Indhold på denne side: Det kommunistiske Manifest 1848 * I. Internationale 1864 * Den internationale Arbejderforening i Danmark 1871 * Skibstømrerstrejken 1875 * Det danske Socialdemokratiske Arbejderparti 1876 * II. Internationale 1889 * 1. Maj 1890 * Danmark 1940-45

Skift til: Novemberrevolutionen 1919 * Oktoberrevolutionen 1917 * Kommunisternes program 1918/1928 * Socialismen udvikling fra utopi til videnskab/Pariserkommunen 1871 * Strejke * Marx 100 års dag, m.v. * Marxismens ABC * Revolutionære ideer * Lenin 100 år * Danmarks historie * BOPA * Ruslands historie * det 20énde århundrede * Betalingsmidlernes historie * Vor tidsregning * mere historie * Den Franske Revolution 1789


 Per Benny Paulsen, Esbjerg, skriver bl.a.:

Hele den civiliserede verden med dens statsautoriserede og liberale videnskab forsvarer lønslaveriet, medens marxismen har erklæret dette slaveri uforsonlig krig. Det var ved studiet af den tyske filosofi, den engelske økonomi og den franske socialisme, at Karl Marx påviste, at hele den hidtidige historie er en historie om klassekampe, at det i alle de simple og indviklede politiske kampe kun drejer sig om samfundsklassernes sociale, økonomiske og politiske herredømme, for de ældre klasser om bevarelsen af herredømmet og for de nye, fremvoksende klasser om erobringen af herredømmet. Det var Karl Marx, der påviste hvorledes disse klasser opstod og hvem klasserne bestod af. Marx's anden vigtige opdagelse var den endelige udredning af forholdet mellem kapital og arbejde, hvor Marx påviste kapitalistens udbytning af arbejderen. Og Lenin skrev: … Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i lovene), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser det er menneskegrupper af hvilke den éne kan tilegne sig den andens arbejde, i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.

Klassekamp

I al væsentlighed er det arbejdsgiverne/borgerklasserne der har initiativet i klassekampen. I fremstillingsindustrien er klassekampen synlig med spontane, defensive og korte arbejdsnedlæggelser, når arbejdsgiverne og deres politiske myndigheder undertrykker og skærper udbytningen af arbejderklassen. Mangelen på arbejdersolidaritet og udeblivelsen af politisk støtte fra socialdemokratiet medfører, at klassekampen og forfatningskampen ikke får det opsving, hvor arbejderklassen bliver sig bevist om nødvendigheden af, at overtage statsmagten og produktionsmidlerne og etablere et socialistisk samfund. Borgerklassernes initiativ i klassekampen har medført religiøse forestillinger, tings- og fremmedgjorthed, og en befolkning, der endog mangler borgerlige dyder. Det er den marxistiske videnskab, der giver en forklaring på klassekampen, den menneskelige histories udviklingslov og som forklarer samfundsklassernes stilling og økonomiske forhold ved bestemte historiske produktionsforhold. Undertrykkere og undertrykte har snart skjult, snart åbenlyst ført en uafbrudt klassekamp, der omformer samfundet eller medfører, at klasserne går tilgrunde: Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend. Da borgerklasserne uforsonligt havde sønderslået adel og kirkemagten og ophævet den feudale ordnings standsprivilegier og personlige bånd opstår den ejendommelige kapitalistiske produktionsmåde, med de borgerlige herligheder til fri konkurrence, bevægelsesfrihed, ligeberettigelse for varebesiddere og en udvikling med privateje, der fratager de fleste deres ejendom og samler kapitalen i hænderne på et forsvindende mindretal af kapitalister. Klassekampen foregår ikke udelukkende mellem kapitalist og arbejder i produktionsforholdene (løn og profit), men også i spørgsmålet om moral og retsopfattelsen, forestillinger om kunst, klædedragt, arkitektur, m.v.

Kapital

Danske byer er ofte præget af småproducenter uden store kapitaler, med loger og en usynlig bymafia, hvor arbejderliv betyder mindre end maskiner. Lokale borgerklasser tabte Esbjerg Bank til borgerklasserne fra Varde bank, der sidenhen satte værdierne overstyr og rystede det økonomiske liv. Kapital er de historiske værdier, arbejderklassens fremstillingsvirksomhed, tjenesteydelser og samfundsskabte værdier, som er ophobet hos kapitalisterne (penge, maskiner, bygninger, råvarer), der i kraft af den private ejendomsret også har magt og monopol på beslutningsrettighederne. Kapitalen benyttes til at udbytte arbejderklassen, der ved deres flid og driftighed skaber merværdi og dermed forøger kapitalen. Det er begæret efter merværdi, der får kapitalisten til at udvide produktionen, så kapitalen kan udbytte et større antal arbejdere. Konkurrencen mellem kapitalisterne medfører, at hver eneste kapitalist kæmper for at kapitalen forøges. En forøgelse af kapitalen sker ved at forstærke udbytningen af arbejderklassen (øge merværdien) eller ved centralisation af kapital. Kapitalens organiske sammenhæng vokser med kapitalens akkumulation og medfører et overskud af arbejdskraft (arbejdsløshed). Kapitalens koncentration og centralisering medfører en skærpelse af klassemodsætningerne idet produktionsprocessen antager kollektiv karakter således, at den private tilegnelse af kapital bliver uforsonlig mod arbejderklassens og befolkningsflertallets behov, hvorefter klassekampen afløser den kapitalistiske produktionsmåde med en socialistisk produktionsmåde og en retfærdig fordelingspolitik, ved at gøre kapitalen til fælleseje. Optimismen og troen på en mere menneskeværdig tilværelse fik i generationer arbejderklassen i Esbjerg til at støtte socialdemokratiet. Derfor gav borgerklasserne byen Esbjerg, omdømmet 'den røde by'. Det er en naturlig kapitalistisk udvikling at starte krige om råstoffer, markeder og billig arbejdskraft. Jo tak, sidste mand lukker og slukker.

Bolighaj

En bolighaj er en person, der i lighed med fribytterne i boligselskaberne har statslig autorisation til at berige sig på andre menneskernes boligbehov, selv om berigelsen ofte sker på kanten af lovgivningen. Boligspekulanter deltager ikke i fremstillingsprocessen af varer eller boliger, men spekulerer udelukkende i frembringelsen af økonomisk gevinst og personlig ejendom. Den uformuende arbejderklasse er tvunget til at indgå en låne/lejeaftale med bolighajen, eventuelt i dag med et selskab, hvis de uformuende vil have tilfredsstillet behovet for læ mod naturkræfterne, søge varme og tilberede føde, samt udhvile sig til morgendagens arbejdspligt. Bolighajer påtvinger de boligsøgende byrdefulde lejeforhold, afpresning af penge under bordet, høje huslejer og udlejer rum, der ikke godkendt til beboelsesformål. Bolighajers spekulation er en virkning af den private ejendomsret til jorden, der opstod i Danmark omkring 1840`erne, hvor kirken, kongen og byerne udstykkede jorden til de nye Borgerklasser. Den ejendommelige kapitalistiske produktionsmåde, havde behov for at samle arbejderne i byerne omkring fabrikkerne og opførte lejekaserner til arbejderne, der var uden beskyttelse mod huslejestigninger og opsigelse fra spekulanterne. Det er karakteristisk for de borgerlige myndigheder, at de ikke er interesseret i, at kapitalinvesteringerne i jord og ejendomme mister værdi. Derfor tilstræber myndighederne en permanent boligmangel i samfundet, hvor tusinder bor under kummerlige vilkår, medens der bemærkelsesværdigt samtidigt er tusindvis af ubeboede tomme boliger og mange hjemløse. Først i 1917 fik Danmarks lejere en primitiv lejelov, der dog ikke beskyttede lejerne mod opsigelse. I 1970'erne var dele af den borgerlige presse med til at afsløre bolighajerne i artikler mod spekulationen i ejerlejligheder og de urimelige vilkår på lejeboligmarkedet. Men i dag har den borgerlige presse tilpasset sig de borgerlige normer og konkurrencevilkår. De lystige bolighajer er endog så frække, at de viser deres liderlighed, ved at afkræver seksuelle ydelser af boligsøgende kvinder, førend der kan indgås en lejeaftale. Sådan er kapitalismen. Skift til boligpolitik.

Forhistorien til Det kommunistiske Manifest

Lønarbejdet i det. 14. og 15. århundrede udgjorde en forsvindende del af samfundenes grundlag. Efterhånden som damp og maskiner holdt sit indtog på det europæiske kontinent, medførte storindustrien, at bønder og håndværkere blev forarmede. De blev lønarbejdere, hvor de var berøvet alle produktionsmidler, uden rettigheder, og med en voldsom lang arbejdsdag under de uhyggeligste vilkår. Processen med akkumulering af kapital blev forstærket af handels- låne- og ågerkapital, af skatter og statsgæld, ved protektionisme og tvangsforanstaltninger, som medførte omfattende bønskrifter til de kongelige regeringer fra de fattige og de underkuede. (Fuggernes Hus) Men lønarbejdet blev sat i system og udgjorde efterhånden hele grundlaget for samfundenes udvikling. Samtidigt gennemførte fyrsterne og monarkerne nye standsprivilegier og et myndighedsmisbrug, der medførte en brutal udbytning. Ud af de skærpede omstændigheder, opstod der borgerlige, demokratiske og nationale frihedsbevægelser. Men de oppositionelle vovede sig dog ikke frem og måtte nøjsomt samles i litterære klubber og filosofiske selskaber. Thi datidens absolutistiske systemer kvalte enhver levende tanke med censur og fordrev al progressiv videnskabelig tænkning. På den venstre Rhinbred, der i 1795-1815 havde hørt under Frankrig, var de feudale relationer og livegenskabet nedbrudt, og der var indført en mere progressiv lovgivning (Code Napoleon). Men også her medførte kapitalismen udvikling, ligesom alle andre steder, en ruinering af bønder, håndværkere og byernes småborgerskab. Uden lønarbejdet, siger Karl Marx, er der ingen produktion af merværdi…. og uden produktion af merværdi, er der ingen kapitalistisk produktion, og følgelig ingen kapital og ingen kapitalist ! På den tid blev den 'Den offentlige mening' skabt af den intolerante protestantiske religion, der holdt rettergang over 'kætterne', der ikke kom til de religiøse møder, og som læste romaner og gik til koncert.

Juli-revolutionen i 1830 i Frankrig var et vendepunkt i udviklingen. Et halvfeudalt monarki blev afløst af et monarki for storfinans- og børskredse. Der var opstande i Belgien, Polen, Italien, Tysklandene og Spanien, og proletariatet optræder for første gang i historien som selvstændig klasse. Bl.a. også ved væveropstandene i Lyon. En parlarmentreform i 1832 i England bringer industriborgerskabet til magten, og her udvikles verdens første revolutionære massebevægelse i arbejderbevægelse (chartismen). I Frankrig stod mindet om Napoleons ørne i frisk erindring i 1830. Han havde båret Frankrigs gloire over Europa, men nu er det kongen, børsen og kong tusindfrank der havde taget herredømmet. Nu sad Rothschilderne og de andre børsmænd og bestemte om krig og fred. Fra skattebogen fremgår det, at aristokratiet er på 250.000 mennesker, der ejer Frankrig og udbytter befolkningen.. Kapitalen har fået sine maskiner og tvunget arbejderne i de store fabriksbyer. Arbejdsdagen stiger, og er selv for børns vedkommende på 17 timer, og lønnen er nede under livsminimummet. I Mühlhausen bor ofte to familier i en stue. Strået, der ligger på stenfliserne, er den fælles seng for børn og voksne. De mangler ethvert tæppe, eller hvis det fandtes, bestod det af pjalter, og var stive af snavs. Det var hele indboet. Arbejderboligerne i Lille var kældre, der var 12-15 fod i kvadrat, uden gulv, med et lufthul, der samtidig måtte tjene som dør, fugtige mure, dækkede af smuds, menneskene sovende på den bare jord. Henved 3000 familier eller 15,000 mennesker lever i sådanne huler i Lille. Følgerne var at manden drikker, arbejderdøtrene bliver skøger, og at alt familieliv opløses. Disse hustruer, der må slide på fabrikken op ad de 17 timer, kan naturligvis ikke passe børnene, de sættes i pleje, helst hos en plejemoder, der har en lykkelig hånd til at få børnene til at dø. »Englefabrikationen« bliver et erhverv som fabrikationen af hesteskosøm eller sæber. I et enkelt departement døde der af sådanne plejebørn i ét år 96 af hvert 100. Hadet bliver brændende mod alt og alle: gud, det er de riges gud, ham tror vi ikke på. Kongen, præsterne, kapitalisterne, på lygtepælen med dem alle! Og når så arbejderne rejser sig, som i Lyon, møder marschal Soult med sine soldater og sine kanoner, bøssekugler og kardætsker. Der iværksættes ikke nogen grundig undersøgelse af forholdene, men der bevilges 1.200.000 franc af de hemmelige fonde for at bekæmpe omvæltningspartierne. Ganske vist, der udføres offentlige arbejder til et beløb af l˝ milliard, men pengene finder med deres sikre instinkt ned i de rigtige lommer; det er leverandørerne, koncessionshaverne, der tjener de 250,000, som er oppe og bliver oppe. Til dette franske folk i nød kommer der nu mænd, som taler forståeligt i deres sprog, og taler om at således behøver det ikke at være, om deres rettigheder. Der er Proudhon, der har en ganske ualmindelig evne til at trænge enhver tanke ud i dens yderste spids, at omsætte enhver idé i et kort og fyndigt slagord. Han lærer, at »Ejendom er tyveri«. Ganske vist skelner han senere, til man har ret til den individuelle ejendom, der hidrører fra arbejdet, hvorimod han fornægter al den ejendom, hvis erhvervelse har sin oprindelse i udnyttelsen af de svage. Han kritiserer alle de gængse socialistiske og kommunistiske systemer sønder og sammen. Men den mand, hvis ideer får stærkest indflydelse under Juli-revolutionen i 1830, er Louis Blanc. Han var journalist i Paris og tillige historiker. Han skrev »Ti års historie«, tiden fra 1830-40, der var et eneste, gennemført angreb på borgerskabet og dets kongedømme. Hans hovedværk er dog »Arbejdets Organisation« fra 1840. »Retten til arbejde« proklameres, og det vil sige retten til brød. Men Louis Blanc er en meget mådeholden mand, og der er andre, som præker et vildere og uforsonligere had mod det bestående. Revolutionen er slået ned, den tør ikke vove sig op til dagen, men den lever så videre i små, hemmelige selskaber og slår ud i Februar-revolutionen i 1848. Et uhyre svælg gaber mellem paladserne i Londons Westend og Eastends huler. Fattigdommen er bundløs, og antallet af mennesker under fattigvæsenets omsorg fortvivlende stort. I 1848 modtager 11 pct. af Englands befolkning og 12 af Wales befolkning understøttelse af fattigvæsenet i og udenfor arbejdshusene. I 1848 tjener en arbejder i væverierne 7 kr. 39 øre om ugen med en arbejdstid af 12 timer daglig. Men 4 pund brød koster 57 øre og 4 pund oksekød 4 kr. 46 øre. Og der skal jo også andet til end brød og kød alene til føden. Støder der det mindste til, er der ikke anden udvej end fattigvæsenet. I London gives der i privat godgørenhed i 1858 til velgørende anstalter ca. til 4 ˝ million pund sterling. Arbejdstiden var altfor lang, den ødelagde helbredet, som dårlige boliger og utilstrækkelig kost i forvejen havde gjort svagt. Under en koleraepidemi døde af de angrebne i de bemidlede stænder 2 pct., i håndværkerkredse 16 pct., og mellem hånd- og fabriksarbejderne 82 pct. I to af Londons arbejderkvarterer var middellevetiden 17 og 18 år! I 1833 går da den første lov om fabriksarbejdet igennem. Unge mennesker under 18 år måtte kun arbejde 69 timer om ugen, børn under 13 år kun 8 timer daglig, børn under 9 år ikke anvendes i fabrikkerne. Senere blev der truffet bestemmelser om kvindernes arbejdstid. Men de voksne mænds arbejdstid er endnu ubegrænset, og i de fleste tilfælde urimelig høj, 14 timer og derover. Og arbejdslønnen er endnu alt for lav. Her er det, at arbejderne selv griber ind med deres fagforeninger, trade unions, men i 1833 erklærede den liberale regering fagforeningsdannelse for faldende ind under loven om »ulovlig sammensværgelse«. Men især under kampen mod kornlovene vinder de ny organisationer frem og Maskinarbejdernes Fagforening vokser frem.

Karl Marx's samfundskritiske artikler mod religionen, fordomme, fordummelse og overtro medførte da også, at avisen Rheinische Zeitung allerede blev forbudt i 1843. Men Marx var en uforsonlig modstander af, at videnskaben skulle indordne sig under religionen. Det medførte da også, at han i 1843 måtte søge tilflugt i Paris. Herfra forsatte han sin kritiske journalistiske virksomhed med artikler om stats- og retsfilosofi og med kritikken af Hegel og Feuerbachs filosofi. Opholdet gav også anledning til at studere Den franske Revolution, der var sket 54 år tidligere i 1789. I Paris fik Marx forbindelse med et af de hemmelige arbejderselskaber, der blev dannet efter julirevolutionen i 1830. Disse revolutionære havde også deltaget i en arbejderopstand i 1839 og her i De retfærdiges Forbund slutter Marx i 1844 venskab med Friedrich Engels.

Kun 15 måneder senere, lykkedes det den Preussiske regering, at fratage Karl Marx hans indfødselsret. De franske myndigheder udviser derefter Marx fra Paris, og i 1845 må han søge tilflugt i Bruxelles. Her udvikler og beskriver K. Marx og F. Engels den dialektiske og historiske materialisme i artikelsamlingen: Den tyske Ideologi. I 1847 påviser Marx i Filosofiens Elendighed, hvordan den økonomiske kamp slår over i politisk kamp, når arbejderne går fra isolerede aktioner mod enkelte repræsentanter af Borgerskabet, og retter kampen mod staten, der er det instrument, hvormed kapitalisternes herredømme opretholdes.

Men samtidig udvikles det organisatoriske og politiske arbejde i De retfærdiges Forbund's afdelinger i Europa. Man foretager navneændring til Kommunisternes Forbund, og ved februarrevolutionen i Paris (1848) udgiver Kommunisternes Forbund det udødelige program: Det kommunistiske Manifest, der indledes med: Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse, og Manifestet slutter med: Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde: Proletarer i alle lande, foren Jer !

Det kommunistiske Manifest var det første revolutionære arbejderprogram, der senere blev brugt af millioner af arbejdere overalt på jordkloden. Manifestet indeholder en klar beskrivelse af arbejderklassens revolutionære verdensopfattelse, om klassekampen, statslæren, den konsekvente dialektiske materialisme (udviklingslæren), og arbejderklassens rolle og frigørelse fra det kapitalistiske lønslaveri. Selvom Karl Marx i 1848 kun var 30 år, påviste han, hvordan arbejderne først må erobre det politiske herredømme og hæve sig op til national klasse, og derefter konstituere sig selv som nation. Men Marx afslører imidlertidig også det kapitalistiske princip om, 'at de der arbejder, tilegner sig ikke noget, medens de, der tilegner sig noget, ikke arbejder'.

Det var ved studiet af den tyske filosofi, den engelske økonomi og den franske socialisme, at Karl Marx kunne påvise, at den hidtidige historie er en historie om klassekampe, og at det i alle de simple og indviklede politiske kampe kun drejer sig om samfundsklassernes sociale, økonomiske og politiske herredømme. For de ældre klasser drejer det sig om at bevare herredømmet, og for de nye fremvoksende klasser drejer det sig om at erobre herredømmet. Det var også Marx, der påviste hvorledes disse klasser opstod og hvem klasserne bestod af. Marx's anden vigtige opdagelse var beskrivelsen af forholdet mellem kapital og arbejde, hvor Marx afslørede kapitalistens udbytning af arbejderen og samfundsklassernes stilling og økonomiske forhold ved bestemte historiske produktionsforhold, idet undertrykkere og undertrykte snart skjult, snart åbenlyst, havde ført en uafbrudt klassekamp, der omformede samfundet eller medførte, at klasserne gik tilgrunde. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, og Kommunisternes Forbund afslutter i Manifestet med, at erklærede lønslaveriet uforsonlig krig.

I marts måned 1848 bryder revolutionen ud i Wien og giver stødet til den ungarske kamp mod den østrigske absolutisme. Den revolutionære bølge og begejstring når både til Berlin, Italien og Belgien. Uroen foranlediger, at Belgiens myndigheder udviser Marx i løbet af 24 timer. Marx og Engels flytter efter et kort ophold i Paris til Køln, hvor de udgiver avisen, Neue Rheinische Zeitung. Heri påviser de, at det liberale borgerskabs magtovertagelse ikke har omstyrtet en eneste trone og at den gamle hær med dens adelige officerskorps er bevaret. Statsapparatet var stadigvæk i hænderne på et grisk og brutalt bureaukrati, ligesom godsejerne sad på deres godser og udbyttede bønderne. Og da den Preussiske regering undertrykker den polske opstand, skriver Friedrich Engels, at 'Tyskland gør sig fri i samme grad, som det tilstår nabofolkene deres frihed'. Både Marx og Engels støtter derfor i juni 1848 genoprettelsen af Polen, og støtter de tjekkiske demokraters oprør mod Østrigs undertrykkelse. Samtidig driver det franske borgerskab de parisiske arbejderne ud i et oprør. Og i denne første borgerkrig mellem borgerskab og arbejdere i juni 1848 vinder kontrarevolutionens brutalitet overfor de 40.000 slet bevæbnede parisiske arbejdere.

Overalt i Europa foranstalter det reaktionære borgerskab nye politimæssige foranstaltninger mod arbejderbevægelsen og mod den demokratiske frihedsbevægelse. Og i Køln nægter man, at give Marx statsborgerret. Han trues atter med udvisning. I september 1848 skaber Preussens våbenhvile med Danmark atter uro. Våbenhvilen opfattes i Prøjsen som et forræderi mod den konstituerede revolutionære forsamling i Slesvig-Holsten. Men de isolerede opstande i Frankfurt am Main og i Køln bliver hurtigt slået ned. I oktober bryder oprøret atter ud i Wien og i november bliver Berlin erklæret i belejringstilstand. Kong Wilhelm IV opløser nationalforsamlingen og giver magten til en reaktionær general. I Køln går Marx til modangreb med parolen: 'væk med skatterne'. Formålet er at undergrave de kontrarevolutionæres økonomiske grundlag. Samtidig arbejder Marx med ildsjæl for at få bondemasserne med i den revolutionære kamp. Den brede folkebevægelse der dannes i Rhinprovinsen skyldes Marx utrættelige arbejde. Og selvfølgelig bliver han arresteret af statskupmagerne.

Sluttelig i december 1848 må Marx konstatere, at de mange revolutioner og oprør i Europa blev præget af sejrherrernes brutalitet. Selv om arbejder og folkemasserne i den revolutionære bevægelse fra 1848 ikke havde vundet, blev det vigtigste resultat af de folkelige oprør, at Europas folk havde tabt deres illusioner til de herskende klasser.

Det kommunistiske Manifest, K. Marx, F. Engels og Kommunisternes Forbund vakte en bølge af håb og begejstring. De dragende budskaber, som udgik til alle revolutionære, om at alle verdens undertrykte og udbyttede kunne og skulle slutte sig sammen mod deres undertrykkere, medførte langt senere, at de traditionelle eliter og autoritære regimer brød sammen og blev afløst af parlamentariske republikker med et socialt indhold.

Det Kommunistiske Manifest - 1848

Et spøgelse går gennem Europa - kommunismens spøgelse. Alle magter i det gamle Europa har sluttet sig sammen til en hellig klapjagt på dette spøgelse, paven og tsaren, Metternich og Guizot, franske radikale og tysk politi. Hvor er det oppositionsparti, der ikke af sine regerende modstandere er blevet skældt ud for kommunistisk, hver er det oppositionsparti, der ikke har slynget den brændemærkende beskyldning for kommunisme tilbage i hovedet på de mere fremskredne oppositionsfolk og på deres reaktionære modstandere ? Denne kendsgerning viser to ting. Kommunismen anerkendes allerede af alle europæiske magter som en magt. Det er på høje tid, at kommunisterne giver hele verden klar besked om deres synsmåde, deres mål, deres tendenser, og stiller et manifest fra partiet selv op mod eventyret om kommunismens spøgelse. Med dette formål mødtes kommunister af de forskelligste nationaliteter i London og gjorde udkast til følgende manifest, som vil blive udsendt på engelsk, fransk, tysk, italiensk, flamsk og dansk.

Forord til den tyske udgave 1872

London, 24. juni 1872 af Karl Marx og Friedrich Engels.

»Kommunisternes Forbund«, der var en international arbejdersammenslutning, og som under de daværende forhold naturligvis måtte være hemmelig, overdrog på den kongres, der blev afholdt 1847 i London, undertegnede at udarbejde et udførligt teoretisk og praktisk partiprogram beregnet for offentligheden. Sådan opstod det manifest, som følger nedenfor. Kun få uger før Februarrevolutionen (1) afgik manuskriptet til London for at blive trykt. Det blev først udsendt på tysk, og på dette sprog er det optrykt i mindst tolv forskellige udgaver i Tyskland, England og Amerika. På engelsk udkom det første gang 1850 i London i »Red Republican«, oversat af miss Helen Macfarlane, og i 1871 kom det i mindst tre forskellige oversættelser i Amerika. På fransk kom det første gang i Paris kort før Juni-opstanden 1848, for nylig i »Le Socialiste«, der udkommer i New York. En ny oversættelse er under forberedelse. På polsk udkom det i London lige efter den tyske udgave, på russisk i Genève i 60'erne. Også på dansk blev det oversat, kort efter at det var udkommet. Selv om forholdene i de sidste fem og tyve år i høj grad har forandret sig, er de almindelige grundsætninger, der udvikles i dette manifest, i det store og hele fuldstændig rigtige den dag i dag. Hist og her er der enkeltheder, der kunne forbedres. Den praktiske anvendelse af disse grundsætninger vil overalt og til enhver tid - det forklarer manifestet selv - være afhængig af de omstændigheder, der historisk foreligger, og derfor lægger vi absolut ingen særlig vægt på de revolutionære forholdsregler, der er foreslået i slutningen af afsnit II. I dag ville dette sted i mange retninger lyde anderledes. Programmet er i dag flere steder forældet på baggrund af storindustriens enorme udvikling i de sidste fem og tyve år og den fremadskridende partiorganisation af arbejderklassen, der hænger sammen dermed, endvidere på baggrund af de praktiske erfaringer, først fra Februarrevolutionen og i endnu højere grad fra Pariserkommunen, hvor proletariatet for første gang to måneder igennem havde den politiske magt. Navnlig har Pariserkommunen leveret bevis for, at »arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål«. (»Borgerkrigen i Frankrig, adresse fra Den internationale arbejderassociations generalråd«). Desuden er det klart, at kritikken af den socialistiske litteratur nu er mangelfuld, fordi den kun går til 1847; det samme gælder bemærkningerne om kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier (afsnit IV), der - selv om det stadig er rigtigt i grundtrækkene - dog nu er forældet i sin fremstilling alene af den grund, at den politiske situation er blevet en helt anden, og den historiske udvikling har bragt de fleste af de dér opregnede partier ud af verden. Imidlertid, manifestet er et historisk dokument, som vi ikke mere mener os berettigede til at forandre på. Måske kommer der senere en udgave ledsaget af et forord, der skulle danne bro over den kløft, der skiller os fra 1847; det foreliggende optryk kom for uventet for os, til at vi kunne nå det nu.

Forord til den russiske udgave 1882 af Vera Sasulitsch i Genf

London, 21. januar 1882 af Karl Marx og Friedrich Engels.

Den første udgave af »Det kommunistiske partis manifest« udkom, i Bakunins oversættelse, i begyndelsen af 1860'erne (2) på Kolokol's trykkeri. Vesteuropa kunne dengang kun se et litterært kuriosum i den (den russiske udgave af Manifestet). Nu er en sådan opfattelse ikke mulig mere. Hvor begrænset det område endnu var, som den proletariske bevægelse dengang (december 1847) rørte sig på, fremgår tydeligst af manifestets slutningskapitel: Kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier i de forskellige lande. Her mangler netop - Rusland og De forenede Stater. Det var dengang, Rusland var hele den europæiske reaktions sidste store reserve; da De forenede Stater opsugede Europas proletariske kraftoverskud gennem indvandringen. Begge lande forsynede Europa med råstoffer og var samtidig afsætningsmarkeder for dets industriprodukter. Begge var altså dengang, på den ene eller den anden måde, grundpiller for den bestående europæiske orden. Hvor helt anderledes er det ikke i dag! Netop den europæiske indvandring satte Nordamerika i stand til at frembringe en kæmpemæssig landbrugsproduktion, hvis konkurrence ryster den europæiske grundejendom - den store som den lille - i sin grundvold. Denne indvandring har samtidig tilladt De forenede Stater at udnytte deres uhyre industrielle hjælpekilder med en energi og i en udstrækning, der inden længe må bryde det monopol, som Vesteuropa og navnlig England hidtil har haft. Begge disse omstændigheder virker revolutionært tilbage på Amerika selv. Farmernes lille og mellemstore grundejendom, som er basis for hele den politiske forfatning, ligger mere og mere under i konkurrencen med kæmpefarmene; i industriområderne udvikles der samtidig for første gang et proletariat i massemålestok og en fabelagtig koncentration af kapitalerne. Og nu Rusland! Under revolutionen 1848-49 anså ikke blot de europæiske fyrster, men også de europæiske bourgeois'er en russisk indgriben for den eneste redning mod proletariatet, der dog først var ved at vågne. Tsaren blev udråbt til chef for den europæiske reaktion. I dag er han revolutionens krigsfange i Gattjina, og Rusland danner fortroppen for den revolutionære aktion i Europa. Det kommunistiske Manifest havde til opgave at proklamere, at de moderne borgerlige ejendomsforhold går en uundgåelig opløsning i møde. Men i Rusland finder vi, ved siden af hurtigt opblomstrende kapitalistisk svindel og tilløb til borgerlig grundejendom, at over halvdelen af jorden er i bøndernes fælleseje. Spørgsmålet er så: kan den russiske obstjina, en ganske vist stærkt undergravet form for det urgamle fælleseje af jorden, gå direkte over i den højere form, det kommunistiske fælleseje? Eller må den omvendt først gennemløbe den samme opløsningsproces, som er indholdet i Vesteuropas historiske udvikling ? Det eneste svar herpå, som kan gives i dag, er følgende: hvis den russiske revolution bliver signalet til en proletarisk revolution i Vesteuropa, sådan at begge kompletterer hinanden, så kan det nuværende russiske fælleseje af jorden tjene som udgangspunkt for en kommunistisk udvikling. (Samtidig udkom i 1882 i Genf en ny polsk Oversættelse: »Manifest kommunistyezny«).

