Skift til: Det 20´ende århundrede (I) * * Det 20´ende århundrede (II) * * Det 20´ende århundrede (III) * * Det 20´ende århundrede (IV) * * Det 20´ende århundrede (V) * * Det 20´ende århundrede (VI)

FN blev skabt som et bolværk for freden og som en organisation til ligeberettiget samarbejde mellem nationerne. Derpå hvilede FN's prestige, det håb og den glans, der var knyttet til FN's navn. I dag hænger FN's prestige lavt. USA's misbrug af FN's navn som dække for sine snævre magtinteresser har skabt mistillid om FN's vedtagelser. Det har kun alt for tydeligt vist sig, at USA, når det virkelig gælder, udnytter sin magt over de afhængige småstater og således skaber »flertal« for sin vilje. En sådan politik kan kun gennemføres i groveste modstrid med FN-pagtens udtrykkelige bestemmelser om, at organisationen kun kan bruges til samarbejde og fred. En sådan politik må derfor også trampe på alle folkenes forhåbninger og forestillinger om, hvad FN burde være.

Dog er FN vedvarende den vigtigste organisation, hvor de fleste af de afgørende magter i øst og vest regelmæssigt mødes til forhandling. Den amerikanske krigspolitik er således blevet stillet ansigt til ansigt med en konsekvent fredspolitik - den, som Sovjetunionen er den førende repræsentant for. Mod USA's anstrengelser for at udnytte FN i sine egne imperialistiske interesser, til at organisere krig, sætter Sovjetunionen sine bestræbelser for at udnytte FN til samarbejde gennem forhandling, til at sikre freden.

For verdensoffentlighedens øjne har disse to linjer stået mod hinanden på FN's nys afsluttede 6. generalforsamling. På baggrund af den stadige befæstelse af fredsviljen i folkene, som måske mere end noget andet bestemte begivenhedernes forløb i 1951, kunne dette møde mellem krigspolitik og fredspolitik kun ende som en række af sviende moralske nederlag for de amerikanske og amerikaniserede politikere. USA's moralsk-politiske nederlag skærpede og måtte yderligere skærpe krisen i krigspolitikkens lejr.

USA-lederne kunne kun søge at redde stumperne ved at anvende magt. I FN satte de deres mekaniske »afstemningsmaskine« i gang, og de amerikanske vasalpolitikere stemte gang efter gang mod al rimelighed og saglighed, ja ofte mod deres egne udtrykkelige erklæringer, for at sikre USA's politik en art »godkendelse«. Dog virkede afstemningsmaskinen denne gang mere trægt og usikkert end nogensinde. Som følge af væksten i folkenes selvstændighedsbevægelser optrådte en gruppe af asiatiske og arabiske stater i en række afgørende afstemninger imod den amerikanske politik. I nogle sager var USA-delegationens standpunkt endog så himmelråbende uforsvarligt, at endog dets ydmygeste vasalstater søgte tilflugt i et »stemmer ikke« - hvorved de opnåede at forflygtige deres eget medansvar, alt imens USA som regel alligevel fik sin vilje ved afstemningen.

Derudover satte den atlantiske propagandamaskine ind for at bagatellisere debatternes betydning. Den talte foragteligt om »det åbne diplomatis værdi og søgte at gøre det hemmeligt ved fortielse og en gennemført misinformation. Men al deres magtfuldkommenhed til trods kunne de ikke hindre sandheden i at bane sig sin vej. I meget vide kredse bredte der sig en forståelse, eller i hvert fald et indtryk af, at den amerikanske ledelses politik stræber efter krig og afviser alle initiativer til afspænding og fred. Af FN-generalforsamlingens forløb kan der således drages den lære, at folkenes fredsvilje er blevet en organiseret magt, der griber alvorligt hindrende ind i krigspolitikernes spil. Fredskræfternes moralske og politiske styrke er vokset yderligere og har betydeligt skærpet krisen i krigspolitikkens lejr. Men samtidig vidner generalforsamlingen om, at USA og atlantblokken agter at fortsætte og skærpe kursen mod en ny verdenskrig, at de søger deres krise løst i stadig mere desperate handlinger. Det tilhører en ikke altfor fjern fremtid på afgørende måde at bringe krigspolitikken til at strande, hvis ikke en ny verdenskrigs rædsler skal komme over folkene.

I forvejen var det meget højrøstet blevet forkyndt fra USA, at »denne gang ville man tage initiativet fra Sovjetunionen« i forhandlingerne i FN. Heri lå i virkeligheden en erkendelse af tidligere nederlag, men nu skulle disse altså opvejes igen gennem en »grundig strategisk forberedelse«. Og som en Mallebrok drog Acheson i leding. Hans »strategiske plan« åbenbarede sig meget hurtigt.

- Første fase skulle bestå i en serie larmende »forsikringer« om, at formålet med USA's politik var fred og nedrustning - »bekendelser til freden« blev de kaldt, men det var kun bekendelser i ord. De skulle sammenfattes i en såkaldt »fredsplan«, som man på forhånd vidste ville være uantagelig for Sovjetunionen af den simple grund, at den ikke indeholdt nogetsomhelst skridt i retning af fred'. Det sublime i strategien skulle så være, at Sovjetunionens selvfølgelige afvisning af planen skulle tjene til »retfærdiggørelse« af de oprustningsplaner, som de amerikanske myndigheder samtidig arbejdede febrilsk med at gøre klar til det umiddelbart følgende atlantmøde i Rom.

- Anden fase skulle bestå i fremdragelse af en række anklager mod Sovjetunionen, som i almindelighed skulle tjene til at nedsætte Sovjetunionens omdømme. Til det brug var slige sandhedsvidner som Titos´ tilhængere og Chiang Kai-sheks korrumperede klike mobiliseret. Samtidig skulle såvidt muligt alle klager fra ofrene for den vestlige imperialismes hærgen nægtes optagelse på generalforsamlingens dagsorden - sådan som det skete med de arabiske landes klager over oprettelse af militærbaser i Libyen og mod undertrykkelsen i Marokko og Tunis.

- Tredje fase skulle endelig bestå i en gennemtrumfning af sådanne forandringer i FN's struktur, at FN-pagten og specielt dens bestemmelser om sikkerhedsrådets og eenstemmighedsreglens fundamentale betydning også formelt sættes ud af kraft. Derved skulle alle hindringer ryddes af vejen for at udnytte FN som direkte organisator af en amerikansk krigsblok på bredere basis og med et mere velklingende navn end de hidtidige blokdannelser. Collier's samtidig udsendte hæfte med dets berygtede feberfantasier om amerikanske aggressionstropper, der plantede FN's fane i Moskva, var en vulgariseret illustration til denne politiske ide. FN skulle endeligt forvandles fra fredsorganisation til krigsorganisation. At en sådan forvandling også ville have organisationens sprængning til følge, siger sig selv.

Men endnu en gang viste det sig, hvor langt der er mellem krigsmagernes strategiske skrivebordsplaner og realiseringen af dem. I alle sine faser brød Achesons genialske plan fuldstændig sammen. Hans tomme talemåder om fred holdt ikke til at blive stillet overfor Vysjinskijs konkrete fredsforslag. De kunstige beskyldninger mod Sovjetunionen faldt til jorden som vingeskudte fugle. Og på denne baggrund så USA-delegationen sig endog nødsaget til helt at lade sine forslag om strukturændringer falde. Acheson flygtede til Rom for at »diskutere sagligt« - om Atlantblokkens oprustning. Da han var færdig med det, holdt han sig på respektfuld afstand af Vysjinskij i Paris og foretrak nogle ugers ferie, som han tilbragte med at soppe i Middelhavets vande ...

Det blev debatterne under Achesons »første fase«, som i første række kom til at bestemme generalforsamlingens forløb. En fremstilling kan derfor i hovedsagen koncentrere sig herom. Achesons såkaldte fredsplan sammenfattes i det officielle referat i følgende tre punkter: 1) Meddelelse om og undersøgelse på permanent grundlag af alle væbnede styrker, såvel militære som halvmilitære, sikkerheds- eller politistyrker, og af alle rustninger, såvel atomiske som ikke-atomiske. Dette skal foregå efter et system, som går frem fra eet stadium til det næste, således at oplysninger på de mindst vitale områder gives først. 2) Programmet skal anvendes på i hvert fald alle stater, som har et betydende militært potentiel. 3) Der skal opstilles en form for kriterium for en afbalanceret nedskæring af rustninger og væbnede styrker. USA vil foreslå en begrænsning af størrelsen af alle væbnede styrker til en fast procentdel af befolkningstallet og en begrænsning af den del af nationalproduktionen, som må anvendes til militære formål. I begge tilfælde skal der fastlægges et loft, hvorover intet land må gå.

Ydermere tog Acheson de forbehold, at USA med hensyn til atomspørgsmålet ville stå fast på den Baruch-plan, som betyder amerikansk verdensmonopol på al atomenergi, og hvorom Acheson tidligere har indrømmet, at dens vedtagelse ikke betyder hverken forbud mod atombomben eller standsning af atombombeproduktionen. Det andet forbehold var at programmet ikke kunne iværksættes, sålænge Korea-krigen varede ved. Forslaget blev fremsat med forskellige høflighedsformularer overfor ordene fred og nedrustning, men samtidig på en sådan måde, at det liberale engelske blad »Manchester Guardian« skrev, at »Acheson havde anlagt så krigerisk en tone« at talen »kun gjorde lidt for at gøre Ruslands antagelse af den vestlige plan mere sandsynlig«. Forslagets troværdighed styrkedes ejheller af det afsindige skrig på mere oprustning, som før, under og efter dets fremsættelse lød fra USA's ledere. Denne svaghed kunne ikke engang Truman skjule, da han d. 7. november forelagde »fredsplanen« for offentligheden, idet han sagde: »Det kan lyde mærkeligt at tale om nedsættelse af rustninger og væbnede styrker på samme tid, som vi så anspændt arbejder på opbygningen af vor væbnede magt.« De samme fornemmelser må åbenbart have plaget London-bladet »Times«, som unægteligt gav dem et noget skrappere udtryk (d. 6. december): »Det vestlige politik synes ved første blik at være håbløst forvirret og forvirrende ... De genopruster så hurtigt, de kan, mens de diskuterer afrustning i Paris.«

Bedre blev det ikke, da der midt under diskussionerne om USA's »fredsplan« blev holdt en tale i Detroit af den berygtede, men indflydelsesrige rådgiver for det amerikanske udenrigsministerium John Foster Dulles, som karakteriserede formålet med den atlantiske oprustning således (d. 27. november): »Der skal dannes en stødgruppe af stor kraft, der skal forlægges til passende steder i Sovjetunionens omgivelser og udnyttes som ødelæggelsesmiddel mod de politiske regimer (i de østlige lande) ... Dette er bedre end at danne forsvarstropper for hvert land, som Rusland truer.« Altså en hæmningsløs bekendelse til aggression. Således lød ledsagemusikken til Achesons »nedrustningsplan«. Men indeholdt planen selv da noget, som i mindste måde ville betyde en afbrydelse af krigspolitikken? Nej, intetsomhelst! Bortser man endda fra de nævnte forbehold, som Acheson tog, og som i praksis ville hindre, at planens realisering fik nogensomhelst øjeblikkelig virkning, så er der endda intetsomhelst kød på den.

Den indeholder intetsomhelst om, at atombomben skal erklæres for et ulovligt krigsmiddel. Den indeholder intetsomhelst om, at oprustningsjaget skal svækkes, standses eller endsige afløses af nedrustning. Alle håndgribelige skridt til at standse krigspolitikkens dødedans skydes på ganske uforpligtende måde ud i en uvis fremtid. Det eneste faktiske resultat af gennemførelsen af Achesons tre punkter ville være, at amerikanske spioner og efterretningsfolk frit kunne undersøge, hvor de mest formålstjenlige mål for atombombeangreb og andre udfoldelser af Dulles' »stødgrupper af stor kraft« var at finde i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. Af de amerikanske delegeredes mere indgående redegørelser fremgik det, at deres plan meget vel vil kunne føre til, at amerikanske officerer skulle kontrollere Sovjetunionen, mens f.eks. engelske officerer skulle udøve kontrollen over USA - det var en sag, som på et senere tidspunkt skulle afgøres af FN's flertal, i sædvanlig forstand. Når spionagetjenesten havde tilfredsstillet sin nysgerrighed, stod det så USA frit for at afbryde »stadie-udviklingen«, nægte yderligere forhandling om nedrustning, for man havde på ingen måde forpligtet sig. Alt i alt et ganske lysteligt perspektiv - for USA's spionagetjeneste, men ikke for folk, som ønsker alvorlige skridt til styrkelse af freden. Nogle har undret sig over, at denne plans benævnelse som en »fredsplan« har kunnet kalde på den humoristiske sans. Man vil se, at sådanne opfattelser kun kan skyldes manglende kendskab til sagernes sammenhæng.

USA's forslag, som selv i den amerikanske presse betegnedes som »en propagandistisk manøvre«, kunne selvsagt ikke tåle en nærmere prøvelse. Det kom de ud for, da de blev vejet mod Sovjetunionens forslag, som alle var båret af det fælles træk, at deres gennemførelse ville betyde en umiddelbar og håndgribelig forbedring af den internationale situation. Sovjetunionens forslag blev under forhandlingernes forløb på ikke uvæsentlig måde ændret af Sovjetunionen selv for således at imødekomme en del af de indvendinger, som stærkest var blevet anvendt af vestmagterne. Denne imødekommenhed blev imidlertid ingenlunde hilst velkommen af USA & Co., fordi den kun bidrog til at vise deres uoprigtighed i et endnu skarpere lys. På hver imødekommenhed svarede de derfor kun med nye hadske udfald. I løbet af debatten blev Sovjetunionens standpunkt udformet som et samlet program på 8 punkter under fællestitlen: »Foranstaltninger mod truslen om en ny verdenskrig og til styrkelse af freden og venskabet mellem folkene.« Dets enkelte punkter gennemgås i det følgende:

1.) Opløsning af Atlantpagten, ingen baser på fremmed område. - Det første punkt lyder: »Generalforsamlingen erklærer deltagelse i den aggressive atlantblok samt visse regeringers, i første række USA's oprettelse af militære, marine- og luftbaser på fremmed territorium for uforeneligt med medlemsskab i de Forenede Nationers organisation.« Det er bekendt, i hvilken grad den internationale spænding er øget efter og som følge af atlantpagten. Dens ophævelse vil styrke freden. Og intet skaber uro og krigsfare som oprettelsen af militærbaser på fremmed område, med åbenlyse angrebshensigter. Roosevelt erklærede i sin tid : »Et angreb i dag begynder, så snart en base er blevet oprettet, hvorfra vor sikkerhed er truet. Denne base kan være tusinder af miles fra vore egne strande.« (Public Papers and Adresses, 1940). Ud fra denne definition er det indlysende, at Sovjetunionen må kræve, at USA's aggressionsbaser ophæves. Det er også i fredens interesse. Desværre behøver man ikke at gå »tusinder af miles« fra Sovjetunionens grænser, før man støder på amerikanske aggressionsbaser. Tværtimod anbringer Dulles' jo sine »stødgrupper af stor kraft« på »passende steder i Sovjetunionens omgivelser.« Derfor stemte USA-blokken da også forslaget ned.

2.) Standsning af Korea-krigen. - »Generalforsamlingen anser det for nødvendigt, at de lande, som deltager i krigshandlingerne i Korea uopholdeligt indstiller krigshandlingerne, afslutter våbenstilstand og indenfor en frist af 10 dage trækker deres tropper tilbage fra den 38. breddegrad; alle udenlandske tropper samt udenlandske frivillige afdelinger indenfor en frist af 3 måneder trækkes ud af Korea.« Dette forslag, hvis gennemførelse så åbenlyst ville betyde en ophævelse af en af de mest umiddelbare trusler om en ny verdenskrig, nægtede USA ganske simpelt at lade komme til debat. Skønt Acheson havde stillet standsning af Korea-krigen som en betingelse for enhver forbedring af de internationale forbindelser, skønt USA selv havde krævet Korea-spørgsmålet på dagsordenen (nemlig med den hensigt at få gennemtrumfet en vedtagelse om, at alle FN stater skulle sende tropper til Ridgways aggressionshær), så fik man vedtaget, at spørgsmålet ikke måtte diskuteres i denne samling. Man nedstemte også Vysjinskijs forslag om at indkalde sikkerhedsrådet til et særligt møde med deltagelse af udenrigsministrene eller andre specielle befuldmægtigede repræsentanter til standsning af Korea-krigen. Påskuddet var, at der angiveligt skulle være nået sådanne fremskridt ved våbenstilstandsforhandlingerne i Korea, at en sådan debat ville forstyrre. Sådanne påskud tillader man sig i FN, mens man udenfor FN erklærer, at forhandlingerne går så dårligt, at man må true med bombardement af Kinas byer.

3.) Forbud og kontrol med atomvåben. - »Generalforsamlingen, som anser det for stridende mod folkenes samvittighed og ære og uforeneligt med medlemsskab i de Forenede Nationers organisation at anvende atomvåbenet, der er et aggressionens og massetilintetgørelsens våben, erklærer et ubetinget forbud mod atomvåbenet og oprettelse af en streng international kontrol med virkeliggørelsen af dette forbud, med den hensigt, at forbudet mad atomvåbenet og den internationale kontrol træder i kraft samtidig. Generalforsamlingen giver nedrustningskommissionen i opdrag at forberede og inden d. 1. juni 1952 forelægge til godkendelse af sikkerhedsrådet et forslag til konvention, som sikrer opfyldelsen af generalforsamlingens erklæring om forbud mod atomvåbenet, indstilling af produktion deraf, udnyttelse af allerede fremstillede atombomber udelukkende til civile formål og indførelse af en streng international kontrol med opfyldelsen af den nævnte konvention.« Alle ved, hvilken rolle tanken om atombombens rædsler spiller for folkenes had mod en ny krig. Vysjinskij havde ret i at sige: »Tænk Dem blot, hvordan det ville blive modtaget i hele verden, hvis vi i et givet øjeblik gik ud fra denne sal og erklærede: Atombomben er forbudt!« Forbud mod atomvåben er det, som fremfor alt er vigtigt i denne sag. Derudover må der naturligvis en kontrol til. Men kontrol med hvad? Med at forbudet overholdes, naturligvis. Achesons plan, der gik ud på først at oprette et inspektionsorgan til indsamling af oplysninger, for så først senere at tage stilling til om disse oplysninger skal bruges til en atomkrig eller et forbud mod atomvåben, er åbenlyst urimelig og uantagelig for en modpart. Kontrol og forbud må gå hånd i hånd. Vestmagtrepræsentanterne søgte først at mistænkeliggøre Sovjetunionens standpunkt ved at påstå, at når den stillede forbudet i første række, så var det, fordi den ville snyde for kontrollen. Vysjinskij ændrede derfor sit forslag til den her anførte formulering, der klart fastslår, at forbud og kontrol skal træde i kraft samtidig. Det førte dog kun til fornyet mistænkliggørelse fra USA-blokkens side. Hvilken forestilling gjorde Sovjetunionen sig om en kontrol?, spurgte man og antydede stadig, at den ikke ønskede en effektiv kontrol. I en tale den d. 17. januar svarede Vysjinskij ved at sammenfatte Sovjetunionens synspunkt således: »Vort forslag om oprettelse af en effektiv international kontrol betyder et helt system af overordentlig betydningsfulde forholdsregler. A) Undersøgelse af virksomheden i foretagender, som udvinder atområstof og atomenergi, og efterprøvelse af deres opgivelser. B) Efterprøvelse af de eksisterende lagre af atområstof, materialer og halvfabrikata. C) Undersøgelse af produktionsoperationerne i den udstrækning, som er nødvendig for kontrollen med udnyttelsen af atommaterialer og atomenergi. D) Overvågelse af opfyldelsen af de opstillede regler for teknologisk kontrol - ikke kontrol i almindelighed, men teknologisk kontrol - og ikke blot overvågelse af opfyldelsen, men også ud arbejdelsen af og ret til at foreskrive foretagender, som bearbejder atområstof, og alle andre foretagender, som har med atommaterialer at gøre, regler for den teknologiske kontrol med disse foretagender. Dvs. kontrolorganet kan, ifølge vort forslag, foreskrive ethvert foretagende, som har med atområstoffer at gøre, de teknologiske regler, som det - kontrolorganet - anser det for nødvendigt at foreskrive. E) Ret til at indsamle og bearbejde opgivelser om udvindingen af atområstof. F) Ret til at indsamle opgivelser om produktionen af atommaterialer og atomenergi. G) Ret til at foretage udover de sædvanlige også specielle undersøgelser i tilfælde af, at der opstår mistanke om brud på konventionen om forbud mod atomvåbenet, osv., osv.. Er det ikke tilstrækkeligt for at forstå hele alvoren i vor problemstilling m. h. t. international kontrol?«. Men vestmagterne undveg så yderligere diskussion. De oversendte blot Sovjetunionens forslag til den nedrustningskommission, som var blevet nedsat tidligere på generalforsamlingen - og på en sådan måde, at der ikke fastsættes frister for dens arbejde, men således at den udmærket kan anvendes som en begravelseskommission. Mens USA, inden oversendelsen af sin »fredsplan« til samme kommission, havde insisteret på, at planen først skulle drøftes af generalforsamlingen, vedtog den amerikanske blok, at det var overflødigt at drøfte Sovjetunionens nye forslag.

4.) Nedskæring af stormagternes rustninger med en tredjedel. - »Generalforsamlingen anbefaler de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet - USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Sovjetunionen - at reducere de rustninger og væbnede styrker, som eksisterer hos dem på det tidspunkt, denne erklæring vedtages, med en tredjedel i løbet af et år, regnet fra den dag, denne beslutning vedtages.« I modsætning til USA's snak om nedrustning tager sovjetforslaget sit udgangspunkt i en positiv handling for at få nedrustningen i gang. Det siger sig selv, hvilken umådelig gavnlig virkning, både i politisk og økonomisk henseende, gennemførelsen af en sådan beslutning ville have. Naturligvis ville det stride imod rustningskapitalisternes og krigspolitikernes planer. Derfor hindrede USA da også dets vedtagelse.

5.-6.) Kontrol med nedrustningens gennemførelse. - Det femte og sjette punkt i sovjetforslaget lød: »5. Generalforsamlingen anbefaler, at alle stater ufortøvet og i hvert tilfælde ikke senere end een måned efter generalforsamlingens vedtagelse af beslutningerne om forbud mod atomvåben og om reduktion af rustninger og væbnede styrker med en tredjedel - fremlægger fuldstændige opgivelser om deres rustninger og væbnede styrker, indbefattet opgivelser om atomvåben og militærbaser på fremmede territorier. Disse opgivelser skal svare til tilstandene på det tidspunkt, hvor generalforsamlingen vedtager de nævnte beslutninger. 6. Generalforsamlingen anbefaler, at der indenfor Sikkerhedsrådets rammer oprettes et internationalt kontrolorgan, hvis funktion skal være at udøve kontrol med opfyldelsen af beslutningerne om forbud mod atomvåben, om reduktion af rustninger og væbnede styrker samt efterprøvelse af de oplysninger, som staterne forelægger om deres rustninger og væbnede styrker. Med det formål at oprette det nødvendige system af garantier for overholdelsen af forsamlingens beslutninger om forbud mod atomvåben og om reduktion af rustningerne, skal det internationale kontrolorgan have ret til at foretage inspektion på permanent grundlag uden ret til at indblande sig i staternes indre anliggender.« Som i atomspørgsmålet søgte USA-gruppen også i nedrustningsspørgsmålet at mistænkeliggøre Sovjetunionens hensigter med henhold til kontrollen, Sovjetunionen viste den imødekommenhed at omformulere sit forslag, så det udtrykkeligt fremhævede, at kontrollen skulle hvile »på permanent grundlag«. Da vestmagterne fortsatte deres mistænkeliggørelse ved at spørge, hvad dette udtryk nu skulle betyde, henviste Vysjinskij til, at det netop var taget fra Achesons forslag. De måtte beskæmmet tie - og nøjedes med at henvise forslaget til begravelse i nedrustningskommissionen.

7.) Verdenskonference om nedrustning. - »Generalforsamlingen opfordrer regeringerne i alle stater, såvel de, der er medlemmer af FN's organisation, som de, der på nuværende tidspunkt ikke indgår i FN's organisation, til på en verdenskonference at drøfte spørgsmålet om en væsentlig reduktion af rustninger og væbnede styrker, samt om praktiske forholdsregler med hensyn til forbudet mod atomvåben og oprettelsen af en international kontrol med dette forbud. Den anbefaler at sammenkalde den nævnte verdenskonference indenfor den korteste frist og i hvert tilfælde ikke senere end d. 15. juli 1952.« Sovjetunionens forslag om øjeblikkelig nedskæring af stormagternes rustninger var altså at opfatte som optakten til en varig ordning. USA kunne ikke gå med til en konference på disse præmisser og slet ikke indenfor en nærmere angivet frist. Almindelig tale om, at en almindelig nedrustningskonference engang skulle finde sted, kunne man imidlertid godt tillade sig. Derfor blev forslaget oversendt til kommissionen.

8.) Fredspagt. - »Generalforsamlingen opfordrer USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Sovjetunionen til at afslutte en Fredspagt til forenelse af deres kræfter for at opnå fredens høje og ædle mål. Generalforsamlingen opfordrer også alle andre fredselskende stater til at tilslutte sig Fredspagten.« Også dette forslag, som i forvejen har fået 600 millioner menneskers tilslutning gennem deres underskrifter, ville betyde en brat vending til bedring af den internationale situation. En fredspagt ville betyde, at det fra alle sider blev fastslået, at stridsspørgsmålene skal løses ad forhandlingens vej. Den ville skabe grundlaget for en løsning af alle de andre problemer, der er indeholdt i Sovjetunionens forslag til styrkelse af freden. Derfor har denne idé da også grebet masserne, og den er det vigtigste middel til at give folkenes voksende fredsvilje et håndgribeligt udtryk nu, hvor alt afhænger af, at folkene afviser ethvert af krigsmagernes påskud for at begynde en krig.

Hvert punkt i Sovjetunionens, forslag viser, hvordan tidens vigtigste problemer kan løses, hvis viljen er dertil. Derfor bragte det også Achesons taskenspillerkunster med ordene fred og nedrustning til nederlag. De ærligste af de atlantiske journalister, som overværede debatterne, måtte da også blankt erkende dette. Sådanne findes imidlertid ikke i den hjemlige atlantpresse, men i det højkonservative engelske blad »Observer« kunne man d. 9. december, midt under debatterne om USA's »fredsplan«, læse: »Der er ikke mere tvivl om, at Vest slipper meget dårligt fra firemagts-forhandlingerne om nedrustning … De vestlige repræsentanter gik først og fremmest med til møderne af hensyn, til de mindre magters krigsfrygt.. . Hensigten med at bringe det emne frem, som førte de vestlige partnere til forhandlinger med mr. Vysjinskij, var at berolige verdensopinionen mod de kommunistiske påstande om, at Vest ønsker krig. Set fra FN's korridorer er demonstrationen faldet til jorden. For så vidt dette er, hvad amerikanerne kalder »et slag om menneskesindene«, har Vest lidt et dundrende nederlag.«

På baggrund af dette nederlag kunne USA's afledningsmanøvrer - den strategiske plans anden fase - ikke blive vellykkede. Tito-repræsentanternes bestilte »anklager« blev modtaget med almindelig ligegyldighed. Og da Chiang Kai-shek-folkene, der som bekendt kun opretholder livet af USA's nåde, forelagde en klage mod Sovjetunionen for krænkelse af Kinas nationale selvstændighed, var det parodiske moment så overvejende, at det kun lykkedes USA at samle 25 af FN's 60 medlemsstater bag sig. Til og med havde USA det uheld at blive grebet på fersk gerning i forberedelsen af en ny krigsprovokation mod Kina. I nogen tid har den amerikanske propaganda kørt med, at Kina »forberedte angreb« mod Burma, Siam og Indokina. Men under debatten gjorde den burmesiske repræsentant - som ingenlunde er kommunist - sagens virkelige sammenhæng klar: Det var bander af Chiang Kai-shek-tropper, som var ansamlet i dette område, og som imod den burmesiske regerings skarpeste protest blev nyorganiseret, bevæbnet med nye amerikanske våben og modtog forstærkninger ad luftvejen fra Formosa - altsammen med åbenlyst aggressive formål. Overfor disse anklager forblev de amerikanske repræsentanter stumme - men alle tilstedeværende, venner som fjender, var klar over, hvad det drejede sig om: provokationen fra Korea skulle gentages i Sydøstasien, og påny skulle Folkekina og kommunisterne have skylden for USA's militære eventyr. Efter sine mislykkede propagandafremstød måtte USA-delegationen endog opleve den tort at se sig og sin aggressive politik sat så ydmygende på anklagebænken, som det vel nogensinde er sket i FN's historie.

