Skift til: Det 20´ende århundrede (I) * * Det 20´ende århundrede (III) * * Det 20´ende århundrede (IV) * * Det 20´ende århundrede (V) * * Det 20´ende århundrede (VI) * * Det 20´ende århundrede (VII)

Chamberlain-Regeringen vil leve videre i Historien som den Regering, der forsøgte at redde den døende Kapitalisme ved Hjælp af et Blodbad ligesom Sagnets ældgamle Despot, der med fortvivlet Grusomhed gjorde Forsøg på at forlænge sit svindende Liv ved Blod fra unge Mennesker.

Chamberlain-Regeringen har fortsat sin Vej fra Fejlspekulation til Fejlspekulation, fra Skændsel til Skændsel og har revet det engelske Folk med ind i den imperialistiske Krig. Forgæves spørger de engelske Arbejdende sig selv om, hvorfor og med hvilke Formål de drager i Krig, hvorfor og med hvilke Formål man tvinger dem til at marchere ud i Døden.

Chamberlain-Regeringen har ganske vist bekendtgjort, at den indstiller sig på en treårig Krig, men Krigens Varighed er vel ikke noget Svar på Spørgsmålet om Meningen med Krigen. Det lønner sig ikke for et Folk at føre Krig blot tre Dage, når det ikke ved, hvilke egne Interesser det forsvarer i denne Krig, hvilke egne Mål det risikerer Livet for. Men det er netop dette, der er ukendt for det engelske Folk.

Chamberlain har sagt til det engelske Folk: Vi fører Krig for Polen. Det engelske Folk vil svare ham: Hvorfor for Polen ? Står Polen os nærmere end Spanien, nærmere end Østrig og Tjekkoslovakiet, som Chamberlain kategorisk nægtede at forsvare ? Har vi nogen som helst Interesse i de reaktionære og udsvævende Godsejernes Herredømme, der med middelalderlige Metoder forhindrede det polske Folks frie Udvikling, og som undertrykte elleve Millioner Ukrainere og Hviderussere med umenneskelig Terror ? Skal vi udgyde vort Blod for de Herrer Moscicki, Rydz-Smigly og Beck, der fejgt overlod Polen til sin Skæbne og skyndsomt bragte deres dyrebare Liv i Sikkerhed ? Det er med disse Herrer og ikke med det polske Folk, Chamberlain har afsluttet sin Pagt, det er dem, han har garanteret »deres« Polen, dette helt igennem forfaldne Folkenes Fængsel, hvis »Funktion« efter Versailles-Magternes Mening var at danne Front imod Sovjetunionen. Dette Polen er ynkeligt brudt sammen. En national Frihedskamp vil føre til det Resultat, at et nyt Polen vil stige frem af dets Ruiner, et Arbejdernes og Bøndernes Polen og ikke et Polen af den britiske Regerings Nåde. Det polske Folk kæmper for et Polen uden Undertrykkere og uden Undertrykte, det kæmper på ingen Måde for, at Radziwill og Lubomirski, Moscicki og Beck, der førte Polen ind i Katastrofen og selv styrtede derfra over Hals og Hovede, skal vende tilbage. Men skal det engelske Folk fortsætte Krigen, for at denne Bande kan vende tilbage ? Hvilken Forbrydelse at føre en sådan Krig!

Chamberlain har sagt til det engelske Folk: Vi fører Krig imod Hitler - vi må styrte Hitler. Det tyske Folk vil svare ham: Det er ikke jeres Sag at styrte Hitler, men derimod vor Sag - og det engelske Folk vil forstå det. Men Chamberlain har hårdnakket krydset netop denne det tyske Folks Kamp imod Finanskapitalens reaktionæreste Kredses Diktatur, der er legemliggjort i Nazi-Regimet. Chamberlain har tit nok haft Lejlighed til om ikke ligefrem at styrte Hitler så dog at tillade, at han blev styrtet - og det uden en Krig, i Fred og ved Hjælp af Freden. Men hver Gang har Chamberlain ikke blot forsømt denne Lejlighed, han har tværtimod på alle Måder hjulpet Hitler med at sno sig ud af den politiske Krise. Hvis det virkelig for Hr. Chamberlain drejede sig om at styrte Hitler - hvorfor arrangerede han så München-Sammensværgelsen midt under den tyske Imperialismes mest dybtgående Krise ? Den tyske Imperialisme var dengang kommen ind i en Blindgade, hvorfor slog han den da ikke Våbenet af Hænde med Sovjetunionens, Frankrigs, Englands og Tjekkoslovakiets forenede Magt ? Hvorfor forskaffede han dengang ved Prisgivelsen af Tjekkoslovakiet den tyske Imperialisme en billig Sejr, der kun kom Folkene dyrt at stå ? Hvorfor fløj han så beredvilligt til Berchtesgaden og Godesberg for Arm i Arm med Hitler at foregøgle Verden, at nu var Freden reddet i en Menneskealder ?

Når Hr. Chamberlain idag erklærer, at Hitler har brudt sit Ord og derfor skal styrtes ved Hjælp af en Krig, så vil det engelske Folk endelig engang forlange Oplysning om dette mystiske »Ordbrud«. Hr. Chamberlain skulle endelig engang klart og tydeligt oplyse om, hvilket »Ord«, der er blevet brudt, hvilket »Ordbrud« det er, der skal sones med Folkenes Blod ? Er det måske den engelske Regerings Ordbrud, da den trods højtidelige Garantier ikke rørte en Finger for Østrigs Uafhængighed ? Eller den franske Regerings Ordbrud, da den udleverede sin Tjekkoslovakiske Forbundsfælle til den tyske Imperialismes Kniv ? Eller den tyske Regerings Ordbrud, da den garanterede Grænserne den ene efter den anden for derefter med Englands Billigelse at overskride dem en efter en ? Alt dette var jo ikke nyt, da Chamberlain erklærede Tyskland Krig. Hvilket nyt Ordbrud er det altså, der er kommen til ? Chamberlain vover ikke at sige det; men vi kender dette Ordbrud: Hitler har ikke betalt den Pris, som Chamberlain fordrede for sine Tjenester i München: Krigen mod Sovjetunionen. Og det er derfor, det engelske Folk skal forbløde i en Krig ? Hvilken Forbrydelse at føre en sådan Krig!

Chamberlain sagde til det engelske Folk: Vi fører en antifascistisk Krig. Det engelske Folk vil svare ham: Siden hvornår er De blevet »Antifascist«, Hr. Chamberlain ? Hidtil har De skjult Deres »Antifascisme« som en dyrebar Hemmelighed for hele Verden, og De har med gribende Selvfornægtelse understøttet Fascismen overalt. Var det ikke Dem, der med bekymret Omhu hægede om den italienske Fascisme ? Var det ikke Dem, der med faderlig Hånd styrede de fascistiske Magthavere i Polen og Ungarn, i Grækenland og Portugal gennem alle Farer ? Var det ikke Dem, der kvalte det antifascistiske Spanien og på enhver Måde understøttede den spanske Fascisme ? Var det ikke Dem, der konspirerede imod den antifascistiske Folkefront i Frankrig ? Var det ikke Dem, der overalt tog Parti for Fascisterne og imod Antifascisterne ?

Hr. Chamberlain vil strø Sand over den Kendsgerning, at det var ham, der i Spidsen for og efter Ordre fra de engelske Imperialister forhindrede den antifascistiske Kamp og med alle Midler modsatte sig enhver antifascistisk Krig. Arbejderklassens og de brede arbejdende klassers Antifascisme var ikke nogen tom Frase. Arbejdernes og de brede arbejdende Massers Antifascisme voksede frem på et politisk Grundlag, der idag ikke længere eksisterer, thi Chamberlain og hans Klike har tilintetgjort dette politiske Grundlag. Det var nødvendigt og muligt at forene alle revolutionære og fremskridtsvenlige Kræfter under Antifascismens Fane, sålænge det borgerlige Demokrati ved væsentlige Kendetegn adskilte sig fra det fascistiske Diktatur, sålænge borgerlige og småborgerlige Partier og Organisationer var rede til at forsvare de demokratiske Frihedsrettigheder ved Arbejderklassens Side, sålænge man kunne antage, at nogle af de imperialistiske Stater ikke var aggressive, men derimod interesseret i Bevarelsen af Freden. Alt dette er faldet bort ved de engelske og franske Imperialisters og deres Følgesvendes Politik. Bourgeoisiets Diktatur, der udøves under det borgerlige Demokratis Former, adskiller sig mindre og mindre fra Bourgeoisiets fascistiske Diktatur. Koncentrationslejrene, som det »demokratiske« Frankrig oprettede til de spanske Frihedskæmpere, Forbudet mod Frankrigs kommunistiske Parti, den hensynsløse Forfølgelse af de revolutionære Arbejdere, ødelæggelsen af de demokratiske Rettigheder og af Arbejderklassens sociale Erobringer, de 200 Familiers Tugthusregime, det vidner altsammen om, at der i Frankrig i det væsentlige, ikke hersker noget andet System end i Tyskland. Og også vort meget berømmede engelske »Demokrati« afslører tydeligere og tydeligere sin helt igennem reaktionære, »autoritære« Karakter - for slet ikke at tale om de engelske Imperialisters vilkårlige Herredømme i Kolonierne. Samtlige borgerlige og småborgerlige Partier og Organisationer er åbenlyst trådt over i den argeste Reaktions Lejr, og deres Føreres »Antifascisme« viser sig som tøjlesløs Antikommunisme. Sælsomme »Antifascister«, der som Léon Blum og hele hans Kobbel slår løs mod de revolutionære Arbejdere i den snævreste Enhedsfront med Munkekutterne, med de kontrarevolutionære Terrorister, disse Folk, der som Citrine og Greenwood betingelsesløst understøtter den reaktionære Regering, der har været ved Roret i England i mange År, og som ser deres vigtigste Opgave i Kampen mod Kommunismen. Og endelig: de engelske og franske Imperialister har vist sig at være de værste Aggressorer. De prækede »Ikke-indblanding«, så længe der faktisk blev ført en antifascistisk Krig, så længe de spanske Antifascister forsvarede deres Land mod de fascistiske Angribere. De gjorde den tyske Imperialisme de mest vidtgående Indrømmelser, så længe de regnede med, den ville føre en Krig imod Sovjetunionen. De har med alle Midler forhindret Skabelsen af den Fredsfront, som Sovjetunionen stræbte henimod, fordi de ikke ville Freden, men derimod Krigen mellem Tyskland og Socialismens Land. Og de indledte Krigen imod Tyskland netop i det øjeblik, hvor Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen tilintetgjorde deres Håb om en Krig mellem disse to Stater.

Denne Krig er ikke nogen Frihedskrig, det er derimod en Krig, der føres af de mest reaktionære og mest forbitrede Fjender af de Arbejdendes Frihedsrettigheder i alle Lande. Denne Krig er ikke nogen antifascistisk Krig, men en Krig mellem rovlystne Imperialister. Denne Krig er ikke noget Sammenstød mellem »Demokrati« og »Fascisme«, men det blodige og forbryderiske Opgør mellem magtbegærlige Kapitalister her som der. Krigens imperialistiske, røveriske Karakter ville ikke ændres i ringeste Grad, selvom det engelske Bourgeoisi besluttede sig til at erstatte den evneløse Chamberlain med dygtigere Forkæmpere for den engelske Imperialisme og overdrage sine Labour-Lakajer Ministerposter. Den imperialistiske Krig vil også da være en imperialistisk Krig, hvis Bourgeoisiet anser det for at være nyttigt at overmale den med II. Internationales Dækfarve. Det er Kapitalismens mest dybt gående Krise, der ved denne Krig skærpes ganske åbenlyst og nærmer sig sit Højdepunkt. Denne Kapitalismens frygteligste og blodigste Krise skelner ikke mellem Formerne for det borgerlige Diktatur og vil fremmane Folkemassernes Dom over alle dette Diktaturs Former.

Sålænge en antifascistisk Krig var mulig, sålænge der faktisk blev ført en sådan Krig i Spanien, var Hr. Chamberlain en indædt Fascistven. Når Hr. Chamberlain nu pludselig gebærder sig som »Antifascist«, så gælder det om at passe på, at de Arbejdende ikke lader sig misbruge til at forsvare Kapitalisternes, Imperialisternes Interesser under »Antifascismen«s stjålne Fane. Enhver Understøttelse af denne Krig er en Understøttelse af den døende Kapitalisme, en Understøttelse af den bloddryppende Imperialisme. Vi kæmper imod denne de imperialistiske Røveres Krig. Vi brændemærker denne Krig som en uhyre Forbrydelse.

Chamberlain har sagt til det engelske Folk: Vi fører en Krig for Friheden. Det engelske Folk vil svare ham: Det må koste Chamberlain nogen Selvovervindelse at udtale Ordet »Frihed«. Det kunne F.eks. ske, at Inderne og de andre undertrykte Folk i det engelske Imperium ville tage dette Ord alvorligt, at de ville forespørge hos den britiske Regering: Hvordan mener I det egentlig ? Angår den Frihed, I præker, også os, eller er det en særlig, en monopolistisk Frihed ? Taler I om Frihed for alle Folkeslag, eller leveres jeres Frihed kun efter Mål ? Hvis Chamberlain sætter fremmede Folkeslags Frihed så højt, at han endog udgyder det engelske Folks Blod for den, så skulle han dog være henrykt over, at elleve Millioner Ukrainere og Hviderussere nu endelig er blevet befriet fra de polske Pan’ers forhadte Herredømme. Der var intet, han mere inderligt skulle ønske, end at også de andre undertrykte Folkeslag ville afryste deres Herrers Åg og tage sig den Frihed at være frie. Sælsomt nok er den nybagte »Frihedskæmper« Chamberlain meget bestyrtet over, at Folkeslagene faktisk nærer Håb om at gøre sig fri, og at dette Håb ikke støtter sig på England, men derimod på Sovjetunionen. Den »Frihed«, som den engelske Imperialisme bringer Folkene, ser enten ud som den i Indien eller som den i Rumænien, Grækenland, Portugal og andre Lande, der hidtil har været under engelsk Protektorat, og som under dette Protektorat på ingen Måde udviklede sig i Retning af Demokrati, men derimod i Retning af det mest trykkende og forhadte Diktatur. Og når Chamberlain idag påstår, at England fører Krig for at befri østrigerne og Tjekkerne, så sømmer det sig vel at erindre ham om, at Østrigerne og Tjekkerne ikke uden hans Medvirken var kommen under det tyske Fremmedherredømme. Endelig: de Englændere, der virkelig har deltaget i en Frihedskrig - i den spanske Frihedskrig - Medlemmerne af de heltemodige Internationale Brigader, de behandles af Chamberlain-Regeringen som Landets Fjender. Og denne Regering skulle pludselig være i Stand til at føre en Frihedskrig ? Nej, Hr. Chamberlain, en Krig, som de engelske Imperialister fører, er ikke nogen Frihedskrig! Denne Krig er en Skændsel for England. Denne Krig er en Forbrydelse !

Chamberlain har sagt til det engelske Folk: Vi fører Krig for at opnå en retfærdig Fred. Det engelske Folk vil svare ham: Denne retfærdige Fred kunne vi opnå uden Krig. Folk af Deres Slags, Hr. Chamberlain, har allerede en Gang foregivet at føre Krig For en »retfærdig« Fred - og Resultatet var Versailles-Freden, der sejlede Europa i Sænk og fremmanede nye Krige. Før De anstiftede den nuværende Krig, havde det dog faktisk været muligt at forhindre Krigens Udbrud ved en retfærdig Fred. Den af Sovjetunionen tilstræbte Fredsfront ville have haft Kraft til at sætte en Stopper for alle Aggressioner og spare Folkene for Krigen. Det var Dem, Hr. Chamberlain, der forpurrede, at denne Fredsfront opstod. De organiserede i München en Sammensværgelse imod Sovjetunionen og imod Freden i Europa. Og da De under Massernes Tryk var tvunget til at optage Forhandlinger med Sovjetunionen, sendte De en underordnet Embedsmand uden Fuldmagter til Moskva; men selv fløj De til Hitler og førte Samtaler med ham, hvis nøjagtige Indhold Folkene først vil erfare engang med Tiden. Det var på Grund af Deres Sabotage, Forhandlingerne i Moskva strandede. Først ville De ophidse Tyskland til en Krig imod Sovjetunionen, senere ville De sende Sovjetunionen frem imod Tyskland, i hvert Tilfælde ville De Krigen og ikke Freden. De engelske Imperialister har uafladeligt virket for Krig, i den dødelige Forblændelse, at Tyskland og Sovjetunionen ville gøre Dem den Tjeneste at sønderrive hinanden, således at De selv som en leende Trediemand kunne tage til i Styrke. Krigen er kommet, men anderledes end vore glorværdige Politikere ventede. Den er kommet som den direkte Krig mellem den engelske og den tyske Imperialisme, som en Krig på det engelske Folks Bekostning. Krigen er kommet, fordi de engelske Imperialister systematisk underminerede Freden, fordi de forøgede de krigeriske Spændinger til det yderste, fordi de i deres blinde Had til Socialismens Land og deres traditionelle Rivalitet overfor den tyske Imperialisme satte alt på eet Kort, der viste sig at være falsk. Krigen er kommet, fordi de engelske Imperialisters Forbryderhænder antændte et Bål for at kaste både den imperialistiske Rival og først og fremmest den usigelig forhadte Socialisme ind i det. Og nu har Ilden fået Tag i vort eget Hus. Nu har Brandstifterne jaget det engelske Folk ind i Flammerne for at rage de forkullede Kastanjer ud af Ilden. Hvilken Forbrydelse, hvilket Vanvid er ikke denne Krig !

De engelske Kapitalisters Regering fører ikke denne Krig for Polen og ikke for de undertrykte Folk, ikke for Friheden og ikke for Retfærdigheden - den fører denne Krig for at redde den engelske Imperialismes synkende Overherredømme og genopbygge det på en Ruinhob, for at forene alle kapitalistiske Kræfter under Englands Førerskab til en Front imod Socialismen. I dens forbitrede Kamp imod Socialismen, hvis Udstrålinger indgyder alle Undertrykte på Jorden voksende Styrke og Tillid, har den gjort Forsøg på at bruge Tyskland for sine Mål. Da dette Forsøg mislykkedes, faldt den over det tyske Folk for i Tyskland at gennemtvinge et Regime, der er rede til at være de »vestlige Demokratier«s Landsknægt imod Sovjetunionen. Kampen om Overherredømmet i Europa og Kampen for et Tyskland, der skal være et »Bolværk« imod Socialismen - det er den dybestliggende Mening med den Krig, som Chamberlain fører. Vi afviser denne Krig. Vi kæmper imod denne Krig. Vi brændemærker den som en imperialistisk, som en uretfærdig Krig.

Denne Krig og disse Krigsmål understøttes imidlertid på det ivrigste af de reaktionære Førere for Labour Party og Fagforeningerne. De Herrer Citrine og Greenwood, der »i Socialismens Navn« afviste ethvert Samarbejde med andre politiske Kræfter imod Chamberlain, arbejder nu på det intimeste sammen med Chamberlain. Disse Herrer, der saboterede det spanske Folks Frihedskrig og harmfuldt tilbageviste Tanken om en antifascistisk Krig, de er nu pludselig Fyr og Flamme for den »antifascistiske« Krig, som Hr. Chamberlain og hele det engelske Storbourgeoisis Bande fører. Disse Herrer, der altid har vist sig at være den antifascistiske Enhedsfronts Dødsfjender, de slutter sig nu til den imperialistiske Krigs Front, til den reaktionære Enhedsfront, der omfatter alle den blodtørstige Imperialismes Bærere og Rakkerknægte lige fra Chamberlain til Labour Førerne i England og fra Munkekutterne til Léon Blum i Frankrig. Deres tøjlesløse Hetz imod Sovjetunionen beviser, at de ser deres Dødsfjende i Socialismen, i den Socialisme, der udfolder sig stadig mere mægtig, og hvis ustandselige historiske Fremmarch vi oplever. De kender deres Bourgeoisis sande Krigsmål, og netop derfor understøtter de Hr. Chamberlains Krig uden Forbehold.

Men de engelske Arbejdere, de engelske Arbejdende, de har ikke den mindste Interesse i denne Krig og disse Krigsmål. De vil hverken dø for at de Herrer Rydzsmigly og Beck kan vende tilbage til Polen eller for at der i Tyskland kan komme en Regering til Roret, der fører Kampen mod Socialismen med bedre Resultat end den nuværende Regering, eller for at Hr. Chamberlain og hans Klike i hele Europa kan oprette et Regime som i Palæstina, i Portugal eller i Grækenland. De vil ikke havne under Storbourgeoisiets Krigsdiktatur, der udnytter Krigstilstanden til at trykke Lønningerne, til at sætte Priserne i Vejret, til at skrue Skatterne i Vejret, til at forstærke Udbytningen og Skridt for Skridt anvende de Metoder, der adskiller sig mindre og mindre fra de »fascistiske« Metoder. De vil have, at denne bankerotte Regering forsvinder, at de imperialistiske Krigsprovokatørers Magt bliver brudt i deres eget Land, at England ikke ser det som sit Kald at være den forrådnende Kapitalismes Hovedstøtte, men at det virkelig bliver til et Frihedens Land. De engelske Arbejdende erkender tydeligere og tydeligere, at de hjælper ikke alene sig selv, men også det tyske Folk og alle undertrykte Folk allerbedst, hvis de slår Reaktionen i deres eget Land, hvis de endelig gør Ende på Chamberlain og alle de imperialistiske Krigsprovokatører, der altid »i Moralens og Retfærdighedens Navn« har hetzet Folkene imod hinanden, anstiftet Krige og kontrarevolutionære Kup, modarbejdet enhver sand Frihedsbevægelse med alle Midler og endelig har stødt deres eget Folk ind i Krigens Bål.

De engelske Arbejdende vil i denne Krigs Flammer overvinde den skæbnesvangre Illusion, at England indtager en »Særstilling« i Verden, og at det engelske Folk er interesseret i, at dets Herreklasse beriger sig ved fremmede Folkeslags Sved og Blod. Den engelske Herreklasses Politik, der gennem Århundreder har sendt andre Nationer i Krig, er nu kommen ind i en Blindgade. Idag er det ikke blot de franske, men også de engelske Arbejdende, der må betale den frygteligste Pris for de britiske Imperialisters forrykte Politik. Det engelske Folk mærker nu på sin egen Krop de dødelige Følger af denne imperialistiske Politik. Med Folkets egen Elendighed og eget Blod kitter de Herrer fra City det vaklende Verdensriges Revner og Sprækker til. Dette Verdensrige viser sig mere og mere at være en Forbandelse for de engelske Arbejdende. Og Krigsnøden vil med hårde Næver hamre den Sandhed ind i dem, at deres Interesser står i den skarpeste Modsætning til det engelske Storbourgeoisis Interesser - og at deres Interesser er fuldstændig i Samklang med de undertrykte Folkeslags Interesser, på hvis Skuldre den britiske Imperialismes Åg hviler. De vil blive sig bevidst, at de engelske Arbejdendes Fred og Frihed ikke kan sikres uden ved Omstyrtelsen af den britiske Imperialisme.

Den britiske Imperialisme betyder Krig ikke blot for andre Nationer, den betyder Krig også for det engelske Folk, Krig med alle dens dødelige Følger ikke bare for de Arbejdendes Liv, men også for deres Velfærd og Frihed. Sålænge den britiske Imperialisme lever, vil det engelske Folk stå Ansigt til Ansigt med Døden. Den britiske Imperialismes Dødsdag vil være den Dag, hvor den urørlige Frihed og den sikre Fred bliver født for det engelske Folk og for Hundreder af Millioner Mennesker over hele Jorden.

Den blodige Krig, som de polske Kapitalister og Godsejere kastede de hårdtprøvede Folkeslag ud i, som levede i Polen, har ført til et eksempelløst brat Sammenbrud og til den polske Stats fuldstændige Opløsning.

Hvis man vil komme til Klarhed over de Årsager, der har ført til »Stormagten« Polens Fallit, så må man huske på de historiske Betingelser, under hvilke Polen nydannedes som Stat ved Slutningen af den første imperialistiske Krig. Pilsudskis Tilhængere og deres Medløbere, P.P.S. Folkene, fortalte ofte pralende, at Pilsudski og hans Legioner havde befriet Polen for fremmed Åg i en national Befrielseskrig og tilkæmpet sig Landets Uafhængighed. Denne Skrøne blev brugt til at putte det polske Folk Blår i øjnene. I Virkeligheden blev Polen befriet for det russiske Bourgeoisis og Godsejernes og de tyske Imperialisters Åg takket være den store socialistiske Oktoberrevolution, der proklamerede Selvbestemmelsesretten for alle de af Tsarismens undertrykte Nationer, altså også for Polakkerne. Polens Befrielse fra Fremmedåget blev også muliggjort af Revolutionen i 1918 i Østrig og Tyskland. Men de, der udnyttede denne det polske Folks Befrielse, - det var de polske Kapitalister og Godsejere og Englands og Frankrigs Imperialister.

Lenin sagde i 1920:»Versailles-Freden har gjort Polen til en Stødpudestat, der skal beskytte Tyskland mod Berøringen med Sovjetruslands Kommunisme, og som Ententen betragter som et Våben mod Bolsjevikerne«. Den polske Stat blev ikke dannet i det polske Folks Interesse, men i de sejrende imperialistiske Magters Interesse som et af Resultaterne af den voldelige Nyopdeling af Verden efter den imperialistiske Krig. Den polske Stat blev oprettet som Barrière og Forpost for den vesteuropæiske Kapitalisme mod Sovjetlandet.

»Polen anså sig selv for de vesteuropæiske Staters skærmende Vold mod Sovjetunionen - sagde Kammerat Stalin på Partikongres. - Alle mulige Imperialister regnede med Polen som en Fortrop i Tilfælde af et militært Overfald på Sovjetunionen«. Polens Territorium skulle svare til den kontrarevolutionære Opgave, som denne Stat havde fået, og derfor blev det ikke blot dannet på Bekostning af Tyskland, der var blevet besejret i den imperialistiske Krig 1914-18 (ved Versailles-Traktaten fik Polen Korridoren, der delte Tyskland i to Dele, og andre tyske Områder), men også ved at underkue Vestukraines og Vesthvideruslands Millioner af Bønder og Arbejdere. Den kunstigt oppustede »Stormagt« Polen opstod ved Rov af fremmede Lande.

Den imperialistiske Ide om en »Stormagtsstilling« for Polen svarede fuldt og helt til de polske herskende Klassers Interesser; den blev Grundlaget for deres Indenrigs- og Udenrigspolitik. Det polske Folks sande Interesser krævede imidlertid, ligesom de andre Folkeslags, der levede i Polen, at der blev oprettet en Stat af en helt anden Type og et helt andet Forhold til Sovjetlandet. Men de sande Interesser hos de af de polske herskende Klasser underkuede Folkeslag blev ofret for Verdenskapitalen.

Allerede i 1920 forsøgte de polske Imperialister, der havde etableret et reaktionært Styre af værste Art, med deres frække Overfald på den unge Sovjetrepublik at virkeliggøre de engelsk-franske Krigsprovokatørers Planer. Polens Overfald på Sovjetunionen endte med en fuldstændig Fiasko, de polske Herremænds kontrarevolutionære Tropper blev knust af den røde Hær, der befriede Hviderusserne, Ukrainerne, Polakkerne og Jøderne fra de polske Paners Åg og nåede frem til Warszawa. Men som Følge af en Række Omstændigheder og navnlig takket være Ententens intensive Støtte, lykkedes det de polske Imperialister at komme på Benene igen.

Ved Freden i Riga kom en betydelig Del af det hvide-russiske og ukrainske Land under polsk Fremmedherredømme. 8 Millioner Ukrainere og 3 Millioner Hviderussere, blodsbeslægtede Brødre til Sovjetunionens Folkeslag, kom under de polske Paners Åg og måtte i 20 År finde sig i grænseløse Pinsler og Lidelser. Således skabtes »Stormagten« Polen kunstigt, uden Hensyntagen til de nationale Mindretals og selve det polske Folks Interesser, på Bekostning af Sovjetunionens Folkeslag og på Tysklands Bekostning.

Også efter Krigen mod Sovjetunionen fortsatte Polen sin sovjetfjendtlige Kurs og viste sig ved enhver Lejlighed som Redskab for de europæiske Imperialisters sovjetfjendtlige Sammensværgelser. De polske Imperialister, hvis Stormagtsbegær understøttedes af de engelske og franske Imperialister, drømte om at erobre Sovjetukraine og Sovjethviderusland, gjorde Krav på Overherredømmet over de baltiske Stater, nærede Planer om at erobre Litauen, krævede den førende Rolle indenfor den lille Entente, tilstræbte Udvidelser i Retning af Centraleuropa, tog Del i Overfaldet på Tjekkoslovakiet, understøttede den slovakiske Separatisme o.s.v.

For at bane Vej for Virkeliggørelsen af disse Planer fremmede Magthaverne i Polen en tøjlesløs Chauvinisme. Indadtil kom den til Udtryk i en grusom Terror mod de undertrykte Nationaliteter - Ukrainerne, Hviderusserne og Jøderne - og i Udenrigspolitikken rettede den sig mod Litauerne, Tyskerne og Tjekkerne og nåede sit Højdepunkt i en uhørt Hetz mod Sovjetunionen.

Den sammenstykkede polske Stat, der udadtil gav Rollen som kraftig militær »Stormagt«, var Midtpunktet for stadige Sammensværgelser og Intriger i øst- og Mellemeuropa og alle mulige Provokationer og ville Planer mod Sovjetunionen. For Eksempel snakkede Redaktøren for Vilna-Bladet »Slowo«, Mazkiewiez, over sig i sin Avis og afslørede den 22. Marts 1939 de herskende polske Kredses Hensigter med de Ord, at man måtte »opdele Sovjetunionen i en Række Stater .... eller få Områder af Sovjetrusland til Kolonisering«. Derfor gik Mazkiewicz ind for en »fransk-tysk-polsk Forståelse mod Sovjetrusland«.

De polske Magthavere forøvede utallige Forbrydelser mod Fredens Sag, mod andre Folks Interesser og mod selve det polske Folks Interesser. De hjalp med til at trykke Folkeforbundet ned i dets afmægtige Stilling. I 1938 foretog de den bekendte Afpresningsmanøvre overfor Litauen i den Hensigt at bemægtige sig dette Land. Ved Tjekkoslovakiets Sønderlemmelse rev de også en Del af Byttet (Tesjen-Området) til sig.

Med det polsk-tyske Forbund for øje rustede Polen endnu mere intensivt end tidligere til Krigen mod Sovjetunionen. Og også efter at det tysk-polske Forbund var gået i Stykker opgav Polen ikke sin sovjetfjendtlige Holdning. Forhandlingerne om Dannelse af en fast Fredsfront strandede blandt andet på den polske Regerings Holdning: Polen afslog Sovjetunionens militære Hjælp.

Da de engelske og franske Imperialisters nederdrægtige Plan om at slippe Krigen løs for at støde Sovjetunionen ud i en væbnet Konflikt med Tyskland blev afsløret og brød sammen, da Ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland blev afsluttet, drev de polske Kapitalister og Godsejere, inspireret af England og Frankrig, Polens Folkeslag ud i Krigen.

Det polske Bourgeoisi, der slap denne Krig løs, tænkte ikke på at forsvare det polske Folks Uafhængighed; det havde tværtimod til Hensigt at tage Del i Kampen om en ny Opdeling af Europa og Verden (Polen har aldrig lagt Skjul på sit Krav på Kolonier). Det var ikke noget Tilfælde, at Krigsministeriets officielle Blad »Polska Sbroina« i Juli skrev: »Vi har ikke blot noget at forsvare, men også noget at erobre!«

Østpreussens og Slovakiets Erobring, Tjekkerne og Slovakkerne under polsk Overherredømme, Dannelse af en polsk Stat som Centrum for en såkaldt fransk-slavisk Blok mod Sovjetunionen - det var de virkelige, storhedsvanvittige Erobringsplaner, der førte til, at det polske Folk blev kastet ud i en Krig med alle dens Rædsler.

For disse »Stormagts« Formål drev de evneløse, fejge og forræderiske polske Generaler det polske Folk ud i Krigen mod den tyske Hær. For disse Erobringsformål ville de polske Herremænd kaste de af Polen undertrykte Folkeslag, som allerede i 20 År havde drømt om deres Befrielse fra det polske Åg og om deres Sammenslutning med de frie ukrainske og hviderussiske Brødre i Sovjetrusland, ud i Krigen.

Mindre end to Uger var nok til at hidføre hele den polske Stats fuldstændige militære Sammenbruds eksempelløse Fallit. Det polske Folk kan kun fuldt af Had forbande sine fallerede Herskere, der gennem 20 År nærede Fjendskabet mod Sovjetunionen og tragtede efter at krydse det naturlige Venskab mellem Polens Folkeslag og den store Sovjetunions lykkelige Folkeslag.

Der var dybe indre Årsager til, at den polske Stat, der var et Redskab i Verdenskapitalens Hænder, gik fallit og brød sammen.

Polen var en borgerlig Stat med stærke Rester af Lensvæsenet. Ved Siden af det reaktionære imperialistiske Bourgeoisi var der i Polen talrige Godsejere med kæmpestore Ejendomme, der både udbyttede Landarbejderne med kapitalistiske Metoder og anvendte middelalderlige Former ved Undertrykkelsen og Udbytningen af Bønderne. Desuden fandtes der store katolske Kirkefyrster, der rådede over et vidtforgrenet og altomfattende Organisationsapparat og med stor Erfaring arbejdede på Massernes Fordummelse.

På den anden Side var Polen et Land med et talrigt Proletariat, der havde herlige Traditioner fra den fælles heltemodige Kamp sammen med det russiske Proletariat mod Tsarismen, der husker Arbejderrepræsentanternes revolutionære Sovjetter, som i 1918 blev dannet i Dombrowa-Området og i Lublin, der husker den arbejdende Befolknings Kamp mod den imperialistiske Krig, som i 1920 blev ført mod Sovjetunionen, Solidariteten med den røde Hær, der den Gang kom til Polen, og Opstanden i Krakow i 1923.

Og Polen var også Landet med de revolutionære Bønder, der forstod, at fælles Kamp med Proletariatet mod Godsejerne og Kapitalisterne var en Nødvendighed, Bønder, der i Vestukraine og Vesthviderusland gik til Oprør mod Godsejerne og i 1937 gennemførte en almindelig politisk Strejke.

Begge Klasser, Arbejderklassen og Bønderne, bar i Polen et tungt Åg af politisk Undertrykkelse og økonomisk Udbytning. Den vældige Arbejdsløshed, der tiltog fra År til År, var en sand Svøbe for Arbejderne i Polen. Siden 1934 blev de arbejdsløse tvunget til mod en ussel Løn at udføre Tvangsarbejde ved såkaldte »offentlige Arbejder«. Der fandtes Tvangsarbejdslejre for Ungdommen. Arbejdernes Løn var i Polen langt lavere end i Vesteuropa. Over 90 % havde mindre end det af den polske Regering beregnede Sulteminimum. Det var en udbredt Skik i Polen at forfordele og snyde Arbejderne ved at udbetale Lønnen in natura eller i Form af Anvisninger på Fabrikkens Butik.

