Indhold på denne side: Arbejdernes ægteskaber (oktober 1905) * * Dødeligheden i København (december 1907) * * Selvmordet som socialt fænomen (september 1907) * * Enkerne (juli 1910) * * Prostitutionen (december 1904) * * Fattigdom og sygelighed følges (januar 1911) * * Fattigdom (november 1905) * * Herregårdene (august 1904) * * Bolignød (marts 1911) * * Dyrtid (juni 1913) * * Overklassens og arbejderklassens forbrug (juli 1906) * * Retten til arbejdets udbytte (september 1912) * * Den sociale arbejdsdeling (oktober 1905) * * Hvorledes arbejdets produktivitet er vokset i Amerika (marts 1910) * * Arbejdslønnen i København (1911 og 1908) * * Arbejdstiden i den danske industri (december 1908) * * Arbejdstid og arbejdsledelse (september 1911) * * Børnearbejdet (september 1910) * * Arbejderindvandringen (september 1907) * * Arbejderrisiko (1904 og 1912) * * Arbejdsløsheden (april 1909) * * Organisation (juni 1906)

Der er for første gang (bygget på folketællingen 1901) foretaget et udvalg af de bestående danske ægteskaber, fordelt mellem en hel del forskellige erhverv, dels i København, dels i provinsbyerne, dels i landdistrikterne. Den første karakteristiske forskel mellem klasserne træffer man, når man betragter vielsesalderen og ægteskabsvarigheden. Man finder her en tydelig bekræftelse på den kendte regel, at ægteskaberne indenfor arbejderklassen gennemgående finder sted i en langt yngre alder end indenfor de besiddende klasser - en naturlig følge af de herskende sociale vilkår: for arbejderen er ungdommen den erhvervsdygligste tid. Da han bedst kan ernære en familie; for kapitalisten og embedsmanden er der udsigt til stadig stigende kår, og han opsætter at gifte sig, til han kan føre et standsmæssigt hus. I København er således den gennemsnitlige vielses -alder for mænd blandt overklasserne 31-32 år, blandt arbejderne derimod kun 27-29 år. Endnu langt skarpere træder afvigelsen frem, når man klasse for klasse sondrer vielserne efter de forskellige alderstrin: i København og i provinsbyerne er 7 pct. af overklassernes, men henholdsvis 32 og 36 pct. af arbejderklassernes vielser unge vielser, hvor brudgommen er under 25 år gammel; i landdistrikterne 14 pct. af overklassernes, men 28 pct. af landarbejdernes vielser. Og indenfor overklasserne synes der at være en bevægelse imod stadig ældre ægteskaber; i 11 pct. af de i 1880 bestående Københavnske overklasseægteskaber var manden blev gift i en alder af under 25 år, i 1901 derimod kun i 7 pct. For kvindernes vedkommende påvirkes vielsesalderen langtfra så stærkt af de sociale vilkår. Som følge heraf bliver aldersforskellen mellem mand og hustru betydelig større i overklasserne end i proletariatet. Iblandt Københavnske grosserere, embedsmænd osv. er manden gennemsnitlig godt 5 år ældre end hustruen, iblandt Københavnske arbejdere kun 1½ år. Ægteskaberne finder altså sted i en yngre alder i proletariatet end i overklasserne, og de skulle således under normale forhold have udsigt til at have en længere årrække for sig. Og dog finder man her forholdsvis langt færre mangeårige ægteskaber; af hver 100 i 1901 bestående overklasseægteskaber havde de 20 fejret sølvbryllup, men af hver 100 arbejderægteskaber kun de 13. Arbejderklassens fattigdom medfører en dødelighed, der er langt højere end i bourgeoisiet; døden opløser ægteskaberne på et langt tidligere tidspunkt.

Fra statens statistiske departement er udsendt en række meddelelser, som med overraskende tydelighed viser, hvor stærkt fødslernes tal i Danmark tager af fra år til år, og hvorledes der her er i færd at udvikle sig et meget ejendommeligt og i det lange løb et meget alvorligt socialt fænomen. Fødselshyppighedens dalen er en international bevægelse. Tidligst og stærkest har den ytret sig i Frankrig; men også i de andre europæiske lande - og iøvrigt også i stor udstrækning i de kapitalistiske samfund udenfor Europa - har den i de sidste årtier gjort sig gældende med stadig stigende styrke. Antallet af de børn, der mellem år og dag ser lyset, bliver fra tid til tid mindre, om end ikke i absolut forstand, så dog forholdsvist målt imod folkemængden. Tiden omkring år 1880 betegner for de fleste landes vedkommende vendepunktet; indtil henimod den tid var fødselstallet som regel enten svagt stigende, eller det holdt sig omtrent uforandret; efter den tid har det allevegne været i nedgang, og navnlig i de allersidste år er nedgangen blevet brat. Og alting tyder på, at denne nedgang vil fortsatte sig ud i fremtiden.

Sammenligner man de to perioder 1881-90 og 1906-10, da finder man, at i mellemtiden er fødselshyppigheden, målt imod indbyggerantallet, i Tyskland aftaget med 20 pct., i England med 19 pct., i Belgien med 18 pct., i Frankrig med 17 pct., i Ungarn med 16 pct., i Norge med 15 pct., i Italien med 14 pct., i Sverige, Holland og Serbien med 13 pct., i Danmark, Finland og Østrig med 12 pct. og i Rusland, Schweiz, Portugal og Spanien med 7 pct. Her står Danmark endnu ret langt nede på listen; men netop erfaringen fra de allersidste år viser, at bevægelsen også hos os er i voldsom fart og i de sidste år af en sådan art, at den i højeste grad påkalder vor opmærksomhed. For første gang træffer man her ikke blot en forholdsvis, men også en absolut nedgang i børnefødslernes tal. Det antal børn, der i årligt gennemsnit ser lyset, var: 1880-1884: 64.928; 1885-1889: 67.551: 1890-1894: 67.322; 1895-1900: 70.645; 1901-1905: 73.036; 1906-1910: 75.275; 1911-1912: 74.353. I de to år 1912-13 er antallet af fødsler sunket med næsten 1.000 eller med godt l ¹/₅ pct., medens folkemængden samtidig er steget med 4-5 pct.

Nedgangen i børnefødslernes antal kan stamme fra to forskellige årsager. Den kan enten være et udslag af ændringer i befolkningens rent fysiologiske tilstand eller i dens rent sociale livsførelse og økonomiske forhold og deraf følgende bevidste bestræbelser for at begrænse børnetallet. Der er ingen tvivl om, at det er den sidste af de to årsager, som her er den bestemmende. Med overordentlig tydelighed viser enhver undersøgelse, hvor nøje fødselshyppigheden hænger sammen med de sociale forhold, under hvilke befolkningens forskellige dele lever. Betragter man de Københavnske ægteskaber, som i året 1901 havde beslået i mindst 5 og højst 9 år, da finder man, at i hver 100 sådanne ægteskaber var der blandt embedsmænd og deslige gennemsnitlig født 168 børn, blandt kontorister og deslige 183, blandt grosserere og vekselerere 193, blandt detailhandlere 212, blandt håndværksmestre 244, blandt underordnede funktionærer 248 og blandt arbejdere 274 - et tal, der er 63 pct. højere end det gennemsnitlige børnetal i embedsstanden. På alle mulige punkter, blandt ældre og yngre hustruer, i ægteskab med kortere og længere varighed, kommer de samme afvigelser igen, tildels i endnu mere udpræget grad; der er da al grund til at antage, at de skyldes bevidste bestræbelser. De statistiske oplysninger bekræfter også denne antagelse.

Af hver 1.000 ægteskaber, der har varet mindre end 5 år, finder man således, at der i 1880 i overklassen var 98, men i 1901 kun 27, indenfor hvilke der var født mindst tre bom; i middelstanden dalede tallet fra 101 til 81 af hver 1.000, i arbejderklassen fra 139 til 117, altså forholdsvis langt svagere. Først i de sidste år af 1890érne har bestræbelserne for børnetallets indskrænkning nået arbejderklassen. Forandringerne er imidlertid endnu kun små, men sikkert har det sidste halvandet årtis voldsomme prisforøgelse sat sine spor, side om side med den tiltagende følelse af utryghed, som arbejdsløsheden har forårsaget - hvor nøje forbindelse, der er mellem de mere eller mindre gunstige forhold på arbejdsmarkedet og den nærmest følgende tids højere eller lavere fødselstal, derpå tyder f.eks. det træk, at fødselstallet i Danmark i de gode år fra 1895 til 1901 steg med 723 om året, men i de dårlige år fra 1901 til 1903 sank med 432 om året.

Medens et proletariat, der lever i den dybeste elendighed, så godt som altid kendetegnes ved et uforholdsmæssig højt børnetal - familiens stilling bliver ikke væsentlig slettere, hvad enten den har færre dier flere barn, og når børnene kommer ud over den første barndom, kan de selv begynde at bringe deres bidrag hjem til familiens underhold - så bliver forholdet et ganske andet indenfor arbejderfamilier, der er noget bedre stillede. Her véd man, at livsniveauet vil blive væsentlig sænket, hvis børneflokken vokser for stærkt til, og her ønsker man at befri sine børn for erhvervsarbejde i en altfor tidlig alder. Og dette vil, særlig når en periode med stærk stigning i priserne på livets fornødenheder og omfattende og vedholdende arbejdsløshed sætter ind, naturlig give sig udslag i et dalende tal på de børn, der mellem år og dag ser lyset.

Der fødes flere børn i arbejderklassens end i overklassens ægteskaber, men til gengæld dør arbejderbørnene efter en langt større målestok. Man ser det med forfærdende tydelighed, når man bearbejder de oplysninger, som for hvert enkelt ægtepar forligger om, dels hvor mange børn, det har avlet, dels hvor mange af børnene, der er bukket under, og når man derefter sammenligner forholdet for de forskellige sociale lag. Oplysningerne er fra år 1901. Vi vælger som eksempel Københavnske ægteskaber, der har varet 5-10 år, og hvor manden er blevet viet i en alder af 25-29, hustruen i en alder af 20-24 år. Blandt embedsmænd og grosserere viser det sig, at 8 pct. af de i sådanne ægteskaber fødte børn er døde, blandt murere, snedkersvende og maskinarbejdere 16 pct. og blandt jordarbejdere og arbejdsmænd 24 pct.; 8-16-24 pct.! Sammendrager man gruppe for gruppe tallene fra samtlige varighedsklasser blandt ægteskaberne, kan man udtrykke forholdet således: for hver gang der i København dør 10 grossererbørn, dør der 11 embedsmandsbørn, 17 murer-, snedker svende- og maskinarbejderbørn, 18 arbejdsmandsbørn, 19 jordarbejderbørn; i provinsbyerne for hver 10 embedsmandsbørn: 12 skomagersvende- og maskinarbejderbørn, 13 jordarbejder- og snedkersvendebørn; på landet for hver 10 proprietærbørn 13 daglejerbørn. Man ser, hvor langt stærkere døden raser blandt arbejdernes end blandt de velstillede klassers børn; i Københavnske jordarbejder- og daglejerfamilier gør den næsten dobbelt så stor en høst som i grosserer- og embedsmandsfamilier.

Men også en anden ting er påfaldende ved disse tal. Hvor man undersøger vielsesalderen og børnetallet, finder man en dyb forskel mellem arbejderklassen på den ene side, de besiddende klasser på den anden, men indenfor arbejderklassen næsten fuldstændig ensartede forhold. Hvor man derimod står overfor børnedødeligheden, finder man først og fremmest den samme dybe forskel mellem arbejderklassen og de besiddende klasser, men dernæst også store afvigelser indenfor arbejderklassen; i de slettest stillede lag, blandt jordarbejdere og arbejdsmænd, huserer dødeligheden langt voldsommere end i de mere velstillede, blandt murere, snedkersvende og maskinarbejdere. Dette er karakteristisk. Faglærte og ikke-faglærte arbejdere tilhører alle, uden hensyn til velstandsgraden, proletariatet; deres sociale stilling indenfor det kapitalistiske samfund er nøjagtig af samme art; de har det samme klassepræg, og de handler følgelig éns, ud fra fælles klassepsykologiske love. Men de behandles forskellig, er genstand for en forskellig grad af udsugelse og fornedrelse, og i overensstemmelse hermed bliver også deres fysiologiske konstitution, deres modtagelighed for angreb på organismen, forskellig. Dødelighedstallene giver et udtryk derfor. For den Københavnske arbejderklasses vedkommende er denne forskel tillige belyst på en anden måde, idet man har undersøgt børnedødelighedens forskellige styrke i lejligheder med et forskelligt antal værelser. Man finder som det fælles udtryk, at for hver 10 arbejderbørn, der dør i lejligheder med tre eller flere værelser, dør der 13 i toværelseslejligheder og 18 i etværelseslejligheder. Denne frygtelige forskel - næsten dobbelt så høj en børnedødelighed i de fattigste arbejderfamilier som i de mere velstillede - kan kun forklares som en følge af de økonomiske forskelligheder; thi jo lavere indtægten er, des mindre en lejlighed må man nøjes med; og den stærke sammenstuvning i en lille lejlighed er også i sig selv et sundhedsfarligt, i mange tilfælde et dødbringende moment. - så uhyggeligt er det billede, tallene giver af de kår, hvori arbejderklassen endnu er dømt til at leve.

Alene for dødeligheden i København kaster et skarpt lys over de sundhedsmæssige vilkår, hvorunder hovedstadens befolkning lever, over de forandringer, der fra tid til tid indtræder, og over de dybe forskelligheder, der består mellem den velstillede og den fattige del af befolkningen. Det første og stærkest iøjnefaldende træk, som tallene viser, er den stadige nedgang i dødelighedens styrke. I tiden 1800-1809 døde der af hver 10.000 indbyggere i København 319 i årligt gennemsnit, i tiden 1840-1849 døde der 268, 1901-1905 kun 168 og 1906 156. Så stærk har nedgangen været, at for hver 20 ofre, døden krævede for halvhundrede år siden, kræver den i vore dage kun 11-12. Også i de andre dele af landet går dødeligheden tilbage, men bevægelsen er her langt svagere end i København. Som følge af denne forskel indtræder der lidt efter lidt en ejendommelig forskydning i det indbyrdes forhold mellem dødeligheden i byerne og på landet. Endnu for en menneskealder siden var befolkningen i byerne og især i København langt mere udsat for dødsfare end den på landet; men denne forskel er i færd med at svinde.

Her som på så mange andre områder ser man brydningen mellem de naturlige og de kulturelle betingelser, hvis sammenspil bestemmer befolkningens fysiske livsvilkår. Oprindelig er det de rent naturlige faktorer, som har overvægten. Fra naturens hånd er selvfølgelig tilværelsen i den store by langt mere farlig for organismen end tilværelsen på landet; navnlig er luften, under indflydelse af den tætte bebyggelse, ganske anderledes usund. Men disse skæbnesvangre indflydelser er man i stand til at bekæmpe og besejre; anlæg af parker og luftbælter, et moderne kloaksystem, et hensigtsmæssigt renovationsvæsen, nedrivning af særlig usunde kvarterer, strenge og nøje overholdte regler for bebyggelsen, indlæg af sundt drikkevand, alt sligt virker til gradvis at forbedre sundhedstilstanden og formindske den regelmæssig år efter år indtrædende dødelighed; hospitalsvæsenet, den lettere og hurtigere adgang til lægehjælp, det skarpere tilsyn med næringsmidler, alt sligt virker fra en anden side til at give bybefolkningen fordele, som landbefolkningen kun sjælden kan nyde i så udstrakt en grad. Idet denne kommunalhygiejniske udvikling skrider frem, og idet samtidig arbejderbefolkningen gennem den faglige og den politiske organisation tilkæmper sig større hvile, bedre ernæring, sundere, rummeligere og mindre overfyldte boliger, så stiger den fysiske modstandsdygtighed, og dødsfaldenes tal synker i forhold til den forhåndværende befolkning; det er de kulturelle betingelser, der vinder frem imod de vent naturlige. Storstadens dødelighedsprocent daler, i kraft af kulturarbejdet, ned i niveau med landdistrikternes og vil sikkert dale endnu langt lavere ned.

I løbet af de sidste tredive år er dødeligheden i Københavns befolkning som helhed formindsket med en tredjedel, men der er langt endnu, inden dødelighedsprocenten blandt arbejderne bliver lige så lav som blandt de højere klasser. Stadslægens beretning for 1906 viser, hvor dyb afvigelsen er mellem dødeligheden i Københavns enkelte dele, alt efter som det er en mere eller mindre velstillet eller fattig befolkning de overvejende er beboet af, hvor kolossal en forandring der vil indtræde, når den fattige befolkning hæver sig til lignende sundhedsmæssige vilkår som de, den velstillede befolkning lever under. Det forhold, der naturlig lader sig lægge til grund for en sådan inddeling, er den større eller mindre beboelsestæthed.

Sondrer man København i forskellige dele efter det større eller mindre gulvareal, der gennemsnitlig falder på hver person, så vil en sådan sondring også i det hele og store dele befolkningen i forskellige grupper efter den ulige grad af velstand. Grænserne vil ikke blive skarpe; thi indenfor de gennemgående fattige kvarterer bor der også en del velstående familier med en forholdsvis lav dødelighed, og omvendt bor der adskillige fattige familier med en forholdsvis høj dødelighed indenfor de gennemgående velstående kvarterer. Alligevel er den forskel, man finder, frygtelig høj. Af de 15 københavnske lægedistrikter har vi set bort fra tre, der - som udpræget forretningskvarter - har helt abnorme beboelsesforhold: det er dels den egentlige indre by, vest for Gothersgade og Kongens Nytorv, og dels kvarteret fra Store Kongensgade syd på ned til havnen. De øvrige 12 distrikter har vi delt i tre grupper efter beboelsestætheden; yderpunkterne er Gammelholm, hvor der gennemsnitlig bor 10 mennesker på hver 1000 kvadratalen gulvflade, og Sundbyerne, hvor der gennemsnitlig bor 26 mennesker på det samme areal. Den første, den mest velstillede gruppe, omfatter en befolkning på ca. 116,100 indbyggere, den anden på ca. 134,400 og den tredje, den slettest stillede, på ca. 138,700. Sammenligner man dem, idet man tager hensyn til den forskellige fordeling af aldersklasserne, viser det sig da, at for hver gang døden kræver 100 ofre i de kvarterer af København, der overvejende beboes af bourgeoisiet, kræver den i de fattigere bydele 148 og i de allerfattigste 156 ofre.

Den samme uhyggelige forskel viser sig, når man foretager en sondring af dødsfaldene efter de enkelte årsager. Stærkest er forskellen, når man betragter den værste af alle de dødbringende sygdomme, lungetuberkulosen. Her foreligger der oplysninger for de 9 år 1898-1906, og man finder, at af hver 10,000 indbyggere døde der i årligt gennemsnit i første gruppe 11, i anden 15 og i tredje 19. Og når man erindrer, dels at der blandt arbejderne forekommer et forholdsvis stort antal børn, blandt hvilke denne sygdom forholdsvis sjældent optræder som dødsårsag, og dels at der både indenfor anden og tredje gruppe befinder sig adskillige velstillede familier, som ved deres forholdsvis ringe dødelighed bidrager til at formindske den samlede dødsprocent - så regner man ikke for højt, når man antager, at den Københavnske proletar gennemgående er to-tre gange stærkere udsat for at ligge under for denne frygtelige sygdoms dødsfare end den Københavnske bourgeois. Man kan ud fra alt dette med sikkerhed slutte, at endnu den dag i dag har arbejderbefolkningen - trods alle de fremskridt, som også den har nydt sin andel i - en dødelighed fuldt så høj som den, bourgeoisiet var underkastet for 20-30 eller endnu flere år siden.

Tilsyneladende er der ingen handling så rent vilkårlig, så personlig som selvmordet. Det er en kæde af personlige anlæg og sædvaner, oplevelser og indtryk, som lidt efter lidt lægger betingelserne forskellig til rette, skaber en mere eller mindre udviklet tilbøjelighed for selvmord hos hvert enkelt menneske - nøjagtig den samme art af modgang, der driver det ene menneske i døden, bliver af et andet menneske båret med ret betydelig sindsro, og det er hændelser og stemninger af tilfældig, uberegnelig karakter, som ved hver enkelt lejlighed bringer fortvivlelsen eller livsleden op til et sådant højdemål, at man bryder overtvært. Er der noget område, hvor man på forhånd skulle vente at finde stærke og uforklarlige uregelmæssigheder, så er det her. Alligevel viser statistikken netop på dette område en forbavsende regelmæssighed. Antallet af forsøgte og fuldbyrdede selvmord, selvmordernes fordeling efter alder og køn, efter erhverv og ægteskabelig stilling. Selvmordenes' forskelligheder efter årstid og aflivelsesmåde, efter by og land. Efter store og små byer, alle disse træk kommer år efter år tilbage i nogenlunde uforandret forhold, ændres kun jævnt og gradvis, når man følger tallene en længere årrække igennem, udviser visse fælles ejendommeligheder, men også visse meget påfaldende afvigelser, når man sammenligner lande på et forskelligt kapitalistisk udviklingstrin med hverandre. Men denne statistiske regelmæssighed vil kun sige, at selvmordshyppigheden ligesom ethvert andet socialt massefænomen er afhængig af de økonomiske love, som behersker samfundet. De samme økonomiske kræfter, som det ene år driver 550 mennesker til at berøve sig selv livet, vil også det næste år drive noget nær det samme antal mennesker til den fortvivlede handling, og de vil optræde med noget nær den samme styrke indenfor hver især af samfundets bestanddele.

Ikke således at forstå, at næringssorger, sult, manglende udsigt til at kunne skaffe underholdet for sig og sin familie og deslige økonomiske lidelser er den direkte årsag til hele antallet eller blot flertallet af de selvmord, der mellem år og dag finder sted. Det moderne samfund er en altfor sammensat og udviklet organisme, til at man således umiddelbart kan aflæse den kapitalistiske produktionsmådes og den kapitalistiske udbytnings virkninger. Ved siden af de egentlige økonomiske lidelser avler kapitalismen andre lidelser, der snart optræder som medvirkende årsag, snart som eneste årsag til selvmord: den følelse af usikkerhed, som gennemtrænger både arbejderens og forretningsmandens livsførelse, den voksende nervøsitet og sygelighed, som er en nødvendig følge af de livsbetingelser, det udviklede kapitalistiske samfund byder befolkningens store masse, prostitutionen, kriminaliteten og drikfældigheden i deres nuværende masseagtige omfang, og mangfoldige andre former for social usundhed.

Det større eller mindre antal selvmord, der regelmæssig hvert år finder sted i hvert enkelt land, står i nøje sammenhæng med det højere eller lavere kapitalistiske udviklingstrin, hvorpå landet befinder sig. Det viser sig tydelig nok, når man drager sammenligninger mellem en del forskellige europæiske lande. Sachsen og Irland er de to yderpunkter; i det første land er selvmordshyppigheden mere end 10 gange så stor som i det sidste. Begge de to lande har et stort proletariat og en forfærdelig fattigdom, men af helt modsat karakter; hvor den sociale elendighed i Sachsen optræder som resultat af en rent moderne kapitalistisk arbejderudbytning i fabriker og på værksteder, dér viser den sig i Irland som virkningen af godsejernes ågerudsugelse overfor de forkomne og forsultne småhusmænds masse. Men en sammenligning mellem de forskellige lande viser tillige en anden højst ejendommelig afvigelse. I de lande, hvor selvmordshyppigheden er lav, viser den i de senere årtier tilbøjelighed til at stige, medens den omvendt i de lande, hvor den er høj, viser tilbøjelighed til at dale.

Der er i denne forskydning et udtryk, som kendetegner det kapitalistiske verdenssamfunds udviklingsgang. De lavtstående lande bliver lidt efter lidt taget ind under kapitalistisk kultur, de samme livsforhold breder sig som i de højere udviklede kapitalistiske lande, de samme sociale kræftskader griber om sig - og dermed lægges også betingelserne til rette for en selvmordstilbøjelighed af lignende art og lignende omfang. Omvendt i de højtstående lande, hvor befolkningen allerede har gennemgået den kapitalistiske omdannelsesproces. Her rejser der sig en modbevægelse i form af arbejdernes vågnende klassebevidsthed, den højere kullur, som udspringer af arbejdernes voksende følelse af menneskeværd og menneskeret, de praktiske resultater, som vindes gennem den faglige og den politiske kamp. Statistisk bureau peger som de almindelige årsager til den formindskede selvmordshyppighed i dan mark »på sådanne momenter som den stigende arbejdsløn og den forøgede velstand i befolkningen som helhed samt på den større sikkerhed for det økonomiske udkomme, som er skabt gennem den sociale lovgivning (alderdomsloven, sygekasseloven); måske også det aftagende forbrug af spirituøse drikke har nogen andel i de gunstigere forhold«.

Denne udvikling, der i de laverestående samfund virker til at forhøje, i de højerestående til at formindske selvmordshyppigheden, genspejler den historiske tendens hos kapitalen og arbejderklassen i deres indbyrdes forhold: på den ene side den voksende legemlige og åndelige elendighed, som kapitalen fremkalder i arbejderklassen, på den anden side det modtryk, som arbejderklassen på et vist historisk udviklingstrin bliver i stand til at øve imod den kapitalistiske elendighedstendens. Også på anden måde viser det sig, hvor nøje sammenhæng der er mellem selvmordshyppigheden og det kapitalistiske udviklingstrin. Deler man de selvmord, der har fundet sted i Danmark i årene 1896-1905, efter de pågældende personers hjemsted, finder man, at på hver million indbyggere i København faldt der 352 selvmord i årligt gennemsnit, indenfor den øvrige befolkning på øerne kun 225 og i Jylland endog kun 161. Og denne forskel er tilmed i virkeligheden større, når man tager hensyn til den forskellige aldersfordeling og den forskellige selvmordstilbøjelighed i de enkelte aldersklasser; det viser sig da, at antallet af mænd i København, der har berøvet sig selv livet, er nøjagtig dobbelt så stort som antallet af mænd i provinserne. Den forskellige fordeling efter alder er også af social oprindelse. Det er ikke tilfældigt, at selvmordstilbøjeligheden stiger jævnt og stadig med den fremskridende alder, efterhånden som arbejdsevnen mindskes og det bliver vanskeligere at skaffe sig brødet. Og det er også let forståeligt, at denne stigning fremtræder brattere i København end ude på landet med de rester af naturalhusholdning, der her er bevaret, med den lettere adgang der her er for en ældre mand til at finde udkommet i sønnens eller datterens hus.

Vi nævner endelig et træk, som på en ejendommelig måde viser brydningen mellem de rent instinktive og de rent sociale påvirkninger, der gør sig gældende på et område som dette. Det er selvmordernes fordeling efter årstider. Overalt i Europa gælder den regel, at selvmordenes hyppighed er størst i forårsmånederne; det synes, som om modsætningen mellem den vågnende, livsglade natur og det menneskelige tungsind og mismod i mangfoldige tilfælde virker bestemmende til at skære livstråden over. Så langt statistikken går tilbage, kendes denne forskellighed efter årstiderne. Men efterhånden som det kapitalistiske kulturliv trænger det oprindelige naturliv stærkere og stærkere i baggrunden, svækkes også naturindflydelserne over det menneskelige sind. Selvmordshyppigheden bliver mere og mere ligelig fordelt på årets måneder. Hvor man nu har et forhold imellem forsommeren og vinteren som 155 til 100, havde man endnu så sent som i tiden 1876-1885 et forhold som 176 til 100.

Også de forbigående økonomiske forandringer tegner sig tydelig i selvmordshyppigheden. Selvmordernes antal er som et barometer, på hvilket man kan aflæse den stadige skiften mellem gode og dårlige tider. I slutningen af 1860'erne, da arbejdsmarkedet var stærkt trykket, beløb selvmordernes tal i Danmark sig hvert år til 471; i de glimrende forretningsår i begyndelsen af 1870'erne sank det til 448; i de dårlige tider i slutningen af 1870'erne steg det atter, til 516. Den samme vekslen viser sig i løbet af det sidste årti. I de tre gode år fra 1896 til 1898 var det gennemsnitlige antal selvmord 523 om året; i 1899, i lock-out-året, sank det stærkt, til 491 - som det også tidligere har vist sig, at tallet daler i bevægede tider, hvor den offentlige interesse er levende; i de følgende dårlige år, fra 1900 til 1902, med den voldsomme arbejdsløshed, steg det atter stærkt til 580. Når selvmordshyppigheden således er nøje bestemt af de økonomiske tilstande, da er det også en selvfølge, at den må optræde med højst ulige styrke indenfor de enkelte lag af samfundet alt efter deres forskellige økonomiske stilling. Det er imidlertid ikke let talmæssig at udtrykke denne forskelligartethed, fordi aldersforholdene er så forskellige indenfor de enkelte samfundsklasser. Jo flere ældre i en klasse, des flere selvmord - jo flere yngre, des færre selvmord, hvis forholdene ellers er lige. Vi har forsøgt på et enkelt punkt at finde et tilnærmelsesvis rigtigt udtryk for forskellen mellem klasserne, idet vi har valgt mændene fra ca. 60 år opefter; man træffer her for hver 100,000 indbyggere blandt kapitalisterne godt 80 selvmord om året, blandt arbejderne 160 - altså henved dobbelt så mange.

Den del af den danske befolkning, hvor selvmordshyppigheden vistnok når sit mest uhyggelige højdepunkt, er tjenestefolkene på landet. Forholdet er således, at der på hver 100.000 tjenstekarle over 15 år falder 46 selvmord i årligt gennemsnit; blandt godsejere, proprietærer, gårdmænd og forpagtere er det tilsvarende tal kun 40. Allerede denne forskel er jo ret betydelig, men den udtrykker kun en ringe del af den virkelige forskel. Thi her som allevegne må man have den helt ulige aldersfordeling i erindring. Blandt de større selvstændige landbrugere er kun meget få helt unge mennesker. Blandt tjenestefolkene er forholdet omvendt; de allerfleste er helt unge. Man skulle da på forhånd vente et yderste ringe antal selvmord iblandt dem; og når tallet alligevel er så forholdsvis stort, som det er. Så vidner det om, at den virkelige selvmordstilbøjelighed er frygtelig høj, at det sammenspil af legemlig og åndelig underkuelse, elendighed og fornedrelse, der driver mennesker til frivillig at søge døden, hos dem optræder med en forfærdelig styrke. Det gælder tjenestekarlene, og det samme gælder tjenestepigerne; også blandt dem træffer man et uforholdsmæssig højt antal selvmord. Og det gælder ikke blot de voksne tjenestefolk, men også børnene. Af børn under 15 år var der i årene 1896-1905 ialt 30 drenge og 6 piger, som berøvede sig selv livet, og deraf var mindst de 13 drenge og mindst de 2 piger, altså vel omtrent halvdelen, tjenestedrenge og tjenestepiger på landet - en frygtelig illustration til de vilkår, hvorunder fattigfolks børn på landet mangfoldige steder vokser op.

På mange forskellige måder kaster statistikken skarpe strejflys over de sørgelige kår, som den store mængde af enker lever under. Vi skal fremdrage nogle spredte statistiske træk, som giver et tydeligt indblik i det overmål af nød og slid, som hersker i de fattige enkers hjem. I året 1901 var der 11.527 enker, der nød fattighjælp; det var 11 ½ pct. - eller med andre ord: af hver ni enker havde den ene måttet strække gevær og ty til fattigvæsenet. Størst var antallet i provinsbyerne, 15 pct.; lavere, 11 pct., var det i landdistrikterne, hvor endnu en del enker efter småkårsfolk får aftægt eller på anden måde forsørges i børnenes hjem; lavest, men dog så højt som 10 pct., var antallet i hovedstaden, hvor en enlig kvinde har noget større mulighed end andetsteds for at skaffe sig brødet ved eget arbejde. Men overalt er det, målt imod de andre grupper af befolkningen, en frygtelig høj fattigprocent der træffes blandt enkerne.

Forholdet er noget forskelligt blandt yngre og blandt ældre enker, alt efter de ulige vilkår, hvorunder de kæmper for tilværelsen. Af de helt unge enker, under 25 år, er 14 pct. under fattigvæsenet; går man op i de højere aldersklasser, hvor arbejdsevnen begynder at svækkes, stiger tallet, mellem 25 og 30 år til 17 pct. Og mellem 30 og 50 år endog til 19 pct.. Men træder man op i en endnu højere alder, synker tallet brat; mellem 50 og 55 år er det 12 pct. og mellem 55 og 60 år kun 9; her har man i mange tilfælde fået børnene fra hånden, og man søger - sikkert ofte under de største lidelser - at frigøre sig for fattighjælpen for ikke at forspilde retten til alderdomsunderstøttelse. Over de 60 år finder man omtrent 10 pct. af enkerne under fattigvæsenet. Den uhyggeligste højde når altså tallet i alderen fra 30 til 50 år - medens arbejdsevnen allerede i de fleste tilfælde er stærkt på retur og forsørgelsen af børnene hviler tungest, og før hensynet til alderdomsunderstøttelsen endnu er begyndt at gøre sig gældende. Næsten 19 pct. af enkerne i denne alder nyder fattighjælp. Gunstigst er forholdet i København, hvor kun én af hver otte enker er under fattigvæsenet; på landet er det tilfældet med én af hver fem og i provinsbyerne med én af hver fire! Og i de allerfleste tilfælde er det enker, der har børn at forsørge; og det er jo utvivlsomt, at det netop er børnenes underhold, der har gjort det umuligt for dem at klare sig på egen hånd; af hver 100 fattigunderstøttede enker mellem 30 og 50 år er der kun 14 uden, men 86 med uforsørgede børn; selv blandt de fattigunderstøttede enker mellem 50 og 55 har endnu godt halvdelen uforsørgede bom, og endnu i alderen mellem 55 og 60 år er det tilfældet med godt femtedelen - hvad der sikkert nok betyder, at så godt som alle de fattige enker, der i denne høje alder endnu har børn at forsørge, er bukket under og har måttet gå den tunge gang til fattigvæsenet.

Et stærkt indtryk af, hvordan dårlige kår præger sig i enkernes helbredstilstand, linder man i sygelighedsstatistikken. Fra året 1908 har man oplysninger om forholdet indenfor et stort antal sygekasser; og det viser sig heraf, at enkerne, derunder også fraskilte og separerede koner, er langt mere udsat for at rammes af sygdom end de gifte kvinder. Af gifte kvinder mellem 40 og 45 år var i årets løb 16 pct. syge, men af enker 32 pct. Sammendrager vi alle de forskellige aldersklasser under ét, finder vi, at for hver gang 10 gifte kvinder rammes af sygdom, rammes der 16 enker. Mindst er forskellen i landdistrikterne, hvor enkernes sygelighed målt imod de gifte kvinders er som 11 til 10; langt større er den i København, som 19 til 10, og endnu større i provinsbyerne, som 22 til 10 - her bliver altså enkerne mere end dobbelt så stærkt hærgede af sygdom som de gifte kvinder. Et lignende billede får man af statistikken over tuberkulosens udbredelse i Danmark i året 1906. Af hver 10,000 gifte kvinder mellem 35 og 40 år var der 73, som i årets løb behandledes for tuberkulose, men af hver 10,000 enker 103. Sammenfatter vi under ét alle aldersklasserne indtil det 60 år, finder vi for hver 10 tuberkulosetilfælde blandt gifte kvinder 13 blandt enker. Den svækkelse af helbredstilstanden, som er en følge af slidet, undernæringen og de nagende bekymringer for udkommet, giver sig udslag i en overordentlig høj dødelighed. Enkerne er langt stærkere udsat for at rives bort end de gifte kvinder; af et lige stort antal jævnaldrende enker og gifte koner dør der mellem år og dag langt flere af de første end af de sidste. De statistiske oplysninger om dødeligheden fra tiden 1900-05 viser i alderen fra 30 til 60 år 123 dødsfald blandt enkerne for hver 100 blandt de gifte kvinder; eller med andre ord: for hver fire gifte kvinder, der dør, indtræder der fem dødsfald blandt jævnaldrende enker. Også selvmordshyppigheden er uforholdsmæssig høj blandt enkerne. I tiden 1898-1905 var der af hver 100.000 gifte kvinder mellem 50 og 55 år 17, som hvert år berøvede sig livet, men af hver 100,000 enker 24. Ialt fandt der i de ti år 313 selvmord sted blandt enkerne; hvis selvmordstilbøjeligheden kun havde været den samme som blandt gifte kvinder, ville der ikke være indtruffet mere end 195; det er et forhold, som mellem 16 og 10 - eller med andre ord: i langt over tredjedelen af de tilfælde, hvor enker tager sig selv af dage, er det de særlige former for nød og sorg, der driver dem til den fortvivlede handling.

Der fandtes ved folketællingen i året 1901 ialt ca. 100.500 enker i Danmark, foruden ca. 5.200 fraskilte og fraseparerede koner, tilsammen altså ca. 105,700 kvinder, som på den ene eller den anden måde havde mistet deres mandlige forsørger. Deraf levede ca. 22.800, eller godt femtedelen, i København, foruden ca. 4.100 på Frederiksberg. I byerne og særlig i hovedstaden er deres antal forholdsvis ikke så lidt større end på landet, som følge af de særlige former for livsførelsen; i mangfoldige tilfælde forbliver en enkemand eller enke her i ugift stand, hvor det under tilsvarende forhold på landet kan være ligefrem nødvendigt at søge nyt ægteskab, af hensyn til bedriftens pasning, til hjemmets opretholdelse og deslige. Den måde, hvorpå de Københavnske enker fordeler sig efter erhverv, giver et tydeligt indblik i den hårde tilværelseskamp, de allerfleste af dem må føre, for at skaffe sig blot et kummerligt livsophold. Om 1.924 af dem opgives det, at de forsørgedes af andre, vel i reglen af børn eller svigerbørn - i ikke få tilfælde viser det sig at være i arbejderhjem, at sådanne kvinder henlever deres alderdom. 1.503 levede af pension; 3.394 levede af deres midler - ofte sikkert under meget beskedne kår; 1.129 fik underholdet ved legater, havde fribolig i stiftelse og deslige. Blandt de enker, som levede af eget arbejde, var 540 sysselsat ved »immaterielle erhverv«, deraf 272 som sygeplejersker, 24 som jordemødre, 136 som lærerinder, 35 som kunstnere. Der var 1873, der drev selvstændig virksomhed i handel og gæstgiveri, deraf 366 som pensionatsholdere, 233 som værtshusholdere, 100 som sand- og grønthandlere, 221 som detailhandlere uden nærmere angivelse og 260 ved »anden handel« - sikkert på ganske enkelte undtagelser nær i små forkrøblede forretninger, der kun lige rækker til det tarveligste livsophold. Som funktionærer og arbejdersker i handel, omsætning og gæstgiveri var der beskæftiget 522. Som selvstændige hovedpersoner i håndværk og industri opføres 1.076; men hvor beskeden en virkelighed, der gemmer sig bag denne titel, ser man tydelig, når man undersøger, hvad det var for en »selvstændig industriel virksomhed«, det store flertal af dem drev - 360 havde en systue, 307 en vaskeri- og strygeforretning, 128 en rulleforretning. Som industrielle arbejdersker opføres 3.830, deraf 2.248 som syersker, 320 som cigar- og tobaksarbejdersker, 186 som arbejdersker i vaskerier og strygerier, 131 som væversker og 215 som »daglejere ved industri«. Og yderligere finder man ikke mindre end 2.649 rengøringskoner - det er næsten halvdelen af rengøringskonernes stab, der rekrutteres fra enkerne. Endelig er der 2.134, som væsentlig levede af fattighjælp eller alderdomsunderstøttelse, 527 i offentlige fattiganstalter og 751 uden opgivet erhverv. Når man lader øjet løbe hen over denne fordeling efter erhverv, hvor det er syersker, rengøringskoner, der indtager de dominerende pladser, da får man et tydeligt billede af de såre triste kår, som det store flertal af enker lever under, af den anstrengte og opslidende kamp, de må føre for at tjene det daglige brød (den 1. januar 1914 trådte »lov om understøttelse til børn af enker« (den såkaldte enkelov) i kraft).

Under de ældste primitiveste former for menneskeligt samfundsliv, hvor ikke blot fællesejendommen, men også fællesægteskabet herskede, enten indenfor stammen som helhed eller indenfor mindre grupper af stammen, var prostitutionen selvfølgelig en umulighed. Kvinderne var fælleshustruer for mændene, mændene fællesægtemænd for kvinderne, og det stadig skiftende samliv imellem dem var i fuld overensstemmelse med de herskende moralbegreber. Et minde om dette oprindelige fælles samliv finder man vistnok i den religiøse prostitution, som indenfor den historiske oldtid forekom mangfoldige steder i orienten. Den babylonske gudinde Mytilla, den fønikiske Askera, tildels også den græske Afrodite dyrkedes ved, at unge kvinder for alteret gav deres jomfruelighed til offer. En egentlig prostitution blev først mulig med den private ejendomsret. Hermed trængte også den personlige arveret igennem, og med den blev det afgrænsede ægteskab mellem én mand og én eller flere kvinder herskende; først således var der mulighed for kønslige forbindelser udenfor ægteskabets rammer. Samtidig førte den private ejendomsret til samfundets opløsning i rige og fattige, frie og ufrie, hvorved de økonomiske betingelser for prostitutionen skabtes.

Statistisk bureau har foretaget en sondring af befolkningen efter den sociale lagdeling, og det viser os, hvor uensartede sundhedstilstandene er indenfor de enkelte lag af befolkningen. I stedet for at sammensmelte sygekassemedlemmernc til en grå, forskelsløs masse, de allerfattigste og de forholdsvis velstillede under ét, fordeler det dem i en mængde grupper efter deres erhverv - gårdmænd, husmænd, landarbejdere osv. - tjenestepiger, syersker, fabriksarbejdersker osv. - og gruppe for gruppe kan man da i alle enkeltheder studere de særlige forhold, som optræder, og aflæse, i hvor høj grad de forskellige erhverv og den større eller mindre fattigdom præger sig i sygelighedstilstanden. Først igennem en sådan sondring efter de sociale skillelinier bliver statistikken det fintmærkende instrument til studiet af samfundsforholdene, som den kan og bør blive. Og jo større opmærksomhed befolkningen viser de statistiske oplysninger, og med jo større iver den selv søger at fremskaffe statistisk materiale, des mere vil den officielle statistik blive ført hen til den fuldendte behandling, dur ikke lader nogen side af stoffet ubenyttet, ikke slår det sammen i store grupper, som kun tilslører i stedet for skarpt at oplyse de virkelige samfundstilstande. Netop arbejderklassen har den allerstørste interesse af, at der ikke er det sted i samfundslivet, hvor ikke statistikken kaster sit lys hen, og arbejderklassen har også bevist sin levende interesse ved selvstændig fremskaffelse af statistisk materiale; indenfor fagforeningerne spiller de statistiske oplysningers indsamling og bearbejdelse en stadig større rolle.

