Великая Отечественная война

The Greate Patriotic War

Kammerater, efter flere Års byrdefuld Krig kan vi i Dag fejre 28 Års Dagen for den store socialistiske Oktoberrevolution efter en ærefuld Sejr over Fascismen og med Freden i Havn. (Bifald). Bag os ligger fire Års Krig mod Hitler-Tysland, som sønderflængede vort Land og hele Europa med, og dertil Krigen i Østen mod det aggressive Japan, som vi måtte drage i Felten mod nu i Sensommeren. Under en heroisk Kamp, hvori Sovjetfolket indtog den afgørende Position, er Freden vundet for Folkene Verden over, og Verdensfascismens og Verdensaggressionens vigtigste Tilholdssteder er likvideret, i Vest som i Øst. Nu har vi fået Mulighed for at vende tilbage til Fredens Arbejde for at befæste vor Sejr. Som Kammerat Stalin sagde til os: „Vort Sovjetfolk har ikke sparet Kræfter og Slid for at vinde Sejr. Vi har gennemlevet tunge År. Men nu kan hver enkelt af os sige; vi har sejret. Fra nu af kan vi anse vort Fædreland som frigjort for de tyske Overfalds Trusler i Vest og de japanske i Øst. Den længe ventede Fred er kommet for hele Verdens Folk."

Tyskerne faldt ind i vort Land og regnede med, at det overraskende i deres Voldsfærd ville sikre dem Succes. Ikke alene i Tyskland, men også i andre Lande var der mange, der regnede med, at Sovjetunionen ikke kunne holde Stand ret længe, at der kun skulle nogle Uger til - eller i hvert Fald kun nogle få Måneder - for at Tyskland kunne lamslå Sovjetunionen og Hitler fejre Sejren. Efter Hitleristernes forholdsvis lette Succes´er i Vesteuropa mente mange, at dette var uundgåeligt. Disse Slutninger blev især draget af Folk, der i Almindelighed ikke anerkender „Lovligheden" af Oktoberrevolutionen i Rusland, og også af dem, der har vist sig ude af Stand til at fatte den ægte folkelige Karakter, som vor Revolutions Barn, Sovjetstaten, har. Det tyske Overfald på Sovjetunionen var en tung Prøvelse også for vore udenlandske Venner, der med tilbageholdt Åndedræt fulgte de enestående Genvordigheder, vort Land oplevede i Krigens første År. Sovjetunionen holdt sig på Benene trods Overfaldets Pludselighed. Det materielle Tab og de dybe Sår, den fik i Krigens første År, brød ikke dens fysiske og åndelige Kraft. Den røde Hær formåede at reorganisere sig og komme til Hægterne efter de første Slag. Sovjetfolket anspændte sine Kræfter og sikrede et ødelæggende Modværge mod Fjenden. Alle mindes den Tid, da vor Hær gik over fra Forsvar til Angreb, først på enkelte Frontafsnit, siden på hele Fronten. Selvforsvarets hårde Nødvendighed førte til Dannelsen af en fælles Anti-Hitler-Front af store og små demokratiske Stater. Alle véd, at den engelsk-sovjetisk-amerikanske Koalition med Held løste sin historiske Opgave og organiserede de demokratiske Landes fælles Kamp mod Hitlerismen. Det er ligeledes en kendt Sag, at da den anden Front i Vesteuropa var etableret og Tyskland klemt i en Skruestik mellem to Fronter, var den tyske Fascismes Stilling blevet håbløs. Samtidig må man ikke glemme, at det fundamentale Omsving i Stillingen på den sovjetisk-tyske Front var indtrådt allerede et År før Etableringen af den anden Front, dengang Hitler-Hæren med Skam rullede baglæns under den røde Hærs magtfulde og stadig tiltagende Fremstad. (Langvarigt Bifald).

Den Stat, Oktoberrevolutionen skabte, formåede således ikke alene at forsvare sig mod det fascistiske Overfald, men også at gå over til Offensiv for at gøre Ende på Fascismens og Aggressionens vigtigste Tilholdssted. Dengang blev det klart for alle, at Sovjetmagten var noget ganske andet end Tsarismens brøstfældige Statsmagt under den forudgående Verdenskrig. Og det blev tillige øjensynligt, at Sovjetmagten med Ære kan svare for sig selv og evner at modstå de sværeste Prøvelser, Landets Historie overhovedet har kendt. (Bifald). Hitler-Tyskland var en Fare ikke alene for Sovjetstaten. Forud for Angrebet på Sovjetunionen havde de tyske Fascister bemægtiget sig Norge, Belgien, Holland, Frankrig, Grækenland og Jugoslavien. Tyskerne havde som Forbundsfælle ikke alene det fascistiske Italien, men også en Række andre europæiske Lande, som havde sluttet Militæralliance med Tyskland. Spanien og en Del andre Lande ydede Hitler halvofficiel Støtte. Truslen om et Hitler-Angreb hang over England. Hvis Felttoget mod Sovjetunionen var endt med Sejr, kunne hele Europa være kommet under Hitlers Hæl. Hitleristerne var forlængst i god Gang med at udmale den „nye Orden", som de ville oprette i Europa. Fascistiske Epigoner, som disse Quislinger og Lavaler, sled allerede i det for deres tyske Husbond. Alle Vegne blev Hitlerismens Vælde indført ved at tilintetgøre de demokratiske Institutioner og likvidere de arbejdende Klassers forskellige politiske Rettigheder, og samtidig tappede Hitleristerne de trællebundne Lande for alle materielle Ressourcer for at forsyne og udruste sine fascistiske Røverhorder bedre og bedre. De første Angrebssejre i Sovjetunionen gjorde Hitleristerne endnu mere øre i Hovedet. De begyndte mere og mere åbent at tale ikke alene om deres Herredømme over Europa, men også om deres Bestræbelser for at vinde Verdensherredømmet. For hele Verden åbenbaredes deres farlige Planer - eventyrlige Planer om den tyske Races Herredømme over Europas øvrige Nationer - og ikke blot Europas. Den tysk-fascistiske Teori om „den højere Races Herredømme" over andre Nationer, der blev degraderet til „lavere Racer", blev en direkte Trussel for Europas Civilisation. I de Lande, Hitler-Banderne faldt ind i, viste Folket sig dårligt forberedt på at afvise de fascistiske Erobrere. Først efterhånden bevirkede de bedste Patrioters og Demokraters Anstrengelser, at de demokratiske Modstandskræfter mod Okkupanterne faldt i Trit og voksede. Men heller ikke i Lande som Jugoslavien, hvor hele Folket støttede Rejsningen mod Okkupanterne, var der Kraft nok til at bryde Hitlerismens militære Magt. Først da vor Hær gik over til Offensiv og begyndte at knuse de tyske Hære, således at Ubetvingelighedens Glorie faldt af dem, åbnede der sig vide Muligheder for Befrielse af de Nationer, den tyske Imperialisme havde gjort til Slaver. På sin Vej mod Vest bragte den røde Hær Befrielse til Nabolandene og andre Nationer i Europa. Sovjethærene blev sammen med de Allieredes Hære Befriere for Europas Lande, også dem, der brød Alliancen med Tyskland og indtrådte i Rækken af Folk, der kæmpede for at likvidere Hitlerismen. Og således vil Befrielsen af Europas Lande for Hitlerismens Åg indgå som et hæderfuldt Blad i vor sejrrige røde Hærs Historie. (Stormende Bifald).

Det fascistiske Italien var det første Land, der sluttede sig til Tyskland, som havde sluppet Krigen løs over Europa. Da Angrebet på Sovjetunionen begyndte, havde Regeringerne i Rumænien, Ungarn og Finland sluttet Militæralliance med Hitler-Tyskland og satte deres Lande ind i Krigen mod Sovjetunionen. Også Bulgarien med dets daværende Regering af Hitler-Agenter var i Forbund med Tyskland. Der var Undtagelser, men iøvrigt havde de europæiske Lande med fascistisk Styre knyttet deres Skæbne til Hitler-Tyskland i den anden Verdenskrig. Tysklands Nederlag betød derfor ikke alene et Nederlag for den tyske Fascisme. Det medførte tillige Fascismens Nederlag i andre europæiske Lande. Vor Sejrs Betydning må man følgelig vurdere ikke alene i Lyset af den tyske Fascismes Nederlag, men også i Lyset af den militære og moralsk-politiske Tilintetgørelse af Fascismen i hele Europa. (Bifald). Efter Krigens Afslutning i Europa var det de allierede Magters næste Opgave at likvidere den japanske Aggression i Østen for at fremskynde Oprettelsen af bred i hele Verden. Sovjetunionen kunne ikke holde sig uden for Afgørelsen af denne Opgave, både på Grund af de gensidige Forpligtelser, der eksisterede mellem Sovjetunionen og dens Allierede, og på Grund af, at det var en bydende Nødvendighed for at skabe os Sikkerhed i Østen. Vi husker alle, at Japan i Fortiden ofte har angrebet vort Land, og at der i Østen lurede en stadig Fare for et japansk Overfald på vor Stat. Alt dette gjorde Sovjetunionens Indtræden i Krigen mod Japan uundgåelig. Man kan let indse, at siden den tyske Fascisme var begyndt at lide Nederlag på Nederlag på den sovjetisk-tyske Front, var Udgangen på den japanske Aggression i Østen forudbestemt. Da Sovjetunionen så gik til Aktion mod Japan, fremskyndede Sovjetunionen dette Lands Nederlag og dermed Krigsafslutningen i Østen. Japan fulgte Hitler-Tysklands Eksempel og kapitulerede for de Allierede. Ikke alene den tyske Imperialismes Planer om et Herredømme i Europa, men også den japanske Imperialismes Stræben efter Herredømme i Asien brød sammen. Forøvrigt havde både de vestlige og de østlige Fascister endnu ganske kort i Forvejen ikke regnet disse Planer for andet end en første Etape på Vejen til Verdensherredømmet og således selv leveret et Eksempel på, hvor nærsynede og eventyrlige den Slags aggressive Hensigter er i vor Tid. Nederlaget for den japanske Imperialisme, det vigtigste Arnested for Fascisme og Aggression i Østen, og Kinas Befrielse fra de japanske Okkupanter har en uhyre, positiv Betydning for den demokratiske Udvikling i Asiens Lande, og ikke Asiens Lande alene. Det gælder om at befæste denne Sejr - i alle demokratiske Landes Interesse, Det er Grunden til, at Sovjetunionen lægger så stor Vægt på Forhandlingerne mellem de Allierede om at oprette en behørig Kontrol med Japans Kapitulationsbetingelser, udøvet af de vigtigste allierede Magter. På dette Felt er det endnu ikke lykkedes at fjerne opståede Vanskeligheder. Men Sovjetunionen udtrykker Forvisning om, at alle fredselskende Magter er gennemsyret af Bevidstheden om, hvor nødvendigt det er at befæste Sejren over det aggressive Japan og til dette Formål skabe de tilbørlige Betingelser for et Samarbejde mellem de allierede Magter. Såvel Tyskland som Japan blev tvunget til at kapitulere betingelsesløst for de Allierede. Den engelsk-sovjetisk-amerikanske Koalition har således nået sit fastsatte Mål. Menneskene i vort Land ved med Tilfredshed, at i den sejrrige Fuldendelse at den anden Verdenskrig på en for de demokratiske Lande gunstig Måde og især i Likvideringen af Fascismens og Aggressionens farligste Tilholdssted, Hitler-Tyskland, har Sovjetunionen haft den afgørende Rolle. Sovjetfolket gav sin Krig mod Hitler-Tyskland Navnet den store Fædrelandskrig. Sovjetfolket lærte ved sit Eksempel Patrioterne i andre Lande, hvordan man skal kæmpe for sit Fædreland, for sin Frihed og Uafhængighed. Og man véd, at Sovjetfolket ikke alene befriede sit eget Land, men også førte en heroisk Kamp for at genoprette Freden og Friheden i hele Europa. For et År siden sagde Kammerat Stalin: „Nu indser alle, at Sovjetfolket med sin selvopofrende Kamp har reddet Europas Civilisation fra de fascistiske Pogromhelte. Heri ligger Sovjetfolkets store Fortjeneste over for Menneskehedens Historie." (Langvarigt Bifald).

Den anden Verdenskrig var i mange Henseender forskellig fra den første, navnlig hvad angår Udstrækningen af Nationernes Deltagelse i denne Krig, og også i Størrelsen af menneskelige og materielle Tab. ⁴/₅ af Jordklodens Befolkning har på en eller anden Måde taget Del i den sidste Verdenskrig. Antallet af mobiliserede i de to krigsførende Lejre oversteg 110 Millioner. Det er næsten umuligt at nævne et Land, der med Rette kan siges at være urørt i disse År, Ved at tillade den anden Verdenskrig, dvs. ved ikke i Tide at tage Forholdsregler mod Fascismens aggressive Kræfter, som slap denne uhørt omfattende Krig løs, har Menneskeheden måttet betale en uhyre Pris i Menneskeliv og Ødelæggelser, i mange Lande. Krigen blev påtvunget vort Folk, der som Svar på Angrebet proklamerede den store Fædrelandskrig. Hitler-Tyskland overfaldt Sovjetunionen ikke alene for at erobre vort Territorium og tilintetgøre Sovjetstaten. Hitlerismen erklærede det for sit Mål at udrydde de russiske Mennesker og overhovedet Slaverne. Lige til det Øjeblik, da det russiske Folk ligesom andre Folk i Sovjetunionen fuldt ud havde reorganiseret sig efter Stalins Appel „Alt for Krigen", og da de endelig havde brækket Ryggen på den tyske Hær - lige til det Øjeblik havde de dyriske Hitlerister ikke forsmået noget Middel for at gennemføre deres menneskefjendske Mål på de Territorier, de havde besat. At glemme det ville være en Forbrydelse mod Mindet om Millioner af uskyldige Ofre, mod deres forsørgerløse Familier, mod hele Folket. Det må heller ikke gå i Glemme, hvilket vældigt materielt Tab de tyske Røvere, og deres Forbundsfæller forårsagede os under deres månedlange Hærgen på Sovjetterritoriet. Det skal først og fremmest de største Krigsforbrydere stå til Ansvar for.

De tysk-fascistiske Okkupanter har helt eller delvis ødelagt og brændt 1710 Byer og over 70.000 Flækker og Landsbyer, brændt og ødelagt over 6 Millioner Bygninger og gjort 25 Millioner Mennesker hjemløse. Blandt de ødelagte og mest hærgede Byer er der nogle af Landets største Industri- og Kulturcentrer: Stalingrad, Sevastopol, Leningrad, Kijef, Minsk, Odessa, Smolensk, Kharkof, Voronesj, Rostof ved Don og mange andre. Hitlerister ødelagde eller beskadigede 31.850 Industribedrifter, som havde beskæftiget ca. 4 Millioner Arbejdere og Funktionærer. Hitleristerne ødelagde og plyndrede 98,000 Kollektivbrug, deriblandt de fleste Kollektivbrug i Ukraine og Hviderusland. De slagtede eller bortførte til Tyskland 7 Millioner Heste, 17 Millioner Kreaturer, snesevise af Millioner Svin og Får. Alene den direkte Skade, der er forårsaget Folkehusholdningen og vore Borgere, har Statens overordentlige Kommission vurderet til 679 Milliarder Rubler (i Statspriser). Vi kan ikke glemme alt dette og må kræve af de Lande, der har sluppet Krigen løs, at de i hvert Fald delvis erstatter disse Skader. Der kan ikke være Diskussion om Retfærdigheden af Sovjetfolkets Ønske herom. Det kan heller ikke lades uomtalt, at Beslutningen på de 3 Magters Berliner-konference om Skadeserstatning fra Tyskland endnu ikke har gjort tilfredsstillende Fremskridt. Der er imidlertid ikke i vort Land Tilhængere af nogen Hævnpolitik overfor de besejrede Folk. Kammerat Stalin har ofte peget på, at Hævnfølelse eller Trangen til at gengælde Fornærmelser er dårlige Rådgivere i Politik og i Forholdet mellem Nationerne. Overfor de besejrede Folk er det ikke Hævnfølelse, vi skal lade os lede af, men vi skal sørge for at vanskeliggøre Opkomsten af en ny Aggression og at isolere en eventuel ny Aggressor mest muligt. Det må ikke være Krænkelser i Fortiden, der leder os, men Interessen af at beskytte Freden og Folkenes Sikkerhed i Efterkrigsperioden. Det er ubestrideligt, at vil man sikre en varig Fred, må de fredselskende Nationer råde over den fornødne væbnede Kraft. Det gælder i hvert Fald for de Lande, som bærer Hovedansvaret for Fredens Sikring. Men Ønsket om at beskytte Freden har intet tilfælles med den Stormagtskaprustning, som i Udlandet prædikes af visse nidkære Forkæmpere for Imperialismens Politik. I denne Forbindelse må der siges nogle Ord om Opdagelsen af Atomenergien og Atombomben, hvis Anvendelse i Krigen mod Japan viste dens uhyre Ødelæggelseskraft. Atomenergien er imidlertid endnu ikke udforsket som Middel til at forebygge Aggression og til at beskytte Freden. På den anden Side kan der i Nutiden ikke gives tekniske Hemmeligheder af så stort Format, som kan blive et enkelt Lands eller en snæver Gruppe af Landes Privatbesiddelse. Derfor bør Opdagelsen af Atomenergien ikke opmuntre nogen til Drømme om at bruge den i et udenrigspolitisk Spil mellem Kræfterne eller til Sorgløshed angående de fredselskende Nationers fremtidige Liv. En hvis Ståhej er der også omkring Dannelsen af Blokke og Statsgrupper som Middel til at beskytte visse udenrigspolitiske Interesser. Sovjetunionen har aldrig deltaget i Magtgrupperinger, der var rettet mod andre fredselskende Stater. Derimod er sådanne Forsøg som bekendt ofte gjort vestude. Den sovjetfjendtlige Karakter af en Række sådanne Grupperinger i Fortiden er ligeledes godt kendt. I hvert Fald vidner Historien om de vestlige Magters Blokke og Grupperinger om, at de ikke så meget har tjent til at tøjle Aggressorerne som til tværtimod at varme Aggressionen op, navnlig Tysklands. Af den Grund må Årvågenheden fra Sovjetunionens og andre fredselskende Staters Side ikke svækkes. Fredens Genoprettelse i hele Verden har ikke medført og kan ikke medføre en Genoprettelse af Tilstanden mellem Landene før Krigen. For en vis Tid er Tyskland, Italien og Japan sat udenfor Stormagterne, som angiver Tonen i det internationale Liv som Helhed. Dette vil jo gælde i den Periode, i hvilken de allierede udøver en fælles Kontrol, der tager Sigte på at forhindre en Genfødelse af disse Landes Aggressivitet uden dog at hindre disse Landes Udvikling og Opsving som demokratiske fredselskende Stater. Det har desuden en ikke ringe Betydning for det fremtidige Europa, at en Række fascistiske og halvfascistiske Stater er slået ind på den demokratiske Vej og nu bestræber sig på at oprette venskabelige Forhold til de allierede Stater. Det må være klart, at man så langt fra skal hindre, men tværtimod skal fremme en Konsolidering af de demokratiske Principper i disse Stater.

Det må også bemærkes, at Krigen har medført ikke ubetydelige Forskydninger i de allierede Lande. Som Regel er det de reaktionære Kræfter, der i betydeligt Omfang fortrænges fra deres hidtidige Positioner, hvorved Vejen er banet for gamle og nye demokratiske Partier. I en Række europæiske Lande er der gennemført sådanne fundamentale sociale Reformer som Likvideringen af den forældede Storgodsbesiddelse og Overdragelse af Jorden til ubemidlede Bønder, hvad der undergraver de reaktionære fascistiske Kræfters hidtidige Basis og stimulerer den demokratiske og socialistiske Bevægelses Opsving i disse Lande. I en Del Stater er så vigtige økonomiske Reformer som Nationalisering af Storindustrien, 8 Timers Arbejdsdag osv. nu sat på Dagsordenen, hvad der har indført en ny Ånd og Tillidsfuldhed i den demokratiske Bevægelses voksende Rækker i Europa og udenfor Europa. En Del reaktionære Blade gør Forsøg på at tilskrive navnlig Sovjetunionens voksende Indflydelse Gennemførelsen af disse dristige demokratiske Reformer. Uholdbarheden af den Slags Argumenter er iøjnefaldende, idet alle véd, at den Slags Problemer også tidligere blev løst med Held i Europas fremskredne Lande. Det betyder ikke, at Fascismens Kræfter er definitivt likvideret, og at man ikke kan komme til at regne med dem mere. I har alle læst de 3 Magters Krim-Deklaration om det befriede Europa, hvori det hedder: „Oprettelsen af Ordenen i Europa og Omlægningen af det nationale, økonomiske Liv må gennemføres således, at det giver de befriede Nationer Mulighed for at tilintetgøre de sidste Rester af Nazismen og Fascismen og at skabe demokratiske Institutioner efter deres eget Valg." Der må gøres en hel Del endnu for at sikre en virkelig Opfyldelse af Krim-Deklarationen. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at trods alle negative Følger har Sejren i Krigen mod Fascismen i mange Henseender bidraget til at rense den politiske Luft i Europa og at åbne nye Veje til Genfødelse og Udvikling af de antifascistiske Kræfter på en hidtil ukendt Måde. En sådan Situation svarer utvivlsomt til de fredselskende Staters Interesser, og det må håbes, at Europas Nationer endnu stærkere indser Nødvendigheden af at tilintetgøre „de sidste Rester af Nazisme og Fascisme."

