Denne lille tekst fra 1982 er beregnet for dem, som allerede er kommet til Leningrad, eller som har i sinde at tage dertil. De første vil den uden tvivl hjælpe til bedre at fornemme byens atmosfære, og den vil måske bestyrke de sidstnævnte i deres hensigt at besøge denne by. Leningrad - det er hvide nætter, granitklædte kajer, smukke støbejernsgitre, prægtige palæer og hundredvis af broer over floder og kanaler. I Leningrad, som var rammen om den væbnede opstand i 1917, kommer De til at gå i de gader, hvor engang dekabristerne (deltagerne i det russiske officersoprør mod Nikolaj I i december 1825) og Lenin, Pusjkin og Dostojevskij, Gogol, Tjajkovskij og en række kendte russiske digtere og videnskabsmænd har gået. De kommer også ud på Piskarjov-mindekirkegården med dens endeløse rækker af fællesgrave, hvor hundrede tusinder af ofre for Leningrads belejring under 2. verdenskrig ligger begravet. De vil forstå, hvorfor Leningrad indtager en fremtrædende plads i landets historie, i dets kultur, videnskab og kunst. Naturligvis kan De ikke nå at se det hele under et kort besøg. Ikke engang vi, der har boet i Leningrad hele vort liv, har set alt, hvad der er værd at se i byen. Man kan besøge Leningrad igen og igen, og man vil hver gang opleve byen på en ny måde. Der er skrevet en mængde bøger om Leningrad, men alligevel er emnet ikke udtømt. Leningrad kan kaldes både byggearbejdernes by, kraftforsyningsarbejderrnes by, sømændene og forskernes by. Og en mængde andre professioner er med til at forme dens erhvervsmæssige karakter, bl.a. skibsbyggere, fiskere og arbejdere i den kemiske industri og atomkraftindustien. Leningrad er nemlig ikke blot et »friluftsmuseum« med en glorværdig historie, men også et moderne industricentrum med 4,5 mio. indbyggere. Leningrad, der blev anlagt som Ruslands vindue ud mod Europa, er altid glad for at modtage gæster. De første udlændinge kom hertil, allerede mens byen var under opførelse. Siden da har gæster altid fået en hjertelig modtagelse i byen, og for hvert år kommer der flere og flere. Også De skal være hjertelig velkommen !

maj 1703

Den mørke flod med dens mennesketomme bredder, kun hist og her ses der nogle ynkelige små landsbyer. Men på en lille ø i flodens delta er arbejdet i fuldt sving. Her er man i gang med at opføre den kommende bys første bygning, en fæstning, som senere får navnet Peter-Paul-fæstningen. Hvorfor anlægges byen netop her i udkanten af det russiske rige, i dette ugæstfrie nordlige område, regnfuldt, med kolde vinde og hyppige oversvømmelser? Svaret er, at netop her, hvor Nevaen munder ud i Finske Bugt, mødes to vandveje, havet og floden, som åbner »et vindue ud til Europa«. Og hvorfor netop begynde med at anlægge en fæstning ? Jo, hvordan skulle man ellers vogte denne del af Østersøkysten, som har været russisk fra tidernes morgen, men som nabolandene er så ivrige efter at få fat på ? Det koster stort besvær at anlægge byen. Der hugges lysninger på de skovklædte, sumpede øer og graves kanaler for at afvande øerne og til transportforbindelse. Man må anlægge jordvolde for at beskytte sig mod oversvømmelse. Der opføres beboelseshuse og offentlige bygninger. Det gigantiske arbejde koster hundrede tusinder af menneskeliv. I 1712 bliver den nye by, som har fået navnet St. Petersborg, landets hovedstad. Hele Rusland er med til at bygge den. Zar Peter den Store udsteder en forordning, som forbyder at opføre stenbygninger andre steder end i hovedstaden, og her opføres de smukkeste huse langs byens arkitektoniske akse, Nevaen. Der indføres en særlig skat: hvert skib og hver vogn, som kommer til byen, skal medbringe et bestemt antal sten. Byggeriet foregår i et tempo, som man endnu ikke har set noget sted i verden. 20-30 år efter grundlæggelsen kan den allerede måle sig med Europas største gamle byer. Den har en diameter på 7-8 km. St. Petersborg bliver straks landets offentlige og kulturelle centrum. Byen har allerede fået et trykkeri, hvor avisen Vedomosti (Tidender) trykkes. Der oprettes nye institutioner, som ikke tidligere har eksisteret i Rusland: et søfartsakademi, et videnskabsakademi, en ingeniørskole. de første museer og det første offentlige bibliotek. Den russiske hovedstads berømmelse vokser. Man kalder den »Nordens Palmyra« efter den syriske oldtidsby, som var berømt for sine mange smukke bygninger. Byen ved Nevaen er ikke blot berømt for sine enkelte pragtfulde bygninger, men også for sine arkitektoniske helheder, en slags symfoni i sten. »Jeg elsker dit strenge, harmoniske ydre,« skriver Pusjkin, Ruslands nationaldigter, senere om byen. Arkitektur og billedhuggerkunst smelter organisk sammen her. Skulpturer smykker palæer, teatre, kirker, triumfbuer og søjler. Og på byens store pladser og brede, lige gader er der rejst talrige monumenter. Uden for byen er der anlagt smukke parker, som omgiver zarens ikke mindre smukke sommerresidenser med deres uvurderlige kunstværker af guld og bronze, porcelæn og elfenben. Der bygges på fuld kraft i hovedstaden. I arbejdet deltager ikke blot fremragende russiske mestre, men også arkitekter, billedhuggere og malere, som er tilkaldt fra udlandet. Rusland blev for mange af dem deres andet fædreland; de boede her i årtier, og netop her fik de mulighed for at udfolde deres talent i fuldt mål. I 1861 underskrives her i St. Petersborg manifestet om ophævelsen af livegenskabet. Formelt er bønderne nu ikke længere godsejernes ejendom og kan gøre, hvad de vil. Men de har ingen jord og ingen midler til at erhverve den, og for at tjene til livets ophold drager mange af dem ind til hovedstaden, som med årene bliver en stor industriby. St. Petersborg bliver efterhånden en typisk kapitalistisk by med dens skarpe sociale kontraster. De rige beboere i de smukke palæer har adgang til alle kulturens goder: brolagte gader, elektricitet, kloakering, vandledninger, teatre og koncertsale. I byens udkant bor de fattige i slumkvarterernes usle rønner. Koleraen, som fra tid til anden hærger byen, henter hver gang en rig høst her. Dødeligheden her er dobbelt så stor som i byens centrum. Dostojevskij, som oprigtigt føler med de fattige, kalder byen »dyster« og syg«. Zarerne betragter hovedstaden som monarkiets bolværk, for den er fyldt med tropper, politi og stikkere. Men netop her fra denne by med dens sydende politiske liv, dens skarpe klassemodsætninger og dens talrige arbejderklasse, starter kampen mod monarkiet. I 1893 indleder den 23-årige Vladimir Uljanov sin revolutionære virksomhed i St. Petersborg. Han antager senere et andet navn, som bliver kendt over hele verden: Vladimir Lenin. Han tilslutter sig arbejderbevægelsens kamp, og her i St. Petersborg opretter han »Forbundet til kamp for arbejderklassens frigørelse«, den første spire til et revolutionært marxistisk parti i Rusland. Tre revolutioner ryster landet i det 20. århundrede, og alle tre udgår de her fra byen ved Neva-flodens bredder. Den første, i 1905, bliver nedkæmpet med hård hånd, men den vækker massernes politiske bevidsthed. D. 9. januar 1905 blev der på zarens ordre skudt mod en arbejderdemonstration i St. Petersborg. Den anden, i februar 1917, styrter monarkiet og Nikolaj II abdicerer. En borgerlig provisorisk regering tager magten. Men det bolsjevikiske parti organiserer en væbnet opstand, og d. 25. oktober 1917 lyder der skud fra krydseren »Aurora« som signal til angreb på Vinterpaladset, den borgerlige regerings sidste bastion. Arbejdere, matroser og soldater tager Vinterpaladset med storm, og under Lenins ledelse sejrer revolutionen, den revolution, der er gået over i historien som den socialistiske Oktoberrevolution. Smolnyj, det tidligere institut for adelige piger, blev i oktober 1917 revolutionens hovedkvarter. I Smolnyj, opstandens hovedkvarter, udtaler Lenin de historiske ord: »Kammerater ! Arbejder- og bonderevolutionen, som bolsjevikkerne hele tiden har sagt var nødvendig, er gennemført !« På den 2. sovjetkongres vedtages sovjetmagtens første dekreter: om fred og om nationalisering af jorden. Herfra breder revolutionen sig til resten af landet. Men den møder hård modstand. Indtil 1919 må rødarmister sammen med arbejderne med våben i hånd forsvare byen mod kontrarevolutionære hære og mod udenlandske interventers tropper og flåde. Og da den militære fare ikke længere truer byen, åbnes der en ny front i kampen mod økonomisk forfald, sult og epidemier. Den kendte engelske forfatter Herbert Wells, som i 1920 besøger Petrograd, skriver, at byen gør indtryk af et »uhyre, ubodeligt sammenbrud«. Han har lejlighed til at tale med Lenin, som siger til ham: »Kom igen om 10 år og se, hvad vi har udrettet i Rusland«. Det blev ikke Lenin forundt at leve så længe. Han dør i januar 1924. Og byen, som har indtaget en stor plads i hans liv, er lammet af sorg. På Mars marken brænder der dag og nat 53 bål (Lenin blev 53 år gammel). Ti tusinder af arbejdere anmoder om at blive optaget i partiet. Petrograds bysovjet anmoder på alle indbyggernes vegne regeringen om at måtte opkalde byen efter Lenin. Således bliver det tidligere St. Petersborg og Petrograd til Leningrad. Byens fabrikker, som for de flestes vedkommende er forladt af deres ejere, der er flygtet til udlandet, kommer efterhånden i gang igen. Allerede 10 år efter revolutionen er de nationaliserede virksomheders produktion nået op på førkrigsniveauet. I begyndelsen af 30-erne lukkes byens arbejdsanvisningskontor. for den sidste arbejdsløse har fået anvist arbejde. En strøm af mennesker kommer til byen, ikke blot dem, der forlod den i hungerårene, da industrivirksomhederne lå stille, men også folk, som aldrig tidligere har boet her, og der er arbejde nok til alle. I 1935 udarbejdes det første udkast til en generalplan for Leningrads udvikling. Men mange af planens ideer skulle ikke blive ført ud i livet dengang, for krigen nærmede sig. Byen stod over for svære prøvelser. Leningrad var belejret fra september 1941 til slutningen af januar 1944, næsten 900 dage. Føreren har besluttet at udslette byen Petersborg fra jordens overflade. Det foreslås at belejre byen fuldstændigt og ved hjælp af beskydning med artilleri af alle kalibre og uophørligt luftbombardement at jævne den med jorden. (Den tyske marinestabs direktiv af 22. September 1941). På de tyske kort havde man markeret de objekter, som skulle tilintetgøres. N 9 var Eremitagen, N 192 Pionerpaladset, N 708 Instituttet for beskyttelse af moder og barn, N 736 en skole. »Jeg anmoder om at blive sendt til fronten «. Over 160.000 frivillige blev optaget i Leningrads folkeværn, heraf 38.000 medlemmer af det kommunistiske parti og af det kommunistiske ungdomsforbund. I 611 dage var byen udsat for uophørlig fjendtlig beskydning. Fra 4. september 1941 til 22. januar 1944 affyrede fjenden 148.478 granater mod Leningrad, i gennemsnit 245 om dagen. I Leningrad blev 16.747 mennesker dræbt og 33.782 såret ved luftangreb og artilleribeskydning. 840 industrivirksomheder blev sat ud af drift. 44 km vandledninger og 75 km af byens kloaknet blev ødelagt, og et vandkraftværk med en kapacitet på 200.000 kW blev totalt tilintetgjort. 3.174 bygninger blev ødelagt og 7.143 beskadiget, heraf 187 arkitektoniske mindesmærker. Byens befolkning sultede. 20. november 1941 blev brødrationen fastsat til 250 g om dagen for arbejdere samt ingeniører og teknikere og 125 g for funktionærer, børn og gamle og folk, som ikke arbejdede. Denne mindsteration blev opretholdt i 35 dage, frem til d. 25. december 1941. Og der var ikke noget der hed kød, fedtstof eller sukker. 641.803 mennesker døde af sult i Leningrad under belejringen. Den 22. november 1941, da isen på Ladoga-søen nåede en tykkelse af 13 cm., afgik de første biler over isen med varer, som var livsnødvendige for den belejrede by. I den første belejringsvinter fungerede »Livets vej« over Ladoga-søens is i 152 dage. Ad den modtog Leningrad 361.109 ton gods, hvoraf 8000 var levnedsmidler. Fra 29. juni 1941 til belejringen blev brudt, blev der evakueret 1.750.000 mennesker fra Leningrad, ligesom 133 store virksomheder og omkring 100 institutter blev flyttet til andre dele af landet. Skolepigen Tanja Savitjeva blev evakueret fra Leningrad. Hun skrev i sin dagbog: »ZJENJA DØDE 28. DECEMBER KL. 12.30 OM MORGENEN. 