Skift til: Det 20´ende århundrede (I) * * Det 20´ende århundrede (II) * * Det 20´ende århundrede (III) * * Det 20´ende århundrede (IV) * * Det 20´ende århundrede (VI) * * Det 20´ende århundrede (VII)

Tale og afslutningstale på SUKP's centralkomités, USSR's Øverste Sovjets og den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepubliks Øverste Sovjets fælles festmøde i Kremlpaladset, Moskva, d. 3-4 november 1967:

Kammerater, medlemmer af centralkomiteen ! Kammerater deputerede! Ærede udenlandske gæster ! Kære venner!

For halvtreds år siden fandt en begivenhed af verdenshistorisk betydning sted. Ruslands arbejdere og bønder tog under ledelse af kommunisternes parti statsmagten i deres hænder. Over hele landet, over hele verden lød Lenins ord: „Arbejder- og bonderevolutionen, hvis nødvendighed bolsjevikkerne hele tiden har påpeget, er gennemført." Stormen på Vinterpaladset var endnu ikke afsluttet, da den 2. alrussiske sovjetkongres af arbejder- og soldaterdeputeréde begyndte i Smolnyj. Kongressen udpegede en sovjetregering med vort partis grundlægger og revolutionens leder, Vladimir Iljitj Lenin i spidsen. Verdens første arbejder- og bondestat blev født. Oktoberrevolutionen begyndte sit sejrstog over Ruslands umådelige territorium. Den 7. november indledtes en ny æra i menneskehedens historie, den blev begyndelsen til en ny, en socialistisk tid. På denne dag lagde man grundstenen i det nye socialistiske samfunds fundament. Oktobersejren åbnede vejen til virkeliggørelse af socialismens idealer. I løbet af historisk kort tid overvandt vort fædreland århundredgammel efterblevenhed og forvandledes til en mægtig, højtudviklet stat. Under det kommunistiske partis ledelse skabte de arbejdende i vort land som de første et socialistisk samfund og er som de første begyndt at opbygge kommunismen.

Den socialistiske oktoberrevolution gav en mægtig impuls til hele verdens samfundsmæssige udvikling og satte skub i den revolutionære kamp og befrielseskampen. Marxismen-leninismens ideer, under hvis banner revolutionen sejrede, har i dag bemægtiget sig millioner af menneskers forstand og hjerter og er blevet en mægtig skabende kraft. Det historiske resultat af det forløbne halve århundrede består i, at styrkeforholdet på verdensarenaen afgørende er forandret til fordel for Arbejderklassen, til fordel for alle fremskridtets kræfter, for demokrati og socialisme. Det kommunistiske partis centralkomité, Øverste Sovjets præsidium og Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikkers ministerråd gratulerer varmt vore kære landsmænd, arbejdere og kolkhosbønder, intelligensen, soldater i den sovjetiske hær og flåde, alle sovjetborgere i anledning af den store fest!

Millioner af arbejdende i hele verden fejrer Oktoberrevolutionens jubilæum som en for dem nær og dyrebar fest. I disse højtidelige dage sender Lenins parti og hele det sovjetiske folk en varm revolutionær hilsen til deres udenlandske venner, kampfæller og brødre! Der vil gå århundreder, menneskeheden vil nå højder, som overgår vore samtidiges mest dristige fantasi; mange begivenheder kan blive glemt. Men d. 7. november 1917, den dag, da den første sejrrige socialistiske revolution fandt sted, vil for altid huskes af de kommende generationer. Den store Oktobers sag vil overleve århundrederne.

DEN STORE SOCIALISTISKE OKTOBERREVOLUTION - EN SEJR FOR MARXISMEN-LENINISMEN

Kammerater! Der har været adskillige revolutioner i menneskehedens historie, som har spillet en stor rolle for folkenes skæbne og den samfundsmæssige udvikling. Oktoberrevolutionen indtager, både efter sin karakter og sine historiske konsekvenser, en særlig plads blandt dem. Den gjorde ende på det ene menneskes udbytning af det andet og lagde grunden til en omformning af samfundet i de arbejdendes egne interesser. Den åbnede en helt ny æra, hvor Arbejderklassen og alle arbejdende mennesker befriedes for nød, lidelser og nedværdigelser, som var affødt af undertrykkernes tusindårige herredømme. Fortidens begivenheder påkalder sig forskellige holdninger. Nogle begivenheder ses blot som sider i historien, omend de kan være vigtige og lærerige. Andre forbliver, selv efter årtier, ligesom en del af vor nutid og fremkalder interesse ikke kun hos historikerne, men hos alle, der deltager i den politiske kamp i vore dage. Oktoberrevolutionen hører netop til sådanne begivenheder. Den revolutionære verdensbevægelse er i de 50 år, der er forløbet siden Oktoberrevolutionen, beriget med en stor og alsidig erfaring. Denne erfaring har udvidet forestillingerne om den revolutionære kamps veje og metoder og vist, hvor vigtigt det er at tage hensyn til hele mangfoldigheden af betingelser, hvorunder Arbejderklassens revolutioner modnes og foregår. Samtidig er betydningen af generelle lovmæssigheder i den socialistiske revolution blevet endnu klarere i lyset af denne erfaring. Netop fordi revolutionen i 1917 med en sådan fuldstændighed og kraft afslørede disse lovmæssigheder, har den verdensomspændende revolutionære proces nu allerede i et halvt århundrede været under påvirkning af Oktoberrevolutionens mægtige indflydelse. Den vej, som førte Rusland til socialismen, er milepælenes vej i verdenshistorien og for hele den menneskelige civilisation. Trods særegenheden i de russiske betingelser udtrykte Oktoberrevolutionen de vigtigste hovedtendenser i en hel historisk epoke, nemlig overgangen fra kapitalisme til socialisme, en overgang, der blev forberedt af hele det sociale og økonomiske udviklingsforløb i verden. Socialismens sejr over kapitalismen blev nødvendig og uundgåelig, da privatejendommen til produktionsmidlerne forvandledes til en hindring for produktivkræfternes udvikling. Kapitalismen affødte selv sin banemand, Arbejderklassen. I det internationale proletariats mangeårige og hårdnakkede kamp fødtes den kamperfaring, der er blevet et respektindgydende arbejdsredskab i klassekampene mod kapitalen. Den Store socialistiske Oktoberrevolution blev forberedt af hele udviklingen i den progressive samfundsmæssige tænkning. Denne udvikling nåede sit højdepunkt i marxismen. Gennem en virkelig skabende bedrift - ved at forvandle socialismen fra utopi til videnskab - anviste de store tænkere og revolutionære, Karl Marx og Friedrich Engels, alle undertrykte og ulykkelige vejen til frihed og lykke. Den socialistiske revolution modnedes i den gamle verdens skød. Og den brød ud i den gamle verdens svageste led, Rusland, hvor alle imperialismens grundlæggende modsigelser i begyndelsen af det 20. århundrede var samlet i et knudepunkt.

Kapitalismens hurtige udvikling affødte her en mangfoldighed af uløselige problemer og uddybede klasseantagonismerne stadig mere. I det halvfeudale system led de arbejdende masser ikke alene under kapitalistisk udbytning, men også under godsejernes åg, brutal politisk vilkårlighed og national undertrykkelse. Der var dengang ikke noget andet land, hvor epokens sociale og politiske modsigelser nåede en sådan skarphed og glød. Første Verdenskrig i 1914 fremskyndede begivenhedernes udvikling. Den førte de arbejdende masser ud i de yderste afsavn og den værste nød, den afslørede råddenskaben og kraftesløsheden i det tsaristiske selvherskerdømme, og senere - i den provisoriske regering. Lenin skrev, at den gamle magt i de dage befandt sig på en vulkan, i den folkelige bevidstheds dybder foregik et vældigt underjordisk arbejde og luften ladedes med elektricitet, som uundgåeligt måtte bryde ud i en rensende torden. Erfaringen fra Oktober viste således, at revolutionen først sejrer, når der danner sig objektive betingelser for den. Ingen kan afskaffe denne uomstødelige revolutionslov. Oktoberrevolutionen viste samtidig, at omstyrtelsen af det gamle samfundssystem - foruden gunstige objektive betingelser - endvidere kræver, at de arbejdende masser er behørigt forberedte og organiserede til de afgørende sammenstød med klassefjenden. Ruslands Arbejderklasse løste med held denne opgave. Den udviklede sig som den mest revolutionære afdeling af det internationale proletariat. Dens politiske rolle i landets liv var umådelig meget større end dens antal. Den blev en værdig viderefører af folkenes bedste revolutionære traditioner i vort land og optog på en skabende måde verdensproletariatets revolutionære erfaring. Den frembragte sin kampdygtige avantgarde, Bolsjevikkernes parti, som var i stand til at forene socialismen med arbejderbevægelsen og massernes spontane harme. Marx' og Engels' lære blev de progressive arbejderes verdensanskuelse i Rusland. Bolsjevikkerne forsvarede denne læres renhed og udviklede den, tilpasset de nye historiske betingelser, imperialismens betingelser, og de konkrete opgaver i deres revolutionære kamp.

Bolsjevikkerne er altid gået ud fra, at den socialistiske revolution ikke er nogen omvæltning i toppen, ikke en gruppe heltes sammensværgelse, men en bevægelse blandt det arbejdende 'folks bredeste masser. Partiet befandt sig hele tiden dybt i massernes midte og ledte deres kamp, det formåede at samle millioner af arbejdere, bønder og soldater i én revolutionshær. Bolsjevikkerne smedede utrætteligt forbundet mellem Arbejderklassen og den arbejdende bondestand, et forbund, der blev et solidt grundlag for revolutionen og proletariatets diktatur i vort land. I sovjetterne, der allerede i 1905 var affødt af folkemassernes kreative evner, fandt Lenins parti en ny form for de arbejdendes politiske magt. Lenin og leninisterne forbedrede hele tiden revolutionens strategi og taktik gennem den mangeårige klassekamp og i kampene under de to borgerlig-demokratiske revolutioner. Under forberedelserne til oktoberomvæltningen indsamlede partiet den rigest tænkelige erfaring i alle kampformer, legale og illegale, fredelige og ikke-fredelige, hemmelige og åbne. Det var parat til hurtigt at skifte mellem disse former og forstod at føre Arbejderklassen gennem alle historiens hindringer og bratte omsving i den mest komplicerede og forvirrede situation. Og da det afgørende øjeblik indtrådte, gik Ruslands arbejdere og bønder, der af egen erfaring var blevet overbevist om rigtigheden af bolsjevikkernes politik, med Lenins parti, greb dets paroler og formåede at sejre. Den væbnede Oktoberopstand blev forberedt og gennemført med en sådan kunst og forståelse for stemningen i arbejder-, bonde- og soldatermasserne, at den med rette er gået ind i historien som et eksempel på revolutionær strategi og taktik. Revolutionens flamme, der blev antændt i det røde Petrograd, greb hele landet og bredtes til dets mest fjerne udkanter.

Oktoberrevolutionens sejr var resultatet af et ihærdigt og slidsomt arbejde, en hård kamp, som bolsjevikkerne havde ført i mange år. Erfaringen fra Oktober viste, at selv om gunstige betingelser er til stede, kan Arbejderklassen kun gennemføre den socialistiske revolution under ledelse af dens avantgarde, det marxistiske parti, der er fast forbundet med masserne og behersker alle former for revolutionær kamp. Det er endnu en uomstødelig revolutionslov. Det er kendt, at opportunismen, som II Internationales ledere blev de vigtigste bannerførere for, slog dybe rødder i international arbejderbevægelse i slutningen af 19. og begyndelsen af 20. århundrede. Der foregik en vældig strid om, hvordan man skulle nå frem til socialismen: gennem revolutionen - eller gennem reformismen, der reducerede arbejderbevægelsens opgaver til en kamp for delkrav, som ikke rørte ved det kapitalistiske systems grundlag. Den historiske praksis skulle løse denne strid og få det sidste ord. Dette ord blev sagt af Oktoberrevolutionen. Den viste, at Arbejderklassen kun kan opnå sejr gennem revolutionen, i hvilken form den så end gennemføres. Oktoberrevolutionen var ikke alene et politisk magtskifte. Den betød den mest dybtgående sociale og økonomiske omvæltning, der bogstaveligt vendte op og ned på folkets tilværelse og berørte alle sider af den russiske virkelighed. Oktober satte Arbejderklassen til magten og befriede dermed de arbejdende for udbytning, overgav virksomhederne, bankerne og jernbanerne i de arbejdendes hænder, gav jorden til bønderne, udryddede det nationale åg, som halvdelen af Ruslands befolkning havde lidt under, og førte landet ud af den imperialistiske krig. I en situation med utrolige vanskeligheder, fremkaldt af klassefjendernes modstand og økonomiske ødelæggelser, tog den unge sovjetstat fra de første dage af sin eksistens fat på at ombygge samfundet. Afskaffelse af privatejendommen til produktionsmidlerne og af alle standsprivilegier, indførelse af 8-timers arbejdsdag, ligeret for kvinder, en demokratisk uddannelsesreform, opbygning af et folkeligt sundhedsvæsen, omsorg for videnskabens og kunstens udvikling - det var de spørgsmål, som sovjetmagten først tog fat på at løse. Alt dette havde enorm principiel betydning. Verdens folk, for hvis øjne det heroiske arbejde med socialismens opbygning udfoldedes, kunne fra de første dage se, at den proletariske revolution ikke begrænser sig til ødelæggelse af det gamle. Dens hovedtanke, dens virkelige lidenskab er det kreative arbejde, opbygningen af en ny tilværelse. Marxister-leninister er altid gået ud fra, at spørgsmålet om magten er enhver revolutions nøglespørgsmål. Men for kommunisterne har erobringen af magten aldrig været et mål i sig selv. I proletariatets diktatur ser de fremdeles det vigtigste kampmiddel til opbygning af det nye socialistiske samfund, til gavn og lykke for det arbejdende folk. Hele klassekampens erfaring viser, at revolutionen først er noget værd, når den kan forsvare sig. Oktoberrevolutionen har vist, hvor vigtig denne sandhed er for den socialistiske revolution, som alle kræfter i den gamle verden ruster sig imod. I de truende dage, da kontrarevolutionens og interventernes horder kastede sig over den unge sovjetrepublik, i en situation med blokade, sabotage og kulakoprør, aflagde det revolutionære Rusland sin mest ansvarsfulde eksamen. Og det bestod den ved at forsvare sin ret til livet. Bestod den, fordi de revolutionære arbejdere og bønder på borgerkrigens slagmarker, i levnedsmiddelafdelingerne og på arbejdsfronten kæmpede for den sag, der var dem nær og kær, og hvoraf deres egen skæbne, frihed og fremtid afhang.

Den Røde Armé, som fødtes i Oktoberrevolutionens ild, vandt sig i de dage uvisnelig hæder. De revolutionæres heltemod og uselviskhed, deres beredthed til at ofre sig selv og bære ethvert afsavn for sejrens skyld begejstrer også i dag verden. Perekop, Kakhovka og Volotjaevka, Tjapajev-heltene og rytterarmisterne hyldes i sange. Deres bedrift er et eksempel, hvorefter stadig nye generationer af sovjetborgere opdrages. De traditioner for uselvisk kamp for det socialistiske fædreland, der opstod i borgerkrigens år, vil for os, revolutionens arvtagere, altid være en uudtømmelig kilde til mod, standhaftighed og vilje til sejr. Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved Oktoberrevolutionen var den proletariske internationalisme, som med solide bånd knyttede Ruslands arbejdere til deres klassebrødre i hele verden. Man kan med fuld grund sige, at revolutionens sejr også var en sejr for de arbejdendes internationale broderskab, en sejr for den proletariske internationalisme. Ungarere og polakker, serbere og kroater, tjekker og slovakker, bulgarere og østrigere, tyskere og finner, rumænere og mongoler, koreanere, kinesere og repræsentanter for mange andre nationaliteter kæmpede i den Røde Armé skulder ved skulder med folkenes sønner fra vort land. Det var en kæmpende internationale af revolutionære. Men også andre end dem, der sloges for Oktobers sag på borgerkrigens fronter, var for revolutionen. Nyheden om de franske søfolks bedrift, der havde tvunget interventerne til at fjerne deres eskadre fra Odessa, om de engelske arbejderes demonstrationer under parolen „Hænderne væk fra Rusland!" rullede henover hele Europa. Europa var i kog. Opstande, strejker og demonstrationer rejste sig i bølge efter bølge. Det mægtige opsving i arbejderbevægelsen hæmmede den internationale kontrarevolutions kræfter og svækkede de imperialistiske interventers pres.

Tillad mig på de sovjetiske kommunisters og alle sovjetborgeres vegne at udtrykke vor dybe respekt og varme taknemmelighed over for vore udenlandske kampfæller, over for alle, der i de hæderfulde år med deres forstand og hjerte erkendte revolutionens betydning og hjalp vort folk at forsvare dets revolutionære landvindinger. Kammerater! Oktoberrevolutionens sejr er leninismens sejr. Hele forberedelsen af den socialistiske revolution i Rusland, vort kommunistiske partis og sovjetstatens grundlæggelse og historie, vore sejre på de militære fronter og i den fredelige opbygning er uløseligt forbundet med den udødelige Lenins navn og virksomhed. Vladimir Iljitj Lenin er gået ind i historien som grundlæggeren af det bolsjevikiske parti, som de arbejdende massers største fører og organisator og samtidig som en genial videnskabsmand. Han var revolutionær i dette ords allerstørste og ædle betydning. Hele hans liv forløb i anstrengende kamp for det arbejdende folks lykke og interesser. Oktoberrevolutionens leder var stor, både som revolutionsstrateg og som en uovertruffen mester i politisk taktik. Lenin opfattede med skarphed de mindste forskydninger i styrkeforholdet mellem de politiske kræfter og i massernes stemning, og han forstod med præcision at omsætte disse stemninger til storpolitikkens sprog, at fremsætte den mest virkningsfulde masseparole under de givne omstændigheder og udstikke den mest rigtige vej til målet. Lenin var uforsonlig i principielle ideologiske og politiske spørgsmål. Men dette hindrede ham ikke i at udvise et maksimum af smidighed i behandlingen af konkrete problemer. Som den lidenskabelige revolutionær han var, udleverede Lenin skånselsløst pseudorevolutionært frasemageri til latteren. Han kunne som den frygtløse kæmper, han af karakter var, indgå kompromis, når det var nødvendigt, vige for at samle kræfter, og derefter angribe med endnu større resultat. Alt hvad der lignede forstokkethed og dogmatisme var Lenin helt og aldeles fremmed. Hans kreative behandling af teori og politik tillod ham på en alsidig måde at udvikle og berige den marxistiske lære om revolutionen og videnskaben om socialismens opbygning. Mens Lenin befandt sig midt i praktisk arbejde og løste en masse uopsættelige problemer, udarbejdede han generallinien for den socialistiske opbygning i Rusland og lagde det principielle grundlag for sovjetisk inden- og udenrigspolitik. Både som politiker og som menneske udmærkede Lenin sig ved en enestående beskedenhed. Ingen poséren, ingen selvbeundring - men stor fordringsfuldhed til sig selv - sådan var verdensproletariatets leder, det menneske, som revolutionen satte til roret for verdens første arbejder- og bondestat. Lenin var 47 år gammel, da han proklamerede Den socialistiske Revolutions sejr fra talerstolen på den 2. alrussiske sovjetkongres. Han var 54 år, da hans hjerte ophørte med at slå. Men døden viste sig kraftesløs over for storheden i Lenins geni. Lenin var med os i de første femårsplaners syden. Lenin var med os i den store fædrelandskrigs slag (dvs. 2´ verdenskrig). Lenin er også med os nu, hvor Sovjetunionens folk har nået nye historiske landvindinger og er i gang med praktisk at løse opgaverne for kommunismens opbygning. Lenins sag blev fortsat af det parti, han skabte. Det blev det parti til del at løse den vanskelige, men ærefulde opgave at virkeliggøre Lenins udødelige ideer, hans tænknings for altid levende arv. Og vort parti, Sovjetunionens kommunistiske parti, løser med ære denne opgave. Oktoberrevolutionens halvtredsårsjubilæum er leninismens triumf, en triumf for det leninske partis ideer og virksomhed. I altid urokkeligt at følge Lenins kurs ser vort parti og det sovjetiske folk den bedste måde at udtrykke vor grænseløse respekt for Lenins minde på.

SOCIALISMENS OPBYGNING I USSR - DET SOVJETISKE FOLKS STORE BEDRIFT

Kammerater! Da Sovjetruslands arbejdende med våben i hånd havde forsvaret revolutionen, begyndte de under det leninske partis ledelse opstigningen til socialismens højder. Det var en stor og vanskelig vej og en stor og uforglemmelig bedrift for det sovjetiske folk. Sovjetmagten modtog i arv fra tsarismen et land med et lavt økonomisk og kulturelt udviklingsniveau, og syv års krig - først den imperialistiske, dernæst borgerkrigen- havde kastet samfundsøkonomien langt bagud, selv i sammenligning med tallene fra førkrigsårene. Vi var omringet af fjendtlige kapitalistiske stater. Klassefjenderne, der var slået på slagmarkerne, standsede ikke deres modstand; de stræbte efter at udnytte den mindste mulighed, det mindste smuthul til at underminere og svække den unge arbejder- og bondestat. Højre- og „venstre"-opportunister forsøgte at slå partiet ud af Lenins generalkurs. Opbygningen af socialismen var endvidere en vanskelig sag for os, fordi vi var de første. Vi havde ikke nogen at lære hos. Det kommunistiske parti, udrustet med marxismen-leninismens teori, kendte hovedretningen for den vej, der førte til socialismen. Men det kendte ikke og kunne ikke kende alle problemer, der ville opstå på hver etape af denne vej. Og det kunne derfor des mindre have færdige løsninger på dem. Da bourgeoisiet kom til magten, overtog det, sagt med Lenins billedlige udtryk, „et allerede afprøvet køretøj, en forud banet vej og allerede tidligere gennemprøvede mekanismer", hvorimod proletariatet, der havde erobret magten, hverken havde „noget køretøj, nogen vej, i det hele taget intet, så godt som intet, der var gennemprøvet i forvejen!". Netop vort kommunistiske parti måtte som det første i verden bane vejen til socialismen, skabe og gennemprøve det nye samfunds „mekanismer" i praksis. Sådan var situationen, hvori socialismens opbygning tog sin begyndelse. Fra de højder, vi nu har hævet os til, er det ikke så vanskeligt at få øje på de forregnelser og fejl, der fandt sted i fortiden. Det er ubestrideligt, at noget kunne være gjort hurtigere, noget bedre og noget med færre omkostninger. Men for objektivt at vurdere den tilbagelagte vej må man altid huske, at hvert skridt for os var en søgen, hver bevægelse fremad blev opnået i hård kamp mod fjender i vort eget land og på verdensarenaen. Da partiet gik i gang med den socialistiske omformning af vort land, forstod det, at for at opbygge socialismen var det nødvendigt at skabe en stor, moderne industri. Vi havde ikke noget andet valg end at gøre dette på historisk kortest tid - eller lide nederlag. Netop derfor blev landets industrialisering vor hovedopgave. Sovjetstaten havde på den tid hverken tilstrækkelig kapital, tilstrækkeligt udstyr eller erfarne kadrer til opbygning af socialismens industrielle basis. Og vi kunne ikke regne med hjælp fra udlandet. Men vi havde verdens mest progressive samfundssystem. Vi havde massernes enorme ladning af revolutionær entusiasme, og dette satte det sovjetiske folk i stand til at gøre det tilsyneladende umulige muligt.

Allerede i 1920, mens borgerkrigen var på sit højeste, godkendtes den første landsdækkende enhedsplan for økonomiens udvikling, statsplanen for Ruslands elektrificering (GOELRO), den første plan i vort land og i al international praksis. Den videnskabeligt begrundede, planmæssige og komplekse udvikling af økonomien tager sin historiske begyndelse med denne plan. Hovedretningslinierne for sovjetstatens økonomiske politik i overgangsperioden blev formuleret af V. I. Lenin og godkendt på RKP(b)'s 10. kongres i 1921. ( RKP(b): Ruslands kommunistiske parti - bolsjevikkerne - var partiets navn i årene 1918-25). De er gået ind i historien under betegnelsen „Den nye økonomiske politik" (NEP). Denne politik, der var beregnet til at forsvare revolutionen, til at redde landet ud af ødelæggelse og sult, til at skabe fundamentet for en socialistisk økonomi og til gradvist at fortrænge og afskaffe kapitalistiske elementer, var i mangt og meget dikteret af særegenhederne ved den tids situation. Samtidig så Lenin langt forud. Han udarbejdede allerede dengang de principper for socialistisk økonomisk drift, som også i vore dage fuldt ud har bevaret deres betydning. Lenins principper om at forene centraliseret planlægning med en udvikling af de arbejdendes eget initiativ, om udnyttelse af vare-penge relationerne og af rentabilitetsprincippet, om materielle stimuli i arbejdet og om forening af samfundets interesser som helhed med hver enkelt arbejders interesser er også i dag de vigtigste ledetråde i partiets økonomiske politik. Ved at udnytte det socialistiske systems enorme fordele kunne partiet i løbet af mindre end tre femårsplaner løse de væsentligste spørgsmål i landets industrialisering, som var formuleret i beslutningerne fra VKP(b)'s 14. kongres. (VKP(b): Unionens kommunistiske parti - bolsjevikkerne -, var partiets navn i årene 1925-52). Op til begyndelsen af 1940erne var der skabt en brancheforgrenet socialistisk industri. Sovjetunionen nåede efter industriproduktionens samlede omfang og dens tekniske udrustning op på de udviklede europæiske kapitalistiske landes niveau. Jo længere de første femårsplaners år glider ud i fortiden, desto mere storslået fremstår denne vanskelige, men hæderkronede tid for os. Vort land havde aldrig kunnet blive socialistisk, havde aldrig kunnet forvandle sig til en fremskreden industrimagt, hvis det sovjetiske folk ikke havde fremvist den højeste bevidste orientering, organiserthed og mod. Husk på, kammerater, hvordan folk levede i de år: rationering af brød, mangel på klæder og fodtøj, omfattende bolignød og en hel række andre vanskeligheder. Men på trods af alle vanskeligheder og afsavn bogstavelig talt sydede landet af massernes arbejdsentusiasme, strømme af frivillige hastede til byggepladser som Dneproges, Magnitka, Turksib, Komsomolsk-ved-Amur og Beresniki, til traktorgiganterne i Kharkov, Tjeljabinsk og Stalingrad og til bilfabrikkerne i Gorkij og Moskva - derhen, hvor den socialistiske industris forposter oprettedes.

Vore første femårsplaner var virkelige slag for socialismen. Og som ethvert slag affødte de deres talentfulde kommandører, deres uselviske helte. Partiet udfoldede et enormt arbejde, fostrede skarer af fremragende industriorganisatorer og ledere af samfundsøkonomien. Entusiasmen i det store opbygningsarbejde og den socialistiske kappestrid, der omfattede hele folket, affødte tusinder og atter tusinder af foregangsmænd - stødarbejdere, Stakhanov-arbejdere, de bedste repræsentanter for Arbejderklassen, hvis arbejdsbedrifter virkede som en vældig motor, der drev hele opbygningen af socialismens industrielle basis fremad. Disse menneskers standhaftighed og mod, deres uselviske hengivenhed over for partiets og socialismens sag er også i dag et inspirerende eksempel, der lever i Arbejderklassens hæderkronede sag og hos hele det sovjetiske folk, der bygger nye virksomheder og elkraftværker, udnytter Sibiriens og Fjernøstens vidder, gør epokegørende videnskabelige opdagelser og med deres arbejde fortsætter de første femårsplaners storslåede traditioner. For at opbygge socialismen var det nødvendigt ikke alene at skabe en mægtig industri, men også at gennemføre en socialistisk omformning på landet. Dette var en overordentlig vanskelig opgave. Det var nødvendigt at overvinde småejerens vaner, der havde århundredgammel magt, overvinde snæverheden i hans interesser og livssyn og forandre hans psykologi. Det var nødvendigt at forvandle bondeindividualisten til en aktiv deltager i det kollektive arbejde og samfundslivet. Lenin fandt vejen til løsning af dette gigantiske sociale problem og udarbejdede den berømte kooperationsplan, som partiet lagde til grund for dets virksomhed på landet. Partiet stillede opgaven at forene bønderne i produktionskarteller, kollektivbrug, samtidig med oprettelse af statsbrug. I 1927 satte VKP(b) på sin 15. kongres kurs mod en kollektivisering af landbruget. Kollektiviseringen var en af de allervigtigste bestanddele i den socialistiske revolution. Den foregik, som alt der er revolutionært, i hård kamp. Det var nødvendigt at bryde modstanden fra den sidste og mest talstærke udbytterklasse, kulakkerne. Vanskeligheden ved den sociale situation på landet, mangelen på udstyr, nødvendigheden af midlertidigt at ofre mange af landsbyernes fornødenheder for industrialiseringens skyld - alt dette skabte betydelige vanskeligheder. Men partiets målbevidste arbejde, den arbejdende bondestands og Arbejderklassens aktive indsats gjorde det muligt at overvinde disse vanskeligheder. Når vi taler om den socialistiske omformning på landet, skal vi huske dem, der lagde deres arbejde, deres vilje og energi i løsningen af denne gigantiske opgave. På partiets opfordring drog arbejdere fra Moskva og Leningrad, Ural og Don-bækkenet ud på landet og hjalp med at få orden i den nye, kollektive drift. I historieskrivningen kendes de som „de femogtyve tusinde", men der var langt flere. De bragte det kommunistiske partis ideer, troen på socialismens idealer og klassekampens kamperfaring ud til bønderne. Navnene på de kommunister, der ledede de unge kolkhoser, de uselviske arbejdere på traktor- og maskinstationerne, sovkhoserne, kolkhos- og sovkhosproduktionens organisatorer og veteraner er for altid indskrevet i kolkhosberømmelsens annaler.

Den leninske kurs mod vort lands industrialisering og kollektiviseringen af landbruget havde enorm samfundspolitisk betydning. I by og på land blev det økonomiske fundament for socialismen skabt. Arbejderklassen og bondestanden forandrede udseende, og forbundet mellem dem konsolideredes. Der blev lagt et solidt grundlag for udviklingen af socialistiske samfundsrelationer, landets forsvarsevne blev højnet og hele det socialistiske folks moralske og politiske enhed styrket. Kammerater! De socialistiske omformninger af vort land ville have været utænkelige, hvis partiet ikke fra revolutionens første dage med al energi og målbevidsthed var gået i gang med at gennemføre kulturrevolutionen. Dette var en opgave af allerstørste vigtighed. For da revolutionen fandt sted, kunne tre fjerdedele af Ruslands befolkning ikke læse og skrive. Fire år før revolutionen skrev Lenin med bitterhed: „Så vildt et land, hvor folkemasserne i den grad er udplyndret i uddannelses-, oplysnings- og kundskabsmæssig forstand et sådant land findes der kun ét tilbage af i Europa, nemlig Rusland." „Lære, lære og atter lære!" - appellerede Lenin. Og hele landet gik i kast med bøgerne. Millioner af arbejdere og bønder lærte efter en hård arbejdsdag at læse og skrive, de lærte at forstå grundlaget for kulturen, videnskaben og den marxistiske verdensanskuelse, for fuldt undrustet med kundskaber at opbygge en ny tilværelse. Det er ikke tilfældigt, at vi betegner den proces, der har til formål at gøre kulturen til folkets ejendom, som en revolution. Opgaven bestod ikke alene i at lære folk at læse og skrive. Det var nødvendigt at befæste den nye, socialistiske ideologi på alle områder af samfundets åndelige liv. Det var nødvendigt at uddanne vore egne, sovjetiske, højtkvalificerede kadrer. Det var nødvendigt at skabe en socialistisk kultur, der ikke alene skulle opsuge alt det bedste og mest progressive, som menneskene havde skabt gennem årtusinder, men også gøre et nyt skridt fremad i hele menneskehedens åndelige udvikling. I de år måtte man spare på alt. Men partiet og regeringen afsatte midler til uddannelse, udvikling af videnskab og kultur med en sådan rundhåndethed, som selv de rigeste kapitalistiske lande ville kunne misunde. Og når Sovjetunionen i dag forbløffer verden med sine resultater inden for videnskab og kultur, så blev grundlaget for disse resultater lagt allerede dengang, da man i sovjetlandet begyndte at anlægge et tæt net af skoler og biblioteker, arbejderfakulteter og teknika, højere læreanstalter og videnskabelige institutioner.

Den socialistiske revolution åbnede vejen til løsning af nationalitetsspørgsmålet. Oktober nedbrød det „folkenes fængsel", som tsar-Rusland var, og bragte fuld frihed til alle nationaliteter, der befolker vort land. I 1922 oprettedes Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker - en frivillig sammenslutning af folk, der var svejset sammen af fælles kamp for samme mål. USSR's oprettelse var en triumf for internationalismen og et udtryk for politisk klogskab hos det kommunistiske parti, Arbejderklassen og alle arbejdende i unionsrepublikkerne, der betragtede foreningen af deres kræfter som den afgørende forudsætning for at virkeliggøre revolutionens mål og forsvare dens landvindinger. Likvideringen af udbytterklasserne, industrialiseringen, kollektiviseringen og kulturrevolutionen - det var leddene i den revolutionære enhedsproces, der førte til afgørende forandringer i relationerne mellem klasserne og nationerne. Årene med hårdt, uselvisk arbejde bragte deres frugter. Partiets og folkets titaniske anstrengelser kronedes med sejr. Samfundsmæssige og nationale antagonismer forsvandt for altid ud af vort samfunds liv. Der blev skabt et nyt samfundssystem, grundlagt på venskabet og forbundet mellem Arbejderklassen, kolkhosbønderne og den folkelige intelligens. Socialismens principper fæstnedes solidt på alle områder af det offentlige liv. Kommunisterne og alle sovjetmenneskene vidste, at opbygningen af socialismen kun er første fase på vejen til det kommunistiske samfund. Allerede på sin 18. kongres i 1939 begyndte partiet at opridse de første store opgaver for overgangen til næste fase, til opbygningen af kommunismen. Men før disse opgaver blev løst, måtte vort land og folk gennemleve den hårdeste prøvelse i sin historie. De store resultater, som sovjetmenneskene - der i løbet af mindre end et kvart århundrede havde forvandlet deres fædreland til en blomstrende socialistisk stat - var nået frem til, fremkaldte raseri i imperialisternes lejr. De, for hvem det ikke var lykkedes at kvæle vor revolution i vuggen, ophørte ikke med at lægge planer om at knuse sovjetlandet militært. Vi havde ikke brug for krigen. Sovjetregeringen gjorde alt for at afværge den. Men det lykkedes ikke. I 1941 afbrød det fascistiske Tysklands lumske angreb det sovjetiske folks fredelige arbejde. Der udfoldedes et slag af hidtil uset omfang mellem imperialismens stødkræfter og den første socialistiske magt. Vort parti forudså muligheden af et militært sammenstød med imperialismens kræfter og forberedte landet og folket til forsvar. De samfundsøkonomiske landvindinger fra førkrigsårenes femårsplaner og sovjetsamfundets idépolitiske enhed, der var smedet under socialismens opbygning, lagde grundlaget for sejren, der blev vundet af vort folk i den store fædrelandskrig. I krigens år viste sig med al kraft den ledende rolle, som tilhører det kommunistiske parti, under hvis lederskab sejren smededes. I slaget mod fascismen, der af målestok ikke kender noget sidestykke, vandt vort fædrelands væbnede styrker sig uvisnelig hæder. Soldaternes og officerernes masseheltemod og partisanernes og de illegales selvopofrelse viste, hvilken enorm og uovervindelig kraft den socialistiske patriotisme er. Ved at sønderslå fascisterne forsvarede sovjetmenneskene revolutionens og socialismens sag og deres fædrene jord. Front og bagland knyttedes sammen til en mægtig næve. Landet blev én, forenet miltærlejr. Det var hårdt for alle. Folk fik for lidt at spise og for lidt søvn. Kvinderne arbejdede i værkstederne i stedet for mændene, og børnene overtog maskinerne i fædrenes sted. Men fædrelandets industrihjerte hørte ikke op at slå et eneste øjeblik. Vore fabrikker leverede sovjethæren våben, hvormed Hitler-fascismens krigsmaskine - der støttede sig på næsten hele Europas industrikapacitet- blev knust. Vore kolkhoser og sovkhoser gav landet brød til sejren, på trods af stor mangel på arbejdskraft og landbrugsmaskiner og på trods af en omfattende formindskelse af såarealerne. Dette var folkets patriotiske medborgerbedrift. Det var en bedrift af mennesker, der i sejrens navn så meningen med deres liv i arbejdet. Og de gjorde alt, for at fædrelandet skulle sejre. Fire år varede denne folkelige bedrift uden sidestykke. Brest-fæstningens tapre og heltemodige forsvar, de storstilede slag ved Odessa og Sevastopol, uden for Moskva og ved Leningrads og Stalingrads mure, ved Novorossijsk, i Orjol-Kursk-buen og ved Dnepr og Wisla er for altid gået ind i krigshistorien som eksempler på militær kunst, på de væbnede styrkers tapperhed, på befolkningens fremragende standhaftighed og mod. Det sovjetiske folk tilkæmpede sig sin store sejr under de tungeste prøvelser, der nogen sinde er blevet et folk til del, gennem ild og blod i kampe af uhørt målestok. Under sit kommunistiske partis førerskab forsvarede folket revolutionens landvindinger, knuste aggressorerne og rensede sit land for erobrerne. Det knuste fascismen, imperialismens mest uhyggelige produkt.

Vi har intet glemt fra denne heroiske kamps annaler. Vi husker bidraget til sejren over den fælles fjende fra folkene i Polen, Jugoslavien, England, Frankrig, Tjekkoslovakiet, USA og andre lande, der deltog i anti-Hitlerkoalitionen. Vi husker modstandskæmpernes mod og tapperhed i de af fjenden besatte lande. Vi ser med respekt på de politiske ledere i allierede lande i Vesten, der over for faren for fascistisk underkuelse og på trods af forskellen i samfundssystemer gik ind for effektivt samarbejde med Sovjetunionen i kampen mod aggressoren. Nederlaget, som Hitlertyskland og dets forbundsfæller i Europa og Asien led - et nederlag, hvori vort fædreland spillede den afgørende rolle - fik verdenshistorisk betydning: det åbnede vejen til frihed, uafhængighed og socialt fremskridt for mange folk og lande. Sovjetmenneskenes heroiske bedrift havde atter vist hele verden, at der ikke findes de kræfter på jorden, som kan besejre et folk, der har befriet sig for kapitalens åg, at der ikke findes de kræfter, der vil kunne knuse det samfundssystem, som dette folk selv har skabt og som er dem kært, nemlig socialismen! Og da det røde banner, som rejstes af sovjetiske soldater, gik til tops over rigsdagsbygningen i Berlin, var det ikke alene vor militære sejrsfane. Det var, kammerater, Oktoberrevolutionens udødelige banner; det var Lenins store banner; det var socialismens uovervindelige banner, håbets lyse symbol, frihedens og lykkens symbol for alle folk! De tab og ødelæggelser, som krigen påførte os, kan ikke sammenlignes med noget som helst. Den bragte folket ulykker, som også i dag fremkalder sorg i hjerterne hos millioner af mødre, enker og faderløse børn. Der findes intet mere smertefuldt tab for mennesket, end nærtståendes, kammeraters eller venners død. Der findes intet tungere syn end af tilintetgjorte frugter af det arbejde, hvori mennesket har lagt sine kræfter, sit talent og sin kærlighed til hjemstavnen. Der findes ingen lugt mere besk end brandstedernes svedne lugt. Landet, der var befriet for de fascistiske barbarer, og som var den hjemvendte soldat så kært, mødte ham som en ruinhob, forpint af ild og metal. Men intet kunne knuse sovjetmenneskets vilje og socialismens sejrrige gang. Bitterheden over tabene var tung. Men sammen med dén levede der en følelse af glæde i hvert eneste sovjetmenneskes sjæl - sejrsfølelsen. De faldnes bedrift inspirerede de levende. Heltefolket, der havde vundet sig uvisnelig kamphæder, forenede sig tæt omkring partiet og viste i efterkrigsårenes genopbygningsperiode atter sine fremragende kvaliteter: standhaftighed, uselviskhed og flid. Historien om de år er måske ikke rigtig skrevet endnu, men det vigtigste husker vi udmærket: allerede i 1948 nåede vi i det store og hele førkrigsniveauet i industriproduktionen, og op til 1950 også i landbruget. I de efterfølgende år, da vi endeligt havde helet de sår, som krigen havde påført, skabte sovjetmenneskene de reelle forudsætninger for videre bevægelse fremad i et omfang, som overskred førkrigsomfanget mange gange, for overgang til opbygningen af det kommunistiske samfund i bred målestok.

I dag, hvor vi fejrer 50-årsdagen for den socialistiske revolution, kan vi med tilfredshed og stolthed opgøre de imponerende resultater fra den tilbagelagte vej. Det udviklede socialistiske samfund, der er opbygget i vort land, er et samfund, hvor princippet „enhver yder efter evne og modtager efter indsats", er herskende. De socialistiske produktionsrelationer sikrer en planmæssig og stabil udvikling af hele samfundsøkonomien på et moderne teknisk niveau. Vor industri udvikler sig i hastigt tempo. I år vil den producere 73 gange mere end i 1913. Landbrugsproduktionen er næsten tredoblet i samme periode. Og samtidig må man tage i betragtning, at antallet af arbejdere, der er beskæftiget i landbruget, er mere end halveret. Bag disse tal står en mægtig industri, der omfatter praktisk taget alle brancher i en moderne produktion. Sovjetunionen har bygget verdens største elkraftværker, der alle er udrustet med enestående udstyr. Det er tilstrækkeligt at nævne, at bare én af de turbiner, der nu installeres i Kransnojarsk-vandkraftværket, har næsten lige så stor kapacitet, som hele førkrigstidens Dneproges. Den sovjetiske maskinbygningsindustri producerer ca. 200 000 metalskærende maskiner og mere end en halv million traktorer og mejetærskere om året. Jern- og stålindustrien har passeret 100-millioner-tons-grænsen i stålproduktionen. Den kemiske industri, radioteknikken, elektronikken og atomindustrien udvikler sig intensivt. Sovjetunionens resultater inden for rumforskningen tjener som et klart vidnesbyrd om vor industris, tekniks og videnskabs høje udviklingsniveau. Verden begejstredes for ganske kort tid siden, da vor automatiske rumstation afsluttede sin vellykkede flyvning til planeten Venus. Det er svært at forestille sig den mesterlige tekniske formåen og hårfine kunnen, det har krævet, for at det kosmiske apparat, som sovjetmenneskers hænder har bygget, kunne lande på Venus' overflade efter at have tilbagelagt flere hundrede millioner kilometer, og fra det ufattelige fjerne sende data, som i betydelig grad har udvidet videnskabens horisonter.

For nogle dage siden blev verden igen vidne til sovjetiske videnskabsmænds, konstruktørers og ingeniørers fremragende resultater. For første gang har man løst det overordentligt komplicerede tekniske og videnskabelige problem at få kosmiske apparater til at foretage en automatisk sammenkobling i rummet - og løst det strålende! Hermed er vejen åbnet til opbygningen af store kosmiske kredsløbsstationer. De nye sejre i rummet er en fremragende gave til Den store socialistiske Oktoberrevolutions halvtredsårsdag. Socialismen har ikke alene forandret hele det økonomiske system, den har på en afgørende måde omformet de klassers udseende og sammensætning, som vort samfund udgøres af. Den førende rolle i et socialistisk samfund tilhører Arbejderklassen. Den sovjetiske arbejder har nedarvet de bedste kvaliteter fra det revolutionære proletariat. Han er en bevidst forkæmper for folkets sag og er partiets idealer dybt hengiven, han er skaberen af de traditioner i arbejdet og dagligdagen, der nærmer os kommunismen. Arbejderne, der i dag opbygger kommunismen, er værdige arvtagere for de proletarer, der kæmpede på Krasnaja Presnjas barrikader (Krasnaja Presnja var et arbejderkvarter i datidens Moskva) og stormede Vinterpaladset, og for de første femårsplaners helte, som har overgivet revolutionsstafetten til vore dages Arbejderklasse.

Socialismen - den kollektive ejendom til produktionsmidlerne og det kollektive arbejde - har skabt nye mennesker ude på sovjetlandet: vor kolkhosbondestand. Alle sovjetmennesker udtaler ordet „kolkhosbonde" med den dybeste respekt. Kolkhosbønderne, der optræder i ubrydelig enhed med Arbejderklassen, er blevet en betydelig politisk kraft i vort samfundsliv. Alt dette er Den store Oktoberrevolutions enorme fortjeneste. Den folkelige intelligens, der er ubrydeligt forbundet med Arbejderklassen og bondestanden, løser store, kreative opgaver. Og jo mere vort samfunds kultur vokser, jo mere det tekniske og videnskabelige fremskridt udvikler sig, desto mere mærkbar en rolle vil intelligensen spille i løsningen af de storslåede opgaver, det sovjetiske folk står overfor. Alle afdelinger i den store hær af kommunismens opbyggere går mod den lyse fremtid, det klasseløse kommunistiske samfund, i usvigelig broderlig enhed, der er smedet af fællesskabet i interesser, mål og idealer. Socialismen har bragt kvinderne ægte frigørelse. De har fået vidt spillerum til at udfolde deres kreative virksomhed, talenter og evner og tilegnet sig mange fag, som før var utilgængelige for dem, ligesom de deltager aktivt i statens ledelse. Der er nu 425 kvinder alene i Sovjetunionens Øverste Sovjet. Det er betydeligt flere end i hele det kapitalistiske Vestens parlamenter. Vor sovjetiske kvinde, arbejderkvinden, moderen og heltinden, er værdig til den allerdybeste respekt. Hele verden kender resultaterne af den leninske nationalitets-politik. Alle Sovjetunionens nationer og folkeslag blomstrer op og har nået enorme fremskridt i udviklingen af industri, landbrug, videnskab og kultur. Den mægtige drivkraft, som venskabet mellem folkene er for vor udvikling, har socialismen sat i gang. Vort mangenationale sovjetiske folks enhed er stærkt som en diamant. Og som en diamant changerer i et rigt farvespil, således funkler vort folks enhed i mangfoldigheden af nationer, der indgår i det og som hver lever et rigt, ægte, frit og lykkeligt liv. Revolutionens halvtredsårsdag er en virkelig fest for folkenes broderlige familie, en fest for alle republikker, der udgør den store Sovjetunion. Den Russiske Føderation, Ukraine, Hviderusland, Usbekistan, Kasakhstan, Grusien, Aserbajdsjan, Litauen, Moldavien, Letland, Kirgisien, Tadsjikistan, Armenien, Turkmenien og Estland - alle lever de med fælles mål og i fælles bestræbelser. De var sammen i den socialistiske opbygnings år. De var sammen i krigens hårde tid. Og sammen opbygger de kommunismen, arbejder uselvisk og bevæger med fælles kræfter sovjetlandets økonomi, videnskab og kultur fremad. Lad det broderlige venskab mellem alle nationer og folkeslag i vort land blomstre, lad det sovjetiske folks mangenationale enhed styrkes!

Kammerater! Det vigtigste redskab, hvormed de arbejdende i vort land nedrev den gamle verden, knuste udbytterklassernes modstand og beslutsomt vendte deres lands skæbne, var den stat, som Oktoberrevolutionen skabte, proletariatets diktaturs stat. Erfaringen viser, at proletariatets diktatur kan eksistere og eksisterer i forskellige former. Men hvordan disse former end er, er Arbejderklassens politiske magt med dens avantgarde, det kommunistiske parti, i spidsen en absolut betingelse og en nødvendig forudsætning for socialismens opbygning. Erfaringen fra vor revolution taler herom med al overbevisning, og det samme bekræfter også erfaringen fra de socialistiske revolutioner i andre lande. Nu da udbytterklasserne for længst er likviderede, da socialismens sejr har ført til en ubrydelig idépolitisk enhed i vort samfund, er sovjetstaten, der opstod som proletariatets diktaturs stat, blevet hele folkets stat, hele folkets politiske organisation, hvori Arbejderklassen spiller den ledende rolle. Partiet har udført et stort arbejde for at udbygge det socialistiske demokrati og skabe solide garantier for det socialistiske retsvæsen. SUKP's 20. kongres, der vedtog vigtige beslutninger med sigte på en urokkelig og konsekvent gennemførelse af de leninske normer og principper på alle områder af vor tilværelse og på et videre opsving i folkets politiske aktivitet, spillede en væsentlig rolle heri. De arbejderdeputeredes sovjetter, vort samfunds politiske grundlag, konsolideres fortsat. Sovjetternes deputerede og alle aktivisterne, der yder dem daglig hjælp i arbejdet, tæller over 25 millioner sovjetborgere, dvs. næsten en fjerdedel af hele landets erhvervsaktive befolkning. Folket - der selv leder samfundets og statens anliggender - dets magt finder sit umiddelbare udtryk i sovjetternes arbejde. Fagforeningerne, der omfatter over 80 millioner arbejdende, medvirker aktivt til at inddrage masserne i forskellige former for ledelse af offentlige anliggender. Fagforeningerne fremstår i praksis som en skole i ledelse og økonomisk drift under partiets førerskab, som en skole i kommunisme. Den leninske kommunistiske ungdom, Komsomol, der tæller 23 millioner unge mænd og kvinder, hjælper aktivt partiet med den kommunistiske opdragelse af ungdommen og inddrager den i løsningen af konkrete opgaver i kommunismens opbygning. I disse og mange andre masseorganisationer, som er en pålidelig støtte for partiet, lærer sovjetmenneskene sig statslig behandling af problemerne, omsorg for hele samfundets interesser, for folkets interesser.

Kammerater! Den proletariske revolution gennemføres til gavn for folkets livsvigtige interesser, til gavn for de arbejdendes velstand og lykke, deres frihed, og social retfærdighed. Netop derfor har omsorgen for forbedringen af sovjetmenneskenes liv altid været og forbliver fortsat i centrum for partiets og sovjetstatens opmærksomhed. Socialismen gav vort folk det, som de arbejdende i de rigeste kapitalistiske lande ikke har: frihed for kapitalisternes åg og følelse af vished for morgendagen. Sovjetmenneskene ved ikke, hvad udbytning er, hvad arbejdsløshed er, og kommer aldrig nogen sinde til at vide det. Partiet og staten drager usvækket omsorg for forbedring af arbejdsbetingelserne og forkortelse af arbejdsdagen. I sovjetmagtens år er arbejdsugens gennemsnitlige længde hos os inden for industrien forkortet med atten timer. I år afslutter vi overgangen til fem dages arbejdsuge med to fridage. Arbejdernes realindkomster er i sovjetmagtens år vokset seks en halv gang og bøndernes indkomster otte en halv gang. Alene i de seneste år er arbejdslønnen forhøjet for omkring 25 millioner arbejdere og funktionærer, der er indført garanteret månedlig arbejdsløn og pensioner for kolkhosbønderne, og invalidepensionerne er forhøjet. Over 34 millioner mennesker i Sovjetunionen modtager i dag pensioner fra statens og kolkhosernes midler. I september i år vedtog centralkomiteen for SUKP og derefter USSR's Øverste Sovjet som bekendt en række nye væsentlige beslutninger om at forhøje leveniveauet i et omfang, der umiddelbart berører over 50 millioner sovjetborgere. Vi kan med dyb tilfredsstillelse sige, at aldrig før i vor stats historie er der på én gang afsat så store midler til højnelse af folkets velstand. Forbruget af de vigtigste levnedsmidler og industrivarer er flerdoblet. Boligmassen i byerne er mere end syvdoblet, og vi bygger i dag flere lejligheder end noget andet land i verden. Antallet af sanatorier, feriehjem, pensionater, turistcentre og sportspladser vokser uophørligt. USSR er det første land, hvor staten har påtaget sig omsorgen for folkets sundhed ved at sikre alle borgere gratis lægehjælp. Antallet af læger i Sovjetunionen udgør en fjerdedel af lægerne i hele verden. Man kan vurdere folkets levevilkår efter mange kriterier. Et af de vigtigste er menneskets levealder, der kan betragtes som det samlede resultat af alt, hvad der gøres for mennesket med hensyn til arbejds- og levebetingelser samt sundhedsplejens og socialsikringens niveau. I denne henseende har sovjetlandet foretaget et forbløffende spring. I det gamle Rusland levede mennesket kun 32 år i gennemsnit. Den gennemsnitlige levealder hos os har nu nået 70 år - en af de højeste i verden.

