Skift til: Det 20´ende århundrede (II) * * Det 20´ende århundrede (III) * * Det 20´ende århundrede (IV) * * Det 20´ende århundrede (V) * * Det 20´ende århundrede (VI) * * Det 20´ende århundrede (VII)

Nogen synes at det har været kapitalismens århundrede, andre synes det var socialismens århundrede. De to synspunkter er hver for sig forkerte. Det var kapitalismens og socialismens århundrede. Industriens produktivitet er steget enormt under kapitalismen i dette århundrede. Teknologien udviklede sig i et højt tempo, det samme gjorde masseproduktionen af våben og forbrugsvarer. Samfærdsels- og kommunikationsmidlerne er nu så veludviklede, at vi på mindre end et døgn kan komme fra den ene verdensdel til den anden, og på mindre end et minut kan etablere telefonkontakt til den anden side af kloden. Men de der ejer produktionsmidlerne, kapitalisterne, kan ikke styre samfundsudviklingen. I dette århundrede har befolkningen i alle kapitalistiske lande oplevet store økonomiske kriser med kæmpearbejdsløshed som et ledsagefænomen. Kapitalens ekspansionsbehov bar medført et utal af imperialistiske krige, herunder to verdenskrige med millioner af ofre. På trods af store økonomiske muligheder hersker der sult, sygdomme og analfabetisme i store dele af verden. Rigdommene er skævt fordelt, ikke blot blandt befolkningen i de højt udviklede industrilande, men også landene imellem. Det har naturligt nok givet anledning til en intensiv kamp for at ændre samfundsforholdene.

Med baggrund i Oktoberrevolutionen og støttet af den internationale arbejderklasses solidaritet, blev det muligt at gøre alvorlige forsøg på at opbygge socialismen i Sovjetunionen. Flere lande kom til. Det betød, at styrkeforholdet i den internationale klassekamp ændredes. Kolonilandene kunne ikke bevare magten i deres kolonier. Befolkningerne gjorde oprør, og vandt gennem kamp og støtte fra de socialistiske landes solidaritet deres frihed. I slutningen af det århundrede vi nu forlader lykkedes det for kapitalismen at standse forsøgene på at opbygge socialismen i Sovjetunionen og de øvrige østeuropæiske lande. Det har betydet et stort og mærkbart tilbageskridt for arbejderklassens levevilkår både i de tidligere socialistiske lande og i de udviklede kapitalistiske lande. Men samtidig har kapitalismen vist at den ikke evner at løse menneskehedens store fælles problemer. Sulten, fattigdommen, miljøproblemerne og truslen om et atomragnarok er problemer, der hører kapitalismen til. De kan ikke løses førend arbejderklassen nationalt og internationalt gør op med det kapitalistiske samfundssystem. Talmæssigt er arbejderklassen vokset enormt siden begyndelsen af dette århundrede, fra 85 millioner til nu 860 millioner. Antallet er ganske vist i sig selv en styrke, men der skal mere til. Der skal drages en lære af de erfaringer, som opløsningen af Sovjetunionen og de andre socialistiske lande har givet os, og der skal en organisatorisk styrkelse og en styrkelse af den internationale solidaritet til. Det næste århundrede bliver århundredet, hvor det kapitalistiske samfundssystem, ligesom de to tidligere udbyttersamfund - feudalismen og slavesamfundet vil gå under. Det bliver socialismens århundrede. Alternativet er barbari.

Svar til kammeraterne Mesjkov, Kovaltjuk og andre. Deres breve har jeg modtaget. De er analoge med en hel række breve, som jeg i de sidste måneder har fået fra andre kammerater om det samme emne. Jeg bestemte mig imidlertid til at svare netop Dem, fordi De stiller spørgsmålet grovere og derved bidrager til at opnå klarhed. Ganske vist giver De i Deres breve en urigtig løsning af de stillede spørgsmål, men det er en anden sag - det vil vi tale om i det følgende. Lad os gå over til sagen (J. V. Stalin):

De russiske marxister har allerede, længe haft deres egen teorien om nationen. Ifølge denne teori er nationen et historisk udformet, stabilt fællesskab af mennesker, opstået på basis af fire fælles fundamentale kendetegn, nemlig: på basis af fælles sprog, fælles territorium, fælles økonomisk liv og fælles åndeligt præg, der ytrer sig i fælles specifikke ejendommeligheder i den nationale kultur. Som bekendt har denne teori vundet almindelig anerkendelse i vort parti. Det fremgår af Deres breve, at De anser denne teori for utilstrækkelig. Derfor foreslår De at supplere de fire kendetegn på en nation med et femte kendetegn, nemlig: eksistensen af en egen, adskilt nationalstat. De mener, at hvis dette femte kendetegn ikke er forhånden, er der ikke og kan der ikke gives nogen nation.

Jeg tror, at det skema, De foreslår, med dets nye, femte kendetegn på begrebet »nation« er ganske fejlagtigt og ikke kan begrundes hverken teoretisk eller praktisk-politisk. Ifølge Deres skema kunne anerkendelsen som nation kun tildeles sådanne nationer, som besidder en egen stat adskilt fra andre, mens alle undertrykte nationer, som er berøvet et selvstændigt statsliv, måtte stryges af nationernes kategori, og desuden måtte man undtage de undertrykte nationers kamp mod det nationale åg, de koloniale folks kamp mod imperialismen fra begrebet »national bevægelse«, »national befrielsesbevægelse«.

Ikke nok med det. Ifølge Deres skema måtte man hævde, at a) irlænderne først blev en nation efter dannelsen af den »irske fristat«, mens de før den tid ikke udgjorde en nation; b) nordmændene ikke var en nation før Norges adskillelse fra Sverige, men først blev en nation efter denne adskillelse; c) ukrainerne ikke var en nation, dengang Ukraine var en bestanddel af det tsaristiske Rusland, at de først blev en nation efter adskillelsen fra Sovjetrusland under Centralradaen og hetman Skoropadskij, men at de påny ophørte at være en nation, efter at de havde sluttet deres Ukrainske sovjetrepublik sammen med andre sovjetrepublikker i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker.

Af sådanne eksempler kunne der anføres en mængde. Det er øjensynligt, at et skema, der fører til sådanne absurde slutninger, ikke kan anses for et videnskabeligt skema. Praktisk-politisk fører Deres skema uvægerligt til en retfærdiggørelse af det nationale, imperialistiske åg, hvis udøvere afgjort bestrider, at undertrykte og mere eller mindre rettighedsløse nationer, som ikke besidder egne, adskilte nationalstater, er virkelige nationer, og hævder, at denne omstændighed giver dem ret til at undertrykke disse nationer.

Jeg vil slet ikke tale om, at Deres skema fører til en retfærdiggørelse af de borgerlige nationalister i vore sovjetrepublikker, som søger at bevise, at sovjetnationerne ophørte at være nationer, efter at de foretog en sammenslutning af deres nationale sovjetrepublikker i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Sådan forholder det sig med spørgsmålet om at »supplere« og »korrigere« den russiske marxistiske teori om nationen. Der bliver kun eet tilbage: at anerkende, at den russiske marxistiske teori om nationen er den eneste rigtige teori.

En af Deres alvorlige fejl består i, at De skærer alle nu eksisterende nationer over een kam og ikke ser den principielle forskel mellem dem. Nationerne er ikke ens i denne verden. Der findes nationer, som kom til udvikling i den opstigende kapitalismes epoke, dengang bourgeoisiet under udryddelsen- af feudalismen og den feudale opsplittethed samlede nationen til et hele og kittede den sammen. Dette er de såkaldte »moderne« nationer.

De påstår, at nationerne opstod og eksisterede allerede før kapitalismen. Men hvordan kunne nationer opstå og eksistere før kapitalismen, i feudalismens periode, dengang landene var opsplittede i enkelte, selvstændige fyrstendømmer, som ikke alene ikke var knyttet sammen med nationale bånd, men afgjort bestred nødvendigheden af sådanne bånd? På trods af Deres fejlagtige påstande var der ikke og kunne der ikke være nationer i den førkapitalistiske periode, eftersom der endnu ikke fandtes nationale markeder, ikke fandtes hverken økonomiske eller kulturelle nationale centrer, altså ikke fandtes de faktorer, som likviderer det givne folks økonomiske opsplittethed og drager de forhen afsondrede dele af dette folk sammen til et nationalt hele.

Naturligvis er nationens elementer - sprog, territorium, kulturelt fællesskab osv. - ikke faldet ned fra himlen, men er blevet til gradvist allerede i den førkapitalistiske periode. Men disse elementer befandt sig i kim tilstand og udgjorde i bedste fald en potens, en mulighed for dannelsen af en nation i fremtiden under visse gunstige betingelser. Potensen forvandlede sig først til virkelighed i den opstigende kapitalismes periode med dens nationale marked, med dens økonomiske og kulturelle centrer.

I denne forbindelse må man fremhæve Lenins bemærkelsesværdige ord om nationernes opståen, som han udtalte i sin bog »Hvad er 'folkevennerne' og hvordan bekæmper de socialdemokraterne?«. Under polemikken mod narodnikken Mikhailovskij, som afledede de nationale forbindelsers og den nationale enheds opståen af slægtsbåndenes udvikling, siger Lenin: »De nationale forbindelser er altså en fortsættelse og videre udformning af slægtsforbindelserne! Hr. Mikhailovskij låner øjensynlig sine forestillinger om samfundshistorien fraide børneremser, man lærer gymnasiaster. Samfundets historie består i - sådan lyder denne skolevisdom - at først var der familien, denne kimcelle til ethvert samfund... derefter voksede familien op til en stamme, siger man, og stammen voksede op til en stat. Når hr. Mikhailovskij med vigtig mine gentager dette barnlige vrøvl, beviser det kun - bortset fra alt andet -, at han ikke har den ringeste anelse om gangen blot i Ruslands historie. Mens man nok kunne tale om slægtssamfund i det gamle Rus, så er det ubestrideligt, at disse slægtsforbund allerede var ophørt at eksistere i middelalderen, på Moskvastatens tid, dvs. at staten var bygget på sammenslutninger, der aldeles ikke var slægtsbestemte, men lokale: herremænd og klostre samlede bønder i forskellige egne under sig, og de således dannede kommuner var rent territoriale sammenslutninger. Om nationale bånd i ordets egentlige betydning kan man imidlertid næppe tale på den tid: staten var splittet i enkelte »lande«, ofte endda fyrstendømmer, der havde bevaret levende spor af den tidligere autonomi, visse særegenheder i forvaltningen, undertiden egne tropper (de lokale bojarer drog i krig med egne regimenter), særlige toldgrænser osv. Først den nyere periode i russisk historie (omtrent fra det 17. århundrede) karakteriseres af en virkelig sammenslutning af alle disse områder, lande og fyrstendømmer til et hele. Denne sammensmeltning skyldtes ikke slægtsforbindelser, højtærede hr. Mikhailovskij, den skyldtes ikke engang deres fortsættelse og videre udformning: den skyldtes en stærkere handel mellem områderne, en gradvis voksende varecirkulation, en koncentrering af de små lokale markeder i eet alrussisk marked. Eftersom det var kapitalistiske købmænd, der var denne proces' ledere og herrer, betød skabelsen af disse nationale bånd intet andet end skabelse af borgerlige bånd.« (Lenin, Udvalgte Værker, bd. l, s. 135-37).

Sådan forholder det sig med de såkaldte »moderne« nationers opståen. Bourgeoisiet og dets nationalistiske partier var og forblev i denne periode den ledende hovedkraft i disse nationer. Klassefred inden for nationen af hensyn til »nationens enhed«; udvidelse af sin nations territorium ved erobring af fremmede nationale territorier; mistro og had til fremmede nationer; underkuelse af nationale mindretal; enhedsfront med imperialismen - sådan er disse nationers idemæssige og samfundspolitiske bagage. Den slags nationer må man betegne som borgerlige nationer. Sådan er f.eks. den franske, den engelske, den italienske, den nordamerikanske og andre lignende nationer. Samme slags borgerlige nationer var den russiske, den ukrainske, den tatariske, den armenske, den grusinske og andre nationer i Rusland før oprettelsen af proletariatets diktatur og sovjetsystemet i vort land. Det er klart, at sådanne nationers skæbne er knyttet sammen med kapitalismens skæbne, at når kapitalismen falder, må sådanne nationer forlade scenen.

Det er netop sådanne borgerlige nationer, der sigtes til i Stalin´s brochure »Marxismen og det nationale spørgsmål«, når det hedder, at »nationen er ikke slet og ret en historisk kategori, den er en historisk kategori for en bestemt epoke, den opstigende kapitalismes epoke«, at »den efter sit væsen borgerlige nationale bevægelses skæbne er naturnødvendigt bundet til bourgeoisiets skæbne«, at »den nationale bevægelses endelige fald først er mulig med bourgeoisiets fald«, at »først i socialismens rige kan fuldkommen fred opnås«. Sådan forholder det sig med de borgerlige nationer. Men der findes også andre nationer i verden. Det er de nye, sovjetiske nationer, som har udviklet sig og formet sig på basis af de gamle, borgerlige nationer efter kapitalismens omstyrtelse i Rusland, efter likvideringen af bourgeoisiet og dets nationalistiske partier, efter sovjetsystemets oprettelse.

Arbejderklassen og dens internationalistiske parti er den kraft, som giver disse nye nationer styrke og leder dem. Arbejderklassens og de arbejdende bønders forbund inden for nationen til likvidering af kapitalismens rester for at fremme socialismens sejrrige opbygning; tilintetgørelse af det nationale åg for at fremme nationernes og de nationale mindretals ligeberettigelse og frie udvikling; tilintetgørelse af nationalismens rester for at oprette venskabet mellem folkene og fæstne internationalismen; enhedsfront med alle undertrykte og mere eller mindre rettighedsløse nationer i kampen mod erobringernes og erobringskrigenes politik, i kampen mod imperialismen - sådan er disse nationers åndelige og samfundspolitiske ansigt. Den slags nationer må man betegne som socialistiske nationer.

Disse nye nationer opstod og udviklede sig på basis af de gamle, borgerlige nationer som resultat af kapitalismens likvidering - ved en fundamental omformning af dem i socialismens ånd. Ingen kan bestride, at de nuværende socialistiske nationer i Sovjetunionen - den russiske, den ukrainske, den belorussiske, den tatariske, den basjkirske, den usbekiske, den kasakhiske, den aserbaidjanske, den grusinske, den armenske og andre nationer - adskiller sig fundamentalt fra de tilsvarende gamle, borgerlige nationer i det gamle Rusland såvel efter deres klassesammensætning og åndelige ansigt som efter deres samfundspolitiske interesser og bestræbelser. Sådan er de to typer nationer, historien kender.

De er ikke enig i, at nationernes skæbne, i dette tilfælde de gamle, borgerlige nationers skæbne, skal knyttes sammen med kapitalismens skæbne. De er ikke enig i den tese, at når kapitalismen likvideres, bliver de gamle, borgerlige nationer likvideret. Men hvad andet end kapitalismens skæbne kan man egentlig knytte disse nationers skæbne sammen med? Er det mon svært at forstå, at når kapitalismen forsvinder, skal de borgerlige nationer, som er affødt af . kapitalismen, forsvinde? De tror vel ikke, at de gamle, borgerlige nationer kan eksistere og udvikle sig under sovjetsystemet, under proletariatets diktatur? Det manglede bare. De er bange for, at likvideringen af de under kapitalismen eksisterende nationer er ensbetydende med likvidering af nationerne overhovedet, med likvideringen af enhver nation. Hvorfor, med hvilken begrundelse? Ved De da ikke, at der foruden borgerlige nationer også eksisterer andre nationer, socialistiske nationer, langt stærkere sammensvejsede og livskraftige end en hvilken som helst borgerlig nation?

Det er netop dér, Deres fejl ligger, at De ikke ser andre nationer, end de borgerlige, - at De følgelig har overset hele den epoke, hvor de socialistiske nationer i Sovjetunionen er dannet, opståede på ruinerne af de gamle, borgerlige nationer. Det er netop sagen, at likvideringen af de borgerlige nationer ikke betyder likvidering af nationerne overhovedet, men likvidering ene og alene af de borgerlige nationer. På ruinerne af de gamle, borgerlige nationer opstår og udvikler sig nye, socialistiske nationer, som er langt stærkere sammensvejset end en hvilken som helst borgerlig nation, thi de er fri for uforsonlige klassemodsætninger, som river og slider i de borgerlige nationer, og er langt mere fælles-folkelige end en hvilken som helst borgerlig nation.

De begår en alvorlig fejl, når De sætter lighedstegn mellem den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i eet land, og den periode, der karakteriseres af socialismens, sejr i verdensmålestok, idet De hævder, at de nationale forskelles og nationale sprogs forsvinden, nationernes sammensmeltning og et fælles enhedssprogs dannelse er mulig og nødvendig ikke blot i forbindelse med socialismens sejr i verdensmålestok, men også i forbindelse med socialismens sejr i et enkelt land. Samtidig sammenblander De ganske forskellige ting: »tilintetgørelse af det nationale åg« med »likvidering af de nationale forskelle«, »tilintetgørelse af de nationale statsafspærringer« med »nationernes bortdøen«, »nationernes sammensmeltning«.

Man kan ikke lade være med at bemærke, at det for marxister er ganske utilladeligt at sammenblande disse forskelligartede begreber. Her i vort land er det nationale åg forlængst tilintetgjort, men deraf følger aldeles ikke, at de nationale forskelle er forsvundet og vort lands nationer likvideret. Her i vort land er de nationale statsafspærringer med grænsevagter og toldsteder forlængst likvideret, men heraf følger aldeles ikke, at nationerne allerede er smeltet sammen og de nationale sprog forsvundet, at disse sprog er afløst af et sprog, der er fælles for alle vore nationer.

De er ikke tilfreds med min tale på det Kommunistiske universitet for Østens folk i 1925, hvor jeg bestrider rigtigheden af den tese, at med socialismens sejr i et enkelt land, f.eks. i vort land, skulle de nationale sprog dø bort, nationerne smelte sammen og eet fælles sprog opstå i stedet for de nationale sprog. De mener, at denne udtalelse fra min side strider mod Lenins kendte tese om, at socialismens mål ikke alene er at tilintetgøre menneskehedens opsplitning i små stater og al partikularisme mellem nationerne, ikke alene at nærme nationerne til hverandre, men også at smelte dem sammen. De mener yderligere, at den strider mod en anden leninsk tese om, at med socialismens sejr i verdensmålestok vil de nationale forskelle og de nationale sprog begynde at dø bort, at efter denne sejr vil de nationale sprog begynde at blive afløst af eet fælles sprog. Det er ganske urigtigt, kammerater. Det er en stor vildfarelse. Jeg har allerede ovenfor sagt, at det for marxister er utilladeligt at sammenblande sådanne forskelligartede fænomener som »socialismens sejr i eet land« og »socialismens sejr i verdensmålestok« og skære dem over een kam. Det bør ikke glemmes, at disse forskellig artede fænomener afspejler to ganske forskellige epoker, som adskiller sig fra hinanden ikke blot i tid (hvad der er meget vigtigt), men også i selve deres væsen.

Den nationale mistro, den nationale partikularisme, det nationale fjendskab, de nationale sammenstød stimuleres og opretholdes naturligvis ikke af en eller anden »medfødt« følelse af national ondskabsfuldhed, men af imperialismens .stræben efter at underkue fremmede nationer og af disse nationers frygt for truslen om national trældom. Det er hævet over al tvivl, at sålænge verdensimperialismen eksisterer, vil denne stræben og denne frygt også eksistere - og følgelig vil der i det store flertal af lande også eksistere national mistro, national partikularisme, nationalt fjendskab og nationale sammenstød. Kan man måske påstå, at socialismens sejr og imperialismens 'likvidering i et enkelt land betyder imperialismens og det nationale ågs likvidering i flertallet af lande? Det er klart, at det kan man ikke. Men heraf følger, at socialismens sejr i et enkelt land, på trods af, at den alvorligt svækker verdensimperialismen, dog ikke skaber og ikke kan skabe de nødvendige betingelser for at smelte verdens nationer og nationale sprog sammen til eet fælles hele.

Den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i verdensmålestok, adskiller sig især derved fra den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i et enkelt land, at den likviderer imperialismen i alle lande, tilintetgør såvel bestræbelsen for at underkue fremmede nationer som frygten for truslen om national trældom, graver grunden helt væk under den nationale mistro og det nationale fjendskab, forener nationerne til et enhedssystem af socialistisk verdensøkonomi og således skaber de reelle og nødvendige betingelser for en gradvis sammensmeltning af alle nationer til eet hele. Sådan er den fundamentale forskel mellem disse to perioder. Men heraf følger, at man begår en utilgivelig fejl, hvis man sammenblander disse to forskellige perioder og skærer dem over een kam. Tag mit foredrag på det Kommunistiske universitet for Østens folk. Der hedder det: »Man (Kautsky f.eks.) taler om dannelse af et enhedssprog for alle mennesker samt bortdøen af alle andre sprog i socialismens periode. Jeg tror ikke meget på denne teori om et altomfattende enhedssprog. Erfaringen taler i hvert fald ikke for, men mod denne teori. Hidtil er det gået sådan, at den socialistiske revolution ikke har formindsket, men har forøget antallet af sprog, thi ved at ryste op i menneskehedens dybeste lag og skubbe dem frem på den politiske scene vækker den en hel række nye nationaliteter, som tidligere var ukendte eller lidet kendte, til nyt liv. Hvem kunne tænke sig, at det gamle tsaristiske Rusland rummede over 50 nationer og nationale grupper? Oktoberrevolutionen brød imidlertid de gamle lænker og drog en hel række glemte folk og folkegrupper frem på scenen og gav dem derved et nyt liv og en ny udvikling.«

Af dette citat fremgår, at jeg vendte mig mod folk af typen Kautsky, som aldrig er blevet andet end dilettant i det nationale spørgsmål; som ikke forstår mekanikken i nationernes udvikling og ikke har nogen forestilling om, hvor kolossalt stærk en stabilitet nationerne har; som anser det for muligt at smelte nationerne sammen længe før socialismens sejr, allerede under borgerligt-demokratiske tilstande; som med en servil lovprisning af tyskernes assimilatoriske »arbejde« i Tjekkiet overfladisk påstår, at tjekkerne næsten er fortyskede, at tjekkerne som nation ikke har nogen fremtid. Af dette citat fremgår endvidere, at jeg i mit foredrag ikke sigtede til den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i verdensmålestok, men udelukkende til den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i et enkelt land. Samtidig hævdede jeg (og hævder stadig), at den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i et enkelt land, ikke yder de nødvendige betingelser for at smelte nationerne og de nationale sprog sammen, at denne periode tværtimod skaber gunstige omstændigheder for en genfødelse og blomstring af nationer, som tidligere var undertrykte af den tsaristiske imperialisme, men som af sovjetrevolutionen er blevet befriede for det nationale åg. Af dette citat fremgår endelig, at De har overset den kolossale forskel mellem to forskellige historiske perioder, derfor ikke har forstået betydningen af Stalin´s udtalelser og som følge af alt dette er faret vild i Deres egne fejls vildnis.

Lad os gå over til Lenins teser om nationernes bortdøen og sammensmeltning efter socialismens sejr i verdensmålestok. Her er en af Lenins teser, hentet fra Lenins artikel »Den socialistiske revolution og nationernes selvbestemmelsesret«, udgivet i 1916, som af en eller anden grund ikke citeres fuldt ud i Deres breve: »Socialismens mål er ikke alene at tilintetgøre menneskehedens opsplitning i små stater og al partikularisme mellem nationerne, ikke alene at nærme nationerne til hverandre, men også at smelte dem sammen. Ligesom menneskeheden kun kan nå frem til klassernes tilintetgørelse gennem en overgangsperiode med den undertrykte klasses diktatur, på samme måde kan menneskeheden også kun nå frem til nationernes uundgåelige sammensmeltning gennem en overgangsperiode, hvor alle undertrykte nationer befries fuldstændigt, dvs. får fuld frihed til løsrivelse.« (Se Værker, 4. udgave, 22. bd., s. 135-36, russ.).

Og her er en anden af Lenins teser, som heller ikke citeres fuldt ud hos Dem: »Sålænge der eksisterer nationale og statslige forskelle mellem folk og lande - og disse forskelle vil endda holde sig længe, længe efter, at proletariatets diktatur er virkeliggjort i verdensmålestok - består enheden i alle landes kommunistiske arbejderbevægelses internationale taktik ikke i, at man sætter sig ud over forskellighederne eller afskaffer de nationale forskelle, (hvad der i øjeblikket ville være en tåbelig drøm), men i at anvende kommunismens grundlæggende principper (sovjetmagten og proletariatets diktatur) på en sådan måde, at disse principper tilpasses rigtigt til enkelthederne, tillempes og anvendes rigtigt på de nationale og nationalt-statslige forskelle.« (Se Udvalgte værker, bd. 11, s. 211). Det må bemærkes, at dette citat er taget fra Lenin´s brochure »'Radikalismen', kommunismens børnesygdom«, udgivet i 1920, dvs. efter den socialistiske revolutions sejr i et enkelt land, efter socialismens sejr i vort land. Af disse citater fremgår, at Lenin henfører den proces, hvorved de nationale forskelle dør bort og nationerne smelter sammen, ikke til den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i et enkelt land, men udelukkende til perioden efter virkeliggørelsen af proletariatets diktatur i verdensmålestok, dvs. til den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i alle lande, hvor der allerede er lagt fundamenter til en socialistisk verdensøkonomi. Af disse citater fremgår endvidere, at forsøg på at henføre den proces, hvorved de nationale forskelle dør bort, til den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i et enkelt land, vort land, af Lenin betegnes som »en tåbelig drøm«. Af disse citater fremgår desuden, at Stalin ubetinget havde ret, når han i sin tale på det Kommunistiske universitet for Østens folk bestred muligheden af, at de nationale forskelle og nationale sprog kunne dø bort i den periode, der karakteriseres af socialismens sejr i et enkelt land, vort land, mens De ubetinget havde uret, når De forfægter noget direkte modsat Stalin´s tese. Af disse citater fremgår endelig, at når De sammenblander to forskellige perioder af socialismens sejr, har De ikke forstået Lenin, men har fordrejet Lenins linie i det nationale spørgsmål og er som følge heraf, uanset Deres forsæt, kommet ind på vejen til et brud med leninismen.

Det ville være urigtigt at tro, at en tilintetgørelse af de nationale forskelle og en bortdøen af de nationale sprog vil foregå straks efter verdensimperialismens nederlag, med eet slag, så at sige ved dekreter fra oven. Intet er mere fejlagtigt end et sådant synspunkt. Ville man forsøge at gennemføre en sammensmeltning af nationerne ved dekreter fra oven, ved tvang, ville det betyde at spille imperialisterne kortene i hænde, at bringe nationernes befrielse til stranding, at begrave arbejdet med at organisere nationernes samarbejde og broderskab. En sådan politik ville være ensbetydende med assimilationspolitik. Det er Dem naturligvis bekendt, at assimilationspolitikken ubetinget udelukkes fra marxismen-leninismens arsenal som en politik, der er folkefjendsk, kontrarevolutionær, en fordærvelig politik.

Desuden er det en kendt sag, at nationerne og de nationale sprog udmærker sig ved overordentlig stabilitet og kolossal kraft i modstanden mod assimilationspolitikken. De tyrkiske assimilatorer - de grusomste af alle assimilatorer - martrede og mishandlede i århundreder nationerne på Balkan; ikke alene opnåede de ikke at tilintetgøre dem, men så sig nødsaget til at kapitulere. De tsaristiskrussiske russifikatorer og de tysk-preussiske fortyskere, der ikke gav de tyrkiske assimilatorer meget efter i grusomhed, sønderhakkede og martrede den polske nation i over hundrede år, ligesom de persiske og tyrkiske assimilatorer i hundreder af år sønderhakkede, martrede og myrdede løs i den armenske og den grusinske nation; ikke alene opnåede de ikke at tilintetgøre disse nationer, de så sig tværtimod nødsaget til ligeledes at kapitulere.

Man må tage alle disse omstændigheder i betragtning for rigtigt at forudse begivenhedernes sandsynlige gang i henseende til udviklingen af nationerne umiddelbart efter verdensimperialismens nederlag. Det ville være fejlagtigt at tro, at den første etape af perioden med proletariatets diktatur i verdensmålestok vil være begyndelsen på nationernes og de nationale sprogs bortdøen, begyndelsen på dannelsen af et fælles enhedssprog. Tværtimod, den første etape, under hvilken det nationale åg vil blive definitivt likvideret, vil være en etape, hvor tidligere undertrykte nationer og nationale sprog vokser og blomstrer, en etape, hvor nationernes ligeberettigelse sætter sig igennem, en etape, hvor den indbyrdes nationale mistro likvideres, en etape, hvor de internationale forbindelser mellem nationerne ordnes og fæstnes.

Først i den anden etape af perioden med proletariatets diktatur i verdensmålestok, efterhånden som der danner sig en fælles socialistisk verdensøkonomi - i stedet for den kapitalistiske verdensøkonomi - først i denne etape vil der begynde at danne sig noget i retning af et fælles sprog, thi først i denne etape føler nationerne nødvendigheden af ved siden af deres egne nationale sprog at have eet fælles mellemnationalt sprog - til gavn for relationerne og til gavn for det økonomiske, kulturelle og politiske samarbejde. I denne etape vil de nationale sprog og det fælles mellemnationale sprog eksistere parallelt. Det er muligt, at der i begyndelsen vil blive dannet ikke et enkelt, for alle nationer fælles økonomisk verdenscentrum med et enkelt fælles sprog, men flere økonomiske zonecentrer for enkelte grupper af nationer med et særligt fælles sprog for hver gruppe af nationer, og at disse centrer først efterhånden vil slutte sig sammen til et enkelt fælles verdenscentrum for den socialistiske økonomi med et enkelt for alle nationer fælles sprog.

I den følgende etape af perioden med proletariatets diktatur i verdensmålestok, når det socialistiske verdenssystem i økonomien har vundet tilstrækkelig styrke og socialismen indgår i folkenes daglige tilværelse, når nationerne har overbevist sig i praksis om fordelene ved et fælles sprog frem for de nationale sprog - så vil de nationale forskelle og sprog begynde at dø bort og vige pladsen for et verdenssprog, fælles for alle. Sådan er efter min mening det omtrentlige billede af nationernes fremtid, billedet af nationernes udvikling ad vejene til deres sammensmeltning i fremtiden.

En af Deres fejl består i, at De betragter det nationale spørgsmål ikke som en del af det almene spørgsmål om samfundets sociale og politiske udvikling, en del der er underordnet selve dette almene spørgsmål, men som noget selvtilstrækkeligt og konstant, der, i hovedsagen, ikke forandrer sin retning og karakter i historiens løb. Derfor ser De ikke det, som enhver marxist ser, nemlig, at det nationale spørgsmål ikke altid har en og samme karakter, at den nationale bevægelses karakter og opgaver forandrer sig afhængigt af de forskellige perioder i revolutionens udvikling.

Logisk set forklares dette i grunden af den beklagelige kendsgerning, at De så let sammenblander forskelligartede perioder i revolutionens udvikling og skærer dem over een kam, uden at forstå, at forandringen i revolutionens karakter og opgaver i forskellige etaper af udviklingen fremkalder tilsvarende forandringer i det nationale spørgsmåls karakter og opgaver, at partiets politik i det nationale spørgsmål også forandrer sig i overensstemmelse hermed, at man følgelig ikke må løsrive partiets politik i det nationale spørgsmål, en politik der hænger sammen med een periode i revolutionens udvikling, fra denne periode og vilkårligt overføre den på en anden periode. De russiske marxister er altid gået ud fra det standpunkt, at det nationale spørgsmål er en del af det almene spørgsmål om revolutionens udvikling, at det nationale spørgsmål i forskellige etaper af revolutionen har forskellige opgaver, som svarer til revolutionens karakter i hvert givet historisk øjeblik, at partiets politik i det nationale spørgsmål også ændrer sig i overensstemmelse hermed.

I perioden før den første verdenskrig, da historien havde gjort den borgerlig-demokratiske revolution i Rusland til øjeblikkets opgave, forbandt de russiske marxister løsningen af det nationale spørgsmål med den demokratiske omvæltnings skæbne i Rusland. Vort parti mente, at omstyrtelse af tsarismen, likvidering af feudalismens rester og fuldstændig demokratisering af landet var den bedste og inden for kapitalismens rammer mulige løsning af det nationale spørgsmål. Sådan var partiets politik i denne periode. Til denne periode henfører sig Lenins kendte artikler om det nationale spørgsmål, deriblandt artiklen »Kritiske bemærkninger til det nationale spørgsmål«, hvor Lenin siger: »... jeg hævder, at der kun findes een løsning af det nationale spørgsmål, for så vidt en sådan overhovedet er mulig i kapitalismens verden, og denne løsning er en konsekvent demokratisme. Som bevis henviser jeg bl.a. til Schweiz.« (Lenin, Værker, 4. udgave, bd. 20, s. 23, russ.).

Til den samme periode henfører sig Stalin´s brochure »Marxismen og det nationale spørgsmål«, hvor det bl.a. hedder: »Den nationale bevægelses endelig fald er først mulig med bourgeoisiets fald. Først i socialismens rige kan fuldkommen fred opnås. Men bringe den nationale kamp ned på et minimum, fuldstændig grave grunden bort under den, gøre den så uskadelig som muligt for proletariatet, det er også muligt inden for kapitalismens rammer. Derom vidner allerede Schweiz og Amerika. Derfor må landet demokratiseres og nationerne have mulighed for en fri udvikling.« (Stalin, Marxismen og det nationale spørgsmål, Monde 1939, s. 23).

I den følgende periode, den første verdenskrigs periode, da den langvarige krig mellem to imperialistiske koalitioner undergravede verdensimperialismens kraft, da krisen i kapitalismens verdenssystem nåede toppen, da de koloniale og afhængige lande ligeledes trådte ind i befrielsesbevægelsen ved siden af arbejderklassen i »hovedlandene«, da det nationale spørgsmål voksede over i det nationale og koloniale spørgsmål, da enhedsfronten mellem de fremskredne kapitalistiske landes arbejderklasse og koloniernes og de afhængige landes undertrykte folk begyndte at blive en reel kraft, da den socialistiske revolution følgelig blev øjeblikkets spørgsmål, kunne de russiske marxister ikke længere slå sig til tåls med den forudgående periodes politik, og de anså det for nødvendigt at forbinde løsningen, af det nationale og koloniale spørgsmål med den socialistiske omvæltnings skæbne.

Partiet mente, at omstyrtelse af kapitalens magt og organisering af proletariatets diktatur, fordrivelse af de imperialistiske tropper fra de koloniale og afhængige landes områder og sikring af disse landes ret til adskillelse og organisering af egne nationalstater, likvidering af det nationale fjendskab og nationalismen og styrkelse af de internationale forbindelser mellem folkene, organisering af en fælles socialistisk folkehusholdning og tilrettelægning af folkenes broderlige samarbejde på dette grundlag er den bedste løsning af det nationale og koloniale spørgsmål under de givne betingelser.

Sådan er partiets politik i denne periode. Denne periode er langtfra kommet til sin fulde udfoldelse endnu, for den er kun begyndt, men det er givet, at den endnu vil have sit afgørende ord at sige ... Spørgsmålet om den nuværende periode i revolutionens udvikling i vort land og partiets nuværende politik stiller sig særskilt. Det må bemærkes, at vort land foreløbig er det eneste land, dér har vist sig rede til at styrte kapitalismen. Og det styrtede virkelig kapitalismen og organiserede proletariatets diktatur. Følgelig er der endnu langt til virkeliggørelsen af proletariatets diktatur i verdensmålestok og - des mere - til socialismens sejr i alle lande.

Det må endvidere bemærkes, at da vi havde gjort det af med bourgeoisiets herredømme, som forlængst havde afsvoret sine gamle demokratiske traditioner, løste vi i forbifarten den opgave at sikre »en fuldstændig demokratisering af landet«, likviderede den nationale undertrykkelses system og gennemførte nationernes ligeberettigelse i vort land. Som bekendt viste disse foranstaltninger sig at være det bedste middel til likvidering af nationalismen og det nationale fjendskab, til oprettelse af tillid mellem folkene.

Det må endelig bemærkes, at tilintetgørelsen af det nationale åg førte til en national genfødelse af de tidligere undertrykte nationer i vort land, til en vækst af deres nationale kultur, til en styrkelse af de venskabelige internationale forbindelser mellem folkene i vort land og til en ordning af samarbejdet mellem dem til fremme af den socialistiske opbygning. Man må huske, at disse genfødte nationer ikke længere er de gamle, borgerlige nationer, som blev ledet af bourgeoisiet, men nye, socialistiske nationer, som er opstået på ruinerne af de gamle nationer og ledes af de arbejdende massers internationalistiske parti.

I forbindelse hermed anså partiet det for nødvendigt at hjælpe de genfødte nationer i vort land med at rejse sig i deres fulde højde, at oplive og udvikle deres nationale kultur, udfolde virksomheden i skolerne, teatrene og andre kulturinstitutioner på modersmålet, nationalisere parti-, fagforenings-, kooperations-, stats- og økonomiapparaterne, dvs. gøre dem nationale i deres sammensætning, opdrage egne nationale parti- og sovjetkadrer og tøjle alle de elementer - ganske vist fåtallige - som forsøger på at bremse denne politik fra partiets side. Dette betyder, at partiet støtter og vil støtte en udvikling og blomstring af folkenes nationale kulturer i vort land, at det vil opmuntre arbejdet med at styrke vore nye, socialistiske nationer, at det vil tage dette arbejde under sin beskyttelse og forsvare det mod alle mulige anti-leninske elementer.

Det fremgår af Deres breve, at De ikke godkender en sådan politik fra vort partis side. Det skyldes for det første, at De sammenblander de nye, socialistiske nationer med de gamle, borgerlige nationer og ikke forstår, at vore nye sovjetnationers nationale kultur efter deres indhold er socialistiske kulturer. Det skyldes for det andet, at De - undskyld grovheden - halter alvorligt i leninismens spørgsmål og orienterer Dem meget dårligt i det nationale spørgsmål.

Se engang på blot følgende elementære ting. Vi taler alle om nødvendigheden af kulturrevolutionen i vort land. Hvis man vil tage alvorligt på denne sag og ikke snakke hen i vejret, må man i hvert fald gøre det første skridt i denne retning: først og fremmest gøre grundskoleundervisningen obligatorisk for alle landets borgere, uden nationalitetsforskel, og derefter også den videregående skoleundervisning. Det er klart, at ellers bliver al kulturel udvikling i vort land umulig, for slet ikke at tale om den såkaldte kulturrevolution. Ikke nok med det: ellers vil der hos os ikke blive noget af hverken et virkeligt opsving i industrien og landbruget eller et solidt forsvar for vort land.

Og hvordan skal man gøre dette, når man tager i betragtning, at procenten af analfabeter i vort land stadigvæk er meget stor, at analfabeterne i en hel række nationer i vort land udgør 80-90 pct.? Hertil er dét nødvendigt at dække landet med et tæt net af skoler på modersmålet og forsyne dem med kadrer af lærere, som behersker modersmålet. Hertil er det nødvendigt at nationalisere alle forvaltningsapparater, fra parti- og fagforenings- til stats- og økonomiapparater, dvs. gøre dem nationale i deres sammensætning. Hertil er det nødvendigt at bringe pressen, teatrene, filmen og andre kulturinstitutioner til udfoldelse på modersmålet. Hvorfor - spørger man - på modersmålet? Jo, fordi folkets millionmasser kun på modersmålet, nationalsproget, kan vinde frem i den kulturelle, politiske og økonomiske udvikling. Efter alt, hvad der er sagt, forekommer det mig ikke særlig vanskeligt at forstå, at leninister ikke kan føre nogen anden politik i det nationale spørgsmål end den, der nu føres i vort land, hvis de da ønsker at forblive leninister. Ikke sandt? Vel, lad os standse der. Jeg tror, at jeg har svaret på alle Deres spørgsmål og tvivl.

Med kommunistisk hilsen J.V. Stalin.

Forord: I årene 1934 til 1936 brugte jeg sommerferierne til at cykle til Frankrig, gennem Tyskland og Belgien. Det var ikke så meget for at nyde naturen og landets øvrige herligheder. Det var mere hele situationen i Europa, der drev mig. Mere og mere fornemmede man, at det trak op til afgørende begivenheder, som man gerne ville følge og forstå. Resultatet blev denne tekst. Min generation voksede op i skyggerne fra fascismens og nazismens fremvækst. Navnlig efter Hitlers magtovertagelse 1933 forfærdedes vi over forfølgelserne, som drev mange emigranter over grænsen til os. Vi rystedes over, hvad de kunne fortælle. Rigsdagsbrand, bogbål, pralende brutalitet og umenneskeligheder gav beviser nok for at de forfulgte talte sandt. Og bag al harmen lurede den voksende angst for, at det skulle ende med en ny verdenskrig. Ikke mindst de yngre generationer blev præget af sådanne stemninger. Jeg husker, hvordan jævnaldrende, med lidt hang til det melodramatiske, kunne slå ud med hånden og erklære: »Vi er den ungdom, der skal dø!« Men det var lidt trist at skulle begynde tilværelsen med den indstilling. Mig forekom det mere afgørende at forhindre en sådan udvikling, lede den i andre retninger. Men det så unægteligt sort ud i begyndelsen af 30’erne. Nazi-støvler, brun- og sortskjorter marcherede frem, tilsyneladende uimodståeligt. Det var næsten det mest deprimerende. Nok var der modstand, men alt for spredt til at vinde overhånd. Fascismen truttede videre. Det første lys i dette mørke, som bredte sig over kapitalismens Europa, kom da endelig - fra Frankrig. I februar 1934 tog fascismen endnu en gang magten - i Østrig, men her mødte den dog kæmpende modstand fra en modig arbejderrejsning. Wiener-arbejdernes kamp blev fulgt og støttet af en demokratisk opinion verden over, men de måtte dog bide i græsset. Men umiddelbart efter kom nye signaler - dennegang fra Paris. Her forsøgte nye fascistiske legioner at gennemføre et kup, besætte Nationalforsamlingen og gøre sig til herrer over Paris. Men nu mødtes deres demonstrationer af moddemonstrationer, deres kup af strejker. Det toppede i en vældig enhedsdemonstration 12. februar. »Fascismen skal ikke slippe igennem!« var parisiske arbejders og demokraters fælles parole. endelig! Det var netop disse begivenheder, som fik mig og mange andre til at vende blikket mod Frankrig i disse år. Og det nye, der kom til, var især aktionsenheden, der samlede fascismens modstandere til fælles handling på tværs af andre uoverensstemmelser. På den måde spildtes kræfterne ikke - og gennem de fælles kamperfaringer opnåedes i virkeligheden større gensidig forståelse. Her var åbenbart nøglen til en anden udvikling end den, som kun pegede mod fascisme og krig. Vi så, at vi ikke behøvede at lade os slå ned enkeltvis, men kunne bane nye veje for fremtiden ved at holde sammen om det, vi virkeligheden var enige om. Selvfølgelig var dette lettere sagt end gjort. Men nu begyndte man at gøre det! Fra den fælles optræden i Paris’ gader til afslutning af Enhedspagt mellem det kommunistiske og det socialistiske parti, til Folkefronten mellem endnu bredere lag. Det er denne udvikling, som der nærmere er redegjort for i tekst. Folkefronten som en samling af kræfter mod krig og fascisme blev en ide, som greb vidt om sig. Den inspirerede til nye opsving i folkets demokratiske kampe, i skiftende former under hensyn til forholdene. Den kommunistiske bevægelse gjorde en betydningsfuld indsats ved at sammenfatte de internationale erfaringer til en dybere forståelse af folkefrontspolitikkens problematik. Det skete især på og omkring den Kommunistiske Internationales 7. verdenskongres 1935 og i Dimitrovs berømte taler på den. Men afgørende derfor var den praktiske politiske indsats rundt om i landene. Folkefronten var en politisk alliance mellem forskelligartede klassekræfter. Det gjorde det til en bestandig opgave at vise omsorg for at styrke dens enhed og handlekraft. Det kunne kun opnås ved den demokratisk udfoldelse, som aktiviserede de folkelige kræfter og øgede deres pres. Det vidste modstanderne også. De søgte derfor at svække dens evne til at løse sine opgaver. Det trådte mere og mere frem med den skærpelse al’ forholdene, som var forbundet med den øgede krigsfare. Med den spanske folkefronts militære nederlag, med München-aftalernes beslutninger om at rette krigspolitikkens spydspids mod Sovjetunionen, den afgørende antifascistiske faktor i verdenspolitikken, fik fascismen påny sin chance for at »slippe igennem. Heller ikke den franske folkefront kunne stå for denne belastning. Krigen blev uundgåelig. Havde det da været forgæves altsammen? Det påstod naturligvis de, som hele tiden havde været modstandere af folkefrontspolitikken. Men begivenhederne viste noget andet. Efterhånden som 2. verdenskrig mere og mere udviklede sig til en antifascistisk krig, fik læren fra førkrigstiden mere og mere aktuel betydning. Modstandsbevægelserne i de besatte lande tog karakter af brede alliancer, der som den første opgave måtte stille sig fascismens nederlag. Dette blev da også resultatet af 2. verdenskrig. Dermed var der også skabt objektive betingelser for en fornyende demokratisk samfundsudvikling. Men forudsætningen var, at man ikke lod det antifascistiske sammenhold forvirre, men tværtimod brugte det som bærende kraft til at skabe nye samfund, som ikke veg tilbage for at bryde de kapitalistiske monopolers magt, som også havde været fascismens magtgrundlag. Det skete nogle steder, men ikke overalt. Næppe var krigen bragt til ende, før monopolernes imperialisme satte alt ind på at nedbryde den antifascistiske alliance, som havde sikret sejren og åbnet for nye samfundsperspektiver. Den kolde krig holdt sit indtog. Det blev også rundt om i de enkelte lande brugt til at nedbryde de antifascistiske fællesskaber, som havde udviklet sig under de fælles kampe. Den spaltning af kræfterne forspildte i store dele af verden enorme muligheder for at befordre det samfundsmæssige fremskridt.  Den kolde krig viste sig mere og mere perspektivløs. Men samtidig stillede den menneskeheden overfor risikomomenter som aldrig før. Det var en følge af den videnskabelig-tekniske udvikling, som krigen havde fremskyndet. Det var nu muligt at lave masseødelæggelsesvåben, som kunne lægge jorden øde. Menneskehedens overleven var sat på spil. Det betød ikke blot en skærpelse af tidligere forhold, men en kvalitativ fly situation. Når man måtte indse, at der efter en moderne atomkrig hverken kunne være sejrherrer eller besejrede tilbage, så betød det en helt anden situation end før, helt op til 2. verdenskrig. Dengang kunne man regne med - evt., satse på - at der, alle en krigs ødelæggelser til trods, ville være sejrherrer og besejrede blandt de overlevende. Krigsmagere kunne netop heri finde en fristelse til at slippe krigen løs. Men når man måtte vide, at resultatet måtte blive en død og forfrossen, ensom klode, der drev rundt i verdensrummet, så stillede meget sig helt anderledes, også i kampen for freden. I vor tid er det ikke nok at imødegå krigsfare og krigsforberedelser, som vi gjorde det overfor fascismens trussel i 30’erne. Nu gælder det at standse dem, at ophæve dem, at sikre en fredsorden på kloden, mens tid er. Og det er noget nyt! Ja men, lader det sig gøre? Det er jo ikke lykkedes før. Nej, men dengang gik det ikke om menneskehedens overleven. Selv de mest ondsindede og elendige skurke, må nu regne med at de selv - med alt deres gods, familie og hvad de ellers måtte sætte pris på - vil gå til, hvis krigen ikke standses. Den moderne teknik giver heller ikke dem nogle skjulesteder, hvor de kan overvintre. Freden er alles velforståede interesse, sådan var det ikke før. Det giver objektivt grundlag for at standse og afbryde det ville kapløb henimod afgrundens rand. Men, vil man indvende, menneskene handler ikke altid i overensstemmelse med deres velforståede interesser. Det kan ikke bestrides. Men når kendsgerningernes tale er så entydig, som den er i vor tidsalder, så er der også langt bedre betingelser for at hjælpe folk på vej til at se kendsgerningerne i øjnene. Og hvem skal gøre det andre end folkene selv, gennem deres aktivitet i at bære deres elementæreste livskrav frem, i deres fordømmelse af dem, der styrer efter katastrofen, i deres sammenhold overfor at udnytte alle tilgængelige chancer, som situationen netop i kraft af sin gru alligevel indebærer. Det er det, man kalder at føre nytænkning frem til at udforme en fornuftens koalition som en samfundsmæssig kraft, der kan bære udviklingen frem gennem klodens mest skæbnetunge fase. Dermed vender vi tilbage til udgangspunktet for denne lille tryksag. Folkefrontens politik og ide var netop at forene forskelligartede kræfter i fælles handling, på grundlag af deres velforståede interesser og til løsning af de uomgængelige opgaver, som stod umiddelbart på dagsordenen, og som var betingelsen for alle deltagende parters videre perspektiver. Folkefronten var den første store lære for folkene, klasserne, grupperne om at videregående opgaver kun løses gennem fælles indsats i de første skridt på vejen. Rækkefølgen er ikke ligegyldig, hvis de skal føre til resultat. Det gjorde Folkefronten - gennem opsving og tilbageslag, under overvindelse af megen uforstand og snæversyn - men som en uundværlig del af sejren over fascismen. Dermed er den også en bestanddel af arbejderklassens internationale kamperfaring. Fornuftens koalition er ikke bare en gentagelse af Folkefronten. I vor tid er faren, som det gælder at samle sig imod, langt mere uhyrlig, rettet imod næsten alle. Men på dette nye stadium gælder det påny at samle menneskene til aktiv handling om almenmenneskelige opgaver, som må løses, hvis et menneskesamfund skal bestå, endsige føres frem til at blive et retfærdigt samfund. Fornuftens koalition vinder styrke gennem udfoldelse af det potentiel af kræfter, som ligger i folkenes og klassernes stræben efter at sikre sig betingelserne for liv og frihed. Den gamle tekst giver naturligvis ikke svarene på løsningen af vor tids store opgaver - indeholder end mindre forskrifter derfor. Men den rummer vel nok en del af de erfaringer, som den kommunistiske bevægelse gjorde på indledningen til et nyt afsnit i den ubrudte indsats for at sikre vejene frem for det samfundsmæssige fremskridt. Den slags erfaringer kan der altid være brug for - ikke mindst i tider, hvor nye skred i begivenhederne kalder på bevidst handling og fornyende tanker.  