Sovjetunionen har altid været en tro Tilhænger af en Konsolidering af normale Forhold mellem alle fredselskende Stater. I Krigens År har Sovjetunionen oprettet venskabelige Forbindelser med Storbritanien og De Forenede Stater, med Frankrig og Kina, med Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og har nu med næsten alle disse Lande langfristede Traktater om Forbund og gensidig Hjælp mod eventuel ny Aggression fra de Stater, som var Hovedaggressorerne i den sidste Verdenskrig. Fra vor Side gøres der alt for at normalisere og oprette gode Forhold også med andre Lande, som har brudt med Fjendskabets og Mistroens Politik overfor Sovjetunionen. Dertil vil bidrage Udviklingen af vort Lands Handel og økonomiske Forbindelser med en stadig større Kreds af fremmede Stater. Også de kulturelle Forbindelser med dem forstærkes. Nu sættes Soliditeten i den engelsk-sovjetisk-amerikanske Koalition, som dannedes under Krigen, på Prøve. Vil denne Koalition vise sig lige så duelig til fælles Afgørelser under de nye Forhold, hvor Efterkrigsperioden præsenterer os for stadig nye Problemer? At de 5 Ministres London-Konference led Skibbrud var et vist Varsko i den Henseende. Imidlertid, Vanskeligheder i den engelsk-sovjetisk-amerikanske Koalition var der også under Krigen. Alligevel lykkedes det, skønt det undertiden tog lidt Tid, de 3 Magters Koalition at finde en rigtig Løsning på den aktuelle Opgave til Gavn for hele den anti-hitlerske Koalition af store og små Stater, også fordi man tog Hensyn til Nødvendigheden af en yderligere Konsolidering af Samarbejdet mellem de store demokratiske Magter. I År er der så oprettet en ny international Organisation „De Forenede Nationer". Den er skabt på Initiativ af den engelsk-sovjetisk-amerikanske Koalition, som derved har påtaget sig Hovedansvaret for Resultaterne af dens fremtidige Arbejde. Det står os klart, at Organisationen „De Forenede Nationer" ikke må komme til at ligne Folkeforbundet, der viste sig ganske uegnet til at modvirke Aggression og til at organisere Modstandskræfterne mod en opstået Aggression. Den nye Organisation må heller ikke blive Redskab for nogen Stormagt, eftersom en hvilken som helst Stats Stræben efter at få den ledende Rolle i Verdens Anliggender er lige så uholdbar som Stræben efter Verdensherredømme. Kun fælles Anstrengelser fra de Magters Side, som har båret Krigens Byrder og sikret de demokratiske Landes Sejr over Fascismen, kun et sådant Samarbejde kan bidrage til Fremgang for Arbejdet i den nye internationale Organisation til Gavn for en langvarig Fred. For at kunne nå dette Mål er det ikke nok at udtale gode Ønsker, Der må også vises Evne til at deltage i et sådant Samarbejde i alle fredselskende Staters Interesse. Sovjetunionen var og vil stadig være et pålideligt Bolværk til Beskyttelse af Folkenes Fred og Sikkerhed og er rede til at bevise dette i Gerning. (Langvarigt Bifald).

4 Års Krig mod Tyskland var en Prøvesten på alle Sovjetstatens Kræfter, Sovjetunionen har med Ære bestået denne Prøve. Atter og atter har vi måttet sande vor store, udødelige Lenins Ord: „Aldrig vil man kunne besejre et Folk, i hvilket Arbejdernes og Bøndernes Flertal har erkendt, følt og set, at de forfægter deres egen Magt, Sovjetmagten - det arbejdende Folks Statsmagt, at de forfægter den Sag, hvis Sejr vil sikre dem og deres Børn Mulighed for at tilegne sig Kulturens Goder, alt hvad Menneskets Slid har skabt." Den røde Hær kom ud af Krigen med Sejrens Palmer i sin Hånd. Den vandt i væbnet Styrke og blev endnu stærkere i sin sovjetiske Kampånd. Nu vender den hjem, og fra dens Rækker kommer der til fredeligt Arbejde Millioner af Mennesker, som behøves så stærkt i Kollektivbrugene, Fabrikkerne, Værkerne, i hele vort Fædreland, der nu skal løse de store Opgaver, som det nye Opsving i den socialistiske Opbygning stiller. Sovjetfolket er som aldrig nogensinde før sammensvejset omkring sit Parti, og skrider i organiserede Rækker fremad under Ledelse af Lenins og Stalins Parti. Det var vor Lykke, at den røde Hær og Sovjetfolket i Krigens vanskelige År blev ført fremad af den kloge og erfarne Leder af Sovjetunionen, vor store Stalin (stormende, langvarigt Bifald. Alle rejser sig), Navnet Generalissimus Stalin vil stå over vor Hærs ærefulde Sejre i vort Lands Historie og i Verdens Historie. Under Ledelse af Stalin, vor store Leder og Organisator, tager vi nu fat på den fredelige Opbygning for at nå frem til en virkelig Blomstring af det socialistiske Samfunds Kræfter og opfylde de varme Ønsker, vore Venner i hele Verden nærer. Alle véd, hvor stærkt Sovjetunionens internationale Autoritet er vokset. Dette skyldes vort Lands militære, økonomiske og politiske Succes'er. For et År siden udtrykte Kammerat Stalin dette med Ordene: „Ligesom den røde Hær i en langvarig og svær Kamp har vundet militære Sejre over de fascistiske Tropper, således har Sliderne i Sovjetbaglandet i deres Duel med Hitler-Tyskland og dets Følgesvende vundet økonomisk Sejr over Fjenden." Kammerat Stalin sagde ligeledes: „Under Krigen har Hitleristerne lidt ikke alene et militært, men også et moralsk-politisk Nederlag". Krigen har vist alle, hvordan vort Land er vokset og styrket i krigsøkonomisk Henseende. I ikke mindre Grad har Krigen vist, hvor stærkt Sovjetunionen er vokset moralsk og politisk i andre Nationers Øjne. Vi gennemlevede enestående økonomiske Vanskeligheder i Krigens første År, og alligevel var vort Land i Stand til at garantere vor heroiske Hær alt, hvad der skulle til, deriblandt en førsteklasses Udrustning, som i Kvalitet overgik Fjendens Våben. Sovjetmenneskene bar Krigstidens Savn og Ulemper uden at trættes af Sliddet. Det bør vi yde vore Arbejdere i Baglandet fuld Honnør for, især de selvopofrende Sovjetkvinder og Sovjetungdommen, som satte Fædrelandet over deres personlige Vel. (Langvarigt Bifald}. Dette hjalp os til at opretholde vort Folks Leveniveau under Krigens vanskelige Tid. Arbejderklassens Sønner blev mobiliseret i millionvis til Kampen på Fronterne. Men Værker og Fabriker fortsatte at arbejde og fyldtes af nye Kadrer, især Kvinder og Unge. Under Krigen er der bygget ikke så få nye Værker, Elektricitetsværker, Gruber, Jernbaner, navnlig i Landets østlige Egne. Den socialistiske Kappestrid og dens nye Former for Højnelse af Arbejdsproduktiviteten har bestandig været Midtpunktet for de fremskredne Arbejderes og hele Arbejderklassens Omsorg. Fagforeningerne og andre Arbejderorganisationer har beflittet sig på at udføre organisatorisk og opdragende Arbejde blandt Arbejdermasserne. Arbejderne og Arbejderkvinderne har arbejdet mere end før Krigen. Resultatet var, at mange Vanskeligheder kunne overvindes. Kollektivbønderne aflagde under Krigen Vidnesbyrd om deres politiske Bevidsthed og om det organisatorisk høje Stade i Landbruget. Bønderne har i disse År udmærket forstået Betydningen af socialistisk Kappestrid i Kollektivbrugene for at erstatte det uhyre Tab, vort Landbrug led under de tyske Okkupanters midlertidige Besættelse af en Del af vort Land. Alt dette gav os Mulighed for at komme igennem Krigen med gode Forråd af Korn, og det sikrede de nødvendige Industribedrifter Råstoffer fra Landbruget. Det var ikke let at klare denne Opgave, især når man husker på, at vor røde Hærs Styrker for Størstedelen består af Kollektivbønder. Når vi klarede Frontens og Baglandets Opgaver i Krigstiden, skyldtes det også, at Sovjetintelligensen gjorde sin Pligt overfor Fædrelandet. Krigen er et tydeligt Vidnesbyrd om, hvad Intelligensen er blevet til under Sovjetmagten. Man hører ikke længere Snak om den gamle og den nye Intelligens. Dette Problem har Livet selv bragt ud af Verden. Det overvældende Flertal af Intellektuelle har med Ære og Held opfyldt deres store Pligter i Henseende til Organisering af det økonomiske Arbejde, Opdragelse af nye Specialister, Bevarelse af Sundhedstilstanden og Højnelse af Befolkningens kulturelle Niveau. Med stor Tilfredshed kan vi nu sige, at Sovjetintelligensen er sit Folk værdigt og trofast tjener sit Fædreland.

Venskabet mellem Sovjetunionens Folk har vundet i Fasthed under Krigen. Vor Stat, som består af mange Nationaliteter med Forskelle i Sprog, Levevis, Kultur og Historie, blev svejset endnu mere sammen, og Sovjetnationerne kom hinanden endnu nærmere. Ingen anden Stat med mange Nationaliteter kunne have holdt til de Prøvelser, vi har overstået under Krigen. Kun vor Stat, hvor der ikke er Plads for Menneskets Udbytning af Mennesker, hvor der ikke er stridende Klasser, men hvor Arbejdere, Bønder og Intelligens som ligeberettigede Borgere dirigerer både de lokale og Statens Anliggender - kun en sådan Stat kunne modstå Tyskernes Overfald i de vanskelige År 1941-1942, kun en sådan Stat kunne ved egen Hjælp knuse den indbrydende Fjende, kaste ham ud af sit Territorium og desuden yde andre Nationer virkningsfuld Hjælp til deres Befrielse fra de fremmede Ridefogder. Det kunne Adelens og Købmændenes gamle Rusland aldrig have gjort. I vort Land er der ikke længere undertrykte eller forfordelte Nationer, sådan som for få År siden, dengang Tsarismens Styre gjorde dem til Kolonier eller Halvkolonier. I Sovjetstaten ydes der alle Nationer Ret til Uafhængighed og fri national Udvikling, alle Folk opdrages i gensidigt Venskab og Agtelse for hinanden og til at anerkende den enkelte Nations Fortjeneste alt efter dens Indsats for at udvikle vor nationale Kultur og bidrage til hele Sovjetstatens fortsatte Opsving. I vore talstærke faglige, produktive, kulturelle, sportslige og andre Arbejderorganisationers Aktivitet, i Oprettelsen af Kollektivbrug, som forener Millioner af Sovjetbønder på hele Sovjetunionens vidtstrakte Territorium, i den socialistiske Kappestrids uafladelige Vækst i Fabrikker og Værker, i Kollektivbrug og Statsbrug, i Miner og på Jernbaner - i alt dette ser man Blomstringen af et ægte folkeligt Demokrati, som vi ikke kendte i den gamle Tid, og som ikke kan findes i nogen anden Stat, hvor Befolkningen er delt i Undertrykkere og Undertrykte, noget Sovjetmagten forlængst har gjort Ende på i vort Land. I den hurtige Vækst af vort Lands kulturelle Liv og i den Kendsgerning, at Intelligensen som den Førende og mest kultiverede Befolkningsdel er smeltet sammen med hele Folket og derved har løftet Sovjetsamfundets moralsk-politiske Enhed op på et endnu højere Niveau - i alt dette ytrer sig et nyt Opsving af Sovjetdemokratiet, som inspirerer os med nye Forhåbninger og Tiltro til vort Lands Fremtid. I det Faktum, at Sovjetterne har sikret alle vore Nationer et støt Opsving i national Kultur og aktivt bidraget til at opdrage nationale Talenter og forstærke Venskabet og den broderlige Hjælp mellem de ligeberettigede Sovjetfolk, hvad man ikke kendte i det gamle Rusland, og hvad man endnu ikke kender i andre Lande, hverken i Monarkier eller Republikker - i dette ser vi Sovjetdemokratiets ubetvingelige Kraft, dets store Betydning for Folkenes reelle Fremskridt. Sovjetdemokratiets livgivende Kraft og Sovjetpatriotismen, som inspirerer til nye Bedrifter, er trådt særligt stærkt frem under Krigen. Sovjetmenneskene er lykkelige over, at Oktoberrevolutionen, der reddede vort Land fra at blive degraderet til en andenrangs Stat, har formået at frigøre Folkekræfterne, som var lænket af Bourgeoisiets, Adelens og Godsejernes Regime, men som nu har fået Muligheder uden Lige for at udvikle sig på Grundlag af Sovjetmagten, Det er Grunden til, at vi i vor Sejr over Fascismen tillige ser en storslået Sejr for Sovjetdemokratiet. Under Krigens Gang har Sovjetmenneskene måttet fjerne sig langt fra deres Lands Grænser. Fascismens stædige Modstand tvang vore Tropper til at overskride Grænserne til en Række fremmede Lande og har givet dem Lejlighed til at lære Livet i deres Landsbyer og Byer at kende, og at nå så langt mod Vest som til Hovedstæderne Wien, Budapest og Berlin. I alle disse Stater, også i dem, der nylig var på Fascismens Side, har Sovjetmenneskene uden Vanskelighed fundet et fælles Sprog med de arbejdende Klasser og demokratiske Kredse. Man kan naturligvis ikke forlange af Sovjetmennesker, at de skulle blive Venner med Gårsdagens Fjender blandt Fascismens tro Tjenere og fra Samfundets Top, som nød godt af den fascistiske Statsmagt. Bekendtskabet med andre Folks Levevis vil naturligvis komme vore Folk til Gode og udvide deres Horisont. Det er imidlertid interessant, at Sovjetmenneskene vender hjem med endnu varmere Hengivenhed for deres Fædreland og Sovjetmagten. (Langvarigt Bifald).

Sovjetmagten henter Styrke fra sit Fællesskab med Folket. Til Forskel fra det parlamentariske Demokrati har Sovjetdemokrattet et virkeligt folkeligt Præg. Sovjetstaten er, som en Stat af en ny Type, præget af Opgaver, som ikke kendetegner Stater af gammel Type. Sovjetstaten har således Pligt til at opdrage Folket politisk i en Ånd, der tjener Forsvaret for Fredens Interesser i hele Verden og tjener Oprettelsen af Venskab og Samarbejde mellem Nationerne, hvad der så langt fra udelukker, men tværtimod forudsætter, at man afslører alle mulige Forsøg på at forberede nye Aggressioner og afslører Fascismen, som man aldrig må glemme heller i Efterkrigsårene. Ifølge Sovjetunionens Forfatning er det en Forbrydelse at prædike Fjendskab mellem Racer og Folk, Antisemitisme osv.. I vor Presse er det ikke tilladt at lovprise Mord, Plyndring og Vold mod Mennesker. Den Slags Begrænsninger i Sovjetdemokratiets Betingelser er lige så naturlige for os som den stik modsatte Ting desværre er naturlig for visse Stater. I nogle Lande opfatter man stadig Ytrings- og Pressefrihed sådan, at Fascismens korrupte Håndlangere ikke engang behøver at maskere sig for at drive en tøjlesløs Propaganda for Aggression og Fascisme, skønt Folkene i alle Verdensdele allerede har betalt en kolossal Pris i Blod og Afsavn, fordi man tidligere tillod Verdensaggressionen og Fascismen at boltre sig. Det er ikke enhver Stat givet at påtage sig en politisk Opdragelse af Folket, og dengang de fascistiske Stater begyndte på dette, blev Resultatet kun Vold mod det åndelige Liv, mod Folkets Kultur og Rettigheder. Sovjetdemokratiets Fortrin er særlig anskueligt demonstreret af Sovjetunionen i Krigens År. Sovjetunionen blev prøvet i Krigens Ild og vandt endnu større Styrke som en folkelig Stat. Som bekendt påhviler der det bolsjevikiske Parti en særlig Pligt til politisk Opdragelse af Folket i vort Land. Vore Fremskridt her skylder vi først og fremmest vort store Parti. Det er Grunden til, at Sovjetfolket ser så meget i Lederen af det bolsjevikiske Parti og med Anerkendelse og Højagtelse kalder ham: „Vor Lærer, vor Fader, vor Leder, Kammerat Stalin". (Stormende, langvarigt Bifald. Alle rejser sig}.

Vi står nu overfor nye Valg til Sovjetunionens øverste Sovjet. De nye, almindelige Valg finder Sted efter Sovjetstatens Prøvelser under den store Fædrelandskrig. Vort Folk vil gå til Stemmeurnerne opfyldt af stor politisk Erfaring fra disse År, efter mange Overvejelser om sit Fædrelands Skæbne, om Begivenhederne i Europa og hele Verden. Det bolsjevikiske Parti vil sammen med den talstærke Kerne af partiløse Sovjetmennesker forberede sig til disse Valg ud fra den Betragtning, at de er en særlig vigtig Ytringsform for Sovjetdemokratiet og endnu et kraftigt Middel til at sammensvejse vort Folk og yderligere befæste Sovjetstaten.

Vort Land er gået over til fredelig Opbygning. Der rejser sig nye store Opgaver for hele Folket. Vi vil naturligvis være særlig opmærksomme overfor de nye Territorier, der er indgået i Sovjetunionen, Som bekendt hindrede Fjendens Overfald på vort Land os i at tage os tilstrækkeligt af Opbygningen i Vestukraine og Vest-hviderusland, som ganske kort før Krigen indgik i Sovjetunionen. Nu er der efter Aftale med Polen fastsat en ny sovjetisk-polsk Grænse. I Kraft heraf er alle Territorier, som er beboet af Hviderussere, definitivt samlet i een hvide-russisk Sovjetrepublik, som med Tillidsfuldhed kan gå videre med sin frie nationale Udvikling. Som bekendt har Traktaten med Tjekkoslovakiet medført, at også Karpato-Ukraine endelig er indgået i vor Sovjetstat, og nu omfatter Sovjet-Ukraine samtlige ukrainske Territorier, hvorved vore ukrainske Brødres århundredgamle Drøm er gået i Opfyldelse. Ifølge Traktaten med Rumænien omfatter Sovjet-Moldau ligeledes samtlige Territorier med moldavisk Befolkning, hvad der åbner rige Muligheder for disse Egnes fortsatte nationale Udvikling. Vort Lands Vestgrænse er desuden forskudt længere bort, ved at Königsberg-Området er forenet med Sovjetunionen, hvad der giver os Rådighed over en fortrinlig isfri Havn ved Østersøen. I Østersøområdet er Sovjet-Litauen, Sovjet-Letland og Sovjet-Estland genopstået. Det er i Hovedtrækkene vor nuværende Vestgrænse, som har overordentlig Betydning for Opretholdelsen af Sovjetunionens Sikkerhed. I Nordvest har vi genoprettet vor Grænse til Finland i Overensstemmelse med den sovjetisk-finske Fredstraktat af 1940. Desuden har Sovjetunionen fået Egnene omkring Petjenga (Petsamo) igen. Vi kommer så til det fjerne Østen. Her overgår den sydlige Del af Sakhalin samt Kurilerne til Sovjetunionen, hvad der har stor Betydning for Sovjetunionens Sikkerhed i Østen. Desuden må omtales, at vor Stat har generhvervet Retten til Jernbanen i Mansjuriet, og ligeledes generhvervet vore Rettigheder i Distrikterne Port Arthur og Dalnij (Dairen) i den sydlige Del af Mansjuriet. Alle disse Distrikter og vor sømilitære Basis på Porkkala-Odden på Finlands Territorium må vi ofre tilbørlig Opmærksomhed. Og forsåvidt angår de nye Sovjetterritorier, må vor Stat gøre en særlig Indsats for dem. Vi må så hurtigt som muligt løse de uopsættelige Opgaver, der findes i de Sovjetterritorier, som midlertidig var besat af Fjendens Hære. Tyskerne har efterladt sig mange Ruinbyer og Tusinder af ødelagte, plyndrede Flækker og Landsbyer. Straks efter Fordrivelsen af Okkupanterne begyndte der overalt i disse Egne et Genrejsningsarbejde. Foreløbig er imidlertid kun en mindre Del af Arbejdet færdigt. Hele Sovjetfolket og alle Sovjetrepublikker må anstrenge sig for at bidrage til den hurtigst "mulige, fuldstændige Genrejsning af det økonomiske og kulturelle Liv i disse Egne. Genopførelsen af Værker og Fabrikker, af Kollektivbrug, Maskin- og Traktorstationer og Statsbrug, af Skoler, Sygehuse og Beboelseshuse, der skal give hver enkelt Borger i By og på Land Husly og Familieliv tilbage - alt dette er en uopsættelig Opgave for os. Vi må gøre Omsorgen for Menneskene, som har kæmpet ved Fronten og nu vender hjem, og Omsorgen for Invaliderne og de forsørgerløse Familier efter den røde Armés faldne Soldater til den vigtigste Pligt for Sovjetorganisationerne og Fagforeningerne, for Partiets og Ungdomsforbundets Afdelinger og for Kollektivbrugene og deres Organisationer på Landet, Vi må gøre alt for at føre denne patriotiske Opgave igennem til en lykkelig Løsning og at læge Krigens Sår så hurtigt som muligt. Det er en anden uopsættelig Opgave. Og vi må med det samme tage fat på den fundamentale Opgave at hidføre et Opsving i Folkehusholdningen for i Løbet af ganske få År at overgå Førkrigsniveauet for Landets økonomiske Udvikling og sikre et betydeligt højere Leveniveau for hele Befolkningen. I dette Lys må man se Partiets og Regeringens nylig offentliggjorte Beslutning om Udarbejdelse af en Femårsplan for Genrejsningen og Udviklingen af Sovjetunionens Folkehusholdnirig i Årene 1946-50 samt den tilsvarende Plan for Genrejsningen og Udviklingen af Jernbanetransporten. Vort Folk har et godt Kendskab til Styrken i de Stalinske Femårsplaner, som har skabt vor Stats Magt og sikret vor Sejr. Vi trænger til et nyt Opsving i Sværindustrien for at sikre Landet Metal, Kul, Olie, Lokomotiver, Jernbanevogne, Landbrugsmaskiner, Automobiler, Skibe af alle Arter, Elektricitetsværker og meget andet. Befolkningen i By og på Land venter en betydelig Forøgelse i Omsætningen af almindelige Forbrugsvarer og en bedre Forsyning med Levnedsmidler. Kollektivbrugenes Behov og Efterspørgslen fra Landbruget er steget som aldrig før. Vore kulturelle Behov er steget og blevet langt mere varierede. Ikke et Øjeblik må man glemme vore store Pligter med Hensyn til virkelig at sikre Landets Forsvarsbehov, den røde Armés og den røde Flådes Behov. I vort Land er der ikke og vil der ikke blive Arbejdsløshed. I vort Land har alle Arbejde, eftersom Staten hos os er den arbejdende Befolknings Stat. Vi må tænke endnu mere over, hvordan vi på en rigtigere Måde skal organisere Arbejdet i Industrien, i Landbruget, i Transportvæsenet og i alle andre Institutioner, for at Sovjetmenneskenes Arbejdsproduktivitet og deres Arbejdes Kvalitet kan give de bedst mulige Resultater. I vor Tid med dens høje Teknik og vide Anvendelse af Videnskaben i Produktionen, hvor det allerede er blevet muligt at udnytte Atomenergien og andre store tekniske Opdagelser, må man i de økonomiske Planer lægge den allerstørste Vægt på Teknikkens Problemer, på Højnelse af vor Industris tekniske Niveau og Opdragelsen af højt kvalificerede tekniske Kadrer. Vi må være på Højde med Verdens mest moderne Teknik og Fremskridt i alle Grene af Industrien og Folkehusholdningen og skabe Betingelser for den sovjetiske Videnskabs og Tekniks Fremgang på alle Områder. Fjenden har hindret os i vort fredelige skabende Arbejde, men vi vil genoprette alt fornødent og opnå en Blomstring for vort Land. Vi vil få både Atomenergi og meget andet (stormende, langvarigt Bifald. Alle rejser sig). Lad os da gå i Gang med at løse disse Opgaver med al vor uudtømmelige bolsjevikiske Energi, med al den Energi og Styrke, Sovjetmennesker kan opbyde. Lad os arbejde sådan, som Kammerat Stalin lærer os ! (Stormende Bifald}.

