Indhold på denne side: Indledning og Litteratur * * Brudstykker af arbejderbevægelses internationale historie * * Den materialistiske historieopfattelse * * Kapitalismens politiske økonomi * de fem samfundsøkonomiske formationer * 150-året for Karl Marx' fødsel

Skift til: Marxismens ABC (II) * * Marxisme- leninismens grundlag* * Revolutionære ideer gennem historien I. + II. + III.

Skift til: Anders Laubjerg´s artikel om Marx og dialektikken.

Det kapitalistiske samfundssystem lader sig udmærket opretholde uden teori. Det avler sin egen ideologi, som det sylter os alle ind i fra barndommen. Præster, skolelærere, journalister, undervisere, m.v. er selv syltet ind med feudale og kapitalistiske løgnehistorier, og gentager fordummelsens ideologi til kommende generationer. Børn og kvinder føres ind i kirkens despoti, men udstiller sig gerne som »frie mennesker« til trods for kirkens opretholdelse af slaveriet langt op i vort tid, og hvor hele den civiliserede verden med dens statsautoriserede og liberale videnskab forsvarer slaveriets afløser: lønslaveriet.

Men marxismen har erklæret dette slaveri uforsonlig krig. Det var ved studiet af den tyske filosofi, den engelske økonomi og den franske socialisme, at Karl Marx påviste, at hele den hidtidige historie er en historie om klassekampe, at det i alle de simple og indviklede politiske kampe kun drejer sig om samfundsklassernes sociale, økonomiske og politiske herredømme, for de ældre klasser om bevarelsen af herredømmet og for de nye, fremvoksende klasser om erobringen af herredømmet. Det var Karl Marx, der påviste hvorledes disse klasser opstod og hvem klasserne bestod af. Karl Marx 's anden vigtige opdagelse var den endelige udredning af forholdet mellem kapital og arbejde, hvor Marx påviste kapitalistens udbytning af arbejderen og statens rolle som undertrykkelsesapparat. I »Socialismens udvikling fra utopi til videnskab«, 1882, giver Friedrich Engels en kortfattet og let tilgængelig indførelse i marxismens teori og metode, der er lagt til rette som skolingsskrift for tyske arbejdere, og rummer (1) en gennemgang af de utopiske socialister, (2) en fremstilling af den dialektiske og historiske materialisme, samt (3) en beskrivelse af kapitalismens tilblivelse og udvikling. I dette sidste afsnit bringes et referat af Marx’ økonomiske teori. I »Den Tyske ideologi« formulerer K. Marx og F. Engels her for første gang systematisk deres nye opfattelse af historien. Teksten er meget vigtig, men noget vanskeligt tilgængelig pga. sprogbrugen.

Om klassekampen skriver Karl Marx: ». . . Hvad nu mig angår, så tilkommer der mig ikke den fortjeneste at have opdaget hverken klassernes eksistens i det moderne samfund eller deres indbyrdes kamp. Borgerlige historikere havde længe før mig skildret, hvordan denne klassernes kamp historisk har udviklet sig, og borgerlige økonomer havde fremstillet denne udviklings økonomiske anatomi. Hvad jeg tilføjede af nyt var: 1. at påvise, at klassernes eksistens blot er knyttet til bestemte historiske faser i produktionens udvikling; 2. at klassekampen nødvendigvis fører til proletariatets diktatur; 3. at selve dette diktatur kun danner overgangen til ophævelsen af alle klasser og til et klasseløst samfund . . .« (Marx/Engels: Udvalgte Skrifter, II, s. 453).

»Indenfor det kapitalistiske system fuldbyrdes alle metoder til forøgelse af arbejdets samfundsmæssige produktivkraft på bekostning af den enkelte arbejder; alle midler til udvikling af produktionen slår om til at blive beherskelses- og udbytningsmidler for producenten, lemlæster arbejderen til et delmenneske, nedværdiger ham til et tilbehør til maskinen, tilintetgør hans arbejdes indhold gennem dets kval, fremmedgør for ham arbejdsprocessens åndelige potenser i samme forhold som videnskaben indlemmes i den som en selvstændig potens; de roder om på de betingelser, hvorunder han arbejder, underkaster ham i arbejdstiden det mest småligt hadefulde despoti, forvandler hans levetid til arbejdstid, smider hans kone og barn ind under kapitalens juggernaut-hjul. Men alle metoder til produktion af merværdi er tillige metoder til akkumulation, og hver udvidelse af akkumulationen bliver omvendt et middel til at udvikle disse metoder. Der følger deraf, at i den udstrækning kapitalen akkumulerer, må arbejdernes stilling, hvad der end er hans betaling, høj eller lav forringes. ..Akkumulationen af rigdom på den ene pol er altså tillige akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk degradation på modpolen, dvs. på den klasses side, der producerer sit eget produkt som kapital.« (Karl Marx, Das Kapital, I, s. 674 f.).

Før 1. Verdenskrig var den danske Arbejderklasse nok den bedst organiserede. Men ledelsen i den danske Arbejderbevægelse lå omkring århundredskiftet i hænderne på ældre folk, der først og fremmest var indstillet på at nå praktiske resultater gennem en moderat og mådeholden politik. De ønskede ikke mobilisering i Arbejderklassen, men ro på bagsmækken. Der blev på ingen måde ført revolutionære reformkrav frem, der kunne medvirke til at nedbryde det kapitalistiske udbyttersamfund - så i stedet for blev det kapitalistiske samfund cementeret. De ældre ledere havde den opfattelse, at det kun var gennem praktisk organisatorisk og politisk arbejde, at fremskridtene kunne nås, - og det grundlag, hvorpå det skete, kom så i anden række. Parti og fagbevægelse lagde hovedvægten på at forbedre forholdene for de dårligst stillede indenfor det bestående samfunds rammer, og villigheden til at strække sig vidt, ja endda bøje helt af på afgørende punkter for at opnå forståelse og samarbejde med de borgerlige partier og arbejdsgiverne var markant. Dybden og omfanget af de reformer, som ledere ville gennemføre, blev bestemt af de rammer, som blev afstukket af det borgerlige samfund ! Der blev ikke stillet krav, der kunne fremme den revolutionære kamps interesser og højne Arbejderklassens bevidsthed og kampevne. Det var mest faglærte arbejdere, der øvede en stor og afgørende indflydelse i parti og fagbevægelse, og de lagde ingen vægt på den socialistiske teori. Det var folk, for hvem »Bevægelsen var alt - endemålet intet«. I »Løn, pris og profit« har Karl Marx nogle betragtninger omkring fagforeningernes rolle, som i høj grad passer på forholdene i Danmark: »Fagforeningerne arbejder godt som modstandscentre mod kapitalens overgreb. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af deres magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående system i stedet for samtidig at forsøge på at omdanne det, i stedet for at bruge deres organiserede kraft som løftestang for Arbejderklassens endelige befrielse, det vil sige lønsystemets sluttelige afskaffelse« (Marx/Engels: Udvalgte Skrifter I, s. 442). Det var fagbevægelsens top, som førte dansk arbejderbevægelse ud i reformismens hængedynd på et snævert fagligt grundlag, medens de politiske krav, som de faglige ledere førte frem, kunne rummes indenfor den borgerlige parlamentarismes rammer. Det var disse folk, som indpodede mådehold og forsigtighed i den danske Arbejderklasse på tidspunkter, hvor der var en vilje i Arbejderklassen til at kæmpe for egne interesser. Det gælder f.eks. under den store lockout i 1899, der endte med det forsmædelige nederlag i form af Septemberforliget. Disse folk endte med at blive borgerskabets repræsentanter i Arbejderbevægelsen. Og om dette skriver Lenin i Udvalgte Værker, bd. 2, Hvad må der gøres?, at de reformistiske arbejderledere, ikke forstod, at »uden revolutionær teori, kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse«. Det er et karakteristisk træk ved en reformistisk og revisionistisk politik, at der ikke sættes ind på at løse hovedmodsigelsen i det kapitalistiske samfund mellem kapital og lønarbejde. Pionererne i dansk arbejderbevægelse stræbte, efter at løse denne modsigelse: de ville frigøre den ene side i denne modsigelse (Arbejderklassen) ved at undertrykke den anden side i modsigelsen (kapitalisterne). Pionererne var partitagende. De tog åbenlyst parti for Arbejderklassen - og kun for arbejderklassen. De senere ledere mente, at der både skulle tages hensyn til Arbejderklassen og kapitalen. Der skulle jo helst være plads til alle. Lenin har i Udvalgte Værker, bd. l, s. 79-80 karakteriseret hele denne proces på følgende måde: »At fastlægge sin handlemåde fra tilfælde til tilfælde, tilpasse sig dagens begivenheder, tilpasse sig vendinger i politiske bagatel spørgsmål, glemme proletariatets grundinteresser og grundtrækkene i hele det kapitalistiske system, i hele den kapitalistiske evolution, ofre disse grundinteresser for virkelige eller indbildte døgnfordele - sådan er den revisionistiske politik. Og af denne politiks væsen fremgår det klart, at den kan antage en uendelig mangfoldighed af former, og at ethvert nogenlunde »nyt« spørgsmål, enhver nogenlunde uventet og uforudset vending i begivenhederne, selv om denne vending kun ændrer udviklingens grundlinje i miniaturemålestok og for en ganske kort tid, uvægerligt vil kalde den ene eller anden afart af revisionisme til live.« Reformisterne taler om forbud mod krigslegetøj for at stoppe krigen - i stedet for at sætte ind mod militarismens og krigens virkelige kræfter og imperialismens oprustningspolitik. De taler om arbejdsfordeling i stedet for en politik, der afskaffer arbejdsløsheden. At afskaffe kapitalismen kræver en ændring i folkets bevidsthed. Derfor talte marxismens klassikere også om, at kampen for Socialismen måtte foregå på tre fronter: 1) den politiske, 2) den økonomiske og 3) den ideologiske. Men reformisterne kæmpede på andre fronter: a) den politiske, b) den faglige og c) den kooperative. For reformisterne blev målet at opnå flertal i det borgerlige parlament, og de sovsede og drak sig ind i parlamentariske og borgerlige frihedsrettigheder, så deres retsprincipper om retfærdighed og demokrati, var så vilkårlige, at de til sidst endte som vælgerforeninger, og kappedes om et levebrød blandt vælgere. Og de solgte ud af landets uafhængighed og folkenes selvbestemmelsesret. Fagforeningerne måtte nu kun forhandle løn- og arbejdsvilkår og blev ikke et våben i Arbejderklassens kamp for Socialismen. Det er et karakteristisk træk ved reformismen i dansk arbejderbevægelse, at den ikke førte ideologisk kamp. Man kan næppe tale om, at reformisterne tabte kampen om at ændre folks bevidsthed i socialistisk retning. Thi de førte den jo praktisk talt ikke. Netop derfor endte det med, at reformisterne blev administratorer af det kapitalistiske samfund. De reformistiske ledere gjorde sig tværtimod til talsmænd for åbenlys propaganda mod Socialismens mål og ideer. Deres autoritet og indflydelse blev brugt til at bringe Socialismen i vanry, samtidig med at de indpodede Arbejderklassen med vildledende illusioner og anti-kommunistiske fordomme. Dermed blev Arbejderklassen afvæbnet politisk og ideologisk, og det ligger jo i reformismens væsen, at den både skal varetage arbejderklassens interesser og samtidig administrere det kapitalistiske udbyttersystem. Alligevel er mange reformer blevet gennemført af socialdemokratiske regeringer, som har betydet en væsentlig forbedring i mange menneskers levevilkår. Lenin skriver i sin artikel »Opportunismen Og II Internationales Sammenbrud«: ». . . den relativt »fredelige« karakter af perioden 1871-1914 gav næring til opportunismen, først som en tilbøjelighed, dernæst som en retning og endelig som en gruppe eller et lag af arbejderbureaukratiet . . .« (Lenin: Udvalgte Værker, bd. 6, s. 43). 66. Nationalt og internationalt har Arbejderbevægelsen udviklet sig i kampen mellem to hovedstrømninger - 1) den reformistiske og 2) den revolutionære. Forskellen består ikke i, at de revolutionære har opgivet kampen for reformer, men i, at de arbejder for reformer, der grundlæggende sigter efter at ændre klasseforholdene til gavn for Arbejderklassen. Forskellen består mellem reformer, som er samfundsbevarende, og reformer som er samfundsforandrende. I Kommunisternes Program fra 1976 hedder det: »Historisk er der opstået forskellige retninger inden for arbejderbevægelsen. De to hovedstrømninger er: Den reformistiske og samfundsbevarende. Den ser sin opgave i at administrere det kapitalistiske samfund. Den går ind for reformer med det formål at få folk til at affinde sig med det bestående. Den præker »klassesamarbejde« for at få arbejderne til at afholde sig fra kamp for deres interesser. Den fortæller, at samfundet af sig selv vil »vokse ind i socialismen«, således at det arbejdende folk passivt bør afvente bedre tider. Men det er den revolutionære og samfundsforandrende kraft, der ser det som sin opgave at styrke Arbejderklassen i dens kamp for sine interesser, og for at overvinde det kapitalistiske klasseherredømme. Den gør det klart, at ingen samfundsforandring kommer af sig selv, men kun gennem det arbejdende folks egen aktivitet. Og Arbejderbevægelsens internationale erfaring har vist, at dér hvor man har fulgt reformismens vej, har det ikke ført ud af kapitalens klasseherredømme. Alle sejre, der er vundet for Socialismen, er vundet ad den revolutionære vej. Dér hvor man prækede »klassesamarbejde«, har man indordnet Arbejderklassen under det kapitalistiske klasseherredømme og svigtet Socialismen. Spaltningen i II. Internationale fandt sted som en kamp mellem to linjer, hvoraf den ene gjorde »fædrelandsforsvaret« til den afgørende kurs, mens den anden linie satte kampen mod krigen øverst. Det bærende for opportunisterne var at opnå indflydelse på deres »egen« regering uden at udfordre højrekræfterne. II. Internationale brød sammen, fordi det tyske socialdemokrati ligesom det franske og engelske satte »fædrelandet« over alt andet. På bolsjevikkernes partikonference den 12. maj 1917 afviste partiet enhver deltagelse i imperialistisk sjakren, som SPD, det danske socialdemokrati og mensjevikkerne gik ind for. Under den 1. Verdenskrig skabtes vældige dynastier og industrielle imperier, ved at udenlandske konkurrenter til dels blev sat ud af spillet om markedsandele. Nem profit og hensynsløs tilranelse af magt var træk ved dansk kapitalismes udfoldelser under 1. Verdenskrig. I almindelighed følger den danske udvikling de almene træk, som Lenin sammenfatter i sin analyse af imperialismen, nemlig: dannelsen af monopoler; sammensmeltning af bank- og industrikapital til finanskapital; kapitaleksportens overvægt i forhold til vareeksporten; opståen af internationale monopolsammenslutninger samt verdens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter. I forbindelse med den første etape af kapitalismens almene krise vendte konjunkturerne omkring 1920. Det danske Socialdemokrati sluttede ved 1. Verdenskrigs begyndelse borgfred med de konservative partier, samtidig med at det forbandt sig mere og mere inderligt med det af en udpræget kapitalistisk lederklike beherskede såkaldte »radikale« Venstre. Socialdemokratiet bevilgede i krigsårene en halv milliard kroner til militarismen, skønt dets program fordrede afrustning - og denne handling var med til ved indirekte beskatning at lægge byrderne over på underklassen. Socialdemokratiet undlod forræderisk at optage kampen mod regeringen, da denne ved forlig med Højre og Venstre skænkede store dele af landets og folkets jord til nogle få adelsfamilier - og opgav efterhånden sin republikanske karakter til fordel for en underdanig holdning over for kongemagten; dets hele politik blev gennem borgfreden og ved at sende et gidsel ind i den borgerlige regering mere og mere udpræget småborgerlig, og den havde som hovedmål ved hjælp af en ofte elendig og altid aldeles utilfredsstillende dyrtids- og almisselovgivning at bevare ro blandt arbejdermasserne. Efter Verdenskrigen kunne alle se det store socialdemokratiske bedrag, hvor ministersocialismen var partiets bannermærke.

Jeg kommer ikke nærmere ind på begrebet »Proletariatet diktatur«. Men det er klart, at kapitalmagten i dag styrer samfundet i stort og i småt, og at folkemasserne via stemmesedlerne og institutionerne ikke kan styre Pengemagten. Da Borgerskabet i Danmark oprettede deres parlamentarisme i begyndelsen af 1900-tallet var det under pres fra Arbejderklassen. Men dengang omfattede stemmeretten kun det velhavende skattebetalende Borgerskab, der ejede jord, fabrikker og formuer. Får at Arbejderklassen ikke skulle få magten, fik sidenhen flere samfundsgrupper andel i stemmeretten, og efter 1934 fik også de fattige under forsørgelse stemmeret. Når alle fik stemmeret var det umuligt for Arbejderklassen at samle magten, i det nye folkedemokrati. Det uhyre bureaukrati og flipproletariat, litteraterne, natmændene i fagbevægelsen, rentier og pensionister, og alle dem der er slået i stykker i produktionen, giver helvede i fabrikkernes proletariat. Derfor er der også i dag så mange, der stiller sig i Borgerskabets tjeneste, mod Arbejderklassen, mod Proletariatet.

Denne hjemmeside om Marxismens A B C - er udelukkende en kort introduktion, og kan ikke opfylde, udfylde eller blot gengive en brøkdel af Karl Marx og Friedrich Engels livsværk eller den daværende kæmpende revolutionære Arbejderklasse. Du må gå på biblioteket og låne nogle bøger om emnerne. Jeg kan ikke nå rundt om alle de grundlæggende filosofiske begreber, som: Negationens negation, logisk erkendelse, fra den relative til den absolutte sandhed, materiens eksistensform, osv., eller de gode fremstillinger fra »den historiske materialisme«. Efter K. Marx og F. Engels død opstod forskellige udlægninger af det vi kalder »marxismen«. Selv Stalin og Mao havde selvstændige holdninger. Desværre udvikles der forskellige holdninger til marxismen, - som en anden kirkespaltning. Men der er ingen grund til at føre timelange diskussioner som Europas lærde, om hvor mange tænder koen har, når ingen drømmer om at lukke munden op på en ko og tælle efter. Man har splitter den Arbejderklasse (lønslaverne og spartakisterne), som Marxismen henvender sig til, og forhindrer dermed millioner af arbejdere i at tage magten i samfundet. Men Marx´ og Engels´ evne til at analyse et samfund, analysere nogle begivenheder eller fænomener - var fortræffelige. Millioner af arbejdere, er gået tilgrunde i det kapitalistiske barbari og imperialismens koloni- og verdenskrige, men har haft glæde af den klarhed, som blev skabt via Marx og Engels. Grundlaget for at Marx og Engels kunne gennemskue samfundene og begivenheder har de beskrevet i »den dialektiske materialisme« og »den historiske materialismen«. John Sommerville fik i 1945 udgivet en introduktion med titlen »Sovjetfilosofi - i teori og praksis«; i 1972 fik V. G. Afanasjev udgivet bogen »om principperne for kendskab til filosofien«. Start med at læse Afanasjevs bog, selvom også den er blevet kritiseret for mekanisme og »sovjettænkning«. Man skal jo starte et sted. Men det bedste er at gå til Marx´ og Engels´ selvstændige artikler. Forlaget Tiden udgav Marx og Engels »Udvalgte skrifter« i to bind, hvor du bl.a. finder Engels artikel »Familien, privatejendommens og staten oprindelse«. Den dialektiske materialisme forstås bedst når den bliver påvist og brugt i den historiske materialisme, konkret i og ved sin klare analyse. Der er på forlaget Sputnik/Progres i 1980 udgivet to bøger om »kapitalismens politiske økonomi« og »socialismens politiske økonomi«. Konstantin Sarodov har skrevet en bog om forholdet mellem »økonomi og politik (den socialistiske revolution)«. Forlaget Sputnik udgav fire bøger i 1976 med en fortræffelig fremstilling »om den internationale arbejderbevægelse«. Her på dette Internet leksikon, kan du også få en introduktion til den marxistiske arbejderbevægelse, eller du kan bruge Lenins udvalgte værker eller læse lidt om Oktoberrevolutionen her. Læs også Revolutionære ideer gennem historie, Marx 100 år, og om kapitalismen fremkost i Danmark.

Brudstykker af arbejderbevægelsens internationale historie

Arbejderklassens opståen og den utopiske socialisme

Arbejderklassen har sine rødder i den kapitalistiske industrielle revolution, der brød igennem i England i sidste halvdel af 1700-tallet, og som i de følgende to århundreder har forvandlet hele den vestlige verden og Japan, fra feudale samfund, til højtindustrialiserede kapitalistiske samfund. Denne udvikling blev båret af borgerskabet, som også gradvis i løbet af denne periode har overtaget den politiske magt fra de tidligere aristokratier. Industrialiseringen var ledsaget af en meget kraftig befolkningstilvækst og vandringer fra landet til byer og industricentrer. Samtidig er der sket en proletariserinq af tidligere selvstændige bønder og mindre erhvervsdrivende i byerne, grupper, som under den frie konkurrence bukker under og optages i arbejderklassen. Arbejderklassen bliver kun langsomt til som klasse. Udviklingen fra middelalderens håndværksteder over manufakturværkstederne, som dominerer fra det 16. til det 18. århundrede, til den maskinelle fabriksproduktion foregår gradvis. Det egentlige industriproletariat vokser frem i takt med maskinernes inddragelse i arbejdsprocessen, og den dermed sammenhængende forøgelse af arbejdernes udbytning, undertrykkelse og fremmedgørelse i produktionen. De sociale konsekvenser af denne udvikling var i den første periode (ca. 1750-1840) stærkt forringede levevilkår, både elementært levestandardmæssigt og med hensyn til det sociale miljø: forlængelse af arbejdsdagen til 14-16 timer, under næsten umenneskelige vilkår, intensivering af arbejdstempoet, lange perioder med arbejdsløshed uden understøttelse, boliger i slumkvarterer uden den mest elementære hygiejne, løn på eksistensminimum, inddragelse i stor stil af kvinder og børn i den industrielle produktion. Arbejdernes første reaktioner på disse forhold var spontane, uorganiserede rejsninger: hungerstrejker og ødelæggelse af de maskiner, som de måtte betragte som roden til deres elendighed. Engelske arbejdere stormer første gang maskinerne 1758. Først nogle årtier ind i 1800-tallet begyndte arbejderne, på trods af et generelt forbud mod arbejderorganisering, at organisere sig i deres egne klasseorganisationer, fagforeningerne, til gensidig hjælp i lønkampe og under arbejdsløshed, og for at undgå at være henvist til borgerskabets filantropiske almisser eller statens socialt degraderende fattighjælp. Først i anden halvdel af 1800-tallet dannedes de egentlige socialistiske partier, der blev udgangspunktet for de partier, vi kender i dag. Industrialiseringens gradvise gennemførelse og arbejdernes dermed sammenhængende langsomme konstituering som klasse, viser sig klart i deres politiske bevidsthed, I de første 100 år efter 1750 reagerede de engelske arbejdere fortrinsvis på deres sociale elendighed ved bestandige henvendelser og bønfaldelser til Parlamentet. De europæiske arbejdere deltog også aktivt i de borgerlige revolutioner (1789, 1830, og 1848), idet de forestillede sig, at de borgerlige frihedsrettigheder også skulle gælde for dem. På det faglige område foregik en lignende udvikling, idet arbejderne og arbejdsgiverne i en lang periode organiseredes sammen, i en tro på de produktive klassers fælles interesser over for jordejere og aristokratisk statsmagt. Først lidt efter lidt erfarede arbejderne, at de som klasse ingen resultater nåede ved at støtte borgerskabet i dets kamp mod aristokratiet. Kun langsomt nåede arbejderbevægelsen til bevidsthed om sine egne klasseinteresser. Det gav sig bl.a. udslag i, at de første egentlige strejker optræder så sent som 1830-40. Som en reaktion på den kapitalistiske og industrielle udvikling formuleredes i første halvdel af 1800-tallet en række socialistiske ideologier, der af Marx senere blev betegnet som den utopisks socialisme. De kendteste repræsentanter for denne retning er Robert Owen, Saint-Simon, Charles Fourier og P.J. Proudhon. Trods store indbyrdes forskelle kan visse hovedelementer dog opsummeres af deres tanker. De var fælles om at forkaste det kapitalistiske system, og kun Saint-Simon accepterede industrialiseringen som udgangspunkt for en forbedring af arbejdernes tilværelse - en opfattelse, som senere Marx delte. Alle disse socialister ydede væsentlige bidrag til kritikken af det kapitalistiske samfund, på hvilke Marx kunne bygge videre. Det utopiske element i deres ideologi, lå i de midler de foreskrev til ændring af samfundet. Ingen af dem betragtede proletariatet, forstået som de besiddelsesløse lønarbejdere, som den klasse, der skulle ændre samfundet gennem en revolution. De havde alle mere eller mindre vage ideer om, at dele af borgerskabet i egen interesse ville bruge deres magt til at ændre kapitalismen til gavn for arbejderklassen, og ingen af den forestillede sig denne ændring som en revolution, en total omformning af det bestående samfund. Ved siden af denne tendens optræder, især i Frankrig efter 1830, en bevægelse af stramt organiserede, hemmelige selskaber af sammensvorne revolutionære, f.eks. Societé des amin du peuple (selskabet af folkets venner). Deres mål var, ved et kup (Putsch) , at gribe den politiske magt og derved befri arbejderklassen, som derefter af de sammensvorne skulle opdrages til demokrati og kommunisme. Auguste Blangui er den bedst kendte repræsentant for denne line, som han har givet navn til: blanguisme (= putschisme). De utopiske socialister og putschistene, bar alle præg af den social-økonomiske og idemæssige overgangsperiode, hvori de levede, hvor kapitalismen var under opbygning, og arbejderklassen gradvis blev den revolutionære klasse. Kun langsomt og modsigelsesfyldt udviklede arbejderklassen sine aktioner og sin bevidsthed. Men denne klassekonstituering var forudsætningen for Marx’ udvikling til. kommunist og videnskabelig socialist. På den anden side blev Marx’ videnskabelige analyser af den kapitalistiske produktionsmåde en forudsætning for den videre udvikling af arbejderklassens politiske kamp

En alvorlig handelskrise i 1839-43 med massearbejdsløshed skabte i England den store chartistbevægelse, som bl.a. gennem en række strejker i 1840’erne tiltvang sig 10-timers arbejdsdag i 1847 - iflg. Marx arbejderklassens første store sejr. En ny krise i 1847 skabte revolutionære i Europa i 1848, som dog om sommeren endte med arbejdernes nederlag (i Paris nedslagtedes i juni 1848, 3.000 arbejdere). Højkonjunkturen i 1849-50 og de følgende år satte effektivt punktum for dette første store opsving i den europæiske arbejderbevægelses historie. Gennem 1850’erne ekspanderede industrien og skabte derved grundlaget for arbejdernes næste offensiv, som satte ind efter en krise i 1857. Før chartistbevægelsen opløstes efter nederlaget i 1848, havde den taget de første skridt til en international arbejderkontakt. Samtidig ændrede i 1847 den tyske eksilorganisation i London, »Bund der gerechten«/Deutsche Arbeiterverein, (De retfærdiges Forbund) signaler. Organisationen havde hidtil ført en putschistisk politisk linie, men skiftede, bl.a. under K. Marx’ og F. Engels’ indflydelse, til at føre en socialistisk propagandistisk linie, nu under navnet Bund der Kommunisten. Dette Forbund bad Marx og Engels om at skrive et program, hvilket blev Manifestet, der udkom kort før 1848-revolutionerne i det ganske Europa. Efter nederlaget i 1848 splittedes Kommunisternes Forbund, og i 1852 opløstes det i kølvandet på reaktionens offensiv efter 1848. Kommunisternes Forbund var det første forsøg på at skabe en revolutionær proletarisk politisk organisation. I 1859 vandt Londons byggearbejdere en stor strejke, hvilket banede vej for en styrkelse af fagbevægelsen i England. De franske arbejdere tilkæmpede sig samtidig en række sociale indrømmelser: begrænsning af børnearbejde, arbejdsanvisning o.s.v. På denne baggrund mødtes, i 1862-63, engelske og tyske arbejdere i London, hvilket i september 1864 førte frem til dannelsen af Den Internationale Arbejderassociation, dvs. I. Internationale, til hvis 32-mands centralkomité bl.a. K. Marx blev valgt. Med dannelsen af I. Internationale blev den socialistiske bevægelse for første gang en betydelig faktor i den historiske udvikling. Som medlemmer havde I. Internationale flertallet af de engelske fagforeninger, enkelte fagforeninger og arbejderforeninger i andre lande og talrige enkeltpersoner. Alligevel var I. Internationale hverken organisatorisk eller økonomisk særlig stærk. Men frem til Pariserkommunens fald i 1871 nød den stor autoritet blandt Europas arbejdere. Internationalens oprindelige politiske sammensætning var meget uensartet (proudhonister, blanguister, engelske reformister m.fl.), og det vedblev den at være, men for den fremtidige udvikling var det væsentlige træk, at Marx satte hele sin energi ind på at omdanne den til en centralt ledet, politisk ensartet, revolutionær, international masseorganisation, der baserede sine analyser og politiske aktivitet på hans og F. Engels’ teoretiske arbejder og dermed afgrænsede sig organisatorisk, politisk og teoretisk fra borgerligt-demokratiske grupper, og fra utopiske, anarkistiske eller småborgerlige socialistiske bevægelser. Grundlaget for de indre kampe i organisationens korte levetid var de af Marx udformede statutter, hvor det i forordet bl.a. hed, at »arbejderklassens frigørelse må erobres af arbejderklassen selv; at kampen for arbejderklassens frigørelse ikke er en kamp for klasseprivilegier og monopoler, men for lige rettigheder og pligter og for afskaffelse af ethvert klasseherredømme; at arbejderens økonomiske underkastelse under indehaveren af monopolet på arbejdsmidlerne, d.v.s. livskilderne, danner grundlaget for trældommen i alle dens former for al social elendighed, al åndelig fornedrelse og politisk afhængighed; at arbejderklassens økonomiske frigørelse derfor er det store mål, og at enhver politisk bevægelse som et middel må underordnes dette mål; ... at arbejdets frigørelse hverken er en lokal eller national, men en social opgave, der omfatter alle lande, i hvilke det moderne samfund eksisterer, og hvis løsning afhænger af et praktisk og teoretisk samvirke mellem de mest fremskredne lande«. Midlet til arbejderklassens frigørelse var erobringen af den politiske magt. Dertil skulle arbejderne organisere sig som klasse i et politisk parti, der dels - sammen med fagbevægelsen - skulle stræbe efter aktuelle forbedringer, dels arbejde henimod den totale magtovertagelse. Dette blev udgangspunktet for de sager, der prægede I. Internationale indtil dens opløsning, dvs.: 1: Striden mellem på den ene side marxister, og på den anden side Proudhons og Bakunins anarkistiske tilhængere. 2: Pariserkommunen (1871) og de politiske og teoretiske slutninger, der kunne udledes af dens nederlag. Trods visse indre uoverensstemmelser kan anarkisternes synspunkter sammenfattes i følgende hovedpunkter: Enhver form for centraliseret organisation blev forkastet. Den sociale revolution skulle ske i form af et spontant, væbnet »putsch«, baseret på en deklasseret borgerlig ungdom, de forarmede bønder og »pjalteproletariatet«. Anarkisterne afviste enhver form for organiseret kamp om magten i samfundet, og dermed også deltagelse i parlamentsvalg og reformarbejde. Samtidig afviste de fagbevægelsen og strejkevåbenet (især proudhonisterne). Staten skulle ødelægges, og endemålet skulle være en statsløs føderation af kollektiver, befriet for enhver form for autoritet og tvang. Hensynet til de enkelte individer skulle gå forud for hensynet til fællesskabet. Anarkisterne gik derfor også imod tanken om socialisering af produktionsmidlerne gennem statslig tvang. Også for Marx var et statsløst samfund endemålet. Men det kunne efter hans opfattelse først realiseres i det øjeblik, da klasserne og klassemodsætningerne var forsvundet. For at nå dertil, måtte den organiserede arbejderklasse ødelægge den bestående statsmagt, der under det kapitalistiske system var de besiddendes redskab til undertrykkelse af de besiddelsesløse, og skabe sin egen revolutionære statsmagt. Arbejderne måtte etablere sig som herskende klasse for at ophæve de produktionsforhold, der var grundlaget for klassemodsætningerne. Pariserkommunens tragiske endeligt understregede yderligere statsopfattelsens helt afgørende betydning for den socialistiske bevægelses politiske handlinger. Marx gjorde det klart, at »arbejderklassen kan ikke simpelthen tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål«. (Se: Borgerkrigen i Frankrig). Arbejderklassen må oprette sin egen statsmagt, der i en overgangsperiode måtte antage karakter af »proletariatets revolutionære diktatur«. (Se: Kritik af Gothaprogrammet). Denne statsopfattelse udformedes ikke alene med henblik på striden med anarkisterne, men også for at imødegå det i 1875 forenede tyske socialdemokrati, Sozialdemokratische Partei Deutschland, (SPD) lassalleanske opfattelse af, at arbejderklassen blot ved at deltage i parlamentsvalg, gradvis kunne erobre den borgerlige demokratiske statsmagt, og derefter bruge denne som middel til en socialistisk omformning. Ifølge denne teori var statsmagten hævet over klassemodsætningerne, og udtryk for almenvellet. Ferdinand Lassalle, som nærede reformistiske illusioner om den borgerlige stat, stiftede i 1863 det første tyske arbejderparti. I 1869 stiftedes af August Bebel og Wilhelm Liebknecht endnu ét arbejderpart, de såkaldte, Eisenachére. Striden mellem anarkister og marxister fik en foreløbig afslutning, da Bakunin og hans tilhængere, som i hovedsagen rekrutteredes fra industrielt uudviklede lande, i 1872 ekskluderedes af Internationalen. De mange interne uoverensstemmelser bl.a. om at grundlægge nationale, legale arbejderpartier, hvilket Marx og tyskerne krævede, og kapitalistklassernes skærpede forfølgelse af kommunisterne og arbejderbevægelsen via statsmagten efter Pariserkommunen i 1871, som Europas magthavere opfattede som produkt af en sammensværgelse, foranstaltet af I. Internationale, mod de nationale sektioner førte gradvis til dens opløsning. I 1872 blev hovedkvarteret flyttet til New York, og i 1876 erklæredes Internationalen formelt for opløst.

