Skift til: Det 20´ende århundrede (I) * * Det 20´ende århundrede (II) * * Det 20´ende århundrede (III) * * Det 20´ende århundrede (V) * * Det 20´ende århundrede (VI) * * Det 20´ende århundrede (VII)

Efter den anden Verdenskrig er der sket store politiske Forandringer i hele Verden og navnlig i de europæiske Lande. De fascistiske Voldsmænds Nederlag betød en Sejr af stor Rækkevidde for Demokratiets og Socialismens Kræfter. Sovjetunionen, der spillede den afgørende Rolle i Nedkæmpningen af de fascistiske Aggressorer, førte Folkene ud i Lyset og Friheden efter den tysk-fascistiske Besættelses Helvede. Folkemasserne havde under den anden Verdenskrig Lejlighed til at gennemprøve både Staterne, Regeringerne og de politiske Partier, som i mange År havde rådet for deres Landes Skæbne, og til at drage Konklusioner heraf. »Disse ‘almindelige Mennesker’ har deres Anskuelser, deres Politik, og de véd at stå på deres Ret,« sagde Stalin i Marts forrige År. »Det var dem, disse Millioner af ‘almindelige Mennesker’, der stemte Hr. Churchill og hans Parti ud ved at give Stemmerne tit Labour-Partiet. Det var dem, disse Millioner af ‘almindelige Mennesker’, der rundt om i Europa isolerede de Reaktionære, Tilhængerne af Samarbejde med Fascismen, og i Stedet støttede de venstreorienterede, demokratiske Partier«. Som Følge af disse Forskydninger blandt Masserne i de fleste europæiske Lande fik de kommunistiske og socialdemokratiske Partier stor Betydning. Kommunisterne, der bestandig havde fremmet Arbejderbevægelsens og de demokratiske Kræfters Enhed som en nødvendig Betingelse for at slå Reaktionen, foreslog at danne en Blok af de antifascistiske Partier, at arbejde for en sådan Bloks Sejr ved Valgene og at danne Koalitionsregeringer. I mange Lande, især i Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Jugoslavien, Bulgarien og Ungarn, betrådte Socialdemokraterne og også Bondepartierne denne Vej og arbejder nu aktivt sammen med Kommunisterne. Her er der med Held gennemført meget store demokratiske Omformninger. Disse Landes Udvikling bringer hver Dag Bevis for den levende Kraft og positive Betydning, som Enheden mellem Kommunisterne, Socialdemokraterne, Bondepartierne og andre demokratiske Partier har for disse Landes Folk og for Fredens Konsolidering. Anderledes formede det sig i andre Lande. I England og Norge har Labour-Partiet og Arbejderpartiet hele Regeringsmagten. I Sverige har der i over 10 År været en socialdemokratisk Regering. I Frankrig, Belgien, Østrig og en Række andre Lande beklæder Socialdemokrater vigtige Poster i Regeringen. Socialdemokraterne besidder således enestående Muligheder for at forfægte Arbejderklassens og den brede Befolknings Interesser, men samtidig pålægger dette Forhold dem et vældigt Ansvar. Livet stiller i fuldt Mål Spørgsmålet: Hvilken Vej vil de socialdemokratiske Partier følge ? Dette Spørgsmål bliver det ganske særlig nødvendigt at stille, når man tænker på, hvad Menneskeheden var ude for mellem de to Krige. Verden har allerede en Gang oplevet Skæbnetider, hvor socialdemokratiske Partier var ved Magten. Under Indflydelse af den store socialistiske Oktoberrevolutions Sejr rejste der sig i Europa en Bølge af revolutionære Bevægelser. Efter Nikolaj II’s Kejserkrone rullede den tyske og den østrig-ungarske Kejsers Kroner. Så længe Kapitalismen havde eksisteret, havde der aldrig været så gode objektive Betingelser for at fjerne Imperialismens Herredømme og de Krige og andre Ulykker, Imperialismen bringer Menneskeheden. Men her var det, den socialdemokratiske Reformisme optrådte på Scenen. Dens Talsmænd satte alle Kræfter ind på at forpurre Revolutionernes Sejr og at bevare den monopolistiske Kapitalismes Grundvold. For de herskende Klasser var dette den eneste Redning. I de År, hvor den revolutionære Storm øvede sit Tryk, så Imperialisterne en Udvej i at give Reformismen fri Bane for ved Indrømmelser i Detailspørgsmål at redde deres væsentlige Positioner og bevare Grundpillerne i deres imperialistiske Regime. Socialdemokratiske Partier kom til Magten i det ene Land efter det andet. Der indtrådte en Periode med socialdemokratisk Reformisme i Højsædet. I Tyskland, Østrig, Danmark, Sverige og Belgien stod Socialdemokrater i Spidsen for Regeringerne i det meste af Perioden mellem de to Verdenskrige. I England, Frankrig, Norge, Holland og andre Lande var Labourpartier og Socialistpartier ved Magten i en Årrække. Denne Tids reformistiske Atmosfære gav de reaktionære imperialistiske Kræfter, som undslap Katastrofen, Lejlighed til at udnytte det borgerlige Demokratis Regime og de socialdemokratiske Magthaveres Lemfældighed til i det mest kritiske Øjeblik at genvinde Kræfterne, få Hold på Tilhængerne, oprette egne Organisationer og så gå til Offensiv, idet de med Lethed skød de socialdemokratiske Ministre til Side, som havde tjent deres Interesser. Af hvad Art var nu de socialdemokratiske Partiers klassemæssige, politiske Grundlinie, mens de havde Magten mellem de to Verdenskrige? Denne Linie bestod i at danne en Blok, en Koalition med de borgerlige Partier og at bekæmpe de Dele af Arbejderklassen og den arbejdende Befolkning, som forenedes i de kommunistiske Partier efter Krigen 1914-18. Det var en høj Pris, Menneskeheden og især Arbejderklassen måtte betale for denne Æra med socialdemokratisk Reformisme. I Italien, Tyskland og Østrig kom Fascismen til Magten, og den undertvang næsten hele Vesteuropa. Kun Sovjetunionens indsats befriede disse Lande og gav dem de demokratiske Friheder tilbage. Disse Lærepenge må ikke stryges af Regnskabet, dem må man aldrig glemme. Dem må man så meget mindre glemme, som mange højreorienterede Politikere i Socialdemokratiet også nu, efter den anden Verdenskrig, søger ind på den Vej, deres Partier vandrede efter den første Krig. Jo mere den anden Verdenskrig kommer på Afstand, des tydeligere bliver denne Fare. En Analyse af den Politik, der drives af de socialdemokratiske Ledere, som bestemmer, hvordan deres Partier skal stille sig til det politiske Livs aktuelle Hovedspørgsmål, viser ganske klart dette. Til disse Problemer hører først og fremmest: (1.) Enheden i Arbejderbevægelsen. (2.) Forholdet til Sovjetunionen.(3.) Udenrigspolitikken og Verdensorganisationen efter Krigen.

Arbejderklassens Aktionsenhed i Kampen mod den borgerlige Reaktion er et af de mest fundamentale Problemer for det politiske Liv i et hvilket som helst europæisk Land. I de fleste Lande på det europæiske Fastland har den borgerlige Reaktion ikke for Tiden Kræfter og Muligheder nok til at holde Stand mod Arbejderklassen, mod dens Vilje og Politik, hvis Arbejderklassen er enig, sammensvejset og fast besluttet på at forfægte den arbejdende Befolknings Grundinteresser, Demokratiets, Fredens og Sikkerhedens Sag. Kun Arbejderklassen, der under Kampen forener alle demokratiske Kræfter omkring sig, evner at føre sit Land ud af de økonomiske Rystelsers, Krisernes, Arbejdsløshedens og Nødens Blindgade. Monopolkapitalen kan ikke pege på anden Vej end den, som førte til den første og senere til den anden Verdenskrig. Den kan ikke give Folkemasserne andet end stadig nye Krige, bestandig genkommende økonomiske Kriser, Usikkerhed for Dagen i Morgen for Flertallet af Landets Befolkning. Nu, hvor Krigen, den tyske Besættelse og Efterkrigsbyrderne har åbnet Massernes Øjne for, hvad de reaktionære Kredses Politik egentlig rummer, og hvor Masserne ikke vil vende tilbage til det gamle, men søger Veje til at komme fri af de kapitalistiske Monopolers Åg, kunne Arbejderklassens Aktionsenhed spille en overordentlig vigtig Rolle for Løsningen af Tidens fundamentale politiske Opgaver. Den imperialistiske Reaktion kunne få et knusende Slag, og mange Lande kunne betræde en ny, konsekvent demokratisk Vej. Alle sociale Erfaringer stiller det bydende Krav, at Arbejderklassen og den almindelige demokratiske Bevægelse forener Kræfterne. I Arbejderklassens og de demokratiske Lags Rækker er der sket betydelige Forskydninger under Indflydelse af Krigens Lære. Bestræbelsen for at skabe Enhed er vokset i vældigt Omfang. Imidlertid stiler Ledelserne for en Række socialdemokratiske Partier mere og mere efter at holde disse Partier ude fra et sådant Samarbejde, efter at føre en åben Kamp mod Arbejderklassens Parti, Kommunisterne. I de to År siden Krigen har de socialdemokratiske Partiers højreorienterede Ledere stædigt drevet deres Splittelsesvirksomhed. Derom har vor Presse allerede bragt Meddelelser. Centrum for denne Splittelsesvirksomhed er Forretningsudvalget for det engelske Labour-Parti og dets internationale Afdeling. Allerede under Krigen, under Indtryk af det stærke Opsving i den demokratiske Bevægelse i Europa og Massernes Trang til Enhed mellem de to Partier, der virker i Arbejderbevægelsen, gjorde de reaktionære Labour-Ledere forberedende Skridt til at bekæmpe denne Fremskridtsbevægelse. Labour-Partiets Ledelse udnyttede den Omstændighed, at en betydelig Del af de socialdemokratiske Partiers gamle Ledere befandt sig i Emigration i London, og oprettede intim Kontakt med dem. Efter at disse nylige Emigranter var vendt tilbage til deres Lande, stillede de sig i Spidsen for alle højreorienterede socialdemokratiske Politikere i en forbitret Kamp mod Enheden, mod de voksende demokratiske Kræfter. Den højreorienterede Del al Socialdemokratiet havde intet lært under Krigens og Besættelsens År. Blindede al Had til de fremskredne Talsmænd for Arbejderbevægelsen holder denne Fløj stædigt fast ved sin gamle Splittelseslinie og søger at sprænge Kommunisterne bort og oprette en snæver Blok med Bourgeoisiets Partier. Allerede for et År siden skrev et kendt Labour-Parlamentsmedlem, Zilliacus, at Labour-Partiets Politik tilsigter »Indblanding på Reaktionens Sides og at den betyder »et Forsøg på at spalte Europas Arbejdere og at genføde Broderkrigen, som vi selv fordømte som ‘en tragisk Fejl« (Brev til »Manchester Guardian« 27. April 1946). Siden da er Splittelsesvirksomheden imidlertid blevet endnu stærkere. På Initiativ al Labour-Partiets Forretningsudvalg blev der i Årene 1944-46 afholdt fire internationale socialdemokratiske Konferencer. Her drøftedes ikke, hvordan man skulle befæste de demokratiske Kræfters Sejr, der var Resultatet at de fascistiske Aggressorers Nedkæmpning, man stillede ikke den opgave at tøjle den imperialistiske Reaktion og Krigsanstifterne, som igen rejste Hovedet. Alle Konferencerne var fra først til sidst beskæftiget ikke alene med at afstive de socialdemokratiske Partier, at hvilke mange havde spillet politisk Fallit, men også med at sætte disse Partier op imod Kommunisterne. Konferencerne og de socialistiske Partiledelsers Virksomhed foregik under Parolen »Faren fra venstre’. Den »teoretiske« Begrundelse for denne Parole blev leveret af Professor Laski i en Brochure af samme Navn, et af de mest opportunistiske Dokumenter fra vore Dages Socialdemokratisme. På en Tid, hvor Demokratiets Interesser og Fredens Bevarelse kræver forstærket Kamp mod Højrekræfterne, mod Reaktionen, som var kommet til sig selv igen, efter de bedøvende Nederlag og begyndte at samle sine Kræfter, gjorde Labour-Partiets Ledelse og Ligesindede samlet Front mod de venstreorienterede. Det foregik ad de samme udtrådte Stier, som Kautsky, Scheidemann, Bauer og andre socialdemokratiske Ledere havde vandret, da de bekæmpede »Faren fra venstre« i Tiden, indtil Fascismen greb dem selv ved Struben og viste, hvor den virkelige Fare truede. Splittelsespolitiken over for Arbejderbevægelsen bedrives af de højreorienterede Labourfolks Kolleger i Europas socialistiske Partier: Leon Blum, Daniel Mayer og deres Venner i Frankrig, de Brouckère og andre gamle Ledere i Belgien, Schärf og Pollack i Østrig, Tranmæl i Norge, Staunings Elever i Danmark, Schumacher i Tyskland, Saragat i Italien. Først bestræbte de sig for at bryde den Aktionsenhed, der var skabt af Kommunister og Socialdemokrater i Kampen mod den tyske Besættelsesmagt. Da Blum var vendt tilbage fra Tyskland, tog det franske Socialistpartis Ledelse brat Afstand fra Aktionsenheden og brød med det kommunistiske Parti. Efter en Række separatistiske Manøvrer i Splittelsesøjemed trak Socialistpartiets Ledelse sig i September 1946 ud at Partiernes Koordinationskomité og nægtede trods gentagne Opfordringer fra det kommunistiske Parti at genoptage Komiteens Arbejde. Denne Splittelsesvirksomhed kulminerede, da Kommunisterne for nylig blev fjernet fra Socialisten Ramadiers Regering. Trods Nationens klart udtalte Vilje, hvorved det kommunistiske Parti havde fået en betydelig Del at Stemmerne ved Valgene og var blevet det største Parti i Parlamentet, overtog Socialisterne de. vigtigste Ministerposter og fortsætter nu i en Blok med de borgerlige Partier, idet de stadig skærper deres Kamp mod Arbejderne og den arbejdende Befolkning, som det kommunistiske Parti er Samlingspunkt for. I Belgien blev der under den tyske Besættelse skabt Aktionsenhed mellem Kommunister og Socialister. Situationen skiftede pludselig, da de tidligere Partiledere vendte tilbage fra London. Først var der dannet en Regering med Deltagelse af Kommunisterne, men Højre-Socialisterne med »Londonpolitikerne« i Spidsen manøvrerede hen imod et Brud. I Begyndelsen at 1947 skilte Socialisterne sig af med Kommunisterne i Regeringen og har nu Regeringssamarbejde med det belgiske Bourgeoisis største Parti, de kristelig-sociale (Katolikkerne). I Østrig slog de socialistiske Politikere efter Tilbagekomsten fra London straks ind på en Splittelseskurs. Dag ud og Dag ind fører de Krig mod Kommunisterne, samtidig med at der i Østrig gøres meget lidt for at udrydde Fascismens Rester, og mens de Reaktionære, der tjente Hitler-Tysklands Interesse, frejdigt rejser Hovedet og den borgerlige Reaktion åbenlyst forsøger at genvinde sin Herskerstilling. Det østrigske Socialistparti er det grelleste Eksempel på utilsløret Splittelsesarbejde og på de sørgelige Resultater, der kommer af at være denne Politiks Ophavsmænd i Transport House følgagtig (i Transport House i London har Labour-Partiet sit Hovedkvarter). Det østrigske Partis Ledelse nyder som bekendt en særlig Bevågenhed fra Labour-Partiets Ledere. I Italien har Saragat, den amerikanske og engelske Reaktions svorne Mand, længe drevet Splittelsesvirksomhed mod Aktionsenheden, som Partiets Ledelse med Nenni i Spidsen praktiserer. Tilsidst fik Saragat sin Gruppe til at spalte sig ud fra det socialistiske Parti. Således har de højreorienterede Socialdemokrater i en Række Lande allerede tilføjet Arbejderklassens og Demokratiets Sag stor Skade. I den senere Tid har Labour-Partiets Ledelse viet det nye Demokratis Lande særlig Opmærksomhed og sendt Delegationer fra London til Tjekkoslovakiet og Rumænien med de samme Splittelsesformål, med hvilke de i de sidste to År har berejst Vesteuropas Lande. Det drejer sig ikke alene om Kamp mod Arbejderklassens Aktionsenhed, om Undermineringsarbejde i Arbejderorganisationer og demokratiske Sammenslutninger. I en Række Lande lader Regeringsapparatet under socialistisk Ledelse det hagle med politiske Forfølgelser mod Arbejderledere, alene fordi disse forfægter Arbejdernes og det arbejdénde folks Interesser, alene fordi de kæmper for Demokratiet imod Reaktionen, fordi mange af dem tilhører de kommunistiske Partier. I Indien satte Forfølgelser af Kommunister ind umiddelbart efter, at Labour-Partiet var kommet til Magten i England. En hel Række Partimedlemmer er arresteret og Partilokaler lukket. Partiet er nødt til at arbejde halvlegalt. I den sydafrikanske Union føres der et formeligt Felttog ikke alene mod det kommunistiske Parti, men også mod ledende Fagforeningsfolk. Der er arresteret og dømt over 50 Mennesker. Terroren mod Forkæmperne for demokratiske Rettigheder og Friheder finder Sted ikke alene i Kolonilandene. I Grækenland, hvor den engelske Labour-Regerings Tropper er stationeret, bliver Snese, ja, Hundreder af den nationale Friheds og Demokratiets Forsvarere fysisk udryddet. Den 20. Marts blev et Medlem af det kommunistiske Partis Centralkomité, Zevgos, dræbt i Saloniki. Tusinder af Mennesker henslæber Livet i Fængsler og på ugæstmilde Øer ligesom under den tyske Besættelse og det fascistiske Regime i Grækenland. I den engelske Besættelseszone i Østrig beskytter Besættelsesmyndighederne vitterlige Reaktionære, som holder til i de fascistiske Bødlers Lejre, efter at de er flygtet for deres Folks Vrede, mens Demokrater og især Kommunister udsættes for Forfølgelser. I den engelske Besættelseszone i Tyskland, som altså er undergivet Labour-Regeringen, udsættes ikke alene det kommunistiske Partis Organer, men også Tilhængerne af Enhed i Arbejderbevægelsen og af en Sammenslutning af Kommunister og Socialdemokrater, for stadige Chikaner. For kort Tid siden har de engelske Myndigheder påny forbudt Formændene for Tysklands socialistiske Enhedsparti, Pieck og Grotewohl, at rejse ind i denne Zone. Denne tvangsmæssige Undertrykkelse af fremskredne Arbejder- og demokratiske Organisationer kan medføre tunge Følger. Verden husker Navnene Noske, Zörgiebel, Mussolini og andre »Socialister«, som blev det arbejdende Folks Bødler. De begyndte deres Virksomhed i de socialistiske Partier, udviklede sig til Bourgeoisiets hensynsløse Håndlangere til Undertrykkelse af Arbejderne og Folkemasserne og banede Fascismen Vej til Magten. Der er ingen Tvivl om, at de højreorienterede Kredse i de socialdemokratiske Partier og Labour-Partiet vil gå videre ad denne Vej og søge tvangsmæssigt at undertrykke de demokratiske Kræfter, med mindre Arbejderbevægelsens organiserede Dele standser dem i Tide.

En fast Bestanddel af den reaktionære Politik, som Højrefløjen i de socialdemokratiske Partier fører, er Stillingen til Sovjetunionen. Socialdemokratiets reaktionære Ledere har i næsten 30 År vendt sig imod Sovjetlandet. I dette øjemed har de benyttet sig både af »teoretiske«, skinmarxistiske Argumenter om Umuligheden af Socialismens Sejr i Sovjetunionen og af den groveste sovjetfjendtlige Bagtalelse. Dette hjalp hele Tiden den imperialistiske Reaktion med at gennemføre en Udenrigspolitik, der var fjendtligt vendt mod vort Land. De socialdemokratiske Litterater forgiftede den arbejdende Befolknings Bevidsthed i deres eget Land, hvad der gjorde det væsentligt lettere at forberede et militært Angreb på Sovjetunionen og at slippe den anden Verdenskrig løs. Kautsky og Bauer, Hilferding og Scheidemann, Adler og Renner, Blum og Huysmans, MacDonald og Lansbury, de Brouckère og Schevenels har ført en utrættelig Kamp imod Sovjetunionen. De socialdemokratiske Lederes Skrifter afslører et i Sandhed uhyrligt Faktum. Disse Folk, der gav sig ud for Tilhængere af Socialismen, talte hadefuldt om det Land, hvor Socialismen virkelig blev opbygget, og udspredte Bagvaskelser og falske Oplysninger om det. Enhver ærlig Deltager i Arbejderbevægelsen gribes af Harme, når han igen læser disse Skrifter, som er fulde af provokatorisk Opspind, giftig Mistro og andre Former for antisovjetisk Propaganda. Alt dette gik for sig på en Tid, da den første Stat i Verden, hvor Magten var gået over til Arbejderklassen og Bønderne, værgede sig mod en Hærskare af Fjender fra Kapitalisternes Lejr og var ved at fuldbyrde en historisk skelsættende socialistisk Omformning af Samfundet. Denne Stat banede under Arbejdets Gang hele Menneskeheden en Vej ud af Lønslaveriet, Kriserne, Arbejdsløsheden, Fattigdommen og de uendelige Krige, en Vej frem til en ny, socialistisk Verden. Den sikrede Socialismen Sejre, som allerede er historiske. Krigen afbrød Strømmen af antisovjetisk Propaganda. Sovjetkæmpen rejste sig i sin fulde Kraft under Krigen før det socialistiske Fædreland, for Befrielsen af Europas Folk. Takket være Sovjetlandets Kraft og Heroisme, Statens og Hærens Fasthed og Styrke under Ledelse af Lenins og Stalins Parti fandt Europas Folk Redningen, deriblandt også Lande, hvor Socialdemokratiet havde været ved Magten i mange År. Sovjetunionens Sejr i Krigen afslørede i Bund og Grund de reaktionære socialdemokratiske Skribenters Hjernespind. Den viste, at den sovjetiske Samfundsorden er den mest stabile, mest livskraftige Samfundsorden, Verden har kendt. Gjorde så de socialdemokratiske Ledere det, som elementær Sømmelighed og proletarisk Pligtfølelse bød - at indrømme sine gamle Fejl og erkende sine tidligere Argumenters Uholdbarhed ? Livet viser noget andet. Jo længere Krigen kommer på Afstand, des stærkere og mere tøjlesløs bliver den antisovjetiske Propaganda fra Højre-Socialdemokraternes Side. Som en af de første efter Krigen optrådte Leon Blum. Hans Bog »Et Budskab til Menneskeheden« har en helt igennem antisovjetisk Karakter. I denne Bog og i en Række andre Skrifter gentager han med manisk Ihærdighed det forslidte, forlængst gendrevne Opspind om »Moskvas Hånd« om »Moskvas Agenter«, hvortil han regner de kommunistiske Partiers Millioner af Medlemmer, om »sovjetisk Imperialisme« o.s.v.. Der var engang, da de socialdemokratiske »Teoretikere« beflittede sig på at vise, at den Vej frem til Socialismen, som Sovjetfolket havde valgt, ikke ville føre til Målet. De brugte »Argumenter fra Marxismen«, som de fordrejede til Ukendelighed. I vore Dage ulejliger disse Skribenter sig ikke engang med at lave den Slags »teoretiske« Stiløvelser. De tager simpelthen den imperialistiske Reaktions gamle Nonsens og skriver det af. En anden særlig ihærdig Gartner i den anti-sovjetiske Propagandas Vingård er Professor Laski. Han har specialiseret sig i Bevisførelser for, at det borgerlige Demokrati har »Fortrin« frem for det sovjetiske; socialistiske Demokrati. Professor Laskis Bøger, »Vor Tids Revolution«, »Den hemmelige Bataillon«, »Faren fra venstre«, hans Artikler om Sovjetdemokratiet i en af de mest antisovjetiske Aviser »Manchester Guardian« og i Uruguay-Bladet »El Pais«, har et eneste Mål: at vise, at godt og ægte er kim det »Demokrati«, hvor der findes Frihed til Udbytning, hvor Imperialisterne har »lige Ret« til at mane til Krig, til Pogromer, til Menneskehad, hvor den overvældende Del af Pressen tilhører de kapitalistiske Monopoler. Når man læser det engelske Labour-Partis Organ »Daily Herald«, det franske Socialistpartis Blad »Populaire«, det østrigske »Arbeiterzeitung«, det danske »Social-Demokraten« og en Række andre socialdemokratiske Publikationer, kan man uden Vanskelighed fastslå Væksten i denne ondartede anti-sovjetiske Kampagne. I disse Blades Spalter finder man imidlertid ikke nogen Afstandtagen og Fordømmelse af de monarkistiske Fascisters Terror mod det græske Folk, af Undertrykkelsen af den nationale Frihedsbevægelse i Indokina,  Indonesien, Ægypten, Palæstina og andre Lande, man finder ingen Kritik af den amerikanske Imperialismes Ekspansion. Blandt de engelske Journalister, der opholdt sig i Moskva under Udenrigsministerkonferencen, præsterede »Daily Heralds« faste Medarbejder Ewer de mest ondskabsfulde Skriverier om Sovjetfolket. Denne Korrespondent skriver igen, som om det var i den første Femårsplans Dage, at Femårsplanerne ikke bliver opfyldt, han triumferer over, at der endnu er fattigt klædte Mennesker i Sovjetunionen o.s.v.. Hvad regner dog d’Herrer Ewer med de Ofre og Tab, Sovjetfolket har lidt i den store Krig for alle Landes Frihed, også Storbritanniens ! Han lyver for at kaste Snavs på Sovjetsystemet, for at udviske det, som er blevet hele Menneskehedens Eje, det at Socialismen har sejret i Sovjetunionen, og at vort Land har Succes med sin fortsatte Fremgang efter Krigen. Den sovjetfjendtlige Propaganda ledsages oftere og oftere af Tvangsforanstaltninger over for Tilhængerne af et venskabeligt Forhold til Sovjetunionen. Forbudet mod, at Medlemmer af det engelske Labour-Parti indmelder sig i »Foreningen til engelsk-sovjetisk Venskab«, et Forbud, der blev godkendt af den nylige Konference i Margate, vidner måske klarere end noget andet om, hvor langt Højrefolkene i Labour-Partiet er kommet i deres fjendtlige Indstilling til Socialismens Land, Sovjetunionen. Den socialdemokratiske Presses stadig skarpere Propaganda mod vort Land er det klareste Vidnesbyrd om, hvis sociale Ærinde Socialdemokratiet i denne Tid går, nemlig det reaktionære Bourgeoisis. Under Krigen drev den borgerlige Presse ikke en sådan antisovjetisk Propaganda. Den socialdemokratiske Presse fulgte dengang samme Linie som den borgerlige. Nu har den som på Tælling sluttet sig til det almindelige anti-sovjetiske Felttog. Enhver Deltager i Arbejderbevægelsen, enhver ærlig Demokrat, i første Række ethvert Sovjetmenneske, både Krigeren, der befriede Europas Lande, og Slideren i Baglandet, har Ret til at sige til Højre-Socialisterne, som gør Front mod Sovjetunionen: I er begyndt på en antisovjetisk Kampagne. I hvis Interesse er det, at I påny, ligesom før Krigen, vender jer mod Sovjetfolket og dets socialistiske Stat ? Hvordan kan man forklare det Faktum, at I drager i Leding, ikke mod den imperialistiske Reaktion, som har rejst Hovedet og truer Menneskeheden med nye Ulykker, men mod Sovjetfolket ? Man må forudsætte, at der i selve de socialistiske Partiers Rækker findes Folk, som vil kræve, at Højre-Socialisterne svarer på disse Spørgsmål.

Sovjetunionen gennemfører en fast og støt Politik til Fordel for en stabil demokratisk Fred. Hvilket Standpunkt indtager da de ledende Kredse i Socialdemokratiet ? Repræsentanter for disse Partier spiller en stor, undertiden dominerende Rolle ved Gennemførelsen af deres Regeringers Udenrigspolitik. De har et Ansvar for, hvordan Problemerne vedrørende Verdens Organisering efter Krigen løses, eftersom de på deres Staters Vegne deltager i de internationale Organers Arbejde. De socialdemokratiske Partier, som går Hånd i Hånd med Kommunisterne, kendetegnes ved en konsekvent Kamp for Fredens Sag, ved Oprettelse af venskabelige Forbindelser med Nabolandene og med Sovjetunionen og ved en Bestræbelse for at oprette stabile fredelige Forhold til alle demokratiske Magter. Anderledes forholder det sig i England, Frankrig, Belgien, Norge og Østrig, hvor Højre-Socialister har det afgørende Ord ved Fastlæggelsen af Regeringens Kurs. Labour-Ledelsens Udenrigspolitik er en direkte Fortsættelse af den tidligere konservative Regerings. Denne Politik strider afgørende mod Labour-Folkenes Valgløfter. Desuden har Labour-Folkenes Regeringsovertagelse ikke bragt nogen Forandringer i Statsapparatet, som skaber Englands Udenrigspolitik. Den antidemokratiske udenrigspolitiske Kurs, som Labour-Ledelsen følger, strider så oplagt og så iøjnefaldende mod Ønskerne om at fremme Fredens og den almindelige Sikkerheds Konsolidering, at den vækker skarp Kritik i Labour-Partiet selv. En af de første kritiske Aktioner mod denne udenrigspolitiske Kurs var en Henvendelse, som Labour-Organisationen i Spellthorne udsendte i Midten af December 1946. Heri hedder det: »Churchills Politik, at være den amerikanske Imperialisme tilpas og stille sig fjendtligt til Sovjetunionen og Frihedsbevægelsen, bliver ikke alene fortsat, men udviklet. Den engelsk-amerikanske Fællesfront har gjort De forenede Nationers Organisation til et politisk Våben imod Sovjetunionens Positioner i Verdens politiken. Den nuværende engelske Udenrigspolitik er en Parodi pas den Politik, den engelske Arbejderbevægelse går ind for, og for hvilken Valgkampen førtes«. Utilfredsheden med Labour-Ledelsens udenrigspolitiske Kurs har også fået Udtryk ved, at Grupper af Parlamentsmedlemmer, de såkaldte Rebeller, åbent har vendt sig mod denne Kurs. Dette viser, hvor dybt utilfredse Masserne er med Udenrigspolitiken, der som bekendt får fuld Støtte af de Konservative. Folk, der endnu for nylig roste Labour-Ledelsens Politik og ventede sig meget af Labours Regeringsovertagelse, mener det nu nødvendigt at give Udtryk for Massernes kritiske Indstilling. En af disse Politikere er Louis Levy, de franske Socialisters Repræsentant hos Labour-Partiet. Han har skrevet en stor Artikel i Marts-Nummeret af Tidsskriftet »Revue socialiste«, hvori han siger: » I Vinteren 1946 blev Medlemmer af Labour-Partiet grebet af stadig større Uro over Udenrigspolitiken. I Grækenland åbnede Udenrigsministeriets Politik Vejen for den royalistiske Reaktion. I Spanien nægtede den britiske Regering at bryde med Franco. Endelig vidnede alle Begivenheder i Palæstina om, at Labour-Regeringen ikke ville opfylde de højtidelige Løfter om at gøre Ende på »Hvidbogens« Politik. Ja, det Indtryk dannede sig, at Udenrigsministeren lå under for sine Embedsmænd. Nogle af Rebellerne var væsentlig alarmeret over den antirussiske Kurs, som den britiske Politik havde taget Andre.... er navnlig ‘Anti-Amerikanere’: de frygter, at England skal komme på Slæbetov hos USA’s Kapitalisme. Endelig er der dem - og de synes at være Flertallet - der er opbragt over Udenrigsministeriets Stilling til de græske eller de spanske eller de palæstinensiske Anliggender, måske i nogle Tilfælde alle disse Anliggender, og som er bange for, at England skal blive kompromitteret i de europæiske Socialisters øjne. De mener, at Labour-Regeringen glemmer sin Hovedopgave, hvis den fortsætter en Politik, som ofte er en ren Videreførelse af dens Forgængeres Politik«. Af den Slags Udtalelser kunne der citeres mange. På de Konferencer, som den kooperative Bevægelse og en Række Fagforbund har afholdt i det sidste halve År, er der ligesom på en Række lokale Labour-Møder blevet foreslået Resolutioner, der alle som een kræver en anden udenrigspolitisk Kurs. Labour-Ledelsen har imidlertid fastholdt sin gamle Linie. Det franske Socialistpartis Udenrigspolitik er præget af dets Leder Leon Blums Linie. Hans udenrigspolitiske Virksomhed er kendetegnet ved to store politiske Begivenheder: Låneoverenskomsten med USA og den engelsk-franske Traktat. Som bekendt tog Leon Blum personlig til USA og afsluttede Låneoverenskomsten lige før Parlamentsvalgene, idet han ville demonstrere for Franskmændene, at det socialistiske Parti bliver støttet af Amerika, at en Valgsejr for dette Parti følgelig ville sikre en gylden Regn af Krediter, Leverancer og anden amerikansk »økonomisk Hjælp« til Frankrig. I Virkeligheden betyder denne »Hjælp«, at Frankrigs økonomiske Liv underlægges udenlandsk Kontrol. Dette bringer imidlertid på ingen Måde det socialistiske Partis højreorienterede Ledere i Forlegenhed, de berømmer med uformindsket Iver USA’s Politik og udmaler de glimrende Perspektiver, der åbner sig ved nye amerikanske Lån. I den korte Tid, den samme Leon Blum var fransk Regeringschef, fik han afsluttet en engelsk-fransk. Traktat uden tilbørlig Sikring at franske Interesser - den afsluttedes, før Spørgsmålet om Tysklands Fremtid, om Ruhr-kullene og om andre Emner af livsvigtig Interesse for Frankrig var løst. Det har sine gode Grunde, når reaktionære Kredse anser Traktaten ikke så meget for et Instrument til Fredens og Sikkerhedens Befæstelse som for et Middel til at manøvrere Frankrig ind i tvivlsomme Kombinationer til Dannelse af den berygtede »Vestblok«. Det engelske Blad »Daily Telegraph and Morning Post« gav åbenhjertigt Oplysning om, hvilke Planer nogle at Traktatens Ophavsmænd omgås med. I dette Blads Udgave for 1. Marts 1947 vurderes Hensigten med den Blumske Traktat på følgende Måde:»Vi må være Realpolitikere og erkende, at Tyskland ikke er noget enes tående og for Tiden ikke er den alvorligste Trussel mod den europæiske Fred og de vesteuropæiske Folks Sikkerhed. Det engelsk-franske Forbund og Udsigterne til, at det vil udvikle sig til et solidt vestligt Forbund med Støtte af USA, fremmer Udfyldelsen af Tomrummet«. I den senere Tid har Blum uddybet sit Standpunkt og forfægtet Churchills Forslag om et »Europas forenede Stater«. Amerikanske Kredse, som hilser de franske Højre-Socialisters Kamp mod det kommunistiske Parti med Tilfredshed, har da også udtalt, at de vil yde det socialistiske Parti Støtte i denne Kamp. Ja, de har givet Løfte om Lån og anden Hjælp til Landet, hvis Socialisterne vil stille sig i Spidsen for en anti-kommunistisk Koalition. Den amerikanske Reaktion vil gerne slå to Fluer med eet Smæk: ved Lån og ad andre Veje underlægge sig. Frankrigs økonomiske Liv, sikre sig et Anlægsområde for sin Kapital, og tillige rette et Slag mod de demokratiske Kræfter, jage den franske Arbejderklasse i et Musehul og sikre sine lydige Redskaber i det socialistiske Parti Magten for senere at indsætte et Diktatur med Folk af de Gaulles Type. 