Til Slut et Par Ord om vore udenrigspolitiske Opgaver. Sovjetunionen har altid set det som sin fornemste Opgave at bidrage til Fred og Samarbejde med andre Lande for at gavne Verdensfreden og Udviklingen af saglige, internationale Forbindelser. Så længe vi lever i et „System af Stater" og Rødderne til Fascisme og imperialistisk Aggression endnu ikke er definitivt rykket op, må vor Årvågenhed overfor mulige, nye Forstyrrelser af Freden ikke aftage, og Omsorgen for at befæste Samarbejdet mellem de fredselskende Magter vil som hidtil være vor vigtigste Pligt. Vi har ingen vigtigere Opgave end at befæste vor Sejr. som vi har vundet i uforsonlig Kamp, og som har banet os en Vej til et nyt stort Opsving for vort Land og til en yderligere Højnelse af vort Folks Leveniveau, Aldrig før har der åbnet sig så rige Perspektiver for vor socialistiske Opbygning og sådanne Muligheder for en Blomstring af Sovjetunionens Kræfter. Vort Folk er opfyldt af Tro på sin store Sag, den store socialistiske Oktoberrevolutions Sag (langvarigt Bifald).

Den store fædrelandskrig og befrielsens omkostninger

af Aleksej Antosjak. 1984

På den tysk-sovjetiske front havde den tyske værnemagt 80 % af sine samlede tab. Fra den 22. juni 1941 til den 9. Maj 1945 blev der tilintetgjort, nedkæmpet eller tilfangetaget 607 fjendtlige divisioner eller tre og en halv gange så mange på den nordafrikanske, den italienske og den vesteuropæiske front tilsammen. Det skyldtes en imponerende indsats af de sovjetiske væbnede styrker. I syv ud af ni felttog og i 160 ud af 210 frontoperationer var det de sovjetiske styrker, der angreb. Men vejen til Berlin var lang. I 1418 døgn rasede kampene langs den 3.000-6.200 km. lange front og i de territorier, fjenden havde besat. Sejren kostede det sovjetiske folk dyrt: 9-10 menneskeliv i minuttet, 587-588 menneskeliv i timen og over 14.000 liv i døgnet. Tilsammen over 20 millioner sovjetborgere blev dræbt. Andre mener dog at det virkelige tal er 27 millioner menneskeliv ! 40 % af samtlige faldne i 2. Verdenskrig var sovjetborgere. Også Sovjetunionens materielle tab var store. Omregnet til amerikanske 1941-dollars udgør de 487 milliarder dollars. Fascismen forvandlede for en årrække en hel verdensdel til en jungle, hvor forbrydelse blev anerkendt som en bedrift, grusomhed som tapperhed, korruption som en dyd, forræderi som heltemod og grovhed som kultur. Menneskeheden har aldrig nogen sinde været sin undergang så nær. . . Fascismen var direkte affødt af verdensimperialismen, som gav den rig næring. Vestens ledende kredse så ikke blot roligt på, at nazisterne tilsidesatte det ene punkt efter det andet i Versailles Fredstraktaten af 1919, som forbød tysk genoprustning, men ydede også gavmildt finansiel og økonomisk hjælp til de tyske monopoler og deres marionet Hitler i genopbygningen af Tysklands rustningsindustri og i opbygningen af et stærkt luftvåben og en stærk krigsflåde. De så i nazismen en kraft, der efter deres mening var i stand til at knuse den revolutionære arbejderbevægelse i Tyskland og andre lande i Europa og til at tilintetgøre eller i det mindste svække verdens første socialistiske stat, Sovjetunionen. De italienske fascister og de japanske militarister optrådte som Tysklands forbundsfæller i dets bestræbelser for at få startet en verdenskrig. De sluttede sig sammen i en militærpolitisk blok, og under påskud af en opdigtet sovjetisk trussel og den »kommunistiske fare« begyndte de skridt for skridt at drage folkene ind i verdenskrigens edderkoppespind. I 1931 erobrede Japan Manchuriet, og i 1935 rykkede italienske tropper ind i Etiopien (Abessinien). Et år senere besatte Tyskland Rhinzonen, og derefter foretog det sammen med Italien en væbnet intervention i Spanien. Som følge af München-aftalen overdrog de ledende kredse i England og Frankrig i 1938 Sudeter-området i Tjekkoslovakiet til Tyskland og rettede Hitlers ekspansion mod øst. D. 29. september 1938 underskrev England, Frankrig, Tyskland og Italien i München en aftale, som beseglede Tjekkoslovakiets skæbne, og som viste, at vestmagterne ikke ville gribe til væbnet kamp mod aggressionen. En vigtig integrerende del af München-aftalen var en engelsk-tysk ikke-angrebsaftale (september 1938) og en tilsvarende fransk-tysk aftale, som i virkeligheden gav Tyskland frit spillerum mod øst. I juli 1939 blev der i Tokio underskrevet en aftale, ifølge hvilken England anerkendte de japanske erobringer i det centrale Kina og forpligtede sig til ikke at lægge hindringer i vejen for den japanske aggression der. Det var Fjernøstens »München-aftale«. Sovjetunionen var dengang det eneste land, som vedholdende og konsekvent gik ind for at standse aggressorerne og opbygge et kollektivt sikkerhedssystem. Det støttede ubetinget det etiopiske, det kinesiske, det spanske og de øvrige folks retfærdige kamp mod den italienske, den japanske og den tyske aggression og fordømte imperialisternes München-aftale. Da krigsfaren blev en realitet, foreslog Sovjetunionen England og Frankrig at underskrive en konvention, som skulle tage sigte på at afværge krig i Europa og organisere fælles aktioner i tilfælde af, at Tyskland - den farligste aggressor - skulle starte en krig. Men vestmagterne, som håbede at nå til enighed med Hitler, og afviste dette forslag. Der var nu fare for, at imperialismens kræfter ville slutte sig sammen i en krig mod Sovjetunionen. I den situation var Sovjetunionen nødt til at acceptere Tysklands forslag og undertegnede i august 1939 en sovjetisk-tysk ikke-angrebspagt. Som nævnt havde England og Frankrig indgået lignende aftaler med Tyskland et år tidligere. Den sovjetisk-tysk ikke-angrebspagt forpurrede planerne om et »korstog« mod Sovjetunionen og udsatte for en tid krigen for Sovjetunionens vedkommende. Vestmagternes nej til de sovjetiske forslag om et kollektivt sikkerhedssystem kom til at koste menneskeheden dyrt, først og fremmest de europæiske folk. Begivenhederne tvang senere de største vestlige landes ledere til at indgå et militært og politisk samarbejde med Sovjetunionen, men meget var allerede forpasset. I årene 1938-1941 besatte Tyskland i løbet af kort tid næsten alle lande i Europa - Østrig, Tjekkoslovakiet, Polen, Belgien, Holland, Luxembourg, Danmark, Norge, Frankrig, Jugoslavien og Grækenland. Også Tysklands forbundsfæller - Ungarn, Bulgarien, Rumænien, Italien og Finland - mistede i virkeligheden deres selvstændighed. Nazisterne indførte et regime med terror og lovløshed, koncentrationslejre og galger. Og turen var kommet til England, for hvem den tyske overkommando i sommeren 1940 havde udarbejdet et helt system af besættelsesforanstaltninger, som byggede på terror- og plyndringspolitik. England var alvorligt truet. Nazi-Tysklands formål med krigen var at slavebinde verdens folk og oprette et verdensherredømme. Som et led i dets planer indførte det et terror- og voldsregime i de besatte områder. Nazisterne hævdede åbenlyst deres »ret« til at udrydde mange folkeslag. Vi er Forpligtet til at udrydde befolkningen.. ., vi bliver nødt til at udvikle udryddelsesteknikken, sagde Hitler. Hvis man spørger mig, hvad jeg forstår ved udryddelse af befolkningen, så vil jeg svare, at jeg mener udryddelse af hele raceenheder. Det er netop det, jeg groft sagt har i sinde at føre ud i livet, det er min opgave... Jeg har ret til at udrydde millioner af mennesker af lavere race ! Med hensyn til Frankrig, som har ydet et så stort bidrag til verdenscivilisationens udvikling, hævdede Hitler, at »dette land af »negroide« ville få en nedgang, som det tusind gange havde fortjent, alene for dels kolonipolitik«, og at franskmændene var »en degenereret, sanselig nation«, som ikke kunne germaniseres, for »den kunne intet væsentligt og positivt yde til Europas nyordning og udgjorde endog en skjult fare for den hvide races eksistens i Europa«. Hitler gjorde spørgsmålet om fuldstændig tilintetgørelse af den franske stat afhængigt af, hvordan opgaverne i krigen mod Sovjetunionen blev løst. Det er derfor ikke uden grund, at progressive kræfter i Frankrig forbinder landets befrielse fra det fascistiske åg med Sovjetunionens sejr over Hitler-Tyskland. General de Gaulle har udtalt: Franskmændene ved, hvad Sovjetunionen har gjort for dem, og de ved, at det var Sovjetrusland, som spillede den vigtigste rolle i deres befrielse. Hitlers hegemonistiske planer berørte også det engelske folk. Så snart vi har nedkæmpet England, gør vi op med englænderne én gang for alle, sagde den nazistiske ekspert i racespørgsmål Walter Darré. Raske mænd vil blive sendt til Kontinentet som slaver. Gamle og syge vil blive udryddet. Danmark, Norge, Sverige og Holland skulle germaniseres med magt. »Alle nordmænd, svenskere, danskere og hollændere bør vi sende til østområderne« (dvs. Østeuropa), sagde Hitler. De skal tjene riget. Vi står overfor den store fremtidsopgave at gennemføre en planmæssig racepolitik.« Det var også planen, at den neutrale schweiziske stat skulle ophæves, og dens befolkning skulle kun bruges »i egenskab af værtshusholdere«. Hitler opfordrede til at ophæve de små stater, som han kaldte Europas »gamle skrammel«. Nazisterne havde også forbryderiske planer med de slaviske folk. Ifølge generalplan Ost skulle størstedelen af den slaviske befolkning i Central- og Sydøsteuropa udryddes, og landene her koloniseres. Nazisterne nærede et uforsonligt had til det sovjetiske folk. De betragtede det som den vigtigste klassefjende og som den største forhindring for realisering af deres forbryderiske ekspansionsplaner. Hitler opfordrede til at styrte det sovjetiske stats- og samfundssystem, til at erobre landet og dets naturrigdomme, til at ophæve sovjetfolkenes nationale statsdannelse og til at udrydde en betydelig del af befolkningen og den sovjetiske kultur. I overensstemmelse med sine politiske mål udarbejdede Nazi-Tyskland også en militærstrategi. Dets militærdoktrin gik ud på at nedkæmpe staterne på det europæiske fastland i en landkrig. Der blev opstillet en rækkefølge for løsningen af de strategiske opgaver. Først skulle de små stater i Europa fjernes, Frankrig skulle erobres, England skulle tvinges ud af krigen, Sovjetunionen skulle nedkæmpes, og derefter skulle Afrika, Mellemøsten og visse lande i Asien og Amerika erobres, hvorefter slaget mod USA skulle forberedes. Efter afslutningen af krigen mod Sovjetunionen var det meningen at udbygge krigsflåden og luftvåbenet. Den nazistiske ledelse havde i sinde at bruge Sovjetunionens enorme materielle ressourcer til dette formål. Hitler-Tyskland opnåede store resultater på krigens første etape. En medvirkende årsag hertil var vestmagternes eftergivenhedspolitik i årene op til 2. verdenskrig. Hitler-regimet var sikret omfattende finansiel støtte f.eks. fra Londons City. Bank of England begyndte at optræde i rollen som en institution, med hvis garanti fremtrædende britiske firmaer forsynede Tyskland med kobber, aluminium, nikkel og andre råstoffer, som var nødvendige i rustningsindustrien. I slutningen af 1934 ydede banken Tyskland et lån på 750.000 pund sterling. »Finansmændene mente, at det er det eneste mulige middel til at bekæmpe de tyske arbejderes og bønders voksende utilfredshed. ..,« skrev det engelske dagblad Daily Worker den 6. december 1934. Direkte amerikanske kapitalinvesteringer i den tyske industri havde stor betydning for Tysklands oprustning og for opbygningen af dets krigsmaskine. I 1930 udgjorde de ifølge officielle tal 216,5 mio. dollars. Der var op mod 60 filialer af amerikanske koncerner i Tyskland. Den amerikanske senator Harley Kilgore sagde i 1943: »Enorme summer af amerikanske penge er gået til udlandet til opførelse af fabrikker, som nu er en ulykke for vor eksistens og en stadig hindring for vore militære bestræbelser.« Kilgores udtalelse var velbegrundet, for den senatskommission, han var formand for, fastslog omfanget af de amerikanske kapitalinvesteringer i Tyskland til l mia. dollars. Mange af de amerikanske firmaer og banker, som aktivt medvirkede til nazisternes magtovertagelse i Tyskland, tilhørte den sionistiske kapital. Listen over de banker og firmaer, som hjalp Hitler-Tyskland, ser ud som en fortegnelse over USA's sionistiske kapital. Også sionistiske ledere i andre lande hjalp nazisierne. Allerede i 1929 stillede f.eks. bankierfirmaet Mendelsohn og Co. i Amsterdam 10 mio. dollars til Hitlers rådighed. I 1931 tilstillede det sammen med Rotterdamsche Bankiersvereeniging gennem Banco di Roma den nazistiske leder yderligere 15 mio. dollars. Og endelig modtog Hitler efter sin magtovertagelse 120 mio. dollars ad de samme kanaler. Det hjalp Nazi-Tyskland til at opbygge den kapitalistiske verdens stærkeste hær og et mægtigt økonomisk potentiel. Fascismens aggressive væsen blev mere og mere åbenlyst, men i Vesten var man af den opfattelse, at Hitler ikke ville risikere en krig mod de store kapitalistiske lande og i stedet ville gå mod øst. De nazistiske horder gik også ganske rigtigt mod øst, men først erobrede de næsten hele Vesteuropa. Det gik dog til sidst op for de vestlige statsledere, at hele verden stod i fare for at blive slavebundet af fascismen. I en tale til det amerikanske folk den 27. maj 1941 pegede præsident Roosevelt på, at nazisterne efter erobringen af Latinamerika »videre planlagde at kvæle USA og dominionet Canada«. . . I den kapitalistiske verden var der ingen kraft, som var i stand til at standse de nazistiske horder. Det var Sovjetunionen, der kom til at bære den tungeste byrde i krigen mod Hitler-Tyskland og dets forbundsfæller. Vestens skæbne afhang af kampenes udfald på den sovjetisk-tyske front. Sovjetunionens inddragelse i krigen reddede mange lande fra en tysk invasion. Det engelske parlamentsmedlem Arthur Woodburn sagde i 1941: »Vi gjorde os alle kun i ringe grad klart, at Ruslands mægtige styrke, selv da landet endnu ikke var med i krigen, var et blylod om Hitlers ben og hindrede ham i at kaste sig over os.« The Washington Post, indrømmede ikke mindre åbenlyst: »Man skælver blot ved tanken om, hvad der kunne være sket, hvis den Røde Hær var brudt sammen under presset fra de angribende tyske tropper, hvis det russiske folk havde været mindre tappert og mindre uforfærdet... Med denne kamp forsvarede russerne samtidig civilisationens sag mod alle menneskehedens fjender. De ydede et utroligt betydningsfuldt bidrag til den fælles sag.« Harold L. Ickes, forhenværende amerikansk indenrigsminister (juli 1944) udtalte:»Med deres heltemodige forsvar af deres land har russerne ikke blot vist hele verden, at man kan nedkæmpe nazismen, men har også opildne t til kamp, sat mod l de folkeslag i de Forenede Nationer, som allerede længe har været på randen af desperation. Myten om fascismens uovervindelighed blev aflivet på slagmarkerne i Sovjetrusland af det russiske folks beslutsomme standhaftighed.« Den 22. juni 1941 kl. 0o.4 om morgenen angreb Hitler-Tyskland Sovjetunionens vestgrænse og bombede mange sovjetiske byer, uden på forhånd at have stillet nogen krav til Sovjetunionen og uden at have erklæret krig. I en radiotale den 3. juli 1941 sagde Stalin: ….. »Formålet med denne hele folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, der truer vort land, men også at hjælpe alle Europas folk, som stønner under den tyske fascismes åg.« Kampen for at befri folkene fra det fascistiske åg blev lang og vanskelig. Befrielsen kom ikke på én gang, den blev ikke opnået ved hjælp af én offensiv eller én operation. Den blev forberedt lige fra krigens første dage i heftige kampe, i den heltemodige indsats, der blev ydet af befolkningen i baglandet, af partisanerne og de illegale, og i det sovjetiske diplomatis hårdnakkede kamp. I 1.080 dage og nætter, indtil den anden front blev åbnet, kæmpede det sovjetiske folk alene mod fjendens hovedstyrker, den stærkeste og grusomste fjende, menneskeheden endnu havde set. Det storslåede i det sovjetiske folks og dels hærs internationalistiske bedrift ligger først og fremmest i, at det standsede de fascistiske aggressorer, tilintetgjorde deres militære styrke og berøvede dem deres vigtigste krigsførelsesmidler. Frem til sommeren 1944, da de allierede åbnede den anden front i Europa, havde sovjethæren allerede nedkæmpet 370 fjendtlige divisioner og tilføjet fjenden et samlet mandskabstab på over 5,5 mio. mand. I alt mistede Hitler-Tyskland frem til krigens slutning 10 mio. mand på østfronten, over 75 pct. af sine fly, op til 75 pct. af sine tanks og 74 pct. af sit artilleri og sine morterer. Selv statsledere, som langtfra nærede sympati for socialismen eller for Sovjetunionen, gav dengang udtryk for deres anerkendelse af og respekt for det sovjetiske folk og dets væbnede styrker. Den engelske premierminister Winston Churchill skrev således i et telegram til den sovjetiske regering i anledning af sovjethærens dag i februar 1915: »Den Røde Hær fejrer sin syvogtyvende årsdag med triumfer, der har vundet Deres allieredes uforbeholdne beundring og beseglet den tyske militarismes dødsdom. Kommende generalioner vil erkende deres gæld til den Røde Hær lige så fuldt som vi, der har været øjenvidner til disse stolte bedrifter.« Sovjetunionen fik med sin standhaftighed, sin tapperhed og sit heltemod folk til at tro på sejren over fascismen og inspirerede de slavebundne nationer til kamp mod de fascistiske okkupanter. Folk i hele verden så med sympati og respekt på del sovjetiske folks heltemodige kamp og ønskede det sejr. Den verdensberømte filmskuespiller og instruktør Charlie Chaplin fortæller i sin bog »My Autobiography« (på dansk: »Mit Liv« om en tale, han holdt på et møde i San Francisco i 1942, arrangeret af den amerikanske komité for russisk krigshjælp: Salen rummede ti tusind og var stopfuld. På tribunen sad amerikanske admiraler og generaler og San Franciscos borgmester Rossi. Talerne var beherskede og tvetydige. Borgmesteren sagde:»Vi må acceptere den kendsgerning, al russerne er vore allierede.« Han passede på ikke at overdrive den russiske nødsituation eller rose deres tapperhed for meget eller at nævne noget om, at de kæmpede og døde for at holde omtrent to hundrede nazistiske divisioner tilbage. Vore allierede var nogle mærkelige kammerater at skulle dele seng med - sådan føles indstillingen den aften.. .Jeg var i smoking. Der blev klappet, hvilket gav mig lidt tid til at samle mig. Da bifaldet døde hen, sagde jeg ét ord: »Kammerater!« og hele salen brølede af latter. Da den aftog, sagde jeg eftertrykkeligt:»Og jeg mener kammerater !«Fornyet latter, derpå bifald. Jeg fortsatte:»Jeg går ud fra, at der er mange russere tilstede her i aften, og når jeg tænker på, hvordan Deres landsmænd kæmper og dør i dette øjeblik, er det en ære og et privilegium at få lov til at kalde Dem kammerater.« Mange rejste sig under bifaldet.. . »Jeg er ikke kommunist, jeg er menneske, og jeg tror, jeg kender menneskers reaktioner. Kommunisterne er ikke anderledes end alle andre; når de mister en arm eller et ben, lider de som alle vi andre og dør som alle vi andre. Og den kommunistiske mor er mor på samme måde som alle andre mødre. Når hun modtager den tragiske meddelelse om, at hendes søn ikke vender tilbage, græder hun som alle andre mødre græder. Det behøver Jeg ikke at være kommunist for at vide. Det er nok bare at være menneske. Og i dette øjeblik græder mange russiske mødre, og mange af deres sønner dør. . .« Jeg fortsatte: »Og nu til denne krig - jeg er her for at tale om krigshjælpen til Rusland.« Jeg gjorde en pause og gentog: »Krigshjælpen til Rusland. Penge kan hjælpe, men de har brug for mere end penge. Jeg har ladet mig fortælle, at de allierede har to millioner soldater liggende i Nordirland, mens russerne står alene over for to hundrede nazistiske divisioner.« Der blev en spændt stilhed. »Russerne,« sagde jeg med eftertryk, »er vore allierede; de kæmper ikke blot for deres måde at leve på, de kæmper også for vores måde at leve på, og kender jeg amerikanerne ret, vil de kæmpe deres egen kamp. Stalin ønsker det, Roosevelt har bedt om det, så lad os kræve det - lad os oprette en anden front nu!« Der blev vild opstandelse, som varede i syv minutter. Den tanke havde ligget latent i tilhørernes hjerter og hjerner. De ville ikke lade mig fortsætte, de trampede og klappede. Og mens de trampede og skreg og kastede deres hatte op i luften, begyndte jeg at blive betænkelig ved, om jeg var gået for vidt og havde sagt for meget. Så blev jeg rasende på mig selv over, at jeg kunne nære den slags feje tanker, mens tusinder kæmpede og døde. Da publikum endelig var faldet til ro, sagde jeg: »Eftersom De har den indstilling, beder jeg Dem hver især sende et telegram til præsidenten. Lad os håbe, at han i morgen vil modtage ti tusind krav om oprettelse af en anden front !