Revolutionen i Østrig/Ungarn - 1918

Indhold på denne side: indledning ** Det nationale og nationalkoloniale spørgsmål * * Brudstykker af 1. Verdenskrig * * 1918

Skift til: Otto Bauers artikler

Otto Bauer var før 1. Verdenskrig skribent og sekretær i det østrigske Socialdemokratis Rigsdagsgruppe. Hjemvendt fra russisk krigsfangenskab i 1917 indtog han et antikrigsstandspunkt. Han var blandt Wiener-internationalens grundlæggere i 1921 og Udenrigsminister i den tysk-østrigske republik. Otto Bauer skrev i 1918 en række avisartikler, der blev oversat til næsten alle europæiske sprog, og dermed fik Otto Bauer en stor indflydelse på forholdet mellem socialdemokrater og revolutionære bolsjevikker, mellem socialisering eller revolution. Enhver der læser disse artikler, kan gøre op med sig selv, hvor langt Arbejderklassens er nået i forhold til datiden. Tilsyneladende drejer det sig først og fremmest om at produktionen ikke må røres eller falde, og at den private ejendomsret er ukrænkelig. 

Indledning:

Arbejderklassen viste, at den var revolutionær i tiden omkring århundredskiftet op til året 1900, men viste også, at proletariatet overbevisende gjorde krav på den førende rolle i samfundet, på rollen som den klasse, der skulle skabe og lede den kommende, nye samfundsorganisation: Socialismen. »Det internationale proletariats hær formerer sine rækker« skrev F. Engels profetisk i 1894, »og det nye århundrede, der nærmer sig, vil føre den til sejr !«. Men Kapitalen samlede de borgerlige reaktionære kræfter, iberegnet de feudale, der indtil fornylig havde været dets modstandere. Fra at have været en drivkraft for socialt fremskridt, var Kapitalen og Borgerskabet blevet en bremse for det sociale fremskridt. I tiden fra det 19. århundredes slutning til den første imperialistiske verdenskrigs udbrud i 1914 oplevede Arbejderklassen godt og vel en fordobling af sin styrke. Da man i 1914, talte »det internationale proletariats hær«, var allerede mere end 90 millioner - arbejdende mennesker. Selv om 1. Verdenskrig førte til nogen tilbagegang for Arbejderklassen i de krigsførende lande, især i dem, der direkte blev krigsskuepladser, fortsatte proletariatets vækst i det store og hele, - især i USA, Canada og Storbritannien. Krigen medførte, at levefoden faldt med 48 % i Tyskland, 20-25 % i Frankrig, osv., - og den politiske undertrykkelse blev skærpet fra de herskende klassers side. Det var imidlertid ikke så meget proletariatets talmæssige styrke, der var af betydning, som det forhold, at dets organisationsniveau undergik en afgørende ændring i begyndelsen af dette århundrede. Arbejderklassens tidligere opståede faglige organisationer voksede betragteligt og blev (især i de angelsaksiske lande og Skandinavien, senere også i andre lande, et stærkt våben i Arbejderklassens kamp for bedre leve- og arbejdsvilkår. Det samlede antal fagforeningsmedlemmer oversteg i 1914 15 millioner. De faglige organisationers vækst fortsatte i krigsårene, og i 1918 havde de næsten 21 millioner medlemmer. Endnu større betydning havde det, at proletariatet i alle kapitalistiske lande fik deres egne politiske partier, der gjorde kampen for Socialismen til deres erklærede mål. Ved udbruddet af den første verdenskrig omfattede II. Internationale 27 socialistiske eller socialdemokratiske partier og andre arbejderpartier med tilsammen 4,2 millioner medlemmer. Ved valgene stemte mere end 10 millioner vælgere på disse partiers kandidater, 2-3 gange så mange som i slutningen af det 19. århundrede, og antallet af deputerede (i de 14 lande, hvor arbejderpartier stillede op til parlamentsvalgene) nåede op på 650 deputerede. Arbejderbevægelsens og fremfor alt de politiske arbejderpartiers udvikling forløb imidlertid under store vanskeligheder og modsigelser. Ved århundredskiftet var de under pres fra opportunismen, der i de følgende år fik rodfæste i alle vigtige partier i II. Internationale. Den dybere forbindelse mellem imperialismen - kapitalismens højeste stadium og opportunismen i arbejderbevægelsen blev afsløret af V. I. Lenin. Hovedindholdet i opportunismen, understregede Lenin, er at klassekamp afløses at klassesamarbejde, af en »alliance mellem en del af arbejderne og Borgerskabet mod proletariatets masse«. »Imperialismens ideologi trænger også ind i Arbejderklassen ideologi«, og det kom særlig stærkt til udtryk i starten af 1. Verdenskrig, hvor opportunismen blev til socialchauvinisme: »Alliancen med Borgerskabet havde været ideologisk og hemmelig. Nu blev den åben og brutal. Det var alliancen med Borgerskabet og generalstabene, der gav socialchauvinismen dens styrke«. Topledernes forræderi demoraliserede og demobiliserede Arbejderklassen og hindrede den i at opdage og udnytte sine potentielle muligheder for at føre klassekamp mod krigen. Da Borgerskabet i 1914 startede sin verdensomspændende krig for en nyopdeling af verden og indflydelsessfærerne, regnede det ikke med, at Arbejderklassen, svækket af opportunismen, ville være i stand til at krydse dets planer og stå frem som en beslutsom modstander af krigen. Tværtimod satte det sin lid til, at krigen i sig selv ville hjælpe det til endnu stærkere at få krammet på Arbejderklassen og kvæle dens revolutionære bestræbelser. Men skønt II. Internationales førere var gået over til Borgerskabet, blev disse beregninger i gjort til skamme: Krigen udskød de revolutionære udbrud, men kunne ikke afvende dem; tværtimod blev den storm, der nu rykkede nærmere, af så meget større omfang. Efter at de socialdemokratiske partier i Vesteuropa i 1914 havde støttet deres nationale regeringer med krigsbevillinger og efter Zimmervald-konferencen i august 1915, - skete der en deling af det internationale Socialdemokrati. Lenin dannede et Zimmerwald-venstre, der i april 1916 på en konference i Kiental, vandt flere tilhængere. Men i Vesten var socialdemokratiet bl.a. befængt af den nationalisme, der var frembragt af Borgerskabet i årene efter Napoleon (1795-1815). Hertil hørte borgfred, klasseforsoning, parlamentariske sludder og kampen for at udvide stemmeretten. Bemærkelsesværdigt var denne nationalisme ikke slået igennem i det multinationale Rusland, men derimod nok i det Østrig-Ungarnske kæmperige og i det første tyske rige, der blev oprettet i 1871. Men som Karl Marx allerede fremhævede langt tidligere, ´den socialistiske bevægelse vil kun fordele produktionsresultaterne, men ikke gribe fat om ejendomsretten eller tage magten over staten og økonomien til gavn for Arbejderklassen´. Kommunisterne, der senere opstod af dette Zimmervald-venstre satte derimod ikke sin lid til matematiske illusioner og det parlamentariske sludder, der blot skjulte Borgerskabets udbytning, undertrykkelse, kolonialisme og krige med demokratiske fraser. Arbejderne og bønderne havde som soldater sat livet til i den første imperialistiske Verdenskrig, der var frembragt af Borgerklasserne og understøttet af socialdemokratierne med nationalistiske paroler. Glemt var heller ikke kampene i 1830ér, oprørerne i 1848 eller Pariserkommunen i 1871. Nu i 1918 havde Arbejderklassen og de producerende klasser ikke mere brug for undertrykkerne, krigsstifterne og profitmagere. Kapitalens og pengemagtens ødelæggende indtog i menneskehedens tilværelse stod i frisk erindring hos de arbejdende klasser. Og Socialismens sejr i Rusland, og revolutionernes nederlag i Vesteuropa, viste hvem der fulgte den rette vej mellem revolutionær marxisme og revisionisme.

De fleste har i dag ikke kendskab til den revolutionære situation, der var overalt i hele Europa i 1917/18 - 1919/20. I oktober 1917 havde arbejderne, bønderne og soldaterne taget magten i Rusland. 1. Verdenskrig var ved sin afslutning og kejserdømmerne gennemrystedes af revolutionære og nationale bevægelser. Det medførte, at i Østrig og Ungarn tog arbejderrådene magten, i Bayern, - i Tyskland novemberrevolutionen 1919. I Østrig dannedes en austromarxisme, der dannede grundlag for de parlamentariske illusioner, som socialdemokratiet bredte ud over Europa. Med Otto Bauer´s artikler og sprogbrug fra 1916 vil vi vise, den austromarxisme der dannede skole for socialdemokraterne, og som ikke evnede at bringe Arbejderklassen fremad. Hver især kan selv afgøre, hvor langt udbytningen, undertrykkelsen og krigsstifterne er nået med denne klasseforsoningspolitik, og hvor mange milliarder er gået til udvikling af industrien og krigsmidlerne, - medens befolkningerne blev holdt i armod. Det lykkedes som bekendt den internationale imperialisme, atter at igangsætte en verdenskrig i 1939 og efter 2. Verdenskrig frembragte socialdemokraterne atter »revolutionære fraser«. I programmet fra 1945: »Fremtidens Danmark«, udgivet af Socialdemokratiet i Danmark, kan du se de »revolutionære fraser«, og læs også deres program fra 1913. Professor Curt Sørensen, har i 1992 på Institut for Statskundskab i Århus (tlf.: 86130111) fået udgivet et 2 binds værk: »Mellem Demokrati og Diktatur«, omkring austromarxisme og Otto Bauer. Dette værk er ikke benyttet på denne hjemmeside, - men bør absolut læses, for at sætte sig ind i datidens komplicerede forhold. De såkaldte austromarxister - Karl Renner og Otto Bauer m.fl. - opstillede et helt system af synspunkter på det national-koloniale spørgsmål. De anerkendte nødvendigheden af at bevare og befæste de nationale forskelle; heraf afledte de et krav om kulturel-national (men ikke territorial) autonomi for mindretal. Renners og Bauers anskuelser fandt forholdsvis vid udbredelse blandt østrigske socialister. Den store fare ved tanken om kulturel-national autonomi bestod i, at nationalitetsspørgsmålet med den blev gjort til et selvtilstrækkeligt punkt i proletarpartiets program; det blev i realiteten anskuet uden forbindelse med proletariatets klassekampopgaver. Karl Renner og Otto Bauer forfægtede en konsolidering af national-borgerlige, men ikke af proletarisk-internationalistiske fællesskaber, og i deres forestillinger om, hvordan man kunne løse det nationale problem, tog de udgangspunkt i et evolutionistisk og ikke i et revolutionært synspunkt. At forlige de nationale modsætninger under kapitalismen ved hjælp af en fredelig »afpolitisering« af nationalitetsspørgsmålet - det var det utopiske mål, som foresvævede denne teoris ophavsmænd. De gik dermed stik imod såvel Marx’ lære om proletariatets klassekamp og dennes internationale karakter som den dialektisk-materialistiske historieopfattelse i det hele taget. »At fastholde nationalismen indenfor en vis ´retfærdigt´ afgrænset sfære, at ‘konstituere’ nationalismen, at sætte faste og solide skranker op mellem alle nationerne ved hjælp af en særlig statslig institution - der har vi det idémæssige grundlag og indhold i kulturel-national autonomi. Denne tanke er helt igennem borgerlig og helt igennem falsk, skrev Lenin i »om nationalpolitik og proletarisk internationalisme, s. 38 (Kritiske bemærkninger til det nationale spørgsmål)«. Politisk gjorde teorien om kulturel-national autonomi proletariatet, revolutionen og demokratiet alvorlig skade. Dens budskab var national splittelse og ikke international samling af de østrigske områders proletariat, og den var et alternativ til kravet om nationernes selvbestemmelse, dvs., anerkendelse af deres ret til statslig løsrivelse.. I 1936 gik Otto Bauer til bekendelse……

I den socialistiske bevægelse opstod der en gruppe af såkaldte venstrelegalister, som kritiserede den politik, der førtes af det østrigske socialdemokratis ledelse. Gruppen blev ledet af Friedrich Adler, sekretær i partiledelsen og redaktør af partiets teoretiske tidsskrift Der Kampf. Allerede efteråret 1914 var der omkring ham samlet en lille gruppe pacifister, hvori indgik Robert Danneberg, Julius Deutsch, Therese Schlesinger og andre. Denne gruppe udgjorde også den aktive kerne i oppositionskredsen Verein »Karl Marx«, der ifølge forskellige kilder talte fra 120 til 200 medlemmer. Efter at F. Adler var blevet arresteret i efteråret 1916 blev kredsen ledet af Danneberg, der var sekretær i det Internationale Forbund af Socialistiske Ungdomsorganisationer. Da kredsen blev opløst af myndighederne, lykkedes det Danneberg sammen med Leopold Winarsky at gøre bladet Volkstribüne til talerør for oppositionen. Bladet kritiserede meget skarpt den officielle partiledelses nationalistiske og promilitaristiske linje. Som modvægt mod Karl Renner, der gik ind for at fortsætte krigen og åbenlyst stillede de »almene nationale interesser« over proletariatets klasseinteresser, havde Friedrich og Victor Adler så tidligt som i 1915 offentliggjort en række artikler, hvori de krævede en omlægning af partiets kurs, genoprettelse af den internationale solidaritet og koordinerede aktioner i kampen mod imperialisme og krig, mod chauvinisme og nationalisme. Efter Zimmerwald-konferencen forstærkede oppositionen antikrigspropagandaen. I december 1915 offentliggjorde den et manifest, forfattet af Friedrich Adler, hvori den »hilste Zimmerwald-konferencen som et udslag af internationalisme« og fordømte partiledelsen, der, som det udtryktes, havde forvandlet »socialdemokratiet selv til et instrument for krigsførelsen«. Generelt var venstregruppens politik dog tvetydig og inkonsekvent. Gruppen kritiserede højresocialdemokraterne for socialchauvinisme, men evnede ikke at udarbejde et effektivt program for kamp mod krigen. Gruppen undlod at organisere illegalt antikrigsarbejde. Dens holdning til det nationale spørgsmål adskilte sig kun i ringe grad fra højrereformisternes program om »national-kulturel autonomi«. Venstrekræfterne under ledelse af Friedrich Adler indtog i realiteten en centristisk holdning i partiet. Østrigs Socialdemokratiske Partis anden konference i marts 1916 gav anledning til heftige sammenstød mellem den officielle partiledelse og oppositionen, hvis venstrefløj udgjordes af gruppen af såkaldte venstreradikale, der i september 1915 havde oprettet en aktionskomité. Dens repræsentanter Franz Koritschoner, Leo Rothziegel, Karl Steinhardt og andre var medlemmer af forbundet: Verein »Karl Marx«. Den venstreradikale gruppe, der kort efter etablerede sig som en selvstændig politisk strømning, omfattede desuden revolutionært indstillede socialdemokrater fra Wiens Ungarbejderforbund, en del socialdemokratiske arbejdere og enkelte intellektuelle. I en række byer oprettede de illegale grupper og kredse, der drev aktiv antikrigspropaganda i Zimmerwald-venstres ånd og distribuerede flyveblade og anden illegal litteratur. Skønt de venstreradikales synspunkter lå tæt op ad Zimmerwald-venstres og de kritiserede Friedrich Adlers pacifistiske og centristiske holdning, kunne de dog ikke gøre sig fri af hans ideologiske indflydelse. Kienthalkonferencen frembragte nye kræfter i oppositionen og bidrog til en klarere afgrænsning af de forskellige retninger i det østrigske socialdemokrati. Friedrich Adler offentliggjorde et åbent brev til Camille Huysmans, hvori han energisk fordømte parolerne om »fædrelandsforsvar« og »de små folkeslags interesser« som en nationalistisk retfærdiggørelse af den imperialistiske krig. Den 21. oktober 1916 skød og dræbte han premierminister Karl von Stürgkh, idet han råbte: »Ned med absolutismen ! Vi ønsker fred !«. Det var en harmfuld protest mod den meningsløse tilintetgørelse af tusinder af mennesker, men vidnede samtidig om manglende evne til at finde effektive midler i kampen mod militarisme og chauvinisme. Det østrigske socialdemokratis ledelse betegnede det som en handling begået i et anfald af sindssyge. Lenin gik imod denne vurdering og rådede de venstreradikale til i deres agitation at forklare de østrigske arbejdere, at »det der er brug for er ikke terrorisme, men systematisk, langvarigt. selvopofrende arbejde med revolutionær propaganda og agitation, demonstrationer osv., mod det lakajagtige, opportunistiske parti, mod imperialisterne, mod ens egen regering, mod krigen !«. Friedrich Adlers skudattentat og den efterfølgende retssag påvirke de folkemasserne i revolutionær retning. De venstreradikales kamp mod den imperialistiske krig, deres forsøg på at organisere arbejdet i hæren og udvide forbindelserne med revolutionære kræfter i forskellige dele af Østrig-Ungarn og i udlandet - med internationalister i Serbien og Italien - bidrog til denne strømnings ideologiske og politiske udvikling og skaffede den sympati blandt masserne. Centristernes forsøg på at glatte uoverensstemmelserne ud bremsede en styrkelse af den revolutionære tendens i arbejderbevægelsen, men kunne ikke dæmpe den, da dens grundlag var den historiske udviklings objektive behov. At den revolutionære tendens i arbejderklassens bevægelse var såre livskraftig, og at dens muligheder var i vækst, derom vidnede frem for alt Oktobersejren og det nye samfundssystem, der i Rusland havde set dagens lys som alternativ til kapitalismen. At tendensen var i vækst, kom også til udtryk i den revolutionære eksplosion i Europas centrum, som reformisterne forgæves havde søgt at afværge,- og da det ikke lykkedes, gjorde de alt for at svække de revolutionære kræfter. Og selv i de lande, hvor opsvinget i proletariatets kamp ikke mundede ud i en revolution, havde de arbejdende masser rejst sig til revolutionære aktioner mod det bestående og tvunget de herskende kredse til indrømmelser af forskellig art. Det imperialistiske borgerskab gjorde sig de største anstrengelser for at kvæle den revolutionære tendens i arbejderbevægelsen. I Tyskland havde de reaktionære kræfter allerede to måneder efter revolutionsudbruddet formået at påføre den revolutionære fortrop et hårdt slag, og de havde i høj grad gjort det ved at benytte sig af de socialdemokratiske højreledere, blandt hvilke den uhyggeligste skikkelse var de tyske arbejderes bøddel Noske. Selv om politikere af denne type kaldte sig reformister, var de i realiteten ikke engang det. De havde indtaget deres plads i kontrarevolutionens rækker og frivilligt påtaget sig rollen som organisatorer af den mest forbitrede kamp mod revolutionen og den revolutionære bevægelse. Tog de på sig at gennemføre en politisk eller social reform, var det ikke, fordi de ønskede forandringer, men kun fordi massernes kamp tvang dem til det. Og selv når de gav efter for deres krav, forsøgte disse ledere at føre de arbejdende bag lyset, splitte dem og forhindre ikke blot det kapitalistiske samfunds fald, men også enhver væsentlig indskrænkning i imperialisternes og militaristernes magt. Socialreformister i traditionel forstand blev til en vis grad de centristiske ledere, der som Kautsky og Otto Bauer engang havde været eller været regnet for revolutionære. De havde længe vidst at camouflere deres reformisme bag håndplukkede citater af marxismens grundlæggere, forsikringer om »ortodoksi« og en radikal og revolutionær fraseologi. Men reformisme i en tid, hvor kapitalismen udviklede sig forholdsvis fredeligt, var én ting; noget helt andet var det i en situation, hvor en ny historisk epoke, den socialistiske revolutions æra, var begyndt. Centristerne fortsatte med at forsvare den borgerlige reformisme på et historisk tidspunkt, en revolutionær situation. Ikke nok med det: De forsøgte at holde historiens alt for hurtige gang tilbage og drømte stadig om en »fredelig« og »organiseret« revolution, altimens den virkelige revolution nødvendigvis måtte bære præg af at være opstået under forhold, der var skabt af fire års imperialistisk verdenskrig. Af frygt for revolutionen veg reformisterne tilbage, løb over i fjendens lejr og gik så langt som til at benægte eller ignorere den sandhed, der fremgik af hele den forudgående historie, at »i en revolutionsepoke har klassekampen altid og i alle lande, øjeblikkeligt og uundgåeligt, taget form af borgerkrig«. Det, der alle dage har skilt reformister fra proletariske revolutionære, har været deres ønske om at unddrage sig den beslutsomme og modige kamp for magten og deres håb om, at magten af sig selv ville falde dem i hænde. I så fald ville der jo heller ikke være noget behov for at knuse den gamle borgerlige stat og på dens ruiner skabe en principielt ny, en proletarisk stat eller for af alle kræfter at bekæmpe den modstand, der uundgåeligt ville blive sat ind fra de styrtede udbytteres side. I en situation, hvor revolutionerne i Europa var begyndt, og hvor magten i en række lande faktisk var i socialreformisternes hænder, følte disse sig, med en formulering, der skyldes Friedrich Ebert, som formyndere for det gamle, fallerede system, og langt fra at ville nedbryde dette system havde de travlt med at bringe landet tilbage »på lovens grund«. Sådan optrådte også de østrigske socialdemokrater, der ikke ønskede eller var bange for at bruge de forhåndenværende muligheder for at oprette en ægte proletarmagt. Som opmærksom iagttager af den revolutionære udvikling i Europa hæftede Lenin sig ved, at da revolutionerne brød ud, fandt borgerskabet det nødvendigt for at redde sin magt at skjule statens sande karakter som udbytternes diktatur for folket. Og Scheidemann’erne, Kautsky’erne, Austerlitz’erne og Renner’ne (man kunne tilføje: Friedrich Adler’ne og Bauer’ne) søgte af al magt at fremstille denne stat som et »folkestyre«, et demokrati »i det hele taget« eller et »rent demokrati«. Men, forsatte Lenin, at sige den slags i en tid, hvor »arbejderne og alle arbejdende mennesker er sultne, klædt af til skindet, ruinerede og udpinte ikke, blot af det kapitalistiske lønslaveri, men også af 4 års røverkrig, mens kapitalister og spekulanter fortsat sidder inde med deres røvede ejendom og et brugsklart statsapparat, - det er at gøre nar ad de arbejdende og udbyttede ! «. Det var et klart bevis på, at socialdemokratiet i det afgørende øjeblik, hvor dets optræden i høj grad var bestemmende for revolutionens skæbne, havde forladt klassekampen, havde opgivet at afryste borgerskabets åg og i stedet gik ind for et »forlig mellem proletariat og borgerskab, for en ‘social fred’ eller forsoning mellem udbytterne og de udbyttede«. At prædike reformer og at forsvare det borgerlige demokrati i en situation, hvor masserne i Europa fortsat brændte efter at komme i kamp, var ødelæggende ikke blot for den socialistiske revolution, men også for enhver blot nogenlunde radikal demokratisk forandring, selv om den ikke gik ud over det kapitalistiske systems rammer. Det blev anskueligt demonstreret først og fremmest af begivenhederne i Tyskland og Østrig. Således var forløjede manipulationer omkring parolen om »socialisering« (med direkte deltagelse af Kautsky og Bauer) såvel som omkring de borgerlig-demokratiske forfatninger, der blev til på det tidspunkt, i høj grad med til at redde de borgerlige regimer. Hele hykleriet i den »demokratiske legalitet« trådte krystalklart frem med mordet på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. Det havde, sagde Lenin, vist, at »demokratiet« i Tyskland kun var »et skalkeskjul for kapitalistisk udplyndring og for den vildeste vold«, »frihed til ustraffet at myrde proletariatets fængslede ledere«, en manifestation af den borgerkrig, som reformisterne forsøgte at snakke sig fra. De revolutionære grupper og organisationer (såvel de, der var blevet inden for rammerne af de gamle socialdemokratiske eller centristiske partier, som de, der vel stod uden for dem, men ikke havde kunnet få de arbejdende masser med sig) drog en væsentlig lære af kampen: Det var ikke nok, at de revolutionære havde deres egen ideologi, det var også bydende nødvendigt, at de afgrænsede sig organisatorisk og ikke blot fra højresocialdemokraterne, men også fra centristerne. Alle forsøg på at virkeliggøre en revolutionær linje inden for rammerne af de organisationer, hvor også opportunisterne færdedes, var uvægerligt slået fejl. Derfor var samlingen af arbejderbevægelsens revolutionære kræfter og dannelsen af revolutionære arbejderpartier ikke en vilkårlig handling, udøvet af »splittelsesmagere«, men en lovmæssig og nødvendig proces, et udtryk både for kontinuitet i forhold til fortidens revolutionære arv og for noget kvalitativt nyt ved arbejderbevægelsen i den fase, der var knyttet til det første brud på imperialismens kæde og starten på overgangen til socialismen. Denne proces havde ikke noget enkelt forløb, men stødte på mange vanskeligheder og var præget af væsentlige forskelle fra land til land. I Finland oprettede venstresocialdemokraterne først et kommunistisk parti efter revolutionens nederlag. I Tyskland udviklede partiet sig omkring Spartakusforbundet, der havde brudt med det Uafhængige Socialdemokratiske Parti, og venstreradikale grupper uden for USPD i selve kampens hede. I Østrig samledes kun en mindre gruppe venstresocialister under kommunismens banner. I Ungarn blev det kommunistiske partis kerne en gruppe kommunister og internationalister, der var vendt hjem fra russisk fangenskab og gik sammen med revolutionære socialister og venstresocialdemokrater. I Polen opstod det kommunistiske parti ved sammenslutning af Kongeriget Polens og Litauens Socialdemokrati og det Polske Socialistiske Partis venstrefløj. I en række lande (Bulgarien, Sverige, Norge) gik venstreorienterede socialdemokratiske partier næsten fuldtalligt over til revolutionære standpunkter. I de socialistiske partier i Italien og i Frankrig og i Tysklands »uafhængige« socialdemokrati, hvor tonen blev givet an af centristerne, dukkede stærke venstrestrømninger op, der kom til at stå kamp om disse partiers revolutionære orientering. En af de ideologiske forhindringer for de kommunistiske partiers dannelse og for, at de kunne skaffe sig kontakt med masserne, var på den tid kautskyanernes parole om »enighed i proletariatet«. Centristerne spekulerede i arbejderklassens naturlige stræben mod enhed i kampen mod den fælles fjende, men søgte i virkeligheden blot at få dem, der mest direkte havde taget del i de revolutionære masseaktioner, tilbage i den reformistiske fold. Samtidig beskyldte de kommunisterne for splittelsesmagen. Karl Liebknecht afslørede det reaktionære og hykleriske i de appeller, der lød fra »enighedens apostle«, og skrev kort før sin tragiske død: »Det er imidlertid ikke enhver ‘enighed’, der gør stærk. Men arbejdersagen har brug for enhed mellem marxister og ikke for enhed mellem marxister og marxismens modstandere og forvanskere.« Adler lagde afstand mellem sig og de tyske og franske (men ikke de østrigske) reformister »af typen Ebert-Scheidemann-Noske« og mente ikke, der var principielle meningsforskelle mellem austromarxister og kommunister. For at fjerne den »tilsyneladende kløft« mellem dem skulle kommunisterne »kun« anerkende følgende punkter: Bolsjevismen var udtryk for »en kommunistisk taktik blandt flere«; »de kun af ganske særegne.. forhold i Rusland udsprungne sovjetter« måtte ikke omplantes til Mellemeuropa; sovjetrepublikken var ingen tryllefetisch og på ingen måde noget arbejderrådene burde tilstræbe, thi hverken i Østrig eller i det øvrige Europa var betingelserne for proletariatets diktatur og socialismens gennemførelse modne. Efter således ad snoede omveje at være nået til samme synspunkt som alle andre reformister vendte Adler også tilbage til Kautskys opfattelse, at arbejderrådene ikke måtte betragtes som »varige principper for et nyt samfunds indretning, som om socialismen i dem allerede blev virkelighed«. Alt, hvad de var, var »nye kampformer i den socialistiske klassekamp«. Deres opgave, ja deres eksistensberettigelse var »socialistisk-revolutionær propaganda« og dermed færdig. Da det »socialistiske diktatur« ikke må anvende vold mod den »øvrige befolkning, der endnu ikke har bekendt sig til socialismen«, må der fortsat ved siden af rådene findes en nationalforsamling der skal »give den ikke-socialistiske del af befolkningen mulighed for at varetage sine interesser«. Adler lader glemselen sænke sig over det, han lige selv har sagt om to klassediktaturers uforligelighed og går nu med Hilferding ind for en »forening«, hvorefter han fører læseren til konklusionen: »Propagandaen for Socialismen. . . [står] langt stærkere... i tale og skrift end med maskingeværer og revolutionsdomstole.« Dette, slutter han, »forekommer mig at være en vej til proletariatets diktatur uden terrorisme«. Den slags radikalt klingende tirader, der foregav at være for rådene og ikke imod dem, var egnede til at bringe et ikke lille antal revolutionært indstillede arbejdere på vildspor og lede dem væk fra kampen for et virkeligt rådsstyre. Samtidig var denne radikalisme, uagtet den kun var verbal, et vidnesbyrd om, hvor tilspidset den revolutionære situation faktisk var på den tid. Otto Bauer fortæller, hvordan man i sommeren 1919, da Adlers pjece kom frem, på gaderne i de østrigske byer ikke hørte andet end: »Proletariatets diktatur !«, »Al magt til rådene !« Med disse paroler sluttede også Max Adler sin pjece. Sådanne forsøg på at tilsløre den skarphed, hvormed de to klassediktaturer stod over for hinanden, bekræftede til overflødighed, at den eneste rigtige, principielt marxistiske holdning var Lenins og den kommunistiske bevægelses ubesmykkede mod-stilling af rådsmagt og borgerlig parlamentarisme. Også Otto Bauer gjorde på den tid sit bedste for at svække arbejderklassens revolutionære pres, men på det samfundsøkonomiske område. I Vejen til socialismen fortalte han de arbejdere, som ønskede med det samme at »socialisere« kapitalisternes ejendom, at det kun kunne ske under overholdelse af en række begrænsninger: For det første skulle der ydes erstatning: for det andet skulle det ikke ske ved nationalisering, men ved at skabe forskellige former for fælleseje, hvor de statslige våbenindustrikoncerner bibeholdtes (altså statskapitalistiske monopoler), og hvor »arbejderkommissioner« eller råd kom med i ledelsen. Ekspropriation af den store jordbesiddelse skulle også kun være mulig mod fuld godtgørelse (her veg Bauer endog endnu længere tilbage end Kautsky). Nationaliseringen af bankerne måtte heller ikke krænke ejernes interesser. I »Ekspropriatørernes Ekspropriation« opsummerede Bauer, »kan og skal ikke gennemføres som en brutal Konfiskation af Kapitalisternes Ejendom; thi på denne Måde vilde den medføre en uhyre Ødelæggelse af Produktionsmidlerne, som ville forarme Folkemasserne og forøde deres Indkomstkilder.« En ordnet, reguleret ekspropriation skulle ifølge Bauer ske over skatterne, og han regnede ud, at de besiddende klasser til at begynde med måtte »af med gennemsnitlig omkring fire Niendedele af deres Indtægt«, senere noget mere. Da Lenin havde læst disse ordgyderier, mindede han om, at forfatteren engang havde udtalt sig for en proletarisk revolution. Men så snart det blev alvor, »fik pedant- og filisternaturen overtaget, han blev bange og gav sig til at gyde reformistiske frasers olie på revolutionenes oprørte vande«. Dette »hjertensgode menneske«, denne samvittighedsfulde forfatter af lærde bøger, den bedste af socialdemokratiske politikere, »glemte helt en lille detalje: Han glemte, at en sådan ‘ordnet’ og ‘reguleret’ overgang til socialismen (en overgang, der utvivlsomt ville være den bedste for ‘folket’, abstrakt talt) forudsætter, at proletariatets sejr er absolut, at kapitalisternes stilling er absolut uden håb, og at det er absolut nødvendigt for dem samt at de er rede til samvittighedsfuldt at underordre sig« proletarmagten. Et sådant sammentræf af omstændigheder ville måske være muligt i et lille land, når proletariatet først havde sejret i de store lande. Men det var utænkeligt, som forholdene reelt var i en efterkrigsverden, hvor kapitalisterne allerede havde sluppet en barbarisk borgerkrig løs mod proletariatet. Det kapitel i Bauers skrift, som Lenin tog under behandling, er tilstrækkeligt til at give en idé om det videnskabelige niveau i forfatterens ræsonnementer. Men det sidste kapitel i hans bog, der bærer overskriften »Socialiseringens Forudsætninger«, viser, at det ikke hare var et spørgsmål om glemsomhed og pedanteri. Det centrale lå i, at Bauer uden at turde sige det klart og åbnet mente, at revolutionen burde »udsættes«. Stjålent og ved hjælp af antydninger forsøgte han at bibringe læseren den opfattelse, at selv de forsigtigste skridt i socialistisk retning først ville kunne tages efter en fredsslutning, først når folkets flertal »er opfyldt af socialistisk Overbevisning, besjælet af Viljen til Socialismen« , først efter Østrigs tilslutning til Tyskland osv. Han udelukkede ganske vist at socialismen kunne »komme på en anden Måde«, »som Følge af en frygtelig storm« som i Rusland. Men det var for at afværge denne - dengang fuldt ud realistiske - mulighed, at både Bauer og Kautsky søgte at pynte på deres »vej til socialismen«. Den russiske vej derimod malede de i deres angst for arbejderne i de dystreste farver. Således fandt socialdemokratiets centristiske teoretikere og højrefløjen hinanden i ønsket om at udsætte revolutionen og socialismen »til bedre tider«. I anden halvdel af 1919, da den ungarske rådsrepublik var faldet og massernes revolutionære aktivitet i Østrig og Tyskland gået ned, flyttede hovedvægten i debatten om alternativet proletariatets diktatur eller borgerligt demokrati sig fra spørgsmålet om rådenes rolle til det mere almene plan. Kautsky latterliggjorde proletariatets diktatur og sovjetmagten, medens han samtidig forsøgte at skjule den kendsgerning, at ikke alene Noske, men hele verdens Borgerskab førte borgerkrig mod det revolutionære proletariat. Faktisk gjorde Otto Bauer, hvad han kunne, for at udnytte truslen om bolsjevisme og »rådsdiktatur« til at få såvel Ententemagterne som det østrigske borgerskab til ikke at »spænde buen for højt«. Men han ødelagde det for sig selv ved at skræmme sig selv og sine tilhængere mere, end han skræmte borgerskabet. I foråret 1920 udgav han et nyt digert værk under titlen Bolsjevisme eller socialdemokrati? Kautsky, der for længst havde udråbt socialdemokratiets holdning til de »bolsjevikiske metoder« til »socialismens centrale problem«, tøvede ikke med at betegne Bauers skrift som »en klassiker i socialistisk litteratur«. Hvad var det, der skaffede Bauer denne anerkendelse fra hans gamle lærer, med hvem han undertiden havde været oppe at skændes ? De første sider af forordet kunne synes en antitese til det, som ellers havde været Kautskys faste kæphest. Bauer hyldede den russiske revolution i patetiske, næsten sentimentale vendinger. Rusland, før den europæiske kontrarevolutions højborg, var nu, skrev han, blevet skueplads for »den vældigste proletariske revolution«. Proletariatet havde her for første gang grebet magten og søgte nu at skabe et socialistisk samfund. »Den kapitalistiske verden skælver« og fører krig mod revolutionen med »kanoner og haubitzere... med diplomatiske intriger.., med blokadens hungerring, med en syndflod af tryksværte, af fordrejelser, løgne, bagtalelser«. Men verdens proletarer sympatiserer blot så meget stærkere med det russiske proletariat. »For første gang står det internationale proletariat, splittet og sønderrevet af krigen, sammen i daglig lidenskabelig protest mod interventionen i Rusland. Det er i færd med at vinde sin første sejr ved at tvinge vestmagterne til at trække deres tropper ud af Rusland. . «. Men piben får hurtigt en anden lyd. Det viser sig, at det er farligt at sympatisere med det revolutionære Rusland, for det kan få det vestlige proletariat til at svigte sine egne traditioner og ideer: »Skuffelse over demokratiet og begejstring for den russiske revolution« kunne lede det ind i »bolsjevikiske baner«. Bauer så det da også som sin opgave at modvirke denne fare. Hele hans bog er gennemsyret af ønsket om at bevise, at socialdemokrater og kommunister har principielt forskellige vilkår og metoder, og at deres synspunkter går i hver sin retning. For at skræmme den europæiske læser og for enhver pris vise, at »den russiske revolutions metoder« var aldeles uanvendelige i Europa, satte Bauer bevidst forskellene i social struktur mellem Rusland og Vesten på spidsen. Ved at fremhæve småborgerskabets og de intellektuelles større vægt i Vesten, den snævrere forbindelse mellem denne »middelstand« og kapitalen (såvel økonomisk som i henseende til dens forkærlighed for en nationalistisk og imperialistisk ideologi), de klerikalt reaktionære partiers indflydelse på landet osv, valgte Bauer argumenter, der i realiteten talte mod en revolution i Europa. Således hævdede han, at mens proletariatet havde kunnet bringe den russiske bonde under sin ledelse, så stod bønderne i Vest- og Mellemeuropa stejlt mod arbejderne. De ville ikke acceptere et arbejderrådsstyre, påtvinge dem det med magt var umuligt, og uden støtte på landet kunne revolutionen ikke sejre. Hele bogens afsnit 14 var under overskriften »Diktatur og demokrati« viet en teoretisk generalisering af en lang række af den slags konfliktsituationer. Bauer lancerede her begrebet »sociale magtfaktorer«, hvoraf der var fem: »For det første antallet af en klasses medlemmer; for det andet dens organisations art, styrke og ydeevne; for det tredje dens stilling i produktions- og fordelingsprocessen, som er bestemmende for de økonomiske magtmidler, den råder over; for det fjerde styrken af dens politiske interesse, af dens mobilitet, aktivitet og offervilje; for det femte dens uddannelsesniveau, dens evne til med åndelige midler at øve indflydelse på sine egne medlemmer og på andre klasser, dens ideologis tiltrækningskraft«. I sig selv var der ikke noget originalt i at fremholde disse faktorer som en karakteristik af en given klasses vægt, styrke og indflydelse i samfundet; i den ene eller anden formulering havde disse elementer længe været at finde i mange marxistiske arbejder. Men ved at manipulere med »faktorer« og »magtmidler« søgte Bauer at »uddybe« begreberne demokrati og diktatur på en sådan måde, at han fik mulighed for at erklære: »Demokratiet er den statsform, i hvilken magtfordelingen i staten udelukkende afgøres af de sociale magtfaktorer og ikke ved anvendelse af ydre materielle magtmidler, der forrykkes til gavn for en enkelt klasse.« En så dybsindig definition af det »rene demokrati« havde ikke engang Kautsky kunnet finde på. Ifølge Bauer afhænger magtfordelingen i en demokratisk stat af alle de faktorer, han nævner. Jo talstærkere en klasse er, jo større indflydelse har den således på valgresultaterne, og jo flere repræsentanter har den i en hær af værnepligtige. Jo bedre organiseret proletariatet er, jo stærkere kan det slå igennem i et demokratisk parlament. Forfatteren er ganske vist nødt til at anerkende, at borgerskabet i kraft af sin rigdom er i stand til at påvirke valgene gennem sin presse og ved at bruge mange penge på valgkampagner. Men også proletariatet kan »effektivt øve indflydelse på« lovgivningen ved at strejke. Heraf følger, at en demokratisk stats »totalvilje« ikke er andet end en »resultant af de sociale magtfaktorer«. Derfor er en demokratisk stat kun et redskab for de besiddende klassers herredømme, så længe proletariatet er fåtalligt. Hvorfor havde proletariatet i Tyskland, Østrig og andre europæiske lande så ikke for længst taget magten ? Simpelt hen fordi »brede arbejderlag endnu ikke har gjort sig fri af den kapitalistiske presses, kapitalistisk valgbluff og deres kapitalistiske opdragelses indflydelse«. Men når først arbejderklassen udgør vælgerflertallet og bliver oplyst, så bliver demokratiet et »redskab for dens herredømme«, et »proletarisk demokrati«. Det er ikke nødvendigt med nogen revolution; de »sociale magtfaktorer« klarer det af sig selv. Ganske vist »bygger også den demokratiske stat som enhver stat på voldsanvendelse«. Den bruger dog ikke sin væbnede magt til at tøjle de udbyttede, undertrykke strejker, splitte demonstrationer osv., men »kun med det formål at håndhæve sine love, forordninger og dispositioner over for modstræbende mindretal’s. Grundlaget for sovjetmagten (som for Wilhelm II’s styrtede monarki!) er derimod en modsigelse mellem en magt, der bygger på voldsanvendelse, og en magt betinget af de sociale faktorer, og den hviler på »voldførelse« af de sociale magtfaktorer«. Det er ikke at undre sig over, at Lenin blev stærkt oprørt, da han læste denne svada. Han bemærkede med ironi, at »hvis det var os, der bestemte i Wien, så skulle vi rejse ham (Bauer) et monument’s alene for sætningen om »voldførelse af de sociale magtfaktorer«. Men foreløbig måtte man huske: »Opportunismen er vor hovedfjende. Opportunismen i arbejderbevægelsens øverste lag er ikke proletarisk, men borgerlig socialisme.« Opportunisterne »er bedre til at forsvare bourgeoisiet end bourgeoisiets egne folk. Uden deres ledelse af arbejderne ville bourgeoisiet ikke klare skærene«. Ikke blot det russiske Kerenskij-regimes historie beviste det; det samme gjorde de seneste erfaringer i Tyskland, Østrig, Frankrig, England og USA. Trods Kautskys og især Bauers forsikringer gik deres argumentation for et »demokratisk alternativ« til bolsjevisme, rådsstyre og proletariatets diktatur ikke ud på at foreslå andre, men lige så revolutionære metoder og kampformer, der kunne give proletariatet magten, men derimod på at lokke og skræmme masserne bort fra revolutionen mod kapitalismen. Dette »demokratiske alternativ« var dengang ikke andet end et påskud til at slippe for at handle revolutionært og dermed også for at kæmpe for magten og socialismen. Samtidig med, at denne polemik stod på, afgjorde bitre klassekampe den internationale revolutions skæbne. Derfor var det en hjælp til arbejderklassens modstandere, at udbrede illusioner om et muligt »demokratisk alternativ«.

