vejen for et Socialdemokrati, har tilstrækkelig Øjebliksværdi. På Grund af dette fremtidige i Socialismen er Opdragelsen et Anliggende af den allerstørste Betydning for Socialdemokratiet; den er ikke blot et Hjælpemiddel til at nå Målet, men også et Hovedmiddel til at udnytte de Goder, der opnås, når Sejren er vunden. Ethvert Samfund har tre Hovedopgaver: at frembringe Livsværdier, at fordele dem og at udnytte dem. Jo mere forstandigt, jo fuldkomnere hver af disse Opgaver løses, desto bedre Betingelser er der for, at ethvert Menneske kan føle sig lykkeligt ved at leve. Men det moderne Samfund med den kapitalistiske Produktion løser alle sine tre Hovedopgaver yderst ufuldkomment. Det frembringer Værdier hen i det blå, ja ødelægger endog ofte de frembragte Værdier til Fordel for enkeltes Vinding; det fordeler Livsværdierne med Milliarder til nogle få og Sult til Tusinder; og den Opgave at lære den enkelte at udnytte Livsværdierne, løser det, når det kan se sit Snit, som England der tvang Kineserne til at lukke op for Opiumen, som Rusland der har statsmonopoliseret Brændevinsfabrikationen til Arbejdernes og Bøndernes Velsignelse, som Kirken der i sin Velmagtstid monopoliserede Kundskabsbesiddelsen for Gejstligheden. Det socialistiske Samfund kan derimod løse hver af de tre samfundsmæssige Hovedopgaver fuldt ud, men kun på visse Betingelser. For at Produktionen kan blive virkelig rationel, er det ikke blot nødvendigt, at Samfundet eller Samfundselementer (Kommuner o. l.) ejer Produktionsmidlerne; der kræves desuden, at hver enkelt Frembringer: „Arbejder", er så dygtig, som hans Forudsætninger tillader; men det bliver han ikke uden en glimrende Opdragelse. For at Værdierne kan blive virkelig rationelt fordelte, er det ikke blot nødvendigt, at Samfundet behersker Fordelingsmidlerne; det må også forstå at fordele rigtigt; men det forudsætter atter en ypperlig Opdragelse. Og dersom den enkelte i Samfundet og derved det hele Samfund skal blive i Stand til at benytte Værdierne livstjenligt såvel for den enkelte som for den hele Samfundsorganisme, er det atter nødvendigt, at Opdragelsen er et Førsterangsanliggende. Barnet er blot den rå Malm; ved at det bliver opdraget, formes det til Kunstværk. Den store Opgave, Opdragelsen har at løse, er at tilpasse hvert enkelt Individ til de forhåndenværende Livskår således, at Individet får så meget som muligt tid af at leve, og således, at dets samtidige og de eftertidige får så meget som muligt ud af, at det lever og har levet. Dette betyder dog naturligvis ikke, at den enkelte skal have et sådant åndeligt Præg, at han alene lever på de gængse Meninger og bøjer sig for de herskende Sædvaner. Den, der er stærk nok til alene eller ved Sammenslutning med andre at leve på Fremtidens Livssyn og tilegne sig dens Sæder, er udviklingsmæssig set den bedst tilpassede til Livskårene. Han hævder sig i Nu`et og forbereder Fremtiden. I Tider, da Forandringer i Livskårene er sjældne og ubetydelige, spiller Hensynet til Fremtiden en ringe Rolle; Øjeblikket ligner da Fremtiden. Foregår der derimod bestandige og dybt indgribende Nydannelser, er det ikke nok at være tilpasset til det forhåndenværende; der må desuden være Evne til at lempe sig efter det, der kommer. Hændelsen behersker den, der ikke kan gøre sig til dens Herre. Men vor Tid er frem for nogen tidligere en Nydannelsernes Tid. Vi lever midt i Vishedernes Uvished. Den ene Dag føler vi os inderlig overbeviste om, at det er umuligt at styre Balloner, men den næste hører vi, at Luftskibet går så støt som en Jolle i Havnen. For at kunne hævde sig i vor Tid, er det derfor ikke nok, at et Folk følger med; det må selv kunne frembringe Nyt og derved på nogle Områder skabe sig et Forspring, der holder det oven Vande. Kulturen er ikke noget afsluttet; den er Bevægelse, Omskiftelse og Tagen nyt land ind. Derfor kan et Folks Kulturstandpunkt måles ved dets Evne til at holde Trit med Tidens Tempo og om muligt at sætte Tempoet op; dette er den egentlige Kulturforudsætning. Betingelsen for, at et Folk således er kulturdygtigt, er imidlertid, at den enkelte Samfundsborger sidder inde med Kulturbetingelserne; derfor gælder det om, at ethvert Individ betragtes som en Samfundsværdi og med, Hensyn til sine værdifulde Anlæg opnår den højest mulige Udvikling. Men i det kapitalistiske Samfund er Betragtningsmåden en ganske anden. For dette gælder det blot om, at det Mindretal, der besidder Riget, Magten og Guldet, får så megen Åndsudvikling, at det er i Stand til at bevare sine økonomiske og sociale Fordele; den store Mængde „trænger" derimod ikke til mere Uddannelse og Opdragelse end den der nødtørftigvis kræves, for at den kan arbejde fyldestgørende i Overklassens Tjeneste. En Brøkdel af de udmærkede Begavelser fra de fattige Lag får dog ganske vist i det kapitalistiske Samfund en lige så god Opdragelse som de riges Børn, det er der sørget for ved Legater, private og offentlige Understøttelser; klogeligt, så umådelig udspekuleret, thi derved suger Overklassen Intelligens til sig fra neden, tager den i sin Tjeneste og undertrykker, hjulpet af den, Underklassen. Disse få Sønner af Husmænd og Håndværkere, som nu bliver Læger, Jurister m.m., glemmer deres Afstamning, fornægter deres Æt, fortolker Landets Love i Overklassens Interesse og dømmer „retfærdigt" den fattige Stymper efter Loven og farer ikke unødig hårdt frem imod den Rige. Denne Hjælpen frem af nogle få, samtidig med at de Riges Børn alene på Grund af Forældrenes gode Kår kan få den ypperste Opdragelse, næsten uanset deres Evner, er social Uforstand og Uretfærdighed. Alle Børn bør så vidt muligt stilles ens ved Starten, og en Konkurrence må afgøre, hvilke der er i Stand til at modtage den højeste Uddannelse og gøre Fyldest i de Virksomheder, der kræver de største personlige Forudsætninger i Forbindelse med den omhyggeligste Udvikling af de medfødte Evner. På denne Måde vil Samfundet få den hejst mulige Evnerigdom, og hver enkelt vil i langt højere Grad end nu komme til den Virksomhed, for hvilken han har størst Talent og stærkest Interesse, og Dosmere med Fa´rs Penge på Lommen vil ikke kunne stå i Vejen for Dygtigheden af fattig Byrd. Somme Tider hører man utvivlsomt retsindige Demokrater gøre Ophævelser over denne Tankegang; de kræver, at alle skal have den samme Opdragelse. Det er dog selvfølgelig en Misforståelse og ganske i Strid med Demokratismens Væsen. Demokrati betyder Folkesstyre, dvs. alles lige store Indflydelse i Samfundets Styrelse. Men Demokrati betyder ikke Lighed i enhver Henseende. Det er jo også indlysende, at ikke alle kan være lige tykke eller lige tynde eller lige høje; og det er heller ikke muligt, at alle kan være lige dumme eller lige højt begavede. Derfor er det heller ikke til at opnå, at alle får den samme Opdragelse; thi selv om alle gik i samme Slags Skole, ville dog de bedst begavede ved deres større Tilegnelsesevne få mest ud af det. Desuden er det jo et Spørgsmål, hvilken Art Lighed, der eventuelt skulle tilstræbes i Opdragelsen. Skulle alle have de åndssvages Opdragelse, for at Ingen skal overgå dem? Aldeles ikke! Skal da alle have en almindelig jævn Opdragelse efter Normalbegavelsers Forudsætninger? Heller ikke; thi derved vil alt for mange standses i Væksten. Skal da alle have de særlig begavedes Opdragelse? Umuligt, thi det sprænger de fleste. Nej! Opgaven er, at enhver efter sine Forudsætninger får den bedst mulige Opdragelse. Derfor skal alle begynde på lige Fod og enhver kunne nå så vidt, hans Evner og Lyst rækker, og de dygtigste og evnerigeste videst uanset deres Forældres Kår. Dette er demokratisk Ligestillethed i Konkurrencen om at nå det højeste. Således opdrages et demokratisk Folk af Aristokrater, dvs. udmærkede Mennesker. Man prøver alle på lige Vilkår og tvinger enhver til at dokumentere sin Dygtighed. En af Betingelserne for, at Samfundet kan byde ethvert Barn Adgang til den højeste Opdragelse, det kan og vil tage imod, er, at Skolevæsenet eller rettere Opdragelsesvæsenet ordnes af det offentlige, Stat og Kommune, i Fællesskab. Det må ganske vist indrømmes, at private Skoler har gjort godt Fyldest og i mange Tilfælde har været bedre end adskillige offentlige Skoler, men deres Tid er omme. De mange små private Skoler, der gav elementær Undervisning, er jo forlængst gået til Grunde i Kappestriden med de forbedrede kommunale Folkeskoler, og nu er Turen åbenbart kommen til de højere Privatskoler. Det overordentlig kostbare Undervisningsmateriel og de dyre Skolebygninger, som Nutiden kræver, magtes kun af Stat eller Kommune eller begge i Forening. Skolepengene tynger allerede nu så hårdt, at de færreste Forældre kan afse dem; derfor bliver de højere Privatskolers Opland bestandig mindre, og Elevernes Strøm går til de kommunale Mellemskoler og Realskoler og til de kommunale Gymnasier, hvor sådanne allerede nu er oprettede. Den Tid kan derfor let øjnes, da den højere Privatskole er forsvunden, og da Stat eller Kommune har overtaget det hele Skolevæsen fra øverst til nederst. Imod denne Ordning gør man ganske vist ofte gældende, at offentligt Skolevæsen er alt for uniformeret. Det er imidlertid, for så vidt det virkelig er Tilfældet, ikke en nødvendig Konsekvens af, at Skolevæsenet er offentligt, men en beklagelig Følge af, at de styrende Myndigheder misforstår deres Opgave. Denne er ikke at våge nøjeseende over enhver Bagatel og at passe på at alt er ens alle Vegne; Opgaven er at fastsætte visse Grundsynspunkter, der er i Overensstemmelse med Tidens Erfaringer angående fornuftmæssig Opdragelse, og at våge over, at Praksis er i Overensstemmelse med disse Synspunkter. I Enkelthederne bør derimod den enkelte Skole, tildels den enkelte Lærer have Spillerum for sin Individualitet, når der kan gives gode Grunde for hans Særfremgangsmåde. Et offentligt Skolevæsen kan derfor meget godt give Initiativet Plads, når blot Autoriteterne er, som de bør være, og Lærerpersonalet har noget selvstændigt på Hjerte. For de pædagogiske Fremskridts Skyld behøves derfor den private Skole ikke; derimod kan den endog true disse alvorligt. Idet en Gruppe af Forældre, i Almindelighed de rigeste eller dog relativt velstående, er i Stand til at sætte deres Børn i private Skoler, sløves disse Forældres Interesse for den offentlige Skole. Det Ræsonnement ligger meget nær: det bedste for mine egne, de andre må tage det, som det kommer. Hvis derimod alle Børn går i offentlige Skoler, tvinges alle Forældre til at ønske disse så gode som muligt; og da de rige som oftest har stor social og politisk Magt, tit den afgørende Indflydelse, er det for Skolevæsenets Trivsel af den allerstørste Betydning, at ikke private Skoler gør det muligt, at Rigklassen lusker sig fra sine Forpligtelser overfor det offentlige Skolevæsen. Til den her påpegede Ulempe ved Privatskolen kommer desuden den, at de betalingsdygtige Forældre derved kan sikre deres Børn en Uddannelse, hvorved de „kvalificeres" til Virksomheder og Stillinger, hvortil de i Virkeligheden savner Kvalifikation. Hvor mange Grever og Baroner med små Hoveder har der ikke siddet og sidder der ikke endnu i betydelige Virksomheder og spærrer Vejen for langt større Dygtigheder, der kunne have været hentet op, dersom Vogterdrenge og Gåsepiger havde samme faktiske Adgang til Åndsudvikling som Børn af Herrer til mange monterede Slotte. Socialt set er denne Ulempe ved Privatskolen den alvorligste; og der kan ikke fremføres noget som helst ideelt Ræsonnement til Forsvar for, at Riges Børn spænder Ben for dygtigere Fattigfolksbørn. Men naturligvis må det i de offentlige Skoler lige så vel være Grevebarnet som Fattigmandsbarnet muligt at nå sine Evners fulde Udfoldelse. Grevebarnet må blot ikke være en Hindring for, at andre Børn kan nå deres Toppunkt. En anden Betingelse for, at den offentlige Skole kan stille alle Børn ens med Hensyn til Adgang til den bedst mulige Opdragelse, er at alle Skoler er fuldstændig gratis, og at alt Materiel udleveres til Låns uden Vederlag; i modsat Fald vil allerede Anskaffelsen af Skolebøger og lignende bevirke, at en Mængde Børn af mindre bemidlede Forældre, om end de har de allerstørste Evner, alligevel må give Afkald på den bedste Skoleundervisning. Men selv om endog disse Fordringer er opfyldte, er der endda ikke lige Spil. Jo fattigere Forældre er, desto vanskeligere er det for dem at føde og klæde Børnene, indtil de kommer en højere Skole igennem, og i Særdeleshed er det svært for dem at hjælpe Børnene til at gennemgå en Universitetsuddannelse eller Polyteknisk Læreanstalt eller 1ignende. Derfor må det offentlige give økonomisk Understøttelse til de flittige og højtbegavede Børns Forældre, for at Børnene virkelig kan nå deres rige Evnes fulde Udfoldelse; og da den højeste Uddannelse altid er langvarig og derfor kostbar, må selv et socialdemokratisk Samfund påtage sig en sådan Understøttelsespligt. I det nuværende Samfund har vi i Virkeligheden kun Enhedsskolen på Papiret, De Rige har de private Skoler, og de Fattige har end ikke Råd til at lade deres Børn gennemgå de offentlige, kommunale Mellemskoler, end sige da Realklasse eller Gymnasium.

Skole-Typerne: Vuggestuen (0-3 År) → Børnehaven (3-7 År) → Forskolen (7-11 el. 10 År) → Grundskolen (11-14 År) eller Mellemskolen (11-15 År}→ Realskolen (15-16 År) eller Studenterskolen (15-18 År) → Universitetet, Polyteknisk Læreanstalt og lignende.

Den fuldstændig gennemførte Samfundsskole bør begynde med Vuggestuer for de mindste Børn. Der er i det nuværende Samfund en Mængde Forældre, hvis Børn af økonomiske Grunde ikke får den rette Pleje i den spæde Alder. For dem bør der være Steder, hvor de kan vide deres Børn i gode Hænder. Hvad Samfundet giver ud til sådanne Institutioner, sparer det tifold til andre. Det næste Skolestadium er Børnehaven beregnet på Småbørn fra 3 á 4 År til 7 År. På dette Område er vi næppe begyndt endnu; der er i København ved privat Initiativ oprettet nogle få Børnehaver, men der bør alle Vegne, hvor der er Trang dertil, være så mange offentlige, kommunale, at alle Forældre, der ønsker det, kan sende deres Børn til en god Børnehave. Indgående Undersøgelser har vist, at de Børn, som kommer fra en Børnehave til den egentlige Skole, står langt over alle andre Børn, endog over dem fra Hjem, i hvilke Forældre og Tyende tager sig meget af Børnenes Udvikling. Efter Børnehaven kommer Forskolen eller, som den tidligere hed, Pogeskolen. Den bør beregnes for Børnene fra 7 Års Alderen til de er 11 År, hvis man ikke ved en Lovændring angående Mellemskolen vil foretrække 10 Års Alderen som Grænse. Ved Afslutningen af Forskolen sker der en Spaltning i Skolernes Art, idet Børnene enten kan gå over i Grundskolen, hvis Undervisning afsluttes med Konfirmationsalderen, eller Mellemskolen, der fortsætter et År mere. Fra denne kan der så atter gås over i den énårige Realskole eller den treårige Studenterskole (Gymnasiet), hvorfra Eleven går videre til Universitetet, Polyteknisk Læreanstalt og lign. Skoler. Det hele Skolesystem, som rettelig bør kaldes Folkeskolen, bliver da som nedenstående Skema viser. Men foruden disse nævnte Skoler for de fuldt udviklede normale Børn må der naturligvis være særlige skoler for de åndssvage, Sinkerne, de døvstumme, blinde, vanføre og andre, der kræver Særopdragelse. Desuden må Samfundet på en særlig Måde tage sig af de Børn, som vel har normale Evner, men som på Grund af ugunstige Forhold ikke har noget Hjem eller et dårligt Hjem. De må enten anbringes hos gode Plejeforældre eller i gode Børnehjem. Ubetinget at foretrække det ene af disse Systemer for det andet er næppe klogt, thi hvert har sine Fortrin, og deres Værdi afhænger i højeste Grad af personlige Forhold. Er Plejeforældre flinke, godhjertede Mennesker, tror jeg dog, at de bærer Prisen; thi hos dem kan et Barn lettest komme til at føle sig hørende til i et Hjem og få Lejlighed til rigtig at holde af Nogen. Forældreforholdet til Børnene er jo for en stor Del et tilvant Forhold; det udtrykte en Gang en seksårig Pige således: „Det var nu godt Mor, at jeg kom her i Huset." Plejeforældre, der tidlig får deres Plejebørn og som ville skjule Plejeforholdet for dem, kunne meget let opnå, at de blev taget for rigtige Forældre. Børnehjem kan derimod, selv når de er nok så udmærkede, vanskeligt nå så vidt i at fremkalde Kærlighedsfølelser hos Børnene; de seneste Års Begivenheder har jo desuden vakt en berettiget Mistro til store Børnehjem. For meget vanskelige Børn med Moralsyge kan man dog næppe undgå at opretholde Børnehjem; men de bør da til Gengæld ledes af fremragende Fagmænd og udstyres således, at der ved en virkelig værdifuld Opdragelse kan skabes gode Samfundsborgere af Børn, der ved Arv og Forsømmelse har meget få Forudsætninger for at falde ud til det Gode. Også på dette Område betaler det sig at lade Kronerne rulle for ikke at skulle give Summer ud til alt dette, der burde være omtrent overflødigt: Politi, Straffedommer, „Forbedringshuse" m.m.. De fleste af disse Institutioner er af en noget tvivlsom Værdi. Social-pædagogisk „Hygiejne" er i ethvert fald bedre. Selv om nu et Samfund ordner sit Opdragelsesvæsen godt, er dog dermed ingenlunde alt gjort. Skolens Organisation er kun en Ramme. Hovedsagen er, om det Arbejde, der gøres i de forskellige Skoler, er virkelig livstjenligt for den enkelte og for hele Samfundet. Den gamle Rettesnor for Skolens Gerning er den berømte Sentens: En sund Sjæl i et sundt Legeme. Men der skjuler sig i denne Sætning en farlig Misforståelse. Man fornemmer dunkelt den ældgamle Vildfarelse, at Sjælen er et Væsen inde i Legemet, en temmelig tilfældig Gæst, der kan smutte ud ved Lejlighed og tilsidst glemmer at komme tilbage. Aldeles tydelig mærker man den Forestilling, at Sjælen er et Noget for sig i Mennesket, men blot i desto bedre Velgående jo omhyggeligere Legemet plejes. Men efter de Erfaringer, vi nu har om de sjælelige Livsytringer, er det misvisende at tale om en Sjæl i Mennesket; vi bør opfatte Mennesket som en sjælelig-legemlig Organisme. Det legemlige og det sjælelige er i så høj Grad sammenknyttet, at legemligt Arbejde tillige er åndeligt og åndeligt Arbejde tillige legemligt, ledsaget eller betinget af jævnløbende Processer i Hjernen og det øvrige Nervesystem. Den nøje Forbindelse fremgår blandt andet af Træthedsforsøgene, som viser, at al Slags Åndsarbejde medfører legemligt påviselig Træthed. Desuden ser man det alt for uigendriveligt af den Kendsgerning, at Børns Dygtighed er mere afhængig af Forældrenes Kår end af Nationalitet, tildels endog Race. Gennemgående kan velstående Forældres godt ernærede Børn præstere mere Åndsarbejde end fattige Forældres dårligt ernærede eller underernærede Børn. Det Barn, der på Grund af slet Ernæring er legemligt dårligt udviklet, gør oftest Indtryk af at være ubegavet, selv om dette slet ikke er Tilfældet. „Sjælen" kan i alt Fald ikke tåle at sulte. Da det legemlige og det sjælelige er så overordentlig inderligt forbundne, og det legemlige er det sjæleliges Forudsætning, bør man i Opdragelsen først og fremmest have sin Opmærksomhed henvendt på Børnenes legemlige Udvikling. Ud fra den gamle Devise: en sund Sjæl i et sundt Legeme, er vi jo nok kommen i Gang med at våge over Børnenes legemlige Vel, men ikke mere end at Interessen for deres åndelige Udvikling endnu næsten helt overskygger Iveren for den legemlige. Dersom man derimod for Alvor tilegner sig den Erfaring, at Barnet er en sjælelig-legemlig Organisme, hvis Åndslivsvirksomheder betinges af den legemlige Tilstand, vil dette medføre en hidtil ganske ukendt Interesse for den legemlige Opdragelse. En Hovedopgave i den legemlige Opdragelse er Ernæringen, dels den direkte: Forsyningen med Næringsmidler, dels den indirekte: Fodtøj og Klæder, hvorved unødigt Varmetab og derved Stoftab undgås. I sin egen Interesse, for at få den bedst mulige Samfundsborger ud af ethvert Barn, bør Samfundet sørge for, at de Børn, der ikke ernæres fyldestgørende ved Forældrenes Forsorg, bliver holdt skadesløse af det offentlige. Det er om Vinteren i allerhøjeste Grad smerteligt at skulle sende tyndt påklædte Børn med hullede Træsko ud på en snefyldt eller regnvåd Legeplads. Der er jo nok Halvtage; men man skulle bare vove at sende Straffefanger eller andre, der er vant til en nogenlunde human Behandling, ud i alskens Vejr i en lignende Påklædning; der ville blive rejst en Storm af Harme. Med Børn går det ! Skolerne har ingen Rum til Ophold i Frikvarterer, når Vejret er dårligt. Klasseværelserne kan af hygiejniske Grunde kun undtagelsesvis bruges til Opholdsstue i Frikvartererne; Gymnastiksalen bliver tilsølet og ubrugelig, dersom mange Børn med snavset Fodtøj skal være dér, Kælderrummene er for små og tildels malpropre til, at de kan bruges. Følgen er, at hele Flokken sendes ned „i Ly" af Halvtagene,- dér er oventørt og ikke alt for nedenvådt; dér kan Børnene have det „rigtig hyggeligt" i ondt Vejr og dog spise deres Frokost, uden at det regner eller sneer på Rundtenomerne. Disse Forhold er skandaløse. Der bør ved enhver Skole være en Spisesal til Brug i Frokostpausen og til Opholdsrum i dårligt Vejr. Men denne absolut nødvendige Forbedring af Skolerne må naturligvis ikke hindre, at det offentlige sørger for, at Børnene har helt Fodtøj og tilstrækkelig varme Klæder, dersom Forældrene ikke magter denne Varetægt. Alt for mange Børn fryser om Vinteren og pådrager sig af Mangel på ordentligt Fodtøj Sygdomme, som blandt andet tit hindrer deres Skolegang. At det private Initiativ på dette Område søger at bøde på de værste Ulemper er jo utvivlsomt smukt, men det er utilstrækkeligt; kun ad det offentliges Vej løses Opgaven fyldestgørende. Med Hensyn til den direkte Ernæring, Bespisningen på Skolen, er vi desværre ifølge Lovgivningen afhængige af det private Initiativs Virksomhed; thi Kommunerne kan ikke give mere til Skolebespisning end der kommer ind ved frivillige Bidrag. Denne tåbelige Bestemmelse må snarest mulig fjernes, så at det ikke bliver „Godgørenhed", der bestemmer, om Børn skal sulte, men derimod tilstedeværende Sult, der bestemmer, hvor mange Penge der skal gives ud til at mætte de sultne. Børn må ikke sulte, allermindst i den Tid Loven tvinger dem til at være i Skolen. Når Staten pålægger dem Pligten til at forlade Hjemmet og modtage Undervisning, har den moralsk Pligt til at sørge for, at Børnene har Forudsætninger for at kunne belæres. Men den første af disse er, at Børnene ikke sulter, men er tilstrækkeligt ernærede. At der er Brug for en omfattende Skolebespisning, fremgår af de statistiske Undersøgelser, af hvilke den sidste viste, at der var 4.605 Børn, som aldrig fik varm Mad og 18.152, som kun fik varm Mad hver anden eller tredje Dag. Alle disse Børn, som lever af kold Mad, dvs. Smørrebrød og Kaffe eller The, er vist nok underernærede, ikke just fordi de får Smørrebrød, men fordi de får for lidt Smørrebrød. Med Hensyn til den Måde, hvorpå Skolebespisningen foregår, er der også en Forbedring at foretage. Bespisningen foregår nemlig undertiden i skumle, urene Kælderrum ved nøgne Træborde, ved hvilke Børnene må stå. Der foregår i egentligste Forstand en nødtørftig Affodring. Men en Skole har ikke Lov til alt for ugenert at tilsidesætte elementære æstetiske Krav. Spisesalen må i ethvert Fald altid holdes renkalket, Bordene bør dækkes af ren, hvid Voksdug, og der bør være Bænke at sidde på. Dette sidste er af direkte hygiejnisk Betydning, fordi det fremmer Fordøjelsen. Når Skolen har gjort sin Pligt med Hensyn til Børnenes Ernæring, har den ideel Ret til at tænke på yderligere Legemsopdragelse ved Gymnastik, frie Idrætter, Badning og lignende. At lade sultne, underernærede Børn få en anstrengende, „forfriskende" Gymnastiktime er derimod en Grusomhed, hvori dog Skolen alt for ofte tankeløst gør sig skyldig. Med Hensyn til den Idræt, der øves i Skolen, må man nøje skelne mellem Landsbyskolen og Købstadskolen, i ethvert Fald de store Byers. Ude på Landet færdes Børn næsten hele Dagen i fri Luft og får i deres Lege meget Bevægelse. De øver Idræt under den allerbedste Form næsten hele deres Barndom, når de da ikke har erhvervsmæssigt Arbejde. På Grund af disse gunstige Forhold er Landsbybørn gennemgående bedre fysisk udviklede end jævnaldrende Købstadbørn; de er vægtigere, har større Højde og Brystomfang. I Skolen har Gymnastikken derfor væsentlig den Opgave at sætte Skik på deres Krop, give dem en smuk Holdning, æstetisere dem legemligt. Med Købstadbørnene forholder det sig ganske anderledes. De er indelukkede det meste af Dagen; kommer de ud at lege, må de færdes i dårlig Byluft i Baggårde eller snævre Gader; de får i ethvert Fald kun en Brøkdel af den Motion, som Landsbybørn får. Derfor har Idrætten i Byskolerne ikke blot den samme Betydning som ude på Landet, men den skal tillige give Børnene en Erstatning for det Legemsarbejde, de går glip af. Nogle få Gymnastiktimer er af denne grund ikke fyldestgørende. I de større og meget store Byer bør der daglig være en Time til Idræt af en eller inden Art. Med Hensyn til Idrætsøvelsernes Art er der Grund il at advare imod alt for mange „rationelle" Øvelser, Omslag, Kropvridninger og andre stående Øvelser. Af Breve fra alle Mellemskolens Elever er det fremgået, at forskellige Arter Boldspil, såsom Kurvebold, Langbold, Fodbold m.m., er det mest yndede Skolefag; derimod kommer Gymnastik først som Nr. 7, og Grunden hertil er, at de „forberedende Øvelser" ikke falder i Børns smag. En siger, at Gymnastik er godt, „men dog ikke når vi har for mange stående Øvelser." Derimod er 3 friere Øvelser højt anskrevne, såsom Tovtrækning, Svingtov, Schippetov, Styltegang og lignende. I Gymnastikken er man altså i sin Stræben efter at være rationel kommen en Smule på Kant med det fornuftige. Man har grundet sit System på indgående Kendskab til Børnenes anatomisk-fysiologiske Ejendommeligheder, men glemt, at de er besjælede Væsener, som har deres egne instinktmæssige Midler til Legemsudvikling, nemlig deres Lege, og som derfor uvilkårlig sammenligner disse med Skolens Udviklingsmidler. Derfor bør utvivlsomt de „rationelle" Øvelser træde noget i Baggrunden, medens de frie Øvelser, der helt eller delvis har Legens Karakter, bør sættes i Forgrunden. Men dette medfører atter, at de gymnastikkyndige bør studere Børnenes Lege indgående for at finde, hvilke af disse der på en Gang er „morsomme" og tillige anatomisk-fysiologisk værdifulde. Jeg så en Dag en Dreng løbe med et Tøndebånd, og det faldt mig da ind, at Tøndebånd af forskellig Størrelse ville være aldeles fortræffelige til Indøvelse af en Mængde Færdigheder, Sidespring, Smidighedsøvelser m.m., men på samme Måde kan mange andre Stykker Legetøj udnyttes i Gymnastikken. Hele Skylden for, at Børns legemlige Træning forsømmes, har Skolen dog ikke. Overordentlig mange Børn hindres med Hensyn til deres Legemsudvikling - ikke at tale om den åndelige - af Erhvervsarbejde. Dette er så forkasteligt, at det rent ud ved Lov burde forbydes. Et Barn skal opleve Barndom. Men hvorledes er det muligt for de Tusinder af små Stakler, som træller på Arbejdspladsen for at tjene en ringe Sum til Hjemmet og træller i Skolen for at gøre sig dygtige nok til at være Samfundsborgere. Overfor alle disse Børn forbryder Samfundet sig på det groveste, og det er kun en retfærdig Gengæld, at så mange af dem siden falder til Byrde eller dog bliver meget uduelige Samfundsborgere. Et Barn skal have Tiden til sin Rådighed; det skal kunne oplede hele dette Liv i Fantasterier, der er så betagende dejligt og bringer det til at udfolde legemlige Kræfter, tåle Anstrengelser og Savn, og som sætter dets åndelige Evner i Sving og fremmer deres Vækst. I Legen gror Barnet, og ved Legen erhverver det den personlige Rigdom af Indtryk og Oplevelser, der gør, at Barndommen er så fortryllende at se tilbage på og for mange et Holdepunkt i Livet. Hvor der er levet rigt i Barneårene, er der lagt en god Grund til en betydningsfuld Livsførelse efter enhvers særlige Forudsætninger. Derfor forbryder den enkelte sig mod Barnet, dersom han uden absolut tvingende Grund sætter det til erhvervsmæssigt Arbejde; og derfor forbryder Samfundet sig altid mod Barnet - og det fremtidige Samfund -, når det ser igennem Fingre med Børnenes Misbrug i Erhvervsvirksomheder. En enkelt Side af dette Spørgsmål fortjener særlig Opmærksomhed. Forældre, der lader deres Børn udføre Lønarbejde, er sig nemlig ikke bevidst, hvilken Fortræd de dermed gør den Arbejdende Klasse som Helhed. Man tænker som så: „Min Dreng tjener dog nogle Kroner om Måneden til Hjælp i Hjemmet"; men man glemmer, at Arbejderklassen taber tifold, hvad Arbejderbørn tjener. En af Årsagerne til Arbejdsløshed blandt voksne Arbejdere er Børns Beskæftigelse i Erhverv. En Arbejdsnedlæggelse til Nytår 1911 over hele Linien med Hensyn, til Børnearbejde ville hurtig give mange Hænder noget at gøre og tilføre Arbejderklassen langt større Indtægter end de Småsummer, Børn kan tjene. Og dersom Børnene alene havde deres Leg og Skole at passe, blev de anderledes dygtige Mennesker, stærkere legemligt og åndeligt, lykkeligere og mere taknemmelighedsforpligtede overfor deres Forældre og det hele Samfund. Det er klart nok, at Skolen i allerhøjeste Grad må være en Modstander af Børns erhvervsmæssige Arbejde. Selv om Børnene ikke har været på Arbejde før Skoletiden, får de dog en alt for lang Arbejdsdag, når de både skal gå i Skole, lære Lektier og lignende, og desuden udføre erhvervsmæssigt Arbejde. Samtidig får de for lidt Søvn; og både den lange Arbejdsdag og den utilstrækkelige Hvile sløver Børnene og bevirker, at de bliver meget mindre dygtige i Skolen, end de kunne være bleven under gunstige Livsforhold. Rent forfærdende er det, når Børnene kommer fra Arbejdspladsen til Skolen, som f.eks. Mælkedrengene; for dem kan Skolestuen faktisk kun blive et Sovekammer. Selv om de ikke bogstavelig sover, hvad de dog hos humane Lærere mangen Gang få Lov til, sidder, de og halvsover uden Evne til at følge Undervisningen; en Tortur for disse mishandlede Børn, og en Tortur for enhver medfølende og interesseret Lærer. Det er simpelt hen en Skændsel for et Kultursamfund, at Sligt tåles; og det er kun en vel fortjent Straf, dersom der derved opavles en Ungdom af Lovovertrædere, Voldsmænd og på anden Måde besværlige Borgere. De har jo intet at takke Samfundet for men en misbrugt Barndom at hævne. Endnu en Ulempe foruden alle de nævnte medfører Børns erhvervsmæssige Arbejde, nemlig at det ligesom tager Brådden af Forældrenes Kritik af Skolens Arbejde. Når Skolen får Lov til at have Børnenes Arbejdskraft helt og ubeskåret, kan der stilles store Krav til den; men når Forældrene og Samfundet først tager Broderparten af Børnenes Arbejdsevne, må Kritikken forstumme. Ingen Opdragelse, ingen Metoder er i Stand til at opvække levende af Døde. Var der derimod ingen erhvervsmæssigt Børnearbejde, hverken i Byerne eller ude på Landet, kunne Forældrene med Rette stille store Krav til Skolen og forlange den grundig forbedret. Blandt de Fordringer, der bør stilles til Skolevæsenet, er de rent elementære Krav, at der skal være Hverdagsskole med Heldagsundervisning. Det er absolut nødvendigt i vor Tid, at Børnene hver Dag besøger Skolen, thi der stilles så store Krav til hver enkelt, når han skal kunne ernære sig ordentlig ved Arbejde, at der må foregå en grundig Forberedelse i Skolen. Af samme Årsag må der overalt indføres Heldagsundervisning, enten med samlet eller delt Skoletid efter stedlige Forhold. Der er jo nok pædagogiske Forfattere, der sværmer for Halvdagsskolen hver anden Dag; men de véd næppe, hvad det er, de anbefaler. De betænker ikke, at denne Skole først gør Fortræd ved at muliggøre Vogterdrengenes, Gåsepigernes, Mælkedrengenes og andre Børns Erhvervsarbejde, og at den derefter atter gør Fortræd ved at sådanne Børn ikke lærer noget ordentligt. De kan måske nok lære at læse til Husbehov men sandelig ikke til Samfundsbehov. Men det betyder, at de bliver langt ringere Værdifrembringere, end de efter deres Forudsætninger kunne blive ved en blot nogenlunde god Skolegang. Et andet Reformkrav gælder Skolens Fag og Undervisningsform. Læser man Loven angående „Folkeskolen", ser man, at Skolen først og fremmest er teoretisk. I Forskolen påbydes end ikke Anskuelsesundervisning; kun „så vidt muligt" skal dette Fag indføres. Derimod skal Småbørnene lære Bibelhistorie, Historie og Geografi. For de ældre Klassers Vedkommende gentages den samme Bagvendthed. Børnene skal, foruden Modersmålet, Skrivning og Regning, lære Religion, Historie og Geografi; derimod er Håndarbejdsundervisning for Pigerne gjort afhængig af, om der er en Lærerinde i Skoledistriktet, og der kan optages Undervisning i Sløjd, Naturkundskab og Gymnastik for Piger. Det er så omtrent det omvendte af, hvad der burde være Tilfældet. De vigtigste Fag er ikke tvungne men valgfrie, og Fag, der slet ikke burde findes i Skolen, er sat i Højsædet. Den ledende Tanke med Hensyn til den åndelige Opdragelse bør være, at hvert Barn på den bedst mulige Måde kan udvikle sine værdifulde Anlæg, medens de værdiløse eller endog skadelige skal sygne hen og forsvinde. Den gamle Opdragelse „indpodede" Lærdom og gode Sæder, ligesom Gartneren sætter en Gren i en vild Stamme; den moderne Opdragelse lader derimod hver enkelt Spire vokse op og forædles ved Vækstbetingelserne, og således bliver det endelige Resultat bedre. Den gamle Opdragelse føltes som oftest som en Tortur; det har en Mængde af de største Mennesker bevidnet, Mænd som Comenius, Montaigne, Rousseau, Darwin og mange flere. De har fundet, at Skolen var en Spændetrøje, der hindrede dem i Udfoldelsen af deres Anlæg og Evner. Men Skolen bør være et Springbrædt, der sætter Eleven i Stand til at overvinde Hindringer, som han med sine Anlæg uden Pleje ikke formåede at få Bugt med. Grunden til, at det gik så galt i den gammeldags Skole, var, at den stræbte efter hurtigst muligt at forvandle Eleverne fra Børn til Voksne med voksne Menneskers Interesser, Synsmåder, Kundskaber og Adfærd. De skulle være Lærde efter Tidens Lærdomsbegreb. Men dette trodser de fremherskende Egenskaber hos Børn; og de rigest udrustede Børn vil snarest knækkes derved. Børn er Mennesker lige så vel som Voksne, men de er på ethvert Tidspunkt af deres Liv af en ganske anden åndelig Støbning end Voksne, og de er desto mere afvigende, jo yngre de er. Barnet er et Menneske i Udvikling. Det gennemløber åndeligt indtil en vis Grad en Udvikling, som den Menneskeheden i Årtusinder har tilbagelagt. Trodser Opdragelsen denne Kendsgerning ved på et eller andet Tidspunkt pludselig og voldelig at forsøge at føre Barnet helt ind i de Voksnes Liv, gør den Fortræd. Følger den derimod Udviklingens naturlige Løb og leder den fornuftigt, kan i langt højere Grad de værdifulde Evner komme til fuld Udfoldelse og de skadelige tilbagetrænges eller kvæles. Blandt de Egenskaber, Børn i udpræget Grad røber, er deres overordentlige Virksomhedstrang. De er altid rastløse. Selv det ganske spæde Barn er i fuld Aktivitet, når det ikke sover; og i hele Opvæksten i Hjemmet er Barnet bestandig optaget af Leg (Arbejde), når det ikke netop spiser eller er i Seng. Barnet „er" Noget eller laver Noget eller undersøger al Verdens Ting, som det kan få Fingre i. Vi Voksne kalder det Leg, fordi denne hæsblæsende Iver ikke har øjeblikkeligt værdifulde Følger; men for Barnet er det Arbejde, ved hvilket dets Evner øves og udvikles. Iagttager man omhyggeligt det legende Barn, kan man se, at dets Virksomheder næsten altid er følgende fire: for det første arbejder det for at lave Noget eller blot for at undersøge Noget; dernæst danner det Fantasiforestillinger i Tilknytning til Arbejde, det er Togfører, „Futtog", Soldat osv.; endvidere fortæller det en Gang imellem til sine nærmeste Omgivelser, hvad det er eller giver sig af med; endelig spørger det, men sjældnere, for at få Besked om et og andet. I denne Skildring vil vist enhver Moder genkende sit Barns Væsen. En skønne Dag kommer så dette lille Arbejdsmenneske i Skole for rigtig at lære Noget; og så er det først, at det bliver galt. Naturligvis ville det dog ikke være heldigt, om Barnet blev hjemme ved sin Leg, thi så ville det blive stående på Legens Standpunkt alt for længe og savne en Mængde nødvendige Færdigheder, når det var vokset til; men Fejlen i vor Opdragelse er, at Skolen, i Stedet for at imødekomme Barnets Virketrang og lære det at arbejde mere og mere rationelt, trodser denne heftige Attrå og propper det med færdig Viden, af hvilken en overordentlig stor Procentdel er fuldkommen overflødig og en Del direkte fordærvelig. Der trænges derfor til en kraftig Reaktion imod den boglige Lærdom, især i Forskolen og Grundskolen men tildels også i de højere Skoler, som dog er bleven væsentlig forbedrede ved Almenskoleloven af 1903. Det eneste Fag, ved hvilket Skolen imødekommer Barnet, der begynder sin Skolegang, er Anskuelsesundervisningen, som dog foreløbig kun er indført i Købstadskoler og en Del Landsbyskoler. Men selv dette er langt fra tilstrækkeligt. Anskuelsesundervisningen består alt for ofte i, at Læreren viser og forklarer nogle Billeder, i det højeste nogle Modeller af forskellige Genstande. Men det, der trænges til, er, at Barnet får Lejlighed til at arbejde med sine Hænder og derved lærer at bruge sine Sanser og sin Forstand. Fra allerførste Færd bør Skolen være en „Arbejdsskole" og ikke lægge Vægt på tidlig at indøve Børnene i Læsning og andre Færdigheder, som de senere let kan lære, endnu mindre bestræbe sig for at fylde dem med eventyrlige Forestillinger, som nok sætter deres Fantasi i Sving men på en ufrugtbar Måde. Hermed skal dog ikke være sagt, at Børn ikke skal lære at læse, skrive og regne; men disse Færdigheder skal kun indøves sparsomt i de første År og da så vidt muligt knyttes til Arbejde, der umiddelbart tilfredsstiller Barnets Behov. Det fornemste Fag i Forskolen, næst efter den legemlige Opdragelse, er derfor Håndgerning eller Sløjd, til hvilket der kan benyttes en Mængde forskellige, billige, let tilgængelige Materialer, som for øvrigt Børn af sig selv leger med. Tilsyneladende er denne stærke Iver for, at Skolen skal lægge Vægt på Sløjd, i Modstrid med Oppositionen mod Børns erhvervsmæssige Arbejde; thi dette er jo „Arbejde" og må derfor, skulle man mene, imødekomme Børns Natur. For en Del er dette også Tilfældet. Man ser tit Børn arbejde med Iver og Interesse i praktiske Virksomheder, især når dette Arbejde ikke er for ensformigt. Men i Almindelighed er Erhvervsarbejdet så pinlig ensartet fra Dag til Dag og stiller så få Fordringer til Barnets Åndsevner, at det ikke kan bevare sin Interesse for det og allermindst udvikles ved det. Selv i denne Henseende er der derfor ikke noget godt ved Barnets Erhvervsvirksomhed. Et Barn, der vogter Gæs eller Kreaturer, bliver ikke klog af den Gerning; og hvad skulle vel en Mælkedreng kunne lære af at bene op og ned ad Trapper. I Skolen kan man derimod sørge for, at Børnene får mangeartet åndsudviklende Arbejde. Man kan efterhånden lære dem den rationelle Brug af Arbejdsmidler, også de åndelige. Man kan lidt efter lidt vænne dem til indgående at studere Arbejdsmaterialerne, deres fysiske Egenskaber og meget mere. Rigtig tilrettelagt kan Sløjd blive Udgangspunkt for alle eller dog næsten alle de „Fag", Skolen iøvrig behandler. Blandt de Materialer, der kan og bør anvendes i Forskolen, er først og fremmest Naturens Råstoffer: Grus, Sand, Ler, tildels Jord og Sten; de kan benyttes til en Mængde Sandlege eller Gruslege, til Modellering, til Opbygning af Huse, Borge, Fæstninger, Dæmninger og meget mere. En anden Gruppe Materialer er Plantestofferne i Naturen såsom Vidjer, Siv, Strå og Træ; af dette kan Småbørn forarbejde en Mængde morsomme Genstande og udføre lærerigt Arbejde f.eks. Kurve, Sivsandaler, Stråsandaler m. m.. En tredje Gruppe er sådanne Råstoffer som Uld, Hør, Tråd, Garn, Tøj, Papir, Pap, Metaltråd, Tælle, Voks og lignende; af disse Stoffer kan Børnene lære at lave en Mængde Ting, tildels de som vore Bedsteforældre sad og tilvirkede inden den moderne Industri overtog Forsyningen med Klæde, Linned, Klæder, Lys og meget mere. Der er naturligvis endnu meget mere brugbart Råstof; og ved at arbejde jævnt fremadskridende begyndende med det, der falder de helt små Børn naturligst, kommende til det der kan anvendes af større og store Børn, vil Skolen for det første imødekomme Børnenes Virketrang og dernæst give dem Håndelag, Evne til at bruge Øjne og Omtanke. Men desuden kan Arbejdet lægges således til Rette, at Børnene indtil en vis Grad, foruden at de gennemløber deres egen Udvikling naturligt, tillige i Praksis ser nogle af Menneskehedens Udviklingsstadier. De kan f.eks. opleve Stenalder, ved at de tildanner sig nogle „Okser" og nogle Træredskaber og samtidig hører fortælle om Livsformer i Stenalderen og i Lege efterligner enkelte Sider af Stenalderlivet. De kan opleve andre historiske Stadier, især Hjemmetilvirkningen af almindelige Livsfornødenheder og Brugsgenstande. Det vil optage dem; de vil med Liv og Sjæl gå op i alt det Arbejde; deres Fantasi vil blive næret der ved på en sund Måde; de vil erhverve sig værdifulde Kundskaber, og de vil bevare deres barnlige Friskhed og Foretagsomhed. Over alt dette Arbejde skal de dog ikke forsømme at lære at læse, skrive og regne; men dertil er der Anledning nok netop i Sløjden. De kan male og udklippe Bogstaver af Pap, sætte dem sammen til Ord og således lære at læse. De kan tælle deres Småsten, Lersager, de har lavet, og således lære at regne, thi det er i Grunden Tælling, Sammenlægningen under forskellige Former. Det er heller ikke Meningen, at Børnene ganske skal svigte Thor og hans Bukke. Men der må vises meget Mådehold med denne Art Fantasiudvikling. Hovedsagen er, at Børnene kommer i Aktivitet. Derfor bør Rangforordningen i Forskolens Fag være: Legemsøvelser (Lege, Idræt), Sløjd og Tegning, Naturiagttagelser, Samtale, Læsning, Skrivning, Fortællinger af Historie, Geografi og Litteratur (Eventyr). Fra Forskolen går Børnene enten over i Grundskolen for at afslutte deres Undervisning ved Konfirmationsalderen eller til Mellemskolen, hvor de må gå et År mere; og Mellemskolen er allerede bleven almindelig i Købstæderne og bliver forhåbentlig også snart almindelig på Landet. Men hver af disse Skoletyper bør udvikle sig på sin særegne Måde, så at deres Elever kan få det størst mulige Udbytte af Skolegangen. Oprindelig var Mellemskolen tænkt som en Forberedelse til Studenterskolen og Realskolen; men den overordentlige Interesse, som denne Skole har vakt i Befolkningen, har bevirket, at Mellemskolen har fået en langt mere omfattende Betydning, end dens Fædre egentlig ville. Det er kun en forsvindende Brøkdel af Mellemskolernes Elever, der tænker på og kan have Nytte af at gå over i Studenterskolen; ja selv til Realklassen kan kun en beskeden Brøkdel gå over med Håb om, at de efter overstået Eksamen kan få Plads i en eller anden af de Virksomheder, hvortil der kræves Realeksamen. Konkurrencen om de ikke overvættes talrige Pladser ved Jernbanevæsen, Postvæsen og lignende institutioner er allerede nu overordentlig stor; og den bliver endnu større, dersom Antallet af Realister vokser. Derfor må Hovedmassen af Mellemskolens Elever være belavet på at forlade Skolen, efter at de har taget deres Mellemskoleeksamen; og den øjeblikkelige økonomiske Fordel, de kan få af, at de har gennemgået Mellemskolen, bliver derfor væsentlig, at de lettere end Grundskolens Elever kan få gode, faste Pladser i større Handelsvirksomheder. Men den grundigere Mellemskoleundervisning kan desuden i langt højere Grad end den mindre omfattende Grundskoleundervisning dygtiggøre Eleverne til at blive Håndværkere; thi ved deres Sprogkundskaber vil Mellemskoleelever som Voksne få en ret international Bevægelsesfrihed, og ved deres større Udvikling får de forøgede Betingelser for at blive blandt de dueligste i deres Fag. Mellemskolen vil vist nok efterhånden udvikle sig til væsentlig at blive en „højere Grundskole", i hvilken Aldersgrænsen for Skolepligten praktisk talt er flyttet frem til 15 års-alderen, og ved hvilken der kan foregå en yderst betydningsfuld Højnelse af det hele Folks Arbejdsydelse i praktiske Virksomheder. Men ved Siden heraf vedbliver naturligvis Mellemskolen for en Del Elever at være en Forstue til Realskolen eller Gymnasiet. I samme Grad, som Mellemskolen bliver almindelig og optager en voksende Brøkdel af den offentlige, kommunale Skoles Elever, forandres dermed Grundskolens Karakter og Betydning. Der foregår indenfor Folkeskolen i Elevernes 11 Års Alder en Spaltning mellem de jævnt begavede, der går over i Grundskolen, og de bedst begavede, der går over i Mellemskolen. Dette er dog selvfølgelig ikke en „Forringelse af Kommuneskolens Elever", thi både Grundskolen og Mellemskolen er jo Kommuneskoler, når de er kommunale. Det, der sker, er at Kommuneskolens ene Fløj højnes meget betydelig ved, at den bliver Mellemskole; og det er et Fejlsyn, at dette med Nødvendighed fører til en Forringelse af den anden Fløj, Grundskolen. Om det sker, afhænger af, om Grundskolens Opdragelse bliver lagt forkert eller rigtigt an i Forhold til denne Skoles Elever. De vil selvfølgelig overvejende blive de mindst teoretisk interesserede, de Børn, der mest udpræget har praktiske Anlæg og derimod ikke egner sig til at „komme til Bogen". Derfor bør Grundskolen i høj Grad forandres. Den er for teoretisk og alt for lidt hensyntagende til Praksis. I Stedet for bør den først og fremmest lægge Vægt på at udvikle Elevernes Håndelag og praktiske Snille; til Gengæld kan den stryge en Mængde ganske overflødig Stads. Ligesom Forskolen bør altså Grundskolen næst efter Legemsøvelser lægge overordentlig megen Vægt på Håndgerning af forskellig Art, dernæst Naturkundskab og de praktisk nyttige Færdigheder som Regning, Skrivning, Tegning og Læsning, medens derimod Historien- og Geografien kan begrænses ikke så lidt. Men selv i Mellemskolen, bør Teori trænges endnu mere tilbage til Fordel for selvstændig praktisk Virksomhed, fordi det er ved dette Eleverne udvikles og bliver dygtige. Den store Lærdom er derimod blot en Fernis, som meget hurtigslides af. Hvem kender en Måned efter sin Mellemskoleeksamen Hovedstæderne i de sydamerikanske Republikker; og hvem har nogensinde mærket Fortræd i den Anledning. Hvem erindrer, hvor mange Ben og Følehorn en Krebs har; men ingen er mindre dygtig for det. Således kunne man blive ved at nævne Eksempler fra alle Fag. Derimod er det betænkeligt, om En ikke, når han står med en Krebs i Hånden, er i Stand til at se, hvordan den er bygget; thi denne Mangel på Iagttagelsesevne kan blive skæbnesvanger. Men i denne Henseende forsømmes Børns Udvikling. Hvad hjælper det en Husmoder, om hun har lært mange Stoffers Kogepunkter udenad, dersom hun ikke er bleven opdraget til omhyggelig Iagttagelse. En Skoles Værdi afhænger meget lidt af den Sum Kundskaber, Eleverne har, når de forlader Skolen. Det afgørende er, om der er lagt et værdifuldt Grundlag for den fortsatte Uddannelse og Udvikling. Derfor må det selvstændige Arbejde sættes i Højsædet og Andenhåndsmeddelelserne i Baggrunden. Allerede med de nugældende Love som Grundlag for Skolernes Arbejde kan der både i Grundskolen og Mellemskolen lægges meget mere Vægt på Førstehåndsarbejdet. Man skal blot samarbejde de forskellige Skolefag og sørge for, at det ene støtter det andet; derved kan der i mange Fag allerede nu blive ret god Lejlighed til Førstehåndsarbejde; desuden bliver Udbyttet i de enkelte Fag ved sådan Samvirken betydelig forøget, Men skal der komme rigtig Fart i det selvstændige Førstehåndsarbejde, må Lovene, især dog Anordningerne ændres således, at Fordringerne til den teoretiske Viden stemmes ned til Fordel for den praktiske Indsigt og Kunnen. Blandt de Fag, som næst efter Legemsøvelser og Håndsarbejde (Sløjd og kvindeligt Håndarbejde) trænger til en grundig Forbedring i Henseende til Undervisningsformen og til flere Timer på Timetabellen er Naturvidenskaberne: Fysik, Kemi og Naturhistorie. Disse Fag har, når Undervisningen drives på rette Måde, en overordentlig heldig Virkning i Børnenes Udviklingsgang og for mange Børn desuden stor direkte praktisk Betydning. Men desværre forsømmes de så godt som fuldstændig i Landsbyskolen, hvis Elever har mest praktisk Nytte af Fagene; og når der endelig gives Undervisning i Naturkundskaber, er det som oftest Stueundervisning på Grundlag af Billeder eller Lærerens Tegninger. Det er imidlertid ikke meget bevendt. Børnene skal lære at iagttage ude i Naturen. Det er ikke Naturhistorier men Naturudforskning, der er frugtbart. Derfor må Børnene ud at betragte og rigtig studere Bostavnens Planter og Dyr, og de må lære ved simple botaniske Forsøg at forstå Planters Livsbetingelser, hvorved de også tildels kommer til at forstå Dyrenes. På denne Måde ville Børnene få udviklet Iagttagelsesevne, Tænksomhed og Tænkeevne, og de ville kunne lære at kende de vigtigste Betingelser for de dyrkede Planters og Husdyrenes Trivsel. På lignende Måde kan Indsigt i Fysik og Kemi, når den er erhvervet på rette Vis, hjælpe Børnene til at forstå deres Arbejdsredskaber, disses rette Brug og Betydningen af en Mængde forskellige Markarbejder. Nu foregår det meste daglige Arbejde næsten rent mekanisk, uden at Arbejderen ved, hvorfor han gør dette eller hint, og netop af den Grund bliver Arbejdet ikke altid rationelt udført, med mindst mulig Kraftanvendelse i den kortest mulige Tid og med det bedst mulige Resultat. Det at kende en Virksomheds hvorfor er Vejen til for Alvor at sætte sig ind i dens hvorledes.