« En afgørende faktor for de europæiske folks befrielse var nedkæmpelsen af Hitler-Tysklands hovedstyrker på den sovjetisk-tyske front. Ved at tilintetgøre de mest kampdygtige tyske divisioner berøvede sovjethæren nazisterne deres hovedstyrker og vigtigste krigsmateriel samt tvang den tyske overkommando til at overføre stadig flere divisioner til østfronten fra de andre fronter og fra de besatte lande. Fra 1941 til 1944 blev der overført 212 divisioner fra de vesteuropæiske lande til østfronten. Det skabte gunstige betingelser for modstandsbevægelsens kamp og for de allierede engelsk-amerikanske styrkers aktioner. Nazisterne tillagde Moskvas erobring særdeles stor betydning, for de mente, at med den sovjetiske hovedstads fald var krigen slut. Derfor blev værnemagtens elitedivisioner sat ind mod Moskva. Ifølge den tyske overkommandos lynkrigsplan, Barbarossa-planen, ville det tage 5-6 uger at nedkæmpe de sovjetiske styrker. Men alle tidsfrister var for længst overskredet, og man havde stadig ikke nået målet, selv om de tyske tropper stod ikke langt fra Moskva. Den ene tyske angrebsbølge efter den anden rullede frem mod de sovjetiske forsvarsstyrker ved Moskva, som holdt stand. Angrebene blev svagere og svagere, mens forsvaret blev styrket. På flere afsnit blev fronten stabiliseret. De sovjetiske styrker begyndte stadig oftere at gå til modangreb, som blev stadig mere mærkbare. Ved udgangen af november var fjendens angrebsmuligheder udtømt. Under forsvarskampene havde sovjethæren vundet den tid, der var nødvendig for at udligne styrkeforholdet. Og på det centrale frontafsnit indledtes nu den modoffensiv, som alle i Sovjetunionen havde drømt om lige siden krigens første dag. Det skete den 5. december 1941. Modoffensiven kastede fjenden tilbage Fra Moskva. Tilbage fra slagmarken lå dynger af ødelagt og efterladt fjendtligt krigsmateriel. De udmattede tyske tropper blev nogle steder tvunget flere hundrede kilometer mod vest. Hitler-Tyskland havde lidt sit første store nederlag siden 2. verdenskrigs begyndelse. Mange besatte sovjetiske landsbyer blev befriet. Fjenden mistede initiativet, og hans strategi gik nu ud på at trække krigen i langdrag. Dermed var doktrinen om en lynkrig slået fejl, og det var begyndelsen til Det Tredje Riges fald. Tyskernes nederlag ved Moskva var med til at aktivisere den antifascistiske nationale befrielsesbevægelse i de besatte lande i Europa og Asien. Den engelske historiker J. F. C. Faller skriver: »I de besatte lande blev tungsindigheden afløst af glæde. Kolossen var blevet standset, og selv om dens hoved måske var af jern, havde dens fødder vist sig at være af ler. På Balkan fik partisankrigen en blodtransfusion, og der blev overført stadig flere tyske og italienske tropper for at bevare herredømmet i de besatte lande.« Efter slaget ved Moskva var fjenden stadig overlegen, både mandskabsmæssigt og hvad tanks og fly angår. Men den tyske overkommando kunne ikke som tidligere planlægge en offensiv langs hele fronten. Inden at være kommet sig helt oven på nederlaget på Moskva-fronten søgte fjenden at afgøre krigens udfald til sin fordel på Stalingrad-fronten. Fra juli 1942 blev der udkæmpet hårde kampe her. Fire måneder senere nåede fjenden med store tab frem til Volga. Stalingrads forsvarere måtte kæmpe for hver eneste karré, for hvert eneste hus. Mens tyske divisioner søgte at drive byens forsvarere ned til Volgas bred, blev der trukket sovjetiske stødtropper sammen på deres flanker. Den 19. november indledtes en sovjetisk modoffensiv, og den 23. lukkedes ringen om en fjendtlig styrke på 330.000 mand. To og en halv måned senere blev der erklæret tre dages landesorg i Tyskland over de 50 divisioner, der var blevet tilintetgjort og omringet ved Stalingrad. Det var en fjerdedel af alle de tyske styrker, der var sat ind på østfronten. Slaget ved Stalingrad var indledningen til et afgørende omsving i 2. verdenskrigs forløb. Det endelige omsving indtraf efter kampene i sommeren og efteråret 1943, som blev grundigt forberedt på begge sider. Hitler og hans generaler tørstede efter revanche. Den tyske generalstabs opmærksomhed var koncentreret omkring Kursk. Man satte sin lid til værnemagtens nye Tiger- og Panter-tanks. De skulle gennembryde fronten fra to sider og foretage en knibtangsbevægelse øst for Kursk. Men de sovjetiske styrker var grundigt forberedt. Takket være de oplysninger, efterretningstjenesten havde indhentet, kunne man gætte sig til fjendens hensigter. Natten til den 5. juli blev der sat et kraftigt sovjetisk artilleriangreb ind mod de tyske tropper, som stod klar til at indlede en offensiv. Artilleriangrebet påførte tyskerne mærkbare tab og forrykkede det planlagte tidspunkt for deres offensiv. Ikke desto mindre blev slaget ved Kursk et af de største og mest forbitrede i hele 2. verdenskrig. Kulminationen indtraf den 12. juli, hvor der i et enkelt slag deltog over 1.200 tanks. Jorden rystede af bombe- og granateksplosioner, og luften genlød af bragene og den hvinende lyd, når tunge panserkøretøjer stødte sammen. Horisonten og solen var skjult bag røg og ild. Himmelen var sort. Den var fyldt af flere hundrede fly, som jagtede hinanden. På få timer blev slagmarken dækket af tonsvis af jernskrot. Dette slag blev begyndelsen til enden for Hitler-Tyskland. Den lyske overkommando måtte redde sine tropper ved en hastig tilbagetrækning til den anden side af Dnepr-floden, hvor den regnede med at kunne genopbygge sin strategiske forsvarsfront. Her var der skabt den såkaldte Østvold, som tyskerne betragtede som uindtagelig. Men det lykkedes dem ikke at holde sig fast her. I oktober vandt sovjethæren slaget om Dnepr. Sejren her fuldførte det afgørende omsving i hele 2. verdenskrig. Slaget ved Stalingrad og slaget i Kursk-buen blev ligesom forceringen af Dnepr en ny kraftig inspiration for modstandsbevægelsen i Europa. Den blev en antifascistisk massebevægelse. Fra sommeren 1944 deltog alene i Frankrig, Italien, Grækenland, Bulgarien, Jugoslavien, Tjekkoslovakiet og Polen 2,2 mio. mennesker i modstandsbevægelsen. Under krigen opholdt mange fremtrædende medlemmer af udenlandske kommunistiske partier sig i Sovjetunionen, og en række kommunistiske partier og arbejderpartier havde et udenlandsbureau her under ledelse af så fremtrædende repræsentanter for den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen som Georgi Dimitrov, Maurice Thorez, Palmiro Togliatti, Wilhelm Pieck, Klement Gottwald, Walter Ulbricht og andre. De opfordrede befolkningen i deres lande til at bekæmpe fascismen og stod i stadig kontakt med deres landsmænd derhjemme. Med det formål at koordinere partisanernes aktioner og yde hjælp til uddannelsen af partisanledere opholdt der sig ved partisanbevægelsens ukrainske stab repræsentanter for en række udenlandske kommunistiske partier. Staben uddannede organisationsgrupper, som blev sendt til fjendens bagland. Hertil blev der i løbet af 1944 sendt i alt omkring 100 sådanne specialgrupper på tilsammen over 2.000 mand. På grundlag af dem blev der oprettet partisangruppcr, som blev forsynet med sovjetiske våben, ammunition, medikamenter og radiosendere. Alene i løbet af 1944 fik Jugoslaviens folkebefrielseshær tilsendt omkring 3.000 ton militærleverancer fra Sovjetunionen. Under den slovakiske folkeopstand modtog de slovakiske oprørere fra august til 15. oktober 1944 2.000 geværer, 2.082 maskinpistoler, 407 maskingeværer, 23 luftværnsmaskingeværer, 256 antitankgeværer, 5 morterer samt store mængder ammunition og andet krigsmateriel. I alt leverede den sovjetiske overkommando over 10.000 geværer, maskinpistoler, karabiner og pistoler, omkring 1.000 maskingeværer, 7 mio. patroner, hundredvis af antitankgeværer o.a. til Tjekkoslovakiet. I foråret og sommeren 1944 modlog den polske partisanstab 58 køretøjer, 5 fly, 18 radiosendere, 4.270 maskinpistoler, 8.600 geværer, 234 maskingeværer, 53 morterer, 137 antitankgeværer samt 120 ton sprængstof, ammunition og levnedsmidler. 12 polske partisangrupper på tilsammen 361 mand blev sendt ind i fjendens bagland. Det sovjetiske luftvåben bragte også et stort antal mennesker og store mængder krigsleverancer til Bulgarien, Grækenland, Albanien og andre lande. En vigtig form for hjælp til de antifascistiske kræfter var sovjetiske partisangruppers raids og deres kamphandlinger på polsk, tjekkoslovakisk og ungarsk territorium samt sovjetborgeres direkte deltagelse i den europæiske modstandsbevægelse. Under 2. verdenskrig kæmpede over 40.000 sovjetborgere sammen med modstandsfolk i Polen, Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Frankrig, Italien og flere andre lande. I foråret 1944 blev 7 sovjetiske partisanformationer og 20 enkeltgrupper overflyttet til Polen. I alt kæmpede 12.000 sovjetiske partisaner i Polen, og over 17.000 i Slovakiet. I Böhmen og Mähren opererede mere end 7.000 sovjetiske partisaner. Bini, en tidligere italiensk partisanleder, fortæller, at tusinder af sovjetborgere under den fascistiske besættelse af Italien kæmpede i den italienske modstandsbevægelse, som genoplivede Garibaldi-epoken. De indskrev en af de smukkeste sider i historien om folkenes forenede kamp mod fascismen og ydede et uforglemmeligt bidrag til det italiensk-sovjetiske venskab, siger Bini. Som italiensk patriot betragter jeg det som min pligt at understrege dette... Det er min pligt, moralsk og politisk... For til bunds at forstå betydningen af den støtte, de sovjetiske kammerater ydede os i den fælles kamp, er det slet ikke tilstrækkeligt at kende det nøjagtige antal sovjetborgere, som deltog i partisankrigen i Italien. Man må forstå, hvad mødet med russeren, kampen side om side med ham betød for den italienske patriot, der havde skjult sig i bjergene, hvilken politisk overbevisning han end havde. Russeren personificerede Leningrads, Moskvas og Stalingrads forsvarere, dem, som med deres heltemodige modstand og deres sejre havde skabt de afgørende forudsætninger også for vor modstands- og befrielsesbevægelses fremgang. Hos os, som i 20 år havde lidt under det fascistiske åg, personificerede sovjetborgeren virkeliggørelsen af frihedsidealerne, den nationale genfødelses idealer, sociale præstationers og folkenes venskabs idealer. Den sovjetiske regering ydede de udenlandske antifascister betydningsfuld hjælp i deres propagandavirksomhed blandt befolkningen i deres lande. Fra sovjetisk territorium sendte flere radiostationer udsendelser til Bulgarien, Rumænien og Ungarn. Fra Moskva sendtes udsendelser på tjekkisk, slovakisk, polsk, tysk, finsk, fransk og andre sprog. I oktober 1943 begyndte man også at sende på dansk, l krigsårene medvirkede fremtrædende medlemmer af kommunistiske partier og antifascister fra mange lande i Moskva Radios fremmedsprogede udsendelser. Således medvirkede Martin Andersen Nexø ofte i de danske udsendelser. På grundlag af regeringsaftaler eller på anmodning fra patriotiske organisationer i de besatte lande i Europa blev der på sovjetisk territorium oprettet udenlandske hærformationer. På anmodning fra de polske patrioters forbund begyndte man således i foråret 1943 at opstille 1. polske division, Thaddens Kosciuszko-divisionen. I slutningen af 1943 oprettedes 1. polske armékorps, som senere blev omdannet til 1. polske armé i Sovjetunionen. Ved et dekret af 21. juli 1944, udstedt af Krajowa Rada Narodowa (Lublin-komiteen), oprettedes Polens folkehær, Wojsko Polskie, hvori indgik 1. polske armé i Sovjetunionen og partisanhæren Armia Ludowa. I august 1944 begyndte man i den befriede del af Polen med sovjetisk hjælp at opstille 2. polske armé, hvis kerne blev de enheder og formationer, som var oprettet på sovjetisk territorium. Ved krigens slutning var Wojsko Polskie nået op på 100.000 mand. Tilsammen leverede Sovjetunionen under krigen de polske væbnede styrker omkring 700.000 geværer og maskinpistoler, 3.500 kanoner, 1.000 tanks, 1.200 fly og 18.000 køretøjer samt store mængder ammunition, levnedsmidler og andel nødvendigt til krigsførelse. Omkring 20.000 sovjetiske militæreksperter gjorde tjeneste i de polske væbnede styrker. På grundlag af den sovjetisk-tjekkoslovakiske aftale af 18. juli 1941 og militæraftalen af 27. september 1941 begyndte man i februar 1942 på sovjetisk territorium at opstille en tjekkoslovakisk infanteribataljon, som var endeligt formeret sidst på året. Oberstløjtnant Ludvik Svoboda, som senere blev Tjekkoslovakiets præsident, blev udnævnt til øverstbefalende for 1. selvstændige tjekkoslovakiske bataljon. I perioden april-september 1943 opstilledes 1. selvstændige tjekkoslovakiske brigade på basis af denne bataljon og et reserveregiment. I maj-juli 1944 blev denne brigade omdannet til 1. tjekkoslovakiske armékorps på 16.000 mand. Ved krigens slutning var dette armékorps vokset til 60.000 mand. På sovjetisk territorium blev der i alt opstillet 3 tjekkoslovakiske infanteri- og faldskærmsbrigader, en blandet flyverdivision, en tankbrigade, 3 artilleriregimenter, et reserveinfanteriregiment og 5 selvstændige bataljoner. Sovjetunionen leverede de tjekkoslovakiske styrker omkring 50.000 geværer og maskinpistoler, 3.954 maskingeværer, 1.374 kanoner og morterer, 1.283 antitankgeværer, 151 fly, 142 tanks og stormkanoner, 1.262 køretøjer og andet. På anmodning fra Tjekkoslovakiets regering gjorde 623 sovjetiske militæreksperter tjeneste i tjekkoslovakiske enheder. I begyndelsen af oktober 1943 begyndte man at opstille 1. rumænske frivillige infanteridivision, Tudor Vladimirescu-divisionen. Den var endeligt formeret i marts 1944. I april 1945 opstilledes 2. rumænske frivillige infanteridivision. De var på omkring 20.000 mand. Disse divisioner fik overdraget 10.554 geværer og karabiner, 4.935 maskinpistoler, 1.220 maskingeværer, 397 antitankgeværer, 504 kanoner og morterer samt betydelige mængder ammunition og andet krigsmateriel (her er ikke medregnet erobrede våben). Over 250 sovjetiske instruktører blev sendt til de to divisioner. I slutningen af 1943 begyndte man at formere jugoslaviske enheder på sovjetisk territorium. Man oprettede 1. jugoslaviske infanteribrigade på 1.946 mand samt en tankbrigade på 872 mand og 2 flyverregimenter. Jugoslaviens folkebefrielseshær fik fra Sovjetunionen leveret 155.300 geværer og karabiner, 33.000 maskinpistoler, over 15.000 maskingeværer, 5.800 kanoner og morterer, 69 tanks og 191 fly. I 1943 oprettedes på sovjetisk territorium den Iranske flyeskadrille »Normandiet« (den blev senere til flyverregimentet »Normandiet-Niemen« på 100 fly). Sovjetunionen ydede senere hjælp til oprettelsen af 2 ungarske jernbanebrigader og 2 infanteridivisioner og leverede våben til 5 infanteridivisioner i den bulgarske folkehær. Det ydede også hjælp til partisangrupperne og den nationale befrielseshær i Albanien. I alt blev der under krigen med sovjetisk bistand oprettet 2 blandede armeer, 3 armékorps, et tankkorps og et flyverkorps, 30 infanteri-, artilleri-, luflværnsartilleri- og flyverdivisioner, 182 forskellige regimenter, 9 militærskoler, 19 officersskoler, kurser og undervisningscentre og el stort antal selvstændige bataljoner, eskadroner, afdelinger og flyeskadriller. Mod krigens slutning nåede de op på over 550.000 mand tilsammen. De fik leveret omkring 960.000 geværer, karabiner og maskinpistoler, 40.627 maskingeværer, 16.502 kanoner og 25 morterer, 1.124 tanks og stormkanoner, 2.346 fly og meget andet krigsmateriel. De nationale enheder og formationer, der blev opstillet på sovjetisk territorium, blev rygraden i de folkehære, som senere opstod, og som kæmpede mod fascismen skulder ved skulder med de sovjetiske soldater. Tjekkoslovakiske og polske enheder og formationer og det franske flyverregiment deltog i kampene på sovjetisk territorium. New York Herald Tribune skriver d. 25. Juni:»Den Røde Hær har faktisk vist sig at være en befrielseshær for Europa og halvdelen af verden i den vitale forstand, at uden den Røde Hær og de grænseløse ofre, med hvilke det russiske folk opretholdt og støttede den, ville befrielsen fra nazismens brutale fordærv have været næsten umulig«. I foråret 1944 nåede de sovjetiske styrker, som drev fjenden længere og længere mod vest, frem til grænsefloden Prut mellem Sovjetunionen og Rumænien, og midt i juli nåede de den sovjetisk-polske grænse. Der indledtes en ny etape i sovjethærens befrielsesmission, hvor deri direkte deltog i befrielsen af en række europæiske lande. Sovjetunionens militære og politiske mål og opgaver på denne etape af krigen blev fastlagt på et fællesmøde mellem det kommunistiske partis politbureau og den øverstkommanderendes stab i slutningen af april 1944. De gik ud på at rense al sovjetisk jord for fascistiske tropper og befri Europas folk fra det fascistiske slaveri. På det tidspunkt rådede Tyskland endnu over store styrker og havde et temmelig betydeligt militær-økonomisk potentiel. På den sovjetisk-tyske front havde Tyskland og dets forbundsfæller stadig 228 divisioner og 23 brigader. De talte tilsammen 4.3 mio. mand og rådede over ca. 59.000 kanoner og morterer, 7.800 tanks og stormkanoner samt 3.200 fly. Tysklands politiske og militære ledelse havde ikke opgivet håbet om at undgå et fuldstændigt nederlag. Den udfoldede enorme anstrengelser for at standse de sovjetiske styrker, for at forhindre dem i at rykke ind i de tysk besatte lande i Europa og søgte på alle måder at splitte Anti-Hitlerkoalitionen. Men intet kunne længere hindre sovjethæren i at udføre sin befrielsesmission. Den var dengang på omkring 6,6 mio. mand og rådede over 98.100 kanoner og morterer, 7.100 tanks og stormkanoner og omkring 12.900 kampfly. Den fik stor støtte af befolkningen i de tysk besatte lande, som den befriede. De sovjetiske styrker rykkede ikke ind i disse lande imod befolkningens ønske, men på grundlag af tilsvarende regeringsaftaler (med Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Polen og Norge). Eksempelvis den sovjetisk-tjekkoslovakiske aftale af d. 8. maj 1944; anmodning fra formanden for Jugoslaviens nationale befrielseskomité, marskal Broz Tito, i begyndelsen af september 1944 overbragt til den sovjetiske overkommando gennem generalløjtnant B. Kornejev; aftale af 16. maj 1944 mellem Sovjetunionen, USA, England og Norges regering; overenskomst med de polske patrioters forbund og repræsentanter for Krajowa Rada Narodowa og sovjetisk-polsk aftale af 10. juli 1944. Grundlaget for de sovjetiske styrkers indrykning i landene i den fascistiske blok var internationale dokumenter, som var vedtaget af landene i Anti-Hitlerkoalitionen, og som indebar, at Nazi-Tyskland og dets forbundsfæller skulle nedkæmpes, de fascistiske regimer fjernes og folkene i disse lande befries fra det fascistiske åg, hvilket var i overensstemmelse med det overvejende befolkningsflertals håb og ønsker. I over et år kæmpede mere end 7 mio. sovjetiske soldater forbitret for at befri landene i Europa fra Nazi-Tysklands åg, og 1,5 mio. mand kæmpede mod Japan. I operationerne i Europa og Asien deltog 11 sovjetiske frontarme-sammenslutninger, 2 luftværnsfronter, 4 flåder, 50 blandede armeer, 6 tankarmeer, 13 luftarmeer, 3 luftværnsarmeer og 3 flotiller. De befriede helt eller delvis 11 europæiske lande og 2 lande i Asien med en samlet befolkning på omkring 200 mio. mennesker. Rumænien var det første land, de sovjetiske styrker rykkede ind i. Midt i maj 1944 var de nået ca. 100 km ind i landet og havde befriet over 800 byer og landsbyer med tilsammen omkring 400.000 indbyggere. Rumæniens befolkning gav befrierne en hjertelig velkomst. De sovjetiske soldaters humane optræden og deres disciplin gjorde det hurtigt af med den frygt, som den fascistiske propaganda ihærdigt søgte at sprede. Den 2. april 1944 rettede den sovjetiske regering følgende henvendelse til Rumæniens befolkning: »Den sovjetiske regering bekendtgør, at fremrykkende enheder af den Røde Hær, som forfølger de tyske hære og disses allierede rumænske tropper, på flere afsnit er gået over floden Prut og rykket ind på rumænsk territorium. Den Røde Hærs overkommando har givet de fremrykkende sovjetiske enheder ordre til at forfølge fjenden, lige til han er nedkæmpet og kapitulerer. Samtidig erklærer den sovjetiske regering, at den ikke har til formål at erobre nogen som helst del af Rumæniens territorium eller ændre det eksisterende samfundssystem i Rumænien. . . De sovjetiske styrkers indrykning i Rumænien er udelukkende dikteret af militær nødvendighed og de fjendtlige troppers fortsatte modstand.« Denne erklæring viste endnu en gang den sovjetiske udenrigspolitiks fredelige karakter, dens respekt for andre folkeslags suverænitet og nationale uafhængighed, og den gjorde det af med de bagtaleriske påstande om Sovjetunionens erobringshensigter overfor Rumænien. I arkiverne er der bevaret talrige dokumenter, som viser rumænernes taknemmelighed overfor de sovjetiske soldaler, som befriede dem fra fascismen. I en tale til sine landsbyfæller sagde bonden Bastat fra landsbyen Sipomeni: »Vi fik at vide, at den Røde Hær ville myrde og sende vore folk til Rusland. I virkeligheden er den god imod os. Så lad os ønske for den, at den snart må slå fjenden.