1941.« »BEDSTEMOR DØDE ‘25. JANUAR KL. 3 OM DAGEN. 1942.« »LEKA DØDE 17. MARTS KL. 5 OM MORGENEN. 1942.« »ONKEL VASJA DØDE 13. APRIL KL. 2 OM NATTEN. 1942.« »ONKEL LJOSJA DØDE 10. MAJ KL. 4 OM DAGEN. 1942.« »MAMA 13. MAJ KL. 7.30 OM MORGENEN.1942.« OG DEN SIDSTE OPTEGNELSEs SOM DET TRAGISKE RESULTAT: »SAVITJEV’ERNE ER DØDE. ALLE ER DØDE. KUN TANJA ER TILBAGE«. Men Tanja døde også i 1943, fordi hun var udtæret af sult. Digteren Olga Bergholts har beskrevet det moralske mod, Leningrads indbyggere udviste under belejringen, trods det, at de var fysisk udmattede til det yderste af sult, kulde og den konstante dødsfare. Olga Bergholts (1910-1975) oplevede selv Leningrads belejring fra første til sidste dag med alle dens afsavn og lidelser. Hun forlod ikke et øjeblik sin post, byens radio, hvor man hver dag kunne høre hendes stemme. Denne stemme indgød byens indbyggere tro på, at de ville holde stand, overleve, sejre ! Olga Bergholts beretter om belejringen: Næsten som en myte, fjernt og unøjagtigt, kender vi historien om belejringen af den spanske oldtidsby Numantia. I denne by, som ikke ville overgive sig til fjenden, døde alle indbyggerne af sult, tørst og sygdom, kun en dreng overlevede. Og da belejrerne trængte ind i den uddøde by, kastede han sig ud fra et højt tårn. Numantia overgav sig således ikke til fjenden. I middelalderen var den gamle russiske by Pskov belejret i længere tid, men byens forsvarere holdt stand, skønt det kostede dyrt. Men den standhaftighed, Leningrads indbyggere menneskehedens historie, overgår alt, hvad man tidligere havde set, både i Numantia, Pskov og alle andre steder. Det var ikke, fordi murene i vores by var særligt befæstede. eller fordi vi hældte smeltet bly eller brændende tjære ned over den rasende fjende. Vi vidste, at Hitler havde besluttet at udslette vores by fra jordens overflade og regnede med, at Leningrad ville »æde sig selv op«. Det sagde han både i 1941 og 1942 og selv i 1943, da sovjetiske styrker allerede havde brudt belejringen. Han råbte det i sit vanvid, indtil vi trampede ham ned uden for vor bys mure. Jeg siger »vi«, for det var ikke kun soldaterne, der ydede modstand mod fjenden, men hver eneste indbygger i byen: gamle, kvinder og børn. Vi kæmpede hvert sekund. Selv i den frygtelige vinter 1941-42, da hele byen lå hen i mørke (der var ingen elektricitet), da de offentlige transportmidler frøs fast i gaderne (det var knagende frost), da vandforsyningen var afbrudt, og folk gik ned til Neva-floden og hentede vand i små spande og kasseroller og kørte det hjem på en kælk, fordi de ikke havde kræfter til at bære det, da de faldt døde om ved siden af denne kælk eller i køen efter brødrationen, dette sølle lille stykke brød, som i dag er kommet på museum, selv da vidste vi, at den gode, naturlige, fornuftige og menneskelige tilværelse, som kaldes »fred«, helt bestemt ville indtræde. Hitler regnede med, at han ved at belejre Leningrad ville vække de laveste, dyriske instinkter i os. Han regnede med, at de sultende, frysende og tørstende mennesker ville fare i struben på hinanden, begynde at murre, holde op med at arbejde og til syvende og sidst overgive byen. »Leningrad vil æde sig selv op.« Men vi holdt ud. Man kan se mange billeder fra belejringen af en kvinde, som trækker en afkræftet mand på en kælk, men ingen steder ser man billeder af oprør eller plyndring af brødudsalg eller bagerier, selv om byens kvinder kunne se, hvordan deres børn døde af sult for øjnene af dem. Grunden til, at man ikke ser billeder af oprør, er ikke, at vi skjuler noget, men at der simpelt hen ikke forekom tilfælde af oprør. I krigens første måneder meldte 200.000 af Leningrads indbyggere sig til byens folkeværn eller drog til fronten. Dengang arbejdede alle, som var i stand til det. Hver eneste appel fra byens arbejdere til deres medborgere, til folkeværnsstyrkerne og til soldaterne sluttede med ordene: »Vi dør, men Leningrad overgiver vi ikke!«De tyske tropper nåede helt frem til byens forstæder, og deres indbyggere blev »evakueret« til den centrale del af byen. På det tidspunkt opførtes på et af byens kendteste teatre en komedie af forfatteren Mihail Zosjenko med titlen. »Under Berlins linde-træer«. Og Dmitrij Sjostakovitj, den store komponist, vores nationale stolthed, meldte sig i krigens første dage som frivillig til byens folkeværn. Han sagde dengang: »Indtil nu har jeg kun kendt fredeligt arbejde. I dag er jeg parat til at tage våben i hånden. Jeg ved, at fascisme er ensbetydende med kulturens og civilisationens endeligt. Historisk er fascismens sejr absurd og umulig, men jeg ved, at man kun ved at kæmpe kan redde menneskeheden fra at gå til grunde.« Og Sjostakovitj kæmpede. Han slukkede brandbomber på byens tage. I sin iskolde lejlighed skrev han sin 7. symfoni, Leningrad-symfonien. Og Leningrad Radios orkester, hvis musikere også var afkræftede af sult, så mange af dem døde (under indøvelsen af symfonien indløb der næsten dagligt meddelelser i stil med denne: »Førsteviolinen er døende. Trommen døde på vej til arbejde. Valdhornet ligger for døden ), dette orkester opførte, forstærket med musikere fra de hær- og flådeenheder, som forsvarede byen, Sjostakovitjs 7. symfoni i den belejrede by. Leningrad forbløffede verden. Fjenden kunne ikke forstå, hvorfra byen øste sine kræfter. Han forstod ikke, at vi russere, som var vokset op under sovletmagten, havde fået stor erfaring i at leve og arbejde i et kollektiv, en proces, som gør mennesker bedre. Og denne erfaring var med til at holde os oppe under belejringens lidelser. Leningrads standhaftighed var dog ikke blot et udtryk for den ubøjelige russiske ånd, men også for den sovjetiske ånd. Det var Lenins by, vi forsvarede mod fascismen, den by, hvor den socialistiske revolution startede. Og det glemte vi ikke et eneste minut. Selv om den berømte Lenin-statue foran Finlandsbanegården var dækket af sandsække ligesom vore andre klenodier, så manede Lenins oprakte hånd os altid til at huske på, hvad det var for en by, Hitler ville udslette. Den 8. september 1941 sluttede tyskerne ringen om Leningrad. Den 18. januar 1943 blev belejringen brudt ved en kraftanstrengelse af byens indbyggere og de sovjetiske styrker. Imellem disse to datoer lå der sult, kulde og anspændt arbejde under umenneskeligt hårde vilkår. Og uophørlig fjendtlig beskydning. Men byen overgav sig ikke, den holdt stand og sejrede! Livet i byen gik videre trods belejringens prøvelser. SaltykovSjedrin-biblioteket med landets næststørste bogsamling var åbent, den kendte instruktør Nikolaj Akimov satte nye stykker op, og Filharmonien gav koncerter. Da den med længsel ventede meddelelse indløb om, at belejringen var brudt, talte jeg i radioen. Jeg sagde dengang til mine bysbørn og alle landets øvrige borgere: »Belejringen er brudt. Vi har længe ventet på denne dag. Vi har altid troet på, at den ville komme. Selv i de mørkeste måneder, januar og februar sidste år, var vi overbevist om det. Vore. slægtninge og venner, som døde dengang, og som ikke er sammen med os i dette højtidelige øjeblik, hviskede gang på gang, da de lå for døden: »Vi vil sejre.« De gav deres liv for Leningrads liv, for dens ære, dens sejr. Og når vi, forstenede af sorg og ikke engang i stand til at græde, begravede dem i den frosne jord, svor vi i stedet for afskedsord, at belejringen ville blive brudt, og at vi ville sejre. Vi blev sorte og opsvulmede af sult, faldt afkræftede om i den belejrede bys gader, og kun troen på, at befrielsens time ville komme, holdt os oppe. Alle så døden i øjnene og arbejdede for at forsvare og redde vores by. Og alle vidste, at gengældelsens time ville komme, at vores hær ville bryde den pinefulde belejring.« Den modstandsånd, Leningrads indbyggere udviste, den standhaftighed, hvormed de forsvarede deres by, og den kraftanstrengelse, hvormed byen og fronten brød belejringen, kan godt kaldes et under. Og i dag bøjer jeg hovedet for dette under, og jeg vil altid være skæbnen taknemmelig for, at den lod mig blive vidne til og deltager i det ! Efter krigen kom jeg atter ud på Piskarjov-mindekirkegården, hvor næsten en halv million af Leningrads forsvarere ligger begravet i fællesgrave, og hvor min mand Nikolaj Moltjanov, som døde af sult under belejringen, sikkert også er begravet. Jeg skriver »sikkert«, for på hospitalet, hvor han døde, sagde man til mig: »Vi begraver ham enten på Okhtakirkegården eller på Piskarjov-kirkegården i en fællesgrav. Hvis De vil begrave ham individuelt, må De trække ham ud fra kapellets bund. Han døde i aftes, og i løbet af natten har vi lagt en mængde lig ovenpå.« Jeg sagde: »Han døde som en soldat og skal begraves som en af Leningrads soldater, i en fællesgrav«. Jeg havde fået betroet den ærefulde og smertelige opgave at skrive indskrifterne til granitmindesmærket på Piskarjov-kirkegården. Jeg kom derud, jeg, der havde oplevet belejringen, og jeg blev rystet over at se den næsten en kilometer lange række af fællesgrave, hvor der på betonfliser lakonisk er indhugget: 1941, 1942... Næsten en halv million anonyme helte, en hel bys befolkning, ligger begravet her. Og ordene kom helt af sig selv: Her ligger Leningrad-borgere. Her ligger byboere, mænd, kvinder og børn. Ved siden af dem soldater fra den Røde Hær. De forsvarede dig med hele deres liv, Leningrad, revolutionens vugge. Vi kan ikke her opregne deres ædle navne, så mange hviler der under granittens evige værn. Men vid, du, der læser disse sten. Ingen er glemt og intet er glemt ! Nej, intet kan glemmes! Mindet om den tid gør endnu ondt i hjertet. Og det gør os endnu mere uforsonlige over for ethvert forsøg på at påtvinge folkene en ny krig, hvor i verden det end måtte være. Turister, som besøgte Leningrad 10-15 år efter krigens slutning, spurgte ofte: »Hvor er sporene etter belejringen? Var den i virkeligheden så forfærdelig ?« Allerede i 1950 havde man i Leningrad nået at fjerne næsten alle krigens spor. Hvis man betragter Leningrad oppe fra en flyvemaskine, kan man se, at byen er omgivet af et kæmpestort grønt bælte, ca. 200 km langt. Dette bælte af grønne områder, som er skabt mange år efter krigens afslutning, markerer forsvarslinien omkring Leningrad under belejringen. Det er én lang kæde af mindeanlæg, omgivet af grønne beplantninger. Man kan f.eks. nævne »Primorskij«-anlægget. D.1. januar 1944 rettede sovjetiske styrker, som i det skjulte var blevet koncentreret på Primorskij- (Oranienbaum-) brohovedet, et knusende angreb mod de tyske tropper. Sådan startede de kamphandlinger, som førte til byens fuldstændige befrielse. En ca. 60 km lang bue, som angiver, hvor dette brohoveds forreste linie i sin tid gik, indgår i dag i det grønne bælte omkring Leningrad. Her står en bronze-statue af en soldat med en maskinpistol i hænderne. Her findes også en kirkegård for faldne minører. Også ved Pulkovo-højdedragene holdt Leningrads forsvarere fjenden stangen trods store tab. De turister, som kommer til Leningrads nye lufthavn, får straks øje på disse højdedrag, der indgår i det usædvanlige mindeanlæg. I det grønne bælte er der mange mindesmærker, som skildrer den bedrift, den belejrede bys arbejderklasse udførte. Et af afsnittene i det grønne bælte hedder »Kirov-volden«. Den minder om, at forsvarslinien her gik praktisk taget inde i byen, ikke langt fra Kirov-fabrikken. Der, hvor den forreste linie i sin tid gik, er der anlagt en allé; på begge sider er der plantet 900 birketræer, ét for hver belejringsdag. Der findes også et mindeanlæg for »Livets vej« over Ladoga-søens is, som forbandt det belejrede Leningrad med baglandet. Et af de mange mindesmærker her er rejst til ære for de helt unge indbyggere i Leningrad, som sammen med de voksne udholdt belejringens vanskeligheder. Det er en 15 meter høj blomst af marmor og beton, »Livets blomst«, som skyder op gennem stenene og stræber opad. Med barnlig skrift står der på den: »Gid solen altid måtte skinne!«