For Købstædernes Børn og ganske særlig de store Byers har det naturligvis ikke altid så stor direkte Betydning, at de kender Planters og Dyrs Udseende og Livsforhold, end ikke at de er inde i simple fysiske Fænomener; men mange har dog direkte Gavn af sådan Kundskab. I Husholdningen er det til overordentlig stor Nytte at have nogen fysisk-kemisk Indsigt, når blot den benyttes i Praksis; og i Håndværk af alle Arter kan Fysik, i mange desuden Kemi være direkte nyttebringende. Men for alle Børn er den Åndsudvikling, de erhverver sig ved forstandig Undervisning i Naturkundskab af den allerstørste Værdi. Det er derimod meget tvivlsomt, om de har noget direkte Udbytte af Historieundervisningen, ja det kan såmænd tit være usikkert, om de har indirekte Nytte af den, og dog giver alle Skoler nogen Undervisning i Historie. Men et nærmere Eftersyn viser ofte. at Historieundervisningen slet ikke hjælper Børnene til Erkendelse af Menneskenes Livsforhold men snarere hindrer dem i den rette Forståelse. Sagnene i den ældste Historie tjener jo blot til at sætte Fantasien i Gang og giver som oftest helt vrange Forestillinger om en fjern Stortid, over for hvilken Nutiden ser mat og farveløs ud. Hovedmængden af Skolehistorien er dog en Fremstilling af Nationers evindelige Kampe for at bevare eller udvide deres Bostavn eller blot forårsagede af Fyrsters Ærgerrighed og Magtsyge; og disse Kampe fremstilles uden Forsøg på at forklare deres Årsager og som en ubevidst Forherligelse af Kamp og tilkæmpede Sejre. Det er Fortidsidealer, der behersker Skolehistorien. Splidagtigheds Ytringer og Virkninger fremhæves, Samlingsværk går man let hen over. Naturligvis bør dog Krige eller nationale Kampe ikke forties, men man bør begrænse sig til enkelte typiske, der søges forklarede i deres Årsager og Virkninger, således at den historiske Indsigt kan blive retvisende Vejledning i Nutiden. Til Erstatning for det der forbigås, bør der gøres rede for Nationers og Folkegruppers Samvirken og den derved skabte Samfølelse, f.eks. Handelens, Videnskabens, sociale Anskuelsers internationale Karakter. Redegørelsen for Særinteresserne, der sætter Splid, bør suppleres med en Redegørelse for den tilslørede eller åbenlyse Samvirken, der jævner Modsætningerne og fører frem imod Fællesmenneskelighed. Derfor bør bl.a. også Samvirksomhedsfænomener i vort eget Folk og de Love og Styrelsesformer, under hvilke Samvirksomheden foregår, behandles forholdsvis indgående. Uden Samfundslære svæver den meste Historiekundskab i Luften. Et andet Område er der dog, som man med Rette kan give en fremtrædende Plads i Undervisningen; det er Personalhistorien. Undersøgelser angående den Måde, hvorpå Børn får deres Idealer, Forbillederne for deres Vandel, viser, at det for de mindre Børns Vedkommende er den hjemlige Kreds men for de størres især Personligheder kendte fra Historien, der er Idealernes Kilder. Omvendt er moralske Formaninger meget lidt virkningsfulde. Heraf følger, at der bør træffes et skønsomt Udvalg angående de Personligheder, Historieundervisningen fremfører og forherliger. Der kan gøres meget Gavn ved at fremdrage store Eksempler på Menneskehedens Velgørere f.eks. Watt og Edison, men også skabes skæbnesvangre Vrangforestillinger f.eks. ved Forherligelse af Napoleon I. eller Bismarck. Men den indirekte eller direkte Lovprisning af Krigen fører naturligvis til, at også Krigeren eller Krigsforvolderen får sine Laurbær. Den stille, men ihærdigt arbejdende Forsker, hvis Gerning sætter langt dybere Spor, ja ofte er Tidsskel, forties eller omtales blot med Lempe. Det er så langt fra Arbejdet, der herliggøres, men snarere Arbejdsforstyrrelsen. Den forældede Krigsbegejstring, som Skolehistorien flyder over af, kommer også stærkt til Orde i Modersmålsundervisningen. Uden at det er bevidst tilsigtet i alle Tilfælde, spiller den chauvinistiske Sang og de krigspatriotiske Digte en overvejende stor Rolle. I Mellemskolen skal f.eks. Eleverne lære at synge: „Kong Kristian", „Dengang jeg drog afsted", „Vift stolt på Kodans Bølge", „Danmark dejligst Vang og Vænge" m.fl. „Fædrelandssange"; derimod ingen fællesmenneskelige. Det er den folkeskillende Sang-Poesi, der absolut ikke må forsømmes; for det almentgyldige folkesamførende, såsom ren Lyrik og lignende, er der ikke den samme Interesse. Meget mere forældede Synspunkter kommer dog frem i Skolernes Kristendomsundervisning; og da den ikke alene vedrører det specielt religiøse, Menneskets Forhold til dets Gud, men også den hele Verdensopfattelse, Livsanskuelsen, de moralske Grundsynspunkter m.m., og da dens Tendens er at udvikle en ganske bestemt Åndstype, er det af den allerstørste Betydning, at man gør sig klart, hvorvidt den religiøse Opdragelse i konfessionel Kristendom virkelig er samfundsmæssigt værdifuld og heldig og forsvarlig af Hensyn til den enkelte Elev i Skolen. Tilsyneladende kan den gældende Grundlovs Bestemmelser om de kirkelige Forhold tages til Indtægt for en konfessionel Kristendomsundervisning i den offentlige Skole. Ræsonnementet er dette: „Den evangelisk-lutherske Kristendom er den danske Folkekirke og støttes som sådan af Staten, altså har den offentlige Skole en Forpligtelse til at undervise konfessionelt i evangelisk-luthersk Kristendom". Men denne Tankegang er falsk; thi Grundlovens Hovedbestemmelse er, at der er fri Religionsøvelse i Landet, så at det står enhver frit for at have enhversomhelst religiøs Anskuelse eller helt at forkaste al Religiøsitet. Derfor bør naturligvis Skolen vise den samme Neutralitet i religiøse Spørgsmål. For Socialdemokratiet specielt gælder, at det vil søge at gennemføre, at Religion bliver en Privatsag, og at religiøse Samfund selv ordner deres Anliggender; derfor må naturligvis Socialdemokratiet på det stærkeste hævde, at den konfessionelle Religionsundervisning udelukkes fra de offentlige Skoler. Men foruden de her nævnte Grunde er der andre, som med Nødvendighed tvinger os til snarest mulig at komme bort fra den konfessionelt-kristne til den konfessionsløse Skole. Skolen skal jo nemlig ikke alene give Eleverne visse nyttige eller endog nødvendige Kundskaber og Færdigheder, men den skal tillige hjælpe dem til at orientere sig i Tilværelsen og søge at lede deres Udvikling således, at deres åndelige Type bliver så livstjenlig som mulig. Disse Opgaver søger også den konfessionelt-kristne Skole at løse, væsentlig ved Hjælp af Religionsundervisningen. Dette fremgår allertydeligst ved en Gennembladen af en Bibelhistorie. Bibelhistorien giver i Skabelsesberetningen både et Verdensbillede og en Fortælling om Verdenstilblivelsen og Menneskets Oprindelse. I Fortællingen om Syndefaldet forklarer den, hvorledes Synd, Straf og Ulykke efter kristen Opfattelse er kommen i Verden. I Syndflodssagnet gives en ny Beretning om Menneskeslægtens Forfædre, og Fortællingen om Babelstårnet forklarer Oprindelsen til alle Jordens Folkeslag. På lignende Måde behandles i andre Fortællinger mere begrænsede Emner i f.eks. Lydighedspligten overfor Gud i Isaks Ofring eller Lots Hustrus Forvandling til en Saltsten. Alt dette var der ikke det mindste at sige til, så længe Menneskene ikke vidste bedre Besked end den, der findes i det gamle og det ny Testamente. Men efterhånden som Menneskenes Indsigt er vokset, og helt andre Synspunkter end de bibelske er bleven fastslåede som uigendrivelig rigtige, er det naturligvis misligt i Skolen helt eller næsten helt at fortie de videnskabelige Forklaringer og derimod at fastholde de gamle Forestillinger og lade, som om Troen på deres Rigtighed kræves af et godt Barn. Den mest ubønhørlige af alle Fordringer, der må stilles til Undervisningen i Skolen, er at det der meddeles Børnene, skal være så sandfærdigt som det er menneskelig muligt. Derfor må Skolen blive konfessionsløs. Dette betyder dog ikke, at Skolen skal være religionsløs, dvs. at religiøse Spørgsmål ikke kan berøres, og at religiøse Oplysninger ikke kan gives. En sådan Skole kan slet ikke tænkes; dertil har Religion haft og har endnu alt for stor Betydning i vort eget Folk og hele Verden over. Den konfessionsløse Skole er endnu mindre den anti-religiøse Skole; thi Skolen skal være neutral i alle Spørgsmål og afholde sig fra agitatorisk/ Propaganda. Det er netop den konfessionelle Skoles Grundfejl, at den ikke alene i Religionstimer men også i andre Timer såsom i Historie, Geografi, Modersmålet driver en stærk Agitation for at påvirke Børnene i en bestemt religiøs Retning. Den konfessionelle Skole er Agitations-Skolen; den konfessionsløse Skole er Argumentations-Skolen. At en Skole meget godt kan være konfessionel selvom den ikke er religiøs, kan man se af de kinesiske Skoler. I disse spiller Konfucius's Lære den alt beherskende Rolle; men han erklærede sig uvidende med Hensyn til Guderne og ude af Stand til at sige noget, om Livet efter Døden. Hans Formål var at ordne Menneskenes Anliggender således, som Erfaringen tilrådede det. Konfucius var altså en fuldstændig verdslig Tænker. Alligevel er de kinesiske Skoler i allerhøjeste Grad konfessionelle; thi Eleverne skal tro på Konfucius. Om Embedsmændene hedder det bl.a.: „Af deres Mund må der ikke udgå nogen ureglementeret Ytring, ved deres Optræden må de ikke gøre sig skyldig i nogen ureglementeret Handlemåde", dvs. thi stille til alt og adlyd. Det er Autoritetsforholdet alene, der afgør, om en Skole er konfessionel eller konfessionsløs; og i Kraft af Autoritetsforholdet er de kristne Skoler ofte udpræget konfessionelle. I Jesuitternes Skoler har Ingen Lov til at skeje ud fra de autoritære Anskuelser; den katolske Kirke kører i det hele taget sine Tilhængere i stramme Liner. Men også den evangelisk-lutherske Kirke har en udpræget autoritær Tendens. Da Kirken i de lutherske Lande blev Statskirke, blev også de lutherske Skoler meget stramt autoritære; Lydighed mod Gud, Kirken og Statsoverhovedet blev gjort til den fornemste Dyd, og der blev ikke taget blidt på de rebelske. At man nu om Stunder går mere lemfældigt til Værks og vel nok. en Gang imellem tillader, at et og andet læses „billedligt" i Stedet for bogstaveligt, er en Følge af, at de bibelske Forestillinger somme Tider alt for åbenbart, strider imod sikker Viden; men selv i vore Dage er det ikke altid det bare Spøg for et Barn at ytre Betænkelighed, når Læreren - selv troende naturligvis - fortæller, at Lots Hustru blev til en Saltsten, fordi hun vendte sig om mod Sodoma, eller at Jonas blev slugt og siden igen levende udspyet af en Hval eller en stor Fisk, som enkelte nu skriver i den Tro, at det forbedrer Sagen. Hovedsagen er netop, at Eleven kan komme til Orde med sine Betænkeligheder. Den konfessionsløse Opdragelse er en Opdragelse, ved hvilken Opdragerne fuldt ud anerkender Elevernes Ret til at øve Kritik og drage alt i Tvivl, og ved hvilken de efter Elevernes Modenhedsstandpunkt leder dem til virkelig at tvivle, undersøge og tænke for i ethvert Spørgsmål at søge at finde Sandheden uden noget Bihensyn.

Dette er Hovedprincippet for den moderne Videnskab og for al vor Tids af videnskabelige Metoder påvirkede praktiske Virksomhed. I Middelalderen skulle alle tro. Kirken var den højeste åndelige Myndighed endogså i videnskabelige Anliggender. Den dømte Bruno til at brændes levende, fordi han bestred det bibelske Verdensbilledes Rigtighed; den lod den berømte Olding Galilei afsværge sin Lære om Jordens Akse-Rotation, og den har været en stadig Trussel mod enhver, der ved sin Forskning banede Vej for nye Synspunkter i Strid med Kirkens Lærdomme. Alligevel er Videnskaben i de 300 År, der er forløbet siden Brunos Martyrdød, bleven fuldstændig frigjort for Kirkens Autoritet og i Princippet for enhver Art Autoritet, så at hver Forsker frit kan gå sine egne Veje. Derved er der i de sidste Århundreder indvunden så uhyre omfattende Erfaringsmængder, at vor Tids Viden er fænomenal i Forhold til enhver forudgående Tidsalders; og Mennesket har fået en aldrig før anet Evne til at udnytte Naturens og sine egne Kræfter i den menneskelige Velfærds Tjeneste. Derfor gælder det om at bane Vej for de videnskabelige Grundprincipper, så de, så vidt det er muligt, gennemtrænger hvert enkelt Menneske. Enhver bør på sit særlige Felt efter Evne arbejde som en selvstændig Forsker og Fornyer. Men Vejen til at opnå dette er, at alle Skoler bliver konfessionsløse. Denne Fordring ville imidlertid være det rene Papirkrav, dersom det stred imod Barnets Natur at være en selvstændig, autoritetsbefriet Udforsker af sin Omverden. Men det er netop således, at Barnet, der ikke er fordærvet af dårlig Opdragelse, er en rastløs Undersøger, af alle Fænomener, som det steder på; og den Godtroenhed, der utvivlsomt udmærker Småbørn, vokser Barnet meget hurtig fra; det tor blot under almindelige Forhold ikke lægge sine Særmeninger for Dagen. Dette er imidlertid en Følge af den herskende Opdragelse, i hvilken Bogen, Læreren, Forældrene gøres til alvidende Autoriteter, hvis Orakelsvar skal stå til Troende. Men prøv at give Tvivlen og Modsigelsen frit Spil, så kommer det for Dagen, at Barnet tænker selv og er tvivlende og kritisk anlagt. Der er altså „Natur" nok at bygge på, når man lægger an på efter Barnets øjeblikkelige Forudsætninger at opdrage det til en lille Forsker. En og Anden tænker dog måske, at man på denne Måde lægger for megen Vægt på det forstandsmæssige på Bekostning af de øvrige værdifulde Åndsevner. Men for det første må man erindre, at de, der fornægter det forstandsmæssiges overordentlige Betydning, hver Dag med Glæde nyder de Goder, som de særlig forstandige har skænket Menneskene. Dernæst må man betænke, at Intelligensudviklingen ikke foregår på Betingelse af, at andre Åndslivsytringer, såsom Følelse og Fantasi, udryddes; de skifter blot Karakter i dagligt Selskab med højt udviklet Tænkning. Og i vore Dage er den kritiske Tænkning frem for alt nødvendig i Livskampen. Konkurrencen er overvejende en Kamp mellem Hjernerne. Et godt Stykke Krop forslår intet alene, end ikke i Krigene, endnu mindre i den „fredelige" Konkurrence på Verdensmarkedet og i de hjemlige Virksomheder. Alt Arbejde bliver mere og mere udpræget Hjernefunktion med Anvendelse af få Legemskræfter men meget Dygtighed og Udholdenhed i åndelig Henseende. Legemsstyrken har væsentlig blot Betydning som Forudsætning for Styrken og Udholdenheden i det sjælelige Liv; og på det sjælelige Område er den enkeltes og hele Samfundets Vel især afhængigt af, at der er en fremragende Evne til at iagttage, tænke rigtigt, finde på Nyt og at udnytte det værdifulde. Men disse Åndsevner udvikles ikke i den konfessionelle Lærdomskole; de kommer kun til fuld Udfoldelse i den konfessionsløse Arbejdsskole. Af det konfessionsløse Princip følger en Række uundgåelige Forandringer i Religionens Stilling i Skolen. For det første må i en konfessionsløs Undervisning alle Meddelelser om religiøse Anliggender være rent „refererende". I Stedet for den sædvanlige Form for religiøs Undervisning, såsom: „Der er en treenig Gud," „Jesus er Guds Søn" osv. må der siges: „De Kristne tror, at der er en treenig Gud," ligesom man siger: „Muhamedanerne tror, at der er een Gud," eller „De Kristne troer, at Jesus er Guds Søn," ligesom man siger: „Muhamedanerne tror, at Muhamed var den største Profet" osv.. En sådan refererende Meddelelse er almengyldig. Den generer Ingen. Barnet kan tro som de Kristne eller have en anden Tro, det er ligegyldigt; det får blot at vide, hvad Kristne tror. Hvis der er Sandhed og Livskraft i de kristne Trossætninger, må de i den refererende Undervisning have samme Evne til at sætte Sindene i Bevægelse og vække Interesse som f.eks. refererende Undervisning om Verdensrummets Storhed eller historiske Begivenheder. En anden Følge af det konfessionsløse Princip er, at Meddelelserne om Religion ikke gives som Særfag men henlægges til de Skolefag, i hvilke de naturligt hører hjemme. For at det religiøse skal kunne forstås, må det ses i Forbindelse med andre Kulturfænomener; derfor hører Religionsundervisningen hjemme i Historie og tildels Geografi. Dernæst må der ikke blot gives Besked om Kristendommens Indhold og dens Forudsætninger og Betydning, men også om andre Religioner eller Livsopfattelser, dels Naturfolks Åndetro dels sådanne som Konfucianismen og Buddhaismen, Brahmalæren, Muhamedanismen og Jødedommen. For så vidt Skolen skal give sig af med religiøs Opdragelse, skal den i ethvert Fald blot give Eleven Materialet til en religiøs Livsanskuelse. Han må selv vælge mellem de foreliggende eller forkaste dem alle. Endvidere medfører det konfessionsløse Princip, at det der meddeles i Religionsundervisningen skal være objektivt sandt. Dette betyder dog naturligvis ikke, at de religiøse Trossætninger og Fortællinger skål være objektivt sande i samme Forstand som f.eks. fysiske eller kemiske Læresætninger; thi det er umuligt. Men det betyder, at det, der udgives for en Religions Indhold og Historie, objektivt sandfærdigt skal være denne Religions Indhold og virkelige Historie. Denne tilsyneladende selvfølgelige Fordring har vidtrækkende Betydning. For det første medfører den, at der ikke kan „refereres" falsk; det må f.eks. ikke kunne ske, at et teologisk Fakultet åbent erkender, at Bibelens Skabelsesberetning er en Legende, medens Skolen fastholder, at de Kristne anser den for Guds ufejlbarlige Ord om Skabelsen. Endvidere medfører Fordringen, at man ikke i Skolebøgerne forfalsker Bibelens Indhold således som Tilfældet er nu. Et Eksempel herpå er bl.a. Skabelsesberetningen, som i Bibelhistorien er således bearbejdet, at de to forskellige bibelske Beretninger er blevet til én. Et andet oplysende Eksempel er Forfalskningen af de 10 Bud. Om dem skulle man dog mene, at de var en Hovedhjørnesten. Men læs i selve Bibelen de 10 Bud, der efter dens Fremstilling blev givet Jøderne af Jehova; man ser da, at det slet ikke er de 10 Bud, som både Katekismus og Bibelhistorie udgiver for de Bud, der blev givet på Sinai Bjerg. Det 2´det Bud i Bibelen, der forbyder at lave Billeder til Gudsdyrkelse, er fuldstændig strøget, formodentlig fordi den kristne Kirke ved sine Kunstværker daglig overtræder det. Men for at der alligevel kan være „de 10 Guds Bud", er Bibelens 10de Bud blevet spaltet i to, af hvilke det ene er Katekismens 9de Bud: „Du skal ikke begære din Næstes Hus", medens Resten er det 10de Bud, der er en simpel Fortsættelse af det 9de. Men det er ikke den eneste Forfalskning af de 10 Bud. Sabbatsbuddet er i Bibelen et utvetydigt Pålæg om ikke at arbejde på Hviledagen, men i Katekismen er det blevet til en Formaning om „ikke at foragte Prædiken og Guds Ord, men holde det helligt, gerne høre og lære det". Endelig er det 6te Bud forandret. I Bibelen indeholder det et Forbud imod Ægteskabsbrud ved Omgang med en anden Mands Hustru, men i Katekismen er det gjort til et alment Forbud mod Hor, som endog omfatter „Ord". At disse Udvidelser af den gamle jødiske Moral er Forbedringer, er en Ting for sig; men det er utilladeligt, trods disse Forandringer, at udgive de kristne 10 Bud for at være „de 10 bud", som først blev højtidelig kundgjort for Israels Folk, men som er gældende for alle Mennesker til alle Tider". Men således står der i den samme Katekismus, som på afgørende Punkter indeholder helt andre Bud end de jødiske „10 Bud". Naturligvis medfører Sandhedskravet også, at der i Undervisningen om religiøse Emner må tages Hensyn til Videnskabens Fremskridt. Selv om man med rette kunne referere, at „de kristne tror, at de ti Bud blev kundgjorte på Sinai Bjerg for Jøderne først for alle Jordens Folk", bør man dog ikke fortie, at dette har vist sig at være en Fejltagelse; thi hos Babylonerne har man fundet en Lovbog med de samme Bud som de jødiske men ca. 1000 År ældre end Mose, og disse Bud antog Babylonerne var givne Kong Hammurabi af den babyloniske Gud Marduk. Den kristne Anskuelse om de 10 buds Oprindelse er altså vitterlig forkert med Hensyn til deres Alder. Men sådanne Fejltagelser er talrige. Enten må derfor den konfessionsløse Skole af Hensyn til sin ubetingede Sandhedsstræben rette Fejlene, eller også må man i sine Referater helt forbigå de tvivlsomme og vitterlig forkerte Påstande i Kristendommen. Formodentlig vil især den sidste Fremgangsmåde vise sig praktisk og blive almindelig; thi der er jo ikke meget Mening i at referere en Mængde Vildfarelser, f.eks. Troen på at en Saltsten ved det døde Hav en Gang har været Lots Hustru, selv om de kristne nok så inderligt føler sig overbevist om, at det er sandt. Børn, der opdrages til at tænke og tvivle, vil man ikke få til at tro, at et Menneske bliver til Salt eller at en Profet kan leve ufordøjet 3 Døgn i et „Havuhyre" og lignende. Endnu en Konsekvens medfører det konfessionsløse Princip, nemlig at der ikke åbenlyst eller i det skjulte drives religiøs eller nogen anden Art agitatorisk Propaganda i Skolen. Således er det jo imidlertid nu. Det er ikke blot Religionstimerne, der benyttes til kristen Propaganda, men vi har i ikke ringe Grad kristent prægede Læsebøger, Verssamlinger o.l., og i Historie påviser man „Guds Finger", i Geografi og Naturhistorie viser man Børnene Vidnesbyrd om Guds Almagt. Der drives med Nidkærhed en religiøs Propaganda netop af de Mænd, der råber højest op om Agitation i den konfessionsløse Skole. Denne er imidlertid netop Begrundelsens Skole, medens den konfessionelle Skole er Agitationens Arnested. At de Principper, som her er krævet gennemført med Hensyn til Meddelelser om Religion, skal gennemføres i alle Meddelelser, der gives Børnene, er selvfølgeligt; men Forholdet i Skolen er netop det, at de mest subjektive Anskuelser fremstilles med den mest glødende Ild og under den stiltiende Forudsætning, at Eleverne ikke må betvivle Rigtigheden, i ethvert Fald ikke forstyrre Undervisningen med nærgående Spørgsmål. I Fysik eller Naturhistorie gløder Læreren mindre, og han modtager selv de mest generende Indvendinger med fuld Honnør. Imod den konfessionsløse Opdragelse bliver der ofte gjort den Indvending, at Børnene er Forældrenes, og at disse derfor må have Ret til at bestemme, at deres Børn skal opdrages religiøst-konfessionelt. Men denne Betragtning holder ikke helt Stik. Der er tre, der har Part i et Barns Skæbne. For det første Barnet selv, der har den højeste naturligvis; men da Barnet ikke kan skønne, hvad der tjener til dets Bedste, overlades det ikke til Barnet at træffe afgørende, skæbnebetydningsfulde Bestemmelser. Dernæst har Forældrene naturligt en Ret til at forberede et Barns Fremtid; men ikke af den Grund, at Børnene er Forældrenes kødelige Afkom og en Art Ejendom. Denne Opfattelse hører fjerne Kulturtilstande til, da Familien endnu var den væsentligste sociale Enhed, og da Børnene som en Følge deraf dels havde Krav på Familiens legemlige og åndelige Værn, dels Pligt til indenfor Familien at yde Arbejde til dens Underhold. Af dette kom et meget nøje Sammenhold indenfor Familien og mellem Familier, og det fik bl.a. sit Udtryk i den Opfattelse, at Barnet er Forældrenes Ejendom, og at disse har Retten over dets Liv og Død. Med Samfundenes Udvikling er imidlertid fulgt en Begrænsning af Familiens Betydning; til Gengæld er en Mængde Funktioner, som Familien i sin Tid påtog sig, overtaget af Samfundet, Kommunen eller Staten, såsom Beskyttelse mod voldelig Overlast, delvis Opdragelsen m. m.. Derfor er Børnene i stadig højere og højere Grad bleven Samfundets Børn ved Siden af Forældrenes. At alligevel Forældre har en overvældende Myndighed i Anliggender vedrørende deres Børn, kommer af, at Samfundet dunkelt eller klart forstår, at Børnene på den Måde som oftest får de bedste Udviklingsbetingelser og derfor sandsynligst bliver gode, værdifulde Samfundsmedlemmer og selv får Glæde af Livet. Men Forældremyndigheden er ikke mere ubegrænset. Selv det ufødte Barn værner Samfundet; og misrøgter Forældre deres Børn, tager Samfundet dem og sørger for deres Opdragelse. Der er altså foruden Børnene selv to Parter, der begge er stærkt interesserede i deres Opdragelse: Forældrene på Grund af Blodsbåndet, de Kærlighedsfølelser de nærer, og de Pligter Samfundet har væltet over på dem, men også Samfundet på Grund af den overordentlige Interesse det må have for, at ethvert Barn om muligt bliver et betydningsfuldt Element i Samfundet, og at så få som muligt bliver til Besvær. Begge disse to Parter er derfor kaldede til på Barnets Vegne og for deres egen Skyld at øve Indflydelse på dets Udviklingsgang; og her kan selvfølgelig blive Anledning til Konflikt. Med Hensyn til den religiøse Opdragelse kan der dog ikke fra Socialdemokratiets Side voldes Forældre noget som helst Afbræk i deres Bestræbelser for at opdrage Børnene i deres egen Trosbekendelse; thi Socialdemokratiets Program er det mest frisindede af alle, idet Religion betragtes som en Privatsag. I Hjemmet er der altså ikke Tale om at lægge Hindringer i Vejen for den religiøse Opdragelse. Så snart derimod Barnet er i Skolen, er det på Statens pædagogiske Enemærker; og der bør der herske religiøs Neutralitet, dvs. konfessionsløs Opdragelse; fordi denne ikke træder nogen for nær, og fordi der ved den opdrages den livstjenligste Åndstype. Foruden den Ulempe ved den konfessionelle Opdragelse, at den gør Børnene autoritetstroende og desuden tit fylder dem med falske Forestillinger, medfører den i Reglen, at mangfoldige overordentligt værdifulde Kendsgerninger forties, fordi man frygter, at den Art Kundskab skal rokke Troen på Konfessionen. I den konfessionsløse Skole er der derimod ikke så megen Fare ved, at flere modstridende Anskuelser mødes; thi Børnene ved og mærker daglig, at de selv har Retten til at vælge mellem de afvigende Meninger. I den konfessionsløse Skole vil det derfor så udmærket godt kunne lade sig gøre, at mange forskellige Livsanskuelser refereres for Eleverne, når de er modne til at forstå, vrage og vælge; derimod stritter den kristelig-konfessionelle Skole af alle Livsens Kræfter imod, når nogen bestræber sig for at indføre moderne, videnskabelige Synspunkter ved Siden af de forældede. Denne Modstand mod det moderne mærkes især på Områder, der vedrører Verdensopfattelsen og især Livsanskuelsen; navnlig er Landsbyskolen gammeldags. Man lader Eleverne lære det mosaiske Verdensbillede, men fortier vor Tids Viden om Afstande i Rummet, Klodernes Størrelse og Jordens Næsten intethed. Man lærer Børnene den mosaiske Skabelseslegende, men passer godt på, at de ikke får at høre om den astronomiske Udviklingshypotese, den geologiske Udvikling og Organismernes Udvikling. For alt i Verden gælder det om at holde Hånden over Adam og Eva; og det sker så grundigt, at man end ikke fortæller, at Bibelen har to vidt forskellige Beretninger om Menneskets Tilblivelse. End mindre går det an, at Børnene hører, hvilke Anskuelser Videnskabsmænd nu har om dette Spørgsmål. Men med al denne Fortielse begår man en grov Forbrydelse mod Børnene. Skolen har ikke blot den Opgave at indøve Færdigheder og give nyttige Kundskaber, men den skal også hjælpe den enkelte til at orientere sig i Tilværelsen. Dertil kræves imidlertid, at Skolen refererer Videnskabens Forsøg på at forklare Tilværelsen og Livsfænomenerne. Men i Stedet for at hjælpe Børnene til at gøre sig fortrolige med Livet og Livslovene, binder man Vrangforestillingernes sorte Klud for deres Øjne, at de dog endelig ikke skal se, hvorledes det virkelig forholder sig. Derfor bliver mange stikkende i de forældede Anskuelser, og de der har Held til at komme bort fra dem, må anvende en Mængde Tid og Kræfter på et Arbejde, der burde gøres så let og lidet opsigtsvækkende som muligt. Og den direkte Nytte af de moderne Anskuelser er meget iøjnefaldende. For Landsbyskolens Elever har det den allerstørste Værdi at lære Planternes og Dyrenes Udvikling at kende og de Love, der råder for Udviklingens Gang; thi i Landbruget er Kundskab om virkelig fornuftmæssig Planteavl og Dyreopdræt af den eminenteste Værdi. Jo mere Indsigt den enkelte Landbruger har på dette Område, desto større Sandsynlighed er der for, at hans Bedrift kaster Noget af sig. Desuden kan Forståelsen af de Fremskridt, der er gjort i et Par Menneskealdere, give Fantasien en høj Flugt med Hensyn til det, der er at opnå i Fremtiden, dersom Praktikerne for Alvor forstår at udnytte de videnskabelige Forskeres Arbejde. Udviklingslærens største Betydning ligger dog i den helt nye Opfattelse den giver af Menneskets Stilling i Tilværelsen og dets Historie. I Stedet for den Anskuelse, at Mennesket har en Særstilling uden for Naturen endog uden for Organismernes Verden, har Udviklingslæren vist, at Mennesket er et Led af Naturens store Helhed, et Stykke Natur i Naturen. Derved er vor Viden om Mennesket bleven i høj Grad udvidet, og Tilbøjeligheden til Selvovervurdering har fået et alvorligt Tilhold. Endnu dybere Værdi har dog den Omflytning af Mennesketypens Guldalder, der er forårsaget af Udviklingslæren. I Følge alle gamle Legender er nemlig Menneskets Storhedstid et tilbagelagt Stadium. Guldalderen hører Fortiden til. Udviklingslæren overbeviser os derimod om, at Menneskets Fortid ikke er noget at prale af, fordi Mennesket er begyndt som rigtigt Dyr. Men den trøster og opmuntrer os med, at Mennesket har hævet sig op til den oprejste Holdning, fundet på at bruge Redskaber og Våben, tænde Ild osv., indtil det nu er nået til Flyvemaskinen og det styrbare Luftskib. Kan vi blive ved på den Måde, er der noget at vente af Fremtiden. Derfor er Udviklingslæren for Menneskets Vedkommende en æggende og opmuntrende Tanke, som Børn bør kende; de får så forkaste den, dersom den ikke huer dem. Læren om Menneskets Udvikling vedrører naturligvis ikke alene den rent legemlige Afstamning og Udviklingsgang men også Åndslivet og dets Ytringer; og hvor der er Mulighed for det, bør Eleverne have Besked om Udviklingen i den åndelige Verden f.eks. Samfundsformerne, Arbejdsteknikken, økonomiske Udviklingsfænomener m. m.. Det vil åbne deres Øjne for meget, som de daglig er omgivne af; og de vil hurtig gøre sig fortrolige med „Livet", når de selv skal tage Stilling til det.