Under den økonomiske Krise fra 1929 til 1932 blev Polens Arbejderklasse berøvet sine få sociale Landvindinger, og til Trods for, at den økonomiske Situation senere forbedredes, fik den dem ikke igen. Otte-Timers-Arbejdsdagen blev næsten fuldstændig afskaffet, Betalingen for Overarbejde blev skåret ned, Ferieloven blev forringet, Arbejdsløshedsforsikringen blev faktisk likvideret, Sygeforsikringen blev dårligere, Arbejderne kunne faktisk ikke få Lægehjælp. Socialforsikringens Midler, der blev tilvejebragt ved Fradrag fra den usle Arbejdsløn, blev stjålet af Statens Embedsmænd og Regeringen. Arbejderne led under en forfærdelig Bolignød og boede i Skure, Kældere og usle små Rum.

En af P.P.S.s Aviser, »Dzennik Ludowi«, skrev den 16. Maj 1939: »Midt i Hovedstaden, på Pilsudskigade, på Byens største Gade, ser vi et usædvanligt Syn: en ramponeret Seng, et gammelt Skab og en lille Stol har allerede i 6 Uger tjent som Bolig for en 55-årig arbejdsløs, hans syge Hustru og en lammet 20-årig Datter, som man har sat på Gaden. »Boligen« er 80 cm høj, to Meter lang. Den er værre end et Hundehus. Den Rønne, som man har jaget disse Mennesker ud af, blev revet ned »for ikke at ødelægge Panoramaet«.

Som bekendt indførte Ministerpræsident Skladkowski en Bøddel for Polens Nationer - »Kultur« i Polen, idet han lod Fattigkvartererne rive ned og satte Beboerne på Gaden, ligesom han tvang de sultende, barbenede, pjaltede, analfabetiske Bønder til at male Hytterne og Stakitterne i deres Landsbyer, for at deres jammerlige Udseende ikke skulle formørke Herrernes Blik.

De Overenskomster, som Arbejderne havde opnået i hårdnakkede Strejkekampe, blev systematisk brudt af Arbejdsgiverne; der blev indført tvungen Voldgift og Regeringskontrol med Fagforeningerne; Fagforeningerne blev truet og terroriseret; Arbejderne blev lokket ind i de fascistiske Fagforeninger ved at love dem høje Lønninger og ved at lade det hemmelige polske Politi bearbejde de ikke standhaftige Elementer; Kommunisterne, de revolutionære Fagforeninger og de Fagforeningsfunktionærer, der gik ind for Arbejderklassens Aktionsenhed, blev forfulgt; Strejker blev faktisk forbudt, strejkende Arbejdere og Demonstrationsdeltagere blev skudt ned. Dette er med få Ord et Billede af Arbejdernes Leve- og Kampvilkår i det kapitalistiske Polen, der var et sandt Helvede.

Situationen var ikke bedre for de arbejdende Bønder. 16,000 polske Godsejere havde revet 45 % af al Jord til sig. 2000 af de største Godsejere med over 1000 Hektar hver rådede over en Femtedel af al Jord i Polen, Vestukraine og Vesthviderusland. Ifølge tællingen i 1927 havde 44 % af alle Bondebrug i Polen ikke en Hest og 14 % ikke en Ko.

Bønderne var fattige; Jorden var delt op i små Parceller; Bønderne var udsat for en halvfeudal Udbytning (Hoven og »Szarwarka«, Pligtkørsel og Vejarbejde, fuldstændig retsløse Forhold for Bønderne og Landarbejderne); »Jordreformen« ruinerede de mellemstore og fattige Bønder; »Jordfordelingen« betød en Udplyndring af dem; Bønderne blev bebyrdet med ruinerende, uudholdelige Skatter; Priserne på Landbrugsprodukter var lave og faldt fra År til År; på Nødvendighedsartikler, som Bønderne havde Brug for, var der høje Monopolpriser; Bønderne var uhyre forgældede; på Landet var der Elendighed, Sult, Bagstræb, Analfabetisme, Mangel på Kultur og desuden 6-8 Millioner »overflødige« Mennesker, der ikke kunne finde Arbejde: det er et Billede af de grænseløse Lidelser, som de arbejdende Bønder måtte udholde i Panernes Polen. I 1936 skildrer f.eks. en Bonde fra Kresen Lanzusk i Vojevodskabet Lwow, der ejede to Brug på to forskellige Steder, sit Liv på følgende Måde:

»Vi må nu nægte os selv hver eneste Smule. Vi bruger ingen Sukker, måske med Undtagelse af de store Højtidsdage, og Saltet sparer vi på, for det er meget dyrt. Kvinderne bærer Ild fra Hus til Hus i Jerngryder, og hver Tændstik deler jeg i 2 og sommetider 4 Dele. Petroleum og Lamper er Luksus i vor Landsby. Hytterne oplyses kun af Fyrrespåner«. Bønderne i Panernes Polen gik i Pjalter og med bare ben. Pilsudski-Organet »Kurier Poranny« skrev i 1935:

»Følgende Skikkelser fra Dagliglivet er karakteristiske for vor Landsby: Faderen, der om Vinteren bærer Børnene til Skole på sine Arme, fordi han har det eneste Par Støvler på, som Familien ejer, og Børnene, der hele Dagen sidder i Sække med Hakkelse, fordi de ikke har Tøj at tage på og ville fryse ihjel i de uopvarmede Hytter«.

Polen var ingen Nationalstat, men en Stat med mange Nationaliteter; 40 % af dens Befolkning var ikke Polakker. Ukrainere, Hviderussere, Jøder, Litauere og Tyskere blev i de 20 År, den polske Stat bestod, bøjet under et grusomt nationalt Åg. Polen var et Folkenes Fængsel. Det var også i denne Henseende en værdig Efterfølger af Tsartidens Rusland og Kejsertidens Tyskland, der holdt Polakkerne undertrykt i halvandet Århundrede. Vestukraine og Vesthviderusland blev forvandlet til Polens retsløse Kolonier og på Røvermaner udbyttet af de polske herskende Klasser.

Vestukraine og Vesthviderusland tjente de polske herskende Klasser som Råstofkilde (Træ, Olie), og som Afsætningsmarked for de Varer, der blev fremstillet i de centrale og vestlige Områder. Den polske Regering drev Rovdrift med Vestukraines og Vesthvideruslands Naturskatte, og hindrede med alle Midler, at der udviklede sig en lokal Industri. Udbytningen af Arbejderne var endnu værre her end i Polen. Arbejdernes Gennemsnitsløn i Vojevodskaberne Vilna, Polesien og Nowogrudok udgjorde henholdsvis kun 56 %, 45 % og 35 % af den gennemsnitlige Arbejdsløn i Vojevodskabet Warszawa. Landarbejdernes Løn lå i disse Vojevodskaber 24,7 % under Landarbejdernes Løn i det egentlige Polen.

Halvt ruinerede Dværgbrug udgjorde i Vestukraine og Vesthviderusland 80 % af alle Bondebrug. Men samtidig fandtes her de største Godser, som de polske Fyrster og Grever ejede, Folk som Radziwill, Sapieha, Zamoiski, Potozki og Czartoryski, der besad Titusinder og Hundredtusinder af Tønder Land.

De polske herskende Klasser drev i Vestukraine og Vesthviderusland en Koloniseringspolitik, idet de flyttede såkaldte »Kolonister« derhen, d.v.s. gratis gav store Stykker Jord til forhenværende polske Officerer, Underofficerer og Soldater, for så vidt de var Sønner af Kulakker. Ved Hjælp af disse Forholdsregler skaffede de polske Kapitalister og Godsejere sig en pålidelig Støtte på Landet i Kampen mod de ukrainske og hviderussiske Bønders revolutionære Bevægelser og for det Tilfælde, at det skulle komme til den Krig mod Sovjetunionen, som de hele Tiden systematisk forberedte.

Hånd i Hånd med den intensive økonomiske Udbytning af de ukrainske og hviderussiske Arbejdere og Bønder gennemførte de herskende Kredse i Polen en Tvangskoloniseringspolitik overfor Ukrainerne og Hviderusserne. Polakkerne havde hele Administrationsapparatet i deres Hånd, og på alle Trin, fra øverst til nederst, var det herskende Sprog Polsk. Kun Polakkerne kunne blive Embedsmænd og Dommere. De ukrainske og hviderussiske Kulturinstitutioner blev næsten fuldstændig tilintetgjort. Der fandtes ikke en eneste højere Læreranstalt for de 8 Millioner Ukrainere og de 3 Millioner Hviderussere. Analfabetismen var langt større i Vesthviderusland og Vestukraine end i Polen og nåde f.eks. selv efter officielle polske Oplysninger, op på 50-71 % blandt Bondekonerne i Vojevodskaberne Nowogrudok og Polesien. Den ukrainske og hviderussiske Presse, Litteratur og Kunst blev brutalt forfulgt og undertrykt.

Den nationale Undertrykkelse af Jøderne skete i Polen på en særlig oprørende Måde, der minder om de sorte Hundreder i det tsaristiske Rusland. Jøderne blev fjernet fra Industrien, fra Håndværk og Handel, fra Landets sociale og kulturelle Liv; der gennemførtes en tøjlesløs antisemitisk Hetz; der var fastsat en vis Procentdel (»numerus clausus«) for Jøderne ved Skoler og højere Læreanstalter; der var »Ghettobænke« i Skolerne og Universiteterne (Jøderne måtte kun sidde på de bageste Bænke), og endelig ustandselige Pogromer: sådan var det polske Bourgeoisis og de polske Godsejeres nationale Politik overfor den jødiske Befolkning.

For at holde Polens undertrykte nationale Mindretal og arbejdende Masser nede og sikre Bourgeoisiets og Godsejernes Slavelænker, måtte man oprette et reaktionært Styre indadtil. I alle de 20 År, da den kunstigt skabte polske Stat bestod, befandt Polens kommunistiske Parti og dets Presse sig i dybeste Illegalitet. Hver Avis, der blot viste en Smule Opposition mod det reaktionære Styre, blev straks sat under drakonisk Censur. Folkemasserne blev holdt fuldstændig udenfor enhver Deltagelse i Sejmen og Senatet. Hele Magten blev koncentreret hos Præsidenten, der kun var ansvarlig for sin Embedsførelse »overfor Gud og Historien«, og hos »den øverste Fører« og værdige Efterfølger af Pilsudski: Forræderen, Kujonen og Folkemorderen Rydz-Smigly. I selve den polske Regering sad der Folk som Skladkowski, en Frihedens Bøddel, og Udenrigsminister Beck, den berygtede Agent for forskellige Spionageorganisationer. Hele det polske Statsapparat var fra øverst til nederst opløst af Tyveri, Korruption og moralsk Råddenskab.

Blot de svageste Tegn til Kamp fra de arbejdende Massers og de nationale Mindretals Side blev slået ned med hård Hånd. Fængslerne og Koncentrationslejren i Beresa-Kartuska var fyldt med Kommunister og talrige jævne, revolutionært sindede Arbejdere og Bønder. Fangerne, navnlig Kommunisterne, blev pint på den mest raffinerede og umenneskelige Måde; det gik såvidt, at de blev overhældt med Petroleum og brændt levende. Folk, der havde deltaget i Strejker og Demonstrationer, blev dømt til mange Års Tugthus eller til Døden; der blev sat Straffeekspeditioner og blodige »Pacifikationer« (Undertrykkelsesfelttog) ind mod Folkerejsningerne: det var de Metoder, ved hvis Hjælp det polske Bourgeoisi og Godsejerne søgte at holde sig ved Magten.

Dagen efter at den polsk-tyske Krig var udbrudt, udstedte den polske Regering en Lov om militære Standretter, der var rettet mod de revolutionære Arbejdere og Bønder. Blandt de »Forbrydelser«, der skulle sortere under de militære Standretter, blev opregnet: »Deltagelse i et forbryderisk offentligt Møde«, »forbryderiske Møder og Sammenslutninger«, Opråb om Generalstrejke, Opråb om Standsning af Byernes Levnedsmiddelforsyning (d.v.s. Bondestrejke) o.s.v.. For »Forbrydelser«, for hvilke de almindelige Domstole tidligere idømte Straffe på 5 År, kunne de militære Standretter nu afsige Dødsdomme, der skulle fuldbyrdes, inden der var gået 24 Timer.

De blodige polske Magthaveres mest trofaste Håndlangere, de værste Fjender af Polens arbejdende Masser, er de korrumperede Agenter for det polske og udenlandske Bourgeoisi. der står i Spidsen for P. P. S. og »Stronniztwo Ludowe«.

Spidserne indenfor P. P. S. førte lige siden Partiets Oprettelse en Politik, der betød Forræderi mod det polske Proletariat og Folk. Det var dem, der med deres chauvinistiske Propaganda søgte at indgyde det polske Folk Mistillid og Fjendskab til Verdensproletariatets Fortrop, den store revolutionære russiske Arbejderklasse. Det var dem, der i 1918, da der opstod Sovjetter i Polen, og det polske Bourgeoisi rystede af Skræk for den proletariske, socialistiske Revolution, frelste Kapitalismen i Polen og dannede »Socialisterne« Moratczewskis og Daszynskis Regering, der blev kaldt en »Folkeregering« for at putte Masserne Blår i øjnene. Spidserne indenfor P. P. S. gjorde på denne Måde Håndlangerarbejde ved Oprettelsen af den imperialistiske, sovjetfjendtlige polske Stat.

Sammen med Witos og de andre Førere for »Stronnitztwo Ludowe« hjalp Spidserne indenfor P. P. S. det polske og det udenlandske Bourgeoisi med at kaste det polske Folk ud i den kontrarevolutionære Krig mod Sovjetunionen i 1920. De hjalp ligeledes Pilsudski med hans fascistiske Omvæltning i 1926. De lammede altid det polske Proletariats Kamp. De modsatte sig Dannelsen af en Arbejderenhedsfront og Folkefront, de afblæste Strejkerne og hjalp Bourgeoisiet med at puste til Nationalhadet mellem Proletarerne af de forskellige Nationaliteter. De logrede for det hemmelige polske Politi; de førte en rasende Kamp mod de polske Kommunister; de bagvaskede hver eneste Dag Sovjetunionen; de understøttede med alle Midler Pilsudski-Folkenes Politik, der bekæmpede den kollektive Sikkerhed og nægtede at tage imod Hjælp fra Sovjetunionen, og hjalp således det polske Bourgeoisi med at styrte Polens Nationer ud i den blodige imperialistiske Krig.

Da Polen så sig stillet direkte overfor Faren for en Krig, og lige til selve Krigsudbrudet, forstærkede de store Kanoner indenfor P. P. S.: Nedzialkowski, Czapinski, Pushak, Kwapinski, Stanczyk, Zaremba og Co., deres sovjetfjendtlige Bagvaskelseskampagne. De opgav enhver Opposition mod Regeringen, de understøttede alle dens Forholdsregler til Forberedelse af Krigen, de gav Afkald på Klassekampen og førte en tøjlesløs chauvinistisk Agitation. De fandt Støtte hos Spidserne indenfor Stronniztwo Ludowe, hos Witos, Rataj o.s.v., der drev det samme Spil indenfor Bondebefolkningen. Selv under Krigen indstillede de to Partier ikke deres rasende Hetz mod Sovjetunionen.

Til Trods for al Forfølgelse og Undertrykkelse, til Trods for den forræderiske Rolle, som Spidserne indenfor P. P. S. og »Stronniztwo Ludowe« spillede, til Trods for den vanskelige Situation, som Polens kommunistiske Parti befandt sig i, udvikledes og styrkedes Arbejder- og Bondebevægelsen i Polen og blev til en Fare for Pilsudski-Folkenes reaktionære Regering og Bourgeoisiets og Godsejernes Stat.

De polske herskende Klassers reaktionære, folkefjendtlige, sovjetfjendtlige og antikommunistiske Udenrigs- og Indenrigspolitik har vendt sig mod det imperialistiske Polen selv. Arbejderne, Bønderne og de undertrykte Folk, der sukkede under det polske Bourgeoisis og Godsejernes Åg fandt ikke, at de havde noget at kæmpe for. Dette var den vigtigste Årsag til den polske imperialistiske Stats militære Svaghed og Fallit.

Polens militære Svaghed var så stor, at det styrtede sammen som et Korthus i Løbet af cirka 10 Dage. Hele Divisioner lod sig tage til Fange sammen med deres Kommando. I Hundredevis af Flyvemaskiner forlod Landet uden Kamp. Hele Regimenter flygtede til Udlandet. Den polske Regering faldt fra hinanden og flygtede sammen med Præsident Moscicki med Skam og Skændsel til Rumænien. Efter den polske Regering flygtede også den polske Hærs øverste Ledelse med Rydz Smigly i Spidsen til Rumænien, og sammen med dem flygtede også det polske Folks »åndelige Overhyrde«, Kardinal Chlond, den katolske Kirkes Primas i Polen. På deres Flugt til Udlandet slæbte den polske Regering den Nationalformue med sig, som Arbejderne og Bønderne i Polen, Vestukraine og Hviderusland havde skabt i deres Ansigts Sved: den polske Stats Guld- og Valutabeholdning.

Den 17. September 1939 overskred den berømmelige røde Arbejder- og Bondehær på Sovjetregeringens Befaling Grænsen for at tage Befolkningens Liv og Ejendom i Vestukraine og Vesthviderusland under sin Beskyttelse.

Befolkningen i By og på Land i Vestukraine og Vesthviderusland modtog med Begejstring den røde Hærs Kæmpere og Kommandører som sine Befriere. Arbejderne og Bønderne, de Intellektuelle i By og på Land, alle gik de under røde Faner ud på Vejen med deres Børn for at drage den røde Hærs fremrykkende Kolonner nogle Kilometer imøde og hilse på deres Befriere, den røde Hærs Kæmpere og Kommandører. I Landsbyerne og Købstæderne blev der rejst Triumfbuer for den røde Hær, der var smykket med Billeder af Sovjetregeringen og det bolsjevikiske Partis Førere og med røde Faner. Indbyggerne omringede glade Kæmperne og Kommandørerne, de omfavnede og kyssede dem med Tårer i øjnene og takkede dem for deres Befrielse og overøste dem med Spørgsmål om Sovjetunionen.

En gammel Bondekone, Akulitsj, i Landsbyen Krivitsjani i Vesthviderusland græd af Glæde og sagde til den røde Hærs Kæmpere: »I kære, dyrebare, i 20 År har vi ventet på jer. Gudskelov, fordi I nu endelig er kommet.« En gammel Bonde Mukhasj fra Vestukraine kom hen til Kæmperne i en Infanteriafdeling af den røde Hær og sagde: »Jeg er 70 År gammel, og jeg ved, at der i Moskva bor en Mand, der er alle undertryktes Fader, der tænker på os og sørger for os. Jeg ved, hvad han hedder: Josef Stalin.« En gammel Mand på 76 År kom til Staben for en af den røde Hærs Afdelinger. Det var Hviderusseren Vladimir Mikhailovitsj Dolomatof fra Landsbyen Presjtsjani. Han var gået 40 Kilometer til Fods og medbragte et Brev, som hans Familie, der bestod af 11 Personer, havde skrevet. Dette Brev lød således: »Vi har i 20 År levet under Panernes Åg og havde ikke Ret til at lukke Munden op; men nu har I, vore Brødre, rakt os Hånden, og derfor udtaler vi vor hjertelige Tak til vore kære Kammerater Stalin, Molotof, Vorosjilof og hele Sovjetfolket.«

Ved Overgangen over Floden Njemen ved Grodno samlede den arbejdende Befolkning i denne By alle både og sørgede for, at Rødarmisterne blev sat over. Jakob Stanislawow og hans Hustru Xenia roede hver sin Båd. Xenia gjorde Turen to Gange og satte 26 Rødarmister over Floden. En fjendtlig Kugle dræbte hende, da hun næsten var færdig med sin tredie Tur. Rødarmisterne greb Xenia Stanislawow, da hun faldt. Før hun døde, sagde hun: »Jeg ville med mine egne øjne se lykkelige Mennesker. Slå Panerne! De sidder skjult i hvert eneste Hus på Bredden derovre. Og sig til Kammerat Stalin, at jeg dør lykkelig for Brødrene og Søstrene af de Arbejdere, der indtil nu er blevet undertrykt af de polske Paner.« Soldaterne lagde Kvindens Lig ned i Græsset og gik ud i Kampen.

Da Jakob Stanislawow var færdig med at sætte Rødarmisterne over, tog han et Gevær og gik sammen med dem i Kamp mod de polske Officerer.

I de befriede Byer og Landsbyer i Vestukraine og Vesthviderusland dannes der provisoriske Forvaltninger af Repræsentanter for den lokale Befolkning og den røde Hær, endvidere Afdelinger af Arbejdergarden, der våger over den revolutionære Orden, og Bondekomitéer i Landsbyerne.

De provisoriske Byforvaltninger organiserer Industrivirksomhedernes, de kommunale Virksomheders og Jernbanernes normale Handel og Arbejde og åbner Skolerne, hvor Undervisningen kun foregår på Modersmålet. Arbejderne i Fabrikkerne organiserer Arbejderkontrollen i Virksomhederne. Bondekomitéerne i Landsbyerne registrerer alt, hvad Godsejerne tidligere ejede af Jord og anden Formue, og mange Steder er man allerede begyndt at fordele Godsejernes Jord og Inventar blandt Bønderne.

De arbejdende i Vestukraine og Vesthviderusland ved, at de» snart som frie Sovjetborgere vil virkeliggøre deres Ret til Arbejde i Lykke og Glæde - ikke for Snyltere, Godsejere og Kapitalister, men for sig selv, for deres befriede Folk.

Og også det polske Folk har ikke den mindste Interesse i Genoprettelsen af den gamle Stat af Godsejere og Kapitalister, som ikke blot undertrykte fremmede Folk, men også gjorde Livet til et Helvede for den polske arbejdende Befolkning. Ingen polsk Arbejder og Bonde ønsker, at de korrumperede, æreløse og forræderiske Snyltere, der førte Polen ud i Afgrunden, skal vende tilbage. De polske Arbejdere og Bønder er besluttet på i nøje Kampfællesskab med den arbejdende Befolkning i de andre Lande at afryste enhver Undertrykkelses Åg og at sætte alle deres Kræfter ind for Socialismens Sejr i Polen.

Chamberlain, som for et År siden lod sig hylde som »Fredens Redningsmand«, har nu den 3. September erklæret Tyskland Krig. Den spændte Situation i England, som ikke mindst skyldes hans reaktionære Udenrigspolitik og hans uhørte, konstante Uheld, har allerede længe forhindret ham i åbent at klarlægge sine virkelige Mål og Bestræbelser. Og således må han på samme Måde indhylde den engelske Imperialismes sande Krigsmål i allehånde demokratiske og frihedshyldende Fraser for at undgå, at den svigtende Krigsbegejstring i det engelske Folk skal synke helt ned til Nulpunktet. Han, der påtog sig Garantien for Polen, ved, at dette Påskud er utilstrækkeligt til at skabe Krigsstemning, han har selv måttet indrømme, at Englands Hjælpeaktion udeblev. Altså gebærder han sig - for at bedrage Folkemasserne - som Frihedskæmper for Tjekkoslovakiets Folk. Det er den blodigste Hån, der kan tænkes, når Chamberlain nogle Dage efter Krigens Udbrud, da det polske Nederlag allerede var åbenbart, erklærede i et Budskab til Benes: »Den tjekkiske nations Lidelser skal ikke blive glemt, og vi venter, at de Principper, for hvilke vi har grebet til Våben, ligeledes for det tjekkiske Folk vil betyde Befrielse fra Fremmedherredømmet.«

Hvad er det for »Principper«, som Herr Chamberlain repræsenterede overfor Tjekkoslovakiet for ca. et År siden ? I Spanien repræsenterede han »Ikke-Indblandingsprincippet« for at lade de fascistiske Interventer have frie Hænder, og Tjekkoslovakiets indre Anliggender blandede han sig hensynsløst i for netop gennem denne Indblanding at yde Fascismen sin Tjeneste. Han sendte sin Repræsentant Runciman til Tjekkoslovakiet for at »mægle« mellem den Tjekkoslovakiske Regering og Henleinpartiet. Denne Herr Runcimans »Mægling« var i nogen Grad mærkelig. Han etablerede ganske vist straks Kontakt med Henleinpartiet, men kun med store Vanskeligheder nogen Kontakt med den daværende Tjekkoslovakiske Regering. Hans Forslag var ikke en Mæglers, eller som han også kaldtes: en Rådgivers, men derimod Forslag, som de ville fremkomme fra en Talsmand for Henleinpartiet. Han bidrog på ingen Måde til at hidføre Forståelse mellem den Tjekkoslovakiske Regering og Henleinfolkene, langt snarere var det ham, der gav Henlein det Råd at bryde alle Broer af og kræve Sudeterområdets Adskillelse fra Tjekkoslovakiet.

Og ganske på samme Måde som Runciman handlede Chamberlain, der havde overdraget ham hans Mission. Chamberlain, som ganske vist hyppigt talte om, at den tjekkiske Regering syntes at gå overordentlig vidt med sine Forslag, og som i Ord tilsyneladende i nogen Grad modsatte sig den tyske Regerings Krav og Påstande, men i Gerning anerkendte det ene Krav efter det andet og sørgede for, at også den franske Regering på forsmædelig Måde svigtede sine Forpligtelser overfor Tjekkoslovakiet. Og i Dag vover Herr Chamberlain at bedyre, at denne Krig også vil betyde »det tjekkiske Folks Befrielse« fra Fremmedherredømmet. Mon Herr Chamberlain for et År siden efter hans Samtaler i Berchtesgaden og Godesberg og under Sammensværgelsen i München ikke var fuldkommen klar over, at han udleverede Tjekkoslovakiets Folk til det tyske Fremmedherredømme ? Var det ikke Herr Chamberlain, som ikke blot gav sit Samtykke til Sudeterområdets Adskillelse, men også til Tjekkoslovakiets Sønderlemmelse og dets Udlevering til den tyske Imperialisme ? Var det ikke Herr Chamberlain, som tvang den Tjekkoslovakiske Regering til at kapitulere overfor Fascismen ? Vidste Herr Chamberlain ikke, at det store Flertal af Tjekkoslovakiets Befolkning, foruden Hæren, var helt og fuldt beredt til at kæmpe for sin Uafhængighed og Frihed, at forsvare den demokratiske Tjekkoslovakiske Republik imod Sønderlemmelse og Fremmedherredømme? Chamberlain vidste det. Og netop fordi han vidste det, satte han sin Indflydelse ind på at hidføre Kapitulation og at forhindre den Tjekkoslovakiske Republiks Forsvar. Netop fordi han førte en fascistvenlig Politik, netop fordi den Kurs, som kunne tjene til at holde enhver Frihedsbevægelse i Folkene nede, også syntes at være tjenlig for hans Planer, netop derfor har han gennem hele den kritiske Periode i Fjor Efterår sat sig ud over Oppositionens Stemmer i det engelske Folk, sat sig ud over Massernes Ønske om Oprettelse af en virkelig Fredsfront og begået Forræderiet mod den Tjekkoslovakiske Republik, imod det engelske Folks Vilje og imod alle andre Folks Vilje i hele Verden. - Det var Chamberlains og Daladiers Udsending, som om Natten trak Benes ud af Sengen og forelagde ham Tysklands Krav som et Ultimatum fra England og Frankrig. Det var dem, som overfor Benes nægtede, at opfylde deres Forbundsforpligtelser og tvang ham til at kapitulere og abdicere.

Det var Chamberlain og hans Klike, som den Gang talte om den »anden Republik«, som den Gang gav det Udseende af, at de ville tage den tiloversblevne del af Tjekkoslovakiet under deres Beskyttelse. Men allerede i November 1938, da Spørgsmålet om Garantien for Tjekkoslovakiets Grænser blev behandlet i det engelske Underhus, erklærede Chamberlain, at det ikke drejede sig om en Garanti for de tjekkiske Grænser, men kun om en Garanti »imod et ikke provokeret Angreb«. Med en Garanti af denne Art forelå der naturligvis ingen Hindringer for Tyskland og Italien til enten selv eller via Omvejen over deres Vasalstater at udskille yderligere Områder fra Tjekkoslovakiet på »fredelig« Måde, det vil sige a la München. Og denne samme Chamberlain, som havde lovet Østrig garantier og derefter prisgav det til den voldelige »Ansch1uss« til Tyskland, som havde lovet at garantere Tjekkoslovakiet og derefter lod det sønderlemme, som intet foretog sig for at forhindre det, den Gang den tiloversblevne Rest af Tjekkoslovakiet blev forvandlet til et »tysk Protektorat« - denne samme Chamberlain, hvis »Principper« altid har virket som en Gift, der gav de garanterede Garanti for at gå til Grunde, han vover nu at erklære, at det Tjekkoslovakiske Folks Lidelser skal ikke blive glemt ! Det lå i hans Hånd at spare Tjekkoslovakiets Folkeslag for det sidste Års Lidelser. Og når Herr Chamberlain i Dag med hyklerisk Medlidenhed og med bedrageriske Løfter stiller Befrielsen af Tjekkoslovakiets Folk i Forgrunden, så gør han det kun for at skjule det sande Krigsmål for det engelske Folk og for at fremkalde det Indtryk, at det er gået i Krig for at forsvare Demokratiet. Chamberlain og hans Klike er ikke Demokrater, de er ikke Fredsvenner, og de er ikke Frihedsbebudere.

Chamberlain og hans Klike repræsenterer den mest imperialistiske, den mest reaktionære, den mest arbejderfjendtlige Del af det engelske Bourgeoisi. De har kun eet Mål: at holde Arbejderbevægelsen i alle Lande nede, at kvæle Folkenes Frihedsbestræbelser, at sønderslå Folkets revolutionære Massebevægelse og at slippe Krigen mod Sovjetunionen løs. Det var det, der var deres »Principper« i Fjor Efterår, det er det, der i Dag er deres »Princip«. For deres »Princippers« Skyld lammede de det Tjekkoslovakiske Folks Modstand mod Fascismen, fik de Frankrig bragt så vidt, at det forrådte Tjekkoslovakiet, tvang de i Forbund med den Tjekkoslovakiske Reaktion den Tjekkoslovakiske Regering til Kapitulation, så de roligt til, da Reaktionen i Tjekkoslovakiet hævede Hovedet og, tilføjede Tjekkoslovakiets Arbejderklasse bitre Lidelser.

For et År siden arbejdede Chamberlain ganske bevidst hen til, at Benes skulle abdicere, for, således som Situationen var den Gang, ville Benes måske ikke have været i Stand til rettidigt at lede det tjekkiske og slovakiske Folks revolutionære Opsving ind i »moderate«, i »fredelige« Baner. I Dag er Stillingen en anden. I Dag påtager Herr Chamberlain sig selv Rollen som Tjekkoslovakiets »Befrier« fra det tyske Fremmedherredømme. Herr Chamberlain ved endnu ikke, hvordan Udgangen vil blive på denne Krig, som han har været med til at fremkalde. For alle Tilfælde ser han sig allerede nu i god Tid om efter en egnet Statsmand, som skal hjælpe ham med at virkeliggøre sine »Principper«, og i det mindste i Tjekkoslovakiet afværge »det værste«, nemlig Revolutionen. Benes, som altid har understøttet Englands og Frankrigs imperialistiske Politik, forekommer ham at være en Garant imod en konsekvent Revolution i det Tjekkoslovakiske Folk. For Chamberlain er dette Folk nu som før en Genstand, som der kan handles om mellem de imperialistiske Stormagter. Det er ikke Befolkningernes Lidelser i Tjekkoslovakiet, som plager Herr Chamberlains Samvittighed, og som får ham til at tænke med Bekymring på Fremtiden. Men det er Angsten for de kommende Dage, som rører sig i ham. Han ved, at Folkene rundt om i Verden har forstået, at hans Garantier kun kan føre til, at deres Stilling bliver endnu elendigere end før, at deres usselt tilmålte Friheder bliver endnu mere indskrænkede, at deres kummerlige Rettigheder bliver endnu mere indsnævrede. At opnå Englands »Garanti« virke i Dag næsten som en Dødsdom, derfor taler Chamberlain i Dag så højt om Demokrati og Frihed, om Sandhed og Retfærdighed. Derfor gebærder denne Fascistven sig i Dag så kraftigt som »Antifascist«. Under en »Demokrati« og en »Antifascists« Maske søger Chamberlain efter Fortalere for sin reaktionære Politik, han ved, hvem han under denne Maske skal vende sig til: han vender sig til de reaktionære Ledere af det engelske Labour Party, som i sin Tid hyldede ham som »Fredens Redningsmand«, og som i Dag sammen med ham går ind for Tjekkoslovakiets »Befrielse«. I Chamberlains Ærinde henvendte de reaktionære Labour Førere sig til Tjekkoslovakiets Folk og tilråbte dem: »Det franske og det engelske Folk svigter jer ikke! . . Retten er på vor Side. Det tjekkiske og det slovakiske Folk vil snart være frie igen.«

Disse reaktionære Førere for Labour Party understøtter nu som før Chamberlains imperialistiske Politik. De har bortkastet Ordet Klassekamp, fjernet det fra deres Gloseforråd, Ordene Arbejderklassens internationale Solidaritet kender de ikke mere. De har aldrig for Alvor kæmpet mod den borgerlige Reaktion, de har i alle afgørende Situationer handlet imod Arbejderklassens Interesser og har altid ladet sig tage på Slæbetov af Bourgeoisiet. Nøjagtig på samme Måde forholder det sig nu, da Chamberlain lover Tjekkoslovakiet »Befrielsen fra Fremmedherredømmet«. Det tjekkiske og det slovakiske Folk vil imidlertid med stedse større Klarhed erkende, at deres Befrielse ikke kommer fra de demokratiske Vestmagter, ikke kommer som Følge af nogen som helst Tilsagn og Løfter, ikke som Følge af Aftaler mellem Chamberlain og Benes. Friheden kan det tjekkiske og slovakiske Folk kun tilkæmpe sig gennem en af Imperialisterne og dens Agenter uafhængig Kamp, en Kamp i Forbund med det østrigske Folk, med den tyske Arbejderklasse, med den internationale revolutionære Bevægelse, en Kamp, der kun kan føres som en revolutionær Kamp imod Fremmedherredømmet og imod den hjemlige Reaktion.

Folkene må betale for de imperialistiske Forbryderes Krig, ikke blot med deres Blod, men tillige med uhørte Savn. Den imperialistiske Krig finansieres ikke på de Riges, men på de Fattiges Bekostning. I intet af de krigsførende Lande røres der ved de store Kapitalisters Formuer. I alle de krigsførende Lande tvinges kun det arbejdende Folk til med sin Arbejdsløn at fylde den kapitalistiske Røverbandes Kasse. Nazibosserne har været så forudseende, at de har anbragt de Millioner i Udlandet, som de har slæbt sammen i Løbet af de få År, deres Diktatur har bestået. De britiske Lorder og de 200 Familier i Frankrig har vel vogtet sig for at ofre deres Profit på »Fædrelandets Alter«. Hvortil har man vel Arbejderne, hvortil et arbejdende Folk ? »Fædrelandet«, som fratager Folket dets Sønner, føler sig fuldkommen berettiget til også at fratage det Arbejdslønnen.

