Indhold på denne side: Sovjetiske kunst og litteratur * * Vort banner i kampen

Skift til: Fredelig sameksistens II * * Fredelig sameksistens III * *

Kære kammerater! Dette er anden gang, vi mødes i de sidste måneder. Og hvis man medregner mødet i partiets centralkomité med unge forfattere og kunstnere, der var arrangeret af den ideologiske kommission, så er mødet i dag det tredje. Materialerne fra disse møder blev offentliggjort i pressen og vakte betydelig interesse. Vi konstaterer med tilfredshed, at partiets centralkomités stilling til kunstneriske problemer er blevet hilst med varm støtte blandt de skabende arbejdere, partiet og folket, vore udenlandske venner. I sin tale har kammerat Iljitjov allerede omtalt, hvilke livlige kommentarer, erklæringen fra SUKPs centralkomité om litteratur- og kunstproblemer har fremkaldt blandt den sovjetiske og den udenlandske offentlighed. Han konstaterede med rette, hvorledes de skabende arbejderes virksomhed har udviklet sig i vort land i kampen mod usunde tendenser inden for litteratur og kunst. Mange kammerater, der talte ved denne konference, gav udtryk for interessante overvejelser og fremsatte en række værdifulde forslag. Alt dette viser klart, at de spørgsmål, vi diskuterer, er af principiel betydning for udviklingen af den socialistiske kultur, sovjetlitteraturen og kunsten i den retning, der er fastslået i det kommunistiske partis program. 

Forfatternes, malernes, komponisternes, billedhuggernes, film- og teaterfolkenes, alle intellektuelles virksomhed er til stadighed i brændpunktet af partiers og folkets opmærksomhed. Dette er ligetil. Vi lever i en tid, hvor litteratur og kunst, som Vladimir Iljitj Lenin forudsagde det, er blevet folkets anliggende. Det sovjetiske folk bygger under sit leninske partis ledelse et kommunistisk samfund. Vort hovedmål med at opbygge kommunismen er, og dette vil jeg gerne understrege, at tilvejebringe alle betingelser for en bedre tilværelse for arbejdets mennesker. Og det kommunistiske samfund vil netop blive et samfund af arbejdets mennesker. Behovet for arbejde er organisk naturligt for mennesker. Blot misdanner kapitalismen arbejdets mennesker ved at give dem umenneskelige betingelser og øver en demoraliserende indvirkning på mange menneskers holdning til arbejdet. Nogle mennesker, der ikke affinder sig med undertrykkelsen af mennesket, udvikler under arbejdet deres klassebevidsthed og bliver aktive forkæmpere for den arbejdende befolknings interesser mod udbytterne. Andre, der blot lader sig lede af deres egne personlige interesser og besidderinteresser, er passive i det offentlige liv og deltager ikke i klassekampe, der føres for at styrte bourgeoisiet og opbygge et nyt samfund. Atter andre lever på bekostning af andres arbejde. De sidstnævnte er udbytterne, det arbejdende folks undertrykkere. Kommunismen opbygges gennem millioners arbejde, kun gennem arbejde. Det er grunden til, at partiet gør alt muligt for, at alle sovjetiske mennesker i ét forenet arbejdskollektiv — arbejdere, kollektivbønder, ingeniører, konstruktører, teknikere, læger, agronomer, videnskabsmænd, kulturarbejdere, skribenter og kunstnere — tager aktiv del i opbygningen af kommunismen. Nu kan enhver se, at partiets bestræbelser giver strålende resultater, vort folk har opnået store fremskridt i retning af kommunismen. Men vi kan ikke lukke øjnene for de vanskeligheder, der skal overvindes under opbygningen af et nyt samfund. Til disse vanskeligheder hører, at der i alle samfundslag findes en del mennesker, hvis bevidsthed indeholder levn af fortiden. Dette ytrer sig først og fremmest i forsømmelighed over for arbejdet og ens pligter over for samfundet og folket. I den kamp for kommunismen, som vi fører, er det af overmåde stor betydning, at alle mennesker opdrages i en ånd af kommunistiske idealer. Det er dette, der er hovedopgaven i vort partis ideologiske arbejde i dag. Vi må bringe alle partiets ideologiske våbenarter i kampstilling, og hertil hører et så virkningsfuldt middel til kommunistisk opdragelse som litteratur og kunst. Møder mellem Dem og os er blevet en god skik, i virkeligheden en slags revy over litteraturens og kunstens kræfter, af deres skabende aktivitet og revolutionære kampånd. Partiet og dets centralkomité er af den mening, at den sovjetiske litteratur og kunst udvikler sig heldigt og i hovedsagen opfylder sine opgaver godt. Men det ville være meget skadeligt at overvurdere litteraturens og kunstens resultater og ignorere alvorlige mangler i forfatteres, maleres, komponisters, film- og teaterfolks arbejde. Vi har ikke oplevet idémæssige eller kunstneriske fejlslag af ekstraordinær karakter, men ikke desto mindrer drejer det sig om væsentlige mangler, og i visse tilfælde også om fejl, man ikke kan affinde sig med. Livet har vist, og det blev bekræftet i en række kammeraters taler på det sidste møde og i dag, at ikke alle inden for litteratur og kunst opfatter deres opgaver på rette måde, sådan som opgaverne er nedfældet i partiets program. Det er derfor nødvendigt endnu en gang at redegøre for vort partis syn på kunstnerisk arbejdes grundproblemer i den periode, hvor kommunismen opbygges på alle områder. Hvilke kunstværker venter det sovjetiske folk ? Hvilke værker værdsætter det, og hvilke forkaster det ? Den socialistiske realismes