Vender vi os nu til den omtalte sygelighedsstatistik, finder vi på næsten alle punkter, at der er den allernøjeste overensstemmelse mellem de økonomiske kår på den ene side og sygdomstilfældenes antal og varighed på den anden. Der er hist og her undtagelser, som enten skyldes rene tilfældigheder eller beskæftigelsens særlige art eller lignende, men som den store regel fremgår det, at sundhedstilstanden aftager efterhånden som vi fra de nogenlunde velstillede småhandlende, småhåndværker, smågårdmænd og deslige, som danner sygekassemedlemmernes øverste lag, bevæger os nedefter i arbejderbefolkningen - til en sammenligning med de egentlige overklasser er der jo her intet stof. Det gælder både bybefolkningen og landbefolkningen. Vi nævner ud af det rige materiale enkelte betegnende træk. I København er der blandt handlende, håndværkere og udøvere af immaterielle erhverv (lærere og lignende) i alderen mellem 40 og 60 år hvert år 29 pct., som rammes af sygdom. Blandt faglærte håndværkssvende er den tilsvarende procent 41, blandt fabriksarbejdere 50, blandt arbejdsmænd 57 og blandt underordnede tjenestemænd endog 60 pct., altså mere end dobbelt så meget, en højde, der vistnok hænger sammen med, at adskillige funktionærer er arbejdsinvalider, der netop på grund af sygelighed har måttet opgive det egentlige lønarbejde. På landet viser der sig lignende forskelligheder. Medens der af hver 100 gårdmænd, forpagtere, boelsmænd og parcellister - altså de lidt mere velstillede medlemmer af sygekasserne - i alderen 40 -60 år er 14, som rammes af sygdom hvert år, er der af 100 husmænd i samme alder 19 og af 100 landarbejdere 30, altså over dobbelt så mange.

Blandt kvinder har de gifte kvinder, som ikke driver erhvervsvirksomhed, en langt ringere sygelighed end de erhvervende kvinder; særlig gælder det i byerne; i København falder der hvert år gennemsnitlig 4½ sygedage på de ikke-erhvervende husmødre, men på de erhvervsvirksomme kvinder 7½; i provinsbyerne er de tilsvarende tal 4½ og 9¹/₅. Blandt de erhvervende kvinder er atter tjenestepigerne nogenlunde gunstigt stillede, syerskerne betydelig slettere, og blandt de egentlig industrielle arbejdersker træffer man en forholdsvis meget høj sygelighedsprocent. I København bliver således af hver 100 tjenestepiger, husholdersker og lignende, mellem 40 og 60 år de 15 ramt af sygdom i årets løb, af hver 100 syersker i samme alder de 23 og af hver 100 egentlige industriarbejdersker de 33; i provinsbyerne er forholdet endnu mere grelt; tallene er 15, 24 og 56 pct. For Københavns og for landdistrikternes vedkommende har vi igennem en selvstændig bearbejdelse af tallene bestemt det indbyrdes forhold mellem de store hovedgrupper af befolkningen, hvis livsvilkår del har særlig interesse al lære at kende, for alle aldersklasser under ét. Kun således får man et nøjagtigt helhedsudtryk for den måde, hvorpå de økonomiske forhold påvirker sundhedstilstanden. Man finder da, at for hver 100 sygdomstilfælde, der indtræffer blandt Københavns selvstændige håndværkere og handlende og udøvere af immaterielle erhverv, falder der på et lige så stort antal af jævnaldrende faglærte håndværksarbejdere 135, fabriksarbejdere 175, arbejdsmænd 190; underordnede tjenestemænd 235. På landet finder man for hver 100 sygdomstilfælde blandt gårdmænd, forpagtere, boelsmænd og parcellister, at der falder på husmænd 140; landarbejdere 205. Altså: jo slettere en samfundsklasse er stillet, jo ringere dens økonomiske modstandsevne overfor sygdommenes ødelæggelser er, des mindre er også dens fysiske modstandsevne, des hyppigere hærges den af sygdom, som yderligere forarmer og svækker den. Det offentliges overtagelse af sygeplejen i den form, hvori socialdemokratiet har rejst dette krav, bliver for den store masse af den fattige befolkning en samfundssag af en umådelig rækkevidde. Statistikken viser også sygelighedens enorme højde i de særlig sundhedsfarlige fag som til eksempel cementfabrikationen, sukkerraffinaderiet og i fag, der som til eksempelvis papirfabrikationen og gasindustrien anvender kontinuerlig drift med regelmæssigt natarbejde og lang arbejdstid.

Overfor socialdemokratiets krav om, at det offentlige skal overtage sygeplejen som samfundsopgave, henvises der fra modstandernes side til den udvikling, sygekassevæsenet har taget. Ved udgangen af året 1899 havde anerkendte sygekasser 265,954 medlemmer, ved udgangen af 1909 derimod 626,380. Medlemstallet er altså i den halve snes år vokset til mellem det dobbelte og det tredobbelte. Og tænker man sig denne bevægelse fortsat et stykke ud i fremtiden, skulle opgaven løse sig selv; hele den ubemidlede befolkning ville drages ind under den frivillige sygeforsikring, overfor hvilken det offentlige kun træder hjælpende til; samfundets direkte overtagelse af sygeplejen ville være overflødig - når bortses fra den ringe kreds af fattige, som på grund af kronisk sygelighed eller lignende er afskårne fra at nyde godt af sygekasserne. Men hele denne betragtning er falsk. Følger man nemlig sygekassernes medlemstal tre femår, ser man, hvordan tilvækstprocenten er blevet stadig lavere. Medlemstallet voksede årlig: 1895-99 med 14,8 pct. 1900-04 med 10,3 pct. 1905-09 med 7,6 pct.. Vi ser, med hvor stærke skridt man nærmer sig det øjeblik, da tilvæksten ikke er større end folkemængdens normale forøgelse, og da der altså bliver stilstand i stedet for fremgang. Og også gennem en anden prøvelse af spørgsmålet får man en tydelig forestilling om, hvor umådelig langt der endnu er igen. Man finder i Arbejderforsikringsrådets årlige beretninger opgivet om hver især af de tilskadekomne arbejdere, hvorvidt de var medlemmer af sygekasser eller ikke. Blandt søfolk har sygekasserne selvfølgelig kun en meget svag udbredelse; af 279 i 1909 tilskadekomne søfolk er de 223, eller fire femtedele, ikke medlemmer af nogen sygekasse. For fiskernes vedkommende er der fra samme år kun opgivelser om 44 tilskadekomne, hvoraf de 21, eller næsten halvdelen, stod udenfor sygekasserne. Blandt landbrugsarbejderne er forholdet noget ugunstigere; af 271 tilskadekomne landbrugsarbejdere er de 152, eller over halvdelen, ikke sygekassemedlemmer. Blandt industriarbejderne spiller sygekasserne derimod en betydelig større rolle; af 1989 er de 666, det vil sige 33 pct. eller en tredjedel af det hele antal, ikke i sygekasse. I året 1899 var det tilsvarende tal 41 pct.. Tallet på de arbejdere, der står udenfor sygekasserne, er altså vel noget lavere, end det var en halv snes år tidligere; men det er ikke nogen dybtgående forandring, der er indtrådt siden Sygekasseloven trådte i kraft.

Den mægtige tilvækst i medlemsantallet betyder da ikke, at sygekasserne i nogen afgørende grad har bredt sig nedefter, til de dele af arbejderklassen, der tidligere var for slet stillede til at kunne komme med. Bevægelsen har snarere været udadgående; de nye medlemmer, som er blevet vundet ind, har for en meget stor del været folk udenfor den egentlige arbejderklasse, små håndværkere og handlende, bestillingsmænd, kontorister, husmænd, smågårdmænd, fiskere, mejerister og deslige; en optælling fra året 1908 viser, at over fjerdedelen af sygekassernes medlemmer tilhører disse kredse af befolkningen. Men ligeså glædeligt det er, at man her, hvor de økonomiske kår som oftest er nogenlunde jævnstillede med arbejdernes, drager nytte af sygekasserne, ligeså nedslående et indtryk gør det, at der stadig vedbliver at være så brede lag af arbejderklassen tilbage, som af økonomiske hensyn er næsten ganske afskårne fra de goder, sygekasserne yder. Hvor nøje en forbindelse der er mellem de kår, hvorunder arbejderne lever, og den større eller mindre benyttelse af sygekasserne, ser man, når man sondrer de tilskadekomne arbejdere mellem fag lærte og arbejdsmænd og dermed ligestillede. Vi har for de to år 1908 og 1909 foretaget en sådan sondring. Det viser sig, at der blandt de faglærte arbejdere er forholdsvis langt flere sygekassemedlemmer end blandt arbejdsmændene. Forskellen er særlig voldsom, når man kommer op over midten af trediverne. Kun i den meget høje alder, over de 60 år, er forholdet ens; her er det hensynet til alderdomsforsørgelsen, som gør sin indflydelse gældende. Af hver 100 arbejdere finder man følgende antal, som står udenfor sygekasserne: faglærte arbejdere mellem 18-24 år: 52 - arbejdsmænd: 57. faglærte arbejdere mellem 25-34 år: 33 - arbejdsmænd: 37. faglærte arbejdere mellem 35-44 år: 17 - arbejdsmænd: 29. faglærte arbejdere mellem 45-59 år: 20 - arbejdsmænd: 32. faglærte arbejdere over 60 år: 32 - arbejdsmænd: 32. Både i den ene og den anden gruppe er der altså i de yngre år endnu forholdsvis få, som er medlemmer af sygekasser, og forskellen er ret ringe mellem de to grupper; den økonomiske forskel mellem dem har endnu ikke givet sig stærkt udslag. Men omkring midten af trediverne skilles deres veje. Alt som årene går, medens børneflokken vokser, og forsørgerens helbred aftager, og det så småt begynder at gå ned ad bakke, bliver de faglærte arbejdere mere og mere betænkt på at sikre deres familier mod de værste følger af sygdom; flere og flere træder ind i sygekasser. Blandt arbejdsmændene melder der sig selvfølgelig den samme trang, men fattigdommen lægger sig på tværs og danner en mere og mere uoverstigelig hindring, og man er nødt til at blive udenfor. Betragter man alderen fra 35 til 59 år under ét, finder man, at ikke en gang femtedelen af de faglærte arbejdere står udenfor, men næsten tredjedelen af arbejdsmændene; for hver 10 faglærte arbejdere, der ikke er medlemmer af nogen sygekasse, er der 16 arbejdsmænd.

I det praktiske liv foregår bevægelsen selvfølgelig under meget forskellige former. Nogle evner ikke at tilvejebringe midler til at træde ind i en sygekasse og må derfor til stadighed holde sig udenfor. Andre skaffer sig adgang, under indtryk af den voksende usikkerhed, de ser foran sig. Atter andre bliver igen tvunget ud, navnlig tallet på de sidste er utvivlsomt meget højt; det ser man også af det uhyggelige træk, at tallet på dem, der er udenfor, stiger netop i alderen fra midlen af fyrrerne til slutningen af halvtredserne, i den kritiske alder, da arbejdsevnen er stærkt i tilbagegang, og det gælder at undgå fattigvæsenet for at bevare sin ret til alderdomsforsørgelse. Også når man fordeler de tilskadekomne arbejdere efter deres årsløn, ser man, hvorledes de dårligere kår spærrer af for adgang til sygekasserne. Af mandlige arbejdere på over 20 år finder man i de seks år 1904-09 ialt 366 med en årsfortjeneste lavere end 800 kr., Og af dem var der 169, eller næsten halvdelen, som ikke stod i nogen sygekasse.

Det er sikkert også kun økonomiske grunde, det skyldes, at så forholdsvis få af de erhvervende kvinder er sygekassemedlemmer. Medens der af hver 100 mandlige arbejdere mellem 18 og 60 år i årene 1908- 1909 var 32, som stod udenfor sygekasserne, var der af hver 100 kvindelige arbejdere 59. Og kunne man herfra udsondre de gifte kvinder, der kun gennem familiefaderens kontingent tilhører sygekasserne, således at man fik de enligtstillede arbejdersker som en særskilt gruppe, ville tallet vise sig at være langt større. På forskellige måder viser det sig således, hvorledes fattigdommen holder store masser af den arbejdende befolkning udenfor sygekasserne og efter alt at domme også vil vedblive at gøre det fremdeles. Det synes, som man allerede nu er nået omtrent så langt nedad, som man overhovedet kan, hvad der ligger nedenunder, de allerslettest stillede lag af arbejderklassen, kan man ikke få med. Og det er mange tusinder af familier, det her drejer sig om. Her vil gennemførelsen af socialdemokratiets forslag om, at det offentlige skal overtage sygeplejen, i første række føles som en velsignelse, idet det sikrer dem adgang til lægehjælp, til medicin, til styrkende midler, hospitalsophold uden vederlag og uden fattighjælpens virkninger osv. Men også for de bedrestillede lag af arbejderbefolkningen, som for største delen har sikret sig gennem sygekasser, vil det få en umådelig rækkevidde. Sygekasserne vil, når de aflastes for de store udgifter til lægehjælp, medicin og deslige, kunne udvide deres virksomhed, kunne forøge deres dagpengeydelser, kunne give virkelig betryggelse overfor sygdommenes økonomiske hærgninger i hjemmet - samtidig med, at de i en ganske anden grad end nuomstunder åbner sig for hele den ubemidlede befolkning.

Der var i året 1901 101.915 mennesker i Danmark, som fik fattigunderstøttelse, det vil sige, at af hver 24 indbyggere er gennemsnitlig den ene under fattigvæsenet. Så talrigt er stadig det uslest stillede lag af det danske proletariat, det, som er afskåret fra al mulighed for at forsørge sig selv, som af det kapitalistiske samfundssystem er tvunget ned på den absolutte sultegrænse og af den kapitalistiske stat er stemplet med den borgerlige vanæres tegn. Det er på menneskelivets to yderpunkter, blandt de små børn og blandt de gamle folk, at det største antal af fattigunderstøttede træffes. Af de børn og helt unge mennesker, som er under fattigvæsenet, bliver det store flertal indirekte understøttede, som børn af forældre, der - for en stor del netop på grund af deres børneflok - er nødt til at ty til det offentlige. Med 14- og 18-års alderen daler tallet stærkt, men kort efter begynder det påny at stige og stiger nu stadig med den voksende alder og svindende arbejdsevne. Midt i halvtredserne indtræder et tilbageslag, og tallet daler påny; det er folk, som før har haft fattighjælp, men nu kæmper en fortvivlet kamp for at holde sig fri, så de kan få adgang til alderdomsunderstøttelse. For en del af dem lykkes det, men mange har ikke kræfter til at stå tiden igennem; når man fra slutningen af halvtredserne træder op over 60-års grænsen, stiger tallet påny stærkt, fra 4,20 til 6,14 pct. af den samlede befolkning indenfor hver aldersklasse. Af de personer, der er over 60 år gamle, får én af hver 16 fattighjælp; omtrent tre gange så mange er der, som nyder alderdomsunderstøttelse.

Særlig stor rolle spiller fattigforsørgelsen i København; her er én af hver 11 personer over 60 år under fattigvæsenet, i de øvrige byer én af hver 14 og på landet kun én af hver 19. Også for de andre aldersklasser gør den samme forskel sig gældende. Det er i og for sig let forklarligt. I den Københavnske arbejderbefolkning ytrer arbejdsløsheden sig med en ganske anden voldsomhed, driver, pludselig og uanet, en ganske anderledes stor menneskemasse ud i lange sulteperioder, end tilfældet er på landet og i småbyerne, hvor den kapitalistiske storindustri er svagere udviklet; og tilmed drager hovedstaden, i kraft af sin hele ejendommelige karakter, en mængde tvivlsomme elementer til sig fra landet og provinsbyerne, folk, som er kommet på kant med tilværelsen i deres hjemstavn, og som for en stor del går tilbunds i den store bys pjalteproletariat - to femtedele af de fattigunderstøttede mænd i København er flyttet til andetsteds fra, deraf halvdelen fra landdistrikterne. Iøvrigt må man være varsom med fra disse tal at drage slutninger om fattigdommens virkelige udbredelse de forskellige steder, og navnlig er det ganske urimeligt at antage, at tilstanden skulle være så forholdsvis god på landet, som det ved en overfladisk betragtning kunne synes - blandt andet øver - bortset fra fraflytningen - de frie fattigkassers midlertidige hjælp sin indflydelse til at nedsætte fattigvæsenets procent i landdistrikterne.

Det er fra arbejderklassen, at den altovervejende hovedmasse af de fattigunderstøttede rekruteres. For de direkte understøttede mænd og kvinder foreligger der oplysninger om det erhverv, de drev, da de faldt ind under fattigvæsenet; det viser sig her, at landarbejdere, faglærte arbejdere, arbejdsmænd, handelsmedhjælpere og tyende tilsammen omfatter næsten fire femtedele af samtlige fattigunderstøttede mænd; hertil kommer yderligere en del fiskere og søfarende, om hvem det ikke er oplyst, om de var selvstændige hovedpersoner eller lønarbejdere. En ikke helt lille brøkdel, ialt en syvendedel, var selvstændige håndværkere eller handlende - ofre for konkurrencen med den kapitalistiske stordrift. Af husmænd og boelsmænd træffes kun få blandt de fattigunderstøttede, af gårdmænd kun et ganske forsvindende antal. De hovedårsager, som fører folk ind under fattigvæsenet, er sygdom, alderdom, arbejdsløshed, for kvindernes vedkommende tillige i vid udstrækning forsørgerens død eller rømning. Også drikfældighed spiller sin rolle, men vejer dog kun lidet til i forhold til disse forskellige former for uforskyldt nød. Det fremgår med stor tydelighed af de oplysninger om trangsårsagerne, som er fremskaffet. Selvfølgelig må disse oplysninger modtages med megen varsomhed; det er i et meget stort antal tilfælde vanskeligt, undertiden umuligt, med sikkerhed at afgøre, hvad der er den virkelige grund til, at det er gået en mand galt. Og netop alkoholspørgsmålet er her det vanskeligste punkt. Det må imidlertid ved en kritisk betragtning erindres, hvorfra oplysningerne stammer. De fattigunderstøttede har selv ingen stemme haft med, hvor det gjaldt at udrede grunden til deres livs skibbrud; det er kommunalbestyrelserne og fattigforstanderne, der alene har haft ordet; det vil sige, det er mænd, som for den langt overvejende del ser på de besiddelsesløse med overklasseblik, mænd, som vil være tilbøjelige til, bevidst eller ubevidst, at trække drikfældighed og andre mere eller mindre selvforskyldte elendighedsformer stærkt i forgrunden, langt stærkere end de i det virkelige liv har været fremme. Det er bekendt, med hvilken hårdhed der ofte ses på dem, der tyr til det offentlige, hvorledes fattigforstandeme på forhånd føler sig overbevist om den fattiges skyld, så man tør trygt gå ud fra, at det antal tilfælde, hvor drikfældighed angives som årsag, betegner en maksimalgrænse, medens tallene for de andre årsager snarest er for små, i hvert fald ikke for høje. Med dette i erindring har det sin store interesse at lære den fordeling at kende, som oplysningerne angiver. Betragter man først tallene for samtlige de fattigunderstøttede voksne mænd, finder man følgende fordeling: sygdom, vanførhed, åndssvaghed og sindssyge 33 pct. - ulykkestilfælde 1 pct. - arbejdsudygtighed 4 pct. - alderdom 17 pct.- arbejdsløshed 15 pct. - stor børneflok 6 pct. - dovenskab 5 pct. - drikfældighed 19 pct.. Drikfældighed og dovenskab er således tilsammen kun angivet som årsag i noget mindre end en fjerdedel af samtlige tilfælde; sygdom, alderdom, arbejdsløshed og lignende uforskyldte nødsårsager i godt tre fjerdedele.

En helt anden fordeling viser sig at gælde blandt de fattigunderstøttede kvinder. Her indtager drikfældigheden kun en ganske ubetydelig plads - nævnes kun som årsag i omtrent ét tilfælde af hver 100. Derimod har alderdomssvækkelsen her virket ganske anderledes stærkt, hvad der sikkert for en ikke ringe del skyldes, at kvinderne i de år manglede det hensyn til valgrettens bevarelse, der spiller så stor en rolle for mange mænd, når de strider for at holde sig fri af fattigvæsenet, og som også i fremtiden vil spille en rolle for kvinderne. Endelig træffer man her det store tal af enker og forladte koner, der er kommet under fattigvæsenet, fordi de har mistet deres forsørger. Fordelingen er denne: sygdom, vanførhed, åndssvaghed og sindssyge 27 pct. - ulykkestilfælde 0 pct. -arbejdsudygtighed 6 pct. - alderdom 37 pct. - arbejdsløshed 2 pct. - forsørgerens død 17 pct. - forsørgerens rømning 5 pct. - stor børneflok 5 pct. - dovenskab 0 pct. - drikfældighed 1 pct.. Blandt landarbejderne er selvfølgelig arbejdsløsheden - i dens akutte form - langt mindre fremtrædende som trangsårsag end blandt industriens arbejdere, såvel de faglærte som arbejdsmændene; også drikfældigheden synes her at spille en noget mindre rolle; derimod indtager sygeligheden omtrent den samme plads; men navnlig er det dog alderdomssvækkelsen, der her gør sig gældende med frygtelig styrke - det er den udslidte landarbejder, som efter et trælsomt liv ikke har andre døre åbne for sig end fattiggårdens, medens industriarbejderen, så kummerlige hans kår end er, dog langt oftere - i kraft af den højere løn, han har tilkæmpet sig, - kan holde sig oven vande, til han med det 60´år opnår at få adgang til alderdomsunderstøttelse. Disse forskelligheder mellem de tre hovedgrupper af den danske arbejderklasse viser sig tydelig, når man ser, at blandt hver 100 fattigunderstøttede mænd angives trangsårsagen: sygdom og lignende: landarbejdere 27 - faglærte arbejdere 30 - arbejdsmænd 32; alderdom: landarbejdere 28 - faglærte arbejdere 10- arbejdsmænd 11; arbejdsløshed: landarbejdere 9 - faglærte arbejdere 21 - arbejdsmænd 22; drikfældighed: landarbejdere 17 - faglærte arbejdere 27 - arbejdsmænd 21.

Om den grad af fysisk elendighed, hvori de fattigunderstøttede lever, indeholder det statistiske materiale et malende træk, idet det giver et mål for den dødelighed, der hersker iblandt dem. Der indtraf i året 1901 blandt de fast understøttede personer over 15 år ialt 1.934 dødsfald; hvis dødeligheden i hver enkelt aldersklasse havde været den samme som den, der gælder for den samlede danske befolkning, ville der kun være indtruffet 1.113. En del af denne forskel skyldes de mange individer, der netop på grund af sygdom eller drikfældighed er kommet ind under fattigvæsenet; men selv om man holder disse udenfor betragtning, finder man dog en meget betydelig forskel: der er indtrådt 1.099 dødsfald mod beregnet kun 975; eller med andre ord: for hver gang der dør 8 mennesker i den samlede befolkning, dør der 9 blandt de fattigunderstøttede. Særlig stor er forskellen for de yngre og midaldrende personers vedkommende; indtil midten af fyrrerne er de fattigunderstøttedes dødelighed dobbelt så høj som den normale. Disse tal åbner et blik ned i en afgrund, der trods alle vundne reformer stadig står åben og stadig sluger en stor masse af proletariatet: gamle udslidte stakler, syge og skrøbelige mennesker, arbejdsløse mænd, enker, som står hjælpeløse ved mandens død, individer, som under indflydelse af det moderne samfunds perversitet er drevet ned i drik og last. En sørgelig hærskare af forulykkede og forsultne eksistenser, affaldsstofferne fra den kapitalistiske produktionsmådes maskineri, et befolkningslag, hvis kår vel kan mildnes, og hvis omfang vel kan mindskes, gennem arbejderklassens faglige kamp, politiske repræsentation og voksende kommunale indflydelse, men hvis eksistens er nøje knyttet til storborgernes og storbøndernes herredømme over produktionsmidlerne, og som derfor først kan forsvinde, når dette herredømme falder.

Herregårdene med deres skidne, brøstfældige rønner, hvor en arbejderbefolkning bar hjemme i de usleste, de mest umenneskelige kår, med deres folkestuer, hvor karle og piger er stuvet sammen, så den enes rå tanker og liderlige ord smitter de andre, med deres stadig skiftende sværm af polske og svenske vandrearbejdere - Skjoldborg har i »Gyldholm« tegnet det grå billede af dem som de steder, hvor brændevinsflasken klukker livligst, hvor de kønslige forbindelser foregår i tilfældig flæng, og hvor fattiggården er den triste afslutning på den udslidte herregårdsarbejders glædeløse tilværelse. Vor partipresse giver næsten daglig eksempler på de onde forhold, som opelskes under godsejernes udbytning; og også statistikken fortæller derom i tallenes skarpe, knappe sprog. Der er tre statistiske tabeller, ud fra hvis talrækker man kan læse sig til et sådant vidnesbyrd. Det er oversigter over vielser, fødsler og dødsfald i årene 1895-1900, over den kriminelle retspleje i årene 1897-1900 og over fattigvæsenet i året 1901. På grundlag af de tal, der her meddeles, er det muligt at undersøge, om antallet dels af fødsler udenfor ægteskab, dels af kriminelle forbrydelser og dels af fattigunderstøttede står i noget forhold til den større eller mindre rolle, som herregårdene og proprietærgårdene spiller i de forskellige egne. Bliver der født flere børn af ugifte mødre, bliver der begået flere overtrædelser af straffeloven, er der flere mennesker under fattigvæsenet på de steder, hvor de store gårde er flest, end hvor de er færrest? Og hvor stærk er forskellen? Vi begynder med at undersøge tallene for fødsler udenfor ægteskab.

Teoretisk set behøver et stort antal af børn, født udenfor ægteskab vel ingenlunde at tyde på noget lavt moralsk trin. Praktisk set lader det sig dog ikke nægte, at det overvejende flertal af sådanne børn under de nuværende samfundsforhold er frugten af meget løse forbindelser, hvor elskovens revers er fædre, der unddrager sig deres forpligtelser, mødre, der drives til barnemord eller tvinges til en udkramning af de intimeste forhold for at opnå alimentation, børn, der vokser op under ulykkelige kår, ofte som vidne til moderens løse forbindelser. Det høje kontingent, som de udenfor ægteskab fødte børn leverer til forbryderverdenen, taler tydelig nok om det hele forholds karakter. Statistikken opgiver antallet på samtlige både levendefødte og dødfødte børn indenfor og udenfor ægteskab i årene 1895-1900 i hvert enkelt herred i Danmark. Fra en tælling over danske landejendomme véd vi tillige, hvorledes jorden i hvert enkelt herred er fordelt mellem større og mindre landbrug. Vi har herefter delt samtlige herreders landdistrikter i tre grupper, alt eftersom de store gårde spiller en mere eller mindre fremtrædende rolle: 1) de herreder, hvor de omfatter under 5 pct. af det samlede areal, 2) de, hvor de omfatter fra 5 til 20 pct., og 3) de, hvor de omfatter 20 pct. og derover. I den sidste af de tre grupper kan man gøre regning på at finde et meget stort antal besiddelsesløse landarbejdere og tjenestefolk; i den første vil de besiddende husmænd og smågårdmænd være det fremherskende lag i befolkningen. Man kan nu undersøge herred for herred, hvorvidt der er overensstemmelse mellem de store gårdes større eller mindre udbredelse på den ene side og på den anden det højere eller lavere tal på fødsler udenfor ægteskab. Imidlertid kan man ikke foretage en sådan beregning for hele landet ved simpelthen at tælle tallene sammen. Thi ved siden af jordens fordeling er der andre forhold, som gør sig gældende. I egne med en tæt og bevægelig befolkning er tilstanden en anden end i egne med en sparsom og fastere boende, blandt fiskere en anden end blandt landbrugere, i de store byers nærhed en anden end i de fjerne landdistrikter: også »nationalkarakteren« og nedarvede synsmåder har deres betydning. Men her gælder det om kun at have med den ene faktor - herregårdenes indflydelse - i dens renhed at gøre. For at opnå dette må man betragte hvert enkelt amt for sig og se, hvorledes forholdet stiller sig indenfor dets forskellige herreder. Og først når en sådan undersøgelse er foretaget amtsvis, kan man sammenarbejde tallene og finde et billede, der gælder hele landet under ét.

Vi nævner som eksempel Frederiksborg amt. Der findes her 1 herred, hvor de store gårde omfatter mindre end 5 pct., 3 herreder, hvor de omfatter fra 5 til 20 pct. og 2 herreder, hvor de omfatter over 20 pct. af arealet. Fødslerne fordelte sig på de tre grupper således: 0- 5 pct. ialt fødte 814 - deraf udi ægteskab 40 - i pct. 4,9; 5-20 pct. ialt fødte 9.057 - deraf udi ægteskab: 719 -i pct.7,9; over 20 pct. ialt fødte 1.411 - deraf udi ægteskab 123 - i pct.8,7. Når man betragter procenttallene i den sidste række, får man en tydelig forestilling om, hvorledes fødslerne udenfor ægteskab stiger i tal med de store gårdes voksende udbredelse. Gennemfører man nu denne beregningsmåde for alle Danmarks andre 17 amter, viser det sig, at der, hvis vi lægger forholdet i den første af de tre grupper til grund, for hver 100 fødsler udenfor ægteskab, der her er indtruffet, er 103 i anden gruppe og 117 i tredje. Fra de herreder, hvor der næsten ingen store gårde forekommer, til dem, hvor der forekommer nogle, men dog endnu ikke særlig mange, er der altså kun en svag stigning i »uægtefødslernes« tal. Men kommer vi op i de egentlige herregårdsegne, stiger tallet voldsomt. Vi finder her 117 børn af ugifte mødre for hver 100, der bliver ført andetsteds. Og så må man iøvrigt huske, at en stor del af de »uægte« børn, som skylder herregårdene deres tilblivelse, bliver født andetsteds; mødrene drager bort, når forløsningen nærmer sig, og fødslen bliver da indført i andre herreders protokoller.

Dette resultat stemmer godt med en undersøgelse, som er blevet foretaget af Rubin og Westergård over ægteskabsforholdene i landdistrikterne. Den viste, at i jordløse husmænds familier forekom fødsler udenfor ægteskab 2-3 gange så hyppig som i jordbesiddende husmænds og gårdmænds, og ligeledes blandt tjenestepiger 2-3 gange så hyppig som blandt hjemmeboende døtre. Af hver 100 tjenestepiger, der blev viet, havde de 22 børn i forvejen, af hver 100 hjemmeboende piger kun de 9. Vi vender os derefter til forbrydelsernes antal for ved en lignende beregning at prøve, om det står i forhold til herregårdenes større eller mindre udbredelse. Statistikken over den kriminelle retspleje meddeler tallet på de personer, der i årene 1897-1900 indenfor hver enkelt retskreds blev domfældt i justitssager. Vi har derefter delt samtlige retskredse i de rene landdistrikter i tre klasser: 1) de, hvori de store gårde udgør under 5 pct. af det samlede, til særlige bedrifter liggende hartkorn, 2) de, hvori de udgør fra 5 til 10 pct., og 3) de, hvori de udgør over 10 pct.. Vi nævner som eksempel tallene fra det sydøstlige Jylland (Vejle, Århus og Randers amter). Der er her 3 retskredse, hvor de store gårde udgør under 5 pct. af det samlede hartkorn, 8, hvor de udgør fra 5 til 10, og 7, hvor de udgør over 10 pct.. Indenfor disse tre grupper var antallet af indbyggere: 0-5 pct. indbyggere 28.860 - domfældte 72 - i pct. 0.25; 5-10 pct. indbyggere 139.689 - domfældte 439 - i pct. 0.31; over 10 pct. indbyggere 106.790 - domfældte 372 - i pct. 0.35. Når man betragter procenttallene i den sidste række, ser man tydelig, hvorledes de domfældte stiger i tal med herregårdenes voksende udbredelse. Foretager man den samme beregning for hele landet, og tager vi vort udgangspunkt i den første gruppe, med få eller ingen store gårde, finder vi, at for hver 100 personer, der her er blevet dømt for forbrydelser, er der i anden gruppe blevet dømt 103 og i tredje gruppe, hvor herregårdene er flest, 116. Det viser sig altså her, at den udbytning, godsejerne og proprietærerne driver, den nød og de usle kår, de holder arbejderne nede i, bærer skylden for en meget stor del af de forbrydelser, der mellem år og dag bliver begået på landet.

Vi skal nu se, hvorledes forholdet er mellem herregårdene og fattigvæsenet. For at belyse dette forhold har vi i alt væsentligt fulgt den samme fremgangsmåde som ved beregningerne over fødslerne udenfor ægteskab og de kriminelle forbrydelser. Vi véd for hver enkelt kommune i landet, hvor stort et antal mennesker der i året 1901 nød direkte fattigunderstøttelse. Fra folketællingen véd vi tillige, hvor stort indbyggerantallet var i hver enkelt kommune d. 1. februar 1901. Vi har da delt samtlige danske landkommuner i to grupper, alt eftersom der indenfor deres grænser fandtes jord,, tilhørende store gårde med over 20 tdr. htk., eller ikke. Og vi har derefter amt for amt for hver af de to grupper beregnet, hvor stor en brøkdel af befolkningen der fik fattighjælp, og undersøgt, hvor meget større den var i herregårdskommunerne end i de andre. Vi nævner som eksempel Randers amt. Der findes her af rene landkommuner 23 uden og 38 med stort hartkorn. I året 1901 fandtes der i kommunerne: uden stort hartkorn 20.815 indbyggere - 275 dir. fattigunderstøttelse; med stort hartkorn 46.906 - 826 dir. fattigunderstøttelse. Af hver 10.000 indbyggere var i den første gruppe de 132, i den anden de 176 under fattigvæsenet. Gennemfører man beregningen for hele Danmark, finder man for hver 100 fattigforsørgede i landkommunerne uden store gårde 118 i landkommunerne med store gårde. For hver 100 børn, der på det egentlige »bondeland« bliver født udenfor ægteskab, bliver der i herregårdsegnene født 117; for hver 100 overtrædelser af straffeloven bliver der i herregårdsegnene begået 116; for hver 100 mennesker, der er under fattigvæsenet, er der i herregårdsegnene 118. Det er tre tal, der stemmer indbyrdes godt overens og hver på sin vis fortæller om de triste virkninger, de store gårde øver på landbefolkningen.

Et antal af ledige lejligheder må til enhver tid være til stede, om ikke husejerne skal indtage en monopolisering, som gør det muligt for dem at skrue prisen på husly op til næsten ubegrænsede højder. Ved april flyttedag 1901 stod der i Københavns kommune 2.282 lejligheder ledige; i 1902 steg tallet til 3.499, i 1903 til 5.749, i 1904 til 7.926 og i 1905 til 9.232. I det næste par år holdt det sig omtrent uforandret, i 1906 på 9.327 og i 1907 på 9.265. Men så begyndte nedgangen; ved april flyttedag 1908 var det sunket til 8.205, 1909 til 7.713 og 1910 til 5.234 (den er senere fortsat, indtil man i oktober 1915 nåede ned til kun 1.024 ledige lejligheder; heromkring har tallet senere holdt sig, og det ville være sunket yderligere, om ikke arbejderne ved kooperativt byggeri havde dæmmet op mod bevægelsen). I et eneste år gik altså tallet ned med 2.479, næsten tredjedelen. De gunstigere forhold, som rådede indtil efteråret 1907, prægede sig i huslejens størrelse og boligernes karakter. Den stærke stigning, der i slutningen af 1890'erne havde gjort sig gældende, standsede, efterhånden som tilbudet «af ledige lejligheder forøgedes; og i stedet indtrådte der en nedgang. Det var ganske vist kun en svag nedgang - i en række Københavnske arbejdergader har man i tiden fra 1901 til 1906 konstateret en gennemgående formindskelse af lejen for toværelserslejligheder med 7 pct. og af treværelserslejligheder med 2 pct. hvor svag denne nedgang end var, så var dog tendensen dalende.

For flertallet af den Københavnske befolkning har den nye situation imidlertid ikke ytret sig i, at man faktisk kom til at betale mindre for sin beboelseslejlighed, end man tidligere havde gjort; tværtimod, som regel betalte man gennemgående lidt mere end før. Netop huslejens dalende tendens havde gjort det muligt at flytte fra dårligere til bedre lejligheder. Med lidt større omkostninger havde man kunnet skaffe sig en bolig, der stod betydelig over den, man hidtil havde måttet tage til takke med, der var større og navnlig sundere, hyggeligere, bedre udstyret, forsynet med flere bekvemmeligheder. Denne opgangsbevægelse var blevet fremskyndet ved de store nedrivningsarbejder i den gamle bys indre kvarterer, som havde tvunget adskillige af de allersletteste lejligheders beboere bort; og de mange nybygninger ude i de fjerne forstæder havde stillet det nødvendige antal af bedre, sundere og mere komfortable boliger til de lejesøgendes rådighed. Når man da ser, at der i 1906 for de fleste grupper af lejligheder faktisk var betalt lidt højere husleje end i 1901, for toværelserslejligheder i forhusene således 4½ pct. mere, for treværelserslejligheder 2 pct. og for fireværelserslejligheder 3 pct. mere, da betød det ikke, at lejen virkelig havde været i stigning, men at lejlighedernes kvalitet gennemgående havde hævet sig, at befolkningen for en kun lidt højere betaling havde fået adgang til boliger, der i det store gennemsnit var ikke så lidt bedre, end før. På forskellige måder giver statistikken et indblik i denne i sanitær og kulturel henseende så overordentlig glædelige opgangsbevægelse. Tallet på de stærkt overbefolkede lejligheder var således i rask tilbagegang. I 1901 fandtes der 66 etværelseslejligheder med 8 eller flere beboere i hver, i 1906 kun 39; samtidig gik tallet på toværelserslejligheder med mindst 8 beboere i hver ned fra 1.287 til 1.025; i det første af de to år levede der i sådanne voldsomt overfyldte lejligheder 11.642 mennesker, men i det sidste kun 9.125 - det er en nedgang med 22 pct., mellem fjerdedelen og femtedelen. Også tallet på mellem- og baghuslejligheder var i stærk nedgang. I 1901 taltes der af sådanne lejligheder 17.205, i 1906 kun 14.503; og samtidig sank antallet af beboere i disse for største delen overmåde usunde lejligheder fra 60.358 til 45.957, med 24 pct., næsten fjerdedelen.

En lignende nedgang finder man i statistikken over beboede kælderlejligheder; tallet på sådanne lejligheder sank i de 5 år 1901-1906 fra 2.867 til 2.555 og tallet på deres beboere fra 10.653 til 8.519, med 20 pct.. Samtidig ser man, hvordan der har fundet en stærk opdrift sted fra de mindre lejligheder til de noget større; fra etværelserslejligheder er man flyttet til toværelserslejligheder, fra toværelserslejligheder til treværelserslejligheder. Antallet af beboere i lejligheder med kun ét værelse er fra 1901 til 1906 aftaget med 13 pct., i lejligheder med to værelser tiltaget med 5 pct. og i lejligheder med tre værelser endog tiltaget med 23 pct.. Tendensen var i perioden 1901-06 synkende leje; men der betaltes faktisk højere leje, fordi lejlighedernes kvalitet steg. Det gav sig udtryk i, at den samlede husleje steg langt stærkere, end befolkningen. Ialt betalte befolkningen i København og på Frederiksberg i 1901 45,1 mill. kr. i husleje - bortset fra de rene forretningslokaler - men i 1906 51,3 mill., i gennemsnit nøjagtig 100 kr. for hver indbygger. Befolkningen var i løbet af disse 5 år vokset med 8 pct., huslejen derimod med 14 pct. - befolkningen havde altså måttet betale godt for fremgangen i boligforholdene. Imod denne fremgang rejste der sig nu en reaktion, sammen med al den øvrige reaktion, som samler sig imod arbejderklassen. Byggearbejdet stilles i bero, og de ledige lejligheders tal svinder ind. Derved får huslejen en tendens til at blive stærkt stigende - og det er utvivlsomt kapitalens hensigt planmæssig at fremkalde en sådan stigning.

Befolkningen skal stilles overfor valget imellem enten at betale voldsomt stigende priser for de lejligheder, den nu bebor, eller at vende tilbage til de slettere, usundere, uhyggeligere lejligheder, den før måtte nøjes med. Og store mængder af den fattige befolkning vil være nødt til at gå den sidste vej, fordi de ikke evner at yde væsentlig mere i husleje, end de nu betaler. Denne tilbagegående bevægelse er allerede i gang. Årsberetningen for 1909 om Københavns kommunes anliggender oplyser, at antallet af de mellem- og baghuslejligheder, der står ledige på grund af manglende lejere, i det ene år fra april 1909 til april 1910 er aftaget fra 1.733 til 1296; det er altså 437 familier, der således har været nødt til at søge husly i disse for største delen skumle og ofte meget usunde lejligheder (denne bevægelse er senere fortsat med stor styrke. I oktober 1915 var tallet sunket til 113). Også om huslejens stigning meldes der rundtomkring fra, og lykkes det ikke at gribe ind overfor bankernes bestræbelser for at fremkalde kunstig bolignød, da må vi være forberedt på en gentagelse og efter alt at dømme en skærpet gentagelse af det, der skete i tiden 1895-1901, forrige gang da en voldsom bolignød hærgede Københavns befolkning. I denne periode voksede den gennemsnitlige husleje for forhuslejligheder med ét værelse og køkken fra 108,30 til 126,30, kr., med 16 pct., for lejligheder med to værelser fra 177,80 til 216,30 kr., med 22 pct., og for lejligheder med tre værelser fra 295,70 til 327,20 kr., med 12 pct.. Og det er indlysende, at en almindelig huslejestigning rammer arbejderne og overhovedet den ubemidlede befolkning med fuld vægt, medens den kun ganske svagt«berører de velstillede klasser. Thi som bekendt spiller huslejen en helt forskellig rolle for fattige og rige. Medens den blandt småfolk tynger hårdt på budgettet, sluger en meget stor del af de årlige indtægter, og medens derfor enhver stigning i dens størrelse betyder, at man må indskrænke sig selv på de allernødvendigste udgiftsposter, så lægger den blandt de rige kun beslag på en ringe del af indtægten, og selv en stigning, der i absolutte tal, i kroner, er meget stor, bliver her næsten ganske umærkelig.

En statistisk opgørelse i »nationaløkonomisk tidsskrift« viser overmåde lydelig dette forhold netop for den Københavnske befolknings vedkommende. Man har ved folketællingen 1906 søgt oplysning om den husleje, hver enkelt familie betalte, og man har dermed sidestillet de indtægter, hvorefter de enkelte familier var sat i skat, og man har endelig fordelt alle disse oplysninger efter de forskellige indtægtsklasser, som hver især af familierne tilhørte. Ser man nu bort fra de ugifte personer samt enkemænd og enker, blandt hvilke der selvfølgelig ofte forekommer ret unormale forhold, så finder man som den gennemsnitlige størrelse af indtægt og husleje indenfor hver enkelt klasse:

Som man ser, sluger huslejen i den fattigste del af arbejderbefolkningen næsten fjerdedelen af den hele årsindtægt, og kun de tre fjerdedele bliver tilovers til ernæring, beklædning og alle de øvrige fornødenheder. Men efterhånden som man stiger op blandt de mere velstillede lag af befolkningen, synker den brøkdel af indtægten, som huslejen optager, jævnt og regelmæssig; den har dog endnu ret højt oppe på den sociale trappestige, blandt folk med 3-4-5.000 kr., en ganske anselig størrelse; for den middelstand, der her er repræsenteret, spiller den en ikke helt ringe rolle, om end langtfra så stor som iblandt arbejderne. Men kommer man op til de mest velhavende grupper, bliver den kun en ganske underordnet post på regnskabet, iblandt de aller rigeste kun en rent forsvindende; hver enkelt familie giver ganske vist ligeså meget ud til husleje som 13-14 af de fattigere arbejderfamilier, men det udgør kun ¹/₃₃ af den årlige indkomst, og de ³²/₃₃ bliver tilbage til det øvrige forbrug og til opsparing som kapital.