Socialismen - det er et samfund, hvor der ikke findes privilegerede klasser og lag. Men en del af befolkningen blev fra sovjetmagtens første dage privilegeret. Det er vore børn og vor ungdom. Hver ny borger i USSR begynder bogstavelig talt fra første levedag at føle samfundets omsorg for de opvoksende generationers sundhed og opdragelse. Vi har nået et fremragende resultat: børnedødeligheden er i sovjetperioden faldet mere end ti gange! Vi har et omfattende net (selv om det endnu ikke er helt tilstrækkeligt) af vuggestuer og børnehaver, hvor mere end 9 millioner unge sovjetborgere i dag opdrages. Uddannelsessystemet har nået et gigantisk omfang. Elevantallet i almendannende skoler, på mellemtekniske og højere læreanstalter samt fagskoler og andre læreanstalter nærmer sig nu 60 millioner! Dette er en af det socialistiske systems vigtigste landvindinger. Sovjetlandets fremtid bliver således, som vore dages oktobrister (børn i alderen 7-11 år, som er medlemmer af de såkaldte Oktoberklubber på skolerne), pionerer og Komsomolmedlemmer gør det til. Og vort parti er fast overbevist om, at denne fremtid bliver vidunderlig, at vore børn og børnebørn med ære vil føre Oktoberrevolutionens store banner fremad! Kammerater! For at måle dybden i de forandringer, socialismen har ført med sig, må vi også medtage videnskabsmandens slidsomme arbejde og digterens inspirerende sang. Absolut alt i folkets liv er forandret i de 50 år. Vi har skabt en hel ny verden - en verden med nye, socialistiske relationer, det nye sovjetmenneskes verden. Sovjetmenneskenes åndelige horisont er enormt udvidet, deres moralske profil, deres holdning til arbejdet, til samfundet og hinanden er forandret. Vort land er - fornyet og forvandlet af socialismen - stået frem for menneskeheden i hele sin styrke og storhed og med hele sit storartede folks prægtige talent. Socialismens imponerende bygning, der er opført i vort land, er en værdig belønning for sovjetmenneskenes anstrengelser og bedrifter, for et halvt århundredes uselvisk arbejde og heroiske kampe for de idealer, i hvis navn Den Store socialistiske Oktoberrevolution fandt sted. Historien - det er menneskene, der laver den. Snese af millioner arbejdere og bønder byggede socialismen, snese af millioner skabte vor epokes historie. Den virksomhed, som generationer af revolutionære, socialismens grundlæggere, har udøvet, den virksomhed, som de af revolutionen frembragte politiske ledere, hærførere, videnskabsmænd, produktionsledere, stødarbejdere og andre banebrydere i arbejdet har udøvet, tilhører for altid vort lands historie, verdenssocialismens historie.

Når vi i dag fejrer Den store Oktoberrevolutions halvtredsårsdag, mindes vi med dyb bevægelse også dem, der ikke er med os, dem, der faldt for klassefjendens hånd, da de forsvarede revolutionens og socialismens sag. Vi mindes tillige dem, der gik bort fra os, slidt op af arbejdet, og som havde stillet alle deres kræfter i folkets tjeneste. Sovjetmenneskene fortsatte og vil fortsætte deres sag, kommunismens sag! Kammerater! Vort samfund forbinder i dag modenhedens klogskab og ungdommens energi. Vi har i vore rækker revolutionens og borgerkrigens veteraner, heltene fra de første femårsplaner og dem, der forsvarede sovjetmagten i det grusomme sammenstød med fascismen. Vi har i vore rækker en fremragende og talentfuld ungdom, der værdigt fortsætter fædrenes glorværdige sag. Vort nuværende samfund er sammensmeltningen af alle generationers, alle nationers og folkeslags, alle arbejdendes kløgt og talent. Og der findes ikke de opgaver og præstationer, som et sådant samfund og et sådant folk ikke vil være i stand til at løse. Vort folks bedrift, dets sejre i arbejdet og på valpladsen vil aldrig blive glemt af de kommende generationer. Længe leve det sovjetiske folk, længe leve sovjetmennesket, or tids virkelige helt!

FREM MOD NYE RESULTATER I KAMPEN FOR KOMMUNISMEN

Kammerater! For sovjetmenneskene er de nåede resultater ikke alene en målestok for det allerede udførte arbejde. Det er samtidig et højdepunkt, hvorfra vi ser ind i fremtiden og udstikker vore opgaver og perspektiver. Livet går fremad. Hver fase i vort samfunds udvikling frembringer sine problemer. Der var en tid, da hovedopgaven bestod i at holde ud mod klassefjendens stormløb, overvinde den fra fortiden nedarvede efterblevenhed og befæste socialismens grundprincipper i praksis. Disse problemer er løst. Denne fase er allerede tilbagelagt. I dag står vi over for nye opgaver, nye, ikke alene af størrelsesorden, men også af karakter. Det drejer sig om så fuldstændigt som muligt at udnytte de muligheder, som det udviklede socialistiske samfund frembyder. Vi skal også lære med maksimal effektivitet at udnytte vore sociale landvindinger og de enorme produktivkræfter, som landet råder over, samt videnskabens og teknikkens resultater og det sovjetiske folks voksende kulturelle og uddannelsesmæssige niveau. Kun på dette grundlag kan vi med held bygge kommunismen, bevæge os frem ad den vej, der er udstukket i partiets program. Omfanget af og vanskeligheden ved de opgaver, vi står overfor at skulle løse, stiller højere krav til hele vor virksomhed og til stilen og metoderne i vort arbejde. Det sovjetiske folks vigtigste brohoved i kampen for kommunismens sejr er økonomien samt oprettelsen af kommunismens tekniske og materielle basis. Også det sovjetiske samfunds bevægelsestempo fremad, forløbet af kappestriden mellem de to verdenssystemer og vort bidrag til udviklingen af den verdensomspændende revolutionære proces afhænger i afgørende grad af, hvordan vi udvikler vor samfundsøkonomi. Sovjetunionens samfundsøkonomi har nået et sådant stadium, hvor en højnelse af samfundsproduktionens effektivitet og en forbedring af de kvalitative plantal inden for alle dens brancher på grundlag af videnskabens og teknikkens nyeste resultater i stadig højere grad bliver hovedkilden til økonomisk vækst. Det betyder, at produktionen ikke alene skal vokse i kraft af, at vi indfører ny maskinkraft og indvinder nye jorder, men i stadig større omfang i kraft af bedre udnyttelse af hver virksomhed, hvert aggregat og hver hektar jord. Det betyder, at kapitalinvesteringerne skal fordeles og udnyttes på en sådan måde, at hver investeret rubel giver maksimalt afkast. Det betyder en nedskæring i udgifterne til råvarer, materialer og brændsel for hver produceret enhed. En væsentlig forudsætning for vellykket bevægelse fremad ligger i den afbalancerede karakter af samfundsproduktionen, i opstillingen af proportioner og tempi, som i størst muligt omfang svarer til både produktionens og forbrugets behov. Vi vil også fremover lægge væsentlig vægt på et opsving i sværindustrien. Samtidig skal landbruget samt de industribrancher, der producerer masseforbrugsvarer, og servicesektoren udvikle sig i fremskyndet tempo. Dette er nødvendigt for en videre højnelse af landets økonomiske styrke, for det tekniske og videnskabelige fremskridt og for et nyt opsving i sovjetborgernes velstand. Livet har stillet vigtige opgaver med hensyn til forbedring af metoderne for økonomisk drift og økonomisk ledelse samt af planlægnings- og ansporingssystemet. For at løse disse opgaver er partiet og regeringen begyndt at gennemføre en omfattende økonomisk reform. Dens hovedmål består netop i at højne samfundsproduktionens effektivitet og sikre en yderligere vækst i arbejdsproduktiviteten. Og hvad er det nødvendigt at gøre herfor under de nuværende betingelser? Først og fremmest må de økonomisk« løftestænger anvendes i et bredere omfang, og vi må på en dygtig måde forbinde planen og den centraliserede ledelse med kollektivernes initiativ på industrivirksomhederne, sovkhoserne og kolkhoserne.

Hovedretningerne i den økonomiske politik, der svarer til de nuværende fase i landets udvikling, er udarbejdet i beslutningei ne fra SUKP's 23. kongres og centralkomiteens plenarmøder i årene 1965-67. Der er ikke gået særlig lang tid, siden vi begyndte at føre disse beslutninger ud i livet, men allerede de første resultater viser, at vi er på rette vej. I løbet af de sidste tre år er væksttempoet i industri- og landbrugsproduktionen højnet mærkbart. Samfundsøkonomiens førende brancher er begyndt at arbejde mere rentabelt. Alt dette har gjort det muligt at gennemføre nye foranstaltninger for et opsving i folkets velstand. Vort parti vil også fremover drage usvækket omsorg for udarbejdelsen af videnskabeligt underbyggede økonomiske løsninger for et videre opsving i landets produktivkræfter. Vi er i besiddelse af alt det nødvendige for at have verdens mægtigste industri, såvel efter dens produktionsomfang som dens tekniske og videnskabelige niveau, produktionens kvalitet og de vigtigste økonomiske resultater. Vort samfundssystem gør det muligt at udnytte alle planøkonomiens fordele. Vi råder over en moderne, veludrustet produktionsteknisk basis. Vi er i besiddelse af en tredjedel af alle olieførende lag i verden, over en fjerdedel af alle naturgasforekomster, enorme vandkraft-energikilder og kullejer, de rigeste jernmalmlejer og skovressourcer. Vi har fostret fremragende kadrer, som er i stand til at løse enhver opgave. Det nye opsving i sovjetisk industri gør det muligt at styrke vor stormagts forsvarsevne endnu mere og befæste socialismens positioner på verdensarenaen. Det sovjetiske folks og den kommunistiske opbygnings interesser kræver, at vi ikke alene har en mægtig industri, men også et højtudviklet landbrug, der er i stand til fuldt ud at dække befolkningens voksende behov for levnedsmidler og industriens for råvarer. Landbruget har alle dage været afhængig af klimaet og naturens luner. Mennesket har altid stræbt efter at befri sig for denne afhængighed eller i det mindste svække den. For vort fædreland, der strækker sig fra Østersøområdernes sletteland til Stillehavet, fra Kaukasiens og Pamirs bjerghøjder til polartundraen, er dette særlig vigtigt. Kun på denne måde kan vi opnå et højt og stabilt væksttempo inden for agerbrug og husdyrbrug. Derfor tillægger vi opfyldelsen af et langfristet program til jordforbedring, til forbedring af jordens bonitet, indførelse af kemiske gødningsstoffer og et opsving i agerbrugskulturen førsterangs betydning. Landet er nu i stand til at investere større midler i landbrugets udvikling. Vi ønsker, at arbejdsproduktiviteten, den tekniske udrustning og udnyttelsesgraden af videnskabens resultater i landbruget kommer på højde med den socialistiske industri. Med de nuværende fremskridt inden for videnskab og teknik er dette et helt realistisk mål. Menneskeheden er trådt ind i den fremadstormende tekniske og videnskabelige revolutions tidsalder. Vort sovjetiske fædreland er stolt over sine videnskabsmænds fremragende præstationer. De store resultater inden for fysik og kemi åbner nye energikilder, gør det muligt at skabe nye materialer og udvider horisonten for alle de førende produktionsgrene. Opdagelserne i biologien skaber nye muligheder for landbruget og lægevidenskaben. Kybernetikkens udvikling højner det åndelige arbejdes produktivitet og baner vej for automatisering af forskellige former for økonomisk virksomhed og ledelse. Videnskaben bliver i dette ords egentlige forstand en umiddelbar produktivkraft. Denne videnskabens rolle vil vokse endnu mere i fremtiden.

Videnskabsmændene står over for opgaver af enorm betydning, som går ud på at trænge ind i materiens allerfineste strukturer, i livets hemmeligheder, forvandle nogle former for energi til andre, styre termonukleare reaktioner, fortsætte udforskningen af rummet, øve indflydelse på de processer, der foregår i atmosfæren, og udforske jordens og havenes dybder. Der skal udrettes meget på samfundsvidenskabernes område, både hvad angår udarbejdelse af problemstillinger for kommunismens opbygning i vort land og i udforskningen af spørgsmål vedrørende verdensudviklingen. Det sovjetiske folk værdsætter videnskabsmændenes resultater og venter nye og endnu mere betydningsfulde præstationer fra dem. Socialismen udvikler sig, idet den støtter sig på det mest fremskredne og det mest progressive, som det menneskelige geni skaber. Vi forbinder vor fremtid med videnskaben. Og vi er overbeviste om, at sovjetisk videnskab og vore videnskabsmænd vil være at finde på verdensfremskridtets mest fremskudte fronter! Den stormende vækst inden for videnskab og teknik gør det evige problem omkring forholdene mellem menneske og natur særlig aktuelt. Allerede de første socialister mente, at en tilnærmelse mellem mennesket og naturen ville blive et væsentligt træk ved fremtidens samfund. Siden da er der gået århundreder. Vi, der har bygget det nye samfund, har ført meget af det ud i livet, som den videnskabelige socialismes forgængere kun kunne drømme om. Men naturen har for os ikke mistet sin enorme værdi både som primærkilde til materiel velfærd og som en uudtømmelig kilde til det enkelte menneskes sundhed, glæde, åndelige rigdom og kærlighed til livet. Jeg vil gerne minde om alt dette for at understrege, hvor vigtigt det er at beskytte naturen og bevare og forøge dens rigdomme. En økonomisk og omhyggelig udnyttelse af naturressourcerne, omsorg for jorden, skovene, floderne og den rene luft, for plante- og dyreverdenen - alt dette er vor livsvigtige kommunistiske sag. Vi skal bevare og forskønne vor jord for nuværende og kommende generationer af sovjetborgere. Jo mere fornuftigt vi udnytter naturens rigdomme, jo større resultater vor industri, landbrug og videnskab når, jo højere den samfundsmæssige arbejdsproduktivitet bliver, desto rigere, smukkere og mere kulturelt bliver sovjetmenneskenes liv. Vi taler med rette om vore præstationer, men vi ser også, at vi har uløste spørgsmål. Vi ved, at ikke alle sovjetmennesker, ikke hver familie i dag lever sådan, som vi alle gerne ville have. Derfor lægger partiet i hele sin virksomhed og i alle sine planer særlig vægt på en højnelse af folkets velstand. I takt med nationalindkomstens vækst vil også vore arbejdendes lønninger fremover stige stabilt og forbruget af konsumvarer blive udvidet. Vi vil også fremover gennemføre boligbyggeri og byggeri til sociale og kulturelle formål i stort omfang for at sikre en forbedring af hver sovjetfamilies dagligdag og levebetingelser.

Nu da vi fejrer den hæderkronede Oktoberrevolutions halvtredsårsjubilæum, siger vort parti med fuld bevidsthed om sit ansvar: for hvert år sovjetstatens magt styrkes, vil sovjetmenneskenes tilværelse forbedres. Sovjetmennesket vil stadig mere fuldt ud benytte sig af de vundne frugter, stadig tydeligere føle den socialistiske livsforms fordele. Kammerater! Marxister er altid gået ud fra, at udviklingen af samfundsproduktionen ligger til grund for det sociale fremskridt. Men det betyder overhovedet ikke, at man kan skubbe andre vigtige samfundsmæssige og politiske problemer ned på andet plan. Alle sider af den kommunistiske opbygning er snævert forbundne med hinanden. Det er velkendt, at løsningen af de samfundspolitiske opgaver afhænger af de økonomiske resultater. Den økonomiske udvikling bestemmes på sin side i mangt og meget af, hvorvidt de samfundspolitiske opgaver løses vellykket. Udbygningen af de sociale relationer, udviklingen af det socialistiske demokrati, det socialistiske statsvæsen og det idémæssige opdragelsesarbejde - alt dette er en sag af førsterangs vigtighed. På nuværende etape foregår der i vort land en gradvis udviskning af de væsentlige forskelle mellem Arbejderklassen, kolkhosbønderne og de intellektuelle. I dag ser vi mere konkret og tydeligt, ad hvilke veje løsningen af disse problemer skal ske, og vi ved bedre, hvad der er nødvendigt at gøre herfor. Landbrugsarbejdets karakter forandres stadig mere. I dag må bonden have at gøre med komplicerede maskiner, elkraft, kemi samt agro-teknisk og husdyr-teknisk videnskab. Det er netop den proces, hvorunder landbrugsarbejdet praktisk forvandles til en art industriarbejde. Der er i de sidste år ligeledes gjort meget for at fremskynde tilnærmelsen mellem by og land på velstands og kulturområdet. Nu da der er nået vigtige fremskridt i forbedringen af kolkhosernes og sovkhosernes økonomi, bliver grundlaget for en omformning af landsbyens udseende pg dagligliv mere solidt. Det drejer sig om et omfattende boligbyggeri og byggeri til kulturelle og sociale formål, om at fuldende elektrificeringen på landet og om vejbyggeri. Det er kolossale opgaver, og der kræves megen tid for at løse dem i den størrelsesorden, som vort land frembyder. Men vi tillægger denne sag landsomfattende betydning og giver os roligt og sagligt i kast med den. Produktionens nuværende niveau og det tekniske og videnskabelige fremskridt tilnærmer stadig mere arbejderens og bondens arbejde til ingeniørens, teknikerens og agronomens. Den hurtige vækst i hele befolkningens kultur spiller her en væsentlig rolle. Partiet stræber efter, at alle arbejdere og bønder bliver dannede i dette ords bredeste betydning, at de i fuldt omfang anvender deres kreative evner og aktivt deltager i hele samfundets åndelige liv. Naturligvis kommer dette ikke af sig selv. Her er partiets og statens målrettede virksomhed nødvendig. Vore planer forudser en videre udvikling på alle det kulturelle livs områder og en forbedring af hele uddannelsessystemet, af den almene, højere og fagtekniske uddannelse. Når vi udarbejder vore økonomiske planer for fremtiden, lægger vi bevidst elementer i dem, som fører til mekanisering og automatisering af produktionsprocesserne og til indskrænkning af det ufaglærte arbejde. Dette sidste er meget vigtigt, ikke alene med henblik på den økonomiske effekt, men også med hensyn til en lettelse af arbejdsbetingelserne og en forandring af selve arbejdets karakter for millioner af sovjetmennesker. Partiet tillægger skabelse af mere gunstige betingelser for en alsidig udvikling af personligheden stor betydning. Med udvidelsen af de arbejdendes fritid åbner der sig store muligheder på dette område. Fritiden er ikke kun hvile, men, som Marx understregede, en slags rum for personlighedens udvikling. Det er nødvendigt at gøre alt for - med en udvidelse af dette „rum" - at øge alles muligheder for at benytte kulturens goder, for at studere og beskæftige sig med deres hobby på de forskellige områder af videnskabelig, teknisk og kunstnerisk virksomhed.

Litteraturens og kunstens rolle vil vokse endnu mere i takt med vor bevægelse fremad. De bredeste arbejdende masser indføres i dag i verdenskulturens skatkammer. Det betyder, at kunstens samfundsmæssige rolle vokser endnu mere og dermed også forfatternes, komponisternes, teater- og filmfolkenes og de bildende kunstneres ansvar. Partiet og folket værdsætter deres arbejde højt. Forfatterne og kunstnerne er kaldet til at skabe kunstværker, som idémæssigt beriger det nye samfunds opbyggere, som tilfører masserne kommunistisk moral og dækker vort folks voksende æstetiske krav. Udbygningen af de socialistiske samfundsrelationer indebærer videre konsolidering af sovjetstaten og højnelse af dens organisatoriske rolle i økonomi og kultur. Det drejer sig om udviklingen af det socialistiske demokrati. Det drejer sig om præcision, velordnethed og høj kultur i arbejdet i alle statsapparatets led, om styrkelse af retsnormerne og statsdisciplinen og en overvindelse af bureaukratiske og formalistiske elementer, som vi endnu oplever i vort liv. Alt dette er af primær betydning for den kommunistiske opbygning. Kommunismen er ifølge sin natur et samfund, som skabes af selve massernes anstrengelser og i hele folkets interesse. At gå frem mod kommunismen betyder at inddrage de arbejdende i stadig større omfang i de praktiske anliggender, der er forbundet med at lede statens og det økonomiske og samfundsmæssige liv. En højnelse af de arbejderdeputeredes sovjetters og masseorganisationernes rolle i enhver henseende vil hjælpe med til, at folkemasserne endnu mere aktivt deltager i løsningen af statens og det offentliges anliggender og til udvikling af det folkelige initiativ og sovjetmenneskenes kreative aktivitet. Vort parti udfører dagligt et stort arbejde i alle disse retninger. Det sovjetiske system har indgivet de arbejdende hengivenhed for socialismens sag, kollektivisme og en følelse af at være herre over sit eget land. Men at være herre betyder, at man sammen med udstrakte rettigheder også har store forpligtelser. Det betyder at bære et stort ansvar, ikke alene i sit eget arbejde og i sin adfærd, men også for kollektivets, virksomhedens og hele landets sag. Opdragelsen af disse egenskaber, som vil blive uadskillelige træk i hvert sovjetmenneskes indre verden, er en af partiets allervigtigste opgaver i den kommunistiske opbygning. Kammerater! Det sovjetiske folks handlinger og bedrifter hat været store i de halvtreds år. Der åbner sig endnu mere storartede perspektiver for os ved overgangen til det næste halve århundrede. Vi er overbeviste om, at også vort lands næste halvtreds år vil udmærke sig med nye resultater af verdenshistorisk betydning. Den revolutionære flamme, der blev tændt i menneskenes hjerter med Oktoberrevolutionen, oplyser vor vej fremad, vejen til kommunismens triumf!

OKTOBERREVOLUTIONEN OG DEN REVOLUTIONÆRE VERDENSBEVÆGELSE

Kammerater! Oktobers stormvind blæste revolutionens gnister op til en mægtig flamme. Det halve århundrede, der er gået siden Oktoberrevolutionen, har på overbevisende måde vist dens store internationale betydning. I løbet af disse år er verdens udseende ændret, og ændret i enormt omfang under Oktoberrevolutionens og dens ideers indvirkning, under indflydelse af socialismens sejre. Med sovjetmagtens fødsel antog kampen mellem Arbejderklassen og det imperialistiske bourgeoisi ny karakter, dens hovedfelt blev kampen mellem de to modstående samfundsøkonomiske systemer. Det vandskel, på hvis ene side den gamle verdens, reaktionens og den sociale og nationale undertrykkelses kræfter forenedes, og på hvis anden side socialismens, demokratiets og fremskridtets kræfter forenedes, trådte skarpt frem. Den gamle verden herskede på den tid over fem sjettedele af vor planets territorium, var økonomisk umådeligt meget stærkere end socialismen og i besiddelse af stor militær overlegenhed. Men sammen med de gamle regimer nedbrød den revolutionære epoke også de traditionelle forestillinger om styrke. Den nye verden havde de samfundsmæssige udviklingslove, massernes revolutionære energi og vor tids mest progressive ideer på sin side. Og selv i de dage, da socialismen kun var repræsenteret ved ét land i verden, gav det dette land styrke til at holde ud - og derefter tillige gå over i historisk offensiv. I løbet af et halvt århundredes kamp er styrkeforholdet på afgørende måde ændret. En tredjedel af menneskeheden er allerede trådt ind på socialismens vej. Det koloniale slaverisystems sammenbrud går mod sin afslutning: over halvfjerds nye stater har rejst sig på de tidligere koloniimperiers brokker. Den organiserede arbejderklasse i kapitalens lande er blevet til en enorm kraft. Dens indfydelse er en stor faktor i hele det politiske liv i disse lande. De demokratiske bevægelser, hvori brede lag af befolkningen deltager, har antaget et stort omfang. Som resultat af alle disse forandringer er det ikke længere imperialismen, men socialismen og de anti-imperialistiske kræfter, der bestemmer hovedindholdet i og hovedretningen for den samfundsmæssige udvikling. Verdens folk har ved selvsyn kunnet se, at socialismen har afskaffet det ene menneskes udbytning af det andet og det nationale åg, og åbnet nye muligheder for at overvinde efterblevenhed, for produktivkræfternes opblomstring, for fremskridt. De har fået vished for, at socialismen baner vej til ægte demokrati og personlighedens frihed, til varig fred, og fjerner krige fra samfundets liv. På baggrund af socialismens resultater er det blevet endnu mere klart, at kapitalismen ikke er i stand til at løse de væsentlige problemer, som menneskeheden står overfor. Den er kilde til utallige ulykker og lidelser for folkemasserne. Imperialismen afføder aggressionskrige, og fra den udgår truslen om en termonuklear konflikt i dag. Netop imperialismen er skyld i, at snese af millioner mennesker omkom, blev udraderet i to verdenskrige. Det er dens skyld, at enorme midler ødes bort til kaprustning og produktion af masseødelæggelsesvåben. Imperialismen er en hindring for, at man allerede nu kan udnytte de enorme muligheder, som videnskaben og teknikken har åbnet, til afskaffelse af sult, fattigdom og sygdom. Imperialismen bærer ansvaret for, at lande, der har befundet sig i kolonialt slaveri, er kommet flere årtier bagud i deres udvikling. Imperialismen er et system til hård undertrykkelse af de arbejdende og demokratiet, et system, der har affødt fascismen som reaktionens, obskurantismens og terrorens mest ekstreme legemliggørelse.

Det halve århundrede, der adskiller os fra Oktober, er et halvt århundrede, hvor kapitalismens almene krise er uddybet, hvor imperialismen er afsløret i folkenes øjne og hvor dens indflydelse er blevet undermineret. Men imperialismen nedlægger ikke våbnene. Den er en stærk og lumsk modstander. Den har lært meget, den forsøger at drage lære af sine nederlag og tilpasse sig den nye situation. Imperialismen manøvrerer under klassekampens tryk, giver delvise indrømmelser og griber til omfattende social demagogi. Skærpelsen af de indre modsigelser og socialismens succes i kappestriden med kapitalismen tvinger bourgeoisiet til i stadig større omfang at benytte statsmonopolistisk regulering af økonomien for at mildne krisefænomenerne og opretholde produktionens væksttempo. Efterhånden som imperialismen berøves kolonierne, går den over til mere raffinerede og udsøgte metoder i udbytningen af andre folk. Imperialismen sparer ingen kræfter og midler i kampen for menneskenes sind; socialismens voksende indflydelse tvinger imperialisterne til hele tiden at tilpasse deres ideologiske våben og propaganda til den stadig ændrede situation. Alle bevidste deltagere i den revolutionære bevægelse tager hensyn til disse fænomener i deres modstanders lejr, til hele den komplicerede karakter af den situation, som klassekampen og befrielseskampen nu foregår i. De udvikler de mest effektive veje for denne kamp og stræber efter at forene alle kræfter i en anti-monopolistisk enhedsfront. Den revolutionære proces har i de seneste ti år antaget en virkelig verdensomfattende størrelsesorden. Der er ikke det område på jordkloden, hvor kampen for social og national frigørelse ikke foregår i den ene eller den anden form. Imperialismen udsættes for angreb fra forskellige sider. Selv imperialistiske positioner, som for ganske nylig syntes usårlige, er rokket. Lenins forudsigelse om, at de mest forskelligartede kræfter og bevægelser vil flyde sammen i én strøm i kampen mod kapitalismen, er ved at slå igennem. Vi kommunister, forestiller os udmærket omfanget af og vanskelighederne i de opgaver, som de revolutionære kræfter står overfor. Der ligger endnu mange hårde kampe og et vedholdende arbejde på vejen til triumf for socialismens og fremskridtets ideer i hele verden. Men vi kan være overbeviste om, at den nuværende fase vil betyde et enormt skridt fremad på denne vej og indtage en værdig plads i menneskehedens kampannaler for frihed og fremskridt, for socialisme. Det klareste og vigtigste træk i denne fase er det socialistiske verdenssystems succesrige udvikling. Den internationale arbejderklasse og alle revolutionære kræfter ser med rette heri deres allerstørste landvinding og fremragende resultat. Socialismens udbredelse til mere end et land og oprettelsen af et helt system af socialistiske stater betød en ny brat vending i udviklingen af verdens begivenheder. Det var en sejr, som i endnu højere grad svækkede imperialismens kræfter. En sejr, som indgød de bredeste masser endnu større overbevisning om socialismens retfærd og dens store idealers uovervindelighed. Under indflydelse af den levende, fremadskridende socialisme og dens eksempels tiltrækningskraft har der i verden dannet sig nye betingelser for udfoldelsen af den revolutionære kamp, for befrielseskampen, for alle demokratiske bevægelser.

Der er i løbet af 20 år i hovedparten af socialismens lande opnået store resultater i den økonomiske og kulturelle opbygning, i udviklingen af nye samfundsrelationer og socialistisk demokrati. Verdenssocialismens principielle resultat, som særligt skal understreges, er skabelsen af en ny type relationer mellem de stater, hvori det socialistiske system har sejret. De broderlige relationer mellem socialismens lande støtter sig på en voksende gensidig tillid og respekt for folkene og er baseret på socialistisk internationalisme. Praksis viser, at hvert land inden for rammerne af det socialistiske samvirke opnår de mest gunstige muligheder for at styrke deres suverænitet og uafhængighed, og samtidig benytter sig af de fordele, som gensidig hjælp og kammeratlig støtte giver. Hele erfaringen fra udviklingen af det socialistiske verdenssystem med dets store landvindinger og med dets vanskeligheder taler om, at de socialistiske revolutioners sejr i en række lande ikke i sig selv afføder relationer af en ny type. De socialistiske lande kommer til at opleve nye, vanskelige problemer, overvinde en vanskelig arv fra den kapitalistiske fortid og modstå de intriger, som imperialismen, der stræber efter at så splittelse i vore rækker, sætter i gang. Med broderpartiernes fælles anstrengelser er der nået betydelige resultater i konsolideringen af det socialistiske samvirke. Hver nation tilfører den fælles opbygning af et nyt liv sit specielle præg. Vi værdsætter hvert enkelt folks og hvert marxistisk-leninistisk partis bidrag til socialismens internationale skatkammer. Af de fælles kreative anstrengelser, der udtrykker livets hele mangfoldighed, fødes verdenssocialismens store erfaringer, som er hele menneskehedens ejendom. Når vi taler om det socialistiske system og problemerne i dets udvikling, kan vi ikke i tavshed forbigå det, der rører os alle dybt. Det drejer sig om tingenes tilstand i den Kinesiske Folkerepublik. Revolutionens sejr i Kina havde enorm betydning. Den øvede dyb indflydelse på udviklingen af de revolutionære og nationale befrielsesbevægelser i alle Asiens og Afrikas lande. Desværre påfører Mao Zedong-gruppens chauvinistiske stormagtskurs, der har været ført i de senere år, socialismens sag i Kina alvorlig skade. Denne kurs, der sigter mod at undergrave det socialistiske verdenssamvirkes og den internationale kommunistiske bevægelses enhed står i modsigelse til interesserne for folkenes revolutionære kamp. Begivenhederne i Kina har defintivt afsløret visse lederes ideologiske og politiske fald i Kinas kommunistiske parti. Samtidig har de vist, at socialismen i dette land - selv i løbet af kort tid og på de mest vanskelige betingelser - har formået at slå rødder og vinde de brede masser for sig. Netop dette forklarer den vedholdende kamp, som Kinas kommunistiske partis bedste sønner og det kinesiske folks progressive kræfter fører for at bevare socialismens landvindinger. De kinesiske kommunister og det kinesiske folk har noget at forsvare, noget at kæmpe for. De kinesiske kommunisters generallinie, der blev udstukket på Kinas kommunistiske partis 8. kongres i 1956, tager sigte på socialismens opbygning. Den tager sigte på planmæssig økonomisk udvikling og „maksimal tilfredsstillelse af de materielle og kulturelle behov i folkets liv". Den tager sigte på „udvikling af det demokratiske liv". Den tager sigte på, som det blev understreget i kongressens beslutninger, „evigt og ubrydeligt broderligt venskab med den store Sovjetunion og alle folkedemokratiets lande". Vi har tillid til, at de nuværende begivenheder i Kina er en historisk forbigående fase i dets udvikling. Vi har tillid til, at socialismens sag trods alle vanskeligheder vil sejre i den Kinesiske Folkerepublik. Kammerater! Den vej, som de socialistiske lande følger, er en vej med anstrengende arbejde og aktiv kamp. Vi ved, at der forude ligger et stort arbejde og store opgaver, hvis løsning kræver fælles indsats fra broderpartierne og folkene. Sovjetunionens kommunistiske parti og hele det sovjetiske folk vil på sin side ikke spare nogen anstrengelser for at styrke det socialistiske verdenssamvirke og for, at det skal vinde nye sejre.

Tillad mig i dag på hele det sovjetiske folks vegne varmt at hilse broderfolkene, der opbygger en ny tilværelse. Vor første hilsen skal gå til den Demokratiske Republik Vietnams modige folk, som med våben i hånd forsvarer sin frihed og uafhængighed, sine socialistiske landvindinger. Vi hilser varmt folkene i Bulgarien, Cuba, Jugoslavien, den Demokratiske Folkerepublik Korea, Mongoliet, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, den Tyske Demokratiske Republik og Ungarn, der med sikre skridt går fremad under socialismens banner. Vi hilser de kinesiske og albanske folk, der kæmper for at bevare de socialistiske landvindinger i deres lande. Vi ønsker alle de socialistiske staters folk den allerstørste fremgang i deres ædelmodige arbejde! Kammerater! Blandt de kræfter, der kæmper mod imperialismen, indtager de udviklede kapitalistiske staters Arbejderklasse, som fører kampen i verdensimperialismens citadeller, en væsentlig plads. Vi ved, hvor vanskelig denne kamp er. Den kræver ikke alene store anstrengelser og mod, men også dygtighed til at stille det imperialistiske bourgeoisi og alle dets manøvrer og kneb over for høj organiserthed og stor politisk kunst. Arbejderbevægelsen i de udviklede kapitalistiske lande samler, trods alle vanskeligheder, uophørligt kræfter og erhverver ny erfaring. De arbejdendes aktivitet, vedholdenhed og voksende organiserthed i kampen for deres vitale interesser - netop dette er karakteristisk for klassekampens nuværende fase i den kapitalistiske verden. Strejkerne omfatter nu ofte hele lande. Arbejderklassen sætter stadig hyppigere ind på at få tilfredsstillet sine krav. Disse krav går stadig videre, bliver stadig mere radikale, idet de vokser over i et kampprogram mod monopolernes økonomiske og politiske almagt. Splittelsen i Arbejderklassens rækker er og bliver hovedhindringen på vejen til dens sejr. Hele erfaringen, som arbejderbevægelsen 'har samlet, siger den imidlertid, at enhed er en livsvigtig nødvendighed. Denne erfaring gør det klart, at forskelle i synspunkter mellem socialister og kommunister ikke må blive til hinder for sammenholdet i Arbejderklassens rækker mod monopolerne, mod ; krigsfaren og i kampen for socialisme. På trods af den politik, som føres af højresocialdemokratiske ledere, der er stivnet i antikommunistiske synspunkter, vokser tilbøjeligheden til enhed, og der er allerede nået visse resultater på denne vej i en række lande. Arbejderklassens rolle i de kapitalistiske stater er vokset betydeligt i årene efter Oktoberrevolutionen. Og det skyldes ikke kun, at den nu udgør hovedparten af befolkningen i disse lande og er den afgørende kraft i den materielle produktion. Ved at sammensvejse de brede arbejdende masser og alle anti-monopolistiske kræfter omkring sig, udtrykker Arbejderklassen mest konsekvent hele nationens interesser. Man kan ikke være i tvivl om, at proletariatet i den kapitalistiske verden til syvende og sidst vil opnå afgørende resultater i kampen for dets idealer.

Et af de vigtigste særtræk ved de forløbne halvtreds år efter Oktoberrevolutionen ligger i de nationale befrielsesbevægelsers forening med Arbejderklassens kamp i én revolutionær strøm. Halvanden milliard mennesker, der lever i tidligere kolonier og halvkolonier, har opnået uafhængighed og er trådt ind på det aktive politiske livs arena. Dette har udvidet rammerne for den revolutionære verdensbevægelse og fremskyndet sociale fremskridt. Erobringen af politisk uafhængighed har imidlertid ikke løst samtlige væsentlige problemer, som folkene i Asien, Afrika og Latinamerika står overfor. Der kræves adskillige anstrengelser for at forsvare og konsolidere denne uafhængighed, opnå økonomisk selvstændighed og afskaffe efterblevenheden. De progressive kræfter i disse lande går aktivt ind for, at der føres en anti-imperialistisk politik. Forbundet mellem de nationale befrielsesbevægelser i de stater, der har afkastet det nationale åg, og verdenssocialismen tillige med styrkelsen af deres samarbejde med de socialistiske lande er pant på succes for en sådan politik. I de befriede lande udfoldes i dag dybtgående sociale processer. Kampen omkring det afgørende spørgsmål, om vejene for den videre udvikling, skærpes. Under indflydelse af verdenssocialismens sejre stiler Asiens og Afrikas folk stadig mere mod progressive former for samfundets indretning. Det faktum, at en række unge stater har betrådt en ikke-kapitalistisk udviklingsvej, er en begivenhed af stor betydning. Historien viser, at afskaffelse af efterblevenheden og bevægelse frem mod socialismen - uden om kapitalismen - forudsætter en løsning af mange komplicerede sociale problemer og kræver opbygning af moderne produktivkræfter. Folkene i de lande, der har valgt en socialistisk orienteret vej, står endnu overfor at skulle løse disse problemer. Og løse dem på betingelser, hvor kapitalismens arv endnu ikke er fjernet, og hvor konservative elementer stadig øver stor indflydelse. Selvopofrende forsvar for revolutionens landvindinger, enhed mellem alle folkets demokratiske kræfter, hårdt arbejde og vedvarende anstrengelser rettet mod et økonomisk og kulturelt opsving - netop heri ser de unge udviklingslandes progressive repræsentanter garantien for bevægelse fremad. Det sovjetiske folk sender en varm hilsen til alle kæmpere i arbejderbevægelsen og de nationale befrielsesbevægelser. Vi ønsker jer, kære kammerater, nye store fremgange i kampen for folkenes vitale interesser og rettigheder, for fred og demokrati, for national frigørelse og socialisme! Vi er overbeviste om, at vort kampforbund også fremover vil vokse og styrkes. Erfaringerne fra det forløbne halve århundrede har på en overbevisende måde påvist, at effektiviteten af den revolutionære bevægelses anstrengelser i høj grad afhænger af samarbejdet og sammenholdet mellem alle dens afdelinger. De revolutionære kræfters enhed står på et pålideligt grundlag. Hver af disse kræfter løser sine egne opgaver, men de har en fælles modstander, imperialismen, og de har fælles mål: kampen for det arbejdende folks interesser, for fred, demokrati og frihed. Alt dette dikterer nødvendigheden af at forene det socialistiske verdenssystems, arbejderbevægelsens og de nationale befrielsesbevægelsers anstrengelser i en fælles offensiv mod imperialismen. De revolutionære kræfters avantgarde og bannerføreren for enhedsidéen i den revolutionære proces er den internationale kommunistiske bevægelse. Den nuværende kommunistiske bevægelse, arvtageren og fortsætteren af den af Marx grundlagte I. Internationale, fødtes på toppen af den mægtige revolutionære bølge, der rejste sig af arbejdernes og bøndernes sejr i Rusland. Komintern spillede en historisk rolle i oprettelsen og konsolideringen af kampdygtige marxistisk-leninistiske partier.

Den kommunistiske bevægelse har i løbet af de halvtreds år tilbagelagt en umådelig vej. Mens der i 1917 kun var nogle få hundrede tusinde kommunister i verden_s tæller de i vore dage 50 millioner kæmpere, forenet i 88 kommunistiske og arbejderpartier. Blandt dem findes partier, der leder opbygningen af det nye samfund i de socialistiske stater. Blandt dem findes marxistisk-leninistiske partier, der leder proletarernes kamp i de udviklede kapitalistiske lande. At der i Vesteuropa, hvor over 100 millioner arbejdere og funktionærer er koncentreret, er opvokset kommunistiske partier, som har udviklet sig til en landsomfattende politisk kraft, er en kendsgerning af enorm betydning. De kommunistiske partier i Latinamerikas lande fører en hård kamp mod folkenes ærkefjende, den amerikanske imperialisme og de indenlandske reaktionære regimer. De kommunistiske partier i landene i Asien og Afrika samler stadig tættere brede demokratiske lag om sig og vinder i stadig højere grad massernes tillid. Vi ved, hvor meget mod og selvopofrelse kommunisterne i kapitalens lande har brug for. Imperialismen griber til alt for at underminere de kommunistiske partier og få kommunisterne til at give afkald på deres idealer. I næsten fyrre kapitalistiske lande er Arbejderklassens parti forbudt. For hengivenhed over for kommunismens ideer jager man folk fra deres arbejde, berøver dem deres daglige brød, sætter dem i fængsel, skyder dem. Her i Oktober-jubilæets dage siger vi til alle kommunister, alle revolutionære, der vansmægter i torturkamre og udsættes for repressalier: vore hjerter er med jer, kære brødre og venner! Vi er overbeviste om, at ingen prøvelser kan knuse kommunisterne, ingen hindringer kan standse den kommunistiske bevægelses udvikling. Kommunismen er blevet en mægtig kraft, og dens ideer marcherer sejrrigt hen over vor planet. Kommunisterne har i handling erobret rollen som avantgarde for socialt fremskridt og som de mest konsekvente forkæmpere for Arbejderklassens og alle arbejdendes interesser. Kommunisterne har bevist deres dygtighed til at lede kampen for kapitalismens omstyrtelse og socialismens opbygning. De har bevist, at de er de arbejdendes mest standhaftige forsvarere i de kapitalistiske lande. De har bevist, at de er selvopofrende forkæmpere for national frihed og socialt fremskridt for koloniernes folk. De forsvarer freden, friheden og demokratiet for alle folk. Der har dannet sig gunstige betingelser for et nyt mægtigt opsving i den kommunistiske bevægelse, for nye sejre. Men vi må aldrig glemme, at den mission, der er faldet i kommunisternes lod, er en storslået og kompliceret mission for revolutionær omformning af hele samfundets liv. Menneskehedens overgang fra kapitalisme til socialisme er en kompliceret og mangeartet proces. Visse fejlslag, midlertidig tilbagegang og selv nederlag på enkelte kampafsnit er mulige på denne vej. Den kommunistiske bevægelse drager lære heraf. Erfaringen viser, at man kun kan besejre en så stærk og lumsk modstander som imperialismen ved at konfrontere den med nøgtern politisk analyse, koldblodighed og udholdenhed sammen med beslutsomhed og selvopofrende kampberedthed. Over for denne modstander opstiller kommunisterne en strategi, der støtter sig på videnskabelig analyse af styrkeforholdet i landet selv og på den internationale arena. De konfronterer denne modstander med en sådan taktik, sådanne kampformer og metoder, som med størst mulig fylde tager hensyn til de konkrete betingelser. Det er klart, at det undertiden er vanskeligt straks at finde rigtige løsninger på de opståede problemer. Verden forandrer sig og antallet af kæmpere mod imperialismen udvides. Alt dette kræver vedvarende undersøgelse og dybtgående sammenfatning, kreativ udvikling af den marxistisk-leninistiske teori og styrkelse af dens indflydelse i den revolutionære bevægelses rækker.

Den altomfattende udfoldelse af kampen mod imperialismens ideologi og politik antager under de nuværende betingelser særlig betydning. Imperialismen stræber efter at spærre vejen for befrielsesbevægelserne og forsøger samtidig at aktivisere sig selv, idet den griber til nye eventyr og provokationer. For med held at modstå imperialismen, og ikke alene tilbagevise dens angreb, men også påføre den nye nederlag, behøver kommunisterne og alle revolutionære enorm energi og mobilisering af kræfterne i alle kampens hovedretninger. De kommunistiske partier forstærker offensiven mod bourgeoisiets ideologiske positioner og afslører antikommunismens ideologi og politik. Ved i vidt omfang at propagandere socialismens resultater tilbageviser de den bagvaskelse og forfalskning, de antikommunistiske legender og myter, som udbredes af den imperialistiske propaganda. De kommunistiske partier afslører uholdbarheden i forskellige nye spidsfindige „teorier", der sættes i omløb for at rehabilitere kapitalismen. I det ideologiske arbejde ser partierne en nødvendig betingelse for vellykket kamp for masserne, for styrkelse af den anti-imperialistiske front. Vort parti vil på sin side også fremover øge anstrengelserne for at slå antikommunismen tilbage og afsløre hele imperialismens politik og ideologi. Kommunister i alle lande drager den konklusion af hele klassekampens erfaring, at den væsentligste forudsætning for at løse de komplicerede og mangesidede problemer, vi står overfor, ligger i en styrkelse af kampforbundet, sammenholdet og den aktive vekselvirkning mellem alle verdens broderpartier. Kun ved at optræde som en international enhedsbevægelse kan verdenskommunismen nå sine store mål. Det er vigtigt for alle os i dag at føle hinandens håndslag og stadige koordinering af vore handlinger i international målestok. Opbygningen af socialismen og kommunismen i det socialistiske samvirkes lande, afvisningen af imperialismens aggressive handlinger og forsvaret af verdensfreden og folkenes sikkerhed, massernes forening under demokratiets, de nationale befrielsesbevægelsers og socialismens banner, en yderligere forbedring af strategien og taktikken for den revolutionære kamp mod kapitalismen - dette er hovedproblemerne, som den kommunistiske verdensbevægelse sammen kæmper for at løse. „Proletarer i alle lande, foren jer!" - denne parole, der lød som en stormklokke i Arbejderklassens revolutionære kamps gry, kalder også i dag til samling af alle anti-imperialistiske kræfter. Vi er overbeviste om, at den videre sammensvejsning af vor bevægelse bestemmes af hvert broderpartis vitale interesser. Det er klart, at hvert parti har sine opgaver og anvender kampformer og metoder, der svarer til den konkrete situation. Og alle partier gør dette på grundlag af fuld uafhængighed og selvstændighed. Kraften og effektiviteten af et partis kamp afhænger imidlertid ikke alene af dets resultater i dets eget land, men også af de andre broderpartiers resultater og af samarbejdets omfang og dybde mellem alle afdelinger i den kommunistiske bevægelse. Erfaringerne viser, at afvigelse fra internationalismens principper og forsøg på at stille enkelte afdelingers interesser i vor bevægelse op mod den revolutionære kamps fælles opgaver, sammen med udslag af national indesluttethed, uvægerlig vil svække kommunisternes positioner over for klassefjenden.

Vi noterer med stor tilfredshed, at SUKP's synspunkter er fuldstændig sammenfaldende med synspunkterne hos det overvældende flertal af broderpartier, som energisk går ind for en samling af vore rækker på et principielt marxistisk-leninistisk grundlag. Som bekendt spillede konferencerne af repræsentanter fra broderpartierne i 1957 og 1960 en stor rolle for udarbejdelsen af fælles ideologiske og politiske synspunkter i den kommunistiske bevægelse. Andre betydningsfulde kendsgerninger i den senere tid, såsom konferencen mellem de europæiske kommunistiske partier i Karlovy Vary samt andre regionale og tosidede møder mellem repræsentanter fra broderpartierne tillige med solidaritetsbevægelsen med det heroiske Vietnam og de arabiske landes folk, der er blevet ofre for aggression, taler om voksende bestræbelser for at styrke enheden. Nu er det allerede helt klart, at flertallet af broderpartier går ind for at sammenkalde en ny international konference. Vort parti støtter denne idé fuldt ud og er parat til at gøre alt for at give et nyt verdensmøde mellem kommunister et godt resultat. Kammerater! Hele den kommunistiske bevægelse fejrer i dag sammen med os jubilæet for Den store Oktober. Når marxister-leninisterne markerer jubilæet, opgør de resultaterne af den tilbagelagte vej og udstikker perspektiverne for den videre kamp frem mod vore fælles kommunistiske idealers triumf. Sovjetunionens kommunistiske parti vil også fremover betragte sin virksomhed og sin erfaring som en uadskillelig del af hele den kommunistiske verdensbevægelses virksomhed og erfaring. SUKP har altid i sin kamp og sit arbejde øst kraft og inspiration i det ubrydelige venskab og kampfællesskab med broderpartierne. Tillad mig kammerater, på vort partis vegne at udtrykke den mest oprigtige taknemmelighed over for alle broderpartier og alle kommunister for deres venskab og deres værdifulde hjælp til det sovjetiske folk i dets kamp for kommunismens opbygning! Tillad mig at overbringe alle marxistisk-leninistiske partier en hjertelig hilsen med ønsket om nye store fremgange. Længe leve den kommunistiske verdensbevægelse, vor epokes førende politiske kraft!

SOVJETUNIONENS LENINSKE UDENRIGSPOLITIK

Kammerater! Vor udenrigspolitik spiller en omfattende rolle i vort store kreative arbejde for at sikre gunstige betingelser for socialismens og kommunismens opbygning. Den store oktoberrevolutions sejr dannede begyndelsen til virkelig revolutionære forandringer i de internationale relationer. Der trådte for første gang en stat frem på verdensarenaen, der over for den imperialistiske politik til undertrykkelse og slavebinding af folkene, til kolonial udbytning, vold og røveriske krige opstillede en politik til forsvar for folkenes frihed og uafhængighed, til forsvar for freden og afvisning af de imperialistiske aggressorer. Kampen mellem disse to modstående linier har nu allerede varet véd et halvt århundrede. Sovjetstatens leninske udenrigspolitiks karakter og dens vigtigste særtræk udspringer af selve det socialistiske samfundssystems væsen. Hvori består så dens vigtigste træk?