Det engelske og det franske Eksempel er nok til at karakterisere den udenrigspolitiske Linie, som anlægges af Højresocialisterne i Europa. I Italien og Belgien, i Norge og Danmark gennemfører de engelske Labour-politikeres og de franske Socialisters Ligesindede den samme Kurs: de yder ingen Modstand mod de nuværende Ekspansionister, indtager en fjendtlig Holdning over for de fremskredne Demokratier i Europa og stritter imod Afslutningen al en demokratisk Fred. Ligesom de indenrigspolitisk etablerer en Koalition med de borgerlige reaktionære Partier, søger de udenrigspolitisk et Forbund med Imperialismens Kræfter og aldeles ikke med de progressive Kræfter. Den Stilling, som de ledende Kredse i de socialistiske Partier indtager i Udenrigspolitikken, viser ganske klart, at når de socialistiske Partier søger Støtte hos den udenlandske Reaktion, navnlig hos de reaktionære Kræfter i USA og England, vender de sig ikke alene mod de arbejdende Massers demokratiske og socialistiske Bevægelse, men også mod deres eget Folks og deres egen Stats almindelige nationale Interesser. De ofrer disse almindelige nationale Interesser for en reaktionær Topklikes snævert egoistiske Interesser. Englands, Frankrigs, Italiens og USA's reaktionære borgerlige Kredse er ikke i Stand til at modstå den demokratiske og anti-reaktionære Bevægelses vældige Opsving i Europas Lande. Ligesom efter den første Verdenskrig gør de Regning på, at de socialdemokratiske Partier og Labour-Partiet med Regeringsmagten i Hænde vil indskrænke sig til små Reformer og bevare Monopolkapitalismens Grundvold. De reaktionære Kredse håber på, at Enheden i Arbejderbevægelsen vil blive brudt ved Højre-Socialdemokraternes Anstrengelser. Derved vil der efterhånden opstå Betingelser for, at de imperialistiske Kredse påny vil kunne skalte og valte med Folkenes og Staternes Skæbne, ligesom Tilfældet var før Krigen. De Reaktionære hilser og støtter Højre-Socialdemokraternes Splittelsesvirksomhed. Et meget klart Udtryk for de Forhåbninger, som det kapitalistiske Fåmandsvældes Talsmænd nærer, var en Artikel i Tidsskriftet »Free Europe«, som udkommer i Schweiz. Artiklen var viet Årsdagen for det engelske Labour-Partis Regeringsovertagelse og indeholdt følgende Betragtning:»Da Labour-Partiet sidste Sommer kom til Magten, var der Mennesker - ikke-Socialister - som tænkte, at det måske endda var godt, i hvert Fald i een Henseende, for så vidt dette for den talrige partiløse Bybefolkning på det krigshærgede Fastland ville skabe en Slags Modpol til Moskva. Kun med en Labour-Regering ved Magten ville en Appel til dette Proletariat med Held kunne konkurrere med den kommunistiske Appel og forebygge, at Vesteuropa ville blive overvældet af en kommunistisk Revolution i den første Krigstrætheds Periode. Det er rigtigt, at II. Internationales Partier på Fastlandet påny er vakt til Live«. Når der her tales om »kommunistisk Revolution«, er det naturligvis for det flotte Udtryks Skyld og for at forskrække Folk. En sådan Parole har intet kommunistisk Parti opstillet. Men Bourgeoisiets Forhåbninger til Labour-Partiets Ledelse som et Bolværk mod den socialistiske og demokratiske Bevægelse blandt Masserne har Tidsskriftet meget åbenhjertigt lagt frem i Lyset. Man må spørge, hvorhen Lederne da fører Socialdemokratiet, hvad Perspektiverne er for Bevægelsen ad den Vej, de vil have Masserne til at følge ? Det er nødvendigt ganske nøgternt at afveje disse Perspektiver, at give et klart Svar på disse Spørgsmål. Nutidens Kendsgerninger og Fortidens historiske Erfaringer vidner ubønhørligt om, at hvis den socialdemokratiske Højrefløjs nuværende Kurs gennemføres, betyder det intet mindre end en March ad den samme Vej, som Udviklingen i Årene 1918-1939 fulgte. Denne Vej, Socialdemokratiets Koalition med de borgerlige Partier og Kampen mod alle kommunistiske Repræsentanter for Arbejderklassen og andre Lag af den arbejdende Befolkning, førte dengang til Fascismens Vækst, til dens Sejr i Tyskland og en Række andre Lande og til Underkuelse af de europæiske Folk. Splittelsespolitik i Arbejderbevægelsen, indædt Kamp mod det kommunistiske Parti, Blokdannelse med de borgerlige Partier og intimt Forbund ned den internationale imperialistiske Reaktion imod Sovjetunionen - det betyder Hjælp til det kapitalistiske Fåmandsvælde og dets Sammensværgelse mod Demokratiet og Freden. Endnu er der Mulighed for at holde Grundkærnen i de socialdemokratiske Partier tilbage fra at gentage de skæbnesvangre Fejl fra Perioden mellem de to Krige. Endnu er det ikke for sent at modtage den Hånd, som Kommunisterne rækker frem, og sammen med dem at forfægte Demokratiets og Fredens Sag. En Fortsættelse af den Kurs, som følges af Højre-Socialdemokraterne, fører til en skarp Tilspidsning af Forholdet inden for Arbejderbevægelsen. Ved deres Splittelsespolitik, ved at fjerne Kommunisterne fra Statsmagtens Organer, hvor de var blevet anbragt af Folkemassernes Vilje, ved deres Forfølgelse af Arbejderklassens og de demokratiske Bevægelses fremskredne Repræsentanter, letter Højre-Socialisterne Reaktionens Offensiv. Deres Parole, »Faren fra venstre«, bliver til »Skyd mod venstre« for de borgerlige Magt- og Voldsorganers Vedkommende. Den borgerlige Reaktion skubber de socialdemokratiske Politikere ind på den Vej Noske, Arbejderklassens blodbestænkte Bøddel, gik. Kan man nære Håb om, at der i de socialdemokratiske Partier og i Labour-Partiet, i den almindelige demokratiske Bevægelse og Arbejderbevægelsen vil opstå Kræfter, som rejser sig mod deres højreorienterede Lederes Politik og byder dem Holdt i Tide ? Allerede nu er der ikke så få Mennesker og Organisationer i Labour-Partiet og i det franske Socialistparti, der træder op mod deres Lederes Kurs. Men disse Organisationer har endnu ikke kunnet ændre deres Partis Holdning som Helhed, eftersom de ikke kæmper samlet og ikke kan beslutte sig til dristig Optræden, idet de ikke ønsker at skærpe Situationen i Partiet. Men Bevidstheden om deres Pligt over for Arbejderbevægelsen og Folkemasserne burde tilsige disse ærlige Socialdemokrater, at de med Beslutsomhed må kæmpe for en fundamental Kursforandring, bort fra den socialdemokratiske Højrefløjs reaktionære Splittelseskurs. Løfter de kampvillige Forsvarere af Arbejderklassens Enhed og Stridsmændene mod Reaktionen deres Rest, vil de brede Masser svare, Splittelsesmændene vil blive vist tilbage, deres Virksomhed vil blive afsløret for Massernes Åsyn, Samlingen af Arbejderne og alle arbejdende Mennesker til Kamp for deres brændende Krav og demokratiske Erobringer, som de har vundet i Kraft af den tyske Fascismes Nedkæmpelse, vil påny Styrke. En sådan Udvikling er af livsvigtig Betydning for alle Dele af Arbejderbevægelsen og de brede Folkemasser.

Slutningen af den anden Verdenskrig medførte store Forandringer i Verdenssituationen. De fascistiske Staters Nederlag, Krigens Karakter som Frihedskrig mod Fascismen og Sovjetunionens afgørende Rolle i Nedkæmpningen af de fascistiske Aggressorer betød en brat Ændring i Kræfternes Fordeling mellem de to Systemer - det socialistiske og det kapitalistiske - til Gunst for Socialismen. Hvad er det væsentlige i disse Forandringer ? Hovedresultatet af den anden Verdenskrig var Tysklands og Japans militære Nederlag - de to mest militaristiske og aggressive af de kapitalistiske Lande. De reaktionære imperialistiske Elementer over hele Verden, især i England, Amerika og Frankrig, havde sat store Forventninger til Tyskland og Japan, især til Hitler-Tyskland: først og fremmest som den Kraft, der var mest egnet til at lange ud mod Sovjetunionen for, måske uden helt at kunne ødelægge den, dog i det mindste at svække den og undergrave dens Indflydelse, dernæst som den Kraft, der kunne knuse den revolutionære Arbejderbevægelse og demokratiske Bevægelse i Tyskland selv og i alle de Lande, der var udset til Ofre for Nazi-aggressionen, og derved styrke Kapitalismen i Almindelighed. Dette var Hovedårsagen til Førkrigspolitiken, som gik ud på »Fordragelighed« over for den fascistiske Aggression og Opmuntring af den, dvs. den såkaldte Münchenpolitik, der ihærdigt blev drevet af de imperialistiske herskende Kredse i England, Frankrig og USA Men de Forventninger, de britiske, franske og amerikanske Imperialister nærede til Hitleristerne, blev ikke opfyldt. Hitleristerne viste sig at være svagere og Sovjetunionen og de fredselskende Nationer stærkere, end Münchenpolitikerne havde regnet med. Som Følge af den anden Verdenskrig blev den krigsgale internationale fascistiske Reaktions Hovedstyrker knust og sat ud af Spillet for lange Tider. Dette var ledsaget af et andet alvorligt Tab for det kapitalistiske Verdenssystem i Almindelighed. Mens Hovedresultatet af den første Verdenskrig var, at den totale imperialistiske Front blev brudt, og at Rusland faldt ud af det kapitalistiske Verdenssystem, og mens Kapitalismen som Følge af det socialistiske Systems Triumf i Sovjetunionen ophørte at være et alt omfattende, verdensomspændende økonomisk System, så resulterede den anden Verdenskrig og Fascismens Nederlag, Svækkelsen af Kapitalismens Verdens. position og den forøgede Styrke i den antifascistiske Bevægelse i, at en Række Lande i Mellem- og Sydøsteuropa faldt ud af det imperialistiske System. I disse Lande opstod der nye, folkelige, demokratiske Regimer. Den indholdsrige Lektion, der blev givet gennem Sovjetunionens Fædrelandskrig og Sovjethærens Befrierrolle, blev ledsaget af de friheds. elskende Folks Massekamp for national Befrielse fra de fascistiske Indtrængere og deres Medskyldige. Under denne Kamp blev de pro-fascistiske Elementer, de Folk, der samarbejdede med Hitler de mest indflydelsesrige Storkapitalister, store Godsejere, bøje Embedsmænd og monarkistiske Officerer afsløret som Forrædere mod Nationens Interesser. I Donaulandene parredes Befrielsen fra det tyske fascistiske Slaveri med Storbourgeoisiets og Godsejernes Fjernelse fra Magten som Følge af det kompromitterende Samarbejde med den tyske Fascisme, og med nye folkelige Kræfters Opstigen til Magten som Følge af, at de havde vist sig værdige i Kampen mod Hitler-Erobrerne. I disse Lande overtog Repræsentanter for Arbejderne, Bønderne og de progressive Intellektuelle Magten. Eftersom Arbejderklassen alle Vegne havde udfoldet den største Heroisme, den største Konsekvens og Uforsonlighed i Kampen mod Fascismen, er dens Prestige og Indflydelse i Folket øget umådeligt. Den nye demokratiske Magt i Jugoslavien, Bulgarien, Rumænien, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Albanien med Støtte fra Folkets Masse var i Stand til på meget kort Tid at gennemføre sådanne progressive demokratiske Reformer, som det borgerlige Demokrati ikke længer evner at sætte i Værk. En Jordreform overdrog Jorden til Bønderne og fjer. nede Godsejerklassen. En Nationalisering af Storindustrien og Bankerne og Konfiskation af Ejendom, som ejedes af Forrædere, der havde samarbejdet med Tyskerne, undergravede radikalt Monopolkapitalens Position i disse Lande og frigjorde Masserne fra Imperialismens Trældom. Samtidig hermed blev Grunden lagt til en statslig, national Ejendomsform, og en ny Statstype blev skabt - den folkelige Republik, hvor Magten tilhører Folket, hvor Storindustrien, Transportvæsenet og Bankerne ejes af Staten, og hvor en Blok af de arbejdende Befolkningsklasser med Arbejder. klassen i Spidsen udgør den ledende Kraft. Som Følge heraf har disse Landes Folk ikke alene revet sig ud af Imperialismens Skruestik, men er i Færd med at betræde Vejen til en socialistisk Udvikling. Krigen forøgede i stor Målestok Sovjetunionens internationale Betydning og Prestige. Sovjetunionen var den førende Kraft og Sjælen i Tysklands og Japans militære Nedkæmpning. De progressive demokratiske Kræfter i hele Verden samledes omkring Sovjetunionen. Den socialistiske Stat bestod med Held Krigens krævende Prøve og gik sejrrigt ud af Kampen på Liv og Død mod en overordentlig stærk Fjende. I Stedet for at blive svækket blev Sovjetunionen stærkere. Den kapitalistiske Verden er også undergået en væsentlig Forandring. Af de seks såkaldte store imperialistiske Magter (Tyskland, Japan, Storbritannien, USA, Frankrig og Italien) er tre blevet elimineret ved det militære Nederlag (Tyskland, Italien og Japan). Frankrig er også blevet svækket og har mistet sin Betydning som Stormagt. Som Følge heraf er der kun to »store« imperialistiske Magter tilbage - USA og Storbritannien. Men den enes, Storbritanniens Position er undergravet. Krigen afslørede, at militært og politisk var den britiske Imperialisme ikke så stærk, som den havde været. I Europa var England hjælpeløs imod den tyske Aggression. I Asien var England, en af de største imperialistiske Magter, ude af Stand til uden fremmed Hjælp at bevare Kolonibesiddelserne. Da England midlertidigt var afskåret fra Kolonier, som havde forsynet Landet med Mad og Rå. materialer og opsuget en stor Del af dets Industriprodukter, blev det selv militært og økonomisk afhængigt af amerikanske Leverancer af Mad og Industrivarer. Efter Krigen er England i stigende Grad blev finansielt og økonomisk afhængigt af USA. Skønt det lykkedes England at genvinde sine Kolonier efter Krigen, ser Landet sig der stillet over for den amerikanske Imperialismes øgede Indflydelse, som under Krigen er trængt ind i Områder, der førhen blev betragtet som britisk Kapitals eksklusive Indflydelsessfære (det arabiske østen, Sydøstasien). Amerika har også forøget sin Indflydelse i de britiske Dominions og i Sydamerika, hvor Englands tidligere Rolle i stor og stadig større Udstrækning går over til USA. Den anden Verdenskrig forværrede Krisen i Kolonisystemet, hvad der finder Udtryk i en kraftig national Befrielsesbevægelses Vækst i Kolonierne og de afhængige Lande. Dette har sat det kapitalistiske Systems Bagland i Forlegenhed. Kolonibefolkningerne vil ikke længere leve på den gamle Måde. De herskende Klasser i Moderlandene kan ikke længere regere Kolonierne efter de gamle Linier. Forsøg på at knuse den nationale Befrielsesbevægelse med militær Magt møder nu i stadig større Udstrækning væbnet Modstand fra Kolonifolkene og fører til langvarige Kolonikrige (Holland- Indonesien, Frankrig -Vietnam). Krigen - i sig selv et Produkt af Ujævnheden i Kapitalismens Udvikling i de forskellige Lande - har yderligere uddybet denne Ujævnhed. Af alle kapitalistiske Magter er kun en - USA - gået ud af Krigen ikke alene usvækket, men også betydelig stærkere, økonomisk og militært. Krigen har beriget de amerikanske Kapitalister i stor Stil. På den anden Side har det amerikanske Folk ikke oplevet de Afsavn, som følger med Krigen, en Besættelses Prøvelser eller Luftbombardementer, og eftersom Amerika trådte ind i Krigen praktisk talt på Slutstadiet, da Udgangen allerede var sikker, blev Landets Tab i Menneskeliv relativt lille. For USA var Krigen hovedsagelig én Spore til udstrakt industriel Udvikling og til en væsentlig Forøgelse af Eksporten (navnlig til Europa). Men Krigsafslutningen har stillet USA over for en Række nye Problemer. De kapitalistiske Monopoler var ivrige efter at opretholde deres Profitter på det tidligere høje Niveau og øvede derfor et stærkt Tryk for at forhindre en Reduktion af Leverancernes Omfang fra Krigens Tid. Dette betød imidlertid, at USA må bevare udenlandske Markeder, som havde opsuget amerikanske Produkter under Krigen, og yderligere erhverve sig nye Markeder, for så vidt som Krigen i væsentlig Grad har sænket de fleste Landes Købekraft. Disse Landes finansielle og økonomiske Afhængighed af USA var ligeledes blevet forøget. USA placerede Kreditter til Udlandet til en Sum af 19. Milliarder Dollars, ikke medregnet Indskuddet i den Internationale Bank og den Internationale Valutafond. Amerikas Hovedkonkurrenter, Tyskland og Japan, er forsvundet fra Verdensmarkedet, og dette åbnede nye og meget betydelige Muligheder for USA Mens de mere indflydelsesrige Kredse inden for amerikansk Imperialisme før den anden Verdenskrig støttede en isolationistisk Politik og havde afholdt sig fra aktiv Indblanding i Europas og Asiens Anliggender, slog Wall Streets Finansmænd under de nye Efterkrigsforhold ind på en ny Politik. De fremsatte et Program for Udnyttelse af Amerikas militære og økonomiske Styrker, ikke alene for at bevare og konsolidere de Positioner, der var vundet i Udlandet under Krigen, men også for at udvide dem til et Maksimum og afløse Tyskland, Japan og Italien på Verdensmarkedet. Det bratte Fald i andre kapitalistiske Staters økonomiske Kraft gør det muligt for USA at spekulere i deres økonomiske Efterkrigsvanskeligheder, især i Storbritanniens, hvad der gør det lettere at bringe disse Lande under amerikansk Kontrol. USA har proklameret en ny, oplagt underkuende og ekspansionistisk Kurs. Formålet med denne nye, oplagt ekspansionistiske Kurs er at oprette et Verdensherredømme for amerikansk Imperialisme. I den Hensigt at konsolidere Amerikas Monopolstilling på de Markeder, der er erhvervet som Følge af de to største Konkurrenters, Tysklands og Japans Forsvinden, og som Følge af Svækkelsen af de kapitalistiske Partnere, England og Frankrig, rummer USA’s nye politiske Kurs et bredt Program for militære, økonomiske og politiske Foranstaltninger, der skal give USA en politisk og økonomisk Herskerstilling i alle Lande, der er udset til amerikansk Ekspansion, reducere disse Lande til at være USA’s Drabantstater og indføre Regimer i disse Lande, der kan fjerne alle Hindringer, som Arbejderbevægelsen og den demokratiske Bevægelse rejser mod den amerikanske Kapitals Udbytning af disse Lande. USA bestræber sig nu på at udvide denne nye Politik ikke alene til sine Fjender i Krigen og til neutrale Lande, men i stadig større Målestok også til sine Allierede fra Krigens Tid. Specielt lægges der Vægt på at udnytte de økonomiske Vanskeligheder i Storbritannien, som ikke alene er Amerikas Allierede, men også fra gammel Tid en kapitalistisk Rival og Konkurrent. Det er Tanken med Amerikas ekspansionistiske Politik ikke alene at forhindre England i at komme fri af den økonomiske Uafhængighed af USA, i hvilken England gerådede under Krigen, men tværtimod at øge Trykket, i den Hensigt gradvis at berøve England Kontrollen over Kolonierne, manøvrere Landet ud af Indflydelsessfærerne og reducere det til en Vasalstat. USA’s nye Politik er således beregnet på at konsolidere Monopolstillingen og at reducere de kapitalistiske Partnere, således at de bliver Amerikas undergivne. Men Amerikas Bestræbelser for at vinde Overherredømme i Verden støder på en Hindring: Sovjetunionen, det faste Punkt for antifascistisk og anti-imperialistisk Politik med en voksende international Indflydelse, og de nye Demokratier, der har gjort sig fri af den britiske og amerikanske Imperialismes Kontrol, og endelig Arbejderne i alle Lande, Amerika indbefattet, der ikke ønsker en ny Krig for at deres Undertrykkere kan vinde Overmagt. Derfor tilsigter USA’s nye ekspansionistiske og reaktionære Politik en Kamp mod Sovjetunionen, mod det nye Demokratis Lande, mod Arbejderbevægelsen i alle Lande, USA indbefattet, og mod de frihedssøgende antiimperialistiske Kræfter i alle Lande. Opskræmt over Socialismens Fremgang i Sovjetunionen, over de nye Demokratiers Resultater og over Arbejderbevægelsens og den demokratiske Bevægelses Vækst i alle Lande efter Krigen indstiller de amerikanske Reaktionære sig på at overtage Missionen som det kapitalistiske Systems »Frelsere« fra Kommunismen. USA’s oplagt ekspansionistiske Program minder derfor stærkt om det eventyrlige Program, der fejlede så vanærende, de fascistiske Aggressorers, der som bekendt også var ude efter Verdensherredømme. Ligesom Hitleristerne under deres Forberedelser til Piratoverfald camouflerede sig med Antikommunismen for at muliggøre en Undertrykkelse og Lænkebinding af alle Folk, først og fremmest deres eget, sådan maskerer Amerikas nuværende Herskerkliker deres ekspansionistiske Politik og også deres Offensiv mod den svagere imperialistiske Rival Englands vitale Interesser ved at pukke på et Forsvar mod Kommunismen. Den feberagtige Våbenoplagring, Opførelsen af nye Militærbaser og Oprettelsen af Brohoveder for amerikanske væbnede Styrker i alle Dele af Verden, retfærdiggøres falsk og farisæisk med »Forsvar« mod en foregøglet Krigstrussel fra Sovjetunionens Side. Ved Hjælp af Skræmmeforsøg, Bestikkelse og Afpresning har det amerikanske Diplomati ikke Besvær med at få andre kapitalistiske Lande og især Storbritannien til at godkende Befæstelsen af Amerikas overlegne Position i Europa og Asien - i Tysklands Vestzoner, i Østrig, Italien, Grækenland, Tyrkiet, Ægypten, Iran, Afghanistan, Kina, Japan o.s.v.. De amerikanske Imperialister anser sig for Hovedkraften imod Sovjetunionen, de nye Demokratier og Arbejderbevægelsen og den demokratiske Bevægelse i alle Lande, de anser sig for de reaktionære, antidemokratiske Kræfters Bolværk overalt på Kloden. Derfor begyndte de bogstavelig talt Dagen efter Krigsafslutningen at opbygge en Front vendt imod Sovjetunionen og Verdensdemokratiet og at opmuntre de folkefjendske reaktionære Kræfter - Kollaborationister og tidligere kapitalistiske Håndlangere - i de europæiske Lande, der var blevet befriet for Nazi-åget, og som var begyndt at ordne deres Anliggender efter deres eget Hovede. De mest ondsindede og uligevægtige imperialistiske Politikere fulgte i Churchills Fodspor og udklækkede Planer for en hurtig Start af en præventiv Krig mod Sovjetunionen. De opfordrede åbenhjertigt til at anvende Amerikas midlertidige Monopol på Atomvåbenet imod Sovjetfolket. De nye Krigsophidsere gør Forsøg på at skræmme og true ikke alene Sovjetunionen, men også andre Lande, navnlig Kina og Indien, ved at bagvaske Sovjetunionen og stemple det som mulig Aggressor, mens de selv poserer som »Venner« af Kina og Indien, som »Frelsere« fra den kommunistiske Fare, idet deres Mission er at »hjælpe« de svage. Med disse Midler forsøger de at holde Indien og Kina i Imperialismens Greb og i fortsat politisk og økonomisk Slaveri.

De fundamentale Forandringer, Krigen har hidført på den internationale Scene og i de enkelte Landes Stilling, har fuldstændig ændret Verdens politiske Udseende. En ny Gruppering af de politiske Kræfter er opstået. Jo mere Krigen rykker på Afstand, desto klarere bliver to Hovedstrømninger i Efterkrigstidens internationale Politik, svarende til en Deling af de politiske Kræfter, der virker på den internationale Arena, i to store Lejre: på den ene Side den imperialistiske og anti-demokratiske Lejr, på den anden Side den anti-imperialistiske og demokratiske Lejr. Den egentlige Drivkraft i den imperialistiske Lejr er USA Allieret hermed er Storbritannien og Frankrig. Eksistensen af Attlee-Bevins Labourregering i England og Rainadier´s socialdemokratiske Regering i Frankrig hindrer ikke disse Lande i at optræde som USA’s Drabanter og at følge USA’s imperialistiske Politik i alle Hovedspørgsmål. Den imperialistiske Lejr støttes også af kolonibesiddende Lande som Belgien og Holland, af Lande med reaktionære anti-demokratiske Regimer som Tyrkiet og Grækenland, og af Lande, der politisk og økonomisk er afhængige af USA: det nære Østen, de sydamerikanske Lande og Kina. Den imperialistiske Lejrs Hovedmål er at styrke Imperialismen, at iscenesætte en ny imperialistisk Krig, at slå Socialismen og Demokratiet og at støtte reaktionære, antidemokratiske, pro-fascistiske Regimer og Bevægelser alle Vegne. Under Forfølgelsen af disse Mål er den imperialistiske Lejr beredt til at bygge på reaktionære og anti-demokratiske Kræfter i alle Lande og at støtte de tidligere Fjender mod de tidligere Allierede i Krigen. De anti-imperialistiske og anti-fascistiske Kræfter udgør den anden Lejr, baseret på Sovjetunionen og de nye Demokratier. Den rummer også Lande, der har brudt med Imperialismen og fast betræder en demokratisk Udviklings Vej, som Rumænien, Ungarn og Finland. Indonesien og Vietnam hører hjemme i den, den nyder Sympati hos Indien, Ægypten og Syrien. Den anti-imperialistiske Lejr støttes af Arbejderbevægelsen og den demokratiske Bevægelse og af de kommunistiske Broderpartier i alle Lande, af de nationale Frihedskæmpere i Kolonierne og de afhængige Lande, af alle progressive og demokratiske Kræfter i ethvert Land. Denne Lejrs Mål er at imødegå Truslen om nye Krige og imperialistisk Ekspansion, at styrke Demokratiet og udslette Resterne af Fascismen. Afslutningen af den anden Verdenskrig stillede alle frihedselskende Nationer over for den Hovedopgave at sikre en varig demokratisk Fred som Kronen på Sejren over Fascismen. Ved Løsningen af denne fundamentale Opgave spiller Sovjetunionen og dens Udenrigspolitik en ledende Rolle. Dette følger af selve den socialistiske Sovjetstats Natur, for hvilken Aggressions- og Udbytningsmotiver er fuldkommen fremmede, og som er interesseret i at skabe de gunstigste Betingelser for Opbygningen af et kommunistisk Samfund. En af disse Betingelser er Fred med Omverdenen. Som Legemliggørelsen af et nyt og overlegent Samfundssystem genspejler Sovjetunionen i sin Udenrigspolitik Forhåbningerne hos den progressive Menneskehed, som tilstræber en varig Fred og intet har at vinde ved en Krig fra Kapitalismens Side. Sovjetunionen er en Støttepille for alle Nationers Frihed og Uafhængighed og en Fjende af national og racemæssig Undertrykkelse og kolonial Udbytning i enhver Form. Den Forandring, Krigen har bevirket i den almindelige Gruppering af Kræfterne mellem den kapitalistiske Verden og den socialistiske, har yderligere markeret Betydningen af Sovjetstatens Udenrigspolitik og udvidet Perspektivet for dens Virksomhed på den internationale Arena. Alle Kræfter i den antiimperialistiske og antifascistiske Lejr er forenede i Bestræbelsen for at sikre en retfærdig og demokratisk Fred. Det er denne forenede Bestræbelse, der har hidført og styrket et venskabeligt Samarbejde mellem Sovjetunionen og demokratiske Lande vedrørende alle udenrigspolitiske Problemer. Disse Lande, i første Række de nye Demokratier - Jugoslavien, Polen, Tjekkoslovakiet og Albanien, som spillede en stor Rolle i Frihedskrigen mod Fascismen, og også Bulgarien, Rumænien, Ungarn og i nogen Grad Finland, som har sluttet sig til den antifascistiske Front - bar i Efterkrigsperioden vist sig som standhaftige Forsvarere for Freden, Demokratiet og deres egen Frihed og Uafhængighed mod alle Forsøg fra USA's og Englands Side på at dreje deres Kurs og igen bringe dem ind under det imperialistiske Åg. Den demokratiske Lejrs Fremskridt og voksende internationale Prestige er ikke faldet i Imperialisternes Smag. Allerede mens den anden Verdenskrig udspilledes, blev reaktionære Kræfter i Storbritannien og USA mere og mere aktive og stræbte efter at forpurre koordineret Handling fra de allierede Magters Side, at forlænge Krigen, at blodtappe Sovjetunionen og at redde de fascistiske Aggressorer fra komplet Nederlag. De angelsaksiske Imperialisters og i første Række Churchills Sabotage af den anden Front var et klart Spejlbillede af denne Tendens, som i Virkeligheden var en Fortsættelse af Münchenpolitikken under de nye og forandrede Betingelser. Men dengang Krigen endnu rullede videre, dristede de britiske og amerikanske reaktionære Kredse sig ikke til åbent at træde op imod Sovjetunionen og de demokratiske Lande, idet de var klar over, at disse nød udelt Sympati hos Masserne Verden over. I Krigens sidste Måneder begyndte Situationen imidlertid at skifte. De britiske og amerikanske Imperialister tilkendegav allerede på Tremagts-konferencen i Potsdam i Juli 1945 deres Uvillighed til at respektere Sovjetunionens og de demokratiske Landes legitime Interesser. Sovjetunionens og de demokratiske Landes Udenrigspolitik i de to sidste År har konsekvent tilsigtet at få overholdt de demokratiske Principper i Ordningen af Efterkrigstiden. Landene i den antiimperialistiske Lejr har loyalt og konsekvent stræbt efter at iværksætte disse Principper uden at afvige en Tøddel fra dem. Som Følge heraf har de demokratiske Stater med deres Udenrigspolitik efter Krigen haft til Hovedformål at etablere en demokratisk Fred, at udslette Fascismens Rester og at forhindre en Genoplivelse af fascistisk imperialistisk Aggression, at anerkende Princippet om Nationernes Ligeberettigelse og Respekten for deres Suverænitet, at få gennemført en almindelig Nedsættelse af Rustningerne og et Forbud mod de mest ødelæggende Våben, som er beregnet på Massenedslagtning af Civilbefolkningen. Under deres Bestræbelser for at nå disse Mål har Sovjetunionens og de demokratiske Landes Diplomati mødt Modstand fra det engelsk-amerikanske Diplomati, som siden Krigen uafladeligt og urokkeligt har stræbt efter at fornægte de almindelige Principper for Efterkrigsordningen, som blev proklameret af de Allierede under Krigen, og at erstatte Fredspolitikken og Konsolideringen af Demokratiet med en fly Politik, en Politik, der tilsigtede at krænke Verdensfreden, at beskytte fascistiske Elementer og at forfølge Demokratiet i alle Lande. Af umådelig Betydning er de forenede Bestræbelser, som udfoldes af Sovjetunionen og de øvrige demokratiske Landes Diplomati, for at gennemføre en Reduktion af Rustningerne og et Forbud mod det mest ødelæggende Våben, Atombomben. På Initiativ af Sovjetunionen blev der i NU forelagt en Resolution, der foreslog en almindelig Reduktion af Rustningerne og en Anerkendelse af den primære Nødvendighed af at forbyde Produktion og Brug af Atomenergi til Krigsformål. Dette Forslag fra Sovjetregeringens Side mødte stærk Modstand fra USA og Storbritannien. Alle imperialistiske Elementers Bestræbelser koncentrerede sig om at sabotere denne Beslutning ved at opstille endeløse og ufrugtbare Hindringer og Skranker, med det Formål at forhindre enhver effektiv og praktisk Foranstaltning. Den Virksomhed, som Sovjetunionens og de andre demokratiske Landes Delegationer udfolder i UN’s Organer, bærer Præg af en systematisk, stædig og daglig Kamp for demokratiske Principper i det internationale Samarbejde, for Afsløring af de imperialistiske Konspiratorers Intriger mod Nationernes Fred og Sikkerhed. Dette blev åbent demonstreret, f. eks. da Situationen ved Grækenlands Nordgrænse blev diskuteret. Sovjetunionen og Polen gjorde kraftige Indvendinger mod, at Sikkerhedsrådet blev brugt som Middel til at sværte Jugoslavien, Bulgarien og Albanien, som Imperialisterne falskeligt beskylder for at foretage aggressive Handlinger mod Grækenland. Sovjetunionens Udenrigspolitik bygger på det Faktum, at to Systemer, Kapitalisme og Socialisme, må eksistere Side om Side for en lang Periode. Deraf følger, at Samarbejde mellem Sovjetunionen og Lande med andre Systemer er muligt, forudsat at Princippet om Gensidige overholdes, og at engang akcepterede Forpligtelser holdes i Ære. Enhver ved, at Sovjetunionen altid har overholdt de Forpligtelser, den har påtaget sig. Sovjetunionen har demonstreret, at den er rede til og ønsker Samarbejde. England og Amerika forfølger den stik modsatte Politik i UN. De gør alt, hvad de kan for at fornægte deres Forpligtelser og sikre sig frie Hænder til Gennemførelse af en ny Politik, en Politik, der ikke tilsigter Samarbejde blandt Nationerne, men den enes Ophidselse mod den anden, Krænkelse af de demokratiske Nationers Rettigheder og Interesser og Isolering af Sovjetunionen. Sovjetpolitikken følger den Linie at opretholde loyale, nabovenlige Forbindelser med alle Stater, som viser ønske om Samarbejde. Hvad angår de Lande, som er dens oprigtige Venner og Allierede, har Sovjetunionen altid optrådt som deres sande Ven og Allierede og vil fortsat gøre det. Sovjetunionens Udenrigspolitik tilsigter en yderligere Udvidelse af den venskabelige Hjælp fra Sovjetunionen til disse Lande. Sovjetunionens Udenrigspolitik til Forsvar for Fredens Sag kaster Vrag på en Hævnpolitik over for de besejrede Lande. Som bekendt er Sovjetunionen stemt for et forenet, freds. elskende, demilitariseret og demokratisk Tyskland. Kammerat Stalin formulerede Sovjetpolitiken over for Tyskland, da han sagde: »Kort sagt, Sovjetunionens Politik i det tyske Spørgsmål går ud på Demilitarisering og Demokratisering af Tyskland. Demilitarisering og Demokratisering af Tyskland er en af de vigtigste Garantier for Oprettelse af en solid og varig Fred«. Denne Politik, som Sovjetunionen fører over for Tyskland, møder imidlertid fanatisk Modstand fra de imperialistiske Kredse i USA og Storbritannien. Udenrigsministermødet i Moskva i Marts og April 1947 viste, at USA, Storbritannien og Frankrig er rede til ikke alene at forpurre en demokratisk Genopbygning og Demilitarisering af Tyskland, men også at likvidere Tyskland som en samlet Stat, at sønderlemme Landet og afgøre Fredsspørgsmålet isoleret. I Dag føres denne Politik under nye Betingelser, nu da Amerika har forladt Roosevelts gamle Kurs og er ved at påbegynde en ny Politik, en Politik, der forbereder nye militære Eventyr.