Efter den fransk-tyske krig og Pariserkommunens nederlag, skyllede en industrialiseringsbølge hen over Europa. Den førte den kapitalistiske produktionsmåde ud over hele kontinentet. Det meste af perioden 1870-1914 var en industriel blomstringstid. I de store lande foregik en hurtig koncentration og centralisering af kapitalen, og der udvikledes egentlige monopoler, især indenfor jern, stål, banker og de nye industrier: elektronik og kemi. Samtidig tog kapitaleksporten til kolonier, oversøiske områder og uudviklede dele af Europa til, hvilket i sammenhæng med monopoliseringen føre til en ekspansiv imperialistisk politik i de store industristater. Den stærke udvikling af den kapitalistiske produktionsmåde skabte nye masser af industriarbejdere, og derned nyt grundlag for udviklingen af fagforeninger og socialistiske partier. I sidste del af det 19. århundrede tilkæmper fagbevægelsen sig »koalitionsretten«, dvs. retten til at organisere sig og kæmpe solidarisk for sine krav. Det skete i Nordtyskland og Østrig i 1869, og i Frankrig i 1884. Fagforeningerne voksede stærkt, og højkonjunkturen gav grundlag for, at de - især i 1890’erne - kan tilkæmpe sig en langsom forbedring af arbejderklassens økonomiske og sociale stilling. Kapitalen aftvinges øgede lønninger og forbedrede arbejdsvilkår, og staten presses til visse socialpolitiske foranstaltninger, og i begyndelsen af 1900 tallet - til en udvidelse af valgretten. I denne periode, især efter Marx’ død i 1883 , skete der således en gradvis organisatorisk og idémæssig konsolidering af den socialistiske bevægelse. Trods illegalitet (1878-90) voksede SPD kraftigt, og det blev organisatorisk model for en lang række socialdemokratiske partier, i og udenfor Europa. Idemæssigt skete der en systematisering af marxismen og en tilpasning af den, til rollen som teoretisk våben for partier, der ønskede at bibringe arbejderne en bevidsthed om deres sociale stilling. De ledende i denne systematisering af Marx’ ideer til »marxismen« var Engels, russeren Plekhanov, og frem for alt Karl Kautsky. I denne proces blev marxismen imidlertidig tilført positivistiske og socialdarwinistiske elementer, der ikke - eller kun i ringe grad - havde været tilstede hos Marx. Hertil kom en kraftig betoning af, at det kapitalistiske samfunds udvikling med videnskabelig bevist nødvendighed måtte føre til socialismen (determinisme). Denne opfattelse udvikledes i SPD og flere andre socialdemokratiske partier indtil 1914 til en ren fatalistisk indstilling, der dels afholdt dem fra aktivt at forsøge at erobre den politiske magt, dels fremmede en reformistisk indstilling, da socialismens nødvendige komme jo betød, at partierne med god samvittighed kunne hellige sig reformarbejdet indenfor det kapitalistiske samfund. Den II. Internationale blev dannet i Paris i 1889. Den kom i de følgende år til at omfatte så godt som alle socialistiske partier i verden. Den symboliserede herved ideerne om arbejderklassens internationale solidaritet og behovet for koordineret aktion i kampen mod det borgerlige samfund. II.. Internationale var dog fra starten en ganske løs organisation uden særlige forpligtigelser for medlemsorganisationerne. Først 11 år efter Internationalens dannelse oprettedes på kongressen i Paris år 1900 nogle svage organer for det internationale samarbejde: et internationalt sekretariat, en interparlamentarisk komite, m.m.. II. Internationale forblev til sin opløsning et løst koordinations- og især diskussionsforum. Internationalismen manifesteredes mest i en lang række internationale kongresser, hvor alle teoretiske og aktuelle problemer blev gennemdebatteret, og hvor et hav af resolutioner fastlagde de fælles retningslinier for partiernes politik. Bag en tilsyneladende enhed skjultes imidlertid dybe teoretiske og politiske uoverensstemmelser, som afdækkedes i den såkaldte revisionsstrid, der tog sin begyndelse omkring århundredskiftet. Internationalens teoretiske fundament var meget uklart. SPD’s program fra 1891 (Erfurtprogrammet), der blev model for de fleste partiers programmer, var ganske vist i sin analytiske del klart marxistisk, men det angav intet om formen for overgang til socialismen, og de aktuelle reformkrav, var ikke sat i sammenhæng med den socialistiske målsætning. Allerede i 1890’erne var der blandt partierne i II. Internationale, en stærk tendens til at antage ideen om en demokratisk, reformistisk vej til socialismen. Se f.eks. selv Engels’ forord fra 1895 til Marx’ i »Klassekampene i Frankrig 1848/50«. Det, der adskilte reformisterne fra de revolutionære marxister, var den tankegang, at det socialistiske samfund blev bragt nærmere sin virkeliggørelse med hver eneste progressive reform, der blev vedtaget, og med hvert eneste fremskridt, arbejderklassen gjorde. Reformisterne anså det for muligt uden noget voldsomt brud med det bestående, ved stadig mere omfattende reformer, at nå frem til et socialistisk samfund. Derfor kunne, efter deres mening, de socialistiske partier arbejde sammen med borgerlige reformpartier, der ønskede at gå et stykke af den samme vej. Denne reformisme var endnu i 1890’erne temmelig uartikuleret, og den baseredes ikke på en direkte kritik af marxismen. Det blev Eduard Bernstein, der gav denne reformistiske tendens en ideologisk over bygning, ved i 1899 at udsende et skrift: »Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sosialdemokratie«, der indeholdt en omfattende kritik af marxismens filosofiske grundlag, dens analyse af det kapitalistiske samfund. og staten, og af teorien om en revolutionær overgang til socialismen. Hans ideer rejste en omfattende og bitter debat, hvorunder der gradvis udkrystalliseredes de tre hovedretninger inden for den socialistiske bevægelse, der endnu eksisterer: 1. Den revisionistisk-reformistiske. 2. Den centristiske (»marxistisk reformistisk«) 3. Den revolutionære marxistiske. Med en utilladelig forenkling og for ikke at yde nogen af de tre retninger retfærdighed, er her et kort resume af deres hovedsynspunkter: Ad 1: Bernstein var i de første år ret isoleret, men fik gradvis følgeskab af en stor gruppe partimedlemmer og et solidt tilhold i den tyske fagbevægelse. I Frankrig stod lederen af det i 1905 forenede socialistiske parti, Section Francaise de 1’ Internationale Ouvriére (SFIO), Jean Jaurés, hans ideer nær. Bernsteins »revision« af Marx indebar en forkastelse af alle de fundamentale elementer i marxismen: den dialektiske materialisme, værditeorien, klassekamps-, koncentrations-, akkumulations-, og kriseteorierne, den marxistiske statsopfattelse og ideen om proletariatets diktatur som overgangsform efter erobringen af den politiske magt. Heroverfor satte Bernstein en filosofisk idealisme begrundet etisk socialisme, stærkt influeret af nykantianske tendenser i 1890’erne. Hans ideer betegnede på flere måder en tilbagevenden til utopisternes og Lassalles ideer. Socialdemokratiet skulle efter hans opfattelse erkende, at det i praksis var et reformistisk parti ved at opgive den revolutionære teoretiske baggrund og retorik. Partiet skulle arbejde for en videre udbygning af det borgerlige demokrati og bruge dette som middel til en gradvis opbygning af et socialistisk samfund, gennem en omfattende reformpolitik. Det socialistiske demokrati skulle opbygges nedefra, gennem økonomisk organisation i kooperationen, kommunerne skulle overtage driften af virksomheder, der frembragte fællesgoder, fagforeningerne skulle inddrages aktivt i demokratiseringen og tilkendes en større rolle inden for den samlede socialistiske bevægelse. I reformarbejdet skulle socialdemokratiet stræbe efter samarbejde med det radikale borgerskab, for dels at gennemføre de af begge parter ønskede reformer, og dels for at overbevise borgerskabet om socialismens nødvendighed. Endelig ønskede Bernstein, at socialdemokratiet skulle indtage en positiv national holdning og erklære sig som tilhænger af en forsvarskrig, hvis Tyskland blev angrebet af en stat, der stod på et »lavere« kulturelt stade (Rusland). Bernstein-revisionisnen var et forsøg på at bringe overensstemmelse mellem teori og praksis, og en opfordring til, indenfor den nationale kapitalistiske stat, at opbygge så mange »magtpositioner« som muligt. Men tiden var jo også sådan, og skulle senere vise sig, at Socialdemokratiet byggede sine forestillinger på arrogante faglærte arbejdere, medens ufaglærte, daglejere, tyende, børnearbejdere og kvinder ikke regnes for »noget som helst«. Ad 2: Den »marxistisk-reformistiske« gruppe repræsenteredes først og fremmest af Kautsky, men havde det meste af det tyske parti, med formanden August Bebel i spidsen, bag sig indtil 1. verdenskrig, såvel som en række af de øvrige landes socialdemokratiske partier (herunder det danske). Denne gruppe afviste skarpt Bernsteins revisionisme og fastholdt den marxistiske analyse af det kapitalistiske samfund, således som Kautsky havde udformet den. Det betød også fastholdelse af en stadig mere udpræget historisk determinisme, der blev baggrunden for en reformistisk praksis, der reelt indebar en forkastelse af den marxistiske statsopfattelse. Det er meget karakteristisk for udviklingen indtil 1. verdenskrig, at der i den praktiske politik stort set kun var taktiske uoverensstemmelser mellem de erklærede revisionister og partiets flertal. Ad.3: De revolutionære marxisters betydeligste fortalere (med en række indbyrdes uoverensstemmelser) var Clara Zetkin, Rosa Luxemburg, Karl Liebknecht og Lenin, som i begyndelsen var lidt i periferien af striden, men som efterhånden fik en helt central placering. Denne gruppes angreb på revisionismen gik helt til grunden: revisionismen var ikke socialisme, men en borgerlig reformbevægelse. Denne gruppe fastholdt og udbyggede den marxistiske statsopfattelse, og den bragte et nyt element ind i debatten, idet den over for de to første gruppers stærke præg af pacifisme, stillede kravet om, at arbejderne om nødvendigt med våbenmagt skulle erobre den politiske magt. Det borgerlige demokrati er, ifølge Lenin, borgerskabets diktatur over arbejderklassen. Det må derfor gennem en revolution knuses. Det gamle statslige undertrykkelsesapparat må ødelægges og erstattes af proletariatets diktatur over borgerskabet som en overgangs fase til kommunismens klasse- og statsløse samfund. Til de internationale kongressers krav om, at arbejderklassen med alle midler skulle søge at forhindre en krig, udformede de på den internationale kongres i Stuttgart 1907 en tilføjelse, der skulle få stor international betydning: hvis en krig brød ud, skulle den af krigen fremkaldte økonomiske og politiske krise udnyttes til at rejse folkene til en omstyrtelse af det kapitalistiske klasseherredømme. Endelig kompletterede Lenin den revolutionære strategi ved at påpege behovet for en partimodel, der ikke udelukkende var afpasset efter de bestående samfunds politiske former, således som de socialdemokratiske partiorganisationer var det, men som placerede partiet som den revolutionære bevægelses avantgarde. Lenins partiopfattelse var en udbygning at Marx’ krav til et revolutionært parti. Det skulle forene internt demokrati med en høj grad af ydre slagkraft. Essensen i den demokratiske centralisme er, at alle væsentlige politisk strategiske og taktiske beslutninger først træffes efter grundige diskussioner på alle niveauer i partiet, således, at alle kender problemernes rækkevidde. Medlemmernes synspunkter kanaliseres til de ledende organer, som på baggrund heraf træffer de endelige beslutninger. Disse er da bindende for alle i partiet, og skal føres ud i livet uden forbehold udadtil fra de enkelte medlemmer eller grupper. Indadtil i partiet står det enhver frit fortsat at arbejde for, at afvigende synspunkter vinder gehør og lægges til grund for nye beslutninger. Den demokratiske centralisme er baseret på den erkendelse, at medlemmerne kun handler effektivt, hvis de gennem diskussion er blevet overbevist om beslutningens rigtighed. I forhold til arbejderklassen er det, ifølge Lenin, partiets hovedopgave at lede de økonomiske og politiske delkampe over i en revolutionær politisk kamp om magten i samfundet. Partiets væsentligste opgave er derfor at organisere de revolutionære, at analysere modsætningerne i samfundet, og at udforme en revolutionær strategisk hovedlinie. Partiets opgave er hverken at erobre magten, når det selv vil (voluntarisme og putschisme) eller passivt at afvente socialismen (determinisme), men teoretisk at forstå, og praktisk politisk at gribe den revolutionære situations muligheder. Deri består, ifølge Lenin, partiets ledende rolle. Talmæssigt spillede denne gruppe ikke nogen større rolle før den 1. verdenskrig, og den voldte ikke de socialdemokratiske partier så mange bryderiet som den fra omkring 1910 hastigt voksende syndikalistiske og anarko-syndikalistiske bevægelse, hvis krav om direkte faglig aktion og afvisning af deltagelse i parlamentarisk politisk arbejde vandt nogen tilslutning i fagbevægelsen i de fleste europæiske lande, især i Frankrig, Spanien, Italien og Holland. Baggrunden for revisionismens og centrismens indtrængen og sejr i de fleste af Europas socialdemokratier kan skitseres således: disse partiers organisatoriske succes havde skabt et lag af parlamentarikere, redaktører, funktionærer, og bureaukrater, både i parti og fagbevægelse. De »levede ikke mere for, men af arbejderbevægelsen«. I stedet for at være et middel, blev organisationen for dem et mål i sig selv. De var betænkelige over for enhver aktivitet hos masserne, som kunne true legaliteten for parti og fagbevægelse. Derfor ser man allerede i 1889 og i 1905 de faglige bureaukrater i Tyskland i rollen som strejkebremsere. Det er hele denne solide organisatoriske legalitet, som igen har sin basis i højkonjunkturen, der danner grundlaget for II. Internationales politiske fallit. Medvirkende var dog også et utilstrækkeligt teoretisk fundament for de socialdemokratiske partiers politik. Det er allerede nævnt, at det forenede SPD byggede på en skolastisk »marxisme«, især udformet af Kautsky. Det kan tilføjes, at den teoretiske svaghed i SPD går helt tilbage til Gothaprogrammet 1875, det forenede tyske partis første program, som Marx samme år kritiserede sønder og sammen. Disse svagheder - især i statsopfattelsen - går igen i alle de følgende SPD-programmer og blev overtaget af de fleste europæiske socialdemokratier, som programmatisk og organisatorisk, i høj grad, kopierede SPD.

Den 1. verdenskrig skabte en dybtgående krise i den internationale socialistiske bevægelse. En stor del af arbejderbevægelsen og dens ledere inkorporeredes i forsvaret for det borgerlige samfund, som de hidtil - i hvert fald verbalt - havde stræbt efter at omstyrte. Loyaliteten overfor nationen viste sig stærkere end den internationale solidaritet. Kun nogle socialister i parlamenterne (de russiske, serbiske, rumænske, bulgarske, italienske og medlemmerne i Independent Labour Party (ILP) og i Tyskland fra december 1914 af Karl Liebknecht) modsatte sig bevillinger til krigen. Med nationalistisk begejstring eller med resignation stemte socialistiske parlamentsmedlemmer i Europas store socialistiske partier SPD, SFIO, Labour Party, Det østrigske Socialdemokrati (SPÖ) og andre, for bevillinger til deres »egen« nations krig, og II. Internationale gik dermed reelt i opløsning. Både organisatorisk og idemæssigt skabtes i løbet af krigen og de første efterkrigsår en ny konfrontation mellem, på den ene side revisionistisk-reformistiske socialdemokratier, og på den anden side marxistisk-leninistiske kommunistpartier. Mens de socialdemokratiske ledere sluttede sig til den påbegyndte nationale front, klassesamarbejdet og indledte en borgfredspolitik over for de borgerlige partier, udskiltes der en revolutionær venstrefløj med bl.a. Clara Zetkin, Karl Liebknecht, Rosa Luxemborg og Lenin i spidsen. I 1915 og 1916 samledes de aktive krigsmodstandere til møder i Zimmerwald og Kienthal i Schweiz, og her lagdes grundlaget for en militant anti-krigspolitik, der byggede på klassekampen. I stedet for at forsvare deres egen nation, d.v.s. det nationale, kapitalistiske borgerskab, burde soldaterne og de hjemmeværende arbejdere og småbønder vende sig mod borgerskabet og dets statsmagt. Den imperialistiske verdenskrig skulle omformes til et antikapitalistisk og anti-imperialistisk opgør, som efter de revolutionære socialdemokraters mening var det eneste middel til afværgelse af fremtidige imperialistiske krige. Lenins analyser i bøgerne »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium« (1916) og »Staten og revolutionen« (1917) blev det teoretiske fundament for praktisk revolutionær handlen. Det er på denne baggrund - altså dels udformningen ad en konkret og aktuel revolutionsteori og dels dannelsen af kadrer, der var i stand til at omsætte teorien i praksis - at man må se Den Socialistiske Oktoberrevolution i Rusland i 1917, og de mange forsøg på at gennemføre revolutioner i Vesteuropa, der fulgte med det store klassekampsopsving 1918-1920. Allerede i foråret 1917 gik en massestrejkebevægelse gennem Tyskland og Østrig, og det kom til oprør i den franske hær. Arbejderne vendte sig mod krigen og dens sociale følger. Uroen førte til splittelse i SPD, og det såkaldte uafhængige socialdemokrati, USPD, blev dannet i protest mod SPD’s støtte til krigen. Også i SPÖ og SFIO kom der uro som følge af strejkerne. Oktoberrevolutionens sejr i Rusland gav ny næring til klassekampen i vest. I januar 1918 udbrød spontane strejker i England, Frankrig, Tyskland og Østrig; de ebbede dog hurtigt ud af mangel på organisation. I Berlin trådte SPD ind i strejkeledelsen med det formål at bremse dem, og Spartakus-forbundet og de øvrige revolutionære grupperinger var alt for svage og sletfunderede i arbejderklassen til at øve indflydelse på bevægelsen. I Østrig og Frankrig gik det ligeså. Dog medførte bevægelsen i Frankrig, at SFIO skiftede holdning til krigen. I England opstod den spontane Shop-Steward-bevægelse, som dog ingen støtte fandt i de store politiske organisationer, ILP og LP. Senere på året 1918 førte bevægelsen til oprør i den tyske flåde, og til arbejderoprør og -sejr i München. Oprøret bredte sig til soldater og arbejdere i Berlin. Arbejder- og soldaterråd dannedes overalt, og SPP, USPD og fagbevægelse måtte modstræbende tilpasse sig og proklamerede republikken. Samtidig allierede de socialdemokratiske ledere sig dog med det gamle statslige bureaukrati, hærledelsen og kapitalmagten for at sikre »lov og orden« og undgå en socialistisk udviklings »kaos«. Det lykkedes for en tid, bl.a. ved at indrømme arbejderne 8-timers dag, overenskomstret, m.m. De revolutionære grupper, bl.a. Det tyske kommunist parti (KPD) som dannedes i slutningen af 1918, krævede, at statsmagten i Tyskland skulle overgå til rådene, men arbejderne fulgte i deres flertal i SPD. Vel dels p.g.a. de revolutionæres svaghed, dels fordi den socialistiske propaganda tidligere havde krævet - ikke råd - men en parlamentarisk-demokratisk republik, hvilket SPD nu havde gennemtrumfet. Først for sent, i begyndelsen af 1919, begyndte arbejderne at gennemskue SPD. I januar-maj 1919 udbrød atter massestrejker i Tyskland, men da var den herskende klasses magt stabiliseret, og arbejderne blev systematisk nedkæmpet af hæren og borgerskabets væbnede bander. Herunder myrdedes også Rosa Luxemborg og Karl Liebknecht. Arbejdernes nederlag førte til at mellemlagene, som under den revolutionære bølge var rykket mod venstre, nu svingede tilbage som støtte for den herskende klasse (valgene i juni 1920). I Frankrig, England, Italien og andre lande, affødte krigen lignende bevægelser, men kun i Ungarn kom det til oprettelsen af en rådsrepublik, som dog snart blev knust af den rumænske hær. I de øvrige lande lykkedes det borgerskabet, gennem en kombination af vold og betydelige sociale og økonomiske indrømmelser, at støde den hidtil største proletariske revolutionsbølge i Europa tilbage. Når forsøgene i Vesteuropa, først og fremmest i Tyskland, mislykkedes, skyldtes det formodentlig i første række mangelen på et virkeligt lederskab. Inden for socialdemokratiet og fagbevægelsen dominerede reformismen og den såkaldte socialpatriotisme eller socialchauvinisme (socialisme i ord, chauvinisme i praksis). Heroverfor stod de nye revolutionære grupperinger splittede, svage og uden solid basis i arbejderklassen, og den meget omfattende bevægelse at strejker, fabriksbesættelser og dannelsen af arbejder- og soldaterråd var ikke i sig selv tilstrækkelige til at sikre arbejdernes, soldaternes og småbøndernes magt.

Det sociale og politiske kaos ved krigsafslutningen og den forskellige strategi, de socialistiske partier anbefalede i denne situation, afspejlede sig også i de internationale grupperinger. De højresocialdemokratiske partier forsøgte 1919-20 at genetablere II. Internationale, men stødte på modstand, ikke alene blandt de revolutionære, men også hos centristerne, hvis grundstamme var det tyske USPD. SPÖ, flertallet i SFIO, samt det engelske ILP. Centristerne vendte sig mod den socialdemokratiske reformisme, og modsatte sig en permanent spaltning af den internationale socialistiske bevægelse i en venstre og højreretning. De ønskede at samle den om en »midterlinie«. For at fremme dette mål, dannede de i februar 1921 deres egen organisation, den såkaldte Wiener-internationale- også kaldet 2 1/2 Internationalen, på grund at sin midterposition mellem II. og III. Internationale. Forsøget på at mægle mellem de to socialistiske retninger, viste sig dog at være forgæves. Allerede i marts 1919 var der hovedsagelig af smågrupper - i Moskva blevet dannet en kommunistisk verdensorganisation, III. Internationale - også kaldet KomIntern - der på sin anden kongres i sommeren 1920 vedtog at opstille 21 betingelser for adgang til Internationalen. De »21 teser« indeholdt bl.a. krav om et fuldstændigt brud med det socialistiske centrum, udrensning at folk i parti og fagbevægelse, der ikke ubetinget anerkendte den revolutionære linie, pligt til solidaritet med Sovjetunionen og dets kommunistiske parti, og kamp mod de socialdemokratiske ledere. Den afgørende anstødssten for mange socialister, der var vant til en løs føderation af selvstændige partier, var dog kravet om hvert enkelt partis underordning under KomInterns Eksekutivkomite (EKKI) i Moskva, et krav, der i begyndelsen vel kun omfattede det principielle revolutionære grundlag og den organisatoriske struktur, men som efterhånden også kom til at dreje sig om dag-til-dag taktikken, selv om det i tese 16 hed, at man måtte tage hensyn til de skiftende forhold, som de forskellige partier arbejder og kæmper under.. Den revolutionære bølge i 1918-20 førte alligevel til en hurtig vækst i KomInterns prestige, og til dannelsen af kommunistiske partier i mange lande, og af en Rød Faglig internationale (RFI). Flere socialdemokratiske og centristiske partier splittedes på spørgsmålet om den russiske revolution, og tilslutning til Komintern. Således USPD, SFIO og PSI (det italienske socialistparti), og i begyndelsen at 1921 rådede KomIntern over legale massepartier i Norge, Tyskland, Frankrig, Italien, Bulgarien og Tjekkoslovakiet, mens man i Finland og Polen havde illegale partier, og i de fleste andre lande mindre sektioner. Begivenhederne 1918-20 virkede også afklarende ind på højrefløjen i den socialistiske bevægelse. Allerede på den første efterkrigskonference i Bern 1919, vedtog flertallet deriblandt repræsentanterne for det svenske og danske socialdemokrati, flertallet i det tyske parti, samt det engelske Labour Party - på forslag at svenskeren Hjalmar Branting, en indirekte fordømmelse af kommunismen. Heroverfor bekendte man sig uforbeholdent til den fredelige, parlamentariske vej. Efterhånden som konkurrencen fra de nyopståede kommunistiske partier, i de enkelte lande, blev skarpere, og parterne konfronteredes i de mange forsøg på revolutionære omvæltninger, specielt i Tyskland og Italien, skærpedes socialdemokraternes holdning til kommunismen. Kritikken af proletariatets diktatur og den leninistiske partimodel, mundede efterhånden ud i en vulgær anti-kommunistisk propaganda og en stærkt forvrænget tolkning af marxismen i evolutionær-parlamentariske termer. I begyndelsen af 1920érne stod det således klart, at enhver genforening af den internationale socialistiske bevægelse var umulig. Under indtryk af striden mellem yderfløjene, gik den centristiske retning gradvis i opløsning. Efter mange afskalninger, både til højre og venstre, skete der i maj 1923 en sammenslutning af Wiener-Internationalen og II. Internationale i Hamburg, hvor organisationen Socialistisk Arbejder-Internationale (SAI) dannedes. Denne var et udtryk for næsten hele Europas ikke-kommunistiske arbejderbevægelse, idet 42 partier, fordelt over 29 lande, tilsluttede sig organisationen, og flere kom til efterhånden. Samtidig skete der en svækkelse af III. Internationale, der i begyndelsen havde haft mange reelle og potentielle tilhængere. Svækkelsen indtraf, dels på grund af de fejlslagne revolutioner og kapitalismens stabilisering i Vesteuropa, dels på grund af de 21 teser, der var uantagelige for de fleste af de gamle vesteuropæiske partier. Opdelingen i en socialdemokratisk og en kommunistisk Internationale var det institutionelle udtryk for en dybtgående forskel i opfattelsen at socialismens teori og praksis. De modsætninger der havde bestået før krigen, blev accentueret af denne og revolutionsforsøgene i krigens kølvand, og hver af parterne mente at finde sin strategi bekræftet af den faktiske udvikling. Socialdemokraterne så i en teori fremsat af Kautsky, der efter en periode i USPD vendte tilbage til SPD krigen som et produkt af nationalistiske modsætninger uden egentlig forbindelse med klassekampen. Som en følge heraf var krigen for dem ikke en anledning til revolutionær klassekamp og magtovertagelse, men et anormalt stadium, der skulle overstås, før der igen kunne tages fat på udviklingen af samfundet henimod socialismen. Socialismen betragtedes nemlig udelukkende som et resultat at en fredelig, trinvis proces i parlamentariske institutioners regi. Ydermere udviklede Kautsky meget tilpas - en teori om »super-imperialismen«, der gik ud på, at kapitalismen med de destruktive erfaringer fra krigen in mente, ville udvikle sig fra en struktur med flere monopoler, der indbyrdes kæmpede om råstofkilder og markeder, til et »supermonopol«, der i al fredsommelighed kunne udbytte hele verden. Under sådanne forhold, hævdede Kautsky, ville krige og katastrofeagtige kriser blive umulige, og der ville da kun være en vej for socialisterne at gå: via stemmeurnerne. Omvendt tolkede Lenin og kommunisterne krigen som en imperialistisk krig, udsprunget af monopolernes gensidige konkurrence, og de benægtede muligheden af en konfliktfri kapitalisme. Nye kriser og krige ville opstå, og arbejderklassen og dens revolutionære parti må benytte disse til revolutionær opstand og magtovertagelse. Disse ideer, og den deraf følgende praksis, udviklet i lyset af krigs- og efterkrigstidens erfaringer, blev grundlaget for de næste 20 års kampe inden for arbejderbevægelsen. At karakterisere de to fløjes teori og taktik, er ikke nogen let sag. Her skal kun hovedlinier forsøges opridset.

KomIntern i mellemkrigstiden

I sine første år førte KomIntern en smidig revolutionspolitik, der byggede på en analyse at de objektive samfundsforhold. Vedtagelsen at Moskva-teserne på 2, kongres i juli 1920 skal ses som udtryk for et forsøg på, i en revolutionær situation, at etablere et handlekraftigt internationalt, revolutionært lederskab. Det ideologiske opgør med centrister, syndikalister og »venstreradikale« i denne periode må ses under samme synsvinkel: den revolutionære situation krævede en klar teori og praksis. Imidlertid ebbede revolutionsbølgen i realiteten ud i 1920. KPD forstod ikke situationen, og udløste i marts 1921, trods Lenins advarsel, en mislykket opstand i Tyskland. På baggrund af revolutionsnederlaget lancerede KomInterns 3. kongres i 1921 enhedsfrontpolitikken. Denne politik har til formål, gennem samarbejdstilbud til de 80 socialdemokratiske organisationer om konkrete krav og aktioner, at afsløre disse og deres ledere i praksis, og derved vinde de socialdemokratiske arbejdere for kommunismen. Denne linie er således klart affødt af en situation uden revolutionær bølge. Formålet i en sådan periode er at styrke de kommunistiske partier med henblik på en ny revolutionær situation. Denne politik gav gode resultater, især i Tyskland. I 1922 og 1923 led KomIntern imidlertid en række nederlag. Fascisterne tog magten i Italien, og kommunistiske opstande knustes i Bulgarien og Polen. Disse nederlag førte til en ændring af KomInterns linie: enhedsfront »nedefra«. Dermed menes, at de kommunistiske partier, med det samme formål som enhedsfront »oppefra«, søgte at organisere de socialdemokratiske arbejdere i fronter, på arbejdspladserne m.v., udenom de socialdemokratiske organisationer og ledere, og denne politik blev opfattet som et frontalangreb på de socialdemokratiske partier og fagforeninger, der ikke kunne anerkende den politiske konkurrances virkelighed. KomInterns linie bekræftedes på den 5. kongres i 1924, bl.a. på baggrund af stridighederne i Sovjetunionens Kommunistiske Parti (SUKP) mellem Stalin- og Trotzky grupperne. Stalin støttede den radikale enhedsfronts »nedefra« politik, og kunne således, ved at fremtræde som talsmand for en venstrepolitik, afskære Trotzky fra den støtte han ellers havde i Internationalen. KomInterns 5. kongres vedtog denne politik i forventningen om en ny, nært forestående krise for kapitalismen. Med henblik herpå foretoges også en organisatorisk stramning og hovedvægten blev nu lagt på partiernes organisering i små bedrifts- og gadeceller. Formålet hermed, var at bringe partiets medlemmer i direkte kontakt med klassen, på de steder klassekampen udkæmpedes. En følge af denne organisering, dersom den står alene, kan dog blive en uheldig begrænsning af forbindelsen mellem de enkelte celler og medlemmer. Dette synes i nogen grad at have været tilfældet i KomInterns partier i slutningen af 20‘erne. Grundlaget for KomInterns revolutions-politik var dog uholdbart. I virkeligheden var kapitalismen fra 1924 inde i en stabilisering i hele Europa. KomInterns linie gav derfor alvorlige bagslag, idet nogle sektioners medlemstal reduceredes med op til 2/3. Samtidig svandt kommunisternes indflydelse i arbejderklassen og fagforeningerne. KomInterns linie led skibbrud, og fra 1925-26 dæmpedes rent faktisk kampen mod SD igen, til fordel for en genoptagelse af den tidligere linie: enhedsfront »ovenfra« med SD. På KomInterns 6. kongres i 1928 vedtoges ultra-venstre taktikken dog igen. Ligesom i 1924 er baggrunden til dels kampene i SUKP. I 1927-28 indleder Stalin-gruppen opgøret med den tidligere allierede højrefløj (Bukharin-gruppen). Stalin-gruppen sejrer og påbegynder, efter NEP-perioden, en radikal politik med tvangskollektivisering og forceret industrialisering (den første 5-årsplan). Baggrunden herfor er dels, at NEP-politikken har affødt modsætninger mellem land og by i Sovjet, dels at man i SUKP regnede med et forestående imperialistisk angreb på Sovjet. Til denne venstre-linie, svarede den i KomInterns vedtagne. Denne byggede dog også på Eugen Vargas korrekte forudsigelse af den store krise i 1929. KomIntern ventede tiltagende radikalisering af arbejderne, og en øget kløft mellem disse og SD. Det er altså i forventningen om en kommende revolution, at kampen nu rettes mod SD, som kapitalismens sidste bastion, »fascismens venstrefløj«, o.s.v. Arbejderne skulle derfor frarives SD, gennem enhedsfront »nedefra«. Denne politik lykkedes dog heller ikke denne gang. Krisen kom ganske vist, men arbejderne gik ikke over til kommunisterne, blot fordi disse forudsagde SD’s forrædderi. KomIntern undervurderede de socialdemokratiske arbejderes organisationsloyalitet. KomInterns linie på det faglige område slog også fejl. Man satsede på spaltning og opposition i fagbevægelsen og startede Røde Fagforenings Opposition (RFO), som skulle organisere egne, selvstændige strejker. Men arbejderne reagerede over for truslen om en splittelse af deres organisationer, og resultatet blev i høj grad, at RFO og kommunisterne trængtes ud af fabrikkerne og isoleredes fra arbejderklassen. Endelig var det fejlagtigt at stemple SD som »socialfascistisk« o.s.v.. KomIntern byggede her på en fejlagtig fascisme-analyse, idet den ikke sondrede klart mellem borgerligt demokrati og fascisme. Derved var KomIntern medvirkende til fascismens fremmarch og magtovertagelse i Tyskland. KomInterns venstre-linje gav heller ikke resultater under verdenskrisen 1929-33, først og fremmest fordi kommunisterne p.g.a. deres linie over for SD og fagforeningerne, var blevet isoleret fra fabrikkerne. Den spontane strejkeuro, som under krisen forårsagedes af arbejdsløsheden, lønnedskæringerne og skatteforhøjelserne, fik således ingen mulighed for at blive kanaliseret i socialistisk retning. Arbejderbevægelsens splittelse og svaghed, var derfor i høj grad medvirkende til at småborgerskab og mellemlag svingede over til. fascismen. KomIntern fastholdt helt frem til 1934 sin tese, at fascismen principielt ikke adskiller sig fra andre former for borgerligt politisk herredømme i et kapitalistisk samfund. F.eks. afviste Frankrigs Kommunistiske Parti (PCF) en front »ovenfra« med SD, mod fascismen, men der var nu efter fascismens sejr i Tyskland og Østrig - betydelig vaklen i de kommunistiske rækker. Tiden var nu inde, da arbejderklassens spontane krav faldt sammen med Sovjets statsinteresse i, at undgå fascistisk angreb. KomInterns linie kunne derfor lægges om til folkefront på 7. kongres i juli/august 1935. Fra 1934 ændredes situationen også i Sovjet: industrialiseringen var sat godt igang med den første 5-årsplan, og kolkhoserne begyndte at give overskud. Dette forhold, sammen med den ændrede udenrigspolitiske situation efter fascismens sejre, danner den væsentligste baggrund for KomInterns nye strategi. Folkefronten omfatter, til forskel fra enhedsfronten, andre klasser og lag end arbejderne småbønder, småborgere og intellektuelle. Folkefrontsstrategien tillod også kommunisterne at indgå i regeringer uden at være den dominerende kraft. Fra KomInterns side (Dimitrofs tale) lægges strategien frem i to faser: 1) en »demokratisk« fase, hvor de politiske krav begrænses til sociale reformer, parlamentarisk »folkemagt« og i kolonierne national uafhængighed. Derefter leder partiet arbejder partiet fra denne overgangsituation til 2) proletariatets diktatur og socialismen - uden at det nærmere præciseres, hvordan dette skal foregå.  I praksis kom det da også altid kun til første fase. I Frankrig og Spanien, hvor folkefronterne kom til magten i 1936, spillede kommunisterne endog en bremsende rolle. Folkefrontens valgsejre udløste i begge lande strejkebevægelser, fordi arbejderne ville krone deres politiske, sejre socialt og økonomisk. Arbejdernes aktioner førte til en politisk radikalisering i parlamenterne. Her gik dog i Frankrig PCF mod Leon Blums forslag om at nationalisere Frankrigs bank og at indføre kontrol med guld- og valutahandel. I Spanien begrænsede kommunisterne sig også til forsvaret af de borgerligt-demokratiske institutioner, og til gennemførelsen af mindre sociale reformer. Begge dele skete efter forlangende fra SUKP. PCF måtte ikke gøre noget, der kunne støde det franske borgerskab, og dermed true Sovjets pagt med Frankrig, som var blevet indgået i maj 1935. I Spanien var Sovjets holdning dikteret af hensyn til det konservative England, som var en nødvendig allieret i en kommende krig med Tyskland og Italien. Ved denne politik medvirkede Sovjet og KomIntern kraftigt til at underminere folkefronterne i Spanien og Frankrig. Udrensningerne i Sovjet bidrog samtidig til at øge socialdemokraternes mistro til Komintern. Folkefrontspolitikken led dermed skibbrud, og var udtømt i 1938. I 1939 vendte KomIntern så tilbage til sin tidligere negative vurdering af SD og forsøgene på at etablere enhedsfront »nedefra«. Sovjets aftaler med Tyskland i 1939, og dets krig med Finland samme år, skabte dog så stor mistillid, at KomIntern nu stod svagere end nogensinde. Det gjorde det ikke bedre, at SUKP og EKKI, da krigen brød ud, proklamerede tesen, at krigen var et inter-imperialistisk opgør, og at kommunisterne måtte lade imperialisterne ødelægge hinanden. Det viste sig her, at KomInterns fascismeanalyse faktisk ikke var blevet korrigeret siden 1928-31. De kommunistiske partiers loyalitet over for Sovjet holdt dog ikke til dette, og i mange lande deltog kommunisterne på trods af KomIntern i modstandskampen, Især i Jugoslavien og Frankrig. Efter Tysklands angreb på Sovjet 22. juni 1941 ændrer KomIntern signal, og kræver nu nationale fronter, endnu bredere end folkefronterne, i kampen mod fascismen, Disse dannes med stor succes. Mistilliden mellem socialdemokrater og kommunister bortvejres nu under den fælles kamp. Kommunisternes prestige stiger enormt i takt med deres og Sovjets indsats i krigen. Men tværtimod at give modstandskampen et revolutionært perspektiv, søger Sovjet overalt at udvande den i de bredest mulige fronter. I Jugoslavien, Grækenland og andre steder går Sovjet direkte mod, at partisankrigen føres videre i en revolution. Hertil svarer den modererende indflydelse, som Sovjet 1944-46 udøver på de kommunistiske partier i Italien og Frankrig. Sovjets nationale sikkerhedsinteresser, aftalt med vestmagterne på Jalta og i Potsdam, blev sat højere, end interesserne i at se en socialistisk revolution udvikle sig i Europa - efter SUKP’s opfattelse fordi en aktiv Sovjetstøtte til sådanne ville indebære risikoen for et nederlag, både for disse og for Sovjetunionen selv.