 Boligbyggeri

Som enhver anden moderne storby står Leningrad over for en række problemer, hvoraf kan nævnes boligbyggeri og sikring af beskæftigelsen, transport, handel og service, miljøbeskyttelse og mangel på ledige arealer til byggegrunde. Som enhver anden sovjetisk by må Leningrad løse sine problemer på en måde, så ingen af byens 4,5 mio. indbyggere bliver privilegeret eller forfordelt. Det betyder, at boligstandarden, transportmuligheder, servicefaciliteter samt beplantningsgrad og friarealernes størrelse skal være nogenlunde ens over hele byen. Det betyder også, at boligbyggeriets og det offentlige byggeris omfang ikke bestemmes af markedsefterspørgselen, men af borgernes fornuftige behov. Princippet er, at hver familie skal have en velindrettet, moderne lejlighed. Og der er fastsat regler for, hvor langt der må være fra bopælen til skole, butikker, børnehave. Men Leningrad er en by for sig. Her findes over 1.000 fredede bygningsværker, og der er ikke blot tale om at bevare enkelte bygninger og anlæg, men hele bymidtens arkitektoniske helhed. Når man skal fastlægge perspektiverne for Leningrads udvikling, står man således over for en særdeles vanskelig opgave, nemlig at sikre alle byens indbyggere et tidssvarende boligmiljø uden at komme i konflikt med byens gamle arkitektoniske former. Hertil kommer, at Leningrad er anlagt på talrige øer. Undertiden er man nødt til at skaffe nye arealer ved hjælp af inddæmning, hvilket medfører yderligere tekniske vanskeligheder og ekstraomkostninger. Det er på baggrund af disse specielle sociale, historiske og geografiske forhold, Leningrad i dag må løse sine dagligdags problemer. I Leningrad opføres der i dag 50.000 lejligheder om året. Bysovjetten afsætter årligt op til 600 hektarer jord til nye boligområder. Det koster i gennemsnit 120.000 rubler at byggemodne 1 hektar. Men de lavtliggende arealer ned til Finske Bugt er man nødt til at inddæmme, og det koster yderligere op til 100.000 rubler pr. hektar. Hvilke huse bygger man så på de arealer, det har kostet så dyrt at byggemodne ? Set ud fra et økonomisk synspunkt er det hensigtsmæssigt at udnytte byggegrundene så godt som muligt, dvs, opføre flere kvadratmeter boligareal pr. hektar, end man tidligere har gjort, uden dog at komme i karambolage med byplanlægningsprincipperne og uden at forringe de sanitære forhold. De huse, der opførtes i Leningrad i årene 1966-1970, var gennemsnitligt på 7,5 etager (3.650 m2 boligareal pr. hektar), mens de i dag er på 9 etager i gennemsnit (5.410 m2 pr. hektar). Det har betydet, at man på blot 5 år har sparet omkring 1.000 hektarer jord, som det ville have kostet mindst 120 mio. rubler at byggemodne. Det øgede antal kvadratmeter boligareal pr. hektar medfører ikke, at Leningrad bliver forvandlet til en stenørken uden grønne anlæg, frisk luft og sollys. Selv der, hvor udnyttelsesgraden er størst, optager selve bygningerne kun 16 % af boligkvarterets samlede areal, mens grønne områder optager 62 % og vejanlæg 22 %. En dansk læser, som ved, hvor dyre byggegrunde er i danske og vestlige storbyer i det hele taget, vil måske spørge, hvor Leningrads bysovjet får penge fra til årligt at ekspropriere flere hundrede hektarer jord til byggeri og til selve det omfattende boligbyggeri. Forklaringen er den, at jorden i Sovjetunionen er samfundsejet, og den kan hverken købes eller sælges, men fordeles af den lokale bysovjet vederlagsfrit til bygherrerne, som har pligt til at følge generalplanen for den pågældende bys udvikling. Og selve lejlighederne er heller ikke genstand for køb og salg. De tildeles de mennesker, der har behov for dem, og ikke dem, der har midlerne. Rækkefølgen for tildeling fastsættes af samfundsorganisationerne og godkendes af bysovjetten. Boligbyggeriet i Sovjetunionen er statsfinansieret, og staten afholder ligeledes to tredjedele af udgifterne til drift og vedligeholdelse af boligmassen. Og selv om byggeomkostningerne stiger, har huslejen været uændret siden 1928. Det er også vigtigt at nævne, at der ikke betales nogen form for indskud ved indflytning i en ny lejlighed. Siden krigen er der praktisk taget vokset en fly by op ved Neva-floden. De gamle og dårligt indrettede arbejderboliger i byens udkant er at last al moderne boligblokke med alle bekvemmeligheder. I Leningrad opføres der nu på 10 år flere boliger, end der var i hele byen op til revolutionen i 1917. Set ud fra antallet af boliger er Leningrad i dag mere end tre gange så stor som det førrevolutionære St. Petersborg. Hvis man ser på antallet af skoler, højere læreanstalter, biblioteker og lign., er forandringerne endnu mere iøjnefaldende. De gamle og dårligt indrettede arbejderboliger i byens udkant er afløst af moderne boligblokke med alle bekvemmeligheder. Det har medført, at byens centrum nu halter bagefter, hvad angår boligkomfort. Hvordan kan man afhjælpe det uden at øve vold mod centrums enestående historiske udseende ? For nogle år siden blev der udarbejdet et moderniseringsprogram for byens gamle beboelseshuse Det viste sig, at der ville blive tale om meget omfattende arbejder. Der er oprettet et specielt institut, som har udarbejdet et moderniseringsprojekt for hvert enkelt hus. Der er opstået en hel industri i forbindelse med moderniseringsprogrammet. To fabrikker fremstiller specielle tårnkraner til smalle baggårde. Undertiden er man nødt til at rive mure ned, fordi kranen ikke kan passere gennem de lave porthvælvinger som i sin tid blev bygget, så hestekøretøjer kunne køre igennem. Ud fra individuelle projekter laves der døre, vinduesrammer støbejernsgitre til altaner, parketgulve og stukkatur til hvert enkelt af de gamle huse. Instituttet har allerede undersøgt og studeret over 15.000 bygninger. »Der findes ikke noget bedre end Nevskij prospekt, i det mindste i St. Petersborg, for den er det alt,« skrev den store russiske forfatter Nikolaj Gogol. Nevskij prospekt har givet navn til en af hans bedste fortællinger. Moderniseringen af en bygning starter med, at man studerer dens »biografi« og foretager en arkitekturhistorisk undersøgelse. I Leningrads historiske arkiv findes der 102.417 dossier’er over huse (de første stammer helt fra byens grundlæggelse). Selv under belejringen i 2. verdenskrig formåede Leningrads indbyggere at tage vare på dette arkiv. Efter at have studeret bygningens biografi afgør arkitekter, ingeniører, historikere og kunsthistorikere i fællesskab dens videre skæbne. Bygningens udvendige udseende bevares nøje, mens det indvendige bygges fuldstændigt om til moderne lejligheder med alle bekvemmeligheder. Mindre værdifulde bygninger inde i karreerne rives ned for at skaffe lys og luft. Hvis der i en bygning findes blot én eller to lejligheder over femte etage, installeres der elevator, uanset omkostningerne. For at beskytte de kommende beboere mod byens larm lydisoleres lejlighederne ved hjælp af tredobbelte vinduer. Eksperter i akustik har foreslået at indsætte vinduesglas af forskellig tykkelse, der lydisolerer yderligere. Man er særlig omhyggelig, når det drejer sig om modernisering af fredede bygninger. Leningrad kaldes med rette et »friluftsmuseum«. Og statens inspektion og offentligheden overvåger nøje, at de fredede bygninger bevares i alle detaljer. Der moderniseres årligt 200.000 m2 boligareal i Leningrad. Inden 1990 vil alle gamle beboelseshuse være moderniseret, og deres levetid vil dermed være forlænget med 50-100 år. Naturligvis er det kostbart at modernisere hvert enkelt hus efter et individuelt projekt. Hertil kommer, at der går næsten 20 % boligareal tabt ved moderniseringen. Men staten påtager sig bevidst disse omkostninger for at højne boligstandarden i den indre by. Forfatteren Lev Uspenskij, som var indfødt leningradboer, skrev: »Byen kommer ikke til at ligne en gammel kvinde, der anstrenger sig for at se yngre ud, men bevarer sit stolte ansigt med sporene af årene, der er gået.« Der er mange lystfiskere i byen, som er anlagt på øer i Neva-flodens munding. 

Industribyen

I over 200 år, fra 1712 til 1918, var Leningrad eller rettere St. Petersborg Ruslands hovedstad, og det var med til at gøre byen til et centrum for erhvervslivet. Ved begyndelsen af det 20. århundrede var byen ved Neva-flodens munding blevet Ruslands største industriby. Her fandtes landets største banker, og de førende handels- og industrifirmaer havde deres hovedkontor her. Praktisk taget alt nyt udgik herfra og bredte sig til resten af landet. Aviser, telegraf, mode, elektriske lamper, automobiler og meget andet, som i sin tid forbløffede menneskeheden, blev først bragt her til St. Petersborg eller skabt her. Med kapitalismens udvikling i Rusland kom byen til at ligne alle andre europæiske hovedstæder i den tid: en lille kerne af smukke og velholdte kvarterer, hvor aristokratiet og det velhavende borgerskab boede, og ellers arbejderslumkvarterer for resten. Efter Oktoberrevolutionen tog den folkevalgte bysovjet med regeringens støtte energisk fat på at løse de alvorlige sociale og økonomiske problemer man havde fået i arv fra det kapitalistiske samfund. De tidligere arbejderforstæder ændrede efterhånden udseende takket være et omfattende boligbyggeri og offentligt byggeri samt udbygningen af det kollektive trafiknet. Ny teknik og teknologi har gradvis ændret arbejdsforholdene og arbejdets karakter på de gamle virksomheder. Men industriens kaotiske udvikling tidligere volder problemer den dag i dag. Eftersom Leningrad er vokset til mere end det dobbelte, ligger mange gamle virksomheder i dag praktisk taget midt i byen. Kirov-fabrikken er Leningrads største industri virksomhed. Dens landbrugsmaskiner eksporteres til mange lande verden over. Omgivet som de er af boligkvarterer mistede byens fabrikker med tiden enhver udvidelsesmulighed. Hertil kommer, at de stadig strengere grænseværdier, som regeringen fastsatte, krævede bedre og større rensningsanlæg. Det bragte de i forvejen hårdt trængte virksomheder i en endnu vanskeligere situation. Modernisering af fabrikker og enkelte kvarterer på grundlag af lokalplaner hjalp for en tid. Men da det i årene efter krigen blev nødvendigt at udvide Leningrads industri kraftigt, var man fra bysovjettens side tvunget til at finde frem til helt nye metoder til organisering af den sociale og produktionsmæssige struktur på lang sigt. Arkitekter, sociologer og økonomer fik til opgave at foretage en omfattende og tilbundsgående undersøgelse af den situation, der var opstået, og denne undersøgelse blev udgangspunktet for udarbejdelsen af generalplanen for Leningrads udvikling. Denne plan, som i 1966 blev godkendt af regeringen, gjaldt for de kommende 20-25 år. Dens realisering har afgørende indflydelse på produktivkræfternes placering, herunder på opbygningen af Leningrads territoriale produktionskompleks, som hovedsagelig bygger på udvikling af de vigtigste industribrancher. Ifølge byens udviklingsplan skal der i Leningrad oprettes 50 produktionszoner (ikke-beboelseszoner). De er fordelt, så der er de bedst mulige transportforbindelser til beboelseskvartererne. I dag er man godt i gang med anlæggelsen af de første 20 produktionszoner. Hertil flyttes mange virksomheder fra industrikvartererne, som hovedsagelig er opstået før revolutionen. I løbet af 10 år er over 40 store virksomheder ud fra sanitære og hygiejniske hensyn flyttet uden for beboelseskvartererne eller helt lukket. I de nærmeste år vil det samme overgå yderligere 35 virksomheder, og produktionen af omkring 100 artikler vil blive overdraget virksomheder andre steder i landet. Takket være omlægning af produktionen og forbedring af de teknologiske processer har man i Leningrad mindsket udledningen af skadelige affaldsstoffer i atmosfæren meget betydeligt. Hertil kommer, at der i løbet af de seneste 10 år er installeret over 900 nye gas- og støvfiltre på byens virksomheder. Leningrads bysovjet lægger stor vægt på at hindre forurening af vandet i floder og kanaler. Man har allerede indviet første afsnit af et fælles anlæg for hele byen til fuldstændig rensning af både husholdnings- og industrispildevand. Rent industrimæssigt forandrer Leningrad sig til ukendelighed. Det skyldes, som vi har set, to årsager, nemlig bestræbelserne for at bevare og forbedre miljøet og nødvendigheden af at skaffe byens industrivirksomheder udvidelsesmuligheder.

Kollektiv trafik

Leningrads kollektive trafik befordrer dagligt næsten 10 millioner passagerer. Busserne tegner sig for den største part, derefter kommer sporvogne, metroen (undergrundsbanen) og trolleybusser. Men ifølge prognoserne vil metroen inden 1990 blive det vigtigste kollektive trafikmiddel. Transportproblemet er et af den moderne storbys vanskeligste problemer. For Leningrad er det særlig kompliceret. For det første begrænser floden og de mange kanaler samt nødvendigheden af at bevare byens historiske centrum mulighederne for en radikal rekonstruering af den med det formål at regulere trafikken. Og for det andet bor allerede i dag ca. halvdelen af byens indbyggere i store boligkvarterer10-12 km fra centrum. Frem til 1990 vil det komme til at gælde for op til 70 %. Det medfører ganske naturligt større befordringsafstande og dermed større pres på de kollektive trafikmidler. Og det er både et alvorligt socialt og økonomisk problem. Planerne for udviklingen af den kollektive trafik i Leningrad frem til 1990 indebærer, at befordringstiden i byen skal nedsættes væsentligt. Det skal naturligvis opnås ved hjælp af større fart. Her satses der først og fremmest på metroen, ekspressporvogne og 5-tog. Det er disse tre transportmidler, alle på skinner, der skal løse problemet med at nedsætte befordringstiden for de passagerer, der skal fra de nye boligområder i periferien ind til centrum. Hvorfor siger I ikke noget om privatbilerne? spørger mange udenlandske gæster. De tror af en eller anden grund, at vil Sovjetunionen er modstandere af privatbiler. Det er naturligvis ikke rigtigt. Men hvad ville der ske med Leningrad og de mange millioner passagerer, hvis vi satsede på privatbilismen? Spørgsmålet privatbilisme kontra kollektiv trafik drøftes sket ikke hverken i Leningrad eller i landet som helhed. Det er nemlig helt åbenlyst, at privatbilismen ikke er i stand til at erstatte den kollektive trafik, men højst kan supplere den. Vi ønsker ikke at tvinge sovjetborgerne til at anskaffe en bil for at kunne komme til og fra arbejde eller at gøre bilen til et statussymbol. Ved at stille en hurtig, pålidelig og komfortabel kollektiv trafik med meget lave takster til borgernes rådighed giver vi dem mulighed for frit at vælge, om de vil have egen bil. Der gøres dog også meget ud af at give biltrafikken de bedste betingelser. Således anlægges der indenfor Leningrads bygrænse et net af motorveje (beregnet til en fart af 120 km i timen) på tilsammen 200 km og med tilslutning til motorvejene uden for byen. Der anlægges også en indre ringvej, ligesom der bygges broer, biltunneler, underjordiske garager, parkeringspladser, tankstationer og bilværksteder. Ifølge eksperternes beregninger vil privatbilerne i 1990 tegne sig for 8o % af passagerbefordringen i Leningrad. Privatbilismen er således som tidligere nævnt et supplement til den kollektive trafik, men den kan langtfra erstatte den.

Oversvømmelserne

I de 279 år, der er gået siden Leningrads grundlæggelse, har byen oplevet 244 oversvømmelser. I tidens løb er der udkastet mange planer til bekyttelsesforanstaltflinger. Byens grundlægger, Peter den Store, befalede f.eks., at der skulle graves kanaler, så Neva-floden kunne komme af med det overflødige vand, når vandstanden steg. Men det var ikke tilstrækkeligt. Ved Mojka-floden står der en granitsøjle med Neptuns trefork og en vandstandsmåler. På den kan man se, at vandstanden i 1824 steg med over 4 meter og fremkaldte den mest katastrofale oversvømmelse i byens historie. Det er denne tragedie, der ligger til grund for Pusjkins poem »Bronzerytteren«, som har dyb symbolsk betydning. Ved at opstille matematiske modeller af Leningrads oversvømmelser er videnskabsmændene i dag nået så vidt, at de kan forudsige en oversvømmelse, 6 timer inden den indtræder. Det betyder, at man kan nå at træffe de nødvendige foranstaltninger til evakuering af befolkningen og materielle værdier, og i de seneste årtier har oversvømmelserne ikke kostet menneskeliv. Og der er al mulig grund til at tro, at de kommende generationer i Leningrad ikke vil komme til at opleve en oversvømmelse. Sovjetiske videnskabsmænd har nemlig udarbejdet et projekt til et beskyttelsessystem for byen. Dette projekt, som skal være realiseret i 1990, går ud på at anlægge en dæmning tværs over Finske Bugt. Oven på denne 6,5 meter høje dæmning, som strækker sig 22 km over vand og 3,4 km på landsiderne, anlægges en motorvej med seks kørebaner. På seks steder indrettes der gennemstrømningspassager; hver af dem skal være 400 meter bred, og motorvejen føres over dem ad hængebroer. Disse gennemstrømningssteder - er igen opdelt i 64 porte af 24 meters bredde, hvorigennem vandet fra Neva-floden frit kan strømme ud. Ved højvande kan disse porte straks lukkes med segmentformede portfløje. Det gældel også om vinteren, hvor disse portfløje blot slår isen i stykker. Til de mange skibe, som året rundt anløber Leningrads havn, anlægges der i dæmningen to gennemsejlingspassager, der kan benyttes af selv de største oceangående skibe. Motorvejen passerer disse to gennemsejlingspassager i en tunnel under havbunden. Også gennemsejlingspassagerne kan lukkes, hvis byen trues af oversvømmelse. Den største af dem, som er 200 meter bred, lukkes af to gigantiske 5.000 ton tunge stålporte, der glider på skinner på havbunden. Den anden gennemsejlingspassage som er mindre, lukkes af en 120 meter bred og 2.600 ton tung port. Anlæggelsen af dæmningen og opførelsen af projektets øvrige elementer medfører, at der skal anbringes tilsammen ca. 50 mio. kubikmeter jord, sand, stenblokke og beton, og monteres 40.000 ton metal-konstruktioner og udstyr. Der skal bruges et godstog, som er næsten tre gange så langt som afstanden fra Leningrad til Vladivostok, til at transportere en så stor mængde byggematerialer.