Det nationale og nationalkoloniale spørgsmål

En faktor, der i høj grad bidrog til at bestemme udfaldet af proletariatets og bourgeoisiets konfrontation under imperialismen, var proletariatets evne til at gøre de antiimperialistiske nationale befrielsesbevægelser til sine forbundsfæller. Under de nye historiske betingelser analyserede Lenin indgående det nationale spørgsmål, problemerne angående de nationale befrielsesbevægelser og disses betydning i forhold til arbejderklassens historiske opgave. Under imperialismen forvandlede det nationale spørgsmål sig fra et indenrigs- eller udenrigspolitisk anliggende for den enkelte stat til et problem på verdensplan. En håndfuld »stormagter« havde ved at opdele verden mellem sig gjort en stor del af dens befolkning til sine slaver eller vasaller. Udbytningen af kolonier og afhængige lande blev nu et af det imperialistiske systems væsentlige elementer. Mens den imperialistiske rivalisering skærpedes, - militarismen greb om sig, og arbejderbevægelsen og den nationale befrielsesbevægelse voksede, udviklede den stormagtsnationalistiske, chauvinistiske ideologi og politik sig til et integreret element i det imperialistiske bourgeoisis og de reaktionære kræfters herredømme i samtlige førende kapitalistiske lande (både halvabsolutistiske som Tyskland og Østrig-Ungarn og demokratiske som Storbritannien, Frankrig og USA). Samtidig øgedes den borgerlige nationalisme i mange undertrykte nationer. Også i det internationale socialdemokrati kunne der iagttages nationalistiske afvigelser. Nogle af II. Internationales teoretikere reviderede grundlaget for den marxistiske opfattelse af det nationale spørgsmål og den proletariske internationalismes principper. De opportunistiske ideer, der blev fremsat af repræsentanter for den såkaldte austromarxisme i begyndelsen af det 20. århundrede, udgjorde en af hovedkilderne til de nationalistiske anskuelser og paroler i flere landes socialistiske bevægelse. Den sovjetiske kritik af »Austromarxismens« ledere er, at de propaganderede for den psykologiske teori i det nationale spørgsmål, ignorerede klasseantagonismerne indenfor de enkelte nationer og den med kapitalismens udvikling forbundne historiske tendens til overgang fra nationalt uensartede stater til stater med kun én nation. De så også bort fra nødvendigheden af at føre en demokratisk kamp under proletariatets ledelse for at få løst det nationale spørgsmål. Rudolf Springer (Karl Renner) argumenterede for, at en nation er et forbund af ens tænkende og ens talende individer. Om de østrigske nationer skrev han: »Da disse nationer nu engang er tvunget til at bo sammen, under hvilke retsformer kan det så bedst lade sig gøre ?«. »Austromarxismens« hovedteoretiker i det nationale spørgsmål Otto Bauer tog udgangspunkt i, at en nation »altid også er et kulturelt fællesskab«, og at »de østrigske nationer forbliver i samme statsforbund, som de lever i nu«, og han rejste på den baggrund spørgsmålet om, hvilke foranstaltninger der skulle til for at sikre national fred i landet. Otto Bauer, der ignorerede klasseantagonismerne indenfor nationer og fejlfortolkede den demokratiske befrielsesbevægelses muligheder, erklærede det for nødvendigt at samle alle nationens medlemmer til et nationalt kulturfællesskab. Som modstykke til den »konservativ-nationales« politik, Østrig-Ungarns herskende klasser førte, fremhævede han arbejderklassens og dens partis »evolutionær-nationale« politik. Deres vigtigste politiske opgave, hævdede han, var at få hele folket udviklet til en nation. Det skulle ske ved at udbrede den »nationale kultur« og til dette formål gennemføre ikke territorial, men »kulturel-national autonomi «, hvilket, skønt det forudsatte selvstændige parlamenter og ministerier for de kunstigt dannede nationer, reelt blot ville betyde en opdeling af landets skoler efter nationalt tilhørsforhold. I den forbindelse skrev Lenin om utopien udtænkt af »de østrigske småborgere, der har mistet håbet om at opnå et konsekvent demokrati eller få gjort en ende på de nationale gnidninger... I Østrig er kulturel-national autonomi stort set forblevet et litterært påfund, som ikke engang de østrigske socialdemokrater selv har taget alvorligt«. I mellemtiden overtog opportunisterne i forskellige lande den »austromarxistiske« tese om en »national kultur«, om proletariatets og bourgeoisets over klasserne stående »nationale interessefællesskab« og programmet for »kulturel-national autonomi«. Under parolen om at opgive nationernes selvbestemmelsersret blev de anvendt til at indsluse nationalisme i arbejderbevægelsen. Opportunisterne i II. Internationale gik så vidt som til direkte at retfærdiggøre den imperialistiske kolonialpolitik ved at erklære, at kolonierne var nødvendige af hensyn til proletariatets interesser og velfærd. De så de undertrykte folks kommende befrielse som en gradvis kapitalistisk udvikling af de koloniale lande og en juridisk regulering af det imperialistiske herredømme. På II. Internationales kongres i Stuttgart ville den hollandske socialreformist Henri van Kol have, at der i en resolution skulle stå, at kongressen »ikke principielt og for altid fordømmer enhver kolonialpolitik, da en sådan under et socialistisk styre vil kunne have en civilisatorisk virkning«. De nationalistiske og chauvinistiske toner mødte straks modstand i socialdemokratiet. Allerede på II. Internationales Stuttgart-kongres afviste det polske socialdemokratis repræsentant Julian Marchlewski forsøgene på at prise en »socialistisk kolonipolitiks« civilisatoriske mission. »Jeg mener,« sagde han, »at der for en socialist ud over den kapitalistiske og europæiske kultur også eksisterer andre kulturer. Vi har ingen grund til at bryste os sådan af vor såkaldte kultur eller trænge os på med den over for Asiens folk, som har deres egen ældgamle kultur». Ved at afvise tesen om den kapitalistiske udviklingsvejs uundgåelighed for kolonierne og i stedet gå ind for »uegennyttig kulturel bistand« åbnede Marchlewski en ny teoretisk indfaldsvinkel til det nationale spørgsmål. I 1908 udkom Karl Kautskys værk Nationalitet og Internationalitet hvor han, som Lenin bemærkede, afslørede den forvirrede Otto Bauer og yderst forsigtigt vurderede begrebet »national kultur« som en »umådelig overdrivelse af det nationale« og en »fuldstændig forglemmelse af det internationale moment«. I modsætning til den psykologiske teori i det nationale spørgsmål fremhævede Kautsky den historisk-økonomiske teori. Han kritiserede Otto Bauer for at undervurdere bestræbelserne på at oprette en national stat, men Kautsky selv var ikke helt konsekvent i sin kritik af tanken om kulturel-national autonomi. I 1912 fremkom Anton Pannekoek med en kritik af austromarxisternes »nationale opportunisme« I hans efter Lenins opfattelse fremragende pjece Klassekamp og nation fandtes dog også visse mangler forbundet med spørgsmålet om kulturel-national autonomi. Blandt andet forstod Pannekoek ikke de almendemokratiske kravs betydning. Lenin satte også stor pris på Josef Strassers Arbejderen og nationen. I årene 1912-13 skrev og offentliggjorde Josef Stalin med Lenins støtte Marxismen og det nationale spørgsmål, en kritik af de austromarxistiske anskuelser og de russiske opportunisters forsøg på at propagandere for kulturel-national autonomi. På samme tid var nogle af de revolutionære socialdemokrater der tog til orde mod den borgerlige nationalistiske tendens, tilbøjelige til at undervurdere princippet om nationernes selvbestemmelsesret som programpunkt for de undertrykkende landes proletariske partier. Blandt andet søgte Rosa Luxemburg at bevise, at socialdemokratiets anerkendelse af nationernes selvbestemmelsesret ville være ensbetydende med at støtte den borgerlige nationalisme blandt de undertrykte nationer, og at et sådant programpunkt var overflødigt, eftersom det ikke indeholdt nogen praktiske retningslinjer for proletariatets løbende politik med hensyn til nationalitetsproblemer. Alt dette gjorde spørgsmålet om forholdet mellem det nationale og det internationale i den revolutionære arbejderklasses praksis særlig akut. Desuden opstod der i den socialdemokratiske bevægelse en polemik omkring en tese fremsat af Marx og Engels i Det kommunistiske partis manifest: at »arbejderne har ikke noget fædreland«, og at »proletariatet må først erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse, konstituere sig selv som nation.. .«. Over for den marxistiske opfattelse stod den nationalistiske, højrereformistiske, og den national-nihilistiske, venstreradikalistiske. Førstnævntes tilhængere, revisionisterne, påstod, at tesen »arbejderne har ikke noget fædreland« var forældet og ikke længere svarede til virkeligheden. Eduard Bernstein skrev, at det borgerlige demokratis udvikling havde gjort arbejderen til »en borger, der nyder godt af lige rettigheder og har et fædreland, hvis uafhængighed og fremgang han bør bidrage til ud fra Internationalens princip: ‘Ingen rettigheder uden pligter’«. Georg Vollmar, der indtog et nationalistisk standpunkt, søgte at begrunde en for proletariatet »ægte tysk« holdning til »fædrelandet«. Den anden, venstreradikalistiske, opfattelses mest fremtrædende repræsentant var den franske socialist og halvanarkist Gustave Hervé, som udskiftede den proletariske internationalisme med nationalnihilismen og afviste, at fædreland og patriotisme havde nogen betydning for arbejderne. Han skrev, at patriotisme og internationalisme var lige så uforenelige som »ild og vand«. Denne opfattelse der udelukkende byggede på tesen »arbejderne har ikke noget fædreland«, kunne få proletariatet til ikke at deltage i demokratiske og nationale bevægelser. Den var stærkt sekterisk og kunne isolere de revolutionære arbejdere fra masserne. Lenin afviste altid dogmatiske og doktrinære holdninger til internationalismens problemer såvel som opportunisters og radikalisters forvanskning af disse spørgsmål. Han betragtede proletariatets internationale enhed som en ubetinget forudsætning for arbejdernes sejrrige kamp for socialismen på internationalt såvel som nationalt plan og fordømte nationalopportunisterne, der erstattede klassemål med »almennationale« mål. Han kritiserede Otto Bauer for hans »idealistiske teori om nationen«, »parole om national kultur (= borgerlig)«, og »fuldstændige ignorering af internationalismen«. »Otto Bauers fundamentale fejl,« bemærkede Lenin, »er forfinet nationalisme. En nationalisme, der er ren, uden udbytning, uden skænderi.« Samtidig med at kritisere opportunisternes nationalistiske afvigelser vendte Lenin sig også mod radikalisterne, der ignorerede nationale interesser og forkastede patriotisme. Lenins konsekvente forsvar for den proletariske internationalismes principper i ilden op til de afgørende klasseslag i den imperialistiske periode, hvor det nationale spørgsmål blev en vigtig faktor ikke blot i den almen-demokratiske kamp, men også i kampen for socialismen, havde enorm betydning for den internationale arbejderbevægelse og dens politik. »Lenin anså den rigtige forbindelse af nationalt og internationalt i de proletariske partiers virke, i hele den revolutionære bevægelses virke, for den internationalistiske politiks centrale spørgsmål«. Lenin fastholdt, at nøglen til et velafbalanceret forhold mellem internationalt og nationalt i arbejdernes revolutionære aktivitet var foreningen af proletariatets klassemæssige opgaver, der er internationale af karakter, og hele folkets opgaver, der er udtryk for nationens grundlæggende interesser. Arbejderklassens nationale ansvar og internationale pligt er uadskillelige i kraft af selve den proletariske internationalismes væsen. Lenin formulerede grundprincippet for forbindelsen af internationalt og nationalt i den revolutionære arbejderbevægelse og fastlagde dermed for flere årtier frem hovedlinjen i proletariatets kamp for dets nationale og internationale enhed. Socialreformisterne afslog reelt at kæmpe, for så vidt som de erklærede, at de kun ville støtte en generalstrejke, hvis den blev indledt samtidig i alle de krigsførende lande. I den italienske arbejderbevægelse kom højrereformisternes bernsteinske lære, fremsat af Ivanoe Bonomi i værket Socialismens nye veje, til at udgøre den officielle doktrin for det i 1912 oprettede selvstændige højrereformistiske parti. »Venstrereformisterne« ledet af Filippo Turati erklærede sig tro mod klassekampens principper, men anbefalede en politik og metoder, der svarede til »den evolutionære socialismes ideologiske principper«. De førte i praksis en klassesamarbejdspolitik. Turati argumenterede for, at på et relativt højt socialt udviklingsniveau var mægling at foretrække fremfor strejke; generalstrejken anerkendes kun som et forsvarsmiddel mod reaktionens offensiv. I Østrig, hvor massestrejker havde ført til sejr i kampen for almindelig valgret og senere sikrede socialdemokraternes gode valgresultat i 1907, satte SDAPÖ’s ledelse under Victor Adler sin lid til en alliance mellem arbejderklassen og kejseren i stedet for at anspore massebevægelsen til at sikre sig yderligere samfundsforandringer. Også Karl Renner og hans tilhængere gik ind for samarbejde med den kejserlige regering. Karl Leuthner, der var redaktør af Arbeiter-Zeitung, og andre højrefløjsfolk gjorde sig til talsmænd for en utilsløret chauvinistisk politik. Lederne af Ungarns Socialdemokratiske Parti under Ernö Garami erklærede, at behovet for en massestrejke afhang af, hvorvidt bourgeoisiet ville støtte partiet. Otto Bauer og Friedrich Adler samt deres tilhængere anså det for nødvendigt at benytte mere radikale kampformer, de kritiserede revisionismen og reformismen og tillagde arbejderklassens og de brede massers politiske aktivitet stor betydning. Disse socialdemokrater udgjorde midlertid ikke nogen selvstændig kraft inden for partiet; de fulgte Victor Adler. Det danske socialdemokratis folketingsgruppe, der var blevet »regeringens parlamentariske basis«, stemte på denne tid for et budget, der også omfattede militærudgifter. Det australske Labour-parti førte som regeringsparti en borgerlig-liberal nationalistisk politik og bevilgede midler til oprustning. Det svenske socialdemokratis kongres i 1911 vedtog på opportunisternes initiativ en række programpunkter formuleret i radikal liberalistisk ånd. Under pres fra socialreformisterne ledet af Morris Hillquit besluttede USA’s Socialistiske Parti på sin kongres i 1912 at indskrænke medlemmernes »politiske aktivitet« til »deltagelse i valg til lovgivende og administrative postere. Højre- og »venstre«opportunistiske tendenser lod sig også spore i andre lande. På trods af socialchauvinismens midlertidige sejr i størstedelen af arbejderorganisationerne, på trods af II. Internationales sammenbrud og forvirringen og desorganiseringen blandt den arbejdende befolkning lod der snart fra arbejderklassens rækker de første protester mod den imperialistiske krig og mod den folkefjendske politik, der blev ført af de herskende kredse i de krigsførende stater. Som det var at forvente, gik proletariatet i spidsen for den antikrigsmassebevægelse, der udviklede sig fra 1915, og som i en række lande voksede over i revolutionær kamp mod det bestående system. 

