Skift til: Det 20´ende århundrede (I) * * Det 20´ende århundrede (II) * * Det 20´ende århundrede (III) * * Det 20´ende århundrede (IV) * * Det 20´ende århundrede (V) * * Det 20´ende århundrede (VII) * * Neders på denne side: Socialismens Grundtræk af Gelius Lund (1945).

DKP og arbejderbevægelsens historie.

6 foredrag af Villy Fuglsang (Fuglen) i 1979, samlet af Mette Gjerløv, Ålborg.

Årene mellem de to verdenskrige var de første år for vort danske kommunistiske parti. Internationalt set var det en periode, hvor der opstod kommunistiske partier i en lang række lande, og hvor man sammenfattede disse kommunistiske partier i Komintern, i Kommunistisk Internationale, eller, som man også kaldte det, 3. Internationale. Forud for 3. Internationale var der jo den, som Karl Marx var med til at oprette i 1864, og hvis opgave var at forene arbejderklassen med den videnskabelige socialisme, som Lenin sagde. Det blev aldrig nogen egentlig masseorganisation, dens historie var præget af stærke interne ideologiske kampe med Marx og Engels på den ene side og forskellige småborgerlige anarkistiske strømninger på den anden side.

Internationalen døde sådan set i 1874, dels p.g.a. den forfølgelse, man var udsat for efter Pariserkommunen (1871), og dels som følge af indre stridigheder. Internationalen genopstod i 1889, hvor den blev genoprettet i forbindelse med verdensudstillingen i Paris og i forbindelse med 100-årsdagen for den franske revolution. Dens opgave var, som Lenin sagde, at forbinde masserne med socialismen. Det gjorde den for så vidt som der netop i den periode opstod socialistiske massepartier, udover verden opstod talstærke fagforeninger, med de blev ædt op indenfra af opportunister og revisionister, hvilket førte til, at Internationalen faldt sammen med 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Så allerede under den 1.Verdenskrig begyndte Lenin og andre at forberede oprettelsen af en 3. Internationale, som skulle bære den egentlige videnskabelige socialisme ud til masserne. Og det lykkedes for så vidt; socialismen sejrede i Sovjetunionen i 1917, og i 1919 oprettedes 3. Internationale, der virkede i 25 år frem til 1943.

Selve perioden mellem de to krige kan man dele op i to hovedafsnit, som hver på sin måde var bestemmende for de kommunistiske partiers stilling og taktiske optræden. Det vil jeg sige lidt om, da jeg er uenig med en del af de forsøg på at skildre partiets historie i denne periode, som er gjort i forbindelse med vores 60 års jubilæum. Der kom en meget skarp taktisk adskillelse mellem den første periode fra vort partis og Komintern´s (Kommunistisk Internationale) oprettelse i 1919 og frem til først i 1930´erne, da fascismen sejrede i Tyskland, og vi gik over til Folkefrontspolitikken, og denne adskillelse fremstilles meget ofte som et brug med partiets hidtidige linie, en fuldstændig nyvurdering af bade de borgerlige demokrati og af socialdemokratiet. Det er det, jeg vil prøve at forklare på en måde som viser, at der ikke er tale om et brud; partiet kæmpede ud fra de samme strategiske mål, men måtte ændre sin taktik, fordi betingelserne ændredes fuldstændigt.

Den 1. Verdenskrig var en brutal afsløring af kapitalismens sande menneskefjendske ansigt, og den russiske revolution viste menneskene, at der fandtes en anden vej end kapitalismens vej, og styrkede den internationale arbejderklasses selvtillid og tro på sine idealer. Det betød at denne periode fra sin start var præget af et revolutionært opsving, hvor masserne i land efter land direkte stillede socialismen på dagsordenen, og fra den modsatte side prægedes samfundsudviklingen af de samfundsbevarende kræfters bestræbelser på at redde kapitalismen ved at slå den revolutionære bevægelse ned med magt eller taktiske foranstaltninger for at skabe kapitalismen et pusterum.

Det mest typiske eksempel på dette var vel nok udviklingen i vort sygelige naboland - Tyskland. Der endte krigen jo med, at kejseren blev styrtet og forjaget og han tilbragte sine sidste år med at kløve brænde på en ø ved Holland, og så ellers leve af en ret så rigelig pension, som Weimarrepublikken stillede til hans rådighed. Men det næste skridt i Tyskland var, arbejdere, soldater og matroser rejste sig og dannede arbejder- og soldaterråd, og disse råd tog i mange tilfælde magten. Hovedtendensen i Tyskland var, at stadig bredere folkemasser, først og fremmest indenfor arbejderklassen, satte kurs efter, at Tyskland skulle følge Ruslands eksempel; ikke alene skulle man smide kejser Vilhelm, og det han stod for, på porten, men man skulle styre direkte mod et socialistisk Tyskland.

Der stod valget for det tyske folk og for den tyske arbejderklasse; på den ene side at føre revolutionen videre til en socialistisk magtovertagelse, eller som den anden part ønskede, at standse revolutionen på halvvejen, at få arbejderne til at affinde sig med et halvt resultat i form af et borgerligt demokrati. Det var det valg, som vores unge parti stod overfor i Tyskland og i en lang række andre lande. Det siger sig selv, at Spartakus og de øvrige revolutionære kræfter, som vi stod for, valgte at føre revolutionen videre til socialismen. De andre søgte som sagt at standse op på halvvejen; og til de andre - de samfundsbevarende kræfter - hørte højresocialdemokraterne, der under krigen havde gjort sig fortjent til tilnavnet "Kejsersocialisterne", fordi de, mens arbejderne døde og rådnede op i fronternes mudder, var hyppige gæster i det kejserlige hovedkvarter.

For at standse arbejderne på halvvejen fik de indført Weimarrepublikken, med det som Hartvig Frisch i sin bog "Pest over Europa" kaldte for "Verdens frieste forfatning", og som blev fremstillet som hvad man i dag ville, kalde for den demokratiske socialismes svar på det, de praktiserede i Rusland, nemlig Proletariatets Diktatur. Men Weimarrepublikken var i virkeligheden kun en narresut. Dens formål var netop at opfange og standse den revolutionære bevægelse. Og derfor var det med fuldt rette, at Hartvig Frisch talte om den som en hvidkalket grav; køn udvendig, men indvendig fuld af døde ben og alskens urenhed. Formelt skabte man det borgerlige demokrati, men indholdet var alle de gamle ben og døde urenheder, det var kejser Vilhelms generaler, det var hans embedsmænd, det var hans dommere, det var hele kejser Wilhelms apparat, som den tyske kapitalisme havde bygget på under ham. Og derfor nævner Hartvig Frisch en række monumentale forsømmelser i tysk politik. Han nævner bl.a., at man beskyttede storgodsbesidderne: "Hvad den tyske republik har præsteret i retning af at beskytte junkerne, vil engang i historien stå som et af det tyske demokratis største forsømmelser."

Men ikke alene var republikken svag overfor storgodsbesidderne, den var det ikke mindre overfor storindustrien,(og som jeg nævnte før gav man kejseren en meget stor erstatning, hvilket man også gjorde overfor andre fyrster i Tyskland. Udbetalingerne beløb sig til 700 millioner mark. Men af alle forseelserne var den værste eftergivenheden overfor rigsværnet, altså overfor det militær, som Tyskland efter Versaillestraktaten fik lov til at beholde. Officerskorpset var en tro fortsætter at de gamle traditioner, og fra rigsværnets mandskab udrensede man alle elementer, som på nogen made kunne tænkes at have forbindelse til lønarbejderne. Senere, da dette demokrati styrtede sammen, sagde man, at det var folket, som svigtede demokratiet, men det var lige fra starten dem, som kaldte sig demokrater, som angivelig forsvarede demokratiet, der undergravede det, og berøvede det dets muligheder for at virke og eksistere fremover.
Og derfor er det fuldstændig rigtigt når Hartvig Frisch fortæller, at det tyske socialdemokrati lod magten, som revolutionen havde givet det, glide sig af hænde og bevidst eller ubevidst søgte ind under det værn, det var vant til gennem de mange år. Fejlen var ikke, at socialdemokratiet afviste det russiske eksperiment, men at det overhovedet ikke anstillede nogen eksperimenter. Hartvig Frisch var socialdemokrat her i Danmark, og derfor ser han det fra en socialdemokrats synspunkt.

Men det viste sig, at det ikke altid var nok at narre arbejderne og fange deres bevægelse op med Weimarrepublikken. Der var nogen, som ikke lod sig fange; i store afgørende byer gik de. revolutionære bølger stadig højt, og overfor dem fandt man det nødvendigt at bruge magt. En af de førende tyske socialdemokrater, Noske, skildrer hvordan man sammenkaldte et møde mellem de førende socialdemokrater og ledende tyske generaler, og først og fremmest militære ledere fra frivillige korps, som ikke havde været ved fronten, men havde slået sine folder i randstaterne, og dér søgt at forsvare de mange tyske godsejere, som ejede store jorde derovre.

Det var sådan, at selv indenfor militæret var man lidt betænkelig ved, hvordan det kunne opfattes, og hvad det ville føre til, hvis man satte militæret ind mod sine egne landsmænd. Og så skildrer Noske selv, hvordan han skar igennem. "En skal være blodhund", sagde han, "og jeg viger ikke tilbage for ansvaret." Og det var faktisk ham, som satte militærets mest reaktionære dele ind, for de ærlige soldater var jo forsvundet hjem, og 'havde brudt med hæren; man satte militæret ind mod arbejderne i Berlin og i andre store byer. Og det var ikke noget enestående, det gentog sig under hele Weimarrepublikken. I 1927 f.eks. forbød Berlins socialdemokratiske partipræsident den l. maj, og da arbejderne i bl.a. arbejderdistriktet Vedding alligevel gik på gaden den 1 maj lod han sit politi skyde på dem, og der dræbtes 33 arbejdere. I Weimarrepublikkens sidste 3 år, inden Hitler drejede halsen om på den, dræbte politiet 170 arbejdere, og fascistiske bander fik temmelig ustraffet lov til at slå yderligere 240 arbejdere ihjel. Og samtidig med dette brød socialdemokraterne systematisk de demokratiske regler i Weimargrundloven. De undergravede altså sig selv og det kom så til at betyde, at Hitler i 1933 kom til magten, derved kom vores parti og tysk arbejderklasse til at stå overfor det, som vi kalder den anden periode, med andre taktiske betingelser.

Det var, som Kommunistisk Internationale på 7. kongres sagde, at i den periode blev folkefronten mod krig og fascisme den faktiske hovedlinie for den kommunistiske verdensbevægelse. Det er det man siger betød en afgørende vending i partiets politik. Havde vi ikke tidligere kaldt socialdemokraterne for borgerskabets sociale hovedstøtte? Havde vi ikke i visse perioder direkte betegnet dem som socialfascister? Havde vi ikke betegnet det borgerlige demokrati som en narresut, og afvist det borgerlige demokratis institutioner og sagt, at det simpelthen var et led i det borgerlige statsapparat? Alt dette havde vi rent faktisk sagt. Nu kom vi altså til stå i en anden situation; det, det drejede sig om nu, var ikke mere et spørgsmål om enten den sociale revolution, eller at lade udviklingen standse på halvvejen, og derved hindre bevægelsen i at gå til ende. Nu var vi kommet i en situation, hvor valget var mellem at bevare det borgerlige demokrati, med de mere eller mindre begrænsede muligheder, det gav for partier og fagforeninger i kampen for arbejderklassens interesser, eller at lade det hele slå i stykker og afløses af fascismen brutale diktatur. Og i denne kamp stod spørgsmålet ikke om at afsløre de socialdemokratiske ledere som dem, der forsvarede det borgerlige demokrati, men det gjaldt om at tale hen over hovedet på dem til arbejderne, skabe enhedsfront på fabrikkerne og i fagforeningerne mellem socialdemokratiske og kommunistiske arbejdere for at forsvare demokratiet, for at udvidde demokratiet, og derfra gå videre i den udvikling, som stadigvæk var vort strategiske hovedmål.

For at gå tilbage til vores eget land, så opstod der også i Danmark et kommunistisk parti; der kom også dønninger fra den revolutionære bevægelse til Danmark i form af virkeligt omfattende massestrejker, med beskedne krav om, at vi skulle have arbejder- og soldaterråd og den slags i Danmark. Men også i Danmark kom jo det tidspunkt, hvor den revolutionære bølge ebbede ud, og hvor kapitalisterne igen kunne begynde at føle sig stærke nok til at gå til modangreb.

Det første typiske udtryk i vort land var Påskekuppet i 1920. Det ydre i dette Påskekup var, at kongen uden videre fyrede den radikale regering, som havde siddet i alle krigsårene, og hvor socialdemokraterne havde Stauning siddende som en slags kontrolminister. Motiveringen for at kongen gjorde det var striden om udviklingen i Sønderjylland. Den 1. Verdenskrig var jo endt med at den amerikanske præsident Wilson fik indført nogle bestemmelser i Versailestraktaten til sikring af de forskellige nationers ret til selvbestemmelse. På grundlag af det opstod der ude omkring i Europa en hel række nye lande (Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn o.s.v.), men det betød også, at i andre lande skulle befolkningen i grænseområder gennem folkeafstemninger bestemme, hvor de ville høre hen. Og et sådant område havde vi jo i den del af Sønderjylland, som tyskerne havde taget fra os i 1864, og hvor tyskerne for øvrigt i Prag-aftalen havde lovet at afholde en folkeafstemning på et tidligere tidspunkt. Nu var tiden inde, og det blev bestemt, at der skulle afholdes en sådan folkeafstemning i 3 etaper; i en nordligste afstemningszone, som gik ned til, hvor grænsen er nu, dernæst en anden zone, som omfattede Flensborg og en tredje zone længere mod syd. I første zone blev resultatet jo, at 15% stemte dansk, og dermed var der ingen problemer der, de ville hjem til Danmark; men det gik af helvede til i 2. zone, der stemte de med samme store flertal tysk, bl.a. fordi der var mange tyskere, men også fordi der f.eks. en by som Flensborg var kommet mange tyskere til under den tyske periode. Men det der gav problemer var, at der var stærke kredse i Danmark, som ikke mente vi burde affinde os med dette afstemningsresultat. De sagde, at nu var Tyskland på spanden; det var svagt. Skulle vi ikke benytte lejligheden til med militær magt også at indlemme 2. zone til Danmark?

Og der stod man faktisk temmelig lige i det danske folketing. Så skete det, at en socialdemokrat, der hed Marrot, sprang over på Slesvig-hjemholdet, og da påstod kongen, som lod sig hviske i øret af forskellige slyngler fra højre, at nu havde den anden part mistet sit parlamentariske flertal. Det havde vi i virkeligheden ikke, for en af de konservative, den berømte professor Birk, sprang over på den anden side, Men kongen benyttede altså lejligheden til at fyre den hidtil siddende regering. Den egentlige årsag var selvfølgelig nok, at danske kapitalistkredse ønskede fodfæste i Flensborg, og i anden zone, men bag dette lå også en voldsom storkapitalistisk magtkamp i Danmark. Der var dengang to store grupper, som kæmpede indbyrdes; den ene var ØK med H. N. Andersen, som tjente sine første penge som bordelvært nede i Bangkok, men som senere blev direktør for ØK og en af de mægtige mænd i Danmark. Kapitalistisk var han forbundet med England, og han var forbundet med kongehuset, hvor prins Axel gennem mange år, og for øvrigt også under den 2. Verdenskrig, repræsenterede kongehuset indenfor ØK. Politisk var H. N. Andersen forbundet med de konservative, og vel ikke mindre med venstre. Overfor ham stod den anden gruppe omkring Landmandsbanken, også med en virkelig etatsråd i spidsen. Han hed Glückstadt, og var forbundet med Tyskland og tyske kapitalinteresser; politisk var han forbundet mød de radikale og socialdemokratiet, som under hele krigen opretholdt snævre forbindelser med dø tyske socialdemokrater, dør gjorde sig fortjent til titlen "kejsersocialister" ved at føre kejserdømmets politik.

Nu efter krigen var denne Landmandsbank- eller Glückstadtsgruppe kommet noget på spanden. De havde spekuleret ganske voldsomt og en meget betydningsfuld gruppe indenfor landmandsbanken, transatlantisk Compagni, med Harald Plum i spidsen, et mægtigt foretagende med 140 datterselskaber, var kommet ganske alvorligt i klemme på spekulationer bl.a. med handel til Østlandene, og der var revolutionen i Rusland jo kommet en lille smule på tværs.

Men netop denne gruppes økonomiske interesser gjorde, at den faktisk pressede den radikale regering til som en af de første kapitalistiske regeringer at optage forhandlinger med Sovjetunionen, idet en sovjetisk uofficiel ambassadør kom til Danmark. Man var faktisk temmelig langt fremme med forhandlingerne, og det som man drømte om, både fra Landmandsbankens og den radikale regerings side var, at gøre Danmark til en stabelplads for hele Østersøhandlen. Og når vi ser på den senere udvikling, så havde Danmark sikkert stået lidt bedre økonomisk og handelsmæssigt hvis det var lykkedes. Men det gik altså i stykker, og det skyldes ØK, idet ØK benyttede sig af den fyrede enkekejserinde, som jo var noget hadefuld på de nye magthavere, men det blev ret så dyrt for Danmark. Landmandsbanken brød sammen, og staten måtte overtage foretagendet, og hele dette gilde kom efterhånden til at koste de danske skatteydere 500 mill. kr.. Der var en masse råddenskab i den sag, og det bevirkede, at der blev nedsat noget, der hed en bankkommission, der skulle udrede de spegede tråde. Denne bankkommission udsendte en omfattende beretning, der var så stinkende, at man forbød, at den blev offentliggjort. At den blev så dybtgående, skyldes bl.a., den konservative professor Birk, der var medlem af kommissionen og kendte kapitalisterne og deres ømme punkter.

Nu var vores parti så heldig at have forbindelser til nogle af de trykkerier, som trykte bankkommissionens hemmelige beretning, så vi kom i besiddelse af nogle fortryk, og derfor udsendte vi en forkortet udgave, så det blev ikke helt skjult for folket. Så skete som sagt det, at kongen fyrede den radikale regering, og socialdemokraterne sprang op som løver og erklærede generalstrejke. Borgbjerg, som jo havde det med at udtale sig fyndigt, sagde:" Vi har draget det dyreste og allerhelligste våben, våbnet, der besejrer alt, generalstrejkens våben." Det blev bare ikke til noget, som så ofte før faldt de ned som skikkelige lam, og i stedet fik man et valg. Ved dette valg blev resultatet, at der kom en venstreregering; regeringen Neergård, og det var for så vidt en parallel til det, som skete efter 2. Verdenskrig, hvor vi også fik et valg til oktober, og hvor socialdemokratiet sørgede for Knud Kristensens venstreregering til netop at gennemføre den nedskæringspolitik, som de helst ville stå i opposition overfor for at bevare deres eget pæne ansigt.

Nu blev det altså denne Neergård og socialdemokraterne lavede et helvedes hus, fordi han bl.a. udskrev skat på svedsker; man så ham i en vittighedstegning fiske den sidste svedske op af arbejderens søndagsrødgrød. Men de fik altså noget ud af det. I 1921 fik vi en socialdemokratisk regering. Stauning var selvfølgelig statsminister, finansministeren hed Bramsnæs, han har gjort sig bekendt i historien ved at opfinde begrebet den onde cirkel, kapløbet mellem lønninger og priser, og udlagt, som det stadig bliver: "Når bare lønningerne stopper, så stopper priserne af sig selv." Som undervisningsminister fik vi, tror jeg nok, verdens første kvindelige minister, Nina Bang, kone til den meget berømte Gustav Bang. Hun blev mest omtalt, da hun gik i det kongelige teater, og da de så spillede Elverhøj, hvor kong Christian stod ved den berømmelige mast, og alle andre rejste sig op, så blev hun demonstrativt siddende, og det faldt ikke i god jord i den borgerlige presse.

Men på samme måde som man nu lavede Weimarrepublikken i Tyskland for at tage vinden ud af sejlende på den revolutionære bevægelse, og som man efter 2. Verdenskrig lavede programmet "Fremtidens Danmark", så var de danske socialdemokrater nødt til at køre op med et ret så revolutionært program. Og det man gik til valg på, det var ting, som vi kan genkende fra vort eget 7-punktsprogram: effektiv priskontrol, importkontrol. valutacentral, bl.a. til at kontrollere udenrigshandelen, og indførelse af effektive bedriftsråd, ikke et skallet ØD-forslag, som intet betyder, men bedriftsråd, som virkelig gav arbejderne medbestemmelsesret, indsigt i regnskaber, medindflydelse på moderniseringer og rationaliseringer, ansættelser, afskedigelser o.s.v..

Det var også en bølge, der gik ud over Europa, men socialdemokraterne kom dog aldrig længere end til programmet. Det danske socialdemokrati kørte til overflod frem med et regulært afrustningforslag: værnepligten skulle ophæves, hær og flåde samt krigs- og marineministerierne nedlægges, fæstningsanlæg desarmeres og nedlægges og man skulle så nøjes med et vagtkorps til at se på grænsen og til at opretholde ro og orden. Det første blev oven i købet vedtaget i Folketinget, men dengang havde man også Landstinget, og det kunne man altid bruge til at stoppe de ting med som Folketinget fik vedtaget, så man kunne roligt vedtage afrustning uden at der skete noget som helst.

Det, som socialdemokraterne blev mest kendt for var, at Stauning under denne regering for første gang søgte at gribe ind i en arbejdskonflikt. Kapitalisternes modangreb havde jo ikke alene omfattet Påskekuppet, men også langvarige lock-out'er, hvor man smed mange tusinde arbejdere på gaden, og det var ikke små kortvarige konflikter. De varede flere måneder. Gennem dette var det lykkedes at trykke lønningerne ganske betragteligt: 18 % i 1921, 13 % i 1922, og nu lavede man en meget omfattende lock-out, omfattende næsten 100.000 mand, det var mange dengang, som varede 60 dage. I denne konflikt, som hidtil var ført på arbejdsgivernes betingelser greb arbejdsnævnet (SID i vore dage) effektivt ind ved at erklære transportarbejderstrejke, og først da vågnede Stauning op. Han udarbejdede personligt, oven i købet uden om Folketinget, en bestemmelse om, at konflikten skulle stoppes ved lov, og han var på vej op til kongen, som lå og slangede sig oppe ved Skagen, for at få ham til at skrive under, men i mellemtiden var det lykkedes at få den afblæst. Men arbejdsnævnet var i denne konflikt kommet til at stå ikke alene overfor arbejdsgiverne, men også overfor Stauning og overfor de samvirkende fagforbund (det daværende LO). De fik ikke alene ingen støtte, Arbejdsnævnet kunne heller ikke få annoncer i "socialdemokraten", det blev forbudt Arbejdernes Landsbank at udbetale penge til Arbejdsnævnet, og det gjorde jo, at de med rette blev noget bitre og meldte sig ud af De Samvirkende Fagforbund og stod udenfor i en årrække.

Alle disse svinestreger gjorde, at socialdemokraterne satte flertallet overstyr i 1926, og vi fik igen en venstre regering under Madsen-Mygdal. Han var i udpræget grad dirigeret af ØK, og i ØK´s interesse gennemførte han den mest reaktionære lovgivning vi har set, i hvert fald indtil vi så fik Hartling´s sorte firkant, SV-regeringen og Anker Jørgensen nu.

En af de ting, man gjorde var, at man gennemførte Tugthusloven, hvor folk, som efter lovgivningsmagtens og arbejdsrettens mening strejkede eller lavede boycot eller den slags ting, kunne idømmes bøder på indtil 100.000 kr., eller komme i spjældet, og bl.a. landarbejderne blev dømt for en lovlig varslet og lovligt gennemført konflikt mod nogle bønder nede i Kolingsund (1926). De blev idømt en bøde først på 200.000 kr. og dernæst erstatninger på 130.000 kr. til de her skallede bønder, og det var mange, mange penge for det fattige landarbejderforbund.

Det gjorde så, at Stauning kom igen i 1929, og så sad han og pyntede på statsministertaburetten i ikke mindre end 18 år. Det var sådan set det første valg, jeg selv deltog i ved at samle anmeldere. Vi skulle jo have 10.000, og i Arbejderbladet kunne man se antallet som et barometer, hvor man forbavsende hurtigt så, at søjlen sprang ovenud som et springvand. Men da valget kom fik vi desværre kun 3.600 stemmer, og det kan jo skyldes, at det er lettere at få folk til at skrive under som anmelder end at få dem til at stemme på os. Vi har også senere opdaget, at det var lettere at få anmeldere dengang end nu, for dengang skulle man ikke have anmelderne attesteret ved kommunen, og derfor kunne man jo få en del ved at kigge på gravsten og i telefonbøger og den slags ting.

En af årsagerne til at vi gik tilbage var indre modsætninger i partiet; der var almindelig modløshed, og nogle af vores ledere, bl.a. de senere socialdemokrater Hellberg og Ernst Christiansen - var gået så vidt, at de næsten direkte anbefalede at stemme på socialdemokratiet, da de så, at det ikke kunne nytte at stemme på vores parti.

1920´erne må derfor for vores partis vedkommende siges at være et meget vanskeligt årti præget af alle de børnesygdomme, som nu kan præge en ung revolutionær bevægelse. Det skyldes i høj grad det forhold, at vores parti opstod af vidt forskellige grupper. Der var dem, som kom fra ungdomen, fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund, og de brød med partiet, men de gjorde det imod deres lederes vilje, og næsten hele tiden præget af personer som Hellberg og Ernst Christiansen og den slags, der højst ville optræde som det gamle partis dårlige samvittighed, og altså også søgte at komme tilbage til kødgryderne igen. På den anden side var jo en næsten modsat fløj, dem som kom fra Fagoppositionens Sammenslutning, og som hadede det politiske og specielt det parlamentariske arbejde som arvesynden og som faktisk godkendte den faglige kamp. Og dertil kom forskellige andre grupper, utilfredse socialdemokrater og folk, der var begejstret for den russiske revolution.

Opgaven var jo nu at sammenflikke alle disse forskellige strømninger til en helhed, og det var svært. Det var det for øvrigt ikke bare i Danmark; i alle europæiske lande var der de samme modsætninger. De tyske, franske og italienske partier opstod på samme blandede grundlag, og en af opgaverne, som vore russiske kammerater, og specielt Lenin påtog sig ved siden af deres egen vanskelige kamp med at slå fremmede tropper tilbage og med at få gang i deres egne hjul var, at hjælpe deres kammerater i Europa til afklaring. Dette gjorde de på to måder.

Det var som om den danske historie viser to hovedfarer: der var faren ved at glide tilbage i opportunismen, i socialdemokratismen, det var jo den linie, som i Danmark var repræsenteret ved lederne fra socialdemokratisk ungdomsforbund, Hellberg og Ernst Christiansen og hvad alle disse mærkelig corsarer hed. Overfor denne højrefare var det at Komintern lavede det, man kaldte de 21 optagelsesbetingelser: alle partier, som kaldte sig revolutionære, og som ønskede at være medlem af Kommunistisk Internationale, måtte skrive under på, at de ikke ville indgå i samarbejde med borgerlige partier under de betingelse socialdemokraterne havde gjort. De skulle forpligte sig til at køre en revolutionær linie, og netop for at forhindre dem i at falde for det borgerlige demokrati skulle de godkende, Proletariatets Diktatur, som magtformen i det samfund, de kæmpede for og så skulle de for øvrigt hedde kommunistiske partier og vores parti blev så omdøbt fra Danmarks Venstresocialistiske parti til Danmarks Kommunistiske Parti, sektion af Kommunistisk Internationale. Men der var jo også en anden fløj som i Danmark var repræsenteret af Syndikalisterne, med alle disse ekstremistiske grupper på venstrefløjen, og over dem skrev Lenin sin berømte bog om venstrekommunismen. Og på den måde søgte man fra Lenins og bolsjevikkernes side at holde vores unge parti på nogenlunde ret kurs og styre mellem skærene både til højre og til venstre.

Men det var i hvert land en vanskelig proces ned store diskussioner og dannelse af fraktioner. I Danmark var der en overgang to partier, som hver udgav blade og som begge kaldte sig kommunistiske partier. De blev i 1921 forenet i Kommunistisk Føderation, men på den måde, at kommunisterne automatisk var medlemmer af det kommunistiske parti. Men de to fraktioner eksisterede stadigvæk side om side, og deres diskussioner i partilokalerne foregik jo bl.a. ved hjælp af stoleben og hvad man ellers kunne bruge som argumenter; andre var lidt mere akademisk præget, de nøjedes med at ringe til politiet, men på den måde foregik det altså. Omkring 1922 fandt de så på en måde sammen og det bevirkede, at de to blade: Syndikalisternes Solidaritet, og den anden fløjs Klassekampen - blev forenet i Arbejderbladet. Alle disse ting gjorde altså, at man havde stridigheder og tilbagegang op igennem 20´erne. Det betød ikke, at vores parti ikke gjorde en indsats. Vi må sige, at selv med alle disse svagheder, så var det vores parti, der repræsenterede den revolutionære bevægelse, som repræsenterede arbejderklassen i Danmark. Der var ved gud ikke andre. Man kan ned sin bedste vilje ikke beskylde Stauning og socialdemokratiet for det. Og man må også sige, at samtidig med at vi skændtes indbyrdes, så var det jo vore folk, som gik i spidsen for generalstrejkerne; vi var med i de faglige kampe og vi var ned i de store internationale brydninger. Vi skabte røre om og organiserede de arbejdsløse og de husvilde; vi var faktisk med, men vi var ikke i stand til at slå igennem. Selve tilbagegangen gjorde, at vi organisatorisk næsten mistede forbindelsen til arbejderklassen, og det gjorde jo, at Komintern i 1929 sendte os et brev, hvor de sagde, at hvis vi ville have chance for at leve op til ryet, som var vores pligt overfor dansk arbejderklasse, så måtte vi gå ud på arbejdspladserne, lytte til arbejderne, rejse deres krav, organisere den, og det var så det vi kom til at gøre«

Hvis vi nu ser på 1930´erne, så var det ikke alene politisk, men også økonomisk, at der skete ganske store ændringer, og man må se det sådan, at de politiske ændringer, der skete, skyldtes de dybtgående økonomiske ændringer. 1920´erne var stort set en opgangsperiode, genopbygningsperiode, udviklings- og rationaliseringsperiode af samme art, som den vi efter 2. Verdenskrig kom til at opleve fra sidst i 1950´erne og op til først i 70´erne. I 1928 havde denne kapitalistiske opsvingsperiode nået sit højdepunkt, og det gik kapitalisterne lidt til hovedet. Ovre i USA erklærede præsident Hoover, at nu var Amerika nærmere den endelige sejr over fattigdommen end man nogensinde havde været, og højtideligt lovede han, at hver amerikansk familie skulle have mindst en høne til at ligge og flyde i suppegryden og 2 biler i garagen. Den slags opsvingsperioder påvirkede socialdemokraterne sådan som vi også har set det senere; den brugtes til at sprede illusioner i arbejderklassen. I Tyskland, hvor bl.a. socialdemokraten Hilferding på en partikongres i Kiel talte om den organiserede kapitalisme, altså noget af det samme som Rosa Luxemburg, men adskilligt mere reformistisk. Han mente, at kapitalisterne nu havde vist sig i stand til at skabe organiseret krisefri kapitalisme, og derudfra opfordrede han og ligesindede arbejderne til at gå i samarbejde med kapitalisterne for at sætte yderligere skub i udviklingen, istedet for at forstyrre den rolige udvikling ved klassekamp. Og ligesom man i vore dage taler om ØD skabte han et begreb, han kaldte Wirtschaft-demokratie.