Svingningerne i huslejens størrelse får da helt forskellige virkninger i de forskellige grupper af befolkningen, selvom de falder med lige så mange pct. på de enkelte arter af lejligheder. Stiger huslejen over hele linien med fjerdedelen, vil det for de rigeste familier være ganske umærkeligt; det betyder kun, at de må indskrænke deres øvrige udgifter med 7 øre for hver 10 kr.. Men for de fattige arbejderfamilier vil det betyde, at for hver krone, de før har givet ud til andre udgiftsposter, må de nu lægge omtrent 8 øre hen til den forøgede husleje; eller med andre ord: de vil i mange tilfælde stå ansigt til ansigt med den bitre sult.

(Den prisstigning, der her er skildret, er den normale frugt af det kapitalistiske produktionssystem i en bestemt fase, den militaristisk-imperialistiske fase før den 1´ Verdenskrig i 1914. Verdenskrigen har senere skabt en ganske abnorm og til det yderste hensynsløs prisstigning, som det bliver andre forbeholdt at skildre).

To yngre statistikere har søgt at give et talmæssigt billede af, hvordan de mere velstillede familier i Danmark lever. Materialet er en del husholdningsregnskaber for familier af middelstanden og bourgeosiet, dels summariske opgivelser om udgifternes fordeling på de enkelte større hovedposter - ernæring, husleje, beklædning, bohave, fornøjelser osv. - dels specificerede regnskaber over udgifterne til hver enkelt gruppe fortæringsgenstande - brød, æg og smør, kød, fisk osv. Resultatet foreligger i en lille bog: Dalhoff og Mackeprang: de bedrestillede familiers udgifter. Det emne, som her er taget op til undersøgelse, har ikke mindst for socialdemokratiet stor interesse, fordi det bidrager til at kaste lys over modsætningerne indenfor det kapitalistiske samfund. Thi underklassens livsvilkår er kun den ene pol i det moderne samfundsliv; overklassen er modpolen. Hvor meget suger kapitalisterne mellem år og dag til sig fra arbejderne; hvordan benytter de den merværdi, de tilegner sig; hvor meget lægges tilside som hjælpemiddel til ny og mere omfattende udbytning; hvor meget anvendes til personlige fornødenheder og personlig luksus?

Arbejdet er kilden til al værdi, og arbejdets udbytte bør tilfalde dem, der arbejder« - dette er indledningen til det socialdemokratiske program, og i disse to sætninger rummes hele den særegne samfundsopfattelse, der adskiller socialdemokratiet fra alle andre partier. Den første af dem henviser til den nationaløkonomiske lov: at alle værdier, al samfundsrigdom er skabt ved arbejdet og alene ved arbejdet; den anden drager heraf den moralske konsekvens: at når det er ved den arbejdende befolknings slid, at rigdommen i samfundet frembringes, så er det også retfærdigt, at denne rigdom helt og udelt kommer den arbejdende befolkning til gode. Socialdemokratiets moralanskuelse, om hvad der samfundsmæssig set er ret og billigt, svæver altså ikke frit i luften, den hviler på en nøgtern nationaløkonomisk erkendelse. Erkendelsen af arbejdet som den eneste kilde til al værdi er det grundlag, hvorpå hele socialdemokratiets bedømmelse af de bestående samfundsforhold og derigennem også alle socialdemokratiets bestræbelser for at omdanne samfundsforholdene er bygget. Nu hører man imidlertid ofte fra anti-socialister, hvis opgave det er at forsvare og retfærdiggøre den kapitalistiske udbytning, denne sætnings rigtighed benægtet. Ikke blot ved henvisning til andre værditeorier, men også ved en betragtning, der omtrent kan gengives i følgende ord: arbejdet frembringer ganske vist værdier, men ikke alle værdier; en del af værdierne skyldes kapitalen, som letter arbejdet og øger dets udbytte; arbejderne har følgelig heller ikke moralsk ret til hele arbejdets udbytte, men kun til en del af det; en anden del tilfalder med fuld ret kapitalen som et naturligt vederlag for de arbejdsbesparende, udbytteforøgende opfindelser og opdagelser, der er legemliggjort i form af maskiner, redskaber og andre produktionsmidler; kapitalens andel i produktionsudbyttet er således fuldt retfærdig, og arbejderklassens krav om at nyde hele udbyttet ubeskåret er en anmasselse, som man af al magt må modsætte sig. Vi vil nu nærmere betragte denne opfattelse: kapitalen omfatter de produktionsmidler, ved hvis hjælp det produktive arbejde udføres, maskiner, redskaber, bygninger, råstoffer, transportmidler osv., samt, hvor jorden er i privateje, rådighed over den grund, hvorpå arbejdet finder sted. Alt dette er uomgængelig nødvendige forudsætninger for, at arbejdet kan iværksættes og de nye værdier bringes til verden - uden læder kan man ikke sy sko og ligeså lidt uden redskaber, som dertil behøves, det være sig i en gammeldags, håndværksmæssig skikkelse, som primitivt værktøj, eller i en moderne fabriksmæssig, som store, sammensatte maskiner. Under alle samfundstilstande er dette indbegreb af produktionsmidler den nødvendige betingelse for arbejdet, men kun under de nuværende samfundstilstande optræder de som kapital - opsamlede i hænderne på et mindretal af mennesker, der udnytter dem ved hjælp af fremmede, besiddelsesløse menneskers arbejde uden selv at behøve personlig at deltage i det produktive arbejde.

Ned gennem tiderne strækker den stadig fremskridende arbejdsdeling sig som grundlinien i den teknikkens udvikling, der er moder til al historie, lige fra de første famlende forsøg i menneskehedens barndom til nu, hvor alverden er som et uhyre sammensat maskineri, i hvilket vi alle er som hjul, der griber ind i hverandre, for i forening at frembringe massen af de genstande, hver især af os har behov. Man er tilbøjelig til at tænke sig arbejdsdelingen som noget blot moderne. Det er dog kun til en vis grad rigtigt, nemlig for så vidt den i vore dage har antaget nye, mere udviklede former. Men spor til en arbejdsdeling forekommer under alle samfundsforhold. Selv på det tidligste udviklingstrin optræder menneskene forenede i stammer, mellem hvis medlemmer der hersker et vist fællesskab i arbejdet. De kolossalværker, der er bevaret fra forhistorisk tid, stendysser, kyklopiske mure, er kun blevet mulige, ved at snese af mennesker har lagt deres kræfter sammen. Men ikke blot en sammenhobning af ensartet arbejde træffer man hos naturfolkene, også en sammensætning af uensartet arbejde, en egentlig arbejdsdeling. Ved jagt og fiskeri ser man rollerne blive fordelt på de enkelte deltagere; man ser også nogle af stammens medlemmer til stadighed give sig af med udelukkende at forfærdige våben eller hule træstammer ud til både. Og allerede ved en sådan simpel arbejdsdeling mærkes fordelene. Først lidt efter lidt antager den sociale arbejdsdeling imidlertid fastere og mere udviklet skikkelse.

En af de grupper, som tidligst skiller sig varig ud fra den øvrige befolkning for at overtage sin særlige opgave, er præstestanden. Selv hos de lavest stående folk træffes præster, medicinmænd, åndebesværgere. Netop det lave trin forklarer deres opkomst. Det er en befolkning, som føler sig givet vældige naturmagter værgeløst i vold, lever under en stadig overtroisk rædsel og derfor trænger til mellemmænd, om hvem den tror, at de kan mane de onde ånder bort, tyde varsler, give råd, som blindt bør følges. Indenfor den præstestand, som således danner sig, udfolder der sig efterhånden spirer til senere tiders videnskabelige kultur. En anden form for samfundets arbejdsdeling finder man med slaveriet. Mens man først slog krigsfangerne ihjel og ofte fortærede deres lig, benyttede man dem senere som arbejdere. Slaveriet skabte nye muligheder for udviklingen af et kulturliv blandt de fri mænd. De kunne nu læsse alt legemtligt arbejde over på slaverne og selv anvende tiden til åndelig syssel. Den så højt beundrede og så højt beundringsværdige græske kultur har slaveriet som sin nødvendige forudsætning. Men slaveriet virkede hæmmende på det tekniske fremskridt; så længe den ufri arbejdskraft kunne købes billig, savnedes al spore til arbejdssparende opfindelser. En ny delingslinie trækkes, hvor en særlig krigerstand sondrer sig ud fra det øvrige samfund. Oprindelig var hele den fri befolkning på én gang krigere og bønder. Men efterhånden som landbruget udvikledes, forvandledes bønderne til fredelige landmænd, og krigergerningen blev mere og mere trykkende for dem. Hele samfundstilstanden krævede en deling mellem fredelig og krigersk virksomhed, og henimod middelalderens slutning afløses den gamle folkehær af en lille, stærkt rustet rytterhær. En krigerstand, en adel, skilte sig ud fra den øvrige befolkning og hævede sig op over den i kraft af de forrettigheder, den tiltvang sig som vederlag for krigstjenesten. Fra denne krigerske adel blev siden hen, da statsmaskineriet antog mere sammensatte former, den højere embedsstand taget.

En ny deling af det samfundsmæssige arbejde indtræder, efterhånden som en handelsstand udvikler sig. Handelsstanden er i sit oprindelige anlæg ældgammel. En vis udveksling af varer har fundet sted selv under den primitiveste samfundstilstand. Allerede i de ældste bevarede levninger fra forhistoriske menneskeliv findes tegn på, at genstande er vandrede fra hånd til hånd over vide strækninger. Siden har man historiske vidnesbyrd om den livlige omsætning, som fønikiere og karthager i en meget fjern periode drev med barbariske folkeslag. De græske kolonier i Vestasien og Syditalien tog verdenshandelen i arv; i Rom nåede den meget senere en meget høj udvikling og havde et helt moderne apparat af grosserere, detailhandlere, bankierforretninger osv.. Med Romerrigets forfald stilnede handelslivet af og kom først henimod korstogstiden påny i stærkere bevægelse. Den købmandsklasse, der nu rejste sig, øvede gennemgribende virkning på hele Europas udvikling. Den skabte en ejendommelig borgerlig bykultur - den tyske spidsbuestil, den italienske renæssance er dens kunstneriske udtryk -; den trådte op med megen selvbevidsthed overfor adel og højgejstlighed, men også med megen undertrykkelseslyst overfor det lag af håndværkere, der var i færd med at danne sig; den gav stødet til det produktive arbejdes videreudvikling; den brød vej for en ny idéverden; den fremkaldte de store opdagelser, der danner skel mellem middelalder og nytid. Også industrien har gradvis skilt sig ud på en egen håndværkerstands hænder. Det middelalderlige håndværk, stamfaderen til den moderne industri, er væsentligst opstået i tilknytning til den overklasse, der hævede sig over den øvrige befolkning. Bønderne havde under den fremherskende naturalhusholdning sjælden penge mellem hænder til at købe håndværkerens produkter og havde også lidet brug for dem. De store adelsmænd og prælater derimod havde både råd til og brug for håndværkerens arbejde, til borgenes opførelse og udstyr, til harnisker og ridesadler, til guldsmykker og sværd. Omkring borgen samlede sig en skare af håndværkere, i personlig afhængighed af borgherren. Først efterhånden befriede de sig fra ham, blev selvstændige næringsdrivende og trådte også gradvis i forbindelse med den lavere befolkning. Betegnende for denne håndværkets aristokratiske oprindelse er den rolle, luksusindustrierne spillede i middelalderens slutning; guldsmedefaget f.eks. indtog en langt mere fremtrædende plads end i vore dage.

Det middelalderlige håndværk har sin store interesse derved, at man her for første gang træffer en mangfoldigere arbejdsdeling. De store hovedgrupper af fag har selvfølgelig fra først af været sondrede, bagere, snedkere osv. hver for sig. Men også indenfor hvert enkelt fag foregik allerede tidlig en spaltning i specialister. Det gælder i særlig grad for smedefaget. Selv i småbyer gik denne bevægelse for sig; i Viborg med 2-3.000 indbyggere finder man i smedelavets medlemsprotokol fra 1640'erne opført grovsmede, klejnsmede, knivsmede, sværdfegere, bøssemagere, kedelsmede, sporemagere, lygtemagere, blytækkere, tinstøbere, kobbersmede, rotgitere og guldsmede; i de store byer var fordelingen efter specialiteter endnu langt mere udpræget. Den samme udvikling foregik om end svagere i de øvrige fag. Det var ikke nogen egentlig teknisk arbejdsdeling, der her fandt sted, men en social, en arbejdsspaltning. Det var en række mere eller mindre forskelligartede arbejder, der før havde været samlede på én hånd, men nu spaltedes ud på flere. Det er dog først i den sidste menneskealder, at den sociale arbejdsdelings betydning for samfundet som helhed er vokset så rivende rask: at bondehusholdningerne i stærkt stigende grad indretter sig på køb og salg, at byhusholdningerne udvikler sig frem imod den tilstand, hvor hele husvæsenet, tæppebankning og støvlepudsning, madlavning og vask er gået over til selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. , den faglige specialisering har altså siden middelalderen fortsat sig op til vor tid. Den danske industritælling fra 1897 nævner ikke mindre end 650 forskellige slags håndværk og industrier. I de store industrilande er spaltningen endnu langt videre fremskreden. Det er den kapitalistiske vareøkonomi, der tilintetgør de sidste rester af den gammeldags familieøkonomi og derved baner vejen for fremtidens socialistiske samfundsøkonomi. Men hele denne udvikling er først blevet mulig ved en ny form for arbejdets deling. Den sociale deling er blevet suppleret med den tekniske deling.

Ved siden af arbejdets spaltning er der optrådt en arbejdets leddeling, således at en genstand, idet den forfærdiges, gennemløber en række forskellige hænder, der hver udfører sit bestemte led i arbejdet i skarp modsætning til det middelalderlige håndværk. Det er i erhverv, som er beslægtede med den moderne industri, at denne tekniske arbejdsdeling antager skarpere og mere udviklede former. Og betegnende nok er det i den engelske tekstilindustri, udgangspunktet for den kapitalistiske storindustri, at man første gang ser den trænge igennem i stor stil. Oprindelig er vist nok det samlede arbejde i alt væsentligt foregået indenfor det samme værksted; konen spandt og manden vævede. Siden sondrede det sig på stadig flere hænder; spindere og vævere skilte sig fra hinanden, der opstod særlige kartere og forspindere, der indrettedes særlige appreturværksteder og farverier. Men alle disse forskelligartede virksomheder forenedes i almindelighed under en fælles ledelse. En kapitalstærk købmand udleverede arbejdsgenstandene til ét hold arbejdere, modtog dem igen i bearbejdet skikkelse og lod dem gå videre til det næste hold. Han var herre over produktionen, og den vidtgående arbejdsdeling blev for ham en rig kilde til profit, idet hver enkelt arbejder nåede en højere ydeevne. I den engelske tekstilindustri var den tekniske arbejdsdeling allerede i det 17. og 18. århundrede trængt igennem i stor stil, men endnu under husindustriens form. Lidt efter lidt kom man også ind på at samle arbejderne i manufakturer, fælles værksteder. Det betød ikke i og for sig nogen højere teknik; men der var lejlighed til at spare på en række forskellige punkter, transport, belysning, opvarmning osv., og hvad der for fabrikanten betød mest: der var mulighed for at fore et skarpere tilsyn med arbejderne. Indenfor de manufakturer, der i løbet af det 18. århundrede opstod, først i tekstilindustrien, siden også i forskellige andre fag, udviklede sig gradvis en finere leddeling af arbejdet. I stedet for at én mand udførte alle håndgreb, gik hvert enkelt håndgreb over til én mand, der modtog arbejdsgenstanden fra sin sidemand, udførte det håndgreb, der tilfaldt ham, og derpå lagde arbejdsgenstanden hen til sin anden sidemand til videre bearbejdelse. Man opnåede herved en umådelig forøgelse af arbejdets produktivitet. I den berømte bog fra 1776, »nationernes velstand«, den unge kapitalismes bibel, har Adam Smith anført et såre betegnende eksempel på, hvad der kunne udrettes blot gennem en sådan simpel teknisk arbejdsdeling, hvor endnu ingen maskiner havde afløst det gammeldags værktøj. Det gælder knappenålsproduktionen. »en mand trækker metaltråden ud, en anden retter den, en tredje hugger den over, en fjerde spidser den til, en femte sliber den, så hovedet kan sættes på; at lave hovedet kræver 2-3 forskellige håndgreb; at sætte det på er en særlig beskæftigelse, at blege nålene en anden; det er også en forretning for sig selv at sætte dem på papir; og således er tilvirkningen af en nål delt i omtrent 18 forskellige virksomheder, der i visse manufakturer udføres hver af sin arbejder, skønt i andre en og samme mand besørger 2-3 af dem. Jeg har set en sådan lille manufaktur, hvor der kun arbejdede 10 mand, og hvor følgelig flere af dem måtte gøre 2-3 forskellige håndgreb. Men alligevel .... kunne de i forening lave op imod 48,000 nåle hver. Men hvis de havde arbejdet hver for sig og uden særlig øvelse i deres specielle beskæftigelse, ville hver af dem sikkert ikke have kunnet lave 20, måske ikke engang én nål om dagen.« Netop samtidig med at man ved den simple tekniske arbejdsdeling var nået til så glimrende resultater, begyndte den udvikling af maskinteknikken, der skulle føre arbejdsdelingen ind på nye baner.

Det var i den engelske bomuldsindustri, den tog sit udspring. Man kunne ikke skaffe arbejdskraft nok til at spinde det bomuldsgarn, væverne havde brug for, og man kastede sig da over forsøg med spindemaskiner; ved år 1780 var man nået så vidt, at én mand ved de nye maskiner kunne spinde over 100 gange så meget som ved den gammeldags rok. Nu slog forholdet om til sin modsætning: væverne kunne ikke overkomme at væve de masser af garn, som strømmede til dem; man begyndte at arbejde med opfindelsen af en vævemaskine, og få år efter var en sådan bragt til veje. Men samtidig føltes der trang til ad mekanisk vej at fremstille en billig og jævnt virkende drivkraft, som kunne sætte maskinerne i gang, i stedet for den dyre hestekraft og den upålidelige vandkraft; resultatet var dampmaskinen, som allerede ind i 1780'erne kunne tages i praktisk brug, som snart efter bredte sig ud over det ene fag efter det andet, og som allevegne fremtvang en helt ny arbejdsteknik. Overalt, hvor maskindriften trænger ind, medfører den naturnødvendig en vidtgående teknisk arbejdsdeling. Kraftmaskinen skal fodres med kul, værktøjsmaskinerne skal forsynes med råstoffer, deres gang skal reguleres; hertil kommer andre led i arbejdet, der sondrer sig ud fra den maskinmæssige drift, sortering og tilpasning af materialet, efterpudsning af produkterne. Alle disse indbyrdes ganske forskellige virksomheder kræver hver sine særlige arbejdere, allerede af den grund at de skal udføres samtidig. Dermed brister den organiske forbindelse mellem alle arbejdets enkeltheder, som var et særkende for det middelalderlige håndværk. Og med de stadig større, mere forskelligartede og mere sammensatte maskiner bliver delingen bestandig finere; bestandig er der flere hjul, som griber ind i hverandre i menneskemaskineriet. Selv på en middelstor Københavnsk skotøjsfabrik med knap 100 arbejdere finder man arbejderstaben delt i nådlersker, tilskærere, stansere, pindere, snitfræsere, snitpolerere, såleslibere, hælepressere, hæleslibere, efterpudsere og børstere, foruden fyrbødere, arbejdsmænd osv.; i de store amerikanske og tyske fabriker er findelingen endnu langt mere gennemført. Samtidig med at maskinen således skaber en mangfoldig arbejdsdeling, virker den på den anden side til at omforme og delvis tilintetgøre den bestående arbejdsdeling. Mange af de håndgreb, der i manufakturerne udførtes af forskellige arbejdere som specialer, er i den moderne teknik smeltede sammen i én maskine, der udfører dem alle i ét slag. I konvolutmanufakturerne var der ét hold arbejdere, som falsede papiret, el andet, som smurte gummi på osv.; i fabrikkerne er der én maskine, som på én gang besørger alle disse forskellige ting.

For arbejderen i den arbejdsdelte manufakturindustri såvel som i det ikke-arbejdsdelte håndværk betyder den ny teknik en helt forandret stilling. Medens det før var hans arbejde, der var sjælen i produktionen, og redskaberne var hans lydige tjenere, bliver forholdet nu vendt om. Ved siden af den faglærte arbejder med hans mangeårige uddannelse og rutine træder de ikke-faglærte arbejdere ind; ved siden af de voksne mænd træder kvinder og børn ind på de pladser, som hverken kræver stor faglig fordannelse eller store fysiske kræfter, til de lettere, men ofte mere enerverende og opslidende arbejder. Maskinen har i kapitalens hånd været et frygteligt middel til industriarbejdernes legemlige og sjælelige nedbrydelse. Noget anderledes i det store landbrug, hvor det tekniske udviklingstrin gennemgående er lavt og arbejdernes stilling elendig og forkuet; her kan indførelsen af maskiner, hvis pasning stiller betydelige krav i retning af mekaniske kundskaber, i hvert fald delvis fremkalde en højnelse af stillingen. På arbejdsdelingen imellem de forskellige bedrifter øvede maskinteknikken først den virkning, al den bidrog til yderligere at specialisere. I England fandt man for en menneskealder siden denne specialisering drevet til sin yderste spids. Hver enkelt fabrik indskrænkede sig til et ganske snævert virkefelt; den købte arbejdsgenstandene som halvfabrikater fra andre fabriker, lod dem gennemløbe den bearbejdelsesproces, den selv var indrettet på, og afsatte dem derpå til andre fabriker; spinderierne spandt hvert for sig kun garn af en vis finhed og ganske bestemte mærker.

Der er i de senere år begyndt en bevægelse imod denne yderliggående arbejdsdeling; den altfor snævre begrænsning af de enkelte bedrifters virksomhed naivist sig lidet praktisk. Og der er samtidig begyndt en i bestræbelse for - stadig under opretholdelse af den tekniske arbejdsdeling mellem bedrifterne - at forene alle de forskelligartede led under en fælles kapitals herredømme. Det er særlig indenfor de nyere amerikanske truster, den ytrer sig. I stadig stigende grad driver den store trust - i forskellige fabriker, men under fælles planmæssig ledelse - ikke et enkelt brudstykke af produktionen, men alle dens led, lige fra den første fremdragelse af råstoffet til det færdige produkts afsætning til forbrug. Ståltrusten, den mest kæmpemæssige af disse virksomheder, har selv jern- og kulminer, hytteværker, skinne-, maskin- og ståltrådsfabrikker, ejer selv for største delen de jernbaner, ad hvilke dens varer befordres, tilvirker selv sine redskaber, sørger selv for afsætningen af sine produkter. Den danner et afsluttet hele, hvor alle de tusinder af splittede processer indenfor metalfaget mødes i en højere enhed. Man er her nået til det toppunkt for arbejdets deling og arbejdets forening, som del overhovedet er muligt at nå under kapitalismen.

Side om side med den sociale og den tekniske arbejdsdeling har der udviklet sig en tredje, den internationale arbejdsdeling, land og land imellem. Den stammer tildels fra rent naturlige forskelligheder, i klima, jordbundsbeskaffenhed osv., og hvor dette er tilfældet, har den, i hvert fald indenfor visse grænser, blivende betydning. Således når man fra Sydeuropa forsyner sig med vine og sydfrugter, fra Norge med klipfisk og tommer, fra tropelandene med krydderier og kaffe, fra England med kul, fra Californien med guld, fra Rusland med pelsværk. Med samfærdselsvæsenets fremskriden, den hurtigere og billigere varebefordring, får denne naturlige arbejdsdeling en stadig større international betydning og breder sig til stadig nye varesorter, der på et tidligere tidspunkt var for lidet værdifulde til at kunne bære forsendelsesomkostningerne. Fra de i forhold til deres vægt særlig kostbare stoffer, om hvilke den internationale vareomsætning i middelalderen samlede sig. Forplanter den sig gradvis til grovere og billigere genstande. For en menneskealder siden var det ufordelagtigt at benytte kul som brændselsemne i de mere afsides egne af Danmark; med skibsfartens udvikling og jernbanenettets udbredelse fortrænges de hjemmeproducerede tørv af engelske kul. Men udvides og skærpes den internationale arbejdsdeling igennem den fremskridende transportteknik,  så bliver den derimod på adskillige områder modvirket og overvundet igennem den fremskridende produktionsteknik, der gør det muligt at afløse én brugsgenstand med en anden, for hvis fremstilling naturforholdene ikke lægger sig hindrende i vejen. Det er særlig indenfor de kemiske industrier, at denne bevægelse går for sig. For 100 år siden var norden nødt til at dække sit sukkerforbrug ved rørsukkeret fra varme lande; nu er roesukkeret trådt i stedet. For 50 år siden måtte Europa hente en række vigtige farvestoffer fra planter i Indien og Sydamerika; nu er man i stand til at tilvirke lignende farver af stenkul. Når en forbedret teknik gør det muligt at levere bedre og billigere tørv, kan kullene påny trænges tilbage, ikke blot i mosernes omegn, men også på længere afstande. Således er der på varemarkedet en stadig standende strid mellem fremmede og indenlandske produkter, en strid, i hvilken toldpålæg, selv om de tilsyneladende har den rene finanstolds karakter, jævnlig virker som en beskyttelse for mindre værdifulde hjemlige frembringelser: kaffetolden som en beskyttelse for cikorie og maltkaffe.

Ved siden af den internationale arbejdsdeling, der beror på naturforskelligheder, om den end påvirkes af de sociale forhold, af transport- og produktionsteknikkens udvikling og den herskende handelslovgivning, er der en anden, af social oprindelse, for hvilken de naturlige forhold kun spiller svagt medbestemmende ind. Og her gør der sig en uafbrudt række af forandringer gældende; grænserne flytter sig bestandig, efterhånden som de sociale betingelser forskyder sig. Delingslinien trækker sig først og fremmest mellem industri- og agerbrugslande, det vil sige mellem stærkt og svagt fremskredne kapitalistiske samfund. Udviklingsgangen for den kapitalistiske industri er den, at den breder sig i stadig videre kredse indenfor et land, medens der udenfor den ligger lande, som køber industriprodukter og betaler med landbrugsprodukter, dels ernæringsmidler (f.eks. korn), dels råstoffer for den industrielle produktion (f.eks. bomuld). For et halvt århundrede siden var England det eneste kapitalistiske industriland, »verdens værksted«; i det øvrige Europa og i Nordamerika forekom en moderne industri kun pletvis. Siden er land efter land rykket ind iblandt de industrielle stater: Vesteuropa, Polen, Norditalien, Nordamerika, Japan; og nye lande står på tærskelen, Rusland f.eks. de gamle industrilandes kapital giver selv stødet til denne bevægelse i kraft af dens stadige hunger efter den højest mulige profit. Ved at anbringe sin kapital i russiske eller indiske fabriker kan den vesteuropæiske kapitalist høste en større, ofte en mange gange større gevinst end ved at lade den blive i hjemlandet. Derfor kapitalens udvandring fra de højeststående til laverestående samfund og dens opelskning af konkurrerende industrilande. I sin tid vandrede den engelske kapital til Nordamerika og gav den unge amerikanske industri virkemidler; nu går den nordamerikanske kapital selv ud og søger anbringelse i Sydamerika og Østasien og kalder her en industri til live. Bevægelsen fremskyndes ved den forandring i de forskellige industriers indbyrdes forhold, som er en følge af kapitalens forandrede sammensætning. For 50 år siden var det bomuldsindustrien, som indtog den ubetinget første plads; nu har den forlængst måttet vige for jernindustrien. Denne kræver udførsel af sine produkter; den spejder efter nye markeder for maskiner, jernbaneskinner, lokomotiver; den slynger dem til billige priser ud på verdensmarkedet og lægger således rundtom i forskellige lande den første grund til en industriel udvikling; så snart ét marked er mættet og måske endog selv begynder at tilvirke sine redskaber, søger den nye markeder. Hertil kommer endelig den stadig billigere transport, som helt eller delvis besejrer de lokale hindringer for en industriel fremskriden. Den lavere arbejdsløn i de lavtstående lande øver så stærk en tillokkelse for kapitalen, at den langt overvejer hensynet til, om også rå- og hjælpestoffer fordyres en ubetydelighed ved at hentes andetsteds fra. For et halvt århundrede siden var betingelserne for en dansk fabriksindustri ugunstige som følge af manglen på kul og metaller; helt anderledes nu, da engelske kul kan købes i København til meget nær den samme pris som i London og svensk jern til meget nær den samme pris som i Stockholm.

Efterhånden som bevægelsen breder sig, bliver det fjernere og fjernere lande, der får tildelt rollen som leverandører af agerbrugsprodukter til det internationale marked. Når den industrielle udvikling er nået til en vis højde i et land, kan landet ikke selv dække sit forbrug; den voksende industribefolkning kræver voksende forsyning med næringsmidler, og flere og flere af landbrugets frembringelser forvandles samtidig til råstoffer for den industrielle produktion; korn og rodfrugter forarbejdes, som i Danmark, til smør - og Danmark må nu indføre over 1.000 mill. pund korn - eller til stivelse, brændevin, sukker osv. Nordamerika, som for 25-30 år siden ved sin vældige korneksport bragte den gamle verden ind i den store landbrugskrise, vil om få år selv få brug for alt det korn, det kan frembringe. Når først Rusland begynder at udfolde en industri i stor stil, vil kornstrømmen fra den sorte jord søge til de indenlandske fabriksbyer, og den øvrige verden må skaffe sig erstatning andetsteds fra. Den stigende transportteknik fremmer denne bevægelse i retning af stadig mere omfattende international arbejdsdeling mellem industri og landbrug; dampskibsfartens udvikling lukker op for de sydamerikanske, den sibiriske banes anlæg for de Nordasiatiske kornmarker. Således breder kredsene sig videre og videre, indtil kloden er omspændt, alle udvidelsesmuligheder afskårne og den kapitalistiske vareproduktions saga endt.

Indenfor industrisamfundene en broget afveksling af forskellige specialiteter. Hvert enkelt land søger at oparbejde disse produktionsgrene så stærkt, at det for deres vedkommende kan indtage en førende stilling og øve afgørende indflydelse på verdensmarkedet. Særlige naturbetingelser medvirker til en sådan specialisering; det var ikke tilfældigt, at det blev England og indenfor England atter Lancashire, der gik i spidsen for bomuldsindustrien; klimaets fugtighed lettede spindingen af garnet; kulminernes nærhed var en faktor, der særlig på transportvæsenets lavere udviklingstrin vejede stærkt til; også den centrale beliggenhed var af betydning. Men det er historiske og sociale forhold, som gør udslaget: for Lancashires bomuldsindustri den århundreder igennem fortsatte beskæftigelse med tekstilvirksomhed, den arbejderstab, der lidt efter lidt var blevet opøvet; for Frankrigs luksusindustrier den nedarvede forfinelse af smagen; for Danmarks landbrugsindustrier den ejendommelige økonomiske og politiske udvikling, bondestanden havde gennemlevet. Ofte kan en sådan specialitet føres tilbage til rent udvortes, mekaniske forhold. Når således England forsyner en stor del af den øvrige verden med marmelade, henkogte frugter, syltetøjer og deslige. Er grunden den, at den ene efter den anden af fastlandets stater ved udførselspræmier har søgt at oparbejde en sukkerindustri og fremme sukkerudførslen; til det toldfri England er da strømmet en masse fremmed sukker, solgt til spotpris, og den engelske kapital har benyttet sig heraf til at udvikle denne sødstofindustri, for hvilken alle »naturlige« betingelser synes at mangle. Ethvert sådant nationalt speciale har kun en begrænset varighed. Den internationale konkurrence sigter til at udjævne det. Og ganske vist har det land, der først har arbejdet det i vejret, et forspring, som der for andre lande hører en vis tid til at indhente; det har særlig uddannede arbejdere, det har særlig gode forbindelser på verdensmarkedet, dets mærker er indarbejdede og kendte, medens konkurrenternes produkter mødes med mistillid. Men netop denne overlegenhed kan være farlig, kan forføre til magelig rutine, hvor de konkurrerende lande arbejder rastløst med nye tekniske metoder. Den nedgang, hvori de forskellige engelske industrier er stedt, medens Tyskland og Amerika tilkæmper sig førerstillingen, er et betegnende eksempel.

Arbejdets fremskridende deling, der betyder stadig voksende produktionsevne for samfundet, stadig rigere muligheder for menneskehedens velvære, er under kapitalismen blevet en kilde til disharmoniske livsforhold, til legemlig og åndelig forkrøbling, til social elendighed. For at skønne over arbejdsdelingens betydning og virkemåde under fremtidens sociale forhold, må man - her som allevegne - have i stadig erindring, at en kapitalistisk og en socialistisk produktionsmåde er bygget over fuldstændig forskelligartede principper, bestemt ved ganske modsatte bevæggrunde. Under kapitalismen er al produktion vareproduktion. Bag varerne står enkeltmænd, splittede i indbyrdes konkurrence eller sammensvorne i ringe, i al deres økonomiske handlen kun ledede af hensynet til den højest mulige profit, koste hvad det vil; lad arbejderne vansmægte under udsugelsen, lad forbrugerne betale ågerpriser, lad konkurrenterne gå til grunde, lad alle andre klare sig, som de kan bedst, blot den enkelte kapitalist får sin brunst efter gevinst tilfredsstillet. Under socialismen vil samfundshensynet træde i stedet for det egoistiske profithensyn som den eneste bevæggrund til al økonomisk handlen. Dermed træder alt produktivt liv ind under helt nye betingelser.

Man anskuer forskellen mellem kapitalistisk vareproduktion og socialistisk produktion af brugsgenstande for samfundet, når man sammenligner dels en række selvstændige virksomheder, der står i forretningsforbindelse med hinanden, f.eks. en bomuldsplantage, et spinderi, et væveri, en fabrik for spinde- og vævemaskiner, og dels en række samvirkende, under den samme kapital forenede virksomheder, således som de hyppig træffes i de moderne amerikanske trusts. Det første sted søger køber og sælger hver for sig at vinde fordele på modpartens bekostning; væveren søger at skrue prisen ned på spinderens produkter, maskinfabrikanten søger at narre væveren til at købe dårlige maskiner til høj pris; den eneste grænse for prellerierne er hensynet til at bevare afsætningen og dermed fortjeneste for fremtiden. Det andet sted, under trusten, er disse indre varegrænser ophævede; her er der ikke tale om prelleri, når garnet går til videreforarbejdelse i væveriet, her bestræber man sig i maskinværkstedet kun på at fremstille så hensigtsmæssige arbejdsredskaber som muligt; her træder varekarakteren og dermed profitbegæret kun frem ved yderpunkterne, når arbejderne skambydes og forbrugerne flåes. Man tænke sig denne samlende form udbredt over hele den produktive virksomhed, al national produktion forenet under fælles ledelse; man tænke sig dernæst den kapitalistiske rådighed over produktionsmidlerne afskaffet og arbejderne træde ind som deres ejere, trustrådet afløst af en repræsentation for samtlige de i den nationale produktion virkende arbejdere med den eneste opgave at planlægge produktionen således, at den mindst mulige mængde arbejde stiller den størst mulige mængde nyttegenstande til rådighed for det arbejdende samfunds forbrug - og man har et billede af den socialistiske produktionsmåde. Under produktionsforhold af denne art måtte først og fremmest den internationale arbejdsdeling bortfalde, overalt hvor den ikke bundede i naturlige forskelligheder mellem landene. Så vist som man vedblivende i Norden ville tilbytte sig sydens frembringelser mod overskuddet af sine egne specialprodukter, så urimeligt ville det være at forsyne sig med cykler fra Amerika eller støvler fra Italien. Hvor en international omsætning ikke har naturforhold til kilde, skriver den sig fra et af to: enten fra en forskel i teknikken - men et socialistisk samfund ville straks i egen interesse antage den moderne teknik i dens fuldeste udstrækning ved anlæg af større, mere fuldkomne fabriker, ved indførelse af den videstgående tekniske arbejdsdeling, ved oprettelse af tekniske skoler osv., eller fra en forskel i arbejdslønnen, men den ville bortfalde, når arbejdskraften ophørte at være en vare. For et socialistisk, sig selv forsynende samfund vil et fremmed folkeslags barbari og dermed følgende små fordringer til livet kun have etnografisk interesse. Hermed bortfalder tillige det perverse forhold, der under kapitalismen allevegne gør sig gældende som en nødvendig følge af produkternes varekarakter: at de enkelte samfund så vidt muligt søger at udføre deres værdifulde produktion og selv nøjes med surrogater. Det danske folk vil ikke som nu være henvist til at nyde margarine og dårligt russisk smør, medens det sender sit gode smør til udlandet. Det vil først og fremmest forsyne sig selv, og kun det overskud, der bliver tilbage udover det naturlige hjemmeforbrug, vil blive udvekslet mod engelsk kul, italienske vine, norsk tømmer osv..

Heller ikke må man overvurdere fordelene ved den moderne internationale arbejdsdeling - stadig forudsat, at den ikke hviler på særlige naturbetingelser. Teoretisk er den, set fra et rent kapitalistisk synspunkt, fornuftig, idet den fører varerne fra de steder, hvor de er billigst, til dem, hvor de er dyrest, og således bidrager til at udligne forskellighederne, til at skaffe forbrugerne forholdsvis lave, producenterne forholdsvis høje priser. Praksis er imidlertid på mangfoldige punkter en helt anden. Thi netop på grund af, at hver enkelt kapitalist forfølger sine private interesser, blind for alle andre hensyn, finder der en uhyre ødslen sted med værdi og arbejdskraft i den mellemrigske omsætning. Én kapitalist sender sine varer til udlandet, en anden køber nøjagtigt den samme slags varer fra udlandet; et ganske urimeligt overmål af arbejde ved transporten er resultatet. Vi indførte i året 1903 ca. 140,000 tdr. cement til forbrug i Danmark og udførte ca. 200,000 tdr. dansk cement til udlandet, bortset fra transithandelen imellem ét fremmed land og et andet. Kun ca. 60,000 tdr. ville således, hvis forholdene havde været planmæssig ordnede, have passeret Danmarks grænser, i stedet for som nu ca. 340,000; eller med andre ord: over fire femtedele af alt det arbejde, som emballering, transport og slid på befordringsmidlerne udgør, har været spildt ulejlighed, som et socialistisk samfund ville spare ved at indskrænke den internationale arbejdsdeling til dens naturlige grænse. Som overfor den internationale arbejdsdeling således vil også overfor den tekniske og sociale samfundshensynet være det enebestemmende. Men resultatet vil her ikke blive en indskrænkning af arbejdsdelingen, det vil sige en tilbagevenden til barbariet, tværtimod en langt mere gennemført anvendelse af dens princip. Dermed vil imidlertid dens virkemåde overfor de enkelte blive en helt anden; hvad der nu er en kilde til forkvakling og for krøbling af mennesket, vil blive et middel til at udvikle en sundere, friskere, mere harmonisk menneskeslægt.

Under kapitalismen betyder arbejdsdelingen de legemlige og åndelige evners stadig voksende ensidighed, arbejdets stadig voksende glædeløshed. Den arbejder, der står 10-12 timer om dagen ved den samme maskine, udførende det samme håndgreb om og om igen hele livet igennem, han afstumpes naturlig, sløves, kommer til at handle som et hjul i den maskine, han betjener; alle fagets skadelige indflydelser virker med styrke ind på hans organisme; hvad hvile, hvad adspredelse, hvad åndelig udvikling han søger, må han tilegne sig i den karrig tilmålte fritid, når han vender træt hjem fra arbejdet. Slægtens tilbagegang er den nødvendige følge af sådanne livsforhold. Og tilbagegangen strækker sig langt udenfor de egentlige arbejderes kreds. Kontormanden, der ingen anden sysselsættelse har end dagen igennem at lægge tal sammen eller renskrive forretningsbreve, læreren, der time efter time underviser i det samme fag - deres åndelige evner udvikles i en ganske ensidig retning, og deres legemer får ikke den fornødne bevægelse; i gymnastikken finder en del af dem en kummerlig erstatning. Selv i de allerøverste lag af samfundet - blandt de virksomme kapitalister, hvis tanker uafladelig kredser om det samme emne, blandt godsejerne, hvis eneste livsopgave det er at opæde og bortsvire de rigdomme, landarbejderne slider sammen - gør de forkrøblende indflydelser sig gældende. Uhyggeligst er dog de tilstande, arbejdsdelingen fremkalder blandt industriarbejderne, og det er så forståeligt, at f.eks. husmanden ser med gru på dette ensformige og ensidiggørende liv. Hvad han sætter pris på ved sin egen tilværelse, er ikke den større selvstændighed - thi selv er han gerne i ligeså høj grad en udbytningsgenstand i kapitalens hånd - heller ikke det højere sociale niveau - thi selv må han gerne slide fuldt så hårdt og for fuldt så ringe et vederlag - men arbejdets mere harmoniske karakter; han føler sit arbejdes skabende kraft, ser det gro under sine hænder, hvor industriarbejderen kun har med en mekanisk løsrevet stump af et arbejde at gøre; hans personlighed er i en ganske anden forstand med i arbejdet.

Således under kapitalismen. Men billedet skifter, når socialistiske produktionsforhold gør det muligt at sætte arbejdstiden ned til kun en brøkdel af dens nuværende højde. Netop arbejdsdelingens fulde gennemførelse er midlet. Det er ingen fantastisk drøm, det ligger indenfor en nøgtern beregnings grænser, når man antager, at det ved anvendelsen af den højeste nu kendte teknik, ved nedlæggelsen af den uproduktive smådrift, ved besparelsen af de masser af arbejdskraft, som nu går hensigtsløst til spilde, ville være muligt at dække alle samfundsmæssige behov med en arbejdsdag på 4-5 timer. Men den mand, som kun arbejder fra 8 til 12-1, i lokaler så sunde og veludstyrede som muligt eller i fri luft, hvor det lader sig gøre, i en virksomhed, han selv er medejer og medleder af, og som har hele den øvrige dag til sin rådighed, til hvile og adspredelse, til legemlig idræt og åndelig uddannelse, uden at lide under bekymringer for udkommet, han rammes ikke af arbejdsdelingens forbandelse. For ham kan arbejdet forvandles fra at være et tærende slid til en styrkende legemsøvelse. Han kan bevare sit legeme spændstigt og sin sjæl smidig; han kan udvikle sig sundt og harmonisk i alle retninger. Han bliver ikke længere det ene organ med tilhængende krop, arbejdsredskabet, som kun kan fungere, når det bliver anbragt overfor en bestemt maskine; han kan med den friskhed og sundhed, han medbringer, let tilegne sig nye færdigheder, gå over fra et fag til et andet, hvor der er større brug for hans arbejdskraft, gå ud til landarbejdet i høsten og vende tilbage til industrien, når landbrugets sæson er omme, rejse sig fra et videnskabeligt arbejde for at gå til fabrikken eller byggepladsen. Han kan blive helt menneske. I Grækenlands oldtid var det den primitive sociale arbejdsdeling, mellem fri og slaver, som gjorde det muligt for en brøkdel af befolkningen at udvikle sig til et højdemål af menneskelig kultur. Under socialismen bliver det den videstgående tekniske arbejdsdeling, som gør det muligt for hele befolkningen at blive legemlig og åndelig fuldt og harmonisk udviklede mennesker, kulturmennesker.