Brudstykker af 1. Verdenskrig

Første verdenskrig overgik med hensyn til omfang og konsekvenser alle tidligere krige. I krigen var inddraget 34 stater, hvis direkte krigsudgifter beløb sig til 208 milliarder dollars. De krigsførende magters hære talte over 70 millioner mennesker, hvoraf næsten 10 millioner blev dræbt og over 20 millioner sårede og lemlæstede. Det var prisen, folkene måtte betale for imperialismens blodbad. Krigen forårsagede kolossale skader i mange landes økonomi. Der blev ødelagt enorme materielle værdier, de traditionelle økonomiske forbindelser blev afbrudt, aktiviteten faldt inden for en række industrigrene og transportsektoren, og der skete et drastisk fald i landbrugsproduktionen. De vigtigste ressourcer - metal, brændstof, elkraft, bomuld osv. - anvendtes til uproduktive krigsformål, til gensidig ødelæggelse. Den imperialistiske krig faldt med hele sin byrde på den arbejdende befolknings skuldre. Millioner af arbejdere og bønder i soldateruniform dræbte og lemlæstede igennem fire år hinanden for de herskende klasers egoistiske interessers skyld. Den arbejdende befolkning bag fronterne var udsat for en skånselsløs udbytning, for fysiske og moralske lidelser, sult, fattigdom og vilkårlighed. De herskende kredse udnyttede krigen til at kvæle de demokratiske friheder, afskaffe den arbejdende befolknings sociale landvindinger og angribe arbejderbevægelsen, først og fremmest dens revolutionære fortrop. For de herskende klasser blev krigen en kilde til hidtil uset berigelse. Med tanke på borgerskabets egoistiske mål skrev Lenin: »Krigen er en forfærdelig ting ? Ja. Men den er en forfærdelig profitabel ting«. Den militarisering af økonomien. der gennemførtes under krigen, bidrog til at gøre virksomhederne større, koncentrerede og centraliserede kapitalen, førte til en betydelig forøgelse af monopolernes magt og fremskyndede den proces, hvorigennem monopolkapitalen udviklede sig til statsmonopolistisk kapital. Krigen, understregede Lenin, »har yderligere udrettet det, som ikke blev gjort på 25 år. Industriens statsliggørelse er skredet fremad ikke kun i Tyskland, men også i England. Fra monopolet som sådan er man nu ovre i statsmonopolet. Tingenes objektive tilstand viser, at krigen har forceret kapitalismens udvikling, som er skredet fremad fra kapitalisme til imperialisme, fra monopol til statsliggørelse«. Under den imperialistiske krig fremvoksede på grundlag af den borgerlige stats og finansoligarkiets forenede kræfter: militær-statskapitalismen. Særlige militær-økonomiske statsorganer, der som regel var dirigeret af storbourgeoisiets repræsentanter, ledede reorganiseringen af økonomien i militaristisk retning og udnyttelsen af alle produktions-, energi-, råstofs- og menneskeressourcer til gavn for de største monopolsammenslutninger, der arbejdede for tilfredsstillelsen af krigsbehovet. De regulerede ligeledes forholdet mellem arbejde og kapital, således at de økonomiske tvangsmidler over for arbejderne blev suppleret med direkte vold. Den statsmonopolistiske kapitalisme, der i sig forenede monopolernes og statens enorme magt, sikrede maksimale profitter og kvalte Arbejderklassens og de undertrykte folks aktioner. »Staten,« skrev Lenin, »smeltede mere og mere intimt sammen med de almægtige kapitalistsammenslutninger, og dens uhyrlige undertrykkelse af de arbejdende masser bliver endnu mere uhyrlig. De fremskredne lande forvandledes til militære tvangsarbejdsanstalter for arbejderne«. I Frankrig blev de brede masser i krigens første dage grebet af en bølge af åbenlys chauvinisme, som både den borgerlige og den socialistiske presse ihærdigt pustede til. Efter Jean Jaurès’ tragiske død blev Pierre Renaudel L’Humanités chefredaktør, og han gjorde SFIO’s centralorgan til taleror for partiets socialchauvinistiske kredse. Det forhold, at tyske tropper i august-september 1914 invaderede fransk territorium, besatte en betydelig del af landet og truede Paris, blev dygtigt udnyttet af bourgeoisiet til at propagandere ideen om »nationalt forsvar«. SFIO’s ledere (Guesde, Sembat og Thomas) indtrådte i den »nationale forsvarsregering« og blev ihærdige talsmænd for den »hellige union« og »klassefred« og hårdnakkede modstandere af enhver form for aktioner fra den arbejdende befolknings side til forsvar for dens vitale interesser. Men allerede i december kom det til forbrødring mellem franske og tyske soldater, der spontant holdt våbenhvile. I den østrigske del af imperiet kom det dog allerede i begyndelsen af krigen til mindre strejker, møder og demonstrationer. De russiske tropper tog ti gange så mange krigsfanger fra de østrig-ungarske som fra de tyske hære. Allerede i september 1914 var 100.000 af monarkiets soldater og officerer i russisk krigsfangenskab og efter at de østrig-ungarske hære havde lidt nederlag i november-december 1914, og det militær-chauvinistiske hysteri var ved at fortage sig, begyndte det ungarske socialdemokratis ledere allerede i januar 1915 at tale om fred »uden sejrherrer«. I slutningen af 1914 og begyndelsen af 1915 blev der strejket mod lønforringelser, længere arbejdsdag og prisstigninger i den tjekkiske og østrigske mineindustri, den tjekkiske tekstilindustri og blandt metalarbejderne i Wien. Strejkerne blev ofte ledsaget af hungeroptøjer og demonstrationer med krav om bedre levnedsmiddelforsyninger og indstilling af militæradministrationens selvtægt. Kampens omfang var imidlertid begrænset. Sidst på sommeren 1915 offentliggjorde det ungarske socialdemokratis ledere et fredsmanifest, hvori de opfordrede de socialistiske partier i Frankrig og Tyskland til at nå til forståelse og fremsatte krav om demokratisering af landets samfundssystem, en jordreform og en ændret skattepolitik til fordel for de besiddelsesløse klasser osv. I lighed med Rusland var Østrig-Ungarn en imperialistisk magt, hvor revolutionære rystelser var i hastig anmarch. Omgåelse af mobilisering, hele grupper og afdelinger, der under ledelse af officerer gik over til modstanderen, nægtelse af fremrykning til fronten og lignende aktioner, der fra 1915 antog et stadigt mere truende omfang, var protestformer, der ofte blev taget i anvendelse af repræsentanter for de undertrykte nationaliteter, som udgjorde over halvdelen af mandskabet i Habsburg-monarkiets væbnede styrker. Sydslaverne ønskede ikke at kæmpe mod og sympatiserede åbenlyst med Serbien og Montenegro, ligesom de italienske og rumænske soldater i den østrig-ungarske hær, der i henholdsvis 1915 og 1916 blev sat ind på den italienske og den rumænske front, ikke ønskede at kæmpe mod deres landsmænd. Selv ungarske regimenter drog yderst uvilligt i kamp, nedlagde våbnene og lod sig tage til fange ved den første den bedste lejlighed. Heller ikke tjekkerne brændte efter at betale for det østrigske banners hæder med deres eget blod. Dette viste sig første gang tjekkiske tropper blev indblandet i krigshandlinger på den bulgarske front i september-oktober 1914. Netop her kunne man iagttage de første tilfælde af forbrødring mellem soldater fra de kæmpende hære. Under antikrigsdemonstrationerne i Prag i september 1914 lød opfordringerne: »Skyd ikke på russerne, overgiv jer !« Ved floden San gik to hele tjekkiske regimenter og en del af et tredje over til russerne. Forbrødring mellem soldater fra de undertrykte nationaliteter og fjendens soldater blev fra 1915 et almindeligt fænomen, i særdeleshed på østfronten. Anledningen kunne bl.a. være forskellige, såvel katolske som ortodokse, højtider, jul, påske osv.. I foråret 1915 undertrykte østrigsk-tyske og ungarske troppeafdelinger med våbenmagt et oprør blandt nogle tjekkiske og slovakiske regimenter. Fra sommeren 1915 var den østrig-ungarske overkommando tvunget til at opgive at opstille nationale enheder, hvori antallet af soldater fra de undertrykte nationaliteter udgjorde over 50 procent af den samlede styrke. De tjekkiske og slovakiske troppers oprør og deres organiserede overgang til fjenden var et alarmerende symptom på det Østrig-Ungarske kejserriges snarlige sammenbrud. Oprettelsen af hele regimenter, brigader og divisioner, bestående af flygtninge og krigsfanger, i flere Ententemagter og desuden nationale komiteer af sydslaver, tjekker og slovakker i emigration var tegn på, at de borgerlige ledere af de undertrykte folkeslags nationale bevægelser havde opgivet deres tidligere loyalitet over for Habsburg-monarkiet. Krigens byrder skærpede også modsigelserne mellem Østrig og Ungarn.

Zimmerwald-konferencen i august 1915 vakte stor genklang i Italien. 300.000 CGdL-medlemmer tilsluttede sig Zimmerwaldbevægelsen. Da Antonio Gramsci, der på daværende tidspunkt var redaktør af det socialistiske ugeblad Ordine nuovo, der udkom i Torino, havde fået kendskab til Zimmerwaldvenstres ideer, bestræbte han sig på at etablere snæver kontakt med bolsjevikkerne. Togliatti mindedes senere, at arbejder af Lenin og bolsjevikiske dokumenter gik fra hånd til hånd på fabrikkerne. Gramsci var sjælen i dette arbejde. Verdenskrigen trak efterhånden også Balkanlandene ind i sin malstrøm. Begge krigsførende grupperinger forsøgte at få Bulgarien, Rumænien og Grækenland med på deres side ved at tilbyde dem store fordele på andres bekostning. Bourgeoisiet i disse lande forberedte sig ihærdigt på at deltage i krigen og afventede blot en gunstig lejlighed. Dette betød, at den mest påtrængende opgave for den arbejdende befolkning i Balkanlandene, med undtagelse af Serbien og Montenegro, der var blevet ofre for aggression fra Østrig-Ungarns side, bestod i at forhindre, at deres lande blev inddraget i den blodige imperialistiske krig. Dette lykkedes ikke, hvilket til dels også skyldtes den opportunistiske politik, der førtes af Balkanlandenes højresocialdemokrater og centrister. I 1915 var der i Østrig kun 39 strejker med deltagelse af mindre end 10.000 mennesker. Fra foråret 1916 kom det til flere og mere omfattende strejker (antallet af strejkende fordobledes i forhold til 1915). Strejkerne gav også bedre resultater. Der var betydeligt flere strejker, hvor arbejderne delvis eller fuldt ud fik opfyldt deres krav. I Bulgarien støttede de »brede socialister« under dække af fraser om neutralitet i realiteten de herskende kredses aggressive og nationalistiske politik. Disse kredse stræbte efter at deltage i krigen på Tysklands og Østrig-Ungarns side. Kun tesnjakkerne under ledelse af Dimitr Blagoev indtog en konsekvent antikrigsholdning. BRSDP(t)’s 21. kongres i august 1915 vendte sig beslutsomt imod, at det bulgarske folk deltog på nogen som helst side i krigen. Sammen med de serbiske socialdemokrater gik tesnjakkerne imod de herskende kredse i Bulgarien og Serbien, der stræbte efter en militær konflikt. Da den bulgarske regering i september 1915 traf beslutning om at påbegynde militær mobilisering, rettede tesnjakkernes parlamentsgruppe en særlig appel til det bulgarske folk, hvori det hed: »Over grænsen rækker vi vor broderhånd til arbejderne i Serbien, Rumænien, Grækenland og Tyrkiet og proklamerer sammen med hele Balkanproletariatet: Ned med krigen ! Leve freden !, Leve den internationale arbejdersolidaritet !, Leve en føderativ Balkanrepublik ! Leve den revolutionære socialisme, der fører til befrielse!«. Efter at Bulgarien var kommet med i krigen kom det i mange byer under tesnjakkernes indflydelse og ledelse til massemøder og demonstrationer, hvor man krævede, at krigshandlingerne skulle indstilles. Allerede i slutningen af 1915 var krigsmodstanden mærkbar i nogle hærafdelinger, og der forekom tilfælde, hvor soldater nægtede at udføre kampordrer. I Serbien var massernes utilfredshed med krigen voksende allerede fra 1915. Soldaterne blev mere og mere overbevist om, at de i mindre grad kæmpede for deres fædreland end for den imperialistiske Ententes interesser. Både ved fronten og i baglandet forstærkedes krigsmodstanden, og der blev flere og flere strejker. I forbindelse med arbejdernes aktioner mod de økonomiske forhold fremsatte de serbiske socialdemokrater også politiske krav, der først og fremmest sigtede på at bringe den imperialistiske krig til ophør. I august 1915 fremsatte de socialdemokratiske parlamentsmedlemmer en deklaration, der påpegede nødvendigheden af at opretholde freden med Bulgarien. Efter at den serbiske hær havde lidt nederlag i slutningen af 1915, indledtes en national befrielseskamp mod erobrerne i de områder af Serbien og Montenegro, der var besat af de østrig-ungarske hære.

I Ungarn hilste Népszava Zimmerwald-konferencen i august 1915 »som en vigtig og glædelig begivenhed i den internationale proletariske politik« og understregede, at konferencen udtrykte arbejderklassens stræben mod fred, dens »troskab over for socialismens hovedprincipper og ideen om klassekamp«. Hverken beslutningen om at iværksætte en energisk fredspropaganda, der blev truffet på en konference for det ungarske socialdemokratis ledere i september 1915, eller den positive reaktion på Zimmerwald-konferencen betød dog, at partiet havde indtaget en revolutionær antikrigsholdning. Den pacifistiske linje, der gik ind for en kompromisfred mellem de imperialistiske regeringer, var stadig dominerende. Det var ikke beslutsom kamp mod imperialisme og militarisme, men indførelse af almindelig valgret, der blev rykket i forgrunden. Netop denne parole fremdrog partiledelsen som den vigtigste i januar 1917. Det ungarske socialdemokratis ledere kunne ikke give masserne svar på de spørgsmål, der foruroligede dem. Det gjaldt først og fremmest hovedspørgsmålet om, hvordan man skulle bringe krigen til ophør. Kun venstreoppositionen i partiet kæmpede for en selvstændig arbejderklassepolitik for at få afsluttet det imperialistiske blodbad og opnå national og social frigørelse. Det var i denne ånd, den drev propaganda blandt masserne og styrkede sine forbindelser med dem. Krigen uddybede ikke alene kløften mellem monarkiets herskende klasser og de udbyttede arbejdende masser, men også mellem de herskende og de undertrykte folkeslag. I Ungarn forsøgte højresocialdemokraterne at overbevise deres landsmænd om, at de udgød deres blod for at forsvare »den europæiske civilisation« mod tsarismen, »mod russisk barbari, mod russisk absolutisme, mod russisk undertrykkelse, for højere arbejdsløn, for kortere arbejdsdag, for politiske rettigheder«. Den holdning, fagbevægelsens ledelse indtog, hæmmede ligeledes udviklingen af masseaktioner. Den indgik ganske vist ikke sådan som de faglige ledere i Tyskland og en række andre lande en formel overenskomst om »borgfred« med arbejdsgiverne. I praksis forsøgte de faglige ledere dog af al magt at forhindre den arbejdende befolkning i at kæmpe for dens rettigheder. Samtidig bestræbte de sig på at uddybe klassesamarbejdet med bourgeoisiet til gavn for den imperialistiske krig. I det ungarske parlament krævede oppositionen mere og mere energisk, at man løsnede de bånd, der forbandt de to stater, og senere ophævede forbundet med det kejserlige Tyskland, som var ødelæggende for Ungarn og for monarkiet som helhed.

I 1916 greb antikrigsbevægelsen endnu mere om sig. I januar 1916 var tallet af Østrig-Ungarns monarkiets soldater og officerer i russisk krigsfangenskab nået op over en million. Dette var indirekte et tegn på de akutte nationale modsigelser i landet. I 1916 var der store strejker ved minerne i Ostrava, i Teplitz, på Skodaværkerne i Plzen, på metalforarbejdningsvirksomhederne i Wien og i en række andre områder i Østrig. Der var hungerdemonstrationer i Kladno, Vitkovice, Plzen, Donawitz (Schtiria), Lvov og Øvre Østrig. I Plzen-arbejdernes majdemonstration deltog omkring 15.000 mennesker. Disse aktioner ledsagedes ofte af sammenstød med politi og tropper og var helt klart vendt mod krigen. Det fremgik af demonstranternes paroler: »Ned med krigen !«, »Vi ønsker fred !«, »Giv os vore fædre og mænd tilbage !« osv. De store militære nederlag og den skærpede økonomiske og politiske krise bevirkede, at de borgerlige kredse i Østrig-Ungarn henimod slutningen af 1916 var yderst interesserede i at indgå en kompromisfred. Blandt de herskende kredse i Ungarn opstod der stadig hyppigere skarpe uoverensstemmelser og oppositionen fra de nationale mindretals side mod István Tiszas diktatoriske regime og mod krigen var voksende. De undertrykte klasser og nationaliteter i Østrig-Ungarn kom til erkendelse af, at den krig, hvori de udgød deres blod, var i modstrid med deres interesser. Grunden under Habsburg-monarkiet vaklede, og Østrig-Ungarns opløsning blev en historisk nødvendighed. I Ungarn udvikledes strejkebevægelsen og kampen mod prisstigninger betydeligt allerede foråret 1915. De mest aktive var arbejderne i krigsindustrien bl.a. på våbenfabrikkerne i Csepel og Pest. Under klassekampene blev Arbejderklassen i stigende grad organiseret. Til forskel fra Østrig, hvor antallet af fagforeninger konstant blev mindre i årene 1914-16, så blev i Ungarn faldet i antallet af fagforeningsmedlemmer, der var fremkaldt af krigsudbruddet, standset allerede i 1915, og i slutningen af 1916 var det steget med omkring 20 procent. Opsvinget i arbejderbevægelsen i Ungarn tvang regeringen til at acceptere et forslag fra socialdemokratiets og fagforeningernes ledelse om at oprette voldgiftskommissioner til løsning af arbejdskonflikter. Kommissionerne bestod af repræsentanter for virksomhederne, fagforeningerne og forsvarsministeriet. De vedtog kompromisløsninger i forbindelse med arbejdernes klager og forhindrede herigennem, at konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdere udviklede sig til strejker, og bremsede med alle midler udviklingen af proletariatets klassekamp. Modsigelserne mellem arbejdere og arbejdsgivere var imidlertid alt for dybe og uforsonlige til, at sådanne halvhjertede foranstaltninger kunne »ophæve« kampen mellem dem. I foråret 1916 greb strejkebevægelsen i Kongeriget Ungarn om sig med fornyet kraft. Den begyndte i Budapest, men bredte sig derefter til provinsen, hvor der indtil da havde været forholdsvis roligt. I maj nedlagde arbejderne på våbenfabrikken i Diôsgyör arbejdet, i juni minearbejderne i Potrosani (Transsylvanien) og i maj-juni udbrød der strejke i bjergværkerne i Jiu-dalen i Transsylvanien med deltagelse af over 10.000 ungarske, rumænske og tyske arbejdere. I anden halvdel af året var der så godt som hele tiden strejker af større eller mindre omfang i Csepel. Under høsten sommeren 1916 greb strejkebevægelsen igen om sig blandt landproletariatet. Det tredje krigsår markerede således en tydelig skærpelse af de sociale antagonismer og voksende utilfredshed med krigen i Østrig-Ungarn. I Frankrig var krigsmodstanden stærkest omkring det syndikalistiske blad La Vie Ouvriere og i 1916 greb strejkekampene betydeligt om sig, og ugebladet La Vague, der blev udgivet af det franske Zimmerwaldvenstre, blev flittigt læst i troppeafdelingerne. Med Henri Barbusses rystende autentiske bog Le Feu, Ilden, voksede hadet til krigsstifterne. Før Rumænien i august 1916 kom med i krigen, gav massernes krigsmodstand sig udslag i møder, demonstrationer, strejker og nægtelse af fremmøde til militærtjeneste. Strejkebevægelsen var særlig kraftig sommeren 1916. hvor der blev strejket i Bukarest, Ploesti og andre industricentrer. Strejken i Galati var særlig voldsom. Her demonstrerede man under parolerne: »Åbn fabrikkerne ! «, »Vi kræver lavere leveomkostninger ! «, »8 timers arbejdsdag«, »Ned med krigen !«. Demonstranterne blev angrebet af politiet, der optrådte yderst brutalt. Begravelsen af ofrene udviklede sig til en massedemonstration. På trods af yderst ugunstige betingelser fortsatte proletariatets kamp også efter Rumæniens indtræden i krigen. På virksomhederne kom det til strejker, der ganske vist var svage og uorganiserede. Enkelte grupper af venstresocialdemokrater omdelte flyveblade med opfordringer til revolutionær omstyrtelse af det borgerlige system. Antikrigsbevægelsen i Rumænien blev ledet af det socialdemokratiske parti, hvor centristerne havde betydelig indflydelse. Selv venstresocialdemokraterne Alescu Constantinescu, Dimitrje Marinescu, Ecaterina Arbore, Ion Constantin Frimu m.fl. udarbejdede ikke et konkret program for revolutionær kamp. Først gradvist, under indflydelse af bolsjevikkerne og Lenins ideer, nåede de frem til at støtte parolen om at forvandle den imperialistiske krig til borgerkrig. I Tyskland var der i 1916 240 strejker med 124.000 strejkedeltagere. På trods af, at langt den overvejende del af de organiserede arbejdere fulgte højresocialdemokraterne eller centristerne, der enten lagde hindringer i vejen for udviklingen af massebevægelsen eller drog arbejderbevægelsens opmærksomhed bort fra de revolutionære opgaver, skærpedes klassekampen betydeligt i Tyskland i 1916, og i særdeleshed i 1917. De revolutionære socialdemokraters indflydelse og Spartakus-gruppens autoritet var voksende. Skønt venstrekræfterne manglede en sammensvejset illegal organisation, og på trods af »alle deres iboende svagheder griber de stadig bredere masser af det arbejdende folk«. Politiske strejker og andre masseaktioner mod krig, sult og prisstigninger, de brede folkemassers voksende utilfredshed med »sværdets diktatur« og den brutale udbytning var tegn på, at »borgfreden« nu vilje blive afløst af en periode med ekstreme sociale spændinger og store klassekampe.