Den aggressive og åbent ekspansionistiske Kurs, som amerikansk Imperialisme slog ind på efter den anden Verdenskrigs Afslutning, finder Udtryk i såvel Udenrigspolitik som Indenrigspolitik i USA Den aktive Støtte, der ydes de reaktionære, antidemokratiske Kræfter over hele Verden, Sabotagen mod Potsdam-Beslutningerne om demokratisk Genopbygning og Demilitarisering af Tyskland, Beskyttelsen af de japanske Reaktionære, de udstrakte. Krigsforberedelser og Oplagringen af Atombomber - alt dette foregår Hånd i Hånd med en Offensiv mod det arbejdende amerikanske Folks elementære demokratiske Rettigheder. Skønt USA mærkede forholdsvis lidt til Krigens Lidelser, nærer det store Flertal af Amerikanere ikke noget ønske om endnu en Krig, med de ledsagende Ofre og Restriktioner. Dette har foranlediget Monopolkapitalen og dens Tjenere i USA’s herskende Kredse til at anvende ekstraordinære Midler for at knuse den indenlandske Opposition mod en aggressiv ekspansionistisk Kurs og for at sikre sig frie Hænder til at drive denne farlige Politik videre. Det antikommunistiske Korstog, som Amerikas herskende Kredse har proklameret, fører imidlertid med logisk Konsekvens til Angreb på det amerikanske arbejdende Folks fundamentale Rettigheder og Interesser, til en Fascisering af Amerikas politiske Liv og til en Spredning af barbariske og menneskefjendske »Teorier« og Begreber. Amerikas Ekspansionister, som drømmer om at forberede en ny, tredie Verdenskrig, er vitalt interesserede i at knægte enhver mulig indenlandsk Modstand mod Æventyrpolitik udenlands, i at forgifte de politisk lidet udviklede og lidet oplyste amerikanske Masser med Chauvinismens og Militarismens Gift og i at bedøve Gennemsnitsamerikaneren med diverse Midler til antisovjetisk og antikommunistisk Propaganda, gennem Film, Radio, Kirke og Presse. Den ekspansionistiske Udenrigspolitik, som inspireres og ledes af de amerikanske Reaktionære, tilsigter en samtidig Fremtrængen ad alle Linier: (1.) strategiske militære Foranstaltninger, (2.) økonomisk Ekspansion, og (3.) ideologisk Kamp. Udførelsen af de strategiske Planer for Fremtiden er knyttet sammen med ønsket om fuld Udnyttelse af USA’s Krigsproduktionsanlæg, som var vokset til enorme Dimensioner ved Slutningen af den anden Verdenskrig. Den amerikanske Imperialisme forfølger vedholdende en Politik til Militarisering af Landet. Udgifterne til USA’s Hær og Flåde overstiger 11 Milliarder Dollars om Året. For 1947-48 blev 35 pCt. af Amerikas Budget afsat til de væbnede Styrker, 11 Gange mere end i 1937-38. Ved Udbruddet af den anden Verdenskrig var den amerikanske Hær den syttende største i den kapitalistiske Verden, i Dag er den største. USA er ikke alene i Færd med at oplagre Atombomber; amerikanske Strateger siger ganske ugenert, at Amerika er ved at forberede bakteriologiske Våben. USA’s strategiske Planer tilsigter at bruge Fredstiden til at oprette talrige Baser og fremskudte Støttepunkter langt fra det amerikanske Fastland, beregnede til aggressive Formål mod Sovjetunionen og det nye Demokratis Lande. Amerika bar bygget eller er ved at bygge Luft- og Søbaser i Alaska, Japan, Italien, Syd-Korea, Kina, Ægypten, Iran, Tyrkiet, Grækenland, Østrig og Vesttyskland. Der er amerikanske Militærmissioner i Afghanistan og også i Nepal. Der træffes feberagtige Forberedelser til at bruge de arktiske Egne til militære Aggressionsformål. Skønt Krigen forlængst er forbi, eksisterer Militæralliancen mellem England og USA og den kombinerede engelsk-amerikanske Militærstab stadig. Maskeret som en Overenskomst om Standardisering af Våben har USA etableret Kontrol med andre Landes væbnede Styrker og militære Planer, især med Storbritanniens og Kanadas. Under Påskud af fælles Forsvar for den vestlige Halvkugle trækkes de latinamerikanske Lande ind som Led i Amerikas Planer om militær Ekspansion. USA's Regering har officielt erklæret, at den har påtaget sig at bistå ved Moderniseringen af den tyrkiske Hær. Den reaktionære Kuomitangs Hær bliver trænet af amerikanske Instruktører og bevæbnes med amerikansk Materiel. Militære Kredse er ved at blive en aktiv politisk Kraft i USA, idet de forsyner Regeringen med et stort Antal Embedsmænd og Diplomater, som leder Landets hele Politik ind i en aggressiv militær Kurs. Økonomisk Ekspansion er et vigtigt Supplement til Gennemførelsen af Amerikas strategiske Plan. Den amerikanske Imperialisme forsøger som en Ågerkarl at drage Fordel af Efterkrigsvanskelighederne i Europas Lande, især af Mangelen på Råmaterialer, Brændstof, og Fødevarer i de allierede Lande, som har lidt mest under Krigen, at diktere dem krævende og indgribende Betingelser for enhver Hjælp, der ydes. Med den overhængende økonomiske Krise for Øje har USA travlt med at finde nye Monopolområder til Kapitalanlæg og Markeder for sine Varer. Amerikansk økonomisk »Hjælp« bar det vidtrækkende Formål at bringe Europa i Trælleforhold til Amerikas Kapital. Jo sværere et Lands økonomiske Situation er, desto bitrere bliver de Betingelser, som Amerikas Monopoler agter at diktere det. Men økonomisk Kontrol fører logisk til politisk Underkastelse under Amerikas Imperialisme. Derfor kan USA kombinere Udvidelse af sine monopolistiske Afsætningsmarkeder med Erhvervelse af nye Brohoveder i Kampen mod de nye demokratiske Kræfter i Europa. Når Amerikas Monopoler foregiver at »redde« et Land fra Sult og Sammenbrud, søger de samtidig at berøve det den ‘sidste Rest af Uafhængighed. Amerikansk »Hjælp« rummer automatisk en Forandring af Politikken i det Land, den ydes til: Magten lægges i Hænderne på Partier og Personer, som er parate til på Washingtons Direktiv at gennemføre et indenrigsk og udenrigsk Program, der passer USA (Eksempler: Frankrig, Italien etc.). Endelig rummer USA’s Stræben efter Verdensherredømme og deres antidemokratiske Politik også en ideologisk Kamp. Det principielle Formål med den ideologiske Side af Amerikas strategiske Plan er at vildføre den offentlige Mening ved at pådutte Sovjetunionen og de nye Demokratier aggressive Hensigter og således fremstille- den angelsaksiske Blok som defensiv og fritage den for Ansvaret for at forberede en ny Krig. Under den anden Verdenskrig blev Sovjetunionens Popularitet i Udlandet meget stærkt forøget. Dens opofrende og heroiske Kamp mod Imperialismen gjorde den afholdt og respekteret blandt arbejdende Mennesker i alle Lande. Den socialistiske Stats militære og økonomiske Kraft, Sovjetsamfundets urokkelige moralske Styrke og politiske Enhed blev slående demonstreret. De reaktionære Kredse i USA og Storbritannien er ivrige efter at udslette det dybe Indtryk, det socialistiske System gjorde på den arbejdende Befolkning alle Vegne. Krigsophidserne er ganske klar over, at lang ideologisk Forberedelse er nødvendig, før de kan få deres Soldater til at kæmpe mod Sovjetunionen. I deres ideologiske Kamp mod Sovjetunionen bestræber de amerikanske Imperialister, der åbenbart ikke besidder større Indsigt i politiske Spørgsmål, sig for at fremstille Sovjetunionen som udemokratisk og totalitær, mens USA og Storbritannien og hele den kapitalistiske Verden skal være demokratisk. Dette Udgangspunkt for ideologisk Kamp, dette Forsvar for det borgerlige Skindemokrati og denne Fordømmelse af Kommunismen som totalitær er Bindemidler, som forener alle Arbejderklassens Fjender, fra de kapitalistiske Magnater til Højre-Socialisterne, som med største Iver griber enhver antisovjetisk Bagvaskelse, deres imperialistiske Herrer hvisker dem i øret. Ledemotivet i denne svigagtige Propaganda er en Påstand om, at Kendemærket på sandt Demokrati er Eksistensen af flere Partier og af en organiseret Minoritet i Opposition. På denne Basis ville de britiske Labourpolitikere, som ikke sparer nogen Anstrengelse i Kampen mod Kommunismen, gerne se stridende Klasser og en tilsvarende Partikamp i Sovjetunionen. Politiske uvidende, som de er, kan de ikke forstå, at Kapitalister og Godsejere, stridende Klasser og dermed en Flerhed af Partier forlængst er ophørt at eksistere i Sovjetunionen. De kunne godt lide at se en Sovjetunion med borgerlige Partier, som står deres Hjerte så nær, inclusive skinsocialistiske Partier, som et Agentur for Imperialismen. Men til deres bitre Sorg er disse Partier for det udbyttende Bourgeoisi blevet dømt af Historien og er forsvundet fra Scenen. Labour-politikerne og andre Advokater for det borgerlige Demokrati vil ty til ethvert Middel for at bagvaske Sovjetregimet, men samtidig betragter de den fascistiske Minoritets blodige Diktatur over Grækenlands og Tyrkiets Folk som ganske normalt, de lukker øjnene for mange skrigende Brud på selv det formelle Demokrati i de borgerlige Lande og siger intet mod den nationale og racemæssige Undertrykkelse, Korruptionen og den ugenerte Beskæring af de demokratiske Rettigheder i USA En af de Linier, der følges i den ideologiske Kampagne, Hånd i Hånd med Planerne for Lænkebinding af Europa, er et Angreb på den nationale Suverænitets Princip, en Opfordring til at give Afkald på Nationernes suveræne Rettigheder til Fordel for Tanken om en »Verdensregering« Formålet med den Kampagne er at maskere den amerikanske Imperialismes tøjlesløse Ekspansion, som hensynsløst krænker Nationernes suveræne Rettigheder, for at fremstille USA som en Forkæmper for almenmenneskelige Love, mens de, der modvirker Amerikas Indtrængen, fremstilles som Tilhængere af en forældet og »egoistisk« Nationalisme. Tanken om en »Verdensregering« er blevet taget op af forvirrede borgerlige Intellektuelle og Pacifister og anvendes ikke alene som et Pressionsmiddel, for ideologisk at afvæbne Nationer, der forsvarer deres Uafhængighed mod den amerikanske Imperialismes Attentater, men også som en Parole med specielt Sigte mod Sovjetunionen, der utrætteligt og konsekvent støtter det Princip, at alle Nationer, store og små, har suveræne Rettigheder, der er lige fundamentale og i lige Grad skal beskyttes. Under de nuværende Forhold bliver imperialistiske Lande som USA, Storbritannien og Stater nært forbundne med dem, farlige Fjender af Nationernes Uafhængighed og Selvbestemmelse, mens Sovjetunionen og de nye Demokratier er et pålideligt Bolværk mod Attentater på Nationernes Ligeberettigelse og Selvbestemmelse. Det er en bemærkelsesværdig Kendsgerning, at amerikanske militærpolitiske Efterretningsfolk af Bullitt-Typen, gule Fagforeningsledere som Green, franske Socialdemokrater med den indædte Kapitalistforsvarer Blum i Spidsen, den tyske Socialdemokrat Schumacher og Labourledere af Bevins Art alle er forenede i intimt Kammeratskab for at udføre den amerikanske Imperialismes ideologiske Plan. På dette Tidspunkt finder USA’s ekspansionistiske Bestræbelser konkret Udtryk i »Trumandoktrinen« og »Marshallplanen«. Omend forskellige i Formulering er de begge Udtryk for en og samme Politik, Amerikas Stræben efter at gøre Europa til Træl. Hovedtrækkene i »Trumandoktrinen«, anvendt på Europa, er følgende: (1.) Oprettelse af amerikanske Baser i det østlige Middelhav for at etablere amerikansk Overhøjhed i dette Område. (2.) Demonstrativ Støtte til de reaktionære Regimer i Grækenland og Tyrkiet som Bastioner for amerikansk Imperialisme mod de nye Demokratier på Balkan (militær og teknisk Assistance til Grækenland og Tyrkiet, Ydelse af Lån). (3.) Uafladeligt Tryk på det nye Demokratis Stater, gennem falske Beskyldninger for totalitært Styre og ekspansionistiske Bestræbelser, Angreb på fundamenterne for det nye demokratiske Regime, stadig Indblanding i deres indre Anliggender, Støtte til alle anti-nationale, anti-demokratiske Elementer i disse Lande og demonstrativ Afbrydelse af økonomiske Forbindelser med disse Lande for at skabe økonomiske Vanskeligheder, forsinke deres økonomiske Udvikling, forhindre deres Industrialisering o.s.v. »Trumandoktrinen«, som tilsigter Ydelse af amerikansk Assistance til alle reaktionære Regimer, der aktivt modarbejder de demokratiske Folk, bærer en åbenlyst aggressiv Karakter. Dens Fremsættelse vakte nogen Fortrydelse endog blandt amerikanske Kapitalister, som ellers er vant til lidt af hvert. Progressive Personligheder i USA og i andre Lande har energisk protesteret mod Truman. Erklæringens udfordrende og oplagt imperialistiske Karakter. Den ugunstige Modtagelse, »Trumandoktrinen« fik, er Motivet til Fremsættelsen af »Marshallplanen«, som er et mere omhyggeligt tilsløret Forsøg på at gennemføre den samme ekspansionistiske Politik. De vage og bevidst afslebne Formuleringer vedrørende »Marshallplanen« rummer i Virkeligheden en Plan til Dannelse af en Blok af Stater, der er bundet af Forpligtelser over for USA, og til Ydelse af amerikanske Lån til europæiske Lande som Kompensation for deres Opgivelse af økonomisk og dernæst af politisk Uafhængighed. Oven i Købet er »Marshallplanen«s Hovedhjørnesten en Genrejsning af Vest-Tysklands Industriområder under Kontrol af amerikanske Monopoler. Som det fremgik af senere Samtaler og Erklæringer fra amerikanske Ledere, er det Tanken med »Marshallplanen« at yde Hjælp ikke først og fremmest til de forarmede Sejrherrelande, Amerikas Allierede i Kampen mod Tyskland, men til de tyske Kapitalister, i den Hensigt at give Amerika Overtaget over Hovedkilderne til Kul og Jern, som Europa har Brug for, og at gøre de kul- og jerntrængende Lande afhængige af Tysklands genrejste økonomiske Kraft. På Trods af, at »Marshallplanen« forudser en definitiv Degradering af England og Frankrig til andenrangs Magter, greb Attlee´s Labourregering i England og Ramadiers socialdemokratiske Regering i Frankrig efter »Marshallplanen« som en Redningsplanke. England har som bekendt allerede praktisk taget opbrugt det amerikanske Lån på 3.750 Millioner Dollars fra 1946. Det er også kendt, at Betingelserne for dette Lån var så tyngende, at de bandt England på Hænder og Fødder. Men selv da England allerede var fanget i USA’s finansielle Snare, kunne den engelske Labourregering ikke finde på andet end at søge nye Lån. Den hilste derfor »Marshallplanen« som en Vej ud af den økonomiske Blindgade, som en Chance for at få nye Lån. De britiske Politikere håbede desuden på at få Fordel af Dannelsen af en Blok af vesteuropæiske Skyldnerlande over for USA, idet England kunne spille Rollen som Amerikas Hovedagent i denne Blok og måske kunne profitere på svagere Landes Bekostning. Det britiske Bourgeoisi håbede ved at anvende »Marshallplanen«, ved at yde de amerikanske Monopoler Tjenester og ved at underkaste sig deres Kontrol at genvinde sine tabte Positioner i en Række Lande, især i Balkan- og Donaulandene. For at give de amerikanske Forslag en Glorie af »Upartiskhed« blev det bestemt at lade også Frankrig stå som en af Ophavsmændene til Iværksættelsen af »Marshallplanen«. Frankrig havde allerede prisgivet et godt Stykke af sin Suverænitet til USA, for så vidt som det Lån, Landet fik fra Amerika i Maj 1947, blev givet under den Forudsætning, at Kommunisterne skulle fjernes fra den franske Regering. Efter Instruks fra Washington inviterede de britiske og franske Regeringer Sovjetunionen til at deltage i en Diskussion af Marshallforslagene. Dette Skridt skulle tilsløre, at Forslagene var båret af Fjendtlighed over for Sovjetunionen. Beregningen gik ud på, at da man på Forhånd vidste, at Sovjetunionen ville afslå amerikansk Assistance på Marshalls Betingelser, ville det blive muligt at pålægge Sovjetunionen Ansvaret for at »nægte at bistå ved den økonomiske Genrejsning af Europa« og derved skabe Gnidning mellem Sovjetunionen og europæiske Lande, som havde Brug for virkelig Hjælp. Hvis derimod Sovjetunionen skulle samtykke i at tage Del i Samtalerne, ville det blive lettere at lokke Landene i øst- og Sydøsteuropa i Fælden, ind i en »økonomisk Genrejsning af Europa med amerikansk Assistance«. Mens »Trumanplanen« var beregnet på at terrorisere og skræmme disse Lande, havde »Marshallplanen« til Formål at prøve deres økonomiske Rygrad, at lokke dem i en Fælde og så lægge dem i »Dollarhjælpens« Lænker. Hvis det skete, ville »Marshallplanen fremme Opnåelsen af et af de vigtigste Mål i det almindelige amerikanske Program, nemlig en Genrejsning af Imperialismens Magt i det nye Demokratis Lande, og tvinge dem til at opgive et nært økonomisk og politisk Samarbejde med Sovjetunionen. Da Sovjetunionen havde givet Samtykke til en Diskussion af Marshallforslagene i Paris sammen med Englands og Frankrigs Regeringer, klarlagde Sovjetrepræsentanterne under Paris-samtalerne det usunde i et Forsøg på at udarbejde et økonomisk Program for hele Europa og viste, at et Forsøg på at skabe en ny europæisk Organisation under Frankrigs og Englands Ægide var en Trussel om at blande sig i de europæiske Landes indre Anliggender og at krænke deres Suverænitet. De viste, at »Marshallplanen« var i Strid med de normale Principper for internationalt Samarbejde, at den rummede en Fare for at splitte Europa og en Trussel om at lægge en Række europæiske Lande ind under amerikanske Kapitalinteresser, at den var udarbejdet for at give Tysklands Monopolkoncerner Fortrinnet frem for de Allierede, og at sådanne genrejste Koncerner vitterligt gennem »Marshallplanen« var tiltænkt en speciel Rolle i Europa. Sovjetunionens klare Holdning rev Sløret fra de amerikanske Imperialisters og deres britiske og franske Følgesvendes Plan. Den europæiske Konference blev en oplagt Fiasko. Ni Europæiske Lande afslog at deltage. Men selv i de Lande, der samtykkede i at deltage i Diskussionen af »Marshallplanen« og i en Udarbejdelse af konkrete Foranstaltninger til dens Gennemførelse, blev den ikke hilst med særlig Begejstring, så meget mere som det snart blev konstateret, at Sovjetunionen havde fuldkommen Ret i sin Antagelse, at Planens Formål langt fra var virkelig Hjælp. Det sivede ud, at USA’s Regering i det hele taget ikke havde Hastværk med at opfylde Marshalls Løfter. Amerikanske Kongresledere indrømmede, at Kongressen næppe ville beskæftige sig med nye Lån til europæiske Lande før i 1948. Det blev således indlysende, at England, Frankrig og andre vesteuropæiske Lande ved at akceptere Parisudkastet til Iværksættelse af »Marshallplanen« selv var taget ved Næsen af USA Ikke desto mindre fortsættes Forsøgene på at oprette en Vestblok under Amerikas Ægide. Det må bemærkes, at den amerikanske Variant af Vest-blokken givet vil møde alvorlig Modstand selv i Lande, der allerede er så afhængige af USA som England og Frankrig. Udsigten til en Genrejsning af tysk Imperialisme som en effektiv Kraft til Modarbejde af Demokrati og Kommunisme i Europa kan ikke være meget fristende for hverken England eller Frankrig. Her har vi en af de store Modsigelser inden for den engelsk-fransk-amerikanske Blok. øjensynlig betragter de amerikanske Monopoler og overhovedet de internationale reaktionære ikke Franco og de græske Fascister som et meget pålideligt Bolværk for USA imod Sovjetunionen og de nye Demokratier i Europa. De sætter derfor deres egentlige Håb til en Genrejsning af et kapitalistisk Tyskland, som de mener ville være en bedre Garanti for Succes i Kampen mod de, demokratiske Kræfter i Europa. De stoler hverken på britiske Labourfolk eller franske Socialdemokrater, som på Trods af deres åbenbare Tjenstvillighed betragtes som »Halvkommunister«, der ikke er tilstrækkelig tillidvækkende. Af den Grund spiller det tyske Problem, og især Ruhr som en mulig krigsindustriel Base i en fjendtlig Blok mod Sovjetunionen, så betydelig en Rolle i international Politik og er et Stridens Æble mellem USA og England og Frankrig. De amerikanske Imperialisters Appetit kan kun vække alvorlig Utryghed i England og Frankrig. USA har utvetydigt ladet forstå, at de ønsker .at overtage Ruhr fra Briterne. De amerikanske Imperialister stiller ligeledes Krav om, at de tre Besættelseszoner slås sammen, og at en politisk Udskillelse af Vesttyskland under amerikansk Kontrol iværksættes. USA holder fast ved, at Stålproduktionen i Ruhr må øges, af kapitalistiske Firmaer under amerikansk Overhøjhed. Marshalls Løfter om Kreditter til Europas Genopbygning udlægges i Washington som et Løfte om Fortrinshjælp til tyske Kapitalister. Vi ser således, at Amerika stræber efter at opbygge en »Vestblok«, som ikke følger Churchills Plan om et Europas Forenede Stater, der blev skabt som et Redskab for britisk Politik, men derimod tilsigter et amerikansk Protektorat, i hvilket suveræne europæiske Stater, England ikke undtaget, skal indtage en Stilling, som ikke er meget langt fra en »49. Stat i Amerika«. Amerikansk Imperialisme bliver mere og mere arrogant og ugenert i sin Behandling af England og Frankrig. De tosidede eller tresidede Samtaler om Niveauet for Vesttysklands Industriproduktion (Storbritannien-USA; USA-Frankrig) er dels en vilkårlig Krænkelse af Potsdambeslutningerne, dels navnlig en Demonstration af, at USA. er komplet ligeglad med sine Forhandlingspartneres vitale Interesser. England og navnlig Frankrig er nødt til at lytte til Amerikas Diktat og adlyde uden Vrøvl. De amerikanske Diplomaters Optræden i London og Paris er kommet til at minde stærkt om deres Opførsel i Grækenland, hvor amerikanske Repræsentanter overhovedet ikke længere anser det for nødvendigt at iagttage elementær Høflighed, de udnævner og afskediger græske Ministre efter Forgodtbefindende og opfører sig som Erobrere. Den nye Plan for Europas Dawesisering rammer således Interesser, som er vitale for Europas Folk, og udgør en Plan til at lægge Europa i USA’s Lænker. »Marshallplanen« tilsigter at ramme Industrialiseringen af de demokratiske Lande i Europa og dermed Grundlaget for deres Beståen og Uafhængighed. Og hvis Planen til Dawesisering af Europa var dømt til Fiasko, på en Tid da Modstanden mod Dawes-planen var langt svagere end Modstandskræfterne er nu, så er der i Dag, i Efterkrigstidens Europa, helt tilstrækkelige Kræfter, endda bortset fra Sovjetunionen, og hvis de udfolder Viljestyrke og Beslutsomhed kan de forpurre denne Trælleplan. Alt, hvad der behøves, er Energi og Vilje til Modstand hos de europæiske Folk. Hvad Sovjetunionen angår, vil den gøre sig alle Anstrengelser for, at denne Plan kan lide Skibbrud. Den Vurdering af »Marshallplanen«, der blev givet af Landene indenfor den anti-imperialistiske Lejr, er blevet fuldtud bekræftet af Udviklingens hele Forløb. I Forholdet til »Marshallplanen« har de demokratiske Landes Lejr bevist, at de er en betydende Kraft, der står Vagt over alle europæiske Nationers Uafhængighed og Suverænitet, og at de ikke vil give efter for Trusler og Skræmmeforsøg, ligesom de heller ikke lader sig føre bag Lyset af Dollardiplomatiets skinhellige Manøvrer. Sovjetregeringen har aldrig gjort Indvendinger mod at anvende udenlandsk og navnlig amerikansk Kredit som Middel til at fremskynde den økonomiske Genrejsning. Sovjetunionen har imidlertid altid indtaget det Standpunkt, at Lånebetingelserne ikke må være tvangsprægede og ikke må resultere i, at Skyldnerlandet i økonomisk og politisk Henseende bliver underlagt Kreditorlandet. Ud fra denne politiske Opfattelse har Sovjetunionen altid hævdet, at udenlandske Lån ikke må blive Hovedmidlet til at genopbygge et Lands økonomi. Den alt overragende Betingelse for et Lands økonomiske Genrejsning må være en Udnyttelse af dets egne indre Kræfter og Hjælpekilder og Skabelse af en egen Industri. Kun på den Måde kan dets Uafhængighed sikres mod Attentater fra udenlandsk Kapital, som til Stadighed åbenbarer en Tendens til at anvende Kreditter som en politisk og økonomisk Lænke. Det er netop Indholdet i »Marshallplanen«, som ville ramme de europæiske Landes Industrialisering og i det videre Forløb undergrave deres Uafhængighed. Sovjetunionen indtager uforanderligt den Stilling, at politiske og økonomiske Relationer mellem Stater må bygges alene på Ligeberettigelse og gensidig Respekt for deres suveræne Rettigheder. Sovjetunionens økonomiske Forhold til fremmede Lande er baseret på Princippet om Ligeberettigelse, på Princippet om, at Overenskomster må være til Fordel for begge Parter og aldrig indeholde noget, der beskærer de kontraherende Parters nationale Uafhængighed og Suverænitet. Dette Grundtræk i Sovjetunionens Overenskomster med andre Lande træder særlig plastisk frem netop nu, sammenlignet med de urimelige og ulige Overenskomster, der sluttes eller planlægges af USA Ulige Overenskomster er Sovjetunionens Handelspolitik med andre Lande fremmed. Ja selve Udviklingen af Sovjetunionens økonomiske Relationer med andre Lande, der er interesseret i sådanne Relationer, viser hvilke Principper der bør ligge til Grund for normale Relationer mellem Stater. Det er nok at minde om de Overenskomster, Sovjetunionen fornylig har sluttet med Polen, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Bulgarien og Finland. På den Måde har Sovjetunionen klart peget på de Linier, ad hvilke Europa kan finde Vejen ud af de nuværende økonomiske Vanskeligheder. England kunne have fået en lignende Overenskomst, hvis Labourregeringen ikke under Tryk udefra havde forpurret en Aftale med Sovjetunionen, en Aftale, der allerede var ved at være i Orden. Afsløringen af den amerikanske Plan til økonomisk Lænkebinding af de europæiske Lande er en ubestridelig Tjeneste, som Sovjetunionens og de nye Demokratiers Udenrigspolitik har ydet. Det må huskes, at Amerika selv er truet af en økonomisk Krise. Der er vægtige Grunde for Marshalls officielle Ædelmodighed. Hvis de europæiske Lande ikke tager imod amerikanske Kreditter, vil deres Efterspørgsel efter amerikanske Varer blive ringere, og dette vil tendere henimod at frem. skynde og forstærke den kommende økonomiske Krise i USA Hvis de europæiske Lande udviser fornøden Standhaftighed og Vilje til at modstå de knugende Betingelser, der stilles for amerikanske Lån, kan Amerika følgelig blive nødt til at blæse Retræte.

Kommunistisk Internationales Opløsning, som svarede til Arbejderbevægelsens Udvikling i den nye historiske Situation, har spillet en positiv Rolle. Opløsningen af KomIntern fjernede en Gang for alle den perfide Insinuation, som Kommunismens og Arbejderbevægelsens Fjender anvendte: at Moskva blandede sig i andre Staters indre Anliggender, og at de kommunistiske Partier i de enkelte Lande ikke handlede i deres Nations Interesse, men på Ordre udefra. KomIntern blev stiftet efter den første Verdenskrig, dengang de kommunistiske Partier endnu var svage, da der praktisk taget ikke fandtes Forbindelser mellem Arbejderklasserne i de forskellige Lande, og da de kommunistiske Partier endnu ikke havde frembragt almindeligt anerkendte Ledere for Arbejderbevægelsen. Den Gavn, KomIntern gjorde, var at genskabe og styrke Forbindelserne mellem den arbejdende Befolkning i de forskellige Lande, at behandle de teoretiske Problemer for Arbejderbevægelsen under de nye Udviklingsbetingelser i Efterkrigstiden, at etablere almene Principper for Udbredelsen af Kommunismens Ideer og lette Udviklingen af Ledere for Arbejderbevægelsen. Dette skabte Betingelser for, at de unge kommunistiske Partier kunne forvandle sig til brede Arbejderpartier. Men så snart de unge kommunistiske Partier var blevet sådanne brede Arbejderpartier, blev Ledelse af disse Partier fra et Centrum umulig og upraktisk. Som Følge heraf begyndte KomIntern, som havde været fremmende for de kommunistiske Partiers Udvikling, at blive hindrende for deres Udvikling. Det nye Trin i de kommunistiske Partiers Udvikling krævede nye Former for Kontakt mellem Partierne. Det var disse Betragtninger, der gjorde det nødvendigt at opløse KomIntern og at etablere nye Former for Forbindelse mellem Partierne. I de fire År, der er forløbet siden Opløsningen af KomIntern, er de kommunistiske Partier vokset anseligt i Styrke og Indflydelse i næsten alle Europas og Asiens Lande. De kommunistiske Partiers Indflydelse er vokset ikke alene i Østeuropa, men i praktisk talt alle europæiske Lande, hvor Fascismen har hersket, og også i dem, der var okkuperet af de tyske Fascister, Frankrig, Belgien, Holland, Norge, Danmark, Finland, etc.. Kommunisternes Indflydelse er især øget i de nye Demokratier, hvor de kommunistiske Partier er blandt de mest indflydelsesrige i Staten. Men de kommunistiske Partiers nuværende Position har sine Mangler. Nogle Kammerater har opfattet KomInterns Opløsning som en Ophævelse af alle Forbindelser, af al Kontakt mellem de kommunistiske Broderpartier. Erfaringen har imidlertid vist, at en sådan indbyrdes Isolation af kommunistiske Partier er fejlagtig, skadelig og faktisk unaturlig. Den kommunistiske Bevægelse udvikler sig inden for nationale Rammer, men der er Opgaver og Interesser, som er fælles for Partier i forskellige Lande. Vi har fået en ret løjerlig Tilstand: Socialisterne, som ikke skyede noget Middel for at bevise, at KomIntern dikterede Direktiver fra Moskva til Kommunisterne i alle Lande, har genoprettet deres Internationale, og alligevel har Kommunisterne afstået fra blot at mødes, for slet ikke at tale om at drøfte Spørgsmål af gensidig Interesse, af Frygt for deres Fjenders Perfidier om »Moskvas Hånd«. Folk fra de mest forskellige Virkefelter - Videnskabsmænd, Kooperationsmænd, Fagforeningsledere, Ungdomsledere, Studenter - anser det for muligt at opretholde international Kontakt, at udveksle Erfaringer og rådføre sig indbyrdes om Sager, der vedrører deres Arbejde, at afholde internationale Kongresser og Konferencer, mens Kommunisterne selv i Lande, der er knyttet sammen som Allierede, tøver med at etablere venskabelige Forbindelser. Der kan ikke være Tvivl om, at hvis denne Situation skulle fortsætte, ville den rumme ganske alvorlige Konsekvenser for Udviklingen af Broderpartiernes Arbejde. Behovet for indbyrdes Rådslagning og frivillig Koordinering af Handlinger mellem de enkelte Partier er blevet særlig akut på dette Tidspunkt, hvor fortsat Isolation kan føre til en Svækkelse af den indbyrdes Forståelse og undertiden til alvorlige Fejlgreb. I Betragtning af, at de fleste Ledere for socialdemokratiske Partier (især de britiske Labourfolk og de franske Socialdemokrater) handler som Agenter for USA’s imperialistiske Kredse, har Kommunisterne fået den særlige historiske Opgave at lede Modstanden mod den amerikanske Plan til Lænkebinding af Europa og dristigt at afsløre alle den amerikanske Imperialismes Håndlangere i deres egne Lande. Samtidig må Kommunisterne støtte alle virkelig patriotiske Elementer, som ikke ønsker at se deres Lande trådt for nær, og som vil modarbejde deres Landes Lænkebinding til fremmed Kapital og opretholde den nationale Suverænitet. Kommunisterne må være Lederne i Inddragningen af alle antifascistiske og frihedselskende Elementer i Kampen mod de nye amerikanske Ekspansionsplaner til Lænkebinding af Europa. Man må huske, at der ligger en stor Afstand mellem Imperialisternes ønske om at udløse en fly Krig og så Muligheden for at iscenesætte en Krig. Folkene Verden over ønsker ikke Krig. De Kræfter, der går ind for Fred, er så store og indflydelsesrige, at hvis de er standhaftige og beslutsomme i Forsvaret for Freden, hvis de udviser Fasthed og Styrke, vil Aggressorernes Planer komme til kort. Det må ikke glemmes, at det Postyr, Imperialismens Agenter foranstalter omkring Krigsfaren, er beregnet på at skræmme Folk med svage Nerver og svag Karakter og på at fremtvinge Indrømmelser til Aggressoren ved Hjælp af Skræmmeforsøg. Hovedfaren for Arbejderklassen på dette Tidspunkt ligger i en Undervurdering af dens egen Styrke og i en Overvurdering af Modstanderens Styrke. Ligesom Münchenpolitikken i Fortiden frigjorde Nazi-aggressorernes Hænder, således kan Indrømmelser i Dag til USA's og den imperialistiske Lejrs nye Kurs opmuntre dens Ophavsmænd til at blive endnu mere pågående og aggressive. De kommunistiske Partier må derfor stille sig i Spidsen for Modstanden mod den imperialistiske og aggressive Ekspansionsplan ad alle de Linier - statsligt, økonomisk og ideologisk; de må slutte Rækkerne tættere og forene deres Anstrengelser på en fælles anti-imperialistisk og demokratisk Basis og samle alle demokratiske og patriotiske Kræfter i Folket omkring sig. En særlig Opgave påhviler de kommunistiske Broderpartier i Frankrig, Italien, Storbritannien og andre Lande. De må løfte Fanen til Forsvar for deres Landes nationale Uafhængighed og Suverænitet. Hvis de kommunistiske Partier holder fast ved deres Position, hvis de modigt står Vagt om en varig Fred og et folkeligt Demokrati, for national Suverænitet, Frihed og Uafhængighed1. hvis de i deres Kamp mod Forsøgene på økonomisk og politisk at lænkebinde deres Lande er i Stand til at tage Føringen af alle Kræfter, der er beredte til at hævde den nationale Ære og Uafhængighed, kan ingen Plan til Lænkebinding af Europa realiseres.