På et enkelt Område er Udviklingslæren ganske særlig egnet til at erstatte den konfessionelle Religionsundervisning, men det er rigtignok netop det Område, som man oftest, når det rigtig kniber, anfører som Grund til at bibeholde den konfessionelle Kristendomsundervisning. Mange siger nemlig, at vi i ethvert Fald ikke kan undvære denne af Hensyn til Moralen. Men dette er en grundig Misforståelse. Morallære og faktisk Moralitet er netop Noget, der har været i Udvikling, og som stadig ændres, og hvis Grundlag er rent verdslige Forhold. Den Moral, der findes i de 10 Bud og i Katekismens Forklaringer til dem, er langt fra tidssvarende, undtagen for de allergroveste Forbrydelsers Vedkommende. En Mængde Synsmåder er i høj Grad forældede som f.eks. denne Formaning til Tjenere: „lyd eders jordiske Herrer med Frygt og Bæven'¹ eller dette Bud til Kvinder: „vær eders egne Mænd underdanige som Herren" eller det 10de Bud, i hvilket Hustru, Svend og Pige betragtes som Husbondens Ejendom ligesom hans Hus og Kvæg. At der stadig foregår Nydannelser, ser man blandt andet af Arbejdskonflikterne. Den ene Part anser det for rigtigt og moralsk at benytte Arbejdere til at bryde andre Arbejderes Modstand, medens de kæmpende Arbejdere selvfølgelig stempler deres Standfællers Strejkebryden som umoralsk. I ethvert Samfund, men ganske særlig i de stærkt fremadskridende, er der dels aflægs Moralregler dels almen anerkendte dels fremspirende; om den førstnævnte og sidstnævnte Gruppe står der Strid. De „samfundsbevarende" Borgere, dvs. de der har Fordel af den herskende Tilstand, holder på det forældede; de samfundsnyskabende, dvs. de der har Fordel af forandrede Tilstande, arbejder for de fremspirende Moralregler. I vore Dage står der netop et Hovedslag om, hvorvidt den borgerlige Moral eller den socialistiske skal vinde Sejr; og derfor er den jødisk-kristne Morallære ubrugelig. Det af den, der virkelig duer til Noget, bør selvfølgelig bevares; men det, der ikke stemmer med Tidens og Fremtidens Krav, må forkastes. Men for at afgøre, hvorledes det i så Henseende forholder sig, må Moral som alt andet behandles videnskabeligt, konfessionsløst, og det må ses i sin historiske Udvikling. Således også i Skolen. I Stedet for den autoritære jødisk-kristne Morallære, må Børnene sættes ind i Hovedtrækkene i den moralske Udvikling og dennes Sammenhæng med de økonomiske og sociale Tilstande, og de må stilles lige så frit med Hensyn til Anerkendelse eller Forkastelse af Moralregler som på alle andre Områder. En anden Sag er, at enhver Skole ligesom ethvert Samfund må have Ret til at lade visse ubehagelige Følger indtræffe, dersom et Barn handler imod de fornuftmæssig opstillede Regler. I Praksis vil dog i Almindelighed Børn netop være godartede og velvillig stemt overfor Skolen, når den begrunder sine Moralkrav i Stedet for at fastslå en autoritær blind Lydighedspligt; og den daglige Indøvelse i fornuftmæssige gode Vaner i Skole og Hjem er bedre end al Moralteori i Stand til at udvikle moralske Personligheder. Moral er ikke andet end Regler for en virkelig livstjenlig Vandel; derfor betinges Fremskridt på dette som andre Områder i højeste Grad af hver enkelts Evne til at tænke rigtigt og indgående over sin Livsvandel; og denne Tænkning bør allerede begyndes i Skolen. Men naturligvis har det særlig Værdi, dersom der tidlig indøves en god Moralitet på en sådan Måde, at Barnet forstår Levereglernes Værdi. Jo mere Skolens daglige Liv former sig som et smukt levet Samfundsliv, desto bedre opdrager den i Moral, selv om den slet ikke „moraliserer". Blandt de Midler, der kan anvendes til ganske stilstiende Moralopdragelse, er Fællesskole for Drenge og Piger. Den er jo overalt indført på Landet og i Småbyerne men derimod ikke i de største Byer. Ved at undersøge Forholdene i en enkelt Fællesskole har det imidlertid vist sig, at Børnenes overvejende Flertal, især Pigerne, sætter mere Pris på Fællesskole end Særskole; og af Begrundelserne har det særlig vist sig, at Drengene føler, „at de lærer at opføre sig godt blandt Pigerne", og at Pigerne føler deres Væsen frigjort i Drengenes Selskab, og at de lærer dem at kende som gode Kammerater. Fællesskolen kan, dersom der virkelig lægges Vægt på at ryste Børnene godt sammen, bidrage mægtigt til at bane Vejen for, at Kvinden stilles lige med Manden også i Henseende til åndelig Vurdering, og at Forholdet mellem Mand og Kvinde bliver noget mere end et væsentlig erotisk Anliggende. Foruden disse moralsk-seksuelle Virkninger har Fællesopdragelsen mange andre Fordele. Der vækkes en Kappestrid mellem Kønnene; der anspores til Flid og Udholdenhed; Pigerne opmuntres til mere Tænkning; Drengene tilegner sig tildels Pigers større Ordenssans og æstetiske Interesser og de beriges ved Pigernes kraftigere Følelsesytringer; Pigerne får fra Drengene mere Sans for Naturen og fysisk-kemiske Fænomener. Der foregår både på Følelsens og Forstandens Område en gensidig Berigelse, uden at Kønnene mister noget af deres Særpræg og værdifulde Egenskaber. Om nu alle Socialdemokratiets Krav til Skolen, dels de øjeblikkelige dels de fremtidige, kan indfries, afhænger ikke blot af Forbedringer i Lovgivningen om Skolerne men også og i Særdeleshed af den Læreruddannelse, vi får. At der trænges til meget betydelige Forbedringer er Lærerstanden den første til at indrømme, og mangen Gang har den udtalt Ønsker i denne Retning. Men de Krav, der hidtil er rejst, er for beskedne. Hovedsynspunktet i denne Sag må være Lærergerningens Betydning og de Fordringer, som man i Kraft heraf bør stille til Lærerens Uddannelse og personlige Forudsætninger. Men Læreren betyder samfundsmæssigt mere end Læge, Præst og Sagfører, ikke at tale om Dyrlæge og Skovrider o.l.; thi Læreren lægger, sammen med Forældrene, Hovedgrundlaget for Menneskets Livsførelse. Alligevel giver vort Samfund Lægen, Præsten og Juristen en mangeårig, grundig Uddannelse og viser næsten den samme Omhu med Hensyn til Dyrlægen og Skovbrugeren, men Læreren lader det løbe med en tynd Fernis af hastig påklistrede Kundskaber. For at blive Dyrlæge og kurere Køer og Heste må en ung Mand først have Realeksamen dernæst bestå en Optagelsesprøve, der omtrent svarer til Studentereksamen, og så endvidere studere ved Landbohøjskolen; og lignende Krav stilles til den vordende Skovbruger og Landbrugskandidat. Men Lærer kan en ung Mand eller Kvinde blive på ganske anderledes lempelige Vilkår. Ved Optagelsesprøven på Seminariet skal Ansøgeren blot dokumentere almindelige Skolekundskaber, end ikke Mellemskolens Uddannelse kræves, end mindre Realklassens; og på Seminariet lærer den Unge i nogle År ved forceret Lektielæsning langt fra, hvad en Student får lært i Studenterskolen, fraset Regionskundskab og måske Dansk og enkelte Lærerfærdigheder. Trods den største Flid og Interesse kan den seminarieuddannede Lærer derfor umuligt besidde den samme relative Fagdygtighed som Lægen eller Juristen. Derfor må der kræves en helt anden Læreruddannelse. Forinden Optagelsen på et Seminarium må Studentens Uddannelse og Kundskabsforråd være erhvervet; derefter kan der med Udbytte arbejdes på den særlige Faguddannelse, som Lærerhåndværket kræver. Den Gruppe af Samfundsborgere, der opdrager Landets Ungdom, bør stå så højt i Evner, Udvikling og Kundskabsbesiddelse som på nogen Måde muligt. Det betaler sig, selv om det vil komme til at koste mange Penge; og naturligvis kommer det til at koste meget, thi der må rundelig Understøttelse til, dersom alle Seminariers Elever først skal gennemgå Studenterskolen og derefter den særlige Lærerskole. Men i Opdragelsens Interesse er det værd at være rundhåndet. Ikke en Øre til Spilde, men heller ingen Knebenhed, hvor Pengene gives ud til Formål, der giver så høje Renter som en Førsterangs Læreruddannelse.

Foruden de egentlige Skoler for de skolesøgende Børn og unge Mennesker er der også Trang til Fortsættelsesskoler for dem, der er gået over i praktisk Virksomhed. Sådanne Skoler bør dog ikke have den Opgave at indøve Eleverne i simple Færdigheder såsom Læsning og Skrivning; dette skal være sket i Barneskolen, og det er et Tegn på, at denne ikke er fyldestgørende, dersom Fortsættelsesskoler må give sig af med så elementær Undervisning. Når Barneskolen alle Vegne, også ude på Landet, er bleven virkelig tidssvarende, og der er indført Heldagsundervisning i Hverdagsskoler, vil alle normalt begavede Børn kunne læse, skrive og regne så godt, at Fortsættelsesskolen kan lægge an på en virkelig åndsudviklende Opdragelse, som ikke blot er direkte nyttebringende men tillige interessevækkende og derved indirekte gavnlig. Foreløbig er det dog ikke til at undgå, at Fortsættelsesskolen først og fremmest bøder på de Mangler, der skyldes den utilstrækkelige Undervisning i Barneskolen; og alle Vegne, hvor Ungdommen viser Lyst til at gå i Fortsættelsesskole, bør Kommune og Stat i Forening stille de fornødne Pengemidler til Rådighed. Karrighed på dette Område hævner sig dyrt, og man kan vanskelig finde en bedre Beskæftigelse for Ungdommen end flittig Deltagelse i Fortsættelsesundervisning. Derfor bør Fortsættelsesskolerne udstyres så godt, at der bl.a. er gode Biblioteker til Elevernes Rådighed; og Skolernes Hovedopgave bør være at lære Eleverne at bruge Bøger på en forstandig Måde. På Grund af, at Højskolen har lagt så overordentlig stor Vægt på Foredraget, er Danskerne i udpræget Grad et hørende Folk. Det ser man blandt andet i Forsamlingshusene, thi de er alle beregnede til Brug ved Foredragsmøder; derimod mangler de Bogsamling og Læsestue. Dersom Bondestanden på Højskolen var bleven vænnet til at sætte stor Pris på Læsning, ville dette nok have ytret sig deri, at Forsamlingshusene også var bleven forsynet med Biblioteker ved Siden af Foredragssalen; og de kunne da være bleven endnu langt mere dybtvirkende end de har været. Men denne Opgave kan Socialdemokratiet tage op ude i Sognene; det kan forvandle Forsamlingshusene til Ungdomsmødesteder, hvor de videbegærlige hver Aften kan sidde i en lun og hyggelig Stue og læse gode Bøger og Tidsskrifter eller hente sig Bøger til Læsning i Hjemmet. Med den Forandring, der er i Færd med at foregå i Forholdet mellem Tyende og Husbond, får det en stadig større Betydning, at Tyendet udenfor Husbondens Hjem kan finde et Tilholdssted. Det skulle nødig blive Kroen og må allerhelst af alt blive en vel udstyret Bogsal. Socialt set vil Foranstaltninger, som de omtalte, ikke blot have Betydning derved, at Tyendet bliver dygtigere til sin Gerning, men de har især Værdi derved, at Tyendet sættes i Stand til under gode Vilkår at forberede sig til at være selvejende. Den voksende Husmandsstand rekrutteres jo fra Tyendet; Karle og Piger gifter sig, sætter Bo på en Husmandslod og driver selvstændigt Landbrug. Men derfor har det samfundsmæssigt den allerstørste Værdi, at det unge Tyende, Karle så vel som Piger, kan få Lejlighed til ved god Fortsættelsesundervisning og let Adgang til Læsning at forberede sig til Selvvirksomheden. Staten kræver foreløbig blot Besiddelsen af en vis Sum Penge, for at et Par unge Folk kan få et Hus; men dersom Staten ville have det fulde samfundsmæssige Udbytte af Jordens Udstykning, skulle den ikke begrænse sig til den indirekte Opfordring til at lægge nogle Skillinger til Side men også prøve på at lokke Ungdommen til at gå ind i Husmandsbruget med en forsvarlig Sum af brugbare Kundskaber og Evne til ved egen Hjælp at erhverve sig flere. Det er i Husmandsbruget som i alle andre Erhverv en Hovedopgave at erstatte det hårde Slid med Hjernearbejde, fordi både Udbyttet og Helbredet er bedst tjent dermed. Ud over den meget begrænsede Undervisning, der kan gives i Fortsættelsesskoler, det vil jo sige Aftenskoler efter Arbejdstiden, går den Undervisning, som Højskoler kan give; thi de har deres Elever hele Døgnet i månedsvis. Men Højskolen har hidtil haft et alt for begrænset Virkefelt, idet den i det væsentlige har været en Skole for Bondestandens Ungdom. At Højskolen, trods sine iøjnefaldende Mangler, har været af overordentlig Værdi for Danmarks Befolkning er der næppe Nogen, der vil bestride; men den bør blive lige så let tilgængelig for Arbejdere fra By og Land som for Bøndernes Sønner og Døtre. Men samtidig med, at dens Rammer udvides, må den dog naturligvis reformeres grundig ligesom den egentlige Skole, så den kan give en Undervisning og Opdragelse, der er tidssvarende og virkelig dygtiggørende og udviklingsfremmende. Den bør ligesom den egentlige Skole virke på et videnskabeligt, konfessionsløst Grundlag og vække Elevens Lyst til selvstændig Undersøgelse og Eftertanke. Tilsyneladende har det jo nok været uden Skade for Bondestanden, at den er bleven opdraget så udpræget religiøst, „poetisk-historisk". Denne Tilbageskuen og Beundring af Fortidens Idealer er bleven modvirket af Hverdagslivets Realisme og den hårde Nødvendighed af Fremskridt på Ernæringslivets Områder; og det åndelige Skub, Højskolen har givet hver enkelt af sine Elever, har bevirket, at den hele Bondestand er bleven følsom overfor Svingninger i det praktiske Livs Anliggender og i Stand til at tilpasse sin Produktion efter Konjunkturernes Beskaffenhed. Men heraf må man ikke slutte, at der ikke kan nås endnu større Resultater ved en moderniseret Højskole, der metodisk hviler på videnskabelige Principper. Den vil i endnu højere Grad end den grundtvigske Højskole kunne dygtiggøre Befolkningen til rationelt Erhvervsliv i Landbrug, Håndværk og Industri og give hver enkelt Betingelser for at gøre bedre Fyldest som Samfundsborger og selv at få det bedst mulige ud af at leve Livet.

Socialisten.

11 årgang - nr. 1-3/1913-14

Den Socialistiske Kultur

af Herbert Utzon Iversen

Ærede Partifæller!

Klubben "Karl Marx" har vist mig den Ære at bede mig indlede en Diskussion her i Aften om "socialistisk Kultur". Og skønt der jo er mange her, som i Kundskab og Erfaring er bedre udrustede end jeg, så har jeg dog ikke villet undslå mig for at rykke frem med mine Lægmandsbetragtninger. Det afgørende er, at Sagen bliver drøftet; Anledningen hertil er mindre vigtig. Og da jeg altså kun kan give Dem de Tanker, jeg som menig dansk Partifælle har gået og gjort mig, så må til Gengæld De af Dem hernede, der kan diskutere Sagen ud fra en fyldigere Viden end min, komme frem her og føre Tankegangen videre og knytte Sammenhængen fastere, end jeg formår. For det turde snart være på Tide at få disse Ting luftede; det er mit Indtryk, at vi danske Socialister ofte famler for meget, når Talen er om mere almene Synsmåder, at vi ikke er os selv bevidste nok endnu. Og jeg mener, at vor Fremgang og vort Sammenhold som socialrevolutionært Parti ville vinde ved Paroler med mere fuldtonig og gennemtrængende Klang end de Dagsbefalinger har, hvorunder vi nu går til Kommunevalg, Folketingsvalg, Generalforsamlinger, Udvalgsmøder og alle de andre nyttige Ting, som er vort Arbejde.

Det falder mig naturligt at gøre Tankegangen vent syntetisk. Jeg agter ikke at opstille en Definition på "socialistisk Kultur" og så analysere det Begreb efter dets forskellige Anvendelse; men jeg vil anlægge et Par foreløbige Synspunkter, der synes mig ejendommelige for Socialister, dertil knytte nogle Betragtninger og Slutninger og derpå søge at samle Resultaterne og knytte dem til en Almenforestilling, der da omtrentlig måtte svare til hvad jeg forstår ved "socialistisk Kultur" i Modsætning til andre Kulturer. - Hertil skal jeg så endelig føje nogle Bemærkninger af mere aktuel Karakter. Jeg betænker mig ikke på at følge en sådan Tankegang i denne Forsamling, hvor vi jo føler ens og forstår hinanden på Halvvejen. Hvis man skulle tale for liberale Overklassefolk, Studenter eller sligt, måtte man anderledes bruge Pegepinden. Men vi er jo ikke i Sinkeklassen.

Det første Synspunkt jeg da vil anlægge, er det materialistiske Synspunkt. Vi Socialister tror ikke, at de små og så forskellige menneskelige Idéer og Idealer er de afgørende her på Kloden. Vi tror derimod, at det fysiske Liv går sin lovbestemte stærke Gang, at vi måske kan lure det dets Love af og så efter Evne indrette os derunder - navnlig når vi også udforsker det fysiske Produkt, der hedder Mennesket og Menneskesamfundet. Denne Mening om vore Kår synes os den sandsynligste, efter hvad vore Naturvidenskabsmænd og Psykologer har lært os. Hvis Folk af andre Meninger kan begrunde deres Meninger bedre end vi, så lad dem gøre det; foreløbig er det ikke gjort. Vi hævder alt så, at vi ikke lever på Månen, men under tungt Tryk fra alle Sider. Vi er uhyre afhængige og foranderlige.

Tænk Dem en klog og viljestærk ung Mand, der går ned ad Gaden; (en Student, en Digter, en Kunstner, hvad De vil); han har i sit Liv gennemgået en harmonisk Udvikling, som det vist hedder, læst Høffdings Etik og ved åndelig Energi smedet sig et Jeg sammen, som Høffding siger, af den allerædleste og fineste Form; det er ret et dejligt og lovende Menneske. I et åbent Vindue i Gaden står en smuk lille Urtepotte; og da det nu blæser en NW. Vind over Byen, og Manden, som ejer Potten, ikke har lukket Køkkendøren ordentlig til, springer den op ved et særlig sejt Vindstød, Gardinet ved Gadevinduet suges ud og river Urtepotten med sig; den falder ned i Panden på vor unge, lovende Mand - plask ligger han der. Men han dør ikke af det. - Det er ikke hans tarvelige, materielle Væsen, der ødelægges ved denne tarvelige, materielle Begivenhed, at en Urtepotte falder ud af et Vindue. Hvis det bare var det, fandt vi nok på et Par trøstende Ord om den evige Sjæls Frigørelse fra Stoffet eller lignende. Nej, han bliver Idiot. En Måned efter sidder han lallende og savlende i en Krog og fletter Siv - andet kan han ikke. Hele hans dejlige Jeg er blæst væk; hele den harmoniske Udvikling er spildt, Tankens storartede Rige er forsvundet; her er ikke Spor af Trøst. - Men sund og kraftig er han; spiser og drikker godt og har hele Kroppen i bedste Orden; han vil sikkert leve rigtig længe.

Alene sådan et Tilfælde kunne nok få os til at tvivle om den Magt, vore sjælelige Førelser skulle have her i Verden. Men Erfaringen stiller os overfor mangfoldige lignende. Vi ser, hvorledes stærke Mænd falder døde om, blot de ridser Fingeren på et Søm eller et Strå; vi erfarer, hvorledes Sjælelivet forvandles eller siver bort ved Anvendelse af en Smule Opium eller Alkohol eller Hurtiggift; vi ser, hvordan de mageløse Jeg’er splintres og spaltes og knuses for små tilfældige materielle Påvirkninger.

Det er kun Enkelttilfælde, vil De sige. Men tager Naturen ellers Hensyn til vore åndelige Tarv? Tænk på Naturkatastroferne: Oversvømmelser og Jordskælv, Storm og Brand og Lynslag, Hedebølger og Frostperioder - se, hvorledes alle disse Begivenheder jo sætter ind og hører op uden ringeste Hensyn til de små, menneskelige Værdiers Beståen, knusende og kvælende Mennesker og Menneskeværk, hvor de rammer.

Men vi har stærkere Fjender endda. Vi har de store Parsoter og alle Klodens tusinde Syger; de menneskelige Organismer, som jo bare er lidt Vand og Kul og Æggehvide o.s.v., de følger smukt de store fysiologiske Love, og den bitte Sjæl, de bærer rundt med sig, svajer og svinger og glæder og lider og dunster bort og vågner op, eftersom Organismen i øjeblikket finder for godt. Har vi nogen Grund til at være hovmodige og tillægge vore Idéer og Idealer nogen Magt? Hvor mange smukke Menneskesjæle skyller i dette Øjeblik over Bord Verden over? Og hvor mange driver om i Havsnød efter Vejrets Vilje?

Og dog er der jo Hjælp. Hvor en Orangutang eller et Samfund af Orangutanger ville stå magtesløse, dér har vi Overaber i Kraft af vore større Hjerner Midler i Hænde til at forebygge eller mildne alle disse Ulykker, Naturen bestormer os med: Vi har vor rationelle Organisation. Vi har først og fremmest vor møjsommeligt opbyggede Naturvidenskab, der udforsker Naturlovene og organiserer Naturkræfterne efter vore Tarv, vore Interesser; Naturvidenskaben, der endelig er blevet renset og frigjort for alle bløde og barbariske Følelseselementer, og som først har nået sine Resultater, efter at den har skænket sit Hjerte til den gode, strenge Mekanisme, der ikke lover andet, end den kan holde. Jeg skal ikke komme nærmere ind herpå, men i denne Forbindelse kun nævne det vældige og fastknyttede Forsikringsvæsen, der nu omspænder Jorden og hvis Opgave det jo er at mildne Følgerne og fordele Smerterne af Naturens Angreb, og i hvis Kontorer der heller ikke tales om smukke Idealer og sjælelige Værdier, men kun om tørre Sandsynlighedsberegninger og kolde Fakta - uden hvilket det hele ville være virkningsløst. Den materielle Natur lader sig kun modarbejde i materialistisk Ånd.

Nu vil man indvende, at der ikke er noget særlig socialistisk i disse Betragtninger og disse Foranstaltninger, og det kan være meget rigtigt. Et hvilket som helst voksent Menneske vil roligt indrømme Menneskets åndelige Afhængighed af de materielle Rørelser, når Talen bare er om Ulykker, dramatiske Særtilfælde, abnorme Hændelser.

Det, der særkender Socialismen, er efter mit Skøn dette, at den også hævder Menneskets åndelige Afhængighed af de materielle Rørelser under alle normale Forhold. Eller som Marx udtrykker det: "Det materielle Livs Produktionsforhold betinger i det hele taget den sociale, politiske og åndelige Livsproces. Det er ikke Menneskets Bevidsthed, der bestemmer deres Tilværelse, men det er omvendt deres sociale Tilværelse, der bestemmer deres Bevidsthed". Her står vi ved det afgørende, der sætter os i Modsætning til de andre. Og den, der ikke deler dette Syn, er ikke Socialist.

Jeg vil ikke her begrunde den materialistiske Historieopfattelse; det turde være overflødigt. Men forudsat at den er godkendt, hvilket Præg vil den da sætte på det socialistiske Arbejde? Jeg skal tage Spørgsmålet ganske jævnt. Vi betragtede før en Del Tilfælde, hvor de materielle Magter forstyrrede og tyranniserede Menneskenes åndelige Bestræbelser: Ulykker, Naturkatastrofer, Sygdomme. Men skønt disse Tilfælde viste sig umådelig talrige og umådelig effektive, måtte de dog betragtes som Særtilfælde, som abnorme Begivenheder i Slægtens Liv. Og det overvældende Flertal af Menneskelige Lidelser, dem, der hører det normale Liv til, har vi endnu tilbage, og gælder det endnu om at modarbejde. Den Uhyre Sum af sjælelige Nederlag og Skuffelser, og af åndelig Afmagt overfor de materielle Kræfter, Menneskehedens store Flertal - Lønarbejderklassen - oplever i det daglige Liv, ligger endda på dens Skuldre. Nu er vi ved Hovedsagen. De materielle Kræfter, der hér er Tale om, er ikke Tordenvejr og Jordskælv og Sygdomme, men menneskelige Samfundsmagter. Nuvel, Mennesket og Menneskesamfundet er et Naturprodukt, lige såvel som Aberne og Myrerne og Planterne og Bacillerne og de ladede Tordenskyer og Vulkanerne og Havet - og hvad har Underklassen da at gøre, når den vil forebygge eller mildne de Ulykker, der voldes den af Samfundsmagterne? Akkurat det samme, som alle Mennesker gør overfor Naturkatastrofer og Sygdomme: Rationel Organisation! Denne Organisation er Den Internationale Arbejderbevægelse. Heller ikke hér gør man sig Illusioner om Bevidsthedens, om Idéernes Betydning. Vi bor hverken i Himmelen eller på Månen. Man udforsker i god materialistisk Ånd det materielle Livs Produktionsforhold: sådan og sådan virker de, de og de Følger har de, de og de Årsager bærer dem oppe. Og når så de afgørende Magtfaktorer er fundne, stræber man at ændre dem i Overensstemmelse med sine Interesser, og underbygge de nye Produktionsforhold godt med disse nye Magtfaktorer.

Ligesom man efter sit Kendskab til de elektriske Love bygger Lynafledere mod Lynene, således bygger man hér efter sit Kendskab til Produktionens Love og under Hensyn til de Menneskers Natur, man arbejder med: Fagforbund og Vælgerforeninger og Bladforetagender og Brugsforeninger imod Overklassen. Man kunne også lade være, og bare gå i Procession og bede Jomfru Marie hjælpe, eller appellere til Arbejdskøbernes gode Hjerte, men Erfaringen har vist, at det ikke er så virkningsfuldt. De Folk flytter sig nok kun, når de må; og selvom det er meget godt at have moralsk Ret o.s.v., så er det dog bedre at have Magt! Rigtig megen, solid Magt!

At det ofte er ved åndelige Midler, f.eks. ved Udbredelse af visse Retfærdighedsidéer, at Masserne skal vækkes og drages ind i Organisationerne, forringer jo ikke Bevægelsens materialistiske Karakter. Det for os afgørende er, at de materielle Produktionsforhold forvandles og ordnes; og Erfaringen har lært os, at det sker kun gennem materiel Magt. Og at denne materielle Magtforskydning må regne med en indre Forvandling hos Masserne og forudsætter et socialistisk Oplysningsarbejde, er jo også noget andet, som jeg skal omtale senere. Metoden er naturvidenskabelig, Magt mod Magt, og moderne Arbejdere føler sig sikkert også nærmere knyttede til Naturvidenskabsmænd end til andre lærde Herrer. Jeg ved f.eks. ude fra 8. Kreds - når vi dér sender Materiale ud til Vælgerne, så springer vi roligt Overklassefolkene over; men vi sender ud til alle Lægerne, fordi de ligesom er af samme Ånd som vi andre, og måske kunne gå og have Lyst til at stemme på Socialdemokratiet. Og jeg kunne nævne mange andre Eksempler på en sådan Samfølelse.

For at samle Tankegangen i få Ord: Det er ejendommeligt for Socialister, at de anlægger et materialistisk Syn på Menneskelivet, - at de anerkender vor åndelige Afhængighed af de materielle Betingelser, hvorunder vi lever, og da særlig af de Produktionsforhold som råder i det Samfund, hvor vi fører vort daglige Liv. Og endelig, at de som det eneste Middel, der skal kunne hjælpe i vor Afmagt, anerkender rationel Organisation.

Og hermed kommer jeg da til det andet Synspunkt, der synes mig ejendommeligt for Socialister, og som nogle Gange er dukket op i det foregående: det sociale Synspunkt, bestemt ved Solidaritets-, ved Broderskabsfølelsen overfor alle vore Medmennesker. Den rationelle Organisation, vi stiller op mod de materielle Fagter, bygger nemlig nødvendigvis på Samarbejde mellem Individerne - og i ganske særlig Grad når det er Samfundsmagterne, der skal modarbejdes. Hertil kræves Disciplin og Solidaritet. Og Socialismen sigter videre og peger på, at det nye ordnede Samfund, den opbygger, jo kun kan sikres, når Individerne holdes sammen af stærke Broderskabsbånd. Vi hører dog alle sammen; alle er vi betingede af de forrige Slægter, de fælles Omgivelser og af hinanden; ingen har noget særligt at være hovmodig af, så svagt og afhængigt hvert enkelt Menneske er. Vi må holde sammen; for at modstå Naturens Magt, må vi arbejde broderligt i Fællesskab; ellers splittes vi og går i Spånerne. Og videre: i Samfundsarbejdet er det umuligt at afgøre, hvor den enes Ydelse begynder, og den andens holder op. Alle er i og for sig lige nødvendige som Led i Sammenhængen; og derfor kræver vi social Lighed; ingen ulige Start! Enhver har Ret til Arbejde og til et anstændigt Udbytte af sit Arbejde. Vi tåler ingen Klasser og lægger ingen Særrettigheder i Hænderne på Enkeltindivider eller Mindretal; thi Erfaringen viser, at det da går galt for Flertallet. Frugterne af Slægtens rationelle Organisation, nemlig Storteknikkens kolossale Kræfter, bør tilegnes af Samfundet, og sikre Samfundets Velfærd. Produktionen bør socialiseres. Privatejendomsretten bør afskaffes. Alle disse bekendte Programpunkter forudsætter som givet den sociale Synsmåde, jeg her har fremdraget. Og ud fra denne Synsmåde forstås og motiveres simpelt og fast alle de socialistiske Angreb på Militarismen, på Fædrelanderi, Racehad, Klassedeling - og ikke mindst på den snævre og fordærvelige Selviskhed indenfor selve Arbejderklassen: Skruebrækkeriet. Alt dette er en Socialist forhadt og utåleligt; og den, der ikke har dette Syn, er ikke Socialist.

Jeg skal ikke udvikle dette nærmere; jeg har nu nævnt to Synsmåder, der synes mig ejendommelige for Socialister: den materialistiske og den sociale. Begge Synsmåder må til; en enkelt er ikke nok. Man kan meget vel tænke sig en kras Arbejdskøber eller Børsjobber, der ser fuldstændig materialistisk på Menneskenes Kår og ikke regner med noget andet solidt end materielle Magtfaktorer; men som dog tænker ganske usocialistisk, fordi han aldeles ikke betragter sig som solidarisk med sine Medborgere, og mangler social Pligtfølelse. På den anden Side kan man også forestille sig en særdeles broderligsindet Samfundsborger, fuld af Lighedsidéer, som dog tænker ganske usocialistisk, idet han nemlig ganske mangler den materialistiske Indsigt, og nøjes med at drømme om "Retfærdighedens Sejr" eller "Idéernes Magt"' eller sådan noget, der for os lyder som forargelig Snak. Begge Synsmåder må til, mener jeg, før vi har Socialisten.

Vi vil nu gå over til at se lidt på vore Modstanderes Synsmåder i Forhold til vore i Nutidens kapitalistiske Lande. I ethvert Klassesamfund vil det ifølge Marx være således, at den herskende Klasses materielle Interesser dikterer denne Klasse dens åndelige Kultur og Moral, som den så søger at påtvinge de undertrykte Klasser. - Vel! - Men når nu de undertrykte Klasser bliver sig deres materielle Interesser bevidste (ved Agitation, ved Selvbesindelse eller ved Sult) og når de får fundet sig de Magtmidler der på den mest rationelle Måde angriber Herreklassens Overmagt, og begynder at lade dem virke – kort sagt, når der indtræder en Klassekamp, da vil der samtidig indtræde en Kulturkamp. Thi den åndelige Kultur og Moral, som bestemmes af den herskende Klasses Interesser, er selvfølgelig i Strid med den, der bestemmes af de nye, stik modsatte Interesser.

Sådanne Klassekampe udgør Verdenshistorien. I det 19. århundrede sejrede jo Bourgeoisiet over Feudalmagten og indledede den privatkapitalistiske, liberale Åndskultur i Europa, som hersker her endnu. Men imens tog Maskindriften og dermed Kapitalismen så rasende Fart, at det moderne Proletariat opstod og med det en helt ny og overmåde dyb Klassedeling. Og af denne Deling fremgik da den moderne Klassekamp eller Klassekrig, som er Nutidens Kendemærke. Og så er der sket dette, at Proletariatet (fra 1847, da Det kommunistiske Manifest sloges op - og til nu) er blevet sig sine materielle Interesser bevidst og under sit rationelle Arbejde for den nye socialistiske Produktionsform har rejst sig mod Overklassens liberale Åndskultur og Moral og har antaget en ny Kulturform, nemlig den socialistiske, hvis særlige Kendetegn altså er et udpræget materialistisk og et udpræget socialt Syn på Menneskelivet. Vi står midt i en Kulturkamp, hvor det gælder at slå Overklassens gamle Åndsform ned og fremme vor egen.

Ærede Partifæller - noget af det værste, der kunne ske, var, at Indførelsen af socialistiske Produktionsformer kom for tidligt. (Jeg siger ikke noget om, hvorvidt det er sandsynligt, at det vil ske eller ej). Jeg mener, at førend den liberale Kultur og Moral og Tænkemåde fra det 19. århundrede var overvundet blandt Masserne, kunne det ikke gå. De må gøres fortrolige med hele den nye Samfundsmekanisme; det er deres Vaner og Vurderingsmåde, der skal sikre dens Gang. Det 19. århundredes Produktionsform har påtrykt Folk deres Åndsform, og før den nye Åndsform har sejret, er den nye Produktionsform ikke stabil i et demokratisk Samfund. Vi agter jo ikke at styre ved Statskup, men ved Flertalsafgørelser. Det kunne måske synes, som om jeg her (i Strid med den materialistiske Historieopfattelse) lod Åndsformen komme først og den materielle Produktionsform bagefter; men det gør jeg ikke. Jeg mener netop, at det er Maskindriften og Udbyttersystemet vi kan takke for, at en stor Del af Underklassen føler og tænker socialistisk. Men jeg hævder, at indtil den nye Produktionsform er gennemført, vil vi stadig være udsat for Tilbageslag og Overrumplinger, så længe vi ikke kan stole på Flertallet, så længe det er s så sløvt eller vaklende, at det ikke kender sine egne Interesser og ikke føler og tænker klart i Overensstemmelse hermed, nemlig socialistisk. Så længe kan det ikke betragtes som en solid Magtfaktor mod Overklassen. Her er Tale om en Overgangstid, en social Revolutionstid, hvor to fjendtlige Produktionsformer slås på Liv og Død - og dermed to fjendtlige Kulturer - og da siger jeg: så længe den gamle liberale Kultur råder over Masserne, og de ikke er socialistisk oplyste, så længe er det ikke rådeligt at bygge den socialistiske Samfundsmagt på dem.

Og her står jeg da ved det Spørgsmål, der vel sagtens særlig vil bære Diskussionen i Aften: Er vi - i det danske Socialdemokrati - os den dybe Forskel bevidste, der er mellem socialistisk og liberal Kultur? Jeg kan straks sige, at det er mit Indtryk, at vi ikke er det og ikke gør det - i Forhold til vor materielle Magtstilling. Der er sikkert langt igen. Vi finder os alt for roligt i, at Overklassen med tusinde Røster (jeg skal straks nævne Eksempler) tuder Folk Ørene fulde med sin liberale Kultur og Moral og Tænkemåde - som i sit Væsen er anti-socialistisk og modarbejder vore Interesser. Lad mig gennem nogle Eksempler begrunde denne Påstand.

Hvis vi undersøger Nutidsmoralen i den danske Arbejderklasses daglige Liv, ser vi Begreber om ondt og godt aflagrede fra højst forskellige Tider og Samfundsformer. Lige fra de gamle Østerlandske Slavesamfund gennem Middelalder og Kirkevælde og Feudalmagt og op til det 19. århundredes liberale Frikonkurrence og Kapitalisme. Samt endelig nye socialistiske Værdibegreber.

De allerældste er dog Stærkt i Forfald. Jeg tænker på de rigtige religiøse Slavefølelser: Respekt for Øvrigheden, Tillid til Konger og Præster og Foresatte o.s.v. samt den barnlige Tro på Guden i Himlen, man skal kaste sig i Støvet for og blindt lade råde. Sådanne Følelser har ikke meget at sige mere. Men endnu er Arbejderne fyldte med Feudalisme og Liberalisme. Jeg mener hermed sådanne Værdibegreber, som under sjæleligt Dække (om jeg så må sige) er skudt Folk i Skødet, men som i Virkeligheden nøje er bestemt ved Godsejer- og Bourgeoisi-Herreklassens materielle Interesser. Også her er både ældre og senere Lag. Vi har f.eks. de tre gamle Dyder: Flid, Ærlighed og Nøjsomhed. Det er ganske klart, at det er af største Interesse for Herremænd og Arbejdskøbere, at deres Arbejdere er beherskede af sådanne Moralbegreber - des større bliver Profitten. Og Overklassens Præster og Skribenter har da også Dag ud og Dag ind præket disse Egenskabers umådelige Betydning for Sjælens Frelse og harmoniske Udvikling - sikkert i bedste Mening. Og det har Folket så vænnet sig til at tro på.

Nøjsomheden er dog heldigvis i stærk Nedgang; til Trods for alle Præster og Afholdsprofeter og Dydsdragoner synes Underklassen absolut utilbøjelig til længere at ville forsage Livets Goder.

Ærligheden_t der bunder i den dybe Respekt for Privatejendommen, er vist også noget på Retur; vi tager ikke et Tyveri så højtideligt som Moses eller Chr. V eller Frederik VI gjorde. Erkendelsen af Samfundsforholdenes Overmagt og den sultne Maves Styrke overfor de ædleste Forsætter vokser og breder sig. Heraf følger atter klart vore Meninger om Straf og Retspleje.

Fliden kniber det mest med; de allerfleste Arbejdere føler det sikkert som en moralsk Pligt at gå i Arbejdsselen; men dog mener jeg, at Arbejdet af Socialister i og for sig må anses for et Onde, som vi ved Teknikkens Fuldkommengørelse søger at vælte fra os. Flid er dog en god kapitalistisk Idé, der kan fremme Ejerens Profit på de flittiges Bekostning; og det er sikkert Forklaringen på, at Samfundet Dag ud og Dag ind præker Flid for Underklassens Sønner og Døtre i alle Skoler.

Dog vil jeg tilføje, at det selv om disse noget ældre kapitalistiske Dyder gælder, at de ofte fra et socialistisk Synspunkt med Rette holdes i Ære af Arbejderne. Men det er da ikke Grund af deres indre sjælelige Betydning for Individet - men kun for så vidt de har social Betydning. De Egenskaber og Værdier, der svækker Solidariteten og Samfundsfølelsen, er imod Underklassens Interesser og derfor - socialistisk set umoralske. En god Socialist må således føle Nøjsomhed som en Pligt, så længe hans Klassefæller lider Savn. Han må også vise Ærlighed, hvis han f.eks. har fået Kammeraternes Midler betroet; han må ikke være selvisk og asocial. Det er også hans socialistiske Pligt at arbejde ihærdigt for Organisationens Vækst; her må han vise Flid. Og når hans Ligemænd har betroet ham et Arbejde for det almene Vel, så må han ikke skulke sig fra det.

Men når vi da atter betragter de liberale Værdier fra det 19. århundrede og deres Magt i Underklassens Liv, så støder vi også på yngre og mere skæbnesvangre Lag. Der findes Idéer, der i sin Tid tændtes ved Bourgeoisiets økonomiske Frigørelse, og som viste sig meget farlige for Bourgeoisiet selv, idet de har medvirket til Proletariatets Vækkelse. Det er jo noget, vi kender så godt: at Kapitalismen maner Kræfter frem, som vokser den over Hovedet, og som den senere ikke kan styre. Den unge Liberalismes Førsteidé var: Individets Frigørelse og selvstændige Blomstring - man trængte jo nemlig til Frikonkurrence i stedet for Lavsvæsen og Stavnsbånd. Og det er jo en Idé af stor agitatorisk Værdi og dramatisk Kraft - også for vor Agitation. Men den er yderst farlig at lege med og hviler i Virkeligheden på en Kultur, der ikke er socialistisk og som det ikke tjener vore Interesser at fremme.

De liberale snakker så meget om Frihed og så er ærede Partifæller ofte tilbøjelige til at blive glade og tro, at det derfor er vore Folk. Men det er for Tiden vore værste, ja vore eneste alvorlige Fjender. Liberalismens værste Fjende er jo netop den rationelle Organisation, der er vort Liv og vor Lyst. Dens Væsen er splittende, isolerende, individualiserende, dramatisk. Socialismens Væsen er samlende, organiserende, gentagende. De liberale er Søndagsbørn, der løber på Eventyr og på Vildveje, og som elsker at flyve hist op og her ned eller at gå i Skoven og sukke. Vi andre hører afgjort Hverdagen til, og vor sjælelige Ligevægt er netop vor Styrke.

Den liberale Kultur, som den endnu prækes og skrives af alle Verdens fine Sjæle, er indadvendt og åndelig. Den socialistiske Kultur er afgjort udadvendt: Jorden er dens Felt; dens Arbejde er rationel Organisation imod Naturens blinde Magter, imod den afsindige, barbariske og ødelæggende Samfundsform, der hedder Privatkapitalismen, og mod alle de Broderskabsfjender, der opretholder den væbnede Fred og muliggør Krigen. Det står mig ikke klart, hvad man her skulle udrette med Åndelighed. Mon man kan skyde Flodheste og Næsehorn med Åndelighed? Mon man kan stoppe Hvide Sande med sjælelige Værdier og smukke Følelser? Men Næsehorn og Flodheste det er rene Skødehunde ved Siden af de Bæster, der hedder den besiddende Klasse i alle Lande. Og selve Vesterhavet er ikke stærkere end Kapitalen. Skal jeg derimod sige Dem, ærede Partifæller, hvad man kan gøre ved at præke Åndelighed og indre sjælelig Kultur: man kan sløve og dulme trætte og udslidte Mennesker, og holde dem hen med Snak, og slukke deres Trods og deres Utålmodighed.

Det 19. århundredes liberale Kultur drøftede og grublede over Sjælen og Gud og Døden og førte gevaldige indre Kampe med sig selv. Tusinder af Mennesker kunne sidde i dødelig Spænding, om Peter og Sofie fik hinanden eller ej i den nye Bog. Individets indre Rørelser og hans Frelse eller ikke Frelse var alt! Lige op til Ibsen og Strindberg. Jeg anser dette for et lavere Kulturtrin end vort. Jeg mener, vi har Lov til at tale om vore vankundige Fædre og Bedstefædre. Jeg betragter for største Delen denne Indadvendthed som Svaghed, Afmagt, Flugt fra Virkeligheden.

Vi andre lader os ikke skræmme af den materielle Verdens Larm og Spil. Vi er fortrolige med det hele. Vi er selv stærke. Vi står på en Basis af Naturvidenskab og af Indsigt i Samfundets Love, som de i gamle Dage kun kunne drømme om. Vi føler ingensomhelst Trang til at krybe ind i vor egen Sjæl og føre store Kampe derinde. Der er sandelig nok at slås med i Naturen og i Samfundet. Lad det 19. Århundredes gevaldige indre Problemer være meget gode for dens Tid; os kan de ikke interessere så stærkt, da vi nu ser helt anderledes på et Individ, end de gjorde dengang. Den ærede Tilværelse er tilvisse overmåde bred og vanskelig; men dyb er den aldeles ikke; det hele er meget lige til. Dette Syn på Tilværelsen er godt socialistisk og forudsætter Fortrolighed med de materielle Kræfter, der betinger os, og Fortrolighed med de Menneskemasser, der arbejder sammen med os.