Vysjinskij fremdrog den amerikanske »lov om gensidig sikkerhed«, som blev vedtaget d. 10. oktober bl.a. med den bestemmelse, at der skulle bevilges ikke mindre end 100 millioner dollars til finansiering af »udvalgte personer, boende i Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien, Albanien, Litauen, Letland, Estland, i de zoner af Tyskland og Østrig, som er behersket eller besat af kommunisterne, eller i alle andre lande, der er opslugt af Sovjetunionen eller personer, der er flygtet fra disse lande, enten for at forene disse personer i underafdelinger af de væbnede styrker, der opretholdes af den nordatlantiske pagts organisation eller for andre formål.« (Artikel 101). Denne paragraf var blevet indføjet i loven som et ændringsforslag stillet af medlem af repræsentanternes hus, Kersten, som i kongresudvalget forklarede meningen dermed ved at sige: »Mit ændringsforslag forudser muligheden af at yde hjælp til illegale organisationer, som eventuelt findes i disse lande, eller som i fremtiden kan komme til at opstå der.« (Congressional Records, d. 17. august 1951).

Altså åbenlys, væbnet indblanding i andre landes indre anliggender. For helt at sprede al tvivl om hensigten er der i den amerikanske kongres' officielle beretning om loven som bilag optrykt et brev fra samme Kersten, der altså er den pågældende paragrafs forfatter. Det hedder heri bl.a.: »I herrer parlamentarikere snakker om parlamentariske manøvrer, men det gælder om at sætte terror i gang. Terror kan udrette det, som I stræber efter. Det gælder om at gribe til kraftigt virkende midler... En af hovedopgaverne for en virkelig frihedsbevægelse (dermed mener han altså en amerikansk betalt sabotageorganisation af den nævnte art) er at indjage skræk i befolkningen.« Altså den rene og skære, afsindige aggressionspolitik, som udelukker ethvert normalt forhold mellem landene! Vysjinskij foreslog en resolution, som opfordrede USA til at trække den skandaløse lov tilbage. USA-delegaterne vred og vendte sig under hans afsløring af USA's virkelige politiske hensigter. Men »afstemningsmaskinen« reddede dem fra en officielt udtalt fordømmelse af de krigsgale lovbestemmelser - i en meget flov atmosfære.

Svækkelsen i USA's prestige bevirkede, at det blev en umulighed at få pisket det forslag igennem, som endeligt skulle have forvandlet FN til en amerikansk krigsorganisation. Forberedelserne havde ellers været grundige nok. På forrige års generalforsamling lod USA nedsætte en »Kommission for kollektive forholdsregler«, som i mellemtiden havde udarbejdet en rapport, der foreslog en sådan ændring i FN's grundlag, at hvis et flertal (nemlig det amerikanske) anså, at der forelå et tilfælde af aggression, så kunne dette flertal også forpligte alle medlemmer af FN til at stille ressourcer og mandskab til rådighed for såkaldte »kollektive modforholdsregler«. Man lagde ikke skjul på, at det var Korea-eventyret man kunne tænke sig gentaget og på en sådan måde, at ikke det store flertal af FN-medlemmer igen holder sig uden for de direkte krigshandlinger. (Vysjinskij nævnte, at kun 8 stater havde ydet USA og det britiske imperium direkte hjælp i Korea, nemlig Belgien, Frankrig, Columbia, Danmark (»Jutlandia«), Grækenland, Holland, Filippinerne og Tyrkiet). Dulles og andre krigsmagere havde endvidere inden generalforsamlingen holdt store taler om, at nu »skulle FN styrkes« osv..

Men i debatterne nægtede et flertal af regeringerne på forhånd at påtage sig sådanne forpligtelser i amerikansk krigstjeneste. USA trak derfor sit forslag om at godkende kommissionens rapport tilbage inden afstemningen. Man måtte holde sig til de - i forvejen tilstrækkelig farlige - beslutninger fra sidste år om, at der kunne rettes henstillinger om at deltage i de amerikanske krigseventyr (»Acheson planen«). USA's plan om at få vedtaget bestemmelser, som umiddelbart efter generalforsamlingen kunne tillade dem at få udstedt ordrer i FN's navn om afsendelse af tropper fra alle lande til Ridgways hær, led nederlag. En sådan beslutning havde været skæbnesvanger for FN - og for freden. Dens nederlag var en betydelig sejr for fredens kræfter. Men alt opfordrer til at være på vagt overfor nye amerikanske forsøg på ad andre veje at gennemtrumfe udskrivning af tropper som kanonføde for aggressionen i Korea.

Heroverfor var det Sovjetunionens politik at styrke FN som fredsorganisation. Til det formål fremlagde den et nøje udarbejdet forslag til definition af, hvilke handlinger der må betragtes som aggressive. Det siger sig selv, at en sådan definition af aggressionen ville lette afgørelsen af, hvor trusler mod freden findes. Det var karakteristisk, at USA-delegationen nægtede at gå med til en sådan definition. Den modsatte sig overhovedet, at dette spørgsmål drøftedes. Inden generalforsamlingen havde den førnævnte Kersten i den amerikanske kongres krævet, at USA-delegationen fik dette spørgsmål taget af FN's dagsorden - netop begrundet med, at de terroristiske handlinger, som han fik bevilget 100 millioner dollars til, selvsagt må falde indenfor enhver rimelig definition af begrebet aggression.

Den danske regerings delegation spillede i FN-debatterne denne gang en endnu mere tilbagetrukken rolle end nogensinde. Men tavsheden dækkede kun over en slavisk acceptering af USA's vilje i alle væsentlige spørgsmål. Kun når der gik så fuldstændig opløsning i atlantlejren, at selv England skejede ud, tillod man sig et beskedent forbehold. Således bekræftede delegationens holdning Stalins karakteristik af Danmark som hørende til »den aggressive kerne i FN«. En undtagelse fra tilbageholdenheden var udenrigsminister Ole Bjørn Kraft, der i generaldebatten holdt et indlæg, som han selv har vist tilbøjelighed til at anse for »statsmandsagtigt«. Ud fra en mere objektiv betragtning må talen anses for et mådeligt propagandistisk indlæg med den hovedhensigt at give hr. Kraft en plads i det amerikanske propagandaorkester som »de små landes« lille hornblæser. Han fik da også lov at give et lille trut fra sig ved det påfølgende atlantmøde i Rom, hvor det faldt i hans lod at holde en af de formelle åbningstaler, som erfaringsmæssigt er omgivet af total mangel på interesse.

Hr. Kraft, som åbenbart har regnet at almindeligt ukendskab kastede en nådig beskyttelse om hans person, optrådte som »oprigtig ven« af Sovjetunionen, tilhænger af forhandlingens vej og rettede herudfra en »appel« til Sovjetunionen. Det var altså i den udenrigsministerielle tale. Da det kom til handling ved afstemningerne, faldt Danmarks votum derimod prompte for den amerikanske krigspolitik. Danmark var endog med til at stemme imod, at Kinas repræsentation i FN overhovedet kom til drøftelse. Den eneste gang den danske delegation viste påfaldende aktivitet, var da det gjaldt at torpedere et svensk mæglingsforslag i det tyske spørgsmål. Det svenske forslag var sådan, at det blev imødekommende modtaget af DDR. Dette vakte USA's harme. Den amerikanske ambassadør intervenerede i Stockholm, og i FN blev bl.a. Danmark og Norge sat i gang med at udslette det for USA pinlige indtryk, at der virkelig var en vej frem til en fredelig løsning af det tyske spørgsmål. De stillede sammen med andre et nyt forslag, der var en ubetydelig ændring af det oprindelige amerikanske, og opnåede herved at få isoleret det positive svenske initiativ. Kun i sager af andenrangs betydning som Chiang Kai-sheks klage mod Sovjetunionen, Sikkerhedsrådets sammensætning og optagelsen af nye medlemmer indtog delegationen et standpunkt, der afveg fra det amerikanske. Til gengæld var det i overensstemmelse med det engelske.

Regeringen og atlantpartierne i Danmark bærer fuldt medansvar for, at FN's generalforsamling ikke resulterede i nogensomhelst beslutninger, som styrkede freden i verden. Den danske FN-delegation har på intet område taget det mindste selvstændige initiativ til afspænding og fred, men har tværtimod aktivt medvirket til at kvæle sådanne initiativer. Der findes derfor i dag en gabende afgrund mellem Danmarks udenrigspolitiske ledelse og den dybe stræben i det danske folk efter at finde en vej til selvstændig indsats for fredens sag. Det danske folk kan ikke og vil ikke finde sig i at blive drevet skridt for skridt nærmere til krigen af atlantpolitikkens pres. FN's generalforsamling har bragt nyt vidnesbyrd om krigspolitikkens ynkelighed og perspektivløshed. Den har vist, at der findes veje til fred. Den har lært, at ingen magthaver er så stærk, at han ikke nødsages til at tage hensyn til de vældige kræfter, der rører sig i folkene. På den måde er den en ny indtrængende appel til folkene om nu, mens tid er, at bryde krigspolitikkens onde cirkel og slutte kreds om freden.

Hvorfor melder spørgsmålet om den nationale uafhængighed sig netop i denne tid med stadig stigende styrke?

Som led i forberedelserne til en ny verdenskrig, i kraft af hvilken de amerikanske imperialister indbilder sig at kunne oprette deres verdensherredømme, griber de til et helt system af økonomiske, politiske, militære og strategiske forholdsregler, der er ensbetydende med undertrykkelse af uafhængigheden og suveræniteten hos de lande, der er overladt til deres forgodtbefindende. Disse forholdsregler tillader allerede under de nuværende forhold de amerikanske monopoler at tilfredsstille deres pirat-appetit (som har fået sit klareste udtryk i den bekendte Marshallplan) i de pågældende lande.

Samtidig sigter de amerikanske ekspansionisters og deres håndlangeres ideologiske kampagne i disse lande mod at kvæle folkenes nationale bevidsthed og at bedøve massernes patriotiske følelser, et sejt og hårdnakket opløsningsarbejde, hvor alle midler er anvendelige, fra de påståede videnskabelige interesser (tænk på det »europæiske« atomlaboratorium) eller den litterære udnyttelse af »den europæiske angst« til den skamløse bagtalelse af den nationale uafhængigheds og værdigheds bedste forkæmpere. I Frankrig har man set regeringen anklage det kommunistiske partis sekretær Jacques Duclos for »attentat mod statens sikkerhed«: aldrig har man vel hørt tyvene med større frækhed råbe: »Stop tyven!«. Det skal siges, at folket ikke i større udstrækning falder for disse løgne. Som bevis kan nævnes kommunevalget i en del af Paris d. 22. juni, et valg, der fandt sted i byens mest velhavende kvarterer og alligevel viste en procentvis fremgang for kommunisterne i sammenligning med valget i juni 1951.

Hvordan kan man forklare den forskel, der består imellem den sande internationalisme og den kosmopolitisme, der hører til Atlantpagt-folkenes program?

Den sande internationalisme har intet til fælles med Atlantpagt-kredsenes kosmopolitisme. Hvis der undertiden opstår forvirring og uklarhed på dette punkt, skyldes det, at Truman og konsorter, når de støder på en national betonet modstand fra folkenes side, har brug for at skjule deres planers og deres ideologis sande karakter; derfor ser man dem kamuflere deres faktiske planer om et dollarens verdensherredømme under paroler om venskab og fred mellem folkene.

For eksempel har de i årevis snakket om »Den europæiske union«, »det europæiske parlament«, »Europas forenede Stater«, altsammen med det ene formål at få os til at cceptere det reaktionære og revanchelystne Vesttysklands oprustning og installeringen af udenlandske militærbaser i Frankrig, i Norge, i Danmark osv. Lige så urene er hensigterne hos de højresocialdemokratiske ledere, der prædiker »verdensborgerskab«, eller hos de høje prælater, der taler om »en samling af alle kristenhedens styrker« med general Ridgways velsignelse. Det drejer sig i alle tilfælde om at bremse de folkelige bevægelser til modstand mod amerikansk kolonisation og besættelse ved hyklerisk at forklare, at nationen i dag er et forældet begreb og at det gælder om at bekæmpe den nationale egoisme. Det er imperialismens blodtørstige ulv, der har forvandlet sig og forsøger sig i rollen som forfører ligesom slangen i Bibelens skabelseshistorie.

Der findes, som enhver kan konstatere, to opfattelser af »internationalt samarbejde«. Den ene bygger på udviklingen af politiske og økonomiske forbindelser mellem ligeberettigede lande. Denne demokratiske opfattelse af det internationale samarbejde nærmer folkene til hinanden og fremmer den indbyrdes forståelse. Sovjetunionen hævder denne opfattelse af samarbejdet. Samtidig findes der en anden opfattelse af »samarbejdet«, som intet har at gøre med et normalt samkvem mellem to nationer. Den bygger på vold og udplyndring og på hensynsløs tilsidesættelse af de svagere landes suverænitet. Denne form for samarbejde praktiseres mellem landenes i den kapitalistiske lejr. Den førende stormagt i denne lejr - de Forenede Stater - frembyder et slående eksempel. / løbet af de sidste 10 år har USA fra Canada indført omkring 4,5 millioner pund uran, som repræsenterer en potentiel energikilde til en værdi af 225 milliarder dollars. USA har betalt denne import med 13,5 millioner dollars. I den forbindelse har den canadiske videnskabsmand Carter skrevet, at »salget af en vare, som giver køberen 16666 gange gevinst, er ikke handel, det er røveri«. Det er den slags forretninger, der skal dækkes af kosmopolitismens verdensmandsmaske og af flosklerne om, at et internationalt fællesskab, der »skal gå lige til roden«, eller af de poetiske forsikringer om, at de forskellige folk skal være som strenge på Guds harpe, og hvad Washingtons mere eller mindre betalte »verdens-forenere« ellers kan finde på at sige.

Hvordan kan vi forbinde arbejdernes traditionelle socialistiske internationalisme med vort ønske om at forsvare vort lands uafhængighed og nationale kultur?

Medens de fædrelandsløse trusters kosmopolitisme indebærer en foragt for nationerne, for deres civilisation og deres traditioner, forudsætter den proletariske internationalisme den »ægte nationalfølelse«, som Marx talte om, kærligheden til folket, til dets sprog og til alt, hvad det har frembragt af stort og værdifuldt. Den afdøde sovjetiske politiker Sjdanov har klart påvist enheden mellem proletarisk internationalisme og patriotisme, hvor han siger (i sin afhandling om musikken) : »Så sandt internationalismen må bygge på respekten for andre nationer, kan man ikke være internationalist uden at respektere og elske sit eget folk«. Lenin har lært os, at opdragelsen af arbejderklassen i den proletariske internationalismes ånd ikke må adskilles fra dens opdragelse i den ægte patriotismes ånd. Det er ofte lykkedes imperialisterne at tilsløre forskellen, den fundamentale modsætning mellem den egentlige patriotisme og den udvendige, chauvinistiske nationalisme, idet de også kalder denne »patriotisme«. Det er derfor, man ofte, også i folkets egne rækker og især blandt intellektuelle med mere eller mindre sværmeriske pacifistiske sympatier, kan møde en vis skepsis over for den nationale ide.

Allerede Marx bekæmpede denne skepsis og ligegyldighed over for de nationale følelser; i et brev til Engels d. 7. juni 1866 advarer han mod tendensen til under kampen mod chauvinismen at falde i den modsatte grøft, nemlig den småborgerlige undervurdering af det nationale spørgsmål. Man ser, i hvor høj grad Lenin havde ret, da han skrev: »Marx' teori er lige så langt fra at underkende de nationale bevægelsers værdi som himlen er fra jorden«. De, der lader hånt om fædrelandet, det er tværtimod det store bourgeoisis talsmænd, som François Mauriac, der med den mest frastødende overlegenhed skrev i »Figaro« (d. 21. februar 1951): »I løbet af 4 år har Frankrig fra at være en stor nation, der var herre over sin egen skæbne, udviklet sig til at blive en »holdt« nation; hvorfor vige tilbage for dette ord, det er dog en kendsgerning«. Det falder aldeles ikke folk af denne støbning ind, at det gælder om at kæmpe, ikke mod ordet underkastelse, men mod fænomenet selv! Mens således de regerende kredses folk med let hjerte forråder deres fædreland, er proletariatet, som forudset i Det kommunistiske Manifest, i færd med at udvikle sig til nationens ledende og afgørende klasse, i færd med, som det hedder, at konstituere sig selv som nation.

Findes der nogen modsætning mellem patriotismen, ønsket om at udvikle de nationale kulturer, og kampen for en varig fred mellem nationerne?

Fredens største forkæmper, kammerat Stalin, er netop den mand, der har givet et uvurderligt bidrag til udviklingen af den videnskabelige forståelse af nationen. Han har vist, at de nationale ejendommeligheder, hvert enkelt folks historiske traditioner har en afgørende indflydelse på betingelserne for arbejderklassens almindelige frigørelseskamp. Hele Stalins teoretiske og praktiske virksomhed har været og er stadig gennemsyret af respekten for alle nationers uafhængighed og ligeberettigelse, for deres kultur og deres sprog. Mens den nationalistiske selvglæde, sådan som vi kender den i den amerikanske form, begæret efter verdensherredømmet, betyder forræderi mod freden, er tværtimod den kærlighed til ens eget folk, der besjæler den bevidste proletar og den konsekvente demokrat, den ærlige patriot, hvad parti han end måtte tilhøre, en stadig tilskyndelse til at sætte alle kræfter ind for freden. 

For eksempel har de franskmænd, der arbejder for freden, franske grunde til at ville den. De ønsker den, fordi en Tredje Verdenskrig ville betyde deres fædrelands fysiske udslettelse. At gå med til krigen, det er at skrive under på sit eget lands ødelæggelse. »Atlantpagten«, har Maurice Thorez sagt, »kan for os franskmænd kun betyde vor død«. Et sandt nationalt forsvar er for en franskmand i dag forsvaret for freden. Dét, der er målet for alle fredens forkæmpere i alle lande - proletarer eller ikke-proletarer, fattige eller rige, troende eller vantro - det er, som bladet For varig Fred, for Folkedemokrati har skrevet »at skabe den nationale enhed for at frelse livet«. Hvad angår de nationale kulturers frie udvikling, så kan den kun bevirke en forøgelse af verdenskulturens samlede værdier. Man må på forhånd have afskrevet al national værdighed for at tale som den tyrkiske delegerede Kapani, der på hele vor verdensdels vegne udtalte i det såkaldte »Europaråd«: »Hvis man tvinger os til at vælge mellem dollaren og Mona Lisa, så vil vi vælge dollaren«. Frie mennesker foretrækker en verdenskultur i dens forskellige nationale former frem for et udenlandsk herredømmes mere eller mindre forgyldte lænker.

De mennesker, der endnu er i stand til at tænke frit, ser, at den amerikanske indflydelse overalt medfører attentater mod den nationale kultur. I Frankrig bringer de drastiske spareforanstaltninger på undervisnings- og kulturbudgettet, som er nødvendiggjort af udgifterne til betaling af regningen fra Lissabon-konferencen, selve nationens fremtid i fare. Statsteatrene må afskedige deres personale af mangel på penge. Victor Hugos 150 års jubilæum blev sjoflet af de offentlige myndigheder. Samtidig bliver progressive teaterstykker som Roger Vaillands Oberst Foster forbudt efter amerikansk ordre, og Paris' politimester bryder ind på maleriudstillinger og fjerner de billeder, der mishager ham. Den ofte omtalte »kulturelle dialog mellem Frankrig og USA« afslører sig som en dialog mellem slave og herre. På denne måde bliver det ikke svært at forstå, at begreberne national uafhængighed, frihed og kultur er intimt forbundet. Det forklarer også den iøjnefaldende styrke og bredde i den protestbevægelse, der i Frankrigs intellektuelle kredse af forskellige politiske afskygninger, rejste sig imod den ulovlige arrestation af Jacques Duclos, som forsvarer Frankrigs kultur, fordi han forsvarer den nationale suverænitet.

Desuden bør vi vel som socialister vide, at nationerne først vil smelte sammen, at deres sprog først vil erstattes af et fælles verdenssprog på et tidspunkt efter kommunismens indførelse på hele jorden. Ingen tvang eller indskrænkning er derfor berettiget over for de nationale kulturers frie udfoldelse. Nationerne skar; med Anatole France's udtryk, gå ind i det menneskelige verdensfællesskab ikke døde, men levende. Denne frie blomstring af alle nationers evner og muligheder er i dag en af betingelserne for fredens opretholdelse. Hvor der er ulighed, indskrænkning af suveræniteten, undertrykkelse, der findes der ingen fast international organisation, ingen oprigtig og varig fred. Hver enkelt nations frihed er en betingelse for international forståelse. Kampen for freden kan ikke adskilles fra kampen for national ære og uafhængighed.

Den amerikanske »big business« satte som bekendt sin kurs efter krigsøkonomi og krigsinflatoriske konjunkturer for at undgå en økonomisk krise efter krigen. Denne forventning er imidlertid ikke slået til. Selv monopolpressen er nødt til at kommentere de økonomiske udsigter i en pessimistisk tone. Således siger »Wall Street Journal«, at »skyerne trækker sammen« over De Forenede Staters økonomi: »Business Week« indrømmer, at »våbenproduktionen ikke er blevet den ventede spore«; »Magazine of Wall Street« spår en konjunkturnedgang i nær fremtid osv. På krigskonjunkturens bølge har USA's økonomiske liv kunnet passere nogle skær og klipperev, men kun for at landet bagefter bliver stillet over for truslen om en økonomisk katastrofe.

For at orientere sig i De Forenede Staters økonomiske situation må man behandle tre spørgsmål: det reelle omfang og de virkelige kilder til den krigsinflatoriske omstilling af USA's økonomi, de krigsinflatoriske konjunkturers indflydelse på reproduktionsprocessen som helhed og på klassernes stilling; hvorledes det går til, at »big business« også nu, da de krigsinflatoriske metoders hasarderede og risikable karakter og deres direkte fiasko ligger klart, klamrer sig til dem og stadig håber på, at man gennem oprustning og inflation kan vedligeholde konjunkturen. Disse tre spørgsmål skal vi nu undersøge.

De officielle kredse i De Forenede Stater praler af den store forøgelse af industriproduktionen efter krigen og påstår, at den skyldes den »frie foretagsomhed« af amerikansk type. Er der grundlag for dette pral? Absolut ikke. Hvis man sætter produktionens årlige gennemsnitsvolumen i USA i årene 1935/39 til 100, viser det sig, at indeks for industriproduktionens omfang i året 1919, efter den første verdenskrigs afslutning, udgjorde 72. Ti år senere, i 1929, var det steget til 110 for sidenhen, under flere års økonomisk krise og depression, at befinde sig på et betydeligt lavere niveau. Op til den anden verdenskrig stod USA's industriproduktion på samme niveau som før den økonomiske krise 1929/33. I 1939 var industriproduktionens indeks 109. Frem til 1945 steg indeks i forbindelse med krigsøkonomien til 203. I årene 1946/50 var indeks snart stigende snart faldende uden dog - trods de krigsinflatoriske konjunkturer - at nå op på niveauet fra 1945, hvilket det først overskred i 1951.

Konklusionen af denne korte oversigt er uigendrivelig: trods så ekstraordinære midler til opretholdelse af konjunkturen som den anden verdenskrig og de dermed skabte ekstraordinære afsætningsmuligheder, er industriproduktionens niveau i De Forenede Stater i løbet af mere end to årtier steget med kun 100 %. Det betyder, at den årlige gennemsnitsforøgelse af produktionsvolumen ialt har udgjort 3-4 %. Og det er mere end beskedent. Men selv dette er kun gennemsnitstal, der ikke giver nogen virkelig forestilling om den amerikanske økonomis tilstand. Thi i de pågældende to årtier oplevede USA's økonomi tre overproduktionskriser, som hver gang drev den langt tilbage. I mange år stod den i stampe på samme niveau. Først krigen og krigsefterspørgslen medførte en stærk forøgelse af produktionsapparatet. Produktionsforøgelsen under den anden verdenskrig formåede ikke at redde De Forenede Staters økonomi fra at bevæge sig i ring. Her er nogle tal, der er udregnet på basis af den officielle statistiks oplysninger.

Dette giver os et interessant og lærerigt billede. Det viser sig, at USAs industriproduktion i alle efterkrigsårene ikke har kunnet nå krigstidens maksimumsniveau og hele tiden har ligget betydeligt under dette. Tallene viser også, hvor yderligt ustabil den økonomiske konjunktur har været. Efter krigens slutning indtraf der i 1946 en stærk produktionsnedgang. I 1947 og 1948 skete der en moderat stigning. I 1949 kom der et nyt og betydeligt krisefald. Det er f.eks. kendt, at produktionsniveauet i oktober 1949 var faldet med 22 % sammenlignet med oktober 1948. Først i 1950 og 1951 kom der en vis forøgelse af produktionsvolumen takket være krigsinflatoriske faktorers indvirkning. Men forøgelsen er usikker. Således vidner statistikken om, at USAs økonomi i alle seks efterkrigsår faktisk har foretaget en march på stedet og ikke er i stand til at bryde ud af den magiske ring. Og dertil kommer endda, at denne bevægelse i efterkrigstiden er opretholdt ved undtagelsesforanstaltninger af krigsinflatorisk karakter.

Allerede under krigen var de amerikanske monopolkapitalister skrækslagne ved udsigten til, at krigsefterspørgselen skulle ophøre. Straks efter krigens slutning dikterede Wall Street den politik, at industrien ikke reelt skulle omstilles til fredsfod. I hele efterkrigstiden har militærudgifterne spillet rollen som »iltmaske« for den amerikanske økonomi. De første kriseslag 1948/49 foranledigede monopolkapitalen til at foretage en uhørt, springvis forøgelse af militærudgifterne. Man kender tallene. I 1937/38 androg USAs militærudgifter én milliard dollars. I 1947/48 var de steget til næsten 11 gange så meget. Fra budgetåret 1949/50 begynder et veritabelt orgie - militærbevillingerne når op på 22,7 milliarder dollars; 1950/51 bevilges faktisk 81,8 milliarder dollars til militære formål. I de kommende fire år regner man i de Forenede Stater med at give ialt 250 milliarder dollars ud til oprustningen. Hvilken virkning har disse kæmpemæssige militærbevillinger på økonomien?

Disse bevillingers særkende er, at de overvejende, direkte eller indirekte, går til betaling af materielle værdier, som fuldstændigt drages ud af produktionsprocessen og så at sige udgør en direkte afskrivning, et rent tab for folkehusholdningen. Et vist mål for disse tab kan man få ved at sammenligne landets nationalindtægt med budgetbevillingerne til krigsforberedelserne. Den reelle størrelse af de Forenede Staters nationalindtægt i 1951 vurderes til ca. 200 milliarder dollars. Følgelig medgik der i budgetåret 1950/51 over 30 % og i budgetåret 1951/52 over 40 % af nationalindtægten til militære formål. Dette sætter sit dybe præg på hele produktionsprocessen, på folkehusholdningen som helhed og på klassernes stilling.