I januar 1917 havde Lenin skrevet: »Vi skal ikke lade os narre af den gravens stilhed, der for tiden hersker i Europa. Europa går svanger med revolution. Den imperialistiske krigs uhyrlige rædsler og dyrtidens plager vækker den revolutionære stemning overalt.« Inden der var gået et år, havde disse stemninger mere end én gang givet sig udslag i store aktioner, selv om udviklingen ikke var jævn. Krigen blotlagde alle de dybe sociale og nationale modsigelser i det Østrig-Ungarske Imperium og viste, at det uundgåeligt gik sin undergang i møde. Den akutte mangel på ressourcer til langvarig krigsførelse, afhængigheden af en stærkere allieret, de tyske imperialister, der uden videre disponerede over Østrig-Ungarns ressourcer, det forstærkede misforhold mellem den økonomiske udvikling i de enkelte regioner og den hermed sammenhængende skærpelse af de politiske modsigelser mellem landets forskellige dele, og endelig de militære nederlag og enorme tab af menneskeliv ved fronten, skabte forudsætninger for massernes tiltagende utilfredshed og rykkede imperiets sammenbrud nærmere. Disse processer udvikledes dog igennem forholdsvis lang tid i det skjulte. Østrig-Ungarns arbejderklasse blev svækket gennem propagandaen om »borgfred«, af stridighederne mellem de forskellige nationaliteter og af et system af militærbureaukratisk tvang. At massernes voksende utilfredshed skulle give sig udslag i direkte aktioner, vendt mod regeringen, blev ligeledes hæmmet af, at proletariatet ikke havde nogen revolutionær organisation, at det var nationalt splittet, og at den socialistiske bevægelse var domineret af højresocialdemokrater og centrister, som bourgeoisiet benyttede til på enhver måde at fremme chauvinistiske stemninger i befolkningen. De østrigske socialdemokraters højreledere, bl.a. Karl Renner, opfordrede arbejderne til aktivt at støtte landets krigsindsats »for ikke at blive knægtet af den udenlandske imperialisme«. Centristerne stræbte efter for enhver pris at opretholde partiets enhed og lagde dermed hindringer i vejen for udviklingen af bevægelsen mod krigen. De forsøgte bl.a., at bevise. at »frygten for tsarismens sejr sammensvejser alle klasser i det tysk-østrigske folk, den sammensvejser også de tysk-østrigske arbejdermasser«. Sommeren 1917 var over 4 millioner mennesker i det mangenationale Østrig-Ungarn blevet dræbt, såret, taget til fange eller forsvundet alene på østfronten. Landet var inde i en dyb økonomisk krise, den arbejdende befolknings situation forværredes kraftigt, den politiske undertrykkelse blev endnu hårdere og de nationale modsigelser skærpedes. Da Østrig-Ungarns militære og økonomiske situation blev kritisk i de første måneder af 1917, begyndte en bevægelse under parolen »Fred, brod og frihed« at gribe kraftigt om sig, og de undertrykte folkeslag krævede national uafhængighed. I mange områder foranstaltede sultende og desperate mennesker optøjer. De stadig mere ihærdige krav om at få en afslutning på krigen fulgtes op af appeller til proletarerne i de krigsførende lande om selv at gøre ende på krigen. Strejkekampen greb ligeledes om sig. Februarrevolutionen i Rusland blev en stærk tilskyndelse til masseaktioner i alle dele af Østrig-Ungarn, og meddelelsen herom skabte kraftigt røre blandt arbejderne i Wien, Prag, Brno, Krakow, Lvov, Trieste og andre industricentrer. Den arbejdende befolkning støttede bl.a. sine forhåbninger om at få bragt krigen til ophør på den fortsatte udvikling af den russiske revolution. Ungarske fagforeningsledere påpegede foråret 1917, at »den revolutionære bevægelse i Rusland har for alvor vakt nyt liv i arbejderklassen«. Den arbejdende befolkning i imperiets sydslaviske områder bød ligeledes begejstret revolutionen velkommen. Strejkerne bredte sig over hele landet. De var særlig omfattende i de tjekkiske områder. I april strejkede titusinder af metalarbejdere, tekstilarbejdere, skotøjsarbejdere og andre arbejdere på fabrikkerne i Prag. De strejkende hilste begejstret den russiske revolution og krævede, at de politiske fanger blev løsladt og censuren ophævet. Desuden krævede de, at forfølgelserne af arbejderne og den tjekkiske befolkning blev bragt til ophør, og at levnedsmiddelsituationen forbedredes. Hele Østrig-Ungarn blev rystet af tragedien i den tjekkiske by Prostéjov, hvor tropper den 25. april 1917 skød på en fredelig strejkedemonstration og dræbte 24 og sårede omkring 70. Begivenhederne i Prostéjov var forspillet til de første store 1. maj-aktioner i Østrig-Ungarn under krigen. På trods af de socialdemokratiske lederes krysteragtige advarsler markeredes proletariatets internationale Solidaritetsdag med strejker, møder og demonstrationer i mange byer i de tjekkiske, ungarske, østrigske, slovakiske og sydslaviske områder. Overalt blev der givet udtryk for solidaritet med den russiske revolution og fremsat krav om øjeblikkelig indgåelse af en demokratisk fred. I Böhmen og Slovakiet blev der direkte opfordret til at oprette en selvstændig tjekkoslovakisk stat. Fra 1. maj frem til den politiske generalstrejke i januar 1918 gennemførtes overalt i imperiet talrige store strejker og politiske masseaktioner, der var vendt mod krigen og krævede national befrielse. Ifølge den officielle statistiks bevidst underdrevne opgivelser var der alene i Østrig 131 strejker i 1917 (mod 80 de to foregående år). Antallet af virksomheder, der blev ramt af strejker, blev tredoblet, og antallet af strejkende syvdoblet. Strejkebevægelsen i Ungarn var ligeledes af et betydeligt større omfang end i de foregående krigsår. Arbejdernes kamp blev fulgt op af funktionærer, demokratiske intellektuelle og byernes småborgerlige lag og bredte sig også til landornråderne. Sommeren 1917 var der omfattende bondeuroligheder i Galicien, Böhmen, Bukovina og andre områder. Ved fronten forbrødrede de østrig-ungarske soldater sig i stigende omfang med de russiske, og tusinder af soldater, der ikke ønskede at fortsætte krigen, overgav sig frivilligt til de russiske tropper. I skovene og bjergene i Kroatien, Dalmatien, Bosnien, Hercegovina. Morava, Galicien og Nedre Østrig dannedes »grønne afdelinger« af deserterede soldater og unge mennesker, som nægtede at lade sig indkalde til hæren. Disse »grønne afdelinger« havde kontrol med flere landsbyer. Under det spontane revolutionære opsving blev der dannet ledende centrer, som hjalp masserne med at formulere deres krav, forsvarede dem mod arbejdsgivere og myndigheder, forberedte nye strejker, demonstrationer osv. I protest mod de socialdemokratiske lederes og fagforeningsledernes kompromispolitik oprettedes foråret 1917 en illegal arbejderrepræsentantkomité på fabrikkerne i Prag. Under indtryk af meddelelserne om de arbejderdeputeredes sovjetters virksomhed i Rusland valgte komiteen i juli et illegalt centralt arbejderråd. I Plzen dannedes en aktionskomité som ledede fælles aktioner, iværksat af tjekker, tyskere, ungarere, polakker. kroater og serbere, som arbejdede på de lokale militærfabrikker. Arbejdernes aktionskomiteer bidrog flere steder til at genoplive og aktivisere fagforeningerne. Ungarns Socialdemokratiske Partis ekstraordinære kongres krævede demokratisering af samfundet, garantier for de undertrykte folkeslags frie nationale udvikling, afvisning af anneksioner og hemmelige overenskomster, genoprettelse af Internationale og indkaldelse af det Internationale Socialistiske Bureau. Kongressen udtrykte tilfredshed med, at tsarismen var blevet styrtet, og advarede mod at anvende ungarske tropper til at genoprette den. De opportunistiske ledere i det østrigske, tjekkiske, ungarske og slovakiske socialdemokrati lagde imidlertid hindringer i vejen for udviklingen af den revolutionære bevægelse og holdt den arbejdende befolkning hen med løfter og henstillinger om kun at arbejde for »legale«, konstitutionelle ændringer og først efter, at der var indgået en »retfærdig fred«. Højrelederne og fagforeningslederne støttede regeringens forsøg på at undgå militært nederlag og revolution. Centristerne, der betegnede sig selv som venstresocialdemokrater (Otto Bauer blev deres leder i 1917), kritiserede partiledelsen og talte om den forestående revolution. De havde dog ikke til hensigt at tage et brud med opportunisterne, skabe et virkeligt revolutionært parti og i praksis støtte arbejderklassens revolutionære kamp. Både højrefløjen og centristerne var i første række optaget af at bevare den østrigsk-ungarske stats enhed. Ungarns Socialdemokratiske Parti modarbejdede således objektivt nationernes selvbestemmelse. I partiet var der også en gruppe »venstreradikale socialdemokrater«, som havde kontakt til arbejderne på flere store fabrikker og til ungdoms-, studenter- og soldatergrupper. Da Lenin i foråret 1917 opregnede, hvem der var »internationalister i gerning«, nævnte han ». . . i Østrig Friedrich Adlers unge venstrevenner, som til dels har virket i klubben ‘Karl Marx’ i Wien..«. Franz Koritschoner, Leopold Hornik og Strömer var aktive i den venstreradikale strømning, der ikke alene bekæmpede partiledelsens politik, men også Bauer-tilhængernes centrisme. De venstreradikale etablerede forbindelse med soldater og officerer, arbejderorganisationer i Kladno og Liberec og revolutionære grupper i Budapest. Organisatorisk og ideologisk var de dog svage og brød ikke med højreopportunisterne og centristerne. De socialdemokratiske højreledere udnyttede de revolutionære elementers svaghed og centristernes kapitulation til at befæste deres stilling. Klassekampen, antikrigsbevægelsen og den nationale befrielsesbevægelse tiltog dog både i styrke og omfang. I maj kom det til uroligheder i troppeenheder, der var blevet fyldt op med rekrutter fra Østrig-Ungarns undertrykte nationaliteter. Indflydelsen fra de venstreradikale, der af de socialdemokratiske højreledere straks blev stemplet som »bolsjevikiske agitatorer«, begyndte også at gøre sig gældende. Frygt for revolution og totalt militært nederlag påvirkede både regeringens uden- og indenrigspolitik. Udenrigspolitisk var den tvunget til at undersøge mulighederne for at indgå separatfred, og indenrigspolitisk måtte den give delvise indrømmelser for at styrke sin stilling. I slutningen af maj 1917 blev rigsrådet (det østrigske parlament) indkaldt for første gang siden krigsudbruddet. Repræsentanter for det tjekkiske og sydslaviske nationale borgerskab krævede, at imperiet blev omdannet til »et forbund af frie nationalstater«, der dog skulle forblive »under Habsburg-dynastiets scepter«. Selv disse yderst mådeholdne krav bragte de reaktionære og chauvinisterne i harnisk. Modsætningerne mellem bourgeoisiets forskellige nationale grupper blev uddybet. Med det formål at berolige arbejderne blev der oprettet et særligt ministerium til løsning af sociale spørgsmål og fremsat løfter om nedsættelse af arbejdsdagen for kvinder og ungarbejdere. Parlamentet vedtog at mildne censuren og sætte de civile domstole i funktion igen. Der blev ligeledes givet amnesti til personer, dømt ved militærdomstole. Næsten samtidig blev der vedtaget en lov, som gav regeringen ekstraordinære beføjelser. I Ungarn skærpedes den indenrigspolitiske krise kraftigt. Under pres fra masserne og oppositionen, hvis hovedparole var »Ned med krigen og Tisza!«, måtte den ungarske førsteminister István Tisza, der stod som symbol for »krig til den sejrrige afslutning«, træde tilbage i maj. Der blev dannet en koalition mellem socialdemokratiet og borgerlige venstregrupper under Mihaly Károlyi, som gik ind for at slutte fred, selv uden deltagelse af Tyskland og endda Østrig, hvis det skulle blive nødvendigt, men under den udtrykkelige betingelse, at kongerigets integritet blev opretholdt. Februarrevolutionen i Rusland bragte også den regerende borgerligchauvinistiske klike i Bulgarien i en vanskelig situation. Bulgarien befandt sig på daværende tidspunkt i en militær, politisk og økonomisk krise, som skærpedes i hurtigt tempo. Af frygt for, at det skulle komme til et revolutionært udbrud i landet, gennemførte regeringen i foråret 1917 i al hast den arbejderbeskyttelselovgivning, der var blevet lovet helt tilbage i 1914. Det lykkedes dog ikke at sætte en stopper for det bulgarske proletariats øgede politiske aktivitet. Det bulgarske proletariat blev ført an af tesnjakkerne, der i det store hele stod på bolsjevikkernes side. Den amerikanske kommunist John Reed overdrev ikke, da han skrev, at Oktoberrevolutionen rystede verden. Ikke blot revolutionens venner, men også dens mest forbitrede fjender følte, at selve det kapitalistiske verdenssystems grundvold var begyndt at vakle. Verden delte sig med det samme i to lejre. Først var der mange, der - nogle med bekymring, andre med håb - troede, at sovjetstyret i Rusland ikke ville kunne holde. Det stod jo alene ansigt til ansigt med hidtil ukendte. umenneskelige vanskeligheder. Men snart viste det sig, at det russiske proletariat og dets ledere havde evnen til standhaftighed, udholdenhed og selvopofrelse. Samtidig kom det til at stå klart, at den russiske revolution på ingen måde var isoleret fra resten af verden, men at tusinder af tråde knyttede den til det internationale proletariats og alle undertryktes kamp, til den revolutionære verdensproces. Oktoberrevolutionens øjeblikkelige og umiddelbare indvirkning på samtiden var særdeles mangeartet og mangfoldig. Alle revolutionære kræfter følte dens frigørende, revolutionerende indflydelse. Men de forskellige sider af revolutionen fandt større eller mindre genklang afhængigt af de konkrete historiske forhold i en region eller et land og af denne eller hin samfundsgruppes karakter og politiske modenhed. I nogle tilfælde gjorde det dybest indtryk, at Sovjetrusland havde valgt en revolutionær vej ud af den imperialistiske krig og lidenskabeligt opfordret til en almindelig demokratisk fred; andre følte sig især tiltalt af arbejder- og soldatersovjetternes revolutionære arbejde og den hidtil usete radikalisme i løsningen af sociale problemer i by og på land; andre igen af dybden og omfanget af de beslutninger, der gav tilbagestående og undertrykte folk national frihed; og atter andre begejstredes af arbejderes og bønders heroisme og selvopofrelse i forsvaret for den frihed og uafhængighed, de havde vundet. Overalt hørtes Oktoberrevolutionens appel om internationalt sammenhold mellem revolutionære proletarer og arbejdende mennesker verden over. Allerede de første reaktioner fra udenlandske revolutionære på sovjetstyrets etablering og dets første dekreter genlød af begejstring for dybden og omfanget af de politiske og sociale forandringer, der var indledt, og af beundring for det russiske proletariats ledere, der havde vist mod og evne til at sætte sig i spidsen for de mange millioner undertrykte og udbyttede mennesker i det vældige land og få dem med sig. Disse revolutionære forstod, at det, der skete i Rusland, ville få kolossal betydning for den revolutionære befrielsesbevægelses udvikling verden over. Det, der vakte livligst genklang på det europæiske fastland, som fortsat var skueplads for en grusom, blodig og udmattende krig, var naturligvis sovjetregeringens forslag om øjeblikkelig våbenstilstand som vej til en almindelig demokratisk fred uden anneksioner og krigsskadeserstatninger og om anerkendelse af alle folkeslags ret til national selvbestemmelse. Også de nye masseorganisationer, arbejder- og soldatersovjetterne, gjorde et stort indtryk. I en række europæiske lande begyndte der at dukke lignende organer op, allerede før sovjetterne i Rusland havde fået den fulde magt som følge af Oktoberrevolutionens sejr. Det første arbejderråd blev således dannet i april 1917 af strejkende arbejdere i Leipzig. Lederne af opstanden blandt de tyske matroser i Wilhelmshafen i august samme år opfordrede til nedsættelse af matrosråd efter russisk forbillede. Da nyheden om sovjetmagtens og bolsjevikpartiets revolutionære aktioner nåede Tyskland tværs over frontlinjerne, militærcensurens afspærringer og den borgerlige presses troldspejle, skrev Karl Liebknecht fra tugthuset: »Den vældige proces, hvorved Rusland nu revolutioneres socialt og økonomisk fra øverst til nederst. . .. står ikke ved sin afslutning, men ved sin begyndelse, foran ubegrænsede muligheder langt større end den store franske revolution.« Han brændte efter at få mere at vide om begivenhederne i Rusland, end han kunne læse sig til i den tyske borgerlige presse. »På intet punkt,« skrev han, »føler jeg mig i dag så åndeligt isoleret som i det russiske spørgsmål.« Rosa Luxemburg, der ligeledes sad i fængsel. understregede den russiske revolutions »eksempelløse radikalisme« og »vældige omfange, »den dybtgående virkning, hvormed den har rystet alle forhold mellem klasserne« og sat alle sociale og økonomiske problemer på dagsordenen, og dens kolossale betydning for hele verden. Og lederen af de venstre-radikale i Bremen, Johann Knief, der havde kaldt Lenin »den russiske revolutions Marat«, gav udtryk for sin glæde over, at der i spidsen for sovjetstaten stod »en mand af ubændig revolutionær glød..., en jernkarakter af kæmpemæssig energi, af ubøjelig konsekvens, en dødsfjende af al undergravende opportunisme«. Lenins parti, skrev Knief, talte og handlede ikke blot for det industriproletariat, der i løbet af revolutionens halve år havde erkendt, at det kun kunne redde den ved selv at tage magten, men for alle arbejdende, krigstrætte, lidende og sultende mennesker. Bolsjevikkerne »tager nu... fat på at muge ud i den russiske Augias-stald, genrejse Ruslands økonomi og skaffe verden fred«. I et illegalt flyveblad, der blev spredt i Tyskland, hed det: »Vore heroiske brødre i Rusland har sønderslået det forbandede bolværk for slyngler og bødler i deres land.. . Jeres lykke, jeres redning afhænger af, om I har beslutsomhed og styrke til at følge de russiske brødres eksempel.. En sejrrig revolution koster ikke så mange ofre som en eneste kampdag dér på slagmarken. hvor krigens vanvid hersker.« Også i flere byer i Østrig-Ungarn opstod der arbejder- og soldaterråd. »Der er i dag sket noget af den mest gennemgribende betydning,« skrev de østrigske socialdemokraters organ. »Proletariatets diktatur er blevet virkelighed i Petersborg. . . Vore mest brændende ønsker følger i dag vore russiske brødre! Sejrer de i den kamp, de så kækt har begyndt, så begynder en ny etape i det internationale proletariats befrielseskamp! Det, det i dag drejer sig om i Rusland, er en sag, der i allerhøjeste grad angår os: Fredens sag først og fremmest !« I Budapest udtalte deltagerne i et massemøde den 25. november: »Arbejdere i Ungarn - lær af dem i Rusland !« En resolution udtrykte begejstring for de russiske revolutionære, der »med tapre hjerter, fast ånd og stærk hånd fører menneskeheden ud af krigens helvede«. Arbejdende mennesker i Ungarn fyldtes, hed det videre, af »viljen til at støtte de russiske revolutionære i deres heroiske kamp for en fredsslutning, ligesom vi af alle kræfter vil slås for. at den ene klasses udbytning af den anden, den ene nations undertrykkelse af den anden skal ophøre også i vort land !« Den 2. december 1917 bød en arbejderdemonstration i Prag sovjetregeringens fredsinitiativ velkommen og udtalte i en henvendelse til Ruslands arbejdere. at »det socialdemokratiske proletariat i Böhmen er ved deres side i den store kamp, som de fører, for at forsvare den første socialistiske republik i verden«. I et manifest fra de maximalistiske socialisters gruppe i Rumænien hed det, at »revolutionær socialisme og russiske arbejdende menneskers energi, ære og overbevisninger har frelst menneskeheden fra undergang«. Den serbiske venstresocialdemokrat Triia Katzlerovié sagde, at den russiske revolution gavnede hele menneskeheden. Den havde »virkeliggjort folkeselvbestemmelsens store princip i handling. Det serbiske folk ville gøre sig skyldigt i en dødssynd, hvis det solidariserede sig med den russiske revolutions fjender.« Og de bulgarske tesnjakkers blad noterede: »De storslåede begivenheder i Rusland lægger igen beslag på hele verdens opmærksomhed. Den 7. november slog den store russiske republik ind på en ny, klar og nøje afstukken vej... Det russiske proletariat... har gjort menneskeheden en uforglemmelig historisk tjeneste og fortjent at blive kaldt menneskehedens frelser fra total selvudslettelse.« De polske venstresocialisters ledere skrev i et opråb i december 1917, at det russiske proletariat og arbejdernes og bøndernes millionmasser var blevet den internationale revolutionære armés fortrop. Deres sejre og deres erklæring af skånselsløs krig mod krigen ville give resultater. »Arbejdere i alle lande ser nu et levende eksempel på, at trællene selv kan blive herrer over deres situation, skabere af love, organisatorer af et nyt liv... De militære fronter sprænges af revolutionens åndedrag; den vækker arbejderne, omformer deres ånd og vilje, bereder umærkeligt arnesteder for nye revolutionære eksplosioner. . . I en time, hvor de russiske kammerater slås på liv og død mod fjendtlige kræfter, og hvor en revolution er i anmarch i hele Europa, må det polske proletariat løfte kampfanen højere. Hundrede gange undertrykt og hundrede gange ydmyget i militære nederlag må det som én mand træde ind i den revolutionære armés rækker«. De revolutionære opfordringer til at støtte Sovjetrusland og forbinde solidaritetsmanifestationer med egen revolutionær kamp fandt levende genklang i de bredeste masser af arbejderklassen. Allerede i november-december 1917 gik en bølge af møder, demonstrationer og strejker hen over mange byer i Mellemeuropa, hvor tørsten efter fred var særlig stærk. Den østrigske socialist Otto Bauer, der netop var vendt tilbage til Wien fra russisk fangenskab, skrev, at »det europæiske proletariats hele fremtid afhænger af den russiske revolutions sejr«, og at »den russiske revolution kan ikke gøre ende på krigen alene, så længe de tyske arbejdere ikke bryder de tyske anneksionisters magt; den kan ikke tvinge en fred igennem, så længe Englands og Frankrigs, Italiens og Amerikas arbejdere ikke tvinger deres landes regeringer til fred«. D. 6. december 1917 vedtog Sejmen i Finland en deklaration om Finlands uafhængighed, og d. 31. december 1917 vedtog Folkekommisærernes råd i Rusland, en anerkendelse af den Finske republik som en uafhængig stat. Bourgeoisiet i Finland ville imidlertidig slå arbejderbevægelsen ned ved at ophøje skyddskår-enheder til regeringshær med tsargeneral Gustav Mannerheim som leder og førte hemmelige forhandlinger med det reaktionære Tyskland.