Folkefront.

Et Ord, der har svirret i den danske Presse i et Par Måneder, uden at man rigtig vidste, hvad Stilling man skulle tage til det. Henfarne Frejlif Olsen skrev, at det var noget, man i Frankrig havde »indført« til Brug ved Valgene. »Socialisten« skrev, at den var udsprungen af den fransk-russiske »Militæralliance«. Andre kloge Hoveder skrev, at det var Arbejderbevægelsen, der havde solgt sig til Borgerskabet osv. Og da man havde skrevet sådan en rum Tid, kom der pludselig Meddelelser om, at Folkefronterne Verden over nu samlede sig til Handling: I Spanien blev for første Gang i Historien et blodigt fascistisk Styre væltet. I Frankrig opnåede man så kæmpemæssige Forbedringer, at »Social-Demokraten« herhjemme bestemt mente, det var Kommunisterne, der var på Spil.

Hvad er da Folkefronten ?

Det er en Samling af alle frisindede Partier, Organisationer, Fagforeninger, der er enige om at kæmpe sammen for Fred, Brød og Frihed, men hvor de deltagende Parter samtidig beholder deres selvstændige Meninger og Synspunkter. Folkefronten er det første Svar på den Handske, Reaktionen og Bagstræbet kastede den 30. Januar 1933 i Tyskland. Den er det første Svar på de japanske Imperialisters og de italienske Fascisters røveriske Krige. Det er den første Lysning i den tunge Himmel, der hænger over den gamle Verden nu. Folkefronten er en mægtig Bevægelse, hvis Rod er Elendighed og Tristhed. Kun Afgrunde af Snæversynethed kan tillade, at man kun ser »Moskva-Agenters« skumle Virksomhed på Grundlag af »Militæralliancer« deri. Den Strudsepolitik, der hidtil er ført herhjemme, og som bl.a. førte til, at HIPA-Mændene en Tid lang uhindret fik Lov at fylde »Social-Demokraten« med Hånsord mod de franske Strejker, skjuler for Arbejderne en af de historiske Begivenheder, der bedst kan hjælpe os frem i Kampen for lykkeligere Tider. Alle vågne Iagttagere har set, at der i de sidste År er sket store Ændringer i de vesteuropæiske og amerikanske Demokratier. Den Halvhed, der altid har præget disse, uddybedes og nærmede sig til åbent Hykleri. Utallige Skrifter og utallige Meninger om denne Udvikling er dukket frem, men kun få af dem rammer det afgørende: Spørgsmålet om »Demokrati eller Diktatur er Spørgsmålet, om de Rige eller hele Folket skal regere Landet. Nogle ønskede dovent at give sig ligegyldigt hvilken »Fører« i Vold, for at få Ro, nogle ønskede, at Demokratiet skulle »slå til« til højre og venstre. I Tyskland og Østrig gjorde Demokratiet først det sidste og derpå det første, og Resultatet …..Den tredje Udvej er nu kommet frem. Det er Samlingen af alle Folkets fremskridtsvenlige Kræfter mod Overklassens Magt. Det er et Demokrati, der »slår til«, men slår til mod Kapitalisternes økonomiske Enevælde. Det er et Demokrati, der går frem mod nyere, højere Former. Goethe skrev engang: »Grau, teurer Freund ist aller Theorie, aber grün des Lebens ewiger Baum« (Grå, kære ven, er al Teori, men grønt er Livets evige Træ), og Lenin citerede det i et af sine »Breve om Taktik«. Mange havde måske ventet, at Folkets Befrielseskamp ville tage andre Former end de, den nu er ved at tage. Men lad os lære af Virkeligheden, det er den, vi skal rette os efter. Derfor undersøger vi her Befrielseskampene i Frankrig, og vi vil søge at vise, hvad der er afhængigt af særlige franske Forhold, og hvad Frisindets ærlige Forkæmpere kan lære af Kampen mod Tidens Mørkemænd i et andet gammelt-demokratisk Land. 

Frankrig - som man troede det var.

Med Navnet Frankrig har mange indtil den seneste Tid forbundet Billedet af fine Mænd med et velplejet Skæg og Æreslegionens brede Silkebånd tværs over Skjortebrystet. Paris - det var Byen, der forsynede Alverdens Bourgeoisi med »mondæne«, raffineredee Påfund. I Banque de France’s hemmelige, skud- og brandsikre Kældre fandtes Verdens største Guldbeholdning. Og det var i Frankrig, at en lejet russisk Hvidgardist skød Præsidenten ned, for at Regeringen kunne køre frem mod Sovjetunionen og Kommunisterne. - Dette Land måtte da være Kapitalismens og Reaktionens sikre Højborg. Kun sjældent hørte man Tale om de hjemløse, der sover under Broerne ved Seinen. Fik man endelig noget at vide om sociale Forhold i Frankrig, var det almindelige Fraser om flittige Folk, der hvert År satte en rund Sum i Sparekassen osv. - Men Halvdelen af Frankrigs Befolkning går dog i Graven uden at efterlade sig en Skilling. Formuefordelingen ses bedst efter Arvestatistikken, da Svindelen med Skatteopgivelser er saft åbenlys, at der er flere Bilejere end Folk, der betaler Formueskat. 46 pct. efterlader sig ingen Formue, 28 pct. efterlader sig et Par Tusinde Kr. 0,4 pct. efterlader sig 1/3 af det samlede nedarvede Beløb. Frankrig er et af de mest højkapitalistiske Lande i Verden, men af en ganske særlig Art, for Industrien har først i de sidste År udviklet sig kraftigt, og Landbruget beskæftiger stadig flere Mennesker. (I 1931 40 pct. mod 30 pct. i Industrien.) Men i intet Land har Finanskapitalen sådan en Magtstilling som i Frankrig. De berygtede 200 Familier har hidtil formået at beherske Landet økonomisk og politisk. En af Frankrigs berømteste Forfattere, Anatole France, skrev omkring Århundredskiftet: »Efter at Frankrig havde skaffet sig af med Kongers og Kejseres Herredømme, efter tre Gange at have proklameret sin Frihed, har det underkastet sig Finanskompagnierne, som råder over Landets Rigdomme, og som, ved Hjælp af en købt Presse, leder Folkestemningen«. (»Pingvin-øen«.) Direkte støtter Finansherrerne sig på et ret stort Småborgerskab, de berømmelige små Sparere. Det er deres Penge, der er Indsatsen i det store Spil. (Et ganske tilfældigt Eksempel: I PLM-Jernbanen ejer de, der leder Selskabet, kun 2 Tusindedel Procent af den investerede Kapital.) Det er også dem, der har været Kapitalismens sikre Støtte i mange År. De ejer ofte selv et Par Aktier og føler sig halvt som Kolleger til de store Aktionærer. Og så længe det hele går godt, kan man ikke finde mere ivrige Tilhængere af den gamle »Orden« end dem. - Og heller ikke ivrigere Fjender af Kommunisterne, »Mændene med Kniven mellem Tænderne«. Men Krigen og Efterkrigstidens Kriser kom og med dem Finansskandaler, Børskrak, Nedskæring af Mønten osv. Mangen lille Monsieur Dupont mistede Spareskillinger og Aktier og fik Bevis på Bevis for, at det var et råddent Snyltersystem, han havde støttet, og han famlede nu efter nye Veje frem. Finanskapitalen benyttede Årene efter Krigen til at organisere sig bedre: Industri og Handel forenes fast med Godsejerne gennem Bankerne, og Indflydelsen på Statsapparatet forøges: I 1928 havde Bankerne 20 Milliarder i kortfristede Lån. Og denne Magt lå ikke ubenyttet hen. I 1925 blev det radikale Ministerium Herriot jaget væk efter at have modtaget et Brev fra Banque de France’s Ledelse, der indeholdt hvad de 200 Familier mente om Situationen. Det endte med Ordene: »Hvis dette ikke er Deres Syn på Sagen, ville jeg være Dem meget taknemlig, hvis de snarest lod mig det vide, thi de nødvendige Dispositioner vil straks blive truffet i alle vore Afdelinger«. Kapitalens Koncentrering og Industrialiseringen, der foregik i 20’erne, førte også til Klassekræfternes Samling på den anden Pol: Arbejderne kommer ud af de små Værksteder, hvor de har arbejdet som Håndværksmestre og Svende og ind i Fabrikkerne. Dette bliver Dødsstødet for den småborgerlige Indflydelse på Arbejderklassen, som har præget den franske Arbejderbevægelses Udvikling så skæbnesvangert, og det er en. af de væsentligste Forbetingelser til de sidste Års Begivenheder. Denne Forskydning af Klassekræfterne måtte nødvendigvis før eller senere få sine politiske Følger. Det andet Frankrig samlede sig mod de fine Herrer med det velplejede Skæg og mindede dem om, at den Tid ville komme, hvor der igen kom Liv bag Marseillaisens flammende Ord. 

Revolutionernes Frankrig.

Marseillaisen er Frankrigs Nationalsang. Selv den mest reaktionære Ildkorsmand blotter Hovedet for den. Den blev skrevet under den store franske Revolution 1789-95, hvor det liberale borgerlige Frankrig fødtes. Dengang var den Slagsangen for de unge Jakobinere, som styrtede Enevældens møre Bygning om, og som ville skabe et lykkeligt Samfund på Jorden. Det var Frihedssangen for den mægtige Bevægelse, der ville skabe en ny Tid, og hvis Mål måske bedst er udtrykt af en af Revolutionstidens unge Ledere, Saint-Just: »Lad Europa lære, at I ikke mere vil tåle hverken en Undertrykt eller en Undertrykker på Frankrigs Jord; lad dette Eksempel bære Frugt Verden over…… Lykken er en ny Idé i Europa !«. Men da Napoleon Bonapartes Kanoner satte Punktum for Revolutionen, glemte de nye Herrer hurtigt, hvad Folket havde kæmpet for. De glemte, hvilke mægtige Kræfter de havde kaldt frem. De glemte, at i 1792 havde den røde Fane vist sig for første Gang! - Men Marseillaisen beholdt de -…. Gang på Gang i Løbet af det 19. Århundrede rejste Revolutionerne sig, og hver Gang gik det kapitalistiske Borgerskab, der selv havde holdt sig i Ly, af med Sejren. Men hver Gang voksede også Arbejderklassens Styrke. I 1830 rejste Arbejdere og Småborgere sig mod det genindførte Kongedømme, men Resultatet blev kun ringe: »Borgerkongen« Louis Philippes småtskårne Styre, hvor Bestikkelser og Spekulation blomstrede. Februar 1848 blev Louis Philippe jaget væk, uden at nogen rørte en Hånd til hans Forsvar, og »den sociale Republik « blev proklameret. Arbejderklassens Repræsentanter blev til at begynde med optaget i den provisoriske Regering, men da Borgerskabet følte sig stærkt nok, jog det dem ud igen. Arbejderne var overrumplede: de havde begravet sig i luftige Diskussioner om den sociale Republiks Fremtid, mens de andre handlede. Og da de i Juni rejste sig, viste den »sociale Republik«, at det var en borgerlig Republik, der - når det gjaldt - kunne drukne Arbejderbevægelsen i Blod. Arbejderbevægelsens Fejl i 1848 - udover de utopistiske Drømmerier - skildrer Marx i »Louis Bonapartes 18. Brumairee«, hvor der overhovedet findes en uovertruffen Gennemgang af disse Begivenheder: »Den borgerlige Republik sejrede. På dens Side stod Finansaristokratiet, det industrielle Borgerskab, Middelstanden, Småborgerne, Hæren, Pjalteproletariatet organiseret i Mobilgarden, de åndelige Kapaciteter, Præsterne og Landbefolkningen. På det parisiske Proletariats Side stod ingen andre end det selv. Over 3000 Oprørere blev slagtet ned efter Sejren, 15.000 transporteret bort uden Dom«. Resultatet af alt dette blev Genoprettelsen af Kejserriget med den naragtige anden Udgave af Napoleon den Store - Napoleon III. eller den lille, som han hed i Folkemunde - som Topfigur. Under dette Styre får den franske Kapitalisme sin endelige Udvikling, Storborgerne lever i Overflod, og det er i denne Tid, at Paris´ berømmelige fornemme Boulevarder bygges. Men Arbejderklassens Kår bedredes ikke, og Fagforeninger var forbudt indtil Kejserrigets allersidste Tid. Da dette elendige Styre tilsidst endog trak Landet ud i en Krig med Tyskland, fik Modviljen Overhånd, og Kejserriget afløstes stilfærdigt af en borgerlig Republik September 1870. Men Paris’ Arbejdere ville videre; de havde lært af 48: Arbejdernes Herredømme sikres kun, hvis de selv opbygger et helt nyt Statsapparat, der ikke er undermineret af reaktionære Skadedyr. Og det lykkedes de parisiske Arbejdere for første Gang i Verdens Historie at vise dem, der sidder ved Fadet nu, at der er en Ende på deres Herredømme, at Arbejderne selv kan skabe sig et Samfund. I 72 Dage stod Pariser-Kommunen trods Angreb fra både de prøjsiske Junkere, som var i Krig med Frankrig, og de såkaldte »Republikanere. I disse 72 Dage lykkedes det trods Krigstilstanden at få lettet Arbejdernes Kår enormt. Men igen stod Paris isoleret, og i Maj 1871 blev Kommunen trampet ned -endnu mere brutalt end i 1848. Men det Heltemod, de franske Kommunarder lagde for Dagen, var ikke forgæves: det satte Fart i Arbejderbevægelsen dengang, og det viste senere Tider, hvilke Kræfter Arbejderklassen har. Det vældigste Mindesmærke over Pariser-Kommunen har vel Karl Marx sat i Slutningsordene til »Borgerkrigen i Frankrig.«: »Arbejdernes Paris med dets Kommune vil evigt blive fejret som det storslåede Bud om et nyt Samfund. Dets Martyrer er indmejslet i Arbejderklassens store Hjerte. Dets ødelæggere har Historien allerede nu naglet til den Skændselens Pæl, som alle deres Præstens Bønner ikke kan løse dem fra.« Sådan kom »den tredje Republik« til Verden. Det borgerlige Frankrig opstod selv i den mest opofrende Kamp mod Enevælde og Tyranni, i en Kamp, som var nødvendig, og som hjalp hele Verden et mægtigt Skridt fremad. Det satte de stærkeste og bedste Følelser i Bevægelse for at vinde Magten. Det vandt den, men ikke gratis. For da Folket, og deriblandt først Arbejderne, fik at mærke, at for dem var det ikke blevet bedre, så kæmpede de videre for Friheden. Bourgeoisiet slog dem vel ned, men kun idet de udbasunerede, at den kapitalistiske Republik var »Frihed, Lighed og Broderskab«. Kun sådan fik Undertrykkerne splittet Middelstanden, Arbejderne og Bønderne. Det var ikke blot Marseillaisen, man beholdt, utallige af Frihedskampenes Traditioner blev spændt for Kapitalismens Vogn. En fransk Publicist, André Siegfried, der selv har en bred Rem af Huden, har udtrykt det: »Skønt Bankmænd og industrimagnater kan udøve al den Indflydelse, de vil, må de dog ikke gøre det åbenlyst«. Men det er en Vulkan at sidde på for de Herrer! Den eksploderer i det øjeblik, den herskende Klasses Taktik, »Del og hersk«, ikke længere kan gennemføres. Derfor var det en Begivenhed af uoverskuelig Rækkevidde, da en af Lederne for det store franske Bonde-Middelstandsparti, det radikale Parti, Daladier, ved et Fællesmøde mellem de tre Venstrepartier i Juli 1935 sagde: »Jeg ville gerne ved Siden af jer (o: Arbejderpartierne) repræsentere Middelstanden, det Småborgerskab, som stod ved Proletarernes Side, da Bastillen blev indtaget (i 1789), som har erklæret Arbejderne sit Venskab, og som aldrig har forrådt dem (?)…. Hvis vi er enige, er vi i Stand til at tænde de nye Tiders Flamme«. Vi vil her undersøge, hvordan dette Forbund kom i Stand. 

Arbejderbevægelsens Udvikling.

Efter Kommunens Fald lagde de borgerlige Republikanere og deres Generaler ikke Fingrene imellem: 35.000 blev dræbt og et langt større Antal deporteret. Derfor lå Arbejderbevægelsen stille de første År, og hele dens videre Forløb var præget af disse Begivenheder. En utrolig Mængde Strømninger og Retninger dukkede op - som en naturlig Følge af Arbejderklassens uensartede Sammensætning, der atter var en Følge af den langsomme Udvikling af Storindustrien. Derfor sker der fra første Færd en Adskillelse mellem Fagforbundene og de socialistiske Partier, som endnu eksisterer. Derfor opstår Anarko-Syndikalismen, der vil styrte Kapitalismen ved en Generalstrejke, og som udelukkende arbejder på at forberede denne og derved forsømmer både alt Arbejde udenfor Fagforeningerne og det daglige Arbejde indenfor. Indenfor den politiske Bevægelse var der to Hovedretninger, hvis Ledere var Jaurés og Guesde. Jaurés var en af de mest særprægede Skikkelser i Datidens Arbejderbevægelse og en af alle Tiders bedste Talere. Lenin nævnte ham som Eksempel på den virkelige »Folketribun«. Hans politiske Stilling var derimod ret uklar: hans almindelige Indstilling var absolut reformistisk, men i mange enkelte Spørgsmål tog han en fuldkommen konsekvent revolutionær Stilling, og så fik han Masserne med sig. Det var netop hans enorme Styrke overfor Guesde, der ganske vist har betydet umådelig meget for den franske Socialismes Udvikling ved at holde den revolutionære Marxismes Fane højt, men som i Dagspolitiken gled agterud, fordi han greb alt for sekterisk an på mange Ting. Det er først i de senere År, at det er lykkedes for den franske Arbejderbevægelse at sammenknytte Guesde’s og Jaurés’ stærke Sider. I 1905 samledes de forskellige Retninger i et Enhedsparti, og Udviklingen gik nu nogenlunde som i andre socialdemokratiske Partier. Ved Krigsudbruddet blev Jaurès myrdet af en Nationalist, men alligevel gik hele Partiet ind for Krigen. Under Krigen fik flere franske Socialister Forbindelse med Lenin, der sad i Schweiz, deltog i Zimmerwald og Kienthaler-Konferencerne, og da Krigen sluttede, fik disse Mennesker en enorm Indflydelse indenfor det socialistiske Parti og i hele Arbejderklassen og på Partikongressen i December 1920 i Tours fordrede 5/6l af Medlemmerne Tilslutning til III. Internationale. Mindretallet, der bestod af de gamle Partirotter med Blum i Spidsen, trådte da ud af Partiet. Samtidig satte Fagbevægelsens Højrefløj i med en hensynsløs Eksklusionskampagne, der resulterede i, at 400 ekskluderede Fagforeninger i 1921 sammen med 1100 andre besluttede at danne »Enhedsfagforbundet« (CGTU). Sådan spaltede Højrefolkene den franske Arbejderbevægelse. Blum’s socialistiske Parti udviklede sig snart til et ret almindeligt socialdemokratisk Parti, der afviste alle Enhedstilbud til venstre, men ikke til højre, som afslog at deltage i Kampen mod det franske Militærs Besættelse af den tyske Ruhr-Zone i 1923, som nægtede at gøre nogetsomhelst mod den franske Imperialismes Marokko-Krig i 1925. Myten om, at det franske Socialdemokrati var overordentligt venstreindstillet, støtter sig kun på een Ting: det havde altid afslået at deltage i Regeringsdannelser. - Men så sent som 1933 kan Vandervelde, den tidligere Præsident for II. Internationale, kalde de franske Socialister for »Internationalens mest tilforladelige Støtte og dens Hovedkraft«. Det var først Krisen, der ganske langsomt ændrede Partiets Karakter. I November 1933 måtte man ekskludere de såkaldte »Neo-Socialister« - nogle ualmindelig slemme Højrefolk, som KU'erne herhjemme på et Tidspunkt var temmelig glade for - men samtidig ekskluderede man en Venstrefløj, der ønskede Samarbejde med Kommunisterne! Det var det første svage Tegn på den Udvikling, der skulle følge. 

Krisen skyller over Frankrig.

Da Verdenskrisen havde raset nogle År, faldt også selve den »usårlige« Guldmagt: først blev Frankrig tvunget ud i en større Lånevirksomhed, og derigennem blev dets økonomiske Skæbne uløseligt knyttet sammen med de kriseramte Landes. Da Krisen endelig kom til Udbrud i Frankrig, fik den voldsomme Følger: Finanskapitalens ormstukne og bedrageriske Styre kunne ikke tåle den Slags Rystelser, og den ene Finansskandale efter den anden opskræmte Landet. Selv her i Landet vil man huske Navne som Onstric, Marthe Hanau, Staviski m. fl. Ligesom Hestene bider hinanden, når Krybben er tom, således begyndte nu voldsomme Klikekampe indenfor Kapitalistklassen. Langt den stærkeste Gruppe var Folkene omkring Banque de France, dvs., de vigtigste Banker og Repræsentanter for de vigtigste Industrikarteller, bl.a. Sværindustriens og Oliefabrikationens berygtede »Komitéer.« (Comité des Forges, Comité des Houillères). Hensynsløst førte de Kampen mod alle Småfabrikanter og alle, der ikke ville adlyde dem. Fallit fulgte på Fallit, og det var ofte Storvildt, der faldt f. Eks. Citroën, der prøvede at sætte sig op mod Bankerne. For Arbejderne betød Krisen Arbejdsløshed, Lønsænkninger, Kortarbejde og alle de samme Følger, som i andre kapitalistiske Lande. De franske Arbejdere blev dog ramt særlig hårdt, fordi deres Levefod før var for lav. For Bønderne betød Krisen Prisfald på Landbrugsprodukterne, tvungen ødelæggelse af Korn, Mælk og Vin, stærkt stigende Antal Tvangsauktioner, en Degradation af hele Landbruget, der var så meget mere ødelæggende for Landet, som Dyrkningsmetoderne før var primitive, fordi Kapitalen aldrig har »interesseret« sig for Landbruget. Nogle Tal vil vise Udviklingen: Arbejder-, Medhjælper- og Funktionærlønninger androg i 1929 115 Milliarder Francs, i 1934 kun 93 Milliarder. I 1926 indbragte Høsten Bønderne 44,8 Milliarder, i 1934 kun 17. Gennemsnitsfranskmanden tjente 1929 ca. 1000 Francs, 1935 ca. 700. Derimod angav de 5 største Banker i Tiden fra 1930-34 et Udbytte på 2,2 Milliarder Francs. I Løbet af de sidste 10 År har 5 af de største Krigsindustri-Fabrikker udbetalt et Udbytte på 1,5 Milliarder Francs. Denne Tingenes Tilstand måtte sætte sit Præg på hele det politiske Liv. Fra Kapitalisternes Side prøvede man - ganske som i andre Lande - at udnytte den Utilfredshed, man selv var Skyld i. Af begge disse Grunde - den voksende Misfornøjelse og Kapitalisternes Frygt for, hvad det kunne føre til - kommer der pludselig Liv i de fascistiske Ligaer. 

De franske Fascister.

I Frankrig eksisterer der ikke en stor Fascistbevægelse, men et Utal mere eller mindre betydningsfulde Grupper, som hader hinanden indbyrdes. Som nogen af de vigtigste kan nævnes: Croix de Feu (Ildkorset), Jeunesse Patriote (Patriotisk Ungdom), også kaldet Parti National-Populaire (Nationalt Folkeparti), Solidarité Française, Action Française (der tillige kæmper for Kongedømmets Genindførelse) og Francisterne. Mange af disse Bevægelser har Rådighed over forskellige Pariser-Dagblade, og hele den store Højrepresse støtter mindst een af disse Grupper. Allerede dette tyder jo på nær Forbindelse mellem de 200 Familier og Fascisterne - som et af de største Højreblade, »Echo de Paris«, udtrykker det: »Ligaerne er vort sidste Håb«… og man kan finde Tusinder af andre Beviser på det. Vi kan tage nogle Eksempler fra Ildkorset. Croix de Feu blev startet 1928 som en Organisation, der skulle »genoplive Broderskabet mellem de Franskmænd, som under Krigen havde været Våbenfæller«, var altså en ren og skær Veteranorganisation, som skulle samle alle Krigsdeltagere på tværs af politiske og sociale Skillelinjer. I 1929 trådte Grev Oberst Casimir de La Rocque, som hidtil havde været en betroet Mand hos Elektricitetskongen Mercier, ind i Forbundet. Ved Hjælp af både Sleskhed og Hensynsløshed spandt han et Net af Intriger og blev i Løbet af et Par År Præsident for Ligaen. Han begyndte at føre den ind i Politik - i den grelleste Modstrid med Programmet og Medlemmernes ønsker. Skulde der pives af en Venstrepolitiker, eller skulle en Reaktionær modtages af »spontane« Hyldestdemonstrationer, så var det altid La Rocque, der organiserede det. Han udvidede Organisationen, så også andre end Veteraner kunne optages, og støttet på de nye Medlemmer kastede han den ene efter den anden af Stifterne på Porten. Han - og hans Bagmænd - ville bruge Croix de Feu og Krigsromantikken til at skabe en »fransk Mystik« til Fordel for en »organiseret økonomi« støttet på »statslige Korporationer«, og i Midtpunktet for hele Redeligheden skulle den grænseløst forfængelige Grev Casimir sidde … Hans tidligere højre Hånd, Chopine, der forlod Organisationen, da han så, hvorledes La Rocque misbrugte Ligaen i sin egen Forfængeligheds og andre højere Formåls Tjeneste, har skrevet en Bog, hvor han ikke lader Sten på Sten tilbage af Greven. (Six Ans chez les Croix de Feu.) Han giver adskillige Eksempler på La Rocques letkøbte Demagogi. Engang fortalte La Rocque en Historie om »en ung Mand på 19 År, med dunet Hage og blå øjne, som, ramt i Brystet af en Kugle, faldt i Krigen og hviskede Moders Navn«. »Jeg har hørt den Historie 20 Gange«, fortæller Chopine, »men altid var der lidt ændret. I et Studenterkvarter var det en Student. I et Arbejderkvarter var det en Arbejder. I Bourgogne var det en Vinbonde…« De danske KU´ere har altid haft nær Tilknytning til en anden af Fascistorganisationerne, Action Française, hvor Jack Westergård, KUs Formand, er Æresmedlem! - Det var Folk fra denne Organisation, der i Februar 1936 kastede Glans om deres Bevægelse ved at trampe Léon Blum ned….

Februardagene 1934.

I Januar 1934 kunne Storsvindleren Staviski ikke længere klare sine Forpligtelser, og en af de største Skandaler i Skandalernes Lands Historie blev afsløret: Politikere, Embedsmænd, Politichefer, Journalister, Dommere, hele det regerende Bureaukrati viste sig at være gennembestukket af denne Svindlers Penge! Det fik Utilfredshedens Sten til at rulle; især kom der Bevægelse i Småborgerskabet. Fascisterne gjorde straks klar til at fiske i rørt Vande. De organiserede igen »spontane« Demonstrationer. Politiet rørte ikke en Finger. »Når vi går et Skridt frem, går Politiet to tilbage«, sagde La Rocque på Forhånd til sine Folk, han vidste, at Politichefen Chiappe selv var Fascist. Frækkere og frækkere blev de, og tilsidst gik de den 6. Februar til Angreb på Deputeretkamret (svarer til Folketinget) og hærgede Paris ved at tænde Ild på Butikker, Omnibusser osv. Den radikale Regering, Daladier, veg straks tilbage og gik af, skønt den havde Flertal i Kamret. Men de franske Arbejdere, der et År før havde set deres tyske Fæller bøjet i Knæ af Fascismen og som et Par Dage før havde hørt om Kampene i Østrig, blev ikke Svar skyldig. Allerede den 6. om Aftenen samlede der sig rundt om i alle de revolutionære Forstæder Demonstrationer, der protesterede mod Fascisternes Overgreb. Det var første Gang i mange År, at Kommunisternes Kamp for Enheden havde givet Resultater. Den næste Dag opfordrede Socialisterne til Generalstrejke den 12., mens Kommunisterne opfordrede til Fællesdemonstration den 9.. Socialisternes Ledelse svarede nej, men de socialistiske Arbejdere strømmede i tusindtal til den enorme Demonstration den 9., hvor 200.000 Mennesker demonstrerede i 5 Timer. Blum har senere indrømmet, at her blev Grunden lagt til Arbejdernes Enhed. Kommunisterne tilsluttede sig den 12. den socialistiske Parole om Generalstrejke, men forlangte, at den skulle vare hele Dagen og ikke blot en Time, som det oprindelig var Meningen. Arbejderne var enige med Kommunisterne, og det blev en 24 Timers Generalstrejke, hvor 4 Millioner strejkede! Denne mægtige Bølge beseglede alle Enhedsfrontmodstanderes Skæbne. På hver socialistisk Kongres voksede Stemmetallet for Samarbejde med Kommunisterne. I Paris blev Enhedsfronten sluttet på Trods af den socialistiske Hovedledelse. Nu gjaldt det om at handle hurtigt! Derfor udgav Kommunisterne i Juni 1934 (Partikonferencen i Ivry) Parolen »Enhed for enhver Pris«! - I Løbet af en Måned var Enhedspagten med Socialisterne sluttet. Lige til det sidste viste den socialistiske Hovedledelse, at den endnu ikke havde forstået, hvad der foregik. Deres Forslag til Enhedspagt var betitlet »Forslag til Ikke-Angrebspagt mellem Kommunister og Socialister« og handlede næsten kun om, hvad Partierne ikke måtte gøre. Kommunisterne mødte derimod med et positivt Forslag til et fælles Kampgrundlag for Arbejdernes Sag. Den Fælleskomité, der endeligt udarbejdede Enhedspagten, blev hurtigt enig om, at det var et positivt Kampgrundlag, der skulle laves. Derfor adskiller Enhedspagten sig kun på enkelte Punkter fra det oprindelige kommunistiske Forslag. Enhedspagtens Indhold var i store Træk: Partierne vil sammen gennemføre en Kampagne ved Hjælp af alle Partiapparaternes Kræfter for Afvæbning og Forbud mod de fascistiske Organisationer; for Forsvar af de demokratiske Rettigheder; mod Krigsforberedelserne, mod Nødforordningerne, mod den fascistiske Terror i Tyskland og Østrig, for Befrielsen af Karl Seitz (Østrigsk Socialdemokrat) og Ernst Thälmann. Endvidere var der Bestemmelser om, hvordan Samarbejdet skulle foregå: Ledelsen og den øverste Myndighed skulle ligge hos en Koordinationskomité, der bestod af 7 Medlemmer fra hvert Parti. Partierne beholdt deres »fulde Uafhængighed i Agitationen, bortset fra Skældsord og Grovheder mod det andet Parti, og i Medlemshvervningen. Fællesaktionernes Møder og Demonstrationer skal udelukkende være viet det fælles Mål og ikke forvandles til Debatter, hvor man stilles op mod hinanden og diskuterer Princip og Taktik«. Når man nu kender den franske Enhedspolitiks første Resultater, må man sige, at det var et meget snævert Grundlag, som i 1934 blev opstillet for Aktionsenheden, men hvor store Resultater er ikke kommet deraf. De franske Kommunister så rigtigt, da de »for enhver Pris« ville sætte det hele i Skred! Ved at komme i Forbindelse med Folk fra andre Partier og derigennem vise, at Kommunister ikke er Mænd med Knive mellem Tænderne og Moskvaguld i Lommen, men almindelige hæderlige Arbejdere, der vil kæmpe for lykkelige Tider, ved at vise Kommunismen som Befrieren, er det allerede lykkedes at få samlet den frisindede Del af Befolkningen og at få lettet Forholdene for hele det arbejdende Folk. De mægtige Demonstrationer og Møder, der var Enhedspagtens første Resultat, viste, at en ganske ny politisk Epoke var gået ind. Det socialistiske Parti satte mere og mere sine Kræfter ind for det arbejdende Folks Interesser og opgav lidt efter lidt den tidligere socialdemokratiske Linje: Samarbejdet med Kapitalistklassen, til umådelig Gavn for hele det franske Folk. Endnu et halvt År efter Februardagene forsøgte Størsteparten af den socialistiske Ledelse at køre videre på den gamle Manér, men deres egne Medlemmer gav dem over Næbbet, og Ledelsen var så klog, at den bøjede af. »I Årevis har vi, når Talen var om Aktionsenhed, altid tænkt og erklæret: »Nej, ingen Aktionsenhed, kun organisatorisk Enhed« - sagde Léon Blum.»,Jeg har Indtryk af, at denne Mening nu ikke mere er berettiget, og at man ikke kan trække sig ud af Vanskelighederne ved denne rene og skære Udflugt«. (Populaire, 11.-7.-1934.)

Folkefrontens Begyndelse.

Men Kommunisterne var ikke til Sinds at hvile på Aktionsenhedens første Laurbær. De så klart, at i første Omgang ville den ikke bringe Arbejderne de store Fremskridt; kun få Steder gik de ud i Kamp for deres Brød. Foreløbig blev Betydningen, at det broderlige Forhold mellem Kommunister og Socialister blev udbygget, og at Arbejderne viste, at nu var deres Svagheds tid ved at være forbi. Derfor havde den første Tids Demonstrationer og Parader en uoverskuelig Betydning. Men også på den anden Pol samlede Kræfterne sig. Fascisterne gik frem. Regeringen, en »national Samlingsregering« under Forsæde af den reaktionære Doumergue, førte en skrap Nødforordningspolitik og fik store Dele af de radikale, der også var repræsenteret i »Våbenstilstandsregeringen«, til at gå ind for denne folkefjendtlige Politik. Kantonalvalgene i Oktober 1934 afslørede grelt den politiske Situation i hele dens Alvor: Kommunisterne og det yderste Højre gik stærkt frem, men der var en anselig Tilbagegang for de radikale og også for Socialisterne. Ingen kunne se dette uden at tænke på Tyskland …Derfor henvendte det kommunistiske Parti sig til den radikale Partikongres i Nantes og til det socialistiske Partis Hovedbestyrelsesmøde og foreslog, at de tre Partier sammen tog Initiativet til Skabelsen af én mægtig Folkefront for Arbejde, Fred og Frihed og viste, hvor og hvordan man kunne sætte ind i Fællesskab. »Arbejderne kræver øjeblikkelig en Forbedring i deres elendige Stilling. Vort Program må svare til denne deres Indstillinge - stod der i Henvendelsen til Socialisterne. -»De arbejdende Massers Aktion er i Stand til at tvinge Kapitalen til at afgive en større Del af den Profit, som den suger ud af Arbejdet; denne Aktion kan få Regeringen til at vige på mange Punktere. Men nu rejste der sig et Brøl fra hele det officielle Frankrig: Regeringschefen så sig endog nødsaget til at holde en Radiotale for at fortælle, at nu var Kommunisterne blevet så »beskedne«, at de opstillede Småkrav. Argumentet var plat, men i de følgende Uger plaprede alle de store Blade, Højre og Fascisterne, den samme Historie af. Selv mange af de radikale fulgte Trop, og endog Socialisterne erklærede i deres Svar, at man virkelig ikke kunne sætte sin Underskrift under et Dokument, »der ikke indeholdt en eneste virkelig socialistisk Fordring«, og åbenbarede derved, at de slet ikke forstod Situationens Alvor, at de ikke endnu havde lært af Tyskland - ja ikke engang ordentlig af Marx, når han skrev: »Hvis Arbejderklassen fejgt gav efter i dens daglige Konflikt med Kapitalen, ville den selv berøve sig Evnen til at sætte nogensomhelst større Bevægelse i Gang«. Men Kommunisterne fortsatte modigt deres Politik. De vidste, det var det, Folket ville. De kæmpede for Folkefronten uden et Øjeblik at tabe Målet: det socialistiske Sovjet-Frankrig af Syne. Ved deres dybe Forståelse af, hvad der foregik i Folket, ved deres friske Initiativ og ved en blændende politisk Bøjelighed og Elasticitet, som man ikke har set Mage til siden Lenins Dage, formåede de på et halvt År at få vendt op og ned på hele det politiske Billede i Frankrig ! Jacques Duclos, en af det kommunistiske Partis dygtigste Mænd, har i Indledningen til Pjecen »Le triomphe du Front Populaire« glimrende klarlagt Kommunisternes politiske Linje: »Vort store kommunistiske Parti, der ikke skjuler nogle af sine Hensigter, erklærer, at kun Indførelsen at Sovjetmagten vil uigenkaldeligt kunne gøre en Ende på den arbejdende Befolknings Fortrykthed og Lidelser, men vi er sikre på at være i Overensstemmelse med Millioner af Arbejdende, når vi først og fremmest gør alt for at spærre Vejen for Fascismen og for øjeblikkeligt at forbedre den arbejdende Befolknings Livsbetingelser, for det er muligt… Samle Mennesker, der er enige om visse Kampparoler, til Handling og rejse dem mod den Fare, der truer os alle, det er det, det kommunistiske Parti vil… Og vi Kommunister, som i stadig flere Arbejdendes øjne står som den trofaste og beslutsomme Fortrop for de antifascistiske Kæmpere, vi véd, at af selve Kendsgerningerne vil der imorgen for de store Folkemasser opstå Nødvendigheden for at bygge en Samfundsorden ved at indføre Sovjetterne i Frankrig«. Det er denne Politik, »Socialisten« kalder. »reformistisk i dette Begrebs videste Konsekvenser«. De danske Socialdemokrater står altså stadig på det snævre Standpunkt, som de franske gjorde i November 1934, og som de har været kloge nok til at forlade! I det kommende halve År, det første Halvår af 1935, skabes Folkefronten. Hele Menneskeheden kan takke de franske Kommunister for det modige og dygtige Arbejde, de lavede dengang. Ellers var Verden nu et dystert Fængsel. Kapitalistklassen var meget urolig; omtrent hver tredje Måned skiftede Ministerierne, og som Regel var det Ban que de France, der direkte greb ind. Og der skete også noget: en Mængde Organisationer sluttede op om Folkefrontsidéen, f. eks. Ligaen for Menneskerettigheder, de Intellektuelles »Årvågenhedskomité« (som selv havde puslet med Tanken, og som - ved Hjælp af de mange fremragende Personligheder, den rummede - sikkert har haft en vis Indflydelse på Partierne, men det afgørende var, hvad der skete i Folket), forskellige mindre politiske Partier og Afdelinger af det socialistiske og det radikale Parti. Både Enhedsfrontens og Kommunisternes Møder blev større og større, og ved Kommunalvalgene i Maj 1935 tages et enormt Skridt fremefter, idet den særlige franske Valgmetode udnyttes. (Der vælges i to Omgange: hvis en Kandidat får over Halvdelen af Stemmerne i første Omgang, er han valgt, ellers er der Omvalg; i anden Omgang er der simpelt Flertal; i anden Omgang kan man derfor slutte Valgalliancer). I Paris, hvor en Kommunist var kommet forrest i første Omgang, trak han sig tilbage til Fordel for Socialisten, Prof. Paul Rivet, som Folkefrontens Kandidat. Derved lykkedes det at få erobret en fascistisk Kreds. Denne Loyalitet fra kommunistisk Side og de store Sejre, man vandt i Kredse, hvor Folkefronten var sluttet, betød meget hele Landet over. Snart efter skrev den førnævnte radikale Partifører, Daladier, en Artikel »Røde mod Hvide«, hvor han viste, at nu stod Kampen som i 1789 mellem Reaktion og Fremskridt, nu måtte Fremskridtet, »de Røde«, igen samle sig under den gamle Parole: »Røde mod Hvide.« I den socialistiske Ledelse udskilte der sig på denne Tid en hårdkogt Højrefløj under Ledelse af Frossard, som ville sprænge Enhedsfronten, standse Folkefronten osv. Begrundelserne var ofte Venstrefraser om, at det var »usocialistisk« o. lign.. En gammelkendt typisk Sammensætning. I Løbet af et Par Måneder gik Frossard ind i Lavals reaktionære »Samlingsregering« og blev ekskluderet af det socialistiske Parti. I Midten af Juni anerkendte den socialistiske Kongres i Mulhouse Folkefrontens Nødvendighed. I Juli dannes der overalt Komitéer med Repræsentanter fra alle de tre store Partier, Fagforeningerne og et Utal mindre Organisationer til Forberedelse af den mægtige Folkefrontsdemonstration d. 14. Juli, Årsdagen for Erobringen af Enevældskongernes Fængsel, Bastillen, i 1789. (Den 14. Juli er hidtil tilsvarende til Marseillaisen - blevet udnyttet til Nationaldag for det officielle Frankrig.) 4-5 Millioner demonstrerede den Dag i Frankrig, deraf 1/2 Million i Paris ! Nogle Dage efter den 14. Juli kom Laval-Regeringens Svar: En Samling Nødforordninger, om hvilke han selv sagde et Par Dage før de blev offentliggjort: »Vidste man, hvad der står i dem, kunne jeg ikke gå rolig på Frankrigs Gader og Veje. Det var en gammeldags kapitalistisk Nedskæringspolitik, der gik ud over Embedsmænd, Krigsveteraner og lign. Ydermere var den fikset op med nogle demagogiske Bestemmelser om, at Brødpriserne skulle sættes ned m. m., men det betød overhovedet ingen Ting, for mens Lønningerne blev sat 3-9 pct. ned, blev Brødpriserne kun sat 1-2 pct. ned. Og Laval havde endnu en Trumf på Hånden: Finansministeren, der skulle gennemføre Nødforordningerne, var radikal, og flere andre Ministerposter var også besat af Radikale. Laval forsøgte at udnytte dette til at sprænge Folkefronten, men forgæves, for Kommunister og Socialister havde gennemskuet Manøvren. De førte Kampagnen mod Laval som den ansvarlige for Nødforordningerne. De kæmpede sammen med de Radikale og udnyttede herved Organisationskomitéerne fra den 14. Juli, så at de fra at være rene Demonstrationskomitéer kom til at spille en enorm politisk Rolle: De blev Organisatorer for en Folkebølge mod Nødforordningerne. Her var den virkelige »Enhed for Brødet« skabt, og Folkefronten blev sammentømret i Hadet til Laval, når han sendte Militæret ud mod strejkende eller demonstrerende. (F.eks. de blodige Begivenheder i Brest og Toulon.) Denne Politik viste sig at være rigtig: I Løbet af et Par Måneder begyndte de radikale Ministre på den ene og den anden Måde at lægge sig i Vejen for Laval. De holdt Taler mod Nødforordningerne, mod Lavals Udenrigspolitik, mod Lavals Understøttelse af Ildkorset. (Den 14. Juli 1935 inviterede han La Rocque til at deltage i den officielle Demonstration, der foregik samtidig med Folkefrontsdemonstrationen.) I Januar sprang de fra, og Laval faldt. »Nu er vi endelig frie, så vi helt kan gå med jer i Kampen for Brød, Fred og Frihed«, sagde en af de ledende Radikale, Pierre Cot, på et Møde mellem Venstrepartierne i Paris. På samme Tid blev Folkefrontsorganisationerne enige om at offentliggøre et Program, hvor der opregnedes de vigtigste politiske og økonomiske Fordringer, som Folkefronten ville sætte alt ind på at gennemføre. Det betød det afgørende Skridt til et positivt Kampprogram fra den mere negative Oprindelse - man samledes mod de fascistiske Ligaer. Især gælder det for de Radikales Vedkommende; f.eks. sagde Ærespræsidenten for det radikale Parti, Herriot: »Det er La Rocque, der er Folkefrontens Skaber.« Programmet var ikke revolutionært eller socialistisk, men det var et Program, der samlede store Dele af den arbejdende Befolkning til Kamp for forbedrede Forhold. Denne Samling af den arbejdende Befolkning satte dog en frygtelig Skræk og Forvirring i de 200 Familier, der med alle til Rådighed stående Midler - og det var ikke få - sværtede Folkefrontprogrammet til: Det ville ikke hjælpe, det kunne ikke gennemføres, det ville ødelægge Landet økonomisk osv. Men Størstedelen af den arbejdende Befolkning så nu, hvem der angreb deres mest grundlæggende Krav og Rettigheder: de 200 Familier og deres Lejesvende i Pressen og i det politiske Liv. Den arbejdende Befolkning blev stående samlet og viste det ved den rent ud strålende Valgsejr i Maj 1936. Folkefrontens enorme Betydning er, at det er lykkedes at samle store Dele af det franske Folk mod de 200 Familier. Nu går man frem for at forene hele den franske Nation mod de 200 Familier! Men denne Forenelse har ikke kunnet gå for sig uden de dybeste Forskydninger i det politiske Liv - i hele Åndslivet overhovedet. I Tyskland - fra 1927 til 1933 - stod Partierne stive og strunke, uden at røre sig, indtil de blev fejet væk med eet Tag. I Frankrig skete der fra 1934 til 1936 en fuldstændig Omkalfatring af den traditionelle »tredje Republik«. De gamle Venstrepartier stod ikke stive og forkalkede stille, men udviklede sig med rivende Hast henimod klare antikapitalistiske - endog revolutionære - Standpunkter. Pierre Cot har sagt, at »de unge Radikales Standpunkt svarer snarere til en socialistisk økonomi end til en kapitalistisk«, mens de Radikale for et Par År siden snakkede om »røde Fascister«. Socialisten Zyromski, Lederen af Paris-Afdelingerne, lod i 1930 i sin Egenskab af Borgmester demonstrerende Arbejdere kniple ned, nu er han en af de ærligste og dygtigste Forkæmpere for den organisatoriske Enhed mellem Socialister og Kommunister. Det er Eksempler, der viser, at der er blevet vendt op og ned på det hele i Løbet af de seneste År - og at det er den rigtige Ende, der er kommet opad. Det franske Åndsliv, der har så rige og store Traditioner, viste i Efterkrigstiden umiskendelige Tilbøjeligheder til at smuldre hen. De Spirer, der viste sig, er først kommet til Udfoldelse i de sidste År, hvor der er sket en Berigelse af både Literatur, Poesi og Videnskab. Forbindelsen med Folket, den revolutionære Optimisme og - især for Videnskabsmændenes Vedkommende - det første Bekendtskab med den videnskabelige Marxisme, der i sådanne historiske Situationer lever et dobbelt rigt Liv, har allerede givet den franske Kultur meget af dens gamle Fylde igen og har stillet strålende Perspektiver op. Hele denne »Omvurdering af Værdierne« har fået et af sine klareste Udtryk i en lille Bog af Jean Guéhenno - en tidligere liberal, der er gået mod Venstre - »Jeunesse de la France« (Frankrigs Ungdom). Meget typisk har Guéhennos Bøger opnået kæmpemæssige Oplag i Sovjetunionen. Disse kulturelle Følger af Folkefronten viser, hvor dybtgående Bevægelsen i Frankrig er.