Det forhold, at 1/3 - 2/3 af nationalindtægten anvendes til uproduktive, militære formål, fører til en ensidig udvikling af den amerikanske økonomi og til dannelsen af meget farlige skævheder i folkehusholdningen. Det brede afsætningsmarked, der på monopolernes ordre opstod og udvikledes gennem statens kolossale efterspørgsel efter våben, udrustning og ammunition, måtte og skulle i nogen grad stimulere den økonomiske konjunktur. Indtil slutningen af 1951 var der afgivet militære bestillinger på 53 milliarder dollars. De industrigrene, der direkte beskæftigede sig med våbenfabrikation, trak de råstofleverende grene og enkelte andre med sig. Den midlertidige konjunkturopgang spredtes til en ganske bred kreds. Men det var kun en tilsyneladende forretningslivlighed. Bag det overfladiske billede af produktionsudviklingen, som den amerikanske propaganda udmalede, skjulte sig i virkeligheden en dybtgående misdannelse af" folkehusholdningen med svære følger i sit kølvand. J. V. Stalin siger: »Hvad betyder det at lede et lands økonomi ind på krigsøkonomiens spor? Det betyder, at industrien får en ensidig, krigsmæssig retning, at produktionen af materiel til krigsbehov, som intet har med befolkningens forbrug at gøre, udvides til det yderste, at produktionen af og navnlig markedets forsyning med masseforbrugsartikler indsnævres mest muligt, - følgelig at befolkningens forbrug indskrænkes, og at landet stilles over for en ny økonomisk krise.«

Udviklingen af de Forenede Staters økonomi bekræfter helt og fuldt denne vurdering. Allerede nu kan man i USA konstatere følgende foreteelser: for det første en voksende kløft mellem krigsproduktionens oppustede niveau og civilproduktionens faldende niveau, for det andet en voksende inflation og for det tredje en omfordeling af nationalindtægten til gunst for monopolkapitalen, som efterfølges af en skånselsløs udplyndring af arbejderklassen og farmerne. For kun to-tre år siden udbredte krigsøkonomiens fortalere den illusion, at de Forenede Staters mægtige produktionspotentiel ville være i stand til at garantere »både kanoner og smør«. Virkeligheden har gjort det så grundigt af med disse påstande, at endog Charles Wilson, der indtil for ganske nylig var leder af den amerikanske økonomis militarisering, blev nødt til at erkende, at der »i hele 1952 bliver mange flere kanoner og meget mindre smør«. Under den forcerede oprustning øgedes mere og mere fremstillingen af produktionsmidler til fabrikation af våben. Samtidig gik det stærkt ud over produktionen af varer til civilforbruget. Denne specifikt militære karakter af det økonomiske liv kan man let konstatere, når man sammenligner indeks for stål- og maskinproduktionens mængde med indeks for konsumtionsvareproduktionens mængde (ifølge oplysninger fra slutningen af 1951):

Således er produktionen af råvarer og udstyr, der hovedsagelig går til militære formål, to-tre gange så stor som produktionen af færdigvarer til civilforbruget. Denne ensidige udvikling af produktionen øges i spring fra måned til måned og kvartal for kvartal. De Forenede Staters materielle ressourcer føres mere og mere over til oprustningen, mens civilforbruget samtidig indskrænkes kraftigt. Ifølge den amerikanske presses meddelelser anvendes henved halvdelen af stålindustriens produktion direkte eller indirekte for at tilfredsstille militære behov. Den tidligere nævnte Charles Wilson indrømmer: »Den metalmængde, der bruges til fabrikation af varer til civilt forbrug, er nedskåret med gennemsnitlig ca. 50 %.«

I hele året 1951 konstateredes en væsentlig indskrænkning af næsten alle civile industrigrene - vild- og bomuldsstoffer, skotøj, biler, fjernsynsapparater, køleskabe m. m. Magazine of Wall Street skriver f.eks.: »Tekstilindustrien oplever den værste depression i de sidste 20 år, og der findes endnu ikke tegn på, at stillingen kan forbedres.« Hvor langt denne proces er skredet frem, viser det faktum, at den produktionsforøgelse, der er resultatet af den forcerede oprustning, er blevet ophævet som følge af, at civilproduktionens volumen er formindsket. I hele året 1951 stod indeks for industriproduktionens samlede mængde i USA på et og samme niveau. Hvis man sætter industriproduktionens mængde i januar 1951 til 100, udgjorde den i juni 103 % og i december atter 100 %. Den uproduktive ødslen med vældige værdier til oprustningen har ikke kunnet undgå at skærpe inflationen. Washington-lederne snakker temmelig meget om kamp mod inflationen, men hele deres politik til militarisering af økonomien kalder truende inflationskræfter til live. Ved slutningen af 1951 fandtes der i de Forenede Stater over 29 milliarder dollars kontante penge i cirkulationen og godt 95 milliarder på bankkonti. I 1937 var der 6,5 milliarder dollars kontante penge i cirkulationen og 24 milliarder dollars på bankkonti. Denne kolossale stigning af de cirkulerende pengemidler, som stærkt overstiger folkehusholdningens reelle behov, efterfølges af en uafladelig og hurtig prisstigning. Hvis engrospristallet i USA i 1939 sættes til 100, så udgjorde det i 1949 allerede 201, i 1950 var det steget til 210 og i slutningen af 1951 til 230. Priserne stiger i en typisk inflationsspiral.

Elektrikerforbundets beregninger, som kommer virkeligheden nærmere end den officielle statistik, viser en katastrofalt hurtig stigning i leveomkostningerne. Ifølge den typiske budgetsammensætning for en arbejderfamilie udgjorde pristallet (1939 - 100) i begyndelsen af 1950 - 231,4 og i oktober 1951 - 276,1. Krigsinflationskonjunkturen sikrede monopolkapitalen enestående muligheder for at omfordele nationalindtægten til egen fordel. Den gjorde det muligt for monopolerne at nedskære arbejderklassens og farmernes indtægter i uhørt omfang og at tilrane sig nationalformuen. Under den anden verdenskrigs fem år (1941/45) indhøstede de amerikanske monopoler 107,7 milliarder dollars i profit, men under de fem efterkrigsår (1946/50) næsten 50 % mere, dvs. 157,5 milliarder. Krigsinflationskonjunkturens stigning falder som altid sammen med en uhørt profitforøgelse. I førkrigsåret 1939 androg de amerikanske selskabers profitter 6,5 milliarder dollars, i 1948 androg de 33,8 milliarder, 1950 - 41,4 milliarder og 1951 - 44,5 milliarder dollars! Et veritabelt profitorgie!

Kilderne til disse fabelagtige profitter er især militærleverancerne, som er blevet en legaliseret form for tapning af statens midler. De største monopoler får broderparten af militæradministrationens bestillinger. Ifølge en rapport fra Nationalrådet for rustninganliggender fik 100 selskaber de 61,5 % og deraf fik 25 kæmpeselskaber de 43 % af de militære bestillinger, der er afgivet i det budgetår, der sluttede d. 30. juni 1951. De militære bestillinger leveres til opskruede priser. Og samtidig får monopolisterne ret til såkaldt fremskyndet amortisering af kapitalen, to-tre gange så hurtigt som den ordinære afskrivning. Derved drives udgifterne til rustningsproduktionen på kunstig vis i vejret, på statskassens bekostning, og samtidig maskeres monopolernes profitter.

Omfordelingen af nationalformuen til gunst for monopolerne kommer også til udtryk i den hurtige tilvækst af selskabernes kapital. Fra juni 1950 til juni 1951 voksede kæmpeselskabernes kapital fra 115 milliarder til 136,5 milliarder dollars, dvs. med næsten en femtedel. Takket være krigskonjunkturen forøger finanshajerne deres rigdomme ved at plyndre arbejderklassen og farmerne. Skattebeløbet er steget fra 6 milliarder i 1937/38 til 66 milliarder i 1951/52. Størstedelen af disse midler udredes af den arbejdende befolkning og havner siden i monopolisternes pengeskabe som enorme profitter. Fra januar 1950 til oktober 1951 er skatteposten i arbejderbudgettet steget med 55,1 %. Bladet »Daily News« giver følgende karakteristik af skatteplyndringen af den arbejdende befolkning: »Den nye lov om føderalskatten borer sine hugtænder endnu dybere i den amerikanske skatteyders strube…De vil få en stærkere fornemmelse af skatterne, når de får den første lønningspose.«

Ved siden af skatterne tømmer den stigende varefordyrelse de arbejdendes lommer. I 1950 var de amerikanske arbejderes realløn 25-30 % lavere end før krigen. Og i 1951 faldt den yderligere, thi fra begyndelsen af 1950 til slutningen af 1951 steg leveomkostningerne med 19,3 %, og deraf udgjorde stigningen i udgifterne for fødevarer i arbejderbudgettet 21,4 %, kommunale udgifter steg med 15,8 % osv.. Som det fremgår af oplysningerne fra en speciel stikprøveundersøgelse havde en betydelig del af USAs befolkning i 1951 ingen mulighed for at købe andet end fødevarer. Den i 1950 foretagne ansættelse af den amerikanske befolknings indtægter viste, at arbejdslønnen for henved tre fjerdedele af samtlige familier i USA ligger lavere end det eksistensminimum, der er officielt anerkendt og utvivlsomt friseret. I 1951 forværredes situationen yderligere. Ikke engang arbejdsminister Tobin formåede at skjule det faktum, at reallønnen for omkring 20 millioner arbejdere i USA faldt i løbet af 1951.

»Skinblomstring« er det navn, som selv monopolpressen ofte giver den nuværende tilstand i USAs økonomi. De krigsinflatoriske faktorer har haft en kortvarig stimulerende virkning, men har ført til en ensidig militær udvikling af økonomien. De har i den grad skærpet alle modsætninger i denne økonomi, at kun en blind kan undgå at se de ulykkessvangre tegn på, at regnskabets dag nærmer sig. Den sanseløse oprustning gav stødet til en forøgelse af den faste kapital i flere grene af den tunge industri. Men samtidig indsnævrede den krigsinflatoriske konjunktur massernes købekraft endnu mere. Det amerikanske hjemmemarkeds forbrugsevne begynder at mindskes i hurtig takt. Allerede i 1951 var den stærke indskrænkning af forbrugsvareproduktionen ikke så meget forårsaget af råvarevanskeligheder som af afsætningsvanskeligheder. Ifølge »New York Herald Tribune« var industriens varelager i begyndelsen af 1952 hele 26 % større end for et år siden. Forbrugernes købekraft sluges af inflationen og skatter og desuden af monopolernes vældige profitter.

Markedets indskrumpning begynder at ytre sig på andre felter end afsætningen af forbrugsvarer. Foruroligende symptomer optræder også på markederne for produktionsmidler. »Magazine of Wall Street« skriver: »De store stålproducenter er blevet bekymrede over afsætningsproblemerne og taler allerede om at nedlægge ældre virksomheder. Aluminium-fabrikkernes ejere er nu på jagt efter købere, mens de for kort tid siden bestormede Washington med bønner om nødvendigt materiel til arbejdet.« Således vokser modsætningerne mellem de forøgede produktionsmuligheder på den ene side og hjemme- og udenrigsmarkedernes stærkt indskrænkede opsugningsevne på den anden side.

Heller ikke de mindre kortsynede repræsentanter for »big business« kan undgå at se, hvor vaklende den nuværende krigsinflationskonjunktur er, og hvilken uomgængelig økonomisk katastrofe den varsler. »Business Week« skriver, at ifølge mange kapitalisters anskuelser »skulle de Forenede Stater under almindelige forhold allerede være på vej til en depression, og kun militærudgifterne udskyder regnskabets dog«. »New York Post« påviser, at »ved enhver nogenlunde betydelig indskrænkning af militariserings-programmet vil det vise sig, at vort produktionsapparat er alt for stærkt udvidet, og følgen af dette bliver et økonomisk krak, der vil overtrumfe krisen i 1929«. »Associated Press« bemærker i en oversigt, at der i forretningskredse råder den opfattelse, at »hvis vi ikke havde forsvarsprogrammet, ville foretagsomheden nu befinde sig på et meget lavt niveau«. D. 26. april skrev »Business Week«: »Usikkerheden vedrørende de økonomiske udsigter øges synligt. Repræsentanter for forretningskredse spørger, hvad der vil ske, hvis . .. hvis krigen i Korea hører op? Hvis der indtræder en afspænding i Europa? Hvis kongressen nedskærer bevillingerne ...?«. Den presse, som afspejler »big business«s interesser, kan ikke dølge skrækken for den optrækkende gengældelse for plyndringen af nationalformuen og for profitorgierne. Men denne fornemmelse af, at regnskabets dag stunder til, og denne pinagtige venten på »nedgangen«, som de amerikanske skribenter kalder den fremvoksende økonomiske krise, medfører alligevel ikke nogen mere nøgtern overvejelse. Det er ikke svært at konstatere bestræbelser for at finde midler til krigskonjunkturens opretholdelse, dvs. for at formå Washington til at skærpe aggressionspolitikken! 

Den 4. juni 1951 afsagde USAs højesteret dom i sagen mod 11 ledere af staternes kommunistiske parti. Dommen stadfæstede distriktsdomstolens afgørelse af oktober 1949, som havde kendt de anklagede skyldige i strafbar sammensværgelse med det formål at omstyrte de Forenede Staters regering med vold, og dømt dem til hver 5 års fængsel (en enkelt 3 år) og 10.000 dollar i bøde. Skønt de anklagede kun var tiltalt for normal partimæssig virksomhed og socialistisk propaganda, skønt ingen af dem i noget tilfælde havde truet de Forenede Staters regering eller opfordret til oprør, og skønt det er en grændsætning i amerikansk ret, at mundtlig eller skriftlig propaganda kun kan straffes, hvis der er »klar og overhængende fare« for videregående følger, fandt højesteret domfældelsen rigtig. To af højesterets dommere gik imod flertallets kendelse. En af dem sluttede sin dissens sådan: »Vi må håbe, at denne eller en efterfølgende domstol i roligere tider, når vore dages lidenskab og frygt er veget, igen vil sætte ytringsfriheden på den hædersplads, der tilkommer den i et frit samfund.«

Allerede inden højesterets dom, i september 1950, havde kongressen mod præsidentens veto vedtaget en lov om den »indre sikkerhed«, hvorefter der bl.a. indførtes registrerings- og anmeldelsespligt for kommunistiske og frisindede organisationer, som nærmer sig Hitlers indførelse af jødestjernen, og gør al legal kommunistisk partivirksomhed umulig. Og med denne ny lov og højesteretsdommen af juni 1951 som baggrund går der nu en bølge af retssager mod kommunister over de fleste af enkeltstaterne, samtidig med at den »uamerikanske komité« med dens McCarthy'er og Nixon'er søger at tvinge alt liberalt frisind, enhver modstand mod racehad og krigshetz, til tavshed. Efter at være nået så vidt fandt de amerikanske imperialister tiden inde til at videreføre aktionen mod kommunisterne i andre lande. Begyndelsen blev gjort i Vesttyskland, den mest afhængige vasalstat på det europæiske fastland. Fire måneder efter højesteretsdommen i USA, d. 22. november 1951, krævede Adenauer-regeringen det tyske kommunistiske parti forbudt som forfatningsstridigt.

Det skete ved en klage til forfatningsdomstolen i Karlsruhe, og begrundelsen var den, at KPDs indre opbygning ikke var demokratisk, at dets formål var at indføre socialismen i et forenet Tyskland, foreløbig ved en forfatning svarende til den østtyske, at partiet gennemfører en »indre aggression« mod forbundsrepublikken, og at det derfor udsætter dens demokratiske samfundsorden for fare. I klagen var som beviser henvist til 28 dokumenter, blandt hvilke det tyske kommunistpartis love og program, anti-kommunistiske pjecer og viddrag af den vesttyske rigsdagstidende. Anklagerne kan næppe selv have tillagt bevismaterialet større vægt. Endnu ved udgangen af 1951 var dokumenterne ikke overgivet forfatningsdomstolen, og det kommunistiske parti måtte forberede sit svar på klagen uden at være bekendt med det påberåbte grundlag for den. Endnu mere afslørende for »beviserne« var den aktion, regeringen iværksatte straks efter. Man anmodede forfatningsdomstolen om bemyndigelse til husundersøgelse hos det kommunistiske partis ledende instanser, idet man hævdede ved en sådan aktion at kunne opnå beviser, som endnu manglede. Mod alle grundsætninger for normal retspleje tillod forfatningsdomstolen, at regeringen på dette tidspunkt, efter at anklagen var rejst, ved politiaktion måtte søge efter de beviser, som den allerede ved selve klagen havde hævdet at være i besiddelse af.

Denne tilladelse blev givet hemmeligt, og skønt den begrænsedes til partiledelsens og afdelingsledelsernes kontorer i de 11 forbundslande, foregik den omhyggeligt forberedte aktion som en overraskende politibesættelse ikke blot af partikontorer, men af forlag, redaktioner, trykkerier og private lokaler i alle Vesttysklands større byer. Som sædvanlig ved så danne aktioner tilsidesattes alle regler for tilkaldelse af vidner, afgivelse af kvittering m. v.. Bjerge af papirer blev beslaglagt og bortkørt uden kontrol, men - som det også er sædvanligt - løb den store aktion aldeles ud i sandet. Intet ulovligt blev fundet, fordi intet ulovligt eksisterede. Intet »hemmeligt« dokument, ingen »russiske« instruktioner, intet, som kunne tjene til at underbygge den rejste klage. Og hvem var det så, der havde rejst klagen? Hvem er det, der ulovligt opbryder rigsdagsmænds skriveborde og huserer som SA-tropper i trykkerier og mødelokaler? Det var Adenauer-regeringens indenrigsminister dr. Lehr! En gammel bekendt. Tidligere overborgmester i Düsseldorf, hvor han i de gode gamle dage, i marts 1933, udstedte forbud mod alle indkøb i jødiske forretninger og befalede standsning af alle betalinger til »kommunistiske, marxistiske og jødiske« organisationer!

Netop han rejser nu forarget klage på demokratiets vegne. Han og den Adenauer-regering som helt er i den amerikanske finanskapitals sold. Og klagen rettes mod netop det parti, som kæmper for et forenet, uafhængigt, virkelig demokratisk Tyskland, og som søger at samle Vesttysklands befolkning mod genoprustningen og mod kolonial afhængighed af USAs truster. Sagen nærmer sig nu afsluttende forhandling ved forfatningsdomstolen. Den har med rette vakt opmærksomhed langt ud over Tysklands grænser. Det skal kort vises, på hvilket såkaldt juridisk grundlag dette hidtil farligste angreb på ytringsfriheden i Vesteuropa hviler: Anklagen støtter sig i sin helhed på den vesttyske grundlovs § 21, hvori det hedder, at partier frit kan dannes, og at de skal organiseres efter demokratiske principper. Partier som efter deres formål eller virksomhed truer forbundsrepublikens demokratiske samfundsorden er forfatningsstridige, og forfatningsdomstolen skal afsige dom herom. Den vesttyske grundlov (af d. 23. maj 1949) måtte godkendes og blev godkendt af den allierede militærregering på basis af Potsdam-overenskomsten. Den er, som det også udtrykkeligt siges i forfatningens indledning, kun foreløbig, idet den kun skal gælde indtil et forenet demokratisk Tyskland kan vedtage en endelig grundlov, og den forudsætter naturligvis Potsdam-overenskomstens bestemmelser om afnazificering og fuldstændig afrustning.

Det kommunistiske partis indre organisation hviler, som i andre lande, på den demokratiske centralismes princip og er fuldtud stemmende med demokratiske grundsætninger. Iøvrigt indeholder hverken den vesttyske grundlov eller andre love eller bestemmelser nogen straf eller anden følge af, at et parti ikke er demokratiske organiseret, og dette punkt kan således i hvert fald ikke motivere indgriben fra forfatningsdomstolens side. Partiet kæmper ganske rigtigt både for Tysklands genforening og mod genoprustningen, og det står herved helt på Potsdam-overenskomstens og den foreløbige forfatnings grund. Her er det tværtimod Adenauer-regeringen, som efter aftale med amerikanerne ensidigt vil bryde med selve grundlaget for Forbundsrepublikens eksistens. Det kommunistiske parti kæmper også for at samle Vesttysklands arbejdende befolkning i kravet om gennemførelse af socialismen efter Marx', Engels', Lenins og Stalins principper. Det samme har kommunistiske partier gjort i alle lande i mere end 30 år, og i intet demokratisk land er partiet endnu blevet forbudt. De samme principper fulgte det vesttyske kommunistparti under samme organisatoriske former, da det efter befrielsen i 1945 blev udtrykkelig godkendt som lovligt og demokratisk parti af den allierede militærregering, herunder af dennes amerikanske medlem. Partiet har gang på gang kaldt Vesttysklands befolkning til samlet national modstand mod Bonn- og Paris-aftaler, mod remilitariseringen og mod Krupps og førende nazisters tilbagevenden til tysk offentligt liv. Også i disse aktioner handler de tyske kommunister efter forfatningens og menneskerettighedernes principper.

Ny på europæisk grund er anklagen for »indre aggression«. Dette begreb har rod i USA-imperialismens og Atlantpagtstrategiens moderne terminologi. Det betyder simpelthen, at det, man før kaldte indblanding i en anden stats indre forhold, ikke mere eksisterer. Ethvert forsøg, også forsøg i fuld overensstemmelse med det pågældende lands forfatning, på at ændre regeringsformer i frisindet eller socialistisk retning, har amerikanerne forbeholdt sig når som helst at stemple som en »indre aggression«, der giver ret til indblanding, ret til at indkalde tropper udefra, ret til at slå folkeflertallets krav tilbage. Begrebsmæssigt har ordet ingen fornuftig mening i et indre opgør mellem en tysk regering og et tysk parti, medmindre det skal afgive støtte for senere eventuel åben amerikansk indgriben. Brugen af det viser klart anklagens virkelige bagmænd.

Også i Frankrig er den amerikanske imperialismes kamp mod sin stærkeste modstander, det kommunistiske parti, i udvikling. De juridiske former i denne kamp veksler fra land til land. Som formen i USA og i Tyskland ikke er den samme, rettes angrebet i Frankrig igen på en tredje måde. Angrebet på det franske kommunistiske parti selv er i første omgang brudt sammen. Razziaerne på partiets kontorer, besættelsen af »l'Humanité«, beslaglæggelsen af mystiske akter og den storstilede retssag mod Duclos og André Stil blev til ingenting. Duclos og Stil måtte frigives. Der blev tavshed om spionagebeskyldningerne, som der naturligvis ikke kunne tilvejebringes skygge af bevis for. Fra angrebet mod partiet selv vender man sig da til anklage mod en række af dets enkelte ledere. Fra beskyldninger mod partiet for spionage og bestikkelse vender man sig til individuelle sigtelser.

I oktober i år har den franske regering anmodet Nationalforsamlingens præsident om at ophæve den parlamentariske immunitet for fem kommunistiske deputerede, Duclos, Fajon, Billoux, Guyot og Marty. Det er militærdomstolen i Paris, der ønsker bemyndigelse til at indlede retsforfølgning, og den bestemmelser, der skal bringes i anvendelse, er hentet fra den franske straffelovs § 76, en bestemmelse, som blev indført d. 9. april 1940 og som under den daværende krigstilstand fastsatte dødsstraf for enhver som »bevidst deltager i en handling, gående ud på at demoralisere hæren eller nationen i den hensigt at skade det nationale forsvar«. Grundlaget for denne uhyrlige anklage er de kommunistiske deputeredes taler og artikler mod »den beskidte krig« i Indokina og mod undertrykkelsen af de nordafrikanske folks frihedskamp. Og planen er åbenbart den, at det, der ikke lykkedes for ordinære domstole under offentlighed og åben forhandling, nu skal søges gennemført bag lukkede døre ved en militærdomstol, hvis medlemmer er afhængige af regeringen, og hvis afgørelser ikke kræver offentlig begrundelse. Aktionen er endnu i sit første stadium. Også den viser den skæbne, der venter et Europa, som giver efter for den amerikanske aggression og tjener derfor til yderligere at rejse og sammensvejse kampen mod den.

For blot 6 år siden afsagdes i Nürnberg dommen over de nazistiske krigsforbrydere. De blev hængt som skyldige i sammensværgelse om forbrydelser mod freden og for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. I domsbegrundelsen anføres det som et led i denne sammensværgelse, at Hitler efter rigsdagsbranden i februar 1933 satte forfatningens frihedsgarantier ud af kraft og straks efter beordrede alle kommunistiske rigsdagsmænd arresteret. De partier, som derefter var tilbage, gav ham fornødent flertal for fuldmagtsloven, og det næste parti, som erklæredes ulovligt, var de socialdemokrater, som ved at afholde sig fra at stemme havde sikret føreren det fornødne flertal. I løbet af sommeren 1933 blev alle øvrige partier opløst. Det betalte sig ikke for dem, som troede, at de kunne undgå faren for sig selv ved at kaste kommunisterne for ulvene. Det betaler sig ikke for liberale i UN og USA, som giver op for aggressionen og derefter selv tvinges ud i fortvivlelse og selvmord. Med uro så de vesttyske socialdemokratiske førere deres egne navne på de proskriptionslister, som deres amerikanske venner lod udarbejde for en ny »lange knives nat«, og heller ikke danske frisindede kredse lades uberørte af de oplysninger, som kommer frem om atlantpagtsamarbejdets virkning for de hemmelige kartoteker. Det betaler sig ikke at tie. Og det er fortrøstningsfuldt at se, at aggressionen er ikke uovervindelig. Det betalte sig heller ikke for Hitler.

Den opfattelse, at oprustning kan helbrede det kapitalistiske samfunds sygdomme, får en ilde behandling af udviklingen. De Forenede Staters og de europæiske atlantlandes krigspolitik ryster deres økonomiske grundvold. Sammen med befolkningernes modstand mod oprustningen stiger usikkerheden og hjælpeløsheden i den kapitalistiske verdens magthavende kredse. De mere og mere voldsomme amerikanske krav til de europæiske landes økonomi møder allerede enkelte fortvivlede indsigelser, fordi de simpelthen ikke kan opfyldes, eller som det blev udtrykt på Atlantrådets møde i Lissabon i februar, »de overstiger alliancens økonomiske evner«. Churchill har i Underhuset måttet vedgå, at det britiske rustningsprogram snarere vil tage fire år end tre, samtidig med at underhusoppositionen mod oprustningen vinder i styrke inden for det engelske socialdemokrati som udtryk for, at stadig større dele af den engelske arbejderklasse tager afstand fra krigspolitikken. Den franske Faure-regering måtte træde tilbage, lige så snart den efter Lissabonmødet i det franske parlament forelagde de økonomiske nedskæringslove, som måtte blive følgen af dens godkendelse af de amerikanske krav, og den nye franske regering (Pinay) bliver hilst velkommen i forventning om snarlig regeringskrise. Oprustningspolitikkens hovedvirkning har været, at de kapitalistiske landes økonomi er omstillet til krigsøkonomi, hvilket efter Stalins formulering i beretningen på SUKP(b)s 18. kongres betyder, »at industrien får en ensidig, krigsmæssig retning, at produktionen af materiel til krigsbehov, som intet har med befolkningens forbrug at gøre, udvides til det yderste, at produktionen af og navnlig markedets forsyning med masseforbrugsartikler indsnævres mest muligt, følgelig at befolkningens forbrug indskrænkes, og at landet stilles over for en ny økonomisk krise«. I Frankrig er det først og fremmest de finansielle problemer, der falder i øjnene. Trods en kolossal opskruning af skatterne - det samlede skattebeløb var i 1937 37,8 milliarder francs, i 1949 1.325, i 1950 1.703 og i 1951 2.040 milliarder francs eller 54 gange så meget som i 1937 - kan udgifterne til militæret og plyndringskrigen i Vietnam alligevel ikke dækkes, men et betydeligt underskud på budgettet er resultatet. Inflationen raser, flere og flere pengesedler sættes i omløb: ved slutningen af 1950 var der 17 gange så mange penge i omløb som ved slutningen af 1937, og i februar 1952 var tallet steget yderligere med en sjettedel siden 1950. Ved sociale nedskæringer og ekstraudskrivning af skatter har de mange franske regeringer søgt at standse denne styrtdykning mod fallittens afgrund; men den franske befolknings stigende modstand mod krigspolitikken og voksende afsky for krigen i Vietnam har gjort denne vej ufarbar. Den franske arbejders realløn er allerede nede på halvdelen af niveauet før krigen selv efter officielle opgørelser, og prisernes fart mod himlen forringer lønningernes værdi endnu mere. Alene i slutningen af sidste år steg leveomkostningerne (tallet for 1949 sat til 100) fra 133 i september måned til 140,4 i november, og i alt er leveomkostningerne siden begyndelsen af den amerikanske interventionskrig i Korea steget med en tredjedel. Det civile forbrugs stærke tilbagegang og industriens ensidige, krigsmæssige retning kunne ses allerede i 1950. Efter officielle kilder, som snarest undervurderer denne tendens, kan følgende oversigt opstilles:

Denne skæve udvikling af det franske erhvervsliv går meget dybt. Det franske dagblad »Figaro« bragte d. 11. december 1951 en udregning, som viste, hvorledes investeringerne i industrien er faldet samtidig med væksten i militærudgifterne. Tallene så således ud, målt i francens værdi i 1951.