Forord til den tyske udgave 1883

London, 28. juni 1883. Friedrich Engels

Forordet til nærværende udgave må jeg desværre underskrive alene. Marx, den mand, som hele arbejderklassen i Europa og Amerika skylder mere end nogen anden - Marx hviler på kirkegården i Highgate, og på hans grav gror allerede det første græs. Efter hans død kan der jo slet ikke mere være tale om at omarbejde eller supplere manifestet. Så meget mere nødvendigt mener jeg, det er, her endnu engang udtrykkeligt at fastslå følgende: Den grundtanke, der går gennem manifestet: at den økonomiske produktion og den deraf fremtvungne sociale struktur inden for hvert historisk tidsafsnit danner grundlaget for dette tidsafsnits politiske og intellektuelle historie; at følgelig al historie (siden opløsningen af det ældgamle fælleseje af jorden) har været historie om klassekampe, kampe mellem udbyttede og udbyttende, beherskende og herskende klasser på forskellige trin af den sociale udvikling; at denne kamp imidlertid nu har nået et trin hvor den udbyttede og undertrykte klasse (proletariatet) ikke mere kan befri sig for den udbyttende og undertrykkende klasse (bourgeoisiet) uden samtidig for bestandig at befri hele samfundet for udbytning, undertrykkelse og klassekampe - denne grundtanke tilhører ene og alene Marx (3). Jeg har allerede sagt dette mange gange; men netop nu er det nødvendigt, at det også står foran selve manifestet.

Forordet til den tyske udgave 1890

London, den 1. maj 1890. Friedrich Engels.

Samtidig med den nye russiske Udgave udkom i Genf en ny polsk Oversættelse: »Manifest kommunistyezny«. Endvidere er der kommet en ny dansk Oversættelse i »Socialdemokratisk Bibliothek, Kjøbenhavn 1885« . Denne er desværre ikke ganske fuldstændig; nogle væsentlige Steder, som synes at have voldt Oversætteren Vanskelighed, er udeladt, ligesom der her og der er Spor af en Flygtighed, der er så meget beklageligere, som Arbejdet viser, at Oversætteren ved noget større Omhu kunne have ydet det fortræffelige. I 1886 udkom en ny fransk Oversættelse i: »Le Socialiste«, Paris; det er den hidtil bedste. Samme År blev en spansk Oversættelse offentliggjort først i »El Socialista«, Madrid, senere som Pjece under Titlen: »Manifiesto del Partido Comunista por Carlos Marx y F. Engels, Madrid, Administracion de El Socialista, Hernan Cortés 8.« Som et Kuriosum kan jeg nævne, at en Forlægger i Konstantinopel 1887 fik tilbudt Manuskript til en armenisk Oversættelse. Den gode Mand vovede imidlertid ikke at trykke noget, hvorpå Navnet Marx stod, og mente, at Oversætteren hellere skulle sætte sig selv på som Forfatter, hvad denne dog afslog. Efter at snart den ene, snart den anden af de mere eller mindre urigtige amerikanske Oversættelser flere Gange var blevet aftrykt i England, udkom der endelig en autoriseret Udgave i Året 1888. Den er foretaget af min Ven Samuel Moore og inden Trykningen gennemgå et af os i fællesskab. Titlen er: »Manifesto of the Communist Party, by Karl Marx and Frederick Engeis. Authorized English Translation, edited and annotated by Frederick Engels. 1888. London, William Reeves, 185 Fleet st. E. C.«. Nogle Anmærkninger herfra har jeg benyttet i nærværende Udgave. Det kommunistiske Manifest har haft et ejendommeligt Levnedsløb. Ved dets første Fremkomst blev det hilst med Begejstring af de endnu kun fåtallige Pionerer for den videnskabelige Socialisme (hvilket de i den første Fortale anførte Oversættelser beviser), senere blev det trængt i Baggrunden under den Reaktion, der begyndte med de parisiske Arbejderes Nederlag i Juni 1848, og sluttelig blev det ved Lov og Dom lyst i Band ved Domfældelsen af Kommunisterne i Köln i November 1852. Da den med Februarrevolutionen sammenhængende Arbejderbevægelse forsvandt fra den offentlige Skueplads, trådte også Manifestet i Baggrunden. Da den europæiske Arbejderklasse atter havde styrket sig tilstrækkeligt til et nyt Stormløb mod de herskende Klassers Magt, opstod »den internationale Arbejder-Association«. Den havde til formål at sammensmelte hele Europas og Amerikas kæmpende Arbejderklasse til een stor Hær. Den kunne derfor ikke gå ud fra de i Manifestet nedlagte Grundsætninger. Den måtte have et Program, som ikke udelukkede de engelske Trades Unions, de franske, belgiske, italienske og spanske Proudhonister og de tyske Lassalleanere’(4)«). Dette Program - de grundlæggende Betragtninger for Internationales Statutter udarbejdede Marx med et Mesterskab, som selv Bakunin og Anarkisterne anerkendte. Med Hensyn til den endelige Sejr for de i Manifestet opstillede Sætninger stolede Marx ene og alene på den intellektuelle Udvikling, som Arbejderklassen nødvendigvis måtte nå til igennem Diskussioner og igennem den fælles Aktion. Det var uundgåeligt, at Begivenhederne og det skiftende Held i Kampen mod Kapitalen, at Nederlagene endnu mere end Sejrene måtte gøre det klart for de Kæmpende, at deres hidtidige Universallægemidler var utilstrækkelige, og måtte gøre deres Hjerner mere modtagelige for en grundig Indsigt i de virkelige Betingelser for Arbejdernes Frigørelse. Og Marx havde Ret. Arbejderklassen var 1874, da Internationale opløstes, en helt anden end i 1864, da Internationale stiftedes. Proudhonismen i de romanske Lande, den specielle Lassalleanisme i Tyskland var ved at uddø, og selv de engang stokkonservative engelske Trades Unions nåede efterhånden til det Punkt, at Præsidenten for deres Kongres i Swansea i 1887 kunne erklære: »Fastlandets Socialisme skræmmer os ikke mere.« Men Fastlandets Socialisme bestod i 1887 næsten udelukkende i den Teori, der forkyndtes i Manifestet. Således afspejler Manifestets Historie til en vis Grad den moderne Arbejderbevægelses Historie efter 1848. For øjeblikket er Manifestet utvivlsomt det mest udbredte, det mest internationale Værk i hele den socialistiske Litteratur, det fælles Program for Millioner af Arbejdere i alle Lande fra Sibirien til Kalifornien. Og dog, da det udkom, havde vi ikke turdet kalde det et socialistisk Manifest. Ved Socialister forstod man i 1847 to forskellige Slags Folk. På den ene Side Tilhængere af de forskellige utopiske Systemer, særlig Owenisterne i England og Fourieristerne i Frankrig, der begge allerede den Gang var skrumpet ind til langsomt uddøende Sekter. På den anden Side de mangfoldige sociale Kvaksalvere, der med deres Universalmidler og med alle mulige Arter af Lappe-Arbejde ville bortrydde de slette sociale Tilstande uden i mindste Måde at gøre Kapitalen og Profitten Fortræd. I begge Tilfælde Folk, der stod udenfor Arbejderbevægelsen, og som snarere søgte Støtte hos de »dannede« Klasser end hos Arbejderne. Men den Del af Arbejderne, der følte sig overbevist om, at en blot politisk Omvæltning var utilstrækkelig, og som krævede en grundig Omformning af Samfundet, kaldte sig den Gang kommunistiske. Det var kun en i grove Træk udarbejdet, kun en instinktiv, ofte en noget rå Kommunisme. Men den var mægtig nok til at skabe to Systemer for utopisk Kommunisme, i Frankrig Cabets »ikariske Kommunisme«, i Tyskland Weitlings. - Socialisme betød i 1847 en Bourgeoisbevægelse, - Kommunisme en Arbejderbevægelse. Socialismen var, i hvert Fald på Fastlandet, salonfæhig; Kommunismen var det modsatte. Og da vi allerede den Gang absolut var af den Mening, at »Arbejderklassens Frigørelse måtte være Arbejderklassens eget Værk«, så kunne vi heller ikke noget øjeblik være i Tvivl om, hvilket af de to Navne vi skulle vælge. Heller ikke senere er det nogen Sinde faldet os ind at ændre det. »Proletarer i alle Lande, forener Eder !« Kun få Stemmer svarede, da vi for 42 År siden råbte disse Ord ud i Verden, umiddelbart før den første Pariser-Revolution, hvor Proletariatet trådte frem med sine egne Krav. Men den 28. September 1864 samlede Proletarer fra de fleste af Vesteuropas Lande sig i den senere så hæderkronede Internationale Arbejder-Association. Internationale selv levede ganske vist kun 9 År. Men at det evige Forbund af Proletarer i alle Lande, som da blev stiftet, endnu lever og lever kraftigere end nogen Sinde før, derfor gives der ikke noget bedre Bevis end netop Dagen i Dag. Thi på denne Dag, da jeg nedskriver disse Linjer, holder det europæiske og amerikanske Proletariat Mønstring over deres for første Gang mobiliserede Stridskræfter, mobiliserede som een Hær, under een Fane og for eet nærliggende Mål: den lovbestemte, allerede af Genfer-Kongressen i 1889 proklamerede 8-Timers Normal-Arbejdsdag. Og denne Dags Skue vil åbne øjnene på Kapitalisterne og Jorddrotterne i alle Lande og vise dem, at nu er Proletarerne i alle Lande i Virkeligheden forenede. Ak, havde Marx blot endnu stået ved min Side, og kunne han blot have set dette !

Forord til den tredje danske udgave

Marts 1918

I Anledning af Hundredårsdagen for Karl Marx’ Fødsel - han fødtes den 5. Maj 1818 udsender Socialdemokratiet en ny Udgave af Det kommunistiske Manifest, det internationale Socialdemokratis første og evigunge Stridsskrift. Det er forfattet af det Vennepar, Karl Marx og Friedrich Engels, som fra deres Ungdom til deres sidste Stund stillede deres rige Evner i den internationale Arbejderklasses Tjeneste. Altid har dette Skrift virket som et Vidunder af Skarpsyn. Medens Kapitalismen endnu kun var i sin Barndom, skildrede Marx og Engels her dens Væsen så skarpt og så sanddru, at først vi, der oplever Verdenskrigen, til fulde forstår, hvor skarpt og hvor sanddru det var. Så tragisk det end er, og så gerne end Menneskeheden havde været det foruden, så er dog Verdenskrigen den mest storslåede Bekræftelse på Spådommen i det kommunistiske Manifest. Hvorledes, spurgte Manifestet, overvinder Bourgeoisiet de Kriser, som den kapitalistiske Produktion fremkalder? Og Manifestet svarede: Derved at det forbereder endnu mere omfattende, endnu mere voldsomme Kriser og forringer Midlerne til overhovedet at forebygge Kriser. 70 År efter at dette var skrevet, var Verdenskrisen blevet til Verdenskrig. Det »Kommunisternes Forbund«, der udsendte det kommunistiske Manifest som sit for Offentligheden bestemte Program, var stiftet i 1836 af tyske Flygtninge i Paris. I Begyndelsen var det nærmest en hemmelig Forening af politiske Sammensvorne: først da Marx og Engels trådte ind i det, blev det omdannet til en Forening for kommunistisk - efter vort Sprogbrug - socialistisk Agitation. Forbundet bredte sig overalt, hvor der var tyske Arbejderforeninger, både i Tyskland selv og i England, Belgien, Frankrig og Schweiz. Snart optog det også Medlemmer af andre Nationer, det afholdt i London internationale Møder og fremhævede stærkt Arbejderbevægelsens internationale Karakter. I 1847 afholdt Kommunisternes Forbund en Kongres i London, hvor det besluttedes at træde frem for Offentligheden med et Program; det blev overdraget Marx og Engels at forfatte det, og således blev det kommunistiske Manifest til. Da Reaktionen efter Februar-Revolutionens Undergang for frem med stor Voldsomhed, og da en Proces i Køln mod Kommunister endte med disses Domfældelse (i November 1852), blev Kommunist-Forbundet opløst. Først i 1864 forenede Arbejderklassen sig igen internationalt.

Forord til den 9. tyske udgave

Af Karl Kautsky, 1928

Da jeg for over tyve År siden blev opfordret til at skrive et Forord til det 7. autoriserede Oplag af »Det kommunistiske Manifest«, kunne jeg fastslå, at Manifestet vel på enkelte Punkter var forældet, men at de Grundsætninger, det udvikler, den Metode, det vejleder os i, og den Karakteristik af Nutidens Produktionsmåde, det giver, på ingen Måde har mistet sin Gyldighed. Dette kan vi fastholde i Dag, skønt »Det kommunistiske Manifest« nu er over 80 År gammelt, og til Trods for, at de sidste tyve År med Verdenskrigen og de tre mægtigste Militærmonarkiers Sammenbrud har rystet den gamle Verden dybt. Trods de Omvæltninger, der siden har fundet Sted, behøver jeg heller ikke at tage væsentligt tilbage af, hvad jeg i mit Forord 1906 skrev om den Måde, vi i Dag må betragte »Det kommunistiske Manifest« på. Den anden Revolution i Rusland (fra 1917) har påny givet »Det kommunistiske Manifest« en særlig Betydning, da denne Revolution udgik af politiske og sociale Betingelser, der i meget lignede Forholdene i Tyskland, på den Tid »Det kommunistiske Manifest« blev skrevet. Og det Parti, der siden Revolutionen har udøvet Diktatur i Rusland, det bolsjevikiske, støtter sig med Forkærlighed på »Det kommunistiske Manifest«. Bolsjevikerne kalder sig jo også »Kommunister« og gør Krav på at være de sande Arvtagere og Fortsættere af det »Kommunisternes Forbund«, for hvilket Marx og Engels skrev Manifestet 1847. Indtil den anden russiske Revolution tvivlede ingen om, at de socialdemokratiske Partier var de marxistiske. De anerkender alle »Det kommunistiske Manifest« som deres Grundlag. Men siden 1918 består Kommunisterne ved Siden af Socialdemokratiet og bekæmper overalt dette på det skarpeste. Og dog støtter begge Partier sig på det samme »Kommunistiske Manifest«. Hvorledes er dette blevet muligt ? Tildels derved, at Kommunisterne lægger Hovedvægten på de Steder i Manifestet, der er forældede, og som Marx og Engels delvis selv opgav i den senere Udformning af deres Teori. Det er Steder, der forklares af de uudviklede Forhold, under hvilke Manifestet blev skrevet. Men trods den Forandring i Forholdene, der er sket i de sidste 80 År, anerkender Socialdemokratiet stadig Manifestets grundlæggende Tankegang. Hvad gør da Kommunisterne af i Dag for at kunne begrunde deres Modsætning til Socialdemokratiet med en Henvisning til »Det kommunistiske Manifest« ? De lægger ganske simpelt i mange Sætninger en Mening, som de slet ikke rummer. Deres Udnyttelse af »Det kommunistiske Manifest« kommer særlig tydeligt frem i deres Forsøg på af det at udlæse den Foragt for Demokratiet, der er karakteristisk for Nutidens Kommunister. Kan man virkelig finde denne Foragt i Manifestet ? Det er rigtigt, at Manifestet næsten ikke taler om Demokratiet. Men det forbigår det dog ikke ganske i Tavshed. I en kort Sætning anerkendes dets Nødvendighed. Det hedder i Manifestet: »Det første Skridt i Arbejderrevolutionen er Proletariatets Ophøjelse til herskende Klasse, er Tilkæmpelsen af Demokratiet.« Hvorledes denne Sætning skal forstås, fremgår ganske utvetydigt af den Affattelse, Engels gav den i sit Udkast til Manifestet, som gik forud for den endelige, i Fællesskab med Marx affattede Tekst. Engels Udkast blev offentliggjort i 1914 af Eduard Bernstein under Titlen: »Grundsätze des Kommunismus, eine gemeinverständliche Darstellung von Friedrich Engels« (norsk Udgave 1920: »Kommunismens Grundsætninger«. Det hedder heri om den proletariske Revolutions forventede Forløb: »Den vil fremfor alt skabe en demokratisk Statsforfatning og dermed direkte eller indirekte Proletariatets politiske Herredømme. Direkte i England, hvor Proletarerne allerede udgør Folkets Flertal. Indirekte i Frankrig og Tyskland, hvor Folkeflertallet ikke blot består af Proletarer, men også af Småbønder og Småborgere, som står på Overgangsstadiet til at blive Proletarer, som i alle deres politiske Interesser bliver mere og mere afhængige af Proletariatet, og som derfor snart må føje sig efter Proletariatets Fordringer«. De Forventninger, Engels udtalte i Slutningen af dette Afsnit, er blevet skuffede. Vi har siden Revolutionen 1848 kunnet samle en Mængde både drastiske og smertelige Erfaringer, som siger os, at Forholdene ikke straks efter Demokratiets Erobring stiller sig så gunstigt for os, som Engels antog i 1847. Det er imidlertid ikke dette, det her gælder. Her drejer det sig kun om det Faktum, at »Det kommunistiske Manifest«s Forfattere, på den Tid de skrev det, bestemt krævede en demokratisk Statsforfatning. De har senere ladet mange af de Fordringer falde, som de rejste i Manifestet, men aldrig Kravet om Demokrati. Men når Marx og Engels krævede Demokratiet, hvorfor talte de så kun om det i nogle få Sætninger i »Det kommunistiske Manifest« og kun i Forbigående? Var det dog ikke et Tegn på Ringeagt ? Aldeles ikke. »Det kommunistiske Manifest« havde til Opgave at behandle og forklare de Punkter, på hvilke den marxistiske Opfattelse adskilte sig fra andre revolutionære Partiers og Retningers på den Tid. Det var ganske overflødigt at behandle de Krav udførligt, som Kommunisterne havde fælles med de andre, og som dengang var selvfølgelige for enhver Revolutionær. Om Selvfølgeligheder skrev de ikke vidt og bredt. Derfor offentliggjorde de heller ingen etiske Afhandlinger. Ikke sjældent har man kaldt dem for iskolde Regnemaskiner, fordi de ytrede sig så sparsomt om Begejstring og Uegennytte. Men det er Nonsens, når mange socialistisk sindede Modstandere af Marxismen mener at måtte tænde en særlig etisk Glød i vor Bevægelse, da Marxismen ikke skaber en sådan. Marx og Engels ringeagtede ikke denne Begejstring, men den flammer i Brystet på enhver, der kæmper for Proletariatets Befrielse, de behøvede derfor ikke at tale særligt derom. Denne Glød optænder vel Handletrangen, men den lader Spørgsmålet om, hvorledes denne skal give sig Udslag, ganske ubesvaret. Betyder denne Tavshed om Klassekampens selvfølgelige etiske Grundlag ingen Undervurdering af den stærke etiske Følelse, så gælder det samme om deres Udeladelse af en udførlig Redegørelse for Demokratiet i Manifestet. I Praksis spillede Kravet om Demokrati en lige så stor Rolle for dem som den begejstrede Idealisme. Men i 1848 kæmpede ethvert blot nogenlunde fremskridtsvenligt Menneske i Tyskland for Demokratiet. Alle indså blot ikke det Faktum, at Demokratiet ikke kunne være tilstrækkeligt til Arbejderklassens Befrielse. Og det var netop, hvad der måtte tilstræbes udover Demokratiet, Manifestets Forfattere udforskede. Udførligt at klarlægge Demokratiets Fordele for Proletariatet blev først nødvendigt, da Socialister optrådte og fornægtede det, som Bakunisterne og senere deres Efterfølgere, de bolsjevikiske Kommunister. Eet må vi imidlertid indrømme i Spørgsmålet om Demokratiet: De Forestillinger om Demokratiets Virkninger, som Marx og Engels nærede på det Tidspunkt, de skrev »Det kommunistiske Manifest«, adskiller sig meget fra dem, der i Dag råder i vore Rækker. Denne Indrømmelse skal vi gøre Bolsjevikkerne. Men samtidig må vi ikke glemme én Ting: Opfattelserne fra 1847 adskiller sig også fra dem, vore Mestre senere nåede til på Grundlag af Erfaringerne siden 1848. På den Tid, de skrev Manifestet, tænkte Marx og Engels sig endnu den kommende Revolution helt og holdent efter den store franske Revolutions Mønster. De var ikke fri for jakobinsk Tankegang og nærmede sig stærkt Blanquismen, skønt de allerede var nå et langt udover den. Allerede dengang afslog de bestemt ethvert Kupforsøg. Det hedder i Engels’ allerede omtalte Udkast til »Det kommunistiske Manifest«: »Kommunisterne ved altfor godt, at alle Sammensværgelser ikke blot er unyttige, men endog skadelige. De ved altfor godt, at Revolutioner ikke laves med Forsæt og vilkårligt, men at de overalt og til enhver Tid var den nødvendige Følge af Omstændigheder, som er helt uafhængige af enkelte Partiers og hele Klassers Vilje og Ledelse«. Og »Det kommunistiske Manifest« sagde udtrykkeligt i Kapitlet om den »kritisk-utopiske Kommunisme«, at alle Forsøg fra Proletariatets Side på »umiddelbart at gennemføre sine egne Klasseinteresser i den Periode, da det feudale Samfund blev omstyrtet, nødvendigvis måtte strande på Proletariatets egen ringe Udvikling og på Manglen af de materielle Betingelser for dets Befrielse«. Proletariatets Modenhed og de nødvendige Betingelser »skabes netop først af den borgerlige Tidsalder«. Denne Erkendelse er jo netop et af »Det kommunistiske Manifest´s« vigtigste historiske Resultater. Det rager herved højt op over enhver anden Art af Socialisme, også over den Retning Manifestet betegnede som kritisk-utopisk Kommunisme, og som var helt anderledes end den Kommunisme, Marx og Engels forkyndte. Men trods det vældige teoretiske Forspring for Blanquismen, som de allerede i 1847 havde vundet, var Marx og Engels i deres Praksis forbundne med den, for så vidt som de anså det for en Kendsgerning i Revolutionens Historie, at »de store Folkemasser i alle længere revolutionære Perioder var lette at vinde blot ved plausible Forespejlinger fra de fremtrængende Minoriteters Side«, selv når disse Minoriteter var borgerlige og slet ikke repræsenterede Massernes Interesser. Skulle Masserne da være mindre på virkelige af en socialistisk Minoritet, der dog repræsenterede deres egne, omend »endnu uforståede og blot ubestemt følte Behov« ? (Engels i hans Indledning til Marx: »Klassekampene i Frankrig«). Marx og Engels ventede 1847 en langvarig Revolution. De antog, at denne ikke blot ville bringe Demokratiet, men også samle Masserne - trods deres Mangel på Udvikling - om den socialistiske Minoritet og således gøre Demokratiet til et Middel til Proletariatets øjeblikkelige Befrielse. I Engels’ Udkast til »Det kommunistiske Manifest«, som vi allerede flere Gange har citeret, hedder det: »Demokratiet ville være til ingen Nytte for Proletariatet, hvis det ikke blev brugt som Middel til Gennemførelse af videregående Forholdsregler, der direkte angriber Privatejendommen og sikrer Proletariatets Eksistens«. Det var en Fejltagelse. Engels har selv erkendt det i sin ovennævnte Indledning (dateret 6. Marts 1895) til den nye tyske Udgave af Marx’ Bog: »Klassekampene i Frankrig«. Han siger her: »Historien har givet alle os, der tænkte således, Uret«. »Hvor det drejer sig om en fuldstændig Ændring af Samfundsorganisationen, må Masserne selv deltage, selv være klare over, hvad det gælder, hvad de skal gå ind for. Det har de sidste 50 Års Historie lært os. Men for at Masserne skal forstå , hvad der må gøres, kræves et langvarigt udholdende Arbejde. Det er just dette Arbejde, vi nu er i Gang med, og med et Resultat, der driver Modstanderne til Fortvivlelse«. Allerede Erfaringerne fra 1848 og 1849 havde stærkt reduceret Forventningerne om, at en beslutsom socialistisk Minoritet umiddelbart kunne føre de uvidende Masser til socialistisk Praksis. Allerede i September 1850 tilråbte Marx »Revolutionsromantikkerne« i Kommunisternes Forbund: »Medens vi siger til Arbejderne: I må gennemgå 15, 20, 50 Års Borgerkrige og Folkekampe, ikke blot for at ændre Forholdene, men også for at forandre jer selv og modnes til politisk Herredømme - så siger I stik modsat: Vi må straks komme til Magten, eller også kan vi lægge os til at sove.« Det klang allerede helt anderledes end de Forventninger, som de havde næret umiddelbart forud for Revolutionen 1848. Men også disse Sætninger rummede en falsk Forhåbning. De tog Fejl, ikke blot med Hensyn til Bevægelsens forventede Tempo - den Slags Fejltagelser er uundgåelige - men også hvor det gjaldt de Metoder, der skulle modne Proletariatet til at styre. Marx nævner i 1850 som sådanne: »Borgerkrige og Folkekampe«. Efter de Erfaringer, vi har gjort, afviser vi i Dag med Gru Folkekampenes opdragende Virkninger. Bortset fra kortvarige lokale Episoder (Pariserkommunen i 1871 og i Spanien) har der ikke forekommet nogen Borgerkrig i Vesteuropa siden 1848 og i Østeuropa først ved Verdenskrigens Afslutning (dvs. efter 1918). Og de Borgerkrige, som opstod i Tilslutning til denne, har intet Sted bidraget til at højne Proletariatet intellektuelt og moralsk eller til at styrke og udvide dets Organisationer. Marx havde ganske vist fuldstændig Ret, når han mente, at Kampen er Proletariatets bedste Skole, dets virksomste Forberedelse til politisk Herredømme. Men ikke Folkekampe og Borgerkrig. At han ventede dette, beroede på , at han endnu i høj Grad så med den Revolutionæres Øjne fra 1792 og 1793. Nej, det der højner og modner Proletariatet er den uafbrudte Klassekamp, som politisk og økonomisk føres, overalt hvor det i nogen Grad er lykkedes Arbejderne at tilkæmpe sig demokratiske Rettigheder og dermed Bevægelsesfrihed. Og denne Bevægelsesfrihed har man nå et næsten overalt i Europa som en Følge og Fortsættelse af Kampene i 1848 - efter at Reaktionens Tiår umiddelbart derpå var overvundet. Den nye Praksis i Proletariatets Befrielseskamp var Arbejderklassens Opdragelse gennem Klassekampen på Demokratiets Grund. Marx var selv en af de første, der erkendte dette, ligesom han var den første Socialist, som allerede før 1848 påviste Fagforeningernes Betydning. Han gjorde med Held den nye Praksis gældende I Første Internationale over for Mazzinis Tilhængere. Mindre Held havde han senere i sin Kamp med Bakunin, som i Modsætning til Klassekampens nye Praksis på Demokratiets Grundlag forsøgte at gennemføre den »utopiske Kommunismes« gamle Illusioner, der svarede til det russiske Proletariats »ringe Udvikling«, men allerede i »Det kommunistiske Manifest« var blevet afvist af Marx og Engels. Første Internationale gik under på Grund af denne Konflikt. Anden Internationale hvilede fuldstændig på de Metoder til Proletariatets Højnelse gennem Klassekamp indenfor Demokratiets Rammer, som Marx og Engels havde anerkendt i Første Internationale. Siden Verdenskrigen er den internationale Arbejderbevægelse påny splittet i Socialistisk Arbejderinternationale, som anerkender og fører Klassekampen på Demokratiets Grundlag, og 3. Internationale, der er en Genopblussen af den »utopiske Kommunisme«; måske vil det ikke blive den sidste, sålænge der findes Lag og Områder med »et ringe udviklet Proletariat«, f.eks. i Kina og Japan. Vi ser nu, hvorledes vi må opfatte Det kommunistiske Manifest´s Stilling til Demokratiet: Det er ikke rigtigt, at Manifestet taler med Ringeagt om Demokratiet eller endog forkaster det. Det kræver tværtimod Demokratiet som det første Skridt i den proletariske Revolution. Men Marx og Engels betragtede det oprindeligt kun som et Middel for Proletariatet til straks at erobre den politiske Magt og gennemføre socialistiske Forholdsregler. Denne Virkning har Demokratiet endnu ikke haft noget Sted. Proletariatet har hidtil overalt vist sig for svagt hertil. Men Demokratiet har i det sidste Hundrede År vist sig yderst virksomt og uundværligt i en Funktion, som der kun var ubetydelige Tilløb til dengang »Det kommunistiske Manifest« blev skrevet, en Funktion, hvis udslaggivende og gennemgribende Virkninger først har gjort sig gældende i Europa efter Marx’ Død: Demokratiet er det eneste Grundlag, på hvilket Proletariatet kan organisere sig som Masse og kæmpe som Masse, ikke i desperate Rejsninger, som hver Gang bryder sammen uden Resultat, men i uafbrudt, planmæssig og resultatrig Kamp. Derigennem lykkes det Proletariatet at erobre den ene Position efter den anden i den borgerlige Stat og det borgerlige Samfund og ved hvert Fremskridt at vokse i Kraft og Indsigt. På denne Måde bliver Proletariatet stedse mere skikket til at beherske hele Statsstyret, hele Produktionsprocessen og derigennem skabe bedre Kår for Folkets Masser. Denne Demokratiets Funktion, hvis Resultater bliver stedse større, har været dets hidtil vigtigste. »Det kommunistiske Manifest« giver os ingen Oplysning om denne. Og dog kan den kun forstås fuldt ud, når man tager sit Udgangspunkt i »Det kommunistiske Manifest«, i Læren om Klassekampen. Kun fra dette Udgangspunkt kan vi vurdere Demokratiet fuldt ud. Således kommer vi stadig tilbage til »Det kommunistiske Manifest«, trods alle Forandringer i Verden, trods alle nye Erfaringer, som disse giver os. Jo bedre vi forstår Manifestet, des bedre forstår vi disse. Og hver ny Erfaring bekræfter påny Manifestets Grundsætninger og gør det stedse mere til den urokkede og mest urokkelige Grundsten for vort opbyggende Arbejde.

Det Kommunistiske Manifest - 1848

I. Bourgeoisi og proletariat

Alle hidtidige samfunds historie (5) er en klassekampens historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.

I historiens tidligere epoker finder vi næsten overalt en fuldstændig opdeling af samfundet i forskellige stænder, en mangfoldighed af sociale trin. I det gamle Rom har vi patriciere, riddere, plebejere, slaver; i middelalderen feudalherrer, vasaller, lavsmester, svende, livegne og desuden inden for de fleste af disse klasser atter særlige inddelinger.