I England sad der en Lord Sir Albrimond, som udviklede dette samarbejdsprogram til en hel teori, han kaldte Mondismen, og det er klart, at dette med at motivere til samarbejde mellem kapitalister og arbejdere blev modtaget med kyshånd i Danmark, hvor de Samvirkende Fagforbund og arbejdsgiverne kiggede på tingene. At det syntes at gå godt for socialdemokraterne og kapitalisterne, kunne man også se genspejlet f.eks. i valget i Tyskland. I 1928 nåede socialdemokraterne et stemmemæssigt højdepunkt, de gik frem fra 7,8 mill. stemmer til 9,1 mill. stemmer. Også vort parti gik frem, nemlig fra 2,7 til 3.2 mill. og det viste jo, at vi godt kunne gå frem, uden at det betød tilbagegang for socialdemokraterne. Ved dette valg opstillede den senere nok så kendte Hitler, men han måtte nøjes med 0,8 mill. stemmer.

I en anden del af verden havde man i Sovjetunionen i 1927 opnået samme produktionstal indenfor industrien, som de havde haft i 1914. Og på dette grundlag besluttede de at gøre det helt store gennembrud, nemlig ved at indarbejde og gå i gang med den første 5-årsplan. Det afstedkom adskillige vittigheder i den borgerlige presse, at disse bolsjevikker virkelig bildte sig ind, at dette tilbagestående Rusland i løbet af 5 år kunne forvandles til en moderne industristat.

Men for kapitalismens vedkommende, så fik herligheden en brat ende, med det man kaldte den sorte torsdag, torsdag d. 29. oktober 1929. Den dag faldt aktierne på New Yorks børs 22 mia. dollar i løbet af ganske få timer. Det affødte en katastrofe, en kædereaktion af fallitter og fabrikslukninger, først i Amerika, men med den rolle Amerika spillede i den kapitalistiske verden, bredte det sig hurtigt. Det blev indledningen til et nyt trin i det vi kalder kapitalismens almene krise, som er en dybtgående krise på alle samfundslivets områder. En krise for selve det kapitalistiske system, som kapitalister selvfølgelig forsøger at løse på den arbejdende befolknings bekostning. For at opnå dette, besluttede storkapitalen i Tyskland at satse på Hitler og hans velsignede talegaver. Og det han udnyttede, det var jo ganske naturligt hele den fallit, som Weimarrepublikken havde medført for tysk politik.

Det han udnyttede, det var socialdemokraternes totale svigten, og så selvfølgelig det, at arbejderklassen var splittet. Og det kom man til at se næsten som et spring ved de kommende valg. Som jeg nævnte før, havde Hitlers parti: "Tysklands Nationalsocialistiske Arbejderparti", i 1928 fået 0.8 mill. stemmer, i 1930 fik de 6.5 mill. stemmer. I 1932 var der to valg, i juli fik de 13.2 mill., men i december var de faldet til 11.7 mill. stemmer. Socialdemokraterne gik tilbage fra 9.1 mill. i 1928 til 7.9 mill. i juli 1932 og yderligere til 7.2 i december 1932. Vores parti steg: 3.7 i 1928, 5.3 i juli og 6.0 i december 1932, og vores parti var det største parti bl.a. i Berlin og andre vigtige industricentre.

Men dette, at Hitler i løbet af disse to måneder i 1932 gik tilbage med to mill. stemmer, gjorde at han og storkapitalen indså og besluttede, at det var nødvendigt at slå til, og det gjorde de. Som påskud til det satte de d. 27. februar 1933 ild på den tyske rigsdag. De gav kommunisterne skylden, men det var ikke blot kommunisterne, der blev ofre for den klapjagt og terror, man nu begyndte at udfolde. Ofre blev også de socialdemokratiske politikere og fagforeningsfolk, som havde nægtet at arbejde sammen med kommunisterne. Det blev de bedste af de borgerlige politikere, der ikke ville kendes ved os under legale forhold; nu var de med til at betale den fælles regning overfor den fascistiske reaktion.

Hitlers sejr betød ikke blot noget for Tyskland, den rystede også hele den internationale arbejderbevægelse og ikke mindst socialdemokratiet. For dem havde Tyskland jo stået som den stærkeste bastion med det stærkeste parti, de stærkeste fagforeninger og den demokratiske Weimarforfatning, og så faldt det hele sammen næsten uden synlig modstand. Og det gjorde, at de gud hjælpe mig gik så vidt, at de d. 19. februar 1933 skrev til Komintern, hvor de bl.a. sagde, at fascismens stærkeste kampfælle og årsagen til arbejderklassens svækkelse var den indbyrdes broderstrid. "Faren", sagde de, "er alt for stor til at arbejderklassens endrægtige ønske om en fælles kamp må udnyttes til partitaktiske manøvre". Og det er klart, at Komintern svarede meget hurtigt, men så skete der ikke mere. Komintern fik ikke yderligere svar, og de, som stillede sig i vejen var i høj grad de skandinaviske socialdemokrater. Men mens arbejderklassen - ikke unaturligt - følte sig lidt forvirret, så er det klart, at Hitlers sejr virkede opmuntrende på reaktionen i alle lande. I Østrig kom det til udtryk i, at Dollfuss begyndte at udvikle, hvad man kan kalde et kirkeligt-fascistisk diktatur; arbejderne rejste sig derimod og kæmpede 16 dage mod militæret, men blev så slået ned. Og selv under disse meget vanskelige forhold afviste socialdemokraterne at samarbejde med kommunisterne.

I Frankrig forsøgte man det samme; en fascistorganisation forsøgte et kup helt efter tysk mønster i 1934. Men det blev besvaret, for dernede var vort partis enhedsarbejde langt nok fremme til at Paris´ arbejderne gik på gaden; det efterfulgtes af en generalstrejke og af en aftale mellem kommunister og socialdemokrater om aktionsenhed, og omkring denne aktionsenhed dannedes så det, man kaldte den franske folkefront. Parolen om folkefront blev hovedparolen for Komintern op gennem 1930´erne.

Men for at vende tilbage til Tyskland, så ville Hitler benytte denne rigsdagsbrandsproces til at slå arbejderbevægelsen ned med, og derudover til at rette et ideologisk slag mod hele den internationale kommunistiske bevægelse. Han ville give Komintern skylden for rigsdagsbranden og derigennem stemple den kommunistiske bevægelse som en forbryderbande, der ikke veg tilbage for noget som helst. Og på dette grundlag forberedte man en proces, som skulle afholdes i Leipzig senere på året, en proces, hvortil man indbød verdenspressen; der blev optaget film, og man har enkelte stumper af denne film endnu, det blev udsendt i radioen og man har stadigvæk stumper, der er optaget på grammofonplader af den proces. Men dér ville man overfor verdensoffentligheden fortælle, hvad kommunisterne var for nogle.

Dem man ville anklage, var 3 bulgarer, som man havde arresteret i forbindelse med rigsdagsbranden, nemlig den berømte Georgi Dimitrov sammen med to landsmænd: Vassil Tanev og Blagos Popov. Dimitrov var i Berlin som repræsentant for Komintern. Derudover havde man fanget en tysk kommunist, som hed Ernst Torgler, og så en sindsforvirret hollænder, der hed Marinus van der Lubbe. I løbet af de kommende måneder sad disse folk arresteret, og Dimitrov sad med lænkede hænder i sin enecelle. Også det har man filmsbilleder af. Han kunne få enkelte aviser, som var censureret, og alle vigtige ting var klippet ud, han kunne få enkelte bøger, og bl.a. studerede den tyske straffelov og en hel række tyske klassikere: Goethe, Schiller o.s.v., og sad på denne måde og forberedte sig på den kamp, der måtte komme.

Udenfor forberedte Hitler sig. Han købte forbryderiske falske vidner, han stablede et vældigt anklagemateriale på benene, og han gjorde som sagt alt fra første dag af for at sætte kommunismen på anklagebænken. Men selvom de mente sig velforberedte og sejrssikre, tog de fejl.

Dimitrov besluttede sig til, at det ikke skulle være ham og ikke kommunismen, der var den anklagede. Det var den, der skulle anklage, og det var de andre, der skulle sættes på forbryderbænken. Og sådan optrådte han. Han sagde overfor de fascistiske dommere : "Det er sandt, at jeg er bolsjevik, at jeg er en proletarisk revolutionær, at jeg er medlem af Bulgariens Kommunistiske Parti og Kominterns Eksekutivkommité, en ansvarlig og ledende kommunist. Men derfor er jeg også modstander af individuel terror og kupintriger, fordi det ikke er formålstjenligt for revolutionen. Han sagde til dem: "Jeg søger hverken nåde eller sympati i denne sal, jeg forlanger bare mulighed for at forsvare mig som kommunist. Det vigtigste at få med til fordel for vort alibi er, at vi er kommunister, vi er ansvarlige kommunister, og derfor kunne vi, udfra hele vores overbevisning i vort partis interesse ikke deltage i noget så antikommunistisk som denne rigsdagsbrand."

Gang på gang afslørede han de falske vidner, så man var nødt til at fjerne dem, og det kom oveni købet så vidt, at selve de fascistiske topfigurer måtte træde frem og prøve at redde stumperne. Først kom Göring ind, og ham drev Dimitrov faktisk til vanvid, sådan at Göring på et givet tidspunkt sagde: "Jeg skal sørge for, uanset hvilket resultat denne ret kommer til, at du kommer til at dingle i galgen". Så bad Dimitrov om ordet, og dommerne frygtede det værste og sagde derfor: "Du kan da nok forstå, at sådan som du taler, så må ministeren da føle sig ophidset." "Jamen" , sagde Dimitrov, "det var ikke det, jeg ville sige. Jeg ville takke ministeren for hans svar, der var overmåde klart for mig og alle andre." Så kom Goebbels, deres propagandaminister og sådan lidt jaloux på Göring. Han vidste, at Dimitrov var en snu rad og ville ikke lade ham køre om hjerner med sig, som han havde gjort med Göring. Men resultatet blev akkurat det samme. Også Goebbels blev tromlet væk, slået.

Resultatet blev, at man var nødt til at frikende Dimitrov. Göring mente faktisk det med, at han skulle komme til at dingle i alle tilfælde, men så gjorde Sovjetunionen de tre bulgarer til sovjettiske statsborgere, og da Sovjet stadigvæk havde ganske store ordre ved tysk industri, turde man ikke andet end at frigive Dimitrov, Tanev og Popov.

Men alt det betød jo uhyre meget ude omkring i verden. Det tyske parti var knust, den tyske arbejderklasse var knust, og deres bedste ledere i fængsel. Mange var modløse og trætte, og nu sad de så ved radioapparaterne og lyttede til Leipzig. Og så hørte de Dimitrov sige: "Endnu er ikke alt tabt, Tysklands Kommunistiske Parti kan, selv om det er illegalt, gennemføre sin sociale revolution. Det viser det russiske proletariats erfaringer."

Og det satte vældig gang i hele den internationale bevægelse, i Folkefrontsbevægelsen, og den vandt voldsom udbredelse, og det var den, som kom til at præge Kominterns 7 verdenskongres. På det tidspunkt var Dimitrov blevet generalsekretær for KomIntern, og det var der, han fremlagde sin beretning, sin analyse af fascismen; han kaldte den finanskapitalens åbne diktatur, de mest reaktionære, de mest chauvinistiske, de mest imperialistiske elementers diktatur. Han sagde også, at det ikke er et udtryk for, at kapitalismen er stærk, men et desperat udtryk for, hvor stædig den er, og hvilke desperate midler, den finder det nødvendigt, at gribe til. Han sagde også allerede dengang, at samtidig med, at den er monopolkapitalens diktatur, så fandt fascismen forskellige former i forskellige lande, det må vi i vores kamp mod den selvfølgelig være klar over.

Han kritiserede en hel del ved de kommunistiske partier, og blandt de partier, han kritiserede, var vores og de skandinaviske partier. Han sagde det på den måde: "Vore kammerater i de skandinaviske lande går ofte den mindste modstands vej, idet de begrænser sig til den propagandistiske afsløring af den socialdemokratiske regering. Dette er forkert. I Danmark, f.eks. har de socialdemokratiske ledere siddet i regering i 10 år, og kommunisterne har i 10 år dag efter dag gentaget, at dette er en borgerlig kapitalistisk regering. Man må derfor forudsætte, at de danske arbejdere kender til denne propaganda. Men dette, at et betydeligt flertal alligevel giver deres stemme til det socialdemokratiske regeringsparti, viser kun, at den propagandistiske afsløring af den socialdemokratiske regering fra kommunisternes side ikke er tilstrækkelig, men det viser ikke at disse hundredtusinder af arbejdere er tilfredse med alle de socialdemokratiske ministres regeringshandlinger." (G. Dimitrov: "Fascismen er fjenden" s. 56) Og det viser, at det er nødvendigt at give dem noget at kæmpe for, give dem alternativer.

Ude i verden var disse år præget af de imperialistiske magters kurs i retning af krigen. Allerede i 1931/32 var Japan begyndt at sønderdele Kina, og for ikke at føle sig bundet af Folkeforbundet, som det hed, meldte de sig ud i 1933. I 1935 tog Mussolini Abesinien, uden at vestmagtene gjorde ret meget, de protesterede, men ville ikke gå ind for sanktioner. De eneste, der forsvarede italienerne, var for øvrigt vore socialdemokrater, men det er en sag for sig.

I Tyskland begyndte Hitler jo umiddelbart efter at være kommet til magten at styre Tyskland mod krigen. Han gik ud af nedrustningforhandlingerne, og så meldte han sig ud af Folkeforbundet.

Men i den samme periode blev verden også præget af udviklingen i Sovjetunionen og af dette lands voksende indflydelse. De havde på dette tidspunkt gennemført deres 5-årsplan, og var virkelig blevet en betydelig og indflydelsesrig industrimagt. Og det gjorde, at dens autoritet voksede sådan, at Sovjet i september 1934 af 30 vestlige lande blev opfordret til at melde sig ind i Folkeforbundet, netop for at opveje tabet af Tyskland og Japan. Det gjorde Sovjet, og fra første dag de besteg Folkeforbundets talerstol, benyttede de den til at tale for det, de kalder for kollektiv sikkerhed. Vi måtte bekæmpe krigen overalt for, som de sagde, freden er udelelig. Litvinov, deres udenrigsminister, sagde det sådan: "Organisering af freden, kan man tænke sig en mere omfattende opgave for samarbejdet mellem nationer. En mere ophøjet opgave end organisering af freden! Men krigens onde ånd lader sig i vore dage ikke fordrive af magiske besværgelser. Heller ikke ved nok så kønne resolutioner. Vi ved, at de stater, der ønsker krig, de der ønsker fredstraktater ændret ved magt, ikke viger tilbage for forhindringer, der kun er lavet af papir", - og det viste sig jo at være rigtigt. For at vende tilbage til Danmark, så arbejdede det danske parti på samme måde som Komintern for enhed i arbejderklassen og for skabelse af Folkefronten. Men det eneste svar vi fik fra socialdemokraterne, det var en udadvendt udtalelse fra Stauning; en opfordring til arbejderne om, som han sagde, at træde tidslerne ned, mens i har træsko på fødderne. Og så satte han en vis Hans Hansen til at skrive en pjece, der hed "Kommunisterne splitter", og til at organisere en bevægelse, der kaldtes HIPA, med det formål, at holde kommunister udefra tillidsposter i fagforeninger og på fabrikker. Og han gjorde det godt efter Staunings øjne, han blev kronprins og tilføjede til sit Hans Hansen mellemnavnet Hedtoft, og senere strøg han Hansen af navnet.

Men mens de altså afviste samarbejde med kommunisterne, søgte de overfor kapitalen gennem deres optræden at vise, at dansk kapital ikke behøvede at gribe til fascistiske metoder, de var udmærket i stand til at skabe ro på bagsmækken, de var udmærket selv i stand til at holde kommunisterne nede. Sådan gjorde de indadtil, overfor Tyskland viste de sig næsten som hypnotiserede kaniner. Senere har de jo fortalt, at kommunisterne først begyndte at bekæmpe fascismen i 1941, men herhjemme blev f.eks., Aksel Larsen allerede i 1933 anklaget, og fik sin parlamentariske immunitet ophævet, fordi han rev et hagekors i stykker nede i Åbenrå. Arbejderbladets redaktører sad jo i spjældet på stribe, fordi de fornærmede fremmede statsoverhoveder, det var jo sådan, at Arbejderbladet havde en hel række redaktører, hvis eneste opgave var at sidde straffe af, mens den egentlige redaktør uforstyrret kunne fortsætte sit arbejde.

Overfor arbejderne greb man altså ikke alene ind ad lovgivningens vej, men man greb også ind overfor dem med magt. Som eksempel herpå kunne man i Berlingske Tidende læse skildringen fra en demonstration imod arbejdsløshed i 1933. Berlingeren skildrede det sådan: "Toget stoppede op, og deltagerne gjorde intet forsøg på at komme videre, de sang Internationale, men da mængden blev stående, gik 30 store betjente til angreb, og det varede ikke et minut før alle mødets deltagere var flygtet, selv de, der ikke var kommet længere end til frihedsstøtten. Politiets angreb var så kraftigt, at der på Rådhuspladsen lå 5-6 mand på jorden, mens andre flygtede, ømmende sig af slaget fra stavene. Ingen politifolk kom noget til, fordi alle mødets deltagere var ubevæbnede. Sådan optrådte man overfor arbejderne, samtidig med at man optrådte som tjenere for storkapitalen.

Krisen var kommen til Danmark før dette, man alligevel noget senere end den øvrige verden. Danmark var i høj grad et landbrugsland. 3/4 af vores eksport var landbrugsvarer, og det sidste folk holder op med at købe er jo maden, og derfor varede det et stykke tid, inden krisen også ramte os. Men så kom den til gengæld også ganske frygteligt i årene 1931-32. Arbejdsløsheden havde i 1931 været 13.7 %; i 1932 var den oppe på 31,7 % i årsgennemsnit, og ved nytårstid var den 40 %. For landbruget betød krisen voldsomme prisfald på smør. I 1929 kostede et kilo smør 3,20 kr. i 1930 2,86 kr., i 1931 1,95 kr. og i 1932 kunne vi få et kilo smør for 62 øre, og bønderne skulle alligevel betale renter og afdrag, så derfor steg antallet af tvangsauktioner.

Meget ofte oplevede vi, at bonden simpelthen hang nøglen på døren og gik ind og sang sangen om manden på risten, altså gik ind til byen arbejdsløse. Ude på landet, hvor jeg var dengang, gik karlene gratis om vinteren, bare for at få et sted at bo. Sådan var situationen. Og deroverfor forsøgte Stauning at gennemføre den politik, som nu Anker Jørgensen forsøger at gøre sig til mester for. Han brugte samme parole: "Vi er alle i samme båd."

Så gennemførte man en række kriseforlig. Ved nogle af dem, f.eks. omkring valutacentralen i 1932, gennemførte man nogle af de ting, som vi har stillet forslag om i dag, bl.a. kontrol af hjemtaget valuta, udenrigshandelen o.s.v.. Men stort set var det samme reaktionære politik, som den der føres nu. Kanslergadeforliget , som de sluttede sammen med Venstre, betød en kronesænkning, automatiske prisstigninger, forlængelse af overenskomsterne ved lov, d.v.s. at arbejderne ikke fik nogen lønmæssig dækning, og for at arbejderne ikke skulle lave vrøvl, gennemførte man disse regler med sammenkædning og kompetente forsamlinger, hvor man supplerede op, hvis der ikke var stemmer nok. Alt det gjorde, at man følte sig sikre på at få overenskomsten igennem. Det lykkedes ikke i 1934 at få sømændene med; dengang som nu udløb deres overenskomst senere end de andres, og de ville ikke bøje sig for det, de andre havde vedtaget, og det førte til voldsomme konflikter, generalstrejke i Esbjerg, osv.. Og i denne kamp begyndte vi kommunister at gøre os gældende. Det åbne brev fra Komintern bød os at gå ud til masserne, og vi gik ud til de arbejdsløse. Et af de store tyngdepunkter var Aalborg, hvor arbejdsløshedsbevægelsen dengang var meget stærk, og hvor næsten hele DSU gik over i vores ungdomsforbund. Vi skabte denne arbejdsløshedsbevægelse, vi forsøgte samtidigt at komme ind på arbejdspladserne, vi afholdt landsomfattende konferencer, vi gik ud til bønderne og gjorde os i nogen grad gældende der, og vi begyndte et gennembrud, som førte til, at vi i 1932 blev repræsenteret i Folketinget.

Ude i verden skete der i 1936 noget nyt. I 1936 var Folkefrontsideen slået igennem i Spanien, og ved valgene i Spanien fik Folkefronten flertal. Der blev dannet en Folkefrontsregering, som ganske vist lidt svagt begyndte at gennemføre et ret vidtgående reformprogram. Men som vi ofte har set, så ville den spanske reaktion, - officerer, bisper og den slags ikke bøje sig, og da de ikke selv kunne klare affæren, søgte de hjælp hos Tyskland og Italien. De gjorde opstand og det kom til en borgerkrig, der kom til at vare to og et halvt år. Denne borgerkrig blev ikke kun en spansk krig, - den blev en krig af international betydning, og den blev, som vi sagde, optakten til den anden verdenskrig. Set i en international sammenhæng var krigen i Spanien faktisk generalprøven på den kommende krig for de fascistiske stater, og et forsøg på at skabe sig militære baser i Europas sydvestlige hjørne ved indløbet til Middelhavet. For de vestlige kapitalistiske lande opstod der noget af et dilemma, for de vidste nok, at Hitler og Mussolini tilstræbte en sådan krig, og at de selv kunne risikere at blive ofre for den; men på den anden side kunne man hvis denne Folkefront fik lov til at løbe linen ud, risikere, at den udviklede sig til noget, der lignede socialisme. Og så kunne man risikere ved siden af Sovjetunionen i det ene hjørne af Europa at få en socialistisk stat i det andet, og det var for dem ikke noget hyggeligt billede.

For det 3., - hvis det lykkedes det spanske folk militært at slå 2 moderne stormager, så kunne det smitte af ude i kolonierne. Italienerne havde besvær nok med at slå abessinerne og dette moralske nederlag kunne smitte af, og derfor skabte franskmændene direkte parolen: "Hellere en Hitlers sejr end en Folkefront". Det turde de ikke sige over for deres egen befolkning, og derfor førte de det, som de kaldte "ikke indblandingspolitikken". De sammenkaldte en international konference af alle stater, hvor man så forpligtigede sig til at betragte den spanske borgerkrig som et indre spansk anliggende og ikke hjælpe nogen af parterne. Det skrev de alle under på, for øvrigt også Tyskland og Italien og også Sovjetunionen.

Nu vidste Sovjet nok, at Tyskland og Italien ikke havde drømt om at opfylde det; men Sovjet ville for det første ikke selv komme til at stå som isoleret, når selv Tyskland og Italien ville gå med, og dernæst ville de ikke bringe den i forvejen vaklende Folkefrontsregering i en vanskelig situation ved at være de eneste, som åbent hjalp dem. Men Sovjet fik også ret, - Hitler og Mussolini fortsatte med at hjælpe Franco, og så erklærede Sovjet åbent over for Ikke-indblandings komitéen, at så betragtede de det selvfølgelig som deres ret at hjælpe republikken, og det gjorde de så. Men i alle lande blev denne beslutning fulgt op med love, som også forbød vedkommende lands, statsborgere at hjælpe nogen af parterne. Men det gjorde mange statsborgere alligevel, og fra Danmark var der 550 unge danskere, der meldte sig frivilligt i internationale brigader, - 220 ligger immervæk dernede - faldet for den internationale solidaritets sag.

Som før nævnt kom republikken som følge af denne politik til at stå alene. Det eneste parti, som bl.a. gik ind for republikken og for at hjælpe den, var vores parti. I Folketinget sagde vi, at det var den danske arbejderklasses og det danske demokratis pligt at støtte det spanske demokrati, ikke alene af solidaritetsårsager, men også i selvforsvar mod fascismen. Denne forståelse, som vi gav udtryk for, fandt udtryk i de mange frivillige, og den voksede også i hele den internationale arbejderbevægelse, sådan at socialdemokraterne var nødt til at tage hensyn til den.

Det kom bl.a. til at bevirke, at den socialistiske ungdomsinternationale sendte en delegation derned, - formand var vores nok så bekendte H.C. Hansen. Han spillede banjo for os, og talte om solidaritet, så vi tænkte, at nu er den helt iorden, han kan ikke holde sådan en tale og så ikke mene det, nu går socialdemokraterne med til at hjælpe os; men det gjorde de ikke. Ikke alene gik de ikke med til at hjælpe os, men da igen socialistisk ungdomsinternationale gik med til forhandlinger med KomInterns repræsentanter, så var det de danske og svenske socialdemokrater, der sprængte dem, og sagde, at hvis man fortsatte med at forhandle med kommunister, så ville de skandinaviske partier melde sig ud, og de skandinaviske partier vejede ganske tungt i socialistisk internationale.

Og alt dette bevirkede, at republikken måtte bukke under for overmagten. Der er lige en ting til, som vi ofte møder, også i vore dage. Man bebrejder Folkefronten, at der intet, perspektiv findes i den, den ville stoppe fascismen, den ville stoppe krigen; men havde den selv noget at byde befolkningen, havde den et perspektiv for det spanske folk? Jo, det havde den. Selve krigens ubønhørlige krav tvang den til at tage skridt, som førte den frem til hvad vi i vore dage ville kalde folkedemokrati. Man gennemførte jordreformer, udstykkede over tre mil hektar jord inden for republikkens område, man nationaliserede alle de afgørende fabrikker, man oprettede 1000 skoler, universiteterne virkede, kvinderne blev ligestillet med mændene, kirken blev skilt fra staten, de nationale republikker, Baskerlandet og Katalonien, fik selvstyre.

Selve det at skulle samle kræfterne i denne krig tvang en demokratisk udvikling i gang. Spanien bukkede under og det vi havde forudsagt, at dette ville betyde krigen, det kom jo til at slå til. Endnu inden Spanien var bukket under, var Hitler rykket ind i Østrig, man havde solgt Tjekkoslovakiet til ham og kort tid efter overskred Tyskland Polens grænse, den 2. verdenskrig var en kendsgerning.

I denne periode, hvor vi altså på den ene side støttede det spanske folk, så førte vi også vores egen politik for Folkefronten herhjemme. Det kom bl.a. til udtryk i, at vi holdt en partikonference i Odense i 1938, hvor vi over for det danske folk tilkendegjorde, hvad vort parti stod for. Vi sagde der: "Vi er et dansk parti, vi er en organisk bestanddel af det danske folk, vi er vokset ud af vor over 70 år gamle socialistiske arbejderbevægelse, og vi bevarer dennes bedste traditioner. Vort parti har ingen interesser, som adskiller sig fra det danske folks interesser. Vort partis politik bestemmes ene af det arbejdende folk i Danmark".

Vi viste det. I 1936 var der ét landstingsvalg, og vi havde mulighed for at få valgt en repræsentant for første gang. Men Landstinget blev fra 1924 brugt som sovepude, og hvad hjælper det, at vi vedtager fremskridt i Folketinget, når vi har et reaktionært Landsting, der stopper alt. Og ved at vi undlod at opstille regnede vi med, at socialdemokrater og radikale kunne vinde flertal. Ved folketingsvalgene i 1939 undlod vi at opstille i Sønderjylland, og det har givet kostet os et 4. mandat; men vi ville ikke være skyld i, at Hitler måske fik 2 repræsentanter i Sønderjylland. Sådan gjorde vi det på mange områder; vi førte en folkepolitik, og førte også en udenrigspolitik i Danmarks interesse.

Der opstod på det tidspunkt en stemning i Norden for at skabe et Nordisk forsvarsforbund. Man havde papirer, som viste, at Norden var med i Hitlers erobringsplaner, og derudfra opstod tanken om et samlet Norden. Det var Stauning, der saboterede dette i den tale, man senere har kaldt hans "lænkehundstale", der blev holdt i Lund i 1937: "Har Danmark fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne? Et nordisk forsvarsforbund er efter min mening utopi. At sysle hermed vil fremkalde en ny farezone og fremkalde mistænksomhed, som næppe findes og i hvert fald er ubegrundet.

Tiden gik sin gang. I 1938 blev Østrig besat, vort parti trykkede en stor tekstplakat, men man forbød os at sætte den op på Københavns reklamesøjler, så vi fordelte den i stedet som en løbeseddel, og i den sagde vi bl.a.: "Læg Danmarks skæbne i folkets hænder, ved efterretning om Hitlers voldelige anneksion af det hidtil uafhængige Østrig, har hele Danmarks befolkning følt sig foruroliget og spurgt: Kan vi sikre Danmark mod at lide Østrigs skæbne? I den situation siger vi til det danske folk: Tag Danmarks skæbne i jeres egne hænder. Kun en udløsning, en rejsning, en enhed i tanke, handling og vilje fra det arbejdende danske demokratiske folks side kan sikre Danmarks fortsatte beståen som fri og uafhængig stat".

I 1939 blev Tjekkoslovakiet solgt, det var England med Chamberlain og paraplyen og det var franskmanden Daladier, som mødtes med Hitler nede i München. Tjekkerne selv var tilstede, men kun som observatører, de måtte holde deres kæft, bare lytte til mens England og Frankrig solgte deres skæbne. Tværs over Politikken stod med store bogstaver: "Freden er sikret". Og Hartvig Frisch holdt en tale for uskyldige borgerlige konfirmander, i hvilken han sagde: "I har alle læst aviserne og ved, at verden har været på randen af en krig. Den engelske statsmand, Chamberlain, der har gjort en indsats for at redde verden fra krigen, har et valgsprog: "Har du ikke held med dig første gang, så prøv, prøv, prøv igen". Kun Arbejderbladet sagde sandheden: "Der skal i dag på et tidspunkt, hvor den af kapitalismen internationalt kontrollerede presse juble over fredens sejr, fra vores side lyde koldt og klart: Dette er verdenshistoriens største løgn! Krigen er sikret ! Det er vor pligt, som nøgterne, logiske mennesker at sige det som det er og kalde tingene ved deres rette navn: at aldrig er der drevet så sjofelt et spil med menneskets fredsvilje og afsky for krig end i disse dage og timer ! Og vi fik ret !

Umiddelbart efter at tyskerne den 2. september 1939 gik over Polens grænse, erklærede England og Frankrig Tyskland krig, som de forsåvidt også havde lovet. Men den krig, de begyndte at føre, kaldte man meget hurtigt den mærkelige krig, for der skete nemlig ingenting. Franskmænd og englænderne sad gabende ved Maginotlinien og vinkede over til tyskerne ved Hindenburglinien. Der gik flere måneder, før den første soldat kom galt afsted. Endnu mere mærkeligt var det dog, at mens englænderne og franskmændene intet som helst gjorde for at aflaste de stakkels polakker, så var de meget aktive andre steder. De landsatte bestemte ekspeditionskorps ved Narvik i Norge. De koncentrerede tropper i Tyrkiet ved Sovjetunionens sydgrænse, helt nede ved Kaukasus. Og selv om de havde fået en forsvarspagt med Sovjetunionen, så var de stadig i diplomatisk kontakt med tyskerne.

Som begrundelse brugte de, ligesom reaktionen i alle lande, bl.a. det vi kaldte Den finske vinterkrig; en krig, der kastede vort parti ud i vel nok den stærkeste og mest langvarige hetz, vi nogensinde har været ude for. Som nævnt tidligere var Finland blevet frit i 1918. Marskal Mannerheim, der som bekendt ikke var finne og aldrig lærte at tale finsk, fik magten ved hjælp af tyske tropper og med velvilje fra andre kapitalistiske lande. Alle var interesseret i at beherske Finland for, som det konservative Times skrev: "Finland er nøglen til Petrograd, og Petrograd vil være nøglen til Moskva." På samme måde som Finland altså skulle danne den nordlige del af knibtangen omkring Petrograd, så var Estland udset til at skulle blive den sydlige del. Deraf ved vi, at efter Finland, så var Estland udset til at blive "trit" mod det estiske folks vilje. Til at hjælpe Estland med dette, var der også et dansk korps af frivillige "Vestenholdske korps" opkaldt efter dets leder.