En amerikanske regering lod i slutningen af 1890'erne foretage en undersøgelse over »håndarbejdet og maskinarbejdet« i en mængde forskellige produktionsgrene, for at finde så nøjagtigt et udtryk som muligt for den omvæltning, der har fundet sted, efterhånden som maskinarbejdet er trængt igennem, og produktionen har forvandlet sig fra håndværksmæssig til fabriksmæssig. Ved denne storstilede undersøgelse har man båret sig ad på den måde, at man har valgt forskellige genstande, hver genstand af en nøje angiven beskaffenhed og i en vis bestemt mængde: 1.200 lommetørklæder af den og den størrelse, af det og det stof, i den og den udstyrelse, 100,000 konvoluter, 100 maskinskruer osv., således at alle disse forskellige genstande kom til at repræsentere alle mulige arter af industriel produktion. Endvidere har man undersøgt fremdragelsen af 100 tons kul fra minerne, transporten og indladningen af 1.000 bushels (261 tønder) korn fra pakhus til dampskib, reparationen af en vis strækning landevej, markarbejdet på et vist fladerum bestemt til hvede eller roer osv. Det er ialt 672 sådanne »enheder«, man har gjort til genstand for undersøgelse. Man har nu opløst produktionen af hver enkelt genstand i alle dens forskellige bestanddele, i alle de mange håndgreb, der i bestemt rækkefølge kræves for at forvandle råstofferne til de færdige produkter; og ind i de fineste enkeltheder har man så undersøgt, hvor lang tid der udfordres til hver enkelt af disse handlinger, når man anvender enten de moderne eller de gammeldags redskaber. - produktionen af et urværk er således opløst i ikke mindre end 413 bestanddele ved håndarbejdet og 1088 ved maskinarbejdet. Når man da for hver enkelt genstand sammendrager den arbejdstid, der er anvendt på alle de forskellige handlinger, får man et samlet udtryk for, hvor stærkt arbejdets produktivitet er vokset i kraft af den fremskridende teknik.

En Københavnske kommunalbestyrelse har igennem sit statistiske kontor udsendt en undersøgelse over arbejdslønnen i København i året 1909. Oplysningerne gælder først og fremmest lønnen for de forskellige grupper af arbejdere: værkførere og formænd, faglærte arbejdere, arbejdsmænd, kvindelige arbejdere og lærlinge; der er selvfølgelig sondret imellem dagløn og akkordugeløn, og angivelserne sker dels ved en maksimalgrænse dels ved en minimalgrænse og dels ved et gennemsnitstal, som omtrentlig kan formodes at svare til det normale forhold i hvert enkelt fag. Der foreligger fremdeles oplysninger, indhentede gennem arbejdsløshedskasserne, om arbejdsløshedens gennemsnitlige udstrækning i de enkelte fag, oplysninger, der jævnlig er af en skrækindjagende karakter - for mur arbejdsmænd angives det gennemsnitlige antal arbejdsledige dage om året til 82 for hver arbejder, for formere til 85, for hustømrere til 114, for murere til 129, for bygningssnedkere til 134 og for stukkatører til 157. Materialet er fordelt over ikke mindre end 110 forskellige fag, der foruden den egentlige industrielle virksomhed også omfatter visse grene af transporten, således havnearbejdere, toldbodarbejdere, vognmandskuske. Disse oplysninger giver et billede af det økonomiske niveau, hvorpå den Københavnske arbejderbefolkning gennemgående står, og af forskellighederne mellem de livsvilkår, som den faglærte og den ikke-faglærte arbejder er underkastet; de viser, hvordan det i tidens løb er lykkedes arbejderne at tvinge deres løn i vejret, men de viser også - og det turde måske være det mærkeligste blandt de resultater, der kan udledes af bogens tal - hvor stor en del af lønstigningen der er blevet slugt af arbejdsløshed, hvorledes arbejderne, uagtet både daglønnen og akkordlønnen er blevet betydelig forøget, dog gennemgående kun har en ubetydelighed mere i virkelig årsindtægt, end de havde i 1901 eller 1906.

Tidligere undersøgelser foreligger fra årene 1904, 1898, 1892 og 1882. Over et tidsrum af 27 år kan man således i de store træk følge de forskydninger i lønnen, der lidt efter lidt har fundet sted. Fra året 1905 har man tillige en undersøgelse, anstillet af Statens Statistiske Bureau, om den løn, der i årets løb er blevet udbetalt til hver enkelt arbejder for hver uge, han har været fuldt beskæftiget, såvel ved daglønnet som ved akkordlønnet arbejde. En almindelig oversigt over den forandring, arbejdslønnen er undergået i løbet af de 27 år, vinder man ved en betragtning af daglønnens gennemsnitlige højde på de forskellige tidspunkter. Statistikken over akkordlønnen er langt mere ufuldstændig og uensartet; imidlertid viser det sig, overalt hvor en sammenligning kan drages, at akkordlønnen gennemgående er vokset i takt med daglønnen. Forandringerne i daglønnen bliver følgelig en brugbar målestok for de forandringer, der er foregået i det hele lønniveau.

Man finder nu som den gennemsnitlige dagløn for

Man ser, hvor stadig og hvor betydelig fremgangen har været. Gennemgående er lønnen i løbet af de 27 år steget med mellem halvdelen og to tredjedele: for de faglærte arbejdere med 50 pct., for arbejdsmændene med 67 pct. og for de kvindelige arbejdere med 58 pct. og da arbejdstiden tillige er blevet forkortet, betyder det, at arbejdslønnen for hver arbejdstime er steget endnu stærkere. Som man ser er det først fra den store opgangsperiode ved midten af 1890érne, at arbejdslønnens forøgelse tager stærk fart, medens den i det foregående tiår med dets trykkede konjunkturer kun havde været forholdsvis svag. Man ser også, hvordan det siden den tid - i modsætning til tidligere - er blandt de ikke-faglærte arbejdere, såvel blandt kvinderne som særlig blandt arbejdsmændene, at der finder den største fremgang sted, en naturlig følge af den kraftige organisationsbevægelse indenfor arbejdsmændenes rækker, som var gået i forvejen.

Stiller man de tre hovedgrupper af arbejdere op overfor hinanden, ser man, at den opgivne. Gennemsnitsdagløn for arbejdsmænd er 15 pct. og for kvinder 53 pct. lavere end for faglærte arbejdere; eller med andre ord: for hver 100 kr., en faglært arbejder tjener, kan en arbejdsmand kun tjene 85 og en kvinde kun 47 kr. Fem år i forvejen var forholdet meget nær det samme, kun at de ikke-faglærte arbejderes løn siden den tid er rykket de faglærtes en smule nærmere; hvor forholdene 1909 regnes som 100-85-47, blev det den gang regnet som 100-83-46. For akkordlønnens vedkommende står arbejdsmandslønningerne endnu betydeligt nærmere ved de faglærte arbejderes lønninger; en enkelt beregningsmåde giver endog det besynderlige resultat, at arbejdsmandens akkordfortjeneste skulle være større end den faglærte arbejders, hvad der forklares ved, at de arbejdsmandsfag, hvor akkordsystemet har størst udbredelse, er sæsonfag med store arbejdsløse perioder og forholdsvis høj løn i den tid, da der er regelmæssig beskæftigelse. Men selv om man regner så lavt som muligt, finder man dog et forhold som 100-95-47. På grundlag af disse tal og opgivelserne om akkordsystemets forskellige udbredelse i de enkelte fag har statistisk kontor beregnet den gennemsnitlige ugefortjeneste ved såvel dagløn som akkordløn, under forudsætning af fuld sysselsættelse i alle de seks arbejdsdage, til 30,10 kr. for en faglært arbejder og 26,00 kr. for en arbejdsmand, medens den for en kvindelig arbejder vel kan antages at ligge mellem 13 og 14 kr. Imidlertid synes dette tal for arbejdsmændenes vedkommende at være ikke så lidt for højt anslået. Det stemmer nemlig dårlig med de resultater, Statens Statistiske Bureau nåede til ved sin undersøgelse over den arbejdsløn, der faktisk blev udbetalt i året 1905. Her er det oplyst at der for hver fuldt beskæftiget arbejdsuge faldt en gennemsnitlig fortjeneste af 28,90 kr. På en faglært Københavnsk arbejder, 23,30 kr., på en arbejdsmand og 12,50 kr., på en kvindelig arbejder. Det er et forhold mellem den faglærte arbejders og arbejdsmandens løn som 100-81, medens den kommunale statistik viste 100-86. Den stigning, der i de påfølgende fire år skulle være indtruffet, er for de faglærte arbejderes vedkommende ret rimelig; for arbejdsmændenes vedkommende forekommer den derimod ikke meget sandsynlig. Man har efter alt at dømme her regnet noget for højt, sagtens under indflydelse af, at en del af de slettest lønnede uorganiserede arbejdsmænd har unddraget sig betragtning. De ca. 26 kr., Statistisk Kontor angiver som den gennemsnitlige ugeløn for en arbejdsmand, må vistnok nedsættes til ca. 24,50 kr.. Det er altså den gennemsnitlige fortjeneste, henholdsvis for en faglært og en ikke-faglært arbejder, under forudsætning af fuld sysselsættelse ugen igennem. Og hvis der var arbejde året rundt, ville det være let nok herudfra at beregne arbejderens gennemsnitlige årsfortjeneste, ved simpelthen at multiplicere disse tal med tallet på de ca. 50 arbejdsuger, året rummer. Imidlertid gør jo arbejdsløsheden et frygteligt skår i de indtægter, der således kunne tilflyde den arbejdende befolkning, og for overhovedet at danne sig en forestilling om det virkelige niveau for arbejdslønnen, må man tage arbejdsløshedens omfang i betragtning og søge at få kundskab om den faktiske årsindkomst, en arbejder gennemsnitlig kan have ved det arbejde, han året igennem får lejlighed til at præstere.

For de faglærte arbejderes vedkommende har statistisk kontor været i stand til temmelig nøje at beregne den faktiske årsindtægt, og er nået til resultatet: 1.242 kr. for arbejdsmændenes vedkommende er forholdet mere usikkert; statistikken anfører tallet 1.070 kr., Men gør selv opmærksom på, at det ikke er ganske pålideligt - af de grunde, vi tidligere har nævnt, må det vistnok ansættes en del lavere, næppe meget over 1.000 kr. For de kvindelige arbejderes vedkommende savnes der tilstrækkeligt materiale. Den faglærte, mandlige arbejders årsindkomst kan man altså regne til gennemsnitlig ca. 1.242 kr. i året 1909; i 1904 regnedes den til ca. 1.200 kr. og i 1898 til ca. 1.180 kr. i de fem år er den således kun steget med godt 40 kr. og i de elleve år med godt 60 kr., med kun 5 pct., samtidig med at såvel daglønnen som akkordlønnen er steget med 18-19 pct. eller med andre ord: næsten tre fjerdedele af den lønstigning, arbejderne i løbet af denne halve snes år har tilkæmpet sig, er blevet slugt af den voksende arbejdsløshed; kun lidt over fjerdedelen er virkelig kommet arbejderne til gode. Og tager man hensyn til den stærke prisforøgelse, som er indtrådt på de allerfleste af arbejderklassens livsfornødenheder, så kan der næppe være tvivl om, at den københavnske arbejders økonomiske stilling - al lønstigning til trods - gennemgående er adskillig slettere end den var omkring 1900. Lønstigningen er fagforeningernes værk; men den arbejdsløshed og den dyrtid, som kapitalismen avler, fortærer en stadig voksende del af den løn, arbejderen vinder. Dobbelt nødvendigt bliver det under disse forhold ikke blot at opretholde, men også at videreudvikle det faglige sammenhold - thi hvis det løsnes, da vil også lønnens opgang i fremtiden standse; og standser opgangen og afløses af stilstand eller endog tilbagegang, da vil arbejderne gå fortvivlede tilstande i møde. Og dobbelt nødvendigt bliver det samtidig af yderste evne og med alle midler at organisere kampen imod det kapitalistiske samfund, som er kilden til både arbejdsløshed og dyrtid.

Statistikeren Warming har i en undersøgelse om landbruget gjort følgende betragtning gældende: jordejerne påstår, at landbruget mangler arbejdskraft, men det praktiske bevis for, at landbrugets »arbejdermangel« kun er tilsyneladende og ikke virkelig, finder man i den kendsgerning, at lønnen er så lav, som den er; thi et erhverv, der ikke kan eller vil byde sine arbejdere det samme vederlag som de øvrige erhverv, har ikke ret til at klage over, at det ikke kan skaffe sig tilstrækkelig arbejdskraft. Og netop under de voldsomt stigende konjunkturer for landbruget, bliver enhver sådan klage dobbelt meningsløs; der er så gunstige betingelser for en klækkelig lønforhøjelse, som der kun yderst sjælden har været; og man må, i landbrugets egen interesse, alvorlig håbe, at disse betingelser bliver udnyttede. Thi sker det ikke, bliver konjunkturstigningen kun kapitaliseret, forvandlet til højere ejendomspriser og opsuget af kapitalisterne i form af højere prioritetsrenter, som det praktiske landbrug må bære - og lønstigningen slipper landbruget dog ikke for; den vil alligevel i det lange løb sætte sig igennem, blot under en stadig vedvarende usikkerhed og utryghed på arbejdsmarkedet. Den praktiske konsekvens af Warmings udtalelser, er en kraftig appel til landarbejderne: slut jer sammen i fagforeninger, som industriarbejderne for længe siden har gjort, og benyt jeres styrke til at kræve den højere løn, som arbejdskøberne har så udmærket godt råd til at betale!

For at anskue landmændenes kolossale indtægtsforøgelse, opgør vi høstens udbytte for ti år, fra 1897 til 1906, år for år (krigsperioden 1914-15 har forøget landejendomsbesiddernes indtægter med langt større tal end i tabellen fra 1897 til 1906-07). Følgende talrække træder frem: 1897: 357 mill. kr.; 1898: 393 mill. kr.; 1899: 371 mill. kr.; 1900: 376 mill. kr.; 1901: 399 mill. kr.; 1902: 418 mill. kr.; 1903: 419 mill. kr.; 1904: 426 mill. kr.; 1905: 450 mill. kr.; 1906: 471 mill. kr.. Det nye tiår, som begynder med 1907, viser en voksende stigning, nemlig: 19017: 553 mill. kr.. Siden året 1899 er der foregået en stadig vedvarende stigning, som altså i året 1907 hæver sig op til en hidtil uset højde. Sammenfatter vi de ti år fra 1897 til 1906 under ét, finder vi som det gennemsnitlige høstudbytte 408 mill. kr.; i året 1907 var tallet 145 mill. kr. højere; for hver 3 kr., landmanden i den foregående tid regelmæssig høstede på sin mark, kunne han i året 1907 høste 4 kr.. Hvor meget ville det nu betyde for hver især af de danske landarbejdere, om disse 145 mill. kr. var blevet anvendt til lønforøgelse i stedet for helt eller for den allerstørste del at flyde ind i arbejdskøbernes lommer?

Der fandtes ved folketællingen i året 1901 ialt 150,061 mandlige og 82,922 kvindelige, tilsammen 232,983 lønarbejdere i landbruget i en alder af over 15 år, såvel af tjenestefolk som af daglejere. Regner vi hertil de 80,648 husmænd, boelsmænd og parcellister, som ved siden af virksomheden i deres egen bedrift jævnlig må gøre arbejde for fremmede, og som i hvert fald tjener hele deres indtægt ved eget personligt arbejde, når vi op til et tal af 313,631. Tænker man sig de 145 mill. kr. fordelt mellem dette antal, ville der for hver person blive en indtægtsforøgelse af godt 460 kr. Den arbejder, der ellers tjener 600 kr., ville tage over 1.000 kr. hjem. Vi henter følgende tal - i stærkt afrundet skikkelse - fra N. P. Jensens bog om »det danske landbrug«. En stor gård på 1.000 tdr. land har i 1897 givet et bruttoudbytte af marken på 100,000 kr.; udgiften til udsæd, gødning, trækkraft, vedligeholdelse af maskiner osv. har været 50,000 kr. og til arbejdsløn 30,000 kr., tilsammen 80,000 kr.; overskuddet har altså været 20,000 kr.. Efter 8 års forløb er bruttoudbyttet vokset med 26 pct., til 126,000 kr., arbejdslønnen med 11 pct., til 33,300 kr., medens de øvrige udgifter har holdt sig uforandrede; profitten er således steget fra 20,000 til 42,700 kr. eller med andre ord: af de 26,000 kr., hvormed det samlede udbytte er steget, er de 22,700 kr. blevet opsuget af godsejeren eller forpagteren som forøget profit og kun de 3.300 kr., kun ottendedelen, er tilfaldet arbejderne som forøget løn. Det er altså kun en ganske ringe del af landbrugets voksende udbytte, der er overgået til landarbejderne - er end deres løn steget en del, så er den dog kun steget absolut, ikke forholdsvis; de tager år efter år en mindre del af den værdi, de slæber sammen, hjem som vederlag for deres arbejde. Den store masse beslaglægges af arbejdskøberen, hvad enten han som forpagter udnytter fremmed jord eller som selvejer sin egen. Men i det lange løb forbliver denne ekstragevinst heller ikke hos ham; den omsættes til grundrente. Hver gang forpagtningskontrakten skal fornyes, bliver afgiften skruet så meget mere i vejret; hver gang gården skifter ejer, vokser købesummen så meget mere og dermed den prioritetsgæld, som den nye ejer skal forrente. Således forvandler det danske landbrugs stigende udbytte sig til stigende gevinst for de indenlandske og udenlandske kapitalister, som har deres penge anbragt i den danske jord. Den samlede prioritetsgæld i landbrugsejendomme anslås til 1.100 mill. kr. - et tal, der turde være adskillig for lavt. I året 1904 voksede prioritetsgælden i de danske landdistrikter med 52 mill. kr., i året 1905 med 62 mill. kr. og i året 1906 med 70 mill. kr. i landbrugets egen interesse må man da alvorlig håbe, at en stigende landarbejderløn vil modvirke den fremadskridende kapitalisering af konjunkturstigningen.

Fra industritællingen den 12. juni 1906 foreligger der oplysninger om, hvor lang den daglige arbejdstid var for 167,727 arbejdere, godt fire femtedele af den hele mængde af industrielle lønarbejdere. Denne opgørelse angår en af arbejderklassens allervigtigste livsinteresser. Vi får derigennem et tydeligt indtryk af, hvor meget der gennem 30-40 års stadig fortsatte faglige kampe er vundet på dette punkt af arbejdsforholdet - men tillige af, hvor grumme meget der endnu er tilbage at vinde, gennem den faglige kamp og måske i fuldt så høj en grad gennem den politiske, kampen for den lovbefalede otte-timers-arbejdsdag. Når man under ét betragter alle industrielle lønarbejdere, for hvilke der foreligger oplysninger, finder man, at den regelmæssige daglige arbejdstid i 1906 angives til under 8 timer 3.285; 8 timer 8.648; 8-8¾ timer 6.753; 9-9¾ timer 34.495; 10 timer 99.129; 10¼-11 timer 10.338; 11¼-12 timer 4.805; over 12 timer 274; ialt 167.727. Tyngdepunktet ligger altså på ti-timers-arbejdsdagen; her falder 59 pct. af samtlige arbejdere; også imellem 9 og 9¾ timer træffer man et ret betydeligt antal, nemlig 21 pct.; af alle danske industriarbejdere bar således ialt 80 pct. eller nøjagtig fire femtedele en daglig arbejdstid af mindst 9 og højst 10 timer. Mindre end 9 timer har kun 11 pct., mere end 10 timer kun 9 pct. af arbejderne. Otte-timers-arbejdsdagen er der endnu kun 7 pct., som har opnået. Lidt under 10 timer kan altså betragtes som det omtrentlige udtryk for den normale arbejdstid i den danske industri. Hermed stemmer også en gennemsnitsberegning over tallene; sammendrager man alle de enkelte opgivelser under ét, finder man som den gennemsnitlige arbejdstid 9,7 timer (9 timer 42 minutter). Det er det trin, hvorpå arbejdstiden står 1906. Hvordan stiller forholdet sig i tidligere tid, hvor lang en strækning er det lykkedes arbejderne gennem en menneskealders bestræbelse at presse den daglige arbejdstid nedad?

Ved en række undersøgelser, som er anstillet af de samvirkende fagforbund, er der tilvejebragt en række tal, som tydelig viser udviklingen i dens store hovedtræk lige fra arbejderbevægelsens første dage op til nutiden. For året 1907 opgøres den gennemsnitlige arbejdstid til 9,8 timer (9 t. 48 m.) - som man ser, er det meget nær det samme resultat, som Statistisk Bureau er kommet til; for året 1899 til 10,1 timer (10 t. 6 m.); for året 1884 til 10,8 timer (10 t. 48 m.) og for året 1872 til 11,4 timer (11 t. 24 m.). I et tidsrum af 35 år er således arbejdstiden blevet formindsket med godt halvanden time. Fra år til år har nedgangen kun været ringe, umærkelig for arbejderklassen som helhed - gennemsnitlig ikke mere end 2¾ minutter. Det er snart én, snart en anden mindre gruppe af arbejdere, som det er lykkedes ved konflikt eller forhandling at erobre en halv times eller et kvarters fritid. Men i årenes løb har alle disse enkelterobringer samlet sig til et resultat, der - så langt det end er fra at være tilfredsstillende - dog i betydelig grad præger arbejderbefolkningens livsvilkår. Endnu tydeligere end gennemsnitstallene viser dog den forskellige fordeling den udvikling, der er foregået, den stadige opdrift fra den meget lange til den kortere arbejdstid. I pct. Af alle arbejderne på de forskellige tidspunkter arbejdede

I 1872 var der således næsten slet ingen, der havde en kortere arbejdstid end 10 timer, i 1907 derimod over tredjedelen. I 1872 havde omtrent 19 af hver 20 arbejdere en længere arbejdstid end 10 timer, i 1907 kun en af hver 12. I 1872 var der kun en ganske ringe brøkdel af arbejderne, som var nede på 10 timer som den daglige arbejdsdag; siden stiger tallet, fra 6 til 27 og til 71 pct., efterhånden som flere og flere arbejdere får en 11- eller 12-timers arbejdsdag forkortet til 10; men fra det nye århundredes begyndelse daler tallet igen, idet der er flere og flere arbejdere, som fra 10 timer får deres arbejdsdag forkortet, til 9½ eller 9 timer.

Men trods alt, hvad der således i årenes løb er vundet ind, tomme for tomme, gennem svære opofrelser og hårde kampe, imod en sej og forbitret modstand fra kapitalen, så giver på den anden side tabellernes tal et uhyggeligt billede af de mørke skygger, der stadig hviler over arbejderklassens livsvilkår i form af en lang, en umenneskelig lang arbejdstid. Trods al nedgang er der stadig mere end 5.000 industriarbejdere, hvis daglige effektive arbejdstid - bortset fra pauserne - under normale forhold er 11 timer eller derover; og til hvilken frygtelig højde, sæsonarbejdstiden stiger i de fag, som er periodiske svingninger underkastet, fortæller tallene.

Det er på landet og i de mindre byer, industriarbejdernes arbejdstid gennemgående er højst. Sondrer man mellem by og land, ser man, hvorledes arbejdsdagen er kortest i København, længere i provinsbyerne og endnu længere på landet. Forskellen er, gennemsnitlig taget, over en halv time; for Københavns vedkommende regnes den gennemsnitlige arbejdstid til 9,4 timer, for provinsbyernes til 9,8 og for landdistrikternes til 10 timer. Af hver 100 industriarbejdere har i København de 4 en længere arbejdstid end 10 timer, på landet derimod de 20; i København har af hver 100 de 53 en kortere arbejdstid end 10 timer, på landet kun de 17. Ikke blot er arbejdslønnen betydelig lavere på landet end i den store by - hvad der i nogen grad, om end langt fra fuldtud, finder sin forklaring i de billigere livsfornødenheder, især i den lavere husleje - men arbejdstiden er også betydelig længere. Mere arbejde og mindre løn, det er resultatet af, at de faglige organisationer i provinsbyerne og især på landet endnu ikke har nået samme grad af udbredelse og fasthed som i København - et misforhold der rummer en kraftig opfordring til et forøget og forstærket organisationsarbejde. Den samme forskel som mellem by og land finder man, når man sondrer mellem små og store bedrifter. Som den almindelige regel gælder det, at jo mindre bedrifterne er, des længere er arbejdstiden. I storindustrien, hvor også den faglige organisation er stærkest fremskreden, er arbejdstiden forkortet langt ned under den grænse, som er den almindelige i småværkstederne; og især forekommer der her forholdsvis langt færre tilfælde af den meget lange arbejdsdag - en af de få, særlig uhyggelige undtagelser, er papirfabrikationen. I de små virksomheder, med højst 5 arbejdere i hver, har kun 23 pct. af arbejderne en kortere arbejdsdag end 10 timer, i de middelstore virksomheder, med 6-20 arbejdere, derimod 34 pct., og i de store, med over 20 arbejdere, 36 pct. Det er særlig den overmåde lange arbejdstid, fra 11¼ timer og opefter, som i småindustrien har bevaret sig i et uhyggeligt omfang. For så vidt muligt at udelukke de forskellige forstyrrende indflydelser, som de faglige ejendommeligheder, fordelingen på by og land og arbejderstabens sammensætning af mænd og kvinder kan øve, har vi foretaget en detailleret beregning over forholdet. Vi har i tabellerne sondret de forskellige faggrupper fra hverandre og indenfor hver især af dem atter sondret mellem mænd og kvinder og indenfor disse grupper atter mellem arbejderne i København, provinsbyerne og landdistrikterne, og vi har således gruppe for gruppe undersøgt, hvor stort et antal arbejdere der i de små virksomheder arbejdede mere end 11 timer daglig, og hvor stort antallet ville være, hvis forholdet var det samme som i storbedrifterne med over 20 arbejdere i hver. I forskellen mellem de således »erfarede« og »beregnede« antal får man et nøjagtigt udtryk for den særlige udbytning, der drives overfor småhåndværkets arbejdskraft. Og denne forskel er af en forfærdende størrelse. Man finder nemlig blandt mandlige arbejdere i København 423 mod beregnet 9; blandt mandlige arbejdere i provinsbyer 749 mod beregnet 60; blandt mandlige arbejdere i landdistrikter 1.686 mod beregnet 200. Ialt 2.858 mod beregnet 269. Blandt kvindelige arbejdere i København 152 mod beregnet 2: blandt kvindelige arbejdere i provinsbyer 165 mod beregnet 6; blandt kvindelige arbejdere i landdistrikterne 453 mod beregnet 28. Ialt 770 mod beregnet 36. Tilsammen er der således 3.628 arbejdere, som daglig må slide mindst 11¼ timer i værkstedet, medens tallet, om tilstanden var som i de store bedrifter, kun ville være 305. Det vil sige, at denne umenneskelige lange arbejdstid er 12 gange så stærkt udbredt i smådriften som i den store industri 1 man får igennem dette træk et uhyggeligt indblik i de metoder, ved hvilke småhåndværket opretholder sin tilværelse overfor storindustriens konkurrence: udbytning af lærlinge i stort omfang, en yderst lav arbejdsløn, en forlængelse af arbejdstiden til den for legeme og ånd mest ødelæggende grænse.

Indenfor de forskellige fag er der en broget mangfoldighed af afvigelser - og her viser der sig en tydelig overensstemmelse mellem arbejdstidens kortere og længere varighed og organisationens større eller mindre styrke. Jo mere udviklet den faglige organisation er i et erhverv, des kortere er arbejdstiden. Videst er man nået frem i trykkerier, reproduktionsanstalter og skriftstøberier, hvor 97 pct., altså næsten alle arbejdere har mindre end 10 timers daglig arbejdstid, og deraf atter næsten halvdelen mindre end 9 timer; her bevæger man sig med stærke skridt frem imod den fuldt gennemførte otte-timers-arbejdsdag. Blandt de større produktionsgrene, hvor arbejdstiden er særlig lang, træffer man i tørve- og kokesfabrikationen 10 pct. af arbejderne med en arbejdsdag af 11¼ eller flere timer, i bager- og konditorfaget samt brødfabrikationen 11 pct., i oliefabrikationen 13 pct., i herreskrædderfaget 14 pct., i papir- og tapetfabrikationen 26 pct., i møllerfaget 28 pct. og i barbér- og frisørfaget endogså 54 pct. Dette sidste fag havde i 1907 den tvivlsomme ære at sætte rekorden for lang arbejdstid; for 1.022 barbér- og frisørmedhjælpere var den regelmæssige daglige arbejdstid oplyst, og deraf havde de 282 12 timer daglig og de 259 mere end 12 timer - altså over halvdelen en arbejdsdag af mindst 12 timer.

Alle de ovenstående oplysninger gælder den normale arbejdstid, således som den er i gennemsnit året rundt. Men tillige er det for en række fag, som er stærke periodiske svingninger underkastet, oplyst, hvorledes arbejdstiden svinger i de travle og de døde perioder af året. Og det er et dobbelt uhyggeligt indtryk, man vinder, når man betragter disse tabeller. Thi er den lange arbejdstid i sig selv et uhyggeligt fænomen, så er den det i særlig grad, når den på visse tider af året afløses af en mangel på beskæftigelse, som tvinger til at lægge hænderne i skødet. Den uregelmæssighed, den idelige uro, som karakteriserer det moderne proletariats livsvilkår, træder her frem i en særlig grel skikkelse. Den periodisk vekslende lange og korte arbejdstid betegner ikke afveksling mellem .arbejde og hvile, men afveksling mellem et ødelæggende overmål af slid og et ligeså ødelæggende undermål af ernæring - to elendighedsfonner, der i lige grad er fjender af arbejderklassens sundhed og velvære.

Det er ikke så meget blandt bygningsarbejderne, at den overmåde lange sæsonarbejdstid øver sin skæbnesvangre virkning. Her har fagorganisationerne været stærke nok til i betydelig grad at dæmme op; selv i de travle perioder er det kun et forholdsvis ringe antal, som arbejder længere end 10 timer om dagen; derimod er arbejdsdagen i de døde perioder særdeles lav - forsåvidt der da overhovedet er arbejde at få. For 13.589 murere og 7.337 tømrere foreligger der oplysninger, som viser, at 93 pct. af dem, altså over nitiendedele, i den døde tid arbejder mindre end 9 timer daglig, men kun 2-3 pct. i den travle tid arbejder i 12 timer eller derover. Anderledes og langt uhyggeligere er forholdet i de fag, der nærmest falder ind under konfektionsindustrien. Her er arbejdstiden, selv i den døde tid, langt længere, og i den travle tid drives den op til et forfærdeligt højdemål. Der er tilvejebragt oplysninger for 2.304 arbejdere i herreskrædderforretninger, 2.311 i dameskræderforretninger og 1.086 i nådlerier og skomagerier, ialt 5.701. Imellem fjerdedelen og halvdelen af disse arbejdere har i den travle periode en effektiv arbejdsdag - bortset fra de knapt tilmålte arbejdspauser - af mindst 12 timer; og i såre mange tilfælde er arbejdstiden langt længere. Vi anfører, idet vi sammenfatter alle de tre grupper under ét, fordelingen af de 2.072 arbejdere, som i sæsonen arbejder 12 timer eller derover.

Helt op til 18 timer når således for adskillige arbejderes vedkommende den daglige arbejdstid i sæsonen; det vil sige, at der bliver 6 timer tilbage til at spise i, til at udhvile i, til at gå frem og tilbage til arbejdspladsen, til at sove - et frygteligt vidnesbyrd om, hvor bitterligt nødvendigt det er, at det offentlige griber ind og regulerer arbejdstiden.

En engelske nationaløkonom John Rae udgav 1902 sin opsigtsvækkende bog om »otte timers arbejdsdagen«. Man havde tidligere fra kapitalistisk side indvendt, at en stærk og almindelig forkortelse af den daglige arbejdstid ville være et såre farligt eksperiment, der kunne få skæbnesvangre virkninger for industriens konkurrencedygtighed og dermed i det lange løb blive til skade for arbejderne selv. Man gik nemlig ud fra, at produktionsudbyttets mængde ville formindskes i samme grad, som arbejdstiden blev nedsat, og at produktionsomkostningerne følgelig ville stige, forsåvidt arbejderne i den kortere tid skulle tjene noget nær det samme som før. Man ville altså svækkes i konkurrencen med fremmede lande, hvor arbejdstiden var længere, og hvor varerne derfor kunne fremstilles med ringere omkostninger og sælges til lavere priser. Det land, der gik i spidsen for en sådan reform, ville da blive økonomisk ramt derved; dets industrielle udvikling ville blive lammet; aftagende produktion og voksende arbejdsløshed ville på alle de områder, hvor den internationale konkurrence gør sig gældende, blive det nødvendige resultat. Otte-timers-arbejds-dagen var således umulig, uigennemførlig - i hvert fald så længe den ikke gennem en international overenskomst kunne træde samtidig i kraft i alle kapitalistisk producerende lande.

Det var dette ræsonnement, som gennem John Rae's undersøgelser blev fuldstændig tilbagevist. Så langt fra at en omfattende og almindelig forkortelse af arbejdstiden betyder nogen fare for den nationale produktion i dens konkurrence med udlandet, godtgjorde han tværtimod, at den netop ville virke til at fremme den nationale produktion og styrke den og arbejde dens konkurrencedygtighed i vejret.

Ved hjælp af et masseagtigt materiale af praktiske erfaringer, indsamlede fra alle mulige forskellige industrier overalt i England som i andre lande, viste han nemlig, hvordan en nedsættelse af arbejdstiden ingensinde fører nogen tilsvarende nedsættelse af arbejdsudbyttet med sig. I den kortere arbejdstid bliver der som regel produceret omtrent lige så meget som tidligere i den længere, undertiden en smule mindre, men meget ofte - i hvert fald efter en kort overgangsperiode - endogså mere end før. Det har vist sig at være tilfældet, overalt hvor man er skredet til en forkortelse af den daglige arbejdstid, ikke blot hvor det gjaldt en meget lang, rent fysisk ødelæggende arbejdsdag på 14, 13, 12 timer eller deslige, men også hvor man fra en 10 eller 9 timers er gået over til en 9 eller 8 timers arbejdsdag. Og den svage nedgang, der hist og her er forekommet i arbejdsudbyttets mængde, bliver rigelig opvejet ved den større sundhed og dygtighed blandt arbejderne og ved det kvalitativt mere værdifulde arbejde, de derved er i stand til at præstere. Otte-timers-arbejdsdagens gennemførlighed indenfor et kapitalistisk producerende og konkurrerende samfund er således en ved talrige praktiske erfaringer forlængst godtgjort kendsgerning.

I de år, der er gået, siden Rae's bog udkom, er mængden af stof, som tjener til belysning af dette spørgsmål blevet stærkt forøget. Den nyeste og samtidig den fyldigste og mest skarpsindige blandt de undersøgelser, der beskæftiger sig med dette forhold, skyldes en tysk nationaløkonom, Ernst Bernhard. Hans bog om »højere arbejdsintensitet ved kortere arbejdstid« bringer en række vigtige bidrag til kundskab om dette forhold og forståelse af dets hele natur.

Han anfører først en række omhyggelig kontrollerede kendsgerninger til bevis for, at en forkortelse af arbejdstiden bringer arbejdsydelsen så stærkt i vejret, at der i almindelighed bliver fremstillet en lignende mængde varer i den kortere som i den længere arbejdstid, oftere endog en større mængde; og disse eksempler er vel at mærke, hvad der først giver dem den fulde beviskraft, hentede fra virksomheder, hvor der ikke samtidig er foregået nogen forandring i lønforholdene, i forretningsgangen, i teknikken, i maskinernes hastighed eller lignende, og hvor den eneste årsag til udbyttets forøgelse derfor må være den ved arbejdstidens forkortning forårsagede større arbejdsevne. Således i en tysk optisk fabrik med 233 akkordlønnede arbejdere, hvis arbejdstid i foråret 1892 blev nedsat fra 9 til 8 timer; året i forvejen udviste fabrikkens regnskaber, at der i gennemsnit på hver arbejdstime faldt en fortjeneste af 55 øre, men året efter af 64 øre, eller med andre ord: i arbejdsdagen på 8 timer tjente hver enkelt arbejder ved uforandret akkordløn og ved uforandret gang af maskinerne gennemsnitlig 15-20 øre mere end tidligere i arbejdsdagen på 9 timer. Således i en belgisk svovlsyrefabrik, der i året 1892 nedsatte den daglige arbejdstid fra 10 til 7 ½ timer; efter et halvt års forløb var den øjeblikkelige nedgang i produktionsudbyttet indhentet; i hver arbejdstime kunne arbejderne gennemsnitlig producere en tredjedel mere end før; resultatet var altså, at produktmængden holdt sig nøjagtig på samme højde; og gennem tolv år har erfaringerne vist sig stadig at være gunstige. Således i en kæmpemæssig engelsk maskinfabrik med ikke mindre end 12,000 arbejdere, hvis ugentlige arbejdstid i året 1893 blev forkortet fra 53 til 48 timer; ved en sammenligning mellem resultaterne før og efter denne reform erklærer fabrikanten selv, at skønt maskineriets hastighed ikke var blevet forøget, så var »produktets kvalitet uforandret, men dets mængde var blevet kendelig forøget«. Således også i sodafabrikker, keramiske fabriker, jernværker, stålpennefabrikker, skibsbyggerier osv..Eksemplerne er næsten uudtømmelige af tal, og de er hentede fra overmåde forskelligartede områder, men de viser alle det samme. Den lære, der kan uddrages af hele dette stof til forståelse ikke blot af de almindelige nationaløkonomiske, men også af de rent sociale følger, som en lovbefalet begrænsning af arbejdstiden vil drage efter sig, er overordentlig vigtig - og set fra arbejdernes standpunkt - overmåde glædelig.

Det ville jo nemlig kun være et tvivlsomt gode for arbejderen, om arbejdstiden blev forkortet, når han så i den kortere arbejdsdag skulle hidses op til at præstere et forholdsvis langt større arbejde, idet han blev tvunget til at betjene et hurtigere løbende maskineri, til at passe flere arbejdsmaskiner og deslige. Han ville ganske vist have større hviletid i hjemmet end før, men han ville vende mere udmattet hjem, og det er - i hvert fald indenfor visse grænser - sandsynligt, at det forøgede, det mere sammentrængte forbrug af nerve- og muskelkraft i længden ville være endnu mere ødelæggende for ham end den noget længere, men samtidig mindre anstrengende arbejdsdag. Nu viser imidlertid alle erfaringer, at den voksende arbejdsintensitet i den kortere arbejdstid ikke skyldes nogen sådan mekanisk, rent udvortes fremskyndelse af arbejdets gang. Overalt, hvor maskinernes hastighed er forblevet uforandret, er produktionsudbyttet i hver enkelt arbejdstime alligevel blevet stærkt forøget; og også i de tilfælde, hvor maskinhastigheden er blevet noget fremskyndet samtidig med arbejdstidens forkortelse, er produktionsudbyttet vokset forholdsvis langt stærkere - ved gennemførelsen af elleve-timers-arbejdsdagen i den schweiziske tekstilindustri blev maskinhastigheden forøget med 2½ pct., men produktionsudbyttet steg samtidig med 8 pct., altså mere end tre gange så stærkt. Den pludselige tilvækst i arbejdets produktivitet, der viser sig allevegne ved en forkortelse al den daglige arbejdstid, kan således ikke - for at bruge den tyske forfatters udtryksmåde - forklares ved de »teknisk-saglige«, men kun ved de »personale« forhold, ved den større sundhed og friskhed, interesse og intelligens, arbejdslyst og arbejdsevne, der udfolder sig i arbejderens personlighed under den kortere arbejdstids indflydelse. Og at den heller ikke umiddelbart kan tilskrives arbejdernes bevidste, planmæssige bestræbelser for i den forkortede arbejdstid at tjene den samme løn ind ved akkord som tidligere, finder man et interessant vidnesbyrd om i den kendsgerning, at arbejdsudbyttets forøgelse ikke alene falder på de akkordlønnede, men lige så vel på de timelønnede arbejdere; selv i bedrifter, hvor tidlønnen er det eneherskende system, drager en nedgang af arbejdsdagen i almindelighed en absolut opgang i det daglige produktionsudbytte med sig.

Igennem en indgående undersøgelse over teknikken i to så væsensforskellige industrier som tekstilindustrien og maskinbyggeriet, hvor de krav, der stilles i retning af fysisk styrke og faglig uddannelse, er så højst uensartede, søger forfatteren nu nærmere at bestemme årsagen til denne voksende arbejdsintensitet. Og han finder, at den hovedsagelig skyldes en formindskelse af de pauser, der opstår under det produktive arbejde og sinker dets gang - vel at mærke ikke af de pauser, som tilfører arbejderne hvile, men af dem, som fremkommer ved uregelmæssigheder, uheld, fejlgreb og deslige, som må udfyldes ved et ofte anstrengende og irriterende arbejde for at afhjælpe fejlen, og som selvfølgelig ikke skaber værdi, men kun betyder et minus i de varemasser, der udgår fra fabrikken. Det er indlysende, at jo mere det lykkes at begrænse disse tomme rum i det normale arbejde, des mere vil det daglige arbejdsudbytte stige, uden at der derved påføres arbejderne noget forøget slid; og ligeså indlysende er det, at jo friskere og sundere, jo mere udhvilede og årvågne de arbejdere er, som passer maskinerne, des færre standsninger af denne art vil der under iøvrigt lige forhold indtræde, des mere uafbrudt og regelmæssigt vil arbejdet gå for sig, des større en produktmængde vil der ved arbejdsdagens slutning ligge færdig. Det er ikke blot selve arbejdets fysiske anstrengelse, der tærer på arbejderens kræfter, men det er også opholdet i arbejdslokalet, med dets larm, dets dårlige luft, dets ophedede temperatur, dets støv eller fugtighed og alle dets øvrige nedtrykkende og afkræftende egenskaber. Alene det, at arbejderen en større del af døgnet er unddraget disse indflydelser, virker til at styrke hans organisme og bibringe ham større modstandskraft og arbejdsevne.

En række spredte træk viser tydelig, hvorledes arbejdstrætheden fører uoplagthed, sløvhed med sig og derigennem også gør arbejdet dårligere, mere skødesløst. Det er godtgjort, at en arbejder i mange tilfælde kan producere 50 pct. mere i den første halvdel af arbejdsdagen end i den sidste, at han altså for hver tre varestykker, han fremstiller i de første arbejdstimer, kun kan fremstille to i de senere. Den måde, hvorpå ulykkestilfældene fordeler sig på døgnets timer, vidner også om den voksende træthed og den deraf flydende voksende uagtsomhed; den tyske statistik viser, at de når deres maksimum dels fra kl. 9 til 12 om formiddagen, før middagspausen, dels fra kl. 3 til 6 om eftermiddagen, og fabriksinspektørerne betoner, at det navnlig er i den sidste arbejdstime, ulykkestilfældene er talrige. En tysk fabrikant gjorde den erfaring, at mængden af fejlfulde, usælgelige produkter ved otte-timers-dagens indførelse aftog med ikke mindre end 6 pct.