Sport

På en af øerne i den nordvestlige del af Leningrad, hvor der ikke findes en eneste industrivirksomhed og næsten ingen beboelseshuse, ligger byens største stadion, Kirov-stadion, med plads til 100.000 tilskuere. Det er opkaldt efter Sergej Kirov, en af Leningrads ledere i sovjetmagtens første år. Kirovstadion, som er anlagt på en kunstig bakke, er omgivet af et helt kompleks af sportsanlæg. Oppe fra de øverste tribuner har man udsigt ud over bugten, over byens kyststrækninger og over Neva-flodens munding, for stadionet ligger helt ude på spidsen af øen. En bred trappe fører fra Kirov-stadion ned til Primorskij-sejrsparken, som er et yndet udflugtssted for byens indbyggere. Snorlige alleer fører hen til boldbanerne og rokanalen, til gymnastikbyen og tennisbanerne, til dammen, stranden og faldskærmstårnet. Om sommeren afholdes her store sportsarrangementer og fodboldturneringer, ligesom mange motionsgrupper holder til her. Og på fridage tages den asfalterede »Neva-ring« omkring sportskomplekset i brug til cykelsport, bilsport og go-kartløb. Leningrad har en mængde fine sportsfaciliteter. Der dyrkes og afholdes konkurrencer inden for 77 sportsgrene, hvoraf 26 kræver kompliceret teknisk udstyr. Byen har 34 store stadioner, 59 atletikbaner, 22 overdækkede svømmebassiner, 755 idrætshaller, 760 basketballbaner og 822 volleyballbaner, 64 tennisbaner, 162 skydebaner, 11 roklubber, 5 yachtklubber, 2 overdækkede atletikstadioner, en cykelbane og et stadion til motorsport. Hertil kommer de mange faciliteter til de forskellige vintersportsgrene. Den første yachtklub i Rusland blev oprettet af Peter den Store og fik navnet »Neva-flotillen«. Lige siden da har denne sportsgren været meget populær i byen. I 1980, kort tid før de Olympiske lege i Moskva, tog man i Leningrad en ny idrætshal i brug, som vist er uden sidestykke i Europa. Dens indretning kan ændres, så den kan anvendes til skøjteløb og atletik, fodbold, ishockey og mange andre sportsgrene. Idrætshallen har plads til 25.000 tilskuere. Den er overdækket af en tynd stålmembran med en diameter på 160 meter. 1,1 mio. mennesker eller en fjerdedel af Leningrads indbyggere dyrker regelmæssigt en eller anden form for sport. Og mange af dem opnår meget fine resultater både i hjemlige og internationale konkurrencer.

Venskabsforbindelser

En af legenderne om vores by beretter om den begejstrede modtagelse, man gav det første fremmede skib, der stod ind mod byen ude fra Finske Bugt. Ifølge legenden agerede Peter den Store selv lods og førte sikkert skibet forbi sandbankerne og ind i Neva-floden. Han gav kaptajnen og hele besætningen en rundhåndet belønning i guld og opfordrede til ofte at anløbe byen, som man dengang først lige var gået i gang med at opføre. Hvis den skik stadig var gældende at give alle skibe, der anløb byen, en belønning i guld, ville intet guld i verden slå til. Leningrads havn anløbes nemlig årligt af omkring 4.000 skibe fra ca. 40 lande. De kommer selv om vinteren, når Finske Bugt er dækket af is, hvilket gennemsnitligt varer 5 af årets måneder. Så bringes skibene sikkert gennem isen af isbrydere, selv i 25-30 graders frost. Og skibe hjemmehørende i Leningrad anløber regelmæssigt havne i 65 lande verden over. Sæsonen for passagertrafik varer fra maj til og med oktober. Af flagene på de høje flagstænger på havnebygningen fremgår det, hvorfra skibene, der ligger i havnen, kommer. Mange af dem er gamle kendinge, krydstogtskibe fra bl.a. DDR, Polen, Grækenland, Norge og England. Et af dem, »Völkerfreundschaft« fra DDR, har anløbet Leningrads havn mere end 150 gange. Men trafikken på Leningrads havn er kun én side af byens mangeartede internationale forbindelser. Byen, der i sin tid var tænkt som et vindue ud til Europa, er i dag forvandlet til en bred port ud til verden. På en af byens smukkeste pladser, Strelka på Vasilij-øen, er der plantet 20.000 tulipaner. Det er en gave til leningradboerne fra indbyggerne i den hollandske by Rotterdam som et udtryk for respekt og venskab. Og i Primorskij-sejrsparken er der anlagt en Byernes venskabsallé. Eleverne ved Claude Monet-gymnasiet i Le Havre i Frankrig oprettede efter en tur til Leningrad »Sovjetunionens venners klub«, hvor de viser lysbilledfilm og arrangerer sammenkomster med sovjetiske søfolk. Mere end 8.000 unge fra godt 100 lande studerer ved Leningrads højere læreanstalter for at få en uddannelse som f.eks. ingeniør eller lærer, forstmand eller meteorolog, læge eller geolog. Leningrad får venskabsforbindelser med flere og flere byer verden over. I de forløbne år er byens internationale forbindelser ikke blot blevet udvidet, men har også antaget en stadig dybere, mere kreativ og saglig karakter. Det gælder specielt for forholdet til byer i de socialistiske lande. Med Dresden og Gdansk begyndte man således med at udveksle officielle delegationer af byernes ledere, mens der i dag foregår en omfattende og direkte udveksling af arbejdere og specialister. F.eks. har arbejdere fra firmaet »Lengazteplostroj« i Leningrad deltaget i anlæggelsen af en varmerørledning i Dresden, og deres tyske kolleger har arbejdet i Lenin-grad. Sovjetiske skibe fragtede præfabrikerede bygge-elementer fra virksomheder i Leningrad til Gdansk, hvor byggearbejdere fra Leningrad opførte huse til indbyggerne i den polske havneby. Som et udtryk for taknemmelighed og venskab har en af gaderne i Gdansk fået navnet Leningrad-gaden. Og i Leningrad findes der både en Gdansk- og en Dresden-gade. Leningrads bysovjet arrangerer de nu traditionelle Gdansk-dage, Dresden-dage, Turku-dage, Milanodage, Santiago de Cuba-dage og Le Havre-uge. De omfatter møder mellem repræsentanter for venskabsbyerne, udstillinger, kunstneroptræden og sportskonkurrencer. F.eks. deltager sportsfolk fra Turku i basketballkampe og speedwayløb. De kommer også om efteråret, uden for rammerne af Turku-dagene, for at deltage i det traditionelle løb Pusjkin - Leningrad over 30 km og om vinteren, hvor de deltager i skisportskonkurrencer. Der kan også nævnes eksempler på, at virksomheder, institutioner og hele distrikter i Leningradområdet har direkte kontakt med beslægtede virksomheder og distrikter i udlandet. F.eks. har Petrodvorets venskabsforbindelse med Le Blanc-Mesnil i Frankrig, byen Kolpino uden for Leningrad er venskabsby med Rauma i Finland, og feriebyen Sestroretsk med Reggio Emilia i Italien. Flere og flere udenlandske gæster kommer til Leningrad på studietur. Det gælder f.eks. søfolk og værftsarbejdere fra Gdansk, gymnasieelever fra Le Havre og skoleelever fra Turku og Manchester. Det er i de seneste år blevet tradition, at Leningrad udveksler udstillinger af børnetegninger med Osaka og Bombay.