« Og bonden Ion Lazár fra landsbyen Conáláu sagde: »Kun de, der troede på den tyske propaganda, frygtede den Røde Hærs komme, men vi gamle, som i 1916 havde kæmpet sammen med russerne mod tyskerne, vi var ikke bange for russerne. Vi ved, at russerne er vore venner. De hjalp os i 1877 med at opnå uafhængighed.« De sovjetiske styrkers indrykning i Rumænien betød en kraftig inspiration for det rumænske folks nationale befrielseskamp. Sovjetunionen tilbød de rumænske myndigheder våbenstilstand, men det blev afvist af den fascistiske regering, som besluttede at fortsætte krigen mod Sovjetunionen. Sovjethærens fremrykning mod Balkan vakte alvorlig bekymring i Tysklands ledende kredse. For Balkan var en af den tyske rustningsindustris største råstofkilder og et særdeles vigtigt strategisk brohoved og med sine naturforhold velegnet til organisering af et forsvar. Derfor havde den tyske overkommando koncentreret betydelige styrker her, over 80 divisioner. De tyske tropper her havde indtaget fordelagtige forsvarspositioner og opbygget en bred forsvarszone med flere forsvarslinier. Også i Moldavien og ved floden Dnestr var der opbygget et stærkt tysk forsvar. Balkanhalvøen var også af stor interesse for de engelske og amerikanske imperialister. Ledende kredse i England og USA havde i sinde som de første at rykke ind på Balkan og i de øvrige syd-østeuropæiske lande for derfra at bevæge sig mod nord med det formål at afskære sovjethæren vejen til Central- og Sydøsteuropa og hindre en demokratisk udvikling i landene her. Det engelske tidsskrift The Nineteenth Century and After skrev i majnummeret 1944: ».. .En af de afgørende offensiver, måske den afgørende offensiv i 2. verdenskrig, skal, ligesom i 1. verdenskrig, vindes ikke i øst og i vest, men på Balkan.« Den amerikanske journalist Ralph Ingersoll udtrykte det billedligt således: »Balkanruten var en positiv magnet, som den britiske strategis nål svingede mod, hvordan man end rystede magneten.« Winston Churchill indrømmer i sine memoirer, at tanken om Balkan og specielt om Jugoslavien ikke forlod ham et øjeblik, siden de allierede i sommeren 1942 gjorde landgang på Sicilien og i Italien. Churchill planlagde at gøre brug af Antonescus regime i Rumænien, af lederne af de reaktionære borgerlige partier i Rumænien og de øvrige Balkanlande samt reaktionære kredse i Tyrkiet for at realisere sin »Balkan-variant«. Hans »Balkan-strategi« var en af de vigtigste årsager til, at de allierede forhalede åbningen af den anden front. Den blev først oprettet i Nordfrankrig den 6. juni 1944, da det stod klart, at sovjethæren alene ville være i stand til at nedkæmpe Hitler-Tysklands og dets vasallers hære. Den vesttyske historiker K. H. Ricker skriver: »Da de vestlige allierede i sommeren 1944 rettede deres angreb på »Europas fæstning«, var 2. verdenskrigs udfald praktisk taget allerede afgjort med Tysklands nederlag i Rusland... Tyskland havde tabt 2. verdenskrig allerede før Vestens invasion.« Selv efter oprettelsen af den anden front befandt Hitler-Tysklands hovedstyrker sig på den sovjetisktyske front. Fra den 20. til den 29. august gennemførte sovjethæren Iasi-Kisjinov-operationen, en af 2. verdenskrigs største offensive operationer. Den sovjetiske angrebsstyrke talte 92 divisioner med tilsammen 930.000 mand kampklart personel, og medregnet enhederne i baglandet og institutionerne talte de 1.250.000 mand. De rådede over ca. 16.000 kanoner og morterer, over 1.870 tanks og stormkanoner og 1.760 fly (2.200 hvis man medregner flådens fly). Overfor de sovjetiske styrker stod fjendens armégruppe Sydukraine, som havde 47 divisioner (25 tyske og 22 rumænske) og 5 infanteribrigader på tilsammen 900.000 mand, hvoraf over 565.000 var tyske soldater og officerer. De rådede over 7.618 kanoner og morterer, 404 tanks og stormkanoner samt 810 fly. Desuden befandt der sig omkring 60.000 tyske soldater og officerer i baglandet i Rumænien. På blot 4 dage nedkæmpede sovjethæren fjendens hovedstyrker. De sovjetiske styrkers sejr i Iasi-Kisjinjov-operationen var et afgørende slag mod hele den tyske strategiske sydfront, og den banede vej for sovjethærens hastige fremrykning i Rumænien og for de øvrige sydøsteuropæiske landes befrielse fra det fascistiske åg. Den snævre forbindelse mellem politik og strategi kom meget klart til udtryk i Iasi-Kisjinjov-operationen. Ved at løse den strategiske opgave, som gik ud på at nedkæmpe en stor fjendtlig hærgruppe, nåede man et vigtigt politisk mål, nemlig at Hitler-Tyskland mistede sine forbundsfæller på Balkan. Ved at nedkæmpe den fjendtlige hærgruppe på næsten l mio. mand havde sovjethæren frataget tyskerne og Antonescus fascistiske regime deres militære holdepunkt i landet. Det skabte gunstige betingelser for den antifascistiske opstand, som fandt sted den 23. august under de rumænske kommunisters ledelse, den dag, da de sovjetiske styrker lukkede ringen omkring den fjendtlige hærgruppe. Opstanden medførte, at det fascistiske regime blev styrtet. Rumænien trak sig ud af den fascistiske blok og indtrådte i krigen på de allieredes side. Sovjethærens offensiv kombineret med den antifascistiske folkeopstand den 23. august 1944 blev den hovedfaktor, som gjorde det muligt at fjerne det fascistiske regime i Rumænien og at skabe betingelser for en demokratisk udvikling i landet. Opstanden blev begyndelsen til den folkedemokratiske revolution. De sovjetiske styrkers fremrykning til området omkring Bukarest befæstede endeligt den antifascistiske opstands sejr. Fascisternes forsøg på at erobre hovedstaden tilbage blev forpurret af de sovjetiske styrker, som nåede Bukarest den 31. august. De sovjetiske styrkers tilstedeværelse hæmmede de reaktionære kræfter, hindrede dem i at starte en borgerkrig og indlede repressalier mod de demokratiske kræfter og gjorde det umuligt at opretholde det reaktionære regime i landet. Den 12. september 1944 blev der i Moskva underskrevet en sovjetisk-rumænsk våbenhvileaftale, som fastsatte betingelserne for indstilling af krigen mod Rumænien. Med indgåelsen af denne våbenhvileaftale indtog Sovjetunionen en principiel ny holdning til et land, som havde deltaget i aggressionen mod det. Sovjetunionens holdning byggede ikke på ønsket om hævn, men på principperne om venskab og samarbejde med det befriede lands folk. Aftalen var et slag mod de resterende fascistiske kræfter i landet og en vigtig milepæl i Rumæniens demokratiske udvikling. Ved de sovjetiske og rumænske styrkers fælles indsats blev de sidste tyske tropper fordrevet fra rumænsk territorium den 25. oktober 1944. 69.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for Rumæniens frihed, og 217.000 blev såret. Iasi-Kisjinjov-operationen skabte også gunstige betingelser for at befri Bulgarien, Jugoslavien, Ungarn samt Albanien og Grækenland. De sovjetiske styrkers fremrykning til Bulgariens grænse fik stor indflydelse på den indenrigspolitiske situation i landet. Det bulgarske folks utilfredshed med det monarkistisk-fascistiske regime, som fortsat samarbejdede med tyskerne, voksede. Bulgariens kommunistiske partis centralkomité opfordrede befolkningen til den 1. september 1944 at arrangere strejker og møder overalt i landet. Og spørgsmålet om direkte forberedelser til en opstand blev rejst. Partisanbevægelsen omfattede praktisk taget alle dele af landet. I begyndelsen af september 1944 omfattede folkebefrielseshæren en partisandivision, 13 brigader, 40 afdelinger, 6 soldaterbataljoner og hundredvis af kampgrupper. De talte tilsammen omkring 30.000 mand. Kommandoen for 3. ukrainske front fik kontakt med den bulgarske folkebefrielseshær og med de lokale partiorganisationer i grænseområderne op til Rumænien. Folkebefrielseshærens hovedstab sendte den 5. september følgende hilsen til sovjethæren: »Velkommen! ... Vi venter på jer, rødgardistiske brødre. I vore hjerter lyder alle salutterne for jeres sejre. Og vi sidder ikke med hænderne i skødet, mens vi venter på jer... Jeres nærhed og vores kampvilje, støttet af folket, er en garanti for, at Bulgarien bliver frit, uafhængigt og demokratisk.« Den 8. september 1944 indledte sovjethæren befrielsen af Bulgarien, hvor der endnu befandt sig op mod 30.000 tyske tropper. Før de sovjetiske styrkers fremrykning blev der over de største bulgarske byer nedkastet over l mio. flyveblade med teksten til den sovjetiske regerings note af 5. september, som afslørede det monarkistisk-fascistiske regimes protyske politik, og mere end 1,3 mio. flyveblade med den sovjetiske marskal Tolbuhins henvendelse til det bulgarske folk. I henvendelsen hed det: »Bulgarere! Den Røde Hær har ikke i sinde at kæmpe mod det bulgarske folk og dets hær, da den betragter det bulgarske folk som sit broderfolk. Den Røde Hær har én opgave - at nedkæmpe tyskerne og fremskynde freden.« Kommandoen for 3. ukrainske front rettede følgende appel til de sovjetiske soldater og officerer: »Sovjetiske soldater ! Sovjetunionens navn, Ruslands navn er for bulgarerne. . . et helligt navn. Titlen soldat i den Røde Hær er en ærestitel. . . Værn om folkets kærlighed og agtelse, det folk, som du har bragt befrielse, respekter dets skikke, love og familie. Husk altid på, at vi ikke er kommet til Bulgarien for at påtvinge det vore love og tilstande, men for at jage tyskerne og deres agenter ud af Bulgarien. . .Soldat i den Røde Hær! Hold vort fædrelands fane højt uden for vort lands grænser! Lad altid millioner af mennesker, hvor den Røde Hær end kommer for at tilintetgøre menneskehedens fjender - nazisterne - og for at befri de slavebundne folk, i deres hjerte bevare dyb taknemmeligbed, kærlighed og agtelse for dig, kammerat soldat, sergent og officer !'' De sovjetiske styrkers fremrykning på bulgarsk jord formede sig som et triumftog. Det forenede sig med de bulgarske patrioters antifascistiske kamp og blev signal til opstanden den 9. september 1944, hvor folkemasserne under kommunisternes ledelse styrtede det monarkistisk-fascistiske regime. Magten overgik til folket, og Fædrelandsfronten dannede regering. Bulgarien erklærede Hitler-Tyskland krig, og den bulgarske hær rejste sig sammen med de sovjetiske væbnede styrker til forsvar for landets nationale uafhængighed. Den tyske overkommando var bekymret over, at Rumænien og Bulgarien havde trukket sig ud af den fascistiske blok, og søgte at styrke sin stilling i Grækenland og Jugoslavien. Også Tyrkiet øgede sin aktivitet og koncentrerede op mod 20 divisioner og 4 brigader ved den tyrkisk-bulgarske grænse. Alt dette gjorde det nødvendigt for den bulgarske folkeregering og den sovjetiske overkommando at træffe foranstaltninger til at forsvare Bulgariens sikkerhed. Til dette formål blev der oprettet en specialgruppe af sovjetiske styrker under kommando af general Birjuzov. Lige fra begyndelsen opstod der et venskabeligt forhold mellem de sovjetiske soldater og det bulgarske folk. Den 28. oktober 1944 blev der i Moskva underskrevet en sovjetisk-bulgarsk våbenstilstandsaftale, som indebar afvæbning og internering af alle tyske tropper, opløsning af alle fascistiske organisationer og Bulgariens udvikling ad demokratisk vej. Sovjetunionen ydede hjælp til reorganisering og bevæbning af den bulgarske hær, som deltog i krigen mod Nazi-Tyskland. Det bulgarske folk bevarer for altid mindet om den sovjetiske soldat og befrier. »Uden sovjethærens hjælp, uden dens tilstedeværelse i vort land en vis tid ville Bulgarien på ny være havnet i slaveri,« understregede Georgi Dimitrov. Den 6. september 1944 nåede sovjethæren den jugoslaviske grænse i området omkring byen Turnu-Severin ved Donau. Den dag havde Jugoslaviens patrioter ventet på igennem tre et halvt års hårde kampe. Partisanen Miloslav Otovic fra den montenegrinske stødbrigade udtrykte deres følelser med følgende ord: »Vi havde ventet den (sovjethæren), som udtørret jord venter vand, som en far, vi ikke havde set i lang tid. Og nu var den kommet, mægtig, uovervindelig - netop sådan som vi havde forestillet os den og troet på den... Sovjetmenneskene var kommet, soldater, blodige og støvede efter at have tilbagelagt tusinder af kilometer for at hjælpe os med at knække fjenden og med at vinde vor frihed.« På det tidspunkt kontrollerede Jugoslaviens folkebefrielseshær en betydelig del af landet, men over halvdelen af al jugoslavisk jord var stadig besat. Her befandt sig 270.000 tyske soldaler og officerer samt ca. 300.000 lokale kollaboratører. Den tyske overkommando håbede at kunne holde stillingen ved hjælp af disse styrker. Churchill havde særlige planer med Balkan. Han lagde pres på den jugoslaviske folkebefrielseshærs ledere i et forsøg på at forsone dem med eksilregeringen og Draza Mihajlovic. Draza Mihajlovic (1893-1946) var serbisk general, ledede 1941-1945 serbernes kontrarevolutionære profascistiske organisation, blev i januar 1942 udnævnt til krigsminister i eksilregeringen i London. I 1940 blev han dømt til døden som krigsforbryder af den Føderative Folkerepublik Jugoslaviens folkedomstol og henrettet. Churchill søgte også at få gennemtrumfet landsætning af engelske styrker på halvøen Istrien til støtte for de reaktionære kræfter i Jugoslavien. Det var på denne baggrund, marskal Tito under et ophold i Moskva i september 1944 anmodede den sovjetiske regering om, at sovjetiske styrker rykkede ind i Jugoslavien for at hjælpe folkebefrielseshæren med at jage tyskerne ud af landet. På et møde den 8. august 1945 i Jugoslaviens folkebefrielses antifascistiske forsamling (dengang landets højeste lovgivende organ) fortalte marskal Tito om forhandlingerne i Moskva: »I september 1944 rejste jeg til Moskva for at bede om hjælp til så hurtigt som muligt at jage okkupanterne ud af vort land. Eftersom den Røde Hær næsten havde nået vort lands grænse, måtte vi nå til enighed om at koordinere kamphandlingerne, og desuden anmodede jeg den sovjetiske regering om, at den Røde Hær ville overskride grænsen i det østlige Serbien og bistå vore styrker med at befri Serbien og Beograd. Tyskerne havde på det tidspunkt mægtige styrker i Jugoslavien, både deres egne og quislingstyrker, med hvem vi uafladeligt udkæmpede hårde kampe. Desuden rådede de endnu over store styrker i Grækenland og på øerne. .. Vi blev enige om, at store enheder af den Røde Hær skulle forcere Donau for sammen med vore tropper at befri Beograd. Sovjetunionen leverede vor hær store mængder af forskellig slags udrustning, fra geværer til tanks og fly, som vi kunne bevæbne mange divisioner med.« I forbindelse med passeringen af den jugoslaviske grænse udsendte 3. ukrainske fronts politiske ledelse følgende henvendelse til soldaterne: »Kammerat soldat, sergent og officer! Du er rykket ind på Jugoslaviens territorium, et ånds- og blodsbeslægtet land, for at indhente og gøre det endeligt af med det fascistiske vilddyr, som vil undslippe dine angreb og søger hjem i sin hule. Sovjetunionens uudtømmelige potentiel og det sovjetiske folks åndsstyrke har været bestemmende for det endelige udfald af krigen mod Hitler-Tyskland. Sejren er allerede nær. Men det fascistiske vilddyr gør endnu modstand. Og det vil bide fra sig, indtil vi gør det endeligt af med det. Din opgave, kammerat, går ud på at standse de fascistiske tyske tropper, som du slog i Rumænien og Bulgarien, og som nu trækker sig tilbage ad de jugoslaviske veje, og også dem, som forsøger at slå sig igennem til Tyskland fra Grækenland, Albanien og selve Jugoslavien. . . Husk altid og overalt på, at du ikke er kommet til Jugoslavien for at påtvinge Jugoslavien dine love og tilstande, men tor al indhente og tilintetgøre de tyske røvere, som flygter for dine angreb.Yd den jugoslaviske befolkning, soldater og officerer i Jugoslaviens folkebefrielseshær bistand og hjælp til alt, hvad der hjælper vor kamp mod den fælles fjende - de fascistiske tyske erobrere. Soldat i den Røde Hær ! Dagen for Hitler-Tysklands endelige nederlag er ikke fjern, men der forestår endnu en hårdnakket og vanskelig kamp...Hold dit fædrelands fane højt. Lad overalt, hvor du kommer for at knuse menneskehedens fjender - nazisterne - og for at befri de slavebundne folk, lad overalt millioner af mennesker i deres hjerte for evigt bevare dyb taknemmelighed, kærlighed og agtelse for dig, soldat i den Røde Hær!« I oktober 1944 gennemførtes Beograd-operationen, hvor der foruden sovjetiske styrker deltog 4 armékorps fra Jugoslaviens folkebefrielseshær med 17 divisioner samt 13 divisioner og brigader fra den bulgarske hær. De rådede over 2.200 kanoner og morterer, 149 raketartilleripjecer, 358 tanks og stormkanoner, omkring 1.300 fly og 80 krigsskibe. Under Beograd-operationen nedkæmpede sovjethæren og dens allierede jugoslaviske og bulgarske styrker den fjendtlige armégruppe Serbien, og den 20. oktober blev Beograd befriet. Operationen spillede en vigtig rolle for befrielsen af den øvrige del af landet. Det jugoslaviske folk vurderede sovjethærens afgørende bidrag til Jugoslaviens befrielse efter fortjeneste. Over 2.200 sovjetiske soldater og officerer blev udmærket med jugoslaviske ordener og medaljer, og 13 fik tildelt titlen Jugoslaviens Folkehelt. Sovjetunionen ydede fortsat omfattende hjælp til det jugoslaviske folk. På Titos anmodning fik han stillet en flyvergruppe til rådighed på 2 divisioner (350 fly). Under krigen leverede Sovjetunionen ialt den jugoslaviske folkebefrielseshær ca. 155.300 geværer og karabiner, over 38.000 maskinpistoler, mere end 15.500 maskingeværer, 5.800 kanoner og morterer, 65 tanks og 491 fly. Ligeledes leverede det 7 evakueringslazaretter og 4 kirurgiske feltlazaretter med medicinsk personale, udstyr, medikamenter, beklædningsgenstande og alt, hvad der er nødvendigt for at yde lægehjælp. Og sovjetiske militære læreanstalter uddannede jugoslaviske officerer. Efter befrielsen af Beograd befriede sovjetiske styrker i november 1944 store jugoslaviske områder mellem floderne Donau og Drava. Befolkningen i dette område rejste efter krigen et mindesmærke for de sovjetiske soldater. I sin tale ved afsløringen af mindesmærket sagde general Koca Popovic: »Vore folk ved og forstår aldeles udmærket, at uden Sovjetunionen, uden den Røde Hær havde vor befrielseskamp ikke kunnet få en heldig afslutning. ..« Omkring 8.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for at befri Jugoslavien. Den 11. april 1945 indgik Sovjetunionen og Jugoslavien en aftale om venskab, gensidig bistand og samarbejde efter krigen, hvilket fik stor betydning for styrkelsen af Jugoslaviens internationale position og for dets udvikling ad demokratisk vej. De sovjetiske styrkers indmarch i Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien ændrede radikalt den militær-politiske og strategiske situation på Balkan. Der var skabt en reel mulighed for at nedkæmpe hele den tyske armégruppe her, som var truet af omringning. Det tvang den tyske overkommando til allerede i september 1944 at indlede tilbagetrækning af deres tropper fra Grækenland og Albanien. Det benyttede de antifascistiske kræfter i disse lande sig af, og henimod slutningen af november havde de befriet Grækenland og Albanien fra de resterende tyske tropper. I en forordning fra Albaniens nationale befrielsesråd hed det:»Vi anser den Røde Hær for at være den hovedkraft, der knuste menneskehedens svorne fjende, og den er ydermere for os et symbol på den antifascistiske frihedskamp, den største garanti for vore rettigheder. Vi er Sovjetunionen taknemmelige herfor, og vort folk vil aldrig glemme den Røde Hærs store hjælp og heltemodige kamp, som reddede os fra katastrofen.« I over et halvt år kæmpede sovjethæren forbitret for at befri Ungarn, som i 15 år havde haft et fascistisk styre. 2. ukrainske fronts krigsråd udsendte et opråb til den ungarske befolkning, hvori det forklarede formålet med sovjethærens indmarch på ungarsk territorium og påpegede, at den Røde Hær »ikke var kommet til Ungarn som erobrer, men som det ungarske folks befrier fra det fascistiske tyske åg«. Kampene i Ungarn var særlig forbitrede. Den tyske overkommando lagde særdeles stor vægt på at holde Ungarn, som dækkede adgangen til Østrig og den sydlige del af Tyskland. Efter tabet af den rumænske olie var de ungarske og østrigske forekomster Tysklands sidste olieforsyningskilder. Derfor havde den tyske overkommando koncentreret store troppestyrker i dette område, og de ydede forbitret modstand mod de sovjetiske styrker. Ungarns befrielse krævede flere store strategiske operationer på ungarsk jord. I dem deltog over l mio. sovjetiske soldater, som rådede over mere end 1.000 tanks, omkring 2.000 fly og mange tusinde kanoner, morterer og maskingeværer. Sovjethæren nedkæmpede 50 fjendtlige divisioner på ungarsk territorium. Sammen med de sovjetiske styrker kæmpede bulgarske og rumænske styrker for at befri Ungarn, og i kampene om Budapest deltog også en ungarsk enhed. Den 4. april 1945 var Ungarn endeligt befriet fra fascismen. Over 140.