Mens socialdemokraterne teoretisk set stod splittede, søgte kommunisterne således, gennem Komintern, at gennemføre en fælles ideologisk og strategisk linie. De fordele, noget sådant kunne have, modsvaredes dog i mange tilfælde af de ulemper, de enkelte partier måtte føle under diktat af en linie, der ikke altid svarede til de specielle omstændigheder, hvorunder disse partier arbejdede. Som nævnt dominerede SUKP Internationalen, og generallinien udformedes af EKKI i Moskva. Efter at Stalin havde sejret i fraktionskampene i slutningen af 1920’erne, blev han efterhånden enevældig leder af Komintern, ligesom han var enevældig leder af SUKP og Sovjetunionen. i sammenhæng med hans tilbageholdende udenrigspolitik, baseret på tesen om »socialisme i et land«, udviklede Internationalen sig gradvis til et instrument for Sovjetunionens nationale og politiske stormagtsinteresser. Tesen betød ikke, at revolutionen formelt blev opgivet i Vesteuropa, men at den måtte vente på »bedre tider«, og at det igennem denne periode var nødvendigt at opbygge socialismen i Sovjetunionen. De kommunistiske partiers tillid til den revolutionære Sovjetstat forvandledes efterhånden til myten om den ufejlbarlige Sovjetunionen. De enkelte partier blev en slags repræsentanter for Sovjets interesser i deres lande og mistede ofte et konkret revolutionært perspektiv. I 1943, under indtryk af den anti-fascistiske alliance med de kapitalistiske lande, blev III. Internationale opløst og er aldrig siden genopstået. Samarbejdet mellem partierne fortsattes i Kominform (kommunistisk informationsbureau), men også dette blev siden (1956) formelt opløst. KomIntern og de til den knyttede partier byggede deres politik på et marxistisk-leninistisk idegrundlag med rod i II. Internationalens »venstre«. Indtil begyndelsen af 20’erne førtes en aktiv revolutionspolitik med front imod såvel borgerskabet som Socialdemokratiet. Efter at den kaotiske efterkrigstilstand, med den skærpede klassekamp, var erstattet med en kapitalistisk restaurering i vesten, især som følge af den socialistiske bevægelses mangel på sammenhængende revolutionær teori og organisationsform, gik Internationalen over til enhedsfrontpolitikken med skiftende fortegn. Disse to linier var givetvis begge rigtige under de omstændigheder, der forelå i slutningen af, og de nærmeste år efter 1. verdenskrig. Men i begyndelsen af 30’erne førte den fuldstændige negative vurdering af socialdemokratiet til en katastrofal afledning af energien i en bekæmpelse af socialdemokraterne, på linie med fascisterne. Efter Hitlers magtovertagelse og konsolidering i begyndelsen af 30’erne indså KomInterns ledelse for sent sin fejlagtige politik, og slog ind på folkefrontspolitikken, som gav visse resultater, f.eks. i Frankrig, og som fortsattes under og umiddelbart efter 2. verdenskrig, hvor forholdene ellers, f.eks. i Frankrig og Italien, syntes at indicere en mere klassekampspræget politik. Her var hensynet til Sovjets interesser dog sikkert igen afgørende, idet man i 1944-46 ikke ville udsætte det af krigen udmarvede land for en ny krigstrussel fra dets tidligere allierede. Også andre faktorer, såsom bureaukratiets og opportunismens kraftige vækst i de kommunistiske partier, spillede formentlig en væsentlig rolle. På trods af den hårde og berettigede kritik, der kan rettes mod KomInterns udvikling og specielt mod linien i slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 30’erne, stod partierne i KomIntern dog som de eneste betydningsfulde videreførere af den revolutionære, marxistiske tradition inden for den internationale arbejderbevægelse. På mange områder var de i stand til at levere en dybtgående, radikal kritik af den kapitalistiske samfundsstruktur og til at opstille alternativer, selv om de også her hæmmedes af deres afhængighed af forholdene i Sovjetunionen og magtkampene i SUKP. De var også ene om - i hvert fald indtil »stalinismen« for alvor slog igennem udadtil - at repræsentere et globalt revolutionært perspektiv, der indebar de undertrykte folkeslags frigørelse fra imperialismen, og muligheden for selv at bygge deres samfund op.

Socialdemokratisk politik i mellemkrigstiden

SAI, der organisationsmæssigt karakteriseredes ved sin føderalistiske opbygning og løse struktur, med tyngden i de enkelte landes partier, baserede stort set sin politik på et revisionistisk-reformistisk grundlag. Socialdemokraterne hyldede stadig ved højtidelige lejligheder marxismen, men tømte den efterhånden helt for konkret revolutionært indhold og erstattede den med en vagt formuleret deterministisk (skæbnebestemt) holdning. Betegnende herfor er en udtalelse af det danske socialdemokratis formand, Th. Stauning, i 1933: »Ved hver lejlighed, hvor der af praktiske grunde skulle tages afgørende beslutninger, har partiet haft evne til at vælge den linie, der betegner udviklingslæren, således som vi tror på den«. - »Udviklingslæren« var i 1930’erne blevet et yderst bøjeligt ideredskab til brug for de socialdemokratiske partiers politik - selv om det retfærdigvis må tilføjes, at det danske socialdemokrati hørte til højrefløjen inden for SAI. Denne filosofiske afvigelse fra marxismen kombineredes hos socialdemokraterne med en stærk tilknytning til de bestående samfunds parlamentariske institutioner (dér, hvor de endnu bestod i 30’-erne !). Den marxistiske statsteori var erstattet af en positiv holdning til staten, der sås som et politisk instrument til gavn for den eller de sociale klasser, som gennem en parlamentarisk majoritet »beherskede« statsapparatet. Om nogen magtpolitik overfor andre klasser, herunder også det kapitalistiske borgerskab, ville socialdemokraterne dog ikke høre tale. De ønskede ikke at føre »klassepolitik« men »samfundspolitik« - accepterede med andre ord fundamentet for den eksisterende sociale orden. Jævnsides »statskapitalismen«, hvori den af socialdemokratierne administrerende stat sås som et positivt, integrerende led i en stort set krise fri kapitalistisk økonomi. Denne tro trivedes især i de faglige bureaukratier. Denne fiktion kunne dog kun opretholdes indtil 1930-1931, hvor virkningerne af den store økonomiske depression for alvor satte ind. I 1927 sagde Rudolf Hilferding på SPD’s partidag i Kiel, at den strukturelle arbejdsløshed, som trods højkonjunkturen voksede, den fortsatte landbrugskrise og småproducenternes fortsatte tilbagegang, blot var at betegne som »betydningsløse skønhedsfejl«. Da tanken om en krisefri kapitalisme brød sammen, besad socialdemokraterne ikke længere nogen sammenhængende økonomisk teori og tilsluttede sig i store træk den traditionelle kapitalistiske krisepolitik med deflation og dertil hørende arbejdsløshed, samtidig med at de søgte at begrænse arbejdernes lønmæssige fremstød, fortrinsvis gennem den af dem beherskede fagbevægelse. Den engelske Labourregerings sammenbrud i begyndelsen af 30’erne skyldtes en sådan politik en politik, der end ikke havde taget ved lære af den progressive borgerlige økonomiske teori, som Keynes i disse år formulerede. Heller ikke overfor fascismen opstillede socialdemokraterne nogen effektiv politik. De reformistiske fagforeninger kunne p.g.a. deres legalisme og tro på staten intet stille op over for kapitalens anvendelse af statsapparatet til organiserede angreb på arbejderklassens løn og sociale stilling. Arbejderne rejste sig i strejker og demonstrationer, men fagforeningsledelserne modsatte sig den direkte aktion, og SPD vovede ikke at mobilisere sine medlemmer. Efter Hitlers magtovertagelse forsøgte fagforeningerne at undgå opløsning ved totalt at underkaste sig NSAPD, mens SPD søgte at redde sig ved at melde sig ud af SAL, - men begge dele forgæves. De tyske socialdemokraters ansvar for fascismens magtovertagelse bestod således i den alt for vege holdning til kapitalismen og dennes økonomiske strukturs udenomsparlamentariske magtcentre: de industrielle monopoler, junkerne i østpreussen, officerskorpset og statsbureaukratiet. Under hele Weimar-perioden fra 1919 til 1933 hvor den socialdemokratiske bevægelse havde praktisk indflydelse, vovede den ikke at pille ved denne magtstruktur, uden hvilken fascismen (nazismen) havde været utænkelig. Socialdemokratierne blev i 20’erne og 30’erne mere og mere bureaukratiserede og domineret af professionelle både inden for partiet og fagbevægelsen. Disse folks interesser og udsyn adskilte sig i det væsentlige ikke fra kapitalens og borgerskabets. Endelig må den socialdemokratiske holdning til kolonialismen og verden uden for Europa nævnes. Også på dette punkt havde II. Internationale været splittet mellem en revisionistisk gruppe, der stillede sig positivt til europæisk kolonibesiddelse, og en gruppe, der ønskede uafhængighed for kolonilandene. Betegnende var det dog, at Internationalen næsten helt koncentrerede sig om europæisk problematik - Marx havde jo »forudsagt«, at revolutionen først ville bryde ud i de højtudviklede industrisamfund. Ikke før med Lenins imperialisme-analyse og Stalins, af Lenin inspirerede, arbejde om nationalitetsspørgsmålet (Marxismen og det nationale spørgsmål, 1913) skabtes der en homogen og praktisk anvendelig revolutionær teori om de koloniserede folks ret til national uafhængighed, og om deres rolle i verdensrevolutionen. Og denne teori blev aldrig godkendt af socialdemokraterne, der også i mellemkrigstiden stod splittede i dette spørgsmål. Følgelig kunne de ikke tilbyde den 3. verdens folk noget alternativ til national undertrykkelse og kapitalistisk udbytning. Mange var endog af samme fatalistiske mening som den østrigske venstre-socialdemokrat, Karl Renner, der i 1918 skrev: »Det europæiske økonomiske systems ekspansion i verden er historisk nødvendigt, uundgåeligt og fremmende for kulturen«. Kapitalismen måtte være global, før socialismen kunne blive det !

Folkefront, kold krig, fredelig sameksistens og en ny revolutionær bølge

Tiden efter 2. verdenskrig, der lige som den første må betragtes som en imperialistisk krig om fordeling og genfordeling af territorier, men med en socialistisk stat som »forstyrrende element«, er endnu så ubelyst. at det er umuligt at give en analyse, endsige en sammenfattende vurdering af den. Afsnittet er da også blot et forsøg på at antyde en række problemstillinger. Efter krigen stod USSR som det af krigen hårdest ramte land. Det havde langt det største antal krigsofre, og dets produktionsapparat var mere ødelagt end selv det tyske. Denne situation danner baggrunden for USSRs politik efter 1945. Den nødvendiggjorde en gentagelse af de hårde metoder fra 1928-38 i indenrigspolitikken, og af forsigtigheden i udenrigspolitikken. Den er også årsagen til demarkeringen og annekteringen af væsentlige dele af det tyske og manchuriske produktionsapparat. Her over for stod USA efter krigen i en meget stærk position. USA overvandt egentlig først verdenskrisens sidste følger, med verdenskrigens højkonjunktur. Dets produktionsapparat blev nu fornyet og udvidet, mens næsten alle andre industrilandes blev ødelagt. I 1945, da England, Frankrig, Tyskland, Italien, USSR, Japan, det i hele den følgende periode kunne tage den politiske føring og overtage de kapitalistiske europæiske landes rolle som verdensreaktionens vagthund. Overfor en voksende socialistisk bevægelse i Vesteuropa, satte USA i 1947 ind med Marshall-planens systematiske kapitaleksport til de lande, som lovede at afstå fra socialisering. Samtidig slog USA, med Truman-doktrinen, samme år ind på en erklæret antisovjettisk og restaurativ udenrigspolitik, som i første omgang skulle standse socialismen, og i anden omgang trænge den tilbage (Grækenland 1947, Korea 1949 o.s.v.). I strid med Potsdamaftalerne satte USA sammen med sine allierede oprettelsen af en selvstændig, kapitalistisk tysk stat igennem i 1949, og kort efter fik det dannet NATO. USA’s kapitaleksport, Marshallplanen, genopbygningen i Europa og genoprustningen, som for alvor satte ind med Koreakrigen i 1949, gav i Vest grundlag for en lang højkonjunktur, som atter gav mulighed for, at arbejderne kunne tilkæmpe sig sociale og økonomiske fremskridt. Samtidig førte den hårde opbygning i Sovjet, vanskelighederne i DDR, i forbindelse med borgerlige propagandistiske forvrængninger af tilstandene i øst, til den kolde krigs giftige atmosfære, hvor anti-kommunisme og anti-socialisme dominerede som aldrig før. Alle disse forhold danner grundlaget for den lange parantes 1948-1966/67 i den socialistiske bevægelses historie. Den kommunistiske bevægelse forsatte sin folkefrontslinie efter krigen, hvilket resulterede i kommunistisk regeringsdeltagelse i flere europæiske lande. De kraftige ansatser til en revolutionær massemobilisering, der fulgte i kølvandet på fascismens nederlag, især i lande som Frankrig og Italien, blev herved ledet ind i »parlamentariske baner«, hvorved de blev uskadeliggjort. Subjektivt har de fleste kommunister sikkert følt, at deres handlemåde på længere sigt kunne forenes med et revolutionært sigte som før den teoretiske folkefrontsstrategi, men det er på baggrund af den efterfølgende udvikling svært at se rigtigheden i dette. Det man opnåede, var at give Sovjetunionen et »pusterum« og måske at sikre de mere eller mindre ægte samfundsomvæltninger i Østeuropa, som muliggjordes af fascismens nederlag, og Sovjetunionens tilstedeværelse. Men til gengæld betød samarbejdet med socialdemokrater og borgerlige, at den kapitalistiske restaurering af Vesten blev lettere, samtidig med at den gjorde den revolutionære bevægelse yderst sårbar, hvilket tydeligst blev afsløret, da den kolde krig brød ud. Den antikapitalistiske og anti-imperialistiske kamp blev sikkert i årevis hæmmet og forplumret af ideerne om samarbejde med det nationale borgerskab, og indadtil i kommunistpartierne har det formodentlig medført en yderligere accellerering af opportunismen og en demobilisering og frustrering at de mere aktive kræfter, især blandt de yngre. Efter krigen, da arbejderklassen var i offensiven, havde den reformistiske reformisme også fremgang, især i England, hvor LP ved valget 5. juli 1945 for første gang fik absolut flertal i parlamentet. Efter en periode med væsentlige sociale reformer begyndte LP efter den kolde krigs udbrud at trække mod højre. En lignende udvikling foregik i Tyskland, hvor KPD umiddelbart efter krigen stod stærkt, men kun udviklingen i den sovjettisk besatte zone hurtigt førte til SPD’s vækst. Samtidig blev Kurt Schumachers antikommunistiske linie dominerende i SPD. I Frankrig, Holland og de skandinaviske lande førte udviklingen også SD’erne til at acceptere NATO, genoprustningen, den antisovjettiske politik, neokolonialismen, »tæmning« af de faglige kampe og opgivelse af den socialistiske målsætning, der måtte være tilbage. Socialdemokratierne ændredes i denne periode planmæssigt i denne periode fra at være klassepartier til at blive brede »folkepartier«, som lærte arbejderklassen at være kapitalismens »sociale partner«. SD ophørte dermed helt at bidrage til udviklingen af arbejderklassens selvbevidsthed. I stedet blev det et instrument til at forankre den herskende klasses ideologi blandt arbejderne.  »Den kolde krig« er en frase, der dækker over vidtgående nationale og internationale ændringer. En af de vigtigste begivenheder var den kinesiske revolution, der under ledelse at Mao Tse-Tung og det kinesiske kommunistparti sejrede i 1949 efter årtiers anti-imperialistisk kamp. Hermed blev endnu et område, og denne gang ligeledes af enorme dimensioner og vital økonomisk betydning, revet ud af den imperialistiske økonomis sammenhæng. Meget tyder på, at revolutionen i Kina og udviklingen i Korea og andre steder i Sydøstasien, hvor de nationale, anti-imperialistiske kræfter voksede sig stærkere, har været af nok så stor betydning for den styrkelse af militarismen og indoktrineringen i den vestlige verden, som normalt går under navnet »den kolde krig«. Selv om de europæiske problemer naturligvis er vigtige, er der således meget der tyder på, at de i den almindelige bevidsthed om årsagerne til spændingerne i verden mellem 1947 og ca. 1960 er blevet overvurderet i forhold til de ikke-europæiske problemer. Det var i kolonierne og de tidligere kolonier, set i relation til de imperialistiske lande, at det kraftigste sociale sprængstof udviklede sig. I Vesteuropa kom situationen nogenlunde hurtigt »under kontrol«, men denne politik lykkedes ikke over for den 3. verden, hvad der naturligvis klarest blev markeret gennem omvæltningen i Kina, men som også kom til udtryk i Korea og Indokina (Vietnam, Laos, Cambodia). Den 14. november 1957 erklærede Moskvakonferencen af verdens kommunistiske partier, at de kapitalistiske lande i Vest ville kunne gennemføre en Socialistisk omformning af samfundet ad fredelig, parlamentarisk vej. Samtidig proklameredes den såkaldte fredelige sameksistens’ politik. Allerede under Stalin lå denne politik formodentlig i svøb, men den blev aldrig udført. Først med genopbygningen og de politiske ændringer i Sovjetunionen i midten at 50’erne slog sameksistens-linien efterhånden igennem, klarest i Hrustjofs skikkelse. Dette faldt så nogenlunde sammen med det begyndende modsætningsforhold til Kina, og med gæringen i den 3. verden. Umiddelbart gav sameksistens-politikken sig udtryk i atomprøvestoptraktaterne i begyndelsen af 60’erne og i en vis afspænding i den europæiske situation (Berlin), som på det sidste er ført videre i de vesttysk-sovjettiske og polske traktater. Men dette samarbejde mellem Sovjet og USA (som er realiteten bag den europæiske afspænding) må ses i sammenhæng med de overfor nævnte ikke-europæiske problemer, som gennem de sidste år har fået en ny dimension ved det sovjettisk-kinesiske modsætningsforhold. Det reelle indhold i denne modsætning er svært at vurdere, men man kommer ikke uden om det ideologiske aspekt. Ikke kun kineserne fremhæver dette, men også russerne, I virkeligheden er to vidtforskellige revolutionsopfattelser tonet frem, og denne forskel i opfattelsen at revolutionen får konkret betydning. Et moment der vanskeliggør problematikken, er dog, at Kinas praktiske politik udadtil endnu ikke har givet noget klart svar på, om folkerepublikken i en given revolutionær situation ville sætte socialismens internationale interesser over de nationale. Foreløbig må dette spørgsmål stå åbent, men den kinesiske kulturrevolution synes at pege på, at man har lært af de negative erfaringer fra Sovjetunionen, og at man i langt højere grad forbereder folket på en lang international, revolutionær proces, der også indebærer faren for en atomkrig, og at folket i langt højere grad end i Sovjetunionen deltager i den reelle magtudøvelse. Det kinesiske og til en hvis grad det cubanske eksempel har betydet meget, primært for de undertrykte befolkninger i de udbyttede lande i den 3. verden og det sorte mindretal i USA, men også for unge lønarbejdere og studenter i vesten. Tredjelandenes revolutionære befrielsesbevægelser, især den vietnamesiske, har medvirket til at bevidstgøre millioner af unge i USA og Europa. Samtidig er disse unge ikke knuget af 1930’ernes depression, verdenskrigen eller den kolde krig. De stiller andre krav til livet end deres forældre og oplever undertrykkelsen i det kapitalistiske samfund langt stærkere og på alle planer. Subjektivt bliver en meget stor del af dem revolutionære. Hertil føjer sig så gennem de seneste år en række objektive revolutionære tendenser. Igennem 60’erne forsvandt gradvis den kolde krig, som afløstes af samarbejde mellem USA og Sovjet. Dermed bortfaldt en vigtig grund til antikommunismen og antimarxismen i den vestlige verden. I slutningen af 1960’erne ebbede dernæst den lange højkonjunktur ud og afløstes af en periode med pressioner og økonomisk ustabilitet. Dette har udløst en række strejker og hårde arbejdskampe. Der er tale om en temmelig radikal ændring af hele det økonomiske og ideologiske klima i den udviklede kapitalistiske verden - en ændring, der åbner mulighed for en genfødelse af arbejderbevægelsens revolutionære traditioner.

Den materialistiske historieopfattelse, som fra 1840’erne udvikles af Marx og Engels, er ikke en forudsætningsløs nydannelse, hentet ned fra himlen af marxismens grundlæggere. Marx og Engels bygger på en lang europæisk tradition for filosofisk materialisme og for dialektisk tænkning og metode. Det epokegørende er, at Marx og Engels kritisk sammenfatter og anvender materialismen og dialektikken i en metode til analyse og tolkning af den historiske udvikling med henblik på en revolutionær praksis. Det er som K. Marx siger: »Filosofferne har tolket verden - men det drejer sig om at omforme verdenen !«. Det lykkes dem herved at nå en hidtil ukendt grad af videnskabelig sikkerhed i forståelsen af lovene for menneskehedens historiske udvikling. Derved skabte de et sikkert grundlag for den videnskabelige analyse af de kapitalistiske samfundsformationer, hvilket er forudsætningen for at kunne udvikle en korrekt revolutionær strategi. Marxismens filosofi er den dialektiske materialisme, i hvilken materialismen og dialektikken er uadskilleligt forbundet. Den marxistiske dialektik betragter verden i stadig bevægelse, forandring, udvikling. Hverdagens erfaring, videnskabens udvikling og den samfundshistoriske praksis overbeviser os om, at ingen genstande og fænomener i verden er uforanderlige. Alt i verden udvikler sig. De talrige himmellegemer, solsystemet, jorden og alt det, der befinder sig på den, er resultat af en langvarig udvikling af materien. Også det menneskelige samfund udvikler sig. Imperialismens kolonisystem er gået i opløsning. Det ene folk efter det andet opnår sin selvstændighed i heftig kamp mod kolonialismen. Den største revolution i videnskab og teknik foregår for vore øjne. Mennesket er trængt ind i atomets dyb og har tvunget dets mægtige kræfter til at tjene sig. Det endeløse verdensrum viger for menneskefornuftens almagt. Den stadige udvikling, genstandenes og fænomenernes overgang fra en tilstand til en anden, deres udskiften med hinanden er således det vigtigste træk ved den materielle verden. For at erkende genstandene og fænomenerne er det derfor nødvendigt først og fremmest at studere deres stadige forandring, udvikling. Den marxistiske dialektik betragter udviklingen som en bevægelse fra det lavere til det højere, fra det simple til det komplicerede, som efter en spiral, hvor hver vinding er dybere, rigere, mere alsidig end den foregående. Dialektikken ser kilderne til udviklingen i modsigelser, der rummes i selve genstandene og fænomenerne. Den materialistiske dialektiks hovedlove karakteriserer det almene billede af verdens udvikling, erkendelsen og omdannelsen af verden. Loven om enhed og modsætningernes kamp påviser kilderne til udviklingen, dens drivkræfter. Loven om kvantitative forandringers overgang til kvalitative taler om den springagtige, revolutionære forandring af verden, om den ustandselige forvandling af de kvantitative forandringer, der karakteriserer genstandene, til dybtgående kvalitative forandringer. Loven om negationens negation karakteriserer den fremadskridende, spirallignende karakter af udviklingen. Marxismen er en kritisk videnskab,- og dette har rystet hele den religiøse verden og det borgerlige Bourgeoisi.

Den filosofiske materialisme repræsenterer en tradition, der går helt tilbage til oldtiden, hvor bl.a. flere græske filosoffer var materialister. Den filosofiske materialisme hævder, at materien - verden eller naturen - er forud for og bestemmer den menneskelige bevidsthed. Verden er objektivt eksisterende og danner grundlaget for enhver form for bevidsthedsliv. Naturen eller væren (det der er) bestemmer ånden eller tænkningen. Her overfor hævder den filosofiske idealisme - åndens, ideernes eller tankens - oprindelighed i forhold til materien. Den filosofiske idealisme lader sig således let forbinde med forskellige former for religion, f.eks. med tanken, at gud er ånd og har skabt og styrer verden (ånden determinerer materien), og med forestillingen om menneskets sjæl som guddommelig og uforgængelig og derfor overordnet kroppen og sansningen, I modsætning hertil fører den filosofiske materialisme til ateisme og ofte til en kritisk holdning til de bestående samfundsforhold, således f.eks. de franske oplysningsfilosoffer i det 18. århundrede. Den filosofiske materialisme hævder som oftest, at mennesket uden videre er i stand til at erkende og forstå sin omverden, idet de sansebilleder, som opstår i den menneskelige hjerne, ses som direkte foranlediget af den objektivt eksisterende omverden (materien bestemmer tænkningen). Da verden intet andet rummer end den erkendelige materialitet, er mennesket også i stand til at trænge om bag et evt. sansebedrag og erkende de objektive love, ifølge hvilke verden går sin gang. D.v.s. mennesket er i stand til via videnskabelig analyse at klarlægge og forstå de love (naturlove og samfundsmæssige love) , der styrer alle fænomener og processer i verden. Der findes intet uforståeligt eller principielt uforståeligt, men nok meget, som vi endnu ikke forstår fuldt ud. Den filosofiske idealisme derimod hæfter sig ved usikkerheden ved al sansning og ser den sikre erkendelse alene som et produkt af den menneskelige tænkeevne, som er i stand til at gennemskue alt sansebedrag og trænge igennem til den egentlige og sande virkelighed i verden, som er af åndelig eller abstrakt art (ideernes verden, gud, naturlovene eller de matematiske abstraktioner). Denne virkelighed kan mennesket nå, udelukkende fordi det gennem sin udødelige sjæl, eller sin evige tanke, er forbundet med det immaterielle, som udgør den egentlige virkelighed. Filosoffen Hegel repræsenterede en sådan filosofisk Idealisme. Ludwig Feuerbach - en med Marx samtidig oprørsk elev af Hegel, »vendte imidlertid epokegørende Hegel på hovedet«, og forkyndte materialismen: den materielle virkelighed er ikke blot - som Hegel mente -, den ydre form for ideen (gud), men gud og ideerne er et produkt af menneskets fremmedgjorte sociale situation. Feuerbach begik imidlertid den fejl at tro, at idealismen lod sig bekæmpe og udrydde gennem en blot og bar intellektuel kritik. Denne fejl hænger sammen med hans mangelfulde erkendelsesteori. Erkendelsen kommer for Feuerbach i stand gennem en passiv, rent teoretisk afspejling eller beskuen af genstanden. Feuerbach og andre materialister før Marx havde således ikke tilstrækkelig sans for dialektikkens og historiens betydning for erkendelsen. Menneskets væsen blev opfattet abstrakt og tidløst og ikke som indbegrebet af de konkrete historiske forhold, hvilket gør mennesket til, en del af den virkelighed, som det skal erkende. Derfor nøjedes Feuerbach som alle hidtidige filosoffer også med at »fortolke« verden, og gav sig ikke som Marx og Engels - af med at »forandre« verden. I Feuerbachs, som i det meste af den hidtidige og efterfølgende materialisme, er der derfor indbygget en tendens til determinisme (verdensudviklingen er på forhånd bundet til et bestemt lovmæssigt forløb). Marx’ kritik af Feuerbach skal også forstås som en kritik af determinismen, som efter Marx ofte har influeret marxismen, f.eks. i II. Internationale (Kautsky) og andre steder.

Hovedmangelen ved al hidtidig materialisme - Feuerbachs medregnet er, at tingen, virkeligheden, sanseligheden, kun opfattes som objekt eller som beskuen; derimod ikke som menneskelig sanselig virksomhed, praksis, ikke subjektivt. Dette var grunden til, at den virksomme side, i modsætning til materialismen, blev udviklet af idealismen - men kun abstrakt, da idealismen selvfølgelig ikke kender den virkelige, sanselige virksomhed som sådan. Feuerbach sigter til sanselige objekter, der virkelig er forskellige fra tankeobjekterne; men han opfatter ikke selve den menneskelige virksomhed som genstandsvirksomhed. Han betragter derfor i »Kristendommens væsen« kun den teoretiske indstilling som ægte menneskelig, mens praksis kun opfattes og fastholdes i sin smudsig-jødiske udtryksform. Han forstår derfor ikke betydningen af den »revolutionære«, den praktisk-kritiske virksomhed. Spørgsmålet om, hvorvidt der tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål. Det er i praksis, mennesket må bevise sin tænknings sandhed, d.v.s. dens virkelighed og magt, dens dennesidighed. Striden om, hvorvidt en tænkning, der isolerer sig fra praksis, er virkelig eller ej, er et rent skolastisk spørgsmål. Den materialistiske lære, at menneskene er produkter af omstændighederne og opdragelsen, at forandrede mennesker altså er produkter af andre omstændigheder og forandret opdragelse, glemmer, at omstændighederne netop forandres af menneskene, og at opdrageren selv må opdrages. Den fører derfor nødvendigvis til, at det skiller samfundet i to dele, af hvilke den ene er ophøjet over samfundet. (F.eks. hos Robert Oven). At forandringen af omstændighederne falder sammen med den menneskelige virksomhed, kan kun opfattes og forstås rationelt som revolutionerende praksis. Feuerbach tager som udgangspunkt, at verden religiøst gøres fremmed for sig selv, fordobles til en religiøs, indbildt verden og en virkelig verden. Hans arbejde består i at opløse den religiøse verden i dens verdslige grundlag. Han overser, at efter at dette arbejde er gjort, er hovedsagen endnu ugjort. Den kendsgerning nemlig, at det verdslige grundlag løsner sig fra sig selv og fikserer sig i skyerne som selvstændigt rige, der netop kun forklares udfra dette verdslige grundlags sønderrevethed og selvmodsigende karakter. Det verdslige grundlag må altså først forstås i sin modsigelse og dernæst praktisk revolutioneres ved fjernelse af modsigelsen. Altså f.eks., efter at den jordiske familie er opdaget som den hellige families hemmelighed, må nu den førstnævnte selv kritiseres i teorien og revolutioneres i praksis. »Ikke tilfreds med den abstrakte tænkning appellerer Feuerbach til den sanselige beskuen; men han opfatter ikke sanseligheden som praktisk, menneskelig-sanselig virksomhed«. »Feuerbach opløser det religiøse væsen i det menneskelige væsen. Men det menneskelige væsen er ikke noget abstraktum, det enkelte individ iboende. I sin virkelighed er det indbegrebet af samfundsforholdene.« »Feuerbach , der ikke går ind på kritikken af dette virkelige væsen, er derfor tvunget til: 1: at abstrahere fra det historiske forløb og fastholde det religiøse sind for sig, og at forudsætte et abstrakt isoleret menneskeligt individ; 2. af den grund kan det menneskelige væsen hos ham kun opfattes som »art«, som en indre, stum almindelighed, der blot med naturbånd forbinder de mange individer.«  »Feuerbach ser derfor ikke, at det »religiøse sind« selv er et samfundsprodukt, og at det abstrakte individ, som han analyserer, i virkeligheden tilhører en bestemt samfundsform.« » Samfundslivet er væsentlig praktisk. Alle mysterier, der forleder teorien til mysticisme, finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis.« Det højeste, den beskuende materialisme driver det til, d.v.s. den materialisme, der ikke forstår sanseligheden som praktisk virksomhed, er at beskue de enkelte individer i det »borgerlige samfund«. »Den gamle materialismes standpunkt er det «borgerlige« samfund; den nye materialismes standpunkt er det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed.« »Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.«(Karl Marx 1845).

Også den dialektiske tænkning har rødder langt tilbage i den filosofiske tradition. Den optræder første gang hos den græske filosof Heraklit omkring år 600 f. Kr.. Dialektikken er ikke nødvendigvis forbundet med den filosofiske materialisme. Hos Hegel - som for Marx og Engels stod som den hidtil største dialektiker, - var dialektikken tværtimod forenet med idealismen. Ifølge den dialektiske opfattelse drives udviklingen i naturen og historien frem af tingenes indbyrdes sammenhæng og modsætninger. F. Engels siger i skriftet Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske filosofis undergang, at det er den store grundtanke, »at verden ikke skal opfattes som et kompleks af færdige ting, men som et kompleks af processer, hvor de tilsyneladende stabile ting i ikke mindre grad end deres tankeafbildninger i vort hoved, begreberne, gennemløber en uafbrudt forandring af tilbliven og død, i hvilken en fremadskridende udvikling i sidste instans gør sig gældende trods al tilsyneladende tilfældighed og trods alle øjeblikkelige tilbageskridt…… Går man imidlertid ved undersøgelser altid ud fra dette synspunkt, så hører kravet om endelige løsninger og om evige sandheder op en gang for alle; man er altid klar over enhver indvunden erkendelses nødvendige begrænsning; man er klar over, at den er betinget af de omstændigheder, under hvilke den er vundet; men man lader sig heller ikke mere imponere af de modsætninger, der var uovervindelige for den gamle - endnu gængse - metafysik: sandt og usandt, godt og slet, identisk og forskelligt, nødvendigt og tilfældigt; man ved, at disse modsætninger kun har relativ gyldighed, at det, som nu erkendes at være sandt også har sin skjulte urigtige side, som træder frem senere, og at det, der nu erkendes at være urigtigt, har sin sande side, i kraft af hvilken det tidligere kunne gælde for sandt; man ved, at den påstående nødvendighed består af lutter tilfældigheder, og at det, der foregives at være tilfældigt, er den form, bag hvilken nødvendigheden skjuler sig«. De tilsyneladende tilfældigheder og modsætninger danner altså ifølge den dialektiske opfattelse et mønster, som gennem videnskabelig analyse lader sig afdække. Konkret betyder det, at en ting eller et fænomen aldrig kan forstås isoleret, men først træder, sandt frem, når det ses i hele sin sammenhæng. Her finder vi baggrunden for forskellen mellem borgerlig og marxistisk videnskab. Borgerlige videnskabsmænd og kommentatorer hæfter sig i reglen ved begivenheder, set isoleret eller set i en for snæver sammenhæng, mens marxisten bestræber sig på at se f.eks. et menneskes handlemåde i sammenhæng med hele dets materielle og sociale situation (klassetilhørsforhold). Borgerlig videnskab vægrer sig ifølge sagens natur også ved at erkende, at alle ting og fænomener hele tiden er på vej mod tilintetgørelse, men andre nye er på vej til dominans. Man vægrer sig ved at se i øjnene, at alle forhold i det borgerlige samfund blot er midlertidige, og at de vil ændre sig og gå til grunde. Denne indsigt strider fundamentalt mod den borgerlige ideologi, der fremstiller det borgerlige samfund som endemålet for en århundredlang kamp for fremskridt og demokrati. Borgerlig videnskab har også svært ved at erkende, at samfundets udvikling drives frem af klassernes uophørlige kamp om produktionsresultatet og om magten i samfundet som helhed. Den borgerlige ideologi lukker øjnene herfor og søger at tildække klassekampens realitet. En dialektisk-materialistisk analyse derimod er åben over for alle disse fænomener og er i stand til at forstå samfundsudviklingen som resultat af modsætningerne mellem mange faktorer af social, økonomisk, politisk og kulturel art, Dialektikken betragter sin genstand historisk i dens modsætningsfyldte udviklingsforløb. Den dialektiske materialisme forener således en filosofisk materialisme med den dialektiske betragtningsmåde.