1918

I et opråb til Finlands folk d. 27. januar 1918 opfordrede en eksekutivkomité arbejderne til at gribe magten, og snart var hele det industrielle centrum i det sydlige Finland i arbejderklassens hænder. De borgerlige medlemmer af parlamentet havde i tide forladt de industrielle centre og danner nu en »hvid regering« og søgte støtte hos tyskerne. Den 5. marts 1918 dukkede tyske tropper op på Ålandsøerne, og den 3. april gik den Baltiske Division under kommando af general von der Goltz i land i Hanko. Flere troppelandsætninger fulgte, og inden længe havde antallet af interventionstropper oversteget 15.000. Ved Vilppula brød fronten sammen. Den 6. april faldt Tampere efter blodige kampe og d. 11. april indledte interventionsmagten stormen på Helsinki. Den 16. april udsendte højresocialdemokraterne et opråb, hvor de opfordrede arbejderne til med det samme at nedlægge våbnene. Det var et dolkestød i ryggen på revolutionen. Den finske revolutions nederlag, hvis afgørende årsag var den tyske intervention blev fulgt op af et orgie i hvid terror. Antallet af direkte ofre for terroren var omkring 25.000 døde. Alene i Vyborg blev 4.000 rødgardister, russere og polakker, herunder kvinder og børn, skudt uden rettergang. 90.000 mennesker blev spærret inde i fængsler og koncentrationslejre, og mange tusinder af dem omkom af sult og afsavn. Finland blev en tysk vasalstat og blev først frit igen efter Tysklands militære nederlag. Sovjetmagtens dekret om freden gav for første gang fredsbevægelsen i alle lande et konkret og præcist program over hovedkravene. De vigtigste punkter var: En demokratisk fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger, nationernes frie selvbestemmelse, deltagelse af arbejderrepræsentanter i fredsforhandlingerne. De borgerlige politikere, der søgte at gennemføre overgangen fra krig til imperialistisk fred uden sociale rystelser, fik travlt med at finde et alternativ til det leninske program. og de fandt det i den amerikanske præsident Wilsons »14 punkter«. Men den europæiske arbejderklasse havde en sikker fornemmelse af den dybe sammenhæng mellem dens egne forhåbninger om en snarlig afslutning på den ødelæggende krig og Sovjetruslands fredsforslag, der snart blev fulgt op af handling: forbrødringen i skyttegravene, våbenstilstanden på østfronten, Fredsforhandlingerne i Brest-Litovsk. Da der så ud til at være fare for, at de tyske og østrig-ungarske anneksionister ville bryde den fred, der var indgået, gav arbejdernes gennem tre og et halvt krigsår opsparede vrede sig derfor udslag i en bølge af masseproteststrejker, der overgik alt, hvad man for havde set, i en række lande i Mellemeuropa. Den 13. januar 1918 blev det kendt i Wien, at den tyske generalstab med østrigsk opbakning havde stillet Sovjetrusland over for ultimative anneksionistiske krav. Arbejderne i Østrig-Ungarn så heri en trussel mod alle forhåbninger om en snarlig fred. Oven i købet var der dagen før blevet bekendtgjort en ny nedskæring af den knappe melration. Den nat dukkede der i Wiener Neustadt en løbeseddel op, hvori det hed: »Det russiske folk og den russiske revolution har vist os, hvordan man skaffer sig fred ! Det russiske folk har lært os, hvad vi må gøre for at skaffe os ret og frihed. I Rusland deler man jorden ud til folket, og fabrikker og miner gøres til offentlig ejendom. Vi har alene den russiske revolution at takke for, at det er kommet til fredsforhandlinger«. En anden løbeseddel sagde: »Vi kalder jer til kamp for fred og frihed ! Forén jer med jeres russiske brødre! Vælg arbejder- og soldaterråd !« Den 14. januar standsede arbejdet på Daimlers våbenfabrikker. De følgende dage blev arbejdet nedlagt på alle virksomheder i Wien og i Niederösterreichs industribyer. Otto Bauer indrømmede senere, at »de vældige masser af strejkende, den vilde revolutionære lidenskab på deres massemøder, de første arbejderrådsvalg på strejkemøderne det gav alt sammen bevægelsen en grandios revolutionær karakter og vakte håb i masserne om umiddelbart at kunne hæve strejken til revolution, rive magten til sig og gennemtvinge fred«. Men de socialdemokratiske førere betragtede blot strejken »som en stor revolutionær demonstration«, intet andet. »At hæve strejken til selve revolutionen stod det ikke i vor magt at ville« understregede Otto Bauer. Østrigs Socialdemokratiske Arbejderparti, der 30 år tidligere i Hainfeld havde vedtaget et marxistisk program, domineredes af højrefløjens ledere (Victor Adler, Karl Renner, Karl Seitz); også Otto Bauers centristiske retning havde stor indflydelse. Venstrefløjen satte sin lid til Adlers søn Friedrich Adler, der sad i fængsel. Han havde i 1916 i protest mod krigen skudt landets reaktionære ministerpræsident og havde ry for at være revolutionær. »Hainfeld-traditionerne« hvis kerne var »enhed for enhver prise, spillede en vigtig rolle for partiets politiske stillingtagen. I praksis blev enhedsformlen en undskyldning for reformisternes samarbejde med borgerskabet, og den betød, at de revolutionære arbejdere kom til at ligge under for centristiske ledere, der slog om sig med radikale fraser. Det østrigske socialdemokratis afdrift fra internationalismen havde i det multinationale land for krigen ført til, at såvel parti som fagbevægelse var blevet delt op efter nationale kriterier. Først i januar 1918, da den revolutionære bevægelse havde grebet alle rigets folkeslag, og det begyndte at se ud til, at imperiet ville falde fra hinanden, kasserede Otto Bauer og hans tilhængere den traditionelle formel om »kulturel-nationel autonomi« og anerkendte retten til selvbestemmelse og statslig selvstændighed ikke blot for østrigere, ungarere, polakker og italienere, men også for de »historieløse nationer«, som Otto Bauer nedladende kaldte tjekkere, sydslaver og ukrainere. Dette skridt kom imidlertid for sent til at genoprette den enhed i Østrig-Ungarn´s multinationale arbejderklasse, som opportunisterne havde ødelagt. Først på strejkens tredje dag, den 16. januar, offentliggjorde socialdemokratiets ledere et manifest, hvori det hed, at folket ikke længere ville føre krig mod Rusland, og at partiet støttede kravet om en fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret. Men partiledelsen var som før imod direkte udenomsparlamentariske masseaktioner. Imens fortsatte strejken med at brede sig; den 18. januar var den blevet til en generalstrejke med deltagelse af over 700.000 arbejdere. Den bredte sig til industricentrene i Oberösterreich og Steiermark. I Budapest og omegn gik mere end 150.000 arbejdere hjem; fabrikker lå stille i de ungarske byer Péus, Szeged, Miskolc og Györ m.fl.. Jernbanetrafikken gik i stå. Størst var aktiviteten blandt metalarbejderne. I Mähren blev der strejket i Brno-området, i Galicien strejkede arbejderne i Krakow, Lvov, Drogobyez, Borislav og Przemysl, og i Transkarpatien strejkedes der i Mukatjevo og Beregovo. Det »russiske eksempels virkning på arbejderne kom ikke blot til udtryk i krav om en øjeblikkelig demokratisk fred, men også i, at man i Wiener Neustadt, Wien og andre proletarcentrer oprettede de første arbejderråd. Initiativtagerne i Østrig var venstreradikale med tilknytning til Zimmerwald-bevægelsen - Franz Koritschoner, Richard Schüller og Leo Rothziegel, der allerede i slutningen af december 1917 dannede et illegalt arbejderråd i Wien. De fik snart følgeskab af en gruppe soldater under ledelse af Johannes Wertheim og premierløjtnant Egon Erwin Kisch, den senere forfatter, og rådet begyndte at kalde sig arbejder- og soldaterråd. I Ungarn gik de »revolutionære socialister«, en gruppe, der omfattede Otto Korvin, Imre Sallai og Gyula Hevesi, ind for oprettelse af arbejderråd. Rådene opstod som følge af en spontan drift blandt revolutionært indstillede arbejdere mod selvorganisering til forsvar for deres interesser og som udtryk for utilfredshed med den opportunistiske ledelse af Ungarns Socialdemokratiske Parti, folk som Ernö Garami og Zsigmond Kunfi m.fl. Den socialdemokratiske ledelse ignorerede til at begynde med rådene, men gik senere, da den havde indset, hvilken potentiel kraft de kunne blive til, over til at forsøge at bringe dem under sin indflydelse. Strejkens skæbne blev afgjort den 19. januar 1918 i Wien på et møde i det af socialdemokraterne oprettede arbejderråd. Partiets højreledere satte al deres veltalenhed ind på at få strejken stoppet. De appellerede til den »sunde fornuft«, talte skræmmende om militær indgriben og tysk besættelse og forsikrede, at regeringen var parat til at give sig; den ville ikke gå med til en afbrydelse af fredsforhandlingerne. den ville give afkald på erobringer i Rusland, anerkende Polens selvstændighed, reformere fødevarerationeringen og indføre lokalt selvstyre. Arbejderne skulle, sagde Karl Seitz, »med gevær ved fod« holde øje med, at lofterne blev holdt. Den beslutning om at afblæse strejken, der blev truffet hen under morgen, blev mødt med vrede af arbejderne. »Solgt og forrådt.» var den overskrift, de venstreradikale gav en af deres løbesedler. Mange steder gik der flere dage, for arbejdet blev genoptaget. Under massernes pres stillede det tjekkiske socialdemokratis ledelse sig den 22. januar i spidsen for en generalstrejke i Böhmen. Titusinder af arbejdere deltog i de demonstrationer, der i de dage fandt sted i forskellige byer. Derimod lykkedes det de socialdemokratiske ledere i Slovenien og Kroatien at afholde de sydslaviske arbejdere fra at slutte sig til strejken. I direkte forlængelse af strejken og i en vis forstand som dens kulmination brød der en opstand ud blandt søfolk i den østrig-ungarske krigsflåde, der lå i Cattaro (Kotor) ved Adriaterhavet. Den 1. februar hejste matroserne på krydseren St. Georg det røde flag. De fik støtte af 6.000 søfolk på henved 40 andre skibe og af arbejderne ved flådearsenalet. I tre dage kontrollerede oprørerne halvdelen af Østrig-Ungarns krigsflåde. Et Centralt Matrosråd bestående af befuldmægtigede fra skibene krævede en øjeblikkelig fred uden anneksioner og national selvbestemmelsesret. Flådekommandoen tilkaldte fra Pula tyske undervandsbåde og kontraadmiral M. Horthys eskadre. De oprørske skibe blev beskudt af kystbatterierne. Bevægelsen blev knust. Fire af lederne (en tjekke, en slovener og to kroatere) blev skudt den 11. februar, og omkring 800 matroser blev kastet i fængsel. En af de dømte, Franz Rasch, sagde før sin henrettelse: »Det, der er sket i Rusland, gav os mod. Dér er en ny sol stået op, en sol, som ikke blot skinner over slaver, men over alle folkeslag, og vil bringe dem fred og retfærdighed«. Da strejken i Østrig-Ungarn allerede sang på sidste vers, gik Tysklands arbejderklasse i kamp. Militærklikens anneksionistiske krav i Brest-Litovsk havde vakt almindelig harme. Et møde af revolutionære tillidsmænd på berlinske virksomheder (hovedsagelig metalarbejdere) besluttede at iværksætte en politisk generalstrejke den 28. januar 1918. Allerede den første dag nedlagde næsten 400.000 mennesker arbejdet på våbenfabrikkerne i Berlin. Strejken greb Hamburg, Bremen, Kiel, Ruhr-distriktet og andre centrer. Snart strejkede over én million arbejdere i 50 byer. Berlins revolutionære tillidsmænd dannede Storberlins Arbejderråd, bestående af 414 mennesker, der stillede krav om en øjeblikkelig fredsslutning uden anneksioner og erstatningsbetalinger på grundlag af folkenes selvbestemmelse. De strejkende ønskede også, at repræsentanter for arbejdere i alle lande skulle være med til fredsforhandlingerne, ligesom de forlangte amnesti for politiske fanger, ophævelse af militærdiktaturet og undtagelsestilstanden og forbedring af fødevareforsyningen. Trods myndighedernes forbud fandt der den 30. og 31. august talrige møder og demonstrationer sted i Berlin. I proletarkvartererne var der sammenstød med politiet, og hist og her blev der bygget barrikader. Regeringen svarede igen med strenge repressalier. Undtagelsestilstanden blev skærpet, de største virksomheder blev sat under militær kontrol, arbejderrådet blev erklæret for opløst, der blev indledt massearrestationer og nedsat militære standretter. Men arbejderklassen var ikke forberedt på at gøre organiseret modstand. Betydelige lag havde tillid til højreførerne i Tysklands Socialdemokratiske Parti (SPD) og de frie fagforeninger (Friedrich Ebert, Philipp Scheidemann, Eduard David, Karl Legien m.fl.), og disse trådte ind i den af de strejkende dannede Aktionskomité med det direkte formål at desorganisere strejken og sabotere kampen. Det i foråret 1917 stiftede Tysklands Uafhængige Socialdemokratiske Parti (Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands (USPD) stod under indflydelse af centristiske ledere (Hugo Haase, Karl Kautsky, Eduard Bernstein). Centristerne gik imod de socialdemokratiske højreføreres åbenlyse chauvinisme, kritiserede deres underdanighed over for borgerskab og militærklike, opstillede pacifistiske paroler og benyttede sig af revolutionær fraseologi, men mente ikke, at tiden var inde til aktiv handling. De revolutionære tillidsmænd, der rettede sig efter dem, stod derfor tøvende og ubeslutsomme. Til USPD hørte også Spartakus-gruppen, der blev ledet af fremtrædende revolutionære som Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg, Franz Mehring og Clara Zetkin. Modsat reformister og kompromissøgere kom spartakisterne med et ægte revolutionært handlingsprogram. »En almindelig fred,« skrev Rosa Luxemburg i januar 1918 i et illegalt Spartakusbrev, »er ikke opnåelig uden, at det herskende styre i Tyskland styrtes. Kun med revolutionens fakkel, kun i åben massekamp om den politiske magt, om folkestyre og republik i Tyskland kan man nu forhindre en ny opblussen af folkemord og en triumf for de tyske anneksionister i øst og vest. Det er nu op til de tyske arbejdere at bringe revolutionens og fredens budskab fra Østen til Vesten«. Hvad spartakisterne ville, var, at arbejderne skulle få deres »uniformerede brødre« med sig, »tale russisk« til reaktionen, oprette arbejderråd »efter russisk og østrig-ungarsk mønster« overalt og ikke lade »kejsersocialisterne« komme ind i strejkeledelsen, thi disse »ulve i fåreklæder« var en trussel mod bevægelsen. Men spartakisterne havde for ringe indflydelse på masserne til afgørende at kunne påvirke begivenhedernes gang. De højresocialdemokratiske førere gik sammen med fagbevægelsens ledere i forhandling med regeringen og den militære overkommando. der havde trukket pålidelige tropper sammen om hovedstaden. De desorganiserede arbejderes modstand blev knækket, og den 4. februar gik de i arbejde igen. Næsten 50.000 aktivister blev sendt til skyttegravene. De østrig-ungarske og tyske proletarers politiske januarstrejker var af et omfang og en styrke, hvis lige ikke var set i krigsårene, men de udviklede sig ikke til revolution. Alligevel vidnede disse vældige folkelige vredesudbrud om, at en revolutionær situation var ved at modnes i Europas centrum: »De lavere lags ville ikke længere leve på den gamle måde: »de øvre lag« fik, trods aktiv hjælp fra de socialdemokratiske ledere, stadig vanskeligere ved at holde masserne nede i lydighed og bevare den »patriotiske glød« og den vaklende tro på Habsburg- og Hohenzollern-regimernes evne til at føre deres lande til en »sejrrig fred«. I Tyskland skete der i løbet af sommeren et vist fald i massernes aktivitet i forbindelse med dels repressalierne, dels en genoplivelse af chauvinismen som følge af besættelsen af udstrakte territorier i Rusland og Ukraine (propagandaen talte om »brødfreden«) og de store offensive operationer på vestfronten. Men det holdt ikke længe, for den begrænsede militære fremgang rykkede ikke freden nærmere, den økonomiske situation forværredes, og fødevarerationerne blev igen sat ned. I Østrig-Ungarn standsede aktionerne mod krigen ikke. Bevægelsen blev anført af arbejderklassen. Der var strejker, spredte, men i mange tilfælde omfattende og næsten altid hårdnakkede, i Istrien og Wien, Lvov og Steiermark, i kuldistrikterne Slask-Kladno og Sotrava-Karviná, i tjekkisk Pardubice og i Prag, i Budapest og i Resita i Transylvanien. Tropper blev sat ind for at slå strejkerne ned. Men hæren var selv i hastig opløsning, og strømmen af desertører steg og steg. I Galicien, i Böhmen og Mähren og i Transkarpatien begyndte bønderne at gribe til våben. I maj 1918 blev brødrationen i Wien »midlertidigt« nedsat til det halve. Sulten gav grobund for uroligheder. I juni nedlagde arbejderne på de største fabrikker i Wien og Niederösterreich igen arbejdet. Wiens arbejderråd, der havde genoptaget sin virksomhed, krævede, at regeringen ufortøvet skulle indlede forhandlinger om en fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger. Omtrent samtidig strejkede metalarbejderne i Budapest. Da gendarmerne dræbte nogle arbejdere, bredte strejken sig den følgende dag til hele landet og lammede produktion og transport. I Budapest oprettedes den 22. juni et arbejderråd, men det blev ledet af højresocialdemokrater, der opfordrede til at indstille kampen i stedet for at fortsætte den. Inden der var gået en uge, var strejken endt, og myndighederne udviste ingen mildhed, da regnskabet med arbejderne skulle gøres op. I de hærenheder, der domineredes af sydslaviske soldater, var der uroligheder, og desertørstrømmen tog til. Mange tog hjem til deres fødeegn og dannede væbnede grupper dér; man talte om den »grønne stab«. I de østlige egne af Rumænien, der ikke var under tysk okkupation, var det revolutionære opsving betydeligt. Befolkningen i Ukraine og de rumænske grænseegne aktionerede i fællesskab, Moldaviens bønder var i kamp, og jernbanepersonalet strejkede. I januar 1918 rejste søfolkene på den rumænske krigs- og handelsflåde i Sortehavshavnene sig. Grebet af frygt for revolutionen skyndte den herskende rumænske elite sig at indgå våbenstilstand med Tyskland og Østrig-Ungarn og satte derefter alle kræfter ind på at kvæle den revolutionære bevægelse i den arbejdende befolkning og blandt de revolutionære soldater. Først på året 1918 rykkede den kongelige rumænske hær trods den sovjetrussiske regerings protester ind i Bessarabien og slog den socialistiske revolution dér ned med våbenmagt. Repræsentanter for de rumænske socialisters revolutionære fløj vendte sig energisk mod erobringen af Bessarabien. I februar 1918 skrev de i en henvendelse til de rumænske soldater: »Man har kastet jer ud i en broderkrig, der har kostet Bessarabiens folk den frihed, det havde vundet med våben i hånd under den russiske revolutions fane... Vend våbnene mod dem, der tvinger jer til at udgyde jeres bessarabiske brødres blod ! « Også i Ententens lejr hvilede krigen som en stadig tungere byrde på det arbejdende folks skuldre; tabstallene voksede uafbrudt, menneskeressourcerne var ved at være udtømt, reallønnen blev mindre, arbejdsproduktiviteten begyndte at falde, og forbruget gik ned. Kautsky reagerede på Oktoberrevolutionen allerede den 15. november 1917 med artiklen Bolsjevikkernes opstand. Han ville bevise, at Ruslands lave industrielle udviklingsniveau kun muliggjorde en borgerlig, ikke en socialistisk revolution. Det samme havde han for øvrigt skrevet tidligere, kort efter Februarrevolutionen. hvilket havde givet Rosa Luxemburg anledning til allerede den 8. april 1917 i et brev fra fængslet sarkastisk at bemærke: »Kautsky véd rigtignok ikke bedre end statistisk at bevise, at de sociale forhold i Rusland endnu ikke er modne for proletariatets diktatur. En værdig teoretiker for det Uafhænige Soc. Parti ! Han har glemt, at Frankrig både i 1789 og i 1793 ‘statistisk’ var meget mindre modent til at blive regeret af Borgerskabet. Heldigvis retter historien sig ikke det fjerneste efter Kautsky´s teoretiske opskrifter, så lad os håbe det bedste«. I sine angreb på bolsjevikkerne fik Kautsky snart følgeskab af revisionismens fader Eduard Bernstein, der under krigen havde sluttet sig til centristerne ud fra pacifistiske overvejelser. Også den i Tyskland bosatte russiske mensjevik A. Stein optrådte som en bitter fjende af Oktoberrevolutionen. Ham tilkommer vel nok »æren« for som den første at have fyldt den tyske presses spalter med løgnagtige beskyldninger mod bolsjevikkerne for at være udemokratiske, for at øve terror, for at have startet borgerkrigen osv. I foråret 1918 offentliggjorde Kautsky sin pjece Socialdemokratiske bemærkninger omkring overgangsøkonomien. Det eneste, der interesserede ham i forbindelse med økonomien i overgangsfasen mellem krig og fred, var at finde mulige veje og midler til at redde den kapitalistiske produktion fra rystelser. På grund af det fald i produktivkræfterne, der var en følge af krigen, var betingelserne for proletariatets magtovertagelse og socialismens virkeliggørelse de dårligst tænkelige, hævdede Kautsky. »Et sejrrigt proletariat ville da komme til at stå i samme situation som den millionærarving, der ved at gøre sin arv op finder, at han ikke har arvet andet end en milliongæld.« Kautsky godtede sig over de russiske bolsjevikkers vanskeligheder og søgte at bilde de tyske arbejdere ind, at »det behøver altså ikke at være vore længslers mål at komme til magten under overgangsøkonomiens vilkår«. Med udgivelsen i efteråret 1918 i Wien af pjecen Proletariatets diktatur blev Kautsky den internationale hovedleverandør af teoretiske argumenter mod bolsjevismen og den proletariske revolution i det hele taget. Det var ikke tilfældigt, at hans pjece blev mødt med anerkendelse ikke blot i den socialdemokratiske, men også i den »solide« borgerlige presse. Kautsky hævdede, at Rusland ikke var modent til en socialistisk revolution, og at revolutionen i et land, hvor demokratiet var utilstrækkeligt udviklet, uundgåeligt måtte tage form af en borgerkrig: forsøgte man at gå længere end til at indføre demokrati, ville man blot bane vej for »sablens diktatur«. Betingelser for en socialistisk revolution fandtes kun i de »førende industristater« i Vesten, hvor proletariatet udgjorde flertallet i en demokratisk organiseret nation. Men dér kunne en proletarisk revolution gennemføres uden vold, med »fredelige midler« af økonomisk, lovgivningsmæssig og moralsk karakter, og der var derfor overhovedet ikke brug for proletariatets ditkatur. I det grundlæggende var Kautskys opfattelser sammenfaldende med de synspunkter, man fandt hos andre teoretikere i socialdemokratiet. Ingen af dem ville anerkende, at begyndelsen til den nye historiske epoke, der var indledt med den breche, som nu for første gang var slået i de borgerlige tilstande, kapitalen havde anset for uantastelige og urokkelige, uundgåeligt ville blive præget af rasende modstand såvel fra de styrtede udbytterklasser som fra dem, der stod i fare for at blive styrtet. Kautskys østrigske meningsfælle Otto Bauer lå ganske vist i strid med sit partis højreorienterede ledere Karl Renner og Victor Adler om taktikspørgsmålet og især om det nationale spørgsmål, men stod solidarisk med dem i afvisningen af det »russiske eksempels« betydning for Østrig. Han anså det for en triumf for det østrigske socialdemokrati, at det havde været i stand til ikke blot at spænde ben for at strejken i januar 1918 udviklede sig til en revolution, men også at bevare partiets enhed på et reformistisk grundlag. Efter at have læst Kautskys Proletariatets diktatur skrev Lenin stærkt oprørt til de sovjetiske repræsentanter i Berlin, Stockholm og Bern: »Hvorfor foretager vi os ingenting mod Kautskys teoretiske forfladigelse af marxismen ?«. Han anbefalede indtrængende de tyske venstresocialister at fremkomme med en principiel kritik. Næppe var Lenin kommet sig efter sit skudsår, for han satte sig til arbejdet på sin artikel »Anti-Kautsky«, som han kaldte den. I en artikel til Pravda karakteriserede han Kautskys bog som »hundrede gange mere skændig, oprørende og renegatagtig end Bernsteins famøse Socialismens forudsætninger«. Lenin hæftede sig i sin artikel og senere mere udførligt i sin pjece: Den proletariske revolution og renegaten Kautsky først og fremmest ved, at Kautsky ikke gav nogen videnskabelig definition på proletariatets diktatur, og at han ignorerede nødvendigheden af at knuse udbytternes modstand. Dette diktaturs former kunne være forskellige, og sovjetmagten var kun én at dem. Sovjetmagtens internationale betydning var godtgjort i og med, at det var takket være den, at »arbejdere og fattige bønder, selv i et tilbagestående land, selv når de er minimalt erfarne, uddannede og vante til organisation, var i stand til ét helt år igennem under kolossale vanskeligheder . . . at hævde det arbejdende folks magt«. De tyske revolutionære havde desværre ikke mulighed for at tænke de mange spørgsmål omkring den revolution, der nærmede sig, alsidigt igennem og bearbejde dem kollektivt på det teoretiske og det politiske plan. Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg havde henholdsvis i tugthuset og i fængslet kun sparsomme efterretninger om begivenhederne i Rusland. Karl Liebknecht forstod for eksempel ikke straks trods den betydning, han tillagde det »russiske initiativ«, at bolsjevikkerne var nødt til at underskrive freden i Brest-Litovsk. Rosa Luxemburg, der afviste alle kautskyanernes argumenter for, at Rusland ikke skulle være modent til revolution, anså det for Lenins og bolsjevikkernes »udødelige historiske fortjeneste«, at de var »gået i spidsen for det internationale proletariat ved at erobre den politiske magt og rejse socialismens virkeliggørelse som praktisk problem«. Rosa Luxemburg havde blik for værdien af, at Lenins parti med parolen »Al magt til arbejderne og bønderne!« og ved at gøre denne parole til virkelighed havde løst det famøse spørgsmål om »folkeflertallet«, der i mange år havde været en slags mareridt for det tyske socialdemokrati: »Revolutionens virkelige dialektik har imidlertid vendt op og ned på denne parlamentariske muldvarpevisdom: Vejen går ikke over flertallet til revolutionær taktik, men over revolutionær taktik til flertallet«. Efter at have grebet magten havde bolsjevikkerne modigt fremsat et konsekvent revolutionært program: Det var ikke borgerligt demokrati, det drejede sig om, men at etablere et proletariatets diktatur, som kunne virkeliggøre socialismen. Oktoberopstanden havde derfor »ikke blot i realiteten reddet den russiske revolution, men også den internationale socialismes ære«.