Industri

Leningrad-områdets industri omfatter omkring 800 forsknings- og produktionssammenslutninger, virksomheder og organisationer. De førende brancher er maskinbygning og den metalforarbejdende industri. I 1940 producerede Leningrads industri mere end hele zar-Rusland i 1913. I dag tegner byens industri sig for mere end 3o % af landets samlede industriproduktion eller ca. lige så meget, som hele landet producerede før 2. verdenskrigs udbrud. Byen var ikke engang 20 år gammel, da de første industrivirksomheder blev oprettet. Det var et værksted til fremstilling af lægeinstrumenter, smede- og støbeværksteder samt Mønten. Også i dag er den metalforarbejdende industri den fremherskende i byen. De tidligere støbeværksteder blev i tidens løb til Izjora-fabrikken, landets førende virksomhed inden for atom-maskinindustrien. Den fremstillede i 1977 den første sovjetiske atomreaktor på 1 mio. kW. I Leningrad projekteres og fremstilles der årligt mere end 500 nye maskiner, værktøjsmaskiner og instrumenter. I 1815 markerede St. Petersborg søsætningen af landets første dampskib, og i 1837 var de dristigste af byens indbyggere passagerer i landets første jernbanetog. I slutningen af forrige århundrede byggede man i St. Petersborg verdens første isbryder og det første russiske orlogsskib med panserbeskyttelse, landets første dampturbine og senere dampmotoren til verdens første fly, som var konstrueret af den russiske opfinder Aleksandr Mozjajskij. I dag bygger Leningrads værfter tank- og malmskibe, fiskefabriksskjbe og forskningsskibe. De har også bygget de store atomisbrydere »Lenin«, »Arktika« og »Sibir«, som har banet vej gennem de arktiske ismasser til Nordpolen. Det seneste skib i den arktiske flotille, som er udgået fra Leningrads værfter, er også det mest usædvanlige. Det er forskningsisbryderen »Otto Smidt«, hvis laboratorieudstyr kan måle sig med udstyret på de bedste institutter i land. Leningrads virksomheder tegner sig for ca. halvdelen af alle turbiner og generatorer, der fremstilles i landet. Turbiner og generatorer herfra eksporteres til omkring 70 lande. Det seneste, byens elektromaskinbygning har præsteret, er verdens største turbogenerator med en kapacitet på 1.200 MW og en hydrogenerator på 640 MW. De værktøjsmaskiner og udstyr, der fremstilles på Leningrads virksomheder, er kendt i udlandet for deres høje tekniske standard. 10% af hele landets maskineksport kommer fra Leningrad. Landmænd i mange lande i Europa, Asien og Nordamerika har anskaffet sig en af de store Kirovets-traktorer med 300 hk, som fremstilles i Leningrad. Fabrikken »Lenpolygrafmasj« eksporterer sine linotype-sættemaskiner til 56 lande, og 70 lande verden over importerer apparatur og instrumenter fra firmaet »Krasnogvardeiets« i Leningrad, som fremstiller medicinaludstyr. En russisk traktor ? Det var noget helt nyt og ukendt for de australske landmænd, som har god forstand på landbrugsmaskiner. De så den første gang demonstreret på en udstilling i Sidney, og den vakte deres nysgerrighed. Traktorens motorkraft og driftsøkonomi var lige noget for de australske landmænd, og hertil kom den solide konstruktion og det, at den var meget nem at betjene. Men hvordan var den i brug? Det kunne ingen landmand i Australien svare på for to år siden. På det tidspunkt, da Kirovets-traktoren blev præsenteret på industriudstillingen i Sidney, havde den 15 sæsoner bag sig. Denne traktor, som fremstilles på Kirov-fabrikken i Leningrad, er siden 1963 blevet eksporteret til lande i Europa og Asien samt til Nordamerika, og nu var den nået til Australien. Kirov-fabrikken var den første i verden, der dristede sig til at starte en serieproduktion af en hjultraktor med hele 220 hk. Den var først og fremmest beregnet til markarbejde på de russiske stepper. Dens fremragende og solide konstruktion samt dens glimrende driftsegenskaber gjorde, at Sovjetunionens største landbrug ville have netop denne traktor. I løbet af 12 år leverede fabrikken 100.000 af disse store traktorer. Også i udlandet fik man efterhånden øjnene op for Kirovets-traktorens egenskaber. Den fik tildelt guldmedalje og diplom på en række europæiske landbrugsudstillinger, og der blev indgået fordelagtige salgskontrakter. Men pludselig tog fabrikken traktoren ud af produktion. To uger senere blev produktionen genoptaget, men nu var der tale om en traktor med 300 hk. Den nye model var ikke blot stærkere, den øgede også arbejdsproduktiviteten ved de vigtigste former for landbrugsarbejde med 30%-40%. Hertil kommer, at serviceomkostningerne blev nedsat med 15%. Den nye Kirovets-traktor har større motoreffekt, er nemmere at betjene, og dens førerkabine er mere komfortabel. Desuden skal fremhæves den nye models mange anvendelsesmuligheder. Kirovets-traktoren kan naturligvis udføre alle former for markarbejde, og desuden kan den anvendes som bulldozer og til mange andre arbejdskrævende operationer, i alt 38. Denne traktor blev i Sovjetunionen kåret som årets bedste og fik statens kvalitetsmærke, som viser, at den svarer til international standard. Den er stærk som en elefant og smidig som en slange, siger canadiske landmænd om Kirovets-traktoten. Mange landmænd i Canada foretrækker den sovjetiske traktor fremfor den canadisk -amerikanske Versatile-traktor. De australske landmænd løb altså ingen risiko, da de besluttede sig til at bestille et parti Kirovets traktorer. Australien er det 26. land, som importeret denne traktor. I mellemtiden har fabrikken i Leningrad indledt afprøvningen af forsøgsmodellen med 450-500 hk. Atomisbryderne, der er bygget på det Baltiske Skibsværft i Leningrad, er sovjetisk skibsbygnings »visitkort«. Der er tale om i alt tre, hvoraf de to sidste og mest moderne er »Arktika« og »Sibir«. De har en motorkraft på 75.000 hk, kan sejle i over et år uden at skulle have nyt atombrændsel og har et meget kraftigt panser. Disse moderne vidundere er skabt af videnskabsmænd, konstruktører og skibsbyggere i fællesskab. Man har regnet ud, at mere end 100 forsknings- og projekteringsorganisationer og 350 produktions- og produktionssammenslutninger og fabrikker og fabrikker har medvirket ved atomisbrydernes tilblivelse. Enkelte problemer under tilblivelsesprocessen krævede indførelse af specielle forskningsretninger ved videnskabelige centre. Der stilles helt specielle krav til en isbryder, og dens konstruktion er betydeligt mere kompliceret end et almindeligt skibs. Man kan blot nævne, at en isbryders skibsskruet arbejder under forhold, der ud fra deres beregningsmetodik er beslægtede med valseværk. Verdens første atomisbryder, »Lenin«, blev bygget på skibsværftet i Leningrad for over 20 år siden. Senere fulgte endnu to sovjetiske atomisbrydere, ,Arktika« og »Sibir«. Den sidstnævntes tonnage er kun 4.200 ton større end »Lenin«s, men den har en motorkraft på 75.000 hk mod »Lenin«s 44.000 hk. Og dens hovedturbogeneratorer har ikke noget sidestykke i verden, hverken hvad angår driftsøkonomi eller kapacitet. Det er et hårdt job at gøre tjeneste om bord på en atomisbryder. Det skyldes først og fremmest de langvarige sejladser, og hertil kommer det barske klima i de arktiske egne og stødene mod isen. Derfor er der gjort alt for at skabe så stor komfort som mulig for besætningen. Næsten alle besætningsmedlemmer har egen kahyt, hvoraf mange er isoleret mod vibrationer ved hjælp af »flydende« støddæmpere. Atomisbryderne er udstyret med opholdssaloner, en stor klub med biograf, sportslokaler og sauna. Naturligvis er der truffet alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte besætningsmedlemmerne mod radioaktiv stråling. I slutningen af sidste århundrede sagde den russiske admiral Stepan Makarov, at intet land er så interesseret i isbrydere som Rusland. Han drømte om at nå Nordpolen med sin isbryder »Jermak«, Ruslands første, men det var for stor en opgave for den. Denne opgave blev først løst i august 1977 af atomisbryderen »Arktika«, der som det første overfladeskib nåede Nordpolen ved at bane sig vej gennem nordkalottens ismasser. Denne bedrift demonstrerede i fuldt mål de moderne isbryderes muligheder. Men isbryderne er dog først og fremmest beregnet til at arbejde i Arktis. Den nordlige søvej, som går gennem de arktiske have, er den korteste vej fra Europa til det Fjerne østen. Ad den nordlige søvej er der 14.280 km fra Leningrad til Vladivostok, mens der er 23.200 km via Suez-kanalen. Også det omfattende program for udvikling af Sovjetunionens nordligste områder er afhængigt af, at denne rute holdes åben. Denne opgave klares af de tre atomisbrydere, som er bygget i Leningrad. På en international udstilling udspillede der sig følgende optrin. Nogle ingeniører fra Schweiz og Italien standsede op ud for en stand, hvor der var udstillet sovjetiske værktøjsmaskiner. Først kiggede de blot på en ny koordinatboremaskine og læste dens tekniske data, og derefter spurgte de den sovjetiske specialist, der betjente standen: Kan vi få lov til at se den i funktion? Ja, naturligvis. I ti minutter stod de og så på, hvordan maskinen arbejdede. Beskrivelsen af den stemte. Der var virkelig tale om en nyhed, som på en række punkter var de bedste mærker på verdensmarkedet overlegen. Og en af ingeniørerne spurgte, mens han nikkede hen mod boremaskinen: Hvornår har I russere nået det ? Denne boremaskine var fremstillet på Sverdlovværktøjsmaskinfabrikken i Leningrad. For mere end 100 år siden blev der på Neva-flodens højre bred anlagt en fabrik, som fik navnet »Føniks«. Den begyndte med at fremstille enkelte maskindele på bestilling fra andre virksomheder. Senere indledte den en produktion af vertikale dampmaskiner, kraner, ,beskæremaskiner og lign. Under sovjetmagten er Sverdlov-fabrikken (tidligere »Føniks«) blevet landets førende værktøjsmaskinvirksomhed. Fabrikkens maskiner har mange gange fået priser på sovjetiske og internationale udstillinger. F.eks. fik dens koordinatboremaskine og en programstyret boremaskine tildelt Grand Prix på en udstilling i Bruxelles. Sverdlov-fabrikken leverer værktøjsmaskiner til turbo- og bilfabrikker, skibsværfter og mange andre forskellige virksomheder. Den fremstiller programstyrede værktøjsmaskiner og aggregater, som hver for sig udgør et helt metalforarbejdende kompleks, der kan erstatte maskinerne i en hel fabriksafdeling. Mange lande verden over importerer værktøjsmaskiner fra fabrikken i Leningrad. Blandt fabrikkens kunder er foruden socialistiske lande og udviklingslande også firmaer i USA og andre vestlige lande. »Hvornår har I nået det ?«. Sådan spørger udenlandske specialister også repræsentanter for en anden virksomhed i Leningrad, hvis produktion har fået solidt fodfæste på verdensmarkedet. Det er fabrikken »Elektrik«.Elektrosvejsningen er opfundet i Rusland. En hel gruppe russiske videnskabsmænd og teknikere arbejdede inden for dette område. Deres opdagelser førte til en sand revolution i elektroteknikken og dannede grundlag for svejseteknikkens udvikling i mange lande. Fabrikken »Elektrik« fik til opgave at fremstille de første sovjetiske svejseapparater. I løbet af over 50 år har den leveret den sovjetiske samfundsøkonomi mange tusinde transformatorer og automatiske maskiner til lysbuesvejsning, svejseomformere af høj kvalitet og maskiner til andre svejseformer. I dag er »Elektrik« Sovjetunionens førende virksomhed inden for fremstilling af elektrosvejseudstyr. Det er vanskeligt at nævne en industrigren, hvor der ikke anvendes maskiner og apparatur fra denne fabrik. De svejser skibsskrog, maskindele, rør til gasledninger, byggekonstruktioner og meget andet. Sovjetiske astronomer har taget et af vor tids mest unikke fotografier. For 5 år siden lykkedes det dem at fastholde et »portræt« af en stjerne af 24. størrelsesklasse på en film. Stjernen udsender et lys, der er 10 mio. gange svagere end det, man kan skelne med det blotte øje. Selv det berømte amerikanske teleskop på Mount Palomar, hvis spejl har en diameter på 5 m, kunne ikke opfange et så fjernt punkt i universet. Det lykkedes derimod med et sovjetisk teleskop, som er opstillet på et observatorium i Kaukasus og fremstillet i Leningrad. Dette teleskop hedder BTA, en forkortelse af de russiske ord for »stort azimutteleskop«. Dets spejl har en diameter. på 6 m, det er verdens største reflektor. Det er i stand til at give oplysninger om objekter, som befinder sig op til 9 mia. lysår fra vores planet. Det er det mest følsomme instrument i verden, så at sige jordens øje. Teleskopets tilblivelsesproces, iberegnet den indledende forskning og projektering, eksperimenter og industrielle fremstilling, strakte sig over 15 år. For at samle hele konstruktionen var man på fabrikken nødt til at opføre en speciel bygning med et 60 m højt tårn. Når BTA-teleskopets 24 m lange rør står lodret, er teleskopets samlede længde 42 m. Det vejer i alt 850 ton, hvoraf teleskoprøret tegner sig for 280 ton. BTA-teleskopet er enestående i verden, ikke blot på grund af sin størrelse, men også rent konstruktionsmæssigt, videnskabeligt og teknisk og på grund af sit mangeartede udstyr, som betyder, at det kan anvendes til mange forskellige observationer. Det har en mængde instrumenter og anordninger, som gør det muligt at fotografere og udforske himmellegemer. Det meget komplicerede spektralapparatur, anordningen til ændring af fokusafstanden og kontrolbordene er konstrueret specielt til BTA-teleskopet. En amerikansk journalist beskrev vanskeligheden af de opgaver, der blev løst under konstrueringen af dette teleskop, således: »Det er det samme som at lære en elefant at gå på line.« Mens det er umuligt at rokke en elefant ud af stedet, hvis den bliver stædig, så kan det 850 ton tunge teleskop let styres med én hånd. Men uanset hvor fuldendt teleskopets mekaniske del og dets hydrostatiske styringssystem er, så er et teleskop uden spejl som en elefant uden snabel. BTA-teleskopets spejl krævede en særlig glassammensætning, og man måtte opføre en speciel hal til brændingen, hvor der blev opretholdt en konstant temperatur med en nøjagtighed på tiendedele af en grad. Den 70 ton tunge glasstøbning, den tungeste i glasindustriens historie, blev i denne hal brændt i hele to år! Og derefter var en gruppe optikere seks år om at polere den kæmpestore glasskåls overflade med en nøjagtighed på brøkdele af en mikron ! Mens dette arbejde stod på, udsendte Pulkovo observatoriet uden for Leningrad 16 ekspeditioner for at søge efter det bedst egnede sted til et nyt observatorium. Det fandt man ved landsbyen Zelentjukskaja i det nordlige Kaukasus. På en bjergskråning her, 2.500 m over havets overflade, opførtes det sovjetiske videnskabsakademis nye astronomiske observatorium. BTA-teleskopet blev transporteret hertil fra Leningrad og opstillet. I Vancouver viste medarbejdere ved et canadisk firma, som har specialiseret sig i at levere udstyr til landets vandkraftværker, engang en ingeniør fra Leningrad et digert værk. Det var en undersøgelse af de forskellige måder, hvorpå et turbinehjul kunne transporteres fra Leningrad til det vandkraftværk, som var under opførelse ved floden Peace River i den canadiske provins British Columbia. Det stod klart, at turbinehjulet med fragtskib skulle transporteres til Vancouver. Men hvordan skulle man få fragtet det 200 ton tunge hjul med en diameter på 9 m gennem den bjergrige canadiske provins, hvis der ikke førte tilstrækkeligt dybe floder, brede veje eller jernbaner til bestemmelsesstedet? Det var ikke nogen nem opgave at finde en egnet rute. Ingeniøren fra Leningrad lyttede til sine canadiske kollegers forklaringer, og pludselig kom han til at trække på smilebåndet. Han måtte da forklare, at han var kommet til at tænke på et gammelt fotografi i museet på den fabrik, hvor han arbejdede. På fotografiet så man en hestevogn, der kørte et eller andet ud af fabriksporten, mens folk stimlede sammen for at se på. Under fotografiet stod der: »1924. Den første sovjetisk fremstillede turbine med en kapacitet på 2.000 kW.« »Det kan ikke være rigtigt,« skrev den vestlige presse dengang, den vidste nemlig, at de sovjetiske kraftværker blev forsynet med importeret udstyr. Men det var en kendsgerning. Turbinen på hestevognen var starten på den sovjetiske kraftforsyningsindustri. Med tiden har man i Leningrad lært at lave store og driftsikre aggregater, som er installeret på alle sovjetiske vandkraftværker og efterhånden også har vundet indpas på verdensmarkedet. Det kom som et chok for de førende vestlige firmaer inden for elkraftbranchen, da canadiske eksperter i 1972 besluttede at købe sovjetiske turbiner. Men »da choket havde fortaget sig, og støvet havde lagt sig, blev det klart, at vi havde truffet det rigtige valg,« skrev en canadisk avis dengang. Det viste sig, at russerne laver turbineløbehjul så store, at langtfra alle canadiske floder er i stand til at trække dem. Den største af de turbiner, canadierne bestilte i Leningrad, har en kapacitet på 500 MW. På vandkraftværker i Sibirien er der imidlertid installeret turbiner på 800 MW. Og nu har man i Leningrad fremstillet verdens største turbine med en kapacitet på 1.200 MW. Det svarer til alle kraftværkers samlede kapacitet i det zaristiske Rusland. Canadierne afprøvede grundigt de sovjetiske turbiner, som med glans bestod alle prøver. En af dem, der ledede afprøvningen, sagde bagefter, at de sovjetiske turbiner arbejder stabilt og sikkert og i praksis har bevist deres glimrende driftsegenskaber. Direktøren for et canadisk firma måtte ligeledes indrømme, at Sovjetunionen fint kan gøre sig gældende på verdensmarkedet, hvad angår teknologi og udstyr til vandkraftværker. Mange sovjetiske og også en del udenlandske atomkraftværker er udstyret med atomreaktorer fra Izjora-fabrikken uden for Leningrad. Udstyret på verdens første atomkraftværk i Obninsk i Kalugaområdet sydvest for Moskva er også fremstillet her på denne fabrik. Og ikke en eneste reaktor her fra har nogen sinde gjort knuder eller voldt ubehageligheder for personalet på atomkraftværkerne. I den 10. femårsplan (1976-1980) fordoblede fabrikken produktionen af reaktorer til atomkraftværker. Og den enkelte reaktors kapacitet bliver større og større. På Izjora-fabrikken arbejder man nu med at konstruere en reaktor på 1,5 mio. kW. Arbejdere på Izjora-fabrikken har hæderkronede revolutionære traditioner. Det er vanskeligt at forestille sig, at dette ultramoderne udstyr fremstilles på en fabrik, som er 250 år gammel. Den byggede skibe til den russiske flåde, fremstillede dampmaskiner, navigationsinstrumenter og panserplader til dem. Fabrikken fremstillede i 1929 det første sovjetiske komplette boreudstyr, i 1931 det første blokvalseværk og i 1934 valser til koldvalsning af plader... Fabrikken har altid fremstillet det, landet havde særlig hårdt brug for, og har mange gange lagt sin produktion om. Den har leveret forskellige former for valsestål og rør, smedepresseudstyr og cisternevogne. Alene i den sidste snes år har fabrikken fremstillet over 100 forskellige artikler af høj teknisk standard: store valseværker, gravemaskiner til brug i åbne brud, hydrauliske presser, højtryksapparater til den kemiske industri osv. I dag er atomreaktorer fabrikkens vigtigste produkt. Izjora-fabrikkens arbejdere ydede en heltemodig indsats under 2. verdenskrig. De tyske tropper var nået helt frem til fabrikken, men de var ikke i stand til at erobre den. Trods den fjendtlige beskydning fortsatte arbejderne med at fremstille våben til fronten og deltog samtidig aktivt i forsvaret af Leningrad. Den tyske general Kurt von Tippelskirch skrev efter krigen: »De tyske tropper var nået frem til byens sydlige forstæder, men på grund af særdeles hårdnakket modstand fra forsvarsstyrkerne, som var forstærket med fanatiske Leningrad-arbejdere, indtraf det ventede resultat ikke.« På Vasilij -øen i Leningrad ligger fabrikken »Eskalator« (Rullende trappe). Den har spillet en vigtig rolle i sovjetisk metrobygnings historie. I begyndelsen af 30-erne begyndte man at anlægge landets første metro i Moskva. De udenlandske firmaer vidste, at Moskvas metro ville få brug for rullende trapper, som dengang ikke blev fremstillet i Sovjetunionen. De regnede med en god fortjeneste og tilbød for 4 mio. rubler i guld at udstyre første afsnit af Moskvas metro med rullende trapper. Det var efter den tids forhold en meget stor sum, så meget desto mere for et land, som måtte spare på alt for at fremskynde industrialiseringen. Sovjetiske specialister besluttede at klare sig uden udenlandske firmaers hjælp. En virksomhed i Leningrad fik til opgave at konstruere og fremstille rullende trapper til metroen i Moskva. Denne opgave blev løst på forholdsvis kort tid, og de rullende trapper., der blev fremstillet i Leningrad, var ikke blot fuldt på højde med de udenlandske, hvad angår driftsegenskaber, men endog bedre på en række punkter. I dag er alle sovjetiske metroer udstyret med rullende trapper fra »Eskalator«-fabrikken i Leningrad. Denne fabrik omfatter også et specialiseret konstruktionsbureau, det eneste i landet, som konstruerer rullende trapper, rullende fortove og andet lignende udstyr. De rullende trapper i Kongrespaladset i Kreml er konstrueret her, og det samme gælder de rullende fortove i Leningrads lufthavn. Desuden har bureauets medarbejdere konstrueret sceneanlæg til koncertsale i Leningrad, Kiev, Tbilisi, Baku og andre byer. Hvis De kommer til metrostationen »Grazjdanskij prospekt« eller »Primorskaja« i Leningrad, så vil De lægge mærke til, at de rullende trapper her adskiller sig fra de øvrige stationers. Der er tale om rullende trapper af en helt ny konstruktion. De styres elektronisk, og brugsgarantien for dem er længere end for de tidligere konstruktioner. I dag leverer fabrikken i Leningrad ikke blot rullende trapper til metrostationer i Sovjetunionen, men også til Prags og Budapests metro. Og man har allerede afsendt det første parti rullende trapper til metroen i Helsinki.