Marx og Engels nåede via Hegel (dialektikken) og Feuerbach (materialismen) og via skarpt kritiske opgør med disse, frem til den dialektisk-materialistiske forståelse af historien. Historien ses her som en proces, hvor modsætningerne mellem de objektivt eksisterende materielle faktorer og kræfter (redskaber, samfundsorganisation, klasser o.s.v. driver processen frem efter erkendelige lovmæssigheder. Den tyske ideologi, som Marx 1845-46 skrev sammen med Engels, rummer den første udførlige fremstilling af den historiske materialismes metodiske grundprincipper. Mens Marx tidligere, f.eks. i Kritik af den hegelske retsfilosofi, endnu ikke er nået frem til nogen klar opfattelse af historiens væsen - men nok af dialektikkens og materialismens - så ser han i Den tyske ideologi, at historien intet andet er end den virksomhed, menneskene udfører, idet de forfølger deres mål. Sagt anderledes: den menneskelige historie har som sin forudsætning den menneskelige produktion og dennes organisering. Mennesket producerer gennem sit »stofskifte med naturen« sine materielle livsfornødenheder, men det producerer samtidig dermed og uafhængigt deraf sine tanker, forestillinger, vaner, kort: sin bevidsthed. Gennem sin produktion udvikler mennesket sine produktivkræfter (alle de kræfter og ressourcer der indgår i produktionen), men det skaber samtidig dermed, og uafhængigt deraf, de sociale relationer, indenfor hvilke produktionen foregår: produktionsforholdene. Spændingen og modsætningerne mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene betragter Marx som drivkraften i historien. Den fulde udvikling af teorien om, hvordan denne modsætning udvikler sig, finder dog ikke sted i Den tyske ideologi, hvor tanker og sprogbrug endnu er stærkt præget af tysk idealistisk filosofi og opgøret med den. Først efter at Marx har gennemført sine grundlæggende økonomiske studier, finder teorien sin endelige og klare udformning i forordet Til kritik af den politiske økonomi fra 1859, hvor Marx i 15 sætninger opstiller hvad han kalder »ledetråden« i sine studier. Som sådan bør den historiske materialisme også anvendes af os. Der er tale om en teori som grundlag og vejledning for analyser af samfundet og dets udvikling.

Karl Marx skriver fra London i1859: »Det almindelige resultat, som jeg kom til, og som, da det først var vundet, tjente som ledetråd i mine studier, kan kort formuleres således: I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringerne af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning. Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den. Lige så lidt som man bedømmer et menneske efter, hvad det mener om sig selv, lige så lidt kan man bedømme en sådan omvæltningsperiode udfra dens egen bevidsthed, men må tværtimod forklare denne bevidsthed udfra modsigelserne i det materielle liv, udfra den forhåndenværende konflikt mellem samfundets produktivkræfter og produktionsforhold. En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser højere til, vil man altid finde, at opgaver selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er tilstede eller i det mindste er i færd med at skabes. I store omrids kan man betegne den asiatiske, den antike, den feudale, og den moderne borgerlige produktionsmåde som progressive epoker i den økonomiske samfundsformation. De borgerlige produktionsforhold er den sidste antagonistiske form for den samfundsmæssige produktionsproces, antagonistisk ikke i betydning af individuel antagonisme, men af en antagonisme, der vokser frem af individernes sociale livsbetingelser; de produktivkræfter, som udvikler sig i det borgerlige samfunds skød, skaber imidlertid tillige de materielle betingelser for løsningen af denne antagonisme. Med denne samfundsformation ender derfor det menneskelige samfunds historie.«

Den historiske materialisme er altså en videnskabelig teori om den historiske udvikling. Den gør rede både for samfundets opbygning på et givet tidspunkt (en statisk betragtning), og for historiens udvikling, d.v.s. for samfundets udvikling igennem forskellige historiske faser (en dynamisk betragtning). Det dynamiske aspekt er langt det vigtigste i den historiske materialisme. Det er i virkeligheden også med i analysen af et givet samfund til et givet tidspunkt, idet dette kun kan forstås til bunds, når dets, når dets udviklingstendenser er erkendt. Men en analyse af et samfund på et givet tidspunkt er også en forudsætning for at forstå, hvordan dette samfund udvikler sig videre. Historien styres altså ikke af enkeltpersoners og store mænds handlinger. F.eks. har man ment, at USA’s udenrigspolitik, f.eks. i Vietnam, var blevet en anden, dersom Kennedy havde fået lov at fortsætte som USA’s præsident, men her ser man bort fra, at et lands udenrigspolitik er resultatet af mange faktorers samspil (økonomiske og handelsmæssige interesser, sikkerheds- og magtpolitiske forhold o.s.v.). På den anden side nægter den historiske materialisme ikke, at »store mænd« på grundlag af bestemte historiske betingelser og indenfor rammerne af disse er i stand til at øve afgørende indflydelse på historiens gang, det gælder f.eks. både en Lenin og en Churchill. Pointen er blot, at disse ikke øver deres indflydelse suverænt i et historisk tomrum, men under ganske bestemte historiske betingelser. Historien styres heller ikke af »skæbnen« eller af gud, hvilket egentlig blot er et borgerligt-ideologisk forsøg på at få arbejderklassen og andre afhængige lag til at afstå fra at beskæftige sig rationelt med deres sociale situation. Endelig styres historien ikke af tilfældigheder, eller rettere sagt de talløse »tilfældigheder«, der faktisk spiller ind, udgør for en videnskabelig betragtning et mønster. Samfundet udvikler sig efter bestemte lovmæssigheder, og Marx og Engels’ materialistiske historie teori har blotlagt disse lovmæssigheder, idet den er i stand til at angive, hvordan de enkelte foreteelser i samfundslivet påvirker hinanden og med hvilken vægt. Det siger sig selv, hvor vitalt det er for et revolutionært parti at tilegne sig denne teori og lære at anvende den rigtigt.

Grundforholdet i al menneskelig historie - og samfundets historie er menneskets historie - er produktionen af livsnødvendigheder. I denne produktion af livsfornødenheder indgår forskellige faktorer: 1: Naturen, som er forudsætning og råprodukt for enhver produktion. I sit arbejde forholder mennesket sig altid - direkte eller indirekte - til naturen, og forsøger at udnytte og kultivere den. 2: Den menneskelige arbejdskraft, som ikke blot forstås som muskler, men også som hjerne, erfaring, traditioner og vaner. 3: Redskaber, skabt af mennesker i livtag med naturen (redskaberne er altså et produkt af 1 og 2). 4: Endelig indgår i produktionen af livsfornødenheder endnu en faktor, nemlig den sociale organisation omkring produktionen, arbejdsdelingens organisation. Mennesket er nemlig fra begyndelsen et socialt væsen, der organiserer sin tilværelse kollektivt.  På denne baggrund kan vi nøjere definere de grundlæggende begreber, produktivkræfter, produktionsforhold og produktionsmidler: produktivkræfter er en betegnelse, der angiver de kræfter, der er involveret i menneskets aktive livtag med naturen, nemlig 2) og 3), d.v.s. alle arter af redskaber, samt den menneskelige arbejdskraft, taget i den mest omfattende betydning som betegnelse for menneskets fysiske kraft, dets intellektuelle evner, dets kendskab til og viden om naturen og om de redskaber og metoder, der kan anvendes, dels ved frembringelse og udvikling af redskaber, dels ved anvendelsen af disse i produktionsprocessen. Produktionsforholdene betegner producenternes organisering omkring produktionen. Produktionsforholdene omfatter derfor arbejdsdelingen og den måde, hvorpå produktionen organiseres. Denne organisering har sine juridiske og politiske sider (ejendoms- og magtforhold} som til dels hører hjemme i overbygningen. Produktionsforholdene betegner med andre ord 1: menneskenes indbyrdes forhold i produktionen (ejendoms- og magtforhold) og 2: deres forhold til produktionsmidlerne (arbejdsdelingen). Produktionsmidlerne betegner de midler, menneskene anvender i produktionen. d.v.s. 1 og 3: naturen og redskaberne.  Den samfundsmæssige produktion (betingelsen for liv og dermed for historie) bestemmes først og fremmest af produktivkræfternes udvikling. Produktivkræfterne er den grundlæggende og drivende kraft i samfundsudviklingen. Det er deres udviklingsniveau, der er afgørende for, om et samfund er mere eller mindre »højt« udviklet. Produktivkræfternes udviklingsniveau determinerer (bestemmer) produktionsforholdene. D.v.s. den sociale og politiske organisation i et samfund må rette sig efter produktivkræfternes udviklingsgrad: et slave- eller feudalsamfund vil ikke kunne fungere sammen med højt udviklede produktivkræfter (elektronik, atomkraft o.s.v.) Samtidig er det omvendte tilfældet: til f.eks. kapitalistiske produktionsforhold med privatejede produktionsmidler svarer en højt udviklet teknologi, mens f.eks. et uudviklet landbrugssamfund i en af oldtidens flodkulturer kræver en stramt centraliseret (konge)magt, der koordinerer slave- og fæsteproduktionen (f.eks. Egypten). Man kan med andre ord tale om en vekselvirkning - en dialektik - mellem produktivkræfter og produktionsforhold.

Kombinationen mellem produktivkræfter og produktionsforhold i en given periode, kalder Marx produktionsmåden. Man kan således tale om den feudale produktionsmåde og om den kapitalistiske produktionsmåde. Der er her tale om en begrebsmæssig abstraktion, idet en bestemt produktionsmåde aldrig i virkelighedens verden er at finde i ren tilstand. I virkeligheden finder man altid flere produktionsmåder, der fungerer side om side, selvom en bestemt produktionsmåde som regel er den dominerende. Denne konkrete virkelighed på et givet tidspunkt, kalder Marx samfundsformationen. Man taler derfor f.eks. om den danske samfundsformation i 70´erne o.s.v.. Den dominerende produktionsmåde, f.eks. den kapitalistiske, indgår således i samfundsformationen og determinerer denne. Den danske samfundsformation i 70’erne determineres altså ikke af den feudale, men af den kapitalistiske produktionsmåde. Hele samfundet gennemsyres og præges af den måde, produktionen foregår på. Afgørende for karakteristikken af en samfundsformation er derfor bestemmelsen af organiseringen af den dominerende produktion og af ejendomsretten til de vigtigste produktionsmidler.

Samfundsformationen rummer ud over en dominerende produktions måde hele det politiske, juridiske kulturelle og religiøse liv. Marx kalder en samfundsformations dominerende produktionsmåde basis (eller den økonomiske struktur). Samfundsformationens åndelige liv betegnes i sammenhæng hermed som overbygning (eller superstruktur) Ligesom samfundsformationen som sådan determineres af den dominerende produktionsmåde, er det også tilfældet med overbygningen. Overbygningen er betinget af basis og kan kun fungere inden for de rammer, som den sætter. Dette gælder generelt. Konkret forholder det sig sådan, at der f.eks. i en kapitalistisk samfundsformation udmærket kan eksistere betydelige overbygningsrester fra den feudale periode, ligesom der eksisterer sociale feudale rester (kongehus, adel, kirke o.s.v.). Det åndelige liv er særdeles trægt, og der er også et betydeligt spillerum i forholdet mellem basis og overbygning. Overbygningens relative autonomi træder måske klarest frem i krise- og overgangsperioder, hvor revolutionære tanker kan vinde betydelig udbredelse. Dette bør ikke undre, eftersom der i basis (den kapitalistiske produktionsmåde) indgår modsatte kræfter. Arbejderklassen og klassekampen er en del af denne basis, hvorfor modsætningerne her naturligvis afspejler sig i overbygningen. Hvori består, mere konkret, basis’ determination af overbygningen? Hvad er det nærmere indhold af Marx’ berømte sætning fra Den tyske ideologi: »I enhver epoke er den herskende klasses tanker de herskende tanker« ? Dermed menes, 1: at ligesom kapitalistklassen har herredømmet over produktionen - trods modstand fra arbejderklassen, sådan har kapitalistklassen også herredømmet over det politiske, retslige og kulturelle liv. Det har den, dels fordi den behersker ejendomsret og brugsret til de »åndelige produktionsmidler« (forlag, blade, aviser, bånd, plader o.s.v.). 2: Men kapitalistklassen har det også og ikke mindst gennem de grænser og rammer, som den kapitalistiske produktionsmåde sætter for det politiske og åndelige liv i samfundsformationen: staten må i en kapitalistisk samfundsformation primært fungere til gavn og støtte for den kapitalistiske produktionsmåde; undervisningen, der organiseres af staten, må nødvendigvis indrettes med henblik på at tilpasse mennesker til deres opgaver i denne produktionsmåde. På samme måde fungerer retsvæsen og religion. 3: Dertil kommer, måske som det mest centrale, at fremmedgørelsen i produktionsprocessen, og den dermed sammenhængende fremmedgørelse og tingsliggørelse i det mellemmenneskelige liv, som præges af vare-byttet, danner grundlag for, at en forvrænget bevidsthed bliver et nemt bytte for den herskende borgerlige ideologi. På denne måde determinerer basis (produktionsmåden) overbygningen. Overbygningens - borgerlige - indhold lever imidlertid til en vis grad en selvstændig tilværelse- besidder en art autonomi - som virker tilbage på og støtter den dominerende produktionsmåde. Den borgerlige ideologi - for det er der er tale om- bidrager til, at arbejderklassen finder sig tilrette med de vilkår, som den kapitalistiske produktionsmåde sætter. Den »forklarer« arbejderne, at den - i virkeligheden historisk skabte og forgængelige kapitalistiske samfundsformation er den » naturlige«, og i dag eneste mulige, højdepunktet af den hidtidige udvikling hen imod demokrati og humanisme. Overbygningen legitimerer således basis. Den juridiske norm om privatejendommens ukrænkelighed f.eks., både determineres af og legitimerer den kapitalistiske produktionsmåde. Der er altså også en dialektik mellem basis og overbygning. Hvori består da, mere præcist, overbygningens frihed i forhold til basis? For det første er det åndelige liv som nævnt præget af en vis træghed, som bevirker, at tankegods fra svundne samfundsformationer længe kan holde sig, og præge dele af livet i overbygningen. For det andet skyldes det borgerligt ideologisk herredømme- det borger1ige hegemoni - ikke en mekanisk determination fra den kapitalistiske produktionsmåde, men hviler til dels på et bevidst forsøg, fra de herskende, på at tildække de reelle forhold i samfundet ( indoktrinering og manipulation ). D.v.s., den borgerlige ideologi kan afsløres, i det omfang den udtrykker »falsk bevidsthed« om de virkelige forhold i samfundet. Denne afsløring kan ske ved hjælp af en videnskabelig analyse på materialistisk grundlag. En sådan analyse er pr. definition revolutionær eller frigørende, idet dens resultater er frigørende: den borgerlige ideologis påstande, vi har alle lige meget at skulle have sagt, der er ingen klasseforskelle o.s.v. , afsløres som løgnagtige - som falsk bevidsthed - idet virkeligheden erkendes som den, at vi ikke har demokrati, at der faktisk er klasser og klasseforskelle o.s.v. Bærerne af de kapitalistiske produktionsforhold, kapitalistklassen og dens ideologer, har altså behov for at tildække virkeligheden, mens arbejderklassen og de videnskabelige analytikere og teoretikere, som stiller sig på dens side, er i stand til at erkende den 

Vi kan forsøge at eksemplificere den materialistiske historieopfattelse ved at skitsere, hvordan overgangen historisk foregik fra det feudale til det kapitalistiske samfund. Det feudale samfund var primært et landbrugssamfund, hvor de vigtigste produktivkræfter var jorden og landbrugsredskaberne. Produktionen var organiseret i et fæstesystem, idet store godsejere mere eller mindre direkte ejede jorden. Hele produktions- og samfundslivet var statisk - en fasttømret pyramide med faste relationer fra fæstebonden op til kejser og pave. Godsejerne tilegnede sig gennem fæstesystemet en del af bøndernes produktion, og dette overskud blev bl.a. brugt til køb af forbrugs og luksusvarer, både importerede og lokalfremstillede. Det er på denne baggrund, at byerne - som en enklave i feudalsamfundet, men med solid rod i det - voksede frem med deres håndværk og handel. Omkring år 1500 førte den oversøiske handel til opdagelsen af Asien og Amerika. Og kapitalakkumulationen i byerne fik et kraftigt tilskud gennem udbytningen af disse områder.  Den industrielle revolution tager så småt sin begyndelse allerede i feudalsamfundet med de såkaldte manufakturer (store håndværkerværksteder med begyndende arbejdsdeling). Efterhånden som teknikken herved udvikles og arbejdsdelingen fremmes, kommer den nye produktionsmåde i konflikt med de feudale produktionsforhold, der sætter snævre grænser for handel og økonomisk ekspansion. Den nye bourgeoisklasse i byerne bringes derved i stigende modsætning til det herskende aristokrati, hvilket kulminerer med de borgerlige revolutioner (den franske i 1789 og en række europæiske i 1848). Forudsætningen er, at de industrielle produktivkræfter kræver andre produktionsforhold, der tillader et frit økonomisk liv. Denne økonomiske revolution sætter sig således igennem i den samfundsmæssige organisation, I det politiske liv ændres statens rolle fra at være en stiv, centraliseret maskine (enevældsstaten) til at blive en smidig garant for privat ejendomsret og økonomisk initiativ. Den franske og amerikanske revolutions proklamation af menneskerettighederne indebærer først og sidst bourgeoisklassens frihed til at handle økonomisk frit. Der indføres frihed for alle mulige statslige skranker (told, laug, privilegier, arbejderbeskyttelse). I overbygningen ledsages hele perioden af borgerlige revolutioner, af et vældigt opsving i borgerlig oplysningslitteratur og filosofi, som i en uafbrudt offensiv retter skytset mod alle former for overleverede traditioner, værdier og normer. Denne vældige frigørelseskampagne kan kun forstås rigtigt, når den ses i sammenhæng med den samtidige økonomiske »frigørelsesbevægelse«. På dette tidspunkt er borgerskabet progressivt og i pagt med de nyeste produktivkræfter. I dag derimod har produktivkræfterne som bekendt overhalet den kapitalistiske produktionsmåde, og borgerskabet fremstår derfor som reaktionært i en defensiv position over for den revolutionære arbejderklasse.

Denne introduktion giver en nødtørftig og meget koncentreret indførelse i de grundlæggende begreber, uden hvilke det er umuligt at trænge bag om det borgerlige samfunds facade. Disse begreber siger noget om den kapitalistiske produktionsmåde til forskel fra alle andre produktionsmåder i historien. Introduktionen og begreberne udtrykker kapitalismens almene bestemmelser og skildrer nogle generelle mekanismer i den kapitalistiske økonomi, og når ud over dé helt almene bestemmelser ved kapitalismen og tager hensyn til, at der findes mange, adskildte kapitaler (forskellige sektorer, ejere o.s.v., og at der er en indbyrdes konkurrence kapitalisterne imellem, en udligning af profitraten m.m.. Monopolkapitalismen og imperialismen skildres og er to nøje sammenhængende udviklingsfaser i kapitalismen. Disse udviklingsfaser ophæver eller reviderer ikke de grundlæggende begreber eller mekanismer. Både konkurrencekapitalismen og monopolkapitalismen, - er kapitalisme. De grundlæggende begreber og mekanismer er de samme, men tendenserne i dem, deres indvirken på hinanden og deres konkrete fremtrædelsesform er en anden. Det var revisionisterne Bernstein og Kautsky’ store teoretiske fejl at forveksle disse nye fremtrædelsesformer af de samme love, med helt nye love. Man vil se, at de fem vigtigste kendetegn ved imperialismen som Lenin nævner, ikke forandrer de grundlæggende love, men viser, at andre tendenser gør sig gældende (og dermed måske udbygger lovene).

Den politiske økonomi er en meget væsentlig del af den marxistiske teori. Det er den i høj grad, fordi den egentlig ikke kun er en økonomi (en bedre økonomi end den borgerlige), men fordi den er læren om samfundets totale produktion og reproduktion både materielt og åndeligt, samtidig ned, at den er læren om de modsatte tendenser, der findes heri, som ikke i længden kan eksistere sammen. Undertitlen på. Marx’ økonomiske hovedværk, «Kapitalen«, er »Kritik af den politiske økonomi«. Dette værk handler også i høj grad om politik og ideologi, idet det viser, hvorledes selve den materielle produktion også producerer bestemte bevidsthedsformer. Det er dog afgørende at forstå, at bevidstheden ikke direkte og uformidlet springer ud af økonomien. Samtidig med, at man fastholder den politiske økonomis grundlæggende betydning i marxismen, må man derfor også advare imod økonomisme. Efter Marx´ død udviklede der sig hurtigt en økonomisme tænkning, som Engels kritiserede: ,«...Efter materialistisk historie opfattelse er det i sidste instans bestemmende moment i historien produktionen og reproduktionen af de virkelige livsbetingelser. Mere har hverken Marx eller jeg nogen sinde hævdet. Hvis nu nogen fordrejer dette til, at det økonomisk moment er det eneste bestemmende så forvandler han denne sætning til en intetsigende, abstrakt og absurd frase. Den økonomiske stilling er basis, men overbygningens forskellige momenter - klassekampens politiske former og dens resultater - forfatninger, der i formodes af den sejrende klasse efter at slaget var vundet, o.s.v. - retsformer, for ikke at tale om genspejlingen af alle disse virkelige kampe i deltagernes hjerne, politiske, juridiske, filosofiske teorier, religiøse anskuelser og deres videre udvikling til et dogmesystem, udøver også indflydelse på de historiske kampes forløb og bestemmer i mange tilfælde i overvejende grad deres form. Der består en vekselvirkning mellem alle disse momenter, i hvilken den økonomiske bevægelse til sidst vinder overhånd som det nødvendige element midt i hele den uendelige mængde af tilfældigheder (d.v.s. ting og begivenheder, hvis indre sammenhæng er så løs eller vanskelig at påvise, at vi kan betragte den som ikke eksisterende og se bort fra den). Ellers ville det være nemmere at anvende teorien på en hvilken som helst historiske periode end at løse en simpel førstegradsligning.«

Arbejdet i et kapitalistisk samfund er bl.a. kendetegnet ved at være produktion af varer. I de ikke-vareproducerende samfund, der fandtes før kapitalismen og som vil genopstå under kommunismen, producerede man kun brugsværdier, d.v.s. produkter der har det formål at tilfredsstille kendte menneskelige behov. En vare må imidlertid altid sælges på et marked; den er produkt for andre og produceres altså ikke kun med det formål at tilfredsstille kendte behov. En vare må byttes på et marked; den har også har bytteværdi. Selvom en vare altså både har brugsværdi og bytteværdi, har den samme vare aldrig både brugsværdi og bytteværdi for den samme person. Når en vare sælges på et marked, har den bytteværdi for den, der sælger den og brugsværdi for den, der køber den. Varens spaltning i brugsværdi og bytteværdi modsvares altså af en spaltning i samfundets medlemmer mellem dem, der ejer en vare (og kan bytte den væk(evt. sælge den)) og dem, der har behov for varen (og muligvis kan bytte sig til den(evt. kan købe den)).

Det arbejde, der producerer varer, spaltes ligesom de varer, det producerer. I det ikke-vareproducerende samfund var alt arbejde konkret arbejde: det var arbejde med et bestemt råmateriale med det formål at forarbejde det, så det kunne tilfredsstille bestemte behov som arbejderen kendte - det var produktionen af brugsværdier. I det vareproducerende samfund er arbejdet stadig - på en måde vi skal vende tilbage til - konkret arbejde. Men samtidig bliver det også abstrakt arbejde, d.v.s. arbejde for at fremstille bytteværdier, varer, der skal sælges på et marked og tilfredsstille andres ukendte behov. Man kan sammenfatte disse begreber, der illustrerer arbejdsprocessens karakter i et kapitalistisk samfund således, at arbejdet både er konkret og abstrakt - står i forhold til varen, der har brugs- og bytteværdi. Den enkelte arbejdets arbejde er altså både konkret og abstrakt, det er både produktion af brugsværdi og bytteværdi. Denne spaltning er den egentlige årsag tit det fremmedgjorte arbejde under kapitalismen.  Det konkrete arbejde bestemmer en vares brugsværdi (f.eks. om det er sko eller kanoner) mens det abstrakte arbejde bestemmer hvor stor en værdi det kan byttes imod (f.eks. om 1000 par sko svaret til 1 eller 2 kanoner).

Når man producerer varer, arbejder man altså aldrig på at producere brugsværdier for en selv; varerne er altid brugsværdier for andre end dem, der fremstiller dem. Varerne byttes på et marked. Deres værdi bestemmes her af det abstrakte arbejde, der er nedlagt i dem. Den mængde abstrakt arbejde, der i gennemsnit er nødvendigt for at fremstille en vare er i hovedsagen bestemt af produktivkræfternes udvikling i det pågældende samfund. Hvis der i gennemsnit bruges 1 time til at fremstille både i par sko og i kanonkugle, har 1 par sko og 1 kanonkugle samme værdi. Gennem begrebet om abstrakt arbejde kan man altså sammenligne arbejdet med helt forskellige konkrete genstande. Denne sammenligning sker i realiteten altid, når der byttes på markedet.  Den pris man får for en vare, bestemmes imidlertid ikke kun af værdien. Hvis man har meget brug for en vare, er man villig til at betale en pris, der er højere end værdien - mens en vare, der er ringe behov for, kun kan sælges til en pris, der ligger under dens værdi. En vares markedspris svinger altså omkring dens værdi bl.a. afhængig af udbud og efterspørgsel. Værdien fremtræder (viser sig) i prisen.

I løbet af historien er man af praktiske grunde gået over til at udtrykke alle andre varers værdi i en bestemt vare, der er almindelig og velkendt. Kreaturer og slaver har været anvendt som et sådant sammenligningsgrundlag. Efterhånden som handelen tiltog og større markeder dannedes, gik man over til at benytte guld som sammenligningsgrundlag for alle andre varer: det var ensartet, kunne deles i alle forhold og havde en ret stor værdi i forhold til sin vægt og omfang. Penge, i vor betydning af ordet, opstod, da man begyndte at påstemple guldet med dets værdi og give garantier for denne. Men pengenes funktion har altså eksisteret langt tidligere. Oprindeligt var pengene altså blot den vare alle andre varers værdi blev sammenlignet med. Pengene var almen ækvivalent og fungerede kun som cirkulationsmiddel i varebyttet. Men i pengene havde værdierne samtidig fundet en form, der var almindeligt accepteret, og hvori de kunne opbevares og gemmes.

Alle vareproducerende samfund er kendetegnet ved en stor arbejdsdeling: forskellige individer fremstiller forskellige produkter. Et kapitalistisk samfund er yderligere kendetegnet ved den private ejendomsret til produktionsmidlerne: samfundet er delt i to store klasser, hvoraf den ene, kapitalistklassen, ejer produktionsmidlerne, mens den anden klasse herigennem er berøvet mulighederne for at arbejde og tilfredsstille sine behov, idet den jo ikke kan benytte sin arbejdskraft uden råstoffer, maskiner o.s.v. Denne klasse, arbejderklassen, er tvunget til at sælge sin arbejdskraft til kapitalisterne. I et klassesamfund med privat ejendomsret til produktionsmidlerne kan arbejdsprocessen, der skaber al samfundsmæssig værdi, kun komme i stand på denne måde. Kapital - lønarbejderforholdet og klassedelingen hører derfor uadskilleligt sammen med et samfund med privat ejendomsret til produktionsmidlerne.  Når arbejderen er tvunget til at sælge sin arbejdskraft, bliver denne en vare som alle andre varer i det kapitalistiske samfund. Varen arbejdskrafts værdi bestemmes - som værdien af alle andre varer - af dens produktionsomkostninger, d. v. s. arbejderens reproduktionsomkostninger. Arbejdskraftens pris, d.v.s. arbejderens løn, svinger omkring denne værdi bl.a. afhængig af udbud og efterspørgsel, men også af arbejdernes organisation og lønkampe.

Når arbejderen sælger sin arbejdskraft, køber kapitalisten retten til at bruge den - ligesom man altid køber brugsretten over en vare. Arbejderen sælger ikke det arbejde han præsterer til den værdi det har, men han sælger selve sin arbejdskraft, sin arbejdsformåen. Imidlertid er arbejdskraftens værdi (der var lig arbejderens reproduktionsomkostninger, hans løn) ikke den samme, som den værdi, arbejdskraften skaber (denne værdi viser sig i prisen på den vare, arbejderen fremstiller), kun en vis del af arbejdsdagen er nødvendig for skabelsen af arbejdskraftens værdi. Denne del af arbejdsdagen kaldes den nødvendige arbejdstid. Det værdiskabende arbejde, der foregår ud over denne tid er i realiteten gratisarbejde for kapitalisten. Vi ser således at arbejderen bliver udbyttet af kapitalisten. Den del af arbejdsdagen, som arbejderen arbejder mere end det er nødvendigt for skabelsen af en værdi, svarende til arbejdskraftens værdi, kaldes merarbejdet. Det produkt, der skabes ved merarbejdet, kaldes merproduktet, og værdien af dette kaldes merværdien.

Kapital er en værdi, der forøges med en merværdi. - Alle samfundsmæssige værdier er ophobet menneskeligt arbejde, og kapitalen er derfor heller ikke andet end dødt, ophobet menneskeligt arbejde, som en kapitalist gennem merværdien har tilegnet sig fra arbejderklassen.Den proces hvorigennem merværdien skabes og kapitalen formerer sig selv, kan beskrives på følgende måde: Kapitalen starter principielt i pengeform, den gives så efterhånden ud, dels til råstoffer, afskrivninger på bygninger og maskiner m.m., dels til at købe arbejdskraft for. Arbejdskraften sættes så til at bearbejde de materielle produktionsmidler, og ud af dette kommer der salgbare varer. Disse varers værdi består af 3 dele: 1: værdien af de råmaterialer og maskiner, der forbruges ved produktionsprocessen, hvor denne kapitaldel ikke undergår nogen forandring i størrelse, hvorfor denne del af varens værdi kaldes konstant kapital. Man bruger ofte bogstavet c til at betegne den konstante kapital. 2: den del af varens værdi, som erstatter værdien af den arbejdskraft, der er forbrugt ved varens fremstilling. Denne del af værdien undergår en forandring i størrelse fordi arbejdskraften både producerer en værdi, der modsvarer arbejdskraftens værdi og en værdi ud over denne, merværdien, der kan være større eller mindre, alt efter omstændighederne. Derfor kaldes værdien af den arbejdskraft, der forbruges ved varens fremstilling, for variabel kapital, og betegnes med bogstavet v. 3: Den sidste del er selve merværdien, som betegnes med bogstavet m. En vares værdi kan således skrives med følgende formel: c + v + m = varens samlede værdi. Merværdien findes således altid i vareform. Kapitalisten må imidlertid have den omsat til pengeform for at kunne bruge den enten til geninvestering (i nye råstoffer, maskiner og arbejdskraft) eller til eget forbrug. Kapitalisten må altså sælge sine varer for at få merværdien flyttet fra vareform til pengeform. Dette salg, der udspringer af varens dobbeltkarakter som både brugsværdi (for en køber) og bytteværdi (for sælgeren), indeholder den første mulighed for kriser i den kapitalistiske økonomi.

Merværdiraten udtrykker forholdet mellem merværdien og den variable kapital: m: v = m¹ = merværdiraten. Dette forhold er det samme som forholdet mellem den nødvendige arbejdstid, den tid arbejderen betales for i sin løn, og merarbejdstiden, den tid arbejderen arbejder gratis og producerer merværdi til kapitalisten. Merværdiraten er altså et eksakt udtryk for arbejdernes udbytningsgrad. Merværdiratens størrelse eller arbejdernes udbytningsgrad bestemmes direkte af tre faktorer: 1) arbejdsdagens længde, 2) reallønnens størrelse og 3) arbejdets produktivitet. Alle disse tre faktorer påvirkes imidlertid igen af styrkeforholdet mellem klasserne. Hvis arbejderklassens faglige og politiske organisationer er stærkt udviklede, vil de kunne gennemtvinge arbejdstidsforkortelser, reallønsstigninger m.m., der vil formindske udbytningsgraden. Omvendt kan kapitalistklassen, hvis den står stærkest i den faglige kamp, gennemtvinge arbejdstidsforlængelser, reallønssænkninger m.m., og derved forøge udbytningsgraden. Når merværdien øges ved udvidelse af arbejdsdagens længde, taler man om produktion af absolut merværdi, mens man, når merværdien øges ved nedskæring af den nødvendige arbejdstid gennem en højnelse af arbejdets produktivitet, taler om produktion af relativ merværdi.

Kapitalens organiske sammensætning er et mål på forholdet mellem den konstante og den totale kapital: c : c + v = q = kapitalens organiske sammensætning. På hverdagssprog er kapitalens organiske sammensætning et mål for den udstrækning, i hvilken arbejdskraften er udrustet med materialer, værktøj og maskiner i den produktive proces. De faktorer, der bestemmer kapitalens organiske sammensætning er reallønnens størrelse, arbejdets produktivitet, det tekniske niveau (som hænger nøje sammen med arbejdets produktivitet) og den foregående grad af kapitalakkumulation. Et eksempel skulle klargøre dette: En voksende kapitalakkumulation (en stadigt voksende mængde kapital) medfører en stigende efterspørgsel på arbejdskraft. Efterspørgsel på arbejdskraft får reallønnen til at stige, hvorved profitten mindskes. For at forhindre dette indfører kapitalisten arbejdsbesparende maskiner, d.v.s. han forøger den konstante kapitals andel i den totale kapital. Nu behøver kapitalisten mindre arbejdskraft til fremstilling af samme mængde varer som før. Arbejdets produktivitet er øget, idet den enkelte arbejder på samme tid producerer flere varer end før. Den variable kapitals andel i den totale kapital er altså faldet. Den konstante kapital c vokser i forhold til den variable kapital v, hvorved der sker en vækst af kapitalens organiske sammensætning.

Som det blev skildret i afsnittene om Merværdi og Kapital, er kun det arbejdet, der skaber samfundsmæssig værdi, og denne værdi er bestemt af den mængde abstrakt arbejde, der under de givne produktionsforhold nedlægges i en vare. Det er skildret hvorledes arbejdets produktivitet øgedes gennem anvendelse af større dele konstant kapital (råmaterialer og maskiner). Da værdien bestemmes af den gennemsnitlige produktivitet, er det nødvendigt for kapitalen at investere større og større dele i konstant kapital, så kapitalens organiske sammensætning vokser. Kapitalen må investere en større og større del i konstantkapital, der ikke skaber værdi - mens en mindre del anvendes på den variable kapital, den værdiskabende arbejdskraft.Det afgørende for kapitalen er derfor ikke merværdiraten: forholdet mellem merværdien og den variable kapital, men forholdet mellem merværdien og den samlede (variable og konstante) kapital. Dette forhold hedder profitraten: m : c + v = p¹ = profitraten. Ved forskellige beregninger kan profitraten udtrykkes således: p¹= m¹ (1 (et) ÷ q). Det fremgår heraf, at profitraten bestemmes af merværdiraten og kapitalens organiske sammensætning. Se også afsnittet om akkumulation og falden profitrate.

Det er tidligere vist, hvorledes merværdien opstår ud af kapitalen, og skal her vise hvordan kapitalen opstår ud af merværdien. Kapitalisten lader den del af merværdien, som han ikke anvender til eget forbrug, indgå i sin øvrige kapital. Med dette større kapitaludlæg er kapitalisten i stand til at tilegne sig endnu større mængde merværdi, som han atter lader indgå i sin øvrige kapital osv. Denne proces kaldes kapitalens akkumulationsproces. Den er hovedsagelig forårsaget af to faktorer: a) at den kapitalistiske produktions egentlige formål ikke er produktion af brugsværdier for at tilfredsstille kendte behov, men den evige værdiforøgelse, produktionen af bytteværdier for et marked. b) af den indbyrdes konkurrence mellem de enkelte kapitalister. Den kapitalist, der anvender de mest moderne og effektive produktionsmidler, opnår den største mængde merværdi. Dette kræver imidlertid større kapitaludlæg, hvorved kapitalens organiske sammensætning stiger og kapitalen akkumuleres. Den enkelte kapitalist kan ikke undlade at indføre disse nye produktionsmetoder. De påtvinges ham af den indbyrdes konkurrence mellem kapitalisterne. Han må bestandig forøge sin kapital, for ikke at risikere at blive udkonkurreret af andre kapitalister, og dermed miste hele sin kapital. Kapitalistens »vilje« ligger på dette punkt i hans kapital. Kapitalens akkumulationproces er således drivkraften i det kapitalistiske samfunds udvikling, i den bestandige udvikling af produktivkræfterne.