Statistisk Bureau har udsendt en redegørelse for »skolesøgende børns erhvervsmæssige arbejde«, efter en officiel undersøgelse i sommeren 1908. Man får her for første gang et overblik over omfanget af denne mest oprørende udbytningsmetode, som kapitalismen har iværksat, og et indblik i de forskellige former, hvorunder den drives herhjemme. Og både for byernes og landets vedkommende er det et overmåde trist billede, der tegnes af de vilkår, hvorunder store masser af den fattige befolknings børn vokser op. Om 370,440 børn i de danske folkeskoler (deraf 181,170 drenge og 183,270 piger) er det oplyst, at ialt 110,909 eller 30 pct. drev erhvervsmæssigt arbejde; tallet er forholdsvis noget større blandt drengene end blandt pigerne. Medens børnearbejdet i byerne på ganske enkelte undtagelser nær er arbejde for fremmede, finder der på landet tillige i betydelig udstrækning arbejde sted i forældrenes bedrifter. Navnlig i gårdmandshjemmene er det meget almindeligt, men også blandt husmændene og tildels de mindre landhåndværkere forekommer det hyppig; af hver 100 gårdmandsbørn arbejder således de 32 i forældrenes bedrifter, af hver 100 husmandsbørn de 23 og af hver 100 landhåndværkerbørn de 9 - medens det derimod ikke engang er tilfældet med 1 pct. af byernes skolesøgende børn. Der findes utvivlsomt blandt disse børn mange, der udbyttes i lige så høj en grad som børn, der arbejder for fremmede; og der er heller ikke tvivl om, at det opgivne tal er for lavt; men det er på den anden side ofte tilfældet, at dette arbejde, så langt fra at skade børnenes udvikling netop vil være til gavn for dem, vil virke legemlig styrkende og åndelig opdragende. Hvor grænsen for disse former ligger, kan ikke statistisk afgøres; og vi vil derfor her kun holde os til lønarbejdet for fremmede. Her ved vi, at det kun er udbytning, der er formålet.

Det drejer sig her om ialt 65,397 børn, næsten fjerdedelen af folkeskolens drenge og ottendedelen af pigerne. I København er tallene 6,539 drenge og 3,459 piger (22 og 12 pct.), i provinsbyerne 9,438 drenge og 5,926 piger (28 og 17 pct.), på landet 27,428 drenge og 12,607 piger (22 og 11 pct.). Selvfølgelig stiger børnearbejdet med den stigende alder. For fremmede arbejder:

Af de større skoledrenge er det således over halvdelen, som må tjene til deres brød ved arbejde for fremmede, af de større skolepiger mellem fjerdedelen og tredjedelen. Men også det absolutte tal på de børn, som i en meget ung alder må ud i fremmedes tjeneste, er ikke så helt lille. Man træffer iblandt dem ikke mindre end 2.157, som endnu ikke er fyldt 9 år, og deraf er 541 endnu ikke fyldt 8 år, 48 endnu ikke fyldt 7 år!

På mange forskellige måder viser de statistiske tal, hvordan fattigdom og nød er børnearbejdets kilde. Forældrene er ikke i stand til at skaffe tilstrækkeligt til familiens ernæring; de er nødt til at sende børnene ud på arbejde, for at de kan bringe deres bidrag til husholdningen hjem. Det er ikke socialismen, som engang vil »opløse familielivet« og »tage børnene fra forældrene« - den kapitalistiske udbytning har allerede besørget det.

I de Københavnske betalingsskoler, hvis elever gennemgående stammer fra noget mere velstillede hjem end friskolernes, går 14 pct. af drengene og 5 pct. af pigerne på arbejde, men i friskolerne henholdsvis 26 og 15 pct., altså mellem to og tre gange så mange. Kun tiendedelen af de Københavnske småpiger, der tjener ved husgerning og børnepasning, går i betalingsskoler, de ni tiendedele i friskoler. Blandt enkers børn er børnearbejdet uforholdsmæssigt stærkt udbredt. Af de industrielle lønarbejderes skolesøgende drenge må gennemgående 25 pct. gå på arbejde, hvor faderen er i live. Men 44 pct., hvor det er en enke, som har forsørgelsesbyrden, og af pigerne er forholdet henholdsvis 14 og 27 pct.

Også en fordeling efter forældrenes sociale stilling viser, hvordan forældrenes fattigdom og børnenes erhvervsmæssige lønarbejde følges ad som årsag og virkning. Særlig tydelig ser man det på landet, hvor overklassens, gårdmændenes børn endnu for en stor del går i den fælles folkeskole, og hvor materialet således bliver langt fuldstændigere end i byerne, hvis overklasse og middelstand i højere grad sender sine børn i de private skoler. Af gårdmændenes drengebørn er der kun 5 pct., som tjener for fremmede, af husmændenes 26 pct., og af landarbejdernes 41 pct.; af gårdmændenes pigebørn kun 2 pct., af husmændenes 13 og landarbejdernes 21 pct. og når de sidste tal, på de 4jenende pigebørn af landets fattigste befolkning, ikke er endnu langt større, så skyldes det tilmed i virkeligheden den fattigdom, der i disse hjem i så såre mange tilfælde tvinger mødrene ud på arbejde: når husmands- og daglejerkonen går til malkning eller andet lønarbejde for de større landmænd, bliver det ofte nødvendigt for hende at lade en af døtrene blive hjemme for at passe de mindste småbørn. Det er ikke så meget i den egentlige industri, børnenes arbejdskraft udbyttes; fabriksloven har her bidraget til at begrænse børnearbejdets udbredelse, om der end stadig trænges til betydelige forbedringer. I de forskellige håndværk og industrier beskæftiges ialt 2,139 drenge og 796 piger, hvoraf en femtedel er under 12 år gamle. Det er særlig i tobaksindustrien, at man finder forholdsvis mange børn; også i tekstilindustrien er deres tal ikke ringe.

For byernes vedkommende er det dels budtjeneste, dels medhjælp i huset, som spiller den største rolle. Ved bygang og lignende budtjeneste finder man ialt 13,052 drenge og 4,789 piger, ved husgerning og børnepasning 260 drenge og 9,732 piger. Tallet på mælkedrenge i København og Frederiksberg er 543, i provinsbyerne 641. I værtshuse og på keglebaner er der beskæftiget 18b drenge og 10 piger, deraf ikke få småbørn fra 10-11 års alderen og nedefter! Men den næringsvej, der lægger beslag på langt det største antal af de arbejdende børn, er, som man let vil forstå, landbruget; her er der ikke mindre end 25,789 drenge og 6,322 piger, som arbejder for brødet i fremmedes tjeneste - foruden et endnu noget større antal, som hjælper til i forældrenes bedrifter. Her lægger endnu ingen beskyttelseslov arbejdskøberne den mindste hindring i vejen for en udbytning af den barnlige arbejdskraft i et mægtigt omfang, fra den tidligste alder og under de hensynsløseste former. Over to femtedele af de arbejdende børn, altså nær op imod halvdelen, er endnu ikke fyldt 12 år og er således under den lavalder, fabriksloven fastsætter for børns arbejde i den egentlige industri. Og om det skammelige misbrug, som særlig hyrdedrengenes arbejdskraft i mangfoldige tilfælde er genstand for, får man den tydeligste forestilling gennem oplysningerne om arbejdstiden.

Af hyrdedrengene har 88 pct. en daglig sommerarbejdstid af over 8 timer (medens så lang en arbejdstid kun forekommer for næppe én pct. af de arbejdende børn i København), og ikke mindre end 30 pct. er beskæftiget i mere end 12 timer i døgnet, deraf mange over 13, ja over 14 timer! I så umenneskelig lang en arbejdstid stilles der altså krav til disse småbørn, dels til rent fysisk anstrengelse - og vel i mange tilfælde navnlig - til deres stadige årvågenhed og påpasselighed. Af de arbejdende børn på landet er der 38 pct., som begynder at arbejde senest kl. 5½ om morgenen, 8 pct. senest kl. 4½. Og der er 19 pct., hvis arbejde først slutter kl. 9 om aftenen eller senere endnu, 4 pct. kl. 10 eller senere.

For 11.591 arbejdende børn på landet er der foretaget en meget interessant beregning over afstanden mellem arbejdstidens slutning den ene dag og dens begyndelse den næste dag; i det antal timer, der således fremkommer for hvert enkelt barn, har man det maksimum af tid, der står til rådighed til barnets søvn. Det er et meget uhyggeligt billede, der her tegnes. Medens den nødvendige nattesøvn for de større børn i den skolepligtige alder - omkring 12-14 år - af lægerne regnes til mindst 10 timer, finder man her for 6.533 børn, eller langt over halvdelen, en afstand fra slutningen af den ene arbejdsdag til begyndelsen af den næste på i det højeste 10 timer, hvad der højt regnet svarer til en nattesøvn af 9-9½ timer; for 2.998, godt fjerdedelen, er afstanden højst 9 timer, for 1.011 højst 8 timer, for 236 højst 7 og for 21 højst 6 timer, hvad der i det højeste svarer til en regelmæssig nattesøvn af 5-5 ½ timer, altså kun halvdelen af, hvad lægevidenskaben regner som minimum for el større barn, når det skal udvikle sig sundt og normalt. Også i byerne er det ikke sjældent, at arbejdet gør en tilstrækkelig nattesøvn fysisk umulig; men man træffer dog her intet, der kan sammenlignes med forholdene på landet. Medens 57 pct. af landets arbejdende børn har under 10 timers afstand mellem den ene arbejdsdags slutning og den næstes begyndelse, er det i provinsbyerne kun tilfældet med næppe 3 pct. og i København med næppe 1 pct. Og ikke blot nattehvilen, men også søndagshvilen er langt mere karrig tilmålt på landet end i byerne. Af de arbejdende børn på landet har kun 18 pct. fuld søndagsfrihed (medens i provinsbyerne 51 pct. og i København 63 pct.); 61 pct. må gøre delvis arbejde og 21 pct. fuldt arbejde.

Med manende røst råber disse tal til lovgivningsmagten om ved lovbud at skaffe de i landbruget udbyttede børn mulighed for tilstrækkelig hvile. Det vederlag, børnene får for deres arbejde, er det, særlig på landet, vanskeligt at opgøre nøjagtig, idet der jo i mange tilfælde foruden rede penge også ydes kost og logi. I København er den gennemsnitlige ugefortjeneste (indbefattet drikkepenge), hvor der ingen kost ydes, 2 kr. 91 øre for en dreng og 1 kr. 75 øre for en pige, og, hvor der ydes delvis kost, henholdsvis 2 kr. 64 øre og 1 kr. 37 øre. I provinsbyerne er fortjenesten gennemgående betydelig lavere: 1 kr. 58 øre for en dreng og 82 øre for en pige på egen kost, 1 kr. 37 øre og 76 øre, hvor der gives delvis kost. Blandt de arbejdende drenge i København tjener mælkedrengene mest, gennemgående 4 kr. 61 øre om ugen, bydrengene gennemsnitlig 2 kr. 77 øre og fabriksdrengene gennemsnitlig 2 kr. 56 øre. Ved bygang tjener en Københavnsk skolepige gennemsnitlig 1 kr. 64 om ugen, ved husgerning 1 kr. 57 øre. På landet er den gennemsnitlige månedsløn for en dreng på husbondens kost 5 kr. 32 øre; her spiller jo imidlertid naturalydelserne en forholdsvis langt større rolle.

Arbejdervandringerne danner et spørgsmål der er vanskeligt at overskue og svært at tage skarp og bestemt stilling til, thi de rummer forskelligartede bestanddele, der hver for sig spiller en ganske afvigende rolle. De omfatter en indvandring af højtstående, udviklede arbejdere og af de laveststående, mest barbariske; de omfatter en blivende indvandring af arbejdere, som for bestandig slår sig ned i det nye land, og en periodisk indvandring af arbejdere, som efter kort tid, efter visse måneders eller års forløb, vender hjem; de omfatter en frivillig indvandring, hvor arbejderen selv i fuld personlig frihed bestemmer og planlægger sin overflytning, og en tvungen, hvor han møder i det fremmede land, bundet ved en kontrakt, der forpligter ham til at arbejde i det og det tidsrum for den og den arbejdskøber på de og de forud fastsatte vilkår; de har en ganske forskellig, ganske modsat betydning for arbejderklassen i indvandrings- og udvandringslandet - det ene sted bidrager de til at forøge, det andet sted til at formindske tilbudet af arbejdskraft, det ene sted kommer de altså til at påvirke arbejdslønnen i nedadgående, det andet sted i opadgående retning; og de optræder endelig på helt forskellig måde indenfor de enkelte indvandrings- og udvandringslande alt efter det højere eller lavere kapitalistiske udviklingstrin, hvorpå hver enkelt land står. - indvandringen til et land som Argentina med en gryende kapitalistisk udvikling har en anden beskaffenhed end til de nordamerikanske fristater med deres ældre kapitalistiske kultur. Udvandringen fra moderne industrilande som Tyskland eller England er af en ganske anden beskaffenhed end fra lande som Ungarn eller Rusland. At tage nogen fælles stilling til alle disse forskellige arter, er selvfølgelig umuligt; vi vil i det følgende også kun dvæle ved nogle enkelte typer på de arbejdervandringer, der i særlig grad truer arbejderklassens økonomiske og kulturelle stilling i indvandringslandet.

De bevægende kræfter i alle de masseagtige internationale befolkningsforskydninger er dels arbejdernes stræben efter den højest mulige løn, dels kapitalens stræben efter den billigst mulige arbejdskraft. Hvor vandringen foregår i fuld personlig selvstændighed, uden nogen direkte påvirkning udefra, er det den første af de to kræfter, der er den rådende. Men i et meget stort antal tilfælde, og netop i de tilfælde, som er de mest faretruende, er bevægelsen fremgået ved et sammenspil af de to kræfter; indvandringslandets kapital har planmæssig, ved reklamering og deslige, påvirket stemningen i udvandringslandets arbejderbefolkning og har ofte selv gennem direkte hvervning organiseret strømmen af vandrere. Indenfor det enkelte lands grænser ligger de to kræfter i evig krig med hinanden; arbejderne organiserer sig for at hæve lønnen, kapitalen for at sænke den. Men land og land imellem finder der en tiltrækning sted, fordi de forskellige lande står på et ulige kulturtrin og dermed også den herskende arbejdsløn er højst ulige. Jo lavere et land er udviklet i kultur, des lavere er også gennemgående arbejdslønnen; jo højere kulturen, den økonomiske og den åndelige kultur, er nået frem, jo flere behov der er gået ind i arbejderklassens daglige fornødenheder, des højere er den normale løn, som betales. Den løn, der er utålelig lav for en dansk eller vesttysk arbejder, synes god for en polsk eller russisk med hans små fordringer til livet; det arbejdsvederlag, der ville betyde absolutte sultekår for en europæisk eller amerikansk arbejder, synes for den uendelig nøjsomme kineser at være høj fortjeneste. På den måde spejler den samme pengesum sig såre forskellig i sindene alt efter de enkelte landes ulige kulturudvikling; på den måde bliver det muligt for kapitalen i de økonomisk højtstående lande med stor fordel at drage arbejdskraft til sig fra de økonomisk lavtstående. Det er en udjævning, der finder sted, en udligning mellem den høje og den lave pris på arbejdskraften; det ene sted trykkes der på lønnen, idet kapitalen får uforholdsmæssig billige arbejdere til sin rådighed og kan føre dem i marken mod sit eget lands arbejdere; det andet sted bliver der mulighed for en opdrift i lønnen, idet arbejdernes rækker udtyndes ved bortvandringen og den indbyrdes konkurrence mellem dem svækkes.

Det er det uensartede kapitalistiske trin, hvorpå de forskellige dele af jordkloden befinder sig, som er det økonomiske grundlag for de internationale arbejdervandringer; i Amerika og Kina, i Danmark og Galizien står produktionsmåden på ulige trin, og kun derfor bliver der mening i kineser-importen til Amerika og polak-importen til Danmark. Men den tekniske betingelse for, at alle disse bevægelser kan foregå, er den mægtige udvikling, som samfærdselsmidlerne har taget, de hurtige og billige rejseforbindelser mellem de forskellige punkter af jorden. Thi hvad hjalp det den danske godsejer eller teglværksejer, at arbejdslønnen var lav i Rusland og Galizien, når jernbanebilletten var så dyr, at den slugte hele forskellen og mere til; og hvad hjalp det den Californiske guldmineejer eller jernbaneentreprenør, at den kinesiske arbejdskraft kunne købes til spotpris, så længe dampskibsbefordringen kostede snese eller hundreder af kroner? Det er først samfærdselsmidlemes vidunderlige udvikling i den sidste menneskealder, som har givet de internationale arbejdervandringer deres nuværende vældige og vældig voksende omfang, og som navnlig har brudt vej for deres ejendommeligste og uhyggeligste art: de periodiske, regelmæssig tilbagevendende vandringer af arbejdere, fra hjemlandet til fremmede lande og derfra atter tilbage til hjemlandet, denne trækfuglebevægelse, som i ganske særlig grad truer arbejderklassens organisation.

Indtilfor en menneskealder siden indskrænkede spørgsmålet om arbejdervandringer sig nærmest til udvandringen fra Europa til oversøiske lande, især til de nordamerikanske forenede stater, en overflytning, der i de allerfleste tilfælde er af blivende karakter: den arbejder, der fra Europa drager til Nordamerika, vender kun sjælden tilbage; han slår sig ned i det nye land og opsuges som en del af dets befolkning. Og denne vandring har stadig en mægtig og netop i de allersidste år en voldsomt stigende betydning. Fra begyndelsen af 1880'erne til lidt ind i 1890'erne holdt tallet på indvandrere fra Europa til de forenede stater sig temmelig nær omkring en halv million om året, steg kun i et enkelt år til tre kvart million og sank kun i et enkelt år til en tredjedel million; i midten og slutningen af 1890'erne dalede tallet stærkt, under indflydelse af de gode arbejdsforhold, den ringe arbejdsløshed i den gamle verden - i årene fra 1894 til 1899 var det kun lidt over en kvart million mennesker, som i årlige gennemsnit lagde Atlanterhavet bag sig; men derpå begyndte en ny og vældig opgang - ved århundredskiftet var tallet påny oppe på en halv million, i 1905 nåede det en hel million, og for 1906 opgives det til 1,100,735.

Men denne kolossale indvandrerstrøm - der, fortsat blot halvtredje år igennem, vil sluge en menneskemasse ligeså stor som Danmarks nuværende befolkning - spiller en helt anden rolle, er af en helt anden karakter nuomstunder end i begyndelsen af 1880'erne. Af to grunde: dels fordi det land, hvortil indvandrerstrømmen kommer, ikke længere er det samme som dengang, ikke længere byder de samme muligheder for at vinde frem til en økonomisk gunstig stilling, og dels fordi indvandrerstrømmen selv er anderledes sammensat i vore dage og overvejende er rekrutteret fra samfund på et langt lavere kapitalistisk udviklingstrin.

Endnu for et kvart århundrede siden lå der i det midterste Nordamerika betydelige strækninger af frugtbar jord udyrket hen, som kunne erhverves gratis eller på yderst lempelige vilkår. Indvandringen kunne toten stor del tage en agrarisk retning og behøvede ikke at tynge på byernes industrielle arbejderbefolkning. Tværtimod, kolonisationerne stillede store krav til industri og omsætning, gav stødet til nye byers anlæg og opkomst, skabte plads for en rask voksende industriarbejderklasse. Indvandrerne øvede således kun i ringe grad og væsentligst kun i selve New York nogen egentlig konkurrence med de indenlandske arbejdere. En industriel reservearmé var under normale forhold ikke til stede. Hvor helt anderledes nu, da jorden er fuldt optaget og den industrielle reservearmé er af fuldt så uhyggeligt et omfang som i den gamle verden! Enhver ny skibsladning indvandrere betyder i første række en forøgelse af den overtallige arbejderbefolkning, en skærpelse af den indbyrdes konkurrence på arbejdsmarkedet, et nyt kort på hånden for kapitalen i dens bestræbelser for at presse proletariatets livsvilkår ned.

Allerede dette er naturlig en medvirkende grund til, at den amerikanske arbejder ser en lidet kærkommen gæst i indvandreren; men der er en anden grund, som virker endnu langt stærkere. Det er indvandrermassens forandrede sammensætning. For 25 år siden var det ganske overvejende fra Europas højest civiliserede lande, at den kom, fra England, Tyskland og de skandinaviske lande. Det var folk, som i deres hjemland havde lært den kapitalistiske produktionsmåde at kende i dens fulde moderne udvikling, som var vokset op i fagforeningslivet, og som også let lod sig vinde for organisationen i det nye land - indvandrede, europæiskfødte arbejdere har spillet en overordentlig stor rolle for udviklingen af den nordamerikanske arbejderbevægelse. Helt anderledes nu. En stadig større brøkdel af indvandrerne, det langt overvejende flertal, kommer fra Europas laveststående egne, fra Italien, særlig Syditalien, fra Østrig-Ungarn, særlig Ungarn, og fra Rusland; endnu ved begyndelsen af 1870'erne havde disse tre lande tilsammen kun leveret 1 pct. af indvandrerne til de forenede stater, i året 1880 var tallet steget til omkring 10 pct., i årene 1885-1894 til 29 pct., i årene 1895-1904 til 63 pct., og i året 1905 steg det endog til 67 pct. - godt to tredjedele af det hele indvandrertal. Det er folk fra lande på et lavtstående økonomisk udviklingstrin, folk, for hvem den kapitalistiske produktionsmåde er et dunkelt begreb, folk uden kundskaber og uden kultur - fjerdedelen af indvandrerne fra Østrig-Ungarn og Rusland og halvdelen af de indvandrede italienere kan ikke læse og skrive - villige udbytningsgenstande for kapitalen mod et elendigt arbejdsvederlag, folk, som det kræver lang tids påvirkning at vinde for den moderne arbejderbevægelse. Der ligger i denne strøm af halvbarbarer, som oversvømmer de store byer og underbyder de indenlandske arbejdere, en alvorlig fare for organisationens og socialismens fremgang.

Ad lovgivningens vej er det umuligt direkte at stemme op imod denne bevægelse. Thi den amerikanske indvandringslovgivning indeholder allerede nu så vidtgående bestemmelser, som arbejderklassen under noget forhold kan ønske. Ikke blot kræves der af indvandreren, at han skal være legemlig og sjælelig sund og i besiddelse af et vist pengebeløb, men også - hvad der i denne forbindelse er det vigtigste - at han ikke må være bundet ved kontrakt til en amerikansk arbejdskøber, og at han selv skal have betalt overrejsen (bortset fra den hjælp, som pårørende i Amerika har ydet); en direkte indførsel af strejkebrydere og trælbundne løntrykkere er altså udelukket. Derimod har de organiserede arbejdere det i deres egen magt at tage den værste brod af den fare, som ligger i denne indvandring. Ved i vidt omfang at åbne sig for fremmede arbejdere, ville fagforeningerne umuliggøre en stor del af den smudskonkurrence, som nu praktiseres af indvandrede arbejdere. Og ved et virksomt arbejde for en lovfæstet forkortelse af arbejdstiden, for et skarpt sundhedstilsyn med boliger og arbejdspladser og deslige ville yderligere arnestedet for smudskonkurrencens uhyggeligste former lægges øde.

Ved siden af den egentlige udvandring er der senere kommet det kontraktbundne vandrearbejde. Hvad den kinesiske kuli i så henseende betyder for den store verden, betyder den østeuropæiske landarbejder for den vesteuropæiske befolkning. Det er fra Østtyskland, fra provinserne øst- og Vestpreussen, Posen og Schlesien, og længere østfra, fra det østrigske Galizien og det russiske Polen, og endnu længere østfra, fra den vestlige del af det egentlige Rusland, at han kommer, fra egne med et landbrug, der drives på en yderst primitiv måde, som det blev drevet i Vesteuropa for hundrede år siden, og med et masseagtigt landproletariat, der lever i de usleste kår. Hovedmængden af vandrearbejderne er af polsk nationalitet - og »polakker« er jo også den almindelige fællesbetegnelse for disse fremmede gæster; imidlertid er der også en del tyskere iblandt fra de preussiske provinser og et meget stort antal ruthenere (lillerussere), især fra den østlige del af Galizien, hvor landet ejes af polske godsejere, medens hele den fattige befolkning er ruthensk.

Den store masse af landbefolkningen i disse egne består dels af jordløse daglejere, der kun har deres arbejdskraft at leve af og dels af småhusmænd, folk, der ejer en lille jordlod, men en jordlod, som er altfor ringe til at kunne ernære en familie. Adelen har i tidens løb ved vold og plyndring og den brutaleste udnyttelse af sin politiske magt lagt beslag på så stor en del af jorden og i den grad trængt bønderne ud af deres gamle besiddelser, at der kun er blevet små og ganske utilstrækkelige lodder tilbage. Landbruget står de fleste steder på et rent barbarisk udviklingstrin; hovedvægten hviler på kornavlen, som kun med fordel kan drives i store bedrifter, og som her i reglen drives planløst, irrationelt, med gammeldags redskaber, uden regelmæssigt sædskifte, med utilstrækkelig gødningstilførsel. En intensiv smådrift, som den kendes i Vesteuropa, og som den særlig i Danmark er så højt udviklet, med produktion af mælk eller æg eller havesager eller deslige som grundlag, er umulig - ikke blot er fattigdommen og uvidenheden for stor, men også transportmidlerne, kreditvæsenet og de andre ydre betingelser er for lidet udviklede; kun i nærheden af de store byer har husmanden en mulighed for at gøre sin jordlod indbringende. I de fleste egne af Russisk-Polen regner man, at først en lod på 15-20 tdr. ld. eller derover er i stand til at skaffe en familie det nødtørftigste livsophold; men det er kun en forsvindende ringe del af landbefolkningen, der har så stor en besiddelse; de allerfleste har kun små bitte lodder på 3-4-5 tdr. ld. og deromkring og er nødt til at skaffe sig den langt overvejende del af deres udkomme ved at gå på arbejde for godsejerne. Værre endnu end i Polen er forholdene i Galizien, især i den østlige, ruthenske del, hvor forarmelsen når sit højdepunkt. Her er to tredjedele af alle jordbrugene mindre end 4 tdr. ld., og næppe tiendedelen af jordbesidderne er i stand til udelukkende at leve af deres egen bedrift; og tillige findes der her en kolossal befolkning af absolut besiddelsesløse landarbejdere. Hvor en husmand har et jordstykke, der yder lidt ud over de allernødvendigste kartofler, er det i almindelighed belastet med gæld, som pålægger ham frygtelige udgifter; i tiden fra 1878 til 1894 steg hypoteksgældens samlede beløb i Galizien til mellem det firdobbelte og det femdobbelte, og den rente, der betales, er fuldstændig blodsugende; en rente på 50-100 pct. om året er ganske almindelig, og der er eksempler på, at husmænd har måttet betale over 500 pct. i årlig rente. Det store flertal af landbefolkningen er da nødt til at byde sin arbejdskraft tilfals, for overhovedet at kunne eksistere, og kun i landbruget finder den beskæftigelse - industrien er, med undtagelse af visse egne af Russisk-Polen, kun lidet udviklet og kun i stand til at optage en ringe del af landproletariatet; den formår ikke som Vesteuropa at drage landbrugets overskudsbefolkning til sig og derved bidrage til at hæve landbefolkningens kår. Den uhyre mængde af landarbejdere, som byder sig til på herregårdene og de store bøndergårde, presser arbejdslønnen ned til et forfærdeligt lavmål, og den lave arbejdsløn virker atter til at holde landbrugsteknikken nede på det gamle barbariske trin. Til den middelalderlige drift svarer helt middelalderlige former i forholdet mellem arbejdskøber og arbejder; landarbejderen må, skønt personlig fri, finde sig i den mest brutale behandling fra godsejerens eller forpagterens side; prygl hører til dagens orden på de galiziske godser; den arbejder, som ikke viser den dybeste, mest slaviske underdanighed overfor sin udbytter, bliver øjeblikkelig fjernet; når den polske landarbejder taler til sin »nådigherre« - som tiltaleformen er - må han bukke sig, så hatten i hans hånd strejfer jorden, og har han en anmodning at rette til ham, må han omfatte hans knæ.

I Russisk-Polen svinger den almindelige dagløn for en voksen mand mellem 35 og 55 øre, og kun i høsttiden når den op til omkring 60 øre. I Østgalizien er lønnen endnu adskillig lavere; i høsttiden regnes den for en voksen mand til omtrent 50 øre, for en voksen kvinde til omkring 35 og for et barn til omkring 25 øre, og den øvrige del af året er den gerne 10-15 øre lavere. For en voksen tjenestekarl i landbruget regnes i Østgalizien årslønnen, og vel at mærke ikke blot lønnen i rede penge, men også værdien af den kost, der ydes ham, til omkring 120 kr. mod vest, i Østtyskland, er lønnen en smule højere; mod øst, i Vestrusland, er den derimod jævnlig endnu en grad lavere, og man er her nede på kår, hvor det for en vesteuropæer er fuldstændig ubegribeligt, at mennesker overhovedet kan eksistere. Levemåden er da også så elendig som tænkes kan. Vi anfører en skildring af en galizisk socialdemokratisk forfatter: »den østgaliziske husmands hytte er klinet op af ler og halm og dækket med et stråtag. Den har hverken gulv eller skorsten; røgen trækker ud gennem alle mulige huller og revner. Således bor han sammen med sine høns, kalve og køer - hvis han da er så lykkelig at have nogle. Hans ernæring spotter enhver beskrivelse; kartofler og kål er hans væsentligste næringsmidler; brød er et sjældent lækkeri, kød spiser han aldrig eller i det højeste engang i påsken. Dr. Nap. Cybulski, prof. i fysiologi ved universitetet i Krakau, siger i sin bog om den galiziske landbefolknings ernæring, at den måde, hvorpå husmanden tilbereder sin mad og ernærer sig, er af samme beskaffenhed som blandt de vilde i det indre af Afrika. Den frygtelige underernæring har bragt ham i vantrivsel, bar svækket hans arbejdsevne og berøvet ham hans modstandskraft mod epidemiske sygdomme.«

I Polen, hvor den industrielle udvikling er mere fremskreden end i Galizien og landarbejderlønnen i almindelighed noget bedre, er også levemåden en del højere. Men opgangen ytrer sig, som naturligt er, først og fremmest og næsten udelukkende på ernæringens område; med hensyn til klædedragt, bolig og deslige forhold, er tilstanden omtrent lige så elendig som i Galizien, eller var det i hvert fald indtil for få år siden. En polsk socialdemokratisk forfatter giver ved midten af 1890'erne, ved den tid da sæsonvandringerne mod vest begyndte at tage stærk fart, følgende skildring af det typiske polske landarbejderhjem: »børn, høns og svin tumler sig i den gemytligste venskabelighed omkring i stuen, og svinet er i virkeligheden menneskets bedste ven; han plejer og passer det bedre end barnet, der må vokse op for lud og koldt vand. Urenligheden med alle dens ubehagelige følger hersker rundtom i familierne; på smukke solskinsdage ser man modrene sætte sig frem foran husene for at tage sig af deres småbørn på samme måde som vore stamfædre i de zoologiske haver. Renlighed er dyr, koster tid og penge, og ingen af de to dele bar man noget af her - hverken tid, thi den lægger godsejeren beslag på, eller penge, thi dem tjener man ingen af. Husmanden må arbejde strengt og længe, og når han kommer hjem, må han straks lægge sig, for den næste morgen at kunne mode i rette tid på arbejdspladsen.«

Det er ikke blot på selve stedet, at man mærker denne forskel mellem den bundløse elendighed i Østgalizien og de lidt højere livsvilkår og navnlig den noget rigeligere ernæring i Polen; den spores også tydelig blandt vandrearbejderne i Vesteuropa. Østgalizierne får overalt en betydelig lavere løn end de egentlige polakker - de er villige til at arbejde på betingelser, som selv den polske landarbejder afviser, og de er tillige nødt til at tage imod et lavere arbejdsvederlag, fordi deres arbejdsevne i en ganske anden grad er forringet ved den frygtelige underernæring i hjemmet; slet ernæring og endnu slettere arbejdsdygtighed følges her som allevegne ad som årsag og virkning; »landarbejderen spiser som halvdelen af et menneske og arbejder som fjerdedelen af et menneske«, siger et bevinget galizisk ord. Også udstrækningen af deres vandringer er forskellig; østgalizierne drager i almindelighed, og især de første år de er ude, ikke så langt bort shdi polakkerne; de holder sig oftere til den østlige del af Tyskland, hvor pengelønnen ganske vist er lavere, men hvor »deputatet«, de næringsmidler, der ydes arbejderne som en del af deres løn, er rigeligere - det er ikke så meget den højere løn, der lokker dem, som det er den skære fysiske sult, der tvinger dem ud; polakkerne derimod drager hyppigere længere mod vest, hvor deputatet er mere sparsomt, men hvor pengelønnen er højere, og hvor især det almindelig fremherskende akkordarbejde byder lejlighed til en ekstrafortjeneste. Fra denne udpinte, forarmede befolkning, der tæller adskillige millioner mennesker, mennesker, der af de fortvivlede økonomiske kår, hvorunder de lever, er bragt ind i en halv barbarisk tilstand, fra denne befolkning er det, at den store strøm af vandrearbejdere oversvømmer de vestlige egne af Europa.

Denne så skæbnesvangre bevægelse udviklede sig allerede tidlig, i 1870'erne og lidt ind i 1880'erne, men havde dengang endnu et forholdsvis ringe omfang og en stærkt lokalt begrænset karakter. Det var mellem de østtyske provinser på den ene side, især Vestpreussen, Posen og Schlesien, og den preussiske provins Sachsen på den anden, at den årlige bevægelse af sæsonarbejdere fandt sted. Sachsen var og er fremdeles den del af Tyskland, hvor landbruget står på sit højeste trin, har gennemløbet den mest udprægede industrialisering. Det Sachsiske landbrug, som man ser det ved midten og slutningen af 1870'erne, er typen for den senere udvikling på hele det vesteuropæiske fastland. Maskinerne er i stor målestok taget i brug på herregårdene; kartoffeldyrkningen til spritfabrikationen og navnlig roedyrkningen til sukkerfabrikation er trådt stærkt i forgrunden af agerdyrkningen. Industriens livlige fremgang har tillige drevet landarbejderlønnen i vejret; bortvandringen til byerne har opsuget landproletariatets overskud, og godsejerne er blevet nødt til at betale deres arbejdere højere løn. Men samtidig har landarbejderspørgsmålet fået en helt ny skikkelse ved selve landbrugets ændrede karakter, ved de gammeldags redskabers afløsning med maskinerne, ved overgangen fra den rene kornavl til rodfrugtdyrkningen. Sæsonarbejdet er blevet mere og mere fremherskende; hvor man før havde brug for noget nær den samme styrke af landarbejdere året rundt og kun i høsten trængte til en forøgelse af mandskabet, en reserve, som man hentede sig fra husmands- og småbondehjemmene, hvis mænd og kvinder meldte sig på herregårdene for at tjene den høje løn ved høstarbejdet, dér samler nu en stadig større del af virksomheden sig på et kortere spand af året. Til daglig behøves der kun et ringe antal tjenestefolk og faste arbejdere til at passe godsets drift, men nogle få måneder igennem trænges der til en talrig arbejderstab; damptærskemaskinerne overflødiggør det lange vinterarbejde med plejlen mod logulvet, men kræver en mængde mennesker på nogle ganske enkelte dage; maskinerne til jordens behandling sætter et stort tal af arbejderne ud af spillet, men når roerne skal luges og optages, skal der en mængde mennesker til. Det er modsætningen imellem den store overflod af landarbejdere og den elendig lave løn i østen på den ene side og på den anden den noget højere arbejdsløn og landbrugets udviklede sæsonskarakter i vesten, det er denne modsætning, som har givet stødet til de mægtige og mægtig voksende arbejdervandringer frem og tilbage mellem de forskellige egne af Europa.

Allerede lidt ind i 1880'erne var Østtyskland oversvømmet med agenter for de sachsiske godsejere, som hvervede landarbejdere til roekampagnen. De skulle have fri rejse, frit husly, fri kost, desuden en pengeløn, som, så lav den end var, dog syntes stor i sammenligning med, hvad der var udsigt til at tjene i hjemmet. I titusindvis kom da de kontraktbundne sæsonarbejdere til nogle måneders ophold på roemarkerne; og eksemplet, som godsejerne havde givet, blev hurtig fulgt af teglværksejere og jernbaneentreprenører. »Sachsen-gänger« er endnu stadig den almindelig brugte tyske benævnelse for en sæsonarbejder fra Østeuropa, skønt Sachsen nuomstunder kun optager en mindre del af den østeuropæiske invasion - ligesom vi på dansk bruger ordet »polak«, skønt de egentlige polakker nuomstunder er i stort mindretal i Danmark i sammenligning med ruthenerne fra Galizien.

Men vandringerne mellem Østtyskland og Sachsen i 1880'erne var kun indledningen til den store folkebevægelse; nye kræfter satte sig fra nu af i gang, og den ene bølge af vandrearbejdere fulgte på den anden. I Østtyskland, hvorfra en del af arbejderne blev trukket bort hvert år, når høsten nærmede sig og der var størst efterspørgsel efter folk, begyndte tilbudet af arbejdskraft at tage af og lønnen at stige. Godsejerne kunne ikke længere skaffe sig arbejdet udført på de gamle vilkår; de jamrede over »arbejdermangel« og begyndte nu selv at søge den vej, som deres vestlige kolleger havde anvist. Som erstatning for de arbejdere, der var blevet draget vest på, drog de selv arbejdere til øst fra, hvor lønnen var endnu lavere; ruthenere og polakker fra Galizien og Russisk-Polen blev indforskrevet i store mængder og anvendt til høstarbejde på de østtyske godser. Og nu gentog bevægelsen sig; de polske godsejere, som mistede en del af den arbejdskraft, der før havde stået til deres rådighed, sendte deres agenter mod øst, til de endnu uslere stillede landarbejdere i det egentlige Rusland, og hvervede store kolonner af russiske arbejdere til høsten på de polske godser. Og længere øst på, ind i det russiske kæmperiges indre, forplantede bevægelsen sig og kaldte nye vandringer frem mellem de lavest udviklede og de mere fremskredne egne. Det er en forunderlig kæde af ind i hinanden gribende folkestrømninger, man ser, i stadig fremgang om foråret og tilbagegang om efteråret. Den schlesiske landarbejder drager på arbejde til Sachsen og vender hjem, når høsten er omme; medens han er borte, kommer den polske landarbejder til Schlesien og passer de marker, han forlod; og medens han er borte, kommer atter den russiske landarbejder endnu længere øst fra og arbejder på de polske godser.

Samtidig med at arbejderbefolkningen i Østeuropa således kommer i stadig voksende uro og bevægelse og de bånd løsnes, som stavnsbinder husmand og landarbejder til året igennem at forblive i sin landsby, så breder vandrearbejdet sig med voldsomt stigende styrke længere imod vest. Tyskland helt over til Rhinen og hinsides Rhinen, Elsass og Lothringen, oversvømmes af østtyske, ruthenske og polske sæsonarbejdere, og ud over Tysklands grænser trænger de sig, til Holland, til Danmark, til Sydsverige. Det er landbrugets moderne udvikling, dets tiltagende brug af maskiner, dets forøgede dyrkning af rodfrugter til industriel udnyttelse og dets deraf følgende stadig mere skarpt udprægede sæsonkarakter, som danner basis for vandrearbejdet - i forening med den ved industriarbejdernes organisation fremkaldte stigning af landarbejderlønnen - der ganske vist ikke, som landbrugets arbejdskøbere søger at indbilde et godtroende publikum, gør det vanskeligt at skaffe arbejdere til landbruget, men derimod gør det vanskeligt at skaffe arbejdere for fuldt så ussel en løn, på fuldt så elendige vilkår som for en årrække siden. Det er det grænseløse profitbegær, som er motivet for de store landmænd til at organisere indførselen af slavebunden, lavtlønnet arbejdskraft fra halvbarbariske lande, ved hvis hjælp de håber at kunne holde den indenlandske landarbejder nede i nød og usseldom og barbari.

Det er landbruget, som optager hovedmassen af disse vandrende arbejdere; også i teglværker, ved jernbaneanlæg og i deslige virksomheder bliver deres billige arbejdskraft dog udnyttet; og man er tillige i fuld gang med at indføre den i fabrikkerne og bjergværkerne - i kulminerne ved Ruhr i Vesttyskland, i nærheden af essen, er over fjerdedelen af arbejderne hentet fra det fjerne østen. Stadig vokser deres antal; henved en halv million mænd og kvinder bevæger sig årlig frem og tilbage mellem deres hjem og deres sommerarbejdssted. Snart drager den ene ægtefælle afsted, medens den anden bliver hjemme og passer den lille husmandslod; snart afhænder man bedriften, sælger den eller bortforpagter den; snart rejser de halvvoksne børn afsted - det store flertal af vandrerne er kvinder og ganske unge mennesker, et uhyggeligt træk, der rummer en alvorlig fare for den tilvoksende slægts moral.

Den løn, de østeuropæiske vandrearbejdere tjener, veksler dels efter deres hjemsted - den er helt igennem betydelig lavere for de udhungrede ruthenere fra Østgalizien end for de mere arbejdsduelige polakker fra Vestgalizien og Russisk-Polen - og dels efter deres arbejdssted - den er i det vestlige Tyskland en hel del højere end i det østlige, men den er overalt adskillig lavere end den normale løn for hjemlige arbejdere. I almindelighed bevæger daglønnen for den voksne mand sig fra 66 eller 75 øre opefter til 1 kr. eller lidt derover og kan undertiden stige til omkring 1 kr. 50, øre; for kvinder og unge mennesker er den betydelig mindre. Men så ringe denne løn også er, så kan de uhyre nøjsomme arbejdere alligevel ofte vende hjem til deres landsby med 50 eller 100 kr. Eller endnu mere i lommen, en sum, de kan tære på vinteren igennem, en mange gange større sum, end de havde kunnet lægge til side, om de var blevet hjemme. Ved siden af pengelønnen bliver der udleveret arbejderen et kvantum levnedsmidler; det er kartofler først og sidst, og dertil skummetmælk, og derudover jævnlig, især hvor det er de underernærede østgaliziere, det drejer sig om, lidt brød eller mel, stundom også lidt svinefedt og salt - men hjemmefra er de sjælden vant til andet end kartofler med en smule grøntsager til.