litteratur og kunst har nået store kunstneriske højder, har rige revolutionære traditioner og nyder verdensberømmelse. Der er i alle sovjetrepublikker skabt storartede kunstværker, store åndelige værdier, som folkene i vort land med rette er stolte af. Det skabende arbejde, der udføres af fremragende repræsentanter for sovjetisk litteratur og kunst, er deres store fortjeneste over for folket, et inspirerende eksempel på en kunstners indsats for sit land. Hvilken større tilfredsstillelse kan en kunstner få end bevidstheden om, at hans talent helt og holdent tjener folkets kamp for opbygningen af kommunismen, at hans værker accepteres og værdsættes af folket. Husk hvorledes Demjan Bednyjs digte i sin tid blev optaget af vort folk. I borgerkrigens år, da det sovjetiske folk forsvarede verdens første socialistiske stat af arbejdere og bønder i den heftige kamp med verdensimperialismen, gik soldaterne i den Røde Garde og den Røde Hær i kamp med Demjan Bednyjs sange på læberne. Disse sange opildnede alle, var forståelige for alle, også analfabetiske bønder i den Røde Hær. Folkets tanker fandt udtryk i »Min mor fulgte mig, da jeg drog af sted«, en yderst populær sang. Digteren var med i revolutionens kæmpende rækker og viede sit store talent til det arbejdende folks befrielse fra udbytternes åg. Demjan Bednyj havde en forbløffende evne til at lodde den arbejdende bondes sjæl. Med hvilken forståelse og kunstnerisk styrke blotlagde han ikke dobbeltheden i bondens sjæl. I sine arbejder fra borgerkrigens tid giver digteren overbevisende udtryk for bondens psykologi med alle de træk, der var karakteristiske for bønderne på den tid. På den ene side er bonden overordentlig tilfreds med, at den nye bolsjevikiske regering har givet ham jord, som han har drømt om, og om hvilken den væbnede kamp på den tid stod. På den anden side åbenbarede nogle bønder, der havde modtaget jord af sovjetregeringen, ingen forståelse for, at folkemagten, revolutionens landvindinger måtte forsvares med våben i hånd. Den store opdragende betydning i Demjan Bednyjs arbejder består i, at digteren ud fra et revolutionært standpunkt med harme fordømmer bondens svingninger og ustadighed og samtidig forklaret ham, hvor fordærvelig denne ubestandighed og vaklen er for bøndernes egne interesser. Digteren hjælper bonden med at indse, at det er i hans egen interesse at stå i et ubrydeligt forbund med arbejderklassen under det bolsjevikiske partis ledelse. Også nu, når folk af min generation kommer sammen ved festlige lejligheder, mindes de med glæde deres unge dage, deres erfaringer under borgerkrigen, og synger Demjan Bednyjs sange, fordi disse sange klinger frisk og aktuelt i dag. Deres charme består i, at de minder os om dage, der nok var strenge, men også herlige. De får vore hjerter til at svulme af stolthed over dem, der under de vanskeligste betingelser heltemodigt kæmpede for sovjetmagten, for det arbejdende menneskes befrielse, for folket, for socialismen, og som vandt sejr i denne kamp. Lad os tage et andet eksempel, der tydeligt viser, hvilke stærke og ædle følelser, ægte kunstværker kalder frem i menneskene. De fleste af jer kender sikkert mindesmærket for de sovjetiske soldater i Berlin, hvis skaber er den kendte billedhugger Jevgenij Vutjetitj. Delegationer fra de broderpartier, der overværede den 6. kongres i Tysklands Socialistiske Enhedsparti for nylig, deltog i en kransenedlæggelse ved Rosa Luxemburgs, Karl Liebknechts og andre kæmperes grave, der gav deres liv for arbejderklassens sag. Senere blev der nedlagt kranse ved foden af monumentet for de sovjetiske soldater i Berlin. Det var bevægende minutter. Der kom hundreder af mennesker til, musikken klang højtideligt, alle nærmede sig i tavshed monumenter, ingen kunne tale højt, selve atmosfæren påvirkede folk. Den storslåede skulptur fremkalder følelser af dyb respekt for og taknemmelighed over for de heltemodige sovjetiske soldater, følelser af ærbødighed over for dem, der faldt i kampen mod fascismens uhyggelige kræfter. For kort tid siden gjorde præsidiemedlemmer og sekretærer i partiets centralkomité sig bekendt med udkastene til et mindesmærke for sejren over fascismen, der skal opføres i Moskva efter kammerat Vutjetitjs projekt. Dette projekt giver os grund til at tro, at der med stærk og realistisk kunst vil blive skabt et arbejde, som hædrer det sejrrige folk og appellerer til kamp for at styrke vort store socialistiske fædrelands ydeevne og usårlighed. Karl Marx-monumentet i Moskva er et strålende kunstværk, skabt af kammerat Lev Kerbel. Det er lykkedes billedhuggeren at gengive storheden hos den geniale grundlægger af den videnskabelige kommunisme. Man kan ikke passere dette vidunderlige monument uden at standse op. Kun fremragende værker, der bæres af en stor revolutionær, skabende løftelse, griber et menneskets hjerte og sind, vækker høje medborgerlige følelser i ham og vilje til at lægge alle sine kræfter i kampen for menneskers lykke. Skaberne af sådanne værker nyder med rette folkets anerkendelse. Det er værker af dette høje idéindhold og denne kunstneriske virkning på menneskers tanker og følelser, det kommunistiske parti opfordrer forfatterne, kunstnerne, komponisterne, filmkunstnerne og teaterfolkene til at skabe. Vort folk har brug for en militant revolutionær kunst. Den sovjetiske