Det øjeblikkelige ombytningsforhold mellem varer, varens pris, bestemmes af den indbyrdes konkurrence mellem producenterne, samt af forholdet mellem producenter og konsumenter (bl.a. udbud og efterspørgsel). Hvis en vares øjeblikkelige ombytningsforhold ligger over den pris, der svarer til varens reelle arbejdsindhold, d.v.s. varens værdi, vil produktionen af denne vare kunne betale sig bedre end produktionen af andre varer. Fra andre produktionsgrene vil der derfor strømme kapital til denne og begynde en produktion af varen, hvorved udbuddet af varen bliver større og varens pris falder på grund af konkurrencen til under-varens værdi. På dette tidspunkt strømmer der så kapital ud af produktionsgrenen (færre nyinvesteringer, virksomheder nedlægges m.m.), hvorfor udbuddet af varen mindskes konkurrencen bliver mindre hård. Prisen stiger så atter op over varens værdi, og kapital strømmer igen til produktionsgrenen, udbuddet af varer vokser .. . .o.s.v. Denne mekanisme som kendetegner den frie konkurrences kapitalisme, medfører en tendens til ensartede profitrater i og mellem de enkelte produktionsgrene i samfundet. Vedrørende kapitalens organiske sammensætning kan det siges, at indenfor en bestemt industrigren er der en tendens til ensartet organisk sammensætning mellem forskellige virksomheder. Men mellem forskellige industrigrene, som producerer fuldstændig forskellige varer med meget varierende metoder, teknik, findes der ikke en sådan tendens.

Kapitalismens udvikling, kapitalakkumulationen, er ujævn og rykvis. Når nye markeder åbnes, eller der opstår nye områder for kapitalinvesteringer som følge af nyudviklede samfundsmæssige behov, kan akkumulationstakten pludselig øges. Dette medfører ligeledes en kraftig vækst i efterspørgslen på arbejdskraft. Den industrielle reservearme, hæren af arbejdsløse, tømmes, og der optræder en heraf følgende stigning i prisen på arbejdskraft. Merværdiraten og dermed profitraten falder. Kapitalisterne får ikke længere den sædvanlige profit. Det er ikke længere tiltrækkende at investere for dem. Derfor bremses akkumulationen og arbejdslønningerne mindskes efterhånden som reservearmeen atter fyldes. På dette tidspunkt er man klar til at begynde på en ny periode med forøget kapitalakkumulation, da arbejdslønningerne er faldet, og kapitalisterne atter kan hente, en større del af den af arbejdet skabte værdi. Perioden med den voksende kapitalakkumulation plejer at blive kaldt højkonjunktur, den anden lavkonjunktur, og det er stadige vekslinger mellem disse, som karakteriserer den kapitalistiske udvikling.

Kapitalakkumulationen medfører, som vi så ovenfor, en stigning af arbejdernes reallønninger, en stigning, der sænker kapitalisternes profitrate. Kapitalisterne forsøger at modvirke dette ved at indføre arbejdsbesparende maskiner, d.v.s. produktionsprocessen mekaniseres i stadig voksende udstrækning. Mængden af konstant kapital vokser i forhold til den variable kapital, hvorved kapitalens organiske sammensætning stiger. Vi har tidligere set at profitraten kunne udtrykkes: p¹ = m¹ (1 (et) q), hvor m¹ = merværdiraten og q = kapitalens organiske sammensætning.  Hvis merværdiraten, m¹, er konstant og kapitalens organiske sammensætning, q, vokser, bliver størrelsen m¹ (l (et) + q) mindre, d.v.s. profitraten, p, mindskes. Altså vil profitraten have en faldende tendens under den kapitalistiske udvikling, fordi den stadige kapitalakkumulation medfører en stigning i arbejdernes reallønninger, hvilket driver kapitalisterne til i stadig større udstrækning at mekanisere produktionsprocessen, hvorved kapitalens organiske sammensætning uundgåeligt vokser. Denne lovmæssighed om profitratens fald har kun karakter af at være en tendens, fordi der findes en del faktorer der modvirker loven. Kapitalisterne kan ved at forøge merværdiraten udligne denne tendens, f.eks. ved indførelse af produktivitetsfremmende lønsystemer og lignende, d.v.s. ved at presse en større mængde merarbejde ud af arbejderne. Hvorvidt dette lykkes, er igen bestemt af ting som styrkeforholdet mellem klasserne, arbejderklassens kampvilje, organisering, med mere.

Vi har tidligere nævnt de kriser, der udsprang af profitratens faldende tendens, samt de krisemuligheder, der har sin årsag i kapitalismens ujævne udvikling, i konjunktursvingningerne. Vi skal her beskæftige os med overproduktions eller realisations kriser; kriser der forårsages af, at kapitalen skal omsættes fra vareform til pengeform og dermed sælges. Muligheden for disse kriser kan føres tilbage til de to forhold, som vi tidligere har beskrevet. 1) adskillelse af køb og salg både i tid og rum. 2) varens spaltning i varen selv og dens pengeform. Om disse krisemuligheder, der altså ligger latent i kapitalismen, udløser en krise eller ikke, afhænger af en mængde konkrete omstændigheder, der kun kan berøres overfladisk i det følgende. Man skelner imellem to arter af overproduktionskriser. Den første art skyldes disproportionalitet (et skævt forhold) mellem de enkelte industrigrene. En sådan krise opstår f.eks. ved at kapitalisterne i en industri, lad os sige stålindustrien, har overvurderet efterspørgslen på stål og har produceret mere end markedet kan aftage til priser, der svarer til stålets værdi. De tvinges derfor til at indskrænke deres produktion. Derved bliver de årsag til, at efterspørgslen på arbejdskraft, jern, kul, transportmidler m.m. bliver mindre. Dette betyder at krisen breder sig til andre produktionsgrene, idet formindskelsen af efterspørgslen medfører, at kapitalisterne der producerer forbrugsgoder, jern, kul, transportmidler m.m. tvinges til at indskrænke deres produktion, hvorved krisen kan spredes til at omfatte størstedelen af den samfundsmæssige produktion. Hvorvidt krisen får en så stor spredning, er dog betinget af, at den først ramte produktionsgren, her stålindustrien, udgør en betydende sektor i samfundets økonomi. En sådan krise skyldes, at en uforholdsmæssig stor del af samfundets totale kapital anvendes i stålindustrien, d.v.s. der hersker disproportionalitet mellem den anvendte kapital i stålindustrien og den kapital der anvendes i de andre produktionsgrene. Sådanne kriser har selvfølgelig sin oprindelse/årsag i den kapitalistiske produktions planløse, anarkistiske karakter. Den anden art skyldes, at kapitalismen har en iboende tendens til at forøge produktionen af forbrugsgoder hurtigere end den kan forøge efterspørgslen. Denne tendens kan vise sig på to måder: 1. Den voksende kapacitet kan udnyttes fuldt ud, og vanskelighederne dukker først op, når en tiltagende mængde forbrugsvarer begynder at komme ud på markedet. Når udbuddet så på et vist tidspunkt overstiger efterspørgslen, falder forbrugsvarernes pris til under deres værdi, hvorved profitraten falder. Det betyder, som det tidligere er vist, at investeringer i ny produktion og selve produktionen af forbrugsvarer og produktionsmidler begrænses, d.v.s. tendensen til underforbrug foråsager en krise. Såfremt det i forhold til produktionen utilstrækkelige forbrug ikke skyldes manglende købekraft (hvilket er sjældent) kan underforbruget modvirkes gennem reklamemæssig oplokning af falske/kunstige behov. Utilstrækkelig efterspørgsel søges også modvirket gennem afbetalingssalg o.l. 2. Såfremt kapitalisterne på et tidligt tidspunkt forstår, at man nærmer sig en periode imod vanskelige afsætningsbetingelser for forbrugsvarer, vil de standse eller formindske produktionen af produktionsmidler til de sektorer af økonomien, der producerer forbrugsvarerne. Tendensen til overproduktion viser sig da ikke i første omgang som en direkte krise, men som en stagnation i produktionen.

Når der hidtil er blevet talt om kriser, er det blevet påpeget, at der var tale om tendenser til underforbrug, om en tendens hos profitraten til at falde, Endvidere er det hver gang blevet understreget, at der fandtes en række faktorer, som kunne modvirke disse tendenser. Dette skal ikke forstås således, at der ingen kriser finder sted, efterhånden som kapitalisterne gennem deres statsapparat og på anden måde bliver i stand til at finde modtræk over for dem. Kriserne er et udtryk for kapitalismens indre modsætninger. I forbindelse med tendensen til underforbrug optræder f.eks. det kapitalistiske samfunds fundamentale modsætning, den modsætning hvorfra alle andre modsætninger i sidste ende stammer. Nemlig modsætningen mellem målet for produktionen, når man betragter denne som en teknisk proces til fremstilling af brugsværdier, og målet for kapitalismen, som er værdiforøgelse, når man betragter denne som et historisk system. Årsagen til at varerne ikke kan afsættes er ikke altid at behovet for dem er dækket, men derimod at køberne ikke besidder tilstrækkelig købekraft. Produktionen indskrænkes således på trods af, at der er behov for dem, fordi varerne ikke kan sælges til profitable priser, d.v.s. kapitalisten kan ikke forøge sin kapital. Da de økonomiske kriser i virkeligheden er forårsaget af kapitalismens indre modsætninger, kan de først afskaffes ved, at man afskaffer de kapitalistiske produktionsforhold og indfører socialismen, for dermed at tilpasse produktionsforholdene til produktivkræfternes stadig mere samfundsmæssige karakter. Privatejendommen der i kapitalismens start var en historisk nødvendighed for at presse akkumulationen og produktionen i vejret, medførte en hidtil uset eksplosiv udvikling af produktivkræfterne. De enkelte virksomheder bliver større og større. Virksomhederne bliver stadig mere afhængige af hinanden, idet dele af industrien fungerer som underleverandører til andre dele. Men denne udvikling medfører således også at produktivkræfterne og dermed produktionen bliver mere og mere samfundsmæssig i sin karakter, hvilket betyder at de kapitalistiske produktionsforhold, med den private tilegnelse sig de værdier produktionen skaber, bliver en hindring for produktivkræfternes/produktionens videre udvikling. Det er dette forhold, der viser sig i de genkommende kriser. De før omtalte modvirkende tendenser kan derfor kun dæmpe krisernes forløb, men kan ikke forhindre dem i at opstå igen og igen. Det kapitalistiske systems kriser er således stadige påmindelser om, at kapitalismen er dømt til at dø før eller senere, forstået således, at kriserne, som er de åbenbare udtryk for kapitalismens indre modsætninger, er stadige påmindelser om systemets forgængelighed, om dets begrænsede historiske mission, nemlig at udvikle produktivkræfterne til et vist niveau, hvorefter nye produktionsforhold, de socialistiske, må erstatte dem.

Vi har tidligere vist hvorledes kapitalisternes indbyrdes konkurrence er medvirkende til at drive dem til kapitalakkumulationen. Ligeledes har vi påpeget, hvorledes en større og større del af den akkumulerende kapital anvendes til forbedringer af produktions midlerne, hvorved den konstante kapitals andel i den samlede kapital vokser. Dette resulterer igen i en forøgelse af de enkelte produktionsenheder (fabrikker m.m.) Kun de kapitalister, der hele tiden formår at udvide den konstante kapital og følge ned i den nyeste teknologiske udvikling overlever i konkurrencen. Herved får et stadigt færre antal kapitalister en stadig større del af markedet. Denne udvikling, monopoliseringen, fortsætter indtil der kun er en lille håndfuld kapitalister tilbage i hver enkelt produktionsgren. - Imidlertid er ikke alle produktionsgrene monopoliseret i lige stor udstrækning. Generelt kan det siges, at jo højere kapitalens organiske sammensætning er, i jo højere grad er denne monopoliseret. Dette skyldes, at jo mindre kapitalens organiske sammensætning i en produktionsgren er, desto mindre kapital behøver man for at trænge ind i branchen og grundlægge en ny virksomhed. Det er meget lettere at samle den halve eller hele million sammen, der er nødvendig for at bygge en ny tekstilfabrik end for at skrabe de 100-200 millioner sammen, som kræves til en lille bilfabrik. De få kapitalister, der er tilbage i den monopoliserede industrigren, er hver for sig stærke (store) nok til at kunne modstå langvarig konkurrence på prissænkninger fra de øvrige kapitalister, uden at disse samtidigt ødelægger sig selv. Da de ikke er interesseret i en sådan ødelæggende pris-konkurrence, ophører de med at konkurrere ved hjælp af prissænkninger, og indgår aftaler på forbrugernes bekostning om at fordele markedet imellem sig og at forhindre alle større prissænkninger. Dette betyder ikke, at der ikke konkurreres overhovedet i de monopoliserede produktionsgrene - konkurrencen føres blot på en anden måde, f.eks. gennem arbejdskraftsbesparende teknologi, reklame m.v. Monopolkapitalismen, der er en nødvendig videreudvikling af den konkurrerende kapitalisme, vi hidtil har beskrevet, fører således til afskaffelsen af denne frie konkurrencekapitalisme. Den frie konkurrence er slået over i sin egen modsætning: monopolet.

I de industrigrene, hvor der råder monopol, er de få tilbageværende kapitalister i stand til at bestemme udbuddet af varer. Vareprisernes udsving omkring deres værdi bestemmes da ikke så meget af forholdet mellem udbud og efterspørgsel som af købernes betalingsevne og. behov. Værdien vil ikke længere være så direkte afgørende for prisen. Tværtimod vil de kapitalister der behersker markedet, ofte kunne tvinge prisen betydeligt højere og derved stryge en ekstra-profit. Hvor højt varens pris kan hæves over dens værdi, afhænger af hvor stor en nedgang i efterspørgslen, denne prisstigning vil medføre, d.v.s. om der findes erstatningsvarer, om behovene let kan ændres o.s.v.. Endvidere afhænger afsætningen til høje priser af kapitalisternes evne til at fremelske nye og kunstige behov, ej efter deres evne til at financiere salget grundet kredit og afbetaling.

Disse prisstigninger medfører, at de enkelte kapitalister ved overgangen fra konkurrence - til monopolkapitalisme kan forøge profitten. Men den totale værdi, der produceres af den samfundsmæssige arbejdskraft, vokser ikke tilsvarende - og derfor er disse ekstraprofitter i virkeligheden overførsel af merværdi fra andre kapitalister, d.v.s. fra andre arbejderes værdiskabende arbejde. Vi har tidligere set, at der i konkurrencekapitalismen var en tendens til ensartet profitrate, kapitalisterne imellem. Men ved monopolernes fremkomst forstyrres denne tendens som det lige er set, således at monopolkapitalisternes profitter vokser mens andres falder. Disse andre kan være: monopolernes underleverandører af halvfabrikata og lign., kapitalister i ikke-monopoliserede produktionsgrene og landbrugere. I stedet for de ensartede profitrater under kan konkurrencekapitalismen er der med monopolernes fremkomst en hel række af profitrater, der er højest i de helt monopoliserede industrigrene, mindre i knap så monopoliserede industrigrene og mindst i de mest konkurrerende. På trods af denne større profitratedifferentiering under monopolkapitalismen eksisterer tendensen til profitraternes udjævning dog fortsat p.g.a. kapitalens bestandige bevægelse efter den størst mulige profit.

Samfundets totale merværdi fordeles blandt kapitalisterne i forhold til, hvor stor en del af samfundets totale kapital de besidder. Men da vi har set, at kapitalisterne i de monopoliserede industrigrene opnår en ekstra profit fra andre kapitalister, betyder det, at de store kapitalers andele i merværdien forøges på bekostning af de mindre kapitalers andele. Af store merværdiandele akkumuleres en større part end af mindre andele, fordi den del af merværdien, der anvendes til kapitalisternes eget forbrug, ikke vokser med samme hast, som deres merværdi forøges. Monopoliseringen ledsages således af en stigning i akkumulationstakten. Vi har tidligere vist, at dette igen ledsages af en stigning i kapitalens organiske sammensætning og dermed en forøget tendens til profitratefald og underforbrugskriser. Som vi har set, behersker et monopol vareudbuddet på det pågældende marked. Det vil derfor ikke have nogen mening at udvide produktionen, med mindre efterspørgslen og dermed markedet kan udvides. Som en følge heraf investeres den kapital, der akkumuleres i monopolsektorer, ofte i andre sektorer end den, den tjenes i. De større profitter fra monopolbrancherne spredes altså ud over ikke-monopoliserede brancher. De investeringer monopolisterne foretager i deres egne industrigrene, sigter normalt ikke på at forøge produktionen, men på at spare arbejdskraft, hvilket vil muliggøre en yderligere forøgelse af profitten. Under monopolkapitalismen bliver målet for teknologien derfor udviklingen af arbejdsbesparende produktionsmetoder, mens der lægges mindre vægt på udviklingen af metoder til forøgelse af produktionen.

Som vi har set konkurreres der ikke på prissænkninger i industrigrene, hvor der råder monopol. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med at konkurrencen ophører. Den antager blot andre former. De enkelte monopolister forsøger at forøge deres markedsandel og dermed profitten ved at udvide deres forskningsindsats, deres salgs- og distributionsorganisationer og i større udstrækning reklamere for deres varer. Det arbejde, som handels- og reklamekapitalisterne og deres stadigt voksende antal ansatte udfører, tilfører ikke varen nogen værdi. Alligevel får disse kapitalister dækket deres udlæg til konstant kapital (bygninger, kasseapparater, skriveborde) og variabel kapital (løn), samt opnår en profit, der svarer til den gennemsnitlige i samfundet. Hvis dette ikke skete, ville der ikke blive investeret kapital i disse brancher. Når disse brancher ikke producerer værdi, nå pengene til dækning af kapitalisternes udlæg og profit komme et andet sted fra. Den merværdi, arbejderne skaber i det direkte værdiskabende arbejde, fordeles blandt de forskellige kapitalister. Dette betyder, at mono polernes ekstraprofitter daler, idet dele af disse skal betale de stærkt voksende udgifter til forskning, reklame, salg, administration m.m. Den kraftige vækst i disse funktioner betyder at de nye mellemlag administratorer, reklamefolk, sælgere og alle slags funktionærer) vokser med den tiltagene monopolisering. Det samme gælder de offentligt ansatte p.g.a. statens voksende opgaver under monopolkapitalismen. Den opspaltning af merværdien i en række mindre dele, hvoraf mange næsten udelukkende anvendes til forbrug, har en negativ effekt på akkumulationstakten mens forbruget øges, hvorved tendensen til underforbrug kan modvirkes. Men som nævnt kan kriser ikke afskaffes på denne måde, blot dæmpes.

I forlængelse af konkurrencekapitalismens udvikling til monopolkapitalisme, slog kapitalismen over i sin imperialistiske fase. Dette skete i verdensmålestok i perioden fra 1870 til 1914. Den første sammenhængende periode om denne fase af kapitalismens udvikling forekom med Lenins »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium« fra 1917. Vi skal i det følgende referere det økonomisk-analytiske indhold af Lenins teori og kort skitsere de udviklingstendenser i imperialismen, der har fundet sted siden fremkomsten af Lenins teori.

En af de fundamentale udviklingstendenser i den kapitalistiske økonomi er tendensen til kapitalens koncentration og centralisering. D.v.s. tendensen til de enkelte kapitalers vækst, og tendensen til de store kapitalers relative vækst (som andel af den samlede kapital). Baggrunden for koncentrationen er især at finde i det forhold, at teknisk fremskridt under kapitalismen kun kan ske ved, at der ophobes eller akkumuleres kapital. Herved kan et givet antal arbejdere producere med en større værdimængde konstant kapital (i form af maskiner etc.). Og samtidig er det af tekniske og økonomiske grunde som regel umuligt at formindske den variable kapital lige så meget, som den konstante kapital forøges ved kapitalakkumulationen. Kapitalcentraliseringen sker dels i kraft af konkurrencen mellem kapitalerne, dels som følge af forskelle i henseende til kreditadgang for de forskellige kapitaler. Især i krisetider sker der normalt en meget stærk kapitalcentralisering. På et vist tidspunkt fører denne kapitalkoncentration og centralisering, som tidligere vist, til, at der inden for visse dele af økonomien opstår monopoler, d.v.s. kapitaler, der alene eller evt. sammen med nogle ganske få andre kapitaler, behersker produktionen i en branche

Monopoliseringen foregår ikke blot i den form, at én eller nogle ganske få kapitaler gennem konkurrencekampe står som sejrherre i branchen. En mindre radikal form kendes fra de såkaldte karteller, hvor selvstændige kapitaler slutter aftaler om prisfastsættelse og markedsdeling. Herved fungerer kartellet som faktisk monopol, og deltagerne fordeler monopolgevinsten indbyrdes. Men denne form er mindre stabil og går ofte i opløsning, når en eller flere af karteldeltagerne ser en fordel i en sådan udvikling. I øvrigt er monopoliseringen ikke begrænset til en enkelt branche. Ofte foregår der en kombination af kapitaler i beslægtede økonomiske aktiviteter som f.eks. malmbrydning, stålindustri og måske videreforarbejdning af stålet til f.eks. maskiner eller skibe. Denne kapitalkombination er særlig stærk, fordi den i allerhøjeste grad har frigjort sig fra markedskræfternes irrationaliteter, bortset fra slutproduktet. Hele monopoliseringstendensen fremmes i øvrigt stærkt ved bankernes mellemkomst. Mens kapitalerne anlagt i bankvæsen oprindeligt var beskedne og kun var i aktivitet med udlån af ledig lånekapital, samt kreditformidling til produktionskapitalister og handelskapitalister, så ændrer dette forhold sig, da monopoliseringen også slår igennem inden for bankkapitalen. For nu begynder bankerne at benytte sig mere effektivt af den viden, de har om profitraten i forskellige økonomiske aktiviteter. Og da bankkapitalerne naturligvis, som alle andre kapitaler, ønsker at få den største forrentning, bliver bankkapitalerne stærkt ledende i oprettelsen af monopoler, hvor de udøver kontrollen. Herved får bankkapitalerne muligheder for at presse større rente ud af de kapitaler, der har lånt penge eller fået kredit hos de pågældende banker, og låntagerne har råd til at betale, fordi de selv tilraner sig en monopolprofit. Men da produktionskapitalerne trods alt forbliver langt den største del af den samlede samfundsmæssige kapital, løses interessekonflikten mellem disse kapitaler og bankkapitalerne ved, at de to kapitalgrupper efterhånden i høj grad smelter sammen. De to kapitalgrupper har trods alt også skæbnefællesskab, fordi bankernes udlån går tabt, hvis låntagerne krakker, og produktionskapitalerne må nødvendigvis have adgang til kredit, hvis markedslunerne skulle ramme den. Ved denne sammensmeltning af bankkapitalen og produktionskapitalen opstår finanskapitalen. Lenin definerer finanskapitalen således: »Koncentration af produktionen, de deraf følgende monopoler, bankernes sammensmeltning eller sammenvoksen med industrien - dermed er finanskapitalens opståen og dette begrebs indhold kendetegnet«.

Et for kapitalismen særegent træk er den ujævne økonomiske udvikling af såvel den enkelte virksomhed, som de enkelte brancher og de enkelte lande. Dette hænger sammen med, at der i kapitalismen ikke findes en central myndighed, som på demokratisk eller autoritær vis beslutter, hvad der skal produceres. I den kapitalistiske økonomi findes kun profitten og fallitten som vejledere for produktionen. Kapitalernes uophørlige stræben efter den størst mulige profitrate på netop deres samlede kapitalværdi skaber en tendens til dannelsen af en almindelig profitrate, selv om monopolernes dannelse til en vis grad skaber en priviligeret gruppe af kapitaler - en gruppe, der i nogen grad er i stand til at opretholde en profitrate over den almindelige profitrate i økonomien. Grunden til, at monopolkapitalerne i nogen grad er i stand til at opretholde deres privilegium, er, at de i modsætning til de små kapitaler formår at drage maksimal fordel af udviklingens ujævnhed. Således er de i stand til at udføre egen forskning inden for de områder, de finder mest lovende, eller de er i stand til at få statsmagten til at bekoste forskningen, hvorefter de overtager resultaterne. Et andet eksempel findes i monopolernes evne til at ændre og tilpasse sig ændringer i efterspørgselsstrukturen. Mens småkapitalister, der kun producerer én vare, let kan gå fallit ved en tilbagegang i efterspørgslen efter denne vare, kan en monopolkapital, der har en produktion af et stort varesortiment, uden stort besvær gå over i anden aktivitet. Et moderne eksempel herpå er F.L. Smidth der fra ingeniørvirksomhed efterhånden har forgrenet sig til hele byggesektoren og til aktiviteter fjernt herfra. Af den største interesse er imidlertid, at omkring det tidspunkt, da monopoliseringen slår igennem i visse afgørende sektorer i de udviklede kapitalistiske lande, optræder en ny type økonomiske relationer mellem forskellige lande, nemlig kapitaleksporten. Mens der under hele kapitalismen havde været bevægelser af varer mellem landene, de kapitalistiske såvel som de lande hvor prækapitalistiske produktionsmetoder dominerer, så begynder fra slutningen af det 19. århundrede, en bevægelse mellem landene af kapital - d.v.s. værdi, der permanent forøges med en merværdi, med profit. Kapitaleksporten går fra lande med lav profitrate til lande med høj profitrate. I periodens begyndelse har den især form af pengekapital; der udlånes penge fra banker i lande med lav profitrate (d.v.s. fra de højtudviklede kapitalistiske lande), til lande med højere profitrate (d.v.s. især underudviklede lande), hvor der er profitable kapitalanlægsmuligheder. Men allerede tidligt påbegyndes en langt mere indgriben de form for kapitaleksport, nemlig i form af direkte investeringer i produktions-, handels- og bankkapitalaktiviteter. Denne sidste form foregår ikke alene mellem højt og underudviklede lande, men i lige så høj grad mellem de højtudviklede dele af den kapitalistiske verden.

Med kapitalismen bliver der samtidig skabt et verdensmarked for en meget stor del af varerne. Selv om monopolerne i første omgang er af national karakter, er der ingen grund til, at monopoliseringen skal standse ved grænserne, hvis der da ikke lægges politiske hindringer i vejen. Karakteristisk for perioden op til 1. verdenskrig er en opdeling af verden i interessesfærer for de forskellige kapitalistiske landes monopolkapitaler inden for nøglesektorer som elektroindustrien, oliesektoren, handelsskibsfarten, m.v. Med den stigende økonomiske afhængighed mellem de forskellige dele af verden, vil det indses, at der med nationalisering af monopoliseringen, samtidig med at de gamle nationalstater fortsat eksisterer, er skabt basis for voldsomme konflikter mellem de forskellige kapitalgrupper i verden. Thi alle kapitalismens indre modsætninger eksisterer videre under monopolkapitalismen; og herudover eksisterer modsætningerne mellem kapitalistklassen og de sociale klasser i de ikke-kapitalistiske produktionsområder.

Nogle år før Lenin skrev sin bog, havde den tyske marxist Karl Kautsky hævdet, at tendensen gik i retning af skabelsen af et forbund mellem alle verdens monopoler, et «supermonopol«. Herved ville, ifølge Kautsky, kapitalismen stabilisere sig, og de gamle krisetendenser i kapitalismen forsvinde eller i hvert fald formindskes stærkt. Lenin vender sig på det kraftigste mod denne tanke. Ikke alene ser den bort fra de reelle politiske modsætninger mellem de imperialistiske magter; men alene ud fra økonomiske forhold er tanken om en superimperialisne eller ultraimperialisme »ultraforvrøvlet«. For ganske vist er tendensen retning af monopolisering ubestridelig - ingen har stærkere end Lenin understreget dette. Men Lenin ved som dialektiker også, at i virkeligheden eksisterer modsætningerne sammen. Ja det er netop denne kamp mellem modsætningerne, der er det karakteristiske for den samfundsmæssige udvikling. I forbindelse med monopoliseringen sås, at udviklingens ujævnheder er uundgåelig under kapitalistiske produktionsforhold. Da de enkelte kapitaler kun kan fungere som kapitaler ved at bestræbe sig på at opnå den størst mulige profitrate på hele deres kapital og faktisk få en vis mindsteprofitrate, kan kamp mellem de enkelte kapitaler ikke undgås. Thi profitten fremstår som forskellen mellem salgspriser af den enkelte kapitals færdigvarer og købsprisen af den arbejdskraft, de produktionsmidler og de råstoffer, den samme kapital må anskaffe sig for at frembringe færdigvarerne. Men selv om den samlede merværdi, som vi her kan antage lig den samlede profit, er lig forskellen mellem den samlede producerede værdi og den forbrugte arbejdskrafts værdi, så er det ikke alle kapitaler, der er interesseret i, at arbejdskraftens værdi formindskes. De kapitalister, der sælger forbrugsvarer til, arbejderne, er det således ikke. Og når det yderligere erindres, at de krisemekanismer, vi tidligere har beskrevet, nemlig profitratefaldkriser og overproduktionskriser, stadigvæk gælder under monopolkapitalisme, forstås, at monopolkapitalisme på ingen måde betyder krisefrihed. Alene på det økonomiske område har kriserne under monopolkapitalismen da også været langt voldsommere end under frikonkurrencekapitalismen (1930’ernes krise er den voldsomste, der indtil dato er set).

Som bekendt er staten i samfund med kapitalistisk produktionsmåde som den dominerende produktionsmåde kapitalistklassens eksekutivkomité for fællesanliggender. Men med finanskapitalens opståen og med dens forøgede styrke kan det ikke undre, at statsmagten udover kapitalens fælles interesser mod arbejderklassen og andre ikke-kapitalistiske klasser også i stigende grad kommer til at varetage særinteresser for finanskapitalen, der bliver den stærkeste fraktion indenfor kapitalen som helhed i de imperialistiske lande. Finanskapitalens hovedinteresser består som tidligere antydet i at finde dels billige måder at producere på, dels sikre profitable afsætningsmarkeder. I imperialismens opståen, fra omkring 1870 til begyndelsen af det 20. århundrede, sker dette primært ved direkte erobringer af landområder som kolonier. Og i områder, hvor det var vanskeligt eller uhensigtsmæssigt at administrere disse områder direkte, forvandledes områderne til halvkoloniale områder. I disse bibeholdtes formelt selvstændige statsmagter, men i realiteten var de underkastet de imperialistiske stater. I løbet af det 19. århundredes sidste tre tiår opdeltes hele verden således i områder tilhørende de imperialistiske stater, d.v.s. især de større vesteuropæiske magter samt USA og Japan. Da verden omkring år 1900 er delt op, begynder interessemodsætningerne mellem de forskellige imperialistiske magter at træde frem i dagens lys. Mens der fra 1870 til 1900 havde været fred mellem disse magter, så kommer det til en krig mellem Japan og Rusland i 1904-05. England og Frankrig støder sammen i Afrika i 1906. Tyskland og Frankrig i Afrika nogle år senere. Der blev dannet alliancer mellem forskellige imperialistiske magter. England, Frankrig og Rusland danner et allianceforbund, mens Tyskland, Østrig-Ungarn og Italien går sammen i Ententeforbundet. Det er af afgørende betydning at erkende, at verdens opdeling i koloni- eller andre interesseområder på ingen måde betyder stabilitet. Efterhånden som kapitalismens ujævne udvikling har forstyrret magtforholdene, fristes de relativt stærkere imperialistiske magter til at søge en ny fordeling af verden. I denne forbindelse understreger Lenin, at denne nyfordelingstendens på ingen måde er begrænset til de koloniale og halvkoloniale områder af verden, men i lige så høj grad findes i de imperialistiske områder selv. Såvel i 1. som 2. verdenskrig som i fredsperioder har der da også fra stormagternes side været formuleret klart imperialistiske mål ned de pågældende staters udenrigspolitik. I denne forbindelse er det vigtigt at studere, hvorledes den herskende klasses ideologi under imperialismen skifter fra en pacifistisk laissez faireholdning til en aggressiv statsdyrkelse. Lenin sammenfatter selv de fem vigtigste kendetegn på imperialismen, som vi har beskrevet den, på følgende måde:  1) Koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den har skabt afgørende monopoler i verdensøkonomien.  2) Bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelsen af et finansoligarki på basis af denne finanskapital.  3) Kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning.  4) Der opstår internationale monopolistiske kapitalsammenslutninger, der deler verden mellem sig, og 5) Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stor magter er afsluttet. Den moderne imperialismes kendetegn: 1) Rivaliseringen mellem de kapitalistiske stater er formindsket og delvist erstattet med en kamp for at bevare det imperialistiske verdenssystem. 2) USA har indtaget rollen som den ledende imperialistiske stat. 3) En teknologi af international. karakter er vokset frem. 4) Statens rolle er forandret fra en hovedsagelig passiv tilskuerrolle i det økonomiske liv til et vigtigt instrument, der garanterer monopolforetagenderne en stabil afsætning og understøtter monopolernes ekspansion. 5) Kolonisystemet er delvist erstattet af andre metoder, der kontrollerer markeder og råstofkilder.

Menneskene og samfundenes udviklingshistorie kender til fem samfunds-økonomiske formationer, der efterfølger hinanden: 1. det urkommunistiske samfund, 2. slaveformationen, 3. det feudale samfund, 4. det kapitalistiske samfund og 5. den kommunistiske formation. Samfundshistorie indledes med menneskets opståen. Menneskets vigtigste særtræk, der adskiller os fra dyrene, er menneskets evne til at fremstille og bruge arbejdsredskaber. Arbejdet indtager den vigtigste plads i menneskets opståen og udvikling. Under arbejdsprocessen formedes selve mennesket og der opstod og udviklede sig former for arbejdsdeling og menneskenes samfundsmæssige organisation. Den historisk første og laveste form for menneskenes organisation var den urkommunistiske formation. Den eksisterede i titusinder af år. I løbet af dette enorme tidsrum var mennesket i stand til at gå over fra brugen af færdige genstande i naturen -stokke og sten - til fremstilling af de første primitive produktionsredskaber. Til at begynde med var det grove redskaber af sten, træ, horn, ben (økser, knive, mejsler, skrabere, spyd og lanser, fiskekroge osv.). Senere forbedredes disse redskaber og blev omhyggeligt forarbejdet. Der opstod nye redskaber, arbejdsmidler - bue og pile, både, slæder osv.. Mennesket lærte sig at lave ild, hvilket havde særlig stor betydning for menneskehedens udvikling. Sammen med forbedringen af redskaberne udvikledes og forbedredes menneskenes produktionsvirksomhed. Fra at samle naturens færdige produkter (spiselige frugter, bær og græsser) gik mennesket over til kunstig dyrkning af planter - jordbrug, og fra jagt på vilde dyr til at tæmme dem som husdyr kvægbrug. Produktivkræfternes overordentlig lave niveau under det ur-kommunistiske system betingede også de tilsvarende produktionsforhold. Grundlaget for dem var fællesejet af den tids produktionsmidler og de dermed forbundne fællesskabsforhold, den gensidige hjælp mellem menneskene. Disse forhold var betinget af, at man kun i fællesskab, kollektivt var i stand til at modstå naturens mægtige kræfter med de forhåndenværende primitive redskaber. Menneskene i det urkommunistiske samfund levede i bestemte kollektiver - slægtsfællesskaber, i hvilke de forenedes efter slægt. De arbejdede sammen på fællesjorden med fælles redskaber, de havde fælles bolig, hvor de søgte ly mod dårligt vejr og vilde dyr. De udvundne produkter fordeltes ligeligt. På grund af produktivkræfternes yderst lave niveau fik menneskene så få produkter, at de knapt rakte til, så man kunne overleve. Der var ikke noget at tilegne sig. Derfor fandtes der ikke nogen privatejendom, ingen klasser og følgelig ingen udbytning. Men også under det urkommunistiske samfunds betingelser udviklede produktivkræfterne sig ustandselig, om end yderst langsomt. Arbejdsredskaberne forbedredes, menneskenes produktionserfaring berigedes. Overgangen fra stenredskaber til metalliske redskaber var et gigantisk spring i produktionens udvikling. De nye redskaber - træplov med metalbeslag, økse af bronze eller jern og andre - gjorde arbejdet mere produktivt. Det blev muligt i større udstrækning af beskæftige sig med jordbrug og kvægbrug. Den første store samfundsmæssige arbejdsdeling fandt sted: kvægbruget udskiltes fra jordbruget. Noget senere udskiltes håndværket (fremstilling af produktionsredskaber, våben, klæder, skotøj osv.) som en selvstændig gren. En udveksling af produktionens produkter opstod og begyndte at udvikle sig. Med arbejdsproduktivitetens vækst begyndte slægtsfællesskabet at opløse sig i familier. Privatejendommen opstod, familien blev ejer af produktionsmidlerne, og disse produktionsmidler blev fortrinsvis koncentreret i hænderne på familier af den tidligere slægtshøvding. Da den beskæftigede begyndte at producere flere produkter, end der var nødvendige til opretholdelse af hans egen eksistens, opstod der mulighed for at tilegne sig det overskydende produkt og følgelig også for udbytning, for at nogle medlemmer af samfundet kunne berige sig på andres bekostning. Efterhånden som privatejendommen og udvekslingen voksede, forløb slægtsfællesskabets opløsning stadig mere intensivt. Den urkommunistiske lighed veg pladsen for social ulighed. De første fjendtlige klasser: slaver og slaveejere - opstod. Således førte produktivkræfternes udvikling til den urkommunistiske formations udskiftning med slaveformationen.