I tiden op til den krig, der nu endelig var kommet igang, havde Hitler sammen med Mannerheim (som et led i Hitlers krigsforberedelser) befæstet Ålandssøerne. Tyskerne havde fået koncessioner oppe på Ishavskysten og ved grænsen lige udenfor Leningrads porte, hvor de havde anlagt den såkaldte Mannerheim-linie. Alle disse koncessioner var i strid med alle internationale aftaler. Man havde overfor Sovjetunionen i forbindelse med den fredsaftale, som blev truffet i 1918, forpligtet sig til ikke at befæste ishavskysten, Det ville nemlig være en direkte trussel mod Sovjetunionens eneste isfri havn mod nord, Murmansk. Man havde yderligere forpligtet sig til, både overfor Sverige og Sovjetunionen ikke at befæste Ålandsøerne. Fra Ålandsøerne kan man nemlig lukke indsejlingen til Stockholm, den videre fart op i den Bottniske Bugt og altså også indløbene til Leningrad. Det gav man fanden i. Man havde lavet disse fæstninger på Det Karelske Næs, så tæt på den sovjetiske grænse, at man næsten kunne se Leningrad, og man kunne direkte beskyde Kronstadt og områder længere inde i Sovjetunionen. Eftersom det stod ganske klart for Sovjetunionen, at krigen nærmede sig, forsagte man at slå en handel af med finnerne. Man tilbød at bytte Det karelske Næs med et område lidt højere mod nord. Dem, der af jer, har passeret Det Karelske Næs , ved, at det et næsten fuldstændigt værdiløst område. Det er et sandet, moset delta mellem Ladoga-søen og Den finske Bugt. Til gengæld ville Sovjetunionen give et betydeligt vigtigere område lidt længere nordpå, oppe ved Karelen. Men Mannerheim, der havde sine aftaler med tyskerne, nægtede det, og derfor kom den berømte vinterkrig.

Under alt dette, og samtidigt med at Sovjetunionen oplevede disse skumle forhandlinger mellem tyskerne, englænderne og franskmænd om deres planer for andre militære områder, så fremsatte Hitler pludselig et tilbud om en ikke-angrebspagt mellem Sovjetunionen og Tyskland. Dette tilbud sagde Sovjetunionen ja til. Fra Hitlers side var tankerne ganske vist, at hovedfjenden var Sovjetunionen. Men samtidigt gik hans planer også ud på at erobre det øvrige Vesteuropa. På det givne tidspunkt har han sikkert fået den tanke først at knuse Vesteuropa, for så med hele det vesteuropæiske industriapparat i ryggen at koncentrere alle kræfterne mod Sovjetunionen. Derfor var Hitler umiddelbart interesseret i at have ryggen fri ovre mod øst.

Vi så, hvordan han tromlede Holland, Belgien og Frankrig ned, hvorimod det jo ikke gik så godt mod englænderne. Men det er en sag for sig. Under alle omstændigheder skabte det en voldsom ballade, da Sovjetunionen sluttede denne ikke-angrebspagt, og sagde, tørt og nøgternt som sagen var, at de ikke havde i sinde at rage kastanierne ud af ilden for vestmagterne. Når vestmagterne åbenbart ikke var indstillet på at overholde sine aftaler, så ville Sovjetunionen ikke lægge ryg til.

Men det næste led i planerne, det var den 9. april 1940, da Hitler overskred de danske grænser. Det er noget, vi allesammen husker. Det havde været en djævelsk streng og langvarig vinter, og det var den første virkelige forårsdag hin berømte niende april. Vi havde lige fejret Brønnums fødselsdag. Minister Brønnum var en ivrig afholdsmand dengang, og da han skulle hjem, da var det umuligt, idet der var kastet faldskærmstropper ned, som havde besat broerne. De havde fået ordre til at være flinke. Jeg gik ned og snakkede med nogle af dem og sagde til dem, at det var godt vejr, og de frække slyngler svarede: "ja- når englene kommer, så skinner solen! " Det var nogle kønne engle, det opdagede man senere.

Man husker også i Ålborg, ligesom andre steder, hvordan de berømte løbesedler dalede ned under larmen flyvemaskinerne. Løbesedlerne var skrevet i en ubehjælpelig blanding af norsk og tysk. Men det fremgik af dem, at de var til Danmarks soldater og Danmarks folk, og Tyskland gennem besættelsen ville sikre Danmarks og Norge´s kongerigers neutralitet. Men bortset fra dette, så ville vi altså få lov til at ordne vores egne forhold. De ville ikke blande sig egentlig i sagerne. Det gjorde de forsåvidt også kun delvis i den første tid. De arbejdede mere i det skjulte. Danmark blev af Hitler benyttet som reklamespil, - hans lille kanariefugl, kaldte de Danmark for at vise, at han også kunne være flink. De bevirkede bl.a. at vores kommunistiske parti, til nogen overraskelse og delvis vores egen, fortsat eksisterede og virkede legalt. "Arbejderbladet" udkom og ude på flyvepladserne, som de var begyndt at bygge, solgte vi ganske store oplag af det frie ugeblad "Ugens Ekko", der begyndte at udkomme. Godt et år efter d. 21.juni 1941 havde DKU fest nede i Møllegården. Dengang holdt DKU fast i disse afholdslokaler. Sent på aftenen kom der 2 tyske soldater, der kunne høre lystig musik og ville ind. Der stod nogle dørvogtere og sagde, at det kunne de ikke komme. Det var en foreningsfest, man skulle have medlemskort, og hvad man nu kunne finde på at sige. Hvad var det for en forening, spurgte disse tyske soldater. Ja, det var såmænd Danmarks kommunistiske Ungdom. Så løftede de øjenbrynene en kende mere end, de ellers ville have gjort. Men jeg tror nok, de stod ret, mens vi sang Internationale. Men det var altså også den sidste aften. Den næste morgen gik det galt. Men det skal jeg senere vende tilbage til.

Selve besættelsen fremkaldte selvfølgelig en række politiske ændringer. Nævnt tidligere havde vi op gennem trediverne haft socialdemokratiske regeringer valgt med store socialdemokratiske stemmetal. Nu fik man virkelig brug for den, for nu var fædrelandet på spanden. Men det første Stauning gjorde var at danne en samlingsregering, som "udtryk for den nationale enhed". En samlingsregering, bestående af socialdemokrater, de radikale, de konservative og venstre, og for at det ikke skulle være løgn, så kom der en direkte repræsentant for den danske storkapital med, nemlig Gunnar Larsen, eller som pressen kaldte ham Gunnar "cementkoger" fra F.L. Smidth. "Arbejderbladet" altså vor avis, sagde sin mening om ham så godt man kunne. Det sagde, at i virkeligheden, så repræsenterede han den engelske kapital i Danmark. F.L. Smidth var også dengang forbundet til den side. Men det hindrede ham ikke - lige så lidt, som den øvrige danske storkapital - hurtigt at sadle om i tysk retning. Spillet mellem kapitalister i øst og vest var slet ikke afbrudt, selvom der var krig. Derfor oplevede vi det mærkelige, at efter krigen var afsluttet, og modstandsfolk ville have fat i Gunnar Larsen, som landsforrædder, da kom der gudhjælpemig en skrivelse fra England, der sagde, at han også under krigen havde gjort uvurderlige tjenester for englænderne, hvad der vitterligt var løgn. Men sådan kan det altså gå.

For vores parties vedkommende, kom der et lidt mærkeligt mellemspil ved, at vi i et af Hitlerfascismen besat land, eksisterede og virkede som et legalt parti. Det er klart, at vi forstod til fulde, at det kun var en stakket frist, akkurat som Sovjetunionen forstod, at den ikke-angrebspagt, de havde truffet med Hitler, heller ikke ville vare så forfærdeligt længe.

Men ligesom den gav Sovjetunionen et pusterum, så benyttede vi også de kommende måneder til at forberede partiet på det slag, som vi vidste ville komme før eller senere. En uge efter besættelsen, altså d. 15.april 1940 udsendte centralkomitéen en skrivelse til alle partiets medlemmer, hvori man sagde: "Vort parti og arbejderbevægelse går en vanskelig tid i møde. Men hvad dér end sker, vil vi kommunister blive på vor post og fortsætte vort arbejde til gavn for vort land og vort folk. Overalt, i fagforeninger og lejeforeninger, i by og på land, skal hvert eneste partimedlem og arbejder virke for at samle det arbejdende danske folk omkring vort parti, sikre de faglige organisationers frihed og system, varetage det danske folks politiske og økonomiske interesser og beskytte vort lands folkestyre og nationale selvstændighed. Afvis alle provokatørers forsøg på at bringe vort parti på afveje. Hold hovedet koldt og klart og husk, at vi skal arbejde blandt masserne, vi skal arbejde for masserne, vi skal føre masserne."

I disse måneder omstillede vi partiet over hele landet, vi gjorde det også her. Jeg husker nogle af vores møder - vi måtte holde dem næsten i døgndrift, fordi vores folk arbejdede i hold ude på flyvepladserne, vi måtte holde både formiddags- og aftenmøder. Aftenmøderne holdt vi ude hos Lager og Pak - omtrent hver aften - for mørkelagte gardiner, dvs. jeg stod i mørket og måtte huske i hovedet, hvad der skulle siges. Men altså i denne tid enedes partiet om, ved siden af den hidtidige ledelse, og som vi må formode af partiet selv den eneste ledelse, lavede vi alle steder dobbeltledelser, ja, helt op i centralkomiteen. Det var i den periode (1939) at jeg sammen med Martin Andersen Nexø blev medlem af partiets centralkomite. Nu var det altså ikke fordi Martin eller jeg skulle spille nogen særlig stor rolle, men altså hele maskineriet igennem lavede vi det sådan, at den dag, man slog til, så var partiet på intet tidspunkt lammet. Vi havde et apparat, der var rede til at køre videre.

Vores litteratur blev gemt bort, jeg husker, vi kørte på slæde og gemte en masse ude hos Munkholm i Hasseris. Han havde en meget sindrig kælder, hvor man skulle igennem hans klædeskab, flytte hemmelige love og sådan. Et andet sted kørte man ud til Søløster. Sådan sikrede vi os altså til den dag, der i virkeligheden skulle komme. Samtidigt med, vi omstillede partiet, da arbejdede vi videre i massearbejdet blandt arbejderne. I Januar 1940 sammenkaldte vi til et møde i Københavns Forum. Det var et kolossalt stort lokale, der var ikke nogen opvarmning dengang, men det var stuvende fuldt. Aksel Larsen (formand for DKP), Johannes Hansen og Inger Damgaard (formand for kvindernes afdeling 5) talte. Hun sluttede sin tale med at sige (og det givet et billede af partiets stilling): "Ingen kan vel i enkeltheder sige, hvordan den nærmeste fremtid vil forme sig for vort land, for arbejderklassen og for fagbevægelsen. Men hvad der end sker, stå vagt om fagbevægelsen, for arbejdere i stad og på landet - engang skal verden blive vor. For trods alt, efter vinter kommer vår, også for dansk arbejderklasse."

Den måde vi skulle arbejde på, det var selvfølgelig at organisere arbejderklassen til at kæmpe under de nye betingelser. Sagen var jo, at selv om tyskerne havde lovet ikke at blande sig i vore indre forhold, og selv om de ikke åbent gjorde det, så blev Danmark jo hurtigt og effektivt spændt for tyskernes krigsvogn. Vores fødevareeksport, som hidtil havde gået til England, blev fuldkommen dirigeret mod syd, vores industri blev omstillet til at arbejde efter det tyske militærs behov, og vi ved jo, at entreprenører berigede sig ved de store militære anlæg, som skød op udover hele landet, ikke mindst herovre. Der lå en herregård ved Ry slette, jeg husker, hvordan man bogstavelig talt tromlede den ned med hovedbygning, avlsbygning og stor pragt, for at få en flyveplads. Men det er klart, at i samme grad, som tyskerne plyndrede os, gik der mindre midler til den danske befolkning. De oprettede en særlig konto i Nationalbanken, hvor Nationalbanken betalte deres regninger. Det beløb er i dag oppe i adskillige milliarder - vel en 15-18 milliarder i øjeblikket - fordi vi aldrig nogensinde har fået de penge, som tyskerne købte på kredit for.

Den tyske udplyndring er kun den ene side af sagen. Den anden er, at de danske kapitalister, støttet af den danske regering, benyttede tyskerne til at plyndre befolkningen til egne fordele Der var f.eks. sket det, at i tiden mellem tyskerne var rykket ind i Polen og påbegyndelsen af krigen var priserne begyndt at stige som følge af krigen, og da endelig besættelsen kom, var det lykkedes arbejderne at tilkæmpe sig en dyrtidsregulering. Det var en dyrtidsregulering, der sådan nogenlunde gav dækning for prisstigningerne og som reguleredes hvert kvartal, så man ikke fik de store efterslæb, som man fik senere hen. Noget af det første man gjorde, var at sætte dyrtidsreguleringen ud af kraft. Man sagde til arbejderne: "I kan lige så godt finde jer i det, for ellers kommer de tyske bajonetter og tvinger jer til det."

Man forbød strejker med samme logiske motivering, man indførte omsætningsskatter, noget som senere blev kaldt "den lede benzinskat". Ude på landet forhøjede man kornpriserne til stor glæde og gavn for godsejerne, som tjente hovedrigt, men disse lidt hjælpeløse husmænd, der brugte kornet til at fodre deres dyr med, de blev fattigere af den historie. Og for at landarbejderne ikke skulle fristes til at tage ind til byerne og tjene penge, så blev de faktisk stavnsbundne ude på landet i sommermånederne, hvor der var noget at bestille derude. Det var dengang, at den socialdemokratiske finansminister Bramsnæs opfandt et begreb som man har kaldt "den onde cirkel", som vi kender den dag i dag. Indholdet går på følgende melodi: når lønningerne stiger, så stiger priserne, så stiger lønningerne, så stiger priserne osv.. Og samtidigt med det, så voksede altså den erkende, både i arbejderklassen, men selvfølgelig også i regering og blandt kapitalister, at kommunisterne var ved at komme sig over den frygtelige hetz under vinterkrigen, folk begyndte at lytte til os. Hedtoft sagde derefter på den bramfri måde, han altid benyttede, når det gjaldt kommunister, at nu skal kommunister og andre, der laver vrøvl over prisstigningerne slås ned. Derefter kom der en rundskrivelse fra De samvirkende Fagforbund (datidens LO) til alle deres medlemsorganisationer, at nu skulle de benytte lejligheden til at rydde alle kommunistiske tillidsmænd bort fra fagforeninger, arbejdspladser osv..

Men mens de tog den hårde handske på overfor arbejderklassen, så var de jo en del mere venligere overfor tyskerne, Vi fik, efter lidt krydsen frem og tilbage, en meget, meget tyskvenlig udenrigsminister, nemlig den berømte Scavenius. Han sagde, på den samlede regerings vegne, det som vitterligt var regeringens politik i disse skæbnesvangre måneder, han sagde: "Med de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid brudt frem i Europa, som vil medføre en nyordning i økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et aktivt og nødvendigt samarbejde med Stortyskland." Altså helt og holdent indstillede de sig på, at Tyskland skulle sejre, og at Danmark skulle være en del af Stortyskland, af det Neuropa, som skulle være arbejdskraft og råstoffer til det store moderlands industri og kapitalister. Det var regeringen.

Men selve storkapitalen gik endnu videre. Jeg tror jeg tidligere har nævnt denne bondesammenslutning NS, altså en slags forløber til LR´80 og hvordan denne gik i samarbejde med fascisterne. Men også i bykredse gik storkapitalen ind for sammen spøg. Der opstod Højborgkredsen, efter en ingeniør Højborg fra Christiani & Nielsen, tror jeg, som sammen med så obskure personligheder som A.P. Møller, Kürchel, som var konservativ folketingsmand og vitterlig trekvart fascist, og fra kongehusets side prins Aksel. De søgte at overtale kongen til at fyre Stauning-regeringen og lave en direkte fascistisk korporationsregering bestående af erhvervenes mænd, men det var kongen for fornuftig til. Det skinnede ret ofte igennem, at kongen sådan set foragtede Hitler - den lille mand med det her skæg, som ikke rigtigt havde kongeblod i årerne. Det lod han ham mærke på en måde, som Hitler ikke kunne lide i visse tilfælde. Men på samme måde, at de samme kredse, som altså prøvede at dreje udviklingen yderligere i ren fascistiske retning i Danmark, sådan prøvede de også at sikre Danmarks andel i Hitlers erobringer ovre østpå. Der blev nedsat et foretagende, som hed Østrumsudvalget, hvor Gunnar Cementkoger var en af de førende figurer. Nu fik de ikke forfærdeligt meget ud af det. Dog så meget, at F.L. Smidth sikrede sig en cementfabrik i Estland. Men de havde ellers drømt om at få gods og koncessioner ovre i det forfærdeligt store land, som Hitler var ved at erobre for troen og for Europa. Sådan gik den første tid.

Som jeg sagde før, så havde vi det berømte gilde om aftenen d. 21. og den d. 22. om morgenen. Elna havde fået en ny cykel - hun siger, at det er den flottelse, hun har haft, og hun var synlig stolt af den, og vi kørte over på den anden side af Fjorden og skulle besøge Laurits Lønnerup og Katrine, som var kontrolbestyrer ovre i SID, altså arbejdsmændene i Nørre Sundby. Og mens vi sad der og drak morgenkaffe, hørte vi følgende i hans radio: " I dette øjeblik fuldbyrdes den opmarch, som i omfang og udstrækning er den største verden har set. I forening med de finske kammerater, står Narvikhærens soldater ved det nordlige Ishav, tyske soldater under kommando af Norges erobrer og beskytter sammen med Finlands frihedshelte under deres marskal på finsk jord. Fra Østpreussen til Karpaterne strækker de tyske østfrontformationer sig. Ved Pruts stræder, ved Donaus nedre løb, ved Sortehavets kyster forener tyske og rumænske soldater sig under statschefen Antonescu."

Vi havde så en mistanke om, at nu var vores legale tid forbi. Vi havde besluttet, at Elnas nye cykel skulle indvis ved at vi skulle smøre en efter krigstidens forhold anstændig madpakke. Jeg gik op til vores partikasserer, Schrøder, han havde forlængst fået ordre til at få vores kartoteker væk, men jeg havde en mistanke om, at han ikke havde fået gjort det. Det var en falsk mistanke, han havde gjort det.

Men det betød, at jeg kom hjem lidt senere end Elna. Der stod to gentlemen fra det danske politi på hovedet i mit bogskab. De åndede lettet op, da jeg kom hjem, og så sagde de haps, og så var den historie ude. Jeg blev en af de 500 kommunister, som blev arresteret. Det bemærkelsesværdige er (jeg ved ikke, om du kan huske tallet Elna?) at tyskerne blot havde givet det danske politi navnene på 70. Men efter Staunings specielle ønske, så udvidedes kredsen mest muligt med alle, de kendte, så det var altså 500 kommunister, der røg i spjældet netop ved den lejlighed. De sagde trøstende til Elna, da de trak mig ned af trappen, at hun ikke skulle være ked af det, han kom snart igen. Der gik altså 4 år, og jeg var jo heldig, - der var en del, der ikke kom igen.

Det er klart, at dette var helt igennem grundlovsstridigt. Vi blev ikke anklaget for noget som helst, vi kom ikke for nogen dommer, der var igen dommerkendelse eller noget som helst. Nogle af vores folk var folketingsmedlemmer - vi havde tre i Folketinget - de fik kun fat i den ene, så fik de fat i en til, det var Alfred Jensen. Men den ene af dem, som skulle ledsage ham, var på hospitalet, så Alfred stak af, og Aksel Larsen klarede sig jo et stykke tid. Men det er klart, ar det var en grundlovsstridig bedrift, man havde gjort. Ikke alene det, men man kappedes om at prale af, hvem der var mest ivrig til at gøre sligt. Det var sydsjællandske socialdemokrater, der fandtes jo sådan nogle, som lagde for, idet de erklærede: "Blandt de politiske partier her i landet har socialdemokratiet i årevis været ene om at føre kampen imod kommunisterne." Og arbejdsgivernes specielle blad dengang, - det hed Nationaltidende,- de blev forarget og sagde, at de skam også havde været med i kampe mod denne kommunistiske bevægelse. Denne kommunistiske bevægelse, som er vi og alle kulturfolks fjender. Og netop vi har gjort den allerskarpeste kurs imod kommunisterne.

Men i alle tilfælde, for mit vedkommende og for en lille flok Aalborgkammerater begyndte det nede på Nytorv, så var vi et stykke tid i Nørre Sundby, det var ret så provensielt hyggeligt i deres arrest. Derefter kom vi til Randers; det kunne hverken jeg eller Elna lide. Det var virkeligt stupidt bureaukrati af allermest ondartede art. Så kom vi til Nibe, hvor fangevogteren havde været fange i mange år nede i Horsens tugthus. Han tog sig af os som en far, når vores koner kom og besøgte os, fik vi kaffe, og det varede ikke så længe, så kom vi over Vestre Fængsel til Horserød.

Det er en lejr, der ligger i Nordsjælland, som oprindeligt var bygget som fangelejr for finske krigsfanger, som under 1. verdenskrig var stukket af fra tyskerne over den danske grænse, så skulle vi jo internere dem, når de kom herop. Det var altså nogle ret så forfaldne barakker, men der blev vi placeret og opholdt os der - gudhjælpemig - de næste 2 1/2 år. På et tidspunkt forsøgte vi ganske vist at slippe ud. Der blev lavet en tunnel fra en af barakkerne, hvor Eigil Larsen - Eigil med hestehovedet -. Den gik meget snedigt under hegnet og ind i skoven, hvor der går en grøft ud til Gurre sø, den hedder kong Valdemars vold, fordi den snor sig. Og på skrænten var den en trærod, og den var lavet så snedigt (Eigil var også ingeniør i lejren) at tunnellen endte lige under den. Der blev sat hængsler på træroden, så den kunne lukkes op, og vi kunne springe ned i grøften og så fortsætte videre. Nede i tunnellen blev der lagt en elektrisk ledning, sådan at når vagten gik fra hjørnet opad og havde ryggen til grøften derude, da blev der givet et signal, og så skulle den første mand springe op. Så ville skæbnen, at jeg kom ud først, og det skete i al skikkelighed. Den næste var såvidt jeg husker Martin Nielsen, men i hvert fald en af de nærmeste. Desværre kom smedens kat fra Horserød by farende ind imellem benene på betjenten, og det er logisk, at han vendte sig om og kiggede efter katten. Men så løb den helvedes kat lige hen, hvor de løftede træroden. Han slog derefter stor alarm med politihunde og skidt og møg. Vi blev fanget og ført tilbage i triumf. Den eneste, der slap ud, det var Ib Nørlund, for da var alle kæderne så langt ude (han var den sidste) at han slet ikke opdagede, at der var sket noget. Aftalen var, at der oppe på landevejen fra Helsingør til Hillerød skulle holde en lastbil med nogle store frugtkasser, hvor der skulle være et hulrum inde i midten, således vi kunne gemmes og køres bort. Ib Nørlund nåede faktisk at komme bort, som den eneste af os. Eigil Larsen tog chancen om natten, idet det var under hans værelse, at tunnellen udsprang, og før eller siden ville de finde den (selv om det tog helvedes lang tid for dem), så var han jo lost alligevel. Han gjorde det så godt, at tyskerne udlovede 10.000 kr. for hans hoved, og da var pengene jo ikke så devaluerede, som de er i dag. Så det var mange penge.

Men han gjorde det meget godt, denne Eigil der. Vi andre, vi blev i triumf kørt ind til Vestre Fængsel, hvor vi sad i eneceller og havde det så hyggeligt, som man kan have det på sådant et sted.

Det næste, der skete, var i august 1943 hvor tyskerne overtog lejren, og så slog vi vores folder forholdsvis kort tid deroppe. Så blev vi kørt i lastbiler bort fra lejren, og vi gættede på, hvor fa'en vi skulle hen? I København drejede de ned mod Kastellet, og så sagde vi til hverandre - man er jo optimist til det sidste - vi skal nok indkvarteres i Kastellet, der har tyskerne fundet ud af, at det er lettere at passe på os. Men vi kørte ud til Langelinie, hvor der lå en stor rusten lastdamper. Vi fik ordre til at kravle helt ned i bunden. På næste etage kom de jøder, der skulle til Theresienstadt. Vi kunne så ligge dernede i mørket og høre, at det begyndte at pumpe i maskinerne. Vi sejlede derfra. Der var et par enkelte søfolk blandt os, og en som havde været med i 1. verdenskrig. Han sagde, at det var meget hyggeligt at ligge dernede, så var vi da sikre på ikke at slippe derfra, hvis vi skulle sejle på miner eller den slag ting.

Vi sagde til os selv, at det måtte være herligt engang at få fast grund under fødderne. Senere kom vi til Stettin, Szeznin, hvor vi kom med nogle kreaturvogne, Vi sad der og kukkede i 42 timer, og det var ad helvede til, for vi sad så tæt, at vi ikke kunne ligge ned allesammen, så vi skiftedes til at ligge ned. Der var brædder for vinduerne, så vi kunne kigge ud ligesom køerne. Så kom vi endelig til noget, der hed Waltlager Stutthof. Det var en lille grønmalet stationsbygning, og vi lyste op igen. Det så slet ikke så dårligt ud det her. Men det gjorde det altså. Vi blev modtaget af en gruppe SS´ere ledet af en, vi kaldte Stankelben, Meier, - han havde sådan nogle stankelben med nogle lange sorte støvler på (det skulle SS´erne have på) - og en titel, der hed Hauptsturmbahnfuhrer. Vi blev, så med al den højtidlighed, som sådanne SS´ere kan afstedkomne, ført ind i lejren.

Meier pegede da på en skorsten med en kvalmende sort røg. Så spurgte han, hvad vi troede, det var for en bygning?. Der var en, der sagde, det er da nok lejren vaskeri. Så grinede han helt vanvittigt. Det var det sjoveste, han nogensinde havde hørt (det var tydeligt nok), og han sagde da, at det ikke var noget vaskeri, det var et krematorium. Dette her er nemlig ikke nogen opdragelseslejr, "das ist eine Vernichtungslager". Så i tror, at det er et vaskeri, næ, den eneste vej ud af denne lejr, det er gennem skorstenen.

Dette passede faktisk for mange mennesker. Denne lejr var lavet, som en sølle lille lejr for området Danzig. Byen Danzig var jo i mellemkrigsårene en fristad, som skulle være havneby for polakkerne, men alligevel ikke polsk. Hitler besatte den så, og for oprørske elementer lavede man denne lejr Stutthof med plads til 5.000 mennesker. Mit nummer blev 25.700, og der var vitterligt ikke flere end 5.000. Resten var altså gået igennem denne skorsten. Så var jeg der 1 1/2 år. I dette 1 1/2 år nåede vores numre op på 110.000. Af disse 110.000 mener man med - ingen ved det nøjagtigt - at en ca. 30.000 overlevede. Det var jo virkelig en Vernichtungslager. Det var sådan, at dette skallede krematorium efterhånden ikke kunne brænde alle ligene, hvorefter man lavede sådan nogle store historier udenfor lejren, hvor man lagde hele træstammer på langs, derefter et lag lig, igen træstammer, igen lig - hældte lidt benzin over, hvorpå man satte en tændstik til, og det lugtede hæsligt ind over hele lejren .

Der skete stadig meget ude i verden. Der kom stadig nye fanger ind, og det første man spurgte om, var om de havde noget nyt at berette. Hver gang der kom russiske fanger, det kom der også undertiden, det var dem, der døde hurtigst, så sagde vi: "Er der noget nyt ?" Jeg kan huske, de engang sagde: "Ja, der er noget nyt. Vi sejrer. For Stalin stod på Den røde Plads, og tog afsked med os, som han plejede. Det at Stalin blev i Moskva under den periode, det gjorde altså et ganske voldsomt indtryk på dem. Men altså omkring d. 1. januar 1945 var situationen den, at man undertiden kunne høre den fjerne kanontorden komme nærmere op. Den 10. februar blev i opdelt i marchkolonner, barak for barak og blev ført bort fra lejren. Vi var omkring 1.200, da vi for sidste gang gik ud af porten.

Vi vandrede først gennem det nordlige Polen, det nordlige Pommern en 10-12 dage, og kom til en lille lejr for tyske piger, hvor vi blev lukket ind, der var vi yderligere nogen tid. På det tidspunkt var Den røde Hær brudt igennem syd for os ved Elben og var svinget mod nord og nået ud til kysten, således vi på det tidspunkt var fanget i en kedel. Vi kunne stadig høre kanonerne, og omkring d. 10. marts var de så tæt ved, at vinduesruderne klirrede og det elektriske lys gik ud osv.. Vi fik fat i den sidste avis fra Danzig, hvor redaktøren bandede stygt og sagde: "At historiens muse vil jeg stemple som en ludder, hvis hun svigter det tyske folk i denne stund." Det gjorde hun altså.

Der ved nattetide vandrede vi væk fra denne lejr. Vi vandrede hele natten og kom ned i en dal, hvor vi passerede de flygtende tyske tropper. Vores vagtmandskab prøvede engang imellem at telefonere tilbage fra de forskellige landsbyer, og da vi kom til den polske landsby Schweslin var forbindelsen afbrudt. Han kom ud og rystede på hovedet og vi blev jaget ind i en lade, hvor vi var denne nat. Tidligt næste morgen, det var d.10. marts, kom der nogle russiske krigsfangepiger hen og rev døren og sagde på russisk: "Russerne kommer", og Den røde Arme rullede ind gennem landsbyen, og vi var igen fri. Sådan gik det altså.

Men hjemme i Danmark var der også sket noget. De ansvarlige politikere havde fortsat deres samarbejde med tyskerne, og samtidigt havde det danske politi forsat deres klapjagt på kommunister og andre, som ikke var så begejstrede for samarbejdet med tyskerne. De, sammen med de fleste fascister, forestillede sig, at bare de arresterede eller slog kommunisterne tilstrækkeligt ihjel, så kunne de også knuse partiet, og derved knuse modstandsbevægelsen. Hertil sagde vores illegale Land og Folk den 21. november 1942: "Med vold kan man uskadeliggøre den enkelte. Men Det kommunistiske Parti, og det danske folks frihedskamp kan ikke knuses. Undertrykkerne skal få at føle, at for hver mand, der faldt, er der hundredetusinder parat". Ganske kort tid efter arrestationerne kom der et lille sanghæfte (vi har det derinde i optryk), som hed Danske Toner. Teksten i det er den tale, som vores parti ville have holdt i Folketinget, hvis vi havde haft lov til at komme derind, i protest mod kommunistloven. Den har et omslag som et lille sanghæfte, men indholdet er altså partiets appel til det danske folk. Det blev uddelt i 50.000 eksemplarer. Derefter kom der nogle spredte hæfter, politiske månedsblade og kort efter udkom Land og Folk, Folkets kamp og et hav af små aviser. Disse aviser var jo meget primitive blade; dårligt trykt, dårligt papir, dårlig dublikator, osv.. Det var svært at få dem ud - det kan Elna fortælle noget mere om - det var svært at skaffe papiret, at få det betalt og spredt.