Er Arbejdernes Flertal gennemtrængt af denne Kultur, der skal sætte det socialistiske Samfund i Leje og holde det gående? Jeg mener som sagt, at det kommer, men at det kommer for langsomt; og at de liberale i alt for høj Grad endnu får Lov at føre det store Ord. - Underklassen er jo dog af det daglige materielle Liv skolet i Materialisme og skolet i Solidaritet. Hvordan skulle en Trappekone forestille sig noget ved Ideernes Sejr eller det sande, det skønne og sligt? Sin Fagforening og sin Sygekasse regner hun med. Retfærdigheden og Gud i Himlen er Nonsens for hende, men Arbejdstidens Nedsættelse, det forstår hun, og hun ved nøjagtigt, hvad Petroleumen koster. Og som Arbejderne tænker materialistisk til daglig, således føler de også godt socialt. Fattigfolk er jo de eneste, der véd hvad Hjælpsomhed er - det gælder både Underklassen i By og på Land. Den alene har Forudsætningen for at kunne lede det nye Samfund, blot den selvbevidst og sejt holder fast ved disse to uvurderlige Egenskaber - og ikke render efter de liberale Vindbøjtler, der kommer anstigende med deres Åndelighed - enten det er Kirkefolk eller verdslige Profeter. Jo mere Arbejderklassen får fine, sjælelige Tarv, des mere demoraliseres den, og des mere styrkes Fjenden.

Må jeg her indskyde nogle Ord om vor gamle Fjende, Kirken. At den kalder sig kristen, interesserer mig mindre, da den moderne Kirke jo intet har med den rigtige alvorlige og overspændte Kristendom at gøre. Jesus har en udmærket Evne til at akklimatisere sig efter de Folk, han dyrkes af. Ligesom Gudfader holder han altid med de stærkeste Eskadroner. Kun savner hans Ledere ofte Evne til i rette Tid at se, hvorledes Magten vil forskyde sig; og jeg mener, de denne Gang er komen for sent på det, og aldrig vil indhente Arbejderklassen, hvor langt de end strækker sig. Der er ingen Tvivl om, at Kirken vil lempe sig endnu mere i materialistisk og demokratisk Retning, end den allerede har. Det vil sikkert ikke vare længe, før Jesus bliver Tilhænger af den konfessionsløse Skole f.eks.; allerede nu interesserer han sig stærkt for det sociale Spørgsmål som det kaldes, og for Ungdommens Dygtiggørelse i Fodbold; eller som Pastor Ricard udtrykker det: han siger Ja til Livet. Og det kan jo alt sammen være meget rart for Kirken selv. Men der er dog en Grænse, og Kirken er og bliver for åndelig til, at vi kan forstå den. Jeg betragter den som et Stykke Anti-socialisme, som en liberal Samfundsmagt. Hele dens Begrebsverden med de tre Guder og Jomfrufødslen o.s.v. o.s.v. er tilfældige Biting; Hovedtingen er, at den er åndelig og vil have Folk til at gruble over Sjælens Frelse i Stedet for at organisere sig og tage de materielle Problemer under Debat. (Af samme Grund er jeg lidt bange for Ateister, idet der jo er den Mulighed, at de interesserer sig for Ateisme, hvilket er en overflødig og tarvelig Interesse).

De socialdemokratiske Ungdomsforeninger burde efter mit Skøn hellere hænge i med naturvidenskabelige og social-økonomiske Foredrag i Stedet for at gøre Kirken den Tjeneste atter og atter at samle Medlemmernes Opmærksomhed om religiøse Diskussioner. Tro mig, det er ikke Religiøsitet, Arbejderne trænger til - men det er Videnskabelighed. Det, Masserne trænger til, er at få det dyrebare Fond, de har af materialistisk og social Følemåde, at få det klaret, renset, organiseret, rationaliseret. Det er hertil, Underklassen (ofte ved svære Ofre) opretholder deres Presse og deres Agitatorer, og disse Organer har den Pligt at røgte dette Hverv på Trods af Fjenden, i Disharmoni med den liberale Koncert, i Strid med alle de fine og ædle Herrer og Damer, der sidder Landet over og har deres på det tørre, og som i Udbytternes Interesse fylder Folk med alskens Sjæleri. Jeg véd intet grufuldere end en Socialist, der vil hævde sig overfor en Liberal ved at overbyde ham i Dannelse. Og der er jo desværre ingen Tvivl om, at vore Penneførere ofte savner socialistisk Kultur og er liberalt smittede, ja helt savner Evnen til at skelne mellem ondt og godt og snakker lige frejdigt løs om begge Dele; at vi i alt for høj Grad savner klare Talsmænd og Tolkere af det Syn på Livet, der er det store Flertals, Arbejdernes, i dette Land. Vi lader Overklassens Digtere og Skribenter og Professorer føre det store Ord. Hvorfor gør vi os ikke selv mere gældende? Vi har jo megen Magt, og mange vil følge os.

Lad os se på nogle af de Organer, hvorigennem den offentlige Mening og det almindelige Livssyn giver sig Udtryk. Skønlitteraturen f.eks. Hvilke Skribenter dominerer her for Tiden? Folk, der i deres inderste Væsen er os fremmede og fjendtlige. Individualister og Skønskrantere og Pubertetsdigtere, eller bløde og løse, glimrende Fantaster - som f.eks. Johannes V. Jensen, der ikke forstår mere af den nye Tids faste Kultur, end en Lystrejsende kender til Atlanterhavets Strømninger og Dybvandsliv. Endnu, efter at vi har et socialistisk Parti i Danmark på over 100.000 Stemmer, kender jeg intet rigtigt socialistisk dansk Digterværk. Jeg regner ikke Åkjær´s og Skjoldborgs og Nexø´s Bøger hertil. Jeg vil ikke ligefrem sige, at en Bog, der handler om socialistisk Agitation, ikke kan være en socialistisk Bog; men dog vanskeligt. "Pelle Erobreren" synes mig det i hvert Fald ikke. Nexø og de andre kan være fortræffelige - ligesom Partiets politiske Presse er fortræffelig, men deres Værker er mig ikke socialistiske nok. De savner efter min uforgribelige Mening den rolige og stærke Fortrolighed med og Hengivenhed for Naturen og Folket, som ganske ubevidst skulle ligge en Socialist i Blodet - det brede, frie Åndedrag (om jeg så må sige), der skulle spores gennem alt. Tag en Bog som "Den italienske Rejse" af Goethe (der ovenikøbet var Geheimeråd) og De vil, tror jeg, finde dobbelt så meget socialistisk Ånd heri som i alle vore voldsomme agitatoriske Digterværker tilsammen, og den vil sikkert blive læst og forstået meget længere end disse.

Hvis jeg iøvrigt skulle driste mig til at profetere om Litteratur, så ville jeg antage, at Dramaet vil synke stærkt i Værdi. Både Schiller´s Sjæledramaer og Faust og Brand og Peer Gynt og Strindberg - og alle disse gammeldags sønderrevne Problemstykker vil savne Folks Interesse om hundrede År og kun læses for visse Enkeltheders Skyld, der er Handlingen uvedkommende. Hvad vedkommer disse rædsomme indre Konflikter os? Men brede, lystige udadvendte Skuespil som Holbergs og Moliéres vil nok blive dyrkede, ligeledes vil Naturlyriken blomstre, og navnlig vil den gode Fortællekunst, der nu er Askepot, blive sat i Højsædet. Men alt dette er Fremtidsfantasi; endnu fører de andre det store Ord. Hvornår kommer mon det Menneske, den Socialist, der ud fra sit Hjertes Overflødighed kan skabe det Digterværk om det moderne Liv, der vil tolke vore Følelser og være Udtryk for vor Kultur? Måske er han på Vej.

Det var Litteraturen. Vender vi os mod Teatret, er det heldigvis stærkt i Forfald. Alle Byens Avislæsere taler ikke mere hele Dagen om Skuespiller Hansen og hans kunstneriske Sejr i Går Aftes. Folk bryder sig ikke om Sjælekunst mere. De vil have lystige Stykker eller flotte Udstyrsstykker, eller søger til store Varietéer og Biografteatre, når dé vil på Komedie, og det vidner om stor sjælelig Sundhed hos Befolkningen. Her er Folket det stærkeste, og det påtvinger i nogen Grad Teatrene sin Smag, men dog er det ofte slemme søde og løgnagtige Ting, der bydes os f.eks. i Biografteatrene, og hvis vore Anmeldere gjorde Hals, så turde man vel ikke vedblive at byde Arbejderne disse såkaldte sociale Stykker, hvor Kapital og Arbejde får hinanden i Enden og de strejkende, der er klædte i maleriske Pjalter, ender med at råbe Hurra for Fabrikantens Datter, medens Fabrikanten står grædende i Baggrunden med Fagforeningens Tillidsmand om Halsen. Men Folk er som bekendt tålmodige.

Tænk på, hvad de "upolitiske" underholdende Billedblade bringer af Stof. Lige fra den stupide "Illustrerede Tidende" (et ugeblad fra 1859 til1924) til Forstadbiografernes Ugerevy er det blot Overklassens Verden, der illustreres. Arbejderen har ved Fyraften at sidde pænt og se på Kongetog og Militærparader og får så lidt Sport i Tilgift og måske et Par Flyvemaskiner. I Stedet for, at hans Interessesfære burde springe frem på Lærredet, at den brede arbejdende Verden burde passere Revy for ham, og hans Brødres Kampe og Fester i alle Lande leve op på de brogede Blade og glæde ham og styrke hans Selvtillid og Mod. Som det nu er, regnes der kun med Overklassens Smag.

Det samme gælder Arkitekturen, Københavns kunstneriske Byggesæt. Ligesom i Bogverdenen synes her Kunstens Udøvere at befinde sig i en Kælder under Jorden, eller langt ude på Landet i Uskyldighedstilstanden fra forrige Århundrede - uden ringeste Samfølelse med det Folks Væsen, de tilhører. Og hér er vi tvungne til daglig at beskæftige os med deres Værker, medens vi dog kan lade de dårlige Bøger ligge. Der bygges jo aldrig et Hus her i Byen, der passer til Byens Ånd. Lige fra Nyrops Rådhus til Nikolaj Spir og den nye Banegård - og til alle de søde Villaer, der anbringes ved de grønne Træer er det Liberalismen, der taler. ((Indskudt: Med Martin Nyrop (1849-1921) fik den national-romantiske bygningskunst sit gennembrud i Danmark. Han var arkitekt på bl.a. Københavns Rådhus (1892-1905), Landsarkivet (1891-95), Bispebjerg Hospital (1907-13 og 1916-18)). Hvad skal vi dog med alle disse små snurrige Kroge og Døre og symbolske Figurer og Tårne og Spir og Stads? Lad os dog få brede, stærke Flader at se på, i det Samfunds Ånd vi bygger op! Lad os f.eks. nede ved Frihedsstøtten lige overfor Banegården få bygget et rigtig mægtigt Hus, så at de Rejsende straks kan se, at det er en ordentlig velorganiseret By, de kommer til, og ikke en lille rodet Idyl. Vi er dog ikke idyllisk anlagt her i København, men ordentlige velorganiserede Mennesker. De vil sige, at det er Småting - ja måske? Men jeg synes nu ikke, det er helt Småting, at det aldrig falder nogen ind at protestere mod, at sådan et Par Arkitekter får Lov at jaske med vor By, som om det var deres, og Flertallets Smag og Ånd ikke havde noget at sige. Så har vore Partifæller i de store, moderne tyske Byer det dog langt bedre; det er Huse og Gader, en Socialist holder af at færdes i.

Men jeg skal standse med denne Opremsning og slutte. Det vil være ørkesløst at søge at vinde de liberale Kunstnere og Skønånder; de forstår ingenting. De tror, at de besidder Kulturen, og at vi andre er Barbarer. Så de skal bare tvinges i Knæ og bringes til Tavshed. De forstår ikke, at det er Nonsens at tale om Kulturen, da alt Menneskearbejde er Kultur. Det kommer selvfølgelig an på, hvilken Kultur det er - deres eller vor - den indadvendte, splittede, liberale Kultur; eller den udadvendte, stærke, socialistiske Kultur. Da de ikke forstår Socialismen, (fordi de har deres på det tørre og ikke gider se sig om) tror de såmænd ikke på den socialistiske Kultur, før den har kørt dem i Grøften. Men dem om det! Hvis disse Folk ikke får lempet sig efter Underklassens Ånd, (og jeg nægter ikke, at nogle radikale Folk allerede er Kvartsocialister) så skubbes de blot i Krogen, skrumper ind til en ædel og afstumpet Klike, der sidder og jamrer over Individets Ødelæggelse og Personlighedens Ruin - ligesom Adelen i sin Tid jamrede over Tidens Ryggesløshed, da Borgerskabet kørte dem i Grøften. Enhver, der har gode øren, vil allerede nu kunne høre sådanne Klagetoner og Kultursuk i Europas liberale Presse og Litteratur. Og det bliver meget værre, eftersom Proletariatet hugger ind. Til sidst bliver det så pibende fint at det helt bliver borte i den nye Hverdags Sang. Gid det må ske snart.

Ærede Partifæller! Dengang vi gik til Præsten, fortalte han os, at den gamle Jødegud gav Moses 10 Bud på to Stentavler oppe på Sinai Bjerg om alt, hvad man ikke måtte. Samtidig tordnede det. Meget højtideligt. Men da Moses kom bærende på Fliserne ned i Dalen til sine Landsmænd og så dem danse omkring Guldkalven (hvilket syntes os Drenge langt fornøjeligere end at løbe rundt i Bjergene i Tordenvejr), så blev han så vred, at han knuste samme Fliser; og efter at han havde tugtet de stakkels Jøder, satte han sig og skrev sine 10 Bud op på to nye. Så vidt jeg ved, har man endnu i en katolsk Kirke den Stol, han sad på og skrev.

Som bekendt har disse Forbud i Tidernes Løb vist sig meget generende for det almene Vel og har for en stor Del måtte opgives - og man har ofte spurgt sig selv, om det virkelig var Vorherres Mening med alt det, eller om noget af det bare er Ændringsforslag, Moses har lavet bagefter. Og det synes virkelig sådan. Man må nu meget mere, end man skulle tro efter Mosebudene; f.eks.: Du skal ikke begære Din Næstes Hus eller Hustru, Svend eller Pige, Okse eller Asen eller noget, der hører Din Næste til - jo, det skal Du netop gøre i mangfoldige Tilfælde; lad det så tordne så galt det vil. Men til Gengæld har jo så en tysk Forsker fundet et nyt Forbud, nemlig det 11. Mosebud, som man tidligere ikke kendte, men som i vore Dage er særdeles vigtigt og som man under ingen Omstændigheder må bryde; det lyder Du sollst dich nicht verblüffen lassenl. Det burde særlig prækes for Socialister i Danmark.

Vi skal ikke tabe Næse og Mund når Bourgeoisiet gør sig til af sin Kultur; det er en skidt Kultur, som ikke passer os. Vi skal ikke lade os forbløffe ved, at Bourgeoisiet gennem sin Presse og sin Litteratur gør sig fint, for vi er meget finere. Vi skal ikke lade os imponere af, at den liberale Overklasse gennem sine Embedsmænd og sine Professorer driver Propaganda for sine Interesser og kalder det Videnskab; det er værst for sådanne Professorer selv, om de ikke forstår os. Vi skal ikke længer sidde og knurre i Krogen; vi skal have de andre af Gulvet, enten det passer dem eller ej. Det er nemlig os, der har Ret, og de andre, der skal vige.

Vi har nu Brug for tungtbevæbnede og uforsonlige mænd, der ikke lader sig forbløffe. Så kommer den taktiske Smidighed i anden Række. Det er ikke Fiksfakserier, vi har for. Vi må være sikre på, at vore Tillidsmænd ikke pludselig synes, at Fjenden også har Ret og løber af Sted for at gøre sig gode Venner, for bagefter at måtte komme hinkende og med der Besked, at det var nok alligevel ikke i den Gade, vi var indbudt. Så har vi Lov at blive arrige og sætte dem i kort Line for Fremtiden. Stemningsfolk er der nok af. Men vi skal ikke regne med Forhåbninger og Stemninger og Fjendens blå Øjne, men kun med Magt. Fjenden skal være Fjenden. Og vore Tillidsmænd er vore og ingen andres.

Jeg skønner ikke bedre, end at de Tiår, vi nu går i Møde, er overordentlig skæbnesvangre. Brede og tunge Begivenheder står for Døren, store, europæiske Klassekampe er sikkert i Vente, - sandsynligvis større end Verden nogensinde har kendt. Vi kan ikke klage over at leve i en død Tidsalder. Livet har aldrig nogensinde været så rigt og så vanskeligt som nu; og der kræves en Indsigt og et Arbejde af os, der vil være med, som langt overgår, hvad ældre, uskyldigere Slægtled har haft behov. Vi må strenge os an. At grundlægge og sikre den socialistiske Kultur i Europa er ikke Småting. Det er i hvert Fald en Sag, ved Siden af hvilken alle andre "Sager" svinder ind til Nips og Nix. Og vi, der efter ringe Evne deltager i det socialistiske Oplysningsarbejde, tør betragte os som Elitearbejdere, hvis Fag giver os Fortovsret på Gaderne. Os vil man forstå om hundrede År; men alle de liberale Sjæle, der nu fører det store Ord og gør sig tykke på Fortovene, ja deres Indsats vil da højtregnet være Numre på Museet fra Privatkapitalismens sidste Tid og kun interessere Specialhistorikere, og måske ikke engang det, men bare den Kone, der støver dem af. Lad os dog ikke bejle til disse stakkels Menneskers Agtelse; lad os ganske roligt skyde dem i Rendestenen. Og lad os da fortsætte det daglige Arbejde - og jo mere tørt og materialistisk, des nyttigere er det - styrke Organisationerne, gå frem ved Kommunevalgene, stemme for Småreformerne i Rigsdagen; men samtidig vil vi huske på, at vi er os selv, og de andre er Fjenden, der bare fortjener Fortræd og Nederlag og Ydmygelse. Når Herreklassen er kvalt og kørt væk, skal vi jo styre Piget. Vi skal dygtiggøre os til en Gerning så revolutionerende som aldrig nogen har været. Vi skal fremme det nye Samfund, hvor Produktionsmidlerne er fælleseje, og ingen lever af andres arbejde – Tilstande, som vil forvandle Verden og omvurdere Menneskenes Værdier. Denne store Omvurdering - i materialistisk og social Ånd - er det vor Opgave at gennemføre trods alle de gamle Kulturers Værdibegreber, der strider herimod. Gennemsyre Masserne med den socialistiske Kultur, uden hvilken et socialistisk Samfund ikke kan sikres, og så gennem sindrigt og velorganiseret Samarbejde dyrke vor gode, jordiske Planet og fremme Broderskabet mellem alle Mennesker.

Denne Opgave løser Arbejderklassen kun gennem Magt, hvilende på Selvhævdelse og Selvtillid, og den har ingen andre at tage Hensyn til under Kampen end sig selv.

Rente og Ruin

af Ferdinand Hurop. (1915)

Formand for Smedenes og Maskinarbejdernes Forbund i 1890-1892.

Kredit og rente

Samfundet er ved at drukne i gæld og ædes op af renter. Det er i korthed billedet af den finansielle situation, hvori Danmark og så godt som alle andre civiliserede nationer befinder sig. Dette gælder stater, kommuner, byerhverv, landbrug, såvel som det hele værdiproducerende samfund. Det er en fejltagelse at tro, at den, som er gældfri, er uberørt af systemets virkninger. Det låne- og rentesystem, som nu dominerer verden, berører alle og mest føleligt den producerende del af befolkningen, til trods for, at det er den anden, som forårsager lånene og som ligeledes indkasserer renterne. Vi har i den sidste menneskealder fået en uhyre tilvækst af samfundsværdier; så påfaldende stor er tilvæksten, at selv den mest sure skeptiker må beundre vor tids produktive evner. Men det finansielle resultat af tilvæksten har ikke været i favør af flid og dygtighed. Samfundet er, til trods for værdiernes kolossale forøgelse, langt dybere i gæld end før, fordi værdiforøgelsen blev båndlagt af privatkapitalen. Enhver forøgelse af samfundets værdier skyldes arbejdet, hjernens og håndens i forening, men til trods herfor er udbyttet af værdistigningen havnet hos dem, som intet skabte. Kapitalens besiddere blev ejere af værdierne og på grund af kredit- og rentesystemet tilegner de sig vedblivende alle fordele, samtidig med at de i kraft af deres finansielle herredømme spærrer det produktive arbejde ude fra al selvstændig virksomhed. Den lille kapital spiller ikke mere nogen rolle. Storkapitalen er blevet det centrum, hvorom verdens ve og vel drejer sig, den dominerer lovgivning og administration, men denne magt har storkapitalen væsentlig i kraft af, at den behersker kreditsystemet, og derigennem samfundet.

Den daglige kredit

Kreditten er en gammel kending. Den er en part af vort daglige liv. Den er blevet en vane, selv om denne vane virker ubehageligt på de fleste. Kreditten volder mange mennesker søvnløse nætter, den har fået legioner af handlende og håndværkere til at lukke deres forretninger, og den har sat flere end en stout bonde fra sin gård. Der lyder dagligt klager over hensynsløst brug af kreditten, men klagerne fordyber sig sjældent i årsagerne. Der er folk, som morer sig for pengene, i stedet for at betale sine kreditorer, og der er folk som vender forretningen ryggen den dag, kreditten stoppes, for at fortsætte forsøgene andetsteds. Der er folk, som benytter kreditsystemet til den mest hensynsløse udbytning af medmennesker, og med dette mål for øje holder sig så nær den kriminelle skillelinie som muligt. Alt dette er dog kun en følge af systemet, hvoraf vi alle, mere eller mindre ufrivillige, er ofre. Der har lydt langt flere private moralprædikener til de, som har benyttet eller misbrugt kreditten, end der fra landets prædikestole har lydt mod al anden synd. Det nytter ikke at moralisere, når man ikke vil være med til at reformere. Reformen i dette tilfælde er ret til arbejde og ret til arbejdets udbytte. Som modvægt mod kreditten har man anbefalet sparsommelighed. Rådet kan være meget velment, det er blot ikke anvendeligt, fordi de, som anbefales at spare, intet har at spare af. Sparsommeligheden sat i system må nødvendigvis indskrænke omsætningen, og deraf følger igen forringet produktion og større arbejdsløshed, for til slutning at bunde i den samme trøstesløse elendighed, som al konservativ politik nødvendigvis må føre til. Spareteorierne har kun værdi, hvor det gælder om at hindre hensynsløs ødelæggelse af samfundsværdier. Komme helt bort fra kreditsystemet kan man af praktiske grunde ikke, men man kan organisere et sundt kreditsystem. Dertil hører først og fremmest en vellønnet arbejderstand. Købeevnen er for lille både hos arbejderne og småborgerne, fordi man altid har holdt disse to samfundsklasser nede på eksistensgrænsen. Følgen deraf er, at den daglige indtægt ikke tillader opsparing ved siden af de nødvendige udgifter. Indtræder uheld, sygdom, ulykkestilfælde, arbejdsløshed eller lignende, så skal der leves på kredit, eller der skal lånes, hvad der i virkeligheden betyder det samme. Der søges henstand med huslejen, og der søges kredit hos den handlende. Den sidste vil nødig miste sine kunder og indrømmer kredit. For at afbalancere de udestående beløb, søger denne igen kredit hos grossererne, disse igen hos fabrikanterne, og fabrikanterne er atter afhængige af bankerne. Bankerne er kredittens centrum, men desværre også ofte centrum for spekulationen, hvilket er den mest almindelige årsag til bankkrak og kriser, hvilke igen medfører, at fabriker og andre store arbejdscentre helt eller delvis lukkes. Arbejderne bliver erhvervsløse og dermed eksistensløse. Der begyndes påny med at søge kredit hos husvært og handlende. Det er måske andre personer, som på kredit må kæmpe for tilværelsen, men kredsløbet er uforandret det samme, så længe privatkapitalismen regerer samfundet. Kreditten fordrer en masse overflødigt arbejde. Hvilken stab af bogholdere, korrespondenter, maskinskrivere, bude, inkassatorer med mange flere lægger systemet ikke beslag på. Hvilke bunker af fakturaer, regninger, årsopgørelser, breve, postanvisninger, bankanvisninger, veksler og kreditfornyelser der skal til for at holde systemet i orden, og dertil kommer så omkostninger ved lån, renter, gebyrer, salærer, retsafgifter osv.. Alt dette ekstraordinære arbejde og disse ekstraordinære udgifter skal bæres af varepriserne, der yderligere belastes af de tab, kreditten volder. Til slutning hviler hele byrden på det produktive arbejde, fordi dækning ikke kan søges andetsteds. Men kreditsystemets, eller rettere privatkapitalens, ødelæggende virkning er ikke slut hermed. Fallitter, falsk bogføring, injurier, fogedforretninger, tvangsauktioner, terminsspekulationer, børsspil osv. osv. må føjes til, før buketten er færdig. Hele dette fortvivlede system gavner kun spekulanterne, og det endda blot nogle få procent af disse, nemlig de heldige. Samfundet selv lider under kreditsystemet, lige fra den fattigste arbejder til den velstående købmand. Jo større udbytte arbejderne får, desto større kontant købeevne og mindre kredit. Det er en komplet misforståelse, at lav arbejdsløn er en national gevinst, thi i så fald måtte de forenede stater være et elendighedens land og det polske Galizien et paradis både for arbejdere, bønder og borgere. Med lav løn for arbejdere følger elendighed, med høj løn velvære. Med lav løn kredit, med høj løn kontant betaling. Det kan selv de mest konservative ordkløvere ikke bortdiskutere. Når dette alligevel forsøges, så er det fordi man endnu ikke forstår, at kun det produktive arbejde er skaber af værdier, medens penge blot er et byttemiddel. Hvilken ironi, at den, der har penge, uden at have skabt værdier, får rabat på sit forbrug, og at den, der har skabt værdierne, men ikke har pengene, må betale renter, og det endog ofte blodige renter, af sine indkøb. De, der har bygget paladserne, bor i sidegadernes lejekaserner. De, der har dyrket den fede jord, må ofte lide brist på brød. Jo mere, der frembringes, jo større nød. Jo flere klæder, jo flere pjaltede. Jo flere sko, jo flere barbenede. Jo flere fødevarer, jo flere sultne. Kan man tænke sig noget mere forrykt end det, at overproduktion bringer forøgede savn. Den klasse af medmennesker, som ernærer sig ved handel, er som regel den mest konservative og den, der ivrigst bekæmper den arbejdende klasses krav om bedre kår. Mærkeligt nok, at netop denne klasse ikke kan indse, at jo mere velstillet den producerende klasse er, jo større fordel for omsætningen. Den, der slutter sin aftenbøn med at bede om sine kunders vedvarende fattigdom, må være mere end almindelig dum, forretningsmæssig set.

Renter og humanitet

„Samfundet drukner i humanitet" er bedrøvelighedens vise, og der er ikke så ganske få stoddere, som synger med i denne internationale opsang. Det er ikke humaniteten, men renterne og finansielle spekulationer, som ødelægger samfundet. Der skal ikke stilles garantier mod videre udvikling af humaniteten, men der skal stilles garantier mod en fortsat udplyndring af samfundet gennem rentesystemet. Der skal stilles garantier for, at de arbejdsdygtige kan ernære sig og sine ved arbejde og ikke ved almisser, men for at nå dette mål, må rentesystemet bremses, eller rettere sagt et helt nyt kreditsystem indføres. Det er ikke humaniteten, men renteyderne, som sluger overskuddet. Den danske stat leverer selv det mest soleklare bevis for denne påstand. Statistisk årbog for 1913, som udgives af staten, benyttes som grundlag for de efterfølgende tal. Vi begynder med de danske aktieselskabers dividende. Årbogen viser da for et regnskabsår følgende dividende til aktionærerne: 159 banker kr.14,809,495; 69 dampskibsselskaber kr. 3,724,514; 39 jernbaneselskaber kr. 1,424,111; 12 telegraf- og telefonselskaber kr. 5,996,323; 25 forsikringsselskaber kr. 1,163,964; 226 industrielle selskaber kr. 12,094,844; 41 ejendomsselskaber kr. 415,784; 39 handelsselskaber kr. 3,455,333; 30 andre selskaber kr. 792,893; Ialt 650 selskaber, der har givet en dividende af 43,877,261 kr.. Men det er ikke alt for denne post. Årbogen oplyser, at dividenden er ubekendt for 13 banker, 33 dampskibsselskaber, alle sejlskibsselskaberne,
6 jernbaneselskaber, 2 telegraf- og telefonselskaber, 18 forsikringsselskaber, 930 industrielle selskaber, 103 ejendomsselskaber, 1,174 handelsselskaber og 275 andre selskaber, eller ialt 2,254 selskaber, hvis dividende er ubekendt. Vi holder os derfor til de 650 selskaber med deres dividende af 43,877,261 kr.. Som modsætning oplyser årbogen, at der i hele Danmarks industri findes 29,164 svende med en gennemsnitlig ugentlig fortjeneste af 25 kr. 10 øre, og 9,747 lærlinge med en gennemsnitlig ugentlig fortjeneste af 6 kr. Beregnet efter 52 ugers arbejde giver disse to poster tilsammen kun 41,105,896 kr., eller over 2,75 millioner kr. mindre end de 650 aktieselskabers dividende. Dividende er som bekendt også en form for rentenydelse. Der oplyses endvidere, at udlån mod pant, i løbende regning, kassekredit og lignende beløber sig for 139 banker til 579,559,918 kr.. Hvis dette beløb forrentes med gennemsnitlig 5 %, beløber det sig til 28,977,995 kr. 90 øre. Som modsætning hertil oplyser årbogen os om, at hele den danske industri beskæftiger 16,229 voksne kvindelige arbejdere med en gennemsnitlig ugentlig fortjeneste af 11 kr. 70 øre, hvilket giver en samlet årsfortjeneste af 9,873,708 kr.; 2,483 formænd og lignende med en gennemsnitsugeløn af 30 kr. 20 øre, som giver en samlet årsløn af 3,899,272 kr.; 1,245 arbejdsdrenge med en gennemsnitsugeløn af 8 kr. 70 øre, giver en årsløn af 563,212 kr.; og 918 børn med en gennemsnitsugeløn af 3 kr. giver en årsløn af 143,208 kr.. Det vil sige, at disse 20,875 arbejdende mennesker har for 52 ugers arbejde en samlet løn af 14,469,400 kr., eller blot halvdelen af det, de 139 banker indkasserer i rente på de nævnte poster. Den 31. marts 1913 havde Danmark 520 sparekasser, hvis samtlige aktiver er anslået til 923,328,962 kr.. Af disse midler er anbragt til forrentning i obligationer, aktier, ejendomme, håndpant, selvskyldnerkaution, kommunelån og andre ikke specificerede lån, i alt 872,288,327 kr.. Sparekassernes indtægt har været 40,075,993 kr., heraf har sparerne oppebåret i rente 32,367,184 kr., medens 23,209 arbejdsmænd i den danske industri med en ugeløn af gennemsnitlig 20 kr. 30 øre har oppebåret en samlet arbejdsløn af 24,498,384 kr., eller ca. 8 millioner kr. mindre, end rentenyderne af sparekasseindskud. Status for 1913 i 14 af Danmarks kreditforeninger og hypothekforeninger viser, at der af panteobligationernes samlede restbeløb udlånt i 1ste prioritet er 1,724,288,684 kr.. På denne post findes en stigning af over 155 millioner kr. på to år fra 1911 til 1913. På samme konto fandtes i 2den prioritet i 1913 109,522,855 kr. mod 90,143,296 kr. i 1911, altså en stigning af over 19 millioner kr.. Det vil sige, at gælden til disse pengeinstitutioner alene er steget med over 174 millioner kr. i løbet af to år. Men man må ikke deraf slutte, at Danmarks samlede prioritetsgæld er sammendraget i ovennævnte tal. Ved de danske ejendommes vurdering i 1909 i anledning af ejendomsskylden, fandtes behæftelserne (den lovbeskyttede prioritetsgæld) at være 3,292 millioner kr.. Den stadige stigning af gælden betyder dog, at dette tal er for lille, sammenlignet med de virkelige forhold i dag. Den virkelige prioritetsgæld vil for tiden være mindst tre tusinde fem hundrede millioner kr.. Det vil sige, at hvis den gennemsnitlige rente er 4 ½ %, vil renten beløbe sig til ca. 157 millioner kr. årlig for prioritetsgæld på ejendomme alene. Som en modsætning vil vi tage hele det danske tyendes løn for et år. Årbogen siger, at det mandlige tyendes gennemsnitlige årsløn er 627 kr., Og kvindelige tyndes årsløn er 448 kr., kosten iberegnet for begge køn. (Tyendelønnen er beregnet efter den, der opøves for landbruget. For byerne findes ingen specificeret opgørelse.) Der er 121,617 tyende og husholdersker i Danmark med undtagelse af 3,506, som tjener på offentlige anstalter. Deres årsløn er beregnet efter ovennævnte angivelse 54,990,270 kr.. Det viser altså, at prioritetsrenten er omtrent 3 gange så stor som tyendelønnen. Kapitalisterne jamrer sig over tyendets og arbejdernes fordringer, og desværre er der ikke så ganske få af de forgældede ejere, som jamrer med i samme kor og af samme årsag, de kan eller vil ikke se, at det er det kapitalistiske rentesystem og ikke arbejderne eller tyendet, der ruinerer dem. Enhver med lidt sund forretningssans kan se, at fortsættelsen af rentesystemet fører til den fuldstændige ruin. Vi har i Danmark en offentlig institution, som kaldes overformynderiet, der bestyrer umyndige velhavende børns pengemidler. I overformynderiet henstod den 31. marts 1,280,217,471 kr. mod 252,052,901 kr. i 1911. Danmark var altså ikke fattigere, end at kunne forøge det velhavende børns reservefond med over fjorten millioner kr. pr.år. Der er derfor ingen grund for velhaverne til at harmes over, at der i alderdomsunderstøtte blev udbetalt 12,401,058 kr. i 1912. De velhavende umyndige børn fra overformynderiet fik dog henlagt over en og en halv million kr. mere, end både stat og kommuner tilsammen ofrede på de gamle. Overformynderiets kapital er anbragt i fast ejendom og forrentes med 4 % pro anno, hvilket altså medfører, at der på et år af kapitalen drages en rente i de velhavende børns favør af 11,208,698 kr.. Det er 4½ gange så meget, som staten i 1912 betalte til de anerkendte sygekasser for hele landet (2,442,213 kr.). Vi har hidtil væsentlig holdt os til arbejder kontra det kapitalistiske rentesystem. Vi vende os til landbruget. Den danske bondestands flertal er mere eller mindre konservativt, og der er næppe tvivl om, at i almindelighed ser han en større fjende i det socialdemokratiske parti, end i de kapitalistisk partier. Kendsgerningerne går dog i modsat retning. Beviserne herfor leverer også den danske stat. Til trods for det så højt lovpriste danske landbrug, hviler der dog på det en prioritetsgæld af 1,417,500,000 kr.. Det er naturligvis ikke hele gælden, men det er den, som lader sig officielt konstatere. Gælden er forholdsvis størst på de mindre landejendomme, og årbogen oplyser, at ved de landejendomme, som er bortsolgte ved almindeligt frit salg i året 1912, stiller forholdene sig gennemsnitlig således pr. tønde hartkorn (indbefattende ejendomme med ¼-12 tdr. hartkorn). Salgssum, indbefattende også besætning og inventar, var pr. tønde hartkorn 9,716 kr., deraf var besætning og inventar vurderet til 2,531 kr. pr. tønde hartkorn, og ejendommen altså til 7,185 kr. pr. tønde hartkorn, medens gennemsnitsgælden pr. td. hartkorn er 4,900 kr. Gælden er for disse ejendommes vedkommende vokset fra 4,007 kr. I 1905-1909 til 4,900 i 1912, altså en stigning af over 22 % i løbet af ca. 5 år. Prioritetsgælden kan med et rundt tal, uden overdrivelse, anslås til 4,500 kr. pr. tønde hartkorn for alle mindre landejendomme op til 12 tønder hartkorn. Hvilket skår forrentningen betyder i landejendommens indtægter, behøver næppe at påvises nærmere, det er den slags ting, der mærkes ved terminerne. Vi anførte før, at de mindre landejendomme var de mest forgældede, og gælden andrager da gennemsnitlig også over halvdelen af vurderingen. Findes der nu en klarttænkende bonde i Danmark, som ikke vil indrømme, at vi med raske skridt går imod det tidspunkt, hvor kapitalisterne, ejer det danske landbrug og at rentesystemet medfører, at ejendomsretten ophæves og en ny form for fæstevæsen indføres. Socialdemokratiets modstandere plejer at argumentere med, at socialdemokraterne vil berøve bønderne ejendomsretten. Nu ved enhver, at den ejendom, der eksproprieres for offentlig brug, bliver fælles ejendom, og at de, hvis ejendom bliver eksproprieret, får fuld erstatning. Men privatkapitalisterne eksproprierer hver eneste dag, det viser f.eks. tvangsauktionerne, og enhver ved også, at det de levner, som erstatning til den tidligere ejer, altid vil være det mindst mulige, så lidt, at der ikke vil være skygge af fællesejendom tilbage. Vi nævnte før, at prioritetsgælden på landejendomme var 1,417,500,000 kr.. Forrentes denne gæld med runde 5 %, drager kapitalisterne årlig i rentepenge 70,855,000 kr.. Årbogen angiver daglejernes løn i landbruget til gennemsnitlig 680 kr. pr. år. Renten på landbruget andrager altså mere end 100.000 daglejere får udbetalt i løn. Her skal kun bemærkes, at det iøvrigt er ret ligegyldig, om man kaldes daglejer eller husmand, når indtægten er så knapt tilmålt, at den forårsager en uafbrudt kamp for eksistensen. Sammenligner man skatterne med renterne, så ses straks, at i virkeligheden er skatterne lempelige i forhold til renterne. For samtlige sognekommuner udgjorde i 1911-12 hartkornsskatten 6,908,000 kr., ejendomsskyld 4,668,000 kr., opholdskommuneskat 11,786,000 kr., erhvervskommuneskat 228,000 kr.. Disse 4 skattegrupper tilsammen udgør 23,590,000 kr., eller ca. En trediedel af det, kapitalisterne drager i rente. Samtlige sognekommuners hele indtægt i 1911-12 var 34,167,000 kr., eller ca. halvdelen af, hvad renten sluger, og i indtægten er dog medregnet optagne lån til et beløb af 6,431,000 kr.. De nævnte kommuners udgifter til administration, amtsrepartitionsfonden, fattigvæsen, alderdomsunderstøttelse, skolevæsen, vejvæsen, renter af gæld, bidrag til hjælpe- og sygekasser, menighedsudgifter, andre løbende udgifter og forøgelse af aktiver 27,961,000 kr.. Det vil sige, at renterne sluger omkring 43 millioner mere årlig af sognekommunerne, end de nævnte årlige udgifter. Er det da ikke på tide, at der indledes en anden finanspolitik end den, der nu følges. Der peges på andelsbanken og slige forholdsregler mod kapitalens herredømme. Men se lidt kritisk på tanken og på banken og indrøm så, at selv om den retter på et ganske enkelt forhold, så er den som reform blot en dråbe i havet. Men vi er endnu ikke færdig med rentesystemets virkninger. Vi vil nu omtale

Kommunerne og rentesystemet

Sognekommunerne ejede den 31. marts 1912, iberegnet obligationer, kassebeholdning og faste ejendomme med mere 81,812,000 kr., og skyldte 43,079,000 kr., altså over halvdelen. Af de faste ejendomme var skolerne vurderede 41,730,621 kr., forsørgelsesanstalter og fattighuse til 11,657,485 kr.. Bykommunerne er endnu værre stillet. København ejede i 1912-13 kr. 241,657,000; Frederiksberg 1911-12 kr. 24,505,000; provinsbyerne i 1911-12 kr. 140,125,000. Total 406,287,000 kr. Men gælden var i København på 201,348,000 kr.; Frederiksberg 22,479,000 kr.; Provinsbyerne 94,560,000 kr. Total 318,387,000 kr.. Det siger os altså, at kapitalisterne ejer så omtrent alt, hvad samtlige danske bykommuner er vurderede til. Kassebeholdning, indtægtsrestancer og lignende er vurderede til 59,784,000 kr. Københavns sporveje til kr.19,890,000 og byernes fattiganstalter til kr. 9,969,000 tilsammen 89,643,000 kr.. Forskellen mellem bykommunernes formue og gæld er 87,900,000 kr., hvilket viser, at kapitalisterne i virkeligheden ejer kommunernes skoler, sygehuse, kommunale jordejendomme, vandværker, elektricitetsværker, anden udbyttegivende ejendom, panteobligationer med mere, og så endda 1³/₄ million kr. i vore fattiganstalter. Bykommunernes gæld på over 318 millioner kr. skal forrentes, og forudsætter man, at de forrentes med 4½ %, så medfører det en årlig udgift på 14,327,415 kr.. Dette beløb, der årlig stiger, skal betales af skatteyderne, og det er mest sandsynligt, at det største beløb går til udlandet, fordi lånene, enten direkte eller indirekte, stammer derfra. Det vil sige, at skatten i Danmark forhøjes i samme forhold, som renteudbyttet går til udlandet. Amtsrepartitionsfondene ejede d. 31. marts 1912 i kassebeholdning, obligationer og ejendomme 27,157,000 kr., men skyldte bort 19,051,000 kr.. Amtsfattigkasserne ejede på samme tid 1,191,000 kr., og skyldte 612,000 kr.. Danmarks havne er 31. marts 1912 vurderede til 69,344,000 kr., herpå skyldtes 31,823,097 kr.. Det er med runde tal ca. 413 millioner kr.s gæld, som også skal forrentes. Begriber befolkningen så, hvor stort udbytte kapitalisterne har, også af de ved skatterne tilvejebragte beløb. Før vi slutter dette afsnit, vil vi påpege rentesystemets indflydelse på kommunale anlæg. En kommune låner f.eks. 600,000 kr. til anlæg af et elektricitetsværk på 4 % rente og 15,000 kr.s afdrag årlig i 40 år. Renten alene vil beløbe sig til 676,000 kr.. I virkeligheden kommer elektricitetsværket til at stå i 1,276,000 kr., foruden det beløb, kommunen selv har anbragt deri. De nævnte 676,000 kr., som er de långivende kapitalisters profit, kan tilvejebringes ad to veje. Den ene er at lade skatteyderne betale, den anden at lade elektricitetsforbrugerne betale. Det kommer så blot an på, hvilken af de to klasser, der har byrådets bevågenhed. Kapitalisterne er på forhånd sikret deres andel, og ser derfor med stor sindsro på, hvorledes byrderne ellers fordeles. Et par eksempler fra udlandet vil også vise rentesystemets virkninger. Til afholdelsen af verdensudstillingen 1893 i Chicago lånte byen 5 millioner dollars på 30 års afdrag og 4 % rente. Tyve år efter var betalt 4,977,160 dollars i renter og afdrag, men der skyldtes endnu 3,705,000 dollars og disse vil i renter drage 1,330,800 dollars før udløbet af de 30 år. Det vil sige, de långivende kapitalister havde en profit af 5,012,960 dollars, det er penge, hvorfor ingen værdier eksisterer, men som skatteyderne må betale sammen med lånet. Byen New York lånte 60 millioner dollars til bygning af en sporvej under Hudsonfloden. Lånet er på 50 år, og renten 4 %. Renten alene vil beløbe sig til 120 millioner dollars. Der kan anføres lignende eksempler i tusindvis, men disse er nok til at vise rentesystemets ødelæggende virkning.

Statsgælden

Alle lande har statsgæld, og Danmark bærer sin part af denne internationale byrde. Danmarks statsgæld udgør i følge regnskab af 1912-13 356,639,469 kr., og den forrentes med 11,333,762 kr. + 48,834 kr. i omkostninger. Af lånene er ca. 84 millioner indenlandske og ca. 272 millioner udenlandske. Hvilke uhyre arbejdsydelser i årenes løb, der er udført for at udrede renterne af den ovennævnte statsgæld, viser omstående oversigt.