litteratur og kunst er kaldet til gennem et klart kunstnerisk billedsprog at skildre den kommunistiske opbygnings store og heroiske tid, at give en sand fremstilling af de nye kommunistiske relationers indførelse og sejr i vor tilværelse. Kunstneren må forstå at se det positive og glæde sig over dette positive, der udgør kvintessensen af vor virkelighed; han må støtte det og naturligvis samtidig ikke overse de negative fænomener og alt det, der hindrer det nyes opkomst i tilværelsen. Alting, selv den bedste sag, har sine skyggesider. Selv det smukkeste menneske kan have fejl. Det centrale er, hvorledes man skal nærme sig tilværelsens fænomener, fra hvilken synsvinkel man skal vurdere dem. Hvad man søger, finder man, som det hedder. Et menneske uden fordomme, der tager aktiv del i folkets opbygningsindsats, objektivt ser såvel det gode som det dårlige i tilværelsen — han vil på rette måde forstå og rigtigt vurdere disse fænomener og energisk gå ind for det fremskredne og det fremherskende, alt det, der er afgørende for samfundsmæssigt fremskridt. Men ingen, der betragter vor virkelighed som udenforstående iagttager, vil kunne se og genskabe et sandt billede af tilværelsen. Det sker desværre, at nogle repræsentanter for kunstens verden kun bedømmer virkeligheden ud fra lugtene fra latriner, at de afbildet mennesker på en bevidst hæslig måde og maler med triste farver, der kun kan hensætte folk i en tilstand af nedtrykthed, håbløshed og kedsomhed, afbilder virkeligheden efter deres egne forudindtagne, forvrængede, subjektivistiske forestillinger om den, efter blodfattige skabeloner, de selv har udspekuleret. Sidst så vi Ernst Neizvestnyjs kvalmende frembringelser og harmedes over, at denne mand, der tydeligt nok ikke er uden talent, og som er udgået fra en sovjetisk højere læreanstalt, betaler folket tilbage med denne sorte utaknemmelighed. Det er en god ting, at vi kun har få kunstnere af denne art, men desværre er han ikke desto mindre ikke noget enestående fænomen i kunstens verden. De har også set andre produkter af de abstrakte kunstnere. Vi fordømmer åbent og uden at gå på akkord sådanne deformiteter, og det vil vi fortsat gøre. Kammerater, vort parti betragter sovjetfilmen som et af de vigtigste kunstneriske midler til opdragelse af folket i kommunistisk ånd. Filmen har ikke sin lige, når det drejer sig om virkekraften på menneskers tanker og følelser eller bredden af det publikum, den når blandt folket. Filmen er forståelig for alle befolkningskredse, for alle aldre, kan man sige, fra skoledrengen til de gamle. Den trænger ud i de fjerneste distrikter og landsbyer. Det er baggrunden for, at partiets centralkomité behandler problemer i forbindelse med udviklingen af den sovjetiske filmkunst med en sådan opmærksomhed og med så strenge krav. Vi ser, og vi værdsætter i høj grad de resultater, der er opnået i produktionen af handlingsfilm. Samtidig mener vi, at det, der er opnået, ikke står mål med vore opgaver eller med de muligheder, der står til filmfolkenes rådighed. Vi kan ikke være ligegyldige over for filmkunstens idémæssige tendens eller den kunstneriske kvalitet i de film, der vises i biograferne. I denne henseende står det ikke nær så godt til i filmverdenen, som mange filmfolk forestiller sig. Den omstændighed, at der vises mange temmelig middelmådige film med ubetydeligt indhold og kraftløs form, der enten ærgret biografgængeren eller hensætter ham i en tilstand af søvnighed, kedsomhed og tristhed, må betragtes med den største bekymring. Vi havde lejlighed til på forhånd at se materialet til en film med den krævende titel »Zastava Iljitja« (»Iljitjs vagter«). Filmen er ved at blive drejet af kammerat M. Hutsijev på Gorkij filmstudierne under kunstnerisk ledelse af den kendte filminstruktør kammerat S. Gerasimov. Det må åbent siges, at den indeholder visse bevægende scener. Men i virkeligheden tjener de kun til at dække over filmens egentlige mening, der er at fremstille idealer og normer for et offentligt og privat liv, som det sovjetiske folk ikke kan acceptere, men betragter som væsensfremmed. Derfor forkastet vi kategorisk en sådan fortolkning af et stort og vigtigt emne. Vi havde ikke behøvet at tale om dette, da arbejdet med filmen stadig er i gang, men da denne films »strålende kvaliteter« prises vidt og bredt i vores presse og i visse offentlige erklæringer fra forfattere og filmfolk, må også vi fremlægge vort synspunkt. Filmens titel, »Zastava Iljitja«, er allegorisk. Selve ordet »zastava« betød tidligere i virkeligheden et vagthold. Selv nu bruger vi dette ord som benævnelse for vore poster ved landets grænser. Det et åbenbart meningen, at vi skal tro, at filmens hovedpersoner repræsenterer netop de fremskredne dele af den sovjetiske ungdom, der med fasthed værner om den socialistiske revolutions fremskridt og Iljitj’ bud til os. Men enhver, der ser denne film, vil sige, at dette ikke er rigtigt. Selv de mest positive personer i filmen, de tre unge arbejdere, personificerer på ingen måde vores strålende ungdom. De fremstilles på en måde, der viser, at de ikke véd, hvordan de skal indrette deres tilværelse, og hvad de skal stræbe efter. Og det i vor tid, hvor kommunismen opbygges på alle områder, en tid, der bestråles af ideerne i det kommunistiske partiprogram ! Er det virkelig unge mennesket