Hundredevis af kammerater blev mishandlet, arresteret, gik til grunde. Men de blade kom jo til at spille den ganske afgørende rolle for modstandskampen og for selve krigens forløb. Det er ikke pral at sige, at det var dem, og det var os, som i og for sig redede Danmarks ansigt ude i den store verden. Samarbejdet med tyskerne, og det, at Danmark som det eneste land, ud over de direkte fascistiske, tilsluttede sig Hitlers Antikominternpagt, gjorde, at man ude i verden betragtede Danmark som allierede med tyskerne. Jeg havde en bror, som i de samme fire år, hvor jeg var i tysk selskab, sad i Shanghai, fordi den danske generalkonsul, som var fascist, havde taget passet fra ham; og han kunne fortælle om, hvordan andre søfolk, norske f.eks., så ned på en dansker på grund af den holdning, som den danske regering havde. Kun takket være den indsats, som først og fremmest vi som parti gjorde (der var også andre almindelige mennesker og organisationer med i modstandsbevægelsen; men som parti, der var aktiv, var vi de eneste. Dermed redede Danmark sin ære og blev ved krigens afslutning anerkendt, som en allieret stat. .

Vi byggede dette op lidt efter lidt. I hørte denne lille udtalelse i vores første brev den 15. april 1940, altså lige efter besættelsen, hvor vi sagde: "Hold hovedet koldt og afvis provokatører". Det, det drejede sig om, det var jo at skabe basis for stadigvæk at kunne udvide vores kampe. Den basis skabte vi i første omgang ved at varetage arbejdernes daglige økonomiske og demokratiske interesser. Vi forbandt det samtidig med kampen mod tyskerne. Vi sagde, desto mere vi kan aftvinge den danske regering, de danske kapitalister, til os selv, smør, flæsk, æg og industrivarer og andet, desto mindre bliver der til tyskerne. Og derigennem fik vi efterhånden ørenlyd.

Vi afholdt i november 1942 en arbejderkonference i Aalborg. En senere skulle være afholdt i København, men da virkede LO 's advarsler. Mange blev arresteret. Men man kunne ikke standse bevægelsen. Endnu i 1943 følte regeringen sig sådan set nogenlunde med fast grund under fødderne. Midt i 1943 skete der også det usædvanlige, at i Danmark, som et besat land, tillod tyskerne, der blev afholdt et folketingsvalg. Der blev ført en voldsom valgkamp, hvor partierne sagde, at man skulle stemme på dem for derved at bekræfte, at vi var danske, og at vi ville fortsætte med at være danske. At stemme på et samarbejdende parti, det var en dansk stemme. Desværre fik de helvede mange stemmer. Da de havde fået dem, udtalte de, nu har vi fået accept af den samarbejdspolitik, der er ført med tyskerne.

Det gik altså ikke (mon det ikke var i juni måned 1943, valget blev afholdt); for i august måned udbrød de såkaldte folkestrejker. Først i de store provinsbyer, så noget senere i København. Strejkerne lagde byerne fuldkommen stille, og viste et så voldsomt tryk, alt regeringen var nødt til at afbryde samarbejdet med tyskerne. Medvirkende var selvfølgelig også, at den alvorlige, sikre tro på, at tyskerne ville sejre, jo fik et fælt knæk ovre ved Stalingrad.

Men alt ialt, mente regeringen nu, - at tiden var inde til at sadle om. Med dette som basis, begyndte partiet og modstandsbevægelsen at gå over til mere aktive kampformer. I 1940-41 havde der kun været henholdsvis 10 og 19 sabotager. I 1942 var der adskilligt flere, og af dem var der, de første 3 direkte jernbaner.

At sabotagen begyndte at tage et større omfang, satte grå hår i hovedet på flere politikere, blandt andet på socialdemokraten Buhl. Han generede sig ikke for direkte at opfordre det danske folk til at angive andre danske til politi og til tyskerne. Han udsendte en appel til, som han sagde, alle danske mænd og kvinder, at de skulle hjælpe til at gøre det klart for alle, navnlig for de unge, at den der begår sabotage eller hjælper med til det, eller overfor myndigheder tilbageholder viden om sabotageplaner eller som undlader at hjælpe med at opklare dem, han handler mod sit fædrelands interesser.

Nu var folk blevet klogere og ærligere end Buhl. De kunne ikke stoppe sabotagen. I 1943 var der 1100 sabotager, deriblandt 173 jernbanesabotager. I 1944 var der lige ved 1200, deriblandt 328 jernbanesabotager. Og de fire første måneder af 1945 var der lige ved 2000 sabotager, deriblandt 1300 mod jernbaner. Nu ved vi, at i vore dage kan man tage en doktorgrad ved at sige, at disse sabotager intet betød. Men det ved vi er løgn. Da vi var blevet befriet fra Stutthof af Den røde Arme, så var vi nogle stykker, der kom til Moskva og talte med vore sovjetiske kammerater, yderligere ved vi, fra Martin Nielsen, som talte med Manuilski, som var udenrigsminister i Ukraine, at han havde sagt, at deres vurdering var, at næst efter Titos partisaner, var den danske modstandsbevægelse den mest effektive og den bedst organiserede. Det er da ikke alene sådan, at russerne måske har mere forstand på det, end vore danske professorer og doktorer og den slags ting; men også det engelske Times skrev, at danskernes ofre for den fælles sag vil blive husket, når frihedens time slår. Eisenhover, den amerikanske general, som også må formodes at kende mere til militær, og militær indsats betydning end den bande herhjemme; han sagde, at den danske modstandsbevægelse var "Second to none", altså uden sidestykke.

Modstandskampen var kolosalt rost ude omkring i den store verden, og det var folk, som vidste, hvad det betød, den betød, den indsats vore kammerater gjorde og som mange betalte for.

Socialdemokraterne opgav ikke. Alt skulle vendes til det bedste og samarbejdet med tyskerne skulle nok komme i stand igen. Endnu efter den 29. august, altså med selve bruddet, udsendte Alsing Andersen, der var forsvarsminister d. 9. april, et cirkulære, hvor han skarpt - på socialdemokratiets vegne - angreb det, han kaldte "den koalition af kommunister og chauvinister, der ansvarsløst og skjult har søgt at mistænkeliggøre samarbejdets mål og midler og fremkalde en anden mentalitet i befolkningen. De har tilsigtet at fremkalde sabotage og uro i befolkningen og på arbejdspladserne. Derfor er de ansvarlige for den situation, der nu er opstået. Og det ansvar skal de holdes fast på, at det er deres skyld, at det inden krigen kom dertil, at vi befinder os, hvor vi nu befinder os".

Den koalition, han omtaler, mellem kommunister og chauvinister, var begyndt meget kort efter besættelsen, sidst i 1941 ved forhandlinger mellem kommunister og konservative, bl.a. Aksel Larsen og Christmas Møller. Og blandt andre, som kom ind i denne kreds, var biblioteksdirektør Døssing, som jo senere blev Frit Danmarks ambassadør i Moskva. Christmas Møller og andre tog jo selv til England.

Senere dannedes en adskilligt bredere bevægelse end Frit Danmark, som også begyndte at udgive et blad fra april måned 1942. Efter at samarbejdspolitikken havde måttet give op i 1943, dannedes Danmarks Frihedsråd, som var sammensat af de, på det tids punkt, eksisterende fire landsomfattende modstandsorganisationer, nemlig vores parti, det nys nævnte Frit Danmark, et af socialdemokrater - bl.a. med Frode Jacobsen - der hed Ringen, og så dette parti, der hed Dansk Samling. Frihedsrådet aflagde i sin første erklæring, som de sagde, et højtideligt løfte om, at de ville arbejde for friheden, at de ville sætte dette mål over alle partiinteresser.

Dette Frihedsråd opnåede en uhyre autoritet, det blev faktisk folkets illegale regering, og som sådant var det også officielt repræsenteret, som jeg sagde, med Døssing i Moskva og med Christmas Møller i England. Det er det, man søger at undervurdere, først og fremmest søger man at slå en streg over kommunisternes indsats. Det gjorde man ikke dengang. Det fortæller Hæstrup i sin bog "Hellig Alliance", hvor han beretter om kommunisternes repræsentant i frihedsrådet, Børge Houmann, og om ham skriver Hæstrup: "Han repræsenterede og forvaltede den faste forbindelse mellem det kommunistiske parti og frihedsrådet, og alene af den grund kunne han komme til at spille en betydelig rolle. Mens de alle øvrige modstandsorganisationer kunne være mere eller mindre svagt opbyggede, var Det kommunistiske Parti af særdeles faste strukturer og disciplin. Og mens Frihedsrådets paroler i henhold til de andre partier måtte antage karakterer af henvisninger og anvisninger, blev de overfor kommunistiske grupper til paroler, som man trygt kunne regne med ville blive efterlevet. Overfor samarbejdets ide, som lå bag Rådets arbejde, var de ubetinget loyale. Kommunisternes loyalitet indenfor modstandskampen må her understreges." Dette er vurderingen, også af folk, som kender mere til det.

Efter Stalingrad begyndte selv dem, som stolede mest på Hitlers sejr, at blive klar over, at der ikke var så forfærdeligt meget at beundre og forbavses over. Man måtte indse, at det var modstandsbevægelsen, der holdt på den rette hest, og da sadlede man så om, sådan som fornævnte Buhl, der senere blev statsminister, skriver i nogle notater fra den tid: "at nu drejer det sig om at skaffe vore politikere en sådan placering, at de bliver anerkendt som modstandskæmpere, og derfor opbygge den myte, at ganske vist havde folk ikke lagt mærke til dem, men derfor skulle man ikke undervurdere deres indsats."

Og de kaldte sig selv den farligste illegale klike. På den måde begyndte de gamle partier at indstille sig på at møde freden og så redde kludene så godt som muligt. Det var der også andre, der gjorde. Det, som skete sammen med regeringens samarbejdspolitiks ophør, var, at tyskerne også internerede hærens officerer på Marienborg oppe ved Helsingør, selv om de med god ret kunne sige, at de faktisk ikke havde gjort noget som helst, hvad der jo var rigtigt. Hidtil, mens vi havde haft en regering, så kunne de (og gjorde i nogen grad) påberåbe sig regeringens samarbejde med tyskerne.

Og som ansatte eller underkastet den lovlige regering havde de lydighedspligt overfor den og dens politik. Men nu sagde en af de bedste Højland Christensen, at nu da regeringen havde taget sit gode tøj og gået, så fandtes der ikke længere nogens undskyldning til ikke at kæmpe. Han tilføjede lidt bittert: "Vi troede ikke, at militært personel kunne være så kostbart, at det ikke kunne anvendes i krig, eller mere positivt udtrykt, jeg troede, at militær netop blev uddannet med krig for øje."

Men sådan så disse gentlemen ikke på det. De dannede oppe i deres internering det, de kaldte "den lille stab". De enedes om, at hvis skulle der slås, skulle det i hvert fald ikke være med tyskerne. Ikke alene holdt de sig bort fra modstandsbevægelsen, men de gjorde også det, at mens modstandskæmperne manglede våben, - de måtte tage dem fra tyskerne eller selv lave dem, - så gemte de våben, der begyndte at komme fra englænderne i luften og indsmuglet fra Sverige. Deres leder generalløjtnant Jahnz sagde senere, at de sørgede for, at grupper af kommunistisk art ikke blev overbebyrdet med våben. De bevarede våbnene og de bevarede deres egne kræfter, for at have dem til når Danmark igen blev frit, og så eventuelt slå modstandsbevægelsen ned og sikre deres egen magt. Alligevel gik kampen altså videre, og efterhånden nærmede freden sig. I modstandsbevægelsen og i Frihedsrådet begyndte man også at spørge, hvad der skulle ske, når Danmark blev frit. Oprindeligt mente flertallet i frihedsrådet, at: "den dag, da tyskerne er ude af landet, så kongen igen kan udøve sine forfatningsmæssige beføjelser, og folket igen frit kan vælge sine ledere, så har Rådet nået sit mål, og ophører dermed at eksistere".

Kommunisterne så anderledes på det. Begivenhederne omkring d. 9. april viste, at den hidtidige politiske linie havde spillet fallit, og det Danmark som opstod, det skulle ikke være en fortsættelse af det gamle.

Vi udsendte 2 pjecer i masseoplag. Den ene hed "Vi kæmper for et dansk demokrati", og den anden hed "Folkets vilje - landets lov". Og dér fremlagde vi de linier, som vi mente, der skulle føres politik efter. Der skulle dannes en Folkeregering med Arbejderklassen, der havde vist sig som modstandsbevægelsens rygrad, som den førende kraft. Men den skulle også arbejde sammen med husmændene, fiskerne og alle andre af det arbejdende folks organisationer - alle dem, der tilsammen udgør folkets store flertal. I februar 1945 udtalte partiet sig om den kommende regering: "Folkets krav kræver, at modstandsbevægelsen skal være kernen i den kommende regering. Det vrimler i denne tid med forslag til regeringer for overgangstiden. Fælles for dem alle er, at de ikke bygger på de reelle forhold. Reelle forhold kan kort karakteriseres sådan: Frihedsrådet er både ude og hjemme anerkendt som leder af kampen og som landets eneste officielle organ. Det var folket, og kun folket, der gennem modstandskampen på trods af regering og rigsdag gennemtvang en ny officiel politik, og dermed sikrede Danmark en plads blandt de allierede nationer." Derfor krævede vi altså, at det var folket og dets organisationer, der skulle være den udslagsgivende kraft, når Danmark atter blev frit. Oprindeligt var det vores krav, at i den regering skulle der ikke være plads til nogen af de politikere, som havde samarbejdet med tyskerne.

Senere blev det afmattet, sådan at ingen af Scavenius' regerings medlemmer måtte komme med. Det vakte en ganske stærk genklang i befolkningen, og Buhl måtte erkende så meget, at det ville være et halsbrækkende foretagende at prøve at lave en regering udenom modstandsbevægelsen. Efter mange forhandlinger nåede man frem til et slags kompromis. Nemlig, at regeringen skulle bestå halvt af medlemmer fra modstandsbevægelsen, halvt af medlemmer fra de gamle partier, og med Buhl, som en af de mindre kompromitterede (så kan man se karakteren af resten) som statsminister. Se, det gjorde altså, at Danmark blev frit og de gamle partier fik et pusterum, og hvordan fa´en de udnyttede det; det kan vi beklageligvis ser den dag i dag.

Her starter vi som verden så ud efter den anden verdenskrig, og den så på mange måder anderledes ud, end den havde gjort før 1939. Dengang havde man jo fra borgerlig side levet i håbet om - og også påstået - at Sovjetunionen i virkeligheden var en kolos på lerfødder. Men netop en krig, som den anden verdenskrig, der i ordets egentlige betydning var en totalkrig, hvor man måtte udnytte alle politiske, økonomiske, moralske og militære ressourcer - netop der viste Sovjetunionen sin overlegenhed. Det var medvirkende til, at da freden kom, var der opstået en hel socialistisk verdenslejr, hvor der tidligere kun havde været denne Sovjetunion, mens imperialismen var trængt yderligere tilbage på en sådan måde, at den i de følgende år gik yderligere tilbage, således at kolonisystemet brød sammen.

Det har været et tegn på, at det man kalder kapitalismens almen krise blev yderligere uddybet. Det var i verdensmålestok, men man kan også tage de enkelte lande; der stod arbejderklassen stærkere, fordi den havde vist sig, som modstandskampens førende kraft - og det medførte samtidigt, at de tidligere ledende kredse var svækket og afsløret.

Nu gjaldt det altså om for disse tidligere ledende kredse igen at komme ind i billedet, og det gjorde de jo bl.a. ved at spille mere revolutionære, end de egentlig var. Det fik f.eks. Hedtoft til d. 14. maj (altså en halv snes dage efter at Danmark var blevet frit) til at sige:" blot for nogle måneder siden spurte man om Socialdemokratiet efter krigen ville gå to skridt til venstre, og jeg svarede dengang, at jeg troede, at hele verden ville gå to skridt til venstre. Jeg er nu overbevist om, at jeg får ret.

Det var i denne periode, som sagt, svært at nægte, hverken vort danske partis - eller Sovjetunionens rolle. Det kom til udtryk ved, at den daværende udenrigsminister, den konservative Christmas Møller bad om at få tiltræde for vort partis første legale centralkomitémøde (hvad han selvfølgelig lov til), og der afgav han følgende erklæring: "Det har været en stor lykke for Danmark, at det kommunistiske parti søgte at skabe forståelse for det Rusland, som også i fremtiden - ja mere end nogensinde - vil have en afgørende indflydelse på forholdene i verden, og dermed en afgørende indflydelse på vores land".

Ud af alt dette, og som følge af forhandlingerne, der var foregået allerede i den sidste del af besættelsestiden, blev der i 1945 dannet en overgangsregering med ni repræsentanter fra modstandsbevægelsen og med ni fra de såkaldte "gamle partier". Kommunisterne gik med, selv om det ikke just var det, vi havde ønsket; vi ønskede en regering af modstandsfolk. Men vi ville ikke fremstå ude blandt befolkningen, som dem, der brød det samarbejde, der var skabt under modstandskampen, netop nu, da det gjaldt om at stå sammen, hvis vi ville vinde freden også.

Vi gik samtidigt med, fordi vi opmuntredes og støttedes af den aktivitet, der stadig var i arbejderklassen/folket, og fordi vi med denne støtte ville gennemtvinge flest mulige af modstandsbevægelsens krav.

Derved sad de altså på taburetterne den 9. maj, da Christian Ti-tal åbnede Rigsdagen, og Folketingets formand, der hed Hans Rasmussen (som dog ikke er den samme som den tidligere smedeformand). Han åbnede med at takke de tre stormagter, som samtidigt med, at de kæmpede for deres egen jord og frihed og for en udvikling i verden bygget på tillid og forståelse mellem folkene, bragte os vor dyrebare frihed tilbage og genoprettede Danmarks tusindårige selvstændighed.

På dette første møde gav statsminister Buhl udtryk for det principgrundlag, som man var blevet enige om, som regerings grundlag, og som i det væsentlige byggede på modstandsbevægelsens krav. For det første skulle der gennemføres et retsopgør med de landsmænd, der svigtede under besættelsen. Det skulle ske i form af udrensning, som det hed så smukt "til bunds og i top?" Og, hvad man lavede meget vrøvl om dengang, retsplejeloven skulle ændres med tilbagevirkende kraft, sådan at også dem, der havde begået slyngelstreger tidligere under besættelsen, ville blive ramt.

Det blev besluttet at yde erstatning til ofrene fra besættelsestiden og at gennemføre en konfiskering af værnemagergevinsterne. Og for at få det gjort effektivt gennemførtes en pengeombytning, hvor alle de gamle pengesedler blev erklæret ugyldige - og der kom jo en del sorte penge for dagens lys, dem man gemte i strømpeskafter, kommodeskuffer eller andre mærkelige steder. Med stor jubel ophævede man en af de omsætningsskatter eller afgifter, man havde dengang, nemlig på tøj. Men kaldte den "lede tøjskat", og drømte om, at sådan noget skulle man aldrig se igen.

Det strejkeforbud, der havde været under krigen, blev ophævet, og der blev indgået noget, det hed et augustforlig, der som det hed så smukt "skulle genoprette reallønnen", men dog i praksis sådan, at den blev genoprettet mere for nogen end for andre. For mændene således, at de fik 15 øre mere i timen, kvinderne fik 10 øre og de unge 5 øre. Alene det viser, at pengene var en antydning mere værd end i dag, så mange år efter.

Det lød smukt der i Folketinget, men at der var skævheder, trådte hurtigt frem. Dette retsopgør, som skulle gennemføres i bunds og til tops blev i praksis gennemført på den måde, at man skyndte sig at hænge de små tyve - nogle af dem skød man også. Men de store lod man løbe, og nogle af dem, kan man jo se skiltene på de store selskabers fabriksporte den dag i dag, og mange af dem, som dengang var værnemagere tjener nu fedt på landsforræderisk virksomhed ved at udnytte Fællesmarkedet.

Der blev også nedsat en såkaldt parlamentarisk kommission, hvor politikernes forhold skulle undersøges, om de nu havde været på højde med situationen, men dem, der kom til at sidde i denne kommission, var politikerne selv. Vores repræsentant Martin Nielsen sagde derfor, at det teater ville han ikke være med til, for de bestilte ikke andet end at dække over hinanden,- hvorefter han trådte ud.

Det, det først og fremmest drejede sig om, det var for de gamle politikere at udmanøvrere arbejderklassen, som den ledende kraft, den faktisk var. Det er klart, at de ikke lige på én gang kunne vende bøtten tilbage, som den havde været; det som de først .måtte gøre, det var at skaffe sig et pusterum, så de kunne udmanøvrere modstandskræfterne, som jo var mindre erfarne i det parlamentariske arbejde.

Dem der kunne gøre det - og der var næsten heller ingen andre der kunne - det var socialdemokraterne. Det første, de satte ind på, var at søge at vinde den tillid, de så grundigt havde sat over styr, tilbage. Derfor fortsatte Hedtoft også med sine revolutionere fraser, bl.a. på de Samvirkende´s (det daværende LO) generalforsamling i maj 1945, hvor han talte meget nedladende om, hvad han kaldte i "de gode danske mand med kongemærke i knaphullet og Dannebrog til tops, at de i stedet for at have følt besættelsen, som en ulykke, tværtimod havde hilst den som en ny mulighed for at berige sig på småfolks bekostning i ly af de tyske bajonetter".

Det han forsøgte, og det som hele banden forsøgte, var det, som Buhl havde sagt, at de var nødt til at gøre; nemlig at de måtte: "skaffe vores politikere en sådan placering, at de af befolkningen blev anerkendt som modstandskæmpere".

Derfor lavede man denne myte, som dengang lød helt usandsynlig, at "den farligste illegale klike", som de kaldte sig (nogle af dem kaldte sig også for "modstandsbevægelsens hjernetrust"). Det var ikke sådanne djævle, som gik og lavede sabotage og satte livet på spil. Næh, det var Hedtoft, Aksel Møller, Ole Bjørn Kraft og den slags mærkelige personer, og man lavede dengang et billede, som skulle hænges op på Frederiksborg slot, og der ser, man så hele denne bande, som jo i og for sig har samarbejdet med tyskerne, som "den virkelige farlige illegale klike", mens de mindre betydningsfulde fortoner sig i baggrunden, ifølge Bidstrup´s tegning, hvor man så Alfred Jensen, Børge Houmann og alle de andre, som virkelig havde været med.

I sin tid efter den 1. verdenskrig kørte man frem med Weimarrepublikken, som udtryk for den gode radikale vilje, man havde. Denne gang kørte socialdemokraterne frem med et nyt program, som Jens Otto Krag var blevet sat til at lave i sin fritid, under krigen, hvilket hed "Fremtidens Danmark". Desuden var man så heldig, at om sommeren kunne man få en ny parole. Den hed "gør som England". England havde valg d. 26.juni, og der havde befolkningen vist, at den faktisk ikke syntes ret godt om Churchill's parole "blod, sved og tårer".

Måske kunne det gå under krigen, men i hvert tilfælde ville de ikke finde sig i det fortsatte efter freden, så de valgt en arbejderregering med Attlee som statsminister, og også Attlee fiskede jo stemmer med et meget skinradikalt program. Når socialdemokraterne herhjemme sagde "gør som England", da henviste de til en af Labour-folkene hist ovre på den anden side af Nordsøen, som dagen efter deres valgsejr, sagde i radioen: "Vi er nu i stand til at gennemføre den socialistiske politik, som faktisk er vores partis program. Nu begiver vi os ud på det store eventyr af demokrati, frihed og social retfærdighed".

Hvad fa'en det var for et eventyr, de begav sig ud på, det kan man se på England den dag i dag.

Men, som jeg sagde før, så var det ganske afgørende at udmanøvrere arbejderklassen fra dens førende rolle, som den havde spillet, og som den kunne og burde spille, og det man primært satte ind på var at få sprængt det samarbejde, som var vokset frem under krigen - vokset frem under den fælles modstandskamp. Det var jo sådan, at det var på de store arbejdspladser i København, Ålborg Værft, andre ude omkring i landet, som gik i spidsen for de store aktioner, og dér overfor tyskerne blev spørgsmålet ikke stillet "socialdemokrat eller kommunist?"; man samlede sig, og det var altså derfra, man stillede ganske automatisk parolen om: at det samarbejde, som havde vist sig at kunne holde, da det virkelig gjaldt, også skulle fortsætte for at sikre fredsprogrammets gennemførelse.

Allerede under besættelsen var samarbejdet direkte vedtaget bl.a. på DSF´s (LO's) repræsentantskabsmøde, og efter besættelsen fremtrådte dette krav om enhed så stærkt, at det - som socialdemokraterne sagde - ville være ødelæggende, hvis de sad kravet overhørig. Og det, som det for dem selvfølgelig drejede sig også om, var igennem samarbejdet at slå kommunisterne tilbage.

Kommunisterne var takket være egen indsats og takket være respekten for Sovjetunionens indsats, gået ud af besættelsen og modstandskampen med en vældig autoritet; vi havde mindre end 5.000 medlemmer i maj, 50.000 i oktober (Elna, min kone, bestilte næsten ikke andet end at skrive medlemskort ud den sommer), Land og Folk´s oplag steg fra 15.000 til ca. 65.000, men som vi senere skal se, var denne vældige stigning i både medlemmer og bladoplag ikke helt problemfri.

Det vil dog være for billigt at sige, at vi optog en masse forkerte medlemmer dengang. Det store flertal kom til os, fordi de var ærligt begejstret for den indsats, partiet havde gjort og Sovjetunionens indsats. Men at kunne fastholde og skole denne store tilgang, viste sig at være meget svært. For det første var det en ganske vanskelig opgave at overgå fra det illegale arbejde med de specielle opgaver, der skulle løses der, og så til det legale arbejde med at samle penge ind og kræve kontingenter op og alt det mærkelige der.

Dertil kom at partiet også skulle opbygge sine organisationer, partiet var ikke ret stærkt før krigen, og mange ledere var gået til grunde, andre kom hjem fra koncentrationslejre - havde slet ikke været med i de mange erfaringer, man havde gjort i besættelsens kampe - og så kom alle de nye. At få alle disse til at finde hinanden, det viste sig jo at være ganske svært.

Som tidligere nævnt søgte socialdemokraterne at sprænge enhedsforhandlingerne, og at gøre dette på en sådan måde, at det gik ud over os. Men disse krav om enhed kom fra arbejdspladserne, og socialdemokraterne var også bekræftende på kravet, da vi kommunister sendte et brev til dem. Vi skrev: "Kammerater, diskussionen om arbejderbevægelsens enhed har i den sidste tid antaget en mere positiv karakter. Kompetente forsamlinger med DSF´s repræsentantskab i spidsen er uden forbehold gået ind på tanken. Derfor mener vi, at tiden er inde til, at vi begynder på forhandlinger mellem jeres og vores parti om et nærmere samarbejde, hvorigennem vi kan bane vej for udarbejdelsen af et fælles program og på længere sigt tilvejebringelsen af organisatorisk enhed". Og det sidste her var jo ret så afgørende!

Men både overfor den velvillige modtagelse i ord af vores henvendelse, og også vores vægt, så advarede vort parti mod illusioner.

Allerede på det første centralkomitémøde sagde Alfred Jensen at vi måtte forvente, at reaktionære folkefjende ville forsøge at skrue udviklingen tilbage. Vi opfordrede folket til at være på vagt mod sådanne bestræbelser. Og lidt senere, da vi kunne se tilbage på den sommer og på enhedsforhandlingernes negative forløb, så sagde Alfred: "Hedtoft og Co. gik ganske kyniske til forhandlingsbordet med det bevidste formål af hindre enheden, og derigennem generobre en del af de positioner, de havde tabt."

Ud fra dette førte socialdemokraterne deres forhandlinger. De forlangte - og der kan man se, at Anker Jørgensens måde at drive topforhandlinger på ikke er ny - at enhedsforhandlingerne skulle føres i form af snævre forhandlinger i partitoppene, fire eller fem udvalgte personer fra hvert parti. Men ikke sådan, at det samtidigt blev diskuteret på arbejdspladserne eller gennem forhandlinger i de lokale organisationer rundt omkring i Danmark, (mens vi selvfølgelig ønskede det).

Desuden forlangte socialdemokraterne også, at vi skulle slå partierne sammen øjeblikkeligt. På den måde, vel at mærke, at vort parti skulle opløse sine organisationer, holde op med at udgive Land og Folk, lukke forlaget Tiden - kort sagt ophøre med at eksistere.

Yderligere troede de, at de kunne købe vores topfolk ved at love dem otte sikre opstillingskredse ved førstkommende folketingsvalg. Samtidigt med, at man de den måde lagde op til at torpedere forhandlingerne, da begyndte man også ganske langsomt, dels at gennemføre en antikommunistisk kampagne, og dels at køre den anti-sovjetiske kampagne, som de har kørt til dags dato. Altså f.eks. dette med at så tvivl om vores menneskerettigheder, det begyndte de med allerede den gang, og f.eks. Hartvig Frisch i sommeren 1945 skulle tale om de stikkerlikvideringer, som havde været nødvendige under besættelsen (og som jo ikke var sjovt, selvfølgelig ikke for dem, det gik ud over, men heller ikke for dem, som gjorde det, - det var næsten værre for dem), begyndte Hartvig Frisch ganske frækt at ligestille det med simpelt mord og den slags ting.

Sådan som det skete i Danmark, og det er i og for sig bemærkelsesværdigt, det skete der også i en række lande, først og fremmest i de lande, der havde været besat af tyskerne. De samme erfaringer, som vores arbejdere havde gjort, de samme erfaringer havde arbejderne gjort i andre lande, og derfor opstod også dér tanken om at skabe enhed i arbejderbevægelsen. Det er værd at lægge mærke til, hvordan det er gået i disse enhedsforhandlinger. I ved, at i de lande, hvor Sovjetunionen befriede dem, dér er der i dag enhedspartier. Og det udlægger man i propagandaen sådan, at det er Sovjetunionen, der simpelthen har kvalt de socialdemokratiske partier. Sådan er det jo ikke!

Kun i de lande, hvor Sovjetunionen hindrede de andre i at spille deres, spil, der blev dét opfyldt, som også arbejderne i Danmark ønskede så lidenskabeligt i 1945, hvorimod man i de vestlige lande i høj grad udefra og i samarbejde med reaktionære kræfter indefra fik det sprængt. Vi ved, og kan læse som i en køreplan (næsten), at den engelske Labour-mand Lasky rejste fra land til land i Europa. Overalt, hvor han kom frem og havde talt med sine socialdemokrater, der kunne man kort efter se, at disse socialdemokrater afbrød alle forhandlinger og gik til angreb på os. Vi ved også, at det amerikanske efterretningsvæsen var med i dette spil, f.eks. i Frankrig, hvor der opstod et egentligt fagforbund hvad der jo ikke havde været før og heller ikke er nu. Via amerikanske penge oprettedes et socialdemokratisk forbund og enheden blev derved sprængt.

Ved siden af dette rejste man en ganske voldsom ideologisk debat, hvor han såede tvivl om kommunisternes forhold til demokrati og menneskerettigheder. Og anti-sovjetismen kom til udtryk i forhold til russerne på Bornholm. I ved jo, at da Danmark blev befriet, blev Bornholm besat af russerne, mens det øvrige Danmark blev besat af engelske soldater. Det er klart, at man fik travlt med at fortælle, at nu var russerne kommet til Bornholm, og at de aldrig kunne drømme om at forlade øen.

Og så fortalte man historier om, hvordan russerne optrådte derovre, de drak hårsprit, voldtog de bornholmske damer osv.. Det foranledigede Bidstrup til at lave en tegning af Bornholmerbådens afgang; der stod en lang række af damer med kanariefugle i bur og påfuglefjer i hatten i kø for at komme til Bornholm, hvor de russiske soldater var så flinke. Men kampagnen begyndte altså meget hurtigt, ligesom i Danmark kom det i de andre besatte lande kommunister i regeringerne, og man satte således voldsomt ind på at få kommunisterne smidt ud igen, og en mængde englændere og amerikanere rejste rundt for at sikre det.