I efteråret 1918 havde centralmagterne udtømt deres materielle og menneskelige ressourcer. En formindskelse af landbrugsareal og kvægbestand havde sammen med Ententens økonomiske blokade bragt befolkningen til hungersnødens rand. Brændselsmangelen var akut. Under indflydelse af mobiliseringer, overanstrengelse, underernæring og epidemier begyndte arbejdsproduktiviteten at falde, og kul- og metaludvindingen gik tilbage. I Tyskland, det højest udviklede af alliancens lande, faldt industriproduktionen til 57 procent af førkrigsniveauet. I Østrig-Ungarn og Bulgarien var krigsbyrderne og det økonomiske forfald endnu større. Faldet i de brede ubemidlede og mindrebemidlede massers levefod og forarmelsen af millioner af arbejdende mennesker hang ikke blot sammen med tabet af forsørgere og med hungersnøden, men også med en øget skattebyrde, faldende pengeværdi, huslejeforhøjelser, prisstigninger og spekulation. Til krigens blodofre, skyttegravslivets rædsler, nøden og ødelæggelsen i baglandet kom tugthusagtige forhold på virksomhederne og militærets og politiets forfølgelser af alle, der forsøgte at afsløre den imperialistiske krigs røveriske karakter, sprede chauvinismens tåge og få arbejdende menneskers elementære rettigheder respekteret. Det blev stadig vanskeligere at holde folkemassernes raseri og harme nede. Økonomiske krav og fredskrav fik stadig tættere følgeskab af politiske krav. I Tyskland rystedes Berlin, Rhinlandet og Westfalen, Schlesien og Sachsen på skift af mine-, metal- og maskinarbejderstrejker. Det begyndte også at gære blandt bønderne og i byernes småborgerskab. Alle tørstede efter fred. Endnu mere spændt var situationen i Østrig-Ungarn. Habsburgerne forsøgte uden held at indlede separate fredsforhandlinger med USA. Splid og usikkerhed greb de herskende kredse, konflikter mellem nationaliteterne var i tiltagende, regeringens parlamentariske grundlag smuldrende, den ene minister afløste den anden - alt sammen tegn på en voksende krise i toppen. I september gav hungersnød og prisstigninger anledning til en ny strejkebølge. Hæren sultede og manglede uniformer og ammunition. Også det allierede Bulgariens hær var i ikke mindre grad udmattet og demoraliseret. Det militære styrkeforhold på vestfronten var ved at ændre sig, især i takt med, at der kom amerikanske troppekontingenter. Tyskernes sommeroffensiv ved Marne, demagogisk benævnt »fredsslaget«,. blev den sidste. Efter nogle taktiske sejre gik den i stå. På den italienske front endte de østrig-ungarske troppers offensiv ved Piave-floden i fiasko. I august gennembrød de allierede med deres Amiens-operation de tyske linjer. Tyskland havde endeligt mistet det strategiske initiativ. Den 8. august er gået over i historien som den tyske hærs sorte dag. Soldaternes kampevne begyndte at tage af. Karl Liebknecht fremhævede »den disciplinære (moralske) opløsning i de troppedelinger, der er blevet inficeret af russere ved østfronten«, og som derefter var blevet overført til vestfronten. Lenin påpegede, at »undertrykkelsen af revolutionen i det røde Letland, i Finland og i Ukraine har kostet Tyskland en hær i opløsning. . . Det, som tyske diplomater talte om halvt i spøg, - ‘russificeringen’ af de tyske soldater - er nu ikke længere en spøg, men en bitter sandhed, bitter for dem. Protestånden er i vækst, ‘forræderi’ er ved at blive en normal foreteelse i den tyske hær.«’ Det samme gjaldt for Tysklands allierede. Da Ententens tropper den 15-18. september 1918 gennembrød Saloniki-fronten på Balkan, vendte tusinder af bulgarske soldater bajonetterne mod deres befalingsmænd. De marcherede mod Sofia for at straffe dem, der var skyld i krigen, frem for alle tsaren og regeringen. Det var en storslået spontan opstand, i løbet af hvilken antikrigsbevægelsen udviklede sig til åben væbnet kamp mod de herskende klasser. Regeringen sendte en specialdelegation af sted for at mode de oprørske soldater. hvis antal hurtigt voksede; sammen med delegationen rejste bondepartiets det Bulgarske Landbofolkepartis - ledere Aleksander Stambolijski og Raiko Daskalov. Men det lykkedes ikke at overtale tropperne til at standse. Derpå, da delegationen allerede var rejst sin vej, erklærede Daskalov den 27. september i Radomir under soldatermassernes pres tsar Ferdinand og hans regering for afsat og udråbte Bulgarien til republik med Stanubolijski som præsident. De oprørske tropper rykkede mod Sofia. Men regeringen, der den 29. september over hals og hoved havde sluttet våbenstilstand med Ententen i Saloniki, sendte loyale tropper mod mytteristerne, støttede af tyske enheder og artilleri. Den 29-30. september blev soldaternes march standset 15 km fra hovedstaden, nær landsbyen Vladai, og de dårligt organiserede oprørsstyrker brutalt nedkæmpet. Tre dage senere faldt også Radomir. Forsøget på at gøre landet til republik var ikke blevet kronet med held, skønt det var et krav, de brede masser rejste overalt i harme over det autokratiskc tsarregime, som ikke tog hensyn til landets forfatning og parlamentariske system. Soldateroprøret, der gik over i historien som Vladai-opstanden, led nederlag på grund af manglende revolutionær ledelse. Den politiske krise blev løst tør en tid, da Ferdinand abdicerede til fordel for sin søn Boris III. Bulgarien trådte ud af krigen. D. 26. september gik de engelsk-franske og amerikanske tropper over til generaloffensiv på vestfronten, gennembrød det tyske forsvar og tvang på kort tid de tyske tropper til at indlede en tilbagetrækning fra Frankrig. Udsigten til et militært sammenbrud fremkaldte alvorlig bekymring i de herskende kredse i Tyskland. Generalfeltmarskal Hindenhurg og general Ludendorff god olie på ilden, da de den 29. september krævede, at regeringen ufortøvet indgik våbenstilstand for at afværge en katastrofe: hæren ville ikke kunne holde ud i 48 timer til. Denne panikagtige pression var først og fremmest dikteret af generalernes ønske om at unddrage sig ansvaret for det, der var sket og nu ville ske, og bevare hæren intakt. Men den fremskyndede krisen i toppen. Stillet over for en reel trussel om revolution nedefra valgte det tyske borgerskab at komme begivenhedernes udvikling i forkøbet ved at iscenesætte en »revolution oppefra«. Den 3. oktober udpegede kejseren prins Max von Baden. der gik for at være liberal, til ny rigskansler. For første gang blev der optaget socialdemokrater i kabinettet; det drejede sig om højrefløjsmændene Philipp Scheidemann og Gustav Bauer, der længe havde gået under øgenavnet »kejsersocialisterne« og drømte om at komme til at spille rollen som fædrelandets redningsmænd. Den nye regering sendte den amerikanske præsident Wilson en note med anmodning om fred, og i høj og hast blev der foretaget en overfladisk »parlamentarisering« af styret. Under pres fra masserne blev Karl Liebknecht løsladt fra tugthuset. Den revolutionære krise greb også Tysklands allierede, Østrig-Ungarn. Det multinationale imperium begyndte at gå i opløsning. Baron von Hussareks regering måtte se sin autoritet katastrofalt formindsket, og forsøg på at danne en koalition, hvor de slaviske folkeslag var repræsenteret, slog fejl. Et manifest, hvori kejser Karl lovede at omstrukturere imperiet efter føderative principper, gjorde intet indtryk. I samme øjeblik italienerne gik i offensiven, begyndte fronten at bryde sammen; soldater og matroser nægtede at fortsætte en krig, der tydeligvis var tabt. Den 28. oktober henvendte udenrigsminister grev Andrássy sig til USA og bad om fred. Det blev signalet til imperiets sammenbrud. Allerede den 21. oktober konstituerede de østrigske rigsrådsdeputerede sig som provisorisk nationalforsamling med tre ligeberettigede formænd, en fra hvert af de to borgerlige og det socialdemokratiske parti. I de tjekkiske landområder og i Slovakiet var hovedkraften i den revolutionære bevægelse mod habsburgerne Arbejderklassen, der midt i oktober var gået i generalstrejke for en selvstændig demokratisk (og i nogle byer endda for en socialistisk) republik. De socialdemokratiske føreres kompromispolitik tillod imidlertid borgerskabet at bemægtige sig de dominerende positioner i den Tjekkoslovakiske Republik, der så dagens lys den 28. oktober. I Ungarn støttede demonstrationer og massemøder den 27. og 28. oktober det Nationalråd, som to borgerlige partier og socialdemokratiet havde dannet under forsæde af grev Mihály Károlyi, der håbede at finde en »konstitutionel« løsning. I de sydslaviske rigsdele opstod der en massiv bondebevægelse, og i en række byer dannede arbejderne sovjetter. Men de borgerlige partier indkaldte den 29. oktober i Zagreb sammen med topledelsen for Kroatiens og Sloveniens socialdemokrati en folkeforsamling, Narodno vece, der proklamerede en uafhængig stat for slovener, kroatere og serbere. I Galicien tog bevægelsen for en selvstændig, uafhængig polsk stat til i styrke. Arbejderklassen deltog aktivt i masseaktioner mod habsburgerne. Den 30. oktober skrev Pravda: »Opløsningen truer ikke længere Østrig-Ungarn. Den er nu en fuldbyrdet kendsgerning«. Endnu før revolutionsudbruddet havde gjort en ende på det habsburgske monarki, var dannelsen af en række separate nationalstater begyndt. Der skete det, at det nationale borgerskab konsoliderede sig tidligere, end den østrig-ungarske arbejderklasse kunne gøre sig til leder af den folkelige bevægelse. Før en social revolution nåede at bryde ud, var arbejderklassen delt op af nye nationalstatsgrænser. »Overalt banker arbejderrevolutionen på døren« sagde Lenin i disse dage om situationen i Mellemeuropa. Men det betød ikke, at de opgaver, revolutionerne i de forskellige lande skulle løse, var de samme. Tre omstændigheder var fælles for dem alle: Den imperialistiske krig kunne ikke fortsætte, de regimer. der har ansvaret for den, havde spillet fallit, og der var et mere eller mindre omfattende kompleks af uløste alment demokratiske opgaver. Men de konkrete veje, den revolutionære kamp måtte tage i det enkelte land, afhang af landets økonomiske udviklingsniveau, den sociale og politiske struktur, der historisk havde udviklet sig, og styrkeforholdet mellem klasserne. Den revolutionære krise kom, som man også skulle vente det, ikke til modenhed på samme tid overalt. Europa var et kompliceret konglomerat af lande og folkeslag. Forskellene i konkrete betingelser lå på flere planer, der ikke sjældent krydsede hinanden: Neutrale og krigsforende lande; tabere og sejrherrer; lande med større eller med en mindre byrde af uløste problemer og med forskellige grader af politiske og økonomiske konflikter; lande, hvor arbejderklassen var bedre eller ringere organiseret, mere eller mindre bevidst, i større eller mindre grad i stand til at virkeliggøre et revolutionært hegemoni, og hvor det sociale styrkeforhold var sådan eller sådan. Desuden havde verdenskrigen kaldt på folkenes trang til selvbestemmelse. Ved at ophede de nationale og nationalistiske følelser til det yderste havde den svækket de internationale forbindelser og den traditionelle mellemfolkelige arbejdersolidaritet. I Mellem- og Sydøsteuropa (bortset fra Bulgarien) havde godsejerne bevaret betydelige positioner, og selv hvor kapitalistiske driftsformer dominerede, var der levn af feudal udbytning. På landet var klasseantagonssmerne vævet sammen med nationale modsætninger; kampen for jord og for tilintetgørelse af feudalismens levn var samtidig en kamp mod national undertrykkelse, fordi godsejerne tilhørte undertrykkernationen. Kroatiske og slovenske bønder blev undertrykt af østrigske eller ungarske godsejere. Slovakiet var domineret af ungarske magnater. I de polske områder, der hørte til Tyskland, var godsejeren som regel tysker. I Böhmen ejedes en betydelig del af godserne af tyskere, i de fleste af de rumænske områder, der hørte under det habsburgske monarki, af ungarere. Kampen for national befrielse blev ikke mindre anspændt af, at den måtte føres ikke blot mod de gamle undertrykkere, men også mod tyske eller østrigske besættelsesmagter (i Kongeriget Polen og i Rumænien). Overalt var bønderne med i denne kamp; de led hårdt både under jordmangel og under krigsskatterne. Af disse grunde stod kampen for demokratiske reformer, mod national undertrykkelse og for selvstændige statsdannelser i forgrunden. Arbejderklassen var ubetvivleligt fortroppen i de revolutionære bevægelser, selv om den imperialistiske krig havde svækket dens stilling noget; den havde lidt mest under mobiliseringerne og industriens forfald, under hungersnøden og militaristernes terror. En samling af arbejderne som klasse sinkedes af, at det i Østeuropa objektivt set var nationale opgaver, der stod i forgrunden. Det nationalt undertrykte proletariat stod sammen med det nationalt undertrykte borgerskab mod undertrykkernationen, og dette bremsede væksten i proletariatets klassebevidsthed, fordi det nationale fællesskab stillede sig i vejen for med det samme at »etablere et klassefællesskab«, socialismen. Desuden havde den imperialistiske krig været med til at bringe elementer af chauvinisme og nationalisme ind i arbejderklassen og endda ikke sjældent skabt grobund for en tilbagegang i klassebevidsthed under socialreformistisk indflydelse. I Ententelandene bremsedes bevægelsen mod krigen og den revolutionære bevægelse i efteråret 1918 ikke blot af Clemenceaus diktaturforanstaltninger og Lloyd Georges manipulationer. Den største hindring var en ny bølge af chauvinisme, fremkaldt først af den tyske sommeroffensiv og senere holdt ved lige af forvarslerne om en militær sejr. I de neutrale lande var bevægelsen i vækst, men havde ikke nået sin kulmination. Mellemeuropa blev centrum for de revolutionære proletaraktioner. Det var her, de konflikter, der længe havde været under modning, og som var blevet tilspidset af det militære nederlag og den politiske tillidskrise, voksede til revolution.. Arbejderne her stod ikke over for et råddent Romanov-regime, men deres modstander var et højt organiseret borgerskab, »der bygger på alle den moderne kulturs og tekniks landvindinger«, en imperialisme, hvis skal »desværre er lavet af det bedste stål«, borgerskabets erfaring, manøvreevne og massepsykologiske påvirkningsevne var større, og den spaltning, opportunismen havde bragt ind i arbejderbevægelsen, var dybere.

Den tyske revolution afveg fra normen ved ikke at tage sin begyndelse i hovedstaden, men i landets nordvestlige udkant. Den 3. november 1918 nægtede matroserne på de krigsskibe, der lå i Kiel, at adlyde en ordre om at stå til søs og søge slag med den engelske flåde. De oprørske matroser hejste det røde flag og fik med det samme støtte af arbejderne. Snart blev matrosrådet og arbejderrådet slået sammen. Der var på ingen måde tale om et »lokalt udbrud«, sådan som myndighederne troede. Revolutionen bredte sig med rivende hast fra Kiel til kystområderne og derefter til hele landet. Næsten samtidig blussede et andet revolutionært arnested op i Sydtyskland. I München erklærede et provisorisk Arbejder-, Soldater- og Bonderåd Bayern for en republik. Et efter et greb revolutionen det vestlige og centrale Tysklands industricenter, overalt blev der oprettet arbejder- og soldaterråd, og den 9. november nåede den Berlin. Allerede i disse første dage stod to træk ved revolutionen klart frem: På den ene side rev det spontane udbrud hele folket med sig, og på den anden side savnede bevægelsen en centraliseret ledelse. I hovedstaden og i kejserens hovedkvarter gjorde de herskende kredse sig fortvivlede anstrengelser for at standse den revolutionære bølge. Den 6. november blev det sovjetrussiske gesandtskab efter en grov politiprovokation, som Scheidemann havde været med til at iscenesætte, med kort varsel udvist af Berlin; ambassadens blotte tilstedeværelse i hovedstaden i revolutionsdagene blev af myndighederne opfattet som en fare. Der blev gjort forsøg på at isolere Berlin fra provinsen. Kejseren overvejede at drage i felten mod revolutionen i spidsen for tropperne fra vestfronten. Men det var alt sammen forgæves. Om morgenen den 9. november gik Berlins arbejdere på gaden efter opfordring fra spartakisterne og de revolutionære tillidsmænd. Soldater sluttede sig til dem, og i løbet af nogle timer var byen på oprørernes hænder. I et ønske om at redde, hvad reddes kunne, og uden at indhente kejserens samtykke erklærede Max von Baden på egen hånd denne for afsat og overlod regeringsmagten til socialdemokraten Friedrich Ebert. Den nye rigskansler opfordrede befolkningen til at rømme gaderne, og hans kollega Philipp Scheidemann udråbte fra et vindue i rigsdagen Tyskland til en demokratisk republik. SPD’s ledelse erklærede at stå i spidsen for revolutionen sammen med USPD og foreslog, at de to partier dannede regering i fællesskab. Disse manøvrer havde den tilsigtede virkning på arbejderne og især på soldaterne, der var politisk uskolede og forblindede af den let vundne sejr. Med støtte i deres vidtforgrenede organisation var højresocialdemokraterne i stand til at sikre sig flertallet på det fællesmøde i Berlins Arbejder- og Soldaterråd. der fandt sted om aftenen den 10. november i Cirkus Busch. Centralmagten blev lagt i hænderne på et Råd af Folkebefuldmægtigede (Rat der Volksbeauftragten), sammensat af »kejsersocialister« (Friedrich Ebert, Philipp Scheidemann og Otto Landsberg) og »uafhængige« (Hugo Haase, Wilhelm Dittmann og Emil Barth). Karl Liebknecht og de andre spartakister var på dagen for opstanden på gaderne med det revolutionære folk. Fra kejserpaladsets balkon udråbte Liebknecht Tyskland til en »socialistisk republik«, idet han dog tilføjede, at den monarkistiske regerings fald kun var det første skridt. Overalt blev der oprettet Arbejder- og bonderåd, men d. 23. november overlod eksekutivkomiteen regeringen den udøvende magt, og da det gamle statsapparat var bevaret og officerernes myndighed blev genindført, var det hurtigt muligt, at konsolidere en socialdemokratisk ledet kontrarevolution. D. 6. december blev en arbejderdemonstration beskudt i Berlin og i januar 1919 blev Karl Liebnecht og Rosa Luxemburg myrdet.

Revolutionen i Østrig begyndte den 30. oktober 1918 med en storslået spontant arbejder- og soldaterdemonstration i Wien. Folkemængden gik til parlamensbygningen, hvor den Provisoriske Nationalforsamling holdt møde. Demonstranterne krævede republik, og nogle ville have rådsstyre. Monarkiets sort-gule flag blev revet ned. Men de østrigske parlamentarikere kunne ikke beslutte sig til helhjertet at gå ind for republikken. Forsamlingen nøjedes med midlertidigt at tiltage sig lovgivende funktioner og overlod den udøvende magt til et Statsråd bestående af repræsentanter for tre partier under ledelse af socialdemokraten Karl Renner. Denne halvhjertede beslutning kunne ikke berolige folkemasserne, da de først var kommet i bevægelse. Den følgende dag bredte de revolutionære aktioner sig til hele landet. Overalt blev der oprettet arbejder- og soldaterråd. I kasernerne og rundt om i byen blev der afholdt stormfulde møder. Den 12. november nedlagde alle virksomheder i Wien igen arbejdet, og titusinder af mennesker forsamlede sig foran parlamentsbygningen. Den reelle trussel om en almindelig arbejder- og soldateropstand fik Karl Renner til at indse, at monarkiet ikke stod til at redde. Den Provisoriske Nationalforsamnling udråbte Østrig til en demokratisk republik og erklærede, at der ville blive afholdt valg til en grundlovgivende forsamling og til lokale organer på basis af almindelig valgret. Samtidig erklærede forsamlingen, at »Tyskøstrig er en bestanddel af den Tyske Republik«. Men initiativtageren til dette skridt, Otto Bauer, der havde opstillet tesen om et selvstændigt Østrigs manglende levedygtighed, måtte indrømme, at »arbejdernes masse dengang endnu stillede sig køligt til Anschluss-tanken«. Da det nye rød-hvid-røde flag blev hejst, styrtede flere soldater sig mod flagstangen og flåede den hvide midterstribe af flaget. Talere, der var klatret op på skuldrene af Pallas Athene-statuen, appellerede til, at man ikke accepterecle oprettelsen af en borgerlig republik, men i stedet indførte rådsmagt og proletariatets diktatur. En gruppe bevæbnede soldater forsøgte endda at sætte magt bag kravet ved at storme parlamentsbygningen og ved at affyre skud. Disse handlinger, der ikke blev forstået af masserne, blev af de socialdemokratiske ledere udnyttet til diskreditering af de revolutionære, herunder dem, der den 3. november 1918 på en konference i Wien havde grundlagt Østrigs Kommunistiske Parti. Partiet kunne en uge senere indlede udgivelsen af bladet Weckruf (ordet har i militærsproget betydningen »reveille«, kan her nærmest oversættes ved »Vågn op«). Ikke desto mindre var partiet indtil videre kun en initiativgruppe af revolutionære med omkring 50 medlemmer, hvis kontakt til arbejdermasserne var svag. Men kommunisternes hovedparole »Al magt til rådene« og deres revolutionære propaganda var i overensstemmelse med arbejderklassens fundamentale interesser. Spørgsmålet rådsmagt eller grundlovgivende forsamling var også i Østrig kommet på dagsordenen. Hvordan det ville blive afgjort, afhang i høj grad af socialdemokratiets stilling. Friedrich Adler, som revolutionen havde befriet fra fængslet. og som stadig havde den revolutionæres aura hvilende over sig, blev af det socialdemokratiske parti gjort til leder af Wiens arbejderråd og begyndte med det samme at modarbejde, at rådet blev gjort til et reelt magtorgan, idet han erklærede enhver udvidelse af dets funktioner for »kommunistisk eventyrpolitik«. I soldaterrådene (der ikke var blevet slået sammen med arbejderrådene) ydede Julius Deutsch og Julius Braunthal en tilsvarende »indsats«. Mange af disse råd stod fortsat under officerernes indflydelse. Således blev der i Linz afholdt valg efter ordre fra militærkommandoen, kontrasigneret af socialdemokratiet to borgerlige partier, og i Wiens soldaterråds eksekutivkomité var kun fire af de 22 medlemmer soldater. Den »teoretiske« begrundelse for socialdemokraternes modstand mod indførelse af rådsmagt blev givet af Otto Bauer. Allerede den 1. november 1918 havde han på SDPÖs kongres udtalt: »I mange hoveder spøger jo dens forestilling, at man tiden videre kan overføre vore russiske kammerater bolsjevikkernes metoder til Østrig, danne arbejder- og bonderåd og gribe regeringsmagten.« Men i Østrig ville det være umuligt at holde på en magt af den art. »For otte dage efter forsøget ville sådan en regering bryde sammen, tvunget af sult... Forsøget på at tage levnedsmidler fra bønderne med magt... ville føre til en blodig borgerkrig«. Hvilke argumenter socialdemokratiets ledere end fremførte for at forklare deres afvisning af rådsmagten, var det sande motiv frygt for, hvad folkemasserne kunne finde på, når de handlede på egen hånd. Men da disse ledere gjorde krav på at være de eneste, der talte proletariatets sag, gik de ikke åbent mod arbejderrådene (hvori der kun sad socialdemokrater). De bremsede dannelsen af landsdækkende rådsorganer ved at bilde arbejderne ind, at »forsøg på at oprette et rådsdiktatur vil under de givne omstændigheder ikke kunne betyde andet end selvmord for den tyskøstrigske revolution«. Samtidig forsøgte de at pacificere dem ved at forsikre, at i Østrig havde man allerede haft ikke alene en demokratisk og en national, men også en social, proletarisk revolution, der havde medført, at ledelsen af nationen nu lå hos proletariatet. En sejr, der med Otto Bauers ord var vundet »ikke med håndgranater og maskingeværer, men som åndsdåd, som produkt af (det østrigske socialdemokratis) taktiske kunnen og organisatoriske indsats«. En del arbejdere faldt for denne propaganda. Senere har ikke blot socialdemokrater, men også borgerlige erkendt, at Østrigs arbejderklasse i novemberdagene 1918 fuldt ud havde været i stand til at gribe hele den politiske magt. Det østrigske borgerskab var demoraliseret af Habsburg-imperiets fald og skræmt af proletarmassernes magtfulde spontane stormløb. Hæren var i opløsning og ude af stand til at opstille kontrarevolutionære formationer som i Tyskland. Men socialdemokratiets ledere ønskede ikke et brud med borgerskabet; de søgte samarbejde med det på basis af den borgerlige parlamentarisme. Socialdemokraterne, der kom til at lede koalitionsregeringen (Karl Renner blev statskansler og Otto Bauer statssekretær for udenrigsanliggender), var med til at bevare det gamle statsapparat og kapitalens økonomiske positioner uantastede. Arbejdsgiverne måtte ganske vist gå med til indrømmelser: Børnearbejde blev forbudt, der indførtes 8 timers arbejdsdag, bedriftsrådene fik visse rettigheder, der blev indført hjælp til arbejdsløse og krigsinvalider, sygeforsikring og betalt ferie, og krigstidslovene blev ophævet. Socialdemokraten Julius Deutsch fik til opgave at gennemføre en demokratisering af hæren ved at rense den for yderliggående reaktionære og opstille et folkeværn (Volkswehr), hvor soldaterne skulle nyde borgerlige rettigheder. Man drøftede uklare »socialiseringsprojekter« i en statslig kommission under Otto Bauers ledelse. Valget til Nationalforsamlingen den 16. februar 1919 gav som i Tyskland de borgerlige partier flertal. De fik næsten 60 procent af stemmerne, socialdemokraterne en anelse over 40 procent. Men borgerskabet gav præsidentposten til socialdemokraten Karl Seitz, mens Karl Renner igen blev chef for en koalitionsregering. Som led i sin argumentation for, at partiet var i færd med på fredelig vis og lidt efter lidt at vinde den politiske magt, sagde Renner: »Vi kan ikke i dag vide, hvor mange år, hvor mange årtier dette arbejde vil tage.« Men de østrigske arbejdere var ikke til sinds passivt at vente på, at der skulle komme bedre tider. Alvorlige fødevareproblemer og voksende arbejdsløshed og fattigdom gav igen og igen anledning til spontane protester. I denne situation satte kommunisterne ind med en agitation for at gøre arbejderrådene til ægte revolutionære organer. Det lykkedes dem at opnå betydelig indflydelse i hovedstadens folkeværn; den 41. bataljon, som kaldte sig Røde Garde, blev kommanderet af Egon Erwin Kisch. Efter forslag fra arbejderrådet i Linz trådte arbejderrådenes rigskonference den 1. marts sammen i Wien. Det socialdemokratiske parti, der hidtil havde kunnet monopolisere rådene, måtte gå med til nyvalg. Konferencens ledere, Friedrich Adler og Friedrich Austerlitz, var ikke karrige med deklarationer. I den resolution, der blev vedtaget, hed det således, at rådene havde til formål at befæste revolutionens resultater og videreudvikle den, herunder at »afskaffe den kapitalistiske produktionsmåde«, at det var rådenes opgave at »tage direkte del i politik«, og at midlet til det arbejdende folks emancipation var klassekamp Friedrich Adler skrev på den tid: »Nu, hvor proletariatet går ind i sine afgørende kampe, hvor det ikke længere drejer sig om demokrati, men om socialisme, er det på tide at være sig bevidst, at det eneste demokrati i socialistisk forstand er de arbejdende menneskers demokrati. Den gamle sætning: ‘Den, som ikke vil arbejde, skal heller ikke have noget at spise!’ er ikke den socialistiske tankes eneste maxime, det gælder i lige så høj grad kravet: ‘Den, der ikke vil arbejde, har heller ikke noget at skulle have sagt!’«. Proklamationen af rådsrepublikken i Ungarn (og senere i Bayern) gjorde et dybt indtryk på Østrigs arbejdere. Som Julius Braunthal indrømmede, vakte denne begivenhed hos dem et »lidenskabeligt ønske om at følge de ungarske kammeraters eksempel«. Men Adler svarede i Wienerarbejderrådets navn den ungarske rådsrepublik: »I har tilråbt os at følge jert eksempel. Vi gjorde det hjertens gerne, men nu for tiden kan vi desværre ikke. Der er ikke flere levnedsmidler i vort land. . . Derfor er vi helt i Ententens vold.« Et lignende svar fik den bayerske rådsrepublik i april. Mange arbejdere i Wien, Graz og Linz indså det forlorne i disse erklæringer. Den 22. marts gik 40.000 i demonstration i Wien i solidaritet med Rådsungarn. I begyndelsen af april afgik en deling wienerarbejdere og folkeværnssoldater på omkring 1200 mand under kommando af kommunisten og typografen Leo Rothziegel til Ungarn, hvor den sloges heltemodigt mod interventerne. Midt i april demonstrerede arbejderne i Linz på opfordring af kommunisterne, og arbejderne i Donawatz (Steiermark) greb ledelsen af stålkoncernen Alpines virksomheder. En demonstration af arbejdere, arbejdsløse og invalider i Wien den 17. april førte til sammenstød med politiet. Eksekutivkomiteen for Østrigs arbejderråd skrev i et førstemajopråb, at »proletariatet føler sig som den afgørende klasse i staten og er besluttet på under alle omstændigheder at fordre den det tilkommende indflydelse og ikke lade sig frarøve sine rettigheder af den lille gruppe mennesker, der sidder som udbytterkapitalismens repræsentanter i Nationalforsamlingen. Det kan arbejderklassen ikke hindres i af aritmetikkens tilfældigheder«, som havde givet borgerskabet flertal i forsamlingens udvalg.« Denne krigeriske tone afspejlede en situation, hvor det østrigske proletariat igen, som i november 1918, stod på tærsklen til kampen for magten. I selve rådene var der tegn på stærk utilfredshed med den socialdemokratiske ledelses politik. Således forkastede en soldaterrådskonference i Wien en socialdemokratisk resolution, der indeholdt angreb på proletariatets diktatur, og nægtede at udtale tillid til de socialdemokratiske ministre. Kommunisternes indflydelse steg mærkbart såvel i landets største industricentrer (sidst i maj nåede KPÖ’s medlemstal i Wien, Wiener Neustadt og Neunkirchen 40.000) som i folkeværnet. De østrigske socialdemokratiske ledere opretholdt partiets enhed på centristisk grundlag og udviste i den situation, der var opstået, en ikke ringe smidighed. På den ene side erklærede de sig fortsat som tilhængere af revolutionær handling; eksekutivudvalgets førstemajopråb bar Friedrich Adlers underskrift. På den anden side forsøgte Otto Bauer, der var formand for »socialiseringskommissionen«, at lægge en dæmper på den revolutionære spænding ved at udbrede sig om, at vejen til socialismen skulle gås langsomt og forsigtigt, og at »ekspropriatorernes ekspropriation« ikke måtte gennemføres ved nationalisering eller i form af en grov konfiskation af kapitalist- og godsejerbesiddelser, men kun ved hjælp af et velordnet beskatningssystem. I maj vedtoges en lov om bedriftsrådene, der skubbede disse ind på det »funktionelle demokrati«s sidespor. Snart efter gav den socialdemokratiske indenrigsminister Eldersch grønt lys for en politiprovokation, som man ikke tidligere havde set magen til i Østrig. Den 14. juni angreb væbnede politifolk KPÖ’s lokaler i Wien og arresterede det ledende partiaktiv 130 partifunktionærer. Formålet var at forpurre en massedemonstration, der skulle finde sted dagen efter. Men demonstrationen fandt sted alligevel og forløb under parolerne: »For rådsdiktatur, mod sult og udbytning, for en social revolution.« Politiet kastede sig over det fredelige optog, 12 mennesker blev dræbt, og der var 80 hårdt sårede, hvoraf otte kort efter døde På den anden østrigske arbejderrådskonference, der trådte sammen i Wien i slutningen af juni og begyndelsen af juli 1919, lykkedes det socialdemokraterne at befæste deres afventende »gevær ved fod«-taktik. Da kommunisterne på vegne af de 4.000 demonstranter, der havde samlet sig foran rådhuset, krævede, at rådene skulle »gøre en ende på den proletarfjendtlige koalitionsregering, overtage al magt og straks oprette et rådsdiktatur i Tyskøstrig«, afparerede Friedrich Adler disse krav med en henvisning til faren for, at Østrig gik i opløsning. Ved at forpurre solidaritetsaktionerne med Rådsungarn og lamme de hjemlige revolutionære kræfter gjorde det østrigske socialdemokrati sig fortjent til af borgerskabet at blive anerkendt som kapitalismens redningsmand. Selv den reaktionære kansler Kurt von Schuschnigg skrev senere, at »tilbagevisningen af de kommunistiske paroler og voldshandlinger i 1919« var »socialdemokratiets afgørende fortjeneste«. Men borgerskabet lønnede SDPÖ’s ledere med den skændigste utaknemmelighed. Næppe var den revolutionære bølge taget af, før de borgerlige partier satte kurs mod en sprængning af koalitionen og mod at fortrænge de socialdemokratiske ledere fra magten. Efter parlamentsvalget den 17. oktober 1920, hvor socialdemokratiet tabte 200.000 stemmer og tre mandater, forlod partiet regeringen. Da borgerskabet først var befriet for sin frygt for revolutionen, afviste det bestemt alle »socialiseringsprojekter« og det af rådene udøvede »funktionelle demokrati«, som efter, hvad socialdemokraterne forsikrede, ville kunne blive »midlet til at vække massemes initiativ og frugtbare foretagsomhed«. For at rette lidt op på det ynkelige facit fuld restauration af borgerskabets herredømme - gav Otto Bauer sig til at hævde, at »den socialdemokratiske ledelses mådehold havde forskånet proletariatet for et nederlag og bevaret dets magtmidler intakte«. Men i virkeligheden var hovedmagtmidlet, arbejderrådene, ødelagt, og myten om en »folkerepublik«, skabt af socialdemokratiet, stod ikke tidens prøve. Dette måtte selv Bauer mange år senere erkende. Således beviste Østrigs eksempel, det tredje efter Finland og Tyskland, nok en gang, at når revolutionen er kommet i gang og har vundet betydelig styrke, kan den ikke undvære et ægte revolutionært proletarparti, der er i stand til at føre de folkemasser, som er kommet i bevægelse, frem til beslutsom handling. Et vaklende borgerligt regime har gode chancer for at blive reddet, når arbejderpartiet ledes af politikere, der udbreder sig om »rent demokrati« og »frihed for alle«, men i virkeligheden undertrykker proletariatets revolutionære aktivitet, voldeligt eller på det nærmeste ublodigt. Ikke blot revolutionens sejre, men også dens nederlag, er gode at tage ved lære af. Men allerede i marts 1920 var den politiske situation i Tyskland brat blevet tilspidset. Reaktionære monarkistiske kredse forsøgte støttet på væbnede hvidgardistformiationer at tage magten i landet ved et militærkup anført af den preussiske storgodsejer Wolfgang Kapp og general Walter von Lüttwitz. De socialdemokratiske ledere republikkens præsident Friedrich Ebert og medlemmerne af regeringen Bauer - var på randen af kapitulation. men arbejdermasserne, der forstod, at en sejr for kupmagerne ville berøve dem alt, hvad det var lykkedes dem at vinde og fastholde i halvandet års hårdnakket revolutionær kamp, rejste sig i enighed til forsvar for det republikanske system og de demokratiske rettigheder. Fagforeningerne proklamerede generalstrejke; strejken greb hele landet og blev den mest massive i Tysklands historie: 12 millioner deltog. KPD’s centralkomité erkendte efter nogen vaklen, at opgaven under de foreliggende omstændigheder, hvor forudsætningerne for en umiddelbar indførelse af proletariatets diktatur ikke var til stede, måtte være at samle alle demokratiske kræfter om at knuse reaktionen. Centralkomiteen erklærede, at hvis der blev dannet en regering af repræsentanter for arbejderorganisationerne, og hvis denne regering i handling gik i brechen for det arbejdende folks interesser, var kommunisterne rede til at optræde som »loyal opposition« over for denne regering. Denne holdning billigedes af Lenin, som kaldte Kapp-kuppet »det tyske Kornilov-kup«. Det uhørte opsving i proletarmassernes aktivitet og den aktionsenhed, der udviklede sig mellem alle dele af arbejderklassen, støttet af de demokratiske masseorganisationer og af fremtrædende repræsentanter for den offentlige mening, tvang mytteristerne på tilbagetog. Den tredje dag brød kuppet sammen. Men så snart socialdemokratiets og fagforeningernes højreledere var kommet sig over skrækken, gik de aktivt ind i de reaktionære borgerlige kredses og Reichswehrs aktioner for at isolere og tilintetgøre den revolutionære fortrop. Den Røde Ruhrarme, som, skabt af arbejderne under ledelse af kommunister og venstreuafhængige, talte omkring 100.000 mand, bevæbnede med maskingeværer og artilleri, og som havde renset hele Ruhr-distriktet for kontrarevolutionære. blev i begyndelsen af april nødt til at nedlægge våbnene. Det lykkedes ikke at få en ægte arbejdermagt op at stå i Tyskland. Ikke desto mindre satte den enige afvisning af reaktionen og den spontant opståede aktionsenhed mellem alle arbejdende og demokratiske kræfter sig dybe spor i historien.