Lånet optaget	Lånets størrelse 1912-13	%	Udbetalte renter
1791	186,250	4	901,450
1886	57,548,700	3 ½	52,369,304
1894	2,275,000	3 ½	1,415,250
1894	66,326,000	3	15,998,240
1897	52,500,000	3	22,625,000
1900	9,600,000	3 ½	4,032,000
1901	30,715,000	3 ½	11,825,275
1906	20,000,000	3 ½	4,200,000
1909	40,320,000	3 ½	4,233,600
1912	75,640,000	4	2,136,388
Udbetalte renter:			119,736,507

Disse ca. 120 millioner kr. er altså de långivende kapitalisters samlede profit af de nuværende statslån. Hvor meget det produktive Danmark forrenter kan selvfølgelig ikke bestemt opgives, men de her anførte tal kan dog give en ide om størrelsen ved at benytte de officielle meddelelser om nedenanførte gæld:

Gældsposter.

Prioritetsgæld: 3,292 millioner kr.

Kommunegæld: 318 millioner kr.

Amtsgæld: 20 millioner kr.

Sognekommunerne: 43 millioner kr.

Havnene: 32 millioner kr.

Staten: 357 millioner kr.

I alt: 4,062 millioner kr.

De 4 største af disse gældsposter er steget betydeligt, især prioritetsgælden, hvormeget lader sig næppe konstatere, før en ny ejendomsskyldvurdering er foretaget. Men da man foruden de ovennævnte gældsposter også har anden rentebærende gæld, så er det ikke overdrivelse at anslå den rentebærende gæld til mindst 4 tusinde 5 hundrede millioner kr.. Hertil kommer så gælden på den udenlandske handelsbalance, der af foreningen „Dansk Arbejde" anslås til et tusinde millioner kr., og dens forrentning anslås til 50 millioner kr.. Endvidere må tilføjes den part af den indenlandske handelsgæld, som også er rentebærende. Da ingen værdier frembringes uden ved arbejde, så er det selvfølgelig afgjort, at også de værdier, hvormed renten skal dækkes, skal tilvejebringes ved det produktive arbejde. Her er ikke specielt tale om lønarbejdere, men om alle, som udføre produktivt arbejde, uden hensyn til, om de arbejder for løn eller i selvstændig bedrift. Skellet står mellem det produktive arbejde og den uproduktive rente.

Udbytte

Når man ser på resultaterne af det benyttede system for værdifordeling, så er det straks iøjnefaldende, at udbyttet står i en besynderlig modsætning til arbejdet. Det mest anstrengende arbejde giver som regel det mindste udbytte. Statens statistiske årbog viser således for 1909-10, at der er 1105 embedsmænd, som har 6,000 kr. Og derover i årsindtægt, medens der af 5965 fast ansatte underordnede kun er 1 (´´en), som har 6,000 kr. i indtægt, og det er muligvis endda ikke i løn. Vi havde 1909 986 fiskere med en årsindtægt af under 800 kr., og kun én fisker, der havde over 6,000 kr.. Der var 20,749 boels- og husmænd under 800 kr., og to over 6,000 kr.. Der var 49,947 gårdmænd, der havde 2,000 kr. og derunder i årsindtægt, og kun 263, som havde 6,000 kr. og derover. Tænk over dette, i gårdmænd. Er det ikke kapitalisterne, som gennem renterne tager udbyttet? Hvor mange af eders sønner bliver gårdmænd? Og hvor mange af eders sønner bliver arbejdere? Der var 591 overordnede ved jernbane-, post- og telegrafvæsen, som havde 2,000 kr. og derover i årsindtægt, men 4,582 underordnede ved samme etater, som ikke nåede over 2,000 kr., og af dem igen 3,312, som ikke nåede over 1,200 kr..

Rentefri statslån

De foregående oplysninger har tilfulde godtgjort, at privatkapitalens eneherredømme over samfundets financielle system fører til samfundets ruin. Kravet om, at bankvæsenet gøres til en samfundsinstitution, der ejes og administreres af staterne, vokser derfor med rivende fart. Historien viser, at man kan organisere rentefri statslån, uden at det i fjerneste måde skader landets kredit, selv om lånene ikke er gjort i produktive øjemed. Da de Forenede stater i Nordamerika under borgerkrigen i 1861-65 trængte til penge, vedtog den lovgivende forsamling, i følge præsidenten Abraham Lincolns anbefaling, ikke at optage statslån hos bankerne, men at staterne derimod selv udstedte et til forholdet svarende antal pengesedler mod staternes direkte garanti. Af disse sedler udstedtes ca. 400 millioner dollars, hvoraf omtrent 50 millioner dollars i tidernes løb er indløste, medens ca. 350 millioner dollars (tretten hundrede millioner kr.) endnu er i omløb, og er et til fuld værdi lovligt betalingsmiddel i al daglig handel og vandel. Udstedelsen af disse seddelpenge var i virkeligheden et rentefri statslån hos folket. Garanterne for et rentebærende og et rentefrit statslån er i begge tilfælde de samme. Det er staternes befolkning, som ved ydelsen af direkte og indirekte skatter står som garanter for, at det pengehus, som har ydet lån, får deres regelmæssige afdrag og renter. Det er den samme befolkning og den samme skatteydelse, som står bagved de udstedte pengesedler og garanterer deres fulde pålydende værdi. En sådan garanti har som bekendt ikke de pengesedler, der er udstedte af private banker. Forretningsmæssig set vil også under de nuværende forhold det rentefri system blive anerkendt som det bedste, hvilket bevises ved, at adskillige store selskaber, f.eks. dampskibsselskaber, er deres egne assurandører, netop fordi de vil undgå kostbare mellemmænd. Pengehusene er de kostbare mellemmænd, som ruinerer staterne, og derigennem også hele det produktive liv, et forhold, vi senere skal komme til at omtale. Fordelen ved rentefri statslån vil fremgå af det før omtalte finansielle skridt i de forenede stater. Hvis et lån af 400 millioner dollars på 50 år og på årlige afdrag var optaget hos „Bank of England", datidens største låneanstalt, så ville renten alene andrage otte hundrede millioner dollars. Der behøves altså ingen kommentarer for at bevise det forretningsmæssig kloge i at udstede og garantere pengesedlerne. Det er dog let forståeligt, at bankerne og specielt „Bank of England" ikke så med venlige øjne på Lincolns finanspolitik, thi hvis denne fortsattes og spredtes til andre af samfundets finansielle forretninger, ville det storkapitalistiske rentesystem lide et uopretteligt knæk. Alle hjul blev sat i bevægelse for at knuse ideen, og det lykkedes også at få gennemført, at disse ekstraordinære pengesedler ikke skulle modtages som betaling af toldafgifter og som rente af offentlig gæld. I disse tilfælde skulle og skal endnu betales med guldmønt, et påbud, der dog ikke overholdes. Men bevægelsen for et af storkapitalismen uafhængigt finanssystem har i Amerika holdt sig til vore dage, endog i en lang årrække, som et selvstændigt politisk parti, og en af dets præsidentskabskandidater, Weaver, fik ved præsidentvalget i 1880 307,306 stemmer. Selvfølgelig var fundamentet for snævert til at bygge et politisk parti på, og dets tilhængere gled for største delen over i det senere dannede radikale folkeparti (Peoples Party). Som dettes præsidentkandidat opnåede den samme Weaver i 1892 1,027,329 stemmer, men folkepartiet var et halvt konservativt og halvt socialistisk parti, og denne blanding måtte selvfølgelig kvæle det. Finansspørgsmålet er nu havnet i det socialistiske parti, men der findes tillige i Amerika en masse spredte organisationer med det specielle formål at virke for statsbanker. Ideen har også tilhængere i de to store gamle partier, republikanerne (højre) og demokraterne (venstre), og det er disse partier, der etablerede postsparebankerne, der dog nærmest i deres nuværende skikkelse er sikkerhedssparekasser. Postsparebankerne (The Postal Banks) er oprettede af regeringen i følge lov af 25de juni 1910, og blev med stor ekspedithed etablerede i forbindelse med de større posthuse og som en særskilt afdeling af postvæsenet. Deres virkeområde er dog, på grund af storkapitalens indflydelse på lovgivningen, ret begrænset, idet ingen person kan indskyde mere end 100 dollars i en måned og ikke over 500 dollars ialt. Postsparebankerne betaler i rente 2 % pro anno til sparerne. Staterne garanterer sparerne mod ethvert tab af indskud og renter. En garanti, som ingen af de private banker er i stand til at give. Postsparebankerne udlåner, i følge lovens bestemmelser, igen kapitalen (indskuddene) til, og kun til, private banker mod 2¼ % pro anno. En fjerdedel af 1 % er beregnet til at dække alle administrationsudgifter og til at dække eventuelle tab. Vi anmoder læserne om at mærke sig denne ¼ %, da vi senere vil benytte denne som argument for en reform i det finansielle system. Til trods for begrænsning af indskud og virkeområde samt de forholdsvis få postsparebanker, der endnu er etablerede, så formodes dog sparernes indskud at have nået til mindst 50 millioner dollars pr. år. Postsparebankerne vil trods al modstand udvikle sig til statsbanker, det vil sige banker, der ejes og drives af de forenede stater, og med almindelig bankvirksomhed hvad indskud og udlån angår, naturligvis fraregnet termins- og andre spekulationer. Det vil meget hurtigt gå op for befolkningen, at når postbankerne kan låne kapitalen ud til private banker for 2¼ %, så er det meningsløst, at befolkningen betaler 7-8 % af de samme penge i de samme private banker. Denne logik vil medføre, at statsejede banker afløser privatejede banker, og at de statsejede postsparebanker udvides til at gøre almindelige bankforretninger. Denne tanke kom stærkt frem ved et delegeretmøde i staten Washington, hvor man drøftede planen om at skaffe midler til overrisling af 400,000 acres land øst for Cascade Mountains (vandfaldsbjergene). Anlægget ville betyde en uhyre tilvækst i statens agerbrug, men de private banker kunne ikke, eller ville ikke, udlåne den til anlægget nødvendige kapital af 40 millioner dollars på vilkår, der syntes antagelige, hvorfor så godt som alle talerne stærkt anbefalede at gå uden om de private banker og låne kapitalen direkte af de forenede stater og af den kapital, der dannedes ved indskud i postsparebankerne. Ved denne fremgangsmåde ville spares omtrent 20 millioner dollars i rente, hvis lånet strakte sig over 40 år. Vi har benyttet de amerikanske postsparebanker som argument for billig rente, men idealet af et finansielt system er rentesystemets fuldstændige afskaffelse. Det vil komme, men uden tvivl i overgangsstadier.

Hvad er penge?

Penge er i sig selv ingen værdi udover det, der kan være i det materiale, hvoraf de er lavede. De er byttemidler mellem den vare, man besidder, uden at have brug for, og den vare, man har brug for uden at besidde. I gamle dage drev man tuskhandel, det vil sige byttede varer mod varer. Selv om der på den måde kunne skabes rigdom ved ophobning af gods på enkelte hænder, så er det klart, at det først ved indførelsen af mønt og seddelpenge blev muligt at opsamle store formuer på enkeltmands hånd. Prægede metalmønter blev ganske naturligt den dominerende part af byttemidler. Sølv var i mange århundreder det vigtigste, og det er først den nyere tid, som har gjort guldet til alle byttemidlers overhoved. Seddelpenge var tidligere ikke noget gængs bytte- og betalingsmiddel. De udstedtes oprindelig som „promisory notes", det vil sige et slags gældsbevis, man forpligtede sig til inden en nærmere bestemt tids forløb at indløse med sølvmønt. Formen ændredes efterhånden derhen, at tiden var begrænset til ihændehaverens forgodtbefindende, således at sedlen veksledes på anfordring med sølvmønt. Efter guldmøntsfodens indførelse blev bestemmelsen enten helt eller delvis ændret til, at indløsningen skete på anfordring med guld. En seddel kan nu være i cirkulation en uge eller i 50 år uden at tabe noget i sin værdi som betalende byttemiddel, med mindre den i følge de derom gældende love bliver indkaldt. Pengeseddelen er derved fra at være et midlertidigt gældsbevis blevet til et praktisk byttemiddel. De banker, som udsteder pengesedler, fører ikke disse som aktiver, men som gæld. Den danske nationalbank har udstedt pengesedler til et beløb af 165 millioner kr., men dens guldbeholdning ville ikke være tilstrækkelig til så nær at indløse dette beløb, hvis man ellers tænkte sig muligheden af, at alle pengesedlerne i løbet af kort tid blev præsenterede til ombytning med guld. Dette betyder dog ikke, at der ikke er sikkerhed til at dække de udstedte pengesedler. Sikkerheden består i aktiver af meget forskelligt indhold, f.eks. aktier, obligationer, grundejendomme osv. osv., Hvis egentlige værdi til slutning hviler på et tilsvarende kvantum udført arbejde. Guldmønt benyttes i Danmark forholdsvis lidet som virkeligt byttemiddel i den daglige omsætning. Guldet er oplagret i bankernes brand- og dirkefri kælderhvælvinger, og benyttes som byttemiddel i den internationale spekulations tjeneste. (Verdenskrigen har medført visse lempelser i reglerne om indløsning og dækning.) Det er altså ikke guldet, men det produktive arbejde, der er betingelsen for samfundets rolige udvikling. I samme øjeblik som dette blev forrykket, indtrådte de finansielle vanskeligheder. Guldet er ingen garanti, og anvendt til internationale spekulationer fremkalder det ofte langvarige kriser og nationale ulykker. Værdipapirer og seddelpenge er de dominerende i omsætningen, assisteret af sølv og kobber som skillemønt. Et værdipapir betegner et til dets indhold svarende udført arbejde (bygning, skib, maskine eller lignende), eller f.eks. et jordareal, der ved arbejdets hjælp omsættes i værdier, f.eks. agerbrug, skovbrug, minedrift osv.. Med andre ord, det, der i det daglige liv anses for kapital, er i virkeligheden kun udtryk for et vist givet kvantum af allerede produceret arbejde. Dette anerkendes også af alle kapitalister i det daglige livs vurderinger. Et landbrug, en fabrik, en mine vurderes efter det arbejde, der er udført, og efter den værdi, der vil nås, hvis arbejdet fortsættes. I henhold hertil købes og lånes. Man vil aldrig kunne bilde en kapitalist ind, at arbejdet er en underordnet faktor i værdibedømmelsen, selv om han muligvis vil forsøge at få andre til at tro, at den private kapital er en uundværlig faktor for arbejdet. Et lands værdi vurderes efter, hvor meget produktivt arbejde der er nedlagt i landets industri, landbrug, transportmidler osv., samt hvor stor dets import, eksport og skatteevne er. Jo større produktiv dygtighed, jo større værdi. Forretningsmæssigt set har man allerede for længe siden fastslået arbejdet som det grundlag, hvorpå alle værdier hviler. Privatkapitalens herredømme over arbejdet er derfor betinget af, om den bevarer herredømmet over byttemidlerne. Det er lovene, som begrænser og som udvider dette herredømme. Privatkapitalen har hidtil været den dominerende faktor i lovgivningen, og alle de ville skud på det civiliserede samfunds lovgivning, er privatkapitalens børn. - deraf kommer også det kendte mundheld, „penge regerer verden".

Rente

Værdiernes fordeling går uafbrudt i en og samme retning. Den spekulerende, men ikke producerende klasse tager løvens part, medens den producerende klasse nøjes, eller må nøjes, med lammets. Denne fordelingsmåde er ikke af ny dato, den er for så vidt ret gammel, men den er blevet mere grel i sin modsætning ved det moderne private banksystems udvikling. Dette system er efterhånden blevet den alle og alt dominerende faktor i samfundet. I gamle dage samlede gnieren sine sparepenge i strømpeskafter eller på bunden af egetræskisten. Undertiden gemtes de i sengehalmen, eller af frygt for tyve gravede han skatten ned i sin have. Den gamle gnier var naturligvis en plage for naboer og andre samtidige, men han udbyttede dog kun sine nærmeste forbindelser i det slægtled, hvori han levede. Den moderne gnier udbytter gennem rentesystemet menneskeheden til de seneste slægter. De oprindelige banker var kun institutioner, hvor man opbevarede egnens penge og værdipapirer. Man førte en konto for hver enkelt over deponerede og afhentede værdier, men man havde endnu ikke sat bankmæssig udlån og rente i system. Den ældste af de den 31. marts 1913 i Danmark eksisterende 139 banker, er Nationalbanken i København, der er oprettet 1818. Kun to af de nuværende banker eksisterede i 1850 og kun 15 i 1860. Af de foran nævnte 139 banker er 52 oprettede siden 1. januar 1900. Den tidligere tids få og spredte banker medførte, at kun de nærmest boende indskød penge, og at bankernes indflydelse var af mere lokal karakter. Men efterhånden som bankernes antal øgedes, og kapitalen centraliseredes i disse, blev billedet et andet. Byggevirksomhed, industri, handel og skibsfart er blevet grene af bankernes virksomhed og dirigeres derfra. Det er ikke mere blot kontante penges opbevaring og udlån man beskæftiger sig med. Veksler, checks og andre substitutter for kontanter kom naturligvis til at gå gennem bankerne og bidrog til, at bankerne blev de finansielle forvaltere af egnens forretningsliv. Vil man f.eks. bygge et til 6,000 kr. vurderet hus til eget brug, og låner denne kapital, på hvad man i dag kalder billige betingelser, og med 40 års årlig afdrag, så vil renten alene andrage ca. 7,000 kr., når huset er betalt, og i stedet for 6,000 kr. har det kostet ejeren 13,000 kr.. Eller et andet eksempel. Hvis en 25årig murersvend har medvirket ved opførelsen af en lejekaserne og for sin part fået udbetalt 500 kr. i arbejdsløn, så regnes også disse 500 kr. med i den sum, bygningen skal forrente. Flytter den samme murersvend ind som lejer i den samme bygning, så skal han selvfølgelig være med til at forrente sit eget arbejde. Bor han der i 40 år, og bygningen forrenter sig med gennemsnitlig 6 %, så kommer han for sin part til at betale 1,200 kr. i rente af det 500 kr.s arbejde, han udførte. De 1,200 kr. går muligvis til en mand, som aldrig har set huset, og aldrig bekymret sig en døjt om murersvendene og deres kår. Havde vor murersvend ingen lyst til arbejdet på lejekasernen, men derimod 500 kr. på lommen, som han anbragte til 6 % rente og renters rente i 40 år, så ville han i stedet for at betale 1,200 kr. I rente af arbejdet, have 5,000 kr. kontant til at bygge sig et lille alderdomshjem for, og endda have nok tilovers til et forholdsvis flot rejsegilde. Vi har tidligere anført, at den ved lov beskyttede faste gæld udgør omkring halvfemte tusinde millioner kr. For Danmarks vedkommende. Renten heraf kan ikke nøjagtig fastslås ved de oplysninger, statens statistik indeholder. Men forudsætter man, at renten gennemsnitlig er 4½ %, så andrager den årlige rente over 202,000,000 kr. (to hundrede og to millioner kr.). Det kan heller ikke påvises, hvem og hvor mange det påhviler at udrede renten, eller hvor stort beløb på hver enkelt. Men man kan opstille en sammenligning. Hvis det blev pålagt et hundrede tusinde danske borgere og bønder i forening at udrede renten, ikke at afdrage gælden, så blev regnestykket således, at hver enkelt måtte på hver af årets 300 forretningsdage betale 6 kr. 70 øre for at tilvejebringe lånekapitalisternes prioritetsgaranterede renteprofit. Der kan imidlertid foretages en anden også meget interessant sammenligning. Statistisk årbog for 1913 oplyser, at der i det danske håndværk og industri arbejdede i 1906 137,925 personer over 22 år, og at landarbejdernes antal i 1911 var 46,021 personer (tyende ikke medregnet). På dagarbejde gik i 1911 22,783 personer. Hvis man forhøjer den i årbogen angivne løn med den omtrentlige stigning, de senere år har bragt, så bliver resultatet følgende: Arbejdere i håndværk og industri over 22 års alderen: 107,422 mænd a 1,250 kr. årlig = 134,277,500 kr. og 30,503 kvinder a 700 kr. årligt = 21,352,100 kr.; landarbejdere: 37,253 mænd a 700 kr. årlig = 26,077,100 kr. og 8,768 kvinder a 300 kr. årligt = 2,630,400 kr.; daglejere i hele landet: 11,293 mænd a 1,000 kr. årlig = 11,293,000 kr. og 11,490 kvinder a 500 kr. årligt = 5,745,000 kr. Tilsammen 201,375,100 kr.. Naturligvis påhviler arbejdet at dække rentebeløbet ikke specielt de forannævnte klasser. Den opstillede beregning er blot brugt som eksempel. Men det falder straks i øjnene, at de nævnte arbejdere alle kunne få deres løn fordoblet, hvis der ikke fandtes noget, der hed rente. Man har ofte hørt påstanden om, at socialisterne vil dele, men det kan ikke nægtes, at kapitalisterne i langt højere grad forstår denne kunst. Men at klare renten til kapitalisterne er ikke nok, gælden skal også afdrages. Hvis det blev pålagt to hundrede tusinde af de dygtigste, flittigste og mest nøjsomme af de danske arbejdere at afdrage gælden, så vil facit se således ud: hver enkelt yder hver 5 kr. daglig i hver af årets 300 arbejdsdage, og gælden kan være betalt i løbet af 15 år, forudsat, at alle nye lån i den tid undgås. I denne forbindelse må det ikke overses, at med samme hurtighed, gælden stiger, forøges også den årlige renteydelse, og man vil snart nå det tidspunkt, da der må gøres lån, ny gæld, for at klare renterne, hvis ikke spørgsmålet løses i nærmeste fremtid. Når dette går op for befolkningen, så vil kampen vende sig mod rentesystemet. Man vil sætte socialismen i stedet for kapitalismen, fordi socialismen er solidaritet mellem alle fremadskridende kræfter, medens kapitalismen ikke alene er en indbyrdes kamp mellem kapitalisterne om at ødelægge hinanden, men også en kamp mod produktionens udvikling, og en bom mod alle sociale fremskridt. Det er en absolut umulighed at bibeholde rentesystemet og samtidig reformere samfundet. Et af de første skridt i retning af at redde samfundet fra undergang vil blive at gøre bank- og kreditsystemet til en samfundsejet institution.

Statsbanker

De af staten ejede og administrerede banker skal selvfølgelig ikke fortsætte de private spekulationer i lån og rente. Opgaven vil være at ophæve landets og borgernes afhængighedsforhold til bestående banker og pengehuse, og specielt at ophæve rentesystemet. Dette vil ske gradvis, fordi historien har vist, at store reformer fordrer en vis udviklingsperiode, og man må regne med den voldsomme modstand, kapitalisterne vil gøre for at bevare renten, fordi deres magt i samfundet står og falder med den. Renten er ikke alene den farligste faktor i samfundslivet, men også den mest meningsløse, og derfor må den bort. Vi har før i dette skrift påvist, at en banks soliditet hviler på det kvantum af virkelige produktive værdier, den råder over, og ikke på den forholdsvis meget lille kontante kapital, en bank ligger inde med. Vi har også påvist, at garantien hviler på en rationel ordning af kreditsystemet. At det private banksystem ikke yder nogen garanti hverken for sparere eller for forretningslivet er der sørgelige erfaringer nok for.  Når det private banksystem er kuldsejlet, og den ene bank efter den anden er ramlet sammen, når borgerne har mistet deres penge, deres hus, deres hjem og deres forretning, så har staterne altid måttet træde til med garantien. Dette fakta viser, at statens er den sikreste og eneste virkelige garanti, netop fordi nationen står solidarisk bag den. Følgelig er statsbanken den ideelle institution, som mellemled for samfundets mangeartede forretninger. De statspapirer, bag hvilke der står en oplyst og handledygtig nation, har som garant altid været og vil altid blive betragtet som tip-top af sikkerhed. Pengesedler er statspapirer og betragtes som sådanne, også af det nuværende samfund. Så længe statsbanken kun udsteder pengesedler for produktivt arbejde og omsætning, så længe vil disse altid bevare deres fulde pålydende værdi. Denne værdi vil yderligere øges ved renternes afskaffelse, fordi de penge, der anvendes som byttemiddel mellem reelle værdier, ikke mister noget af deres købeevne, hvorimod de penge, der anvendes i rentespekulationens tjeneste, stadig mister noget af deres købeevne. Det bedste bevis herfor ligger i de stadigt stigende varepriser. Staten har ingen nævneværdig indtægt af det nuværende private banksystem, den har derimod en stadig stigende udgift. Følgelig vil samfundet under alle forhold kun have fordel af at gå over til et rentefrit kreditsystem, etableret gennem en statsbank. Det rentefri kreditsystem vil bringe staten betydelige skatteindtægter, efterhånden som offentlig gæld afvikles og ejendomsprioriteterne inddrages under staten. Da staten ikke er interesseret i rentenydelse, så følger deraf, at den hurtigst muligt overtager kommunernes gæld, og samtidig overtager den tilsvarende panteret. De kommunale lån opsiges efterhånden til udbetaling, og for disse aktiver, staten således erhverver, udstedes et til lånenes størrelse svarende beløb af statsgaranterede pengesedler, hvormed de tidligere panthaveres fordringer dækkes. De statsejede værdier er da voksede i samme forhold som forøgelsen af den cirkulerende seddelmængde. Er statens beholdning stor nok til at dække indfrielsen af et aktiv, vil en nyudstedelse ikke være nødvendig. En kommune, hvis finansielle status er således, at et lån er forretningsmæssig sikret, kan selvfølgelig erholde et rentefrit lån gennem statsbanken på samme måde som foran nævnt. Med hensyn til ejendomsprioriteter, vil staten altid være på den sikre side ved at overtage alle 1ste prioriteter. Statsbanken ordner alle de fornødne formaliteter på samme måde, som man nu overdrager en privat bank at gøre det. De ved administrationen af lånene påløbne udgifter vil sandsynligvis påhvile låntageren, men vil næppe overstige ¹/₄ % pro anno. Da man samtidig bliver fri for diskontoen, er det klart, at lånene bliver så godt som fuldstændig rentefri. Hvilken mægtig løftestang dette vil være for land og by, behøver ikke nærmere påvisning. At man i størst mulig omfang og på samme måde vil inddrage alle værdier under statens direkte kontrol, er en selvfølge. Det hele kan og vil naturligvis foregå på aldeles forretningsmæssig måde. Der vil efterhånden bygges op et system, hvorpå al sund forretning vil kunne hvile og trives uden friktion. De forretninger, som ikke trives uden i læ af ødelæggende spekulationer, f.eks. terminsforretninger, vil ikke kunne påregne statsstøtte, men samfundet vil ikke miste noget ved, at den art forretninger afgår ved døden, selv om det blev af et „slagtilfælde". Afviklingen af statsgæld og pantehæftelser, der ejes af udenlandske storkapitalister, vil blive en mere indviklet historie, og kan kun ordnes ved private overenskomster eller ved samvirken mellem staterne. Alle nationer er mareredne af storkapitalismen og dens rentesystemer, følgelig vil der over landene komme en frihedsbølge, der vil feje storkapitalismen bort på samme måde, som vore forfædre fejede slaveriet og de enevældige dynastier bort. Det danske folk er ved at drukne i gæld, det er sandt, men det samme er også de øvrige nationer, selv der, hvor de største skatte er ophobede, og følgelig er spørgsmålet internationalt og derfor lettere at løse. Vi behøver dog ikke i Danmark at vente på udlandet for at etablere en statsbank. De indenlandske forpligtelser og de pantehæftelser, der ejes af hjemlige kapitalister, er så talrige og store, at der endog hører en meget anselig statsbank til at ordne disse forhold. Der vil indvendes, at nationalbanken for få år tilbage fik fornyet sin oktroy på 30 år, og at en statsbank følgelig ikke kan etableres i den periode. Nuvel, der er mange fyrster, som i tidernes løb har måttet vige tronen, til trods for deres oktroy, hvorfor lade pengefyrsterne indtage en mere privilegeret stilling end fyrsterne af guds nåde, og er ændringer mulige, når banken skal have fordele, så går det vel også, når samfundsinteresser kræver det. Tidens krav og folkets velfærd er vigtigere end et dokument, der oprettes mellem en tilfældig regering og en af nogle privatpersoner ejet bank. Men forøvrigt kan dette forhold løses ved overenskomst. Nationalbankens aktiekapital er blot 27 millioner kr., og aktionærernes årsudbytte et par millioner kr.. Erstatningskravet er let at overkomme. Der er næppe tvivl om, at d'hrr., der ejer Nationalbanken, villigt bøjer sig for en statsfordring, når den tid er inde, da nationen fordrer at være sin egen bankier. De af statsbanken udstedte pengesedler vil selvfølgelig cirkulere som betalingsmiddel i daglig handel og vandel i lighed med de af den privatejede nationalbank udstedte pengesedler, der nu anvendes. Efterhånden som statsbanken udvider sin virksomhed, inddrages de private pengesedler. De af statsbanken udstedte pengesedler vil efterhånden vende tilbage til statsbanken som afdrag på gæld, betaling af skatter, afgift for transport, fragt, porto, telegrammer og meget andet. Da staten nødvendigvis ved denne ordning må udvide sit allerede bestående forsikringsvæsen og overtage en række af virksomheder, hvis eksistens alene er baseret på rentesystemet, så er det klart, at det kun bliver nødvendigt at udstede et forholdsvis begrænset beløb i pengesedler. Det der sker er, at staten bliver ejer af de værdier, som de private banker sidder inde med. Med andre ord fælleseje i stedet for særeje. Vil de private banker konkurrere med staten? Nej, de vil ikke gøre noget som helst forsøg i den retning, fordi det på forhånd er umuligt. Intet menneske med en sund hjerne og et værdifuldt pant vil låne i en privat bank og betale 4-5 % i rente, når der kan opnås rentefrit lån gennem staten. Da de private banker ikke vil være i stand til at anbringe rentebærende kapital, undtagen måske i de meget usikre forretninger, så følger deraf ganske naturligt, at de heller ikke kan betale rente af indskud. Derfor vil den disponible kapital, f.eks. sparepenge, blive anbragt til opbevaring i statsbanken og dens filialer. Publikum kan deponere eller hæve på sin konto efter behag, men vil blot ikke få tilskrevet renter. Men også her vil statsbanken blive den favoriserede, fordi den yder den sikkerhed, som de private banker ikke kan yde, når rentebærende udlån mod god sikkerhed ophører, thi dette betyder ophævelsen af privat bankvirksomhed.

Statsarbejde

De, som interesserer sig for samfundsspørgsmål, vil vide, at når der indtræder finansielle kriser og deraf følgende arbejdsløshed, så forsøger man straks at bøde herpå ved af det offentlige at forlange ekstraordinære arbejder iværksatte. Som regel er disse iøvrigt velmente forsøg altid ebbet ud i intet. Stat og kommune savnede penge, det vil de altid gøre under storkapitalens herredømme, og formaliteterne med at skaffe ekstra lån trak altid ud, til krisen var overstået. Disse ekstraordinære arbejder afhang altid af, om storkapitalisterne var villige til at yde lån, men da de aldrig har interesseret sig for at afskaffe hverken kriser eller arbejdsløshed, så fulgte deraf, at ekstraordinært arbejde blev foreslået men aldrig foretaget, fordi der ingen lån kunne skaffes. Dette forhold ændres, når staten er herre over finanserne og deres anvendelse. Der er altid arbejde nok at udføre, og som følge deraf vil ledig arbejdskraft blive til en velsignelse i stedet for som nu en forbandelse. Da statens udlæg til offentlige arbejders udførelse ikke skal forrentes, så overføres ingen forpligtelser på de næste slægtled. Tværtimod, det betyder, at staten har fået et rentefrit aktiv, og at skatteyderne er blevet befriet for den byrde, som arbejdsløshed altid medfører. Det vigtigste er dog, at de, som ellers ville være arbejdsløse, bliver reddet fra nød, lidelser og savn. I den forbindelse betyder altså en rentefri statsbank aktiver, medens rentenydende private banker betyder passiver. Når man ser de elendige huller i by og land, som kaldes boliger, og samtidig ser tusinder af dygtige bygningsarbejdere gå ledige, så burde det være bevis for, at det privatkapitalistiske system er det tåbeligste, som kan tænkes. Til slægtens værn bygger vi skoler, sygehuse og alderdomshjem, men af disse drager også privatkapitalisterne rente. Vore veje, gader, huse, hjem, klæder og føde drager privatkapitalen profit af. Det nytter ikke at være gældfri i det nuværende samfund. Vore varepriser er så stærkt påvirkede af profit og rente, at kapitalismen når alle lommer. Der eksisterer ikke en eneste fornuftig grund til at bibeholde rentesystemet.

Huset eller prioriteten

I et land, hvor alt er organiseret, er selvfølgelig også pengene samlede og organiserede med det formål at „yngle" det mest mulige. Til disse organisationer hører kreditforeningerne. De på lang tid løbende lån, med ligelig fordeling af årlige afdrag og renter, virker lokkende på lånsøgerne, og har bidraget til at forøge prioriteternes antal. Man er tilbøjelig til at anse lån på lang tid for et stort landsgode, og 4 % pro anno som en rimelig afgift for pengenes brug. Et lille regnestykke vil dog hurtig vise, at der ikke er så megen grund til begejstring. En tyveårig mand, der har ti tusinde kr. til rådighed, ønsker at anbringe disse penge på en fordelagtig og sikker måde. Han kan købe et husmandsbrug og drive det selv. Hvis han er kraftig og bevarer sit helbred, kan han drive det til han er 70 år gammel, han vil da uden tvivl vedblivende være gældfri, men næppe have andre resultater at fremvise, end en kroget ryg og stive fingre. Hvis han derimod i sit tyvende år foretrækker selv at søge andet erhverv og at anbringe sine ti tusinde kr. som prioritet i et husmandsbrug og lade en anden medborger figurere som ejendomsbesidderen, der i sit ansigts sved afvinder husmandslodden så stort udbytte, at han ved siden af en tarvelig levevis kan afdrage 200 kr. årlig og svare 4 % rente, så kommer facit til at se lidt anderledes ud. Vi forudsætter, at den unge mand har sans for at „lade pengene arbejde". Han anbringer derfor straks fra begyndelsen sine indvundne renter og afdrag hos andre husmænd, også til 4 %. Når han da ved proper levevis også når 70 år, vil han måske ikke have en kroget ryg og stive fingre, men han vil i kraft af de 4 % have omtrent det syvdobbelte af det, han indskød i det første husmandsbrug, eller med mere korrekte tal 68,051 kr. 82 øre. Det er tilstrækkelig til at betegne forskellen på udbyttet af legemligt arbejde og udbyttet af 4 procents prioriteter. For den første husmands vedkommende ser regnestykket således ud: han låner 10.000 kr., men diskonto og andre omkostninger bevirker, at han kun får 9,300 kr. udbetalt, men da renten alene andrager 10,200 kr., må han i virkeligheden betale 20,200 kr. tilbage for brugen af de 9,300 kr.. Beholdt han hele lånesummen til lånetiden var udløbet, ville den virkelige tilbagebetaling med renter andrage 30,000 kr.. Der har været og er måske endnu en tanke om at skabe en selvstændig husmandsstand på billige og langtløbende lån. Jeg anser det for umuligt og tror, at fremtiden vil give mig ret.

Jordrente

Henry Georges ide om at lade alle skatter samles i en eneste skat på jorden (single tax) og på den måde omforme samfundet, har også tilhængere i Danmark. Det, der har gjort Henry George berømt, er hans kritik af privatkapitalismen, og ikke planen om „single tax" (enkeltskat). Den er umulig som samfundsreform, fordi man ikke kan reformere samfundet ved hjælp af skatter og især ikke ved at gøre modstanderne skattefri. Som skattesystem er „single tax" absolut umulig, og da særlig i Danmark, fordi det at lægge hele skatten på landets hovederhverv og gøre den indtægt, der ikke stammer fra grundejendom, skattefri, vil være en fordel for storkapitalen, og ikke for den befolkning, der producerer landets værdier. Hvis man forudsætter, at loven om „single tax" er vedtaget og skal træde i kraft 1. januar 1915, så vil man ved at lægge statens statistik som beregning for virkningen komme til følgende resultat: grundskat, arealskat og ejendomsskyld beløber sig i København, Frederiksberg og provinsbyerne til 10,479,000 kr.. Hartkornsskatten og ejendomsskylden i sognekommunerne beløber sig til 11,576,000 kr.. Statens skat på faste ejendomme er 5,941,252 kr., eller tilsammen for de skatter, der hviler på grundejendom, 27,996,252 kr.. De øvrige skatter udgør naturligvis en langt større sum, og med undtagelse af sportler, gebyrer, kendelser ser listen således ud: statens øvrige skatteindtægter: indkomst- og formueskat 13,925,836 kr.; Arveskat og stempelskat 13,471,877 kr.; toldskat 35,336,854 kr.; brændevinsskat 5,276,823 kr.; ølskat 7,150,301 kr.; skat på indenlandsk sukker 4,4 55,001 kr.; cigaretter 367,685 kr.; spillekort 121,204 kr.; forestillinger 972,993 kr.; tobaksdyrkning 21,721 kr.; 81,100,295 kr.. Kommunens øvrige skatter: opholdskommuneskat 33,090,000 kr.; erhvervskommuneskat 926,000 kr.; selskabernes skat 1,689,000 kr.; forlystelsesskat 286,000; spiritus-, nærings-, hundeskat med mere 2,812,000 kr.. Maskerede skatter, der figurerer som „overskud" af vandværker: 2,382,000 kr.; gasværker: 6,735,000 kr.; elektricitetsværker: 6,666,000 kr.; i alt 135,686,295 kr. Det viser, at hvis hele den nuværende skat pålignedes grundejendom, ville den nuværende jordbeskatning stige til det seksdobbelte beløb. Man rammer ikke ved denne skatteomlægning den store grundejer i byen, fordi han vil fordele den forøgede skattebyrde på sine lejere eller på sine kunder og på arbejderne. Der er mere udsigt til, at ban vil tjene ved omlægningen, idet han bliver fri for indkomst- og formueskat. De små ejendomsbesiddere, der ingen andre har at fordele den forøgede skattebyrde på, vil derimod føle skatteforøgelsen således, at de ikke tvivler om virkningen. For arbejdernes vedkommende kan omlægningen kun betyde større husleje og dyrere levnedsmidler. Til gengæld vil den udenlandske fabrikant blive mere begunstiget på vort marked. Der er næppe nogen grund til at spilde tiden på „single tax" systemet, fordi det at beskatte det mindste landbrug til fordel for den ikke grund-ejende millionær, er meget langt fra at være en samfundsreform. I de Forenede stater i Nordamerika, hvor, med undtagelse af vareskatterne (told, tobak og spiritus), så godt som hele skatten har hvilet på jorden (grundejendom), er der desuagtet ophobet større formuer på enkeltmands hånd end noget andet steds. At det skulle blive anderledes i Danmark, er der ingen grund til at tro. Indkomstskatten i de Forenede stater er endnu kun et år gammel og blev først gennemført efter årelang kamp mod storkapitalisterne, som den særlig rammer. Af alle skatter er indkomstskat med stigende skala den retfærdigste, fordi den, anvendt ret, lægger skattebyrden der, hvor skatteevnen er.

Hvad er en million

Danmark har et par hundrede mennesker, som titlen „millionær" hæftes på. Der er i det foregående regnet med millioner i så stort omfang, at det måske til slutning kan interessere læserne at vide, hvor lang tid det vil tage et almindeligt arbejdsmenneske at blive millionær. Hvis en meget sparsommelig familie lægger tilside 1,000 kr. årlig til et fond, der ikke drog rente, vil det vare et tusind år, før millionen er nået, forudsat, at alle familiens slægtled er sparsommelige. At spare en krone pr. arbejdsdag eller 300 kr. pr. år, ville fra kristi fødsel og til dato blot give lidt over en halv million (ca. 580,000 kr.). Men hvis der i året1619 var indsat en krone til 4 % rente og renters rente ville millionen være nået 1914 og det uden spor af arbejde fra indskyderens side. I så fald blev resultatet nået ved andres arbejde. Men nu er det jo ikke bare en eneste krone, der drager rente, det er tusinder og atter tusinder af millioner kr., der drager renter, og derfor forstår læseren nok resultatet. Hvis alle de, som lever af rentesystemet, en skøn dag blev tvungne til at arbejde for at skaffe renterne, som det nuværende system fordrer, ville de „alle som en" inden en måneds forløb råbe: „ned med rentesystemet".

Slutningsbemærkning

Det svirrer om ørerne med påstande om, at vi har råd til både at låne og betale renter samt til at spille militær magt. Det er blot et udslag af glad vanvid og ugidelighed til at tænke. Det kan være klogt at lytte, men det er dog klogere selv at tænke. Den kommende tid vil have brug for en velopdragen, veloplyst, kraftig og tænkende slægt. Et samfund kan ikke vedblivende leve på gæld, renter, spil eller fraser. De alvorlige tanker er livets grundvold.