Hvad er Grunden til denne Ændring ?

Kan en sådan Vending også finde Sted i andre Lande, eller er det kun i Frankrig, at sligt kan tænkes? Formen af mangt og meget af det, der sker dernede, er givetvis bestemt af særlige franske Forhold; men de grundlæggende Årsager: Krisens Byrder, den fascistisk-nazistiske Verdensfare, peger langt ud over Frankrigs Grænser. Men disse Ting er ikke nok til at forklare, hvad der er sket, for Nød og Elendighed har der været andre Steder, uden at det derfor gik til Venstre. Det afgørende er, at Kommunisterne på Grundlag af disse objektive Betingelser ikke nøjedes med at se, at Folket knugedes, men også hvad der knugede Folket og førte deres Politik på Grundlag af disse Kendsgerninger. Og denne deres Opdagelse beholdt de ikke for sig selv, men de førte deres Politik på den Måde, at de andre Partier og Fagforeningerne også måtte føre en Folkepolitik. Det nævntes ovenfor, at denne Folkepolitik slet ikke blev forstået af de andre Partiledelser til at begynde med. Et tydeligt Eksempel på dette er en Episode i den socialistisk-kommunistiske Koordinationskomité, som Generalsekretæren for det kommunistiske Parti, Maurice Thorez, fortæller om: Det var i Efteråret 1934, og man diskuterede Kommunisternes Forslag til Folkefrontprogram. Socialisterne sagde: »Jeres Program er principløst«. Kommunisterne svarede: »Det drejer sig ikke om Principløshed. Men vi frygter ikke at blive kaldt de utilfredses Parti. Vi vil samle alle dem, som - i Kraft af, hvad det nu er - er utilfredse med Styret og dets Uretfærdigheder«. (Tale i Centralkomitéen 1. Nov. 1934.)

Hvad er Folkepolitikken ?

Skal man sige det ganske kort, må det være, dels at man regner med, at det er levende Mennesker, Arbejdere, Småkårs folk osv., som tæller i Politik, dels at man finder Forbindelsen mellem de videre Principper, og hvad der skal gøres straks, at man gør Mellemregningerne med. At man kæmper for Dagens Krav allevegne og især i Fagforeningerne. Hele Folkefronten er et stort Eksempel på denne Politik, men en sådan Folkepolitik må trænge meget dybere ned end til den almene politiske Linje, hver Tale, hver Artikel må være gennemtrængt at denne menneskelige Indstilling. Det gælder Indhold såvel som Form. Denne Behandling at Problemerne viser sig klart f.eks. i Jacques Duclos glimrende Beretning om Ungdommen på Kommunisternes VIII. Kongres (Januar 1936). I denne Tale behandles dels Ungdommens Lønforhold, Arbejdsforhold, Arbejdsløsheden, Soldatertjenesten o. lign. på en underbygget, sagkyndig Måde uden derfor at være Spor kedelig. Lige så klart vises, hvordan Ungdommens Uddannelse, både legemligt og åndeligt, forsømmes og forhindres, hvordan Udgifterne til Sundhedsvæsenet skæres ned osv. Men Duclos bliver ikke stående ved det; han kender Ungdommen og taler om alle de Ting, Ungdommen taler om hver Dag, eller som den måske kun tænker eller føler dumpt; han taler om Livsglæden, om Trangen til »at gøre noget, at kæmpe for ligegyldig hvad, hvor det så skal være«- som en ung Mand skrev til ham, om Retten til et Kærlighedsliv og til at stifte Familie, en lykkelig Familie. Det er alt det, de Unge vil vide noget om, og derfor blev Duclos Tale også solgt i et Masseoplag på et Par Måneder. Det er »Hemmeligheden« ved den kommunistiske Politik, der er ved at vække en hel Verden. Et andet Eksempel på den naturlige, levende Måde, man griber om Problemerne på, er Stillingen til det nationale Spørgsmål, som gennem Årene skamløst er blevet udnyttet af Fascister og Reaktionære til en kvalm, tårevædet Nationalisme. En Bevægelse som Folkefronten, der vil skabe et lykkeligere Frankrig, må naturnødvendigt - ligesom den russiske Revolution - give Nationalfølelsen et nyt Indhold; et Indhold ligesom i 1789, da man med Saint-Just sagde: »Vi vil ikke tåle en Undertrykker eller en Undertrykt på Frankrigs Jord«. Dette nye Indhold bliver fortrinligt udtrykt af Guéhenno i hans ovennævnte Bog: »At ville være sig selv nok, samle al sin Kraft for at beherske og undertrykke andre, det er Egoisme, Profitnationalisme og Imperialisme. At ville være sig selv, at samle alle sin Ånds Kræfter for at have noget at give de andre, det er en Fædrelandskærlighed, der har noget at yde, det er Internationalisme«. »Nationen, Fædrelandet, Friheden I…. har altid disse Ord i Munden, men det er Revolutionerne, det er os, som har lært jer dem«.

Resultaterne.

Ved Valgene til Deputeretkamret vandt Folkefronten en overvældende Sejr. Stemmeresultaterne blev i 1932: Reaktionen 4,4 mill. - Folkefrontpartierne 5,3 mill.(heraf Kommunister 0,8mill.), i 1936: Reaktionen 3,9 mill. - Folkefrontspartierne 5,5 mill. (heraf Kommunisterne 1,5 mill.). Mandatfordelingen i 1932 Reaktionen 302 - Folkefrontpartierne 310 (heraf Kommunister 10); i 1936 Reaktionen 238 - Folkefrontpartierne 376 (heraf Kommunister 72). Men Sejren var større, end det ses af Tallene, for indenfor Venstrepartiernes Rækker skete der en Udrensning - især gælder det de Radikale og Neo-Socialisterne. Indenfor disse Partier var der flere, som i første Omgang blev overfløjet af en Kommunist eller en Socialist, og som så - i Følge Folkefrontsoverenskomsten - skulle trække sig tilbage, men som så det mere nødvendigt at pleje deres egne Interesser og derfor opstillede sig i anden Omgang mod Folkefronten. I de fleste Tilfælde blev de slået. På den Måde faldt flere af Folkefrontens usikre Elementer for Folkets Dom. Dette har meget stor Betydning, fordi det reaktionære Flertal i det gamle Kammer - som det vil ses af Tallene - kun kunne opretholdes med Støtte af nogle usikre Radikale. En anden åbenbar Virkning af Folkefrontspolitikken er den fuldkomne Forvirring, der hersker hos Fascisterne. La Rocques Organisationer fordriver Tiden med at samle Møder med kort Varsel for at vise Føreren, hvor hurtigt Organisationerne Landet over kan »mobilisere«. La Rocque selv taler om »Timen T«, der skal komme og bringe ham Sejr. Da Fascistpressen var kommet sig nogenlunde oven på Valget (et af dem begyndte sin Leder på Valgmorgenen med »Åh den forfærdelige Nat «), var de klar over, at der umiddelbart ventede et Forbud. Deres Reaktion var Gangsteroverfald fra Biler bevæbnet med Maskingeværer, hule Proklamationer for at dække Valgnederlaget. (»Lad dem komme til vor Bevægelse, der vil, lad dem, der vil, forlade os«, sagde La Rocque.) Endelig fortsatte de under skærpede Former - den fanatiske indbyrdes Strid! På Fællesbanketter, hvor de skulle vise deres Enighed, kom det til regulære Håndgemæng! Et tydeligt Billede på de 200 Familiers Usikkerhed: de dukker Hovedet og håber, det driver over, med Guds Hjælp og lidt Skurkestreger.

Strejkerne.

Arbejderne, der så deres Styrke ved Valgene, kunne ikke vente den Måned, der gik, før Ministeriet Blum kom til Magten, med at få deres Kår forbedret. Derfor udbrød der spontant i Slutningen af Maj Strejker hos nogle af de dårligst stillede: Metalarbejderne i Paris’ Omegn. Af eget Initiativ fandt de på en helt ny Form for Strejker: den fredelige Strejke på Stedet. Med fuldkommen Overlegenhed og Ro parret med et sprudlende parisisk Humør blev man simpelthen på Fabrikkerne. Alle fulgte Parolen, selv Ildkorsfolk og Katolikker. Folkefrontens Kommunalbestyrelser i Byens Omegn sendte Mad til de Strejkende. En mægtig Begejstring rejste sig i hele Landet, da man så Metalarbejderne vinde Sejr efter Sejr over deres Arbejdsgivere, Rustningsfabrikanterne. Strejkerne bredte sig fra Fag til Fag, fra Bygningsarbejdere til Stormagasinernes Personale, fra Søfolk til Chaufførerne, fra Nord til Syd. Overalt var Strejkerne præget af Ro og Orden som Følge af den fuldkomne Overmagt, man havde. Næsten alle holdt med Arbejderne. Soldaterne, Politiet, selv mange af de menige Fascister så kun med Sympati på Strejkerne. Kun enkelte Steder gik Direktørerne amok, fordi de måtte opholde sig på Fabrikkerne ligesom Arbejderne. Et Sted skød Direktøren nogle Arbejdere. Overalt var Strejkerne præget af den største Hensynsfuldhed mod andre Lag af den arbejdende Befolkning. På intet Tidspunkt var der Tale om at afbryde Gastilførslen eller Levnedsmiddeltilførslen til Byerne - som Pressen fejlagtigt har berettet. Ingen Maskiner blev ødelagt. Arbejderne stod fast og slog i Bordet - og det hjalp. De 200 Familier - og især de 4 af dem, der behersker Pressen - søgte at skabe Panikstemning, at splitte Forbundet mellem Arbejdere og Middelstand. F.eks. erklærede den store Presse en Dag, at den ikke kunne udkomme på Grund af Papirmangel. Det var et åbenbart Påskud, men det skulle give hele Befolkningen et Chok. Det hjalp ikke. Så begyndte man på de rædsomste Røverhistorier om de brutale Arbejdere, opspandt Taler, som Socialister skulle have holdt mod Kommunisterne osv. Men Folkefronten stod fast. Strejkerne betød en mægtig Tilslutning til alle dens Organisationer. Fagforeningerne, der ved de revolutionære Anstrengelser var blevet forenet i Marts, gik frem fra godt 1 Million til 3 1/4 million i Løbet af Juni Måned ! I Slutningen at Juli talte de over 4 Millioner. Kommunistisk Parti gik frem fra 100.000 i Slutningen af April til ca. 170.000 i Slutningen af Juni, og er det største politiske Parti i Landet. Deres Blad l’Humanité har længe været det største politiske Morgenblad og har nu et Oplag på over 300.000 daglig ! Léon Blum fik gennem Strejkerne den bedst mulige Start for sin socialistisk-radikale Regering, og han udnyttede den. I Løbet af et Par Dage - var 40 Timers Ugen med fuld Lønudligning, Lønforhøjelser på 7-15 pct., betalt Ferie, Iværksættelse af store Arbejder og Nationalisering af Våbenindustrien gennemført. (I Juli gennemførtes Reformeringen af Banque de France’s Statutter. Før var det sådan, at kun de 200 største af de 141.000 Aktionærer havde Ret til at komme til Generalforsamlingerne, Bankens Ledelse bestod af et Råd på 15 (6 Bankmænd, 6 Industrirepræsentanter, 3 Regeringsrepræsentanter), der alle skulle eje for flere hundrede Tusinde Kr. Aktier! Man forstår, at sålænge en sådan Forsamling halvt om halvt kan dirigere Landets Pengepolitik, kommer der ikke noget godt ud at det. Regeringen Blum har da også gjort prisværdig kort Proces og har afskaffet denne Lov fra Napoleons Dage.) Danske Socialdemokrater er forargede over, at Kommunisterne ikke deltager i Regeringen - hvor forargede havde de dog ikke været, om Kommunisterne var gået med.. Kommunisternes Stilling er dog klar: Et revolutionært Parti med et revolutionært Program kan ikke give sig til at gå ind i Regeringen for et Program, der holder sig indenfor Kapitalismens Rammer, men kan vel understøtte det. »Når vi kommer i Regeringen, vil vi anvende vort Program, som allerede 1 1/2 Million Franskmænd har stemt for« - sagde Duclos til Pressen. - »I den nuværende Situation kan vi ikke anvende et sådant Program i Regeringen, men vi går med til at understøtte et Program, der ikke er vort, Folkefrontens Program Vi vil understøtte det, skønt vi finder det utilstrækkeligt, men vi vil i det mindste, at man udfører det uden at tøve, og den kommende Regering kan regne med vores mest loyale Understøttelse til Gennemførelse af det«. Blum har vist, hvad en socialistisk radikal Regering kan nå, når den støtter sig til Folket, i Stedet for at frygte det, når den ikke sætter ind mod Strejkerne, men støtter sig på dem. Helt enige om alle Enkeltheder i Regeringens Politik er Folkefrontpartierne ikke. Især bebrejder Kommunisterne Regeringen, at den ikke sætter endnu stærkere ind mod de Kapitalistkredse, der vil nedskrive Franc’en. Deres Stilling er: Hverken Sænkning af Mønten - så stiger Priserne m. m. - eller Fortsættelse af Doumergue-Laval’s hårdhændede Nedskæringspolitik - det er kun to Metoder til at lade de fattige betale. De rige skal betale, derfor skal der indføres en stærkt stigende Formuebeskatning. Denne Stilling er klar, men Regeringen tøver med at følge den. Men Tingenes Logik og Folkemassernes Tryk vil nok tvinge dem til at gå den Vej. Men på talrige andre Områder kan den franske Regerings Politik vise, hvor meget man kan opnå selv indenfor Kapitalismens Rammer, når man sætter Magt bag sine Ord.

De reaktionære Regeringers Fallit.

Blum-Regeringens Vanskeligheder forøges ved, at de foregående »nationale Samlingsregeringer« - trods deres brutale Nedskæringer overfor Småkårsfolk - har kørt fuldkommen Fallit. Doumergues Regering gav i 1934 i Følge G. Politzer et Underskud på 8,8 Milliarder. Laval’s Politik gav i 1935 et Underskud på 9-10 Milliarder Fres. Samtidig er Statsgælden vokset enormt: den langfristede Gæld med Ca. 65 Milliarder, den kortfristede med 16 Milliarder, den flydende Gæld med Ca. 20 Milliarder. I de sidste Måneder før Blum-Regeringen kom til, blev 60 Milliarder Franc trukket ud af Cirkulationen. Alt dette styrker de 200 Familiers Magt overfor Regeringen, som det allerede er omtalt. Den store Kapitalflugt er et Forsøg på at tvinge Regeringen til at sænke Franc’en. Disse Begivenheder er et Varsel om de hårde Kampe, der i Fremtiden stadig vil stå mellem Kapital og Arbejde! En af de mest betydningsfulde Ting, man foretager, er Udrensningen blandt Embedsmændene. Fra gammel Tid har Ministerialkontorerne haft Ord for at være dem, der virkelig ledede Landet, mens Ministrene drev Politik, og det var ikke helt galt; men alle hidtidige Venstre-regeringer har ikke et øjeblik tænkt på, at reaktionære ,Grever og fascistiske Baroner ikke er de mest velegnede til at udføre en demokratisk Politik og har derfor ikke udrettet så farlig meget andet, end Reaktionen kunne godkende. Det skal der nu sættes en Stopper for. Ligeledes har man gennemført et Forbud mod de fascistiske Ligaer og deres Gangsterstreger, og La Rocque, der stadig taler om Timen T og Minuttet M, ser hele Bevægelsen vakle. Han gav Ordre til, at alle, der ville protestere mod Ligaernes Opløsning, skulle hænge en Trikolore ud af Vinduet, men Tilslutningen var så ringe, at Højrepressen næste Dag var fuld af Undskyldninger: det var fordi det var Lørdag, fordi det var varmt osv.

Folkefronten og Verdensfreden.

Uden at gå nærmere ind på dette vidtspændende Spørgsmål er det nødvendigt at omtale den verdenspolitiske Betydning, som Folkefronten allerede har haft. En af de vigtigste Grunde til, at de Radikale gik mod Laval, var hans Understøttelse af Mussolini’s Krig. (I Januar 1935 overlod Laval Mussolini en strategisk vigtig Ø i det røde Hav; i December 1935 den berygtede Laval-Hoare-Plan til Opdeling af Abessinien.) Og det har været af enorm Betydning, at Laval blev jaget væk, for han havde længe logret for den anden fascistiske Krigsbrandstifter, Hitler. Havde Laval styret Frankrigs Udenrigspolitik, dengang Hitler ved Rhinbesættelsen og »Fredsplanen« søgte at smede Krigsfronten mod Sovjetunionen, så var Krigen måske allerede brudt ud ! Blum-Regeringens Udenrigspolitiks Hovedlinjer vil være: Udnyttelse af Folkeforbundet, Ændring af dets Statutter, så Abessinien-Skandalen ikke gentages. Yderligere står der en vigtig Paragraf i Folkefrontens Program: Folket skal selv arbejde med for at sikre Freden.

Vejen frem i Frankrig.

Det er klart, at hvor store de hidtil opnåede Resultater end er, så er alt ikke sluttet med det. Fascisterne er ganske vist desorganiserede, men de kan opstå igen under mere raffinerede Former. Det er et Tidens Tegn, at Reaktionen med åbne Arme har modtaget Trotzkisten Doriot, der har udviklet sig til en Fascist, der bedre end Grev La Rocque - kan benytte en hensynsløs social Demagogi. Endvidere eksisterer Kapitalismen stadig og med den Nød og Kriser, og Kapitalen vil frækkere og frækkere gå mod Folket. (Efter denne tekst Afslutning er der kommet Meddelelser fra Paris, der viser, at denne Formodning er begrundet. Doriot har proklameret Dannelsen af »Det franske Folkeparti« med sig selv som Fører, og som allerede har samlet visse af de spredte Fascistbevægelser. I Forelæggelsestalen på Stiftelsesmødet erklærede han, at »man finder kun Vejen frem i national Målestok - som Hitler og Mussolini«. En Socialist, Herrmann, der havde været til Mødet, fortæller, at da han gik op i Bussen hjemefter, steg der en række voldsomt dekorerede Herrer op. De havde været sammesteds og havde endda Indbydelseskort. »Der er ikke noget at vente på«, sagde en at dem, »vi må understøtte ham fuldkommen og med det samme«. En anden sagde med et ironisk Blink i øjet »Ved Hjælp af Folket og for Folket«. Det var nogle at Ildkorsets tidligere Bagmænd.) Derfor står Folkefrontens og Regeringens store Prøvelser endnu for. Derfor foreslår Kommunisterne Skabelse af Folkefrontkomitéer Landet over, og mange Steder bliver de allerede dannet til Kamp mod Prisforhøjelserne. Kommunisterne mener, at de andre Partier, når de står over for Kendsgerningerne, hurtigt vil blive indforstået med de af Kommunisternes Forslag, som de endnu ikke vil forstå. De vil sikkert blive drevet over i en stadig skarpere Politik mod de 200 Familier, og vil derfor sikkert stadig mere klart indse Nødvendigheden af det arbejdende Folks Samfund, det socialistiske Samfund. Et Varsel om denne Venstreudvikling er Forhandlingerne om organisatorisk Enhed mellem Arbejderpartierne. I dette Spørgsmål gælder det om en meget større Enighed end ved Aktionsenheden. Men selv i disse principielle Spørgsmål er man kommet hinanden meget nærmere. Vi kan ikke gå ind på Detaljer i disse Forhandlinger (se ,Tiden Nr. 2 1936, Side 46), men en enkelt Passus fra Socialisternes Forslag til Fællesprogram: »Proletariatets Enhedsparti er, skønt det stadig søger at vinde øjeblikkelige Forbedringer, som Arbejderne måtte kræve, ikke et Reform parti, men et revolutionært Klassekampsparti …Proletariatets Diktatur kommer man ikke uden om på Vejen til det socialistiske Samfund.« Men foreløbig er Perspektiverne ikke så vide. Den Kamp, der nu står på, er Kampen for Arbejdernes Brød.

Folkefronten og os.

»Folkefronten er dannet på et ganske andet politisk Grundlag end det, vi kender i Skandinavien. De franske Arbejdere så sig stående overfor en Overklasse, der viste udprægede fascistiske Interesser - en Situation, som vi hverken har kendt i England eller de skandinaviske Lande«. I Årene efter den store franske Revolution gik den borgerlige liberale Bevægelse over Verden. I de fleste Lande rejste Folket sig mod den udlevede gamle Enevælde, der allevegne var kommet ind i den samme Blindgyde, og skabte under den ene eller den anden Form en mere eller mindre fri Forfatning. Fra det ene Land til det andet lærte Datidens frisindede, hvordan man skulle komme Arvefjenden til Livs. Nu er Tiden en anden. En ny Enevælde kæmper for Livet. I nogle Lande slog den først, og det sved til os, der ville frem. Men i andre har der rejst sig en så mægtig Folkebevægelse, at ingen kan tvivle om, at den varsler en ny Tid. Og som Enevældens Modstandere lærte af Frankrig for Hundrede År siden, således kan Fascismens Modstandere lære i Dag. Vel er det rigtigt, at særlige franske Forhold i mangt og meget har præget Folkebevægelsens Former, men de afgørende Årsager, det virkelige Indhold af det franske Folks Fremstød mod Fascisme og Kapitalisme er Fælleseje for Fremskridtsbevægelsen i alle udviklede, kapitalistiske Lande! Overalt i disse Lande kommer Kriser, Nød og Elendighed, Kapitalisterne - hvadenten der er 200 Familier eller færre - prøver at læsse Byrderne over på de Fattige, de kæmper mod Småfolks mindste Rettigheder, kort sagt, de kæmper for at få sikret deres Profitter lige så grundigt som i Tyskland. Det gælder også herhjemme! Vor Overklasse »viser også fascistiske Interessere og vil gøre det i stadig højere Grad. Hvad mener man om Millionærer som Grev Knuth (7,2 Millioner) og Hofjægermester Sehested (3-4 Millioner), Nazihjemlige Spidser? Hvad mener man om den danske »Adel«s utilslørede Tysklandsympatier ? Hvad mener man om de Kapitalistkredse, der dækker KU´s mægtige Underskud ? Hvad mener man om Grosserer Lemwig-Müller, der øser Penge ud til Vilfred Petersen og hans Folk? Den danske Overklasses nazistiske Interesser har meget dybe Rødder! Det er en farlig Snæversynethed ikke at se dem, og det er ødelæggende at sidde med Hænderne i Skødet, til Overklassen kaster Masken ! For få År siden var Frankrig et almindeligt kapitalistisk Land med temmelig almindelige socialistiske og radikale Partier, som undertiden lavede Alliancer, uden at der kom noget ud af det. I Dag, hvor Kommunisterne er med, har Folkefronten og Socialisten Léon Blums Regering vist, at den internationale Arbejderbevægelses trange Kampe ikke har været forgæves, at Overklassen ikke har det sidste Ord, at det kan nytte ! Alle husker, at Stauning den 1. Maj 1936 sagde, at ingen alvorlige Mennesker kunne tænke på Gennemførelsen af 40-Timers Ugen med fuld Lønudligning, og alle véd at Léon Blum gennemførte den én Måned efter. Kommunister hævder, at hvis Stauning-Regeringen ville støtte sig på en Folkebevægelse og modigt tage sine Standpunkter, så ville vi i Løbet af den korteste tid også have 40-Timers Uge, betalt Ferie osv., her i landet, så ville vi ikke i 7 År have set den reaktionære Landstingsklike terrorisere alt hæderligt og virksomt i dette Land! Og vi hævder også, at det er den eneste Vej frem! Selv når Landstinget afskaffes, har vi Kapitalisternes »tredje Ting« at trodse, og det skal trodses. Men det kan vi kun gøre, hvis vi går modigt frem, Arm i Arm ! Endnu er der ikke skabt et Læbælte om danske Småkårsfolks Hjem; megen Nød og megen Fortrykthed findes på Bunden af dette Samfund. Her er nok at gøre ! Endnu er der ikke skabt et virkeligt Demokrati i Danmark. Vi skal være de første til at anerkende og værdsætte de demokratiske Rettigheder, der eksisterer for arbejdende Befolkning herhjemme i Modsætning til i Tyskland og i Italien. Men sålænge et Landstingsflertal uden Rod i Befolkningen kan påtvinge alle Love sit Stempel, sålænge Ministerialkontorerne hviler i Hænderne på bagstræberiske, forstokkede Adelsmænd og deslige, sålænge er vi langt fra et virkeligt Demokrati herhjemme. Her er meget muggent endnu. Her er meget, som trænger til at renses ud ! Mulighederne er der! Vi lever i et rigt og frugtbart Land med en Arbejderklasse, der i møjsommeligt Stræb har bygget en Fagbevægelse op, med en Bondestand, der ved Samarbejde har bygget et af Verdens fineste Landbrug op. Og nu, hvor det hele synes at styrte i Grus, skulle det ikke være muligt at rejse det Folk til Fællesfront mod den Overklasse, der ved Renteslaveri og Løntrykkeri vil holde Menigmand nede?

Medens tre kapitaliststater fører røverkrig mod hinanden, løfter André Marty Socialismens røde Fane over Frankrigs Arbejdere og fremholder for dem socialdemokratens: Leon Blums forræderi mod Arbejderklasserns sag. André Martys ord vil blive hørt, thi det var ham, der i 1919 rejste Matroserne til opstand på de franske imperialisters flåde i Sortehavet, den flåde, der var sendt ud mod den hårdt trængte unge Sovjetmagt. André Marty var derved med til at redde det socialistiske styre, og det pådrog ham det reaktionære Frankrigs had. Sidenhen har han utrætteligt stået i Socialismens forreste frontlinie. Det var ham, der i 1936 og senere organiserede de heroiske internationale Brigader i Spanien, hvor også danske Arbejdere gav deres liv for Frihedens Sag. Denne lille tekst går illegalt fra hånd til hånd blandt Frankrigs revolutionære Arbejdere, nu da deres Parti er forbudt og de ikke længere har deres store dagblad »Humanité«. Denne tekst har bud til alle Arbejdere og Frihedsvenner verden over. Socialdemokraten Leon Blum er kun det typiske eksempel og mønstreret på de drevne agenter for Klassefjendens interesser, sådan som vi kender dem siden 1914, hvor de socialdemokratiske Førere også forrådte Socialismens sag og vandrede helt over i Imperialisternes lejr. Disse folk, »samfundssindets og klassefredens nidkære prædikanter«, findes i alle lande, og også i Danmark kan vi drage nyttig lære af André Martys ord, så sandt som kampen mod denne røverkrigs dybeste årsag - Kapitalismen - er international.

Hr. Geheime-Regeringsråd ! Nu har De altså fået Deres Vilje ! Efter Forbudet mod »Humanité« og den kommunistiske Presse er nu også Frankrigs kommunistiske Parti blevet forbudt, og klapjagten på dets medlemmer er i fuld Gang. De har på en glimrende Måde forsvaret Finanskapitalens Interesser ! Thi det er jo Dem, der som den første med Deres »Populaire« og Deres Parti heftigt har angrebet »Humanité«. Påskuddet er den tysk-sovjetrussiske pagt og formålet er at bedøve masserne for at kunne undertrykke »Humanité«, som De og Daladier har besluttet. Da De havde opnået dette, fortsatte De uden at trække vejret kampagnen mod Frankrigs Kommunistiske Parti. Hvorledes ? Ved at angribe den store Sovjetunion med fornærmelser og bagvaskelser, i Særdeleshed dens mest skattede Ledere og frem for alt vor store Leder og Lærer, Kammerat Stalin. De har prøvet at foregøgle Folk et kunstigt Skel mellem en Kommunist og en Franskmand. Derpå har De igen og igen opfordret de revolutionære Arbejdere til at forlade det kommunistiske Parti. Uden Held ! Så kom De med Advarsler og Trusler, en »sidste Appel«. Det er et faktisk Ultimatum, som De har stillet den revolutionære Arbejderklasse og dens kommunistiske Funktionærer med Krav om, at vi skulle bryde med vor glorrige Kommunistiske Internationale. De regnede med at kunne spalte vort Parti på denne Måde. Forgæves ! Hele vort Parti stod fast. De mange Arrestationer, som i den sidste Måned er foretaget for at understøtte Deres Anstrengelser, har ikke ændret noget som helst. Kun nogle stakkels stympere er vendt tilbage til deres kontrarevolutionære krybbe. Derefter har Daladier i Betragtning af Deres Appellers og Advarslers Fallit, efter Deres infame Kampagnes forberedelse, opløst Frankrigs Kommunistiske Parti; dets Deputerede, dets Borgmestre, dets Medlemmer forfølges. Og i Dag vover De at skrive i »Populaire«, at det ikke var det, De ønskede. Men lad dog være at spille Komedie ! Hvem har i mange Måneder gjort alt for at knuse Arbejderklassens Enhedsfront ? De hr. Blum, og deres partiledelse. Da denne dæmning var sprængt, marcherede Reaktionen frem med Kæmpeskridt. Det er Dem, hr. Blum, som har ført Kampagnen mod »Humanité«, denne Folkets store og uafhængige Røst. Endnu Dagen før Forbudet mod bladet mobiliserede Deres Seine-Føderation alle sine Medlemmer, ikke mod Krigstruslen, men mod »Humanité«. Så blev »Humanité« forbudt. Nogle Dage efter udbrød Krigen, og den franske Arbejderklasse havde ikke sit Blad på et Tidspunkt, hvor det var mere nødvendigt for den end nogensinde. Thi »Humanité« ville overfor Masserne have afsløret, hvorledes Krigen kom; Det ville have afsløret dens imperialistiske, kontrarevolutionære Karakter, rettet mod Arbejderne. Det er derfor, De har forlangt det forbudt ! Da Krigen så var kommet, gik der ikke een eneste Dag, hvor ikke De, Deres Blad og Deres Parti stod i Spidsen for Hetzen mod Sovjetunionen, mod Kommunisterne. Det er de socialdemokratiske Deputerede, som har fået Kommunisterne udelukket af de store parlamentariske Kommissioner. Det er de socialdemokratiske Deputerede, som offentligt og skriftligt har forlangt af Daladier, at han skulle forbyde vort Parti. Kun få Dage efter denne forbryderiske Handling har den socialdemokratiske Partiledelse på Deres forslag forsikret Daladier, at »han stadig hos Partiet og dets Parlaments gruppe vil finde fuldstændigt og uforbeholdent Samarbejde om alle Foranstaltninger, som Nationens Velfærd kræver«. Det er Deres og Deres Partis indrømmelse af, at De og Deres Parti har sluttet den Hellige Alliance indtil det sidste med den franske Kapitalismes reaktionære Regering ! Det er Dem, som har afsluttet denne forbryderiske Pagt med den værste Reaktion mod den franske Arbejderklasse og dens Parti, det kommunistiske Parti, mod Socialismens og Fredens Land, - mod Sovjetunionen. Det kan ikke nytte noget, at De i Dag hyklerisk forsøger at foregøgle en Ændring i Deres blad ! De, Hr. Blum, er langt mere Regeringens politiske end dens juridiske Rådgiver: Deres utallige hemmelige forhandlinger med Daladier beviser det. Den socialdemokratiske Partiledelses Erklæring bekræfter Deres Ansvar: den betyder jo, at »Nationens Velfærd« efter Deres Mening kræver Forbud mod det kommunistiske Parti. Det er den juridiske Konklusion af den politiske Kampagne, som De i Spidsen for hele Reaktionen i mange Måneder bar ført mod vort Parti og mod Sovjetunionen. Kendsgerningerne viser kun altfor tydeligt, at når De siger »Nationens Velfærd«, så mener De »Bourgeosiets Velfærd«. Hvad er da den virkelige Grund til Deres og Deres Partis Holdning ? Det er det, som jeg vil forklare Arbejderne, de socialdemokratiske arbejdende Masser, det franske Folk.