I England er Angrebet på Lønningerne begyndt. Varerne bliver dyrere. Gennem en hensynsløs Forhøjelse af Indkomstskatten, som rammer Småfolk hårdest, tvinges Arbejdernes og Funktionærernes Masser til at betale for City’s Krig. Og tilmed bliver Massernes Forbrug belastet med nye Skatter, F.eks. forøgedes Sukkerafgiften til 1 Penny pr. Pund. Med Kynisme erklærede Regeringen, at det ikke ville være »retfærdigt« at lægge hele Byrden ved Krigen på de direkte Skatteyderes, altså de besiddendes Skuldre. Hele Krigens Byrde pålægges Folkemasserne. I Frankrig indførtes der ikke blot en 72-Timers Uge og Søndagsarbejde, men der blev også truffet den Bestemmelse, at Arbejderne skulle afgive Lønnen for Søndagsarbejdet og Overtimerne - »til Fordel for de mobiliserede Familier«, således som de 200 Familiers Regering demagogisk påstår, det er! Det er ikke de i Krigen skyldige Kapitalisters Profit, som beslaglægges for at skaffe Midler til Understøttelse for Familier, hvis Forsørgere er blevet drevet ud i Slagteriet, men det er Arbejderne, som bliver tvunget til vederlagsfrit at yde Søndagsarbejde og Overtimer uden i Virkeligheden at vide, hvad der sker med de Penge, som således frarøves dem.

Hvad Arbejderne i alle krigsførende Lande endnu kan vente sig, ses tydeligst, når man gør sig det klart, på hvilken Måde de tyske Kapitalister finansierer Krigen. I Tyskland har det System, som alle krigsførende Stater stræber henimod, hidtil nået sin højeste Udvikling. Her Lægger de Tendenser sig tydeligst for Dagen, som karakteriserer den rådnende Kapitalisme med dens ustandselige Fremkalden af Krigens Blodbad. »Völkischer Beobachter« skrev den 2. September: »En gemen Hund må den være, som altid kun har taget imod og altid kun har villet tage imod, og som nu i den store Stund, hvor Hjerterne bliver vejet, hvor der endelig en Gang må spyttes i Bøssen, kan få sig selv til at stå udenfor med tomme Hænder.«

Med disse gemene Hunde, som altid kun har taget imod, og som altid kun har villet tage imod, menes ikke f.eks. de Naziparasitter, som i Løbet af få År berigede sig selv eventyrligt, heller ikke F.eks. de kapitalistiske Røvere, hvis Profitter i Løbet af få År steg til svimlende Højder. men Arbejderne, som stod udenfor med tomme Hænder, medens Kullenes, Jernets og Kemiens Herrer, ligesom det stortyske Riges »Værger« og Administratorer stoppede Lommerne fulde. De, der skal spytte i Bøssen, er ikke de rige, men de fattige. Det er deres Hjerter, der bliver vej et, og ikke de Folks Tegnebøger, som råder over Gøringværkerne, over Stålkartellet, Sværindustrien og de store Jordejendomme. Hvem det er, der skal spytte i Bøssen, fremgår med ligefrem brutal Entydighed af de krigsøkonomiske Forordninger. »Spytte i Bøssen«, det skal de Arbejdere, hvis Arbejdstid er praktisk talt ubegrænset; de Arbejdere, som kan blive kommanderet til et hvilket som helst Arbejde, til at yde et ubegrænset Antal overtimer, og hvis Løn til Gengæld nedsættes radikalt - »da man jo alligevel ikke kan købe noget«, som Tysklande Herrer kynisk siger for at retfærdiggøre Lønnedsættelsen. Som en Trøst forklarer den storkapitalistiske »Deutsche Bergwerkszeitung« af 8.-9., at ikke blot Arbejdslønnen, men også Gagerne bliver nedsat, »ligefra de laveste Funktionærers til Generaldirektørens«. Samtidig bekendtgøres det, at der ikke er planlagt nogen Forhøjelse, hverken af Formueskatten eller af Aktieselskabsskatten, at altså de store Formuer, lige så vel som Aktieselskaberne, Kartellerne, Koncernerne o.s.v. kan stå udenfor, medens de arbejdende Masser finansierer Krigen. Lønningerne bliver nedsat, ja endogså »Generaldirektørernes Gager«, - hvilket Topmål af »Folkefællesskab« - men Dividenderne, som Herr Generaldirektøren hæver, og som forsvinder i Lommen på Aktionærerne, dem røres der ikke ved.

»Spytte i Bøssen« må ikke blot Arbejderne og Funktionærerne, men også Bønderne, hvis Arbejdsprodukt »Fædrelandet« beslaglægger, medens Storgodsejerne beriger sig ved Krigen. »Spytte i Bøssen« må også Håndværksmestrene og de Småhandlende, hvis Værksteder og Butikker Staten lader lukke, og hvis Proletarisering bliver erklæret for en statslig Nødvendighed. »Forordningen om Fællesskabsbedrift i den håndværksmæssige Økonomi« giver Hundredtusinder af Erhversdrivende Dødsstødet. De Erhvervsdrivende indenfor samme Branche bliver sluttet sammen i Tvangsorganisationer, i såkaldte Fællesskabsbedrifter. »Under Gennemførelsen af sådanne Sammenslutninger kan midlertidigt eller for stedse Beskæftigelsen i de pågældende Erhverv blive forbudt enhver Erhvervsdrivende imod Erstatning, som de øvrige Medlemmer i et sådant Værkfællesskab vil have at udrede«. Den storkapitalistiske »Frankfurter Zeitung« af 9. og 10. September kommenterer disse Bestemmelser og tilføjer: »Ud fra et højere Synspunkt kan Retten til at fungere, øjeblikkeligt eller varigt, blive frataget en Bedrift eller en Forretning. Denne Ret overgår til andre Bedrifter«. Bladet meddeler tillige åbenhjertigt, udfra hvilket »højere Synspunkt« dette uhyrlige Røvertogt imod de Erhvervsdrivende og Småhandlende foretages. Dette »højere Synspunkt« er, som Bladet fastslår, den statslige »Særfremme« af den kapitalistiske Koncentrationsproces. Det drejer sig om intet andet end om voldelig Ekspropriation af de små til Fordel for de store. Den umættelige Storkapitalist udnytter Krigen for at gøre Kål på de små Bedrifters Indehavere og samle samtlige Produktionsmidler i Landet i Hånden på et lille Antal Røvere af større Format, for at lade al Profitten gå i Lommen på et Par Hundrede Familier. Statssekretær Posse har i »Deutsche Bergwerkszeitung« og 9. September omskrevet denne Kapitalens voldelige Koncentrationsproces på følgende Måde: man kan kun opretholde de Produktionsbedrifter, som er uundværlige for Krigsførelsens .Formål«. Det vil altså sige: hele Produktionen og hele Profitten går over på det forsvindende Antal af Kapitalisters Hænder, som ved deres imperialistiske Politik har fremkaldt Krigen, og som nu som deres første Krigsgevinst gør Krav på uindskrænket Eneherredømme over hele, bogstavelig talt hele det økonomiske Liv. Den »Socialisme«, som de tyske Fascister foregiver at kæmpe for, viser således sit sande Ansigt: ubegrænset Eneherredømme af de brutaleste, mest reaktionære, mest folkefjendtlige Banditter, de mest ryggesløse og drevne Udbyttere, Profitmagere og Krigsprovokatører.

Statssekretær Posse, som vi allerede har citeret ovenfor, kunne ikke undgå at indrømme, at det ikke kunne gå for sig uden Hårdhed og store Byrder, men han vogtede, sig dog for at tilføje, at det kun er de økonomisk svage, som udsættes for Hårdhederne og Byrderne, hvorimod den storkapitalistiske Røverbande nu vil være i Stand til at berige sig udover alle Grænser. Statssekretær Posse har uden Omsvøb udtalt den forfærdende Sandhed: »I den totale Krig findes der ikke mere nogen Civilisation! Han glemte imidlertid at tilføje: I den totale Krig findes der herefter kun en Håndfuld Banditters Profit og Folkemassernes Elendighed ud over alle Grænser!

Vi står kun ved Begyndelsen af Krigens frygtelige »Finansiering« gennem Folkemassernes grænseløse Elendighed. Krigen vil i uhørt Tempo drive den Udviklingsproces på Spidsen, som Karl Marx i sit udødelige Værk »Kapitalen« har karakteriseret med følgende Ord: »Med det stadig aftagende Antal af Kapitalmagnater ….vokser Massen af Elendighed, Undertrykkelse, Trældom, Udartning, Udbytning, men også den Forbitrelse, som opstår i den ved den stadig voksende og gennem selve den kapitalistiske Produktions proces’s mekanisk skolede, forenede og organiserede Arbejderklasse.« (Marx: »Kapitalen«, 1. Bd. »Kapitalens Akkumulationsproces«, 5. 803, 24. Kapitel: Den kapitalistiske Akkumulations historiske Tendens.)

Af denne til en Ende med Forskrækkelse førende Akkumulation af Rigdomme på den ene Side og af Elendighed, Undertrykkelse, Trældom, men også af Forbitrelse på den anden Side, må Folkenes uimodståelige Stormløb mod Kapitalismen opstå.

Da de franske Arbejdere og Bønder i Efteråret 1938 blev indkaldt til Hæren, sang de Marseillaisen og Internationale. De havde Følelsen af, at det nu gjaldt Forsvaret, ikke blot af Tjekkoslovakiet og Frankrig, men tillige af alle Folkeslags Frihed imod det fascistiske Despoti. Ånden fra den mægtige Folkebevægelse, som i Februar 1934 havde slået de fascistiske Bander tilbage, var endnu levende i dem, den Ånd, som i Sommeren 1936 med eet Slag havde erobret vidtgående Rettigheder for det arbejdende Folk i Frankrig, den Ånd, som havde stillet de 200 Familiers korrupte og forrådnede Frankrig overfor Folkets stærke og ædle Frankrig. Den historiske Erindring om den franske Revolutions Arméer vågnede i dem, Erindringen om de Arméer, som for 150 År siden med uimodståelig Styrke løb den europæiske Reaktion over Ende og bragte Frihedens Fane ud til Europas Folk. De var gennemsyret af Bevidstheden om, at det var en retfærdig Krig, en Frihedskrig, de gik imøde.

Dybt foruroliget var det reaktionære franske Bourgeoisi vidne til dette Massernes Opbrud, til den frihedsbegejstrede Karakter, som denne Bevægelse antog. Var det for pludselig at stå midt i en Frihedskrig, ført af det franske Folk, at det havde gjort alt tænkeligt for at kvæle det spanske Folks Frihedskrig ? Skulle mon Folkefronten, som allerede syntes lammet, vinde nye Kræfter, skulle Folkets antifascistiske Kampånd atter tilintetgøre de 200 Familiers Spil ? Forræderiet mod Tjekkoslovakiet, Daladiers forsmædelige Kapitulation i München, befriede det reaktionære franske Bourgeoisi for dets bange Anelser, nu kunne det tage fat på at ødelægge Folkefronten fuldstændigt, at fratage Arbejderklassen alle dens sociale Erobringer og indgive det arbejdende Folk Modløshedens Gift.

I det År, som er gået forud for den europæiske Krig, er det lykkedes det reaktionære franske Bourgeoisi at oprette et Regime i Frankrig, præget af den mest hadefulde og giftige Reaktion. Folkets Frankrig blev begravet under Daladier-Regeringens folkefjendtlige Politik, og de franske Arbejdere og Bønder ved i Dag ikke længere, for hvilket Mål de skal føre Krig mod Tyskland. Tavse, med mørke og eftertænksomme Ansigter drager de ud i ,denne Krig, som det pålægges dem af en folkefjendtlig Regering. De føler, at det ikke er deres egne Interesser, de forsvarer i denne Krig, men at de bliver misbrugt til at rage Kastanjerne ud af Ilden for Magter, der er fremmede for Folket. For et År siden ville Frankrigs Forsvar have betydet Forsvaret for 8 Timers Dagen, Forsvaret for Lønningerne, for Arbejderklassens sociale Erobringer

siden den Gang er 8-Timers Dagen blevet opgivet, er Lønningerne blevet trykket ned, er Arbejderklassens sociale Erobringer blevet likvideret. For et År siden havde de franske Arbejdere deres demokratiske Frihedsrettigheder at forsvare - siden den Tid har det reaktionære fascistvenlige Bourgeoisi i Frankrig selv lagt Hånden på disse demokratiske Frihedsrettigheder: Politiet blev sat ind mod de strejkende Arbejdere; de revolutionære Arbejderes Parti, det kommunistiske Parti, blev forbudt, de kommunistiske Aviser må ikke længere udkomme, Proletariatets Tillidsmænd bliver fængslet i store Skarer, fordi de stiller Sandheden op imod Regeringens Løgne. For et År siden havde det franske arbejdende Folk Grund til at antage, at de demokratiske Frankrig forsvarede Folkenes Frihed imod det fascistiske Voldsherredømme - siden den Tid har det »demokratiske« Frankrig prisgivet de spanske Frihedskæmpere til Sult og Terror i Koncentrationslejre, udleveret Tjekkoslovakiets Folkeslag til det tyske Fremmedherredømme ved et eksempelløst Forræderi, deltaget i en lumsk Sammensværgelse i München imod Socialismens Land. For et År siden kunne de franske Antifascister håbe, at Våbnene ville blive givet dem i Hænde til at bevare Frankrig for Fascismen siden den Tid har den franske Regering i München ikke blot forhindret, at den tyske Fascisme gik til Grunde som Følge af sine indre Vanskeligheder, men den har tillige åbnet alle Døre for Fascisterne i selve Frankrig: d’Herrer Doriot og Flandin, Tardieu og de la Roque står allerede med det ene Ben i Regeringen, medens Kommunisterne, de mest prøvede Kæmpere mod Krig og Reaktion, bliver forfulgt og stillet udenfor Loven. For et År siden var det franske Folk overbevist om, at Frankrig ville indtage sin Plads i en mægtig Fredens Front og ved den store Sovjetunions Side byde alle Krigsprovokatørerne Holdt, siden den Tid har den franske Regering, som er taget på Slæb af de engelske Imperialister, saboteret Oprettelsen af en sådan Fredsfront og har ved Forhandlingerne i Moskva ikke tjent det franske Folks Interesser, men derimod rettet sig efter de engelske Krigsprovokatørers ønsker og samtidig foregøglet Folkemasserne, at Fredsfronten var så godt som sikret, at Fredspagtens Undertegnelse var umiddelbart forestående.

Det er derfor hundredfold berettiget, at de franske Arbejdere og Bønder drager ud i denne Krig i nedtrykt Sindstilstand og med dyb Modvilje. Frankrig i Dag har ikke længere noget tilfælles med Folkefrontens Frankrig. Marseillaisens Ord »Frihed, Frihed, elskede Frihed!«, som i Folkefrontens Frankrig genvandt deres Klang, er i Frankrig i Dag blevet til elendig Løgn. Medens Regeringen forlanger af Arbejderne og Bønderne, at de skal forbløde ved Fronten, bliver Arbejderklassens sociale Erobringer, det arbejdende Folks demokratiske Frihedsrettigheder, i hastigt Tempo tilintetgjort i Baglandet, hvor de 200 Familier og deres fascistiske Håndlangere stadig rejser Hovedet højere, og Faren for den »totale« Kontrarevolution fra Dag til Dag vokser for alles øjne. Det reaktionære Bourgeoisi regerer med autoritære Metoder, dets Mål er stadig det samme som i Februar 1934. Dengang brød de 200 Familiers fascistiske Offensiv sammen overfor Folkemassernes Modstand; i Dag regner de 200 Familier med den fuldstændige Sejr for deres kontrarevolutionære Offensiv imod det franske Folk, som forbløder ved Krigsfronten.

Også i Februar 1934 hed Frankrigs Ministerpræsident Daladier. Grædende trådte han den Gang tilbage, da Fascisterne forlangte at komme til Magten, han kunne ikke bringe det over sit Hjerte, sagde han, at påtage sig Ansvaret for Blodsudgydelser. Da de franske Arbejdere, og i Spidsen for dem Kommunisterne, forpurrede det fascistiske Statskup, da de franske Folkemasser sluttede sig sammen i en mægtig antifascistisk Bevægelse, da kom Herr Daladier atter ind gennem Bagdøren og var pludselig blevet »antifascistisk«. I sin nyopdagede Egenskab af »Antifascist« albuede han sig frem, indtil han stod som Folkefrontens »Fører«. I denne Funktion arbejdede han systematisk på Folkefrontens Ødelæggelse, på oprettelsen af et reaktionært »autoritært« Regime, som stadig mere og mere kom til at ligne Brünings og Papens Regime i sin Tid i Tyskland. Han har nu vist, at han meget vel er i Stand til at hidføre Blodsudgydelse, men at han derimod ligeså lidt som i Februar 1934, da han grædende kapitulerede for Fascisterne, formår at yde Modstand mod Kontrarevolutionens Kræfter.

Medens man bilder de franske Arbejdere og Bønder ind, at det i denne Krig drejer sig om Frihedens Sejr over det fascistiske Despoti, kvæles Friheden i selve Frankrig, oprettes der i selve Frankrig et Despoti, som næppe adskiller sig fra det fascistiske. Og for dette skal de franske Arbejdere og Bønder udgyde deres Blod ved Fronten ? Nej, den Krig, Frankrig og England nu fører, er en reaktionær, imperialistisk Krig. Beslutsom Kamp imod denne Krig kun dette kan være det klassebevidste Proletariats Stilling til den.

Kammerater ! Der er gået 24 År, siden den socialistiske Oktoberrevolution sejrede hos os, og Sovjetsystemet blev grundlagt i vort Land. Vi står nu på Tærskelen til det næste, det 25. År i Sovjetsystemets Tilværelse. På Festmøderne i Anledning af Årsdagen for Oktoberrevolutionen plejer vi at gøre op, hvilke Resultater vi i det forløbne År har opnået på den fredelige Opbygnings Område. Der er virkelig noget at gøre op, thi vore Resultater på den fredelige opbygnings Område bliver større ikke blot fra År til År, men fra Måned til Måned. Hvad det er for Resultater, og hvor store de er, det ved alle, både Venner og Fjender. Men det forløbne År er ikke blot et År med fredelig opbygning. Det er samtidig et År med Krig mod de tyske Okkupanter, der troløst har overfaldet vort fredselskende Land. Kun de første seks Måneder i År har vi kunnet fortsætte vort fredelige Opbygningsarbejde. I Årets anden Halvdel har vi i over fire Måneder ført en forbitret Krig mod de tyske Imperialister. Krigsudbruddet er således blevet et Vendepunkt i vort Lands Udvikling i det forløbne År. Krigen har i betydelig Grad formindsket, og på nogle Områder fuldstændig standset, vort fredelige Opbygningsarbejde. Den har tvunget os til at omstille hele vort Arbejde efter Krigens Krav. Den har gjort vort Land til et enigt og altomfattende Etapeområde for Fronten, for vor røde Hær og vor Orlogsflåde. Den fredelige Opbygnings Periode er forbi. Frihedskrigens Periode, Krigen mod de tyske Okkupanter er begyndt. Det er derfor absolut på sin Plads at rejse Spørgsmålet om Krigens Resultater i det forløbne Års anden Halvdel eller rettere sagt i de godt fire Måneder, der er gået af Årets anden Halvdel, og om de Opgaver, vi stiller os i denne Frihedskrig. Jeg har allerede i en af mine Taler ved Krigens Begyndelse sagt, at Krigen har skabt en alvorlig Trussel for hele vort Land, at vort Land svæver i alvorlig Fare, at vi må forstå denne Fare og gøre os klart, at den er der, og at vi må omstille hele vort Arbejde efter Krigens Krav. Nu, da Krigen har varet i fire Måneder, må jeg fremhæve, at denne Fare langt fra er blevet mindre, men tværtimod vokset yderligere. Fjenden har besat Størstedelen af Ukraine, Hviderusland, Moldau, Litauen, Letland, Estland og en Række andre Områder, han er trængt ind i Donets Bækkenet, hænger som en sort Sky over Leningrad og truer vor berømmelige Hovedstad Moskva. De tysk-fascistiske Erobrere udplyndrer vort Land og ødelægger de Byer og Landsbyer, som Arbejderne, Bønderne og de Intellektuelle med Slid og Slæb har skabt. Hitler-Horderne myrder og terroriserer vort Lands fredelige Indbyggere uden at skåne Kvinder, Børn og Oldinge. Vore Brødre i de af Tyskerne okkuperede Områder i vort Land stønner under de tyske Undertrykkeres Åg. Soldaterne og Matroserne i vor Hær og Flåde har forsvaret Fædrelandets Ære og Frihed, heltemodigt afslået en bestialsk Fjendes Angreb, udvist enestående Dristighed og Mod og derved tvunget Fjenden til at udgyde Strømme af Blod. Men Fjenden viger ikke tilbage for Ofrene, han regner ikke sine Soldaters Blod for noget, men kaster stadig nye Afdelinger til Fronten for at erstatte Tabene og sætter alle sine Kræfter ind på at erobre Leningrad og Moskva før Vinteren, for han ved, at Vinteren ikke lover ham noget godt. I de 4 Måneder, Krigen har varet, har vi haft et Tab på 850.000 faldne, 378.000 savnede og 1.020.000 sårede. I samme Tidsrum har Fjenden haft et Tab på over 4 1/2 Million faldne, sårede og Fanger. Der er ingen Tvivl om, at efter 4 Måneders Krig er Tyskland, hvis Menneskereserver allerede er ved at svinde ind, betydelig mere svækket end Sovjetunionen, hvis Reserver først nu er ved at udfolde sig i fuldt Omfang. Da de tysk-fascistiske Erobrere foretog deres Overfald på vort Land, regnede de bestemt med, at de kunne »gøre det af med« Sovjetunionen i Løbet af halvanden eller to Måneder, og at de i Løbet af denne korte Tid kunne nå frem til Ural. Det må siges, at Tyskerne ikke lagde Skjul på denne Plan om en Lynsejr. De gjorde tværtimod Reklame for den på alle Måder. Kendsgerningerne har imidlertid vist, at »Lyn«planen var letsindig og ‘svævede frit i Luften. Man kan nu definitivt fastslå, at denne vanvittige Plan er blevet en Fiasko. Hvad er Forklaringen på, at »Lynkrigen«, der lykkedes i Vesteuropa, mislykkedes og blev Fiasko i Østeuropa ? Hvad regnede de tysk-fascistiske Strateger med, da de påstod, at de kunne gøre det af med Sovjetunionen i Løbet af to Måneder, og at de i Løbet af dette korte Tidsrum kunne nå frem til Ural ? De regnede først og fremmest med, at der virkelig var Håb om at få dannet en almindelig Koalition mod Sovjetunionen med Storbritannien og USA. som Deltagere, når de først havde skræmt de herskende Kredse i disse Lande med Revolutionens Spøgelse, så at vort Land på denne Måde kom til at stå fuldstændig isoleret fra de andre Magter. Tyskerne vidste, at deres Politik med at spille på Klassemodsætningerne indenfor hver enkelt Stat og på Modsætningerne mellem disse Stater og Sovjetlandet allerede havde givet Resultater i Frankrig, hvis Magthavere lod sig skræmme af Revolutionens Spøgelse og i deres Forskrækkelse lagde deres Land for Hitlers Fødder uden at gøre Modstand. De tysk-fascistiske Strateger troede, at det samme ville blive Tilfældet med Storbritannien og USA.. Den noksom bekendte Hr. Hess blev i Virkeligheden sendt til England af de tyske Fascister for at få de engelske Politikere til at slutte sig til det almindelige Felttog mod Sovjetunionen. Men Tyskerne regnede fuldstændig fejl. Til Trods for Hess’ Anstrengelser sluttede Storbritannien og USA. sig ikke til de tysk-fascistiske Erobreres Felttog mod Sovjetunionen, men stillede sig tværtimod ved Sovjetunionens Side mod Hitler-Tyskland. Sovjetunionen kom ikke til at stå isoleret, men fik tværtimod nye Forbundsfæller i Storbritannien og USA. foruden de Lande, der er okkuperet af Tyskerne. Det har vist sig, at den tyske Politik med at spille på Modsætningerne og skræmme med Revolutionens Spøgelse har udtømt sine Muligheder og ikke længere dur under de nye Forhold. Og ikke nok med at den ikke dur, den er oven i Købet skæbnesvanger for de tyske Erobrere, thi under de nye Krigsforhold fører den til de stik modsatte Resultater. For det andet regnede Tyskerne med, at Sovjetsystemet, det sovjetiske Bagland, ikke var stabilt. De mente, at der efter det første kraftige Slag og den første Modgang for den røde Hær ville opstå Konflikter mellem Arbejderne og Bønderne og Stridigheder mellem Sovjetunionens Folkeslag, at der ville udbryde Oprør, og at Landet ville opløse sig i sine Bestanddele. Derved ville det blive lettere for de tyske Erobrere at rykke frem til Ural. Men også her regnede Tyskerne fuldstændig fejl. Den Modgang, den røde Hær har haft, har ikke svækket, men tværtimod styrket såvel Forbundet mellem Arbejderne og Bønderne som Venskabet mellem Sovjetunionens Folkeslag. Ikke nok med det: den har forvandlet Sovjetunionens Folkefamilie til een stor, urokkelig Krigslejr, som selvopofrende støtter sin røde Hær og sin røde Flåde. Det sovjetiske Bagland har aldrig været så stabilt som nu. Det er overordentlig sandsynligt, at ingen anden Stat med et lignende Tab af Territorium kunne have holdt til denne Prøvelse uden at komme i Opløsning. Når Sovjetsystemet har holdt så godt til denne Prøvelse og oven i Købet har styrket sit Bagland, så betyder det, at Sovjetsystemet nu er den mest stabile Samfundsordning. De tyske Okkupanter regnede endelig med, at den røde Hær og den røde Flåde var svage, og de troede, at det ville lykkes den tyske Hær og den tyske Flåde med eet Stød at besejre og splitte vor Hær og vor Flåde, så at Tyskerne uhindret kunne rykke dybt ind i vort Land. Men også her regnede Tyskerne fuldstændig fejl, idet de overvurderede deres egne Kræfter og undervurderede vor Hær og vor Flåde. Naturligvis, vor Hær og vor Flåde er endnu unge, de har kun kæmpet i 4 Måneder og har endnu ikke fået deres Kadrer fyldt helt, medens de overfor sig har Tyskernes Kadreflåde og Kadrehær, som allerede har ført Krig i 2 År. Men for det første står vor Hærs Moral over den tyske, thi den forsvarer sit Fædreland mod fremmede Erobrere og tror på sin Sags Retfærdighed, hvorimod den tyske Hær fører en Erobringskrig og udplyndrer et fremmed Land uden et Øjeblik at kunne tro på, at deres skændige Sag er retfærdig. Der kan ikke være Tvivl om, at Fædrelandets Forsvar, som er den Idé, vore Folk kæmper for, i vor Hær må fostre og faktisk fostrer Helte, som sammensvejser den røde Hær, medens Erobring og Udplyndring af et fremmed Land, som i Grunden er den Idé, Tyskerne kæmper for, må fostre og faktisk fostrer professionelle Røvere, som er uden moralsk Rygrad, og som virker opløsende på den tyske Hær. For det andet: efterhånden som den tyske Hær rykker dybt ind i vort Land, fjerner den sig fra sin tyske Basis, den tvinges til at manøvrere i et fjendtligt Milieu og må i et fremmed Land etablere en fly Basis, »om tilmed udsættes for Angreb fra vore Partisaners Side. Dette desorganiserer fuldstændig den tyske Hærs Forsyning, tvinger den til at være ængstelig for sit Bagland og dræber dens Tro på, at dens Stilling er stabil. Vor Hær opererer derimod i sit eget Milieu, får uafbrudt Støtte fra sit Bagland, er sikker på at blive forsynet med Mandskab, Ammunition og Levnedsmidler og kan nære fuld Tillid til sit Bagland. Det er Forklaringen på, at vor Hær har vist sig at være stærkere, end Tyskerne troede, og den tyske Hær svagere end man skulle have troet efter de tyske Okkupanters pralende Reklamer. Forsvaret af Leningrad og Moskva, hvor vore Divisioner for nylig tilintetgjorde omkring tredive tyske Kadredivisioner, viser, at der i Fædrelandskrigens Ild smedes og allerede er blevet smedet nye sovjetiske Soldater og Befalingsmænd, Flyvere, Artillerister, Minekasterskytter, Tanksoldater, Infanterister og Matroser, som i Morgen vil blive den tyske Hærs Skræk. Der er ingen Tvivl om, at alle disse Omstændigheder, taget under eet, gjorde »Lynkrigen«s Fiasko på Østfronten uundgåelig. Alt dette er selvfølgelig sandt. Men det er også sandt, at der jævnsides med disse gunstige Betingelser findes en Række ugunstige Betingelser for den røde Hær, som bevirker, at vor Hær forbigående er ude for Modgang, så at den må trække sig tilbage og overlade Fjenden en Række Områder i vort Land. Hvad er det for ugunstige Betingelser? Hvori ligger Årsagerne til den militære Modgang, som den røde Hær forbigående er ude for ? En af Årsagerne til den røde Hærs Modgang består i, at der ikke findes en anden Front i Europa mod de tysk-fascistiske Tropper. Der findes for Øjeblikket på det europæiske Fastland ikke nogen Hær fra Storbritannien eller De forenede Stater, som fører Krig mod de tysk-fascistiske Tropper. Som Følge heraf behøver Tyskerne ikke at splitte deres Styrker og føre Krig på to Fronter, mod Vest og mod Øst. Og dette fører så til, at Tyskerne, der regner med, at de har Ryggen fri mod Vest, har Mulighed for at sætte alle deres egne Tropper og deres europæiske Forbundsfællers Tropper ind mod vort Land. Situationen er i Øjeblikket den, at vort Land fører Frihedskrigen alene, uden nogen som helst militær Hjælp, mod Tyskernes, Finnernes, Rumænernes, Italienernes og Ungarernes forenede Styrker. Tyskerne bryster sig af deres forbigående Fremgang og praler over al Måde af deres Hær, idet de hævder, at de til enhver Tid kan besejre den røde Hær i Kampe Mand mod Mand. Tyskernes Påstande er imidlertid tomt Pral, eftersom det er uforståeligt, hvorfor Tyskerne i så Fald skulle henvende sig til Finnerne, Rumænerne, Italienerne og Ungarerne om Hjælp mod den røde Hær, som udelukkende fører Kampen med sine egne Styrker uden militær Hjælp udefra. Der er ingen Tvivl om, at den manglende anden Front i Europa mod Tyskerne gør den tyske Hærs Stilling betydelig lettere. Men der kan heller ikke være Tvivl om, at Oprettelsen af en anden Front på det europæiske Fastland - og den må ubetinget oprettes i den nærmeste Fremtid - i væsentlig Grad vil forbedre vor Hærs Stilling overfor den tyske Hær. En anden Årsag til vor Hærs forbigående Modgang er vor Mangel på Tanke og delvis på Flyvemaskiner. I den moderne Krig er det meget vanskeligt for infanteriet at kæmpe uden Tanke og uden tilstrækkelig Flyverdækning. Vort Luftvåben står kvalitativt over det tyske Luftvåben, og vore glimrende Flyvere står som uforfærdede Kæmpere bedækkede med Hæder. Men endnu har vi færre Flyvere end Tyskerne. Vore Tanke står kvalitativt over de tyske Tanke, og vore glimrende Tanksoldater og Artillerister har mange Gange slået de højt priste tyske Tropper med samt deres Mængder af Tanke på Flugt. Men vi har trods alt kun en Brøkdel af det Antal Tanke, Tyskerne har. Dette er Hemmeligheden ved den tyske Hærs forbigående Fremgang. Man kan ikke sige, at vor Tankindustri arbejder dårligt og kun leverer vor Front få Tanke. Nej, den arbejder meget godt og fremstiller mange udmærkede Tanke. Men Tyskerne fremstiller mange flere Tanke, thi de råder nu ikke blot over deres egen Tankindustri, men også over Tjekkoslovakiets, Belgiens, Hollands og Frankrigs Industri. Hvis dette ikke havde været Tilfældet, ville den røde Hær forlængst have slået den tyske Hær, som ikke indlader sig i Kamp uden Tanke og ikke kan holde til vore Troppers Slag, med mindre den er overlegen med Hensyn til Tanke. Der findes kun et Middel til at gøre Ende på Tyskernes Overlegenhed med Hensyn til Tanke og dermed grundigt forbedre vor Hærs Stilling. Dette Middel består ikke blot i en Mangedobling af Tankproduktionen i vort Land, men også i en kraftigt forøget Produktion af Panserværnsflyvere, Antitankgeværer og kanoner, Antitankgranater og Minekastere, i Anlæggelse af Tankgrave og alle mulige andre Tankspærringer. Dette er nu vor Opgave. Vi kan løse denne Opgave, og vi skal løse den for enhver Pris. Hos os plejer man at kalde de tyske Okkupanter, d.v.s. Hitleristerne, for Fascister. Hitleristerne anser åbenbart dette for urigtigt og fortsætter hårdnakket med at kalde sig »Nationalsocialister«. Tyskerne vil altså have os til at tro på, at Hitleristernes Parti, de tyske Okkupanters Parti, der udplyndrer Europa og har organiseret det nederdrægtige Overfald på vor Stat, er et socialistisk Parti. Er dette muligt? Hvad kan Socialismen have til fælles med de bestialske hitleriske Okkupanter, der udplyndrer og undertrykker Europas Folk ? Kan man regne Hitleristerne for nationalister? Nej, man kan ikke. I Virkeligheden er Hitleristerne ikke Nationalister mere, men imperialister. Sålænge Hitleristerne søgte at samle alle af Tyskere beboede Områder og genforenede Rhinlandet, Østrig o. s. v. med Tyskland, kunne man med en vis Ret regne dem for Nationalister. Men lige så snart de havde erobret fremmede Territorier og underkuet europæiske Nationer - Tjekkerne, Slovakkerne, Polakkerne, Nordmændene, Danskerne, Hollænderne, Belgierne, Franskmændene, Serberne, Grækerne, Ukrainerne, Hviderusserne, de baltiske Folk o. s. v. - og var begyndt at stræbe efter Verdensherredømmet, holdt Hitler Partiet op med at være nationalistisk, thi fra dette Øjeblik blev det et Parti af Imperialister, Okkupanter og Undertrykkere. Hitler-Partiet er et Parti af Imperialister, og oven i Købet af de mest grådige og rovgriske Imperialister i hele Verden. Kan man regne Hitleristerne for Socialister? Nej, man kan ikke. I Virkeligheden er Hitleristerne svorne Fjender af Socialismen, de er de værste Reaktionære og Mørkemænd og har berøvet Europas Arbejderklasse og Nationer deres elementære demokratiske Friheden. For at skjule deres bundreaktionære Væsen skælder Hitleristerne Samfundsforholdene i England og Amerika ud for at være plutokratiske. Men i England og USA eksisterer de elementære demokratiske Friheden, der findes Fagforeninger for Arbejdere og Funktionærer, Arbejderpartier og Parlamenter, medens alle disse Institutioner er blevet afskaffet i Tyskland under Hitler-Styret. Man behøver blot at jævnføre disse to Rækker Kendsgerninger for at forstå, at Hitler Styret er reaktionært, og at de tyske Fascisters Snak om de plutokratiske Samfundsforhold i England og Amerika er rent Hykleri. I alt væsentligt er Hitler Styret en Kopi af det reaktionære Styre, som eksisterede i Rusland under Tsarismen. Det er en kendt Sag, at Hitleristerne holder af at trampe på Arbejdernes, de Intellektuelles og Nationernes Rettigheder, ganske som det tsaristiske Styre, og at de holder af at organisere middelalderlige Jødepogromer, ganske som det tsaristiske Styre. Hitler-Partiet er et Parti af Fjender af de demokratiske Friheder, et Parti, der repræsenterer sort Reaktion og middelalderlige Pogromer. Og når disse vanvittige Imperialister og Reaktionære af værste Slags vedvarende poserer som »Nationalister« og »Socialister«, så gør de det for at bedrage Folket, tage godtroende Mennesker ved Næsen og skjule deres imperialistiske Røvervæsen med »Nationalismens« og »Socialismens« Flag. De er som Krager, der smykker sig med Påfuglefjer ... Men hvor meget Krager end smykker sig med Påfuglefjer, så holder de alligevel ikke op med at være Krager. »Man må,« siger Hitler, »med alle Midler søge at opnå, at Verden bliver erobret af Tyskerne. Hvis vi vil skabe vort stortyske Rige, må vi først og fremmest fordrive og udrydde de slaviske Folk: Russerne, Polakkerne, Tjekkerne, Slovakkerne, Bulgarerne, Ukrainerne og Hviderusserne. Der er ingen Grund til, at vi ikke skulle gøre det.« »Mennesket,« siger Hitler, »er født syndigt og kan kun regeres ved Hjælp af Vold. Når man har at gøre med Mennesker, er alle Metoder tilladt. Når Politikken kræver det, må man lyve, øve Forræderi og tilmed dræbe.« »Dræb,« siger Göring, »enhver, som er imod os. Dræb! Dræb! Det er ikke jer, der bærer Ansvaret for det, men mig. Derfor dræb!« »Jeg befrier Mennesket«, siger Hitler, »fra det fornedrende Fantasifoster, som kaldes Samvittigheden. Samvittighed og Oplysning forkrøbler Mennesket. Jeg har den Fordel, at jeg ikke hæmmes af nogen som helst Betænkeligheder af teoretisk eller moralsk Art.« Hos en falden tysk Underofficer fandt man en Dagsbefaling, dateret 25. September, fra den tyske Overkommando til det 489. Infanteriregiment. Det hedder her: »Jeg befaler, at der skal åbnes Ild mod enhver Russer, så snart han er indenfor en Afstand af 600 Meter. Russeren skal vide, at han står over for en beslutsom Fjende, som han ikke kan vente nogen Overbærenhed af.« I et Opråb fra den tyske Overkommando til Soldaterne, der blev fundet hos den faldne Løjtnant Gustav Ziegel fra Frankfurt am Main, hedder det: »Du har hverken Hjerte eller Nerver; dem er der ikke Brug for i Krig. Tilintetgør al Medynk og Medlidenhed i dig! Dræb hver Russer, hver Sovjetborger; tag ikke Hensyn til, om det er en Olding eller en Kvinde, en Pige eller en Dreng; dræb dem! Derved frelser du dit eget Liv, sikrer din Families Fremtid og indlægger dig uvisnelig Hæder.« Der har i Hitler-Partiets og den hitleristiske Overkommandos Program og Instruktioner; det er et Program og Instruktioner fra Folk, som har mistet enhver Lighed med Mennesker og er sunket ned på Vilddyrets Niveau. Og disse Folk, der ikke har Samvittighed eller Æresfølelse, Folk med en Moral som Dyr, har den Frækhed at opfordre til Tilintetgørelse af den store russiske Nation, Plekhanovs og Lenins Nation, Belinskijs og Tjernysjevskijs, Pusjkins og Tolstojs, Glinkas og Tjajkovskijs, Gorkis og Tjekhovs, Setjenovs og Pavlovs, Repins og Surikovs, Suvorovs og Kutusovs Nation ! De tyske Erobrere ønsker en Udryddelseskrig mod Sovjetunionens Folk. Vel! Hvis Tyskerne ønsker en Udryddelseskrig, så skal de få den. Fra nu af er Opgaven for os, for Sovjetunionens Folk, for menige, Befalingsmænd og politiske Instruktører i vor Hær og vor Flåde at udrydde alle Tyskere, der som Okkupanter er trængt ind på vort Fædrelands Territorium, til sidste Mand. Ingen Skånsel med de tyske Okkupanter ! Død over de tyske Okkupanter ! Alene det, at de tyske Erobrere i deres moralske Degradation har mistet enhver Lighed med Mennesker og forlængst er sunket ned på Vilddyrets Niveau, - alene det viser, at de har viet sig selv til uundgåelig Undergang. Men de hitleristiske Erobreres og deres Hæres uundgåelige Undergang bestemmes ikke alene af moralske Faktorer. Der findes foruden dem tre grundlæggende Faktorer, som vokser i Styrke fra Dag til Dag, og som i en ikke fjern Fremtid vil føre til den rovgriske Hitler-Imperialismes uundgåelige Undergang. For det første er det imperialistiske Tysklands europæiske Bagland, Europas »Nyordning«, ustabilt. De tyske Erobrere har underkuet Folkene på det europæiske Fastland lige fra Frankrig til Sovjet-Baltikum, lige fra Norge, Danmark, Belgien, Holland og Sovjet-Hviderusland til Balkan og Sovjet-Ukraine, berøvet dem deres elementære demokratiske Friheder, berøvet dem Retten til at bestemme over deres egen Skæbne, taget Korn, Kød og Råstoffer fra dem, gjort dem til Slaver og pint og plaget Polakker, Tjekkere og Serbere; og de tror nu, at de, efter at have opnået Herredømmet i Europa, kan opbygge Tysklands Verdensherredømme på dette Grundlag. Dette kalder de for »Europas Nyordning«. Men hvad er det for et »Grundlag«, hvad er det for en »Nyordning« ? Kun de selvglade hitleristiske Tåber kan undgå at se, at »Nyordningen« i Europa og det velkendte »Grundlag« for denne Ordning er en Vulkan, hvis Udbrud kan komme når som helst og begrave det tyske imperialistiske Korthus. De henviser til Napoleon og hævder, at Hitler handler ligesom Napoleon, og at han i eet og alt ligner Napoleon. Men for det første må man ikke glemme Napoleons Skæbne. Og for det andet ligner Hitler ikke Napoleon mere end en Kattekilling ligner en Løve, thi Napoleon kæmpede mod Reaktionens Kræfter og støttede sig til de progressive Kræfter, medens Hitler omvendt støtter sig til de reaktionære Kræfter og kæmper mod de progressive Kræfter. Kun hitleristiske Tåber fra Berlin kan undgå at forstå, at Europas underkuede Folk vil kæmpe og gøre Oprør mod Hitler-Tyranniet. Hvem kan tvivle om, at Sovjetunionen, Storbritannien og USA vil yde Europas Folk fuld Støtte i deres Frihedskamp mod Hitlertyranniet ? For det andet er de hitleristiske Erobreres tyske Bagland ustabilt. Så længe Hitleristerne var optaget af at samle det af Versailles-Traktaten søndrede Tyskland, kunne de få Støtte hos det tyske Folk, der begejstredes af Tanken om Tysklands Genrejsning. Men da denne Opgave var løst, og Hitleristerne slog ind på Imperialismens Vej og begyndte at erobre fremmede Lande og underkue fremmede Folk og gjorde Europas Folk og Sovjetunionens Folk til det nuværende Tysklands svorne Fjender, skete der idet tyske Folk et dybtgående Omsving mod Krigens Fortsættelse og for Krigens Afslutning. En blodig Krig, der har varet i over to År, og som man endnu ikke kan se Enden på; et Tab på Millioner af Menneskeliv; Hungersnød; Forarmelse; Epidemier; alle Vegne en tyskfjendtlig Atmosfære; Hitlers tåbelige Politik, der har gjort Sovjetunionens Folk til det nuværende Tysklands svorne Fjender; alt dette måtte nødvendigvis få det tyske Folk til at vende sig mod den unødvendige og ødelæggende Krig. Kun hitleristiske Tåber kan undgå at forstå, at ikke blot de tyske Troppers europæiske Bagland, men også deres tyske Bagland er en Vulkan, hvis Udbrud når som helst kan begrave de hitleristiske Eventyrere. Endelig er der Koalitionen mellem Sovjetunionen, Storbritannien og De forenede Stater mod de tysk-fascistiske Imperialister. Det er en Kendsgerning, at Storbritannien, De forenede Stater og Sovjetunionen har forenet sig i en fælles Lejr, der sætter sig som Mål at knuse Hitler-Imperialisterne og deres Erobrerhære. Den moderne Krig er en Motorernes Krig. Krigen vindes af den, der er overlegen med Hensyn til Motorproduktionen. Hvis vi tager USAs, Storbritanniens og Sovjetunionens Motorproduktion under eet, så producerer vi mindst tre Gange så mange Motorer som Tyskland. Dette er en af Grundene til den hitleristiske Røverimperialismes uundgåelige Nederlag. Den fornylig afholdte Tremagtskonference i Moskva, i hvilken Storbritanniens Repræsentant, Lord Beaverbrook, og USAs Repræsentant, Mr. Harriman, deltog, besluttede at hjælpe vort Land systematisk med Tanke og Flyvemaskiner. Som bekendt er vi allerede begyndt at modtage Tanke og Flyvemaskiner i Henhold til denne Beslutning. Allerede forinden havde Storbritannien sikret vort Lands Forsyning med Råstoffer, som vi lider Mangel på: Aluminium, Bly, Tin, Nikkel, Gummi o. s. v. Hvis man hertil føjer den Kendsgerning, at De forenede Stater for nogle Dage siden besluttede at yde Sovjetunionen et Lån på I Milliard Dollars, så kan man med Bestemthed sige, at Koalitionen mellem De forenede Stater og Sovjetunionen er en reel Ting, som vokser og vil vedblive at vokse i Styrke til Gavn for vor fælles Frihedskamp. Dette er de Faktorer, der bestemmer den tysk-fascistiske Imperialismes uundgåelige Undergang. Lenin skelnede mellem to Slags Krige: Erobringskrige, der er uretfærdige, og Frihedskrige, der er retfærdige. Tyskerne fører nu en uretfærdig Erobringskrig, der har som Mål at erobre fremmed Territorium og underkue fremmede Folk. Derfor må alle hæderlige Mennesker rejse sig mod deres Fjender, de tyske Erobrere. Til Forskel fra Hitler-Tyskland fører Sovjetunionen og dens Allierede en retfærdig Frihedskrig, der har som Mål at befri Europas og Sovjetunionens underkuede Folk fra Hitlertyranniet. Derfor må alle hæderlige Mennesker støtte Befrielseshærene, Sovjetunionens, Storbritanniens og de andre Allieredes Hære. Vi har ikke og kan ikke have som Krigsmål at erobre fremmede Territorier og underkue fremmede Folk, ligegyldigt om det drejer sig om Folk og Territorier i Europa eller Folk og Territorier i Asien, f.eks. Iran. Vort første Mål består i at befri vore Territorier og vore Folk fra det tysk-fascistiske Åg. Vi har ikke og kan ikke have som Krigsmål at påtvinge de slaviske og andre undertrykte Folk i Europa, som venter at få Hjælp fra. os, vor Vilje og vort Regime. Vort Mål består i at hjælpe disse Folk i deres Frihedskamp mod Hitler-Tyranniet og så lade dem indrette sig fuldstændig frit i deres Land, sådan som de selv vil have det. Ingen Indblanding i andre Folks indre Anliggender ! Men for at virkeliggøre disse Mål må man knuse de tyske Erobreres Militærmagt og uskadeliggøre hver eneste tysk Okkupant, der er trængt ind i vort Fædreland for at underkue det. Men dertil kræves, at vor Hær og Flåde får virksom og aktiv Støtte fra hele vort Land, at vore Arbejdere og Funktionærer, både Mænd og Kvinder, arbejder utrætteligt på deres Arbejdspladser og leverer Fronten flere og flere Tanke, Antitankgeværer og Antitankkanoner, Flyvemaskiner, Kanoner, Minekastere, Maskingeværer, Geværer og Ammunition, at vore Kollektivbønder, både Mænd og Kvinder, arbejder utrætteligt på deres Marker og leverer Fronten og Landet mere og mere Korn, Kød og Industriråstoffer, at hele vort Land og alle Sovjetunionens Folk bliver organiseret som een Militærlejr, der sammen med vor Hær og Flåde fører en stor Frihedskrig for vort Fædrelands Ære og Frihed og for de tyske Hæres fuldstændige Nederlag. Dette er nu vor Opgave. Vi kan og vi skal løse denne Opgave. Først når vi har løst denne Opgave og knust de tyske Okkupanter, kan vi opnå en langvarig og retfærdig Fred. For de tyske Okkupanters fuldstændige Nederlag ! For Befrielsen al alle undertrykte Folk, som stønner under Hitler-tyranniets Åg ! Leve det urokkelige Venskab mellem Sovjetunionens Folkeslag ! Leve vor røde Hær og vor røde Flåde ! Leve vort herlige Fædreland ! Vor Sag er retfærdig - Sejren vil blive vor ! (Stormende Bifald. Alle rejser sig. Der udbringes Leveråb for Kammerat Stalin. Efter en langvarig Ovation synger Forsamlingen Internationale).