Socialistisk Arbejderparti

»Klassekampen« - 1918

Fra Elendighedens Dyb

af A. Engelbert Nielsen

Til Ordet Pjalteproletarer knytter der sig for mange Mennesker uhyggelige om end vage Forestillinger om al menneskelig Ondskab om det, der er grimt og råt, om Laser og Rædsel og Liderlighed i en hæslig Dunst af opgylpet Alkohol. Ordet vækker hos disse Mennesker Uhygge og Angst for Afgrunden og bringer uvilkårlig deres Tanker hen på Lus, ikke på en enkelt af disse gråbenede Snyltere, som man har fået på sig tilfældig i en Sporvogn eller på et Møde; men på Lus i Kager af Skidt, så de kan skrabes af, og gennem Skidtkagerne går der blodige Rifter af sorte Negle. Det skal i det kommende være min Opgave at søge at give mine Læsere et Indtryk af Pjalteproletariatet; give dem nogen Besked om, hvad det er for Mennesker, hvorfor de eksisterer og hvad de eksisterer for. Vise for dem selve Pjalteproletariatet, netop i de Omgivelser, hvor de lever deres daglige Liv, og samtidig forsøge at udrede nogle af de Årsager, som man med rimelig Grund kan give Skylden for Tilstedeværelsen af et så modbydeligt, materieflydende Sår som den dybeste såvel økonomiske som moralske Elendighed er på Samfundslegemet. En Begrænsning af Pjalteproletariatet til kun at omfatte en ringe Del af de økonomiske dårligt stillede, er næppe mulig; thi dem på hvem Betegnelsen Pjalteproletar kan hæftes, det vil sige på de Mennesker, hvis Liv er en Karikatur af menneskeligt Liv, og som har Sult og Savn som daglig Bekendt, og for hvem Begrebet Hjem så at sige ikke eksisterer, de strækker sig fra de laveste hjemløse, disse rent økonomisk ruinerede og som Regel også moralsk fordærvede Individer, og langt ind i den egentlige Arbejderklasse, blandt dem af Arbejderne, som dårlige Konjunkturer, slet Organisation, ringe Fremtidssyn, svag Karakter og Vilje, Sygdom, for stor Børneflok eller andre forskyldte eller uforskyldte Årsager har ført ind i en fortvivlet næsten håbløs Kamp med den dybeste Elendighed. Og fra disse sidste går en stadig Række af dem, der har opgivet eller tabt Kampen, ind i de virkelig hjemløses Rækker, og som nu, da Selvopholdelsesdriften har forladt dem, synker dybere og dybere ned i Afgrunden og udfylder de store Huller, som Døden slår i de hjemløses Rækker, blandt disse Mennesker, der stadig må savne og stadig sulte, og som ikke har det, hvortil de kan hælde deres Hoved, ja, endda knapt en Port til Ly for Vinterslud og kun tynde, som oftest våde Klæder til Værn mod Kulden. At dette ikke er overdrevet, ses måske bedst af det ene Eksempel, at man i Vinteren i Februar 1917 på en Byggegrund i Københavns Nærhed fandt en døende Mand, der allerede i flere Dage havde ligget i en Lungebetændelses Fantasier, og hvis eneste Hjem var et Cementrør, hvis to Åbninger han havde tilstoppet med Klude; thi det, at denne Mand i det hele taget kunne findes i en sådan mere end forfærdelig Tilstand, er i sig selv et Bevis på, at Tilfældet ikke var isoleret, for denne Mand måtte allerede på et tidligere Tidspunkt være bleven hjulpen, hvis ikke netop den forfærdelige Elendighed havde nået til en Størrelse, der med sin vanemæssige Indflydelse havde forhærdet det menneskelige Sind i en så frygtelig Grad, at en sådan Tildragelse som ovennævnte kun ofres en Petitnotits i Dagspressen og siden glemmes. Ja, mange af Tilfældene når ikke engang så langt frem som til Pressens Offentliggørelse, men efterlader kun de Spor, der føles i disse Menneskers eget fortvivlede, forpinte Sind. Som en Mand, der hørte til mit eget Bekendtskab, og som for kun 2 År siden døde af en Årsag, der kun kan betegnes som Elendighed, det vil sige, at han døde af Blodforgiftning i de Sår, som Utøj havde forårsaget. Uvilkårlig mindes jeg her et Tilfælde, som Jack London tog i Sommeren 1902 fra et londonsk Morgenblad og lod aftrykke i sin Bog »Afgrundens Folk«: Funden død. I Går holdt Dr. Westcott Forhør i Shoredish i Anledning af den 77-årige Elisabeth Chrews Død i Nr. 32, East Street, Holborn. Alice Mathiesen forklarede, at hun var den afdødes Værtinde, og sidst havde set hende om mandagen. Den afdøde boede ganske alene. Mr. Francis Birch, Fattigforstanderen i Distriktet, hvor den afdøde havde boet i 35 År, forklarede, at da han var bleven tilkaldt, lå den gamle Kvinde i en frygtelig Tilstand, og Ambulancen og Portøren måtte desinficeres efter at have fjernet hende. Dr. Char Fennell erklærede, at Døden skyldtes Blodforgiftning, fremkommet ved de Sår, den afdøde havde på Kroppen, og som stammede fra Selvforsømmelse og urenlige Omgivelser. Juryen stadfæstede denne Årsag. »Det mest rystende ved denne Begivenhed«, fortsætter Jack London, »er den pæne Måde, på hvilken Retten tog denne Sag. At en syvoghalvfjersårig Kone dør på Grund af »Selvforsømmelse«, er jo det mest optimistiske Syn, man kan have på Sagen. Det var altså den gamle Kones egen Skyld, at hun døde«. Uden i mindste Måde at ville påstå, at sådanne Mennesker ikke har nogen Skyld selv i deres umenneskelige Tilværelse, så vil jeg dog hævde, at det, at sådanne Individer kan skjules i et Samfund, kun kan skyldes den Grund, at dette Samfund ikke er organiseret på rette Måde, så meget mere som der i Samfundet lever Mennesker, der på andres Bekostning har drevet sine egne Nydelser og sin egen Forfinelse ud til Perversitetens Grænser. Og til Lidelser som Kulde, Sult og Utøj føjer der sig mange andre, lige indtil deres Liv antager den forpinte og triste Form, der er de hjemløses Liv, og kun ud fra den manglende Energi kan man forklare sig de forholdsvis få Selvmord. At Mennesker, der fører denne Tilværelse, forfalder til Drukkenskab, er ikke blot forståeligt, men i Virkeligheden også til at undskylde. De er opvoksede i en Dunst af Alkohol, og hele deres Liv og deres Omgivelser driver dem fremad mod Lasten, og de savner enten Forståelsen af, at Alkoholen fører dem længere ned, eller de savner Karakter nok til at bryde med Lasten. Thi netop fordi de er de svageste, enten i legemlig eller moralsk henseende, netop derfor lever de livet, som de gør, og hører hjemme i det sociale niveau, hvor deres dage glider hen i navnløs liden. (Bemærk ! Herefter har jeg undladt en del tekstafsnit på Internettet, der refererer en række oplevelser og vilkårene for hjemløse og vagabonder, om betaling for herberger, logihuse, arbejdspligt, m.v.).

Et hotel

Disse mine personlige Indtryk fra Pjalteproletariatet, ville være meget mere ufuldstændige, end de egentlig bliver, om jeg ikke tog Værtshuslivet med. Beværtningerne spiller en stor Rolle i de Hjemløses liv. Deres Dage er jo øde og grå, og er Vejret barsk, bliver Gaden et uudholdeligt Opholdssted, og så bruger de deres fattige Ører for en Stund at sidde på et Værtshus. Det er enkelte bestemte Beværtninger, de tyer hen til, sådanne Steder, hvor dårlige Klæder nærmere er et Adgangstegn end en Skændsel. Gennem Årene er de bleven hjemme disse Steder, de kender dem og føler sig som Stamgæster, som Kærnen i hele Kundekredsen. Den Bunke af moralsk Elendighed disse Værtshuse spyer om sig og den stadige Hindring for Fremgang, de er for den enkelte blandt de Hjemløse kan ikke nok fordømmes, og dog er de, hvor hæslige de end er, den eneste Lyspunkt i hele denne Hobs Tilværelse og ofte det eneste, der binder dem til Livet; netop fordi de her føler sig hjemme og er fri for stirrende Øjne og for den Følelse af Selvforagt, lysere Omgivelser altid indgiver dem. Af den Slags Beværtninger er der i København ikke få; men de mest bekendte er vel nok »Tordenskjold« i Adelgade, »Løven« i Helsingørsgade og »St. Jakobs Gæstehjem« i Saxogade. Lad os af hele Bunken tage det første, og der aflægge et Besøg. »Hotel Tordenskjold« står der med sorte Bogstaver på et hvidt Skilt over Indgangen. Men meget hotelagtigt er der ikke over det Rum man gennem den jerntremmede Dør kommer ind i. Et Værelse i Firkant med et rundt Bord i Midten og et Par mindre ved Siderne. Bordene er bloc blankslidte Brædder uden Maling, og Stolene er med halve Rygstød. Gulvet er snavset, og der ligger Spytklatter i det sorte, tiltrådte Sand, over det hele lyser et søvnigt Gasblus. Tilhøjre er et langagtigt Værelse, hvor Buffeén står midt for Døren. Værtinden, der står stor og bred bag Disken mønstrer med kritiske Øjne de nyankomne, og er han ikke kendt, får han ofte gå uden Beværtning. Dette er en af de hjemløses Huler, og det ser man straks på det Publikum, der sidder ved Bordene. Nogle af dem spiser Beværtningens daglige Middag, der altid er en eller anden Søberet, og andre døser over en Flaske eller en Kaffekop med Spiritus. Sløve og lasthærgede er Ansigterne, og Klæderne er Pjalter. De sidder døsige og dovne i Varmen og gnubber sig mod Stolene for Utøjets Plagerier. En Kvinde, der kun er en hæslig Bylt af menneskelig Elendighed, sværger på, at hun »Fanden gale mig« ikke arbejder før alle fem Fingre bliver lige lange, og et Mandfolk betror en anden, at hans Sommervilla er Sundholm. Der er ellers Ro over Stuen, Ro over dette uværdige Syn af Laster, Nedværdigelser og Sløvhed. En modbydelig Krog af Verden; hvor Livet står stille, og Døden bliver den store Befrier. - Der mangler endnu meget, mange små Biting, for at mine Læsere skulle kunne få et samlet Indtryk af blot en Dag i den hjemløses Liv. Til Eksempelvis Tiggeriet. Dette at stå ydmyg med Huen i Hånden og mumlende Mund ved Døren for at få en lille Slant. Der tigges til Maden, til Nattelogi og Spiritus. Og Tiggeriet drives både enkeltvis og i Følge, og har sine Forskrifter, sine Veje og Midler, som alt andet i Verden. Hvem tænker vel over, at en Tigger, der står ved en Dør, altid begynder øverst, fordi han stadig kan lade som om han går sin Vej; og hvem tænker vel på det psykologiske Syn, Tiggeren må have, for i en Brøkdel af et Sekund at gætte sig til Viljen og Evnen hos den der tigger hos, og derefter forme sin Bøn og sin Historie. Der mangler også den Smule Gadehandel man stadig jagter efter, og de billige Spisehuse, og det vanskelige Problem at forny Laserne. Dog har jeg i dette givet dem et nogenlunde Indblik i den hjemløses Liv, og jeg vil her kun minde om at han kun danner Bunden af Pjalteproletariatet, og der over hans Niveau strækker sig Befolkningslag efter Befolkningslag, der bliver større, jo højere op mod den egentlige Arbejderklasse, man kommer. Disse skal jeg omtale i næste Afsnit, og hvor jeg der skal berøre de egentlige Hjemløse, vil jeg bede Dem have dette Kapitel i Tankerne.

Storbyens Stedbørn.

I de lange triste Gader bor disse Storbyens Stedbørn, hvis Liv er et Mysterium, og hvis Grundlag for hele deres Tilværelse er så gyngende og vigende, at deres Liv må blive en evig håbløs Kamp mod Elendigheden, mod Sulten og Nøden; og Selvopholdelsesdriften er deres eneste Drivfjeder og højeste Tanke. Intet er der i deres Omgivelser der sporer dem frem til en ædlere Sysselsættelse. De kender Vejen til Pantelåneren bedre end Vejen til den nærmeste Park. - Om de Fattigunderstøttede siger Gustav Bang, at Dødeligheden iblandt dem er 10 pCt. større end blandt andre Folk. Ja for Folk indtil Fyrretyveårsalderen er Dødeligheden dobbelt så stor, som den normale. I 1901 fik i Danmark i alt 101.915 Mennesker Fattighjælp, og i 1912 var Tallet endda 116.476. Om disse frygtelige Tal siger Gustav Bang videre: »De åbenbarer et Blik ned i en Afgrund, der trods alle vundne Reformer, stadig står åben og stadig sluger en stor Masse af Proletariatet, gamle, udslidte Stakler, syge og skrøbelige Mennesker, arbejdsløse Mænd, Enker, som står hjælpeløse ved Mandens Død, »Individer« som under Indflydelse af det moderne Samfunds Perversitet er drevet ned i Drik og Last, en sørgelig Hærskare af forulykkede og forsultne Eksistenser, Affaldsstoffet fra den kapitalistiske Produktionsmådes Maskineri.« Men er der da slet ingen vej ud af elendigheden vil nogen måske spørge. Skal disse Mennesker da hele livet leve under så frygtelige Kår ? Og for de allerflestes Vedkommende, ja for næsten alle, må man sige, at der ingen Vej er udefter og opad til lysere Steder. Husk nemlig på, at det er Affaldsstoffet, de er bleven overvunden en Gang i Konkurrencen, af dem, der var stærkere og snedigere end de selv var det, der havde en stærkere Vilje og hårdere Karakter end dem; og vil de nu frem, må de overvinde disse, der står over dem. Kun én Vej står tilsyneladende åben, og den ender på sjældne Undtagelser nær i Fængslet, og det er Forbryderbanen. Ja, og så for Kvinderne er der den skamløse Handel med deres eget Legeme. Statistikken viser nemlig, at så godt som alle prostituer en de Kvinder stammer fra den allerfattigste Del af Befolkningen. En Årsberetning fra Vestre Hospital siger om disse Kvinder: „Under de bestående Samfundsforhold er ikke så få af disse Mennesker henvist til Prostitutionen i deres ellers så glædesløse Tilværelse". Eller med andre Ord, disse Kvinder, der lyssky sværmer på Gaden i Mørket, er kun stakkels dirrende Menneskesjæle, der har den menneskelige Trang til at flagre mod Lyset og Glæden, og som ikke havde Evne og Vilje til at bære Elendighedens Forbandelse. Med Hensyn til Forbryderbanen er det en Kendsgerning, at langt det største Antal af Personer, der straffes, straffes kun for små Forseelser, og kun de færreste af Forbryderne er Storforbrydere. For dem alle gælder det, at langt det overvejende Antal af dem stammer - ligesom de prostituerede Kvinder fra den allerfattigste Del af Befolkningen, og det som en Årsberetning fra Vestre Hospital siger om de Prostituerede, nemlig, at to Trediedele af disse Kvinder har haft en vanrøgtet og ulykkelig Barndom - det kan med ligeså fuld Ret siges om Forbryderne. Alle Forhold driver disse Storbyens Stedbørn imod Forbryderbanen, og kun de stærkeste blandt dem kan stå imod. At dette har sin Rigtighed, ses blandt andet af, at af 4.200 Lovovertrædere, der i et År blev straffet, var 2.700 Tyve, altså langt over Halvdelen, og de fleste af disse havde kun begået ubetydelige Rapserier og som oftest af Nød. Og af de af Københavns Politi i 1912 anholdte Personer, blev mere end 30 pCt tiltalt for simpelt tyveri og 5 pCt for Betleri. Hele denne mægtige Samling af forhutlede Menneskesjæle, får deres glædesløse Tilværelse for en væsentlig Del opretholdt af de statslige, de kommunale og private Hjælpemidler; og det er ikke små Summer, der årlig hældes i Afgrundens Gab. Således er for Danmarks Vedkommende Forsørgelsesbudgettet på omkring 35 Millioner Kr., og forholdsmæssigt set falder Størstedelen på København. Hvor meget den private Velgørenhed er, er vanskeligere at sige, men rent bortset fra Velgørenheden Mand og Mand imellem, der jo er umulig at konstatere, kan man dristigt sige, at 3 Millioner Kr. årlig for København alene, er et Tal, der nærmere er for lavt end for højt. Og så er endda ikke Københavns Understøttelsesforening medregnet, og den regner ikke med små Tal. Således uddelte denne Institution i Vinterhalvåret 1911-1912: Til Arbejdsløshedshjælp 129.370 Kr. og til Hjælpekasseuddeling 156.250 Kr., altså ialt 285.620 Kr.. Og i Årene 1907-1911 gav Københavns Kommune i ordinært Tilskud til Understøttelsesforeningen 120.000 Kr. årlig; men selv dette store Tal er ringe i Forhold til de ekstraordinære Tilskud. I to af disse År gav Kommunen nemlig i Tilskud, alt ialt, henholdsvis 420.000 Kr. og 582.513 Kr.. Så store Tal er det, man må regne med, for at få den Sum frem, der årlig skal til for at vedligeholde Elendigheden. Ad denne Vej at ophæve Elendigheden er nemlig umulig. I alle Tilfælde hjælper selv de mange Penge, der bruges til Hjælp, intet i denne Retning. For Faktum er det, at Nøden trods al Hjælp stadig eksisterer og at alle Reformer endnu intet har hjulpet. Enhver, der vil gå gennem Storbyens Fattigkvarter, vil let kunne overbevise sig om dette, og finder man ikke, at dette er Ulejligheden værd og vil man ikke tro på andres Beretninger, så fremkommer der nu og da Eksempler, der fremsættes under sådanne Forhold og på sådanne Steder, at man må tage dem som autentiske. Jeg skal fremdrage et Par sådanne Eksempler, og ligger de end lidt tilbage i Tiden, så indestår jeg dog for, at Nøden den Dag i Dag er større end i den Tid, Eksemplerne er fra; og enhver, der har blot et overfladisk kendskab til det Københavnske Proletariat, vil give mig ret. I Januar 1907 tilskrev København Kommunes Legatudvalg Københavns Borgerrepræsentation, at de som svar fra »Foreningen for fattige Børns Fodbeklædning«, i anledning af en Forespørgsel, om nævnte Forening ville besørge Indkøb af Kapsko for Renterne af »Anker Heegårds og Hustrus Legat«, bestående af 3½ pCt., Østifternes Kreditforenings Obligationer til pålydende Beløb af 50.000 Kr. til Uddeling blandt Friskolebørnene på Nørrebro, havde modtaget følgende: »At Trangen til Kapsko er så stor, at selv det Antal, der kan indkøbes for Renterne af »Anker Heegårds og Hustrus Legat« kommer til, endda vil blive mange trængende Friskolebørn i de nævnte Skoler, som Foreningen ikke vil kunne forsyne med Kapsko«. Lad mig lige minde om, at Kapsko kun er en lille Del af Beklædningen og Nørrebro kun et af Københavns Fattigkvarterer. D.6. November 1911 fremdrog Borgerrepræsentant Gustavsen følgende Eksempel i Københavns Borgerrepræsentationen: »Forleden havde en gammel Kvinde på nogle og treds År henvendt sig til Understøttelsesforeningen om Hjælp, hvad der desværre ikke kunne ydes hende, idet Foreningens Regler forbyder at give Hjælp til Aldersdomsunderstøttede. Hun havde det Lov, at - hun er en flittig og ærlig Person, at hun gør et meget sørgeligt Indtryk, er temmelig døv og ser svag og dårlig. Der var Lånesedler, og hvad lød de på ? På hendes tarveligste Klædningsstykker, Chemisser osv.. Denne Kvinde har 15 Kr. om Måneden i Alderdomsunderstøttelse. Det siges så ofte til gamle Mennesker, når de kommer og søger Alderdomsunderstøttelse, at de nok må kunne tjene noget til Hjælp. Selvfølgelig kan et Menneske ikke leve for14 Kr. om Måneden. Hun betaler 9 Kr. om Måneden i Husleje. På de Tider af året, hvor hun kan få lidt at bestille med at sy kunstige Blomster, kan hun derved tjene 12-15 Kr. om Måneden.« Kommentarer hertil er overflødige. Enhver kan jo blot i Tankerne stille sine Udgifter an i Forhold til denne Indtægt. Hvad der også i høj Grad bidrager til at gøre livet til et sandt Helvede for Storbyens Stedbørn, er de Boliger, i hvilken deres Tilværelse glider hen. Disse triste trange Kvarterer, denne Bunke af Mursten, Snavs, Slim og Utøj. Jack London giver med hele sit medfølende Kunstnertemperament i »Afgrundens Folk« følgende Skildring af et londonsk Fattigkvarter: »Der er ikke den Gade i London, hvor man kan undgå Synet af Fattigdom, fordi der ca. fem Minutters Gang fra så godt som hvilket som helst Sted ligger et Fattigkvarter. Men det Distrikt, min Cab nu kørte igennem, var som en eneste stor Slum. Gaderne var befolket med Mennesker a£ en anden Race, små af Vækst og af et nedbrudt og øllet Udseende. Vi rullede afsted gennem Mile af Mursten og Snavs, og hver Sidegade viste en lige så lang Allé af Mure og Elendighed. Hist og her dinglede en drukken Mand eller Kvinde, og Luften var ligefrem uren af Kævl og Strid. På et Torv gik gamle Mænd og Kvinder og rodede i Snavset efter Affald fra Grøntsager, rådne Kartofler og Bønner, medens små Børn sværmede som Fluer rundt om en Dynge rådden Frugt, borende deres Arme lige op til Skuldrene ned i denne gradede Masse for at fremdrage små Stumper, som endnu kun var i delvis Forrådnelse, og som de fortærede på Stedet«. Vil man mene, at denne rædselsfyldte Skildring overført på København vil virke overdrevent, så er det dog sikkert, at de københavnske Fattigkvarterer er en Skamplet for en By, hvis Borgere skriger så højt om Hygiejne og Humanitet. Ikke blot virker disse hæslige Huler sjælsnedbrydende, fordi der ikke her er en Linie af Skønhed og intet, der kan stemme Sindet til Glæde; men rent legemligt virker de nedbrydende, gamle og forrådnede, fulde af Utøj og Rotter som de er, rene pestbefængte Buler. Her er ingen frisk Luft men derimod en modbydelig Stank af Råddenskab - prøv blot en Sommerdag at stille Dem til, eksempelvis i den nederste Ende af Åbenrå - og her når Solen ikke ind. Og disse stinkende Huler er menneskelige Boliger.

Hvorfor ?

Jeg har allerede i min Indledning påvist nogle af Årsagerne til Pjalteproletariatets Eksistens og jeg skal uddybe dette nærmere. Tager man de Fattigunderstøttede, vil man her se, at det ingenlunde er selvforskyldte Årsager, der er Skyld i deres nedværdigende Stilling. Tværtimod. Statistikken viser, at de 36 pCt. af de Fattigunderstøttede har Sygdom som Trangsårsag; og 14,4 pCt. skyldes Arbejdsløshed. Disse to uforskyldte Årsager er altså tilsammen Grund for mere end Halvdelen af de Fattigunderstøttede; medens to så udprægede selvforskyldte Årsager som Drikfældighed og Dovenskab kun tilsammen danner 15,6 pCt. og heraf Dovenskab endda kun de 2,8 pCt., og dog lader man ofte i daglig Tale - på Trods af Kendsgerningerne, denne sidste og mindste Årsag være mest fremherskende og næsten enerådig. Om de fleste af Årsagerne til Pjalteproletariatets Eksistens gælder det, at de for en væsentlig Grad kan føres tilbage til de sociale Misforhold. Jeg har tidligere citeret Gustav Bang, hvor han omtaler, at Dødeligheden blandt de Fattigunderstøttede er 10 pCt. større end den normale, ja, for Folk indtil Fyrretyveårsalderen er den dobbelt så stor, som Dødelighedsprocenten i andre Befolkningsklasser. Den større Sygdom og Dødelighed i Pjalteproletariatet skyldes selvsagt deres økonomiske Forhold, og de dårlige usunde Omgivelser de lever i. Det er usunde Boliger, Bunkeophobning i små Lejligheder, mangelfuld Påklædning, dårlig Opdragelse, der driver dem mod Lasten, det er Underernæring og umoralsk Påvirkning fra den Samfundssfære de lever i, der her gør sig gældende. Med Hensyn til Underernæringen, der jo spiller en væsentlig Rolle som Årsag til mindre Modstandsdygtighed imod Sygdomme, så har man et lige så uhyggeligt som udmærket Bevis, i de Besvarelser som 27 Inspektører fra københavnske Friskoler i 1912 gav et Udvalg nedsat af Københavns Borgerrepræsentation, i Anledning af en Forespørgsel om Friskolebørnenes Ernæringsforhold. 25 Inspektører af de 27 hævdede, at Skolebespisningen var utilstrækkelig, og svarede ubetinget Ja på et Spørgsmål, om der i deres Skoler var underernærede Børn. De mente, at mange af Børnene burde have Skolemad Året rundt. Disse Svar kom tiltrods for at der i de nærmest foregående Vintre var bespist 10-11.000 Børn, 3 Gange ugentlig. Hvor stor en Rolle Underernæringen spiller, som medvirkende Faktor ved manglende Åndsudvikling, ses af den karakteristiske Oplysning fra ovennævnte 25 Friskoleinspektører, at deres Erfaringer viste, at Trangen til Bespisning var størst blandt Børnene fra Hjælpeklasserne. - I Årene 1911-1917 fjernede Overværgerådet ialt 4.672 Børn fra Hjemmene, og et Hjem skal som bekendt være langt nede førend Værgerådet griber ind. Om disse Børn, som Værgerådet tager, gælder det samme, som for Børn, der står under Københavns Fattigvæsen, de kommer jo fra samme Slags Hjem, og om disse sidste er det i Københavns Borgerrepræsentation oplyst, at henimod 30 pCt. af dem måtte siges at være befængt med en eller anden Sygdom. Børn, der vokser op i sådanne Forhold, som disse Tal røber, må absolut være svagt udrustede, til at føre Kampen for Tilværelsen; de er på Forhånd dømt til at være dem, der kommer til at ligge underst i de kommende Tiders Konkurrencekamp. For de af dem, der når længst frem, nemlig helt ind i den egentlige Arbejderklasse, ligger den anden store Fare, Arbejdsløsheden på Lur. Det vil her være rigtigst at se bort fra de sidste Års Arbejdsløshed, som Krigen naturlig i de seneste Måneder har skabt. Thi vel skyldes også Krigen sociale Misforhold, men dels er dette en unødvendig Omvej, og dels kan man med Rette hævde, at dette er ekstraordinære Forhold, som man ikke kan lægge til Grund for en Regel. Med stedse kortere Mellemrum, men med stedse større Kraft har Arbejdsløsheden, som Følge af svære økonomiske Kriser, hjemsøgt vort Samfund under hele den privatkapitalistiske Industriperiode. Den sidste store Arbejdsløshedskrise i Danmark var den i Årene 1908-1911. Der var den 15. November 1908 13.042 Arbejdsløse i Danmark, deraf var alene i København 4230 der slet ingen Understøttelse fik udbetalt, og de 661 af disse ikke understøttelsesberettigede havde gået arbejdsløse i over 8 Måneder. I Helsingør var Forholdene endda så fortvivlede, at 40,5 pCt. af Arbejderne var arbejdsløse, og kun knapt en Syvendedel (264 af 1.450) arbejdede på normal Tid og havde dermed sin sædvanlige Indtægt ubeskåren. Under sådanne Perioder er det, at mange Familier for stedse får ødelagt sin Økonomi, og begynder sin triste Fart nedad i Pjalteproletariatet, hvor snart Drik og anden Last griber dem, og fuldbyrder Ødelæggelsen. Eller er der virkelig nogen, der tror, at der er Familier, der kan gå arbejdsledige over 8 Måneder og ingen Understøttelse få og dog slippe derfra, uden at være både moralsk og økonomisk mærkede for Livet. Også over Børnene svinger Arbejdsløsheden sin Svøbe, hvilket også ses deraf, at Københavns Kommune i Vinteren 1908-09 måtte give mere end det dobbelte af tidligere Års Tilskud til Skolebørns Bespisning, og den Vinter nåede de private Tilskud til dette Formål dog over det tredobbelte af, hvad der var ydet tidligere År, og Bespisningen var endda utilstrækkelig. Denne Vinters Arbejdsløshed mærkes den Dag i Dag, og vil spores endnu længere frem i Tiden, og hver ny Krise vil sparke flere ud i Elendigheden. Endnu i Sommeren 1910 var Nøden og Arbejdsløsheden ikke blot mærkbar, men endogså stor. I denne Sommer tilskrev Arbejdernes Fællesorganisation i København, Københavns Borgerrepræsentation, og bad dem bevillige 15.000 Kr. til Københavns Understøttelsesforening, som denne så skulle uddele til ekstraordinær Arbejdsløshedsunderstøttelse. I Magistratens Anbefaling for Bevillingen hedder det: »Det er oplyst, at det af Kommunen i Henhold til Lov Nr. 93 af 16. April 1910 bevilgede Tilskud af Kr., 50.000 til de anerkendte Arbejdsløshedskasser snart er opbrugt, og at Arbejdsløsheden vedblivende er så stor, at mange Hjem trues med Undergang, hvis der ikke kan skaffes Hjælp, ikke mindst sådanne, hvor Forsørgeren ikke er Medlem af nogen Arbejdsløshedskasse.« Til Trods for, at disse Penge, der blev bevilliget, blev uddelt under så beskedne Former, som a: Udelukkelse af Personer under 40 År, der ikke var Familieforsørgere; b: 7 Kr. om Ugen til Familier med to Børn og ældre Familier uden Børn; c: 8 Kr. om Ugen til Familier med 3 og 4 Børn; d: 9 Kr. om Ugen til Familier med over 4 Børn; så blev det dog nødvendigt den 3. Oktober at bevilge yderligere 5.000 Kr. foruden de i Forvejen ordinært bevilligede 120.000 Kr.. Så havde Københavns Understøttelsesforening endda set sig nødsaget til at lukke for Adgangen for nye Ansøgere. Og for blot nogenlunde at efterkomme de Krav Nøden i København stillede, måtte der yderligere bevilget 60.000 Kr. den 30. Januar 1911 og 10.000 Kr. den 10. Februar 1911. Til denne sidste Bevilling havde Understøttelsesforeningen anmodet om 145.000 Kr. som Minimum. Hvor lidt selv disse store Summer kunne hjælpe, kan man se af de Tal, der angiver de Arbejdsløse, der ikke var understøttelsesberettigede. Deres Antal var i København i November 1908: 4.230 - i Juni 1918: 3.000 - i Februar 1911: 3.747 Jack London giver en ypperlig og sammentrængt Forklaring på Pjalteproletariatets stadige Eksistens. Idet han i »Afgrundens Folk« skriver: »Når der er flere Arbejdere, end der er Brug for til det Arbejde der skal udføres, finder der uvægerlig en Udskilningsproces Sted. I alle Industriens Grene vil de mindst duelige blive trængt ud, netop på Grund af deres Uduelighed, de vil vedblive at gå nedad indtil de når deres rette Niveau, det Sted på Arbejdsmarkedet, hvor de kan betragtes som duelige. Det er derfor en Selvfølge, at de som duer allermindst, må synke helt ned til Bunden - helt ned til den Slagtebænk, hvor de lider en ynkelig Død. Kaster man et Blik på disse fuldstændig uduelige, vil man se, at de som Regel er Vrag i åndelig, legemlig eller moralsk Henseende. De eneste Undtagelser fra denne Regel er de, som sidst er nået helt ned til Bunden, de, på hvem Uduelighedens Ødelæggelsesproces kun lige er begyndt at virke. Alle Kræfter er nu forenede om at fuldende Ødelæggelsesarbejdet. Den stærke Krop, som de havde i Mangel af en skarp og hurtig Hjerne, udmarves og forkrøbles hurtigt, den klare Ånd, som de havde i Mangel af et stærkt Legeme, fordærves og besmittes hastigt. Dødeligheden er umådelig stor, og dog dør de en alt for langsom Død. Her har vi Forklaringen på, hvorledes Afgrunden befolkes. På hele Arbejdsmarkedet finder der en konstant Udskilning Sted; de ubrugelige kasseres og slynges i Afgrunden.« Hvor stort det københavnske Pjalteproletariat egentlig er, er meget vanskeligt, ja så at sige umuligt at få fuld Rede på. Det er en eneste stor, sammenpakket Hob af Laser Fortvivlelse og Elendighed, af forkrøblet Menneskelighed, der holder sammen i sine Huler; og som de Spedalske danner de en særlig Stat, et udstødt Samfund midt i Staten. Af de få Tal man kan få, viser der sig dog et ydre Omrids af Pjalteproletariatet, og man studser først og forfærdes senere, ved at se, hvor stort det egentlig er; og ens Fantasi står stille overfor et Forsøg på at lodde Dybden af dette Hav af Sorg og Fortvivlelse, og tænke sig disse Tusinder af knuste Menneskeskæbner under et. Bedst Materiale til Bedømmelse af Pjalteproletariatets Størrelse har man i den Smule Statistik, der føres over de Hjemløse. De forskellige Herberger i København, nemlig Frelsens Hær, Herberg for Hjemløse, Mændenes Hjem, Arbejdet adlers københavnske Arbejderhjem og Centralmissionen; foruden de private Logihuse, heri medregnet »Tordenskjold«, »Løven« og »St. Jakobs Gæstehjem«, og enkelte andre mindre bekendte af samme Slags, huser tilsammen hver Nat ikke under 1.000 Mand, og mange er der alligevel, som ikke får Tag over Hovedet. Det Publikum, der gæster »Arbejdet adlers Arbejdshjem Landet over, er for en væsentlig Del også københavnske Hjemløse, der for en Tid forlader Byen, og deres Antal var i 1915 gennemsnitlig daglig; omkring 600. Som tidligere omtalt er disse de Hjemløse de færreste af Pjalteproletarerne. Centralmissionen ydede på et År Hjælp til 11.700 Personer, hvoraf en Mængde var Familier, ialt de 2.471, tilsammen omfattende 9.884 Familiemedlemmer. Og ved en Juleuddeling har de uddelt Mad til 46.500 Personer. I Sandhed en uhyggelig Afgrund at stirre i, og det er endda kun Tallet på dem, der er bleven hjulpne. Samtlige Samaritaner og Bespisningsanstalter og Centralmissionen og Frelsens Hær, har på et År uddelt eller solgt til billig Pris 850.000 Portioner Mad, et Tal, der, hvor stort det end er, dog ikke er nok til at holde Liv i de københavnske Hjemløse. Den sociale Uretfærdigheds tungeste Ende ligger på Storbyens Stedbørn, og så tungt hviler den på dem, at den tvinger dem ned i Tilstande, der ligger under det dyriske.

Afsluttende Bemærkninger.

Et Spørgsmål, der trænger sig frem i de fleste Mennesker, er dette: Hvordan kan da disse Stakler hjælpes? Og Svaret, de giver sig selv, bliver for de forskellige Mennesker meget uensartet, alt efter Graden af deres Næstekærlighed - eller om man vil, Medlidenhed, - efter deres mere eller mindre religiøse Overbevisning og sociale Samvittighed; og så hjælpes derfra de mange Kanter med Hjælp til Selvhjælp, med Bespisninger og Klædet, Varmestuer, Bade og Læsesale, der bygges Herberger, og Slumsøstre borer sig frem i de Fattiges Hjem og står der underligt måbende, ved at se al Hjælp håbløs og Kærligheden spildt; for Hjælpen, de lader regne ned over Pjalteproletariatet, er som et Stænk fra en Vandkande i Sahara; omtrent da, thi vel kan Hjælpen både gavne og glæde på de tilfældige Steder, hvor den kommer, men Pjalteproletariatet som Helhed har den ingen Indvirkning på. Men skal man da opgive at hjælpe, fordi det er håbløst. Nej! Men man skal efter min Mening gøre sig det håbløse i Hjælpen klart og forstå, at selv om man hjalp hele Pjalteproletariatet frem i Dag, så ville det dog stå ligedan i Morgen, fordi Årsagen til dets Eksistens ikke var fjernet. Pjalteproletariatet er selvsagt Virkningen af en eller anden Årsag, og denne Årsag er, som jeg har påvist, de sociale Misforhold, - er den Konkurrence, der trykker de Svage ned. Fjernelsen af Årsagen - af den sociale Uretfærdighed, der ligger det eneste Middel, der formår at hæve og dermed hjælpe Pjalteproletariatet til Selvhjælp.

******

Christen Ivar Hørdum (1846-1911) af Ejnar H. Tønnesen, 1934,

Socialdemokratiets Forlag Fremad.

Pelle Erobreren.

De fleste kender Andersen Nexø’s monumentale Værk om Arbejdernes Rejsning og March mod Lyset.

Det er Billedet af den danske Arbejderklasse i dens Fornedrelse og Elendighed, dens Samling og Kamp, dens Sejre og Erobringer.

Den Realitet, »Pelle Erobreren« er det storladne kunstneriske Udtryk for, er nøje knyttet til Chr. Hørdums Navn. Han var eet med den danske Arbejderbevægelse og blev tidligt en af Arbejderkampens Generaler.

Det var et stærkt Kuld af unge, begejstrede Arbejdere, der i Begyndelsen af Halvfjerdserne flokkedes om Louis Pios næsten evangeliske Forkyndelse af Socialismen. Vel sandt. De tilhørte en Klasse så kuet og ussel, at det med Rette er sagt, at den havde alt at vinde, intet at tabe uden sine Lænker.

Men de kom med Håb i Hjertet, med friske Sanser og sund Appetit på Livet. Hån og Had, Tvivl og Forfølgelse slog dem imøde, men det hærdede dem kun til stærkere Indsats, til endnu drøjere Tag.

Den unge Arbejder, båret af Socialismens Idé, blev netop den Pelle Erobreren, der vandt nyt Land for sin Klasse, der uselvisk kæmpede og ofrede og til sidst stod som Sejrherre. Fordi den unge Arbejderbevægelse talte slige stærke Naturer, formåede den at overleve den Katastrofe, der tidligt ramte den ved de første Føreres Flugt. Andre Mænd, allerede prøvet i Kampen, tog fat for at redde Bevægelsen ud af Skibbruddet. Jævne Arbejdere formåede i socialistisk Solidaritet at vende Skæbnens Hjul, at skabe et målbevidst, velrustet Arbejderparti af nogle små, splittede og mismodige Grupper.

Det danske Socialdemokrati skylder Louis Pio sin Grundlæggelse. Den unge Løjtnants æggende og vækkende Agitation fik Tag i den mest vågne Del af den undertrykte Arbejderstand. De hårde Domme, der ramte ham og hans Medkæmpere Brix og Geleff, vakte Harme og Forbitrelse langt udenfor Arbejdernes Rækker. Partifællerne omfattede dem med Hengivenhed og Beundring.

Så meget dybere ramte Slaget, da Pio, svækket på Legeme og Sjæl, træt af Kampen mod Myndighederne, sammen med Geleff flygtede til Amerika og overlod Parti og Organisationer til deres egen Skæbne.

Et lammende Slag — men ikke dødeligt. Snarere blev den tilsyneladende store Ulykke til Held for det nye Parti. Arbejderne lærte hurtigt kun at stole på sig selv. Genopbygningen af Bevægelsen blev derfor ikke Enkeltmands Værk. Det danske Socialdemokrati kom aldrig som f. Eks. det svenske, østrigske og tyske Broderparti til at hvile på en enkelt mægtig Personlighed, der påtrykte Bevægelsen sit Stempel, formede dens Kamp efter sin Opfattelse.

Ikke på Personer, men på Principper og Ideer skulle Partiet bygges. Ikke den enkeltes diktatoriske Førerskab, men Organisationerne under Ledelse af ansvarlige og valgte Tillidsmænd skulle bære Parti og Klasse frem.

Det var som sådanne ansvarlige Tillidsmænd Trekløveret Chr. Hørdum, Peter Holm og C. C. Andersen trådte til, da alt syntes Sammenbrud og Kaos. Som Tillidsmænd førte de sammen med andre snart lige så fremtrædende Partifæller Socialdemokratiet ud af Håbløsheden frem til politisk, faglig og kulturel Indflydelse.

Arbejderkår omkring 1870. Louis Pios Fremtræden.

Året 1870 betegner et Tidehverv i Europas Historie og er Indgangen til den følgende Menneskealders dybtgående Forandringer i sociale, politiske og økonomiske Forhold. Den fransk-tyske Krig endte med Frankrigs Nederlag til den preussiske Militærstat. Paris blev belejret og udsultet. Frankrig måtte slutte en ydmygende Fred med Tabet af Elsass-Lothringen og kæmpemæssige Krigserstatninger. Kejserdømmet faldt og afløstes af en borgerlig Republik.

Drevet af Nød og Fortvivlelse rejste Paris’ Arbejdere sig og greb for en Tid Magten i Byen. De proklamerede den 18. Marts 1871 den såkaldte Pariser-Kommune og indsatte en lokal Arbejderregering. Pariser-Kommunen blev dog få Måneder efter slået ned. Hundreder af Arbejdere blev fængslet og skudt eller sendt til de franske Kolonier.

Borgerskabet havde sejret, men Pariser-Kommunens Brandskær lyste over hele Europa og ruskede Arbejderne op.

Også i Danmark øjnedes Bavnen fra Paris. Under Indtryk af disse Begivenheder begyndte Louis Pio, den socialistiske Agitation blandt Arbejderne, der i den følgende Tid skulle beslaglægge den offentlige Interesse i fuldeste Mål.

Hvorledes var da Arbejderklassens Vilkår i Danmark? Var der Mulighed for at danne et politisk Arbejderparti?

Nogle enkelte Kendsgerninger vil fortælle os, hvor fortvivlet Arbejdernes Tilstand var.

Den økonomiske Udvikling havde her som andet Sted sprængt det gamle Laugssystem, hvorunder Håndværkets Udøvere, Mestre og Svende, havde levet i Århundreder. Den kapitalistiske Produktionsform med Storindustri og Fabriksdrift var også kommet til Danmark og knuste i Løbet af kort Tid det lidet konkurrencedygtige Håndværk. Ved Næringsloven af 1857 fik den Lovgivningens Anerkendelse af Frikonkurrencens og Frihandelens økonomiske Princip. De store Fabriker og Virksomheder behøvede Arbejdskraft og sugede ikke blot de Faglærte, men også en Mængde Ufaglærte til sig. Byerne, og navnlig København, voksede stærkt.

København, der til op imod 1870 havde ligget som en Provinsidyl bag grønne Volde, krævede nu Plads og Udvikling, sprængte Voldene og skabte en Ring af Forstæder, »Broerne«, der fortrinsvis blev Boplads for den stærkt voksende Arbejderbefolkning.

Dette nye Befolkningslag stod blottet for al Beskyttelse, var Genstand for den blodigste Udbytning og gik vilje- og magtesløst under Kapitalens Åg. Laugshåndværkernes Rettigheder og Hjælpeinstitutioner (Sygekasser og lignende) var forsvundet med Systemet, og ingen Lovgivning greb ind mod de Ulykker, Sygdom, Invaliditet og Arbejdsløshed, der styrtede ned over Arbejderne.

Nødstilstanden blandt disse var da grænseløs. Især var Boligforholdene forfærdende. Folk stuvedes sammen i Kælderhuller og Loftsrum, flere Familier måtte dele en »Lejlighed« og Husværterne havde frit Spil for Lejeforhøjelser.

Sundhedstilstanden var under disse Forhold elendig og Børnedødeligheden uhyggelig stor. Fattigudgifterne i København steg i Løbet af Tresserne med 50 pCt., ja, i det udprægede Arbejderkvarter på Christianshavn var i Slutningen af Tresserne en Tredjedel af Befolkningen under Fattigforsørgelse.

Arbejdstiden var 12—14—16 Timer daglig og Lønnen nede på det absolutte Eksistensminimum. I de fleste Håndværksfag var Daglønnen 2,5—3 Kr., men for Daglejere og Arbejdsmænd var den oftest kun l,5—2 Kr. Endelig måtte mange Arbejdere (Lærlinge, Handelsmedhjælpere og andre) også arbejde om Søndagen.

Sådan var det i Hovedstaden. I Provinsbyerne og på Landet var Arbejdsforholdene snarere værre.

Med det voksende Antal Arbejdere følte dog selv Arbejdsgiverne og deres Venner blandt de Intellektuelle, at noget måtte der gøres for at interessere Arbejderne og præparere dem med den nationalliberale Samfundsopfattelse. Man frygtede den socialistiske Bevægelse, der rørte sig i andre europæiske Lande, f. Eks. Tyskland. Allerede i 1860 havde C. V. Rimestad oprettet sin »Arbejderforening«, der dog kun fik en ringe Tilslutning fra de egentlige Arbejdere.

Nogle humant tænkende Mænd, for hvem det ikke var nogen politisk Spekulation, søgte at afbøde den værste Nød ved Oprettelse af Bygge- og Brugsforeninger, ved Afholdelse af Oplysnings- og Underholdningsaftener o. 1. Alt dette havde dog en ret tilfældig og planløs Karakter. De varmhjertede Mænd turde ikke gribe om Ondets Rod: Arbejdernes Afhængighed af Kapitalen. Også de frygtede Socialismen.

1871 blev det bevægede År, da Socialismen kom til Danmark. Dens Talsmand var den 29-årige Løjtnant og Postassistent Louis Pio.

Den 24. Maj udsendte han under Pseudonymet »En Arbejder« et 16-sidet Hæfte, »Socialistiske Blade«. Heri hudfletter han de liberale Arbejderforeninger, påviser deres Utilstrækkelighed, ja, Værdiløshed for Arbejderne, der ikke i deres »Oplysning« får et Gran af det, de har Brug for. Pio slår derimod til Lyd for de Tanker, »den geniale Lassalle« har fremsat om Statshjælp til Arbejdernes egne Produktionsforeninger. Han bebuder en Fortsættelse af Skriftet, hvori han vil præcisere de Krav, Arbejderne »vil sætte igennem, sent eller tidligt, med Loven eller uden den«.

Et sådant Sprog skræmte Borgerskabet, der forlængst havde glemt sin Frihedskamp, og dets Presse faldt nu forarget over det anonyme Skrift, og så stor var Ophidselsen, at Bogtrykkeren ikke turde lade Fortsættelsen trykke.

Pio trådte da i Forbindelse med sin jævnaldrende Fætter, Musikhandler Harald Brix, der i Juni udsendte 2. Hæfte af »Socialistiske Blade«. Heri gav Pio et mere detailleret Program for Dannelsen af Arbejderforeninger efter det engelske »Trade Unions« Mønster og rejste Krav om Valglovens Revision, direkte Beskatning, Arbejderbeskyttelse o. s. v. samt en Erklæring om, at Forfatteren »vedkender sig de socialistiske Ideer i alle deres Konsekvenser«.

Pressens Modtagelse af 2. Hæfte var lige så ublid som af det første.