De kommer til arbejdsstedet bundne ved kontrakter, der i de fleste tilfælde berøver dem enhver som helst ret i arbejdsforholdet, giver dem værgeløst til pris for deres udbytters vilkårlighed. Agenten har lovet dem guld og grønne skove, og de har troet ham på ordet, uden at kunne forstå, tit endog uden at kunne læse den kontrakt, hvorved de har forskrevet sig. Udover betingelserne for løn, »deputat« og arbejdstid indeholder kontrakten en række bestemmelser, og de er af den beskaffenhed, at - som det i en indberetning fra det danske gesandtskab i Berlin udtrykkelig fremhæves - »man kan ikke nægte, at de polske arbejderes fortalere har ret, når de hævder, at disse bestemmelser gør arbejderen praktisk talt retsløs«….»det gælder navnlig bestemmelserne om, at arbejderen, når han med rette afskediges, er stillet som ved kontraktbrud fra hans side, d.v.s., at han mister ethvert yderligere krav på arbejdsgiveren, samt om, at han i tilfælde af konflikt med arbejdsgiveren fraskriver sig ret til at henvende sig til domstolene, men at sagen henskydes under landbrugskamrets afgørelse (landbrugskamret er en institution, der repræsenterer arbejdsgivernes interesser). De grunde, hvorfor arbejderen med rette kan afskediges, er nemlig sådanne, at de kan give anledning til misbrug fra arbejdsgiverens side.«

Således i Tyskland. Til belysning af den trafik, hvorved de danske godsejere skaffer sig polakker, har et tysk godsejertidsskrift meddelt et højst betegnende træk, der kaster et skarpt skær over den moral, som udfoldes i denne den moderne slavehandel. Det oplyses nemlig på grundlag af undersøgelser over vandrearbejdet i Mecklenburg, at en betydelig del af polak-importen til Danmark består af arbejdere, som de danske agenter har lokket til at bryde deres tidligere indgåede kontrakter med tyske arbejdskøbere. »de danske agenter driver i stort omfang deres uvæsen på hovedbanegårdene så vel som ude på landet. Særlig er Rostock en yndet plads for deres operationer. De indfanger folkene, før de endnu har opnået forbindelse med deres nye herskaber, forstår meget vel at lokke dem med sig ved løftet om højere lønninger og transporterer dem derpå ufortøvet med færgen til Danmark, hvor de i løbet af et par timer er bragt i sikkerhed mod den truende straf.«

Til belysning af de østeuropæiske vandrearbejderes forhold i Danmark foreligger der en undersøgelse, de samvirkende fagforbund i slutningen af 1906 foretog gennem udsendelsen af forespørgsler til de lokale fællesorganisationer, og som, i betragtning af det overordentlig vanskeligt tilgængelige stof, har stor værdi; vi skal her kun flygtig berøre et par af hovedpunkterne. Det lykkedes at tilvejebringe oplysninger fra 64 arbejdspladser, hvor der ialt beskæftigedes 834 fremmede arbejdere. Af de arbejdere, hvis herkomst er oplyst, var de 72 pct. Fra Østrigsk-Polen - altså, med sikkert kun ganske enkelte undtagelser, ruthenere fra Østgalizien. Den daglige arbejdstid - vel at mærke den virkelige arbejdstid, med fradrag af spisetider - er gennemsnitlig ca. 11½ time; i godt halvdelen af alle tilfælde er den 10-11 timer, men meget hyppig, i næsten fjerdedelen af alle tilfælde, er den 12 timer eller derover. Daglønnen er gennemsnitlig 1 kr. 17 øre; for omtrent halvdelen af alle arbejdere opgives den til 1 kr. og kun sjælden, for én arbejder af hver 9, til 1 kr. 50 øre eller derover. Deputatet er for hver arbejder 25 pund kartofler og 7 potter skummetmælk om ugen. Om de sove- og opholdsrum, der bydes arbejderne, får man en uhyggelig forestilling gennem oplysninger om, hvor mange mennesker der deler værelse; gennemsnitlig falder der næsten 6 beboere på hvert rum, og på hver beboer kun 150 kubikfod luftrum - et rumfang af lidt over 5 fod i hver udstrækning; på et arbejdssted finder man 15, på et andet 18, på et tredje 23 personer, alle kvinder, stuvede sammen i et rum; på et arbejdssted finder man 8 mænd og 4 kvinder, som i fællesskab bebor det samme rum; iøvrigt bliver beboelsesrummene fra forskellige steder karakteriseret således: »værelset er mørkt og fugtigt«; »små svinske huller«; »boligen ligner en svinesti« eller lign. (lov om anvendelse af udenlandske arbejdere - til beskyttelse af »polakkerne« - trådte i kraft 1. januar 1913).

Det er indlysende, at en sådan indførsel af billig arbejdskraft, som kapitalen benytter til at bekæmpe indlandets arbejdere, holde deres livsvilkår nede, splitte deres organisationsbestræbelser, det er indlysende, at en sådan indførsel må bidrage til at sætte ondt blod. Og det er ikke blot i arbejderkredse, den avler bitterhed, men også i kapitalistkredse, blandt godsejere og forpagtere i de lande, hvorfra strømmen af vandre-arbejdere udgår. Den periodiske arbejdervandring fra Østtyskland, Russisk-Polen og Galizien har blandt de pågældende landes agrarkapitalister skabt en stærkt ophidset stemning mod deres vestligere kolleger, der afleder en del af den overtallige arbejdskraft fra deres landområde og derved virker til at drive lønnen lidt i vejret og gøre det umuligt at få arbejdet udført på slet så elendige betingelser som før. De østtyske og polske agrarer har ikke ord stærke nok til at fordømme de sachsiske og danske. Og deres raseri over den »arbejdermangel«, den »folkenød«, der er en følge af vandringerne, giver sig bestandig mere grimme udslag. Med større og større styrke rejser de kravet om genindførelse af et stavnsbånd, der binder landarbejderne til hjemstedet og hindrer deres bortvandring; og også røster om en klækkelig forhøjelse af tredje- og fjerde klasses jernbanebilletter og deslige foranstaltninger høres. Sine ejendommeligste udtryk får denne stemning i Russisk-Polen, hvor det er godsejerne, der leder den national-polske bevægelse imod det russiske herredømme, men hvor deres nationalfølelse vejres hen som avner for vinden, så snart det gælder de materielle interesser, der er knyttet til den billige arbejdskrafts bevarelse - det vakte for få år siden kolossal opsigt, da en af spidserne for det polske patriotparti i det officielle russiske blad i Warschau offentliggjorde en henvendelse til den »højsindede regering« om at nægte pas til udvandrende arbejdere, da de på deres rejse »fra ungdommen af fyldtes med fordærvelige ideer, der førte til omvæltning og usædelighed.«

I modsætning til den reaktionære, kulturfjendske og i virkeligheden dybt anti-nationale stemning, som vandrearbejdet vækker i udvandringslandets kapitalist- og godsejerverden, står de bestræbelser, det fremkalder blandt indvandringslandets arbejdere, bestræbelser, der ikke blot dikteres af de rent umiddelbare økonomiske interesser, men også af den internationale solidaritetsfølelse. Ganske vist bliver solidaritetsfølelsen sat på en hård prøve. De sværme af lavtstående arbejdere, som kapitalen indforskriver for at modvirke de indenlandske arbejdere, bryde deres kampevne og ødelægge de resultater, de allerede har tilkæmpet sig, betyder en uhyggelig fare, som vel er egnet til at skræmme op og sætte sindene i bevægelse. Og så meget mere uhyggelig er denne fare, som de fremmede arbejdere ved sprog, ved sæder og skikke, er skarpt sondrede fra den befolkning, til hvilken de kommer, så det er vanskeligt, ofte umuligt at påvirke dem hvor svært er det ikke for de organiserede danske arbejdere at træde i vekselvirkning med de polske og ruthenske landbrugs- og teglværksarbejdere, og hvor mange gange sværere endnu for de amerikanske eller engelske arbejdere at træde i vekselvirkning med de østasiatiske kuli'er. Intet under, at den hvide arbejder i Sydamerika eller Californien fyldes med bitterhed overfor kineseren, intet under, at den vesteuropæiske landarbejder ser med ublide øjne på polakken. Rent instinktivt er den første følelse, der griber dem modvilje imod den fremmede arbejder selv som den håndgribelige, iøjnefaldende repræsentant for det forhadte system - på samme måde som de engelske håndværksarbejdere for et århundrede siden vendte deres harme mod de nye maskiner, der berøvede dem brødet, uden forståelse af, at det ikke var fra maskinerne selv, men fra den kapital, der udnyttede dem, at alle ulykkerne skrev sig. Og rent instinktivt griber man til tanken om absolut forbud mod indvandring eller strenge betingelser for retten til at indvandre som det mest nærliggende middel til at tage stødet af - på samme måde som småhåndværkeren lader sig vinde for beskyttelsestold, eller som de engelske arbejdere i gamle dage slog maskinerne i stykker og satte ild på fabriksbygningerne og troede, at dermed var al fare ovre. Det er betegnende, at disse, reaktionære stemninger og tanker har deres tilhold overalt i de lande, hvor socialdemokratiet er svagt, den socialistiske bevidsthed endnu forholdsvis lidet udviklet - især blandt arbejderne i de nordamerikanske fristater og de engelske kolonier, hvor fagforeningerne næsten alle er af ren småborgerlig karakter, uden påvirkning af socialistisk ånd. Anderledes derimod, hvor den socialistiske bevidsthed i højere grad gennemsyrer arbejderklassen. Her lader man sig ikke vildlede af de første, uvilkårlige indskydelser, men gennemskuer forholdet i dets sociale sammenhæng; her spilder man ikke sin modvilje i et kortsynet »kineserhad« eller »polakhad«, men vender den med fuld styrke imod den kapital, som behersker og udnytter arbejderne; her tager man ikke sin tilflugt til reaktionære foranstaltninger, der - i strid med den hele kapitalistiske udvikling, som de er - alligevel bliver virkningsløse, men søger helt andre og sikrere midler til ondets bekæmpelse.

Den resolution, der enstemmig vedtoges på den internationale kongres i Stuttgart, angiver i store træk den fra et socialistisk standpunkt eneste rigtige holdning, som arbejderklassen kan indtage overfor dette vigtige spørgsmål. Resolutionen fremhæver stærkt de farer, hvormed arbejderklassen i de kapitalistisk udviklede lande trues ved en masseindførelse af uorganiserede, til en lavere livsførelse vante arbejdere fra lande af overvejende agrarisk karakter eller med endnu bestående naturalhusholdning; men den tager samtidig skarpt afstand fra politiske og økonomiske undtagelseslove som middel imod disse farer - enhver sådan lov, navnlig altså indvandringsforbud imod arbejdere af visse nationer eller racer, er ikke blot i sit væsen reaktionær, men bliver også resultatløs, ude af stand til virkelig at løse sin opgave. Derimod må det være de organiserede arbejderes pligt at værge sig imod den nedsættelse af deres livsniveau, som ofte følger med en masseindførsel af uorganiserede arbejdere, og ligeledes at forhindre indførsel og udførsel af strejkebrydere.

Som den væsentligste praktiske foranstaltning, der direkte tager sigte på at bryde den værste brod af arbejderindførslen, anbefales det at virke for »forbud mod ud- og indførsel af arbejdere, der ved kontrakt er berøvet den fri rådighed over deres arbejdskraft og lønvilkår«. - en sådan lov, der, som vi allerede tidligere har set, gælder i Amerika, ville - om den blev omhyggelig gennemført - give hele det misbrug, der nu om stunder drives med den østeuropæiske arbejdskraft, dødsstødet. Den polske eller ruthenske arbejder ville da som nu frit kunne komme til Danmark for at sælge sin arbejdskraft i sæsonen, uden at lovgivningen lagde ham nogen hindring i vejen; men han ville komme som fri mand, der ligesom enhver anden arbejder frit kunne søge til arbejdsmarkedet, forhandle om arbejdsbetingelserne og skaffe sig det højst mulige arbejdsvederlag, som efter forholdet mellem tilbud og efterspørgsel lader sig vinde - i stedet for at han nu til dags kommer som en slavebunden løntrykker.

Ved siden af forbudet mod indførslen af kontraktbunden arbejdskraft vil også en stærkt udviklet arbejderbeskyttelseslovgivning, arbejdstidens forkortelse, udsvedningssystemets afskaffelse, streng kontrol med bolig- og sundhedsforhold og deslige i høj grad bidrage til at afværge de værste følger af den periodiske arbejderindvandring fra lavtstående samfund. Fagforeningerne bør give de indvandrede arbejdere den lettest og hurtigst mulige adgang til at blive medlemmer, og fra den ene landsorganisation bør arbejderen umiddelbart og vederlagsfrit kunne træde over i den anden - henstillinger som særlig har adresse til de aflukkede amerikanske og delvis også de engelske fagforeninger, der så vidt muligt søger at spærre af for tilgang af fremmede. Den faglige organisation må af yderste evne fremmes i udvandringslandet, og ind- og udvandringslandenes fagforeninger bør stå i stadig vekselvirkning med hverandre. Endelig bør man tilstræbe en alvorlig lovgivning om sundhedsforanstaltninger på udvandrerdampere og en skarp kontrol ved inspektører udgåede af de organiserede arbejderes kreds.

Ved en række af foranstaltninger som dem, der her er antydet, vil det være muligt at overvinde alle de onde følger, som vandrearbejdet nu om stunder drager efter sig, hvad enten det optræder i den gule mongols eller den sortsmudsede slavers skikkelse. Herhjemme er det den slaviske indvandring, »polakindvandringen«, som er det brændende spørgsmål, en af de alvorligste blandt de sidste årtiers sociale fremtoninger. Man er dog nu her nået så vidt, at den ene kolonne efter den anden af polske og ruthenske arbejdere har nedlagt arbejdet, hvor de ved falske foregivender var lokkede til arbejdsstedet eller på anden måde har ment sig forurettede. Det vidner om, at også blandt dem begynder klassebevidstheden at røre på sig; det varsler om, at den tid ikke er fjern, da heller ikke de vil lade sig behandle som viljeløse udbytningsgenstande.

Netop den udvandring, der nu en årrække igennem har fundet sted fra deres hjemstavn, har sin andel i den forandring, man sporer. Thi den er ikke gået virkningsløst hen over deres hoveder, så ringe vekselvirkningen end har været mellem vandrearbejderne og kulturforholdene i de lande, hvor de har arbejdet, så har der dog fundet nogen påvirkning sted. De har fået fornemmelse af en arbejderbefolkning i højere kår og med stærkere selvbevidsthed; de har hørt rygter om fagforeningerne og den socialdemokratiske bevægelse - dunkle fornemmelser og uklare rygter måske, men nok til at sætte sindene i bevægelse, blive genstand for drøftelse og eftertanke, vække slumrende forestillinger om menneskeret og menneskeværd, forestillinger, som lidt efter lidt omsættes i handling. Og hertil kommer et andet forhold: den russiske revolutionære bevægelse, som netop i de polske egne har et af sine stærkeste centrer - den socialistiske ild, her ulmer, trænger efterhånden ind i Østeuropas husmænd og landarbejdere, påvirker deres sind, indpoder dem klassebevidsthed og international samfølelse, forvandler dem fra løntrykkere og strejkebrydere imod de vesteuropæiske arbejdere til partifæller, kampfæller.

Polakkerne er det fornemste middel, ved hvis hjælp storagrarerne søger at holde arbejdslønnens stigning i skak og om muligt at presse de danske landarbejdere ned til endnu uslere livsvilkår. Hvor stærkt polak-importen er taget til, viser den officielle indberetning fra polak-inspektoratet; i året 1907 beskæftigedes der 6251 af disse fremmede arbejdere i det danske landbrug, i året 1910 derimod 9767; eller med andre ord: for hver to polakker, der blev anvendt i 1907 herhjemme, anvendtes der tre i 1910. Fra de store agrarers side hævdes det bestandig, at polakimporten er en nødvendighed; man kan ikke på anden måde skaffe sig tilstrækkelig arbejdskraft; selv tilbudet om en nok så høj løn er ikke i stand til at drage danske arbejdere til. Statistikken over landarbejdernes løn kaster et meget ejendommeligt lys over denne påstand - viser, hvor usandsynlig og usandfærdig den er.

Hvis storagrarerne havde ret, hvis man virkelig havde strakt sig så vidt som muligt for at skaffe arbejdet udført ved danske arbejdere og kun tvungen af den absolutte nødvendighed havde måttet tilkalde arbejdere fra andre lande, så ville dette ytre sig på den måde, at landarbejderlønnen var forholdsvis høj i de egne, hvor polakkernes antal er forholdsvis stort - ellers er enhver sådan tale meningsløs. Men statistikken viser ganske det modsatte; jo flere polakker, des lavere arbejdsløn; netop de egne af landet, hvor både tjenestefolk og daglejere er slettest lønnede, netop dem er det; som i størst udstrækning befolkes med fremmed, importeret arbejdskraft.

For at undersøge hele dette forhold har vi først fordelt samtlige 18 amter i landet i 3 forskellige grupper efter det større eller mindre antal af polske og galiziske landbrugsarbejdere. Øverst står Maribo, Præstø, Odense, Svendborg, Holbæk og Sorø amter; dernæst Københavns, Bornholm, Randers, Vejle og Frederiksborg amter; og endelig kommer Hjørring, Ålborg, Ringkøbing, Thisted, Ribe og Viborg amter; i den første gruppe findes der gennemsnitlig ca. 65 polakker for hver 1.000 danske landarbejdere, i den anden ca. 15 og i den sidste kun ca. 4. Vi nævner for enkelte klasser af landarbejdere den udfundne gennemsnitsløn, idet vi over alt begynder med de egne, hvor der er flest polakker, og ender med dem, hvor der er færrest. Faste mandlige arbejdere på egen kost: 599-645-715 kr. Faste mandlige arbejdere på husbonds kost: 437-438-471 kr. Faste kvindelige arbejdere på egen kost: 418-485-503 kr. Faste kvindelige arbejdere på husbonds kost: 312-312-323 kr.. Sammenfatter man alle disse tal under ét, så finder man, at for hver 100 kr., Der gennemsnitlig betales som arbejdsløn i de egne, hvor der er færrest eller slet ingen polakker, betales der kun 93, hvor der er flere af dem, og kun 89, hvor de er flest. Så langt fra, at anvendelsen af fremmede arbejdere skyldes nogen mangel på hjemlige arbejdere - hvad der jo måtte have drevet arbejdslønnen stærkt i vejret - så står tværtimod den uforholdsmæssig lave arbejdsløn og den uforholdsmæssig stærke udnyttelse af polske galiziske arbejdere i nært forhold til hinanden; jo uslere løn de danske landarbejdere har, des flere polakker.

Vedbliver importen af polakker at tiltage efter samme målestok, som den er tiltaget indtil 1910, bliver større strækninger formelig oversvømmet med dem, som det endnu kun er tilfældet i enkelte dele af landet, da vil resultatet blive, at det ikke blot standser lønstigningen for de danske landarbejdere, men de vil også stå i fare for at trykkes ned i den samme elendighed, som hersker, hvor polakkerne kommer fra. Stærkere og stærkere melder sig under indtryk af alt dette den bydende nødvendighed af fremgang for den bestående landarbejderorganisation, der kan hævde de hidtil vundne resultater og vinde frem til ny og større højnelse af landarbejderklassens kår.

Arbejderrisikoen er en af de mørkeste skygger, det moderne produktionsliv kaster. Den er i sin nuværende form et produkt dels af den tekniske udvikling, dels af det kapitalistiske profithensyn. Med det stedse mere sammensatte og hurtigere løbende maskineri bliver den industrielle virksomhed bestandig farligere. I fag efter fag vokser faregraden pludselig ved overgangen fra håndværk til fabriksindustri, og den forøges yderligere ved ethvert nyt teknisk fremskridt. Ikke blot i den egentlige fabriksindustri, også i andre erhverv, er den i stadig tiltagen. I landbruget således ved den stigende anvendelse af maskiner; arbejderne ved landbrugsmotorer er efter den østrigske statistik at domme næsten dobbelt så stærkt udsat som industriarbejderne. I bjergværksdriften ved den intensive udnyttelse, som hele samfundets økonomiske udvikling kræver, de dybere miner, den forøgede benyttelse af sprængstoffer. I byggefagene, efterhånden som man med det tiltagende storstadsliv må opføre flere og flere høje huse.

En meget stor del af de ulykkelige hændelser ville kunne undgås ved forebyggende sikkerhedsforanstaltninger, ved anvendelsen af fuldtud solide redskaber og hjælpemidler, ved en ikke altfor hidsig maskinhastighed og, sidst men ikke mindst, ved en kortere, mindre udmattende arbejdstid. Her lægger imidlertid profithensynet sig hindrende i vejen. Medens maskinen er kostbar og må erstattes i dyre domme, når den ødelægges, er arbejderne, som individer betragtet, værdiløse for kapitalen. En dræbt eller lemlæstet arbejder kan straks og uden yderligere bekostning afløses af en ny. Enhver sikkerhedsforanstaltning, der koster penge eller nedsætter arbejdsudbyttet, står på kapitalens konto som et direkte tab og vil derfor aldrig ad frivillighedens vej kunne blive almindelig gennemført. Den må tvinges igennem ved en beskyttelseslovgivning, som pålægger arbejdskøberne at overholde visse bestemte forskrifter, og ved en forsikringslovgivning, som pålægger dem det økonomiske ansvar for de lemlæstelser, der finder sted i deres bedrifter, og derved gør dem interesserede i at træffe forebyggende forholdsregler.

I den engelske tekstilindustri i første halvdel af det 19. århundrede, typen på den kapitalistiske produktion i renkultur, var ulykkestilfældenes tal uhyre; den profitgriske kapital forsømte selv de simpleste forsigtighedsforanstaltninger og viste den mest kyniske råhed overfor ofrene; så snart et ulykkestilfælde var indtruffet, blev klokkeslettet noteret, for at man kunne vide, hvor stor en del af daglønnen der kunne trækkes fra. Hvor stærkt arbejderrisikoen er vokset i omfang i løbet af den allersidste tid, får man et indtryk af gennem den tyske ulykkesforsikringsstatistik. For hver 100,000 forsikrede industriarbejdere blev der hvert år gennemsnitlig ydet erstatning for 1888-90: 483 ulykkestilfælde; 1891-93: 578 ulykkestilfælde; 1894-96: 641 ulykkestilfælde; 1897-99: 714 ulykkestilfælde. Ifølge arbejderforsikringsrådets beretninger fra de fire år 1900-03 blev der her i Danmark i årligt gennemsnit behandlet 824 tilfælde, som faldt ind under loven. Af dem endte med døden 52; med invaliditet over ¼ af arbejdsevnen 119; med invaliditet under ¼ af arbejdsevnen 420; uden blivende invaliditet 233. De 52 tilfælde med dødelig udgang udgør noget under halvdelen af de hvert år i Danmark forekommende dødsfald, som skyldes erhvervsmæssigt arbejde. Hver uge året igennem kræver altså den kapitalistiske industris molok to arbejderes liv - foruden de mange, som lemlæstes, eller hvis liv og sundhed den stjæler gennem snigende nedbrydning af helbredet. Efter køn og alder fordeler de tilskadekomne arbejdere, hvis sager er behandlede i årene 1899 -1903, sig på følgende måde:

Vil vi nu undersøge, i hvilket køn og på hvilke alderstrin faren for at rammes af ulykkestilfælde er størst, kan vi sammenstille tallet på de tilskadekomne arbejdere 1900-03 med tallet på de arbejdere, der i 1901-04 var under fabrikstilsynet; vi finder da, at faren for lemlæstelse er langt mindre for de kvindelige arbejdere end for de mandlige. Ligeledes er faren for de ganske unge mænd mellem 14 og 18 år betydelig ringere end for de ældre. Kommer man op over det 18. aldersår, begynder faren at stige, men langt stærkere bliver stigningen, når man har overskredet det 22. år. For hver 10 arbejdere mellem 14 og 18 år, der er kommet til skade, er der af et ligeså stort antal arbejdere mellem 18 og 22 år kommet 12 og over 22 år kommet 31 til skade.

Vil man endelig undersøge, hvorledes forholdet stiller sig på de højere alderstrin, og lægger man aldersfordelingen blandt de mandlige industriarbejdere i København, som den var ved folketællingen i 1901, viser det sig, at den gamle arbejders liv og lemmer er mere end dobbelt så stærkt truet som deri unges. Til de øvrige forbandelser, den kapitalistiske produktionsmåde bereder de arbejdere, der er blevet ældede og udslidte i dens trældom: lavere løn, længere arbejdsløshedsperioder, kæder sig altså også en langt større fare for at miste liv og førlighed på arbejdets valplads

Det stemmer godt med erfaringer, man har gjort for den engelske industri i tiden omkring 1890. Det viste sig her, at den gamle arbejder, på over 65 år, i transportindustrien og bjergværksdriften var 3 gange så stærkt udsat for at miste livet under arbejdet som den unge, i begyndelsen af tyverne, i byggefagene 6 gange så stærkt udsat, i metalindustrien 7 gange og i tekstilindustrien endog 14 gange så stærkt udsat.

Efter ugedage fordeler de i rådets beretninger skildrede ulykkestilfælde sig på følgende måde: mandag 628; tirsdag 581; onsdag 605; torsdag 581; fredag 519; lørdag 637; ialt 3551, + søndag 93. Man ser, at der om mandagen og lørdagen er indtruffet flere ulykkestilfælde end på de andre hverdage. Forskellen er ikke stor, men den er ikke tilfældig; i andre lande har den samme regel vist sig at gælde. Forklaringen er nærliggende: dels en utilstrækkelig hvile efter søndagens adspredelser, dels træthed efter ugens arbejde.

Til belysning af arbejder risikoen på landet meddeler vi oplysninger fra arbejderforsikringsrådets beretning for året 1911. Rådet afgjorde ialt 948 sager vedrørende landarbejdere. Heraf er der i 89 tilfælde indtrådt dødsfald og i 243 tilfælde en svær lemlæstelse, som har nedsat vedkommende arbejderes arbejdsevne med i det mindste femtedelen og ofte gjort ham til fuldstændig krøbling. Det vil med andre ord sige, at der - bortset fra de mangfoldige mindre beskadigelser - hver måned gennemsnitlig er 7-8 landarbejdere, som er blevet dræbt under arbejdet, og 20, som er blevet ramt af svær lemlæstelse. Så godt som hver eneste dag året rundt er der altså en landarbejder, der enten omkommer under arbejdet eller bliver invalid. Den risiko for liv og lemmer, som landarbejderen er udsat for, synes således at være meget betydelig. Sammenligner vi tallene med de tilsvarende tal for industrien (derunder indbefattet jernbane- og sporvejsdrift, skorstensfejerarbejde, ladning og losning af skibe osv.), Finder vi, at af hver 100 tilfælde, som arbejderforsikringsrådet har truffet afgørelse om, var der i landbruget 35, der endte enten med døden eller med en invaliditet, som formindskede arbejdsevnen med mindst femtedelen, i industrien derimod kun 28.

De årsager, der har fremkaldt ulykkestilfældene, er sondrede i forskellige grupper. Øverst står, som kilde til ulykkestilfælde, maskiner og redskaber. Af de 666 ulykkestilfælde, som enten medførte døden eller en forringelse af arbejdsevnen med over 10 pct., er de 164 - en fjerdedel - forvoldt ved maskiner og redskaber; særlig er det hakkelsemaskiner og tærskemaskiner, som har krævet talrige ofre. Ved fald og nedstyrtning er der indtrådt 122 ulykkestilfælde - især ved nedstyrtning fra hølofter og deslige. 115 ulykkestilfælde skyldes dyr, særlig sparkning af heste; 108 skyldes kørselsulykker; 56 skyldes slag af nedfaldne genstande, knusning under sammenstyrtede jordmasser og deslige. Man får, når man gennemlæser de indgående beskrivelser af, hvorledes hver enkelt ulykkestilfælde er gået for sig, et levende indtryk af de mange forskellige farer, der under arbejdet lurer på landarbejderen fuldt såvel som på industriarbejderen, og truer ham med død og lemlæstelse - og gør det i stadig højere grad, efterhånden som maskinteknikken trænger igennem i landbruget.

Det er, ganske naturlig, i høst- og tærskningsperioden, at faren er størst; forholdsvis mindst er den derimod i foråret og forsommeren. En fordeling efter årstider viser, at for hver 10 ulykkestilfælde, der er indtruffet i april-maj-juni, falder der ikke mindre end 15 på månederne august-september-oktober. I de øvrige måneder af året er antallet nogenlunde ligelig fordelt.

Således som arbejdsløsheden hjemsøger den danske arbejderbefolkning i 1908-09, er den både ved sit omfang og ved sin varighed så forfærdende som næppe nogensinde før. Den 15. november 1908 var der af 88,844 organiserede arbejdere 13,042 eller 15 pct., som var arbejdsløse; den 23. januar 1909 var tallet steget til 20,445 af 81,320 eller 25 pct.; og endnu den 13. februar, på en tid af året, da arbejdsløsheden ellers næsten altid er i færd med at aftage, holdt tallet sig vedblivende på det samme frygtelige højdepunkt, som 21,732 af 86,450 eller 25 pct. Det var altså fjerdedelen af de organiserede danske arbejdere, som i den vinter måtte gå ledige måned efter måned. Og hertil kom den store, forholdsvis vel endnu større mængde uorganiserede arbejdere, som også måtte gå ledige. Og endelig de mangfoldige arbejdere, især i den egentlige fabriksindustri, som arbejdede på indskrænket tid og mod en tilsvarende forringet arbejdsløn.

Overfor den masseagtige nød, som disse tal repræsenterer, bliver alle normale hjælpekilder hurtig udtømt. Endnu i november 1908 var der omtrent to tredjedele af de arbejdsløse, som nød regelmæssig understøttelse fra arbejdsløshedskasserne eller fagforeningerne, i januar 1909 derimod godt én tredjedel, og i februar var forholdet omtrent det samme - de 61 pct., næsten to tredjedele af de arbejdsløse, stod uden hjælp, henvist til på egen hånd at sulte sig igennem til bedre tider. Allerede i november 1908 blev det oplyst, at 4.362 arbejdere havde været uden arbejde i mere end 3 måneder, deraf 1.793 i mere end et halvt år, og deraf atter 737 i mere end 8 måneder. Det er tal, tørre, nøgne tal, som åbner indblik i el dyb af ufattelig elendighed, af savn og sult, af hjem, som ribbes til det yderste for deres fattige ejendele, af fortvivlede anstrengelser for fra dag til dag at bjerge det allernødvendigste for sig selv og sine kære, af brudte kræfter og forpinte sind, af håbløshed og ophidselse.

Og overalt i den kapitalistisk producerende verden er forholdene noget nær de samme. Værst er tilstanden vist i England, hvor man i oktober 1908 anslog tallet på de arbejdsløse blandt de organiserede arbejdere til en halv million og blandt de ikke-organiserede til en million - tilsammen 1½ million, hvad der, hustru og børn iberegnet, svarer til en befolkning af 6-8 millioner mennesker. I Berlin blev der den 13. februar 1909 optalt over 100,000 arbejdsløse. Ligeledes fra Frankrig, fra Holland, fra Italien - allevegne fra i Europa; og jo stærkere fremskreden den industrielle udvikling er i et land, des større er de lidelser, arbejdsløsheden forvolder. Og ikke bedre er det i Amerika. Det er en verdenskrise, vi står i, et af disse frygtelige økonomiske sammenbrud, der - dybt begrundede som de er i den hele kapitalistiske produktionsmådes væsen - med få års mellemrum bestandig kommer igen og spreder ødelæggelse omkring sig.

I året 1815 indtraf den første verdenskrise, den næste i 1825, så i 1836, i 1847, i 1857, i 1866, i 1874 - som man ser, med en afstand af omtrent 10 år. I 1883 satte den næste nedgangsperiode ind efter nogle få års svag opgang; i første halvdel af 1890érne herskede der på ny kriseagtige tilstande, efter at 1880érnes slutning havde bragt en let bedring. Så fulgte fra midten af 1890érne til begyndelsen af det nye århundrede en tid med vældig industriel opgang. I 1900 og 1901 kom tilbageslaget, og de følgende år var yderst mørke. Lidt efter lidt begyndte det dog så småt at lysne; i 1906 og det meste af 1907 var konjunkturerne høje og arbejdsvilkårene ret gode. Men disse forholdsvis gunstige tilstande fik kun kort varighed; i slutningen af 1907 og begyndelsen af 1908 vendte strømmen sig, og den store krise udbrød. Det sidste tiårs økonomiske bølgebevægelse spejler sig tydelig i tallene på de arbejdsløse i Danmark. I november måned i hvert af årene siden 1899 har de samvirkende fagforbund optalt de arbejdsløse blandt de organiserede arbejdere som 1899: 5,094 - 1900: 13,504 - 1901: 17,817 - 1902: 14,180 - 1903: 12,521 - 1904: 9,963 - 1905: 10,104 - 1906: 5,384 - 1907: 5,370 - 1908: 13,042. Man ser, hvorledes 1899 og 1906-07 betegner de laveste punkter i arbejdsløshedens bølgedale, 1901 og - foreløbig - 1908 de højeste punkter på dens bølgetoppe. Og fra alle andre lande viser de statistiske opgørelser de samme svingninger, den samme stigen og dalen og fornyede stigen.

Den internationale krise 1908-09 er en af de uhyggeligste blandt alle de økonomiske rystelser, det kapitalistiske samfund nogensinde har gennemgået, og tillige en af dem, som tydeligst vidner om, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde taber herredømmet over de kræfter, den selv har sat i virksomhed. Som alle tidligere økonomiske kriser havde også denne sin årsag i overproduktionen, i misforholdet mellem massen af de producerede brugsgenstande på den ene side og samfundets købeevne på den anden. Der er fremstillet flere værdier, end den udbyttede befolkning er i stand til at købe; der ligger rundt om på lagrene varer af allehånde forskellige arter, som i øjeblikket er usælgelige, og som kapitalisterne må have befriet sig for, før de igen med fordel kan tillade, at produktionens maskineri sættes i gang. Indtil det øjeblik indtræder, må arbejderne finde sig i at gå ledige, er prisgivet de bitreste savn, ikke til trods for, men netop på grund af, at samfundets rigdom på alle livsfornødenheder er taget så stærkt til.

Indtil for en 40-50 år siden kom krisen pludseligt, rasede voldsomt, men var hurtig forbi og afløstes gerne af en længere periode med livlig forretningsgang, med travl virksomhed på alle områder af det produktive liv, med høje konjunkturer både på varemarkedet og arbejdsmarkedet. Således endnu så sent som i 1857; som en orkan kom den økonomiske katastrofe, med fallitter i massevis, med lukkede fabriker og frygtelig arbejdsløshed i næsten alle industriens grene; men allerede et års tid efter var alt på ny liv og travlhed. Det var en naturlig følge af forholdene, som de dengang var på det internationale marked. England stod endnu som det eneste storindustrielle samfund, hvis overlegne kapitalistiske industri fandt kunder overalt i verden. Afsætningsmulighederne var tilsyneladende ubegrænsede. Og når forretningslivet standsede med et pludseligt krak, idet det viste sig, at de for hånden værende markeder var fyldte og ikke kunne optage de varemasser, der havde lejret sig på de engelske fabrikanters og grossereres lagre, krævedes der kun en række energiske anstrengelser for at træde i handelsforbindelse med nye, fjernere samfund - og stormen var besværget; den engelske industri kunne atter udfolde sig af yderste evne og øge sin produktion.

Hvor helt anderledes nu, da den kapitalistiske industri forlængst har bredt sig ud over jordkloden og avlet en vild konkurrence mellem de forskellige samfund i alle 5 verdensdele, en fortvivlet tilværelseskamp, hvorunder hver især med alle midler søger at fortrænge de andre og skaffe indpas for sig selv, da det ene marked efter det andet er blevet optaget og beslaglagt og det eneste store afsætningsområde, der endnu rummer rige fremtidsmuligheder, det kinesiske, kommer stærkere og stærkere ind under de japanske kapitalisters økonomiske herredømme, da alle sunde mere og mere spærres for den udvidelsestrang, som det er en livsfornødenhed for kapitalen bestandig at få tilfredsstillet!

I overensstemmelse med denne nye situation former kriserne sig nuomstunder. Var de tidligere som en akut feber, der kommer hastig og går hastig og under stærk temperatur stigning renser legemet for den opsamlede usundhed og efterlader patienten rask og frisk, med gode kræfter og frejdigt mod til igen at tage fat på livet - så optræder de nutildags som en snigende sot, en langsom fortærende håbløs og smertefuld sygdom. Aldrig så snart har samfundet rejst sig fra de værste anfald og sporet kendelig bedring og er begyndt at slæbe sig frem på ny, før der kommer et tilbagefald. Undertiden kan det synes, som om livskraften var vendt tilbage i sin fordums friskhed, således som i begyndelsen af 1870'erne og i slutningen af 1890'erne; men det er kun blændværk, og det er snart forbi og betales dyrt med lange tiders dyb depression, der kun flygtig afbrydes af kortvarige opgangsperioder - næppe har arbejderne hentet deres sager hjem fra lånekontoret, før de atter må sætte dem ud.

Det er den tilstand, der bliver bestandig mere fremherskende: den kroniske hensygnen i stedet for den akutte feber. Viste det kapitalistiske samfund sig endnu for halvhundrede år siden, til trods for kriserne, som en kraftig og levedygtig organisme, så tegner nutidens svære katastrofer og trøstesløse nedgangsperioder billedet af en svækket, affældig olding, hvis livskraft svinder mere og mere, kan flakke op fra tid til tid, men kun for bagefter at synke så meget voldsommere sammen. Det er den uløselige selvmodsigelse i den kapitalistiske samfundsholdning. - en sådan overproduktion med deraf følgende krise opstår ikke tilfældig, som et enkelt undtagelsesforhold, tværtimod er den kun et naturligt resultat af den hele kapitalistiske produktionsmåde, og bestandig må den indtræde med visse års mellemrum, så længe det er kapitalen, der behersker det samfundsmæssige arbejde - men heller ikke længere.

Det overskud af varer, der er produceret udover befolkningens købeevne, har opsamlet sig som et giftstof i det kapitalistiske samfunds legeme. Krisen er den sygelighedstilstand, hvorigennem samfundet atter udskiller dette giftstof og vinder nye kræfter til en tid igennem at genoptage sin virksomhed under de vante former - indtil dets organisme igen har indsuget så stor en mængde af disse forstyrrende stoffer, at det næste gang kastes på sygelejet. Men måden, hvorpå denne udskillelsesproces går for sig, har i tidens løb ganske skiftet karakter. Arbejdsløsheden er den værste svøbe, hvormed kapitalismen piner arbejderbefolkningen. Der kan ved en bevidst og planmæssig indgriben gøres noget for at mildne dens lidelser og til en vis grad også begrænse dens udbredelse. Selve sygdommen kan dog ikke helbredes indenfor det kapitalistiske samfund; den vil bryde op atter og atter i et bestandig større omfang og med en bestandig mere ødelæggende karakter, lige indtil det gamle forrådnende samfund ramler sammen for de socialdemokratiske arbejderes angreb.

En overproduktion ud over befolkningens behov kan fremkomme under alle samfundstilstande, men kun under kapitalismen er det ikke blot muligt, men også nødvendigt, at den bliver en kilde til nød og lidelse for samfundet. Lad os tænke os en kreds af mennesker, der i forening ved fælles arbejde tilvirker midlerne til at tilfredsstille deres forskelligartede fornødenheder, uden at købe af fremmede og uden at udveksle deres produkter indbyrdes som varer ved byttehandel - f.eks. en af de patriarkalske bondehusholdninger, som man kender fra middelalderen, og af hvis naturaløkonomi man i afsides egne har set mange rester endnu til nær op imod vor egen tid. Det kan hænde, at der i et sådant lille samfund viser sig at være overproduktion på de forskellige brugsgenstande; det kan skyldes naturårsager: høsten har været ualmindelig god, fiskefangsten har givet særligt rigt udbytte; det kan også være, fordi man har anstrengt sig ud over det nødvendige: man har vævet mere lærred eller bundet flere strømper end husstandens medlemmer i lange tider kan slide, man har brygget mere øl eller kærnet mere smør, end de kan fortære, før øllet bliver surt eller smørret harsk. Der er altså produceret for meget, mere end der er brug for; men der er ingen skade sket derved. Tværtimod, man kan forsyne sig rigeligere end før, man kan gemme et forråd hen til senere tider, og det værste, der kan ske, er, at man har spildt nogle af sine kræfter og må se nogle af de produkter, man har frembragt, gå til grunde, fortærede af tidens tand. At man skulle beklage den overflod, der var tilvejebragt, at den skulle føles som en ulykke, der kunne påføre blot en eneste af husstandens, af samfundets medlemmer, et gran af ondt - det ville være en utænkelig tanke.

Og ligeså utænkelig ville denne tanke være i et socialistisk samfund. Også her kan der opstå en overproduktion. Det kan være, at man har forregnet sig ved planlæggelsen af det samfundsmæssige arbejde eller at en række nye tekniske fremskridt har bragt produkterne til at vælde frem i en ganske overflødig mængde. Det kan f.eks. vise sig, at der med 6 timers dagligt arbejde frembringes et overskud på 20 pct. ud over det behov, befolkningen foler, at der altså produceres 6 par støvler, 6 pund rugbrød, 6 ark papir osv.. For hver gang samfundets medlemmer kun ytrer efterspørgsel efter 5 stykker af de forskellige genstande. Der ville altså herske overproduktion; men denne kendsgerning ville ikke sætte folk grå hår i hovedet; den ville ikke føles som en truende fare, tværtimod som en kilde til forøget lykke og velvære. Når overproduktionen var konstateret, ville det næste skridt være, at arbejdstiden blev forkortet ud over hele linien; var produktionsoverskuddet med 6 timers dagligt arbejde 20 pct., Ville arbejdstiden følgelig kunne nedsættes til 5 timer, uden at et eneste medlem af samfundet af den grund behøvede at nægte sig en eneste af de fornødenheds- eller nydelsesgenstande, som han var vant til.

Kun under samfundstilstande, hvor varehusholdningen er den herskende, bliver det overhovedet muligt, at en overproduktion kan volde forstyrrelse i det økonomiske liv. For at dække sine forskelligartede behov må hvert enkelt menneske som regel købe af fremmede, men for at kunne købe må han som regel først have solgt. Skomageren kan ikke leve af de støvler, han har syet, uden at han får dem omsat i klingende mønt, der igen lader sig forvandle til brød, klæder, husly osv.. Sker det nu, at han selv og hans kolleger har tilvirket mere skotøj, end der er brug for i den normale kundekreds, da får selvfølgelig en sådan overproduktion alvorlige følger for vedkommende producenter; hver især af dem ser en vis del af sine arbejdsprodukter stå usælgelige på lageret, og han selv forarmes i samme grad som det sker. Imidlertid vil en sådan »partiel« krise kun forekomme undtagelsesvis, hvor der har været særlige forhold på spil; den vil efter nogen tids forløb ophøre af sig selv, idet de trykkede kår skræmmer folk bort fra faget og tvinger en og anden af de gamle producenter til at indstille sin virksomhed. For de pågældende personer er det en hård overgangstid, men samfundet som hele lider ikke derved; dets maskineri går sin rolige gang uforstyrret. Det er først den kapitalistiske varehusholdning, som frembringer en stadig fortsat overproduktion, der med visse mellemrum nødvendigvis må udlade sig i en række frygtelige sociale lidelser, ikke blot for enkelte grupper af producenter, men for hele det produktive samfund. Vi skal nu se, hvorledes denne nødvendighed fremkommer.

Den kapitalistiske produktionsmåde hviler på udbytning af de store og bestandig større dele af befolkningen, som for at eksistere må sælge deres arbejdskraft, og, tvungne af de forhold, hvorunder de lever, er nødt til at sælge den på vilkår, som kun giver dem anvisning på en del af de værdier, de frembringer. Hvis en arbejder i årets løb skaber en ny værdimasse af 2.000 kr., forvandler råstoffer, slid på maskiner og bygninger og deslige til færdige produkter, der er 2.000 kr. mere værd, da får han som arbejdsløn måske 1.000 kr., måske 1.200, måske kun 800; resten tilfalder kapitalen som dens udbytte. En del deraf beholder den industrielle kapitalist som sin profit, andre dele må han afstå som grundrente til de grundejere, af hvem han har købt eller lejet jorden, som handelsprofit til de købmænd, der besørger produkternes videreafsætning, som skat til stat og kommune. For arbejderne er hele denne »merværdi« utilgængelig. Har de i årets løb alt i alt produceret varer af allehånde arter til en samlet værdi af 2.000 mill. kr., kan de selv kun købe varer for f.eks. 1.000 mill. Resten repræsenterer, set fra arbejderklassens standpunkt, et overskud ud over det nødvendige, en overproduktion, som de besiddende klasser tilegner sig i kraft af den daglige udbytning, de driver.