Produktivkræfterne, der var nedarvet fra den urkommunistiske formation, fik deres videre udvikling i slavesamfundet. Træ- og stenredskaberne veg her endeligt pladsen for metalredskaberne, først af bronze, senere af jern. Træploven med metalbeslag og senere jernploven, metalseglen og andre redskaber gjorde det muligt at højne arbejdsproduktiviteten i landbruget. Ved siden af korndyrkningen opstod frugtavlen og gartneriet. Der opførtes kunstige anlæg til at vande jordene - kanaler, dæmninger, anlæg til at løfte vandet op osv. - der opførtes møller til at male kornet. Man udviklede bjergværksdrift, hvor man anvendte legemligt arbejde under udnyttelse af de simpleste redskaber: mejsel og hammer til at udvinde malmen, møller eller mortere til at sønderdele den og ovne til at udsmelte metallet af den. Arbejdsdelingsprocessen fortsattes. I håndværksproduktionen udskiltes dens forskellige grene: forarbejdning af metal, våben, klæder, skotøj, smedehåndværk, pottemageri, væven, garveri osv. Inden for håndværket benyttedes stadig mere forskelligartede specialiserede redskaber, de simpleste værktøjsmaskiner og blæsebælgen dukkede op. Byggeri, skibsbygning og krigsteknik fik vid udbredelse. Byer voksede op og handelen udfoldede sig. Udviklingen af produktivkræfterne under slaveriets betingelser var betinget af de hertil hørende produktionsforhold. Grundlaget for produktionsforholdene i slavesamfundet var slaveejernes fuldstændige eje af såvel produktionsredskaberne som selve slaven, ligesom han ejede hele den produktion, han havde fremstillet. Slaveejeren overlod kun slaven så meget, som han havde brug for for ikke at dø af sult. På grundlag af produktionsforholdene, slaveriets økonomiske basis, udformedes også en samfundsmæssig overbygning: der opstod en slaveristat med forskellige voldsorganer (hær, domstol, embedsmandsapparat osv.) og slaveejernes ideologi. Denne overbygning tjente trofast sin basis og forsvarede privatejendommen og udbytningen. Som vi netop har set, etableredes der i slavesamfundet forhold med herredømme og underkastelse, forhold, hvor en håndfuld slaveejere brutalt udbyttede helt retsløse slaver, I en vis tid fremmede disse forhold produktivkræfternes udvikling, men derpå var deres muligheder udtømt og de forvandledes til en alvorlig hindring for samfundsproduktionens udvikling. Produktionen krævede en stadig forbedring af redskaberne og forhøjelse af arbejdsproduktiviteten, men slaven var ikke interesseret heri: hans stilling forbedredes ikke i ringeste grad af det. Og slaven selv - den vigtigste produktivkraft - degraderedes både fysisk og åndeligt under den umenneskelige udbytnings betingelser. I tidens løb skærpedes modsigelsen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene i slavesamfundet til det yderste. Denne modsigelse fandt udtryk i slaveopstande. Ubønhørligt udbyttede og bragt til den yderste grænse af fortvivlelse vendte slaverne sig mod deres slaveejerne.

Deres opstande undergravede sammen med nabostammers indtrængen slavesystemets grundvold, og på dets ruiner opstod en ny samfundsorden, en feudal formation. Produktivkræfternes progressive udvikling fortsatte også under feudalismens betingelser. Netop i denne epoke begyndte menneskene i vid udstrækning at tage vandets og vindens energi i brug til hjælp for deres muskelkraft: Man benyttede vand- og vindmøller, sejlskibe osv. Menneskene lærte at få støbejern af råjern, de opfandt papir, krudt, bogtryk og gjorde en hel række andre opdagelser, der spillede en stor rolle i menneskehedens historie. Håndværket fik en videre udvikling, der blev skabt nye redskaber og mekanismer og de gamle blev forbedret. Særlig bemærkelsesværdige var fremskridtene inden for tekstilproduktionen, i hvilken spindemaskinen, båndvævemaskinen og andre tekniske nyheder dukkede op. Specialiseringen af håndværksarbejdet steg, hvilket i betydelig grad højnede dets produktivitet. Med håndværkets og handelens vækst voksede også byerne. Nogle af dem kom til at spille rollen som store verdenscentre for håndværk og handel. Også landbruget udvikledes. Man fremelskede stadig nye sorter korn-, frugt- og grønsagskulturer, man begyndte at anvende gødning, markerne blev bearbejdet omhyggeligt. Husdyrbruget udvidedes, man benyttede i stadig voksende omfang trækdyr og produktivt kvæg. Produktivkræfternes udvikling under feudalismen var betinget af de feudale produktionsforhold. Grundlaget for disse forhold var feudalherrens eje af produktionsmidlerne, først og fremmest jorden, og delvise eje af den arbejdende - hoveribonden. Den feudale havde ret til at tvinge bonden til at arbejde for sig, til at arbejde forskellige former for pligter af, han kunne sælge eller købe ham, men bondens liv tilhørte ham ikke længere. Ligesom under slavesystemet var produktionsforholdene forhold mellem herrer og undergivne, de feudales udbytning af hoveribønderne. Det var alligevel mere progressive forhold end i slavesamfundet, eftersom de skabte en vis interesse hos den arbejdende for arbejdet. Bønderne og håndværkerne havde deres individuelle virksomheder (bonden ejede en stump jord, en hest og andre husdyr og landbrugsinventar og håndværkeren sine instrumenter og de simpleste mekanismer), i hvilke de efter opfyldelsen af alle de feudale pligter arbejdede for sig selv. De var interesseret i en forbedring af redskaberne og i forbedrede metoder til at drive landbruget og håndværket. Hvad angår feudalsamfundets overbygning, da adskilte den sig ikke i sit udbyttervæsen fra slavesamfundets overbygning. Forskellen bestod kun i, at den ikke forsvarede slaveejernes, men de feudales økonomiske og politiske interesser og søgte at bevare og befæste den feudale privatejendom og de herpå baserede produktionsforhold, feudalismens økonomiske basis. Statsapparatet og de væbnede styrker voksede, i samfundets åndelige liv indtog religionen den herskende stilling som tro tjener for privatejendommen og forsvarer af udbytningen af de arbejdende. Tiden gik. Produktivkræfterne vedblev at udvikle sig. Et særlig mægtigt stød fremad i deres udvikling fik de af de store geografiske opdagelser i slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. århundrede (opdagelsen af Amerika, af søvejen til Indien og andre). Der dannes et internationalt marked. Efterspørgslen efter forskellige varer vokser, og håndværksproduktionen er ikke længere i stand til at tilfredsstille den. Da er det, at manufakturen (større værksteder) træder i stedet for håndværkerens værksted. Manufakturen samlede et betydeligt antal arbejdere under eet tag, foretog en bred arbejdsdeling mellem dem og højnede dermed kraftigt produktiviteten. Manufakturens opståen betød, at der allerede under feudalismen blev lagt spiren til den ny, kapitalistiske produktion og de modstående klasser, der er karakteristiske for den - bourgeoisiet og proletariatet. Imidlertid førte den videre udvikling af produktivkræfterne i forbindelse med manufakturens opståen til modsigelse mellem disse produktivkræfter og de feudale produktionsforhold. Manufakturen krævede en fri arbejder, men feudalismen bandt den livegne til jorden. Manufakturen havde brug for et udstrakt internationalt marked, men dets dannelse bremsedes af den feudale indelukkethed, væren sig selv nok og naturaløkonomien. Der opstod en nødvendighed for at erstatte de feudale produktionsforhold med nye, kapitalistiske.

Dette skete gennem talrige borgerlige revolutioner, hvis hovedkampkraft var de af bourgeoisiet ledede livegne bønder og byernes fattige. Maskinel storproduktion er det, der karakteriserer kapitalismens produktivkræfter. I stedet for håndværkerens værksted og manufakturen kommer enorme fabrikker og miner. »Undertvingelsen af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkningen stampet frem af jorden . . .« sådan karakteriserede Marx og Engels kapitalismens produktivkræfter i »Det kommunistiske partis manifest«. I løbet af et til to århundreder udrettede kapitalismen i den første del af sin eksistens langt mere end alle menneskehedens foregående epoker med hensyn til at udvikle produktivkræfterne. Denne hurtige vækst i produktivkræfterne var betinget af de nye, kapitalistiske produktionsforhold. Deres grundlag er den private borgerlige ejendom, der gradvis, men ubønhørligt fortrængte den feudale ejendom. Den beskæftigede i produktionen - proletaren - er juridisk fri under kapitalismen, ikke bundet hverken til jorden eller til nogen enkelt arbejdsgiver. Han er fri i den betydning, at han frit kan gå til den ene eller til den anden kapitalist, men ikke fri af bourgeoisiets klasse som helhed. Da han er berøvet produktionsmidler, er han nødt til at sælge sin arbejdskraft og dermed bære udbytningens åg. Produktionsforholdene, kapitalismens økonomiske basis kaldte også en tilsvarende overbygning til live - de borgerlige ideer og institutioner. Arbejderklassens voksende modstand tillige med bourgeoisiets reaktionære indenrigs- og udenrigspolitik betingede en gigantisk vækst i statsapparatet, i særdeleshed de væbnede styrker og andre voldsorganer. Samfundets åndelige liv (politiske og juridiske synspunkter, kunst, moral, filosofi) er her gennemtrængt af den kapitalistiske profits ånd. Dens opgave er ideologisk at begrunde den kapitalistiske ejendoms, udbytningens evighed og urokkelighed. Sideløbende med de borgerlige ideer og i kamp mod dem fødes og udvikles arbejderklassens ideologi. De kapitalistiske produktionsforhold skabte en sådan impuls til udvikling af produktionen som den kapitalistiske profit. Netop i jagten på profit udvider bourgeois’en produktionen, forbedrer han teknikken og teknologien i industrien og landbruget. Imidlertid har disse forhold ikke blot betinget et i sammenligning med de foregående samfund uset udviklingsniveau for produktionen, men de har også kaldt produktivkræfter til live, der har bragt det kapitalistiske system som helhed på grænsen til undergang. Marx og Engels sammenlignede kapitalen med en troldmand, hvis besværgelser har kaldt så mægtige kræfter frem, at han ikke selv er i stand til at beherske dem. I forbindelse med de kapitalistiske produktivkræfters gigantiske vækst er de kapitalistiske produktionsforhold ophørt med at være i overensstemmelse med dem og de er blevet til lænker for deres udvikling. Der afsløredes den dybeste modsigelse i den kapitalistiske produktionsmåde - modsigelsen mellem produktionsprocessens samfundsmæssige karakter og den privatkapitalistiske tilegnelsesform. Produktionen i det borgerlige samfund har en klart udtrykt samfundsmæssig karakter. Mange millioner arbejdende, koncentreret på store virksomheder, deltager i den, men det er en lille håndfuld ejere af produktionsmidlerne, der tilegner sig frugterne af disse millioneis arbejde. Denne modsigelse er den økonomiske hovedmodsigelse i kapitalismen. I sidste tredjedel af det 19. århundrede voksede kapitalismen over i imperialismen - dens højeste og sidste stadium. Hovedkendetegnet for imperialismen er monopolets herredømme. Det er trådt i stedet for den frie konkurrence. Monopolerne er store sammenslutninger af kapitalister, der har koncentreret produktionen og afsætningen af den overvældende del af den ene eller anden slags varer i deres hænder. Formålet med monopolet er at opnå de højeste profitter. I jagten på profit forstærker imperialisterne udbytningen af de arbejdende i deres eget land og folkene i kolonierne og de afhængige lande. Efter at have opdelt verden imellem sig fører de en heftig kamp for en nyopdeling af verden. Alle modsigelserne i det kapitalistiske samfund og først og fremmest modsigelsen mellem den samfundsmæssige karakter al produktionen og den private form for tilegnelsen når den yderste grad af skarphed under imperialismens betingelser. Denne modsigelse fremkalder kriser og arbejdsløshed og den skarpeste klassekamp mellem bourgeoisiet og proletariatet og udgør det økonomiske grundlag for den socialistiske revolution.

Den sejrende socialistiske revolution tilintetgør kapitalismens produktionsforhold og danner indledningen til den nye tid: Socialismen. Som i ethvert andet samfund udgør produktionen af materielle goder grundlaget for socialismen. I modsætning til den kapitalistiske produktion er den socialistiske produktion baseret på samfundseje og uforenelig med udbytning. Men dette betyder, at den ikke allerede kan opstå under kapitalismen på samme måde, som den kapitalistiske struktur opstod i det feudale samfund. Heraf følger imidlertid på ingen måde, at socialismen opstår på et øde, tomt sted. Allerede under kapitalismen opstår der forudsætninger for socialismen: maskinel storproduktion med en høj grad af koncentration og samfundsgørelse af arbejdet, et højt trin i udviklingen af videnskab og teknik. Under kapitalismens betingelser vokser også den kraft op, der er kaldet til at virkeliggøre socialismen - nemlig Arbejderklassen, der gennemgår den barske skole i kamp mod Bourgeoisiet, og organiserer sit parti og tilegner sig den videnskabelige marxismes verdensanskuelse. Men disse forudsætninger alene er endnu langt fra tilstrækkelige til at skabe den socialistiske produktion, eftersom de socialistiske produktionsforhold ikke er i stand til at etablere sig under kapitalismen. Socialismen bryder totalt med privatejendommen, tilintetgør for altid udbytning og andre former for undertrykkelse. Men hertil er den socialistiske revolution, en hel overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme nødvendig. Under denne periodes betingelser skaber Arbejderklassen, der har taget magten i sine hænder, sammen med alle øvrige arbejdende bevidst og planmæssigt den nye socialistiske produktion. Der tilfalder den socialistiske stat og det kommunistiske parti en enorm rolle ved skabelsen af den socialistiske stat. Efter at have erobret den politiske magt som resultat af den store socialistiske Oktoberrevolution nationaliserede Arbejderklassen i Rusland den kapitalistiske storproduktion (storindustrien, bankerne, transportvæsenet, kommunikationsmidlerne) og den tilintetgjorde den store godsejerbesiddelse af jorden. Under gennemførelse af den leninske plan for den socialistiske opbygning, virkeliggjorde den proletariske stat derefter industrialiseringen af landet og kollektiviseringen af landbruget. Som resultat heraf befæstedes den socialistiske produktion indtil slutningen af 1930érne i Sovjetunionen. Andre socialistiske lande har fulgt den samme vej, dvs. likvidering af den privatkapitalistiske ejendom og oprettelse af den socialistiske samfundsejendom og den socialistiske produktion. Den socialistiske produktion er en dialektisk enhed af produktivkræfter og produktionsforhold. Socialismens industri og landbrug, transportvæsen og kommunikationsmidler, byggeindustri og de mennesker, de arbejdende, der er beskæftiget i disse grene af den nationale økonomi - dét er det socialistiske samfunds produktivkræfter. Det tekniske grundlag for den socialistiske økonomi er sværindustrien og den store, stadig fremadskridende maskinproduktion, baseret på bred anvendelse af elkraft, kemi, atomkraft, på bred mekanisering og delvis automation. Det vigtigste element i socialismens produktivkræfter er de arbejdende, kollektivbønderne, ingeniørerne og teknikerne. I Sovjetmagtens år har den socialistiske produktions arbejdere indhøstet en enorm produktionserfaring. De styrede på vellykket måde den mest forskelligartede og komplicerede teknik og sikrer et ustandseligt teknisk fremskridt og en stadig forhøjelse af arbejdsproduktiviteten. Produktivkræfternes udvikling - den stadige forbedring af redskaberne, produktionsmidlerne og produktionsfærdighederne - er en nødvendig betingelse for den socialistiske økonomis fremskridt. Socialismen er nu vokset op, og de socialistiske produktionsforhold udvikler sig på grundlag af socialismens produktivkræfter. Til grund for disse forhold ligger det socialistiske samfundseje af produktionsmidlerne. Der findes to former for samfundsejendommen: den statslige, det vil sige ejendom tilhørende hele folket i den socialistiske stats skikkelse, og den kooperativt-kollektive ejendom det vil sige de enkelte kollektivbrugs eller kooperative sammenslutningers ejendom. Begge ejendomsformer har en socialistisk natur og sikrer løsningen af opgaverne i den kommunistiske opbygning. Den fremherskende og førende ejendomsform i det socialistiske samfund er den statslige ejendom. Den socialistiske ejendom under socialismen betinger produktionsforhold, der er karakteriseret af broderligt samarbejde og gensidig hjælp mellem de beskæftigede i produktionen. Enhver udbytning af mennesket ved mennesket er her udelukket, og heri ligger den største fordel ved de socialistiske produktionsforhold, og det er en gennemgribende forskel fra produktionsforholdene i de klasseantagonistiske samfund. På grundlag af den socialistiske ejendom er også det socialistiske princip for fordeling efter udført arbejde nedfældet. »Den, der ikke arbejder, skal ikke spise« - er udtrykket for dette princip. Således udgør det socialistiske eje af produktionsmidlerne og de heraf følgende forhold af kammeratligt samarbejde og gensidig hjælp mellem beskæftigede, der er fri for udbytning, sammen med det socialistiske princip for fordeling efter arbejde produktionsforholdenes væsen under socialismen. Det socialistiske samfund har for altid gjort ende på den for kapitalismen karakteristiske antagonistiske modsigelse mellem produktionens samfundsmæssige karakter og tilegnelsens private form. Under socialismen har produktionen en klart udtrykt samfundsmæssig karakter. Men i modsætning til kapitalismen, hvor resultaterne af de mange millioners arbejde tilhører en håndfuld udbyttere, tilhører produktionens produkter i det socialistiske samfund selve producenterne, de arbejdende. Samfundsejendommens herredømme, der udgør grundlaget for de socialistiske produktionsforhold, betinger også den samfundsmæssige karakter af fordelingen. Omkring tre fjerdedele af Sovjetmagtens nationalindtægt gik til at tilfredsstille de arbejdendes personlige materielle og kulturelle behov. Resten af indtægterne dirigeredes til udvidelse af produktionen og andre samfundsmæssige behov, dvs. de tilhører også det arbejdende folk. Således eksisterer der overensstemmelse mellem produktionsforholdene og produktivkræfternes karakter. I overensstemmelse med produktivkræfterne giver de socialistiske produktionsforhold en hidtil uset plads for deres bevægelse fremad, og udgør en mægtig faktor for produktionens udvikling. Ikke profitjagt, men alle arbejdendes interesse i opsving i den samfundsmæssige produktion driver den socialistiske økonomis udvikling. Det tydeligste udtryk for de socialistiske relationer, bestående i samarbejde og gensidig hjælp, er den socialistiske kappestrid, under hvilken de arbejdende tilstræber fjernelse af mangler i arbejdet og drager de tilbagestående op på de fremskrednes niveau. Karakteristisk for de socialistiske produktionsforhold er også en så mægtig impuls til økonomisk fremskridt som de beskæftigedes materielle interesse i resultatet af deres arbejde. Jo mere intensivt og kvalitativt arbejderen, kollektivbonden eller den intellektuelle arbejder, des større midler får vedkommende til livets opretholdelse. Den organiske kombination af de personlige og samfundsmæssige interesser under socialismen er en mægtig faktor for produktionens udvikling. Overensstemmelsen mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene under socialismen udelukker ikke bestemte modsigelser mellem dem. Under socialismen er der opstået samfundsejet af produktionsmidlerne og opstået socialistiske forhold mellem menneskene, der er karakteriseret ved fællesskab og gensidig hjælp. Disse forhold udgør en kompliceret kæde af vekselvirkninger mellem de beskæftigede i industrien og landbruget, de forskellige industrigrene og grene af landbrugsproduktionen, mellem by og land, mellem håndens og åndens arbejdere osv.. Denne kæde af vekselvirkninger og økonomiske forbindelser under Socialismen, der i det store og hele svarer til produktivkræfternes karakter, sikrer deres hurtige og alsidige udvikling. Men hvor stærk denne kæde end måtte være, er der enkelte af dens led, der ikke altid kan følge med produktivkræfternes rivende vækst, der forældes. Resultatet er, at de kommer i modsigelse til produktivkræfterne, bliver til en bremse for den økonomiske udvikling. Der opstår en nødvendighed af at udskifte de forældede led med nye og dermed sikre en fortsat uhindret udvikling af produktionen. Den socialistiske økonomis planmæssige karakter, medvirker til at fjerne alle arbejdernes hindringer på vejen for produktionens udvikling, og gør det muligt at forbedre de socialistiske produktionsforhold, i rette tid, at erstatte forældede led i disse forhold med nye, progressive og dermed at overvinde modsigelserne i den socialistiske produktionsmåde. Under stadig udvikling og forbedring udelukker denne overensstemmelse dog ikke visse modsigelser. Men til forskel fra kapitalismen, hvor produktionsforholdene som helhed befinder sig i antagonistisk modsigelse til produktivkræfternes karakter, er det kun enkelte elementer, sider af disse forhold, der ligger bag efter produktivkræfterne under socialismen. Medens modsigelserne i den kapitalistiske produktion i sidste instans fører til den socialistiske revolution, til udskiftning af de kapitalistiske produktionsforhold med nye, socialistiske, så fører løsningen af de ikke-antagonistiske modsigelser under socialismens betingelser kun til udskiftning af enkelte, forældede elementer i produktionsforholdene. Hvad produktionsforholdene som helhed angår, da undergår de en yderligere udvikling og forbedring. En nødvendig betingelse for at skabe socialismens økonomiske basis er oprettelsen af proletariatets diktatur, dvs., at Arbejderklassen erobrer det politiske herredømme. Derefter organiserer den proletariske stat, der koncentrerer de vigtigste produktionsmidler i sine hænder, den planmæssige opbygning af de socialistiske produktionsforhold i by og på land. De vigtigste etaper i oprettelsen af socialismens økonomiske basis er landets industrialisering og kollektivisering af landbruget. Det socialistiske grundlag skabes således ikke spontant, som i de foregående klasse-antagonistiske samfunds grundlag. Den afgørende rolle ved socialismens oprettelse tilfalder de arbejdendes aktive, bevidste virksomhed med Arbejderklassen og dens marxistisk-leninske parti i spidsen. Den marxistisk-leninske teori, Arbejderklassens parti, arbejdernes fagforeninger, den proletariske moral, litteratur og kunst opstår allerede under det kapitalistiske herredømme, og går derefter over i det socialistiske samfunds overbygning. Desuden overtager denne overbygning de bedste resultater af alle foregående epokers videnskab, kultur og filosofi. Imidlertid udgør alle disse elementer ikke den socialistiske overbygning som helhed som en fuldstændig samling af ideer, institutioner og organisationer. Den socialistiske overbygning som helhed skabes først med dannelsen af den socialistiske overbygning. Den socialistiske ideologi og de hertil svarende institutioner - den socialistiske stat, det kommunistiske parti, fagforeningerne, det kommunistiske ungdomsforbund, kultur- og oplysnings-, forsvars- og andre organisationer udgør tilsammen netop den socialistiske overbygning. Det socialistiske samfunds overbygning adskiller sig på gennemgribende måde fra de klasse-antagonistiske samfunds overbygninger, herunder den moderne kapitalismes overbygning. Imperialismens udbytterbasis betinger den kapitalistiske overbygnings reaktionære karakter, dvs. Bourgeoisiets ideologi, dets institutioner og dets organisationer, der står i modsætning til den historiske proces’ objektive forløb og ikke svarer til samfundets materielle behov og folkemassernes interesser. Bourgeoisiets overbygning opfylder den skændige historiske rolle: at forsvare kapitalismens rådnende økonomiske system. Den fremskredne, progressive socialistiske basis bestemmer også kernen i den socialistiske overbygning, dens aktive, revolutionært omdannende karakter. Den socialistiske overbygning genspejler historiens virkelige gang - menneskehedens uimodståelige bevægelse fra kapitalismen til kommunisme - og fremmer derved af alle kræfter denne bevægelse og opfylder den store historiske mission - at styrke og udvikle det fremskredne socialistiske grundlag. Det socialistiske samfunds overbygning udmærker sig ved monolitisk enhed og helhed, ved ikke at rumme antagonistiske modsigelser, hvilket er betinget af det socialistiske grundlags’ enhed og helhed. Under socialismens betingelser findes der ingen klasser, der kunne være bærere af reaktionære ideer og synspunkter. Det absolutte flertal af de arbejdende er interesseret i det socialistiske samfunds udvikling, i dets heldige bevægelse frem til kommunismen. Af alle kræfter søger de at styrke socialismens økonomiske grundlag, at udvikle og fuldkommengøre dens overbygning. Den socialistiske overbygning har en sand folkelig karakter. Ved at udtrykke og forsvare de arbejdendes interesser nyder den på sin side deres stadige støtte. Heraf den socialistiske overbygnings overordentlig store aktivitet, dens enorme indflydelse på hele forløbet af den socialistiske samfundsudvikling. Det er karakteristisk, at efterhånden som det socialistiske samfund bevæger sig nærmere kommunismen, vokser betydningen af overbygningen, dens indflydelse på udviklingen af basis og samfundet som helhed ustandselig. Dette er betinget af storslåetheden i den økonomiske og kulturelle opbygnings opgaver i det socialistiske land, inddragelsen af stadig nye folkemasser i aktiv deltagelse i samfundets anliggender og højnelsen af det ideologiske og opdragende arbejdes rolle.

Det socialistiske samfund vokser nødvendigvis over i det højeste, kommunistiske stadium. Grundlaget for denne indvoksen er den socialistiske produktions udvikling til en kommunistisk produktion, hvilket først og fremmest betyder skabelse af kommunismens materielt-tekniske grundlag. Skabelsen af det materielt-tekniske grundlag for materielt-tekniske kommunismen optræder som den kommunistiske opbygnings økonomiske hovedopgave. Kommunismen forudsætter opnåelse af overflod af materielle og åndelige goder, der er nødvendige for fuld tilfredsstillelse af menneskenes behov, for deres alsidige harmoniske udvikling. Desuden gør skabelsen af det materielt-tekniske grundlag for kommunismen det muligt gradvis at omdanne de socialistiske produktionsforhold til kommunistiske, dvs. at skabe et klasseløst samfund, at likvidere de væsentlige forskelle mellem by og land og derpå mellem åndeligt og fysisk arbejde og samtidig stadig at holde landets forsvar på et niveau, der giver mulighed for at knuse enhver angriber, der drister sig til at løfte hånden mod Socialismens lejr. Skabelsen af det materielt-tekniske grundlag for kommunismen kan ikke blot reduceres til en kvantitativ vækst af produktionskapaciteterne. Den forudsætter først og fremmest dybe kvalitative forandringer i selve produktionsprocessens karakter. Automater og elektricitet frigør mennesket for hårdt, sundhedsskadeligt og ukvalificeret arbejde. Arbejdet bliver interessant og skabende og fysisk ikke udmattende. Foreningen af videnskab og produktion er en yderst vigtig faktor til fremskyndelse af det videnskabeligt-tekniske fremskridt. Sideløbende med udviklingen af produktionsredskaberne og produktionsmidlerne, ændres også menneskene, de arbejdende, samfundets vigtigste produktivkraft. Det tekniske fremskridt højner i betydelig grad kravene til produktionskulturen, til den specielle og den almene uddannelse af alle arbejdende. Derfor vokser også ustandselig det kulturelt-tekniske niveau blandt de beskæftigede i produktionen, efterhånden som teknikken udvikles og fuldkommengøres. Hertil bidrager i betydelig grad lettelsen af arbejdsbetingelserne, nedsættelsen af arbejdstiden og forbedringen af tilværelsen, der er uadskilleligt forbundet med teknikkens fremskridt. En ufravigelig betingelse for opbygningen af det materielt-tekniske grundlag for kommunismen er skabelsen af et alsidigt udviklet, højproduktivt landbrug ved siden af den mægtige industri. Et mægtigt opsving i landbrugets produktivkræfter gør det muligt at opnå en overflod af levnedsmiddelprodukter af høj kvalitet til befolkningen og råstoffer til industrien. Grundlaget af den alsidige udnyttelse af videnskabens og teknikkens resultater, den industrielle udvikling af hele samfundsproduktionen og højnelsen af dens effektivitet og arbejdsproduktiviteten sikrede en yderligere vækst i industrien, høje stabile vækstrater for landbruget og i kraft heraf en væsentlig højnelse af folkets leveniveau og en mere fuldstændig tilfredsstillelse af alle menneskers materielle og kulturelle behov. Kommunismen udvikler de mest fuldendte forhold mellem frie, alsidigt udviklede og højt bevidste mennesket. Både de socialistiske og de kommunistiske produktionsforhold er baseret på samfundseje af produktionsmidlerne. Men under kommunismen vil der i stedet for de to former for ejendom, der eksisterer under socialismen - hele folkets, statens ejendom og den kooperative ejendom i kollektivbrugene - være en eneste kommunistisk ejendom, der er alle samfundsmedlemmers eje uden undtagelse. Den videre bevægelse frem til kommunismen vil foregå gennem en udvikling og fuldkommengørelse af begge former for socialistisk ejendom. Statsejendommen bliver endnu mere moden, hvilket står i forbindelse med den videre koncentration af produktionen og samfundsgørelse af arbejdet, med udvidelsen af specialiseringen og koopereringen Der vil foregå særlig dybe ændringer i den kooperative kollektivbrugsejendom. På grundlag af en ustandselig udvikling af kollektivbrugenes produktivkræfter vil samfundsgørelsen af kollektivbrugenes produktion gradvis blive løftet op på et højere niveau, der vil ske en stadig større tilnærmelse mellem den kooperative kollektivbrugsejendom og hele folkets ejendom og derefter vil de smelte sammen i en ensartet kommunistisk ejendom. Nødvendigheden af en gradvis tilnærmelse mellem den kooperative kollektivbrugsejendom og hele folkets ejendom betyder på ingen måde, at kollektivbrugenes ejendomsform på nuværende tidspunkt har overlevet sig selv. Denne form for ejendom svarer fuldt ud til de moderne produktivkræfters niveau og behov på landet. Kollektivbruget er en skole i kommunisme for bønderne, derfor er vejen for udvikling af de kommunistiske produktionsforhold på landet en alsidig styrkelse og udvikling af kollektivbrugssystemet. De socialistiske produktionsforhold er som allerede sagt forhold, præget af samarbejde, venskab og gensidig hjælp mellem alle arbejdende i samfundet. Under opbygningen af kommunismen når disse forhold, der også er gældende for det kommunistiske samfund en uset høj grad af fuldkommenhed. Udvekslingen af produktionsvirksomhed mellem by og land bliver snævrere og mere alsidig. Udviklingen af formerne for kooperering af produktionen mellem landets forskellige egne, de økonomiske forbindelser mellem virksomhederne og vekselvirkningen mellem de beskæftigede på de enkelte virksomheder vil få en yderligere udvikling. Som resultat vil der opstå et højt organiseret og velfunderet kommunistisk harmonisk fællesskab mellem arbejdets mennesker. Ethvert medlem af samfundet vil med kærlighed og begejstring opfylde sine arbejdspligter og deltage i samfundslivet. Efterhånden som produktivkræfterne vokser og produktionen af materielle og åndelige rigdomme forøges, vil der på grundlag af udviklingen af samfundsejendommen også ske en udvikling og fuldkommengørelse af fordelingen af de materielle goder. Resultatet er, at de arbejdendes materielle og kulturelle behov vil blive tilfredsstillet i stadig højere grad. »Kommunismen«, er et klasseløst samfundssystem med et ensartet hele folket tilhørende eje af produktionsmidlerne, med fuld social lighed for alle medlemmer af samfundet, hvor der sammen med den alsidige udvikling af menneskene også vokser produktivkræfter frem på grundlag af en videnskab og teknik i stadig udvikling, hvor alle samfundsrigdommens kilder flyder i rivende strøm, og hvor det høje princip »enhver yder efter evne, enhver nyder efter behov« virkeliggøres. Kommunismen er et højt organiseret samfund af frie og bevidste arbejdende, i hvilket samfundsmæssigt selvstyre har slået rod, arbejde for samfundets vel bliver et første livsbehov for alle, en erkendt nødvendighed, og hvor enhvers evner vil blive anvendt til størst gavn for folket.« Kommunismen opfylder en stor historisk mission: Den befrier alle mennesker for social ulighed, for alle former for undertrykkelse og udbytning, for krigens rædsler og indfører fred, arbejde, frihed, lighed, broderskab og lykke for alle folk på Jorden. Kommunismen gør ende på samfundets opdeling i klasser og samfundslag. Den fuldstændige overvindelse af de sociale, økonomiske og kulturelle forskelle og forskelle i dagliglivet mellem by og land, sammensmeltningen af de to former for socialistisk ejendom til en kommunistisk enhedsejendom fører til arbejder- og bondeklassens forsvinden. Håndens arbejdere vil nå op på åndsarbejdernes kulturelt-tekniske niveau, derfor vil der ikke under kommunismen være nogen intellektuelle som et særligt socialt lag. Ethvert samfundsmedlem vil beskæftige sig med åndeligt og fysisk arbejde, idet den åndelige og den fysiske indsats i dets produktionsvirksomhed vil blive organisk forenet. Alle medlemmer af det kommunistiske samfund vil i kraft af det ensartede forhold til produktionsmidlerne befinde sig i samme stilling, have lige arbejds- og fordelingsbetingelser og aktivt deltage i ledelsen af samfundsanliggender. På grundlag af en solid enhed mellem samfundsmæssige og personlige interesser vil der opstå harmoniske forhold mellem samfund og individ. Den menneskelige kultur vil opnå en aldrig før set himmelflugt under kommunismen. Kommunismens kultur, der overtager og udvikler alt det fremskredne og bedste, der er blevet skabt af verdenskulturen, vil blive et nyt, højeste trin i menneskehedens kulturelle udvikling. Den vil legemliggøre hele det nye samfunds mangfoldige og rige åndelige liv, høje ideindhold og humanisme. Det vil blive en klasseløs, international, almenmenneskelig kultur. Kommunismen forudsætter også et nyt menneske, der i sig rummer åndelig rigdom, moralsk renhed og fysisk fuldkommenhed. Høj kommunistisk bevidsthed, kærlighed til arbejdet og disciplin og hengivenhed over for samfundets interesser - det er dette menneskes uadskillelige egenskaber. Den overordentlig høje organisationsgrad og præcision, som den kommunistiske produktion kræver af ham, vil ikke blive sikret ved tvang, men på grundlag af dyb forståelse af samfundspligten. Mennesket vil under kommunismen få en alsidig harmonisk udvikling. Dets evner og talenter vil blive draget frem og komme til fuld udfoldelse, dets bedste åndelige og fysiske egenskaber vil komme til udtryk på den mest fuldstændige og strålende måde. Med kommunismens virkeliggøres menneskes behov: »Enhver yder efter evne, enhver nyder efter behov«. »Alt i menneskets navn, alt for menneskets vel.«

Kammerater! I dag højtideligholder kommunister, vide kredse af det arbejdende folk, og progressive mennesker verden over en mindedag - 150 års dagen for den videnskabelige kommunismes grundlægger, det internationale proletariats geniale lærer og leder Karl Marx' fødsel.

Den store tænker og flammende revolutionære, Karl Marx, har fået sin plads i historien som den, der viste arbejderklassen, alle arbejdende og undertrykte folk vejen til frigørelse fra århundreders udbytning og trældom, vejen til erobring af social og åndelig frihed. Marx påviste videnskabeligt nødvendigheden og muligheden af revolutionær sønderbrydning af det folkefjendske kapitalistiske system og opridsede perspektiverne for opbygningen af et nyt samfund, et samfund uden udbytning, undertrykkelse og nød, i hvilket produktion, videnskab og kultur tilhører hele folket og udvikles til gavn for hele folket.