Men — hvad der var vigtigere — også hos Arbejderne begyndte det at vække Interesse, og allerede samme Sommer spores Frugt af Pios Agitation.

Det lykkedes de to Fætre at samle en ringe Kapital — 50 Rdl. —, og på dette beskedne Grundlag startede de Ugebladet »Socialisten«, hvis første Nummer udkom 21. Juli 1871.

I »Socialisten« opfordrede Pio, der allerede havde sat sig i Forbindelse med den Afdeling af Karl Marx’ Internationale, der fandtes i Geneve, til at danne en dansk Afdeling af denne Forening. D. 1. September dannede Cigarmagerne i København en Fagforening »Enigheden«, grundet på moderne Fagforeningsprincipper. Noget lignende skete hos Sporvejsfunktionærerne. En Forening, der to År i Forvejen var stiftet af Typograferne, var derimod nærmest en Understøttelseskasse.

I Oktober udbrød en Konflikt hos Burmeister & Wain, der lockoutede et Par Hundrede Arbejdere. »Socialisten« lod afholdt et Møde for at støtte de Lockoutede. Her træder en ny ung Mand, Læreren Poul Geleff, frem som Taler og Forhandlingsleder. Smedene tabte Kampen, men den blev en god Agitation for den nye Bevægelse. Denne tog fast Form, da man i Midten af Oktober dannede »Den internationale Arbejderforening for Danmark«, der straks fik Tilslutning af 700 Medlemmer, foruden at de to førnævnte Fagforeninger indmeldte sig som »faglige Sektioner«.

Samtidig opgav Pio sin Anonymitet, tog sin Afsked fra Postvæsenet og trådte i Spidsen for Foreningen som »Stormester« (Formand), medens Geleff blev Kasserer og Brix Sekretær.

Foreningens Medlemstal gik hurtigt i Vejret. På godt 14 Dage nåede man op på 1800 Medlemmer, og samtidig drog Geleff til Provinsen (fulgt af en Politispion) for at grunde Afdelinger af Foreningen dér. Sådanne blev også stiftet i flere af de større Byer.

Et Par Måneder ind i Året 1872 lykkedes det at få rejst så mange Penge, at Foreningen kunne udsende »Socialisten« som Dagblad. Dette skete den 2. April 1872.

Store Opgaver meldte sig med det samme for det nye Blad. Allerede den næste Dag kunne det meddele, at de københavnske Murere havde nedlagt Arbejdet for at fremtvinge en Forkortelse af Arbejdstiden til 10 Timer. Strejken omfattede i Løbet af et Par Uger et Par Tusinde Svende og Arbejdsmænd.

Det lykkedes ikke Arbejderne at skaffe tilstrækkelig Understøttelse til Kammeraterne, og Understøttelsesforeningen nægtede Hjælp. Under disse Omstændigheder måtte Strejken bryde sammen, men gav dog forinden Anledning til dramatiske og for Arbejderbevægelsen skæbnesvangre Begivenheder.

Da Strejken så ud til at mislykkes sammenkaldte Pio gennem et Opråb i »Socialisten« til et Møde på Nørre Fælled den 5. Maj.

Mødet blev forbudt af Politiet, og Natten til den 5. Maj arresteredes Pio, Brix og Geleff. En af Politiet fremtvungen Aflysning af Mødet prellede af på det Raseri, Meddelelsen om Arrestationen vakte blandt Arbejderne, og Mødet afholdtes alligevel under stor Tilslutning.

Politi og Husarer huggede gentagne Gange ind på Forsamlingen (»Slaget på Nørre Fælled«), og til langt ud på Natten fandt forskellige Sammenstød Sted. Murerstrejken endte kort Tid efter med Nederlag til Arbejderne, der nu var berøvet deres ledende Mænd, men Begivenhederne på Fælleden betød ny Tilgang til Fagforeningerne og vakte i Landets frisindede Befolkning stor Sympati for Arbejderne. Efter næsten et År Varetægtsarrest faldt Dommen over de tre Arbejderførere. Pio idømtes 5 Års Forbedringshus, Geleff og Brix fik hver 3 År.

Hvis Regeringen havde håbet at kunne knuse »Oprørerne« ved at arrestere Førerne, forregnede den sig.

Andre melder sig som aktive, således Pianofortearbejder V. T. Holst, Købmand Anton Mundberg og de tre, der nogle År senere skulle få afgørende Betydning for Parti- og Fagbevægelse, Skomager Chr. Hørdum, Skrædder P. Holm og Snedker C. C. Andersen.

»Socialisten« måtte i det følgende Par År, hvor man trods alt savnede de Fængslede, kæmpe med store Vanskeligheder, og de skiftende Redaktører var ikke lige heldige. Den 9. Maj 1874 var Bladet kørt fast og havnede på Auktionsbordet, hvor den ene Halvdel solgtes til den hidtidige Bogtrykker Henriksen for 30 Kr.. Den anden Halvdel tilhørte Fagforeningerne, som nu helt overtog Bladet. Det udsendtes den følgende Dag under Navnet »Social-Demokraten«.

Forinden var der af Regeringen ført et nyt Slag mod Partiet, idet »Internationale« opløstes ved Højesteretsdom den 14. August 1873.

Skaden var dog ikke stor. En ny Partiorganisation stiftedes, Fagforeningerne fik friere Hænder og havde i den følgende Tid stærk Fremgang.

Mens man ventede på Førerne, begyndte en ny Udvikling indenfor Bevægelsen. De jævne Arbejdere, besjælet af Socialismens Idé, men med åbent Blik for Muligheder og Vanskeligheder, havde taget Sagerne i deres egen Hånd.

Blandt dem kom Chr. Hørdum ved denne Tid i første Række.

Hørdums Barndom og Ungdom.

Iver Christen Hørdum fødtes den 21. Marts 1846 i Fuglslev i Randers Amt. Hans Fader var en fattig Landsbyskomager, og Drengen lærte tidligt hårde og trælse Kår at kende. Undervisningen var slet, og Skolegangen måtte ofte forsømmes, for at Drengen kunne hjælpe med til at bjerge Føden.

Efter Konfirmationen kom han efter Faderens Ønske i Skomagerlære i Ebeltoft, vel ud fra den da gængse Forestilling, at Sønnen skulle være det samme som Faderen. Da han var udlært, arbejdede han en Tid i Ebeltoft og Randers og tænkte på at søge længere ud. Dette måtte han dog opgive, da han på Grund af Faderens Sygdom måtte tage Arbejde i Hjemmet. Her traf han en Daglejerdatter, Dorthea Petersen, med hvem han blev gift kun 21 År gammel. Det næste Par År arbejdede han i den nærliggende Landsby Hyllested, men måtte så i 1869 til København for at aftjene sin Værnepligt. Han blev i Tjenesten Chaluproer hos Admiralen og fik derved nogen Frihed. Denne benyttede han til flittigt at arbejde ved sit Fag, så han var i Stand til at sende Penge hjem til Hustru og Barn.

Som så mange andre Unge håbede Hørdum på bedre Arbejdsmuligheder og større Fortjeneste i København. Han v:dste, at Landsbyskomagerens triste og slidfulde Lod ventede ham, når han kom hjem. Det fristede ikke. Han tog derfor ved Hjempermitteringen Ophold i Hovedstaden. Allerede tre Måneder efter Indkaldelsen havde han ladet sin Familie flytte over til sig.

Tilværelsen i København formede sig dog ikke synderlig bedre for den unge Skomager. Det var hårde Tider. Lønnen var lille og Mestrenes Behandling af Svendene brutal og hensynsløs. Hørdum fik snart at føle, hvad det betød at skulle forsørge Familie for en Ugeløn på 7—10 Kr. og med Arbejdsløsheden hængende over Hovedet hver Dag.

Vinteren 1869—70 var meget streng. Sygdom og Arbejdsløshed stødte til, og en Tid tegnede alt sig sort i sort for den unge Håndværker.

Da var det, Louis Pios Fanfare lød til Arbejderne, og Hørdum sluttede sig straks til den ny Bevægelse. Magthavernes brutale Forfølgelse ildnede kun yderligere hans Begejstring og stålsatte den Overbevisning han engang i jævne, men stærke Ord har udtrykt således:

»Da Pio, Brix og Geleff blev fængslet og af Politiautoriteterne behandledes med Råhed og Brutalitet, begyndte jeg at tænke over, hvad Socialismen var. Det gik straks op for mig, at det var en retfærdig og nyttig Samfundslære, hvortil ethvert rettænkende og nyttigt Menneske måtte slutte sig.«

Han var med i Slaget på Fælleden og tog i den følgende Tid livlig Del i Agitations- og Partiarbejde.

I denne Tid, da man manglede Førerne, stilledes Kravene til de interesserede Arbejdere så meget stærkere, og Hørdum sparede sig ikke. Hans kraftige Skikkelse, hans smukke Hoved med den vældige Manke og de stærke, karakterfaste Ansigtstræk blev snart kendt i Arbejderforsamlinger. Hans Stentorrøst med den let slørede Klang kunne overdøve selv den uroligste Forsamling. Når han talte på Fælleden, kunne det høres helt ned til Ryesgade. Djærvt og kraftigt slyngede han Modstanderne de drøjeste Sandheder i Ansigtet. Hårde, men velovervejede var hans Ord, hvad der gav ham Respekt blandt Modstanderne, Tillid blandt Kammeraterne.

Sin første Sejr vandt Hørdum, da han på Generalforsamlingerne i Skomagernes Sygekasse efter lidenskabelige Debatter brød Mestrenes Indflydelse og efterhånden fik socialdemokratisk Flertal i Bestyrelsen.

I 1873 fik han efter en kraftig Agitation blandt trevne Fagfæller oprettet Skomagernes Fagforening, hvis første Formand han blev, men allerede Året før havde han som ivrig Tilhænger af Lassalles Idé om Produktionskooperationen fået startet

Skomagernes Produktionsværksted, der havde til Huse i nogle små Lokaler i Dronningens Tværgade. En af de første Kunder var hans senere nære Medarbejder, Typografen Emil Wiinblad, der 18 År gammel var indtrådt i »Internationale« og nu kæmpede bravt i Typografernes Fagforening for at føre den over på socialistisk Grund.

Lignende Produktionsværksteder var oprettet blandt Skrædderne og Snedkerne, hvor de lededes af P. Holm og C. C. Andersen. Skomagernes Produktionsforening, der var begyndt med en Kapital på 60 Kr., gik under store Vanskeligheder i fire År og de andre i et lignende Tidsrum. Større Betydning fik de ikke. Tiden var ikke moden for Produktionskooperationen. Arbejderne var endnu for uforstående og Privatkapitalens Konkurrence for stærk. Efter Produktionsværkstedernes Afvikling koncentreredes Kræfterne om den faglige og politiske Virksomhed.

I April 1874 dannedes »De frie Fagforeningers Centralbestyrelse«, der startede med 11 Fagforeninger og i 1877 talte 32. Det gik dog i denne Tid ret trægt med at stifte Fagforeninger. I 1874 kom 4 til, ligeså i 1875, mens der de to følgende År kun oprettedes 1 Fagforening hvert År.

»Den demokratiske Arbejderforening« opløstes i 1874 ved Formanden Snedker Pihls Arrestation og Domfældelse. Den genopstod dog allerede Året efter under Navnet »Socialdemokratisk Samfund« og tilsluttede sig straks Centralbestyrelsen, der i den kommende Tid varetog både faglig og politisk Virksomhed.

På Kong Christian den 9.s Fødselsdag den 8. April 1875 benådedes de tre Fængslede og gled straks aktivt ind i Partiarbejdet. Pio overtog påny Redaktionen af »Social-Demokraten«, som hans hvasse Pen og store Slagfærdighed gav et mere læseværdigt Indhold. Men nægtes kunne det ikke, at Bevægelsen under deres Fængselsophold havde gennemgået en Udvikling, der havde bragt den på Afstand af de gamle Førere. Den demokratiske Opbygning, der i Mellemtiden havde fundet Sted, svarede ikke til det »Stormester Diktatur« over halvt frimureriske Organisationer, der stadig var Pios Kongstanke.

Pio og hans Folk kom derfor snart i Modsætningsforhold til de nye Kræfter i Bevægelsen. Den første egentlige Partikongres, der afholdtes på »Gimle« på Frederiksberg 6.—8. Juni 1876, viste tydeligt Modsætningen mellem Pios Romantik og de nye Mænds Realisme.

Pio stillede Forslag om, at en årlig Kongres valgte en Partiformand med diktatorisk Myndighed, dog kontrolleret af et »Opsigtsråd« på 9 Medlemmer, hvoraf kun 2 måtte være offentlig kendt.

Formanden kunne kun fjernes, hvis der var Enighed mellem 7 Mand i Rådet.

Mod dette Enevælde vendte Oppositionsmændene fra »Socialdemokratisk Samfund« (Hørdum, Holm og C. C. Andersen) sig skarpt, og de fulgtes af Kongressens Flertal. Resultatet blev, at man valgte en Hovedbestyrelse på 9 Mand, der skulle lede Partiet, og en Lokalbestyrelse for Fagforeningerne til Varetagelse af deres Anliggender.

Til Formand valgtes Pio (»Stormester« Titlen måtte falde) og til Næstformand Geleff. Holm og Hørdum kom i Hovedbestyrelsen. For Pio var Kongresbeslutningen et stort Nederlag, og han var i det hele taget i den følgende Tid et Bytte for Mismod og Skuffelser og nærede fantastiske Planer om Grundlæggelse af socialistiske Kolonier i De forenede Stater.

Disse Planer styrkedes ved den økonomiske Depression, der kendetegnede det meste af 1876. Pio rejste i Hovedbestyrelsen Spørgsmålet om Kolonisation i Staterne og fik udvirket, at Geleff sendtes derover for at undersøge Forholdene.

Efter hans Hjemkomst med Anbefaling af Forsøget afholdtes Møder med Krav til Regering og Rigsdag om en Hjælp på 100,000 Kr. til Udvandring, og der meldte sig mange Deltagere til den første Koloni.

Det stokkonservative Godsejerministerium Estrup, der i 1875 havde afløst de svage nationalliberale Regeringer, fulgte med levende Interesse Emigrantagitationen og øjnede her et Middel til at tilintetgøre Socialdemokratiet. Lykkedes det, betød det en følelig Svækkelse af Oppositionen, og det ønskede Estrup netop nu, da han stod i Begreb med at besvare Venstres stadige »Barbering« af Finansloven med et Statskup eller i alt Fald med et Finanslovprovisorium og imødeså en forbitret Modstand fra Venstre.

En ny Forfølgelse sattes ind mod Socialdemokratiet. Vittighedsbladet »Ravnen«, som Brix havde udsendt fra April 1876, blev gentagne Gange beslaglagt. I September blev Brix anholdt og dømtes trods alvorlig Sygdom til 4 Års Forbedringshus.

Samtidig lod Politiet Pio og Geleff forstå, at lignende Straffe med det første kunne ramme dem. Underhånden erklærede man sig villig til at støtte Udvandringsprojektet på Betingelse af, at de straks forlod Landet. Begge faldt for Fristelsen, mens Hørdum, hvem man også som en af de »farlige« søgte at købe bort, med Foragt afviste det lurvede, let gennemskuelige Tilbud.

Svækket Helbred, personlige og partimæssige Skuffelser og Frygten for et nyt Fængselsophold kan vel tjene som Forklaring på Pios Handling, men derfor var hans og Geleffs Flugt fra Gerning og Ansvar i en for Partiet så vanskelig Tid lige forsmædelig og fordømmelig.

Den 23. Marts 1877 afrejste Pio og Geleff til Amerika, efterladende en stor Gæld. Tilbage stod et Parti, lammet ved dette Stød i Hjertekulen, prisgivet Modstandernes vilde Hån og Hoveren. Frafald og Nedgang var uundgåelig. Tilliden var tabt, da Førerne svigtede. Parti- og Fagbevægelse sygnede hen. Undergangen syntes sikker.

Men netop da beviste den Bevægelse, de Flygtede havde skabt, sin indre Styrke og Livskraft. Unge stærke Hænder greb om Roret og førte den omtumlede Skude ind i smult Vande. 1877 var ikke blot Ulykkens og Nederlagets År, det blev også Genrejsningens.

Trængselsår og Genopbygning.

Den 25. Marts 1877 bragte »Social-Demokraten« på Forsiden følgende Notits: »D’Herr. Louis Pio og Poul Geleff er i Forgårs afrejst herfra over England til Amerika.«

Kort og knapt, men tilstrækkeligt. Sorg og Harme bredte sig i Tusinder af Arbejderhjem. Fortvivlet var Tilstanden i Forvejen med hærgende Arbejdsløshed og Lønreduktioner, som Fagforeningerne ikke formåede at afbøde. Nogle Fagforeninger opløstes, og i en Række andre gik Medlemstallet stærkt tilbage. »Social-Demokratens« Abonnenttal havde været oppe på 7000 inden Katastrofen. Nu faldt det betydeligt.

Hvor sort det end så ud, var der dog en lille Skare tilbage, som ikke tabte Modet. I Stedet for Pio, Brix og Geleff, der — al god Vilje og alle gode Evner ufortalt — dog havde stået som de »Intellektuelle«, rykkede tre Håndens Arbejdere frem i Spidsen for deres egen Klasse.

Chr. Hørdum, P. Holm og C. C. Andersen gik nu ind til et Arbejde, der kunne synes håbløst.

Den 24. Marts samledes Repræsentanter for de Fagforeninger, der ejede »Social-Demokraten«, til Rådslagning om Stillingen. Hørdum udtalte som Hovedbestyrelsens Formand, at Bladet under alle Omstændigheder måtte videreføres, »thi uden Blad er det vigtigste Agitationsmiddel tabt og det faste Sammenhold i vort Parti brudt«.

Fagforeningsrepræsentanterne sluttede sig hertil og bevilgede foreløbig 1600 Kr. til Bladet.

En Uge senere afholdtes Partimøde under C. C. Andersens Ledelse. Hørdum fik her vedtaget, at Partiet overtog de Flygtedes Gæld, selv om det ikke var forpligtet dertil. Endelig vedtoges enstemmigt en Resolution, der tog Sigte på at bevare Partiet.

P. Holm og C. C. Andersen, der nu sammen med Hørdum blev sat på de vanskeligste Poster i Partiet, var som han unge Arbejdere, hengivne for den Sag, de var overbeviste om var retfærdig og rigtig. De havde gennemgået en lignende Udvikling som Hørdum og kendte fra Barnsben Arbejderklassens hårde Tilværelse.

P. Holm kom til Verden den 7. Oktober 1848 i Idestrup på Falster, hvor hans Fader var Væver og Husmand. Han udlærtes som Skrædder og drog som 19-årig til København. Her kom han ind i »Internationale« og blev Formand for Skræddernes Fagforening. Senere var han Bestyrer af Fagets Produktionsforening, til den gik i Stykker, hvorefter han drev selvstændig Forretning. Han var en ypperlig Taler, ofte med et lyrisk svunget Sprog. Tillige ejede han en god Sangstemme og sang gerne de nye Arbejdersange ved Partisammenkomster og lignende.

C. C. Andersen var Københavner. Han fødtes 20. Maj 1849 og var Søn af en Sukkerhusarbejder, der var stærkt politisk interesseret og ivrig Venstremand.

Som 22-årig indmeldte C. C. Andersen sig i »Internationales« Snedkersektion og blev Formand for Snedkernes Fagforening. Andersen ejede vel ikke de to andres Veltalenhed, men han var mere bidsk og skarp i sin Form og udrustet med en Ro og kølig Beslutsomhed, der gjorde ham velskikket som Leder af Partiets Møder.

Den følgende Tid var der rigeligt Brug for de tre Mænds forskelligartede Evner. Borgerskabet triumferede over Socialisternes Trængsler, og Højrepressen sparkede samtidig til Venstre som i følgende Passus i »Dagstelegrafen«:

»Nu vil den kunstige Bevægelse, som har bragt Nød og Fortvivlelse i så mange Arbejderfamilier og som næppe har været uden Indflydelse på vore indre politiske Forhold, på Grund af Venstreførernes Leflen med den, i det væsentlige være endt!« Dette er forklarligt ved den Situation, der forelå. Estrup udstedte dette År sit første — såkaldte godartede — Provisorium, og Kampen mellem Højre og Venstre trådte ind i en ny Fase. Venstre protesterede mod dette Grundlovsbrud, men var på Grund af indre Splittelse ikke i Stand til at give Protesten Eftertryk, og de mest moderate i Partiet sluttede det følgende Efterår Forlig med Højre.

De nye Mænd blandt Arbejderne tog straks Stilling til denne politiske Situation. Hørdum udsendte et Opråb til Arbejderne om hverken at tabe Modet eller Hovedet, og henvendt til Venstre udtalte han: »Vi vil altid være rede til at lægge hele vor Indflydelse i Vægtskålen, hvor det gælder den almindelige Valgret«. Den Indflydelse, et ødelagt Parti kunne øve, var ikke stor, men helt værdiløst for Venstre var det dog ikke at have nogen Støtte blandt Byarbejderne, da Partiets Betydning i København var lig Nul.

Ved samme Tid udgik der fra radikale Venstrekredse Opfordring til Dannelse af en Grundlovsværneforening. Hørdum fik vedtaget et Forslag om, at Arbejderne foretog personlig Indmeldelse i denne Forening, og han og C. C. Andersen indtrådte i dens Bestyrelse.

De trange Tider for Partiet kaldte nye Mænd frem i Arbejdet. Formanden for Handskemagernes Fagforening, P. Knudsen, havde taget livlig Del i Drøftelserne angående Grundlovsværneforeningen, en 19-årig, krølhåret Smedesvend, A. C. Meyer, begyndte ved denne Tid at skrive i »Social-Demokraten«, og den 23-årige Typograf Em. Wiinblad, der havde Plads i Bladets Trykkeri, tildrog sig det følgende Efterår Opmærksomhed ved de friske og skarpe Artikler, han »satte op af Kassen«.

Interessen i denne hårde Tid samlede sig først og fremmest om Videreførelse af »Social-Demokraten«. Det var svært nok. Abonnenttallet var stadig nedadgående, og Fagforeningerne, små og fattige i Forvejen, mistede stadigvæk Medlemmer og dermed Indtægter. Skulle Bladet vinde frem, var en fast forretningsmæssig og redaktionel Ledelse nødvendig. Det første opnåedes, da de 22 Fagforeninger, der ejede Bladet, den 22. Juni 1877 valgte C. C. Andersen til Medlem af Kontrolkomiteen og Hørdum til Ekspedient. Hermed knyttedes de to Mænd til Bladet, der i mere end en Menneskealder (for Andersens Vedkommende næsten to) skulle få afgørende Indflydelse på dets Skæbne. Kort Tid efter valgtes Hørdum til Forretningsfører.

Ulige vanskeligere var det at få Orden på de redaktionelle Forhold. Redaktørerne skiftede hyppigt de følgende År, og dels den knappe Økonomi, dels den tilspidsede politiske Situation bevirkede en meget forsigtig og moderat Kurs, der irriterede mange Arbejdere. Noget »revolutionært« var der absolut ikke over Bladet i disse År. Efterretningstjenesten og det journalistiske Tilsnit var middelmådigt, ingen Friskhed, ingen Farve eller Flugt over Artiklerne, lutter Kedsommelighed det hele. Ofte kneb det med at skaffe de nødvendigste Penge til Trykning. Hørdum og C. C. Andersen var på konstant Pengejagt hos Fagforeningerne, hos de enkelte Partifæller, og de største Krav stilledes til deres egen Offervilje. Engang i Vinteren 1877 kneb det særligt. Bogtrykkeren havde meddelt, at der ikke blev trykt mere, hvis der ikke blev skaffet flere Penge. Hørdum jog ud i Vinterkulden, vendte Lommerne på Venner og Bekendte og kom tilbage til Trykkeriet med Beløbet, der var for lille. Bad og tiggede Bogtrykkeren om at vente med Resten, fik Afslag, måtte atter ud at »stampe« Ur og Overfrakke, før der var nok. Bladet blev rettidig færdigt.

Men man bed Tænderne sammen. Netop i de følgende Par År løstes Opgaver af største Betydning for Bevægelsen. Bl. a. måtte Partiledelsen kæmpe med en lille »revolutionær« Fløj, der samlede sig om Jaquette Liljencrantz, en indvandret svensk Baronesse, der i sværmerisk Beundring havde sluttet sig til Pio, havde lånt ham 2000 Kr. til Bladet — som senere betaltes hende tilbage af Partiet — og selv efter Pios Flugt havde bevaret sin Hengivenhed for ham og stillede sig fjendtligt overfor de nye Mænd.

En ny Partikongres afholdtes i Juli 1877 — betydelig mindre end »Gimle«-Kongressen. Her forandredes Organisationsformen, således at Hovedbestyrelsen og den københavnske Lokalbestyrelse dannede Centralbestyrelse og at Fagforeningerne fortsat bevaredes som Partiets Grundlag. Samtidig skete et Opgør med Liljencrantz-Fløjen, der fornærmet trak sin Repræsentant ud af Hovedbestyrelsen. Herved trådte P. Knudsen ind.

Det viste sig dog snart, at den vedtagne Organisationsform ikke var hensigtsmæssig. En Deling af det faglige og politiske Arbejde var nødvendig. Det blev da besluttet at oprette en rent politisk Arbejderorganisation ved Siden af Fagforeningerne, og den 12. Februar 1878 stiftedes »Socialdemokratisk Forbund« under Medvirken af faglige og politiske Repræsentanter. Til Forretningsfører for det nye Forbund valgtes A. C. Meyer, men da han den følgende Sommer rejste til Udlandet, afløstes han af Hørdum. Denne var Forretningsfører indtil 1882, da P. Knudsen trådte til.

En anden Opgave, der løstes i denne Tid, var Lokalespørgsmålet. Det viste sig ofte svært for Organisationerne at leje Lokaler, og de måtte derfor skaffe sig Udvej for en Forsamlingsbygning. Allerede i 1875 var man begyndt på Aktietegning, og i 1879 stod Bygningen rejst på en Grund i Rømersgade. Flittigt havde man samlet Penge ind, og mange Håndværkere havde ydet gratis Fritidsarbejde. De københavnske Arbejdere følte sig stolte. Nu havde de Foden under eget Bord. Det gav ny Selvtillid og Tro på, at det kunne nytte, hvad ikke var ufornødent i disse tunge Tider. Og tungt var det. 1 1878 dannedes ikke en eneste ny Fagforening, hvorimod flere af de svageste måtte give op.

Den stadigt hærgende Arbejdsløshed var et alvorligt Spørgsmål for Partiet. Et Udvalg bestående af Hørdum, C. C. Andersen og Wiinblad udarbejdede en Betænkning, hvori de krævede en kraftig Sociallovgivning, Statens Iværksættelse af produktivt Arbejde og Understøttelse uden Fattighjælps Virkning til de Arbejdere, der ikke kunne anvises Arbejde. Dækning for Udgifterne skulle skaffes ved Forhøjelse af Indkomst- og Formueskat og Nedsættelse af Militærudgifterne. Betænkningen blev imidlertid lagt til Side af Partibestyrelsen, og Wiinblad trak sig foreløbig tilbage fra Partiarbejdet.

Året 1879 slæbte sig kummerligt hen for Parti, Blad og Fagforeninger, men fra 1880 spores en livligere Virksomhed. Enkelte Strejker fandt Sted, og i Løbet af Året dannedes en Snes Fagforeninger med ca. 3000 Medlemmer. Om Foråret knyttedes Wiinblad fastere til Bladet, som han gav et hårdt tiltrængt livligere Præg. Bladets Redaktør, Mundberg, samlede ved et Suppleringsvalg i 5. Kreds 1300 Stemmer mod Højremanden Professor Goos’ 2600. Det syntes atter at gå fremad.

I Efteråret 1880 indgav Partiet og Fagforeningerne Andragende til Regeringen om Tilskud til Arbejdsløshedskasser. Forslaget vandt dog hverken Venstres eller Højres Støtte, da begge Partier frygtede, at det ville styrke Fagforeningerne. Det viste sig stadig stærkere, hvor nødvendigt det var at have egne Repræsentanter på Tinge, da selv de radikale Venstremand som Jens Busk, der indbragte Arbejdernes Forslag, var meget valne overfor dem. Wiinblad udtrykte det således: Det er Politik, der skal til.

Vinteren 1880—81 skulle se en ny Opblussen af den tidligere omtalte Partistrid. En ung Skribent Vilh. Fleron, der var vendt hjem fra Udlandet med ultraradikale Anskuelser, trådte i Forbindelse med Jaquette Liljencrantz, og da Brix blev løsladt ved Juletid 1880, sluttede han sig, bitter og sygelig hadsk mod Partiets nye Mænd, til Oppositionen. Han forlangte nu »Ravnen« tilbage. Dette Blad var ved hans Fængsling overdraget Partiet og senere privat overtaget af Hørdum, indtil det i Midten af Firserne atter overgik til »Social-Demokraten«. Videre forlangte Brix Halvdelen af Kontrahentforsamlingens Stemmer og Brugsretten til »Social-Demokraten«. Samtidig angreb han på offentlige Møder Partiledelsen for Moderation, fordi den i Forfatningsstriden støttede Venstre.

Alt hvad der i Partiet fandtes af Utilfredse, Folk, der var fjernet på Grund af Uduelighed, de mest moderate »upolitiske« Fagforeningsledere, de »Revolutionære«, om Baronesse Liljencrantz og Fleron, alle skarede de sig nu om Brix imod Partiets lovligt valgte Ledelse. Hørdum og C. C. Andersen forsøgte et Par Gange at opnå en mindelig Ordning, men Brix’ Fordringer om Halvdelen af Kontrahentforsamlingens Stemmer blev selvfølgelig pure afvist.

Det kom til åbent Brud og i de følgende Måneder rasede Striden til største Fryd for Modstanderne. Brix’ Tilhængere smædede Partiledelsen på det groveste og søgte at håne den ved Betegnelsen »Hørdumrianerne«. »Pionisterne«, som Oppositionen kaldte sig for at markere, at den bar Pios »revolutionære« Synspunkter, måtte dog trække det korteste Strå. Deres »Intelligens« kunne ikke hamle op med »Hørdumrianernes« taktiske Klogskab og praktiske Sans og deres Forsvar for det demokratiske Tillidsmandsprincip overfor Brix’ diktatoriske »Førerprincip«.

Slået af Marken indenfor Partiet brød »Pionisterne« ud af dette og startede under Flerons Redaktion det halvanarkistiske Blad »Herolden«, der med den giftigste Perfidi angreb Socialdemokratiet. Wiinblad gav det i »Social-Demokraten« et værdigt men yderst skarpt Gensvar, og på et af »Pionisterne« indkaldt Møde mod Socialdemokratiet vedtoges Tillid til dette. Dog lykkedes det »Pionisterne« at vinde et Par Fagforeninger, bl. a. Bygningssnedkerne, der troede her at finde den gamle Kampånd fra Pios Stortid.

I Kampen mod »Pionisterne« og i sin Stilling overhovedet mærkede Partiet stadig, hvor svagt »Social-Demokraten« stod redaktionelt. Hverken Mundberg eller Sproglærer Bjørnstrup, der var de to vigtigste Medarbejdere, havde journalistiske Evner, endsige Smartness. Selv store Sensationer skjulte de for Læserne eller bragte dem flere Dage efter de andre Blade, og i Forhold til »Herolden« sakkede Bladet langt agterud. Om ikke Wiinblad havde livet op med sit friske Sprog og rigt nuancerede Skildringer, ville alt have været den rene Ynk. Abonnenttallet var i Foråret 1881 gået ned til 2600, og Indtægterne var yderst ringe. I Januar Kvartal var Balancen den beskedne Sum af 8600 Kr. Trods Bedring i Situationen for både Parti- og Fagbevægelse var »Social-Demokraten« faktisk betydningsløs.

En Dag stillede Hørdum Forslag om Redaktørskifte med Bemærkningen: »Lad os prøve med Typografen. Det går jo ad Helvede til alligevel!« Det kraftige Udbrud var ingenlunde Udtryk for Mistillid til Wiinblads Evner, langt mere Frygt for, at han på Grund af sin Ungdom ikke kunne klare den fortvivlede Situation. Forsøget blev vovet — og ingensinde fortrudt. I Wiinblad fik »Social-Demokraten« en Redaktør, der forvandlede Bladet fra et halvt teoretisk Partitidsskrift til et moderne Dagblad, der berettede om og tog Stilling til Døgnets Begivenheder og Tidens Rørelser. Nu blev Bladet læst, elsket af mange, frygtet og hadet af flere.

Wiinblad begyndte sin Redaktion i Farvergade 3, og Begyndelsen var såre jævn. Inventaret var det mindst mulige, og Lønningerne yderst små. Hørdum besørgede således Ekspeditionen for 25 Kr. om Ugen, og til Redaktionen fik Wiinblad i den første Tid 85 Kr. ugentlig til Lønninger, Lokaleleje, Rengøring, Porto m. m.

Men 1881 betegner trods alt et Vendepunkt. Hvad næppe den mest lystseende havde troet, var sket. Partiet havde overlevet sine strengeste År, bestået sin hidtil største Belastningsprøve.

Med 1881 meldte sig for første Gang i en Årrække opadgående Konjunkturer med mere Arbejde og større Fortjeneste. Politisk blev Tiden også livligere. I Begyndelsen af Maj udskrev Estrup Valg i Utide efter en ny Strid med Venstre og fastsatte Valget til den 24. Maj.

Denne Situation udnyttedes straks af Socialdemokratiet. Hørdum, C. C. Andersen og Wiinblad dannede en Valgkomité. P. Holm opstilledes i 5. Kreds og opnåede trods den korte Frist for Agitationen 1300 Stemmer.

Et sikkert Tegn på den Fremgang, der var at øjne. Så meget glædeligere som »Pionisterne« ved dette Valg modarbejdede Socialdemokratiet efter Evne.

Estrup, der var utilfreds med Valgresultatet — Regeringen tabte et Mandat — opløste kort efter Folketinget igen og tabte yderligere 6 Mandater. I 5. Kreds, hvor P. Holm var genopstillet, gik han over 100 Stemmer frem, og Professor Goos 200 tilbage. Endnu havde Højre Overtaget i Kredsen — men hvor længe? »Pionisterne«, der denne Gang også stillede op i 5. Kreds, fik — 88 Stemmer Hermed var Striden mellem Socialdemokrater og »Pionister« forbi. De sympatiserende Fagforeninger havde fået nok af Forbindelsen med de »Revolutionære«, og da Brix var død kort i Forvejen, opløstes »Partiet«, og de ledende Folk spredtes for alle Vinde.

Ved denne Tid stiftedes den første socialdemokratiske Vælgerforening til Varetagelse af Valg- og Partiagitationen. Det var i 5. Kreds. I 1884 stiftedes en i 8. Kreds og efterhånden også i de øvrige Kredse.

Partiets Kamp for Livet var endt. Den Kamp, der nu ventede og kom i rigt Mål, var Kampen for at sejre.

Under den nye Redaktion gik »Social-Demokraten« frem med Stormskridt. I 1882 måtte Bladet udvides. Det følgende År nåede det daglige Oplag 10,000 og en ny Presse måtte anskaffes. Ved samme Tid begyndte også Partiets Vækst i Jylland. Fra Juli Kvartal 1883 udsendte Typograf Harald Jensen i Århus »Socialdemokratisk Ugeblad«, der allerede det følgende År blev Dagblad under Navnet »Demokraten«.

I Rigsdagen skærpedes Forholdet mellem Venstre og Højre, og Venstre proklamerede nu »Visnepolitiken« overfor Regeringen, som man ikke havde kunnet forhandle bort. En ny Tilnærmelse mellem Socialdemokratiet og Venstre fandt Sted, bl. a. formidlet af det nydannede frisindede Studentersamfund, der havde indledet en på mange Måder frugtbar Forbindelse med Arbejderne. Det var dog uden Illusioner, Socialdemokratiet gik med til dette Samarbejde. Et Stykke Vej, så længe Kampen for Junigrundloven stod på, kunne de to Partier følges, men ellers stod Arbejderne i det store og hele i Modsætning til den moderate besiddende Gårdmandsklasse, der udgjorde Venstres Kerne.

Rent praktisk organiseredes Samarbejdet i København ved, at de to Partier dannede »Den forenede københavnske Opposition«. Denne greb allerede ind ved Landstingsvalget i 1882 og vandt så stærkt frem, at man var lige på Nippet til at erobre to Mandater, hvoraf det ene ville være tilfaldet Socialdemokratiet Dette Valg styrkede Oppositionen. Sejr i København ved det næste Folketingsvalg var sandsynlig.

Året 1883 bragte Socialdemokratiet ny Fremgang. Provinsbyernes Arbejdere, der hidtil havde fulgt Venstre, sluttede i stadig tættere Rækker op om Socialdemokratiet som det mest konsekvente Oppositionsparti. »Social-Demokraten« måtte på-ny udvide. Abonnenttallet nåede ved Slutningen af 1883 over 12,000.

Under disse Forhold gik man ind i 1884, der skulle blive et Mærkeår for Hørdum og Holm og for den Bevægelse, de og deres Kammerater havde genrejst.

1884 — Sejrens År.

I December 1883 udsendte Socialdemokratisk Forbund et Manifest, der klarlagde Partiets Stilling til Forfatningskampen, der var et Livsspørgsmål for Partiet og til Reformpolitikken, der for et Arbejderparti også var af største Vigtighed.

Samtidig tog man fat på en omhyggelig Forberedelse til det kommende Folketingsvalg. Efter nogen Tovtrækning med Venstres »Liberale Vælgerforening«, som ikke kunne gøre sig fortrolig med, at Socialdemokratiet i København var den stærkeste Del af Oppositionen, ordnedes Kandidatopstillingen sådan, at Socialdemokratiet fik 5., 8. og 9. Kreds, og de Liberale de øvrige.

I 5. Kreds — Byens største — opstillede Socialdemokratiet atter P. Holm, i 8. Kreds V. T. Holst og i 9. Kreds Hørdum, der nu, da »Social-Demokraten« var konsolideret, turde gå ind i aktivt politisk Arbejde.

Foråret 1884, der var ladet med politisk Højspænding, bragte også en stærk og resultatrig faglig Bevægelse. I Malernes Formand, Jens Jensen, havde man fundet en betydelig faglig Leder. Det lykkedes ham at opnå betydelige Fordele for sine Fagfæller. Smedenes Minimumsløn sattes en Del i Vejret, og der dannedes dette År over 30 nye Fagforeninger. Partiets Grundlovsfest samlede større Tilslutning end nogensinde, og for første Gang vistes der Interesse for de kommunale Valg, idet Partiet ved det årlige Borgerrepræsentantvalg denne Gang støttede og fik valgt en Høker Petersen, der bekæmpedes af Højre. Hidtil havde Arbejderne ment det formålsløst at deltage i kommunale Valg på Grund af Valglovens Skattebestemmelser, der berøvede langt de fleste Arbejdere Valgretten. På den anden Side erkendtes det, at her var et vigtigt Arbejde at tage op.

Interessen koncentrerede sig dog først og fremmest om Folketingsvalget. Dette blev fastsat til den 25. Juni, og Oppositionen åbnede straks en vældig Agitation. Her fik Socialdemokratiet en uventet — og langtfra tilsigtet — Støtte fra et Skandaleblad »Den ny Socialist«, der ved Nytårstid var blevet udsendt som Ugeblad af Baronesse Liljencrantz og Vilh. Rasmussen, der en kort Tid i 1873—74 havde været Redaktør af »Socialisten«.

»Den ny Socialist« førte som tidligere »Herolden« et voldsomt og hadefuldt Sprog mod Socialdemokratiet og fremsatte løgnagtige og ærerørige Angreb på Tillidsmændene. Samtidig slog det på »Herolden«s gamle »revolutionære« Strenge, indtil det pludselig slog om og talte om de hæderlige og besindige Arbejdere, der blev vildført af de socialdemokratiske Ledere, mens de i Virkeligheden kun kunne vente Støtte hos Regeringen og Højre.

Fra April udsendtes »Den ny Socialist« som Dagblad, skønt ingen af Udgiverne havde Penge, men måtte øse af hemmelige Kilder. Undersøgelser, som Oppositionen foretog, pegede — til alles Overraskelse — mod Professor Goos, men man vidste endnu intet bestemt. Bladet stillede et Par »Arbejderkandidater« op mod Hørdum og Holm (der havde Chance for Valg), og samtidig overfaldt man disse to på det gemeneste, navnlig Hørdum, hvis Privatliv og Familie var Genstand for smudsige Angreb.

»Social-Demokraten« valgte at tie Smudsbladet ihjel. Hørdum og Holm anlagde Injuriesager, der blev trukket i Langdrag, og den øvrige Oppositionspresse stillede generende Spørgsmål til »Den nye Socialist« om Bladets økonomiske Forhold og den antydede Forbindelse med Professor Goos. Bladet benægtede, men på en så kluntet Måde, at der ikke lodes Tvivl tilbage. »Den ny Socialist« var betalt af Goos — eller gennem ham — for at splitte Socialdemokratiet.

Ved flere Vælgermøder forsøgte Goos at benægte nogen Forbindelse med »Den ny Socialist«, men ved et af Holms Møder i Rømersgade aflagde han halv Tilståelse, og ved et Møde i Suhmsgades Skolegård Aftenen efter blev han endelig tvunget til Bekendelse af Overretssagfører Cantor, der stillede en Række fældende Spørgsmål. Hørdum, der var tilstede, tog nu Ordet og sagde harmdirrende, men behersket: »Denne Sag angår også mig. Goos har hjulpet »Den ny Socialist« til at sværte mig og mine Kammerater, ja, selv mine uskyldige Børn. Det gør en Mand, der selv har Børn. Jeg håber, at Vælgerne på Valgdagen viser Hr. Goos den Foragt, han fortjener.«

Under stor Bevægelse slutter Mødet, men Goos slipper dog uantastet bort. Den følgende Dag kunne Wiinblad i en injuriespækket Artikel oplyse, at Goos til Partifæller havde udsendt Anmodninger om Støtte til »Den ny Socialist«, idet han dog forsigtigt havde tilføjet: Brænd Brevet! Eet af Brevene var dog faldet i Hænderne på Oppositionen og afskrevet.

Goos anlagde klogeligt ingen Injuriesag mod Wiinblad. Ved et nyt Vælgermøde gav han klart og udførligt Besked om sin Forbindelse med »Den ny Socialist« og erkendte åbent at have skaffet Bladet Penge. Hans Redegørelse bekræftedes af Baronesse Liljencrantz, og hermed var »Den ny Socialist Rolle udspillet — bortset fra dens Gavn for Socialdemokratiet.

Den 13. Juni udsendte de tre Arbejderkandidater et Valgopråb, hvis vigtigste Afsnit lyder således: »Befolkningen søger forgæves et virkeligt og fyldigt Reformprogram hos de øvrige oppositionelle Partier. Kun Socialdemokratiets Program er et sådant, kun det stiller på Arbejder- og Middelstandens Vegne sådanne Krav til det bestående Samfund, at en Lovgivning på Basis heraf vil få indgribende og heldbringende Indflydelse på Eders hele borgerlige og politiske Liv, og kun det indeholder den planmæssige Ordning af de økonomiske Forhold, som vi alle må stræbe hen imod, hvis vi ønsker en rolig, naturlig og lykkebringende Udvikling for Samfundet.«

Derpå følger en detaljeret Gennemgang af de Spørgsmål, Kandidaterne særlig vil arbejde for i Tilfælde af Valg — Krav, der senere i det store og hele er gennemført ved Socialdemokratiets Initiativ. Få Dage før Valget bragte »Social-Demokraten« et Opråb, underskrevet af samtlige 66 Fagforeninger, med Opfordring til at stemme på Socialdemokratiets tre Kandidater. Også Bygningssnedkerne, der i sin Tid hørte til »Heroldens« Garde, var med.