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for det ungarske folks frihed. János Kádár, førstesekretær i Ungarns socialistiske arbejderparti, har udtalt: »Overalt, hvor man kommer i Ungarn, kan man se grave... Her hviler helte, sovjetiske soldater, som gav deres liv for vort folks frihed. Vi ærer pietetsfuldt deres minde og lover, at vejen til deres grave aldrig vil gro til.« Kong Håkon den 7. af Norge sagde i en Radiotale d. 26. Oktober: »Vi har fået talrige vidnesbyrd om den sovjetrussiske regerings og det russiske folks venskab og sympati for vort land. Og vi har med beundring og begejstring fulgt Sovjetunionens heroiske og sejrrige kamp mod vor fælles fjende.« Hitler-Tyskland tillagde de skandinaviske lande stor betydning. De var et pålideligt skjold for tyskernes nordflanke og et fordelagtigt brohoved for krigshandlinger mod Sovjetunionen og England, ligesom de var baseområde for den tyske krigsflåde i Nordatlanten og Arktis. Desuden havde de skandinaviske lande stor økonomisk betydning for Tyskland som nogle af de vigtigste leverandører af jernmalm, kobber, aluminium, molybdæn og svovl. Hitler-Tyskland besatte Danmark og Norge i april 1940, og i sommeren 1941 fik det Finland draget ind i krigen på sin side. Men den Røde Hærs store sejre, bl.a. ved Moskva og Stalingrad, var årsag til en krise mellem Tyskland på den ene side og de skandinaviske lande og Finland på den anden. Værnemagtens nederlag blev åbenlyst. Ledende kredse i landene i den fascistiske blok, herunder også Finland, erkendte, at krigen var tabt, og at, man måtte søge at trække sig ud af den. Det neutrale Sverige var det eneste skandinaviske land, som formelt forblev frit. Men de svenske myndigheder førte en eftergivenhedspolitik over for Hitler-Tysklands krav. Det vakte utilfredshed i landets befolkning. Den svenske presse bragte artikler, som afslørede nazisternes grusomheder i de besatte lande, og den svenske offentlighed krævede med stadig større vægt, at Sverige skulle forholde sig strengt neutralt. I begyndelsen af marts 1943 udarbejdede den tyske overkommando en plan med kodebetegnelsen Operationsøvelse »Sverige«, hvis formål var at besætte Sverige. Hertil skulle anvendes 13 af de tyske divisioner i Norge, en del af 20. tyske armés styrker, som var stationeret i Finland, og til hjælp for dem 3-4 infanteri- eller bjergskyttedivisioner samt marinestyrker. Realiseringen af planen for Sveriges besættelse blev gjort afhængig af kampens udfald på den sovjetisk-tyske front, specielt af slaget i Kursk-buen. Sovjethærens store sejr her forpurrede nazisternes planer med Sverige. De tyske styrkers trængte situation på østfronten betød, at værnemagtens overkommando ikke kunne afse de nødvendige midler til kamphandlinger i Skandinavien. I en samtale med den sovjetiske viceudenrigsminister understregede den svenske gesandt i Moskva, at Sveriges skæbne var afhængig af kampens forløb på den sovjetisk-tyske front. Han udtalte, at Sverige udmærket forstod, at når det endnu ikke var blevet inddraget i krigen, så var det kun takket være Sovjetunionens militære sejre. Sverige var Sovjetunionen taknemmelig herfor og gav åbent udtryk for det. Sovjetunionen spillede en vigtig rolle for Finlands befrielse fra det fascistiske åg. Finlands reaktionære ledende kredse havde trods de traditionelt venskabelige relationer mellem det finske og det russiske folk draget landet ind i krigen mod Sovjetunionen. De håbede med Hitler-Tysklands hjælp at erobre sovjetisk territorium og skabe et »Storfinland« til Ural. Men disse hasarderede planer blev en fiasko. De finske lederes politik kom til at koste Finlands folk dyrt. Omkring 90.000 finner mistede livet, og landets økonomi var ødelagt. Finlands statsgæld var således vokset til 70 mia. finske mark omkring september 1944. Landbruget var i forfald, levnedsmiddelkrisen blev skærpet, og priserne steg. Den finske befolkning krævede, at landet trak sig ud af krigen, men den reaktionære regering med præsident Risto Ryti i spidsen afviste at slutte våbenstilstand og indstille krigshandlingerne. Den sovjetiske offensiv i sommeren 1944, hvor den Røde Hær besejrede en stor finsk troppestyrke på det Karelske Næs og i Karelen og nåede frem til den sovjetisk-finske grænse, tvang Ryti til at trække sig tilbage. Da den tyske regering havde modtaget oplysninger om, at Finland havde i sinde at trække sig ud af krigen, sendte den d.17. august overkommandoens stabschef, feltmarskal Keitel, til Helsinki for at overtale den nye finske regering til at fortsætte krigen mod Sovjetunionen. Den finske regering afviste imidlertid dette krav og erklærede, at den ikke længere følte sig bundet af de forpligtelser, den tidligere præsident Risto Ryti havde påtaget sig over for Tyskland. Den 4. september 1944 krævede Finlands nye regering af Tyskland, at det skulle trække sine tropper tilbage fra finsk territorium senest den 15. september. Fire dage senere blev der underskrevet en våbenstilstandsaftale mellem Sovjetunionen og Finland. Ved indgåelsen af denne aftale var den sovjetiske regerings bevæggrunde ønsket om at hjælpe det finske folk med at befri sig fra de nazistiske tropper og etablere gode naborelationer til Sovjetunionen. Under tilbagetrækningen fra finsk territorium tog nazisterne en grusom hævn over deres tidligere forbundsfælle. De brændte omkring 16.000 huse, 125 skoler, 105 kirker og ødelagde 700 store broer i det nordlige Finland. De anrettede skader beløb sig til over 120 mio. dollars. Sovjetiske styrker bistod den finske hær med at jage nazisterne ud af landet. Den 17. september forfulgte sovjethæren de retirerende tyske tropper på Kestenga-frontafsnittet over grænsen til Finland. Under deres fremrykning i retning af Kuusamo nedkæmpede de sovjetiske styrker flere enheder og afdelinger af 6. SS-division og befriede en række finske bebyggelser. I begyndelsen af oktober, da de tyske hærgrupper var endeligt nedkæmpet, blev de sovjetiske styrker trukket tilbage fra Finland. Flere tusinde sovjetiske soldater og officerer faldt i kampen for at befri Finland. Finlands brud med Tyskland og ophævelsen af dets vasalforhold til dette land førte til genoprettelse af det finske folks nationale uafhængighed og suverænitet. Mellem Sovjetunionen og Finland opstod der venskabelige, gode naboforhold og en fred, som ifølge Urho Kekkonens udtalelse tegner til at vare ved, og som man roligt kan give de kommende generationer i arv. Den 18. oktober 1944 rykkede sovjetiske styrker ind på norsk territorium i overensstemmelse med den aftale, som var indgået den 16. maj samme år mellem den sovjetiske, den amerikanske og den engelske regering på den ene side og Norges regering på den anden side. Avisen Friheten skrev, at de sovjetiske styrkers komme havde vakt uhørt begejstring i det norske folk. Landets befolkning havde givet sovjethærens soldater en glædestrålende modtagelse. Trods de barske klimaforhold og trods hårdnakket modstand fra en stor tysk hærgruppe var de sovjetiske styrker i stand til på blot 8 dage at befri Nordnorge, bl.a. byen Kirkenes. 19. tyske bjergskyttekorps havde et tab på 30.000 dræbte og trak sig tilbage mod vest, ind i det indre af landet. Den sovjetiske marine sænkede 156 fjendtlige skibe. Under tilbagetrækningen ødelagde og brændte nazisterne alle huse i Kirkenes, Sør-Varanger og Vadsø. Kun 28 ud af 1.000 huse i Kirkenes var uskadte. Mere end 3.500 af byens indbyggere skjulte sig i en grubegang ved stationen Bjørnevatn ikke langt fra Kirkenes. Grubegangens hvælvinger rystede af kraftige eksplosioner. I selve byen og i dens omegn blev der udkæmpet hårde kampe. Den tyske kommando havde i sinde at sprænge grubegangen i luften, før den trak sig tilbage. Den sovjetiske kommando blev underrettet herom af nordmanden Hugo Jensen og sendte i hast en afdeling af 65. skyttedivision under kommando af løjtnant Bakhtejev til gruben. Ved daggry den 25. oktober angreb de sovjetiske soldater uventet tyskerne, erobrede stationen og nåede frem til gruben. Nordmændene i grubegangen, hvoraf mange var kvinder og børn, hilste med tårer i øjnene deres befriere velkommen. Avisen Siste Nytt skrev: »Livet er begyndt på ny i Kirkenes... Befrierne blev modtaget med enorm glæde. Der opstod et glimrende forhold mellem russere og nordmænd«. Den sovjetiske kommando ydede stor hjælp til at få de kommunale værker i gang igen i de befriede byer, forsynede befolkningen med levnedsmidler og stillede læger til rådighed til udryddelse af epidemier. Da det blev vinter, blev de uskadte bygninger stillet til rådighed for dem, der stod uden tag over hovedet, mens de sovjetiske soldater blev indkvarteret i teltlejre. Det bevidner den norske justitsminister Terje Wold, som besøgte de befriede områder dengang. På kort tid genopbyggede sovjetiske pioner- og ingeniørtropper de ødelagte kajer i Kirkenes, Tårnet, Jakobsnes, Vadsø og Båtsfjord. I Kirkenes blev vandledningen repareret og telefonstationen genopbygget. Under minerydning af beboelseshuse, kajer og virksomheder uskadeliggjorde sovjetiske pionertropper over 15.000 miner. I marts 1945 bragte svenske aviser et interview med den norske biskop Arne Fjellbu, som vendte tilbage efter en rejse til de befriede områder i Nordnorge. Mange spørger, om russerne stiller hindringer i vejen for kirkens virksomhed, udtalte biskop Fjellbu. Hertil kan jeg svare, at russerne ikke blot var korrekte, men også elskværdige, og de hjalp os gerne. .. Da der et sted ikke var noget lokale, hvor jeg kunne holde min prædiken, stillede russerne et lokale til rådighed for mig. Sådan var det også de andre steder. Der blev også ydet hjælp til genopbygningen af den norske hær. Den sovjetiske kommando gav den 685 maskinpistoler, 40 maskingeværer og ammunition til dem, køretøjer, hestetransport, medicinsk udstyr osv. I Petsamo-Kirkenes-operationen havde de sovjetiske styrker et tab på 15.773 dræbte og sårede; heraf blev over 2.000 dræbt på norsk jord. Kong Håkon den 7. sagde i juni 1945, at det norske folk med begejstring havde fulgt den Røde Hærs heltemod og tapperhed og de kraftige angreb, den rettede mod tyskerne. Krigen blev vundet af den Røde Hær på østfronten. Det var denne sejr, som førte til den Røde Hærs befrielse af Nordnorge. Det norske folk modtog den Røde Hær som befrier. Da de sovjetiske styrker havde fuldført deres befrielsesmission, forlod de i september 1945 Nordnorges territorium. Russerne var de første, der kom til os, og er de første, der forlader os, skrev den norske avis Aftenposten. Nordmændene vil aldrig glemme, hvad russerne har gjort for dem og for den fælles sejr over fjenden. I de første dage af maj 1945 befriede sovjetiske styrker sammen med Østersøflåden Bornholm fra tyskerne. Politiken skrev dengang, at de russiske soldater havde efterladt det bedste indtryk. Deres disciplin var eksemplarisk. De kom som venner og bragte befrielsen med sig, og det ville danskerne aldrig glemme. The Manchester Guardian skriver d. 18. januar 1945:» Den store russiske offensiv, som startede den 12. januar, har allerede ændret krigens ansigt... Alene kampenes omfang tager vejret fra en - antallet af divisioner, frontens længde. Det er måske den største opvisning af militær magt nogen sinde... Man nærer ingen illusioner i Berlin. Pressen og militære talsmænd er enige om, at dette er afgørelsen, den sidste prøve.« I sommeren 1944 befriede sovjetiske styrker Hviderusland og Ukraine endeligt, og den 17. juli passerede de den polske grænse. Igennem 5 år havde det polske folk været udsat for grov fascistisk terror. Nazisterne havde sat sig det mål at udrydde den polske nation og at forvandle landet til en ruindynge. Hele Polen blev gjort til én stor koncentrationslejr med berygtede »dødsfabrikker« som Auschwitz, Maidanek og Treblinka. I årene under besættelsen havde nazisterne myrdet over 6 mio. polakker (22 % af hele landets befolkning), men det polske folk lod sig ikke kue og førte en tapper kamp mod besættelsestropperne. Den 26. juli 1944 offentliggjordes følgende erklæring fra den sovjetiske regering: »De sovjetiske styrker er rykket ind i Polen opfyldt af det ene ønske at nedkæmpe de fjendtlige tyske hære og hjælpe det polske folk med at befri sig fra de tyske erobreres åg og med at genopbygge et uafhængigt, stærkt og demokratisk Polen.« Befalingsmænd og hærens politiske organer, parti- og komsomolorganisalioner udførte på grundlag af dette dokument et omfattende politisk arbejde med at forklare sovjethærens internationalistiske mission i Polen. I byen Chelm i den befriede del af landet oprettede polske demokratiske kræfter den 21. juli Polens nationale befrielseskomité, landets demokratiske magtorgan. Den nye polske stat slog straks ind på en politik, som tog sigte på forbund med Sovjetunionen. Frem til efteråret 1944 befriede 1. hviderussiske og 1. ukrainske front hele den østlige del af Polen med en befolkning på 5,6 mio. mennesker. I 1. hviderussiske front indgik 1. polske armé, som var oprettet på sovjetisk territorium. I henved 9 måneder udkæmpede sovjethæren hårde kampe for at befri Polen. På polsk territorium blev der gennemført så store militæroperationer som Lvov-Sandomierz-operationen, Weichsel-Oder-operationen, Østpommern-operationen, Øvre-og Nedreschlesien-operationerne samt delvis Berlin-operationen, Østpreussen-operationen og Prag-operationen. I disse kampe deltog tropper fra 5 fronter, 29 blandede armeer, 5 tankarmeer og 6 luftarmeer på tilsammen over 2,2 mio. mand. Sovjethæren nedkæmpede i snævert samvirke med Wojsko Polskie (den polske hær) store fjendtlige styrker - armégrupperne A, Mitte, Nordukraine, Nord og Weichsel. Mere end 170 tyske divisioner blev sat ud af spillet, og ca. 100 af dem blev tilintetgjort. Takket være Sovjetunionen og dets hær fik Polen sine oprindelige vestlige områder tilbage. 600.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for Polens befrielse. 1.460 soldater og officerer fik tildelt titlen Sovjetunionens Helt for det heltemod og den tapperhed, de havde udvist i kampene på polsk jord, og flere hundrede tusinde blev udmærket med ordener og medaljer. Næsten 800 enheder og formeringer fik som æresbevisning navn efter de byer, de havde befriet. 36.000 sovjetiske soldaler og officerer blev af Polens folkeregering belønnet for deres heltemod med polske ordener og medaljer. Talrige breve fra don polske befolkning gav udtryk for taknemmelighed over for de sovjetiske befriere. I et budskab af 20. januar 1945 fra Krajowa Rada Narodowa (Lublin-komiteen) til den sovjetiske regering hed det: »Det polske folk vil aldrig glemme, at det fik sin frihed og mulighed for at genoprette sin statslige uafhængighed takket være sovjethærens strålende sejre og takket være de heltemodige sovjetiske soldaters i rigeligt mål udgydte blod. De glade dage, vort folk oplever nu over befrielsen fra det tyske åg, vil befæste det ubrydelige venskab mellem vore folk endnu stærkere.« Mange sovjetiske hærførere og soldater blev udnævnt til æresborgere i de befriede byer. Gader og skoler blev opkaldt efter dem. Polakkerne bevarer omhyggeligt mindet om deres befriere. Indbyggerne i landsbyen Herasimowicze i Bialy-stok-provinsen, hvor den sovjetiske underkorporal Grigorij Kunavin led heltedøden, da han med sin krop dækkede for en fjendtlig maskingeværredes skydeskår, besluttede på et fællesmøde: »Grigorij Kunavin kom til os fra det fjerne Ural som befrier. Fjendens kugler gennemborede hans hjerte. Men han banede vejen til sejren for sine lige så tapre kammerater i den Røde Hær. Han kæmpede for vores lykke, for at fjenden aldrig skulle træde over tærskelen til vort hus. Den russiske soldat Grigorij Kunavins navn hæver vi som det russiske og det polske folks broderskabs fane. Som et udtryk for vores taknemmelighed over for vores russiske bror og befrier beslutter landsbyen Herasimowiczes fællesmøde følgende: For evigt at optage den russiske soldat Grigorij Kunavins navn på listen over den polske landsby Herasimowiczes æresborgere. Indhugge hans navn i en marmorplade, som skal opsættes midt i landsbyen. Anmode om, at skolen, hvor vore børn går, bliver opkaldt efter Grigorij Kunavin. Lærerne skal hvert år starte den første time i 1. klasse med at fortælle om den heltemodige russiske soldat og hans kampfæller, hvis blod blev udgydt for polske børns ret til frihed og lykke. Børnene skal påhøre beretningen stående. Deres hjerte skal fyldes af stolthed over deres russiske bror. Deres forståelse af livet skal begynde med tanken om broderskabet mellem det polske og det russiske folk.« Grigorij Kunavin fik posthumt tildelt titlen Sovjetunionens Helt. Det sovjetisk-polske venskab, som opstod under krigen mod fascismen, blev befæstet med aftalen af 21. april 1945 om venskab, gensidig bistand og samarbejde efter krigen. Begge lande gav udtryk for, at de var fast besluttet på ved fælles kræfter at føre krigen til en sejrrig afslutning, efter krigen at træffe alle forholdsregler mod en gentagelse af aggressionen og ikke deltage i koalitioner, rettet mod en af parterne. Aftalen indebar også økonomisk og kulturelt samarbejde samt gensidig bistand til genopbygning af samfundsøkonomien. Aftalen befæstede forbundet og venskabet mellem de to slaviske folk. Den internationale reaktions planer om på ny at udnytte Polen i sin antisovjetiske politik strandede. Og endelig havde denne aftale stor betydning for den unge polske folkestats internationale prestige. Det kostede også sovjethæren hård kamp at befri Tjekkoslovakiet, hvis folk igennem næsten 7 år havde kæmpet mod de nazistiske okkupanter. I august 1944 brød den slovakiske folkeopstand ud. Sovjethæren hjalp oprørerne med våben, organiserede overførsel af sovjetiske partisangrupper til Slovakiet og gennemførte en operation i Østkarpaterne. Den 6. oktober erobrede sovjetiske styrker sammen med 1. tjekkoslovakiske armékorps Dukla-passet og rykkede ind i Tjekkoslovakiet. Under kampene om Dukla-passet opstod parolen »Med Sovjetunionen til evig tid! Med Sovjetunionen og aldrig anderledes!« Kampene for at befri Tjekkoslovakiet varede over 7 måneder. Der deltog over 2 mio. sovjetiske soldater. Sammen med dem kæmpede 2 rumænske armeer, et tjekkoslovakisk armékorps, og i Pragoperationen desuden polske styrker. På tjekkoslovakisk territorium blev der gennemført 5 store angrebsoperationer: Karpaterne-Dukla-operationen, Moravska-Ostrava-operationen, Bratislava-Brno-operationen, Wien-operationen og Prag-operationen. 122 fjendtlige divisioner blev nedkæmpet i disse 5 operationer. Den 5. maj indledtes Prag-opstanden mod de tyske besættelsestropper. Nazisterne søgte at slå opstanden ned og havde i sinde at tilintetgøre byen. På oprørernes anmodning blev store sovjetiske styrker sendt til hjælp. Den 9. maj blev Prag befriet. Det tjekkoslovakiske folk gav befrierne en begejstret modtagelse. I Prags centrum har man på en sokkel opstillet en sovjetisk T-34 tank som et symbol på det evige minde om de sovjetiske soldater. Denne tank, som blev kommanderet af sekondløjtnant I. G. Gontjarenko, var den første, der trængte ind i den belejrede by. Pilnndt de første var også V. Krjukovs lank fra 10. frivillige specialkorts. Krjukov mindes, at nazisterne i deres dødskamp klamrede sig til hver eneste gade, hvert eneste hus. Der foregik stadig heftige kampe i byen, men Prags indbyggere ignorerede faren og kom frem for at modtage de sovjetiske soldater. »Pludselig begyndte kugler at tromme mod panseret på min tank, og på pladsen foran eksploderede en granat,« skriver Krjukov. »I periskopet søgte jeg febrilsk efter den fjendtlige kanon, som lå skjult et eller andet sted i parkens grønt. Pludselig fik jeg øje på en lille pige, som med en stor buket syrener i hånden løb over pladsen hen mod vores tank. Hun havde ingen anelse om besætningens dødbringende duel med den fjentlige artilleribesætning. Hun løb af alle kræfter for at overrække sin buket til mændene i det truende køretøj med den røde stjerne på panseret. En lang maskingeværsalve afskar hende vejen som en ildstribe. Pigen forstod ikke faren og løb. I hendes ansigt så vi hele det taknemmelige Prag, hele Tjekkoslovakiet. Vores tank skød frem fra sit skjul, væltede en eller anden kiosk, for ud på pladsen og dækkede pigen med sin panserkrop. Kugler hamrede ind på metallet, og ved siden af eksploderede en granat. Om få sekunder ville den tyske kanonbesætning affyre et nyt skud, som måske ville blive skæbnesvangert for pigen og vores besætning. Solen var ved at gå op over Prag. Jeg så den fjendtlige kanon og nogle mørkegrønne skikkelser, som vimsede rundt omkring den, i sigtets kryds. .. Vi kom fjenden i forkøbet. På det sted, hvor den tyske kanon havde stået, lyste der et granathul. Jeg sprang ud af tanken og trak pigen op i vognen. Den kolde sved strømmede os ned ad panden under hjelmen, men det femte besætningsmedlem - den lille pige fra Prag - omfavnede os ømt, som om ingenting var sket, og rable ind i vore døve urer »Nazdar!« (Hej !). En tæt skare af Prags indbyggere omringede os. Pigen sad på min skulder med syrenbuketten i hånden, hun var denne sidste krigsmorgens helt. Og nu, når jeg ser på min medalje »For Prags befrielse«, kommer jeg til at tænke på den lille lyshårede Ilonka, som under tysk ild løber hen mod vognen med den røde stjerne, med en buket syrener i hånden.