I Dag står Arbejderklassen, Frankrigs Folk overfor en tragisk Kendsgerning: den anden imperialistiske Krig er kommet over Europa med hele sit frygtelige Følge af Myrderier, usigelige Lidelser og Ulykker. De ved meget vel, at Frankrigs kommunistiske Parti er mod den imperialistiske Krig og dens dybeste Årsag, Kapitalismen. Det er derfor, at De og Deres - den Hellige Alliances Socialister - har stået i Spidsen for Kampen imod Frankrigs kommunistiske Parti, den eneste Kraft, der er Modstander af denne Krig. Det er derfor, De har forlangt det forbudt, idet De troede, at Bourgeoisiet således ville få frie hænder til føre denne imperialistiske Krig, denne uretfærdige krig. Hvorfor er denne Krig uretfærdig ? For at svare herpå kan det ikke nytte at undersøge, hvem der har begyndt den, men hvilke Kræfter og hvilke Klasser, der fører den, og med hvilke Formål. Svaret er let. Som for 25 år siden skjuler alle Regeringerne deres mål for at drive folkene i krig. Da Hitler trængte ind i Polen, påstod han at kæmpe for befrielsen af Danzig og for at forsvare Tyskland mod indkredsningen. Tjekkoslovakiets og Østrigs Skæbne viser Nazismens sande Mål. Men Daladier og Chamberlain som myrdede Spanien og forrådte Tjekkoslovakiet, lyver for deres vedkommende ligeså uforskammet, når de erklærer, at de forsvarer Polen og at de fører en »antifascistisk Krig«. Den egentlige Årsag til denne Krig er: Tre imperialistiske Stater - England, Frankrig og de Forenede Stater - der i deres klør holder de vigtigste råstofkilder og uhyre økonomiske og finansielle reserver og menneskereserver, som de har erobret gennem krig, udplyndring og udbytning af de arbejdende Masser, de behersker mere end Halvdelen af Verden. Og de har i Sinde at bevare og udvide disse uhyre Territorier og Udbytningskilder. Men tre andre imperialistiske Stater - Tyskland, Italien og Japan - der er fattige på disse Rigdomme vil frarøve den første Gruppe Markederne, indflydelsessfærerne og koloniområderne, som den voldsomt har udvidet efter sin Sejr i den første imperialistiske krig, netop på Bekostning at Staterne i den anden gruppe. Og da hverken den ene eller den anden Gruppe kunne komme videre med de sædvanlige Midler, så fortsætter de nu politiken med andre Midler,- med Kanonerne. Det er det hele ! Jeg hører Dem allerede sige: Men Sovjetunionen, dens Pagter, dens Alliancer, dens røde Hær, er den ikke til noget i denne Krig ? Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, Hr. Geheime-Regeringsråd, er et Land, hvor - som De udmærket ved - Arbejderne og Bønderne har fordrevet Kapitalisterne og de store Godsejere; hvor det kapitalistiske Produktions- og Fordelingssystem er blevet afløst af den kollektive Besiddelse af Produktionsmidlerne og af det socialistiske System, af den frie harmoniske Udvikling af Mennesket i et Liv af Velstand og Frihed, som er værd at leve. Da Profitjagten ikke længere eksisterer i USSR, er den socialistiske Magts eneste Tanke: Menneskets Lykke. Det er derfor, at USSR ikke vil andet end Freden, i Modsætning til Deres kære Venner Daladier, Chamberlain og Konsorter, som ustandselig tørster efter Profit og Røveri, fordi det er kapitalistiske Landes Regeringer. Det er derfor, at USSR, den socialistiske Stat, er en afgørende Fredskraft. Hele Sovjetunionens Eksistens viser det: med standhaftighed og med en uudtømmelig Tålmodighed har den ikke een eneste Dag siden sin Fødsel ophørt med at føre denne Kamp, som er i dybeste overensstemmelse med det internationale Proletariats Interesser. De Hr. Blum, som altid har været og som fortsætter med at være en af de første til at bagvaske den, hvorfor, fortier De, at Sovjetternes Kongres samme Dag den tog Magten, den 7. November 1917, udsendte en Fredsappel til alle Folkeslag og Regeringer i hele verden ? De »glemmer« - med velberåd hu - at Sovjetunionen for over 12 År siden i Genéve stillede Forslag om almindelig, fuldstændig og samtidig Afrustning. Og at den, da det blev forkastet, foreslog en delvis Afrustning, som ligeledes blev forkastet. Lad os tage de sidste Måneder før Krigen; var det efter München ikke klart for ethvert fornuftigt Menneske - og den franske Generalstab var af samme Mening - at Freden på Grund af de dominerende militære Stillinger, som denne berygtede Konference gav Hitler, kun hang i en Tråd ? Men selv i dette Øjeblik forsøgte Sovjetunionen stadig at redde Freden; til Trods for, at Chamberlain og Daladier, Paris og Londons Finansmænds forretningsførere, systematisk havde holdt den udenfor. Den foreslog da London og Paris en tresidet Pagt om gensidig Hjælp - mellem Frankrig, England og Sovjetunionen. Det tjener vort franske kommunistiske Parti til ære, at det har understøttet dette værk som kunne have frelst Freden. Men Chamberlain og hans politichefer Daladier og Bonnet har aldrig ønsket noget sådant. Hvorfor blev Forhandlingerne trukket i langdrag i fire Måneder ? Hvorfor kom de ind i en Blindgyde ? Hvorfor førte den af Sovjetunionen foreslåede militærkonference i Moskva ikke til noget Resultat ? På Grund af en Sabotage, som fortsattes ustandseligt. Forberedte ikke Chamberlain og Daladier en Femårspagt - med Hitler, Mussolini og Beck ? De ved udmærket godt, at det er Tilfældet; det foregik i stor hemmelighed - for Arbejderne, men ikke for Dem, hr. Gehejme-Regeringsråd. Mod denne »Hemmelighed« har De intet at indvende. Fordi den var rettet mod Arbejdernes Land, mod Socialismens Land ! Chamberlain og Daladier, de franske og engelske imperialister, ville ganske simpelt lede deres Rival, den tyske imperialisme, mod Sovjetunionen. Denne Streg er blevet forpurret af den tysk-sovjetiske Pagt. De franske Arbejdere er uendelig lykkelige over, at Sovjetunionen har ført denne Fredspolitik, denne uafhængige Politik, denne det internationale Proletariats politik. Og de ville også gerne have en Regering, som fører en sådan uafhængig Politik og ikke følger Paris og Londons Bankierers ønske. Det er Ærgrelsen over, at det forbryderiske slag ikke ramte, der hensætter Dem i så voldsomt et raseri. Det er da altså slået fast, at den nuværende europæiske Krig er en Krig, fremkaldt af to imperialistiske Grupper, hvoraf den ene vil plukke den anden; følgelig, har Arbejderne, Bønderne, Folkene intet at gøre med denne Sag. Eller rettere, de skal ikke blot beskæftige sig med den for at gøre Slut på den, men for at Udnytte den til at afskaffe Krigens Årsag: det kapitalistiske System. Men det er jo netop det, der generer Dem, Blum, som den gode socialdemokratiske Fører De er. Og det er derfor, De - ligesom i 1914 - søger Argumenter for at, retfærdiggøre den Krig, som Citys Chamberlajn og Bankernes Daladier fører. Først og fremmest påstår De, at den nuværende Krig har til Formål at forsvare Polens uafhængighed ! Polens Uafhængighed ? Hvilken Frækhed ! De, Hr. Blum, har understøttet en Regering, som har druknet Drusernes nationale uafhængighedsbevægelse i Blod i 1925; De, Hr. Blum, har understøttet en Regering, som med ild og sværd undertrykte Rifkabylernes opstand i 1926. De to gange, De har været Regeringschef har De givet de 60 Millioner Arabere, Indokinesere, Negre, Slaver i det franske Koloni-imperium, friheden - eller blot almindelig stemmeret ? De har end ikke befriet de 3.000 Indokinesere, som i 7 år har siddet fængslet i Cayenne, fordi de bad om Ris, Jord og demokratiske rettigheder som franske Borgere. De er altså den, som mindst af alle har Ret til at stille sig i Positur som Forsvarer af nogets Lands Uafhængighed. Og det Polen, som netop er forsvundet, var del uafhængigt ? De ved meget vel, Blum, at dette reaktionære Polen i 1918 af de engelsk-franske imperialister blev dannet af helt uensartede Stykker, idet man kunstigt klæbede forskellige Lande og Folk sammen. Denne Stat, der beherskedes af den engelske og franske kapital, blev udelukkende skabt som en barriere og et opmarchområde mod den Proletariske Revolution, der havde sejret i Rusland. Var dens første Handling som »uafhængig« Stat ikke Krigen i 1920 mod Sovjetternes Republik, til gunst for de fransk-engelske imperialister og under den franske General Weygands kommando ? Resultatet var, at Vest-Ukraine og Vest-Hviderusland blev røvet fra Sovjetrepublikken. Det var et imperialistisk Polen, som for et År siden hjalp Hitler med at lemlæste Litauen og endog sin egen allierede: Tjekkoslovakiet. Det er det »uafhængige« Polen, i hvis Navn De, Blum, sammen med Daladier, har kastet det franske Folk ud i den nuværende Krig med dens Rædsler, dens Lidelser og - allerede - med dens nye skandaløse gullasch formuer. Hvorfor har for øvrigt dette Polen oplevet militære Katastrofer, der er uden Sidestykke i Historien siden Napoleons Epoke ? Den reaktionære polske Stat er blevet likvideret, fordi dens Hær, skønt den var godt udrustet og velbevæbnet, kæmpede uden Begejstring, uden nogensomhelst Patriotisme, i Modsætning til den spanske Folkearme, som, skønt den var dårligt udrustet og dårligt bevæbnet, kæmpede så beundringsværdigt i 32 måneder med en Moral, som intet Nederlag kunne knække. Hvorfor ? Den polske Hær kæmpede uden nogensomhelst Begejstring, uden nogensomhelst Patriotisme, fordi den polske Stat aldrig ophørte med at undertrykke de Ukrainske og Hviderussiske nationale Mindretal. Undertrykkelsen og Udbytningen af dem var så hård, at den engelske Labourdeputerede Beckeit i 1927 efter en Rejse i Vest-Ukraine kunne skrive: »Jeg kender Indien, og De har hørt om den frygtelige Elendighed i Hindulandsbyerne. Men aldrig har jeg endnu haft Lejlighed til at se en så sort, en så fortvivlende Elendighed som her ..«. Den politiske, administrative og kulturelle undertrykkelse adskilte sig i intet fra Tsarismens; den gik så vidt, at Undervisningen i disse Folks nationale Sprog forfulgtes på det mest rasende. Det er ikke længere muligt at opregne alle de Landsbyer, der er nedbrændt, og alle de Bønder, som er pint til døde i Vest-Hviderusland og Vest-Ukraine. Den reaktionære polske stat var ligesom det gamle tsaristiske Rusland ikke andet end et Folkefængsel. På den anden Side kæmpede den polske Hær uden nogensomhelst Begejstring, fordi Arbejderklassen og Bønderne i dette Land brutalt blev udpint at den reaktionære polske Stat. I 15 År har de været berøvet alle Rettigheder og enhver Organisation, med Undtagelse af det polske Socialdemokrati, som var enig med Oberst Beek, som De er det med Daladier og Marin; i over 15 år er Arbejderklassens og Bøndernes bedste Sønner blevet kastet i Fængsel i titusindvis, pint til døde, og utallige var de Småkårsfolk, som blev skudt ned eller hængt. Derfor ville de polske, ukrainske og hviderussiske Arbejdere og Bønder ikke lade sig dræbe for den Stat, der repræsenteredes af Oberst Beck, der snart grundede sin Magt på de engelsk-franske Imperialister, snart optrådte som tysk Spion, i hvilken Egenskab han blev udvist af Frankrig i 1922. Men, siger De med Deres Ven, Hr. Daladier, Frankrigs Ord, Frankrigs Ære kræver, at det kommer Polen til Hjælp. Selvom De ikke forstår Dialektik, så kender De måske Logik, Hr. Gehejme-Regeringsråd. Så forklar følgende: Da Hitlerfascismen i September 1938 forberedte Aggressionen mod Sudeterne, var De for »Ikke-interventionen«. Deres berygtede og hysteriske artikel hvori De fejrede München, vidner stadig om det: Som Daladier fejrede De Bruddet på det givne Ord. Og det drejede sig jo om en »demokratisk Stat«, som Frankrigs Underskrift garanterede Hjælp i Tilfælde af aggression. Polens Uafhængighed ? Frankrigs Ære ? - siger De. Men Spanien, Hr. Blum, hvad har De gjort med Spanien, Hr. Blum, med dette Lands store og ædle Folk ? Ja, hvad har De gjort med det ? Dets Regeringer var under socialdemokratisk Ledelse. Alligevel har De i Spanien anvendt den såkaldte ikke-interventionspolitik, som De hyklerisk har givet dette Navn. Mens De var vidende om Tysklands og Italiens afsendelse af Tropper og Våben, blokerede De det. Ja, De har endog, Hr. Blum, sønderrevet den spansk-franske Handelsoverenskomst af 1935; i den stod: »Spanien forpligter sig til udelukkende at købe det Krigsmateriel, det har Brug for, i Frankrig«. De har lige fra den første Dag forsøgt at kvæle dette revolutionære Spanien, og til slut myrdede De det sammen med Daladier. Og De kræver og retfærdiggør den franske Intervention, Krigen, til Fordel for et reaktionært og kontrarevolutionært Polen ? Til Gunst for et Land, hvor Arbejderklassen, Bønderne og de nationale Mindretal blev undertrykt og udbyttet ? Til gunst for et sovjet-fjendtligt Polen ? Spanien var et Folkedemokrati af en ny Type: de store Godser var blevet opdelt til de fattige Bønder og Landarbejderne; den store Industri og de private Banker blev ledet af Staten med Arbejdernes Hjælp. Dette revolutionære Land har De dræbt. Og De forlanger, at det franske Folk skal gå i Krig ikke for at redde Polen, men for at redde de franske og engelske Kapitaler, der er investeret i Polen, i Olieindustrien, Tekstilindustrien, Transportvæsenet o.s.v. o.s.v. Nuvel, denne Krig, Hr. Blum, vil de franske Arbejdere og Bønder, det franske Folk ikke kendes ved ! Man forstår godt, at Hr. Daladier og De agter at opfylde Deres Forpligtelser overfor dette Polen. Men netop for dette har den franske Arbejderklasse intet tilovers. Thi den elsker det Polen, som De hader, det virkelige Polen, Warszawa-Arbejdernes, Lodz-Tekstilarbejdernes, Minearbejdernes, de udsultede og knægtede Bønders Polen og Hviderussernes og Ukrainernes Polen, - som i Dag er befriet. Den elsker disse det polske Folks ædle Sønner, Dombrowskibrigadens vidunderlige proletariske Helte, som vandt Ære og Berømmelse i det republikanske Spanien. Og som ligesom de franske Arbejdere er Fjender af den reaktionære polske Stat, som er forsvundet. Og derfor har de franske Arbejdere med den største Begejstring set, hvorledes den røde Hær bragte Fred, Orden og Socialisme til Folkene i Vest-Ukraine og Hviderusland, til Folket i ØstPolen. Med Glæde følger de de smukke Modtagelser, som de Ukrainske og Hviderussiske Folk og de Polske Arbejdere beredte den røde Hær; de bevægede Scene; som udspilledes, da Socialismens Hær gik gennem Landsbyerne, er en Folkeafstemning, som ikke er til at tage fejl af. Det nytter ikke noget, at De skriger af Raseri. Det uhyre Flertal af de franske Arbejdere og Bønder er lykkelige over at se disse Lande befriet for Becks og hans Junkeres evneløse og korrumperede Oberst-Regerings Diktatur; de er lykkelige over at se, hvorledes Bondekomiteerne konfiskerer og opdeler de store Godsejeres Jord og Formue; de er lykkelige over at se, hvorledes Landsbykomiteerne og Arbejdergarderne arresterer de Reaktionære,- officerer indbefattet, åbner Skolerne, Forretningerne, Teatrene, Biografteatrene og begynder et nyt Liv under Socialismens Fane. De er lykkelige over at se, at Kommunalrådene ledes af Proletariatets Forkæmpere, som den røde Hær har befriet fra Fængslerne. Endelig har De så fundet et nyt Argument for at forsøge på at retfærdiggøre denne Krig: »Det er - siger De - en Krig for at tæmme Hitlerkræfterne, det er en antifascistisk Krig!« Folkets sunde Fornuft har allerede svaret på denne Svindel. Hvem fører denne »antifascistiske« Krig ? Daladier med Fuldmagterne, den antiparlamentariske Daladier, Daladier, der stræber efter den personlige Magt, som har koncentreret i sin Hånd fem Ministerier, og om hvem De påstår, at han er den eneste mulige Ministerpræsident ! Det er kun et nyt Bevis på Deres Medskyld. Hvilken »antifascistisk« Krig kan en Regering føre, som ikke blot har befriet Cagoularderne, men endog har installeret dem i det civile Forsvar og Censuren ? Er det ikke sådan, at den franske Regering dækker over de forbryderiske blade, som kun bagvasker og opfordrer til Mord, mens den samtidig forbyder den eneste frie avis i Frankrig, Jaurès’ og Vaillant-Couturiers »Humanité«, Cachins og det kommunistiske Partis »Humanité« ? Det er ikke de fascistiske Forrædere, Domstolen i Arras dømmer, det er den kommunistiske Deputerede Quinet, den kommunistiske Borgmester i Liévin, den kommunistiske Borgmester i Noeux - til stor Ære for dem ! Det er ikke de nye Krigsmillionærer, ikke dem, der leverer råddent Kød til Soldaterne, ikke dem, der spekulerer med Mælken og Sukkeret, med Gasmaskerne og Lommelamperne, der forfølges; det er på nuværende Tidspunkt over 500 Arbejdere og Arbejderkvinder, Kommunister, Fagforeningsfolk og endog Socialdemokrater, man slår hårdt ned på, og af hvilke 50, der er Soldater, allerede er overgivet til Krigsretten. Antifascistisk Krig ? Ført af en Regering, som kaster Tusinder af indvandrede Arbejdere - indbefattet de Internationale Brigaders Invalider og hårdt sårede - i Fængsler og Koncentrationslejre, de, som med Ofre og Selvfornægtelse har viet hele deres Liv til Kampen mod Fascismen ! De fascistiske Blade, de fascistiske Organisationer fortsætter mere åbenlyst end nogensinde deres Propaganda. Men det er den kommunistiske Presse, som forbydes. Og Frankrigs kommunistiske Parti sættes udenfor Loven. Til Fordel for Krigen har den Regering, som De yder Deres fulde Støtte, likvideret Sociallovene og de sidste Rester at de demokratiske Friheder; denne Regering underkaster det franske Folk de hårdeste Repressalier, det har kendt siden Kontrarevolutionen efter Kommunen. Den anvender Metoder, som mindre og mindre adskiller sig fra dem, Hitler anvender. Ved at handle således afslører Regeringen sig og viser, at den fører en Krig mod Folkets Interesser, en Krig som den, der udbrød for 25 År siden, og som kostede os i Frankrig over én million Menneskeliv og det dobbelte Antal Krigsinvalider - ene og alene for Kapitalisternes Interesser ! Kort sagt, Blum, der er ikke eet eneste af Deres Argumenter, som holder Stik i den nuværende Krig. De vil bedrage Arbejderne ligesom De gjorde allerede i August 1914 sammen med Paul Faure. Dengang talte De om en Krig for Retten, for Civilisationen, for Demokratiet, mod Militarismen Og ingen har glemt, at den franske Militarisme og den franske imperialisme aldrig har været frækkere end i Årene, der fulgte efter den første imperialistiske Krig. De taler nu om en antifascistisk Krig; og aldrig har Fascismen og Reaktionen været så fræk og så mægtig i Frankrig som efter at denne nye Røverkrig blev sluppet løs. Og netop fordi De, hr. Blum, er for denne kapitalistiske Røverkrig, stiller De Dem i Spidsen for den sovjetfjendtlige, antikommunistiske hetskampagne. De tror, at det Trick, som er lykkedes een gang, også vil lykkes anden gang. Antikommunismen, som Deres ven Besteiro og Oberst Casado anvendte for at slå det spanske Folk ned og udlevere det til Reaktionen, er påny Deres Stridshest. Ved Hjælp at Bagvaskelse og forbryderisk Propaganda har De forberedt den reaktionære Daladier-Regerings Voldshandlinger Og derefter forsøger De, Blum, at desorganisere den eneste Kraft, som modsætter sig den franske imperialismes Krig: det kommunistiske Parti. Hyklerisk henvender De Dem til Kommunisterne. De opfordrer os til at fornægte Kommunistisk Internationale og at følge Dem under Deres Fane, der bærer Mærket »den Hellige Alliance i den imperialistiske Krige Tjeneste«. Men, Hr. Minister, anser De da Arbejderne og Bønderne for at være Idioter ? Ingen har glemt, at Kommunisterne var de eneste, som rigtigt vurderede de Begivenheder, der finder Sted i Frankrig og i hele Verden og frem for alt når det gælder Problemerne Krig og Fred. Hvad har derimod gjort Erobringen af Abessinien, et Skridt henimod Krigen, mulig? Overenskomsterne i Rom, undertegnet af Laval. Hvem stemte imod og afslørede dem som en Forberedelse til Krigen ? Kun Kommunisterne. De var for, De og Deres Deputerede, sammen med Marin, Daladier og Co. Senere foregav De at have »erkendt Deres Fejltagelse«! Hvem afslørede Følgerne at Deres velvillige Neutralitet overfor dem, der overfaldt det revolutionære Spanien? - ene og alene Kommunisterne. Senere foregav De at have »erkendt Deres Fejltagelse«, men en ny Etape på Vejen til Krigen var tilbagelagt. Hvem afslørede München, ikke som Fredens Redning, men som en Handling, der i betydelig Grad bragte Krigen nærmere ? Kun Kommunisterne ! De og Deres Deputerede stemte med Begejstring for München. Senere foregav De at have »erkendt Deres Fejltagelse«; men Sluserne for Krigens rasende Syndflod blev åbnet dengang. Åh, Hr. Minister, De tager altså bestandig fejl ? De er altså en Pave, der er ufejlbarlig med Hensyn til at tage fejl ? Hvis De havde været General, Hr. kriger på andres Bekostning, da ville Deres Soldater allerede have været døde tre-fire Gange. Og hvis De havde været Korporal, ville hele Troppen ved den anden »Fejltagelse« have jaget Dem på Porten. Nej. Der er virkelig ingen, der vil tro, at De altid tager fejl på den Måde. De, Deres Blad og Deres Parti fører altid Landets Herrers Politik, Finanskapitalens Politik, hvad enten det er mod Spanien og for Polen, eller det er mod Sociallovene og for Trusterne, eller mod Kommunisterne for Daladier-Flandin. Men når den oplyste Arbejderopinion forlanger Regnskab, når De, indenfor Deres eget Parti, er i en dårlig Situation, så trækker De Dem ud af det med Vendingen: »Åh, undskyld, det var en Fejltagelse, jeg har taget fejl«. Vi, Hr. Gehejme-Regeringsråd, er Kommunister og er stolte af at være det. Vi er stolte at være Medlemmer af Lenins og Stalins Kommunistiske Internationale, hørte De, Blum, Stalins Internationale. For det første fordi Kommunistisk Internationale er den tro efterfølger af Marx og Engels I. Internationale, som virkelig udbredte den Proletariske Internationalisme i Verden. Og dernæst fordi III. Internationale er opstået af Bolsjevikkernes heltemodige og vældige Aktion i Kampen mod den første imperialistiske Krig. Fordi den er vokset op hånd i hånd med Bolsjevikkernes og hele Sovjetfolkets opbygning af det socialistiske Samfund, som gjorde Menneskehedens gamle Drøm til Virkelighed, foreløbig på en Sjettedel af jordkloden. Derimod fik 2. August 1914 Deres II. Internationales »afskyelige Pestbyld« - som Lenin udtrykte det - til at revne og afslørede den i den fremskredne Arbejderklasses øjne som en simpel samling socialchauvinister, der hver for sig var gået i deres eget imperialistiske bourgeoisis tjeneste. I disse Krigens Dage er vi stolte og lykkelige over, at hundredtusinder Medlemmer af vor Internationale kæmper som vi i den gamle, kapitalistiske Verdens Lande, ligesom vi franske Kommunister, ledet af en eneste tanke, een eneste lære, Stalins og Lenins, kæmper mod deres egne imperialistiske Krigsanstiftere og disses bedste Kammertjenere, Socialdemokraterne af Deres sort. Alt imens udbreder Deres II. Internationale en »uudholdelig ligstank« - stadig som Lenin skrev. Dens Pestbyld, som revnede i 1914, har bredt sig må vidt, at den er blevet imperialismens kontrarevolutionære Avantgarde: den modtager end ikke længere de socialdemokratiske Partier, som reaktionen har forbudt i deres Lande, selv om de kæmpede så vidunderligt som f.eks. Spaniens. Og vi er stolte over at tilhøre den samme Internationale som Dimitroff, der overfor Klassedommerne og Bøddeløksen stod for os som en Kommunist, der Intet fornægter af sin Overbevisning og urokkeligt forsvarer Arbejderklassen og vort kommunistiske Verdensparti. Og i Fængslerne, hvor Hundreder af Arbejdere, Bønder og Soldater indespærres, står mindet om Dimitroff stadig for deres øjne. Vi er stolte over at være Medlemmer af det kommunistiske Verdensparti, som for altid har omstyrtet Kapitalismen på en sjettedel af Jordkloden og i Stedet oprettet socialistisk Styre med Fred og Velstand. Vi er med andre Ord, stolte over at tilhøre samme Parti som Stalin; vi anstrenger os for at lære af hans vældige Værk og at være værdige Elever af ham. De, Hr. Geheime-Regeringsråd i den imperialistiske Stat, gement og simpelt håner De Stalin; De afslører Dem derfor endnu en Smule, idet De - Dværg - søger at ramme en Menneskehedens Gigant. Proletarerne, de undertrykte i hele Verden, som vender deres Blikke mod Stalin, ved, at hvert Minut af hans Liv, der helt står i det internationale Proletariats, i Socialismens Tjeneste, er en Lære, en stadig Appel til Kamp uden Svaghed af nogen Art. Og det ligegyldigt om det var i hine fjerne Dage, hvor han med Lænker om Fødderne modtog slagene af Gendarmernes Pisk uden at vakle, fordi han var sikker på Fremtiden, eller det er nu som Vejleder, som Fører i det store socialistiske Land, der står som et Fyrtårn, hvis Lys fra Dag til Dag drager Folkene i hele Verden nærmere til sig. Den, som har gjort den gamle socialistiske Drøm til Virkelighed, ham hader De, Blum, politiske Kandestøber fra de parlamentariske Korridorer, De Blum, der er intim Ven med de største kosmopolitiske Finansmænd - der er dekoreret for deres Røverier eller Tyverier, som f.eks.: Oustric, Deres ven. Til de Arbejdere, til de Mennesker med fremskredne Tankegang, som læser mig, siger jeg: Vi Kommunister er stolte over, at vi sammen med vor store Stalin beæres med kapitalisternes Had, som De så udmærket forsvarer og er Talerør for ! Sikre på, at Fremtiden tilhører det franske Proletariat, sikre på, at det vil sejre i en Fremtid, som er nærmere, end mange måske tror, er vi stolte over at tilhøre Lenins og Stalins Parti. Vi er stolte over, at vort glorrige kommunistiske Parti fortjener et sådant Had i og sådanne Repressalier fra den franske imperialistiske Klikes Side med samt dens Lakajer af Deres Type. Og som vore elskede Læremestre vil vi ikke standse Kampen, før vi har vundet Sejren over Fjenden.

Tjekkoslovakiet, Demokratiets sidste Bolværk i Mellemeuropa, er bukket under for Hitlers og Chamberlains eksempelløse Sammensværgelse imod Folkenes Frihed og Fred. Den franske Regering har godkendt denne Sammensværgelse og har begået Forræderi mod sin mest trofaste Forbundsfælle, et Forræderi, der er uden Sidestykke i Verdenshistorien. Deltagerne i Konferencen i München har bag Folkenes Ryg og imod deres Vilje besluttet at sønderlemme den tjekkoslovakiske Republik og at overlade den tyske Fascisme Herredømmet over Mellemeuropa. Chamberlain og Daladier har nedværdiget sig til at blive Fascismens Rakkerknægte og har påtaget sig den skændige Opgave at påtvinge .den tjekkoslovakiske Regering Hitlers Diktat. Ved deres Politik har de imod Folkeslagenes Frihedsvilje, imod den kollektive Sikkerheds Princip, imod Folkerettens Grundbegreber udslynget Magtsproget: »Det er forbudt at gøre Modstand mod de fascistiske Røvere! «

Denne Politik, der er æreløs Kapitulation og forbryderisk Håndlangertjeneste for den fascistiske Røverbande, blev gennemført i Forklædningen »Fredens Redning«. Med perfid Beregning blev der begået et uhyre Bedrageri mod Folkenes Fredslængsel. Den tyske Fascisme var kommet ind i en Blindgyde. Dens afpressende Krigsprovokationer måtte bryde sammen i samme øjeblik, den så sig stillet overfor en Fredsfront bestående af alle de demokratiske Stormagter. Intet havde været lettere end at oprette denne Fredsfront og tvinge den fascistiske Krigsprovokatør til Kapitulation.

Det var netop Hitlerregeringens Kapitulation, den engelske og franske Reaktion for enhver Pris ville forhindre. For dem er Hitler Gendarmen mod Folkenes demokratiske Frihedsbevægelse, mod Arbejderklassen og mod Sovjetunionen. Hellere vil de prisgive alle Nationers Interesser end prisgive deres Gendarm. For at skjule denne sande Grund til deres Overenskomster med den tyske Fascisme for Folkene øgede de kunstigt Krigspanikken til Kogepunktet. De fremkaldte i London, i Paris, i alle Lande i Europa det Indtryk, at Krigen var uundgåelig, hvis man ikke opfyldte Hitlers Fordringer. De beordrede delvis Mobilisering, dels for at lade som om de var besluttet på Kamp, dels for at skræmme Folkemasserne. Den forlængst planlagte Kapitulation i München forkyndte de i sidste øjeblik som den sidste Mulighed for »Fredens Bevarelse« - og derpå optrådte de igen som »Fredens Redningsmænd«. De reddede ikke Freden, men derimod dens frygteligste Fjende - den tyske Fascisme.

De ikke alene frelste den tyske Fascisme, men overdrog den oven i Købet Herredømmet over Mellemeuropa. Derved gav de den endelig en Basis, der gør det muligt for den at gøre sig klar til en Verdenskrig. De udleverede de små Stater i Europa til den fascistiske Røverbande og undergravede Frankrigs Stilling som Stormagt. Ved alt dette gav de det franske og det engelske Folks Dødsfjende Mulighed for forstærket at fortsætte sit »Korstog« mod det europæiske Demokrati og at gøre et Forsøg på at tvinge hele Europa ind under sit Diktatur. I Stedet for at redde Freden har de først rigtigt fremmanet en vanskeligt afvendelig Fare for en langvarig Verdenskrig, der vil kræve uoverskuelige Ofre.

I.

Den tyske Fascisme anvender i sin Kamp om Verdensherredømmet de samme Metoder, som den i sin Tid anvendte i sin Kamp for Herredømmet i Tyskland. Storbourgeoisiets reaktionære Kredse, de samme Kræfter, der hjalp den til Magten i Tyskland, understøtter den nu i Europa. De samme Svagheder i de demokratiske Modstandskræfter, som den kan takke for sine Sejre i Tyskland, skylder den nu Takken for sine Sejre i Europa.

Sammensværgelsen mellem Bourgeoisiets mest reaktionære Kredse, Sværindustriens og Godsejernes ledende Mænd, har spillet Nazipartiet i Tyskland Magten i Hænde. Nazipartiet var i 1932 kommen ind i en Blindgade. Det hjemsøgtes af en indre Krise. Det mistede sine Tilhængere og Medlemmer, det spaltedes i Fraktioner, det begyndte at gå i Opløsning. I dette Øjeblik besluttede Fascismens reaktionære Forsørgere, de Herrer fra Sværindustrien og Storgodsejerkredsene, sig til at træde frem fra deres Skjul og overdrage Regeringsmagten til deres Protegéer.

Den samme Fremgangsmåde gentages nu i den internationale Politik. Det engelske Bourgeoisis mest reaktionære Kredse og deres franske Ligesindede, der hidtil mere eller mindre hemmeligt understøttede den tyske Fascisme, er i den vanskelige Situation, som Tyskland var kommen i, trådt frem fra deres Skjul, og har åbenlyst overdraget deres Protegé Herredømmet over Mellemeuropa.

Sammensværgelsen indenfor Bourgeoisiets mest reaktionære Kredse, ved hvis Hjælp Nazipartiet underkuede det tyske Folk, kunne lykkes, fordi en stor Del af Folkemasserne gik på de fascistiske Bedrageres Limpind. Fascisterne gjorde Demokratiet ansvarlig for Elendigheden, som Kapitalismen havde læsset på Folket. De forsikrede for, at sønderrivelsen af Fredstraktaterne ville afskaffe Folkets Nød. De appellerede til Massernes antikapitalistiske Indstilling for ved deres Hjælp at opnå en Styrkelse af det kapitalistiske System. Til sidst satte de ild på Rigsdagen for ved denne uhyrlige Provokation at fremkalde Panik og føre Folkets brede Lag på Vildspor.

Alt dette gentog sig nu med få Ændringer i den tyske Fascismes internationale Propaganda. De fascistiske Bedragere gør Demokratiet og Fredstraktaterne ansvarlig for Uroen i Europa. De appellerer til Folkemassernes Længsel efter Freden og erklærer, at der ikke er andre, der truer Freden, end den angrebne, der yder Modstand. Ved uhyrlige Krigsprovokationer forvirrer og skræmmer de Folkene for efter Rigsdagsbrandens Metode at angive Ofrene som skyldige. De udspreder den Opfattelse, at der i enhver Situation findes et Middel, der kan redde Freden - den angrebnes fredelige og betingelsesløse Kapitulation for Angriberen. Med samme Ret kunne en Tyvebande erklære overfor Borgerne i en eller anden By: »Det ligger i jeres egne Hænder at gøre en Ende på alle Indbrud, ved at I frivilligt og ubetinget udleverer os alle jeres Værdigenstande.«

Fascismen kunne oprette sit Herredømme over Tyskland, fordi de demokratiske Kræfter Skridt for Skridt veg tilbage for den, fordi de indtil Selvmord forsøgte at løskøbe sig ved Indrømmelser. Ved Demokratiets Selvlemlæstelse, ved den stadig mere vidtgående Indskrænkning af Folkets demokratiske Frihedsrettigheder, ved at give Afkald på den beslutsomme Modstand beredte de feje og forblindede Demokrater Vejen for Fascismen. I deres Angst for Folkets Kræfter udsendte det tyske Demokratis Partier Parolen: »Mod Fascisme og Kommunisme«. Derved spaltede de den antifascistiske Front, forhindrede de Folkemassernes Samling, og derved tilskyndede de til Fascisternes tøjlesløse Hetz imod »Bolsjevismen«, hvormed de tilslørede deres Kamp mod Demokratiet. Spaltningen af den antifascistiske Front, Spaltningen af Arbejderklassen var den afgørende Årsag til Demokratiets frygtelige Nederlag. Socialdemokratiets og de frie Fagforeningers Førere håbede lige til det sidste øjeblik, at de ved deres Kamp mod Kommunisterne kunne finde Nåde for Bourgeoisiets øjne og redde deres Parti og deres Organisationer fra Undergang. Ved deres Vigepolitik, ved Forhindrelsen af den antifascistiske Enhedsfront hidførte de deres egen Undergang. Skal det samme gentage sig i Dag i international Målestok ? Endnu engang forsøger de demokratiske Kræfter at løskøbe sig ved Indrømmelser til den tyske Fascisme. Endnu engang er de bange for Folkets Kræfter, viger de tilbage for at understøtte det spanske Folk i dets Kamp, deltager de i Hetzen imod Kommunisterne, forhindrer de Folkemassernes Samling, ryster de ved Tanken om, at en vældig Folkebevægelse kunne feje de reaktionære Regeringer over Ende og erstatte det indholdsløse, intrigerende parlamentariske Svindleri med et sundt, frugtbart, kæmpende Folkefrontsdemokrati. Endnu engang sætter sådanne Førere fra II. Internationale som Citrine og Blum sig imod Arbejderklassens Samling, trænger sig på for at gøre Chamberlain og Daladier Venskabstjenester, anbefaler de snarere Kapitulationen overfor Hitler end Arbejderklassens internationale Aktionsenhed og Samarbejdet med Sovjetunionen i Kampen for Freden og Demokratiet. I Stedet for beslutsomt at træde op imod Hitlers og Chamberlains Sammensværgelse mod Folkenes Frihed og Fred, fejrer de nu Chamberlain som »Fredens Redningsmand« og foregiver, at de anser Hitlers hykleriske Erklæringer for at være troværdige.

Hitlers sidste Bedyrelser om, at han nu ikke stillede flere territoriale Krav i Europa, tages øjensynlig for gode Varer af det europæiske Demokratis Ordførere, der ikke vil tage mod Fornuft. Har de allerede glemt, at Hitler den 1. Februar 1934 bedyrede: »Påstandene om, at Tyskland skulle have til Hensigt at krænke den Østrigske Stats Grænser, er meningsløse og fuldkommen ubegrundede.« Har de allerede glemt, at Hitler den 21. Marts 1935 i Rigsdagen forsikrede: »Tyskland har hverken den Hensigt eller den Vilje at blande, sig i Østrigs indre Politik eller endog at annektere Østrig.« Har de da allerede glemt, at Hitler den 11. Juli 1936 højtideligt garanterede Østrigs Uafhængighed og yderligere bekræftede denne Pagt den 20. Februar 1938 ? Har de endelig glemt, at Hitler efter de tyske Troppers Indmarch i Rhinlandet den 7. Marts 1936 ordret erklærede: »Tyskland har overhovedet ikke flere territoriale Krav i Europa.« Hver gang åndede det europæiske Demokrati »lettet« op igen, og hver gang fulgte der et skændigt Brud på de højtidelige Tilsagn. Hitler har aldrig holdt sit Ord. Han vil lige så lidt holde det i Morgen som i Går. Hånleende slår han de Tåber i Ansigtet, der krampagtigt gør sig Umage for at ryste alle Erfaringer af sig, og som i en Brandstifter vil se en Brandslukker, i en Bedrager en Gentleman, i en Krigsprovokatør en Fredens Redningsmand.

Status over de fascistiske Erobringer er den demokratiske selvforblændelses Status. Der var ikke Mangel på klare Forudsigelser fra de fascistiske Aggressorers Side. Hver Gang har disse Demokrater, der intet vil lære, betegnet disse Forudsigelser som »overdrevne«. Og hver Gang, det forudsagte skete, trøstede de sig med, at det »slet ikke var så slemt«, at man måtte anerkende »Kendsgerningerne«, og at man nu endelig igen kunne »arbejde roligt og sove roligt«, som Leon Blum formulerede det så kosteligt. Sove roligt - Indbegrebet af denne selvmorderiske »demokratiske« Politik.

Kommunistisk Internationale kan rose sig af, at den stadig har rusket op i de sovende, at den hårdnakket har forudsagt Fascismens Aggressioner og Dag efter Dag foreslået de eneste Midler til at forhindre dem. Vi vil ikke minde om alle Kommunistisk Internationales Advarsler, Påmindelser og Opråb, vi vil kun henvise til, hvad Kommunistisk Internationales VII. Verdenskongres sagde allerede for tre År siden. I den VII. Verdenskongres’s Resolution til Kammerat Ercolis Referat står der: »De tyske Fascisters eventyrlige Planer er yderst vidtgående og tager Sigte på en Revanchekrig mod Frankrig, på Tjekkoslovakiets opdeling, Anneksion af Østrig, Tilintetgørelse af de baltiske Landes Selvstændighed….. Det engelske Bourgeoisis førende Kredse understøtter de tyske Rustninger for at svække Frankrigs Hegemoni på det europæiske Fastland, for at vende de tyske Rustningers Brod fra Vest mod øst og for at rette Tysklands Aggressivitet mod Sovjetunionen. Ved denne Politik søger England i Verdensmålestok at skabe en Modvægt mod de Forenede Stater og samtidig at forstærke ikke blot Tysklands, men også Japans og Polens sovjetfjendtlige Tendenser. Denne den engelske Imperialismes Politik er en af de Faktorer, der fremskynder Verdenskrigens Udbrud.«

Og Kammerat Gottwald sagde i sin Kongrestale: »Den tyske Imperialisme truer en Række af Lande. Blandt de første, der ligger indenfor Skudvidde, er Tjekkoslovakiet. Det tjekkiske folk står i Fare for at tabe den nationale Uafhængighed. Det tyske, slovakiske, ungarske, ukrainske og polske Folk i Tjekkoslovakiet er i Fare for at komme ind under den tyske, den ungarske og den polske Fascismes Jernhæl.«

Disse Advarsler blev udtalt ikke een Gang, men blev gentaget utrætteligt. Når vi minder om det, så . sker det ikke for at slå fast, at vi havde Ret, men derimod for at vise, at dette Års Begivenheder ikke kom overraskende, at det allerede i Året 1935 var muligt at forudse dem, og at det ville have været muligt at forhindre dem ved energisk og rettidig Modstand. Fascismen kunne kun realisere sine forlængst fastlagte og endnu langtfra gennemførte Planer, fordi de ledende demokratiske og socialdemokratiske Kredse anstillede sig blinde, for at de kunne være fritaget for Nødvendigheden af at gå ind for Samlingen af alle de demokratiske Kræfter til Kampen mod den truende Fare.

II.

Den 21. Maj gav Hitler sin Armé Ordre til at marchere ind, i Tjekkoslovakiet. I sidste Øjeblik måtte han tilbagekalde denne Ordre. Det tjekkoslovakiske Folks Modstand tvang den franske Regering til hurtigt at gå i Aktion og til at erklære, at den ville holde sin Pagt. At Sovjetunionen overholder sine Overenskomster, ved alle Folkeslag og alle Regeringer. Ansigt til Ansigt med denne klare Situation kunne den engelske Regering ikke gøre andet end advare sin tyske Protegé mod en Aggression, der ville ende ulykkeligt for den selv. Hitler stod overfor en overvældende Fredsfront og måtte hurtigst muligt trække sig tilbage. En Krig mod Frankrig, Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen kan Tyskland ikke føre. Den tyske Fascisme havde vovet sig for langt frem og måtte tænderskærende finde sig i det politiske Nederlag.

Hitler forstod, at han uden nøjagtige Aftaler med Chamberlain ikke ville være i Stand til at realisere sine Røverplaner. Kun hvis Chamberlain førte ham ved Hånden, kunne han nå sine Mål i Mellemeuropa. De britiske Imperialister havde jo tydeligt ladet ham føle det. På den anden Side ville også de for enhver Pris undgå, at der igen opstod en lignende Situation, hvor England mod sin Vilje kom i en Fredsfront med Sovjetunionen. Folkeslagene måtte ikke erkende, at en sådan overvældende Fredsfront til enhver Tid vil være i Stand til at lægge Bånd på den tyske Fascisme og tvinge den til Fred. Hitlers andet Angreb mod Tjekkoslovakiet blev omhyggelig forberedt af det engelske Bourgeoisis mest reaktionære Kredse. Chamberlain tog Tøjlerne i sin Hånd for at lede sin Protegé ud af Blindgyden og for at berede Sejrens Vej for ham.

Det engelske Diplomati begyndte at spille. Den franske Regering blev listet til at give Afkald på enhver selvstændig Politik og lydigt at trave i Hælene på den engelske Imperialisme. Chamberlain sendte sin Lord Runciman som »Rådgiver« til Tjekkoslovakiet for at lægge et Tryk på Regeringen, for at konspirere med de reaktionære Agrarer og for at indgyde Henleinpartiet nyt mod. Ledende Kredse indenfor Henleinpartiet var rede til at gå ind på en Løsning af det Sudetertyske Spørgsmål indenfor den tjekkoslovakiske Stats Rammer. Ifølge Runcimans egen Tilståelse rådede han dem til, at de kun skulle give sig tilfreds med Sudeternes Afståelse til Hitlertyskland. Forhandlingerne mellem Henleinpartiet og den tjekkoslovakiske Regering blev atter og atter trukket i Langdrag under intetsigende Påskud, indtil Hitler havde mobiliseret en Armé på 2 Millioner Mand og sendt dem til Manøvre ved den tjekkoslovakiske Grænse. Nu lod Chamberlain »Times« erklære offentligt for første Gang, at Sudeterområdets Afståelse til Hitlertyskland var nødvendigt for at »befri« Europa. Derpå krævede Henlein Folkeafstemningen og fremprovokerede en »Episode« i Mährisch-Ostrau, der gav de Sudetertyske Underhandlere Lejlighed til at afbryde Forhandlingerne med Regeringen. Samtidig begyndte Forberedelserne til Henleinkuppet og de propagandistiske Erklæringer om, at Hitler i Nürnberg ville sige det afgørende Ord om Krig eller Fred. Således lykkedes det de engelske Imperialister at hamre ind i Verdensoffentligheden, at Sudeterspørgsmålet ikke længere var et indre Anliggende i den suveræne tjekkoslovakiske Republik, men derimod et europæisk Stormagtsproblem.

Hitler gav i Nürnberg Signalet til Kup i Sudeterområdet. Kuppet brød ynkeligt sammen; det var ikke Folkets Masser, men derimod kun nogle Hobe Landsknægte, der rejste sig med Våben i Hånd. Regeringen kunne hurtigt genoprette Ordenen. Henlein flygtede skyndsomst over Grænsen. Såvel den spanske som den Østrigske »Variant« var uigennemførlig for Hitler. Atter kom Chamberlain til Hjælp. Han begyndte systematisk at så Krigspanik i hele Europa og at fremkalde det Indtryk, at Hitler var besluttet på at marchere mod Frankrigs, Englands, Sovjetunionens og den Lille Ententes forenede Kræfter. Han gebærdede sig, som skulle man tage den tyske Krigsprovokatørs skræmmende Trusler alvorligt, som om Krigen var blevet næsten uafvendelig. Endelig satte han sig i en Flyvemaskine og fløj til Berchtesgaden som en anden Fredsengel. I Hitlers Villa blev den videre Fremgangsmåde aftalt. Chamberlain vendte tilbage til London, forklarede sine rørte Samtidige, at han var dødsenstræt - og præsenterede næste Dag Verden for Hitlers Memorandum, der krævede Sudeterområdets Afståelse som den eneste og ufejlbarlige Recept på at opretholde Freden. De engelske Imperialister og deres franske Lakajer satte den tjekkoslovakiske Regering Revolveren for Brystet og opfordrede den til ufortøvet at antage dette Ultimatum, da Hitler ellers ville marchere ind, og Frankrig og England ikke ville understøtte Tjekkoslovakiet. Den tjekkoslovakiske Regering, i hvilken de reaktionære Agrarer, der forlængst havde konspireret med den tyske Fascisme, havde Overvægten, bøjede sig for Trykket.

Og nu skete der noget, der krydsede Chamberlains Planer. I glødende Harme rejste Folkemasserne sig i Tjekkoslovakiet og fejede Regeringen bort. Under Arméinspektør Sirovys Forsæde blev der dannet en ny Regering, der af Folket fik det Hverv at forsvare Tjekkoslovakiet. Den demokratiske Folkebevægelse i Tjekkoslovakiet fremkaldte et vældigt Ekko i Frankrigs og Englands Folkemasser. Folkene begyndte at træde offentligt frem imod deres forræderiske Regeringer. Sovjetunionen erklærede åbent og virkningsfuldt, at den ville opfylde sine Forbundsforpligtelser. Jugoslavien og Rumænien forkyndte, at de var rede til at støtte Tjekkoslovakiet. Polen blev skræmt tilbage ved en Note fra Sovjetunionen. Præsidenten for Amerikas Forenede Stater erklærede, at Amerika i Tilfælde af en Krig ville stå på den Angrebnes Side. Situationen havde hurtigt ændret sig, og Chamberlain forstod, at den højeste Hast og Snedighed var nødvendig for at forhindre, at der skulle opstå en overvældende Fredsfront, og for at redde den tyske Fascisme ud af den Klemme, den nu var i.

Manøvren blev gennemført med perfid List. Hitler erklærede, at hans gamle Krav var forældet. Tjekkoslovakiet måtte forsvinde fra Landkortet. Mussolini skyndte sig at stille sig ved hans Side, fik Polen og Ungarn til at anmelde deres Krav og talte om en Krig, hvis Mål var »et nyt Europa«. Chamberlain fløj endnu engang til Hitler. Samtalen i Godesberg blev pyntet dramatisk og betegnet som mere eller mindre resultatløs. Den engelske Imperialismes Kobbel øgede Krigspaniken til det yderste. I England og Frankrig blev der forordnet delvis Mobilisering og uddelt Gasmasker. Med Midler, hvis Mangel på Alvor lå klart for Dagen, men som hensatte de ophidsede Mennesker i Rædsel, blev der forberedt en »Evakuering« af London og Paris. Befolkningen blev hensat i den Tro, at Krigen var uundgåelig, og kun ét under kunne redde Freden. Og så blev »Underet« sat i Scene: Mussolini, Chamberlain, Daladier fløj til München og besluttede offentligt, hvad de forlængst var besluttet i det skjulte: at sønderlemme Tjekkoslovakiet. Tilfredsstillelsen af alle den tyske Fascismes Krav blev fremstillet for Folkene som »Fredens Frelse«.

I den første Afspænding efter den kunstigt fremkaldte Krigspanik lod mange Mennesker sig overbevise om, at Freden faktisk var frelst, og at der ikke havde været noget andet Middel til at frelse den end Prisgivelsen af Tjekkoslovakiet og Mellemeuropas Udlevering til den tyske Imperialisme. Men i Løbet af kort Tid vil de samme Mennesker forundret gnide deres øjne og erkende det uhyre Bedrageri, de har været Ofre for.

Allerede den 21. Maj lod Hitler sin Armé marchere - trods det blæste han i den allerstørste Skynding Retræte, da han så sig stillet overfor de vestlige Stormagter, Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet. Dette Tilbagetog i sidste Sekund havde en ganske simpel Årsag, der består uforandret: Hitlertyskland er ikke i Stand til at føre en Krig mod en overvældende Freds front. Hvis han alligevel vover denne Krig, mod enhver Fornuft, mod det tyske Folks Vilje og mod den tyske Generalstabs indvendinger, ville det i den kortest mulige Tid betyde den tyske Fascismes fuldstændige Sammenbrud. Det var i September ikke anderledes end i Maj; tværtimod; de Forenede Staters Indgriben i September forstærkede yderligere en sådan Fredsfronts Overvægt. Hitler vogtede sig også ængstelig for ved en eller anden Krigshandling at fremkalde en Situation som den 21. Maj; han gik ikke længere end til skræmmende Trusler. Ligesom han aldrig formåede at erobre Herredømmet over Tyskland ved et Kup, men derimod kun ved det reaktionære Bourgeoisis Nåde, således kunne han heller aldrig opnå Herredømmet over Mellemeuropa ved en Krig, men derimod kun ved de engelske Imperialisters og deres franske Følgesvendes Nåde.

Freden ville have været reddet den Dag, da den franske og den engelske Regering klart og tydeligt sagde, at Frankrig og England var besluttet på sammen med Sovjetunionen at forsvare Tjekkoslovakiet, at Hitlertysklands første militære Angreb betød den tyske Fascismes Tilintetgørelse. Det undgik Chamberlain og Daladier omhyggeligt at sige; de lagde ikke noget Tryk på Hitlertyskland, men derimod på Tjekkoslovakiet.

En klar og fast Holdning fra Frankrigs og Englands Side overfor den tyske Angriber havde opmuntret alle Småstater i Europa til at slutte sig til den vældige Fredsfront; det kunne tydeligt ses af Rumæniens og Jugoslaviens Optræden efter Sovjetunionens Erklæring.

En klar og fast Holdning fra Frankrigs og Englands, Side havde skræmt Polen og Ungarn tilbage og havde idet mindste kunnet fremkalde et politisk Omsving i Polen, hvor Regeringen stod på yderst svage Fødder. Overfor en sådan Holdning hos Frankrig og England ville Hitlertyskland have stået isoleret. Den indre tyske Opposition imod Hitler, der aldrig før har været så stor som i de sidste Uger, ville hurtigt være vokset til en alvorlig Fredsfaktor i Europa. Fascismen var ikke mere kommen ud af Blindgaden. Men netop denne usædvanlige Mulighed for at kvæle Fascismen ved en Fred, der blev påtvungen den, og for at befri Verden for det fascistiske Mareridt, netop den Mulighed foranledigede Chamberlain og hans Lakajer til åbent at understøtte Hitlertyskland.