Kammerater ! I Dag fejrer Sovjetunionens Folkeslag 26-Årsdagen for den store socialistiske Oktoberrevolution. Det er tredje Gang vort Land oplever Årsdagen for sin Folkerevolution under Fædrelandskrigens Kår. I Oktober 1941 gennemgik vort Fædreland tunge Dage. Fjenden trængte frem til Hovedstaden. Han omringede Leningrad til Lands. Vore Tropper blev nødt til at trække sig tilbage. Der krævedes uhyre Anstrengelser fra Hærens Side og Anspændelse af alle Folkets Kræfter for at standse Fjenden og tilføje ham det alvorlige Nederlag ved Moskva. I Oktober 1942 var Faren for vort Fædreland blevet endnu større. Fjenden stod den Gang cirka 120 km fra Moskva, han var trængt ind i Stalingrad og nået frem til Kaukasus’ Udløbere. Heller ikke i disse tunge Dage tabte Hæren og Folket Modet, men bar alle Prøvelser uden at kny. De fandt Kraft til at standse Fjenden og rette et Modstød mod ham. De var trofaste mod den store Lenins Bud og forsvarede Oktoberrevolutionens Landvindinger uden at skåne deres Kræfter og deres Liv. Disse Anstrengelser fra Hærens og Folkets Side har som bekendt ikke været forgæves. Kort Tid efter Oktoberdagene i Fjor gik vore Tropper over til Offensiv og tilføjede Tyskerne et kraftigt Slag, først ved Stalingrad, i Kaukasus og omkring Dons mellemste Løb, og dernæst, i Begyndelsen af 1943, ved Velikije Luki, ved Leningrad og omkring Rsjev og Vjasma. Lige siden dengang har den røde Hær ikke ladet Initiativet glide fra sig. Dens Slag er i Sommer blevet kraftigere og kraftigere, dens militære Dygtighed er vokset for hver Måned. Fra det Tidspunkt har vore Tropper vundet store Sejre, medens Tyskerne lider det ene Nederlag efter det andet. Hvor meget end Fjenden anstrenger sig, så er det stadig ikke lykkedes ham at opnå en blot nogenlunde betydelig Fremgang ved den sovjetisk-tyske Front. Det År, der er gået - fra Oktoberrevolutionens 25-Årsdag til dens 26-Årsdag - har betydet et Omsving i Fædrelandskrigen. Året var først og fremmest et Omsvingets År, fordi det i År for første Gang siden Krigens Udbrud lykkedes den røde Hær at gennemføre en stor Sommeroffensiv mod de tyske Tropper, så at de tysk-fascistiske Tropper under vore Troppers Slag i Hast måtte rømme af dem okkuperet Territorium eller ofte redde sig ved Flugt for ikke at blive omringet, hvorved de efterlod store Mængder Krigsmateriel, Våben og Ammunition, sårede Soldater og Officerer på Slagmarken. Det heldige Forløb af vort Sommerfelttog i Årets anden Halvdel har således været Fortsættelsen og Fuldbyrdelsen af det heldige Forløb af vort Vinterfelttog i Begyndelsen af Året. Nu, da den røde Hær videreudvikler Vinterfelttogets Resultater og i Sommer har tildelt de tyske Tropper et kraftigt Slag, kan man regne med, at man en Gang for alle har taget Livet af den Fabel, at den røde Hær ikke er i Stand til at føre en heldig Offensiv om Sommeren. Det forløbne År har vist, at den røde Hær lige så godt kan gå til Offensiv om Sommeren som om Vinteren. Som Følge af disse offensive Operationer er det i Årets Løb lykkedes vore Tropper under Kamp at rykke frem fra 600 km på Centralfronten til 1300 km på Sydafsnittet, de har befriet et Område på næsten i Million Kvadratkilometer, d. v. s. næsten 2/3 af den Sovjetjord, som Fjenden forbigående havde okkuperet, og de fjendtlige Tropper er derved blevet kastet tilbage fra Vladikavkas til Kherson, fra Elista til Krivoj Rog, fra Stalingrad til Kijev, fra Voronesj til Gomel, fra Vjasma og Rsjev til Omegnen af Orsja og Vitebsk. Tyskerne troede ikke selv, at deres tidligere Sejre ved den sovjetisk-tyske Front var varige og havde derfor i Forvejen gennem lang Tid bygget kraftige Forsvarsbælter, navnlig langs med de store Floder. Men i Kampene i År har hverken Floder eller kraftige Befæstninger kunnet frelse Tyskerne. Vore Tropper løb Tyskernes Forsvar over Ende, og alene i Løbet af tre Sommermåneder 1943 forcerede de på mesterlig Måde fire meget betydelige Flodbarrierer: den nordlige Donets, Desna, Sosj og Dnjepr. Jeg vil slet ikke tale om sådanne Hindringer som Tyskernes Forsvar ved Floden Mius Vest for Rostov og ved Floden Molotjnaja i Nærheden af Melitopol. Den røde Hær hamrer nu løs på Fjenden på den anden Side af Dnjepr. Året var også et Omsvingets År, fordi det lykkedes den røde Hær i Løbet af forholdsvis kort Tid at slå de tysk-fascistiske Troppers mest kampprøvede gamle Kadrer sønder og sammen, samtidig med at den i Årets Løb stålsatte og mangedoblede sine egne Kadrer i heldige offensive Kampe. I det forløbne År har den tysk-fascistiske Hær under Kampene ved den sovjetisk-tyske Front haft et Tab på over 4 Millioner Soldater og Officerer, deraf mindst 1.800.000 Mand faldne. Desuden har Tyskerne i Årets Løb mistet over 14.000 Flyvemaskiner, over 25.000 Tanke og mindst 40.000 Kanoner. Den tysk-fascistiske Hær er ikke mere, hvad den var ved Krigens Begyndelse. Medens den ved Krigens Begyndelse havde et tilstrækkeligt Antal kampprøvede Kadrer, så er den nu blevet spædt op med nybagte unge uerfarne Officerer, som Tyskerne skynder sig at sende til Fronten, fordi de hverken har de fornødne Officersreserver eller Tid til at uddanne dem. Den røde Hær frembyder nu et ganske andet Billede. Dens Kadrer er vokset og stålsat i det forløbne Års heldige offensive Kampe. Antallet af dens Kampkadrer vokser og vil blive ved med at vokse, fordi Tilstedeværelsen af de fornødne Officersreserver giver den både Tid til og Mulighed for at uddanne de unge Officerskadrer og forfremme dem til ansvarsfulde Poster. Det er karakteristisk, at i Stedet for de 240 Divisioner (hvoraf 179 tyske), som i Fjor stod overfor vor Front, står der i År 257 Divisioner over for den røde Hærs Front, og heraf er 207 Divisioner tyske. Tyskerne regner åbenbart med at kunne kompensere deres Divisioners forringede Kvalitet med en Forøgelse af deres Antal. Tyskernes Nederlag i det forløbne År viser imidlertid, at Divisionernes forringede Kvalitet ikke lader sig opveje af en Forøgelse af deres Antal. Fra et rent militært Synspunkt blev de tyske Troppers Nederlag ved vor Front lige til Årets Slutning forudbestemt af to Begivenheder af største Betydning: Slaget ved Stalingrad og Slaget ved Kursk. Slaget ved Stalingrad afsluttedes med Omringningen af en tysk Hær på 300.000 Mand, dens fuldstændige Nederlag og Tilfangetagelsen af cirka 1/3 af de omringede Tropper. For at få en Forestilling om det i Historien enestående blodige Slag, som udkæmpedes på Sletterne ved Stalingrad, må man vide, at efter Stalingrad-Slagets Afslutning blev der opsamlet og begravet 147.200 faldne tyske Soldater og Officerer og 46.700 faldne sovjetiske Soldater og Officerer. Ved Stalingrad gik Solen ned over den tyskfascistiske Hær. Efter Stalingrad-Slaget er Tyskerne som bekendt ikke kommet på Benene igen. Hvad Slaget ved Kursk angår, så sluttede det med, at de tyskfascistiske Troppers to vigtigste Offensiv-Grupper led et fuldstændigt Nederlag, og at vore Tropper gik til en Modoffensiv, der senere forvandlede sig til den røde Hærs kraftige Sommeroffensiv. Slaget ved Kursk begyndte med en tysk Offensiv mod Kursk fra Nord og Syd. Det var Tyskernes sidste Forsøg på at gennemføre en stor Sommeroffensiv, og, hvis den havde Fremgang, genvinde det tabte. Offensiven slog som bekendt fuldstændig fejl. Den røde Hær afslog ikke blot Tyskernes Offensiv; men gik selv over til Offensiven og kastede i en Række på hinanden følgende Slag i Sommerens Løb de tysk-fascistiske Tropper tilbage over Dnjepr. Medens Slaget ved Stalingrad bebudede det tysk-fascistiske Nederlag, så stillede Slaget ved Kursk den over for en Katastrofe. Året var endelig Omsvingets År, fordi den røde Hærs sejrrige Offensiv fundamentalt forværrede det fascistiske Tysklands økonomiske, militære og politiske Stilling og stillede det over for en meget dybtgående Krise. Tyskerne regnede med, at de i Sommerens Løb kunne gennemføre en sejrrig Offensiv ved den sovjetisk-tyske Front for at genvinde det tabte og styrke deres vaklende Autoritet i Europa. Men den røde Hær kastede Tyskernes Beregninger over Ende, slog deres Offensiv tilbage, gik selv over til Offensiven og drev Tyskerne mod Vest, og gjorde dermed Ende på de tyske Våbens Autoritet. Tyskerne regnede med at kunne indrette sig på en langvarig Krig og gav sig til at bygge Forsvarslinjer og »Volde« og udbasunerede, at deres nye Stillinger var uindtagelige. Men den røde Hær kastede også her Tyskernes Beregninger over Ende, gennembrød deres Linjer og »Volde« og forsætter sin sejrrige Offensiv uden at give dem Tid til at trække Krigen i Langdrag. Tyskerne regnede med at kunne bringe Situationen ved Fronten på ret Køl ved Hjælp af den »totale« Mobilisering. Men også her kastede Begivenhederne Tyskernes Beregninger over Ende. Sommerfelttoget har allerede fortæret to Tredjedele af de »totalt« mobiliserede. uden at man derfor kan spore nogen Forbedring i den tysk-fascistiske Hærs Stilling. Det er muligt, at man må proklamere endnu en »total« Mobilisering, men der er al mulig Grund til at tro, at Gentagelsen af en sådan Foranstaltning vil føre til en vis Stats »totale« Sammenbrud. Tyskerne regnede med, at de kunne beholde Ukraine og ville udnytte de ukrainske Landbrugsprodukter for deres egen Hær og Befolkning og Donets-Kullene for de Fabrikker og Jernbaner, der forsynede den tyske Hær. Men de regnede også fejl her. Som Følge af den røde Hærs sejrrige Offensiv har Tyskerne ikke blot mistet Donets-Kullene, men også Ukraines rigeste Korndistrikter, og der er ingen Grund til at tvivle om, at de i nær Fremtid også vil miste Resten af Ukraine. Det er klart, at alle disse Fejlberegninger måtte forværre og faktisk fundamentalt har forværret det fascistiske Tysklands økonomiske og militærpolitiske Stilling. Det fascistiske Tyskland er midt i en dybtgående Krise. Det står over for en Katastrofe. Den røde Hærs Sejre ville have været umulige uden Folkets Støtte, uden Sovjetborgernes selvopofrende Arbejde i Fabrikkerne og Gruberne, ved Transportvæsenet og i Landbruget. Sovjetfolket har under vanskelige Krigsforhold kunnet forsyne sin Hær med alt, hvad der var ubetinget nødvendigt og har uafbrudt forbedret dens Krigsmateriel. Det er under hele Krigen ikke lykkedes Fjenden at overgå vor Hær med Hensyn til Våbnenes Kvalitet. Samtidig har vor Industri leveret Fronten en stadig stigende Mængde Krigsmateriel. Det forløbne År har ikke blot betydet et Omsving med Hensyn til de militære Operationer, men også med Hensyn til vort Baglands Arbejde. Vi stod ikke længere over for sådanne Opgaver som at evakuere Fabrikker østpå og omstille Industrien til Våbenproduktion. Sovjetstaten har nu en velorganiseret og hurtigt voksende Krigsindustri. Alle Folkets Anstrengelser kunne derfor koncentreres om at forøge Produktionen og yderligere forbedre Våbnene, især Tankene, Flyvemaskinerne, Kanonerne og det motoriserede Artilleri. Vi har her opnået store Resultater. Den røde Hær, der støttedes af hele Folket, fik uafbrudt, hvad den skulle bruge af Krigsmateriel, og kunne overdænge Fjenden med Millioner af Bomber, Miner og Granater og sætte Tusinder af Tanke og Flyvemaskiner ind i Kampen. Man kan med fuld Ret sige, at Sovjetborgernes selvopofrende Arbejde i Baglandet vil gå over i Historien jævnsides med den røde Hærs Kamp som Folkets eksempelløse Indsats til Forsvar for Fædrelandet. Sovjetunionens Arbejdere, der i den fredelige Opbygnings År skabte en højt udviklet og stærk socialistisk Industri, har under Fædrelandskrigen arbejdet ihærdigt og intensivt for Fronten og vist en sand Arbejdsheroisme. Alle ved, at Hitleristerne i deres Krig mod Sovjetunionen ikke blot rådede over Tysklands kraftigt udviklede Industri, men også over Vasalstaternes og de okkuperede Landes betydelige Industri. Og alligevel kunne Hitleristerne ikke bevare den kvantitative Overlegenhed med Hensyn til Krigsmateriel, som de havde i Begyndelsen af Krigen mod Sovjetunionen. Når Fjendens kvantitative Overlegenhed med Hensyn til Tanke, Flyvemaskiner, Minekastere og Automatvåben er ophørt, når vor Hær ikke længere lider alvorlig Mangel på Våben, Ammunition og andet Krigsmateriel, så er det i første Række vor Arbejderklasses Fortjeneste. Sovjetunionens Bønder, der i den fredelige Opbygnings År på Grundlag af Kollektivbrugssystemet forvandlede et forældet Agerbrug til et førende Landbrug, har under Fædrelandskrigen vist en i Bøndernes Historie ukendt stor Forståelse for, hvad Folkets fælles Interesser kræver. De. har i selvopofrende Arbejde for Fronten vist, at Sovjets Bønder anser den nuværende Krig mod Tyskerne for en Sag, der angår dem personligt, for en Krig for deres Liv og Frihed. Som bekendt førte de fascistiske Hæres Invasion til, at vort Land forbigående blev berøvet de rige Landbrugsområder i Ukraine, ved Don og Kuban. Og alligevel har vore Kollektivbrug og Sovjetbrug uden større Besvær forsynet Hæren og Landet med Levnedsmidler. Uden Kollektivbrugssystemet, uden de mandlige og kvindelige Kollektivbønders selvopofrende Arbejde kunne vi selvfølgelig ikke have løst denne yderst vanskelige Opgave. Når vor Hær i Krigens tredje År ikke lider Mangel på Levnedsmidler, når Befolkningen forsynes med Levnedsmidler, så er det en Følge af Kollektivbrugssystemets Kraft og Levedygtighed, en Følge af Kollektivbøndernes Patriotisme. Vort Transportvæsen, først og fremmest Jernbanerne, men også Hav- og Flodskibsfarten og Automobilerne, har spillet en stor Rolle for Understøttelsen af Fronten. Transportvæsenet er som bekendt det vigtigste Forbindelsesmiddel mellem Baglandet og Fronten. Man kan producere nok så store Mængder Våben og Ammunition man vil, hvis ikke Transportvæsenet i rette Tid skaffer den til Fronten, er de kun unyttigt Gods. Det må siges, at uår det drejer sig om i rette Tid at forsyne Fronten med Våben, Ammunition, Levnedsmidler, Uniformer o. s. v., så er Transportvæsenets Rolle afgørende. Og når det til Trods for Krigstidens Vanskeligheder og Brændselsmangelen alligevel er lykkedes at forsyne Fronten med alle Fornødenheder, så må man indrømme, at det frem for alt er vore Transportarbejderes og -Funktionærers Fortjeneste. Vore Intellektuelle står heller ikke tilbage for Arbejderklassen og Bønderne, hvad Understøttelse af Fronten angår. Sovjetintelligensen arbejder ihærdigt for vort Lands Forsvar og fuldkommengør uafbrudt den røde Hærs Udrustning og Produktionsapparatets Teknik og Organisation. Den hjælper Arbejderne og Kollektivbønderne med at udvikle Industrien og Landbruget og fremmer under Krigens Vilkår den sovjetiske Videnskab og Kultur. Dette tjener vore Intellektuelle til Ære. Alle Sovjetunionens Folkeslag har samdrægtigt rejst sig for at forsvare deres Fædreland, idet de med Rette anser den nuværende Fædrelandskrig for alle arbejdendes Sag uden Hensyn til Nationalitet og Trosbekendelse. Nu kan selv de hitleristiske Politikere se, hvor håbløst tåbelige de var, da de regnede med Splid og Sammenstød mellem Sovjetunionens Folkeslag. Venskabet mellem Folkeslagene i vort Land har holdt gennem alle Krigens Vanskeligheder og Prøvelser og er blevet endnu mere urokkeligt i Sovjetborgernes fælles Kamp mod de fascistiske Okkupanter. Dette er en Kraftkilde for Sovjetunionen. Sovjetfolkets førende og retningsgivende Kraft både i den fredelige Opbygnings År og i Krigens Dage har været Lenins Parti, Bolsjevikernes Parti. Der findes ikke et Parti, der har haft og fortsat har en sådan Autoritet blandt Folkemasserne som vort bolsjevikiske Parti. Og det er forståeligt. Under Ledelse af Bolsjevikernes Parti har Arbejderne, Bønderne og de Intellektuelle i vort Land erobret deres Frihed og bygget et socialistisk Samfund. I Fædrelandskrigens Dage har Partiet inspireret og organiseret Folkets Kamp mod de fascistiske Okkupanter. Ved sit organisatoriske Arbejde har Partiet forenet alle Sovjetborgernes Anstrengelser og rettet dem mod et fælles Mål, så at alle vore Kræfter og Hjælpemidler indordnedes under den Opgave: at knuse Fjenden. Under Krigen er Partiet i endnu højere Grad kommet i Kontakt med Folket og blevet endnu nøjere forbundet med den arbejdende Befolknings brede Masser. Dette er en Kraftkilde for vor Stat. Den nuværende Krig har så kraftigt som muligt bekræftet Lenins kendte Ord om, at en Krig er en alsidig Prøvelse for alle et Folks materielle og åndelige Kræfter. Krigshistorien lærer os, at denne Prøvelse kun er blevet bestået af de Stater, der viste sig at være stærkere end deres Modstander med Hensyn til Næringslivets Udviklingstrin og Organisation, deres Troppers Erfaring, Dygtighed og Kampånd og Folkets Udholdenhed og Enhed under hele Krigen. Vor Stat er netop en sådan Stat. Sovjetstaten har endnu aldrig stået så fast og urokkelig som nu, i Fædrelandskrigens tredje År. Krigens Erfaringer vidner om, at Sovjetsystemet ikke blot er den bedste Form, når det drejer sig om at organisere et Lands økonomiske og kulturelle Udvikling i den fredelige Opbygnings År, men også når det drejer sig om at mobilisere alle et Folks Kræfter til Modstand mod Fjenden i Krigstid. Sovjetmagten, der blev skabt for 26 År siden, har i Løbet af en kort historisk Periode forvandlet vort Land til en urokkelig Fæstning. Den røde Hær har det solideste og mest pålidelige Bagland i Verden. Dette er en Kraftkilde for Sovjetunionen. Der er ingen Tvivl om, at Sovjetstaten vil stå stærkere og kraftigere efter Krigen. De tyske Okkupanter hærger og ødelægger vort Land og søger at undergrave vor Stats Magtstilling. Den røde Hærs Offensiv har i endnu større Omfang end tidligere afsløret Hitler-Hærens barbariske Banditkarakter. Tyskerne har i de af dem besatte Områder udryddet fredelige Mennesker i Hundredtusindvis. Som middelalderlige Barbarer eller Attilas Horder tramper de tyske Barbarer hen over Markerne, brænder Landsbyer og Byer og ødelægger Industriforetagender og kulturelle Institutioner. Tyskernes Skændselsgerninger vidner om de fascistiske Okkupanters Svaghed, thi sådan optræder kun Chanceryttere, der ikke selv tror på deres Sejr. Og jo mere håbløs Hitleristernes Stilling bliver, des vildere farer de frem med deres Bestialiteter og Plyndringer. Vort Folk vil ikke tilgive de tyske Banditter disse Forbrydelser. Vi skal tvinge de tyske Forbrydere til at stå til Ansvar for alle deres Skændselsgerninger! I de Områder, hvor de tyske Pogromhelte forbigående har huseret, er det vor Opgave at genrejse de ødelagte Byer og Landsbyer, Industrien, Transportvæsenet, Landbruget og de kulturelle Institutioner og skaffe de Sovjetborgere, der er blevet udfriet af det fascistiske Slaven, normale Levevilkår. Arbejdet på at genopbygge Nærings- og Kulturlivet i de for Fjenden befriede Områder er allerede i fuld Gang. Men det er kun Begyndelsen. Vi må fuldstændig likvidere Følgerne af Tyskernes Huseren i de for den tyske Okkupation befriede Områder. Det er en stor Folkeopgave. Vi kan og skal løse denne vanskelige Opgave på kort Tid. Det forløbne År har ikke blot medført et Omsving for Sovjetunionens Fædrelandskrig, men for hele Verdenskrigen. De Forandringer, der i Løbet af dette År er sket i den militære og udenrigspolitiske Situation, har været til Fordel for Sovjetunionen og dens Venner og Forbundsfæller og til Skade for Tyskland og dets medskyldige i Europa. Resultaterne og Følgerne af den røde Hærs Sejre har gjort sig gældende langt ud over den sovjetisk-tyske Front, forandret hele Verdenskrigens videre Forløb og fået stor international Betydning. De allierede Landes Sejr over den fælles Fjende er kommet nærmere, og Forholdet mellem de Allierede, Kampfællesskabet mellem deres Hære, er, i Modsætning til hvad Fjenderne håbede, ikke blevet svagere, men tværtimod vokset i Styrke og Fasthed. De fornylig offentliggjorte historiske Beslutninger på Moskva-Konferencen mellem Repræsentanter for Sovjetunionen, Storbritannien og De forenede Stater er et veltalende Vidnesbyrd herom. Vore forenede Lande er nu fast besluttet på at tilføje Fjenden fælles Slag, der vil føre til den endelige Sejr over ham. Den røde Hærs Slag mod de tysk-fascistiske Tropper er i År blevet understøttet af vore Allieredes militære Operationer i Nordafrika, i Middelhavsområdet og i Syditalien. Samtidig rettede og retter de Allierede omfattende Luftangreb mod vigtige Industricentrer i Tyskland og svækker derved i betydelig Grad Fjendens militære Magt. Hvis man hertil føjer den Kendsgerning, at de Allierede regelmæssigt forsyner os med forskellige Slags Krigsmateriel, kan man uden Overdrivelse sige, at de med alt dette har gjort det betydelig lettere for os at vinde Fremgang under vort Sommerfelttog. De allierede Hæres nuværende Operationer i Sydeuropa kan naturligvis endnu ikke betragtes som en anden Front. Men det er alligevel noget i Retning af en anden Front. Det er klart, at Oprettelsen af en virkelig anden Front i Europa - og Tiden for dens Oprettelse er ikke fjern - i bøj Grad vil fremskynde Sejren over Hitler-Tyskland og yderligere styrke Kampfællesskabet mellem de allierede Stater. Begivenhederne i det forløbne År viser således, at AntiHitler-Koalitionen er en fasttømret Sammenslutning af Nationer og hviler på et solidt Grundlag. Alle kan nu se, at da Hitler-Kliken påbegyndte den nuværende Krig, førte den Tyskland og dets Vasaller ind i en håbløs Blindgade. De fascistiske Troppers Nederlag ved den sovjetisk-tyske Front og vore Allieredes Slag mod de italiensk-tyske Tropper har fået hele den fascistiske Bloks Bygning til at vakle, og den falder nu sammen for øjnene af os. Italien er uigenkaldeligt faldet ud af Hitler-Koalitionen. Mussolini kan ikke gøre fra eller til, for han er i Virkeligheden Tyskernes Fange. De andre Medlemmer af Koalitionen står for Tur. Finland, Ungarn, Rumænien og andre af Hitlers Vasaller er blevet modløse efter Tysklands militære Nederlag, de har nu definitivt mistet Troen på et for dem gunstigt Udfald af Krigen og er ivrige efter at slippe ud af den Sump, som Hitler har trukket dem ud i. Hitler-Tysklands medskyldige i Røverierne, de Folk, der indtil for nylig lystrede deres Herrer, søger nu, da den Tid er kommet, hvor de skal stå til Ansvar for deres Røverier, at gemme sig i Buskene og afventer et gunstigt øjeblik, hvor de ubemærket kan stikke af fra Røverbanden. Da Hitlerblokkens Medlemmer begyndte Krigen, regnede de med en hurtig Sejr. De havde allerede i Forvejen bestemt, hvem der skulle have hvad: hvem der skulle have Kager og Æbleskiver, og hvem der skulle have blå Mærker og Buler. De blå Mærker og Bulerne havde de naturligvis tiltænkt deres Modstandere og sig selv Kagerne og Æbleskiverne. Nu er det imidlertid klart, at Tyskland og dets Lakajer hverken får Kager eller Æbleskiver, men at de nu må dele de blå Mærker og Bulerne mellem sig. Hitlers medskyldige, der forudser dette lidet misundelsesværdige Perspektiv, bryder nu deres Hovede med, hvordan de skal komme ud af Krigen med så få blå Mærker og Buler som muligt. Italiens Eksempel viser Hitlers Vasaller, at jo længere de udskyder det uundgåelige Brud med Tyskerne og tillader dem at husere i deres Stater, des flere ødelæggelser kan deres Lande vente sig, og des flere Lidelser må deres Folk lide. Italiens Eksempel viser endvidere, at Hitler-Tyskland slet ikke tænker på at forsvare sine Vasallande, men blot har i Sinde at forvandle dem til Skueplads for en ødelæggende Krig for at udskyde Tidspunktet for sin egen Tilintetgørelse. Den tyske Fascisme har tabt Spillet, og den blodige »Nyordning«, den har skabt, går sit Sammenbrud i Møde. I de okkuperede Lande i Europa vokser den folkelige Oprørsbevægelse mod de fascistiske Undertrykkere. Tysklands forhenværende Prestige hos sine Forbundsfæller og i de neutrale Lande er uigenkaldelig tabt og dets økonomiske og politiske Forbindelser med de neutrale Stater er undergravet. Den Tid, da Hitler-kliken larmede op om Tyskernes Erobring af Verdensherredømmet, er forlængst forbi. Nu tænker Tyskerne som bekendt ikke på Verdensherredømmet, men er glade, hvis de får Lov til at leve. Krigens Gang viser således, at de fascistiske Staters Forbund ikke hvilede og ikke hviler på et fast Grundlag. Hitler-Koalitionen opstod på Grundlag af dens Medlemmers Erobrings- og Røvertendenser. Sålænge Hitleristerne havde militær Fremgang, lignede den fascistiske Koalition en fasttømret Sammenslutning. Men allerede de fascistiske Troppers første Nederlag førte til Røverblokkens faktiske Opløsning. Hitler-Tyskland og dets Vasaller står nu på Tærskelen til deres Katastrofe. De allierede Landes Sejr over Hitler-Tyskland vil sætte vigtige Spørgsmål om Organiseringen og Genoprettelsen af de europæiske Folks statslige, økonomiske og kulturelle Liv på Dagsordenen. Vor Regerings Politik i disse Spørgsmål er uforandret. Sammen med vore Allierede må vi befri Europas Folk for de fascistiske Okkupanter og yde dem Hjælp ved Genoprettelsen af deres nationale Stater, som de fascistiske Undertrykkere har sønderlemmet; Folkene i Frankrig, Belgien, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Polen, Grækenland og andre Stater, der befinder sig under det tyske Åg, må påny blive frie og selvstændige; give Europas befriede Folk fuld Ret og Frihed til selv at afgøre Spørgsmålet om deres Statsform; træffe Foranstaltninger til at få alle fascistiske Forbrydere, der er Skyld i den nuværende Krig og Folkenes Lidelser, straffet hårdt for alle de Ugerninger, de har begået, i hvilket Land de end skjuler sig; etablere en Ordning i Europa, der fuldstændig udelukker Muligheden for ny Aggression fra Tysklands Side; skabe et langvarigt økonomisk, politisk og kulturelt Samarbejde mellem Europas Folk, som hviler på gensidig Tillid og gensidig Hjælp og har til Formål at genrejse det af Tyskerne ødelagte økonomiske og kulturelle Liv. Den røde Hær og Sovjetfolket har i det forløbne År opnået store Resultater i Kampen mod de tyske Okkupanter. Vi har tilkæmpet os et fuldstændigt Omsving i Krigen til vort Lands Fordel, og Krigen nærmer sig nu sin endelige Afgørelse. Men det sømmer sig ikke for Sovjetborgere at slå sig til Ro med det, der er opnået, og lade sig beruse af deres Sejre. Vi kan gå Glip af Sejren,. hvis der viser sig Selvtilfredshed i vore Rækker. Sejren kommer ikke uden Kamp og Slid. Den må tages med Storm. Sejren er nu nær, men for at tilkæmpe sig den, kræves der en ny Kraftanstrengelse, selvopofrende Arbejde i hele Baglandet og dygtige og beslutsomme Operationer af den røde Hær ved Fronten. Det ville være en Forbrydelse over for Fædrelandet, over for de Sovjetborgere, der for en Tid er kommet under det fascistiske Åg, over for Europas Folk, der lider under tysk Undertrykkelse, hvis vi ikke udnyttede alle Muligheder for at fremskynde Fjendens fuldstændige Nederlag. Fjenden må ikke få et Pusterum. Det er Grunden til, at vi må samle alle vore Kræfter for at give Fjenden Dødsstødet. Sovjetfolket og den røde Hær ser klart, hvor vanskelig den forestående Kamp er. Men nu er det allerede klart, at Sejrens Dag nærmer sig. Krigen er trådt ind i et Stadium, hvor det drejer sig om fuldstændig at fordrive de tyske Okkupanter fra Sovjetjorden og likvidere den fascistiske »Nyordning i Europa«. Den Tid er ikke fjern, da vi er færdige med at rense Ukraine og Hviderusland, Leningrad- og Kalinin-Områderne for Fjenden, da vi befrier Folkene på Krim, i Litauen, Letland, Estland, Moldau og den karelsk-finske Republik for de tyske Okkupanter. Kammerater ! For det engelsk-sovjetisk-amerikanske Kamp forbunds Sejr ! For de europæiske Folks Befrielse for det fascistiske Åg ! For de tyske Banditters fuldstændige Fordrivelse fra vort Land ! Leve vor røde Hær ! Leve vor Orlogsflåde ! Leve vore kække Partisaner og Partisankvinder ! Leve vort store Fædreland ! Død over de tyske Okkupanter !