« I byen Kosice, som var blevet befriet af sovjethæren, oprettede tjekkernes og slovakkernes nationalfront en regering i begyndelsen af 1945, og den 5. april vedtoges her det historiske Kosice-program, som var udarbejdet af de tjekkoslovakiske kommunister. Dette program indebar en demokratisk udvikling i landet og styrkelse af venskabet med Sovjetunionen. Over 140.000 sovjetiske soldater faldt i kampene for Tjekkoslovakiets befrielse. Tjekkoslovakiets præsident, general Ludvik Svoboda, udtrykker det tjekkiske og det slovakiske folks taknemmelighed over for Sovjetunionen med følgende ord: »Det er frygteligt at tænke på, hvad der ville være sket med os, hvis ikke sovjethæren havde nedkæmpet de nazistiske tropper og bragt os frihed.« I foråret 1945 befriede sovjethæren den østlige del af Østrig og landets hovedstad, Wien. 32 tyske divisioner blev nedkæmpet på Østrigs territorium, og 130.000 tyske soldater og officerer blev taget til fange. Sovjetiske styrker befriede 36.551 km² Østrigsk jord med en befolkning på 4,5 mio. mennesker ud af landets samlede befolkning på 6.8 mio. Med Østrigs befrielse mistede Hitler Tyskland »Alpefæstningen«, det sidste strategiske område, som dækkede Tyskland fra syd. Med deres hurtige og modige indsats hindrede de sovjetiske styrker nazisterne i at ødelægge Wien, en af Europas smukkeste byer, ligesom de reddede mange tusinde wieneres liv. Mange værdifulde arkitektoniske bygningsværker, som nazisterne havde gjort klar til at sprænge i luften eller stukket i brand ved deres tilbagetrækning, bl.a. Stephansdom, rådhuset og en række andre historiske bygninger blev reddet af de sovjetiske styrker. Næsten 26.000 sovjetiske soldater faldt i kampen for det østrigske folks frihed. I april 1945 indledtes Berlin-operationen, 2. verdenskrigs mest storslåede operation. I den deltog 2,5 mio. sovjetiske soldater, som rådede over 41.600 kanoner og morterer, mere end 6.000 tanks og 7.500 fly. De hårde kampe om Berlin varede i 17 dage. De sovjetiske styrker nedkæmpede her 93 tyske divisioner, og næsten en halv million tyske soldater og officerer blev taget til fange. Efter nedkæmpelsen af de tyske tropper i Berlin kapitulerede Hitler-Tyskland den 8. maj. Hermed var det slut med fascismens herredømme også på tysk jord. Krigen sluttede der, hvorfra den var startet. Berlin-operationen kostede sovjethæren over 102.000 dræbte. De sovjetiske soldater identificerede ikke det tyske folk med de nazistiske umennesker. I en appel til soldaterne fra krigsrådet ved 1. hviderussiske front, som stod under marskal Zjukovs kommando, hed det: »Sådan er vor lov, at en soldat i den Røde Hær aldrig vil blive ligesom de fascistiske menneskeædere, aldrig vil miste sin værdighed som sovjetborger, men vil optræde på en sådan måde, så verden endnu tidligere hører det glædelige budskab om den Røde Hær som en befrielseshær, som det mægtige sovjetfolks hær, det folk, der har reddet verden fra det nazistiske slaveri.« De sovjetiske soldater gjorde deres pligt. Marskal Krylov, tidligere øverstkommanderende for 1. fjernøstlige fronts 5. Armé skrev:» Det samlede militærpolitiske resultat af de sovjetiske væbnede styrkers operationer i det Fjerne Østen var de japanske troppers totale nederlag og kapitulation i det nordøstlige Kina, Nordkorea, på Sahalin og Kurilerne. Historien havde ikke tidligere oplevet en militær sejr af så stort omfang, vundet på så kort tid.« Med Hitler-Tysklands nederlag og de europæiske landes befrielse sluttede krigshandlingerne i Europa. Men i Sydøstasien, i det Fjerne Østen og i Stillehavet rasede krigen endnu. Japanske tropper holdt Korea, Indokina, Indonesien, Malaya, en del af Kina samt Burma og Filippinerne besat. Og selv om USA og Storbritannien havde ført krig mod Japan i over 3 år, havde de ikke opnået afgørende militære resultater. Disse to landes regeringer og militære ledere erkendte i 1945, at hvis ikke Sovjetunionen indtrådte i krigen mod Japan, skulle de bruge en hær på omkring 7 mio. mand til en invasion på de japanske øer, og krigen mod Japan ville trække ud i yderligere 18 måneder efter afslutningen af krigshandlingerne mod Tyskland. Derfor søgte den amerikanske præsident og den britiske premierminister ihærdigt at opnå den sovjetiske regerings tilsagn om, at Sovjetunionen ville indtræde i krigen mod Japan. Dette tilsagn fik de allierede med Jalta-aftalen af 11. februar 1945. Og i overensstemmelse med den indledte Sovjetunionen den 9. august kamphandlinger mod Japan. I krigen mod Japan havde Sovjetunionen følgende mål: al eliminere krigsarnestedet i Øst og den konstante fare for et japansk angreb på sovjetisk Fjernøsten, at medvirke til at genoprette verdensfreden så hurligt som muligt og sammen med de allierede al fordrive de japanske erobrere fra de lande, de havde besat. Under hele krigen havde Japan haft store troppestyrker stationeret ved grænsen til Sovjetunionen. Det betød, at Sovjetunionen selv i de vanskeligste krigsår 1941-1943 var nødt til at have et stort antal divisioner slående i del Fjerne Østen, divisioner, der var hårdt brug for på den sovjetisk-tyske front. I sommeren 1945 havde Japan over l mio. tropper ved den sovjetiske grænse, 1.215 tanks, mere end 1.900 fly samt 6.640 kanoner og morterer. I nedkæmpelsen af denne hærgruppe deltog over 1,5 mio. sovjetiske soldaler, som rådede over 5.300 tanks og stormkanoner, 26.000 kanoner og morterer samt 5.200 fly. I forbindelse med kamphandlingernes start sendte den øverstkommanderende for de sovjetiske styrker i det Fjerne Østen, marskal Vasilevskij, et opråb til det kinesiske folk, hvor det blev understreget: »Den Røde Hær, det store sovjetiske folks hær, kommer forbundsfællen Kina og det kinesiske folk til hjælp! Den hæver også her i Østen sine kampfaner som Kinas, Manchuriets og Koreas folks befrier fra det japanske åg og slaveri.« På kort tid nedkæmpede sovjethæren den store japanske hærgruppe i Manchuriet og Korea, som udgjorde rygraden i den japanske landhær. Japan var tvunget til at kapitulere. Den 2. september underskrev den japanske regering på den ene side og repræsentanter for Sovjetunionen, USA og Storbritannien på den anden side erklæringen om Japans betingelsesløse kapitulation. Hermed var 2. verdenskrig slut. Sovjetiske styrker befriede hele det nordøstlige Kina, et areal på 1.312.000 km² med en befolkning på over 40 mio. mennesker, samt Nordkorea på 127.000 km² og en befolkning på over 12 mio. mennesker. Fra sovjetisk side blev der ydet befolkningen i de befriede områder af Kina og den kinesiske folkebefrielseshær stor materiel hjælp. Folkebefrielseshæren fik overladt alle de våben, de sovjetiske styrker havde erobret fra de japanske tropper i Manchuriet. Desuden blev der leveret betydelige mængder levnedsmidler og ydet hjælp til istandsættelse af jernbaner, havne osv. Den midlertidige tilstedeværelse af sovjetiske styrker i Manchuriet bidrog til at styrke de revolutionære kræfters position og til folkerevolutionens sejr. Det koreanske folk har i talrige breve, henvendelser og udtalelser givet udtryk for dets taknemmelighed over for dets befriere. På et møde på stationen Ungok sagde den koreanske arbejder Yomg Yong Kir: »Glædens dag er kommet for det koreanske folk. Vi vil aldrig glemme den Røde Hærs bedrifter. Vi har kun ét ønske - at leve og arbejde skulder ved skulder med det store russiske folk.« Den betydning, de sovjetiske væbnede styrkers befrielsesmission har haft for Korea, er klart udtrykt i følgende udtalelse af Nordkoreas præsident, marskal Kim Il Sung: »Kun hæren fra den første stat i verden, hvor socialismen havde sejret, kunne bringe frihed og uafhængighed, som det koreanske folk havde ventet. Den dag, da Korea blev befriet af sovjethæren - den 15. august 1945 - betød et afgørende vendepunkt i Koreas historie. Sovjethæren befriede ikke blot Korea, den forsvarede også det koreanske folks interesser, så befrielsens frugter virkelig blev dets eje.« Den historiske betydning af Sovjetunionens og dets væbnede styrkers befrielsesmission er ikke begrænset blot til de lande, de har befriet. Sovjetunionens sejre ændrede hele den internationale situation. De skabte gunstige betingelser for at befri alle de besatte lande i Europa og Asien fra fascisterne og inspirerede de undertrykte folk i Asien, Afrika og Latinamerika til at forstærke befrielseskampen mod kolonisatorerne. Efter 2. verdenskrigs afslutning gav amerikanske og engelske politiske og militære ledere udtryk for deres anerkendelse af den store rolle, Sovjetunionens væbnede styrker havde spillet i krigen mod Japan med nedkæmpelsen af Kwantung-hæren. F.eks. udtalte den øverstkommanderende for USA's luftvåben i Kina, general C. Chennault, i august 1945: »Sovjetunionens indtræden i krigen mod Japan var den afgørende faktor, som fremskyndede afslutningen på krigen i Stillehavet... Det hurtige angreb, som sovjethæren rettede mod Japan, fuldførte omringningen, der førte til, at Japan blev tvunget i knæ«. Imidlertid gik der blot nogle få år, før regeringskredse i vestmagterne indledte forsøg på at nedvurdere Sovjetunionens rolle i nedkæmpelsen af Japan. Det kom særlig klart til udtryk i det udkast til en fredsaftale med Japan, som det amerikanske udenrigsministerium udarbejdede i 1951. I en note af 10. juli 1951 til USA's ledelse protesterede den sovjetiske regering mod dette dokuments påstand om, at Sovjetunionen kun skulle have deltaget i krigen mod Japan i 6 dage. Det hed i noten: »For det første indtrådte Sovjetunionen i krigen mod Japan nøjagtigt på det tidspunkt, der var blevet aftalt på Jalta-konferencen, uden nogen som helst forsinkelse. For det andet udkæmpede sovjethæren blodige kampe mod de japanske tropper ikke i 6 dage, men i en måned, da Kwantung-hæren længe fortsatte med at yde modstand til trods for kejserens kapitulationsdeklaration. For det tredje nedkæmpede sovjethæren i Manchuriet 22 japanske divisioner - den japanske Kwantung-hærs hovedstyrker - og tog omkring 600.000 japanske soldater og officerer til fange. For det fjerde gik Japan først med til kapitulation efter de sovjetiske styrkers første afgørende angreb på Kwantung-hæren. Og for det femte havde Sovjetunionen allerede før dets indtræden i krigen mod Japan, i årene 1941-1945 stationeret op til 40 divisioner ved grænsen til Manchuriet og fastholdt hele Kwantung-hæren, hvorved det lettede Kinas og USA's operationer i krigen mod de japanske militarister. Med sin beslutsomme indsats reddede Sovjetunionen livet for hundreder tusinder af soldater i de allieredes hære. Krigens afslutning før de tidsfrister, de allierede havde fastsat, hindrede også do japanske erobreres fortsatte udryddelse af folkene i Øst- og Sydøstasien. Disses tab i krigen var i forvejen meget store. Kina havde således mistet 10 mio. mennesker, Indonesien over 2 mio. og Filippinerne mere end 1,1 mio. mennesker. Alene af sult døde der i Vietnam over 2 mio. mennesker under den japanske besættelse, i Indien mere end 3,5 mio. Den japanske aggressors nederlag skabte nye betingelser for det japanske folks kamp for nye tilstande i landet. Avisen Avgi (Grækenland), skriver d. 23. februar 1963:»Europas folk... har ikke glemt og vil aldrig glemme, at sovjethærens heltemodige soldater uden at spare deres liv ydede et afgørende bidrag til kampen for at give det nazistisk besatte Europa retten til frihed og menneskeværdighed tilbage.« Den sovjetiske soldat besejrede fascismen og bragte millioner af mennesker den længe ventede fred og mulighed for at vende tilbage til deres fredelige, kreative arbejde, han fremstod for menneskeheden som sit folks og sit socialistiske fædrelands trofaste søn og forsvarer, som en flammende patriot og en pålidelig ven af de arbejdende i alle lande, som befrier. Under krigen kom den socialistiske humanismes karakter rigtig til udtryk. Dens mål er at skabe en retfærdig tilværelse på jorden, at opbygge en verden, hvor der hverken findes krige, slaveri, vold eller nøgles herredømme over andre. Krigen viste klart, at der kun er én vej til at beskytte menneskehedens interesser og verdenscivilisationens værdier, nemlig uforsonlig kamp mod krig og aggressorer. Kampen mod fascismen for folkenes befrielse var helt igennem en humanitær kamp, en kamp for menneskeværdigheden. Og den sovjetiske forfatterinde Vera Inber har ret, når hun skriver: »At befri verden og vor planet fra pest - det er humanisme! Og det er os, der er humanister.« »Vi sovjetiske forfattere mener ud fra vor kommunistiske overbevisning, at hvis en morder, en røver har løftet hånden mod sit offer, så er den ikke humanist, som blot nøjes med at have ondt af det stakkels offer og sørge over, at der eksisterer en morder på jorden,« skrev Mihail Sjolohov. »Humanist er den, som hjælper med at trække morderens hånd bort fra offeret og uskadeliggøre hans onde vilje.« Det var netop sådan, de sovjetiske soldaler op trådte under krigen. De ofrede deres liv for at redde civilbefolkningen, materielle værdier og kulturskatte. Det er der mange eksempler på. Under kampene for at befri Polen reddede de sovjetiske soldater det schlesiske industriområde og Polens gamle hovedstad, Krakow, med dens enestående gamle bygningsværker fra at blive ødelagt af nazisterne. »Man siger, at soldaten i løbet af en langvarig krig vænner sig til synet af ødelæggelser. Men hvor meget han end vænner sig til dem, så kan han ikke affinde sig med ruinerne. Og det var en enorm glæde for os, at det lykkedes os at befri en by som Krakow intakt,« skriver marskal Konev i sine erindringer. Under befrielsen af Beograd søgte den sovjetiske kommando at bevare byens arkitektoniske værdier og gav derfor ordre til, at kamphandlingerne hovedsagelig skulle føres med håndvåben. Tidsskriftet Jugoslavien-Sovjetunionen skrev: »Brændte russiske tanks i Beograds gader vidner om kampvognssoldaternes heltemod; de sparede ikke deres liv for at befri Beograd med mindst mulige ødelæggelser. De russiske helte udgød også deres blod, for at så få kvinder og børn som muligt blev dræbt under kampen for at befri byen. Alle Beograds indbyggere forstod dette og takkede deres befriere.« De 7 sovjetiske ingeniørbataljoner, der fik til opgave at minerydde byen, reddede 845 objekter, heraf 85 administrationsbygninger, fra at blive ødelagt. Nazisternes plan om at forvandle Beograd til en ruindynge blev forpurret. Den ungarske historiker S. Toth fortæller i sine erindringer om de sovjetiske soldaters egenskaber: »I de vanskelige dage i begyndelsen af 1945 hjalp en seniorsergent ved navn Pavel fra Rostov ved Don mig med at finde min forlovede, som var blevet borte for mig under krigen. I snart 20 år har jeg nu levet sammen med det menneske, jeg holder af. I løbet af disse år har jeg lært mange fortræffelige sovjetmennesker at kende. Men seniorsergent Pavel vil for mig altid stå som personificeringen af det sovjetiske folks fortræffelige egenskaber. Under min indsamling af materiale om de sovjetiske soldater besøgte jeg de steder, hvor de afgørende kampe havde fundet sted under befrielsen af Ungarn. I samtaler med folk hørte jeg ikke så få historier mage til min egen. Jeg har været så heldig at lære mange af de sovjetiske befalingsmænd og hærførere, som deltog i befrielsen af Ungarn, at kende personligt. . . Dengang fik jeg også meget at vide om mennesker, som jeg til min store beklagelse aldrig mere vil få at se. Det er de soldater, som faldt under befrielsen af mit land. Under tyske tanks' modangreb sydvest for Budapest den 8. januar 1945 blev befalingshavende for en antitankdeling, sekondløjtnant Sergej Jermolajev, hårdt såret. Med et granatbundt i hånden kastede han sig ind under en tysk tank og sprængte den i luften.Denne episode rystede mig i min sjæls inderste. Hvor meget mon Jermolajev egentlig vidste om Ungarn, tænkte jeg. Hvorfor gav en sovjetisk ung mand sit liv for et andet folks frihed 4 måneder før sejrsdagen ? Hvad gav ham styrke til at udføre sin heltedåd ? Han udførte den på fremmed jord og gav sit liv for et andet folks lykke. Da jeg lærte Pavel fra Rostov at kende, forstod jeg for første gang, hvad sand humanisme er, mens jeg i sekondløjtnant Jermolajevs dåd så sand internationalisme.« Blindt had og sanseløs vrede lå de sovjetiske soldater fjernt, og ved stormen på Berlin udviste de enestående menneskelighed. Et par eksempler herpå. Soldaterne i en sovjetisk stormgruppe bad artilleristerne og kampvognssoldaterne, som støttede dem, om ikke at ødelægge et beboelseshus, hvor tyske soldater havde skjult sig, da der befandt sig kvinder og børn i husets nederste etager og kældre. Under kraftig fjendtlig beskydning og med fare for sit liv reddede soldaten Nikolaj Masalov en tysk pige, som sad og hulkede ved sin mors lig. Den unge Nastja Olehova fra signaltjenesten hørte barnegråd fra et brændende hus, styrtede ind i bygningen, trak barnet væk fra flammerne og kastede det fra et vindue på 1. sal ned i et regnslag, som Tosja Grigorjeva og Tamara Rzjenovskaja holdt ud som springlagen. Olehova vendte tilbage til det brændende hus efter endnu et barn og forsøgte at bringe det ud, men hun var ved at blive kvalt af røg og faldt om. Med fare for sit liv reddede seniorsergent Maltsev dem begge. Sovjetunionen og de sovjetiske soldater ydede også befolkningen i de befriede lande materiel hjælp. I Polens østlige områder var der stor mangel på levnedsmidler, og den sovjetiske regering gav vederlagsfrit polakkerne 25.000 ton mel, 50 ton ris, 40.000 dåser kondenseret mælk og andre fødevarer. Sovjetiske læger ydede civilbefolkningen lægehjælp. Straks efter Warszawas befrielse traf den sovjetiske kommando foranstaltninger til at redde de uskadte bygninger og til at få iværksat bespisning af byens befolkning. Bl.a. blev der uddelt 60.000 ton brød fra sovjethærens lagre. Alerede i månederne februar-april 1945 tildelte den sovjetiske regering polakkerne 8.000 ton kød, 1.000 ton fedtstoffer, 6.000 ton salt, 45.000 ton kul, 280.000 ton olie, 3.000 ton petroleum, 2.000 biler og store mængder medikamenter. De polske bønder modtog flere tusinde stykker hornkvæg og får. Den polske regering udtrykte sin taknemmelighed for denne hjælp. I et brev af 6. februar 1945 til den sovjetiske regering skrev den, at takket være Sovjetunionens hjælp var Warszawas befolkning sikret levnedsmidler lige til den nye høst, og over l mio. mennesker i de områder af Polen, hvor tyskerne havde anrettet de største ødelæggelser, var reddet fra at sulte. Det polske folk ville aldrig glemme, at det i den vanskeligste og tungeste periode af sin historie havde fået broderlig hjælp fra sovjetfolkene, ikke blot i form af soldater og våben, men også i form af brød. I efteråret 1944 blev der uddelt 50.000 ton korn fra de sovjetiske styrkers lagre til indbyggerne i de befriede områder i Jugoslavien. I marts 1945 sendte den sovjetiske regering 15.000 ton brød, 1.000 ton fedtstoffer og 2.000 ton sukker til Ungarns sultende befolkning. 45.000 ton korn, 4.000 ton kødprodukter, 1.000 ton fedtstoffer og 2.700 ton sukker blev overdraget til det befriede Wien. Prags befolkning modtog 8.800 ton korn og andre levnedsmidler. Denne hjælp blev ydet på et tidspunkt, da den sovjetiske befolkning selv led under alvorlig fødevaremangel. Den sovjetiske hjælp til Tysklands befolkning fortjener særlig omtale. Den sovjetiske kommando traf foranstaltninger til at lette den tyske civilbefolknings yderst alvorlige situation. Børn, kvinder, gamle og invalider blev forsynet med løj og fodtøj. Befolkningen modtog malkekvæg og andet kvæg, hvilket var med til at løse problemet med bespisning at flygtningene. Bønderne fik udleveret såsæd. Berlinernes situation var særlig alvorlig. Byens fødevareforsyning var helt gået i stå. Før de sovjetiske styrker rykkede ind i Berlin, havde nazisterne sprængt alle resterende fødevarelagre i luften. El- og vandforsyningen var afbrudt, og byens kommunikationslinier, hospitaler og klinikker var ødelagt. Befolkningen sultede, og infektionssygdomme bredte sig. De sovjetiske styrker fik hurtigt organiseret bespisning af Berlins befolkning med levnedsmidler fra hærens lagre, de afmonterede miner i byens bygninger, begravede ligene og søgte at få byens kommunale værker i gang igen. D. l maj 1945 vedtog frontens krigsråd en række bestemmelser med henblik på at normalisere livet i Berlin, bl.a.: d. 11. maj: forordning om fødevareforsyning til Berlins tyske befolkning; d.12. maj: forordning om sikring af de kommunale værkers normale funktion i Berlin; d. 31. maj: forordning om forsyning af mælk til de berlinske børn. Der blev også vedtaget andre bestemmelser til normalisering af forsyningen af fødevarer og andre daglige fornødenheder, først og fremmest for den arbejdende befolkning, som var beskæftiget med genopbygningsarbejde. Med den sovjetiske kommandos hjælp havde man i juni stort set fået de kommunale værker i gang igen. Der var genåbnet 96 hospitaler, 246 apoteker og 146 ambulatorier, og 580 skoler med tilsammen 233.000 elever var genåbnet. Ligeledes blev der åbnet 86 børnehjem og 210 biblioteker. Marskal Zjukov beretter i sine erindringer: »Udenfor en butik, hvor tyske borgere allerede fik brød, når de afleverede russiske mærker, stod Mikojan ud, af bilen og gav sig i snak med nogle kvinder, der stod i kø og så temmelig elendige ud. »Hvordan går det, efter at sovjettropperne har taget Berlin?