III.

Fascismen vil hensynsløst udnytte sine nye Sejre i Mellemeuropa. Tjekkoslovakiets Skæbne truer de små Stater. Folkenes Uafhængighed på Balkan såvelsom i Schweiz, i Holland, i Belgien og i Danmark er i Fare. I alle Lande, hvor der lever tysktalende Mindretal, vil de tyske Fascister forstærke Organiseringen af deres »femte Kolonne«, ikke mindst i Frankrig og i Polen. Desuden lader Hitler allerede nu skinne igennem, at Kravet om Kolonier igen vil komme frem. De engelske Imperialisters Metode, at opfodre den tyske Fascisme på andres Bekostning, skjuler endnu en Række af Muligheder. Der eksisterer små Stater med Kolonialbesiddelser, som Holland, Belgien og Portugal hvorfor skulle Chamberlain ikke en Dag befale dem, at de skal afstå deres Kolonier til Hitlertyskland »for at frelse Freden«? Og hvorfor skulle den engelske Imperialisme vige tilbage for også at tvinge Frankrig til territoriale Indrømmelser for at frelse »Freden«? Frankrig må allerede nu betale en stor Del af Gildet. Dets Forbundssystem i Europa blev tilintetgjort, dets Sikkerhed blev undermineret, Folkeslagenes Tillid til dets Mission blev rokket, Regeringen Daladier har forvandlet Frankrig til den engelske Imperialismes Vasal. Det franske Folk er et af dem, der mest må lide under Sammensværgelsen i München.

Som næste Offer for deres Rakkertjeneste har de fire Mænd fra München udset sig den spanske Republik. »Fredsenglene«s Forhandlinger om, hvordan man bedst kan kvæle det spanske Folk, er allerede begyndt. Daladier bestræber sig åbenlyst for så hurtigt som muligt at lægge Løkken om Halsen på Frankrig og efter Forræderiet mod sin tjekkoslovakiske Forbundsfælle at sørge for, at Hitler og Mussolini også kan befæste deres Krigsstillinger mod Frankrig i Pyrenæerne. Der er dog en Hage ved den Sag: det spanske Folk og dets heltemodige Folkearmé har i over to År ydet sejrrig Modstand mod de fascistiske Angribere og er ikke til Sinds at kapitulere overfor et Diktat fra Chamberlain. De ved, at Chamberlain er deres Fjende, de gør sig ingen illusioner om Daladier, for dem er det ikke noget nyt, at Frankrigs og Englands såkaldte demokratiske Regeringer forråder Folkenes Sag, og at kun Folkemasserne kommer dem til Hjælp. Overfor de imperialistiske »Fredsengle«s åbenlyse Anstrengelser for at sikre den tyske og den italienske Fascisme Overherredømmet over Europa, byder den almindelige Livsvilje alle Folkeslag, at de med deres yderste Energi skal understøtte det spanske Folks Kamp. Arbejderne og de Arbejdende i alle Lande og først og fremmest de franske Arbejdere og Arbejdende må forstå, at det er deres Frihed og deres Fremtid, det spanske Folk forsvarer, at den spanske Folkearmé står som en Forpost i Europa imod Barbarernes Indtrængen. I den Skæbne, der har mødt de tjekkoslovakiske Arbejdere og Bønder, der i Titusindvis flygter for de tyske og de polske Besættelsestroppers Bajonetter og må overlade deres Hjem, deres Kvæg, alt, hvad de ejer og har, til Røverne, i den Skæbne må alle Landes Arbejdende erkende, hvad der truer dem, hvis de ikke gør Modstand mod de fascistiske Bødler. I dette frygtelige Eksempel må de erkende, at den spanske Folkearmé ikke blot forsvarer Spanien, men også Folkets Kvinder og Børn, Bøndernes Gård og Jord, Arbejdernes og de Arbejdendes Liv og Ejendom i alle Lande. Ufortøvet, fuldstændig, enig Hjælp til Spanien - det må være Folkenes første Svar til Røverne fra München.

De engelske Imperialister ønsker ikke, at Europas Folk skal komme til en demokratisk Forståelse. De vil have et sønderrevet Europa, der er rystet af Krigsfare, et Europa, der ikke lever i Fred og Venskab med Sovjetunionen. De har lammet Folkeforbundet. De har erstattet den kollektive Sikkerheds System med en Tilstand af almindelig Usikkerhed. De har ombyttet Folkeretten med Næveretten og har mod alle Folkeslags demokratiske Selvbestemmelsesret oprettet et Tribunal, som kun fire Mænd er med i, som bag lukkede Døre forhandler og fælder sine Dødsdomme over Nationerne. De har overdraget de fascistiske Banditter Politimagten over Europa og udnævnt de notoriske Krigsbrandstiftere til » Fredens Frelsere«. Samtlige krigeriske Forviklinger i de sidste År har kun haft een Ophavsmand: Fascismen. Krigen mod Abessinien, Krigen mod Spanien, Krigen mod Kina, den uafladelige Krigsspænding i hele Europa - alt dette er Fascismens Værk. Den, der som Chamberlain understøtter Fascismen, den, der forhindrer Modstanden mod den og ikke tillader dens Nederlag, er en Fjende af Freden, en der puster til Krigens Brand. Der eksisterer ikke noget alvorligt Forsvar for Freden uden alvorlig Kamp mod Chamberlain og hans Følgesvende. Der eksisterer ikke nogen virkelig Fred i Europa uden en demokratisk Folkeregering i England.

Daladier er blevet Chamberlains medsammensvorne. Han har forrådt Folkefrontens Program og det franske Folks Interesser. Han har indblandet den franske Regering i en imperialistisk Sammensværgelse, der på det alvorligste udsætter Freden og Frankrigs Eksistens for Fare. Kun en virkelig Folkefronts politik i Frankrig kan garantere Europas Fred og Frankrigs Sikkerhed. Kun en Folkefront, der ikke tåler Forræderi mod sit Program og ikke tåler en Politik, der er rettet mod det franske Folks Interesser, kan bevare Frankrig og Europa for de alvorlige Rystelser.

Mod Fascismens Blok, der tynger hårdt på Europa, må Folkemasserne i Frankrig, England og de øvrige europæiske Lande slutte sig sammen i en fast antifascistisk Blok. De Arbejdende må erkende, at de er blevet skændigt forrådt, at Sammensværgelsen i München er rettet mod alle Folkeslags demokratiske Frihedsrettigheder, mod deres mest elementære Interesser. Chamberlain og hans Lakajer vil knuse Folkefronten i Frankrig. De vil forhindre, at der opstår en Fredsfront i England. De har i München vist, hvordan de opfatter det borgerlige Demokrati: som en Klike af Reaktionæres Herredømme, der suverænt afgør Nationernes Skæbne. Folkefrontsbevægelsen kæmper for et Demokrati af en ganske anden Slags, den mobiliserer Folkemasserne mod de reaktionære klikers herredømme. De Herrer Chamberlain og Daladier vil afskære Folket fra enhver Form for Medbestemmelse og vil nedværdige Folkemasserne til at være et upolitisk Publikum, der sidder bag det sænkede Tæppe og venter på, hvilket Scenebillede det nu behager de reaktionære Regissører at vise for dem; det sidste Scenebillede, der blev forevist, hed »Fredens Frelse«; og bag det sænkede Tæppe blev det tjekkoslovakiske Folk kvalt. Og nu skal det spanske Folk kvæles bag det sænkede Tæppe.

Folkemasserne, Arbejdernes og de Arbejdendes Organisationer må erkende den Fare, de befinder sig i. De såkaldte demokratiske Regeringers fascistvenlige Politik kan ikke forblive uden Virkninger for deres Indenrigspolitik. Der forberedes et Felttog mod Folkemassernes demokratiske Frihedsrettigheder. Der varsles en ny Hetz mod Sovjetunionen og mod Kommunisterne. Mod de mest trofaste Forfægtere af Folkets Interesser, mod de kommunistiske Partier, begynder der en Klapjagt, der kun tjener det Formål at spalte og svække Folket. Reaktionen giver sig i Lag med også at anvende Recepten fra München mod Folkemasserne i deres eget Land. At styrke Folkefrontsforbundet mellem Arbejderne og Bønderne og Middelklassen i Byerne, at mobilisere alle de Arbejdendes Organisationer, at forstærke Kommunisternes og Socialisternes broderlige Samarbejde med de ærlige Demokrater og de troende Masser mod denne reaktionære Sammensværgelse er en Opgave, der ikke må udsættes.

Det gælder om, at man ikke længere lader Fascismens Rakkerknægte i England og i Frankrig, Forræderne overfor det franske og det engelske Folks Interesser, skalte og valte med Folkenes Skæbne. Det gælder om at gøre Millionmasserne klart, hvad det er for »Fredsengle«, der opfylder alle de notoriske Krigsbrandstifteres Krav. Den Fred, som Masserne af hele deres Hjerte længes efter, er ikke Dødens og Gravens Fred, men derimod den Fred, der garanterer Folkeslagenes Liv og Frihed. Denne Fred kan kun opstå gennem beslutsom og samlet Kamp mod de fascistiske Babarers Fremstormen.

IV.

Fascismen er den grusomste, mest uforsonlige Fjende af Arbejderklassen. I hvert eneste Land er dens første Handling ødelæggelse af alle Arbejderklassens Organisationer, blodig Forfølgelse af alle ærlige Arbejderfunktionærer, Mord på Proletariatets mest trofaste Sønner. Fascismens reaktionære medsammensvorne understøtter også derfor så beredvilligt de fascistiske Banditter, fordi de i dem ser Proletariatets Bødler. For at krydse denne nederdrægtige Sammensværgelses Planer mod Arbejderklassen er det mere nødvendigt end nogensinde før, at Arbejderklassens Enhed virkeliggøres i hvert eneste Land og i international Målestok.

I denne overordentlig alvorlige Situation må man i fuld Klarhed og Åbenhed stille det Spørgsmål: Hvor står II. Internationale? Hvad gør den, og hvad har den i Sinde at foretage sig for at realisere Arbejderklassens Enhed ? I Årevis har Kommunistisk Internationale arbejdet utrætteligt for at overvinde Spaltningen, for at oprette Arbejderklassens Enhed. Den har i de sidste År gentagne Gange henvendt sig til II. Internationale og foreslået Aktionsenhed. I Februar 1933, lige efter Hitlers Magtovertagelse, opfordrede Kommunistisk Internationale alle kommunistiske Partier til at foreslå de socialistiske Partier fælles Forholdsregler. II. Internationale forhindrede imidlertid Samarbejdet mellem Arbejderpartierne.

I Oktober 1934, da de spanske Arbejdere med Våben i Hånd rejste sig imod den truende Fascisme, henvendte Kommunistisk Internationale sig direkte til II. Internationale med Forslag om »ufortøvet at organisere fælles Aktioner til Understøttelse af det kæmpende spanske Proletariat«. II. Internationale afviste dette Forslag.

Den 10. April 1935 foreslog Kommunistisk Internationale II. Internationale at fejre 1. Maj ved fælles Demonstrationer af de kommunistiske og de socialistiske Partier imod Fascismen og Krigen. II. Internationale afviste dette Forslag.

Den 25. September 1935 rettede Kammerat Dimitroff i Kommunistisk Internationales Navn en Appel til II. Internationale om en fælles Aktion imod Mussolinis umiddelbare Overfald på Abessinien. Da II. Internationale ikke straks gav et klart Svar, og Krigen imidlertid brød ud, henvendte Kammerat Dimitroff sig den 7. Oktober 1935 atter til Eksekutivkomitéen for II Internationale. Han foreslog, at alle Arbejderklassens og de Arbejdendes Kræfter skulle sættes ind, for at man kunne opnå, at Krigshandlingerne blev indstillet. II. Internationale afviste dette Forslag.

Den 6. Oktober 1936 henvendte Repræsentanter for Kommunistisk Internationale, Kammeraterne Cachin og Thorez, sig til II. Internationale og forlangte et Møde, for at man kunne diskutere en »øjeblikkelig fælles Aktion fra alle internationale Arbejderorganisationers Side« for Spanien. Den 14. Oktober afholdtes dette Møde, men Repræsentanterne for II. Internationale afviste ethvert Samarbejde.

Den 3. Juni 1937, efter den tyske Fascismes Slagskibes Beskydning af Almeria, henvendte Kommunistisk Internationale sig påny til II. Internationale. I Annemasse mødtes de to Internationalers Delegerede. Arbejderne knyttede vældigt håb til denne Sammenkomst. Men II. Internationale forpurrede den fælles Hjælp og den fælles Kamp for den spanske Republik.

Sluttelig har Citrine og Mertens i Juni i År i Oslo forhindret Sovjetfagforeningernes Sammenslutning med det Internationale Fagforeningsforbund. De afviste Sovjetunionens 23 Millioner Fagforeningsmedlemmers Sammenslutning med de fagorganiserede Arbejdere i de kapitalistiske Lande.

Denne hårdnakkede Afvisning af Arbejderklassens internationale Aktionsenhed fra II. Internationales reaktionære Føreres Side er en Forbrydelse mod Arbejderklassen. Enhedens Sabotører hjælper Fascismen med at lange Slag på Slag ud mod Arbejderne, med at knuse deres Organisationer, med at træde deres Rettigheder under Fode, med at tilintetgøre deres Frihed. Hvis II. Internationale og dens Partier fortsætter med at sabotere Enheden, bliver de overfor det internationale Proletariat medskyldige i alle Bagslag for Arbejderklassen.

Kommunistisk Internationale undlod i de alvorlige Dage, da Kampen stod om Tjekkoslovakiet, fuldstændig bevidst at forelægge II. Internationale et direkte Forslag om fælles Aktion, da et Afslag kun ville have været egnet til at få de Sammensvorne mod Friheden og Freden til at knejse med Nakken. Denne Frygt var desværre alt for velbegrundet. Førende Mænd indenfor II. Internationale har ved deres Optræden understøttet Chamberlain og Hitler og lettet Forræderiet overfor Tjekkoslovakiet og Bedrageriet overfor Folkemasserne. Det var først og fremmest det engelske Arbejderpartis reaktionære Førere og Føreren for de franske Socialister Leon Blum, der solidariserede sig med Chamberlain og fejrede den tyske Fascismes Lakajer som »Fredens Frelsere«. Det var Leon Blum, der anbefalede den skændige »Ikke indblanding«s politik mod Spanien. Det var Leon Blum, der gik ind for, at Chamberlain overtog »Mæglingen« i Spanien. Det var Leon Blum, der i sine daglige Artikler i »Populaire«, de franske Socialisters Centralorgan, betegnede Tjekkoslovakiets Sønderlemmelse som uundgåelig og overbragte Bødlerne fra München sine Lykønskninger. Da Mørket sænkede sig over Mellemeuropa, udråbte han, at nu kunne man igen sove roligt.

Det engelske Arbejderpartis og de engelske Fagforeningers reaktionære Førere fejrede Chamberlains Flyvetur til Sammensværgelsen som et »Skridt i Retning af Freden«. Ganske vist fik de det tragiske Mod, at de opfordrede de kneblede tyske Arbejdere til Kamp mod Hitler; men de forsømte bevidst at mobilisere de engelske Arbejdere mod Chamberlain. På få Undtagelser nær har Førerne for II. Internationale faktisk ydet den, tyske Fascisme Hjælp. Nogle af dem har allerede tidligere prist Okkupationen af Østrig som »historisk nødvendig«, ja som en »revolutionær Handling«. Og de har prisgivet Tjekkoslovakiet uden så meget som at tænke på nogen alvorlig Modstand.

Det er nødvendigt at sige det åbent og hensynsløst for at gøre det klart for alle Arbejdere, hvilken Fare deres Bevægelse befinder sig i. Det Arbejdsfællesskab, der er mellem II. Internationales reaktionære Førere og det reaktionære Bourgeoisi, lammer den socialdemokratiske Del af Arbejderklassen. Det er på højeste Tid fuldstændig at knuse Enheden med Chamberlain, med Daladier, med de Sammensvorne mod Arbejderklassen, Friheden og Freden og at oprette Arbejdernes Enhed. Det er på højeste Tid, at man sammensvejser det internationale Proletariats Kræfter og mandigt, modigt, enigt og med proletarisk Beslutsomhed går imod Fascismen. Det er på højeste Tid, at man stiller de reaktionære Sammensvornes Blok overfor Proletariatets granithårde, fasttømrede Blok.

Den internationale Arbejderklasse har Ordet. Trods midlertidige Nederlag er den rig på uudtømmelig Kraft, på umådelige Muligheder. Det gælder blot om at samle den, og det ikke i en Diplomatiets og Listeskoenes Enhedsfront, men i en Enhedsfront, der betyder beslutsom Kamp, Mod og Fasthed. En sådan Enhedsfront vil være i Stand til at samle de Arbejdendes Masser, alle ærlige Demokrater og ægte Venner af Freden om sig og hidføre Folkenes Sejr.

For tre År siden mødtes de Delegerede fra alle kommunistiske Partier til Kommunistisk Internationales VII. Verdenskongres. Kongressen blev en historisk Begivenhed. Georgi Dimitroff udviklede under Kongressens åndeløse Deltagelse og stormende Tilslutning de strategiske Grundlinjer for Kampen mod Fascismen og mod Krigsfaren. Kongressens Beslutninger betød en dristig Vending i Kommunistisk Internationales Politik, en Vending til alle Landes og Kontinenters Folkemasser, der stod urolige og ophidsede overfor det fascistiske Barbaris Fremstormen. Kommunistisk Internationales VII. Verdenskongres viste disse Masser Udvej en af en Situation fuld af Rædsler og Trængsler, anviste de kommunistiske Partier den store Opgave at realisere Arbejderklassens Enhed og alle Arbejdendes Kampfællesskab mod Fascismen, og lærte dem at tilpasse deres Kampmetoder til den nye Verdenssituation.

Den nye Verdenssituation

Det gjaldt først og fremmest om at klargøre den nye verdenssituation for Kommunisterne, for de socialdemokratiske Arbejdere, for Bønderne, der stadig styrtede længere ud i Elendigheden, og for Mellemklasserne i Byerne. Socialismens Sejr i Sovjetunionen, Kapitalismens eksempelløse Krise, Arbejderklassens Nederlag i Tyskland og i andre Lande, de arbejdende Massers Revolutionering i hele den kapitalistiske Verden, Udfoldelsen af en stor antifascistisk Massebevægelse, den voksende Trussel mod Demokratiet og Freden, mod Kulturen og hele den menneskelige Civilisation fra Fascismens Side gav Verden et helt nyt Præg. Det var ikke mere Verden fra 1918 eller Verden fra 1929, det var noget udenfor Sammenligning, noget, der aldrig havde været før. På en Sjettedel af Jorden den sejrrige Socialisme, i Hjertet af Europa det fascistiske Diktatur, et Voldsherredømme af hidtil utænkelig Grusomhed, Nederdrægtighed og Raseri, en eksempelløs Rystelse og Radikalisering af de bredeste Folkemasser, Faren for en Verdenskrig, sammenlignet med hvilken Verdenskrigen i 1914 kun var et Forspil - alt dette stillede Folkene, og først og fremmest Arbejderklassen overfor uhyre Afgørelser. Overfor denne Verdenssituation måtte Arbejderne og først og fremmest Kommunisterne omhyggeligt kontrollere deres Styrke og deres Svagheder, lære Fjenden at kende og drage Vennerne nærmere til sig, rette deres Fejl på Grund af smertelige Erfaringer og gøre deres Våben endnu mere fuldkomne, opdage nye Former for Kampen. Menneskehedens Redning fra det fascistiske Barbari blev Kommunisternes umiddelbare Mål. De er vokset med dette Mål og har lagt sig på Hjerte, hvad Kammerat Dimitroff tilråbte dem:

Den VII. Verdenskongres har hjulpet alle revolutionære Arbejdere med at se Verden, som den er, og til at finde Kraften til at forme den, som vi vil.

Fascismen

»En sådan Fjende må man kende nøje og fra alle Sider!« sagde Kammerat Dimitroff, da han beskrev Fascismen for de Delegerede på den VII. Verdenskongres. Fascismen er noget nyt. Det er umuligt at trænge ind i dens Væsen ved mekanisk Anvendelse af historiske Eksempler. Det er hverken »Absolutisme« eller »Bonapartisme« og heller ikke simpelthen »Bourgeoisiets Diktatur«. Den Slags historiske Etiketter svækker dens frygtelige Egenart og kan kun føre til, at man undervurderer den på en farlig Måde. Kammerat Dimitroff har på den Verdenskongres gjort op med alle disse falske Teorier:

»Fascismen - det er ikke en Form for Statsmagten, der angiveligt står over begge Klasser, Proletariatet og Bourgeoisiet, som f.eks. Otto Bauer har hævdet. Det er ikke »oprørsk Småborgerskab, der har sat sig i Besiddelse af Statsapparatet«, som den engelske Socialist Brailsford erklærer. Nej, Fascismen - det er ikke en Magt, der står over Klasserne, heller ikke Småborgerskabets eller Pjalteproletariatets Magt over Finanskapitalen. Fascismen - det er selve Finanskapitalens Magt. Det er Organiseringen af den terroristiske, blodige Undertrykkelse af Arbejderklassen og den revolutionære Del af Bønderne og de Intellektuelle. Facismen i Udenrigspolitikken - det er Chauvinismen i dens brutaleste Form, der opavler et dyrisk Had mod de andre Folkeslag. «

Kammerat Dimitroff gentog det, som Kommunistisk Internationales Eksekutivkomité på sit 13. Plenum så træffende og bestemt fastslog: »Fascismen er det åbne terroristiske Diktatur, der udøves af Finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske og mest imperialistiske Elementer.« I de sidste Års Forløb har Masserne hundrede Gange kunnet overbevise sig om Rigtigheden i det, der her blev konstateret. I Tyskland hersker ikke de Bønder, der bryder sammen under Tvangsøkonomiens Byrde, hersker ikke de Middelklassefolk i Byerne, der udplyndres hensynsløst og ikke engang er i Stand til at medvirke i Kommunalforvaltningen, langt mindre da i Statsledelsen, hersker ikke det Pjalteproletariat, hvis Forhåbninger gik til Grunde den 30. Juni 1934 i de myrdede SA-Føreres Blod, hersker ikke Bourgeoisiet i sin Helhed; thi store Dele af Bourgeoisiet står med voksende Forfærdelse overfor det fascistiske Rædselsregime - i Tyskland hersker en bande af Storkapitalister og Bankmagnater, profiterer ved Krigsproduktionen, og som drømmer om at forvandle den halve Verden til deres Kolonier. Denne lille Bande af kapitalistiske Forbrydere, der ikke alene beriger sig på Folkemassernes Elendighed, men derimod også på svagere Dele af Bourgeoisiets Bekostning (Jødeforfølgelserne er et Led i dette Togt efter Bytte), har optaget en Række forvovne, skrupelløse, moralsk lavtstående eventyrere i deres Midte og lønner en hel Hær af Slyngler, Dagdrivere, Snyltere, professionelle Mordere og Bøddelknægte for ved Hjælp af dette Affald fra en forrådnende Verden at kunne bedøve Folket, splitte det og holde det nede ved Vold. Af disse Elementer har Finanskapitalen opbygget et nyt Statsapparat, ved Hjælp af denne købte Horde af Amtsledere, Kommissærer, Partipampere og Gestapo-embedsmænd udøver det sit uindskrænkede Herredømme. Hersker disse betalte Røverriddere derfor over deres kapitalistiske Befalingsmænd ? De hersker lige så lidt over dem, som de Røverbander, der er taget i Petroleumskapitalens Tjeneste, hersker over Rockefeller og Deterding! Hersker Hitler over sine kapitalistiske Ordregivere? Han var, er og bliver ved med at være deres Agent, omend en kostbar Agent med alle hans Primadonna-luner og Weekend-Overraskelser. Sikkert nok er denne Form for Herredømme også for Finanskapitalen et vildt Hasardspil, og mange Gange får en Thyssen vel Angstfornemmelser, når han tænker på Enden - men den af Verdenshistorien dødsdømte Røverbande, som Bourgeoisiets øverste Spids i Dag er sammensat af, ser ikke nogen anden Udvej for sig end dette ville Hasardspil. Det er Kapitalismens dybtgående Krise, den kapitalistiske Verdens dybt gående Råddenskab, der her kommer til Udtryk.

Kammerat Dimitroff tilråbte de Delegerede på den VII. Verdenskongres: »Fascismen er en grusom, men den er ikke nogen stabil Magt !« Han mindede om Kammerat Stalins Ord: »Fascismens Sejr i Tyskland må man ikke betragte blot som et Tegn på Arbejderklassens Svaghed og som et Resultat af Socialdemokratiets Forræderi mod Arbejderklassen, da det jævnede Vejen for Fascismen. Man må også betragte den som et Tegn på Bourgeoisiets Svaghed, som et Tegn på, at Bourgeoisiet ikke længere er i Stand til at herske med Parlamentarismens og det borgerlige Demokratis gamle Metoder, hvorfor det i sin Indenrigspolitik er tvungen til at gribe til terroristiske Regeringsmetoder; som et Tegn på, at det ikke mere er i Stand til at finde en Udvej af den nuværende Situation på Grundlag af en fredelig Udenrigspolitik, hvorfor det er tvunget til at gribe til Krigens Politik.«

Overfor mange småborgerlige og socialdemokratiske Politikeres fatalistiske Opfattelse af, at Fascismen er så overmægtig, at man næppe kan modstå den, er denne Konstatering af den største Vigtighed. Fascismens ubestridelige Resultater har ikke deres Rødder i dens Kraft, men derimod i dens demokratiske Modstanderes Svaghed og Fejhed. Repræsentanterne for den mest reaktionære Del af Bourgeoisiet i England, Frankrig og andre Lande, de Herrer Chamberlain, Flandin e tutti quanti gør ikke det fascistiske Tyskland og Italien Indrømmelser, fordi de anser Fascismen for at være så stærk, men derimod bare fordi de med fuld Bevidsthed er deres Medsammensvorne. De ved nøjagtigt, at de demokratiske Magter i Forbund med Sovjetunionen er uendeligt meget stærkere end de fascistiske Magter, at de ved beslutsom fælles Handling uden særlig Besvær ville være i Stand til »at spærre Luft og Vand« for Fascismen - men Folkenes Masser ved det endnu alt for lidt.

Faktisk lykkes det stadig med ringere Resultat for de fascistiske Magter at skjule den fremskridende Opløsningsproces indenfor Fascismen. I Tyskland ser højtstående Officerer indenfor Rigsværnet sig tvungen til åbent at træde op mod den fascistiske Krigsøkonomi. Rigsværn og Industri klager stadig højere over Mangelen på kvalificeret Ungdom. Materiellet og »Menneskematerialet« bliver stadig dårligere, Industriens Produkter bliver stadig mindre værd, Trafikkatastrofer, Børnedødelighed, Sygdomme, Epidemier tager Overhånd, Korruption og moralsk Opløsning æder sig længere og længere ind, Videnskaben forfalder, Bøndernes Kvæg går til Grunde i Hundredtusindvis, ude i Folket vokser den Stemning: »Skal det hele gå til Grunde, det er da helt meningsløst.« Hverken den øgede Terror eller den trefold forstærkede Propaganda formår at gøre en Ende på denne Opløsningsproces. Enhver beslutsom Modstand må åbenbare hele Fascismens indre Skrøbelighed. Overfor mange småborgerlige og socialdemokratiske Politikeres Jamren og Klagen, der understøttet den fascistiske Mythos om »Uimodståeligheden«, er det nødvendigt at oplyse Masserne om Fascismens dybe indre Modsætninger og vædskende Sår.

Det borgerlige Demokrati

Det borgerlige Demokrati er jo, som Karl Marx har fastslået, Bourgeoisiets tilslørede Diktatur. Fascismen er imidlertid ikke simpelthen en Skærpelse, ikke simpelthen en kvantitativ Ændring af dette Diktatur, den adskiller sig kvalitativt og væsentligt fra det borgerlige Demokrati. Arbejderne og de Arbejdende bliver også udbyttet og undertrykt på mange Måder under det borgerlige Demokrati; men de kan til Forsvar slutte sig sammen i Organisationer, Fagforeninger og Partier, de kan åbent forfægte deres økonomiske, politiske, kulturelle Krav, de kan åbent forsvare deres Frihed og Menneskeværdighed. Fascismen tilintetgør systematisk samtlige de Arbejdendes Frihedsrettigheder og Organisationer, den ophæver de arbejdende Menneskers Ret til at flytte, hvorhen de vil, og træder med koldt Behag alle Menneskeværdigheder under Fode, den tvinger Mand og Hustru, Barn og Olding ind i Krigsproduktionens Hoveritjeneste og forvandler hele Staten til et Fangehus, til en Koncentrationslejr. Gestapos trotskistiske Agenter og »Venstre«-Vrøvlehoveder påstår, at der ikke er nogen væsentlig Forskel mellem Fascismen og det borgerlige Demokrati; thi Kapitalisme er Kapitalisme. Med den samme Ret kunne man påstå, at der ikke er nogen væsentlig Forskel mellem en Kannibal og et Kulturmenneske; thi Menneske er Menneske. Kammerat Dimitroff gik på den VII. Verdenskongres med den største Energi imod denne farlige Svindel: »Fascismens Overtagelse af Magten er ikke simpelthen den ene borgerlige Regerings Erstatning med en anden; men derimod en Statsform for Bourgeoisiklasseherredømmet, det borgerlige Demokrati, der bliver afløst af en anden, af det åbne terroristiske Diktatur. Det ville være en alvorlig Fejl at ignorere denne Forskel. Det ville hindre det revolutionære Proletariat i at mobilisere de Arbejdendes bredeste Masser i By og på Land til Kamp mod den Fare, at Fascisterne skal gribe Magten, eller i at udnytte de Modsætninger, der består i selve Bourgeoisiets Lejr.«

Arbejderklassens Forsvar for det borgerlige Demokrati mod Fascismen blev en elementær Nødvendighed. Arbejdernes Kamp er under alle Omstændigheder en Kamp for en Udvidelse af Demokratiet. Denne Kamp at gøre dem klar over, at Bourgeoisiets Klasseherredømme kun tillader en indsnævret demokratisk Udvikling, at kun Socialismen er i Stand til konsekvent at virkeliggøre Demokratiets Tanker, at Sovjetdemokratiet betyder det højeste og mest fuldkomne Demokratis Triumf, er en af de vigtigste Opgaver for alle Kommunister; det betyder imidlertid ikke på nogen Måde, at vi under alle Omstændigheder forholder os fjendtligt overfor det borgerlige Demokrati. I den proletariske Revolutions År var Parolen om det borgerlige Demokrati kontrarevolutionær, fordi den i Bourgeoisiklasseherredømmets Interesse Var rettet imod Arbejdernes Bestræbelser for at overvinde dette Klasseherredømme og at lægge Grundstenen til det socialistiske Demokratis Verden; men selv i den proletariske Revolutions År gjaldt det jo om også, at indhente det, den borgerlige Revolution havde forsømt, og i Tyskland f.eks. at bryde Junkernes Magt. I dag, hvor man står overfor Fascismen, er Parolen om det borgerlige Demokrati fremskridtsvenlig; det gælder om at bevare alle Arbejdernes og de Arbejdendes borgerlige Frihedsrettigheder, Resultaterne af den borgerlige Revolution og Resultatet af Proletariatets hårdnakkede Klassekamp under det borgerlige Demokrati fra Tilintetgørelse fra det fascistiske Voldsherredømmes Side. Det gælder om at forsvare Kulturen, Moralen, Humaniteten, som Menneskeslægten har tilkæmpet sig under svære Anstrengelser, mod Barbariets Fremstormen. Det gælder om at forhindre ødelæggelsen af alle det menneskelige Livs Værdier, af alle åndelige og moralske Erobringer og at forhindre, at Menneskeheden bliver udsat for en Katastrofe uden Lige.

Kammerat Dimitroff sagde for tre År siden: »Vi er Tilhængere af Sovjetdemokratiet, de Arbejdendes Demokrati, Verdens mest konsekvente Demokrati. Men i de kapitalistiske Lande forsvarer vi hver en Fodsbred af de borgerlig demokratiske Friheder, der trues af Fascismen og af den borgerlige Reaktion, og vi vil også gøre det i Fremtiden, fordi Proletariatets Klassekamps Interesser kræver det.«

I disse tre År har Kommunisterne i alle Lande vist sig som de mest hårdnakkede og utrættelige Forsvarere af de borgerlig-demokratiske Friheder, der er blevet truet af Fascismen og den borgerlige Reaktion. I Spanien har de tvunget Provokatørerne og »Venstre«- Vrøvlehovederne tilbage, de, som ved deres Agitation for Oprettelsen af det proletariske Diktatur og ved deres pseudosocialistiske Eksperimenter stødte Bønderne og Mellemklassen i Byerne fra sig og ydede Fascismen Hjælp. De kæmper for den konsekvente Gennemførelse af et borgerligt Demokrati, der ganske vist i mange Henseender adskiller sig fra det traditionelle borgerlige Demokrati i andre Lande, som f.eks. i England. Det er ganske klart, at der i Spanien opstår det, som José Diaz karakteriserede som et »Demokrati af en fly Type«: Igennem en to-årig Krig har Folkets Masser udgydt deres Blod for dette Demokrati, de har konfiskeret de fascistiske Storgodsejeres og de fascistiske Kapitalisters røvede Ejendom, den afgørende Kraft i deres demokratiske Revolution er Arbejderklassen, der på det intimeste forbinder sig med Bønderne - alt dette giver det Demokrati, der opstår i Spanien, sin særegne Karakter. Dette Demokrati er mere fremskredent, mere udviklet og mere socialt end f.eks. det nedarvede engelske Demokrati; det giver Arbejderklassen og Folkemasserne mere vidtgående Rettigheder og større Muligheder for at sikre sig mod de fascistiske Folkefjender. I Frankrig og andre Lande kæmper Kommunisterne ikke blot for Forsvaret af, men også for Udvidelsen af de demokratiske Folkerettigheder, for en Udrensning indenfor Statsapparatet og Arméen for fascistiske Elementer, for Forholdsregler mod den Røverbande, som Finanskapitalen består af; i denne Kamp gælder det ikke alene om at imødegå »Venstre«- Demagoger og eventyrere, der bag revolutionære Fraser skjuler deres Indrømmelser til det reaktionære Bourgeoisi eller deres Hjælp til Fascismen, men derimod også de mærkelige Demokrater, der vil »reformere« det truede Demokrati ved en Nedskæring af de demokratiske Folkerettigheder for så at sige at komme Fascismen i Forkøbet og begå Selvmord af Angst for Døden.

Enhedsfronten

Kampen mod Fascismen fordrer Arbejderklassens Samling. Fascismen formåede kun at sejre i Tyskland, fordi en uenig og splittet Arbejderklasse stod imod den. Socialdemokratiets reaktionære Føreres intime Arbejdsfællesskab med Bourgeoisiet hidførte Arbejderklassens Spaltning. I Partier, hvis Ledelse understøttede den imperialistiske Krig og hadede Revolutionen som Pesten, var der ikke mere Plads for revolutionære Arbejdere; Arbejderklassens Avantgarde sluttede sig sammen i den Kommunistiske Internationale. Millioner af socialdemokratiske Arbejdere var imidlertid ikke straks i Stand til at gennemskue deres reaktionære Føreres forræderiske Politik. De var vænnet til i disse Førere at se en Personificering af deres Vilje, de var ved hundrede Troskabens og Traditionens Tråde knyttet til de gamle Organisationer, de mente, at det kun drejede sig om taktiske Fejl og ikke om en principielt forkert Politik fra deres Partiledelsers Side, og derfor blev de ved at være Socialdemokrater. Socialdemokratiets reaktionære Førere fremstillede Kommunisterne som Splittelsesmænd, radikale Overdrivelser i de kommunistiske Partier gav Næring til denne Fordom hos de brede Arbejdermasser, og således lykkedes det for Bourgeoisiets reformistiske Tjenere tit at fremkalde en Kløft mellem socialdemokratiske og kommunistiske Arbejdere. Denne Spaltning svækkede ikke blot umiddelbart Arbejderklassen, den svækkede også i høj Grad Arbejderbevægelsens Ti1trækningskraft på Mellemklasserne og begunstigede Fascismens Fremtrængen. På den VII. Verdenskongres fastslog Kammerat Dimitroff: »Fascismen kunne først og fremmest komme til Magten. fordi Arbejderklassen ved den Politik, der betød Arbejdsfællesskab med Bourgeoisiet, og som blev gennemført af Socialdemokratiets Førere, var spaltet, var politisk og organisatorisk afvæbnet overfor det angribende Bourgeoisi. De kommunistiske Partier var imidlertid ikke stærke nok til at bringe Masserne i Bevægelse uden og imod Socialdemokratiet og at lede dem i den afgørende Kamp imod Fascismen.«

Den VII. Verdenskongres var et afgørende Skridt frem mod Arbejderklassens Enhed. Den forpligtede Kommunisterne til tålmodigt og utrætteligt at stræbe frem mod Aktionsenheden med de socialdemokratiske Partier og Organisationer. Den har slået en bred Bresche i den Mur, der kunstigt er rejst mellem socialdemokratiske og kommunistiske Arbejdere, og gennem denne Bresche har Kommunister og Socialdemokrater set deres Klassefællers Broderansigt, og de har rakt hinanden Broderhånd. Den har lettet den revolutionære Udvikling ikke alene hos de jævne Medlemmer, men også hos Titusinder af Socialdemokratiets Funktionærer, og den har bidraget væsentligt til Dannelsen af en venstre Fløj indenfor den Socialistiske Internationale. Forholdet mellem Socialdemokrater og Kommunister har i de tre År siden den VII. Verdenskongres ændret sig væsentligt i mange Lande. Resultaterne af Enhedsfronten i Spanien og i Frankrig har overbevist stadig større Dele af Socialdemokratiet om Kommunisternes ubetingede Oprigtighed. Den Mistro mod Kommunisterne, som de reaktionære Førere har indgydt ærlige Socialdemokrater, er forsvunden mere og mere. Den Erkendelse, at det ikke er Kommunisterne, men derimod Socialdemokratiets reaktionære Førere af samme Slags som Citrine, der gennemfører en Splittelsespolitik, tager mere og mere Overhånd i de socialdemokratiske Arbejderes og Funktionærers Rækker. Den dumme og frække Løgn, at Enhedsfronten kun er en »Moskva-manøvre«, taber sin Virkning mere og mere og gør Plads for Erkendelsen af, at den Kommunistiske Internationale Tre År efter den VII. Verdenskongres ikke forfølger nogen Særinteresser, men derimod kun tjener Arbejderklassens almene Interesser. I stadig mindre Grad formår Bagtalelserne og Intrigerne at fordunkle Arbejdernes Bevidsthed om, at Arbejderklassens Samlings Epoke er begyndt, at vi er i Færd med at stige frem af Splittelsens Kløfter for at betræde Klasseenhedens faste Grund. Stadig tydeligere forstår Arbejdernes Masser, at deres værste Fjender er de Demagoger, der puster til gammelt Nag og forsøger at stifte nyt, der ikke vil finde sig i, at Broderstridens Sår er ved at lukke sig, og at det sønderdelte Proletariat er ved at samle sig til et eneste kraftigt Legeme.

Ansigt til Ansigt med Fascismens voksende Aggressivitet og den umiddelbart truende Fare for en ny Verdenskrig er det imidlertid nødvendigt at fremskynde Enhedsprocessen og at gøre alt for at virkeliggøre Arbejderklassens Enhed i rette Tid. Vi må så indtrængende som muligt gøre det klart for vore socialdemokratiske Klassefæller, at hvert eneste Tempotab for den proletariske Samling er en Tempogevinst for Fascismen, at vi ikke har nogen Tid at spilde for at kunne sætte en ubrudt sluttet Modstandskraft imod Frihedens og Fredens Dødsfjende.

Vi vil med et Eksempel vise, hvilken afgørende Betydning det har, at vi opretter Aktionsenheden i rette Tid:

Fascismen tredobler sine Anstrengelser for at knuse det republikanske Spanien. Chamberlain og hans Klike har opbygget deres »Gentleman overenskomst« med Mussolini og hele deres Udenrigspolitik på den Antagelse, at det republikanske Spanien ikke kunne yde Modstand ret meget længere. Denne Antagelse var gal: Så meget desto mere anstrenger Chamberlain og hans Klike sig for at understøtte den fascistiske Intervention i Spanien og at kvæle den spanske Republiks Modstand. Udviklingen i Spanien vil også være afhængig af, hvor hurtigt det lykkes at tvinge den engelske Regering til en Ændring i dens fascistvenlige Politik ved en voldsom Massebevægelse og at komme den spanske Republik til Hjælp ved fælles internationale Aktioner. Den elementære Forudsætning for en sådan Hjælp er Enhedsfronten. Det engelske Arbejderpartis reaktionære Førere erklærer, at Englands kommunistiske Parti talmæssigt er så ubetydeligt, at det ikke er værd at slutte Forbund med. Vi har for nogle År siden hørt det samme »Argument« i Frankrig. I Dag har Frankrigs Kommunistiske Parti over 300,000 Medlemmer, som de ikke har vundet på det Socialistiske Partis Bekostning; thi også det Socialistiske Parti er vokset ved Enhedsfronten. Før Fagforeningernes Sammenslutning i Frankrig var der ialt organiseret ca. 800,000 Arbejdere i begge Fagforeningsretninger, i Dag har CGT over 5 Millioner Medlemmer. I de engelske Fagforeningers og det engelske Arbejderpartis Rækker er der af 14 Millioner engelske Arbejdere organiseret omtrent 5 Millioner; Enhedsfronten ville i England som i Frankrig tilføre Arbejderbevægelsen Millioner af nye Mennesker og være i Stand til at udløse en Folkebevægelse, som Chamberlain ikke ville formå at holde Stand imod. Ved den internationale Aktionsenhed, ved Foreningen af alle Fagforeninger i Amsterdam Fagforeningsinternationalen ville der opstå Muligheder for samlet og virkningsfuld Understøttelse til den spanske Republik og for Kampen mod »Ikke-indblandingen«s forbryderiske Politik, Muligheder, der ikke kan overvurderes. Ikke uden Grund har de spanske Socialister atter og atter besvoret deres Internationale, at den skal oprette Aktionsenheden med den Kommunistiske Internationale; de har selv gjort Erfaring for, hvilken Kraft Enhedsfronten indeholder, og overfor den reaktionære Kynisme, som behersker en Del af de Førere, der står i Spidsen for den Socialistiske Internationale, og den dybe Mistillid til Masserne, som en anden Del af dem nærer, ved de af egen Erfaring, hvilken storslået Masseenergi Arbejderklassens Samling formår at udløse. Arbejderklassens internationale Aktionsenhed, Fagforeningernes internationale Samling i den antifascistiske Kamps Tegn, ville være den største Hjælp for den spanske Republik og derved den største Hjælp for den samlede Arbejderbevægelse, for Freden og for Demokratiet.

Sammenlignet med Arbejderklassens Splittelse i Årene før den VII. Verdenskongres er Samlingens Periode, som vi nu lever i, et Fremskridt af absolut historisk Betydning; men målt med de kæmpemæssige Opgaver, som Arbejderbevægelsen står umiddelbart overfor, er Udviklingens nuværende Stadium endnu alt for utilstrækkeligt og utilfredsstillende. Det vil end ikke lykkes for den mest hårdkogte og mest indædte Reaktion at forhindre Arbejderklassens Samling - men i Dag er det i sig selv en stor Ulykke, hvis den bliver forsinket. At overbevise de socialdemokratiske Arbejdere og Funktionærer om det er en Ting, der er brændende nødvendig.

Folkefronten

Den VII. Verdenskongres har ikke blot anvist de kommunistiske Partier Enhedsfrontens Politik, men også Folkefrontens Politik. Kammerat Dimitroff sagde til Begrundelse af denne nye og dristige Politik: »Ved Mobiliseringen af de arbejdende Masser til Kamp mod Fascismen er Skabelsen af en bred antifascistisk Folkefront på den proletariske Enhedsfronts Grundlag en særlig vigtig Opgave. Det gunstige Resultat af Proletariatets samlede Kamp er intimt forbundet med Oprettelsen af Proletariatets Kampforbund med de arbejdende Bønder og med Hovedmassen af Småborgerne i Byerne, der selv i de industrielt udviklede Lande udgør Flertallet af Befolkningen.