 Hitlers vej til magten

I »Min Kamp« skriver Hitler, at i hans Ungdom havde intet bedrøvet ham mere »end at være født i en Tid, der øjensynlig kun rejste Æresporte for Kræmmere eller Embedsmænd«. Fremtiden syntes ham kun »at tilhøre den fredelige Kappestrid mellem Folkeslagene«, det vil sige et »roligt, gensidigt Snyderi med Udelukkelse af voldsomme Metoder«. Det lod til, at hele Verden skulde laves om til »et eneste stort Varehus«, og Hitler spørger: »Hvorfor blev man ikke født 100 År før, f.eks. på Frihedskrigenes Tid, da en Mand virkelig var noget værd, også uden »Forretning«?« Og han fortsætter: »Jeg havde ofte ærgret mig over, at min jordiske Vandring var begyndt altfor sent og havde regnet den Tid i »Ro og Orden«, der forestod mig, som en ufortjent Nederdrægtighed af Skæbnen. Lige fra jeg var Dreng havde jeg ikke været »Pacifist« og alle opdragende Forsøg i den Retning var forblevet frugtesløse.« Han var dengang, siger han, »en mindre Bandefører«, han sværmede »for alt, hvad der på nogen som helst Måde hang sammen med Krig og Soldater«, var »allerede da revolutionær«.

Så kommer »som et Lyn i Horizonten« Boer-Krigen, og den tiårige Adolf Hitler er »lykkelig blot ved på Afstand at være Vidne til denne heltemodige Kamp«. Balkan-Krigene følger og »den Tid, der nu kom, lå som et tungt Mareridt over Menneskene, rugende som feberhed Tropeglød«, så at Følelsen af Katastrofen, der nærmede sig, på Grund af den evige Bekymring, til sidst blev til Længsel »Gid Himmelen dog endelig vilde give Skæbnen, der ikke længer kunde standses, frie Tøjler«. Lynnedslaget, som Hitler havde vente og håbet på, kommer: Ærkehertug Franz Ferdinand myrdes i Serajevo. Østrig sender sit Ultimatum til Belgrad.

Hitler skriver: »Hvis Regeringen i Wien dengang havde givet sit Ultimatum en anden og mildere Form, vilde det kun have ændret det ene ved Situationen, at den selv var blevet fejet bort af Folkets Oprør. Thi i Massens Øjne var dette Ultimatums Tone altfor hensynsfuld og på ingen Måde for vidtgående eller brutal. Den, der nu prøver på at benægte det, er enten en glemsom, tomhjernet Person, eller en bevids Løgner. Kampen i 1914 blev sandelig ikke påtvunget Masserne, men begæret af hele Folket For mig var hine Øjeblikke som en Befrielse fra min Ungdoms forargede Følelser. Jeg skammer mig heller ikke nu ved at tilstå, at jeg overvældet af stormende Begejstring sank på Knæ og takkede Himlen af fuldt Hjerte, fordi den skænkede mig den Lykke at få Lov til at opleve denne Tid.«

I disse Passager har Hitler sagt noget væsentligt om sig selv. Han er allerede fra Dreng revolutionær overfor det Samfund, i hvilket han lever, og han bliver det i stigende Grad, fordi han - udtrykt med jævne Ord - ikke kan komme til at slås. Som Dreng havde han dog altid kunnet være en lille Bandefører, som halvvoksen ledes han ved at være født 100 År for sent, d.v.s. i en fredelig Kappestrids Tid, hvor Vold indadtil og Krig udadtil syntes udelukket. Han gør intet Forsøg på at finde sig til Rette i dette Samfund. Han hader det. I hans Mund er intet hyppigere end Had. »Til Befrielse«, siger han i en Tale fra 1933, »kræves Had og igen Had«. I hans Bog og i hans Taler vil man sjældent finde Henvisninger til tysk Historie. Et af de få Eksempler er Talen for Retten i München i Marts 1924. Her siger han, at han og hans Venner »har sået Had« og henviser som Forbillede til Friherre v. Steins »af Had opfyldte Hjerte«. Denne lille Hader og Samfundsfjende er naturligvis, som han selv skriver, doven i Skolen, og da han som 20årig kommer til Wien, kan han ingenting,- har intet lært. I Wien opholder han sig i fire År. Hans egen Skildring i Min Kamp af denne Tid er forsåvidt urigtig, som det kan godtgøres, at han kun i en ganske kort Periode har forsøgt sig som almindelig Arbejder. I Virkeligheden levede han som Vagabond, kolorerede Postkort, lavede Akvareller…..

Men læs selv mere i Nicolaj Blædel's bog: Forbrydelse og dumhed. Nicolaj Blædel var Berlinske Tidendes skribent i Tyskland i 30'erne og advarede adskillige gange mod den fascistiske udvikling. I bogen: Forbrydelse og dumhed skildrer han Hitler-krigens forspil i europæisk storpolitik. Den 9. April 1940 forbød Tyskerne Danmarks førende udenrigspolitiske skribent Nicolaj Blædel at skrive. Han blev tvunget til at trække sig tilbage, og man troede han i ventetiden under Okkupationen var beskæftiget med upolitisk, videnskabeligt Arbejde. I disse År arbejdede han imidlertid på en stor Bog om Krigens Forhistorie, og ved hans Død i December 1943 forelå den praktisk taget færdig fra hans Hånd. Den blev efter krigen udsendt under Titlen: »Forbrydelse og Dumhed.«

Bogen er et stort Dokument over Nic. Blædels Stil, hans dramatiske Fremstillingsform og hans brændende Holdning til denne Fornedrelsens Epoke i europæisk Politik. Skildringen underbygges med Citater fra samtidige Taler og Artikler; og Dokumenter, der først er kommet frem efter Krigsudbruddet, og som under Besættelsen er indsmuglet fra den frie Verden til Blædels Arkiver. Her er Fremstillinger af Tredivernes Kup og Kriser, af Statsmændenes udenrigspolitiske Manøvrer, og her er en Række af disse storpolitiske Portrætter af de afgørende Personligheder, af Hitler og Mussolini, Baldwin og Chamberlain, i hvilke Blædel var en Mester. Hele den Tid, vi med Angst var Vidner til, efterhånden som Ulykken også rykkede os selv nærmere, er i denne Bog levendegjort og forklaret i sin Sammenhæng af vor kyndigste og mest talentfulde udenrigspolitiske Kommentator. Dette voldsomt virkende Billede af Årene forud for Katastrofen vil også for Fremtiden virke som en Appel til Vågenhed overfor Forbrydelsen på den ene Side og på den anden Dumheden i den store Politik.

Jeg har hørt, at der i Forbundsrepublikken Tyskland er nogle mennesker, der anser mig for at være tyskerhader. Det er ikke blot groft, men også først og fremmest dumt. Had til en hel nation er under menneskets værdighed og uforeneligt med den menneskelige fornuft; det er kun typisk for åbenlyse eller dulgte fascister. Tyskland var og er for mig som for ethvert tænkende menneske først og fremmest et land med en høj kultur, det land, som har fostret Goethe og Hegel, Beethoven og Bach, Marx og Engels, Heine og Thomas Mann. Jeg kender af egen erfaring det tyske folks evne til metodisk og præcis tænkning, dets organiserthed og arbejdsomhed, dets kundskabstørst, dets »besættelse« af musik samt meget andet. Ingen, som har levet i Tyskland, kan undgå at vide og værdsætte alt dette.

Men samtidig er hverken jeg eller millioner af mine samtidige indstillet på at glemme den nazistiske Værnemagts og koncentrationslejrenes Tyskland, blot fordi der er gået så lang tid siden da, og på at respektere dem, der har i sinde at genskabe det. Det er ikke den, der advarer tyskerne mod nye sindssyge eventyr og åbent siger dem, hvad de risikerer, som er maniker. Manikerne, undertiden endda næsten i bogstavelig forstand, skal søges blandt det tyske borgerskabs yderliggående højreorienterede ledere og de tyske militarister, som i årtier ikke har kunnet forestille sig anden politik end politikken for forberedelse af verdensomfattende blodsudgydelser. Findes der sådanne kræfter i Forbundsrepublikken Tyskland? Ja, det gør der. De gør hele tiden opmærksom på sig selv. Skal man tie stille om det ?

I 1871 oprettedes Det Tyske Rige. Der er ingen grund til at genfortælle dets historie, til i alle detaljer at gøre rede for, hvordan den tyske stat, som var blevet forenet under junkernes og borgerskabets magt, skridt for skridt begyndte at bevæge sig ad det politiske vanvids vej, hvordan bolden fra Bismarck blev givet videre til Wilhelm II og fra Wilhelm II til Hitler. Vi ved kun alt for godt, hvad der skete, og hvad det endte med. Ingen kan slette Det Tyske Riges historie af vor egen tilværelse. Det er tungt at mindes. Vi ønsker ikke at kalde fortidens skygger frem blot for at gennemleve det skete endnu en gang. Det er der ingen, der har brug for. Men alligevel er det værd at mindes det døde Tyske Rige af en anden årsag. Skyggerne er ikke forsvundet. De døde driver undertiden stadig politik.

Hvad ønskede de, der fra 1871 til 1945 »med jern og blod« opbyggede Det Tyske Rige ? Alt, hvad der fandtes i verden. Vi nøjes her med at nævne det vigtigste. De ville skabe en stat, som alle andre faldt næsegrus for. De havde i sinde for altid at knuse Frankrig, at erobre Rusland, at eliminere England, at underlægge sig hele Europa. Og det var ikke engang det hele. Efter Europa regnede Det Tyske Riges ledere med at sætte sig i besiddelse af Afrika, at tage Mellemøsten med storm, at nå frem til Indien og dernæst angribe Amerika. Der eksisterer en række ubestridelige dokumenter såvel fra kejsertidens som fra Nazitysklands arkiver, der uomtvisteligt bekræfter, at den slags planer fandtes. Ifølge deres ophavsmænd skulle Det Tyske Rige før eller senere blive et verdensrige.

Man må ikke tro, at alt dette var ren og skær fantasi, blot og bar hallucination. De, der opbyggede Det Tyske Rige, selv de nazistiske ledere, var ikke stupide, ubegavede politikere; at mene det er at forenkle tingene. De vidste, hvad de gjorde, og de forberedte sig ekstatisk, men med grundige beregninger til afslutningen. Ekstase og beregning udelukker nemlig ikke altid hinanden. To gange, næsten uden pause, blot med 20 års mellemrum (fra 1919 til 1939) var disse mennesker i stand til i deres stat at koncentrere så mægtige økonomiske kræfter og militære styrker, at sejren syntes dem sikker.

De sad tilsyneladende med alle trumferne, intet andet folk i verden kunne efter deres mening holde stand mod Det Tyske Rige. Da de ved starten af 40rne for anden gang gik til angreb, var deres hære virkelig i stand til at sprænge civilisationen i luften, til at myrde millioner af mennesker, til at udrydde intelligensen overalt, til at lægge et hvilket som helst genstridigt land i aske, til at gøre hele folkeslag til slaver, sådan som babylonierne gjorde for flere årtusinder siden. Alt var planlagt indtil den mindste detalje. Rigets herskere lo ad ideen om ret og retfærdighed for mennesker.

Det er ingen overdrivelse. Der er tale om uomstødelige, protokollerede kendsgerninger, som i dag ikke er nogen hemmelighed. Man kan blot henvise til bogen »Monoboger i førerhovedkvarteret 1941 -1944«, som rummer stenografiske optegnelser af Førerens udtalelser i samtaler med hans fortrolige om Det Tyske Riges og den øvrige verdens fremtid. Det er historisk virkelighed og ikke gisninger. I dag, hvor der er gået næsten et halvt århundrede siden disse begivenheder, er mange allerede begyndt at glemme dem. Nogle af dem, der selv har oplevet alt dette, er holdt op med at tænke på fortiden. Og de unge, som ikke har set det med deres egne øjne, spørger endda undertiden, om ikke de ældre overdriver. Har det virkelig kunnet finde sted ? De skal ikke være i tvivl om, at det har det. Det er værd at berette om, hvorfor det har kunne finde sted.

Hitler startede med at tilintetgøre den humanistiske tyske kultur. Forfatteren Carl von Ossietzky, redaktør af det pacifistiske tidsskrift Die Weltbühne, tildelt Nobelfredsprisen for 1935, døde i i koncentrationslejren Esterwegen i 1938.

Den nye tyske Orden

Kort tid efter nazisternes magtovertagelse satte Rudolf Hess, en af Hitlers nærmeste håndlangere, som havde været hans personlige sekretær, i marts 1934 et politisk projekt »af historisk betydning « i omløb. Projektet var strengt fortroligt og kun beregnet for de nazistiske ledere. Projektets virkelige ophavsmænd var Josef Goebbels og Alfred Rosenberg, nazismens teoretikere og ideologer, som hørte til den nærmeste kreds omkring Hitler, hans mest betroede mænd. Ifølge disse nazistiske ideologers mening er »førerideen« kernen i tysk og især preussisk historie, kvintessensen at »den germanske ånd«. Rosenberg fremstillede den grundlæggende idé således: En fremragende begavet »fører« styrer folket og landet enevældigt og diktatorisk i modsætning til den dynastiske eller demokratisk valgte hersker og tjener som et centrum for krystallisering af den germanske races styrke, af germansk moral og dygtighed, personificerer den germanske mission og vælde igennem hele det seneste årtusinde. Han er det sande og eneste værn for den store germanske »statsidé« (ideen om det »Germansk-Europæiske Rige«). Altid, når førere med deres dybt hengivne »fortrolige« har styret Tyskland, har landet været mægtigt. Og når der tværtimod har hersket et andet, »ikke-germansk« system, hvad enten der er tale om den katolske dynastiske enevælde (Habsburgerne), det liberale monarki (de sidste Hohenzollere) eller det republikanske demokrati (Weimarrepublikken efter 1. verdenskrig), har Tyskland været svagt, udynamisk og uden nogen central inspirerende idé; det har uundgåeligt befundet sig i en tilstand af indre uoverensstemmelse, har siddet i forsvarsposition over for sine fjender og været berøvet imperiestorhed.

Den første »fører« var den sachsiske fyrste Widukind, den kristne konge Karl den Stores fjende. Hans arvtagere var Heinrich der Löwe, »den store kurfyrste« Friedrich Wilhelm af Brandenburg - en af Preussens grundlæggere, Friedrich den Store og - i en anden form - Bismarck. Den seneste tyske »fører« var ifølge projektets ophavsmænd Hitler, der havde skabt det autokratiske nationalsocialistiske imperium, og som ligesom sine store forgængere styrede personligt og enevældigt i den historiske missions og racerenhedens navn. Netop han repræsenterede ifølge denne teori den direkte historiske kontinuitet og var de tyske herskeres og Preussens grundlæggeres legitime arvtager, og den tyske stat var følgelig intet andet end et personligt, enevældigt og måske også dynastisk imperium. Al magt udgik udelukkende fra Hitler og tilhørte fuldt og helt ham og på ingen måde nogen organisation eller bevægelse. Han var monark på livstid, og nationalsocialismen, partiet og dets stormafdelinger (SA) eksisterede og handlede ikke i sig selv, men som hans redskab.

Hitler var imidlertid dødelig, mens det nationalsocialistiske system etableredes for evigt, ræsonnerede disse teoretikere. Derfor var der brug for en permanent form for statsordning, som konstitutionelt, én gang for alle indførte og befæstede førerens ubrydelige herredømme til forskel fra ethvert andet statssystem eller politisk system. Det kunne hverken være et monarki eller en republik, for begge disse former havde været typiske for det tidligere Tyskland, der var knust og ydmyget. Fra nu af opstod der en ny styreform i Tysklands historie, som markerede et vendepunkt i vor epoke og gjorde en ende på den tyske statsordnings ustabilitet. Det var en slags ny Tysk Orden. Ideen om denne Orden var fuldførelsen af »førerideen«. Omkring føreren: Hitler skulle der dannes et hemmeligt råd af udvalgte, som skulle vogte nationalsocialismens idealer.

Det skulle være et snævert, isoleret hierarki af Hitlers betroede, kampprøvede riddere og paladiner; det skulle være underlagt Hitler direkte og personligt. Med Hitler selv i spidsen skulle det udgøre Tysklands enevældige og uafsættelige regering. Ordenens medlemmer - riddere, som blev optaget i ordenen af Føreren efter særlige principper, og som skulle forberedes til denne titel, fra de var helt unge - skulle lede statsadministrationen, hæren, SS og SA, ungdommen, alle selskaber, store virksomheder og organisationer osv. De skulle kun stå til regnskab over for Føreren eller hans kommandører, og de skulle i Førerens navn styre den øvrige nationalsocialistiske bevægelse og folket som det laveste masselag i systemet.

Hvad var meningen med denne ved første øjekast vanvittige plan, der lød som et ekko af den feudale romantik eller som et påfund af en fantast, der foreslog at skabe en tidlig middelalderstat i Tyskland i midten af det 20. Århundrede ? Det var en i højeste grad sindrig politisk manipulation. Sagen er den, at den oligarkiske kastestat, som de nazistiske ledere havde udtænkt, på det tidspunkt var næsten færdig. Den behøvede blot en befæstelse af dens ydre politiske form. Staten havde brug for en fast struktur, for legalisering af slaveri og for de hertil nødvendige midler til fysisk og ideologisk herredømme.

Der eksisterede kun én egnet organisationsform for det despotiske oligarki, nemlig et imperium. En imperator kunne med held stå i spidsen for en sådan stat af privilegerede kaster og personificere deres styring af nationens lavere lag. Feudalismens gamle form - den arvelige adel - var den, der bedst kunne organisere den udøvende magt og den administrative forvaltning. Det var riddere, som varetog de privilegerede kasters interesser og tjente imperatoren. Sådan så det fantastiske projekt til »Den Tyske Ordensstat« ud, som Rosenberg havde udarbejdet til den mindste detalje, og som Hitler havde modtaget med begejstring.

Projektet var den logiske afslutning på de nazistiske lederes vej. Det gav det nazistiske regime en ny form, omgivet af storladen mystik og ridderromantik, som rev de helt unge generationer af nazister med. De nye tyske riddere - det er den »historiske« betegnelse for den nazistiske aristokratiske kaste, som opstod i Tyskland i de år. Planen om ordenen tilføjede det sidste manglende led i hele systemet - lederne.

Figuren Adolf Hitler var kronen på det harmoniske system til den nye Tyske Orden. Hvordan kunne en sådan person opstå ? Kendsgerningen er den, at Hitler rent faktisk var en færdig fascist, allerede før denne umenneskelige, lumske terrorbevægelse dukkede op på den politiske arena i Europa, længe før han i 1919 blev medlem af det nazistiske parti. Hitler var en demoralisenet småborger, som var forvandlet fil en pjalteproletar. Det blev han allerede i en alder af 19 år, i 1908 i Wien. Alt i hans karakter, i hans synspunkter og i hans handlinger bunden i dette sociale faktum. Det var også grunden til hans karriere. En pjalteproletar i spidsen for en mægtig stat ! Meget i Hitlers politik kommer på plads, når man tager dette i betragtning.

Hitler var en person uden uddannelse, som var gået ud af skolen før tiden, som var dumpet til optagelsesprøven til kunstakademiet, og som havde ført en uvirksom bohemetilværelse. Han havde sovet på natteherberger, vagabonderet, handlet med malerier på gaden og forsøgt at unddrage sig militærtjeneste. Han var en frafalden med ringe kundskaber og med et meget banalt syn på tilværelsen og på mennesker og med en klar tilbøjelighed til brutal grusomhed. Han var en rasende antisemit, besat af had til intelligensen, til høj kultur (journalisten Gyul, der mødte Hitler i 20rne, hævdede, at han talte et dårligt tysk), og til arbejderbevægelsen. Det var et menneske, som lige fra starten van parat til hvad som helst for at skade alt sundt og progressivt. Den klassiske kombination af egenskaber for den rendyrkede »værtshusplattenslager«, han var.

Hvor kunne et sådant subjekt finde sig hjemme efter 1.Verdenskrig, om ikke i fascismen ? Dér og kun dér var hans plads, og han fandt den. Men heldet var også med ham i noget andet, nemlig i tidspunktets og situationens karakter. Han kastede sig ud i aktiv politik netop i det øjeblik, da Tysklands mægtige herskende klasse af bankierer, industrimænd og handelsfolk fik brug for ham. Hvis det ikke havde været tilfældet, ville Hitler sikkert for altid være forblevet en pjalteproletarisk vagabond.

I begyndelsen af 20rne foregik den i den borgerlige tyske stat en forceret økonomisk og politisk forrådnelsesproces. Klassekampen blussede op. Landets monopoler og militærklike fik i al hast brug for de fascistiske banditter for at få bugt med arbejderbevægelsen, der var bragt i oprør efter den proletariske revolution i Rusland. Kun den masse af koncentreret og aggressiv kapital, som på det tidspunkt var dannet og virkede i Tyskland, kunne vove sig ud på det nazistiske eventyr. Det var det, Thyssen, Kirdorf og Weimarrepublikkens andre industrimagnater gjorde. Det nazistiske parti selv havde foruden penge brug for i en fart at finde en gal fører, som var i stand til at hypnotisere og ophidse menneskemængden. Værtshusplattenslageren Hitler passede til denne rolle som ingen anden.

Det kan ikke nægtes, at Hitler virkelig havde sjældne demagogiske evnen, og at han var i stand til at indvirke hypnotisk på spidsborgerne, på umodne unge mennesker, på fortvivlede arbejdsløse og på enhver slags eventyrene. Hvad det angår, var han en hel virtuos. På møder lykkedes det Hitler at bringe tilhørerne i ekstase. Joachim C. Fest, der har skrevet hans biografi, understreger, at Hitlers møder næsten antog karakter af kraftige anfald af lidenskab. Den antifascistiske tyske forfatter René Schickele har sammenlignet Hitlers ubeherskede talen med »lystmord«.

Hitler foragtede selv åbenlyst dem, han behandlede sådan. Han skrev i sin bog »Mein Kampf«, at hvis man ville lyve, så skulle man lyve frækt, for folk ville snarere tro på en stor løgn end på en lille. Sådan var den nazistiske leders sociale fysiognomi, en fascistisk halvgud, der var kommet op af skidtet for at drukne europæerne i blod. I dette frygtelige forehavende søgte Hitler at støtte sig til den tyske ungdom. Hvad gjorde han herfor ?

Følgende udtalelse af Hitler blev lov for nazisterne: »Vi vil opfostre en ungdom, som verden kommer til at skælve for, en grov, barsk og grusom ungdom. Sådan ønsker jeg. Ungdommen skal være i besiddelse af alle disse egenskaber, den skal være udeltagende oven for lidelse. Der må ikke findes noget svagt og ømt ved den. Jeg ønsker at se et glimt af rovdyr i dens blik.« Netop sådan blev de unge i Det Tredje Rige opdraget, lige fra de kom i skole. Man forgiftede dem og fordærvede dem åndeligt år efter år, systematisk, efter en nøje udarbejdet plan. I dag er den muligvis mange, som har svært ved at tro, at den slags virkelig skete, ikke i teorien, men i daglig praksis.

For mere end 30 år siden foregik der i den tyske by Nürnberg en retssag ved en international militærdomstol, den første retssag i sin art i menneskehedens historie. Den varede i 11 måneden. På anklagebænken sad Nazitysklands største krigsforbrydere, som havde mindst 50 millioner menneskeliv på deres samvittighed. Verden havde aldrig hørt noget lignende som det, den blev fastslået ved denne retssag, og ikke forestillet sig det muligt. Natten til den 16. oktober 1946 blev ti af verdenshistoriens værste forbrydere hængt, deres lig blev brændt og asken spredt for vinden.

Den franske kvinde Ida Vassot sagde i sin vidneberetning ved Nürnberg-processen, at medlemmerne af Hitlerjugend (den nazistiske ungdomsorganisation) havde brugt små børn som skydeskive. Gert Knittel, der havde gennemgået Hitlerjugends skole og derefter som soldat var blevet sendt til Østfronten, hvor han var blevet taget til fange, aflagde følgende vidnesbyrd: » I den lille by Lipajsk (Sovjetunionen) satte vort kompagni ild til et hus, hvor den var mennesker i... Vi skød alle dem, der prøvede at springe ud af huset; kun en gammel kone skød vi ikke, fordi hun gik fra forstanden for øjnene af os.«

De unge blev ikke blot politisk, men også moralsk forkrøblet, de blev for livstid gjort til mennesker med ulvekarakter. De fik indpodet, at de ikke skulle have medlidenhed med nogen, ikke holde af noget »fremmed« og hade alle undtagen tyskere og visse andre »ariere«. Og når tiden kom, skulle de dræbe uden den mindste medlidenhed, voldtage og plyndre. Den nazistiske opdragelse af de unge tog rent faktisk netop sigte på en sådan overlagt åndelig fordærvelse. Det en ikke nazisternes »forsømmelse«, at det trods alt ikke lykkedes at forgifte alle moralsk, det må regnes den standhaftige del af den daværende unge generation af tyskere til fortjeneste.

Hitlerjugends leder, som van direkte underordnet Hitler, var en eventyrer ved navn Baldur von Schirach. Ved Nürnberg-processen, den 24. maj 1946, fremsatte han følgende udtalelse: »Min skyld består i, at jeg opdragede disse unge for et menneske, som var en morder, der dræbte millioner af mennesker.« Men det sagde han først, da han begyndte at frygte, at han ville blive hængt. Inden da havde han forgiftet en hel generation moralsk.

Det blev fastslået, at medlemmer af Hitlerjugend specielt fik til opgave at bringe børn i alderen 10 til 14 år væk fra de tysk besatte områder for at gøre dem til slaver. Ifølge samme von Schirach blev der alene fra Sovjetunionen deporteret 40.000-50.000 børn til slaveri i Tyskland. Hvad mere er, der blev allerede længe før krigen, i oktober 1936, indgået en aftale mellem von Schirach og Heinrich Himmler, ifølge hvilken Hitlerjugends medlemmer - i det mindste dem, som havde ladet sig påvirke af den nazistiske »opdragelse«, og hvis hovedskal havde den »nødvendige« form - blev betragtet som kandidater til supplering af SS. Ud af disse unge udtog man dem, som fik til opgave at gøre kort proces med befolkningen i de erobrede lande, at begå folkedrab og at lede koncentrationslejrene. Sådan ville den tyske ungdoms fremtid have set ud, hvis Hitler havde sejret. Man behøver ikke være i tvivl om, hvad der ville være sket med de unge i de andre europæiske lande: moralsk forgiftning for nogen, for dem, Naziriget havde brug for, og slavearbejde eller døden for flertallet af de øvrige.