Det skete imidlertid ikke i Danmark på samme måde, som i de andre lande, for i Danmark fik vi valg allerede den 30. oktober, hvor vi fik et godt valg. Vi fik en kvart million stemmer, hele 18 mandater. Vi havde slet ingen haft ved det foregående - af gode grunde - vi havde ikke lov til at opstille - men de 18 mandater vi fik, dem gik Socialdemokratiet tilbage, og det benyttede de til at fralægge sig ethvert regeringsansvar. Dette behøvede de ikke at gøre, da de stadigvæk var landets største parti, og i det omfang de havde drømt om at gennemføre det program, som de gik til valg på, kunne de ganske hundrede procent regne med vor støtte. Desuden havde de kunnet regere sammen med de radikale i alle mellemkrigsårene, så det var altså ikke, fordi de ikke havde mulighed.

Men de ville gerne i opposition for at kunne spille med musklerne, og få andre til at tage ansvaret for den reaktionære politik, som de i og for sig ville have gennemført. Og derfor var Hedtoft sur og sagde til kongen, at så kunne han tage Knud Kristensen, som altid blev tegnet med træsko og jysk talende, og ingen af delene var i sig selv noget ondt i. Som finansminister udnævntes Thorkild Livrem, Thorkild Kristensen, det med livremmen gjorde han sig selv fortjent til, fordi han altid sagde, at før arbejderne kunne tillade sig at stille krav måtte de spænde livremmen ind, at stille krav måtte de spænde livremmen ind og bestille noget, og så kunne de måske regne med at få det bedre.

Men Socialdemokratiet kom altså i opposition, og H.C. Hansen kunne med virkelig forargelse i stemmen afvise, alt hvad der hed tanker om "Thorkild Kristensens ildelugtende skattebuketter", og samtidigt kunne de også søge, og det lykkedes i nogen grad, at lamme arbejdernes faglige kamp, idet de lavede den parole, at så længe man havde denne Venstre-regering siddende, så kunne det ikke nytte at lave noget på arbejdspladserne. Hvad det drejer sig om, det er at fremtvinge et valg og vælte den.

Der var enkelte faglige aktioner alligevel, både økonomiske og politiske. F.eks. omkring udrensningen og afstraffelsen af dem, der havde været landsforræddere, hvor man gudhjælpemig også meget tidligt begyndte at lempe dommene. Eksempelvis var der en meget berygtet krigsforbryder, Klarkenberg, som var dømt til døden? Han fik sin dødsdom ændret til ti års fængsel, og det syntes folk ikke om, for han var virkelig en stor slyngel. Allerede i 1946, da slagteriarbejderne og mejeristerne skulle have en ny overenskomst, begyndte man igen at gribe ind fra regeringens side overfor arbejderne.

Men i disse to første år, 1946 og 47, var socialdemokraterne dem, der skældte ud over arbejderfjendtlig optræden, og det lykkedes for så vidt. To år efter var der valg igen, og socialdemokraterne høstede halvdelen af sine tabte mandater, vandt altså ni. Og vi sølle djævle, som måtte aflevere de ni, gik tilbage fra 18 til 9. Vi fik nu en Hedtoft-regering. Men de arbejdere, der så småt havde ventet, at nu ville det gå bedre, dem bragte Hedtoft hurtigt på andre tanker. Han sagde, at det vi havde brug for, det var ikke en anden politik, men en "reformpause", og efter at H.C. Hansen før havde skældt ud over den ildelugtende skattebuket, så forsøgte han nu, dog uden held, at gøre den anden parole populær, nemlig at folk skulle betale deres skat med glæde (og det synes jeg også var for meget forlangt). Hvor han i 1945 havde sagt, at nu gik hele verden to skridt til venstre, så holdt han i 1948 en hel anden tale, hvor han sagde: "Jeg tror nu, at klicheen om, at det kapitalistiske samfund er årsag til og forklaring på alt ondt og elendigt, det er en banal og uredelig forklaring, for vi er jo i virkeligheden allesammen liberalister".

Så hurtigt kan man vende, og sådan vendte det hurtigt i Danmark, og sådan var det hændt ude i verden, hvor kapitalen begyndte at gå til modoffensiv.

Det var såmænd allerede i marts 1946, altså mindre end et år efter besættelsen, at Churchill begyndte at spille op til den kolde krig i det man kaldte hans Fulton-tale - efter den amerikanske by Fulton. Goebbels havde talt om et jerntæppe, som var ved at sænke sig over Europa, men skønt Goebbels døde nede i Hitlers bunker, sørgede Churchill for, at dette begreb "jerntæppe" ikke blev glemt, og det er jo ikke glemt den dag i dag.

I virkeligheden var Churchill en langt større slyngel end man tror. Han havde drukket lovlig meget whiskey på sin 80 års dag, og i den anledning holdt han en tale, som andre mente, han ikke burde have holdt, men hvor han sagde, at han lige fra krigens tid var indstillet på, at man skulle i samarbejde med tyskerne gå imod russerne, som da endnu var deres kampfæller.

En amerikansk historiker, en Arthur Smith, har senere fortalt, at efter Churchills ordre blev 260.000 tyske soldater holdt under våben i Norge og Danmark, mens de var her.

Jeg fortalte før om russerne på Bornholm og englænderne i Danmark, hvor russerne jo rømmede Bornholm, mens englænderne blev her ganske længe. I Danmark var der immervæk hele sommeren 1945 250.000 tyske soldater under våben. I Norge var der 340.000 mand under våben. I Tyskland og andre steder i Europa afvæbnede man dem ganske vist, men man beholdt deres militære enheder intakte under deres tyske generaler. I Italien stod der l. million tyske soldater. I Holland og Tyskland selv stod der tyske soldater. Og altså Churchill styrede faktisk mod, om man næsten kunne fortsætte krigen, som man havde ført mod tyskerne, ved hjælp af tyskerne mod Sovjetunionen, men det turde man alligevel ikke.

Det næste og mere konkrete skridt, det var en tale, som USA´ s præsident Truman holdt i marts 1947, hvor han skabte det, som kom til at hedder Truman-doktrinen, og det er jo i og for sig den, der praktiseres i dag med amerikanernes villighed og "ret" til at gribe ind alle steder, hvor vestens interesser trues af "kommunistiske "trusler", og lige siden 1947 har det bevirket, at der ikke findes det slyngelagtige styre verden over, uden at det kan understøttes af amerikanske dollars og bajonetter.

Jeg sagde før, at ligesom arbejderpartiet´s Lasky rejste rundt og skabte splittelse i arbejderbevægelsen, sådan rejste også amerikanske folk rundt. I marts 1947 var de Belgien, hvor de fik socialdemokraten Spaak til at fyre de kommunistiske ministre. Kort tid efter var de i Frankrig, hvor de lovede Ramadier gode dollars til Frankrig, som var et fattigt land, under forudsætning af, at kommunisterne blev fjernet.

Samme "hæderlige" tilbud fik Italien, og overalt det samme. I kraft af Truman-doktrinen blev styret i Tyrkiet, der var fascistisk og i Grækenland sådan stivet lidt af, det skete i øvrigt også i Spanien. I Grækenland, hvor befolkningen jo faktisk befriede sig selv, der var det englænderne, som forgæves søgte at slå modstandsbevægelsen ned, men så gjorde amerikanerne det.

Det næste trin, det var denne berømte tale, som udenrigsminister Marshall holdt på Harward-universitetet, hvor han udarbejdede det, som kom til at hedde "Marshall-planen". Det blev udlagt, som en overordentlig venlig og humanitær gestus fra det rige Amerika til det krigshærgede Europa.

Men det amerikanerne ville, det var sådan set to ting: det ene var at rette deres egen økonomi på fode, i 1. og 2. verdenskrig døde europæerne, slog hinanden ihjel, og amerikanerne leverede krigsmateriel i meget dyre domme. Men nu havde man foreløbigt fred, og man kunne ikke begynde hele vanviddet, oprustningen lige med det samme, det ville folk ikke have fundet sig i. Derfor skulle man have fundet på andre metoder til at holde industrien i gang, og det var altså ved at levere varer til Europa i kraft af Marshallhjælpen, dels gratis og på forskellige kreditter. Det andet var, at man ville benytte sine økonomiske rigdomme til også at sikre sig det politiske overherredømme, og derfor stillede man betingelser til de lande, der skulle have denne berømte hjælp: de måtte ikke nationalisere, de kunne ikke frit handle med de socialistiske lande, uden at der så ville blive truffet forholdsregler overfor dem. Man prøvede desuden ved hjælp af disse dollars at sikre sig indflydelse og trænge ind i de socialistiske lande, og i det man dengang betragtede som det svageste af de socialistiske lande, nemlig Tjekkoslovakiet, forsøgte man at udnytte det tjekkiske Borgerskab og tjekkiske konservative ministre ved at lave et kup i februar 1948. Men det gik altså ikke. Og de benyttede så en anden måde; nu havde man nemlig den økonomiske integration, og nu drejede det sig også om den militære. Internationalt forsøgte man at sprænge den antifascistiske blok, hvis hovedkomponenter var Sovjetunionen, England og USA. Opskriften var den samme, som man forsøgte at sprænge enheden i arbejderbevægelsen med.

At man gjorde det bevidst, udtrykte også en englænder Hector Mcneil idet han sagde: "At sukke efter enhed mellem de lande, der bekæmpede fascismen, er enten sindssygt sludder eller farlig uærlighed. Da vi var færdige med krigen, var vi også færdige mod at have et fælles mål."

Sådan skærpede man krigen mod Sovjet. Samtidigt begyndte man at skabe basis for et militært og reaktionært Tyskland, idet de notorisk brød alle aftaler om, at neutralisere monopolernes og militarismens magt.

Vi ved f.eks. at den store kanonkonge Krupp, en af de virkelig store krigsforbrydere, han blev hurtigt sluppet ud. Det er mærkeligt nok, at en af de økonomiske rigeste, han blev sluppet ud med den begrundelse, at han var utilregnelig, og det er sikkert rigtigt nok.

Det næste man gjorde, var at bryde aftalerne om Tysklands fremtid. Midt under krigen havde man jo drøftet mellem stormagterne, hvad der skulle ske med Tyskland, og i første omgang var især England opsat på, at Tyskland skulle opdeles fuldstændigt i små stater. Selvfølgelig sådan, at englænderne og amerikanerne skulle have kontrol med Hamburg og Ruhr-distriktet.

De skulle have det, der var noget værd, og så måtte resten se at klare sig selv. Stalin sagde om dette på den måde, at: "Hitler kommer og går, men det tyske folk skal bestå", og det det drejer sig om er at give det tyske folk mulighed for at skabe et demokratisk og fredselskende Tyskland. Dette slog igennem i de aftaler, der blev truffet i august måned i 1945 i Potsdam, da man endelig aftalte Tysklands fremtid, og hvor Tyskland blev delt i fire besættelseszoner, en sovjetisk, engelsk, amerikansk og en fransk.

Men det skulle kun være en forbigående besættelse, hvor besættelsesmagterne forpligtede sig til at gennemføre aftalerne fra Potsdam, og det skulle samtidigt styre henimod, at Tyskland skulle samles igen.

Derfor skulle der ikke lægges kunstige skranker mellem disse stater, og der skulle køres nogenlunde den samme linie i de forskellige stater. Det brød vestmagterne meget hurtigt, nemlig i 1948, hvor de vestlige besættelseszoner nu pludselig gennemførte en møntreform, hvor de i løbet af kort tid gjorde de gamle mark ugyldige, og der kom nye i omløb. Det kom til at bevirke, at alle disse helvedes sorte mark, som havde været ophobet ovre i vestzonen strømmede over i østzonen.

Det er klart, at det ville fuldstændigt slå bunden ud af økonomien at få disse milliarder af ugyldige mark over til sig. Og det gjorde, at Sovjetunionen, der var besættelsesmagt dengang, var nødt til at lukke grænsen for at hindre dette.

Som led i aftalerne om, at Tyskland skulle forblive et fælles Tyskland, blev Berlin, som ligger inde på DDR's område, også delt op i en sovjetisk bydel, en engelsk, en amerikansk og en fransk. Nu kom dette problem, at man lukkede grænsen for at holde disse mark ude, og hvad så med Berlin, der ligger derinde i Østzonen? Da lovede man fra vest, at den møntreform, som var gennemført i Vestzonen, ikke skulle gennemføres i de vestlige besættelseszoner i Berlin. Det gjorde man ikke destro mindre, og derfor var russerne nødt til at aflåse Berlin også, og det medførte, at der opstod spænding mellem de to bydele, vi har hørt om tidligere.

Dette, at man begyndte at styre mod en militær blok, udviklede sig også. Det er værd at bemærke, at Churchill allerede under krigen i 1942, havde udsendt et hemmeligt memorandum, hvori han sagde, at man - uanset hvordan krigen gik - burde tilstræbe, at der efter krigen kom en europæisk union med tysk og vestlig deltagelse. Lige efter krigen var de første, der optrådte, de engelske socialdemokrater, som talte om et europæisk forsvarssystem, og ud af det udviklede sig i marts 1948 det, som hed Bruxelles-pagten med England, Frankrig og Benelux-landene og endelig i april 1949 - efter begivenhederne i Tjekkoslovakiet - fik man lavet militærforbundet, der kom til at hedde NATO. Altså ude i verden, der gik disse tanker om et fælles økonomisk Europa og et fælles militært Europa.

Det genspejlede sig naturligvis også i Danmark, og i Norden opstod tankerne om et Nordisk Forsvarsforbund. Og hvad det angik, så holdt Hedtoft en tale d. 30. januar 1948 om alle disse blokspekulationer: "Vi skal overhovedet ikke placere vores land i nogen blok", sagde han. "Vi er medlemmer af de Forenede Nationer og skal gøre vores pligt som nordisk land."

Det vil sige, at det ikke kunne være af dansk eller nordisk interesse at uddybe de alt for åbne modsætninger, der var mellem øst og vest. Et endeligt brud mellem de stormagter, der holdt sammen for at vinde krigen, ville være en katastrofe for alle, ikke mindst for Norden.

Men det var som sagt i 1948. Nøjagtigt et år efter, da den ellers så svære mand igen lavede kraftspring, da sagde han: "Intet ansvarsbevidst parti kan nu tage ansvaret for at lade Danmark henligge som tomrum, fuldstændigt afhængigt af FN."

I den mellemliggende periode var kuppet i Tjekkoslovakiet forsøgt. Dernæst havde man ovre i Washington digtet en historie om, at der skulle foreligge konkrete planer fra russisk side om at overfalde Danmark og Norge. Dette spillede man på den danske marineattaché i hænde, og det er klart, han sendte det hjem.

Herhjemme forstod man vinket og i påsken 1949 lavede man en panikstemning ved, at forsvarsministeren, der hed Rasmus "jetjager" Hansen, pludselig inddrog soldaternes orlov og udleverede skarp ammunition, og så kom netop i påsken over København en meget stærk tåge, men har aldrig oplevet noget lignende. Da så en ulykkelig russer - et passagerskib, der manglede noget vand og olie - lagde ind til Langelinje, så er det klart, at det hele var over os, og i den panik skyndte man sig at få os ind i NATO.

Propagandaen kørte ganske voldsomt, især i USA i disse år. Det gik så vidt med denne propaganda om, at "russerne truer os", så amerikanerne blev nødt til at anbringe deres forsvarsminister på et sindsygehospital, og derfra sprang han ud fra et højstsiddende vindue, mens han råbte "russerne kommer, russerne kommer", og så måtte de finde en ny forsvarsminister. Men det giver alligevel et billede af, hvor vanvittigt, man kørte dette løb.

Det var ikke sådan, at alle folk lå under for den panikstemning, man havde skabt. Mens man stemte i Folketinget, samledes der udenfor på slotspladsen omkring 75.000 mennesker, som ikke syntes, at det var nogen god ide at komme ind i NATO. Og for at berolige dem, sagde udenrigsministeren derinde - han hed Gustav Rasmussen - "det er skam ikke meningen, at Danmark skal øde en masse 33 penge væk til militær, vi skal kun gøre, hvad vi efter vore økonomiske forhold er i stand til." Og Hedtoft trådte vældigt op, og sagde: "Intet til pagten tilsluttet land skal hvad militær opbygning angår yde mere, end hvad man med rimelighed kan forlange".

Men fra da af kørte man løbet, og Danmark var med; det fortsatte under den kolde krig med parolen, som McCarthy startede: "Hellere død end rød".

Da Korea-krigen kom, var det ikke på nogen måde mildere, end hvad vi i dag oplever med Afghanistan. Omkring 1950, kun 5 år efter den sidste krigs afslutning, var der økonomisk uro i verden, den kapitalistiske økonomi vaklede ganske voldsomt, trods Marshall og alt det der. Da er det, at man i de "bedste" kredse tænker, kan man ikke klare den med almindelige varer, så kan man da starte en bette krig, og så sælge militærudstyr ganske dyrt.

Man havde også udviklet den militære teknologi yderligere, en af de ting, der var udviklet sådan for alvor, det var jetflyverne, og man havde udviklet kemiske krigsmetoder, napalm osv. og biologisk krig; alt dette ønskede man at få afprøvet. Prøvekluden skulle være Korea.

Det gik jo ikke helt, som de havde regnet med - de fik faktisk tærsk efter noder - efter at krigen havde bølget og ødelagt det ulykkelige land. De blev nødt til at slutte fred sådan, at Korea blev den todelte stat, som det er i dag.

Men det var så efterkrigstidens første store sammenstød. Et sammenstød mellem kapitalismens mægtige Amerika og et ret så beskedent tredieverdens land, Nordkorea. Det var jo mere end sådan en lille lokalkrig, der var i virkeligheden i verdensmålestok et kolossalt militært, politisk og moralsk nederlag, og det var meget stærkt medvirkende til, at der i de kommende år skete et vældigt opsving i alle kolonifolkenes frigørelseskampe.

Det var i 1950, at Koreakrigen begyndte, det var i 1953, den sluttede, og det er ikke tilfældigt at netop 1950´erne er gået ind i koloniernes frigørelseshistorie. Senere blev 1960´erne Afrika's befrielsesår; i 1970´erne skete der ikke så meget, men det kan komme i løbet af 1980´erne.

Men jeg nævnte dette med den kolde krig, og hele denne vanvittige hetz, og det er klart, at på den måde den blev ført, så var det ikke alene os, der blev ramt, men det virkede psykologisk på menneskeheden overhovedet.

Krigstruslen, med atomvåbnet, som Amerika havde eneret på, blev brugt på en så kynisk måde, at atomkrigen for mange mennesker kom til at stå som noget uundgåeligt, de blev næsten lammede. "Lad os komme igennem det lettest muligt"

Her kom vort parti ind i billedet igen, søgte at give menneskene håbet på, at det nyttede at sætte sig op mod krigsfaren. At skabe bevægelser, at bygge på dette håb. Og derfor kom op gennem 1950´erne og op til dags dato denne styrke organiserede fredskamp.

Det begyndte såmænd allerede i 1947, hvor man indkaldte til en verdensfredskonference, som oprindeligt skulle have været afholdt i Paris, men den franske socialdemokratiske regering ville ikke give de socialistiske landes delegerede indrejse, og derfor blev der holdt en dobbelt-konference, den ene halvdel i Paris og den anden i Polen. Ud af dette kom det, der senere kom til at hedde "Fredens tilhængere", som også fik en dansk afdeling i 1949 med bl.a. Mogens Fog, som en af de store kanoner, og Thomas Christensen fra "De jydske Husmandsforeninger" osv.. Senere afholdtes der en konference i Stockholm, som udsendte det som hed "Stockholms-appélen" altså en verdensomspændende underskriftsindsamling, hvor man krævede forbud mod atomvåben, og hvor underskriverne stemplede den første, som brugte atomvåbnet, som en forbryder mod menneskeheden.

Atomkampagnen fik verden over 500 millioner underskrifter, her i Danmark 140.000. Disse tal må ses på baggrund af den næsten lammende koldkrigspropaganda, som vi havde været udsat for, og det var en fantastisk indsats af vore kammerater, som gik fra dør til dør eller på anden vis indsamlede disse underskrifter. Men altså, at underskrifternes antal voksede, det gjorde indtryk på dem, som det skulle gøre indtryk på, men det var samtidigt med til at stimulere troen på, at det nyttede noget blandt mennesker. Således bevirkede det, at der to år efter i 1952 i Wien, som man kaldte "Folkenes kongres for fred", og som igen sendte et dokument ud til underskriftsindsamling verden over. "Fredskravet" kaldte man det, og man skrev under på, at man forlangte, at stormagternes repræsentanter begyndte at forhandle om afrustning og fred i stedet for at fortsætte en vanvittig kaprustning. Dette fredskrav fik 700 millioner underskrifter - sådan rundt regnet hvert fjerde menneske på hele kloden skrev under - i Danmark nåede vi op på 160.000 underskrifter. I virkeligheden et udtryk for en voldsom indsats og en voldsom vilje til at forlange fred.

I 1951 havde vi den ganske ejendommelige og storslående oplevelse, at den tredie verdens ungdomsfestival blev afholdt i Berlin. Berlin var ikke rigtigt opbygget endnu, men den modtog alligevel disse mange tusinde fra hele verden, som mødtes mellem ruinerne diskuterede, sang, spillede og skrev autografer. Et ganske betagende stævne, som var meget besøgt.

Selvfølgelig forsøgte man, - det gør man jo altid, - at kalde Verdensfredsrådet og organisationerne for kommunistiske dækorganisationer. Det er rigtigt, at hvis vi ikke havde gjort det arbejde, vi altid gør, så var det ikke blevet det samme, men de blev meget, meget brede. I den periode vedtog f.eks. "De samvirkende Jydske Husmandsforeninger" resolutioner enstemmigt, hvor man krævede fred. I 1952 havde vi forøvrigt ude i Aalborg-hallen en dansk fredskongres, som var virkelig meget bred og samlede mange mennesker.

Som sagt var vi med i det, også ud fra det, der blev sagt på vores partikongres i 1952, "At den fare, der truer vores land, er en ny verdenskrig, men det er en fejl at tro, at krigen er uundgåelig. Vi vil fra vor side støtte ethvert politisk initiativ, og enhver regering, der går ind i kampen for freden." Og det gjorde vi altså.

I 1947 var der valg, og da blev Hedtoft valgt som statsminister, og det var han indtil han i 1950 blev afløst af Erik Eriksens regering, og det hænger givet sammen med det, jeg nævnte før, som medvirkende til Koreakrigen kom, nemlig at verden var ved at komme ud i en økonomisk krise, og derfor ville Hedtoft overlade gennemførelsen af de reaktionære foranstaltninger til en anden, som han sgu også ville have gennemført. Og det, han brugte som påskud, var som vores Kaj Hansen (Odense) sagde: "gled i smørret".

Endnu i 1950 havde vi i Danmark smørrationering, og det til trods for, at der allerede dengang var begyndt at blive problemer med at få smørret afsat. Det medførte, at Retsforbundet fik den fornuftige tanke: hvorfor fanden have smørrationering, når de ikke kan komme, af med smørret? Men det gjorde Hedtoft altså til en principsag, og det kom til afstemning, hvor Hedtoft kom i mindretal og blev sur. Han gik til kongen og sagde: "Nu vil jeg ikke mere", og vi fik nyt valg, og kongen udpegede som sagt Erik Eriksen.

Dette kom så til at betyde, at det ikke blev Hedtoft, der kom til at skrive under på den nye Grundlov, men det blev Erik fra Ringe.

Man havde længe - i hvert fald - i mere progressive kredse i Danmark været klar over, at den Grundlov, vi havde med to-kammersystemet, Landstinget og Folketinget, høj valgretsalder, og alt det der, var ganske utidsvarende. Derfor havde man allerede før krigen udarbejdet et nyt forslag til Grundlov og søgt at få det, igennem i 1939, men forgæves. Efter krigen kom det frem igen, at nu måtte vi have en ny og bedre Grundlov. Der blev nedsat en kommission, hvor vi var repræsenteret ved Aksel Larsen, og i 1953 var man kommet så langt, at man havde udarbejdet et forslag. Vi havde stillet en del ændringsforslag dertil, bl.a. at Grundloven skulle sikre, at enhver havde ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse og til beskyttelse mod arbejdsløshed. Det fik kun vores stemmer.

Vi havde også stillet forslag om, at enhver skulle sikret grundlovsmæssig ret til en anstændig bolig på vilkår, man kunne betale - det var også kun os, der syntes det. Vi stillede yderligere forslag om, at enhver skulle have mulighed for uddannelse, der svarede til ens evner og interesser. Igen kun os, der mente det.

Men alligevel var vi for så vidt gået ind for den nye Grundlov, fordi der var positive ting i den, først og fremmest dette med et-kammersystemet. Men så, lige i de sidste dage kom man med et ændringsforslag til § 20: "Beføjelser, som efter Grundloven tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der oprettes ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelige retsorden og samarbejde."

Der var ikke mange, der, før vi gjorde opmærksom på det, var klar over, hvad der lå i det. Men det lykkedes faktisk i løbet af ganske kort tid at åbne øjnene på folk, så det kun var med nød og næppe, man fik den ny Grundlov med denne tilføjelse vedtaget. Hvad skulle den bruges til ?

Ja, for det første var vi klar over, at den skulle bruges til at give NATO-myndighederne større indflydelse og nu senere, hvor vi er kommet i EF, ved vi jo, hvor skæbnesvangert det var, at man kunne henvise til denne bestemmelse.

Det var i 1953. Der skete også noget andet som kom til at påvirke vores tid mange år frem. Det var, at Stalin døde under den kolde krig med den skærpede antikommunisme. Og det var virkelig noget, der virkede stærkt. For det første er det klart, at Borgerskabet regnede med, at når denne mand, som i så høj grad havde tegnet Sovjetunionen lige siden midt i 1920'erne, pludselig døde, så ville der opstå svære begivenheder i Sovjetunionen og hele den socialistiske verden. Desværre regnede de ikke helt fejl, allerede samme år opstod der svære uroligheder i Berlin, hvor man bl.a. satte ild på varehuse, væltede sporvogne og andet, som man nu syntes var sjovt. Men sagens kerne var, at der var baggrund for det. Der havde været lidt uroligheder på nogle byggepladser inde i den sovjettiske zone, men det var nu ikke disse bygningsarbejdere, der lavede balladen, men i stedet folk, der kom fra vest. Men det meget store chock, det kom nogle år efter, nemlig i 1956, hvor Khrustjov holdt en stor tale på det sovjettiske kommunistsparti´s 20. kongres, hvor han afslørede alle disse historier, som blev gengivet i pressen dag ud og dag ind. Jeg kan huske, at det ikke var så forfærdelig sjovt at læse om. Dengang fløj man jo ikke, men kørte i tog fra Folketinget, og der havde vi det hyggeligt sammen, og da jeg en dag sad sammen med en venstrebonde, sagde han til mig - sådan lidt genert og medfølende: "jeg kunne godt tænke mig at spørge dig, hvad du føler, du ved alt det, der er kommet frem om Stalin ? Ja, jeg forstår og respekterer dig, hvis du er ked af at svare, for så skal du ikke, men hvis du altså vil."

Og så sagde jeg, som sandt er, at jeg føler mig overbevist om, at alle disse ting gjorde et større indtryk på mig, fordi jeg er kommunist, og fordi det er noget, der angik mig, der på den måde var kommet i søgelyset og det gjorde et større indtryk på mig, end på dem, der jo kun brugte det i en almindelig hetz, som de ville bruge alt andet. Men alt dette med Stalin kom jo også til at gøre en voldsom bevægelse herhjemme i Danmark. I første omgang modvirkedes det af, at vi stadigvæk gjorde os gældende - stærkt gældende - i dansk politik. Og netop samme år i 1956 havde vi et af højdepunkterne i efterkrigstidens faglige kampe. I 1955-56 havde regeringen lagt den linie, som H.C. Hansen på et møde i Silkeborg ganske åbent havde afsløret, at der skulle findes midler til at mindske omkostningerne overhovedet, og han lagde ikke skjul på, hvad Anker Jørgensen heller ikke gør, at det var arbejderne, der skulle betale. Vores svar på møder landet over - også på faglige konferencer - var at gå til offensiv, at nu skulle de andre betale, og det slog igennem.

Man mødte fra arbejdsgiverne med at så dårligt forlig, at det blev forkastet, og det kom til strejke. Typograferne strejkede, og man strejkede ligesom man nu gør igen indenfor benzin- og olieleveringen. Det var noget mærkeligt noget, for en typografstrejke er noget af det mest udemokratiske, hævder man fra borgerlig side, - det er at berøve folk ytringsfriheden og den slags mærkelige ting. Så sagde de, at til gengæld må alle partier have adgang til radioen fem minutter hver dag, og det var den største chance, vi har haft i hele vores liv, for vores fem minutter virkede meget stærkere, end alle de andres tilsammen. Det gjorde altså, at bevægelsen voksede og blev stærk. Den 13. april - det var påskelørdag - besluttede man så, at regeringen skulle gribe ind, for at stoppe benzinstrejken. Mens debatterne stod på, var folketingsgruppen løbende i kontakt med kammeraterne udenfor og med partiets ledelse. Men også alle vore kammerater fra de store arbejdspladser og fra alle afgørende fagforeninger sad oppe i gruppeværelset. Det er det samme vi mener, når vi i dag snakker om at føre politik på en ny måde.

Nu var det slet ikke fordi vi var i tvivl om, hvad vi skulle sige nede i Folketingssalen; det var klart, - vi skulle stemme imod. Det vi diskuterede var, hvad vi kunne gøre udenfor. Og da drøftede vi, om det kunne nytte sådan på ganske få timer, at indkalde til et møde nede på Christiansborg slotsplads. Og de faglige folk var lidt i tvivl, idet et dårligt møde kan næsten virke negativt. Men vi besluttede, at gøre det. Efter mødet vurderede man, at der havde været 125.000, som stod ovre på den anden side af kanalen, hvor der var sort af mennesker; så det blev virkelig et kæmpemæssigt møde. Mødet betød, at arbejdskampene fortsatte, og her i Aalborg blev der direkte generalstrejke; man afholdt flere møder hver dag, omme bag Nytorv, oppe i grusgraven, og det var sådan set der Knud for alvor slog igennem. Det var sådan set ham, som både startede og sluttede foretagendet, og det var endnu sværere, at få det sluttet, for partiet og Knud styrede med det mål, at ligesom arbejderklassen var gået enige ind i kampen, på samme måde skulle den også gå enige væk fra arbejdspladserne; altså skulle det ikke opløses i indre skænderier. Og det lykkedes også.

Sådan var det i Aalborg. Men over hele landet var der voldsomme bevægelser, og da vi så kom hjem med nattoget og de socialdemokratiske folketingsmænd kom hjem til deres banegårde, var der somme tider store arbejderdeputationer, der forlangte, at få en forklaring på, hvordan fanden de kunne få sig til at gøre sådan noget. Det var jo en lille smule svært for dem at forklare .

I vort program konkluderer vi, at i tiden fra sidst i 1950erne og til 1973-74 var Danmark og den øvrige kapitalistiske verden inde i en højkonjunktur; at det var i den periode, Danmark ændredes fra at være et fortrinsvis et landbrugsland til et agrar-industrielt land. Det var hvad man kaldte gode tider. Men det var det ikke for vores parti. Det var en periode, hvor vi temmelig bogstavelig var stillet op med ryggen mod muren.

Men om selve samfundet, så omtales det af borgerlige, socialdemokrater, økonomer og politikere som et velfærds- og et fuldt beskæftigelsessamfund. Ivar Nørgård, som jo immervæk spiller en rolle i foretagenet, skrev en lærebog for AOF i 1970 "Din løn og Samfundets økonomi". Her fremførte han igen det synspunkt, som har været gentaget nogen gange i historien, at Marx havde taget fejl. Nu viste det sig igen, det ikke var rigtig, når Marx havde påstået, at kapitalisterne var ude af stand til at skabe et stabilt samfund, for det var de faktisk i stand til. Men Nørgård drog i det mindste den konsekvens, at - som han sagde - det var hverken hos socialisten Marx eller hos den liberale Adam Smith, men derimod hos en vis Keynes og hans efterfølgere, det moderne samfund skulle lære at styre og sikre en harmonisk, krisefri udvikling, og i modsætning til de to tidligere gentlemen, så skulle det ske uden klassekamp. Det var et forældet begreb. Det betød i praksis, at man udviklede det, som vi kalder den statsmonopolistiske kapitalisme - altså forsøget på at styre samfundets økonomiske udvikling ved indgreb fra statsmagtens side.