« spurgte Mikojan. »De kan tale ganske frit. Det er marskal Zjukov, han lægger mærke til, hvad De siger til ham, og han vil gøre alt, hvad han kan, for Dem.« »Det er kammerat Mikojan« sagde jeg, »som repræsenterer formanden for Folkekommissariatet. Han er kommet på regeringens vegne for at se, hvordan De lever, hvad De har brug for, og for at hjælpe berlinerne efter bedste evne.« Da tolken havde oversat vore ord, omringede kvinderne os og snakkede alle sammen i munden på hinanden. »Det havde vi sandelig ikke troet. En så stor russisk mand står her i køen og spørger os om, hvad vi simple folk har brug for. Man har altid fremstillet russerne som bussemænd for os.. .« Indtil 1. september 1945 havde den tyske befolkning modtaget over 72.000 ton mel, 11.000 ton gryn, 9.500 ton kød, 1.300 ton kaffe og andre fødevarer. Det sikrede regelmæssig fødevareforsyning til indbyggerne i Berlin og de øvrige tyske byer, som sovjethæren havde befriet. »Millioner af tyskere kan takke sovjetregeringens og sovjethærens storstilede foranstaltninger for, at de ikke gik til grunde efter kamphandlingernes ophør,« skriver Walter Ulbricht. »Mange berlinere mindes med taknemmelighed rødarmisterne, som uddelte brød og suppe til befolkningen, mens kampene mod den tyske hær endnu varede ved. Med levnedsmidler fra de sovjetiske lagre klarede man de første, allersværeste uger i storbyer som Berlin og Dresden.« I juli 1945 indledtes der en sammenslutning af Berlins demokratiske kræfter, og den 8. august oprettedes »Kulturbund zur demokratischen Erneuerung Deutschlands«, hvis præsident var forfatteren Johannes Becher. I arbejdet med at genoplive tysk kultur, kunst og videnskab deltog aktivt mange videnskabsmænd, komponister, forfattere, teater- og filmfolk, billedhuggere og malere. Berlins indbyggere gav udtryk for deres taknemmelighed for sovjethærens venskabelige hjælp og støtte. »Igennem flere år har vi med gru set på ruinerne af vores by og i tavshed ventet på, hvornår det blev vores tur til at blive begravet under dem,« sagde den berlinske håndværker Saacke i maj 1945. »Nu tror jeg på, at vi vil leve videre. . . Men hvis jeg skal være ærlig, så ventede vi med angst på de sovjetiske troppers komme, da vi jo troede på Goebbels' opdigtede »rædsler«, men samtidig sagde vi: »Det kan ikke blive værre.« Nu ser vi, at man hele tiden har løjet for os om Sovjetunionen. Det er vi blevet overbevist om nu, hvor den Røde Hær allerede befinder sig i Berlin.. .« Det sovjetiske folk og sovjethæren spillede under 2. verdenskrig ikke blot den afgørende rolle i folkenes befrielse fra det fascistiske åg, men hjalp også mange af dem med at befæste den vundne frihed og slå ind på en demokratisk udviklings vej. Ved at nedkæmpe den tyske fascismes og den japanske militarismes hovedstyrker og med udførelsen af sin befrielsesmission bidrog sovjethæren i afgørende grad til de folkedemokratiske revolutioners sejr i en række lande i Europa og Asien. Det folkedemokratiske system opstod som følge af den indre udvikling i disse lande under de gunstige ydre betingelser, som blev skabt med sovjethærens og de andre antifascistiske kræfters sejre over verdensimperialismens mest aggressive styrker. I en række lande i Central- og Sydøsteuropa og i Asien var forudsætningerne for revolutionen skabt af hele deres økonomiske, sociale og politiske udvikling - af det kapitalistiske systems krise, der havde ført verden ud i krig og ulykker; af den politiske fallit for de borgerlige kredse og godsejerkredsene, der havde samarbejdet med okkupanterne; af væksten i arbejderklassen og dens avantgarde - de marxistisk-leninistiske partier, der havde ledet folkenes antifascistiske nationale befrielseskamp. Disse betingelser for revolutionen var modnet i det kapitalistiske samfund som resultat af dets uløselige modsætninger. »Revolutioner laves ikke på bestilling,« skriver Lenin, »de berammes ikke til et eller andet tidspunkt, men modner under den historiske udviklingsproces og bryder ud på et tidspunkt, som er betinget af en hel række indre og ydre årsager.« De arbejdende masser i de lande, sovjethæren befriede, havde kæmpet en tapper kamp mod fascismen og tilføjet den en del hårde slag. Men ikke et eneste af de tysk besatte eller afhængige lande havde tilstrækkelige kræfter til at knuse Hitler-Tysklands krigsmaskine og tilkæmpe sig national befrielse, og uden den ville det have været umuligt at gå i gang med at løse den sociale befrielses opgaver. Denne opgave blev løst vod fælles kræfter af Sovjetunionen og de folkeslag, der kæmpede mod fascismen. Sovjetunionen var her den part, der spillede den afgørende rolle. De ydre betingelser for de folkedemokratiske revolutioners sejr blev skabt med sovjethærens befrielse af landene i Central- og Sydøsteuropa og Asien fra fascismen og med Hitler-Tysklands og Japans nederlag. Sovjethæren udførte, som Klement Gottwald (Klement Gottwald (1896-1953) var fremtrædende leder i Tjekkoslovakiets og den internationale kommunistiske bevægelse; generalsekretær for Tjekkoslovakiets kommunistiske parti i årene 1929-1945, dets formand fra 1945; Tjekkoslovakiets præsident fra 1948.) billedligt udtrykte det, »det tungeste arbejde - nedkæmpelsen af okkupanterne«. Den knuste ligeledes hele besættelsesmagtens voldsapparat samt de fascistiske og profascistiske kræfter, der samarbejdede med tyskerne i disse lande. Alt dette medførte grundlæggende ændringer i den internationale situation, det svækkede den indre og den ydre reaktion og skabte gunstige betingelser, så folkemasserne i en række lande blev i stand til at overtage magten. »For landene i Central- og Sydøsteuropa betød sovjethærens sejr over de nazistiske erobrere ikke blot deres befrielse fra det fascistiske tyske åg, men også fra det imperialistiske åg«, skrev Gheorghe Gheorghiu-Dej (Gheorghe Gheorghiu-Dej (1901-1965), generalsekretær for Rumæniens kommunistiske parti i årene 1945-1954, partiets førstesekretær fra 1955, Rumæniens ministerpræsident 1952 1955, formand for Rumæniens Statsråd fra 1961.) Derfor betragter den arbejdende befolkning i Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Ungarn og Albanien med rette Sovjetunionens befrielse af deres lande som den afgørende faktor for opståelsen og udviklingen af deres folkedemokratiske system. Samtidig viser kendsgerningerne, at i de lande, hvor der ikke eksisterede de nødvendige indre betingelser for en revolution, og i hvis befrielse sovjethæren deltog (Danmark, Norge, Finland, Østrig), opstod der ikke noget folkedemokratisk system. I lande som Albanien og Nordvietnam, hvor der slet ikke havde været sovjetiske styrker, samt i Jugoslavien og Kina, hvor de kun havde ført kamphandlinger i en del af landet og kort tid efter blev trukket tilbage, sejrede den folkedemokratiske revolution, fordi de indre betingelser var til stede. I en situation, hvor de imperialistiske magters regeringskredse og den indre reaktion i de lande, der var befriet fra fascismen, med alle midler søgte at hindre folkerevolutionens sejr, var det af stor betydning, at Sovjetunionen kæmpede for at beskytte de befriede folk mod eksport af imperialistisk kontrarevolution. De antifascistiske folkeopstande var starten til de folkedemokratiske revolutioner, hvis heldige udvikling lovmæssigt ville føre til, at de udenlandske monopolers herredømme og udbyttersystemet blev styrtet. Det foruroligede den indre og den internationale reaktion, som sluttede sig sammen i kampen mod de befriede landes demokratiske kræfter. USA's og Englands imperialister støttede på alle måder de ultrareaktionære kræfter i disse lande, herunder de profascistiske elementer, som havde samarbejdet med nazisterne, tilskyndede dem til aktioner mod de demokratiske kræfter og støttede deres forsøg på at gennemføre kontrarevolutionære omvæltninger (i Rumænien, Bulgarien og andre lande), på at starte en borgerkrig og på at foretage sabotage- og terrorhandlinger. Det udgjorde en reel trussel mod folkenes frihed, uafhængighed og demokratiske landvindinger i de lande, der var befriet fra fascismen. Sovjetunionen havde lige fra krigens start erklæret det som sit mål at befri de besatte lande, og i overensstemmelse hermed var det indstillet, på at anvende alle de politiske, økonomiske og militære midler, der stod til dets rådighed, for at give folkene i de befriede lande ret til selv at vælge deres styreform og for at hindre de imperialistiske kræfters indblanding i disse staters indre anliggender med det formål at kvæle folkerevolutionen. Sovjetunionens udenrigspolitik, de sovjetiske væbnede styrkers militærkunst og deres hastige fremrykning hindrede realisering af Churchills og hans amerikanske protektorers »Balkan-strategi«. Denne strategi gik ud på, at man ved at landsætte allierede tropper på Balkan og lade dem rykke ind i landene i Centraleuropa skulle hindre de sovjetiske styrkers indrykning i disse lande og ved hjælp af en allieret besættelse opretholde det reaktionære borgerlige styre her. Sovjetunionens faste holdning i spørgsmålet om stedet for åbningen af den anden front var årsag til, at det ikke lykkedes Churchill at få godkendt planen om invasion på Balkan. Også de reaktionære kræfters planer i Rumænien, Bulgarien og Ungarn om separatfred med USA og England og om engelske og amerikanske troppers besættelse af disse lande blev forpurret. Sovjethærens indrykning i Rumænien, nedkæmpelsen af de tyske og rumænske tropper i Iasi-Kisjinjov-operationen, de sovjetiske enheders hastige fremrykning og deres indtog i Bukarest forpurrede også den rumænske og den engelsk-amerikanske reaktions planer om at landsætte faldskærmstropper i området omkring den rumænske hovedstad og besætte den, før de sovjetiske styrker nåede frem. Sovjetiske enheders indrykning i Bulgarien hindrede, at dette land blev besat af engelske tropper. På anmodning fra den bulgarske Fædrelandsfronts regering pålagde den sovjetiske overkommando den 37. armé at dække landets grænse mod syd og sydøst. Ved udarbejdelsen af våbenhvileaftalen med Bulgarien modsatte Sovjetunionen sig på det bestemteste de allieredes forslag om engelske og amerikanske troppers deltagelse i besættelsen af Bulgarien. Den omstændighed, at sovjetiske og jugoslaviske styrker ved fælles kræfter befriede Beograd, havde stor betydning for styrkelsen af folkemagten i Jugoslavien. Det forpurrede reaktionens planer om den reaktionære kongelige eksilregerings tilbagevenden til hovedstaden. De sovjetiske styrker, som midlertidigt befandt sig i en række af de lande, den Røde Hær havde befriet, og de sovjetiske repræsentanter i de allierede kontrolkommissioner ydede stor hjælp fil de demokratiske kræfter. De sovjetiske styrkers tilstedeværelse hæmmede den indre reaktions handlinger, de hindrede den i at starte en borgerkrig og de imperialistiske stater i at gribe til militær intervention. Sovjetunionen ydede afgørende støtte til Rumæniens demokratiske kræfter i nedkæmpelsen af den rumænske reaktions sammensværgelse under ledelse af general Radescu, som forsøgte at gennemføre et statskup med det formål at etablere et profascistisk militærdiktatur. Da gendarmeri og tropper den 24. februar 1945 på hans ordre åbnede ild mod deltagerne i en folkedemonstration i Bukarest, hvor der deltog over 800.000 mennesker, krævede de sovjetiske repræsentanter i den allierede kontrolkommission, at ilden mod demonstranterne øjeblikkelig blev indstillet. Beskydningen af demonstrationen fremkaldte harmdirrende protest i den rumænske befolkning. En omfattende protestbølge gik hen over hele landet. N. Radescu var nødt til at gå af som premierminister, og af frygt for at komme til at stå til ansvar for sine ugerninger søgte han tilflugt i den engelsk-amerikanske mission, hvorfra han senere blev bragt til USA. Den 6. marts 1945 blev der i Bukarest under det kommunistiske partis ledelse arrangeret en demonstration, hvori der deltog over 800.000 mennesker. Den gjorde det af med reaktionens sammensværgelse og fejede dens engelsk-amerikanske marionetter bort, og den tvang kongen til at udnævne en ny, folkedemokratisk regering under ledelse af Petre Groza. Den sovjetiske avis Pravda skrev i forbindelse med begivenhederne i Rumænien:» Fjernelsen af Radescus profascistiske regime stemmer helt overens med Jalta-konferencens beslutninger om at likvidere alle levn af det fascistiske styre og om ved folkets kræfter at skabe et demokratisk styre i de lande, hvor de tyske fascister havde hersket.« Som allerede nævnt blandede Sovjetunionen sig ikke i de befriede landes indre anliggender, og de forholdsregler, det traf, var kun svar på handlinger fra den indre og den internationale reaktions side, som forsøgte at påtvinge disse lande reaktionære, folkefjendske regimer mod deres folks vilje. Det måtte man også indrømme i Vesten. F.eks. bemærkede det engelske blad Tribune vedrørende begivenhederne i Rumænien, at russerne ikke havde blandet sig i landets indre anliggender, før de engelske og de amerikanske repræsentanter i den allierede kontrolkommission begyndte at blande sig og støtte de borgerlige partiers aktioner mod venstrekræfterne. Den sovjetiske marskal Sergej Birjuzov skriver i sine erindringer: »Vi tillod os ikke at blande os i Bulgariens indre anliggender, for slet ikke at tale om at øve nogen form for pres på dets regering. Men når reaktionen blev mere og mere fræk, og dens fjendtlige handlinger stod i skærende kontrast til våbenhvileaftalerne, var det vor pligt ufortøvet at yde Bulgariens arbejdende befolkning hjælp på alle måder.« Sovjetunionen ydede en uvurderlig politisk støtte til de befriede landes demokratiske kræfter. Det støttede konsekvent de demokratiske kræfter i beskyttelsen af deres landes suverænitet og uafhængighed og i løsningen af spørgsmål vedrørende en fredsordning efter krigen. Sovjetunionen var det første land, der anerkendte Polens nationale befrielseskomité, der havde ledet det polske folks kamp mod de nazistiske okkupanter, som landets lovlige regering. Sovjetunionen hindrede USA's og Englands forsøg på at påtvinge Polens arbejdende befolkning den folkefjendske eksilregering. Sovjetunionens principielle holdning, som var i overensstemmelse med folkemassernes interesser i landene i Central- og Sydøsteuropa, og dets ihærdige diplomatiske aktivitet, som byggede på Sovjetunionens store internationale autoritet og støtte fra disse landes arbejdende befolkning, tvang USA og England til at anerkende de folkedemokratiske regeringer. Sovjetunionen spillede også en afgørende rolle ved udarbejdelsen af retfærdige fredsaftaler med Rumænien, Bulgarien, Ungarn og Finland, i løsningen af spørgsmålet om retfærdige grænser for folkerepublikken Polen og støttede folkerepublikken Jugoslaviens krav med hensyn til Istrien og Trieste. Det beskyttede Bulgariens territoriale integritet mod overgreb fra Grækenlands reaktionære kredse, som blev støttet af engelske og amerikanske regeringskredse. Den sovjetiske regering afviste de af vestmagterne foreslåede planer om en sønderdeling af Tyskland og opnåede, at der på Potsdam-konferencen blev truffet en vigtig beslutning om Tysklands afmilitarisering og afnazificering. Sovjetunionens økonomiske hjælp havde umådelig betydning for styrkelsen af det folkedemokratiske system i staterne i Central- og Sydøsteuropa. Disse stater, som under krigen var blevet hærget og udplyndret af de nazistiske okkupanter, var på randen af en økonomisk katastrofe. Det udnyttede imperialismens reaktionære kræfter i et forsøg på at påtvinge dem deres vilje. Allerede under krigen begyndte amerikanerne at udarbejde en strategi for deres økonomiske ekspansion. I deres forsøg på at tvinge do befriede lande i Central- og Sydøsteuropa til at opgive den demokratiske udviklingsvej greb vestmagternes regeringskredse til økonomisk blokade mod disse lande. I den vanskelige situation efter krigen ydede Sovjetunionen, der selv havde store økonomiske vanskeligheder, broderlig økonomisk hjælp til de befriede folk og reddede dem fra økonomisk ruin og sult. Uden Sovjetunionens hjælp, uden dets erfaringer ville det have været umuligt at opbygge socialismen i de folkedemokratiske lande, skrev Gheorghe Gheorghiu-Dej i 1951. Sovjetunionens opfyldelse af sin befrielsesmission og dets alsidige hjælp til de demokratiske kræfter spillede således en umådelig stor rolle i befrielsen af landene i Central- og Sydøsteuropa fra det fascistiske åg, for tilvejebringelse af gunstige ydre betingelser for den folkedemokratiske revolutions sejr og dens befæstelse. Befolkningen i en række lande i Europa og Asien afviste kapitalismen og valgte socialismen. Med folkerevolutionens sejr i disse lande blev socialismen forvandlet til et verdenssystem. I 1945 sluttede 2. verdenskrig, den største, den blodigste og mest forbitrede' krig i menneskehedens historie. Og den sluttede ikke, sådan som Hitlers generaler havde planlagt. Det Tredje Rige, som gjorde krav på verdensherredømmet, var knust, og der var sat en stopper for dets barbariske planer. Alt dette er allerede historie. Og meget er glemt. Men der er begivenheder, som altid vil blive husket, og som intet er i stand til at slette af vor hukommelse. Folk har ikke glemt de hårde krigsår. De husker dem, fordi det for mange folkeslag dengang var et spørgsmål om at være eller ikke være. Folkene forsvarede deres ret til livet og friheden i hård kamp mod fascismen. Verden kom til at se anderledes ud efter krigen. Med det socialistiske verdenssystems tilblivelse og det imperialistiske kolonisystems sammenbrud er der opstået et nyt styrkeforhold på den internationale arena. Men reaktionære kredse i Vesten ønsker ikke at affinde sig med, at socialismens position er blevet styrket, og søger at dreje tidens hjul tilbage. Under et røgslør af opdigtede påstande om en sovjetisk militær trussel gør de alt for at aktivisere de aggressive blokke, de skærper kaprustningen, forstærker den undergravende ideologiske aktivitet mod verdenssocialismen og søger at indpode antisovjetismens og antikommunismens gift i folkenes bevidsthed og at forberede dem psykologisk på en krig mod Sovjetunionen og hele den socialistiske lejr. Myten om russernes aggressivitet opstod for mange år siden og søges ihærdigt holdt i live. Allerede i marts 1946 fremsatte Churchill i sin berygtede Fulton-tale den rystende løgn, at Sovjetunionen traf forberedelser til en ny verdenskrig. Churchills hasarderede planer blev som bekendt en fiasko, og hans provokatoriske opfordringer bragte ham ingen hæder. Hans forsøg på at få startet en ny krig blev afsløret for hele verden. Men også i dag findes der sådanne provokatoriske politikere. De kaldes ofte for »høge«. Selv ved en overfladisk, kritisk gennemgang af Churchills Fulton-tale kan man snart se, hvor de metoder stammer fra, som visse vestlige ledere i dag gør udstrakt brug af til at oppiske en fjendtlig stemning mod Sovjetunionen og de andre socialistiske lande og til at forberede en ny verdenskrig. De internationale begivenheders forløb i efterkrigsårene og specielt i de seneste år viser, at de reaktionære imperialistiske kredse lader hånt om 2. verdenskrigs lære og i relationerne mellem staterne og i løsningen af internationale stridsspørgsmål hovedsagelig satser på militær magt. USA's og dets NATO-allieredes aggressive kredse har ikke opgivet deres planer om at svække og fortrænge verdenssocialismen og om at bremse den nationale befrielsesbevægelse og fredsbevægelsen. De ignorerer totalt folkenes rettigheder og håb, blander sig groft i suveræne staters indre anliggender, og folkenes befrielseskamp fremstiller de som et udslag af international terrorisme. De søger på enhver måde at skabe et krigshysteri og at skubbe verden ud i en atomkrigs malstrøm. De afviser Sovjetunionens og de andre socialistiske landes fredsforslag, som tager sigte på at afværge en ny verdenskrig og på at nedskære og helt destruere atomvåben, biologiske våben, kemiske våben og andre former for masseødelæggelsesvåben. Det skaber en yderst farlig situation i verden. Sovjetunionen og de andre socialistiske lande går i deres udenrigspolitik ud fra den principielle forudsætning, som er i hele menneskehedens interesse, at man ikke må lade det komme til en atomkrig, hverken en lille eller en stor, hverken en begrænset eller en total.

Skift til: Leningrads historie * * Det 20´ende århundrede (I) * * Det 20´ende århundrede (II) * * Det 20´ende århundrede (IV) * * Det 20´ende århundrede (V) * * Det 20´ende århundrede (VI) * * Det 20´ende århundrede (VII)

Webmaster