Ovenfor har jeg omtalt planerne for oprettelse af et altbesejrende fascistisk imperium, og hvordan og af hvem dette imperium skulle styres. Men hvem skulle føre disse planer ud i livet ? Også dette spørgsmål blev besvaret af den tyske historie, som havde opfostret en særlig kaste af udførere af de mest ufattelige erobringsplaner, nemlig de tyske generaler. Det er vel nok vanskeligere at berette om den militære kaste end om nazismens højtråbende politikere og ideologer.

De tysk-preussiske generaler gjorde som regel deres arbejde i tavshed. Selv i Hitlers tjeneste tav generalerne om det vigtigste, og først på anklagebænken ved Nürnberg-processen løftede de sløret for noget af det, der angik fortiden. Man kan sige, at i deres kreds var politisk tavshed indtil et vist tidspunkt en slags ubestridelig lov. Men i virkeligheden har generalerne også deres politik, som de fører ud i livet. Deres højrefløj har altid været ledet af den kontante, om end skjulte militarismes idé. Disse kredse har altid kun troet på én ting, nemlig på våbnenes magt. Alt andet kommer for dem i anden eller tredje række. De tyske militarister har fra gammel tid spillet en særlig rolle i europæisk historie. De har kostet Europa oceaner af blod. Det kan ikke betragtes som en historisk tilfældighed. En hel række faktorer førte til, at den tyske militarisme blev »Europas svøbe«. En af årsagerne ligger i dens generalstabes tænkemåde og virksomhed. De tyske militarister lod aldrig nogen tvivl tilbage om, at deres land først og fremmest eksisterede for at føre krig, og de lod denne tanke gå videre fra den ene generation til den anden.

Der er endnu en omstændighed, man må tage i betragtning. De tyske militaristers ledere opgav aldrig deres planer efter nederlag og var aldrig uvirksomme i fredstid. Hvilken situation det borgerlige Tyskland end befandt sig i, hvor mange krige det end tabte, hvor knusende nederlag det end led, så fortsatte dets generalstab bestandig med at udarbejde aggressionsplaner. For de reaktionære tyske generaler eksisterede der hverken kapitulationserklæringer, afrustningsforpligtelser eller aftaler til styrkelse af freden. Deres eget folks ønske om fred interesserede dem ikke. Efter en kapitulation var alle deres anstrengelser som regel koncentreret om at forberede et nyt angreb og om omhyggeligt at vælge tid og sted for det.

Det borgerlige Tysklands krigsmaskine har altid været i deres hænder, hvad enten det var under monarkiet, under det nazistiske regime eller under republikken. Ethvert styre undtagen det socialistiske passede dem. I deres ledelse af den store militærkaste (i årene under det nazistiske styre hørte omkring 300.000 officerer og generaler til denne kaste) havde de skabt et lukket selskab, som i militaristiske kredse var omgivet af en helligdoms glorie.

Det er på ingen måde opdigt, at de tyske militaristers ledere betragtede sig som en slags overmennesker, hvem alting var tilladt. Deres ideolog fra 1. verdenskrig, grev Alfred von Schlieffen, hævdede direkte, at der i en hærfører bør være »noget overmenneskeligt, noget overjordisk«. Ifølge ham bør en hærfører tro på en eller anden højere magts protektion. Det var også ham, der kaldte en hærfører »en clairvoyant«.

I de seneste i 50-200 år er næsten alle kendte tyske generaler udgået fra denne kreds, som om de giver deres aggressive væsen i arv til hinanden. Ifølge Wilhelm Greener, en general fra kejsertiden og Weimarrepublikken, betragtede de tyske militarister posten som chef for den tyske generalstab som »den vigtigste i verden. Denne post har til forskellig tid, officielt og uofficielt, været beklædt af personer som Helmuth von Moltke, von Schlieffen, Paul von Hindenburg, Hans Seeckt, Franz Halder og Heinz Guderian. Hver af dem udarbejdede planer for erobring af Europa.

Disse mennesker tilhørte forskellige generationer, deres evner var forskellige, og de hørte endda til forskellige militære skoler og retninger. Man kan ikke skære dem over én kam og sammenligne dem med automater. Men i én henseende lignede de dog hinanden. Hvilken tid de end levede i, og hvilken situation deres land end befandt sig i, så planlagde de deres militære eventyr uden at tage hensyn til de farer og de byrder, som disse medførte for det tyske folk. For dem var folket et militært begreb: så og så mange divisioner, så og så mange arbejdere til våbenproduktion, så og så mange oprørere. Deres tanker bevægede sig egentlig aldrig uden for én og samme idékreds: angreb pusterum angreb. Alt andet havde for dem kun underordnet betydning. Når spillet var tabt, og den herskende klasse placerede dem på deres tidligere pladser i fredstidens stabe, begyndte de uden tøven at udtænke en ny plan.

Ikke så lang tid før 2. verdenskrigs slutning, sidst i 1944, da Værnemagtens nederlag allerede stod klart for alle, offentliggjorde det franske dagblad »Le Combat« et hemmeligt tysk memorandum. Det var affattet af Otto von Stülpnagel, som var tidligere tysk generalstabsofficer, og som efter den tyske invasion i Frankrig og frem til 1943 var øverstbefalende for besættelsesstyrkerne der. I dette tørre tjenstlige dokument på 60 sider behandlede von Stülpnagel årsagerne til Tysklands truende nederlag i den krig, som det selv havde startet, og skitserede betingelserne for dets sejr i den næste krig. Han skrev: »Vi behøver ikke være bange for, at fredsbetingelserne vil komme til at svare til dem, som vi selv ville have stillet, for vore fjender vil være delte og splittede... Intet nederlag er endeligt. Et nederlag - det er blot en lære, som man bør tage i betragtning, når man forbereder sig til det næste, kraftigere angreb... Vort nederlag i den nuværende krig bør kun betragtes som et uheld på Tysklands sejrrige vej frem mod erobringen af verden, og fra nu af bør vi indgive tyskerne, som har lidt nederlag, de kommende erobringers ånd.«

Von Stülpnagel skrev videre, at man måtte sikre Tyskland »endnu større økonomisk og demografisk overlegenhed, end vi havde indtil 1939, og i de kommende 25 år indlede en ny krig under bedre betingelser«. Von Stülpnagel blev arresteret af de franske myndigheder som krigsforbryder. I februar 1948 hængte han sig i sin fængselscelle. Men den dag i dag findes der folk af von Stülpnagels slags. En af de mest kendte af dem er general Heinz Trettner. Han var indtil sommeren 1966 øverstkommanderende for Bundeswehr og fik derefter en ærefuld post som generalinspektør i Vesteuropas stærkeste hær. Bogen »Bonner Köpfe«, som er udgivet i DDR, giver følgende beskrivelse af ham: »Trettners virksomhed under 2. verdenskrig karakteriserer ham som en typisk repræsentant for en bestemt pronazistisk stab i faldskærmsenhederne. Trettners avancement var så hastigt, at det virkelig kun kunne sammenlignes med SS-generalernes... Trettner har en særlig »rig« fortid som krigsforbryder. I Spanien har han Guernica på sin samvittighed. Den 26. april 1937 blev den lille by Guernica på tre timer ødelagt ved et luftbombardement... Kaptajn Trettner ledede denne operation.

Bombardementet af Rotterdam regnes for en af de værste forbrydelser under 2. verdenskrig... Trettner ledede tilintetgørelsen af byen. I Italien har han Firenze på sin samvittighed, I Norditalien var denne fanatiker berygtet for sine skånselsløse metoder i kampen mod partisanerne. Han dræbte mange tusinde mennesker.« I en samtale med UPIs korrespondent sagde Trettner om Bundeswehr: »Det er endda bedre, end Værnemagten var. Vi er fast besluttede på at gennemføre planerne om fremskudt forsvar.« Trettner tænker her på den plan, som han har indbragt for NATOs militærkomité, om etablering af et bælte af atomminer langs grænsen til DDR og Tjekkoslovakiet. I Forbundsrepublikken Tyskland har der været afholdt militærøvelser i overensstemmelse med denne plan. Sådan er general Trettner. Sådan var og er i mere eller mindre grad mange af hans kampfæller. Hitlers vanvittige ideer forsvinder ikke i den grobund, som disse kredse udgør.

Den allerede nævnte nazistiske ideolog og teoretiker Alfred Rosenberg, der stod Hitler nær, udtalte engang, at politik er kunsten at gøre det umulige muligt. Kendsgerningerne bekræfter, at Hitler selv ligesom de andre nazistiske ledere netop var af denne opfattelse. De tyske generaler tænkte på samme måde, da de efter ordre fra Hitler trængte ind i Sovjetunionen, overbeviste om, at de kun skulle bruge nogle få uger til at besejre Sovjetunionen.

Men hverken Hitler eller de tyske militarister var de virkelige ophavsmænd til den fantastiske plan om at erobre verden. Ønsket om for enhver pris at gøre det umulige muligt opstod først og fremmest hos de mægtige monopolindehavere, som allerede i slutningen af det 19. århundrede satte sig som mål, at Tyskland skulle erobre hele Europa. Det var lige siden da blevet det vigtigste, om end hemmelige indhold af det tyske borgerskabs politik.

Det gjaldt først og fremmest dets ledere, industrimagnaterne i Ruhrdistriktet. De udtænkte et hemmeligt program, ifølge hvilket den tyske kapital fra at være et nationalt system skulle forvandles til et transnationalt kontinentalt system, som skulle strække sig fra Atlanterhavet til Uralbjergene. Kun på den måde anså de det for muligt at løse modsætningerne i Tyskland, som var overmættet med kapital og maskiner, nemlig ved at underlægge sig alle Europas nationer og åbne nye veje for Tyskland. Det betød rent faktisk, at det tyske borgerskab uden at skele til nogen ting gik over til en politik for imperialistisk aggression. Her spillede Ruhrs industrimagnater en førende rolle.

Det var de rigeste, de største og de mest krigeriske af alle det gamle Tysklands monopolindehavere - Thyssen, Krupp, Haniel, Kloeckner, Stinnes, Siemens og andre sådanne dynastier, som hver havde en kapital på flere hundrede millioner mark. Industrimagnaterne i Ruhrdistriktet, som i 1923 kun udgjorde 7 pct. af landets territorium, og som dengang tegnede sig for 72 pct. af landets kulproduktion og mere end 50 pct. af dets jern- og stålproduktion, herskede i virkeligheden over hele Tyskland. I sin tid fulgte kejserhoffets stormænd rent faktisk deres politik. Og kejser Wilhelm II selv ejede aktier i Krupp-koncernen. Senere blev denne politik servilt ført ud i livet af højtstående embedsmænd i Weimarrepublikken, af mange deputater i Rigsdagen samt af lederne af de højreorienterede partier og militaristiske organisationer.

Tysklands nederlag i 1. verdenskrig og derefter den rasende inflation i landet dømte mange millioner jævne tyskere til en tilværelse i armod, men det bekymrede ikke Ruhrdistriktets industrimagnater. Deres koncerner var ikke blevet nationaliseret efter krigen og proklameringen af republikken, og de mange små virksomheders fallit gjorde dem blot endnu stærkere. Samtidig skete der også det, at industrimagnaterne i Ruhr efterhånden fik kontrol over det nazistiske parti. I 1927, kort tid før starten på nazismens hastige vækst i Tyskland, havde Fritz Thyssen og trustens chefdirektør Albert Vögler i Rom et møde med Mussolini. Fra det år blev Thyssen medlem af Tysklands nazistiske parti, dets vigtigste beskytter og sande primus motor. Han blev regnet for en personlig ven af Hitler. Denne tog fra da af næsten ingen vigtige beslutninger uden først at rådføre sig med Thyssen, som sammen med Ruhrs andre industrimagnater rundhåndet finansierede nazisternes valgkampagner.

Det var Thyssen, der allerede i 1929 inviterede Hitler til Düsseldorf, hvor hovedkvarteret for hans Ståltrust lå, og her for første gang præsenterede det nazistiske partis leder for en forsamling på 300 af Ruhrs mest fremtrædende industrifolk. Det var også Thyssen, der tre år senere (i begyndelsen af 1932) på ny kaldte Hitler til Düsseldorf, denne gang for at han skulle forelægge sit program over for 2000 tyske industrifolk. Sådan blev det første skridt taget til den forestående nazistiske magtovertagelse. Thyssen fik, til trods for forbitret modstand fra liberale kredse, ved en afstemning flertal for en beslutning, ifølge hvilken alle tyske kul- og stålkoncerner forpligtede sig til som en slags frivillig ydelse regelmæssigt at indbetale en bestemt sum til nazisternes valgfond. For at dække disse udgifter blev det besluttet at forhøje prisen på kul.

Under præsidentvalget i 1932 gav alene Thyssen nazisterne mere end 3 millioner mark i løbet af nogle lå dage. Uden denne hjælp ville partiet ikke have været i stand til at føre en så omfattende agitationskampagne forud for valget. Uden disse penge ville Hitler aldrig have fået en sådan fremgang, og hans parti ville sikkert være blevet splittet i slutningen af 1932, da nazisterne mistede 2 millioner stemmer, og Gregor Strassers oppositionsgruppe meddelte, at den trak sig ud af partiet.

I januar1933 kunne man tro, at regeringen ville gøre det endeligt af med Hitler. Men også denne gang reddede Thyssen Hitler ved hjælp af sit politiske apparat, ligesom han tidligere havde reddet ham med sine pengebidrag. Det krævede et hemmeligt møde mellem Hitler og den foregående regerings leder, Franz von Papen. Dette møde fandt sted hjemme hos bankieren Kurt von Schroeder i Köln. Von Schroeder var medejer af et bankierfirma, der havde tilknytning til Thyssen, og var en personlig ven af den tidligere rigskansler, som Hitler indtil da offentligt havde rakket ned på enhver måde. Nu havde alting brat ændret sig. Hitler og von Papen talte om at danne en ny højreorienteret koalitionsregering. Straks efter mødet begav Hitler sig til Thyssen. Her blev det besluttet, at han skulle tage imod rigspræsident von Hindenburgs gentagne forslag om at indgå i regeringen (Hitler havde tidligere afvist et sådant forslag). Nu kunne man begynde: Hitler ønskede selv at blive rigskansler. Da han var blevet det, begyndte han straks at »tilbagebetale« sin politiske gæld.

Først fik Thyssen-gruppen løst et spørgsmål af yderste vigtighed for den, overtagelsen af hele den enorme Ståltrust, basis for den tyske økonomis produktivkrælter. Denne opgave blev løst ved hjælp af sikkert den største transaktion, som nogen sinde havde fundet sted i Tyskland på skatteydernes bekostning. Det startede med, at Ståltrusten med dens 150.000 arbejdere blev »reorganiseret«. Indtil da havde staten, som ejede aktier til en samlet sum af 125 millioner mark, kontrolleret halvdelen af denne trusts holding company. I den nye sammenslutning med en kapital på 560 millioner mark havde statskassen ikke længere såkaldt kvalificeret mindretalsret (25 pct. af kapitalen). Til gengæld var Thyssengruppen, som havde sikret sig 40 pct. af grundkapitalen, blevet den største aktionær. Dens konkurrenter blandt de katolske og jødiske pengemænd blev udelukket fra den nye bestyrelse. Samtidig fik trusten nye regeringsordrer på våben. Kursen på dens aktier steg hastigt. På et fælles aktionærmøde i den reorganiserede trust den 29. november 1933 erklærede Thyssen: »Vore virksomheder er nu de førende blandt alle tilsvarende virksomheder i verden.«

Ruhr-industrimagnaternes udenrigspolitiske offensiv, den tyske sværindustris afgørende angreb på verdensmarkedet, som var blevet forberedt i årevis, tog sin begyndelse. Det vidste de menige nazister naturligvis ingenting om, mens de professionelle børsfolk udmærket var klar over det. Og det var også kun et forspil. Thyssen, der var blevet kul- og stålkonge, blev efter nazisternes magtovertagelse udnævnt til »statssekretær«. Straks derefter sendte lederne af de nazistiske organisationer i fire tyske provinser en deklaration til Thyssen, hvori de officielt proklamerede ham som »indehaver af den øverste statsmagt i alle spørgsmål vedrørende økonomisk politik i vort område«, dvs, i hele Ruhrdistriktet. Deklarationen foreskrev alle det nazistiske partis organisationer at betragte Thyssens beslutninger som obligatoriske. Tilsvarende erklæringer fulgte fra de nazistiske ledere i Rhinlandet og i andre provinser.

Nu, hvor nazisterne styrede Tyskland, var der ingen, der kunne rokke Thyssens herredømme. Det var Hitlers virkelige »revolution«. Nazismen opslugte Tyskland. Samtidig opslugte en mægtigere kraft nazismen. Hitler var bragt i sadlen. Snart efter første akt udspilledes anden akt.

Den 30. juni 1934 blev de øverste ledere af de nazistiske stormafdelinger (SA), Ernst Röhm, Edmund Heines og Karl Ernst og flere hundrede af deres kolleger i SA skudt på kaserner og i baggårde i München og Berlin. De blev dræbt efter direkte ordre fra Hitler. Den dag markerer indledningen til en ny periode i det borgerlige Tysklands historie og åbner nye, særdeles dystre fremtidsudsigter i Europas historie. Hvad skete der den 30. juni eller rettere natten til den 30. Juni ?

Dette spørgsmål bliver ret ofte stillet. I dag kan der ikke være nogen tvivl om svaret på det. Dengang forekom det verden, at den var vidne til en indviklet handling i en gangsterfilm. De dræbte var Hitlers mest fortrolige mænd, som 17 måneder forinden, den 30. januar 1933, havde vundet magten i Tyskland til Hitler, de mennesker, som uafbrudt igennem ti år havde haft kommandoen over hans hær af stormtropper, og som havde hjulpet den nazistiske bevægelse frem til et forbløffende stort omfang. Nu lå de udstrakt i en blodpøl. Men disse begivenheder rummede noget langt mere end et gangsteropgør. Röhm, Heines og Ernst var det tyske småborgerskabs generaler. Det var det vigtigste, og heri lå årsagen til deres død.

Lige fra begyndelsen var der to typer generaler, som stod i spidsen for nazismens hær. For det første var der de mest kendte, som havde udråbt sig til nationens redningsmænd, triumviratet Hitler - Göring - Goebbels. De var blevet samlet op af skidtet af Ruhrs kul- og stålmagnater, og dette oligarki havde laurbærkranset dem og hemmeligt støttet dem med millionbeløb.

Til trods for dette triumvirats ydre prunk holdt det sig også efter sin magtovertagelse i baggrunden for storkapitalens magt. Den var den vigtigste kraft, som usynligt inspirerede de nazistiske ledere. Den kraft, som de var parate til at ofre alt for: republikken, det tyske folks frihed, freden i Europa, den arbejdende befolknings rettigheder og i hvert fald småborgerskabets tillid. Hvilken betydning havde alt dette for dem ? Inden for nazismen førte Hitler og hans nærmeste kampfæller den tyske imperialismes vilje og love ud i livet. De var dens lydige redskab i den utrættelige kamp for at udvide dens besiddelser og indflydelse, i den kamp, der gik ud på fra at være Tysklands herre, at blive Centraleuropas og hele kontinentets herre. Her var også Hitlers drøm om »den tyske races« storslåede stat, drømmen om, at han ville komme til at stå i spidsen for denne stat som fører og sejrherre. Han og hans venner var som fortryllet af dette syn. Det var for denne idés skyld, de oprettede det nazistiske parti. Men for at slå ind på denne vej måtte de knuse den tyske arbejderklasses vilje, som spærrede vejen.

Med dette formål for øje måtte Hitler indgå et forbund med en fremmed klassekraft - gøre brug af de tjenester, som det tyske småborgerskabs ledere kunne yde ham. Det var netop dengang, at de nye nazistiske generaler fremkom, nemlig Röhm og hans junta, som tilsidst havde kommandoen over mere end to millioner bevæbnede brunskjorter. Det var folk af en anden slags. Under Hitlers banner kastede de sig ud i dødelig kamp i hans navn, men for helt andre interessers skyld. Det var først og fremmest folk, som tilhørte det ophidsede småborgerskab. Selv i deres udstafferede militære og halvmilitære uniformer bevarede de for en stor del den masses karakter og natur, hvorfra de så pludseligt var dukket op, dens ideologiske uorganiserthed, dens politiske kortsynethed, dens grovhed og grusomhed.

De talte slagternes og værtshusholdernes sprog, kontorfolkenes og gårdejersønnernes sprog, borgerlige uvidende unge fyres og pensionerede underofficerers sprog. Hitlers »mission«, som blev forkyndt oppefra, nåede kun i ringe grad ind til denne masses bevidsthed. Den blev revet med af »det heroiske« ved nazismen og dens demagogi, dens middelalderlige symbolik og trommehvirvler. Denne masses ledere kunne umuligt kaldes seriøse politikere. Det var ikke Hitler, der var deres største idol, selv om de uophørligt råbte »Heil Hitler«. Röhm og hans bande udtrykte det ruinerede småborgerskabs anarkistiske raseri, der, når det én gang er blevet vakt, udarter til tøjlesløs terror. Hele Tyskland gyste over deres blodige ugerninger. De hørte til det nationalsocialistiske partis ledere, og når de højlydt krævede »den anden nationalsocialistiske revolution«, handlede de ud fra de samme motiver som i repressalierne mod arbejdere og jøder.

De ville have de rigdomme, som tilhørte andre: stormagasinerne, som kvalte deres små butikker, det jødiske borgerskabs respektable huse, arbejderkooperativernes og fagforeningernes formue, indbringende grundejendomme. De kastede endog deres øjne på industrimændenes og bankierernes ejendom. Indædte fjender af den organiserede arbejderklasse og socialisterne, som de var, mente de ikke desto mindre, at disse deres ønsker netop var socialisme.

Brunskjorternes hovedkvarter i Wiessee (München), hvor Röhms villa lå, mindede om en lejr for svirende middelalderlandsknægte. Hvis dette publikum havde fået overtaget i det nazistiske parti og berøvet Hitler magten, bør man ikke være i tvivl om, at det uundgåeligt ville være gået over på finans- og industrioligarkiets side og ville have slikket dets hænder. Men dér var »den store befriers« triumvirat allerede, og det havde i sinde at tøjle denne hær. Röhm og kompagni forstod, at det uundgåeligt ville medføre deres fald. De ønskede imidlertid at forblive generaler og endog blive marskaller.

SA-hæren på to millioner mand var bevæbnet, men det spillede ingen rolle. De langsomt opfattende brunskjorter, der betragtede sig som en magt og drømte om en evig tilværelse som svirende lejesoldater, havde ingen reelt betydningsfulde funktioner. Det var ikke dem, men de privilegerede SS-afdelinger, der kom til at danne den nye sikkerhedstjeneste. Og det var ikke dem, men Reichswehr, der med de gamle generaler i spidsen fortsat indtog stillingen som landets væbnede styrker.

Det var ikke engang det hele. Det blev dem endda forbudt at gennemføre demonstrationer, som de holdt så meget af, at de endog betragtede dem som kamp. Da brunskjorter i Bremen den 1. maj i 1934 forsøgte som i de gode gamle dage at storme gennem gaderne med høje råb og undervejs gik til angreb på en rig jødisk trusts stormagasin, blev de øjeblikkeligt spredt af politipræfektens styrker; deres hovedkvarter blev besat og deres befalingsmand afsat. Allerede i første halvdel af 1934 blev der afskediget 20.000 mand fra SA. Nogle af SA-folkene kom i koncentrationslejr og i fængsel, og allerede dengang gik der rygter om hemmelige henrettelser af opsætsige brunskjorter.

Striden mellem Hitler og Röhm blev uundgåelig. Bag de nazistiske generalers rivalisering stod den reelle modsætning mellem det kapitalistiske oligarkis og småborgerskabets interesser, mellem trusternes og de små næringsdrivendes interesser, mellem industridistriktet Ruhrs og småbyernes interesser. Og denne krise blev på fascistisk vis løst på én nat: »de lange knives nat«.

Hvem er i dag den rigeste mand i Forbundsrepublikken Tyskland ? Det er der ingen uenighed om i Forbundsrepublikken, alle ved, at landets rigeste mand er Friedrich Karl Flick, som ejer en formue på flere milliarder D-mark. Han er søn af og arving efter industrikongen Friedrich Flick, der døde i 1972 i en alder af 90 år. Flick senior veg ikke tilbage for noget i jagten efter penge og kunne på nogle få dage tjene flere millioner. I børskredse kaldte man ham »Ådselgribben«, og man skyede ham som pesten. Under Weimarrepublikken blev Flick senior betragtet som en ven af dens ledere, som de altid kunne stole på. Han betalte rigskansler Gustav Stresemanns private gæld, hjalp tre andre - Heinrich Brüning, Franz von Papen og Kurt von Schleicher - med penge og bevilgede næsten en million mark til genvælgelsen af von Hindenburg som rigspræsident. Flick hørte ubestrideligt til dem, som kunne kalde Weimarrepublikken deres stat.

Men da det begyndte at se ud til, at Hitler ville komme til magten, blev Flick glødende nazist. Han gjorde Hitlers bekendtskab allerede i januar 1932, og i 1937 meldte han sig ind i det nazistiske parti og blev ophøjet til »krigsøkonomiens fører«. Endnu vigtigere for Flick var hans nære forhold til Heinrich Himmler, som han allerede i marts 1933 gav 200.000 mark til det nazistiske partis kasse. Det er senere blevet fastslået, at Flick i årene fra 1933 til 1945 gav 7.650.000 mark til denne kasse. Til gengæld stillede Himmler 45.000 kz-fanger og krigsfanger til hans rådighed. Flick var medlem af Reichsführer SS’ - Himmlers udsøgte »vennekreds«. Kun 36 mennesker, som nazisterne havde kontrolleret på alle måder, fik adgang til denne »kreds«.

Man kan sige, at Hitlers og Himmlers stat samtidig var Flicks økonomiske stat, endda i endnu højere grad end Weimarrepublikken. Flick selv betragtede det kun som en begyndelse. Hans langsigtede mål var ved nazisternes hjælp at komme i besiddelse af virksomheder i de besatte lande og blive en af Europas to eller tre rigeste mænd.

Også repræsentanter for Tysklands største kemiske koncern, IG-Farbenindustrie, var medlemmer af den snævre kreds af »venner« omkring Himmler. I 20rne og selv i 30rne blev IG-Farbenindustrie betragtet som et mønsterværdigt »liberalt« monopol, kapitalmæssigt et af landets største. Dets politiske aktivitet var så omfattende, at den blev varetaget af en særlig udvalgt firmandsgruppe bestående af koncernens ledere. Hver af dem havde til opgave at holde det ene eller det andet indflydelsesrige parti under kontrol, dvs, finansiere dets politiske ledere og samtidig holde sig i skyggen. Da Hitlers magtovertagelse var i anmarch, forvandledes IG-Farbenindustrie pludselig og resolut til et fascistisk monopol. Der var intet tilbage af »liberalismen«. Nazismen viste sig også her at være en mere indbringende forretning.

IG-Farbenindustrie fik som direkte partner adgang til Himmlers »allerhelligste« - koncentrationslejrene. Dette partnerskab var tilrettelagt efter alle regler. IG-Farbenindustrie handlede gennem sit datterselskab Degesch, som fik overdraget patentet på giftgassen Cyklon B, der var opfundet i IG - Farbenindustries laboratorier. Hvordan virkede den gas, som IG-Farbenindustrie leverede ? Herom berettede Rudolf Höss, lejrkommandant i Auschwitz, udførligt ved Nürnberg-processen i 1946 og bevidnede det med sin underskrift. Han oplyste, at ca. en tredjedel af fangerne, der blev lukket ind i gaskamrene, døde straks efter, at der blev lukket op for gassen. »De andre begyndte at vride sig i krampe, at skrige og at snappe efter vejret. Skrigene gik imidlertid snart over i rallen, og nogle minutter senere lå alle sammen ned. Efter højst 20 minutter var der ingen, der rørte på sig... Så trak et særligt mandskab guldtænderne ud på ligene og klippede kvindernes hår af... Krematorium I og II kunne brænde ca. 2000 lig i døgnet, mere kunne de ikke uden besvær klare.«

Man fik også kendskab til IG-Farbenindustries forretningskorrespondance med Auschwitz. I et af brevene, hvor der blev afgivet bestilling på 150 kvindelige fanger til »eksperimenter«, hed det: »Vi har modtaget Deres svar, men mener, at en pris af 200 mark pr. kvinde er for høj. Vi tilbyder Dem højst 170 mark pr. kvinde.« IG-Farbenindustries bestilling blev effektueret, og de 150 kvinder blev sendt i døden efter »eksperimentet«. Folk omkom, men kapital var og blev kapital, og den øgedes som ingen sinde før. Og det var det vigtigste for koncernen. Alene i 1943 nåede IG-Farbenindustries nettoprofit op på 822 millioner mark.

Der er også en anden ting, man må tage i betragtning. Ikke nok med, at nazismen øgede koncernens indtægter i selve Tyskland, den åbnede også uanede fremtidsudsigter for den uden for landets grænser. Der blev skabt mulighed for, at IG-Farbenindustrie kunne sætte sig i besiddelse af hele den kemiske industri og den beslægtede industri i andre vesteuropæiske lande. Noget sådant skete allerede eller var under forberedelse i Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen, Holland og Norge. I Frankrig skulle alle tre førende kemiske koncerner sluttes til IG-Farbenindustrie, så denne fik mulighed for endeligt at blive større end de amerikanske kemiske giganter.

Koncernens direktører havde udarbejdet disse planer i alle detaljer og fået dem godkendt af nazisternes øverste ledelse. Det vides, at disse planer blev udtænkt allerede før krigen og endda før Hitlers magtovertagelse. I marts 1931, dvs. da Weimarrepublikken endnu eksisterede, formulerede Carl Duisberg, medlem af bestyrelsen for IG-Farbenindustrie, i en tale i industrihandelskammeret i München sit monopols ideer således: »For at nå til en endelig løsning af det europæiske problem må spørgsmålet om de økonomiske relationer til Frankrig bringes ud af verden, og som Europas rygrad bør der skabes en lukket blok fra Bordeaux til Odessa.« Det var netop en sådan blok, Hitler havde i sinde at skabe ad militær vej med direkte medvirken af IG-Farbenindustrie og den tyske storbusiness andre magnater. Mordet på millioner af mennesker var ikke så vigtigt som profitraten. Det vidste Hitler, selv om han var en person uden uddannelse, og det spillede han på. Derfor var venskabet mellem ham og IG-Farbenindustrie langtfra nogen tilfældighed.

En af Det Tredje Riges øverste ledere var Heinrich Himmler, som var chef for Nazitysklands politi, en person, der var direkte ansvarlig for mordet på ca.12 millioner mennesker. Med undtagelse af Göring, Goebbels og i Det Tredje Riges sidste periode Bormann var der ingen andre af Hitlers nærmeste medsammensvorne, der spillede så stor en rolle i dette riges historie som Himmler. Til tider var han, der virkede bag politikulisserne, rent faktisk Nazitysklands næstmægtigste mand. Alle, med undtagelse af Hitler selv og de tre nævnte nazistiske ledere, skælvede af angst for ham, selv om også de tre havde grund til at være bange for ham. Hitler styrede - Himmler tilintetgjorde - Det ene var uadskilleligt fra det andet. Uden tilintetgørelse kan fascismen ikke eksistere. Himmler forstod at tilintetgøre som ingen før ham.

I maj 1941 anmoder SS officeren dr. Rauscher om tilladelse til at anstille følgende slags eksperimenter med fanger i koncentrationslejren Dachau: at holde dem nøgne i 9-14 timer ved en temperatur på 27-30 grader og derefter prøve, om man kan genoplive dem ved at varme dem op. Himmler giver sin tilladelse. Ca. 300 fanger dør, nogle går fra forstanden. Den 24. oktober 1942 skriver Himmler til dr. Rauscher, som han inden da har sendt blomster og elskværdige lykønskninger i anledning af, at denne har fået en søn: »Jeg har med stor interesse læst Deres rapport om forsøgene med afkøling af mennesker... Jeg betragter dem, der endnu er modstandere af den slags menneskeforsøg, som landsforrædere…. Jeg personlig formoder, at disse forsøg vil give langvarige og positive resultater! Og Himmler giver dr. Rauscher det råd, at han skal prøve, om det kan lade sig gøre at bringe en afkølet mand til live ved at lægge ham mellem to levende nøgne kvinder. Det er ikke almindelig sadisme og ikke vanvid, - det er noget andet. Vi har ikke ret til at glemme den slags ting. Vi må ikke vende ryggen til den slags kendsgerninger, fordi tanken om dem vækker uovervindelig afsky hos os. Alt dette fandt sted og skulle komme til at foregå i umådeligt større omfang. Himmler nøjedes ikke med at udstede generelle ordrer om udryddelse af fanger, han underviste personlig SS-folkene i, hvordan de skulle slå folk, brække deres knogler og bringe dem til vanvid, underviste i det, som om der var tale om undervisningstimer i en skole. Han spurgte SS-officeren professor Hipke, ligeledes fra koncentrationslejren Dachau, i hvilken højde en forsøgsperson dør af iltmangel, og SS-officeren professor Klauberg fra koncentrationslejren Auschwitz blev af Himmler spurgt, hvor lang tid det ville tage at sterilisere 1000 kvinder. Himmler gav kommandanten for koncentrationslejren Gusen ordre til at mure alle fanger inde i en minegang og derefter sprænge den i luften. Han udtog personlig SS-folk til udryddelse af jøderne i Warszawas ghetto, han kontrollerede personlig, at »operative grupper« af SS-folk fungerede som transportable slagtehuse, og han gav tilladelse til forsøg, som gik ud på at pumpe luft ned i lungerne på forsøgspersoner, indtil de sprængtes. I Auschwitz blev der med hans vidende daglig myrdet indtil 10.000 mennesker.

Men han har ikke blot interesse som fascistisk bøddel. Himmlers ugerninger er velkendte. Alene arkivdokumenterne om Gestapos aktivitet i koncentrationslejrene i 30rne og 40rne fylder mange tusinde sider. Her er det noget andet, der interesserer os. Himmler havde sin egen særlige politiske idé, som førte nazismen til en logisk afslutning. I den henseende overgik han på visse punkter selv Hitler. Koncentrationslejre og et system til udryddelse af millioner af mennesker var kun en del af denne idé. De generationer, der kommer efter os, vil få svært ved at forstå denne idé, mens folk i dag endnu forstår den. Det er ideen om et overpoliti.

Hvem var denne person ? Hans biografi før nazisternes magtovertagelse er kun i ringe grad udforsket. Man kan sige, at vi om Himmler ved mindre end om de andre nazistiske ledere. Selv efterlod han sig til forskel fra Hitler og Goebbels ingen trykte værker; han skrev kun ordrer og instrukser, og hans mundtlige udtalelser blev sædvanligvis hemmeligholdt. Selv nazisterne frygtede ham i en grad, så de ikke turde skrive om ham. Ikke desto mindre ved man, at han nedstammede fra en højtstående bayersk politiembedsmand, og at han voksede op i en atmosfære af polititraditioner. Himmler blev indkaldt til hæren i 1. verdenskrigs næstsidste år og kom ikke til fronten. Det vides også, at han efter at være blevet demobiliseret valgte sig en idyllisk profession, idet han startede en hønsefarm i en landsby i nærheden af München. Det ligger helt fast.