af denne art, der i dag sammen med deres fædre bygger kommunismen under partiets ledelse! Er det virkelig sådanne unge mennesker, som vort folk kan sætte sit håb for fremtiden til eller tro, at de vil videreføre de store resultater, der er nået af de ældre generationer, som gennemførte den socialistiske revolution, opbyggede socialismen, forsvarede den med våben i hånd i bitre kampe med de fascistiske horder og skabte de materielle og kulturelle forudsætninger for opbygningen af det kommunistiske samfund på alle områder ! Nej, det er ikke den slags mennesker, samfundet kan støtte sig på. De er ikke kæmpende mennesker, ikke nyskabere af verden. De er moralsk slappe mennesker, der er blevet gamle, mens de var unge, og som ikke ejer høje mål eller kald i livet. I filmen var det hensigten på det negative plan at demonstrere og kritisere de døgenigte og moralsk anløbne figurer, der ikke elsker eller respekterer nogen, men som man endnu kan møde blandt vor ungdom; de ældre har de ingen tiltro til, men hader dem tværtimod. De er utilfredse med alting, gør vrøvl over alting, håner og foragter alting, tilbringer deres dage i lediggang og deres nætter med gilder af tvivlsom karakter. De taler om arbejde med storsnudet foragt. Mens en sådan drønnert æder sit daglige brød, håner han tilmed dem, der i deres ansigts sved fremstiller dette brød. Denne hensigt, at fordømme lediggængerne og dagdriverne, har filmens skabere ikke formået at realisere. De manglede det medborgerlige mod og den retfærdige harme til at brændemærke og hudflette sådanne degenererede originaler, de lod det være nok med en svag lussing til kanaljerne. Men en lussing vil aldrig bringe den slags udskud på bedre tanker. Filmens ophavsmænd retter ikke publikums opmærksomhed mod de dele af ungdommen, som de burde. I deres tilværelse, deres arbejde og kamp viderefører og fordoblet vore sovjetiske unge de heroiske traditioner fra de generationer, der gik forud, de generationer, der viste deres store troskab mod marxismen-leninismens idealer både i den fredelige opbygning og ved fronten i fædrelandskrigen. Vore unge er godt beskrevet i A. Fadejevs roman »Den unge garde«. Det er en stor skam, at S. Gerasimov, der filmatiserede denne roman, ikke rådede sin elev, M. Hutsijev, til i sin film at vise, hvordan de strålende traditioner fra den unge garde lever og udvikler sig i vor ungdom. Jeg sagde allerede i går, at den scene, hvor helten møder sin i krigen faldne fars skygge, fremkalder alvorlige principielle indvendinger. Da sønnen spørger genfærdet, hvordan han skal forme sin tilværelse, spørger genfærdet på sin side sønnen, hvor gammel han er. Da han hører sønnen svare 23, siger han, at han selv er 21….og forsvinder. Vil De virkelig have os til at tro, at noget sådant kan være træffende ? Ingen vil tro det ! Selv dyr lader jo ikke deres afkom i stikken. Hvis man tager en hvalp fra dens mor og kaster den i vandet, styrter hun sig straks ud for med risiko for sit eget liv at redde den. Kan man virkelig forestille sig, at en far ikke ville svare på sin søns spørgsmål og ikke ville hjælpe ham med råd om, hvordan han skal finde den rette vej i livet ? Der er mere i denne sag, end øjet ser. Der er en bestemt mening hermed. Det er tanken at indpode i sønnerne, at deres fædre ikke kan lære dem noget om tilværelsen, at der ingen grund er til at bede dem om råd. De, der skaber filmen, mener, at unge mennesker selv skal afgøre, hvordan de skal leve, uden at spørge ældre om råd og bistand. Nuvel, filmens producenter har her temmelig klart givet udtryk for et synspunkt. Men er De ikke gået til yderligheder ? Hvad vil De, ønsker De virkelig at sætte ungdommen op imod de ældre generationer, gøre dem uenige og sætte splid i den endrægtige sovjetiske familie, der forener unge og gamle i en fælles indsats for kommunismen? Vi kan med fuld følelse af ansvaret sige til sådanne mennesker: Jeres bestræbelser vil ikke blive kronet med held ! I vore dage eksisterer problemet fædre og børn ikke i den form, det havde på Turgenjevs tid, for vi lever i en helt anden historisk epoke, der også er kendetegnet ved andre forhold mennesker imellem. I det sovjetiske samfund er der ingen modsætninger mellem generationer; der eksisterer ikke et problem som »fædre og børn« i den gamle betydning. Det er opfundet af denne films ophavsmænd og kunstigt pustet op — ikke med de bedste hensigter. Således opfatter vi forholdet mellem mennesker i vort samfund, og vi ønsker, at disse forhold skal gengives på sanddru måde i litterære værker, i skuespil, film, i musik og i maleri, i enhver kunstform. De, der endnu ikke forstår dette, bør tænke over det, og vi vil hjælpe dem med at indtage den rette holdning. Må vi være så fri at spørge kammerat Hutsijev, filmens instruktør, og kammerat Gerasimov, hans lærer, hvordan de har kunnet få ideen til en sådan film ? Filmens alvorlige fejl ligget klart for dagen. Man ville have troet at filmfolk, der så den, ville have fortalt dens instruktør dette klart og utvetydigt. Men det skete noget utroligt omkring den. Ingen havde endnu set filmen, men der blev i international målestok startet en bred reklamekampagne, der slog den op som det mest fremragende og »usædvanlige fænomen i vor filmkunst«. Hvad skulle det tjene til ? En sådan fremgangsmåde går ikke, kammerater, slet ikke!