Det var netop det, som statsmagten gjorde i så høj grad op gennem 1960'erne gennem indkomst- og finanspolitikken. Det man ville gennem disse indgreb, var at sikre kapitalisternes lyst til at investerer i nye virksomheder. Det havde Keynes jo lært politikerne, at det gjorde kapitalisterne kun, hvis der var udsigt til at tjene penge ved investeringerne. Derfor skete denne stimulering på arbejderklassens bekostning. Et led heri eller en side heraf var, at den gode beskæftigelse i 1960'erne betragtede man nærmest som et onde. Mange af disse finanspolitiske indgreb gik bevidst på at lette presset på arbejdsmarkedet, at skabe en passende arbejdskraftsreserve - d.v.s. stadigvæk at have en vis arbejdsløshed for at have arbejdskræfter for hånden. Det gjorde man ved at stramme kreditten, man standsede anlægsarbejder, bremsede byggeriet og begik indgreb overfor anlægsarbejder ude på landet.

Et af de indgreb som blev gennemført og som har fået ret så alvorlige følger, var hvad de kaldte at liberalisere boliglovgivningen. Det var trekantsregeringen i 1958, - socialdemokrater, radikale og retsforbundet - disse ulykkelige mennesker, som man jo narrede med, der gennemførte lovene. Disse bestod i, at mens man hidtil havde finansieret store dele af boligbyggeriet med billige lån fra statens side, blev boligbyggeriet henvist til at søge midler på det private lånemarked under deres betingelser og til de jævnlig høje renter, vi efterhånden har fået. Som sagt, vi kan se, hvordan det er gået med boligbyggeriet siden da.

Et andet stort nummer man kørte med i mange år var, at nu skulle vi have kildeskat i Danmark. Man påstod, at det ville sikre en retfærdig skattefordeling og det ville afskaffe, at folk måtte efterbetale skat. Men som vi ved, så fik vi kildeskatten, men alle de andre fordele kan vi stadig kigge langt efter.

Endnu et indgreb, som har været ret så skæbnesvangert, var de nye afskrivningsregler som daværende finansminister Viggo Kampmann gennemførte i 1957. Disse regler skulle angivelig friste industrien til nye investeringer, men de har siden været brugt af Glistrup og andre af lignende kaliber til alle mulige fidusinvesteringer og skattesnyderier. Endnu et led i de statsmonopolistiske foranstaltninger var oprettelsen i 1962 af Det Økonomiske Samarbejdsråd, bestående af økonomiske vismænd. Disse virker som "vise økonomiske orakler" som regeringerne henvender sig til, når de har skumle planer i baghånden.

Netop på baggrund af disse økonomiske vismænds prognoser og gode råd, gennemførte man i 1963 det man kaldte Helhedsløsningen. Den skulle formelt gå ud på: nu blev alle problemerne klaret som en helhed; alle kom til at bære deres del af byrderne og alle fik i lige grad del i fordelene. Helhedsløsningen bestod i et to-årigt lønstop. Det kom til at virke meget effektivt indtil arbejderne sagde stop for det. Da de andre som sagt, også skulle bære byrder, blev der gennemført et pris- og avancestop. Men som det altid vil ske, blev dette hurtigt gennemhullet, og det varede ikke længe før det blev afskaffet igen. Bønderne forlangte og fik også de såkaldte hjemmemarkedsordninger, som sikrede noget højere priser på deres produkter på hjemmemarkedet. Det viste sig i praksis,
at de gjorde fødevarene dyrere. Men som vi kan konstaterer i dag, blev bønderne ikke i længden rigere. Grunden er at man ikke sørgede for at holde omkostningerne i ave, rentebyrderne steg, derfor står de i den situation i dag.

Et yderligere indgreb var indførelsen af omsen - dvs. en afgift ved salg af varer i detailleddet. Omsen var forudsætningen for momsen, der blev indført i 1965.

Disse indgreb blev gennemført. Noget af det som ikke blev gennemført var de i 1963 fremsatte forslag til nye jordlove. En af baggrundene for disse nye jordlove var, at selvom vi oprindelig ikke var kommet ind i EF, så foresvævede det stadig magthaverne, at det ville ske inden alt for længe. Man forsøgte gennem disse jordlove at begrænse danske og udenlandske jordspekulanters opkøb af jorden, når vi kom ind i EF med EF's fri kapitalmarked. Derfor fastsatte man visse bestemmelser for, hvem der måtte købe jord, visse betingelser til uddannelse og bopæl og en række andre krav. Disse jordlove blev væltet ved en ganske kynisk propaganda, hvis lige vi først oplevede igen, da vi skulle stemme om tilslutning til Fællesmarkedet - altså en fuldkommen løgnagtig propaganda. Aalborgs plakatsøjler og lygtepæle var overfyldt med en plakat, som viste en sort hånd, der greb barskt ned i et parcelhus. Meningen var klar nok: blev denne lov gennemført, så rev man taget ned over hovedet på de sølle djævle, som var henvist til at bo i parcelhus. Jordlovene blev forkastet, men ikke nok med det; de borgerlige partier, som var skyld i det, har aldrig siden forsøgt at sætte noget andet i stedet for. Det er grunden til den spekulation i jord og fast ejendom, som vi kender i dag. Vi kom imidlertid ikke ind i Fællesmarkedet. Vi ville kun ind sammen med englænderne, men franskmændene ville ikke have englænderne med på de betingelser englænderne forlangte. Franskmændene lukkede døren ret så brutalt. Det var det.

I 1963 gennemførte man som sagt Helhedsplanen. De blev ikke særlig populære hos arbejderne, hvorfor man ikke turde gentage spøgen i 1964. Så begyndte man at udarbejde, også på grundlag af de kloge vismænd, en treårsplan for samfundets udvikling. Senere var man så dristige, at man lavede rammerne for intet mindre en femtenårs udvikling. Senere igen kom store tykke bøger indeholdene rammerne for henholdsvis en perspektivplan I og en perspektivplan II. Og det var kloge folk. De tal de opgav for den hidtidige udvikling var sikkert tal, som stort set var korrekte. Men man kan ikke udkaste planer i et kapitalistisk samfund, som samtidig godkender, at det er arbejdsgiverne, der har eneret til at lede og fordele arbejdet. Arbejdsgiverne kan betragte disse planer som gode råd og henstillinger. Men om de vil følge dem afhænger helt og holdent af, om de mener at kunne tjene penge ved det. Kan de ikke det, holder planerne ikke. Det gjorde de heller ikke i virkeligheden.

I 1960 blev der gennemfort et forsvarsforlig mellem de gamle Nato-partier, hvor de radikale også gik med. Det der fik de radikale til at gå med, var et løfte om ikke i fredstid at tillade placering af fremmede tropper på dansk grund. Det er dette, man i det nye forsvarsforlig vil undergrave. Det vil blive muligt i såkaldte krisesituationer, altså ikke alene i krigstilstand, men også i krisesituationer, at tillade fremmede tropper på dansk jord. Vi har jo set under Afghanistan situationen, at det er amerikanerne, der bestemmer, hvornår der opstår en krisesituation og hvornår der ikke gør det. Det var nogen af de ting, som skete i samfundet og omkring os i disse år.

Men det var for partiets vedkommende ret, så stormfulde år. En del af baggrunden var at det virker moralsk deprimerende, at partiet på trods af medlemmernes arbejde var gået tilbage år for år lige siden 1945. Hver gang vi syntes, nu var der lysning forude, skete der noget ude i den store verden, som brat ødelagde det hele igen. Det skete med begivenhederne i " Tjekkoslovakiet i 1948. I 1953 begyndte opgøret med Stalin efter hans død. En af virkningerne var balladen i Berlin. I 1956 var der uro i Ungarn og i Polen. Koreakrigen og mange andre ting spillede en rolle.

Partiets tilbagegang og de negative virkninger af begivenhederne i verden skabte diskussioner i partiet: var partiets linje korrekt. Men specielt forholdet til de socialistiske lande blev diskuteret; var det ikke den meget snævre forbindelse til de socialistiske lande, der var skyld i, at det hele tiden gik galt for os. Denne tvivl ramte også partiets daværende formand siden 1932, Aksel Larsen. Endnu så sent som i 1948 optrådte han meget principfast i spørgsmålet om forholdet til de socialistiske lande. Da holdt han en tale til de i Centralkomiteen, der allerede dengang var lidt ude på glatis. Han sagde:" Det er nødvendigt at sige til dem, som nok er oprigtige og overbeviste tilhængere af Sovjetunionen, men som samtidig går i defensiven overfor modstanderne, og mener, det nok ville være klogt ligesom at lægge luft mellem sig og Sovjetunionen; at en sådan taktik duer ikke. Det hjælper ingen kommunist til at blive anset for en bedre dansker. Den der af taktiske grunde søger at gå udenom, opnår ved sin taktik kun at gere det lettere for vore modstandere, og begår dermed i sin praksis forræderi mod Sovjetunionen, mod den internationale socialisme og mod vor fælles kamp for freden."

Aksel Larsen begyndte at tvivle efter Stalins død i 1953 og efter afsløringerne som Khrustjov foretog i 1956. Tvivlen skærpedes efter begivenhederne i Ungarn. Særligt herefter begyndte han åbent udadtil at give udtryk for sin usikkerhed og begyndte at stille krav om revision af partiets linje. Det førte til voldsomme diskussioner i partiet, helt op i Centralkomiteen og i forretningsudvalget. Diskussionerne drejede sig om forholdet til de socialistiske lande, om forholdet til socialdemokraterne og om enhed i arbejderklassen. Hele denne diskussion førte til, at der blev indkaldt til ekstra partikongres i januar 1957.

Her blev den linie, Aksel Larsen var talsmand for, klart underkendt. Ikke desto mindre, valgte man endnu engang Aksel Larsen til formand. Samme år havde vi valg, og selvom det var umiddelbart efter begivenhederne i Ungarn, syntes forholdene nogenlunde stabiliseret. Valget gik heller ikke så slemt, som vi havde troet. Hvis vi på den anden side havde troet, at vi havde fået ro i partiet, blev vi skuffet. Diskussionerne blussede voldsomt op igen, igen med Aksel Larsen som forgrundsfigur. Nu gik han så vidt, at han erklærede, at han siden 1927 havde tvivlet på, om Sovjetunionen havde handlet rigtig. Da ville han have protesteret mod SUKP's eksklusion af Trotsky. Men diskussionerne blussede altså op.

I første omgang besluttede Centralkomiteen på det sidste møde før sommeren, at, lade alle diskussioner hvile sommeren over, fordi dengang som nu døde næsten alt partiarbejde om sommeren. Man skulle bruge sommeren så at sige til at gå i tænkeboks og så lidt afklaret med sig selv, optage diskussionerne igen til efteråret. Det var man som sagt enige om, også Aksel Larsen. Derfor blev vi noget overraskede, bl.a. Elna og jeg. Vi skulle dette år til Sovjetunionen. Vi sejlede derover og på vej ned til Krupskaja købte vi Information. Her var en meget lang artikel af Aksel Larsen, i hvilken han angreb partiledelsen meget, meget groft. Dette gentog han senere i Aktuelt, hvor han offentliggjorde noget, han kaldte et memorandum. Her krævede han højlydt en fornyelse i partiet, en nytænkning i partiet, et hamskifte i partiet. Partikammeraterne lagde meget tryk under ordet "ham" og talte om, at vi skulle have et hamskifte; det blev det forsåvidt også. Men diskussionerne blev taget op igen og Centralkomiteen indkaldte til ny kongres i oktober 1958.

De måneder, som gik fra da af og til kongressen med partidiskussion og valg af delegerede, er måneder, som man næsten skal opleve for at forestille sig dem. Forestil jer et parti, som faktisk revner på tværs i hver eneste afdeling landet over. Ikke blot skændtes man på møderne. Personlige venner gennem mange år kunne ikke tåle at se hinanden, mistænkte hinanden. Bedre blev det ikke af at Aksel Larsen-linien optrådte kollosalt illoyalt. De sendte deres rejsesekretær til hver eneste by i Jylland. Holger Viveke rejste rundt og spredte alle mulige historier og rygter og satte næsten en ære i at indsamle partimedlemsbøger. Der blev i disse måneder sendt et hav af anonyme breve til alle mulige partimedlemmer; breve i blå konvolutter uden afsender. Men man kunne se på poststemplet, at de var sendt fra Gentofte, andre fra den indre by osv.. I disse breve stod der skrevet ting om partiet, som enhver kunne kontrollere var korrekte, men tilsidst stod der så voldsomme beskyldninger mod de enkelte partikammerater. Ikke alene hvad de havde sagt og gjort på lukkede partimøder; men også om deres privatliv, hvor mange bajere de drak nede på Vingården, hvem de gik i seng med og hvad de ellers fordrev deres fritid med på alle mulige måder. Det er klart, at disse anonyme breve skabte yderligere uro. Folk kiggede på hinanden og sagde, der må være én i vores kreds, som sender disse breve ud, for det er kun mennesker i vores kreds, der har kendskab til det. Det samme spørgsmål gik over hele partiet: Hvem er det, der står bag disse helvedes breve. Hvem er det, der fortæller historierne ?

Nu ved vi lidt mere om det, selvom vi vel næppe får det hele at vide. Vi har kendskab til efterretningstjenesternes aflytning af bl.a. Alfred Jensen. Der er ingen grund til at tro, at også andre selv aflyttet. Det er klart at alle som var medlem af forretningsudvalget og Centralkomiteen, når de kom hjem i lejligheden snakkede videre om, hvad de havde oplevet. Det er klart, at når de bliver aflyttet, kan man tage først den virkelige del og så fylde alle de andre historier på. Aksel satte selv boller til suppen. Han var til en forestilling på teatret. Efter forestillingen lod han Osvald Helmut hænge sig oppe på scenen, blev fotograferet af BT. Han udtalte, at det var et billede af, hvordan man kunne forestille sig det ville gå med ham, hvis Centralkomiteen fik ret. Billedet gik i alle bladene.

Under disse omstændigheder afholdtes DKP´s 20 kongres i oktober 1958. Den viste, at partiet var stærkt. Af ca. 300 stemmer fik Aksel Larsen kun 13 stemmer. Partiet valgte en ny formand, Knud Jespersen her fra Aalborg (Knud var født d. 12 april 1926 i Sulsted i Nordjylland og døde d. 2. december 1977). Nu var spørgsmålet, om Aksel Larsen ville bøje sig i overensstemmelse med den demokratiske centralisme. Men Aksel Larsen nægtede at sætte sine fødder i partihuset. På vort første Centralkomitémøde ringede vi til ham, og vi aftalte, at han nådigt på sit kontor inde i Folketinget ville modtage en delegation fra Centralkomiteen. Knud Jespersen og jeg tog derover. Vi spurgte om han, nu da kongressen var færdig og havde talt ville bøje sig. Han svarede meget dramatisk, at han ville ikke svigte de mange, der havde skrevet til ham fra hele landet. Han viste en bunke breve, fra Lemvig og fra en gammel kone i Herning og en masse andre mærkelige mennesker. Jeg kan huske at vi sagde til ham: "Ja, men alle disse mennesker, så forskellige de er, tror du, at du kan føre politik på grundlag af dem ? Er du ikke bange for at komme til at stå alene". Så skød han brystet så meget frem, han kunne og sagde: "Jeg er stærk nok til at stå alene og gå min egen vej".

Det gjorde han. Han dannede SF og blev som han forøvrigt også var blevet det under partidiskussionen voldsomt støttet af alle onde kræfter, bl.a. Information. Men også af Venstre Statsministeren Erik Eriksen og af de to blade, han stod for, Fyens Tiende og Vestkysten. Erik Eriksen og Aksel Larsen var næsten fra samme egn. Det var måske fordi de var landsmænd, de stod sammen om at ødelægge det kommunistiske parti, jeg ved det ikke. Men ialtfald bakkede Erik Eriksen, Information og hele den borgerlige presse ham voldsomt op. En Venstremand, Søren Andersen fra Hobro sagde: "Ja, det er svært med den Aksel Larsen og hans SF. Nu er det blevet moderne at være SF´er. Selv nogen fra Venstres Ungdom og selv mine børn lægger sig overskæg til, køber fløjlsjakke og tegner abonnement på Information og bliver medlem af SF, og så betegner de det som højdepunktet af frisind her i Danmark. Dertil var Aksel Larsen overmåde heldigt i den periode. Lige inden vi skulle have valg i 1960 blev han kørt over af en bil. Jeg har aldrig opklaret, om det var bevidst eller ubevidst, men chancen var der i hvert tilfælde. Han var tvunget til at gå i gips; og han blev selvfølgelig fotograferet på sygehuset, han blev fotograferet, når han på dette gipsben vaklede op på talerstolen i Folketinget. Endelig lavede han jo et vældigt teater med sin gamle mor, som ventede sig meget af ham. Sandheden er, at han var en slyngel overfor sin gamle mor. Petra fra Odense fortæller, når han var hjemme i Odense, så spurgte hun altid: "Skal du dog ikke hilse på din gamle mor, nu du er i byen." Han vægrede sig voldsomt, men lod sig da jage hen til hende. Men nu var han den gode kærlige søn, der aldrig havde tænkt på andet end gamle mor. Men det var vitterlig løgn. Men alt dette var ikke spildt. Da vi fik valget i 1960 fik han gudhjælpemig 140.000 stemmer, og vi gled ud i det parlamentariske mørke endnu en gang.

Vi stod nu i den situation, at vi måtte føre politisk kamp udenfor Folketinget. Det kastede vi os ud i, og vi klarede det, selv om betingelserne dengang med hele denne voldsomme debat i ryggen var meget, meget vanskeligere, end de er nu. Vi havde i 1957, altså lige efter Ungarn, og påvirket af det, fået 57.000 stemmer. Det var nok til at holde os i folketinget. I 1960 røg vi ned på 27.300, det var 1,1 % af stemmerne. I 1964 var det ligesom vi løftede nakken en smule, vi steg til 32.000 - 1,3% af stemmerne, men så i 1966 gik det helt galt. 21.500-0,8% af stemmerne.

Denne dukkert fik vi samme år, hvor SF fik 20 mandater. Det var højdepunktet i deres udvikling. Sammen med socialdemokraterne havde de 89 ud af de 175 mandater, vi kalder syddanske i Folketinget. De udgjorde et arbejderflertal og havde muligheder for at føre arbejderpolitik. De gjorde såmænd også et tilløb ved at nedsætte et kontaktudvalg på et eller andet værtshus, vistnok Marienborg; og den borgerlige presse talte om et "rødt kabinet". Men det var ikke rødt, og det førte ikke arbejderpolitik. Det gik så vidt, at Aksel Larsen gik med til, at tage en dyrtidsportion fra arbejderne samtidig med en devaluering af kronen. SF´s hovedbestyrelse afviste det d. 23. november 1967. Hele hovedbestyrelsen mod Aksel Larsen. Så talte han selvfølgelig dunder til dem. Nøjagtig en uge efter havde han fået fire over på sin side, men alligevel var de 26 mod 4. Det samme skete den følgende uge, da hovedbestyrelsen igen var samlet. Kun Morten Lange, Kurt Brauer og Hartvig Møller støtte Aksel Larsen, alle andre gik imod. Ikke destomindre var Aksel Larsen indstillet på i Folketinget at stemme for nedskæringsforslagene og for indgreb i overenskomsterne. Men da revnede SF´s gruppe. Erik Sigsgård, Hanne Reintoft, Pia Dam, Kai Moltke, Bjørn Larsen, han der nu er vort amtrådsmedlem i Slagelse, og Svend Erik Kjær-Rasmussen (Esbjerg) stemte imod. Herved sprængtes arbejderflertallet, regeringen kom i mindretal, og der blev udskrevet valg.

Disse år var altså år hvor SF steg mod højderne. Men herren må vide, at i vort parti og vore kammeraters virke mærkedes den bitterhed, som følger med stadige tilbagetog og nederlag. Det vil jeg gerne sige, det kan være svært at fatte, hvor svært det i virkeligheden var. Man snakker så tit i dag om vores gamle kammerater, som mer eller mindre er gået i hi. Mange af dem havde så mange år bag sig aldermæssigt, i koncentrationslejre, i modstandskampen, at de såmænd godt kunne have gjort det i denne periode. Men de holdt ud, fordi det var nødvendigt at forsvare partiet, holde dets organisationer intakte, sådan at det var rede, når der kom nye fremstød. Partiet holdt forbindelsen til arbejderklassen, og uanset hvordan det end var, så stod vi fast omkring dette. Det blev forsåvidt også målet, hvor slagne vi end var. Når vi f.eks. stod overfor overenskomstsituationer; arbejdsgiver og regering og LO skulle til at lave deres svinestreger, og talte i skumle kroge om at de nok kunne blive enige. Men hvem var tredieparten ? Tredieparten var ikke SF med tyve mandater - det var kommunisterne med 0,8 % af stemmerne. Vi holdt linien, hvor andre gav efter.

Disse problemer fandtes ikke blot i Danmark. Der var i disse år en bevægelse i mange kommunistiske partier. Svenskerne er den dag i dag ikke kommet over det. Englænderne er ved at komme over det, men har stadigvæk deres problemer. Hollænderne er ved at komme over det. Men det at vi holdt fast, gjorde
at vi blev fulgt med ganske særlig interesse af hele den kommunistiske verdensbevægelse. Spørgsmålet var, om det var muligt at overleve med den faste holdning, som vi havde. Det var det. Vi bestod forsåvidt prøven og viste, at det kunne betale sig at være tro mod vort grundlag. Det gjorde vi også
internationalt. Vi deltog, og folk lyttede til os på internationale konferencer som i Moskva 1957 i anledningen af Sovjetunionens 40 års jubilæum. Vi var med til at udarbejde nye erklæringer, som analyserede styrkeforholdene i verden. Vi var med i 1960, hvor vi var et af de 81 partier, som udtalte, at vor tids hovedkendetegn er overgangen fra kapitalisme til socialisme. Her rejste vi desuden parolen om muligheden af en fredelig overgang. Vi fulgte de samme linjer op i Moskva 1969. Alt det var med til at bevirke at vi kom ind i billedet igen.

Vi var også med i de faglige kampe. For selv i 1960´erne, da der var gode tider, forsøgte man at beskære arbejdernes andel af kagen, kunstigt at skabe arbejdsløshed og andre indgreb i arbejderklassens rettigheder. Her satte vi ind. Trekantsregeringen - Venstre, Radikale og Konservative, den såkaldte Baunsgård regering - gennemførte i 1969 et nedskæringsforlig, der skar dybt i overenskomstaftalerne, der var sluttet året før. Da startede vi den kampagne, som vi kaldte 1-krone´s kravet. Det begyndte meget beskedent med, at vi stillede et alment krav om l krone mere i timen over hele linjen. I 1968 begyndte studenteroprøret og selvfølgelig hånede vore venner på venstrefløjen os voldsomt og kaldte os femøreskommunister. Men via denne beskedne kamp om 1 krone voksede en kamp med langt større økonomiske krav. Kampen voksede over i en direkte politisk kamp mod regeringen, mod hele regeringens politik, mod alle overgreb, som arbejderne havde været udsat for, både overfor deres rettigheder til at forhandle overenskomster og overfor deres tillidsmænd.

Men der var også andre kampe vi var med i. Jeg har nævnt fredskampen, men dertil kom, som vi nærmede os 1970´erne, de stadige nye forsøg på at få Danmark ind i Fællesmarkedet. Efterhånden begyndte denne indsats, fagligt og på alle andre områder at få billedet .til at ændre sig. I 1968 var vore stemmetal steget fra de førnævnte 21.500 til 37.800. Det samme år var der igen voldsom ballade i Tjekkoslovakiet, som følge af, at en del af Warszawa-landenes tropper rykkede ind. Det resulterede i en voldsom anti-kommunistisk kampagne. Men nu var vi takket være vores praktiske politik på danske områder forankret i befolkningen. Derfor kunne de ganske vist bremse vores fremmarch, men de kunne ikke standse den. I 1971 var der igen valg. Vi steg ikke ret meget, kun 2000 stemmer, men vi nåede op på 39.600 og nærmede os spærregrænsen. I 1973 fik vi 110.000 stemmer, fik fem mand i Folketinget og jeg oplevede personligt for tredje gang at blive valgt ind.

Grundlaget for gennembrudet var, foruden alt det jeg har nævnt den aktive og loyale måde, vi deltog i kampen mod Fællesmarkedet forud for folkeafstemningen 2. oktober 1972. Fra storkapitalens side blev kampagnen for indmeldelse i EF ført på en måde, der savner sidestykke. Den viser hvor kynisk de bruger deres magt over penge, over medier til at vildføre landets befolkning. Overfor det styrkede vi modstanden med vores erfaringer, vores organisationsevner, vores politiske viden til at fortælle, hvad Fællesmarkedet i virkeligheden indebar. Modstanden begyndte jo mer eller mindre som et forsvar af fædrelandet og af dansk kultur. Hvad kan man sige om den slags. Det er selvfølgelig også et led i kampen mod Fællesmarkedet. Vi bragte perspektivet ind, som viser at Fællesmarkedets sande bagmænd er de store internationale koncerner. Hvilket indhold, hvilke hensigter har disse kæmpekræfter med Danmark og Danmarks fremtid ? Vi forstod at give kampen denne konkrete retning. Derved åbnede vi øjnene for titusinder af vildførte mennesker. Men det var jo i høj grad også os som forstod at organisere kampen. Fordi vi gjorde det, fordi vi var loyale, var det at folk lærte os at kende og gav os deres stemmer. Gennembruddet ved folketingsvalgene gentog sig ved kommunevalgene i 1974. Vi kom ind igen efter trettens års arbejde udenfor Tinget.

Vi må forstå, hvad det betyder og hvilket udtryk det er for, hvor stærk vort parti var. Vi havde næsten stået stille, uden egentlig ret megen fornyelse af vort partis rækker. Vi fik en ganske betydelig tilgang i forbindelse med Fællesmarkedskampagnen. Alligevel, nu stod vi og skulle stille 5 inde i Folketinget. Det var vel ikke det helt store. Men vi skulle også opstille en tres-halvfjerds i kommunal- og amtsråd. Derforuden fik vi gennembrud i fagforeninger, boligforeninger osv. Og vi var i stand til at skaffe alle disse folk.

Nu begyndte vi så igen at udnytte parlamentet, gjorde det på den måde, som vi kaldte at føre politikken ud på en ny måde - at forbinde vort folketingsarbejde med kammeraterne og deres aktioner udenfor. Samtidig med dette kom Danmark i 70´eme ind i en ny voldsom krise. Endnu i 1972, ret så umiddelbart efter folkeafstemningen om EF, åbnede Folketinget. Statsministeren, Jens Otto Krag, så vældig optimistisk på det i sin åbningstale. Nu havde vi overlevet de tilløb til beskæftigelsesmæssig krise, som vi havde set i 1971, nu var det lykkedes at nedbringe betalingsbalanceunderskuddet og overhovedet så alting bedre ud, end det havde gjort før. Da han havde holdt denne opløftende tale, bad han igen Folketingets formand om ordet for en kort bemærkning. Den bestod i, at tog sit gode tøj og gik, og til nogens ubehagelige overraskelse overlod han scenen til Anker Jørgensen. Det ubehagelige i overraskelsen var, at han gjorde det næsten på egen hånd. Der var tre-fire som viste det. Men det var i høj grad et slag mod Hækkerup på den anden fløj i Socialdemokratiet. De kunne ikke døje hinanden. Hækkerup ville vistnok have peget på en anden statsminister end Anker Jørgensen. Men Krag overlod i hvert fald til Anker Jørgensen at klare tingene, og de blev slet ikke så sjove. Da Anker første gang skulle åbne Tinget året efter, måtte hen begynde med at udtrykke dyb bekymring over begyndende prisstigninger, voksende underskud på betalingsbalancen og den slags ting. Herudfra lagde han sin politiske hovedlinie, nemlig en linie, som gik ud på at tilvejebringe den arbejdskraft og den produktionskapacitet for eksporterhvervene, som var nødvendig. Dette skulle ske ved at bremse væksten i den offentlige sektor, i det private forbrug og i boligbyggeriet. Man kan sige meget om Anker, at han ikke holder ord; men den asociale linie har han i hver fald været trofast overfor i alle de mange år. Men trods dette er det jo ikke blevet bedre. Den krise, der var begyndt var et nyt udtryk for et dyk i det vi kalder kapitalismens almene krise, for det kapitalistiske systems fallit. Ser vi på det i begyndelsen af et nyt tiår - 1980 - kan man i Dansk Industri, Industrirådets blad læse, at industrien i første kvartal af 1980 venter stagnation i forhold til det foregående kvartal, og der må fremover regnes med nedgang i beskæftigelsen. Konjunkturopgangsperioden denne gang vil dermed være endt efter at have varet halvanden år. Det er lidt længere end den forudgående opgangsperiode, men kortere end de to forudgående igen. Det er sket på en sådan måde, at nettotallene for højdepunkterne hver gang var lavere end højdepunkterne forrige gang, altså som når man går ned af en trappe. Det er det samme, som sker i verdensmålestok. Som "The Economist" i England skriver: "Midt i 1975 kunne vi love verden fuld beskæftigelse. Det fik vi ikke. Tværtimod er nu en ny krise begyndt, før vi bare delvis har overvundet dens forganger."

I første omgang blev Anker Jørgensens gæsteoptræden relativ kort. Efter valgene i 1973 - det valg, hvor vi kom ind, og hvor desværre også Glistrup kom ind, - så kom Hartling til magten. Han sagde i sin tiltrædelsestale noget i retningen af: "Denne nye regeringen tiltræder på et tidspunkt, hvor Dammark befinder sig i en krise. Økonomisk er situationen mere alvorlig, end vi længe har oplevet. Oliemanglen vil komme til at true produktion og beskæftigelse". Det søgte Hartling så at gennemføre ved meget grove ting. Ved en helhedsløsning, som gav ham hædersnavnet "Det sorte Kabinet", og som førte til at han blev fældet i 1975. Det var i høj grad os, der var med til det. Sådan er det altså gået op gennem de sidste ti år: stadige angreb på Arbejderklassen - økonomisk, på deres demokratiske rettigheder osv.. Vores kamp har været at sætte ind mod dette. Vi gjorde det i Folketinget, vi har især gjort det udenfor. Her i Aalborg havde vi, med hensyn til den kamp der er ført udenfor, et af højdepunkterne, nemlig de vældige aktioner i 1973-74 i forbindelse med Hope Computer-sagen. I 1974 tog vi initiativ til det såkaldte formandsinitiativ. Det var i høj grad dette, som i november 1975 arrangerede den kæmpedemonstration, som regulært var årsagen til Hartling regeringens fald. Vi har haft to næsten historiske strejker - på Den Kongelige Porcelænsfabrik og B.T.-konflikten. Ud af alt dette drog vi vores erfaringer og drog konklusioner, nemlig på den 25. partikongres i 1976 med vort nye program. 