	Militærudgifter milliarder francs	Investeringer i industrien milliarder francs
1949	475	1.025
1950	555	985
1951	850	820

Denne udvikling med forbrugsindskrænkninger til fordel for oprustningen har medført direkte fald i den samlede industri-produktion, idet denne fra andet til tredje kvartal 1951 faldt med 10 pct. - et umiskendeligt tegn på, at landet stilles over for en økonomisk krise, som ikke afhjælpes af oprustningen. Med større og større bekymring ser de amerikanske herrer på de problemer, det fallitte Frankrig skaber i det såkaldte europæiske forsvarssystem.

I England finder man de samme hovedlinier i udviklingen, samme ensidige udvikling af produktionen. Forbruget af de vigtigste forbrugsvarer er nu mindre end i 1947 og langt mindre end før krigen. I 1950 var forbruget af følgende varer målt i pct. af forbruget i 1938: bacon 45 pct., smør 58 og kød 68 pct. I England er skatterne også steget voldsomt. Fra 1950/51 til 1951/52 steg de samlede skatter med 7 pct. til ialt 4.029 millioner pund eller 5 gange så meget som før krigen. Udtrykt på en anden måde betyder det, at mens arbejderne i 1938 betalte 6 pct. af landets samlede lønsum i indkomstskat til staten, betaler de nu 11 pct. eller næsten det dobbelte. På grundlag af regeringens statistik kan man udlede, at reallønnen i oktober 1951 var faldet med 5-7 pct. siden 1947, og prisstigningerne fortsætter deres løbebane. Inflationen spøger også i England. Det engelske konservative »Economist« skriver herom d. 5. januar 1952: »Hvis yderligere inflation skal forebygges ... må nedskæringerne i andre statsudgifter nå op mod at kunne opveje stigningen på godt 700 mill. pund i forsvarsudgifterne ... jo mere (fødevare)tilskuddene nedskæres, jo mindre er vi nødt til at tage fra de andre sociale ydelser«. Her vises tilsyneladende en klar vej ud af uføret: skær tilskuddene ned - et eksempel, man med bekymring kan se fulgt for Danmarks vedkommende. De sociale ydelser har i forvejen tabt betydeligt i værdi i England, eftersom deres størrelse blev fastsat i 1946, og værdien siden er forringet ved en almindelig stigning i leveomkostningerne på godt en tredjedel. Samtidig sporer man også tilbagegang i industriproduktionen, som i tredje kvartal i fjor faldt med 7 pct. sammenlignet med andet kvartal. Den konservative finansminister Butler forelagde d. 11. marts et budget, som giver et indtryk af, hvilken vej det går, og som har ført til, at man er begyndt at tale om Butlers økse. Et af hovedpunkterne i dette budget er en forhøjelse af diskontoen fra 2,5 til 4 pct. - denne enorme stigning vil begrænse lånevirksomheden og dermed føre til stærke indskrænkninger af nyanlæg, boligbyggeri og investeringer i det hele taget.

Særlig fortvivlet er udenrigshandelen. Her har England mistet over halvdelen af sine dollar- og guldreserver i de sidste otte måneder, således at den beholdning, England nu ligger inde med, kun svarer til få måneders underskud på handelsbalancen. Importen skæres derfor drastisk ned. Englands afhængighed af dollarområdet er blevet stærkt forøget på trods af, at det var en af Marshallplanens påståede særlige opgaver at løse Europas dollarproblem. Den endelige løsning af dette spørgsmål vil kun ske ved et brud med den påtvungne handelspolitik og en udvikling af handelen med de østeuropæiske lande. På samme måde har Marshallplanen spillet fallit på alle andre områder, så åbenbart og tydeligt, at det næsten er overflødigt at påvise denne hjælps »fiasko« med hensyn til dens påståede formål at rette Europa op, bringe velstand osv..

Marshallplanen skulle ganske særlig sikre fuld beskæftigelse og forebygge en arbejdsløshed som den, der kendtes før krigen. Massearbejdsløsheden i Belgien og i Italien, der nu er oppe på fire millioner fuldt arbejdsløse eller deltidsarbejdende, har længe vist, at det kunne denne »plan« ikke forebygge. Tværtimod fremskyndede den arbejdsløsheden, idet amerikanske varer tvang f.eks. italienske fabrikker til at lukke. Vort hjemlige »Finanstidende« har da også i en artikel »Arbejdsløshedskvaler« d. 20. februar konstateret depressive tendenser i forbrug og beskæftigelse i de vesteuropæiske lande. Nedgangen i forbruget bunder i en »reel indskrænkning af forbrugernes købekraft som følge enten af de stigende priser eller af statens forbrugsbegrænsende foranstaltninger. Resultatet har været, at produktionen af forbrugsvarer gennemgående er dalet«. Og videre konstaterer »Finanstidende«: »Mens det trods nedgangen i forbrugsefterspørgselen ifjor lykkedes de fleste andre lande at veje deraf resulterende reduktion i konsumgodeproduktionen op ved fremgang i den øvrige industriproduktion, tegner balancen til at blive mere og mere problematisk«. Resultatet er overproduktion, arbejdsløshed. Som europæisk eksempel nævnes England, hvor klædeindustrien synes at have lidt mest - kun ca. 40 pct. af Londons skræddere og klædesarbejdere har været beskæftiget 6 dage i træk i 1952. De »korte uger« er et udbredt fænomen, og ifølge et skøn har England uden at vide det officielt 1 million arbejdsløse udover de i statistikken opførte godt 300.000.

Den atlantiske krigspolitik har således ikke blot betydet fattigdom for de europæiske folk, men truer direkte balancen i landenes økonomiske system og stiller dem over for en ny økonomisk krise. Og uanset at USA indtager en ordregivende position over for de andre atlantlande og søger at klare sine økonomiske besværligheder ved at vælte dem over på Vesteuropa, viser kendsgerningerne, at USA er underkastet samme jernhårde udviklingslov. Allerede i 1948/49 viste det sig med al tydelighed, at oprustningen ikke kunne afværge en økonomisk krises fremvækst i USA, idet industriproduktionen faldt med 22 pct. mellem oktober 48 og oktober 49. Så startede de amerikanske imperialister deres angrebskrig i Korea med gunstig virkning på produktion og afsætning. »Finanstidende« skildrer i en artikel »Hvis oprustningen taber pusten« d. 12. marts denne situation med følgende ord: »Erindringer om 1930'erne tårnede sig truende op i horisonten. Redningen fra, hvad sandsynligvis kunne være sket, indtraf så at sige på slaget tolv på et fjernt sted på kloden. Den koreanske borgerkrig sendte priserne på varer fra »truede« områder, gummi, tin, kopra m. m. fl., mod skyerne som alarmsignaler, men også som budbringere om en økonomisk højkonjunktur, verden endnu aldrig har set magen til. Køberpanik udbrød i USA og bredte derfra sine virkninger til andre lande.«

Det viste sig imidlertid at være en stakket frist; produktion og afsætning begyndte at vige. FNs økonomiske kommission for Europa har i sin rapport for 1951 angivet, at mens industriproduktionen mængdemæssigt set steg med 11 pct. fra juni 50 til februar 51, faldt den med 1 pct. fra februar til september 51 (med hensyntagen til sæsonsvingninger). Indenfor konsumvareproduktionen bemærkede man først denne tilbagegang. Tekstilproduktionen begyndte at falde allerede i oktober 1950, og faldet var nået 16 pct., i september 1951. Lædervareproduktionen var 32,5 pct. lavere i juli 51 end i september 50. Nedgangen i den civile produktion er endda langt større end disse tal giver udtryk for, eftersom en stor del af produkterne købes af det amerikanske krigsministerium til hærens lagre. For uldvareindustrien gælder særligt: i foråret 1946 anvendtes der 60 mill. Ibs. uld pr. måned, september 50 kun 44 mill. og i september 51 var det faldet helt til 34 mill. Ibs., til trods for at 42 pct. af alt uldklæde fremstillet i 1. halvår 1951 blev aftaget af de væbnede styrker.

Denne tilbagegang i civilproduktionen skaber øget arbejdsløshed og deltidsbeskæftigelse, således at der i USA findes et alvorligt problem af stedvis massearbejdsløshed af lignende omfang som i 1930érne (se »Finanstidende« d. 20. februar). Den overproduktionskrise, der således findes inden for de afgørende forbrugsvarebrancher, er et resultat af den skarpe beskæring af befolkningens købekraft. Som FN-kommissionen som ovenfor nævnt har konstateret, breder denne krise sig til så mange grene i erhvervslivet, at det afspejles i den seneste udvikling i indekset for den samlede industriproduktion. I april 1951 var indekset 223 (1935/39 = 100), men er siden ikke nået op på samme niveau, trods en stærk forøgelse af udgifterne til militariseringen. Militærudgifterne var i 1. halvdel af 1950 12.500 mill. $ i årligt gennemsnit, tallene for 4. kvartal 1950 og de tre første kvartaler af 1951 var: 20.000 mill. - 25.100 mill. - 33.100 mill. - 38.000 mill. (stærkt barberede officielle tal, som imidlertid godt kan anvendes til indbyrdes sammenligning). I samme forstand gjaldt det, at de civile industrier i sidste kvartal 1951 kun fik tildelt 58 pct. af den stål, 54 pct. af det kobber og 46 pct. af den aluminium, som de forbrugte pr. kvartal i første halvår 1950.

Tilbagegangen i produktionen viser imidlertid, at oprustningen i USA ikke er i stand til at opveje overproduktionskrisen i forbrugsindustrien. »New York Times« var opmærksom på dette allerede i slutningen af august 1951, hvor det skrev, at »der er grund til at tro, at standsningen i den private købestrøm vil overstige den lovede vækst i regeringens udgifter til forsvaret, og at denne standsning vil komme først.« Den samme betænkelighed har meldt sig hos »Finanstidende« i artiklen »Hvis oprustningen taber pusten ...«,. hvor det hedder: »Spørgsmålet er nu, om den kendsgerning, at man ganske åbenbart hidtil har overvurderet oprustningens konjunkturstimulerende virkninger, ikke kan få ubehagelige følger for den vestlige verdens økonomi.« Og sidst i samme artikel: USA har »- såvidt man i øjeblikket kan se - således sikret sig en depressiv udvikling fra det øjeblik, rustningsproduktionen ophører at accelerere.«

Situationen ser altså således ud for USA: Oprustningen før Korea-krigen afskaffede ikke krisefaren, Korea-krigen heller ikke, den øgede oprustning i 1951 heller ikke. Ikke blot drømmen om stigende profitter, men også angsten for et økonomisk sammenbrud skaber således hos de amerikanske monopolkapitalister en fast tilskyndelse til at kræve oprustningen forøget og ønske en verdenskrig. »Detroit News« udtrykte det d. 7. oktober sidste år på denne måde: »Denne nation kan ikke leve længe i fred eller forholdsvis velstand, når den først er omdannet til en væbnet lejr. Enten vil den blive bragt til tiggerstaven af de militære vedligeholdelsesudgifter, og udhungringen af forsyningerne til den civile økonomi vil fremme depression eller politisk demoralisering, eller også vil vi for at afværge disse onder tage vejen til krig, ganske som Hitler gjorde det.« Over for disse ønsker og tilskyndelser til krig stilles et øget arbejde fra folkenes side for en fredspagt mellem de fem stormagter. Uden et ihærdigt og vedholdende arbejde spiller vi verdens skæbne ud i hænderne på en lille gruppe, som i krige kun ser en indbringende forretning. Der findes ingen uafvendelige økonomiske love, som med skæbnens nødvendighed - eller hvad man vil kalde det - vil kaste verden ud i en krigs ufattelige rædsler. Verdens skæbne afgøres af de fredselskende folk. Over for de amerikanske imperialisters profitbegær og ønske om verdensherredømme står den stærke og klare udtalelse af Stalin - premierminister for Sovjetunionens sjettedel af jorden - i interviewet i Pravda d. 17. februar sidste år: »Freden vil blive bevaret og styrket, hvis folkene tager fredens sag i deres egne hænder og forsvarer den til det sidste.«

D. 4. maj 1945 tændtes lysene i alle danske vinduer - befrielsen var kommet. D. 9. maj fejredes sejrsdagen i Sovjetunionens hovedstad - Keitel havde underskrevet værnemagtens betingelsesløse kapitulation. Spontant fyldtes Moskvas gader af tusinder af mennesker, forgræmmede af krigens ofre, ødelæggelser og lidelser, stolte over den dyrekøbte sejr og tillidsfulde i forventningen af den snarlige genopbygning af deres fædreland. Men i den amerikanske ambassade i Mohovajagade stod skjult ved et vindue en mand, som med sure miner betragtede mængden, og da han vendte sig bort fra det vederstyggelige syn, sagde han disse menneskekærlige ord: »De jubler... de tror, at krigen er forbi, men nu skal den først til at begynde!« Hans ord blev hørt og optegnet af Times' og andre engelske blades Moskvakorrespondent, Ralph Parker, og manden, der sagde dem, var ambassaderåd George F. Kennan, som nu er vendt tilbage til Moskva som amerikansk ambassadør efter at have været sjælen i udarbejdelsen af USAs efterkrigspolitik og den førende strateg i den »kolde krig«.

Nu først skulle den til at begynde - kampen og krigen mod Sovjetunionen og socialismen! Det var den parole for efterkrigstidens politik, som man uden blusel vedkendte sig i det amerikanske diplomatis inderkreds, mens Europas folk, som havde båret krigens byrder, jublede i håbet om, at efterkrigstiden skulle blive fredens, det internationale samarbejdes og fremskridtets år. I stedet fik de den verdensomspændende amerikanske krigs- og interventionspolitik. Det er en dokumentarisk gennemgang af dennes virkninger for Danmark og det danske folk, den følgende tekst er helliget:

Det er nu omkring fire år siden, Danmark blev indlemmet i Marshallprogrammet, og det er så nogenlunde til at overskue følgerne heraf for den økonomiske og politiske udvikling her i landet. Det må nu være muligt at besvare de spørgsmål, som i hele denne tid er blevet så heftigt diskuteret. Har Marshallprogrammet styrket vor økonomi, bedret vor levefod og forberedt en rigere økonomisk udvikling i Danmark? Har Marshall»hjælpen« betydet - som Thorkil Kristensen bebudede det i Folketinget d. 1. juli 1948 - »at vor dollarsituation lettes i betydelig grad«? Har udviklingen givet $ocial-Demokraten ret, når dette blad i en ledende artikel d. 6. maj 1948 om Marshallplanen bl.a. skrev: »Langt fra at være et lumsk amerikansk forsøg på at berøve Europa dets selvstændighed vil Marshalplanen, rigtigt anvendt, i forbindelse med de 16 landes indbyrdes samarbejde være en hjælp til at sikre Europas økonomiske selvstændighed, til at gengive folkene troen på fremtiden«?

Kommunisterne har hele tiden indtaget en afvisende og advarende holdning over for Marshallplanen. De har bestandig hævdet, at den ikke ville løse det danske samfunds økonomiske problemer eller gøre os rigere, at den tværtimod ville føre til stadig større afhængighed af USA, og at den før eller senere ville trække Danmark ind under en fuldstændig amerikansk dominering, økonomisk såvel som politisk og militært. I marshallkredse blev der anvendt rigeligt med skarpe ord overfor denne afstandtagen fra Marshall-programmet; det måtte ikke kritiseres. Men kommunisterne byggede deres opfattelse af Marshallprogrammets karakter på en lang række kendsgerninger, der for alle, som ville se, gjorde det klart, at Marshallplanen ikke var sat i gang for at hjælpe Europa, men for at fremme USAs´ egen udenrigspolitik. Amerikanerne har været åbenmundede nok til selv at fastslå Marshallplanens egentlige formål. I den amerikanske »Foreign Assistance Act« af 1948, der danner grundlaget for hele programmet, er formålet med »hjælpeydelserne« tydeligt angivet i selve lovens undertitel: »En lov til fremme af verdensfreden og af USAs almindelige velfærd, dets nationale interesser og dets udenrigspolitik, gennem økonomiske, finansielle og andre foranstaltninger.« En yderligere belysning af Marshallprograminets egentlige formål giver Wall Street-bladet »Financial World« for d. 18. februar 1948: »Der går næppe en uge, uden at en gruppe af økonomiske skribenter og forretningsfolk ved fortrolige frokostmøder får at vide af officielle repræsentanter for regeringen, at den hensigt, som ligger til grund for Marshalplanen, er at udvide Amerikas økonomiske indflydelse. En talsmand for handelsministeriet sagde til skribenterne, at »dette er imperialisme, og det er godt det samme«. Grunden til disse erklæringer er, at regeringen mener, folk må bearbejdes i et sprog, som svarer til deres interesser. Man taler om humanisme i kvindeforeninger og om profit til forretningsfolk.«

Det lykkedes jo faktisk også regeringen i Washington og de kræfter, der står bag den, at bearbejde den amerikanske befolkning og den amerikanske kongres således, at Marshallprogrammet blev til virkelighed. Den indsats, der her blev gjort, skulle tjene de amerikanske kapitalisters interesser, viser den amerikanske økonom Thomas Burke i sin bog om Marshallplanen: »Maktpolitikk eller økonomisk hjelp?« (Falken forlag, Oslo). Burke godtgør ved en række citater fra det amerikanske finanstidsskrift »Magazine of Wall Street«, at et tilbageslag i Amerikas økonomi var faretruende nær på det tidspunkt, da Marshallplanen dukkede op: Der opstod i USA tegn på faldende priser, forbrugernes købekraft begyndte at svigte, vareafsætningen faldt - og denne udvikling skærpedes på grund af en begyndende nedgang i den amerikanske eksport. Særlig dette sidste forhold bekymrede mange amerikanske forretningsmænd og økonomer; således skrev professor i økonomi ved universitetet i Californien, J. B. Condliffe, i sommeren 1950 i et tidsskrift, som udgives af Amerikas udenrigspolitiske selskab: »En drastisk nedskæring af eksportmængden ville i høj grad have bragt vort produktionsapparat i ulave, hvilket ikke kunne undgå at medføre en større krise for USAs indre økonomi. .. Lige siden krigens og efterkrigstidens store ekspansion har den samlede nationalindkomst og beskæftigelse været betinget af en stor eksportmængde. Når som helst eksporten går ned, vil priserne falde stærkt, fallitternes antal stige og arbejdsløsheden gå i vejret.«

Marshall»hjælpen« skulle give den amerikanske økonomi den fornødne saltvandsindsprøjtning ved at opretholde eksporten. Aksel Larsen udtrykte det således ved debatten i folketinget d. 1. juli 1948 om Marshalloverenskomsten med USA: »En anden årsag til Marshallplanen og et andet formål med den er således Amerikas overproduktion og dets vanskelighed med at skaffe afsætning for den. Det er altså aldeles ikke filantropi, det drejer sig om, det er ikke af lyst til at hjælpe med til Europas genopbygning, men det er simpelthen ud fra rent forretningsmæssige, økonomiske interesser, at man er villig til at yde en sådan hjælp.« For dem, der dengang ville se, var det klart, hvad Marshallprogrammet indebar. Nu har yderligere fire års udvikling vist, hvorledes amerikanerne har udnyttet planen i overensstemmelse med deres egentlige og oprindelige formål og hensigter. I de følgende afsnit vil der blive redegjort for, hvordan dette har ført Danmark ud i en stadig større uafhængighed af USA og gradvis øget amerikanernes indgriben i vore forhold - og for, hvorledes den økonomiske udvikling i Danmark faktisk har formet sig under det Marshallprogram, som »ikke pålægger de enkelte lande nogen som helst politisk eller militær forpligtelse« ($ocial-Demokraten, d. 6. maj 1948), og som skulle føre til, »at priserne efterhånden falder, at pengerigeligheden formindskes, at der bliver flere varer, og at vor dollar mangel i nogen grad bliver afhjulpet« (BT, d. 29. maj 1948).

Den afhængighed af USA, som Marshal»hjælpen« efterhånden førte med sig, er sjældent kommet så stærkt og tydeligt til udtryk, som da de vesteuropæiske marshallstater - heriblandt Danmark - i september 1949 nedskår værdien af deres nationale valutaer. Amerikanerne havde allerede før Marshallplanens egentlige start presset hårdt for at få hals- og håndsret over de vesteuropæiske landes valutakurser. Den Internationale Valutafond i Washington, som helt beherskes af amerikanerne, var et af redskaberne for denne politik, og de amerikanske bestræbelser fandt også udtryk i betingelserne for de dollarlån, som i de første efterkrigsår ydedes til vesteuropæiske lande, dels direkte af den amerikanske regering, dels gennem USAs Export-Import-Bank i Washington (hvor Danmark i 1945 lånte 20 mill. $) og dels gennem den USA-dominerende Internationale Bank (hvor Danmark i 1947 lånte 40 mill $). Imidlertid fik amerikanerne først med Marshall»hjælpen« det påtrykningsmiddel i hænde, som kunne gøre udslaget i deres bestræbelser for at få presset de vesteuropæiske landes valutakurser ned.

Det i marshallkredse så velorienterede Information fortalte i en ledende artikel d. 1. juli 1948 om, hvordan det første amerikanske udkast til marshalloverenskomster med de vesteuropæiske lande vakte »betydelig uro« i marshallstaterne, og om, hvordan det efter forhandlinger med amerikanerne lykkedes at få dem til at »frafalde eller mildne de for Europa mest uacceptable punkter. Det drejede sig først og fremmest om en bestemmelse, der ville have givet den amerikanske regering myndighed til at nedskrive europæiske valutaer. Denne bestemmelse er helt bortfalden….«. Alligevel var den amerikanske overmyndighed i kursmæssig henseende reel nok. I efteråret 1949 rejste amerikanerne i to tempi kravet om en omfattende vesteuropæisk devaluering. Først under de engelsk-kanadisk-amerikanske økonomiske forhandlinger, som fandt sted i Washington i eftersommeren 1949. Dernæst under årsmødet i september i den Internationale Valutafond. Det var umiddelbart før dette årsmøde, »New York Herald Tribune« kunne skrive: »Den Internationale Valutafond vil i næste uge være klar med retningslinier for en eventuel justering af de europæiske valutaer med udgangspunkt i en sterlingnedskæring. Arbejdet ledes af valutafondens direktør, Camille. Cutt.« - Amerikanerne fik da også deres vilje. En USA-dollar, som før kostede 4,81 kr., kom nu op i 6,92 kr., en stigning på 43,9 pct. Kronens guldværdi faldt fra 45,9 til 31,9 øre, og de fleste andre marshallstater gennemførte valutanedskæring på samme tidspunkt og i samme forhold. Derimod foretog Sovjetunionen og de østeuropæiske folkedemokratier, hvis økonomi jo ikke er afhængig af amerikanerne og af dollars, naturligvis ingen valutanedskæring. Tværtimod gennemførte disse lande i årene 1949/50 betydelige valutaopskrivninger, muliggjort ved systematiske prisnedsættelser.

Det var indflydelsesrige kredse i USA, der stod bag kravet om en almindelig nedskæring af de vesteuropæiske valutaer. Udviklingen, efter at England i efteråret 1947 havde gjort en måneds forsøg med de gamle handelsformer og definitivt opgav omvekslingen af sterlingvaluta til dollars, havde i amerikanske finanskredse affødt en kolossal spekulation i en forventet vesteuropæisk valutanedskæring. For eksempel blev amerikanernes indkøb af forskellige udenlandske materialer holdt tilbage længst muligt, fordi spekulanterne regnede med, at de efter en europæisk valutanedskæring ville kunne gøre deres indkøb til en lavere dollarpris. Skulle spekulanternes forventninger indfries og økonomiske vanskeligheder undgås i Amerika, måtte pundet og de øvrige vesteuropæiske valutaer skæres ned. Amerikanerne havde også andre - mere langsigtede - grunde til at få valutanedskæringen gennemført på dette tidspunkt, da de endnu havde den fulde Marshall»hjælp« at bruge som afpresningsmiddel. Det var amerikanske finanskredses hensigt, at en kæmpemæssig amerikansk kapitalanbringelse i Vesteuropas genopbyggede erhvervsliv skulle efterfølge og afløse Marshallplanens dollartildelinger - og det er klart, at de amerikanske kapitalister ville kunne få langt mere ud af deres penge, når de kunne købe f.eks. 7 danske kroner for 1 dollar, istedet for - som før devalueringen - »kun« 5 kroner for 1 dollar.

Devalueringen medførte - som nærmere omtalt i afsnittet om den økonomiske udvikling i Danmark i Marshallperioden - en betydelig prisstigning og en stærk forringelse af Danmarks bytteforhold overfor udlandet og dermed af vor valutariske stilling. Desuden medførte den for Danmarks (som for andre marshallstaters) befolkning en meget væsentlig forøgelse af den udenlandske gældsbyrde. Kroneværdien af den del af Danmarks udenlandske gæld, som var ansat i dollars og anden ikke-devalueret valuta, steg d. 19. september 1949 med eet slag 545 mill. kr., og hele dette beløb falder på statsgæld, statsgaranteret gæld samt kommunegæld. Byrden for de danske skatteydere ved afdragene på denne udenlandske gæld blev altså forøget med mere end en halv milliard, og rentebyrden blev - målt i kroner - naturligvis tilsvarende større. Ganske vist havde Danmark også tilgodehavender i »hård valuta«, og disse tilgodehavender blev ved devalueringen mere værd; men hele den heraf flydende kursstigning på 135 mill. kr. tilfaldt private erhvervsvirksomheder, da disse var de eneste, som havde nettotilgodehavender i dollars og lignende valuta. F.eks. tjente alene rederiet J. Lauritzen (efter hvad der kom frem i en retssag i efteråret 1951) 4.018.333 kr. i kraft af kursstigning på dollartilgodehavender ved devalueringen.