Det moderne borgerlige samfund, der er opstået ved feudalsamfundets undergang, har ikke ophævet klassemodsætningerne. Det har kun sat nye klasser i stedet for de gamle, nye betingelser for undertrykkelse, nye former for kampen. Men vor tidsalder, bourgeoisiets tidsalder, udmærker sig ved, at den har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet. Af middelalderens livegne opstod småborgerne (de såkaldte pæleborgere, der boede udenfor byen, men under dens beskyttelse) i de første byer; af disse småborgere udviklede sig de første spirer til Bourgeoisiet.

Amerikas opdagelse og søvejen syd om Afrika skabte et nyt felt for det frembrydende bourgeoisi. Det ostindiske og det kinesiske marked, Amerikas kolonisering, byttehandelen og vareudvekslingen med kolonierne, forøgelsen af byttemidlerne og varerne overhovedet gav handelen, skibsfarten et hidtil ukendt opsving og bragte dermed det revolutionære element i det hensmuldrende feudalsamfund i rask udvikling.

Den hidtidige feudale eller lavsmæssige driftsmåde i industrien var ikke længere tilstrækkelig til at tilfredsstille behovet, der voksede med de nye markeder. Den erstattedes af manufakturen, dvs. større værksteder. Lavsmestrene blev fortrængt af den industrielle middelstand; arbejdets deling mellem de forskellige lav veg pladsen for arbejdsdelingen i det enkelte værksted. Men markederne voksede stadig, og stadig steg behovet. Heller ikke manufakturen slog til mere. Så revolutionerede dampen og maskinerne den industrielle produktion. I stedet for manufakturen trådte den moderne storindustri, i stedet for den industrielle middelstand trådte de industrielle millionærer, ledere af hele industrielle arméer, de moderne bourgeois'er.

Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte, Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling. Denne har igen virket tilbage på industriens vækst, og i samme grad som industri, handel, skibsfart og jernbaner voksede, i samme grad udviklede bourgeoisiet sig, øgede sine kapitaler, trængte alle de klasser i baggrunden, der stammede fra middelalderen. Vi ser altså, hvordan det moderne bourgeoisi selv er produktet af en lang udviklingsproces, af en række omvæltninger i produktions- og samfærdselsforholdene.

Hvert udviklingstrin, som bourgeoisiet har gennemløbet, var ledsaget af et tilsvarende politisk fremskridt(6). Først var det en undertrykt stand under lensadelens herredømme; i kommunen (7) var det en bevæbnet og selvstyrende sammenslutning; det ene sted dannede det en uafhængig byrepublik, det andet sted en skattepligtig trediestand i monarkiet (8); derpå dannede det på manufakturens tid modvægt mod adelen i stændermonarkiet eller i det enevældige monarki, var overhovedet det væsentlige grundlag for de store monarkier; og endelig tilkæmpede det sig, efter at storindustrien og verdensmarkedet var skabt, hele den politiske magt i den moderne parlamentariske stat. Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender.

Bourgeoisiet har spillet en højst revolutionær rolle i historien. Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse »kontante betaling«. Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handelsfrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning.

Bourgeoisiet har taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig ærefrygt. Det har forvandlet lægen, juristen, præsten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte lønarbejdere. Bourgeoisiet har revet det rørende sentimentale slør af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold. Bourgeoisiet har afsløret, hvordan den brutale kraftudfoldelse, som reaktionen i så høj grad beundrer ved middelalderen, i virkeligheden var forbundet med det mest slappe driveri. Først bourgeoisiet har bevist, hvad menneskelig arbejde kan frembringe. Det har skabt ganske anderledes underværker end ægyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske domkirker, det har gennemført ganske anderledes tog end folkevandringer og korstog.

Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.

Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt.

Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionæres store sorg har de slået den nationale grund bort under fødderne på industrien. De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt af nye industrier, som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egen frembringelser, kommer der nye, som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.

Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.

Bourgeoisiet har tvunget landet ind under byens herredømme. Det har skabt vældige byer, det har i høj grad øget bybefolkningen på landbefolkningens bekostning og derved draget en betydelig del af befolkningen bort fra det sløvende liv på landet. Ligesom det har gjort landet afhængig af byerne, sådan har det gjort de barbariske og halvbarbariske lande afhængige af de civiliserede, landbrugslandene af de kapitalistiske lande, Østen af Vesten.

Bourgeoisiet samler mere og mere produktionsmidlerne, ejendomsbesiddelsen og befolkningen, som før var splittet. Det har klumpet befolkningen sammen, centraliseret produktionsmidlerne og koncentreret ejendommen i hænderne på ganske få. Den nødvendige følge af dette var en politisk centralisation. Uafhængige, løst forbundne provinser, der havde forskellige interesser, love, regeringer og særlige toldgrænser, bliv smeltet sammen til een nation med een regering, een lov, een national klasseinteresse, een toldgrænse.

Bourgeoisiet har i de knap hundrede år, det har været herskende klasse, skabt produktionskræfter, der i deres kolossale omfang overgår, hvad alle tidligere generationer tilsammen har frembragt. Undertvingelse af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug, dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden - hvilket andet århundrede anede, at der slumrede sådanne produktionskræfter i det samfundsmæssige arbejdes skød.

Vi har altså set, at de produktions- og samfærdselsmidler, som var det grundlag, bourgeoisiet udviklede sig på, blev skabt i det feudale samfund. På et vist trin i disse produktions- og samfærdselsmidlers udvikling svarede de forhold, som det feudale samfunds produktion og vareudveksling foregik under, den feudale organisation af landbrug og manufaktur, kort sagt de feudale ejendomsforhold, ikke mere til de produktivkræfter, der allerede var udviklet. De hæmmede produktionen i stedet for at fremme den. De forvandlede sig til længer. De måtte sprænges, de blev sprængt. I stedet kom den fri konkurrence med den sociale og politiske forfatning, som passede for den, med bourgeoisiklassens økonomiske og politiske herredømme.

For vore øjne foregår en lignende bevægelse. De borgerlige produktions- og samfærdselsforhold, de borgerlige ejendomsforhold, det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. I årtier har industriens og handelens historie kun været historien om de moderne produktivkræfters oprør mod de moderne produktionsforhold, mod de ejendomsforhold, som er en livsbetingelse for bourgeoisiet og dets herredømme. Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkræfter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme den borgerlige civilisation (9) og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. - Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne ? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.

De våben, som bourgeoisiet brugte til at slå feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv. Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben - de moderne arbejdere, proletarerne. I samme grad som bourgeoisiet, d.v.s. kapitalen udvikler sig, i samme grad udvikler også proletariatet sig, den klasse, som består af de moderne arbejdere, der kun lever, sålænge de finder arbejde, og som kun finder arbejde, sålænge deres arbejde øger kapitalen. Disse arbejdere, som må sælge sig stykkevis, er en vare som enhver anden handelsartikel, og er derfor på samme måde underkastet alle konkurrencens omskiftelser, alle svingninger på markedet.

Proletarernes arbejde har på grund af den udstrakte anvendelse af maskiner og på grund af arbejdsdelingen mistet al selvstændig karakter og har dermed tabt enhver tiltrækning for arbejderen. Han bliver et rent og skært tilbehør til maskinen, og der kræves kun det mest enkle, ensformige greb, som kan læres på et øjeblik. De omkostninger, arbejderen forårsager, indskrænker sig derfor næsten udelukkende til de livsfornødenheder, som er nødvendige til hans underhold og til videreførsel af hans race. Men prisen på en vare, altså også på arbejdet (10), er lig med dens produktionsomkostninger. I samme grad som arbejdet bliver mere utiltalende, synker altså lønnen. Ja, i samme grad som maskineriet øges og arbejdsdelingen tager til, vokser også arbejdsmængden (11), enten det nu er ved at sætte arbejdstiden i vejret eller ved at kræve mere arbejde i en given tid, ved at sætte maskinens fart op o.s.v.

Den moderne industri har forvandlet den patriarkalske mesters lille værksted til den industrielle kapitalists store fabrik. Arbejdermasserne, som stuves sammen i fabrikken, bliver organiseret som soldater. Som menige industrisoldater bliver de stillet under opsigt af en hel stab af officerer og underofficerer. De er ikke blot bourgeoisi-klassens, bourgeoisi-statens trælle, men de underkues hver dag, hver time, af maskinen, af opsynsmanden og først og fremmest af den enkelte fabrikant selv. Jo mere åbent dette despoti proklamerer profit som sit formål, jo mere småligt, afskyeligt og oprørende virker det.

Jo mindre arbejdet kræver fagkundskab og legemlig styrke, d.v.s. jo mere den moderne industri udvikler sig, desto mere bliver mændene fortrængt af kvinder og børn. Forskel i køn og alder har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen. Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige omkostninger. Når endelig arbejderen er blevet udbyttet af fabrikanten og har fået sin arbejdsløn udbetalt kontant, så falder de andre grupper af bourgeoisiet over ham, husejeren, købmanden, pantelåneren o.s.v.

De tidligere små middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere, håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet, dels fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne, dels fordi deres faguddannelse mister sin værdi ved de nye produktionsmåder. Proletariatet rekrutteres altså af alle befolkningsklasser.

Proletariatet gennemgår forskellige udviklingstrin. Dets kamp mod bourgeoisiet begynder med selve dets eksistens. I begyndelsen kæmper de enkelte arbejdere, så arbejderne på en fabrik, dernæst arbejderne indenfor et fag på et bestemt sted mod den enkelte fabrikant, der direkte udbytter dem. De retter deres angreb ikke blot mod de borgerlige produktionsforhold, de retter deres angreb mod produktionsmidlerne selv; de ødelægger de fremmede konkurrerende varer, de slår maskinerne i stykker, de stikker ild på fabrikkerne, de forsøger at vinde den stilling tilbage, som middelalderens arbejdere havde.

På dette trin er arbejderne en masse, som er spredt ud over hele landet og splittet af indbyrdes konkurrence. Hvor arbejderne optræder i samlet masse, skyldes det endnu ikke deres egen selvstændige samling, men det er bourgeoisiet, der af hensyn til sine egne politiske mål er nødt til at sætte hele proletariatet i bevægelse og for en tid også er i stand til det. På dette trin kæmper proletariatet altså ikke mod sine fjender, men mod sine fjenders fjender, resterne af enevælden, godsejerne, de ikke-industrielle bourgeois'er og småborgerne. Hele den historiske bevægelse er altså samlet i hænderne på bourgeoisiet; enhver sejr, som vindes på denne måde, er en sejr for bourgeoisiet.

Men med industriens udvikling vokser proletariatet ikke blot i tal; det trænges sammen i større masser, dets kraft øges, og det føler denne kraft mere. De forskellige interesser og livsvilkår indenfor proletariatet udlignes stadig mere, efterhånden som maskinerne mere og mere udvisker arbejdets forskellige art og næsten overalt trykker lønnen ned til samme lave niveau. Den voksende konkurrence indenfor bourgeoisiet og de handelskriser, der er følgen, gør, at arbejdernes løn bliver mere og mere svingende; den ustandselige forbedring af maskinerne, der udvikler sig i stadigt stigende tempo, gør hele deres stilling i tilværelsen mere og mere usikker, sammenstødene mellem den enkelte arbejder og den enkelte bourgeois får mere og mere karakter af et sammenstød mellem to klasser. Arbejderne begynder at danne sammenslutninger (12) mod bourgeois'erne; de finder sammen for at forsvare arbejdslønnen. De stifter selv varige sammenslutninger for at have proviant under lejlighedsvise rebellioner. Enkelte steder bryder kampen ud i oprør.

Undertiden sejrer arbejderne, men kun forbigående. Det egentlige resultat af deres kampe er ikke den umiddelbare sejr, men det, at arbejdernes samling griber mere og mere om sig. Det fremmes ved de forbedrede samfærdselsmidler, som storindustrien skaber, og som bringer arbejderne fra de forskellige egne i forbindelse med hinanden. Og det er netop kun denne forbindelse, der er nødvendig, for at de mange lokale kampe, som overalt har samme karakter, kan centraliseres til en national kamp. Og den samling, som det varede århundreder at bringe i stand for middelalderens borgere, der kun havde deres primitive veje, den formår de moderne proletarer, der har jernbaner, at skabe på få år.

Denne organisering af proletarerne som klasse og dermed som politisk parti bliver hvert øjeblik sprængt igen af arbejdernes indbyrdes konkurrence. Men den opstår altid på ny, stærkere, fastere, mægtigere. Den gennemtvinger, at enkelte af arbejdernes interesser bliver anerkendt i form af love, idet den benytter sig af, at bourgeoisiet står splittet. Et eksempel: loven om 10 timers arbejdsdagen i England.

Sammenstødene indenfor det gamle samfund fremmer overhovedet på mange måder proletariatets udviklingsproces. Bourgeoisiet befinder sig i en stadig kamp: først mod aristokratiet; senere mod de dele af bourgeoisiet selv, hvis interesser er kommet i modstrid med industriens fremskridt; hele tiden mod bourgeoisiet i alle andre lande. I alle disse kampe tvinges det til at appellere til proletariatet, til at benytte sig af dets hjælp og på den måde trække det med ind i den politiske bevægelse. Bourgeoisiet tilfører altså selv proletariatet det, der udgør elementerne i dets egen dannelse (13), d.v.s. forsyner det med våben til bekæmpelse af bourgeoisiet selv.

Ved industriens fremtrængen bliver, som vi har set, store dele af den herskende klasse trykket ned i proletariatet eller trues i det mindste i deres eksistensbetingelser. Også de tilfører proletariatet en mængde dannelseselementer (14). Og endelig, i den periode, da klassekampen nærmer sig sin afgørelse, antager opløsningsprocessen indenfor den herskende klasse, indenfor hele det gamle samfund, en så voldsom, en så grel karakter, at en lille del af den herskende klasse udskiller sig fra den og slutter sig til den revolutionære klassen, den klasse, der holder fremtiden i sin hånd. Ligesom altså tidligere en del af adelen gik over til bourgeoisiet, sådan går nu en del af bourgeoisiet over til proletariatet, særlig en del af bourgeois-ideologerne, som har arbejdet sig frem til en teoretisk forståelse af hele den historiske bevægelse.

Af alle de klasser, som i dag står overfor bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse. De andre klasser går tilbage og forsvinder, efterhånden som storindustrien trænger frem, men proletariatet er storindustriens alleregentligste produkt. Mellemlagene, småfabrikanterne, de småhandlende, håndværkerne, bønderne, alle bekæmper de bourgeoisiet for at sikre deres eksistens som middelstand mod undergang. De er altså ikke revolutionære, men konservative. Ja, de er reaktionære, de søger at dreje historiens hjul tilbage. Hvis de endelig er revolutionære, så er de det med henblik på den overgang i proletariatets rækker, der forestår dem, så forsvarer de ikke deres nuværende, men deres fremtidige interesser, så forlader de deres eget standpunkt for at stille sig på proletariatets.

Pjalteproletariatet, dele af de laveste lag, der er udskilt af det gamle samfund, og som modstandsløst rådner op, sættes hist og her i bevægelse ved en proletarisk revolution, men ifølge hele sin stilling vil det være mere tilbøjeligt til at lade sig købe til reaktionære rumlerier. Livsvilkårene i det gamle samfund er allerede ophørt at eksistere for proletariatet. Proletaren er besiddelsesløs; hans forhold til kone og børn har ikke mere noget til fælles med de borgerlige familieforhold; det moderne industriarbejde, det moderne kapitalistiske slaveri, der er det samme i England og i Frankrig, i Amerika og i Tyskland, har berøvet ham ethvert nationale præg. Lovene, moralen, religionen er for ham kun borgerlige fordomme, som dækker over borgerlige interesser.

Alle tidligere klasser, der har erobret magten, har søgt at sikre den stilling, de havde erhvervet, ved at tvinge hele samfundet ind under deres tilegnelsesvilkår. Men proletarerne kan kun erobre de samfundsmæssige produktivkræfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret. Alle hidtidige bevægelser har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse. Proletariatet, det nuværende samfunds laveste lag, kan ikke arbejde sig op, kan ikke rejse sig, uden at hele den overbygning af sociale lag, der udgør det officielle samfund, sprænges i luften.

I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet omend ikke efter sit indhold, så efter sin form, en national kamp. Ethvert lands proletariat må naturligvis først gøre op med sit eget bourgeoisi. Idet vi i store træk har tegnet de vigtigste faser i proletariatets udvikling, har vi forfulgt den mere eller mindre skjulte borgerkrig indenfor det bestående samfund lige til det punkt, hvor den bryder ud i åben revolution og proletariatet grundlægger sit herredømme ved med magt at styrte bourgeoisiet.

Hidtil har ethvert samfund, sådan som vi har set, hvilet på modsætningen mellem undertrykkernes og de undertryktes klasser. Men for at en klasse skal kunne undertrykkes, må der være sikret den betingelser, som i det mindste gør det muligt for den at friste livet som slave. Under livegenskabet arbejdede den livegne sig frem til at blive medlem af kommunen, ligesom småborgeren under den feudalistiske absolutisme blev til bourgeois. Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i stedet for at stige med industriens fremskridt. Arbejderen bliver pauper, og pauperisme udvikler sig endnu hurtigere end befolkning og rigdom. Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.

Den væsentlige betingelse for bourgeoisiklassens eksistens og herredømme er ophobningen af rigdom i hænderne på private, kapitaldannelsen og kapitalforøgelsen: Kapitalen er betinget af lønarbejdet. Lønarbejdet hviler udelukkende på arbejdernes indbyrdes konkurrence. Industriens udvikling, som viljeløst og modstandsløst fremmes af bourgeoisiet, skaber - i stedet for at isolere arbejderne i konkurrence - deres revolutionære samling i associationen. Med storindustriens udvikling bliver altså selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på slået bort under det. Det producerer først og fremmest sine egne banemænd. Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.

II. Proletarer og kommunister

I hvilket forhold står kommunisterne til proletarerne som helhed ? Kommunisterne er ikke et særligt parti, som står i modsætning til de andre arbejderpartier. De har ingen interesser, der ikke også er hele proletariatets interesser. De opstiller ingen særlige (15) principper, som de vil tilpasse den proletariske bevægelse efter.

Kommunisterne adskiller sig kun fra de andre proletariske partier ved, at de på den ene side i proletarernes forskellige nationale kampe fremhæver hele proletariatets fællesinteresser, som de fremhæver uafhængigt af nationalitet, og gør disse interesser gældende, og på den anden side ved, at de på de forskellige udviklingstrin, som kampen mellem proletariat og bourgeoisi gennemløber, stadig repræsenterer hele bevægelsens interesse.

Af alle landes arbejderpartier er kommunisterne altså i deres praksis den mest resolutte del, den del, der driver de andre fremad; teoretisk har de det forud for proletariatets øvrige masse, at de har indsigt i den proletariske bevægelses betingelser, forløb og umiddelbare resultater.

Kommunisternes umiddelbare mål er det samme som alle andre proletariske partiers: proletariatets organisering som klasse, bourgeoisi-herredømmets fald og proletariatets erobring af den politiske magt. Kommunisternes teoretiske grundsætninger hviler aldeles ikke på ideer, på principper, som er opfundet eller opdaget af en eller anden verdensreformator.

De er kun almene udtryk for de faktiske forhold, der knytter sig til en eksisterende klassekamp, til en historisk bevægelse, der foregår for øjnene af os. Afskaffelsen af bestående ejendomsforhold er ikke noget, der er særegent for kommunismen.

Alle ejendomsforhold har ustandselig skiftet, de har været underkastet en stadig historisk udvikling. Den franske revolution f.eks. afskaffede de feudale ejendomsforhold til fordel for de borgerlige. Det, der karakteriserer kommunismen, er ikke afskaffelsen af ejendom overhovedet, men afskaffelsen af den borgerlige ejendom. Men den moderne borgerlige privatejendom er det sidste og mest fuldendte udtryk for den måde at frembringe og tilegne sig produkterne på, som beror på klassemodsætninger, på nogles udbytning af andre (16) . I denne forstand kan kommunisterne sammenfatte deres teori i det ene udtryk: ophævelse af privatejendommen.

Man har bebrejdet os kommunister, at vi ville afskaffe den personligt erhvervede ejendom, den, man har skaffet sig ved sit eget arbejde, den ejendom, som siges at være grundlaget for al personlig frihed, virkelyst og selvstændighed. Ejendom, som man har skaffet sig ved eget arbejde, selv har erhvervet, selv har tjent! Mener I småborgernes, småbøndernes ejendom, som gik forud for den borgerlige ejendom? Den behøver vi ikke afskaffe, industriens udvikling har afskaffet den og afskaffer den stadig hver dag.

Eller mener I den moderne borgerlige privatejendom ? Men skaber lønarbejdet - proletarens arbejde - ejendom til proletaren ? Absolut ikke. Det skabet kapital, d.v.s. ejendom, som udbytter lønarbejdet, og hvis vækst er betinget af, at den skaber nyt lønarbejde, som atter kan udbyttes. Ejendommen i sin nuværende form hviler på modsætningen mellem kapital og lønarbejde. Lad os se nærmere på de to sider af denne modsætning.

At være kapitalist vil ikke blot sige at indtage en rent personlig, men en samfundsmæssig stilling i produktionen. Kapitalen er et samfundsmæssigt produkt og kan kun sættes i bevægelse ved mange samfundsmedlemmers, ja i sidste instans kun ved alle samfundsmedlemmers fælles aktivitet. Kapitalen er altså ikke nogen personlig magt, men en samfundsmæssig magt. Når altså kapitalen bliver forvandlet til samfundsmæssig ejendom, som tilhører alle samfundets medlemmer, så er det ikke personlig ejendom, der forvandles til samfundsmæssig ejendom. Det er kun ejendommens samfundsmæssige karakter, der forandres. Den mister sin klassekarakter.

Lad os se på lønarbejdet. Gennemsnitsprisen på lønarbejdet er arbejdslønnens minimum, d.v.s. den sum af livsfornødenheder, der er nødvendig til at holde arbejderen i live som lønarbejder. Hvad lønarbejderen altså erhverver sig ved sit arbejde, forslår kun til at opretholde den nøgne eksistens. Vi vil absolut ikke afskaffe denne personlige tilegnelse af arbejdsprodukterne, der tjener til at opretholde den blotte eksistens, en tilegnelse, der ikke giver noget overskud, som kunne give magt over fremmed arbejde. Vi vil kun ophæve den elendige karakter, som denne tilegnelsesmåde har, hvor arbejderen kun lever for at øge kapitalen, hvor han overhovedet kun lever sådan, som den herskende klasses interesse kræver det.

I det borgerlige samfund er det levende arbejde kun et middel til at øge det ophobede arbejde. I det kommunistiske samfund er det ophobede arbejde kun et middel til at gøre arbejdernes tilværelse større, rigere, bedre. I det borgerlige samfund hersker altså fortiden over nutiden, i de kommunistiske hersker nutiden over fortiden. I det borgerlige samfund er kapitalen selvstændig og personlig. Mens det arbejdende menneske er uselvstændigt og upersonligt.

Og ophævelsen af dette forhold kalder bourgeoisiet ophævelse af det personlige og af friheden! Og med rette. Men det drejer sig ganske vist om en ophævelse af bourgeoisi-personligheden, bourgeoisi-selvstændigheden og bourgeoisi-friheden. Ved frihed forstår man under de nuværende borgerlige produktionsforhold den fri handel, det fri køb og salg. Men falder handelen, så falder også den fri handel. Fraserne om den fri handel har, som overhovedet alle bourgeoisiets bravader om frihed, kun mening, når det drejer sig om den bundne handel, om middelalderens undertrykte borger, men ikke når det drejer sig om den kommunistiske ophævelse af handelen, af de borgerlige produktionsforhold og af bourgeoisiet selv. I bliver forfærdet over, at vi vil afskaffe privatejendommen. Men i jeres bestående samfund er privatejendommen ophævet for ni tiendedele af dets medlemmer; den eksisterer netop i kraft af, at den ikke eksisterer for ni tiendedele. I bebrejder os altså, at vi vil ophæve en ejendom, der som en nødvendig betingelse forudsætter, at det uhyre flertal af samfundets medlemmer ingen ejendom har. I bebrejder os kort sagt, at vi vil ophæve jeres ejendom. Javist, det er det, vi vil.

Fra det øjeblik, da arbejdet ikke mere kan forvandles til kapital, penge, jordrente, altså til social magt, der kan monopoliseres, d.v.s. fra det øjeblik, da den personlige ejendom ikke mere kan slå om i borgerlig ejendom, fra det øjeblik, erklærer I, er det personlige afskaffet. I indrømmer altså, at ved »det personlige« tænker I kun på bourgeois'en, den borgerlige ejendomsbesidder. Og den form for personlighed skal ganske rigtigt afskaffes. Kommunismen fratager ingen magten til at tilegne sig samfundsmæssige produkter, den ophæver kun magten til - ved hjælp af denne tilegnelse - at udbytte fremmed arbejde.

Man har fremsat den indvending, at når man ophævede privatejendommen, ville alt arbejde standse, og der ville indtræde en tilstand af almindelig dovenskab. Hvis det var rigtigt, måtte det borgerlige samfund for længst være gået til grunde af sløvhed; for de, der arbejder, tilegner sig ikke noget, og de, der tilegner sig noget, arbejder ikke. Hele indvendingen er ikke andet end en tautologi: at der ikke eksisterer lønarbejde, så snart der ikke mere er nogen kapital.

Alle de indvendinger, der rettes mod den kommunistiske tilegnelses- og produktionsmåde med hensyn til de materielle produkter, anfører man også, når det drejer sig om tilegnelsen og frembringelsen af de åndelige produkter. Ligesom bourgeois'en mener, at klasseejendommens afskaffelse er det samme som selve produktionens afskaffelse, sådan mener han, at afskaffelsen af klassedannelsen er ensbetydende med afskaffelsen af al dannelse overhovedet.

Den dannelse, hvis forsvinden det beklager er for det vældige flertal kun uddannelsen til at blive en maskine. Men indlad Jer ikke i strid med os, sålænge I som målestok i spørgsmålet om den borgerlige ejendomsafskaffelse anvender jeres borgerlige forestillinger om frihed, dannelse, ret o.s.v. Jeres ideer er selv et produkt af de borgerlige produktions- og ejendomsforhold, ligesom jeres retsorden ikke er andet end jeres klassevilje ophøjet til lov, og denne viljes indhold er bestemt af jeres klasses materielle livsbetingelser.

Den egoistiske tankegang, ved hjælp af hvilken I forvandler jeres produktions- og ejendomsforhold fra historiske, forbigående forhold, der skifter med produktionens udvikling, til evige natur- og fornuftslove, den deler I med alle de herskende klasser, der er gået under. Hvad I forstår, når det drejer sig om den antikke ejendomsret, hvad I forstår, når det drejer sig om den feudale ejendomsret, det vover I ikke at forstå, så snart det drejer sig om den borgerlige ejendomsret.

Familiens afskaffelse! Selv de mest radikale bliver fyr og flamme over, at kommunisterne kan nære så skændige hensigter. Hvad er grundlaget for den nuværende, den borgerlige familie ? Det er kapitalen, den private tilegnelse. Helt udviklet findes den kun indenfor bourgeoisiet; men den nødvendige baggrund er proletarens tvungne familieløshed og den offentlige prostitution. Den borgerlige familie forsvinder naturligvis, når denne baggrund falder bort, og begge dele forsvinder, når kapitalen forsvinder. Bebrejder I os, at vi vil forhindre, at børnene udbyttes af deres forældre? Vi tilstår denne forbrydelse. Men, siger I, vi ophæver det ømmeste af alle forhold, når vi erstatter opdragelsen i hjemmet med samfundsopdragelse. Er jeres opdragelse da ikke også bestemt af samfundet? Bestemt af de samfundsmæssige forhold, indenfor hvis rammer opdragelsen foregår, af samfundets direkte eller indirekte indflydelse, af skolen o.s.v.? Samfundets indvirkning på opdragelsen er ikke noget, kommunisterne finder på; de forandrer kun dens karakter, de befrier opdragelsen for den herskende klasses indflydelse.

De borgerlige fraser om familie og opdragelse, om det inderlige forhold mellem forældre og børn, bliver så meget mere modbydelige, jo mere storindustrien bevirker, at alle familiebånd ødelægges for proletaren, og børnene forvandles til simpelthen at være handelsvarer og arbejdsredskaber.

Men I kommunister vil indføre kvindefællesskab, skriger hele bourgeoisiet i kor efter os. En bourgeois ser i sin kone et rent og skært produktionsmiddel. Han hører, at produktionsmidlerne skal udnyttes i fællesskab og kan naturligvis ikke tænke sig andet, end at fællesskabet også vil komme til at omfatte kvinderne. Han aner ikke, at det netop drejer sig om at ophæve kvindernes stilling som rene produktionsmidler. Iøvrigt er der ikke noget, der er mere latterligt end bore bourgeois'ers højmoralske forfærdelse over det officielle kvindefællesskab, som man pådutter kommunisterne. Kommunisterne behøver ikke at indføre kvindefællesskab, det har eksisteret næsten altid.

Vore bourgeois'er, som ikke er tilfredse med, at deres proletarers koner og døtre står til deres disposition - vi taler slet ikke om den officielle prostitution - finder den største fornøjelse i at forføre hinandens koner. Det borgerlige ægteskab er i virkeligheden konefællesskab. Man kunne da højst bebrejde kommunisterne, at de i stedet for et kvindefællesskab, der på hyklerisk måde er skjult, skulle have til hensigt at indføre officielt, åbenlyst kvindefællesskab. Iøvrigt er det en selvfølge, at når de nuværende produktionsforhold bliver afskaffet, så forsvinder også det kvindefællesskab, d.v.s. den officielle og den ikke-officielle prostitution, som er fremgået af disse produktionsforhold.

Man har endvidere bebrejdet kommunisterne, at de skulle have til hensigt at afskaffe fædreland og nationalitet. Arbejderne har ikke noget fædreland. Man kan ikke tage fra dem, hvad de ikke har. Da proletariatet først må erobre det politiske herredømme, hæve sig op til national klasse (17) , konstituere sig selv som nation, er det altså selv nationalt, selv om det er i en helt anden betydning end den borgerlige. Den nationale isolation og modsætningerne mellem folkeslagene forsvinder mere og mere med bourgeoisiets udvikling, med handelsfriheden, verdensmarkedet, industriproduktionen og de tilsvarende livsvilkårs ensartethed.

Proletariatets herredømme vil i endnu højere grad få disse modsætninger til at forsvinde. Samlet aktion, i det mindste fra alle civiliserede landes side, er en af de første betingelser for proletariatets befrielse. I samme grad som det ene menneskes udbytning af det andet ophæves, i samme grad ophæves den ene nations udbytning af den anden. Når modsætningerne mellem klasserne indenfor nationen forsvinder, ophører nationernes fjendtlige stilling til hinanden.