Den ungarske rådsrepublik

Den borgerlig-demokratiske revolution i Ungarn begyndte samtidig med revolutionen i Østrig. Natten til den 31. oktober 1918 besatte bevæbnede arbejdere og soldater, anført af venstresocialdemokrater og revolutionære socialister, centrale strategiske punkter og statsinstitutioner i Budapest og begyndte at løslade politiske fanger. Byen var i det oprørske folks hænder. Først da bad kongen Nationalrådets formand, grev Mihály Károlyi, danne en koalitionsregering. De borgerlige og højresocialdemokrater (Ernö Garami og Zsigmond Kunfi), der kom med i regeringen, kunne ikke beslutte sig til at sige farvel til monarkiet. Der måtte en ny voldsom trommeild fra revolutionære arbejdere og soldater til, før Nationalrådet den 16. november 1918 udråbte Ungarn til en folkerepublik. Dermed var der gjort ende på århundreders undertrykkelse under habsburgerne, og Ungarn var blevet en selvstændig stat. Regeringen havde imidlertid intet hastværk med at give folket politiske rettigheder, nationaliteterne ligeret og bønderne jord eller forbedre arbejdernes stilling. De socialdemokratiske ledere søgte at holde den revolutionære massekamps udvikling tilbage. »Det er tungt for mig,« sagde Z. Kunfi, »som overbevist socialdemokrat at måtte sige det, men alligevel siger jeg, at vi er imod anvendelse af klassekampmidler.« Imidlertid havde nye, egentligt revolutionære arbejderorganisationer allerede set dagens lys. Den 2. november dannedes Budapests arbejderråd bestående af ledende politikere fra det socialdemokratiske parti, fagforeningernes centralråd og de lokale faglige organisationer. På en konference af delegerede fra de militære enheder dagen efter reorganiseredes og udvidedes Budapests soldaterråd. I flere egne opstod der bonderåd. Mange af rådene, der omfattede et stort antal arbejdere, soldater og arbejdende bønder, gik ind for at afskaffe godsejer- og kapitaliståget og den sociale uretfærdighed, for indførelse af arbejderkontrol på virksomhederne og for uddeling af jord til bønderne. I de råd, hvor reformisterne havde kunnet sikre sig ledelsen, søgte de at begrænse kampen til partielle økonomiske og sociale indrømmelser. Men under presset nedefra førte rådene en stadig mere selvstændig politik. Rundt omkring begyndte rådene under tilbagevisning af kontrarevolutionære kræfters angreb at tage magten i deres hænder og gjorde forsøg på at indføre arbejderkontrol på fabrikkerne. Den 24. november 1918 dannedes på et møde i Budapest Ungarns Kommunistiske Parti. På det tidspunkt var over 300.000 ungarske krigsfanger vendt hjem fra Sovjetrusland. Blandt dem var medlemmer af RKP(h)’s Ungarske Gruppe, således Ferenc Jancsik, Ernô Pór og Károly Vántus, under anførsel af Béla Kun. De udgjorde kernen i det kommunistiske parti, der også kom til at omfatte en del af socialdemokratiets venstrefløj (Béla Vágó, Béla Szanto, László Rudas m.fl.) og nogle revolutionære socialister (Otto Korvin og József Mijulik m.fl.). Til formand for partiets centralkomité valgtes Béla Kun. Den 7. december begyndte Vörös Ujság (Den Røde Avis) at udkomme. I januar 1919 blev Tibor Szamuely ved sin hjemkomst fra Sovjetrusland indsuppleret i centralkomiteen. Partiet opfordrede arbejderne til at bevæbne sig, danne arbejderråd, konsolidere dem og rense dem for kompromismagere samt formere en Rød Garde. Det oprettede sine egne organisationer på virksomhederne, i hovedstadens kvarterer og forstæder, arbejdede blandt de unge og i hæren. Det lykkedes partiet at vinde betydelig indflydelse i soldaterråd, bonderåd og senere også i arbejderrådene, særlig på de store Budapest-virksomheder i Csepel, i minerne og i Salgótarján-værkerne. Over for Károlyi-regeringens udenrigspolitik med dens mislykkede forsøg på at nå til et forlig med Ententen stillede det kommunistiske parti kravet om alliance med Sovjetrusland. Det var forgæves, at regeringskoalitionen mellem det liberale borgerskab og socialdemokraterne stod på hovedet for at finde en vej ud af den økonomiske og politiske blindgyde. Væbnede straffeekspeditioner blev sendt mod de småbønder, der havde besat godsjorder. I byen Makó stødte regeringstropperne på artillerister, der stod under kommunisternes indflydelse. Regeringen måtte se sin autoritet i befolkningen skrumpe ind, og for at standse det kommunistiske partis voksende indflydelse greb den til vold. Den 21. februar trængte politiet ind på Vörös Ujság’s redaktion, ødelagde alt og kastede 57 centralkomitémedlemmer og partiaktivister i fængsel, blandt dem Béla Kun, der blev gennemtævet. Men de repressive foranstaltninger førte ikke til målet. I begyndelsen af marts satte landarbejdere og småbønder i omegnen af Kaposvár sig i besiddelse af jord, der tilhørte en af Ungarns største jord, magnater, fyrst Eszterházy, og andre godsejere. Jordbesættelser fandt også sted i komitaterne Somogy, Hajdú, Bihar, Fehér og Heves. Den 18. marts strejkede arbejderne i hovedstadens største industridistrikt, Csepel. De krævede løsladelse af de arresterede kommunister og overdragelse af magten til proletariatet. Samme dag blev årsdagen for Pariserkommunen over hele landet fejret med et stort antal demonstrationer. Mange steder rejste man under disse demonstrationer parolen om øjeblikkelig indførelse af proletariatets diktatur. Den 20. marts hindrede en trykkeriarbejderstrejke de fleste blade i at udkomme. Med deres deltagelse i masseaktionerne gjorde mange arbejder- og soldaterråd sig fri af højresocialisternes indflydelse. Det gamle statsapparat begyndte at gå i opløsning. I første halvdel af marts forjog den arbejdende befolkning i flere egne af landet de lokale statslige embedsmænd og etablerede et arbejder-, bonde- og soldaterrådsstyre, og hvor der ingen råd fandtes, oprettedes »direktorier« som midlertidige revolutionære magtorganer. I mange troppedelinger afsatte soldaterrådene de reaktionære officerer. I hovedstaden blev Budapests arbejder- og soldaterråd situationens faktiske herrer. Midt i marts blev kravet om dannelse af en rådsrepublik generelt. I de herskende kredse rådede panik og rådvildhed, hvilket blandt andet gav sig udslag i, at det radikale parti opløste sig selv. En revolutionær krise var modnet. Ententemagterne besluttede at foregribe revolutionens videre udvikling ved at besætte landet. Chefen for Ententens militærmission i Budapest, oberstløjtnant Wicks, overrakte den 19. marts 1918 regeringen en note med krav om tilbagetrækning af de ungarske tropper fra en betydelig del af Ungarn. Dette ultimatum fremkaldte en så stærk eksplosion af harme i hele befolkningen, at den siddende koalitionsregering under D. Berinkei trådte tilbage. Mihály Károlyi (der i januar 1919 var blevet provisorisk præsident) foreslog socialdemokratiets højrefløjsledere at danne ny regering. Men de kunne i erkendelse af deres svage indflydelse på masserne ikke beslutte sig til selv at tage magten og sendte en delegation til det kommunistiske partis ledere, der sad i fængsel, for at forhandle om en fælles optræden. Også tidligere var der blevet ført forhandlinger mellem kommunisterne og socialdemokratiets venstrefløj om en sammenslutning af de to partier og om dannelse af en rådsrepublik. På socialdemokraternes anmodning havde Béla Kun den 11. marts 1919 formuleret 10 punkter, på grundlag af hvilke kommunisternes ledelse anså en sammenslutning for mulig. Specielt skulle socialdemokratiets repræsentanter træde ud af den borgerlige regering, samarbejdet med de herskende klasser skulle indstilles, og der skulle sigtes mod oprettelse af et arbejder-, soldater- og fattigbonderådsstyre; den ungarske nation skulle ikke have nogen herskerstilling i forhold til andre folkeslag; endelig skulle den parlamentariske borgerlige republik erstattes af en rådsrepublik, der ville opløse borgerskabets væbnede styrker og skabe en klassehær af det væbnede proletariat, ligesom den i stedet for den gamle statsadministration ville skabe en ny, en rådsadministration. I det samme dokument fremlagdes et program, hvis gennemførelse ville bane vej for socialismen. Blandt programmets punkter var indførelse af arbejderkontrol med produktion og fordeling, nationalisering af industri, banker og transportvæsen, oprettelse af et statsligt monopol på udenrigshandelen og den indenlandske engroshandel, nationalisering af større landejendomme, statslig propaganda for de socialistiske ideer og adskillelse af kirke og stat. Den 21. marts 1919 blev der på grundlag af disse principper indgået aftale om en øjeblikkelig sammenslutning af det kommunistiske og det socialdemokratiske parti til et forenet Ungarns Socialistiske Parti, der i proletariatets navn tog statsmagten i sine hænder. »For at sikre proletariatets magt mod Ententens imperialister,« hed det i aftalen, »skal der sluttes et totalt og oprigtigt militært og ideologisk forbund med Ruslands Sovjetregering.« Aftalen blev samme dag modtaget med stor begejstring på et møde i Budapests arbejderråd. Enheder af væbnede arbejdere besatte i hast støttepunkter i hovedstaden og skaffede sig fuld kontrol med byen efter at have afvæbnet, hvad der var tilbage af politiet og hæren. Den 21. marts udråbtes Ungarn til rådsrepublik. Regeringen - det Revolutionære Regeringsråd - blev ledet af socialdemokraten Sándor Garbai; Béla Kun blev folkekommissær for udenrigsanliggender. Et radiobudskab til Moskva meddelte, at det ungarske proletariat havde etableret sit diktatur og hilste Lenin som det internationale proletariats fører samt foreslog det revolutionære Rusland indgåelse af en »væbnet alliance mod alle proletariatets fjender«. I sit svarradiogram forsikrede Lenin i den 8. partikongres’ navn: »Ruslands arbejderklasse vil af alle kræfter ile jer til hjælp.« Den proletariske revolution havde sejret uden blodsudgydelse, ad fredelig vej. Det var blevet muligt, fordi de allerbredeste lag af det ungarske folk, også hæren, støttede revolutionen. Demoraliserede og åbent vedgående sig deres manglende evne til at lede staten stod borgerskab og godsejere isolerede. De havde ikke kræfter til at gøre væbnet modstand. Lenin var klar med en vurdering af den internationale betydning af rådsstyrets indførelse i Ungarn: »Har indtil nu kortsynede personer, der kun med yderste vanskelighed gav slip på rutine og gamle tankevaner (også selv om de hørte til socialisternes lejr), kunnet tro, at det alene var de særlige forhold i Rusland som havne fremkaldt denne uventede vending til proletarisk rådsdemokrati... har en sådan opfattelse endnu kunnet fastholdes, så ligger den nu i ruiner.« Hvilke vanskeligheder den ungarske revolution end måtte møde, så »har vi her ikke blot en sejr for rådsmagten. men også en moralsk sejr. Det mest radikale, det mest demokratiske og forligsindstillede borgerskab har erkendt, at i den største krises stund. .. er rådsmagten en historisk nødvendighed, erkendt, at i et sådant land kan der ikke findes nogen anden magt end rådenes magt, end proletariatets diktatur.« I et den 22. marts offentliggjort opråb Til alle! Til alle! definerede det Revolutionære Regeringsråd og Ungarns Socialistiske Parti den nye stats hovedmål. Samtlige magtbeføjelser centralt og lokalt blev overdraget rådene. Deres øverste organ blev den Ungarske Rådskongres og i perioderne mellem dens møder den Føderative Centrale Eksekutivkomité. De lokale råd fik omfattende beføjelser. De valg af rådsdeputerede, der blev afholdt i april 1919, var de første almindelige valg med hemmelig stemmeafgivelse i Ungarns historie, hvori deltog arbejdere og bønder, kvinder og unge over 18 år (kun personer, der levede af arbejdsfrie indkomster, havde ingen stemmeret). I juni 1919 godkendte rådskongressen den Ungarske Socialistiske Føderative Rådsrepubliks forfatning, hvori det hed, at proletariatet, der har taget magten i sine hænder, nyder i Rådsrepublikken alle friheder og rettigheder. Det har afskaffet det kapitalistiske system og borgerskabets herredømme og erstattet dem med den socialistiske produktionsmåde og et socialistisk samfundssystem. Den ungarske rådsrepublik gennemførte en række radikale sociale og økonomiske reformer. Industrivirksomheder med over 20 ansatte, banker, sparekasser, transport- og handelsvirksomheder og udlejningsejendomme i de store byer blev nationaliseret. De blev underlagt fabriksarbejderrådenes administration, og et koordinerende nationaløkonomisk råd blev nedsat med Jenö Varga som formand. I ugerne efter blev næsten alle produktionsmidler overført til statseje, også små butikker, noget som gav anledning til ikke så få økonomiske og politiske vanskeligheder. Ved dekret af 3. april 1919 nationaliseredes alle landejendomme over 100 hold (57,5 hektar). Dermed var godsjordbesiddelsen tilintetgjort. Men fattigbønderne, som udgjorde over en million, fik ikke jord, da jorden blev overdraget til produktionskooperativer, som i realiteten blev statsbrug. Den ungarske rådsregering søgte at forbedre den arbejdende befolkningsstilling. Der blev indført 8 timers arbejdsdag. Arbejdernes realløn forhøjedes i gennemsnit med 25 procent, funktionærernes med 15 procent, landarbejdernes materielle situation blev forbedret, kvinderne fik ligeløn. sag en socialforsikring blev indført. Man begyndte at opbygge et gratis sundhedsvæsen. Kirken adskiltes fra staten og skolen fra kirken; der blev truffet forberedelser til indførelse af almindelig gratis skoleundervisning, og en alfabetiseringsbevægelse kom i gang. Alene i Budapest fik over 30.000 proletarfamilier anvist bolig i rigmandshuse; i godsejernes og borgerskabets villaer indrettedes vuggestuer, børnehaver og børnehjem. Fremtrædende kulturpersonligheder stillede sig på arbejdermagtens side. Men den ungarske rådsrepubliks skabende indsats foregik under et stadig stigende pres fra den internationale og hjemlige reaktion. Indflydelsesrige imperialistiske kredse var alvorligt foruroligede øver den begejstrede genklang, Rådsungarns oprettelse havde mødt blandt arbejdere i Østrig, Tyskland og andre lande. »Fra den ene ende af Europa til den anden,« skrev Lloyd George på den tid i et hemmeligt memorandum, »sætter befolkningens masser spørgsmålstegn ved hele den bestående orden i dens politiske, sociale og økonomiske aspekter.« Ententens Øverste Råd sendte general Smuts på hemmelig mission til Budapest med den opgave at få kommunisterne fjernet fra regeringen på »fredelig« vis. Ungarn blev udsat for økonomisk blokade. Frankrig lagde pres på Ungarns nabolande for at få dem til at intervenere militært. Den 16. april gik kongelige rumænske tropper til angreb i Transsylvanien. og den 27. april gjorde den borgerlige tjekkoslovakiske hær indfald fra nordvest. I begyndelsen af maj var rådsrepublikkens stilling blevet kritisk. Kaputulatoriske stemninger bredte sig til regeringen; den Røde Armés øverstkommanderende, socialdemokraten Vilmos Böhm, udtalte sig for, at modstanden burde indstilles. Anført af kommunisterne fandt arbejderklassen styrke til at forsvare sin magt. I begyndelsen af maj blev den Røde Armé reorganiseret, og 100.000 arbejdere meldte sig til den. Ud over de ungarske arbejderbataljoner blev der oprettet internationale enheder bestående af østrigere, polakker, russere, rumænere. tjekker, slovakker, serbere og kroater. En russisk bataljon af tidligere krigsfanger talte over tusind mand og kæmpede ved Salgótarjan. Også en ukrainsk deling kom i kamp. Det lykkedes at standse interventionsstyrkernes offensiv. Lige fra begyndelsen var der broderlige relationer mellem rådsrepublikkerne Ungarn og Rusland. Diplomatiske kontakter kom i stand, der blev taget skridt til at oprette økonomiske forbindelser, og en omfattende informationsudveksling fandt sted. Trods store tekniske vanskeligheder opretholdt Budapest og Moskva stadig radiokontakt. Sovjetrusland ydede Ungarn al mulig militær hjælp. Da den rumænske offensiv satte ind, foreslog Lenin det ukrainske folkekommissærråds formand Rakovskij at organisere et gennembrud over Bukovina og etablere forbindelse med Ungarn. Den 13. maj meddelte Lenin i en hilsen til »de ungarske arbejderes og bønders voksende Røde Armé« Béla Kun, at ukrainske tropper havde overskredet Dnjestr. Tibor Szamuelyi kom i slutningen af maj med fly til Kiev og rejste derfra til Moskva, hvor han og Lenin aftalte en fælles operationsplan. Szamuelyi kom tilbage til Ungarn medbringende et budskab fra Lenin Hilsen til de ungarske arbejdere. Der taltes heri om, hvordan en proletarisk stat forudsatte »en ubarmhjertigt hård, hurtig og energisk anvendelse af magt for at knuse udbytternes, kapitalisternes, godsejernes og deres slængs modstand. Den, der ikke har forstået det, er ikke revolutionær«. Samtidig påpegede Lenin, at det proletariske diktaturs væsen ikke lå »i magtanvendelsen alene, og ikke hovedsagelig i magtanvendelse«, men i den organiserthed….. hvormed de arbejdendes fortrop, deres avantgarde, deres eneste fører, proletariatet, optræder«, det proletariat, som må lære sig at »lede bønderne og alle småborgerlige lag overhovedet«. Lenin vendte sig til de ungarske arbejdere med ord, der rummede varm solidaritet: »I fører den eneste retmæssige, retfærdige, sandt revolutionære krig, de undertryktes krig mod undertrykkerne, de arbejdendes krig mod udbytterne, krigen for socialismens sejr. Verden over er alle ærlige i Arbejderklassen på jeres side. . . Gå frem med fasthed! Sejren vil følge jer !«. I begyndelsen af juni var den ungarske Røde Armé i stand til at gennembryde interventionsstyrkernes omringning, og i løbet af det såkaldte Nordfelttog nåede den Karpaterne. Det skabte gunstige betingelser for et opsving i den revolutionære bevægelse i Slovakiet. Den 16. juni proklameredes i Presov en Slovakisk Rådsrepublik. I Kosice dannedes et regeringsråd under forsæde af kommunisten Antonin Janousek, der skrev til Lenin: »Kære kammerat, jeg har den glæde at kunne meddele Dem, at det slovakiske proletariat har proklameret en socialistisk rådsrepublik.« Fabrikker og banker blev erklæret for nationaliserede, man begyndte at konfiskere godsejernes jord, og der blev opstillet en rød hær. Den Slovakiske Rådsrepublik erklærede sig solidarisk med Sovjetrusland, Rådsungarn og det tjekkiske proletariat. Den betragtede sig selv som en kampbase for proletarmagtens sejr i hele Tjekkoslovakiet. Den 12. og 13. juni holdt Ungarns Socialistiske Parti kongres i Budapest i en atmosfære af sejre. Der blev vedtaget et nyt program. På kongressen viste der sig (ikke for første gang) divergenser mellem kommunister og venstresocialdemokrater på den ene side og højresocialdemokraterne på den anden. Højrefløjen krævede en »mildning« af proletariatets diktatur og søgte at fjerne Béla Kun, Tibor Szamuelyi og andre aktive revolutionære fra ledelsen. Man så nu de negative konsekvenser af, at partisammenslutningen var sket uden forudgående afgrænsning fra højrelederne, således at kommunisterne i praksis blot var gået op i et mere talstærkt socialdemokratisk parti. Snart trak uvejrsskyerne igen sammen over republikken. I flere noter, underskrevet af Clemenceau, blev det krævet, at den ungarske Røde Armé indstillede sin offensiv og trak sig tilbage bag en demarkationslinje. Det Revolutionære Regeringsråd besluttede at gå ind på betingelserne. Den 18. juni afgik et radiogram fra Lenin til Béla Kun: »De gør selvfølgelig ret i at indlede forhandlinger med Ententen. Forhandlinger er nødvendige, enhver mulighed for våbenstilstand eller fred, om også kun midlertidigt, må udnyttes, så folket kan hvile ud. Men tro ikke Ententen over en dørtærskel, den tager jer ved næsen og ønsker blot at vinde tid for bedre at kunne kværke jer og os.« Den 30. juni indledte Ungarns rådsregering, skønt den ikke havde fået nogen form for reelle garantier fra Ententen, en ensidig troppetilbagetrækning fra nordfronten, hvilket førte til den Slovakiske Rådsrepubliks fald. Rumænien erklærede trods tidligere givne tilsagn, at det først ville trække sine tropper hjem, når rådsregeringen var trådt tilbage. Den Røde Armés tilbagetrækning medførte et fald i kampånd og disciplin. Den øverstkommanderende, Aurél Stromfeld, trådte tilbage, da han anså det for formålsløst at bruge yderligere kræfter på at organisere et forsvar. Rundt om i landet vågnede de kontrarevolutionære til live igen; øst for Donau fremprovokerede de en jernbanestrejke, og de fremkaldte storbonderevolter og monarkist- og officersopstande i provinsen og hovedstaden. Bag dem stod den Antibolsjevistiske Komité i Wien og det kontrarevolutionære center i Szeged. Revolterne blev slået ned af specialenheder under Tibor Szamuelyis ledelse. For at mobilisere den arbejdende befolkning til republikkens forsvar blev der indført almindelig militærtjeneste og arbejdspligt. Men denne gang lykkedes det ikke at få hele nationen på benene, som det var sket i maj. På et møde i den Centrale Eksekutivkomité den 15. juli erklærede Béla Kun, at republikken gennemlevede en »tredobbelt krise: En magtkrise, en økonomisk krise og en moralkrise«. I mellemtiden havde Ententens overkommando i Paris udarbejdet en plan for militær intervention i Ungarn. Samtidig indledte socialdemokraterne Vilmos Böhm, Jakab Weltner og Károlyi Peyer i Wien med den engelske oberst Thomas Cuninghame som mellemmand hemmelige forhandlinger om rådsrepublikkens kapitulation. Revolutionens indre og ydre fjender sluttede sig sammen for at styrte rådsmagten. Den nye generalstabschef Ferenc Julier begik forræderi ved at kaste tropperne ud i et uforberedt angreb på den rumænske front efter på forhånd at have underrettet fjenden om sine planer. Den rumænske hær, der blev ledet af franske officerer, blev i stand til at forcere Tisza-floden. Sovjetrusland havde på grund af Denikins offensiv mod Moskva, der netop var begyndt, ingen muligheder for at give det revolutionære Ungarn tilstrækkelig militær hjælp. Den 1. august så rådsregeringen sig nødsaget til at træde tilbage. Rumænske tropper rykkede ind i Budapest. En »faglig« regering med den højreorienterede fagforeningsleder Gyula Peidl som chef gik i gang med at likvidere proletardiktaturets organer og retablerede den kapitalistiske ejendomsret. Men regeringen eksisterede kun nogle dage og blev spredt for alle vinde af monarkistiske kontrarevolutionære. Et militærdiktatur under admiral Miklós Horthy tog magten. Den hvide terror fejede over landet. Tibor Szamuelyi, Otté Korvin, Jenö Lazar og mange andre blev myrdet. Antallet af ofre nåede næsten 7.500, - 70.000 blev kastet i fængsler og lejre, og 100.000 måtte forlade landet. Den ungarske rådsrepublik blev fældet af en alliance mellem Ententens imperialister og en hjemlig kontrarevolutionær sammensværgelse. Den ungarske arbejderklasse havde gennemført en socialistisk revolution og som en af de første i Europa taget Oktoberrevolutionens sejrsfane op og knyttet sin skæbne til socialismen. Den havde for første gang i landets historie skabt et ægte folkestyre og gennemført vigtige sociale, økonomiske og kulturelle omdannelser. Det ungarske rådsstyres 133 heroiske dage var de mellemeuropæiske proletarers største bedrift. Den internationale arbejderbevægelse blev rigere på erfaringer ikke blot ved det, den ungarske rådsrepublik nåede, men også ved dens fejltagelser og endda ved dens nederlag.