Siden sommeren 1947 har den dertil indrettede presse næsten dagligt indeholdt lange hyldestartikler til den såkaldte Marshallplan. Journalister, radiospeakere og politikere har væltet sig i de mest overstrømmende udtryk: »en strålende idé«, »storslået amerikansk højsind«, »USA hjælper os til genopbygning og rigdom« - sådan er rummelen gået. Man har med denne nærmest hysteriske propaganda villet fortælle folk, at USA uden videre betingelser ville forære os de varer, der var nødvendige for genopbygningen, eller i hvert fald lånte os de nødvendige dollars. Man har udmalet, hvordan de savnede maskiner og råstoffer nu ville strømme ind, og for at lokke husarerne til er man også kommet med liflige hentydninger til tobak og nylonstrømper. - Men mens man har hengivet sig til disse uartikulerede jubelskrig, har man nøje vogtet sig for at optage en offentlig diskussion om, hvad der lå bag Marshallplanen, hvad den i virkeligheden indeholdt, og hvad dens konsekvenser vil blive for landet.

Ikke ethvert lån er til gavn

Hvis Marshallplanen havde betydet, at man som et frit land på rimelige vilkår kunne låne dollars, der kunne bruges til at købe de varer til landet, som findes nødvendige for udviklingen af vort økonomiske liv, så ville intet fornuftigt menneske vende sig derimod. Et økonomisk samarbejde af denne art kunne selvsagt være til gavn for alle parter. Men lige som en fornuftig privatmand, der ser sig nødsaget til at låne penge, først nøje undersøger betingelserne for lånet, således gælder det naturligvis i endnu højere grad en stat, der vil sikre sig sin frie fremtid. Ikke ethvert lån er til gavn. Falder man i kløerne på en ågerkarl, er man ilde faren. Og ågerkarle snakker som oftest meget indsmigrende og optræder som hjælpsomheden selv. Altid før, når der har været tale om statslån, har rigsdagen diskuteret vidt og bredt om nødvendigheden deraf, og om man nu også kunne sikre sig de rigtige varer for lånet. Særlig grund til agtpågivenhed har der været efter erfaringerne med venstreregeringens valutapukkel i samhandelen med England. Den betød i virkeligheden, at England ydede Danmark en stor kredit, men det var ikke til landets gavn. Handelsminister Krag sagde i Fredericia den 5. august, at denne kredit for ham stod »som et af de alvorligste økonomiske fejltrin, der er begået her i landet efter krigen. Den dag i dag svier det til os handelspolitisk og binder og begrænser vor dispositionsfrihed«. Da Venstre-regeringen forelagde forslaget om optagelse af dollarlån i 1946/47, vistes der i diskussionen på rigsdagen endnu nogen agtpågivenhed. Men det er åbenbart forbi. Nu vil man lede det danske folk til med bind for øjnene at påtage sig så vidtgående internationale forpligtelser som aldrig før. Regeringen er gået så vidt, at den ved drøftelsen af Marshall-overenskomsten med USA nægtede at forelægge rigsdagen den amerikanske lov om, Marshallplanen, som den dansk-amerikanske overenskomst er afhængig af, og som indeholdt lånets afgørende betingelser.. En sådan fremgangsmåde vidner om, at man ikke har rent mel i posen.

Dollar-milliardærernes plan

Glansbilledet om USA’s grænseløse hjælpsomhed er naturligvis en ammestuehistorie beregnet for folk, der ikke gider tænke sig om. Enhver, der kender en smule til den verden, vi lever i, ved, at der må ligge helt andre ting bag. Dette er særlig indlysende, når man gør sig klart, hvem der er de drivende kræfter bag Marshallplanen. Man kan blot kaste et blik på, hvad det er for personer, der leder planens gennemførelse. Den øverste administrator er Paul G. Hoffman. Han er præsident for det store automobilfirma Studebaker, der er knyttet til Rockefellerkoncernen, direktør for Federal Reserve Bank of Chicago, for et stort livsforsikringsselskab i New York og ledelsen for United Airlines. Marshall-administrationens repræsentant i Europa er W. Averell Harriman. Han er USA’s »jernbanekonge«, samtidig leder han storbanken Brown Bros., Harriman & Co., er direktør for Guaranty Trust og har penge i en række skibsrederier, skibsbyggerier og blade. Går man længere ned i Marshall-administrationen, finder man ganske tilsvarende figurer. Det samme gælder de politikere i og udenfor regeringen, som har været aktive ved planens gennemførelse. Allesammen er de folk, som direkte repræsenterer den mest udprægede amerikanske højfinans. Udformningen og ledelsen af Marshallplanen ligger således i hænderne på dollarmonopolerne. Det er Wall Street’s plan. Enhver ved, at disse amerikanske pengemænd hører til de mest hensynsløse i den internationale forretningsverden. De har svunget sig op ved brugen af de brutaleste midler. Over for deres arbejdere og over for deres konkurrenter har de ladet sig lede af eet eneste princip: deres profithensyn. Hvis disse herrer nu pludselig skulle være grebet af uegennyttig kærlighed til deres medmennesker, så måtte himmerige omtrent have nedsænket sig på jorden - og det er der jo ellers ikke så meget, der tyder på!

Forberedelser til Marshallplanen

Latterligheden i talen om USA-monopolernes hjælpsomhed bevises af den enkle kendsgerning, at som optakt til Marshalls »tilbud« krævede og opnåede USA i FN, at UNNRA blev ophævet. UNNRAs hjælpearbejde foregik stort set uden politiske og økonomiske betingelser eller indblanding. Derfor havde det ingen interesse for dollarimperialisterne. De sprængte UNNRA som et led i likvideringen af Roosevelts politik. I stedet har den amerikanske kongres nu vedtaget »Lov om hjælp til udlandet af 1948« (Marshallplanen), hvis undertitel lyder: »En lov til fremme for verdensfreden og for USA’s almindelige velfærd, deres nationale interesser og deres udenrigspolitik gennem økonomiske, finansielle og andre foranstaltninger... «. Forandringen er åbenbar. Men det kan måske virke forbløffende at tænke på, at USA ved UNNRAs ophævelse stemte for en enstemmig vedtaget resolution om, at »økonomisk hjælp ingensinde måtte benyttes som politisk våben«. Det første skridt i den ny politik efter UNNRAs opløsning blev proklameringen af »Truman-doktrinen«. I sin tale den 6/8 1947 sagde præsident Truman: »Vi er den økonomiske verdens giganter. Om det behager os eller ej, så afhænger opbygningen af fremtidens økonomiske forbindelser af os. Verden venter på og overvåger, hvad vi vil gøre. Det er os, der skal tage beslutningen... Der er ting, som USA tillægger endnu større værdi end freden. Det er friheden: religionsfrihed, talefrihed og frit økonomisk initiativ.« Dermed var tonen slået an, og den gav sig udtryk i, at USA ydede store dollarlån til de græske fascister og de tyrkiske militarister - i demokratiets navn! Til gengæld skulle USA fuldstændig dommere disse lande som led i beherskelsen af det østlige Middelhav. Denne åbent erklærede vilje til verdensherredømmet vakte bestyrtelse og begyndende modstand overalt. Lederne af den amerikanske politik indså derfor, at der måtte vælges en anden fremgangsmåde for at opnå den dominerende indflydelse over Vesteuropa. Derfor forelagde udenrigsminister Marshall i sin tale af 5. juni 1947 det, der siden er blevet kaldt Marshallplanen, i vage og udflydende vendinger og antydede, at USA ville »yde venskabelig hjælp ved udformning af et europæisk hjælpeprogram«. Resten blev overladt til propagandamaskinen.

Profitbegær og ekspansionstrang

Dollarmonopolernes ekspansionstrang er en følge af deres profitbegær under de forhold, som krigen bragte. De store truster tjente i de fem krigsår et nettooverskud på 52 milliarder dollars. Samtidig fik de deres produktionsapparat enormt udvidet, overvejende på statens regning. Hvis de i efterkrigstiden skulle begrænse sig til i alt væsentligt at producere for det amerikanske marked, ville der hurtigt opstå en kapitalistisk »overproduktion« med prisfald, krise og økonomiske sammenbrud. Den amerikanske vice-landbrugsminister Dodd anbefalede Marshallplanen med ordene: »Jeg tror, De vil opleve et af de største krak, som nogensinde er set på varemarkedet, hvis dette program ikke bliver ført igennem.« Dollarmonopolerne tragtede derfor efter at få eksporteret mest muligt til høje priser, mens de ikke var interesseret i en omfattende import, som kunne påføre dem konkurrence på hjemmemarkedet. Samtidig søgte de også muligheder for at investere penge i udlandet under sådanne betingelser, at de kunne kaste ekstra store profitter af sig. Disse bestræbelser førte til, at USA’s eksportoverskud i 1946 var 8,1 milliarder dollars, i 1947 11,6 milliarder dollars. Men dette førte naturligvis med sig, at aftagerlandene efterhånden opbrugte deres reserver af guld og hård valuta. Dette truede med at føre til, at modtagerlandene foretog indskrænkninger i dollarimporten, og i midten af 1947 begyndte sådanne tendenser ganske rigtig at give sig udtryk. Fra en årsrate på 18 milliarder dollars i maj 1947 faldt den til en årsrate på 13,5 milliarder dollars i september 1947. Dette var en fare for dollarmonopolerne. Noget måtte gøres. Under krigen havde de fået smag for at lade staten finansiere eksporten. Derved tog statskassen, dvs. skatteyderne, jo risikoen, og samtidig kunne statens magtapparat anvendes over for genstridige kredse i udlandet. Derfor fandt man nu på Marshallplanen. De omkostninger, der var forbundet med den, tog man i begyndelsen ikke så tragisk på. Det er forståeligt, eftersom den stadige opskruning af priserne allerede havde plyndret de lande, som man nu ville »hjælpe«, for enorme beløb. De amerikanske prisstigninger efter krigen beløb sig til ca. 25 %. Da USA i denne tid har eksporteret for ialt 80 milliarder dollars, har de altså gennem prisstigningerne taget 15-20 milliarder dollars hjem, d.v.s. mere end hvad hele Marshallplanen skulle koste. Samtidig skulle planen også hjælpe dollarmændene til store investeringer i de hjulpne lande. Marshallloven omfatter derfor også en statsgaranti for investeringer til et beløb af 300 millioner dollars, men skal derudover »opmuntre« til yderligere private pengeanbringelser. Drevet frem af angsten for en ny krise og af begæret efter at underlægge sig nye markeder har dollarmændene altså erklæret sig villige til’ at yde store lån. Men de har deres betingelser. Disse betingelser går, som vi skal se i det følgende, ud på fuldstændig underkastelse.

To slags internationalt samarbejde

Det siges ofte til forsvar for Marshallplanen, at den ikke blot var et »tilbud« til det, man nu kalder Marshalllandene, men at det oprindelig også gjaldt Sovjetunionen og de nye demokratier. Det er rigtig, at England og Frankrig som led i det politiske spil i Juni 1947 indbød Molotov til en konference om Marshallplanen i Paris. Men det er også rigtig, at det eneste, de ville anerkende som samarbejdsgrundlag, var Sovjetunionens fuldstændige forhåndsgodkendelse af de betingelser, som måtte blive foreskrevet fra USA. Et Sovjet forslag om, at man skulle undersøge USA’s muligheder for at yde de europæiske lande den hjælp, de havde brug for, afvistes som stridende mod USA's ønske! Derved afsløredes det, at forhandlingerne med Molotov kun var spilfægteri for at tilsløre den nye politiks virkelige formål. Havde man ønsket samarbejde, havde det også været naturligt at Lade det foregå gennem FN's økonomiske kommission for Europa, som Sovjetunionen både dengang og siden har opfordret til at bruge til udvikling af et virkelig økonomisk samarbejde i Europa. Dette var iøvrigt også de skandinaviske regeringers oprindelige indstilling, indtil USA og England lod dem forstå, at den slags ikke passede sig, og de lydigt opgav deres standpunkt. Siden er det blevet tilstrækkelig klart, at en af Marshallplanens hovedhensigter er at være et våben i kampen mod kommunismen. Mr. Lodge, medlem af den amerikanske udenrigskomité, udtrykte det i så sirlige vendinger som: »Marshallplanen betyder, at USA spænder en pistol mod Sovjetunionen i form af økonomiske sanktioner«. Disse hensigter har naturligvis eksisteret fra den første begyndelse. Man må være så høflig at formode, at USA fra første færd har været klar over, at man ikke kunne få Sovjetunionen til at »samarbejde« om sådanne formål. På den nævnte konference i Paris fastslog Molotov Sovjetunionens stilling i følgende ord: »Der er to slags internationalt samarbejde. Den ene hviler på udvikling af politiske og økonomiske forbindelser mellem staterne med lige rettigheder. Deres nationale suverænitet vil så ikke lide under fremmed indblanding. Sådan er det demokratiske grundlag for internationalt samarbejde, som bringer folkene nærmere til hinanden og letter arbejdet for gensidig hjælp imellem dem. Der er en anden slags internationalt samarbejde, som hviler på en eller et par stærke magters dominerende stilling i forhold til andre lande, som derved kommer i en stilling som en slags underordnede stater, der er berøvet deres uafhængighed. Det er ganske klart, at den første slags samarbejde mellem staterne, hvor de handler på grundlag af lige rettigheder, fundamentalt afviger fra den anden slags internationalt samarbejde, hvor man ikke iagttager dette princip. Sovjetregeringen, som stiller sig positivt til udviklingen af internationalt samarbejde på grundlag af lige rettigheder og gensidig respekt for de samarbejdende landes interesser, kan ikke hjælpe nogen til at ordne deres affærer på bekostning af andre, på bekostning af mindre mægtige eller små stater, eftersom dette ikke har noget tilfælles med normalt samarbejde mellem staterne«.

Dollarmændene dikterer

I det såkaldte europæiske genopbygningsarbejde samledes nu 16 lande, nemlig: Storbritannien, Østrig, Belgien, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Luxembourg, Holland, Portugal, Tyrkiet, Svejts, Norge, Sverige og Danmark, der tilsammen repræsenterede mindre end halvdelen af Europa. De samledes til en ny konference i Paris i juli 1948. En del af dem mødte oprindelig med forbehold, men de kom hurtig under eksercits. I første omgang var det England og Frankrig, der udøvede den, men det skulle blive værre endnu. Efter nogle måneders forhandlinger fandt man, at man for de kommende fire år ville behøve 29 milliarder fra dollarkreditterne. Men endnu inden man havde afsluttet arbejdet, dukkede den amerikanske vicehandelsminister Clayton op. Det officiøse blad »New York Times« gav en livlig beskrivelse af den stroppetur, som Clayton gav de 16 landes repræsentanter. Han »fortalte konferencens ledere, hvordan USA ønskede, at de skulle gå frem ved genopbygningen af dette kontinent«. Der var alt for mange forbehold i konferencens rapport, man måtte »udelade en bunke ‘hvis’er og ‘når’er og andre forbehold« og i stedet påtage sig »bindende forpligtelser«. Bladet sluttede sin beskrivelse: »Der synes ikke nogen tvivl om, at mr. Claytons aktion har tilintetgjort hvilke illusioner, der end må have været om, at USA var sindet at fremskaffe store kreditter, som skulle tildeles nogen for tiden eksisterende europæisk regering, så de kunne bruges sådan, som disse regeringer i deres visdom eller galskab måtte beslutte.« I de kommende måneder udarbejdede USA sine modplaner mod 16-magtskonferencens rapport. Det skete dels gennem nogle kommissionsbetænkninger (Harriman-rapporten og Herter-rapporten) og dels gennem kongressens behandling af loven om Marshallplanen. Under disse behandlinger blev beløbet stadig nedskåret. Dollarmændene mente åbenbart nu at have tilstrækkelig stærkt greb i de 16 lande til at kunne spare lidt på skillingerne. Allerede Clayton havde fået skåret de 29 milliarder ned til 22,4, deraf 8 milliarder i 1948. Men inden loven var blevet forelagt kongressen, var det samlede beløb nedskåret til 16,2 milliarder, deraf 6,8 milliarder for de første 15 måneder. Kongressen nedskar dette beløb til 5,3 milliarder, bandt sig ikke for de følgende år og overlod det til den nye præsident at bestemme, om beløbet skulle gælde for 12 eller 15 måneder.

Ikke genopbygning, men aftagelse af USA's overskudsproduktion

Nu, hvor de 16 lande var gået i fælden, åbenbarede USA lidt efter lidt sine betingelser. De europæiske regeringer fik sandelig ikke lov til selv at beslutte »i deres visdom eller galskab«, hvordan pengene skulle anvendes. Aftagerlandene har ingen ret til selv at bestemme, hvilke varer de skal importere. Aldrig har princippet om at købe katten i sækken været anvendt i så stor målestok. Man får allernådigst ret til at indsende en ønskeseddel til mr. Hoffman, men tildelingerne besluttes i USA. Hvad dette betyder, gives der friske erfaringer for. I august 1945 standsede præsident Truman uden varsel leveringerne til England under låne- og lejeloven. Derved blev USA i stand til at påtvinge England et dollarlån på 3,75 milliarder dollars og på meget skrappe betingelser. Kun 10 % af beløbet fik England råstoffer og industri-udrustning for. 20 % blev brugt til films fra Hollywood, andre 20 % til amerikansk tobak, og resten til forskellige andre færdigvarer, som amerikanerne ønskede afsat. Samtidig iværksatte amerikanerne voldsomme prisstigninger på de varer, der gik til England, og tilsammen bevirkede det, at lånet, som skulle have varet i 5 år, blev brugt på 1 /2 og efterlod England i en endnu vanskeligere stilling end før lånets optagelse. FN's økonomiske kommission for Europa har fastslået, at den allervigtigste forudsætning for en virkelig genopbygning i Europa er en hurtig udvikling af sværindustrien (Myrdahl-rapporten). Men det er allerede nu klart, at dollarmonopolerne ikke vil tillade en sådan udvikling at foregå i Marshalllandene. De frygter, at der skal opstå konkurrenter, som kan berøve dem markeder. I Harriman-rapporten siges det: »Det er ikke sandsynligt, at de europæiske nationer kan have råd til at opretholde kapitalinvesteringer i så stort et omfang som de planlagte. Dette betyder i praksis, at boligbyggeriet og investeringsprogrammerne må skæres ned, indtil den europæiske genopbygning er meget mere fremskreden, end tilfældet er i dag.« Det ligger ganske i tråd hermed, når Truman i den amerikanske kongres krævede, at »deltagerlandenes skibsbygningsprogrammer skal skæres ned eller udsættes«. På tilsvarende måde er det et slag mod europæisk skibsfart, når Marshallloven (section 111 a) kræver: »Mindst 50 % af vare-tonnagen skal fragtes med skibe, der bærer det amerikanske flag.« I de hidtil forelagte programmer viser det sig endvidere, at ønskesedlerne om vigtige råstoffer skæres voldsomt ned, ikke mindst gælder det jern og stål. Det er i stedet færdigvarer og halvfabrikata, som USA-monopolerne ønsker at afsætte. Marshallplanen vil således ikke bringe nogen genopbygning. Dette understreges yderligere af, at de 16 lande i deres Parisberegninger er gået ud fra helt usandsynlig optimistiske forudsætninger. Man har nemlig anslået, at priserne på de varer, der skal importeres fra USA, vil falde med 7,5 % i 1949, yderligere 10 % i 1950 og yderligere 12,5 % i 1951. På den anden side har man beregnet, at de vesteuropæiske eksportvarer i løbet af de fire år vil bevare deres nuværende prisniveau! Men trods disse overoptimistiske beregninger og trods den megen tale om genopbygning viser det amerikanske udenrigsministeriums beregninger, at de 16 lande, selv om Marshallplanen fungerer i fire år, i 1952 vil forbruge 5 % mindre brød, 22 % mindre fedtstoffer, 10 % mindre sukker, 18 ~ mindre kød og 17 % mindre mælk end i perioden 1934-38, hvor der herskede halv krisetilstand i Europa.

Handelen mellem øst- og Vesteuropa vil blive bremset

Udover industrialiseringen er den anden hovedbetingelse for en virkelig genrejsning af Europas økonomiske liv, at handelen mellem øst- og Vesteuropa udvikles. Heller ikke dette vil Marshallplanen medføre. Tværtimod har USA’s kongres sammen med loven af 1948 vedtaget en bestemmelse, som pålægger administratoren (Hoffman) til enhver tid at »standse eksporten af sådanne varer, som i modtagerlandet indgår i produktionen af varer, der eksporteres til Sovjetunionen eller noget andet land, som USA har nægtet eksportlicens for vedkommende varer». I overensstemmelse med denne vedtagelse sagde administrator Hoffman i midten af maj 1948: »Hvis det er sikkert, at et deltagerland afskiber varer til et ikke-deltagende land - varer for hvilke vi ikke tilsteder eksporttilladelse - vil vi stoppe hjælpen.« Det er åbenlyst, at USA herudfra kan dekretere afbrydelse af enhver betydende handelsforbindelse med Østeuropa. I august 1948 er dette blevet aktuelt i England, som ønsker at købe hvede i Sovjetunionen, men kun kan få det til gengæld for industrivarer. USA, som selv har nedskåret samhandelen med Sovjetunionen til et minimum, viste derved tydeligt nok sine hensigter.

Dollarmændenes kontrol over Marshalllandene

USA-monopolerne vil sikre sig, at de får deres vilje over for de forskellige »hjulpne« lande ved oprettelse af et omfattende kontrolsystem. Der findes folk, som opfatter en sådan kontrol som noget »naturligt«. Når Amerika låner penge, må de også have kontrol over låntageren, siger man. Men en sådan indstilling betyder, at man giver afkald på sin nationale selvstændighed. Det var dette, det danske folk nægtede at gøre, da Hitler-Tyskland under krigen ville indlemme vort land i den nazistiske »nyordning«. Ganske vist var Stauning og Scavenius talsmænd for tilpasning, men folket havde sin nationale selvstændighed kærere. Da Hoffman kom til Europa, erklærede han i en tale d. 22/7-48, at hvis der ikke opnåedes »specifikke resultater«, og hvis der ikke blev udarbejdet »en positiv plan for videre fremskridt«, så ville han »ikke være i stand til at anbefale kongressen yderligere bevillinger til Europas genopbygning«. Meningen er klar. Truslen om afbrydelse af kreditydelser skal hænge som et Damoklessværd over Marshalllandenes regeringer, der således skal tvinges i knæ. Hoffmans tankegang belyses også af hans udtalelse over for et senatsudvalg den 13/5: »Vi er ligesom en bankier. Vi kan sige, vi vil ikke anbringe vore dollars her, med mindre i gør sådan og sådan.« Det amerikanske blad US News and World Report giver et udmærket udtryk for, hvordan ledende amerikanske kredse ser på Marshallplanens kontrolapparat: »Programmets administrator skal faktisk være en leder for verdens forretningsliv. Han vil være i stand til f.eks. at sige til Frankrig, om det skal bygge jernbaner eller forbedre landeveje. Han kan bestemme, om landbruget skal mekaniseres. Han vil bestemme, om England eller Ruhr skal have første ret til maskinel til kulminerne. Og han kan stoppe dollartilførslerne helt, hvis landene ikke overholder hans betingelser. Verdenshandelens veje vil være under indflydelse af administratorens beslutninger. Han har magt til at bestemme, om tømmer skal købes i Finland, Sverige eller Canada, om amerikansk hvede eller canadisk hvede skal have forret i dollarsalget, om Brasilien eller USA skal forsyne de europæiske tekstilfabrikker med bomuld. « USA vil derfor også blande sig i hele vort erhvervs- og produktionsliv. I den dansk-amerikanske overenskomst (artikel II, afsnit 1 b) forpligter Danmark sig til »at fremme udviklingen af industri- og landbrugsproduktionen på et sundt økonomisk grundlag« - og det er USA, som i henhold til overenskomsten skal bestemme, hvad der er et sundt økonomisk grundlag. Yderligere skal Danmark være forpligtet til, »når Amerikas forenede Staters regering måtte ønske det«, at tilstille denne »detaillerede forslag om særlige planer, som den danske regering agter at iværksætte ... med det formål at forøge produktionen af fødevarer og transportmidler.« Dette betyder i praksis, at sådanne planer ikke må iværksættes, med mindre USA forud godkender det.

Kontrol med, at der gennemføres nedskæring i Danmark

USA har også iøvrigt gennem overenskomsten sikret sig ret til at gribe ind i alle vore indre økonomiske og finansielle forhold. Overenskomsten pålægger (art. II, afsnit 1 c) Danmark »at stabilisere landets pengevæsen, indføre eller opretholde en holdbar valutakurs, opretholde ligevægt på statsbudgettet, genoprette eller opretholde indre finansiel stabilitet og i almindelighed genoprette eller opretholde tillid til landets pengevæsen.« Hvad dette betyder, sagde udenrigsministeren temmelig rent ud i Rigsdagen: »Jeg tror, at man kan sige, at Danmark på dette område har gjort en god indsats. ... Danmark havde allerede i 1947-48 overskud på statsbudgettet og venter også at få overskud i 1948-49. De forpligtelser, Danmark påtager sig i overenskomsten, går derfor ikke ud over de foranstaltninger, vi allerede har truffet og fortsat er indstillet på at træffe«. Det, som Gustav Rasmussen kalder en »god indsats«, er således hele den »forbrugsbegrænsning«, nedskæringspolitik og den overbudgettering, som vejer så tungt på de fattige skatteydere. Man forpligter sig nu overfor USA til at fortsætte denne udplyndring. Så er regeringen glad, og USA er glad, men befolkningen har intet at glæde sig over. USA vil altså bruge sin magt til at kontrollere, at nedskæringspolitiken fortsættes. Den arbejdende befolkning har således intet godt at vente af denne kontrol. Men selv i kapitalistiske kredse begynder man at foruroliges over følgerne af kontrolsystemet. Berlingske Aftenavis skrev den 13/7-1948: »Blandt de tekniske spørgsmål i forbindelse med Marshallplanens gennemførelse, som i øjeblikket er genstand for størst interesse, er kontrollen med planens forløb. Det har forlydt, at Amerika vil forlange det kontrolsystem, som man har benyttet i forbindelse med dollarlånet i den internationale bank, overført også til Marshallplanen. ... Fra dollarlånet har man i Danmark haft mange ubehagelige erfaringer med den amerikanske kontrol, som førte til et omstændeligt bureaukratisk kontorregime, der blot forsinkede sagerne og virkede irriterende på alle parter. Tanken om, at dette kontrolsystem også skal udstrækkes til at gælde Marshallplanen med dens hundreder af millioner dollars, har virket chokerende.«

Vi skal skaffe »strategiske materialer« til USA

Til gengæld for, at USA sender sin overskudsproduktion til Europa, kræver de at få leveret alle de råstoffer af interesse for dem, som Marshalllandene kan fremstille. Det drejer sig her i første række om »strategiske råstoffer«. I den dansk-amerikanske overenskomst (Artikel V.) forpligter Danmark sig til at oplagre og på anden måde lette overdragelsen til USA af råstoffer og materialer, som Amerika mener at have behov for, samt at fremme produktionen af sådanne materialer. Dette skal ske på, hvad amerikanerne betragter som »rimelige vilkår m.h.t. salg, udveksling, bytte eller anden overdragelse.« USA kan således selv bestemme, hvad vi skal levere dem til »rimelige« priser, mens vi ikke kan bestemme, hvilke varer vi vil få leveret for Marshalllånet og til hvilke priser. Tillige skal man samarbejde med USA om »projekter i Danmark, som bringes i forslag af statsborgere i Amerikas forenede Stater,« og hvad sådanne projekter angår, skal der ydes særlig garanti for, at amerikanerne kan få det fornødne udbytte af den kapital, de måtte anvende i Danmark. Der er gennem disse betingelser åbnet adgang for en storstilet amerikansk kapitalanbringelse i Danmark, bl.a. med minedrift og anden udnyttelse af undergrunden for øje. Og for at man ikke skal tage fejl, bemærkes det udtrykkeligt i overenskomsten, at ved Danmark forstås Danmark og Grønland ! I forvejen har Stauning for en ret linser solgt den danske undergrund til Amerika, men nu er regeringen og Rigsdagens flertal gået et betydeligt skridt videre. Man har samtidig forpligtet Danmark til i det omfang, Amerika ønsker det, at oplagre krigsvigtige materialer her i landet til brug for Amerika under en evt., krig. At dette kan blive i høj grad farligt for Danmarks sikkerhed, siger sig selv.

Marshallplanen giver os ingen gaver

Der tales ofte om, at en del af »hjælpen« skal ydes som lån og resten som gave. Det er rigtigt, at en del af kreditterne ydes som lån, ganske vist på betingelser, som ingen endnu kender. Men det er ikke rigtigt, at noget bliver ydet som gave. Derimod skal Danmark betale denne del af ydelserne ikke i dollars, men i kroner gennem indsættelse af et tilsvarende beløb i dansk valuta på en særlig konto i Nationalbanken. Denne konto skal dels bruges til at bestride amerikanske repræsentanters udgifter i Danmark. Ikke blot skal Marshallhjælpens kontrollører, men også den amerikanske ambassade, det amerikanske efterretningsvæsen og de andre statsorganer, som USA agter at opretholde i Danmark, betales på denne måde. Dernæst skal der af denne konto afholdes udgifter til »eftersøgning og udvikling af nye rigdomskilder i Danmark«, herunder især »udgifter til eftersøgning og udvikling af yderligere produktion af materialer, som måtte tiltrænges i Amerikas forenede Stater.« Det vil bl.a. sige, at Amerika af denne konto kan forlange dækning for de boringer i Danmarks undergrund, der er et resultat af Staunings og mr. Ravlins nok som bekendte transaktioner. Det er indlysende, at dispositioner med denne konto giver uanede muligheder for indblanding i allehånde danske anliggender. Derudover betyder den kendsgerning, at dollarmonopolerne råder over så store beløb i danske kroner, at de kan gennemføre en vidtgående investering i dansk erhvervsliv, således at betalingen for hjælpen bliver en regulær pantsætning af danske værdier som i Kristoffer af Bayerns tid. Direkte giver den særlige konto USA muligheder for fuldstændig kontrol over Danmarks pengepolitik, og man bør samtidig holde sig klart, at USA ved at gennemtvinge en nedskæring af den danske krone i forhold til dollaren umiddelbart kan forøge kontoens kronebeløb.

Tvungen statspropaganda for Marshallhjælpen

For at få hele denne underkastelse til at glide igennem uden for stærk folkelig modstand, sætter dollarmagnaterne deres lid til propagandaen. Ligesom de hidtil har forsøgt at bedøve offentligheden med deres markskrigerske agitation, agter de i fremtiden at larme endnu voldsommere op. Men de »hjulpne« regeringer skal udføre en del af arbejdet for dem. I Marshalloverenskomsten har den danske regering således »erkendt det ønskelige h, at »den for opnåelse af formålene med propagandaen nødvendige forståelse af betydningen af fælles bestræbelser og indbyrdes hjælp kan udvikles.« Den amerikanske lov siger mere udtrykkeligt, hvad de mener hermed, idet den taler om forpligtelse til at »give fuldstændig og vedvarende publicity med alle disponible midler (deri indbefattet presse og statsradiofoni)« for Marshallplanen. Samtidig yder loven »garantier for investering i foretagender, som producerer eller distribuerer informationsmidler«. Den designerede amerikanske udenrigsminister John Foster Dufles gjorde sig i en tale den 7/5-1948 til talsmand for »oprettelse af kortbølgestationer og leverancer af papir til den frie presse (dvs. Marshallpressen).« Man kan således alt i alt ikke undre sig over, at man også i fremtiden vil høre en ensrettet propaganda for Marshallplanen og dens formål. Denne propaganda er et led i planen, den er en tjenesteydelse til gengæld for klingende dollars.

Et reaktionært Vesttyskland skal genopbygges

USA har imidlertid langt videregående formål med Marshallplanen end den direkte økonomiske underlæggelse. I Harriman-rapporten hedder det således: »De forenede Staters interesse i Europa kan ikke måles alene ud fra økonomiske synspunkter. Den er også strategisk og politisk.« Dette er altså dollarmændenes egen begrundelse for planen. Det kan derfor heller ikke undre, at Truman har kaldt den » et vigtigt led i vor udenrigspolitik.« Alene fordelingen af »hjælpen« viser USA’s formål i Europa. Ifølge de hidtil offentliggjorte tal bliver fordelingen: Vesttyskland 1600 millioner dollars, Storbritannien 296 millioner dollars, Frankrig 692 millioner dollars, Italien 1300 millioner dollars, Belgien 1400 millioner dollars. Når hertil føjes, at Marshall-administrationen i sine hidtidige dispositioner har favoriseret Vesttyskland, så at det i forhold til de andre europæiske lande har modtaget forholdsvis betydeligt mere genopbygningsmateriel (maskiner, jernbanevogne o.s.v.), er det åbenbart, at planen går ud på at opbygge et stærkt Vesttyskland. Fhv. udenrigsminister Achéson har udtrykt det: »Det er fuldstændigt klart, at der ikke kan ske nogen virkelig genrejsning af Europa uden genrejsning af Tysklands produktion. Den har været et grundlæggende element i Europa siden den industrielle revolution, og det må den vedblive at være.« Derfor har den danske regering ligesom regeringerne i de andre Marshalllande måttet forpligte sig til at yde mestbegunstigelse til Vesttyskland. Derfor har Hoffman udtrykkelig krævet indstilling af alle vesttyske erstatningsbetalinger. Det centrale punkt i USA’s europæiske planer og dermed også i Marshallplanen er genopbygning af sværindustrien i Ruhr-området under dollarkapitalens kontrol. Dette er en gentagelse af den politik, som kun 20 år efter freden i 1919 muliggjorde en ny tysk aggression i Europa. Dollarmændene regner med på denne måde økonomisk og militært at kunne beherske det vestlige Europa. De søger og finder deres sikreste forbundsfælle blandt Tysklands reaktionære monopolistiske kredse, som så ofte før er blevet Europas ulykke. Heri skal man søge nøglen til Marshallplanen, såvel som nøglen til USA’s Tysklandspolitik, der for øjeblikket har skabt en kritisk situation i Europa. Derfor er det, at USA har nægtet at gennemføre opløsningen af de tyske truster og karteller. Derfor har de standset afmilitariseringen af Tyskland. Derfor skaber de betingelser for udvikling af Tysklands krigsindustri, samtidig med, at de bremser fredsindustrien, der kan påføre tilsvarende foretagender i USA ubehagelig konkurrence. De ved, de ikke kan gennemtvinge denne politik i Østtyskland, derfor tilstræber de Tysklands spaltning og oprettelse af et reaktionært og dollarbehersket Vesttyskland. Konsekvenserne af denne politik fremgår af en meddelelse i Berlingske Tidende 1/4-48 fra det amerikanske blad Daily News: »Daily News erklærer, at det trods alle dementier med bestemthed ved, at krigsministeriet har fuldstændige planer parat for en reorganisation af nogle af Tyskland bedste panser- og SS-divisioner som under kommando af amerikanske officerer og amerikansk udrustning skal danne den eventuelle avantgarde i en ny storkrig.« Den danske befolkning, som tilstrækkelig har stiftet bekendtskab med disse panser- og SS-divisioner, har alle betingelser for at forstå det skæbnesvangre i at medvirke til en politik, der påny kalder disse kræfter frem.