De anklager mod kommunismen, som rejses ud fra religiøse, filosofiske og ideologiske synspunkter overhovedet, fortjener ikke at tages op til udførlig behandling. Kræves der særlig dyb indsigt for at forstå, at når menneskenes livsvilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres sociale tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed ? Hvad andet beviser ideernes historie, end at den åndelige produktion skifter med den materielle produktion? En tids herskende ideer har altid kun været den herskende klasses ideer. Man taler om ideer, som revolutionerer et helt samfund; men det er kun et udtryk for den kendsgerning, at der indenfor det gamle samfund har udviklet sig elementer til et nyt, at opløsningen af de gamle ideer holder trit med opløsningen af de gamle livsvilkår.

Da den gamle verden var ved at gå under, blev de gamle religioner besejret af den kristne religion. Da kristendommens ideer i det 18. århundrede bukkede under for oplysningsideerne, kæmpede det feudale samfund sin dødskamp med bourgeoisiet, der dengang var revolutionært. Ideerne om frihed til at tænke og tro, som man vil, er kun et udtryk for den fri konkurrences herredømme på samvittighedens (18) område.

»Javel«, vil man sige, »religiøse, moralske, filosofiske, politiske, retslige ideer o.s.v. ændres ganske vist i løbet af den historiske udvikling. Religionen, moralen, filosofien, politikken, retten bliver alligevel ved at bestå trods denne skiften. Der er desuden evige sandheder som frihed, retfærdighed o.s.v., der er fælles for alle samfundsformer. Men kommunismen afskaffer de evige sandheder, den afskaffer religionen, moralen, i stedet for at give den ny form, den kommer derfor i modstrid med hele den forudgående historiske udvikling.«

Hvad er kernen i denne anklage ? Hele samfundets historie indtil nu har bevæget sig i klassemodsætninger, som i de forskellige epoker har haft forskellig form. Men enten de har haft den ene eller den anden form, så er det en kendsgerning, og det gælder alle tidligere perioder, at den ene del af samfundet har udbyttet den anden. Det er derfor ikke til at undre sig over, at den samfundsmæssige bevidsthed i alle perioder til trods for al mangfoldighed og forskellighed bevæger sig i visse fælles former, i bevidsthedsformer, der kun kan opløses helt, når klassemodsætningerne er fuldstændigt forsvundet.

Den kommunistiske revolution betegner det mest radikale brud med de overleverede ejendomsforhold; det er ikke mærkeligt, at dens udviklingsproces medfører, at der på den mest radikale måde brydes med de overleverede ideer. Men lad bourgeoisiets bebrejdelser mod kommunismen være. Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet.

Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, d.v.s. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt. Dette kan naturligvis i begyndelsen kun ske ved despotiske indgreb i ejendomsretten og i de borgerlige produktionsforhold, altså ved foranstaltninger, der vil forekomme økonomisk utilstrækkeligt og uholdbare, men som under bevægelsens forløb vil vokse ud over sig selv og er uundgåelige som middel til at revolutionere hele produktionsmåden. Disse foranstaltninger vil naturligvis være forskellige i de forskellige lande. Men for de mest udviklede lande vil følgende foranstaltninger sikkert i almindelighed kunne anvendes:

1. Ekspropriation af grundejendommen og anvendelse af jordrenten til statens udgifter.

2. Skat efter stærkt stigende skala.

3. Afskaffelse af arveretten.

4. Konfiskering af al ejendom, der tilhører emigranter og oprørere.

5. Centralisering af kreditten i statens hænder ved hjælp af en nationalbank med statskapital og absolut monopol.

6. Centralisering af transportvæsenet i statens hænder.

7. Forøgelse af nationalfabrikkerne og produktionsmidlerne, opdyrkning og forbedring af jord efter en samlet plan.

8. Lige arbejdstvang for alle, oprettelse af industrielle armeer, særlig indenfor landbruget.

9. Forening af landbrug og industri, gradvis ophævelse af modsætningen (19) mellem land og by tilstræbes.

10. Offentlig og gratis opdragelse af alle børn. Afskaffelse af børns arbejde i fabrikker i den nuværende form. Forbindelse af opdragelsen med den materielle produktion o.s.v.

Er klasseforskellene under denne udvikling forsvundet og al produktion samlet i hænderne på samfundets medlemmer selv, så mister den offentlige magt sin politiske karakter. Politisk magt i egentlig betydning er én klasses organiserede magt til at undertrykke en anden med. Når proletariatet i kampen mod bourgeoisiet nødvendigvis samles til klasse, ved en revolution gør sig til herskende klasse og som herskende klasse ophæver de gamle produktionsforhold med magt, så ophæver det med disse produktionsforhold eksistensbetingelserne for klassemodsætningen, for klasser (20) overhovedet og dermed sit eget herredømme som klasse.

I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkelts fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling.

III. Socialistisk og kommunistisk litteratur

1. Den reaktionære socialisme

A) Den feudale socialisme

Det franske og engelske aristokrati var ifølge sin historiske stilling kaldet til at skrive smædeskrifter mod det moderne borgerlige samfund. I den franske Julirevolution 1830 og i den engelske reformbevægelse var det endnu engang bukket under for den forhadte opkomling. En alvorlig politisk kamp kunne der ikke mere være tale om. Det havde kun én mulighed tilbage, den litterære kamp. Men også på litteraturens område var de gamle fraser fra restaurationstiden (21) blevet umulige. For at vække sympati måtte aristokratiet tilsyneladende opgive sine egne interesser og kun formulere sine anklager mod bourgeoisiet i den udbyttede arbejderklasses interesse. Sådan skaffede det sig oprejsning ved at synge smædesang mod sin nye herre og hviske ham mere eller mindre ildevarslende profetier i øret.

På denne måde opstod den feudale socialisme, halvt en klagesang, halvt en smædevise, halvt et ekko fra fortiden, halvt en trussel mod fremtiden, undertiden ramte den bourgeoisiet i hjertet ved bitter, åndrigt sønderlemmende kritik, altid komisk ved sin fuldkomne mangel på evne til at fatte den moderne histories udvikling.

De svingede med den proletariske tiggerpose som banner for at samle folket bag sig. Men hver gang folket fulgte dem, så det de gamle våbner på deres bag og stak af med høj og uærbødig latter. En del af de franske legitimister og det unde England gav denne forestilling til bedste (22).

Når de feudale beviser, at deres måde at udbytte på var af en ganske anden form end den borgerlige udbytning, så glemmer de, at deres udbytning fandt sted under helt andre omstændigheder og betingelser, som nu er forældede. Når de påviser, at da de herskede, eksisterede det moderne proletariat ikke, så glemmer de, at netop det moderne bourgeoisi med nødvendighed er spiret frem af deres egen samfundsordning.

For resten lægger de så lidt skjul på deres kritiks reaktionære karakter, at deres hovedanklage mod bourgeoisiet netop består i, at under dets styre har der udviklet sig en klasse, som vil sprænge hele den gamle samfundsordning i luften.

Hvad de bebrejder bourgeoisiet, er ikke så meget, at det overhovedet har skabt et proletariat, som at det har skabt et revolutionært proletariat. I den politiske praksis deltager de derfor i alle voldsforanstaltninger rettet mod arbejderklassen, og til daglig kan de nok bekvemme sig til på trods af deres opblæste fraser at samle guldæblerne (23) op og opgive troskab, kærlighed og ære for at tjene penge på uld, roer og brændevin (24).

Ligesom præsten altid har gået hånd i hånd med feudalherren, sådan er den klerikale socialisme forbundet med den feudalistiske. Ingenting er lettere end at give den kristelige (25) askese et socialistisk anstrøg. Har ikke også kristendommen ivret mod privatejendommen, mod ægteskabet, mod staten? Har den ikke prædiket velgørenhed og fattigdom, cølibat og kødets overvindelse, klosterliv og kirke i stedet for? Den kristelige (26) socialisme er kun det vievand, hvormed præsten velsignet aristokratiets forargelse.

B) Småborgerlig socialisme

Det feudale aristokrati er ikke den eneste klasse, der blev styrtet af bourgeoisiet, og hvis eksistensbetingelser skrumpede ind og sygnede hen i det moderne borgerlige samfund. De middelalderlige småborgere og småbønder var forløbere for det moderne bourgeoisi. I lande med mindre udviklet industri og handel vegeterer denne klasse videre ved siden af det fremvoksende bourgeoisi.

I de lande, hvor den moderne civilisation har udviklet sig, har der dannet sig et nyt småborgerskab, der svæver mellem proletariatet og bourgeoisiet og som bestanddel af det borgerlige samfund stadig fornyer sig, men hvis medlemmer på grund af konkurrencen stadig kastes ud i proletariatet, ja, efterhånden som storindustrien udvikler sig, ser de det øjeblik nærme sig, da de forsvinder fuldstændigt som selvstændig del af det moderne samfund og både indenfor handel, industri og landbrug erstattes af opsynsmænd og forvaltere.

I lande som Frankrig, hvor bondeklassen udgør langt over halvdelen af befolkningen, var det naturligt, at de forfattere, der kæmpede for proletariatet mod bourgeoisiet, i deres kritik af bourgeoisiets herredømme anlagde småborgernes og småbøndernes målestok og tog parti for arbejderne ud fra et småborgerligt standpunkt. Sådan opstod den småborgerlige socialisme. Sismondi er den førende indenfor denne litteratur, ikke alene i Frankrig, men også i England.

Denne socialisme klarlagde yderst skarpsindigt modsigelserne i de moderne produktionsforhold. Den afslørede økonomernes hykleriske, forskønnende fremstilling af forholdene. Den påviste uomstødeligt maskinernes og arbejdsdelingens ødelæggende virkninger, koncentrationen af kapital og jordbesiddelse, overproduktionen, kriserne, småborgernes og -bøndernes nødvendige undergang, proletariatets elendighed, anarkiet i produktionen, de skrigende misforhold i rigdommens fordeling, nationernes indbyrdes industrielle ødelæggelseskrig, opløsningen af de gamle sæder, de gamle familieforhold, de gamle nationaliteter.

Men efter sit positive indhold vil denne socialisme enten genindføre de gamle produktions- og samfærdselsmidler og med dem de gamle ejendomsforhold og det gamle samfund, eller den vil med magt spærre de moderne produktions- og samfærdselsmidler inde i de gamle ejendomsforholds rammer, som de selv har sprængt og måtte sprænge. I begge tilfælde er den både reaktionær og utopisk.

Lavsvæsen i industrien og patriarkalske forhold på landet, det er dens sidste ord. I sin videre udvikling er denne retning løbet ud i modløs jamren (27).

C) Den tyske eller den »sande« socialisme

Den socialistiske og kommunistiske litteratur, der i Frankrig opstod under det herskende bourgeoisis tryk, og som var det litterære udtryk for kampen mod dette herredømme, blev indført i Tyskland på en tid, da bourgeoisiet lige begyndte sin kamp mod den feudale absolutisme.

Tyske filosoffer, halvfilosoffer og skønånder bemægtigede sig grådigt denne litteratur, men glemte blot, at de franske eksistensbetingelser ikke samtidig indvandrede fra Frankrig til Tyskland. Overfor forholdene i Tyskland mistede den franske litteratur al direkte praktisk betydning og fik et rent litterært præg. Den måtte fremtræde som ørkesløs spekulation over det sande samfund (28), over virkeliggørelsen af det menneskelige væsen. For det 18. århundredes tyske filosoffer fik den første franske revolutions krav ikke anden mening end at være »den praktiske fornuft«s krav i almindelighed, og det revolutionære franske bourgeoisis viljesytringer betød i deres øjne den rene viljes love, viljen, som den må være, den sande menneskelige vilje.

De tyske litteraters eneste arbejde bestod i at bringe de nye franske ideer i samklang med deres gamle filosofiske samvittighed eller rettere ud fra deres filosofiske standpunkt at tilegne sig de franske ideer. Denne tilegnelse foregik på samme måde, som når man tilegner sig et fremmed sprog, ved oversættelse.

Det er almindelig kendt, hvordan munkene overmalede manuskripter, hvorpå de klassiske værker fra den hedenske oldtid var skrevet, med banale katolske helgenhistorier. De tyske litterater gik anderledes til værks med den verdslige franske litteratur. De føjede deres filosofiske vrøvl ind i den franske original. F.eks. efter den franske kritik af pengeforholdene skrev de »udslag af det menneskelige væsen«, efter den franske kritik af bourgeois-staten skrev de »ophævelse af det abstrakt-almenes herredømme« o.s.v.

Denne forfalskning af den franske kritik med filosofiske fraser kaldte de »handlingens filosofi«, »sand socialisme«, »tysk socialistisk videnskab«, »filosofisk begrundelse af socialismen« o.s.v.

Den franske socialistisk-kommunistiske litteratur blev på denne måde fuldstændig kastreret. Og da den i tyskernes hænder ophørte med at være udtryk for den ene klasses kamp mod den anden, så mente tyskeren at have overvundet den »franske ensidighed«, han mente at repræsentere ikke de sande krav, men kravet om sandhed, ikke proletariatets interesser, men det menneskelige væsens interesser, mennesket overhovedet, det menneske, der ikke tilhører nogen klasse, overhovedet ikke tilhører virkeligheden, men kun den filosofiske fantasis tågehimmel.

Denne tyske socialisme, der tog sine ubehjælpsomme skolestile så alvorligt og højtideligt og udbasunerede dem så markskrigerisk, mistede imidlertid efterhånden sin pedantiske uskyld. Det tyske og særlig det preussiske bourgeoisis kamp mod feudalherrerne og det enevældige kongedømme, kort sagt den liberale bevægelse, blev mere alvorlig.

Den »sande« socialisme fik således en kærkommen lejlighed til at stille de socialistiske krav op imod den politiske bevægelse, til at slynge de traditionelle forbandelser mod liberalismen, mod folkerepræsentationen, mod den borgerlige konkurrence, den borgerlige pressefrihed, det borgerlige retssystem, den borgerlige frihed og lighed, og prædike for folkets masse, hvordan den ikke har noget at vinde den denne borgerlige bevægelse, men tværtimod alt at tabe. Den tyske socialisme glemte i rette tid, at den franske kritik, hvis åndsforladte ekko den selv var, forudsætter det moderne borgerlige samfund med tilsvarende materielle eksistensbetingelser og egnet politisk forfatning, udelukkende forudsætninger, som det i Tyskland først gjaldt om at tilkæmpe sig.

Den tjente de tyske enevældige regeringer med deres påhæng af præster, skolemestre, landjunkere og bureaukrater som et belejligt fugleskræmsel med det truende opadstræbende bourgeoisi. Den virkede som sød tilsætning til de bitre piskeslag og geværkugler, som var disse regeringers svar på de tyske arbejderrejsninger.

Blev den »sande« socialisme således et våben for regeringerne i kampen mod det tyske bourgeoisi, så repræsenterede den også direkte en reaktionær interesse, det tyske spidsborgerskabs (29) interesse. I Tyskland er småborgerskabet, som stammer fra det 16. århundrede og siden stadig dukker op i forskellig form, det egentlige sociale grundlag for de bestående forhold.

At bevare det er at bevare de bestående tyske forhold. Bourgeoisiets industrielle og politiske herredømme fylder det med frygt for den sikre undergang, dels som følge af kapitalkoncentrationen, dels som følge af, at det opstår et revolutionært proletariat. Småborgerskabet syntes, at den »sande« socialisme slog begge fluer med ét smæk. Den bredte sig som en epidemi.

Det gevandt af spekulativt spindelvæv, overbroderet med åndrige, oratoriske blomster, vædet i dug af elskovslummer følelse, dette gevandt af overspændthed, som de tyske socialister indhyllede et par radmagre »evige sandheder« i, øgede kun afsætningen af deres varer hos dette publikum. På sin side indså den tyske socialisme mere og mere, at den var kaldet til at være dette småborgerskabs højtravende repræsentant.

Den proklamerede den tyske nation som den normale nation og den tyske spidsborger som normalmennesket. Den tillagde enhver nederdrægtighed, som spidsborgeren begik, en skjult, dybere, socialistisk mening, så den betød det stik modsatte af, hvad den var. Den drog den sidste konsekvens ved at optræde direkte mod den »rå destruktive« kommunistiske retning og forkynde sin upartiske ophøjethed over al klassekamp. Med meget få undtagelser hører alt, hvad der cirkulerer i Tyskland af skrifter, der udgiver sig for socialistiske og kommunistiske, til denne kraftløse smudslitteratur (30).

2. Den konservative eller bourgeois socialismen

En del af bourgeoisiet vil afhjælpe de sociale misforhold for at sikre det borgerlige samfunds beståen. Det drejer sig her om nationaløkonomer, filantroper, menneskevenner, om folk, der vil forbedre den arbejdende klasses stilling, organisere velgørenhedsarbejde, bekæmpe dyrplageri, stifte mådeholdsforeninger, politiske kandestøbere af den mest brogede art. Også denne bourgeoissocialisme er udarbejdet til hele systemer. Som eksempel anfører vi Proudhons »Elendighedens filosofi«.

De socialistiske bourgeois'er vil have det moderne samfunds eksistensbetingelser, men uden de kampe og farer, de nødvendigvis fremkalder. De vil have det bestående samfund minus de elementer, der revolutionerer og opløser det. De ønsker bourgeoisiet uden proletariat. Bourgeoisiet forestiller sig ganske naturligt den verden, hvor det selv hersker, som den bedste. Bourgeoissocialismen udarbejder denne bekvemme forestilling til et helt eller halvt system. Når den opfordrer proletariatet til at realisere disse systemer og drage ind i det nye Jerusalem, så forlanger den i grunden kun, at proletariatet skal blive indenfor det nuværende samfund, men opgive sine hadefulde forestillinger om det.

En anden, mindre systematisk, men mere praktisk form for denne socialisme søgte at afholde arbejderklassen fra enhver revolutionær bevægelse ved at påvise, at ikke politiske forandringer af den ene eller den anden slags, men kun en ændring af de materielle eksistensforhold, af de økonomiske forhold kunne gavne den. Ved ændring af de materielle eksistensforhold forstår denne socialisme imidlertid på ingen måde afskaffelsen af de borgerlige produktionsforhold, der kun er mulig af revolutionær vej, men derimod administrative forbedringer, der kan foretages på grundlag af disse produktionsforhold og altså ikke forandrer noget i forholdet mellem kapital og lønarbejde, men i bedste fald skaffer bourgeoisiet en nedsættelse i omkostningerne ved dets styre og forenkler dets statshusholdning.

Sit helt rammende udtryk får bourgeoissocialismen først, når den bliver en ren og skær retorisk frase. Frihandel ! I den arbejdende klasses interesse. Beskyttelsestold ! I den arbejdende klasses interesse. Fængselsreform ! I den arbejdende klasses interesse. Det er bourgeois socialismens sidste ord, det eneste, den mener alvorligt. Bourgeoisiets socialisme består netop i den påstand, at bourgeois'er er bourgeois'er - i den arbejdende klasses interesse.

3. Den kritisk-utopiske socialisme og kommunisme

Vi taler her ikke om den litteratur, der i alle store, moderne revolutioner har givet udtryk for proletariatets krav. (Skrifter af Babeuf o.a.). Proletariatets første forsøg på direkte at gøre sine egne klasseinteresser gældende i en tid præget af almindelig uro, i den periode, da det feudale samfund blev styrtet, strandede nødvendigvis på proletariatets eget lave udviklingstrin, og fordi de materielle betingelser for dets befrielse, der netop først skabes i den borgerlige epoke, manglede. Den revolutionære litteratur, som ledsagede proletariatets første bevægelser, er nødvendigvis efter sit indhold reaktionær. Den docerer almindelig askese og et ganske plumpt ligemageri.

De egentlige socialistiske og kommunistiske systemer, St. Simons, Fouriers, Owens og andres, dukker frem i den første uudviklede periode af den kamp mellem proletariat og bourgeoisi, som vi har skildret ovenfor. (Se: »Bourgeoisi og proletariat«).

Opfinderne af disse systemer ser ganske vist modsætningen mellem klasserne såvel som de opløsende elementer i selve det herskende samfund. Men de ser ikke proletariatet som bærer af en historisk selvvirksomhed, af en særlig politisk bevægelse.

Da udviklingen af klassemodsætningen holder trit med industriens udvikling, forefinder de heller ingen materielle betingelser for proletariatets befrielse og ser sig om efter en social videnskab, efter sociale love, der kan skabe disse betingelser.

De må erstatte den sociale virksomhed med deres personlige virksomhed som opfindere, de må erstatte de historiske betingelser for befrielsen med fantastiske, de må erstatte proletariatets gradvise organisation som klasse med en specielt udpønset organisation af samfundet. Den kommende verdenshistorie opløser sig for dem i propaganda for disse samfundsplaner og i deres praktiske gennemførelse.

De er sig bevidst, at når de i deres planer hovedsagelig repræsenterer den arbejdende klasses interesser, er det, fordi det er den klasse, der lider mest. Kun under denne synsvinkel: den klasse, der lidet mest, eksisterer proletariatet for dem.

Klassekampens uudviklede form såvel som deres egne kår medfører imidlertid, at de tror, de er højt hævet over al klassemodsætning. De vil forbedre kårene for alle samfundets medlemmer, også de bedst stillede. De appellerer derfor stadig til hele samfundet uden forskel, ja fortrinsvis til den herskende klasse. Man behøver jo bare at forstå deres system for at anerkende, at det er den bedst mulige plan til det bedst mulige samfund.

De afviser derfor enhver politisk, særlig enhver revolutionær aktion, de vil nå deres mål ad fredelig vej og forsøger at bane vejen for det nye sociale evangelium ved små eksperimenter, der naturligvis mislykkes, ved eksemplets magt.

De fantastiske skildringer af fremtidens samfund fra en tid, hvor proletariatet endnu er højt uudviklet, hvor det altså endnu selv havde en fantastisk opfattelse af sin egen stilling, udspringer af denne klasses første uklare længsel efter en almindelig omformning af samfundet.

Men de socialistiske og kommunistiske skrifter består også af kritiske elementer. De angriber alt, hvad der danner grundlaget for det bestående samfund. De har da også leveret højst værdifuldt materiale til arbejdernes oplysning. Deres positive forslag med hensyn til fremtidens samfund, f.eks. ophævelse af modsætningen mellem land og by, af familien, den private ejendomsret, lønarbejdet, forkyndelsen af social harmoni, statens omdannelse til at være ren og skær forvaltning af produktion - alle disse forslag udtrykker kun klassemodsætningens forsvinden, den klassemodsætning, der netop først nu begynder at udvikle sig, som de endnu kun kender i dens første vage ubestemthed. Selve disse forslag har derfor endnu en ren utopisk karakter.

Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning står i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske hæven sig over klassekampen, denne fantastiske bekæmpelse af klassekampen, al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse. Mens derfor ophavsmændene til disse systemer i mange henseender var revolutionære, så danner deres elever altid reaktionære sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser overfor proletariatets historiske videreudvikling. De søger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsætningerne. De drømmer stadig om forsøgsvis at realisere deres sociale utopier, at grundlægge enkelte Falanstèrer, stifte Home-kolonier, oprette et lille Ikarien (31) - det ny Jerusalem i lommeformat -, og for at få bygget alle disse luftkasteller må de appellere til de borgerlige hjerters og pengeposers filantropi. Efterhånden glider de ind i samme kategori som de ovenfor skildrede reaktionære eller konservative socialister og adskiller sig kun fra dem ved mere systematisk pedanteri, ved den fanatiske, overtroiske forvisning om deres sociale videnskabs mirakuløse virkninger.

De bekæmper derfor forbitret enhver politisk bevægelse blandt arbejderne, da den jo kun kan skyldes, at de er forblindede af mistillid til det nye evangelium. Owenisterne i England, fourieristerne i Frankrig bekæmper henholdsvis chartisterne og reformisterne (32).

IV. Kommunisternes stilling til de forskellige oppositionspartier

Efter afsnit II kan der ikke herske nogen tvivl om kommunisternes stilling til de allerede eksisterende arbejderpartier, altså om deres stilling til chartisterne i England og landbrugsreformbevægelsen i Nordamerika.

De kæmper for arbejderklassens umiddelbare foreliggende mål og interesser, men i den nuværende bevægelse repræsenterer de tillige bevægelsens fremtid. I Frankrig slutter kommunisterne sig til det socialistisk-demokratiske (33) parti imod det konservative og radikale bourgeoisi uden derfor at opgive retten til kritisk at tage stilling til de fraser og illusioner, der er overlevet fra den store revolution.

I Schweiz støtter de de radikale uden at lukke øjnene for, at dette parti består af modstridende elementer, dels af demokratiske socialister i fransk betydning, dels af radikale bourgeois'er. I Polen støtter kommunisterne det parti, der arbejder for en agrarrevolution som en betingelse for den nationale befrielse, det samme parti, som gav stødet til Krakov-opstanden 1846. I Tyskland kæmper det kommunistiske parti, så snart bourgeoisiet optræder revolutionært, sammen med det imod det enevældige kongedømme, de feudale godsejere og småborgervæsenet.

Man ikke et eneste øjeblik undlader det hos arbejderne at skabe så klar en bevidsthed som muligt om den fjendtlige modsætning mellem bourgeoisi og proletariat, for at arbejderne straks kan vende de sociale og politiske betingelser, som bourgeoisiet må fremkalde ved sit herredømme, som våben mod bourgeoisiet, - for at kampen mod bourgeoisiet selv kan begynde straks, når de reaktionære klasser i Tyskland er styrtet.

Kommunisterne har den største opmærksomhed henvendt på Tyskland, fordi Tyskland står umiddelbart foran en borgerlig revolution, og fordi det gennemfører denne omvæltning under betingelser, hvor den europæiske civilisation overhovedet befinder sig på et højere udviklingstrin, og fordi det gennemfører den med et langt mere udviklet proletariat end England i det 17. og Frankrig i det 18. århundrede og den tyske borgerlige revolution altså kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution.

Kort sagt, kommunisterne støtter overalt enhver revolutionær bevægelse mod de bestående sociale og politiske tilstande. I alle disse bevægelser fremhæver de, at bevægelsens grundspørgsmål er ejendomsspørgsmålet, uden hensyn til den udviklingsgrad, det har nået. Endelig arbejder kommunisterne overalt på at skabe forbindelse og forståelse mellem de demokratiske partier i alle lande. Kommunisterne forsmår at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe. De har en verden at vinde.

Proletarer i alle lande, foren jer !

*******************************************************************************************

Noter til Det kommunistiske Manifest

1. Der sigtes til Februar-revolutionen 1848.

2. Tidsangivelsen unøjagtig, den omtalte oversættelse udkom i 1869.

3. I forordet til den engelske oversættelse siger jeg: »Denne tanke, der efter min mening vil komme til at lægge grunden til samme fremskridt indenfor den historiske videnskab som Darwins teori for naturvidenskabens vedkommende - denne tanke havde vi begge gradvis nærmet os allerede flere år før 1845. Hvor langt jeg selvstændigt havde arbejdet mig frem i denne retning, viser min bog »Den arbejdende klasses stilling i England«. Men da jeg i foråret 1845 igen traf Marx i Bryssel, havde han udarbejdet den fuldstændigt og forelagde den i næsten lige så klare ord som dem, jeg har sammenfattet tanken i ovenfor.« (Note af Engels til den tyske udgave 1890).

4. Lassalle personlig erklærede altid over for os, at han anså sig for at være »elev« af Marx, og som sådan stod han selvfølgelig på manifestets grund. Anderledes forholder det sig med de af hans tilhængere, som ikke gik ud over hans krav om produktionsforeninger med statsstøtte, og som inddelte hele arbejderklassen i statshjælpsfolk og selvhjælpsfolk. (Anmærkning af Engels).

5. Det vil nøjagtigt udtrykt sige: den historie, der er skriftligt overleveret. I 1847 kendte man så godt som ingenting til samfundets forhistorie, den samfundsorganisation, der gik forud for al nedskreven historie. Senere har Haxthausen opdaget landsbyfællesskabet i Rusland, og Maurer har påvist, at det er det samfundsmæssige grundlag, som er det historiske udgangspunkt for alle tyske stammer, og efterhånden blev man klar over, at landsbykommuner med jordfællesskab var samfundets urform fra Indien til Irland. Endelig blev den indre organisation af dette oprindelige kommunistiske samfund klarlagt i sin typiske form med Morgans afgørende opdagelse af gens' sande natur og dens stilling inden for stammen. Med opløsningen af dette oprindelige fællesskab begynder samfundet at spaltes i særlige klasser, der ender med at stå i modsætning til hinanden. Jeg har forsøgt at skildre denne opløsningsproces i »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«, 2. oplag, Stuttgart 1866. (Note af Engels til den engelske udgave 1888).

6. I den engelske udgave, som Engels redigerede, er efter ordet fremskridt indsat: for denne klasse.

7. »Kommune« kaldte sig de i Frankrig opståede byer, endog før de var i stand til at tiltvinge sig lokalt selvstyre og politiske rettigheder som »trediestand« fra deres feudale herrer og mestre. I almindelighed har vi her anført England som typisk for bourgeoisiets økonomiske udvikling og Frankrig som typisk for dets politiske udvikling. (Note af Engels til den engelske udgave 1888). Sådan kaldte de italienske og franske borgere deres bysamfund, efter at de havde afkøbt eller aftvunget deres feudalherrer de første selvstyrerettigheder. (Note af Engels til den tyske udgave 1890).

8. I den engelske udgave 1888 står efter »uafhængig byrepublik« ordene »(som i Italien og Tyskland)«, og efter »monarkiet« ordene »(som i Frankrig)«.

9. I senere udgaver, fra og med den tyske udgave 1872, er ordene »den borgerlige civilisation og« udeladt.

10. Senere påviste Marx, at arbejderen ikke sælger sit arbejde, men sin arbejdskraft. Se redegørelsen herfor i Engels' indledning til Marx' skrift »Lønarbejde og kapital«.

11. I den engelske udgave 1888 står der »arbejdsbyrde« i stedet for »arbejdsmængde«.

12..I den engelske udgave 1888 er der efter »sammenslutninger« indføjet »(fagforeninger)«.

13. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for »elementerne i dets egen dannelse« - »elementerne i dets egen politiske og almindelige dannelse«.

14. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for »dannelseselementer« - »oplysnings- og fremskridtselementer«.

15. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for »særlige« - »sekteriske«.

16. I den engelske udgave 1888 står det i stedet for »nogles udbytning af andre« - »mindretallets udbytning af flertallet«.

17. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for »hæve sig op til national klasse« - »hæve sig op til nationens førende klasse«.

18. I de senere udgaver, fra og med den tyske udgave 1872, står der i stedet for »samvittighedens område« - »det åndelige område«.