Revolutionerne i Europas centrum - Tyskland, Østrig og Ungarn fik stor indflydelse på frihedsbevægelsen i nabolandene. De nye stater i Central- og Sydøsteuropa blev til midt under et opsving i den revolutionære kamp, hvis hovedkraft var arbejderklassen. Den nationale befrielsesbevægelse i Polen, der siden slutningen af det 18. århundrede havde været delt mellem tre magter, fik et realistisk grundlag, da Oktoberrevolutionen proklamerede nationernes ret til selvbestemmelse, og da sovjetregeringen i et specielt dekret annullerede alle traktater, det gamle Russiske Rige havde indgået om Polens deling. Centrum for den revolutionære bevægelse i de tre polske områder var den russiske del, Kongeriget Polen, der nu var besat af tyske og østrigske tropper. I oktober 1918 indledte minearbejderne i Dabrowa-bassinet en strejke, der udviklede sig til generalstrejke. Der blev stillet krav om, at besættelsesmyndighederne og det Regentskabsråd, de havde indsat, skulle ryddes af vejen, Sejmen indkaldes og den højreorienterede leder af det Polske Socialistiske Parti (»PPS-fraktionen«) Jozef Pilsudski, som besættelsesmagterne holdt indespærret i fæstningen Magdeburg, løslades. I de dele af Polen, der hørte til Østrig-Ungarn, gik befolkningen i byerne sidst i oktober 1918 på gaderne og begyndte at afvæbne soldaterne. Demonstrationer og strejker udviklede sig til en kamp mod besættelsesmagten, hvor proletariatet kom til at gå forrest. På toppen af den revolutionære bølge oprettedes den 7. november i Lublin en provisorisk folkeregering bestående af repræsentanter for venstrepartierne under forsæde af lederen af Galiciens og Schlesiens Socialdemokratiske Parti, Ignacy Daszyiiski. Den erklærede en polsk stat for oprettet og lovede at indkalde en forfatningsgivende sejm og gennemføre omfattende demokratiske reformer. Revolutionen i Tyskland fremskyndede begivenhedernes gang. I Warszawa afvæbnede befolkningen den 11. november de tyske besættelsestropper. Regentskabsrådet så sig nødsaget til at overdrage den militære magt til den netop løsladte Pilsudski. Den 14. november blev han »provisorisk statschef«. Nogle dage senere blev der i Warszawa dannet en »arbejder- og bonderegering« ledet af højresocialisten Jedrzej Moraczewski. Det nationalpatriotiske opsving greb det polske folks bredeste lag, der knyttede deres forhåbninger om politiske og sociale forandringer til dannelsen af en samlet og uafhængig nationalstat og indkaldelsen af en forfatningsgivende sejm, hvis opgave det skulle være at gennemføre demokratiske reformer. Proletariatets fortrop begyndte med det samme at skabe sine egne revolutionære organer, arbejderdeputeretråd; de første råd opstod illegalt allerede under massestrejkerne i januar 1918. I begyndelsen af november valgte arbejderne i kulminedistriktet Dabrowa et råd. Den 5. november dannedes et arbejderdeputeretråd i Lublin, og tre dage senere skete det samme i Dabrowa Górnicza; den 6. november opstod på Tarnobrzeg-egnen en »bonderepublik«. Snart var over hundrede råd virksomme rundt omkring i landet (hovedsagelig i det, der tidligere havde været Kongeriget Polen). Rådene fik ved hjælp af strejker indført 8-timersdag og en række sociale rettigheder. Arbejderne viste revolutionært initiativ ved at kræve, at virksomhederne kom i gang, at der blev iværksat nødhjælpsarbejder, og at de arbejdsløse fik udbetalt understøttelse. Der var en voksende strejkebevægelse til støtte for arbejderdeputeretrådenes beslutninger. Mens der inden for et tidsrum af ti måneder 1918 havde været 28 strejker i Warszawa, så var der 14 alene i december 1918 og januar 1919. Arbejderne forsøgte at skaffe sig kontrol med virksomhederne. De gamle fagforeninger blev genskabt, nye opstod, og medlemstallet voksede hurtigt. Arbejderdeputeretrådene blev rammen om hidsige kampe. Blandt dem, der aktivt var med i rådenes arbejde, var de polske internationalister, der var vendt hjem fra Sovjetrusland, hvor de havde lært at føre klassekamp og organisere et proletarisk styre. Af de i alt 7.700 repræsentanter, som nævnes ved navn i Bog over polakker, der deltog i Oktoberrevolutionen, vendte over halvdelen hjem sidst i 1918 og 1919. Ifølge ufuldstændige oplysninger havde hver tredje været med til den væbnede oktoberopstand i Petrograd eller Moskva eller stået i den Røde Garde, omtrent hver anden havde kæmpet i den Røde Hær eller i partisanafdelinger, og hver fjerde havde arbejdet i sovjetterne eller deres apparat, i revolutionskomiteer og andre organer. De revolutionære partier - Kongeriget Polens og Litauens Socialdemokrati (SDKP1L) og det Polske Socialistiske Parti (PPS) med tilføjelsen »venstre« eller lewiça - regnede med støtte i arbejderdeputeretrådene at kunne konsolidere arbejderbevægelsens venstrekræfter og gøre rådene til revolutionære magtorganer. Men alle partier, der nød indflydelse i arbejderklassen, også de højreorienterede, havde været inddraget i rådenes dannelse. På grund af reformisternes modstand lykkedes det ikke at indkalde en rådskongres for hele Polen og skabe et samlet ledelsesorgan. »PPS-fraktionen«s højreledere, der stod i spidsen for de fleste af rådene, herunder det i Warszawa, orienterede dem i retning af at støtte regeringen og forberede valg til sejmen. Kun i »arbejder-Polens hjerte«, kuldistriktet Dabrowa, kontrollerede arbejderne for en tid situationen, støttet på den Røde Garde, de havde opstillet. Den 16. december 1918 stiftedes Polens Kommunistiske Arbejderparti på en kongres i Warszawa ved sammenslutning af de revolutionære partier SDKPiL og PPS-venstre. I det program, der blev vedtaget, stillede partiet sig den opgave at kæmpe for rådsstyre, proletariatets diktatur og socialisme. Men det var ikke i stand til at definere de overgangskrav, der kunne have ledet masserne til kamp for socialismen, herunder formulere et agrarprogram, der tog sigte på en alliance mellem arbejderklassen og den arbejdende bondestand. Det unge kommunistiske parti afslørede PPS’s og andre organisationers nationalisme, men fik ikke bugt med de gamle fejl, der havde været karakteristiske for dets forgængere. Det afviste både nationernes selvbestemmelsesret og de krav, der hang sammen med en polsk statsdannelse. Men som Lenin mindede om i marts 1919, burde de revolutionære ikke tage afstand fra princippet om den polske nations selvbestemmelse for i stedet at tale om de arbejdende massers selvbestemmelse, da flertallet af de polske arbejdere endnu stod »på socialforsvarets, socialpatriotismens standpunkt«. Udsigterne til vækst i proletariatets bevidsthed om sig selv som klasse var knyttet til en fuldstændig løsning af de nationale opgaver. At Polens Kommunistiske Arbejderparti vedtog at boykotte valget til sejmen, svækkede partiets stilling og berøvede det muligheden for at udnytte valgkampen til at gøre propaganda for sine ideer blandt masserne. I januar 1919 kom en borgerlig regering under Ignacy Paderewski til magten, og ved valget til sejmen den 26. januar 1919 fik højrepartierne flertal. Det viste, at de brede masser af arbejdende mennesker i by og på land havde store forhåbninger til sejmen og troede på det polske borgerskab, der endnu ikke havde afsløret sig i deres øjne. Efter at have styrket sin stilling undertrykte regeringen brutalt strejker i Warszawa, Zyrardów, Czçstochowa og Dabrowa og indførte den 1. april undtagelsestilstand og militære standretter. PPS, der snart efter konsoliderede sig til et enhedsparti, som var aktivt overalt i Polen, afviste kommunisternes forslag om fælles kamp for en rådsrepublik og om en almindelig bevæbning af arbejderne og splittede derpå rådene. Det gjorde det lettere for regeringen i sommeren 1919 helt at tilintetgøre dem og forstærke den hvide terror i arbejdercentrene. En foreløbig lov om grundlaget for en jordreform, som sejmen vedtog, tog for en tid kraften ud af bondebevægelsen. Et mægtigt opsving i befrielsesbevægelsen havde i slutningen af oktober ført til dannelse af en Tjekkoslovakisk Republik. Det var en stor landvinding for det tjekkiske og det slovakiske folk, der havde været undertrykt af fremmede i århundreder. Arbejderklassen havde spillet en afgørende rolle i kampen, men havde ikke været i stand til at stille sig i spidsen for den demokratiske og nationale revolution. Tjekkoslovakiet blev til som en borgerlig stat, hvor det tjekkiske borgerskab indtog den dominerende stilling. Efter den 13. november at have stadfæstet en provisorisk forfatning proklamerede den Provisoriske Nationalforsamling den følgende dag den Tjekkoslovakiske Republik. Til præsident valgtes Tomás Garrigue Masaryk, og den første nationale koalitionsregering blev ledet af Karel Kramár. I slutningen af 1918 gennemførte arbejderklassen en serie økonomiske strejker. Man opnåede en forkortelse af arbejdsdagen til 8 timer, anerkendelse af fagforeningernes rettigheder og nye overenskomster, der indebar lønforhøjelser og en udvidet social sikkerhed. Nationalforsamlingen proklamerede presse-, forsamlings- og strejkefrihed. Der blev endda givet løfte om arbejderkontrol med produktionen. De regerende borgerlige henviste til disse ting som et bevis på deres evne til at tilfredsstille de arbejdendes »berettigede« krav. I samklang hermed hævdede de højresocialdemokratiske ledere, at landet allerede havde taget et afgørende skridt mod socialismen: »Vi står i vort eget hus,« skrev bladet Právo lidu, »vi er selv herrer over vor skæbne. . . folket selv, uden klasseskel, uden formueskranker og andre privilegier.« Den slags forsikringer vildledte arbejderne og førte til en midlertidig tilbagegang for arbejderbevægelsen i landet og til en styrkelse af borgerskabets stilling. Den højreorienterede ledelse af det Tjekkoslovakiske Socialdemokratiske Arbejderparti førte en klassesamarbejdspolitik med den begrundelse, at den unge republik måtte styrkes og at man skulle gå gradvis frem mod socialismen. »Vi vil ikke efterabe den bolsjevikiske metode i Rusland, vi går ikke bort fra, at proletariatet må erobre den politiske magt ad evolutionens og folkeoplysningens vej,« sagde højrefløjens leder Anton Némec på partiets kongres i december 1918. Kongressen, der havde en betydelig overvægt af højrefløjsfolk, bestemte, at partiets vigtigste opgave skulle være at gennemføre sociale reformer i samarbejde med borgerskabet. Partiet havde repræsentanter i regeringen, og efter, at det havde fået over 30 procent af stemmerne ved kommunalvalget, blev socialdemokraten Vlastimil Tusar i sommeren 1919 chef for en »rød-grøn« koalitionsregering. Ledelsens linje gav anledning til stigende utilfredshed i partiet. Både i det Tjekkoslovakiske Socialdemokratiske Arbejderparti og i de nationale socialdemokratiske organisationer (tjekkiske og tyske) begyndte der at danne sig en revolutionær fløj. Fra februar 1919 udgav den i Prag ugebladet Sociálni demokrat (Socialdemokraten) med undertitlen »avis for arbejdernes opdragelse til klassebevidsthed«. Arbejdernes mål måtte, hed det i det første nummer, være ikke en borgerlig-demokratisk, men en socialistisk republik. Redaktionerne af de socialdemokratiske aviser i Kladno, Ostrava og Brno begyndte at slutte sig til den venstreorienterede retning. Den blev præget af hjemvendte tjekkoslovakiske internationalister, der i Sovjetrusland, hvor de havde stiftet en tjekkoslovakisk sektion af det kommunistiske parti med 9.600 medlemmer, havde gennemgået en grundskoling i revolution og borgerkrig. Et nyt revolutionært opsving tog sin begyndelse i foråret 1919. Det startede i bjergværksdistriktet Kladno, hvor der fandtes en stærk socialdemokratisk organisation under ledelse af Antonin Zápotoský. I protest mod arrestationer af revolutionære politikere og et forbud mod forsamlinger gennemførte arbejderne her et stort antal møder, demonstrationer og massestrejker. De krævede ikke blot forbedring af deres situation, men også nationalisering af nøgleindustrier. Den 19. april 1919 vedtog 350 arbejderrepræsentanter og 150 repræsentanter for andre arbejdende lag at danne et arbejderråd. Det begyndte snart en livlig aktivitet og greb ind i forsynings- og lønspørgsmål, indførte 6 timers lørdagsarbejde for minearbejdere og stod som organisator af strejker og politiske manifestationer. Men indenfor det borgerlige demokratis rammer var rådets udfoldelsesmuligheder yderst begrænsede, og efterhånden sænkede glemselen sig over det. Den indre differentiering i det socialdemokratiske parti fortsatte og førte sidst på året til, at en revolutionær venstrefløj fik organisatorisk form. På en konference i Prag den 7. december 1919 vedtoges en programerklæring for et Marxistisk Venstre, der satte sig som mål at gennemføre principperne i Marx’ lære, som den opportunistiske ledelse havde smidt over bord, i teori og praksis. Under ideologisk indflydelse af det Marxistiske Venstre, der over for repræsentanter for de andre nationale republikker foreslog, at man dannede en fællesfraktion og forlangte en partikongres indkaldt snarest muligt, begyndte der i Slovakiet og Karpato-Ukraine at opstå internationale organisationer af slovakiske, ukrainske, ungarske og tyske arbejdere. Arbejderstrejker i industricentrerne, bondeopstande og væbnede soldateraktioner havde spillet en afgørende rolle for de sydslaviske folks befrielse fra Habsburg-monarkiets åg. Men den svage og spredte arbejderklasse var ikke i stand til at lede den spontane folkebevægelse, og borgerskabet gennemførte en samling af de sydslaviske områder under serbiske monarkistkredses førerskab. Den 1. december 1918 grundlagdes formelt »Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige«, det senere Jugoslavien. Den nye statsdannelse var et historisk fremskridt i de sydslaviske folks liv. Mange hindringer for en udvikling af økonomi, kultur og oplysning blev ryddet af vejen. Men de kontrarevolutionære kræfters sejr betød, at der i det kongelige Jugoslavien opstod nye former for national undertrykkelse, og at udenlandsk imperialisme fortsat havde virkemuligheder. Arbejderbevægelsen vedblev at udvikle sig efter en opadstigende linje: Kampen blev hedere, klassesammenstødene hyppigere, og stadig bredere lag af proletariatet blev inddraget i dem. Der blev kæmpet stædigt for 8 timers arbejdsdag, kollektive overenskomster, legalisering af de genopståede fagforeninger, højere løn, mod politivilkårlighed og for demokratiske reformer. Uanset den borgerlige regerings forbud og militære forholdsregler demonstrerede arbejdere i alle Jugoslaviens byer den 1. maj 1919 under disse paroler. I juli 1919 spændte arbejderklassen ben for Ententens imperialister, da de hjulpet af deres monarkistisk-borgerlige agenter i Beograd forsøgte at kaste den jugoslaviske hær ud i et felttog mod Rådsungarn. En proteststrejke mod Ententens intervention i Rusland og Ungarn omfattede alle industri- og handelsvirksomheder, jernbanerne, skibsfarten og den kommunale transport, post, telefon og telegraf. Den fik også tilslutning af funktionærer i mange banker og institutioner. Under indflydelse af arbejdernes aktioner udviklede den gæring, der allerede tidligere var begyndt i en række hærenheder, sig den 22. og 23. juli til spontane soldateropstande i Varazdin og Maribor. Arbejderklassens parti- og fagorganisationers splittethed og forskelle i de forhold, hvorunder de udviklede sig, vanskeliggjorde den samling af arbejderpartierne på revolutionært grundlag, som tiden ellers var inde til. Omkring årsskiftet 1918-19 vendte flere grupper af jugoslaviske kommunister efter at have overvundet store vanskeligheder hjem til Jugoslavien fra Sovjetrusland, hvor de var kommet som krigsfanger, men senere havde deltaget aktivt i borgerkrigen og været medlemmer af RKP (b) ‘s sydslaviske gruppe. Vladimir Copié, Nikola Kovacevic og Nikola Grulovic dannede i begyndelsen af marts 1919 i Vojvodina en kommunistisk kamporganisation Vasa Pelagic, opkaldt efter en serbisk revolutionær fra slutningen af det 19. århundrede - et jugoslavisk kommunistisk parti, der også fik tilslutning af lokale venstresocialister. På initiativ af det Serbiske Socialdemokratiske Parti og Bosniens og Hercegovinas Socialdemokratiske Parti kom en enhedskongres i stand. Den trådte sammen i Beograd i april 1919, og der kom repræsentanter for de serbiske, bosniske og dalmatinske socialdemokratiske partier samt delegerede fra venstre fløj af socialisterne i Kroatien og Vojvodina. 20 delegerede repræsenterede Makedoniens socialistiske organisationer, og også socialister fra Montenegro var til stede. De jugoslaviske kommunister, »Pelagic-folkene«, havde 20 mandater. Kun Slovenien, hvor venstrefløjen ikke havde kunnet beslutte sig for et brud med den opportunistiske ledelse, var ikke repræsenteret. Kongressen vedtog en programresolution, Enhedens grundlag, der proklamerede oprettelsen af Jugoslaviens Socialistiske Arbejderparti (kommunister). Kongresdeltagerne erklærede sig solidariske med den russiske og den ungarske arbejderklasse og vendte sig til de jugoslaviske soldater med opfordring til at forpurre »det forbryderiske forsøg, som vort kontrarevolutionærc borgerskab har under forberedelse, på at kvæle det, disse to revolutioner har vundet«. Kongressens beslutninger kom som et resultat af centristernes indflydelse til at bære præg af et kompromis mellem revolutionære og opportunistiske holdninger. Hoveddokumentet, Enhedens grundlag, bestod af to umage dele: Den første var taget fra Erfurt-programmet, den anden bestod af kommunistiske paroler om den socialistiske revolution, om ødelæggelse af de gamle magtorganer og om indførelse af proletariatets diktatur i form af råd. Den samme tvetydighed gik igen i handlingsprogrammet, partilovene og en resolution vedrørende agrarspørgsmålet. Der stod ikke et ord om, at der i den nytilblevne stat havde vist sig nye former for national undertrykkelse fra det storserbiske borgerskabs side. Arbejderklassens parti og fagforeningerne voksede hurtigt. I andet halvår 1919 havde Jugoslaviens Socialistiske Arbejderparti (kommunister) ikke under 50.000 medlemmer, og de fagforeninger, der stod under dets ledelse, talte omkring 250.000 arbejdere. I slutningen af 1919 dannedes Jugoslaviens Kommunistiske Ungdomsforbund. Partiet blev støttet af mange hundrede tusinde ikke-organiserede i by og på land. Under pres af arbejdernes strejkekamp og under indflydelse af den internationale situation blev de herskende borgerlige kredse nødt til at give sig; i september vedtoges en lov om 8 timers arbejdsdag. Det revolutionære opsving i Rumænien modtog stærke påvirkninger fra begivenhederne i nabolandene, Rusland og Østrig-Ungarn. I efteråret 1918 deltog den arbejdende del af Transsylvaniens rumænske befolkning aktivt i frihedskampen mod habsburgerne. Deres aktioner antog massekarakter i Arad, Cluj, Brasov og Timisoara, hvor man begyndte at danne råd. Den 1. december 1918 blev der på et stort folkemøde i Alba julia rejst krav om, at Transsylvanien skulle forenes med Rumænien. De borgerlige ledere, der stod i spidsen for samlingsbevægelsen, modarbejdede de republikanske stemninger i den arbejdende befolkning og var derved med til at bevare det rumænske monarki. Da de tyske besættelsestropper i november 1918 havde forladt Rumænien, antog de arbejdendes kamp en åbenlyst offensiv karakter. Det socialdemokratiske parti, der havde været forbudt under besættelsen, kom frem i legaliteten og begyndte fra november 1918 efter krav fra grundorganisationernes revolutionære flertal at kalde sig socialistisk. Venstrefløjens stilling styrkedes. Den 13. december 1918 gik 50.000 Bukarest-arbejdere anført af venstresocialister i demonstration under parolerne: »Leve socialismen «, »Leve republikken!«, »Ned med kongen!«, »Ned med borgerskabet !« Hæren fik ordre til at skyde på arbejderne. Det blodbad, der fulgte, krævede hundreder af dræbte, sårede og arresterede, hvoraf mange omkom i fængslet. Repressalierne bredte sig til hele landet. De herskende klassers manøvrer - en valgretsreform i december 1918, løfter om en agrarreform, indførelse af 8 timers arbejdsdag på de fleste virksomheder - fik ikke den arbejdende befolkning til at indstille kampen. I foråret og sommeren 1919 strejkede 20.000 jernbanearbejdere, og i juli støttede arbejderne i en række byer en storstrejke blandt oliearbejderne ved at give en dagløn. Sammenlagt var 150.000 i strejke i 1919, tre gange så mange som året før. En politisk aktion i en klasse helt for sig var en storstrejke i juli i protest mod rumænske troppers intervention i Rådsungarn og Sovjetrusland. De herskende klassers stilling i Rumænien var fortsat usikker. Det lykkedes ikke regeringen at stoppe opsvinget i den revolutionære bevægelse og få bugt med de udenrigspolitiske vanskeligheder. Ifølge de fredsaftaler, der blev indgået efter krigen, skulle Rumænien have Transsylvanien, Bukovina og Dobrudza (inklusive de ulovligt besatte territorier Nordbukovina og Syddobrudza). Rumænien besatte tillige Bessarabien. Resultatet var, at Rumæniens territorium voksede til mere end det dobbelte fra 138 til 295.000 kvadratkilometer - og befolkningen fra 7,8 millioner i 1915 til 16 millioner i 1920. Landets industripotentiel var på 235 procent af 1915-niveauet, og industriproletariatet steg i antal til 550.000. De nyvundne områder var økonomisk uensartede, og der var forskelle i arbejderbevægelsens niveau og karakter. Det stillede de rumænske revolutionære socialister over for den opgave at samle arbejderne og skabe et revolutionært enhedsparti. I Rumæniens Socialistiske Parti udbrød der i 1919 strid om vigtige programspørgsmål, og i denne strid befæstede venstrefløjen lidt efter lidt sin stilling. Bulgarien var ifølge våbenstilstandsbetingelserne i realiteten besat af Entente-tropper. Desuagtet fortsatte arbejderklassen sin kamp. En af de største strejker var de syv tusinde Pernik-minearbejderes aktion den 1. og 2. juli 1919, der blev ledet af Georgi Dimitrov. Det år deltog dobbelt så mange arbejdere som de ti foregående år i strejker. Skønt myndighederne gentagne gange satte politi og soldater ind mod arbejderne, lykkedes det ikke at standse bevægelsens fremmarch. Ikke sjældent blev arbejdsgiverne nødt til at give sig, for arbejderne havde lært at forene deres anstrengelser. Det lykkedes dem den sommer at få indført en lov om 8 timers arbejdsdag, selv om det kun var under stærkt pres fra masserne, at arbejdsgiverne effektuerede den. Også jernbanearbejderne, der var stærkt påvirkede af reformistiske organisationer, blev trukket ind i kampen. Tesnjakkerne havde sidst på året 1918 fremsat en række demokratiske krav: politisk amnesti, domfældelse af de ansvarlige for krigen, beslaglæggelse af spekulantformuer, hjemsendelse af krigsfanger. I maj 1919 skiftede Bulgariens Socialdemokratiske Arbejderparti på sin 22. kongres navn til Bulgariens Kommunistiske Parti, BKP; man benyttede fortsat tilføjelsen »t.s.« for »tesnjakker«. Den enstemmigt vedtagne programerklæring orienterede BKP mod en proletarisk revolution og proletariatets diktatur. Men kongressen rettede ingen kritik mod partiets fejlagtige standpunkt under Vladaja-opstanden; man var endnu ikke nået til forståelse af nødvendigheden af et forbund mellem arbejderklassen og den arbejdende bondestand. Det bulgarske proletariat bevægede sig med stigende beslutsomhed fra økonomiske strejker til politisk kamp. Den 27. juli, umiddelbart før der skulle være nationalforsamlingsvalg, gennemførte kommunisterne en politisk massedemonstration over hele landet. Blandt kravene var: »Brød, boliger, arbejde!«, »Ophævelse af krigstilstand og censur!«, »Arbejderkontrol på fabrikkerne!«, »Socialisering af banker, industriforetagender og storgodser « og indførelse af et progressivt skattesystem, der fritog mindrebemidlede for skat. Denne demonstration blev startskuddet til en spændt politisk krise, og myndighederne kaldte endnu en gang Ententens besættelsesstyrker til hjælp. Ved valget den 17. august vandt BKP (t.s.) en stor sejr og fik næsten 120.000 stemmer (18,7 procent) og 47 pladser i Folkeforsamlingen. I efteråret 1919 bredte strejkebevægelsen sig til et stort antal virksomheder og til nye arbejderlag. Tekstilfabrikanterne i Sliven og tobaksvirksomhedsejerne i Khaskovo »ønskede ikke at give indrømmelser til de strejkende, men erklærede lockout. I Sofia udviklede begravelsen af tre arbejdere, der var dræbt af politiet, sig til en stor folkedemonstration. Den 24. december, dagen for åbningen af Folkeforsamlingens møder, blev statslige og kommunale institutioner i Sofia og andre byer lukket. Arbejdere, funktionærer og en del af småborgerskabet gik på gaden. De krævede genindførelse af de politiske friheder, forbedring af arbejdernes situation og indstilling af repressalier. Regeringen svarede igen ved at indføre belejringstilstand i hovedstaden. En trussel om at afskedige alle statsansatte arbejdere og tjenestemænd, der havde taget del i demonstrationerne, tilspidsede blot situationen. Arbejdsnedlæggelser i transport-og kommunikationssystemet udviklede sig den 27. december til en generalstrejke. BKP og de revolutionære fagforeninger tog initiativ til den første politiske solidaritetsgeneralstrejke i bulgarsk arbejderklasses historie, en strejke, der varede en uge. For at slå den ned, satte man ikke blot politi ind mod arbejderne, men også væbnede enheder af »Orangegarden«, et bondekorps, der var stiftet af Bondefolkeforbundets ledere, som med stor dygtighed var blevet forledt dertil af repræsentanter for den borgerlige reaktion. De »brede« socialister gik bag de strejkendes ryg i forhandlinger med myndighederne. Entente-styrkerne støttede direkte regeringen. Krisen, der truede med at udvikle sig til en borgerkrig, fik BKP til den 3. januar 1920 at opfordre arbejderne til at afblæse generalstrejken. Transportarbejderne havde trods arrestationer, voldshandlinger og drab strejket i 55 dage. Det bulgarske proletariat måtte nødtvungent give sig. Hovedårsagen til fiaskoen var manglende enhed mellem arbejdere og bønder. Der var heller ikke tilstrækkeligt sammenhold i proletariatets egne rækker. Ikke desto mindre havde den bulgarske arbejderklasse vist styrken i sin revolutionære offensiv og vundet værdifulde erfaringer i massekamp.

Skift til: Otto Bauers artikler

 Webmaster