Eremitage-musseet

Siden den russiske kejserinde Katarina II gav ordre til at købe en stor malerisamling bestående af 225 malerier i Berlin og bringe den til Vinterpaladset, zarens residens, er der gået langt over 200 år. Det var begyndelsen til Eremitagen, et museum, som rummer kultur- og kunstskatte fra de ældste tider til vore dage. Men selv den enevældige kejserinde tog kyndige folk med på råd, når hun supplerede samlingen. En af hendes rådgivere var Denis Diderot, den franske filosof og redaktør af den store franske encyklopædi. Mange store videnskabsmænd har i tidens løb arbejdet i museet, og vi kan takke deres omfattende viden for, at de næsten 3 mio. udstillingsgenstande, som det i dag rummer, udgør en virkelig kunstnerisk og historisk værdi. Af Eremitagens talrige skatte kan nævnes malerier af Raphael, Leonardo da Vinci, Tizian, Rembrandt, Renoir og Picasso, oldegyptiske og antikke skulpturer, skulpturer af Houdon og Rodin, enestående samlinger af gamle mønter, våben og tekstiler, rige forhistoriske arkæologiske fund. Museets samling suppleres til stadighed. Men man er meget kritisk og erhverver kun ting, som falder inden for rammerne af dets specielle problematik. Museets nyerhvervelser kommer mange forskellige steder fra. F.eks. foretager dets videnskabsmænd hvert år arkæologiske ekspeditioner. Museets direktør, akademimedlem Boris Piotrovskij, ledede selv en ekspedition af sovjetiske forskere, der bistod araberne med at redde oldtidsminderne i den Nubiske Ørken, hvor der i forbindelse med opførelsen af Aswan-dæmningen skulle anlægges en stor kunstig sø. Som tak forærede den egyptiske regering Eremitagen en del af de ting, der blev reddet her. Desuden har museet modtaget genstande fra skythertiden, fundet i gravhøje i Kazakhstan, og birkebarksbreve og fresker fra det centrale Rusland (Pskov). Museet har en indkøbskommission, som holder møde en gang om måneden. Der stilles store videnskabelige krav, før en tilbudt genstand opnår den ære at blive indlemmet i Eremitagens samlinger. Der forekommer også kuriøse tilfælde. Engang kom en ældre dame og tilbød museet »et kæmpestort maleri«, får hendes familie skulle flytte til en ny lejlighed, og der var der ikke en væg så stor, at maleriet kunne hænge der. Det viste sig, at den gamle dame var indehaver af et maleri af den fremtrædende italienske maler fra begyndelsen af det 19. årh. Massimo Stanzione, »Kleopatra«. Eremitagen, som er et af verdens største museer, modtager naturligvis også mange gaver. Her kan man nævne malerier af den amerikanske maler Rockwell Kent og af italieneren Renato Guttuso, og en privat samler i Paris har foræret museet et fremragende maleri af Matisse. Eremitagemuseets hovedmagasin rummer mere end 4.000 enestående kunstværker. Leonardo da Vinci malede sit berømte billede »Madonna Benois« for fem århundreder siden med almindelige farver på almindeligt lærred. Og for at bevare madonnaens guddommelige skønhed for altid må man først og fremmest bevare disse farver og dette lærred. Men århundrederne tager intet hensyn til, at et billede er skabt af en genial maler. Mesterværker kan gå til grunde, hvis man ikke forstår at bevare og behandle dem. I dag får museet hjælp af videnskaben: fysikken, biologien og specielt kemien. I Eremitagens restaurerings- og konserveringsafdeling fører medarbejderne ved hjælp af moderne videnskabelige metoder en vellykket kamp mod tidens tand. De omkring 3 mio. museumsgenstande er som 3 mio. patienter på et hospital, som deres liv og helbred er betroet. Forskellen er blot, at der her praktisk taget ikke forekommer tilfælde med dødelig udgang. Afdelingens enorme skabe rummer et uendeligt antal røntgenbilleder og andre »analyser« af de kostbare patienter. Og hvis der opdages tegn på ildebefindende, så er det omgående på »operationsbordet«. Restaureringsværkstedet for staffeli-maleri har haft mange berømte billeder til behandling og ikke blot fra Eremitagen. F.eks. har man hjulpet tyske og polske museer med at restaurere malerier, som blev stærkt beskadiget under krigen. Et af museets mesterværker- »Lamentation« af den franske maler Jacques Bellange - er så at sige blevet genfødt her i restaureringsværkstedet. Bellange blev anset for en af sin tids største kolorister (slutningen af 16. årh.- begyndelsen af 17. årh.), men kun hans tegninger og gravurer er bevaret. Ikke et eneste museum i verden havde noget maleri af ham. Men ved at studere maleriet »Lamentation«s materielle struktur ved hjælp af røntgen, ultraviolette og infrarøde stråler, stereomikroskop og mikrokemisk analyse lykkedes det Eremitagens restaureringsværksted, som var pioner på dette område, at bevise, at dette billede ikke var malet af Francesco de Ribalta, som man havde troet i 300 år, men af Jacques Bellange. De forløbne århundreders restauratorer havde ikke taget med fløjlshandsker på det uvurderlige billede, så Eremitagens eksperter var et år om at bringe det eneste eksisterende maleri af Jacques Bellange tilbage til dets oprindelige skikkelse. De fjernede omhyggeligt alle spor af senere tiders overmalinger og udbedrede de skader, det havde fået i tidens løb. Restaureringsværkstedet for monumentalmaleri har givet nyt liv til oldgræske kalkstenssteler, som var ved at gå i opløsning, restaureringsværkstedet for tekstiler har genoplivet det berømte Pazyryk-tæppe (fra Pazyryk-dalen i Altaj-bjergene) og klæder fra Peter den Stores garderobe; desuden kan nævnes, at papirrestaureringsværkstedet har hjulpet med at bevare oldegyptiske papyrusruller, som er omkring 5.000 år gamle. Folk, som ikke har kendskab til arbejdet i et museum, har ingen forestilling om, hvor mange hemmeligheder og hvor megen romantik og opfindsomhed den på ingen måde poetiske term »attribution« rummer. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt blot at indføje hver enkelt museumsgenstand i museets inventarlister. Hver eneste ting må studeres grundigt, så man kan føje den ind i det almene billede af den menneskelige kulturs udvikling. Det kræver, at kunsthistorikeren ikke blot har kendskab til kunst, men også til historie, litteratur og endog kriminalistik. Undertiden er der nemlig brug for en Sherlock Holmes’ eller en Maigrets talent for at udrede de gådefulde tråde, som århundrederne har spundet. Rembrandts berømte maleri »Danaë« har hængt i Eremitagemuseet i næsten 200 år. Maleren har selv på billedet opgivet dets tilblivelsesår, nemlig 1636. I op mod 100 år har der hersket vild uenighed om dette maleri, om det nu virkelig er »Danaë« eller ej (på Rembrandts tid fik malerier nemlig ikke navne), og hvad maleren egentlig ville sige med dette billede. Forskerne har fremsat 11 forskellige versioner. En version siger, at Rembrandt virkelig har afbildet Danaë, datter af den græske mytologiske konge Akrisios, som holdt hende indespærret i et kobbertårn, for at hun ikke skulle føde et barn. Det var nemlig blevet spået, at hans dattersøn skulle slå sin bedstefar ihjel. En anden version går ud på, at det ikke er Danaë, men den bibelske Hagar (andre »bibelske« varianter er Batseba, Sara, Lea, Rakel og Potifars hustru, som forsøger at forføre Josef). Endnu en version siger, at motivet hverken er hentet fra mytologien eller Bibelen, men forestiller en historisk person, nemlig den romerske kejserinde Messalina. Nogle mener, at det er ligegyldigt, hvem billedet forestiller, for Rembrandt var ikke interesseret i motivet. For ham var det vigtigste at gengive farveskalaen, gyldent og purpur, cinnober og brunt. Men det er ikke rigtigt. For os, som lever i det 20. årh., er det vigtigt at vide, hvad der konkret har inspireret Rembrandt til at male dette billede. Det giver nemlig billedet et reelt, levende indhold og hjælper os til at forstå dets psykologiske »ladning«. Og Rembrandt, som så mesterligt har gengivet menneskers åndelige liv, kan under ingen omstændigheder betragtes som en forløber for den moderne formalisme, som går ud på, at farveskalaen er det eneste vigtige. »Danaë« blev sendt til røntgen, og det blev undersøgt med ultraviolette stråler og med mikroskop. Og den »kunsthistoriske detektivhistorie« fik en uventet afslutning. Eremitagemuseets videnskabelige medarbejder Jurij Kuznetsov opdagede, at man under billedets øverste lag kan se malerens første forsøg, hvor kompositionen er en anden, og hvor den afbildede kvinde ser anderledes ud. Ydermere påviste han efter at have foretaget undersøgelser i Holland, at det ikke var Rembrandts hustru Saskia, der havde stået model til billedet, hvilket man havde taget for helt givet, men derimod Geertje Dirckx, som var barnepige for Rembrandts og Saskias søn. Kuznetsov hævder, at en hel periode i malerens liv og virke er knyttet til denne kvinde. Han mener også, at dette billede, som virkelig forestiller Danaë, og som Rembrandt første gang malede i 1636, 10 år senere er malet om i en mere indgående, psykologisk nøjagtig variant.

Også en anden af Eremitagens »detektivhistorier« har forbindelse med Rembrandt. Dette museum har som bekendt den største Rembrandt-samling udenfor Holland, i alt 25 malerier. En af museets videnskabelige medarbejdere, Irma Linnik, rettede dette tal. Ved hjælp af komplicerede undersøgelser beviste hun, at Rembrandts billede »Vismændenes tilbedelse«, som hænger på et museum i Göteborg, i virkeligheden er en kopi, mens originalen findes på Eremitagemuseet, hvor den hidtil var blevet regnet for en kopi. Således kom Eremitagens 26. Rembrandt-billeder for dagen. Og endnu en uventet opdagelse. Den blev gjort af museets unge videnskabelige medarbejder, egyptologen Irma Lapis. I mange år havde museet været i besiddelse af en fremragende udført statue af en ung, smuk kvinde med en egypterindes ansigtstræk og en antik gudindes skikkelse. Men hvem var hun, denne smukke ukendte kvinde ? Irma Lapis, som kender egyptisk, studerede i mange år forskellige perioder af det gamle Egyptens historie, undersøgte gamle egyptiske kunstværker på museer verden over og analyserede detaljerne. Takket være dette mangeårige forskningsarbejde kunne hun konstatere, at statuen forestiller Arsinoë II, gift med den egyptiske konge Ptolemaios II, og stammer fra tiden efter Alexander den Stores erobring af Egypten. Museet har fået sit navn - »Eremitage« (eremitbolig) - af kejserinde Katarina II. Sådan kaldte hun de sale i Vinterpaladset, hvor hendes malerisamling var ophængt. Hun skrev til sine venner, at kun musene og hun selv frydede sig over disse skatte. I halvandet hundrede år svarede museet til sit navn. Selv den store russiske digter Pusjkin skulle have speciel tilladelse i zarens kancelli til at besøge museet. Og malere, som ønskede at kopiere malerierne her, skulle i hofforvaltningen fremlægge en attest på deres politiske pålidelighed. I dag, hvor museet årligt besøges af mere end 3,5 mio. mennesker, er dets navn nærmest blevet et kuriosum, for der er ikke meget »eremitagtigt« over de store menneskefyldte sale. Eremitagen udfører et intensivt forsknings- og oplysningsarbejde. De besøgende kan vælge mellem forskellige rundvisninger, alt efter om de er nybegyndere eller specialister. Tusinder af mennesker går på museets treårige kurser i kunsthistorie og dets Kunst-universitet for unge eller deltager i de hundreder af studiekredse for skoleelever, der arrangeres af museet. Dets fremragende bibliotek, som rummer en halv million bind, har videnskabelig udveksling med 900 institutioner i 47 lande verden over. Museet besvarer tusinder af henvendelser og spørgsmål fra organisationer og enkeltpersoner, teatre og filmstudier. F.eks. kan nævnes, at Eremitagemuseets videnskabelige medarbejdere optrådte som rådgivere for regissøren ved optagelsen af den sovjetiske film »Hamlet«. Desuden har de 300 videnskabelige medarbejdere skrevet hundreder af bøger, som museet har udgivet. Den forvandling, Eremitagen har undergået, vidner om, at der er sket en sand kulturrevolution i landet. En revolution, som altid søger at delagtiggøre folkemasserne i den åndelige erfaring, menneskeheden har høstet, en revolution, som på sit banner havde skrevet Lenins udødelige parole: »Kunsten tilhører folket«.