Krigens Følger, den økonomiske Krise, Elendigheden, Fascismen og Krigsfaren har rystet Bøndernes og Byens Mellemklassers Millionmasser og gjort dem politisk interesseret. Den forrådnende Kapitalisme har undergravet Grundlaget for deres Eksistens, Katastrofe på Katastrofe er brudt ind over dem. Indenfor samtlige Klasser og Lag i det kapitalistiske Samfund er der foregået en dybt gående Omgruppering. Arbejdsløsheden er blevet en kronisk Tilstand. Bønderne styrter længere og længere ud i Gæld, kommer mere og mere pinligt i Bankernes Kløer, forvandles mere og mere til Finansmagnaternes Hoverikarle. Mellemklasserne mistede ved Krig, Krise og Bankkrak deres Sparepenge, Håndværkerne blev fordømt til en håbløs proletarisk Tilværelse, de Småhandlende blev ødelagt af storkapitalistisk Konkurrence, de Intellektuelle stod mere og mere overfor det store Intet. Og selv i Bourgeoisiets Rækker fuldbyrdedes kriseagtige Forandringer: Rigdommen blev samlet på stadig færre Hænder, Situationen blev vanskeligere og vanskeligere for mange små Arbejdsgivere, mere og mere blev også Dele af de større Bønder trukket med ud i Elendigheden af den kroniske Krise indenfor Landbruget. Brede lag af Bønderne, Håndværkerne, Købmændene og de små Arbejdsgivere, der ganske vist selv udbytter fremmed Arbejdskraft, blev selv så grundigt udplyndret af Finanskapitalens store Ådselsgribbe, at de næppe havde tilstrækkeligt tilbage at leve af. På dette Grundlag udviklede der sig et dumpt og eksplosivt Skæbnefællesskab mellem større og større Folkemasser, et uklart Had mod de virkelige eller mod de formodede Skyldige i hele denne almindelige Nedgang. Arbejdernes Partier forstod for sent, at det overfor denne vældige Omgruppering, overfor denne Forrådnelse i Kapitalismen, der blev føleligere for hvert År, var nødvendigt og muligt at oprette et vidtgående Kampforbund med disse gærende Masser og at samle en Folkets Front om sig. I udstrakt Grad blev derfor Fascismen den, der drog Nytte af disse Folkestemninger; med sin Frase om »Folkefællesskabet« rørte den ved en Tilstand, der levende blev følt af Folkets brede Lag, og som vi karakteriserer som et dumpt og eksplosivt Skæbnefællesskab blandt dem, der blev udplyndret af en lille kapitalistisk Røverbande, udnyttede den deres Længsel efter Enhed. Ved en uhyrlig Vildledelse af disse Folkemasser i Italien og Tyskland svulmede den op til en Massebevægelse og kom endelig til Magten for at afsløre sig som netop denne lille kapitalistiske Røverbandes mest grusomme Diktatur, den Røverbande, der var Skyld i Folkets Elendighed.

Under Fascismens Herredømme skærpedes Udplyndringen af Folkemasserne i rasende Tempo, fuldbyrdes i rasende Tempo en yderligere Omgruppering til Fordel for en Hånd fuld Bankmagnater og Industrifyrster. Forbryderne, der står i Spidsen for økonomien og Staten, udplyndrer ikke alene Folket til Knoglerne, de begynder også at fortrænge og at ekspropriere større og større Dele af Bourgeoisiet. »Völkischer Beobachter«s Kommentar til den Tvangslov, der udskriver alle tyske Statsborgere uden Hensyn til Alder og Køn til Arbejdsslaver for den fascistiske Krigsproduktion, er uhørt oplysende. Der står deri: »Det er ikke et eller andet Foretagendes Eksistens, der har Vigtighed. Det eneste vigtige er Forøgelsen af den samlede nationale Produktion .... den økonomiske Ledelse kan meget vel komme til den Dom, at denne eller hin Virksomhed ikke mere retfærdiggør, at der absorberes nationalt Arbejde i den. Det er f.eks. i Dag en Uting, hvis en Kartel holder alle sine Bedrifter i Gang, skønt Kapaciteten i de mest ydedygtige Bedrifter ikke udnyttes fuldt ud….. «

Det udtales her brutalt, at Fascisternes storkapitalistiske Overbefalende er besluttet på også at kaste Dele af Bourgeoisiet over Bord til Fordel for deres »ydedygtige Bedrifter«, altså de Bedrifter, der tilhører Krigsindustriens Beherskere. Intet kan mere indtryksfuldt illustrere den Kommunistiske Internationales Definition, at Fascismen er det åbne terroristiske Diktatur, som udøves af Finanskapitalens mest reaktionære, mest chauvinistiske, mest imperialistiske Elementer. Og intet gør det mere forståeligt, at de tohundrede Familier i Frankrig, Wallstreet i de Forenede Stater osv., ønsker på samme Måde at knuse Demokratiet og at oprette det fascistiske Diktatur.

Overfor denne lille kapitalistiske Røverbandes enestående Udplyndring af Folket, overfor den uhyre Fare, at denne Røverbande ved Oprettelsen af det fascistiske Diktatur vil bortkaste alle Hæmninger, og overfor den eksempelløse Trussel mod Verdensfreden netop fra denne Røverbandes Side er det nødvendigt og muligt at sammenslutte Folkets Masser til en Forsvarsfront.

Folkefrontens Politik mod Finanskapitalens mest reaktionære Elementer, mod Fascismen og Krigen blev gennemført med Held i adskillige Lande. I de forskellige Lande har Folkefrontsbevægelsen antaget forskellige Former, der svarer til vedkommende Landes historiske Udvikling og den politiske Situation. I Spanien er Folkefronten et Kampforbund mellem alle republikanske og demokratiske Kræfter lige, fra de baskiske Katolikker til Kommunisterne imod de landsforræderiske Generaler og den tyske og italienske Fascismes militære Intervention. Den spanske Folkefront omfatter Arbejdernes, Bøndernes, Byernes Mellemklassers Masser og en Del af Bourgeoisiet. Folkefronten i Frankrig er et Forbund mod Fascismen, for Frihed, Fred og Brød, og det består af det kommunistiske Parti, det socialistiske Parti, Fagforeningerne, det radikal-socialistiske Parti og en Række andre Organisationer, der repræsenterer Arbejderne, Bønderne og Mellemklasserne i Byerne. I England er Forudsætningerne for en Folkefront ved at udvikle sig .på Grundlag af en bred demokratisk Bevægelse for Skabelsen af en Fredsalliance mod de fascistiske Krigsbrandstiftere og mod deres Protektorer i England, mod Chamberlain og hans Klike. Mod det engelske Arbejderpartis reaktionære Førerés Modstand, mod Citrine, Bevin og Dalton vokser Kravet hos de i Fagforeningerne og Brugsforeningerne organiserede Arbejdere, hos Byernes Middelstand og hos en Del af det liberale Bourgeoisi om, at man ved en sådan Fredsalliance overvinder Chamberlains fascistvenlige Politik og ved Dannelsen af en mægtig international Fredsfront lægger Bånd på de fascistiske Krigsbrandstiftere.

Det spanske Folks heltemodige Forsvarskamp mod Tysklands og Italiens Interventionstroppers Overmagt, Resultaterne af Folkefronten i Frankrig, der kastede Fascismen tilbage, bragte Arbejderne og de Arbejdende en Række sociale Erobringer og styrkede Folkets demokratiske Stolthed, har i alle Lande gjort et dybt Indtryk på Folkemasserne. I alle Lande har Folkemasserne erkendt, at Fascismen på ingen Måde er uovervindelig, at det er muligt at samle Folkets Kræfter imod den og slå den ned ved Folkets Beslutsomhed. Ansigt til Ansigt med Underkuelsen af hele Folket fra Fascismens Side, når den kommer til Magten, overfor de fascistiske Krigsbrandstifteres Hensigt, der stadig træder mere tydelig frem, at de vil udslette hele Nationers Frihed og Uafhængighed, udvikler der sig i mange Lande lidt efter lidt en bred Bevægelse, en national Frihedsfront, på Grundlag af hvilken Folkefrontens Dannelse først modner langsomt.

Under disse Betingelser bliver Arbejderklassen tydeligere og tydeligere den afgørende nationale Kraft, Vogteren af den nationale Frihed og Uafhængighed. Kammerat Dimitroff henviste overfor de Delegerede på den Verdenskongres til denne arbejderklassens Rolle: »Hvert eneste vigtigt Spørgsmål angående vort eget Folks ikke blot i Nutid og Fremtid, men også Fortid har Interesse for os. Vi Kommunister fører jo dog ikke nogen snæver Politik, der kun gælder Arbejdernes laugsmæssige Interesser. Vi er ikke nogen indsnævrede Funktionærer for Trade-Unions eller Førere for middelalderlige Håndværker- og Svendegilder. Vi er Repræsentanter for Arbejderklassens Klasseinteresser, det moderne Samfunds vigtigste og største Klasse, der er kaldet til at befri Menneskeheden for det kapitalistiske Systems Kvaler, Arbejderklassen, der allerede på en Sjettedel af Jorden har afkastet Kapitalismens Åg og dér er den herskende Klasse……

I Spanien forsvarer Arbejderklassen i Forbund med Bønderne og Byernes Middelstand hele Nationens Frihed og Uafhængighed imod den røveriske Fascisme. I Frankrig har Kommunisterne fremmet alle Franskmænds Sammenslutning mod de landsforræderiske 200 Familier, mod den tyske Fascisme og dens franske Lakajer. I Østrig har Kommunisterne kæmpet for alle Østrigeres Sammenslutning mod den tyske Fascismes umiddelbare Trussel mod Landet; Ansigt til Ansigt med det barbariske Fremmedherredømme er deres Politik rettet mod at virkeliggøre en Front af alle Østrigere for Landets Befrielse. I Kina er det efter det berømmelige Kommunistiske Partis hårdnakkede og utrættelige Anstrengelser lykkedes at danne Sammenslutningen af alle det kinesiske Folks Kræfter mod de japanske Angribere og ved en altomfattende anti-japansk Front at forsvare den kinesiske Nations Frihed og Uafhængighed. Fascismen er også kommet fremad ved, at den har misbrugt Folkemassernes nationale Følelse til sine smudsige Mål; takket være Folkefrontens Politik, som den VII. Verdenskongres indledte, bliver bredere og bredere Folkemasser overbevist om, at Bourgeoisiets mest reaktionære Lag altid er parat til at forråde Land og Folk i deres Begærlighed efter Penge og Magt, og at Arbejderne med den største Iver og Hengivenhed forsvarer Nationens sande Interesser mod de fascistiske Fjender. Det ligger også i Nationens Interesse, når Arbejderklassen fører sin Klassekamp mod det reaktionære Bourgeoisi, når den styrker Folkets Kraft mod de kapitalistiske. Røvere, der udplyndrer Folket, svækker det legemligt og politisk og sælger det til det fascistiske Slaveri. Det ligger i Nationens Interesse, i Bøndernes og Middelstandens Interesse, når Arbejderklassen er stærk og derved er i Stand til at forsvare Land og Folk effektivt. Det Mod og den Uselviskhed, hvormed Arbejderne i Spanien, i Kina, i Østrig og i Tjekkoslovakiet under de mest forskelligartede Betingelser gik i Breschen for deres Land og deres Folk, bekræfter på den mest indtryksfulde måde Kammerat Dimitroffs Ord: »Ved at Arbejderklassen i den øjeblikkelige Situation opbygger sine Klasseorganisationer og styrker sine ‘Positioner; ved at den forsvarer de demokratiske Rettigheder og Friheden mod Fascismen; ved at den kæmper for at styrte Kapitalismen: alene derved kæmper den for Nationens Fremtid.«

Arbejderklassens Kraft, dens organisatoriske Fasthed og den proletariske Klassekamps Udvikling under Demokratiets Betingelser er i alle Lande den bedste Garanti for den nationale Frihed og Uafhængighed. Det er en af Folkefrontens stærkeste Grundpiller, at Folket erkender Arbejderklassens vældige Betydning som det moderne Samfunds vigtigste og største Klasse, som den nationale Friheds og Uafhængigheds Rygrad, og at Arbejderklassen med fuld Bevidsthed og sin fulde Styrke forsvarer Nationens Frihed og Selvstændighed.

Vejen til Sejr

Den politiske Vending, som den VII. Verdenskongres hidførte, har i Løbet af disse tre År affødt de allerstørste Virkninger. Fascismen støder på stadig alvorligere Forhindringer. I Året 1933 kunne den komme til Magten i Tyskland uden Kamp, i Dag er ethvert af dens Skridt forbunden med den største Fare for den selv. Arbejderklassens Samling fuldbyrdes uophørligt. Bredere og bredere Lag af Folket går i Kamp mod de fascistiske Banditter på Arbejderklassens Side. Det spanske Folk har forsvaret sig i en Krig, der allerede har varet over to År, mod to fascistiske Stormagter. Det kinesiske Folk er kommen i Bevægelse og kaster den japanske Militærfascisme ud i større og større Vanskeligheder. I alle Lande vokser den demokratiske Modstand mod de fascistiske Angribere. De kommunistiske Partier vinder i Magt og Masseindflydelse og bliver afgørende politiske Faktorer i deres Nationers Liv. Millioner og atter Millioner af Arbejdende ser med voksende Tillid på Kommunisterne og lader sig ikke længere tage ved Næsen af de antikommunistiske Røverhistorier. De begynder at erkende den dybe Sandhed i Dimitroffs Ord: »Styrkelsen af de kommunistiske Partier er ikke snævre Partiinteresser, men derimod den samlede Arbejderklasses Interesse. De kommunistiske Partiers Enhed, revolutionære Ubrydelighed og Kampberedskab er et Gode af den største Værdi, der ikke alene tilhører os, men den samlede Arbejderklasse.«

Deres største Tiltrækningskraft får Folkefrontsbevægelserne gennem den socialistiske Sovjetunion, ved den moralske og politiske Enhed hos Sovjetfolket, der har ynkeliggjort Socialismen. En »Folkefront under Socialismens Betingelser« kaldte Kammerat Molotof Kommunisternes og de Partiløses urokkelige Blok, som hele Sovjetfolket havde sluttet sig sammen i til Sovjetvalgene. En Folkefront med et sådant Præg, hele Folkets fuldstændige moralske og politiske Enhed er næppe opnåelig i de kapitalistiske Lande - men den fremmer i allerhøjeste Grad Folkemassernes Samling hinsides Sovjetgrænserne til Kamp mod Fascismen og Krigen, til Forsvar for Friheden og Freden. Folkefrontens Udvikling, Styrkelse og Kamp i de kapitalistiske Lande fremkalder nye gunstige Betingelser for Folkenes Redning fra Hungerens, Slaveriets, Terrorens og Krigens Katastrofer og letter i sin videre Udvikling også Omstyrtelsen af den forrådnende Kapitalisme.

En uhyggelig Tragedie udspilles i Hitler-Tyskland. Den rå Voldsbande, der i sine Hænder har koncentreret Magtmidlerne over et Folk på 70 Millioner, har i Årevis ført en uhyggelig, grusom Krig mod de 390,000 Jøder, der lever i Tyskland. De tyske Jøder skilles ud fra Handel og Vandel, deres Forretninger stjæles af de fede, brune Pampere, de jødiske Læger og Sagførere berøves deres Praksis. Jødiske Kemikere fortrænges fra deres Erhverv, jødiske Ingeniører forjages, Jøderne må ikke besøge bestemte Kursteder, må ikke betræde offentlige Haver og Parkanlæg, må ikke benytte Badeanstalter, der er bestemt for Tyskere. Jøderne behandles som Spedalske.

De blev allesammen berøvet deres statsborgerlige Rettigheder, der blev vedtaget Undtagelseslove, de berygtede Nürnberger-Jødelove, imod dem. Jøderne bliver uden Grund kastet i Fængsel i Tusind og Titusindvis, de bliver myrdet i Koncentrationslejrene, de bliver sendt som gratis Tvangsarbejdere til Nedrivningsarbejder. De bliver skændet, hånet og skældt ud på den mest svinagtige Måde. Jøderne er i det nuværende Tyskland et Vildt, der må jages af alle.

Jægerne mod det frigivne Vildt er det fascistiske Regimes højtstående »Personligheder«. Det er det tredie Riges Ministre, Mister Chambenlains Protegéer, på hvis Ansvar der begås de mest skændige Ugerninger mod Jøderne. Det er det herskende Partis Amtsledere, der piner Jøderne. Det er Slynglerne i de offentlige Embeder, der udøver deres daglige Slyngelstreger mod Jøderne. Det er det Udskud af Menneskeheden, der i Dag er ved Magten i Tyskland, der deltager i denne Tortur mod værgeløse Mennesker. Snu Mordere, hvis offentlige Værdighed, ja, hvis blotte Eksistens er en Hån mod Gotthold Ephraim Lessings og Friedrich Schillers Tyskland, kommanderer Pogrom-Horderne, organiserer Gyselighederne, iscenesætter Forbrydelserne. Det er det Nazistyre i Tyskland, som det »noble« »Times« er så bevågen overfor. I Wien blev Jøder tvungen til at lægge sig på Stenbroen. SA trampede med deres tunge Marchstøvler hen over deres Arme og Ben, så Knoglerne knagede og splintredes. I Breslau flygtede Hundreder af Jøder ud på de jødiske Kirkegårde, hvor de tilbragte Nætterne bag deres Slægtninges Gravsten. I alle Tysklands Byer og Landsbyer foranstaltes der Jagt på Jøderne, organiseres der Razziaer, ødelægges jødiske Husholdninger, tilintetgøres jødiske Eksistensen. Det er en uhyggelig, grusom, lumsk og blodig Krig. 390,000 Mennesker bliver kvalt.

Jøder og Tyskere udgør et Kulturfællesskab. Det var Jøder, der bragte de tyske Kulturgoder ud i det Fjerne, bredte dem, øgede deres Berømmelse og hjalp med til at gøre dem til hele Menneskehedens Ejendom. Goethe har taknemmeligt anerkendt den stærke Indflydelse, som den jødiske Filosof Baruch Spinoza havde på ham. Lessing var ven med den jødiske Tænker Moses Mendelsohn og har i sit dramatiske Værk »Nathan den Vise« sat ham et uforgængeligt Mindesmærke. Heinrich Heine han tjent som Forbillede for Generationen af tyske Digtere. Naturvidenskaberne, Lægevidenskaben, Fysikken, Matematikken, Kemien, Litteraturen, Kunsten, Musiken, hele det samfundsmæssige og kulturelle Liv i Tyskland blev befrugtet af Jøderne til Ære og Berømmelse for Tyskland og til Held for den fremskridtsvenlige Menneskehed. Den fascistiske Epidemi, der har angrebet Tyskland, tåler ikke dette Kulturfællesskab.

De brune Rotter, der æder hver en Tøddel i Tyskland, hjemfører midt i Freden de jødiske Formuer som Bytte. »Ariseningen« af de jødiske Virksomheder er en lukrativ Forretning for Nazi-spidserne. Racelæren betaler sig, Nazisterne holder sig ordnet til den: de forsvarsløse udplyndres til Skjorten.

De nuværende Magthavere i Tyskland er ikke almindelige Tyve, der bryder ind i Husene og slæber deres Skatte med sig, men som iøvrigt ikke bruger Mund; de er ikke nogen »almindelige« Lystmordere, der morer sig over deres Ofre, men ellers holder Kæft. Tysklands nuværende Magthavere ynder at forgifte deres lange Knive med »filosofisk« Sludder; de ynder at lade »dybsindige« Teorier om Racemythos løbe af Stabelen ved deres Ofres Kisten. Deres Raceantisemitisme er Bevis for Eksemplet. Den viser hele Verden, hvordan de omgås Mennesker, som de betegner som en »mindreværdig Race«. Den koldblodige Udryddelse af Tysklands 390,000 Jøder er den anvendte Raceteori. Det er »den tyske Fred«, som de forstår den, som de påtvinger de Jøder, de har fanget i deres Net.

Folkeslagene er advaret. Sådan som de i Dag behandler Jøderne, sådan vil de gerne behandle Tjekkerne, Franskmændene, Belgierne, Hollænderne, Danskerne og Schweitzerne. Jøderne har de allerede i deres Magt, og de flår Huden af Kroppen på dem. De andre Folkeslag håber de på at få i deres Magt ved Hjælp af de engelske Imperialister, for at de kan gøre det samme ved dem. Nazi-Fascisterne leveren selv Kommentarerne til deres »Verdensanskuelse«. De udreder selv for Jordens Folk, hvilke Opgaver de tildeler den »højene Race«. Nazi-Fascisterne selv udbasunerer for hele Verden, at de mener Rov og Mord, når de siger Race. Deres antisemitiske Kannibalisme er den uskrevne »Fredstraktat«, som de gerne vil påtvinge alle Folkeslag.

Gid Folkene vil forstå Tidens Tegn. Gid, de vil erkende, at denne Antisemitismens Eruption også er rettet mod dem. Gid de ikke vil lade sig dysse i Søvn af nogle af de fascistiske Barbarers Kulturløgne og Fredspalmer. Ruineringen af de 390,000 Jøder, som de tyske Brunskjorter gennemfører med en Hensynsløshed uden Lige, er en Advarsel til alle. De forsvarsløse Jøders Skæbne er et Råb til alle. Folkene må slutte sig sammen for at trække en Pestkordon omkring de fascistiske Vilddyr, for at isolere dem, for at redde deres Ofre. I dag sidder over 200.000 ulykkelige fanger i de tyske koncentrationslejere og tugthuse !

Under indtrykket af Juli-revolutionen i 1830 i Frankrig udbrød der en militærrevolte i Warszawa, med russificering til følge. Efter et nyt oprør i 1863 indlemmedes Polen i Rusland. I den preussiske del (vestPreussen og Poznan) søgtes ført en germaniseringspolitik, mens styret i den Østrigske del (Galicien) var mildere. Ved sammenbruddet efter 1. verdenskrig i 1918 genopstod Polen som selvstændig stat, der indtil 1934 især byggede på fransk støtte. Ved en krig mod Sovjetunionen 1920 erobrede Polen store områder øst for den af Lord Curzon anbefalede grænselinje. En fri forfatning, indført 1921, men sattes reelt ud af kraft ved et kup af Pilsudski i 1926. Polen sluttede i 1934 en tiårig ikke-angrebstraktat med Tyskland. Da Polen i 1939 afviste tyske krav om fristaten Danzig angreb Tyskland og indledte 2. Verdenskrig. Polen deltes mellem Sovjetunionen og Tyskland (Polens 5. deling). Et problem, der plagede Polen fra middelalderen til nyeste tid, var, at der ikke fandtes nogen polsk borgerstand. Mellem overklassen og de forkuede bønder fandtes ingen anden mellemklasse end jøderne, som til gengæld var meget talrige, indtil nazisterne udryddede dem. Før 2. verdenskrig udgjordes 31 % af befolkningen inden for statens daværende grænser af minoriteter: 17 % ukrainere og hviderussere, 9 % jøder, 3 % litauere og 2 % tyskere. Jøderne udgjorde omkring halvdelen af de 6-7 millioner polske statsborgere, der omkom under krigen, og blev derved næsten udryddet. En del af de tilbageværende jøder udvandrede senere. Ukrainere, Hviderussere og Litauere kom til at bo øst for den nye grænse, mens de derboende Polakker, der var i mindretal, blev flyttet til det nye statsområde. Til gengæld blev de tyskere, der ikke selv flygtede vestpå fra Pommern, Posen og Schlesien, udvist fra disse landsdele, der hidtil havde været overvejende tyske.  

De imperialistiske Krigsbrandstiftere i Tyskland og England, i Frankrig og Polen bar gentaget den uhyre Forbrydelse fra 1914 og overgået den. De har sluppet en imperialistisk Krig løs, som truer Europas Folk med Tilintetgørelse og Undergang. Millioner af Mennesker er hver Dag og hver Time prisgivet Døden, ikke blot ved Fronterne, men også i Byerne og Landsbyerne, på deres Arbejdspladser og i deres Hjem, fordi det er en Bande kapitalistiske Forbrydere, som endnu stadig afgør Folkenes Skæbne.

Samtidig med at alle kapitalistiske Regeringer svælgede i Fredstaler, provokerede de planmæssig til Krig; samtidig med at de ved hundrede Lejligheder lovede Folkene Fred, bestræbte de sig ved tusind Lejligheder på at nedbryde alt, hvad der kunne sikre Freden. Med en Kynisme uden Lige har de løjet for Folkene og bedraget dem, har de i Fredens Navn anstiftet den forfærdeligste af alle Krige. De tyske Fascister havde til den 1. September indkaldt »Fredens Partidag«. De aflyste den og satte den europæiske Krig på Dagsordenen. Efter Sammensværgelsen i München, efter at have besluttet Tjekkoslovakiets Sønderlemmelse og Tilintetgørelse trådte Hitler og Chamberlain frem for Folkene og tilråbte dem, at nu var Freden sikret for et Slægtled. Efter hvert nyt Attentat på Freden, efter hver ny Skurkestreg til Krigens Fremtvingelse lod Krigsprovokatørerne sig fejre og fotografere som Fredsengle.

Efter Folkeforbundets Lammelse, hvis Følger Abessinien måtte bære, efter Østrigs prisgivelse og anneksion, efter Forræderiet mod Tjekkoslovakiet, efter Kvælningen af den spanske Frihedskamp - hver Gang optrådte Fredens Bødler som Fredens Redningsmænd. De »reddede« freden sålænge, indtil det var lykkedes dem at drive Folkene ud i den mest forbryderiske af alle Krige, i en Krig, om hvilken de tyske Krigsbrandstiftere nu selv erklærer, at den vil komme til at dreje sig om Liv eller Død, og på hvis treårige Varighed de engelske Krigsbrandstiftere, ifølge deres egne Tilståelser, forbereder sig. Dette er altså den »Fred for et Slægtled«, som de sammensvorne i München garanterede Folkene!

Folkene aner, hvilket eksempelløst Bedrageri der er blevet begået imod dem, de aner det uden dog helt at kunne gennemskue det. I Tavshed, med dyster Mine og åbenlyst modstræbende går de ud i den Krig, som de kapitalistiske Regeringer slæber dem ud i. Det er ikke lykkedes Krigsprovokatørerne at fremkalde nogen chauvinistisk Massepsykose, nogen patriotisk Rus som i 1914. Dengang troede Soldaterne i alle de krigsførende Lande, at det var en retfærdig Krig, man sendte dem ud i, idag nærer de alvorlig Tvivl derom. Med tungt Hjerte og mørke Tanker marcherer de i Døden og stiller sig selv i millionvis Spørgsmålet: »Var denne Krig virkelig uafvendelig? Var det virkelig ikke muligt at redde Freden ? Hvorfor skal vi føre Krig ? Hvad er det vi skal dø for ?« Endnu er den officielle Krigspropaganda i Tyskland, England og Frankrig i Stand til at overdøve denne Tvivl og at tilsløre de kapitalistiske Regeringers navnløse Forbrydelse, men hurtigere og i videre Kredse end i 1914

Vil Folkene besvare Spørgsmålet om, hvem de skyldige i Krigen er, og kræve de blodbesudlede Bedragere til Regnskab.

Millioner af Mennesker har oplevet Krigen i 1914. De vil huske, at man også den Gang fortalte dem, at Krigen ikke drejede sig om Erobringer, ikke om Undertrykkelse af fremmede Nationer, men udelukkende om Hjemlandets Værn, om Frihed og Ære, om Demokrati og Retfærdighed. De vil huske, at de tyske Imperialister efter deres Sejr i Østeuropa annekterede Landene helt ud til Sortehavet og undertrykte Folkene med Blod og Jern. De vil huske, at de engelske og franske Imperialister efter deres Sejr i Vesteuropa dikterede det tyske Folk en Voldsfred og langtfra virkeliggjorde de Idealer, de stadig havde proklameret, om Selvbestemmelse, om Demokrati og Retfærdighed. De vil huske, at alle de krigsførende Imperialister forenede deres Kræfter imod det ene store Folk, som vovede virkelig at befri sig, at tyske, engelske og franske Imperialister overfaldt den unge Sovjetstat for med Våbenmagt at forhindre det arbejdende Folks, Arbejdernes og Bøndernes revolutionære Selvbestemmelse. De var den Gang i Stand til at overbevise sig om, at Hensigten med alle skønne Ord om Hjemland og Frihed, om Demokrati og Retfærdighed, i de imperialistiske Hykleres Mund kun er den at give en Bande kapitalistiske Forbryderes blodige Værk en Glorie af Løgne og Bedrag. De vil nå til den Overbevisning, at heller ikke idag har de skønne Ord i de tyske, engelske og franske Imperialisters Mund nogen anden Mening, end de havde i 1914. Og de vil gå ud af denne Krig med den ubøjelige Beslutning endeligt og uigenkaldeligt at sætte en Stopper for alle Krigsforbryderes Virksomhed.

For at forstå denne Krigs Karakter må Arbejderne og alle Arbejdende have for Øje, at Krig er Politikens Fortsættelse med andre Midler.

Denne Krig er en Fortsættelse af Versailles-»Sejrherrerne´s« imperialistiske Politik, såvelsom af hine kapitalistiske Staters, der var kommet til kort ved Fordelingen af Verden. Den ene Gruppe af imperialistiske Magter, England, Frankrig og USA har bemægtiget sig den kapitalistiske Verdens største Rigdomme. Den anden Gruppe imperialistiske Magter, Tyskland, Italien og Japan har måttet lade sig nøje med den tiloversblevne Del af Byttet. Tyskland blev ikke blot berøvet sine Kolonier, men også tyske landområder og blev behandlet som Imperialismens Syndebuk. Medens de rige imperialistiske Stater var fast besluttet på at forsvare deres fede Bytte med Næb og Klør, var de forfordelte imperialistiske Stater ikke mindre fast besluttet på med alle Midler, med Trusler og med Magt, at »korrigere Skæbnen« og at gennemtvinge en Nyopdeling af Kolonier, Råstofkilder og Indflydelsessfærer. Den eneste Hæmning for alle Imperialisterne var den socialistiske Sovjetunions Eksistens og dens konsekvente Fredspolitik, Angsten for en ny Verdenskrigs revolutionære Virkninger. Imperialisterne forsøgte derfor at komme til Forståelse med hverandre på Sovjetunionens Bekostning for i Fællesskab at kuldkaste den på en Sjettedel af Jorden sejrrige Socialisme. Først da dette Forsøg såvelsom de engelske Imperialisters Forsøg på at fremkalde en Krig mellem Tyskland og Sovjetunionen var strandet, faldt de imperialistiske Røvere over hinanden for hver især at sikre sig sit eget Bytte og at fratage de andre deres. Denne Krig føres af alle imperialistiske Magter udelukkende for at få afgjort, hvilken imperialistisk Magtgruppe der skal have Rådighed over Jordens mest indbringende Profitkilder, og det er i denne Forbindelse ganske underordnet, hvem af hvem det er, der militært set står som »Angriberen«, og hvem som »Forsvareren«. Alle angriber de den, der gør dem Byttet stridig, alle forsvarer de deres Bytte, deres »hellige Ret« til at undertrykke og udplyndre fremmede Folkeslag. Alle er de Røvere, som ikke kan påberåbe sig nogen anden Ret end den nøgne Magts.

Det er således alle Imperialisters Politik, der fortsættes i denne Krig. Hvilken Politik er det specielt, den tyske Imperialisme fortsætter gennem denne Krig ? Den tyske Imperialisme fortsætter gennem denne Krig en Politik, som går ud på Erobring af fremmede Lande, Undertvingelse af fremmede Folk.

På hvert eneste Trin af sin Udvikling har de tyske Imperialisters Politik i Gerning afsløret deres Tale som Løgn. Den tyske Nazisme har betegnet det som sit Mål at genoprette det tyske Folks Ære, Tysklands Ligeberettigelse. Men i Virkeligheden har det bragt Koncentrationslejrenes, Massemordenes, Jødenedslagtningernes, Barbariets Skam over det tyske Folk. Den tyske Nazisme har betegnet det som sit Mål at gøre Uretten fra Versailles god igen og derigennem at sikre Freden i Europa. Men i Virkeligheden har den med Våbenmagt overfaldet Lande, som aldrig har hørt til Tyskland, underkuet fremmede Nationer som Østrigerne og Tjekkerne, sendt sine Krigsskibe, sine Flyvemaskiner, sine Kanoner til Spanien for at medvirke til Underkuelsen af et Folk, hvis Interesser aldrig nogensinde har krydset det tyske Folks Interesser. For den tyske Nazisme drejer det sig hverken om det tyske Folks Ære eller om Beskyttelsen af Tysklands Grænser eller om at gøre Versailles god igen eller om nogensomhelst »ideologisk« Mission, det drejer sig udelukkende om at erobre fremmede Lande, at undertvinge fremmede Folkeslag, ved Røveri at forskaffe de tyske Kapitalister et Verdensrige og at slæbe en kæmpemæssig Ekstraprofit sammen til dem. Ikke for Danzigs Skyld og ikke for Tysklands Skyld bliver det tyske Folk drevet til Slagtebænken, men for at tilfredsstille de tyske Kapitalisters begærlige Krav om ikke blot at udbytte og udplyndre de tyske Arbejdere og det tyske arbejdende Folk, men også Arbejdere og arbejdende Befolkninger i andre Lande og Verdensdele.

Hvilken Politik er det den engelske Imperialisme fortsætter gennem denne Krig ?

De engelske Imperialister bedyrer idag hyklerisk, at det for dem drejer sig om det tyske Folks Frihed, om Naziregimets Omstyrtelse i Tyskland. Men i Virkeligheden har de gennem Voldsfreden i Versailles stranguleret det tyske Folks Frihed, dets Selvbestemmelsesret og har »kompletteret« deres Verdensrige med de tyske Kolonier. I Virkeligheden har de endvidere på enhver Måde understøttet den tyske Nazisme i snævert Samarbejde med Gestapos Agenter for at skade Sovjetunionen og gøre den »stormmoden«. I Virkeligheden har de lammet Folkeforbundet til Fordel for de fascistiske Aggressorer og stadig fortsat Forsøget på at oprette et »Fire-Magts Forbund« på den kollektive Sikkerheds Ruiner, at sammenslutte Europas imperialistiske Stater i en Front mod Sovjetunionen. I Virkeligheden har de udleveret Østrig til den tyske Imperialisme til trods for højtidelige Garantier for Landets Uafhængighed. I Virkeligheden har de gennem »Ikke-Indblandingspolitiken« og gennem Ydelse af direkte Støtte hidført de fascistiske Interventers Sejr i Spanien. I Virkeligheden har de kronet deres systematiske Undermineringsarbejde imod det Fredsværn, som Sovjetunionen sammen med Frankrig og Tjekkoslovakiet forsøgte at oprette, med det uhyrlige Forræderi i München, hvor de kastede den Tjekkoslovakiske Republik i den tyske Imperialismes Gab. I Virkeligheden har de med alle Midler forhindret Tilvejebringelsen af en europæisk Fredsfront og lige indtil det sidste Øjeblik forsøgt på at komme til Forståelse med Tyskland imod Sovjetunionen.

Hvad var Hensigten med denne Politik, som man ikke kan frakende målbevidst Konsekvens ? De drevne engelske Imperialister er ikke uskyldige Børn, som har hengivet sig til den skønne Drøm, at man kunne svække den tyske Imperialisme ved at styrke den, at man kunne opdrage en Aggressor til Fredelighed derigennem, at man stadig tillod ham nye Aggressioner. Chamberlain er ikke nogen tunghør og godmodig gammel Bedstefar, som hver Gang troede Nazisterne på deres Ord, når de sagde, at nu var alle deres Fordringer tilfredsstillet, og som fodrede den tyske Imperialisme op af ren og skær Humanitet, af ren og skær Humanitet hjalp den ud af alle Vanskeligheder, af ren og skær Humanitet overlod den den Østrigske Malm, de tjekkiske Kulgruber og Våbenfabrikker og derigennem satte den i Stand til at påbegynde en stor Krig. De engelske Imperialister og deres brave Chamberlain har ikke bygget deres Politik på Blåøjethed og Troskyldighed. Det er ikke først igår, de har opdaget, at den tyske Fascisme er en barbarisk og samvittighedsløs Magt. De har altid vidst, at det nårsomhelst var muligt at styrte den uden Krig, at det F.eks. ville have rystet den i dens Grundvold, dersom dens Planer imod Tjekkoslovakiet var mislykkedes, at den aldrig ville have været i Stand til at indlade sig på en Krig imod den af Sovjetunionen tilstræbte europæiske Fredsfront. Når de til trods herfor satte alt ind på at styrke de tyske Magthavere, at hjælpe dem til billigt Bytte, til at udvide deres Magt, og samtidig satte alt ind på at forpurre Tilvejebringelsen af den af Sovjetunionen tilstræbte Fredsfront, så skete dette ikke i det naive Håb derigennem at redde Freden, men derimod i den bestemte Hensigt derigennem at hidføre Krigen.

De engelske Imperialisters Politik var en systematisk Krigsprovokationspolitik. De ville have Krig, de pressede på for at få Krig - ganske vist ikke den Krig, de rører idag, men derimod Tysklands Krig mod Sovjetunionen. De har fodret den tyske Fascisme op for at sætte den ind som deres Landsknægt imod »Bolsjevismen«, imod Sovjetunionen. De har spillet den Østrig og Tjekkoslovakiet i Hænde for - økonomisk og strategisk - at give den Mulighed for at marchere imod Sovjetunionen. De har taget det Løfte af den, at den ville vise sig Gaverne »værdig« og - efter at have indkasseret den aftalte Betaling i Berchtesgaden, Godesberg og München - ufortøvet ville slå løs på Socialismens Land. De rettede bitre Bebrejdelser mod den, da den efter Tjekkoslovakiets Besættelse tøvede med at angribe Sovjetunionen, da den lod forstå, at dens Kræfter ikke rakte til denne Krig. Og de påbegyndte Krigen imod den, i samme Øjeblik den havde undertegnet Ikke-angrebspagten og derved utvetydigt havde gjort det klart, at den ikke var i Stand til at virkeliggøre den engelske Krigsplan.

Når Chamberlain idag råber op om, at man må styrte den tyske Regering, som bryder sit Ord, så er det et bestemt »Brud på det givne Ord«, der for ham er Krigsårsagen - Bruddet på det Løfte, der blev givet om at marchere imod Sovjetunionen. Å, disse Imperialister, der savler af Moral! Da Chamberlain trykkede Naziføreren i Hånden i Godesberg og München - mon han da ikke vidste, hvor mange højtidelige Løfter de tyske Fascister allerede havde brudt ? Mindst lige så godt som ethvert andet Menneske i Europa vidste han det - men han anså Opfyldelsen af ´et Løfte for noget selvfølgeligt, fordi han var overbevist om, at det svarede til den tyske Nazismes inderste Væsen at gå til Angrebskrig mod Socialismens Land. I sit uudslukkelige Had mod Sovjetunionen tog Chamberlain Goebbels’ og Rosenbergs antibolsjevistiske Deklamationer for blodig Alvor, overvurderede den fascistiske »Ideologi«, undervurderede den tyske Imperialismes Beregninger - og kom til at stå som den bedragne Bedrager. Og således udbrød den Krig, den engelske Imperialisme havde provokeret til, ikke som Tysklands Krig imod Sovjetunionen, men som en Krig mellem Tyskland og England.

Hvilken Politik er det den franske Imperialisme fortsætter igennem denne Krig ?

Det franske Bourgeoisi er mere og mere blevet taget på Slæbetov af de engelske Imperialister. Det er imidlertid ikke »tilfældigt«, men i Forfølgelse af dets egen reaktionære Politik, at det har forvandlet Frankrig til en Hjælpemagt for den engelske Imperialisme. De franske Imperialister har helt og holdent Ansvaret for Voldsfreden i Versailles, som såede nye Kriges Dragesæd ud over Europa. De franske Imperialister stod lige til den tyske Fascismes Overtagelse af Magten i Spidsen for alle Krigsprovokationerne imod Sovjetunionen. Gennem den stiltiende Understøttelse, de ydede den italienske Fascisme under dens Røverkrig imod Abessinien, hidførte de Folkeforbundets faktiske Sprængning. Gennem deres »Ikke-Indblanding«s Politik, gennem Sammensværgelsen mod den spanske Folkefront prisgav de Spanien til de fascistiske Interventer og ydede derigennem den fascistiske Aggression i hele Europa direkte Støtte. På forsmædelig Måde forrådte de Frankrigs sikreste Forbundsfælle, Tjekkoslovakiet, og forsøgte i München ved de engelske Imperialisters Side at opmuntre Tyskland til et Angreb på Sovjetunionen, til Trods for at der også mellem Frankrig og Sovjetunionen bestod en Pagt om gensidig Hjælp mod uprovokerede Angreb. Efter München erklærede de højlydt og i en Tone, som ikke var til at misforstå, at Frankrig var ganske uinteresseret i Østeuropa, at Frankrig udelukkende gik ind for sit eget Verdensriges Interesser (og derfor ikke for Fredens Interesser). Således som den franske Regering ved sin demonstrative Negligeren af den polske Udenrigsministers Besøg i Frankrig såvelsom vel hele sin Politik tydeligt viste det, var den til enhver Tid rede til at give de tyske Fascister frie Hænder i Østeuropa for at lede den tyske Fascismes Aggression imod Socialismens Land. Heller ikke de franske Imperialister ville sikre Freden, men derimod fremkalde Tysklands Krig mod Sovjetunionen. Og nu må det franske Folk betale for denne Politik, de 200 Familiers og Daladier-Bonnet Regeringens Politik, der som en Boomerang har vendt sig imod sine Ophavsmænd - betale med den tungeste og blodigste af alle Krige.

Hvilken Politik er det, den polske Imperialisme har fortsat gennem denne Krig ?

De polske Godsejere og Spekulanter, Indbegrebet af Korruption og Skændsel, som ved Hjælp af deres fascistiske Regime ikke blot undertrykte og udplyndrede det polske arbejdende Folk, men tillige Millioner af Hviderussere, Ukrainere og Tyskere, har altid været til Fals som villige Redskaber for den engelske, den franske og den tyske Imperialisme. De har altid bortsjakret deres Lands og deres Folks Interesser til den højestbydende. Gennem Voldsfreden i Versailles tilrev de sig store ikke-polske Områder. I Året 1920 førte de på de franske og engelske Imperialisters Befaling en Røverkrig mod Sovjetunionen og tilegnede sig ukrainske og hviderussiske Områder. De tog Del i den tyske Fascismes Røverkrig mod Tjekkoslovakiet og fortærede begærligt deres Andel af Byttet. I Forståelse med de engelske Imperialister torpederede de den af Sovjetunionen tilstræbte Fredsfront og afviste forbryderisk den Beskyttelse, som ene Sovjetunionen kunne yde det polske Folks Uafhængighed. Gennem en tøjlesløs chauvinistisk Hetzkampagne mod det tyske Folk og gemene Paroler om at ville erobre Østpreussen og andre tyske Områder gav de Krigen en chauvinistisk, imperialistisk Karakter. Ikke for at forsvare det polske Folks Frihed og Uafhængighed mod den tyske Imperialisme, men i de engelske Imperialisters Interesse ofrede de udsvævende og forræderiske Paner hensigtsløst hundredtusinde Soldater og slog ikke Modstanderen, men deres eget Folk. Panernes Polen, den helt igennem rådne polske Stat, var kun en Skakbrik i den engelske Imperialismes blodige Spil og faldt sammen som et Korthus i Løbet af kun to Uger.

I alle de krigsførende kapitalistiske Stater fortsættes gennem denne Krig kun een Politik: Reaktionens, Krigsprovokationens og Imperialismens Politik. Denne Krig føres af alle de krigsførende Stater som en uretfærdig Krig, en imperialistisk Krig.

Tværs igennem Løgnens Tågeslør, tværs igennem alle bævrende Talemåder om »Ære, Frihed, Demokrati« o.s.v. kan man allerede nu erkende de virkelige Krigsmål. Det drejer sig i denne Krig om Tysklands - henholdsvis Englands og Frankrigs - fuldstændige Undertvingelse, om Tilintetgørelsen af en af de to krigsførende Parter. De tyske Imperialister har åbent udtalt, at det nu drejer sig om »Liv eller Død« - om Englands eller Tysklands Tilintetgørelse. De engelske Imperialister er en Bagatel mindre åbenhjertige, og dog forstår enhver Meningen med Ordene: »Det drejer sig ikke om nogle Tønder polsk Land ….. Frankrig og England vil kæmpe til det yderste, de vil holde sammen som i Verdenskrigen«. (Dagbladet »Star« 9/9 39).

Det ligger ganske på samme Linje, at Chamberlain atter og atter forsikrer, at hans Krigsmål er Omstyrtelsen af Hitlerregeringen og dens Afløsning med en anden Regering, som ikke vil »bryde sine Ord« overfor England, d.v.s. som er beredt til at rage Kastanjerne ud af Ilden for England og lade sig indrullere i Fronten mod Sovjetunionen. Det er i allerhøjeste Grad oplysende, at den engelske Radio og det engelske Reuters Bureau har udsendt en Proklamation fra den for kort Tid siden afdøde Formand for det tyske Socialdemokratis Hovedbestyrelse, Wels, i hvilken det hedder: »En Fred . .. som gør en Ende på alle totalitære Systemer og Diktaturer .... det er Målet for vor Politik.« (»Daily Herald« 5/9 39).