Vor udenrigspolitik er vokset ud af den socialistiske revolution. Den er og bliver et af de instrumenter, der tjener til revolutionær omformning af samfundet i vort land. Forsvar af revolutionens landvindinger - denne opgave stillede Lenin sovjetisk udenrigspolitik straks efter Oktoberrevolutionens sejr. I en tale for ledende partiarbejdere i januar 1918, opfordrede han til at løse de udenrigspolitiske spørgsmål „ud fra det synspunkt, at der skal skabes de bedste betingelser for at udvikle og konsolidere den socialistiske revolution, der allerede er begyndt". Sovjetunionens udenrigspolitik er uforandret baseret på denne anvisning fra Lenin. At forsvare revolutionens landvindinger, forpurre imperialismens intriger mod socialismens fædreland og sikre de nødvendige ydre betingelser for opbygningen af det kommunistiske samfund - det er dens hovedopgave. Netop heri så Lenin også sovjetlandets højeste internationale pligt over for den revolutionære verdensbevægelse. Vor udenrigspolitik er internationalistisk, eftersom det sovjetiske folks interesser er sammenfaldende med de arbejdendes interesser i alle verdens lande. Den er gennemtrængt af solidaritetsånd med de revolutionære, progressive kræfter i hele verden og repræsenterer en aktiv faktor i klassekampen på den internationale arena. Der er indskrevet adskillige fremragende eksempler på revolutionær internationalisme i vor stats halvtredsårige historie. Vi ser her strålende eksempler på det unge Sovjetruslands solidaritet med det oprørske proletariat i Tyskland og Ungarn, tillige med mangfoldige kendsgerninger om mangeårig støtte til det kinesiske folks kamp mod imperialismens og reaktionens kræfter. Det ærefulde eksempel på kampbroderskab med det revolutionære Spanien er uforglemmeligt. Vort land kom det spanske folk til hjælp med alt, hvad det formåede - fra diplomatisk støtte og økonomisk hjælp til personlige bidrag fra tusinder af sovjetiske frivillige, der sammen med spaniolerne til det sidste forsvarede Barcelonas barrikader og Madrids himmel. Vort folks befrielsesdåd i den store fædrelandskrig, da sejren blev vundet på bekostning af millioner af sovjetmenneskers liv og befriede mange lande for fascistisk undertrykkelse, vil heller aldrig gå i glemsel. Det er vanskeligt at overvurdere betydningen af USSR's vedholdende kamp i efterkrigsperioden for en retfærdig, demokratisk fred og først og fremmest til forsvar af de nye folkedemokratiske staters uafhængighed. Den revolutionære internationalismes ånd gennemtrænger hele oktoberlandets virksomhed på verdensarenaen, og vi sovjetmennesker vil altid være tro mod dette ædelmodige princip. Et af de vigtigste træk ved Sovjetunionens udenrigspolitik er dens dybtgående og ægte demokratisme. Sovjetmagten brød beslutsomt med udbytterklassernes traditioner i udenrigspolitikken, med det hemmelige diplomatis metoder, med sammensværgelsespolitikken bag folkenes ryg og annulerede alle hemmelige aftaler, som tsar-Rusland havde indgået. I de vigtigste spørgsmål om menneskehedens skæbne begyndte vort land at henvende sig ikke alene til andre staters regeringer, men også direkte til folkene. Det urokkelige demokratiske grundlag, hvorpå vi bygger vore relationer med alle lande, med alle verdens stater, er en anerkendelse i praksis af alle, store som små nationers ligeberettigelse, en anerkendelse af alle racers og nationaliteters ligeberettigelse. Sovjetstaten afgav på Lenins initiativ en højtidelig erklæring om et „fuldstændigt brud med den borgerlige civilisations barbariske politik, hvor velstand for udbytterne i nogle få udvalgte nationer er bygget på underkuelse af hundreder af millioner arbejdende i Asien, i kolonierne i det hele taget og i de små lande". Sovjetrepublikken har uden vaklen anerkendt alle folks ret til selvbestemmelse, herunder de folk, der indgik i det forhenværende russiske imperium, og deres ret til selv at bestemme over deres egen skæbne. Sovjetrepublikken var den første magt, der henvendte sig til lande som Iran, Afghanistan, Tyrkiet og Kina med et indtil da uset initiativ, nemlig forslag om at indgå virkelig ligeberettigede aftaler og oprette relationer, baseret på uegennyttigt venskab og gensidig støtte. Sovjetunionen følger Lenins anvisninger og vil fremdeles være en utrættelig forkæmper for alle folks demokratiske rettigheder, frihed og uafhængighed og en tro forbundsfælle for dem, der går ind for at udrydde enhver form for kolonial og national undertrykkelse og for alle nationers virkelige ligeberettigelse. Til sidst endnu et væsentligt, principielt træk, der karakteriserer Sovjetunionens udenrigspolitik; det består i, at denne politik konsekvent er for fred, sikkerhed og venskab mellem folkene. Socialismen kender ikke andre mål end omsorg for folkets interesser. Og en sådan omsorg forudsætter først og fremmest kamp mod krigen, dette, som Lenin sagde, allerstørste onde for arbejdets folk. En af de paroler, hvormed partiet rejste masserne til revolution, var parolen om fred. Kampen for fred er for os også i dag en opgave, der er fyldt af et dybt klassemæssigt og revolutionært indhold, eftersom det at kæmpe for fred betyder at isolere det imperialistiske bourgeoisis mest krigeriske og aggressive kredse, at vende den offentlige mening mod dem og forpurre deres anti-folkelige planer.

Vor stats historie er vedholdende og uafbrudt kamp mod imperialismens aggressive politik, kamp for at skåne folkene mod krigens ulykker. Den nye arbejder- og bondemagt henvendte sig i de første timer efter revolutionens sejr gennem Lenins „Dekret om freden" til alle landes regeringer og folk med et forslag om fred, retfærdig fred uden anneksioner og erstatningsbetalinger. I 1919 vedtog sovjetkongressen en resolution, formuleret af Lenin, hvori det højtideligt proklameredes, at den „Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik ønsker at leve i fred med alle folk og koncentrere alle sine kræfter om den indre opbygning. . .". Vort land fremsatte i 1922 i Genova på den første internationale konference, Sovjetrusland fik adgang til, et vidtgående program for fredeligt samarbejde og afrustning. I de år, da truslen om fascistisk aggression hang over verden, kæmpede Sovjetunionen vedholdende for etablering af et kollektivt sikkerhedssystem, der kunne have tøjlet aggressorerne og afværge den anden verdenskrig. Da fremkomsten af kernevåben og raketter gjorde afværgelse af en ny verdenskrig særlig aktuel, fremsatte USSR en konkret plan for almindelig og fuldstændig afrustning under streng international kontrol. Fredens og folkevenskabets banner, der er højt hævet af sovjetlandet, tiltrækker sympati for og støtte til socialismen blandt milliontallige masser på alle kontinenter. Mennesker i hele verden ser, at Sovjetunionen i internationale relationer konsekvent virkeliggør de nye principper, der blev proklameret af vor store revolution. Dette, kammerater, er hovedtrækkene i vor udenrigspolitiske kurs. Den udformedes under Lenins ledelse og udvikledes af partiet i dets efterfølgende beslutninger. Denne leninske kurs er det vedvarende, principielle grundlag for Sovjetunionens udenrigspolitik. Partiet tillægger det stor betydning, at USSR's udenrigspolitik er konsekvent og fast, at den er standhaftig i forsvaret af det sovjetiske folks interesser og kommunismens store sag, at den er uforsonlig over for aggressorer og samtidig smidig og realistisk. Sammen med de største problemer vedrørende vort lands udvikling er udenrigspolitiske spørgsmål hele tiden i centrum for opmærksomheden i SUKP's centralkomités politibureau og i den sovjetiske regering, og de gennemgås systematisk på centralkomiteens plenarmøder i vort parti, på partiets kongresser og på USSR's Øverste Sovjets samlinger.

SUKP's 23. kongres udstak hovedretningslinierne og hovedopgaverne for vor udenrigspolitik i de nærmeste år. Vi holder os urokkeligt til kongressens beslutninger i vor praktiske virksomhed på den internationale arena. Vort parti og vor regering tager hensyn til den enorme historiske rolle, som det socialistiske verdenssystem spiller for menneskehedens skæbne, og vi anser det for vor pligt at gøre alt for at konsolidere styrken og sammenholdet i de socialistiske staters store samvirke. Vi fastholder overbevist kursen for videre uddybning af det politiske samarbejde med de socialistiske broderlande, for støtte af de stadig mere snævre og systematiske kontakter med broderlandenes kommunistiske partiers ledelser og regeringer, for koordinering af vor politik samt udvikling af forskellige former for forbindelser og udveksling mellem vore folk. Sovjetunionen har i de seneste år underskrevet aftaler om venskab, samarbejde og gensidig hjælp med den Tyske Demokratiske Republik, Tjekkoslovakiet, Polen, Mongoliet, Bulgarien og Ungarn. Vi værdsætter disse dokumenter for broderligt venskab højt; deres rige indhold afspejler den nye og højere fase, der er nået i vore relationer. Sammen med broderpartiernes og -landenes ledelse arbejder vort partis centralkomité og den sovjetiske regering utrætteligt for en videreudvikling af det frugtbare økonomiske samarbejde mellem de socialistiske lande på tosidigt og flersidigt grundlag, under hensyntagen til den enorme betydning af langsigtet arbejdsdeling og de tekniske og videnskabelige fremskridt. Under de nuværende betingelser er de socialistiske staters samarbejde for en konsolidering af forsvaret særdeles vigtigt. Vi yder denne opgave usvækket opmærksomhed. Det vedrører først og fremmest relationerne med medlemslandene af Warszawapagten, som er et mægtigt instrument til politisk og forsvarsmæssigt samarbejde mellem de socialistiske lande. Vort venskab med de socialistiske broderlande styrkes og blomstrer. Det bliver stadig mere dybtgående og alsidigt og forvandles til et organisk behov for vore landes folk. Tillad mig at forsikre jer om, kammerater, at partiets centralkomité og den sovjetiske regering også fremover vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at fremme konsolideringen, udviklingen og forsvaret af verdenssocialismens landvindinger. Også sovjetstatens kamp for folkenes demokratiske rettigheder og for definitiv afskaffelse af alle udslag af kolonial og national undertrykkelse antager i den nuværende situation nye former. De Forenede Nationer har på Sovjetunionens initiativ og med aktiv støtte fra andre socialistiske stater, med et overvejende flertal af stemmer fra verdens lande, vedtaget den velkendte deklaration om tilståelse af uafhængighed til kolonilandene og -folkene, og derefter deklarationen om utilladeligheden af indblanding i staternes indre anliggender og beskyttelse af deres uafhængighed og suverænitet.

Kampforbundet med de folk, som endnu må føre væbnet kamp mod koloniherrerne, repræsenterer også i dag et væsentligt element i vor kurs i internationale anliggender. Samtidig har en ny opgave nu, da imperialismens koloniale system praktisk taget er faldet fra hinanden, antaget særlig betydning, nemlig udvikling af samarbejdet med de stater, der allerede har afkastet koloniåget og kæmper for en konsolidering af deres uafhængighed og for socialt fremskridt. Vi har nu gode relationer, grundlagt på gensidig tillid og respekt, med de unge nationale stater. Graden af og de konkrete former for disse venskabelige relationer afhænger af den generelle politiske retning, der gør sig gældende for de respektive stater. Vi har oprettet de mest snævre økonomiske og politiske forbindelser og de tætteste relationer med lande, der i deres udvikling har taget kurs mod socialismen. Lande, der har befriet sig fra kolonialismen, ser i Sovjetunionen en oprigtig og uselvisk ven. De ved udmærket, at USSR's politik, og endog den blotte eksistens af vor socialistiske magt, er en væsentlig faktor, der medvirker til at beskytte deres uafhængighed mod imperialisternes overgreb. Sovjetunionen yder som bekendt de unge befriede lande omfattende venskabelig hjælp til udviklingen af deres uafhængige, nationale økonomi. I tropeskove og solhede ørkener i mange af Asiens og Afrikas lande rejses i dag fabriksbygninger, dæmninger til vandkraftværker samt sygehuse og institutter, der er bygget med Sovjetunionens hjælp og medvirken. Hvert af disse objekter er et monument for venskab og samarbejde mellem Sovjetunionen og de lande, der har afkastet kolonialismens åg. Forbundet med de nationale befrielsesbevægelser, med de anti-imperialistiske kræfter i hele verden er en af de vigtigste kilder til vor styrke på den internationale arena. Når vi går i fælles fodslag og støtter hinanden, er det lettere for os at opnå løsninger på mange internationale problemer, herunder også konsolidering af freden. Kammerater! Vort parti og den sovjetiske regering er i kampen for at forebygge truslen om en ny verdenskrig opmærksom på særegenhederne ved den aktuelle internationale situation. Krigen i Vietnam, den amerikanske intervention i Laos, begivenhederne i Mellemøsten, de reaktionære kup, som imperialisterne har stået bag i visse lande i Asien, Afrika, Europa og Latinamerika samt de krav om omlægning af de europæiske grænser og adgang til kernevåben, som stædigt fremsættes af de vesttyske revanchister tillige med deres absurde og uforskammede fordring på at optræde i „hele Tysklands navn", som de erklærer, - alt dette vidner om, at imperialismen ikke har forandret sin aggressive natur. Den forbliver legemliggørelsen af den sorteste reaktion, blodig vold og aggression og en kilde til alvorlig fare for alle folkenes fred og sikkerhed, og vi hverken kan eller har ret til at glemme dette. Årvågenhed over for imperialistiske provokationer og eventyr er så meget mere nødvendig, som en verdenskrig under vore dages betingelser med anvendelse af raketkernevåben vil føre til mange hundrede millioner menneskers undergang, til udslettelse af hele lande, til forgiftning af jordens overflade og atmosfære. Kommunisterne kan heraf ikke undlade at drage de mest alvorlige politiske konklusioner. Kampen for at forebygge truslen om en ny verdenskrig er i dag blevet en af de vigtigste betingelser for en vellykket løsning af opgaverne i forbindelse med socialismens og kommunismens opbygning og udviklingen af hele den verdensomspændende revolutionære proces.

De, der vil redde menneskeheden fra en verdensomfattende raketkernevåbenkrigs ulykker, skal med dobbelt, ja tredobbelt energi kæmpe mod imperialisternes aggressive intriger og udfald. Deres handlinger må konfronteres med en samlet front af anti-imperialistiske kræfter. Der, hvor aggressorernes angreb møder hård modstand fra de fredselskende kræfter, når imperialisterne ikke deres mål. Dette fremgår af begivenhederne i Vietnam. De amerikanske imperialister har kastet deres tropper ind mod de sydvietnamesiske patrioter og derefter direkte overfaldet den Demokratiske Republik Vietnam i håbet om at undertrykke befolkningens nationale befrielseskamp i Sydvietnam, sprænge den demokratiske genforening af landet, hindre opbygningen af socialismen i den Demokratiske Republik Vietnam og skræmme forkæmperne for national befrielse og fremskridt i andre lande. Den amerikanske krigsmaskines forbrydelser i Vietnam minder om de fascistiske uhyrers misgerninger. Drabene på titusinder af fredelige indbyggere, den systematiske ødelæggelse af byer og landsbyer, forvandlingen af skoler og sygehuse til ruiner og ødelæggelsen af afgrøder - netop dét er karakteristisk for de amerikanske interventers skændige vej på Vietnams jord. Men det er ikke lykkedes voldsmændene og morderne, der giver sig ud for at være den såkaldte frie verdens beskyttere, og det vil heller aldrig lykkes dem at tvinge det vietnamesiske folk i knæ; det er ikke lykkedes og vil aldrig lykkes at skræmme forkæmperne for frihed og uafhængighed. Folkene i hele verden, og heriblandt millioner af amerikanere, stempler den blodige aggression mod Vietnam som vanærende. Interventionen i Vietnam underminerer i stadig højere grad selve USA's internationale prestige. Hverken den halve million amerikanske soldater, der er kastet ind i Sydøstasiens jungler, den mægtige krigsflåde, de tunge bombefly, Saigon-marionetternes hær eller de regimenter, der er indsat af USA's lydige marionetter, hjælper aggressorerne. Det vietnamesiske folk yder modstand mod interventernes horder med et heltemod, der vækker beundring i hele verden, og påfører dem det ene slag efter det andet, samtidig med at det standhaftigt overvinder enorme vanskeligheder. Herunder støtter det sig til hjælpen fra de fredselskende og progressive kræfter i hele verden, først og fremmest den vedvarende og omfattende hjælp fra Sovjetunionen og andre socialistiske stater. Våben og ammunition, levnedsmidler og klæder, transportmidler og udstyr - alle disse konkrete udslag af solidaritet fra de socialistiske lande hjælper de vietnamesiske patrioter i deres heroiske kamp. Det vietnamesiske folks kampresultater kunne have været endnu betydeligere, hvis ikke Mao Zedong-gruppens holdning havde forhindret en koordination af hjælpen til Vietnam fra alle de socialistiske lande, Kina inklusive. Vi beklager en sådan linie fra Peking-ledernes side. Sovjetunionen er på sin side fuldt ud besluttet på at yde alsidig hjælp og støtte til det vietnamesiske broderfolk, der kæmper for en retfærdig sag. Denne hjælp vil fortsætte, indtil de amerikanske imperialister standser deres skændige, forbryderiske eventyr og forsvinder fra Vietnam! Vietnams folk kæmper for en retfærdig sag og det vil sejre. Herom kan der ikke være nogen som helst tvivl. USA, England og BRD, der har valgt at opmuntre deres israelske marionetlederes aggression mod de arabiske nabostater, har med deres handlinger endnu engang afsløret det lumske væsen i imperialisternes politik over for folkene. De har fremkaldt harme hos alle progressive kræfter i verden og retfærdig indignation blandt de arabiske millionmasser. Samtidig er de arabiske folk endnu engang blevet overbevist om, at de i Sovjetunionen og andre socialistiske stater har trofaste venner og et pålideligt bolværk for deres uafhængighed. Sovjetunionen opfylder ærligt sin pligt og gør en stor indsats for at tøjle de aggressive imperialistiske kræfter og styrke freden. Der er ingen tvivl om, at folkenes årvågenhed over for imperialisternes intriger og alle de fredselskende staters forenede anstrengelser på en pålidelig måde kan sikre fredens sag. Vi vil fortsat hjælpe dem, der kæmper mod imperialistisk indblanding i folkenes anliggender, og ofrene for imperialistisk aggression. Det kan dreje sig om de mest forskelligartede former for hjælp alt efter omstændighederne; hjælpen kan være politisk, diplomatisk, økonomisk eller militær, men indholdet vil altid være det samme: modstand mod aggressorerne og forsvar for folkenes ret til uafhængig udvikling, forsvar for freden og folkenes sikkerhed og dermed forsvar for socialismens interesser. Kammerater! Vort parti kender udmærket imperialismens aggressive natur og anser det for nødvendigt, at Sovjetunionens fredspolitik understøttes af dens uovervindelige forsvarsstyrke. Dette kræver det sovjetiske folks interesser, verdensfredens interesser. Derfor drager centralkomiteen, den sovjetiske regering og hele folket vedvarende omsorg for konsolideringen af vore hæderkronede væbnede styrker. Vi erkender, at den socialistiske sovjetmagts styrke var og er det vigtigste bolværk for fred på Jorden og den vigtigste hindring på de imperialistiske krigsanstifteres vej. Lenin påpegede, at skabelsen af en socialistisk hær, der inspireres af kampidéerne for de arbejdendes befrielse, vil gøre sovjetlandet uovervindeligt. Når vi i dag ser tilbage på den tilbagelagte vej, kan vi med stolthed sige: den opgave, der blev stillet af Lenin, er løst. Vor heltemodige hær opfylder med ære sin pligt over for folket og revolutionen!

Sovjethæren er i dag en mægtig, respektindgydende og uovervindelig kraft. Den er udrustet med verdens bedste våben. De sovjetiske soldater, fra menige til marskaller, fra matroser til admiraler, er virkelige mestre i krigskunsten, de behersker til fulde militærvidenskaben og det fremragende udstyr, de er betroet; det er folk, der er vort parti og kommunismens sag grænseløst hengivne! Vi har draget lære af fortiden og gør alt, for at ingen skal overrumple os. Men skulle der findes nogle vanvittige, der vover at forgribe sig på sovjetlandets eller vore forbundsfællers sikkerhed, så vil det sovjetiske folk ikke vakle. Hvorfra en sådan anstiftelse end måtte komme, fra nord eller syd, fra vest eller øst, vil aggressoren møde vore hæderkronede væbnede styrkers sønderknusende styrke. Og denne styrke kender ingen hindringer eller uovervindelige afstande. Lad alle vide, at i et sammenstød med en hvilken som helst aggressor vil sovjetlandet opnå en sejr, der er vort store folk og Oktoberrevolutionens fædreland værdig. På vor store festdag sender vi en varm hilsen til forsvarerne af vort fædrelands jord, til forsvarerne af himlen over sovjetlandet, til forsvarerne af vore havområder og ligeledes til de talentfulde skabere og frembringere af de respektindgydende våben, der befinder sig i vore soldaters hænder. Længe leve Sovjetunionens heltemodige styrker - det pålidelige værn for den store socialistiske oktoberrevolutions og socialismens landvindinger! Vor styrke er stor, men vi benytter den aldrig i egennyttigt eller egoistisk øjemed. Den kolossale magt, som tilhører den første stat i verden, der opbygger kommunismen, tjener den retfærdige kamp mod aggression og undertrykkelse, for frihed, demokrati og fred. Denne styrkes vækst og USSR's voksende indflydelse på begivenhedernes gang i verden modsvarer folkemassernes livsvigtige interesser i alle lande. Vor udenrigspolitik er i hele sit indhold socialistisk og konsekvent revolutionær. Men marxister-leninister har altid forstået, at socialismen ikke kan overføres fra et land til et andet med militær magt, men er resultatet af den indre udvikling i hvert enkelt samfund. De tror fast på rigtigheden af deres sag, på det socialistiske systems fordele, og de er overbeviste om, at det for dens sejr ikke er nødvendigt at gribe til krige mellem staterne. Lenin lærte os, at det i udenrigspolitik er nødvendigt at tage højde for såvel de imperialistiske eventyrmageres hensigter som de synspunkter, der findes blandt fornuftige repræsentanter for bourgeoisiet. Vi husker disse anvisninger, og nu, da Sovjetunionen har opnået uhørt styrke, går den fortsat imod forsøgene på at løse spørgsmål i relationerne mellem de to samfundssystemer ad militær vej. Vi opfordrer de borgerlige landes regeringer til at lytte til folkenes røst, der kræver fred og varig sikkerhed. Sovjetunionen anser det for sin pligt at gøre alt, for at disse forventninger hos folkene bliver ført ud i livet. Netop derfor vil Sovjetunionen med usvækket energi fortsat kæmpe for almindelig og fuldstændig afrustning. Vi mener, at det også er nyttigt at tage delvise skridt på vejen til dette mål i form af aftaler om forbud mod kernevåbenforsøg, mod spredning af kernevåben til andre lande eller om forbud mod deres anvendelse. Vi tillægger de Forenede Nationer stor betydning og vil sammen med andre friheds- og fredselskende stater stræbe efter at forvandle FN til et effektivt organ for internationalt samarbejde til forsvar for fredens interesser og beskyttelse af folkenes rettigheder. USSR vil sammen med sine forbundsfæller vedholdende fortsætte kampen for varig fred i Europa og mod alt, som truer de europæiske folks sikkerhed; den vil gå ind for gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem stater af forskelligt samfundssystem på grundlag af de velkendte principper om fredelig sameksistens. Sovjetlandets kamp for fred og venskab mellem folkene har sønderlemmet den løgnagtige myte om „Moskvas aggressivitet", om „en kommunistisk trussel" - en myte, hvormed den internationale reaktion med USA's imperialister i spidsen har bedraget folkene og oprettet sine aggressive militærblokke - NATO, SEATO og deslige. Med oprettelsen af disse blokke håbede man at kunne tage os i en omringning og hindre konsolideringen af det socialistiske verdenssystem og udviklingen af de undertrykte folks nationale befrielsesrevolutioner. Men sagen tog ikke helt den vending, som man havde beregnet i Washington og andre hovedstæder i den' kapitalistiske verden. Socialismens og dens forbundsfællers positioner konsolideres urokkeligt. Imperialismens aggressive kræfter er havnet i en tilstand af voksende isolation, og de af dem oprettede blokke rystes og slår åbenlyst revner. Folkene og selv nogle af de borgerlige landes regeringer viser stadig klarere bestræbelser på at befri sig for de lænker, der binder dem, og frasige sig den farlige eventyrpolitik, som de imperialistiske blokkes organisatorer og hovedmænd fører. I ak dette lader indflydelsen fra sovjetstatens principielle og konsekvent fredselskende udenrigspolitik sig uomtvisteligt mærke.

Kammerater! Kaster vi et blik på den halvtreds år lange vej, som den socialistiske sovjetmagt har gennemløbet, kan vi med overbevisning sige: vor leninske udenrigspolitik har med held løst og løser de opgaver, den står overfor. En rigtig kurs i internationale anliggender hjalp os i de første år efter revolutionen at forpurre hensigterne hos vore fjender, der forsøgte at sønderknuse den unge og dengang endnu svage sovjetstat. Denne kurs lettede det sovjetiske folks opbygning af socialismen på betingelser, hvorunder vort land var omringet af en fjendtlig kapitalistisk verden. Den gjorde det muligt at sprænge forsøgene på at skabe en verdensimperialistisk enhedsfront mod os under Anden Verdenskrig og bidrog dermed til det sovjetiske folks historiske sejr. Og når sovjetmenneskene nu allerede det tredje årti lever under fredelige forhold og vier deres kræfter til kommunismens opbygning, ja så betyder det, at vort lands forsvar er pålideligt, og at det kommunistiske partis og sovjetstatens udenrigspolitik nu som før løser sin opgave rigtigt. Hele det sovjetiske folk og alle tilhængere af frihed, fremskridt og fred godkender og støtter vor udenrigspolitik. Denne udenrigspolitik vil også fremover gå den vej, som den har fulgt i halvtreds år, den vej, som Lenin gav os i arv, som partiet udformede og som er afprøvet gennem hele vor historie. Sovjetlandet kæmper for folkenes lykke på hele Jorden og gør det i forbund med alt, som er progressivt, hæderligt og fornuftigt i hele verden. Og derfor ved vi bestemt, at den sag, som Oktobers fædreland kæmper for på den internationale arena, - den sag vil sejre!

DET KOMMUNISTISKE PARTI - DET SOVJETISKE FOLKS KAMPAVANTGARDE, VORE SEJRES INSPIRATOR OG ORGANISATOR

Kammerater! Oktoberrevolutionens sejr og socialismens triumf i vort land er en sejr for det kommunistiske partis ideer og en storslået triumf for den leninske generallinie. Gennem hele det 20. århundrede har vort lands historie været ubrydelig forbundet med det kommunistiske partis virksomhed. I de forløbne 50 år har partiet udført et af indhold og omfang utrolig stort arbejde. Det drejer sig om løsning af socialismens og kommunismens største teoretiske problemer - og dagligt, praktisk, organisatorisk arbejde; om ledelse af landets økonomi i by og på land - og klarlæggelse af de mest komplicerede udenrigspolitiske problemer; om utrættelig aktivitet for at opdrage folket idémæssigt og udvikle kulturen - og konsolidere sovjetstaten og sikre landet et uovervindeligt forsvar; om vedvarende omsorg for befæstelse af forbundet mellem Arbejderklassen og bondestanden - og styrkelse af det broderlige venskab mellem alle folkene i vort store fædreland. Der har kort sagt aldrig været et eneste vigtigt problem, i hvis løsning partiet ikke har lagt hele sin kløgt og vilje, hele sin uudtømmelige energi. I alle disse år er SUKP gået frem under en uophørlig ild fra kommunismens modstanderes side. Den gamle verdens kræfter har rasende angrebet både vort parti og vort land, hvis skæbne partiet har påtaget sig ansvaret for. Men Lenins parti har stået fast som en uovervindelig fæstning, mod hvilken vore fjenders stormløb og utallige aktioner fra politiske og ideologiske modstanderes side er blevet knust. Partiet har tilbagelagt en umådelig vej - fra spredte marxistiske grupper og cirkler til en flere millioner mennesker stor organisation, som er blevet den ledende og retningsgivende kraft i den sovjetiske samfund. Da RSDAP's 2. kongres (Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti" var partiets navn i 1898 til 1917) i 1903 vedtog det første partiprogram - kampprogrammet mod det tsaristiske selvherskerdømme og kapitalismen - talte partiet kun nogle få tusinde medlemmer. Man skød bolsjevikkerne, lod dem rådne op i tugthuse, torturerede dem i fængsler. Men hvor én revolutionær faldt, trådte straks snese af nye i hans sted. Det var virkelige helte, krystalrene folk af ubøjelig vilje og mod, med højt moralniveau og i besiddelse af usædvanlig standhaftighed og ihærdighed. De førtes frem af en urokkelig tro på retfærden i deres sag og på revolutionens uafvendelige sejr. Partiets og revolutionens sag var for dem hellig, og den gav de alt. Partiet havde omkring 24.000 medlemmer i februar 1917, da det trådte ud af illegaliteten. Frem til oktober 1917 nåede antallet af bolsjevikker op på 350.000. Og dét for hele Rusland med en befolkning på 160 millioner. Hvilken utrolig energi måtte disse mennesker ikke være i besiddelse af, og hvilken uovervindelig kraft måtte ikke den sandhed, som de formidlede, besidde, for at de kunne føre snese af millioner arbejdere og bønder med sig! Partiet gik frem til Oktoberrevolutionen som en politisk kamporganisation, der var sammensvejset af jerndisciplin, og som havde vundet støtte fra arbejder- og soldatermasserne, de progressive intellektuelle og en betydelig del af bønderne. Partiet gik frem til Oktoberrevolutionen, udrustet med Lenins teori om den proletariske revolution, en teori, der udstak vejen til socialismen for vort folk. Revolutionens sejr og oprettelsen af sovjetstaten betød, at det første partiprogram var opfyldt. I 1919 vedtog RKP(b)'s 8. kongres partiets andet program - for opbygning af socialismen.

Overgangen fra ødelæggelse af den gamle samfundsorden til oprettelsen af den nye krævede, at partiet og Arbejderklassen iværksatte en dybtgående politisk, organisatorisk og endog. psykologisk omformning. Vi, Arbejderklassens første regeringsparti i historien, måtte udarbejde en politisk linie, der afstak veje til løsning af opgaver, som intet samfund hidtil var stødt på. Det var nødvendigt at udarbejde nye metoder og former for ledelse af masserne, som modsvarede kravene til en fredelig opbygning. Og endelig var det nødvendigt at frembringe et omsving i stemningen blandt kommunisterne selv - dét forlangte overgangen fra den væbnede opstands og borgerkrigens helteindsats til hverdagens daglige arbejde. I løsningen af disse opgaver førte partiet samtidig en uforsonlig kamp mod trotskister, højreopportunister og andre oppositionsgrupper, hvis synspunkter afspejlede trykket fra borgerlige og småborgerlige lag. Modstanderne, der benægtede muligheden af at opbygge socialismen først i vort land alene, og som ikke troede på Arbejderklassens kræfter eller på holdbarheden af forbundet med bondestanden, forsøgte at slå partiet væk fra den leninske vej. Men partiet knuste oppositionen ideologisk og politisk og forsvarede marxismen-leninismens renhed, den leninske generallinie og befæstede sin enhed. Partiets enorme teoretiske, politiske og organisatoriske arbejde gav sine historiske resultater. Opbygningen af socialismen i USSR betød, at partiets andet program ligeledes var opfyldt. Op til begyndelsen af tresserne nåede sovjetlandet nye landvindinger - det gik i gang med den udfoldede opbygning af det kommunistiske samfund. Hovedindholdet og problemerne for denne periode fandt udtryk i SUKP's tredje program, der blev vedtaget på 22. kongres. Udviklingens hovedretning og de vigtigste opgaver, der udstikkes i dette program, er de vigtigste ledetråde for vor virksomhed i de forestående årtier. SUKP's 23. kongres sammenfattede den erfaring, som partiet havde indsamlet de seneste år og udstak de konkrete veje for vort samfunds videre udvikling. Hele den vej, vort land har tilbagelagt gennem et halvt århundrede, har på overbevisende måde vist, at partiets ord ikke står i modstrid med dets handlinger. Partiets tredje program for opbygning af det kommunistiske samfunds grundlag - vil også blive opfyldt. Sovjetunionen, socialismens fædreland, vil blive kommunismens fædreland på vor jord. Kammerater! Deri livgivende kilde, hvoraf vort parti øser sin uovervindelige kraft, er den snævre, ubrydelige forbindelse med folket. Flere gange understregede Lenin, at avantgarden alene, partiet alene, ikke kan opbygge socialismen. Fortroppen, sagde han, „opfylder først opgaverne som avantgarde, når den forstår ikke at løsrive sig fra de masser, den leder, men virkeligt at føre hele massen fremad". Gennem alle de forløbne halvtreds år har vort parti set en af sine allervigtigste opgaver i at styrke forbindelserne med folket.

Da den store Lenin klarlagde indholdet i partiets arbejde blandt masserne, sagde han, at hovedsagen består i at indgive dem vilje, beredthed og dygtighed til at opbygge kommunismen. Tilsyneladende er dette en enkel tanke. Men for at omsætte den i konkrete handlinger skal der udføres et virkelig gigantisk arbejde, som omfatter alle områder af den menneskelige virksomhed og alle lag i vort samfund. For at indgive masserne vilje og beredvillighed til opbygningen af det nye samfund måtte man først og fremmest udruste folket ideologisk, og udvikle veje, former og metoder til opbygning af socialismen. Og i dag kan man ikke undlade at nære respekt for den kløgt og det mod, vort parti udviste, da det ledte udforskningen af veje til oprettelse af det nye samfund, og som uden at frygte bratte omsving gennemførte de mest dybtgående sociale foranstaltninger. Den sovjetiske Arbejderklasse og alle arbejdende i vort land har eftertrykkeligt knyttet deres liv til partiet. Det arbejdende folks grænseløse tillid til partiet fremgår også af den kendsgerning, at tilstrømningen af arbejdende til partiet har været særlig stor i de mest komplicerede, de mest ansvarsfulde faser af sovjetlandets historie. I den tunge periode under borgerkrigen, da fjenden nærmede sig Tula og Moskva, trådte titusinder ind i partiet. Under Lenin-opbudet i 1924 blev 240.000 arbejdere partimedlemmer. Under Den store Fædrelandskrig trådte over 5 millioner personer ind i partiet. De ideer, partiet har fremsat til kamp for det kommunistiske samfund, har sovjetmenneskene taget til sig, de er blevet en livsvigtig sag for hele det sovjetiske folk og inspirerer det til fremragende arbejdspræstationer, til nye bedrifter. I indeværende år, da vi fejrer den store dato for den nye verdens fødsel, er en halv million personer trådt ind i Lenins parti. Og over halvdelen af dem er arbejdere. Partiet værdsætter folkets tillid højt. I denne tillid ser det et pålideligt pant for fremgang i opbygningen af kommunismen. Det har krævet et kolossalt organisatorisk arbejde af titusinder af partiorganisationer, fra centralkomiteen til den allermindste particelle, at indgive masserne dygtighed til at opbygge socialismen. Og i dag består opgaven i at hjælpe hvert samfundsmedlem til bedre at finde sin plads og sin rolle i den kommunistiske opbygningsproces, en plads, hvor dets talent og dets evner giver størst muligt resultat. Folkets revolutionære skaberkraft har tilvejebragt et bredt og velorganiseret system, hvorigennem partiet daglig er forbundet med masserne og udøver sin ledelse af dem. Det omfatter sovjetterne, fagforeningerne, Komsomol og almindelige foreninger. Dette system har nu gennem et halvt århundrede bestået livets prøve og vist sine ubestridelige fordele. Meningen med partiledelsen består i at sikre hele samfundets ubrydelige ideologiske og politiske enhed og sikre en målrettet og koordineret udvikling af alle samfundsorganismens bestanddele. Ud over det kommunistiske parti har vi ikke og kan der ikke være nogen anden politisk organisation, der kunne tage hensyn til interesser og særegenheder hos de klasser og sociale grupper, hos' alle de nationaliteter og folkeslag, hos alle generationer, der findes hos os, og forene disse interesser i sin politik. Partiet drager omsorg -for, at selv de mindste bække i de daglige, løbende anliggender harmonisk flyder sammen til én mægtig flod. Løsningen af alle disse komplicerede politiske og organisatoriske opgaver kræver vedvarende forbedring af partiarbejdets former og metoder. Vi er i dag 13 millioner kommunister. For at realisere alle partimedlemmernes vilje og ideer i en enig politik, er det nødvendigt, at en rigtig politisk linie altid kombineres med dygtigt organisatorisk arbejde. Kun på denne betingelse kan partiet med held virkeliggøre sin rolle som ledende og retningsgivende kraft i landets udvikling. Ihukommende dette, vil vi også fremover Utrættelig styrke vort parti og forbedre alle partiorganisationers virksomhed fra nederst til øverst. Vi vil også fremover forbedre det indre partidemokrati, styrke principperne for kollektiv ledelse, udvikle partimedlemmernes initiativ, tilstræbe, at alle kommunister aktivt deltager i diskussionen, udarbejdelsen og gennemførelsen af partiets linie samt styrke disciplinen i partiets rækker. Vi har et pålideligt grundlag for dette arbejde, nemlig det leninske princip for demokratisk centralisme og de leninske normer for partiliv. Overholdelsen af disse normer er for os en ubrydelig lov.

Partiets kraft består i, at det i hver fase af historien forholder sig selvkritisk til sin virksomhed og på dette grundlag retter begåede fejl. Partiet vil også fremover forhøje kravene til alle kommunister og udvikle kritik og selvkritik. Uanset hvilke vanskeligheder og problemer vi endnu måtte møde på vor vej er vi overbeviste om, at de vil blive overvundet med et godt resultat. Partiet forstår udmærket, at dets rolle og ansvar for folkets skæbne, for landets skæbne, vokser med den kommunistiske opbygnings stadig større omfang. Heraf følger, at partiets kongresser og- centralkomiteens plenarmøder, hvor de vigtigste spørgsmål i landets inden- og udenrigspolitik diskuteres, vil spille en stigende rolle. Partiet forbinder den uvurderlige rigdom i marxismen-leninismens teori med den erfaring, vort folk har indhøstet, og forbedrer uophørligt sin virksomhed. Medlemskab af det kommunistiske parti forpligter til meget. Kommunisterne har ingen privilegier, bortset fra et: at yde mere end andre til den fælles sag, og kæmpe og arbejde bedre end andre for denne sags triumf. Kommunisterne har ingen særrettigheder, bortset fra en: altid at være i forreste række, at være dér, hvor der er vanskeligst. ^:I dag, på tærsklen til oktoberlandéts næste halvtredsår, erklærer vi kommunister med fuldt' ansvar, at vi også fremover vil give folket og kampen for dets interesser og lykke alle vore kundskaber, kræfter og evner! Vort parti har en stor, indholdsrig og begiverihedsmættet historie. Og når vi med godt resultat har tilbagelagt en enorm og vanskelig vej og værdigt udholdt alle prøvelser, så skyldes det først og fremmest, at vi altid har benyttet os af vort mest pålidelige våben, den marxistisk-leninistiske lære, at vi altid har fulgt denne lære urokkeligt og udviklet den kreativt. Og når vort parti, hele det enorme, samlede kollektiv af sovjetiske kommunister med held løser en hvilken som helst opgave, vi i dag støder på, og når kommunisterne med ære opfylder deres rolle som avantgarde på ethvert arbejdsområde, stort eller lille, så skyldes det netop, at vort parti er opdraget i marxismen-leninismens ånd og gennemsyret af denne store læres ideer. Leninismen er for vort parti blevet en ægte videnskab i at sejre. Og som sådan vil den for altid være for os. Hvor mange gange har vi kommunister ikke måttet høre snak om, at den marxistisk-leninistiske lære er forældet og har tabt sin betydning. Bourgeoisiets ideologer samt reformister, revisionister og småborgerlige kluddermikler gentager hårdnakket: hvordan kan man i praktisk virksomhed i dag lade sig lede af en teori, der blev skabt for årtier siden? Alt afhænger af, hvad det er for en teori, svarer vi sådanne kritikere. Ja, historien kender snesevis, hundredevis af eksempler på, hvordan teorier, konceptioner og hele filosofiske systemer, som gjorde krav på at ville forny verden, ikke bestod tidens prøve, men opløstes i støv og led en æreløs undergang i sammenstødet med livet. Netop denne skæbne er uundgåelig overgået alle, som har forsøgt og stadig forsøger at udskifte marxismen-leninismen med spidsfindige forfalskninger, tillempninger til bourgeoisiets interesser eller pseudorevolutionære forhastede teorier, der er løsrevet fra livet. Teorier, der er grundlagt på dogmer, og som ikke formår at holde trit med samfundets udvikling, forældes. Den videnskabelige kommunismes teoris historiske skæbne forbliver en anden. Marxismen-leninismens kraft består i, at dens grundlag er den revolutionære materialistiske dialektik, som hele tiden kræver en konkret analyse af en konkret situation. Den snævre, vedvarende forbindelse med praksis, med det virkelige liv, den strengt videnskabelige behandling af virkeligheden er marxismen-leninismens levende sjæl: Og heri ligger også hemmeligheden ved dens evige ungdom. Som en stor landvinding for den samfundsmæssige tænkning bevarer vi den viden om samfundet og klassekampen, om lovene for historiens udvikling, om den socialistiske revolution og vejene til socialismens opbygning, der er givet os af Marx, Engels og Lenin. Vi bevarer den imidlertid ikke, som arkivarer opbevarer gamle papirer, men som det sømmer sig for arvtagerne af denne store lære: vi investerer dristigt den uvurderlige kapital af viden i politisk praksis og udvikler og beriger hele tiden den teoretiske rigdom, der er givet os. Hvis vi ikke udvikler den marxistisk-leninistiske lære, kan vi ikke bevæge os fremad.

Marxismen-leninismen er blevet det sovjetiske folks idemæssige banner. Dette er vor revolutions største landvinding og nøglen til kommunismens sejr. Partiet stræber efter, at hvert sovjetmenneske i marxismen-leninismen ser et pålideligt kompas, en sand vejledning til handling. Vort partis kraft, indflydelse og autoritet er det store resultat af selvopofrende kamp og enormt arbejde, som generationer af uselviske revolutionære i folkets tjeneste har ydet. Den leninske garde af illegale bolsjevikker, deltagerne i Oktoberrevolutionen og borgerkrigen er partiets ære og stolthed. Sammen med Lenin udkæmpede de de første slag mod fjenderne for folkets lykke og frihed og lagde det første grundlag for socialismen. Deres liv er en bedrift og et stort eksempel på at tjene partiets og revolutionens sag. Op til revolutionens 50-årsdag er over 128.000 aktive deltagere i Den Store socialistiske Oktoberrevolution og borgerkrigen blevet dekoreret med Sovjetunionens ordner og medaljer. Vi hilser hjerteligt partiets veteraner, der også i dag befinder sig i slagorden! De generationer af kommunister, der skabte sovjetstatens økonomiske styrke og med våben i hånd forsvarede Oktoberrevolutionens landvindinger i den store fædrelandskrigs hårde år, arbejder resultatrigt i partiet. Den unge generation af kommunister marcherer i række og geled med gamle kammerater. Tro mod kommunismens ideer følger de overbevist fædrenes vej. Den dybe tro på sejren for vor sag, den grænseløse hengivenhed over for Arbejderklassens og folkets interesser og standhaftighed i kamp - disse fremragende kvaliteter videregives fra den ene generation af kommunister til den anden. For kommunisterne, for alle sovjetmenriesker findes ingen højere pligt end at værne om partiets autoritet, styrke dets forbindelser med folket og berige dets kræfter. Længe leve Lenins parti, de sovjetiske arbejdendes kampavant-garde! Lad den ubrydelige enhed mellem partiet og folket, det vigtigste pant for alle vore sejre, også fremover styrkes!

Kammerater! Alle sovjetmennesker er med rette stolte over de vundne sejre her op til det hæderværdige jubilæum for revolutionen. Den socialistiske kappestrid til ære for Den store Oktoberrevolutions 50-årsdag har taget et enormt omfang over hele landet. Alle steder fra indløber meddelelser om førtidig igangsættelse af nye virksomheder og fabrikker og om fremragende resultater, som de arbejdende har nået inden for industri, landbrug, kultur og videnskab. Det, der tales om i jubilæumsrapporterne, kan kun glæde os. Industriproduktionen er vokset med 10,4 procent i indeværende års første ti måneder. Vi noterer i dag med særlig tilfredshed, at alle ministerier for industri og alle unionsrepublikker har overopfyldt planen for de første ti måneder. De arbejdende inden for landbruget har ligeledes opnået gode resultater i jubilæumsåret. De møder vor store fest på værdig måde. Trods de komplicerede vejrforhold i år har kolkhosbønderne og arbejderne på sovkhoserne frembragt en god høst og overopfyldt planen for salg af korn. Staten har modtaget omkring tre en halv milliard pud korn (1 pud = ca. 16 kg). Planerne for opkøb af kødprodukter, kartofler, solsikkefrø, sukkerroer og teblade er allerede overopfyldt. Opkøbene af bomuld, grøntsager, frugter og andre landbrugsprodukter foregår med godt resultat. Som I ved, er hundreder af kollektiver på virksomheder, i organisationer, sovkhoser og kolkhoser, der har sejret i den socialistiske kappestrid til ære for 50-året for den store socialistiske oktoberrevolution, blevet udmærket med erindringsfaner fra SUKP's centralkomité, USSR's Øverste Sovjets præsidium, USSR's ministerråd og sovjetisk LO. Tillad mig hjerteligt at lykønske de hæderværdige sejrherrer i jubilæumskappestriden og varmt takke allé arbejdende for uselvisk arbejde og for dé nye resultater inden for økonomi, videnskab og kultur, som er opnået i indeværende jubilæumsår.

50-året for Oktoberrevolutionen er blevet en fest ikke alene for det sovjetiske folk, men også for folkene i de socialistiske broderlande, for kommunisterne i alle lande, for den internationale arbejderbevægelse, for allé arbejdende. I vort partis og hele vort folks navn udtrykker vi den varmeste tak til vore udenlandske venner for deres deltagelse i sovjetlandéts store fest. Jeres venskab og solidaritet, jeres sejre, kære venner og brødre, har for sovjet-menneskene altid været og vil altid være én kilde til inspiration i kampen for kommunismen. Vi værdsætter højt det bidrag, som broderpartierne yder den fælles sag i kampen for menneskehedens fremskridt! I disse jubilæumsdage bør man ikke undlade også at omtale vore fjender. For de har naturligvis også på deres måde forsøgt at yde, med forlov at sige, deres bidrag til festligholdelsen af 50-året for Oktoberrevolutionen. Kommunismens fjender har arbejdet, som det hedder, i deres ansigts sved. Imperialismens enorme propagandamaskine har arbejdet for fuld kraft. Naftalin-lugtende splinter fra det gamle Rusland har været på færde. Frafaldne, og renegater, imperialismens betalte agenter og dens håndlangere fra forskellige lande har larmet op. Vi lever imidlertid i en tid, da ingen er i stand til at forklejne storheden i sovjetlandets præstationer og forvanske den virkelige betydning af vort arbejde og socialismens landvindinger. Vore fjenders anstrengelser, deres bagvaskelse og løgn vil vende sig mod dem selv. Og revolutionens fædreland, det land, hvor socialismen har sejret, er og bliver en pålidelig støtte for alle undertrykte, et holdepunkt for alle, der kæmper for fred, for folkenes frihed og lykke!

Kammerater! Socialismens banner, der blev rejst af Oktober, svæver i dag over verden som et symbol for hele menneskehedens fremtid. Sovjetunionens kommunistiske parti og hele det sovjetiske folk er fast overbeviste om, at resultaterne fra Sovjetstatens første 50 år og de resultater, der i løbet af denne tid er opnået af alle afdelinger i den internationale revolutionære bevægelse, er optakten til en endnu mere strålende fremtid, både for vort folk og for folkene i andre lande. Kommunismen er hele menneskehedens morgendag! Lenins parti erklærer højtideligt over for alle verdens arbejdende: Sovjetunionens kommunister og det store sovjetiske folk vil opfylde sin historiske mission - resultatrigt at opbygge verdens første kommunistiske samfund!

Kære kammerater! Ærede udenlandske gæster! Vort møde i anledning af 50-året for Den store Oktoberrevolution er nu ved at være slut. Det er foregået under en atmosfære af enormt opsving for hele partiet, hele vort folk og hele vort land. Her i denne sal er hele sovjetstatens hæderfulde halvtårhundredlange historie blevet rullet op for os som på ny. Vi er ligeledes blevet præsenteret for et klart billede af det sovjetiske folks- sydende kreative tilværelse i vore dage; og et kompliceret og stormfuldt billede af verden i dag. Strømmen af lykønskninger, hilsener og rapporter fra sovjetmennesker og arbejdskollektiver til vort festmøde har været uophørlig- I denne strøm har vi følt vort store fædrelands kolossale livsenergi og mægtige arbejdsåndedræt. Tillad mig, kammerater, i jeres navn at udtrykke en hjertelig tak til alle arbejdende og alle kollektiver, der har sendt disse breve og telegrammer, ønske dem nye fremragende resultater i arbejdet for folkets vel, og ønske dem stor lykke i livet. Her i denne sal har repræsentanter for det sovjetiske folk og udsendinge fra alle unionsrepublikker i vort mangenationale fædreland haft ordet. Deres taler genlød af stolthed over socialismens storslåede resultater i vort land, over den leninske nationale politiks triumf og over vor halvtårhundredlange historie. Deres taler genlød af overbevisning om, at den ubrydelige enhed mellem partiet og folket og det stadig stærkere venskab mellem alle folkene i Sovjetunionen også fremover forbliver det urokkelige fundament for videre fremgang for Den store Oktobers fædreland og for dens sejrrige bevægelse fremad mod kommunismen. Her i denne sal har stemmer fra de socialistiske broderlandes repræsentanter lydt til hele verden. De har talt om de fremragende sejre, der er nået af socialismens kræfter, om nødvendigheden af yderligere at konsolidere sammenholdet og styrken i det socialistiske samvirkes lande og om enheden i kampen for vores fælles sags triumf. Her i denne sal har vi hørt bevægende taler fra repræsentanter for udenlandske kommunistiske partier og arbejderpartier. Disse taler udtrykte klart urokkelig beslutsomhed om at fortsætte kampen for virkeliggørelse af vore store idealer og videreføre bestræbelserne i alle afdelinger af den kommunistiske bevægelse for styrkelse af dens enhed. Her i denne sal har repræsentanter for lande og folk, der har afkastet den koloniale undertrykkelses åg og er trådt frem til kamp for national uafhængighed og frihed, talt deres indtrængende ord. Kommunisterne og alle sovjetmennesker er vore venner dybt taknemmelige for deres høje værdsættelse af det bidrag, socialismens fædreland yder i kampen for det arbejdende folks sag i hele verden, for menneskehedens befrielse fra national og social undertrykkelse. Tillad mig på Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomités, Øverste Sovjets og USSR's regerings vegne, på hele det sovjetiske folks vegne at overbringe en varm tak til vore udenlandske venner for de hjertelige hilsener og for det broderlige venskab over for vort land, de har udtrykt, og fra vor side ønske dem nye fremgange i den uselviske kamp for deres folks lykke. Jeres ord, kære venner, inspirerer sovjetmenneskene til nye bedrifter i kommunismens navn. I dag oplever vi en følelse af det enorme ansvar, som historien har pålagt vort parti og det sovjetiske folk. På vor store festdag tænker vi ikke kun på storheden i tidligere præstationer, men også på storheden i fremtidige opgaver og i de anliggender, der venter os fremover. Fra denne høje talerstol forsikrer vi verdens folk og de arbejdende i alle lande, at Sovjetunionen nu som før uselvisk vil kæmpe for at føre Marx', Engels' og Lenins store, ædelmodige og retfærdige ideer ud i livet!