Kapitalismen skal afstives

Skønt verden efter krigen med Hedtofts ord »er gået tre skridt til venstre«, agter USA at bruge sin magt til at forhindre enhver virkelig venstreudvikling. Det siges i Harriman-rapporten: »Hovedårsagen til, at vi ønsker et økonomisk stabilt Europa, er den, at det er forudsætningen for at opretholde den civilisation, i hvilken den amerikanske livsform - »the american way of life« - har sine rødder ... Med mindre genopbygningen sker snarest, kan vi ikke være sikre på, at folkenes tillid til den form for internationalt liv, vi tror på, vil blive virkelig, og at de vil sætte alt ind for at gennemføre det, som har været det fælles mål. Derfor må Vesteuropas lande genopbygges så hurtigt som muligt, så de igen kan komme i den stilling, der giver dem fuld tillid til værdien al de synspunkter på verdenspolitikken, de hidtil har haft, og som muliggør, at de igen kan udøve deres fulde indflydelse og autoritet på den internationale udvikling.« Sådan taler dollarmændene. Ingen kan tvivle om, at deres »livsform« er kapitalismen, og at det således er et hovedformål med Marshallplanen at forhindre de europæiske folk i at vælge den socialistiske vej. Den fremtrædende amerikanske politiker Stassen har sagt det med brutal åbenhed: »Vi vil hjælpe Europas folk på den udtrykkelige betingelse, at de vil gå henimod økonomisk frihed og ikke lade sig glide over til kommunismen og socialismen. Vi kræver som minimums forpligtelse af dem, at de ikke udvider deres nationaliseringsbestræbelser eller den økonomiske kontrol«.

Nationaliseringerne skal bremses

Allerede for nogen tid siden har USA gennem tvunget en opgivelse af Bevins løfte om nationalisering af Ruhr-industrien. Marshallplanens dollargreb skal nu bruges til at sætte en stopper for ethvert tilløb til virkeliggørelse af det engelske arbejderpartis løfter om nationalisering i Storbritannien. Hoffman sagde til England i et interview i maj måned: »Jeg forventer at få forelagt en plan, som viser, at de amerikanske dollars bliver investeret i den britiske genopbygning på grundlag af gode og sunde businessprincipper. Jeg forventer de samme principper anvendt, som jeg har anvendt i mine egne private virksomheder.« Sådan er kommandotonen. Hvordan mr. Hoffmans forretningsprincipper skal gennemtvinges, siges med stor åbenhjertighed i en artikel i det amerikanske blad New York Herald Tribune 25/4-48: »Labour-regeringens ledende mænd har deres opmærksomhed henvendt på Averell Harrimans udnævnelse til rejsende ambassadør med den opgave at holde kontakten til de nationer, som deltager i genopbygningsprogrammet. De ved, at mr. Harriman er en stærk personlighed med udprægede meninger om statsdreven planøkonomi og socialisme. De har den ejendommelige idé, at han er mod nationaliseringstanken, og han vil ganske sikkert befinde sig i Storbritannien netop på den tid, da den store kamp om nationalisering af jern- og stålindustrien går løs: De spekulerer på, hvor langt mr. Harriman med lommerne stoppet fulde al dollars vil gå i sin modstand bag kulisserne mod dette nationaliseringsprojekt.« Sådan har man altså tænkt sig at ordne denne lille affære!

Hoffman finder arbejdsløshed ønskelig

Den ruinering af Europas industri, som vil blive en følge af uhæmmet amerikansk konkurrence, vil for den arbejdende befolkning betyde en stadig voksende arbejdsløshed. Dette kan dollarmændene heller ikke være i tvivl om, men de gør sig aldeles ingen bekymringer i den anledning. Marshallplanens diktator Paul Hoffman har tværtimod udtalt: »En vis arbejdsløshed er ønskværdig og nødvendig.« Dette hører åbenbart til hans »gode og sunde forretningsprincipper«. Europas arbejdere ser derimod ikke det gode og sunde i arbejdsløshedens velsignelser.

Fra økonomisk union til militær alliance

Lige efter krigen dannedes mellem Holland, Belgien og Luxemburg en union kaldet Benelux. Det proklamerede vidt og bredt, at denne union var af udelukkende økonomisk karakter og ikke havde nogen politisk eller militær betydning. I foråret 1948 blev Benelux-unionen videre udviklet til den militære og politiske vestunion. På denne måde eksisterer der trods alle erklæringer om det modsatte en uløselig forbindelse mellem økonomiske og militære blokdannelser. Dette gælder selvsagt også Marshallplanen. Allerede i januar erklærede den amerikanske forsvarsminister Forrestal ifølge Reuter i det amerikanske kongresudvalg: »at forsvarsministeriet skulle få til opgave at samordne de 16 modtagerlandes forsvarskræfter«, og han tilføjede, at »han var sikker på, at udenrigsminister Marshall havde overvejet muligheden af, at de 16 europæiske nationer skal stille militære baser til de amerikanske styrkers rådighed til gengæld for den amerikanske hjælp.« Den åbne brutalitet i denne udtalelse fremkaldte en del uro og ophidselse i Europa, og Marshall rykkede derfor ud med et dementi, hvori han dog udtrykkelig undlod at dementere udtalelsen om, at USA skulle samordne de 16 landes militærvæsen. Uoprigtigheden i dementiet gav Marshall selv bevis for i en udtalelse den 17/3, hvor han sagde: »Selvom det europæiske genrejsningsprogram er af fundamental betydning for styrkelsen af Vesteuropa, udgør dette økonomiske program i den nuværende situation ingen fuldstændig løsning. ... Det er nu klart, at man ikke kan regne alene med det langsomme forløb af den genopbygning, der finansieres ved vor hjælp for at sikre disse områders sikkerhed. USA har noget mere at gøre ... I verden i dag kan diplomatiske forholdsregler, som ikke støttes af militær magt, kun føre til indrømmelser.« Denne udtalelse lader intet tilbage at ønske i retning af tydelighed, og dog er den kun en svag afglans af de åbne krav om omformning af Marshallunionen til militær vestblok, som den amerikanske presse og ledende amerikanske politikere gør sig til talsmænd for. Selvom det officielt benægtes, er man også herhjemme klar over denne konsekvens af Marshallsamarbejdet. Som Berlingske Tidende skrev 11/5-48: »Vor fulde tilslutning til Marshallplanen betyder neutralitetspolitikens endeligt.« Derfor kan man opleve at se landets forsvarsminister begrunde hovedkuls gennemførelse af nyordninger inden for militærvæsenet med »hensyn til indtrykket i udlandet«. Men man frygter, at folk skal blive klar over den fulde sammenhæng, derfor fortier den danske presse, når den amerikanske krigsminister Royall rejser kravet om »angrebsbaser hinsides Atlanten«. Det er nødvendigt, at det danske folk bliver klar over de åbenbare farer ved, at vi lægger vor skæbne i hænderne på finansmonopolerne i USA, som ikke viger tilbage for at styrte verden ud i en ny krig, hvis den for dem kan blive lige så indbringende som den sidste, der gav dem et nettoudbytte på 52 milliarder dollars, d.v.s. Danmarks statsudgifter i 175 år.

I Marshall-Planens lænker

Bag alt hykleriet viser Marshallplanen sig altså som en plan til økonomisk at underkaste Europa under USA-monopolerne, til politisk og militært at udnytte det i krigsophidsernes planer. En sådan politik er ødelæggende for Europa, men vil også være det for den amerikanske befolkning. Heller ikke USA’s folk ønsker krig, og den arbejdende befolkning i Amerika lider hårdt under monopolernes inflationspolitik. I kraft af prisstigningerne var reallønningerne i 1947 16-17% lavere end i 1945, og prisjobberiet fortsætter. Derfor vågner der også i USA stærke kræfter til live, som for første gang beslutsomt modsætter sig monopolisternes skalten og valten med landets politik. De finder deres udtryk i bevægelsen omkring Henry Wallace. For vort land betyder Marshallplanen i økonomisk henseende videreførelse og skærpelse af nedskæringspolitiken til glæde for den hjemlige og udenlandske reaktion, men under afgjort brud på alle de løfter, man i 1945 gav det arbejdende folk. Handelspolitisk bringer den os længere og længere ud i det hængedynd, hvor først valutapuklen førte os. Uophørligt vil vi blive stillet over for nye ødelæggende krav. Når dollarmonopolerne får frit slag, betyder det krise og arbejdsløshed for os. Politisk betyder Marshallplanen, at vor selvstændighed bliver mere og mere illusorisk. De får efterhånden kun »frihed« til at sige ja til USA’s planer. Man vil kræve stadig større militærudgifter af os. Man vil gøre os til en frontbastion i USA’s krigssystem. Man vil føre os ud i en eventyrpolitik, der sætter selve vor eksistens på spil. I stedet for, at Danmark bruger sine kræfter for fredens sag, melder man os som deltagere i krigsophidsernes »kolde krig.« Det stadig stærkere greb, som USA’s kontrollanter og agenter får over vort statsapparat, betyder en »kold besættelse« af Danmark.

Der er andre veje

Man hører undertiden sagt, at det naturligvis er beklageligt, at vi må opgive vor selvstændighed og suverænitet, men vi kan ikke undvære Marshallplanen, dertil er vi for fattige, og så må vi tage de beklagelige følger deraf. Denne betragtning er i bund og- grund forkert og uværdig for et folk, som ikke bøjede sig for nazisternes krav om underkastelse. Vel blev vi udplyndret under krigen, men der var dog mange lande, som blev langt mere ødelagt. Men netop i disse lande, hvor man har nægtet at anerkende USA-imperialisternes betingelser, har man gennemført det hurtigste og stærkeste genopbygningsarbejde. I første række gælder dette Sovjetunionen, hvor det økonomiske liv går efter fuldt socialistiske principper. Dens produktionsplan, som skulle strække sig over 5 år, men som sandsynligvis gennemføres på 4, regner med en industriproduktion i 1950 på 48 % over førkrigsniveauet, en stigning på 27 % for landbruget, 36 % for transporten og 28 % for detailhandelen. Og denne produktionsforøgelse kommer befolkningen til gode. I december 1947, april og august 1948 er der gennemført vidtgående prissænkninger. Allerede i det første kvartal af 1948 steg rublens købekraft med 41 %, og samtidig er lønningernes pengebeløb voksende. Men også i de andre østeuropæiske lande, hvor den økonomiske politik tilrettelægges under hensyn til folket og med dets støtte, er der opnået betydelige genopbygningsresultater. I FN’s produktionsstatistik for januar 1948 var der af de nye demokratier kun optaget Bulgarien og Polen i offentliggørelsen af industriproduktionen, men de viste et produktionsindex på 167 for Bulgariens vedkommende og 146 for Polens (1937 = 100), altså en betydelig stigning. På samme tidspunkt var Danmarks produktionsindex 123 og Sveriges og Hollands henholdsvis 108 og 103. Og enhver ved jo, hvorledes produktionsstigningen her i landet ikke er kommet den brede befolkning til gode. Samtidig har man i Østeuropa gennemført et økonomisk samarbejde efter ganske andre principper end Marshallsamarbejdet. Et typisk udtryk derfor er den polsk-sovjetiske aftale i januar 1948, der omfatter en vareudveksling på over 1 milliard dollars. Sovjetunionen leverer Polen jern, krom, mangan, olieprodukter, bomuld, aluminium, asbest, biler og traktorer, medens Polen leverer kul, koks, tekstilfabrikata, sukker, cement m. m.. Samtidig yder Sovjetunionen Polen en kredit på 450 millioner dollars til levering af maskinel til metalindustrien, den kemiske industri, tekstilindustrien og andre industrigrene. Den polske handelsminister Mine sagde om forskellen på denne aftale og Marshallplanen: »Først og fremmest går den polsk-sovjetiske overenskomst ud på at forøge Polens kræfter, medens Marshallplanen tilsigter at få styrket Tyskland som et led i USA’s almindelige europæiske planer. For det andet ville Polen indenfor Marshallplanens rammer kun få forbrugsvarer af forskellig slags, mens vi inden for rammerne af aftalen med Sovjetunionen får investeringsvarer, d.v.s. ting, som man ikke kan spise, ryge eller rejse op, men som man behøver for at kunne tilvirke ting, som kræves for produktionen af levnedsmidler, kommunikationsmidler o.s.v.« Kendsgerningerne viser altså, at der er andre veje end underkastelse under dollardiktatorerne, og at disse veje er til folkets og nationens bedste.

Marshallpartiernes tunge ansvar

Når de partier, som støttede underkastelsespolitiken under besættelsen, påny giver os udenlandske magthavere i vold, pådrager de sig et skæbnetungt ansvar. For alle, der nærer en ærlig omsorg for Danmarks fremtid, må det være et vederstyggeligt syn at se, hvordan de ledende politikere blæser deres program og løfter en lang march for at tilpasse sig dollarmændenes diktatur. Socialdemokratiet, om hvilket man endnu kan høre påstået, at det kæmper for socialisme, og som i 1945 i det sørgeligt berømte program »Fremtidens Danmark« erklærede, at det ville bekæmpe monopolkapitalen, underkaster sig en plan til forhindring af enhver socialistisk udvikling. De borgerlige partier, som i så mange hurra-patriotiske taler har villet tage patent på at være nationalt danske partier, prisgiver med alle tegn på glæde vor nationale selvstændighed. Højrepartierne, som i valgkampen med fråde om munden har vendt sig mod »planøkonomi«, for så vidt der dermed har været ment foranstaltninger, der kunne yde den brede befolkning den mindste beskyttelse mod profithajerne, går nu med fuld musik ind for den »planøkonomi«, som laves i dollarmonopolernes interesse. Retsforbundet, som søger at skaffe sig en glorie som »restriktionernes bekæmper«, går uden at blinke ind for oprettelse af det mest kvælende kontorstyre, som skal afrette Danmark under dollarmændenes vilje. Ene af alle partier har det kommunistiske parti afsløret Marshallplanens sande indhold. Ligesom kommunistisk parti en tid lang var det eneste, som gik ind for kampen mod den tyske undertrykkelse, står kommunisterne i dag påny i første række i kampen for vor nationale selvstændighed. Lad os slutte denne redegørelse med den erklæring, som Aksel Larsen i Rigsdagen afgav på kommunistisk partis vegne til så stor forargelse på regeringsbænken og hos Folketingets flertal den 1/7-1948 om aftenen: »Regering og Rigsdag har godkendt Pariserkonventionen og overenskomsten med USA om Marshallhjælp uden at have fået nogen oplysninger om, endsige sikkerhed for hjælpens størrelse og omfang. Man ved ikke, hvor stor en del af hjælpen, der skal ydes som lån og på hvilke betingelser; man har ikke klarhed over, hvorledes det forholder sig med den del, som det påstås ydes som gave; man har ingen sikkerhed for, at de dollarlån, der stilles til rådighed under den ene eller den anden form, kan anvendes til køb af varer, som vi har brug for til vor genopbygning og til forøgelse af vort erhvervslivs produktionsevne, lige så lidt, som man aner noget om, til hvilke priser, varerne vil kunne købes. Man har derimod sikkerhed for, at godkendelsen af Marshalloverenskomsten vil føre til omfattende og dybtgående amerikansk infiltration i hele vort erhvervsliv, hele vor produktion og vor udenrigshandel. Vi vil på disse områder miste vor selvstændighed uden til gengæld at have fået blot det, der ligner sikkerhed for effektiv økonomisk hjælp til genopbygningen. Vi vil ikke mere være herre over vor valutakurs eller vor indre pengepolitik. Samtidig fremgår det mere end klart af den amerikanske lov, overenskomsten bygger på, at Marshallhjælpen ydes af USA med det bevidste og erklærede formål at fremme Amerikas økonomiske og udenrigspolitiske hensigter. Det er gennem vedtagelse af USA’s kongres og udtalelser af USA’s ansvarlige statsmænd fastslået, at Marshallhjælpen skal bruges til indblanding i modtagerlandenes indrepolitiske forhold, bruges til at tvinge modtagerlandene til praktisk at støtte de amerikanske imperialistiske aggressive planer mod fredelige stater i Europa, og bruges til at påtvinge modtagerlandene, deriblandt Danmark, også militære betingelser. Selv om denne omfattende sag nu er blevet jaget igennem de foreskrevne behandlinger på Rigsdagen, er der imidlertid ikke grund til at antage, at de partier, der stemmer for regeringens forslag, er uvidende om rækkevidden af deres handlinger. Tværtimod må man gå ud fra, at de er klar over, at de er i færd med at prisgive Danmarks selvstændighed og gøre landet til redskab for De forenede Staters økonomiske, politiske og militære blokpolitik. Vi kommunister anser Danmark for at være økonomisk stærkt nok, og dets befolkning for at være arbejdsduelig nok til, at landets økonomiske vanskeligheder kan overvindes og genopbygningen fuldføres ved egne kræfter. Vi vil ikke være med til at prisgive Danmarks økonomiske uafhængighed eller politiske og nationale frihed. Vi vil forsvare Danmarks selvstændighed mod alle angreb og vil afvise ethvert udenlandsk forsøg på indblanding i vore indre forhold. Vi stemmer derfor imod de 16 Marshalllandes Pariserkonvention, såvel som mod overenskomsten med Marshall-Amerika, ligesom vi ikke kan gå med til at give regeringen fuldmagt til at optage et amerikansk statslån på betingelser, som endnu er ukendte. Desværre er det vel sandsynligt, at vi kommer til at stå ene med dette standpunkt under de afstemninger, der nu snart vil blive foretaget. Sådan var forholdet også, da den danske Rigsdag med alle stemmer mod kommunisternes godkendte den af regeringen foreslåede ikke-angrebspagt med Hitler-Tyskland i 1939. Som historien gav os ret dengang, vil den også give os ret nu, men uanset om Rigsdagens flertal begår den skæbnesvangre handling at godkende Marshalloverenskomsten, vil vi fortsætte vort arbejde for Danmark og det danske folks sag, arbejde på at genvinde den frihed og selvstændighed for vort land, som regeringen og Rigsdagens flertal prisgiver gennem vedtagelsen af Marshallplanen.«

Kammerater ! I dag fejrer Sovjetunionens folk og vore venner i udlandet 32-årsdagen for den store socialistiske Oktoberrevolution. Sovjetfolket ser på resultaterne af sin kamp og sit arbejde med berettiget stolthed. De tider, I og jeg lever i, kammerater, vil gå over i vort fædrelands historie som den store stalinske epoke. Aldrig i vort fædrelands historie har folkene, der bebor dets uhyre områder, været så tæt forenet. Den nationale splid og fjendskabet, som herskede i vort land før revolutionen, er for længe siden blevet erstattet med venskab og broderligt samarbejde imellem alle dets folkeslag. I Sovjetunionens store venskab mellem nationerne har de skabende kræfter i folkene, store som små, fået fri bane. Aldrig i vort fædrelands hele historie har det haft så retfærdige og velordnede statsgrænser, som det nu har. Kast et blik på kortet. Imod vest har Ukraine samlet hele sit ukrainske folk til een familie. Den historiske uret mod Hvideruslands og Moldaus grænser er blevet fjernet. Mod vest er der ikke længere noget Østpreussen, som i mange århundreder var en angrebsbase mod vort fædreland. Længere mod nord er nye grænser blevet sikkert fastlagt for at styrke Leningrads forsvar. I det fjerne østen optræder Kurilerne i en ny rolle til gavn for vort fædrelands sikkerhed, medens Sakhalin er blevet genoprettet som en enhed og spiller en større rolle i Sovjetunionens forsvar, end da det kun var halvt. Aldrig før i hele sin historie har vort fædreland været omgivet af nabolande, der var så venligsindede imod vor stat. Ved Sovjetunionens grænser har vi nu istedet for en polsk stat, der var fjendtlig mod Rusland, et venligsindet folkedemokratisk Polen; i stedet for et Tjekkoslovakiet, der var sønderlemmet af hitleristerne og for ikke længe siden vansmægtede under de fascistiske røveres åg - et venligsindet folkedemokratisk Tjekkoslovakiet; i stedet for Hitlertysklands tidligere vasal Ungarn - en venligsindet ungarsk folkerepublik; i stedet for et Rumænien, der var fjendtligt mod Sovjetunionen - en venligsindet rumænsk folkerepublik; i stedet for det gamle Bulgarien, som var et vedhæng til Hitlers krigsmaskine, har Sovjetunionen en loyal ven i den bulgarske folkerepublik. De polske, tjekkoslovakiske, ungarske, rumænske og bulgarske folk er knyttet til folkeslagene i Sovjetunionen i et evigt venskab. I øst grænser Sovjetunionen op til den mongolske Folkerepublik, som vi er forbundet med ved et mangeårigt venskab; den unge koreanske folkedemokratiske Republik er vor venligsindede nabo; og endelig, i stedet for et Kina, der var slave for fremmede kapitalistiske røvere, har vi nu en stor og venligsindet nabo mod øst, den frie kinesiske folkerepublik. (Stormende bifald). På denne 32-årsdag for den store socialistiske Oktoberrevolution er sovjetfolket opfyldt af en urokkelig overbevisning om, at vort land med held vil fortsætte sin fremmarch mod kommunismen. I den gigantiske kappestrid mellem de to systemer - socialismens system og kapitalismens system er det socialistiske systems overlegenhed tydeligt synlig. Det er tilstrækkeligt at minde om, at Sovjetunionen i de 32 år, den har eksisteret, har bestået to svære kriges prøve: krigen 1918-20 imod indre og ydre fjender og den store fædrelandskrig 1941-45 imod de hitleristiske røvere. Det er samtidig bekendt, at De forenede Stater i Amerika, som er det stærkeste af de kapitalistiske lande, udviklede sig igennem mere end 80 år med faktisk fred, uden nogen til at hindre opbygningen af deres økonomi. Dette er en kendsgerning af ikke ringe betydning, som ikke bør glemmes af nogen, der ønsker at danne sig en ærlig og objektiv opfattelse af det socialistiske økonomiske systems præstationer. Vort folk nærer en dyb tro på sin sags retfærdighed. Den marxistisk-leninistiske teori, som har fået tag i masserne, er blevet en vældig kraft i kampen for det nyes sejr over det gamle, for socialismens sejr over kapitalismen.

Vi befinder os på den rette vej til nye. sejre. På denne 32-årsdag for Oktoberrevolutionen har sovjetfolket anselige resultater at opvise på alle felter af den socialistiske økonomi og kultur. Tre år og ti måneder er forløbet siden sovjetfolkene, ledet af det bolsjevikiske parti, gik i gang med at gennemføre den første stalinske femårsplan efter krigen. Med en tilfredsstillende følelse af at have gjort vor pligt kan vi nu sige, at vor nationale økonomi ikke blot har nået førkrigsniveauet, men også overskredet det. Vi har al grund til at regne med, at den første femårsplan efter krigen vil blive opfyldt før tiden. I overensstemmelse med femårsplanen skulle den samlede industriproduktion i USSR i 1950 overstige produktionen for førkrigsåret 1940 med 48 pct. I oktober i år var hele industriens produktion over 50 pct. højere end den gennemsnitlige månedlige produktion i 1940. (Bifald). Følgelig arbejder Sovjetunionens industri nu på et niveau, der er anseligt højere end førkrigsniveauet og højere end forudset i femårsplanen for 1950. Vor socialistiske opbygning har her nået et umådeligt resultat. Og det er vigtigt at understrege, at i de egne af landet, der led mest under den fjendtlige besættelse, nåede industriproduktionen førkrigsniveauet allerede i september 1949. De forholdsregler, regeringen har taget for mere effektivt at udnytte produktionsmidlerne og for at mobilisere virksomhedernes indre ressourcer, gjorde det muligt at forhøje de i 1949-planen oprindeligt fastsatte programmer for industriproduktionen. Disse forhøjede planer overopfyldes kvartal efter kvartal. Bruttoproduktionen for Sovjetunionens samlede industri i de første ti måneder af indeværende år var 20 pct. højere end i den tilsvarende periode af sidste år. Ud over planen er der udvundet meget kul og olie og fremstillet anselige mængder metal, elektrisk kraft, kemikalier, tømmer og bygningsmaterialer, maskiner og forbrugsvarer. Opfyldelsen af den første femårsplan efter krigen er ledsaget af et udstrakt industrielt nybyggeri. I de første 3 år og 9 måneder af efterkrigs-femårsplanen er over 4.600 statsejede industrivirksomheder, kooperative og andre mindre virksomheder ikke medregnet, enten blevet genopbygget eller nybygget og sat i drift. Sovjetarbejdernes utrættelige, skabende initiativ og deres sandt bolsjevikiske omsorg for fremgangen for deres lands nationale økonomi har åbnet for nye reserver i den socialistiske industri. I de første 9 måneder af 1949 var arbejdsproduktiviteten i industrien 14 pct. højere end i den tilsvarende periode sidste år; udgifterne til råstoffer, materialer, brændstof og elektrisk kraft pr. produktionsenhed er blevet reduceret; den planlagte sænkning af produktionsomkostningerne gennemføres med held. I de første 9 måneder af 1949 formindskedes industriens produktionspris ved sammenlignelige priser med 7,2 pct.. I fjor tog fremskredne arbejdere initiativet til den patriotiske folkebevægelse for at sikre akkumulation udover planen. Den har givet store resultater. Takket være den udviste sparsommelighed har industrien præsteret yderligere produktion til en værdi af mere end 20 milliarder rubler. Vort socialistiske landbrug har også nået store resultater. Allerede i 1948 var brutto-kornhøsten næsten nået op på højde med 1940. Høsten i år har overskredet 1940-høsten. Kornspørgsmålet i vort land er allerede løst, og et fast grundlag for yderligere resultater indenfor landbruget er lagt. Alle nødvendige betingelser er til stede, for at vort socialistiske landbrug kan forøge udbyttet af korn, industriplanter og andre afgrøder fra år til år. Planen for plantning af læbælter, indførelse af græssædskifte og bygning af damme og vandreservoirer for at sikre en stor og stabil høst, en plan, som i fjor blev godkendt ved partiets og regeringens beslutning, bliver virkeliggjort med held. Mere end 500.000 hektar læbælter er allerede blevet plantet, og et endnu større areal er gjort klar til beplantning i 1950. Landbruget forsynes med maskinudstyr i hurtigt stigende mængder. For hvert år forsyner den socialistiske industri landbruget med stadig større mængder af forskellige slags landbrugsmaskiner. I 1949 skal landbruget modtage 150.000 traktorer, omregnet i 15 HK-enheder, 29.000 mejetærskere, over 1.600.000 traktordrevne redskaber og andre landbrugsmaskiner. Med andre ord, landbruget vil få 3-4 gange så mange traktorer og maskiner som i førkrigsåret 1940. Opsvinget indenfor kornproduktionen gør det muligt at tage fat på at fjerne efterblevenheden i en af de vigtigste landbrugsgrene, husdyravlen. At bringe husdyravlen fremad og alsidigt udvikle den er nu den centrale opgave for partiet og staten indenfor landbrugets område. Af historisk betydning for løsningen af denne opgave er treårsplanen (1949-51) for forøgelse af samfundsmæssigt ejede besætninger på kollektivbrug og statsbrug; den godkendtes i april 1949 ved beslutning af Sovjetunionens kommunistiske Partis centralkomité og Sovjetunionens ministerråd. Denne plan tilsigter et så stort opsving i kvægbruget på kortest mulig tid, at produktionen af kød, fedt, smør, æg, mælk og andre animalske produkter i 1951 kan forsyne befolkningen med mindst halvanden gang så meget som i 1948. Det er planlagt at forøge produktionen af uld, læder og andre råmaterialer til letindustrien i betydelig målestok. Denne beslutning, som hilstes med stort bifald af kollektivbrugenes og statsbrugenes slidere, er med held ved at blive bragt til udførelse. I det forløbne år har kollektivbrugene og statsbrugene forøget deres samlede bestand af hornkvæg med 20 pct., får med 13 pct. og svin med 72 pct. Leverancerne til staten af korn og andre landbrugsprodukter er nu godt på vej til at blive opfyldt. I år har kollektivbrugene og statsbrugene leveret 128 millioner pud (2.050.560 tons) mere korn til staten end sidste år. (Bifald). Leverancerne af oliefrø, sukkerroer, kød, mælk og andre landbrugsprodukter er også betydelig større. Vi er således berettiget til at sige, at vor industri og vort landbrug er trådt ind i en ny periode med stærk vækst. Alt dette åbner nye muligheder for yderligere at hæve sovjetfolkets leve- og kulturstandard. I modsætning til det kapitalistiske system er en socialistisk økonomi utænkelig - og dette er en lov for dens udvikling uden en daglig omsorg fra statens side for at hæve det arbejdende folks materielle velstand og kulturelle standard. Ledet af sin omsorg for at hæve det arbejdende folks levestandard nedsatte regeringen i slutningen af 1947, efter pengereformen og ophævelsen af rationeringen, priserne på forbrugsvarer. Prisnedsættelserne medførte en besparelse for befolkningen på næsten 86 milliarder rubler i løbet af året. Den fortsatte fremgang for Sovjetunionens nationale økonomi, den voksende produktion af forbrugsvarer og de nye resultater i retning af at reducere industriproduktionens fremstillingspriser gjorde det muligt at gennemføre en ny prisnedsættelse, som fandt sted den 1. marts i år. Ved denne nedsættelse af priserne i alle grene af detailhandlen vandt befolkningen cirka 71 milliarder rubler i løbet af året. Første og anden etape af prisreduktionen har medført en forøgelse af rublens købekraft og forbedring af sovjet-rublens kurs i sammenligning med kurserne på fremmede valutaer. Arbejdernes og de intellektuelles reallønninger voksede, og bøndernes udgifter til køb af industrivarer blev reduceret. Ingen »Marshallisering« truer sovjetfolket; det trues ikke af dalende levestandard og dalende realløn, hvad der er en konstant plage i de kapitalistiske lande. Fattigdommens og arbejdsløshedens damoklessværd hænger ikke over sovjetfolkets hoved. Tværtimod, i sovjetlandet har enhver arbejder, som betales for sit arbejde efter sine færdigheder, alle mulighed for at hæve sin levestandard. Boligbyggeriet fortsætter i stor stil. I de første 3 år og 9 måneder af efterkrigs-femårsplanen har statsvirksomheder, institutioner og lokale sovjetter såvel som privatpersoner med statsstøtte bygget og istandsat huse med et samlet boligareal på over 61 millioner kvadratmeter i byer og arbejderkolonier. I landdistrikterne er der genopbygget eller nyopført over 2 millioner huse i den samme periode.

Store fremskridt er blevet gjort indenfor videnskabens, kulturens og kunstens område. Fællesskabet mellem videnskab og produktion, mellem videnskabsmænd og fremskredne arbejdere, ingeniører, teknikere, landbrugskonsulenter og kollektivbønder er utvivlsomt blevet snævrere i de forløbne år. Ægte videnskab, som er snævert forbundet med livet, bryder skånselsløst med alle forældede traditioner og tolererer ikke træghed, rutine og ligegyldighed overfor spirerne til fornyelse. I det socialistiske samfund vender den fremskredne videnskab dristigt ansigtet mod fremtiden. Den socialistiske stat skaber de gunstigste betingelser for videnskabens udvikling. Sovjetvidenskaben åbner grænseløse muligheder for udnyttelse af vort fædrelands utallige rigdomme og yder tro tjeneste for at forøge dets styrke og magt. Sovjetvidenskaben arbejder for fredens sag og for vort fædrelands opblomstring. I imperialisternes hænder er atomenergien et middel til produktion af dødbringende våben, et middel til at ind jage skræk, et instrument til afpresning og undertvingelse. Men i sovjetfolkets hænder kan og må den være et mægtigt instrument til teknisk fremskridt i en målestok, som hidtil aldrig før er set, et instrument til yderligere hurtig udvikling af vort lands produktivkræfter. Udviklingen af produktivkræfterne i vort land ledsages af udviklingen af dets folkeslags kultur, en kultur, der er socialistisk i sit indhold og national i sin form. Sovjetfolket skatter og højagter kunst og litteratur, som ved at anvende den socialistiske realismes metode sandfærdigt genspejler det rige og blodrige liv i vort land og sovjetfolkets anspændte og selvfornægtende arbejdsanstrengelser for at opbygge kommunismen. Partiet og regeringen drager bestandig omsorg for litteraturens og kunstens ideologiske og kunstneriske fremskridt. I Sovjetunionen tjener kunst og litteratur folket og er organisk forbundet med folket. Sovjetfolket er i gang med et umådeligt skabende arbejde. Og det bemærkelsesværdige er, at hovedsagen på alle fronter af vor store socialistiske opbygning, i alle grene af folkehusholdningen, i teknik og videnskab, er det fremskredne, det nye og progressive. Dette er en af de måder, vort systems umådelige overlegenhed afslører sig på. Det påhviler os fortsat at støtte os på det progressive, at understøtte det med alle kræfter, at forøge og udbrede de begyndte fremskridt og positive eksempler i vort arbejde og at sørge for, at vi allesammen stræber efter at nå på højde med foregangsmændenes, de fremskredne sovjetmenneskers præstationer.

I Sovjetunionen bliver ærligt arbejde vurderet højt og beredvilligt opmuntret. Og det kan ikke være anderledes i et samfund, hvor produktionsforholdene ikke bygger på udbytningens og konkurrencens principper, men på det skabende fællesskabs og den socialistiske kappestrids principper. Partiet og sovjetregeringen anvender i vid udstrækning systemet med belønninger og præmier for præstationer og resultater inden for alle grene af økonomi og kultur. Fra slutningen af fædrelandskrigen 1945 og til 1949 er Sovjetunionens ordner og medaljer blevet tildelt over 510.000 arbejdere, kollektivbønder, videnskabsmænd, ingeniører og teknikere, funktionærer, læger, lærere og andre for præstationer indenfor industri, transport, landbrug, videnskab, kultur og kunst. I den samme periode blev titlen Det socialistiske arbejdes helt tildelt 4.800 arbejdere i industrien og foregangsmænd indenfor landbruget og den høje udmærkelse Stalinprisen tildelt 2.540 arbejdere indenfor videnskabens, teknikkens, kunstens og litteraturens område. Folkehusholdningens opsving og den socialistiske kulturs blomstring vil fortsat vække skabende energi, initiativ og opfindsomhed blandt arbejderne, kollektivbønderne og de intellektuelle. Vor stat vil fortsætte med på passende måde at belønne foregangsmænd i industri og landbrug for deres tjenester samt belønne videnskabsmænd og kunstnere, som yder store bidrag til vort lands materielle og åndelige kultur og forøger dets berømmelse. Vore resultater er ubestridelige. Men kammerat Stalin lærer os, at man ikke må blive indbildsk og hvile på sine laurbær. Hvor der er indbildskhed, fad selvtilfredshed og selvbeundring, hvor der mangler bolsjevikisk selvkritik og trang til at stille høje krav, dèr standser bevægelsen fremad, og dèr indtræder uundgåeligt stagnation. Menneskene er tilbøjelige til at overdrive. Der findes også kammerater blandt os, som lider af denne fejl. Disse folk kan ikke henrykkes over noget uden at blive overstrømmende. De er ude af stand til samtidig at værdsætte en præstation efter dens sande værdi og notere manglerne for at fjerne disse. Og dog afhænger vore resultater, omfanget af vor bevægelse fremad i meget stor udstrækning af, hvor beslutsomt vi bekæmper manglerne i vort arbejde. Partiet lærer os at være uforsonlige i vor kamp for at fjerne manglerne. Partiet lærer os, at man ærligt må erkende sine fejl for hurtigere at kunne rette dem og undlade at gentage dem i fremtiden. Men der findes jammerlige funktionærer, som kun har tilegnet sig den ene del af denne partiets lære. De begår bestandig fejl i deres arbejde, anerkender dem og fortsætter så uforstyrret med at gøre dem. Er det ikke på høje tid for vor sags skyld at anerkende, at sådanne uheldige ledere, som er så flinke til at gøre fejl, er en hindring for vor fremmarch ? Indenfor ethvert arbejde består ledelsens kunst fremfor alt i at forudse vanskeligheder og hindringer, som kan hæmme eller sinke udviklingen, og i god tid at rette sine anstrengelser imod at fjerne dem og således forhindre afbrydelser i arbejdet, undgå faren for stagnation og sikre, at bevægelsen fremad kan fortsætte. En af grundene til partiets sejre er, at det i sit arbejde dygtigt har anvendt kritikens og selvkritikens metode, idet det retter de begåede fejl og på denne måde opdrager kadrerne.