Tilintetgørelsen af »alle« Diktaturer, altså også og i første Række Tilintetgørelsen af Proletariatets Diktatur i Sovjetunionen, Tilintetgørelsen af Sovjetmagten, det er det Krigsmål, som de engelske Imperialister proklamerer - forsigtigt nok ikke selv, men gennem Hr. Wels’ Mund. De engelske Imperialisters systematiske Hetzkampagne imod Sovjetunionen, de fjendtlige Handlinger imod Socialismens Land understreger blot de åbenhjertige Bekendelser, som lyder fra d’Hrr. i den såkaldte Hovedbestyrelse for det tyske socialdemokratiske Parti, som vel også regner med at komme til at figurere i en fremtidig tysk Regering af Englands Nåde. En sådan Regering, som efter en kraftig Åreladning af den tyske Imperialisme fra sin første Begyndelse ville være et Redskab i de engelske Imperialisters Hånd, og som ville være ude af Stand til at modstå den engelske Protektor og tillige ville være opfyldt af Had mod Revolutionen og mod Socialismen - en sådan Regering ville utvivlsomt vise sig føjelig overfor Chamberlains Planer. De engelske imperialister drømmer om at fjerne de Magthavere i Tyskland, som »ikke holder Ord« - blot ikke gennem en Folkerevolution, ikke gennem de tyske Folkemassers væbnede Opstand, men tværtimod ved at komme denne Folkerevolution i Forkøbet gennem en Paladsrevolution af det tyske Bourgeoisi, og at indsætte en »pålidelig« Protektoratsregering af »solid« reaktionær Karakter, som rettidigt kan undertrykke den revolutionære Bevægelse, og som vil se sin Hovedopgave i at gøre Tyskland til et Bolværk mod Bolsjevismen, mod Socialismen. At tvinge det tyske Folk til at tjene som Kanonføde for den rådne Kapitalisme i Almindelighed, for den engelske Imperialisme i Særdeleshed, imod Sovjetunionen, imod Socialismen - det er i rene Ord de engelske Imperialisters Krigsmål.

Selv om det franske Bourgeoisi befinder sig i de engelske Imperialisters Kølvand, så forfølger det tillige sine egne Krigsmål, som nogle af dets Repræsentanter umiddelbart før Krigsudbruddet formulerede temmelig klart. De yderligtgående chauvinistiske Kredse i det franske Bourgeoisi, som kun har luret på en Lejlighed til at få Føringen i Frankrig helt og holdent i deres Hænder, drømmer om »en Fred«, der skal overgå Versailles, drømmer om at knuse Tyskland og oprette et Militærdiktatur af de »vesteuropæiske Demokratier« over det tyske Folk. Og endelig drømte de polske Imperialister om at erobre Østpreussen og andre tyske Provinser, om at oprette de udsvævende polske Paners Diktatur over det halve Mellemeuropa for derefter som »Korsfarere« at marchere mod Sovjetunionen.

Om alle de krigsførende Magter gælder det, at deres Krigsmål intet har med »Frihed, Demokrati, Selvbestemmelse« o.s.v. at gøre, men at de består i Erobring og Undertrykkelse og - efter Bilæggelsen af de imperialistiske Modsætninger - i Oprettelsen af en sluttet kapitalistisk Front mod Socialismen, mod Sovjetunionen. En Sejr for den engelske Imperialisme ville balkanisere hele Europa, ville hjælpe en Reaktion af samme Type som Franco og Metaxas, af samme Type som de polske og rumænske »Herrer« til Magten og ville degradere Folkene til Kanonføde i en Krig imod Socialismens Land. En Sejr for den tyske Imperialisme ville ikke i ringere Grad bringe Folkene i Slaveri og styrte dem ud i den dybeste Elendighed. De tyske som de engelske, de franske som de polske Imperialister fører en Krig mod Folkenes Interesser, en uretfærdig, en imperialistisk Krig.

Denne Krig er i et og alt forskellig fra den retfærdige Krig, som det spanske Folk førte mod de fascistiske Interventer, eller som det kinesiske Folk fører mod de japanske Militarister. Disse to Folk forsvarede og forsvarer deres Uafhængighed. Det drejede og drejer sig for dem ikke om at erobre fremmede Områder eller at påtvinge fremmede Folkeslag deres Vilje, men udelukkende om at beskytte deres Hjemland, at bevare deres Uafhængighed. Deres Krig kendetegnes ved en Demokratisering af det offentlige Liv, ved Udviklingen af de demokratiske Frihedsrettigheder, ved Folkemassernes faste Forbund, hvori det kommunistiske Parti spiller en afgørende Rolle. Den Krig, som nu raser i Europa, kendetegnes ved den systematiske Tilintetgørelse af de demokratiske Frihedsrettigheder, ved Klapjagten på Kommunisterne, ved Bourgeoisiets åbne Diktatur. Også de »demokratiske« krigsførende Stater nærmer sig med Kæmpeskridt de »autoritære« fascistiske Metoder og overtager flere og flere af de fascistiske »Erobringer«, lige fra Koncentrationslejrene til den rasende Hetz mod Socialismens Land, mod Socialismens Kræfter. Alle de krigsførende Stater fører ikke blot denne Krig på den »ydre« Front, men tillige på den »indre« Front, i Form af Krig mod den revolutionære Arbejderklasse, i Form af Krig mod Folkets Interesser.

Den Politik, som har ført til Krigen, såvel som Krigsmålene og det krigsførende Bourgeoisis reaktionære, folkefjendtlige Forholdsregler, kendetegner den nuværende Krig i Europa som en imperialistisk Røverkrig, som en Krig mod Folkenes Interesser.

Den Situation, der opstår som Følge af denne Krig, adskiller sig altså ikke ved Krigens Karakter fra den første imperialistiske Verdenskrig, men vel ved Folkemassernes Erfaringer og ved en mægtig socialistisk Fredsmagts Beståen, ved den store Sovjetunions Beståen, såvel som derved, at der idag består en ægte og standhaftig proletarisk Internationale, den kommunistiske Internationale.

Sovjetunionen har igennem tyve År med utrættelig Tålmodighed og ufravigelig Konsekvens kæmpet for Freden og krydset Imperialisternes Krigsplaner. De borgerlige Regeringer derimod har med vanvittig hårdnakkethed gjort alt for at isolere Socialismens Land. Da Freden til Slut kun hang i en Tråd, gjorde Sovjetunionen et sidste Forsøg på ved Forhandlinger med England og Frankrig at forebygge, at den imperialistiske Krig greb videre om sig. Indtil det sidste lod de engelske og franske Imperialister til Trods herfor intet uforsøgt for at hetze Tyskland ind i en Krig mod Sovjetunionen.

Da Sovjetunionens Regering blev overbevist om, at England og Frankrig ikke ville Freden, men blot forberedte et værre München rettet imod Socialismens Land, sprængte den - ved Ikke-angrebspagten med Tyskland - den skændige Plan om at fremkalde en Anti-Sovjetkrig. Derved stillede den Sovjetunionens Folkeslag udenfor det imperialistiske Myrderi i Europa. Dens Holdning adskiller sig principielt fra de borgerlige Regeringens hykleriske »Neutralitet«. Sovjetunionens Udenrigspolitik tjener aldrig imperialistiske Interesser, men altid Socialismens og derfor Arbejderklassens, den arbejdende Befolknings Interesser i alle Lande. Medens de engelske Imperialister, som på den forsmædeligste Måde undertrykker hundreder af Millioner Mennesker, råber op om de polske Paners »Frihed«, har Sovjetunionen i Gerning bragt elleve Millioner Hviderussere og Ukrainere Friheden har reddet dem fra fremmed Invasion, har flyttet Grænsepælene mellem Kapitalismens Helvede og Socialismens Verden et langt Stykke.

Den internationale Situation har ændret sig på grundlæggende Måde.

Det kendetegner denne Ændring, at den europæiske Krig til det yderste skærper alle det kapitalistiske Systems Modsætninger og fremkalder en Krise for Kapitalismen, med hvilket intet kan sammenlignes. Et andet Kendetegn ved denne Ændring er det, at Sovjetunionen gennem sin Udenrigspolitik stadig udøver en mægtigere og mægtigere Indflydelse på de internationale Begivenheders Forløb. Medens alle krigsførende Stater ved deres skånselsløse, reaktionære Udenrigs- og Indenrigspolitik udsletter den sidste Forskel mellem de såkaldt borgerligt-demokratiske Stater og de fascistiske Stater; medens Bourgeoisiets Diktatur i alle de krigsførende Lande mere og mere antager samme grusomme Karakter, erkender de arbejdende Befolkninger i alle Lande mere og mere tydeligt, at det er Socialismens historiske Fremmarch, som nu finder Sted. Medens II. Internationales reaktionære Førere i den engelske og den franske Imperialismes Tjeneste på en stadig mere nederdrægtig Måde udfolder deres Hetzkampagne mod Sovjetunionen, mod Socialismen og mod Kommunisterne, ser alle Landes arbejdende Befolkningen i Sovjetunionen deres stærkeste Kraft, i Socialismen alle deres Forhåbninger, i Kommunisterne deres trofasteste Forkæmpere.

De arbejdende Masser har i de sidste 25 År haft usigeligt tunge Oplevelser. De mindes ikke blot alle den første imperialistiske Verdenskrigs Rædsler, men også det uhyre Bedrag, som den Gang blev begået imod dem. De har oplevet, at den »evige Fred«, som Imperialisterne lovede dem i Versailles, fremkaldte en ny frygtelig Krig. De har oplevet de socialdemokratiske Føreres Forræderi mod Revolutionen i 1918, det fascistiske Voldsherredømmes Opkomst, set det vokse frem af det borgerlige »Demokrati«, oplevet dette borgerlige »Demokrati «s fuldkomne Fallit. Nu oplever de den anden imperialistiske Krig. Og samtidig ser de, at Bolsjevikernes Vej har ført til Oprettelsen af en urørlig Arbejder- og Bondemagt, til Socialismens fredelige Blomstring, til Opbygningen af et kæmpemæssigt socialistisk Statssamfund, som med sin magtfulde Politik udelukkende understøtter Folkenes Interesser.

I Tilstedeværelsen af alle disse Erfaringer, som idag er Massernes Eje, ligger Forskellen mellem denne Krig og den første imperialistiske Verdenskrig. I Kraft af alle disse Erfaringer vil Masserne overvinde den sidste Rest af borgerligt-demokratiske illusioner, gennemskue de socialdemokratiske Føreres nye kontrarevolutionære Forræderi og med større og større Beslutsomhed vende sig til Kommunisterne. I Massernes Bevidsthed vil med større og større Hastighed Tanken om Stormangrebet modnes, Stormangrebet på alle Krigens Skyldige, Stormangrebet på alle Former for borgerligt Diktatur, Stormangrebet på Kapitalismen. I Kampen mod Reaktion og Krig vil Arbejderklassen virkeliggøre sin Kampenhed og sit Kampforbund med Bønderne for med revolutionære Midler at gøre Ende på Krigen, at lægge øksen ved Krigens Rod: Kapitalismen.

Kammerater! Årsdagen for Oktoberrevolutionen har stadig givet os og giver igen i Dag Lejlighed til at fastslå Sovjetunionens store Resultater i det tilbagelagte Tidsrum. Da det er noget, som vi Sovjetmennesker kan gøre på hver eneste Årsdag for Oktoberrevolutionen, må Sovjetmagten vel være født under en lykkelig Stjerne. Alligevel vil I indrømme, Kammerater, at det naturligvis ikke drejer sig om en aller anden „lykkelig Stjerne" og slet ikke om himmelsk Støtte til Bolsjevikerne, men om at vort Lands Folkeslag siden Oktoberrevolutionen har rystet Bourgeoisiets Herredømme af sig, har befriet sig for Kapitalismens knugende Bånd og af den Grund er blevet i Stand til at øve store Gerninger og udføre Vidundere i Skabelsen af et nyt Liv.

Oktoberrevolutionen har revet vort Land ud af det kapitalistiske Samfund, og siden har der dannet sig to Verdener: den gamle Verden - Kapitalismens Verden, som omfatter alle kapitalistiske Lande og alle de under deres Herredømme stående Kolonier og Halvkolonier, og så den nye Verden - Socialismens Verden, som er blevet skabt af Sovjetmagten i vort Land. Den rådnende og senile Kapitalisme retter allerede sit Blik tilbage og går åbenbart sin snarlige Ende i Møde. Den af Oktoberrevolutionen skabte nye Verden, som for hver Dag udfolder nye Kræfter, løfter sit Hoved højere og højere.

Kapitalismen er sej, selv om den ikke mer er i Stigen, men derimod befinder sig i sin Nedgangsperiode. Kapitalismen klamrer sig til alt for at forlænge sin Tilværelse. Men hvad bringer den Folkene i de kapitalistiske Lande og hvad duer den til i vor Tid? Kapitalismen, som har samlet og koncentreret enorme Rigdomme til det borgerlige Samfunds fåtallige Spidser, giver ikke og kan ikke give Anvisning på den rigtige Vej til at udnytte disse Rigdomme i Folkets, de arbejdende Massers Interesse. Sammenhobningen af disse Rigdomme hos nogle få Storkapitalister, Bankierer og Pengefyrster fremkalder kun en rasende Konkurrence og Kamp om Magten i de herskende Klasser i Nutidens kapitalistiske Samfund såvel indenfor Staternes Rammer som mellem disse kapitalistiske Stater. Blandt Spidserne i et sådant Samfund, som lever på stadig Jagt efter nye og atter nye Rigdomme, og som ikke tåler den mindste Hindring på sin Vej, kan kun Junglens Lov herske for Livet og den offentlige Moral og fuldstændig Foragt for alle den arbejdende Befolknings Interesser. For Arbejderne, Bønderne og brede Lag af Intelligensen slæber Livet sig hen i en halvsultende Tilværelse, de glemte og slavebundnes Tilværelse uden Håb om et bedre Liv under Kapitalismen. Tværtimod. Kapitalismen frembringer stadig nye økonomiske Kriser, dødbringende Arbejdsløshed i Byerne, trøstesløs Hunger i Landsbyerne, et forøget Tryk af nationalt og kolonialt Slaveri på mange Hundrede Millioner Mennesker og endeløse, blodige Krige, uden hvilke Kapitalismen ikke

For kort Tid siden, i Årene fra 1929 til 1933, gennemgik de kapitalistiske Lande den hårdeste økonomiske Krise med alle dertil hørende Ulykker: Arbejdsløshed og Sænkning af Folkemassernes Leveniveau i Byerne og på Landet. Næppe var denne overordentlig svære Krise mere eller mindre ebbet ud, før der i 1937 begyndte en ny Krise, som angreb en Række af de største kapitalistiske Stater, også de rigeste af dem, som USA, England og Frankrig.

Behøves der endnu flere Beviser for, at en Ophobning af umådelige Rigdomme hos det øverste Lag af det kapitalistiske Samfund ikke giver nogen Udsigt til en Forbedring af Folkemassernes Livsbetingelser? Behøves der endnu flere Beviser for, at det står yderst dårligt til med de indre Forhold i de kapitalistiske Lande, at Utilfredshed hober sig op i de udbyttede og undertrykte Masser, og at nye Udbrud af Folkenes Forbitrelse mod Kapitalens Herredømme uafvendelig rykker nærmere. Dette foregår i alle kapitalistiske Lande, omend under forskellig Form.

Jo mere vi erfarer om den indre Tilstand og de indre Modsætninger i Kapitalismens Lande, desto klarere bliver det os, hvorfor de borgerlige Lande i denne Tid med større og større Iver søger en Udvej af denne Tilstand i udenlandske Eventyr, i Rov og Plyndring af fremmede Områder og Kolonier, i en Nyopdeling af Verden gennem Krig. Selv de rigeste Lande, de, som så at sige er blevet fede af de tilranede Rigdomme, kan ikke finde nogen Vej ud af denne Tilstand i deres indre Kræfter, de er også ude af Stand til at søge en Udvej, som blot i nogen Måde kunde tilfredsstille Folkemasserne. Åbenbart er Kilden til en yderligere Stigning af de indre Kræfter i det nuværende kapitalistiske Samfund mere eller mindre udtømt eller overhovedet ved at tørre hen. Dette må anses for den tilgrundliggende Årsag til de imperialistiske Magters nye udenlandske Eventyr. Dette er den sande Rod til de nuværende Krige, hvis Antal og Udstrækning vokser for vore Øjne.

I den i Fjor udkomne bekendte Lærebog: „Sovjetunionens kommunistiske Partis (BolsjevikernesJ Historie" og i Kammerat Stalins Beretning på den 18. Partikongres er der givet et klart Billede af den anden imperialistiske Krig, som i de sidste År er brudt ud i en Række af Europas og Asiens Lande. Som bekendt har denne Krig ikke siden været i Tilbagegang, men er tværtimod vokset betydeligt i Udstrækning.

Hvad ser vi i Øjeblikket? I Østen raser Krigen mellem Japan og Kina på tredje År. Det betyder, at Japan med en Befolkning på 72 Millioner og ligeledes de japanske Kolonier med en Befolkning på nogle Dusin Millioner er blevet draget ind i Krigen. Det betyder også, at Kina med en Befolkning på 450 Millioner tager Del i denne Krig. Således er altså omtrent 570 Millioner i større eller mindre Grad indblandet i den imperialistiske Krig i Asien. Denne Krig har allerede krævet Millioner af Menneskeofre, Ødelæggelse af mange Byer og nogle Tusinde Landsbyer i Kina, og det er endnu ikke til at se Ende på de blodige Ofre og frygtelige Ulykker. I de sidste Måneder er der også udbrudt en stor Krig i Vesten. I denne Krig deltager på den ene Side England og Frankrig, som ikke blot fører deres egen Befolkning, men også Befolkningen i deres Dominions og Kolonier mere og mere ind i Krigen, på den anden Side Tyskland, Europas næststørste Stat. Det betyder, at - når man tager Hensyn til, at også Englands og Frankrigs Kolonier i større eller mindre Grad er draget ind i Krigen - omtrent 750 Millioner Mennesker tager Del i Krigen i Vesten.

I Vesten og Østen er altså, selv når man ikke regner Kolonierne med, allerede omkring 700 Millioner Mennesker indblandet i Krigen, med Kolonierne udgør dette Tal over 1300 Millioner Mennesker. Således er allerede mere end Halvdelen af Jordklodens Befolkning, som tæller 2120 Millioner Mennesker, i større eller mindre Grad indblandet i Krigen i Europa og Asien.

Dette er den betydeligste, om jeg så må sige, „Bedrift", som den kapitalistiske Verden i Øjeblikket har at opvise. Alligevel kan man ikke sige, at en videre Udbredelse af Krigen allerede nu er udelukket. Det modsatte er netop Tilfældet. Ganske vist indtraf der et lille Uheld. Visse Planer om at udvide Krigen, f.eks. ved at drage Sovjetunionen ind i Krigen, mislykkedes. Vi Sovjetmennesker har i rette Tid vist, at vi ikke lader os lede af andres Forstand, men kun af vor egen Forstand. (Bifald, Tilråb: Rigtigt).

Men hvad den kapitalistiske Verden angår, så er der en overordentlig anspændt Kamp i Gang mellem de krigsførende Magter for at forøge deres Forbundsfællers Antal og for at vinde neutrale Lande for deres Parti. Man kan ikke lukke Øjnene for, at der arbejdes overordentlig aktivt på at drage de neutrale ind i Krigens Sfære, og at man allerede kan notere visse Resultater. Derved forberedes en videre Udvidelse af det Område, Krigen omfatter. Det er f.eks. bekendt, hvilke alvorlige Spørgsmål Afslutningen af Englands og Frankrigs Pagt med Tyrkiet angående gensidig Hjælp har fremkaldt. Kampen går videre for at drage nogle Balkanlande, enkelte af Skandinaviens Lande og også andre Stater med ind i Krigens Sfære.

Hvis det skulde hænde, at den europæiske Krig trak i Langdrag - og de herskende Kredse i England og Frankrig opbyder alt for netop at forlænge og forstærke Krigen for at udnytte den til at befæste deres Verdensmagt og hævde Besiddelsen af deres talrige Kolonier - så vil Antallet af neutrale Lande i Europa stadig tage af, medens Antallet af de Stater, der er inddraget i den kapitalistiske Krig, uundgåelig vil tage til. Det er også en kendt Sag, at nogle Landes Neutralitet kun er en Maske, der bruges til at tilsløre Krigens Intensivering og Udvidelse, af hvilken de håber på store Profitter på de krigsførende Folks Bekostning, på Bekostning af deres Lidelser, deres Ofre og deres Ruin.

Derfor kan man ikke foreløbig se Ende på Krigen i Europa og Asien; snarere kan man vente det modsatte: stadig stærkere flammer Lidenskaberne om denne Krig, fordi de imperialistiske Kredse åbenbart for bestandig har tabt Troen på Muligheden af at forbedre deres indre Forhold og hovedsagelig støtter deres Håb på nye imperialistiske Røverier, på en Nyopdeling af Verden til Fordel for de stærkeste imperialistiske Magter og på Ødelæggelse af deres Konkurrenter og Udelukkelse af disse fra enhver Fordring på deres Kolonier og Kolonirigdomme.

Følgelig ligger der i den nuværende Krig gemt Spirer til en ny imperialistisk Verdenskrig, selvfølgelig kun hvis Arbejderklassen går ind på at finde sig i en Fortsættelse af denne Politik fra de imperialistiske Magters Side.

I Øjeblikket står vi overfor den Fare, hvis det da ikke bliver afværget, at Krigen i Europa sammen med Krigen i Asien skal udarte til et nyt blodigt Verdensopgør mellem Folkene. Dette er de Bedrifter, den kapitalistiske Verden af i Dag kan opvise.

Anderledes er de Resultater, hvormed Sovjetunionen kan fejre den 22. Årsdag for Oktoberrevolutionen. Takket være den konsekvente Gennemførelse af dens Fredspolitik, nyder Sovjetunionen nu som før Fredens Velsignelser og kan derfor endnu mere effektivt arbejde på alle Grene af Landets økonomiske og kulturelle Opbygning i stadig opadstigende Linje. I Lyset af de nye Resultater for Socialismen, som Sovjetunionen nu kan opvise, træder det kapitalistiske Samfunds trøstesløse Krise endnu tydeligere frem.

Sammenlign blot Tilstanden i den af mange Nationaliteter befolkede Sovjetunion med, hvad der skete i Polen, der endnu i Går var en borgerlig Nationalitetsstat, som byggede på Undertrykkelse af alle ikke polske Nationaliteter. Den af polske Storgodsejere og Kapitalister skabte Stat spillede Bankerot sammen med alle sine ledende Mænd. Det borgerlige Polen faldt fra hinanden til Trods for de lovede „Garantier" fra nogle Stormagter, som derved ikke blot viste deres egen Svaghed, men også at det åbenbart i mangt og meget ikke stod helt godt til med visse europæiske Magters Politik. Men har den polske Nationalitetsstat, som imod det polske Folks Vilje var bygget op på Undertrykkelse af de ikke polske Nationaliteter, allerede ved den første Prøvelse bevist sin Svaghed, Ubestandighed og Insolvens, så har Sovjetunionen - en Nationalitetsstat af en hel anden Type, som er bygget op på et helt forskelligt Grundlag, nemlig på Grundlag af Ligeberettigelse og Venskab mellem alle sine Nationaliteter - bevist sin Kraft og urokkelige Fasthed. I Sovjetunionen er der sikret de talrige Sovjetfolks store Familie et eendrægtigt Liv, og det socialistiske Sovjetsamfunds moralsk-politiske Enhed bliver stadig stærkere;

dette borger for vor Stats urokkelige Magt, som er opbygget på Grundlag af den Lenin-Stalinske Nationalitetspolitiks store Principper, på Grundlag af Ligeberettigelse og Broderforbund mellem alle de den tilhørende Nationaliteter. (Bifald).

Sovjetunionens indre Styrke, militære Magt og internationale Autoritet gør sig nu mere og mere gældende. Resultatet heraf viste sig, da som Følge af den polske Stats Sammenbrud og vor røde Hærs heldige Aktioner Vestukraine med en Befolkning på 8 Millioner og Vest-hviderusland med en Befolkning på næsten 5 Millioner blev forenet med Sovjetukraine og Sovjethviderusland. (Stærkt Bifald). Det er et af de mest strålende Resultater af vor Udenrigspolitik i den sidste Tid. Det er en af de berømmeligste Bedrifter, som Sovjetunionen i Dag kan være stolt af, den viser Troskab med de fredsbevarende Principper i Sovjets Udenrigspolitik og mod dens proletariske Internationalisme. (Bifald).

Sovjethviderusland har næsten fordoblet sit Område og sin Befolkning og er blevet en Stat med en Befolkning på 10 Millioner, hvad mange europæiske Stater ikke har. Fra nu af er Splittelsen i det hviderussiske Folk til Ende. På det samlede Område er nu det hviderussiske Folk forenet til et Hele, og man kan nu sige, at Hviderusland igen er fuldstændig forenet. Det samme kan også siges om det ukrainske Folk, som gennem mange Århundreder var spaltet i enkelte Dele og gennemlevede en lang Tid af den sværeste nationale Undertrykkelse. Nu er også det ukrainske Folk forenet til et Hele på det fælles Område. De stolteste Drømme, som de bedste Mennesker i det ukrainske Folk har drømt, de som har bragt talløse Ofre for deres nationale Befrielses Sag, er gået i Opfyldelse. Endelig er Tiden kommet, da man kan sige: Fra nu af er Ukraine forenet. (Bifald). Man må antage, at Ukraine med sine nuværende 39 Millioner Indbyggere og med sin hurtige Befolkningstilvækst snart kan indhente flere store Lande, som f.eks. Frankrig, der har en Befolkning på 42 Millioner. Vore Broderrepublikker Ukraine og Hviderusland er vokset. Vore

Brødre fra Vestukraine og Vesthviderusland er med stormende Glæde og Tro på Fremtiden trådt ind i Sovjetborgernes Rækker. (Vedvarende Bifald). Derved er også den samlede Sovjetunion vokset, idet den har skudt sine Grænser betydeligt længere mod Vest. Det er noget at ønske Sovjetunionen til Lykke med på 22-Årsdagen for Oktoberrevolutionen. (Stærkt, vedholdende Bifald).

Vi bør selvfølgelig ikke glemme, at ni Tiendedele af Menneskeheden stadig lever indenfor det kapitalistiske Samfunds Rammer, under Kapitalismens Herredømme. Sovjetunionen omfatter mindre end en Tiendedel af Jordklodens Befolkning. Men som De ser, måtte den kapitalistiske Verden alligevel i den sidste Tid indskrænke sig noget og trække sig tilbage (Bevægelse i Salen), medens Sovjetunionen ved Indlemmelse af Vestukraine og Vesthviderusland er tiltaget både i Henseende til Territorium og i Henseende til Folketal med omtrent 13 Millioner Mennesker. Af denne Grund kan vi med Rette lykønske Sovjetunionens Folk til, at vor Sovjetfamilie er vokset fra 170 Millioner til 183 Millioner Sovjetmennesker. (Langvarigt Bifald).

En Sammenligning mellem Udviklingen i Kapitalismens Lande og i Sovjetunionen falder altså ikke ud til Fordel for den kapitalistiske Verden, tværtimod. Allerede ved Begyndelsen af den første imperialistiske Krig gav Lenin ved at analysere Kapitalismens nuværende højeste Stadium en genial og dybtgående Vurdering af Samtidens kapitalistiske Verden. Allerede den Gang sagde Lenin, at den moderne Kapitalisme, til Trods for alle sine Resultater på den materielle Kulturs og Tekniks Områder dog er en alderdomssvækket, snyltende og til Roden rådden Kapitalisme. Siden den Tid er der gået omtrent et kvart Århundrede, og den af Lenin givne marxistiske Analyse af Kapitalismen har fået talløse Bekræftelser af praktisk og videnskabelig-teoretisk Art. Siden den Tid er mange gabende Revner og stinkende Bylder på det kapitalistiske Samfunds hele Organisme blevet blottet, helt bortset fra at den socialistiske Oktoberrevolution gjorde Spørgsmålet om det samlede kapitalistiske Systems endelige Ødelæggelse praktisk aktuelt. I Dag taler alt for, at de indre Kræfter i det kapitalistiske Samfund ved Kapitalismens Forrådnelse er i den Grad angrebet nedenfra, så at Kapitalismen ikke mere kan bestå uden Krige og nye og stadig nye udenrigspolitiske imperialistiske Eventyr.

Kapitalismen er allerede ikke mere i Stand til at byde den overvældende Masse af Befolkningen i de kapitalistiske Lande, Arbejderne, Bønderne og de brede Lag af Intelligensen en blot nogenlunde tålelig og sikret Eksistens, til Trods for de kæmpemæssige Rigdomme, der har hobet sig op hos det øverste Lag af de herskende Klasser. Jo større Omfang disse Rigdomme antager, desto bitrere stræber Imperialisterne efter Verdensherredømmet og desto uforsonligere bliver de overfor deres Konkurrenter, som de belaver sig på at gøre det af med for enhver Pris, på Bekostning af deres eget og andre Folk, men under ingen Omstændigheder ved at gøre Indrømmelser, der berører deres Verdensherredømme. Derfor er de tidligere Taler af de ledende Mænd indenfor Bourgeoisiet, om at den første imperialistiske Krig også skulde være den sidste Krig, allerede for længe siden glemt. Tværtimod, Lederne af de nuværende kapitalistiske Stater, særlig af de mægtigste iblandt dem, og deres Eftersnakkere af Blum's og Attlee's Grupper søger en Forbedring af deres Tilstand og en Udvej for deres indre Vanskeligheder gennem en ny imperialistisk Krig. For den Forbrydelse, som den nuværende Krig er, bærer de Ansvaret; Ansvaret bærer de, som trækker den nuværende Krig i Langdrag og puster til Ilden; Ansvaret bærer de, som uophørligt leder de brede Masser vild på forbryderisk Måde, idet de påstår, at det alt bliver gjort til Forsvar for Demokratiet.

Deraf må man drage den Slutning, at man ikke af de nuværende Magthavere i det kapitalistiske Samfund og deres „socialistiske" Drabanter kan vente, at de frivillig vil give Afkald på Krigen eller på at forstærke og udvide den; men at man omvendt snarere kan vente, at den nuværende Krig i Europa og Asien forvandles til et nyt blodigt Verdensopgør mellem Folkene til Opretholdelse og Befæstelse af Verdensherredømmet for de deri interesserede imperialistiske Magter.

I Modsætning til alt dette står Sovjetunionen med sin Fredspolitik, med sin hede Stræben efter at hidføre en Ende på Krigen så hurtigt som muligt. Deraf følger, at Sovjetunionens af Fredskærlighed gennemsyrede Udenrigspolitik ikke blot svarer til de alleregentligste Interesser for Folkene i vort Land og de med os forbundne Folks Interesser, men også den samlede Menneskeheds Interesser, når man derved virkelig forstår Folkemasserne i de forskellige Stater og ikke den herskende lille Hob af Magthavere i de imperialistiske Stater. Det betyder, at den alsidige Udvikling af Sovjetunionens indre Kræfter og en Styrkelse af dens internationale Autoritet ikke blot er en hellig Pligt for os, en hellig Pligt for alle Sovjetmennesker, men at det også dybest set er i alle de Folks Interesse, som tørster efter Fred og efter den hurtigst mulige Afslutning på Krigen.

Det er Grunden til, at de store Navne, Lenins Navn, Sovjetunionens Fader, Stalins Navn, Sovjetfolkenes Fører (stærkt, stadigt vedvarende Bifald, der går over i en Ovation. Alle rejser sig), ikke blot i vort Land, men langt, langt udover Sovjetunionens Grænser udtales med en så-dan Kærlighed, en sådan Tillid til Fremtiden. Lenins og Stalins Navne vækker, selv i den fjerneste Afkrog af Verden, lyse Forhåbninger og lyder som et Råb til Kamp for Freden og Folkenes Lykke, som et Råb til Kamp for den fuldstændige Befrielse fra Kapitalismen. (Langvarigt Bifald).

Udviklingen af Sovjetunionens indre Kræfter er nu synlige overalt: i vor økonomiske Opbygning, i Udviklingen af Sovjetfolkenes Kultur, i Landets forøgede Forsvarsstyrke, i vor hele Politik og dens gunstige Resultater.

På det økonomiske Område har vi fremsat et Program, hvis Virkeliggørelse betyder, at vi indenfor et kort Tidsrum på 10-15 År vil være i Stand til at indhente og overgå de højest udviklede kapitalistiske Lande, også økonomisk set. Dette vil sige, at vort Land, til Trods for alt Held og de umådelige Fremskridt, der er sket i det tekniske Niveau i den industrielle Produktion og Transporten, dog økonomisk set står tilbage for visse kapitalistiske Stater. Men dette betyder også for alle os Sovjetfolk, alle Arbejdere, Bønder og Intelligensen i Sovjetunionen, at vore sovjetpatriotiske Følelser skal brænde klarere i vore Hjerter for ikke blot at løse, men også fremskynde Løsningen af denne fundamentale Opgave for Sovjetunionen.

I Dag kan vi samle nogle af Resultaterne af den nationaløkonomiske Udvikling i det forløbne År, eller for at være mere nøjagtig, for de 10 Måneder af 1939.

I Sammenligning med sidste År viser Tallene for den tilsvarende Periode af dette År, at vor Industri som Helhed er tiltaget med 14 % og særlig Sværindustrien med 15 %. Det vil sige, at Fremskridtstallet for vor Industri dette År er højere end Fremskridtstallet sidste År, da Industriens Fremgang heller ikke var lille, nemlig 12 %. Dette betyder også, at Fremgangen for vor Industri ikke blot svarer til Gennemsnitstallet, fremsat i den; tredje Femårsplan, i Følge hvilken den gennemsnitlige årlige Vækst sattes til 14 %, men at den endogså overgår den. Produktionstilvæksten indenfor Maskinbygningen og Forsvarsindustrien er særlig fremragende. Her når Forøgelsen 29 %. Hvad angår selve Forsvarsindustrien, som også i tidligere År er vokset i stigende Skala, er Forøgelsen i Overensstemmelse med vort Forsvars stigende Krav endnu større, nemlig - ja, jeg vil delagtiggøre Dem i Hemmeligheden - fulde 45 %. (Bevægelse i Salen. Bifald).

Vi kan sige, at vor Industri i Hovedsagen opfylder sit Hverv tilfredsstillende. Men det befrier os ikke for Ansvaret for den ganske utålelige Sakken agterud af sådanne meget vigtige Industrigrene som Metallurgien og Brændslet. Vi kunde naturligvis også have ønsket en stærkere Vækst i vor Letindustri, skønt vi godt véd, at vi endnu er nødt til betingelsesløst at indrette os efter Nødvendigheden af at styrke Landets Forsvar og dets industrielle Magt. Men vor Letindustri, indbefattet Tekstilindustrien vil dog antagelig være i Stand til heldigt at opfylde den Årsplan, der er fastsat for den.

Endvidere er det nødvendigt at oplyse om vore Resultater med Hensyn til at forøge Arbejdsproduktiviteten i Sværindustrien. Gennemførelsen af visse Forholdsregler til Styrkelse af Arbejdsdisciplinen og til at bringe Industrilederne i snævrere Forbindelse med selve Bedrifterne har allerede givet gunstige Resultater. Medens vi i Fjor havde en Forøgelse af Arbejdsproduktiviteten i Industrien på 11 %, overskrider Forøgelsen i Arbejdsproduktivitet i År den fastsatte Plan, nemlig 17 %>. Dette betyder, at vor Industriproduktion har kunnet nå et Omfang, der er betydelig større end sidste År med det samme eller endog et noget ringere Antal Arbejdere, og dette er meget betydningsfuldt, i Betragtning af Manglen på Arbejderkadrer i vort Land.

Med Hensyn til Landbruget er en Mængde vigtige Forholdsregler til Fremme af Kollektivbrugets Udvikling bragt i Anvendelse i Løbet af det sidste År. Det er tilstrækkeligt at henvise til sådanne Bestemmelser fra Partiets og Regeringens Side som Forholdsreglerne til at beskytte Kollektivbrugenes Fællesjord mod Bortsjakring, Forholdsreglerne til Styrkelse af Arbejdsdisciplinen i Kollektivbrugene og de meget vigtige Forholdsregler til Fremme af kollektiv Kvægopdrætning i Kollektivbrugene. Alle disse Forholdsregler er gennemtrængt af een tilgrundliggende Idé: at fjerne de småborgerlige Hæmninger for Kollektivbrugenes Udvikling, der er Skyld i, at Kollektivbøndernes private Interesser ofte kommer til at gå forud for Kollektivbrugets Fællesinteresser.

Resultaterne af disse Forholdsregler er åbenbare. Til Trods for visse ugunstige klimatiske Forhold har vi i År opnået vigtige, nye Fremskridt i Agerbruget. Således har Kornhøsten nået en Størrelse af 6500 Millioner Pud, og overgår derved forrige Års Høst med 11 %. I Produktionen af Råbomuld har vi haft en yderligere Stigning på 5 %, Hør 16 %, Sukkerroer 26 %, og hvad Kartofler angår, så er Stigningen 60 %, sammenlignet med forrige År. Jeg kan fortælle, at der også har været en fast Fremgang i alle Grene af Kvægopdrætningen. Statens Kornkøb har også vist en Tilvækst i Sammenligning med sidste År.

Jeg vil også sige nogle få Ord om den store Unions-Landbrugsudstilling, så meget desto mere som den skal fortsætte til næste År. Udstillingen besøgtes af næsten tre og en halv Million Mennesker. At Kollektivbønder og Befolkningen i Almindelighed bliver fortrolig med vort Agerbrugs fremragende Resultater, vil være af stor Betydning for den videre Udvikling af det skabende Initiativ hos Foregangsmændene blandt Kollektivbønderne og for Udviklingen af Kollektivlandbruget overhovedet. Udstillingen har givet mange Tusinde Kollektivbønder en god Lejlighed til at gøre sig fortrolig med de talrige fremragende Resultater fra Kollektivbrug og Kollektivbønder, Resultater, som ikke sjældent var af Verdensbetydning. Således har Kammerat Jefremof's og Kammerat Tsjumanof's Grupper i Altaj Området givet Stødet til en hel Bevægelse blandt Kollektivbrugene for at yde 400 å 500 Pud Hvede pr. Hektar. Og fra Udstillingen har Radioen over hele Landet udsendt Meddelelse ikke blot om, at Kollektivbonden Tsjumanof har opnået en Høst af 512 Pud Hvede pr. Hektar og den kvindelige Kollektivbruger Kovbasa 510 Pud Hvede pr. Hektar, men også om, at der i År er nået et Resultat på 607 Pud Hvede pr. Hektar af den kvindelige Kollektivbruger Serge Jeva. Udstillingen har også udbredt Kendskab i vide Kredse til sådanne Bedrifter som et Udbytte af 15,1 Tons Bomuld pr. Hektar, som nåedes af en Gruppe ledet af den aserbaidsjanske kvindelige Kollektivbruger Alijeva, eller et Udbytte af 12,5 Tons Bomuld pr. Hektar, der nåedes i Usbekistan af en Gruppe, ledet af Kollektivbonden Kudajev. Som De ser, er den amerikanske Verdensrekord på 6 Tons Bomuld pr. Hektar blevet slået i Sovjetunionen med adskillige Fold. Viden om mange værdifulde Ydelser af Kollektivbrug på Kvægopdrætningens Område er også blevet spredt vidt omkring mellem Kollektivbrugene.

Der er blevet gjort meget på Udstillingen for at udbrede Kendskab i vide Kredse til Eksempler på særligt godt Arbejde i vort Agerbrug for derved at hjælpe med til at overføre de bedste Kollektivbrugs og de bedste mandlige og kvindelige Kollektivbrugeres Erfaringer til nye Egne og til nye Grene af Agerbruget. Men det må indrømmes, at Landbrugsudstillingen kan gøre endnu meget mer, end den hidtil har gjort, for at udvikle Kappelysten mellem Kollektivbrugene, Distrikterne, Regionerne og Republikkerne, og at den i Fremtiden må gøre endnu meget mer for at sikre et endnu hurtigere Fremskridt i Kollektiv- og Statslandbruget.

Hvad Fremskridt i Kultur for Sovjetunionens Folk angår, har vi gjort et stort Skridt fremad i det forløbne År. Dette viser sig ved det tiltagende Antal af vore Skoler og Biblioteker, af vore Aviser, Teatre, Biografer og andre Former for Kunst. Vi er Vidne ikke blot til en Fremgang for de nationale Kulturer, men også til en Udvikling, som bringer dem nærmere til hinanden. Et klart Bevis herfor er Fremkomsten af stadig nye Festspil af national Kunst i Moskva, der vidner om store kunstneriske Evner hos vore Republikker, og som vækker stor Interesse, i vor Hovedstad. Det bekræftes også af den Kendsgerning, at der til Listen over Jubilæer for sådanne store Mænd som den russiske Digter Pusjkin og den ukrainske Digter Sevtsjenko, der fejres af alle Folkeslagene, stadig føjes nye berømte Navne på nationale Digtere og legendære Helte fra andre Folkeslag i vort Land. Derfor er det, at de strålende Værker af den georgiske Digter, Sjota Rustavelli, og det armenske Epos om den nationale Helt David af Sasun er ved at blive Fælleseje for alle Sovjetunionens Folk og vækker stor Begejstring mellem alle kultiverede Sovjetmennesker.

Det må erkendes, at den socialistiske Kultur allerede nu har ikke ringe Resultater at opvise i vort Land. Denne ny Kulturs dybt revolutionære Karakter betyder ikke en Fornægtelse af Fortidens kulturelle Ydelser og heller ikke en Forkastelse af Nationernes kulturelle Arv. Tværtimod, alle virkelige kulturelle Ydelser fra Nationernes Side, hvor langt tilbage de end går, vurderes højt i den socialistiske Stat og fremtræder nu for deres Folk og for Folkeslagene i hele Sovjetunionen som nyskabte, i hele deres ideelle Pragt. Det ligger ikke til Bolsjevikkerne at glemme Slægtskabet med deres Folk. Vi Bolsjevikker er rundne af selve Folkets Hjerte, og vi værdsætter og elsker alle de strålende Bedrifter, som er optegnet i vort Folks Historie, ligesåvel som alle andre Folks Bedrifter. Vi véd godt, at alt virkeligt Fremskridt, som kun er muligt på Grundlag af Socialismen, må hvile på Folkenes hele Historie og på alle deres Bedrifter i svundne Tider, må afdække den sande Mening i Folkenes Historie for fuldt ud at sikre ens eget Folks strålende Fremtid og sammen med det en lys Fremtid for alle Folk. (Stærkt Bifald.)

Det mest betydningsfulde, som Sovjetunionen af i Dag har fuldbyrdet, er, at nye Kadrer, samvittighedsfulde Sovjetmennesker, som er Ledere af Millioner og atter Millioner, er opstået overalt i vort Land, iblandt alle Sovjetfolkeslagene. Disse Folk har en ny Holdning, en ny sand socialistisk Holdning overfor deres Arbejde og deres Pligter mod Staten, helt ulig den, man ved hvert Skridt møder i det kapitalistiske Samfund, eller den, som man indtil for nylig kunde finde selv i vort Land. Dette betyder ikke, at der ikke er flere tilbagestående Folk at finde i vort Samfund. Nej, der er ikke så få af dem endnu. Desuden er vi nødt til at indrømme, at de brede Lags socialt-kulturelle Niveau endnu er blevet hævet ganske utilstrækkeligt, for så vidt som det bedømmes ud fra Kommunismens Fremtidsperspektiver. Men vort Folk, Sovjetlandets Folk, har allerede 22 Års socialistisk Oktoberrevolution bag sig; der har allerede iblandt dem til en vis Grad udviklet sig nye Idéer angående Forholdet mellem Menneskene og et nyt Syn på Pligterne overfor Folket og den socialistiske Stat, som er fuldstændig forskellige fra de Folks Idéer, der er proppet med det kapitalistiske Samfunds borgerlige Fordomme. Det er netop disse nye Folk, som giver Tonen an i vort Land lige ned til Fabrikkerne, Bedrifterne og Kollektivbrugene.

De véd, at de bedste Repræsentanter for disse nye Folk i Arbejderklassen er de mandlige og kvindelige Stakha-novarbejdere, som i Sandhed omstyrter de gamle, lave Normer for Arbejdsproduktiviteten og giver udmærkede Eksempler på socialistisk Arbejde med høj Produktivitet. Antallet af sådanne Stakhanovarbejdere er stadig tiltagende, hvilket igen giver en god Målestok for Stigningen i Arbejderklassens kulturelt-tekniske Niveau. Deres Rækker fyldes nu af Folk, som begynder at arbejde med mange Maskiner, og som ved at begynde at arbejde med flere Maskiner i Stedet for een ikke har sænket, men endogså hævet hver Maskines Produktivitet. Til deres Antal må føjes dem, som har begyndt at arbejde med mer end een Specialitet, såvel som Sovjetkvinder, der har udmærket sig ved at begynde på flere Fag og Produktionsprocesser, som er nye for Kvinder. Den nye Teknik, som er meget udbredt i vor Industri, og den forøgede Produktionserfaring og Kundskab blandt de brede Masser af Arbejdere og Arbejdersker, tillader os at håbe, at disse nye Former for Stakhanovbevægelsen vil udvikle sig heldigt også i Fremtiden. Dette vil fremme Arbejdsproduktiviteten, mildne Manglen på faglig uddannede Industriarbejdere og vil på samme Tid muliggøre en yderligere Stigning i Arbejderklassens kulturelt-tekniske Niveau og nærme det til Ingeniørers og Teknikeres Niveau. Stakhanovbevægelsen i alle dens Udviklings Faser viser, at de nye Folk, trænet af Sovjetstyret, har fået stor Betydning i Sovjetunionen, og at der er en udbredt og stadig voksende Bestræbelse mellem Masserne for at måle sig med disse Fremskridtsfolk i vort Land.