19. I de senere tyske udgaver, fra og med udgaven 1872, står der i stedet for »modsætningen« - »forskellen«.

20. I de senere tyske udgaver, fra og med udgaven 1872, står der i stedet for »for klasser overhovedet« - »det ophæver alle klasser overhovedet«.

21. Der sigtes ikke til den engelske restaurationstid 1660-89, men til den franske restaurationstid 1814-30. (Note af Engels til den engelske udg. 1888).

22. Legitimisterne (tilhængere af det »legitime« Bourbonmonarki) var de adelige godsejeres parti. »Det unge England« - en kreds af det engelske konservative parti, der omkring 1842 trådte offentligt frem. De repræsenteredes af Disraeli, Thomas Carlyle, og andre.

23. I den engelske udgave 1888 er der efter »guldæblerne« indføjet »som er faldet ned fra industriens gren«.

24. Det passer særlig for Tysklands vedkommende, hvor den jordejende adel og junkerne udbytter den største del af deres storproducenter af roesukker og ejere af brændevinsbrænderier. De mere velhavende engelske aristokrater har endnu ikke drevet det så vidt; men også de ved, hvordan man kan erstatte den faldende rente ved at låne sit navn til mere tvivlsomme personer, der vil oprette et aktieselskab. (Note af Engels til den engelske udgave 1888).

25. »Kristelige« står der i udgaverne 1872, 1883 og 1890, i udgaverne fra 1848 står der i stedet »hellige«.

26. Som note 21.

27. I den engelske udgave 1888 står der i stedet for dette afsnit: »Til slut, da de hårdnakkede historiske kendsgerninger havde bortvejret alle spor af selvbedragets rus, udartede denne form for socialisme til en elendig jamren«.

28. I de senere udgaver, fra og med den tyske udgave 1872, er ordene »over det sande samfund« udeladt.

29. I den engelske udgave 1888, i afsnittet om den »sande« socialisme, står der i steder for »det tyske spidsborgerskab« og »den tyske spidsborger« - »de tyske filistre« og »den tyske småborgerlige filister«.

30. Revolutionsstormem 1848 har fejet hele denne lurvede retning af vejen og betaget lederne lysten til at fortsat spekulere at spekulere i socialisme. Denne retnings hovedrepræsentant og klassiske type er hr. Karl Grün. (Note af Engels til den tyske udgave 1890).

31. Falanstèrer var betegnelsen for de af Charles Fourier planlagte socialistiske kolonier; Ikarien kaldte Cabet sin Utopi og senere sin kommunistiske koloni i Amerika. (Note af Engels til den engelske udgave 1888). Home-kolonier (kolonier i hjemlandet) kalder Owen sine kommunistiske mønstersamfund. Falanstèrer var det navn, Fourier gav de samfundspaladser, han planlagde. Ikarien hed det utopiske fantasiland, hvis kommunistiske indretninget Cabet har skildret. (Note af Engels til den tyske udgave 1890).

32. Der sigtes til tilhængerne af bladet »La Reforme«, som udkom 1843-50 i Paris.

33. Et parti, der dengang repræsenteredes i parlamentet af Ledru-Rollin, i Litteraturen af Louis Blanc og i dagspressen af »Rèforme«. Navnet socialdemokrati betegnede hos disse folk, der er ophavsmændene til det, en del af det demokratiske eller republikanske parti med mere eller mindre socialistisk anstrøg. (Note af Engels til den engelske udgave 1888). Det parti, der i datidens Frankrig kaldte sig socialistisk-demokratisk, var det der politisk repræsenteredes af Ledru-Rollin og litterært af Louis Blanc; det var altså himmelvidt forskelligt fra det nuværende tyske socialdemokrati. (Note af Engels til den tyske udgave af 1890).

I. Internationale - september 1864, London

Almindelige statutter for Den Internationale Arbejderassociation

I betragtning af:

Den erklærer:

1. Denne association er blevet dannet for at skabe et midtpunkt til forbindelse og planmæssigt samvirke mellem de arbejderforeninger, der eksisterer i forskellige lande og tilstræber det samme mål, nemlig arbejderklassens beskyttelse, fremgang og fuldstændige frigørelse.

2. Sammenslutningens navn er: »Den internationale arbejderassociation«.

3. Hvert år træder en almindelig arbejderkongres sammen, bestående af delegerede fra associationens enkelte afdelinger. Det vil være kongressens opgave at proklamere arbejderklassens fælles bestræbelser, træffe de forholdsregler, der kræves for at Den internationale association med fremgang kan udøve sin virksomhed, og indsætte sammenslutningens generalråd.

4. Hver kongres bestemmer tid og sted for den næste kongres' sammentræden. De delegerede mødes på det fastsatte tidspunkt og på det fastsatte sted uden særlig indbydelse. I nødstilfælde kan generalrådet forandre mødestedet, men ikke udskyde tidspunktet for kongressens sammentræden. Kongressen bestemmer hvert år generalrådets sæde og vælger dets medlemmer. Det således valgte generalråd bemyndiges til at føje nye medlemmer til de valgte. På de årlige møder skal generalrådet aflægge en offentlig beretning for den almindelige kongres om sin forretningsførelse i årets løb. Generalrådet kan i nødstilfælde indkalde den almindelige kongres før den ordinære årlige termin.

5. Generalrådet sammensættes af arbejdere fra de lande, der er repræsenteret i Den internationale association. Det vælger blandt sine egne medlemmer de nødvendige funktionærer - en kasserer, en generalsekretær, de korresponderende sekretærer for de forskellige lande osv.

6. Generalrådet udgør et internationalt bindeled mellem associationens forskellige nationale og lokale grupper med det formål bestandig at holde arbejderne i det ene land underrettet om deres klasses bevægelse i alle andre lande; med det formål samtidig og under en fælles ledelse at gennemføre en undersøgelse af de sociale forhold i de forskellige lande i Europa; med det formål at få spørgsmål, der er blevet rejst i en enkelt sammenslutning, og som er af almindelig interesse, undersøgt af alle; samt - i tilfælde af, at umiddelbart praktiske skridt, f.eks. under internationale stridigheder, bliver nødvendige - med det formål at sikre, at de tilsluttede associationers aktion sker samtidig og ensartet. Ved enhver passende lejlighed må generalrådet tage initiativet til at stille de forskellige nationale eller lokale sammenslutninger forslag. For at lette forbindelsen med de tilsluttede sektioner offentliggør generalrådet periodiske beretninger.

7. Da arbejderbevægelsens sejr i hvert land kun kan sikres ved den styrke, der ligger i at forene og organisere sig, og da på den anden side det internationale generalråds nytte i høj grad betinges af, at det har at gøre med et lille antal nationale centre for arbejderassociationer i stedet for med et stort antal små og usammenhængende lokale organisationer, må Den internationale associations medlemmer af alle kræfter stræbe efter at få de spredte arbejderforeninger i deres respektive lande sluttet sammen til nationale organisationer, der repræsenteres af nationale centralorganer. Det er en selvfølge, at anvendelsen af denne regel må afhænge af de særlige love i hvert land, og at der, bortset fra legale hindringer, ikke skal være noget i vejen for, at uafhængige lokale organisationer står i direkte korrespondance med generalrådet.

7a. I sin kamp mod de besiddende klassers forenede magt kan proletariatet kun da optræde som klasse, hvis det konstituerer sig selv som et særligt politisk parti, der står overfor alle tidligere partier, dannede af de besiddende klasser. Denne forening af proletariatet til politisk parti er uomgængelig for at sikre den sociale revolutions triumf og dens endelige formål - klassernes afskaffelse. Den sammenslutning af arbejderkræfterne, der allerede er opnået gennem den økonomiske kamp, må i denne klasses hånd tillige blive en løftestang i dens kamp mod dens udbytteres politiske magt. Da jordens og kapitalens herrer bestandig betjener sig af deres politiske privilegier til at beskytte og forevige deres økonomiske monopoler og til at knægte arbejdet, bliver erobringen af den politiske magt proletariatets ophøjede pligt. (note 2)

8. Hver sektion har ret til at udnævne sin egen sekretær til at føre korrespondance med generalrådet.

9. Enhver, der anerkender og forsvarer Den internationale arbejderassociations principper, kan optages som medlem. Hver sektion er ansvarlig for, at de medlemmer, den optager, er moralsk uangribelige.

10. Hvert medlem af Den internationale arbejderassociation vil få de forenede arbejderes broderlige støtte, hvis han flytter fra det ene land til det andet.

11. Skønt forenede til et evigt forbund til broderligt samvirke, bibeholder de arbejdersammenslutninger, der træder ind i Den internationale arbejderassociation, fuldt og helt deres bestående organisationer.

12. Disse statutter kan revideres på hver kongres, hvis to tredjedele af de tilstedeværende delegerede udtaler sig for en sådan revision.

13. Alt, hvad der ikke er forudset i de foreliggende statutter, ordnes ved hjælp af særlige statutter, der skal godkendes af hver kongres.

Noter:

1. Disse statutter blev vedtaget i september 1871 på Den internationale arbejderassociations konference i London. De var bygget på de »Provisoriske statutter«, som Marx havde forfattet ved I. Internationales stiftelse i 1864.

2. Punkt 7a er en kort fremstilling af Londonkonferencens resolution 1871 og blev efter beslutning af I. Internationales Haag-kongres (september 1872) optaget som supplement til statutterne.

*****

I Frankrig havde kejser Napoleon III lovet at beskytte kapitalisterne mod arbejdernes krav, og lovet at tilbageerobre de dele af Rhinlandet, som Frankrig havde tabt i 1815. Preussen og Østrig angreb Danmark i 1864 og stjal Slesvig og Holsten. Men de kunne ikke blive enige om at dele byttet, og efter de Preussisk- Østrigske krige i 1866, truede Preussen med at blive den dominerende magt i Mellemeuropa. I årtier forinden var den spæde franske arbejderklasse vokset frem og de sociale skel mellem rig og fattig var blevet meget graverende. I Paris var store dele af arbejderklassen blevet tvangsforflyttet fra den indre by og boede nu i skure i udkanten af byen. Blandt andet for at aflede befolkningens opmærksomhed fra de sociale spørgsmål erklærede den franske regering krig mod Bismarcks tyske rige. Det blev skæbnesvangert: Krigen mod Frankrig begyndte i august 1870 og allerede d. 1. september 1870 kom det til et afgørende slag ved Sedan. Den franske hær led hurtigt en stribe nederlag og de franske enheder måtte overgive sig. Men d. 4. september blev kejserdømmet væltet i Paris, og republikken blev udråbt. De preussiske tropper trængte længere ind i Frankrig og begyndte d. 28. december at beskyde Paris. Store dele af Frankrigs befolkning var rasende og følte, at hæren havde svigtet dem. Der skulle kun en gnist til at tænke oprøret. D. 18. januar 1871 bliver Det Tyske Rige udråbt i Versailles, og den preussiske konge: Wilhelm 1. blev udråbt til kejser. D. 26. februar 1871 blev den foreløbige fredsaftale indgået i Versailles. Men i Paris blev folk bevæbnet efter kapitulationen, idet den nationalgarde, der var blevet dannet året før under september-revolutionen, havde et flertal af arbejdere. De tyske tropper og de preussiske junkere turde ikke trænge ind i Paris. Den franske borgerlige regering: Thiers, ville beslaglægge nationalgardens kanoner i Paris, der stod på Montmartre - d. 18. marts 1871. Det blev opdaget og pariserne, mænd såvel som kvinder, stillede sig bogstaveligt talt i vejen og forhindrede tropperne i at slæbe af med kanonerne. Hærens officerer gav ordre til at skyde mod folk, men det nægtede flertallet af soldaterne og forbrødrede sig i stedet med byens indbyggere. To generaler blev skudt og det, der var tilbage af hæren flygtede i vild panik til Versailles. Nu var Paris uden ledelse. I det magttomrum, der eksisterede, tog Nationalgardens centralkomite ledelsen og regeringsmagten og udskrev valg til få dage senere. Nationalgardens centralkomite udsendte et opråb: 1. befrielse af Frankrig fra besættelsesmagten - 2. kapitalismens fald. Her valgtes det råd, der de kommende uger forsøgte at opbygge et nyt og anderledes samfund. Rådhuset i Paris: Hotel de Ville, er et symbol på Pariserkommunens tanker om frihed og demokrati. Her samledes de valgte kommunarder og her traf man en række beslutninger om hvordan man kunne indrette et ganske anderledes samfund. Trods Pariserkommunens kun 72 dages levetid formåede kommunarderne nemlig at udstikke en række principper for opbygningen af et socialistisk samfund. Principperne lever videre i den franske såvel som den internationale arbejderbevægelse. Det gælder spørgsmålet om at adskille stat og kirke, om at sikre en ikke-religiøs skolegang, om at valgte repræsentanter kan afsættes, hvis de ikke lever op til valgløfterne, om kvindernes ligestilling, om støtte til den folkelige kultur og om udlændinges retsstilling. Men nu fik Pariserkommunen det borgerlige Frankrig på nakken, der i alliance med det nygrundlagte Tyske Rige og Bismarck fik frigivet 100.000 krigsfanger, der snart fik skudt hele bydele i ruiner. Nationalgardens bataljoner i Paris blev ledt af den polske immigrant Wroblewski. Nationalgarden var en slags folkehær, hvor en meget stor del af Paris' mandlige befolkning var indrulleret. Pariserkommunen arbejdede under uhørt vanskelige betingelser, under belejring og snart under direkte beskydning. D. 21. maj gennembrød de borgerlige styrker Pariserkommunens forsvarslinier, og i otte dage varede den ulige kamp. Lørdag d. 27. maj blev 200 kommunarder skudt sønder og sammen på Père Lachaise kirkegården. Nogle af de hårdeste kampe fandt sted i arbejderkvarteret omkring Place d'Italie, kvarteret omkring Bastillepladsen og omkring Place de Republique. På Pére Lachaise kirkegården i Paris' nordøstlige hjørne blev de sidste heltemodige kommunarder myrdet (Mur des Fédérés). Søndag d. 28. maj 1871 blev Pariserkommunen fuldstændig besejret. De kontrarevolutionens sejr udløste et myrderier af værgeløse mænd, kvinder og børn. Mindst 30.000 blev myrdet, 40.000 spærret inde i lejre og tusinder dømt til tvangsarbejde eller landsforvist. Mindepladen på Père Lachaise kirkegården blev i sin tid sat op af myndighederne, - hårdt presset af overlevende kommunarder. Der er til stadighed blomster foran og rundt omkring er gravstene over den franske arbejderbevægelses helte. Her foran mindepladen afholdes hvert år - den sidste lørdag i maj måned - en mindehøjtidelighed for Pariserkommunen. I Luxembourg-haven, hvor regeringen efter nedkæmpelsen af kommunen gennemførte flere rettergange og henrettelser af kommunarder. I nærheden af Place D'Italie på gaden: Rue des Cinq-Diamants 46, 75013 Paris ligger »Les Amis de la Commune de Paris« - Pariserkommunens Venner. Pariserkommunens Venner blev stiftet i 1882 som en støtteforening for de overlevende kommunarder, der efterhånden fik amnesti for forvisningen og vendte tilbage til Frankrig. I den lille butik på Rue des Cinq-Diamants 46 sælger Pariserkommunens Venner bøger, videobånd, billeder og andet med relation til Pariserkommunen. Butikken har åbent hver tirsdag og fredag kl. 15-18. På Montmartre var højdedraget i 1871 uden synderlig bebyggelse. Byggeriet af Sacre Ceur kirken begyndte fire år efter Pariserkommunen var druknet i blod, og Sacre Ceur kirken er bygget på løgnene om Pariserkommunen. I juni 1871 udsender den franske udenrigsminister Jules Favre et cirkulære til alle europæiske regeringer med opfordring til at tilintetgøre Den Internationale Arbejderassociation. Den tyske kansler Bismarck og den østrigske kejser mødes i september for at standse Internationalens virksomhed. Snart slutter de herskende kredse i Rusland, Italien, Spanien, Danmark og Belgien sig til felttoget mod Internationalen, og Tsarens regering foreslog afholdelse af en international konference, der kunne tilintetgøre Arbejderassociationen. I Frankrig blev det gjort kriminel, at have forbindelse til Internationalen. I Spanien beordrede indenrigsministeren Internationalen opløst. I samtlige lande blev gennemført massearrestationer og partilederne blev idømt langvarige fængselsstraffe. I Tyskland blev August Bebel og Wilhelm Liebknecht fængslet og anklaget for højforræderi. Den Internationale Arbejderorganisation (I. Internationale) blev reelt opløst i 1872 efter at de engelske fagforeninger havde trukket sig ud af det internationale samarbejde. Baggrunden skal søges i oprettelsen af det tyske kejserrige i 1871, hvorved den tyske kapital frit kunne udfolde sig over et større territorium, og dermed opsuge arbejdskraften på kontinentet. Dermed kunne de engelske kapitalister ikke mere importere strejkebrydere fra kontinentet.

Den Internationale Arbejderforening i Danmark

Når man spejder efter de første spirer til en socialistisk bevægelse i Danmark, kan man ikke overse den første danske mand, som kaldte sig socialist, og med rette, nemlig lægen Frederik Dreier (1827-53). Allerede omkring 1848 så han klart humbugen i de småborgerlige filantropforeninger og formulerede før nogen anden kravet om »arbejdets frigørelse fra pengemagtens åg«. Han hævdede i sit blad »Samfundets Reform« nødvendigheden af frie fagforeninger og opstillede programmet for et selvstændigt arbejderparti. Men Frederik Dreier var forud for sin tid. Han døde desuden endnu i sit livs forår og nåede ikke at få arbejderne sat i bevægelse, selv om det havde været muligt i de tider. En udløber af røret 1848 var derimod en arbejdersammenslutning af en helt anden slags, »Foreningen af Oldgeseller og Ladesvende«, som blev stiftet 1850 på foranledning af en socialt interesseret borgerrepræsentant og rigdagsmand jernstøber P. F. Lunde, som 1848 havde udsendt et lille skrift: »Forslag til forbedring i de arbejdende klassers kår.« Foreningen støttede bl.a. håndværksmestrene i deres modstand mod næringsloven, men da denne ikke desto mindre blev gennemført og lavsvæsenets sidste rester dermed måtte forsvinde, antog foreningen i 1862 navnet »Håndværkernes Formandsforening«. Endnu hen i 1870érne eksisterede den som samlingsstedet for »de gamle svende med det svære skæg«, som klyngede sig til fortidens traditioner og nødigt ville have noget med de liberalistiske idéer at gøre og da slet ikke med de socialistiske. De danske arbejdere, som drog »på valsen«, i andre lande så hvordan det fremvoksende borgerskab snød arbejderne, og hvor arbejderne havde deres egne foreninger, egen idéverden, deres eget program. Også Englands arbejderbevægelse hændte det, at danske arbejdere kom til at stifte bekendtskab med, men ganske vist på en noget dårlig måde. Når engelske og skotske arbejdere i 1860érne nedlagde arbejdet, skete det, at deres arbejdsgivere importerede udenlandsk arbejdskraft til erstatning, og også fra Skandinavien. I 1866 blev således 60 danske skræddersvende lokket til Edinburgh som skruebrækkere. I 1871 afgik tre hold på ca. 30 danske og svenske metalarbejdere pr. dampskib til England i anledning af en strejke. Man véd, at Internationale i 1866 sendte dansk- og tysktalende medlemmer til Edinburgh for at overtale de udenlandske strejkebrydere til at rejse hjem. Og i 1871 var en af Internationales sekretærer, J. Cohn, på vej via Belgien til Skandinavien for at modvirke trafikken af skruebrækkere derfra. Men han blev returneret til England af det belgiske politi. Men selv i de danske blade kunne man læse om Traade Unions og om strejker. I 1851 havde en spontan strejke indenfor de københavnske byggefag indbragt både murere og tømrere højere dagløn og bedre akkordforhold. Men efter næringsfrihedens indførelse følte mestrene sig ikke længer bundet af disse tariffer. I 1865 og 1866 var spændingen mellem de lave lønninger og de høje huslejer imidlertid blevet så stor, at den udløstes i nye strejker blandt murere og tømrere, også denne gang med sejr for svendene. Derimod løb en del andre småstrejker ud i sandet. Den første moderne fagforening i Danmark er sikkert de københavnske korkskæreres forening, som blev stiftet d. 20 januar 1865. Næsten samtidig er en Cigarmagerforening i Fredericia. Og i 1869 stiftes typografisk forening i København, der kort efter viser fagforeningsmæssige karaktertræk. Den internationale og den socialistiske bevægelse i udlandet, og Generalrådet blev i bladene fremstillet som om de havde de uhyre pengemidler. »Dags-Telegrafen« bragte sympatiske referater af de internationales kongresser 1867 og 1868. Nogen direkte forbindelse mellem arbejdere i Danmark og Marx' Internationale kan ikke fastslås før i foråret 1870. Den tyskfødte barbér E. W. Klein, der senere bliver formand for centralbestyrelsen, skriver ganske vist i 1875, at, han »allerede i 1867 med flere ligesindede dannede en lille international klub, der stod i forbindelse med udlandet«. Den danske buntmager Lorentz Petersen, blev født i København omkring 1814. Efter at han blev svend drog han på valsen og opholdt sig for det meste resten af livet i udlandet. Han boede i Tyskland i flere år, og da han i 1841 arbejdede i Lausanne i Schweiz sluttede han sig til den tyske skræddersvend, Wilhelm Weitlings »De Retfærdiges Forbund«, som blev et slags håndværkersvende-Internationale. Senere boede han mest i Paris og var her formand for en tysk forening og korrespondent til lassalleanernes organ i Berlin »Der Sozialdemokrat«. Ind imellem slog han sig ned i Bruxelles og i London, og allevegne var han med i organisationslivet. Ved hans død skrev »Social-Demokraten«, at hans valgsprog var: »Mit fædreland er dér, hvor socialismen trives.« I 1860érne sluttede han sig til Internationale. Han har muligvis været blandt de dansktalende agitatorer, som sendtes til Edinburgh i 1866 for at overtale de skandinaviske beklædningsarbejdere til at rejse hjem. D. 3 april 1870 blev Lorentz Petersen udstyret med et legitimationskort, som Internationales agent, og rejste derefter til Danmark, for at få en afdeling her, men det var kun et kort besøg. Lorentz Petersen fik bl.a. kontakt med Anthon Nielsen Mundberg i Lille Købmagergade 65, 1ste sal, København, og skriver bl.a. til Mundberg, »at Den Internationale Association er den eneste banebryder, ved hvilken vejen kan åbnes for at overføre den sociale bevægelse til Skandinavien. Det vrimler her til lands af forbrugs-, understøttelses-, dannelses-, sang- og arbejderforeninger og andre fordummelsesanstalter. Over dem troner - som fordum Schulze i Tyskland - en vis Rimestad og slynger som Zeus sine lyn mod dem, der synes ham farlige og ikke vil bøje sig for hans herredømme. Heldigvis begynder netop nu hans trone at vakle; vi begynder altså vort værk i en gunstig stund«. Lorentz Petersen nævner en pjece af Eccarius: »En arbejders imødegåelse af Stuart Nill's national-økonomiske lærdomme,« som denne Marx-lærling havde udgivet på tysk i 1869, efter at den på engelsk var fremkommen i Internationales organ »Commonwealth« og været stærkt drøftet. Eccarius advarer heri mod borgerlig tvetungethed, repræsenteret af J. S. Mill, der i parlamentet havde vist sig som arbejderven og trådt op imod »bourgeoisiet« og »pengesæk-aristokratiet«, men dog i sin filosofi var konservativ, dvs. John Stuart Mill var reaktionær. Den pjece havde aktuel interesse i København med henblik på Rimestad. Lorentz Petersen tog til London og skriver igen til Mundberg, og fra Paris holder han forbindelsen med København vedlige. Lorentz Petersen var med til at organisere en indsamling blandt skandinaver i Paris til støtte for Murerstrejken i København 1872, og selv yder han, som skal have været en dygtig arbejder og tjent gode penge, flere gange beløb til den socialistiske bevægelse. Han tegnede sig således for aktier i forsamlingsbygningen i Rømersgade og i Arbejdernes Fællesbageri. I 1881 blev han udvist af Paris og ført til den belgiske grænse. De sidste år af sit liv boede han i Genéve. I maj 1894 kom han tilbage til København, hvor han døde d. 25 juni samme år, og han blev begravet på Assistens Kirkegård. Anthon Nielsen Mundberg var i 1870 33-årig jyde, og han var født d. 15 juni 1837, som søn af velhavende gårdmands-olk i Gimsing ved sSruer. Han var blevet sat til handelen i Holstebro, og havde i sit 18.-19. år besøgt Det Grünerske Handelsakademi i København. Derefter havde han et par år plads i Hamborg, men røg uklar med sin principal og vendte hjem til Holstebro, hvor han i 1859 etablerede sig som købmand og giftede sig. Allerede næste år gik han fallit, og det synes, som om familien har slået hånden af ham. De følgende år måtte han og hustru hutle sig igennem ved en lille høkerbutik i byen, men i 1869 flyttede han til Århus, hvor en lille forretning heller ikke gav andet end skuffelser. Han var imidlertid kommet til at, tænke over samfundsspørgsmålene, og udsendte samme år en pjece, hvori han vender sig kritisk mod brugsforeningerne, der efter hans mening ødelagde de mindre næringsdrivende og derved bidrager til at styrke kapitalisternes og de store forretningsmænds magt og befordrede en udvikling, så der kun bliver rige og fattige tilbage. Hans moderate betragtninger, der delvis er vendt mod pastor Sonne, slutter: »ingen kan oprigtigere end jeg ønske en nogenlunde udjævning mellem de forskellige klassers vilkår i samfundet, og ingen kan have en fastere overbevisning om alle klassers ligeberettigelse til at nyde livet og livets goder, og til at gives lejlighed til åndens uddannelse og forædling, men jeg hylder på ingen måde den grundsætning, at øjemedet helliger midlet«. I vinteren 1869-70 drog han til København og ernærede sig her ved kommissionsforretning med landbrugsvarer, æg, vildt og lignende, som han modtog fra Vestjylland, men det gik kummerligt; han levede i den yderste fattigdom, og det er her, han så at sige er blevet disponeret for socialismen. Mundberg havde også kontakt til en korttegner/kortmaler Ole Chr. Andersen, og Paul Geleff fortæller i sin høje alderdom, at da Pio og jeg startede, eksisterede der en lille socialistisk gruppe, med Mundberg, Holm og Hørdum, barber Klein og muligvis var også snedker Sophus Pihl med i gruppen. D. 12 maj 1871 skriver »Dags-Telegrafen«, at der er et rygte om, at der i København skulle eksistere en aflægger af Pariserkommunen, en slags kommunistisk komité bestående af »en bager, en skomager og en tredje, der betegnes som et »geni fra Ny-Kongensgade«. Mundberg, måtte for brødets skyld rejse bort kort efter Lorentz Petersens besøg, og Mundberg overtog i sommeren 1870 en plads som bestyrer af et marketenderi ved et udtørringsarbejde ved Nissumfjord. Først da dette blev nedlagt i eftersommeren 1871 vendte han tilbage til København. I denne mellemtid var den Fransk-Tyske krig den alt beherskende begivenhed. Der var kredse i Danmark, som ville have Danmark inddraget i denne krig på Frankrigs side, da de stadig havde tabet af Sønderjylland i frisk erindring. Tietgen og Rimestad var på det hold, men Pio og Geleff gav efter for deres franske sympatier. Men så flyttedes i marts-maj 1871 opmærksomheden over på »Kommunen« i Paris, som den national-liberale presse beskrev som en pøbelopstand, et morderregimente, som de samfundsbevarende kræfter, som Thiers og Versailles-tropperne gudskelov snart fik gjort en ende på. Mens Pariserkommunens tragiske udgang for lange tider lammede arbejderbevægelsen i Frankrig og gav den 1. Internationale et grundskud, fik pariserproletariatets heltemodige, omend hovedløse rejsning, andre landes arbejdere til at løfte hovedet. Mænd »med funklende blikke« rejste sig som i Drachmanns digt og råbte til kammeraterne:

Hører i stormen, mærker i strømmen;

Det bryder omkring os på alle kanter.

Hvi sover i da? I nat er det drømmen,

Men i morgen måske er det dommen og døden.

I så jo dog blus, i lugtede brande,

Røgen drev hid fra de fremmede lande;

Men jer fik den ej røget ud af hulen,

I ligger endnu og døser i kulen.