Kammerater ! Hvis vi betragter det hovedsagelige i vor udenrigspolitik, så kan man kort sige, at Sovjetunionen går ind for freden og forsvarer fredens sag. (Langvarigt bifald). Sovjetunionen forfølger ufravigeligt en politik for fred og venskab mellem folkene. Vi ønsker ikke krig, og vi vil gøre alt i vor magt for at forhindre den. Sovjetunionens fredspolitik udspringer af det mest oprindelige og principielle grundlag for det socialistiske samfundssystem og sovjetfolkets interesser. Vi har i vort land fuldstændig afskaffet den ældgamle udbytning af menneske ved menneske, og derved har vi fjernet de grunde og forudsætninger som i den kapitalistiske verden giver anledning til en politik til udbytning og undertrykkelse af andre nationer. Vi har skabt et forbilledligt, broderligt samarbejde mellem folk af forskellige racer og nationaliteter, som ikke har sit sidestykke i menneskets historie, og derved har vi for bestandig likvideret den politik, som bygger den ene stats velfærd på undertrykkelsen af andre stater. En politik, som gør undertrykkelsen af andre folks nationale suverænitet til sit ledende princip, er os fremmed. En socialistisk stat har ingen brug for udenrigsk ekspansion. Den har ingen brug for at bemægtige sig kolonier. Det socialistiske sovjetsystem har udryddet de årsager, som fører til økonomiske kriser, fra hvilke den kapitalistiske verdens herskere sædvanligvis søger en udvej gennem krigeriske eventyr. Imperialisterne sætter deres lid til krigeriske eventyr, fordi de er bange for den fredelige konkurrence med socialismen. Men det er ganske øjensynligt, at krigeriske eventyr ikke lover imperialisterne andet end katastrofe. Sovjetfolket frygter ikke den fredelige konkurrence med kapitalismen. Derfor er det imod en ny krig og forsvarer freden, skønt det klart ved og er absolut overbevist om, at dets styrke er uovervindelig. (Bifald). Sovjetfolket er sig sit ansvar overfor historien fuldt ud bevidst. Det viste dette, da det uden at skåne sine kræfter satte livet ind for at forsvare sit fædreland og hele den progressive menneskehed fra de fascistiske barbarers stormløb. Sovjetfolket viser det også i efterkrigsårene, hvor de fascistiske barbarers bekendte efterfølgere løfter en fly krigs blodige sværd over verden. Tro mod sin ufravigelige fredspolitik er sovjetregeringen lige siden krigen gået ind for et program, som, hvis det blev gennemført, alvorligt ville styrke freden og den internationale sikkerhed. Dette program indbefatter samarbejde mellem stormagterne, reduktion af rustningerne og betingelsesløst forbud mod atomvåbnet. Dette program tillader en streng overholdelse af Potsdam-beslutningerne vedrørende det tyske spørgsmål, en fredsslutning med Japan og udvidelse af handelsforbindelser mellem landene. Hvis dette program ikke virkeliggøres, er det udelukkende, fordi det ikke passer krigsanstifterne. Sovjetregeringen vil imidlertid ikke helme i sine anstrengelser for at styrke freden. Den bliver ved at anbefale, at man fordømmer de forberedelser til en ny krig, som finder sted i nogle lande, især i USA og England, at atomvåbnet forbydes betingelsesløst, og at der etableres en tilsvarende international kontrol. Sovjetregeringen har fornylig stillet forslag om, at de 5 stormagter USA, England, Frankrig, Kina og Sovjetunionen skulle slutte en pagt for styrkelse af freden. Det er muligt, at krigsanstifterne vil forpurre dette forslag. Ikke desto mindre vil Sovjetunionen fortsætte at kæmpe for freden med stadig større energi. Sovjetfolket vil ikke spare hverken kræfter eller slid for på enhver måde at befæste og udvide rækkerne af fredens tilhængere og for at krydse aggressorernes forbryderiske planer. (Langvarigt bifald).

Vi lever i en tid, hvor folkemassernes bevægelse henimod demokrati og socialisme for hver dag bliver stærkere, hvor fredens og demokratiets lejr har forvandlet sig til én mægtig faktor i hele den internationale situation. Historien har ikke kendt en sådan massebevægelse som den bevægelse, der forener den internationale lejr af fredens tilhængere. Der er ikke eet land, hvor denne bevægelse ikke har fået sit støttepunkt, og hvor den ikke er vokset både i bredden og i dybden. Som bekendt afholdtes der i april i år i Paris og Praha en verdenskongres af fredens tilhængere. I den deltog 561 nationale organisationer og 12 internationale sammenslutninger af deltagere i bevægelsen for fred og imod truslen om en ny krig. Ialt var 600 millioner organiserede tilhængere af freden repræsenteret på kongressen. Denne kongres viste i al anskuelighed, at til grund for den internationale bevægelse af fredens tilhængere ligger der ikke en pacifistisk ideologi, som sædvanligvis forbinder et nej til krigen i ord med fuldstændig uvirksomhed i gerning, men en fast beslutning om aktivt at bekæmpe krigsanstifterne og krydse deres lumske planer og hensigter. Kongressen af fredens tilhængere kaldte alle nationer ud til aktiv kamp for freden. Denne appel har fundet den største genklang og støtte i alle lande. Folkene er hørt op med at være passive, de er rede til aktivt at forsvare fredens sag, thi den nylige krigs rædsler og ofre er kun altfor levende i deres erindring. Den internationale fredsbevægelses storhed og magt består i, at den under sine faner forener hundreder af millioner af håndens og åndens arbejdere, uafhængigt af deres racemæssige og nationale tilhørsforhold, uafhængigt af deres religiøse og politiske anskuelser.

Fredsbevægelsens styrke består også i, at den udvikles på et solidt og stadig fastere organisatorisk grundlag. Som bekendt er der i næsten alle lande i verden oprettet nationale sammenslutninger af fredens tilhængere. Mange af dem har allerede gennemført nationale kongresser, som formede sig som overmåde imponerende demonstrationer af folkemassernes vilje til at krydse krigsanstifternes forbryderiske hensigter. Fornylig samledes også unionskongressen af fredens tilhængere hos os, i Sovjetunionen. Som man kunne vente, viste denne kongres, at i vort land er kampen for freden en sag, der ikke blot angår enkelte afsnit af den sovjetiske offentlighed, men bogstavelig talt hvert enkelt sovjetmenneske, og at sovjetregeringens fredspolitik støtter sig på hele sovjetfolkets enstemmige vilje. (Langvarigt bifald). Samlingen af fredstilhængernes kræfter foregår ikke blot i national, men også i international målestok. I denne forstand er det vanskeligt at overvurdere betydningen af arbejdet i sådanne fredsfremmende organisationer som: Det faglige verdensforbund, som omfatter mere end 70 millioner arbejdende; Kvindernes demokratiske verdensforbund, som tæller 80 millioner medlemmer; Demokratisk ungdoms verdensforbund, som forener over 60 millioner unge arbejdere, bønder, funktionærer og studerende; Den internationale studenterunion, som har sine egne organisationer i 54 lande, og mange andre demokratiske organisationer, som forener fredens tilhængere. Stadig stærkere lyder røsterne til forsvar for freden, stadig videre udfolder sig folkemassernes vældige bevægelse imod aggressorer og krigsanstiftere, for national uafhængighed og fredeligt samarbejde mellem folkene. De tider er forbi, da imperialisterne kunne forberede krigen i dyb hemmelighed, og da krigen uventet blev sluppet løs over folkenes hoveder, idet folkene blev stillet overfor den allerede påbegyndte krig som en kendsgerning. Fredstilhængernes mægtige bevægelse vidner om, at folkene udgør en kraft, som kan tæmme aggressorerne.

Netop i forbindelse med fremgangen for fredens lejr geråder krigsanstifterne i stadig større raseri. For hver dag, der går, afsløres de ledende fredsmodstanderes program mere og mere. Dette program går ud på ved hjælp af vold og nye krige at skabe et amerikansk verdensimperium, som efter sit format skal overgå alle verdensimperier, som erobrere på noget tidspunkt af historien har oprettet. Der er tale om hverken mere eller mindre end at forvandle hele verden til en koloni for de amerikanske imperialister og gøre de suveræne folk til slaver. Hvorved adskiller sådanne febervilde planer om »amerikanisering« af alle lande og kontinenter sig fra Hitlers og Görings sindssyge plan om »germanisering« først af Europa og siden af hele verden? Hvorved adskiller disse planer sig fra Tanakas og Tojos ikke mindre sindssyge planer om at lægge hele Asien og Stillehavsområdet ind under de japanske imperialisters magt? I hovedsagen kun derved, at det aggressive program, som anstifterne af en ny krig besidder, overgår deres tyske og japanske forgængeres planer tilsammen. Ligger der måske ikke bag den berygtede »Marshallplan« en kurs mod forberedelse af krig ? Man ved, at den årlige tildeling af såkaldt »hjælpe efter »Marshallplanen« til Vesteuropas lande udgør ca. 4 milliarder dollars. Og så viser det sig, at de vigtigste marshalliserede lande under pres fra USA samtidig hvert år bruger over 6 milliarder dollars til rustningskapløbet, til militaristiske udskejelser. På denne måde består en af »Marshallplanens« vigtigste funktioner i virkeligheden i at sikre en forceret militarisering af Vesteuropas økonomi. Det er fuldstændig klart, med hvilke mål for øje den nordatlantiske krigspagt blev oprettet i 1949. Den er et redskab til direkte, umiddelbar forberedelse af en ny imperialistisk krig. En af de vigtigste bestanddele af krigsanstifternes aggressive kurs er det såkaldte atomdiplomati, hvis hasarderede karakter nu til fulde er blevet afsløret. For i virkeligheden havde dette diplomati en absolut falsk beregning som udgangspunkt - nemlig forudsætningen om, at USA skulle være monopolindehaver af atomvåbnet. I virkeligheden har sovjetregeringen. som bekendt, ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at den råder over atomvåbnet. (Bifald). I 1947 bragte sovjetregeringen til den internationale offentligheds kundskab, at hemmeligheden om atombomben ikke eksisterede længere. Men de opblæste krigsanstiftere har tabt virkelighedssansen og holder stadig ikke op med deres berygtede atomdiplomati. Vi ønsker ikke krig og vil gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre den. Men lad dog ingen komme i tanke om, at vi er blevet skræmt ved, at krigsanstifterne rasler med deres våben. Ikke vi, men imperialisterne og aggressorerne bør frygte krigen. (Stormende, langvarigt bifald). Hvad vidner den historiske erfaring om ? Den vidner om, at den første verdenskrig, som blev sluppet løs af imperialisterne, førte til den store socialistiske Oktoberrevolutions sejr i vort land. (Bifald). Den historiske erfaring vidner endvidere om, at den anden verdenskrig, som blev sluppet løs af imperialisterne, førte til oprettelse af folkedemokratiske regimer i en række lande i Central- og Sydøsteuropa og til det store kinesiske folks sejr. (Bifald). Kan der være nogen som helst tvivl om, at hvis imperialisterne slipper en tredie verdenskrig løs, så bliver denne krig til en grav ikke længere for enkelte kapitalistiske stater, men for hele verdenskapitalismen. (Stormende, langvarigt bifald). Man må også huske noget andet. Den tid er forbi, da krigsanstifterne kunne bilde det amerikanske folk ind, at det ikke skulle komme til at bære krigens tunge ofre selv, at der vil findes tilstrækkelig med kanonføde i Europa og Asien. Det amerikanske folk begynder at forstå, at den tid er kommet, da imperialisterne ikke længere kan føre krig ved udelukkende at anvende andre folk. Det amerikanske folk begynder at forstå, at hvis krigsanstifterne organiserer et nyt blodbad, vil mødrenes, hustruernes, søstrenes og børnenes sorg gæste også det amerikanske kontinent. Og denne sorg er frygtelig. I den vil krigsanstifterne uundgåeligt kvæles og gå under. (Bifald).

Sammen med væksten og opsvinget i Sovjetunionen vokser og styrkes demokratiets og socialismens kræfter i hele verden. De folkedemokratiske lande i Central- og Sydøsteuropa Tjekkoslovakiet, Polen, Bulgarien, Ungarn, Rumænien og Albanien - rykkede i 1949 frem ad den socialistiske opbygnings vej. På den allerkorteste tid har massernes skabende initiativ i de folkedemokratiske lande nået en stærk udfoldelse. De folkedemokratiske republikker er nået til en udviklingsfase, hvor folket, der lærer glæden ved et frit og uafhængigt liv at kende, føler sig som herre i sit land og viet alle sine kræfter til styrkelse og fremgang for sit fædreland. I de folkedemokratiske lande gennemføres den socialistiske industrialisering af folkehusholdningen på grundlag af statsplaner i hurtigt tempo. Førkrigsniveauet for industriproduktionen er allerede overskredet. Man har allerede gjort de første skridt i retning af en socialistisk omlægning af landbruget. Folkets velstand er voksende. Endnu for ganske nylig hørte Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Bulgarien og Ungarn til de stater, hvorfra arbejdende mennesker emigrerede i en ustandselig strøm. Ifølge betydeligt formindskede opgivelser emigrerede alene i perioden fra 1920-1939 mere end 3 millioner mennesker fra disse lande. Nu er dette skændige blad af historien blevet vendt for stedse. Mennesker, som i fortiden blev tvunget til at forlade deres fædreland, vender nu tilbage for aktivt at slutte sig til rækkerne af socialismens bygmestre. Imperialisterne udtrykker deres »misbilligelse« af statsstyret i de folkedemokratiske lande. Heri er der intet overraskende. Det ville være naturstridigt at vente nogen anden holdning fra deres side overfor lande, hvor folket har magten, og hvor den nationale suverænitet ikke er genstand for køb og salg. Det ville, som man siger, kun være en halv ulykke, hvis imperialisterne begrænsede sig til misbilligelse i ord. Men imperialisterne begrænser sig ikke hertil. De tillader sig ganske ugenert at blande sig i de folkedemokratiske republikers indre anliggender. De fører et forbryderisk undergravningsarbejde mod disse lande og udnytter hertil i første række de jugoslaviske fascisters spion- og diversantbande. Retssagen i Budapest mod Rajk og hans medskyldiges spioncentrum viste, at krigsanstifterne og deres jugoslaviske lakajer ikke viger tilbage for noget som helst. De forsøger at forhindre de folkedemokratiske republikers historiske opsving, at forberede en væbnet imperialistisk intervention imod dem og forvandle dem til deres kolonier.

Processen i Budapest demonstrerede samtidig, at imperialisternes planer om at undergrave de folkedemokratiske lande rammes af den ene fiasko efter den anden. Den nationalistiske fascistiske Tito-Rankovitj-klike er til bunds blevet afsløret som imperialismens spionagentur, der udnyttes af imperialisterne til fjendtlig virksomhed mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. Denne afsløring var et hårdt slag mod imperialisternes rænkespil. Nu lykkes det ikke længere hverken for herskaberne eller deres jugoslaviske tjenere at maskere sig, thi maskerne er revet af, de lumske planer afsløret og forbryderne pågrebet på gerningsstedet. Vi kan sige til dem: Sådan vil det også være fremover, thi der, hvor frie og uafhængige folk råder over deres egen skæbne, vil imperialisternes og deres jugoslaviske lakajers anslag uundgåeligt spille fallit. En enestående sejr for fredens og demokratiets lejr er oprettelsen af den tyske, demokratiske og fredselskende republik. Denne kendsgerning har en international betydning af første rang. Som kammerat Stalin påpegede i sin hilsen til præsidenten for den tyske demokratiske republik, Wilhelm Pieck, og premierminister Otto Grotewohl: »Oprettelsen af den tyske demokratiske fredselskende republik betyder et vendepunkt i Europas historie«. I de sidste 30 år har Tyskland to gange optrådt på verdensarenaen som en aggressiv kraft og to gange udløste. det den blodigste krig: den første verdenskrig og dernæst den anden verdenskrig. Dette skete, fordi der i spidsen for tysk politik stod tyske imperialister, aggressorer og røvere. Hvis oprettelsen af den tyske demokratiske og fredselskende republik nu bevirker, at de folkedemokratiske kræfter, som går ind for en varig fred, får overtaget i Tyskland, medens aggressorerne og røverne bliver isoleret - så vil dette betyde en grundlæggende vending i Europas historie. Der er ingen tvivl om, at med den tyske demokratiske republiks fredselskende politik side om side med Sovjetunionens fredselskende politik, som har sympati og støtte hos Europas folk, kan man regne freden i Europa for sikret. Oprettelsen af den tyske demokratiske republik er udtryk for en proces, som forener og sammentømrer de demokratiske kræfter i det tyske folk. Man kan ikke sikre den europæiske, og derfor heller ikke den internationale fred, hvis det tyske spørgsmål ikke bliver løst rigtigt. Man kan ikke løse det tyske spørgsmål, hvis det tyske demokrati ikke tager landets skæbne i sine egne hænder, ikke berøver Ruhr-magnaterne deres økonomiske og politiske baser, og hvis det ikke virkeliggør grundlæggende demokratiske omformninger i landet. Oprettelsen af den tyske demokratiske republik betyder, at der indenfor Tyskland allerede skabes disse yderst vigtige forudsætninger for en grundlæggende løsning af det tyske problem på demokratisk grundlag. Ledet af en følelse af ansvar overfor deres fædrelands fremtid og en følelse af ansvar overfor hele verden tager de demokratiske kræfter i det tyske folk deres lands skæbne i deres egne hænder. De har oprettet en demokratisk republik og er nu i færd med at lægge fundamentet til et nyt, fredselskende Tyskland. Denne handling er i overensstemmelse med hele det tyske folks grundlæggende nationale interesser. Den er i fuld overensstemmelse med Potsdamkonferencens beslutninger. Alle fredselskende folk hilser den tyske demokratiske republik, de vil vise den sympati og yde den aktiv støtte i dens ophøjede gerning. (Bifald). Af historisk betydning for konsolideringen af fredens sag er, at det kinesiske folk har sejret og afkastet den feudale reaktions århundredgamle tryk og imperialismens udenlandske åg. Lenin påviste i 1923, at udgangen af den verdensomspændende kamp mellem kapitalisme og kommunisme til syvende og sidst afhænger af, at Rusland, Indien og Kina udgør et gigantisk flertal af jordens befolkning, og at dette flertal af befolkningen med usædvanlig hurtighed drages ind i kampen for sin befrielse. Med det kinesiske folks sejr tæller de folkedemokratiske lande i Europa og Asien sammen med den socialistiske sovjetstat en befolkning på omkring 800 millioner mennesker. Man må også tage med i betragtning, at der i selve de kapitalistiske lande og deres kolonier findes hundreder af millioner arbejdende, som kæmper for fred og demokrati. Den amerikanske imperialisme regnede med at udnytte Kina som en hovedbase for sit herredømme i Asien og i Stillehavsområdet og som et af de mest afgørende led i en indkredsning af Sovjetunionen. Med dette mål for øje agtede imperialisterne at forvandle Kina til et gigantisk kolonitillæg til det amerikanske verdensimperium. Ifølge langtfra fuldstændige opgivelser har USA udbetalt op mod 6 milliarder dollars for at styrke det folkefjendske kuomintangstyre og for at puste til borgerkrigen i Kina. Allerede i 1925 sagde kammerat Stalin: »Den revolutionære bevægelses kræfter i Kina er umådelige. De er endnu ikke rigtig kommet til udtryk. Men de vil ytre sig stærkere i fremtiden. De regerende i øst og vest, som ikke ser disse kræfter og ikke regner tilbørligt med dem, vil komme til at lide derunder... Her er sandhed og retfærdighed fuldt ud på den kinesiske revolutions side. Det er derfor vi sympatiserer og fortsat vil sympatisere med den kinesiske revolution i dens kamp for at befri det kinesiske folk fra imperialisternes åg og for at forene Kina til een stat. Den, der nu og i fremtiden ikke regner med denne kraft, han er sikker på at tabe spillet.« (Bifald).

Livet har fuldtud bekræfter kammerat Stalins forudsigelse. Kinas kommunistiske Parti, som er stålsat i den nationale frihedskamps ild og udrustet med marxismen-leninismens sejrrige lære, viste sig på højde med sin historiske mission. Under ledelse af sin erfarne førstemand Mao Tse-tung (stormende bifald) organiserede og sammentømrede det arbejderne. bønderne, intelligensen og alle patriotiske kræfter i nationen. Det skabte den mægtige folkelige frihedshær, som knuste kuomintangs tropper, der var udrustet med amerikansk teknik og faktisk dirigeret af amerikanske stabe. Folkerevolutionen viste sig at være så langt stærkere end den reaktionære, aggressive blok af kinesiske feudalherrer og amerikanske imperialister. Med det kinesiske demokratis sejr begyndtes et nyt blad af historien ikke blot for det kinesiske folk, men også for alle folk i Asien. som undertrykkes af imperialisterne. Folkenes nationale frihedskamp i Asien, Stillehavsområdet og hele koloniverdenen har nået et nyt og betydelig højere trin. Det kinesiske demokratis sejr betyder en alvorlig befæstelse af stillingen for den demokratiske, antiimperialistiske verdenslejr, som kæmper for en varig fred. Således har vi ret til med tillid at sige, at demokratiets og socialismens kræfter vokser, samtidig med at kapitalismens og krigsanstifternes kræfter lider tab. I en sammenligning mellem stillingen i socialismens lejr og i kapitalismens lejr kan vi ikke forbigå følgende meget vigtige faktor. Samtidig med at økonomien i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande er i uafbrudt udvikling og fremgang, viser der sig i USA stadig flere tegn på, at en økonomisk krise trækker op. Regeringsinstanser og visse officielle økonomer i Amerika griber til alle slags kunstgreb for at skjule tingenes virkelige tilstand for det amerikanske folk og den øvrige verden. Men denne kampagne af foregiven optimisme kan ikke overbevise nogen. Omvendt forstærker den kun ængstelsen i den amerikanske offentlighed, som meget godt husker, at der efter lignende beroligende forsikringer fra præsident Hoovers side udbrød en krise 1929-33, som man ikke før havde set mage til. Symptomerne på en økonomisk krise kan ikke skjules! Siden sidste efterår er industriproduktionen i USA faldet systematisk. I juli 1949 udgjorde den kun 65 pct. af det højeste niveau, som nåedes i krigens år, og var 18 pct. lavere end i oktober 1948. I tiden fra oktober 1948 til juli 1949 gik stålproduktionen ned med 28 pct, produktionen af maskiner dalede med 21 pct, farvede metaller med 32 pct. og tekstilindustrien med 27 pct. Den ubetydelige sæsonopgang i indekstallet for industriproduktionen i USA for august og september afløstes af et langt betydeligere fald i industriproduktionen i oktober. Ifølge officielle opgivelser formindskedes USA’s industriproduktion i oktober med mere end 11 pct. Det betyder, at USA’s industriproduktion fra oktober 1948 til oktober 1949 gik 22 pct. ned. Hvis man sammenligner industriproduktionens forløb i begyndelsen af den økonomiske krise i 1929-33 med industriproduktionens forløb i 1948-49, viser det sig, at faldet i industriproduktionen i det første år af krisen 1929-3 3 androg 15 pct., men i det år, der begyndte oktober 1948, 22 pct. Uanset at mange monopolister foretrækker at begrænse produktionen frem for at sænke priserne, sker der allerede et fald i børsnoteringerne og engrospriserne på såvel den lette som den svære industris produktion. Kurserne på industriaktier vakler og falder. Detailomsætningen bliver mindre. Varelagrene vokser. Den amerikanske eksport er i sammenligning med 1. halvår af 1947, hvor den nåede sit højdepunkt, faldet 19 pct. Efter de officielle opgivelser er antallet af fuldtud arbejdsløse i USA fordoblet i løbet af det sidste år, og sammen med de halvtarbejdsløse, som kun har arbejde en del af ugen, udgør de mere end 14 millioner mennesker. Ifølge de amerikanske fagforeninger er antallet af arbejdsløse i USA i virkeligheden betydelig større, end den officielle statistik viser. En særegenhed for den nuværende amerikanske krise er det iøvrigt, at den modnes i en situation, hvor de amerikanske monopolister har taget næsten hele den kapitalistiske verdens økonomi i deres tjeneste. Ved hjælp af den såkaldte »Marshallplan« skiller de sig kunstigt af med en produktion, som ikke kan finde afsætning indenfor landet, og igennem det såkaldte program for bevæbning af fremmede stater holder de kunstigt en række industrigrene i gang. Men hvordan er resultatet? De regerende amerikanske kredse har på ingen måde frelst USA’s økonomi fra den frembrydende krise. Til gengæld har de gjort alt, hvad de formåede, for at vælte betalingen for denne krise over på marshalliserede landes skuldre. Og man må her haven for øje, at de europæiske kapitalistiske landes økonomi også i forvejen befinder sig i en tilstand af nedgang. Medens Sovjetunionens industriproduktion i løbet af de sidste 20 år er steget til det 9-dobbelte, er industriproduktionen i det kapitalistiske Europa i samme tidsrum i det store og hele blevet stående på samme niveau. De internationale økonomiske forbindelser i den kapitalistiske verden befinder sig i en tilstand af dyb forvirring. Verdens samhandel befinder sig på et lavere niveau end for over 20 år siden. Pengeomløbet karakteriseres ved inflation, et brat fald i pengenes købekraft. Folkemassernes leveniveau fortsætter med at falde hurtigt. I landene i den kapitalistiske verden anslår man nu antallet af arbejdsløse og halvt arbejdsløse til ikke under 40 millioner. Under disse omstændigheder stiller USA’s forstærkede offensiv mod de marshalliserede landes desorganiserede økonomi de mørkeste perspektiver i udsigt for disse lande. Den devaluering af valutaen, som næsten alle kapitalistiske stater fornylig gennemførte, kan tjene som et af de grelleste eksempler på den amerikanske imperialismes økonomiske aggression. Efter at USA-monopolisterne kunstigt har devalueret deres kapitalistiske »partneres« nationale valuta i forhold til dollaren, agter de at forcere yderligere investeringer i Vesteuropas og også i koloniernes økonomi. Dette kan kun betyde een ting, at de amerikanske monopolister nu agter så billigt som muligt at få fingre i hele industrigrene i Vesteuropas lande og at få fingre i de europæiske landes kolonier. Samtidig betyder devalueringen et nyt angreb på de arbejdende massers leveniveau fra den amerikanske monopolkapitals og dens vesteuropæiske partneres side. Følgelig kan man sige, at den internationale situation nu former sig således, at hos de lande og folk, som klarer sig uden amerikansk såkaldt »hjælp«, går det alt andet end dårligt, og vi er overbevist om, at det fremover vil gå endnu bedre. (Bifald). I selve Amerika og i de lande, som det »hjælper«, går det værre og værre når situationen er således, er der intet overraskende i, at den imperialistiske lejr er opskræmt, og at de værste fra denne lejr geråder i raseri og i deres had forstærker deres undergravningspolitik mod lande, som ikke ønsker at ligge på knæ for de amerikanske milliardærer.

Kammerater ! Næsten en trediedel af et århundrede skiller os fra hin mindeværdige dag, da der på en sjettedel af jordkloden begyndte en ny æra i menneskehedens historie. I dag tænker vi sovjetmennesker med særlig stolthed på de historiske gerninger, som vort parti og vort folk under Lenins og Stalins ledelse har udført. Den store socialistiske Oktoberrevolution lever og sejrer i vort berømmelige bolsjevikiske partis gerninger, i det heltemodige sovjetfolks gerninger. I vor bevægelse fremad, ad vejen til kommunismen, er vort kommunistiske parti den drivende og ledende kraft. Partiet samler, inspirerer og organiserer sovjetmenneskene og forener deres bestræbelser for. at nå det store mål - at opbygge det kommunistiske samfund. Den levende forbindelse mellem partiet og folket forstærkes dag for dag. Dette er kilden til partiets uovervindelighed og sovjetstatens magt. Vort parti er een homogen og uovervindelig kraft, der står fast sammentømret omkring centralkomiteen, omkring kammerat Stalin. (Stormende, langvarigt bifald, der går over i ovationer). Denne enhed i de bolsjevikiske rækker var, er og vil altid være grundlaget for partiets styrke. (Bifald). Den store Oktoberrevolution, dens ideer om kamp for fred mellem folkene, for tilintetgørelse af menneskets udbytning af mennesket, for ligeret og venskab mellem folkene - lever og sejrer i den socialistiske opbygning, som udfolder sig i alle de folkedemokratiske lande, i det store kinesiske folks historiske opsving, i skabelsen og styrkelsen af den fredselskende tyske demokratiske republik. Den store Oktoberrevolution lever og sejrer i den kamp, som føres af den vældige front af fredens, demokratiets og socialismens tilhængere imod den imperialistiske aggressions kræfter, imod anstifterne af en ny krig. Lad dem blot rase, de af historien dømte. Jo mere de raser i krigsanstifternes lejr, jo større må roen og selvbeherskelsen være i vor, i fredens lejr. Vi går tillidsfuldt morgendagen i møde under ledelse af vor geniale lærer og fører, kammerat Stalin. (Stormende, langvarigt bifald). Vi ved med sikkerhed, at socialismens og demokratiets sejr i hele verden er uundgåelig. (Bifald). Leve den store socialistiske Oktoberrevolution og dens uovervindelige fane! (Bifald). Leve vort kommunistiske parti! (Bifald). Leve freden i hele verden! (Langvarigt, stormende bifald. Alle rejser sig. Tilråb: »Leve kammerat Stalin! « »Honnør for den store Stalin! « »Hurra for den store Stalin! «) 

Kammerater ! I dag fejrer Sovjetunionens folk 33 års dagen for den store socialistiske Oktoberrevolution, som indvarslede den nye epoke, hvor det arbejdende folks befrielse fra det kapitalistiske åg gennemføres. Oktoberrevolutionen udløste i vort folk en skabende energi og et initiativ uden sidestykke. Under ledelse af det kommunistiske parti har sovjetfolket udvist enestående heltemod både i fredeligt arbejde og i militært forsvar for fædrelandet. Sovjetfolket har overvundet uhyre vanskeligheder på sin vej, i løbet af en kort historisk periode skabte det socialistiske sovjetsystem og går nu trygt fremad mod det store mål - kommunismen. Som en frugt af Oktoberrevolutionens sejr øver vort sovjetsystem stor omskabende indflydelse på hele verdenshistorien. De principper, der proklameredes gennem Oktoberrevolutionen, forener nu socialismens og demokratiets stærke lejr med Sovjetunionen i spidsen. Dette betragter vi med rette som en triumf for marxismen-leninismen. Hele udviklingens forløb har bekræftet rigtigheden af den marxistisk-leninistiske lære om det uundgåelige sammenbrud for kapitalismen, som i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede gik ind i sit sidste udviklingsstadium - imperialismen Udviklingen har bekræftet marxismen-leninismens videnskabelige slutning, at arbejderklassen med et revolutionært marxistisk parti i spidsen er en kraft, som formår at rejse det arbejdende folk til kamp for befrielsen fra kapitalismen, at overtage den statslige ledelse af samfundet og at realisere det ædle mål at opbygge socialismen. Ud fra erfaringerne med sovjetstatens opbygning, der er et mønster på broderligt samarbejde mellem nationerne, overbeviser folkene i andre lande sig om socialismens overlegenhed over kapitalismen og om marxismen-leninismens sandhed og livskraft.