I vort Land er Stakhanovbevægelsen voksende, og den nye socialistisk bevidste Holdning overfor Arbejdet griber stadig større Masser af Arbejderklassen og af Kollektivlandsbyen, en Holdning, der giver sig Udslag i heldige Resultater, når dette Arbejde ledes af værdige Ledere.

Den nye Holdning overfor Opdragelse breder sig mer og mer iblandt vort Lands Ungdom, ja, selv iblandt Børnene, en Holdning, der er gennemtrængt af en oprigtig Stræben efter Kundskab i Forbindelse med et inderligt Ønske om at blive virkelig nyttige Borgere i deres Land og for deres Folk. Enhver sand Leder, Lærer og Opdrager har lagt Mærke til dette Forhold og er meget glad for det.

I vort Land er der et stærkt Begær efter Kultur, Kunst og forskellige Former for offentligt Liv iblandt de bredeste Masser af det arbejdende Folk, både i By og på Land. Vi har kun at lære, hvordan vi i større Udstrækning og på bedre Måde skal kunne tilfredsstille dette voksende Begær og denne Drift i Folkets store Masser mod Kultur og mod det nye strålende Liv.

I vort Land er der lagt en solid Grundvold af Sovjetpatriotisme, som vor røde Hær er berømt for, og denne Følelse vurderes højt af Sovjetunionens Folk. Denne Sovjetpatriotisme har fejret Triumfer ved Khassansøens Bredder og ved den mongolsk-mansjuriske Grænse. Det var den ædle Sovjetpatriotismes Ånd, som gennemtrængte vor røde Hærs Felttog i Vestukraine og Vest-hviderusland, da vort røde Infanteri præsterede Marcher på 60 - 70 km om Dagen. Vi kender Sovjetpatriotismens høje Egenskaber, vi véd, at når vore Krigere, uden Tanke for sig selv, som Helte, kastede sig ind i Slaget imod Fjenden under Råbene: „For Fædrelandet! For Stalin!" da forstod alle vi, der er opdraget af Lenin-Stalins Parti, og Folkene i hele Sovjetunionen, at for Sovjetpatrioter går Fædreland og Kommunisme op i et eneste, udeleligt Hele. (Hørråb.)

Og alt dette betyder, at Sovjetunionen ikke blot er en meget fremskreden Industri i hurtig og støt bolsjevikisk Vækst, og ikke blot sovjetskabte Kollektivbrug, som repræsenterer den højeste Form for landøkonomisk Organisation; men det er først og fremmest Millioner og atter Millioner af Sovjetmennesker, nye Mennesker på Jordkloden, med en bevidst-socialistisk Holdning overfor Arbejde og Studium, inspireret af Sovjetpatriotisme til hæderfulde Gerninger for deres Folk og for Alverdens Folks fælles Sag. (Bifald.) Der er allerede blevet gjort ikke så lidt for Sovjetfolkets Opdragelse til Kommunismen; men dette er kun en Begyndelse. Endnu må vi betragte Arbejdet på en kommunistisk Opdragelse for Arbejderne, Bønderne, Funktionærerne og hele vor Intelligens som en af de vigtigste Opgaver for vor indre Politik. Medens vi på enhver Måde hjælper Foregangsmændene i vort Land og med Beundring fremhæver Navnene på Socialismens uselviske Helte, må vi tage os særlig af de tilbagestående, af dem, der sakker agterud, da de særlig trænger til bolsjevikisk Ledelse. Desuden må vi i høj Grad forstærke vore Bestræbelser for at danne Kadrer af vor egen Sovjetintelligens, som ikke står tilbage for nogen anden i Henseende til dens kulturelle Niveau, og som er Folket og den socialistiske Stat fuldt ud hengivne. (Bifald.) Det er unødigt at sige, at hvis vi i vor Indenrigspolitik glemmer Folkets Fjender eller viser dem Overbærenhed, vil det være en Forbrydelse mod vort Folk, mod vort Fædreland.

Nu har vi nye Valg til det arbejdende Folks Sovjetter for os. Omfanget af dette Valgfelttog kan bedst ses deraf, at der i hele Sovjetunionen skal vælges 1,300,000 Deputerede til Landsby-, Distrikt-, By- og Rayonsovjetter. Antallet af disse Deputerede overgår, som De vil se, Indbyggerantallet i flere små evropæiske Stater. (Munterhed.) Ved disse Valg må vi yderligere styrke Kommunisternes og de Partiløses Blok. Langt fra at beklage, skal vi netop glæde os over, hvis Valgene fører til en Udrensning af de uegnede og bureaukratisk fordærvede Elementer af Sovjetstyret. Hensigten med de nye Valg er netop at tage et godt Tag i Retning af at rense vore Organer for al bureaukratisk Kræft. Det er jo også derfor, at vi trænger til på enhver Måde at styrke Kommunisternes og de Partiløses Blok.

På samme Tid er vi fuldstændig overbeviste om, at de nye Valg til det arbejdende Folks Sovjetter vil blive en ny mægtig Demonstration af Sovjetsamfundets ubrydelige Moral og politiske Enhed, samlet om vort Parti og vor Regering. (Bifald). Spørgsmålet om det arbejdende Folks daglige Liv og en Forbedring af de lokale Sovjetters Arbejde må være ligestillede ved disse Valg. Det er naturligvis rigtigt. Men det er også rigtigt, at disse Valg i høj Grad vil være medvirkende til at hæve hele vort politiske Arbejde og gøre ikke blot Sovjetunionens Indenrigspolitik, men også dens Udenrigspolitik klarere for de brede Masser.

I Dag er det ikke nødvendigt for mig særligt at opholde mig ved Sovjetregeringens Udenrigspolitik. Alt det væsentlige er nylig blevet sagt i den øverste Sovjet og er Dem vel bekendt. Alligevel vil det være nyttigt at minde Dem om visse Begivenheder og om de Erfaringer, vi har høstet angående en Undervurdering af Farerne ved, at Sovjetunionen på alle Sider er omgivet af en kapitalistisk Verden.

Folkets Fjender, alle disse trotskistisk-bukharinistiske Agenter for de udenlandske Spioncentraler, drog som bekendt deres forræderiske Slutninger af det Faktum, at vi er omringet af Kapitalismen. De vilde sælge Sovjetunionen, vilde afskære både Kystprovinserne og Ukraine, Transkaukasien og Midtasien, såvel som Hviderusland til Fordel for de kapitalistiske Magter. Denne Forbrydelse mod Sovjetunionens Folk var dømt til at mislykkes, fordi Sovjetunionens Folk tror fast på deres Sag, fordi vort bolsjevikiske Parti lever, fordi vort Folks Skib styres af Kammerat Stalin. (Stærkt, stadigt vedvarende Bifald, der går over i en Ovation. Alle rejser sig.) Til Trods for alle Fjendernes Rænker, både de indre og de ydre Fjender, mislykkedes deres forbryderisk Planer, og Skammen kom over deres Hoveder. Sovjetunionen forblev urørlig, den blev endda stærkere, og, som De ser, marcherede den fremad, idet den forøgede Sovjetområdet, og vort Land er blevet endnu mere frygtindgydende for Fjenderne og endnu kærere for Sovjets Folk og deres oprigtige Venner over hele Verden. (Langvarigt Bifald.)

Vi er med Rette stolt af de heldige Resultater af vor Indenrigspolitik, og vi taler også med Tilfredshed om de vigtige Resultater af vor Udenrigspolitik. Den kapitalistiske Verden begynder mer og mer at forstå, at Sovjetunionen ikke er, hvad de gerne vilde have, den skulde være. De vilde gerne se vort Folk svagt og eftergivende over for Tryk udefra, men det modsatte er jo Tilfældet. (Bifald.) Sovjetunionen var og forbliver fast sammenknyttet, mægtig og uovervindelig. (Bifald.) Og det skyldes, at vi i alle disse År utrættelig har haft vor Opmærksomhed henvendt på vor Stats Sikkerhed, vort Forsvars Styrke. Dette har kostet os ikke få materielle Ofre, men Resultatet er, at vi har sikret Freden for Sovjetunionens Folk. (Stærkt Bifald.)

Vi kan ikke vide, hvilke Ulykker udefra vi endnu vil blive stillet overfor. Men een Ting véd vi sikkert: Det er nødvendigt ikke at svække, men endnu mere energisk at styrke vor Stats Forsvarsmagt. (Bifald.) Bolsjevikkernes Politik har sikret Sovjetunionen en mægtig Forøgelse af de indre Kræfter, og ingen Prøvelser udefra kan nu kue vort Land. (Bifald.) Den mægtige Kilde til Sovjetunionens indre Kraft er uudtømmelig, og for hvert År må vore Fjender regne mere alvorligt med denne ubestridelige, historiske Kendsgerning. (Bifald.) Samtidig véd vi, at Sovjetunionens bedste Udenrigspolitik er vor prøvede Fredspolitik, som allerede har bragt os ikke få gunstige Resultater.

Denne Inden- og Udenrigspolitik må vi også i Fremtiden følge uden Afvigelser. Heri ser vi Sovjetfolkenes Vilje, inspireret af Lenin-Stalins store Parti. Nu går vi ind i det 23. År for den socialistiske Oktoberrevolution. Vi vil marchere fremad ad den samme prøvede, sikre Leninske Vej, sådan som vi har gjort i alle disse År. Det er den Sti, som fører os til Sovjetmagtens endelige Sejr.

Leve vor socialistiske- Oktoberrevolution! (Stærkt Bifald.) Leve Sovjetunionens Arbejderklasse, dens Kollektivbønder og den socialistiske Intelligens! (Bifald.) Leve vort mægtige Forsvar og dets uovervindelige Styrke - vor røde Hær og Flåde! (Bifald.) Leve Marx-Engels-Lenin-Stalin's store, uovervindelige Banner! (Stærkt Bifald, som går over i en Ovation. Alle rejser sig.) Leve Leninismen! (Bifald.) Leve Bolsjevikernes Parti, og gid vor Stalin må leve i mange År! (Stærkt, stadigt vedvarende Bifald, der går over i en Ovation. Orkestret intonerer „Internationale"'. Alle hylder Kammerat Stalin.)

Ingen i Verden, der havde forstået en Smule af den imperialistiske Kapitalismes Væsen og Grundtræk, kunne antage, at det tyske Bourgeoisi i Længden ville lade Versailles-Systemet blive stående uantastet, at den tyske Monopolkapitalisme ville affinde sig med Stillingen som en andenrangs Imperialisme.

Næppe var den tyske Imperialisme kommet lidt til Kræfter efter Krigsnederlaget i den første imperialistiske Verdenskrig, før Kapitalisterne allerede begyndte at udnytte Versailles-Diktatet til chauvinistisk Ophidselse af Folket. Selv om de væltede hele Versailles-Ydelsernes Byrde over på de arbejdende Masser, forstod de med et vist Held at vende brede småborgerlige Massers Vrede bort fra sig og fra det kapitalistiske System og forvandle den til et chauvinistisk Had til den første Verdenskrigs sejrende Magter.

De tyske Kommunister har fra Begyndelsen forklaret, at Versailles-Diktatet foruden de tunge Byrder, det pålagde de tyske Arbejdende, rummer Kimen til nye imperialistiske Opgør. Og dette så meget mere som Versailles-Diktatet i ændrede Statsdannelser opretholdt og delvis endog forstærkede den nationale Undertrykkelse og derved ophobede Brændstof til Anstiftelse af imperialistiske Konflikter. Derfor har vi Kommunister under Ernst Thälmanns Førerskab fra Begyndelsen som det eneste tyske Parti kæmpet imod det imperialistiske Versailles. Vort Mål var dets revolutionære Afskaffelse gennem Kampen imod vor egen såvel som den fremmede Imperialisme.

Det tyske og det internationale Socialdemokratis historiske Skyld består netop deri, at det understøttede sit Bourgeoisi i den første imperialistiske Krig, derefter billigede det imperialistiske Fredsdiktat og endelig forhindrede den sociale Revolution under en yderst revolutionær Tilspidsning af Klassekampen. Den tyske socialdemokratiske Ledelse har efter Krigen set sin Hovedopgave i at fremme Styrkelsen og Befæstelsen af den svækkede tyske Kapitalisme.

Under »Weimar-Demokratiet« er Kapitalens Koncentrering og Monopolisering skredet rask frem. Denne Magtkoncentration forøgede den aggressive Ekspansionstrang hos de tyske Imperialister. Siden 1928 har Monopolkapitalisterne stadig mere beslutsomt presset de forskellige Regeringer til Oprustning. De socialdemokratiske Førere har fra Begyndelsen gjort hele denne Kurs med.

Under Verdenskrisen anså den tyske Finanskapital Tiden for inde til at styre imod Verdens Nyopdeling med Magt. Dertil behøvedes efter Krigsprovokatørernes Mening: en enorm Oprustning, Militarisering af Folket, en overordentlig forøget Udbytning af Proletariatet og Udplyndring af Bønderne og Middelstanden, Udviklingen af en vild Chauvinisme og frem for alt terroristisk Brydning af enhver Modstand fra det arbejdende Folk.

Til Gennemførelsen af dette Program skærpede de tyske Monopolkapitalister deres Undertrykkelsesregime, fjernede alle demokratiske Folkerettigheder, tilintetgjorde alle Arbejderbevægelsens legale Organisationer og forvandlede sit Regime fra et borgerligt-demokratisk Diktatur til det grusomme, terroristiske, fascistiske Diktatur. Dermed var for den tyske Imperialisme de vigtigste Forudsætninger givet for Overgangen til en aggressiv, krigerisk Udenrigspolitik.

De herskende Klasser i England og Frankrig, som havde påtvunget Europa Versailles-Diktatet, var bange for, at deres Herskerstilling i Europa kunne blive tilintetgjort.

Derfor ville de holde den tyske Imperialisme nede på en andenrangs Imperialismes Stade. De ville ikke lade den blive så stærk, at den kunne unddrage sig deres Overherredømme. Men i første Række hadede de den voksende Magt hos Sovjetunionen, som ved sine socialistiske Sejre havde en stadig dybere revolutionerende Virkning blandt Verdens Arbejdere og undertrykte Folk. For at svække begge forsøgte Englands og Frankrigs herskende Klasser at skubbe den tyske Imperialisme, som var ved at blive dem for stærk og for farlig, ind i en Erobringskrig mod Sovjetunionen. Til dette Formål ofrede de Østrig og Tjekkoslovakiet og var enig med den polske Regering om at låne den tyske Imperialisme den polske Grænse til en Angrebskrig mod Sovjetunionen. For at rydde internationale Vanskeligheder af Vejen for Aggressoren gjorde de Folkeforbundet afmægtigt og lovede ham fortsat Understøttelse.

Imperialistiske Kredse i Tyskland har indtil Begyndelsen af 1939 i Virkeligheden leget med den eventyrlige Plan om en Krig mod Sovjetunionen. De anbefalede sig over for Alverden som Stormtrop mod Kommunismen, sluttede Antikominternpagten med andre imperialistiske Stater, som var kommet til kort ved Fordelingen af Verden, og forsøgte ideologisk at forberede denne Krig i de brede Masser.

Seks År igennem stræbte de tyske Fascister efter at fremkalde Had mod Sovjetunionen i det tyske Folk. Alligevel måtte de tyske Imperialister fastslå, at Krigen mod Sovjetunionen var og blev højst upopulær. Samtidig gik det op for dem, at den engelske Imperialisme kun arbejdede hen imod en Krig imellem Tyskland og Sovjetunionen, fordi den var interesseret i at svække begge Nationer for at sikre sit Overherredømme i den kapitalistiske Verden. Det fremgik af det engelske Diplomatis Dobbeltspil. Medens det i Berlin hidsede til Korstog imod Sovjetunionen, forsøgte det samtidig at provokere Sovjetunionen til Krig mod Tyskland. Men det afgørende for de tyske Imperialister var Sovjetunionens vældige Magt. Det tyske Storbourgeoisi forstod, at en Krig mod Sovjetunionen aldeles givet ville være endt med Nederlag for den tyske Imperialisme.

Kammerat Stalin havde på SUKP(B)s 18. Partikongres klarlagt Sovjetunionens Udenrigspolitik, der bygger på Fredens Opretholdelse, og samtidig brændemærket alle Krigsprovokatører, frem for alt dem, der viste særlig Interesse for en Krig mellem Tyskland og Sovjetunionen. De lumske engelske og franske Krigsprovokatører drev dog det forbryderiske Spil videre, medens de tyske Imperialister besluttede sig til en Vending.

Det tyske Bourgeoisi mindedes Rapallo-traktaten og viste sig nu beredt til at acceptere de tidligere tilbageviste Forslag fra Sovjetunionen om Afslutning af en Ikke-angrebspagt og genoprette normale statslige Forbindelser. Således blev den truende Krig mellem Tyskland og Sovjetunionen undgået. Historien har vist, at Fred og Venskab mellem det russiske og det tyske Folk altid har været til Gavn for begge Folk. Efter Ikke-angrebspagten viste der sig Mulighed for at genoprette et venskabeligt Forhold mellem de to Stater. De tyske arbejdende Masser betragter dog kun denne Pagt som et første Skridt. De vil ikke blot forsvare den mod enhver reaktionær Intrige, de vil også være bestræbt på at oprette et snævert og ubrydeligt Venskabsforhold mellem det tyske Folk og Sovjetunionens Folk.

II.

Den første imperialistiske Verdenskrig efterlod en dyb Modsætning imellem de imperialistiske Stater, der profiterede ved Nyopdelingen af Verden, og de der måtte bære Tabet ved denne Opdeling eller som følte sig forfordelt ved Nyopdelingen. I Tidens Løb har denne Modsætning, særlig som Følge af Kapitalismens uregelmæssige Udvikling, ført til de skarpeste Spændinger, til Dannelse af imperialistiske Blokke og til en Række Aggressionshandlinger.

I de forløbne År har franske og tyske Kapitalister til forskellige Tider gjort Forsøg på, på Basis af den almindelige Modsætning imellem den socialistiske og den kapitalistiske Verden, at forene Imperialisterne til Kamp mod Sovjetunionen. Sådanne Forsøg er altid forekommet, når den kapitalistiske Verden blev rystet af Krisefeber. Men de strandede på de kapitalistiske Magters indre Modsætninger. Således også den engelske Reaktions sidste Forsøg under Chamberlains Førerskab. De reaktionære Kræfter har i de sidste År stadig mere intenst tilstræbt at opdele Verden påny på Bekostning af det socialistiske Land. Den sovjetisk-tyske Ikkeangrebspagt har sønderslået disse Planer. De imperialistiske Stater var imidlertid ikke mere i Stand til at slå Bro over de tilspidsede imperialistiske Modsætninger på »fredelig« Vis. Derfor kom det til Krig mellem Imperialisterne indbyrdes om Nyopdelingen af den kapitalistiske Verden.

For den tyske Imperialisme gælder det om at bryde de engelske Imperialisters Overherredømme over den kapitalistiske Verden. De vil selv oprette et Kolonirige og undertrykke og udbytte fremmede Folkeslag. For de engelske og franske Imperialister gælder det om at slå den gamle Konkurrent og stadige Trussel imod deres Magt ned på en sådan Måde; at han ikke så snart igen kan tænke på at komme sig. Det er kort udtrykt Krigsmålene for de kæmpende imperialistiske Magter, som arbejder på at øge Krigens Omfang.

III.

Vi tyske Kommunister anklager den tyske Imperialisme for, at den har stødt det tyske Folk ud i denne Krig. Angiveligt begyndte de tyske Imperialister Krigen imod Polen for at indlemme den tyske By Danzig i Riget. I Virkeligheden drejede det sig ikke blot om Danzig og Korridoren, ikke blot om Polens Undertvingelse og Erobringen af Områder, som aldrig ville kunne regnes for at være tysk Område, men frem for alt om Opgøret med England om Overherredømmet i Europa og om Udbytningen af Kolonier.

De hovedrige tyske Monopolkapitalister lader gennem Naziførernes Mund forkynde, at »det fattige Tyskland« vil have Del i Besiddelsen af den koloniale Verden, som de rige Stater forholder det. Ville de tyske Arbejdere og Bønder leve bedre, hvis Krupp, Thyssen, Mannesmann og Konsorter kunne presse Overprofit ud af Kolonifolkene ? Nej ! Af de hidtidige Erobringer kan de tyske Arbejdende drage den Lære: jo mere den tyske Imperialisme undertrykker fremmede Nationer, jo mere den trykker deres Levevilkår ned på et barbarisk Niveau, desto mere bliver de tyske Arbejdende selv knægtet og udbyttet.

Naziførerne hævder, at Tyskland er et fattigt Land. Men Hitler har samtidig pralet af, at hans Regering i de få År indtil Krigen har stukket 90 Milliarder Mark i Oprustningen. Denne vældige Sum blev presset ud af Folket. Hvis disse 90 Milliarder Mark var givet ud i Folkets Interesse, ville det se anderledes ud i Tyskland.

Naziførerne fortæller demagogisk de tyske Lønslaver, at den internationale Kapital ikke vil lade Tyskland leve, og derfor må man føre Krigen. Men de tyske Storkapitalister tilhører ligesåvel den internationale Finanskapital som de engelske, franske og amerikanske Finanskapitalister. Der findes ingen abstrakt international Kapital. Konkret opløser den sig i engelske, franske, tyske o.s.v. Kapitalister, hvis Interesser altid er hundredfold modsatte og hundredfold sammenknyttede. De pudser Folkene på hinanden og sidder samtidig sammen i de internationale Truster. Men de er alle enige på et Punkt, nemlig at udbytte de Arbejdende og udplyndre de undertrykte Folk stadig mere. Denne internationale finanskapital, hvis Tryk de tyske arbejdende Masser umiddelbart føler, sidder i vort eget Land, i Monopolerne, Storbankerne og Storgodserne.

Naziførerne bar fået til Opgave at forklare, at de kæmper mod en Undertrykkelse af Europa fra Englands Side. Uden Tvivl vil de engelske Imperialister kneble Europas Folkeslag; når man kæmper derimod, kæmper man for en retfærdig Sag. Men vil de tyske Imperialister ikke ligeledes og måske med endnu mere brutale Metoder undertrykke Europas Folkeslag ? Europa under de tyske Monopolkapitalisters Herredømme ville være et frygteligt Folkenes Fængsel. At forhindre Undertrykkelsen af Europas Folkeslag betyder at sætte en Stopper for alle imperialistiske undertrykkere, ligegyldigt om det er tyske eller engelske Imperialister.

De regerende Kredse i Tyskland siger: England og Frankrig har erklæret Tyskland Krig, den tyske Regering har ikke villet Krigen med disse Lande. Alle Kendsgerninger taler imod det. Arbejderne og Bønderne i Tyskland har tusindvis af Beviser for, at de reaktionære tyske

Kapitalister og deres Naziparti har villet Krigen imod Frankrig og England. På begge Sider siger Kapitalisterne: »Vort Folk er blevet angrebet«. På begge Sider opfordrer de til »Fædrelandsforsvar«. Men på ingen af Siderne vil nogen Arbejder tage Arbejdspladsen fra sin Broder på den anden Side. Ingen Bonde vil tage Jorden fra Bonden på den anden Side af Grænsen. Kun Kapitalisterne på begge Sider går på Jagt efter Bytte. Med den forløjede Parole om »Fædrelandsforsvar« bliver de arbejdende Folk på nederdrægtig Måde udnyttet til Erobringsformål af Kapitalisterne på begge Sider. Men Soldaterne, Arbejderne og Bønderne på begge Sider af Fronten imellem de imperialistiske Stater har en fælles Interesse: at gøre Ende på den indbyrdes Kamp, sætte Storkapitalisterne på begge Sider ud af Spillet for at beskytte Freden og Landets Sikkerhed.

IV.

Krigspropagandaen fra de engelske Imperialister og deres Medhjælpere blandt de reaktionære Ledere af Socialdemokratiet er ligeså forløjet og bedragerisk som de tyske Imperialisters Krigspropaganda. De forsøger ligesom de tyske Imperialister at skjule deres virkelige Erobringsplaner og Krigsmål.

De engelske Krigsprovokatører har opstillet tre forløjede, bedrageriske Hovedparoler: For det første, de fører angivelig Krigen til Forsvar for de små Nationers Uafhængighed. Denne frække Påstand fra de engelske Kapitalisters Side bærer Løgnens Mærke. Den engelske Imperialisme har bestandig undertrykt mange Folk på Hundreder af Millioner Mennesker på det grusomste. Den engelske Imperialisme har altid behandlet Folkeslag som Handelsvarer. For os er Bortsjakringen af Østrig og Tjekkoslovakiet til den tyske Imperialisme endnu i frisk Erindring. Østrigerne og Tjekkerne har oplevet det uhyre Forræderi imod deres Nation, som de nuværende regerende Kredse i England og Frankrig iværksatte.

For det andet, de engelske Imperialister fører angivelig Krigen for at befri Verden fra det nazistiske Tyranni og det tyske Folk fra Hitler. Så længe de tyske Nazister og Chamberlain’erne mødtes med de samme politiske Hensigter var de de bedste Venner.

Kendsgerningen er, at Hitler blev og forblev Rigskansler med den engelske og franske Reaktions velvillige Understøttelse. I alle Årene indtil 1939 har det engelske Bourgeoisi i Kampen mellem det arbejdende tyske Folk og Nazi-Tyranniet stedse stået på Hitlers Side, det har altid forskaffet Hitlerregimet udenrigspolitiske Resultater, når de indre Vanskeligheder blev faretruende for den tyske Kapitalisme.

Disse Lord’er ved meget godt, at Hitler kunne styrtes, også uden Krig. Men de Herrer Kapitalister i England og Frankrig har med Amsterdam Fagforeningsinternationalens og II. Internationales Hjælp beslutsomt bekæmpet netop de Kræfter i Tyskland, som under store Ofre ihærdigt og systematisk arbejdede på at styrte Hitlerregeringen. I Virkeligheden drejer det sig for de engelsk-franske Imperialister kun om at svække den tyske Imperialisme, gøre den til en andenrangs og overfor England lydhør Imperialisme og stille det kapitalistiske Diktaturregime i Tyskland i engelske Interessers Tjeneste. De engelske Imperialister ville gerne gøre Tyskland med eller uden Hitler til Lænkehund mod Sovjetunionen.

For det tredje hævder de engelske Kapitalister, at de fører Krigen for at redde Civilisationen, for at redde Retten og Loven. »Civilisation« og »Ret« var ikke anderledes i Tyskland på den Tid, da Chamberlain og Hitler gik Arm i Arm og Runciman indledte Udleveringen af Tjekkoslovakiet. Da de fascistiske Mordere tilintetgjorde Guernica og myrdede Kvinder og Børn i Madrid, var det ganske i Overensstemmelse med Chamberlains »Civilisation«. »Civilisationen« og »Retten« i det fascistiske Polen, i Franco-Spanien, i det halvfascistiske Grækenland finder det engelske Bourgeoisi fuldstændig normal. Skal Soldaterne kæmpe for sådanne »Kulturerobringer« ? Men når det tyske arbejdende Folk kan tilintetgøre den fascistiske »Civilisation« og de tyske Kapitalisters fascistiske »Ret«, så falder det dem ikke ind at sætte nogen Chamberlainsk »Kultur« i Stedet. Man fordriver ikke Djævelen med Belzebub.

De tyske Arbejdere og Bønder har den ene Interesse at gøre Ende på det fascistisk-kapitalistiske Tyranni. Men falder deres Interesser sammen med det engelsk-franske Bourgeoisis Interesser ? Kan de på et Stykke af Vejen slå Følge med disse »Modstandere« af Hitler ? Nej, Det engelske og franske Bourgeoisi, som i deres egne Lande selv fjerner alle Forskelle imellem det borgerlig-demokratiske Regime og det fascistiske Diktatur, er Fjender endog af et sådant borgerligt Regime, som ville tilstå det tyske Folk politiske Rettigheder. Så meget mere er de Fjender af en Folkerevolution mod Hitler, Thyssen og Co. Men de tyske Arbejdere og Bønder er kun slet hjulpen blot med Omstyrtelsen af det nuværende Styre, hvis det monopolkapitalistiske Diktatur bliver ved at bestå.

Derfor har de tyske Arbejdere og Bønder i denne Krig intet fælles med det engelsk-franske Bourgeoisi og dettes socialdemokratiske Agenter. Men deres Interesser falder fuldkommen sammen med de engelsk-franske Arbejderes og Bønders Interesser, som ikke varetages af Blum og Citrine, men af Pollitt, Thorez og Cachin.

V.

Vi Kommunister ville bevare Freden for det tyske Folk. Dertil anså vi i første Række Afskaffelsen af det fascistiske Diktatur og en fuldstændig Ændring af Tysklands Udenrigspolitik for nødvendig. Vi sagde til vore Klassefæller: Om også et borgerlig-demokratisk Regime i sit Klasseindhold ikke adskiller sig principielt fra Fascismen så giver det borgerlig-demokratiske Regime dog en bedre Jordbund for Kampen for Arbejdernes og det arbejdende Folks interesser, for Opretholdelsen af Freden og Arbejderklassens endelige Sejr.

Da der ikke fandtes politiske Forudsætninger for en umiddelbart sejrrig Kamp for Proletariatets Diktatur, var vi rede til vidtgående Indrømmelser til de borgerlig-demokratiske Kræfter. Vi stillede os i Spidsen for Kampen for et borgerlig-demokratisk Regime, som skulle give det arbejdende Folk så vidtgående politiske Rettigheder som muligt. Vi forsøgte med hårdnakket Energi at organisere en bred Folkefrontbevægelse for denne Kamp.

Vi henvendte os atter og atter til det socialdemokratiske Parti for at komme til Enighed om at skabe Aktionsenhed mellem de to Partier som denne Folkefrontbevægelses Rygrad. Men Wels, Hilferding, Stampfer, Geyer og Konsorter svarede blot med at øge deres Antikommunist- og Antisovjethets. De afviste enhver fælles Kamp mod det fascistiske Diktatur og optrådte kun som Splittelsesfolk. Derved understøttede de Nazi-Regimet og den internationale Reaktion. Derved blev de medansvarlige for den nye imperialistiske Krig.

Siden den imperialistiske Krigs Udbrud har vi befundet os i en fuldstændig ny Situation. Den anden imperialistiske Krig er Udtryk for Kapitalismens skarpeste Krise. Nu modnes Forudsætningerne for en politisk Krise for hele det kapitalistiske System. Under disse Betingelser at tilstræbe et borgerligt demokratisk Styre ville betyde at give Afkald på den historiske Lejlighed, som gennem Krig og Krigsnederlag gives Proletariatet i Kampen for Socialismen; det ville betyde, at man en Gang til reddede det rådne kapitalistiske System. Derfor kæmper vi Kommunister i denne Situation imod alle Former for borgerligt Diktatur.

De tyske socialdemokratiske Føreres Optræden i den nuværende Krig svarer til II. Internationales Føreres almindelige Optræden. Disse Herrers Rolle består i at give Verdensbourgeoisiet »Garantier« for, at denne nye imperialistiske Krig ikke vil have nye socialistiske Revolutioner til Følge.

Det tyske Socialdemokratis Førere, Hilferding, Stampfer, Geyer og Konsorter, er dennegang kun ved særlige Omstændigheder forhindret i åbent at kæmpe ved deres Bourgeoisis Side. De kan ikke kæmpe åbent på det tyske imperialistiske Krigspartis Side, men de kæmper ideologisk på dets Side i den indre Krig, i Krigen mod det revolutionære Proletariat. De tyske reaktionære socialdemokratiske Førere taler allerede ved Krigens Begyndelse det kapitalistiske Politisprog imod Kommunisterne.

De er sunket endnu dybere end i 1914 og arbejder som Agenter i den engelske og franske Imperialismes Sold, selvfølgelig ikke i den Hensigt at kæmpe mod den tyske Kapitalisme. I det engelske Bourgeoisi ser de den største Garant imod et revolutionært Omsving i Tyskland. Derfor står de på Chamberlain’ernes Side, for med engelske Bajonetters Hjælp at forhindre, at de tyske Arbejdere også bortjager Tyssen, Krupp, Flick, Borsig og Konsorter sammen med Naziførerne. Hilferding, Stampfer, Geyer og Kumpaner giver et Mønstereksempel på, hvorledes Klasseforræderi og Forræderi mod Folkets nationale Interesser falder sammen i den rådnende Kapitalismes Epoke. I Dag kan kun det arbejdende Folk med Arbejderklassen i Spidsen optræde i Nationens Navn. De tyske socialdemokratiske Chamberlain-Agenter vil lige så lidt som deres Arbejdsgivere bringe det tyske Folk Frihed og Selvbestemmelsesret; de vil bringe det ind under et dobbelt Åg som en Vasalstat, der udbyttes både af de tyske Kapitalister og af de engelske Imperialister.

Den socialdemokratiske Partiledelse har allerede før Krigen ideologisk arbejdet på Klasseforræderiet. I »Neuer Vorwärts« talte disse Klasseforsoningstilhængere bevidst kun om et Despoti fra Hitlers Side og benægtede det finanskapitalistiske Diktatur. De skrev, at det fascistiske Regime undertrykker alle Klasser lige meget, at de »rhinske Arbejdsgivere« blev terroriseret af Regimet. Til Grund for hele dette Bedrag ligger kun det kontrarevolutionære Mål at forhindre den sociale Revolution.

I den første imperialistiske Verdenskrig tiltvang Proletariatet i Tyskland sig under Ledelse af de revolutionære Bedriftstillidsmænd i Arbejder- og Soldaterrådene Freden gennem Revolutionen. Men den tyske Arbejderklasse blev dengang stående på Halvvejen, skønt de havde de russiske Bolsjevikers Eksempel for sig. Derfor blev de atter slynget ned i Dybet. Det socialdemokratiske Partis Klasseforræderi var Skyld deri. Kapitalisterne, de Skyldige i den første Verdenskrig, kunne derfor efter 25 Års Forløb atter tvinge det tyske Folk ud i en blodig Krig. De tyske Arbejdere og Bønder kan intet vinde ved en Sejr for de tyske Kapitalister i denne Krig. En sådan Sejr ville kun betyde Forlængelsen og Skærpelsen af deres Slaveri. Derfor er det i alle Småkårsfolks Interesse ikke på nogen Måde at støtte de tyske Imperialisters Krig.

VI.

Det arbejdende Folk i Tyskland har een Vej, ad hvilken det for bestandig kan komme ud af denne frygtelige Stilling - det er den revolutionære Kamp mod Kapitalismen. Uden en grundlæggende Ændring af Samfundsforholdene kan der kun gives en imperialistisk Fred, efterfulgt af nye imperialistiske Krige, og Folkene vil heller ikke dennegang blive befriet for Krigens Svøbe. For at blive fri for Krigens Svøbe må Arbejderne og Bønderne befri sig for Kapitalismens Svøbe. Kun Arbejderklassen kan være den afgørende, vejvisende og førende Kraft i denne Kamp.

I den anden imperialistiske Krig må Arbejderklassens Kampenhed derfor tilvejebringes. Det er Facit af alle Erfaringerne fra 25 År. Men selv i det industrielle Tyskland kan den tyske Arbejderklasse ikke sejre over Kapitalisterne, der er Skyld i Krigen, og deres Hjælpere, hvis den ikke danner en fast Blok med den arbejdende Bondestand. Arbejderne og Bønderne forenes under den imperialistiske Krig af det store ophøjede fælles Mål at tiltvinge sig Freden. Af denne Forening i Kampen for Freden kan fremvokse den fælles Vilje til at fratage de i Krigen skyldige Kapitalister og Storagrarer deres Ejendom og derved føre Hugget imod Imperialismens Rod. Fabriker, Banker og Jord er i Monopolkapitalisternes og Storagrarernes Hænder ikke blot Kilden til Udbytningen, Undertrykkelsen og Sulten, men også til den imperialistiske Krig.

For at føre Kampen imod Krigen vil de fremskridtsvenlige Arbejdere, Bønder og Soldater, Håndværkerne og de Intellektuelle utvivlsomt gå i Gang med overalt at danne illegale Organisationer, hvad enten det er i Form af Tillidsmænd, Forbindelsesmænd, Udvalg eller under andre Former, som forener alle Kræfter til Kampen for en revolutionær Ændring af Forholdene i Tyskland.

De vil betragte det som en nødvendig Forudsætning for deres Sejr uophørligt at afsløre de skyldige i Krigen, deres Fædrelandsforsvarsdemagogi, deres chauvinistiske Ophidselsesmetoder, deres Løgne og bedrageriske Manøvren og deres imperialistiske Krigsmål.

De fremskridtsvenlige Arbejdere, Bønder og Soldater vil ikke glemme, at Massernes Kamp for enhver nok så ringe Lettelse, at ethvert lille Resultat over for det kapitalistiske Statsapparat, hvad enten det drejer sig om Løn, Brød eller demokratiske Rettigheder, er af overordentlig Nytte til Formering af den store Armé i Kampen.

De revolutionære Arbejdere vil endelig give de brede Masser det store revolutionære Perspektiv, vise dem, at Socialismens Sejr er den eneste Vej til den virkelige Fred, til Lykke og Velstand.

I Dag er Situationen anderledes end i 1914. Opportunismen dominerer ikke mere i Arbejderklassen. Dengang var Masserne grebet af Borgfredssvindelen. Nu begyndte Krigen i en Situation med tilspidset Klassekamp i alle kapitalistiske Lande. I Frankrig blev Fængslerne og Tugthusene ved Krigens Begyndelse fyldt af revolutionære Arbejdere og deres Førere. Det franske Bourgeoisi har under socialdemokratiske Krigsprovokatørers Glædeshyl indledet det skærpede Felttog mod Arbejderklassen med Forbudet mod det kommunistiske Parti. I Tyskland gik Bourgeoisiet allerede ved Krigens Begyndelse over til Borgerkrigens Kampmetoder. Nedskydninger af egne Landsmænd og tjekkiske nationale Frihedskæmpere har allerede fundet Sted. Det er et Udtryk for det kapitalistiske Krigsregimes Grusomhed, men også et Tegn på dets Svaghed.

Bourgeoisiets kapitalistisk-terroristiske Statsapparat, hvis Praksis Arbejderne i Tyskland indtil da overvejende oplevede i Form af Arbejdsfronten, nazistiske Formyndere, Arbejdsdomstole, Gestapo og fascistiske Stormformationer, og som Bønderne så i »Reichnährstand«s Tvangsapparat, de små Forretningsfolk i Statens Tvangsbrancheforeninger, et Statsapparat, som alle mærkede i den uendeligt lange Række af Forordninger, Bestemmelser og Straffesystemer - det optræder nu mod Arbejderne og Bønderne med de militære Borgerkrigsaktioners rå Vold. Af denne Statsapparatets Optræden erkender det arbejdende Folk mere og mere den uoverstigelige Kløft, der består mellem dem og Bourgeoisiets Magtapparat.

Det imperialistiske tyske Bourgeoisi har ved den brutale Undertvingelse af fremmede Nationer og deres Indlemmelse med Magt i det tyske Statssystem gjort Tyskland til et Folkenes Fængsel. Arbejderne og Bønderne i det gamle Rige og de i Riget tvangsindlemmede nationalt undertrykte Folkeslag har en fælles Fjende, den tyske Imperialisme, de tyske Storkapitalister og Storgodsejere. De tyske Arbejdere og Bønder kan ikke befri sig selv fra Udbytningens Åg, hvis de ikke understøtter. de undertrykte Nationens Frihedskamp imod Fremmedherredømmet. Først ved aktiv Understøttelse af denne Kamp opstår der et Kampforbund imellem det tyske arbejdende Folk og de nationalt undertrykte Folk, Østrigerne, Tjekkerne og Slovakkerne. Dette Kampforbund er en nødvendig Betingelse for alles Sejr.

Grusomt vil Krigen fortsætte Ødelæggelsen af Folkeøkonomien, som Monopolkapitalisterne allerede i Forvejen havde ruineret allevegne. Hvis Kapitalisterne endnu engang beholder Magten, på Ruinerne af den ødelagte Folkeøkonomi, så vil de arbejdende Masser hjemfalde til et Slaveri uden Lige såvel i de eventuelt sejrende kapitalistiske Stater som i de eventuelt besejrede kapitalistiske Stater. Livsbetingelserne for den nuværende og den kommende Generation ville blive forfærdelige, hvis det kapitalistiske System opretholdes. For at forhindre det, gælder det om for Arbejderklassen i alle kapitalistiske Lande at afslutte den imperialistiske Krig på revolutionær Måde.

De tyske Naziførere, Agenterne og Repræsentanterne for den tyske Finanskapital, siger, at ved Krigens Afslutning vil den »nationale Socialisme« af deres Type herske i Europa. Med Fraserne om Socialismen vil de i første Række bedrage de engelske og franske Arbejdere. De tyske, østrigske og tjekkiske Arbejdere kan de ikke længere blænde meget dermed. De tyske Arbejdere ved, at »Nationalsocialismens« System er den direkte Modsætning til Socialismen.

Der fandtes allerede tidligere Agenter for Bourgeoisiet, som med Frasen om den »vordende Socialisme« forherligede Bourgeoisiets Forholdsregler. Socialdemokratiske Førere fremstillede allerede Krigsøkonomien og Levnedsmiddelkortsystemet i den sidste imperialistiske Krig som Socialisme. Efter Krigen udgav de Bourgeoisiets tilslørede Diktatur igennem den borgerlige Parlamentarisme for Socialisme. De har betegnet Kapitalens Koncentrations proces, Oprettelsen af Monopoler og Truster som fredelig Udvikling henimod Socialismen, de har fejret en Stinnes og Ford som Socialismens Forkæmpere.

Da en antikapitalistisk Kampvilje greb de brede Masser i Tyskland i 1981-32, forvirrede Naziførerne Millioner med den bedrageriske Propaganda for en »national Socialisme« og styrkede Kapitalisternes Positioner.

Nej, Arbejderne har ikke glemt, at efter Svindelkampagnen om »Socialismen« er den kapitalistiske Udbytning og Undertrykkelse stadig forøget lige til det nøgne terroristiske Diktatur. De Herrer Naziførere vil angivelig nu kæmpe for Socialismen i Europa ? Men de tyske Arbejdere vil spørge: Hvor er da Socialismen i Tyskland ? Er det ikke på sin Plads at kæmpe for den virkelige Socialisme hos os selv ?

Hvem tilhører da Storbedrifterne i Tyskland - Folket eller Kapitalisterne ? Hvem tilhører Bankerne - Finanskongerne eller Folket ? Hvem tilhører de store Godser - Fyrsterne, Storgodsejerne og nybagte rige Nazister eller Bønderne ? Hvem hersker i Tyskland - Storbourgeoisiet eller det arbejdende Folk ? Hvem har politiske Rettigheder det arbejdende Folk eller Kapitalisterne ? Alt, Ejendom, Magt, Ret tilhører i Tyskland et ganske tyndt Lag af Storkapitalister. Denne Kendsgerning er det, der skal tilsløres, når Naziførerne taler om den »nationale Socialisme«.

Hvorledes kan man tale om Socialisme, sålænge Kommunisterne, de mest trofaste Forkæmpere for Socialismen, vansmægter i Koncentrationslejre ? Sålænge Arbejderne i Bedrifterne er retsløse ? Sålænge de kapitalistiske »Bedriftsledere« uindskrænket kommanderer og stikker Profit i Lommen ?

Og har de tyske Imperialister måske annekteret Østrig og Tjekkoslovakiet for at bringe de derværende Folk Socialismen ? De har tvunget dem ind under et dobbelt Åg, ind i en Udbytning fra både deres egne og de tyske Monopolkapitalisters Side. Har de tyske Monopolkapitalister myrdet Folkerepublikken i Spanien, for at Franco kan virkeliggøre Socialismen ? Har de tyske Kapitalister erobret Høj- og Lavadelens Polen for at bringe det polske Folk Socialismen ? Blot disse Spørgsmål er allerede nok til at afsløre Naziførernes Svindel om deres »socialistiske Mission«.

Det arbejdende polske Folk vidste, at det kun havde national og social Undertrykkelse at vente af de tyske Imperialisters Hære, derfor mødte det dem med forbitret Had og Modstand. Det stræbte selv efter Befrielsen fra sine Undertrykkere. Derfor hilste Ukrainerne og Hvide-russerne straks den Røde Hær Velkommen, da den marcherede ind.

Den røde Hær kom som en Hær til Befrielse fra national Undertrykkelse, som en Socialismens Hær. Bag dens Linier hørte Undertrykkelsen og Udbytningen op. Arbejderne blev Bedrifternes Herrer, Bønderne Herrer over Jorden. Den røde Hær kom som den fremskridtssindede Kulturs Hær. Bag dens Linier udfoldede sig et nyt Kulturliv. Endnu medens den Røde Hær marcherede frem, drøftede Arbejderne, Bønderne og Intelligensen bag dens Linier i deres nyoprettede demokratiske Selvforvaltningsinstitutioner allerede Bygningen af Skoler, Klubber, Biblioteker, Kliniker og Oprettelsen af Organisationer og Aviser.

Således skete det, der for enhver borgerlig Hær er et Vidunder, man ikke kan forestille sig, at den Røde Hær for hvert Skridt fremad blev stærkere, fordi det arbejdende Folk, Arbejderne og Bønderne, straks dannede medkæmpende Grupper.

I de befriede Ukraineres og Hviderusseres Begejstring og Glæde må Verdens arbejdende Masser tage Del.

Den kapitalistiske Verden er blevet mindre, den socialistiske Verden er blevet større. Det er en Sejr for Verdensproletariatet, og det betyder Arbejderklassens Styrkelse i alle Lande.

Webmaster