Alle Danmarks 4 millioner mennesker kunne have deres gode udkomme på Danmarks jord. Under fredeligt Samkvem med Omverdenen kunne Landet sikre sin Befolkning en stigende Levefod og Beskæftigelse for alle. I Stedet har Arbejdsløshed, Utryghed og periodevis Nedgang været den brede Befolknings Lod, også i „fredelige" Tider. Grunden hertil ligger i Samfundets Indretning, i Produktionsmåden, i Ejendomsforholdene. Udvejen heraf ligger i en ny Indretning af Samfundet, i Socialismen, - i Bankernes, Fabrikkernes, Jordens, Samfærdselsmidlernes Overgang til Folkets Eje, således at Produktionen kommer hele Folket til gode og udvikles planmæssigt efter hele Folkets Behov. Til Klaring af disse Forhold skal denne tekst tjene. Den kan kun give et Rids af Socialismens Grundtanker; det bliver kun et Skelet, der først får Kød og Blod_? når man studerer de senere omtalte socialistiske Skrifter. Navnlig gælder det naturligvis om at skaffe sig Kendskab til økonomiske og politiske Forhold, specielt Danmarks, og at se dem i Lys af den socialistiske Erkendelse og den praktiske Opbygning af Socialismen i Sovjetunionen. Til den Læser, der ikke tidligere har haft socialistiske Skrifter i Hånden, vil vi straks sige: Socialismens Skabere og klassiske Forfattere var kyndige Mænd i Økonomi og Politik, de benytter ofte Fagsprog og gør Sidespring til filosofiske og videnskabelige Emner. Her og der støder man på et usædvanligt Fremmedord, men det dækker aldrig over Uklarhed eller Mystik, det er altid Udtryk for en ligefrem og klar Tanke, og kender man ikke Ordet, behøver man blot at gå hen på det nærmeste offentlige Bibliotek og slå det op, eller man kan skrive til Forlaget „Tiden" og få Besked. Til den Læser, der kun kender Socialismens Tanker fra dens Fjenders Udlægning, siger vi: gå trygt ud fra, at hvad De tror at vide om Socialismen, er Nonsens. Gå hellere i Gang med Socialismens oprindelige Forfattere og sæt Dem ind i deres Tankeverden. Det samme gælder Oplysningen om Sovjetunionen: gå til Kildeskrifterne. Der findes Masser af tilgængelige Oversættelser af Sovjetpolitikere og af økonomer. For at denne tekst kan blive læst uden forstyrrende Fordomme, vil vi begynde med at imødegå nogle væsentlige Misforståelser og derefter gå over til Socialismens Grundtræk.

Det hævdes undertiden, at Socialismen kun er Arbejdernes sag og ikke vil tjene andre Gruppers Tarv. Det er en Forvanskning, som benytter sig af det overfladiske Argument, at socialistiske Bestræbelser væsentlig bæres frem af Arbejderklassen. Socialismen tilstræber ene og alene et Samfund, hvor ingen udbyttes, hverken Arbejderen, Bonden, Tjenestemanden eller Åndsarbejderen, et Samfund, hvor alle arbejdsdygtige Mennesker har Beskæftigelse og til Gengæld får en Løn, der svarer til deres Arbejdsindsats. Socialismen skal tjene hele det arbejdende, fremadstræbende, kulturbærende Folk. At Arbejderklassen mere og mere arbejder sig frem til en førende Stilling i Nationen er ret og rimeligt, det skyldes Arbejdernes fundamentale og afgørende Rolle i Produktionen og deres Erkendelse af de fælles Interesser og Opgaver, som formuleres i Socialismens Teori. Det er ikke mere mærkeligt, end at Borgerskabet i tidligere Århundreder gjorde sig fri af Adelens Formynderskab, eller at de danske Bønder i Slutningen af det 19. århundrede under Venstres Ledelse vandt frem til en anerkendt Position i Samfundet. Når Karl Marx, Socialismens Skaber; således skriver, at det er Arbejdernes Opgave at vinde den politiske Magt, så ligger der heri alene, at Arbejderne vil og kan gå i Spidsen og vise Vejen fremad for alle Befolkningsdele, men derimod ikke, at Arbejderne skulle ønske nogen privilegeret Stilling på noget Felt. For øvrigt er det ikke rigtigt, at Socialismen kun finder Fortalere inden for Arbejdernes Kreds. Det ved enhver, der beskæftiger sig med politiske Spørgsmål, men det kan også nævnes, at den socialistiske Teoris Førstemænd ikke var Arbejdere, og i de nuværende socialistiske Partier er der i alle Trin af Organisationen Medlemmer og Ledere fra Arbejdere, Landmænd, Fiskere, Handlende, Tjenestemænd, Akademikere etc..

Socialister bliver ofte beskyldt for at være Tilhængere af Diktatur, at ville kneble den personlige Frihed, hæmme den enkeltes Initiativ o.s.v. Det er en Vildfarelse, men der er unægtelig Socialister, der ikke selv er helt klar over Sagens Sammenhæng. En Socialdemokrat brugte for et Par År siden den Vending: „Hellere Demokrati uden Socialisme end Socialisme uden Demokrati." Det er en meningsløs Udtalelse. Demokratiet vil stå i Stampe og degenerere, hvis ikke Folket stadig kan gå fremad og få større og større politisk og økonomisk Råderum, og denne Udvikling må føre fremad til Socialismen. På den anden Side er Socialisme uden Demokrati utænkelig. Hvis Folket i bredeste Forstand ikke bestemmer over den politiske Kurs og den økonomiske Virksomhed, er det givet, at Udbytningen ikke forsvinder, og at der ikke findes nogen Sikkerhed hverken for Demokrati eller Socialisme. Den samme uklare Tankegang ytrer sig i senere Udtalelser om, at Samlingen af Kommunister og Socialdemokrater må bygge på en „demokratisk Socialisme". Der findes ikke nogen diktatorisk Socialisme - Goebbels Snak om Nationalsocialismens" System havde jo intet med Socialisme at gøre. Det er kun forvirrende at hægte Ordet demokratisk på Socialismen, det kommer af sig selv. Kun Udbyttere, som der jo ikke er Plads for under Socialismen, vil finde Socialismen udemokratisk. Muligt vil Bankkapitalister også finde det urimeligt, at de ikke for Evighed kan presse Renter ud af det arbejdende Landbrug. Men Folket vil finde, at Afskaffelse af Udbytning og Renteåg er en særdeles demokratisk Foranstaltning. Et socialistisk Samfund skaffer sig sine Foregangsmænd ved frie Valg, og det gælder alle Poster uden Undtagelse. I Sovjetunionen er Valgloven indrettet således, at hvis en Folkerepræsentant efter Vælgernes Mening svigter sin Pligt, kan han med kort Frist afsættes og nye Valg foretages.

Megen Kommunistforskrækkelse har dannet sig omkring Udtrykket „Proletariatets Diktatur". Det må først siges, at når socialistiske Forfattere bruger Ordet Proletariat, betegner det udelukkende de besiddelsesløse, nemlig dem, der ingen Produktionsmidler ejer. I denne Forstand kan en Proletar udmærket sidde godt i det og tjene en høj Løn, blot udbytter han ikke andre. Og hvad selve Udtrykket angår, må det ses i sin historiske i Sammenhæng. Det er dannet af Marx som et Modstykke til „Bourgeoisiets Diktatur", Kapitalisternes Monopol på Produktionsmidlerne og deres Udnyttelse af Statsapparatet i det borgerlige Samfund. Når man gør sig den Ulejlighed at læse Marx' Skrifter, opdager man snart, at Udtrykket „Proletariatets Diktatur" netop betyder Folkets Besiddelse af Produktionsmidlerne og Folkets Udnyttelse af Statsapparatet under „de besiddelsesløses" aktive Bistand. Marx og hans Meningsfæller arbejdede energisk med på ethvert demokratisk Fremskridt, hvor lille det end var. Det kan man læse i „Det kommunistiske Manifest" og mange andre Steder. De var Tilhængere af et reelt Demokrati for det store Folkeflertal, hvad den borgerlige Stat ikke har ydet. Om deres Syn på Staten siges der senere noget udførligere, men allerede her skal siges følgende: Hvis et Folk med Vold holdes nede af en lille Udbytterkaste, og Demokratiet således misagtes, så må denne Udbytterkaste styrtes med de Magtmidler, der er forhånden, og som en Overgangsforholdsregel må Folkets store Flertal sætte sin Vilje igennem og eventuelt udelukke det slagne Mindretal fra Deltagelse i Styret, i Særdeleshed, når dette Mindretal allierer sig med udenlandske væbnede Styrker, således som Tilfældet var med de russiske Godsejere og Kapitalister. Hvis det besiddende Mindretal respekterer Demokratiet, Folkets Styre, vil der intet Grundlag være for et „Proletariatets Diktatur" af denne Art.

Letbenede Talere har ofte forlystet deres Tilhørere med Betragtninger over, hvor mange Øre der ville blive til hver enkelt, hvis f.eks. alle Formuer i Landet blev fordelt ligeligt. Den Slags Vrøvl indlader ingen Socialist sig på. Socialisterne tænker ikke på at fordele den forhåndenværende Rigdom til de enkelte Forbrugere (udover at f.eks. Landmænd med for lidt Jord skal have tilstrækkelig Jord at dyrke). Målet er ene og alene at afskaffe Udbytningen og anvende Produktionsapparatet til Gavn for alle. Socialismen tilstræber ikke nogen ensartet Tilskæring, nogen Nivelering af Lønninger og Kår. „Enhver skal arbejde efter Evne og have Betaling efter sit Arbejde", altså efter sit Arbejdes Kvalitet og Mængde. Goebbelspropagandaen og letsindige Eftersnakkere har påstået, at Socialisterne ville udrydde Kapitalisterne korporligt. Dette er Opspind. Vi har ganske vist ingen Brug for Typer som Cementdirektør Gunnar Larsen eller Storgodsejer Sehested, de må til at gøre nyttigt Arbejde, med dygtige Organisatorer og Teknikere kan, hvis de selv ønsker det, gøre udmærket Fyldest som Organisatorer og Teknikere i socialistiske Virksomheder og skål også have en god Løn derfor, uanset om de tidligere kunne betegnes som Kapitalister. Anderledes stiller det sig begribeligvis i de Tilfælde, hvor Kapitalister på fascistisk Vis falder det arbejdende Folk i Ryggen. Så må de tage Konsekvenserne, ganske som Tilfældet er efter Befrielsen fra den tyske Okkupation. Onde Tunger påstår, at Socialisterne vil tage Folks Ejendom fra dem. Det er urigtigt. Socialismen kræver, at Produktionsmidlerne (Fabrikker, Skibe, Jord, Gruber etc.) overgår i Samfundseje, men andet er der ikke Tale om. Folket bliver dermed Produktionens Herre. F.eks. vil Rentekapitalen i Landbruget falde bort i et socialistisk Samfund, og ingen Landmand, der ellers duer til sit Arbejde, kan til den Tid sættes fra Gården, sådan som det sker nu, hvis han ikke kan klare Renter og Afdrag. Folks private Brugsgenstande, deres Bolig, Indbo, Klæder, Sparepenge etc. er og bliver deres. Tages det fra dem, er det Tyveri, der også i et socialistisk Samfund straffes efter Tyveriparagrafferne. Arveretten til disse Ting er f.eks. lovfæstet i Sovjetunionens Forfatning.

Modstandere af Socialismen foregiver, at Socialismen er fjendtligt indstillet til Religionen. Det er en Tilsnigelse. Socialismen er en økonomisk og politisk Teori med et bestemt Syn på Verdens Indretning som Grundlag, men længere går den ikke. Socialismens Tilhængere anser Religionen for en Privatsag for den enkelte, således at hverken Staten, Skolen eller noget socialistisk Parti kan have til Opgave at støtte en bestemt Tro eller Trosretning. Socialismen betyder et Samfundssystem, der egner sig lige godt for Europas og Amerikas Kristne, Indiens Buddhister og den arabiske Verdens Muhamedanere, fordi den giver alle arbejdende Mennesker de Livsmuligheder, de har Brug for. Forøvrigt er der i det første socialistiske Land, Sovjetunionen, fuld Religionsfrihed, og Sovjetunionens Kristne, Muhamedanere etc. arbejder endrægtigt på Opbygningen og Forsvaret af et rigt Samfund, også fordi de af personlig Erfaring ved, at Staten eller det kommunistiske Parti ikke blander sig i deres religiøse Liv. Det er en Selvfølge, at med Religionsfrihed følger også Frihed til at skrive og tale imod Religionen. Denne Holdning til Religionen må ikke forveksles med Stillingen til f.eks. de bestemte Gejstlige, der i Nazi-Tyskland støttede Hitler eller i Rusland støttede Tsaren og Godsejerne længe efter, at Folket havde vendt sig mod Selvherskerdømmet. De må naturligvis som andre Borgere i et Land stå til Regnskab for deres Handlinger.

Fuldkommen uvidende Mennesker i Samfundets Top forestiller sig, at Socialisterne vil tage Børnene fra Forældrene og opdrage dem i Statsanstalter. Det er Nonsens. Under Socialismen vil alle Forældre få trygge og bedre Kår, og det vil betyde en Stabilisering af Familielivet, som det kapitalistiske Samfunds Arbejdsløshed, Nød og Krigsulykker har været en hård Belastning for. Men det er fuldkommen rigtigt, at et socialistisk Samfund vil oprette tilstrækkeligt af Daghjem, Børnehaver og Fritidshjem, således at også Moderen, hvis hun ønsker det, kan hellige sig Erhvervsarbejde eller andet samfundsnyttigt Arbejde og alligevel vide Børnene i gode Hænder imens. Det er også rigtigt, at det socialistiske Samfund, f.eks. Sovjetunionen, yder sådanne Understøttelser til børnerige Familier og en sådan Løn til al studerende Ungdom, at Børnenes Opdragelse og Studier ikke hviler som en Byrde på Forældrene, ligegyldigt hvad Arbejde de har. Denne Liste over Misforståelser af Forvanskninger er langt fra udtømmende, og navnlig medtager den ikke de mere raffinerede Fordrejelser, som falske Venner og foregivne Tilhængere af Socialismen har forsøgt at praktisere ind i Socialismens Teori. Vil man skaffe sig et fuldstændigt Overblik over alle Sider af Socialismen og alle Former for ideologiske Angreb på den, er der ikke andet at gøre end først at skaffe sig Kendskab til selve dens Teori Det er Grundtrækkene heri, vi nu går over til. Af Pladshensyn bygger Skildringen væsentlig på Forholdet mellem Kapitalister og Arbejdere, således at f.eks. en Behandling af Forholdet mellem Kapitalen og det arbejdende Landbrug må udskydes til en senere Pjece.

Alle de Samfund, Historiebøgerne fortæller os om, var bygget på Udbytning. I det gamle Grækenland og Romerriget var det Slaveejerne, der regerede og skaffede sig Rigdom ved at lade Hærskarer af Slaver arbejde for sig. Slaven var billig, han fik kun kneben Kost og et usselt Hul at bo i. Hvad han producerede ud over dette magre Underhold, tog hans Herre til sig som sit. De pragtfulde Paladser og det rige åndelige Liv, vi endnu har Rester tilbage af, blev kun muliggjort ved Udbytning af Slaver. Men det daværende Samfund var ikke modent til nogen anden Produktionsmåde. Klassekampen begyndte i Slavesamfundet, den ytrede sig både i Grækenland og Rom i åbne Slaveoprør, og da Statens og Overklassens Forbrug blev for stort til, at Slavernes ringe Produktivitet kunne tilfredsstille det, kom Slaverigerne ud i de sociale Kriser, der gennem Oprør og Krige medførte en Ændring af Samfundsformen, en Opløsning af det stærkt centraliserede Romerrige og en anden social Stilling for både Udbyttere og Udbyttede. Det Samfund, som afløste Slavestaten, var Lenssamfundet, eller som det almindeligt kaldes, Feudalsamfundet, hvor Herremændene sad som Småkonger, Lensherrer og Lensmænd rundt på deres Slotte. Det var ikke længere Slaver eller Trælle, der sled for dem, men livegne, hoveripligtige og stavnsbundne Bønder. Udbytningsformen var noget forskellig fra Egn til Egn, men overalt måtte Bonden enten arbejde gratis for Herremanden en Del af Ugen, eller aflevere en Part af sin egen Produktion eller gøre begge Dele. Hans Retsstilling var noget bedre end Slavens, Herremanden havde formelt ikke Lov til at slå ham ihjel, men fri Mand var han ikke. I de opvoksende Byer dannede der sig imidlertid en Borgerstand, der gennem Håndværk og Handel var i Stand til at skaffe sig et vist økonomisk Rygstød og dermed en vis Frihed over for Lensherren. De blev ganske vist udbyttet gennem" hårde Afgifter, men Vareproduktionen var ved deres Hjælp ved at komme i Gang og skaffede dem Kapital. De kunne selv begynde at udbytte Svende og mindre Mestre og således lægge Grunden til Kapitalismen. Et typisk Udtryk for Klassekampen i denne Periode var de religiøse Kætterier, hvor Borger og Bonde fremdrog den sociale og menneskekærlige Side ved Kristendommen i Modsætning til Pavekirkens feudale Opbygning og Gridskhed i Forbund med Herremændene. De store Bondekrige på Reformationens Tid betegner Højdepunktet af denne religiøst prægede Klassekamp. Derpå blev Borgerskabet mere og mere fremherskende, og de økonomiske Træk i Klassekampen trådte i Forgrunden. Da Adelens Udbytning af Bønderne blev drevet så vidt, at det gik ud over deres Arbejdskraft og Arbejdsvillighed, og da Maskinerne efterhånden udviklede Produktionen langt ud over de Rammer, det middelalderlige Samfund kunne rumme, var også Feudalsamfundet modent til en Revolution.

En sådan Omvæltning var den store franske Revolution 1789-94, som havde forgængere i England og Holland. Ved disse Omvæltninger blev den gamle Adels Forrettigheder på mange Punkter afskaffet; Borgerskabet, Bourgeoisiet, erobrede den politiske Magt og blev den herskende Klasse i Staten - dette Lag havde jo længe været den økonomisk dominerende Klasse. Bourgeoisiet fik under sin Kamp om Magten Støtte fra de øvrige Lag af den arbejdende Befolkning og havde ikke uden denne Støtte kunnet gennemføre sin Revolution. Dets Forbundsfæller var Håndværkerne, Bønderne og de endnu fåtallige Lønarbejdere. Det var en blodig Revolution, Bourgeoisiet således gennemførte, og dens Virkninger forplantede sig ud over Europa og fremmede efterhånden også i Danmark Bourgeoisiets Opstigning til politisk Magt. Vi havde ikke fået vor 5. Juni Grundlov i 1849 uden det franske Folks heroiske Ofre et halvt Århundrede tidligere. Men Bourgeoisiets Udbytning af Arbejderne forsvandt ikke, og det var heller ikke dets Mening, tværtimod lovpriste Borgerskabet den private Ejendomsret som hellig. Der blev nu fri Bane for en Udbytning, der overalt i den kapitalistiske Verden betød grænseløs Elendighed for Arbejderklassen, den Klasse Mennesker, der kun har deres Arbejdskraft at sælge. Klassekampen flammede stærkere op end nogensinde før. Over for hinanden stod to skarpt afgrænsede Klasser, Bourgeoisiet og Arbejderklassen, der begge var et nødvendigt Produkt af den kapitalistiske Produktionsmåde. De måtte begge søge Støtte hos de øvrige Befolkningslag, hos Bønder og Middelstand, som i Reglen hældede til den stærkeste Side. Bourgeoisiet havde desuden den Fordel, at det i Kampen mod Arbejderklassen kunne alliere sig med Resterne, af den gamle, rige Adel. Det økonomisk og politisk stærke Bourgeoisi kunne under disse Forhold tillade sig at spille Demokrater, give almindelig Stemmeret, tillade Arbejderne at organisere sig - til syvende og sidst var det dog Pengemagten, der sammen med Adelshovmodet dominerede i Statens Organer og i Militær og Politi. Bourgeoisiet følte sig sikker i Sadlen, Staten var „Bourgeoisiets Diktatur". I Parentes bemærket er Arbejderklassen nu i Færd med at demonstrere sin Stilling som Nationens stærkeste Klasse og at drage de øvrige Befolkningslag over på sin Side, samtidig med at en mere demokratisk Ånd er ved at vinde Indpas i Statens Organer og i Hæren og Politiet. Bourgeoisiet føler sig ikke længere sikker i Sadlen. Nu er det først og fremmest Arbejderklassen og de øvrige arbejdende Befolkningslag, der er Demokratiets Vogtere og Banebrydere.

Udbytningen af Slaverne i Oldtidens Samfund var ligetil, Slaven afleverede sine Frembringelser til Slaveejeren og fik kun et nødtørftigt Underhold. Udbytningen af Bønderne i Middelalderens Feudalsamfund var også ganske klar. Bonden måtte arbejde en vis Del af Ugen for Herremanden eller aflevere en vis Del af sin Produktion til ham. Udbytningen af Arbejderne i det kapitalistiske Samfund er mere tilsløret. Arbejdsgiverne betaler Arbejdsløn, de køber Arbejderens Arbejdskraft og tager til Gengæld det, han producerer. Det er tilsyneladende en ganske regulær Handel. Det viser sig imidlertid ved nærmere Eftersyn, at Lønnen kun er et Vederlag for en Del af det udførte Arbejde. Uden at gå i Detailler kan det siges, at de Goder, der kan købes for Lønnen, kun udgør en Brøkdel af den Værdimængde, Arbejderne (og hvem der ellers bidrager til det færdige Produkt) har produceret. Lad os tænke os et Samfund, hvor 1 Million Arbejdere, Tjenestemænd, Funktionærer etc. i Fabrikker, Transportvæsen etc. arbejder gennemsnitlig 8 Timer om Dagen. De Goder, denne 1 Million Mand kan købe for deres Dagløn, produceres eksempelvis på 4 Timer. Det vil sige, at alle disse Mennesker arbejder 4 Timer for sig selv og 4 Timer ganske gratis for andre. Hvem er disse andre?

Det er Kapitalisterne, det er dem, der ejer Produktionsmidlerne det er dem, der i Kraft af dette kan købe Arbejdskraften og beholde de 4 Timers Merprodukt eller Merværdi for sig selv. Det arbejdende Samfund skaber Dag efter Dag Merværdi til Privatkapitalisterne. Hvis det Overskud, som den arbejdende Befolkning producerer ud over sit eget Forbrug, i Stedet tilfaldt Samfundet, ville det vende tilbage til Samfundsmedlemmerne i Form af fællesejede Anlæg, sociale Ydelser etc. Udbytningen ville dermed forsvinde, og det er netop det, Socialismen skal bevirke. (Man kan iøvrigt ikke sammenligne den kapitalistiske Merværdi, som begrænser Reallønnen, med det socialistiske Produktionsoverskud, som muliggør en stadig Forhøjelse af Reallønnen). Dette indså en fremsynet engelsk Fabrikant, Robert Owen, allerede for 100 År siden. Owen, der blev en varm Forkæmper for socialistiske og kooperative Idéer, arbejdede stærkt for at forbedre Arbejdernes Kår ved sin Fabrik. Friedrich Engels skildrer i sin Bog „Kapitalismens Udvikling fra Utopi til Videnskab" Owens Tankegang: „Den Tilværelse, han havde skaffet sine Arbejdere, var i hans Øjne endnu langt fra menneskeværdig. „Folkene var mine Slaver", siger han; de forholdsvis gunstige Kår, hvori han havde anbragt dem, var endnu langt fra at tillade en alsidig Udfoldelse af Karakteren og Forstanden, for ikke at tale om fri Livsudfoldelse. „Og dog producerede den arbejdende Del af disse 2500 Mennesker lige så megen virkelig Rigdom for Samfundet, som en Befolkning på 600.000 kunne frembringe knap et halvt Århundrede tidligere. Jeg spurgte mig selv: hvad bliver der af Forskellen mellem den af 2500 fortærede Rigdom og den, som de 600,000 havde fortæret?''- ,Svaret var klart. Den var blevet anvendt til at give Ejerne af Foretagendet 5 % Rente af Anlægskapitalen og desuden mere end 300,000 Pund Sterling i Udbytte. Og hvad der gjaldt Owens Fabrik, gjaldt i endnu højere Grad alle Englands Fabrikker." Owen er her nær ved det Begreb, Merværdien, som danner Kernen i Marx' økonomiske Lære. Det var Karl Marx, der først i mindre Skrifter som „Lønarbejde og Kapital", „Løn, Pris og Profit" og senere i sit store Værk „Kapitalen" undersøgte Merværdien og dens Forvandling til Kapital. Han skildrede Udbytningen, Klassekampen, Kapitalens Vækst, dens Samling på færre og færre Hænder, Produktionens Koncentration i større og større Virksomheder, de økonomiske Kriser, Arbejderklassens Samling, Organisering og Modning til at lede Folkets Overtagelse af Produktionsmidlerne og dets Forvaltning af Produktionen i Samfundets Interesse, således at al Udbytning for bestandig afskaffes.

I det Samfund, vi lever i, bliver den Merværdi, det arbejdende Samfund producerer, altså til Rigdom, til stadig mere Rigdom til Kapitalisterne. Det ses jo godt nok af Formuestatistikken, der fortæller, at Danmark alene under Krigen har fået 338 nye Millionærer (d.v.s. Folk med over 1/2 Million i Formue). Og det er ikke noget specielt Krigsfænomen, for siden 1933 har vi fået 633 nye Millionærer. Tæller man de forskellige Formuegrupper sammen, opdager man, at de rigeste 2 % af Befolkningen ejer lige så meget som vi andre 98 %. Sikkert ejer de 2% endda mere end de 98 %, for det er de rigeste, der kan snyde med Formueopgivelserne. Det ses også, at Formuen samles på færre Hænder, for fra 1939 til 1943 steg Antallet af formueløse Personer med 72,000, mens Antallet af Formueejere faldt med 4000, til Trods for, at den ansatte Formue steg med 2 Milliarder Kroner. Hele denne Formuestigning, som hidrører fra den Merværdi, Arbejderne og andre producerer til Kapitalisterne, uden noget Vederlag, bliver ikke puttet i Strømpeskafter. Den bliver omsat i Maskiner, Skibe, Råstoffer - den bliver til det, der kaldes Kapital. Den bliver anvendt dels til at forbedre forhåndenværende Foretagender, dels til at indrette nye og mere moderne. Den arbejdende Befolkning producerer altså daglig ny Kapital, der yderligere udbytter den.

Kapitalens Formål er ene og alene at afkaste Profit. Den enkelte Maskinfabrikant kan være nok så interesseret i at lave gode og mere effektive Maskiner, han være vil - det hjælper ham ikke, hvis han ikke kan klare sig i Konkurrencen med andre Maskinfabrikanter, også prismæssigt. Det tvinger ham til at udvide sin Virksomhed, for det giver billigere Produktion, det tvinger ham til at rationalisere, d.v.s. udnytte de forhåndenværende Maskiner bedre og indføre nye, mere produktive Maskiner, og det tvinger ham til at intensivere Arbejdet, sætte Arbejdstempoet i Vejret. Men til Udvidelser etc. behøver han mere Kapital, altså mere Profit. Denne Vækst, denne Ophobning af Kapital, kaldes Kapitalens Akkumulation, og den medfører navnlig en Koncentration af Virksomhederne og en stadig Udvidelse af Teknikken på Arbejdskraftens Bekostning, en større Arbejdsproduktivitet og Overflødiggørelse af menneskeligt Arbejde. Arbejdsløsheden er uadskilleligt knyttet til den kapitalistiske Akkumulation. Hvis Produktionsmidlerne derimod var Samfundets, hvis den voksende produktive Rigdom var hele Folkets, således som i Sovjetunionen, ville Følgen kun blive flere og billigere Varer og i Fredstid kortere Arbejdstid. Selv om Arbejdsproduktiviteten i et socialistisk Samfund stiger endda hurtigere end i et kapitalistisk, er der alligevel Brug for hvert arbejdsdygtigt Menneske. Den arbejdende Befolkning kan ikke blive for velhavende - den bliver jo ikke til Udbyttere af den Grund. Kapitalisternes blinde Konkurrencekamp har en anden Side. For at klare sig, må den enkelte Kapitalist som sagt stræbe efter at producere mere og billigere end Konkurrenterne. Han ved imidlertid intet om, hvor meget der ialt kommer på Markedet af den Vare, han selv fremstiller. Han producerer løs efter sin private Plan, men uden nogen samlet Plan for hele Samfundets Produktion, Kapitalanlæg og Afsætning. Så kommer det Tidspunkt, hvor Kapitalisterne ikke mener, det kan betale sig for dem at producere mere eller anlægge ny Kapital i Virksomheder, og hvor der dannes Kæmpelagre af Vårer, som ingen Afsætning finder. Den økonomiske Verdenskrise bryder løs. Baggrunden herfor er, at Kapitalisterne holder Købekraften, d.v.s. Lønningerne, nede for selv at tjene mere. Denne Planløshed i Produktionen og de deraf følgende Kriser er en af det kapitalistiske Samfunds værste Skavanker. Alt dette falder væk i et socialistisk Samfund, som planlægger sin Produktion, sine Kapitalanlæg og regulerer Lønninger og Priserne således, at Afsætningsmulighederne svarer til Produktionen:

Friedrich Engels, Marx' nære Medarbejder, har formuleret Krisernes Udvikling i følgende Ord: „De moderne Maskiners Evne til stadig at forbedres, forvandler sig gennem Samfundets Produktionsanarki til et Tvangsbud for den enkelte Industrikapitalist om stadig at forbedre sine Maskiner, stadig at forøge deres Produktionskraft ..." „Storindustrien, som jager hele Kloden rundt efter nye Forbrugere, indskrænker hjemme Massernes Forbrug til et Sulteminimum og undergraver altså sit eget indre Marked " . „Markedernes Udvidelse kan ikke holde Trit med Produktionens Udvidelse ... Siden 1825, da den første almindelige Krise udbrød, går hele den industrielle og kommercielle Verden, Produktionen og Udviklingen hos samtlige civiliserede Folk ... faktisk ud af sine Sammenføjninger nogenlunde hvert tiende År. Samkvemmet går i Stå, Markederne er overfyldte, Produkterne ligger i Lagre, der er lige så mægtige som uafsættelige ... de kontante Penge bliver usynlige, Kreditten forsvinder, Fabrikkerne står stille, de arbejdende Masser lider under Mangel på Livsfornødenheder, Bankerot følger på Bankerot, Tvangsauktion på Tvangsauktion. År efter År varer Standsningen, Produktivkræfter og Produkter spildes og ødelægges i Massevis, indtil de ophobede Varemasser endelig under større eller mindre Værdiforringelser strømmer af Sted, indtil Produktion og Salg efterhånden kommer i Gang igen. Lidt efter lidt fremskyndes Gangen, den slår over i Trav, det industrielle Trav slår over i Galop, og denne øges yderligere til et fuldstændigt industrielt, kommercielt, kreditmæssigt og spekulativt Forhindringsløbs tøjlesløse Ridt, for endelig efter de mest halsbrækkende Spring igen at ende i Sammenbruddets Grøft."

Det er jo efterhånden en gammelkendt Ting. Marx var imidlertid den første, der påviste, at disse Kriser var uundgåelige, sålænge Kapitalismen eksisterede. Da hans økonomiske Teori altid har været en Torn i Øjet på Kapitalismens håndgangne Teoretikere, har de også gjort sig al tænkelig Umage for at bevise, at Kriser kan forebygges i det kapitalistiske Samfund. Deres Anstrengelser har som bekendt været forgæves. Der er dem, der tænker sig, at Staten allerede i det bestående Samfund skulle kunne regulere Produktionen således gennem Lovgivning og Statsregulering, at Kriserne svækkes eller undgås. I det nuværende Samfund har Kapitalisterne altid kunnet få gennemført de Foranstaltninger, de ønskede, og de har hidtil ikke fået afskaffet Kriserne. I et Land som Tyskland gjorde Finanskapitalisterne endda sig selv til Statsapparatets Ledere, og de kunne kun organisere en fantastisk Krigsproduktion, der bragte det tyske Folk ud i en endnu værre Elendighed. Når Kapitalistklassen skal styre Produktionen ved Statens Hjælp bliver det altid et Nedskæringsregimente, i værste Fald Krig.