Fascisterne nedkastede 100.000 flyverbomber og affyrede 150.000 artillerigranater mod Leningrad i deres forsøg på at udslette byen og dens indbyggere. Den første bygning, der blev ramt af en fjendtlig sprængbombe, var Laval-palæet, som i 1941 rummede Sovjetunionens historiske arkiv. Palæet var opført i russisk klassicistisk stil af arkitekterne Thomas de Thomon og Andrej Voronihin. Denne smukke bygning havde spillet en vigtig rolle i den russiske kulturs historie. Her oplæste Pusjkin for første gang sin tragedie »Boris Godunov«, og herfra begav fyrstinde Jekaterina Trubetskaja (født Laval) sig i 1827 til Sibirien for at slutte sig til sin mand, som var idømt strafarbejde her for delagtighed i dekabristopstanden i 1825. I 1942 brændte Jelagin-palæet efter at være ramt af en bombe. Det var opført af den italiensk-russiske arkitekt Carlo Rossi, som i 1825 opførte endnu et palæ, Mihail-palæet, i St. Petersborgs centrum. Denne smukt proportionerede bygning, som indtil revolutionen i 1917 tilhørte zarfamilien, rummer i dag Russisk Museum, et af landets førende museer for russisk kunst. Fascisterne kastede 11 sprængbomber og hundreder af brandbomber og granater mod den. Alene granatsplinter lavede 1.600 huller i taget på Kazan-katedralen, som er opført af arkitekten Andrej Voronihin. Den gyldne kuppel på Isak-katedralen (opført i årene 1818-1858 af arkitekten Auguste Montferrand) blev i krigens første dage camoufleret. Den blev malet mat-sort, som om den var sørgeklædt. Og der var god grund til at sørge, for granatsplinter, fugt og kulde beskadigede katedralens omkring 2.000 m2 pragtfulde vægmalerier. Tyskerne skånede hverken Admiralitetet, en af Europas smukkeste k.lassicistiske bygninger, Ingeniør-slottet, det Tauriske Palads (begge fra 18. årh.) eller byens ældste bygningsværk - Peter-Paul-fæstningen. Men for tyskerne var Vinterpaladset og Eremitagemuseets øvrige tilhørende bygninger det vigtigste blandt en række strategiske objekter. Det gik i den tyske overkommandos lister under betegnelsen objekt N 9 og skulle tilintetgøres. I krigens første dage gik man i gang med at klargøre Eremitagens samlinger til evakuering. »Danaë«, »Flora«, »Den hellige Familie« og de øvrige malerier af Rembrandt blev pakket ned i specielt konstruerede kasser, som var indrettet til transport og langvarig opbevaring. Men der opstod problemer med et af hans billeder, »Korsnedtagelsen«, som er af meget stort format. Det ville være vanskeligt at transportere ~n så stor kasse, og museets eksperter besluttede derfor at rulle billedet om en speciel valse. 52 jernbanevogne blev læsset med Eremitagemuseets skatte og bragt i sikkerhed i Sibirien. Da museets direktør, Iosif Orbeli, sendte vognene af sted, hulkede han, som om han tog afsked med sine børn. losif Orbeli, som var en verdenskendt videnskabsmand, medlem af Sovjetunionens Videnskabsakademi og Arkitekturakademi, medlem af antikvarernes selskab i London og æresmedlem af Irans Videnskabsakademi, medvirkede 5 år senere i Nürnberg-processen, hvor han præsenterede de anklagede nazistiske ledere for en regning både for Eremitagemuseet, som blev ramt af to svære bomber og 30 store artillerigranater, og for de øvrige ødelagte bygningsværker i Leningrad. Man kunne ikke evakuere hele Eremitagen, I mio. museumsgenstande lå tilbage i magasinerne. Og mange af medarbejderne nægtede at forlade den belejrede og sultende by, men blev tilbage for at tage vare på museet. Blandt dem var museets direktør, Orbeli, andre af museets kendte videnskabsmænd, unge, der for nylig havde afsluttet Eremitagens Kunstuniversitet, og gamle opsynsdamer. De, der ikke havde kræfter til at tilbagelægge vejen fra deres hjem til museet hver dag, flyttede ind i museets kældre. De holdt vagt på dets tag og slukkede brandbomber. Og samtidig fortsatte de med at arbejde, forsvarede kandidat- og doktorafhandlinger og skrev bøger. Medlem af Arkitekturakademiet Aleksandr Nikolskij, der som alle andre var opsvulmet af sult, gik hver nat en rundgang til sine »poster« gennem museets mørke sale - næsten 25 km! Og bagefter tegnede han de Triumfbuer, som de sovjetiske soldater, landets befriere, skulle passere, når de kom til Leningrad (hvilket også skete efter krigen). På mappen med tegningerne skrev Nikolskij de ord, Arkimedes råbte til den romerske soldat, der havde løftet sværdet mod hans hoved (under romernes indtagelse af Syrakus i år 212 f. Kr.): »Rør ikke mine tegninger!« Den første tyske granat mod Eremitagemuseet ramte en af granitatlanterne, der bar porticusen ved museets hovedindgang. De mennesker, der holdt opsyn med museet, var ikke atlanter, men skrøbelige væsener, udtæret og udmattet af sult og kulde. Ikke desto mindre fortsatte de utrætteligt med at redde museet, som indtog en så stor plads i deres liv. De reddede det fra granater, bomber og brande, udbedrede straks mindre skader for at hindre dem i at blive endnu større, beskyttede det mod smeltevand, som sivede ned gennem taget, der var gennemhullet af granatsplinter, mod regn og sne, der stod ind gennem de knuste vinduesruder, som de ikke kunne nå at dække med finérplader. Museets smukke parketgulve bulede og slog sig, og fugten satte sig på stukkaturen, forgyldningerne og væggene. De kæmpede ikke alene. Fjendtlige granater faldt endnu i byen, men efter en beslutning, truffet af bysovjetten og byens partikomité, var der allerede åbnet en specialskole til uddannelse af højtkvalificerede håndværkere, bl.a. bygningsarbejdere, malere, træskærere, forgyldere og møbelsnedkere, som skulle restaurere Eremitagen og byens øvrige palæer og slotte. Og restaureringen blev indledt, endnu før krigen var slut. I 1943 oprettedes i Leningrad en inspektion til bevarelse af arkitektoniske mindesmærker. Den registrerede alle værdifulde bygninger, konserverede de ødelagte palæer og indsamlede arkivmaterialer til den forestående genopbygning. Den 24. august 1944 modtog Eremitagen den sovjetiske regerings forordning om bevilling af midler til restaurering af museet. Der skulle bruges meget: mange kilo guld og tonsvis af bly, hundreder af kubikmeter kostbare træsorter, byggemateriale. Men krigen rasede stadig, endnu var der brug for våben, endnu lå byer i ruiner, og endnu kunne folk ikke spise sig mæt. Den 11. oktober 1945 vendte museets skatte tilbage fra Sibirien, og godt tre uger efter, den 4. november, så de første 69 sale, der blev genåbnet for publikum, heriblandt Rembrandt-salen, ud nøjagtigt, som de havde gjort før krigen.

Petrodvorets

Efter Eremitagemuseet gik man i gang med at restaurere byens øvrige palæer og slotte. I Leningrads arkiver havde man omhyggeligt bevaret detaljerede projekter til byens historiske bygninger. Gamle tegninger, udført af Bazjenov, Voronihin, Rastrelli, Rossi og Quarenghi, gjorde det muligt for arkitekterne at genopføre bygningsværkerne i deres oprindelige skikkelse. Restaureringen af de smukke slotte og parkanlæg uden for byen var tusind gange vanskeligere. Her havde frontlinien gået, og fjendens tropper havde stået her i to et halvt år. Den 19. januar 1944 befriede sovjetiske styrker Petrodvorets, og Leningrads kommission til undersøgelse af de fascistiske erobreres ugerninger tog straks ud for at besigtige ødelæggelserne. Kommissionens medlemmer (blandt dem var Iosif Orbeli, Eremitagemuseets direktør, og digteren Anna Akhmatova) nægtede at tro deres egne øjne. Petrodvorets, Peter den Stores og hans efterkommeres sommerresidens med slottet, som er opført af arkitekten Rastrelli, springvandskaskaden med dens talrige forgyldte figurer - alt lå i ruiner. Den sovjetiske regerings beslutning om restaurering af ødelagte arkitektoniske mindesmærker blev truffet i 1945. Men i virkeligheden indledtes restaureringen af Petrodvorets allerede den 19. januar 1944, da sovjetiske soldater og byens få overlevende indbyggere straks gik i gang med at rydde op i ruinerne. De samlede hvert eneste stykke stukkatur op, så videnskabsmændene kunne have noget at gå ud fra ved restaureringen. Alt lå i ruiner, men det faldt ingen ind, at Petrodvorets kunne ophøre med at eksistere. Men forud for Petrodvorets’ restaurering eller rettere genfødelse gik der et enormt forskningsarbejde. I arkiver og biblioteker søgte man efter de originale tegninger, projekter og gamle beregninger, som var nødvendige for en videnskabelig underbyggelse af genopbygningsarbejdet. Man søgte over hele Europa, for fascisterne ikke blot ødelagde, men plyndrede også alt, hvad der kunne plyndres. Og uden de gamle tegninger kunne man ikke gå i gang med genopbygningen. Hvor paradoksalt det end lyder, så er det vanskeligere at genopbygge end at bygge noget helt nyt. Et kunstværk må ikke genopbygges tilnærmelsesvist, men skal svare helt nøje til originalen. Arkitekterne Jelena Kazanskaja og Vasilij Savkov var så heldige at finde 4 projekter, som Rastrelli selv havde tegnet. Facaderne, taget og selv interiørerne. Man havde også Rastrellis egen tegning til kirken i Petrodvorets, som også var ødelagt af de tyske tropper. Men hvordan kunne man fastsætte de nøjagtige dimensioner, proportionerne? Der var ikke længere nogen, der havde erfaring j at bygge kirker. Vasilij Savkov besluttede da, at der skulle laves en model af kirken i en tiendedel af naturlig størrelse. Denne model fotograferede man. I samme størrelsesforhold tog man et billede af Rastrellis gamle tegning. Derefter projicerede man samtidig de to fotografier op på et lærred og lagde det ene ind over det andet. Modellens proportioner var kontrolleret på alle punkter. Nu kunne man gå i gang med at bygge. Det varede flere år. før Petrodvorets havde fået sit ydre udseende tilbage. Så tog arkitekterne fat på at genskabe interiørerne. Og atter gik man samme vej som Rastrelli, som var en fortræffelig dekoratør med en evne til at forene den pompøse barokstil med rokokoens elegance. Arbejdet krævede, at man satte sig ind i gamle håndværk som billedskæring, forgyldning og stukarbejde. Når besøgende i dag går gennem Petrodvorets’ genskabte sale, kan selv eksperter ikke tro på, at al denne skønhed og pragt ikke er skabt på Rastrellis tid, men af unge sovjetiske billedhuggere, som blev uddannet på specielt oprettede forsknings-. og restaureringsværksteder i Leningrad.

Pavlovsk

På en arkitektkongres i London endnu før krigens afslutning sagde en aftalerne: »Menneskeheden i hele verden er blevet fattigere med tabet af så fine kulturmindesmærker som Pusjkin og Pavlovsk.« Byen Pusjkin var tidligere den russiske zarfamilies sommerresidens og hed dengang Tsarskoje selo. I dag er byen opkaldt efter Ruslands store digter Aleksander Pusjkin, som gik på et gymnasium her. De mere end 25 km fra St. Petersborg tilbagelagde Pusjkin ofte til fods. Pavlovsk, et gods, som kejserinde Katarina II forærede sin søn Pavel I, ligger lidt længere fra Leningrad. Også her havde de tyske tropper hærget. De to enestående slots- og parkanlæg fra 18. århundrede, som i skønhed kan måle sig med Versailles, blev befriet samme dag, den 24. januar 1944. Slottet i Pavlovsk, som er opført af arkitekterne Cameron, Voronihin og Rossi, brændte. Denne skæbne undgik Katarina-slottet i Pusjkin takket være en sergent med det typisk russiske efternavn Ivanov. Det var ikke nok for nazisterne, at de havde plyndret slottet for dets kostbarheder og forvandlet dets pragtfulde sale til latriner for soldaterne og til hestestalde. Før de trak sig tilbage, anbragte de elleve 1.000-kilograms tidsindstillede bomber i slottets mure. Sergent Ivanov opdagede og uskadeliggjorde dem. Det var tyndet slemt ud i den store, smukke park, som ikke havde sin lige i hele verden, for nazisterne havde fældet 70.000 træer her. Også her var der snarere tale om genfødelse end om restaurering. Og atter gik man i gang med at søge i ruinerne efter rester af slottets indre udsmykning, specielt de forgyldte træskærerarbejder, som havde prydet alle slottets vægge fra gulv til loft. Men her blev arkitekterne stillet over for et nyt problem: i hvilken skikkelse skulle man genskabe Katarina-slottet i Pusjkin ? Man startede med at bygge slottet i 1718, og igennem næsten 100 år blev der konstant bygget om og bygget til. Blandt slottets mange arkitekter var den ordinære Braunstein, den talentfulde Trezzini og den geniale Rastrelli. Det blev enstemmigt besluttet at lægge Rastrellis ideer til grund for genskabelsen af slottet og fjerne alle senere lag. Også Pavlovsk blev genfødt. Arbejdet her blev ledet af Fjodor Olejnik, som lige før krigen havde afsluttet sin arkitektuddannelse og derefter var taget til fronten som frivillig. Allerede i sin studietid havde han i Pavlovsk restaureret Pietro Gonzagas smukke fresker og foretaget mange arkitektoniske opmålinger. I ledige stunder i skyttegraven tegnede han Pavlovsk-slottet, sådan som han huskede Camerons, Voronihins og Rossis mesterværk, som mindede om et antikt tempel. Under restaureringsarbejdet var Olejniks tegninger, både dem han havde lavet før og under krigen, af uvurderlig betydning. Pavlovsk-slottet blev endog endnu smukkere, end det havde været før krigen. I sin tid, da slottet blev opført, ønskede Pavel I ikke at vente på, at malere skulle udsmykke Tronsalens loft, sådan som det havde været Gonzagas mening. Efter krigen fandt man i arkiverne et lille stykke papir med Gonzagas udkast til den påtænkte udsmykning. Og på grundlag af det gik en gruppe kunstmalere under ledelse af Anatolij Treskin i gang med at realisere Gonzagas idé. Takket være dette loftsmaleri er det, som om den kæmpestore Tronsal bliver løftet opad. Slottets pragtfulde parketgulve, smukke kammer og udsøgte stukkatur - alt er restaureret. Og dets malerier, skulpturer og porcelæn, som det med så stort besvær var lykkedes at redde under krigen, har indtaget deres gamle plads. I hver sal hænger store fotografier, som viser, hvordan salen så ud, før man gik i gang med restaureringsarbejdet. I selve Leningrad er næsten alle bygninger genopført. Og mange palæer er ført helt tilbage til deres oprindelige skikkelse, som var blevet forvansket af senere tiders ombygninger og istandsættelser. Hvad angår slottene uden for byen, er der endnu lang vej igen. F.eks. er slottet i Gattjina og mange godser i byens omegn endnu ikke genopført, og på visse slotte er salenes interiører ikke restaureret. Men turen kommer også til dem. Restaureringsarbejdet antager større omfang for hvert år. Den russiske musikkulturs historie er snævert knyttet til den tidligere Adelsforsamlings sal med dens hvide marmorsøjler, purpurrøde plysstole og store krystallysekroner. Mange værker af Tjajkovskij, Rimskij-Korsakov, Borodin og Musorgskij blev første gang opført her, og mange fremtrædende russiske og udenlandske dirigenter, komponister og solister har givet koncert her. Men før revolutionen havde naturligvis kun den aristokratiske elite adgang hertil. Det blev ændret med Oktoberrevolutionen. Endnu mens borgerkrigen rasede, og folk døde af sult og epidemier, drog den unge sovjetrepublik omsorg for at delagtiggøre de brede folkemasser i kulturen. I 1921 vedtog Folkekommissariatet for oplysning (undervisningsministeriet) »Forordningen om Statsfilharmonien i Petrograd«. Således blev der for første gang i musikkulturens historie skabt en statslig koncertinstitution, hvis opgave gik ud på at bringe de bedste musikværker ud til folket. Og allerede dengang, i sommeren 1921, skete det, som de aristokratiske intellektuelle ville have forsvoret: 54 symfoniske koncerter samlede fuldt hus i løbet af de tre sommermåneder i salen, som rummer 2.500 mennesker. Tilhørerne var mere end beskedent klædt, men de lyttede interesseret og begejstret til musikken. I de 60 sæsoner siden da har der altid været udsolgt til koncerterne i Filharmoniens sal med de hvide marmorsøjler. Under Leningrads belejring, da Hitlers tropper stod ved dens indfaldsveje og var klar til når som helst at marchere ind i byen i triumf, opførte musikere, som var afkræftet af sult og kulde, Dmitrij Sjostakovitjs 7. symfoni, Leningrad-symfonien, her i denne sal, som dengang var halvmørk og uopvarmet. Denne symfoni, som Sjostakovitj havde skrevet i den belejrede by, var som en hymne til dens enestående tapperhed. I de forløbne år er tilstrømningen til Filharmoniens koncerter ikke taget af, tværtimod. Den symfoniske musik får stadig flere tilhængere, og koncertbilletterne er udsolgt med det samme. Byens største virksomhed, Kirov-fabrikken, har nu på 16. sæson en speciel abonnementsordning for sine ansatte, og på 8. sæson findes en lignende ordning for arbejderungdommen. Der arrangeres koncertrækker for studerende og skoleelever. Mange af koncertgængerne kender hinanden, for her kommer hele familier, fra generation til generation. Igennem fire årtier har Jevgenij Mravinskij, Lenin-prismodtager og indehaver af en række andre fornemme udmærkelser, ledet Leningrads filharmoniske orkester. Kritikere i de 25 lande, hvor orkesteret har givet koncerter, har brugt så at sige alle superlativer i deres anmeldelser. Og leningradboerne elsker deres filharmoniske orkester og er stolte af det.