Men en sådan udbytning, så hårdt den end rammer den arbejderbefolkning, som må lægge ryg til, behøver i og for sig ikke at føre til voldsomme forstyrrelser af det regelmæssige samfundsliv. Også under tidligere sociale tilstande har der fundet en udbytning sted, uden at der dog derfor skabtes noget tilsvarende til nutidens kriser. De middelalderlige bønder blev udbyttede for landgilde til herremanden, for tiende til kirken, og den del af deres arbejdsudbytte, de således måtte aflevere, repræsenterede en overproduktion i forhold til deres eget forbrug; men for samfundet som helhed betød den ingen overproduktion, og den gav ingen anledning til nogen rystelse af produktionslivet. Hvad de udbyttede bønder ikke selv fik lov til at nyde, fortærede de udbyttende magthavere, i form af stor og overdådig hofholdning, kostbare smykker, pragtfulde bygninger osv.. Samfundets produktion og samfundets forbrug dækkede altså hinanden; der var samfundsmæssig set, ingen overproduktion til stede.

Anderledes med den merværdi, som kapitalen udbytter den arbejdende befolkning for. Den indgår i overklassens pengeskabe - de penge eller værdipapirer, som findes der, er jo kun anvisninger på så og så store mængder af alle slags varer - men det er kun en del deraf, som går ud igen til overklassens personlige forbrug. En anden del bliver »opsparet«. Kapitalisterne er nødt til at »spare«, at lægge til side, ikke blot for, som det er nødvendigt under alle samfundsforhold, at vedligeholde virksomheden, men for at udvide deres forretninger og modernisere deres bedrifter. Her ligger den hemmelighed, der gør den kapitalistiske varehusholdning forskellig fra alle tidligere tiders samfundshusholdning. Det er konkurrencen, der er den drivende kraft; den kapitalist, der ikke følger med, men nøjes med at bevare sin virksomhed i det gamle omfang og med den gamle driftsmåde, han bukker uhjælpelig under i tilværelseskampen. Selvopholdelsesdriften fremtvinger altså en opsparing, og jo skarpere konkurrencen bliver, des større dele af merværdien må lægges hen for at forvandles til ny kapital. Efterhånden som kapitalen opsamles i stadig vældigere masser på et lille mindretal af hænder, des lettere bliver det også at foretage en sådan kapitalisering; så længe et fag beherskes af 1.000 forskellige små kapitalister, hver med 10,000 kr. om året, kan det være svært for den enkelte kapitalist at dække sit personlige forbrug med halvdelen af indtægten og kapitalisere den anden halvdel; når faget derimod er gået over til 100 kapitalister, som hver har 100,000 kr. om året, kan de hver for sig føre en yderst behagelig tilværelse og dog opspare langt mere end halvdelen.

Den værdimasse, kapitalisterne således »opsparer« - hvad der kun er en velklingende omskrivning for, at de ikke helt fortærer det bytte, de har gjort hos arbejderne, - bliver imidlertid ikke liggende som en død skat på kistebunden. Den omsættes til produktionsmidler, redskaber til fornyet og forøget kapitalistisk produktion. Kapitalisten udvider sit arbejdsområde, enten ved selvstændige nyanskaffelser eller med en bank eller et aktieselskab som mellemled. Hvad der sker, er, at han, i stedet for, som middelalderens lensherre ene var henvist til, at bruge sit overskud til forøget luksus, anlægger det i sådanne mere prosaiske genstande som jern og kul, maskiner og cement. Hele fordelingen af det samfundsmæssige arbejde må tilpasses efter dette nye forhold. Tyngdepunktet flytter sig fra år til år stadig længere over i de erhverv, der ikke fremstiller genstande til umiddelbart forbrug, men produktionsmidler, bjergværksindustrierne, maskinfabrikationen og deslige, medens fag, der, som f.eks. skrædderiet og skotøjsindustrien, brødfabrikationen og møbelsnedkeriet, tilvirker færdige forbrugsgenstande, ganske vist også vokser til, men forholdsvis ikke nær så stærkt.

En tid igennem går nu alting godt. Der er brug for alt, hvad der kan fremdrages af råstoffer og hjælpestoffer til at tilfredsstille kapitalens ivrige begær efter nye produktionsmidler; bjergværksarbejderne, maskinbyggerne, savværksarbejderne osv. Har nok at bestille: fra landet går der en strøm af arbejdere ind til industricentrerne, og der må opføres den ene nye kaserne efter den anden for at skaffe dem husly; de gunstige arbejdsforhold giver sig udslag i en stigende købeevne, og næringsmiddel-industrierne, tekstil-industrierne og deslige rives med ind i den almindelige opgang. Alting ser lyst og smilende ud - og kapitalen, der er optimistisk, lever, som om det ville vare ved til dagenes ende, og tager forskud på fremtidens gevinst. Spekulation og svindel af allehånde arter skyder frem som paddehatte.

Men det er indlysende, at disse gyldne dage kun kan have stakket varighed. Det er produktionsmidlernes masse, der vokser i så umådelig en grad; men det endelige resultat af denne vækst må før eller siden blive, at også de færdige genstande til befolkningens forbrug må vokse. Man kan ikke blive ved med, f.eks. at bygge spinde- og vævemaskiner i det uendelige, uden at der også kommer en dag, da de færdige tekstilvarer strømmer i store mængder ud på markedet og søger afsætning. Lidt efter lidt begynder disse virkninger at vise sig, og nu rykker det kritiske punkt nærmere. Hvem skal købe den voksende vareflod? Kapitalisterne kan det ikke, dels har de ikke brug for alle disse varer, og dels må de stadig spare op for at holde konkurrencen ud. Arbejderne kan det endnu langt mindre; thi selv om de har nok så megen trang til de forskellige varer, så har de ikke råd; den kapitalistiske udbytning har stækket deres købeevne; de står med kun én krone i hånden for hver to eller tre eller flere kroners værdi, der bydes til fals. Udbytningen afslører sig her i sin sande, ikke blot arbejderfjendske, men også samfundsfjendske skikkelse.

Så er altså overproduktionens tid inde; lagrene er stopfulde af varer, som er mere eller mindre usælgelige. Og med et krak går hele maskineriet i stå. Først ramler der nogle af de usundeste spekulationsforretninger; og i en fart forplanter rystelsen sig videre til hele den øvrige kapitalistiske produktion. Har f.eks. tekstilfabrikanterne vanskeligt ved at få deres produkter afsat, i hvert fald til de priser, de har regnet med, så stopper efterspørgselen efter nye spinde- og vævemaskiner, og maskinfabrikationen får sit chok; er der ikke brug for flere nye maskiner, så forplanter trykket sig til fremstillingen af deres råstoffer, fremfor alt til bjergværksindustrierne; den indvandring af arbejdere til byerne, som man havde gjort regning på, hører op, og den ene lejlighed ved siden af den anden står ledig, og det ene byggeforetagende efter det andet må standses. Bedst klarer de fag sig, trods alt, der går ud på at fremstille egentlige forbrugsgenstande til befolkningens umiddelbare og mest påtrængende behov; thi de allernødvendigste næringsmidler og beklædningsgenstande til at holde livet oppe er dog det sidste, man opgiver at købe, og når man her har fået det øjeblikkelige overskud af varer afsat, kan man holde produktionen vedlige, om end som oftest i indskrænket omfang og altid under yderst forsigtige former. Værst går det ud over produktionen af råstoffer, redskaber og lignende hjælpemidler til den industrielle virksomhed samt over byggefagene. Men i alle kredse af det produktive samfund er der nød, og ud over alle kapitalistisk producerende lande breder nedgangsbølgen sig. Og så lykkes det altså den kapitalistiske produktionsmåde, ikke som en enkelt undtagelse, men som et regelmæssigt og nødvendig tilbagevendende led i dens bevægelse, at løse den vanvittige opgave: at forvandle et overmål af samfundsrigdomme til et overmål af savn og lidelser.

Det eneste middel til at bane vej for en ny opgangsperiode er at finde nye markeder, hvor man kan aflæsse ikke blot den overflødighed af varer, som man for tiden er ved at kvæles under, men også de masser, som en stadig fortsat vækst af produktionen vil give. Derfor kapitalens stadige bestræbelser for at fremelske nye behov hos den del af befolkningen, som endnu har et overskud af købeevne til sin rådighed, og således udvide det indenlandske marked. - det sikreste middel til at skabe større ligevægt mellem den hjemlige produktion og den hjemlige købeevne: en alvorlig forøgelse af arbejdslønnen, ligger derimod kapitalen fjernt. Derfor også dens feberagtige bestræbelser for at trænge ind på nye markeder, i fremmede lande, især i fjerne lande, hvor den kapitalistiske industri endnu er lidet udviklet; derfor de store industrilandes kolonihunger, derfor den stadige politiske spænding om østasiatiske, om nordafrikanske, om sydamerikanske spørgsmål. Men stedse vanskeligere bliver det at finde sådanne nye markeder, efterhånden som den internationale konkurrence er blevet så skarp, som den er.

Det kan være helt nye strækninger af jordkloden, som for første gang i større udstrækning åbnes for verdenshandelen og derigennem for produkterne fra de europæiske og amerikanske fabriker, kolonier, som annekteres under en af stormagterne, fjerne lande, som bliver tvunget til at lukke sig op for de fremmede køb mænd - således som det skete, da krigen mellem Japan og Kina i året 1895 endte, og det kinesiske marked ved fredsslutningen blev gjort tilgængelig i el ganske andet omfang end før, hvad der selvfølgelig måtte virke voldsomt stimulerende på kapitalen: dette var en af hovedbetingelserne for den vældige opgang i slutningen af 1890érne. Eller det kan være egne, i hvilke der tidligere kun har fundet en sparsom afsætning sted, men som nu ved at gennemskæres med nye samfærdselslinier bliver langt mere modtagelige for den kapitalistiske industris produkter. Alene en jernbane gennem en jysk hedeegn virker til at fortrænge de lokale skomageres, skrædderes og snedkeres produkter til fordel for de store skotøjsfabrikker, ekviperingsforretninger og møbelfabrikker; og hvad der her sker i det ganske små, det sker i det store ved de mægtige jernbaneanlæg i Sydamerika, i Kanada, i Australien og i Østen. Og foruden de fremtidsmuligheder, sådanne nye samfærdselsmidler åbner, giver de også den industrielle virksomhed rent øjeblikkelige fordele; der skal produceres sveller, skinner, waggoner, lokomotiver osv., Og alt dette skal transporteres fra produktionsstederne til forbrugsstederne, hvad der stiller forøgede opgaver til rederierne og skibsbyggerierne. Eller det kan endelig være nye afsætningsmuligheder, der danner sig midt inde i hjertet af de gammel-kapitalistiske samfund, idet der er opstået en række nye personlige behov, som skaber efterspørgsel efter en mængde nye forbrugsgenstande, nye industrielle produkter - således som man har set det ske med cyklen og automobilet, telefonen, lejligheder udstyrede med w.c., badeværelse, elektrisk lys, centralvarme osv.. Også i den henseende bød slutningen af 1890'erne enestående gunstige betingelser for industriel opgang.

Under indflydelse af det voksende afsætningsmarked udfolder der sig en industriel blomstring, som efterhånden kan antage en helt tropisk karakter. Der er liv og travlhed overalt; nye bedrifter indrettes, gamle udvides. Det gælder om at kunne sende den størst mulige masse af allehånde varer ud på markedet for i fuldt mål at drage fordel af de stigende konjunkturer. Overalt er der opgang; men især indenfor de erhverv, der producerer, ikke færdige forbrugsgenstande, men arbejdsmidler, maskiner, redskaber, transportmidler; og allerstærkest ytrer opgangen sig i de erhverv, som fremdrager råstofferne til produktionen af disse arbejdsmidler, jern, kul, kobber, tømmer og deslige. Det ligger i sagens natur; thi før man kan spinde bomuldsgarn eller fabrikere støvler, må man have de dertil nødvendige maskiner; og før man kan have maskinerne, må man have de dertil nødvendige råstoffer.

Forbruget af disse råstoffer er da i rivende tilvækst. I opgangsårene fra 1897 til 1900 steg indførslen til Danmark af rå metaller med 41 pct. og af stang- og båndjern med 15 pct., I den næste opgangsperiode, fra 1904 til 1907, med henholdsvis 30 og 39 pct. - rigtignok for at falde så meget des stærkere i de følgende kriseår; i de tre første kvartaler af nedgangsåret 1908 var indførslen af rå metaller kun 74,3 mill. pund, imod 77,1 mill. i den tilsvarende del af 1907; og af stang- og båndjern kun 83,9 mill. pund imod 129,1 mill., hvad der svarer til et fald på henholdsvis 4 og 35 pct. Bjergværksdriften og mineindustrierne er altså det område, som først og stærkest kastes ind i opgangsbevægelsen. Man anstrenger sig af yderste evne for at bringe produktionsudbyttet i vejret; i Tyskland f.eks. steg råjernsproduktionen i tiden 1895-1900 fra 5,4 til 8,4 mill. tons, stod stille i de næste dårlige år, men steg atter i tiden 1902-1907 fra 8,4 til 13,0 mill. tons. I England og Amerika var der en lignende tilvækst. Men trods denne vældige forøgelse er udbyttet ikke i stand til at dække efterspørgslen; der fordres stadig mere, end gruberne og hytteværkerne kan levere, og priserne stiger. Enhver økonomisk opgangsperiode kendetegnes ved en stærk prisstigning, i første række på metaller og andre råstoffer for den industrielle produktion, dernæst også på færdige brugsgenstande. I tiden fra 1. januar 1895 til 1. januar 1900 steg verdensprisen på jern med 59 pct., på kobber med 73 pct., på tin med 39 pct., på tømmer med 21 pct., på uld med 60 pct., på råbomuld med 44 pct.; i tiden fra 1. januar til 1. juli 1907 var den tilsvarende stigning 26, 61, 81, 16, 49 og 50 pct.

Den danske indførselsstatistik regner i tiden 1902- 1907 en prisstigning for hver 100 pund stang- og båndjern fra 6,40 til 7,05 kr., for hver 100 pund stenkul fra 0,79 til 0,85 kr., for hver 100 kubikfod tømmer fra 88 til 109 kr.

En af de betingelser for produktionen, hvis tilvejebringelse overalt spiller en fremtrædende rolle er: husly for arbejderklassen; den gør det i særlig høj grad i et land som Danmark, der fra naturens hånd er fattigt på råstoffer for den egentlige storindustri, og hvor derfor disses udvinding ikke spiller den rolle som i lande med stor bjergværksdrift, stor skovhugst og lignende. Under enhver opgangsperiode finder der en stor indvandring sted fra landdistrikterne til byerne, fra de overvejende agrariske områder til de overvejende industrielle pletter af landet. Den lette adgang til sysselsættelse, udsigten til en forholdsvis høj løn, forstærker den vandring fra land til by, som er et af grundtrækkene i den moderne befolknings sociale forskydning. I tiden 1890-1901, hvis sidste halvdel var en så livlig industriel periode, voksede den danske bybefolkning i årligt gennemsnit med 2,6 pct., i det næste, gennemgående meget trykkede femår, kun med 1,3 pct. Byerne tager altså stærkt til i indbyggertal; også i deres nærmeste omegn vokser folkemængden rask til, efterhånden som sporvogne og cykler gør det muligt for arbejderne at bo i betydelig afstand fra deres arbejdspladser; og rundt om på landet opstår der, særlig omkring stationerne, købstadlignende bebyggelser med en overvejende industriel befolkning. Intet under da, at denne indre folkevandring, der er et naturligt led i den almindelige økonomiske opgang, fremtvinger en voldsom forøgelse i byggevirksomheden. Tilvejebringelsen af boliger for den udvidede arbejderstab, industrien tager i brug, er en lige så nødvendig forudsætning for den øgede kapitalistiske produktion som tilvejebringelsen af de råstoffer, det kul, de maskiner, hvormed der skal arbejdes. Og hertil kommer, at den voksende løn og de bedre arbejdsvilkår også medfører en række forskydninger indenfor den arbejderbefolkning, som allerede i forvejen er til stede; man kan tillade sig at bo i større og bedre lejligheder; der foregår en overflytning fra et- og toværelsers til to- og treværelserslejligheder, fra tarveligere til mere veludstyrede lejligheder, fra baghus til forhus. Og hertil kommer endelig, at det stærkt pulserende forretningsliv også rent direkte stiller fordringer til en mængde nybygninger; der skal opføres nye fabriker og pakhuse, der skal indrettes nye kontorlokaler osv.. Den økonomiske opgangsperiode vil da altid karakteriseres ved en overordentlig stærk byggevirksomhed, et træk, som i særlig udpræget grad giver sig til kende i de store byer, og som - når den uundgåelige almindelige krise bagefter indtræder - fører til vidtrækkende og yderst svære lidelser for de pågældende arbejdere.

Og her som overalt river det ene fag det andet med sig. Den stærke opgang i byggefagene forplanter sig til alle de mange forskellige produktionsgrene, som leverer bygningsindustrien materiale, til produktionen af mursten, bygningstømmer, dør- og vinduesfyldinger, kalk, cement, farver, vinduesglas, tapeter, kakkelovne, dørhængsler og dørhåndtag, afløbsrør, elektriske ringeapparater og således videre i det uendelige. Og fra hver især af disse produktionsgrene forplanter virkningerne sig atter videre til andre fag og mødes her med andre virkninger af det voksende industrielle liv. Det kapitalistiske samfund viser sig i en sådan travlhedens periode som en uhyre uoverskuelig mekanisme med millioner af ind i hinanden gribende hjul. Drivkraften, der sætter dem alle i gang, er kapitalens trang til udvidelse, til forøgelse, en trang, som de gunstige forhold på verdensmarkedet i øjeblikket tillader den at tilfredsstille.

Det er igennem bankerne, denne myldrende bevægelse for største delen administreres. De danner det hjerte, hvorigennem kapitalen - blodet i nutidssamfundets legeme - opsuges og fornyes, sættes i omløb. I bankerne indsætter kapitalisten det overskud, han ikke straks har anvendelse for i sin egen forretning, og alle vegne fra kaldes der indskud sammen, også af de sparepenge, middelstanden og de bedrestillede arbejdere har lagt til side; de drages til ved udsigten til en høj rente. Og fra bankerne sendes disse summer videre, ud i den produktive virksomhed. Herfra hentes der lån til grundlæggelsen af de nye industrielle foretagender og til udvidelsen af de gamle, til byggeforetagender, til anlægget af nye samfærdselsmidler, til erhvervelse af arealer, som har betydning for fremtidig bebyggelse eller industriel udnyttelse osv.; herigennem spredes aktier og obligationer ud i befolkningen. Under den økonomiske opgangsbevægelse er pulsslaget da stærkt. Bankerne kan give et stort udbytte til deres aktionærer, kursen på deres aktier er høj, og der finder i almindelighed store udvidelser sted af deres aktiekapital.

Men når den uundgåelige katastrofe indtræder, er det også her, virkningerne først føles, i form af tab og svære økonomiske vanskeligheder, som ofte, for de banker, der har indladt sig på de dristigste foretagender, kan fore til betalingsstandsning og fallit. Bankerne bliver således det stormcentrum, hvorfra den moderne krises orkan regelmæssig udgår. Den begynder som en »pengekrise« - en række indgåede forpligtelser kan ikke opfyldes; kreditten, der har været yderst vidtgående, trækker sig på én gang tilbage, grebet af panik; udlånsrenten forhøjes stærkt; der klages over »pengemangel« -; men den fortsættes som det, den i virkeligheden er, en »produktionskrise« - det ene produktive foretagende efter det andet standser eller indskrænker sin virksomhed; arbejdsløsheden tager voldsomt til. Og virkningerne af det sammenbrud, som nødvendigvis må komme lidt for eller senere, bliver stærkt forøgede ved den svindel, som den forudgående opgangsperiode regelmæssig avler. En sådan opgangsperiode danner en frodig jordbund for allehånde dristige spekulationer. Priserne stiger, afsætningsmulighederne synes ubegrænsede, stadig voksende gevinster lokker - og man tager forskud på fremtiden, kapitaliserer de fordele, som måske en gang ad åre kan vindes. Alting antager en fantastisk skikkelse. Man regner med værdier, som ikke eksisterer. Kapitalen er altid sangvinsk i sit umættelige begær efter profit, men den bliver det i særlig høj grad i en sådan tid, hvor alle skranker synes sprængt. De urimeligste forslag finder tilslutning - om ikke just hos de store kapitalister, som er i stand til at overse markedet og derfor at danne sig et nogenlunde nøgternt skøn over forholdene, så hos de småkapitalister og middelstandsmænd, som higer efter at få lod i det rige udbytte, og som er villige til, at sende deres små kapitaler ud på eventyr. I denne atmosfære, som er mættet med dristige forhåbninger og almindelig lettroenhed, finder en skare af lykkejægere en let lejlighed til at gøre bytte. De starter nye industrielle og merkantile virksomheder, opretter aktieselskaber, sætter byggeforetagender i gang, altsammen uden hensyn til, hvordan forretningen vil gå i fremtiden, blot i den hensigt at tilegne sig en øjeblikkelig gevinst og derpå overlade de godtroende ofre, som bliver hængende, til deres skæbne; og de sparer ikke på store ord og gyldne løfter, når det gælder at lokke kapital til, og de er ikke bange for transaktioner, der strejfer lige på straffelovens grænser og - overskrider dem. Svindelen er uadskillig knyttet til enhver af de opgangsperioder, der indvarsler den kommende krise. Den skaber ikke selv krisen, men den forstærker den, idet den forcerer produktionen og dermed overproduktionen endnu yderligere frem, end ellers ville være sket, forøger modsætningen mellem samfundets produktion af allehånde varer og samfundets købeevne, således at også faldet bliver så meget mere brat.

Det mægtige opsving, der havde kendetegnet slutningen af 1890'erne, var endt med et brat fald. I efteråret 1900 brød krisen ud i Europa, med Tyskland som udgangspunkt - Amerika kom først noget senere med. Året 1901 viste den dybeste nedtrykthed: fallerede bedrifter i mængde, stærkt indskrænket virksomhed i næsten alle industriens grene, voldsom arbejdsløshed. Allerede i året 1902 begyndte forholdene de fleste steder i Europa ganske svagt at bedres. Man havde fået lagrene renset for størstedelen af de overproducerede varer, og man kunne igen begynde at tage fat, om end yderst småt og forsigtigt. I de følgende år fortsatte denne sindige opgang sig; langsomt krøb man opefter, Tyskland og Nordamerika i spidsen, medens de øvrige store industrilande ikke så hurtig kunne forvinde tabene. I året 1905 var tilstanden de fleste steder nogenlunde ordentlig; året 1908 karakteriseres næsten hele verden over som et gunstigt forretningsår; og i den første halvdel af året 1907 var konjunkturerne endog så glimrende, som man kun yderst sjælden havde set noget sidestykke til. Samtidig sporede man rigtignok også mere og mere tydelige varsler om det uvejr, som trak op; i slutningen af året kom så det voldsomme krak, og nedgangen strakte sig igennem hele året 1908 og holder endnu i 1909 uhyggelig store masser af den kapitalistiske verdens arbejderbefolkning i arbejdsløshed.

Del korte spand af gode år, der forberedte den kommende krise, var - som tilfældet altid er - betinget ved en række udvidelser af det marked, på hvilket den kapitalistiske industri kunne vente afsætning for sine produkter. I Østasien viste der sig stigende chancer. Kina, som hidtil ikke ret havde påskønnet de fremmede købmænds bestræbelser, og hvis indførselsmængde en årrække igennem havde holdt sig næsten uforandret, begyndte i større målestok at købe; indførslen steg for tiden 1899-1901 til gennemsnitlig ca. 620 mill. kr. om året, for tiden 1902-1904 til gennemsnitlig ca. 820 mill. og for tiden 1905-1907 til gennemsnitlig 1060 mill. Så lavt dette tal end i sig selv er i sammenligning med den uhyre kinesiske befolkning - kun 3-4 kr. på hver indbygger - så var dog stigningen ganske utvetydig og varslede om rige fremtidsmuligheder, når bevægelsen fortsatte sig efter samme skala. Og - hvad der for de europæiske og særlig de amerikanske kapitalister havde stor betydning - så længe den østasiatiske krig varede, var den japanske produktions handleevne svækket, og den hvide kapital kunne gøre sig håb om imidlertid at befæste sin stilling på det kinesiske marked og trænge den gule kapital tilbage. Samtidig åbnede nye samfærdselsmidler en række markeder i fremmede verdensdele for en langt mere intensiv kapitalistisk udnyttelse, end før havde været mulig. I femåret 1902-1907 voksede således jernbanenettet i engelsk Indien med ca. 870 danske mil - dobbelt så meget som den samlede udstrækning af Danmarks jernvejslinier - i Australien med ca. 310 mil, i Kapkolonien med ca. 230 mil., i Kanada med c. 970 mil, i Mexico med c. 670 mil, i Peru med ca. 120 mil, i Chile med ca. 340 mil, i Argentina med ca. 590 mill. Bagdadbanen skabte store perspektiver for europæisk handel i det vestlige asiens indre egne. Panamakanalen, på hvilken arbejdet skred rask fremad, stillede en hel omvæltning af det internationale handelsliv i udsigt. Den påbegyndte kæmpebane tværs gennem Afrika, fra Ægypten til Kap, gav rige løfter om forøget afsætning såvel blandt de indfødte folkeslag som blandt de kolonister, der efterhånden ville bosætte sig langs banen. Kanalanlæg i Nordamerika og Frankrig og flere andre steder, store udvidelser og forbedringer af det nordamerikanske jernbanenet, alt dette betød både i og for sig nye felter for kapitalen og beredte nye muligheder for en voksende afsætning af industriens produkter.

Også midt inde i hjertet af de gammel-kapitalistiske samfund tiltog afsætningsmulighederne, idet en række nye behov opstod og krævede tilfredsstillelse ved en forøget produktion. Især virkede den voldsomt fremskridende elektroteknik til at skabe sådanne nye fornødenheder hos befolkningen, og elektricitetsindustrien var, navnlig i Tyskland og Nordamerika, i stærkt vækst; et enkelt tysk firma producerede i forretningsåret 1906-1907 varer til en værdi af 150 mm. kr. en stor rolle spillede også den tiltagende efterspørgsel efter automobiler; man har ved begyndelsen af året 1907 anslået tallet af automobiler i hele verden til ca. 350,000, repræsenterende en samlet værdi af over 2.000 mill. kr. i samme forbindelse kan nævnes de stadig stigende fordringer om en komfortabel udstyrelse af de samfærdselsmidler, som væsentlig er beregnede på overklassens benyttelse, om sove- og spise waggoner, om luksuriøst indrettede kahytter på passagerdampere i de store ruter - et enkelt af Hamburg-Amerika-liniens skibe har kostet over 1 mill. kr. og netop sådanne luksustilbøjeligheder hos de besiddende klasser indvirker i dobbelt grad på de almindelige kapitalistiske konjunkturer; thi når en kapitalist anvender f.eks. 10,000 kr. til at anskaffe et automobil i stedet for at opspare pengene og anbringe dem i produktionsmidler, så åbnes der derved ikke blot et nyt produktionsfelt på 10,000 kr., men den produktive kapital bliver også 10,000 kr. mindre end den ellers ville være blevet, og den indre konkurrence mellem dens forskellige bestanddele så meget svagere.

Og endelig virkede også den østasiatiske krig og den russiske revolution ansporende på den europæiske industri. Krigen stillede store krav om leverancer af våben og andet krigsmateriel; de værdier, den ødelagde, skulle erstattes med nye værdier; og den lammelse af den russiske industri, som revolutionen med dens stadige massestrejker forårsagede, skabte ligesom et tomt rum, der måtte udfyldes med tilførsel udefra. Det var især den tyske industri, som drog fordel af disse omstændigheder; Tysklands udførsel til Rusland havde i årene 1900-1902 kun udgjort 407 mill. kr. i årligt gennemsnit, men steg i årene 1903- 1905 til 448 mill. kr. og i året 1906 endog til 513 mill..

Markedet for den kapitalistiske produktion var altså på forskellig måde i færd med at vokse; kapitalen havde fået nyt spillerum, den kunne følge sin trang til udvidelse. I den stab af industriarbejdere, som var blevet kaldt frem under den store opgangsperiode i slutningen af 1890'erne, og som siden havde fristet en hård tilværelse med voldsom arbejdsløshed, var der skabt en talrig industriel reservearmé, hvorfra kapitalisterne under den fornyede opgang kunne hente forstærkning, uden at de behøvede at lokke den til sig ved synderlige indrømmelser i retning af lønstigning. Og i den stærkt voksende produktion af guld - alene i de nordamerikanske fristater blev der i året 1901- 1905 fremdraget for ca. 1.500 mill. kr. guld - var der skabt en rigelig forsyning af det grundstof, hvoraf kapitalen danner sine omløbsmidler; bankerne, hvis guldbeholdning voksede, kunne udstede sedler og andre værdipapirer i et mægtigt forøget omfang; i Danmark steg den cirkulerende seddelmængde fra efteråret 1901 til efteråret 1907 med over 25 mill. kr., fra 97 til godt 122.

Alle betingelser var således til stede for en fornyet økonomisk opgang, og kapitalen benyttede sig af lejligheden. Produktionen tiltog, først langsomt og forsigtigt, men efterhånden som skrækken fra den sidste krise havde fået tid til at sætte sig, i stedse voldsommere tempo. Og især var det, ved denne lejlighed som ved alle tidligere, produktionen af råstoffer, som viste fremgang. Den tyske råjernsproduktion steg i tiden 1901-1905 med 41 pct., den nordamerikanske med 45 pct.; den tyske kulproduktion steg samtidig med 13 pct., den nordamerikanske med 34 pct.; og i det næste år fortsatte stigningen sig efter en endnu større målestok. Men priserne løb forud. I begyndelsen var man endnu nogenlunde varsom, men efterhånden tog de voksende konjunkturer magten fra alt roligt overlæg; efterspørgslen blev mere og mere hidsig, og det almindelige prisniveau hævede sig i samme grad. Efter engelske beregninger steg den gennemsnitlige pris på en række råstoffer og færdige produkter i løbet af de tre år fra 1. januar 1902 til 1. januar 1905 med 10 pct., men i de halvtredje år fra 1. januar 1905 til 1. juli 1907 med 21 pct.; deraf udgjorde prisstigningen på jern henholdsvis 5 og 18 pct., på kobber 16 og 51 pct., på tin 27 og 43 pct., på bly 20 og 60 pct., på tømmer 31 og 10 pct., på læder 11 og 7 pct.; ejerne af råprodukterne beslaglagde altså i forvejen i stærk grad det kommende udbytte af industriens arbejde. Også priserne på sådanne varer som tobak og kaffe viste opgående tendenser, som en indirekte følge af det tiltagende forretningsliv, idet det forbedrede arbejdsmarked øgede købeevnen hos arbejderbefolkningen rundt om i verden. Handelsstatistikken giver et spejlbillede af hele dette voksende liv; rundt om i de forskellige lande er udenrigsomsætningen i stærk stigning; på indførselssiden er det fortrinsvis råstoffer og andre produktionsmidler, der vokser, men også livsfornødenhederne for den store befolkning optræder i stigende mængde; i Danmark blev der i året 1907 af kaffe forbrugt 8,1 pd. for hver indbygger mod kun 7,4 i de dårlige år 1901-3, af sukker 69,6 pd. mod 59,2, af tobak 4,4 mod 4,0, af petroleum 43,9 mod 37,2.

Under hele denne bevægelse svulmede kapitalen op. I året 1900 blev den kapitalmasse, der var anbragt i den egentlige storindustri i de nordamerikanske fristater, opgjort til 33,500 mill. kr.; allerede 5 år senere regnedes den, trods de økonomiske rystelser, der i mellemtiden havde fundet sted, til 47,340 mill., hvad der betyder en årlig tilvækst med 2.500-3.000 mill. kr. eller godt 7 pct., i Tyskland var aktiekapitalen i de to dårlige år 1901-02 kun steget med gennemsnitlig 123 mill. kr. om året; i de næste fem år steg den med gennemsnitlig 276 mill. i Danmark havde aktiekapitalens forøgelse i 1901-02 kun været 10 mill. kr. i årligt gennemsnit; i 1903-07 var den derimod 34 mill.. Bankernes virksomhed tiltog, efterhånden som stadig stigende masser af kapital gennemløb deres kontorer for at ledes ud til produktiv anvendelse. Nye banker oprettedes, og de ældre banker udvidede deres aktiekapital; i løbet af de 3 år 1905-07 voksede de danske bankers aktiekapital, dels ved grundlæggelsen af nye selskaber, dels ved udvidelsen af de allerede bestående, med 95 mill. kr..

Imidlertid måtte dette tidspunkt snart indtræde, da markedet var mættet, overmættet med de produkter, der udgik fra den kapitalistiske industri. Produktionens masse voksede i langt stærkere grad, end markedets grænser udvidede sig. Resultatet var en stadig stigende overproduktion. De københavnske byggeforhold viser på et enkelt snævert afgrænset område et eksempel på en sådan tiltagende overproduktion; for hver 1.000 udlejede beboelseslejligheder var der ved april flyttedag 1902 af ledige lejligheder 34, i 1903 var tallet steget til 54, i 19q4 til 73, i 1905 til 82, og omtrent på dette trin holdt det sig i det næste år; og samtidig var også de ledige kontor- og forretningslokaler i stærk stigning. Og et tilsvarende overskud af produktionen udover det kvantum, befolkningen kunne optage, viste sig over alt i de kapitalistiske samfund på de forskellige produktive felter. Kun en spekulation, der skjulte over de virkelige forhold og kunstig æggede den kapitalistiske virksomhed videre frem, kunne endnu en stund holde bevægelsen i gang; og i den voldsomme opgang, der særlig karakteriserede den første halvdel af 1907, med en feberagtig stigning i produktionen og fænomenalt høje priser, var der blandet megen vild svindel - hvad der virkede til at gøre katastrofen så meget stærkere, da den omsider indtraf.

En betydningsfuld rolle i den proces, der fremkaldte den almindelige overproduktion på verdensmarkedet, spillede Japan. I efteråret 1905 endte den østasiatiske krig, og med fuld energi kastede Japan sig ind i kampen for markedets erobring. I 1904-05 havde udførslen af japanske produkter hvert år udgjort 590 mill. kr.; i 1906-07 steg den til 790 mill.; til Korea voksede Japans udførsel med 23 pct., til Kina med 34 pct., til det øvrige Asien med 29 pct. og til Nordamerika med 32 pct. Det var det østasiatiske marked, der begyndte at glide den hvide kapital ud af hænderne. Og også den japanske vareudførsel viser ved sin ejendommelige sammensætning, hvor farlig en konkurrence det er, som her skyder frem. Sammenligner man tiden 1897-99 med tiden 1905-07, ser man, at indførslen af jern er tiltaget med 186 pct. - det vil sige, at Japan indfører råstoffet og selv laver sine maskiner og derved frigør sig fra den europæiske og amerikanske maskinindustri. Den tid, hvor man fra Europa sendte hele fabriker ud til Østasien, er ikke mere. Samtidig er indførslen af råbomuld tiltaget med 105 pct., altså mere end fordoblet - hvad der har til følge, at Japan ikke blot er i stand til at forsyne sig selv med bomuldstøjer, men også lider af en overproduktion, som søger afsætning omkring i nabolandene; og resultatet har været den frygtelige arbejdsløshed, som i året 1908 er brudt ud i den engelske bomuldsindustri; Manchesters tekstilarbejdere må nu sulte under konkurrencen fra Kioto, som de schlesiske tekstilarbejdere for 60 år siden sultede under konkurrencen fra Manchester.

De voksende vanskeligheder på varemarkedet gav sig udtryk i en uro på pengemarkedet, som pengemarkedet overhovedet bestandig er et særlig fintmærkende barometer. Amerika begyndte at kalde guld hjem. I de foregående år var der næsten uafbrudt blevet udført langt mere guld fra Amerika, end der var blevet indført; i årene 1900-05 var den samlede overskudsudførsel af ædeltmetal 700 mill. kr.. Men i året 1906 vendte strømmen sig. Under forudfølelsen af det uvejr, der trak sammen, begyndte de amerikanske finanskapitalister at opsige deres fordringer i Europa og kræve betalingen erlagt i rede penge. I året 1906 måtte der føres for 209 millioner kr. mere ædeltmetal vestpå over Atlanterhavet, end der blev ført østpå; i året 1907 steg beløbet til 243 millioner. Det voldte store vanskeligheder og vakte megen bekymring rundt om i Europa; thi når guldet gled bort fra bankernes kældre, måtte pengerepræsentativernes mængde formindskes i tilsvarende grad. Flere steder blev man nødt til at gribe til ekstraordinære forholdsregler. Den danske nationalbank skaffede sig i november 1907 tilladelse til at udvide den ikke ved guld dækkede del af seddelbeløbet ud over den hidtil tilladte grænse, og kort efter forhøjede den udlånsrenten til 8 pct., en tidligere ukendt højde. Men ved den tid var allerede krisen i fuld gang. Ved en panik på New Yorks børs i oktober var der gået hul på bylden, og i løbet af nogle få uger bredte bevægelsen sig ud over hele den kapitalistiske verden. De opskruede priser sank med rivende hastighed - i sidste halvdel af 1907 dalede det almindelige engelske prisniveau med 11 pct., i første halvdel af 1908 yderligere med 5 pct.. Udførslen gik tilbage rundt om i landene; især i England var faldet brat, fra 7.740 mill. kr. i 1907 til 6.850 mill. i1908; også i Nordamerika var der nedgang, fra 6.917 til 6.847 mill. kr.. Produktionen, først og fremmest af jern og andre råstoffer, men dernæst også af de forskellige industrivarer, skrumpede voldsomt sammen; i England sank fremdragningen af råjern fra anden halvdel af 1907 til anden halvdel af 1908 med over tiendedelen, i de nordamerikanske fristater sank den fra 1907 til 1908 fra 25 til 16 mill. tons, altså med over tredjedelen. Skibsbyggeriet i Nordamerika svandt ind fra en tonnage af 1,6 til kun 0.9 mill., altså til nær ned imod halvdelen. Og overalt i verden bredte der sig en frygtelig arbejdsløshed. Kapitalen havde fejret en kortvarig orgie, og svindlen havde skænket rigelig i dens bæger. Arbejderklassen har sidenhen under svære lidelser måttet betale af på regningen.

Den periodisk tilbagevendende masse-arbejdsløshed er den frygteligste af alle lidelser, hvormed kapitalismen hjemsøger den arbejdende befolkning. Overfor de øvrige former for social elendighed kan arbejderne i nogen grad skabe sig værn allerede indenfor det bestående samfund. Ad faglig og politisk, ad kommunal og kooperativ vej kan der gennemføres reformer, som på forskellige punkter varig og kendelig forbedrer arbejderklassens livsvilkår; arbejdstiden kan tvinges nedad og arbejdslønnen opad, om end under stadig og stejl modstand fra kapitalisternes sider; de hæsligste arter af udbytning kan hindres ved en vidtgående beskyttelseslovgivning; de værste økonomiske følger af sygdom og ulykkestilfælde kan afbødes gennem forsikring; ved offentlig bespisning af fattige børn og offentlig omsorg for syge og gamle kan livet gøres noget lysere for de svageste i samfundet; sundere og bekvemmere boliger kan tilvejebringes; prisstigningen på de vigtigste livsfornødenheder kan indenfor visse grænser modvirkes ved foretagender som andelsbagerierne og ved en toldpolitik i liberal retning; skattebyrden kan væltes fra den fattige del af befolkningen over på den rige. Der kan på den måde lidt efter lidt skabes, om end ikke gode, så dog nogenlunde tålelige kår, ganske vist ikke for hele arbejderklassen, men for store dele af den. I en sådan gradvis, men yderst langsom højnelse af proletariatets livsniveau er det, den konservative socialreform - under hvilken politisk farve den end optræder - tror at finde et middel til at besejre socialismen og betrygge den nuværende samfundsordning - de jævnt velstillede og nogenlunde veltilfredse arbejdere skal vokse ind i en småborgerlig tankegang og glemme al proletarisk klassefølelse og alle revolutionære tilbøjeligheder. For socialdemokratiet har ethvert sådant reformarbejde ganske anden, helt modsat tendens; det tjener ikke blot til i øjeblikket at ophjælpe arbejdernes kår, men også til at styrke og udvikle arbejderklassen til dens fremtidige kampe for erobringen af magten i samfundet og gennemførelsen af den socialistiske samfundsordning.

Men overfor arbejdsløshedens frygtelige problem står den borgerlige, den ikke-socialistiske socialreform stille. Thi i det kapitalistiske samfund vokser der ingen urt, som kan helbrede den sygdom. Den er et naturligt, el nødvendigt udslag af kapitalens livsproces, og den må derfor stadig vende tilbage, så længe det er kapitalen, som behersker samfundet, og vende tilbage under stadig voldsommere og mere ødelæggende former, efterhånden som kapitalens trang til evig selvudvidelse møder flere og flere hindringer på det internationale marked - under stadig voldsommere og mere ødelæggende former, indtil omsider den sejrrige arbejderklasse skærer kapitalismens livstråd over.

Og ganske naturligt viger da også de borgerlige, af kapitalismens synsmåder beherskede nationaløkonomer tilbage fra ethvert alvorligt forsøg på at forstå årsagen til de periodiske kriser - fordi en virkelig forståelse ville betyde erkendelsen af, at den kapitalistiske produktionsmådes dødsdom er fældet. De fabler om krisen som en følge af tilfældighedernes blinde spil eller af kapitalisternes uforstandige dispositioner eller af kreditmidlernes altfor stærke forøgelse; de giver forretningsmændene gode råd om endelig at være forsigtige og huske på, at de gode tider ikke varer evig ved - som om ikke kapitalen allerede havde et hundredårs erfaring for denne kendsgerning, hvad der dog ikke hindrer den i stadig at følge sin tilbøjelighed til den størst mulige udvidelse; de holder moralske prædikener imod spekulation og svindel - hvad der ikke afholder spekulanter og svindlere, fra ved den første givne lejlighed at genoptage deres virksomhed i det videst mulige omfang.

Kun den nationaløkonomiske opfattelse, der helt har frigjort sig for de kapitalistiske synsmåder, er i stand til at se sandheden lige i øjnene og drage den praktiske konsekvens deraf: kampen for at styrte den kapitalistiske samfundsordning og afløse den med den socialistiske, som for bestandig vil gøre ende på krisernes og arbejdsløshedens forbandelser. Hvad der indenfor det kapitalistiske samfund kan udrettes på dette område, er ikke at udrydde eller forebygge arbejdsløsheden, men at lindre nogle af dens værste lidelser og i nogen grad begrænse dens omfang - ikke at helbrede sygdommen, men at give den syge morfin. Og om end det end i sig selv ikke er store ting, der i den retning kan opnås, er det dog for de arbejdere, der rammes af ulykken, af yderste vigtighed, at intet middel forsømmes.