Noget andet er det, hvis Folket sætter sin Vilje igennem over for Kapitalisterne og selv bruger Statsapparatet til at regulere Produktionen. Så længe den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne består, kan selv en folkestyret Økonomi ikke helt komme udenom de økonomiske Kriser, men kan i hvert Fald beskære Kapitalisternes Profit og skaffe den arbejdende Befolkning bedre Kår, så en Krise bedre kan modstås. Det er dette Mål, det danske Folk i den nærmeste Tid må styre henimod. Hvis Kriser skal imødegås, må det være Folket og ikke Kapitalisten, der bestemmer over Kapitalens og Profittens Anvendelse, Kapitalisten bliver eventuelt nødt til at anlægge sin Profit i andres Fabrikker, hvis dette tjener Samfundet bedre, Rådigheden over Valuta, Råstoffer og Eksportvarer må ligge/hos Folkets Statsmagt, og Priserne må fastsættes efter Produktionens Størrelse og Art, så at Afsætningen sikres. Det bliver ikke nemt at være Kapitalist under de Betingelser, for en sådan Tilstand betyder, at Folkets Ønsker og Vilje er afgørende i Produktionen - og det er dertil, vi inden længe skal nå. Naturligvis kan der lappes på det kapitalistiske Samfunds Skader, også på Kriserne. Sådanne Forsøg har vi set i de offentlige Arbejder og Nødhjælpsforanstaltninger før Krigen og i de forskellige Ordninger for Landbruget. Dette Lapperi bragte ikke Folket gode Kår, det hindrede ikke en permanent Arbejdsløshed, og det hindrede ikke, at Kapitalisterne f.eks. i Tyskland øgede den internationale Spænding så langt, at Krigen brød ud.

Afskaffe Kriserne til Gavn for Folket kan kun Arbejderklassen i Spidsen for det arbejdende Folk ved at Samfundet overlager Produktionsmidlerne. Betingelserne herfor er til Stede. Allerede i forrige Århundrede bemærkede Engels herom: „Mens Kriserne godtgjorde Bourgeoisiets Uduelighed til videre Forvaltning af de moderne Produktivkræfter, så viser Omdannelsen af de store Produktions- og Samfærdselsforetagender til Aktieselskaber, Truster og Statsejendom, at Bourgeoisiet kan undværes på dette Punkt. Alle Kapitalisternes samfundsmæssige Funktioner bliver nu udført af lønnede Funktionærer. Kapitalisten har ikke mere nogen anden samfundsmæssig Funktion end at indkassere Fortjenesten, klippe Kuponer og spille på Børsen, hvor de forskellige Kapitalister fratager hinanden Kapitalen." Rigtigheden af Marxismens Betragtninger her bekræftes af Sovjetunionens Økonomi, som er fri for økonomiske Kriser. Produktionsmidlerne er i Samfundets Eje, folkevalgte Myndigheder fastlægger Produktionens Udvidelse og den tilsvarende Stigning i Befolkningens Forbrug. Der findes Direktører i Sovjetunionen ligesom her, men derovre er de Samfundets lønnede Tjenere på ganske lige Fod med andre Arbejdere, Funktionærer og Bønder.. Det årlige Værdioverskud, som Befolkningen frembringer, går ikke i private Lommer, men anvendes efter Femårsplaner, der fastlægger Nybygningerne i Industri, Transport, Landbrug og sociale og kulturelle Institutioner, samtidig med at Løn- og Prispolitik afpasses bl.a. af Fagforeningerne og de kooperative Foretagender i By og på Land efter den stigende Mængde Forbrugsvarer, som vil resultere af Nyanlæggene. Mens den kapitalistiske Verden vil stå over for svære og tildels uløselige Problemer efter Krigen, når Soldaterne vender hjem og Fabrikkerne skal omstilles til nyttig Produktion, vil Sovjetunionen straks have Brug for hver eneste arbejdsduelig Mand og Kvinde. Konsekvensen af dette er, at skal der virkelig tages Skridt til f.eks. i Danmark at sikre fuld Beskæftigelse og stigende Levefod, så må Folket fortrænge Kapitalisterne fra Statsapparatet, fra de forskellige regulerende Kul-, Olie- og andre Råstofnævn fra Pengeinstitutternes Ledelse og selv dirigere Produktionen. Dét: må blive Skridt i Retning af Socialismen, hvis der skal komme noget ud af Forsøget.

Ovenstående principielle Betragtninger blev fremsat af Marx og Engels i forrige Århundrede, men de er blevet yderligere understreget af Kapitalismens Udvikling siden dengang. Monopolerne er blevet et dominerende Træk i det økonomiske Liv,. og det har givet Kapitalen en uhørt Magt og betyder en uhyre Fare for Folkenes Velfærd. Der føres nemlig ikke alene Konkurrencekamp og Krig i Kapitalistverdenen; der sluttes også Fred. De dominerende Firmaer, i en Branche slutter sig f.eks. sammen om Prisaftaler for at kunne plyndre Forbrugerne. Da en Lov i 1937 påbød Offentliggørelse af Prisaftaler i Danmark, blev Følgen en Strøm af sådanne Offentliggørelser fra næsten alle Områder. Det bevirkede imidlertid ikke noget mærkbart Prisfald! Prisaftalen kan også omfatte en Deling af Markedet mellem Deltagerne og en Kontingentering af Råstofferne. Resultatet bliver Kartellerne. En endnu snævrere Form for Sammenslutning er Trusten, hvor et stærkt Firma tvinger andre i samme og beslægtede Brancher til at gå op i det første og blive ledet derfra. Trustdannelse har vi herhjemme f.eks. i Cementindustrien, der fordyrer Byggeriet og dermed Huslejen. De dominerende Truster er naturligvis Amerikas, Englands, Tysklands og Japans Stål-, Olie-, Kul-, Elektricitets- og kemiske Selskaber, som tillige sluger en Række Virksomheder uden for deres specielle Produktion. Disse Karteller og Truster skaffer sig et reelt Monopol på Fremstillingen og Salget af en Række nødvendige Industriprodukter (og også Fødemidler). Denne Udvikling medfører, at Forbrugerne kommer til at betale kolossale Overpriser for de pågældende Varer.

I Forbrugerkredse har man ofte sat sin Lid til, at Kooperationen (bl.a. Brugsforeningsbevægelsen) skulle kunne bryde de økonomiske Monopolers Magt og langsomt sætte den arbejdende Befolkning i Stand til at trænge Kapitalen ud. Kooperationen har sine gode Sider: For enkelte Varer har den medført en Prisnedsættelse. Et andet vigtigt Moment er fremhævet af Marx, da han i 1864 skrev 1. Internationales første Henvendelse til Arbejderne: „Værdien af dette store sociale Eksperiment (Kooperationen) kan slet ikke overvurderes. De har i Handling i Stedet for med Argumenter bevist, at Produktion i stor Målestok og i Samklang med den moderne Videnskab er mulig, uden at der eksisterer en Arbejdsgiverklasse, der beskæftiger en Klasse af „Hænder", at Arbejdsmidlerne for at være frugtbringende ikke behøver at være monopoliserede som et Middel til at underkue og udpine Arbejderen selv; og at Lønarbejdet, ligesom Slavearbejdet og de Livegnes Arbejde, kun er en forbigående og lavere Form, der er bestemt til at forsvinde til Fordel for det samvirkende Arbejde ...". „Men samtidig har Erfaringen uimodsigeligt bevist, at hvor udmærket Kooperativarbejdet end er i Princippet, og hvor nyttigt det end er i Praksis, så vil det, indskrænket som det er til enkelte Arbejderes spredte Forsøg, aldrig være i Stand til at standse Monopolets Vækst, der foregår i geometrisk Progression, befri Masserne, eller blot gøre det føleligt lettere at bære deres Nød og Elendighed ... For at redde de arbejdende Masser, måtte den kooperative Bevægelse udvikles i national Målestok og følgelig fremmes med Nationens Midler." Det samme har Tiden siden dengang vist. Kooperationen er endda blevet yderligere distanceret af de private Monopoler. (Vi ser her bort fra de Tilfælde, hvor Kapitalen selv har Interesse i Kooperation, f.eks. Kreditforeninger). Og man behøver i Nutiden blot at- stille sig selv det Spørgsmål, hvordan det ad Kooperationens Vej skulle være muligt at slå Morgan, Rockefeller, General Motors ud.. Det lader sig kun gøre ved, at Folket gør sig til Herre i Staten, tvinger Monopolindehaverne til at føje sig og med Nationens Midler udvikler bl.a. den kooperative Bevægelse i Produktionen. De kapitalistiske Monopoler råder nemlig over en Kapitalmagt, mod hvilken det arbejdende Folk ikke kan stå sig i en rent økonomisk Konkurrence. Det er derfor væsentlig i Landbrug, Handel og Håndværksfag, hvor der ikke kræves nogen overvældende Anlægskapital, og som Storfinansen ikke er så interesseret i, at Kooperationen har vundet frem, uden dog at få nogen dominerende Stilling. Først i det socialistiske Samfund vil Kooperationen komme til Ære og Værdighed og få sin fulde Betydning, sådan som Tilfældet er i Sovjetunionen.

Karteller og Truster er imidlertid kun de simpleste Former for koncentreret Kapitalmagt. Aktieselskabsformen har muliggjort en enorm Forøgelse af enkelte Kapitalisters Magtområde. En Opgørelse i 1930erne viste, at 20 danske Kapitalister gennem Aktiebesiddelse og Bestyrelsesposter i Aktieselskaber kontrollerede 70% af al Aktiekapital i Danmark. Disse Finansmænd fører naturligvis det store Ord i Hovedbankerne. I Parentes bemærket hører de store Værnemagere og tyskorienterede Samarbejdsfolk med blandt Finanskapitalens Spidser. Direkte og indirekte kontrollerer fire af Landets største Banker 85 % af Landets samlede Aktiekapital. I Frankrig var det de „200 Familier", der dirigerede Landets Økonomi, og i Virkeligheden var det ikke engang 200. Den amerikanske Indenrigsminister Ickes nævnte for nogle År siden, at 60 Familier bestemmer over Amerikas Kapital. Disse Folk sidder inde med og kontrollerer Bankernes og Industriens Kapital, som ikke længere kan adskilles. Derfor bruger man Fællesbetegnelsen Finanskapitalen om denne forenede Kapitalmagt.

Kapitalismens Udvikling til Monopolkapitalisme hører det sidste Hundrede År til, Finanskongernes Blomstringstid. De har plyndret deres Hjemlands Befolkning, de har slået deres Klo i svagere Landes Økonomi og erobret de afgørende Positioner i Kolonierne. De har ansporet deres Statsmagt, hvad enten den var engelsk, fransk, tsarrussisk, tysk, italiensk eller japansk til at sende Soldaterne ud for at undertvinge Kolonier, således at der nu ikke længere er „frie" Territorier, der kan koloniseres. Alt dette har bragt nyt Konfliktstof ind i Verden. Den stadige Spænding mellem Kapital og Arbejde er taget til. De kapitalistiske Lande er selv kommet på Kant med hinanden, ikke lejlighedsvis, men til Stadighed - for skal der vindes nye udenlandske Markeder, kan de kun tages fra en anden Stat, og trænger et Lands Finanskonger til nye Kolonier, kan de kun erobres fra andre Lande. Dette er Grundårsagen til dette Århundredes store Krige. Sålænge Kapitalismen består, vil der altså være Fare for nye Verdenskrige. Eller rettere, det vil der være, så længe Imperialismen består. Thi dette Stadium af Kapitalismen, det monopolistiske, har fået sit eget Navn, Imperialismen, fordi Kapitalen nu regerer med hele Imperier.

Klarlæggelsen af Imperialismens Væsen skyldes Lenin, der under den første imperialistiske Krig 1914-18 udgav sin berømte Bog: „Imperialismen, Kapitalismens højeste Stadium". Imperialismens Konfliktstof er imidlertid ikke udtømt med de to Spændinger, den ene mellem Kapital og Arbejde, den anden mellem de imperialistiske Lande indbyrdes. Kapitalismens Indtrængen i Kolonierne har skabt et indfødt Bourgeoisi og en indfødt Arbejderklasse i disse Lande. Så snart disse to Klasser er til Stede, opstår der Nationalfølelse og Uafhængighedstrang. Naturligvis opstår der tillige en Klassekamp, men den overdøves længe af den uundgåelige Kamp for national Uafhængighed. Imperialisternes Udbytning af Kolonifolkene kommer således i Strid med disses Selvstændighedsvilje. Imperialismen betyder dermed Kolonifolkenes Opvågnen og Deltagelse i de undertrykte Massers almindelige Kamp mod Kapitalen, i første Linie den udenlandske Kapital. Dette er kommet skarpt til Udtryk under Frihedskrigen mod Nazismens og Japans Militarisme. Kolonifolkene deltager godt nok på Demokratiernes Side i denne Kamp, men de forlanger samtidig med Rette at slippe af med deres gamle „Formyndere" og selv få Styret i deres Lande. Europas og Amerikas arbejdende Befolkninger har al Interesse i at støtte dem heri. Sovjetborgerne har også en levende Interesse for Kolonifolkenes Skæbne.

Sålænge disse Kolonifolk undertrykkes, betyder det, at der er fremmede Kapitalister til at undertrykke dem. Disse Kapitalister skal også vi af med. Og lykkes det et eller andet Sted at ryste det kapitalistiske Åg eller Fremmedåg af, her eller ude i Kolonierne, er det en Sejr for Fremskridtet i hele Verden. Alle fremskridtsvenlige Mennesker må se hen til Imperialismens Fald og arbejde derfor, så meget mere som Imperialismens Guld har en fordærvelig Indflydelse helt ned i Arbejderbevægelsen. De Milliarder, som Finanskongerne har hentet hjem fra Kolonierne, er for en Del gået til disse Finanskongers Underordnede og Hjælpere, der har fået en god Stilling ved at være Kapitalen følgagtig. Når Amerikas „Federation of Labor", AFoL, de reaktionært ledede Fagforeninger, ikke vil gå i Spænd med deres Kammerater i Amerikas Industrifagforeninger, CIO, og ikke vil sidde ved samme Bord som deres russiske Kammerater, så skyldes det netop, at Lederen Green og hans Folk direkte er Agenter for Amerikas Finanskapital.

Imperialismen er ikke alene Kapitalismens højeste Stadium - i den Forstand, at Kapitalismen ikke kan nå højere end til Monopol på Produktionen eller nå videre ud over Verden. Den er tillige den kapitalistiske Forrådnelses Stadium. Imperialisterne har intet med Produktionen at gøre, de stræber kun efter Penge og ser kun Aktier, Obligationer og Rentekuponer. De kan ikke længere byde Muligheder for Fremdrift, således som Kapitalismen dog kunne i sin Barndom. Men der er stadig Mulighed for Griskhed og Brutalitet. Det mest slående Eksempel herpå er Nazismen, den er et ægte Barn af Monopolkapitalismen, som ikke tænker på andet end sin Profit og gerne udrydder hele Folk for at sikre og udvide sin økonomiske Magt. Nazismen var den Styreform, der passede Finanskongerne. Derfor betalte de Hitler og hjalp ham til Magten.

Forbindelsen mellem Finanskapitalen og Politikken er næsten altid hyllet i tæt Mørke. De tyske Finanskapitalister, som bar Hitler til Magtens Tinde for at fremme deres egne Røverinteresser, var i Reglen ikke officielle Politikere, hverken i Skrift eller Tale. Men ser man nøjere til, viser det sig, at Finanskapitalisterne råder over Bladkoncernerne, Filmsselskaberne og Radioselskaberne, altså over Propagandaen. Direkte og indirekte kan de leje de bedste Penneførere og Talere i den borgerlige Lejr; en Række Politikere er afhængige af dem rent økonomisk (Chamberlain havde Aktier i Rustningsindustrien); de kan som Finanskapitalister bestemme, om Staten skal have et tiltrængt Lån og på hvilke Betingelser, og specielt har de Magt til på et hvilket som helst Tidspunkt at udruste Korps af Voldsmænd til at slå Modstandere ned, f.eks. Nazi-korpsene eller Amerikas Pinkertonbander. Den økonomiske Magt i et Samfund giver altså afgørende politisk Magt i Staten. Den Klasse, der har den økonomiske Magt, har det bedste Udgangspunkt for at besidde den politiske Magt. Hvad er Staten? Marx og Engels siger i „Det kommunistiske Manifest": „Den moderne Stat er kun et Udvalg, der varetager Bourgeoisiklassens Fællesanliggender". Og Engels skriver i Forordet til Marx' „Borgerkrigen i Frankrig": „I Virkeligheden er Staten ikke andet end en Maskine, med hvilken den ene Klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske Republik end under Monarkiet".

Disse Problemer blev især behandlet af Lenin i Skriftet „Staten og Revolutionen", som han skrev i Månederne lige før den socialistiske Oktoberrevolution i 1917. Statens Karakter er stærkt tilsløret i moderne Politik. Det var let at se, at Staten i det gamle Rom var Slaveejernes Stat. Det var også ligetil, at Middelalderens Stat var Adelens, Herremændenes Stat. Men i vor Tid? Vi har jo almindelig Stemmeret, det havde Slaverne og de livegne Bønder ikke. I Sverige har Socialdemokratiet endda haft absolut Flertal i Rigsdagen. Her kan det da ikke være rigtigt, at Staten er Bourgeoisiets Stat? Vi må svare: den behøvede ikke at være det, men den er det. Vi havde også almindelig Stemmeret i Danmark i 1872. Men i det År slog Staten Arbejderne ned med Våbenmagt ude på Fælleden i København, da der var indkaldt til Arbejdermøde med moderate Krav på Dagsordenen. Bourgeoisiet skreg op om „Revolution" og trak blank. Dengang var Staten altså oplagt Bourgeoisiets Diktatur, trods al Tale om almindelig Stemmeret. I sit Væsen har den været den samme lige til nu, blot har Demagogien i Perioder spillet en større Rolle end den rå Magt. I Stedet for Forbud og Politiknipler har Bourgeoisiet fundet på at lænke Arbejderne med Strejkeforbud, Arbejds- og Forligsnævnets Formandsskab, Sammenkædningsregler etc., alt sammen kun mere raffinerede Former for den lille Kapitalistklasses holden Arbejderne nede.

Derimod var Statens Karakter aldeles ikke tilsløret i Hitler-Tyskland. Der var Staten simpelthen Krupp og Kumpaners Magtmaskine, som med Nazibandernes Hjælp slog tysk Arbejderbevægelse og Demokrati i Stykker og forberedte Udryddelseskrigen mod andre Nationer. Bourgeoisiets Diktatur var dér udartet til - Finanskapitalisternes bestialske Diktatur, hvor Finanskapitalisterne direkte satte sig fast i selve Statsmaskineriet og brugte det for deres egne Formål. Overhovedet har Kapitalistklassen i stigende Grad gjort Brug af Statsapparatet ved at sætte førende Kapitalister eller deres Funktionærer ind i Statsadministrationen. Det viser sig også i Danmark, hvor det var Oliefolk, Kulgrosserere og Redere, der bestemte Farten i de pågældende Olie-, Kul- og Fragtnævn. Eller se på Priskontrollen - Formanden for Handelsbankens Bestyrelse er Formand i dette Statsorgan. Det vil sige, at vi nu har at gøre med en statsmonopolistisk Kapitalisme, ikke sådan, at Staten kontrollerer Monopolerne, men sådan at Monopolkapitalisterne direkte bruger Statsapparatet til at fremme deres økonomiske Interesser. Cementdirektør Gunnar Larsen kom uheldigt fra Forsøget, men Meningen var god nok. Det er kun en ny Understregning af, at Arbejderne i Spidsen for, det arbejdende Folk må vinde den politiske Magt, sikre sig Statsapparatet, underlægge sig det og bruge det til at knække Finanskapitalens Magt ved at ekspropriere Produktionsmidlerne, som jo ejes af Finanskapitalisterne.

Marx og Engels skrev allerede i „Det kommunistiske Manifest": „Arbejderrevolutionens første Skridt er at hæve Proletariatet op til herskende Klasse, at tilkæmpe sig Demokratiet. - Proletariatet vil bruge sin politiske Magt til efterhånden at fravriste Bourgeoisiet al Kapital, til at centralisere alle Produktionsmidler i Statens Hænder, d.v.s. i Hænderne på Proletariatet som herskende Klasse og til at øge Mængden af Produktionsmidler så hurtigt som muligt." Det var den Vej, Udviklingen gik i Rusland. Ved en Revolution satte Arbejderklassen, hjulpet af de fattige Bønder, sig i Besiddelse af Statsmagten, og efterhånden fik denne Statsmagt, der havde Folkets Flertal bag sig, Rådighed over alle Banker, Fabriker, Gruber, Baner etc. i Landet. Der findes ikke længere nogen Kapitalistklasse i Sovjetunionen, men kun en Arbejderklasse, en Bondestand og Intellektuelle. Gennem Femårsplanerne har Sovjetsamfundet „øget Mængden af Produktionsmidler så hurtigt som muligt" og skabt virkelig produktiv Rigdom for Folket. Skal der absolut en Revolution med åben Kamp til, for at Folket kan få den politiske Magt og skaffe sig Rådighed over Produktionsmidlerne?

Fra gammel Tid har det været et Stridsspørgsmål i Arbejderbevægelsen, om Socialismen kunne indføres ad fredelig Vej, ved Stemmesedlen, ved at vidde et Vælgerflertal ved et Rigsdagsvalg - eller om det måske blev nødvendigt at anvende Magt, selv om Flertallet var vundet for Tanken om en Statsmagt med Arbejderklassen som Vejviser. Alle har været enige om, at et sådant Flertal var en nødvendig Forudsætning for en Ændring af Statsmagten. Når Marx og Engels og senere Lenin og Stalin energisk hævdede, at man ikke måtte forlade sig alene på Stemmesedlen, pegede de på den historiske Erfaring, at ingen herskende Klasse frivilligt har afstået fra at nyde Magten og Rigdommens Kilder, men altid har brugt de mest hårdhændede og desperate Midler for at bevare sine Privilegier. For Kapitalistklassens Vedkommende er dette bekræftet ved Revolutionerne i 1848 og 1871 i Frankrig og efter den første Verdenskrig i Tyskland, Ungarn, Bulgarien, Italien og Finland. Hitler-Terroren er et andet Eksempel på de Metoder, Kapitalistklassen og specielt Finanskapitalisterne er villig til at bringe i Anvendelse for at bevare Herredømmet over Økonomien og dermed over Folket. Tilhængerne af Teorien om den ubetinget fredelige Udvikling henimod Socialismen har ikke taget Hensyn til disse historiske Erfaringer og har i Grunden kun henvist til, at en demokratisk Udvikling med større og større Bestemmelsesret for Folket syntes at gøre sig gældende. Hvor skrøbeligt dette Standpunkt er, så man af Weimarrepublikens kranke Skæbne i Tyskland. Den opstod som de tyske Kapitalistkredses Og de tyske Højre-Socialdemokraters Reaktion mod de revolutionære Bevægelser efter forrige Verdenskrig og hyllede sig i en tilsyneladende demokratisk Forfatning. Den afstod fra Magtmetoder over for Kapitalisterne, derimod ikke over for Arbejderne, som ofte fik denne „demokratiske" Stats Politiknipler og Karabiner at mærke. Og denne „demokratiske" Weimarforfatning var trods alle mulige parlamentariske Valg intet værd i Kampen mod Nazismen. Ganske tilsvarende Oplevelser havde det franske Folk, som skarede sig om Folkefronten og med Rette ventede sig store Fremskridt af den - det var blot ikke nok, for Reaktionen allierede sig med Hitler og så måtte Våbnene tale. Det spanske Folk var i 1936 virkelig på Vej til et Demokrati af ny Type, hvor det var den arbejdende Befolkning og ikke de hovedrige Fyrster og Finansfolk, der bestemte Farten. Den internationale Reaktion, ledet af Hitler og Mussolini og med Franco som Redskab, knuste dette nye Demokrati i Blod.

Der er intet, absolut intet i Finanskapitalens seneste Udvikling, der berettiger til at tro, at noget lignende ikke kan gentage sig. Der er al Grund til at tro, at Finanskapitalisterne vil søge at bevare deres Magt med alle Midler, også nazistiske. Kommer de ud for et Folkeflertal, der kræver Samfundets Overtagelse af Produktionsmidlerne, vil de, hvis de ellers kan, bruge Banditters Metoder. Alligevel ligger Styrkeforholdene mellem Reaktion og Fremskridt helt anderledes end på Marx' og Engels' Tid og også anderledes end i 1917, da den første socialistiske Revolution sejrede. En af Grundene hertil er Imperialismen. De imperialistiske Landes Finanskapitalister er et snærrende Kobbel Hunde, der slås om det samme Kødben, snart er det ene Lands Finanskapital ovenpå, snart er den nederst i Klumpen. De er bestandig i Totterne på hinanden. I 1917 havde Koblet ikke Kraft til at hjælpe en Kollega, der vår kommet i Knibe, nemlig Tsarruslands Reaktion. For hundrede År siden var det ikke tænkeligt, at et enkelt Land kunne gennemføre Socialismen, hvis hele den øvrige Verden forblev kapitalistisk. Det måtte gå som med Pariserkommunen i 1871, som lededes af socialistiske Retninger. Pariserkommunen blev slået ned af den hjemlige og udenlandske Reaktion. I 1917 sejrede Revolutionen derimod i Rusland, fordi de imperialistiske Magter ikke havde Kræfter til at gribe tilstrækkelig kraftigt ind imod den. Siden 1917 er der sket det, at Sovjetunionen er blevet et levende Vidnesbyrd om Styrken i Socialismen. Vi har set det under den Røde Hærs Kæmpeslag mod Hitler-Tyskland. Vi så det også i Spanien, idet Sovjetunionen var det eneste Land, der hjalp det spanske Folk med Våben mod Fascismen. Sovjetunionen står ufravigeligt på Folkenes Side i deres Arbejde for en bedre Verden. Under disse Omstændigheder kan der tænkes Tilfælde, hvor et Landes Kapitalister står over for et velorganiseret og målbevidst Folkeflertal, som kræver at få Hånd i Hanke med Produktionen og at få Ledelsen i Staten og i Statsapparatet, og hvor samtidig dette Lands Kapitalister står uden Håb om Støtte udefra og uden tilstrækkelige egne væbnede Kræfter. I sådanne Tilfælde er en fredelig Udvikling henimod Socialismen mulig. Dette er fremhævet af Stalin i hans Skrift „Om Leninismens Grundlag" fra 1924: „Naturligvis, i en fjern Fremtid, når Proletariatet har sejret i de vigtigste kapitalistiske Lande, og når den nuværende kapitalistiske Omverden har givet Plads for en socialistisk Omverden, er en „fredelig" Udviklingsvej absolut mulig for nogle kapitalistiske Lande, hvis Kapitalister som Følge af den „ugunstige" internationale Konstellation anser det for hensigtsmæssigt „frivilligt" at gøre Proletariatet alvorlige Indrømmelser. Men denne Antagelse gælder kun for en fjern og mulig Fremtid."

Hvad Stalin i 1924 måtte karakterisere som en fjern Mulighed, behøver ikke at være det i Dag, og der kan være kommet nye Momenter til. I den Udtalelse, som det norske Arbejderparti og Norges kommunistiske Parti den 27. Juni 1945 enedes om som Grundlag for en organisatorisk Samling af de to Partier, hedder det: „Den nuværende internationale og nationale politiske Situation præges frem for alt af den Kendsgerning, at den internationale Reaktions Fortrop, det nazistiske Tyskland, er slået ned gennem et Krigsforbund af Socialismen og de borgerlige Demokrater. Denne Situation har skabt Udgangspunkt for en Udvikling, der også for vort Land byder Muligheder for en fredelig Overgang til Socialismen." Det er rigtigt. Udviklingen har taget et enormt Spring fremad i de sidste 20 År, navnlig under Folkenes Frihedskrig mod Nazi-Tyskland. Man behøver blot at se på Forskellen mellem Arbejderbevægelsen umiddelbart efter den første Verdenskrig og umiddelbart efter denne Frihedskrig. Arbejderbevægelsen står langt mere enig og kampkraftig i Dag, fordi Enhedstanken politisk og organisatorisk er uimodståelig. Det ser vi i Danmark, og det viser den internationale faglige Bevægelse. Arbejderbevægelsen står i Dag i langt snævrere Kontakt med de øvrige arbejdende Befolkningslag, bl.a. en Følge af den fælles Kamp mod Nazisme og Fascisme. I alle Europas lande må Kapitalisterne „frivilligt" gøre Demokratiet alvorlige Indrømmelser. Allerede den danske Overgangsregerings første Foranstaltninger viser, at Fremskridtet har Overtaget, og denne Linie må fortsættes. Derfor agter f.eks. Kommunistisk Parti at støtte lignende Bestræbelser i Fremtiden. Det er noget helt andet end tidligere Tiders „Ministersocialisme", der betød, at „Socialister" "samarbejdede med borgerlige og kapitalistiske Kredse for at holde Arbejderklassen nede, bedrage det arbejdende Folk og bevare Kapitalismen. Nu sker Regeringssamarbejdet for at fremme Folkets Interesser og sikre Folket Magten. Dette er også en Betingelse før at Samarbejdet kan holde.

En sådan Politik formulerede Kommunistisk Partis Formand Aksel Larsen på Landskonferencen i 1938: „Vi tilstræber et socialistisk .Demokrati, hvor alle Samfundsrigdomme tilhører Samfundet - hele Folket - og forvaltes af Samfundets Organer under Folkets Deltagelse og Kontrol, hvor der hersker økonomisk, politisk og kulturelt Demokrati. - Vi tilstræber ikke at nå dette Mål ved forfatningsstridige Midler, Voldsanvendelse, Mindretalskup eller lignende. Vort Arbejde går ud på at vinde og forene det overvældende Folkeflertal, hele det arbejdende Folk. til .politisk Kamp for dette Mål, som er i det store Folkeflertals, i Menneskehedens og Kulturens Interesse bliver nået. Men vi er forberedt på, at et lille Fåtal af Befolkningen, som har Interesse i uretfærdige Samfundstilstandes Opretholdelse og som i Kraft af sin økonomiske Magtstilling har tilranet sig en Indflydelse, som står i omvendt Forhold til dets Fåtallighed, af al Magt og i givet Fald med voldelige og forfatningsstridige Midler vil søge at forhindre Folkeviljen i at blive Landets Lov. Vi kender fra Historien - den danske såvel som Udlandets - tilstrækkelige Eksempler på noget sådant. Og kommer det danske Folk i en sådan Situation, da er det dets Ret og Pligt med alle Midler at sikre Folkeviljens Sejr, at bane Vej for Retten og Folkestyret." Vi står på Grundlovens Grund, vi agter at kæmpe for denne Grundlov og dens Udvikling til et stadig mere ægte politisk og økonomisk Demokrati. På dette Grundlag skal Folkeflertallet vindes for Socialismen, og når dette er nået, skal Socialismen, gennemføres, hvad enten Kapitalistklassen piber eller synger. Bryder Kapitalisterne Grundloven og anvender Magt for at holde sig i Sadlen, vil de blive behandlet som Grundlovsbrydere og slået ned. En Betingelse for at nå dette er, at Arbejderbevægelsen sætter sin fulde Kraft ind - at den samles organisatorisk og politisk. Der ligger ikke heri nogen Undervurdering af andre Befolkningslags Indsats for Fremskridt og Demokrati, men sålænge Arbejderbevægelsens Kræfter splittes og lammes af indre Splid, triumferer Reaktionen. Den Enhed og Enighed, der skal skabes, må opstå omkring et Program, der ved at hævde Arbejderklassens selvstændige Interesser bliver et Samlingspunkt for hele det arbejdende. Folks Ønsker.

Webmaster