Ingen kunne dengang mistænke ham for nogen som helst skumle gerninger eller for umoral. Ifølge folk, der har kendt ham, var han en lidet iøjnefaldende, endog uanselig person med lorgnetter, for hvem hønseavl skulle være den vigtigste beskæftigelse i tilværelsen. Til andre tider ville det måske også være gået sådan. Fascismens udbrud i Tyskland vendte op og ned på alting. Tusinder af mennesker forandrede sig til ukendelighed. Det, der lå skjult dybt i mennesket, kom for dagen. Det var i det øjeblik, at Himmler blev Himmler. Politik forårsager meget ofte den slags ting.

Allerede i 1919, straks efter 1. verdenskrig, slutter Himmler sig til det netop oprettede nazistiske parti. Samme år deltager han i den væbnede kamp mod den bayerske rådsrepublik, senere i Hitlers mislykkede kupforsøg i München, men han er ikke blandt dem, der bliver idømt fængselsstraf for kupforsøget. Med undtagelse af en lille håndfuld kupmagere er der endnu ingen, der kender manden med lorgnetter. Ordet »Auschwitz« giver først genlyd over hele verden 20 år senere. Men Hitler har øjensynligt allerede fået forståelsen af, hvad denne tidligere hønseriejer er for en person. D.1. januar1929 udnævner han Himmler til rigsfører for SS - en afdeling sortklædte, udvalgte fascister, som udgør de nazistiske lederes livvagt. Himmler er på det tidspunkt 29 år gammel; heller ikke nu er der ret mange, der kender ham. Hans udnævnelse er heller ikke særlig vigtig. SS-afdelingen består kun af 280 mand, og selv står Himmler under SA-lederen Röhm, der på dette tidspunkt er Hitlers ledende bandit. Men det, som Himmler snart efter gør med SS, forbavser selv nazisterne.

I 1929 tæller SS 280 mand, i 1933, da Hitler kommer til magten, 52.000 og i 1939, før 2. verdenskrigs udbrud, 240.000. På ti år 857-dobler Himmler således SS’ mandskab og samler i denne organisation udprægede banditter. Himmlers nye fascistiske politi kommer netop til at bestå af disse SS-folk. I kraft af deres uniform kommer de til at stå over alle landets øvrige indbyggere og selv over nazisterne. SS-apparatet udvides fra det ene år til det andet. Himmler forbliver SS-leder og tiltager sig lidt efter lidt ledelsen af det politiske politi (Gestapo), koncentrationslejrene, kriminalpolitiet og straffemilitærpolitiet. Nu er han kun underordnet Hitler selv. SS-folkene kalder ham »kong Heinrich« og »den sorte hertug«.

Reelt kontrollerer han i Hitlers navn hele landet. Hitlers stat kan ikke længere eksistere uden Himmlers politi. Men det er hverken kvantitativt eller kvalitativt det samme politi, som fandtes tidligere. I de borgerlige lande byggede det politiske politi kun på agentvirksomhed. Det omfattede almindelig eftersporing og efterforskning, observation, hvervning af angivere, brug af provokatører, forhør med »pression« osv. Det øvrige blev overladt til de civile domstole, under særlige omstændigheder til militærdomstole. Det begrænsede også i en vis grad det politiske politis personale. I de forskellige landes hovedstæder var der nogle tusinde politiembedsmænd, agenter og gendarmer. Det blev betragtet som fuldt ud tilstrækkeligt. Himmler opbyggede sit politiske politi på helt andre principper. Det vigtigste i hans virksomhed i Tyskland var ikke agentarbejde og heller ikke eftersporing og efterforskning, men direkte terrorisme med det formål totalt at udrydde politiske modstandere og selv dem, der blot var mistænkt for at være i opposition, eller i det mindste at berøve dem friheden og ødelægge deres helbred. Det repressive princip, som var ført ud i sin yderste konsekvens, dominerede alt andet her.

SS-folkene var politimænd med uindskrænket ret til at pågribe, slå, torturere og myrde, de almindelige fængsler blev erstattet med koncentrationslejre, alle love og regler, der hindrede polititerroren, blev fejet til side. Efter processen mod Georgi Dimitrov var der ikke en eneste domstol i Tyskland, som vovede at stille sig i vejen for Gestapo. Det resulterede i, at 12 millioner mennesker blev ofre for Himmlers apparat i løbet af 12 år. Der er ingen tvivl om, at hvis det nazistiske styre havde eksisteret i blot fem år mere og været i besiddelse af de samme territorier som under krigen, ville antallet af ofre for Himmlers politi have kunnet tælles i snesevis af millioner. Dette apparat ville nemlig planmæssigt have begået folkedrab og i betydeligt større målestok. Det fremgår at en række dokumenter, at dette ligeledes var forudset af Himmler. Han opfattede først og fremmest politiet som et organ til total udryddelse.

Men det var kun første del at hans plan. Den tidligere hønseriejer, der var blevet fascist, drømte i virkeligheden om at erstatte hele statsapparatet med sine gendarmer. Det var rent faktisk det, hans idé om et overpoliti gik ud på. Her er nogle kendsgerninger, som viser, hvordan hans plan blev virkeliggjort i de år, da nazisterne var ved magten. I juni1934 hjælper Himmler Hitler med at gøre det af med Röhm, der har kommandoen over 2,5 millioner SA-folk, SS-folkenes hovedmodstandere. Röhm bliver skudt, og det fascistiske srnåborgerskabs og pjalteproletariatets hær, der gør krav på herredømmet i Det Tredje Rige, forsvinder rent faktisk fra skuepladsen. Fra dette tidspunkt er SS sammen med Reichswehr - den kommende Værnemagt - den vigtigste væbnede kraft i landet.

Preussens Gestapo, som er oprettet af Göring, lægges ind under Himmler, og 1936 samles hele Tysklands politiapparat, herunder også kriminalpolitiet og politiets efterretningstjeneste, under hans øverste ledelse under betegnelsen »Hovedkontoret for rigssikkerhedstjenesten«. Alle poster i dette apparat overtages af SS-folk. Senere gøres Himmler desuden til indenrigsminister. Han får ligeledes tildelt titlen »generalbefuldmægtiget for rigsforvaltningen« og »rigskommissær for styrkelse af den tyske nationalitet«. I landets civile styre har SS ikke flere konkurrenter.

I januar 1938 kommer turen til Værnemagten. Ved sin førsteassistent Reinhard Heydrichs hjælp tilrettelægger han en indviklet intrige, som sætter de væbnede styrkers to ledere - krigsministeren, generalfeltmarskal von Blomberg, og hærens øverstkommanderende, generaloberst friherre von Fritsch - ud af spillet. Von Blomberg beskyldes for at have giftet sig med en prostitueret. Himmlers apparat fremlægger et politidossier til bevis herfor, og von Blomberg afskediges. Mod von Fritsch fabrikeres der en anklage for homoseksualitet. Det viser sig senere, at det subjekt, der optræder som »vidne«, afgiver forklaring, efter at Gestapo har truet ham med tortur. Von Fritsch bliver ligeledes fjernet fra sin post, og overkommandoen over de væbnede styrker overgår til Hitler selv. Men Himmlers hemmelige politi infiltrerer Værnemagten, og hele officerskorpset er under dets opsyn. Officielt hedder det sig, at Himmler handler efter ordre fra Hitler, men i virkeligheden handler han i SS’ interesse.

Det er ikke det hele. Der forberedes et andet skridt, der skal gøre Værnemagten endnu mere afhængig af SS, som til syvende og sidst helt skal erstatte hæren. Allerede før krigen begynder SS at opstille sine egne hærenheder, det såkaldte Waffen-SS (det væbnede SS), som kommanderes af udvalgte Himmler-folk. SS-divisionerne er talmæssigt større end Værnemagtens gamle divisioner og bedre bevæbnede. Det er meningen, at netop de senere skal have overdraget styringen af de erobrede lande i Europa. Himmler udtaler engang i en samtale med sin livlæge dr. Kersten, som er hans betroede, at han betragter SS-folkene som »kadrer til en hær af en ny type«. Allerede i 1943 udgør Waffen-SS ca. halvdelen af alle tyske panserdivisioner og motoriserede divisioner. I december 1944 tæller Waffen-SS 950.000 mand.

Med samme jerngreb underlægger SS sig i de, år Nazitysklands udenrigspolitik. Det er Hitler og Ribbentrop, der formulerer denne politik, men det er i væsentlig grad Himmler, der giver den konkret indhold. Fortyskning af Europa betragtes som nazistyrets vigtigste opgave. Men hvem skal fortyske ? Ikke Værnemagten, ikke noget »kulturdepartement« og heller ikke det nazistiske parti som sådant. Denne opgave skal helt og holdent overdrages til SS.

Himmler fremlægger et projekt til kolonialisering af kæmpestore områder i Østeuropa. Det er meningen, at SS-folkene skal begynde at bosætte sig der, når de har erobret disse områder, og forvandle den tilbageblevne lokale befolkning til deres livegne. Hver SS-mand (aldeles ikke hver nazist!), som bosætter sig i et fremmed land, bliver ejer af et anseligt jordareal og samtidig gendarm med uindskrænket magt i sit område. I en samtale med dr. Kersten siger Himmler, at der er tale om den største kolonialisering, som verden nogen sinde har set«. I august 1944 overdrager Hitler officielt Himmler i hans egenskab af Reichsführer-SS ledelsen af denne opgave.

I en tale den 4. oktober 1943 i Poznan på et lukket møde for SS-officerer siger Himmler: »Om folkene (i de erobrede lande) lever i velstand eller kreperer af sult, interesserer mig kun, for så vidt som vi har brug for dem som slaver for vor kultur, ellers interesserer det mig ikke... Vi bør være ærlige, hæderlige og kammeratlige over for mennesker af vort eget blod og ikke over for nogen andre... Når freden bliver endeligt etableret, vil vi kunne tage fat på vort store arbejde for fremtiden. Vi vil sprede os. Vi vil indpode de unge SS’ ordenslove... Det siger sig selv, at der af denne orden, af dette det germanske folks øverste racelag vil opvokse en række generationer af dens arvtagere. I løbet af 20-30 år bør vi skabe et herskerlag for hele Europa.«

På et tilsvarende hemmeligt møde i Weselsburg siger han: »Målet for felttoget mod Rusland er at udrydde 30 millioner af den sovjetiske befolkning.« Over for eleverne på militærakademierne i Berlin påpeger han: »Det er helt nødvendigt for vor sejr at tilintetgøre folkene og deres rigdomme. En af de alvorlige fejl i 1918 bestod i, at vi skånede civilbefolkningens liv i de fjendtlige lande, for det er nødvendigt, at tyskerne altid er mindst dobbelt så mange som folkene i de tilstødende lande. Derfor er vi forpligtede til at tilintetgøre mindst en tredjedel af deres indbyggere.«

Det var netop folkedrab, som var SS’ udenrigspolitik. Der var planlagt operationer af den art ikke blot i Østeuropa, men også i Vesteuropa. Til syvende og sidst stod hele Europa i fare for at blive underlagt SS-gendarmeriet. Alt dette lyder som et vanvittigt fantasifoster og kan også betragtes sådan. En ny slaveejerklasse i det 20. århundredes Europa ! Tysk politis diktatur over en hel verdensdel ! Men sådan så Nazitysklands udenrigspolitiske program virkelig ud. Når Himmler overalt forfremmede sine SS-folk, identificerede han dem så med det nazistiske parti ? Nej, slet ikke. Det forholdt sig lige omvendt. Det fremgår af en række kendsgerninger, at Himmler overvejede før eller senere at erstatte det nazistiske parti med sin SS-garde og overføre en »udvalgt« del af dets medlemmer til SS.

Ingen af det nazistiske partis ledere havde en så mægtig magtbasis som Reichsfùhrer-SS. Og partiets brede lag spillede ikke længere nogen som helst rolle og kunne ikke spille nogen rolle efter Hitlers magtovertagelse, efter at valgene til Rigsdagen var indstillet, og efter at man havde gjort det af med SA-folkene. Efter 1934 betragtede partiets ledere kun den nazistiske pøbel som kanonføde. I SS-kredse var man af den opfattelse, at det kun var et tidsspørgsmål, hvornår det nazistiske parti blev opslugt af SS-»ordenen«.

Det er værd at lægge mærke til, at Hitler selv støttede denne plan. Allerede før krigen talte Hitler om sit ønske om at skabe »en ny adel« af SS-folkene. Han var øjensynligt overbevist om Himmlers blinde hengivenhed. Rudolf Hess, der indtil maj 1941 indtog posten som Hitlers stedfortræder, kaldte endog Himmlers rigssikkerhedstjeneste for »partiets og statens hjerne«. Der er ingen tvivl om, at Himmler hele tiden søgte at skræmme Hitler med antifascistiske sammensværgelser og oprør for at bevare sin indflydelse på ham, og det bar frugt. Efter generalernes kupforsøg i juli 1944 fik Himmler nye, uindskrænkede beføjelser, som reelt gjorde ham til diktator og placerede ham over alle de andre nazistiske ledere.

... Begyndelsen af 40rne. Den tidligere fjerkræhandler er nu »den sorte hertug«, en af verdens mægtigste mænd. Endnu et skridt, tror han, og målet er nået - magten i Europa er hans. Bagude ligger en tilværelse, som ingen kriminalroman har beskrevet magen til. Millioner af mennesker er blevet myrdet af hans politi, som er uden sidestykke, og på skrivebordet ligger der planer om mord på yderligere snesevis af millioner mennesker. I morgen skal SS-lederen blive den nye Fører. Og pludselig brister det hele. Den 21. maj 1945, 13 dage efter Nazitysklands kapitulation, anholder det engelske militærpoliti i nærheden af Flensborg en ukendt person iført engelsk uniform, som prøver at nå frem til Bayern. Har denne person i sinde på ny at give sig af med hønseavl ? Den 23. maj fastslår det engelske politi, at den anholdte er Himmler, som har barberet sit overskæg af. I samme øjeblik, som det hele kommer for dagen, knuser han pludselig en ampul med cyankalium, som han har haft skjult i munden, og dør med det samme. SS’ historie er afsluttet.

Den dag i dag betragtes nazismen med dens SS-folk og dens koncentrationslejre ofte som noget i retning af en tragisk episode i historien, I virkeligheden er der tale om den imperialistiske udviklings lovmæssigheder. I Tyskland blev det bevist, at kapitalismens almene krise i en bestemt situation kan bringe dette system til vanvid. Når den statsmonopolistiske kapitalisme skaber en ny fascistisk stat, knuser den den gamle demokratiske overbygning, antager en terroristisk form, søger at tilintetgøre alle samfundets venstrekræfter fysisk, kaster sig over folkene i andre lande og søger at forvandle dem til slaver. Der gøres forsøg på at opbygge en slags blandet statsmonopolistisk imperium og slaveimperium. Og dette imperiums instrument bliver foruden hæren et overpoliti, som er et resultat af borgerskabets gamle politiorganisations sammensmeltning med den fascistiske garde.

Der opstår et terrorapparat, som i grusomhed overgår alt, hvad man hidtil har kendt til i historien, et terrorapparat, som opfinder en mekaniseret massemordsteknik, som giver sig af med folkedrab, og som ikke anerkender nogen som helst menneskelige love. Ideen om det politiske politi føres ud i sin yderste konsekvens: Det er ikke længere staten, der styrer politiet, men det politiske politi, der opsluger det fascistiske apparat og styrer staten. De, der kommer til at lede dette overpoliti, er skidne og æreløse, men langtfra vanvittige mennesker, som er parate til at starte verdenskrige og tilintetgøre hele lande.

Himmler var en fanatisk tilhænger af ideen om et overpoliti. Uden Hitler, den tyske fascismes grundlægger, ville der naturligvis heller ikke have været nogen Himmler. Det er imidlertid en kendsgerning, at henimod slutningen af det fascistiske styre hang Himmlers skygge også over Føreren selv. Når vi ser fremad, må vi være klar over, at så længe fascismen eksisterer, om det så også er i den moderne neofascistiske form, vil Himmlers idé om et terrorpoliti leve i de fascistiske føreres hjerner.

Historien har imidlertid bevist endnu en kendsgerning, i grunden den allervigtigste. Hvor enorme kræfter SS-politiet end koncentrerede omkring sig på de 20 år, det eksisterede, og hvor uovervindelig en gigant det end forekom sig selv at være, så bristede det som en sæbeboble, da gengældelsens time kom. SS viste sig at være endnu mere magtesløs end Værnemagten.

Til trods for, at der var omkring en million SS-folk, var de ikke i stand til hverken at holde blot en del af det nazistiske riges bagland eller til at organisere en modstandsbevægelse mod landene i Anti-hitlerkoalitionen. I Himmlers stab var der udarbejdet en plan for oprettelse af en omfattende sabotageorganisation »Werwolf«, men denne plan blev ikke bragt til udførelse. Det viste sig nemlig, at SS-folkene, »de uovervindelige riddere«, flygtede i alle retninger som harer. Ingen af dem var i stand til at forsvare nazismen; de rystede og skælvede alle sammen. Himmlers personlige stedfortræder i førerhovedkvarteret, Otto Fegelein, flygtede derfra, allerede mens Hitler endnu levede. Himmler selv flygtede, så snart han kunne komme af sted med det. Kun de SS-folk; som det lykkedes at flygte til udlandet og gøre brug af de rigdomme, de havde skjult der - terrorister af Otto Skorzenys slags - forsøgte efter krigen at stifte nye sammensværgelser. Men heller ikke de havde heldet med sig. Der var ikke længere noget virkeligt politimarked for dem.

Der er allerede nogen, der så småt begynder at glemme 2. verdenskrig. Tiden går, arrene glattes ud og bliver blegere. Men alle af den ældre generation i Sovjetunionen husker den dag, der ændrede hele deres tilværelse. Ingen, der har oplevet den tid, kan glemme den 22. juni i 941. Og dog er vi måske ikke blevet helt klar over, hvad der ventede russerne dengang, hvad der ifølge nazisternes planer skulle ske med Sovjetunionen.

Dengang blev der talt og skrevet uendeligt meget om dette emne. Hitler fremsatte talrige vidtløftige erklæringer om, at Tyskland ville erobre »Østrummet«, »tilintetgøre bolsjevismen« og udbrede den nazistiske »nyordning« indtil Ural. Men langt frygteligere er Hitlers stenograferede udtalelser, som han fremsatte i en snæver kreds af meningsfæller. ….Førerhovedkvarteret »Wolfsschanze« i nærheden af Rastenburg i Østpreussen. Omkring middagsbordet sidder sammen med Hitler de udvalgte af de udvalgte: Bormann, SS-lederne, hengivne nazistiske ministre og generaler. Hitler taler og taler, han kan slet ikke holde op. Alt, hvad han siger, bringes til udførelse eller planlægges gennemført. Hvert af hans ord er den højeste lov. Han bestemmer for Tyskland, ja og også for andre lande, som han har i sinde at erobre. Han kender ingen fremmedsprog. Han betragter sig som kunstner. Ustandseligt kommer han med ufattelige platheder og udtalelser, som vidner om hans manglende kundskaber og uvidenhed. Men de, der sidder til bords med ham, er overbeviste om, at hans urokkelige vilje vil blive bestemmende for verdens skæbne.

Den 27. juli 1941, godt en måned efter at Tyskland har indledt krigen mod Sovjetunionen. Værnemagten trænger dybt ind på sovjetisk område. Minsk, Smolensk, Riga, Lvov og Kisjinjov er indtaget. Hitler forudsiger, at Det Tredje Rige vil komme til at strække sig til Ural, og erklærer: »Når jeg siger »på denne side af Ural«, forstår jeg en linie 200-300 km øst for ....... Dette rum skal altid være henvist til tyske herskere. Intet ville være mere forkert end at ville uddanne massen. Vi har ene og alene interesse i, at disse mennesker lærer at skelne mellem færdselsskiltene..

Den 25. september 1941. Leningrad er belejret. Kijev er indtaget. De tyske tropper står uden for Moskva. Ved middagsbordet fortæller Hitler sine bordfæller om sin plan for fortyskning af Sovjetunionen: »Vest derfor (for UraI) bør der ikke mere bestå en organiseret russisk stat... En vedvarende grænsekamp i øst skaber en sund slægt (af tyskere)... Men Berlin skal være Europas virkelige midtpunkt, en hovedstad, der virker som sådan på alle.«

Den 17. oktober 1941 siger Hitler til sit følge, der omgiver ham: »Vi går ikke ind i de russiske byer, de skal fuldstændig dø... Vi har overhovedet ingen forpligtelser over for folk der... Ved frihed forstår disse mennesker, at de kun behøver at vaske sig på festdage... Vi har kun én opgave: at foretage en germanisering ved indførsel af tyskere og at betragte urindbyggerne som indianere.«

Den 2. november 1941. Den dag indtager tyskerne Simferopol. Hitler siger: I Østrummet vil jeg udskifte de slaviske område - og flodnavne med tyske navne. Krim kommer måske til at hedde »Gotenland«-distriktet.« Senere taler han om, at han har planlagt at flytte alle tyskere fra Sydtyrol til Krim.

Den 6. februar 1942. »Operation Barbarossa«, som gik ud på en lynhurtig nedkæmpelse af sovjethæren, er slået fejl. Forsøget på at indtage Moskva er mislykkedes. De sovjetiske styrkers pres bliver stærkere og stærkere. Der er sket noget uhørt. »Førerens uovervindelige soldater« er veget, de har efterladt våben og kampmateriel og har i al hast trukket sig flere hundrede kilometer tilbage fra Moskva uden at give sig tid til at få deres døde og sårede med sig. Gestapo har straffet 62.000 soldater og officerer for »tilbagetog uden tilladelse«, lydighedsnægtelse osv. 35 generaler, herunder generalfeltmarskal von Brauchitsch og generalfeltmarskal von Bock samt generaloberst Guderian, er fjernet fra deres kommandopost. Hitler, som indtil nu har målt tidsfristerne for Ruslands erobring i dage og uger, begynder at regne anderledes. Han siger til sine fortrolige: »På ét punkt er vi - Japan og Tyskland - absolut ligestillede: Det vil tage 50 til 100 år for os at fordøje den russiske sag og for dem at fordøje den østasiatiske sag.

To uger senere tilføjer han: »Bormann, De ved, at jeg hele mit liv har været en fjende af sne, jeg har altid hadet den. Nu ved jeg hvorfor! Jeg har haft en forudanelse !« Samme nat: »Russerne bliver ikke gamle... Hvorfor skal vi vaccinere dem ?.. Ikke vaccinere ! Ikke vaske ! Snaps skal de have og tobak, så meget de vil !«

Den 3. marts 1942. De samme vanvittige fremtidsvisioner: »Det bedste er kun at lære dem at forstå tegnsprog.« En måned senere, den 4. april 1942, tegner han et detaljeret billede af et fortysket Rusland. Indbyggerne skal holdes »på et yderst lavt kulturelt niveau«, siger Hitler. »Det er i vor interesse, at hver landsby har sin sekt... Selv hvis der på den måde skulle opstå en trolddomskult som hos negre eller indianere, vil vi kun hilse det velkommen - det vil øge splittelsen i det russiske rum... Det ville være til skade for os, hvis russere, ukrainere, kirgisere osv, kunne læse og skrive... Jeg forbyder at udbrede vore hygiejneforanstaltninger til disse områder... Der skal kun være obligatorisk vaccination for tyskere.«

Hvad mente han? Skulle man fremme udbredelse af epidemier for at gøre plads til tyske nybyggere ? Endnu en bekræftelse på nazisternes hemmelige planer foruden oprettelse af permanente koncentrationslejre.

Den sovjetiske hær bliver stærkere og stærkere, Værnemagten svækkes, men hallucinationerne omkring det gamle emne lader ikke Hitler i fred. Den 12. maj 1942 erklærer han ved aftensbordet: »Målet for min østpolitik er til syvende og sidst at gøre dette rum til bosætningsområde for 100 millioner tyskere. Men foreløbig omkommer tyskerne, den ene division efter den anden. Det skræmmer imidlertid ikke Hitler noget videre. Hvor der handles, der spildes. Om aftenen den 22. juli forklarer han endnu en gang omstændeligt Bormann og sine øvrige fortrolige ideen om »opslugning« af Østrummet: »Vi ønsker jo, at hele det tidligere russiske land en skønne dag skal være befolket af tyskere... Man må kvæle de indfødtes (sovjetborgernes) blotte ønske om at benytte sig af hygiejneforanstaltninger. Derfor bør man koldblodigt udbrede overtroiske forestillinger blandt dem om, at vaccination er en yderst farlig ting.«

Han tilføjer, at der i skolerne for de indfødte højst bør undervises i »kendskab til færdselsreglerne. Geografiundervisningen skal indskrænkes til, at rigets hovedstad hedder Berlin... Regning osv., er slet ikke nødvendig... Tyskerne skal bo i nyopførte byer,« mens de »indfødte« skal gennes sammen i særlige reservater.

Den 6. august 1 942 er de tyske tropper under fremrykning i området mellem Don og Volga. Hitler falder på ny i trance. Den dag siger han ved middagsbordet (hans udtalelser bliver fortsat stenograferet): »Jeg er meget bange for, at Østministeriet (Hitlers departement for forvaltning af de besatte områder) vil civilisere de ukrainske kvinder.«

I den følgende tid finder man stadig sjældnere optegnelser af Hitlers udgydelser, og da man når frem til 1943, er det næsten slut med dem. Han er ikke længere oplagt til at tale om sin plan for fortyskning af Sovjetunionen. Nu førte den sovjetiske hær skridt for skridt sin egen plan ud i livet. Den britiske premierminister Winston Churchill gav udtryk for, at det netop var den sovjetiske hær, der »havde taget pusten fra det tyske krigsuhyre«. Og i februar 1945, to en halv måned før Hitlertysklands betingelsesløse kapitulation, betegnede han den sovjetiske hærs bedrift som »en triumf, som har vakt grænseløs beundring hos dens allierede, og som afgjorde den tyske militarismes skæbne«.

Intet andet område af nazismens politik er blevet så sparsomt belyst som dens planer med hensyn til England. En hel række meget vigtige dokumenter blev enten tilintetgjort, allerede mens Hitlertyskland endnu eksisterede, eller forsvandt sporløst efter dets kapitulation. Mange spor er blevet udslettet. Som det ofte sker i den slags tilfælde, blev de manglende kendsgerninger erstattet med opspind. Der er f.eks. nogen, der den dag i dag mener, at Hitlers paneuropæiske planer kun omfattede kontinentet, og at han derfor opretholdt hemmelige forbindelser med en repræsentant for Storbritanniens kongefamilie. Nogen er af den opfattelse, at Hitler var engelskvenlig, at han nærede en særlig følelse for englænderne, en følelse, som ikke gjaldt nogen andre udlændinge. Der tales om englændernes nære slægtskab med den ariske race, som var det centrale i den nazistiske ideologi og genstand for Førerens særlige opmærksomhed. Det nævnes også, at Hitlers åbenlyse tilhængere og beundrere i engelske kredse ikke forstummede, selv da den blodige kamp mod Nazityskland rasede på sit højeste. For dem eksisterede spørgsmålet om den nazistiske trussel eller faren for, at den tyske Værnemagt skulle erobre de Britiske Øer, simpelt hen ikke. Det lod til, at folk af fascisten Oswald Mosleys slags var parate til at bøje knæ for det nazistiske idol. Desuden drømte Hitler ikke om at erobre Storbritannien.

Sandheden er dog en anden. De fakta, som historikerne allerede er i besiddelse af, viser uden nogen som helst tvivl det modsatte. Hitler var ikke engelskvenlig og ingen ven af det britiske imperium. Han gjorde alt for at smigre England, for at drage det ind i sit spil og for at narre det. Hans endelige mål var at tilintetgøre det som stormagt og uafhængig nation. Planen om tysk landgang i England i 1940 var ikke bluff, men den militære indledning til landets politiske erobring.

Lad os begynde med denne indledning. Hvordan forestillede den tyske generalstab sig 1940 Englands besættelse? Vi ved nu, at hvert afsnit af Hitlers landgangsplan var udarbejdet indtil de mindste detaljer. Lad os erindre om, hvordan det militærstrategiske kort over Vesteuropa så ud den 23. juni 1940, dagen efter Frankrigs kapitulation. Helt frem til den sovjetiske grænse var Europa næsten fuldstændigt i hænderne på Tyskland eller dets forbundsfæller og vasalstater. Alt, hvad der skilte Hitlers hær fra England, var en 37 km bred »voldgrav« - Kanalen. I kredsen omkring Føreren var man ikke i tvivl om, at man på nogle få dage eller endog timer ville være i stand til at forcere Kanalen og sætte englænderne kniven på struben.

Der er bevaret en række dokumenter om den tyske overkommandos planer. General Jodl var af den opfattelse, at det ved forceringen af Kanalen drejede sig om »en bred flodovergang’. Han mente, at Tysklands herredømme i luften over Kanalen ville erstatte herredømmet på havet, som tilhørte England. Den direkte ledelse af landgangsoperationen blev betroet generalfeltmarskal von Rundstedt, som var øverstkommanderende for armégruppe A, og som inden da havde nedkæmpet Frankrig på seks uger. På felttogets næste stadium skulle også armégruppe B under kommando af generalfeltmarskal von Bock sættes ind. Hitler påtog sig den samlede ledelse af invasionen i England. Landgangsoperationen, som i den tyske overkommandos hemmelige dokumenter gik under kodebetegnelsen »Søløve«, skulle indledes den 15. august 1940, syv uger efter Frankrigs kapitulation, og afsluttes på en måned.

Ifølge dokumenterne forestillede Hitler sig, at begivenhederne skulle udvikle sig på følgende måde: Under beskyttelse af luftvåbenet opstilles der i syv havnebyer på den tysk besatte Kanalkyst - Rotterdam, Antwerpen, Oostende, Dunkerque, Calais, Boulogne og Le Havre- en landgangsslagstyrke, som skal støde frem mod London. Soldaterne går om bord på pramme. I samme time retter Görings luftvåben et kraftigt angreb på den engelske flåde, der ligger ud for landets kyst. Italiens væbnede styrker binder de engelske flådestyrker i Middelhavet. I et afgørende slag over Kanalen knuses det engelske luftvåben, der forsøger at beskytte flåden. Resterne af den besejrede engelske flåde tager flugten og sætter kurs mod Canada. Så retter det tyske luftvåben knusende angreb på London. Tyske faldskærmstropper begynder at lande i omegnen af den engelske hovedstad. England er halvvejs lammet. De første tyske landgangsstyrker bestående af 90.000 elitesoldater går i land ved daggry i området mellem Ramsgate og Lyme Bay sydvest for London og etablerer her et 20-30 km bredt brohoved. Derefter følger anden og tredje angrebsbølge. På invasionens to første dage landsættes der 260.000 mand. Ifølge Hitlers instrukser skal der i invasionen deltage i alt 40 divisioner landgangstropper. Over for dem står i 7 engelske divisioner ved kysten og 22 divisioner reservetropper. Man mente i Berlin, at de engelske styrker er dårligt udrustede, dårligt trænede til lynoperationer og lamslåede over det, der foregår. Deres modstandsvilje er nedbrudt.

De bedste af disse styrker er de 300.000 kampvante soldater, der nogle uger tidligere er flygtet fra Dunkerque, hvor de har efterladt våben og kampmateriel. Hitler forudser, at det vil komme til »massehysteri« i den engelske civilbefolkning. På invasionens 8. dag går de tyske tropper, der har sat sig fast på brohovedet på Englands sydvestkyst, på fly til angreb. Det tyske luftvåben, som har sat det engelske luftvåben ud af spillet, fortsætter med at optræde i rollen som artilleri, der baner vej for de motoriserede enheder. De tyske tropper rykker frem i retning mod Southampton og mod Themsens munding og står så 15-20 km uden for London. De lægger en tæt ring omkring hovedstaden, rykker frem og erobrer hele Sydengland fra floden Severns munding i vest til byen Malden i øst. Herfra indledes en lynoffensiv mod industriområdet i Midtengland og videre mod nord. Havnebyerne Bristol, Liverpool, Hull, Newcastle, Leith og Glasgow bliver indtaget. Skotland og Nordirland besættes. Samtidig besegles det belejrede Londons skæbne. Churchills regering befinder sig allerede i Canada. Efter endnu nogle kraftige luftangreb, efter yderligere to eller tre straffeekspeditioner mod de engelske partisaner i byens omegn og efter endnu et stormangreb indtager generalfeltmarskal von Rundstedt den engelske hovedstad. Hagekorsflaget går til tops over Buckingham Palace. »Operation Søløve« er afsluttet fjerde eller femte uge efter dens start.

Sådan så den militære plan for Englands erobring ud, som var udarbejdet i den tyske generalstab. Hitler mente, at »Operation Søløve« ville blive en knockout for England. Den 16. juli 1 940 underskriver han instruks N16 til Værnemagten om forberedelser til en landgangsoperation mod England. Det hedder i instruksen: »Målet for denne operation er at isolere det engelske moderland som basis for videreførelse af krigen mod Tyskland og, såfremt det måtte blive nødvendigt, at besætte det i fuldt omfang.« I den tyske generalstab mente man, at opgaven med udarbejdelse af planen for Englands besættelse var løst. Men hvilke hensigter havde nazisterne med England bagefter ?

I tyske arkiver har man fundet visse, om end ikke fuldstændige materialer vedrørende det besættelsesregime, som nazisterne havde i sinde at etablere i England. Det vides f.eks., at Hitler havde i sinde at proklamere et militært politidiktatur i landet. Det var hensigten, at englænderne skulle behandles anderledes end franskmænd og nordmænd. Der er fundet et dokument underskrevet af von Brauchitsch den 9. september 1940. I dette dokument med overskriften »Ordrer vedrørende den militære forvaltnings opbygning og funktion i England« hedder det: »Den arbejdsduelige mandlige befolkning (i England) i alderen fra 17 til 45 år vil ufortøvet blive interneret og sendt til Kontinentet bortset fra tilfælde, hvor den lokale situation kræver undtagelser.« Det er sagt yderst klart, og der er ingen grund til tvivl. Det var meningen at deportere næsten alle voksne mænd fra England. Hitler foretrak ikke at løbe nogen risiko. Han ville på én gang »sterilisere« England for at afværge faren for, at der skulle opstå en partisanbevægelse.

Der var udarbejdet en lige så grundig plan for plyndringen af landet. Den 27. juli 1940 skabtes i Tyskland kernen i »en militærøkonomisk stab for England«. Under denne stabs ledelse skulle England inddeles i seks »militærøkonomiske kommandoer« med centrum i London, Birmingham, Liverpool, Newcastle, Glasgow og selv i Dublin, hovedstaden i det uafhængige Irland. Det var meningen, at plyndringen skulle ske i form af total konfiskation ikke blot af statens og industriens ejendom, men også af de enkelte borgeres private ejendom. Levnedsmidler, benzin, transportmidler, metal, værdigenstande osv, skulle beslaglægges. Landets indbyggere fik kun lov til at beholde dagsrationer af levnedsmidler og kul til kaminerne. Den engelske befolkning blev dømt til en sultetilværelse. Men det var ikke det hele.