Videnskab

Leningrads videnskabelige ry er ikke opstået hverken i går eller i dag. Her ved Neva-floden oprettedes i 1725 Ruslands første videnskabelige institution, Videnskabsakademiet, her arbejdede landets førende videnskabsmænd, og her skabtes verdenskendte videnskabsskoler. Vi kan blot nævne nogle få navne: Ivan Pavlov, grundlæggeren af læren om den højere nervevirksomheds fysiologi; Nikolaj Vavilov, en af genetikkens grundlæggere, som indsamlede en enestående samling af frø fra planter verden over; Leonid Kantorovitj, ophavsmand til en matematisk metode til planlægning og tilrettelæggelse af produktionen, den verdenskendte atomfysiker Igor Kurtjatov. I begyndelsen af 30-erne, da den unge socialistiske stat med opbydelsen af alle sine kræfter gennemførte en industrialisering af landet, måtte man købe meget i udlandet. Det gjaldt bl.a. naturkautsjuk, som skulle betales med guld. Som den første i verden lykkedes det en af Leningrads forskere, Sergej Lebedev, at fremstille syntetisk kautsjuk og landet behøvede nu ikke længere at importere naturkautsjuk. I dag er Leningrad landets næststørste videnskabelige center med en talrig hær af videnskabelige medarbejdere Byen har over 400 forsknings og mere end 40 højere læreanstalter, bl.a. et universitet, med tilsammen 300.000 studerende. I Leningrad arbejder i 50 akademimedlemmer og 2.500 doktorer, og deres forskning går i mange forskellige retninger. Men inden for en række forskningsområder har de ydet et særlig vægtigt bidrag både på nationalt og internationalt plan. Det gælder matematik, astronomi geografi og kartografi medicin, fysik og kemi. Det er karakteristisk, at det praktisk taget er de samme videnskabsgrene som Videnskabsakademiet beskæftigede sig med lige fra sin oprettelse i 1725. Det skyldes de videnskabelige skolers kontinuitet og en stærk og vedholdende interesse for landets mest aktuelle problemer, som Leningrads videnskabsmænd i dag aktivt er med til at løse. I mere end 140 år har Pulkovo-observatoriets teleskoper været rettet ud i verdensrummet. Observatoriet blev i sin tid opført en snes kilometer syd for St. Petersborg. I dag har mange af Leningrads indbyggere, som bor i de nye bydele mod syd, udsigt til dets sølvglimtende kupler. Alle observatoriets gæster får forevist den Runde Sal. Midt på det marmorerede gulv er der tegnet en lille cirkel. Når man stiller sig i den, kan man med lidt fantasi fornemme Jordens rotation under fødderne. Gennem dette punkt går nemlig Pulkovo-meridianen. En hel epoke i astronomien er knyttet til denne meridian. Ud fra den beregnede man længderne på geografiske kort. Generationer af Pulkovo-astronomer har ud fra den udarbejdet stjernekataloger, som benyttes af astronomer i hele verden. Med deres store nøjagtighed indbragte stjernekatalogerne allerede i forrige århundrede Pulkovo-observatoriet titlen astronomisk hovedstad. I 1942 nåede tyskerne frem til Pulkovo, og observatoriets kupler blev skydeskive for det tyske artilleri. Det kostbare apparatur, museet for gamle astronomiske instrumenter, det gamle bibliotek og de arkitektoniske anlæg gik tabt. De historiske højdedrag blev forvandlet til en kirkegård. Efter krigen blev observatoriet genopført og taget i brug igen i 1953. Og det er på fly blevet centrum for den astronomiske videnskab i Europa. Her arbejdes der inden for forskningsretninger som astrometri, astrofysik og radioastronomi. Observatoriet deltager i mange af den Internationale astronomiske Unions programmer. I Leningrad findes et Institut for teoretisk astronomi, hvis vigtigste arbejder er knyttet til udforskningen af rummet. Akademimedlem Natalja Bekhtereva, som er direktør for Instituttet for eksperimentalmedicin, har efter et langvarigt og vanskeligt forskningsarbejde kunnet konstatere, at hjernen reagerer på ét ord med én bølge, på et andet ord med en anden. bølge osv. Hvert ord har sin egen bølge. Datamaskiner hjalp med at analysere det uendelige antal varianter, og man kom frem til følgende konklusion: i hjernen findes der en akustisk kode, som går over i en styrende kode. Forskellige ord fremkalder hos os forskellige ændringer i hjernens nervesubstans, og for at finde frem til, hvad patienten fejler, må man studere de materielle processer i hjernen. Men hermed er forskningsarbejdet ikke afsluttet. Bekhtereva har i sinde at finde ud af, hvordan hele sætninger »ser ud« i hjernens materielle processer. Instituttet og dets leder har gjort endnu en meget interessant opdagelse. Ved hjælp af fine guldelektroder har man opdaget en detektor, en fejlretter, i hjernen, og man har lokaliseret stedet, hvor denne mekanisme befinder sig. Hvis man beder patienten om at huske og gentage en række ord, og han tager fejl, så udviser et bestemt omrade, nemlig der, hvor detektoren befinder sig, elektrisk aktivitet. Det sker også, selv om patienten ikke er klar over fejlen og ikke kan rette den. Ifølge Bekhtereva er det endnu ikke helt klart, hvordan dette område fungerer, men det mobiliserer tilsyneladende hjernen til at rette fejl. Denne mekanisme er snævert knyttet til orienteringssansen og har forbindelse med styringen. Natalja Bekhterevas arbejder »Den psykiske kode« og »Fejldetektoren« er kendt over hele verden og har givet både grundforskningen og den praktiske medicin meget interessant. Netop i Leningrad fandt man nøglen til tydning af det gamle maya-folks hieroglyfskrift, det gådefulde folk, uden hvis storladne kultur den moderne civilisation ifølge specialisternes mening ville have været meget fattigere. For denne opdagelse blev etnografen og sprogforskeren Jurij Knorozov i 1977 tildelt Sovjetunionens Statspris. Ved hjælp af denne nøgle, positionsstatistikkens metode, har man kunnet læse alle fire bevarede maya-håndskrifter. De viste sig at være en slags håndbog, som beskriver alle sider af livet i maya-folkets landsbyer. De er ikke beregnet til at læse ud i én køre, men tjente nærmere som opslagsbog for landsbyernes offerpræster. Ved hjælp af disse håndskrifter holdt offerpræsterne styr på de talrige festers ritualer. Derfor er der i håndskrifterne i stedet for overskrifter brugt de datoer, hvor de forskellige ceremonier skulle afholdes. Ceremoniernes betydning kendtes naturligvis ikke blot af offerpræsterne, men også af befolkningen. Men så langt er forskerne endnu ikke nået, så arbejdet med maya-håndskrifterne fortsætter. Leningrad regnes i dag med rette for et af landets førende forskningscentre inden for historie, filologi, litteratur og sprogforskning. Her findes Etnografisk Institut og Instituttet for russisk litteratur. Allerede i forrige århundrede drog de første botaniske ekspeditioner ud fra St. Petersborg til alle egne af landet. Takket være botanikere herfra blev der oprettet en enestående institution, en slags plante-bank. Det er i dag landets største forskningsinstitution inden for teoretisk og praktisk planteavl. Dens samling omfatter over 230.000 frø af kulturplanter og deres vilde artsfæller fra alle verdensdele. På grundlag af denne samling har sovjetiske planteforædlere fremelsket 1.000 sorter og hybrider af landbrugskulturer. Det sovjetiske Videnskabsakademis Fysisk-tekniske Institut, som blev oprettet et år efter revolutionen, blev kaldt den sovjetiske fysiker Abram Ioffes »børnehave«. Ioffe, om hvis arbejder Albert Einstein udtalte sig meget anerkendende, var æresmedlem af mange akademier og universiteter verden over. Ioffes »børnehave« har frembragt strålende forskere, hvis navn er gået over i fysikkens historie. Bl.a. kan nævnes atomfysikeren Igor Kurtjatov. Han startede sine første undersøgelser her, og i 1939 skabte han Sovjetunionens første cyklotron, som dengang var Europas største. På instituttet forskes der i dag inden for atomfysik, halvlederfysik, faste legemers fysik, fysisk elektronik, plasmefysik, astrofysik, radioelektronik, matematisk og teoretisk fysik. Det måske mest aktuelle forskningstema er termonuklear energetik. Der foretages eksperimenter på dette område i »Tokamak’-anlæg, hvis princip blev foreslået af sovjetiske forskere, bl.a. fra det Fysisk-tekniske Institut. På grundlag af dette princip er der i Sovjetunionen og i udlandet skabt en hel række »Tokamak« -anlæg. Det sovjetiske Videnskabsakademis bibliotek, som er ældre end selve Videnskabsakademiet, rummer 13 mio. bind-fra et »Zodiakus-atlas«, som er udgivet i 1699, til moderne værker inden for alle områder af den menneskelige viden. Det er Ruslands første samling af videnskabelig litteratur og landets første offentlige bibliotek. Det er den mest komplette samling af videnskabelig litteratur, udgivet her i landet og i udlandet. Fremtrædende russiske videnskabsmænd, litterater og politikere har gennem tiderne benyttet dette bibliotek. Lenin læste til eksamen her, da han gik på universitetet. Biblioteket udfører arbejde for den internationale bogudvekslings koordinationscenter. Det har kontakt med universiteter, biblioteker, regeringsinstitutioner, selskaber, forskningscentre og museer i 97 lande. I 1920 bevilgede den sovjetiske regering 50 mio. rubler til gennemførelse af en videnskabelig og erhvervsorienteret ekspedition til landets nordligste områder. En af dens opgaver var at hjælpe de små folkeslag her med at overvinde deres århundredlange økonomiske og kulturelle tilbageståenhed. Denne ekspedition var starten til det Arktiske og Antarktiske forskningsinstitut i Leningrad - det sovjetiske center for udforskning af polarområderne. Lige fra 30-erne har der næsten konstant arbejdet sovjetiske videnskabelige »Nordpol«-stationer på drivende isflager i Arktis, dog med undtagelse af krigsårene. Den første ekspedition målte havdybden i området omkring Nordpolen. Resultaterne af de følgende ekspeditioner kan regnes til det 20. århundredes største geografiske opdagelser. De fastlagde det Nordlige Ishavs bundrelief og opdagede et undersøisk bjergrigt øhav. Det er allerede afsat på kortet. Dets tidligere ukendte bjergkæder er opkaldt efter de russiske videnskabsmænd Lomonosov og Mendelejev og den sovjetiske oceanograf Gakkel. Polarforskernes iagttagelser bekræfter, at den arktiske havbund er en af de mest aktive vulkanzoner. Hypotesen om de nordlige kontinenters bevægelse er nu blevet en teori. På Antarktis foretages der ikke mindre intensive observationer. For nylig er der udarbejdet et kort over dette kontinent uden det vante ispanser. På kortet er der afsat op til 2 km høje bjerge, kedelsænkninger og lavsletter. For første gang er også gletschernes tykkelse angivet. Foruden de nye oplysninger er alle internationale tegnforklaringer indføjet på kortet. Dette kort er langt mere udførligt end alle de kort, der tidligere er udarbejdet. Det bekræfter Antarktis’ geologiske identitet med Afrika, Forindien, Australien og Sydamerika. Det underbygger med andre ord hypotesen om, at der engang har eksisteret et legendarisk superkontinent, Gondwanaland, som for hundreder millioner år siden optog hele den sydlige halvkugle, men senere forsvandt. Kortets praktiske betydning ligger først og fremmest i, at det gør det muligt at forudsige opdagelsen af nyttige mineraler på Antarktis. I de dele af kontinentet, som ligger nærmest Afrika, regner videnskabsmændene således med at finde de samme mineraler som i Afrika - diamanter, kobber, nikkel. Leningrads polarforskere deltager i internationale forskningsprogrammer, udveksler information og samarbejder med videnskabscentre i mange lande om fælles programmer. Forskere ved Leningrads polytekniske institut har sammen med Pasteur-forskningsinstitutet for epidemiologi og mikrobiologi og Atomfysikinstituttet fremstillet en vaccine mod influenza. Fordelen ved denne vaccine er, at den indeholder tilstrækkeligt mange virus, som stimulerer organismens forsvarsreaktion og tvinger den til at producere den nødvendige mængde antistoffer mod influenza efter en enkelt vaccination. Det gør det muligt at anvende vaccinen både som behandlingsmiddel og som forebyggende middel. Forsøg med dyr og specielle laboratorieundersøgelser overbeviste virologerne og biofysikerne om, at vaccinen var helt uskadelig. Forskergruppen, som var på 20 mand, prøvede vaccinen på sig selv. Præparatet viste sig at være særdeles effektivt, det medførte nemlig en kraftig forøgelse af mængden af antistoffer i blodet. Hos forsøgspersonerne, som fik indsprøjtet den nye vaccine, øgedes koncentrationen af gammaglobulin mod influenza til det tidobbelte. Vaccinen, der er fremstillet af tilstrækkeligt mange af de stammer, der har fremkaldt de seneste års influenzaepidemier, blev afprøvet i Statens forskningsinstitut for standardisering og kontrol af medicinske biologiske præparater, som udtalte sig meget anerkendende om det. Den nye vaccine er patentbeskyttet, fremstilles på licens i DDR, ligesom yderligere 8 lande, bl.a. England, Frankrig, Vesttyskland, USA og Japan, også er interesseret i vaccinen.