I deres skabende værket i de senere år har forfattere og kunstnere beskæftiget sig meget med det kapitel i det sovjetiske samfunds liv, der et forbundet med persondyrkelsen af Stalin. Alt dette er ganske forklarligt og berettiget. Der et fremkommet værker, hvor den sovjetiske virkelighed i disse år er gengivet på sanddru måde ud fra en partimæssig holdning. Man kan anføre eksemplet som A. Tvardovskijs »Fjerne horisonter«, A. Solzjenitsyns »En dag af Ivan Demsovitj’s liv«, nogle af J. Jevtusjenkos digte og G. Tjuhrajs film »Den rene himmel«. Partiet støtter kunstneriske værket, det virkelig er sanddru, hvilke negative sider af tilværelsen de end omhandler, hvis de hjælper folket i dets kamp for et nyt samfund, hvis de skaber samling og styrket folkets kræfter. Enhver véd, hvilken vigtig rolle satiren og især fablen spillet. Kammerat Mihalkov f.eks. frembringer ofte ting i denne genre. Satire et som en skarp klinge: som en god kirurg peget den på svulster hos mennesket og skæret dem straks bort. Men satirens våben må man forstå at bruge ordentligt, som kirurgen føret sin kniv, således at man kan skære farlige gevækster bort uden at bringe organismen i fare, uden at tilføje den skade. Hertil kræves mesterskab. Hvis man ikke har dette mesterskab, så lad være med at gøre det, for man vil komme til at tilføje andre skade og tilmed skære sig selv i hånden. De mødte, der ikke giver deres børn skarpe genstande, før de lærer at bruge dem, gør det rigtige. Ikke desto mindre finder vi det nødvendigt at henlede alle skabende menneskets opmærksomhed på visse fejlagtige motiver og tendenser, det er trådt frem i enkelte forfatteres værker. De forkerte tendenser viser sig først og fremmest deri, at al opmærksomhed ensidigt koncentreres om lovløshed, vilkårlighed og magtmisbrug. Persondyrkelsens år havde i sandhed sørgelige følger. Vort parti fortalte folket hele sandheden derom. Samtidig må man huske, at disse år ikke var nogen stagnationsperiode i sovjetsamfundet, som vore fjender forestiller sig. Under det kommunistiske partis ledelse, med den store Lenins ideer og bud som samlingsmærke byggede og færdigbyggede vort folk resultatrigt socialismen. Igennem partiets og folkets indsats gjordes Sovjetunionen til en stærk socialistisk stat, der med flyvende faner kom igennem krigens hårdeste prøvelser, sejrrigt førte kampe til ende, der er uden sidestykke i historien, og fuldstændigt tilintetgjorde de fascistiske horder. Det er derfor, vi siger, at forfattere bærer sig urigtigt ad, hvis de bedømmer denne etape i vort lands liv ganske ensidigt og forsøget at fremstille snart sagt alt i mørke farver, sort i sort. Vi har stadig forfattere, der foretrækker at rode i affaldsdynget efter materiale, og som ønsker at udgive sådanne værker for sande beskrivelser af vort folks tilværelse. De, der støtter dette synspunkt, hævder, at alle værket, der taler om vort folks resultater, om positive ting i tilværelsen, er »skønmalerier«. Man kan ikke være enig i sådanne påstande. Det er almindeligt kendt, at vi havde skønmaleri i visse værker, og at partiet gav udtryk for sin afvisende holdning hertil. Men ikke alting i denne periode var dårligt; også i den periode af socialismens opbygning udviste folket heroisme, og derfor kan vi ikke tjære alting over. Vi må tilbagevise den slags mennesker, der ynder at hæfte etiketten »skønmaler« på forfattere og kunstnere, der fremdrager det positive i vor tilværelse. Hvilket navn skulle vi da give dem, der kun opsøger det dårlige i tilværelsen og skildrer alting i mørke farver? Det er klart, at vi måtte kalde dem sortmalere. Det gode i livet må genspejles værdigt i litteratur og kunst. Det er nødvendigt, at kunstnere og forfattere foretager et dybere studium af de ting, der sker i tilværelsen, og beskriver dem rigtigere i deres værker. Alle må tjene folket og vor fælles sag med deres eget våben. Jeg mener hver enkelt forfatter, billedhugger, komponist, filmmand og teatermand. Og hver enkelt kunstarts våben må anvendes for at gavne vort folk, knuse vore fjender og bane vejen for et kommunistisk samfunds strålende fremtid. Det må vi altid huske. Svulstighed behøver vi ikke. Folket dømmer hver enkelt kunstner efter, hvad han har skabt. Nogle kritiserer alle dem, der på den tid skrev bøger med blik også for det positive i vor tilværelse. Man må ikke over en bank ryste på hovedet ad alting, der blev skabt på den tid. Nogle vil sige, at dette er i strid med 20. og 22. kongres. Nej, det er en bekræftelse af linjen fra 20. og 22. kongres. Når man læser Ehrenburgs memoirer, lægger man mærke til, at han fremstiller alting i mørke farver. Kammerat Ehrenburg blev ikke selv forfulgt eller udsat for restriktioner i persondyrkelsens periode. En helt anden skæbne overgik en forfatter som Galina Serebrjakova, der tilbragte mange år i fængsel. Alligevel tabte hun ikke modet, hun forblev trofast mod partiets sag og gik straks efter sin rehabilitering ind i det skabende liv, greb sit våben og skriver nu værker, som folket og partiet har brug for. Der blev skabt mægtige produktivkræfter og gennemført en kulturel revolution i landet. Nu ser