 

d. 15. oktober 1871

I 1800-tallet er Danmark præget af nød og fattigdom på landet. Ud af Danmarks ca. 2 millioner indbyggere flytter ca. en halv million i anden halvdel af 1800-tallet ind til byerne fra landet og ca. 250.000 udvandrer til Amerika. Men nøden og elendigheden i byerne er lige så slem og arbejdsløsheden stor. Arbejdere med job er så underbetalt, at de alligevel må have hjælp af fattigvæsnet. Det er også nødvendigt for kvinder og børn at arbejder, hvis de skal have brød og fedt. I 1871 etablerer arbejderne i Paris: Pariserkommunen, og i 2 måneder er Paris socialistisk, indtil de revolutionære kommunarder bliver kvalt i blod. Ca. 30.000 arbejdere, kvinder og børn bliver dræbt i den efterfølgende terror og Pariserkommunens nederlag sender rystelser ud i hele Europa. I Danmark har postembedsmand Louis Pio fulgt med og d. 21. maj 1871, samme måned som Pariserkommunen er blevet nedkæmpet, udgiver Pio det første nummer af Socialistiske Blade til 8-skillings i tvangfri hæfter, med mottoet: audiatur et altera pars. Hvilket vil sige: den anden part bør også høres. Det første blad indledes med nogle ord om, at overfladiske betragtere måske hengiver sig til den skønne drøm, at tidligere tilstande vil vende tilbage, når Pariserkommunen er slået ned; men det skyldes, at man enten ikke vil eller kan se den dybere grund, hvorfra disse mægtige rørelser har deres udspring. Da den så meget udskregne socialisme ikke hidtil har fundet nogen talsmand her i landet, vil forfatteren bidrage sit til at forklare det store spørgsmål, som vil blive stående på nationernes dagsorden, indtil det er løst. Herefter gives en historisk oversigt over samfunds- og produktionsforholdenes udvikling, som har ført til dannelsen af en fjerde stand, proletariatet. Det vises, hvordan adelsvældet er afløst af bourgeoisiets herredømme, hvis »borgerkonge«, Louis Philip, energisk har neddæmpet den socialistiske bevægelse. Tyskeren Schulze-Delitzsch og Napoleon III har dog været de mest opfindsomme med hensyn til at stoppe munden på og putte blår i øjnene på arbejderne. Pio går her over til en analyse af de borgerlige selvhjælpsforanstaltninger til ophjælpning af proletariatet, og kommer til det resultat, at hverken husholdningsforeninger, forskuds- eller spareforeninger er til nogen nytte for arbejderne. Brugsforeningernes eventuelt billigere priser vil »med jernhård nødvendighed« føre til, at lønnen synker, og fortjenesten følgelig går i fabrikherrenes lomme. Og nu endelig de foreninger, der skal fremme oplysning og dannelse blandt arbejderne! Her vil man forgæves lede efter »de blege ansigter, de udtærede og dårligt klædte skikkelser, fruentimmer, mænd og børn, som du vil kunne møde på Christianshavn eller broerne om aftenen«. Men forøvrigt taber proletariatet ikke stort, ved at gå glip af arbejderforeningernes »populære« foredrag. »Ingen sagkyndig vil vove at påstå, at der ved disse midler kan opnås en sand og for arbejderen nyttig dannelse. - den ulykkelige tilhørers hoved bliver lavet om til et pulterkammer, der fyldes med politiske pjalter fra rigsdagen, med rustne slagsværd fra kæmpehøjene, med forbavsende astronomiske talstørrelser eller med komediestumper, men blandt alt skramlet findes ikke et ærligt, helt stykke, der kunde bruges til at møblere et af de ubesatte hjernekamre med.« Forfatteren mener, at arbejderen har mere brug for at vide, hvordan han skal udtrykke sine meninger og krav i skrift og tale, lære hvordan han skal bestyre virksomhederne og samfundet og værge sig mod kapitalens overfald. En sådan dannelse og oplysning er hårdt tiltrængt. »Indgår fabrikherrerne forbund for at trykke lønningerne, så kaldes det »den frie konkurrence« og billiges naturligvis af lovene; indgår arbejderne forbund for at få lønnen forøget eller arbejdstiden forkortet, så kaldes det »tumultariske forsamlinger« eller endog »oprør«.« Socialismens forkæmpere stemples i bladene som røvere, mordere osv., og de løgnagtigste beskyldninger udslynges imod dem. Endnu engang vender forfatteren sig mod Schulze-Delitzsch, mod udbyttedeling og lignende humbug og slutter: »Håber vi således nu at have vist, hvor utilfredsstillende de midler er, som det liberale parti hidtil har anvendt for at »løse den gordiske knude«, og skriver Pio: Vi skal næste gang klart og tydeligt fremstille, hvad det er vi, arbejderne, ønsker og hvad vi vil sætte igennem sent eller tidligt, med loven eller - uden den ! Dette udtryk bliver opfattet som en opfordring til revolution og gør Borgerskabet opskræmt. Pios fætter: fhv. bog- og musikanmelder Harald Brix, udgiver det andet nummer af Socialistiske Blade med mottoet: Union is strenght, dvs. sammenhold er styrke. Hæftet tog atter sit udgangspunkt i Pariserkommunen, som imidlertid var blodigt underkuet og havde lært arbejderne, »at der ad fredelig vej ikke er noget at stille op med deres troløse fjender«. Men inden kort tid vil de rejse sig en masse og berede sig vejen til friheden. I Tyskland, Belgien forbereder man sig til den forestående afgørelse. Lad os følge eksemplet og »bryde med de ledere, der forsøger at lave os om til halvdannede, viljeløse nikkedukker for kapitalisterne, lad os være på det rene med, at vi har selvstændige interesser, der står i fuldstændig strid med hele det øvrige besiddende samfund, og for at fremme disse må vi som det første skridt benyttede de rettigheder, som lovene giver os for at samles, til at diskutere vore anliggender offentligt, og til at udøve indflydelse på statens styrelse«. Som udgiver var der på de to blade blot opgivet »En arbejder«, men efter en måneds tid viste det sig, at der bag bladene stod en løjtnant ved navn Louis Pio. Louis Pio var på dette tidspunkt var 30 år gammel, havde levet en tilværelse med studier af forskellig slags; med en tid som underviser og på det seneste som ansat i postvæsenet. Nu mens han arbejdede med de socialistiske blade og det næste år frem ernærede han sig ved at være huslærer hos ejerinden af Berlingske Tidende, Kammerherreinde: Berling, ude på landstedet Ordruphøj ! L. Pio´s fætter: Harald Brix, der var en falleret boghandler, fandt hurtigt sammen med L. Pio og fungerede blandt andet som forlægger på bladene. Paul Geleff, der var en sønderjydsk lærer, sluttede sig også tidligt til L. Pio og viste sig senere som en fremragende agitator. D. 21 juli 1871 udkom også ugebladet »Socialisten« af Pio og Brix, der vakte genlyd og fik hurtigt 2-3.000 abonnenter, og dette ansporede til yderligere initiativer. I den første artikel, et opråb »Til vore brødre, Danmarks arbejdere«, udfolder den endnu ukendte agitator sin fulde patos: »Vore brødre i andre lande har sluttet sig sammen i massevis og begynder at rykke frem mod rigmændene, som efter at have opdynget umådelige skatte véd at tilrane sig udbyttet af vor halve arbejdstid, nu svælger i nydelsen af alle jordens glæder, medens vi, forsultne og elendige, må være glade ved at få tilkastet det sorte brød fra fattiganstalterne, hvortil de viser os, når de har slidt os op ved trællearbejdet. Med snedig frækhed har disse undertrykkere vovet at påstå, at vi i grunden har det godt, og de har gentaget denne løgn så tit, at mangen en arbejder, der lige har det nødvendige, er bragt til at tro derpå……. Men bort fra alle gøglende billeder! Lad os se vor elendighed lige i øjnene, uden at skuffes af dem, der vil dysse os i søvn for lettere at beherske os. Først da vil vi erhverve den seje udholdenhed, der er en nødvendighed, når der skal nås et resultat…… Bag os ligger sult og usselhed, uvidenhed og trældom; foran os ligger håbet om et lykkeligt liv, beskinnet af frihedens frembrydende sol…… Gennem fortidens tåger er læren om alle menneskers lige adgang til slægtens ejendom brudt sejrende frem som den lysende og varmende kraft, der skal genføde verden og bringe den flygtede retfærdighed tilbage.« Københavns politidirektør V. Crone, fik i gang med at bearbejde trykkeriejerne, således at det blev umuligt for H. Brix at få trykt bladet i København og Malmø. Helt til Hamburg måtte Louis Pio senere rejse, for at kunne finde et trykkested. I september måned skrev L. Pio til Karl Marx i London og fortalte om udviklingen i Danmark. Det blev besluttet, at der skulle oprettes en dansk afdeling - en sektion af Internationalen. D. 4. Oktober 1871 blev der afholdt et kæmpemøde i dansesalonen Phønix i Walkendorffsgade, idet »Socialisten« havde opfordret til indsamling til de strejkende arbejdere på B&W, og d. 15. Oktober 1871 dannes »Den Internationale Arbejderforening i Danmark«. Den blev organiseret med en centralkomite i spidsen, og medlemmerne blev inddelt i undersektioner efter deres fag. Centralkomiteens sekretær blev Harald Brix, dens kasserer blev Paul Geleff og formanden, Stormesteren blev Louis Pio selv, der ikke var fremmed for en vis begejstring over sin egen person. Bevægelsens teoretiske grundlag var dels den videnskabelige socialisme, som den netop i denne periode var udviklet af K. Marx og F. Engels, men dens grundlag var også i høj grad præget af tyskeren Ferdinand Lasalle. F. Lasalle var delvis inspireret af Marx, men byggede iøvrigt sine ideer på, at arbejderne skulle oprette lokale produktionsfællesskaber, hvorigennem man skulle udkonkurrere kapitalismen. En lang række af sådanne produktionsforeninger blev oprettet i Danmark i de kommende år, men de blev til mere besvær for bevægelsen end til gavn for den. På en række turneer rundt omkring i provinsen blev der hurtigt oprettet lokale afdelinger af Internationalen, således i Ålborg med ca. 650 medlemmer, i Århus med 700, i Randers med 275, i Odense med 175, i Nakskov med 100 osv. Skibstømrernes Fagforening i København blev stiftet d. 28. oktober 1871. I begyndelsen af 1872 kræver murersvendene i København arbejdstiden nedsat fra 11 timer til 10 timer om dagen. Den 9. april 1872 forlader ca. 1.200 murere og 800 murerarbejdsmænd stilladserne kl. 18.00 i København. De var gået i strejke - skrue som det hed - på kravet om at holde fyraften kl. 18 i stedet for kl. 19. Strejken trak ud, og Internationalen besluttede at støtte den. Da murerne lider nød og er udsultet, skriver Louis Pio i »Socialisten« d. 2. Maj 1872 en dundrende artikel: »Målet er fulgt !«, og indkalder samtidig Københavns arbejderbefolkning til »Folkemøde« på Fælleden, søndag d. 5. Maj 1872. Internationalen skulle stå sin første egentlige prøve, thi i maj måned 1872, dvs. 6 1/2 måned efter Internationalens oprettelse, talte den ikke mindre end 6.000 medlemmer i hele landet. Begejstringen var stor. Borgerskabet gik helt grasat. Datidens kapitalister, borgerskab, politi og samlede myndigheder, mishandlede den gryende arbejderbevægelse og dens medlemmer. Der blev drevet spionage mod Louis Pio, bevægelsen og dens ledere. Alt blev registreret af politiet og politiets stikkere. Arbejdsgiverne blev opfordret til at undlade at ansætte lederne af bevægelsen. Bogtrykkerne blev opfordret til ikke at trykke deres blade. Ejerne af mødelokaler blev opfordret til ikke at udleje mødelokaler til arbejdernes møder. Læs mere her. Mødet på Fælleden bliver imidlertidig forbudt i sidste øjeblik af myndighederne, men tusinder af arbejdere møder frem og bliver mødt af voldsomme betjente og endog af militære styrker. Borgerskabets modstand mod arbejderbevægelsen gav sig bl.a. udslag i, at bevægelsens ledere blev arresteret natten til d. 4-5. Maj, - forinden mødet d. 5. maj 1872 på Fælleden. Formelt efter at de havde overtrådt et mødeforbud. Reelt fordi de havde understøttet en strejke. Politidirektør Crone havde forbudt udfoldelsen af den røde fane, hvis indskrift: Frihed, Lighed, Broderskab, politidirektøren tillagde en truende betydning. Festpladsen blev omringet af husarer og bestyrelsens medlemmer fik 14 dages simpelt fængsel. Det kom herved til et sammenstød mellem politi og militær på den ene side, og demonstrerende arbejdere på slaget på Fælleden. Efter næsten et års varetægsfængsling lød dommen på forbedringshus i 6 år til Pio, 5 år til Geleff og 4 år til Brix. Varetægsfængslingen blev ikke fratrukket. Imidlertidig er der brydninger i »Den Internationale Arbejderforening«, således at en gruppe fagforeningsfolk med cigarmager Würtz i spidsen konstituerer sig d. 2. september 1872 som »Den Internationale Arbejderforenings provisoriske Afdeling i København«. I marts 1873 bliver Würtz væltet som formand og afløst af cigarmager P. C. Johnsen. Johnsen bliver »Den Internationale Arbejderforenings« sidste formand, thi netop som de får bedre greb om bevægelse, bliver »Den Internationale Arbejderforening for Danmark« forbudt af myndighederne d. 14. August 1873, - og bliver forfulgt af myndigheder. To dage derefter stifter aktivister: »Den demokratiske Arbejderforening« i mødelokalerne på »Phønix«. Men denne forening bliver et rent Københavns anliggende og forsvinder definitivt d. 3. november 1874, da foreningens formand, møbelsnedker Sophus Pihl fængsles og idømmes 8 måneders forbedringshus. Typograf L. Hansen dømtes til 8 måneders fængsel for majestætsfornærmelser. Carl Sacht fik ligeledes 6 måneders fængsel for majestætsfornærmelse. Mange andre fik fængselsstraffe for opdigte forseelser og Den Demokratiske Arbejderforening blev forbudt. Omkring årsskiftet 1873/74 stiftes en ny forening: »Den socialdemokratiske Forening BRODERBÅNDET«. Men formændene for de københavnske fagforeninger etablerer d. 1. januar 1874 en »Centralkomité«, og d. 23. Maj 1874 stifter de: »De frie Fagforeningers Centralstyrelse«. I januar 1875 rejste Skibstømrerforeningen i København krav om en daglønsforhøjelse fra 3.50 kr. til 4.00 Kr. Forhandlingerne trak i langdrag i flere måneder og Tømmermændene blev utålmodige. Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff var havde nu været 3 år i isolationsfængsel i Vridløse, og havde fået en frygtelig og ussel mishandling. Først da de var ved at dø under hænderne på deres fangevogtere, vedtog Statsrådet at de blev benådet på Hans Majestæts Allerhøjeste fødselsdag d. 8. april 1875. Ud af fængselsporten i Vridløse vaklede tre blege og radmagre skikkelser. Jo, myndigheder havde tillid til, at deres helbred for bestandigt var ødelagt. Så d. 8. April 1875 løslades Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff fra Vridsløselille fængsel, og de er meget, meget svækket af fængselsopholdet. Skibstømrerne fik imidlertidig afvist deres krav om lønforhøjelse af arbejdsgiverne, der valgte at fremsende et ultimatum. Det blev anledning til Skibstømrerstrejken, som officielt tog sin begyndelse d.10. Maj 1875. Strejken var oprindelig kun rettet mod ét firma: »Aktieselskabet De forenede Oplagspladser«, men kom til at omfatte ca. 200 Mand, og senere steg dette tal til ca. 250 skibstømrersvende. Thorvald Paulsen blev strejkeleder for skibstømrerne i København i 1875 under den 5 måneder strejke. »De frie Fagforeningers Centralstyrelse« besluttede at afholde en improviseret fest: Grundlovsdag d. 5. juni i Dyrehaven ved Klampenborg ved Den Slesvigske Sten. Samme dag går meddelelsen over hele København, at de tre dødsyge ledere vil fremmøde i Dyrehaven. Arbejdermasserne og mange delegerede fra provinsen møder frem og overalt i Dyreskoven hyldes arbejderførerne. Hurraråbene og jubelen er uendelig stor i den ellers stille skov. »De frie Fagforeningers Centralstyrelse« beslutter derefter at indkalde til et møde i juli måned på Fælleden, for at støtte Skibstømrerstrejken og Cicarmagerstrejken. Men politiet vedtager at forbyde mødet. Politiforbudet kommer for sent ud, og der samles derfor tusinder af mennesker, hvor skomager Chr. Hørdum taler Skibstømrernes sag. Alligevel slæber myndighederne de 42 mand fra Centralstyrelsen, heriblandt Thorvald Paulsen, for Politiretten, hvor de som »Fællesorganisation« bliver tilkendt en bøde, fordi mødet blev gennemført på Fælleden. Thorvald Paulsen fik den mindste bøde på 10 kr.. Thorvald Paulsen bliver i oktober måned 1875 valgt som formand for Skibstømrernes Fagforening i København. Skibstømrerstrejken afsluttedes først 5. november og blev den mest langvarige strejke, som nogensinde var gennemført i Danmark. Grunden til den langvarige konflikt var, at aktieselskabets direktion, trods skibstømrernes anstrengelser, formåede at skaffe sig strejkebrydere i massevis. Skibstømrerne holdt ud fordi adskillige af dem fandt beskæftigelse i beslægtede fag eller i fremmede byer. Kun et ringe mindretal af skibstømrerne var henvist til at leve af strejkeunderstøttelsen. Resultatet af den langtrukne konflikt blev en reel dagløn på 3.83 kr., altså en uomtvistelig sejr på 33 øre mere om dagen for svendene. Men arbejdsgiverne satte sig nu det mål, at slå fagforeningen ned og bekæmpe fagforeningen med alle midler. Det medførte bl.a. at strejkelederne blev boykottet i flere år, og at fagforeningens medlemstal dalede dramatisk. I 1876 bliver H. Brix atter fængslet. På Gimlekongressen i juni i 1876 blev der vedtaget et program, der i det store og hele var en afskrift af det store tyske broderpartis program, der var meget præget af F. Lasalle, og som netop Karl Marx havde kritiseret i sin »Kritik af Gothaprogrammet«, som det tyske program hed. Endvidere vedtog Gimlekongressen en organisatorisk omlægning, der svækkede Stormester L. Pios magt og styrkede de demokratiske principper. Kombinationen af det lange fængselsophold, den svære tid og de organisatoriske omlægninger blev L. Pio for meget. Politiet truede nu atter L. Pio og P. Geleff med en fængselstur a la H. Brix, der var knægtet alvorligt af myndighederne, og de lod sig overtale til at modtage et større pengebeløb af politiet, under forudsætning af at de rejste ud af Danmark til USA. Pengene var stillet til rådighed af firmaet Rubens og af Tietgen igennem B&W, der regnede med at den socialistiske arbejderbevægelse ville uddø, hvis de fik knækket nakken på lederne. Og med udsigt til en ny fængselsmishandling og med deres dårlige helbred, var der jo ingen anden løsning, end at rejse ud i 1877. Pio og Geleff »flygtede« i marts måned 1877 til USA. Ingen af dem fandt lykken derovre. Deres socialistiske eksperimenter mislykkedes, og L. Pio døde i ubemærkethed i 1894 i Chicago kun 52 år gammel. Paul Geleff forsvandt ligeledes, men blev senere i 1920erne hentet hjem af socialdemokratiet, hvor han indtil 1928 levede som partiets ærespensionist. Den eneste af de tre, der blev tilbage i Danmark, var Harald Brix. Han havde for egen regning startet det satiriske ugeblad »Ravnen«, dog i samarbejde med Socialdemokratiet. I 1877 blev Brix igen idømt 4 års forbedringshus for majestætsfornærmelse, samfundsomstyrtende skriverier, blasfemi og injurier. Dette ophold knækkede ham, og han døde kort efter sin løsladelse i 1881 kun 40 år gammel.

Langt forinden den 15. oktober 1996 blev Statsminister Poul Nyrup Rasmussen opfordret til, at staten skulle rehabilitere de 3 arbejderledere på 125 års dagen for dannelsen af Den internationale Arbejderforening i Danmark. Men den socialdemokratiske Statsminister var sgu da bare ligeglad.

Skibstømrerstrejken i 1875

De ældste meddelelser man har om skibstømrerfaget er Noahs Ark, der blev bygget af Gophertræ. Men i Danmark har fagets sin oprindelse i den nordiske kano: egen, broncealderens fartøjer, Nydamsbådene, vikingeskibene og sagaernes store langskibe. Kong Hans lader i 1488 bygge en jagt med 24 åre. Columbus udrejse i 1492 fra Barcelona skabte fornyet interesse for skibsbygningen. I 1555 bygges to barker i København og på Christianshavn anlægges en række skibsværfter i 1617. Min oldefar, Skibstømrer Thorvald Paulsen, 1844-1924 fortæller:

I 1875 indtraf en begivenhed, der altid vil fortjenes at mindes af skibstømrerne i København. Det var den store strejke, som varede 5 måneder, og som førte til et stort fremskridt, idet den afsluttende strejke førte til, at daglønnen steg, ikke alene på de værfter, hvor der havde været strejke, men også på Refshaleøen.

I januar 1875 påbegyndte skibstømrerne forhandlingerne med De Forenede Oplagspladser og skibstømmermester Lautrup, idet skibstømrerne stillede fordring på 4 kr. i dagløn. Da skibstømrerne syntes, at arbejdsforholdene ikke var rigtigt heldige, forhandlede man først til maj. Da indtraf en uventet begivenhed, som afgjorde sagen med kort varsel. I Gl. Dok lå fregatten »Havfruen« til reparation under ledelse af kvartermester Ole Svendsen, som for at fremme arbejdet lovede tømmermændene 1/4 dagløn ekstra pr. dag for at forcere arbejdet. Da direktør Popp erfarede dette, forbød han udbetalingen. Men da dette kom til tømmermændenes kundskab, førte det til, at arbejdet nedlagdes d. 3. maj om middagen.

Skibstømrerne indvarsles straks til generalforsamling, som afholdtes samme dato om aftenen. Her vedtoges det, at fastholde de tidligere stillede fordringer, og man forlangte et svar til d. 5. maj.

Allerede søndag d. 4. Maj kl. 10.00 afholdtes generalforsamling igen i 'Bars lokale' i Strandgade og her planlagdes strejken, som det vedtoges, at begrænse til De Forenede Oplagspladser, idet man håbede på, at få folk i arbejde hos skibstømrermester Lautrup, hvis skibsværft lå på Strandpromenaden. Og hos Lautrup kom 25 skibstømrere i arbejde i løbet af kort tid. Man valgte en strejkebestyrelse, der skulle bistå Skibstømrerforeningens bestyrelsen med ledelsen af strejken. For strejkeindsamlingen valgtes P. Schmidt til kasserer. Formanden A. Truelsen var både formand og kasserer for foreningen. Ligeledes valgte man, at beskatte medlemmernes eventuelle indtægter med en skat fra 8 % til 25 %. Generalforsamlingen varede til kl. 18.00. Da indløb svaret fra arbejdsgiverne og det var et blankt afslag. Dermed var strejken erklæret. Med godt humør og et trefoldigt hurra hæves generalforsamlingen, og skibstømrerne havde da påbegyndt deres strejke.

Antallet af strejkende var ca. 200 skibstømrere. Det lykkedes mange at skaffe sig andet arbejde. De yngre rejste til provinsen. Nogle fik arbejde ved hustømrer- eller snedkerfaget. De der var således situerede, at de kunne klare sig selv, blev hjemme og så tiden an. Ca. 20 mand måtte hjælpes med understøttelse. Det var så heldigt, at foreningen kort i forvejen havde løst Borgerskab. Dette havde man sikret sig, for at tømmermændene ikke skulle blive standset i at få arbejde, når der var mulighed for noget. Der var udarbejdet love for benyttelse af Borgerskabet, og C. Carlsen bestyrede Borgerskabet. Når medlemmerne påbegyndte et arbejde i henhold til Borgerskabet skulle de anmelde det til bestyrelsen, og skulle betale et salær på 16 øre. Bestyrelsens medlemmer skulle i øvrigt være anmeldt til Magistraten.

Den værste trussel mod strejken var mesteren fra Krøyers Plads, idet han med sine lærlinge arbejdede på at tætne fregatten »havfruen« i bunden, så den kunne forlade Gl. Dok.

I Helsingør tog man mod et tilbud om at gøre fregatten færdig, og den blev derfor bugseret dertil. Naturligvis havde man her i København ønsket, at tømmermændene i Helsingør gjorde fælles sag med Københavnerne. Og for at bevæge dem dertil, rejste formanden og Jens Holm til Helsingør og fik indvarslet til et møde for tømmermændene dersteds. Dette mødes forløb blev ikke rigtigt heldigt. Stemningen var vaklende, og kl. 12.00 forlod Thuelsen og Jens Holm mødet, efter at man havde vedtaget at forsætte næste aften. Så snart man var blevet af med de to københavnere, sammenkaldtes mødet igen, og kl. 02.00 om natten vedtog skibstømrerne i Helsingør at fuldføre arbejdet på fregatten, og at Holm og Truelsen skulle prygles ud af byen. Der var dog en mand, som var i besiddelse af så megen æresfølelse, at han underrettede de to og fik lodset dem ud af byen, så de undgik de påtænkte overfald. Derefter blev alt hvad der kunne og vilde arbejde, beskæftiget på fregatten til betydeligt højere løn end Værftet ellers betalte.

I begyndelsen gik alt roligt. Der var vel gået en 8 ugers tid, og der var vel ankommet nogle hædersmænd. Således 1 svensker og 3-4 hustømmere, men det betød jo ikke stort.

Da begik en af strejkelederne, F. Iversen en fejl, idet han overtalte en ung tømmermand Carl Svendsen til at gå ind på Holms Plads og prøve på at bevæge disse individer til at forlade arbejdet. Da dette var forgæves, blev Carl Svendsen hidsig og slog svenskeren en skalle. Der blev stor ståhej, og dengang, som mange gange senere, var myndighederne ivrige efter at beskytte skruebrækkerne. Carl Svendsen fik det at føle. Thi han blev dømt til 80 dages fængsel på indskrænket kost.

Ved denne tid indkom der en skriftlig opfordring om at hæve strejken. Generalforsamlingen afholdtes, og ved den skriftlige afstemning vedtoges det med stor majoritet at forsætte strejken uden underhandling.

I begyndelsen af juli måned fik P. Schmidt og C. Carlsen at vide, at der skulle komme 22 svenske tømmermænd, som mester Mikkelsen havde rekvireret fra Carskrona. Carlsen og Schmidt arbejdede på Farimagsvejen som snedkere. I Frederiksborggade arbejde Th.. Paulsen, Cohn og C. Jacobsen som hustømrer. Disse samtaledes om det foreliggende og enedes om, at P. Schmidt og Th. Paulsen skulle forlade arbejdet, og se at komme i forbindelse med svenskerne. Da Schmidt og Paulsen kom på Toldboden, var det kun for at se svenskerne blive indskibet i slæbebåden 'Neptun', og dampe ind i havnen. Indgangen til Holms Plads var besat af Politi. Ligeledes Lokalet i Strandgade 5 (populært kaldet ´Jødens bule'), hvor svenskerne blev indlogeret. Enhver der søgte adgang blev afvist af politiet. Tømmermændene på Lautrups Plads, som havde erfaret hvad der var sket, sendte en svensk tømmermand, Lars Petersson ind for at assistere bestyrelsen og ved hans hjælp fik Schmidt og Paulsen svenskerne i tale. De var villige til at rejse hjem igen, når de kunne få deres Præstebevis og deres værktøj, som mester Mikkelsen havde taget i forvaring som garanti for, at de ikke forlod ham, førend de var i København. Men det ville han ikke udlevere nu. Det blev pålagt Truelsen og Th. Paulsen samt en af svenskerne at forhøre politiinspektør Hertz, om hvorledes de skulle forholde sig, får at få deres papirer og værktøj udleveret. Overfor politiinspektøren hævdede de 3 skibstømrer, at svenskerne var regulerte arbejdere, som var lokket herover under falske forudsætninger. Hertzs råd var, at man skulle lade dem blive, når de virkelig var så gode kammerater, som de foregav, thi ingen kunne tvinge dem til at bruge deres hænder, og det kunne jo ikke skade, at de fik 5. Kr. udbetalt om dagen for ingenting at bestille. Da de 3 mænd var kommet tilbage til Christianshavn, var 20 mand af svenskerne gået i arbejde. Fagforeningen havde nu kun hold på 2 mand. Ham, som havde været med på politistationen og en svensker ved navn Ekström, der om morgenen var rejst til Malmø for at skaffe sig arbejde hos en onkel, som var mester der. På bestyrelsesmødet om aftenen var stemningen lidt trykket. Det vedtoges at P. Schmidt og Thorvald Paulsen skulle søge at komme i forbindelse med svenskerne igen. Men det var vanskeligt, idet den ene mand var kapret af arbejdsgiverne.

Næste morgen mødtes Schmidt og Paulsen i foreningens lokale, som var 'Falken' i Torvegade. Det viste sig ugørligt at få svenskerne i tale. Politiet holdt vagt og viste Paulsen og Schmidt bort. De to blev da enige om at gå ned og modtage Malmøbåden for at se, om Ekström var med. Han var der, og så var spillet ikke tabt endnu. Ganske vist havde mester Mikkelsen 21 mand, strejkeudvalget kun 1 mand. Men koste, hvad det ville. Ekström måtte man beholde, for igennem ham at komme i forbindelse med de andre svenskere. Medens Schmidt fik Ekström op på en restauration, fik Paulsen fat i nogle af de strejkende og sendte bud til formanden, Andreas Truelsen, om øjeblikkelig at begive sig til 'Falken'. Paulsen sendte ligeledes bud til så mange bestyrelsesmedlemmer som muligt. Da nu lokalet var godt besat, gik også Schmidt og Paulsen derop sammen med Ekström. De havde været bange for at føre ham op i lokalet, når der ingen var til stede, for at han skulle slippe fra dem. Man begyndte nu at bearbejde Ekström for at få ham til at medvirkende til at få de øvrige svenskere til at rejse hjem. Det kom derved for dagens lys, at han havde lånt 20 kr., da han ingen penge havde at sende til sin familie og til at rejse hjem for. I øvrigt kunne han få arbejde i Malmø, men havde ikke kunne skaffe arbejde til flere. Nu lovede skibstømrerne ham at betale hans gæld og sende ham til Sverige. Ekström gik nu over på fagforeningens standpunkt og lovede at bevæge de andre svenskere til at rejse hjem. Men for at rejse måtte han have sit Præstebetygg og sit værktøj, og dertil måtte han have hjælp af en politibetjent, men så gik det dog.

Næste dag stillede 16 svenskere i lokalet kl. 06. om morgenen. Værten sendte bud efter Th. Paulsen, som kom til stede og fik bestyrelsen sammenkaldt. Det viste sig hurtigt, at svenskerne gerne ville rejse hjem, men de havde ingen penge, og rejsen til deres hjemstavn, Carskrona ville koste 50 kr. for hver. Efter at formanden A. Truelsen havde konstateret, at man havde tilstrækkelige midler, tilbød skibstømrerne at betale deres hjemrejse. De 16 svenskere tog mod tilbuddet og mente ikke, at det var værd at gøre stads af de øvrige fire svenskere, da de slet ikke var skibstømrer, men fiskere og stenhuggere. Bestyrelsen mente dog at det var bedst at gøre rent bord og vedtog at sende dem alle hjem. Svenskerne var ankommet om mandagen, om onsdagen var affæren med Ekström, torsdag morgen stillede de i lokalet, og samme dags aften rejste de hjem igen. Afrejsen var storstilet. Der var mindst 100 tømmermænd til at læsse deres kister på vognen og følge dem til Toldboden.

Næste påfølgende søndag afholdtes et stort møde på Fælleden om Skibstømrerstrejken og Cicarmagerstrejken. Mødet var indvarslet af Centralorganisationen som vedtog, at man ville afholde mødet, selv om det blev forbudt af politiet,- blot det ikke var skriftligt forbudt. Og selvfølgelig blev mødet forbudt af politiet,- dog ikke skriftligt. Og derfor afholdt man mødet, der samlede tusinder af mennesker. På mødet talte skomager Hørdum skibstømrernes sag, og han talte godt og varmt agitatorisk, skønt hans kendskab til sagen alene bestod i, at Paulsen søndag formiddag forklarede sagen for ham, medens Hørdum sad og passede sit arbejde med at banke pløkker i et par forsålinger.

Afholdelsen af mødet trods politiet førte til, at Centralbestyrelsen (det første tilløb til Fællesorganisationen), i alt 42 mand, blev kaldt op i den offentlige politiret og idømt bøder. Paulsen fik den mindste bøde på 10 kr., og de 41 mand valgte 'at sidde bøden af'.