Amerikanerne har i vid udstrækning benyttet sig af Marshallorganisationen (OEEC = Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde) i deres bestræbelser for at få realiseret Marshallprogrammets amerikanske mål. Det var en udtrykkelig betingelse i den tosidede marshalloverenskomst mellem USA og Danmark, at Danmark skulle tilslutte sig denne organisation og gennemføre de foranstaltninger, OEEC pålagde os. Formelt er denne organisation en sammenslutning alene af de europæiske marshallstater, reelt er den - i kraft af direkte amerikansk kontrol og af den stilling, Marshallprogrammet tildeler den - et af de vigtigste redskaber for gennemførelsen af USA's europæiske politik. Det er således igennem OEEC, at de sidste års vesteuropæiske »liberalisering« er gennemført. Amerikanske marshallledere som Paul G. Hoffman og Averell Harriman har tit nok præciseret, at Vesteuropa måtte gøres til »eet marked med 275 mill. indbyggere«, og »liberaliseringen« (dvs. ophævelsen af importkontrollen mellem marshallstaterne indbyrdes) var et af midlerne til skabelse af dette fælles marked. Kravet om en sådan »liberalisering« rejstes overfor marshallstaterne i efteråret 1949, og i oktober udarbejdede daværende handelsminister Krag da Danmarks første »frilister«, dvs. fortegnelser over de varer, der fremtidig frit kunne indføres fra de øvrige marshallstater uden valutakontrol. Umiddelbart før et rådsmøde i OEEC, hvor Krag skulle forelægge de danske frilister, betegnede han dem som det absolut yderste, man fra dansk side kunne strække sig til. Men handelsministeren havde åbenbart ikke gjort regning på Marshallorganisationens amerikanske Prokrustesseng; i hvert fald blev Danmarks frilister ved mødet i OEEC udstrakt næsten dobbelt så langt som »det absolut yderste«. Ialt blev 33 pct. af den danske import fra de øvrige marshallstater liberaliseret; procenten af varer, der inden for de forskellige varegrupper blev sat på friliste, var for fødevarer og foderstoffer 57, for råvarer 36 og for færdigvarer 26. Liberaliseringen er efterhånden udvidet til ca. 76 pct. af importen, dvs. at efterhånden kun en fjerdedel af vareindførslen fra de øvrige marshallstater er underkastet statslig importkontrol.

Liberaliseringen, som den gennemførtes indenfor marshallområdet, medfører væsentlige ulemper og farer for Danmark. For Danmark, der på næsten alle vareområder har meget lave toldsatser, bliver importen reelt næsten fuldstændig fri, så snart liberaliseringen er foretaget - mens det stiller sig ganske anderledes i lande som Vesttyskland, Frankrig, Italien og Belgien, hvor den statslige importkontrol erstattes med ofte uoverstigelige toldskranker, eller i f.eks. England, hvor en meget betydelig del af importen er statslig og derfor ifølge marshallorganisationens regler på forhånd fritaget fra liberalisering. Liberaliseringen belaster derfor vor valutasituation, idet den betyder en uhæmmet import på store vareområder, men ikke giver Danmark tilsvarende eksportmuligheder overfor de øvrige marshallstater, der ved f.eks. toldmure stadig spærrer vore varer ude. Liberaliseringen betyder endvidere en direkte og meget betydelig fare for væsentlige grene indenfor dansk erhvervsliv, idet den blotter landet for den udenlandske konkurrence. De råvareproducerende lande som England og Vesttyskland favoriserer meget stærkt deres egne industrier ved at levere dem kul og stål langt billigere, end dette sælges til f.eks. danske industrivirksomheder; disse er derfor ilde stedt i konkurrencen med engelsk og vesttysk industri. Den danske industris repræsentanter har da også ved gentagne lejligheder taget meget skarpt til orde mod liberaliseringen, der betegnes som ensidig og skadelig, fordi den for Danmark medfører fare for dumping, fabrikslukning og arbejdsløshed.

Derimod forstår man amerikanernes interesse i den liberalisering, der skal omskabe Vesteuropa til »eet marked med 275 mill. indbyggere«. Amerikanerne har hele tiden tænkt sig »Marshall»hjælpen« afløst af et kæmpemæssigt privat investeringsprogram, og omskabelsen af Vesteuropa til eet marked er en næsten nødvendig forudsætning for at sikre afsætningen fra de kæmpemæssige nye industriforetagender, man formodentlig tænker sig rejst i Vesteuropa for amerikansk kapital. Den vesteuropæiske liberalisering betyder f.eks. for Danmark, at handelen med de øvrige marshallstater favoriseres på bekostning af vor samhandel med andre områder. Resultatet er, at vor udenrigshandel får tilbøjelighed til at blive endnu mere ensidigt geografisk sammensat. I samme retning virker forskellige andre bestræbelser for at omskabe Vesteuropa til »eet marked«, som er sat i gang af Marshallorganisationen. Den europæiske betalingsunion tilsigter at skabe fuld mulighed for omveksling mellem marshallstaternes nationale valutaer, samtidig med at også de forskellige kapitaltransaktioner mellem marshallstaterne liberaliseres - et for amerikansk kapitalnødvendigt sidestykke til den ovenfor omtalte liberalisering af vareomsætningen. Endvidere må nævnes de forhandlinger om nedsættelse af toldskrankerne mellem marshallstaterne, som USA også er ophavsmand til - forhandlinger, der hidtil ikke har ført til større resultater, fordi USA pure afslår at gennemføre en mærkbar sænkning af sine egne fantastiske toldsatser, og fordi områder i Vesteuropa, der nyder særlig amerikansk bevågenhed - især i Vesttyskland - indtager samme holdning.

OEEC går endda ofte endnu videre end til disse for de enkelte marshallstater udenrigsøkonomiske problemer. Det er således OEEC, der for godt et år siden har tilsendt os den liste over varer, for hvilke der er udstedt produktionsforbud i Danmark (varer af kobber m. fl. metaller). OEEC har endvidere i august 1951 pålagt de enkelte marshallstater at forøge produktionen med en fjerdedel indenfor et tidsrum af fem år. Ved denne lejlighed udsendte OEEC en »europæisk deklaration«, hvori det bl.a. hedder: »Hver regering må være ansvarlig for, at der sikres balance mellem de til rådighed for det indenlandske forbrug stående varemængder og tjenesteydelser, og markedsefterspørgslen efter disse. Dette kan opnås ved at føre en rigtig finans- og pengepolitik.« Senere samme år udsendte OEEC en anden rapport, hvori det nærmere forklaredes, hvad der egentlig skulle forstås ved dette punkt i den »europæiske deklaration«, som marshallstaternes regeringer - Danmarks repræsenteret ved Ole Bjørn Kraft - havde forpligtet sig til at gennemføre: »Som forholdsregler mod inflationen foreslås forøget produktion, i passende tilfælde forenet med en vis forøgelse af arbejdstiden, tilbageholdenhed i de ikke-militære statslige udgifter, højere skatter, fremme af opsparingen og forbrugsnedskæring.« (»Göteborgs Handels- och Sjøfartstidning«, d.16. november 1951). Som man ser: Det er efterhånden ikke så lidt, Marshallorganisationen blander sig i - og at dens direktiver også bliver fulgt, har jo alle danske skatteydere og forbrugere fået rigelig lejlighed til at erkende.

Amerikanernes mulighed for stadig at holde Vesteuropa i økonomisk afhængighed af USA hviler på den forudsætning, at marshallstaterne ikke opnår en større samhandel med de økonomisk opblomstrende lande i Østeuropa. Kun hvis USA for de vesteuropæiske lande kan stå som den eneste mulige råstofleverandør og som det eneste marked, det er umagen værd at søge eksporteret europæiske produkter til, kun i så fald kan USA håbe på at kunne opretholde marshallstaternes afhængighed af den amerikanske økonomi. Det har naturligvis ikke kunnet lade sig gøre for amerikanerne at få de vesteuropæiske lande til frivilligt at opfylde de amerikanske ønsker i så henseende, dertil er de naturlige økonomiske bånd mellem Øst- og Vesteuropa for stærke. For Vesteuropas importører er stillingen den, at importen af en lang række råvarer m.v. (f.eks. kul, tømmer og korn) fra Sovjetunionen og de øvrige østeuropæiske lande for det første er traditionsmæssigt bestemt, for det andet transportmæssigt set er det billigste - og for det tredje kan finde sted uden den betaling i dollars, som er nødvendig ved tilsvarende indkøb fra de vigtigste andre råvareleverandører. For Vesteuropas eksportører indeholder handelen med Øst en lignende række tiltrækkende momenter.

Amerikanerne har derfor hurtigt indset, at en række tvangsmidler var nødvendige, hvis det økonomiske samkvem mellem Vest- og Østeuropa skulle hindres - og i Marshallplanen fandt de det rette politiske redskab. Fremtrædende amerikanske personligheder gav allerede meget tidligt udtryk for deres hensigter i så henseende. Således udtalte Marshallplanens administrator, Paul Hoffman, d. 30. juni 1948 (det var endnu før, bl.a. Danmark officielt havde tilsluttet sig marshalloverenskomsten) iflg. »New York Herald Tribune«: »….at hjælp under Marshallplanen ville blive trukket tilbage fra et hvilket som helst deltagende land, som sendte varer af potentiel militær værdi til Rusland eller en af det vasaller.« Og hvad er så varer af »potentiel værdi«? Det vil sige praktisk taget alt, der kan bruges til en udvidelse af produktion og transportvæsen og til styrkelse af folkets levefod. Og dette udtryk kan vel at mærke fortolkes fuldstændig efter forgodtbefindende - og det vil sige efter amerikanernes forgodtbefindende. Det må være tilstrækkeligt i denne henseende at henvise til, hvad det engelske »Times« skrev d. 30. juli 1951 om et nyt amerikansk lovforslag (»Battle-loven«), der skulle lovfæste Paul Hoffmans tre år tidligere fremsatte trussel: »Det er blevet oplyst, at formålet med forslaget er at indføre en fælles eksportpolitik (for de amerikanske lande), der ligger på linie med den amerikanske eksportpolitik.

Det vil sige, at lande, hvis eksistens er afhængig af deres udenrigshandel, skal holdes på linie med et land, der ikke har større interesse i udenrigshandelen. England f.eks. skal give afkald på det korn og tømmer, det nu får fra Sovjetunionen, med mindre det kan overtale russerne til som modydelse at modtage varer, som amerikanerne anser for harmløse - og definitionen af, hvad der er harmløst, kan forandres fra måned til måned. Andre lande vil være endnu værre stedt, men alle skal gennemføre deres udenrigshandel efter en amerikansk embedsmands forgodtbefindende.« Blandt de lande, der efter Battle-loven bliver »endnu værre stedt«, er Danmark. Som »Berlingske Aftenavis« skrev d. 30. juli 1951: »Enhver regering, der nu modtager amerikansk støtte - herunder den danske - skal i løbet af de kommende uger afgøre, om den kan tiltræde de amerikanske principper for udenrigshandelen. For Danmark kan det betyde, at vi kommer til at vælge, om vi foretrækker Polens kul fremfor dollarhjælpen til den økonomiske og militære genopbygning.«

»Berlingske Aftenavis´« spådom slog ulykkeligvis til. Fire måneder efter udløb den dansk-polske handelsaftale, og det lykkedes ikke at opnå en ny overenskomst om bl.a. kulleverancerne til Danmark, fordi den amerikanske Battle-lov, der i mellemtiden var vedtaget af kongressen, stod i vejen. Da så at sige alle produktionsmidler samt en lang række forbrugsvarer står på den amerikanske liste over varer, som ikke må eksporteres østpå, kunne vi simpelthen ikke præstere betaling for de polske kul. Danmark går derved glip af en import af ca. 1,8 mill. tons kul (= importen fra Polen i 1951), svarende til rundt regnet en tredjedel af vor årsimport. Disse kul kan ikke skaffes andre steder i Europa, men de amerikanske kulproducenter har været begejstrede for denne af Battle-loven skabte chance for udvidelse af deres kuleksport - og Danmark har da i 1951 måttet bruge 124 mill. kr. i dollars til indkøb af amerikanske kul. Stærke kredse i USA er ikke engang tilfredse med Battle-lovens skrappe restriktioner for Vesteuropas samhandel med de østeuropæiske lande. Reuter telegraferede d. 29. august 1951 fra Washington i anledning af kongressens behandling af denne lov: »Battle-loven, der i repræsentanternes hus blev forelagt af den demokratiske Laurie Battle, drejer sig om standsning af amerikansk hjælp til lande, der eksporterer våben og strategisk vigtige varer til de kommunistiske lande. Den mødte opposition fra republikansk side, idet man henviste til, at den var for elastisk og gjorde for mange undtagelser. Loven ville for de fleste varers vedkommende ikke kunne forhindre handelen med Rusland og dets vasalstater, erklærede man.« Så ved man altså i Vesteuropa, at man kan vente yderligere amerikansk påtryk, hvis republikanerne kommer til magten ved de forestående amerikanske valg!

For Danmark medfører den gradvise lammelse af Østhandelen alvorlige økonomiske vanskeligheder. Der opstår forsyningsproblemer (brændsel og korn), valutaproblemer (fremskaffelsen af vigtige råstoffer uden for Østeuropa kræver i mange tilfælde dollarbetaling) og afsætningsproblemer. Selve handelens indskrumpninger medfører nedgang i beskæftigelsen, f.eks. i havnene, fremgår det bl.a. af beretningen på Dansk Arbejdes Københavns afdelings generalforsamling d. 3. marts 1952, hvor det om Danmarks gradvise gennemførelse af Battle-lovens udførselsbestemmelser hedder: »I løbet af godt et års tid er udførselkontrollen blevet skærpet ikke mindre end 3 gange, og det er gjort så grundigt, at alle varer, der ikke omfattes af importreguleringen, er sat på bunden udførselsliste. Det betyder, at reeksporten er kommen helt under myndighedernes kontrol, og at en hel del af disse forretninger nu må ophøre. Den handelspolitiske krig mellem øst og vest svier hårdt til København, fordi en stor del af byens naturlige opland så at sige ligger på den anden side af frontlinien.«

De amerikanske restriktioner for vor samhandel med Østeuropa må naturligvis føre til en voksende modstand, både indenfor erhvervslivet og i bredere kredse. Stærkest er denne modstand naturligvis kommet til orde i de mindre afhængige lande, f.eks. i Schweiz, hvorfra Reuter d. 15. marts 1952 telegraferede: »De svejtsiske myndigheder støtter en protest, der er nedlagt af en bank i Zürich mod de amerikanske myndigheder, idet bankens tilgodehavender i USA er blevet blokeret( 1), fordi den skal have indledt handelsforbindelser med Kina.« I andre vesteuropæiske lande har man jo nok formel ytringsfrihed, men her er man betalt for ikke at kritisere USAs handelspolitik - »Finanstidende« skriver d. 9. april 1952: »Udlandets kritik af den senere tids amerikanske handelspolitik har været i det store og hele forsigtigt formet. I almindelighed anses det ikke for klogt at angribe USA, mens dette yder en omfattende støtte til udlandet i form af lån og gaver. Denne tendens er endnu mere udpræget end ellers, når store lovforslag om ny dollarstøtte passerer kongressens skærsild, således som tilfældet for tiden er. Lande som Belgien og Svejts, der begge er langt mindre afhængige end andre lande af den amerikanske støtte, kan dog tillade sig at være åbenmundede. Herfra er der i den seneste tid blevet affyret nogle bredsider kritik mod USA, kritik, der formentlig for en stor part vinder bifald i andre, mere tilbageholdende, europæiske kvarterer.«

Selv truslen om afbrydelse af dollartildelingerne har imidlertid ikke kunnet afholde de vesteuropæiske lande fra at sende fyldige delegationer til den internationale økonomiske konference i Moskva i april 1952, hvor man netop drøftede mulighederne for en genoplivelse af handelsforbindelserne mellem Øst og Vest. England var nok det bedst repræsenterede land - og gjorde også forretninger med Sovjetunionen, Kina og folkedemokratiske lande til et samlet beløb af ca. 28 mill. pund sterling (550 mill. kr.), hvorved især Englands kriseramte tekstilindustri får en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Andre lande som Frankrig, Holland, Belgien og Norge gjorde også forretninger med de østlige lande - ja sågar amerikanske kredse har åbenbart stærk interesse i handelen med Øst, fremgår det af en udtalelse, en af de danske delegerede ved Moskva-konferencen fremsatte til »Politiken« d. 18. april 1952: - Jeg havde det indtryk, at ikke mindst amerikanerne gjorde store forretninger. En af dem købte betydelige partier bomuld, en anden solgte amerikanske maskiner. Jo større de økonomiske vanskeligheder bliver i de vesteuropæiske lande, des mere besvær får amerikanerne naturligvis med at opretholde den handelsboykot overfor Østeuropa, som er en nødvendig forudsætning for opfyldelsen af de amerikanske planer om gennem Marshallpolitiken at øge de vesteuropæiske staters afhængighed af USA.

Når Danmark ikke kan handle med Østeuropa, nødes vi til i stedet at købe vigtige råvarer etc. i USA. Og da vi ikke kan skaffe os de nødvendige dollars til betalingen heraf ved eksport af vore produkter til USA - f.eks. har USA ved sin stærke begrænsning af importen af ost rettet et slag mod den vigtigste danske eksportvare til det amerikanske marked - så tvinges vi herved ind i en stadig værre dollarsituation. Det bliver da kun muligt at opretholde balance på dollarregnskabet, hvis der stadig ydes dollartilskud fra USA, eller hvis amerikanske kapitalkredse overfører betydelige dollarbeløb til investering i dansk erhvervsliv. Den civile dollar»hjælp« er nu praktisk taget hørt op, efter at Marshalladministrationen d. 1. januar 1952 omdannedes til et oprustningsorgan: Mutual Security Agency, forkortet MSA. Der er da kun den anden »løsning« på vort dollarproblem tilbage: Tiltagende amerikansk investering i vort erhvervsliv. - Amerikanerne har hermed nået, hvad de i 1947-48 tilsigtede med Marshallhjælpen, nemlig at fremme dollarimperialismen og deres egen udenrigspolitik: »Amerikansk finans- og industri har gennem det europæiske hjælpeprogram dvs., Marshallplanen, en fireårig chance for at flette sig ind i den internationale handel. USA må eksportere for at overleve. Vesteuropa, hvorfra aktiebytter frit kan overføres ... er den logiske plads for sådanne kapitalanbringelser. Den kapitaleksport, som kræves, vil omkring 1960 nå op imod 3 milliarder dollars årligt.« (»New York Herald Tribune«, d. 2. juni 1948).

Marshall-planen har skabt det »gunstige klima« fqr amerikanske kapitalinvesteringer i Vesteuropa, som USAs repræsentant i rådsmødet i FN's økonomiske og sociale råd i Geneve d. 11. juni 1950, Isidor Lubin, talte om: »De Forenede Stater anser private lån og investeringer for den mest ønskelige form for internationale investeringer; men en forøgelse af de private amerikanske investeringer beror på, at man skaber et klima, der begunstiger sådanne investeringer.« Mange ting tyder også på, at klimaet er ved at være de amerikanske pengefolk rigtig godt tilpas. Den samlede værdi af danske aktier i udenlandsk eje og af udenlandske foretagenders øvrige investeringer og tilgodehavender i herværende datterselskaber udgør ifølge det statistiske departement: d. 31. december 1948: 380 mill. kr. - d. 31.december 1949: 391 mill. kr. - d 31. december 1950: 599 mill.kr.. Særlig i det sidste år er der, som man ser, en bemærkelsesværdig stigning i de udenlandske kapitalanbringelser her i landet, og der er ingen tvivl om, at det først og fremmest er amerikansk kapital, der strømmer ind. Dette er også, hvad man måtte vente. Dels i de tosidede marshalloverenskomster og dels i specielle aftaler - f.eks. en særlig traktat, Danmark afsluttede med USA i 1951 - er der skabt så gunstige forhold som muligt for amerikanske kapitalanbringelser på denne side af Atlanterhavet. De amerikanske kapitalejere har fået vidtstrakte indrømmelser med hensyn til garantier mod nationalisering af »deres« virksomheder, med hensyn til hjemtagning af deres udbytter og med hensyn til skatter.

En sådan udvidet amerikansk kapitalanbringelse i dansk erhvervsliv fører naturligvis også til større rente- og udbyttebetalinger. I 1949 betalte Danmark 46 mill. kr. i renter og aktieudbytter til USA og Kanada, i 1950 var tallet 59 mill. kr.. I vigtige tilfælde kan de tiltagende amerikanske kapitalanbringelser i Danmark påvises at være direkte følger af bestemmelserne i den marshalloverenskomst, der i sommeren 1948 blev indgået mellem Danmark og USA. Ifølge denne overenskomst skulle Danmark assistere USA ved eftersporingen og udvindingen af »strategiske råstoffer« på dansk territorium. Resultatet er bl.a. undergrundsloven af 1950. Den danske undergrund bortforpagtes herved indtil år 2000 til det amerikanske selskab Danish American Prospecting Co., der får eneret på efterforskning af råstoffer og udvinding af eventuelle forekomster af olie, gas, salte (ikke blot kogsalt, men også kaliumsalte m. v.), svovl og helium. Bevillingen forudsætter, at der inden 10 års forløb er udvindingsvirksomhed i gang. Den danske stat får i afgift 7½ pct. af værdien af de udvundne stoffer. Udvinding af et råstof skal foretages af et særligt produktionsselskab, der ejes af Gulf Refining Company, USA. I dette produktionsselskab får den danske stat kun een mand i bestyrelsen og kun rådighed over en tyvendedel af aktiekapitalen. Ministeren for offentlige arbejder skal ifølge overenskomsten med det amerikanske olieselskab »på den amerikanske bevillingshavers begæring og bekostning foretage ekspropriation af sådanne arealer, som måtte være nødvendige for efterforsknings- og udvindingsvirksomheden.« Her må også peges på den amerikanske deltagelse i efterforskningen af blylejerne på Grønland, som også er en følge af Marshalloverenskomstens bestemmelser og af hele den militær-politiske status, Grønland i efterkrigsårene har fået. I ekspeditionerne til Grønland deltog som repræsentant for den amerikanske Marshalladministration en mineingeniør fra USA, og det er tydelig nok meningen, hvis udvindingen af denne i høj grad »strategiske råvare« kommer i gang, da at lade et internationalt (dvs. amerikansk) selskab forestå arbejdet. Den amerikanske økonomiske infiltration i Danmark er således allerede godt i gang. Klimaet er blevet de amerikanske pengefolk tilpas !

Den amerikanske infiltration som følge af Marshallpolitiken antager også andre former - især må man pege på den virksomhed, der udøves af den amerikanske tidligere Marshallmission (nu MSA-mission) i Borgergade 18. Oprindelig var dette kontors opgaver udelukkende at fordele marshall midlerne og at formidle det administrative arbejde med importen og finansieringen af amerikanske marshall varer til Danmark. Kontoret udviklede sig hurtigt til et rent infiltrationsorgan - idet missionens leder ifølge den amerikanske Foreign Assistance Act, der ligger til grund for hele Marshallprogrammet, »har ansvaret for at sikre, at specialmissionens virksomhed er i overensstemmelse med formålene for USA's udenrigspolitik i vedkommende land,« i dette tilfælde altså Danmark. Det er ud fra bevidstheden om dette ansvar, den amerikanske mission i Borgergade 18 bl.a. yder kontante tilskud til det socialdemokratiske forlags udsendelse af smædeskrifter mod Sovjetunionen og propagandatryksager for amerikanske forhold. Missionen i Borgergade 18 råder til dette og andre infiltrationsformål over millionbeløb, som er sat til side af de danske importørers betaling for modtagne marshall varer. Den del af Marshall»hjælpen«, der indtil d. 29. februar 1952 var tildelt Danmark som gave, svarede til 1.380 mill. kr. Heraf råder den amerikanske mission i Borgergade 18 over 5 pct. = 69 mill. kr. til administrationsudgifter og infiltrationsformål. Der kan købes adskillige forlag, blade etc. for disse penge! Marshallmissionen i Borgergade 18 optræder også som formidler af amerikanske »produktionseksperter«s gennemgang og »rationalisering« af danske industrigrene. F.eks. er både den danske skotøjsindustri og den danske beklædningsindustri blevet nøje studeret og gennemgået af amerikanske skotøjs- og beklædningsfolk, som formodentlig herved har fået adskillige fiduser til brug ved den videre amerikanske infiltration i vort erhvervsliv. Samtidig har de fremmet monopoliseringsbestræbelserne indenfor dansk produktion, bl.a. ved at foreslå visse af skotøjsindustriens arbejdsprocesser udskilt i en særlig, fælles virksomhed for hele branchen.

Disse amerikanske produktionseksperter, der i kraft af Marshalloverenskomsten sendes ind i danske industrivirksomheder, har udført deres del af den omfattende amerikanske plan om gennem Marshallapparatet at forøge arbejdstempoet i vesteuropæisk industri. Et af punkterne i denne amerikanske plan er ifølge »New York Times« (d. 26. juli 1951), at »europæiske produktions- og distributionsvirksomheder »adopteres« af tilsvarende amerikanske«, et andet punkt, at Marshallmissionernes amerikanske embedsmænd får sæde i særlige »produktionsråd« i de vesteuropæiske lande, hvor de skal være medbestemmende ved »administreringen af de forhåndenværende økonomiske midler.« Så er den amerikanske økonomiske infiltration i Vesteuropa vist fuldstændig!

En anden af de amerikanske missioners hovedopgaver er nu at formidle den militære infiltration i de vesteuropæiske lande. Allerede i februar 1951 kom det på tale at omlægge Marshallprogrammet til at tjene direkte militære formål; således telegraferede AP d. 10. februar 1951 fra Paris: »Marshallgesandterne fra 18 europæiske lande mødes i dag i Paris med Marshalplanens direktør, William C. Foster, til en konference, der indvarsler en ny kurs for Amerikas dollarhjælp til Europa. Fremtidig skal de amerikanske dollars ikke alene tjene social og økonomisk genopbygning, men først og fremmest direkte eller indirekte sætte fart i opbygningen af den vestlige verdens forsvar.« Denne omlægning af Marshallprogrammet blev også formelt en kendsgerning, da Marshalladministrationen d. 1. januar 1952 skiftede navn til MSA. Marshalladministrationens særlige repræsentant i Vesteuropa, Paul Porter, erklærede ved den lejlighed i et budskab, at det nye program falder i tre hovedafsnit: »Det bliver organisationens første opgave at administrere de beløb, kongressen har vedtaget, således at et fyldestgørende fælles forsvarssystem kan blive oprettet snarest muligt. Før den amerikanske marshalladministration fastsætter, hvilket beløb de enkelte lande skal have, vil man forhandle med hvert enkelt land om størrelsen af dets forsvarsprogram.

Det andet mål er at hjælpe Europa til en udvidet økonomi, der kan udholde forsvarsbyrderne, en økonomi som med tiden vil give europæerne en bedre levestandard, uden amerikansk hjælp. Endelig vil man opmuntre de bestræbelser, der udfoldes for at skabe et forenet Europa, idet man håber på, at der kan dannes en europæisk stormagt inden for det nordatlantiske samfunds rammer.« Disse opgaver er MSA-missionen i Borgergade 18 i fuld gang med at løse. Den civile økonomiske »hjælp« er praktisk taget ophørt, men missionen arbejder nu på at militarisere den danske industri. Ifølge en officiel tilkendegivelse har man allerede udpeget 200 danske virksomheder som specielt egnede til produktion af rustningsmateriel - og denne produktion er på talrige felter sat i gang, til dels ved anvendelse af materialer, der er sendt direkte fra USA til de udpegede danske virksomheder. Desuden virker missionen i Borgergade 18 som mellemled for de danske producenter, som ikke på hjemlig grund kan tilfredsstille deres iver efter at levere udstyr til oprustningen, idet missionen skaffer disse forretningsfolk i forbindelse med ledelsen for de amerikanske besættelsestropper i Vesttyskland. Udviklingen har altså taget netop den retning, Aksel Larsen pegede på i folketinget d. 1. juli 1948 under debatten om Marshalloverenskomsten med USA: »Man er altså allerede kommet så langt, at man taler om den militære Marshallplan, der skal være en fortsættelse af den økonomiske Marshallplan. Det bliver vel et spørgsmål, om man kan undlade at sige B, hvis man her siger A.« Som bekendt har Danmark - ved tiltrædelsen af Atlantpagten og ved regeringens acceptering af Marshallprogrammets omlægning - nu forlængst sagt B.