hele verden de prægtige frugter af det sovjetiske folks storslåede sejre, vort lands imponerende fremrykning ad vejen mod kommunismen, videnskabens og teknikkens store opdagelser, erobringen af rummet. Vore sejre i dag kan ikke betragtes isoleret fra de økonomiske og kulturelle resultater i årene dengang. Det spørgsmål stilles ofte nu, hvorfor krænkelserne af loven og magtmisbrugene ikke blev afsløret og standset, mens Stalin var i live, og om det var muligt på det tidspunkt. Vore synspunkter i denne forbindelse er ofte blevet fremsat i fuldt omfang og med den yderste klarhed i partidokumenter. Desværre forsøger nogle mennesker, også kunstnerisk arbejdende mennesker, stadig at fremstille begivenhederne i et falsk lys. Derfor må vi igen i dag opholde os ved spørgsmålet om persondyrkelsen af Stalin. Det spørgsmål opstår, om de ledende kadrer i partier havde kendskab til, lad os sige arrestationerne af mennesker i denne periode. Ja, det havde de. Men vidste de, at fuldstændigt uskyldige mennesker blev arresteret? Nej, det vidste de ikke. De troede på Stalin og kunne ikke forestille sig, at der kunne ske repressalier mod ærlige mennesker, der var vor sag hengivne. Fra Oktoberrevolutionens allerførste dage til den fuldstændige likvidering af udbytterklasserne i landet levede sovjetsamfundet i en atmosfære af den skarpeste klassekamp. Klassefjenderne blev slået i borgerkrigens åbne kamp, men de blev ikke fysisk udryddet og opgav ikke deres skændige planer om at skade sovjetsystemet. De ændrede kampens form og begyndte at anvende metoder som sabotage, undergravning, mord, terrorhandlinger og opstande. Skulle revolutionen forsvare sine landvindinger ? Ja, det skulle den, og den gjorde det fra første færd med den yderste beslutsomhed. Som bekendt oprettedes i sovjetstyrets første måneder efter et dekret, undertegnet af Lenin, den Alrussiske Særlige Kommission til bekæmpelse af kontrarevolutionen, det proletariske diktaturs frygtindgydende organ mod folkets fjender. Da der blev afsløret sammensværgelser mod revolutionen, førte Stalin i sin egenskab af sekretær i centralkomiteen kampen for at rense landet for sammensvorne og gjorde det under parolen bekæmpelse af folkets fjender. Mao stolede på ham og støttede ham. Det kunne heller ikke være andetledes. For i vort partis historie havde der før i tiden været flere tilfælde af forræderi over for revolutionens sag, f.eks. Malinovskijs  provokatoriske virksomhed — Malinovskij var medlem af den bolsjevikiske fraktion i tsardumaen. Partiets kamp mod revolutionens og den socialistiske opbygnings fjender blev nu ført af Stalin. Det højnede hans prestige. Alle kendte også det bidrag, Stalin havde ydet til den revolutionære kamp før Oktoberrevolutionen, under dens forløb og i de følgende år, hvor opbyggedes socialismen opbyggedes. Stalins prestige voksede særlig i den periode hvor kampen stod mod anti-leninistiske strømninger og oppositionelle grupper inden for partiet, for at styrke partiets rækker og sovjetstyret, mod anti-leninistiske strømninger og oppositionelle grupper inden for partiet som trotskisterne, zinovjevisterne, højreopportunisterne og de borgerlige nationalister. Efter Lenins død gennemførte partiet en diskussion med trotskisterne og zinovjevisterne om de grundlæggende problemer vedrørende socialismens opbygning og situationen inden for partiet. Den diskussion afslørede og blotlagde Trotskijs, Zinovjevs og deres følgesvendes anti-leninistiske og anti-socialistiske synspunkter og virksomhed, der havde til formål at umuliggøre den leninske kurs i opbygningen af socialismen i vort land under den kapitalistiske omkredsnings betingelser. Efter trotskisterne optrådte højreopportunisterne under ledelse af Buharin, Rykov og Tomskij imod partiets leninske kurs. Deres synspunkter ville, hvis de var blevet omsat i praksis, uundgåeligt have gjort den sovjetiske økonomi afhængig af de kapitalistiske lande, hvilket igen ville have ført til kapitalismens genindførelse i vort land. Højreopportunisternes linje kunne have gjort vort land militært våbenløst over for den fjendtlige og aggressive kapitalistiske omkredsning. Vort partis bestræbelser for landets industrialisering og landbrugets kollektivisering var en leninistisk politik, der blev støttet af hele partiet, af alle arbejdende i vort land. I den økonomiske udvikling skulle vi på 10 år tilbagelægge en historisk vej, som Vesteuropa havde været hundrede år om at tilbagelægge. I kampen mod trotskisterne, zinovjevisterne, buharinisterne og de borgerlige nationalister forfægtede Stalin i de første år efter Lenins død leninistiske standpunkter og spillede derved en betydelig rolle. Derfor troede partiet og masserne på ham og støttede ham. Men Stalin havde store mangler og fejl, som Lenin i sin tid havde henledt partiets opmærksomhed på. Den store Lenin påpegede faren for, at Stalin, der havde koncentreret stor magt i sine hænder, ikke ville forstå at bruge den rigtigt, på grund af sine væsentlige personlige mangler. Idet Lenin gav det råd, at Stalin skulle fjernes fra posten som generalsekretær for partiets centralkomité, mente han samtidig, at der på denne post skulle anbringes en leder, »der i øvrigt kun adskiller sig fra Stalin ved et fortrin, nemlig ved at være mere tålmodig, mere loyal, mere høflig og mere opmærksom over for kammeraterne, mindre lunefuld o.s.v.