Den kapital, som Skibstømrerforeningen havde inde, da strejken begyndte, var ikke stor (400 kr.). Men det lykkedes dog at gennemføre den 5 måneder lange strejke, således at der var en betydelig økonomisk fremgang for foreningen, idet der ved strejkens afslutning var en kassebeholdning på 1.500 kr.. D. 5´ oktober 1875 afsluttedes strejken. Daglønnen hævedes med 33 øre, til 3. Kr. og 83 øre, og efter at arbejdet var påbegyndt, lykkedes det også at hæve lønnen på Refshaleøen med 33 øre. På den ordinære generalforsamling afgik Truelsen som formand og i hans sted valgtes Th. Paulsen, medens P. Schmidt blev kasserer. Generalforsamlingen vedtog at forhøje kontingent med 25 øre, hvoraf de 10 øre tilfaldt sygekassen, som da også oprettedes. Da strejken afsluttede, syntes alt vel at være såre godt. Men arbejdsgiverne havde dog ikke glemt de store tab, de havde lidt ved den langvarige stilstand. De hævnede sig ved at blokere de skibstømrer, der havde været ledende under strejken. Dette giv navnlig ud over P. Schmidt og Th. Paulsen, som i flere år aldeles ikke kunne få noget arbejde på noget værft, men måtte hjælpe sig igennem ved at kapre arbejde i havnen som de bedst kunne.

D. 1. Januar 1878 meddelte arbejdsgivernes formand, at lønnen blev nedsat med 33 øre pr. dag. Dette nedslående angreb på skibstømrernes organisation, formåede man ikke at afværge.

Under Parti Meddelelser står der i Socialdemokraten d. 24 februar 1892: »Sølvbryllup. I dag fejrer en af vore meningsfæller på Kristianshavn, forretningsføreren for socialdemokratisk vælgerforening i 9. kreds, hr. skibstømrer Thorvald Poulsen sit sølvbryllup«. På Thorvald´s og Henriette´s bryllupsdag møder Partifællerne op og gratuler. Deres 300 navne er indført i en lang håndskreven protokol, og Chr. Hørdum er den første, som er indskreven. Derefter modelsnedker A. Kuntze, …former F. V. Stauning og længere omme i protokollen er bl.a. Ferdinand Hurop, smedenes formand. Kammeraterne skriver: »Ærede partifælle. Når vi i dag bringer dig og din hustru vor hjerteligste lykønskning, så er det fordi vi i dig ser og agter en talsmand for vor politiske overbevisning, en trofast kampfælle, der altid har været rede til at deltage i kampen for de undertryktes rettigheder både i fagligt og politisk henseende«. – »Ærede Meningsfælle. Ingen ved bedre end vi, hvad din deltagelse i Arbejderbevægelsen har kostet dig af tid og penge og din hustru af angst og bekymring, når dit hverv kaldte dig bort fra hjemmet, og vi bede Eder derfor, som et bevis på vor højagtelse for Eder, og som tak for dit arbejde i vort partis tjeneste at modtage medfølgende reguleringsur og denne sum – hundrede og otteogtredive kroner og ni øre – alt indsamlet blandt medlemmer af socialdemokratisk vælgerforening 9. kreds«. »Ærede Kampfælle ! I det vi endnu en gang bringer Eder vor hjerteligste lykønskning, er det med det håb, at vi endnu i mange år må se dig i vor midte som den utrættelige forkæmper for vort fælles mål: Et nyt og bedre Samfund!« Kjøbenhavn - februar 1892. D. 2. oktober 1892 oprettes diskussionsklubben: Karl Marx, på Christianshavn. Thorvald er bureaubestyrer d. 1-11. marts 1893 og igen i 1894 til en dagløn af 4 kr. Skomager, Chr. Hørdum dør d. 7. Juni 1911.

Det danske socialdemokratiske Arbejderparti.

d. 6. - 8. juni 1876

»De frie Fagforeningers Centralstyrelse« indkalder til »Gimle kongressen« i juni 1876 - hvor Socialdemokratiet etableres. Thorvald Paulsen er på kongressen Skibstømrerforeningens repræsentant. På det klassiske foto fra Gimle kongressen, står Thorvald til højre for cigarmager Johnsen, der holder fanen. Thorvald er da 32 år. Han er formand for Skibstømrernes Fagforening i København til okt. 1879, samt fra 1886-1888.

Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og hele udbyttet bør tilfalde dem, som arbejder.

Således indledes programmet, der blev vedtaget på etablissementet 'Gimle' på Grundtvigsvej, Frederiksberg.

I det nuværende Samfund er Arbejdsmidlerne Kapitalisternes Monopol, Afhængigheden fra Arbejderklassens Side lige over for dem, som har tilegnet sig Udbyttet af Årtusinders Arbejde, er Årsagen til Nøden og Elendigheden, som bestandig tynger på Arbejderstanden, Samfundets nyttigste Medlemmer.

For at befri Arbejderstanden for den Byrde, som bestandig ligger på den, fordres det, at Arbejdsmidlerne bliver fælles Ejendom og står til Afbenyttelse for alle Medlemmer i Samfundet, så at det rene Udbytte tilfalder Enhver og bliver uddelt på en retfærdig Måde.

Det må være Arbejderklassens Værk at befri Arbejdet. Alle andre Klasser er lige over for den kun en reaktion Masse.

Udgående fra disse Grundsætninger stræber det danske socialdemokratiske Arbejderparti ved alle lovlige Midler efter en fri Stat og et socialistisk Samfund.

Det socialdemokratiske Arbejderparti fordrer som Statens Fundament:

  1. Almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Stemmeafgivning for ethvert Medlem af Staten, både Mænd og Kvinder, fra det 22'de år til alle Stats- og Kommune-institutioner.
  2. Valgdagen skal være på en Søndag eller Helligdag.
  3. Direkte Lovgivning igennem Folket. Afskaffelsen af Tokammer-Systemet.
  4. Afskaffelsen af den stående Hær. Indførelsen af et almindeligt Folkeværn.
  5. Afskaffelse af alle Presselove, Forenings- og Forsamlingslove, samt alle øvrige Love, hvorved et Folk kan blive forhindret i at tilkendegive sine Tanker i Ord og Skrift.
  6. Almindelige Folkeopdragelses-Institutioner, organiserede af Staten, almindelig lige og obligatorisk, Skoleundervisning. Religionen erklæres for Privatsag.

Det danske socialdemokratiske Arbejderparti fordrer under det nuværende Kapitalistiske Herredømme:

1. Indførelsen af en Skat med stigende Skala. Afskaffelsen af alle inddirekte Skatter.

2. Retslig Bistand i hver Henseende. Rettergangen skal være offentlig og mundtlig.

3. Afskaffelsen af Cellesystemet, samt Adskillelse imellem politiske og såkaldte simple Forbrydere.

4. Uindskrænket Foreningsret.

5. Indførelse af en Normalarbejdsdag. Søn- og Helligdagsarbejde samt Natarbejde forbydes.

6. Forbydelse af Børnearbejde samt alt Arbejde i sådanne Fabriker, hvor Helbred og Sædelighed går tabt.

7. Sanitetskontrol af Arbejderboliger. Tilsyn med Fabrik, Værksted og Husindustri ved Embedsmænd, valgt af Arbejderne.

8. Fuldstændig Ret til at forvalte Syge- og Understøttelseskasser uden Regeringens Indblanding i samme.

9. Staten bør drage human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsinvalider.

Den Frisindede Vælgerforening på Christianshavn bliver stiftet i 1881. Thorvald Paulsen bliver også formand for Christianshavns Frisindede Vælgerforening, der er en forløber for Socialdemokratiet på Christianshavn. Det er først d. 29. april 1887, at denne forening tager navneændring til: »Socialdemokratisk vælgerforening 9. Kreds«, hvor han har bog nr. 33.536. Han er forretningsfører fra nov. 1883 til nov. 1887. I 1889 er han viceforretningsfører. Han er forretningsfører igen fra feb. 1890 til maj 1892, og i 1893-94 er han igen viceforretningsfører. Han sidder i hele perioden i bestyrelsen frem til nov. 1894 hvor han muligvis flytter til 2. Kreds. Han er organisationens mand, der samler arbejdervælgerne på Christianshavn, og de får valgt skomagersvend, Iver Christen Hørdum (1846-1911) til Rigsdagen i 1884. Iver Christen Hørdum og P. Holm er de første Socialdemokrater, der bliver valgt til Rigsdagen. Det var et gennembrud for hele Arbejderklassen. Thorvald Poulsen leder valgbureauet i Prinsessegade i 1887. I feb.1890 kommer Stauning (medl. nr.: 587) med i bestyrelsen, og d. 4. maj 1893 vælges Stauning som formand. På et kæmpemøde i »Phønix«, Walkendorfstræde 13, d. 29. feb. 1890, angriber arbejdsmand Hansen og handskemager Jensen partiet for ikke at være socialistiske nok.

 

Den Internationale Socialistiske Arbejderkongres

II. Internationale - d. 14. Juli 1889.

Det var ikke nogen tilfældighed, at åbningen af Den Internationale Socialistiske Arbejderkongres fandt sted i Paris d. 14. Juli 1889. Der lå en bevidst symbolik i at lade kongressen åbne på 100-års dagen for stormen på Bastillen i 1789. Paul Lafargue sagde i velkomsttalen: De delegerede fra Europa og Amerika repræsenterer ikke deres respektive fædrelande. De slutter sig ikke sammen under Trikoloren eller noget andet nationalflag. De slutter sig sammen under den røde fane, det internationale proletariats fane. Borgerskabet fejrer i dag hundredeårsdagen for deres revolution. Denne revolution kundgjorde, at den ville etablere retfærdighed, frihed og lighed mellem menneskene. Men den borgerlige revolution endte med den mest grusomme og grænseløse udbytning af arbejderne. Borgerskabet har alene slået adelen ned for at tilegne sig magten over samfundet. De fjernede den feudale Bastille udelukkende for i hele landet at oprette kapitalistiske arbejder-bastiller, hvor de har henvist proletariatets børn, kvinder og mænd til nedslidningens kvaler. De delegerede til denne internationale kongres her i 1889 erklærer allerede ved deres blotte sammentræden, at de har et andet værk at udføre end 1789 revolutionen. De underkaster sig ikke menneske- og borgerrettighederne fra 1789, som jo blot er blevet til den borgerlige pengesæks rettigheder. De revolutionære borgere sendte i forrige århundrede deres sendebud ud over hele Europa med prædiken om folkenes broderskab og krig mod tyrannerne. Men i denne sal er de nye apostle forsamlet, der i årevis har forkyndt, at arbejderne i de civiliserede nationer er brødre, og kun har en fjende: privatkapitalen - hvadenten er preussisk, engelsk, fransk eller kinesisk. Befrielsen fra denne undertrykkelse er nu målet for arbejderne i alle lande ! Nok havde angrebet på Bastillen i 1789 fået alle til at føle, at adelsherredømmet var brudt; at de livegne bønder havde brudt med Lenssamfundet; at Borgerne havde brudt toldskranker, lavsordninger og aristokratiske forgodtbefinden. D. 4 august i 1789 havde nationalforsamlingen afskaffet herremændenes privilegier, livegenskabet, godsejerjustitsen, bøndernes afgifter til adelen og kirkens grundejere, aristokraternes monopol på embeder i staten og hæren, på sportsler (afgifter, retten til at udstede dokumenter, tinglysning, andre biindtægter) og bevillinger. Ja også skrankerne mellem de enkelte provinser og særrettighederne, den folkefjendtlige justits, stændernes og lavenes snærende bånd, særdomstolene og den hemmelige retsforfølgning blev ophævet. Erklæringen om Menneskerettighederne var datidens 'frihedsforfatning', der samlede hele det franske folk mod tyrannerne. Og man kan næppe forestille sig reaktionernes hos Europas enevældige kejsere, da Robispierre d. 24. april 1793 kræver Menneske- og Borgerrettigheder udvidet med følgende 4 paragraffer: 1. Menneskene i alle lande er brødre, og de forskellige folkeslag må hjælpe hinanden efter evne som borgere i en og samme stat. 2. Den, som undertrykker en nation, erklærer dermed sig selv som fjende af alle nationer. 3. De, som drager i krig mod et folk for at hindre frihedens fremskridt og tilintetgøre Menneskerettighederne, skal af alle folk bekæmpes ikke som almindelige fjender, men som mordere og oprørske røvere. 4. Kongerne, Aristokraterne og tyrannerne, hvilken nation de end tilhører, er oprørske slaver mod jordens herre, menneskeslægten, og mod verdenssaltet lovgiver, naturen…Kun i ganske få dele af Tyskland, havde revolutionen udløst direkte kampe fra folkets side. Den kyndige og storartede George Forster fra Mainz repræsenterede den lokale Jakobinerklub på Konventet i Paris. D. 5. februar 1794 sagde Robispierre: »Vi vil sætte moralsk opførsel i stedet for egoismen, grundsætninger i stedet for vaner, fornuftens herredømme i stedet for traditionens slaveri, foragt for lasten i stedet for begærlighed efter penge, ranke mennesker i stedet for ' det gode selskab', sandhed i stedet for glimmeret, menneskelig storhed i stedet for de stores ynkelighed, et ophøjet, mægtigt sejrrigt og lykkeligt folk «. Men bourgeoisiets fremstormen efter 1789 havde blot medført, at frihedsidealerne ikke blev virkeliggjort, men at folkeslagene var kommet under et nyt økonomisk verdensfængsel, med støjende fraser og vilkårligheder. Friedrich Engels kunne i 1878 konstatere, at fornuftens rige ikke var noget som helst andet en bourgeoisiets idealiserede rige; at den evige retfærdighed fandt sin virkeliggørelse i bourgeoisijustitsen; at ligheden betød den borgerlige lighed for loven; at det, der blev proklameret som en af de vigtigste Menneskerettigheder, var - den borgerlige ejendom; og at fornuftstaten, den Rousseauske samfundskontrakt blev til og kun kunne blive til den borgerlige, demokratiske republik.

Repræsentanten fra den Amerikanske Landsorganisation AFL anmodede, derfor i 1889 Arbejderkongressen i Paris om, at alverdens arbejdere fremover demonstrerede sammen med de amerikanske klassefæller med kravet om 8 timers arbejde. Der var nemlig sket det i USA, at der i 1868 var blevet indført en 8-timers lov. Men loven fik ingen indvirkning på den virkelige arbejdstid. Minearbejdernes strejke i 1875 i Pennsylvania for 8-timers arbejdsdagen og højere løn, var blevet kvalt af mineejerne sammen med kul- og jernbaneselskabernes private politi, der overfaldt de aktive minearbejdere, og lokkede dem i baghold og myrdede dem. 19 strejkeledere blev derefter henrettet på grundlag af opdigtede anklager. Ingen amerikansk domstol satte folk i fængsel, som modarbejdede socialismen. Det var de private militsers tid, og man skræmte arbejderne fra valgurnerne på valgdagen. På borgerskabets mest hellige dag, påskesøndag d. 25. april 1886 demonstrerede 25.000 arbejdere i Chicago. August Spies blev citeret for at have sagt: 'fremad ad sejrens vej indtil den sidste sten af den nuværende ordens Bastille ligger i ruiner'. Der var mange andre demonstrationer i april måned. Føderationen af USA's og Canadas Arbejderorganisationer havde da besluttet at gøre 1. Maj 1886 til et springbræt for 8- timers dagens gennemførelse, og der blev afholdt massemøder overalt i Nordamerika. Majdagene i 1886 satte sig uudslettige spor i den amerikanske arbejderbevægelses historie. Hele dette år skyllede en bølge af demonstrationer og strejker over hele USA fra New York til San Francisco. Hovedkravet var 8-timersdagens indførelse. I Chicago var mindst 40.000 i strejkende på gaden d. 1. Maj. De velorganiserede og fredelige strejkemøder forsatte d. 2. og 3. Maj med 80.000 deltagere. Politi, Pinkerton-agenter og byens militær havde taget plads på byens hustage, gader og stræder. Men ved massemødet d. 3. Maj foran MacCormicks fabrikker åbnede politiet ild mod arbejderne og dræbte 6 medens 50 blev hårdt sårede. De skyldige blev aldrig fundet. Dagen efter protestere et massemøde på byens centrale plads, Haymarket, mod myndighedernes brutale ugerning. Nogle minutter før mødet sluttede åbnede politiet atter ild mod arbejderne. De fleste politifolk tømte simpelthen deres skydevåben mod tilskuermængden. Alle borgerrettigheder blev sat ud af kraft i månedsvis og arrestanterne blev tævet eller bestukket til at angive hinanden. Chicago arbejdernes ledere: Albert Parsons (typograf), August Spies (redaktør), Samuel Fielden (bomuldsvæver), Eugene Schwab (bogbinder), Adolph Fischer (typograf), George Engel (typograf), Louis Ling (maskinarbejder) og Oscar Neebe blev stillet for retten og anklaget for mord. Retssagen var en parodi uden andre beviser end en avisartikel. Og da hovedvidnerne i sagen var bestukket blev de 7 dømt til døden ved hængning og Oscar Neebe til 15 års fængsel. Der indløb protester fra hele verdenen. August Spies sidste ord før henrettelsen d. 11. november 1887 var: 'Der kommer en tid, hvor vor tavshed vil sige mere end vore ord'. (Først i 1893 erkendte Illinos' nye guvernør, at de havde været ofre for en marionetjury og uretfærdig proces, og at deres skyld ikke var bevist.) Men i 1887 tog begivenhederne en ny tragisk vending. I det østlige USA blev jernbanearbejderstrejken knust af regulære tropper, som myndighederne satte ind. Også i Frankrig, Belgien, Østrig og Tyskland blev indsat regulære tropper, der dræbte mange arbejdere. Ved bjergværksarbejdernes strejke i Ruhr i maj 1889 blev 15 minearbejdere dræbt af tropperne. Men de omfattende strejkebevægelser og den international solidaritet medførte dog efterhånden, at arbejdstiden visse steder kom ned på 10 timer om dagen.

Bl.a. derfor, besluttede kongressen i Paris at gøre 1. Maj til arbejdernes internationale demonstrationsdag for 8 timers arbejdsdagen. Kongressen besluttede også et omfattende kampprogram for arbejderklassen vitale interesser vedrørende 8-timersdagens indførelse ved lov, forbud mod børnearbejde, begrænsning af unge og kvinders arbejde, en regulering af natarbejde og sundhedsskadelige arbejdsområder, indførelse af en obligatorisk ugentlig hviledag, forbud mod at lade arbejdslønnen udbetale i naturalier, oprettelse af et statsligt fabrikstilsyn, arbejderlovning, arbejderbeskyttelse, lige løn for lige arbejde, uindskrænket, fuldkommen fri forenings- og organisationsret, og andre økonomiske krav for bedre leve- og arbejdsvilkår. Det understregedes, at en gennemførelse af disse krav var absolut nødvendig i alle lande, og at man ville sætte en aktiv modstand op mod de ødelæggende virkninger af den nuværende sociale orden. Målet var at tilkæmpe sig den politiske magt for at gennemføre ekspropriation af kapitalismen og samfundets overtagelse af produktionsmidlerne.

Overalt i den ganske verden blev der succesfyldt afholdt kæmpe demonstrationer d. 1.Maj eller søndag d. 4. Maj i 1890. De kæmpende proletarmasser viste en entusiasme for ønsket om international aktionsenhed, for 8- timers dagen og i mindet om Chicago-arbejdernes modige optræden og de tragiske følger. Men mange steder bekæmpede de herskende klasser forsamlingsfriheden. I Fourmies/Frankrig blev den fredelige førstemajdemonstration mødt med geværsalver. Et halv hundrede arbejdere, kvinder og børn blev liggende på stenbroen. Paul Lafargue fordømte nedskydningen i Fourmies, og røg straks i fængsel.

Efter 8 timers arbejdsdagen indførelse har hovedparolerne d. 1. Maj været: Fred, Arbejde, Socialisme og international Arbejdersolidaritet.

******

Indledning: Kommunardopstanden i Paris 1871 rystede de herskende klasser og fyrstehuse. Og18 år efter slaget på Fælleden i 1872, dvs. i 1890 opførte borgerskabet sig fuldstændigt hysterisk i deres aviser, da Socialdemokratiet og fagbevægelsen ville indkalde til demonstration d. 1ste maj. Den nye borgerlige statsmagt, som kom til magten efter grundloven af 1849, og som det lykkedes at miste Slesvig/Holsten med mere, påviste igen hvor aggressive de var mod arbejderne. Allerede i januar 1865 står Jacob Brønnum Scavenius Estrup i spidsen for en gruppe af godsejere, og som man erindrer sig, var han »regeringsleder« i 19 år fra 1875 til 1894, selvom Estrup ikke havde flertal i Rigsdagen, men hvor han regerede via provisorielove, bl.a. midlertidige finanslove, udstedt af Landstinget. Estrup regerede i strid med parlamentaristiske principper og han var modstander af almindelig valgret og modstander af parlamentarismen og flertalsprincippet. Estrup var ikke ukendt med, hvordan Bismarck havde underkuet befolkningen i Preussen. Det var kun de særdeles velhavende, der skulle have stemmeret og indflydelse, løbende med betalingsmidlernes udbredelse. I februar 1878 stiftede man Socialdemokratisk Forbund. Partiet Højre blev dannet i 1881 og støttede Estrups diktatur. Gendarmerikorpset blev oprettet i 1885 og skulle sættes ind mod civile uroligheder. Kravet om 8 timers arbejdsdag, der svarede til 48 timers arbejde om ugen, rystede de besiddende klasser i 1890, men også dét, at arbejderne ville gøre 1 maj til fridag, ville borgerklasserne ikke affinde sig i. Nu havde borgerklasserne jo egenhændigt bestemt, hvornår man kunne holde fri på de kristelige helligdage, kongens fødselsdag og endda også på borgerklassernes egen grundlovsdag. Man kan være fuldstændig sikker på, at borgerklasserne følelsesliv og identitet lå og ligger i deres pengepung, og i dét pengevæsen de udbredte med bytteværdi, merværdi, brugsværdi, etc., og som kun skulle gavne dem alene via privilegier, forbud og magtanvendelse. Alle andre mennesker ville de skide på og bruge som kanonføde i borgerklassernes indbyrdes krige. Og kravet om arbejdstidsforkortelse (8 timer) blev jo slet ikke betragtet som et socialistisk krav. Alle med den sunde fornuft i behold, kunne jo se hvor nedbrydende den lange arbejdsdag var for arbejderne - nedslidning, sygdom, invaliditet, nedsat levealder. Men borgerklasserne påviste hverken humanitet eller barmhjertighed i denne sag. Når en mand eller kvinde var færdig eller syg, stod der ny billig arbejdskraft til rådighed. Den faktiske arbejdstid var vel omkring 11 timer, når spisepauserne var trukket fra, men bl.a. bagere, tjenere og tyende havde arbejdstider på 16-18 timer. Jeg vil vurdere kravene fra 1890 med ordet: »arbejderbeskyttelse«. Der var hverken tale om revolution, socialisme, krav om ændring af lønvilkårene, krav om offentlig sygeforsikring, krav om økonomisk tilskud til hjælpekasser eller brændsel, krav om ændret valgretsregler til Landsting og Folketing, etc…..og først i maj 1919 indførtes 8 timers arbejdsdagen, men så omfattede den altså ikke landarbejdere og søens folk, der kom til at vente mange år på 8 timers arbejdsdagen. Og i 1890 hævde de borgerlige aviser, at arbejder og kapitalist står i et frit kontraktforhold til hinanden, men blot man havde en ubehagelig mening, blev man smidt på porten.

D. 19 april 1890 skriver partifællerne: Ifølge beslutning på De samvirkende Fagforeningers årsmøde vil demonstrationen for 8 timers arbejdsdagen den 1ste maj foregå på den måde, at der med forventet tilladelse om eftermiddagen afholdes et møde på Nørre Fælled, hvor der vedtages en resolution gående ud på, at regeringen skal søge fremmet såvel spørgsmålet om arbejdstidens fastsættelse til 8 timers som afskaffelse af børnearbejdet og indskrænkning af kvindearbejdet. Efter mødet, der vil finde sted kl. 3-4, vil deltagerne samles i forskellige lokaler for at fejre dagen i henhold til Pariserkongressens beslutninger.

D. 26 april 1890 skriver partifællerne: Magistraten har nu sluttet sig til kommandantens tilladelse til, at Nørre Fælled må benyttes til om eftermiddagen den 1ste maj. Derimod har politidirektøren nægtet et andragende om at marchere i procession fra Nørre Boulevard til mødepladsen med den motivering, at han ikke udenfor grundlovsdagen og de særlige nationale festdage kan tillade, at færdslen standses i byens gader. Dette forbud mod procession er senere skærpet derhen, at foreningerne heller ikke enkeltvis må marchere til eller fra fælleden under faner, musik eller sang. Det er rimeligvis en almindelig parole fra regeringen, der har dikteret politiet dette standpunkt, da lignende forbud er nedlagt i de provinsbyer, hvor arbejderne har besluttet at deltage i den almindelige verdensmanifestation for 8-timers arbejdsdagen. De samvirkende Fagforeninger afholdt i fredags aftes et fællesmøde, hvor det blev besluttet at ordne demonstrationen på denne måde: 1) at den 1ste maj erklæres for fridag; 2) at afholde et møde på Nørre Fælled kl. 3 1/2 eftermiddag, hvor der holdes to taler og vedtages en henvendelse til lovgivningsmagten om ved lov at fastsætte arbejdsdagen til højst 8 timer daglig. 3) at der om aftenen fra kl. 7 1/2 til 12 afholdes selskabelige sammenkomster med taler, sang og musik i forsamlingsbygningen, Sortedamslund, Vodrofslund og Ny Alhambra. 4) at alle deltagere i møderne bærer et festtegn i hatten, der tilligemed sange betales med 10 øre. - og den 1ste maj bør enhver arbejder, der ønsker arbejdstiden indskrænket, vise dette ved at bære sit tegn i hatten.

D. 29 april 1890 bekendtgør politiet i København følgende: I anledning af mulig påtænkte demonstrationer torsdag den 1ste maj, bekendtgøres herved, at det forbydes at drage gennem gaderne, at musicere, synge eller i gaderne at udvise anden mod politivedtægtens bestemmelser stridende adfærd. Endvidere bekendtgøres, at det ikke er tilladt ved det til den udvalgte dag berammende offentlige møde på Blegdams Fælleden at drive handel eller beværtning på Fælleden og på de denne omgivende veje. Overtrædelser af disse forbud ville blive straffede i medfør af loven af 11te februar 1863. Københavns Politikammer d. 29. april 1890. Eugen Petersen. En anden bekendtgørelse for hele landet, sagde endda, at "det forbydes at drage gennem gaderne i optog, at føre udfoldede faner, flag osv. gennem gaderne, synge eller i gaderne at udvise anden mod politivedtægten bestemmelser stridende adfærd."

Den 1ste maj placerede København politi 16 bemandede poster, rundt om i København med 335 betjente. København kommandant for de væbnede militære styrker, kunne meddele, at der på de forskellige garnisoner var aktiveret ca. 1830 konstabler, menige og elever, hvoraf man dog skulle fradrage 120 mand, der kom på forstærkningsvagt forskellige steder i København. Det militære gendarmeri kunne mønstre ca. 123 mand, hvoraf en del var beredne til hest, og dette korps blev placeret i gader og baggårde. Gendarmer blev indkaldt fra hele Sjælland. Marinen kunne mønstre omkring 1160 mand. I dagene forinden havde den borgerlige presse hysterisk lagt op til sammenstød og forbud mod demonstrationen, men som man ser til tekstgrundlaget for 1 maj demonstration var der ikke tale om revolution, socialismen eller om krav om valgret. Husarerne var indkaldt fra Jægersborg. Kastellet blev bemandet med artillerister fra Trekroner, og de såkaldte "Socialist-Kardætsker", der var blevet anskaffet i 1885 lå parat til at blive brugt. Vagterne ved Tøjhuset og Rosenborg blev forstærket. Ca. 3.500 mand var mobiliseret, og der var udleveret skarp ammunition og håndvåben fra depoterne. Også flere steder i provinsen var militær og gendarmeri sat i alarmberedskab for at kunne hjælpe politiet. Politiet havde i øvrigt agenter og observatører overalt, som indbragte skriftlige rapporter.

Sang for 8 timers-dagen af A. C. Meyer - Mel.: Vintren rasat

Faldne er nu vintrens sidste skranker,

broder, du må ud at sole dig!

Tusinder af kække hjærter banker

Imod dit i dag, den første maj.

Verdens ungdom smykker sig i håbet

under vårens lysegrønne tag,

og mod ranet rigdom stiger råbet

om den 8 timers arbejdsdag.

Frihed er der talt om uden ende,

Men i ordets lange bitre kiv

Glemtes frihed for de raske svende,

Som i slid hentræller deres liv.

Flere mand ved høvl, ved murske, hammer,

Og reserven frem i alle fag,

Færre ord om næstens nød og jammer,

Op med 8 timers arbejdsdag!

Daglig hører vi maskinen brummer,

halve døgnet hviner travle hjul,

lønnen dog kun byder usle krummer

og til husly kun et nøgent skjul.

Trætte søger vi et fattigt leje,

trætte står vi op med slavens nag;

nu skal over lande fanen vaje

for den 8 timers arbejdsdag.

Ret nu ryggen, broer, løft blikket søster!

Ved i ikke, det er eders tur?

Har i glemt, at i har stærke røster?

Lovsyng da den vågnende natur.

Lige tid til arbejd og til hvile

Og til kamp for livets unge sag;

Første mål, hvorhen jer kraft må stile,

Er den 8 timers arbejdsdag.

 

D. 26 april 1890 skriver partifællerne: Til samtlige arbejdere i København og omegn! Ifølge Pariserkongressens beslutning samles alle arbejdere i hele den civiliserede verden torsdagen den 1ste maj om kravet på en 8 timers arbejdsdag. Arbejdsløsheden vokser os over hovedet. Antallet af raske og dygtige arbejdere, der ikke kan finde beskæftigelse, forøges fra dag til dag. Sult og nød er tusinders lod, medens de arbejdende slides op for en sulteløn. Sygdomme, fremkaldt ved overanstrengt arbejde, sult og kulde er i stadig tiltagen. Arbejderklassen behøver mere kraft og flere kundskaber for at kunne gennemføre sin ret til at leve som menneske. Stedse dybere synker den arbejdende klasse i økonomisk, fysisk og moralsk nød, medens samfundsrigdommen forøges efter et uhyre målestok. Dette forhold må forandres, og det første middel hertil er en ved lov fastsat indskrænkning af arbejdstiden til 8 timer daglig. Derved vil der skaffes plads til de arbejdsløse, tid til den nødvendige hvile og forfriskning for de arbejdende og adgang til uddannelse af vore åndelige evner. Skal dette mål nås må vi imidlertid forene os, alle vi som bærer samfundets byrder og tilvejebringer dets rigdomme. Vi må samle os om råbet: 8 timers arbejde, - 8 timers frihed - og 8 timers hvile ! Vi må forlange, at lovgivningsmagten sætter en grænse for den tid, hvori vi udbyttes og yder beskyttelse for vor egen, vore hustruers og børns sundhed. Men fordringen skal komme fra os selv, fra alle arbejdere hele verden over. De øvrige samfundsklasser varetager deres interesser vi må varetage vore.