Kammerater! Vort land går i fuld vigør og med sikre skridt ind i sovjetmagtens andet halvtredsår. For 50 år siden gryede den store socialistiske oktoberrevolutions morgenrøde. De første stråler fra den nye verdens opgående sol gennembrød mørket over århundreders social undertrykkelse. I dag kan vi med stolthed sige, at strålerne fra Oktoberrevolutionen oplyser vejen ind i fremtiden for hele menneskeheden. Aldrig før har vor ældgamle planet været så ung. Og denne ungdom blev den bragt af lyset fra det nye liv, der tændtes af det russiske proletariat i 1917. Om nogle dage træder vort land ind i anden halvdel af sin socialistiske histories første århundrede. Sovjetmenneskene overskrider denne grænse, opfyldte af stolthed over alt, hvad der er gjort, og overbeviste om, at de kan gøre endnu mere. Det sovjetiske folks anstrengelser og dets kreative energi er nu rettet mod at løse nye store opgaver i kommunismens opbygning. Løsningen heraf kræver organisation, ihærdighed og målbevidsthed. Alt dette besidder sovjetmenneskene, som har forenet sig tæt omkring deres leninske kommunistiske parti. Der er ingen tvivl om, at de planer, partiet har udstukket, vil blive ført resultatrigt ud i livet. Vi går overbeviste fremad ad Den store Oktoberrevolutions vej. At gå Oktoberrevolutionens vej betyder at styrke vort lands økonomi, at højne arbejdsproduktiviteten, at hæve folkets leveniveau og kultur. At gå Oktoberrevolutionens vej betyder at udvikle det socialistiske demokrati, at styrke venskabet mellem Sovjetunionens folk, vedholdende at opdrage menneskene i de store kommunistiske princippers ånd, at værne om partiets og folkets enhed som det mest dyrebare. At gå Oktoberrevolutionens vej betyder at kæmpe konsekvent for enheden i den internationale kommunistiske bevægelses rækker, for socialisme, demokrati, national befrielse og fred i hele verden. Ad Oktoberrevolutionens vej har vi nået socialismens sejr! Ad Oktoberrevolutionens vej vil vi nå kommunismens sejr!

USSR's internationale stilling - SUKP's udenrigspolitiske virksomhed.

Kammerater! Vor indenlandske udvikling er snævert forbundet med situationen på verdensarenaen. Derfor har partiets centralkomité vist de internationale spørgsmål stor opmærksomhed. De største og mest aktuelle problemer i USSR's udenrigspolitik og SUKP's virksomhed i den kommunistiske bevægelse har tilbagevendende været behandlet på centralkomitéens plenarmøder. Sovjetunionen er en fredselskende stat, dette ligger i selve vort socialistiske systems karakter. Målene for sovjetisk udenrigspolitik, således som de blev formuleret på SUKP's 23. kongres, består i sammen med andre socialistiske lande at sikre gunstige internationale betingelser for opbygningen af socialismen og kommunismen; at styrke enheden og sammenholdet mellem de socialistiske lande, deres venskab og broderskab; at støtte de nationale befrielsesbevægelser og virkeliggøre et alsidigt samarbejde med de unge udviklingslande; konsekvent at forsvare princippet om fredelig sameksistens mellem stater af forskelligt samfundssystem, beslutsomt at afvise imperialismens aggressive kræfter og skåne menneskeheden for en ny verdenskrig. Hele centralkomitéens praktiske virksomhed i international politik har været stilet mod at nå disse mål.

For videreudvikling af venskabet og samarbejdet mellem de socialistiske lande

Spørgsmål omkring den fortsatte sammensvejsning og udvikling af det socialistiske verdenssystem og af relationerne med de socialistiske broderlande og deres kommunistiske partier har til stadighed været i centrum for centralkomitéens opmærksomhed. Det socialistiske verdenssystem er et kvart århundrede gammelt. Hvad angår udviklingen af den revolutionære teori og praksis, har disse år været usædvanlig frugtbare. Den socialistiske verden har givet den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelse en erfaring af enorm og i sandhed historisk betydning. Denne erfaring viser at det socialistiske samfundssystem, som har slået solide rødder i de stater, der i dag udgør det socialistiske verdenssystem, har bevist sin store livskraft i den historiske tvekamp med kapitalismen. At oprettelsen og konsolideringen af det socialistiske verdenssystem har været en mægtig accelerator for det historiske fremskridt, som den store oktoberrevolution indledte. At der er åbnet nye perspektiver for socialismens triumf i hele verden. Livet bekræfter konklusionen fra den internationale konference af kommunistiske partier og arbejderpartier i 1969 om, at socialismens verdenssystem er den afgørende kraft i den anti-imperialistiske kamp. At det socialistiske verdenssystem yder et enormt bidrag til løsningen af en så livsvigtigt opgave for alle folkene som forebyggelse af en ny verdenskrig. Man kan med fuld sikkerhed erklære, at mange af de imperialistiske aggressores planer er blevet sprængt, fordi det socialistiske verdenssystem eksisterer og handler aktivt.

At fremskridtene i opbygningen af socialismen i mangt og meget afhænger af en rigtig kombinering af det almene og det nationalt særegne i den samfundsmæssige udvikling. Nu ved vi ikke alene teoretisk, men er også praktisk blevet overbeviste om, at vejen til socialismen og dens hovedtræk bestemmes af almene lovmæssigheder, der ligger i udviklingen af alle socialistiske lande. Vi ved også, at de almene lovmæssigheders virke ytrer sig i forskellige former, der svarer til de konkrete historiske betingelser og nationale særegenheder. Hvis man ikke baserer sig på de almene lovmæssigheder og undlader at tage hensyn til det historisk, konkret specifikke i hvert land, er det umuligt at bygge socialismen. Uden at iberegne begge disse faktorer er det ligeledes umuligt at udvikle relationerne mellem de socialistiske stater på rigtig vis. Den erfaring, der er indhøstet efter et kvart århundrede, gør det ligeledes muligt på en mere dybtgående og realistisk måde at foretage en vurdering og bestemmelse af vejene til overvindelse af de vanskeligheder af objektiv og subjektiv karakter, der opstår under opbygningen af det nye samfund og i befæstelsen af mellemstatslige relationer af en ny, socialistisk type. Fællesskabet i samfundssystem og sammenfaldet i folkenes afgørende interesser og mål i de socialistiske lande gør det, under forudsætning af en rigtig politik fra de marxistisk-leninistiske partiers side, muligt at overvinde disse vanskeligheder med held og støt videreudvikle og konsolidere det socialistiske verdenssystem.

De forløbne fem år har ydet deres betydelige bidrag af kollektiv erfaring til broderlandenes og partiernes skatkammer. I de seneste fem år er de socialistiske staters økonomiske potentiel vokset væsentligt, socialismens politiske grundlag er styrket, folkenes velstand er højnet, og kulturen og videnskaben har undergået en videre udvikling. Samtidig har der som bekendt fortsat vist sig visse vanskeligheder og komplikationer i den socialistiske verden, hvilket er kommet til udtryk i udviklingen af enkelte staters relationer med Sovjetunionen. Dette har imidlertid ikke ændret den herskende tendens mod konsolidering af venskabet og sammenholdet mellem socialismens lande. Som helhed har vort samarbejde med broderlandene på alle områder gennemgået en vellykket udvikling og styrkelse. SUKP har tillagt udviklingen af samarbejdet med broderlandenes kommunistiske partier særlig betydning. Dette samarbejde har gjort det muligt for os i fællesskab, ved at berige os med hinandens erfaring, at udarbejde principielle problemstillinger i socialismens og kommunismens opbygning, at finde de mest rationelle former for økonomiske forbindelser, kollektivt at fastlægge generallinien i udenrigspolitiske anliggender og at udveksle synspunkter om arbejdet på det ideologiske og kulturelle område. Beretningsperioden har været karakteriseret af virkelige fremskridt med hensyn til broderpartiernes og staternes koordinering af den udenrigspolitiske virksomhed. De største internationale problemer og begivenheder i disse år har været kollektivt behandlet af repræsentanter fra de socialistiske lande på forskellige niveauer. Warszawapagtens organisation tjener fortsat som hovedcentrum for koordinering af broderlandenes udenrigspolitiske virksomhed.

Warszawapagt-landene tog initiativ til at fremsætte det omfattende program til konsolidering af freden i Europa, hvis centrale del er kravet om at sikre de eksisterende statsgrænsers urokkelighed. Udarbejdelsen og konkretiseringen af dette program er foregået på flere møder i den politiske konsultative komité. På deres politiske aktivside kan Warszawapagt-landene utvivlsomt ligeledes opføre den kendsgerning, at de i NATO eksisterende planer om at give militaristerne i BRD adgang til kernevåben ikke blev ført ud i livet. De socialistiske landes fælles anstrengelser har gjort det muligt |; at opnå væsentlige fremskridt i løsningen af den for stabiliseringen af situationen i Europa så vigtige opgave som styrkelse af den g Tyske Demokratiske Republiks internationale positioner. Den såkaldte Hallstein-doktrin er kæntret. DDR er allerede anerkendt af 27 stater, og der hersker ingen tvivl om, at denne proces vil gå videre. Sovjetunionens og andre socialistiske landes aktive og konsekvente støtte er livsvigtig for folkenes kamp i Vietnam og andre Indokinesiske lande mod de imperialistiske interventer. I Mellemøsten er de skridt, som de socialistiske stater har gjort, blevet en af de afgørende faktorer til sprængning af de imperialistiske planer om at omstyrte progressive regimer i de arabiske lande.

I FN og andre internationale organisationer har de socialistiske lande ved fælles optræden fremsat mange forslag af afgørende betydning for det internationale liv. Disse forslag har befundet sig i centrum for verdensoffentlighedens opmærksomhed. Warszawapagtens militære organisation er i de seneste år forbedret som resultat af kollektiv udarbejdelse og gennemførelse af en række foranstaltninger. De allierede staters væbnede styrker er i høj grad parate og i stand til at garantere broderfolkenes fredelige arbejde. Kort sagt kammerater, det mangesidede politiske samarbejde mellem de socialistiske lande bliver stadig mere snævert og aktivt. Vi stiller os visse mål og når dem i fællesskab. Det har naturligvis enorm betydning, især i tvekampen mellem de to samfundssystemer i verden under vore dages betingelser. Samarbejdet på det økonomiske område, udvidelsen og uddybelsen af de samfundsøkonomiske forbindelser mellem socialismens lande har ikke mindre betydning. Beretningsperioden har også i denne henseende været frugtbar. Lad os se på nogle kendsgerninger. Sovjetunionen og broderstaterne stræber efter at hjælpe hinanden i enhver henseende i udviklingen af de nationale økonomier. I de forløbne fem år er over 300 industri- og landbrugsvirksomheder i de socialistiske lande blevet bygget eller moderniseret under vor tekniske medvirken. Vi har leveret vore venner mange slags industriprodukter på gensidigt fordelagtige betingelser. Sovjetunionen dækker 70 pct. og derover af importbehovet for en række meget væsentlige arter råvarer og brændsel i Comecon-landene og Cuba samt i betydeligt omfang i den Demokratiske Republik Vietnam og den Koreanske Folkedemokratiske Republik.

Vor samfundsøkonomi har på sin side i det forløbne femår modtaget udstyr til 54 kemiske virksomheder fra Comecon-landene. Over 38 pct. af den skibstonnage, som vor flåde er forøget med i denne periode, er bygget på vore venners værfter. Comecon-landene deltager med deres kapitalinvesteringer i udviklingen af de sovjetiske råstof- og brændselsbrancher, i forøgelsen af vor kapacitet inden for metalproduktion samt produktion af mineralske gødningsstoffer og cellulose. Broderlandene leverer os endvidere mange masseforbrugsvarer. USSR og andre medlemslande af Comecon bygger deres økonomiske relationer på et langsigtet grundlag. Det gælder blandt andet koordinering af broderlandenes samfundsøkonomiske planer for perioden 1971-75. Arbejdet med at udvikle den organisatoriske struktur og tekniske basis for et mangesidet økonomisk samarbejde er fortsat aktivt i de seneste år. Nu lægges andet afsnit af olieledningen Drusjba. I dens første funktionsår, 1964, transporterede den 8,3 millioner tons olie, og i 1975 vil den lede omkring 50 millioner tons olie til vore broderlande. Der anlægges en af omfang enestående gasledning, som skal lede naturgas fra Sibirien til vort lands europæiske del. Dette gør det ligeledes muligt at øge leveringerne af gas til Tjekkoslovakiet og Polen og begynde at forsyne DDR, Bulgarien og Ungarn med gas. Samkøringssystemet Mir betyder store besparelser for Comecon-landene. Den internationale bank for økonomisk samarbejde fungerer med gode resultater, og for kort tid siden indledte Comecon-landenes fælles investeringsbank sine operationer. Også andre former for mangesidede forbindelser styrkes. Alt dette giver sine resultater og bidrager til at øge samfundsproduktionens effektivitet og udviklingen af hver enkelt af vore landes samfundsøkonomi i et højt tempo. I de sidste fem år er Comecon-landenes industriproduktion øget med 49 pct. Også deres samhandel udvides. Imidlertid mener vi ligesom andre medlemmer af Comecon, at mulighederne i den socialistiske arbejdsdeling endnu ikke udnyttes fuldt ud. Praksis har ført os til den fælles konklusion, at det er nødvendigt at uddybe specialiseringen og koopereringen af produktionen, at samordne de samfundsøkonomiske planer tættere, kort sagt at bevæge sig i retning af økonomisk integration mellem de socialistiske stater. Dette er nødvendigt og påkrævet, kammerater.

De socialistiske landes økonomiske integration er en ny og kompliceret proces. Den forudsætter en ny og bredere behandling af mange økonomiske spørgsmål, evne til at finde de mest rationelle løsninger, der svarer til ikke alene det givne lands, men til alle samarbejdsdeltagemes interesser. Den kræver et fast sigte mod de nyeste resultater inden for teknik og videnskab, mod de mest rentable og teknisk mest progressive produktionsformer. Netop denne fremgangsmåde vil SUKP indgive medarbejderne i vore planlægnings- og økonomiske organer. I den forbindelse ville det øjensynlig betale sig at tænke på foranstaltninger, der kan øge interessen i alle vort samfundsøkonomiske systems led for at udvikle langsigtede økonomiske forbindelser med broderlandene. Vort parti har i perioden mellem 23. og 24. kongres draget megen omsorg for styrkelsen af Sovjetunionens tosidede relationer med de socialistiske stater. Snævert og mangesidet samarbejde, venskab og hjertelighed karakteriserer vore relationer med Warszawapagtens medlemslande - Bulgarien, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, den Tyske Demokratiske Republik og Ungarn. Vi har indgået nye aftaler om venskab, samarbejde og gensidig hjælp med Bulgarien, Ungarn, Tjekkoslovakiet og Rumænien. Sammen med aftalerne med DDR, Polen og Mongoliet, der er trådt i kraft tidligere, og sammen med andre tosidede aftaler mellem broderlandene udgør disse dokumenter et omfattende system af gensidige, allianceforpligtelser af en ny, socialistisk type. Vort venskab med den Polske Folkerepublik er urokkeligt. Vi noterer med dyb tilfredshed, at de vanskeligheder, der opstod i det broderlige Polen, er blevet overvundet. Polens forenede arbejderparti har truffet foranstaltninger, der skal styrke dets forbindelser med arbejderklassen og alle arbejdende, og gøre socialismens positioner i landet endnu stærkere. Sovjetunionens kommunister ønsker af hjertet vore polske venner den allerstørste fremgang. Relationer af socialistisk solidaritet og fast kampvenskab forbinder vort parti og det sovjetiske folk med Arbejdets parti i Vietnam og den Demokratiske Republik Vietnam. I overensstemmelse med den store patriot og revolutionær Ho Chi Minhs ord holder det vietnamesiske folk socialismens fane højt og gør frygtløst front mod de imperialistiske aggressorer. Den Demokratiske Republik Vietnam kan være overbevist om, at den også fremover kan regne med Sovjetunionens broderlige støtte såvel i væbnet kamp som i fredeligt arbejde.

Centralkomiteen har i disse år bestanding lagt vægt på en styrkelse af samarbejdet med republikken Cuba og Cubas kommunistiske parti. Som et resultat af gensidige anstrengelser er der opnået betydelige fremskridt i udviklingen af de sovjetisk-cubanske relationer. Venskabet mellem Sovjetunionens og Cubas folk, der står sammen i den fælles kamp, er urokkeligt. SUKP og sovjetstaten har nu i et halvt århundrede været knyttet til det Mongolske folkerevolutionære parti og den Mongolske Folkerepublik gennem et fast og prøvet venskab. Sovjetunionen, det socialistiske Mongolis tro ven og forbundsfælle, støtter aktivt vore mongolske venners anstrengelser for at løse de store opgaver i økonomien og styrke deres lands internationale positioner. Vore forbindelser med den Koreanske Folkedemokratiske Republik og med Arbejdets parti i Korea er i de seneste år udvidet, hvad der efter vor overbevisning modsvarer folkenes interesser i begge lande. Sovjetunionen støtter vedvarende den koreanske regerings forslag om en fredelig og demokratisk forening af landet og det koreanske folks krav om fjernelse af de amerikanske tropper fra Sydkorea. De sovjetisk-jugoslaviske relationer har fortsat udviklet sig i beretningsperioden. Sovjetmenneskene ønsker, at socialismen i Jugoslavien styrkes, og at dets forbindelser med det socialistiske samvirke bliver fastere. Vi går ind for det sovjetisk-jugoslaviske samarbejde og for udviklingen af kontakter mellem vore partier. Om vore relationer med den Kinesiske Folkerepublik. De kinesiske ledere har som bekendt optrådt med deres særlige idé-politiske platform, der er uforenelig med leninismen, omkring grundlæggende spørgsmål i det internationale liv og den kommunistiske verdensbevægelse, og har af os krævet, at vi giver afkald på linien fra den 20. kongres og SUKP's program. De har udfoldet en intensiv fjendtlig propaganda mod vort parti og land, har fremsat territorialkrav over for Sovjetunionen og endda drevet det til væbnede grænseepisoder i foråret og sommeren 1969.

Vort parti er beslutsomt gået imod forsøgene på at forvanske marxismen-leninismens lære og så splittelse i den internationale kommunistiske bevægelse og i kamprækkerne mod imperialismen. Behersket og uden at give efter for provokationer har SUKP's centralkomité og den sovjetiske regering gjort alt, hvad der står i deres magt for at normalisere relationerne med den Kinesiske Folkerepublik. Der er i det seneste halvandet år fremkommet tegn på en vis normalisering af relationerne mellem USSR og den Kinesiske Folkerepublik som følge af det initiativ, der er gjort fra vor side. I september 1969 mødtes regeringscheferne fra begge vore lande, hvorefter der indledtes forhandlinger i Peking mellem regeringsdelegationer om en regulering af grænsespørgsmålene. Disse forhandlinger foregår langsomt, og for at de skal afsluttes vellykket er det naturligvis nødvendigt med en konstruktiv holdning fra mere end blot den ene side. I slutningen af sidste år udvekslede USSR og den Kinesiske Folkerepublik ambassadører. Efter en betydelig pause er der undertegnet handelsaftaler, og vareomsætningen er vokset noget. De' er nyttige skridt. Vi er parate til at gå videre i samme retning. Men på den anden side, kammerater, kan vi naturligvis ikke undlade at bemærke, at den anti-sovjetiske linie i Kinas propaganda og politik fortsættes, og dertil kammer, at Kinas kommunistiske partis 9. kongres i sine beslutninger forankrede denne fjendtlige kurs over for Sovjetunionen. Hvad kan man sige i denne forbindelse? Vi afviser resolut dét bagtaleriske opspind om vort partis og stats politik, der udbredes fra Peking og indpodes det kinesiske folk. At så splid mellem Kina og USSR er så meget mere absurd og skadeligt, eftersom det sker i en situation, da imperialisterne aktiviserer deres aggressive handlinger mod fredselskende folk. Situationen kræver mere end nogen sinde sammenhold og fælles handling fra alle anti-imperialistiske og revolutionære kræfters side, og ikke et oppustet fjendskab mellem stater som USSR og Kina. Vi giver ikke afkald på sovjetstatens nationale interesser. SUKP vil også fremover utrætteligt kæmpe for de socialistiske landes og den kommunistiske verdensbevægelses sammenhold på et marxistisk-leninistisk grundlag. Samtidig er vort parti og den sovjetiske regering dybt overbeviste om, at en forbedring af relationerne mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik svarer til begge vore landes afgørende og langsigtede interesser, til interesserne for socialisme, folkenes frihed og styrkelse af freden. Derfor er vi rede til på enhver måde at fremme ikke alene normaliseringen af vore relationer, men også genoprettelsen af det gode naboforhold og venskabet mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik, og vi udtrykker overbevisning om, at dette til syvende og sidst vil blive nået. Således er vor principielle holdning. Vi har flere gange givet udtryk for den, vi holder fast ved den og understøtter den i praksis. Hvad Albanien angår, er vi som før parate til at genoprette de normale gensidige relationer. Dette ville være nyttigt såvel for begge vore lande som for de socialistiske staters almene interesser.

Kammerater! Den politiske krise i Tjekkoslovakiet har indtaget en betydelig plads i de seneste års internationale begivenheder. Her er det nok ikke nødvendigt at fremlægge den faktiske side af sagen, den er velkendt. Vi vil kun komme ind på nogle af de efter vort synspunkt mest væsentlige konklusioner af det passerede. De tjekkoslovakiske begivenheder har atter mindet om, at indre anti-socialistiske kræfter, som i det ene eller andet omfang stadig findes i lande, der har betrådt den socialistiske opbygnings vej, under visse betingelser kan aktiviseres og endda skride til direkte kontrarevolutionære handlinger med henblik på støtte udefra - fra imperialismen, som på sin side altid er rede til at alliere sig med sådanne kræfter. Faren for højrerevisionisme, der under påskud af en „forbedring" af socialismen, søger at udhule marxismen-leninismens revolutionære væsen og rydde vejen for borgerlig ideologis indtrængen, viste sig i den forbindelse med al tydelighed. Begivenhederne i Tjekkoslovakiet har på overbevisende måde vist, hvor vigtigt det er hele tiden at styrke partiets ledende rolle i det socialistiske samfund, uophørligt at forbedre formerne og metoderne i partiledelsen, og at gå frem på en kreativ marxistisk-leninistisk måde ved løsning af opståede problemer i socialismens udvikling. Det stod os klart, at det ikke alene drejede sig om et forsøg fra imperialismens og dens håndlangeres side på at kuldkaste det socialistiske system i Tjekkoslovakiet. Det drejede sig også om et forsøg på ad denne vej at påføre socialismens positioner i Europa som helhed et slag og skabe gunstige betingelser for et efterfølgende stormløb på den socialistiske verden fra de mest aggressive imperialistiske kræfters side. Under hensyntagen til henvendelser fra parti- og statsledere, kommunister og arbejdende i Tjekkoslovakiet, og i betragtning af den fare, der var opstået for socialismens landvindinger i dette land, traf vi dengang sammen med socialistiske broderlande beslutning om at yde Tjekkoslovakiet international hjælp i forsvaret af socialismen. Under de usædvanlige forhold, der var skabt af imperialismens og kontrarevolutionens kræfter, blev vi pålagt dette af vor klassepligt, af troskaben mod den socialistiske internationalisme, af omsorgen for vore staters interesser og for socialismens og fredens skæbne i Europa. I dokumentet „Læren af krisens udvikling" gav plenarmødet i Tjekkoslovakiets kommunistiske partis centralkomité som bekendt følgende vurdering af betydningen af broderstaternes kollektive hjælp (jeg citerer): „De fem allierede socialistiske landes troppeindmarch i Tjekkoslovakiet var en international solidaritetshandling, der svarede til såvel de tjekkoslovakiske arbejdendes almene interesser som til den internationale arbejderklasses, det socialistiske samvirkes og den internationale kommunistiske bevægelses interesser. Denne internationalistiske handling reddede tusinder af menneskeliv, sikrede de indre og ydre betingelser for vort fredelige arbejde, styrkede den socialistiske lejrs vestgrænse og krydsede imperialistiske kredses håb om en revision af resultaterne af anden verdenskrig." Vi deler fuldt ud den konklusion, som Tjekkoslovakiets kommunistiske parti er nået til. Livets erfaring har endnu engang på overbevisende måde vist, at de socialistiske landes broderlige enhed er den mest pålidelige barriere mod de kræfter, der forsøger¹ at angribe og svække socialismens lejr, at undergrave og tilintetgøre de arbejdendes socialistiske landvindinger. Folkene i de socialistiske lande demonstrerer klart for hele verden, at de ikke afgiver deres revolutionære landvindinger, at det socialistiske samvirkes grænser er ubrydelige og ukrænkelige. Vi er oprigtigt glade over, at Tjekkoslovakiets kommunister med godt resultat har klaret de prøvelser, der blev dem til del. Tjekkoslovakiets kommunistiske parti går nu mod sin 14. kongres, som, er vi overbeviste om, vil blive en ny vigtig fase på vejen til styrkelse af socialismens positioner i Tjekkoslovakiet.

Kammerater! Med dens fremskridt og perspektiver, med alle dens problemer er socialismens verden af i dag en endnu ung og voksende social organisme, hvori ikke alt er afklaret, og hvor meget bærer præg af tidlige historiske epoker. Hele socialismens verden er i bevægelse, den forbedres uophørligt. Dens udvikling forløber naturligvis gennem en kamp mellem nyt og gammelt, gennem en løsning af de indre modsigelser. Den indhøstede erfaring hjælper broderpartierne til på en rigtig måde og i tide at løse modsigelserne og overbevist gå den vej, der blev anvist af proletariatets store lærere, Marx, Engels og Lenin. Sovjetunionens kommunistiske parti anser det vedvarende for sin internationale pligt på enhver måde at fremme det socialistiske verdenssystems styrke, Vi går ind for, at samarbejdet mellem broderlandene bliver stadig mere alsidigt og dybtgående, at det kommer til at omfatte stadig bredere arbejdende masser, og at de indbyrdes konkrete erfaringer på alle niveauer i det statslige, sociale, økonomiske og kulturelle liv studeres mere tilbundsgående. Vi ønsker at se hvert broderland som en blomstrende stat, der harmonisk forener hurtig økonomisk, teknisk og videnskabelig vækst med en opblomstring af den socialistiske kultur og et opsving i de arbejdendes materielle velstand. Vi ønsker, at det socialistiske verdenssystem skal være en samdrægtig familie af folk, der i fællesskab opbygger og forsvarer det nye samfund, gensidigt beriger hinanden med erfaring og viden, at det bliver en sammensvejset og stærk familie, hvori menneskene på Jorden ser grundtypen på det fremtidige fælles verdenssamfund af frie folk. Tillad mig at forsikre vore venner, vore brødre og kampfæller i socialismens lande, at Sovjetunionens kommunistiske parti ikke vil spare nogen anstrengelser for at nå dette høje mål!

Imperialismen - folkenes og det sociale fremskridts fjende. Folkene imod imperialismen

Kammerater! Vort parti har allerede givet en omfattende vurdering af imperialismen i vor tid på 23. kongres og derefter i en række af sine dokumenter. Materialerne fra den internationale kommunistiske konference i 1969 indeholder en marxistisk-leninistisk analyse af imperialismens nuværende særegenheder. Tillad mig derfor i lyset af de seneste års erfaring kun at standse op ved nogle af de vigtigste momenter, som vi skal tage i betragtning i vor politik. Moderne kapitalismes særegenheder forklares i betydeligt omfang ved, at den tilpasser sig den nye situation i verden. I tvekampen med socialismen frygter de herskende kredse i kapitalens lande mere end nogen sinde, at klassekampen vokser over i en revolutionær massebevægelse. Herfra stammer bourgeoisiets bestræbelser på at anvende mere maskerede former for udbytning og undertrykkelse af de arbejdende og dets villighed til i en række tilfælde at acceptere delreformer for så vidt muligt at fastholde masserne under sin idemæssige og politiske kontrol. Monopolerne anvender i vid udstrækning de tekniske og videnskabelige fremskridt til at styrke deres positioner, til at højne effektiviteten og tempoet i produktionens udvikling, til at øge udbytningen og undertrykkelsen af de arbejdende. Tilpasningen til de nye betingelser betyder imidlertid ikke kapitalismens stabilisering som system. Kapitalismens almene krise uddybes fortsat. Selv de mest udviklede kapitalistiske stater er ikke forskånet for alvorlige økonomiske rystelser. USA har for eksempel nu i knap to år ikke kunnet slippe fri af den nye økonomiske krise. De seneste år har ligeledes været præget af alvorlig krise i kapitalismens valuta- og finanssystem. En samtidig vækst i inflation og arbejdsløshed er blevet et vedvarende fænomen. De udviklede kapitalistiske lande tæller nu omkring otte millioner arbejdsløse. Hverken integrationsprocesserne eller imperialisternes klassemæssige interesse i at gøre fælles front i kampen mod verdenssocialismen har fjernet modsigelserne mellem de imperialistiske stater. De vigtigste centre i den imperialistiske rivalisering aftegnede sig tydeligt ved 1970'ernes begyndelse. De er USA - Vesteuropa (først og fremmest de seks lande i Fællesmarkedet ) - Japan. Deres indbyrdes økonomiske og politiske konkurrencekamp udfoldes stadig skarpere. De importforbud, som USA's officielle myndigheder har pålagt et stadig større antal varer fra Europa og Japan, samt de europæiske landes forsøg på at begrænse den amerikanske kapitals udbytning af dem, er blot nogle af fænomenerne i denne kamp.

Imperialismens udenrigspolitik har i de forløbne fem år leveret nye vidnesbyrd om uforanderligheden af dens reaktionære og aggressive natur. I denne forbindelse er det nødvendigt først og fremmest at omtale den amerikanske imperialisme, som i de seneste år atter har bekræftet sin stræben efter at spille rollen som en egenartet garant og bevarer af det internationale udbytnings- og undertrykkelsessystem. Den stiler efter at herske overalt, den blander sig i andre folks anliggender, bryder hensynsløst deres legitime rettigheder og suverænitet og forsøger med magt, bestikkelse og økonomisk indtrængen at påtvinge stater og hele områder i verden sin vilje. Krigens og aggressionens kræfter eksisterer naturligvis også i andre imperialistiske lande. I Vesttyskland er det revanchisterne, som i stadig højere grad allierer sig med neo-nazisterne. I England er det Nordirlands bødler, våbenleverandørerne til racisterne i Sydafrika og fortalerne for USA's aggressive politik; i Japan er det militaristerne, der på trods af forfatningen, som „til evig tid" forbyder krig, atter søger at puffe dette land ud på ekspansionens og aggressionens vej. Man må holde sig for øje, kammerater, at der i efterkrigsårene i den kapitalistiske verden er sket en hidtil uset vækst i militarismen. Denne tendens er forstærket yderligere i den seneste tid. NATO-landene investerede alene i 1970 103 milliarder dollars i krigsforberedelser. Militariseringen har antaget den mest farlige karakter i USA. Der er i de seneste fem år i dette land brugt omkring 400 milliarder dollars til militære formål.

Imperialisterne udplyndrer systematisk folkene i snesevis af lande i Asien, Afrika og Latinamerika. De lænser årligt den såkaldt tredje verden for milliarder af dollars.. Samtidig lever 375 millioner mennesker på disse kontinenter på sultedødens rand efter de oplysninger, der i 1970 blev offentliggjort i FN's rapport om verdens fødevaresituation. Der findes ikke de forbrydelser, som imperialisterne ikke er rede til at begå i forsøget på at bevare eller genoprette deres herredømme over folkene i de tidligere kolonier eller andre lande, der er i færd med at vriste sig løs af den kapitalistiske udbytnings skruestik. De forløbne fem år har givet mange nye vidnesbyrd herom. Aggressionen mod de arabiske stater, kolonisatorernes forsøg på at trænge ind i Guinea, den undergravende virksomhed mod progressive regimer i Latinamerika - alt dette påminder atter og atter om, at imperialismens krig mod de frihedselskende folk ikke er ophørt. Og toppunktet af de nuværende kolonisatorers misgerninger, Amerikas skændsel, er USA's fortsatte aggression mod folkene i Vietnam, Cambodja og Laos. I de seneste år har verden fået kendskab til den amerikanske imperialismes krigsforbrydelser, der er af en sådan art, at de bogstavelig talt rystede verdensopinionen. Den vietnamesiske landsby, Song My, hvis fredelige og ubevæbnede indbyggere, herunder kvinder, gamle og børn, blev sadistisk udryddet af en amerikansk straffeekspedition, er blevet tragisk kendt. Det er vanskeligt at tale roligt om de ugerninger, som de til tænderne bevæbnede interventer forøver. Hundredtusinder af tons napalm har så godt som udbrændt hele områder af Sydvietnam. Næsten halvanden million vietnamesere har fået forgiftninger, og mange er døde som følge af anvendelsen af kemiske våben. Ethvert ærligt menneskes samvittighed, og desto mere enhver kommunists samvittighed, vil aldrig kunne forsone sig med dét, der forøves af de amerikanske interventer og deres håndlangere, som kalder sig repræsentanter for den „vestlige civilisation" og den såkaldt frie verden. Skam over dem!

Kammerater! Imperialismens forsøg på at vende historiens gang til sin fordel er dømt til nederlag. Det er vi ikke i tvivl om. Imidlertid ved vi kommunister udmærket, at der ikke gives plads for selvberoligelse og passivitet. Bekæmperne af kapitalistisk undertrykkelse står over for den sidste, men mægtigste af alle eksisterende udbyttersystemer. Derfor ligger der endnu en vanskelig og lang kamp forude. Men hvor vanskelig denne kamp end er, fortsætter den at vokse og dens front udvides uophørligt. De aktive antiimperialister har i de seneste år indskrevet nye glorværdige sider i klassekampenes annaler. Den internationale arbejderbevægelse spiller i dag som i går rollen som de revolutionære kræfters prøvede kampavantgarde. Begivenhederne i de seneste fem år i den kapitalistiske verden har til fulde bekræftet arbejderklassens betydning som den vigtigste og stærkeste modstander af monopolernes magt og som tiltrækningscentret for alle anti-monopolistiske kræfter.

I lande som Frankrig og Italien, hvor klassekampens traditioner er mest udviklede, og hvor der findes stærke kommunistiske partier, har de arbejdende med arbejderklassen i spidsen gjort stormløb mod ikke alene enkelte grupper af kapitalister, men mod hele det statsmonopolistiske herredømmes system. I England har klassekampen nået en høj grad af spænding, og efter omfang, efter antallet af strejkende, kan man kun sammenligne de nuværende strejker med generalstrejken i 1926. Arbejderklassens aktioner mod monopolerne i USA har antaget vidt omfang, ligesom negerbefolkningens kamp for ligeberettigelse og ungdommens kamp mod krigen i Vietnam udfolder sig med hidtil uset skarphed. Arbejdernes massebevægelse i BRD tager til i styrke. For første gang i årtier har der fundet store klassesammenstød sted i de skandinaviske lande og Holland. Den samfundspolitiske krise i Spanien skærpes fortsat. De arbejdendes faglige organisationer og især dem, der indgår i Fagligt Verdensforbund, spiller en betydelig og stadig voksende rolle i alle den seneste periodes klasseslag. Broderpartiernes konference drog som bekendt den konklusion, at arbejderklassens nuværende, store slag er forløbere for nye klassekampe, der kan føre til fundamentale samfundsmæssige forandringer, til oprettelse af arbejderklassens magt i forbund med andre lag af arbejdende. Samtidig, kammerater, udsættes imperialismen for et stadig større pres fra de kræfter, der er vokset frem af den nationale befrielseskamp, først og fremmest fra de unge, uafhængige, anti-imperialistisk indstillede stater i Asien og Afrika.

Hovedsagen består i, at kampen for national befrielse i mange lande praktisk er begyndt at vokse over i kampen mod udbytterrelationerne, såvel de feudale som de kapitalistiske. Allerede i dag er adskillige lande i Asien og Afrika trådt ind på en ikke-kapitalistisk udviklingsvej, de har med andre ord sat kurs mod opbygningen af et socialistisk samfund på langt sigt. Mange stater følger denne vej. I disse stater gennemføres dybtgående sociale forandringer, der modsvarer folkemassernes interesser og fører til styrkelse af den nationale uafhængighed. Og jo længere man når, jo mere vidtgående bliver forandringerne. De nationale og sociale befrielseskræfters offensiv mod imperialismens herredømme ytrer sig i forskellige former. I lande, der har sat kurs mod socialismen, gennemføres der således nationalisering af de imperialistiske monopolers ejendom. Dette gør det muligt at konsolidere og udvikle statssektoren, der ifølge sagens natur er den økonomiske basis for en revolutionær, demokratisk politik. I et land som den Forenede Arabiske Republik omfatter statssektoren nu 85 pct. af hele industriproduktionen, i Burma kontrollerer statssektoren over 80 pct. af udvindingsindustrien og omkring 60 pct. af forarbejdningsindustrien. I Algeriet har man gennemført nye betydelige foranstaltninger til nationalisering af imperialistisk ejendom. Mange udenlandske virksomheder, banker og handelsselskaber er overdraget staten i Guinea, Sudan, Somalia og Tanzania. Der er truffet betydelige foranstaltninger for at løse et så kompliceret problem, som spørgsmålet om jorden, der berører fremtiden for milliontallige bondemasser. Alene i de sidste fem år er der gennemført vigtige jordreformer i den Forende Arabiske Republik og Syrien, og der er gjort en begyndelse til sådanne reformer i Sudan og Somalia. I Algeriet har man erklæret at ville gennemføre en jordreform i dette år. I Folkerepublikken Congo (Brazzaville) er al jord og dens undergrund overtaget af staten. Det er klart, at en fundamental ombygning af de efterblevne sociale relationer efter ikke-kapitalistiske principper, og tilmed i en situation, hvor neo-kolonisatorerne og den indre reaktion uophørlig angriber, ikke er nogen let sag. Desto vigtigere er det, at de stater, der har valgt at orientere sig i socialistisk retning, trods alle vanskeligheder bevæger sig videre frem ad den vej, de har valgt. Ikke i alle tidligere kolonier og afhængige lande er de progressive sociale forandringer nået så langt endnu. Men kampen mod reaktionens kræfter og mod imperialismens marionetter foregår overalt, og i visse lande har de progressive kræfter allerede opnået betydelige landvindinger. Man kan blot minde om for eksempel begivenheder som nationaliseringen af storbankerne i Indien for kort tid siden og den imponerende sejr over højrekræfterne ved de sidste valg til det indiske parlaments folkekammer. Det viser, at folkemasserne i dette land beslutsomt går mod de reaktionære, pro-imperialistiske kræfter, for en jordreform og andre samfundsøkonomiske forandringer, for en freds- og venskabspolitik på internationalt plan. Der er ligeledes sket alvorlige sociale forskydninger i Ceylon og Nigeria. På trods af alle vanskeligheder og endog enkelte nederlag er vi vidne til en mangeartet proces af samfundsmæssige forandringer i store dele af verden. De arbejdende opnår vigtige sejre i kampen for deres rettigheder, for virkelig frihed og menneskelig værdighed. Patrioterne i de lande, der endnu lider under koloniåget, fortsætter deres modige kamp for befrielse.

Hvad vort land angår, støtter det fuldt ud denne retfærdige kamp. USSR's politiske og økonomiske samarbejde med de befriede lande har udviklet sig videre i disse år. Vor samhandel med dem vokser. Med vor deltagelse er der bygget snesevis af industri- og landbrugsvirksomheder i mange stater i Asien og Afrika. Vi bistår disse lande med at uddanne egne specialister. Og alt dette gøres i begge parters interesse. Der foregår store forandringer i en række lande i Latinamerika. Sejren for Folkeenhedens kræfter i Chile var en særdeles vigtig begivenhed. Her har folket for første gang i kontinentets historie ad forfatningsmæssig vej opnået dannelse af en regering, som det selv ønsker og har tillid til. Dette har fremkaldt raseri hos den indre reaktion og yankee-imperialismen, der stiler efter at berøve det chilenske folk dets landvindinger. Men Chiles folk vandrer fuld af beslutsomhed ad den vej, det har valgt. De arbejdende i andre latinamerikanske lande støtter Chiles progressive kurs. Regeringerne i Peru og Bolivia kæmper mod de amerikanske monopolers slavelænker. Den store Lenins forudsigelse om, at folkene i kolonierne og de afhængige lande, der går til kamp for national frihed, vil rette denne kamp ind mod selve udbyttersystemets grundlag, er ved at slå igennem. Og dette betyder naturligvis et overordentlig stærkt slag mod kapitalismens positioner som helhed, som socialt verdenssystem.

Kammerater! Fremgange i kampen mod imperialismen afhænger i mangt og meget af sammenholdet mellem de anti-imperialistiske kræfter, og først og fremmest deres avantgarde, den kommunistiske verdensbevægelse. Vort parti har i de forløbne fem år sammen med andre broderpartier gjort sig store anstrengelser for at styrke dette sammenhold, denne enhed i de kommunistiske rækker. Det har været en kompliceret opgave. Netop i beretningsperioden er der med største skarphed gjort forsøg på fra forskellig side at angribe marxismen-leninismen som ideologisk-teoretisk grundlag for den kommunistiske bevægelses virksomhed. Den kinesiske ledelse har grebet til at oprette splittelsesgrupper i en række lande under betegnelse af såkaldte marxistisk-leninistiske partier i det klare forsøg på engang at forene dem til en modvægt mod den internationale kommunistiske bevægelse. Ikke sjældent har trotskisterne allieret sig med disse grupperinger. Tendenser til nationalistisk selvisolering er i tiltagende visse steder, og både „venstre"- og højreopportunismen er livet op. Hovedmålet for os har været at opnå en vending til sammensvejsning af den kommunistiske bevægelse og til styrkelse af dens idemæssige grundlag. En vigtig fase i kampen for dette var konferencen mellem europæiske kommunistiske partier i 1967 i Karlovy Vary tillige med en række andre internationale møder mellem kommunister. Det førte til, at spørgsmålet om at indkalde en international konference mellem kommunistiske partier og arbejderpartier blev sat på dagsordenen. Et stort forberedende arbejde gik forud for dens afholdelse. I ved kammerater, at vort parti og SUKP's centralkomité har ydet et stort bidrag såvel til udarbejdelsen af selve konferencens idé som til dens forberedelse. Konferencen var et stort skridt fremad på vejen til at styrke kommunisternes internationale enhed og konsolidere alle anti-imperialistiske kræfter. Den udrettede meget for at udvikle en række teser i den marxistisk-leninistiske teori i samklang med den aktuelle situation. Det blev bekræftet, at denne, så brede og repræsentative form for samkvem mellem broderpartierne modsvarer den kommunistiske bevægelses behov som international kraft. Vort parti er fuldt ud enig i konferencedeltagernes konklusion om det formålstjenlige i at afholde sådanne internationale møder mellem broderpartierne efterhånden som det bliver nødvendigt. Det ville være nyttigt, hvis de indgik fast i den kommunistiske verdensbevægelses praksis.

Festligholdelsen af hundredårsdagen for V. I. Lenins fødsel, der virkelig antog verdensomfattende karakter, havde ligeledes enorm betydning for sammensvejsningen af den kommunistiske bevægelse. De kommunistiske partiers konference og Lenin-jubilæet demonstrerede atter engang levedygtigheden i marxismen-leninismens lære, ligesom den fremkaldte et opsving i broderpartiernes aktivitet i kampen for arbejderklassens og alle arbejdendes interesser, mod imperialismen og dens håndlangere i arbejderbevægelsen. Der er som helhed grund til at sige, at sammenholdet i den internationale kommunistiske bevægelse til stadighed styrkes, og at de frugtbare tosidede og mangesidede forbindelser mellem partierne aktiviseres. Vort parti hilser dette. Det vil også fremover medvirke til, at arbejdet udvikler sig i netop denne retning. Men, kammerater, vi kan ikke lukke øjnene for den omstændighed, at de negative fænomener endnu ikke er overvundet overalt. Kampen mod højre- og „venstre"revisionismen, mod nationalismen er som hidtil aktuel. I kampen mod socialismen og den kommunistiske bevægelse udnytter de borgerlige ideologer og den borgerlige propaganda netop helst nationalistiske tendenser og i særdeleshed dem, der antager form af anti-sovjetisme. De tilskynder opportunistiske elementer i de kommunistiske partier til en slags ideologisk studehandel. De siger nærmest til dem: bevis, at I er anti-sovjetiske, og vi vil være rede til at proklamere, at netop I er ægte „marxister" og helt og holdent indtager „selvstændige standpunkter". Begivenhedernes gang viser i øvrigt, at sådanne folk også går til kamp mod de kommunistiske partier i deres egne lande. Et eksempel herpå er renegater af typen Garaudy i Frankrig, Fischer i Østrig, Petkov i Venezuela og folkene fra Manifesto-gruppen i Italien. Broderpartierne anser kampen mod den slags elementer som en vigtig betingelse for styrkelsen af deres rækker. Blot disse eksempler - og dem kunne man nævne flere af - vidner således om, at kampen mod revisionismen og nationalismen forbliver en vigtig opgave for de kommunistiske partier.

Kammerater! De revolutionære demokratiske partier, hvoraf mange har erklæret socialismen som deres programmatiske mål, spiller en stadig større rolle i kampen mod imperialismen. SUKP udvikler aktivt forbindelser med dem. Vi er overbeviste om, at samarbejdet mellem sådanne partier og de kommunistiske partier, herunder også inden for de enkelte landes rammer, fuldt ud svarer til den anti-imperialistiske bevægelses interesser, til styrkelsen af national uafhængighed og socialt fremskridt. Vi støtter og udvikler relationer med venstresocialistiske partier i en række lande i Vesten, Østen og Latinamerika. Der er på dette plan i de seneste år udført et ret aktivt arbejde. I overensstemmelse med linien fra den internationale konference i 1969 er SUKP rede til at udvikle samarbejdet med socialdemokraterne, såvel i kampen for fred og demokrati som i kampen for socialismen, herunder naturligvis uden at opgive sin ideologi og revolutionære principper. Denne kommunisternes linie møder imidlertid hård modstand fra socialdemokratiske højrelederes side. Vort parti har ført og vil føre en uforsonlig kamp mod ethvert standpunkt, som underlægger arbejderbevægelsen den monopolistiske kapitals interesser og underminerer de arbejdendes kamp for fred, demokrati og socialisme.

Kammerater! Det er faldet i kommunisternes lod at udholde de vanskeligste prøvelser, der nogen sinde er blevet nogen forkæmpere for folkets sag til del. Men vi husker Lenins ord: „. .. at uselvisk troskab mod revolutionen og revolutionær propaganda blandt folket ikke er forgæves, selv om der kan gå årtier fra man har sået, til man kan høste." Kommunisternes ideer har enestående sæd i den virkeliggjorte socialismes praksis, i millioner og atter millioner menneskers bevidsthed og virksomhed. Sovjetunionens kommunister værdsætter højt det enorme arbejde, som de kommunistiske broderpartier og arbejderpartier udfører i deres respektive lande. Vi ved udmærket, hvor vanskeligt dette arbejde er, hvilken selvopofrelse og hvilken uselvisk hengivenhed over for vore fælles store idealer det kræver. Vi vil i dag endnu engang forsikre vore kampfæller, kommunisterne i hele verden, om, at vort parti altid vil marchere i sluttet trop med jer, kære venner! Vi vil aldrig glemme de store ofre, der blev bragt i kamp. Navnene på den kommunistiske bevægelses helte og eksemplerne på mod og troskab over for arbejderklassens sag vil altid forblive en relikvie for alle ægte revolutionære. De vil altid forblive en relikvie for Lenins parti, for det sovjetiske folk, der som det første rejste den sejrrige socialistiske revolutions banner. Sovjetunionens kommunistiske parti erkender sin internationale pligt og vil også fremover føre en linie i internationale anliggender, der medvirker til fortsat aktivisering af den verdensomfattende anti-imperialistiske kamp og til styrkelse af kampenheden mellem alle dens deltagere. Socialismens fuldstændige triumf i hele verden er uundgåelig. Og for denne triumf, for det arbejdende folks lykke vil vi kæmpe uden at spare på kræfterne!

Sovjetunionens kamp for fred og folkenes sikkerhed - afvisning af den imperialistiske aggressionspolitik

Kammerater! Centralkomiteen og den sovjetiske regering har i beretningsperioden gjort alt, hvad der stod i deres magt for at sikre fredelige betingelser for kommunismens opbygning i USSR, for at afsløre og sprænge de aggressive imperialistiske kræfters handlinger, for at forsvare socialismen, folkenes frihed og freden. Vi har i vor politik uforandret forenet resolut afvisning af aggression med en konstruktiv linie til løsning af fremmodnede internationale problemer, til understøttelse af normale og - hvor situationen har gjort det muligt - gode relationer med stater, der tilhører et andet samfundssystem. Vi har som altid konsekvent forsvaret det leninske princip om fredelig sameksistens mellem stater, uafhængigt af deres samfundssystem. Dette princip har i dag forvandlet sig til en virkelig kraft i international udvikling. Tillad mig at gøre ophold ved de vigtigste internationale problemer, som i kraft af deres skarphed eller betydning for fremtiden har krævet vor særlige opmærksomhed. Først og fremmest om begivenhederne i Sydøstasien. Den aggressive krig, som de ledende kredse i USA har udløst i dette område af verden, har ikke bragt det amerikanske folk sejrens laurbær, men titusinder af begravelseskranse. For alle, der er i stand til at se realistisk på tingene, må det være klart, at hverken direkte militær intervention, sabotage af forhandlingerne eller stadig større anvendelse af lejetropper kan knuse det vietnamesiske folks beslutsomhed om at blive herre i eget land.

Den såkaldte vietnamisering af krigen, dvs. planen om at lade vietnamesere udrydde vietnamesere i Washingtons interesse, udvidelsen af aggressionen til Cambodja og Laos - alt dette trækker ikke Amerika ud af den beskidte krigs hængedynd i Indokina, det bortvasker ikke den skændsel, som de, der udløste og fortsætter aggressionen, har bragt over deres land. Der er kun en vej til at løse det vietnamesiske problem. Den er klart påvist i forslag fra den Demokratiske Republik Vietnams regering og fra Republikken Sydvietnams provisoriske revolutionære regering, forslag, som vi med fasthed støtter. Sovjetunionen kræver kategorisk en standsning af den imperialistiske aggression mod folkene i Vietnam, Cambodja og Laos. Vort land var, er og vil være en aktiv forkæmper for de heroiske folks retfærdige sag i Indokina. Mellemøsten er et andet „brændpunkt" i verdenspolitikken. Den krise, der er opstået som følge af Israels angreb mod den Forenede Arabiske Republik, Syrien og Jordan, er en af de mest anspændte i de internationale relationers udvikling i den forløbne periode. Vi har sammen med de socialistiske broderlande foretaget alt nødvendigt for at standse og fordømme aggressionen. Vi har rejst dette spørgsmål med al skarphed i FN's sikkerhedsråd. Der blev efter vort krav indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i FN. USSR og andre broderlande har brudt de diplomatiske forbindelser med Israel, som ignorerede FN's beslutning om at indgå våbenhvile. Vort land har hjulpet med til at genoprette forsvarspotentiellet i de arabiske lande, der blev overfaldet, først og fremmest den Forenede Arabiske Republik og Syrien, med hvilke vort samarbejde år for år styrkes.