De englændere, som ikke blev deporteret til Kontinentet, skulle forvandles til ufrie mennesker, som levede i bestandig frygt for deres liv. Den tyske straffelov skulle indføres i England. De engelske lokalmyndigheder fik kun lov til at fortsætte med at fungere, hvis de viste ubetinget lydighed mod den tyske øvrighed. Alle, som ikke afleverede deres våben inden 24 timer, eller som gjorde sig skyldig i opklæbning af »uønskede plakater« osv., skulle henrettes. Det gjaldt også for børns vedkommende. Ikke nok med det. Gestapo skulle spille en særlig rolle i etableringen af »nyordningen« i England. Der er bevaret et dokument, som er udarbejdet efter instruks fra Heydrich, Himmlers højre hånd, og som er dateret den i 7. september 1940: »Til Standartenführer-SS, professor dr. Six, Berlin. Rigsmarskal og ministerpræsident Göring forordnede den 1. august 1940, at sikkerhedspolitiet og sikkerhedstjenesten under Reichsfùhrer-SS skal indlede deres virksomhed samtidig med den militære invasion for at bemægtige sig de talrige organisationer og foreninger i England, som er fjendtligt indstillede over for Tyskland, og effektivt bekæmpe dem. I kraft af de beføjelser, som er givet rigsmarskal Göring, udnævner jeg Dem til sikkerhedspolitiets og sikkerhedstjenestens chefs (dvs. Heydrichs) befuldmægtigede i England. Deres opgave består i - med anvendelse af de nødvendige midler - at bekæmpe alle antityske organisationer, institutioner, oppositionen og oppositionsgrupper i England, at hindre hemmeligholdelse af nogen som helst forefindende materialer og indsamle dem til senere brug. Jeg udpeger hovedstaden London til sæde for Deres stab i Deres egenskab af sikkerhedspolitiets og sikkerhedstjenestens chefs befuldmægtigede; og jeg giver Dem fuldmagt til at oprette mindre stødgrupper i andre dele af Storbritannien i overensstemmelse med situationsbehovet.«

Dette dokument sanktionerede et helt handlingsprogram. Hvem var professor dr. Six, som Heydrich betroede at forestå SS’ arbejde i England ? En »lærd« ekspert i racespørgsmål og samtidig en af Gestapos udvalgte bødler. I 1940 indtog han posten som informationschef i SS-hovedkvarteret for rigssikkerhedstjenesten - centret for Himmlers terror- og spionapparat. Året efter gjorde Six sig bemærket som deltager i de stødgrupper, der begik massemord på sovjetborgere i de besatte områder. Han var tiltænkt rollen som »chef for SS’ fortrop i Moskva«. Efter krigen blev Six stillet for en amerikansk militærdomstol og idømt 20 års fængsel. Efter fem års forløb blev han løsladt. Det var denne »lærde« bandit, der fik til opgave at opbygge SS’ apparat i England. Alt var gjort klar til omgående at iværksætte masseterror mod englænderne. Personellet til Six’ stødgrupper var allerede udtaget. Alle fremtrædende repræsentanter for den engelske offentlighed - politikere, forfattere, videnskabsmænd, journalister, gejstlige og selv skuespillere - skulle arresteres som gidsler. Der er ingen tvivl om, at der ventede mange af dem tortur og død, hvis de nægtede at gå i besættelsesmagtens tjeneste.

Indrettelse af et Gestapofængsel i England blev betragtet som en af Six’ første opgaver. Det var hensigten, at der skulle oprettes koncentrationslejre i nærheden af alle større byer. Det var langtfra kun antifascister, jøder eller aktive tilhængere af at fortsætte krigen mod Tyskland, der skulle underkastes repressalier. Der blev udarbejdet et omfattende kartotek over kommende ofre til brug for de Gestapofolk, der skulle sendes til England. På hvert kort stod der foruden personlige data en anmærkning: »arrestere«, »arrestere omgående«, »omgående foretage husundersøgelse« osv. Medlemmerne af det engelske parlament blev alle til hobe betragtet som medlemmer af en liberal og følgelig forbryderisk organisation på linie med frimurere, socialister og de gejstlige i den anglikanske kirke med ærkebiskoppen af Canterbury i spidsen.

Der er fundet en sortliste, som bærer overskriften »Særlig eftersøgningsliste for Storbritannien«. På dette dokument står der en anmærkning om, at alle de personer, der var opført på listen, ville blive »pågrebet«. Liste omfatter mere end 2700 personer af meget forskellige professioner, bl.a. Winston Churchill, forfatteren Herbert G. Wells, lord Beaverbrook, general de Gaulle (som dengang befandt sig i England), labourpolitikerne Clement Attlee og Stafford Cripps samt diplomaten Alexander Cadogan. I hvert enkelt tilfælde angives nummeret på den sag, der er forberedt mod den pågældende person. For at hjælpe professor Six med at organisere masseterroren og plyndringen blev der ligeledes udarbejdet en særlig håndbog - »informationshæfte for Storbritannien«. Her opregnedes de forskellige »traditionelle kilder til antityske stemninger i England«, som skulle »fjernes for bestandig«. Der nævntes bl.a. colleges, universiteter, kirker, avisredaktioner, drengespejderorganisationer, museer og billedgallerier.

Når man kigger disse Gestapodokumenter igennem, kan man få den tanke, at de er udarbejdet af ualmindeligt uoplyste mennesker. Det er dog ikke helt tilfældet. For Hitler og de tyske militarister, der omgav ham, drejede det sig om straks efter Englands erobring at eliminere og kvæle den engelske intelligens’ ledergruppe, i første række antifascisterne, men også de repræsentanter for de borgerlige kredse, de konservative og de liberale, som under en besættelse kunne slutte sig til modstandsbevægelsen. Det var Hitlers mening, at England skulle udsættes for et chok, som det ikke havde oplevet siden vikingernes plyndringstogter. Ved gennemgangen af de nazistiske dokumenter er der én ting, som falder i øjnene. I mange år, såvel før 2. verdenskrig som i tiden efter den, har det været en udbredt opfattelse i Vesten, at man i Nazityskland indtog en særlig holdning til englænderne ikke blot af almenpolitiske årsager, men også af såkaldte »raceårsager«.

Det er tidligere nævnt, at Hitler skulle have betragtet englænderne som vildfarne repræsentanter for den germansk-ariske »herrerace«, der til forskel fra Europas romanske og slaviske folk i fremtiden ikke skulle behandles som halvslaver, men som gentlemen og med fløjlshandsker, og som efter Tysklands sejr burde have visse rettigheder inden for »nyordningen«. De planer, nazisterne udarbejdede med Englands besættelse for øje, viser, at den slags formodninger er helt ubegrundede. De tyske imperialister havde ikke tænkt sig at tage fat med fløjlshandsker i England. Tværtimod. De havde i sinde at behandle englænderne nogenlunde på samme måde, som de behandlede polakkerne, tjekkerne, slovakkerne og senere sovjetborgerne, nemlig ved hjælp af torturkamre, galger og massedeportationer.

Det er sandheden om de tyske militaristers »engelskvenlighed«. Det væsentlige er dog ikke så meget det besættelsesstyre, Hitler ville etablere i England, som den politiske fremtid, Tyskland havde tiltænkt landet. Hvordan var det hensigten at lænke England til Tyskland efter krigen ? General von Lossberg fra generalfeltmarskal Keitels stab beretter i sine erindringer om, hvordan det forholdt sig med planen for »Operation Søløve« i august/september 1940. Han skriver: »Man talte om, at Hitler overfor Göring havde erklæret, at han kun ville gennemføre den (»Operation Søløve«) under særlig gunstige omstændigheder, som f.eks. hvis der udbrød en revolution i England. Han havde for alvor regnet med en sådan.«

Von Lossbergs oplysning bliver også bekræftet fra anden side. Den tyske radios udsendelser til England på det tidspunkt understregede hele tiden én og samme tanke, nemlig at en tysk invasion kunne undgås ved at styrte Churchills regering. Tilhængerne af en fredsaftale med Tyskland blev opmuntret på alle måder, og i kodeudsendelser endog instrueret om at være klar til at gå i aktion. Fakta, som man har fået kendskab til i efterkrigsårene, bekræfter, at alt dette ikke var rent og skært bluff. Naturligvis kunne der ikke være tale om nogen »revolution« - selv ikke i den betydning, som Hitler lagde i dette ord, nemlig et fascistisk oprør mod Churchills regering - i England på det tidspunkt. Det engelske folk var fast besluttet på at fortsætte krigen mod Hitlertyskland, fascisterne havde ingen som helst rødder i befolkningen. Men det var også noget helt andet, Hitler regnede med, ikke en »revolution«, men et statskup støttet af ham.

Et kup oppefra, ved hjælp af engelske quislinge, når tyske tropper gjorde landgang i nærheden af London, og der herskede panik og kaos i England - det var nazisternes virkelige invasionsplan. I denne plan var militærstrategi og politik uadskillelig fra hinanden, og ifølge Hitlers beregninger kunne kun en sådan kombination garantere en vellykket gennemførelse af »Operation Søløve«. I 1940 var der ingen mangel på engelske quislinge. Og det drejede sig slet ikke om Oswald Mosley og hans lille fascistiske bande. Foruden Mosley fandtes der i England på det tidspunkt andre, langt mere indflydelsesrige protyske kræfter.

Det må konstateres, at historikerne endnu den dag i dag ikke har foretaget en seriøs og detaljeret analyse af de protyske og profascistiske kræfters magt i England på det tidspunkt. Det ville f.eks. være forkert at mene, at Hitler efter krigens start udelukkende satte sit håb til den konservative gruppe omkring Neville Chamberlain og lord Halifax. I førkrigsårene spillede netop denne gruppe, som dengang stod i spidsen for det konservative parti, den afgørende rolle i Englands protyske politik. Hele den ulyksalige Münchenhistorie, som bragte landet på afgrundens rand, er knyttet til dens lederes navne.

Foruden den højreorienterede gruppe omkring Chamberlain havde der i de engelske reaktionæres lejr imidlertid længe eksisteret en yderliggående højreorienteret fløj, som var mere indstillet på en åbenlys fascistisk eventyrpolitik. Denne fløj var knyttet til nazisterne med direkte og særlig snævre bånd. Det var ikke industri- og finanskredse, der spillede den ledende rolle i denne fløj, men en lille klike meget rige, ultrareaktionære jorddrotter. Disse feudalagtige magnater, som tilværelsen for længst havde sat ud af spillet i engelsk politik, og som i førkrigsårene stod til højre for Chamberlain i det konservative parti, lagde ikke skjul på deres sympati for fascismen. Til dem hørte bl.a. hertugen af Bedford, hertug Hamilton og baron Ridsdale (svigerfar til fascisten Oswald Mosley og far til Hitlers veninde Unity Mitford). Churchill betragtedes i disse kredse som forræder.

For dem var Englands nationale interesser intet i sammenligning med klassemotiverne, som drev dem i armene på Nazityskland. Selv om de ikke spillede nogen som helst rolle i parlamentet og stod uden for samfundslivet, havde de dog en vis indflydelse bag kulisserne, særlig i bestemte militærkredse. Hele denne klike tog i 30rne aktiv del i oprettelsen af profascistiske og protyske organisationer i England. Nazisterne på deres side gjorde alt for at styrke forbindelserne med disse organisationers medlemmer, gjorde stads af dem, inviterede dem på besøg hos Hitler og på jagt hos Himmler.

Under protektion af de ultrareaktionære, rige jorddrotter virkede der en gruppe politikere og tidligere højtstående embedsmænd, som ligeledes havde knyttet deres skæbne til fascismen og opretholdt nær kontakt med den tyske ambassade i London. Den mest kendte af dem var den tidligere chef for det engelske søværns efterretningstjeneste, sir Barry Domvile, som blev en personlig ven af Hitler, Himmler og Ribbentrop og kom til at lede den protyske organisation »Link«, lord Mount Temple, tidligere konservativt parlamentsmedlem og formand for »Antisocialistisk Forbund«, general Knox, der havde deltaget i interventionen i Sovjetrusland i 1918, og bladkongen lord Rothermere, der var knyttet til Mosley.

Ikke desto mindre var alle disse quislinge tredje- eller endog fjerderangspersoner. Det krævede et mere kendt navn at stå i spidsen for et protysk England midt under krigen. Ifølge Hitlers plan skulle hertugen af Windsor, den tidligere engelske konge, indtage denne plads. Hvilken rolle havde Hitler tiltænkt hertugen af Windsor ?

Nazityskland havde længe haft sine planer med hertugen. Allerede i hans kortvarige regeringsperiode som kong Edward VIII i 1936 søgte Ribbentrop, der var tysk ambassadør i England, på enhver måde at indynde sig hos ham. Ribbentrop havde fået til opgave at få Edward VIII over på nazisternes side. Walter Schellenberg, der var chef for SS’ efterretningstjeneste SD, har senere i sine erindringer klart hentydet hertil. »Føreren og jeg gennemskuede dengang (i 1936) straks disse intriger, og vor overbevisning er kun blevet forstærket siden da,« sagde Ribbentrop til Schellenberg under krigen. Det samme bekræftes af private udtalelser af Hitler, som er blevet offentliggjort efter krigen.

Efter Edward VIII’s abdikation i slutningen af 1936 fordobler nazisterne deres anstrengelser for at få ham i deres garn. Under den tidligere engelske konges, hertugen af Windsors rundrejse i Tyskland ledsages han af den nazistiske leder Robert Ley. Hertugen er bestandig omgivet af tyske agenter. Det er folk, der fører en dobbelttilværelse. Udadtil optræder de som solide verdensmænd, og samtidig fungerer de som Hitlers hemmelige udsendinge. Til den slags personer hører f.eks. den svenske industri- og finansmand Axel Wenner-Gren, som rejste rundt på Görings vegne, en anden svensk industrimand og våbenhandler, Sven Winquist, der er knyttet til Krupp, den franske monopolindehaver og fascist Maurice Lemaigre-Dubreuil, den amerikanske fascist Charles Lindbergh og den spanske fascist Primo de Rivera.

Maskinen begynder at arbejde for fuld fart fra det øjeblik, da den engelske hær i Frankrig evakueres fra Dunkerque. Generalfeltmarskal vort Rundstedt går i gang med at forberede invasionen i England, og hertugen af Windsor kommer til Madrid. Den 11. juli 1940 sender Ribbentrop et telegram til den tyske ambassadør i Spanien, Eberhard von Stohrer. Dette telegram afslører i en vis grad, hvad nazisternes spil går ud på. De forsøger at sætte hertugen af Windsor op mod den engelske regering og det engelske folk, hvad enten han ønsker det eller ej. Hitler har brug for hertugen for at sætte hans navn under den kapitulationserklæring, som den nye engelske »regering«, nazisterne danner samtidig med landgangen i England, skal undertegne under tyskernes diktat.

Hvordan kan det arrangeres? SS går i aktion. Ribbentrop tilkalder i hast Schellenberg, der leder SS’ efterretningstjeneste i udlandet. Ribbentrop meddeler, at hertugen af Windsor efter sigende sympatiserer med Tyskland og »under de rette omstændigheder ikke vil sige nej til at flygte fra sin nuværende omgangskreds (dvs, fra englænderne).« Føreren lægger stor vægt på dette og giver Schellenberg ordre til at tage til Spanien for at tilrettelægge hertugens flugt. Ribbentrop siger til Schellenberg, at man er parat til at fastsætte en apanage til hertugen af Windsor på indtil 50 millioner schweizerfrank i 20 år, hvis han ved en officiel gestus vil tage afstand fra det britiske kongehus’ intriger. Denne sum er dog ikke et absolut maksimum. Føreren er villig til at gå med til et endnu større beløb.

Schellenberg får ordre til at bortføre hertugen. »Føreren befaler Dem at forhindre de engelske planer, selv med risiko for Deres eget liv, og om nødvendigt med magt,« siger Ribbentrop Hitler tillægger denne operation den allerstørste betydning, og efter alvorlige overvejelser er han kommet til den konklusion, at hvis hertuqen tøver, så vil han (Hitler) ikke indvende noget mod, at De med magt hjælper hertugen med at træffe den rigtige beslutning - ved hjælp at trusler og vold, hvis omstændighederne kræver det... Den 31. juli sendes der følgende budskab til hertugen fra »en autoritativ tysk kilde«, dvs, fra Hitler personlig: »Tyskland er besluttet på med alle magtmidler at tvinge England til fred og vil derefter være parat til at opfylde ethvert ønske fra hertugens side, især hvad angår hertugens og hertugindens bestigning af den engelske trone. Det ville være godt, hvis hertugen holdt sig parat til de påfølgende begivenheder.«

Schellenberg ankommer til Spanien. På det tidspunkt er hertugen af Windsor allerede rejst fra Madrid til Lissabon efter indbydelse fra bankieren Santo Silva, der er tysk agent. Der opretholdes ligeledes kontakt med ham gennem den spanske fascist Primo de Rivera, som regelmæssigt rapporterer til den spanske indenrigsminister Ramón Serrano Suner, Francos svoger. Suner på sin side videregiver disse meddelelser til Stohrer, der sender dem til Berlin. Det hus, hvor hertugen bor i Lissabon, er omringet at tyske agenter. Schellenbergs plan går ud på følgende: Under påskud af at invitere hertugen på jagt sammen med spanske adelsmænd i nærheden at den spansk-portugisiske grænse skal man føre hertugen tilbage til Spanien og derefter bringe ham derhen, hvor Føreren befaler. Schellenberg modtager et telegram fra Ribbentrop, hvor der står, at Føreren betaler at organisere bortførelsen omgående.

Men det er for sent. I sidste øjeblik kommer der en repræsentant for den engelske regering til Lissabon og får hertugen til at gå om bord på et skib, som i al hast sætter kursen mod Bahamaøerne. Den 2. august 1940 giver den tyske gesandt friherre von Heyningen-Huene meddelelse herom til Ribbentrop og udtrykker håb om, at alt endnu ikke er tabt, og at man senere endnu en gang kan prøve at udnytte hertugen af Windsor til at nå Tysklands mål. Som bekendt var der ingen af de engelske quislinge, der vovede så meget som at røre en finger i 1940 for at styrte Churchills regering. Men hvordan ville tingene have udviklet sig, hvis de tyske tropper virkelig havde stået uden for London, og Hitler havde proklameret, at hertugen af Windsor, som han havde fået fat på, skulle vende tilbage til den engelske trone?

Det er forøvrigt interessant, at Hitler samtidig regnede med at organisere uroligheder i England fra anden side. Den tyske efterretningstjeneste og det nazistiske parti havde igennem lang tid haft kontakt med den illegale irske nationalistorganisation: Den Irske Republikanske Hær (IRA), som udøvede terrorvirksomhed i England, og som var blevet forbudt under 2. verdenskrig. Allerede i marts 1940 udarbejdede man i Ribbentrops ministerium »en plan for et irsk oprør«. Det viste sig senere, at to IRA - ledere - Frank Ryan og Sean Russell - sammen med en gruppe tilhængere og en last af »sabotageudstyr« i begyndelsen af august 1940 blev taget om bord i en tysk ubåd, der havde kurs mod Irland. Sean Russell havde fået ordre til at koordinere IRAs aktivitet og den forestående tyske invasion. Det kan heller ikke udelukkes, at Hitler havde i sinde at opdele Storbritannien og foruden Nordirland også udskille Skotland og Wales fra Det Forenede Kongerige. Den største rolle var dog tiltænkt de engelske kollaboratører. De skulle ikke blot lette de tyske troppers erobring at England, men også sikre landets lydighed mod Tyskland fremover.

Det vides, at Hitler allerede under krigen fremsatte et helt program for den deling af Det Britiske imperium, som skulle følge efter Tysklands erobring af England. Hitler betegnede dette imperium som en gigantisk »falleret virksomhed på 40 millioner km²«, hvor et mindretal på 45 millioner englændere styrer 600 millioner indbyggere, og erklærede, at han ville knuse dette mindretal. Ifølge hans plan skulle Tyskland have Centralafrika ved delingen at de engelske besiddelser, Japan skulle have Sydøstasien, bl.a. Malaya og Burma, Italien skulle have Nord- og Nordøstatrika og arabisk Mellemøsten med Egypten, Suezkanalen, Palæstina og Transjordanien, mens Spanien skulle have Gibraltar.

Det er helt klart, at et sådant delingsprogram kun tjente Hitler som lokkemad for hans forbundstæller. I virkeligheden gjorde Tyskland krav på broderparten af den britiske arv, især på Mellemøsten. Allerede før krigen, den 7. august 1939, krævede Göring i en samtale med en uofficiel repræsentant for England, at Tyskland skulle have overladt olieområderne i Mellemøsten, og at der i landene i dette område skulle etableres et politisk system, »som ikke var fjendtligt over for Tyskland«. Göring erklærede, at Mellemøsten var »Tysklands naturlige økonomiske sfære«, hvorfra det ville kunne hente råstoffer og olie, og at »dette netop er et livsvigtigt problem for Tyskland«. Hitler satsede således lige fra starten på at fratage England olien i Mellemøsten.

Det vides også, hvordan disse planer i praksis skulle realiseres under krigen. Hele Hitlers krigsstrategi i Middelhavsområdet og i Nordafrika tog dengang sigte på at forberede erobringen og opdelingen at Det Britiske imperium. Storadmiral Raeders såkaldte »store plan« gik ud på, at det engelske koloniimperium i Asien skulle klemmes fast i en skruestik fra to sider, omringes og tages med storm. Fra vest skulle tyske og italienske tropper via Egypten og Palæstina trænge frem til Irak og Iran og videre til Afghanistan. Fra øst skulle japanske hære nå frem til Indiens grænse. I Værnemagtens generalstab var man allerede i gang med at udarbejde en plan for en offensiv mod Indien fra Afghanistan.

Hvad ville der være blevet tilbage af Det Britiske imperium og The Commonwealth, hvis disse planer var blevet virkeliggjort ? Australien og New Zealand ville være blevet overladt til Japans forgodtbefindende. Den Sydafrikanske Union, som ville have befundet sig i umiddelbar nærhed af det nye tyske koloniimperium i Centralafrika, ville være blevet forvandlet til en vasalstat under Tysklands »protektion«. Nazisterne havde allerede i lang tid opretholdt snævre kontakter med sydafrikanske reaktionære af Oswald-Daniel Pirows, Daniel Malans og James Hertzogs slags.

Der blev også planlagt foranstaltninger til én gang for alle at knuse Englands økonomiske verdensmagt. Den 25. juni 1940 holdt den nazistiske økonomiminister Walther Funk en tale, hvor han advarede om, at det af Tyskland ledede »Neuropa« ville fremtræde på den økonomiske arena som »en samlet magt« og »knuse det engelske og det amerikanske monopol i verdenshandlen«. Et England uden dominions, uden olie, uden sømagt, med en knust økonomisk rygrad, med en tysk fange på tronen - hvilken plads ville en sådan stat indtage i verden ?

I den nazistiske leder Alfred Rosenbergs arkiv har man fundet et dokument, der vedrører det tyske projekt til oprettelsen at »en baltisk stat«, som »efter udskillelse at uønskede elementer« skulle indgå i det tyske rige. Det var meningen, at først og fremmest tyskere skulle bosætte sig i dette område. Det hedder i dette dokument, at der imidlertid også kunne være tale om bosættelse at danskere, nordmænd, hollændere og - efter en sejrrig afslutning på krigen - ligeledes af englændere for i løbet af én eller to generationer at kunne indlemme dette område i det egentlige tyske område som nyt fortysket land.

Sådan havde man i Tyskland forestillet sig den endelige løsning på »det engelske spørgsmål«. Deportationen af den mandlige befolkning efter Englands erobring blev ikke betragtet som en midlertidig foranstaltning. Der var tale om at fordrive englænderne fra England, flytte dem til et område på Kontinentet 1500 km borte, med magt fortyske dem og til syvende og sidst tilintetgøre dem som nation.

Hvad forhindrede Hitler i at erobre England ? Den tyske historiker Karl Klee, som indgående har studeret Tysklands forberedelser til invasionen i England i sommeren 1940, er kommet til den konklusion, at »Operation Søløve« ville have kunnet gennemføres med held. Karl Klee skriver, at den tyske krigsflåde var i stand til at løse denne opgave inden den fastsatte dag i september. Det tyske luftvåben kunne stort set være færdig med sine forberedelser allerede henimod slutningen af juli. Den tyske Værnemagt havde, om end hovedsagelig ved hjælp at improviserede midler, skabt forudsætninger for gennemførelse af en landgang i England, så vidt det havde været muligt i løbet at kort tid med de begrænsede midler, den havde haft til sin rådighed.

Karl Klee er ikke enig i det engelske synspunkt, som fra tid til anden er blevet fremsat efter krigen, at hvis der var blevet gjort forsøg på at gennemføre »Operation Søløve«, så ville den lige fra starten have været dømt til at mislykkes. Der var en vis mulighed for at gennemføre en vellykket landgangsoperation. Chancerne herfor var størst lige efter Dunkerque. Fremtrædende tyske generaler, som deltog i forberedelserne til »Operation Søløve«, er enige i dette synspunkt. Hvorfor blev operationen så ikke gennemført ? Var det, fordi Hitler var bange for den engelske flåde, sådan som det ofte hævdes i England ? Nej, for netop tilintetgørelse af den engelske flåde fra luften dannede grundlaget for »Operation Søløve«, der var udarbejdet indtil den mindste detalje. I Værnemagtens generalstab havde man tiltænkt den engelske flåde samme skæbne, som senere, i 1941, blev den amerikanske Stillehavsflåde til del som følge af det japanske luftvåbens angreb på Pearl Harbor.

Var det, fordi Görings luftvåben havde lidt nederlag i kampen mod det engelske luftvåben ? Nej, for i begyndelsen, da landgangsoperationen blev planlagt, havde Göring overhovedet ikke gjort alvorlige forsøg på at angribe England fra luften. Blitzen mod London blev først indledt, da planen om en invasion i England rent faktisk allerede var udsat. Var det, fordi Hitler frygtede USAs indblanding ? Nej, for i begyndelsen af maj 1940 var USAs stående hær kun på 75.000 mand, og luftvåbenet talte under 25.000 mand. Hitler regnede med at gøre det af med England på en måned, og på så kort tid ville USA ikke have været i stand til at komme det til undsætning. Var det så, fordi det lykkedes englænderne at bortføre hertugen af Windsor til Bahama-øerne for næsen af Schellenberg ? Nej, for hertugen var parat også på Bahama-øerne.

Svaret på spørgsmålet, hvorfor Tyskland i sidste øjeblik opgav invasionen i England, skal søges et andet sted. Hitler var kommet til den konklusion, at så længe der i Østeuropa eksisterede en så stærk magt som Sovjetunionen, kunne Tyskland ikke risikere en krig på engelsk område. Lad os sammenligne datoer og begivenheder. Ifølge den tyske generalstabs dokumenter var det først hensigten at foretage invasionen inden den 15. august 1940. Den 30. juli bliver der givet ordre til at afslutte forberedelserne inden den 25. august. Midt i august udsættes sagen til den 15. september, derefter til den 21. september. Den 10. september gives der ordre til at udskyde landgangen til den 24. september. Den 17. september beslutter Hitler at udsætte landgangen »indtil yderligere instrukser«. Omkring den 12. oktober bliver det besluttet at udsætte operationen til foråret 1941, selv om man også fremover skal give udseende af at fortsætte forberedelserne til invasionen.

Fra dette øjeblik tænker Hitler ikke længere på »Operation Søløve«. Han tænker kun på »Operation Barbarossa« - felttoget mod Sovjetunionen, og den 18. december 1940 underskrives ordren til at indlede forberedelserne til dette felttog. Men beslutningen om at angribe Sovjetunionen er truffet langt tidligere. Allerede den 3. juli 1940, midt under forberedelserne til invasionen i England, noterer generaloberst Halder, chefen for den tyske hærs generalstab, i sin dagbog, at der står to operative spørgsmål på dagsordenen: England og Østen. Hitler vakler allerede. »Hvordan kan man rette et militært slag mod Rusland for at tvinge det til at anerkende Tysklands herskende rolle i Europa ?« spørger Halder.

Forberedelserne til landgangen på den engelske kyst fortsætter, men Hitlers tanker er stadig mere optaget at spørgsmålet om eliminering af Sovjetunionen. Den 31. juli skriver Halder i sin dagbog, at Hitler allerede har planlagt et felttog mod Sovjetunionen i 1941. Hvis Rusland er slået, så er Englands sidste håb knust, siger han til Halder. Senere forklarer han endnu en gang denne tanke for generalstabschefen og understreger, at Ruslands nederlag ville tvinge England til at indstille krigen mod Tyskland. Samtidig påpeger Hitler, Sovjetunionens øgede militære styrke udgør en trussel mod Tyskland, hvis det binder sine styrker i vest ved en invasion i England. Således slås der en streg over »Operation Søløve«. Hitler har kastet sit blik på Moskva og opgiver at erobre London. Mussolinis udsending, den italienske udenrigsminister grev Ciano, som er kommet til Berlin, får den 28. september 1940 audiens hos Hitler, og bagefter skriver han i sin dagbog: »Der bliver ingen invasion i England. Der bliver ikke nogen tilintetgørelse af England ved hjælp at en blitz.«

Alt dette betød imidlertid ikke, at den tyske militarisme helt havde opgivet planen om at erobre England. Hitlers idé gik ud på først at gøre det af med Sovjetunionen og derefter omgående gøre det af med England også. Det vides, at den øverstkommanderende for krigsflåden, storadmiral Raeder, igennem en række år havde søgt at overbevise Hitler om, at England var Tysklands hovedfjende, og at man måtte koncentrere alle militære midler om at knuse denne fjende. Englænderen Alan Bullock, som har skrevet en Hitler-biografi, oplyser, at efter at Hitler i december 1940 havde underskrevet direktiverne for »Operation Barbarossa«, fik Raeder sin vilje. Hitler lovede ham, at så snart Rusland var besejret, så ville han (Raeder) få alt, hvad han havde bedt om til angrebet på England.

I årene 1941 -1945 slog den sovjetiske hær også en streg over denne anden plan for »Operation Søløve«. Arkivdokumenter bekræfter helt og holdent, at kun de tyske horders nederlag på den sovjetiske front reddede England fra en invasion og mange af Europas folk fra fascistisk underkuelse og fra at uddø. Kan noget tilsvarende gentage sig i vor tid ? Det er der mange i dag, som tænker på og spørger om. Er neofascismen, som opstod efter krigen, i stand til at udføre det, som fascismen gjorde ? Det er klart, at for de nulevende generationer afhænger meget af svaret på dette spørgsmål.

Der er én ting, som man først og fremmest må slå fast, nemlig at der på det politiske verdenskort i dag ikke findes en så mægtig fascistisk organisation, som der gjorde under Hitler. Kun i Italien er der et stort fascistisk parti, og det virker hovedsagelig i landets sydlige del, som er økonomisk tilbagestående. Ved valget i april 1983 opnåede neofascisterne fra Østrigs Nationaldemokratiske Parti en vis fremgang. Men hverken i Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, England, Spanien, Portugal eller USA er der indtil nu opstået fascistiske massepartier til trods for alle de anstrengelser, de nye føreraspiranter udfolder. Næsten overalt i de vestlige kapitalistiske lande opererer der kun relativt små, om end yderst farlige fascistiske terrorgrupper, som forsøger at kopiere SS-folkenes metoder og at skabe en atmosfære af spænding og panik i befolkningen, en atmosfære, som fremmer etablering af militærfascistiske diktatorregimer Den slags regimer eksisterer nogle steder i Latinamerika

Men betyder det at fascismen som betydningsfuld politisk faktor er blevet kvalt efter krigen, og at der ikke kan forventes direkte eventyr fra den ? Betyder det, at der ikke et eller andet sted i et provinshul eller i kæmpebyernes politiske baggårde er ved at opstå endnu et antimenneske, som er i stand til at forene og stå i spidsen for de fascistiske forrykte personer i slutningen af det 20. Århundrede ? Nej, efter alt at dømme ville det være meget forkert at tro det.

Det står klart for mig og utvivlsomt også for mange andre, at selv om de fascistiske organisationer har mistet deres tidligere rasende dynamik og hovedparten af deres tidligere kræfter, så er de endnu levende og gør endog forberedelser til endnu en gang at angribe menneskeheden, til på ny at blive en vægtig politisk faktor. Hvad vil de opnå ? Hvilke konkrete mål har fascismen i dag ? Hvilken skæbne har den tiltænkt mennesket i dag ? At dømme efter talrige udtalelser fra fascismens ledere og presseorganer i forskellige lande går Hitlers arvtageres generelle program i hovedsagen ud på følgende: De nye fascisters første og vigtigste mål er for enhver pris at fremskynde en 3. verdenskrig. Med dette mål for øje er de indstillede på at bane vej for imperialismens mest aggressive kræfter, hvor som helst det er muligt.

Med dette mål for øje er neofascisterne parate til i en kritisk situation på alle måder at fremme etableringen i deres land af et fascistisk militærdiktatur i stil med Pinochets. Neofascisterne går ind for anvendelse af atomvåben, rumvåben, kemiske våben og andre slags massetilintetgørelsesvåben til at udslette hele den socialistiske og progressive del af menneskeheden, i første række i Europa, og på den måde afslutte det, som Hitler ikke var i stand til, nemlig at lade Sovjetunionen forsvinde fra verdenskortet. Deres andre mål: at udslette eller slavebinde (i ordets bogstavelige forstand) alle »ikke-ariske« folk, at kvæle arbejderbevægelsen overalt, at udrydde den tænkende intelligens i hele verden; at rykke menneskehedens historisk skabte kultur op med rode; at lamslå verden med tiltagende masseterror; i global målestok at genskabe et koncentrationslejrsystem som permanente, bestandige levevilkår for de slavebundne mennesker, der forbliver i live.

Hertil er der måske nogen, som vil sige, at et sådant program snarere vidner om dets ophavsmænds uhelbredelige sindssyge end om en reel politisk platform. Det er utvivlsomt rigtigt. Men var Hitler blot en utilregnelig sindssyg person, og Auschwitz, hvor der daglig blev aflivet indtil 10.000 mennesker i gaskamrene, blot en mareridtsagtig drøm ? Og personificerer fascismen ikke det borgerlige samfunds desperation, et samfund, som nærmer sig sit historiske endeligt, som har mistet troen på sin fremtid, og som udsætter sig for en dødelig risiko?

Og hvis der i verden af i dag endnu findes kræfter, som er i stand til at kaste sig over den socialistiske verden og indlade sig på desperate politiske eventyr, så vil de sandsynligvis forsøge at gøre fascismen til deres håndlanger, hvad det så end måtte komme til at koste deres eget samfund. Det er netop det, Hitlers arvtagere i forskellige lande venter på. Men der er også andre fremtidsudsigter. Den politiske nytænkning, som er knyttet til Sovjetunionens nuværende ledelse, og som aktivt fungerer på verdensarenaen, bevægelsen mod atomvåben og fredsbevægelsen, som hastigt breder sig over hele verden, samt folkediplomatiet, der tager hånd i hanke med løsningen af vigtige globale problemer, er i stand til at gøre det af med fascismen én gang for alle. I dag taler alt for, at historien vil gå netop i denne retning.

Webmaster