« Lenin anså Stalin for at være marxist, en fremtrædende leder i vort parti, trofast over for revolutionen. Lenin fremsatte sine overvejelser i et brev til den kommende partikongres, og det blev også behandlet af delegationerne under den 13. partikongres. Da partiet traf beslutning i dette spørgsmål, gik det dengang ud fra det faktiske styrkeforhold i centralkomiteen. Man tog hensyn til Stalins positive sider som leder og fæstede lid til hans forsikringer om, at han ville forstå at overvinde de mangler, som Lenin havde fremhævet. Senere brød Stalin sit løfte og misbrugte partiets tillid, og dette førte til de alvorlige konsekvenser, der gjorde sig gældende i persondyrkelsens periode. Partiet fordømte og fordømmer på det mest uforbeholdne de grove krænkelser af de leninske normer for partilivet, den vilkårlighed og det magtmisbrug, som Stalin gjorde sig skyldig i, og som alvorligt skadede kommunismens sag. Alligevel viser partiet behørig respekt for Stalins fortjenester over for partiet og den kommunistiske bevægelse. Vi mener også i dag, at Stalin var kommunismen hengiven, han var marxist, og dette kan ikke og bør ikke benægtes. Hans fejl var, at han begik alvorlige fejlgreb af teoretisk og politisk art, krænkede de leninske principper for statens og partiets ledelse og misbrugte den magt, der var betroet ham af partiet og folket. Ved Stalins begravelse var der mange, også jeg selv, der havde tårer i øjnene. Det var oprigtige tårer. Ganske vist havde vi kendskab til nogle at Stalins personlige brist, men vi troede på ham. For at man klarere kan forestille sig, hvor stor troen på Stalin var, hvor stor hans autoritet var, vil jeg anføre følgende eksempel. Mange husker kammerat Jakir. Han var en stor militær leder og bolsjevik af krystalklar renhed, der tragisk og uden skyld gik til grunde i de år. Da han blev dømt til døden, troede han ikke, at Stalin havde noget med dette at gøre, og hans sidste ord, før han blev skudt, var: »Længe leve Stalin«. Under forhørene sagde kammerat Jakir til undersøgelseslederne, at hans arrestation og anklagen imod ham var en provokation, at partiet og Stalin blev ført bag lyset, og at de ville få rede på hele denne sag, få rede på, at folk som han mistede livet som resultat af provokationer. Ikke blot kammerat Jakir, men mange andre fremragende partiledere og statsledere, der uden skyld led overlast, var af denne mening. I de sidste år af sit liv var Stalin en alvorligt syg mand, der led at mistænksomhed og forfølgelsesvanvid. Partiet har udførligt fortalt folket, hvorledes Stalin udklækkede »sager« som »Leningrad-sagen, »lægesagen« og andre. Imidlertid,- kammerater, - ville der have været betydeligt flere sådanne »sager«, hvis alle, der arbejdede i Stalins nærhed i denne periode, havde erklæret sig enige med ham i alle spørgsmål. I en af mine taler fortalte jeg, hvorledes Stalin havde til hensigt at oppiske en såkaldt sag om »det kontrarevolutionære centrum i Moskva«. Men som bekendt fik han ingen støtte, og kadrerne i Moskvas partiorganisation blev ikke udsat for nye masserepressalier. Det er også kendt, at Stalin havde til hensigt at udrydde en betydelig del af den kunstneriske intelligens i det sovjetiske Ukraine. Åbenbart tilskyndet dertil af Beria og Kaganovitj nærede han mistanke om, at visse nationalistiske tendenser og stemninger var under modning blandt den kunstneriske intelligens i efterkrigstidens Ukraine, og begyndte at tilrettelægge tingene sådan, at han kunne fjerne de mest fremtrædende forfattere og kunstnere i Ukraine. Hvis de ukrainske bolsjevikker på det tidspunkt havde givet efter for Stalins stemninger, ville den ukrainske intelligens tydeligt nok have lidt store tab, og en »sag« om ukrainske nationalister var sikkert blevet etableret. De imperialistiske landes efterretningstjenester, der kendte Stalins sygelige mistænksomhed og mistillid til sine omgivelser, lod ham »tilflyde« sager og »dokumenter«, der så helt autentiske ud, og som skabte fuld overbevisning om, at grupper af militære specialister opererede i vort land imod sovjetmagten, imod sovjetstaten, og at der iværksattes komplotter af forskellige forbryderiske grupper. Yndere af memoirelitteraturen beskriver ofte begivenhederne fra den periode, som om de så dem fra et fjernt og fremmed land, og beskriver begivenheder, der virkelig foregik fjernt fra dem, både med hensyn til fakta og til de konsekvenser, de drog med sig. Men vi har også kammerater og særdeles kendte forfattere og kunstnere, der om man så må sige på deres egen ryg følte virkningerne af Stalins vilkårlighed, og som heller ikke i de yderst vanskelige tider affandt sig med sådanne fænomener, men protesterede og rettede åbenhjertige erklæringer direkte til Stalin. I foråret 1933 løftede vor kære Mihail Aleksandrovitj Sjolohov sin stemme i protest mod den vilkårlighed, der herskede ved Don på den tid. For nylig blev to breve fra Mihail