Den Forenede Arabiske Republik tog for kort tid siden en række væsentlige initiativer. Den erklærede, at den antager den specielle FN-repræsentant Jarrings forslag og er rede til at indgå en fredsaftale med Israel under forudsætning af, at de israelske tropper fjernes fra de erobrede arabiske territorier. Den Forenede Arabiske Republik foreslog ligeledes, at der træffes foranstaltninger til genåbning af skibsfarten på Suez-kanalen allerede i nærmeste fremtid. Den arabiske parts holdning giver således et reelt grundlag for at løse krisen i Mellemøsten. Den israelske regerings afvisning af alle disse forslag og Tel-Avivs nu åbent proklamerede, skamløse krav på arabiske jorder taler med al tydelighed om, hvem der spærrer vejen for fred i Mellemøsten, og hvem der er årsag til, at et farligt krigsarnested bevares i dette område. Samtidig bliver den utilbørlige rolle, som spilles af dem, der opmuntrer de israelske ekstremister, stadig mere åbenbar, dvs. den rolle, der spilles af amerikansk imperialisme og international zionisme som redskaber for aggressive imperialistiske kredse. Tel-Aviv burde imidlertid se nøgternt på tingene. Håber de ledende kredse i Israel virkelig, at det vil lykkes dem at sikre sig de erobrede fremmede jorder, og at gøre det ustraffet? De fordele, som erobrerne har opnået som følge af deres røveriske overfald, er til syvende og sidst illusoriske. De vil forsvinde, som en luftspejling glider væk i Sinai-ørkenen. Og jo længere en politisk løsning trækker ud i Mellemøsten, desto stærkere bliver verdensopinionens harme, desto stærkere bliver de arabiske folks had til aggressoren og dens beskytter, desto større skade påfører Israels ledere deres eget folk og deres eget land. Sovjetunionen vil også fremover beslutsomt støtte vore arabiske venner. Vort land er parat til sammen med andre magter, der er permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, at deltage i tilvejebringelsen af internationale garantier for en politisk løsning i Mellemøsten. Når det er opnået, kunne man efter vor opfattelse undersøge videre skridt til militær afspænding i hele dette område, blandt andet til forvandling af Middelhavet til et fredens og det venskabelige samarbejdes hav. Kammerater! Europa har været et af de vigtigste områder for vores udenrigspolitiske aktivitet i alle disse år.

Forbedringen af de sovjetisk-franske relationer har haft vigtige positive følger for hele udviklingsforløbet i de europæiske anliggender. Som et resultat af forhandlingerne i Moskva for nylig med Frankrigs præsident og undertegnelsen af en protokol om politiske konsultationer er mulighederne i det sovjetisk-franske samarbejde udvidet. Venskabet mellem vore folk hviler på solide historiske traditioner. Vore stater har også i dag et bredt felt af fælles interesser. Vi er for en videre udvikling og uddybning af relationerne mellem USSR og Frankrig. Vi ser heri en væsentlig faktor til international sikkerhed. Der åbner sig nye perspektiver i Europa i kraft af væsentlige forskydninger i vore relationer med BRD. I hele efterkrigsperioden er vi såvel som vore allierede og venner gået ud fra, at grundlaget for varig fred i Europa først og fremmest bygger på grænsernes ukrænkelighed mellem de europæiske stater. Grænsernes ukrænkelighed, herunder grænserne mellem DDR og BRD og den polske stats vestgrænse, bekræftes nu med al bestemthed gennem Sovjetunionens og Polens respektive aftaler med BRD. I forbindelse med spørgsmålet om ratificering af de nævnte aftaler foregår der i Vesttyskland en skarp afgrænsning mellem de politiske kræfter. Man må mene, at de realistisk tænkende kredse i Bonn og for den sags skyld i visse andre vestlige hovedstæder forstår den simple sandhed, at forhaling af ratifikationen vil afføde en ny tillidskrise til hele BRD's politik og forværre det politiske klima i Europa og perspektiverne for en mildnelse af den internationale spænding. Hvad Sovjetunionen angår, er vi rede til at opfylde de forpligtelser, vi har påtaget os i forbindelse med indgåelsen af den sovjetisk-vesttyske aftale. Vi er rede til at gå vor del af vejen til en normalisering og forbedring af relationerne mellem BRD og den socialistiske del af Europa, hvis, naturligvis, den anden part vil handle i overensstemmelse med aftalens ånd og bogstav. De positive forandringer, der er sket i den seneste tid i Europa, indebærer ikke, at de problemer, som Europa har fået i arv fra anden verdenskrig, fuldt ud er løst. Hvad må der gøres for at fortsætte forbedringen af den europæiske situation, for at bevæge sig fremad i tilvejebringelse af kollektiv sikkerhed i Europa og i udvikling af samarbejdet, såvel på tosidet som på fælles europæisk grundlag? Sammenkaldelsen af en fælleseuropæisk konference vil kunne tjene til forbedring af situationen i Europa som helhed. Hovedparten af de europæiske stater går nu ind for dette. Forberedelsen af en sådan konference er nu ved at blive overført til praktisk politik. Men forsøgene på at hindre afspænding i Europa ophører ikke. Samtlige stater på dette kontinent må endnu gøre sig alvorlige anstrengelser, for at en fælleseuropæisk konference bliver sammenkaldt. Det er naturligvis nødvendigt, at den sovjetisk-vesttyske og den polsk-vesttyske aftale træder i kraft så hurtigt som muligt, for at situationen på kontinentet kan forbedres.

Der skal ligeledes findes en ordning på de problemer, der er forbundet med Vestberlin. Hvis USA, Frankrig og England, ligesom vi, vil tage udgangspunkt i respekt for de allieredes aftaler, der definerer Vestberlins særlige status, i respekt for DDR's suveræne rettigheder som uafhængig socialistisk stat, kan de forhandlinger, der føres i øjeblikket, finde en vellykket afslutning til gensidig fordel for alle interesserede parter, herunder også selve den vestberlinske befolkning. Det er ligeledes en aktuel opgave at få oprettet ligeberettigede relationer mellem DDR og BRD, der hviler på alment vedtagne folkeretsnormer, og endvidere at få optaget begge disse stater i FN. Imødekommelse af den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republiks retfærdige krav om at få kendt München-aftalen ugyldig fra første færd vil også være af stor betydning. Kammerater! Et af nutidens vigtigste internationale problemer er afrustning. Vi har stræbt efter at opnå konkrete resultater, der mindsker den militære trussel, og ikke tillade, at folkene vænnes til kaprustning som et uundgåeligt onde. I beretningsperioden er aftalen om ikke-spredning af kernevåben blevet forberedt og trådt i kraft. Og selv om endnu ikke alle stater, herunder ikke alle kernevåbenførende magter, deltager i den, indsnævrer den i et vist omfang faren for en kernevåbenkrigs udbrud. Det er nu vigtigt, at BRD, Japan, Italien og andre lande befæster deres underskrift under denne aftale med ratificering. Der er indgået aftaler, der forbyder anbringelse af kernevåben i rummet og ligeledes på havenes og verdenshavenes bund. Men det hidtil opnåede er kun indledende skridt. Vort mål er at nå frem til en sådan situation, da kerneenergien udelukkende tjener fredelige formål. Vi fører forhandlinger med USA om en tøjling af de strategiske rustninger. Et godt resultat i disse forhandlinger vil gøre det muligt at undgå en ny runde i raketkaprustningen og frigøre betydelige beløb til opbyggende formål. Vi stræber efter, at disse forhandlinger får positivt udfald. Det må imidlertid understreges, at forhandlingerne om afrustning i det hele taget, og så meget mere de forhandlinger, der omfatter drøftelse af særdeles delikate militær-tekniske aspekter, kun kan blive produktive, hvis der i lige grad tages hensyn til parternes sikkerhedsinteresser, og ingen søger ensidige fordele. Kampen for en standsning af kaprustningen, - såvel kernevåbenrustningerne som de konventionelle rustninger - helt frem til almindelig og fuldstændig afrustning, vil også fremover være en af de vigtigste retningslinier i SUKP's og sovjetstatens udenrigspolitik.

USSR's relationer med landene i den kapitalistiske verden har været særdeles aktive og mangesidede i de seneste år. Med nogle af disse lande er samarbejdet om generelle spørgsmål i international politik udvidet, og politiske konsultationer, der fremmer en bedre gensidig forståelse, er begyndt at blive praksis. De økonomiske samt tekniske og videnskabelige forbindelser, som i flere tilfælde er tilrettelagt på et langsigtet grundlag, har antaget et betydeligt omfang. Vi samarbejder - naturligvis på gensidigt fordelagtige betingelser - med for eksempel Italien i opførelsen af bilfabrikken ved Volga, med Østrig og visse andre lande i udviklingen af gasindustrien, herunder anlæggelsen af en gasledning fra Sovjetunionen til Vesteuropa. Vi har for kort tid siden indgået aftale om sovjetisk deltagelse i opførelsen af et metallurgisk kompleks i Frankrig. Japanske firmaer skal samarbejde med os om anlæggelsen af en ny havn i det Fjerne Østen. Også andre store projekter, som vore handelspartnere viser levende interesse for, befinder sig på diskussionsstadiet. Som altid lægger vi stor vægt på relationerne med vore naboer. Det gode naboforhold og samarbejde med Finland udbygges fortsat; relationerne med Afghanistan og Iran udvikles resultatrigt; vi har normale relationer med Pakistan og Tyrkiet. Forbindelserne med Sverige er af stabil karakter. Vore venskabelige relationer med Indien er udviklet betydeligt. Den indiske regerings fredsvenlige og uafhængige kurs i internationale anliggender, venskabet, der traditionelt sammenknytter begge vore landes folk, alt dette fremmer en uddybelse af det sovjetisk-indiske samarbejde. Vi ser ikke så få muligheder for at udbygge det gensidigt fordelagtige samarbejde med Japan, trods visse japanske kredses forsøg på at udnytte det såkaldte territorialspørgsmål, hvilket naturligvis ikke er til fordel for de sovjetisk-japanske relationer. Fuld normalisering af disse relationer på det nødvendige traktatmæssige grundlag vanskeliggøres desuden af fremmede basers tilstedeværelse i Japan. Men samtidig ville en sådan normalisering være i overensstemmelse med de langsigtede interesser hos begge vore landes folk og til gavn for fredens interesser i det Fjerne Østen og Stillehavsområdet.

Nu om relationerne mellem Sovjetunionen og Amerikas Forende Stater. En forbedring af de sovjetisk-amerikanske relationer vil være i overensstemmelse med det sovjetiske og amerikanske folks interesser og interesserne for en styrkelse af freden. Vi kan imidlertid ikke forbigå USA's aggressive handlinger i forskellige områder af verden. Den amerikanske administration har i den senere tid indtaget et hårdere standpunkt i en række internationale spørgsmål, heriblandt spørgsmål, der vedrører Sovjetunionens interesser. Udviklingen af forbindelserne med de Forenede Stater kompliceres endvidere af de hyppige siksakbevægelser i amerikansk udenrigspolitik, der tilsyneladende er forbundet med visse indenrigspolitiske manøvrer af konjunkturmæssig karakter. Vi går ud fra, at en forbedring af relationerne mellem USSR og USA er mulig. Vor principielle linie i forholdet til de kapitalistiske lande, herunder USA, består i at virkeliggøre den fredelige sameksistens' principper konsekvent og fuldt ud i praksis, at udvikle gensidigt fordelagtige forbindelser, og med de stater, der er parate hertil, at samarbejde for at styrke freden, idet vi tillægger de gensidige relationer med disse stater maksimal stabil karakter. Men vi må tage hensyn til, om det drejer sig om virkelige bestræbelser for at løse spørgsmålene ved forhandlingsbordet, eller om forsøg på at føre en politik ud fra en „styrkens position". Når som helst imperialisterne har behov for at maskere deres aggressive handlinger, forsøger de at genoplive myten om en sovjetisk trussel. De leder efter tegn på en sådan trussel, såvel i det Indiske Oceans dybder som i Cordillernes højder. For slet ikke at tale om de europæiske sletter, hvor de gennem deres NATO-kikkerter i det hele taget ikke ser andet end sovjetiske divisioner, der står på spring mod Vesten. Men forsøgene på at tilskrive Sovjetunionen hensigter, der er den fremmede, vil ikke bedrage folkene. Vi erklærer i fuldt ansvar: vi har ingen territorialkrav mod nogen som helst, vi truer ingen og har ikke til hensigt at angribe nogen, vi går ind for alle folks frie og uafhængige udvikling. Men ej heller skal nogen forsøge at tale med os på ultimatum'ernes og styrkens sprog. Vi har alt fornødent - både en ærlig fredspolitik, militær styrke og det sovjetiske folks sammenhold - til at sikre vore grænsers ukrænkelighed mod et hvilket som helst overgreb og forsvare socialismens landvindinger.

Kammerater! Beretningsperioden afslutter det kvarte århundrede, der er forløbet siden Hitler-Tysklands og det militaristiske Japans sammenbrud. Frugterne af denne store sejr lever også i vore dages internationale virkelighed. Det sovjetiske folk værner omhyggeligt om alt, der blev opnået med så høj en pris. Vort folk har nu i over 25 år levet i fred. Vi ser heri et storslået resultat af vort partis udenrigspolitik. Menneskeheden har nu i et kvart århundrede været forskånet for en tredje verdenskrig. Sovjetlandet og dets udenrigspolitik har ydet et stort bidrag til denne historiske landvinding, som er alle folkenes eje. Men aggressionens og militarismens kræfter er ikke uskadeliggjorte, selv om de er trængt tilbage. De har i efterkrigsårene udløst over tredive krige og væbnede konflikter af forskellig størrelsesorden. Man kan ikke anse truslen om en ny verdenskrig for fuldstændig fjernet. Det er alle fredselskende staters og alle folks livsvigtige sag ikke at tillade, at denne trussel bliver realitet. Sovjetunionen konfronterer imperialismens aggressive politik med en politik til aktivt forsvar for freden og styrkelse af den internationale sikkerhed. Hovedretningerne i denne politik er velkendte. Vort parti og vor sovjetstat har allerede i mange år kæmpet herefter og i samarbejde med de socialistiske broderlande, med andre fredselskende stater og med varm støtte fra de fredselskende folkemasser i hele verden forsvaret fredens sag og venskabet mellem folkene. I den nuværende situation betragter SUKP de vigtigste konkrete opgaver i denne kamp som følgende.

For det første: a) At likvidere krigsarnestederne i Sydøstasien og Mellemøsten og fremme en politisk løsning i disse områder på grundlag af respekt for de aggressionsramte staters og folks legitime rettigheder. b) Øjeblikkeligt og med fasthed at afvise enhver aggressionshandling og ethvert udslag af international vilkårlighed. Også de Forenede Nationers muligheder skal i fuldt omfang udnyttes hertil. c) Afkald på magtanvendelse og trusler herom ved løsning af stridsspørgsmål skal blive lov i det internationale liv. Sovjetunionen foreslår for sin part de lande, der er enige i denne fremgangsmåde, at indgå tilsvarende tosidede eller regionale aftaler.

For det andet: a) At gå ud fra en endegyldig anerkendelse af de territoriale forandringer, der er sket i Europa som følge af anden verdenskrig, at frembringe et afgørende omsving til afspænding og fred på dette kontinent samt sikre en fælleseuropæisk konferences sammenkaldelse og vellykkede resultat. b) At gøre alt for at sikre kollektiv sikkerhed i Europa. Vi bekræfter den vilje, som den forsvarsorienterede Warszawapagts medlemslande i fællesskab har givet udtryk for, til samtidig at annulere denne pagt og den Nordatlantiske union, eller - som et første skridt - at ophæve deres militære organisationer.

For det tredje: a)At indgå aftaler, der forbyder kernevåben samt kemiske og bakteriologiske våben. b) Overalt at opnå standsning af alle kernevåbenprøvesprængninger, heriblandt underjordiske. c) At fremme oprettelsen af kernevåbenfrie zoner i forskellige områder i verden. d) Vi går ind for kernevåbenafrustning af alle stater, der er i besiddelse af kernevåben, for sammenkaldelse af en konference til dette formål mellem de fem kernevåbenførende magter - USSR, USA, den Kinesiske Folkerepublik, Frankrig og England.

For det fjerde: a) At aktivisere kampen for standsning af kaprustningen inden for alle våbentyper. Vi udtaler os for sammenkaldelse af en verdenskonference til undersøgelse af afrustningsspørgsmål i hele deres omfang. b) Vi går ind for nedlæggelse af udenlandske militærbaser. Vi går ind for nedskæring af de væbnede styrker i områder, hvor den militære konfrontation er særlig farlig, først og fremmest i Centraleuropa. c) Vi anser det for formålstjenligt at udarbejde foranstaltninger, der mindsker sandsynligheden af et tilfældigt udbrud eller forsætlig fremkaldelse af militære episoder og disses voksen over i internationale kriser, i krig. d) Sovjetunionen er rede til at indgå aftaler om en nedskæring af, i første række de store staters militærudgifter.

For det femte: a) FN's beslutninger om afskaffelse af de tilbageværende koloniregimer skal fuldt ud føres ud i livet. Udslag af racisme og apartheid skal underkastes en altomfattende fordømmelse og boykot.

For det sjette:.a) Sovjetunionen er parat til at uddybe relationerne for gensidigt fordelagtigt samarbejde på alle områder med stater, der på sin side bestræber sig herfor. Vort land er parat til sammen med andre interesserede stater at deltage i løsningen af problemer som beskyttelse af det naturlige miljø, udnyttelse af energi- og andre naturressourcer, udvikling af transport og kommunikation, forebyggelse og udryddelse af de mest farlige og udbredte sygdomme samt udforskning og udnyttelse af rummet og verdenshavene.

Dette er i hovedtræk det program i kampen for fred og internationalt samarbejde, for folkenes frihed og uafhængighed, som vort parti vil gennemføre. Og vi erklærer, at Sovjetunionen, der konsekvent fører en politik for fred og venskab mellem folkene, også fremover energisk vil bekæmpe imperialismen og med fasthed afvise aggressorernes intriger og sabotage. Som hidtil vil vi urokkeligt støtte folkenes kamp for demokrati, national befrielse og socialisme. Kammerater! Som det fremgår af det her forelagte har de forløbne fem år været år, hvorunder vort parti og vor stat har udøvet en aktiv og intens virksomhed på den internationale politiks område. Naturligvis afhænger ikke alt i internationale anliggender alene af os eller af vore venner. Vi har ikke overalt bevæget os frem mod de opstillede mål så hurtigt, som vi gerne ville. En række vigtige aktiviteter er endnu ikke ført til ende, deres betydning vil vise sig i fuldt omfang senere. Men den generelle balance er tydelig. Der er på de fem år opnået store resultater. Vort lands internationale stilling er styrket endnu mere, dets autoritet er vokset, og sovjetmenneskenes fredelige arbejde har været sikret på pålidelig vis.

Kammerater! Ærede udenlandske gæster! I disse dage lytter sovjetmenneskene med særlig bevægelse til klangen fra Kremls klokker. Det tidspunkt nærmer sig, da sovjetstatens vigtigste klokkespil vil markere halvtredsårsdagen for oprettelsen af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Vi er samlet i dag for på en festlig måde sammen med vore ærede udenlandske gæster at fejre dette ærefulde jubilæum for vor mangenationale forbundsstat. Oprettelsen af USSR var en direkte fortsættelse af Den store Oktoberrevolution, der åbnede en ny æra i menneskehedens udvikling og blev en praktisk legemliggørelse af den store Lenins idé om et frivilligt forbund af frie nationer. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikkers halvt århundredlange historie er historien om grundlæggelse af ubrydelig enhed og venskab mellem alle de folk, der sluttede sig sammen i den socialistiske sovjetstat. Det er historien om hidtil uset vækst og alsidig udvikling af den stat, der blev født af den socialistiske revolution og som i dag er blevet en af de stærkeste magter i verden. Det er historien om alle republikker, alle landets nationer og folkeslag, der sluttede sig sammen under denne stats banner, historien om deres fuldmodning og virkelige opblomstring - økonomisk, politisk og kulturelt.

Kære landsmænd! Kammerater! I disse for USSR historiske jubilæumsdage udtrykker vi dyb respekt og taknemmelighed over for millioner og atter millioner af sovjetmennesker af alle generationer. Vi henvender os til dem, der med deres revolutionære dristighed og uselviske arbejde grundlagde og byggede den store Sovjetunion, til dem, der i farens stund heroisk forsvarede dens frihed, uafhængighed og ære i den hårdeste af alle historiens krige, til dem, der førte sovjetlandet til dets største hæder og styrke og som i dag baner vej for hele menneskeheden til den kommunistiske morgendag. Vi henvender os med den dybeste respekt og taknemmelighed til alle, der er det leninske forbund af frie folk uselvisk hengivne, hvis arbejde og inspiration for hver dag gør vort elskede fædreland stadig mægtigere og smukkere, til vor glorværdige arbejderklasse og vore kolkhosbønder, til vor intelligens, til sovjethærens modige soldater og officerer, til vore fremragende kvinder. Vi hilser vor ungdom, der på værdig måde overtager stafetten fra de ældre generationer, og som det i mangt og meget afhænger af, hvordan Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker bliver ved begyndelsen af vor tidsregnings tredje årtusinde. Tillykke alle jer, kære kammerater, med den store fest! Tillykke med vor mangenationale, socialistiske forbundsstats store jubilæum!

USSR´s oprettelse - en triumf for Lenins nationalititspolitik.

Kammerater! I disse jubilæumsdage går tankerne naturligvis tilbage til de i tid fra os fjerne dage i december 1922, da den 1. unionskongres af sovjetter vedtog deklarationen og traktaten om oprettelse af Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Og jo mere man fordyber sig i de historiske kendsgerninger, desto klarere fremtræder klogskaben i det leninske parti, som havde befæstet oktoberrevolutionens resultater og de fundamentale samfundsmæssige omdannelser, der var gennemført efter revolutionen, med oprettelsen af det ubrydelige forbund af ligeberettigede sovjetrepublikker. Det snævre sammenhold mellem folkene, der havde befriet sig for tsarismens åg, fra bourgeoisiets og godsejernes åg, var nødvendigt for kampen mod revolutionens fjender, for socialismens sejr i vort land. Den gamle verdens omstyrtelse, udbyttersystemets nedbrydning, oprettelsen af proletariatets diktatur og befæstelsen af samfundsejet til produktionsmidlerne ledsagedes af en forbitret klassekamp, der blev til borgerkrig. Den indre kontrarevolution og verdensimperialismens kræfter kastede sig over det unge sovjetland. Arbejderklassen konfronterede den forenede kontrarevolution med den proletariske solidaritets store kraft, der var affødt af revolutionen. I de centrale områder af landet, på stepperne i Ukraine og Volga-området, ved Don og i Kuban, ved Hvidehavet og i Kaukasus' bjerge, i Centralasiens ørkener og i de fjerne områder ved Amur kæmpede sønner af alle vort fædrelands folkeslag skulder ved skulder under den Røde Armés faner mod fjenden. De gik sammen til kamp for fred, brød og jord og for sovjetmagten. Arbejderklassens og hele det arbejdende folks internationale sammenhold blev i borgerkrigens år, ligesom i den store oktoberrevolutions uforglemmelige dage, til en af de livgivende kilder for vores sejr. Allerede i disse første år efter revolutionen etableredes et snævert politisk, militært, økonomisk og diplomatisk forbund mellem alle dengang eksisterende sovjetrepublikker, et forbund, der blev formaliseret gennem en række indbyrdes aftaler. Borgerkrigen sluttede. Revolutionens fjender var knust. Perioden for fredelig opbygning indtrådte. Det er klart, at for hver sovjetrepublik rejste sig nu det spørgsmål: hvad skal vi gøre fremover, hvilke former for statsvæsen skal vi vælge, hvordan skal vi bygge vore gensidige relationer med broderrepublikkerne? Erfaringen fra de tre russiske revolutioner, det bolsjevikiske partis internationalistiske paroler, dekreterne om fred og jord, hele kommunisternes politik og Lenins navn i sig selv blev for de arbejdende masser et symbol på fælles kamp for den nye tilværelse. Arbejderklassen, arbejdende af alle nationaliteter, stræbte efter at styrke den enhed, der allerede havde bragt så store frugter i de foregående år. Alle sovjetrepublikkerne måtte, for at bevæge sig fremad mod opbygningen af socialismen, først og fremmest overvinde ødelæggelserne, genoprette produktivkræfterne, der var ødelagt af krigene, overvinde efterblevenheden og forbedre de arbejdendes levebetingelser. Disse opgaver ville man kunne løse hurtigere og med et større resultat ved at udvikle økonomien efter en enhedsplan og rationelt udnytte mulighederne for arbejdsdeling mellem landets enkelte områder. Endelig bestod faren for en ny imperialistisk intervention fortsat. At forsvare sovjetmagten og et uafhængigt fædreland, der var omringet af i militært henseende stærke kapitalistiske magter, ville være vanskeligt uden det snævrest tænkelige forbund, uden en fuldstændig forening af broderrepublikkernes militære, politiske og diplomatiske anstrengelser. Alle de sovjetiske folks afgørende interesser og hele logikken i kampen for socialismen i vort land krævede således oprettelse af en mangenational, socialistisk enhedsstat. Men for at oprette en sådan stat var partiets organiserende rolle samt en rigtig politik og målrettet virksomhed fra partiets side nødvendig. Og kommunisternes parti havde det krævede teoretiske grundlag for en sådan politik, nemlig den marxistisk-leninistiske lære om nationalitetsspørgsmålet. Denne lære udgjorde en væsentlig bestanddel af teorien om den socialistiske revolution.

Kommunisterne har altid anskuet nationalitetsspørgsmålet gennem klassekampens prisme, og ment, at dets løsning skal være underordnet revolutionens interesser, socialismens interesser. Netop derfor mener kommunisterne, forkæmperne for socialismen, at det vigtigste i nationalitetsspørgsmålet er foreningen af de arbejdende, uafhængigt af nationalt tilhørsforhold, til et fælles slag mod alle former for undertrykkelse, for et nyt samfundssystem, der er befriet for udbytning af de arbejdende. Vladimir Iljitj Lenin talte særdeles klart herom: „. . . vi er internationalister helt igennem og stræber efter et frivilligt forbund mellem arbejdere og bønder af alle nationer." Men på hvilket grundlag kan et sådant forbund skabes? Efter V. I. Lenins dybe overbevisning kunne det kun skabes på grundlag af fuldstændig ligeberettigelse og gensidig respekt mellem alle dets deltagere. ,,Vi ønsker et frivilligt forbund af nationer, et forbund", understregede Lenin, - der ikke tillader en nation at anvende nogen form for vold mod en anden, et forbund, som grundes på den fuldeste tillid, på klar bevidsthed om broderlig enhed, på et ganske frivilligt samtykke." Enheden mellem de arbejdende af alle nationer er således en af de grundlæggende forudsætninger for revolutionens sejr. På sin side kan kun den socialistiske revolutions sejr sikre den nationale befrielses fuldstændige triumf. Dette siges helt tydeligt i det Kommunistiske Manifest af Karl Marx og Friedrich Engels: „Når modsætningen mellem klasserne inden for nationen forsvinder, ophører nationernes fjendtlige stilling til hinanden." Dialektikken i den marxistisk-leninistiske behandling af nationalitetsspørgsmålet er således: at nå frem til nationernes forening, enhed og alsidige tilnærmelse gennem fuldstændig befrielse for social og national undertrykkelse, gennem oprettelse af maksimalt gunstige udviklingsbetingelser for hver enkelt nation. Nationalitetsspørgsmålet var særlig påtrængende i Rusland i kraft af landets specifikke betingelser. Udbytterklasserne i tsar-Rusland såede bevidst national splid og fjendskab, idet de handlede efter del-og-hersk princippet, som undertrykkerne har fulgt i alle epoker. Selv om tsar-Rusland var en af de største magter på den tid, var det selv udsat for imperialistisk udplyndring. I forbindelse hermed stod sovjetlandet på den ene side over for spørgsmålet om oprettelse af principielt nye relationer mellem nationerne og folkeslagene inden for landets grænser, relationer af tillid, venskab og broderligt samarbejde - og på den anden side over for spørgsmålet om forsvar og sikring af den unge sovjetstats nationale uafhængighed i internationale relationer. Vort parti måtte gøre dét, som selv de mest udviklede kapitalistiske stater, der roser sig af deres demokratisme, ikke kunne og ikke kan gøre. For det er en kendsgerning, at nationalitetsspørgsmålet også i dag er særdeles påtrængende i stater som USA, Canada og Belgien, for ikke at tale om Storbritannien, hvor den engelske imperialisme nu i mange år har ført en grusom krig mod Nordirlands folk, der har rejst sig til kamp for sine rettigheder.

I den berømte „Deklaration om Ruslands folks rettigheder" nedfældede man blot en uge efter sovjetstatens fødsel følgende som grundlag for sovjetmagtens nationalitetspolitik: lighed og suverænitet for Ruslands folk, folkenes ret til fri selvbestemmelse, indbefattet retten til løsrivelse og oprettelse af en selvstændig stat, afskaffelse af alle hånde nationale og nationalt-religiøse privilegier og begrænsninger af enhver art, fri udvikling for de nationale mindretal samt indgåelse af et frivilligt og ærligt forbund mellem Ruslands folk og disses fuldstændige gensidige tillid. I de første år efter revolutionen gennemførte partiet med V. I. Lenin i spidsen et enormt arbejde blandt masserne for at forklare de arbejdende sin politik med hensyn til den nationale og statslige opbygning. En række fremtrædende partimedlemmer tog aktiv del i dette arbejde, herunder M. I. Kalinin og F. E. Dsersjinskij, J. M. Sverdlov og J. V. Stalin, S. M. Kirov og G. K. Ordsjonikidse, M. V. Frunse og S. G. Sjaumjan, G. I. Petrovskij og A. G. Tjervjakov, N. Narimanov og A. T. Dsjangildin, P. I. Stutjka og M. G. Tskhakaja og mange andre kammerater. Partiet gjorde et enormt arbejde, det lagde hele sin revolutionære energi og store viljestyrke i løsningen af den historiske opgave at skabe en socialistisk, mangenational stat. RKP(b)'s. 10. kongres konstaterede, at oprettelsen af sovjetsystemet og de af partiet gennemførte foranstaltninger „havde omformet relationerne mellem nationaliteternes arbejdende masser i Rusland, sprængt det gamle nationale fjendskab, fjernet grunden under den nationale undertrykkelse og erobret tilliden til de russiske arbejdere blandt deres brødre af andre nationaliteter ikke alene i Rusland, men også i Europa og Asien og udviklet denne tillid til entusiasme, til kampberedskab for den fælles sag". Partiets arbejde blandt masserne og den erfaring i national opbygning, som allerede på den tid var indhøstet i RSFSR, Ukraine, Hviderusland, den Transkaukasiske Føderation og de autonome republikker, og sammenslutningsbevægelsens mægtige bølge, der udgik fra alle republikker - alt dette banede vej for oprettelsen af en socialistisk enhedsstat. Imidlertid var det nødvendigt at finde statsformer for unionen og en vekselvirkning af rettigheder mellem unionsorganerne og republikkerne, som i maksimalt omfang kunne sikre enhedens succes. I den diskussion, der udfoldedes om disse spørgsmål i efteråret 1922, udskilte der sig forskellige tendenser. Nogle mente det muligt at begrænse sig til noget i retning af en konføderation af republikker uden fællesstatslige enhedsorganer, der var udstyret med store beføjelser. Andre foreslog en såkaldt autonomisering, hvorefter alle broderrepublikker skulle indtræde i den Russiske Føderation med rettigheder som autonome republikker. Det krævede Lenins geni at overvinde begge disse fejlagtige tendenser og finde den eneste rigtige vej. Lenin fremsatte en plan til én forbundsstat i form af en frivillig union mellem ligeberettigede republikker. Det naturlige grundlag for en sådan forbundsstat ville være sovjetmagten, der var affødt af revolutionen og som allerede havde bevist sin livskraft i praksis. Plenarmødet i RKP(b)'s centralkomité, d. 6. oktober 1922, støttede Lenins initiativ og anerkendte nødvendigheden af „at indgå en traktat mellem Ukraine, Hviderusland, Føderationen af Transkaukasiske Republikker og RSFSR om deres forening i 'Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker'.

Den 1. unionskongres af sovjetter indledtes d. 30. december i Moskva. Som svar på de forslag, der var fremsat af sovjetkongresserne i Ukraine, Hviderusland, Transkaukasien og RSFSR, traf den sin historiske beslutning om at oprette verdens første socialistiske mangenationale stat - Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker. Denne begivenhed blev et værdigt resultat af sovjetmagtens, af arbejder- og bondemagtens første fem års eksistens. Trods alle storme, uheld og farer ikke alene bestod den magt, som revolutionen havde født, sin prøve, men den sammensvejsede tillige de arbejdende i vort mangenationale fædreland til den forenede, mægtige Sovjetunion! Samme dag, d. 30. december 1922, blev vor hæderkronede Moskva valgt til Sovjetunionens hovedstad. Den dag, d. 30. december 1922, er kort sagt en virkelig historisk dato i vor stats liv, en vigtig milepæl i alle de sovjetiske folks skæbne, deres store festdag. Vi fejrer forfatningsdagen. Måske ville det være en idé fremover at forene disse to festdage og fejre 30. december som dagen for USSR's oprettelse. Det vil blive vore folks venskabs- og broderskabsdag, en festdag for den socialistiske internationalisme!

Kammerater! Sovjetunionens grundlæggelse, oprettelsen af en række nye unionsrepublikker og deres senere indtræden i Sovjetunionen mangedoblede folkenes kræfter og muligheder i opbygningen af socialismen i vort land. Den socialistiske stormagt, Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, har indtaget en behørig plads på verdensarenaen til kolossal nytte for fredens sag, for folkenes frihed og uafhængighed på Jorden. I sin afslutningstale på RSFSR's 10. sovjetkongres udtalte M. I. Kalinin: ,,. . . Er navnet den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik måske ikke dyrebart for os?. Det er os dyrebart. Dette navn er vundet i hårde militære slag. .. Jeg ser, hvorledes den røde fane med de fem hellige bogstaver RSFSR udfolder sig over os. Og vi, delegerede på 10. sovjetkongres, befuldmægtigede repræsentanter for hele den Russiske Sovjetiske Føderation sænker denne dyrebare fane, der er ombølget af slag og sejre, befæstet af arbejdernes og bøndernes ofre, for Unionen af Sovjetrepublikker. Vi ser, hvordan Unionen af Sovjetrepublikkers nye røde fane allerede rejses. Jeg ser, kammerater, denne fane i kammerat Lenins hænder. Altså, kammerater, fremad, rejs denne fane højere, for at alle arbejdende og undertrykte i verden kan se den." Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikkers røde fane har nu vajet stolt i et halvt århundrede og symboliseret storheden i de kommunistiske idealer, idealerne for social retfærdighed, fred, venskab og broderligt samarbejde mellem folkene. Denne fane har inspireret os i arbejde og i kamp, på store glædesdage og i stunder med hårde prøvelser. Og vort nuværende jubilæum fremstår som et højtideligt løfte fra hele det sovjetiske folk - et løfte om troskab mod vor glorværdige fane, troskab mod vor store Union, et løfte om troskab mod kommunismens høje idealer!

Den ubrydelige enhed og det broderlige venskab mellem de sovjetiske folk - socialismens store landvinding

Kammerater! Foreningen af alle landets folk i én fællesunion, oprettelsen af en mangenational socialistisk enhedsstat åbnede hidtil usete muligheder for vort lands sociale, økonomiske og kulturelle fremskridt. Det var, som om selve historien fremskyndede sit forløb. Tænk blot over, kammerater, at i årene efter Sovjetunionens oprettelse er industriproduktionens samlede omfang i vort land 320-doblet. Dertil kan man ganske vist sige, at en sammenligning med året 1922 ikke er betegnende, for det var jo et efterkrigsår med sult og ødelæggelser. Ja, det er rigtigt. Men lad os så sammenligne 1972 med førkrigsåret 1940, da vort land allerede langt havde overgået niveauet fra før revolutionen. Alene siden 1940 er industriproduktionens omfang i Sovjetunionen 14-doblet. Sovjetisk industri producerer nu mere i løbet af én måned end i løbet af hele 1940. Sovjetunionens stormende økonomiske vækst har skabt et pålideligt grundlag for stabilt opsving i alle folkenes velstand og kultur i vort land. Befolkningens realindkomster er i sammenligning med 1940 mere end firedoblet og detailomsætningen mere end syvdoblet. Antallet af læger her i landet er vokset 370 pct., og antallet af borgere med højere, mellem- eller ikke-afsluttet mellemuddannelse er steget 550 pct. Bag disse tal ligger overordentlig dybtgående omdannelser i økonomien, i de sociale og politiske relationer, i ideologien og kulturen, omdannelser, der har forandret hele vort samfunds profil. En væsentlig plads blandt disse omdannelser indtager de nye socialistiske relationer, der har rodfæstet sig, mellem alle folkene i vort land. Vort parti forstod klart, at det for at overvinde alle følger af national undertrykkelse og ulighed ikke var nok at vedtage selv de bedste, de mest retfærdige love. Det var endvidere nødvendigt at overvinde den økonomiske og kulturelle efterblevenhed hos de tidligere undertrykte nationer og folkeslag. Det var med andre ord ikke nok at afskaffe den juridiske ulighed mellem nationerne, der måtte gøres ende på den faktiske ulighed mellem dem. Løsningen af denne opgave blev et af partiets vigtigste politiske mål. Når vi opgør resultaterne af det forløbne halve århundredes heroiske præstationer, har vi al grund til at sige, at nationalitetsspørgsmålet i den form, som vi fik det overbragt fra fortiden, er løst fuldt ud, definitivt og uafvendeligt. Det er et resultat, som med rette kan ligestilles med andre sejre i opbygningen af det nye samfund i Sovjetunionen som industrialiseringen, kollektiviseringen og kulturrevolutionen. I vort land fødtes og grundfæstedes det store broderskab mellem arbejdende mennesker, der uafhængigt af nationalt tilhørsforhold er forenet af fællesskabet i klasseinteresser og mål; der udvikledes relationer, som ikke før var set i historien, og som vi med rette kalder det leninske venskab mellem folkene. Dette venskab, kammerater, er vor uvurderlige formue og en af socialismens mest betydningsfulde og for hvert enkelt sovjetmenneske mest dyrebare landvinding. Og vi sovjetmennesker vil altid værne og hæge om dette venskab!

Nu da vi fejrer 50-året for vor union, forekommer løsningen af nationalitetsspørgsmålet og overvindelsen af efterblevenheden hos tidligere undertrykte nationer sovjetmenneskene som noget selvfølgeligt og almindeligt. Men man må huske størrelsesordenen og den komplicerede karakter af det udførte arbejde for at kunne vurdere ikke alene det bolsjevikiske partis klogskab, men også dets dristighed og konsekvens, det parti, der stillede sig et sådant mål - og nåede det. Lad os et øjeblik forestille os det billede, der fremstod i vort lands nationale yderområder, da revolutionen fandt sted. Centralasien og Kasakhstan befandt sig i økonomisk udvikling på et niveau, der var sædvanligt for kolonilande. Elendighed, sygdom og uvidenhed var skæbnen for det overvejende flertal af befolkningen. Det er tilstrækkeligt at nævne, at antallet af mennesker, der ikke beherskede elementære skrive- og læsefærdigheder, endnu i begyndelsen af tyverne i de centralasiatiske republikker udgjorde fra 90 til 96 pct. og i Kasakhstan 82 pct. Samfundets sociale struktur var i virkeligheden feudalt. Økonomisk efterblevenhed var ligeledes karakteristisk for mange områder i Transkaukasien, og endog i Hviderusland, der lå så nær landets centrum. Alle disse områder, når vi ser bort fra enkelte store byer, var nærmest forblevet i tidligere århundreder, både hvad angik økonomi, social profil, kultur og den arbejdende befolknings levevilkår. Ja, kammerater, sådan var billedet for kun et halvt århundrede siden, en tid, som flere millioner mennesker, der lever i dag, har været vidne til. Derfra måtte vi begynde og tilmed som de første, eftersom det russiske proletariat og dets parti ikke kunne støtte sig til andres erfaringer i løsningen af disse særdeles komplicerede opgaver. Sådanne erfaringer eksisterede dengang simpelt hen ikke. Netop under disse betingelser satte partiet på Lenins initiativ kursen mod en forceret økonomisk, kulturel og samfundspolitisk udvikling af de nationale yderområder. Partiet så, at den praktiske gennemførelse af denne kurs kun var mulig ved at yde omfattende og alsidig hjælp fra landets mere udviklede områder, og først og fremmest fra det russiske folk og dets arbejderklasse til de nationer og folkeslag, der tidligere havde været undertrykt. Denne hjælp, beredvilligheden til at yde en enorm indsats og rent ud bringe ofre for at overvinde de nationale yderområders efterblevenhed og fremskynde deres udvikling, fik Ruslands proletariat i arv af Lenin som en høj international pligt. Og den russiske arbejderklasse og det russiske folk har opfyldt denne pligt med ære. I virkeligheden var det en hel klasses, et helt folks storslåede bedrift, der blev udført i internationalismens navn. Og denne bedrift vil aldrig blive glemt af vort fædrelands folk. Denne bedrifts historie begyndte bogstaveligt talt fra revolutionens første dage. Sovjetrusland, der selv var ødelagt og sultede, bevilgede allerede i 1918 snesevis af millioner rubler til gennemførelse af overrislingsarbejder i Turkestan. Mens borgerkrigen endnu stod på, blev der truffet beslutning om at yde Aserbajdsjan bistand af finansiel, levnedsmiddelmæssig og teknisk art, der blev afsat betydelige midler til jernbanearbejderne i Kharkov og minearbejderne i Don-bækkenet, ligesom der ydedes omfattende støtte til Hvideruslands, Armeniens, det sovjetiske Litauens og Letlands opbygning. Vort partis 10. kongres koncentrerede opmærksomheden om opgaverne for den fredelige opbygning og skrev i sin resolution: „Nu, da godsejerne og bourgeoisiet er styrtet. . . består partiets opgave i at hjælpe de ikke-storrussiske folks arbejdende masser med at indhente det centrale Rusland, der er nået længere. . ." Et af kongressens direktiver i den forbindelse var „planmæssig opførelse af industri i randområderne ved at overføre fabrikker til råstofkilderne". I overensstemmelse hermed fik de transkaukasiske republikker, Centralasien og Kasakhstan leveret mange fabrikker og virksomheder gratis, hertil sendtes ingeniører og teknisk personale, faglærte arbejdere og specialister, videnskabsmænd, lærere og kulturarbejdere.

Oprettelsen af USSR betød en ny fase i udviklingen af de nationale yderområder. Hjælpen til dem tog form af en konsekvent og alsidig økonomisk og politisk kurs for hele unionen. Det er tilstrækkeligt at nævne, at udgiftsiden på en række unionsrepublikkers budgetter i mange år hovedsageligt blev dækket i kraft af bevillinger fra unionsbudgettet. For eksempel blev kun lidt over 10 pct. af udgifterne på den Turkmenske Socialistiske Sovjetrepubliks budget i årene 1924-25 dækket af egne indtægter. Selv en så stor republik som Ukraine dækkede dengang mindre end 40 pct. af udgifterne på sit budget med egne indtægter. Befolkningen i de republikker og områder, der befandt sig i den dårligste situation i materiel henseende, blev i mange år fuldt ud eller delvist fritaget for landbrugs- og personskatter. Samtidig blev opkøbspriserne på landbrugsvarer sat på et niveau, der fremmede udviklingen af økonomien i de tidligere efterblevne områder. De broderlige unionsrepublikker modtog omfattende hjælp til den kulturelle opbygning, til udvikling af skolevæsenet og uddannelse af egne specialister. Store grupper af stipendiater fra de nationale republikker, områder og kredse fik undervisning på højere uddannelsesinstitutioner i landets største byer. I selve republikkerne åbnedes snesevis af universiteter og institutter. Den socialistiske kulturrevolution nåede takket være partiets indsats hurtigt ud i de mest fjerne yderområder. Partiets og statens arbejde gennem mange år har bragt storslået frugt. Se på vore dages Centralasien og Kasakhstan! I vil ikke alene se førsteklasses bomuldsmarker i Usbekistan og Turkmenien, nyopdyrket jord i Kasakhstan, blomstrende haver og nye kvægavisvirksomheder i Kirgisien og Tadsjikistan. Disse republikker er i dag berømte for en lang række store smukke, moderne byer som Tasjkent, Alma-Ata, Dusjanbé, Frunse og Asjkhabad. Der er her udviklet store jern- og stålværkscentre, bjergværksvirksomheder og sværindustri som i Dsjeskasgan og Karaganda, Pavlodar og Navoi tillige med førsteklasses hydroanlæg som vandkraftværket ved Nurek og Karakum-kanalen. Centralasien og Kasakhstan er blevet områder med storstilet olie- og gasudvinding samt en udviklet kemisk og maskinindustri. Industriproduktionen i Kasakhstan er i de år, Unionen har eksisteret, 600-doblet, i Tadsjikistan mere end 500-doblet, i Kirgisien mere end 400-doblet, i Usbekistan næsten 240-doblet og i Turkmenien mere end 130-doblet. I Usbekistan er brutto-bomuldshøsten 120-doblet og i Turkmenien - 90-doblet. Kasakhstan producerer nu næsten 30 gange så meget korn som i 1922. Resultaterne af den kulturelle udvikling i Kasakhstan og de centralasiatiske republikker er ikke mindre slående. De har praktisk taget nået hundrede procents læse- og skrivefærdighed. Næsten halvdelen af befolkningen i disse republikker har højere eller mellemuddannelse (afsluttet eller endnu ikke afsluttet). Alene den Usbekiske Socialistiske Sovjetrepublik råder nu over flere specialister med højere eller mellemteknisk uddannelse end hele Sovjetunionen gjorde i slutningen af tyverne. Videnskaben er blomstret op og har nået et højt stabilt niveau; mange tusinde videnskabsmænd yder en frugtbar indsats på republikkernes akademier.

I den kapitalistiske verden kaldes ofte betydeligt mere beskedne resultater for „mirakler". Men vi kommunister ser intet som helst overnaturligt i det, der har fundet sted i sovjetisk Centralasien og Kasakhstan. Det er så at sige et naturligt mirakel, naturligt for sovjetmagten, for socialismen, for de relationer af venskab og broderskab mellem folkene, der har vundet hævd i vort land. Ikke blot Centralasien og Kasakhstan er et vidnesbyrd herom. Økonomien i de transkaukasiske republikker, Grusien, Aserbajdsjan og Armenien, har bevæget sig fremad med syvmileskridt i sovjetmagtens år. Hver af disse republikker har udviklet de mest moderne industribrancher, ligesom det subtropiske landbrug har nået store resultater. De transkaukasiske folks kultur og kunst, der har traditioner helt tilbage til oldtiden, er blomstret op og beriget. Her findes store forskningsinstitutioner, der er kendt i hele landet. Hviderusland, der i fædrelandskrigens år måtte udstå særlig tunge prøvelser, er blomstret op i de sovjetiske folks broderlige familie. Der har atter rejst sig smukke byer og landsbyer på den hviderussiske jord, der hvert minut brændte under fødderne på okkupanterne, og nye store industrianlæg er skudt op. Den hviderussiske industri producerer i dag fremragende edb-anlæg, svære lastvogne, moderne radioapparatur, mineralske gødningsstoffer og syntetiske fibre. En stor gruppe videnskabsmænd og kulturpersonligheder har deres virke i denne republik. Moldavien hørte endnu for kort tid siden til et efterblevent randområde. Hvis man fraregner krigens år og de første efterkrigsår, der gik til genopbygning efter ødelæggelserne, har denne republik i den sovjetiske folkefamilie ikke haft mere end et kvart århundrede til sin udvikling. Men hvilken enorm vej har den ikke gennemløbet på denne korte tid! Moldavien er blevet et af landets kornkamre, et af de største centre for gartneribrug og vinavl. Og dens industriproduktion er 31-doblet. På grundlag af den leninske nationalitetspolitik og i kraft af hele det sovjetiske folks intensive arbejde har vi kort sagt nået, at begrebet „et efterblevent nationalt randområde", der var så almindeligt for det gamle Rusland, er ophørt at eksistere. Det er, kammerater, en fremragende landvinding for vort parti, en landvinding for socialismen og det socialistiske venskab mellem folkene! Denne landvinding blev først og fremmest vundet til gavn for de tidligere undertrykte og efterblevne folk i vort land. Den blev vundet til gavn for vort store sovjetiske fædreland som helhed, eftersom den gjorde Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker endnu stærkere, endnu mere sammensvejset og enheden mellem broderrepublikkerne virkelig ubrydelig. Det socialistiske system og relationerne af venskab og broderskab mellem folkene har ligeledes åbnet de bredest tænkelige muligheder for en fremskyndet udvikling af de republikker og områder, der befandt sig på et forholdsvist højt økonomisk udviklingsniveau, da revolutionen fandt sted. Hertil hører Ukraine. Det var tidligere ligeledes et af de udviklede industri- og landbrugsområder i vort land. Den ukrainske kultur hvilede på ældgamle og rige traditioner. Men hvor langt er sovjet-Ukraine ikke nået ud over dette stade! Tag for eksempel vort berømte arbejderområde, Don-bækkenet. Tag den forhenværende Jusovka - en ophobning af skure, snavs, overbefolkning og forsømthed. Og sammenlign den med vore dages Jusovka - den store og moderne by, Donetsk, med brede alleer og grønne parker, velindrettede boliger, smukke sportsanlæg og kulturhuse. Tag Don-minearbejderens tilværelse før revolutionen, hans frygtelige arbejds- og levevilkår. Sammenlign denne tilværelse med Don-minearbejderens tilværelse i dag, eller bjergværksarbejderens fra Krivoj Rog. Det er folk, som er stolte af deres profession, som nyder hele folkets anseelse, som på værdig måde belønnes for deres hæderkronede arbejde og nyder alle den moderne kulturs goder. Lignende sammenligninger melder sig overalt, i Saporosje, i Kharkov, i Dnepropetrovsk, i Kherson-området, i Transkarpaterne. En mægtig jern- og stålindustri, en brancheforgrenet maskinindustri, en stor skibsbygningsindustri, en udviklet kemisk, let- og levnedsmiddelindustri - det er hvad moderne ukrainsk industri, der er 176-doblet i den tid, Sovjetunionen har eksisteret, repræsenterer. Det sovjetiske Ukraine i dag er desuden højtmekaniseret stordrift i landbruget. Det er tillige fremragende videnskabscentre og strålende resultater inden for kultur og kunst.