Overfor en ekstraordinær nødstilstand, som en krise frembyder, er det naturligt, at staten træder ekstraordinært hjælpende til, med direkte understøttelser, som kan fordeles gennem fagforeninger, arbejdsløshedskasser, hjælpekasser eller ad anden vej - og vel at mærke understøttelser, der ikke har almissens lurvede karakter. Arbejderklassen har en utvivlsom moralsk ret hertil. Thi det er staten, som yder kapitalen retsbeskyttelse og derved gør det muligt for den uanfægtet at udbytte arbejderne og således frembringe den stadig tilbagevendende overproduktion og deraf flydende arbejdsløshed. Og det er indenfor et retssystem, som statens love afmærker, at den svindel og spekulation trives, der kunstig fremskynder overproduktionen og således forøger arbejdsløshedens omfang. Staten har da sin store del af ansvaret for den usikkerhed, som den arbejdende befolkning er prisgivet indenfor det kapitalistiske samfund. Og staten er sig også sit ansvar fuldt vel bevidst - hvor det gælder de tab, der påføres de besiddende klasser. 1 løbet af kun tre dage kunne regering og rigsdag under bankkrakket gøre den lov færdig, som sikrede indskyderne i nogle vaklende københavnske banker med en statsgaranti af 10 mill. kr., og indskyderne i den sjællandske bondestands sparekasse vistes der ligeså rundhåndet hjælp. Imod denne storstilede liberalitet tegnede de fattige 80-90,000 kr., som rigsdagen langt om længe samtidig bekvemmede sig til at yde de arbejdsløse, sig dobbelt grelt - og end mere grelt, når dette beskedne beløb måles imod de kæmpemæssige summer, som kræves til militarismen, samtidig med at der er i tusindvis af arbejdsdygtige og arbejdsvillige mennesker, som bogstavelig ikke aner, hvor de skal skaffe sig den nødvendige føde til næste dag. Der er næppe noget træk, som tydeligere karakteriserer det dybe svælg, der er befæstet mellem arbejderklassen på den ene side og på den anden side de klasser, som behersker det politiske liv. Men heller intet, der så tydelig røber de herskende klassers politiske kortsynethed - de har ingen anelse om, hvor meget ondt blod, de netop derved sætter, hvor bitter en stemning de kalder frem imod sig selv.

Igennem en regelmæssig forsikring imod arbejdsløshed kan der udrettes en del til at tage det første stød af. Det er fagforeningerne, som på dette område har vist vejen, idet adskillige organisationer allerede forlængst har taget forsikringen af deres medlemmer op som et led i deres virksomhed. I et enkelt år, 1905, nåede den understøttelse, der således blev udbetalt, op til 461,000 kr., næsten en halv million, fordelt på 56 organisationer med 51,000 medlemmer. Men en sådan forsikring, der kræver betydelige ofre af medlemmerne, kan ganske naturligt ikke nå ned til de slettest stillede lag af arbejderklassen, og derfor bliver statens bistand på dette område dobbelt nødvendig. Siden midten af 1890'erne har socialdemokratiet gang på gang indbragt forslag om statstilskud til foreninger, som forsikrer deres medlemmer imod arbejdsløshed. I 1907 blev omsider en lov vedtaget; den bemyndiger staten til at yde et tilskud af indtil ¼ mill. kr. om året. Loven betyder et fremskridt i retning af betryggelse for arbejderne; men det er selvfølgelig såre langt fra, at arbejdsløshedens elendighed dermed er bragt ud af verden. De allerfattigste blandt arbejderne vil stadig være afskårne fra at nyde godt af de fordele, forsikringen byder; den højeste understøttelse, der kan udbetales, er to kroner om dagen, hvad der for en familie kun forslår til at bolde den allerværste nød uden døre; retten til dagpenge indtræder først efter 6 eller 15 dages forløb, og den bortfalder, når man har modtaget understøttelse i en vis periode, i regelen 70 dage.

Også hjælpekasserne, der ligeledes fik sikret et årligt statstilskud på indtil ¼ mill. kr. i året 1907, kan bidrage til at afhjælpe lidt af den første, øjeblikkelige nød, som arbejdsløsheden volder. Men medens de kan gøre adskillig nytte i normale år, hvor arbejdsløsheden er ringe og har en meget spredt og tilfældig karakter, så står de ret magtesløse overfor den masseelendighed, der forårsages, når en krisebølge sætter ind. Dråber i havet er alt, hvad de på egen hånd kan yde, og kun med store ekstraordinære tilskud fra stat og kommune er de i stand til at øve nogen kendelig virkning. Overfor den sum af lidelser, som arbejdsløsheden skaber, får man et stærkt indtryk af værdien af de almindelige sociale reformer, for hvis virkeliggørelse socialdemokratiet i første linie kæmper. Man tænke blot på et enkelt eksempel. Hvilket lyspunkt ville det ikke være for den arbejdsløse og hans familie, hvis socialdemokratiets forslag om skolebespisning var blevet gennemført - hvis forældrene kunne se deres børn gå i skole med bevidstheden om, at der fik de et måltid varm og kraftig mad hver skoledag i de strenge vintermåneder - hvilket højdemål af pine må det ikke berede den arbejdsløse, at ikke blot han selv og hans hustru må halv- eller helsuite, men også hans børn! Alt dette er midler til at lindre smerterne en smule for arbejdsløshedens ofre - det er »det røde kors« på krisernes slagmark. Men heller ikke overfor den opgave at begrænse selve arbejdsløshedens område står man absolut magtesløs.

Noget kan der udrettes ved at fremme de store offentlige arbejder i kriseperioder og omvendt holde igen med dem i tider, da forholdene på arbejdsmarkedet er forholdsvis gunstige. Der kan herved bringes lidt større ligevægt til veje; de gode år bliver da ikke fuldt så gode for arbejderne, men til gengæld bliver de onde år ikke fuldt så onde. Det er det samme princip, som følges ved enhver forsikring; man bringer et offer for at sikre sig imod de allerværste følger af en kommende ulykke. Også en gennemgribende forkortelse af arbejdstiden ved en lovbefalet maksimalarbejdsdag ville, ved den hæmsko, den lagde på en altfor forceret produktion, øve nogen regulerende virkning. Den ville næppe i stor udstrækning formindske udbyttet af det regelmæssige daglige arbejde, men den ville, ved at sætte en stopper for overarbejdet afdæmpe produktionen i de højkonjunkturernes perioder, som indleder kriserne. En velorganiseret arbejdsanvisning kan bidrage til at lede nogle af de arbejdsløse hen til de pletter af arbejdsmarkedet, hvor der fra tid til anden viser sig efterspørgsel efter arbejdskraft - for så vidt der da overhovedet er nogen efterspørgsel; thi arbejdsanvisningen kan selvfølgelig ikke trylle ledige pladser frem.

En tilbagevandring af arbejdere fra by til land kan opsuge en mindre del af de arbejdsløse; men noget større omfang kan den vanskelig tænkes at få. Den arbejder, som blot i få år har været industrielt beskæftiget, vil i reglen være lidet duelig til landbrugsarbejde; den lave arbejdsløn i landbruget virker desuden skræmmende; den faglærte arbejder vil betænke sig på ved et midlertidigt ophold på landet at forspilde den chance, han har, når der påny begynder en bedring i hans fag; og - hvad der er den alvorligste hindring - den årstid, da byernes arbejdsløshed er størst, vintermånederne, er også på landet en død periode, i hvilken landbruget sjælden kan sysselsætte flere mennesker, end der allerede står til dets rådighed.

Endelig er der en begrænsning af svindelen, for så vidt den lader sig begrænse gennem lovgivningsmagten. Vi har set, hvorledes svindelen ganske vist ikke er årsag til de periodiske kriser og den masseagtige arbejdsløshed - årsagen ligger langt dybere, i hele den kapitalistiske produktionsmådes regelmæssige proces - men hvorledes den, ved de overspændte forestillinger, den skaber, og de letsindige foretagender, den sætter i gang, bidrager til at forcere opgangsperiodens virksomhed og derigennem kunstig forøge overproduktionen, således at tilbageslaget, når det indtræffer, bliver så meget voldsommere og arbejdsløsheden så meget mere omfangsrig. Kan det lykkes i nogen måde at lægge en dæmper på svindlernes foretagsomhed, vil det også til en vis grad afdæmpe de kommende krisers skarphed - mindre indenfor den egentlige fabriksindustri, hvis produkter er genstand for konkurrence fra det internationale marked, end indenfor de erhvervsgrene, som er stærkt lokalt begrænsede, og da navnlig indenfor byggefagene. En lov, der umuliggjorde de dristigste former for byggesvindel, ville virke i den retning. Nogen værdi ville også en skarp aktielovgivning få. Og en ikke ringe betydning ville det have haft, om man - i stedet for at forny nationalbankens oktroj og endnu for 30 år at overlade private kapitalister den for samfundshusholdningen så vigtige ret til seddeludstedelse - havde fulgt socialdemokratiets forslag og inddraget denne funktion under staten, gennem oprettelsen af en statsbank, der altid ville være i stand til at øve en vægtig indflydelse på det nationale pengemarked.

Det er foranstaltninger, der hver på sit område kan tage lidt af brodden af de lidelser, arbejdsløsheden volder, lindre smerterne lidt, begrænse omfanget en smule. Men altsammen kan det kun virkeliggeres ved den socialdemokratiske arbejderklasses kraftige og ihærdige virksomhed. Det lidet, der allerede er nået - først og fremmest organisationen af den statsunderstøttede forsikring - skyldes udelukkende de krav, arbejdernes repræsentanter har fremsat, og den stigende stemning, der har rejst sig i den arbejdende befolkning. Og det mere, der i fremtiden kan nås, lader sig kun tvinge igennem ved en stærkt voksende socialdemokratisk bevægelse, som de herskende klasser og deres partier er nødt til at gøre indrømmelser.

Selve arbejdsløsheden lader sig ikke overvinde, så længe den kapitalistiske produktionsmåde er den herskende. Og efter alt at dømme, går de kapitalistiske samfund sværere og sværere tider i møder, tider, i hvilke arbejdsløsheden antager en mere og mere kronisk karakter, i hvilke den ene langvarige og trøstesløse krise følger tæt på den anden, kun afbrudt af korte perioder med en hastig svindende opblussen af kapitalens livskraft, indtil samfundet til sidst tager produktionen over i sine hænder og dermed for bestandig løser arbejdsløshedens problem.

Der er intet, der i den grad som arbejdsløsheden afslører de selvmodsigelser, den galehuslogik, det kapitalistiske samfund lider vinder, intet, der taler så indtrængende et socialistisk sprog til arbejderne, intet, der virker så voldsomt til at revolutionere bevidst heden og kalde til kamp - ikke blot for de enkelte små reformer, som i øjeblikket kan vindes, men for den store omvæltning i alle samfundsforhold, som bereder socialismens gennemførelse.

Arbejdsløsheden er i moderne form, hvad de store landsulykker pest og misvækst var i gamle dage. I gamle dage kom pesten fra tid til anden, uforudselig og uafvendelig, gik fra dør til dør i købstad og landsby og krævede menneskeliv i massevis; den voksende naturerkendelse har i vore dage besejret pestens rædsler. I gamle dage kunne høsten slå fejl i el land, og befolkningen døjede svære lidelser, ikke som nu på grund af overproduktion, men på grund af en underproduktion; samfærdselsmidlernes udvikling har gjort ende på den hungersnød, som skyldes naturforhold, og levnedsmidlerne kan i vore dage fra de fjerneste egne sendes hen til de steder, hvor høsten er mislykket. Men den samme voksende naturerkendelse, som har overvundet pesten, har lagt grund til den kapitalistiske produktionsmåde, som stadig avler sociale nødstilstande, ligeså tunge og ligeså uafvendelige som farsoterne i gamle dage. Og den samme samfærdselsmidlernes udvikling, som har uskadeliggjort den lokale, af naturforholdene fremkaldte hungersnød, har bredt den hungersnød, som de sociale forhold forårsager, ud over hele jordkloden. Først igennem socialismen kan denne nye landeulykke besejres.

Organisation er et af de ord, der oftest høres i al offentligdiskussion, et af de begreber, der spiller den største rolle for forståelsen af nutidens sociale bevægelser - et eksempel på, hvordan modsætningerne mødes, hvordan de herskende tilstande med en naturmagts nødvendighed kalder deres egen modsætning frem. Thi hvad der karakteriserer de moderne sociale tilstande, er netop deres fuldstændige mangel på organisation. Den befolkning, man selv tilhører, fremtræder for éns iagttagelse ikke som et samfund i ordets egentlige forstand - et indbegreb af mennesker, der gennem ordnet fælles virksomhed planmæssig stræber efter at tilfredsstille de fælles materielle og kulturelle behov - men tværtimod som et uoverskueligt virvar af stridige interesser, der krydser hinanden i alle retninger, klasse mod klasse, fag mod fag, individ mod individ; en menneskemasse opløst i sine mindste bestanddele, de enkelte personer, der hver for sig forfølger sine personlige formål, til gavn for sig selv og til skade for alle andre; en vild og uordnet krig på kniven, én mod alle og alle mod én; mennesker, der sønderslider hverandre i kamp for føden, som en flok sultne ulve.

Allevegne i produktions- og omsætningsverdenen ser man det samme syn af økonomiske interesser, der står knivskarpt mod hinanden. Industrikapitalisten er interesseret i lav rentefod, finanskapitalisten er interesseret i høj rentefod, tekstilfabrikanten er interesseret i beskyttelsestold på vævede stoffer, men i frihandel på garn. Imod ham står spinderibesidderen, der er interesseret i told på garn. Begge mødes de i det fælles had til maskintolden og står her som fjender af maskinfabrikanten, der kræver forhøjet told på sit produkt. Skotøjsfabrikanten er interesseret i, at skotøjsarbejderne har en lav løn, men han er samtidig interesseret i, at snedkersvende, typografer, malere har en høj løn, som kan forøge deres købeevne og sætte dem i stand til at anskaffe sig tre par sko, hvor de før kun anskaffede sig to. Således står alle de enkelte grupper, hvoraf befolkningen er sammensat, i indbyrdes had og skinsyge; og indenfor hver især af grupperne gentager det samme sig. Købmanden ønsker kun fordærvelse over sin konkurrent på den modsatte side af gaden; den ene sæbesyder søger efter yderste evne at komme de andre til livs for selv at kunne opsuge deres kundekreds og tilegne sig deres fortjeneste.

Så uendelig langt er mennesket i tidens løb kommet bort fra alle virkelige samfundstilstande - bort fra det oprindelige kommunistiske fællesskab i landsby- eller familiehusholdningen, det første og hidtil også det sidste fuldt gennemførte »samfund«, historien kender, hvor de enkelte mennesker virkede planmæssig hånd i hånd for i god fordragelighed at tilfredsstille de fælles behov - over til et myldrende kaos af hinanden bekæmpende interesser, hvor egoismen er den højeste lov, hvor alle bestræbelser går ud på at købe så billig og sælge så dyrt som muligt, til størst mulig fordel for sig selv og størst mulig skade for sine medmennesker.

For en umiddelbar betragtning synes det, som om hele denne tilstand skaber de slettest mulige vilkår for en organisatorisk bevægelse. Når der alligevel rejser sig en række organisationer, og når de fra år til år netop antager stadig større omfang, stadig fastere former og selv udvikler sig til at blive en regulerende faktor indenfor det sociale liv, så er det, fordi der tværs gennem de tusinder af enkelte interessemodsætninger trækker sig én delingslinie, skarpere, dybere og mere almen end nogen af de andre. Det er, her som allevegne. Køb og salg, det gælder, men af en ejendommelig vare, der går igen i alle andre varer: den menneskelige arbejdskraft. For hundrede år siden, og endnu langt senere, var en organisation på dette grundlag utænkelig, fordi køb og salg af arbejdskraft dengang spillede liden eller slet ingen rolle for befolkningen som helhed. Der var ganske vist håndværkssvenden, der arbejdede i mesterens tjeneste og fik løn af ham, kost og logis og gerne også et mindre pengebeløb. Men forholdet var for ham af en helt anden natur end for nutidens industriarbejder. Lønspørgsmålet var det underordnede; hvad det først og fremmest kom an på, var at arbejde under en dygtig og interesseret mester, der kunne give omhyggelig vejledning, så éns hånd kunne øves, éns blik skærpes for fagets teknik. At være svend var en overgangstilstand, en fortsættelse af læretiden, en forberedelse til engang som fuldt uddannet håndværker at kunne træde op i mestrenes række. Omkostningerne ved at nedsætte sig var så små, at de ikke dannede nogen alvorlig hindring; det værktøj, der behøvedes, var primitivt og billigt og kunne let overkommes. Som for håndværkssvenden, sådan for handelsmedhjælperen; lønforholdet var kun det midlertidige, en uddannelsesperiode, han måtte gennemgå, før han kunne etablere sig som selvstændig købmand. Og sådan også for tjenestekarlen på landet; han søgte som ungt menneske tjeneste og afventede den tid, da han kunne komme i betragtning, når en fæstegård blev ledig.

Man forstår, at under forhold som disse kunne arbejderne - industriens, omsætningens og landbrugets medhjælpere - umulig have særlig klasseinteresser som arbejdere imod arbejdskøberne. De foreninger, de svendelav, de nu og da sluttede sig sammen i, havde ikke nogen kampkarakter; de var overvejende selskabelige klubber med biformål som understøttelse under sygdom, vandring og deslige hvor strejker forekom, og hvor det da ikke var rent barnagtige optøjer, men virkelig bevidste og konsekvente kampe for en forbedring af arbejdsforholdet, var det kun indenfor de ganske få fag, hvor en kapitalistisk stordrift var i frembrud og udsigten til selv at blive mester som følge deraf stærkt beskåret for en stor del af svendene. I den langt overvejende masse af erhverv, hvor det gammeldags forhold endnu herskede, var en sådan konflikt, en lønkamp f.eks., utænkelig. Den svend, som forstod sin stilling, måtte i egen interesse være imod en bevægelse af denne art. Thi lykkedes det at fore den til sejr, ville det ganske vist gavne ham i øjeblikket, skaffe ham større indtægter, men om nogle få år, når han selv var mester med svende under sig og selv skulle udrede den større løn, ville det svie til ham. Hellere finde sig lidt i de trange kår en kort tid igennem for så at sidde så meget tryggere resten af sin levetid.

Arbejdernes interesser stod således ikke i strid med mestrenes, men faldt i alt væsentligt sammen med dem. Hvad der forenede dem til fællesskabsfølelse var det fælles hensyn til fagets tarv; enhver af dem var lige interesseret i, at det erhverv, de virkede i, trivedes, havde så gode produktionsvilkår som muligt. De følte sig, trods alle uundgåelige personlige smårivninger, i det store og hele solidariske, indadtil og udadtil; smedesvenden og smedemesteren så med lige bitterhed på gørtlerne, når de gjorde indgreb i deres fag og således i alle erhverv. Det naturlige udtryk for hele dette forhold var de blandede organisationer, som man træffer dem i lavsvæsenets blomstringsperiode, hvor mestre og svende mødtes til drøftelse af deres fælles interesser, varetagelse af deres fælles tarv. Således for hundrede år siden, og således langt længere frem imod vor tid. De klageråb, der i 1840'erne og 1850'erne idelig lød fra industrien, gjaldt endnu kun sjældent de indre arbejdsforhold, mellem arbejdskøber og arbejder i det enkelte fag; det var »næringsløshed«, fagets betrængte stilling udadtil, de drejede sig om.

Hvad der har vendt op og ned på hele dette forhold, sprængt interessefællesskabet og skilt de to parter fra hinanden i modsatte lejre, er den kapitalistiske produktionsmåde. Med stordriften forsvinder sandsynligheden for at nå op i selvstændig stilling. Så længe snedker svenden kun behøvede en høvlebænk, en høvl, en sav og nogle få andre billige stykker værktøj for at nedsætte sig, stod fremtiden ham åben; hvor der derimod som nu kræves et vældigt kompleks af savemaskiner, fræsemaskiner, fabrikslokaler og råmaterialier for at åbne et maskinsnedkerværksted, i hvilket arbejdskraften kan udløses i sin hensigtsmæssigste form og i sit fulde omfang, bliver lønforholdet den varige tilstand, som han er nødt til at forblive i til sin dødsdag. Han har ganske vist stadig den mulighed åben, at han kan anskaffe sig det gammeldags primitive værktøj og nedsætte sig i et beskedent værksted; men han vil sjælden vinde derved; thi prisen på de varer, han fremstiller, bliver bestemt ved produktionsomkostningerne i de store fabriker, som arbejder med al moderne teknik og derfor kan sælge yderst billig; han må da for sit møjsommelig håndforarbejdede produkt nøjes med den samme lave pris, og sultekår bliver gerne følgen; småproducenten i et fag, hvor stordriften allerede har holdt sit indtog, er sjælden bedre stillet end fabriksarbejderen, som regel adskillig slettere. Arbejderen er da alligevel faktisk lænket i sit lønforhold.

I handelen er udviklingen længere tilbage, mon netop i den allersidste tid i stærk fremgang. Stormagasinerne og de store specialforretninger samler en talrig stab af medhjælpere, som i de allerfleste tilfælde naturlig forbliver i medhjælperstillingen fremfor at søge et usikkert og kummerligt erhverv som selvstændige småhandlende - så meget mere som netop de store kapitalstærke forretninger ved deres konkurrence undergraver og ødelægger eksistensvilkårene for de små detailhandlere. Her, ligesom i industrien viser folketællingerne punkt for punkt, hvordan en stadig større del af medhjælperne er ældre mennesker, idet flere og flere af dem slår sig til ro i deres stilling: af hver 10 københavnske apotekermedhjælpere var i 1885 de 4 over 25 år gamle, i 1901 de 7; af hver 10 bog- og papirhandlermedhjælpere i 1885 de 3, i 1901 de 6; af hver 10 medhjælpere i material- og urtekramforretninger i 1885 de 2, i 1901 de 4. Med hele denne udvikling, som forvandler lønforholdet fra et kortvarigt overgangsled til den faste og blivende tilstand, hvori man er nødt til at leve hele sit liv igennem, skifter arbejderens sociale stilling. Han får sine særlige økonomiske interesser, ikke i overensstemmelse med, men i konflikt med arbejdskøberen, interesser, som han kun kan fremme gennem en planmæssig organisatorisk bevægelse. Lige så utænkelig en faglig organisation med et bestemt arbejderprogram ville have været under de ældre patriarkalske tilstande, lige så naturlig, lige så nødvendig bliver den for den moderne lønarbejder, den eneste måde, hvorpå han kan hævde sig selv.

I al sin simpelthed er forholdet dette: at sælger og køber af varen arbejdskraft står overfor hinanden og søger at komme i forbindelse med hinanden, men at de vilkår, hvor under de afslutter handelen, er højst ulige. På den ene side står den store masse af mennesker, som kun kan eksistere ved at bruge deres arbejdskraft og kun kan bruge den ved at sælge den, og for hvem det er livet om at gøre at få den solgt og vel at mærke, at få den solgt straks, selv om prisen kun dækker de absolutte livsfornødenheder; på den anden side et lille antal kapitalbesiddere, som er interesserede i at købe arbejdskraften, når de kan få den til så billig en pris, at dens frembringelser i dagens løb afkaster et klækkeligt overskud ud over den betalte dagløn, og som kan vente, kan lade deres virksomhed stå stille en tid igennem, og kan gøre det med fordel, hvis de derved opnår at presse arbejdslønnen tilstrækkelig langt ned. Så længe arbejderne under disse forhold står uorganiserede, handlende hver for sig, uden indbyrdes sammenhold, er de modstandsløse overfor de vilkår, som bydes dem. Den, der ikke vil finde sig i vilkårene, har ganske vist lov til at gå andetsteds hen for at søge afsætning for sin arbejdskraft, men da han allevegne vil møde de samme eller lignende betingelser, bliver han alligevel nødt til at bøje sig; formelt er han en fri kontrahent, men faktisk er han retsløs, idet han kun har valget mellem at give efter eller sulte ihjel. Arbejdsforholdet er ikke kontrakt mellem jævnstærke parter, men despoti. Den jernhårde lønningslov gør sig gældende med fuld vægt: arbejderfamiliens indkomst er altid nede omkring den laveste grænse, hvorpå det overhovedet er muligt at opretholde livet.

Hvor stramt dette arbejdernes underdanighedsforhold er, forstod man allerede for 130 år siden i England, hvor den kapitalistiske produktionsmåde dengang stod i sit gennembrud. I året 1776 skildrer Adam Smith, hvordan lønnen bestemmes ved overenskomst mellem arbejdere og arbejdskøbere, og hvordan hver af de to parter nødvendig må stræbe efter en organisation, den ene for at hæve, den anden for at sænke lønnen. »Det er imidlertid ikke vanskeligt at forudse, hvem af dem der i almindelighed har fordelen på sin side og kan tvinge den anden til at give efter. Arbejdskøberne, der er færre i tal, kan langt lettere slutte sig sammen .... I enhver konflikt kan de holde langt længere ud; en godsejer, en forpagter, en fabrikant, en købmand kan i almindelighed, selv om han ikke beskæftiger en eneste arbejder, leve et årstid eller to af sin opsparede formue. Mange arbejdere ville derimod ikke kunne eksistere en uge uden at have arbejde, kun få en måned og næppe en eneste et år igennem. I det lange løb er arbejderen vel ligeså nødvendig for arbejdskøberen, som arbejdskøberen er for ham; men nødvendigheden er ikke så umiddelbart påtrængende .... Arbejdskøberne er altid og allevegne i en slags tavs, men vedvarende og ensartet forening, som går ud på ikke at hæve arbejdslønnen op over dens nuværende højde .... Man hører kun sjælden tale om denne overenskomst, fordi det er den normale, man kunne sige den naturlige tingenes tilstand, som ingen nogen sinde hører om. Og når de, hvad stundom hænder, slutter sig sammen ved en særlig overenskomst om at drive lønnen ned, da bliver det altid iværksat i yderste stilhed og hemmelighed, indtil det øjeblik kommer, da de slår løs, og hvis så arbejderne underkaster sig uden modstand, hvad de undertiden gør, da er der ingen udenforstående, som hører tale derom.«

Først når der indenfor et fags arbejdere skabes en varig organisation, af et sådant omfang, at der ikke under en konflikt kan skaffes tilstrækkelig mange skruebrækkere blandt de udenforstående, med en strejkekasse, der gør det muligt at holde ud en tid uden løn, og med en så udviklet moralsk disciplin, en så levende solidaritetsfølelse blandt sine medlemmer, at de ikke bryder ud, når det kommer til kamp - først da kan arbejderne træde ind i forhandlingerne om arbejdsvilkårene, jævnstærke med kapitalisterne; først da afløses det despotiske forhold af en virkelig fri kontrakt. Og dermed sprænges den jernhårde lønningslov; det bliver muligt for arbejderne at tvinge deres kår i vejret, op over den absolutte sultegrænse, op til et højere mål af social velvære og kultur.

Organisationen melder sig altså som en social nødvendighed, efterhånden som det ene fag efter det andet kommer ind i kapitalistisk produktionsmåde, men dermed også som en social forpligtelse for hver især af fagets arbejdere, en art værnepligt, som ingen kan unddrage sig. Den, der holder sig udenfor, nyder ligefuldt fordel af ethvert økonomisk fremskridt, som hans organiserede fagfæller med store ofre gennemfører, og som han netop ved sin vægring gør det dobbelt byrdefuldt for dem at gennemføre; han lader dem drage læsset, men tager selv sin del af udbyttet. Og den, der arbejder under en strejke, tager direkte sigte på at ødelægge det kulturarbejde, hans kammerater udfører for at hæve livsvilkårene for det samfundslag, han selv tilhører; det er et forræderi mod sin klasses interesser, han begår. Som tyveriet stemples af den moral, der udspringer af den private ejendomsret, som landsforræderiet af den moral, der udspringer af det udviklede statsforhold, således stemples skruebrækkeriet med fuld ret af den moral, der bunder i det moderne lønforhold, som en i den offentlige mening vanærende handling.

Fagforeningen er en kamporganisation. Den stiller arbejderne og arbejdskøberne front med front mod hinanden. Dens formål er at hævde en vis række vundne rettigheder; dens midler er den styrke, den besidder, den respekt, den formår at indgyde, den evne, den har til i yderste nødsfald, hvor alle andre veje lukker sig, at udkæmpe en strejke. Arbejdsnedlæggelsen er det ejendommelige våben, som de herskende økonomiske vilkår trykker arbejderklassen i hænde. Fagforeningen er en kamporganisation; i enhver anden skikkelse ville den under de moderne forhold være meningsløs. Jo stærkere rustet, jo mere kampdygtig den er, des bedre udfylder den sin opgave. Men heraf følger ingenlunde, at en sådan kraftig og kampberedt organisation fører til idelige rivninger i faget. Til stadig uro og usikkerhed - tværtimod. Netop bevidstheden om arbejdernes organiserede styrke gør fabrikanterne mere tilbøjelige til en saglig forhandling om de tvistepunkter, som er dem imellem, bringer dem til at indse, at modstanden på de og de punkter er uholdbar, og munder ud i, at samtlige fabrikanter fra den ene side mødes med samtlige arbejdere fra den anden i en overenskomst for en vis bestemt årrække, forpligtende til begge sider. For den enkelte producent ville det være en kilde til utryghed, om han måtte gå ind på en sådan række vilkår, medens hans konkurrenter stadig havde frie hænder til at fastsætte arbejdslønnen og kunne benytte sig deraf til at sætte produktionsomkostningerne ned og underbyde ham på markedet; uår vilkårene derimod er ens for alt arbejde i faget, rummer det ingen fare for den enkelte producent og ingen usikkerhed for produktionen, men skaber et fast og overskueligt grundlag for arbejds- og konkurrenceforholdene.

Her står man overfor en af de store fordele, som organisationen medfører, ikke for arbejderne alene, men for faget som fag: at den udrydder de grimmeste former for smudskonkurrence på arbejdernes bekostning. Så længe de enkelte fabrikanter er frit stillede i arbejdsforholdet, uden nogen skranke i en stærk organisations myndighed er det de hensynsløseste elementer blandt dem, der bestemmer arbejdsvilkårene i faget som helhed. Ved at skrue livsniveauet for deres arbejdere ned til det lavest mulige, formindsker de produktionsomkostningerne og vinder derved et forspring overfor de mindre hensynsløse konkurrenter. Konkurrencen tvinger imidlertid også disse sidste med i samme retning, og de elendige kår breder sig således over det hele - ikke blot til ødelæggelse for arbejderne, men i længden også for faget, hvis produktivitet lammes ved den altfor slet stillede arbejderstab, først gennem arbejderorganisationen bliver der slået bom for disse de uhyggeligste former for produktionsomkostningernes nedsættelse. Det gælder ikke blot de store spørgsmål om arbejdsløn og arbejdstid, men også en række andre forhold, således hjemmearbejdet, trucksystemet (lønnens udbetaling i varer i stedet for i rede penge), navnlig i form af kost og logis som arbejdsvederlag. Og det gælder ikke blot de forhold, som udelukkende reguleres ved aftale mellem de to kontraherende parler.

Men også dem, for hvilke lovgivningsmagten fastsætter regler; enhver beskyttelseslov bliver lidet virksom og i mange tilfælde kun et dødt bogstav, hvor der ikke er en årvågen og organiseret arbejderbefolkning, som sørger for, at dens bestemmelser opfyldes; de masseagtige overtrædelser af maskinbeskyttelsesloven, som finder sted på landet, og som stadig kræver nye ofre i form af lemlæstede tjenestefolk, ville være utænkelige, hvis landarbejderne var stærkt organiserede.

Organisationen, med de reformer, den gennemfører, den forhøjede arbejdsløn, den forkortede arbejdstid, de forbedrede arbejdsvilkår, virker på den måde ikke ensidig i arbejdernes interesse, men til gavn for hele produktionen og derigennem meget ofte også til gavn for kapitalisterne. Og når fagforeningerne alligevel fra kapitalistisk hold gennemgående mødes med så fanatisk en modstand, skyldes det for en meget stor del kun bourgeoisiets mangel på vidt syn og langt sigte. De højere livsvilkår blandt arbejderne højner arbejdets ydeevne; gang på gang er det ved praktiske forsøg godtgjort, at en forkortelse af arbejdstiden ikke fører til nogen tilsvarende formindskelse af produktionen, men i regelen tværtimod til en absolut forøgelse, atter og atter er det blevet bevist, at en gruppe arbejdere, der er dobbelt så højt lønnet som en anden, skaber langt mere end dobbelt så stor en mængde værdier i dagens løb, således at det dyreste arbejde i virkeligheden er det billigste.

Organisationens kamp for bedre livsvilkår fører således i retning af en rigere udfoldelse af produktionslivet; idet arbejderne solidarisk forfølger deres egne interesser, kommer de til at fremme den almindelige kapitalistiske udvikling og tvinge produktionen fra et lavere standpunkt op til et højere, mere moderne trin. Men allerede dette er af revolutionær natur. Thi jo raskere produktionen moderniseres, des nærmere ligger dens overgang til socialistiske forhold.

Fagorganisationen er og må nødvendig være af strengt økonomisk natur, og rammerne for dens virksomhed er snævert afstukne; dens eneste direkte opgave er at højne arbejdsvilkårene for vedkommende fags lønarbejdere, at skaffe dem større arbejdsløn, kortere arbejdstid, sundere arbejdslokaler og lignende. Til løsningen af denne opgave kræves der en sammenslutning af såvidt muligt alle arbejdere i faget, uden hensyn til politisk anskuelse, så lidt som til religiøs eller anden trosbekendelse. Enhver af dem bevarer sin fulde personlige frihed til at handle, som han vil, i alle offentlige og private anliggender; det er kun de rent faglige formål, som samler til ensartet optræden. Hvorvidt fagforeningen som korporation holder sig neutral eller den under den ene eller den anden form søger tilslutning til arbejdernes politiske parti, socialdemokratiet, er nærmest et praktisk spørgsmål, om det i faglig henseende mere eller mindre fordelagtige.

Således for en foreløbig rent umiddelbar betragtning. Enhver nærmere prøvelse viser imidlertid, hvor langt længere en rækkevidde den organisatoriske bevægelse har, hvor revolutionerende den er i sin virkemåde, hvordan den voksende forståelse af de snævre faginteresser med logisk nødvendighed omsættes i en erkendelse af de fælles klasseinteresser, der forener arbejderklassen til en helhed, og giver stødet til en klassebevægelse, der sætter ud over alle faglige skillelinier og tager sigte på en samfundsomdannelse, hvor alle sociale skel jævnes.

Under de moderne sociale tilstande står nemlig den enkelte arbejdergruppe ikke alene, og det er i længden umuligt at isolere dens interesser. Den er kun et led i den samlede arbejderklasse og deler ve og vel med den. Enhver forandring på et af dens felter breder sig ud til de andre, som ringene breder sig over vandet. Stiger arbejdsvilkårene i én række fag, vil der også i de øvrige fag være tilbøjelighed til stigning; arbejdskraften vil drages bort fra de slettere lønnede erhverv over til de bedre lønnede, og det formindskede tilbud af arbejdskraft vil tvinge lønnen i vejret. Og omvendt virker et løntryk i én række fag også som en fare for de øvrige fag; de trues med en forøget oversvømmelse af ledig arbejdskraft, som virker til at presse arbejsbetingelserne ned. For den faglærte arbejders vedkommende sætter denne vekselvirkning sig forholdsvis langsomt igennem - en skræddersvend kan ikke straks gå over til maskinarbejderens virksomhed, selv om den lokker nok så meget ved højere løn; han vil snarere sætte sine børn i lære i maskinfabrikken i stedet for i skrædderværkstedet; og først efter en årrækkes forløb spores virkningerne i deres fulde udstrækning. For arbejdsmandens vedkommende derimod gør bevægelsen sig umiddelbart gældende. Men for dem alle gælder det, at vekselforholdet er til stede. Og kendsgerningernes logik viser hver især af arbejdergrupperne, at dens faglige interesser falder sammen med alle andre arbejdergruppers og går op i de fælles, almene klasseinteresser. Det er den fælles kapitalistiske udbytning, som hele arbejderklassen lider under, der er kilden også til de specielle former for udbytning, man selv er genstand for; enhver begrænsning af udbytningen, som et fremmed fags arbejdere får gennemført, bliver i virkeligheden også til fordel for én selv. Solidaritetsfølelsen mellem alle arbejdere, uden hensyn til fag, og den solidariske optræden under lønkampe er kun det naturlige udslag af denne erkendelse.

Således indenfor industrien. Bomuldsvæveren og typografen, mur arbejdsmanden og snedkersvenden er knyttede til hinanden ved fælles interesser, og hver af dem tjener sit eget rent faglige tarv, idet han støtter de andre. Endnu mere iøjnefaldende træder dog dette gensidighedsforhold frem mellem industriens arbejdere på den ene side og landbrugets på den anden. Efterhånden som industriarbejderne gennem deres faglige organisationer har hævet deres egne livsvilkår, er flere og flere landarbejdere strømmet ind til byerne for at søge livsopholdet ved industriel virksomhed, og godsejere og gårdmænd har været nødt til at tilbyde højere løn for at skaffe arbejdet udført. Så elendig de uorganiserede landarbejderes stilling endnu stadig er, er den dog kendelig bedre end for en snes år siden - takket være byarbejdernes organisatoriske arbejde.

Og dette interessefællesskab og den deraf flydende proletariske samfølelse gælder ikke blot indenfor landets grænser, men også udenfor. En af de største farer, som truer et organiseret fags arbejdere, er netop uorganiserede og følgelig sletlønnede og lavtstående fagfæller i fremmede lande, fra hvilke der kan hentes løntrykkere og strejkebrydere. Den stadige indvandring af svenske fabriksarbejdersker, den regelmæssige sæsonindførsel af polske landbrugs- og teglværksarbejdere, den lejlighedsvis forekommende indforskrivning af udenlandske skruebrækkere - det er velkendte eksempler på det tryk, der udefra kan øves på de indenlandske arbejderes livsniveau. De danske arbejdere er da levende interesserede i, at de svenske, de polske, de tyske arbejdere slutter sig sammen og tilkæmper sig højere kår, og det er ikke blot i forventningen om gengæld i påkommende tilfælde, at de gør klogt i efter evne at støtte en sådan bevægelse, men også fordi de derved rent direkte skaffer sig gunstigere kampbetingelser. Den internationale samfølelse med alle andre kæmpende lønarbejdere udspringer som en nødvendig følge af arbejderens erkendelse af sine egne faglige interesser.

Også langt udenfor de egentlige lønarbejderes kreds strækker dette interessefællesskab sig, til de store masser af befolkningen, der som »selvstændige« næringsdrivende, som små handlende, små håndværkere, husmænd o.s.v. lever af deres eget arbejde uden at udnytte fremmed arbejdskraft i deres virksomhed. Lykkes dat de københavnske industriarbejderes organisationer at bringe arbejdsforholdene i kendelig og almindelig bedring, betyder det for den lille københavnske detailhandler ikke alene, at hans afsætning og dermed hans fortjeneste vokser - det er en fordel, man får tilfælles med den store, rent kapitalistiske handlende, - men det betyder også, at den oversvømmelse med arbejdsløse og udsultede industriarbejdere, som nu søger udkommet ved at slå sig ned i små butikker, tager af, og at følgelig tilværelseskampen for hver især af de bestående forretninger lettes. På samme måde med de små håndværkere, på samme måde også med husmændene. En almindelig stigning af lønhøjden vil ikke umiddelbart gavne de øjeblikkelige besiddere af husmandslodder - undtagen forsåvidt den sikrer dem bedre afsætningsvilkår for deres produkter - men den kommer i det lange løb husmandsklassen til gode og bundfælder sig hos den i form af forøgede indtægter, idet den forøger arbejdskraftens værdi; den mand, der står overfor tiltrædelsen af en husmandsbedrift, vil måle det udbytte, den lover ham, med den løn, han kunne, skaffe sig ved at tage plads som arbejder og kun overtage bedriften, hvis den stiller ham mere i udsigt; resultatet vil blive synkende efterspørgsel, gunstigere overtagelsesvilkår, større fortjeneste.

Således afslører der sig, trods alle tekniske og økonomiske forskelligheder, et virkeligt interessefællesskab mellem alle lønarbejdere. Industriarbejder, faglærte arbejder og arbejdsmand, deres interesser er gensidige og nøje knyttede til hverandre; hvad der hæver livsbetingelserne for én gruppe, virker også til fordel for de øvrige. De industrielle lønarbejderes faglige organisationer er de centrale punkter, hvorfra hele opgangsbevægelsen udgår. Den voksende forståelse af de faglige særinteresser, som udvikles indenfor organisationerne, munder da naturlig ud i en voksende erkendelse af de fælles klasseinteresser, i en voksende proletarisk klassebevidsthed.

Og netop fagorganisationen bidrager ikke blot til at vække klassebevidstheden, men også til at fylde den med revolutionært, socialistisk indhold. Den kamp, som herfra udkæmpes, de kampforberedelser, som her træffes, holder uafladelig modsætningsforholdet til den kapitalistiske udbytning for arbejderens øje. Han lærer rent umiddelbart at forstå den måde, hvorpå kapitalen suger merværdi af hans arbejde, han indser, hvordan udbytningen ved solidarisk modstand kan holdes indenfor visse skranker, men han erkender også, hvordan den ikke kan afskaffes, sålænge han selv vedblivende er skilt fra produktionsmidlerne og nødt til. At sælge sin arbejdskraft til fremmede. Hele den bestående tilstand spejler sig i hans bevidsthed som en art væbnet fred, idelig afbrudt af skærmydsler, en uafbrudt kæde af uro og utryghed, en oprivende overgangstilstand, som man af yderste evne må stræbe at forkorte for at nå ind i den varige og virkelige sociale fred, hvor al fremtidig interessekamp er umulig, fordi alle interessemodsætninger er ophævede. For den organiserede arbejder bliver socialismen således kun det naturlige udslag af den erkendelse af hans egen sociale stilling, som udvikles og afklares gennem den faglige organisation. Enten så fagforeningen formelt erklærer sig for neutral i politisk henseende, eller den tager et bestemt standpunkt i den politiske kamp, faktisk bliver den i hvert fald et politisk element af allerstørste betydning, et bærende grundlag for socialdemokratiet. Materielt hæver den arbejderen til det lavmål af fysisk velvære, som er en nødvendig betingelse for at kunne nå til socialistisk erkendelse; åndelig udvikler og skoler den hans proletariske klassebevidsthed og omsætter den i socialistisk klassekamp; der gives ingen virksommere forskole for socialismen. Den omdannelse, der netop i disse år er ved at finde sted i den engelske fagforeningsverden, blandt arbejdere, som af historiske grunde længe har haft en særstilling indenfor det internationale proletariat, og som derfor har kunnet vise sig lidet modtagelige for socialismen, den viser, hvordan også her kendsgerningernes logik, de sociale kendsgerningers socialistiske logik, gør sig gældende. - midt i et samfund, hvor desorganisationen, uordenen, de myldrende interessemodsætningers brogede kaos hersker, drager arbejderorganisationen sig langs den skillelinie, der betegnes ved købet og salget af varen arbejdskraft. Af to grunde betyder den el mægtigt socialt fremskridt: dels fordi den i øjeblikket bedrer tilværelsen for det store flertal af befolkningen, dels og ikke mindst fordi den fremskynder og letter udviklingen frem imod et nyt samfund, et virkeligt samfund, hvor organisationen ikke som nu er undtagelse, men gældende grundlov.

Skift til: Flere artikler af Gustav Bang * * Marxismens ABC * * Den franske revolution * * Oktoberrevolutionen * * Arbejderbevægelsens historie * * Danmarks historie * *