På 33 års dagen for den store socialistiske Oktoberrevolution møder sovjetfolket med store resultater inden for alle grene af det politiske, økonomiske og kulturelle liv. Det hovedresultat, vi kan fremvise på Oktoberrevolutionens årsdag, er, at den socialistiske sovjetstats politiske og økonomiske kraft er blevet yderligere forøget og styrket. I årene efter krigen har sovjetmagten yderligere øget sin autoritet, ikke blot blandt sovjetmenneskene, men også blandt arbejdende mennesker i andre lande. Sovjetmagten er den mest demokratiske statsmagt i verden og nyder sit folks fulde tillid og hengivenhed. Vort sovjetsystem sikrer folkets brede masser aktiv deltagelse i stats- og samfundslivet og udgør den bedste form til udvikling af deres skabende kræfter. Den ledende og retningsgivende kraft i vor stat er det kommunistiske parti, hvis politik sovjetmenneskene anser for at være deres egen politik, fordi de i den ser et samlet billede af deres interesser. Der findes ingen borgerlig regering i verden, hvis indre politiske stilling er så sikker og urokkelig som sovjetregeringens. (Bifald). I folket har de fremskridt, Sovjetunionen har gjort i den fredelige udviklings år, yderligere fæstnet følelsen af sovjetpatrioisme, hvis styrke, som kammerat Stalin lærer os, består i, at den ikke bygger på racemæssige eller nationale fordomme, men på folkets dybe trofasthed og hengivenhed over for fædrelandet og på det broderlige samarbejde mellem de arbejdende i alle vort lands forskellige nationer. Under det skabende arbejde til det socialistiske fædrelands vel udvikles og styrkes det broderlige samarbejde og venskab mellem folkene i vort land. Hjulpet af hele Sovjetunionen har de områder, der hærgedes af den fjendtlige okkupation, hurtigt rejst sig af ruinerne og går fremad med raske skridt. Som en samdrægtig folke-familie har alle vore republikker i de forløbne år opnået betydelige politiske, økonomiske og kulturelle fremskridt. I kampen for at virkeliggøre den kommunistiske opbygnings storslåede mål sker der en uafladelig fæstnelse af den moralsk-politiske enhed i sovjetsamfundet, der skarer sig solidarisk omkring partiet og sovjetmagten. Dette viste sig tydeligt ved de valg, der er holdt i årene efter krigen til USSRs øverste Sovjet og til, de nationale republikers øverste sovjetter; disse valg har været strålende sejre for den stalinske blok af kommunister og partiløse. Det sovjetiske samfunds- og statssystems fortrin, der ytrede sig med så enestående kraft under krigen, kommer lige så frugtbart for dagen under den fredelige udviklings betingelser. Grundlaget for sovjetfolkets økonomiske og kulturelle virke i efterkrigstiden har været femårsplanen for genopbygning og videreudvikling af landets folkehusholdning 1946-50; den blev vedtaget kort efter afslutningen af den store fædrelandskrig, den værste krig vort fædreland nogensinde har oplevet. De materielle skader, vort land led under krigen, var så alvorlige, at det gav vore fjender anledning til egoistiske beregninger. De håbede, at vi ikke ville være i stand til at klare efterkrigstidens vanskeligheder ved egen kraft. Men deres beregninger har vist sig at være uden bund i virkeligheden. Sovjetunionen har i sig selv fundet muligheder og kræfter ikke blot til at hele krigens sår, men også til at organisere et nyt stort opsving inden for industrien, transportvæsenet, landbruget, kulturen og det arbejdende folks materielle velstand. Sovjetfolket hilste femårsplanen som et kampprogram, der tjente folkets vitale interesser, og lagde sig med iver i selen for at gennemføre denne plan. Under ledelse af det kommunistiske parti har sovjetfolket ikke sparet sig i kampen for at opfylde og overskride efterkrigs-femårsplanen. I Disse år har man endnu engang oplevet sovjetfolkets storartede egenskaber og skabende kræfter, og sovjetmenneskenes politiske bevidsthed og samfundsaktivitet har nået nye højder. Efterkrigs-femårsplanen betegner et nyt, strålende afsnit i vort lands udvikling. Femårsplanens hovedopgaver var at genopbygge de krigsramte dele af landet, at nå op på førkrigstidens niveau inden for industrien og landbruget og at overskride dette niveau. Vi er stolte af vort land, når vi i dag kan sige, at disse opgaver er blevet heldigt løst. (Bifald). Ifølge femårsplanen skulle Sovjetunionens samlede industriproduktion overskride produktionen i førkrigsåret 1940 med 48 %. Vor industri har ikke blot nået dette niveau, men har langt overskredet det. Som vi ved, overskred den gennemsnitlige bruttoproduktion allerede i 4. kvartal af 1949 niveauet for 1940 med 53 %. I indeværende år er industriproduktionen yderligere blevet øget. I de første 10 måneder af 1950 er førkrigs tidens bruttoproduktion i industrien overskredet med 70 %. Det hurtige væksttempo i industriproduktionen og i udviklingen af alle folkehusholdningens grene sikres ved omfattende nyanlæg. I den forløbne tid af efterkrigs-femårsplanen er der blevet genopbygget eller nyopført 6.000 industrivirksomheder foruden de små, statsejede eller kooperative, virksomheder. Industrien i de krigshærgede egne er ikke blot blevet fuldstændig genopbygget, men er også blevet betydeligt udvidet med nyt og mere moderne udstyr. Den opgave først og fremmest at genopbygge og videreudvikle sværindustrien er blevet heldigt gennemført. Femårsplanens mål for udvikling af jern- og stålindustrien er blevet overskredet. Ifølge femårsplanen skulle der i 1950 produceres 35 % mere jern og stål end i 1940. I de første 10 måneder af indeværende år har jern- og stålproduktionen overskredet førkrigsniveauet med 44 % støbejern med 28 %, stål med 48 % og valsejern med 58 %. Det har kostet vore metallurger og byggespecialister ikke ringe slid at nå disse resultater. I ved alle, at stålindustrien i de sydlige egne blev fuldstændig ødelagt under krigen. Nu er den helt genopbygget på ny teknisk basis og leverer mere metal end før krigen. (Bifald). I de østlige egne af landet udvides jern- og stålproduktionen stadigvæk. Produktionen af valsejern er i disse egne nu 2,5 gange så stor som før krigen. I overensstemmelse med de mål, femårsplanen satte, er der sket en væsentlig forøgelse af produktionen af farvede og sjældne metaller: aluminium, tin, nikkel, kobber, bly, zink, magnium, wolfram og molybdæn. Også femårsplanens mål for kulproduktionen èr blevet overskredet. Ifølge planen skulle kulproduktionen i 1950 være 51 % højere end i 1940. I de første 10 måneder af indeværende år har kulproduktionen ligget 57 % højere end før krigen, og Sovjetunionen er nu verdens næststørste kulproducent. (Bifald). Kulindustrien i Donetsbækkenet, der blev totalt ødelagt under krigen, er nu fuldstændig genopbygget. Gruberne i Donetsbækkenet leverer nu mere kul end før krigen og mere, end det blev forudset i planen. Donetsbækkenet er atter blevet landets største og mest mekaniserede minedistrikt. Minedistriktet ved Moskva blev ligeledes fuldstændig ødelagt, men det leverer nu tre gange så meget kul som før krigen. Sideløbende med genopbygningen af minedistrikterne ved Donets og Moskva er der sket en udvikling af kulindustrien i Ural, Kusnetskbækkenet, Karaganda og de andre østlige områder. I egnene mod øst udvindes nu mere end 2 gange så meget kul som før krigen. Målet for en udvidelse af de nye Petjoraminer til forsyning af norddistrikterne og Leningrad med kul er blevet overskredet. Der oprettes også nye miner andre steder i landet. Vor olieindustri gør gode fremskridt. Femårsplanens mål for olieindustrien er blevet overskredet. Ifølge planen skulle olieproduktionen i 1950 være 14 % højere end før krigen. I de første 10 måneder i år har produktionen været 21 % højere end før krigen. Olieindustrien i Majkop og Grosnyj og i det vestlige Ukraine blev fuldstændig ødelagt under krigen. Den er nu helt genopbygget og forsynet med nye tekniske hjælpemidler. De nye olieområder mod øst har fået stærkt øget betydning. I Basjkirien er der blevet åbnet store nye oliefelter og bygget nye raffinaderier. Olieproduktionen og raffineringen udvikler sig hurtigt i Kujbysjevområdet og i Turkmenistan, Usbekistan og Kasakhstan. Der er fundet nye store oliefelter i den tatariske republik. Der udføres omfattende arbejder for at udvikle olieproduktionen på Sakhalinøen. 44 % af Sovjetunionens samlede olieproduktion stammer nu fra de østlige områder, mens det tilsvarende tal for 1940 kun var 12 %. Olieraffinaderierne er blevet forsynet med nyt teknisk udstyr, og der produceres nu nye kvaliteter højoktan flyvebenzin og andre brændstoffer og smøreolier. Produktionen af elektrisk kraft skulle i femårsplanens første år være 70 % højere end før krigen; i virkeligheden er den vokset med 87 %. I de krigsramte områder var kraftstationerne fuldstændig ødelagt, men deres kapacitet og produktion er i dag højere end før krigen. Også maskinindustrien udvikles hastigt. Femårsplanens mål for produktionen af maskiner, mekanismer og instrumenter er opfyldt med held. Ifølge planen skulle maskinproduktionen i 1950 være dobbelt så stor som før krigen. I de første 10 måneder af indeværende år var maskin produktionen 2,2 gange så høj som før krigen. Produktionen af teknisk udstyr til jern- og stålindustrien er femdobbelt, fremstillingen af dampturbiner er 2,5 gange så høj, fremstillingen af kraftige elektriske motorer er femdoblet, det tekniske udstyr til olieindustrien tredoblet og fremstillingen af gravemaskiner er 13 gange større end før krigen. Sovjetiske ingeniører udnytter vore videnskabsmænds opdagelser og har i de sidste fem år konstrueret og fremstillet mange nye former for maskiner og teknisk udstyr. Under femårsplanen har vi set en stærkt forbedret udnyttelse af det industrielle udstyr. Højovnene arbejder f.eks. 25 % mere effektivt og stålsmelteovnene 32 % mere effektivt end før krigen. Olieboringen foregår 43 % hurtigere end for krigen. Imidlertid viser de resultater, som vore mest fremskredne arbejdere og virksomheder har nået, at der stadig er store reserver og muligheder for endnu mere produktiv udnyttelse af det tekniske udstyr. Indførelsen af ny teknik har gjort det muligt at fortsætte den tekniske modernisering af vor folkehusholdning i stort omfang og at øge mekaniseringen af de grene, som ellers kræver megen arbejdskraft og hårdt arbejde. Side om side hermed har de tekniske fremskridt, kadrernes øgede dygtighed og arbejdernes, ingeniørernes og teknikernes skabende initiativ bevirket en betydelig forøgelse af arbejdsproduktiviteten. Ifølge femårsplanen skulle industriens arbejdsproduktivitet i 1950 været øget 36 % i forhold til niveauet før krigen. Faktisk var industriarbejdernes produktivitet i 3. kvartal af 1950 mere end 40 % højere end før krigen. I industrien gøres der et grundigt arbejde for at økonomisere med råmaterialer, halvfabrikata, brændstof og elektrisk kraft, for at udnytte produktionsarealet mere effektivt og for at fremskynde cirkulationen af driftskapitalen. Resultatet er, at regeringens plan for en reduktion af industrivarernes produktionsomkostninger er blevet opfyldt og overskredet. Jernbanerne har ligesom industrien overskredet planens mål. Ifølge femårsplanen skulle jernbanernes godstransport i 1950 være 28 % højere end før krigen. I de første 10 måneder af indeværende år var den imidlertid mere end 40 % højere end før krigen. Lokomotiv- og vognparken er blevet forøget og fornyet, og der er skabt en indenlandsk industri for elektriske og dieseldrevne lokomotiver. Der er sket store fremskridt inden for landbruget. Den samlede kornhøst er i år 7.600 millioner pud (1 pud = 16,38 kg.), mere end 300 millioner pud højere end høsten i 1940; hvedehøsten var 340 millioner pud højere end i 1940. Bomuldshøsten er mere end 40 % højere end i 1940. Sukkerroeudbyttet er blevet forøget. I år bliver sukkerroehøsten mindst 2,5 millioner tons højere end i 1940. Der sker anselige fremskridt i gennemførelsen af den plan, der vedtoges, i 1948 om plantning af læbælter, indførelse af sædskifte og anlæggelse af damme og vandreservoirer i steppen og skovsteppen i den europæiske del af Sovjetunionen. I løbet af disse to år er der blevet tilplantet et område på 1.300.000 ha med skov; der er anlagt adskillige tusind damme og reservoirer på kollektivbrugene og statsgårdene i disse egne. I august i år blev der truffet en vigtig beslutning om indførelse af et nyt system for vanding af arealer på henimod 4.300.000 ha. Dette nye system med midlertidige vandingskanaler i stedet for de permanente kanaler, der hindrede indførelsen af moderne landbrugsmaskinteknik, vil gøre det muligt at udvide de overrislede områder, og derigennem øge arbejdsproduktiviteten på de overrislede landbrug. Partiet og regeringen har i år bestræbt sig for at løse det centrale problem i vort landbrug - en generel forøgelse af husdyrbestanden. Under arbejdet med at opfylde treårsplanen for udvikling af kollektivbrugenes og statsgårdenes kollektive kvægavl og animalske produktion har disse brug præsteret en betydelig forøgelse af husdyrbestanden og øget dens produktivitet. Vor kvægavl led meget hårdt under krigen. I de vigtigste landbrugsområder i Ukraine, Nordkaukasus, Hviderusland og de centrale sortejordsområder blev kvægbestanden fuldstændig udryddet, bortset fra den smule, der blev evakueret mod øst eller blev skjult af befolkningen. Også kvægavlen i andre dele af landet led under krigen. Til trods herfor har vi ikke blot fuldstændig nået førkrigsniveauet i den kollektive kvægavl og animalske produktion, men også betydeligt overskredet det. Bestanden af stort hornkvæg på kollektivbrugene er nu 38 % større end før krigen, antallet af geder og får er 65 % større og antallet af svin 55 % større. Der er også sket en betydelig forøgelse af kollektivbrugenes og statsgårdenes bestand af stamkvæg. Kollektivbrugene og statsbrugene er gået i gang med et omfattende byggeri af velindrettede stalde og med at skabe en foderbasis for kvægavlen man har taget et særligt sædskifte for foderplanter i anvendelse, udvider græsarealerne, dyrker flere ensileringsplanter og rodfrugter og optager dyrkningen af nye, højtydende foderplanter, Sudanka, Sorghum osv.. Den øgede produktion af korn og industriafgrøder og det voksende udbytte af husdyrholdet skaber en solid basis af råmaterialer til yderligere udvidelse af letindustrien og fødevareindustrien. Partiet og regeringen yder stor hjælp til kollektivbrugene, statsgårdene og maskin- og traktorstationerne. Landbruget forsynes med et stort antal maskiner af enhver tænkelig art. Vore fabriker for traktorer og landbrugsmaskiner blev ødelagt under krigen; de er nu alle blevet genopbygget, og sammen med de nye fabriker leverer de i indeværende år landbruget 4 gange så mange traktorer (regnet i enheder på 15 HK), 3,8 gange så mange mejetærskere, 4 gange så mange traktortrukne plove, næsten 6 gange så mange traktortrukne såmaskiner og mere end 3 gange så mange traktortrukne kultivatorer som i 1940. Den kemiske industri forsyner landbruget med et stadig større kvantum kunstgødning. I år har landbruget modtaget næsten dobbelt så meget fosfor-, kali- og kvælstofgødning som i 1940. Det kræver kendskab til kollektivbrugets økonomi, til landbrugets driftsmetoder og mekaniseringen at drive et stort kollektivt landbrug. Fra kollektivbøndernes rækker er der udgået fremragende organisatorer, ledere og landbrugseksperter. Men vi kan ikke slå os til ro hermed, og partiet og regeringen stiller derfor den opgave at styrke kollektivbrugenes kadrer yderligere og at tage videnskabens nyeste resultater og de mest fremskredne erfaringer i anvendelse på kollektivbrugene og i maskin- og traktorstationernes praksis. Folkehusholdningens opsving går hånd i hånd med en øget nationalindtægt og en stadig forbedring af vort folks levestandard og kulturelle stade. I de kapitalistiske lande tager udbytterklasserne løvens part af den nationalindtægt, som skabes af den arbejdende befolkning. Under Sovjetunionens socialistiske økonomiske system går nationalindtægten til det arbejdende folk og tjener ikke til berigelse af udbytterklasser, men til systematisk forbedring af arbejdernes, bøndernes og de intellektuelles materielle kår og til udvidelse af den socialistiske produktion. Nationalindtægtens vækst i sovjetlandet er derfor det mest generelle og slående vidnesbyrd om væksten i de arbejdende massers materielle velstand. Ifølge femårsplanen skulle nationalindtægten i 1950 være 38 % højere end før krigen. Men allerede i 1949 havde Sovjetunionens nationalindtægt praktisk talt nået dette mål, og i 1950 er den mere end 60 % højere end før krigen (målt i sammenlignelige priser), dvs., betydeligt højere end beregnet i femårsplanen. Som bekendt har sovjetregeringen gennemført en møntreform, og i 1950 har den for tredje gang i træk nedsat detailpriserne for forbrugsvarer. Dette har yderligere styrket rubelens værdi og øget dens købekraft. Allerede i 1949 var arbejdernes og funktionærernes lønninger (målt i sammenlignelige priser) 24 % højere pr. person end før krigen. Bøndernes indtægter var tilsvarende over 30 % højere. I indeværende år har vi set en yderligere forøgelse af arbejdernes og funktionærernes løn og af bøndernes indtægter. Som enhver ved, findes der ikke nogen arbejdsløshed i vort land. Antallet af arbejdere og funktionærer i folkehusholdningen vokser uafbrudt og er nu 22 % højere end før krigen. Forbedringen af det arbejdende folks materielle kår afspejler sig i befolkningens øgede købekraft og i forøgelsen af vareomsætningen. Vi var i år i stand til at forsyne statens og kooperationens forretninger således, at de til befolkningen kunne sælge: 35 % mere kød og kødvarer, 53 % mere fisk, 60 % mere smør og andre fedtstoffer, 30 % mere sukker og sukkervarer, 38 % mere bomuldsstof, uldvarer, silke og lærredsvarer, 35 % mere fodtøj, 37 % mere trikotage og 31 % mere sæbe end før krigen. Dertil kommer de lokale ressourcer. Folkets forbrug er nu betydeligt større, end det var før krigen. Partiet og regeringen anser det for at være af allerstørste betydning at øge landets boligmasse mest muligt og specielt at hjælpe arbejderne, bønderne og de intellektuelle med at bygge egne hjem. I løbet af de 4 år og 10 måneder, der hidtil er gået af efterkrigsfemårsplanen, er der ialt genopbygget eller nybygget henved 90 millioner kvadratmeter beboelsesareal. I landdistrikterne er der blevet bygget eller genopbygget mere end 2.500.000 huse. Disse tal giver et indtryk af det omfattende byggeri i vort land. Imidlertid er byggeplanerne ikke blevet fuldstændig gennemført. overalt. Både i by og på land går husbyggeriet langsomt og er endnu for dyrt. Regeringen anvender store summer på det sociale og kulturelle arbejde. Siden krigen er der blevet bygget og genopbygget tusindvis af nye skoler, biblioteker og børneinstitutioner i vort land; desuden er der bygget et stort antal hospitaler, sanatorier, feriehjem, klubber, teatre og biografer. Der er 37 millioner elever i underskoler, syvårige skoler, tiårige skoler, tekniske skoler og andre skoler af mellemtrinet. Vi har 1.230.000 studerende ved universiteter og højere læreanstalter; det er 400.000 mere end før krigen. Der sker en rig udvikling indenfor den sovjetiske litteratur og kunst, som hos os tjener folkets interesser og er et vigtigt middel til kommunistisk opdragelse af sovjetmenneskene. Antallet af videnskabelige forskningsinstitutter er blevet forøget. Der er taget nye store skridt til løsning af den opgave, kammerat Stalin har stillet de sovjetiske videnskabsmænd »ikke alene at indhente, men også i den nærmeste fremtid at overgå den udenlandske videnskabs erobringer«. Efter klarlæggelse af atomenergiens hemmelighed har vore videnskabsmænd gennem mange andre betydningsfulde arbejder og opdagelser fremmet det tekniske fremskridt og bidraget til opfyldelse og overskridelse af planerne for vor folkehusholdning.

De frugtbare diskussioner, der i år har været om sprogvidenskabens og fysiologiens problemer, har drevet vor sovjetvidenskabs udvikling fremad. Af overordentlig betydning var kammerat Stalins bidrag til diskussionen om sprogvidenskabens problemer, og de hidførte en radikal vending, især inden for denne videnskabsgren. Ved at vise, at videnskaben ikke kan udvikle sig og blomstre uden meningskamp, uden fri kritik, uden udskiftning af forældede formler og konklusioner med nye, har kammerat Stalin åbnet brede veje for hele den sovjetiske videnskabelige tænkning til løsning af de nye opgaver, som vor stat står overfor. Vi kan ikke tale om de resultater, vi har nået inden for økonomien og kulturens opbygning uden også at omtale vore hæderkronede væbnede styrker, hæren, luftvåbnet og flåden. De udfører trofast deres soldaterpligt og er pålidelige værnere af freden og vort fædrelands sikkerhed. (Langvarigt bifald). Kammerat Stalin lærer os, at under kommunismen vil folkehusholdningen, organiseret efter en plan, være baseret på den højeste teknik, inden for såvel industrien som landbruget. Altså må vi organisere et yderligere, nyt opsving i Sovjetunionens økonomiske liv, øge den tekniske udrustning inden for alle grene af samfundsøkonomien og sørge for en fortsat udvikling af landets produktivkræfter. Disse opgaver, som sovjetfolket står overfor, kaster lys over den vældige betydning, der tilkommer regeringens beslutninger om at hygge vandkraftværkerne på Volga ved Kujbysjev og Stalingrad, den turkmenske hovedkanal Amu-Darja-Krasnovodsk, Kakhovka vandkraftværket ved Dnepr og kanalerne i Sydukraine og det nordlige Krim. Med hensyn til størrelse, tekniske idéer og gennemførelsesfrister er disse foretagender ægte prøver på kommunismens bygværker. Hvert af dem omfatter opførelse af kraftværker, dæmninger, kanaler, reservoirer og overrislingssystemer. De nye bygværker repræsenterer et kompliceret samvirke af tekniske anlæg. Opførelsen af sådanne anlæg er kun mulig i vort land, under den socialistiske økonomis betingelser. De fire vandkraftværker, som skal skabes, vil få en samlet kapacitet på over 4 millioner kilowatt, og de vil i hvert år med gennemsnitlig vandmængde levere 22 milliarder kilowatt-timer, over 11 gange så meget som den energimængde alle det tsaristiske Ruslands kraftstationer frembragte i 1913. Vandkraftværkerne ved Kujbysjev og Stalingrad vil gøre det muligt at forsyne Moskva med al fornøden elektricitet og hurtigere at udvikle det økonomiske liv i Volgaområderne og de centrale sortejordsornråder; vandkraftværkerne ved den turkmenske hovedkanal og Kakhovka vil fremskynde udviklingen af det økonomiske liv i Turkmenistans kaspiske egne og ved nedre Dnepr. Det vil gøre det muligt for landet at oprette nye industrivirksomheder og at indføre fremskreden teknik i de eksisterende virksomheder. Overrislingen og vandingen af Volgaområdet, Sydukraine, det nordlige Krim og ørknerne og de ørkenlignende områder ved Det kaspiske Hav og i Centralasien vil skaffe nye millioner pud hvede, ris, bomuld og andre industriafgrøder til landet. Husdyrholdet vil blive stærkt udvidet i de overrislede områder. Den elektriske kraft fra de nye værker vil finde vid anvendelse i industrien og landbruget. Regeringens beslutninger om at bygge disse anlæg ved Volga, Amu-Darja og Dnepr blev hilst med begejstring over hele landet. Arbejderne ved mange industriforetagender overtager forpligtelsen til at udføre ordrerne til de nye anlæg hurtigt og godt. Sovjetiske videnskabsmænd, ingeniører og teknikere sætter deres skabende energi ind på at løse de tekniske problemer ved de nye projekter. Kollektivbrugenes mænd og kvinder ved Volga, i Turkmenistan, Ukraine og på Krim har påtaget sig forpligtelser til ved deres indsats at fremskynde fuldendelsen af anlæggene. Efterhånden som sovjetsamfundet udvikler sig, bliver vore kadrers ideologiske og teoretiske hærdning stadig mere afgørende. Betingelserne for overgangen fra socialismen til kommunisme forpligter os til at bringe alt ideologisk arbejde op på et højere plan, at forbedre tilrettelæggelsen af den arbejdende befolknings kommunistiske opdragelse yderligere. Kommunismen kan ikke opbygges. med mindre de rester af kapitalismen, der lever i vore menneskers bevidsthed, fuldstændig overvindes. Det er grunden til, at kampen mod de forskellige udslag af ikke-kommunistisk indstilling til arbejdet og den socialistiske ejendom, til varetagelsen af statens interesser, må forstærkes. Det er nødvendigt resolut at fjerne borgerlige indflydelser i videnskaben, litteraturen og kunsten, utrætteligt at arbejde for at forbedre den marxistisk-leninistiske opdragelse af vore kadrer inden for alle specialgrene, at hjælpe dem til at beherske videnskaben om samfundets udviklingslove. Vort kommunistiske parti maner os til ikke at falde til ro i det opnåede og ikke at beruse os i fremgang. Det ville være sovjetfolket uværdigt ikke at hæfte sig ved manglerne i vort arbejde og ikke at tage skridt til at komme disse mangler til livs. Man kan f.eks. ikke i stilhed forbigå en så utilstedelig foreteelse som overtrædelse af lovene om, at statsplanerne ubetinget skal opfyldes. I en række industrigrene er der virksomheder, som endnu i dag systematisk underopfylder de planer, der gælder for dem. Lederne af disse industrigrene trøster sig med, at det dårlige arbejde på de virksomheder, som ikke opfylder planen, bliver kompenseret ved de fremskredne virksomheders overopfyldelse af planerne. Dette er en urigtig og usovjetisk indstilling til opfyldelsen af statens planer. Denne praksis, hvorved visse virksomheders dårlige arbejde tilsløres og dækkes på bekostning af andre virksomheders gode arbejde, har intet tilfælles med den sovjetiske metode til ledelse af økonomien. Sådanne fremgangsmåder passer sig ikke for medarbejdere i den socialistiske økonomi. Kun borgerlige chance-ryttere kan tænke og handle på en sådan måde. Statsplanen er en lov. Hver eneste virksomhed er forpligtet til at opfylde det program, den har fået overdraget. Dette krav gælder ikke blot funktionærerne i industrien, men også på alle andre områder af vor socialistiske opbygning. Det er ikke mindre væsentligt at lægge mærke til de alvorlige mangler med hensyn til anlægsvirksomheden. Kammerat Stalin har peget på disse mangler. Mens industriproduktionens udvikling følges af en sænkning af produktionsomkostningerne og dermed en sænkning af varepriserne og en styrkelse af rubelen, så falder byggeomkostningerne ikke, men er stadig overordentlig høje, trods den store udvidelse af byggearbejdet. Ved planlæggelsen af byggearbejderne tolererer man alt for mange overflødige ting, som øger byggeomkostningerne. På grund af de alvorlige mangler i planlæggelsen af anlægsvirksomheden bliver materialer og pengemidler forstøvet over alt for mange projekter, og det forlænger anlægstiden, forhaler igangsættelsen af de nye virksomheder og forøger antallet af ufærdige anlæg. Med det store vingefang vor anlægsvirksomhed nu har, er dette spørgsmål af stor vigtighed for staten. Lederne af vore byggeorganisationer må gøre ende på overtrædelserne af regeringens anvisninger til reduktion af byggeomkostningerne, de må sikre en fremskyndelse af anlæggenes færdiggørelse, forbedre deres eget arbejde og høre op med at sakke agterud for de andre dele af samfundsøkonomien. Et pålideligt og prøvet middel til at fjerne fejl i vort arbejde er bolsjevikisk kritik og selvkritik. Partiet lærer os, at kritik og selvkritik som en af drivkræfterne i sovjetsamfundet effektivt bidrager til at fjerne det gamle og forældede og rydde vejen for det nye, det fremskredne, det progressive. Kritik og selvkritik må derfor udøves til stadighed og ikke lejlighedsvis. Kritik og selvkritik må være et uafladeligt virkende instrument, som anvendes til at forbedre vort arbejde. Når vi fjerner manglerne i den politiske opdragelse og den økonomiske og kulturelle opbygning, bliver vi i stand til at finde nye kilder til udvikling af den socialistiske produktion og derved fremskynde vor bevægelse henimod kommunismen.

Samtidig med at løse opgaverne i den løbende opbygning af folkehusholdningen kæmper Sovjetunionen hårdnakket for freden, for venskab og samarbejde mellem folkene i alle lande. Hånd i hånd med Sovjetunionen fører folkedemokratierne Albanien, Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Polen og Tjekkoslovakiet kampen for fred og venskab mellem folkene. For fredens sag kæmper det store kinesiske folk aktivt, under ledelse af Kinas kommunistiske parti med kammerat Mao Tse-tung i spidsen. (Langvarigt bifald). Fast forankret i fredens lejr står den tyske demokratiske republik. For fredens sag, for sin nations frihed og uafhængighed fører det heroiske koreanske folk befrielseskrigen. (Langvarigt bifald). Alle disse folk repræsenterer fredens, socialismens og demokratiets lejr. Kammerat Stalin har ofte påpeget, at forskellen mellem økonomiske systemer og ideologier ikke udelukker samarbejde og normale forbindelser mellem Sovjetunionen og de kapitalistiske lande, i særdeleshed mellem Sovjetunionen og Amerikas Forenede Stater. »Til samarbejde kræves ikke, at folkene har ensartede systemer. Man må respektere systemer, som er godkendt af folket,« siger kammerat Stalin. Samtidig påpeger kammerat Stalin, at »der må skelnes mellem muligheden for at samarbejde og ønsket om at samarbejde. Der findes altid mulighed for at samarbejde, men der findes ikke altid et ønske om at samarbejde«. Hvad Sovjetunionen angår, så kender hele verden de talrige anstrengelser og praktiske skridt, vor regering har gjort for at styrke freden og samarbejdet mellem nationerne. Over for socialismens og demokratiets lejr, fredens lejr, står imperialismens lejr, under førerskab af de herskende kredse i USA, med en politik, der har til formål at slippe en ny krig løs, en politik, der tilsigter, at de stærke lande skal beherske de svage. Indtil den anden verdenskrig var Tyskland og Japan de amerikanske imperialisters vigtigste konkurrenter på verdensmarkedet. Efter at disse lande blev slået i krigen, søger USAs imperialister at udnytte den nye situation til at bemægtige sig råstofkilder og afsætningsmarkeder. Men dette er ikke deres eneste formål De amerikanske imperialister gør regning på, at en ny, en tredje krig skal føre til ødelæggelse af Sovjetunionen og folkedemokratierne, til undertrykkelse af arbejderbevægelsen og de nationale frihedsbevægelser i alle andre lande og til oprettelse af de amerikanske imperialisters verdensherredømme. Derfor intensiveres oprustningen i den imperialistiske lejr, militærudgifterne øges svimlende, de væbnede styrkers mandskab udvides, de sidste rester af demokratiske friheder tilintetgøres og de progressive organisationer forfølges. De amerikanske imperialister håber på, at de i kampen for at nå disse mål kan anvende afhængige landes hære som kanonføde. De herskende kredse i England og Frankrig, som engang førte en selvstændig udenrigspolitik, underkaster sig nu ydmygt de amerikanske imperialisters diktat i alle internationale hovedspørgsmål, til skade for deres egne nationale interesser. Fra forberedelsen af aggressionen er USAs imperialister i den seneste tid gået over til direkte aggressionshandlinger. Det mest oplagte udslag af denne politik er USAs væbnede intervention i Korea. Tro mod sin uforanderlige fredspolitik har sovjetregeringen lige fra Korea-begivenhedernes begyndelse forfægtet en løsning af konflikten med fredelige midler. Med dette formål har sovjetregeringen foreslået, at krigshandlingerne i Korea øjeblikkelig bringes til ophør, og at alle fremmede tropper samtidig trækkes tilbage fra landet, således at det koreanske folk selv får mulighed for at afgøre sine indre anliggender uden fremmed indblanding. Den amerikanske regering, der var slået ind på den åbne aggressions vej, afviste imidlertid alle forslag om en fredelig løsning af det koreanske spørgsmål. Ud fra dette eksempel har alle landes folk med egne øjne kunnet overbevise sig om, hvem der ønsker fred, og hvem der ønsker en ny krig. Efter alle de bagslag og svære nederlag, den amerikanske over kommando i Korea led i kampen mod det frihedselskende koreanske folk, har amerikanerne kastet praktisk talt alle deres væbnede styrker i det fjerne østen ind i krigen i Korea. Amerikanerne stolede ikke på deres egne kræfter alene og drog Englands og andre landes tropper ind i kampene. Kun ved hjælp af disse store styrker, der var nogle gange større end den koreanske folkehærs, har interventionstropperne kunnet notere en vis militær fremgang. Efter store militære sejre møder det koreanske folk nu militær modgang, men denne modgang har ikke knækket folkets kampmod. Modgang forekommer i enhver krig. Engang i fortiden, under den udenlandske væbnede intervention og borgerkrigen, oplevede også vor sovjetstat kolossale vanskeligheder. Alligevel blev interventionstropperne knust og fordrevet. (Langvarigt bifald). Det koreanske folk har ved sin heroiske kamp mod de amerikanske interventionstropper vundet sympati hos de fredselskende folk i hele verden. (Bifald). Korea er blevet et samlingsmærke for frihedsbevægelsen i de undertrykte og afhængige lande. (Bifald). Efter sejren over det fascistiske Tyskland og det imperialistiske Japan gav stormagterne udtryk for folkenes vilje efter krigens rædsler ved at oprette et aftalt system for indbyrdes forbindelser mellem staterne, et system, som skulle garantere freden og nationernes sikkerhed. Grundlaget for dette system var Potsdamaftalen og de Forenede Nationers pagt. De amerikanske og engelske imperialister har imidlertid længe arbejdet på at ødelægge dette system for internationalt samarbejde. De amerikanske og engelske imperialister har omgået og trodset de Forenede Nationers pagt ved at danne den aggressive nordatlantiske pagt, og de arbejder på at stable nye aggressive militære blokke på benene. De herskende kredse i England og USA forhindrer afslutningen af en fredstraktat med Tyskland og søger at trække besættelsen af Vesttyskland ud så længe som muligt. I september i år afholdt USAs, Englands og Frankrigs udenrigsministre deres konference i New York, hvor de besluttede at genoprette den tyske hær i Vesttyskland, at tage praktiske skridt til en remilitarisering af Vesttyskland og at bruge dets menneske- og materielressourcer i deres egen interesse, uden at tage hensyn til det tyske folks nationale interesser. Den amerikanske, engelske og franske regerings politik, som går ud på at splitte Tyskland og at bryde Potsdamaftalens principper, har ført til en afbrydelse af de normale økonomiske forbindelser mellem Tysklands vestlige og østlige områder og til, at kun de industrigrene i Vesttyskland, som står i forbindelse med krigsproduktion, er blevet udviklet. En fuldstændig modsætning hertil er Sovjetunionens politik. Den kræver opfyldelse af Potsdamaftalen, som tilsigter oprettelsen af et samlet, uafhængigt, fredselskende og demokratisk Tyskland. Sovjetunionens forslag om en snarlig afslutning af en fredstraktat med Tyskland, tilbagetrækning af besættelsestropperne og oprettelse af en tysk fællesregering er velkendte. Disse forslag er atter blevet fremsat i den nylig offentliggjorte erklæring fra USSRs, Albaniens, Bulgariens, Tjekkoslovakiets, Polens, Rumæniens, Ungarns og den Tyske Demokratiske Republiks udenrigsministre. Sovjetunionen kræver ligeledes opfyldelse af Potsdam-deklarationen, dvs., en snarlig afslutning af en fredstraktat med Japan, tilbagetrækning af besættelsestropperne fra Japan og fjernelse af truslen om en genoplivelse af den japanske militarisme. USA sætter sig derimod til mål at forlænge okkupationen af Japan og at gøre landet til et opmarchområde for sine aggressive planer i det fjerne østen. USA benytter sig af sin stilling som besættelsesmagt og trodser de aftalte bestemmelser om en demilitarisering og demokratisering af Japan, genopbygger flådebaserne i Japan, genopretter de japanske væbnede styrker, forfølger demokratiske organisationer og hjælper de japanske militarister tilbage til magten. Ved at overtræde de forpligtelser, de påtog sig vedrørende Tyskland og Japan, vil USAs og Englands regeringer således forpurre en fredsordning efter krigen, en fredsordning, som folkene i alle lande er interesseret i. I kampen for fred og internationalt samarbejde støtter sovjet-regeringen alle bestræbelser, hvis formål er at styrke de Forenede Nationer, der er kaldet til at være et betydende instrument til fredens og den internationale sikkerheds bevarelse. »Denne internationale organisations styrke, « har kammerat Stalin påpeget, »ligger i, at den bygger på princippet om staternes ligeberettigelse, og ikke på princippet om nogle staters herredømme over andre. Hvis de Forenede Nationers organisation også i fremtiden har held til at hævde princippet om ligeberettigelse, så vil den uden tvivl komme til at spille en stor positiv rolle for oprettelsen af fred og sikkerhed i verden.« Den engelsk-amerikanske bloks repræsentanter afviser systematisk Sovjetunionens forslag til styrkelse af de Forenede Nationer. Ydermere arbejder den amerikanske regering på at gøre denne internationale organisation til et simpelt vedhæng til det amerikanske udenrigsministerium, til en institution, der kun skal være et skærmbræt for Amerikas aggressive planer. USAs regering viser derigennem, at den ikke ønsker at finde veje og midler til internationalt samarbejde og ikke respekterer andre staters suveræne rettigheder,. men har i sinde at slippe en ny krig løs. Imperialisterne anvender megen energi på at forvanske Sovjetunionens fredelige politik og fremstille den som propaganda, som et forsøg på at lede nogen på vildspor. Men hvad kan være mere ligefremt og klart end sovjetregeringens ofte gentagne forslag, der skal tjene til at hindre en ny krigs udbrud og udvide det internationale samarbejde ? Tro mod sin politik til kamp for freden har sovjetregeringen nu under FN-generalforsamlingens femte samling foreslået, at man vedtager en »Deklaration om fjernelse af faren for en ny krig og om styrkelse af freden og sikkerheden mellem nationerne«. I denne deklaration har sovjetregeringen atter foreslået, at man skal fordømme og forhindre propaganda for en ny krig; at atomvåbnet skal forbydes som et aggressionsvåben og masseudryddelsesvåben; at der skal oprettes en streng international kontrol for at gennemføre en nøjagtig og ubetinget opfyldelse af dette forbud; at de fem stormagter afslutter en pagt til styrkelse af freden, og at de reducerer deres væbnede styrker med en tredjedel i løbet af et år og derefter fortsætter med at reducere dem. Men skulle synes, at det enkleste ville være at vedtage disse fredsvenlige forslag fra sovjetregeringen og således prøve, om de sovjetiske forslag er oprigtige. Men krigsmagerne, der har et lydigt flertal i de Forenede Nationer, har foretrukket at afvise de sovjetiske forslag. De afviste dem, fordi de sovjetiske forslag ville krydse krigs magernes arbejde og deres aggressive planer. Ydermere tyer disse herrer til trusler mod Sovjetunionen. Det er på tide d’herrer gør sig klart, at sovjetfolket ikke hører til de nervesvage (bifald), og at det ikke lader sig skræmme ved trusler (langvarigt bifald). Historien viser, at vor fredsvenlige politik ikke er et svaghedstegn. Det er på tide d’herrer gør sig klart, at vort folk kan svare for sig (langvarigt bifald), kan svare for sit fædrelands interesser, om fornødent med våben i hånd. (Stormende, langvarigt bifald). Imperialisterne prøver på at tilsløre deres aggressive politik ved at sige, at de bekæmper kommunismen. Det er ikke noget nyt trick. Hitler og hans medskyldige prøvede også på at retfærdiggøre deres aggressive politik ved at tale om den kommunistiske fare. Alle og enhver ved, hvorledes hitleristernes falske manøvrer endte. Hitlers laurbær frister åbenbart krigsmagerne i den engelsk-amerikanske blok. Men nu om stunder er det ikke så let at vildføre almindelige mennesker. Eksemplet fra Sovjetunionen og folkedemokratierne viser det arbejdende folk, at dèr, hvor kommunisterne kommer til magten, dèr oprettes et sandt demokrati, arbejdsløsheden afskaffes, folkets velstand og kultur gør hurtige fremskridt, og hvert enkelt menneske får vide muligheder for konstruktivt arbejde. Det er grunden til, at kommunismen får stadig flere tilhængere, trods alle imperialisternes bestræbelser for at »tilintetgøre« den. De kommunistiske partiers indflydelse vokser fra dag til dag, og de tæller nu over 18 millioner mennesker i deres rækker, Sovjetunionen fraregnet. (Bifald). Kommunismen og det arbejdende folk er uadskillelige. Og ligesom man ikke kan tilintetgøre folket, kan man derfor heller ikke tilintetgøre kommunismen. (Bifald). Selve folkets stilling i det kapitalistiske samfund gør det til en uforsonlig fjende af imperialismen, der kun bringer folkene lidelser og masseudryddelse på røverkrigenes slagmarker. Folkene ønsker ikke krig, og det går mere og mere op for dem, hvilken frygtelig afgrund krigsmagerne prøver at styrte dem i. Den skærpede krigsfare har bevirket, at folkene bliver mere og mere besluttede på at forhindre krigen. Over hele verden breder sig og styrkes en organiseret og kraftig bevægelse for freden, en bevægelse, der forener arbejdere, bønder, intellektuelle, kvinder og unge, folk af de mest forskellige politiske og religiøse overbevisninger. Folkene kæmper nu ikke blot for at få atomvåbnet forbudt, men også for at få gennemført en generel nedrustning af alle former for våben, forbud mod enhver form for krigspropaganda, fordømmelse af væbnet aggression og indblanding udefra i folkenes indre anliggender. Sovjetfolket går ind for freden og forfægter beslutsomt fredens sag. USSRs øverste Sovjet gav udtryk for folkets vilje, da det i juni i år støttede verdensfredskomitéens Stockholmsappel. Denne appel er blevet underskrevet af mere end 115 millioner sovjetborgere, hele vort fædrelands voksne befolkning, som dermed har erklæret, at det ønsker fred og vil kæmpe for en varig fred. Også i andre lande har folkets millionmasser rejst sig til kamp for freden. Stockholmsappellen er blevet støttet og underskrevet af 204 millioner mennesker i Kina, af over 50 millioner i Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Albanien, af 50 millioner i Japan, Korea, England, Argentina og andre lande, af mere end 20 millioner i Tyskland, af 15 millioner i Frankrig, af 16 millioner i Italien og af 2,5 millioner i USA. Indtil nu er der kommet Ca. 500 millioner underskrifter på Stockholmsappellen. (Bifald). Dette er en alvorlig kraft og en lydelig advarsel til krigsmagerne.