Alt dette er et resultat af de ukrainske arbejdendes store anstrengelser og samtidig et resultat af deres broderlige samarbejde med arbejdende i alle andre republikker i Sovjetunionen. Man kan uden overdrivelse sige, at det ukrainske folk kun i samvirket med sovjetrepublikkerne, i foreningen med dem - hvorved det samtidig tidoblede egne kræfter - virkelig kunne ranke ryggen og finde spillerum for sin arbejdsenergi og sine talenter! Et andet klart eksempel er Østersørepublikkerne, Litauen, Letland og Estland. Da de trådte ind i Unionen, kunne man som bekendt ikke henføre dem til efterblevne nationale randområder. Men efter at være slået ind på en socialistisk vej har de fremvist det højeste udviklingstempo i Sovjetunionen. Industriproduktionens omfang i Letland er i sammenligning med 1940 31-doblet, i Estland 32-doblet og i Litauen 37-doblet. Landbruget er hævet op på et nyt niveau og kulturen, der har befriet sig for provinsialismens lænker og den vegetative tilværelse i det kapitalistiske Europas baggårde, er blomstret op. En så slående vækst er alene blevet mulig gennem foreningen af disse republikker med andre republikker i Sovjetunionen. Jeg vil gerne særligt omtale resultaterne af udviklingen i den Russiske Føderation, den største af vore republikker, den første blandt ligestillede, som alle folk i vort mangenationale land med rette kalder den. En særlig historisk rolle er blevet denne republik til del. Den er på den ene side som den mest udviklede og største republik blevet et støttepunkt for udviklingen af de øvrige, og har ydet dem uvurderlig broderhjælp. Men den Russiske Føderation er på den anden side ikke blot Moskva, Leningrad, Gorkij og andre gamle industribyer i det centrale Rusland. Det er også en republik, der fra fortiden har modtaget sine egne efterblevne nationale områder. Men 16 autonome republikker, 5 autonome områder og 10 nationale kredse har under sovjetmagten for første gang fået deres eget statsvæsen. Snesevis af folkeslag bebor den Russiske Føderations territorium, heriblandt ikke få, der truedes af fysisk udslettelse i tsartiden. Ikke nok med det. Ud over store industri- og kulturcentre måtte mange ældgamle russiske områder fra tsar-Rusland overtage utilgængelige, afsidesliggende ravnekroge, som forsumpede i deres efterblevenhed, utallige flækker af typen Posjekhonje og småbyer af typen Okurov, der med bitter smerte er beskrevet i vort lands litterære klassikere. Udviklingen af den Russiske Føderation krævede derfor en indsats i forskellige retninger. Der måtte sikres hurtige fremskridt i dets mere udviklede centre og områder, som også i dag spiller rollen som den vigtigste basis for hele det sovjetiske samfunds bevægelse fremad. Dertil kom overvindelse af efterblevenheden i en betydelig del af republikken, løsning af nationalitetsspørgsmålet, eller rettere, mangfoldigheden af nationalitetsspørgsmål, der var nedarvet fra selve Føderationens fortid. Endelig drejede det sig om udnyttelse af Sibiriens, Fjernøstens og dé nordlige områders enorme territorier. De arbejdende i RSFSR har med ære løst disse store opgaver. Republikkens vidtstrakte områder på begge sider af Ural har set hundreder af nye moderne byer og industricentre skyde op. De gamle storbyer i republikken, begyndende med vor hovedstad Moskva og revolutionens vugge Leningrad, har oplevet deres anden ungdom. De rigest tænkelige naturforekomster af olie, gas, kul, jernmalm, guld og diamanter er åbnet og stillet i samfundets tjeneste. Føderationens industri har bevæget sig fremad med gigantiske skridt. Dens produktion er i løbet af 50 år mere end 300-doblet og alene i efterkrigsårene mere end 11-doblet. Forestil jer, hvad dét betyder, med den enorme størrelsesorden republikkens økonomi har! Produktionen af de vigtigste landbrugsvarer er to- og tredoblet. Sovjetruslands resultater inden for videnskab, kultur og uddannelse er ligeledes alment kendte.

Kammerater! Vore erfaringer gennem et halvt århundrede er en klar bekræftelse på Lenins ideer om de fordele, som den store, centraliserede samfundsøkonomi giver i sammenligning med den opsplittede. Sammenfletningen af alle republikkers økonomiske muligheder og ressourcer fremskynder udviklingen i hver enkelt republik, både i den mindste og i den største. Den unionsledede udvikling af økonomi og planlægning har givet mulighed for at fordele produktivkræfterne rationelt, det har sikret frihed til økonomisk fordelagtige omposteringer, gjort det muligt at uddybe kooperation og specialisering, hvorved det fælles udbytte langt overstiger den simple aritmetiske sum af plusser - af hver republiks, hvert områdes og distrikts anstrengelser. Denne vej er gennemprøvet, den er pålidelig, og vi følger den til nye resultater, til nye landvindinger i den kommunistiske opbygning. På grundlag af de dybtgående og alsidige samfundspolitiske ændringer, der er foregået i det forløbne halve århundrede, har vort samfund hævet sig op på et kvalitativt nyt niveau. Den store Lenins forudsigelse, hvori han understregede, at socialismen „vil skabe nye, højere former for menneskeligt samkvem," er gået i opfyldelse. Som SUKP's 24. kongres konstaterede, har et nyt historisk fællesskab mellem menneskene - det sovjetiske folk udviklet sig og er blevet real virkelighed i vort land. Dette fællesskab grunder sig på dybtgående objektive ændringer i landets liv af såvel materiel som åndelig art, på fremkomsten og udviklingen af socialistiske nationer i vort land, mellem hvilke der har dannet sig relationer af en ny type. Sovjetunionens økonomi er ikke summen af de enkelte republikkers og områders økonomi. Det har allerede i lang tid været en økonomisk enhedsorganisme, som har udformet sig på grundlag af alle nationers og folkeslags fælles økonomiske mål og interesser. Den økonomiske situation i f.eks. Usbekistan afhænger ikke blot af dets egen bomuldshøst, men tillige af maskinarbejdernes indsats i Ural og Leningrad, af minearbejderne i Kusnetsk-bækkenet, af kornsovkhoserne i Kasakhstan, af dem, der producerer edb-anlæg i Hviderusland. På akkurat samme måde afhænger Ukraines opblomstring ikke blot af befolkningens vellykkede arbejde dér, men også af oliearbejdernes resultater i Tatarien og Basjkirien, af træindustrien i Komi, af maskinindustrien i Moskva, Gorkij og Kujbysjev. Og sådanne eksempler kan man fremføre hundredtusinder af. Størrelsesordenen af vort arbejde vokser ud over såvel de økonomiske områder som unionsrepublikkernes grænser.

I de forløbne 50 år er der endvidere sket fundamentale forskydninger i de sociale relationer. Sovjetunionen har forlængst og for altid gjort op med det ene menneskes udbytning af det andet. Hele det sovjetiske folk består nu af socialistiske klasser og samfundsgrupper. Det er smedet sammen af fællesskabet i målsætning og verdensanskuelse. Dets mål er kommunismen. Grundlaget for dets verdensanskuelse er marxismen-leninismen. Klasserne er blevet anderledes - det gælder arbejderklassen, samfundets vigtigste produktivkraft, vor epokes mest progressive klasse, det gælder kolkhosbønderne, som har frigjort sig fra privatbesidder-psykologien, det gælder den sovjetiske intelligens, som afgiver alle sine kreative kræfter til opbygningen af kommunismen. I alle republikker, unionsrepublikker og autonome republikker, i alle nationale områder og kredse har der dannet sig en talstærk arbejderklasse. Netop arbejderklassen, der ifølge sit væsen er den mest internationalistiske klasse, spiller den afgørende rolle i tilnærmelsesprocessen mellem alle nationer og folkeslag i vort land. Det er arbejdere af alle nationaliteter, forenede i samdrægtige produktionskollektiver, som skaber industriobjekterne, hvor disse end placeres, bygger jernbaner, graver kanaler, udlægger olieledninger og el-overføringskabler, og som således forener forskellige områder i vort land, unions- og autonome republikker, landsdele og områder til ét økonomisk hele. I hver af vore sovjetrepublikker, i hvert område, i hver af vore store byer lever og arbejder repræsentanter for mange nationaliteter side om side. Antallet af blandede ægteskaber i vort land vokser, de tæller millioner. Jo mere intensivt den økonomiske og samfundsmæssige udvikling foregår i hver af de nationale republikker, desto klarere fremtræder internationaliseringsprocessen af hele vor tilværelse. Tag f.eks. det sovjetiske Kasakhstan, der udvikler sig i et stormende tempo, og som ud over kasakher i dag bebos af millioner af russere, hundredtusinder af ukrainere, usbeker, hviderussere osv.. Den kasakhiske kultur udvikler sig og beriges, idet den i stadig højere grad optager alt det bedste af den russiske, ukrainske og andre kulturer i sig. Er det dårligt eller godt? Vi kommunister svarer med overbevisning: det er godt, det er meget godt!

I løbet af USSR's 50-årige eksistens er der opstået og opblomstret en sovjetisk socialistisk kultur, som udgør en enhed af ånd og principielt indhold. Denne kultur omfatter de mest værdifulde træk og traditioner fra hvert af folkenes kultur og tilværelse i vort fædreland. Samtidigt næres de sovjetiske nationale kulturer ikke blot af egne kilder, men øser tillige af de andre broderfolks åndelige rigdom og øver omvendt en frugtbar indflydelse på dem og beriger dem. De fælles internationalistiske træk bliver stadig mere mærkbare i mangfoldigheden af nationale former i den sovjetiske socialistiske kultur. Det nationale beriges stadig mere af de andre broderfolks resultater. Dette er en progressiv proces. Den modsvarer socialismens ånd og alle folkenes interesser i vort land. Netop sådan lægges grundlaget for den nye, kommunistiske kultur, der ikke kender nationale skranker og i lige grad tjener alle arbejdende mennesker. I dag kan vi med fuld ret sige, at vor kultur er socialistisk af indhold og efter sin vigtigste udviklingsretning, at den er mangfoldig i sine nationale former og internationalistisk af ånd og karakter. Den repræsenterer således en organisk sammensmeltning af de åndelige værdier, der skabes af alle folk. Og dette er ikke abstrakte formler, kammerater. Det er selve tilværelsen. I Turkmenien eller Moldavien er der i dag hundreder tusinder af mennesker, der læser, kender og holder af Pusjkin og Sjevtjenko, Gorkij og Majakovskij, Sjolokov og Tvardovskij, Fedin og Stelmakh, som var de deres egne forfattere. Og det ældgamle, men evigt unge digt af Sjota Rustaveli, de fremragende værker af Vilis Latsis, Abaj Kunanbaev, Tjingis Ajtmatov, de herlige digte af Janka Kupala, Samed Vurgun, Rasul Gamsatov, Eduardas Mezelajtis, Mustaj Karim og mange, mange andre er blevet en uadskillelig del af russerens eller ukrainerens kulturelle ballast. Den hurtige vækst i de mellemnationale forbindelser og samarbejdet fører til forstærket betydning af det russiske sprog, som er blevet kommunikationssproget mellem alle nationer og folkeslag i Sovjetunionen. Og det glæder naturligvis os, kammerater, at det russiske sprog er blevet et af de alment anerkendte verdenssprog! Nedbrydningen af nationale barrierer, som Lenin flere gange omtalte betydningen af, og dannelsen af forudsætningerne for en videre tilnærmelse mellem USSR's folk foregår således både materielt og åndeligt. Det historiske skæbnefællesskab for hele det sovjetiske folk, alle dets nationer og nationale grupper, de fælles traditioner, synspunkter og livserfaringer, der er født i et halvt århundredes fælles kamp og fælles arbejde, blev en mægtig forenende optakt hertil. Det sovjetiske folks enhed fandt sit mest overbevisende udtryk gennem de heroiske bedrifter i forsvaret af det socialistiske fædreland. Unionen og venskabet mellem alle nationer og nationaliteter i vort land udholdt denne hårdeste af alle prøvelser, som den store fædrelandskrig var. Det forenede sovjetiske fædrelands sønner og døtre forsvarede med ære ikke alene deres socialistiske landvindinger i denne krig, men de reddede også verdenscivilisationen fra det fascistiske barbari og ydede dermed en mægtig støtte til folkenes befrielseskamp. Den hæder, som disse helte, disse modige forsvarere af vort fædreland indlagde sig, vil aldrig gå i glemsel.

Også i dag er vore væbnede styrker et pålideligt skjold for det socialistiske fædreland, en garant for folkets fredelige arbejde i kommunismens opbygning. Det sovjetiske folk værdsætter og elsker sin hær højt i forståelsen af, at så længe der findes aggressive kræfter på Jorden, må vi nødvendigvis have en veludrustet hær. Vor hær er en særlig hær også i den forstand, at den er en skole i internationalisme, en skole i opdragelse af broderskab, solidaritet og gensidig respekt mellem alle nationer og folkeslag i Sovjetunionen. Vore væbnede styrker er en forenet, samdrægtig familie, en levende legemliggørelse af den socialistiske internationalisme. Sovjetmennesker af alle nationaliteter forenes desuden af stødarbejdernes legendariske bedrifter under de første femårsplaner og arbejdsheroismen i efterkrigstidens genopbygning. De forenes af sejren i opdyrkningen af jomfruelig jord, de efter størrelsesorden uhørt store bedrifter på vore dages enorme byggepladser og udnyttelsen af de nordlige og østlige områder. Hele det sovjetiske folks fælles traditioner blev født i arbejde og kamp. Hver sovjetborger er stolt af dem og værdsætter dem højt. Dannelsen af det nye historiske fællesskab mellem mennesker, det sovjetiske folk, er en stor præstation, kammerater. Vi anser det med rette som en slags sammenfattende resultat af de økonomiske og samfundspolitiske forandringer, der er sket i vort land gennem et halvt århundrede. Lenins parti, dets kollektive forstand og urokkelige vilje, dets organiserende og retningsgivende rolle, er den kraft, som forberedte oprettelsen af den store Union af Socialistiske Sovjetrepublikker, som ledede dens udvikling gennem et halvt århundrede og overbevist fører den fremad. SUKP er et parti af internationalister-leninister, såvel i ideologi og politik som i sammensætning og opbygning. Bolsjevikkernes parti var det første politiske parti i historien, der blev opbygget efter princippet om en sammenslutning af proletariske organisationer, hvori arbejdere af alle nationaliteter smeltedes sammen til én samlet kampkraft. Allerede i 1905 skrev V. I. Lenin: „For at tilintetgøre enhver tanke om, at partiet skulle være af nationalt begrænset karakter, har det kaldt sig - ikke det russiske, men Ruslands" socialdemokratiske arbejderparti . Efter Sovjetunionens oprettelse antog vort parti, for at understrege denne særegenhed, en ny benævnelse: Unionens kommunistiske parti (bolsjevikkerne), og senere Sovjetunionens kommunistiske parti. Partiet forener de fremskredne repræsentanter for alle landets nationer og folkeslag. Dette er den klareste legemliggørelse af kampkammeratskabet og venskabet mellem USSR's arbejdende, af hele det sovjetiske folks ubrydelige enhed. Alle kommunister hos os er medlemmer af vort leninistiske enhedsparti, uanset hvilken nationalitet de måtte tilhøre. De har lige rettigheder og forpligtelser og bærer i lige høj grad ansvaret for landets skæbne. Partiet har opnået, at internationalismen er forvandlet fra at være en håndfuld kommunisters ideal til at blive en dybtgående overbevisning og adfærdsnorm hos millioner og atter millioner af sovjetmennesker af alle nationer og folkeslag. Dette er en virkelig revolutionær omvæltning i den samfundsmæssige bevidsthed, hvis betydning er vanskelig at overvurdere. Og når det lykkedes partiet at gennemføre denne omvæltning, skyldes det i stort omfang dets uforsonlige holdning til enhver form for afvigelse fra den leninske nationalitetspolitik i partiets egne rækker, og at partiet resolut har bekæmpet afvigelser af enhver art og med fasthed forsvaret og på skabende måde udviklet marxismen-leninismens store lære.

Lenin understregede som bekendt flere gange det komplicerede i behandlingen af nationalitetsproblemer, han talte om nødvendigheden af at udvise tålmodighed og taktfølelse med hensyn til nationale følelser, især hos de små folk, om nødvendigheden af gradvist at opdrage dem i internationalismens ånd. Men af kommunister af enhver nationalitet krævede Lenin altid en klar og principiel holdning i nationalitetsspørgsmålet og tillod her intet nedslag i kravene eller lempelser af nogen art. Lenin førte altid en skånselsløs kamp mod ethvert udslag af nationalisme og stormagts-chauvinisme i kommunisternes rækker. Man kan spørge, om det overhovedet er rimeligt at tale om den slags problemer nu, da vor mangenationale socialistiske stat allerede har eksisteret og udviklet sig vellykket i 50 år, og hvor det sovjetiske folk er gået i gang med opbygningen af det kommunistiske samfund. Ja kammerater, det er rimeligt. Som jeg allerede sagde, har vi løst nationalitetsspørgsmålet fuldt ud i de af dets aspekter, som vi overtog fra tiden før revolutionen. Men de nationale relationer er også i det modne socialistiske samfund en realitet, som udvikler sig hele tiden og rejser nye problemer og opgaver. Partiet holder bestandig disse spørgsmål inden for sit synsfelt og løser dem i tide i hele landets og hver enkelt republiks interesse, i den kommunistiske opbygnings interesse. Man skal ikke glemme, at nationalistiske fordomme, at overdrevne eller forvanskede udslag at nationale følelser er overordentligt levende fænomener, der sidder hårdt fast i psykologien hos folk, der er utilstrækkeligt modne i politisk henseende. Disse fordomme bevares fortsat, selv når de objektive forudsætninger for enhver form for antagonisme i relationerne mellem nationerne for længst er ophørt med at eksistere. Man skal heller ikke slippe den omstændighed af syne, at udslag af nationalistiske tendenser ofte fletter sig sammen med en „lokalpatriotisme", som viser sig at være beslægtet med nationalisme. Vi har heller ikke ret til at glemme, at nationalistiske levn på enhver måde søges optændt udefra af den borgerlige verdens politikere og propagandister. Vore klassemodstandere griber med største iver efter fænomener af denne art, puster dem op og fremmer dem i håbet om i det mindste i et vist omfang at svække enheden mellem folkene i vort land. Endelig, kammerater, eksisterer der i vor unionsstat også objektive problemer, såsom at finde de mest rigtige veje for de enkelte nationers og folkeslags udvikling og den mest rigtige kombination af hver enkelts interesser med det sovjetiske folks generelle interesser som helhed. I løsningen af disse opgaver lader vort parti sig i fuldt omfang lede af Lenins anvisning om nødvendigheden af at være maksimalt opmærksom på hver nations udvikling og interesser. Den videre tilnærmelse mellem nationerne og folkeslagene i vort land repræsenterer en objektiv proces. Partiet er imod at forcere den kunstigt, det er der intet som helst behov for, denne proces dikteres af hele gangen i vor sovjetiske tilværelse. Partiet anser det samtidig for utilladeligt på nogen måde at forsøge at bremse tilnærmelsesprocessen mellem nationerne, at lægge den hindringer i vejen under dette eller hint påskud eller kunstigt at opmuntre til national afsondrethed, eftersom dette ville modsige såvel generallinien i vort samfunds udvikling som de internationalistiske idealer, kommunisternes ideologi og interesserne for den kommunistiske opbygning.

Lenin sagde yderst klart herom: „Proletariatet kan ikke støtte nogen som helst forankring af nationalismen - tværtimod, det støtter alt, som bidrager til udviskning af de nationale forskelle, til nedbrydning af de nationale barrierer, - alt, som gør relationerne mellem nationaliteterne snævrere og snævrere.. ." I løsningen af spørgsmål om landets videre udvikling ad den vej, der blev anvist af Lenin, lægger partiet stor vægt på en vedvarende, systematisk og dybtgående opdragelse af alle Sovjetunionens borgere i internationalismens og den sovjetiske patriotismes ånd. Disse to begreber repræsenterer for os et ubrydeligt hele. Det er klart, at de indgives de arbejdende af selve den sovjetiske tilværelse, af hele vor virkelighed. Men her er det også nødvendigt, at partiet og alle arbejdere på den politisk-ideologiske front gør sig bevidste anstrengelser. Vort arbejde i denne retning er en overordentlig vigtig del af det samlede arbejde med kommunismens opbygning. Kammerater! Resultaterne af den tilbagelagte vej gennem 50 år fylder alle sovjetmennesker med stolthed over det opnåede og en urokkelig tro på vort store fædrelands fremtid. Den vej, der er tilbagelagt gennem et halvt århundrede, har udrustet os med en fast overbevisning om kraften i vort parti, i vor stat og vort fremragende folk. Når der ikke tidligere fandtes barrierer, der kunne standse vor sejrrige march mod socialismen, ja så er der heller ikke nu, da Sovjetunionen har nået højder som i dag, hverken nogen eller noget, der kan lægge os hindringer i vejen. Alt, hvad Lenins parti har sat sig for, vil ubetinget blive opfyldt! Århundredets blæst, historiens blæst fylder sejlet på socialismens skib og vort skib sejler uophørligt videre, fremad mod kommunismens strålende horisonter!

Sovjetunionen - en pålidelig støtte i folkenes kamp for fred, national uafhængighed og socialisme

Kammerater! USSR's eksistens gennem et halvt århundrede har været præget af samfundspolitiske omdannelser af en i verden hidtil uset størrelsesorden og dybde. Den socialistiske revolution har sejret i en række lande i Europa, Asien og Amerika. Det socialistiske verdenssystem er dannet. I kapitalismens verden er den internationale arbejderbevægelse blevet en mægtig, velorganiseret og politisk aktiv kraft. I flertallet af verdens lande findes og styrkes dens kampberedte avantgarde, de kommunistiske partier og arbejderpartierne. Det koloniale undertrykkelsessystem, der skabtes af imperialismen, er for altid styrtet sammen. Verden er kort sagt i dette halve århundrede blevet en anden. Og det er ubestrideligt, kammerater, at Sovjetunionen, dens blotte eksistens, kraften i vort socialistiske samfunds eksempel og vor stats aktive internationale politik har spillet en stor rolle i alle disse historiske omdannelser. Livet har fuldt ud bekræftet den store Lenins konklusion om, at Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker og dens styrkelse er nødvendig „for det kommunistiske verdensproletariat i kampen mod verdensbourgeoisiet og i forsvaret mod dets intriger". „Det kommunistiske verdensproletariat", de socialistiske broderlande, de kommunistiske partier, de revolutionær-demokratiske, progressive organisationer tillige med fagforeningerne og de bredeste lag af arbejdende fra alle kontinenter fejrer i dag sammen med os Sovjetunionens 50 år. Vi takker varmt vore kammerater og forbundsfæller i de socialistiske broderstater, vore meningsfæller og venner i andre lande for deres venlige følelser og solidaritet. Gennem hele vort lands historie er vi flere gange blevet overbevist om, hvilken betydning forbundet med den internationale arbejderklasse og med den kommunistiske bevægelse har for os, og ligeledes støtten til vores fredsvenlige politik fra alle ærlige, progressive mennesker i hele verden. Vi værdsætter denne støtte højt.

I disse betydningsfulde dage forsikrer vi atter vore kampfæller, vore klassebrødre og vore venner i hele verden om, at Sovjetunionen altid vil være trofast mod den store sag, som den internationale enhed af forkæmpere for folkenes frihed, for socialisme, for varig fred på Jorden, kæmper for. Vi ser vor internationale politiks kald i at styrke freden, som vi har behov for i kommunismens opbygning, som alle socialistiske lande og alle staters folk har behov for. Derfor vil vi også fremover modvirke aggressionens politik og hjælpe med til at fjerne de omstændigheder på hele Jorden, der afføder aggressionskrige. Vi ser vor internationale politiks kald og rolle i at fremme folkenes virkeliggørelse af deres ubestridelige rettigheder, og først og fremmest retten til selvstændig, uafhængig udvikling, hvorunder de kunne drage nytte af den moderne civilisations frugter. Vi ser vor politiks kald og rolle på den internationale arena i altid at være på de menneskers side, der kæmper mod imperialismen, mod alle former for udbytning og undertrykkelse, for frihed og menneskeværdighed, for demokrati og socialisme. Vi værdsætter kort sagt vort folks frihed, fred og velfærd, og vi ønsker alle folkene i verden frihed, fred og velfærd!

Kammerater! Vor udenrigspolitik var, er og vil være klassebestemt, socialistisk af indhold og mål. Og det er netop denne politiks socialistiske karakter, der bestemmer dens fredsvenlighed. „Vi ved, vi ved alt for godt, hvilke uhørte ulykker krigen medfører for arbejderne og bønderne," - understregede V. I. Lenin. Lenins konklusion var helt klar: af alle kræfter at bevare freden, når vi er gået i gang med vor fredelige opbygning, at lægge alle kræfter i for at lade den fortsætte uophørligt. Sovjetstaten har altid fulgt denne leninske linie. Fra sovjetstyrets første udenrigspolitiske akt, dekretet om freden, til fredsprogrammet, der blev fremsat af SUKP's 24. kongres, har vort parti og vor stat vedvarende fulgt hovedretningerne i kampen for fred, frihed og folkenes sikkerhed. I et kvart århundrede, næsten halvdelen af vor sovjetiske unionsstats liv, har vi nu ikke marcheret alene, men i fælles geled med broderlande. Vi har allerede flere gange erklæret, at vi ser vor væsentligste opgave på den internationale arena i at styrke og udvikle det socialistiske verdenssystem. Allerede i de folkedemokratiske landes første, mest vanskelige år spillede Sovjetunionen en afgørende rolle i forsvaret af dem mod imperialisternes indblanding og ydede dem flere gange den nødvendige politiske og økonomiske støtte. Fælles afvisning af imperialismens fjendtlige angreb og forsøg på at underminere det socialistiske system i det ene eller andet land var også i de efterfølgende år ligesom nu en af de vigtigste betingelser for vellykket udvikling af det socialistiske verdenssystem. Der er i kraft af kollektive anstrengelser og i hård kamp mod klassefjenden smedet et solidt forbund og skabt et pålideligt system af alsidigt broderligt samarbejde mellem de socialistiske stater, et samarbejde, som for hvert af vore lande nærmest er blevet en naturlig livsnorm. Vi har lært at udføre vort daglige, almindelige arbejde resultatrigt og tålmodigt finde en retfærdig løsning på spørgsmål, som under kapitalismen viser sig at være uløselige. I dette arbejde har vi lært at finde den rigtige kombination af hver enkelts og fællesskabets interesser, vi har lært at samarbejde, idet vi rydder vejen for alt, som kan genere, som kan vanskeliggøre vor fælles bevægelse fremad. Da spørgsmålet rejste sig for et halvt århundrede siden om en forening af sovjetrepublikkerne i en samlet Union af Socialistiske Sovjetrepublikker, påpegede V. I. Lenin, at denne forening var nødvendig såvel for at holde stand mod imperialismens militære stormløb og forsvare revolutionens landvindinger, som for ved fælles anstrengelser og med større resultat at løse de fredelige, kreative opgaver i socialismens opbygning. Det samme gælder i princippet for det broderlige samvirke mellem de suveræne socialistiske stater, der har allieret sig i Warszawapagten og i Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand. Vi har først og fremmest skabt dette samvirke for at modstå imperialismens trussel og de af den oprettede aggressive militærblokke, for med fælles kræfter at forsvare socialismens og fredens sag. Og vi har al grund til at erklære, at socialismens positioner i dag er stærkere end nogen sinde før, og fredens sag oplever den ene sejr efter den anden. Men også under nuværende betingelser er nødvendigheden af sammenhold og snævert samarbejde mellem socialismens lande absolut ikke formindsket, men tværtimod vokset. Vi har nu først og fremmest brug for enhed, samarbejde og fælles handling for hurtigere og mere effektivt at løse opgaverne i udviklingen af det socialistiske samfund og kommunismens opbygning. Vi har også brug for enhed, sammenhold og samarbejde til med størst muligt resultat at forsvare og konsolidere den fred, der er så nødvendig for alle folk, styrke den internationale afspænding, effektivt afvise et hvilket som helst angreb fra imperialismens side og ethvert forsøg på at krænke socialismens interesser. Netop derfor var, er og vil Sovjetunionen være en aktiv forkæmper for alle socialistiske landes sammenhold og samarbejde.

Kammerater! Vi kan i dag ikke undlade at gøre særligt ophold ved vore relationer med en af de socialistiske broderstater, hvis navn for hele verden er blevet et symbol på heroisk kamp mod aggression. Jeg tænker på den Demokratiske Republik Vietnam. I Washington kalder man Vietnamkrigen for den længste krig i Amerikas historie. Det er rigtigt. Men det må tilføjes, at det også er den mest beskidte af alle krige, som Amerikas historie kender. Verden er i dag blevet vidne til nye forbrydelser, begået af den amerikanske imperialisme i Vietnam. Ved at gribe til forskellige utilbørlige manøvrer, forhaler USA kunstigt ikke alene underskrivelsen af en aftale om at standse krigen. De har for få dage siden genoptaget bombardementerne af byer og mineret den Demokratiske Republik Vietnams havne. Der påhviler USA's regering et tungt ansvar for disse barbariske handlinger, for, at det vietnamesiske folks blod fortsat flyder. Ligesom alle fredselskende stater, ligesom alle folk i verden, fordømmer Sovjetunionen kategorisk og vredt disse aggressionshandlinger. Det er nu klart for alle, at USA's militære eventyr i Vietnam har lidt nederlag. Og ingen nye ugerninger vil kunne knuse det heroiske vietnamesiske folks vilje eller ryste dets venners beslutsomhed om at yde det al mulig støtte og hjælp i dets retfærdige befrielseskamp. Uanset hvilke afsindige grusomheder de moderne kolonisatorer end griber til, har imperialismen nu ikke længere tidligere tiders mulighed for uhindret at skalte og valte med folkenes skæbne. Socialismens og de nationale befrielsesbevægelsers sag er uovervindelig. Den internationale solidaritet fra de socialistiske lande, fra alle revolutionære og alle forkæmpere for fred og fremskridt er i vore dage blevet en enorm kraft. Man kunne sige meget om vor militære, økonomiske og anden bistand til det kæmpende Vietnam. Men lederne af den Demokratiske Republik Vietnam og den sydvietnamesiske republiks provisoriske revolutionære regering taler endnu mere overbevisende herom. Her må også noget andet understreges. Vi har altid ment, at en af de centrale opgaver i Sovjetunionens udenrigspolitik består i at opnå, at krigsarnestedet i Indokina udryddes. Derfor yder vi vore vietnamesiske venner aktiv støtte i deres anstrengelser for at opnå en retfærdig og fredelig løsning. Vor internationale solidaritet med det vietnamesiske folk forvandles kort sagt til konkrete handlinger over hele linien. Og vi vil ikke spare nogen kræfter for at bevare og styrke det sovjetisk-vietnamesiske venskab. Og nu, kammerater, om vore nuværende relationer med Kina, eller rettere om Kinas holdning til flertallet af socialistiske stater.

Det er nu mere end ti år siden, at den Kinesiske Folkerepubliks ledere satte kursen mod bekæmpelse af USSR og reelt af hele det socialistiske samvirke, som de fortsat anser for at være hovedhindringen for virkeliggørelse af deres stormagtsambitioner. Hvori består Pekings udenrigspolitiske kurs i dag, hvis man skal tale uden omsvøb? Den består i absurde krav på sovjetisk territorium, i ondsindet bagvaskelse af USSR's samfunds- og statssystem og af vor fredselskende udenrigspolitik. Den består i åbenlys sabotage af anstrengelserne for at begrænse kaprustningen, af kampen for afrustning og international afspænding. Den består i vedvarende forsøg på at spalte den socialistiske lejr og den kommunistiske bevægelse, at så splid i rækkerne af forkæmpere for national befrielse og at spille udviklingslandene ud mod Sovjetunionen og andre socialistiske stater. Endelig består den i holdningsløs blokdannelse på et antisovjetisk grundlag med alle og enhver, selv ekstremt reaktionære kræfter, om det så er de mest indædte anti-sovjetister blandt de engelske torrier eller revanchistiske elementer i Forbundsrepublikken Tyskland, portugisiske kolonisatorer eller racister fra Sydafrika. Det eneste kriterium, der i virkeligheden nu bestemmer de kinesiske lederes behandling af et hvilket som helst større internationalt spørgsmål, er bestræbelsen på at påføre USSR størst mulig skade, at krænke det socialistiske samvirkes interesser. Hvad kan man sige om en sådan politik? Vi mener, at den er naturstridig for relationerne mellem socialistiske lande, at den er rettet ikke alene mod det sovjetiske, men også mod det kinesiske folks interesser, mod verdenssocialismens, befrielseskampens og den anti-imperialistiske kamps interesser, mod fredens interesser og folkenes sikkerhed. Det er forståeligt, at vi kategorisk afviser en sådan politik. De kinesiske ledere erklærer, at de befrygter en eller anden trussel fra Sovjetunionens side. Hvis disse erklæringer ikke er hykleriske, er det umuligt at forstå, hvorfor Kina i så tilfælde har undladt at svare på vort forslag, som vi flere gange har fremsat siden 1969, om at påtage sig klare, bestemte og vedvarende forpligtelser, der udelukker det ene lands angreb mod det andet? Hvis man i Peking virkelig er bekymret for Kinas sikkerhed, hvorfor har den Kinesiske Folkerepubliks ledelse da ikke indvilliget i at indgå en særlig aftale om ikke-magtanvendelse, som vi overrakte den kinesiske part et udkast til den 15. januar 1971? I dette udkast til aftale siges det nemlig med al klarhed, at parterne - jeg citerer - „ikke vil indsætte væbnede styrker mod hinanden med anvendelse af nogen som helst våbentyper, indbefattet: a) konventionelle våben, b) raketvåben, c) kernevåben". Nej, der er helt klart hverken hoved eller hale på de kinesiske lederes beklagelser over den mytiske „sovjetiske trussel". Vor politik over for Kina er velkendt. Den er klart udtrykt i beslutningerne fra vort partis 24. kongres. Vi gennemfører den konsekvent og vil vedblive hermed, eftersom vi er overbeviste om rigtigheden af denne kurs, der er baseret på nøgtern vurdering af realiteterne nu og i fremtiden. Sovjetunionen nærer hverken territoriale eller økonomiske krav over for Kina. Sovjetmenneskene husker, at relationerne mellem USSR og Kina langtfra altid har været, som de er nu. Den store hjælp, som vort land ydede de kinesiske kommunister i deres kamp mod de japanske aggressorer og det kinesiske bourgeoisi, er velkendt. Velkendt er også den rolle, som den sovjetiske hærs sejr over de japanske tropper, der havde okkuperet Kina, spillede for den folkedemokratiske revolutions sejr i Kina. I Kina husker man sandsynligvis, at aftalen om venskab, forbund og gensidig jj hjælp med Sovjetunionen var den første internationale aftale, som den unge Kinesiske Folkerepublik indgik. Dér husker man måske stadig, hvilken enorm hjælp Sovjetunionen ydede folkets Kina i oprettelsen af sværindustrien, i styrkelsen af forsvaret og i uddannelsen af nationale specialister og fagfolk. Det var gode tider for de sovjetisk-kinesiske relationer, relationer, som er naturlige mellem socialistiske stater. Og vi tror, at folkenes objektive interesser i begge vore lande og historiens love til syvende og sidst vil få overhånd over subjektive politiske forvanskninger, og at det sovjetisk-kinesiske venskab vil blive genoprettet. Vi ønsker at se Kina som en blomstrende socialistisk magt, at kæmpe sammen med det for fred, mod imperialismen. Men hvornår dette sker, afhænger af Kina selv. Og intet kan naturligvis tvinge os til at fravige vor principielle marxistisk-leninistiske linie, vort faste forsvar af det sovjetiske folks statsinteresser og det sovjetiske territoriums ukrænkelighed, vor beslutsomme kamp mod den kinesiske ledelses splittelsesvirksomhed i den socialistiske verden og befrielsesbevægelserne.

Kammerater! Det er kendt for hele verden, at vort parti og vort folk følger V. I. Lenins anvisninger og aktivt støtter folkenes nationale befrielseskamp og den progressive politik, som føres af de lande, der har befriet sig for kolonial undertrykkelse. I denne forbindelse vil jeg gerne understrege, at i vore dage er efter vor mening den politik progressiv, som betyder resolut afvisning af neokolonialisme, kamp for styrkelse af de unge staters suverænitet og uafhængighed, deres økonomiske frigørelse af imperialismen, kamp for fred, for socialt fremskridt og styrkelse af solidariteten med andre fremskredne kræfter i vor tid, i første række socialismens lande. Sovjetunionen udvikler venskabelige forbindelser og et mangesidet samarbejde med stater, der står på en sådan platform. Venskabet mellem Sovjetunionen og Indien - en af de største fredsvenlige stater på vor planet - øver stor og positiv indflydelse på den internationale situation som helhed. Sovjetunionen og Indien har allerede høstet store erfaringer i frugtbart samarbejde. Vi tror, at nu da vore relationer udvikler sig på grundlag af aftalen om fred, venskab og samarbejde, vil de uddybes endnu mere. Herfor taler konsolideringen af de progressive, anti-imperialistiske kræfters positioner i Indien. Herfor taler også den indiske regerings kurs under ledelse af Indira Gandhi. Vi konstaterer med tilfredshed, at der er skabt gode relationer mellem os og mange fredselskende stater i Asien og Afrika, og i første række med vore umiddelbare naboer, Afghanistan, Iran og Tyrkiet. Vi mener, at der eksisterer gode perspektiver for også at udvikle de gode relationer mellem vort land og Bangladesh og Pakistan. Der er skabt brede og alsidige relationer mellem os og en række arabiske lande. Hele begivenhedsforløbet har vist, at venskabet med Sovjetunionen sikrer de progressive arabiske stater den nødvendige støtte og hjælp i de for dem mest vanskelige stunder. Det ved man udmærket i Ægypten, Syrien, Irak og Yemen. Vi har venskabsaftaler med Ægypten og Irak og vi vil udvikle vore relationer med disse stater på grundlag af disse dokumenter. Vi er fuldt besluttede på ligeledes at styrke vore venskabelige forbindelser med Syrien, Algeriet og andre arabiske lande. Den internationale situation har nu formet sig således, at alle, der ønsker en virkelig styrkelse af verdensfreden, skal mangedoble deres anstrengelser for at udrydde krigsarnestedet i Mellemøsten og fjerne følgerne af den israelske aggression mod de arabiske stater. Mange stater har udtalt sig for en løsning af problemerne i Mellemøsten på grundlag af de velkendte resolutioner fra FN's sikkerhedsråd. Men desværre er det ikke nok med udtalelser alene. Hvis de var understøttet af konkrete politiske handlinger, ville Israel være tvunget til at gå ind på en fredelig løsning og anerkende de arabiske folks lovlige rettigheder. Hvad Sovjetunionen angår, er vor beredvillighed til at yde vort bidrag til denne sag almen kendt. Vort samarbejde med mange lande i Latinamerika har i den senere tid udviklet sig betydeligt. Uden tvivl er dette en følge af styrkelsen af deres selvstændighed og de betydelige anti-imperialistiske og demokratiske forskydninger, som er foregået dér. Den betydelige konsolidering af det heroiske revolutionære Cubas politiske positioner i Latinamerika er et af de overbevisende vidnesbyrd om disse forskydninger. I denne sal hilser vi i dag Cubas leder, vor kære ven og kammerat, Fidel Castro.

For kort tid siden var Salvador Allende, Republikken Chiles præsident, på venskabsbesøg i vort land. Resultaterne af forhandlingerne med lederen af denne stat, hvis politik energisk er rettet mod imperialismen, for socialt fremskridt, vurderer vi som et nyt betydningsfuldt skridt i udviklingen af vore relationer. Vi forholder os med dyb sympati til det chilenske folks kamp, såvel som til folkenes kamp i andre latinamerikanske lande for deres frihed. Vi er overbeviste om, at denne kamp vil bringe dem fremgange! Kammerater! Det er velkendt, at der i mange udviklingslande foregår en hård kamp mellem nye progressive kræfter og den indre reaktion, der modtager støtte udefra, fra imperialismen. Og udviklingen af relationerne med den socialistiske verden er et af objekterne i denne kamp. Tidligere erfaring, og også de løbende begivenheder, viser, at den samfundspolitiske tvekamp i den ene eller den anden af disse stater kan føre til alle hånde vendinger og siksakbevægelser. Dette ser vi klart. Patrioterne i de tidligere kolonier og halvkolonier har imidlertid gennemgået en grundig politisk skole i nationale befrielsesrevolutioner. Og den lære, som de har opnået, taler blandt andet om, at venskabet med Sovjetunionen og andre socialistiske lande fremmer en vellykket kamp mod imperialismen og styrker de befriede staters ægte uafhængighed. Kammerater! Det fredsprogram, der blev vedtaget af SUKP's 24. kongres, proklamerede Sovjetunionens vilje til at uddybe relationer af gensidigt fordelagtigt samarbejde på alle områder med stater, der ligeledes bestræber sig herfor. Hvad angår Europa, er opgaven formuleret endnu klarere: at gennemføre en afgørende vending til afspænding og fred på dette kontinent. Disse teser modsvarer også fuldt ud den internationale kommunistiske bevægelses fælles platform. I dokumentet fra den internationale konference af kommunistiske partier i 1969 blev det klart sagt, at kampen for fred overalt i verden er det vigtigste led i kommunisternes fællesaktioner. Der er gået lidt over halvandet år siden vor 24. kongres, men allerede nu kan vi med sikkerhed sige, at vort parti og sovjetstaten har udrettet meget for at føre de vigtigste punkter i fredsprogrammet ud i livet. Sammen med vore venner og forbundsfæller har vi udrettet meget for at løse de problemer, som vi har fået i arv fra anden verdenskrig, og sanere det politiske klima i verden. Vore relationer med mange borgerlige stater, heriblandt hovedparten af landene i det kapitalistiske Europa, er slået ind på afspændingens og det gensidigt fordelagtige samarbejdes vej. Efterhånden som Sovjetunionens og de socialistiske broderlandes styrke og indflydelse vokser, efterhånden som vor fredsvenlige politik aktiviseres og andre vigtige progressive processer i vor tid udvikles, giver elementer af realisme sig stadig mere til kende i mange kapitalistiske staters politik. Dette gælder i første række Frankrig, hvis ledere - først general de Gaulle og senere præsident Pompidou - allerede for flere år siden satte en bestemt kurs mod gensidigt fordelagtigt samarbejde med Sovjetunionen og andre socialistiske stater. Det gælder Forbundsrepublikken Tyskland, hvis regerings realistiske udenrigspolitik under forbundskansler Brandts ledelse har øvet betydelig indflydelse på situationen i Europa. Det gælder også Amerikas Forenede Stater i det omfang, der vises vilje til at forlade de mange koldkrigsdogmer, som i lang tid har været udslaggivende for retningen i hele den amerikanske udenrigspolitik. Med andre ord fører vor konsekvente fredselskende politik og hele begivenhedsforløbet gradvist den kapitalistiske verden til at anerkende nødvendigheden af at forholde sig til de socialistiske stater på den fredelige sameksistens' grund.

Aftalerne mellem USSR og BRD og mellem Polen og BRD, der fastslog de europæiske grænsers ukrænkelighed, komplekset af aftaler om Vestberlin og ligeledes den aftale om principper for relationerne mellem DDR og BRD, som i dag underskrives i DDR's hovedstad, den definitive nedbrydning af den diplomatiske blokade af DDR - alt dette er enorme skridt i Europas udvikling på vej til fred og sikkerhed. Og alt dette er ikke nogens ensidige sejr, men en stor sejr for fornuften og realismen i de internationale relationer. Det er klart, at Europa stadig har internationale problemer, som kræver en løsning. Det er tilstrækkeligt at nævne f.eks. nødvendigheden af at ophæve München-diktatet og ligeledes af at optage DDR og BRD i FN. Løsningen af disse spørgsmål ville gøre det muligt på vellykket måde at afslutte rensningen af de internationale relationer i Europa fra det, der har tynget dem i hele efterkrigsperioden. Vort folk ved, at begge verdenskrige kom til dets hus fra Vesten, fra Europa. Vi husker året 1941. I hvert sovjetmenneskes hjerte bevares mindet om de tyve millioner af vore landsmænd, der faldt i den store fædrelandskrig, som noget helligt. Alt dette husker vi udmærket, når vi afslutter det historiske arbejde med at befæste urokkeligheden af Europas indretning i efterkrigstiden. Og i dag kan vi med rette sige, at intet resultat af folkenes anti-fascistiske befrielseskamp er gået tabt, frugterne af den store sejr er bevaret og befæstet! Sovjetunionen vil energisk fortsætte sin linie til sikring af varig fred i Europa, en linie, som vi har ført i alle efterkrigsårene og som nu bringer resultater, der glæder det sovjetiske folk og alle, for hvem freden er dyrebar. Vi værdsætter vore gode relationer med Frankrig og vil udvikle dem i overensstemmelse med de „Principper for samarbejde", der blev vedtaget sidste år af begge vore stater. Vi vil også fremover føre en linie til forbedring og udvidelse af forbindelserne med BRD på forskellige områder. Vi er rede til at udvikle alt det positive, som indgår eller allerede er indgået i vore gensidige relationers praksis med stater som f.eks. vore gode nabo Finland og ligeledes Italien, de skandinaviske lande og en række andre. Vi er rede til at forbedre vore relationer også med de europæiske stater, med hvem de endnu ikke er helt så gode - naturligvis under forudsætning af, at disse lande viser vilje hertil i praksis.

En fælleseuropæisk konference om sikkerheds- og samarbejdsspørgsmål, som de socialistiske lande gennem mange år har været fortalere for, er kaldet til at indlede et nyt kapitel i Europas historie. Sagen udvikler sig således, at konferencen kan åbnes senest ved midten af 1973. Folkene forbinder store håb med afholdelsen af den fælleseuropæiske konference. De forventer, at konferencen vil behandle fundamentale problemer vedrørende sikring af freden i Europa, gøre ende på den mistænksomhed og angst, som den kolde krig affødte, og give europæerne tillid til morgendagen. Det må formodes, at en vellykket konference også vil bibringe relationerne mellem Europas stater og de ikke-europæiske deltagere i konferencen, USA og Canada, positive og sunde elementer. Vi vil bestræbe os på, at konferencen krones med virkningsfulde resultater til gavn for alle dens deltagere. Alle kender de politiske principper, som de europæiske folks sikkerhed efter Sovjetunionens og dens allieredes opfattelse skal baseres på. Det er statsgrænsernes ukrænkelighed, ikke-indblanding i indre anliggender, uafhængighed, ligeberettigelse, afkald på magtanvendelse og trusler herom. Vi mener, at tiden er inde til at stille udarbejdelsen af et europæisk program for økonomisk og kulturelt samarbejde på dagsordenen. I den forbindelse opstår spørgsmålet, om der vil kunne findes grundlag for nogle former for forretningsmæssige relationer mellem de i Europa eksisterende interstatslige handels- og økonomiske organisationer, mellem Comecon og Fællesmarkedet? Sandsynligvis ja, hvis de stater, der indgår i Fællesmarkedet, vil afholde sig fra ethvert forsøg på diskrimination af den anden part og i stedet fremme udviklingen af naturlige tosidede forbindelser og det fælleseuropæiske samarbejde. Man må ofte høre, at der i Vesten lægges vægt på et samarbejde på kulturområdet, specielt omkring idéudveksling, udvidet information og kontakter mellem folkene. Lad mig her erklære med al klarhed: vi går også ind for dette. Naturligvis under den forudsætning, at et sådant samarbejde gennemføres med respekt for hvert lands suverænitet, love og skikke og tjener til folkenes gensidige åndelige berigelse, til stigende tillid mellem dem og befæstelse af fredens og det gode naboskabs ideer. Vi er for en udvidet turistudveksling. Vi er for brede kontakter mellem offentligheden i forskellige lande, for møder mellem ungdommen, mellem repræsentanter for beslægtede fag, vi er for rejser på enten kollektiv eller individuel basis. Der er kort sagt ikke så få muligheder her, hvis man handler i en ånd af gensidig respekt og ikke-indblanding i hinandens indre anliggender og ikke ud fra koldkrigsholdninger. Forhandlingerne om en reduktion af de væbnede styrker og rustningerne i Europa, først og fremmest i det centraleuropæiske område, er som bekendt ligeledes forestående. Sovjetunionen går ind for en seriøs forberedelse og effektiv gennemførelse af disse forhandlinger.

Styrkelsen af freden i Europa er et spørgsmål af meget stor vigtighed for hele menneskehedens skæbne. Vi kæmper med al energi og målbevidsthed for, at Europa, der i lang tid har været et vulkanagtigt ildsted, ikke skal kunne afføde en ny krig. Vi ser klart, at reaktionen, militarismen og revanchister af forskellige afskygninger ikke har opgivet forsøgene på at skrue tingenes gang i Europa baglæns, tilbage til fortiden. Men dette vil ikke lykkes. Styrkeforholdet på kontinentet er til fordel for fred og fredelig sameksistens. Og vi er overbeviste om, at krige kan slettes af folkenes liv i Europa. Hvad angår Sovjetunionens relationer med Amerikas Forenede Stater, har SUKP's 24. kongres som bekendt formuleret vore opgaver på dette område i sin resolution på følgende måde: ,,Kongressen pålægger SUKP's centralkomité også fremover konsekvent at virkeliggøre princippet om fredelig sameksistens i praksis, at udvide gensidigt fordelagtige forbindelser med de kapitalistiske lande. Sovjetunionen er rede til at udvikle relationerne med Amerikas Forenede Stater, idet den går ud fra, at dette er i overensstemmelse med både det sovjetiske og det amerikanske folks interesser, såvel som med verdensfredens interesser. Samtidig vil Sovjetunionen altid beslutsomt gå imod enhver aggressiv handling fra USA's side, imod politik ud fra en styrkens position." Opgaverne er, som De ser, stillet helt klart. Dette er den klassebestemte linie i vor socialistiske stats fredselskende politik. Partiets centralkomité og den sovjetiske regering fører konsekvent denne linie ud i livet. De forhandlinger, der i Moskva førtes med præsident Nixon i dette forår, var et enormt skridt fremad i udviklingen af de sovjetisk-amerikanske relationer. Det er særlig vigtigt, at begge parter i fællesskab definerede grundlaget for de gensidige relationer mellem USSR og USA, og dertil gjorde dette ud fra overbevisningen om, at i atomalderen er kun den fredelige sameksistens' grundlag muligt for disse gensidige relationer. Netop heri ligger hovedtanken i det pågældende sovjetisk-amerikanske dokument, der blev underskrevet i maj i år. Den af begge parter udtrykte vilje til at udvikle samarbejdet på forskellige områder fulgtes op af praktiske skridt. Jeg tænker på hele den serie af aftaler om forskellige spørgsmål, der blev indgået under topmødet og ligeledes under de efterfølgende sovjetisk-amerikanske kontakter. De sovjetisk-amerikanske aftaler om antiraketvåben og strategiske angrebsmidler indebærer i virkeligheden for første gang i historien en materiel begrænsning af de moderne og mest slagkraftige våbentyper. Men vi har ikke til hensigt at standse op ved dette. Det, der blev aftalt i Moskva, skal befæstes og udvikles. Et af målene for de fortsatte forhandlinger om disse spørgsmål består i at finde veje, der vil gøre den midlertidige aftale permanent. Det ville sandsynligvis ikke være dårligt også at tænke på, hvordan man fra begrænsning af rustningerne kan skride til gradvis nedskæring af dem og ligeledes til fastsættelse af visse grænser for deres kvalitative forbedring. Vi har underskrevet en række aftaler med USA om økonomiske spørgsmål. Virkeliggørelsen af disse aftaler kan skabe basis for et langsigtet økonomisk samarbejde i stor målestok. Samtidig ville det bidrage til en sanering af det politiske klima i relationerne mellem USSR og USA og lette den videre bevægelse fremad mod hovedmålet for Sovjetunionens udenrigspolitik, en varig fred. Hvis begge stater, USSR og USA, virkelig bevæger sig ad den vej, som i fællesskab blev udstukket under Moskva-forhandlingerne, kan nye betydningsfulde skridt i udviklingen af de sovjetisk-amerikanske relationer efter vor formodning blive mulige under de videre kontakter, til fordel for begge landes folk og verdensfreden. Men - og det må understreges med al klarhed - meget vil afhænge af, hvorledes begivenhederne udvikler sig i nærmeste fremtid, og blandt andet hvilken drejning spørgsmålet om en standsning af krigen i Vietnam vil tage. Kammerater! Med udgangspunkt i det principielle grundlag for vor fredspolitik, for vor politik for godt naboskab og venskab mellem folkene, har Sovjetunionen fremsat ideen om at skabe et kollektivt sikkerhedssystem i Asien. Fra visse hovedstæder er der udbredt påstande om, at vort forslag har til formål at „bremse", eller „omringe" Kina. Påstande af den art er berøvet ethvert grundlag. Vi forestiller os sagen således, at den Kinesiske Folkerepublik bliver fuldgyldig deltager i et sådant system.