»$ocial-Demokraten anslog d. 15. januar 1948, at Danmark ville få en Marshall-»hjælp« på 2,8 milliard kroner. Faktisk blev »hjælpen«s samlede omfang kun godt halvdelen af dette beløb, nemlig ca. 1.530 mill. kr., til trods for at marshall-dollarens kroneværdi i mellemtiden er opskrevet med 40 pct. i kraft af devalueringen. Af disse 1.530 mill. kr. er de 150 mill. kr. ydet som lån, der skal tilbagebetales, mens resten, ca. 1.380 mill. kr., er en gave. I den periode, Marshall»hjælpen« på de 1.530 mill. kr. er ydet (d. 1. april 1948 - d. 31. december 1951), har værdien af den danske befolknings samlede produktion beløbet sig til ca. 73.000 millioner kr. Marshallbevillingernes gaveydelse svarer til et tilskud til dette nationalprodukt på knapt 2 procent. I en anden artikel er der i store træk redegjort for, hvordan den økonomiske udvikling i Danmark har formet sig i den periode, Marshallplanen har virket. Udviklingen i disse år har i høj grad været præget af de forhold, marshallpolitiken har ført med sig: Valutanedskæringen, liberaliseringen og Danmarks indlemmelse i det halsbrækkende oprustningsprogram. Det vil fremgå, at Marshallpolitikens økonomiske følger for Danmark har opslugt den samlede Marshall»hjælp« og mere til - og at dette for den, danske befolkning har ført til stigende priser og skatter og forringede levevilkår. Det er karakteristisk for den produktionsudvidelse, der er opnået i efterkrigsårene, at den er gennemført med en stadig mindre anvendelse af arbejdskraft. Landbruget har fra 1938 til 1950 formindsket antallet af medhjælpere med 106.000, svarende til 30 pct. Samtidig er den samlede landbrugsproduktion steget med godt 20 pct. Indenfor industrien er produktionen pr. arbejdstime forøget med ca. 30 pct. fra 1945 til 1951; i forhold til 1938 er stigningen 3 pct. Det sidste års stagnation og tilbagegang indenfor produktionen har indenfor mange fag medført en betydelig vækst i arbejdsløsheden.

Danmarks produktion har i efterkrigsårene gennemgået en ret stærk udvikling. Indeks for industriproduktionen (med basis i 1935) var i 1945 81, i 1947 126, i 1950 167 og endelig i 1951 168. Indeks for den samlede landbrugsproduktion (basis i 1935) var i 1945 77, i 1947 89 og i 1951 124. Planteproduktionen er steget mere end den animalske produktion, for hvilken produktionsindeks (basis i 1935) i 1951 var 111. Det sidste års tid har imidlertid bragt en stagnation og på vigtige områder endog tilbagegang i Danmarks produktion. I sidste kvartal 1951 lå industriproduktionen som helhed 6,3 pct. lavere end i samme tidsrum året i forvejen, og nedgangen var særlig udpræget indenfor forbrugsvaregrupperne, hvis produktion som helhed faldt 8,4 pct. i dette tidsrum. For beklædnings- og læderindustrien var tilbagegangen i produktion 23 pct. Også vigtige områder indenfor landbrugsproduktionen viser nogen afsvækkelse. Den samlede mælkeproduktion er fra 1950 til 1951 formindsket fra 5.400 mill. kg til 5.230 mill. kg. Smørproduktionen har vist endnu stærkere tilbagegang, mens osteproduktionen har fortsat stigningen fra de tidligere år. For flæsk og kød er der fortsat tale om en betydelig produktionsstigning. Stærkest mærkes produktionens afsvækkelse indenfor byggeriet. Der fuldførtes vel i 1951 et praktisk taget lige så stort antal lejligheder som i det foregående år (20.000), men antallet af lejligheder, hvis opførelse blev påbegyndt i årets løb, faldt med 30 pct. fra 21.000 i 1950 til 14.500 i 1951.

Den brede danske befolkning har kun fået ringe andel i den produktionsforøgelse, som er præsteret i efterkrigsårene. Der er to sæt af årsager hertil. For det første er en væsentlig del af produktionsforøgelsen gået tabt som følge af de forværrede vilkår i vor udenrigshandel, som Marshallpolitiken har medført. Og for det andet har indkomstudviklingen i Danmark i disse år været en sådan, at den arbejdende befolkning er blevet stedse mere forfordelt. I 1947 var underskuddet på Danmarks handelsbalance 777 mill. kr., dvs. at rundt regnet en fjerdedel af importens værdi ikke kunne dækkes af eksporten, men måtte betales med andre af Danmarks valutaindtægter. Siden da er mængden af Danmarks eksport forøget til mere end det dobbelte (indeks var 100 i 1947, men 209 i 1951), mens importens mængde samtidig kun er forøget til godt halvanden gang 1947-niveauet (indeks var 159 i 1951). Alligevel er der ikke opstået balance i Danmarks udenrigshandel; tværtimod var underskuddet på Danmarks handelsbalance (merimporten) vokset til 1.318 mill. kr. i 1950 og 1.207 mill. kr. i 1951. Denne udvikling hænger sammen med den stadige forværring i Danmarks bytteforhold overfor udlandet. Forholdet mellem det statistiske departements pristal for Danmarks eksportvarer og importvarer (bytteforholdet) angiver, hvilken reel betaling vi opnår for den eksport, vi præsterer - og disse ting har udviklet sig således i de sidste år:

Bytteforholdet giver udtryk for, at den reelle betaling (i importvarer) for vor eksport nu er 31 pct. ringere end før krigen og næsten 35 pct. ringere end umiddelbart før kronenedskæringen i 1949. For at rette bytteforholdet op til samme gunstige stilling som umiddelbart før kronenedskæringen i 1949 måtte man tænke sig priserne på vore importvarer sænket med disse 35 pct. hvilket ville medføre en besparelse i vor udenrigshandel på årligt ca. 2,4 milliard kroner. Hele Marshall»hjælpen« var på 1,5 milliard kr.!

Et så kolossalt tab i vor udenrigshandel må naturligvis føre til betydelige valutavanskeligheder, selv om en del af tabet betales igennem en forøgelse af eksportmængden på bekostning af den danske befolknings eget forbrug. Det stigende underskud på handelsbalancen og de voksende besværligheder med at dække dette underskud ved indtægter fra andre kilder er udtryk for.

Medregnet andre valutaudgifter og -indtægter fragt, turister, renter, aktieudbytter m. v.) bliver resultatet for den samlede danske betalingsbalance et underskud på ca. 350 mill. kr. i 1951 mod 829 mill. kr. i 1950, 285 mill. kr. i 1949, 318 mill. kr. i 1948, 418 mill. kr. i 1947, 893 mill. kr. i 1946 - og et overskud på 845 mill. kr. i 1945.

Af dette underskud er i de sidste år en del dækket gennem Marshall»hjælpen« (410 mill. kr. i 1951, 456 mill. kr. i 1950, 505 mill. kr. i 1949 og 126 mill. kr. i 1948). Resten af underskuddet på betalingsbalancen er dækket ved opspisning af dansk kapital og valutatilgodehavender i udlandet, ved gældsstiftelse samt ved den kapitaltilførsel til landet, som er en følge af udenlandsk (især amerikanske) kapitalanbringelser i dansk erhvervsliv. For 1952 er underskuddet på Danmarks betalingsbalance anslået til 400 mill. kr. men dette tal er udtryk for et højst usikkert skøn. Forværringen i Danmarks valutasituation og forringelsen af vort bytteforhold overfor udlandet er resultatet af en række begivenheder og af en udvikling, som er nøje sammenhængende med Danmarks tiltagende økonomiske afhængighed af England-USA.

Som det ses af tabellen ovenfor, forringedes Danmarks bytteforhold overfor udlandet i tiden fra devalueringen til sommeren 1950 med næsten 19 pct. (fra 107 til 87), idet pristallet for vore importvarer steg stærkt, samtidig med at eksportpristallet gik ned. Importvarernes prisstigning hænger dels sammen med den automatiske fordyrelse på 44 pct. af importen fra ikke-devaluerende områder, som valutanedskæringen medførte, og dels med den almindelige konjunkturopgang i den kapitalistiske halvdel af verden, som devalueringerne fremkaldte, og som også medførte prisstigninger for vigtige importvarer fra devaluerende områder. F.eks. steg engelske kul ret hurtigt efter valutanedskæringen en halv snes procent i pris. Samtidig gik, som tabellen viser, pristallet for vore eksportvarer ned. Dette skyldes forhold i Danmarks samhandel med England.

En anden af de omstændigheder, der i de sidste år alvorligt har forringet Danmarks valutastilling og bytteforholdet overfor udlandet, er oprustningen. De fantastiske prisstigninger, som oprustningskonjunkturen medførte for Danmarks importvarer, betød i tiden juli 1950-juli 1951 en forringelse af vort bytteforhold med yderligere 24 pct. (fra 87 til 66, se tabellen ovenfor). Vore eksportvarer afsattes til lidt stigende priser i dette tidsrum, men englandsaftalernes prisbestemmelser forhindrede os dog stadig i at opnå kompensation for den ustandselige stigning i importvarepriserne. Oprustningskonjunkturen medførte samtidig væsentlige forsyningsvanskeligheder. De vestlige stormagter skulle selv bruge varer som kul og koks, stål og metaller, gummi og tekstilråvarer i deres egen oprustning, og tildelingerne til Danmark af sådanne ting faldt derfor stærkt. England, som i 1950 havde sendt os 107.000 tons stål og 912.000 tons koks, skar i 1951 leverancerne af disse varer ned til henholdsvis 60.000 tons og 149.000 tons, og for 1952 er der kun lovet os henholdsvis 55.000 tons og 250.000 tons af disse varer fra England. Resultatet er bl.a. den brændselsmangel, som ramte Danmark i vinteren 1951/52, og som også truer i vinteren 1952/53.

Marshallpolitiken med dens styrkelse af Danmarks økonomisk-politiske afhængighed af USA og England har ført til, at den danske befolkning direkte har fået devalueringens og oprustningens virkninger at mærke i form af svigtende brændselsforsyninger, stigende priser på mange vareområder og gentagne nedskæringer af levefoden, foretaget med det formål at dække hullerne i valutaregnskabet ved at mindske importbehovet. Indadtil i den danske økonomi virker derfor en række faktorer, der bringer Marshallpolitikens virkninger direkte ind på livet af den danske befolkning. Prisudviklingen er en af disse faktorer. Engrospristallet, som i 1947 var 232 (basis i 1935) og i 1949 260, er beregnet til 371 i april 1952. Det officielle detailpristal, der holdes nede på forskellig måde, er steget knap så meget: Fra gennemsnitlig 298 i 1947 (basis i 1914) over 305 i 1948 til 373 i april 1952. Det er imidlertid ofte de vigtigste varer, som er steget mest i pris, jævnfør denne tabel over prisudviklingen for nogle af de vigtigste forbrugsvarer i tiden fra april 1948 til april 1952 (gennemsnit for hovedstaden):

En anden af de faktorer, der virker i retning af at formindske den danske befolknings forbrug og dermed dens andel i produktionens stigning, er skatterne. I skatteåret 1938/39 blev der ialt i direkte og indirekte skatter udskrevet 1029 mill. kr. I skatteåret 1946/47 var tallet 3018 mill. kr. I 1950/51 er udskrevet 4112 mill. kr. (hvoraf 62 mill. kr. i tvangsopsparing), og for 1951/52 er tallet ca. 5000 mill. kr. (hvoraf tvangsopsparing 299 mill. kr.). Den samlede skattebyrde er altså næsten femdoblet siden før krigen.

En meget væsentlig del af skattestigningen i de sidste år skyldes militærudgifternes forøgelse. Endvidere er betydelige beløb gået til indbetaling på »statens reguleringskonto« i nationalbanken. På denne konto blev efter befrielsen opført et beløb (7611 mill. kr.) svarende til værdien af de varemængder, Tyskland under krigen lod sig levere på clearing-konto samt af den tyske værnemagts forbrug her i landet. Denne konto var 15. april 1952 nedbragt til 3872 mill. kr., altså med 3739 mill. kr., ved indbetalinger fra statskassen og derigennem fra skatteyderne.

Den arbejdende befolknings indtægter, der reguleres efter detailpristallet, har ikke formået at følge med disse store pris- og skattestigninger, mens andre befolkningskredse har gjort store gevinster på prisudviklingen såvel som på den oprustning, der ligger bag størsteparten af skattestigningen i de senere år. Ifølge den betænkning, det såkaldte pristalsudvalg afgav i februar 1952, er indkomstudviklingen for de forskellige befolkningsgrupper siden 1946 følgende:

1945:	328,7 mill. kr.
1946:	441,1 mill. kr.
1947:	478,6 mill. kr.
1948:	457,1 mill. kr.
1949:	510,5 mill. kr.

Det træder tydeligt frem, at indtægterne for alle lønmodtagere er steget betydeligt mindre end for de selvstændige erhvervsdrivende. En endnu stærkere indtægtsstigning end disse sidste kan aktieselskaberne opvise. Ifølge det statistiske departement var de danske aktieselskabers samlede overskud i:

Længere går den officielle statistik ikke, men en opgørelse over regnskaberne for 60 af de større danske aktieselskaber (samt A. P. Møllers interessentskab) viser følgende indkomstudvikling: 1949: 211,5 mill. kr. * 1950: 243,6 mill. kr. * 1951: 403,2 mill. kr.. Herefter vil man komme til en indkomststigning på ialt ca. 120 pct. for de danske aktieselskaber fra 1946 til 1951. En vigtig faktor i den ændrede indkomstfordeling er også renten. Det kan nævnes, at den effektive rente af statsobligationerne er steget fra 3,62 pct. i 1946/47 til ca. 6,00 pct. ved årsskiftet 1951/52. Nationalbankens diskonto, som i det første efterkrigsår var 4 pct., blev i januar 1946 nedsat til 3% pct. og forhøjedes i løbet af 1950 i to tempi til 5 pct. Som resultat af udviklingen i disse forskellige faktorer er den danske befolknings forbrug i den sidste tid faldet betydeligt. I 1949 og 1950 lå kalorieforbruget pr. indbygger i Danmark stadig på niveauet fra besættelsesårene, og siden er det ifølge det statistiske departements opgørelse over detailomsætningen gået ned ad bakke. Fra 3. kvartal 1950 til 3. kvartal 1951 er detailsalget af nærings- og nydelsesmidler (i mængde) faldet med ca. 5 pct. Salget af beklædning (tekstilvarer og fodtøj) er i samme tidsrum gået ca. 25 pct. tilbage, og for alle forbrugsvarer under eet må nedgangen anslås til rundt regnet 15 pct.

Sammenlignet med 1947 (3 første kvartaler) er detailsalget af nærings- og nydelsesmidler i 1951 (3 første kvartaler) forøget med 20 pct. i værdi - men da fødevarepriserne ifølge detailpristallet i samme tidsrum er steget med 32 pct., må man i virkeligheden regne med en tilbagegang i den solgte varemængde på en halv snes procent. Tilsvarende er omsætningen indenfor beklædningsbranchen fra 1937 til 1951 forøget med 27 pct. i penge, men priserne på tøj, fodtøj m. v. er i følge detailpristallet i samme tidsrum steget 30 pct. - her må altså regnes med en reel tilbagegang i den solgte mængde på et par procent i løbet af dette tidsrum. Målt pr. indbygger er forbruget gået endnu stærkere tilbage, idet befolkningstallet i dette tidsrum er forøget med ca. 4. pct.. Marshallplanens og Marshallpolitikens følger for Danmark er i det foregående skildret således, at læseren sikkert selv kan besvare de spørgsmål, vi indledningsvis stillede: Har Marshallprogrammet styrket vor økonomi, bedret vor levefod og forberedt en rigere økonomisk udvikling i Danmark? Har planen været »en hjælp til at sikre Europas økonomiske selvstændighed, til at gengive folkene troen på fremtiden«, som Social-Demokraten skrev i 1948? Marshalloverenskomsten med USA, der danner grundlaget for hele den udvikling, der er redegjort for i det foregående, gælder til d. 30. juni 1953, men den egentlige Marshall»hjælp« er forlængst hørt op, og der er dog mulighed for at opsige overenskomsten inden dette tidspunkt. Var det mon ikke på høje tid, at Danmark trådte ud af dette foretagende, som den danske befolkning i sin tid blev lokket med på under falske forudsætninger?

600 husmænd fra Ribe amts husmandsforeninger vedtog på et møde den 1. februar 1951 i Bramminge en udtalelse til regering og rigsdag, hvori man udtalte sin stærke foruroligelse over de voksende rustningsudgifter og bad regeringen tage de sociale anvendes til fremme af oprustningen i Vesteuropa, hvorefter den danske regering i overensstemmelse med den amerikanske lov udarbejder et lovforslag om, at Marshallmidler skal anvendes til oprustning. Snart kommer der vel til at stå i de amerikanske love: »Denne lov gælder også for Danmark«.

Thorkil Kristensen fastslog i Folketinget, at der er sket »en forandring i den amerikanske regerings politik med hensyn til de kriterier, hvorefter man (USA) fordeler den økonomiske hjælp….« - Ja, det er der. I den Marshalloverenskomst, som Danmarks og USAs befuldmægtigede højtideligt underskrev i sommeren 1948, er der udelukkende tale om økonomisk genopbygning, men nu har USAs regering egenmægtigt, uden at spørge den danske rigsdag, der i sin tid ratificerede overenskomsten, ændret grundlaget for overenskomsten, så at Marshallorganisationen nu skal anvendes i oprustningens tjeneste. USAs regering har derved gjort sig skyldig i overenskomstbrud. Men dermed kan Danmark heller ikke længere være forpligtet af overenskomsten. Der står udtrykkeligt i den, at hvis der indtræder »en dybtgående ændring i de til grund for overenskomsten liggende forudsætninger«, og det er netop det, der er sket, kan der optages forhandlinger om overenskomstens ophør. - Kommunisterne har på rigsdagen stillet forslag om Danmarks udtræden af Marshallorganisationen. Det er efter USAs løftebrud mere berettiget end nogensinde.

I dagene d. 6.-17. februar 1945 - få måneder før den Anden Verdenskrig sluttede - afholdtes i London en af de vigtigste internationale konferencer, der nogen sinde er blevet afholdt. Repræsentanter for 60 millioner arbejdere fra 35 lande var samlet for at drøfte oprettelsen af en faglig Internationale, der skulle træde i stedet for Amsterdam-Internationalen, som ikke havde været i stand til at overleve krigen. Resultatet af konferencen blev bl.a. beslutningen om at oprette Det faglige Verdensforbund (FVF), der - indtil den amerikansk-inspirerede splittelse satte ind - omfattede de faglige organisationer fra så godt som alle verdens lande, en organisation, der ville være en meget stor garanti for fredens bevarelse, en trussel mod dem, der påny ville kaste verden ud i en katastrofe. Blandt de punkter, Det faglige Verdensforbund ved den forberedende konference i London satte på sit program, var bl.a.: Staten skal overtage ansvaret for opretholdelse af fuld beskæftigelse og skal derfor træffe passende finansielle og skattemæssige foranstaltninger til bevarelse af købekraften på et højt niveau, en tidssvarende bolig- og priskontrol, en maksimal arbejdsuge på 40 timer, uden lønnedskæring.

Dette var enkelte af de krav, der var en logisk konsekvens af de fem års krig for en bedre tilværelse, som arbejdere over hele verden havde deltaget i. Det var krav, som ville have alle arbejderes og med dem økonomisk ligestilledes interesse - men som naturligvis måtte være en torn i øjnene på de finansfolk, der - i national som i international målestok - så deres privilegier truet ikke alene ved de krav, der blev fremsat, men først og fremmest ved, at kravene blev fremsat af en så stærk og enig international arbejderklasse, at alle betingelser var tilstede for at gennemtvinge kravene.

Men kapitalismen fandt, som den har været vant til det gennem årene, hjælpere, der var villige til at forsøge at splitte arbejderne, og som beredvilligt forsøgte at sætte kiler ind mellem de forskellige landes arbejdere og mellem arbejderne af forskellig politisk opfattelse. Højre-socialdemokratiske fagforeningsledere fra USA og England indledte, fulgt af fagforeningsledere i Frankrig, Holland og også i Danmark, en offensiv inde fra mod Verdensforbundet.

Allerede i marts 1947 fremsatte den amerikanske fagforeningsleder William Green overfor Truman påstanden om, at Det faglige Verdensforbund var en af kommunisterne dirigeret 5. kolonne. Senere samme år tilsluttede Internationalt Transportarbejderforbund sig Marshallplanen og ekskluderede det franske Transportarbejderforbund. Dette var indledningen til et forsøg på direkte at sprænge og spalte Verdensforbundet. I oktober 1948 fremkom ledelsen for de engelske fagforeninger - TUC - med et voldsomt angreb på FVF og krævede, at dette skulle indstille sin virksomhed. Allerede før dette tidspunkt havde ledende socialdemokratiske fagforeningsfolk udtalt sig for oprettelsen af en ny faglig Internationale, og bl.a. den kendte franske fagforeningsleder Leon Jouhaux var blandt dem, der efterhånden mere og mere åbent arbejdede for en sprængning.

At disse forsøg havde en direkte tilknytning til Marshallplanen og USA-politikernes forsøg på efterhånden at dominere europæisk politik både økonomisk og politisk - blev efterhånden ganske åbenlyst. Også danske fagforeningsledere meldte sig til dette arbejde. I en artikel i »Metalarbejderen« i maj 1948 henstillede forbundsformand Hans Rasmussen således til De samvirkende Fagforbund at melde sig ud af FVF.

Først i januar 1949 var forberedelserne imidlertid så vidt fremskredne, at man turde gøre forsøget på at sprænge Verdensforbundet. Efter et møde i Verdensforbundets forretningsudvalg forlod USA, England og Holland FVF og i maj måned samme år fulgte Eiler Jensen parolen. En udtalelse om udmeldelse blev vedtaget på DsF's generalforsamling, og det blev forbudt danske fagforbund at have forbindelse med FVF. Også Norge og Sverige fulgte eksemplet - og ordren - fra USA.

Og her er der ikke blot tale om et initiativ fra amerikanske fagforeningsledere af »ideologiske« grunde. Det drejer sig om en propaganda, der er inspireret og betalt af den amerikanske regering, hvis medlemmer er direkte og åbenlyse redskaber for den amerikanske storkapital, ja i mange tilfælde endog selv er storkapitalister. Mange amerikanske udtalelser viser, at den amerikanske regering så med sympati - mildest talt - på splittelsen af FVF, men det er også direkte blevet indrømmet, at det var det amerikanske udenrigsministerium, der betalte for det beskidte arbejde. I en artikelserie om den officielle amerikanske propaganda, der ledes af udenrigsministeriet, pralede »New York Times« i december i fjor med, at denne propaganda havde »æren« for »den effektive kamp for at underminere det kommunistisk-dominerede Faglige Verdensforbund«. Eiler Jensens udmeldelse var altså ikke noget, han fandt på af sig selv.

Derimod lykkedes det ikke Jouhaux og hans bundsforvante i Frankrig at få de franske fagforbund til at udmelde sig af FVF. Og her afsløredes de højresocialdemokratiske ledere endnu mere end andre steder. Da de ikke var i stand til at få gennemført deres vilje indenfor fagforbundene, forsøgte de at sprænge de franske fagorganisationer og at danne deres egne »samvirkende« franske fagforbund. Resultatet blev magert, ligesom det iøvrigt blev magert i international målestok. Det lykkedes ganske vist at få stablet de såkaldte frie fagforbund (ICFTU) på benene, men de medlemsmæssige tab, FVF led ved spaltningen, blev ret hurtigt opvejet af ny medlemstilgang. I 1951 opgjordes medlemstallet således til 78 millioner arbejdere i 56 lande (ved oprettelsen af FVF i september-oktober 1945 repræsenterede forbundet 67 millioner arbejdere i 56 lande). Trods de højre-socialdemokratiske fagforeningslederes forræderi har FVF ved forskellige lejligheder forsøgt at genskabe enheden i den internationale arbejderklasse. Fra FVFs forretningsudvalgsmøde i Wien i juli 1951 udsendtes således en appel til den »Frie faginternationale« om at skabe en fælles front i kampen mod den skærpede udbytning - hvilket blev afslået.

Den højre-socialdemokratiske splittelsesorganisation indledte omgående et nært politisk og økonomisk samarbejde med de amerikanske marshall-kontorer etc., og hvorledes betalingen for ydede tjenester foregår, har man bl.a. i den sidste overenskomstsituation set eksemplarer på gennem gratis udsendelse af den berygtede bog Stalins slavelejre - direkte finansieret af amerikanerne. Bogen blev udsendt samtidig med offentliggørelsen af overenskomstforslaget og havde tydeligt nok til hensigt at få arbejderne til at diskutere noget andet end deres egne elendige løn- og arbejdsforhold. Nok så alvorligt er det dog, at den »frie« fag-»internationale« ikke blot økonomisk og politisk spændte sig for de amerikanske politikeres vogn, men at de også direkte lod sig anvende i de amerikanske krigsmageres militære planer.

På et forretningsudvalgsmøde i Bruxelles d. 25.-27. maj 1950 besluttedes det at organisere en spionage- og sabotageorganisation, rettet mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande. Beslutningen herom har følgende ordlyd: »Som allerede besluttet skal eet af ICFTUs formål være at samle og udsende pålidelige oplysninger om den kommunistiske virksomhed og de virkelige forhold i de kommunistisk styrede lande, også i Sovjetunionen.

Man forstår, at det var meningen, at denne beslutning skulle holdes hemmelig. Det er lige så forståeligt, at de socialdemokratiske ledere, da det alligevel ikke lykkedes at hemmeligholde beslutningen, prøvede at komme med alle mulige undskyldende forklaringer og at bagatellisere dem. En svensk socialdemokrat, redaktør Bjørk fra »Norrländska Social-Demokraten«, indrømmede imidlertid åbent, hvad sagen drejede sig om. I en artikel i bladet for d. 2. juni 1951 hedder det således: »Illegale blade smugles ind lige for næsen af russerne og kommunisterne. Mystiske eksplosioner skaber panik. Det kommunistiske system sættes ud af spil. Bagved alt dette står den østtyske socialdemokratiske modstandsbevægelse.«

På et offentligt møde nogen tid efter offentliggørelsen af denne artikel blev redaktør Bjørk stillet overfor spørgsmålet: »Er det rigtigt, at socialdemokraterne udfører sabotage?« Svaret lød: »Ja, socialdemokraterne udfører sabotage overalt, hvor ufrihed råder.« Bjørk sigter hermed til de frie, socialistiske lande. Socialdemokraterne i de folkedemokratiske lande har forlængst sluttet sig sammen med deres kommunistiske kammerater om positiv, fredelig opbygning. Hr. Eiler Jensen og hr. Bjørk derimod saboterer socialismens opbygning, dvs. de saboterer samtidig oprettelsen af et godt og fredeligt forhold mellem Danmark og de socialistiske lande.

 Ujævnheden i de kapitalistiske landes udvikling og skærpelsen af modsætningerne mellem dem.

Loven om ujævnheden i kapitalismens økonomiske og politiske udvikling i imperialismens epoke - af dækket og begrundet af V. I. Lenin - er en ubetinget lov for kapitalismen. I kammerat Stalins arbejder er det dybt og alsidigt klarlagt, hvilket indhold og hvilken afgørende betydning der tilkommer loven om udviklingens ujævnhed under imperialismen, og det er påvist, at denne lov virker som en kraftig faktor i kapitalismens opløsning. Marxismen-leninismen lærer, at kapitalismens udvikling sker i høj grad ujævnt i de forskellige lande, at udviklingens ujævnhed er en fundamental og uundgåelig betingelse og forudsætning for den kapitalistiske produktionsmåde. I den monopolistiske kapitalismes periode virker ujævnhedens lov anderledes end i den før-monopolistiske periode. Kammerat Stalin peger på, at »Lovene for kapitalismens udvikling, til forskel fra de sociologiske love, der vedrører alle faser af samfundsudviklingen - kan og skal forandre sig. Loven om ujævnheden under den før-imperialistiske kapitalisme havde en vis form, og dens resultater var tilsvarende; men under den imperialistiske kapitalisme antager denne lov en anden form og dens resultater bliver derfor anderledes. Det er grunden til, at man kan og skal tale om ujævnheden i de kapitalistiske landes udvikling under imperialismen til forskel fra ujævnheden under den gamle kapitalisme«. Under den gamle, før-monopolistiske kapitalisme, dengang kapitalismen udviklede sig mere eller mindre strygende ad en opgående linie og bredte sig til nye territorier, som den ikke havde bemægttiget sig tidligere, kunne nogle lande løbe foran andre i en lang periode uden spring og uden uomgængelige militære sammenstød i verdensmålestok. Dengang kunne loven om udviklingens ujævnhed endnu ikke gøre sig gældende med fuld styrke. Da kapitalismen imidlertid voksede ud af det førmonopolistiske og ind i det monopolistiske stadium, da den opstigende kapitalisme forvandledes til den døende kapitalisme, blev den økonomiske og politiske udviklings ujævnhed en afgørende kraft.