Folkene, der kæmper for freden, er overbevist om, at deres retfærdige sag vil vinde sejr. De vil forpurre krigsmagernes planer. Kammerater! De store fremskridt, vort land har gjort efter krigen, er et resultat af sovjetmenneskenes heroiske arbejde og af den rigtige politik, der er blevet ført af det kommunistiske parti, Lenins og Stalins parti. Partiets rolle som organisator og leder kommer til udtryk overalt i vort stats- og samfundsliv. Da krigen var forbi, rettede partiet alle sovjetmenneskenes anstrengelser mod en genopbygning af vor økonomi og en yderligere blomstring for vort land. Efter partiets opfordring udfoldedes der overalt i landet en socialistisk kappestrid for at opfylde femårsplanen før den fastsatte tid. Partiet har sikret sovjetmenneskenes kulturelle og materielle opsving. Under partiets banner er sovjetsamfundets moralsk-politiske enhed blevet endnu solidere, og det stalinske venskab mellem folkene har udviklet sig og er blevet fastere. Overalt i den økonomiske og kulturelle opbygning er der vokset talrige kadrer af nye ledende medarbejdere op, opdraget af partiet og udrustet med den marxistisk-leninistiske videnskab. Vort kommunistiske partis virke viser, at det sætter folkets interesser over alt andet og forstår at kæmpe for disse interesser. Ved sin tjeneste i landets og folkets interesse har partiet vundet sovjetfolkets kærlighed og fulde tillid. (Stormende bifald). Dette er kilden til Sovjetunionens styrke. (Langvarigt bifald). Længe leve den store socialistiske Oktoberrevolutions uovervindelige fane! (Bifald). Længe leve det store sovjetfolk! (Bifald). Længe leve vort hæderkronede kommunistiske parti! (Langvarigt bifald). Længe leve freden i hele verden! (Stormende bifald. Alle rejser sig. Længe bruser ovationerne til ære for J. V. Stalin, den store leder og lærer, organisatoren af sovjetfolkets historiske sejre).

Oktoberrevolutionen 50 år

Tale på et festmøde i Kremls kongrespalads

d. 20. december 1967

På vagt for Sovjetunionens sikkerhed

Kammerater ! Det har bevæget os alle dybt at høre SUKP’s centralkomités, den øverste Sovjets præsidiums og USSR’s ministerråds lykønskning til de statslige sikkerhedsorganer. Den høje vurdering af tjekisternes arbejde er ligeledes kommet til udtryk i, at en stor gruppe af KGB’s medarbejdere er blevet tildelt sovjetiske ordener og medaljer. Tillad mig på vegne af de ansatte i den statslige sikkerhedstjeneste at rette en varm tak til det kommunistiske parti og den sovjetiske regering for deres tillid og høje vurdering af vort arbejde samt forsikre, at de sovjetiske tjekister ikke vil spare nogen anstrengelse for at gøre deres pligt over for fædrelandet. I verdenshistoriens kalender vil 1967 for altid markere en særlig dato som oktoberrevolutionens 50-årsjubilæum, hvor man højtideligholdt grundlæggelsen af menneskehedens nye, kommunistiske æra. Festlighederne omkring Oktoberrevolutionens 50-årsdag, der er blevet en klar demonstration af det sovjetiske folks urokkelige moralske og ideologiske enhed, har gang på gang vist, at revolutionens og det kommunistiske partis sag er blevet hele den sovjetiske befolknings sag, og at Sovjetunionen med sin store kamp- og arbejdserfaring ser fremtiden roligt i møde. Festlighederne omkring oktoberrevolutionens 50-årsdag, der er blevet en demonstration af det nye samfundssystems sejre, har gang på gang vist, at marxismen-leninismens og oktoberrevolutionens ideer er og bliver den vigtigste kilde til sociale fremskridt i hele verden, og at deres sejrsgang på vor planet er sikker. Indeværende år rummer en hel række mærkedage, der alle er vigtige milepæle i sovjetstatens tilblivelse. Efter 50-året for vor milits og det sovjetiske retsvæsen holder vi i dag 50-årsjubilæum for de statslige sikkerhedsorganer; om to måneder skal vi fejre vor heltemodige sovjetiske hær. Alle disse mindedage i sovjetstatens historie er nært forbundet med hinanden og har en fælles betydning. Den unge sovjetmagt skabte, lige fra den var opstået, institutioner til at forsvare og sikre landvindingerne fra verdens første sejrrige arbejder- og bonderevolution. »Enhver revolution«, sagde Lenin, »bliver først noget værd, hvis den formår at forsvare sig«. Sovjetstatens udvikling gennem et halvt århundrede har klart bekræftet rigtigheden af de leninske anvisninger. I af denne tid har det sovjetiske folk ikke blot opbygget en ny, socialistisk verden, men har også måttet udvise et maksimum af årvågenhed, selvopofrelse og heroisme for at forsvare sin stat mod overgreb fra indre og ydre fjender. Sovjetmagten blev tilkæmpet af vort lands arbejderklasse og arbejdende befolkning i kamp mod hele den gamle verden. At den blev stabiliseret, udviklede sig og vandt store sejre skyldes i høj grad, at det leninske parti lærte de arbejdende masser at værne og forsvare deres landvindinger. Det sovjetiske folk har tilbagelagt en lang og krævende vej. Denne vej har sammen med folket også de statslige sikkerhedsorganer tilbagelagt. 20. december 1917 dannedes på Lenins initiativ Den alrussiske ekstraordinære kommission til bekæmpelse af kontrarevolution og Sabotage. Efter partiets og folkets vilje blev tjekisterne sat ind på at forsvare oktoberrevolutionens landvindinger. Sådan begyndte Tjekaens’ (Tjekaen er russisk og er en forkortelse for Tjresvytjajjnaja Komissija, dvs. den ekstraordinære kommission) kampvirksomhed som Oktoberrevolutionens skjold og sværd. Fra det tidspunkt har de statslige sikkerhedsorganer konstant udført deres vanskelige og ærefulde arbejde. Kammerater ! Bolsjevikkerne kom til magten udrustet med klassekampens erfaringer og den mest avancerede, eneste videnskabelige teori om samfundsudviklingen, marxismen-leninismen. Det er imidlertid klart, at ingen, selv ikke den mest værdifulde kamperfaring fra før revolutionen og ingen, selv ikke den mest dybtgående teori kunne give svar på alle de spørgsmål, der opstod under den revolutionære omformning af landet. Man måtte eksperimentere, søge, i visse tilfælde gøre arbejdet om og den ene gang efter den anden vende tilbage til, hvad der syntes at være allerede afgjorte spørgsmål. Men én ting stod klart for bolsjevikkerne - uden en stærk politisk magt kan arbejderklassen ikke opbygge socialismen og således udføre sin verdenshistoriske bestemmelse. Denne magt, som Karl Marx kaldte proletariatets diktatur, og som blev indført i vort land efter den socialistiske revolutions sejr, skulle blive og blev faktisk en mægtig løftestang for Sovjetruslands arbejderklasse og arbejdende befolkning til at udstå de hårde sammenstød med den gamle verden og opbygge den nye, socialistiske verden med. Lenin fremhævede ofte, at den væsentligste funktion for proletariatets diktatur er at skabe. At skabe den socialistiske industri, det socialistiske landbrug, gennemføre den kulturelle revolution, omstille hele systemet af samfundsmæssige relationer til socialismens vilkår - det var de afgørende fronter i det store slag for socialismen, der udfoldede sig på vort lands mægtige vidder. Men under de givne omstændigheder måtte dette slag begyndes i hårde sammenstød med fjenden, den væbnede kontrarevolution og intervention. Vor socialistiske revolution var i denne situation nødt til at have et organ for proletariatets diktatur, der kunne afsløre modstandernes planer og, som Lenin udtrykte det, »med repressalier foretaget skånselsløst, hurtigt, ufortøvet og i forståelse med arbejderne og bønderne« sætte en stopper for samtlige kontrarevolutionens intriger. Netop et sådant organ blev Tjekaen. Tjekaens organer blev skabt til at forsvare revolutionen mod dens fjender samt nedkæmpe de udbyttere, der modarbejdede folket. Tjekaens virksomhed var helt i sovjetmagtens demokratiske ånd. Den var fuldkommen underordnet den arbejdende befolknings interesser og kampen for socialismen. Lenin definerede klart hovedprincipperne for Tjekaens virksomhed: uselvisk hengivenhed over for revolutionen, nær forbindelse med folket, urokkelig trofasthed mod partiet og sovjetmagten, fasthed i kampen mod klassefjenden og en høj grad af proletarisk humanisme. Disse demokratiske principper var og er fortsat grundlaget for tjekisternes virksomhed. Partiets centralkomité lagde stor vægt på at sikre oktoberrevolutionens landvindinger og afsatte derfor meget erfarne kadrer til at arbejde i Tjekaen. Dens første leder var Feliks Dsersjinskij, en berømt revolutionær og sand leninist, der havde været gennem illegalitetens hårde skole og de tsaristiske fængsler og tugthuse. Som menneske var han ubetinget hengiven over for revolutionen og skånselsløs mod dens fjender. I Tjekaen har der i tidens løb arbejdet så kendte partifunktionærer som Vjatjeslav Mensjinskij, Moisej Uritskij, Janis Peterss, Mikhail Kedrov, Ivan Ksenofontov, Varlaam Avanesov, Martyn Lacis, Josifs Unslichts, Sergej Uralov, Jakov Buikis og mange andre, som udgjorde sikkerhedsorganernes bolsjevikiske kerne. Ikke uden grund mødte revolutionens fjender Tjekaens dannelse med vredesråb og forbandelser. De blev hurtigt overbevist om, at revolutionens sværd i hænderne på vort parti rammer præcist og uafvendeligt. I tvekampen med de imperialistiske magters erfarne efterretningstjenester og den hvidgardistiske undergrundsbevægelse var det tjekisterne, der sejrede og viste sig værdige til partiets og folkets tillid. I 1918 optrævlede Tjekaen en kontrarevolutionær organisation, hvis leder var den kendte socialrevolutionære terrorist Savinkov, der stod i forbindelse med den engelske og franske efterretningstjeneste. Samme år blev Lockhartsammensværgelsen afsløret og uskadeliggjort efter et forsøg på at bestikke Kremls vagtmandskab og gennemføre kontrarevolutionært statskup. Året efter blev det såkaldte »nationale center«, der stod i forbindelse med Denikinfolkene, optrævlet i Moskva, ligesom senere spioncentralen »det taktiske center« i Petrograd. Fra den mislykkede »ambassadørsammensværgelse« til de forskellige hvidgardistorganisationers fuldstændige udslettelse strækker sig nettet af nederlag for kontrarevolutionen og dens udenlandske protektorer i deres duel med sovjetmagten og dens kamporgan - Tjekaen. I kampen mod sovjetmagtens fjender fremvoksede der en lang række førsteklasses tjekister inspireret af Oktoberrevolutionens idealer. Netop på grund af disse menneskers virksomhed opstod den folkelige forestilling om tjekisten som en lidenskabelig revolutionær, et dybt hæderligt og særdeles modigt menneske, uforsonligt mod fjenden, strengt pligtopfyldende og humant, parat til at yde personlige ofre for folkets sag, som det har viet sit liv. Alle ansatte i de statslige sikkerhedsorganer ser det som deres pligt at bevare og værne om denne ideale forestilling og være trofaste mod den i hele vor virksomhed. Overgangen fra borgerkrig til fredstid krævede en betydelig omstilling af arbejdet i alle parti- og statsinstitutioner. Samtidig omstilledes også sikkerhedsorganernes virksomhed. I kraft af deres særlige opgave måtte tjekisterne endnu med våbenmagt bekæmpe banditisme, kontrarevolutionære udfald på Tambov-egnen. kulakoprør i Sibirien og bandeuvæsen i Centralasien. Det krævede ligeledes en stor indsats at afsløre og optrævle de imperialistiske magters spionageaktiviteter. Samtidig inddroges Tjekaens og senere OGPU’s’ organer umiddelbart i løsningen af en række akutte økonomiske og sociale problemer. De deltog aktivt i kampen mod sult og elendighed, transportvanskeligheder m.m.; de hjalp med at bekæmpe tyfusepidemier, fremskaffe fødevarer og brændsel. Et særligt kapitel i Tjekaens og OGPU’s (OGPU er en russisk forkortelse for Objedinjonnoe Gosudarstvennoje Polititjeskoe Upravlenije (Den forenede statslige politiske kommission)) historie er kampen for at hjælpe hjem- og forældreløse børn. Det var en umådelig vanskelig og samtidig kolossalt vigtig opgave for vort land. Krigen havde efterladt sovjetmagten en hel hær af hjemløse, sultende, forældreløse børn, hvoraf mange var henvist til at strejfe om på vejene. Som organer for proletariatets diktatur skulle de ekstraordinære kommissioner, hedder det i et af Tjekaens cirkulærer, »på alle måder hjælpe sovjetmagten med at værne om børnene og sikre dem forsyninger... At tage sig af børnene er det bedste middel til at udrydde kontrarevolutionen«. Tusindvis af børn blev af tjekisterne reddet fra sultedøden. På Tjékaens initiativ blev der over hele landet skabt hundredvis af børnehjem, asyler og arbejdskolonier, hvor tidligere hjem- og forældreløse børn takket være stor opmærksomhed og omsorg forvandlede sig til bevidste sovjetborgere. Når vi i dag erindrer os denne og mange andre episoder fra Tjekaens historie, mindes vi bestandig om den humanistiske baggrund for de sovjetiske sikkerhedsorganers virksomhed. Nu om dage er forholdene og opgaverne andre, og sådan må det naturligvis være. Men en aktiv, målrettet kommunistisk humanisme og hver enkelt tjekists erkendelse af sit arbejde som et bidrag til forsvaret af den sovjetiske befolkning, dens arbejde, ro og sikkerhed er og bliver den ufravigelige basis for hele de statslige sikkerhedsorganers virksomhed. Samtidig med at grundlaget for socialismen blev styrket i vort land skabtes der efterhånden også forudsætninger for, at sikkerhedsorganernes virksomhed kunne skifte karakter. Med afskaffelsen af de fjendtlige klasser forskød tyngdepunktet sig i stigende grad fra kampen mod indre klassefjender til kampen mod ydre fjender. I førkrigsperioden var det de statslige sikkerhedsorganers vigtigste opgave at bekæmpe det fascistiske Tysklands og det militaristiske Japans efterretningsintriger og anden undergravende virksomhed. Dersom det ikke lykkedes fjenden at desorganisere vort bagland og ødelægge Sovjetunionens kampevne, så har sikkerhedsorganerne også deres del af æren herfor. Under den store fædrelandskrig indgik den statslige sikkerhedstjeneste som led i kampen mod den fascistiske besættelsesmagt. Vore grænsevagter var de første til at møde fjenden, og de indskrev sig i krigens historie med mange eksempler på sand heroisme. Med støtte fra den sovjetiske hærs overkommando og den sovjetiske hærs og flådes politiske organer værnede den militære kontraspionage med held vore væbnede styrker mod fjendtlige spioner og terror samt sikrede, at modstanderen ikke fik adgang til den sovjetiske overkommandos operative planer. Frygtløst kæmpede de af Tjekaens efterretningsofficerer, der opererede bag fjendens linier. Legendariske er bedrifterne udført af de berømte sovjetiske efterretningsofficerer Nikolaj Kusnetsov, Ivan Kudrja, Vladimir Molotsov, Viktor Ljagin, Sergej Solntsev, Fjodor Osmitel og mange andre tjekister, der arbejdede bag fjendens linier. I historien er ligeledes for bestandig indskrevet de lange dristige togter udført af partisanenheder under ledelse af tjekisterne Dmitrij Medvedjev, Kirill Orlovskij, Mikhail Prudnikov og Nikolaj Prokopjuk. Under udførelse af deres pligt mod fædrelandet har mange sovjetiske tjekister mistet livet i kamp mod fjenden. Men deres navne vil altid leve i folket. Kammerater ! Sikkerhedsorganerne har tilbagelagt en lang og vanskelig vej. De har ydet deres bidrag til forsvaret af revolutionens landvindinger og opbygningen af socialismen. Vi kan i dag med stolthed tænke tilbage på det arbejde, der blev udført af dem, som partiet og folket pålagde at værne om vor sovjetiske stats sikkerhed. Ud fra de sovjetiske sikkerhedsorganers historie ses det klart, at succesen i deres virksomhed altid har været forbundet med den strengeste overholdelse af de leninske principper. Kun på dette grundlag, kun under vort partis ledelse kan den socialistiske stats interesser værnes med held. Vi må heller ikke glemme den tid, da politiske eventyrmagere i indenrigsministeriets ledelse forsøgte at unddrage de statslige sikkerhedsorganer partiets kontrol og isolere dem fra folket, begik ulovligheder og dermed tilføjede vore statslige interesser, den sovjetiske befolkning og sikkerhedsorganerne selv alvorlig skade. I de senere år har vort parti udført et meget stort arbejde for at styrke de socialistiske retsprincipper. Også i sikkerhedsorganerne har man gjort op med uregelmæssigheder i arbejdet, indført konstant partimæssig og statslig kontrol med deres virksomhed og skabt sikre politiske og juridiske garantier for den socialistiske retsorden. Således har vort parti tydeligt vist, at der aldrig vil kunne ske nogen form for tilbagefald til overtrædelse af de socialistiske retsprincipper. De statslige sikkerhedsorganer vil også i fremtiden stå på vagt for den sovjetiske stats og den sovjetiske befolknings interesser. Kammerater! Når partiet på den nuværende etape skal definere sikkerhedsorganernes opgaver, går det ud fra de internationale såvel som de hjemlige betingelser for den sovjetiske stats udvikling. I de senere år er der sket væsentlige ændringer i det sovjetiske samfund. Efter at de sår, som krigen efterlod, var lægt, har vort land gjort store fremskridt på alle områder af det økonomiske, sociale og kulturelle liv. Resultaterne i opbygningen af det udviklede socialistiske samfund og overgangen til kommunismen har mangedoblet den sovjetiske stats styrke og øget dens demokratiske karakter. Den tid er længst forbi, da vort land var omringet af fjendtlige kapitalistiske stater. Dannelsen af det socialistiske verdenssystem, dets voksende styrke og indflydelse samt den internationale arbejderbevægelses og den nationale befrielsesbevægelses fremgang har på grundlæggende vis ændret styrkeforholdet på verdensplan til gunst for socialismen og det sociale fremskridt. Som følge af alle disse historiske landvindinger har kapitalismen mistet enhver social basis i vort land, samtidig med at de imperialistiske kræfter på verdensarenaen er blevet svækket og ikke længere spiller deres førhen dominerende rolle. Imidlertid er truslen mod Sovjetunionens og de andre socialistiske landes sikkerhed ikke ovre. Erfaringen har vist, at så længe imperialismen eksisterer med sin økonomiske og militære styrke i behold, vil der være en reel fare for folkene i vort og de andre socialistiske lande, for alle progressive kræfter og freden i hele verden. Det bekræftes endnu engang af den amerikanske imperialismes beskidte krig mod det heroiske vietnamesiske folk, imperialisternes aktive støtte til Israels aggression mod de arabiske lande samt USA’s vedvarende indblanding i de latinamerikanske, asiatiske og afrikanske landes indre anliggender. Vort parti og den sovjetiske regering går konsekvent ind for fredelig sameksistens mellem stater med forskellige samfundssystemer. Men vi glemmer ikke, at denne politik giver desto større resultater, jo bedre der værnes om vort lands sikkerhed, og at Sovjetunionens grænser vil være desto mindre tilgængelige for imperialismens agenter, jo mere ihærdigt vi tilbageviser fjenden. I sin tale i anledning af Oktoberrevolutionens 50-årsjubilæum formulerede kammerat Leonid Bresjnev den sovjetiske udenrigspolitiks hovedopgave: »At forsvare revolutionens landvindinger, forpurre imperialismens intriger mod socialismens fædreland og sikre de nødvendige ydre betingelser for opbygningen af det kommunistiske samfund.« Under de nuværende omstændigheder kan imperialisterne ikke regne med at besejre socialismen ved et frontalangreb. De imperialistiske statsledere søger at drage læren af deres nederlag samt tilpasse sig den nye internationale situation, og de benytter sig af selv de mest udspekulerede og lumske metoder for at gennemføre deres politik. I den nuværende epoke, hvor kampen på verdensarenaen har antaget en klar klassekarakter og er blevet mere kompliceret, ændres målestokkene og grænserne for imperialismens efterretningsaktivitet og undergravende virksomhed. Visse vestlige landes efterretningstjenester, først og fremmest USA’s, har en betydelig indflydelse på deres staters udenrigspolitik. De har en væsentlig andel i udførelsen af offensive aktioner og undergravende handlinger. I dag rettes denne efterretningsvirksomhed ikke kun mod de socialistiske og andre fredselskende staters væbnede styrker, militær- eller anden industri. Imperialisterne udfører deres undergravende arbejde på flere og flere af samfundslivets områder. Imperialismen skyr ingen metoder eller midler i sin hemmelige krig mod folkene. Den organiserer og støtter reaktionære omvæltninger, kup og provokationer, udspreder misinformation og bagvaskelse. Dens efterretningsvæsener tjener ikke kun til udførelse af spionage og andre fjendtlige handlinger, men også til opnåelse af politiske mål. Efterretningstjenesterne får til opgave at svække de socialistiske lande samt bringe deres enhed og deres samarbejde med arbejderbevægelsen og den nationale befrielsesbevægelse til at vakle. Sovjetunionens statslige sikkerhedsorganer afviser sammen med de tilsvarende organer i de andre socialistiske lande konsekvent disse fjendtlige intriger. Imperialisterne gør ingen hemmelighed af, at deres efterretningsvirksomhed først og fremmest er rettet mod Sovjetunionen - socialismens, den nationale befrielses og verdensfredens garant. De vestlige landes efterretningstjenester prøver ihærdigt at skaffe oplysninger om Sovjetunionens og dens væbnede styrkers militær-økonomiske potentiel, om den indre situation i Sovjetunionen og den nyeste sovjetiske videnskabelig-tekniske udvikling. Samtidig deltager de aktivt i den ideologiske krigsførelse med det formål at svække det sovjetiske folks ideologiske og politiske enhed. De imperialistiske efterretningstjenester koordinerer nøje deres virksomhed med det enorme propagandaapparat, der ligeledes udnyttes til at misinformere og bedrage offentligheden i forsøg på at skabe mistillid til den socialistiske stat og dens organers arbejde. Vort parti og den sovjetiske regering organiserer en stærk og rettidig tilbagevisning af imperialismens undergravende virksomhed på alle områder. Hvor de særlige kampbetingelser kræver det, spiller også de statslige sikkerhedsorganer deres rolle. De løser den komplicerede opgave at afsløre og kuldkaste de imperialistiske magters aggressive planer og fjendtlige efterretningsvirksomhed. Takket være de statslige sikkerhedsorganers indsats er der i den seneste tid blevet afsløret og tilbageholdt en række agenter for imperialistiske efterretningstjenester samt udsendinge for udenlandske antisovjetiske organisationer. Der er blevet lukket et stort antal illegale informationskanaler mellem fjendtlige spioner og efterretningscentrer i udlandet, ligesom mange af modstanderens provokationer er blevet kuldkastet. De meddelelser, der er fremkommet i vor presse, giver en vis forestilling om denne side af de statslige sikkerhedsorganers virksomhed. Hver af disse operationer kræver stor professionalisme og uselvisk pligtopfyldelse. Vore grænsesoldaters opgaver er store og ansvarsfulde. Selvfølgelig er situationen ved vore grænser en helt anden nu end tidligere. Over enorme strækninger er vi nu nabo til de socialistiske broderlande og andre venligsindede stater. Men der findes stadig grænseafsnit, hvor det er påkrævet at udvise særlig årvågenhed. Grænsen er fortsat den kanal, hvorigennem vore fjender søger at indsluse deres agenter, foretage provokationer og anden undergravende virksomhed. Dersom dette ikke lykkes for dem, og dersom de fleste ekstraordinære tildragelser ved vort lands grænser ikke bliver til mere end forsøg på at overskride den sovjetiske grænse, så er det kun takket være vore grænsesoldaters store, ihærdige arbejde, heroisme og årvågenhed. De udfører dygtigt deres svære pligt. Kammerater! For at de statslige sikkerhedsorganer med held kan udføre deres arbejde og gribe de opgaver korrekt an, som de har fået pålagt, må de konsekvent realisere de leninske principper, ubetinget udføre det kommunistiske partis direktiver og forordninger, strengt overholde den socialistiske stats love og konstant være i nær forbindelse med de arbejdende masser. Lenin betragtede Tjekaen som et politisk organ og som et yderst virkningsfuldt våben for proletariatet samt den arbejdende befolkning, og han påpegede, at dette våben burde anvendes effektivt og fornuftigt ud fra den givne situation og revolutionens konkrete opgaver. Han advarede mod manglende agtpågivenhed i kampen mod kontrarevolutionen såvel som mod unødig voldsanvendelse og enhver fejltagelse, der kunne være til skade for lovlydige mennesker. Socialismens fuldstændige og endegyldige sejr i vort land, afskaffelsen af de udbyttende klasser samt styrkelsen af det sovjetiske folks ideologiske og politiske enhed har ført til, at der ikke længere eksisterer nogen social basis for organiseret antisovjetisk virksomhed fra nogen klasses eller noget befolkningslags side. Samtidig skal vi dog ikke lukke øjnene for, at der stadig forekommer enkelte tilfælde af forbrydelser mod staten, antisovjetiske handlinger og aktioner, ofte udført under fjendtligsindet påvirkning fra udlandet. Den imperialistiske propaganda knytter an til disse tilfælde og prøver at udnytte dem til at skade socialismens og vort sovjetiske samfundssystems omdømme. Det er klart, at den slags forsøg ikke lykkes. Enhver objektiv iagttager kan let overbevise sig om, at den sovjetiske befolkning står enig og samlet. Det sovjetiske folk, der et halvt århundrede har fulgt sit leninske parti, har én gang for alle valgt socialismens og kommunismens vej, ad hvilken det har opnået sine store sejre. Hvad angår de enkeltpersoner, der fra tid til anden I alder i CIA’s og andre undergravende organisationers net, så er den slags dissidenter på ingen måde udtryk for den sovjetiske befolknings holdning. Naturligvis kan der selv under dannelsen af de nye, kommunistiske relationer findes enkelte typer, der i kraft af personlige motiver eller under indflydelse af fjendtlig propaganda fra udlandet udgør et gunstigt mål for fjendens efterretningstjenester. Men vi ved også noget andet. Ingen af disse enkeltpersoner har kunnet eller vil kunne få nogen virkelig opbakning. I sidste instans bliver disse ofre for CIA’s og andre imperialistiske efterretningstjenesters »missionsvirksomhed« afsløret ved hjælp af sovjetborgere, der anser det for deres pligt at værne og beskytte deres sovjetiske stats sikkerhed. Anderledes kan det heller ikke være. Vor stat er socialistisk, det er hele folkets stat. At forsvare og værne dens sikkerhed er en opgave for hele folket. Dette er også afgørende for det i dybeste forstand demokratiske indhold i de statslige sikkerhedsorganers virksomhed. De har intet andet formål end at forsvare oktoberrevolutionens og det sovjetiske folks landvindinger. De ansatte i den statslige sikkerhedstjeneste ved, at når de konsekvent imødegår ethvert overgreb på den sovjetiske stats interesser, så handler de i hele folkets interesse. Takket være den socialistiske stats folkelige karakter er KGB-organernes enhed med den arbejdende befolkning uhyre fast forankret. Kun vore fjender, der har af mulig grund til at have et horn i siden på tjekisterne, fremstiller den sovjetiske sikkerhedstjeneste som en art »hemmeligt politi«. I virkeligheden er sikkerhedstjenesten samfundets selvforsvar mod imperialistiske efterretningstjenesters intriger og fjendtlige elementers aktivitet. Den bygger sit arbejde på det socialistiske demokratis principper og kontrolleres bestandig af folket, dets parti og regering. Efter Tjekaens bedste traditioner udfører de statslige sikkerhedsorganer et stort arbejde med at forebygge forbrydelser samt overbevise og opdrage politiske lovovertrædere. Dette medvirker til at fjerne de eventuelle årsager ti] forbrydelser mod staten. Partiets og den sovjetiske stats kamp mod overgreb på den arbejdende befolknings lovsikrede rettigheder, ringeagt for dens interesser, bureaukrati m.v. er ligesom opdragelsen af folk til socialistisk patriotisme og ærlig udførelse af deres pligter i samfundet med til at fjerne grobunden for asociale handlinger. Hertil medvirker også den arbejdende befolknings øgede velstand, videreudviklingen af det sovjetiske demokrati samt massernes voksende kulturelle og bevidsthedsmæssige niveau i vort land. Vort parti har altid betragtet sikkerhedsorganernes virksomhed som en vigtig del af den politiske kamp. Det kommunistiske partis og dets leninske centralkomités bestandigt ledende rolle er en fundamental og absolut betingelse for hele de statslige sikkerhedsorganers arbejde. På den nuværende etape bygger hele deres virksomhed på beslutningerne fra vort partis 23. kongres og SUKP’s centralkomitemøder. I sin tid sagde Mensjinskij: »Selv i betragtning af tjekisternes enorme entusiasme... ville det aldrig være lykkedes at opbygge den Tjeka/OGPU, som kendes fra den første proletariske revolutions historie, hvis Dsersjinskij ikke ud over alle sine egenskaber som kommunistisk organisator også havde været et fremragende partimedlem, lovlydigt og beskedent, for hvem partidirektivet var alt. Disse ord, sagt om det menneske, som er og bliver forbilledet for enhver, der har fået til opgave at værne vor stats sikkerhed, har ikke mistet deres aktualitet i dag. De folk, partiet sætter til at arbejde i de statslige sikkerhedsorganer, er politisk modne kadrer, godt forberedte og hengivne over for kommunismen. Partiet opfostrer tjekisterne til stor pligtfølelse over for folket, nært forbund med de arbejdende masser samt revolutionær årvågenhed, mod, ihærdighed og heroisme. De sovjetiske sikkerhedsorganer, der selv er udgået af vort folk, erkender deres store pligt og ansvar over for den opgave, partiet og staten har overdraget dem. Under krigen og i de fredelige år, i den tid, da sovjetmagten tog sine første skridt, og nu, hvor Sovjetunionen er blevet en stormagt, har vore sikkerhedsorganer ydet og yder fortsat deres bidrag til forsvaret af det sovjetiske folks fundamentale interesser. Her ved 50-året for starten på deres virke lover tjekisterne i hengivenhed over for det kommunistiske parti og vort lands interesser ufravigeligt at føre Sovjetunionens kommunistiske Partis politiske linie ud i livet og vie alle deres kræfter til kampen for kommunismen. Tillad mig, kammerater, på alle sovjetiske tjekisters vegne at forsikre vort parti, dets leninske centralkomité, den sovjetiske regering og hele det sovjetiske folk, at alle ansatte i de statslige sikkerhedsorganer også i fremtiden vil stå vagt om oktoberrevolutionens og socialismens sejre i vort land. Leve vort sovjetiske fædreland ! Leve Sovjetunionens kommunistiske Parti ! Leve det sovjetiske folk !

Webmaster