Til næste år skal indledes en række vigtige sovjetisk-japanske forhandlinger. Målet for disse forhandlinger består i at løse de spørgsmål, der er forblevet uløste siden anden verdenskrig, og give relationerne mellem vore lande et traktatmæssigt grundlag. Vi stræber efter en gensidig acceptabel aftale om samtlige drøftede spørgsmål. Det er imidlertid klart, at man kun kan vente positive resultater af forhandlingerne i tilfælde af, at samme bestræbelser også udvises fra japansk hold. Sovjetunionen går på sin side ind for at etablere virkelig gode naborelationer med Japan. Sovjetunionen har fra de første år af sin eksistens kæmpet for afrustning. I det seneste årti er det under vort lands mest aktive deltagelse lykkedes at opnå indgåelse af en hel række væsentlige aftaler om spørgsmål som forbud mod afprøvning og spredning af kernevåben, forbud mod bakteriologiske våben og andre. Alt dette er naturligvis kun indledende sider i afrustningens årsannaler. Vi opfordrer alle regeringer, alle verdens folk til i fællesskab at udfylde de efterfølgende sider i disse annaler, helt frem til sidste side - almindelig og total afrustning. Vedtagelsen - ligeledes på vor initiativ - i FN's generalforsamling af resolutionen om ikke-magtanvendelse i internationale relationer og om evigt forbud mod anvendelse af kernevåben blev en stor begivenhed i det internationale liv. For at fremme denne FN-beslutning erklærer vi, at Sovjetunionen er rede til at træffe aftaler med en hvilken som helst kernevåbenførende magt om gensidige forpligtelser om ikke-magtanvendelse, indbefattet forbud mod anvendelse af kernevåben mod hinanden, og forlene disse forpligtelser med det nødvendige juridiske grundlag. Vi er realister og ser udmærket, at indflydelsesrige kredse i imperialismens verden endnu ikke har opgivet deres forsøg på at føre politik „ud fra en styrkens position". Kaprustningen, som de har udløst, fortsættes stadig og er en trussel mod verdensfreden. Vi og vore forbundsfæller kan naturligvis ikke undlade at drage de nødvendige konklusioner heraf. Men den fredsvenlige kurs i vor udenrigspolitik er uforandret, og i den nuværende situation er de fredsvenlige kræfters muligheder i kampen mod krigens og aggressionens kræfter større end nogen sinde. Sovjetunionen vil , også fremover handle til fordel for afspænding og styrkelse af freden, den vil energisk søge de internationale spændingsknuder løst og skabe stabile og gode relationer med stater af modsat samfundssystem. Og hvis vor politik bliver mødt med tilsvarende genklang fra deres side, kan man med sikkerhed sige, at afspændingen bliver stabil, at den fredelige sameksistens bliver en alment vedtaget norm i de mellemstatslige relationer. Det betyder, at freden på vor planet bliver virkelig varig, og at truslen om en ny verdenskrig kan fjernes. Vort partis og vor sovjetstats udenrigspolitik er netop stilet mod dette mål.

SUKP's udgangspunkt var og er, at klassekampen mellem de to systemer, det kapitalistiske og det socialistiske, vil fortsætte i den økonomiske, politiske og naturligvis, i den ideologiske sfære. Anderledes kan det heller ikke være, eftersom socialismens og kapitalismens verdensanskuelse og klassemål er modsatrettede og uforsonlige. Men vi vil opnå, at denne historisk uundgåelige kamp føres over i en bane, der ikke trues af krige, farlige konflikter og ukontrollabel kaprustning. Dette vil være en enorm gevinst for fredens sag i hele verden, for alle folkenes, for alle staternes interesser. Med sit uforandrede ønske om at samarbejde for fredens bevarelse med alle regeringer, der er rede hertil, støtter og udvider Sovjetunionen samtidigt og urokkeligt samarbejdet med den fredsvenlige offentlighed, med folkene i alle lande. Der opstår stadig nye muligheder for organisationerne og massebevægelserne i fredskampen. Den sovjetiske offentlighed vil også fremover aktivt deltage i denne nyttige virksomhed. Vi er overbeviste om, at fredskræfternes forestående verdenskongres vil spille en stor rolle i folkenes kamp for fred.

Kammerater! Det er med en følelse af megen stolthed over det sovjetiske folk, over vort leninske parti, at man på vor stats hæderkronede jubilæumsdag kan læse følgende karakteristik af dens udenrigspolitik, således som den blev formuleret i den indledende periode af USSR's eksistens: „Unionsstaten, der således er skabt på grundlag af det broderlige samarbejde mellem sovjetrepublikkernes folk, sætter sig som mål at bevare freden med alle folkene." Således lød det i henvendelsen „Til alle verdens folk og regeringer" fra USSR's centrale eksekutivkomités præsidium i forbindelse med Sovjetunionens oprettelse. Og videre hedder det samme sted: „Da Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker er en naturlig forbundsfælle for de undertrykte folk, søger den fredelige, venskabelige relationer og økonomisk samarbejde med alle folkene. Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker sætter sig som mål at fremme de arbejdendes interesser i hele verden. På de enorme vidder fra Østersøen, Sortehavet og Hvidehavet til Stillehavet virkeliggør den broderskabet mellem folkene og arbejdets verden og stræber samtidigt efter at fremme det venskabelige samarbejde mellem folkene i hele verden." Der er gået et halvt århundrede. Hele verden kan se, at det ikke blot var smukke ord. Sovjetunionen er tro mod socialismens og fredens banner, som den aflagde ed til i den time, den blev født. Og på Sovjetunionens festlige halvtredsårsdag erklærer vi atter over for hele verden: det kommunistiske parti, vor stat og det sovjetiske folk vil også fremover beslutsomt løfte banneret for den leninske udenrigspolitik - politikken for fred og venskab mellem folkene!

Sovjetunionen følger den vej, der blev udstukket af 24 kongres

Kære kammerater! Det sovjetiske folk har nu i næsten to år arbejdet for at opfylde beslutningerne fra SUKP's 24. kongres, der vedtog et omfattende program for vort lands økonomiske og sociale udvikling. De opgaver, kongressen stillede, er enorme efter deres størrelsesorden og meget komplicerede. Sagen er, at vi kommunister er et hvileløst folkefærd. Vi ønsker at udrette så meget som muligt for at forbedre folkets tilværelse, for dets lykke, og gøre det så hurtigt som muligt. Heri ligger åbenbart et af særtrækkene ved vort parti. Et andet af dets særtræk består i, at partiet ikke alene selv kæmper for folkets interesser, det formår også at rejse de bredeste arbejdende masser og drage dem med sig i denne kamp. Og folket svarer partiet med høj aktivitet og arbejdsheltemod i massemålestok. De samfundspolitiske og arbejdsmæssige initiativer i disse måneder op til festen er mangfoldige og mangesidede. Under kappestriden for på en værdig måde at markere USSR's 50 år er der affødt fremragende initiativer inden for de forskellige industribrancher, byggeriet, transporten og landbruget rundt om i landet. Mange produktionskollektiver, arbejdende i byer, områder og landsdele har forpligtet sig til førtidigt at opfylde årsplanen i kraft af øget arbejdsproduktivitet, sætte projekterede maskinanlæg og nye aggregater i drift og forøge produktionen uden at øge antallet af arbejdende. Landbrugerne har forpligtet sig til at levere staten korn og bomuld i mængder ud over det planlagte. Der er fremkommet nye former for arbejdskappestrid som bevægelsen „Overenskomst for tusinder" inden for letindustrien og kappestrid under løsenet „15 republikker - 15 stødarbejderskift" og meget, meget andet. Alt dette, kammerater, er et sandt væld af folkeligt initiativ, én uudtømmelig kilde til vort samfunds livskraft.

Den kommunistiske opbygning afføder virkelige arbejdshelte, mennesker, der personificerer vor sovjetiske livsform. De viser fremragende eksempler på høj bevidsthed, eksempler på kommunistisk holdning til arbejdet. Jeg ville gerne nævne dem her fra denne talerstol, med navns nævnelse, vore beskedne, uselviske arbejdende, der afgiver alle deres kræfter og hele deres kunnen til folkets sag. Men, desværre, det er simpelt hen fysisk umuligt, kammerater. Der er tusinder, titusinder, millioner af dem. Der findes ikke det arbejdskollektiv, det distrikt, den kreds, det område eller den landsdel, der findes ikke den republik, som ikke har foregangsmænd i arbejdet, hvis indsats bringer hæder over vort land. Disse, vort fædrelands fremragende sønner og døtre, marcherer i de forreste rækker blandt kommunismens opbyggere, deres eksempel følges af millioner af arbejdende. Sovjetmenneskene er stolte over dem, hylder dem og søger at leve op til dem. Partiets centralkomité og parti-, sovjet-, fagforenings- og Komsomolorganisationerne lokalt har gjort meget, for at de arbejdendes fremragende initiativer bliver hele landets eje. Avissiderne, nyhederne i radio og tv har i de seneste måneder mindet om rapporter fra en gigantisk slagmark. Forskellige arbejdshold fra alle egne af landet har berettet om opfyldelse af deres forpligtelser, om sejre i arbejdskappestriden. Resultaterne af den landsomfattende kappestrid til ære for USSR's 50 år viser, at sovjetlandets arbejdende har holdt ord og mødt det glorværdige jubilæum med glimrende arbejdsgaver. Sejrherrernes resultater i kappestriden er markeret af fædrelandet. Over tre tusinde arbejdskollektiver er blevet udmærket med jubilæumshæderstegn fra SUKFs centralkomité, USSR's Øverste Sovjets præsidium, USSR's ministerråd og sovjetisk LO. Lad os lykønske de dekorerede, kammerater, og ønske dem nye fremragende bedrifter til gavn for det sovjetiske folk! Vi nærmer os afslutningen af femårsplanens andet år med produktionstal, der taler om en betydelig vækst inden for de førende industribrancher. Det er tilstrækkeligt at sige, at omfanget af den industriproduktion, der blev fremstillet alene i 1972, er dobbelt så stort, som alle førkrigsfemårsplanernes produktion tilsammen. I 1971 og 1972 leverede landets virksomheder og fabrikker en produktion, der var 50 pct. større end i de to første år af foregående, ottende femårsplan. Det sovjetiske folks kreative virksomhed er kendetegnet ved mange nye resultater i disse to år. Nogle af disse resultater kan med rette kaldes historiske. Med fineste karakter er det største vandkraftværk i verden, Krasnojarsk-værket på Jenisej-floden, taget i brug med fuld kapacitetsudnyttelse - 6 millioner kW. Krasnojarsk-værkets kapacitet er tre gange større end det største udenlandske vandkraftværks. Og ikke langt fra Moskva, i det gamle Tverj-område, er det regionale kraftværk i Konakovo kommet op på fuld styrke. Dette kraftværks kapacitet på 2,4 mio. kW og de over 4 mio. kW, som er den samlede kapacitet fra Ladysjin-kraftværket, Saratov-vandkraftværket og det regionale Estiske kraftværk, der alle er taget i brug i de seneste år, betyder tilsammen et væsentligt bidrag til energiforsyningen i Sovjetunionens europæiske del. Andet afsnit af automobilfabrikkerne, der er blevet opkaldt efter USSR's 50-årsdag, i byen Togliatti ved Volga blev sat i drift i januar 1972. Umiddelbart før festlighederne afsluttedes byggeriet af tredje afsnit. Det er nu en moderne virksomhed, hvor der arbejder titusinder af faglærte arbejdere, teknikere og ingeniører, og den kan levere 660.000 personvogne om året. Dette er en stor præstation i vor bilindustri. Der er fuld gang i opførelsen af endnu en gigant, nemlig lastvognfabrikken i Naberesjnyje Tjelny ved Kama-floden. Landets olie- og gasindustri udvikles fortsat i stærkt tempo. Sovjetmenneskene finder med stadig større sikkerhed frem til underjordiske lejer i Vestsibirien, Kasakhstan og Usbekistan, hvorfra der udvindes uvurderlige rigdomme. Alene tilvæksten i olieudvindingen i de forløbne to år har udgjort 44,5 mio. tons, hvilket er mere end totalomfariget af USSR's olieudvinding i 1950. Således er vort væksttempo, således er dimensionerne i vort arbejde!

Og nu om landbruget. I ved udmærket, kammerater, at vort parti, stat og hele det sovjetiske folk gør sig store anstrengelser for at sikre en pålidelig vækst i landbrugsproduktionen. På grundlag af beslutningerne fra plenarmødet i marts 1965 og de to seneste partikongresser er meget udrettet i løbet af ottende femårsplan. Det er som helhed lykkedes os at anspore landbrugerne til en øget landbrugsproduktion, at opnå en vis vækst i jordbrugets og husdyrbrugets rentabilitet. Kolkhosernes og sovkhosernes materielle og tekniske basis og økonomi er styrket, ligesom der er opnået en mærkbar vækst i høstudbyttet og husdyrbrugets produktivitet. Det er den økonomiske side af sagen. Den anden, ikke mindre væsentlige, sociale side består i, at der i disse år er sket et betydeligt opsving i landbrugernes leveniveau, det vil sige for en betydelig del af det sovjetiske folk. De tre vigtigste hovedbestanddele i partiets politik på landbrugsområdet i den nuværende fase er kompleks mekanisering og anvendelse af kunstgødning tillige med andre kemiske hjælpemidler samt omfattende jordforbedringsarbejder. Vi har til dette formål afsat flere midler, end der nogen sinde tidligere er afsat til landbruget. De udstukne planer føres vellykket ud i livet i alle retninger. I øjeblikket moderniseres næsten alle landets traktorfabrikker og andre virksomheder til fremstilling af landbrugsmaskiner; vi er vidne til en proces, hvorunder der udvikles en ny generation af landbrugsudstyr, som er mere højproduktiv, med større kapacitet. I indeværende femår er det planlagt at øge vor produktion af mineralske gødningsstoffer med 60 pct. Overrislings- og dræningsarbejder på jorder i forskellige områder af Sovjetunionen er sat i gang og udvides til stadighed. Som bekendt blev indeværende år, 1972, usædvanlig vanskeligt m. h. t. vejrforholdene. Efter en snefattig vinter med stærk kulde indtrådte en hidtil uset tørke, der ramte betydelige områder af landet. Kornarealer og andre afgrøder ødelagdes i store områder af den europæiske del. Under disse vanskelige forhold traf partiet alle nødvendige foranstaltninger. Vejrligets ulykker konfronteredes med den bevidste vilje hos millioner af sovjetmennesker, der organiseret af partiet satte ind mod naturen med den moderne tekniks mægtige midler til deres rådighed. Alle kræfter blev mobiliseret for hurtigt og uden tab at indhøste kornet og sikre husdyrbruget foder. Et særligt ansvar hvilede på arbejderne i Kasakhstan, Sibirien og en række områder i Ural, hvor der var avlet en god afgrøde. Her var det vigtigt at gennemføre høsten hurtigst muligt, eftersom uventede kuldeangreb og snefald kunne føre til tab af afgrøden. Blandt landbrugerne i de østlige områder af landet opstod en bevægelse under den udtryksfulde parole: „Ikke en times forsinkelse - ikke et grams tab!" Der udfoldedes en virkelig kamp for kornet.

Og arbejderne i Sibirien, Ural og Kasakhstan skuffede ikke, men opfyldte landets forventninger og tillid. De avlede en god afgrøde og arbejdede uselvisk for at indhøste den. Arbejderne i landbruget i Kasakhstan leverede vort land over 17 millioner tons, dvs. over en milliard pud korn. Kornavlerne i Sibirien og Ural fyldte de statslige kornmagasiner med næsten 17 millioner tons korn, og heraf leverede alene Altaj-området over 5 millioner tons. Takket være stærk organisation, disciplin og stødarbejde opnåede man en god høst og overopfyldte planerne for salg af korn til staten i en række områder og autonome republikker i den Russiske Føderations centrale og sydlige dele. Det samme gjorde kolkhoserne og sovkhoserne i Ukraine, Hviderusland, Moldavien, Østersøre-publikkerne, Transkaukasien og Centralasien. Som et resultat heraf nåede landets samlede kornhøst op på 168 millioner tons, eller over 10,3 milliarder pud, hvilket er lidt over det årsgennemsnit for kornhøsten, der blev opnået i ottende femårsplan. Og de statslige opkøb udgjorde 60 millioner tons. Det svarer til det omfang, der er indeholdt i den faste plan, men er naturligvis mindre end vi havde regnet med under mere eller mindre normale forhold. Vi kan ikke undlade at give vore fremragende bomuldsdyrkere særlig omtale. Deres arbejde har også i dette år været særdeles vanskeligt. Også for bomuldsdyrkningen var vejrliget ugunstigt. Men det forskrækkede ikke dem, der udvinder vort lands „hvide guld". Bomuldsdyrkerne i Centralasien, Kasakhstan og Aserbajdsjan påtog sig høje forpligtelser på partimøder, på produktionskonferencer og på mødet i Tasjkent mellem republikkerne. De lovede at levere folket mere bomuld end sidste år, der gav et højt høstudbytte: 7,135 millioner tons. De har arbejdet intensivt og uselvisk. Og de holdt deres ord med ære. De påtagne forpligtelser er både opfyldt og overopfyldt. Vi har fået den største samlede bomuldshøst i vor historie. Der er solgt 7,3 millioner tons til staten, hvoraf alene Usbekistan har leveret 4,7 millioner tons. Vi kan således med fuld grund sige, kammerater, at kolkhosernes og sovkhosernes arbejdere i vort land i dyb forståelse for folkets behov har besvaret partiets appel med konkrete handlinger og arbejdsbedrifter. Og partiet og det sovjetiske folk værdsætter disse bedrifter højt. Det er glædeligt at notere, at en stor gruppe af foregangsmænd inden for landbruget for kort tid siden blev dekoreret med ordner og medaljer, og at mange af dem er blevet betitlet som det „Socialistiske arbejdes helt". Hæder og ære til disse fremragende arbejdere!

Kammerater, erfaringen fra dette for landbruget usædvanlig ugunstige år har endnu engang på overbevisende måde illustreret, hvor meget vort land er vokset, hvor stærkt og sundt vort udviklede socialistiske samfund er. I tidligere tider før revolutionen eller i sovjetmagtens første år ville en så hård vinter og en så lang tørkeperiode uundgåelig have haft de sørgeligste følger og ulykker i mange områder af landet. Men nu har vi, som livet viser, kræfter nok til at hamle op med den slags vanskeligheder. Det, der tidligere medførte en katastrofe, bliver nu en omend vanskelig, så dog overvindelig hindring i vor udvikling. Efter videnskabsmændenes og specialisternes beregninger ville vi med det agro-tekniske niveau, vi havde i 1955, under sådanne vejrforhold, som vi har oplevet i indeværende år, have indhøstet ialt omkring 90 millioner tons korn på det samme såareal, som vi har nu. Og når vi i år har høstet 168 millioner tons, er det i sig selv slet ikke så lille en landvinding. Det er et vidnesbyrd om en højnet kultur i agerbruget, om veltilrettelagt arbejde blandt kolkhosbønderne, arbejderne på sovkhoserne og agronomerne, det er et resultat af den store hjælp, som vor industri har ydet landbruget, et resultat af vore fælles anstrengelser for at frembringe et opsving i landbruget. Vi har naturligvis lidt visse tab på grund af den dårlige korn- og kartoffelhøst. Men de kan og skal opvejes af intensivt arbejde i både landbrug og industri. Vanskeligheder er der ubestrideligt, men livets normale gang i vort land, hos vore borgere vil ikke blive brudt. Vi vil også fremover træffe foranstaltninger til sikring af det nødvendige forsyningsniveau for befolkningen. Det forløbne år, kammerater, har med al kraft bekræftet rigtigheden af partiets linie for at styrke landbrugets materielle og tekniske basis. Og samtidig taler det med fasthed om, at de planlagte foranstaltninger må føres hurtigere ud i livet, at anstrengelserne i denne retning må mangedobles. Dette års erfaring har vist, at vejrligets luner har medført mindst skade for de landbrugsvirksomheder, som har iagttaget alle agro-teknikkens krav, som har haft en velorganiseret frøavl, som anvender gødningsstofferne og udnytter vandingsanlæggene rigtigt. Kort sagt, hvor man har arbejdet godt, har følgerne af tørken heller ikke været så hårde. Altså kammerater, natur er natur, men arbejde er arbejde, og det bedste våben i kampen mod naturens ulykker er høj driftskultur og aktivt, uselvisk arbejde. At hæve vort landbrug op til det stade, der virkelig modsvarer den moderne tekniks muligheder og den kommunistiske opbygnings behov - det er det mål, partiet har opstillet. Og ved hjælp af landbrugernes samdrægtige arbejde, en stadig mere omfattende støtte til landbruget fra industriens side, ved hjælp af hele befolkningens anstrengelser under partiets ledelse vil vi nå dette mål. Netop sovjetmenneskenes ihærdige arbejde i industri og landbrug, netop deres arbejdsresultater giver mulighed for konsekvent at opfylde det af partikongressen godkendte program for vækst i folkets velfærd. I kender udmærket de mange foranstaltninger, kammerater, som er gennemført i så henseende. Jeg vil her kun omtale to tal. I 1971 og 1972 har omkring 34 millioner mennesker fået forhøjet deres arbejdsløn, pensioner og stipendier. Omkring 23 millioner mennesker er i disse år flyttet ind i nye lejligheder. Der foregår således som helhed en imponerende vækst i Sovjetunionens økonomiske styrke, og det kan kun glæde os alle. Dette må og skal vi sige højt og klart på vor store jubilæumsdag. Men både på store festdage og på almindelige arbejdsdage har vi udmærket øje for såvel resultaterne som vore svage punkter og mangler, og vi koncentrerer folkets opmærksomhed og anstrengelser på så hurtigt som muligt at fjerne dem. Og mangler har vi desværre endnu. Der er næppe noget behov for at give en detaljeret opremsning af dem nu - vi kommunister er selvkritiske folk og har allerede flere gange talt skarpt og konkret om disse mangler. Den væsentligste består i, at de rige indre reserver, de intensive kvalitative faktorer endnu ikke udnyttes i udviklingen af samfundsøkonomien tilstrækkelig omfattende og effektivt. I en række brancher, på mange virksomheder og byggepladser, i kolkhoser og sovkhoser nedsættes forbruget af arbejdskraft og ligeledes forbruget af råstoffer og materialer kun langsomt.

Hovedopgaven består nu i radikalt at ændre orientering, at lægge hovedvægten på intensive driftsmetoder og dermed sikre en betydningsfuld højnelse af økonomiens effektivitet. Det drejer sig om, at den økonomiske vækst i stadig højere grad skal ske gennem øget arbejdsproduktivitet og forcering af det tekniske og videnskabelige fremskridt, gennem mere fuldstændig udnyttelse af de fungerende produktionsanlæg, gennem et øget afkast af hver investeret rubel, af hver ton anvendt metal, brændsel, cement og gødning. Heri ligger kernen i det omsving i den økonomiske politik, som partiets 24. kongres har krævet. Kun på et sådant grundlag kan man med held løse de af størrelsesorden enorme opgaver, samfundsøkonomien er stillet overfor i den løbende femårsplan. Kun på grundlag af øget økonomisk effektivitet kan man fremdrage midler og ressourcer, der er tilstrækkelige til på én gang at sikre en betydelig vækst i de arbejdendes velfærd samt muligheder for en hurtig udvikling af økonomien fremover og tillige dække behovene for at holde landets forsvarsevne på et behørigt niveau. Partiet har vidst udmærket, at en opfyldelse af femårsplanens opgaver kræver et stort og anstrengende arbejde, en enorm energi og organiserthed, en skabende fremgangsmåde og dristighed i løsningen af de problemer, der opstår. Netop derfor er det flere gange blevet understreget, at hvis vi ikke hæver den økonomiske virksomhed som helhed op på et højere stade, hvis vi ikke gennemfører et fundamentalt omsving til en øget økonomisk effektivitet, så bliver det vanskeligt at løse de stillede opgaver. De hovedretninger, som herunder må følges, er også kendte. Det gælder forbedring af planlægningen og hele forvaltningssystemet. Det gælder tilvejebringelse af økonomiske betingelser, der ville tvinge ministerierne og virksomhederne til at antage en intensiv plan, mobilisere reserverne og operere med større afkast. Her ligger et stort operationsfelt for vor statsplankomité, for vore ministerier og andre regeringsorganer. De folk, som partiet har betroet ledelsen af det ene eller andet afsnit i den økonomiske virksomhed, skal utrættelig forbedre metoderne og stilen i denne ledelse. De skal i fuldt omfang have sans for det nye, udvise initiativ og i tide udnytte alle muligheder, der åbnes af de tekniske og videnskabelige fremskridt. Bolsjevistisk uforsonlighed over for mangler, over for enhver ligegyldighed i arbejdet, dybtgående partimæssig ansvarsfølelse for at opnå den største samfundsøkonomiske effekt med forbrug af mindst mulige ressourcer, alt dette skal blive ubestridelige egenskaber hos enhver leder.

Kammerater! Vi fejrer USSR's jubilæum kort før nytår. Det kommende år har særlig betydning, det er det tredje, i mangt og meget afgørende år for femårsplanens skæbne. Og opgaven består i ikke alene med et godt resultat at klare det kommende års vigtigste planopgaver, der blev vedtaget for få dage siden på mødet i USSR's Øverste Sovjet, men også i at gå endnu videre, at skabe den nødvendige opsparing for de følgende år. I kraft af hvad kan dette ske? I første række ved at realisere de forhåndenværende store reserver, som vi allerede har været inde på. Det skal ske ved streng økonomisering, ved at koncentrere kræfterne og midlerne om produktionsklare objekter, ved at styrke arbejdsdisciplinen og forbedre arbejdsgangen. Men det er ikke alt. Selv de allerbedste planer bliver ikke opfyldt, hvis de, der arbejder ved maskinerne, i marken, eller på husdyrbrug, i forskningsinstitutter eller i servicesektoren, ikke lægger en del af deres hjerte, af deres sjæl i arbejdet. Det højt organiserede arbejdes energi, der mangedobles af kærligheden til sit land, det socialistiske fædreland, er i stand til at skabe mirakler. Således var det under de første femårsplaner, under den store fædrelandskrig, under efterkrigstidens genopbygning og under den fredelige opbygning - år, som var fulde af massernes heltemod og arbejdsentusiasme. Og i dag ruller en bred bølge af socialistisk kappestrid over landet. Arbejderne i de førende kollektiver, husdyrbrug, arbejdsbrigader, kolkhoser og sovkhoser har forpligtet sig til at øge produktionen og forrådene af animalske produkter. Landbrugerne i Krasnodar-området har været igangsættere af socialistisk kappestrid for at øge produktionen af korn og andre agerbrugsprodukter. De ansatte på førende virksomheder har tilsluttet sig den socialistiske kappestrid for opnåelse af høje arbejdsresultater i alle industribrancher samt inden for byggeri og transport. I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på følgende side af sagen. Den socialistiske kappestrid som massernes levende skaberkraft kræver ikke alene, at foregangsmændene støttes og opmuntres aktivt, men også, at de, der hænger efter eller som arbejder utilstrækkeligt samvittighedsfuldt, bringes frem i lyset. Og det er nødvendigt at gøre dette i fuld offentlighed, således at folket kender både dem, der arbejder for fuld kraft, og dem, der arbejder slapt, valent. Det hænder også, at nogle påtager sig forpligtelser under megen pralen, men tier, når resultatet af forpligtelserne gøres op, især når disse resultater ikke er særlig gode. Og så sker der netop det, at man kender sejrherrerne, mens der nærmest ikke findes besejrede. Herved udhules selve det væsentlige i kappestriden, den faktiske arbejdsdyst, den faktiske konkurrence i arbejdet, dvs. de faktorer, som V. I. Lenin tillagde særlig betydning. Det er nødvendigt at organisere sagen således, at arbejdet for en høj arbejdsproduktivitet, for de bedste produktionstal, for en høj kvalitetsproduktion bliver hele folkets anliggende. Vi henvender os til de arbejdende i by og på land og siger ligeud: opfyldelsen af planen for 1973 ligger i jeres hænder, kammerater! Vi er overbeviste om, at vor arbejderklasse, vor bondestand og intelligensen vil besvare partiets appel med nye arbejdsbedrifter og ikke vil spare på kræfterne, således at opgaverne i femårsplanens tredje, afgørende år bliver opfyldt med et godt resultat.

Ærede kammerater! Når vi sætter fokus på de aktuelle, løbende opgaver, glemmer vi ikke perspektiverne i vor bevægelse fremad. Dem har bolsjevikkerne aldrig ladet gå i glemmebogen. Allerede i april 1918, da sovjetmagten først lige var blevet oprettet, da borgerkrigen blussede op og alt bar præg af forfald, appellerede Lenin til hurtigst muligt at opstille en „plan for industriens reorganisering og Ruslands økonomiske opsving". Dette var naturligt og nødvendigt, eftersom Oktoberrevolutionen blev gennemført for at opbygge socialismen, og socialisme er uløselig forbundet med videnskabelig planlægning af økonomien. Den langsigtede, videnskabelig underbyggede planlægning af den økonomiske og den sociale udvikling er des mere nødvendig i vore dage, da Sovjetunionen bevæger sig fremad mod kommunismens opbygning. Under disse forhold er langsigtet perspektivplanlægning et virkelig livsvigtigt anliggende. Dette har som bekendt fundet udtryk i beslutningerne fra SUKP's 24. kongres. I overensstemmelse med kongresbeslutningen har SUKP's centralkomité og USSR's ministerråd i dette år vedtaget en forordning om udarbejdelse af en langsigtet perspektivplan for samfundsøkonomiens udvikling i Sovjetunionen i perioden 1976-90. Arbejdet med at opstille denne plan (der vil løbe frem til 1975) er en af de vigtigste økonomisk-politiske opgaver. Lenin sagde i forbindelse med GOELRO-planen, at et langsigtet program for samfundsøkonomiens udvikling i virkeligheden er partiets andet program. Det er vor opfattelse, at vi også i dette tilfælde skal gribe sagen an således. Det er naturligvis vanskeligt at tale om perspektivplanens konkrete indhold nu, om dens måltal. Det er en opgave, der løses gennem omhyggelig, videnskabelig udarbejdelse af planen. Og her må vore planlægningsorganer gå grundigt til værks, de må bestå en vigtig eksamen over for partiet og landet. Subjektive ønsker og beregninger efter øjemål er i denne sag ikke alene nytteløse, de er endog farlige. Men de vigtigste retninger, de historiske konturer i perspektivplanen er klare. De bestemmes af de samfundspolitiske og økonomiske opgaver, som er indeholdt i partiets program og i beslutningerne fra dets sidste kongres, af opgaverne for tilvejebringelse af kommunismens materielle og tekniske basis og et betydeligt opsving i det sovjetiske folks leveniveau. Det er klart, at vor perspektivplan også forudsætter omfattende udnyttelse af videnskabens og teknikkens nyeste resultater på alle samfundsøkonomiske områder til gavn for hele folket, og en ny, meget høj vækst i arbejdsproduktiviteten, eftersom dette, som V. I. Lenin understregede, „i sidste instans er det vigtigste og mest fundamentale for den nye samfundsordens sejr". Det er ligeledes klart, at vi må finde frem til den mest rationelle placering af vore produktivkræfter. Nu, da udligningen af det økonomiske udviklingsniveau mellem de nationale republikker i det store og hele er gennemført, har vi mulighed for at gribe fat om de økonomiske spørgsmål ud fra først og fremmest statens interesser som helhed og højne effektiviteten af hele USSR's samfundsøkonomi - naturligvis under hensyntagen til unions- og de autonome republikkers specifikke interesser. Endelig skal perspektivplanen også tage hensyn til det for os gunstige særtræk ved den nuværende internationale situation, nemlig den omfattende udvikling af international arbejdsdeling og i første række økonomisk integration mellem de socialistiske lande.

Dette var nogle betragtninger over udarbejdelsen af planen for USSR's økonomiske udvikling indtil 1990. Samtidig med, at vi fører denne plan ud i livet, skal vi hæve det sovjetiske folks velstand til et stade, som anskueliggør for alle, selv de mest forhærdede skeptikere, hvilke muligheder og fordele vort system indeholder på alle områder af samfundslivet. Der vil i denne periode i Sovjetunionen utvivlsomt gøres nye store skridt på det videnskabelige og kulturelle område med hensyn til alsidig udvikling af den menneskelige personlighed og beskyttelse af folkesundheden. Det kan heller ikke være anderledes, eftersom partiets og sovjetstatens hovedparole under opstillelsen af alle vore planer var og er „alt i menneskets navn, alt for menneskets vel". Dette er, kammerater, de mål vi stiler mod. Det er de horisonter, der åbner sig for det første land i verden, hvor socialismen har sejret. Således marcherer Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, hvis halvtredsårsdag vi i dag fejrer sammen med jer.

Kammerater! At udvikle menneskenes bevidsthed, at opdrage egenskaber, der er nødvendige for kommunismens opbyggere, hos hvert sovjetmenneske, er en opgave, som antager stadig større betydning i takt med den fremadskridende bevægelse i opbygningen af kommunismens materielle og tekniske basis og højnelsen af folkets velstand. Folkets åndelige liv, dets kulturelle niveau, er i sovjetmagtens år blevet umådelig beriget, dets politiske bevidsthed er vokset. Hele forløbet af vor historie efter oktoberrevolutionen har vist, hvilke høje moralsk-politiske egenskaber der er opdraget i sovjetmenneskene, hvilke udødelige bedrifter sovjetmennesket, den frie, bevidste arbejder, patrioten og internationalisten, er i stand til at udføre. Heri ligger en af socialismens mest uvurderlige landvindinger. Alt dette betyder imidlertid ikke, at de politisk-opdragelsesmæssige og ideologiske opgaver, vort socialistiske samfund står overfor, allerede er løst. Det er ikke nogen hemmelighed, at befængte sociale sår, der er nedarvet fra fortiden og som af væsen er socialismen fremmede, stadigvæk ofte lader sig mærke hos os; det gælder for eksempel et lemfældigt forhold til arbejdet, holdningsløshed, mangel på disciplin, havesyge og diverse brud på socialistiske samkvemsnormer. Partiet anser det for sin pligt at gøre hele vort samfund opmærksom på disse fænomener, at mobilisere folket til beslutsom kamp for at overvinde dem, da vi ellers ikke kan opbygge kommunismen. Selve kommunismens væsen bestemmes ved, at borgerne besidder en høj grad af bevidst orientering og ansvarsfølelse over for samfundet, dvs. høje moralske egenskaber. Netop derfor er opdragelsen af social bevidsthed hos alle borgerne en af de vigtigste bestanddele i den kommunistiske opbygningsproces. I vor tid dikteres den bydende nødvendighed heraf endvidere af økonomiske faktorer. Vor socialistiske økonomis nuværende udviklingsniveau og det stade, som de tekniske og videnskabelige fremskridt nu befinder sig på, stiller de højeste krav ikke alene til arbejdernes rent faglige kvalifikationer, men også til deres arbejdsdisciplin, præcision og organiserthed. Uden dette kan vi simpelt hen ikke klare de overordentligt komplicerede opgaver, som den moderne tilværelse rejser.

Kammerater, vi bygger ikke et lediggængernes rige, hvor det flyder med mælk og honning, vi bygger det mest organiserede, det mest flittige samfund i menneskehedens historie. Og de, der skal leve i dette samfund, bliver de mest flittige og samvittighedsfulde, de mest organiserede og højt bevidste mennesker. Vi står altså over for et arbejde af enorm vigtighed. Det vil sandsynligvis tage megen tid, eftersom menneskets psykologi ændres betydeligt langsommere end det materielle grundlag for dets tilværelse. Partiet vil fortsat udføre dette arbejde over en stadig bredere front. Her har praktisk taget alt betydning: både en rigtig atmosfære i familien, en dygtig tilrettelægning af studierne, en sund atmosfære i arbejdskollektivet, en velorganiseret service for befolkningen og meget andet. Der påhviler naturligvis medarbejderne inden for kultur, kunst og massemedier en enorm rolle i denne sag. Fagforeningerne, Komsomol og andre masseorganisationer har altid været partiets aktive hjælpere i dets ideologiske opdragelsesarbejde. Nu bliver deres opgaver på dette plan endnu mere ansvarsfulde. Kammerater! Kommunisternes og i det hele taget alle bevidste borgeres store fordel i vort samfund består i, at de helt er klar over tanken og retningen i samfundsudviklingen og klart ser de mål, som vort land har stillet sig, og de veje, vi følger. Og det er en æressag for disse foregangskræfter at gøre denne forståelse, denne deres idémæssige overbevisning, dette ædle blus i deres hjerter til hvert sovjetmenneskes eje! Den kommunistiske opbygnings resultater afhænger i mangt og meget af udviklingen af den marxistisk-leninistiske teori, vort pålidelige videnskabelige kompas. Beslutningerne fra kongresser og plenarmøder i vort partis centralkomité og de vigtigste partidokumenter er et eksempel på kreativ udvikling af marxismen-leninismen. Men selve karakteren af de opgaver, vi står overfor, kræver en stadig mere aktiv opstilling af den sociale udviklings teoretiske problemer, en kreativ holdning til tilværelsens fænomener. „Der kan ikke findes nogen dogmatisme dér, hvor doktrinens øverste og eneste kriterium er dens overensstemmelse med den virkelige proces i den samfundsøkonomiske udvikling . . ." - disse Lenins ord skal gøres til hver marxists motto. Akkurat som vi nu i industri og landbrug bogstavelig talt ikke kan tage et skridt fremad uden at gøre brug af videnskabens nyeste resultater, således er også videnskabens udvikling den nødvendige basis for at tage beslutninger, for den daglige praksis i vort samfundsliv. Partiet har altid støttet og vil også fremover støtte den banebrydende, leninske behandling af komplicerede samfundsmæssige fænomener, af vore teoretiske kadrers indsats for at udvikle samfundsteorien, for at analysere virkeligheden på skabende vis. Der forestår os endnu et stort arbejde, kammerater, i den statslige opbygning, i den videre udvikling og forbedring af det socialistiske demokrati. De vigtigste retninger i dette arbejde er udstukket i resolutionen fra SUKP's 24. kongres. De omfatter massernes endnu mere aktive deltagelse i styringen, en endnu mere fyldestgørende udøvelse af sovjetternes mangeartede funktioner i ledelsen af samfundslivet; en endnu mere konsekvent efterlevelse af princippet om udøvende organers beretningspligt over for de folkevalgte; dertil kommer styrkelse af det socialistiske retsvæsen og forbedring af folkekontrollens virksomhed.

Et af de store spørgsmål i Sovjetunionens videre udvikling, som vi skal tage fat på i den nærmeste fremtid, drejer sig om USSR's forfatning. Hver af vore forfatninger har markeret et opadgående trin i udviklingen af den socialistiske sovjetstat, har været en ny fase i udfoldelsen af det socialistiske demokrati. RSFSR's forfatning af 1918 formaliserede oprettelsen af det proletariske diktaturs stat, der blev født af oktoberrevolutionen. USSR's forfatning af 1924 var den mangenationale sovjetstats første forfatning, der formaliserede den frivillige forening af broderrepublikker til en enhedsstat. Den nugældende forfatning af 1936 afspejlede den kendsgerning, at udbytterklasserne var afskaffet i vort land, og befæstede socialismens sejr. Men livet går fremad. I de tre og et halvt årti, der er gået siden vedtagelsen af forfatningen er der sket principielle forandringer i udviklingen af det sovjetiske samfund, i verdensudviklingen og i klassekræfternes gruppering på den internationale arena. Hvori består det væsentlige i disse forandringer? Kort formuleret, består det i følgende. I stedet for den socialistiske økonomis grundlag har vi nu et modent og teknisk veludrustet økonomisk system både i by og på land. Dette system udformedes allerede, da socialismen havde sejret, dvs. efter vedtagelsen af forfatningen af 1936. Samtidig med, at arbejderklassens førende rolle opretholdes, er der i vort land sket en mærkbar tilnærmelsesproces mellem alle klasser og sociale grupper, ligesom det socialistiske samfunds sociale ensartethed giver sig stadig tydeligere til kende. Der foregår en aktiv udviskning af væsensforskelle mellem håndens og åndens arbejde, mellem arbejds- og levevilkår i by og på land. Efter krigen har vort samfund gjort et enormt spring fremad med hensyn til kulturel udvikling. Sovjetunionen er i dag blevet et land, hvor alle kan læse og skrive, og hvor to tredjedele af den erhvervsaktive befolkning har middel- og højere uddannelse. Der er sket en betydningsfuld bevægelse fremad i udviklingen af det socialistiske demokrati, retsnormerne er styrket, lovgivningen udviklet og sovjetternes rolle og aktivitet højnet. Alle disse fundamentale ændringer har gjort det muligt for vort parti at drage den vigtige teoretiske og politiske konklusion, at der i Sovjetunionen under det leninske partis ledelse og med sovjetmenneskenes uselviske arbejde er opbygget et udviklet socialistisk samfund. Proletariatets diktaturs stat, der har opfyldt sin store historiske mission, er gradvist vokset over i hele folkets socialistiske stat af arbejdende, hvis ledende kraft forbliver arbejderklassen. Det første land i verden, hvor socialismen har sejret, er som det første gået i gang med den praktiske løsning af opgaverne i kommunismens opbygning. Der er ligeledes sket store forandringer i Sovjetunionens internationale stilling. Der er grund til at antage, at alle disse forandringer i vort lands liv og de opgaver, der har rejst sig for vort samfund under de nye forhold, skal finde deres afspejling i Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikkers forfatning. Vi har allerede omtalt dette tidligere, og det forberedende arbejde skrider frem i overensstemmelse hermed. Efter opfattelsen i partiets centralkomité, den Øverste Sovjets præsidium og USSR's ministerråd nærmer tiden sig nu for at afslutte dette arbejde. De respektive forslag til forfatningens nye tekst regner vi med at kunne sende ud til diskussion i offentligheden endnu før næste partikongres. Der er ingen tvivl om, at dette bliver en stor historisk begivenhed i Sovjetunionens liv. Den vil ikke alene hjælpe sovjetmenneskene og hele verden til bedre at gennemtænke det, vi har nået, og gøre status over den vej vi har tilbagelagt, den vil også kaste nyt lys over den videre udvikling af vort sovjetiske socialistiske samfund, der marcherer frem mod kommunismen.

Kære kammerater! Det er en epokegørende historisk vej, som den af Lenin grundlagte Union af Socialistiske Sovjetrepublikker, det fædrene hjem for næsten en kvart milliard frie og ligeberettigede mennesker af over hundrede nationaliteter har tilbagelagt gennem et halvt århundrede. Sovjetmenneskene har al grund til at elske deres store fædreland, til at være stolte over det. Talerne af repræsentanter fra alle nationaliteter i vort land har på de festmøder, der har været afholdt i disse dage overalt i Sovjetunionen, i de hundredtusinder af breve fra arbejdende i anledning af det storslåede jubilæum, været gennemtrængt af denne vidunderlige følelse af kærlighed til det sovjetiske fædreland. For 58 år siden, under den imperialistiske verdenskrig, stillede Vladimir Iljitj Lenin proletarisk, kommunistisk forståelse af national stolthed op mod chauvinistiske udskejelser, der blev opildnet af de herskende udbytterklasser. Om storrussernes, dvs. russernes nationale stolthed, skrev han, at de med rette kunne være stolte over deres folks hæderfulde revolutionære traditioner, over de bedrifter, som heltene, der var udgået af folkets midte, havde udført i befrielseskampen. Således opfattede Lenin, en trofast søn af det russiske folk, en stor revolutionær og internationalist, følelsen af national stolthed. Lenin opfordrede de bevidste russiske proletarer til at være tro mod „det proletariske broderskab mellem alle Ruslands folk, dvs. mod socialismens sag". Nu, et halvt århundrede efter Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikkers oprettelse, kan vi med fuld grund tale om et bredere begreb, om hele vort folks store patriotiske følelse - om sovjetmenneskets fællesnationale stolthed. Den arrogante tanke om nogle folks overlegenhed over andre er sovjetmenneskene fremmed og modbydelig, og des mere de forvrøvlede ideer om national eller racemæssig eksklusivitet. Sovjetmenneskene er internationalister. Således opdrages de af partiet, således opdrages de af hele vor virkelighed. Men sovjetmenneskene - alle sovjetmenneskene, uden forskel i national tilhørsforhold eller sprog - er stolte over deres store fædreland, forkynderen af den nye æra i menneskehedens historie, de er stolte over millionernes inspirerede arbejde, som under kommunisternes lederskab har opbygget det nye, virkelig retfærdige og frie samfund, har skabt den ubrydelige broderlige union af mange folk. De er stolte over millioner af heltes bedrift, disse folks sønner og døtre, der afgav deres liv i fælles kamp for disse landvindinger. De er stolte over det befriede arbejdes store præstationer, videnskabens resultater, opblomstringen af kulturen, der er iklædt mangfoldige nationale former, over hele det sovjetiske folks livsform, der har vist menneskeheden nye horisonter, nye moralske værdier og idealer.

Sovjetmenneskets fællesnationale stolthed er en stor, rummelig og af indhold særdeles rig følelse. Den er dybere og bredere end den naturlige nationalfølelse hos hvert enkelt af de folkeslag, der bebor vort land. Den har opsuget alt det bedste, der er skabt af millioner og atter millioner sovjetmenneskers arbejde, dristighed og skabergeni. Hele landet er stolt over arbejdernes og kolkhosbøndernes arbejdsbedrifter, videnskabsmændenes fremragende opdagelser i hver af vore republikker, mestrenes kunnen, folkekunstens udødelige værker hos hver af vore brodernationer. De fremragende og originale værker inden for litteratur, kunst og musik, som hvert af Sovjetunionens folk har leveret - alt dette er for længst blevet vort fælles eje, kammerater. Alt dette og meget, meget andet, som det ganske enkelt er umuligt at remse op, udgør ét hele af sovjetmenneskenes uvurderlige nationale rigdom. Hvert sovjetmenneske, alle sønner og døtre af vort store mangenationale fædreland, hver eneste levende sjæl er med rette stolt over alt dette. Og jo længere vi når frem i opbygningen af kommunismen, desto mere mangeartede og solide bliver de økonomiske, kulturelle og andre bånd, der forener alle USSR's folk til en enhed, desto stærkere og dybere bliver den ædle følelse af det store fællesskab, som vi kalder sovjetmenneskets fællesnationale stolthed. Kammerater! Det er umuligt at overvurdere det bidrag til menneskehedens historie, som Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, der blev grundlagt på Lenins initiativ, har ydet gennem et halvt århundrede under ledelse af det kommunistiske parti. At der i USSR for første gang blev opbygget et socialistisk samfund, at det dér for første gang blev vist i praksis, hvad virkelig ligeberettigede, broderlige relationer mellem folkene er, vil alle folkene utvivlsomt huske og værdsætte til alle tider. Sovjetunionen marcherer nu videre fremad. Sovjetunionen går kommunismen i møde. Vi ved, at vejen til den ikke bliver let. Den vil kræve intensiv indsats af vore folkeslags kræfter og energi, hver for sig og i fællesskab. Vi ved, at det vil kræve omfattende og inspireret arbejde, organisation, disciplin og høj politisk bevidsthed. Vi ved ligeledes også, at sovjetmenneskene er i besiddelse af alle disse egenskaber, formår at udnytte dem, formår at nå de vidunderlige mål, de er stillet overfor. Pantet herpå er vor fælles faste beslutsomhed på at føre den sag til ende, der blev påbegyndt under Lenins ledelse i de legendariske oktoberdage. Pantet herpå er det sovjetiske folks enige vilje, der har fundet sit udtryk i vort leninske kommunistiske partis politik. Lad vort store fædreland, Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, for evigt leve, styrkes og blomstre! Længe leve det sovjetiske folks prøvede avantgarde, Sovjetunionens leninske kommunistiske parti! Lad alle folkenes frihed, uafhængighed og fremskridt, lad socialismens sag leve og sejre! For varig fred i hele verden! Længe leve kommunismen!

I disse dage, da 60-året for Den Store Socialistiske Oktoberrevolution fejres højtideligt, retter Sovjetunionens kommunistiske partis centralkomité, Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikkers Øverste Sovjet og Sovjetregeringen et fredens og den gode viljes budskab til folkene, parlamenterne og regeringerne i alle lande. For 60 år siden fuldbyrdedes i Rusland, på to verdensdeles, Europas og Asiens, jord den socialistiske revolution, og dermed indledtes realiseringen af menneskehedens store drøm - opbygningen af et samfund, hvor arbejdet er befriet for udbytning, hvor der hersker social retfærdighed, og hvor venskabet mellem folkene sejrer over national splidagtighed. Dristigt og uden fortilfælde var det forehavende, vort folk og vort parti gav sig i kast med. I dag, 60 år efter, ses det klart, at arbejderklassen, det arbejdende folk i Rusland, anført af bolsjevikkernes parti med den store Lenin i spidsen, fulgte den rette vej til en ny tilværelse. De begejstrede revolutionære var det nye samfunds fremsynede bygmestre. Alle den gamle verdens reaktionære kræfter greb til våben mod den første socialistiske revolution. Med ild og sværd, med sult og blokade forsøgte de at knuse vor revolution og slukke den fakkel, der kastede sit lys ud over den hele verden. I forbitrede kampe mod imperialismens, reaktionens og fascismens kræfter, forsvarede vort folk med svære tab, under bitre lidelser og afsavn sin frihed og uafhængighed, Oktoberrevolutionens landvindinger, forsvarede socialismens fremtid. Det sovjetiske folks gigantiske anstrengelser, dets ofre og dets urokkelige beslutsomhed har båret frugt. Vi har opbygget et udviklet socialistisk samfund. Vi har skabt den første stat i verden, hvor de arbejdende menneskers fundamentale interesser varetages effektivt, og hvor hver enkelt nations og folkegruppes, hver enkelt borgers rettigheder og friheder er garanteret i praksis og i fuldt omfang. Sovjetunionens nye forfatning er en koncentreret sammenfatning af den sovjetiske stats udvikling gennem 60 år. Det sovjetiske folk er stolt af, hvad det har tilkæmpet sig. I dag sætter vi os nye, endnu højere mål og erkender meget vel vanskelighederne ved de problemer, der skal løses. Menneskene i Sovjetunionen står fast samlet omkring det kommunistiske parti og Sovjetregeringen og går med sikre skridt fremad mod den fuldstændige virkeliggørelse af det kommunistiske ideal, som betyder realisering af fred, arbejde, frihed, lighed, broderskab og folkenes lykkelige fremtid. De, der i oktober 1917 fulgte kommunisternes parti, fulgte Lenin, var konsekvente internationalister. De kæmpede ikke alene for deres eget folks lykkelige fremtid. Oktoberrevolutionen hidførte en brat vending i verdenshistoriens gang. Efter Sovjetlandet har andre lande - lande i Europa, Asien, Latinamerika og Afrika - valgt en socialistisk eller socialistisk orienteret vej. Den internationale arbejderbevægelse og den nationale befrielsesbevægelse har tilkæmpet sig betydelige politiske, sociale og økonomiske resultater. Kolonisystemet er slået sønder. Store og små nationer har vundet tiltro til deres egne kræfter og til deres umistelige ret til at være deres egen skæbnes herrer. Den almindelige, demokratiske bevægelse vinder bredde og styrke. Fredskræfternes, den progressive ungdoms og kvindernes stemmer lader sig høre med stadig større styrke. Vi hilser hjerteligt og broderligt folkene i de socialistiske lande, med hvem vi er forenet ved fælles mål og idealer med ubrydelige venskabsbånd. Vi hilser varmt folkene, der har gjort sig fri af kolonialismen, og som er slået ind på den nationale genfødelses og det sociale fremskridts vej. Vi er dybt solidariske med de folk, der fortsætter den tapre kamp for frihed og uafhængighed. Vi sender vor hilsen til vore brødre, de arbejdende folk i de kapitalistiske lande, som kæmper for deres livsvigtige rettigheder og interesser. I de seks årtier efter Oktoberrevolutionen er menneskeheden skredet langt frem. Verden er forandret til det uigenkendelige. Men også i dag stilles menneskeheden over for meget alvorlige problemer, der kræver at blive løst. Menneskeåndens frembringelse, de grænseløse muligheder i det videnskabelige og tekniske fremskridt kan nu sikre hvert eneste folk, hver eneste familie og hvert enkelt menneske en menneskeværdig tilværelse. Alligevel er vældige menneskemasser i mange lande fremdeles henvist til en tilværelse i sult, nød, sygdom og analfabetisme, retsløshed og frygt for dagen i morgen og en elendig alderdom. Mange millioner er dømt til arbejdsløshed, berøvet den naturlige ret til arbejde. Vor Jord er endnu ikke renset for resterne af kolonialisme fascisme og racisme. Og endelig - det værste - faren for en ny verdenskrig er ikke ryddet bort, truslen om en kernekrigskatastrofe er ikke fjernet. Appellen om fred har stået prentet på Sovjetstatens fane fra dens tilblivelsesdag. Og gennem seks årtier har den gjort alt for at forsvare freden. Ufravigelig kamp for freden, mod oprustning, for generel og fuldstændig afrustning er de store mål for den sovjetiske udenrigspolitik, som er grundlovsfæstet i Sovjetunionens forfatning. Det er vort folks vilje, et folk som alt for vel kender prisen for både »varm« og »kold« krig. I de senere år er det lykkedes ved fælles indsats af alle hvem freden ligger på sinde, at hidføre et omslag i internationale forhold fra konfrontation til afspænding, gensidig forståelse og ligeberettiget samarbejde. Men der er ingen grund til godtroenhed. Der rejses alvorlige hindringer på afspændingens vej. Oprustningen, som er ved at blive yderst farlig, forceres sanseløst. Militarismen fortærer ikke blot kolossale ressourcer, men skaber en reel fare for hele menneskeheden. De, der udspreder løgn i stedet for sandhed, og som sår fjendskab i stedet for venskab, påtager sig et tungt ansvar. De, der i stedet for fredspolitik trækker i retning af fornyet kold krig, driver menneskeheden frem mod kernekrigens katastrofe. Der findes ikke og kan i vor tid ikke findes noget alternativ til fredelig sameksistens. Vi retter en appel til folkene, parlamenterne og regeringerne i alle lande, om at gøre alt for at standse oprustningen, forbyde udviklingen af nye massetilintetgørelsesvåben og skride til begrænsning af rustninger og troppestyrker, til nedrustning. Vi opfordrer indtrængende til at arbejde for snarlig, retfærdig løsning på sprængfarlige konflikter og afvikling af alle kilder til international spænding. Til folkene, de arbejdende mennesker og alle med god vilje i alle lande, siger vi: Fredens, afspændingens, det sociale fremskridts sag er vor fælles livssag ! Resultaterne afhænger af sammenholdet og beslutsomheden! Krigens og reaktionens kræfter viger for en forenet vilje til fred! De må tvinges til at vige. På det sovjetiske folks 260 millioner menneskers vegne erklærer vi højtideligt: Sovjetunionens kommunistiske parti, Sovjetunionens øverste Sovjet, Sovjetregeringen og hele vort folk vil fortsat med al beslutsomhed virke for konsolidering af freden og den fredelige sameksistens, standsning af oprustningen og reduktion af rustningerne helt til generel og fuldstændig afrustning under streng international kontrol. Sovjetunionens kommunistiske parti, Sovjetunionens øverste Sovjet, Sovjetregeringen og hele vort folk vil fortsat stå på deres side, som forsvarer folkenes frihed og uafhængighed, og som går ind for humanismens og den sociale retfærdigheds ophøjede idealer. Tro mod Lenins anvisninger vil Sovjetunionen også i fremtiden konsekvent føre fredens, demokratiets og socialismens politik.