I imperialismens periode karakteriserer loven om udviklingens ujævnhed »nogle landes springvise udvikling i forhold til andre, nogle landes hurtige fortrængning af andre fra verdensmarkedet, periodiske nyopdelinger af den allerede opdelte verden gennem krigeriske sammenstød og krigskatastrofer, en uddybelse og skærpelse af konflikterne i imperialismens lejr, en svækkelse af verdenskapitalismens front, mulighed for proletariatets gennembrud af denne front i enkelte lande, mulighed for socialismens sejr i enkelte lande«. Under imperialismens betingelser sker der en vis nivellering, dvs. udjævning, af den økonomiske udviklings niveau i de kapitalistiske lande. Og, siger kammerat Stalin, denne »nivellering er den baggrund og den basis, på hvilken udviklingens ujævnhed under imperialismen kan få stærkere virkninger«. Netop fordi de efterblevne lande fremskynder deres udvikling og nivelleres med de fremskredne lande - netop derfor skærpes kampen mellem landene om at komme foran, netop derved skabes der mulighed for, at nogle lande kan overflyve andre og fortrænge dem fra markederne, og dermed skabes der forudsætninger for krigeriske sammenstød, for svækkelse af kapitalismens verdensfront, for proletariatets gennembrud af denne front i forskellige kapitalistiske lande. Efter kammerat Stalins definition består grundelementerne i loven om udviklingens ujævnhed under imperialismen for det første i det faktum, at verden allerede er opdelt mellem de imperialistiske grupper, »frie«, ubesatte territorier findes ikke mere i verden, og for at skaffe sig nye markeder og råstofkilder, for at brede sig, må man tage dette territorium hos andre med magt. For det andet i, at teknikkens enorme udvikling og den stadig stærkere nivellering af de kapitalistiske landes udviklingsniveau har gjort det muligt og har gjort det lettere for mindre magtfulde, men hurtigere udviklende lande at fortrænge mere magtfulde lande. For det tredje i, at den gamle fordeling af indflydelsessfærerne mellem de enkelte imperialistiske grupper hver gang støder sammen med det nye styrkeforhold på verdensmarkedet, og for at etablere en »ligevægt« mellem den gamle fordeling af indflydelsessfærerne og det nye styrkeforhold er periodiske nyopdelinger af verden ved imperialistiske krige nødvendige. »Deraf følger forstærkelsen og skærpelsen af udviklingens ujævnhed i imperialismens periode. Deraf følger umuligheden af at løse konflikterne i imperialismens lejr på fredelig vis. Deraf følger uholdbarheden af den kautskyanske teori om ultra-imperialismen, ifølge hvilken en fredelig løsning af disse konflikter er mulig.«

I talen på valgmødet i Stalin-valgkredsen i Moskva d. 9. februar 1946 gav kammerat Stalin en genial analyse af årsagerne til de to verdenskriges opståen og pegede på uundgåeligheden af krige under imperialismen i kraft af, at loven om udviklingens ujævnhed virker. »Sagen er,« sagde kammerat Stalin, »at de kapitalistiske landes ujævne udvikling almindeligvis i løbet af nogen tid fører til akut forstyrrelse af ligevægten i kapitalismens verdenssystem, således at den gruppe kapitalistiske lande, der anser sig for mindre velforsynet med råstoffer og afsætningsmarkeder, almindeligvis gør forsøg på at ændre denne situation og nyopdele »indflydelsessfærerne« til fordel for sig selv - ved anvendelse af væbnet magt. Som resultat af dette opstår spaltningen i den kapitalistiske verden i to fjendtlige og krigen mellem disse.« Loven om udviklingens ujævnhed i de kapitalistiske lande i imperialismens periode blev udgangspunktet for den leninske teori for den socialistiske revolution. I imperialismens periode forstærkes kapitalens åg umådeligt og proletariatets harme over bourgeoisiets herredømme i de kapitalistiske lande vokser. I de koloniale og afhængige lande skærpes den revolutionære krise; elementer til rejsning og frihedskrig mod imperialismen vokser frem og forstærkes. Som V. I. Lenin påviste, skaber de imperialistiske krige, der fremkommer som følge af ujævnheden i kapitalismens udvikling, under disse forhold mulighed for at gennembryde imperialismens front der, hvor den viser sig svagest, og hvor der danner sig de gunstigste betingelser for proletariatets sejr. Ud fra denne ujævnhedslov kom Lenin til den slutning, at under de nye udviklingsbetingelser kan den socialistiske revolution udmærket sejre i et enkelt land, taget for sig, og at en samtidig sejr for den socialistiske revolution i alle lande eller i et flertal af civiliserede lande er umulig i kraft af ujævnheden i revolutionens modning i disse lande. Denne nye, afrundede teori for den socialistiske revolution berigede marxismen og førte den fremad. Den Store Socialistiske Oktoberrevolutions sejr og socialismens opbygning i Sovjetunionen bekræftede, at den lenin-stalinske teori for den socialistiske revolution er rigtig og i pagt med livet. En ny bekræftelse herpå er oprettelsen af det folkedemokratiske regime i en række lande i Europa og Asien.

Virkningen af loven om ujævnheden i kapitalismens økonomiske og politiske udvikling forstærkedes under det verdenskapitalistiske systems almene krise. Kapitalismens almene krise omfatter et helt historisk tidsafsnit - det tidsafsnit, hvor kapitalismen knuses, og i hvilket der som resultat af socialistiske revolutioner i de kapitalistiske lande og anti-feudale, anti-imperialistiske revolutioner i kolonierne og halvkolonierne sker en afspaltning af flere og flere lande fra det verdenskapitalistiske system. Grundtrækket i kapitalismens almene krise er spaltningen af verden i to systemer - det socialistiske og det kapitalistiske. Som resultat af den store socialistiske oktoberrevolution ophørte kapitalismen at være et enkelt, altomfattende system i verdensøkonomien: ved siden af det kapitalistiske system opstod der et nyt, socialistisk system i økonomien. Kammerat Stalin forudså genialt, hvordan den videre afspaltning af nye lande fra imperialismen ville forløbe. »Det er mest sandsynligt,« skrev kammerat Stalin i 1924, »at der under verdensrevolutionens udvikling, ved siden af imperialismens arnesteder i individuelle kapitalistiske lande og af systemet af disse lande i hele verden, vil opstå arnesteder for socialismen i individuelle sovjetlande og et system af disse arnesteder i hele verden ...« Det system af socialismens arnesteder i hele verden, som kammerat Stalin skrev kunne opstå, dannedes efter den anden verdenskrig i forbindelse med, at en række lande i Europa og Asien spaltede sig ud fra kapitalismen og oprettede folkedemokratiets regime. Sovjetunionen, som har opbygget socialismen og med fremgang gennemfører overgangen til kommunismen, folkedemokratiets europæiske lande, der har betrådt vejen til socialismens opbygning, den Kinesiske Folkerepublik, der gennemfører en agrarisk, anti-feudal, anti-imperialistisk revolution og dermed skaber forudsætningerne for en kommende løsning af den socialistiske revolutions opgaver - alle disse lande udgør den socialistiske verdenslejr. Socialismens verdenslejr omfatter en tredjedel af hele verdens befolkning og en fjerdedel af jordens territorium. Der sker ligeledes en uophørlig vækst af den socialistiske lejrs økonomiske formåen, og ved selve sin eksistens demonstrerer denne lejr, at kapitalismen er rådden.

En række nye landes afspaltning fra det kapitalistiske system er ensbetydende med en yderligere indsnævring af den kapitalistiske udbytning og den imperialistiske undertrykkelsessfære. Kapitalismen har mistet omfattende råstof- og afsætningsmarkeder og kilder til billig arbejdskraft. Følgen er, at der efter den anden verdenskrig har dannet sig et nyt verdensmarked, parallelt med kapitalismens verdensmarked. Dette nye verdensmarked indbefatter USSR, den kinesiske folkerepublik, de folkedemokratiske lande i Central- og Østeuropa (Polen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Albanien), den Tyske Demokratiske Republik, den Mongolske Folkerepublik, den Koreanske Folkedemokratiske Republik. I forbindelse med dannelsen af to parallelle verdensmarkeder foregår der en skærpelse af kapitalismens almene krise. Kammerat Stalin har redegjort for, hvad der er hovedtrækkene i den nuværende kapitalismes fundamentale økonomiske lov, nemlig bestræbelsen for at opnå maksimal kapitalistisk profit gennem udbytning, forarmelse og ruinering af det givne lands befolkningsflertal, endvidere gennem lænkebinding og systematisk udplyndring af andre landes folk, især de tilbageblevne landes, endelig gennem krige og militarisering af folkehusholdningen, hvilke metoder tages i brug for at opnå de højeste profitter. I efterkrigsårene, under den bratte indsnævring af verdenskapitalismens magtsfære, forstærker monopolerne i deres jagen efter maksimal profit deres tryk på arbejderklassen. Dette skærper klassernes kamp og ansporer arbejderne i de kapitalistiske lande til nye klassekampe. Der foregår en svækkelse af imperialismens bagland, en vækst af de kræfter, der underminerer selve grundpillerne for det kapitalistiske system.

Kapitalismens fundamenter rystes også i kraft af den fortsatte skærpelse af krisen i imperialismens kolonisystem og de nye sejre for folkenes nationale befrielsesbevægelse. Det kinesiske folk har med sit kommunistiske parti i spidsen vundet sejr over Kuomintang-reaktionen og den amerikanske imperialisme. Der er opstået uafhængige folkedemokratiske stater - den Koreanske Folkedemokratiske Republik og Vietnams Demokratiske Republik, der gør heroisk modstand mod verdensimperialismens forenede stormløb. I Burma, Malaya og Filippinerne er modstanden mundet ud i væbnede aktioner, i oprettelsen af revolutionære baser og nationale befrielseshære. Der er sket en umådelig udvidelse af den nationale befrielseskamps zone, som nu foruden Sydøstasien også omfatter en række lande i Afrika og det nære og mellemste Østen; der foregår en vækkelse af de koloniale landes mest tilbagestående folk. Den nationale befrielsesbevægelse i kolonierne, hvis førende kraft nu er arbejderklassen, udfolder sig under folkedemokratiets banner, slutter sig tættere og tættere sammen med proletariatets klassekamp i de kapitalistiske lande og øser moralsk støtte af sejrene i socialismens lejr. Sejrene i kolonifolkenes kamp mod imperialismen medfører en yderligere indsnævring af det kapitalistiske verdenssystems magtsfære.

Det kapitalistiske system med sin kroniske underbeskæftigelse af produktionskapaciteten og sin tiltagende permanente massearbejdsløshed befinder sig i en tilstand af henrådnen og forfald og bevæger sig i en nedadgående linie. Under kapitalismens almene forfald forstærkes virkningen af loven om udviklingens ujævnhed. En af de faktorer, der forstærker ujævnheden og modsigelserne inden for kapitalismens verdensøkonomi, er udviklingen af den statsmonopolitiske kapitalisme, dvs. statsapparatets tiltagende indordning under monopolerne. Den statsmonopolistiske kapitalisme betyder, at monopolisterne i maksimal udstrækning anvender statsapparatet og statens midler til at overvinde imperialistiske konkurrenter, til at kæmpe for afsætnings- og råstofmarkeder, til fremme af kapitaleksporten og til indtrængen i kolonierne. Hvad der i høj grad skærper kampen inden for imperialismens lejr er den rovgriske ekspansion fra USA's side, som indtager en dominerende stilling i den kapitalistiske verden. Allerede efter den første verdenskrig blev USA centrum for den kapitalistiske verdens finansielle udbytning. Efter den Anden Verdenskrig, på hvilken USA berigede sig endnu mere end på den første, blev USA det førende udbytterland, som stiler efter verdensherredømme. Men »verdensherredømme er, sagt med få ord, indholdet i imperialistisk politik, hvis fortsættelse er imperialistisk krig«.

En vigtig faktor, der forøger udviklingens ujævnhed og skærper modsætningerne inden for imperialismens lejr, er endvidere militarismens vækst og dens vilde oprustning og mangedobling af de væbnede styrker. USA tvinger sine allierede og lydstater til at anskaffe amerikansk krigsmateriel, at standardisere udrustningen efter amerikansk mønster, og opretter reserver af strategiske råmaterialer til skade for de øvrige kapitalistiske lande. Militarismen, den militære kraft, som de kapitalistiske stater anvender under deres ydre sammenstød, skaber en militærteknisk basis til erobring og nyfordeling af verden, til fortrængning af andre lande. Militariseringen, som selv er et produkt af kapitalismens snylten og rådnen, forstærker igen den kapitalistiske økonomis rådnen og opløsning. Den betyder, at landets økonomiske liv antager en mere og mere ensidig karakter, at krigsindustrien beslaglægger en stadig større part af økonomien, at råstofferne, produktionskapaciteterne og arbejdskraften drages bort fra produktionen af forbrugsvarer og sættes ind i produktionen af tilintetgørelsesmidler.

USA's finanskapital stræber efter at underlægge sig - og er i færd med at underlægge sig - andre kapitalistiske lande og at annektere ikke alene landbrugslande, men også industrielt udviklede lande for at formindske disses industri og gøre dem til sine kolonier. Det siger sig selv, at de stater, der presses ned af USA, ikke kan forlige sig med en sådan tilstand. Den amerikanske monopolkapitals aggressive politik skærper uvægerligt modsætningerne og fremkalder inden for den kapitalistiske verden konflikter og rystelser, som er en vigtig faktor i opløsningen af verdensimperialismen, og en af forudsætningerne for dens indre svaghed. Under de nuværende forhold, hvor der sker en uddybelse af kapitalismens almene krise, stræber imperialisterne på den ene side efter at forene deres kræfter med henblik på fælles aktioner mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, mod proletariatets tiltagende klassekamp og mod kolonifolkenes nationale befrielseskamp. USA, som er tyngdepunktet for de kapitalistiske lande, sammenflikker under sit førerskab alle mulige aggressive militærpolitiske alliancer, med brodden rettet mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande.

På den anden side vokser og skærpes modsætningerne inden for den imperialistiske lejr. Dette er en uundvigelig følge af, at kapitalismens indre økonomiske kræfter virker, en følge af kapitalismens almindelige forfald. Som kammerat Stalin påpeger, må man ikke, overvurdere imperialisternes internationale forenelse og se bort fra de indre modsætninger mellem de imperialistiske grupper og stater, som eksisterer og afføder krig; man må ikke overvurdere forenelsen af de imperialistiske spidser og undervurdere de modsætninger, der findes mellem dem. Den amerikanske imperialisme, der paraderer med »anti-kommunismens« banner, som de har lånt hos hitleristerne, skubber England og, andre af deres allierede ud af de positioner, disse indtager. USA's monopolistiske kapital skaber gennem sin tøjlesløse udplyndring af andre kapitalistiske lande, gennem sin indtrængen i deres kolonier, af hvis safter herskerlandene lever, en trussel mod de vesteuropæiske kapitalisters høje profitter. Dette kan ikke andet end vække et stigende had til de transatlantiske »formyndere« hos de vesteuropæiske kapitalister og anspore dem til at befri sig for det amerikanske åg.

Loven om ujævnheden i de kapitalistiske landes udvikling og den derved affødte uundgåelighed af krige mellem disse lande bevarer sin gyldighed. Imperialismens lejr sønderslides af uløselige modsætninger og uafladelig tvedragt. USA's monopoler fortrænger sine imperialistiske konkurrenter fra verdensmarkederne, bemægtiger sig råstofkilderne, lægger de kapitalistiske lande i lænker ved hjælp af tyngende lån, undergraver deres valuta, maser sig ind i deres kolonier, underlægger sig deres industri, svækker sine medbejlere ved at overbebyrde dem med udgifter i forbindelse med den vilde oprustning. Hovedmodsætningen i imperialismens lejr er modsætningen mellem den amerikanske kapitalisme og den engelske kapitalisme. Om denne modsætning talte kammerat Stalin allerede i 1928. Da Hitler-Tyskland fremsatte sine krav på verdensherredømme manifesterede hovedmodsætningerne i den kapitalistiske verden sig som modsætningerne mellem England, USA, Frankrig på den ene side og den tysk-japansk-italienske blok på den anden side.

Efter den Anden Verdenskrig er de engelsk-amerikanske modsætninger påny trådt frem som de grundlæggende, og tilmed har de en skarpere karakter end efter den første verdenskrig. Dette er en naturlig følge af de forandringer, der er sket i de kapitalistiske landes stilling, efter at imperialismens magtsfære er blevet generelt indsnævret. En særlig plads indtager ligeledes de uundgåeligt tiltagende og stadig skarpere modsætninger mellem de besejrede lande, Tyskland (det vestlige) og Japan, der er okkuperede af den amerikanske imperialisme, og deres underkuer. Væsentlige modsætninger findes mellem det imperialistiske USA og de borgerlige stater, der står i et finansielt lydforhold til amerikansk kapital.

Der findes modsætninger mellem de store imperialistiske magter og de små røvere (Canada, Australien), som ganske vist selv er afhængige lande, men samtidig prøver på at tilrive sig en part af det imperialistiske bytte. Der foregår også en vækst i modsætningerne mellem England og de af England afhængige lande. Kampen i kapitalismens lejr kompliceres tillige af konkurrencen mellem de koloniale og afhængige landes kapitalisme og de gamle kapitalistiske lande. Alle disse modsætninger er filtret ind i hverandre og omfatter alle lande i imperialismens lejr, men de næres af hovedmodsætningen i imperialismens lejr - mellem England og USA. Modsætningerne i den kapitalistiske lejr ytrer sig med enestående skarphed i de imperialistiske staters kamp om afsætningsmarkeder. Den fortsatte indsnævring af kapitalismens magtsfære har betydeligt kompliceret problemet om udenrigske markeder. Den økonomiske blokadepolitik, som USA og efter USA's diktat også de øvrige imperialistiske lande har taget i brug, over for landene i socialismens lejr, skærper markedsproblemerne endnu mere for dem selv, forstærker konkurrencekampen mellem imperialisterne på det kapitalistiske verdensmarked. For imperialisterne i USA, England, Frankrig og andre stater, hvis handel med de økonomisk svagt udviklede lande bygger på røverisk udbytning, ulige samhandel, indblanding i disse landes indre anliggender og krænkelse af deres nationale suverænitet, bliver det stadig vanskeligere at skalte og valte efter forgodtbefindende på markederne i en række lande i Syd- og Sydøstasien og det nære Østen. Disse lande må naturligvis stræbe efter at udvide handelen med landene i socialismens lejr, som driver international handel ud fra lighedsprincippet, gensidig fordel, ikke-indblanding i andre landes indre anliggender og agtelse for den nationale suverænitet.

Udenrigshandelens rolle i USAs og i Englands økonomiske liv er ikke den samme. Eksporten udgjorde i 1950 ca. 7 % af USAs bruttoproduktion, men i England nåede den 40-50 %. Vareeksporten fra USA er halvanden til to gange større end importen. Herfra hidrører den amerikanske udenrigshandels aktivsaldo. England derimod køber langt flere varer på de udenrigske markeder, end det udfører til dem; derfra stammer Englands handelsunderskud. Efter krigen har en udvidelse af eksporten fået særlig stor betydning for den engelske kapitalisme, især fordi dens indtægter fra oversøiske kapitalanbringelser, kommerciel og finansiel mæglervirksomhed og skibsfart var gået ned. Krisen i Englands betalingsbalance, dets kroniske underskud, forsøger England nu at mildne ved forstærket eksport af varer. Men dette hæmmes af USAs monopoler, der under krigen har udvidet deres produktionsapparat væsentligt. De stræber efter at bemægtige sig nye afsætningsmarkeder ved at fortrænge deres engelske partner. Samtidig er færdigvarernes andel i eksporten fra såvel USA som England øget, den almindelige struktur af disse landes eksport har forandret sig, og dette bevirker en stærkere konkurrencekamp mellem de amerikanske og de engelske monopoler i efterkrigsårene. Den britiske imperialisme besidder en række tidligere befæstede positioner. En af disse bastioner er systemet med imperiepræference i toldpolitikken, som den fastlagdes allerede i 1932 på Ottawa-konferencen - netop for at udelukke amerikanske varer fra det britiske imperiums indre markeder. På imperiet falder lidt under 50 % af Englands import og lidt over 50 % af eksporten. Dette præferencesystem har forbedret Englands muligheder for at handle med lande, hvis befolkning tilsammen tæller over 500 millioner mennesker.

En anden bastion for den engelske imperialisme er sterlingzonen, som dannedes i 1930erne. Denne engelske finansielle indflydelsessfære rummer lande, som til en vis grad indretter deres kommercielle og finansielle beregninger efter det engelske pund. Sterlingzonens eksistens sikrer England en privilegeret stilling både i eksporten til landene i denne zone og i henseende til kontrol med deres kredit- og valutapolitik. England har mulighed for at indefryse disse landes sterlingtilgodehavender i Englands bank. Desuden kan England som den største importør af råstoffer og levnedsmidler slutte tosidede aftaler og kontrakter med lande, der udfører råstoffer og levnedsmidler som betaling for engelske varer. Ved hjælp af tosidede handelsaftaler sikrer England sig afsætning i disse lande, hvorfra det henter sin indførsel, og skaffer sig afsætningsmarkeder og forsyninger af levnedsmidler og råstoffer.

USA bestræber sig for at sprænge den engelske fæstning - imperiepræferencen og sterlingzonen. For det første søger USA under parolen »fri, mangesidet handel« at få lande, der er under den engelske imperialismes indflydelse, til at afstå fra enhver begrænsning af importen fra lande med dollarvaluta og forlanger, at England skal ophæve den forskel, som i det britiske imperiums lande består mellem de høje toldsatser på amerikanske varer og de lave toldsatser på varer af samme slags fra England. For det andet undergraver USA på enhver tænkelig måde pundets position. Mellem dollar og pund udspilles der en uophørlig krig. Det var netop efter pres fra USA, at der i 1949 gennemførtes en devaluering af pundet med det formål at undergrave det som international valuta. For det tredje udnytter USA Englands deltagelse i atlantblokken til at overbebyrde det med vældige udgifter til den vilde oprustning og forøger dermed de i forvejen alvorlige økonomiske vanskeligheder for England, beskærer dets eksportmuligheder og forstærker sit tryk på det yderligere.

Som resultat af USAs aggressive politik og den vilde oprustning oplever England en ny alvorlig finanskrise. I andet halvår af 1951 nåede sterlingzonens dollarunderskud 1.578 millioner dollars i almindelige guld- og dollarbetalinger, og tabet i guldbeholdningen udgjorde 1.532 millioner dollars. Tilsvarende udgjorde tabet i det halvår, der gik forud for valutakrisen i 1949, som førte til devalueringen af pundet, ialt 1,170 millioner dollars, deraf 487 millioner dollars i guld. Tabet i guldbeholdningen er altså nu tre gange større end før valutakrisen i 1949, der førte til devalueringen. Englands herskende kredse gør stadigvæk forsøg på at komme ud af denne finanskrise ved at forøge byrden på det arbejdende folk. USAs monopolkapital beskytter sit hjemmemarked mod fremmed konkurrence ved høje toldsatser og komplicerede toldprocedurer. Derved begrænses importen til USA stærkt, selv for varer fra de lande, hvortil den amerikanske eksport går. Heri ligger en uløselig modsigelse: USA fortrænger på andre landes markeder England som sælger af industrivarer, men kan ikke erstatte England som køber af levnedsmidler og mange arter råstoffer. Oplysningerne om forandringerne i indekstallene for USAs og Englands eksportmængde i efterkrigsårene giver et anskueligt billede af den forbitrede kamp mellem disse landes monopolister om de udenrigske markeder.

 USAs eksport, som i 1947 nåede det højeste niveau i efterkrigsårene, begyndte derpå at falde og var i 1950 en tredjedel lavere end i 1947. I 1951 var USAs eksport igen forøget, denne gang ved hjælp af militære leverancer, mens der var et føleligt fald i de civile varers andel. I 1951 tvang USA sine allierede og lydstater til at modtage tanks, flyvemaskiner, våben og andre slags udrustning fra de amerikanske militære koncerner til et beløb af 1,5 milliarder dollars, hvad der udgør 11 % af hele den amerikanske eksportværdi. USA har til hensigt at forøge eksporten af krigsmateriel til 6-7 milliarder dollars om året.

Englands eksport var i 1947 faldet under førkrigsniveauet, men i de følgende år begyndte den at stige. Tempoet i stigningen af den engelske eksport blev imidlertid langsommere. I 1950 var eksporten i sammenligning med 1949 vokset med over 6%, hvorimod den i 1951 i sammenligning med 1950 kun var vokset med 3 %. Handelsbalancens passivsaldo i 1951 var over tre gange så stor som passivsaldoen i 1950. England bestræber sig fortsat på at gennemføre en nedskæring af importen. I 1952 regnes der således med at formindske importen med et beløb af 600 millioner pund. Samtidig gennemføres der en »aggressiv eksportkampagne«, for at udtrykke sig med det engelske blad »Financial Times« ord, ved en nedskæring af hjemmeforbruget og en erobring af markeder i de lande, hvortil England hidtil kun har haft en ringe eksport.

Handelskrigen flammer op ikke alene mellem USA og England, men også mellem USA og Frankrig og andre vesteuropæiske lande. Den økonomiske intervention, som USAs monopolkapital foretager i Vesteuropa, antager en stadig bredere og mere åbenlys karakter. I den første tid efter den anden verdenskrigs afslutning gennemførtes USAs ekspansion under »filantropisk« flag. Marshallplanen fremstilledes således af dens ophavsmænd og propagandister som »hjælp« til de vesteuropæiske lande, der havde lidt under krigen. Udadtil så Marshallplanen også sådan ud: de vesteuropæiske lande og territorier, der var besat af den amerikanske hær, fik betydelige kreditter dels som lån, dels også som »gave«. Marshallplanens kreditter var en særegen slags form for regeringstilskud til eksporten af amerikanske varer til lande, der gik ind på at modtage disse kreditter. De sædvanlige metoder til ekspansion i udenrigshandelen som f. eks. dumping (salg til spotpriser, en fremgangsmåde, kapitalistiske lande anvender for at trænge ind på en konkurrents markeder og undergrave hans industri) var utilstrækkelige under nutidens forhold, hvor de vesteuropæiske lande er finansielt udmattede og har en yderst ringe betalingsdygtig efterspørgsel. Derfor oversvømmede de amerikanske monopolister fremmede markeder med deres varer under foregivende af at yde »hjælp«.

Da USAs regering ydede andre lande kreditter, forpligtede den dem til at anvende disse kreditter i USA til indkøb af de varer, som de amerikanske »filantroper« anviste. Følgen var, at de europæiske lande ikke kunne komme udenom at opkøbe alt andet end det de havde brug for til genopbygning af deres industri, nemlig alle mulige usælgelig amerikanske varer eller varer, som disse lande selv kunne producere, og hvis import udøvede en skæbnesvanger indflydelse på deres industri. For USAs monopolkapital derimod betød Marshallplanen en dobbelt fordel. Den ikke alene åbnede vide muligheder for den amerikanske kapitals indtrængen i vesteuropæiske lande, men sikrede også USAs imperialister vældige profitter. Mens kapitalisterne ved almindelig dumping må afsætte deres varer til spotpriser og som regel sælger dem med tab, som de ganske vist udligner ved forhøjede priser på hjemmemarkedet, så erhvervede USAs regering inden for Marshallplanens rammer varerne til andre lande hos monopolerne til umådeligt opskruede priser, for så vidt som USA ydede kreditterne ved hjælp af midler, der var hentet hos skatteyderne. Inden for USA kunne monopolerne ligeledes forhøje priserne.