Marx klarlagde proletariatets verdenshistoriske rolle med hensyn til omstyrtelsen af kapitalismen og opbygningen af det kommunistiske samfund.

Marx' liv var en eneste storstilet, uegennyttig indsats i proletariatets tjeneste. Hans livsbane var ufatteligt vanskelig: en byrdefuld emigranttilværelse, kronisk fattigdom, bagvaskelser og hetz fra alverdens reaktionære. Men Marx formåede at udholde alle prøvelser ved sit eksempelløse mod, sin ubrydelige kampvilje og sin aldrig vaklende tro på arbejderklassens sejr.

Sammen med Karl Marx arbejdede og kæmpede hans nære ven og medarbejder Friedrich Engels for arbejderklassens interesser. Efter Marx' og Engels' død videreførtes deres værk og teorier på genial vis af Vladimir Iljitj Lenin.

Marx og Engels udarbejdede en videnskabelig teori, hvori de generelle love for naturens, samfundets og den menneskelige tænknings udvikling og for den revolutionære omdannelse af samfundet er formuleret. Den internationale kommunistiske bevægelses tilblivelse er knyttet til navnene Marx og Engels..

Under marxismens indflydelse kommer arbejderklassen i stigende grad til klarhed over sin historiske mission, sin kamps internationale karakter og de internationale forbindelsers betydning for opnåelsen af klassens store mål. Under marxismens' banner opretter og udvikler arbejderklassen sine klasseorganisationer og udfolder sin aktive, stadig voksende kamp mod bourgeoisiet. I kamp mod strømninger, der afviser den videnskabelige socialisme, vinder Marx' teorier nye sejre. ,

Under de marxistiske ideers banner fuldbyrdedes oktoberrevolutionen, opbyggedes socialismen i Sovjetunionen og sejrede socialistiske revolutioner i en række lande i Europa og Asien og i Cuba. Marxismens teorier føres ud i livet gennem folkenes skabergerning i socialistiske lande. De øver stadig voksende indflydelse på brede lag af den kapitalistiske verdens arbejdende folk og udvikler sig i bredden og dybden.

Den nuværende periode i kampen mod imperialismen betegner en sand triumf for marxismen-leninismen. Alt, hvad der findes i verden af revolutionært og progressivt, tiltrækkes af marxismen. Den kommunistiske bevægelse, som i midten af forrige århundrede kun talte nogle hundrede kommunister, er nu blevet til den mest indflydelsesrige politiske kraft i verden. I marxismen-leninismen søger og finder folkene svar på brændende problemer. Historien kender ikke og har aldrig kendt noget tilsvarende eksempel på, at en teoris autoritet og indflydelse er vokset i så rivende tempo.

Den marxistisk-leninistiske teori er af sand international karakter. Den kender ikke grænser og udgør idégrundlaget for alle arbejdendes internationale enhed og broderskab.

Det er med særlig respekt og taknemmelighed, at vi i Sovjetunionen ærer mindet om Marx og i dag højtideligholder 150 års dagen for hans fødsel. Marx' revolutionære teori tilhører hele verden, den er hele menneskehedens kostelige eje. Men u vi er stolte af, at denne teori for første gang i historien blev omsat i praksis netop i vort land.

»Marx og Engels var opfyldt af den mest optimistiske tiltro til den russiske revolution og dens vældige verdensomspændende betydning,« skrev Lenin. Karl Marx fulgte med vedholdende interesse de russiske revolutionæres selvopofrende kamp mod det tsaristiske selvherskerdømme, han havde personlig kontakt med mange af dem. Han var fast overbevist om, at der i Rusland »forestår en vældig social revolution«.

Omvendt har russiske revolutionære gennem generationer næret den dybeste agtelse for Marx. Hans teoretiske værk var for dem et virkningsfuldt idémæssigt våben. Vort leninske kommunistiske parti har i hele sin virksomhed, i alle etaper af sin heroiske kamp for omstyrtelsen af det tsaristiske selvherskerdømme og den proletariske revolutions sejr, for vort lands frihed og uafhængighed, for opbygningen af socialismen og for kommunismens endelige sejr altid ladet sig lede af den skabende marxisme-leninismes principper og gør det fremdeles. Denne urokkelige troskab over for den revolutionære lære, hvis grundlægger Marx var, vil vort parti bestandig bevare.

Marxismens opståen var ikke en tilfældighed under verdenshistoriens udvikling. Den er naturligt betinget af den sociale udviklings hele forløb.

Idémæssigt, teoretisk pegede udviklingen i den videnskabelige og samfundskritiske tænkning og de store opdagelser på naturvidenskabernes område frem mod marxismen. Marx' lære, skrev Lenin, »opstod som en direkte og umiddelbar fortsættelse af det værk, som filosofiens, den politiske økonomis og socialismens største repræsentanter havde skabt«.

Marx var en ægte encyklopædist, en utrættelig forsker og tænker, som fuldførte en storstilet bedrift. Han havde dybtgående kendskab til alle samfundskritiske strømninger og til sin tids vigtigste naturvidenskabelige opdagelser, og han studerede indgående hovedtendenserne i kapitalismens udvikling. Han gennemarbejdede kritisk og nyskabende forskningens resultater og udførte på det grundlag en sand revolution i filosofien, den politiske økonomi og samfundsvidenskaben. Marx skabte en sluttet og harmonisk revolutionsteori. I Det kommunistiske Manifest, som udkom i februar 1848, gav Marx og Engels en fremstilling af den nye teoris grundlag: den konsekvente filosofiske materialisme, omfattende både naturen og samfundslivet, dialektikken som den mest alsidige og dybtgående udviklingslære, teorien om klassekampen og proletariatets verdenshistoriske rolle.

»Som enhver ny teori måtte socialismen først og fremmest baseres på alt forud for den tilvejebragt idémateriale, uanset at dens rødder lå dybt i materielle og økonomiske fakta,« skrev Engels.

De sociale rødder, hvoraf den marxistiske teori fremgik, lå først og fremmest i, at med den kapitalistiske produktionsmådes udvikling og med væksten i dens modsætninger trådte en ny, konsekvent revolutionær klasse, proletariatet, frem på samfundslivets arena og begyndte sin historiske opstigning.

Marxismen fandt i proletariatet sin materielle, sociale basis. For proletariatet er marxismen et virkningsfuldt idémæssigt våben i kampen mod kapitalismen. Det, der giver den marxistiske teori dens store, omvæltende betydning og vitalitet, er på den ene side, at de proletariske klasseinteresser falder sammen med det store sociale fremskridts objektive krav, og på den anden side, at de marxistiske ideer, som er af strengt objektiv, videnskabelig karakter, svarer til proletariatets klassemæssige mål. Marxismen blev i sandhed mere end teorien og programmet for verdens arbejderbevægelse, den blev tillige det sociale fremskridts åndelige bannermærke.

Med udarbejdelsen af den dialektiske og historiske materialisme hidførte Marx og Engels en radikal omvæltning i filosofien. Materialisterne før Marx forbandt ikke de materialistiske konklusioner med udviklingsideen og var ikke i stand til at overføre materialismen på samfundsforholdene. Den førmarxistiske dialektiks tilhængere anerkendte udviklingstanken, men isolerede den fra den materielle verden og gav den en karakter af mystik.

Virkeligheden stillede imidlertid krav om en videnskabelig forklaring på de objektive processer, der foregår i samfundet og i naturen, og som er udviklingsprocesser. Naturvidenskaberne påviste foranderligheden i såvel organisk som uorganisk stof. Marx og Engels fastslog foranderligheden i samfundsformerne og anvendte konsekvent udviklingstanken på historien. De forbandt organisk den materialistiske teori med den dialektiske udviklingstanke og påviste tilstedeværelsen af generelle, objektive love med gyldighed både i naturen og samfundslivet, og de opstillede en helhedsopfattelse af udviklingen, en kvalitativt ny filosofisk videnskab - den dialektiske og historiske materialisme.

Marx udvidede materialismens gyldighed til det menneskelige samfund og dets historie og bragte dermed det kaos og den tilfældighed, der herskede i opfattelsen af samfundsfænomenerne, til ophør. »Marxismen har,« skrev Lenin, »anvist vejen til et altomfattende, alsidigt studium af de økonomiske samfundsformationers opståen, udvikling og nedgang, idet den undersøger hele komplekset af modsat rettede tendenser ud fra de forskellige samfundsklassers livs- og produktionsbetingelser, som kan bestemmes med nøjagtighed, fjerner subjektivismen og vilkårligheden i valget af de enkelte »hovedideer« eller i udlægningen af dem og klarlægger, at samtlige rødder til alle ideer og alle de forskellige tendenser ligger i de materielle produktivkræfters tilstand.«

Med den materialistiske historieopfattelses hjælp kunne der gives en videnskabeligt underbygget forklaring på folkemassernes og først og fremmest arbejderklassens afgørende rolle i den historiske udvikling. Som bekendt mente mange førmarxistiske historikere, at det er konger, hærførere og individuelle helteskikkelser, der skaber historien. Derved gjorde de samfundsudviklingen, nationers og landes skæbne og det sociale fremskridt afhængig af tilfældighedernes spil. Marx påviste, at samfundslivets grundlag er den materielle produktion, og at de historiske forandringer finder sted først og fremmest som følge af forandringer i produktionen. Arbejderne og bønderne, som udgør samfundets vigtigste produktivkraft, og som frembringer de materielle goder, er tillige historiens virkelige skabere.

Marx studerede de klassedelte samfunds historie og påviste derigennem, at drivkraften i disse samfunds udvikling er klassekampen, at man bag alle sociale, politiske og andre samfundsmæssige forandringer først og fremmest må se kampen mellem klasserne. Til understregning af den marxistiske klassekampsteoris umådelige betydning skrev Lenin: »Menneskene har altid været naive ofre for bedrag og selvbedrag i politik og vil vedblive at være det, indtil de lærer at finde frem til denne eller hin klasses interesser, der ligger bag de forskellige moralske, politiske og sociale fraser, erklæringer og løfter.«

Ved at anvende udviklingens materialistiske dialektik på samfundslivet påviste Marx det kapitalistiske samfunds forbigående karakter og dets uundgåelige undergang. I selve sit væsen er den marxistiske teori dybt kritisk og revolutionær. Det er ikke nogen tilfældighed, at den vækker så voldsom modstand hos bourgeoisiet og dets ideologer. Den materialistiske dialektik er den stadige fremadbevægelses, den stadige nytænknings og den revolutionære nyskabelses banner.

Den politiske økonomis repræsentanter før Marx beskrev væsentlige træk ved det borgerlige samfund og kritiserede dets mange brist, men de evnede ikke at blotlægge den indre mekanik i den kapitalistiske produktionsmådes udvikling, kunne ikke forklare dens modsætninger og anså kapitalismen for en evigtvarende, »naturlig« samfundstilstand.

Med opstillingen af merværdilæren afdækkede Marx den kapitalistiske udbytnings hemmelighed, blotlagde det kapitalistiske samfunds indre mekanik og dets modsætninger og påviste, at proletariatets befrielse fra udbytning ikke er mulig uden afskaffelse af kapitalismen. Merværdilæren er den marxistiske politiske økonomis hjørnesten. Engels pointerede i »Anti-Dühring«, at opdagelsen af merværdien er Marx' store historiske fortjeneste: »Den kaster et klart lys over områder af økonomien, hvor socialister i ikke mindre grad end borgerlige økonomer hidtil famlede i mørke. Med dette spørgsmåls løsning tager den videnskabelige socialisme sin begyndelse.«

Merværditeorien afdækkede kilderne til kapitalismens fundamentale modsætninger - mellem arbejde og kapital, mellem produktionens kollektive karakter og den private tilegnelsesform, den påpegede proletariatets virkelige placering i kapitalismens almene system og danner grundlaget for den marxistiske teori om proletariatets afgørende revolutionære rolle med hensyn til afskaffelsen af dette system. Derfor angriber bourgeoisiet med særligt raseri først og fremmest merværdilæren i et forsøg på at bevise, at der under moderne forhold ikke længere finder nogen udbytning sted. Der hævdes at have fundet en »revolution« sted i indtægtsforholdene, og forholdet mellem bourgeoisiet og arbejderklassen påstås at bygge på principper for socialt partnerskab.

Virkeligheden dementerer imidlertid eftertrykkeligt den slags falske forestillinger. Den kapitalistiske virkelighed viser, at udbytningen langtfra er forsvundet, men tværtimod er forstærket. Og de skærpede sociale konflikter, strejkebevægelsens voksende omfang vidner klart om, at der ikke hersker og ikke vil kunne herske fred i kapitalismens olivenlunde. Det er ikke det »sociale partnerskab«s principper, men merværdilæren, der nu som før er udtryk for det væsentlige i forholdet mellem arbejderne og bourgeoisiet, mellem de udbyttede og udbytterne i Marx opstillede for første gang i historien læren om kommunismen og hidførte dermed den mest dybtgående revolution i menneskenes forestillinger om indholdet og perspektiverne i samfundsudviklingen.

Gennem århundreder havde menneskehedens største tænkere gjort sig tanker om den ideale organisation af samfundsstrukturen, om socialisme. Men det var utopiske drømmerier. Den utopiske socialisme kritiserede ganske vist det kapitalistiske samfund, pegede på mange af dets brist og udtrykte medfølelse med de undertrykte, men formåede dog ikke at vise dem en virkelig udvej af deres byrdefulde situation. »Den evnede hverken at klarlægge, hvad lønslaveriet under kapitalismen indebar, eller at klarlægge lovene for kapitalismens udvikling, eller at finde den sociale kraft, der er i stand til at blive skaber af et nyt samfund,« skrev Lenin.

Marx forvandlede socialismen fra utopi til videnskab og underbyggede den konklusion, at socialismens sejr forberedes gennem den kapitalistiske produktionsmådes hele udvikling. Marx var den første, der påpegede, at arbejderklassen er den kraft, der skal styrte bourgeoisiet og opbygge det kommunistiske samfund.

Marx' opdagelse af og bevisførelse for proletariatets rolle i verdenshistorien er hovedsagen i marxismen. Heraf fulgte, fremhævede Lenin, at det ikke er ædle enkeltpersoners velmente forsøg, men det organiserede proletariats klassekamp, der kan befri menneskeheden for den elendighed, udbyttersystemet afføder. Der findes ikke og kan ikke findes marxisme uden denne hovedtanke, uden læren om proletariatets verdenshistoriske rolle.

Karl Marx var ikke blot en genial teoretiker og skaber af den videnskabelige kommunisme, men også en flammende revolutionær og politisk lederskikkelse for arbejderklassen og den, der først opbyggede et politisk parti for proletariatet. Under indflydelse af Marx og hans kampfælle, Engels, antog arbejderbevægelsen i det 19. århundrede betydeligt omfang. »Kommunisternes forbund«, I. Internationale og oprettelsen af socialistiske arbejderpartier i flere lande i Europa og Amerika er hovedetaper i væksten af det internationale proletariats revolutionære bevidsthed og organisation. Marx var grundlæggeren og den virkelige leder af I Internationale - Den internationale Arbejder-Association, og han affattede dens vigtigste dokumenter. Marx og Engels bidrog til, at arbejderbevægelsen i sin kamp gik over fra den spontane til den bevidste fase. Som følge af deres fælles indsats forbandt arbejderbevægelsen sig allerede i deres levetid i betydelig grad med marxismen.

Den marxistiske teori har eksisteret i mere end hundrede år. I den tid har der stået en heftig ideologisk kamp omkring den, og denne kamp foregår stadig. Bourgeoisiet søgte længe at tie den marxistiske teori ihjel, men begyndte derpå at fremføre påstande imod den, hvad den nu uden held har gjort gennem adskillige årtier. Dets ideologer hævder, at Marx' teorier er forældede, og at kapitalismens udvikling har fulgt andre veje. Der er skrevet hundredvis af bøger om, at den moderne kapitalisme ikke passer ind i de marxistiske anskuelser, at marxismen overhovedet ikke lader sig anvende på den vestlige civilisation. Forskellige »antikommunistiske manifester« er dukket op og forsvundet i ubemærkethed. Deres eneste bestemmelse var at besmykke og forsvare kapitalismen, gendrive Marx og »tilintetgøre« marxismen, eller i det mindste svække dens indflydelse og hæmme dens udbredelse. Som Lenin skrev, trænger marxismen imidlertid efter hver sådan »tilintetgørelse« stadig dybere ind i folkemasserne, den »bliver stadig stærkere, mere hærdet og livskraftig«.

Den heftige kamp omkring den ideologiske arv efter Marx er foregået og foregår stadig også i arbejderbevægelsen. Som bekendt blev det første, store reformistiske angreb på marxismen foretaget af Bernstein og hans tilhængere. Nogen tid senere vendte flertallet af II Internationales ledere sig ud fra reformistiske standpunkter mod den skabende marxisme. Efter oktoberrevolutionen indtog hele det højreorienterde socialdemokrati åbenlyst revisionistiske standpunkter og opgav i realiteten den marxistiske lære om klassekampen, den socialistiske revolution og proletariatets diktatur.

Der består også en anden front i kampen for marxismen-leninismens bevarelse - overvindelsen af forskellige »venstre«-opportunistiske forvanskninger af den revolutionære teori, kampen mod »venstrerevisionismen«, den småborgerlige »revolutionarisme«. Der findes talrige og mangeartede former for »venstrerevision« af marxismen-leninismen. Trotskisterne dækkede således i sin tid deres kapitulationsnatur og deres mistillid til sovjetrepublikkens indre styrke under »venstre«-fraser, de fablede om verdensrevolutionen og om imperialismens omstyrtelse i alle lande på én gang, men endte i anti-sovjetisme og samarbejde med de mest reaktionære kræfter. Et groft udslag af radikalistisk, eventyrpolitisk forvanskning af marxismen er den virksomhed, Mao Tse-tung og hans gruppe udfolder. Den begyndte med højrøstede erklæringer om at ville »forsvare« den marxistiske teori mod »det revisionistiske flertal i den kommunistiske bevægelse«, men i praksis forkastede den marxismen-leninismens teori, gik over til småborgerlig nationalisme og chauvinisme og udråbte den lille bog med citater af Mao Tse-tung til den højeste sandhed.

De kommunistiske partier ser det som en meget vigtig forpligtelse ved kollektive bestræbelser at værne om den marxistisk-leninistiske teori og at kæmpe for en skabende udvikling af den.

Den store socialistiske oktoberrevolution, som indledte en ny epoke i menneskehedens tilværelse, var en triumf for marxismen-leninismen. Den blev gennemført under det bolsjevikiske partis ledelse med Lenin i spidsen og bekræftede den marxistisk-leninistiske teoris rigtighed. Den udgjorde begyndelsen til denne teoris virkeliggørelse i opbygningen af det nye samfund.

Vort partis leder, sovjetstatens grundlægger, den geniale tænker Lenin videreudviklede på frugtbar måde den marxistiske teori til anvendelse på skiftende historiske betingelser og hævede den op på et nyt, højere stade. Lenin uddybede marxismens vigtige tanker om den socialistiske revolution, proletariatets diktatur og partiets og arbejderklassens ledende rolle og omsatte dem i praksis, og han gennemarbejdede hovedproblemerne i forbindelse med opbygningen af det socialistiske samfund og overgangen til kommunismen.

Det er Lenins historiske fortjeneste, at han alsidigt har afdækket imperialismens karakteristiske træk og udviklingslove, og at han har leveret en overbevisende redegørelse for, at »den kapitalistiske imperialismes epoke er den modne og overmodne kapitalismes epoke, hvor kapitalismen står på tærskelen til sin afskaffelse og er i den grad overmoden, at den må vige pladsen for socialismen«.

Ved videreudvikling af Marx' lære opstillede Lenin en sluttet teori om et parti af ny type, det marxistiske, revolutionære parti, dets ledende rolle, dets organisationsmæssige, ideologiske, taktiske og teoretiske grundlag. Lenin mente, at den første og vigtigste betingelse for arbejderklassens sejr i kampen for socialismens triumf er, at den har sit marxistiske parti. Kun under denne forudsætning er arbejderklassen en stærk, uovervindelig magt. Sine tanker om et marxistisk parti realiserede Lenin i det parti, han skabte, Sovjetunionens kommunistiske parti.

Det kommunistiske parti, som var dannet på marxismen-leninismens solide, videnskabelige grundlag, var under Lenins umiddelbare ledelse på alle måder forberedt til udførelsen af den historiske mission som leder af revolutionen og organisator af den socialistiske og kommunistiske opbygning.

Da partiet rejste masserne til revolution, fulgte de den geniale leninske konklusion, at under imperialismen er den socialistiske revolution og socialismens opbygning mulig til at begynde med i nogle få eller endog i et enkelt land. Denne Lenins opdagelse åbnede vide perspektiver for de kommunistiske partier i hele verden i deres revolutionære kamp.

Marx' og Lenins lære om proletariatets diktatur har umådelig betydning for den internationale revolutionære bevægelse. Marx og senere Lenin har med fuldstændig klarhed bevist, at staten i den overgangsperiode, der ligger mellem kapitalismen og socialismen, kun kan være proletariatets revolutionære diktatur, samtidig med at de understreger muligheden for en mangfoldighed af statslige former derfor. Lenin ydede en fortjenstfuld indsats i den skabende videreudvikling af Marx' lære ved sin opdagelse af sovjetterne som ny statstype. Et strålende bidrag til marxismens teori er også Lenins slutning, at det højeste princip for proletariatets diktatur er arbejderklassens forbund med bøndernes arbejdende masser.

Lenin behandlede alsidigt spørgsmålet om proletariatets diktaturs karakter og opgaver og om det proletariske demokrati som demokratiets højeste form. Proletariatets diktatur berøver kapitalisterne, godsejerne og deres håndlangere »friheden« til at eje fabrikker og til at udbytte dem, der arbejder, »friheden« til at disponere over presse, radio og andre propagandamedier, hvormed de fordummer masserne, »friheden« til at arbejde for genoprettelse af kapitalens herredømme og »friheden« til at pleje forbindelser med bourgeoisiet i udlandet i den slags folkefjendske øjemed. Lenin lærer os, at samtidig med kampen mod socialismens fjender og deres agenter og lakajer betyder proletariatets diktatur en umådelig udvidelse af demokratiet, betyder proletarisk demokrati, demokrati for den arbejdende befolkning, dvs. for det vældige befolkningsflertal, og vel at mærke ikke et formelt, men et reelt demokrati, under hvilket arbejdere og bønder, alle der arbejder, er herrer i deres land og over dets materielle og immaterielle goder. Derfor er det proletariske demokrati uendelig mere demokratisk end et hvilket som helst borgerligt demokrati.

Socialismens sejr bevirker dybtgående forandringer i samfundets politiske liv. Det proletariske diktaturs stat vokser over i hele folkets politiske organisation med arbejderklassen i spidsen, hvilket fører til yderligere udvikling, uddybning og forbedring af det socialistiske demokrati. Ægte demokrati følger af hele det socialistiske systems væsen.

Ledestjernen i opbygningen af verdens første kommunistiske samfund er den videnskabelige kommunismes teori, som den er udarbejdet af Marx og videreudviklet af Lenin. Den har givet en videnskabeligt underbygget prognose for hele menneskehedens udvikling.

Efter sine dybtgående undersøgelser af den kapitalistiske samfundsformation følger Marx nøje denne formations udviklingstendenser og opridser samtidig med genial fremsynethed de vigtigste konturer ved det fremtidssamfund, som skal afløse kapitalismen. Som Lenin har sagt, fandtes der hos Marx ikke skygge af forsøg på i denne forbindelse at opstille et utopia. Som den sande videnskabsmand han var, stiller Marx spørgsmålet om kommunismen »på det grundlag, at den udspringer af kapitalismen, udvikler sig historisk af kapitalismen og er resultatet af sådanne sociale kræfters virksomhed, som er affødt af kapitalismen«.

Marx forudså, at overgangen fra kapitalisme til kommunisme vil ske i tre objektivt betingede, historisk lovbestemte etaper: overgangsperioden, den socialistiske fase, den kommunistiske fase. Marx understregede, at overgangen fra den ene fase til den anden først og fremmest bestemmes af produktivkræfternes udvikling og af udbygningen af produktionsforholdene. Han kritiserede det teoretisk og praktisk uholdbare i ethvert forsøg på at »piske historien frem«, at springe historisk nødvendige etaper over og også at forsimple forestillingerne om kommunismen, som om den skulle været et kasernesamfund.

Lenin satte Marx' teoretiske konklusioner om overgangsperioden, om kommunismen og dens udviklingsfaser meget højt og førte dem videre. Ud fra Marx' tanker og Sovjetstatens praktiske erfaringer udviklede Lenin med klarhed og dybde metoderne til den socialistiske opbygning. Lenin lærte os, at socialismen kun kan sejre på basis af tidssvarende, fremskreden teknik, en stærk, socialistisk industri og en høj arbejdsproduktivitet.

På grundlag af Marx' agrarteori, som han videreudviklede, opstillede Lenin en genial plan for inddragelse af bønderne i socialismen gennem kooperationen. I overensstemmelse med denne plan er i Sovjetunionen det komplicerede bondespørgsmål løst for første gang i historien, og hele livsformen på landet er ved at ændres radikalt.

Af allerstørste betydning er Lenins vidtspændende plan for socialistiske forandringer på det kulturelle område, herunder udryddelse af analfabetismen blandt masserne og deres delagtiggørelse i kundskaber, i videnskabens og kulturens præstationer, dannelsen af en intelligens, som er udsprunget af folket, kritisk tilegnelse og bearbejdning af den åndelige arv og anvendelse af de kommunistiske ideer på opdragelsens, moralens og de menneskelige omgangsformers områder.

I overensstemmelse med den marxistisk-leninistiske teori er første fase af den kommunistiske formation - socialismen - opbygget i Sovjetunionen. Den socialistiske fase har sine modningstrin, afhængigt af produktivkræfternes stade, udbygningen af produktionsforholdene og den konkrete, historiske situation. I denne forbindelse giver det socialistiske verdenssystems eksistens forudsætninger for stadig større variation i formerne for samfundets socialistiske organisation. Under alle omstændigheder er de karakteristiske træk ved socialismen, at der findes udviklede produktivkræfter, at samfundseje af produktionsmidlerne har herredømmet, at der ikke findes udbytterklasser, og at mennesker ikke udbytter mennesker, at der foregår en udviskning af forskellene og grænserne mellem klasserne, at samfundsproduktionen udvikles planmæssigt med systematisk forøgelse af den arbejdende befolknings velstand som formål, at arbejderklassen med det marxistisk-leninistiske parti i spidsen har den ledende rolle, at der hersker dybtgående og alsidigt demokrati, at der hersker social, national og politisk ligestilling af menneskene, og at samfundet trives åndeligt.

Et særlig typisk træk ved socialismen som kommunismens første fase er som bekendt fordelingen af de materielle goder mellem de arbejdende i forhold til mængden og kvaliteten af den ydede arbejdsindsats efter princippet, »yde efter evne, modtage efter arbejdsindsats«. Under socialismen udbytter det ene menneske ikke det andet, men alligevel eksisterer der stadig en vis ulighed mellem mennesker i henseende til det modtagne, materielle vederlag fra samfundet. Som Marx har understreget, er denne ulempe uundgåelig » ... i det kommunistiske samfunds første fase, i den form, hvori det efter langvarige fødselsveer fremgår af det kapitalistiske samfund«.

Socialismen er ikke en kortvarig etape, men en hel historisk periode i det kommunistiske samfunds udvikling. Socialismens økonomiske love og dens fortrin gør sig mest fuldstændigt gældende i det moderne socialistiske samfund. Fuldstændig og alsidig realisering af socialismens sociale og økonomiske muligheder medfører en gradvis, logisk og naturlig overgang til kommunismen. Vejen til kommunismen fører over socialismens fulde sejr. Der findes ingen anden vej.

Det tidsrum, der medgår til løsningen af de socialistiske opgaver, og navnlig til dannelsen af den fuldt udformede socialisme med den dertil hørende materielle og tekniske basis og udviklede sociale relationer, er ikke ens i forskellige lande. De lande som ved indledningen af den nye fase er økonomisk udviklede, har relativt lettere ved at gennemføre opbygningen af socialismen. De lande, som må begynde indførelsen af socialistiske forhold med en uudviklet materiel og teknisk basis, må tilbagelægge en historisk set lang vej og løse store problemer.

Den videnskabelige kommunismes teori, beriget med Sovjetunionens og andre socialistiske landes erfaringer, er således det videnskabelige grundlag for de gigantiske socialistiske forandringer, der nu har udviklet sig i tre verdensdele og på praktisk vis har manifesteret sig i det socialistiske verdenssystem, som fra alle synspunkter - økonomisk, socialt, politisk og åndeligt - har fundamentale fortrin frem for det kapitalistiske system.

De kommunistiske partier i de socialistiske lande yder deres bidrag til det socialistiske samfunds teori og den praktiske organisation deraf. Sovjetunionens kommunistiske parti delagtiggør beredvilligt andre marxistiske partier i sine erfaringer og studerer samtidig opmærksomt broderpartiernes kollektive erfaringer og drager nytte heraf i den politiske, økonomiske og kulturelle opbygning.

Konstruktiv anvendelse af den marxistisk-leninistiske teori i det ene eller andet land kræver, at der tages hensyn til specielle træk i forholdet mellem klasser og partier og til andre konkrete betingelser. Men principperne for organiseringen af den socialistiske tilværelse er fælles. Som erfaringen viser, eksisterer der ikke former for socialisme, som er i strid med de almene principper, overhovedet ikke.

Det sovjetiske folk har under Sovjetunionens kommunistiske partis ledelse tilbagelagt en betydningsfuld historisk vej. Det har afskaffet udbytterklasserne og skabt det arbejdende folks samfund, socialismen. Dermed er der opnået fuld garanti mod kapitalismens genindførelse indefra. Vi har opbygget en stærk stat, konsolideret venskabet med de socialistiske lande og ført fredspolitik udadtil, og derved har vi i betragtning af styrkeforholdet i verden også opnået garanti mod kapitalismens genindførelse udefra. Socialismens sejr i Sovjetunionen er blevet fuldstændig og definitiv.

Med opbygningen af socialismen i Sovjetunionen har vor arbejderklasse, vore kollektive landbrugere, vore åndsarbejdere, hele det sovjetiske folk og dets fortrop - det kommunistiske parti - over for menneskeheden indlagt sig stor verdenshistorisk fortjeneste. Den store plan, Marx og Lenin opstillede, er blevet ført ud i livet ved det sovjetiske folks fysiske og åndelige indsats.

Etableringen af et udviklet socialistisk samfund, som til fulde viser hele sin overlegenhed, havde i vort land væsentlige særtræk og var forbundet med overvindelse af alvorlige vanskeligheder. Vi måtte løse vanskelige opgaver, opbygge et nyt samfund, styrke landets forsvarspotentiel og værne revolutionens landvindinger mod imperialismen under opfyldelse af vore nationale og internationale forpligtelser. For at løse disse opgaver og sejre i den forbitrede kamp mod den internationale og den indre reaktion måtte vi bringe store ofre. Det er velkendt, at vort lands arbejdende befolkning holdt stand mod stormløbet og knuste alle den gamle verdens styrker, som kastede sig over oktoberrevolutionen og den nye sovjetrepublik - lige fra verdensimperialismen og de udbytterklasser, revolutionen havde styrtet, til socialismens renegater, mensjevikkerne, de socialrevolutionære og de borgerlige nationalister. Det sovjetiske folk måtte også bære hovedbyrden under den anden verdenskrig mod Hitlers horder - imperialismens stødtropper.

Også i dag har det sovjetiske folk sin usvækkede opmærksomhed rettet mod udbygningen af Sovjetunionens forsvarsevne til gavn for fredens og socialismens forsvar. Vi kan med dyb tilfredshed sige, at vort lands væbnede styrker, som effektivt vogter socialismens landvindinger og stedse er parat til at rette tilintetgørende slag mod enhver aggressor, er hærdede og partiet og folket ubetinget hengivne.

Det sovjetiske folks stadige og støtte fremgang i efterkrigstiden gør det muligt for hvert skridt fremad at klarlægge socialismens muligheder på alle samfundslivets områder med stadig større fylde, dybde og klarhed. Og i takt med vor bevægelse føler hvert eneste medlem af det sovjetiske samfund stadig stærkere det socialistiske systems vældige fortrin.

Det sovjetiske folk er nu i gang med den bredt anlagte opbygning af kommunismen. Konturerne af den kommunistiske fase blev fastlagt allerede af Marx og Lenin.

Den kommunistiske fase indtræder, efter at de økonomiske, sociale og åndelige forudsætninger gennem en lang periode er modnet inden for socialismens rammer, »... når den lænkebindende underordning af individerne under arbejdsdelingen er forsvundet og dermed også modsætningerne mellem legemligt og åndeligt arbejde; når arbejdet er blevet ikke blot et middel til at opretholde livet, men selve den første livsfornødenhed; når også produktionskræfterne er vokset med individernes alsidige udvikling, og alle den kollektive rigdoms kilder vælder stærkere frem - først da kan den snævre, borgerlige retshorisont helt overskrides og samfundet skrive på sine faner: Enhver yder efter evne, enhver får efter behov!«

Med Marx' og Lenins store ideer som ledetråd baner vort parti nye veje i den revolutionære teori og praksis. Vi har nu en klarere forestilling om, ad hvilken vej vi skal nå frem til kommunismen, hvilke problemer og vanskeligheder der vil rejse sig for os, og vi søger ihærdigt metoder og midler til løsning af disse problemer. En dybtgående behandling af problemerne omkring socialismens gradvise vækst over i kommunismen er foretaget i partiprogrammet og i resolutionerne fra Sovjetunionens kommunistiske partis 23. kongres. I disse programdokumenter og i resolutioner fra møder i SUKP´s centralkomité er der opridset foranstaltninger, som vil sikre vort samfunds fremrykning ad den kommunistiske opbygnings vej.

Det væsentlige i det skabende arbejde med opbygningen af kommunismen er, at produktivkræfterne udvikles på alle måder, og at produktionsforholdene udbygges, at den materielle og tekniske basis for kommunismen tilvejebringes. Ved vidtstrakt udnyttelse af videnskabens og teknikkens resultater, industriel udvikling af hele samfundsproduktionen og forøgelse af dens effektivitet og af arbejdsproduktiviteten skal der vedligeholdes en fortsat kraftig vækst i industrien og et højt, stabilt udviklingstempo i landbruget, hvilket vil give mulighed for stadig mere fuldstændig tilfredsstillelse af alle sovjetiske borgeres materielle og kulturelle behov.

De socialistiske produktionsforhold åbner vidt spillerum for produktivkræfternes udvikling. I takt med denne udvikling er imidlertid en udbygning af produktionsforholdene nødvendig, ikke som noget spontant, men som noget der sker med et bestemt mål under partiets og statens ledelse. Forudsætningerne for nutidens socialistiske produktion i Sovjetunionen, som hænger sammen med det videnskabelige og tekniske fremskridt og den objektive nødvendighed af at give større råderum for socialismens økonomiske love, kræver, at der gennemføres de fornødne ændringer i produktionsforholdene og i ledelsesformerne. I overensstemmelse hermed har partiet under konstruktiv anvendelse af marxismen-leninismen udkastet planer til store samfundsøkonomiske foranstaltninger, som er ved at blive ført ud i livet.

De nye metoder til økonomisk ledelse bygger på en kombination af statens fælles planmæssige ledelse af hele samfundsøkonomien med virksomhedernes økonomiske selvstændighed og driftsøkonomiske initiativ og tillige med universel udvikling af den socialistiske kappestrid og udnyttelse af systemet med moralske og økonomiske incitamenter.

Marx og Lenin klarlagde virkningen af socialismens vigtige objektive love, først og fremmest lovene for den udvidede reproduktion, den planmæssige udvikling af samfundshusholdningen, fordelingen efter arbejdsydelse og værdiloven. Anvendelsen af disse og andre under socialismen gyldige love åbner mulighed for virkelig bevidst, videnskabeligt underbygget planmæssig ledelse af alle de økonomiske processer i landet.

Reproduktionens og planlægningens problemer anskuede Marx under synsvinklen rationel udnyttelse af arbejdskraftressourcerne og indsparing af arbejdstid. Marx skrev, at »indsparing af tid vil ligesom planmæssig fordeling af den anvendte arbejdstid på de enkelte produktionsgrene fremdeles være den første økonomiske lov på den kollektive produktions grund. Dette bliver endog lov i endnu langt højere grad«.