Valgdagen blev en af de mest spændende, der nogensinde har været i Landet, og Valgdeltagelsen var langt større end tidligere. Lidt over Kl. 6 foér det som en Løbeild over hele København: »Hørdum er valgt! Hørdum er valgt!« Man tør næppe tro det, men da Valgtallene foreligger — Hørdum 920 Stemmer mod 675 — tordner Begejstringen mod Himlen, mens Hundreder af Arbejderansigter kæmper mellem Gråd og Smil. Christianshavns Arbejdere har gjort deres Pligt. Den hidtil største Sejr er vundet. De danske Arbejdere har fået deres første Mand på Tinge. Han blev ikke den eneste. Sent på Aftenen kom Resultatet fra den omstridte, vældige femte. En ny Sejr! Holm har slået Goos med 5385 Stemmer mod 4493. »Den nye Socialist« havde virket, Goos fået Løn som forskyldt. I 8. Kreds fik Holst 500 Stemmer, og Partiets samlede Stemmetal blev 6806.

Valgdagen bragte iøvrigt Oppositionen en Kæmpesejr. Den rokkede, men væltede ikke det forhærdede Godsejerregime. Tværtimod stod de hårdeste Kampe mellem Estrup og Oppositionen tilbage.

I Rigsdagen mødte Estrup nu en ny Fjende — den farligste.

I Rigsdagen — Provisorieårene.

Det var på Tærsklen til den mest dramatiske og bevægede Tid i vor politiske Historie, at Hørdum og Holm kom ind i Folketinget. Demokratiet følte sig stærkt og kendte en Grøde som ingensinde.

Den københavnske Opposition befæstede sin Stilling. Fra 1. Oktober udsendte Viggo Hørup og Edv. Brandes et nyt Blad for det borgerlige Frisind »Politiken«.

Valgsejren blev imidlertid ikke udnyttet af Venstre, der igen gik i Stykker, da Chr. Berg, Landbodemokratiets Høvding, ved Rigsdagssamlingens Begyndelse gik sammen med de Moderate til et »dansk Venstre« med Regeringsmagten for Øje. Det blev dog ikke den forenede Moderation, der nu kom til. Estrup satte sig tværtimod fastere i Sædet og gjorde som en Udfordring til Oppositionen den udprægede Militarist Jesper Bahnson til Krigsminister. Det hjalp. Fra de mest Moderate til de to Socialdemokrater gav man Tilslutning til den skarpeste »Visnepolitik«, og alle Regeringens Forslag »visnedes« ved de såkaldte »Ørkesløsheds«-Dagsordener.

Med almindelig Spænding afventedes de to Socialdemokraters Jomfrutaler. Hvordan ville de stille sig overfor Venstre og overfor Regeringen, der lokkede med sociale Reformer?

Både Hørdum og Holm talte under Behandlingen af Estrups Forslag om Alderdomsforsorg, der tidligere uden Resultat havde været behandlet i Tinget. Holm talte først og sagde: »Hvis Ministeren og hans Parti har troet, at vi som Arbejdernes Repræsentanter er kommet herind for at være den Kile, der skal sprænge Oppositionen eller bringe Splittelse i den, må jeg berøve d’Herr. den Glæde«. Hørdum, der holdt Hovedtalen mod det forelagte Forslag, udtalte efter en sønderlemmende saglig Kritik af det: »Forslaget duer ikke, men selv om det havde været brugeligt, ville jeg endda have foreslået det til Forkastelse under dette Ministerium. Jeg ser nemlig Sagen således for nærværende Tid, at det drejer sig om Magten og Retten til for Fremtiden at kunne være med til at gennemføre Forslag. Vi ser nemlig Sagen således, at det er Folkets grundlovsmæssige Ret, der står på Spil, og det eneste, vi forlanger, er, at Grundloven respekteres .... Det må ikke misforstås, vi er ikke enige med den øvrige Opposition i dens daglige Politik, men enig med den i dens Kamppolitik mod den nuværende Regering.« Og videre: »Vi svigter ikke Valgdagen den 25. Juni og den nuværende Opposition i dens Kamp mod Regeringen — når vel at mærke Oppositionen selv vil holde sig konsekvent.«

Klare Svar til Venstre som Højre og — også til de Partifæller, der i overdreven Opportunisme havde talt for en Realitetsbehandling af Regeringens Forslag.

Hermed var ikke sagt, at Partiet ville forkaste Reformpolitikken. Tværtimod var det fra et Arbejdersynspunkt såre beklageligt, at de nærmeste År i den Grad optoges af storpolitisk — gold — Forfatningskamp, at alle Bestræbelser for en kraftig Socialpolitik mislykkedes. Men Kampbulderet bød Socialdemokratiet nye Agitationsmuligheder. Inden Udgangen af 1884 var »Social-Demokratens« Oplag steget til 18,000.

Hen mod Rigsdagssamlingens Slutning kom den åbne Konflikt mellem Regeringen og Folketinget. Det viste sig umuligt at opnå Enighed om Finansloven, og Estrup truede nu med det store Provisorium, det ville sige, at han nu ville medtage alle »nødvendige« Bevillinger på den provisoriske Lov og ikke som i 1877 blot dem, der var Enighed om. I Begrebet »nødvendige Bevillinger« kunne indfortolkes alt. Bl. a. kunne Ministeriets »Livssag«, Københavns Befæstning gennemføres ad den Vej — og blev det.

Folketinget vedtog Finansloven i dens oprindelige Skikkelse (uden de af Estrup senere krævede Bevillinger). Regeringens Svar var militære Forholdsregler, der gav Hørdum Anledning til i en skarp Tale at advare Regeringen mod at stole for meget på Hæren. »Det kunne hænde, at Bajonetterne, som Regeringen stolede på, ramte den selv.« Folketinget vedtog en Adresse til Kongen, hvori man advarede mod Ministeriets åbne Forfatningsbrud. Landstinget vedtog modsætningsvis en Tillidsadresse til Ministeriet. Forhandlingerne om Finansloven sprængtes. Den 1. April 1885 sendte Ministeriet Rigsdagen hjem og udstedte samme Dag den provisoriske Finanslov, hvorved Regeringen bemyndigede sig selv til at opkræve Skatter og afholde Statsudgifter. Estrup havde i sin Magtrus givet sig Lovløsheden i Vold.

Hermed indlededes en Periode, der varede 9 År, hvor den politiske Kamp fra begge Sider førtes forbitret og hadefuldt. Vel gav Venstres Førere ingen Parole om organiseret Modstand mod Regeringens Lovbrud — Partiets mange Afskygninger var stadig en Hindring for en enig Optræden — men ude i Befolkningen flammede Harmen mod Regeringen og gav sig voldsomme og farlige Udslag. Bønderne drøftede organiseret Skattenægtelse, dannede Riffelforeninger og talte om, at man havde Tændstikker og vidste, hvor Herregårdene lå o. s. v.

Modstanden mod Regeringens Voldspolitik var dog planløs og uorganiseret, og de, der vovede Pelsen, ramtes af et ofte dyrekøbt Martyrium. Regeringen sparede sig heller ikke i denne Kamp. For rene Bagateller sendtes Folk i Fængsel. Hele Statens Myndighedsapparat, Militær, Domstole og Politi bragtes i Anvendelse mod Oppositionen. Frisindede Embedsmænd afskedigedes eller fik Reprimander, Højskoleforstandere, der havde deltaget i Riffelbevægelsen, nægtedes Statstilskud, og oppositionelle Talere sendtes månedsvis i Fængsel for »oprørske« Udtalelser. Selve Venstres Fører Chr. Berg idømtes 6 Måneders Fængsel for at have nægtet at tale ved et Møde i Holstebro så længe den stedlige Politimester opholdt sig på Tribunen, og de Mænd, der fulgte Politimesteren ned, fik lignende Straffe.

Spioneri og Angiveri florerede. Familielivet forgiftedes. Fader stod mod Søn, Broder mod Broder. Særlig uhyggeligt virkede det, da en Typograf i Oktober 1885 forøvede et Attentat på selveste Estrup. Det mislykkedes, men den ubesindige Handling førte til nye Regeringsovergreb mod Oppositionen. Også økonomiske Kampmidler toges i Brug. Socialdemokratiske Arbejdere afskedigedes, Prioriteterne blev opsagt hos Venstrebønderne og ligeså Fæste- og Lejemål. Til Gengæld unddrog Bønderne Højrekøbmændene deres Handel og startede i disse År deres Brugsforeningsbevægelse og Andelsforetagender.

I denne Kamp støttede Socialdemokratiet Venstre af al sin Evne og fik også Venstres Hjælp. I Sommeren 1885 lockoutede Jernfabrikanterne 800 Smede og Maskinarbejdere og et Par Hundrede Formere og Arbejdsmænd. Det blev både en Lønkamp og en Kamp for Organisationsretten. Det sidste blev afgørende for Venstre. Bønderne ydede de lockoutede Arbejdere en udstrakt Hjælp, der i høj Grad medvirkede til det forholdsvis gunstige Udfald, den langvarige og ulige Kamp fik for Arbejderne.

Vel fik de ikke opfyldt Kravet om en Minimumsløn på 27 Øre i Timen, der havde ført til Lockouten, men Arbejdsgiverne måtte indgå på at anerkende deres Organisation. Lockouten og Forfatningskampen var — alle Forfølgelser til Trods — til Fordel for Socialdemokratiet. Arbejderne ruskedes vågne. I Juli 1885 nåede »Social-Demokraten« over 20,000 Abonnenter.

Den følgende Rigsdagssamling stod helt i Kampens Tegn. Estrup forelagde ikke — som Grundloven bød — den provisoriske Finanslov, men kun den for det følgende Finansår. Venstre indbragte da den provisoriske Lov og forkastede den. Estrups Svar blev en Hjemsendelse af Rigsdagen og Udstedelse af tre nye Provisorier, bl. a. et Tillæg til Straffeloven om Straf »for Ophidselse af Klasser og Dele af Befolkningen mod andre Klasser og Dele«. Med god Vilje — og den skortede det ikke på — kunne Regeringen hermed faktisk umuliggøre hele Oppositionens Agitation.

Et Forsøg fra Estrups Side på at sætte Splid mellem Arbejdere og Bønder ved et — i og for sig hårdt tiltrængt — Forslag om Arbejdsløshedsunderstøttelse, afvistes skarpt af Hørdum. I Stedet støttede han og Holm et bedre Forslag fra Venstre om Statsstøtte til de Arbejdsløse gennem Kommunerne.

Højdepunktet i Estrups Grundlovsbrud nåedes i Januar 1886, da han efter Grundloven ikke kunne sende Rigsdagen hjem mere i den Samling (den var blevet genindkaldt kort før Jul) og ikke kunne opnå Forståelse med Oppositionen. Han lod da Kongen udstede en Resolution, der gav ham den Bemyndigelse, Folketinget havde nægtet. Regeringen havde vovet Springet ud i den rene Enevælde. Rigsdagen sluttede kort efter og en provisorisk Lov blev givet for Resten af Finansåret.

Et nyt Finansprovisorium så Lyset i Slutningen af Marts og indeholdt en lang Række Bevillinger til Fæstningsbyggeri (Charlottenlundfortet, Garderhøjfortet og Kastrupfortet), og om disse ulovlige Fæstningsanlæg stod Kampen stridt de følgende År. Endnu et Par Provisorier udsendtes, således det såkaldte »Stråmandsprovisorium«, der forlangte, at den virkelige Redaktør af et Blad skulle være Bladets Ansvarshavende. Hidtil havde denne udsatte Post ved Oppositionsbladene været beklædt af ikke aktive Bladmænd, der måtte tage den ene Omgang Fængsel efter den anden. Efter »Stråmandsprovisoriet« idømtes både Hørup og Wiinblad længere Straffe for oppositionelle Artikler.

Retsspørgsmålet var i Forfatningsstriden forvandlet til et Magtspørgsmål, og Højesteret anerkendte i en Dom af 15. Oktober 1886 Provisorierne som gyldige Love.

Forfatningskampen var i Virkeligheden kørt fast. Socialdemokraterne, der var trætte af denne March på Stedet og krævede dybtgående Socialreformer, så derfor med Glæde Venstre forlade den golde Visnepolitik. De havde intet imod en Forhandling med Regeringen, forudsat at Venstre fastholdt Kravet om Junigrundloven og Parlamentarismen.

Selv havde Hørdum og Holm været meget virksomme på Rigsdagen og havde i disse År fremsat fire sociale Lovforslag, »Socialistlovene«, som de døbtes i Rigsdagen.

Det første drejede sig om Eftergivelse af Fattighjælp og havde sin Grund i den store Arbejdsløshed, der drev Tusinder af hæderlige Arbejdere på Fattigvæsenet stemplet som 2. Klasses Mennesker og berøvet deres borgerlige Rettigheder. Forslaget tog Sigte på at afbøde denne Inhumanitet.

Som Forslagets Ordfører appellerede Hørdum stærkt til Højres udskregne Arbejdervenlighed og udtalte bl. a.: »Når der nu eksisterer så stor Uretfærdighed i Samfundet, hvori Socialismen for en stor Del søger sin Næring, så siger jeg til dem, der kalder sig Arbejdernes virkelige Venner: Tag disse Uretfærdigheder bort, derved skader de vor Fremgang, tag disse Brøst fra Samfundet, hvorpå vi for en stor Del bygger vor Agitation, så vil vi komme til at gå mere sindigt frem.«

Venstre var velvillig overfor Forslaget, mens Højre under Anvendelse af Argumenter, der røbede en udelikat Tankegang (»forøge Vælgermassen med Folk, der er blevet syge af Delirium tremens eller af Udsvævelser«) gik imod.

Som ventet blev Forslaget ikke vedtaget hverken ved den første eller senere Fremsættelse.

Det andet Forslag gik ud på at yde Statslån til Københavns Kommune til Opførelse af Arbejderboliger. Det stilledes sammen med Venstremændene Hage og Trier, og så stærkt lød Kritikken over de københavnske Arbejderkvarterers elendige Boligforhold med Sygdom og Død i Følge, at Forslaget med enkelte forringende Ændringer vedtoges. Det var den første Lov, Socialdemokratiet fik gennemført.

De to sidste Forslag drejede sig om Modvirkning af Arbejdsløsheden og om en »Helligdagslov« til Beskyttelse af visse Arbejdergrupper mod en alt for blodig Udbytning samt om Frihed på Valgdage, hvor mange Arbejdsgivere ved Ekstraarbejde søgte at hindre Arbejderne i at stemme. Forslagene diskuteredes stærkt, men nåede kun til 1. Behandling og Udvalg.

Den påbegyndte Forhandlingspolitik blev brat slået over Ende af Estrup, der midt i Vinteren udskrev Valg til den 28. Januar 1887. Dette Valg blev et stort Nederlag for Demokratiet. Højre havde i Mellemtiden oparbejdet en stærk politisk Organisation, havde taget Nationalfølelsen i Militarismens og det provisoriske Fæstningsbyggeris Tjeneste og havde derved skabt sig en god Valgbasis overfor det evigt uenige Venstre og det endnu svage Socialdemokrati. Dette rustede sig efter bedste Evne og opstillede, foruden de to Folketingsmænd, A. C. Meyer i 8. Kreds og Maler J. Jensen i Odense. Valget sved til Venstre og ramte også Socialdemokratiet hårdt. Dets Førstemand, Hørdum, blev på Christianshavn snakket ihjel af Højres Kandidat, Malermester Chr. Jensen, der vandt med 1161 Stemmer mod 975. Også de andre københavnske Kredse, Højre tabte i 1884, erobredes tilbage med Undtagelse af 5. Kreds, hvor Holm valgtes med et Flertal på 30 Stemmer. A. C. Meyer og J. Jensen fik henholdsvis 540 og 131 Stemmer Holm sad således i de følgende tre År som eneste Socialdemokrat i Folketinget, men selv om Partiet havde tabt et Mandat, var der dog ingen Grund til Sortsyn. Stemmetallene viste en støt Vækst (denne Gang 8405), der varslede godt for Fremtiden.

Højre blev styrket betydeligt ved Valgsejren, og det havde unægtelig den Fordel frem for Oppositionen, at det var et fast sammentømret Parti med Rådighed over Statens Magtmidler. Venstres Uenighed blev til Gengæld mere og mere åbenbar. Den Forligstendens, der var sporet før Valget, trådte nu stærkere frem hos en Del af Partiet — bl. a. hos Hørup, der frygtede, at de Moderate ville finde Estrup i et Fæstningsforlig og håbede at forebygge det ved et Forlig uden Fæstning. Men nu sprængte Berg sig fra og stillede sig på det yderst radikale Standpunkt kun at ville medvirke til en regelret Finanslov, hvis Estrup gik. Årene omkring 1890 så da et Venstre oprevet i hidsige indre Partikampe, hvorunder Hørup drev betænkeligt over til de forligssyge Moderate, mens Berg ved sin pludselige »Radikalisme« spændte Ben for en fornuftig Forhandlingspolitik om sociale Reformer.

Hørdum helligede sig i disse År helt sin Presses Trivsel. Bladet i København stod nu så stærkt, at der kunne tænkes på bladmæssig Erobring i Provinsen. Navnlig gjordes der Fremstød i Jylland. I 1887 oprettedes i Randers en Aflægger af »Demokraten«, døbt »Randers Arbejderblad«, i Ålborg udsendtes samme År »Nordjyllands Arbejderblad«, der Året efter blev Dagblad. Fag- og Partiforeninger skød op overalt i Landet båret af bedrede Konjunkturer. Den virkelig frisindede Del af Befolkningen, der lededes ved Venstres vege og svajende Politik, sluttede sig stadig tættere til Socialdemokratiet.

Ved denne Tid samlede de københavnske Arbejdere sig også om de hidtil forsømte kommunalpolitiske Opgaver, og med et kommunalt Program, udarbejdet af Lærer К. M. Klausen, deltog de sammen med de Liberale i de årlige Borgerrepræsentantvalg. De første Gange blev det Nederlag, men i 1893 rykkede de to første Socialdemokrater, J. Jensen og К. M. Klausen, ind i Byens Råd. Omtrent samtidig begyndte Partiet at gøre sig gældende ved Provinsens Byrådsvalg.

Partikongres — Forliget 1894.

I 1888 holdt Socialdemokratiet Kongres — den første siden den ulykkelige i 1877. Hvilken Forskel! Dengang en Bevægelse på Vej mod Afgrunden, kun holdt oppe ved enkelte Mænds sejge Vilje til Livet — nu et rodfæstet enigt Parti med en lovende Fremtid for sig.

Kongressen talte 65 Deltagere for 33 Partiforeninger. Dens Opgave var dels en Omorganisering af Partiet, dels en Revision af »Gimle«-Programmet, der efter 12 stormfulde År trængte til Ændringer på forskellige Punkter.

Angående den organisatoriske Omordning gjordes Kongressen — sammenkaldt hvert andet År — til højeste Partimyndighed. Ved dens Side stilledes en Hovedbestyrelse på 12 Medlemmer, deraf 5 i København, til at fungere imellem Kongresserne — en Ordning, der stort set er gældende den Dag i Dag. Endvidere vedtoges det at centralisere de socialdemokratiske Blade i Jylland og gøre dem til Partiejendom ligesom Hovedbladet. Med Oktober Kvartal udgik derefter fire socialdemokratiske Dagblade i Jylland, idet et nyt oprettedes i Horsens. Et stolt Resultat for Hørdum, der var Sjælen i denne Presseudvidelse.

Vedrørende Programmet fastholdt man principielt »Gimle«-Programmet, idet dog Punktet om »Produktionsforeninger med Statshjælp« udgik. Denne Lassalles Kongstanke havde jo i Danmark kun givet kummerlige Resultater. Endelig formuleredes en lang Række Krav, bestemt af Partiets mere end 10-årige Deltagelse i det offentlige Liv, herunder et særligt Program for Landarbejdere og Husmænd, som det blev muligt at vinde, efterhånden som Venstre blev et moderat-konservativt Gård-mandsparti.

Begyndelsen af 1890 meldte sig med et nyt Folketingsvalg, og Estrup, der ikke var så sejrssikker som i 1887, skiltede atter med sociale Reformer, der, hvad angik »Helligdagsloven« og Bortfald af Fattighjælps Virkning for Hjælp ydet Gamle over 60 År, var betydelige Indrømmelser til Socialdemokratiet. Partiet opstillede denne Gang i 10 Kredse, og 3 Socialdemokrater kom ind i Folketinget. Holm holdt 5. Kreds overlegent, Hørdum tilbageerobrede 9. Kreds for ikke mere at tabe den, og Harald Jensen valgtes i den rene Landkreds Skjoldelev, hvor Venstre splittede sine Stemmer på to Kandidater. Socialdemokratiet mønstrede ved dette Valg 17,000 Stemmer — en Fordobling på 3 År. Et Resultat, der gav Løftelse og Lyssyn, og som i høj Grad prægede dette Års store partimæssige Begivenhed: Den første Arbejderdemonstration den 1. Maj, Året i Forvejen af den internationale Socialistkongres fastsat som Arbejderklassens Fest- og Fridag.

Valget gav ellers Tab til Højre og styrkede Chr. Bergs Gruppe, der nu atter fik Tilslutning af Hørupperne, som havde opgivet Håbet om at få noget ud af Forhandlingspolitikken. Til Gengæld gik de Moderate nu ind i en bevidst Forligspolitik med Højre, idet de stærkt betonede sociale Reformer som Værn mod Socialdemokratiet.

Samme År sejrede Socialdemokratiets og de Liberales Valgforbund ved Landstingsvalget i København, og ved Siden af de tre Folketingsmænd rykkede nu P. Knudsen og C. C. Andersen ind i det danske Overhus.

I 1891 kom der Fart i Forligsbestræbelserne mellem de Moderate og Højre på Grundlag af en Afvikling af Provisorierne, Tilvejebringelse af en ordinær Finanslov, indirekte Skatter (Ølskat) og nye sociale Love.

Samme År fik man vedtaget Fattigloven (der gjaldt lige til 1933) og Loven om Alderdomsunderstøttelse. Under Behandlingen af Ølskatten stillede Berg, Hørup og Holm Mistillidsvotum til Regeringen. Det forkastedes, og Ølskatten vedtoges. Det utrolige var sket. Estrup havde efter 16 Års Forløb, på Trods af 7 Valgdages Mindretal, skaffet sig et Flertal i Folketinget!

Intet Under, om Frisindet tabte Troen på Venstre, der havde muliggjort dette.

Samme År i November døde Chr. Berg, og hans Gruppe stod faktisk uden Fører ved Folketingsvalget i 1892. Ved dette Valg holdt Demokratiet godt i København, men i Provinsen faldt mange Bergianere og Høruppere for Højres og de Moderates Alliance. Harald Jensen faldt igen i Skjoldelev, og i Køge måtte selveste Hørup bide i Græsset for »Højremanden i Venstreklæder«, Socialistæderen P. A. Alberti. Højre og de Moderate fik ved dette Valg fri Bane og afsluttede i Foråret 1894 et storpolitisk Forlig, der vedtoges med 54 Stemmer mod 44. Samtidig vedtoges efter 9 Års Forløb en Finanslov på regulær Vis. Estrup havde for så vidt sejret. Han fik nye Militærbevillinger og Hærlov, fik sit Fæstningsbyggeri legaliseret, men måtte til Gengæld ophæve de forskellige Provisorier. De Moderate fik en Tiendelov og nogle Skattelettelser, men det betød kun lidt i Forhold til Estrups Triumf.

Estrup trådte det følgende Efterår tilbage efter 19 Års Regering og efterfulgtes af endnu 3 Højreministerier. Samtidig enedes Højre og Moderate om en ny Valglov, der udvidede Folketingets Medlemstal til 114.

Et dramatisk Afsnit i dansk Politik var til Ende. For Socialdemokratiet havde det været Gennembruddets Tid. Nu fulgte Partiets Befæstelse og Udbygning.

Opgangstider — Partijubilæum — „Systemskifte".

Forliget 1894 gav Estrup Absolution for Grundlovsbrud og Provisoriesynder. Imod det var Bergs og Hørups Grupper plus en Gruppe Moderate under Alberti, hvem Forliget ikke var moderat eller storbondevenligt nok — og naturligvis Socialdemokraterne. Men Modstand mod Forliget var ikke ensbetydende med, at Partiet gav sig en tom Protestpolitik i Vold. Demokratiets Krav måtte stadig fremholdes, og de var på Socialdemokratiets Program formet klarere og konsekventere end nogensinde på Venstres.

Men samtidig måtte der sættes ind med en effektiv økonomisk Reformpolitik, og her var Venstre måske lige så vanskelig at få i Tale som Højre. I den sociale Kamp, der fulgte den politiske, skiltes Gårdmandsvenstres og Arbejderdemokratis Veje.

Valgloven af 1894 måtte nødvendigvis give Socialdemokratiet flere Mandater. Københavns og Frederiksbergs 9 gamle Kredse deltes i 16 nye (den vældige 5. Kreds stykkedes ud i 4), og Socialdemokratiet ville få sikret de nye 11., 12. og 13. Kredse, den nye 9., der ikke fik stort mere end Navnet tilfælles med Hørdums hidtidige, da det meste af Christianshavn gik fra og blev erstattet med Sundbyerne, og endelig den nye Frederiksberg 2. Resten af de københavnske Kredse mente Højre at kunne holde, så at de Liberale helt skubbedes ud.

En nødvendig Reorganisering af de københavnske socialdemokratiske Vælgerforeninger fandt nu Sted, og Forhandlinger blev optaget med de Liberale. De resulterede i, at Socialdemokratiet stillede op i de nævnte sikre Kredse, i den nye 5. Kreds, som Holm ikke ville opgive, samt 8. og 10. De Liberale stillede op i de andre 8.

Således forberedt gik man til Folketingsvalget den 9. April 1895, hvor Forliget skulle for Vælgernes Domstol.

Valgresultatet blev en Sejr for Forligsmodstanderne.

Socialdemokratiet fik i København de 5 sikre Kredse og erobrede yderligere 5. (P. Holm) og 10., hvor Maler J. Jensen valgtes. De øvrige var Hørdum, Wiinblad, Sigvald Olsen, A. C. Meyer, К. M. Klausen og Harald Jensen, der valgtes i Århus søndre. Den første socialdemokratiske Gruppe — 8 Mand stærk — rykkede ind i Folketinget med 24,500 Stemmer bag sig.

Demokratiet havde sejret, men vidste dårligt nok, hvad det skulle bruge Sejren til. Venstres Forligsmodstandere sluttede sig sammen til et Parti med det lovende Navn Venstrereform-partiet, hvis Førstekraft blev J. C. Christensen, der havde været Fører for den Bergske Gruppe efter Høvdingens Død.

Det nye Partis Program lød også meget demokratisk, men det skulle snart vise sig, at det ikke ville omstøde Forliget. Den reaktionære Alberti vandt større Indflydelse på Partiet, der helt syntes at have opgivet Kampen mod Militarisme og Landsting. Det blev da Socialdemokratiet, der i de følgende År rejste Reformkravene og efterhånden fik dem omsat i Lovresultater.

I Juli 1896 fejrede Socialdemokratiet 25 Års Jubilæum. Den spottede, forfulgte og oversete lille Flok, der samledes om Pio, var i de 25 År vokset til et Parti, der regnedes med, et Parti, der sugede Næring af Modgang som Medgang, hvis Fremgang fra 1877 havde vist en ubrudt Linje. I »Social-Demokratens« Jubilæumsnummer (Bladets Oplag var nu 30,000) var et Danmarkskort, oversået med røde Prikker, der betegnede Parti-og Fagforeninger. Der var nu 239 politiske Foreninger med 23,000 Medlemmer og 713 Fagforeninger med 42,000 Medlemmer. 673 Fagforeninger var organiseret i 31 Landsforbund. Endvidere bragte Bladet et Portrætgalleri af de 100, der repræsenterede Partiet på Rigsdagen, i kommunale Råd, i Bestyrelsen for de Fattiges Kasse o. 1. Endelig var der en Oversigt over Lønningerne i 1872 og 1892, der viste en Lønstigning på 35-40 pCt., ligesom Arbejdstiden var tvunget ned fra 12—14 Timer til 10 timer. Rundt omkring havde Organisationerne rejst egne Forsamlingsbygninger, således i Århus, Ålborg, Helsingør og Odense, og i København toges dette År to nye Forsamlingsbygninger (på Enghavevej og Kløvermarksvej) i Brug.

Stolte Øjeblikke for de Mænd, der kæmpede og holdt ud i de trangeste År. Kuldet fra 1877 kunne se ud over en Bevægelse i Grøde og Vækst, hilst med misundelsesblandet, men uskrømtet Beundring af Venner som af Modstandere, en Beundring, der ikke blev mindre, når man tænkte på, at det ikke var studerede Folk, Handels- og Industriherrer, men en Skomager, en Skrædder, en Snedker med en middelmådig Skolegang, der under Statsmagtens forbitrede Modstand ved egen Kraft havde skabt denne folkelige Kulturmagt.

Ingen i Socialdemokratiet blev dog svimle af Anerkendelsen. Forude ventede nye Kampe. 1 de følgende År erobrede Demokratiet Københavns Kommune, Folketingsvalget i 1898 gav Socialdemokratiet 3 nye Kredse: Randers, Horsens og Ålborg foruden Helsingør, der var erobret ved et Suppleringsvalg i 1896.

Hørdum drev på med en ny stor Udvidelse af Pressen både i Jylland og på Fyn, og Hovedbladet nåede efter en vældig Agitation 40,000 Abonnenter til 1. Maj 1899. Fagforbundene dannede i 1898 Landsorganisationen »De samvirkende Fagforbund«, der straks kom til at omfatte Størstedelen af de organiserede Arbejdere. Jubilæets Laurbær blev intet Hvilested, men Sporen til ny Aktivitet.

Og denne var nødvendig. Nu som før var Socialdemokratiet et kæmpende Parti, nu som før stod det med en Samfundsopfattelse, der var i Modsætning til de andre Partiers. Netop Halvfemsernes Slutning viste, at de socialistiske Arbejdere, når det kom til Stykket, kun havde sig selv at stole på. Kun godt et År efter den faglige Samvirksomheds Dannelse stod Arbejderne midt i den største Kamp med Kapitalen, der endnu var udkæmpet i Danmark, og som fulgtes med åndeløs Spænding i hele den civiliserede Verden.

Storlockouten i 1899 viste, at Hadet til Arbejderbevægelsen ikke var mindre end i 1877. Alt, hvad der fandtes af opfanatiseret Socialisthad, håbede inderligt, at det skulle lykkes at knuse Arbejderbevægelsen, og intet — nok så lyssky Middel — blev foragtet til dette Formål.

Men Arbejderne lod sig ikke slå ned. Med Heltemod udholdt de halvfjerde Måneds Suitekrig og kunne med ranke Rygge tage det Forlig, der for stedse knuste alle Arbejdsgiverhåb om Enevælde i Løn- og Arbejdsforhold.

Et alvorligt Slag ramte Partiet i 1898 ved P. Holms Fald. Ingen kunne tænke sig, at den Mand, der var vokset op med Partiet og havde et Par af dets højeste Tillidsposter — at han kunne svigte. Desværre var det rigtigt, at han havde benyttet sig af sin Forhåndsviden som Borgerrepræsentant til et Forsøg på at skaffe sig uretmæssige Fordele. Han døde i Fængslet, før Sagen blev pådømt, syg af Sorg og Græmmelse over sin skæbnesvangre Letsindighed. Hans Efterfølger i Folketinget blev daværende Journalist ved »Social-Demokraten« F. J. Borgbjerg, der siden har repræsenteret Kredsen.

På de gamle Venner og Medkæmpere, men især på Hørdum, gjorde Holms sørgelige Livsafslutning et dybt Indtryk. I mere end et kvart Århundrede havde de stået ved hinandens Side og delt onde og bedre Dage. Men Partiet som sådant var allerede nu så stærkt, at Holms Ulykke ikke kunne ryste det, højst blive et pinligt Minde og en Advarsel.

De tre Højre-ministerier, der fulgte efter Estrup, udmærkede sig ikke ved Forgængerens robuste Styrke, og da Ministeriet Hørring i 1898 på et Militærspørgsmål lavede et »Halvprovisorium«, kom det i skarp Konflikt med Venstre og måtte efter længere Tøven forsvinde i Foråret 1900. Det sidste Højre-ministerium, Sehested, gjorde sig forhadt ved mange Dumheder og Overgreb, og selv blandt Konservative hævede der sig Røster for, at man nu skulle lade Venstre komme til. Ikke mindst Frygten for det hastigt voksende Socialdemokrati, for hvilket en kluntet Højre-regering var den bedste Agitation, gjorde den mere fremsynte Del af Højre interesseret i et »Systemskifte«. Man frygtede ikke Venstres uægte »Radikalisme«.

Folketingsvalget 1901 blev afgørende. Endnu engang sluttede Venstre og Socialdemokratiet Valgforbund, og Valgets Udfald kunne ikke misforstås. I København beholdt Højre kun 6. Kreds, endda med største Kniberi. Venstre vandt 12 Mandater og Socialdemokratiet 2. Højre fik ialt — 8 Mandater.

Hermed var Regeringens Skæbne beseglet. Lidt hen på Sommeren indgav Sehested sin Demission, og Højre måtte efter omtrent 30 Års Forfatningskamp bøje sig for Parlamentarismen.

Den 23. Juli dannedes det første Venstreministerium under Deuntzer under Jubel fra alle Landets frisindede Kredse. Det stod dog hurtigt klart, at Ministeriet rummede Repræsentanter for alle de stridende Elementer i Venstre, og det blev Albertis reaktionære, antisocialistiske Kurs, der sejrede, efter at Hørup, som blev Trafikminister, var død i Februar 1902.

Uden Illusioner havde Socialdemokratiets ledende Mænd hjulpet Venstre i Højsædet. Et virkeligt Systemskifte kom heller ikke. Venstre var snart lige så reaktionært som Højre og kom i stadig skarpere Modsætning til Socialdemokratiet. Partiet havde nået den politiske Betydning, der afspejlede Andelsbondens økonomiske Magt.

Wiinblads Ord i 1882 til de radikale Studenter fik helt og fuldt deres Bekræftelse: »De nye demokratiske Elementer vil føre Folketingsmajoritetens ledende Mænd til Magten, fordi de i Øjeblikket har Flertal; men ved Døren til de vundne Herligheder vil Demokratiet tage Afsked med d’Herr., og det vil da endelig og for Alvor tage Kampen op for de demokratiske Principper.«

Døren var slået op for Venstre til Regeringsmagtens Herligheder. Kampen for Demokratiets Principper, også økonomisk, blev nu alene ført af Socialdemokratiet.

Hørdum og den socialdemokratiske Presse.

Arbejderbevægelsens politiske Fremgang, faglige Magt og kulturelle Standard er uløselig knyttet til dens Presse. Det så man allerede i 1877. For at bevare Bladet ofredes dengang de nødvendigste Ejendele. På den socialdemokratiske Presse har i adskillige År hvilet mangeartede partimæssige Funktioner. Den har altid været Bevægelsens Rygrad.

I den socialdemokratiske Presses Tjeneste faldt Chr. Hørdums Livsgerning. Han var i 33 År dens øverste Leder, og havde han end andre og store Hverv indenfor Partiet, var det dog som Pressens Administrator og Organisator, han fik sin største Betydning.

Endnu før »Social-Demokraten« i København var konsolideret, grundlagdes socialdemokratiske Blade i Provinsen, men det var først ved Partikongressen i 1888, at den Centralisation på Hørdums Initiativ fandt Sted, der har skabt den socialdemokratiske Presses forretningsmæssige og delvis redaktionelle Enhed, samtidig med at Ejendomsretten knyttedes til de socialdemokratiske Foreninger og Fagforeningerne.

Dette Grundlag er senere bevaret, men der er indrømmet de enkelte Blade et vist Selvstyre, bygget på lokale Repræsentantskaber og Kontrolkomitéer. »Social-Demokratens« Kontrolkomité er Hovedkomité, og den højeste Myndighed er de årlige Landskontrahentmøder.

I Halvfemsernes Slutning oprettedes som nævnt en Del nye Blade, og efter Århundredskiftet, da der blev frit Slag overfor Venstre, fulgte en Tid med rivende Vækst, således at den danske socialdemokratiske Presse nu står som en af de bedst opbyggede i den internationale Arbejderbevægelse. Udviklingen illustreres bedst ved et Par Tal.

I 1877 startede den ny Ledelse »Social-Demokraten« med en Kassebeholdning på 34 Kr. 57 Øre og al den Gæld, Pio havde efterladt sig. Ved Hørdums og C. C. Andersens 25 Års Jubilæum i 1902 forelå en Oversigt over Bladets Indtægter og Udgifter i disse 25 År. Den viser trods adskillige elendige År i Begyndelsen af Perioden en Balance på 6,25 Mill. Kr. Året i Forvejen var »Social-Demokraten« flyttet ind i sit nye store Bladhus i Nørre Farimagsgade. I 1899 (Lockout-året) var Pressens Omsætning på 650,000 Kr., men i 1930-31 på 7 Mill. Kr. I 1899 ejede »Social-Demokraten« endnu ingen Bygning. Nu ejes 5 i København og 17 i Provinsen samt 19 større og mindre Trykkerier, hvorfra udsendes 63 Dagblade og andre Publikationer. I samtlige Afdelinger (Redaktion, Ekspedition og teknisk Personale) beskæftigedes i 1930—31 1339 Personer.

I denne vældige Udvikling var Hørdum og C. C. Andersen i 3—4 Årtier de drivende Kræfter.

Deres og Wiinblads Slid skyldtes det først og fremmest, at de gode Resultater nåedes så forholdsvis hurtigt.

Men Arbejdet tog på sin Mand, og det er derfor forståeligt, at Hørdum, da yngre Kræfter rykkede ind på Rigsdagen, lod sig aflaste for en Del Arbejde dér.

Administrationen af det stadigt og hurtigt voksende Bladforetagende stillede større og større Krav til Tid og Flid.

Hørdums sidste Leveår — Eftermæle.

Chr. Hørdum var i første Række med ved sit Partis Opbygning. Han havde i næsten tre Decennier deltaget i Kampen for den politiske Frihed, Junigrundloven og Parlamentarismen sammen med Venstre eller Dele deraf.

Efter »Systemskiftet«, der bragte dette Venstre til Magten og forandrede dets Stilling til Socialdemokratiet, opstod nye politiske Situationer, der krævede ny Taktik og kaldte på nye Kræfter i Partiet. Derfor og af Hensyn til Arbejdet ved »Social-Demokraten« trådte Hørdum i de følgende År noget mere i Baggrunden i det politiske Arbejde. Han havde tidligere ofte talt i Salen, hvor hans kloge og vægtige Indlæg altid hørtes med største Opmærksomhed. Hans Ungdoms stærke og umiddelbare Taleform prægede også hans Taler i Tinget. Et Venstreblad skrev engang om ham: »Han udtrykker sig ofte i et noget stærkere Sprog end strengt nødvendigt i en Rigsdagssal. Man mærker, at han er en Folketaler eller rettere Arbejdertaler i Ordets egentligste Forstand, og at der ligger Overbevisning og stærke Følelser bag hans Ord.«

Under de nye Forhold tog han kun sjældent Ordet i Salen, men arbejdede trods svækket Helbred flittigt i de Udvalg, hvori han valgtes.

I den sidste halve Snes År af sit Liv var Hørdum hårdt ramt af Sygdom. Et slidsomt Liv på Arbejderbevægelsens mest udsatte Poster havde mærket sin Mand. Hørdum, der i sine yngre Dage havde den robuste Fysik, der kunne bydes de hårdeste Anstrengelser, var i sine sidste År Vidne til sit Legemes gradvise Nedbrydning og Forringelse. Hans Arbejde og omfattende Interesser, hans klare Ånd gav ham dog Styrke til i disse År at overvinde mange Sygdomsangreb. Flere Gange troede hans Nærmeste, at han ville bukke under, men snart sås atter hans karakteristiske Ansigt, omrammet af den vældige Sølvmanke, på Kontoret i Farimagsgade.

Personlige Sorger sparedes Hørdum heller ikke for. Hans Hustru døde forholdsvis ung i 1890, og senere mistede han sin eneste Søn, en ung lovende Typograf, der blev revet bort af Tuberkulose.

Efterhånden medførte Sygdommen (bl. a. en alvorlig Galdestenslidelse og Åreforkalkning) længere Perioder af Uvirksomhed, og Hørdum tænkte, som det Pligtmenneske han var, på at trække sig ud af Rigsdagsarbejdet, da han ikke mente at kunne være sit Parti tilstrækkelig nyttig.

Foran Folketingsvalget i 1906 fremsatte han offentligt sit Ønske om at trække sig tilbage, men de københavnske Arbejdere, der aldrig havde glemt hans Indsats i Partiets mørkeste Stund, næsten tvang ham til at blive endnu en Valgperiode.

Valget i 1906, hvor Socialdemokratiet ligesom ved det foregående var uden Alliance med Venstre, bragte Partiet dets hidtil største Valgsejr. 8 nye Mandater erobredes, og 24 Socialdemokrater sad nu i Folketinget, deriblandt Partiets senere Fører, Th. Stauning.

De følgende År blev Hørdums Helbred stadig dårligere, og ved Valget i 1909 sagde han Farvel til Rigsdagen. Der var da forløbet 25 År, siden han valgtes første Gang.

Ved sin Afgang kunne han se tilbage på en dådrig og mindeværdig Rigsdagsperiode med Fremgang for det Parti og de Idéer, han repræsenterede. Så stærkt stod han i 9. Kreds, at han flere Gange blev kåret. Højre turde end ikke stille en Stemmetæller op imod ham.

I de sidste Rigsdagsår betragtedes han af Partifæller og Modstandere som Partiets »grand old man« og blev spøgende kaldt »den Kongevalgte«.

I 1910 gik han også af som Forretningsfører ved »Social-Demokraten«, i fuld Forståelse af, at der skulle gøres Plads for yngre, arbejdsdygtige Kræfter.

Det følgende År tog Hørdums Sygdom Overhånd, og i Forsommeren 1911 lod han sig indlægge på Kommunehospitalet i København. Her sov han stille hen om Eftermiddagen den 6. Juni. Han blev godt 65 År gammel. Et handlekraftigt og resultatrigt Liv var afsluttet.

Den påfølgende Søndag ved Sørgehøjtideligheden i Rømersgades Festsal og Bålfærden på Bispebjerg Krematorium bragte de nærmeste Venner og Tusinder af københavnske Arbejdere under en Skov af røde Faner en bevæget og storslået Hyldest til Hørdums Minde.

Blandt Tilhængere som Modstandere fik Hørdum det smukkeste Eftermæle. Højrebladet »Vort Land« skrev således: »Hans Meningsfæller — ikke mindst de små iblandt dem — vil modtage Efterretningen om Hørdums Død med Sorg. Hans Modstandere vil yde ham den Anerkendelse, at han var en god Mand i sit Partis Tjeneste og at han i de sidste År af sin politiske Virksomhed altid med Varme tog Ordet, når det gjaldt humane Love.«

En af hans Medarbejdere ved »Social-Demokraten« udtrykte i følgende Linjer det bærende i Hørdums Færd:

Dit Liv du ofrede i Kamp for Folket, du fødtes knyttet til de brede Lag; med Djærvhed du vor store Sag har tolket i Håb og Tro på Sejrens lyse Dag. Du førte an i Kampen uforfærdet, mod Fjenderænker stod du stolt og kold. Din Kamp var ærlig, rent og blankt var Sværdet, dit Mod var kækt, og pletfrit var dit Skjold.

Hørdum skulle ikke opleve at se Junigrundloven — udvidet og forbedret — sat i Højsædet, men han levede længe nok til at se Socialdemokratiet fra intet vokse til en Magt og Indflydelse, der forjættede Partiets fremtidige Sejr. Trods al personlig Modgang, Sorg og Lidelse, har Hørdum kunnet se tilbage på en rig Arbejdsdag.

Hans Livsværk har båret de skønneste Frugter.

Skift til: Flere artikler af Gustav Bang * * mere Gustav Bang * * Marxismens ABC * * Den franske revolution * * Oktoberrevolutionen * * Arbejderbevægelsens historie * * Danmarks historie * *

Webmaster