Tvangsimporten af amerikanske varer under Marshallplanens trællebetingelser førte til indskrænkninger i en række industrigrene i Vesteuropa, til massearbejdsløshed, forarmelse af de arbejdende masser, forværring af den finansielle stilling og forstærkelse af inflationen i de kapitalistiske lande. Under dække af Marshallplanen påtvang USAs monopolkapital de marshalliserede stater en forceret oprustning og trængte ind i disse staters kolonier. Marshallplanen var et værktøj, der udnyttedes til økonomisk at lægge de vesteuropæiske lande i lænker og militærpolitisk at indordne dem under den amerikanske imperialisme. Som resultat af de amerikanske røverkapitalisters ekspansion oplever Vesteuropas økonomiske liv en yderst kraftig nedgang. I Italien ligger mange fabriker og værker helt eller delvis stille. Tekstilfabrikkerne arbejder kun med 60 % af deres kapacitet, værker der fremstiller kunstgødning med 26 %, skibsværfterne med 20 %. En række metallurgiske værker og maskinfabrikker er nedlagt. Frankrigs økonomi forvandles til et vedhæng til USAs økonomi. Færdigvarernes andel i den franske eksport sank fra 51 % før krigen til 40 % i 1951, mens råstoffernes og halvfabrikaternes andel steg fra 35 til 48 % i samme periode. Antallet af fuldt arbejdsløse alene i Vesteuropas lande nåede i februar 1952 efter ufuldstændige opgivelser 7,6 millioner mennesker.

Marshallplanen havde en skæbnesvanger virkning på de vesteuropæiske landes økonomiske og politiske situation. Men heller ikke ved lænkebindende lån og dumping formåede USAs monopolister helt at underlægge sig de marshalliserede landes industri og definitivt at gøre dem til amerikanske vedhæng. Dette blev forhindret ved den vesteuropæiske arbejderklasses kamp mod Marshallplanen. På trods af alle forhåbninger, som USAs herskende kredse har næret til Marshallplanen, har den ikke ført Amerikas økonomiske liv ud af blindgyden. Det er heller ikke lykkedes USA ved hjælp af Marshallplanen at stabilisere det kapitalistiske system i Europa. Efter afslutningen af den Nordatlantiske Pagt og især i forbindelse med udfoldelsen af interventionen i Korea satte USAs herskende kredse kursen efter en forstærket militarisering både i USA og i de afhængige lande. Det der ikke lykkedes med Marshallplanen, det forsøger de amerikanske krigsbrandstiftere at fuldføre gennem den forcerede oprustning. Men USAs monopoler bestræber sig for definitivt at få ophævet de toldskranker, som endnu til en vis grad forhindrer en ukontrolleret indførsel af amerikanske varer i det kapitalistiske Europas lande. En ny etape i den amerikanske monopolkapitals offensiv mod Vesteuropa er den af USA proklamerede »liberalisering« af handelen. Dette falske løsen munder faktisk ud i kravet om ubegrænset adgang for amerikanske varer på andre landes markeder. Hvad USAs aggressive, ensidige udenrigshandel fører til, kan man se af Frankrigs eksempel: i december 1951 dækkede Frankrigs eksport kun 36 % af den franske import i dollars. Alt dette må drive Frankrig og andre vesteuropæiske lande ud i en konflikt med USA. Og den første svale i denne henseende er disse landes politik med henblik på en begrænsning af importen fra USA.

Ved at lægge Tyskland (det vestlige) og Japan i amerikanske lænker, mens de fornylig var store imperialistiske magter, og ved at etablere besættelsestilstande dér, lægger den amerikanske imperialisme samtidig miner under Vesteuropa og det fjerne Østen. Dertil kommer, at da den amerikanske imperialisme samtidig bedriver en militarisering af Tyskland (det vestlige) og Japan, fremmer den en genfødelse af den tyske imperialisme og den japanske imperialisme. Og i takt med deres genfødelse vil deres bestræbelser for at frigøre sig fra de amerikanske lænker og at genvinde deres tabte positioner naturligvis blive stærkere. Således genfødes påny hele det kompleks af modsætninger, der hænger sammen med genskabelsen af arnesteder for imperialistisk aggression i Tysklands zone og i Japans zone. Allerede nu bliver de vesttyske kartellers konkurrence på verdensmarkederne stadig føleligere. I 1951 udførte Vesttyskland 70 % flere varer regnet efter værdi end i 1950, da der blev udført dobbelt så meget som i 1949. Vesttyskland kæmper med Frankrig om tredjepladsen i den kapitalistiske verdenshandel. Omfanget af eksporten fra Vesttyskland er allerede nu betydeligt større end i førkrigsåret 1936. Strukturen af dets udenrigshandel er også genoprettet, tyske maskiner er atter blevet en særlig vigtig post i udførselen. Gennemførelsen af Schuman-planen fører til en yderligere forstærkelse af de vesttyske monopoler. Med støtte i deres økonomiske overlegenhed sikrer Vesttysklands monopoler sig overvægten i det oprettede vesteuropæiske kul- og metalkartel. Foreningen af tyske kul med fransk metallurgi under Schuman-planen skaber en trussel mod den engelske metallurgi. På de kapitalistiske verdensmarkeder begynder trykket fra Japan også at gøre sig gældende, trods den stramme kontrol, som de amerikanske ransmænd udøver over den japanske udenrigshandel. Den samlede værdi af den japanske eksport i 1950 steg med 60 % i sammenligning med det foregående år og voksede næsten til det dobbelte i 1951. Den amerikanske monopolkapital tvinger Japan til at købe råstoffer i USA og andre dollarlande, mens de færdige varer skal afsættes for dollars i sterlingblokkens lande. I 1951 importerede Japan således varer til et beløb af 480 millioner dollars fra USA og andre dollarlande, hvad der er mere end dobbelt så meget som den japanske import fra sterlingzonen. Samtidig købte USA og dollarlandene varer i Japan til et beløb af ialt 302 millioner dollars, mens sterlingblokkens lande købte for 563 millioner dollars. Den amerikanske politik vækker en overordentlig utilfredshed i England og i andre sterlinglande.

Det samlede omfang af Japans eksport af bomuldsstoffer, der efter krigen næsten var faldet til nul, nåede i 1950 op på 909 millioner kvadratmeter, hvad der er dobbelt så meget som USAs eksport og halvanden gange så meget som Englands eksport. De billige japanske varers, især tekstilvarers tilsynekomst på verdensmarkedet virkede som et alarmsignal i England og andre kapitalistiske lande, især i Holland og Australien. Uroen forøgedes yderligere ved, at Japan, som USA forbyder at handle med Kina og andre folkedemokratiske lande i Asien, kastede sig over markederne i Syd- og Sydøstasien. I Syd- og Sydøstasien er der sket en skarp tilspidsning af kampen mellem de engelske monopolister, som fra gammel tid har indtaget en dominerende stilling i udenrigshandelen dér, de japanske monopolister og USAs monopolister, som aktivt bestræber sig på at fortrænge sine »yngre partnere« fra disse markeder.

Det må bemærkes, at amerikanernes aggressive handelspolitik under de nuværende forhold, hvor det kapitalistiske verdensmarked er indsnævret, ikke alene skærper relationerne mellem USA og Vesteuropa, men også forstærker konkurrencen mellem de vesteuropæiske lande selv. De er tvunget til at indføre amerikanske varer og våben, mens USA mere og mere spærrer disse landes varer ude fra sit hjemmemarked. Og for så vidt de vesteuropæiske eksportører udfører varer af samme slags, forstærkes naturligvis også konkurrencen mellem dem. Det er bl.a. en årsag til fiaskoen for den såkaldte europæiske betalingsunion, som ifølge dens ophavsmænds udtalelser blev oprettet for at udvide handelsomsætningen og fjerne toldkrigen mellem dens medlemmer, de vesteuropæiske lande. I praksis er der i stedet for en udvidelse af handelsomsætningen og en standsning af toldkrigen opdukket nye toldskranker, og handelen er gået tilbage. En tiltagende, yderliggående nationalisme i handelen mellem de kapitalistiske stater er et af de karakteristiske udslag af de imperialistiske modsætninger.

Kampen om afsætningsmarkeder er forbundet med kampen om råstofkilder og især om olien. V. I. Lenin påpegede, at de kapitalistiske monopoler stræber efter at bemægtige sig samtlige kilder til råmaterialer for at berøve modstanderen muligheden for konkurrence. USAs og Englands stilling i råstofmæssig henseende er forskellig. England, som besidder et vældigt kolonirige, er storproducent af visse arter råstoffer. England har i hovedsagen monopol på gummi, tin, nikkel og visse andre råstoffer. Det britiske rige leverer over halvdelen af al naturgummi, som udvindes i den kapitalistiske verden, to femtedele af alt tin, størsteparten af mangan, halvdelen af al uld, næsten hele kvantiteten af industridiamanter. lait leverer det britiske riges lande henimod 30 % af eksporten i den kapitalistiske lejr. USA, som mangler mange slags råstoffer, er storforbruger af råstoffer: de forbruger to femtedele af hele produktionen af naturgummi, over to femtedele af tinnet. Derfor er USA interesseret i lave priser på råstoffer. Derimod er Englands stilling fuld af indre modsigelser: som storimportør af råstoffer til sin egen industri er England interesseret i lave råstofpriser, men som eksportør af kapital til kolonierne og som bankier i sterlingblokken er England interesseret i høje priser, dvs. i en forøgelse af den indtægtsgivende del på betalingsbalancen.

I kampen om råstofferne råder de amerikanske monopoler over et vigtigt redskab: de sætter enorme statsmidler ind på at fortrænge deres konkurrenter. Der er på statsbudgettet bevilget 8,3 milliarder dollars til oprettelse af reserver af strategiske råmaterialer i USA. Englænderne betegner den amerikanske politik på råstofområdet som »røveri«. I de sidste år har USA ved at oprette strategiske reserver af råstoffer drevet priserne i vejret og berøvet englænderne muligheden for at opkøbe råstoffer og skabt en råstofkrise i England. Da der var ophobet betydelige reserver, nedsatte USA pludselig indkøbene af råstoffer for at lægge tryk på England. Råstofpriserne faldt. Igen var det England, der sad med smerten. Særlig pinlig for England er USAs politik med hensyn til priserne på naturgummi, idet indtægterne fra salget heraf indtager en vigtig plads i den engelske handelsbalance. Imperialisterne afholdt i maj en fortrolig konference i London angående gummiproblemerne, men den endte i en fiasko: England forlangte, at USA skulle stabilisere priserne på naturgummi og sikre afsætningsmarkedet; USA afslog at gå ind på dette krav og fortsætter kunstigt at slå priserne på naturgummi ned, efter at de allerede var faldet til halvdelen af sidste års priser. I forbindelse med den resultatløse gummikonference skriver det engelske blad »Daily Telegraph and Morning Post«, at der øjensynlig er tegn på en alvorlig krise, som uvægerligt vil have både politiske og økonomiske følger.

Mellem USA og England udspilles en forbitret kamp om olien, - hovednerven i al økonomisk og militær virksomhed fra de imperialistiske magters side. På dette område støder USA altid og alle vegne på Englands modtræk; rivningerne mellem dem tager ingen ende. I den kapitalistiske verden er oliekilderne at finde i ret få  egne. Efter tilgængelige oplysninger ligger de udforskede ressourcer af olie i den kapitalistiske verden således: 35 % på USAs territorium, 45 % i det nære og mellemste Østen og 20 % i andre egne. Omtrent 95 % af alle olieressourcer i den kapitalistiske verden er allerede under kontrol af USAs og Englands oliemonopoler, og heraf har de amerikanske monopoler lagt sig på ca. to tredjedele og kontrollerer omkring 77% af olieudvindingen; de engelske monopoler har en tredjedel af de udforskede ressourcer og kontrollerer omkring 19 % af udvindingen. I 1929 kontrollerede de amerikanske selskaber omkring 30 % af olieudvindingen i kapitalistiske lande uden for USA, i 1945 var det 34 %, for tiden er det allerede 50 %, heraf i Venezuela 67,1 %, i Saudi-Arabien 100,%, i Kuweit 50 %. USAs monopoler er ikke tilfredse med deres vitterlige overvægt, men fortsætter at fortrænge de engelske oliemagter fra egne, hvor de har sat sig fast. Et af hovedafsnittene i den engelsk-amerikanske kamp om olien er det nære Østen ,hvor den engelske imperialisme tidligere var herre, men hvor USAs imperialisme nu også har slået rod.

Kampen om afsætningsmarkeder og råstofkilder har også en udløber i konkurrencen mellem USA og England i skibsfarten. Englands handelsflåde er for tiden adskilligt mindre end USAs i antal skibe og samlet tonnage. Den engelske handelsflådes andel af den kapitalistiske verdens samlede handelsflåde udgør 22,4 %, mens USAs handelsflåde udgør 33,8 %. Alligevel disponerer England over den største aktive handelsflåde, eftersom 25 % af den amerikanske flåde ligger stille. Hvor meget USA end bestræber sig for at trænge den engelske skibsfart tilbage, fortsætter den britiske flåde at vokse, og der bygges stadig nye skibe. USA har et stort overtag over sin engelske konkurrent, hvor det drejer sig om eksport af kapital. Den akkumulerede kapital, som i USA er til rådighed for investeringer, er øget betydeligt. Under krigen og i efterkrigsperioden har profitraten i USA været så høj, som man ellers kun finder det i udbytningen af koloniale lande; desuden har USAs finansplutokrati suget størsteparten af guldet ud af den øvrige kapitalistiske verden. Samtidig er mulighederne for nye kapitalanbringelser inden for USA begrænsede på grund af det kroniske overskud af produktionskapacitet. Kapitalen, som er koncentreret hos nogle få monopolgrupper, søger febrilsk efter et maksimum af profit og anvender alle midler for at udvide sit anlægsfelt og udbytningen af det arbejdende folk.

Den Anden Verdenskrig medførte en væsentlig formindskelse af Englands udenlandske kapitalanbringelser, som før krigen var ca. dobbelt så store som de amerikanske, mens USAs kapitalanbringelser undergik en brat forøgelse. De engelske kapitalanbringelser i udlandet er imidlertid stadigvæk ret betydelige. De private amerikanske selskabers kapitalanbringelser i udlandet er steget fra 12,5 milliarder dollars i slutningen af 1939 til 14,7 milliarder i slutningen af 1945 og godt 20 milliarder i slutningen af 1951. Deraf udgjorde de direkte kapitalanbringelser, som tilhører private amerikanske selskaber i udlandet, 7,3 milliarder i 1939, 8,4 milliarder i 1945 og 14,5 milliarder i slutningen af 1951. I denne sum indbefattes ikke lån, som USAs regering yder andre lande (13,8 milliarder dollars). De samlede amerikanske kapitalanbringelser i udlandet udgjorde i slutningen af 1951 36,1 milliarder dollars. USAs nye private kapitalanbringelser i efterkrigsårene (1947/49) ligger på omkring 1 milliard dollars om året. Den nye udførsel af privat kapital fra England i samme periode udgjorde efter omtrentlige beregninger, der er citeret i den udenlandske presse, fra 600- 900 millioner pund. Hvis man tager det sidste tal, 900 millioner pund, udgør det i dollars 3,6 milliarder (1 pund = 4 dollars før devalueringen). Med fradrag af 1,2 milliarder dollars, som udgør salget af engelske investeringer i udlandet i de samme år, udgør forøgelse af de engelske udenlandske kapitalanbringelser 2,4 milliarder dollars, dvs. gennemsnitligt 800 millioner dollars om året. Dette tillader at drage den slutning, at der foregår en forbitret kamp mellem USA og England om udførselen af kapital.

Englands indtægter fra sine udenlandske kapitalanbringelser i efterkrigsårene er mindre end før krigen. Derimod vokser de publicerede indtægter af USAs udenlandske kapitalanbringelser: efter meget ufuldstændige officielle oplysninger nåede de allerede i 1950 et rekordbeløb af 2.186 millioner dollars. Fra 1946 til 1950 udgjorde de amerikanske monopolers indtægter af udenlandske investeringer 8.629 millioner dollars, deraf fra udbytningen af olieforekomster 2,6 milliarder, fra udbytningen af industriforetagender 2,5 milliarder. 40 % af alle disse indtægter får USA fra de latinamerikanske lande, 26 % fra Canada og resten fra Asien og Vesteuropa. Profitraten af udenlandske kapitalanbringelser er betydeligt højere end af indenlandske investeringer. Eftersom kapitaleksporten foretages af nogle få kæmpemonopoler, er det også dem, der får  profitterne. Derfor er kapitaleksporten, især de direkte investeringer, så lokkende for USAs finansplutokrati. De direkte investeringer giver mulighed for at underlægge sig andre landes industri.

Låneydelser spiller en stor rolle i USAs økonomiske og politiske ekspansion. V. I. Lenin klarlagde låneydelsernes rolle under imperialismen. »Den sædvanligste fremgangsmåde er denne: ved et lån bliver det gjort til en betingelse, at en del af lånet bruges til køb af produkter fra kreditorlandet, især rustningsmateriel. ..«. Den famøse Marshallplan og dens afløser MSA, der tilsigter »militær hjælp«, er slående illustrationer til disse leninske ord. Det er hovedsagelig den amerikanske regering, der yder lånene til de lyksaliggjorte lande. Det betyder, at USAs monopoler ingen risiko løber: hvis lånet ikke indfris, er det ikke monopolerne, men skatteyderne der mister pengene. Desuden anvender USAs monopoler disse regeringsmidler til fordækte eksporttilskud og politisk bestikkelse. Brændpunktet for sammenstød mellem imperialisterne er de koloniale og afhængige lande. Den nuværende fordeling af kolonier og indflydelsessfærer tilfredsstiller ikke USA, som stræber efter en ny fordeling af verden. I en artikel »Wall Street besætter det britiske Imperium«, offentliggjort i det engelske tidsskrift »World News and Views« i januar 1952, satiriseres der over en udtalelse af »en nidkær propagandist for den nye imperialisme«, den tidligere vice-koloniminister i labourregeringen Ivor Thomas, der mente, at »det ville være stupid kynisme ikke at indrømme den store rolle«, som »religiøse og humanitære overvejelser« angiveligt spiller i Amerikas interesse for de tilbagestående områder.

I virkeligheden skyr det »religiøse og humanitære« Wall Street ikke noget middel for at udvide sit kolonirige. USAs imperialisme benytter sig af, at Englands, Frankrigs, Hollands og andre kolonimagters herskende kredse ikke længere kan fastholde deres oversøiske besiddelser uden amerikansk »hjælp« og invaderer under dække af denne hjælp de fremmede kolonier. USAs invasion gennemføres hovedsagelig ad to veje: for det første gennem kapitalanbringelser i fremmede kolonier (det er meningen og formålet med det amerikanske »program for hjælp til underudviklede områder«, dvs. Trumans famøse punkt-fire-program), for det andet gennem organisering af militære baser på fremmede territorier. For tiden er det kun lidet, der adskiller kortet over USA-monopolernes vigtigste indflydelsessfærer i verden fra kortet over fordelingen af USAs største militære baser. De vigtigste kampområder mellem USA og de vesteuropæiske kolonimagter er det nære Østen, Syd- og Sydøstasien og Afrika. De antagonistiske indre modsætninger (dvs. modsætninger der kun kan løses med magt) i imperialismens lejr afslører dens svaghed og fører til imperialisternes gensidige svækkelse. Den overordentlig dybe økonomiske splidagtighed kan heller ikke undgå at afspejle sig i de udenrigspolitiske relationer mellem de kapitalistiske lande. »Den økonomiske side af ujævnhedsloven er i sig selv grundlaget for alle mulige katastrofer i udviklingen af den kapitalistiske verdensøkonomi, deriblandt også for de politiske katastrofer«. Skærpelsen af modsætningerne i imperialismens verdenssystem har afdækket en række knudeproblemer, som danner arnesteder for nye militære sammenstød. Det drejer sig i første række om problemerne Vesttyskland, Japan og det nære Østen.

USAs politik i Vesteuropa tilsigter at isolere England og reducere Frankrig til en andenrangsmagt. Den kosmopolitiske »Europahær« under fuld kontrol af en amerikansk øverstkommanderende og med vesttyske divisioner som stødtropper skal efter USA-dirigenternes hensigter ikke alene tjene som stødkraft i en krig mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, men også blive et værktøj, som USA kan anvende til yderligere underkuelse og lænkebinding af Vesteuropa. De herskende amerikanske kredses politik i det fjerne Østen generer andre imperialistiske staters interesser. Ved hjælp af den separate »fredstraktat« med Japan og den såkaldte »sikkerhedstraktat« forvandles Japan til en stat, der er afhængig af USA, et værktøj for den amerikanske aggression i det fjerne Østen. Denne politik og den stadig videreførte krig i Korea, støtten til Chiang Kai-sheks klike og okkupationen af Taiwan vidner om, at de amerikanske imperialister forbereder en ny krig i det fjerne Østen. I det nære Østen har USAs politik til formål at befæste de amerikanske positioner i middelhavsområdet, at fortrænge England og Frankrig derfra. Med dette for øje bestræber de amerikanske imperialister sig for at skaffe sig kontrol med England og Frankrigs vigtigste sø- og luftforbindelser med landene i det nære og mellemste Østen, udruster sø- og luftbaser i Italien, udvider baserne i det nære Østen, skaffer sig indpas i Ægypten, driver intriger omkring den iranske olie, forvandler staten Israel til sin opmarchbasis, optager Tyrkiet og Grækenland i atlantblokken og afslutter en militær aftale med Spanien.

Den amerikanske trussel mod Englands koloniinteresser i det nære Østen vækker en skarp engelsk utilfredshed. Betegnende nok definerer det engelske tidsskrift »Truth« i en redaktionel artikel de engelsk-amerikanske relationer i det nære Østen som en »hemmelig krig mellem allierede«. Dette er særdeles karakteristisk for de nuværende relationer i den kapitalistiske verden, som er baserede på diktat, grov afpresning og tvang fra USAs side. Den amerikanske imperialismes ideologer præker, at USA som »den vestlige verdens bankier og politibetjent« ikke alene har ret, men også pligt til at kontrollere regeringerne i de lande, den yder »hjælp«. Men dette kan ikke andet end tilspidse divergenserne i den imperialistiske lejr. Atlantblokken, der udadtil skal afspejle enheden mellem de imperialistiske lande i blokken på basis af deres underordning under USAs imperialisme, maskerer kun antagonismerne mellem disse lande og lægger grunden til en uhørt skærpelse af modsætningerne mellem de imperialistiske røvere.

Loven om udviklingens ujævnhed betyder en forstærket udbytning af arbejderklassen i de kapitalistiske lande, en forarmelse og ruinering af bondemasserne, en tøjlesløs udplyndring af kolonifolkene. Kammerat Stalin påpeger: »...Hvis der ikke fandtes loven om den kapitalistiske udviklings ujævnhed, som fører til konflikter og krige mellem de kapitalistiske lande om kolonierne; hvis kapitalismen kunne udvikle sig uden udførsel af kapitaler til efterblevne lande, til lande med billige råstoffer og arbejdskraft; hvis den kapitalistiske akkumulations overskud i »moderlandene« blev afsat ikke til kapitaleksport, men til en alvorlig udvikling af landbruget og til en forbedring af bøndernes materielle stilling; hvis disse overskud endelig blev anvendt til en højnelse af leveniveauet for arbejderklassens hele masse, - så ville der ikke være tale om nogen forstærkelse af udbytningen af arbejderklassen, om forarmelse af bønderne under kapitalismens betingelser, om forstærkelse af undertrykkelsen i de koloniale og afhængige lande, om konflikter og krige mellem kapitalisterne. Men så ville kapitalismen heller ikke være kapitalisme.«

Under de nuværende forhold, hvor udviklingens ujævnhed tilspidses, og især i forbindelse med USAs aggressive politik, militariseringen af det økonomiske liv, monopolernes anvendelse af deres herredømme over statsapparatet til offensiv mod den arbejdende befolkning - foregår der en enestående vækst i arbejderklassens absolutte og relative forarmelse, og følgen er en skærpelse af klasseantagonismerne og klassekampen i de kapitalistiske lande. Trods den sabotage, den amerikanske imperialismes højre-socialdemokratiske agentur udfører, styrkes enheden i arbejderklassens rækker, dens førende rolle i folkemassernes voksende modstandsbevægelse tiltager. Brede folkemasser i den kapitalistiske verdens lande træder mere og mere aktivt frem til forsvar af deres nationale uafhængighed og demokratiske rettigheder og til forsvar af freden. Ligeledes vokser den nationale befrielsesbevægelse i de koloniale og afhængige lande. Tidligere havde den en anti-engelsk, anti-fransk, anti-hollandsk osv. karakter. Nu har denne bevægelse i forbindelse med USAs indtrængen i kolonierne også antaget en antiamerikansk karakter.

De antagonistiske indre modsætninger i imperialismens lejr giver vind i sejlene for krigsbrandstifternes eventyrlige planer. »Hver gang de kapitalistiske modsætninger begynder at skærpes,« siger kammerat Stalin, »retter bourgeoisiet blikket mod Sovjetunionen: skulle man ikke kunne løse en og anden modsætning i kapitalismen, eller alle modsætningerne, på Sovjetunionens bekostning . ..«. Krig mod Sovjetunionen, Kina og andre folkedemokratiske lande synes de aggressive herskende kredse i de kapitalistiske lande at være en udvej af deres egne vanskeligheder, en måde at overvinde modsætningerne i den imperialistiske blok på. Den historiske erfaring har imidlertid vist, at forsøgene på at løse den nuværende kapitalismes, den rådnende, snyltende ,døende kapitalismes voksende modsætninger ved hjælp af verdenskrige kommer det kapitalistiske verdenssystem dyrt at stå. Lenin sagde i 1922, at de kapitalistiske regeringer vurderede den imperialistiske krig ud fra, hvad der »ligger lige for næsen af dem«, uden at forstå, hvilke følger der flyder af krigens modsigelser og ulykker. »Vi kommunister,« påpegede Lenin, »har sagt, at vi vurderer krigen dybere og rigtigere, at dens modsigelser og ulykker virker langt videre ud, end de kapitalistiske stater tænker sig. Og når vi på afstand betragtede de borgerlige sejrherrelande, har vi sagt: de vil komme til at mindes vore forudsigelser og vor vurdering af krigen og dens følger tit og ofte i fremtiden.« I slutningen af 1926 udtalte kammerat Stalin: »Den imperialistiske verdenskrig var det første forsøg på at opdele den allerede opdelte verden. Dette forsøg indbragte kapitalismen revolutionens sejr i Rusland og undermineringen af imperialismens fundamenter i de koloniale og afhængige lande. Det er overflødigt at sige, at der efter det første forsøg på en nyopdeling må følge et næste forsøg, og det forberedende arbejde hertil drives allerede i imperialismens lejr.« Kammerat Stalin påpegede klarsynet, at dette »næste forsøg på en nyopdeling vil komme kapitalismen endnu dyrere at stå end det første«. Denne geniale forudsigelse er fuldt ud blevet bekræftet.

Folkene i hele verden kæmper for at afvende en ny verdenskrig, men hvis det lykkes imperialisterne at anstifte den, vil den blive endnu langt dyrere for dem end den første og anden verdenskrig. Historiens fremadskridende gang viser, at hvis der bliver udløst en ny verdenskrig, som imperialisterne er i færd med at forberede, så vil den stille folkene over for spørgsmålet om at likvidere det udlevede kapitalistiske system, som ikke kan leve uden krig og blod, og som truer selve menneskehedens eksistens, og den vil rejse spørgsmålet om nødvendigheden af at erstatte dette gamle system med et nyt, socialistisk.

Webmaster