Kammerater! Den 1ste maj betragtes som almindelig fridag. På denne dag må vi vise vore udbyttere, at der er enighed mellem os, og at der er alvor i den fordring vi stiller. Kl. 3 1/2 samles vi på Nørre Fælled under vore faner for at rette en henvendelse til regering og rigsdag om i næste rigsdagssamling at vedtage en lov om 8 timers arbejdsdag, og for at give hverandre håndslag på, at vi ikke vil trættes i kampen førend denne fordring er gennemført.

Kammerater! Hele verden venter med spændt opmærksomhed på arbejdernes optræden den 1ste maj, og magthaverne laver sig til, til at »frelse« samfundet. Derfor gælder det om, at optræde med ro og besindighed. Det er ikke ved tumulter og gadespektakler, med ved en værdig, bestemt og enig optræden vi skal indgyde vore modstandere respekt og fremme vor sag. Det danske arbejderparti har så ofte vist, at det er i stand til at holde orden i sine rækker, dette vil også ske den 1ste maj. Efter mødet på Fælleden samles vi til selskabelige sammenkomster i Rømersgade, vor forsamlingsbygning, samt på Sortedamslund, Vodrofslund og Ny Alhambra, hvor vi med musik og sang vil afslutte den for vor fremtidige velfærd så betydningsfulde dag. Altså den 1ste maj samles vi på Fælleden med et leve 8 timers arbejdsdagen.

Med kammeratlig hilsen:

P. Knudsen Socialdemokratisk Forbund - H. Evers Arbejdsmændenes Forbund- Bestyrelsen for Bogbindersvende-Foreningen- C. Bressemann Bødkerforeningen af 1873- CM. Olsen Bygningssnedkernes Fagforening - P. Grønbeck Forening af 1885 for Arbejdere ved Børstenbinderfaget - Bestyrelsen for den kvindelige Forening i Væverfaget - Styrelsen for den typografiske Forening - C. Sørensen Danmarks Glasmagerforening - C. Skovby Formernes Fagforening - A.W. Jensen Forgyldernes Fagforening af 1887 - Aug. Jacobsen Bliklakerernes Fagforening - F. Schneider Børstenbindernes Fagforening - Anna Jensen Den kvdl. Fagforening i Herreskrædderfaget - Bestyrelsen for det kvdl. Arbejderforbund - L. Holst De kvdl. Tobaksarbejderes Fagforening - R.P. Jørgensen Farveriarbejderforeningen - Bestyrelsen for Forening for kvdl. Husgerning - J. Knudsen Filehuggernes Fagforening - Bestyrelsen for Gørtler og Metalarbejdernes Fagforening - P. Knudsen Handskemagerforeningen af 1875 - Carl Hansen Hattemagersvendeforeningen - Bestyrelsen for Karetmagernes Fagforening - H. Menander Korkskærernes Fagforening - J. Johansen Kularbejdernes Fagforening - Bestyrelsen for Kuskenes Fælles-Fagforening - Rudolf Poulsen Malernes Fagforening - P. Larsen Bundtmagernes Fagforening - Bestyrelsen for Gibserne og Stukkatørernes Fagforening -H.C. Nielsen Metaltrykkernes Fagforening - Bestyrelsen for Murersvendenes Understøttelsesforening - H. Rasmussen Murerforbundet i Danmark -Bestyrelsen for Savværksarbejdernes Fagforening - Bestyrelsen for Sejlmagernes Understøttelsesforening - Bestyrelsen for Skibstømrerforeningen -Overbestyrelsen for Dansk Skomagerforbund - H.C. Christensen Kurvemagernes Fagforening - Th. Martinsen Kobbersmedenes Fagforening - Bestyrelsen Klejnsmedesvende-Foreningen - Bestyrelsen for Lohgarvernes Understøttelsesforening - Bestyrelsen for Murerarbejdsmændenes Fagforening - P. Hansen Modelsnedkernes Fagforening - Bestyrelsen for Møllernes Fagforening - C. Nielsen Pianofortearbejderforeningen af 1873 - H. Petersen Smede- og Maskinarbejdernes Forbund- Bestyrelsen for Sadelmager og Tapetserernes Forbund - J. Lindberg Skomagersvendenes Forbund - Bestyrelsen for Snedker og Stolemagernes Fagforening - J. Rasmussen Skræddernes Fagforening af 1873 - H. Willumsen Havnearbejdernes Forbund - C. Svendstrup Stenhuggersvendeforeningen af 1752 - Jansen Trædrejerforeningen af 1879 - L.B. Nielsen Tjenestetyendeforeningen »Enigheden« - P. Bruselius Skifferdækkernes Fagforening - Hovedbestyrelsen for Snedkerforbundet i Danmark - C.E. Olsen Tobaksarbejderforbundet »Enigheden« - Bestyrelsen for Telefonarbejdernes Fagforening - J.J. Møller Vævernes Fagforening - P. Andresen Brolæggernes Understøttelsesfond - A.C. Bøttcher Det frie Sømandsforbund- L. Andersen Litografisk Forbund - Bestyrelsen for Billedskærernes Fagforening- J. Jensen Udv. for De samvirkende Fagforeninger - Bestyrelsen for Møllebyggernes Fagforening.

D. 26 april 1890 skriver partifællerne: Socialdemokratiet her i landet vil fejre den 1ste maj på samme måde som deres meningsfæller i udlandet. Vi har allerede tidligere nævnt, at bevægelsen til fordel for en normalarbejdsdag er udgået fra Paris, hvor der sidste sommer under udstillingen holdtes en international socialistisk kongres, som vedtog, at der overalt skulle iværksættes en agitation for ad lovgivningens vej at få indført en otte timers maksimalarbejdsdag. Denne resolution er tiltrådt af de danske socialdemokrater, som ligeledes anser det for heldigst, at spørgsmålet ordnes ved lov. Et forslag i denne retning vil, når rigsdagen atter samles, blive indbragt af partiets repræsentanter.

Vedrørende demonstrationerne i København: I torsdags aftes afholdtes i Rømersgade et møde af de forskellige fagforeningers bestyrelser. Der var repræsenteret 55 foreninger, som alle erklærede at ville deltage i demonstrationerne. Programmet for den 1ste maj er følgende. Klokken 3 1/2 afholdes der på Nørre Fælled et stort massemøde. Der vil blive holdt taler fra en i dagens anledning rejst tribune, men foreløbig er der ikke truffet bestemmelser om, hvem der skal føre ordet. Da politiet, som meddelt, har forbudt optog gennem byen og andre demonstrationer i gaderne, bliver der intet af den påtænkte procession. Deltagerne vil i hatten bære emblemer, hvorpå der står: »8 timers arbejdsdag. Den 1ste maj 1890«. Efter at fælled- og fællesmødet er forbi, fordeles deltagerne på »Sortedamslund«, »Vodrofslund«, »Ny Alhambra« og i forsamlingsbygningen, Rømersgade. På disse steder vil ligeledes blive holdt taler og afsunget sange. Der eksisterer her i byen ialt 69 fagforeninger. Efter hvad vi har erfaret, vil sikkert kun ganske få af disse afholde sig fra deltagelse i det store møde. Arbejdsgiverne stiller sig gennemgående velvillig overfor spørgsmålet om at indstille arbejdet den 1ste maj. Dette gælder navnlig bygningsfaget. Men forøvrigt vil man gå så vidt, at hvor hele faget er enig om at holde ferie den 1ste maj, vil arbejdet blive indstillet denne dag, selv om arbejdsgiverne modsætter sig det. Hvorledes staten vil stille sig overfor de arbejdere, den beskæftiger, var endnu igår morges et åbent spørgsmål. Modsætter den sig ferien, må statsarbejderne sandsynligvis indskrænke sig til at deltage i møderne om aftenen. Fællesmødet slutter med en resolution, hvori kravet om den otte timers maksimalarbejdsdag fremsættes.

Flere steder i provinserne har socialdemokraterne besluttet at afholde møder den 1ste maj. I Ålborg vil finde en almindelig arbejdsindstilling sted. Politiet har her som andre steder forbudt procession gennem gaderne. Byrådsudvalget har derimod givet tilladelse til, at der afholdes møde i Blegkilde. Også i Odense, Horsens, Århus, Randers og Helsingør vil der ske almindelig arbejdsstandsning, og i flere andre byer, hvor der eksisterer fagforeninger, vil der blive holdt møder om aftenen uden standsning af arbejdet.

1 maj sang af Chr. Bildsø - Mel.: Gutter om bord!

Arbejderhær!

stil i gevær!

dagen den første i Maj kalder hver.

Længe du tav,

stil nu dit krav,

kast nu din spade og sav!

Råb højt, hvad du vil, hvad din kæmpemagt

- trods mord og vold - skal nå;

mod dag, når du kæmper uforsagt,

kan intet stå!

Kravet er brød!

Liv eller død!

Nu vil vi ha' det, vi ta'r det til nød!

Sulten og nøj'n,

hellig og søjn,

sled vi, mens ret kaldtes løjn.

Nu skulder ved skulder under vort flag!

som stormflod frem vi går,

til udbytterbanden flyr for de slag,

vor urkraft slår.

Fjernt nu og nær

stander en hær

på millioner med strejkernes sværd.

På et »giv agt!«

slår de i takt,

knuser hver fjendes magt,

Da først, proletar, bliver arbejdet lyst!

Med kvartdøjns arbejdsdag

vi kan samle »krudt« til den sidste dyst:

det store slag!

D. 27 april 1890 skriver partifællerne: De nordamerikanske arbejdere tog initiativet til 1. maj-demonstrationen, og grunden til, at de valgte netop den 1. maj, ligger deri, at denne dag allerede i forvejen af dem er gjort til en almindelig fridag, hvor alt arbejde hviler. Det er hovedsagelig de organiserede arbejdere, der har gennemtvunget denne arbejderdag (Labor Day). Den forcerede amerikanske arbejdsmetode stiller meget stærke fordringer til arbejdernes kræfter. Fra morgen til aften må de uafbrudt slide med knapt tilmålte spisetider, hvilket om sommeren med den der herskende stærke varmegrad ofte gør arbejdet aldeles utåleligt. De har derfor valgt dem en ekstra fridag til at puste ud i, og det er særlig træarbejderne og bygningshåndværkerne, der strengt hævder arbejderdagens ukrænkelighed.

Arbejderdagen benyttes på forskellig måde til adspredelse. I nogle byer søger arbejderne hver for sig med deres familier den fornødne rekreation ved udflugter osv.. Andre steder samles de fag eller foreningsvis til processioner og forlystelser. Således drog den 1ste maj sidste år i Chicago 6.000 arbejdere (arbejderforeninger og »Arbejdets Riddere« (Knights of Labor)) i procession med musik og faner til et nærliggende forlystelsessted, hvor der indtoges forfriskninger og blev danset. Det amerikanske Arbejderforbund ( American Federation of Labor) udsendte samme dag et stort antal talere og agitatorer for at gøre propaganda for 8-timers-dagen og særlig i staten New York blev over 40.000 eksemplarer af en pjece desangående uddelt.

…………Vort århundrede med sit febrilsk jagende fabriksslaveri har lagt sig på tværs af dette folkeliv blandt byarbejderne i Europa. I Wien plejer dog de adelige og kapitalisterne at fejre den 1ste maj med store festligheder, vognoptog og valfart til Prateren (et parkanlæg tæt ved byen). Heste og vogne er på det pragtfuldeste smykket med blomstertæpper, guirlander osv. Der har imidlertid i år været tale om at bryde traditionen af hensyn til de påtænkte store arbejderdemonstrationer, men der agiteres nu i Wiens aristokratiske kredse stærkt for også denne gang at fejre dagen på den sædvanlige luksuriøse måde også det kejserlige hof menes at ville deltage i Prater-vogntoget. Disse tvende tog - de besiddendes og de besiddelsesløses - kan give anledning til interessante sammenligninger.

Den 1ste maj er altså i Nordamerika opstået i en ny og alvorsfuld skikkelse: arbejderdagen, og melder sig nu over hele verden med sin indtrængende fordring om indskrænkning af arbejdstidens trykkende åg. I år vil arbejderne i alle lande den 1ste maj samle sig til en enestående kolossal kæmpedemonstration om denne berettigede fordring.

D. 29 april 1890 skriver partifællerne: Ved de her i landet afholdte1ste maj møder, vil følgende resolution blive foreslået:

»Den 1ste maj erklærer vi i overensstemmelse med beslutningerne på Pariser-Arbejderkongressen, på hvilken de danske arbejdere også var repræsenteret, at fordringen om en lovmæssig fastsat normalarbejdsdag - der i de økonomisk fremskredne lande allerede nu med iagttagelse af alle berettigede interesser kan ansættes til 8 timer - såvel som de øvrige af Pariser-Kongressen formulerede fordringer til national og international arbejderbeskyttelse er et livsspørgsmål for det arbejdende folk, hvorfor man henvender sig til den lovgivende myndighed med forlangende om disse fordringers opfyldelse. Det pålægges mødets funktionærer at bringe den vedtagne resolution med vedføjelse af Pariser-Kongressens beslutninger til regeringens og rigsdagens kundskab. Pariser-Kongressens beslutninger lød således:

I betragtning af: a) at den kapitalistiske produktion med stigende hurtighed omfatter alle lande, hvor den i det hele taget kan finde jordbund. b) at den kapitalistiske produktions karakter betyder tiltagende udbytning af arbejderklassen fra den herskende klasses side, og c) at denne udbytning, som stedse bliver mere intensiv, har arbejdernes sociale og politiske undertrykkelse og afhængighed til følge og fører til arbejderklassens fysiske og moralske fornedrelse, og d) at det derfor er og må være arbejderklassens pligt og opgave i alle lande at bekæmpe denne organisation i samfundet med alle de kræfter, der står til dens rådighed, fordi den virker ruinerende på arbejderne, gør deres befrielseskamp umulig og truer den fri menneskelige udvikling. e) at det i første linie drejer sig om at træde op imod den herskende økonomiske ordnings yderligere tilintetgørende virkninger. f) erklæres en virksom arbejderbeskyttelseslovgivning for alle lande med moderne produktion for at være en tvingende nødvendighed.

Som grundlag for en international arbejderbeskyttelseslovgivning betragter kongressen følgende: 1) 8-timers normalarbejdsdagen. 2) forbud mod arbejde af børn under 14 år og begrænsning af arbejdstiden for unge mennesker af begge køn til 6 timer daglig. 3) forbud mod natarbejde, dog sådanne industrier undtagne, hvis natur fordrer en uafbrudt virksomhed. 4) forbud mod anvendelse af kvinder i industrigrenene, som virker skadeligt på den kvindelige organisme.5) forbud mod alt natarbejde for kvinder og unge mennesker under 18 år. 6) en ugentlig hvilepause for alle arbejdere. Den skal være mindst 36 timer uafbrudt. 7) undertrykkelse af sådanne industrier og fabriksmåder, som er skadelige for arbejdernes sundhed. 8) ophævelse af trucksystemet (trucksystemet, et aflønningssystem, hvor arbejdet aflønnedes helt eller delvis i fødevarer og ydelser, f.eks. et hus, dvs. kravet er ophævelse af alle forhold, som berøver arbejderne den fri dispositionsret over hele deres arbejdsløn). 9) tilsyn med alle fabrikker og værksteder, derunder indbefattet hjemmearbejde, ved inspektører, der lønnes af staten, og hvoraf i det mindste halvdelen skal vælges ad arbejderne.

Kongressen erklærer det for nødvendigt, at alle disse forholdsregler fastslås ved lov eller internationale overenskomster, og opfordrer arbejderne i alle lande til på den i hvert enkelt land mest praktiske måde at arbejde for disse fordringers virkeliggørelse og våge over deres udførelse. Endvidere erklærer kongressen, at det er pligt for alle arbejdere at betragte de kvindelige arbejdere som ligeberettigede medkæmperinder og at hjælpe grundsætningen: lige løn for lige arbejde til gyldighed også for de kvindelige arbejderes vedkommende. Som et væsentligt og til målet førende middel hertil som i det hele taget at gennemføre arbejderklassens emancipationsbestræbelser, anser kongressen arbejderklassens organisation og fordrer i kraft heraf fuldstændig koalitions- og foreningsfrihed.

D. 1. maj 1890 skriver partifællerne: Da i slutningen af forrige måned de engelske kularbejdere afsluttede deres strejke, skrev kapitalisternes verdensorgan, Times, følgende: »Disse fire dage har atter godtgjort fagforeningernes enorme store betydning. Deres magt bliver bestandig større. For tyve, ja blot for ti år siden, ville det have været ganske umuligt for 300,000 arbejdere at nedlægge arbejdet til et givet øjeblik og at optage det til et andet. Fagforeningernes organisation har nu gjort dette muligt.«

Vi spørger: Hvad er de tre hundrede tusinders arbejdsstandsning mod det, som foregår i dag hele den civiliserede verden over? De tre hundrede tusinde er fagfæller og landsmænd, og derved er de knyttede til hverandre ved mange bånd. Men de millioner, som rejser sig i dag, er skilte ved hav og landegrænser, ved sprog, skikke og nationalitet. Vi beundrer med Times de engelske kularbejderes forening og solidaritet. Men hvor langt mere kolossal og imponerende er dog ikke det uhyre skue, som denne dag frembyder, skuet af denne Internationale Arbejderorganisation, som spænder fra Amerika til Australien, fra den ene verdensdel til den anden jorden over.

Rejsningen i dag bliver mødt med trusler og tvang. I alle verdens kaserner ligger tropperne konsignerede, rødbukser og pikkelhuer, gendarmer og brave Jenser. I dag glemmer dødsfjenderne i alle lande at holde øje med hverandre for at kunne holde øje med os. Alle vor klodes ministre og kapitalister har udstedt det samme forbud og dikteret de ulydige den samme straf. Og i alle verdens gader ligger politikniplerne løse i deres ejermænds lommer.

Alt, hvad Krupp har støbt af kanoner, og alt, hvad militarismen har opfundet af geværer, røgfrit krudt og sabelbajonetter er i dag vendt mod en eneste stand, mod os, mod arbejderne uden småligt hensyn til landsmandskabet. Man skyder på os i København, hvis man finder anledning, og man skyder på os, hvis man kan, i Berlin, i Paris, i Wien, i New York, overalt, hvor kapitalismen og socialismen står overfor hinanden.

Slig internationalitet så verden aldrig før. Men endnu mere vidunderlig ved denne magtudfoldelse er synet af arbejdernes internationale hær, således som den marcherer frem, løftet af socialismens idé, - fremad mod et eneste mål, hvor traf man i historien før et sådant brud med alt nationalhad, mod alle grænsereguleringer, med alt, hvad der er nedarvet, indpodet og indbanket? Hvor traf man før en sådan verdensomfattende solidaritet, der sprænger alle skillerum.

Nej, det, der sker i dag, er endelig en gang noget fuldtud nyt. År efter år har vi bygget på det nye samfund hver i sin kreds, hver i sit land; men i dag rejser vi kransen på bygningen, på internationalismens store bygning. I dag finder den første store verdenssammenkomst sted, og hermed er gennembruddet sket til den nye tid, som kommer.

Man fordrer os måske til at arbejde i dag ved at sige til os, at det skal vore børn huske i morgen, at vi bøjer os måske derfor og arbejder. Men hvad vinder man egenlig herved? Alene det, at man har været nødsaget til at anvende magt og trusler, er vidnesbyrd nok for os; thi det viser, hvad arbejderne har villet, hvis de havde kunnet. De vilde vel omtrent alle som en have været med ved det internationale verdensstævne. Kan de det ikke i dag, nuvel, så kan de det ad åre. Har de blot viljen, så kommer magten nok; thi tvang mod socialismen er som at lægge lænker på havet, - det stiger dog og skyller sine bølger fra kyst til kyst.

I dag hæves hænderne for 8-timers-dagen. Men disse millioner af hårde næver er hævede også mod mere end mod arbejdstidens længde, de er hævede mod kapitalismen, de er knyttede mod kapitalismen, og de hviler ikke, før det kapitalistiske system er knust.

Danske arbejdere! Den internationale broderskabsfølelse er så stærk hos os som hos noget lands arbejdere: Vort parti og vor hele organisation er vore broderpartier jævnbyrdige. Lad os da også vor demonstration i dag blive således, at Danmarks arbejderstand har ære deraf !

Verdens Ungdom smykker sig i håbet

Under vårens lysegrøne tag,

Og mod ranet rigdom stiger råbet

Om den 8 timers arbejdsdag

*******

Ca. 50.000 mennesker mødtes på Fælleden i København den 1ste maj 1890, uden at der var optræk til uro nogen steder i København. Og selvom tallet er sat for højt, var det en milepæl i dansk historie. Andre kilder mener kun 25.000. Men det var fuldt myndige mænd uden kvinder og børn, som mødte op på Fælleden. Men tusinder af meningsfæller var blevet forhindret i at møde op, da mange arbejdere jo blevet truet med afskedigelse hvis de holdt fri den 1ste maj, og mange arbejdede: bl.a. på Orlogsværftet, B&W Christianshavn (800 mand), Rubens Væverier, - medens Øens folk på B&W (ca. 8-900) sluttede op om mødet på Fælleden, selvom de yderligere var truet med at miste deres alderdomsforsørgelseskasse…… og demonstration gennem gaderne var jo forbudt, ligesom klynger og »gåsegang« ville nok heller ikke være tilladt. Kun kedelsmedene hos Løwener & Co turde deltage i 1 maj dagen. Arbejdere og funktionærer hos Statsbanerne blev også truet med fyring, og sendte et telegram til 1ste maj mødet om at de var 100% meningsfæller, og de ved magtbud var afholdt fra at være hos deres kammerater, hvis demonstration de i hjertet fuldt og helt tilsluttede sig. Sympati-telegrammer fra provinsen og Sverige blev læst op på Fælleden, under enorm jubel. Men mange arbejdede normalt i København: bl.a. hos de fleste større ølbryggerier, havnearbejderne, brolæggere og jordarbejdere, hos Holmblad, Heegaard og hos de større fabrikanter, mange forretninger og engros virksomheder arbejdede også normalt. Men det revolutionære socialistiske Arbejderparti, gik dog i demonstration fra Kgs. Nytorv, og fik derfor en bøde på 40 rigsdaler. I Århus, Aalborg, Odense, Svendborg, Roskilde og Slagelse forløb demonstrationerne fredeligt. I Slagelse trodsede man forbudet mod procession i gaderne, og senere kom det til slagsmål med politiet, der havde lejet sig ind på samme hotel, hvor arbejderne holdt aftenmøde.

******

 Gruppe af sabotageorganisationen: BOPA.

1940 - 1945

Illusionernes holdeplads.

Længe inden Danmark blev besat af tyskerne, blev Nicolaj Blædel, der var skribent ved de konservative blade og havde en fast månedlig udsendelse i Danmarks Radio, udelukket fra radioen og tvungen til at tage orlov, som skribent. Det mishagede den danske regering og Hitler, at nazisterne blev afsløret. Allerede i 1934 skriver Th. Stauning, at kommunisterne er Moskva agenter, landsforrædere og opviglere, og at det er tid til, at skabe det folkefællesskab, der vender sig mod lovløsheden. På samme tidspunkt var nazisterne igang med at udslette den tyske arbejderbevægelse. I 1939 bevilger Arbejdsmandsforbundets forretningsudvalg 40.000 kr. til Mannerheims krig i Finland mod USSR og på samme tid opfordrer danske aviser, til bålbrænding af Martin Andersen Nexø's bøger.

Da tyskerne i april 1940 stillede den danske regering et ultimatum, bøjede regeringen sig for Tysklands krav og nedlagde våbnene. Statsminister Th. Stauning og senere Vilhelm Buhl var dog ikke ligeglade med Danmarks nationale selvstændighed, idet de forsat bøjede sig for næsten alle tyske krav og udtalte, at Danmark skulle affinde sig med den nyordning, der opstod i Europa under tysk og nazistisk ledelse. Her skal læseren bemærke sig, at de tyske myndigheder ikke gav ordre til deres danske kollegaer, men fremsatte krav, som der kunne forhandles om med regeringen.

Det er regeringen, der indfører censur af hensyn til de tyske interesser. Regeringen var altså leder af en suveræn stat, som Tyskland ikke var i krig med og regeringen brugte denne selvstændighed og Rigsdagen til at fremhæve, at Danmark ikke var en krigsførende nation. Da modstandsbevægelsen opstod, gik regeringen aktivt til modstand mod sabotørerne. Et gennemgående træk i regeringens politik er også, at der er intet, der hindrer Tysklands krigsførelse. I efteråret 1941 var endog mere end 60.000 danskere arbejdere beskæftiget i Tyskland, og i Danmark arbejdede titusinde for Tyskland.

Regeringen Stauning tiltrådte Antikominternpagten i 1941 i Berlin og bekæmpede dermed Rusland og kommunismen. Det var dansk politi, der nidkært registrerede kommunister, og anholdte flere kommunister, end dem som tyskerne havde forlangt anholdt i 1941. DKP blev grundlovsstridigt forbudt af det danske Folketing og DKP´s folketingsmedlemmer blev anholdt. Ingen socialdemokratisk organisation blev forbudt af nazisterne. Socialdemokratiet modsatte sig offentligt sabotagehandlinger og anden form for virksomhed mod de nazistiske tropper. Det betød endvidere, at socialdemokratiet i fagbevægelsen stillede krav om, at de valgte kommunistiske tillidsmænd skulle træde tilbage.

Dansk lovgivning gjaldt stadigvæk i landet. Hvis man fragtede jøder over til Sverige og blev taget, blev denne medvirken til illegal udrejse takseret med højst 3 måneders fængsel, - og fragten var jo ikke gratis for jøderne. Th. Stauning døde i maj 1942 og var vel udtryk for den danske 'folkesjæl', idet han aldrig var revolutionær, aldrig marxist og principper var han aldrig besværet af. For ham var dagen, vejen og midlet alt, men målet intet. Og det er vel sådanne egenskaber, som 90 % af vælgerne også ved folketingsvalget i marts 1943 bekræftiger, når de stemmer for samarbejdspolitikken og på de 'demokratiske partier'. Tyskerne anerkendte forsat, at Danmark var et suverænt land, hvor der ikke herskede krigstilstand. Kommunisterne er godt nok blevet forbudt og interneret af det danske Folketing i strid med Grundloven. Dagbladene skriver efter valget, 'at de samarbejdende partier har fået sin godkendelse', og tyskerne udtaler, 'at den danske befolkning med overvældende majoritet støtter regeringens Scavenius politik, der går ud på at opretholde og videreføre samarbejdet med Tyskland'.

Senere i august 1943 opstår folkestrejkerne og ligeså i sommeren 1944. Men det var kun overenskomststridige strejker og derfor greb tyskerne ikke ind, idet det danske folk ikke tilkendegav, at de var mod den tyske besættelsesmagt eller stillede krav om, at samarbejdsregeringen skulle gå af. Strejkerne og uroligheder udviklede sig dog således, at tyskerne erklærede 6 ugers undtagelsestilstand i august 1943, selv om det var i strid med Hager konventionen, der indeholdt bestemmelse om, at undtagelsestilstand kun kan erklæres i et krigsførende land. Men Danmark var intet krigsførende land, og da regeringen vælger at afgå i august 1943, erklærer den ikke krig mod tyskerne, hvorimod regeringens forretninger bliver overtaget af departementscheferne.

Danmark må internationalt have været et særtilfælde. Efter krigsafslutningen i 1945 ved dannelsen af Forenede Nationer, var Danmark så heldig, at blive optaget i sejrherrens klub. Det blev det neutrale Sverige ikke. D. 5. maj 1945 er det samarbejdsregeringen, der sammen med modstandsbevægelsen, står skulder ved skulder i befrielsesregeringen. Valget senere i oktober måned 1945 viser overvældende tilslutning til den tidligere samarbejdspolitik og 'de demokratiske partier'. Befolkningen har altså ikke skiftet holdning og modstandsbevægelsen har også tidligt erkendt, at samarbejdsregeringen havde bred folkelig opbakning.

Konklusionen må være, at Danmarks historie under 2. Verdenskrig er et fletværk af uforenelige politiske holdninger, der utilsigtet ender med, at modstandsbevægelsen og de danske kæmpende søfarere bliver 'brugt', da de allierede anerkender Danmark på sejrherrenes side. Retsopgøret efter krigen lægger vægt på begrebet landsforræderi og processerne kunne ikke begrundes juridisk, medmindre man forudsatte at Danmark havde deltaget i krigen og kæmpet på allieret side. I Danmark står man i den paradoksale situation, at vi har vundet en krig, vi ikke har deltaget i, med mindre man vil påstå, at Danmark d. 5. maj. 1945 indtrådte i krigen med tilbagevirkende kraft. Det er et paradoksalt eftermæle.

Det er foruroligende, at tænke på, at nazisternes krig og forbrydelser mod menneskeheden, skete på et tidspunkt af Europas historie, der bliver betegnes som civilisation. Nazisternes krig i Østeuropa var en regulær udryddelseskrig med ubegribelige grusomheder begået af SS tropper og »Einsatz kommandoer«. Det tog nazisterne 12 år at ødelægge Europas civilisation, der altså var meget skrøbelig. Mange kommunister fik under og efter krigen 'trukket deres demokratiske mælketænder ud' og tyskernes 'besøg' kostede Danmark 15 % af nationalbruttoproduktet, hvorimod besættelsen af Norge og Belgien kostede disse lande 50 % af BNP. Men tilbage står, at det parlamentariske demokrati blev brugt til at fængsle kommunisterne. Spørgsmålet er så: hvilken lejr vil kommunisterne interneres i næste gang ?

Er det ikke forunderligt, at de allierede besluttede, at Danmark skulle optages blandt de sejrende nationer ?

Så er det da næsten ligegyldigt, at skændes om hvorvidt:

Thi levebrødspolitikerne kunne jo efter krigen svinge sig tilbage i sadlen.

Skift til BOPA- mindebogen her. Du kan også skrive en kommentar til: Per Benny Paulsen, Hermodsvej 13, 6705 Esbjerg Ø.

Webmaster