De følgende artiklerne er fra bladet Kommunist, der udgives af KPiD. Knud Andersen, Holmevej 4, 6700 Esbjerg, tlf.: 75 12 29 78, skriver i december 1999:

Det var ved sidste århundredskifte, at den socialistiske arbejderbevægelse for alvor brød igennem. Det skete efter mange årtiers teoretisk forberedelse med Marx og Engels som de førende navne og efter generationers praktiske tilløb. Men nu så det endelig ud til at lykkes. I Tyskland blev Bismarcks undertrykkende socialistlove ophævet i 1890 og socialdemokratiet vandt store fremgange ved hvert valg til rigsdagen. I Frankrig blev den første socialist, Millerand, minister i en borgerlig regering i 1899. I England blev Labour dannet i året 1900 og skulle snart fortrænge de liberale i parlamentet. I Rusland havde Plechanov og Axelrod lige stiftet socialdemokratiet, som tre år ind i det nye århundrede skulle spaltes i bolsjevikker og mensjevikker, og herhjemme var LO lige blevet dannet og havde i 1899 været ude i en tre måneder lang lock-out og sluttet den med indgåelsen af Septemberforliget. I dag ved udgangen af 1900-tallet kan vi vurdere, hvordan det gik med det gennembrud, som for hundrede år siden virkede så lovende. Herhjemme erklærede en LO-formand, Thomas Nielsen, for en halv snes år siden ganske vist, at «Vi har sejret ad helvede til«. Alligevel slås arbejderbevægelsen stadig med septemberforlig og ledelsesret, har lige fået barberet efterlønnen og LO tilråder på sin kongres i 1999 løntilbageholdenhed ved næste overenskomst. Den slags sejre kan kapitalisterne nok leve med, og de lever da også i bedste velgående. Børsen trives og aktiekurserne er højere end nogensinde. I sommeren 1999 mødtes de socialistiske regeringsledere fra Tyskland og England, Gerhard Schröder og Tony Blair, og vedtog i London et fælles «manifest« - den betegnelse skulle vel låne lidt af glansen fra Marx' 150 år gamle dokument, som også blev offentliggjort i London - men det fra i sommer handlede om «den tredje vej«, kastede alle socialistiske formuleringer over bord og knæsatte kapitalismen og markedsøkonomien som arbejderbevægelsens grundvold. I Frankrig følger den socialistiske regering under Jospin i praksis samme vej, og i Rusland har gangsterkapitalismen sejret totalt. Gennembruddet virkede lovende, men i tilbageblik kan man se spirerne til den opgivenhed, som tegner slutningen af århundredet. Både i Edouard Bernsteins revisionisme i Tyskland, i Millerands ministerrolle i en borgerlig regering, i mensjevikkernes fremtræden i det russiske parti og i det nydannede LOs accept af septemberforliget med ledelsesret til kapitalen og begrænsning af strejkeretten for arbejderne ser man tydeligt disse spirer. Men hvordan voksede de op til at frembringe den defaitisme, som præger dette århundredes slutning? Svaret på det spørgsmål findes i hele århundredets forløb.

Det 20. århundrede, som vi strengt taget først er færdige med om et år, falder i to helt forskellige afsnit, og delingslinjen ligger ret præcist midt i århundredet.
Den første halvdel af århundredet var modsætningsfuld og kaotisk, blodig, barbarisk og krigerisk, revolutionær og omstyrtende. Den fik sit præg af l. verdenskrig, oktoberrevolutionen, socialismens opbygning i Sovjet med 5-årsplaner og kollektivisering, koloniimperialismens voksende vanskeligheder, krakket i Wall Street i 1929 og verdenskrisen derefter, fascismen og nazismen, 2. verdenskrig og den sluttelige sejr over den tysk-italiensk-japanske imperialisme og fascisme i 1945. Den egentlige årsag til det præg lå i monopolkapitalismen og imperialismen, som havde udviklet sig gennem det sidste par årtier i 1800-tallet. De nye, mægtige monopolsammenslutninger i Europa og USA havde givet produktionen et vældigt skub fremad med nye industrigrene indenfor kemi, elektricitet og forbrændingsmotorer og var baggrund for jagten på markeder og kolonier, for imperialisme, militarisme og kaprustninger. Verden havde delt sig i de to rivaliserende, imperialistiske hovedgrupperinger, centralmagterne omkring Tyskland og Østrig-Ungarn og ententen omkring Frankrig, England og Rusland, som i 1914 endte med at drive ud i 1. verdenskrig. Men endnu i 19l4 havde man tillid til udviklingen og fremskridtet og var fortrøstningsfuld overfor fremtiden. I det år udgav den kendte, tyske diplomat og professor, Kurt Riezler, en bog om verdenspolitikken, hvori han fastslog, at krig var ganske usandsynlig, thi alle parter havde alt for meget at tabe ved en moderne krig. Rustningerne ville kun blive brugt som argumenter ved forhandlingsbordet. «Krigene bliver ikke længere udkæmpet, men kalkuleret«, skrev han, og kalkulerne var grundlaget for stormagternes forhandlinger. Han blev klogere. Fire års blodigt kaos endte med centralmagternes nederlag og med en revolutionær bølge, som fra Petrograd overskyllede hele Øst- og Mellemeuropa og omstyrtede tre kejserriger, det russiske, tyske og østrigske. Men det var kun i Rusland, at de revolutionære landvindinger blev stående og blev fundament for en statsopbygning, Sovjetunionen. Lenin havde sat sin lid til, at det også ville ske i Tyskland, der som en højtudviklet, kapitalistisk stat ville kunne blive en langt sikrere basis for en socialistisk udvikling i Europa end det tilbagestående Rusland. En vurdering, som det sidste tiårs begivenheder unægtelig sætter i relief. Når det ikke skete hænger det især sammen med, at den tyske hær aldrig blev gennemsyret af revolutionære stemninger, men forblev et sikkert redskab for reaktionen, og her er den tyske bondestands revolutionære passivitet sammenlignet med den russiske en stor del af forklaringen.

Tyskland blev således aldrig en støtte for socialismen - tværtimod. Versaillesfreden i 1919 betød, at den ene imperialistgruppe, vestmagterne, tvang den anden, centralmagterne, til underkastelse. Og dermed var baggrunden skabt for revanchepolitikkens sejr i Tyskland, og det vil sige for Hitlers magtovertagelse i 1933.
For Sovjetunionen betød det, at man var tvunget til at opbygge den industrielle basis for et udviklet samfund, for socialismen i en isoleret stilling, med egne kræfter og egne ressourcer, og de kunne kun findes i landbruget. Løsningen på problemet fandt man i 30-ernes særlige kombination af 5-års-planernes socialistiske fremdrift og en brutal kollektiviseringspolitik overfor landbruget. Herved skabtes den industri, som sikrede sejren over Hitlerfascismen, men også en hårdhændet tradition, som havde negative virkninger i årtier derefter. I skarp modsætning til Sovjets planøkonomiske entusiasme stod den vestlige kapitalismes økonomiske depression i 1930-erne efter børskrakket i Wall Street i 1929. Verdenshandelen sank til en tredjedel af sit tidligere omfang og arbejdsløsheden steg til 30-35 % af arbejdsstyrken. Det skabte en fortvivlet stemning, som var en del af årsagen til udbredelsen af fascismen. Hitlers revanchepolitik var baseret på en optræden som Europas bolværk mod Sovjet, i denne rolle at sprænge «lænkerne fra Versailles«, skabe en tysk stormagtsposition og senere gennem en krig et verdensherredømme. Sovjets politik sigtede mod at skabe sikkerhed for sig selv og hindre krigen ved at alliere sig med de fredeligere vestmagter mod den aggressive Hitlerkoalition. Men vestmagterne afviste enhver alliance med Stalin. Det var i dette klima 2. verdenskrig opstod, simpelthen fordi det aldrig lykkedes for Chamberlains engelske regering at begribe, at Hitlers Tyskland var en større umiddelbar fare for det britiske imperium end Sovjetunionen og Komintern. Klassehadet blændede den. Den antifascistiske koalition Sovjet havde stræbt efter kunne derfor først skabes, da aksemagterne selv fremtvang den ved Hitlers overfald på Sovjet i juni 1941 og Japans angreb mod Pearl Harbour i december samme år.

Når den antifascistiske koalition fire år senere sejrede, skyldes det især Sovjetunionens indsats og ofre. Tysklands samlede militære og civile tab under 2. verdenskrig androg 6 millioner dræbte. Heraf var de 5 millioner soldater, som faldt på østfronten. Den sidste million omfatter samtlige Tysklands civile tab og faldne på alle andre fronter, til søs og i luften. Sovjets tab var flere gange større. Med sejren over aksemagterne i 1945 tilvejebragtes samtidig den store strategiske omlægning i verden, som fuldstændig ændrede århundredets karakter til ugunst for Sovjetunionen. Indtil da havde Sovjet eksisteret under de strategiske betingelser, som i sin tid havde gjort revolutionens sejr mulig, betingelser, som var karakteriseret ved den kapitalistiske verdens deling i to indbyrdes fjendtlige lejre, hvad der altid gav en chance for at overleve ved at støtte den ene mod den anden. Med aksemagternes kapitulation var denne situation totalt ændret, og Sovjet havde selv båret de største ofre for at skabe forandringen. Her kan man med rette tale om en historiens ironi. Og man forstår, hvorfor Stalin lagde så stor vægt på efter krigen at fortsætte samarbejdet med især USA, men også på at sikre Sovjet territorielt. Det sidste lykkedes, men det første lykkedes ikke. Thi klassekampens logik er tvingende. Den kapitalistiske verden kunne umuligt undlade at drage fordel af, at dens egen indre strid var overvundet. Sammenligner man Versaillesfredens underkuelse af Tyskland og krav om krigsskadeserstatninger efter 1. verdenskrig med Marshallplanens støtte til Vesttyskland og dets optagelse i NATO efter 2. verdenskrig træder forskellen klart frem. Den skyldes den store strategiske forandring.

Det blev USA, som den største kapitalistiske magt, der satte sig i spidsen for samlingen af kapitalismen, politisk gennem traktatsystemerne, militært gennem NATO og økonomisk gennem valutaaftaler og handelsoverenskomster. Og det blev USA, som høstede den største gevinst af forandringen. Den afspejles i dollarkursens stigning til det tredobbelte efter krigen. Hermed var scenen gjort klar til «den kolde krig«, verdens tvekamp, den frontale kollision mellem den samlede kapitalisme og socialismen, som skulle komme til at præge anden halvdel af århundredet. Socialismens fremdrift holdt sig i en årrække efter 1945 i form af socialistiske forandringer og revolutioner i Østeuropa, i form af hastig genopbygning i Sovjet og i form af indrømmelser og sociale forbedringer, som arbejderklassen i den kapitalistiske verden kunne aftvinge kapitalen. Det var eftervirkninger af den vældige, folkelige mobilisering, som havde været forudsætningen for den store sejr over fascismen. Desuden var der tale om en mægtig forstærkelse af befrielseskampen i kolonierne. Den var begyndt allerede i mellemkrigstiden i Mellemøsten, Indien og Kina med støtte fra Komintern. 2. verdenskrigs svækkelse af de gamle kolonimagter og af Japan gav forøgede muligheder og førte nu til selvstændighed for Indonesien og Indien og umiddelbart efter, i 1949, til den kinesiske revolution, som gav kommunisterne med Mao i spidsen regeringsmagten og mulighed for at indføre socialistiske forandringer i Kina. En ny bølge af befrielseskampe førtes til sejr i 1960 og følgende år i Afrika og i Cuba, hvor omvæltningen under Fidel Castro førte frem til en socialistisk revolution. Men ellers blev årtierne efter midten af århundredet kapitalismens gyldne epoke. Den drog fuld fordel af, at spaltningen i dens del af verden var overvundet og udviklede et sammenhængende, verdensomspændende valuta- og handelssystem, som lod dens økonomiske kræfter svulme. Under udnyttelse af keynesianismens statsmonopolkapitalistiske styringssystem i de enkelte lande overvandtes krigens skader hurtigt og den sociale ro sikredes ved reformer og indrømmelser i de fornødne doser. Produktivitet, produktion og købekraft steg vældigt i alle kapitalistiske lande under udnyttelse af den teknisk-videnskabelige revolutions fremskridt og under inddragelse af hidtil uudnyttede arbejdskraftreserver blandt kvinderne, fra det stadig mere mekaniserede landbrug og fra udviklingslandene. Vendepunktet i balancen mellem kapitalisme og socialisme indtrådte i midten af 1970erne. I 1975 nåede flodbølgen af frigørelseskampe i kolonierne sin højvandslinje med USAs nederlag i Vietnam og Saigons fald. I Vietnamkrigen var koloniernes frihedskamp blevet skærpet til en kamp for socialisme mod den kapitalistiske verdens førende magt. Men kapitalens svar på nederlagene og kolonifrigørelsen var «nykolonialismen«, fortsættelsen af herredømmet over ulandene i indirekte former og skærpelsen af udbytningen ved deres inddragelse i den kapitalistiske produktionsproces, som nu blev organiseret i verdensformat af de nye, stadig større og stadig talrigere multinationale selskaber. Denne nye, globale produktionsproces som opstod i århundredets sidste årtier byggede på en omfattende udnyttelse af halvlederbaseret informations- og styringsteknologi og en ny arbejdsdeling, som overlod den traditionelle, miljøbelastende sværindustri, minedrift og kemiske industri til u-landene og de mere overordnede produktioner og styringsprocesser til kapitalens gamle hovedlande.

Den socialistiske verden så efter genopbygningsårene indtil vendepunktet i 70erne ud til at være i stand til at klare sig og udvikle sig trods det uhyrlige tryk fra den forenede kapitalistiske verdens økonomiske blokade og politiske og militære belejring og atomkaprustning, »inddæmningspolitikken« som den kaldtes i den kolde krigs sprog. I en periode fra slutningen af 50erne og op i 60erne var Sovjetunionen endda førende indenfor rumforskning og raketteknologi. Opsendelsen af den første sovjetiske sputnik i 1957, som var den første kunstige drabant opsendt fra jorden, var en chokerende oplevelse for den amerikanske offentlighed, som blev bibragt det såkaldte »sputnikchok«, en traumatisk tvivl på deres eget lands videnskabelige og tekniske formåen.
Men i den følgende årrække blev det klart, at væksttempoet i den sovjetiske og i de andre socialistiske landes økonomi sagtnedes, og op i 70erne gled Sovjet ind i det, man siden betegnede som »stagnationsperioden«. Herfra og til opløsningen i begyndelsen af 90erne var afstanden ikke stor, hverken i tid eller i politisk forstand, selvom ingen politikere eller 'eksperter' i den kapitalistiske verden havde forudset det. Så mægtigt et indtryk havde det socialistiske statssystem gjort på verden, at ingen, selv blandt dets mest rasende modstandere, troede på, at det kunne forsvinde og kun efterlade nogle få enklaver.
Socialismens verden blev udmarvet af igennem 40 år at være nødt til at opretholde et kostbart forsvar af sit territorium og en global, strategisk kernevåbenbalance overfor en forenet kapitalistisk verden. Det tærede voldsomt på den begrænsede produktionskapacitet. Under den konstante blokades afspærring fra verdensmarkedet fik Sovjet aldrig kræfter tilovers til i tilstrækkeligt format at investere i eller udnytte de fornyelser, som den teknisk videnskabelige revolution skabte. Ej heller råd, ro eller tid til at arbejde sig ud af de primitive og rigoristiske styringsmekanismer, som blev skabt i årene omkring 1930 for at tjene den oprindelige industriopbygning, og som endnu viste sig egnede under krigen og genopbygningen. De var i længden utilstrækkelige. Inddæmningspolitikken nåede sit mål til sidst, omend det tog 45 år.

Ved slutningen af århundredet står da kapitalismen omtrent alene tilbage og er tilsyneladende almægtig. Her er forklaringen på den defaitisme som har grebet så vidt om sig i den arbejderbevægelse, som fik så lovende et gennembrud for et århundrede siden. Men den kapitalistiske kolos står på lerfødder. Thi nok fik den inddæmmet og opløst Sovjet og mangen anden socialistisk stat. Men den fik ikke opløst arbejderklassen, som nu udgør en større del af verdens befolkning end nogensinde Og det kan nok se ud, som om verden er vendt tilbage til tilstanden fra før 1914, men kapitalismen har ikke fået løst en eneste af de indre modsigelser, som dengang skabte dens blokopdeling og 1. verdenskrig. Og den kan ikke løbe fra, at det, som står tilbage som den væsentligste erfaring fra det 20. århundrede, er, at når den kapitalistiske verden kommer i alvorlige vanskeligheder og svækkes på grund af indre strid, og den kommer i konflikt med menneskenes dybe behov, er socialismen alternativet. Det blev prøvet i praksis gennem trekvart århundrede, og det fungerede!

Dannelsen af WTO afspejler nye udviklingstræk ved den moderne kapitalisme, karakteriseret ved de transnationale selskaber dominans og globaliseringen. Den nye økonomiske verdensorden som WTO skal skabe og vogte, er først og fremmest den orden, der kræves af de transnationale selskaber, hvis organisering og magt i dag er så stor og omfattende, at de nationale og regionale aftalesystemer er blevet en forhindring. Med dannelsen af WTO ses det første skridt i retning af en overnational global regeringsinstitution - en monopolernes verdensregering. Men hvad er forhistorien til dannelsen af denne mægtige organisation, som redskab for de trans-nationale monopoler ? Hvad er hovedindholdet i WTO og hvad beskæftiger organisationen sig med ?

1. juli 1944 afholdtes møde i Bretton Woods, USA, hvor det kapitalistiske systems overlevelse efter den kommende afslutning på 2. Verdenskrig var til debat. Baggrunden herfor var dels erfaringerne fra mellemkrigstiden: den skærpede konkurrencekamp mellem de kapitalistiske stater og de økonomiske kriser. Sidstnævnte havde bl.a. ført til voksende social uro og styrkelse af de revolutionære bevægelser.

Sovjetunionen ville komme ud af verdenskrigen som en stormagt, kommunisterne stod stærkt i modstandskampen i de af Nazi-Tyskland besatte lande og ville formentlig komme til at spille en væsentlig rolle i efterkrigstidens nationale politik i de enkelte lande og der var et anti-imperialistisk oprør på vej i mange kolonier. Formålet med mødet var således etableringen af en ny økonomisk verdensorden efter verdenskrigen. At sikre det kapitalistiske systems overlevelse under nye betingelser. Kapitalismen skulle lægges i »ilttelt«, som det blev formuleret.

Det var tanken, at denne nye orden skulle bygges op om tre søjler: (1) Den internationale Valutafond (IMF), (2) Verdensbanken og som foreslået af USA under mødet, (3) Den internationale Handelsorganisation, (ITO).

Mens de to første institutioner blev sat på skinner, kneb det mere med den sidste. Ikke mindst pga. modstand fra den amerikanske kongres der frygtede. at ITO ville kunne lægge bindinger på US-kapitalens globale ekspansionsplaner. Mens ITO således ikke blev til noget dannedes i stedet 'Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel', GATT, i oktober 1947, hvis overordnede formål var at være instrument for reguleringen af varehandelen i den kapitalistiske verden. IMF, Verdenshanken og GATT blev brugt som redskaber (handelspolitisk og på andre økonomiske områder) for de kapitalistiske lande under den kolde krig vendt mod de socialistiske lande og mod de nye selvstændige lande, der frigjorde sig fra kolonimagterne.

GATT blev således ikke en organisation men en aftale. Forhandlingerne i GATT fandt sted i »runder«, der afsluttedes med en aftale. Der har været i alt otte runder, hvoraf den sidste (Uruguay-runden) varede fra 1986-1993. Den aftale man nåede frem til i 1993 forelå i realiteten allerede i 1991. Men det blev blokeret af uenigheder ikke - mellem rige og fattige lande - men mellem de to kapitalistiske centre USA og EU. Uenighederne handlede om landbrugsstøtteordningerne. Dette illustrerer ganske godt hvem der har domineret forhandlingerne - og som også gør det i dag.

GATT-forhandlingerne har især koncentreret sig om nedsættelse af toldsatser, og den gennemsnitlige toldsats for industrivarer er faldet fra ca. 40% i 1947 til ca. 5% i 1994. Til gengæld er de ikke-toldmæssige barrierer vokset, det drejer sig f.eks. om kvoteordninger, hvor der kan lægges mængdebegrænsninger på importen. GATT bygger især på fire centrale principper:

1: Princippet om ikke-diskrimination, udmøntet i den såkaldte mest-begunstigelsesklausul. Denne betyder, at hvis et land giver mere favorable vilkår for et andet medlemsland, skal de samme vilkår gælde alle andre medlemslande.

2: Princippet om gensidighed som betyder, at hvis et land nedsætter handelshindringer overfor et andet land, kan det forvente tilsvarende indrømmelser.

3: Princippet om national-behandling der betyder, at importerede varer, når de først er kommet over grænsen, ikke må behandles anderledes end varer produceret i landet selv.

4: Princippet om gennemsigtighed som betyder, at beskyttelse kun må ske gennem toldsatser og ikke gennem alle mulige andre former for ikke-toldmæssige handelshindringer.

I aftalen fra Uruguayrunden er emner som landbrug, investeringer, tjenesteydelser og intellektuel le rettigheder til f.eks. software og patenter på såsæd med for første gang. Ved Uruguay-runden var antallet af deltagende lande 115, hvoraf u-landene udgjorde 88. Det er de kapitalistiske hovedcentre USA-Canada, EU og Japan - der i realiteten bestemmer trods det forhold, at man anvender princippet om eet land én stemme.

Uruguayrunden blev den sidste aftale i GATT. Med Marrakesh-erklæringen fra april 1994 om etablering af en Verdenshandelsorganisation afløses GATT pr. 1. januar 1995 af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Med WTO-aftalen udvides aftalerne til at dække langt flere områder end det var tilfældet med GATT-aftalerne Og nye områder kommer til, hvilket bl.a., er til behandling på ministerkonferencen fra den 30. november 1999 i Seattle, USA. Mens GATT-aftalerne bestod af enkelt-aftaler, hvor landene kunne vælge at tilslutte sig enkelte af aftalekomplekset, udgør WTO- aftalerne et samlet hele. Der er således nu en »alt eller intet« -situation, hvor et nyt medlemsland skal acceptere hele regelsættet.

Ved WTOs første ministerkonference i Singapore, december 1996 var der 128 medlemsstater. Ministerkonferencen fulgte op på beslutningerne fra Uruguay-runden, indgik en liberaliseringsaftale vedrørende informationsteknologi og traf beslutning om iværksættelse af arbejde på nye områder. Fælles for alle beslutningerne er en gradvis men konstant udvidelse af WTOs arbejdsområde på nye områder.

Der blev således nedsat en arbejdsgruppe, der skal analysere sammenhængen mellem investeringer og handel. Og der blev nedsat en arbejdsguppe, der skal undersøge mulighederne for øget gennemsigtighed i offentlige indkøb. Sidstnævnte kan være begyndelsen til udarbejdelsen at et regelsæt, der skal virke som murbrækker for at sikre de transnationale monopoler øget adgang til den offentlige sektor i medlemslandene, via privatisering og udlicitering.

Til gengæld udmøntedes et af ministerkonferencens største stridspunkter sammenhængen mellem handel og arbejdstagerrettigeder sig ikke i beslutninger. Uenighederne var simpelthen for store. Spørgsmålet indgår nu i ministerkonferencen i Seattle, sammen med bl.a. spørgsmålet om sammenhængen mellem handel og miljø.

Den 2. ministerkonference afholdtes i Geneve, maj 1998. De vigtigste drøftelser her omhandlede den kommende konference, altså konferencen der nu er gået i gang i Seattle. Ved den 3. ministerkonference i Seattle, november 1999 vil der være over 130 medlemsstater samt EU. Det er værd at bemærke, at EU er medlem. WTOs regler gælder ikke ved handel mellem EU-landene, da aftalerne dækker handel hen over landegrænser og i international handelspolitik sidestilles EU med eet land. Mellem EU-landene gælder reglerne om det indre marked. Ved afstemninger i WTO har EU særstatus og stemmer med en stemmevægt på 15 stemmer.

Dagsordenen for Seattle er omfattende og det kan forventes, at der igen bliver tale om en »runde« som ved GATT-forhandlingerne, dvs., at forhandlingerne kan forløbe over lang tid. Udover handel og miljø og arbejdstagerrettigheder skal mødet bl.a. diskutere MAI-aftalen, aftalen om liberalisering af investeringer. Aftalen led skibbrud ved forhandlingerne i OECD men forsøges nu gennemført i WTO.

Hvis MAI-aftalen gennemføres som del af WTOs aftalekompleks vil monopolerne således have en meget stærk international organisation i ryggen, når de stiller krav om adgang til investeringer i ethvert land i verden og når de stiller krav om liberaliseringer af de enkelte landes investeringspolitik, lovgivning på arbejdsmarkedet osv. WTO har nemlig magt - via et tvistbilæggelsessystem - til at diktere WTOs politik gennemført i de enkelte medlemslande. Og organisationen råder over ganske mærkbare strafforanstaltninger, hvis medlemslande forbryder sig mod organisationens vedtagelser.

Baggrunden for dannelsen at WTO og for den fortsatte udvidelse at organisationens emneområder og dermed magt, er de store monopolers aktuelle hovedkrav om deregulering. Udgangspunktet er nyliberalismens krav om den frie markedsøkonomi, hvor så lidt som muligt skal være reguleret. Reguleringer fastsat af staten skal afvikles - der skal liberaliseres, så enhver hindring for monopolernes udvikling fjernes.

De fleste regeringer og politikere er (endnu engang) følgagtige over for de store monopolers krav. De tager udgangspunkt i de store monopolers interesser og ikke i befolkningernes interesser. Det har flertallet at politikerne igen bevist ved deres holdning til dannelsen at WTO og de er på vej til at gøre det igen i forbindelse med ministermødet i Seattle.

De store monopoler har opsamlet enorme rigdomme og de søger nye markeder, nye områder at profitere på. Her står den offentlige sektor nu for skud. Offentligt ejet kommunikation, service og infrastruktur og hele social- og sundhedssektoren er i de højtudviklede kapitalistiske lande veludviklede, præget af høj kvalitet, der er foretaget relativt store samfundsmæssige investeringer i disse områder og der er en særdeles veluddannet arbejdskraft. Disse dele at den offentlige sektor har stor interesse for monopolerne, som investerings- og profitobjekt. Hvad enten der tales om direkte privatisering eller om udlicitering handler det om det samme: afvikling af voksende dele at det offentlige produktions- og ansvarsområde til fordel for privatkapital og markedsøkonomiens principper.

Det vil alt andet lige altid være dyrere at indskyde et ekstra led,- her kapital der skal forrentes. Hvis kapitalen ikke kan hente profitter hjem, vil den blive investeret andre steder. Men storkapitalen står på spring for at overtage en veludviklet offentlig sektor- brugerne, dvs, skatteborgerne, børnefamilierne, de syge, de gamle vil komme til at betale prisen. Hertil kommer det etiske spørgsmål: Er det acceptabelt i et moderne samfund, at private skal profitere at børnepasning, undervisning, omsorg for syge og gamle, osv. ? Og kan markedsøkonomien overhovedet sikre dette på et acceptabelt niveau? Generelt er der jo ikke meget der tyder på, at markedsøkonomien er i stand til at sikre velfærd og udvikling - tværtimod!

Endelig er der det demokratiske aspekt: Ved privatisering og udlicitering mister samfundet kontrollen over disse områder, der alene vil være henført til markedets logik. Det er kun en stakket frist, når politikerne tror, at de med udlicitering modsat privatisering, stadig har fat i den lange ende. Det er let at privatisere eller udlicitere - det vil være langt vanskelige at gå den modsatte vej igen - nationalisere eller kommunalisere.

Privatisering og udlicitering betyder afdemokratisering: borgerne mister væsentlig indflydelse på de konkrete områder og ydelser og samfundet mister styringsmuligheder over væsentlige samfundsmæssige områder, der overlades til markedet. Det er de store transnationale monopoler der står på spring for at gå ind på det traditionelle offentlige område. Situationen kan hurtigt blive den, at det er transnationale monopoler med hjemsted i USA der skal stå for væsentlige dele at omsorg, pleje, børnepasning, mv. i Danmark, hvis privatiserings- og udliciteringsbølgen fortsætter.

WTO-mødet i Seattle skal behandle forslag om liberalisering af offentlige indkøb. Bag dette gemmer sig et overordnet krav om monopolernes adgang til at investere i alle områder i den offentlige sektor. Og kobles liberalisering af den offentlige sektor sammen med principperne i MAI-aftalen kan den privatisering og udlicitering vi indtil nu i Danmark har stiftet bekendtskab med, blive vand i sammenligning med hvad der er i vente.

Da WTO den 1. januar 1995 afløste GATT (Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel) var det ikke blot et simpelt navneskifte - men dannelse af en helt ny organisation med stærke magtinstitutioner, med aftaler på nye områder og, ikke mindst, videre planer for globale liberaliseringer.

Mens GATT kun regulerede handelen med varer blev områderne nu udvidet med aftaler om bl.a. handelsregler for landbrug, tekstiler og beklædning, serviceydelser, oprindelsesregler og intellektuelle rettigheder. WTO definerer nu sine interesser meget bredt: Flere og flere områder af samfundslivet defineres ind under WTOs regler og underlægges kravet om liberaliseringer. På denne måde sættes økonomiske interesser over alt andet. Og det er vel at mærke ikke de samfundsøkonomiske interesser - men de privatkapitalistiske interesser, der er tale om. Det er de gigantiske transnationale selskabers interesser som WTO varetager.

Når der i WTO nu arbejdes på at udvide reglerne til at omfatte serviceydelser i meget bred forstand, så handler det bl.a. om kommunikation, telekommunikation, postvæsen, miljøservice, vandforsyning, biblioteker og museer, undervisnings- og sundhedsområdet. Det vil sige områder, der i mange lande traditionelt er en del af den offentlige servicesektor. Her er det også tanken, at der i langt større udstrækning skal åbnes op for liberaliseringer - dvs. der skal sættes mere skub på udlicitering og privatiseringer. For de transnationale selskaber ligger der her en guldgrube og især selskaber med hjemsted i USA vil stå på spring for at komme ind på disse områder ikke mindst i Europa.

Den amerikanskfødte forsker Susan George siger det meget præcist, når hun påpeger, at WTO giver de transnationale selskaber »et perfekt redskab til at færdiggøre globaliseringen og påtvinge nye regler - deres egne regler - for alle de menneskelige aktiviteter, der nu kaldes handelshindringer«.

For at sikre at kravet om liberaliseringer kan sættes igennem, er WTO blevet udstyret med stærke institutioner og instrumenter. Ministerkonferencen er WTOs højeste myndighed. Den består af repræsentanter fra medlemslandene og skal mødes mindst hvert andet år. Der har netop været afholdt ministerkonference i Seattle, USA. Mellem ministerkonferencerne varetages den daglige ledelse af Det Generelle Råd. Dette Råd har to meget væsentlige opgaver: Rådet nedsætter de undersøgelsesudvalg, der med jævne mellemrum skal undersøge medlemslandes handelspolitikker - om medlemslandene nu også overholder de indgåede aftaler fuldt ud. Og Rådet udpeger de paneler, der skal træffe afgørelse i tvister mellem medlemslandene.

Systemet til bilæggelse af tvister er centralt i WTO. Det er her, at medlemslandene kan idømmes straf, hvis de ikke overholder WTO-aftalerne. Det er her, at den nationale lovgivning om f.eks. miljø, forbud mod import af hormonbehandlet kød, osv., kan blive erklæret som en »handelshindring« og hvor den nationale lovgivning så må vige for WTO-reglerne.

Under GATT skulle der være eenstemmighed i tvistbilæggelsesorganet for at nedsætte et panel og for at vedtage panelets dom. I WTO kan eet enkelt land anmode om at der bliver nedsat et panel og kun eenstemmighed i tvistbilæggelsesorganet, kan blokere en panelafgørelse. Hvis panelet afgør, at et land har handlet i strid med WTOs aftaler og pågældende land fastholder den WTO-stridige politik, kan man betale sig fra det ved at indrømme det land, der har bragt sagen for panelet toldlettelser svarende til dem, man selv har vundet ved at fastholde den WTO-stridige bestemmelse. Men hvis det land, der er dømt for at have handlet i strid med WTOs regler helt ser bort fra panelets afgørelse, gives det land, der har bragt sagen for panelet, ret til at straffe det anklagede lands eksport med en tilsvarende foranstaltning. Meget tyder på, at WTO derudover også vil kunne idømme bøder.

Udvælgelsen af de personer, der sidder i de magtfulde paneler og navnene på dem er hemmelige. Ifølge reglerne skal der sidde uafhængige eksperter i international handelspolitik. Man kan nok med rette spørge: uafhængige af hvem og af hvad ? Og det skal i denne sammenhæng også huskes, at hele WTO-konstruktionen er skabt på baggrund af de transnationale selskabers krav om øget liberalisering. Disse selskaber udøver dels en voldsom lobbyvirksomhed overfor WTO og dets udvalg - men også over for de enkelte landes regeringer.

Og som det har været indtil nu i WTO, så er det først og fremmest de største kapitalistiske staters interesser og synspunker der bliver sat igennem. De har ganske enkelt magten globalt til at gøre det. Den internationale domstol under WTO vil derfor næppe varetage befolkningernes interesser når de kolliderer med kravet om øget liberalisering - hele konstruktionen går jo netop ud på det modsatte.

Tilsvarende med spørgsmålet om videnskabeligt bevis. Hvis et land nægter at importere et produkt med henvisning til en mistanke om at det kan være sundheds- eller miljøskadeligt, skal der kunne fremlægges videnskabelige beviser herfor. Der er intet krav om at producenten skal kunne bevise at produktet er uskadeligt. Det rejser den principielle diskussion om, hvornår noget er videnskabeligt bevist, som det f.eks. var tilfældet med hormonbøfferne. Her er det ikke tillidsvækkende, at det er et panel af eksperter i internationale handel, der skal træffe afgørelse. Og slet ikke ud fra et grundsynspunkt, hvor markedet og liberalisering - og ikke forbrugerne - er i høj sædet.

Der er således tale om en international domstol med enorm magt. En domstol der står over de enkelte nationalstaters suverænitet på en lang række væsentlige områder. Og hvor områderne hele tiden søges udvidet. WTO samarbejder med både Den Internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken og der er planer om at binde disse organisationer endnu tættere sammen. Det er i særdeleshed betænkeligt set fra ulandenes synsvinkel.

Ulandene har i forvejen svært ved at opnå reel adgang til verdenshandelen og der er foreløbigt intet i WTO-regi der tyder på at dette skal blive bedre. Tværtimod er det ulandsforskeres vurdering, at aftalerne fra Uruguay-runden (den sidste aftale under GATT) yderligere har betydet en marginalisering af ulandene, især af de fattige lande i Afrika. Og IMF og Verdenbanken er velkendte i ulandene. Disse institutioners udlånspolitik er betinget af gennemførelse af drastiske forandringer i låntagerlandets økonomiske politik, med krav om liberalisering af adgangen for udenlands kapital, drastiske nedskæringer af den offentlige sektor, øget privatisering, mv. Et tættere samarbejde mellem WTO, IMF og Verdensbanken vil føre til yderligere krav om øget liberalisering af ulandenes økonomier og dermed yderligere skævvridning af ulandenes i forvejen svage nationale økonomier.

Fastlæggelse af globale standarder for vores fødevarer ? Det kunne umiddelbart lyde positivt, således at forbrugerne sikres en ordentlig kvalitet af det vi spiser. Men i WTO er det ikke menneskene og deres helbred der tæller - men handlen og især, om der via standarder for fødevarer, er tale om handelshindringer. I takt med at WTO har fået sænket toldsatserne generelt opstår der andre former for handelshindringer. For at imødegå disse findes en række særlige aftaler i WTO. For fødevareområdet er det især en aftale om sundhed og plantesundhed (SPS) og Aftalen om tekniske handelshindringer (TBT) der er interessante. Mens SPS-aftalen regulerer standarder for drikkevarer, fødevarer og landbrugsprodukter, regulerer TBT-aftalen aspekter som prøveudtagning, mærkning, kvalitet. Fælles for disse aftaler er, at standarderne skal udgøre færrest mulige hindringer for udfoldelsen af den frie handel.

FNs kontor for fødevarestandarder - Codex Alimentarus -arbejder bl.a. for at fremme internationale standarder for mærkning og emballering af varer og beskæftiger sig også med anvendelsen af tilsætningsstoffer, væksthormoner og sprøjtegiftrester i fødevarer. Frem til 1995 kunne medlemlandene selv bestemme, om de ville rette sig efter FN-organets råd. Men ved sin oprettelse i 1995 besluttede WTO, at dets medlemsstater skulle bindes til at rette sig efter beslutningerne i Codex. Det øverste organ i Codex er Kommissionen, der træffer beslutninger på baggrund af indstillinger fra en række underudvalg. På Kommissionens møde i 1995 drøftedes om Codex-standarder skulle baseres på såkaldte videnskabelige principper, som det er krævet i WTO-aftalerne SPS og TBT. Kravet om videnskabelig dokumentation lyder besnærende - men hvem afgør hvad der er videnskabeligt? Samtidig udelukker det, at der tages udgangspunkt i andre principper som f.eks. forbrugerens sundhed eller dyrevelfærd. På mødet i Kommissionen lykkedes det USA at få presset igennem, at standarder kun skal baseres på videnskabelig analyse og dokumentation. Alt andet vil være en handelshindring og dermed i uoverensstemmelse med WTO.

Netop denne beslutning fik afgørende betydning, da USA og Canada klagede over EU i WTO, på baggrund af det forbud mod import af hormonbehandlet oksekød, som EU indførte i 1989. For USA handlede det om store økonomiske interesser. Ifølge den amerikanske landbrugsminister stod en årlig eksport til en værdi af 100 mio. dollars på spil. I januar 1998 tabte EU sagen, da WTO konkluderede, at EU's importforbud var i modstrid med SPS- og TBT-aftalerne. Det blev ganske enkelt besluttet, at man ikke videnskabeligt kunne bevise en sundhedsrisiko ved at spise hormonbehandlet kød. Som følge heraf vil det også blive betragtet som en teknisk handelshindring, hvis det forlanges at det ved mærkning skal fremgå, om der f.eks. er tale om hormonbehandlet kød.

Gensplejsede afgrøder er et andet vigtigt område, når der tales om fødevaresundhed. Af de knap 28 mio. hektar landbrugsjord der globalt er tilplantet med genafgrøder findes de 74% i USA, 15% i Argentina og 10% i Canada. 52% af genafgrøderne er sojabønner, 30% er majs, 9% er raps, 9% er bomuld og resten fordeler sig bl.a. på tomater, kartofler og tobak. Over halvdelen af de eksisterende typer af genafgrøder er tilført modstandsdygtighed overfor ukrudtsmidler, hvilket gør det muligt at anvende ukrudtsmidler uden at afgrøderne selv går til. 1/4 er tilført modstandsdygtighed overfor insekter. Der er således tale om væsentlig manipulation med naturen, udviklet af de store kemi- og bioteknologiske koncerner, der har investeret milliarder i udvikling af gensplejsede frø. Så også her står der store økonomiske interesser på spil, da disse selskaber har forventet at hjemtage enorme profitter på det gensplejsede marked.

Så vidt vides, blev der ikke truffet beslutning på WTO-topmødet i Seattle om gensplejsede produkter. Men spørgsmålet er på dagsordenen og kan blive behandlet når WTO-forhandlingerne genoptages. Problemet er her det samme, som ved hormonbøfferne. Det skal videnskabeligt bevises, at gensplejsede produkter er farlige. Lykkedes dette ikke, vil det blive betragtet som en teknisk handelshindring, hvis der lægges hindringer i vejen for salget af disse produkter. Det virker ikke betryggende, at det i februar 1999 lykkedes USA, sammen med en gruppe af de kemi- og bioteknologiske koncerner, at torpedere forhandlinger om en tilføjelse til FNs konvention om biologisk mangfoldighed. Traktaten skulle have sikret importlandet reel information om de importerede produkter samt muliggjort en mærkning af de gensplejsede produkter.

Når der tales fødevaresundhed tager WTO - som i alle andre spørgsmål - således udgangspunkt i de handelspolitiske interesser - og ikke menneskenes.
Fremfor kravet om »videnskabeligt bevis« for et produkts sundhedsskadelige virkning ville det være mere rimeligt med »omvendt bevisbyrde«: At producenten videnskabeligt skal kunne dokumentere, at produktet ikke er skadeligt og sundhedsnedbrydende. Et forsigtighedsprincip, hvorefter det positivt og uden tvivl skal kunne bevises, at der ikke er risiko forbundet med indtagelse af produktet.

Som forbruger kan man derfor blive nødt til at »vælge omvendt« hvis man vil sikre sig mod hormonbehandlet kød eller gensplejsede produkter. Ved at vælge f.eks. det Statskontrollerede Økologiske mærke, Max Havelaar, mv. sikrer man sig mod disse produkter. For resten af produkterne kan man ikke føle sig sikker. Her er igen et bevis på hvordan WTO tiltvinger sig ret til at bestemme over national lovgivning, da et land ikke kan indføre importforbud eller forlange en særlig mærkning af disse varer, uden at risikere en dom i WTO. Hvad er de videre perspektiver: forbud mod mærkning af f.eks. produkter indeholdende epoxy?

Interessen for beslutningerne i Codex-Kommissionen er derfor naturligvis meget store - der er milliarder af dollars på spil. Selv om hvert enkelt medlemsland tæller med én stemme er der på ingen måde tale om en demokratisk institution. Her - som i WTO - er det de stærkeste lande og med dem de største transnationale selskaber der vejer tungest. For det første står ulandene reelt uden for indflydelse. De har ganske enkelt ikke råd til at have folk ansat til at følge arbejdet i Codex og slet ikke til at udøve lobbyvirksomhed i forhold til de magtfulde underudvalg, som er dem, der foretager de konkrete indstillinger til Kommissionen. For det andet, er de store selskaber voldsomt overrepræsenteret i de delegationer, som medlemslandene sender til forhandlinger i Codex. Internationale og danske organisationer, herunder Forbrugerrådet, har foretaget talrige undersøgelser, der dokumenterer de store selskabers magt og indflydelse.

Således repræsenterede 13% af de delegerede på Codex-Kommissionens møde i 1995 industriens interesser, herunder Coca Cola, Nestlé, Danone. Alene i USAs delegation var 37% repræsentanter for industrien. Udover de delegerede deltog 67 observatører i mødet. Af disse var 4 repræsentanter for forbrugerorganisationer ! På et møde i marts 1995 i et af de magtfulde underudvalg - Komiteen for tilsætningsstoffer og farlige stoffer - repræsenterede mindst 33% af deltagerne industrien, bl.a. Coca Cola, Kellogs, Unilever. Og på et møde om pesticidrester i fødevarer var 33 % repræsentanter for industrien.
Det er således i stor udstrækning producenterne selv, der har afgørende indflydelse på om deres produkter anerkendes som værende »videnskabeligt bevist« ikke-sundhedsskadelige.

Danmark er ingen undtagelse i denne sammenhæng. Den danske delegations forhandlingslinje fastlægges i et nationalt Codex-udvalg. Dette udvalg er sammensat af repræsentanter fra relevante ministerier samt organisationer som Dansk Industri, Landbrugsrådet, Danske Mejeriers Fællesorganisation og Forbrugerrådet. Folketinget inddrages ikke i fastlæggelsen af forhandlingslinjen. En undersøgelse fra Forbrugerrådet dokumenterer, at 29% i den danske delegation til Codex i perioden 1991-1993 repræsenterede industrien eller landbruget.

Ved afslutningen af Uruguay-runden i GATT i 1994 (GATT blev afløst af WTO i 1995) blev ulandene stillet en række goder i udsigt. Yderligere toldnedsættelser på en række varer som tekstiler, mv. samt nedskæringer i nationale støtteordninger til landbruget, skulle mindske de rige landes dominans på verdensmarkedet og dermed åbne større muligheder for de fattige lande. Men i stedet for dette rosenrøde scenarie er det gået den anden vej: 5 år efter Uruguay-runden er de fattigere blevet endnu fattigere - og de rigeste er blevet rigere. Forskellen mellem rig og fattig er således yderligere øget. Selv om en række af aftalerne fra 1994 først får fuld virkning i løbet af 10-15 år, tegner der sig alligevel allerede nu nogle tendenser i forhold til de fattigste landes udviklingsperspektiver.

Ifølge FNs organisation for Handel og Udvikling, UNCTAD, er de fattigste landes andel af den samlede verdens import og eksport faldet drastisk siden 1994.
Råvarepriserne er faldet med 25% siden 1995, hvilket betyder faldende eksportindtægter for de fattige lande. Hertil kommer, at de er blevet netto-importører af fødevarer. Fødevarer der skal betales med udenlandsk valuta, som de igen har mindre og mindre af på grund af de faldende eksportindtægter. Det bliver således et voksende problem for de fattigste lande at kunne brødføde sin befolkning. UNCTAD har beregnet at de 47 fattigste lande i verden, som følge af Uruguay-rundens beslutninger, vil miste mellem 163 og 265 mia. dollars i eksportindtægter mens de skal betale mellem 145 og 292 mio. dollars mere for import af fødevarer.

Undersøgelser fra bl.a. Verdensbanken viser, at OECD-landene (de rigeste lande i verden) vil høste 2/3 af fordelene ved liberaliseringen af handlen med varer og næsten hele gevinsten ved aftalen om handel med tjenesteydelser. Også en række nyindustrialiserede lande (»tiger«-lande, som f.eks. Singapore, Thailand, Sydkorea) forventes at få en række fordele. Taberne bliver de fattige lande, særligt i Afrika og i det Caribiske område. Alene Afrika vurderes at ville tabe 2,8 mia. dollars om året. Dette skyldes bl.a. at WTO-aftalerne udhuler Lomé-aftalerne. Lome-aftalerne er særlige aftaler mellem EU og de tidligere europæiske kolonier, dvs. en række af de fattigste lande i især Afrika og Caribien. Aftalerne giver disse lande en række begunstigelser i forhold til adgang til markederne i EU, bl.a. i form af toldnedsættelser. Disse aftaler vil være i strid med WTOs regler, da ingen lande må diskrimineres. Dermed må ingen lande tilbydes særlige handelsbegunstigelser, som ikke samtidig tilbydes andre lande. Det får hårde konsekvenser for de tidligere europæiske kolonier, der hører til blandt de allerfattigste lande i verden.

Den såkaldte banansag er et eksempel på disse konsekvenser. EU indførte i 1993 et særligt toldkvotesystem, som gav de tidligere europæiske kolonier en privilegeret adgang til EU-landenes bananmarked. USA indklagede EU for WTOs domstol med den begrundelse, at bananer fra Latinamerika (de såkaldte »dollar-bananer« fra lande som Panama, Guatamala, Costa Rica, Colombia) blev diskrimineret via handelshindringer på EU-markederne. »Dollar-bananerne« dyrkes ofte på plantager ejet af amerikanske firmaer, som f.eks. Chiquita, der også sidder på hele distributionen. EUs bananordning blev erklæret i strid med WTOs regler i 1997.

Det lykkedes som bekendt at stoppe WTO-topmødet i Seattle. Denne sejr for de folkelige bevægelser kan næppe overvurderes. Det første slag mod WTO er vundet - men kampen skal fortsættes, for WTO-politikerne og de transnationale selskaber har ikke givet op. Der bør derfor skabes den bredest mulige folkelige modstand - ikke for at forsøge at forbedre regler og aftaler og demokratisere WTO. Det vil ikke lykkes. WTO er og bliver en organisation til varetagelse af de store transnationale selskabers interesser. Den folkelige modstand må sætte sig som mål helt at afvikle WTOs overherredømme over de enkelte stater og WTOs udvikling mod en »verdensregering« for monopolerne. WTO skal helt stoppes!

Webmaster