Forbedringen af den økonomiske ledelse, det højere videnskabelige niveau i planlægningen, den rigtige udnyttelse af vare-penge-relationerne og af økonomiske kategorier som profit, rentabilitet og lønsomhed, udviklingen af materielle og moralske incitamenter til arbejdsindsats såvel i landsmålestok som inden for de enkelte brancher og virksomheder giver mulighed for betydeligt øget produktionseffektivitet og for maksimale resultater med samtidige besparelser af alle produktionselementer.

En af de væsentligste faste bestanddele i den økonomiske reform, vi er ved at gennemføre, er, at man stiler mod bredere udnyttelse af de økonomiske metoder og driftsøkonomiske former i tilrettelæggelsen af produktionen og fordelingen. I denne forbindelse har den borgerlige propaganda lanceret en hel strøm af misinformation og bagvaskelse om krise i socialismen og om Sovjetunionens og andre socialistiske landes tilbagevenden til den kapitalistiske økonomis baner. Denne propaganda er intet andet end ondsindet opspind.

Udnyttelsen af vare-penge-relationerne i de socialistiske lande angribes også fra »teoretikere« i Mao Tse-tung-gruppen, som i deres skrifter forvansker de leninske grundsætninger om materiel fordel, lønsomhed og profit, idet man fremstiller disse økonomiske kategorier som borgerlige. Men vare-penge-relationerne har i den socialistiske økonomi et helt andet socialt indhold end under kapitalismen, idet det bygger på samfundseje af produktionsmidlerne og udelukker enhver mulighed for at omdanne pengene til kapital, til et middel til udbytning. De forudsætter, at den centraliserede statslige planlægning har den ledende rolle, og tjener til yderligere kraftig udvikling af alle den socialistiske samfundshusholdnings grene og stigning i den sovjetiske befolknings levestandard.

Grundprincippet i det nye samfundsøkonomiske ledelsessystem er den demokratiske centralismes princip, som betrygger den organiske enhed af ledelsens centralisation og dybtgående demokrati. Dette princip følger konsekvent af, at produktionsmidlerne er socialistisk ejendom, og giver mulighed for den mest effektive organisation af den moderne, socialistiske storproduktion; det kombinerer bedst muligt samfundets interesser med arbejdskollektivernes, alle borgeres interesser, idet deres bevidsthedsniveau hæves i takt med bevægelsen fremad mod kommunismen.

Samtidig med udviklingen af den materielle og tekniske basis forbedrer det sovjetiske samfund de sociale og politiske relationer. Den støtte uddybning og udvikling af det socialistiske demokrati fører til stadig større aktivisering af sovjetterne, fagforeningerne, ungdomsorganisationerne og andre organisationer og til, at stadig bredere masser drages ind i ledelsen af offentlige anliggender. På dette voksende demokratiske grundlag dannes lidt efter lidt elementerne i den kommunistiske, fælles selvforvaltning. Vor opgave er at støtte disse elementer og med alle midler fremme deres vækst og udbygning.

De sociale omskabelser og forandringer i det sovjetiske samfund, som sker med arbejderklassen i den førende rolle og under partiets ledelse, foregår i en overordentlig vidtstrakt sfære. Vi har allerede udrettet et stort arbejde for at udviske skellene mellem by og land. I de kommende år vil dette arbejde antage endnu større omfang. Elektrificeringen, mekaniseringen og kemificeringen vil give landbrugsproduktionen industrielt tilsnit. Højnelse af kulturen på landet og den gennemgribende omstilling af landbrugernes tilværelse giver mulighed for stadig større tilnærmelse af vilkårene i arbejde, dagligliv og kultur på land og i by.

Den videnskabelige og tekniske revolution, udbygningen af produktionsforholdene, velstandsstigningen for alle befolkningslag, det udvidede fællesskab om de idémæssige og politiske opgaver, den videre udbredelse af kundskaber i masserne og befolkningens voksende aktivitet og målbevidste indstilling muliggør en gradvis bortslibning af de sociale, klassemæssige skel mellem arbejdere, kollektivbrugere og åndsarbejdere på de økonomiske, sociale og kulturelle områder. Allerede nu ser vi en forstærket social ensartethed af alle befolkningsgrupper i vort samfund på det fælles socialistiske grundlag. Der foregår en intensiv proces, hvori åndeligt og fysisk arbejde forenes under menneskenes produktive virke.

Den kommunistiske opbygnings gunstige forløb gør venskabet og samarbejdet mellem folkene i vort land endnu stærkere. Tilnærmelsen mellem nationerne, den gensidige påvirkning i kultur, livsvaner og sprog forstærkes. Dialektikken i denne proces består i, at samtidig med væksten i de forskellige nationale kulturer vil deres fælles sovjetiske, internationale, socialistiske træk blive mere og mere udprægede.

Under opbygningen af kommunismen formes det nye, alsidigt udviklede sovjetiske menneske, et menneske med høj kultur, med stærk kommunistisk overbevisning, grundmurede ideer om uforbeholden hengivenhed for det socialistiske fædreland og den proletariske internationalisme. Som det ses af vort samfunds historie gennem et halvt århundrede, kræver formningen af dette nye menneske en umådelig indsats af det kommunistiske parti og sovjetstaten med hensyn til kommunistisk opdragelse af befolkningen, uforsonlig kamp mod kapitalismens levn i menneskenes bevidsthed og mod imperialisternes ideologiske ødelæggelsesvirksomhed. SUKP´s centralkomité fremhævede ved sit møde i april efter generalsekretær Brezjnevs beretning, at »den historiske udviklings nuværende etape kendetegnes ved kraftig skærpelse af den ideologiske kamp mellem kapitalismen og socialismen«. Under disse forhold må der lægges særlig vægt på den kommunistiske opdragelse af befolkningen på grundlag af marxismen-leninismens store ideer, uforsonlig kamp mod den fjendtlige ideologi, resolut afsløring af imperialismens og dens ideologers, agenters og lakajers intriger og forstærkelse af hele partiets ideologiske virksomhed. Dette er en af de ufravigelige betingelser for den kommunistiske opbygnings sejr.

Marx, Engels og Lenin har vist folkene i hele verden den sikre vej til fremtiden. Under det kommunistiske partis ledelse går det sovjetiske folk støt og ubøjeligt frem ad denne vej.

Det smukkeste mindesmærke for disse tankens giganter, den største tak til disse flammende revolutionære vil være fuldførelsen af kommunismens strålende bygning i vort land.

Kammerater! Den marxistisk-leninistiske teori er idégrundlaget for den virksomhed, som den internationale kommunistiske bevægelse og de øvrige revolutionære kræfter i verden udfolder, den giver dem mulighed for at orientere sig rigtigt i begivenhedernes komplicerede vekselspil og at finde svarene på nye problemer, som opstår under samfundsudviklingens forløb.

Livet bekræfter hver dag rigtigheden af denne teori og omstøder uophørligt argumenter og påstande, som kapitalismens fortalere benytter for at gendrive marxistiske konklusioner. Kapitalismens positioner undermineres fra alle sider. Selv visse borgerlige politikere i USA nødsages til at erkende, at deres stat er et »sygt samfund«, hvor alle befolkningslag føler utryghed ved morgendagen, og landet som helhed oplever »nervøse forstyrrelser i national målestok«. Det vil imidlertid være rigtigere at sige, at det i dag ikke er en enkelt borgerlig stat, men kapitalismens hele system, der er uhelbredelig sygt. Den videnskabelige diagnose af denne sygdom er: en stadig uddybet almen krise i kapitalismen.

Imperialismen og især USA´s imperialisme, verdensreaktionens hovedstyrke, skyer intet middel for at bremse revolutionsprocessen, den organiserer diversioner og komplotter og starter militære aggressioner snart et snart et andet sted i verden. Den overvejende tendens i verdensudviklingen er imidlertid, trods den imperialistiske reaktions bestræbelser, at socialismens positioner styrkes, og at den internationale arbejderbevægelse og den nationale befrielsesbevægelse er i fremgang. Den store kommunistiske revolution, som Marx så for sig og skrev om, er i fremmarch på kloden.

I vore dage er den bevægelse, som indledtes af marxismens grundlæggere, svulmet op til en kraftig, verdensomspændende revolutionsproces, hvori tre hovedstrømme vekselvirker: - den revolutionære virksomhed, som udfoldes af folkene i det socialistiske verdenssystem under kampen for at opbygge socialismen og kommunismen; - arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande; - den nationale befrielseskamp, som føres af folkene i Asien, Afrika og Latinamerika.

I centrum for vor tid, hvis hovedindhold er overgangen fra kapitalisme til socialisme i verdensmålestok, står den internationale arbejderklasse og dens egentlige afkom - socialismens verdenssystem. Denne tese, som er nedfældet i den kommunistiske verdensbevægelses dokumenter og i SUKP´s program, bekræftes af millionmassernes revolutionære praksis, af verdensbegivenhedernes samlede forløb.

Socialismens sejr i Sovjetunionen og dannelsen og styrkelsen af samvirket mellem de socialistiske lande har øvet en dybtgående indflydelse på forløbet af den verdensomspændende kamp mellem arbejde og kapital. Socialismens verdenssystem øver en stigende politisk indflydelse og øger sit økonomiske og militære potentiel så stærkt, at det binder imperialisternes hænder og skaber gunstige betingelser for udviklingen af den samlede verdensomspændende revolutionsproces.

Socialismen øver stadig stærkere indvirkning på det sociale fremskridt i hele verden. Erfaringerne fra de sidste år har på ny bekræftet, at uanset hvor kompliceret og modsigelsesfyldt den nuværende situation er, arbejder tiden for socialismen.

Den tid er forbi, da en stærk imperialistisk magt med sin militærtekniske overlegenhed uden frygt for alvorlige tab kunne udføre »politiaktioner« hvor som helst i verden. Det er en erfaring, som USA i dag har måttet gøre. USA regnede med en militær spadseretur i Vietnam og har i stedet fået denne svære, blodige og perspektivløse krig. Begivenhederne i Vietnam viser med al fornøden tydelighed, hvilke enorme kraftreserver der ligger i ethvert folk, når det rejser sig til forsvar for sin frihed og uafhængighed og har mulighed for at støtte sig på venligtsindede stater.

Styrkelsen af det alsidige samarbejde og af samvirket mellem de socialistiske lande, deres fremgang i økonomi og videnskab, i befolkningens levefod og kultur og i udbygningen af de socialistiske samfundsrelationer forøger mere og mere socialismens tiltrækningskraft og udvider mulighederne for at yde politisk og økonomisk hjælp til folk, som kæmper for deres nationale og sociale frihed. Derfor retter imperialismen, som oplever alvorlige rystelser og fiaskoer i sin indenrigs- og udenrigspolitik, for tiden mere og mere sin undergravende politiske og ideologiske kamp mod socialismens lande i et forsøg på at opløse dem indefra og at svække enheden mellem disse lande og sammenholdet i den internationale kommunistiske bevægelse.

Der er ikke tvivl om, at også disse onde hensigter fra imperialisterne vil blive forpurret. Folkene i Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande følger årvågent og støt vejen til socialismens og kommunismens opbygning. Og det vil ikke lykkes nogen at drage dem bort fra denne vej.

Kammerater! Nutidens kapitalisme sønderslides mere og mere af indre og ydre modsætninger, som tiltager i skarphed. I de udviklede kapitalistiske lande, disse centre for vore dages imperialisme, breder sig arbejderklassens revolutionære kamp mod selve grundlaget for det samfundsøkonomiske system, som baseres på udbytning af mennesker.

I denne kamp står arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning over for en stærk og erfaren modstander - monopolerne, som støtter sig på et omfattende statsapparat. I bestræbelsen for at fastholde sine positioner forsøger det monopolistiske bourgeoisi at tilpasse sig nutidens vilkår. Tre hovedfaktorer driver det i denne retning. Den ene er produktionens objektive udviklingsproces, som har en stærkt udtalt kollektiv karakter. Den anden er den historiske kappestrid med socialismen. Den tredje endelig er den hårdnakkede og voksende kamp, som arbejderklassen og andre arbejdende lag fører for sine økonomiske og politiske interesser.

I de sidste årtier er der foregået en stadig stærkere forvandling af den monopolistiske kapitalisme til statsmonopolistisk kapitalisme. Der anvendes i videre og videre udstrækning forskellige former for direkte og indirekte statslig regulering, økonomisk programmering og prognosering. Systemet af private monopoler sammenflettes mere og mere intimt med systemet af statslige virksomheder. Nutidens borgerlige stat blander sig mere og mere i systemet af samfundsøkonomiske relationer, naturligvis for at bevare det borgerlige samfund og bidrage til berigelse af monopolerne, ikke i folkets interesse.

Den marxistiske, dialektiske indstilling til disse foreteelser gør det muligt at se de talrige modsætninger i deres udvikling. I sidste instans undergraver disse modsætninger kapitalismens allerhelligste - den private ejendom. Hele kapitalismens udvikling fører den uafvendeligt hen til det sidste trin før socialismen, det trin, hvor socialismen direkte banker på døren.

Kapitalismens fortalere forsøger at forfægte dens ret til at eksistere ved at påberåbe sig, at den industrielle udviklings tempo i enkelte kapitalistiske lande er steget i de sidste årtier. Takket være den videnskabelige og tekniske revolution og anvendelsen af en række foranstaltninger til statsmonopolistisk regulering har den kapitalistiske økonomi virkelig udviklet sig mere intensivt end i den første tredjedel af det tyvende århundrede.

Uanset alle nydannelser åbenbarer kapitalismen imidlertid mere og mere sin uholdbarhed i kappestriden med socialismens verden. Selv i de år, hvor dens fremskridt var størst, udviklede dens økonomi sig langsommere end i de socialistiske lande. Det må bemærkes, at netop i den sidste tid har forholdet mellem stigningstakterne ændret sig yderligere til fordel for de socialistiske lande. Væksten af kapitalismens produktion foregår desuden yderst ujævnt. I nogle lande, først og fremmest USA, har væksten en i høj grad usund, militaristisk karakter. Der er intet kapitalistisk land, der slipper for konjunktursvingninger. Som regel følger efter fem-seks års vækst kriseagtige nedgange eller i bedste fald en march på stedet.

I den senere tid har kapitalismens økonomi oplevet nye alvorlige rystelser. Det kapitalistiske systems to afgørende internationale valutaer, pundet og dollaren, er rokket i deres grundvold. Kapitalismens magthavere forsøger at redde situationen på bekostning af den arbejdende befolknings brede masser, ved at fratage dem de forløbne års sociale og økonomiske erobringer. Dette indvarsler en yderligere tilspidsning af de sociale konflikter og klassekampene.

Det økonomiske udviklingsforløb medfører en yderligere markering af svælget mellem arbejde og kapital, en stærkere polarisering af klassekræfterne. Med USA som eksempel kan man se, hvordan en håndfuld enormt rige kapitalister, som ejer hundreder af millioner og milliarder dollars, faktisk kontrollerer og behersker landets økonomiske, politiske, ja også kulturelle liv. Samtidig henslæber hundreder af millioner mennesker i de højt udviklede kapitalistiske lande og inden for kapitalismens indflydelsessfære en sørgelig og elendig tilværelse.

Antallet af lønmodtagere i den aktive befolkning i USA og andre højt udviklede kapitalistiske lande er i midten af 1960'erne steget til 80-90 pct. Dannelsen og udviklingen af nye sociale grupper, en følge af den videnskabelige og tekniske revolution, grupper som også udbyttes af kapitalen, åbner ekstra muligheder for at udvide fronten af kræfter, som med arbejderklassen i spidsen går ind for en radikal ændring af det bestående samfundssystem. Det betyder, at klassen af udbyttere objektivt står over for det overvældende flertal af befolkningen.

Den marxistiske tese, at bourgeoisiet aldrig frivilligt vil afgive magten, gælder også i dag. Men arbejderbevægelsens erfaringer viser, at formerne for revolutionær magtanvendelse kan være forskellige, alt efter de konkrete, historiske forhold. Hovedproblemet i den nuværende arbejderbevægelses offensivstrategi består i at fremme tilvejebringelsen af objektive og subjektive betingelser, hvorunder de revolutionære masser kan gøre ende på det monopolistiske bourgeoisis magt.

På hvilken måde kan disse betingelser tilvejebringes? Hvordan kan masserne bringes frem til den afgørende fase i kampen mod det monopolistiske bourgeoisi? Det er et spørgsmål, som i dag er helt afgørende for arbejderbevægelsen i de højest udviklede kapitalistiske lande.

I dag indtager de almen-demokratiske opgaver en langt større plads i arbejderklassens revolutionære kamp end før, deres indhold er undergået forandringer. Mens den almen-demokratiske kamp på Marx' tid bestemtes af komplekset af anti-feudale og antikapitalistiske opgaver; mens de almen-demokratiske opgaver i Rusland og enkelte andre lande blev betragtet og behandlet under den synsvinkel, at den borgerlig-demokratiske revolution skulle vokse over i den socialistiske revolution; mens de almen-demokratiske opgaver, som stod for de nationale fronter i de folkedemokratiske lande fortrinsvis fremgik af det antifascistiske indhold, som deres revolutionære kamp i den første periode havde, så stammer udvidelsen af de almendemokratiske opgavers omfang i de kapitalistiske lande i dag fra det anti-monopolistiske indhold i proletariatets klassekamp.

Den anti-monopolistiske bevægelse indbefatter i dag som en af sine hovedbestanddele kampen for demokratiske reformer, som underminerer monopolernes positioner. Kampen for demokratiske reformer og forbedring af den arbejdende befolknings leveforhold, som ikke er umiddelbart socialistisk, fører samtidig masserne nærmere til forståelse af den socialistiske revolutions nødvendighed.

I kapitalens lande udfolder masserne i bredere og bredere mål deres kamp for fred, national uafhængighed og demokrati. Af særlig stor betydning er den brede demokratiske bevægelse for fred og fredelig sameksistens af lande med forskelligt samfundssystem, for afværgelse af en ny verdenskrig, en kamp som er rettet mod monopolkapitalens militariske kredse.

Udviklingen af disse og andre nutidige former for massekamp kan sluttelig føre til isolation af de mest aggressive og mest reaktionære grupper i imperialismens lejr, til en vis begrænsning af monopolernes magtsfære, til en svækkelse af deres politiske positioner. Under disse omstændigheder kan bredere og bredere folkemasser nå til erkendelse af nødvendigheden af en revolutionær overgang fra kapitalisme til socialisme.

Om kampen fører til sejr, afhænger af, hvor solidt arbejderklassen er forbundet med andre samfundslag og grupper, som vender sig mod monopolernes herredømme. Uhyre brede lag af befolkningen: landbrugere, håndværkere, intellektuelle og mellemlag i byerne kan med arbejderklassen i spidsen forene sig omkring anti-monopolistiske opgaver. Derfor er det naturligt, at revolutionære kræfter tilstræber dannelsen af en fælles anti-monopolistisk front - en sammenslutning af alle forkæmpere for fred, demokrati, national uafhængighed og socialt fremskridt.

Kapitalismen, som bringer folkene voksende udbytning, arbejdsløshed, almindelig utryghed, stigende skatter og dyrtid, økonomiske rystelser, politisk reaktion, »lokale« aggressionskrige og risiko for en brintbombekatastrofe, neokolonial undertrykkelse og skrigende elendighed for størstedelen af menneskeheden, som lever i tidligere kolonier, er dømt til undergang, og dette bliver mere og mere klart ikke blot for arbejderklassen, men også for de bredeste lag af befolkningen verden over.

Kendsgerningerne viser, at proletariatets klassekamp i den udviklede kapitalismes lande antager større og større omfang, får dybere og dybere indhold og vinder i social betydning, hvad angår antallet af forbundsfæller, som kan inddrages i den, og at den mere og mere forbereder betingelserne for den umiddelbare kamp for slutmålet - den revolutionære omformning af samfundet, kampen for socialismen.

I Karl Marx' store forfatterskab indtager behandlingen af koloniproblemet en betydningsfuld plads. Marx så, at kolonisystemet uundgåeligt voksede frem af kapitalismen, og understregede den nære forbindelse, der er mellem revolutionær frigørelse af de arbejdende masser i højt udviklede lande og afskaffelse af koloniherredømmet. Under de nye forhold, hvor kapitalismen er indtrådt i sit sidste, imperialistiske stadium, klarlagde Lenin de nye perspektiver for udviklingen af den verdensomspændende revolutionsproces, den uløselige forbindelse mellem dennes hovedstrømme, og gjorde opmærksom på, at den nationale befrielsesbevægelse, som »vil vende sig mod kapitalisme og imperialisme«, uvægerligt vil forstærkes. Lenins forudsigelse har i fuld udstrækning vist sig at slå til. Imperialismen som et system til undertrykkelse og udbytning af klasser og nationer i verdensmålestok er blevet mødt med kamp fra alle trælbundne klasser og folk. Massernes kamp for national uafhængighed forbinder sig med kampen for social frigørelse. De nationale befrielsesbevægelser udgør i vore dage en organisk bestanddel af den verdensomspændende revolutionsproces, i hvis forreste rækker det socialistiske verdenssamvirke og den organiserede arbejderklasse befinder sig.

De socialistiske revolutioners epoke, som indledtes af den store socialistiske oktoberrevolution, betød samtidig indledningen til krisen i kolonisystemet. Efter dannelsen af socialismens verdenssystem, som er et kraftigt bolværk for al anti-imperialistisk kamp i verden, blev det muligt at slå kolonisystemet i stykker. Mens de koloniale og afhængige lande ved den anden verdenskrigs begyndelse udgjorde ca. 67 pct. af Jordens territorium og havde 60 pct. af dens befolkning, ligger koloniimperierne i dag i ruiner. Halvanden milliard mennesker har afkastet slavelænkerne.

Det overvejende flertal af lande inden for den såkaldte tredje verden har allerede vundet politisk uafhængighed. Men som det fremgår af den marxistisk-leninistiske teori, betyder dette endnu ikke udfrielse af nød, efterblevenhed og undertrykkelse. Imperialisterne plyndrer fortsat disse lande og camouflerer ofte kun formerne for udplyndringen.

Kampen for økonomisk uafhængighed udgør hovedindholdet i den nuværende fase af den nationale befrielsesbevægelse. Uden tilkæmpelse af økonomisk uafhængighed kan der ikke gøres noget betydeligt socialt fremskridt eller ske en forbedring af massernes leveforhold. Men denne kamp kan kun blive en succes, hvis de befriede lande træffer alle foranstaltninger til gradvis oprettelse af en egen levedygtig og alsidig økonomi. Tempoet og effektiviteten af omlægningen af det efterblevne, endnu halvkoloniale produktionsliv afhænger af dybden og omfanget af de sociale omdannelser, som foretages i disse lande.

Under kampen for økonomisk uafhængighed vokser den tiltrækning, som socialismen udøver på folkene i befriede lande. Bredere og bredere befolkningslag betragter med god grund socialismen som det eneste system, der sikrer udfrielsen af elendighed og efterblevenhed, af udbytning og ulighed.

Der findes objektive forudsætninger for, at de befriede lande kan gå over til socialismen, uden om kapitalismen. De lande, som arbejder på at styrke deres nationale uafhængighed og fremme det sociale fremskridt, kan nyde godt af politisk, moralsk og økonomisk støtte fra socialismens verdenssystem. I en række lande har det revolutionære demokrati, når det har fået magten, forstået at gennemføre brede sociale omdannelser, som skaber forudsætninger for overgangen til en ikke-kapitalistisk udviklingsvej. De revolutionære demokraters videre fremskridt på denne vej afhænger i mangt og meget af, hvorvidt de med større og større sikkerhed og fasthed vil stille sig på den videnskabelige socialismes standpunkt og i deres virksomhed lade sig lede af den revolutionære teori.

I adskillige befriede lande spiller kommunisterne en aktiv rolle i kampen for socialismen. Så tidligt som under den revolutionære rejsning i årene 1917-22 opstod der i koloniale og afhængige lande 18 marxistisk-leninistiske partier. Lige før den anden verdenskrig fandtes der allerede 38 kommunistiske partier med 117.000 medlemmer i Asien, Afrika og Latinamerika. I dag eksisterer der kommunistiske partier og arbejderpartier i mere end 50 lande i den »tredje verden««. Ikke alle er endnu talstærke, men deres rolle vil utvivlsomt vokse.

Problemerne vedrørende vekselvirkningen mellem de tre strømme i nutidens revolutionære verdensbevægelse og hver enkelt strøms betydning og især relationerne mellem på den ene side det socialistiske verdenssystem og arbejderbevægelsen i kapitalistiske lande og på den anden side den nationale befrielsesbevægelse er som bekendt i de senere år blevet genstand for hæmningsløs demagogi. Visse overradikale og nationalistiske elementer, som prædiker kamp mellem »verdenslandsbyen« og »verdensbyen« derunder de socialistiske lande!), erklærer, at centrum for den socialistiske verdensrevolution i vore dage har forskudt sig til den nationale befrielsesbevægelse's lande. De hævder, at disse lande udgør revolutionens hovedstyrke. Derfor skulle arbejdet for revolutionen i kapitalistiske lande i sidste instans afhænge af udfaldet af den kamp, som de befriede folk i imperialismens tidligere koloniale periferi fører.

At denne problemstilling er en fordrejelse af marxistisk-leninistiske forestillinger om verdensrevolutionen er indlysende. Dens ophavsmænd ignorerer den marxistisk-leninistiske teori om arbejderklassens historiske mission, fordrejer indholdet i den historiske materialisme og forvansker forestillingen om det sociale fremskridt som én økonomisk samfundsformations afløsning af en anden og højere på grund af udviklingen i produktivkræfterne og produktionsforholdene. De bryder enheden i den verdensomspændende revolutionsproces og søger at stille en del af den op mod en anden. En sådan splittende problemstilling er til stor skade, ikke blot for den internationale arbejderklasse, men først og fremmest for den nationale befrielsesbevægelse selv.

Kammerater! Hvor klassekampene end udspilles rundt om i verden, på hvilken jordbund revolutionsprocessen end aktiviseres, så befinder de kommunistiske partier sig alle vegne i fortroppen i den anti-monopolistiske og anti-imperialistiske bevægelse, i de forreste rækker, hvor der kæmpes for socialt fremskridt.

Den kommunistiske bevægelse er blevet den mest indflydelsesrige politiske kraft i vor tid, fordi den i alle faser af kampen, under alle forhold altid har holdt fast ved marxismen-leninismen, som kræver en skabende indstilling til den hurtigt skiftende virkelighed.

En politisk opgave af ganske særlig betydning for nutidens kommunistiske bevægelse består i at genoprette og styrke dens enhed. Allerede i den internationale arbejderbevægelses første tid påpegede Karl Marx, at arbejderklassens internationale solidaritet er en ufravigelig betingelse for dens sejr. Marx' appel »Proletarer i alle lande, foren jer!«« var og er stadig kampparolen for verdens arbejderbevægelse. For alle kommunistiske partier har det under de nuværende forhold overmåde stor betydning at efterleve Marx' inspirerende ord: »Det gælder om, at arbejderne i de forskellige lande ikke blot føler sig, men handler som brødre og kammerater, der som én fælles hær kæmper for deres befrielse.«

At få tilvejebragt en samling af alle revolutionære kræfter er en kompliceret og undertiden modsigelsesfyldt proces. Den revolutionære bevægelse har fået større dimensioner, dens sociale basis er blevet udvidet, den økonomiske, sociale og politiske udvikling i de lande, hvor de kommunistiske partier virker, er mangeartede, de historiske traditioner og andre forhold er forskellige - alt dette kan medføre, at standpunkterne ikke er sammenfaldende, og at opfattelserne af et og andet problem derfor divergerer.

Solidaritet og enhed mellem kommunistiske partier om fundamentale og afgørende problemer udelukker absolut ikke variationer i politiske og taktiske standpunkter, forskelle i anskuelser og vurderinger. Den videnskabelige kommunismes grundlæggere advarede mod faren for en forvanskning af internationalismens principper, mod forsøg på fra enkelte partiers side at påtvinge andre partier sine synspunkter. Internationalismens principper, som er nedfældet af marxismens grundlæggere, gør fuldt demokrati, ligestilling og gensidig respekt for hinandens anskuelser til norm i forholdet mellem kommunistiske partier. Da I. Internationale eksisterede, understregede Marx og Engels, at Internationales program »indskrænker sig til at udstikke hovedlinjerne for den proletariske bevægelse, mens den teoretiske udformning af dem gennemføres ud fra den praktiske kamps krav og gennem en meningsudveksling i sektionerne, i disses organer og på disses kongresser...« Dette er så meget rigtigere i dag, hvor de konkrete betingelser for arbejderklassens kamp i de forskellige lande er blevet mere varierede og formerne for kontakter mellem broderpartierne har fået en yderligere udvikling.

I dag udformer og gennemfører hvert enkelt marxistisk-leninistisk parti selvstændigt den politik og taktik, der skal følges i den revolutionære kamp, alt efter landets nationale træk og historiske traditioner. Samtidig deltager hvert enkelt parti i løsningen af fælles internationale opgaver. Broderpartiernes suverænitet og selvstændighed i deres indenrigske virksomhed ligger til grund for arbejderklassens internationale kamp, hvis fælles mål kræver koordination og aktionsenhed af alle nationale organisationer inden for den kommunistiske bevægelse. Brydes denne dialektiske vekselvirkning mellem nationale og internationale momenter, medfører det en forvrængning af den proletariske internationalismes principper, en national selvtilstrækkelighed, hvorfra der kun er et skridt til nationalisme og chauvinisme, som underminerer den revolutionære enheds grundpiller. »Den, der står på nationalismens standpunkt,« skrev Lenin, »han føres naturligvis til at ønske, at hans nationalitet og hans nationale arbejderbevægelse omgives med en kinesisk mur; det generer ham ikke engang, at mure må bygges i hver by, lokalitet og landsby, det generer ham heller ikke, at han med sin opdelings- og opsplittelsestaktik lader hånt om den store appel til tilnærmelse og forenelse af proletarerne i alle nationer, alle racer, alle sproggrupper.«

Den proletariske internationalisme, som giver udtryk for, at arbejdende i alle lande har et fællesskab med hensyn til situation og interesser, er nu som før det ledende princip i marxister-leninisters teoretiske og praktiske virksomhed. Dette blev på ny demonstreret af repræsentanterne på de kommunistiske partiers konsultative møde i Budapest i marts i år. Budapest-mødet viste, at uanset modstanden fra Mao Tse-tung´s splittelsesgruppe er den afgørende tendens i den internationale kommunistiske bevægelse et mere og mere udtalt ønske om samling, om aktionsenhed og aktivisering af kampen mod imperialismen. Deltagerne i Budapest-mødet kom til den fælles konklusion, at for at løse denne opgave er det af stor betydning, at der holdes en international konference af kommunistiske partier_; den er ansat til november-december 1968 i verdens første socialistiske hovedstad, Moskva. Vort parti hilser med varme denne beslutning.

Nøglen til løsning af problemet enhed af alle kræfter i den revolutionære verdensbevægelse i kampen mod imperialismen ligger først og fremmest i kommunisternes hænder. En uafladelig kamp mod alle afvigelser fra marxismen-leninismen, mod nationalistiske, dogmatiske og revisionistiske forvanskninger af dens revolutionære principper er en betingelse og en garanti for, at arbejdet for fred, demokrati, national uafhængighed og socialisme vil vinde sejr i hele verden.

SUKP er en uadskillelig bestanddel af den internationale kommunistiske bevægelse og gør alt for at styrke dens enhed. SUKP ønsker at udvikle broderlige forbindelser med alle kommunistiske partier, at koordinere sine handlinger med de bestræbelser, som alle organisationer i verdens revolutionære arbejderbevægelse og anti-imperialistiske bevægelse udfolder.

Kammerater! Marx' lære har bestået livets hårde prøve og er blevet hærdet af alle prøvelser. Den er på basis af den revolutionære massebevægelses praksis blevet beriget af Lenin, som med omhu videreførte Marx' arbejde og lære. Den er blevet samlingsmærke for hundreder af millioner mennesker, som anvender den i kampen mod kapitalisme og imperialisme og i opbygningen af et nyt samfund.

I vor tid kaster Marx', Engels' og Lenins teoretiske værk sit klare lys over den vej, menneskeheden følger frem til sin strålende fremtid, kommunismen.

Hvad er forklaringen på marxismen-leninismens storslåede triumf? Forklaringen er, at denne teori formulerer de interesser, der gør sig gældende i arbejderklassen, det nuværende samfunds mest fremskredne klasse, og derfor også er gyldig for den øvrige arbejdende og undertrykte befolkning, dvs. det uhyre befolkningsflertal i hele verden.

Forklaringen er, at denne teori giver en tro afbildning af de objektive lovmæssigheder, som gælder for menneskesamfundets udvikling. Og jo større dimensioner de revolutionære omdannelser antager, desto tydeligere indser menneskeheden, at marxismen-leninismens centrale konklusioner er rigtige.

Forklaringen er, at denne teori er organisk forbundet med livet, med praksis, at den bestandig beriges og udvikles gennem sammenfatning af praksis, gennem studium af nye data og nye foreteelser i den faktiske udvikling og derfor er en bestandig levende teori. Modstanderne af marxismen-leninismen snakker om, at marxismen skulle være »forældet«. De forstår ikke, eller snarere, de forvansker bevidst denne teoris skabende karakter, dens dialektik, dens udvikling. Den skabende marxisme-leninisme kan ikke blive forældet, eftersom den er sand. Heri ligger den marxistisk-leninistiske teoris uudtømmelige kraftkilde og vitalitet.

I vor tid udvikles marxismen-leninismen gennem kollektiv indsats af de kommunistiske partier på basis af deres enorme erfaringer i kampen mod imperialismen under de mest forskelligartede forhold. Sammen med de øvrige broderpartier yder Sovjetunionens kommunistiske parti sit store bidrag til den fortsatte udvikling af den marxistisk-leninistiske teori. Vort parti bruger denne teori som vejledning, det fører en uforsonlig kamp mod revisionisme til højre og til »venstre«. Det er til stadighed optaget af arbejdet med udformningen af den revolutionære teori og udviklingen af alle bestanddele af marxismen-leninismen - filosofien, den politiske økonomi og den videnskabelige kommunisme.

Marxismen-leninismens teori indeholder de vejledende grundideer med hensyn til opbygningen af socialismen og kommunismen. Den er også idégrundlaget og samlingsmærket i den internationale kommunistiske bevægelses kamp og i alle nationers kamp for deres sociale og nationale frigørelse.

Kammerater! Markeringen af 150-året for Karl Marx' fødsel falder sammen med forberedelserne til et andet stort jubilæum - 100-året for Vladimir Iljitj Lenins fødsel. Dette sammenfald er særdeles betegnende og karakteristisk. For den arbejdende menneskehed vil navnet Karl Marx altid stå side om side med navnet Vladimir Iljitj Lenin, som fortsatte hans værk. Det faldt i Lenins lod at løse gigantiske opgaver, som bestod i både at udvikle den marxistiske teori videre og at omsætte den til virkelighed.

Gennem mange årtier har vort parti med ære båret Marx' og Lenins revolutionære fane. Under denne fane har Sovjetunionens arbejdende befolkning forvandlet sit land til en af de stærkeste magter i verden. Lyset fra marxismen-leninismens ideer vil med usvækket styrke stråle over vejen fremad til kommunismen.

I dag, hvor vi. fejrer mindedagen for den store grundlægger af den videnskabelige kommunisme, kan vi med sikkerhed sige, at vort socialistiske fædreland på historisk relativt kort tid vil nå slutmålet, som Marx opstillede, og blive kommunistisk.

I dag viser den internationale arbejderklasse og den øvrige progressive menneskehed sin respekt og dybe taknemmelighed over for den store videnskabsmand, verdensproletariatets vejleder og lærer - Karl Marx.

Leve Marx', Engels' og Lenins evigt frugtbare revolutionære lære!

Leve det store sovjetiske folk, som først af alle realiserede den videnskabelige socialismes ideer!

Leve Sovjetunionens kommunistiske parti, som har inspireret og organiseret arbejdet for alle vore sejre!

Leve den kommunistiske verdensbevægelse og styrkelsen af dens sammenhold på basis af marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes principper!

Skift til: Marxismens ABC (II) * Revolutionære ideer gennem historien I. + II. + III.

Webmaster