Aleksandrovitj til Stalin og Stalins svar på disse breve fundet i arkiverne. Man kan ikke undgå at blive bevæget, når man læser Sjolohovs sande ord, skrevet med blødende hjerte om oprørende handlinger, som forbryderiske mennesker udførte i Vesjenskaja og andre distrikter ved Don. Mihail Aleksandrovitj skrev i sit brev af 16. april 1933 til Stalin: »Der kunne nævnes utallige af den slags eksempler. Det er ikke enkelttilfælde af overgreb, men en i distriktsmålestok legaliseret ‘metode’ til gennemførelse af kornfremskaffelse. Jeg har hørt om disse kendsgerninger enten fra kommunister eller fra kollektivbønder selv, der kom til mig og bad om at ‘få dette trykt i aviserne’, efter at de havde været udsat for disse ‘metoder´. Josef Vissarionovitj, husker De Korolenkos artikel ‘I en pacificeret landsby’? Men se, samme art ‘forsvinden’ er overgået titusinder af kollektivbønder, ikke tre bønder, der var mistænkt for at have stjålet korn fra en kulak. Dertil kommer, som De ser, mere omfattende brug af tekniske midler og en mere raffineret måde.« Senere i sit brev bad Sjolohov Stalin se nærmere på, hvad der skete i distrikterne. »Ikke blot de, der begik uhyrligheder mod kollektiv-bønder og sovjetstyret, men også de, hvis hånd dirigerede dem, bør have deres sag undersøgt. . . «. »Hvis alt det, jeg har beskrevet, fortjener centralkomiteens opmærksomhed, så send virkelige kommunister til Vesjenskaja-distriktet, der har mod nok til uden persons anseelse af afsløre alle, der er ansvarlige for det dødelige slag, der er rettet mod distriktets kolhoz-økonomi, kommunister, der for alvor vil undersøge og afsløre ikke blot alle dem, der anvendte afskyelige ‘metoder’ med tortur, prygl og ydmygelse over for kollektivbønderne, men også dem, der inspirerede dem.« Der kunne citeres andre uddrag af kammerat Sjolohovs brev — et direkte, åbenhjertigt og modigt brev, der for øvrigt aldrig er blevet trykt, hverken i hans bøger eller i hans erindringer. Men jeg vil gerne opholde mig ved en anden ting.— hvad Stalin da svarede på forfatteren Sjolohovs breve. Han skrev til Mihail Aleksandrovitj, at »Deres breve giver et noget ensidigt indtryk«. Stalin skrev: »Jeg takker Dem for brevene, for de afslører et ømt punkt i vort parti- og sovjetarbejde, de afslører, hvorledes vore medarbejdere ud fra ønsket om at tøjle fjenden, somme tider uafvidende rammer venner og forfalder til sadisme. Men dette betyder ikke, at jeg er enig med Dem på alle punkter. De ser kun den ene side, om end De ser den udmærket. Men dette er kun den ene side af sagen. For ikke at fare vild i politik (Deres breve er ikke skønlitteratur, men helt igennem politik), må man skaffe sig overblik, må man forstå at se den anden side. Og den anden side er, at de ærede kornavlere i Deres distrikt (og ikke blot i Deres distrikt alene) gennemførte en ‘italiensk strejke’ (sabotage) og ikke generede sig for at lade arbejderne og den Røde Hær savne brød. At sabotagen var lydløs og udadtil uskyldig (uden blodsudgydelse) ændrer ikke, at de ærede kornavlere faktisk førte en ‘lydløs’ krig mod sovjetmagten. En sultekrig, kære kammerat Sjolohov. . .»Dette kan naturligvis på ingen måde berettige de udskejelser, som De forsikrer, at vore medarbejdere har begået,« skrev Stalin videre. »Og de, der er skyldige i disse udskejelser, må straffes derefter. Ikke desto mindre er det klart som dagen, at de ærede kornavlere ikke er så uskyldige, som de på afstand kan se ud til at være.« Tænk engang, at forfatteren Mihail Aleksandrovitj Sjolohov, der gav Stalin besked om hårrejsende lovløshed, så begivenhederne, »som de på afstand kan se ud til at være«. Og dette blev sagt til en forfatter, der stod midt i folket, og som skabte den bedste, sandt kommunistisk inspirerede bog om kollektiviseringen, »Nypløjet jord«. Som en rigtig bolsjevik-forfatter nægtede Mihail Sjolohov at affinde sig med himmelråbende uretfærdighed; han rejste sig imod den lovløshed, der grasserede på det tidspunkt, men Stalin forblev døv over for disse faresignaler fra Sjolohov, ganske som han forblev døv over for talrige lignende faresignaler fra andre modige kommunister. Stalins magtmisbrug og de tilfælde af vilkårlighed, han begik, blev os først bekendt efter hans død og efter afsløringen af Beria, denne svorne fjende af partiet og folket, denne spion og nedrige provokatør. Det må huskes, at Beria, denne afskyelige person, der end ikke fandt det nødvendigt at skjule sin glæde ved Stalins kiste, var syg efter at få magten og ledelsen i partiet. En sådan fare var reel på det tidspunkt. Det indebar en alvorlig fare for Oktoberrevolutionens landvindinger, for den kommunistiske opbygnings sag i vort land og for den internationale kommunistiske bevægelses fremgang. Straks efter Stalins død begyndte Beria at tage skridt til at desorganisere partiets arbejde og undergrave Sovjetunionens venskabelige forbindelser med broderlande i den socialistiske lejr. F.eks. fremsatte han og Malenkov et provokatorisk forslag om at likvidere den Tyske demokratiske Republik og socialistiske stat, at anbefale Tysklands Socialistiske Enhedsparti at opgive socialismens opbygning som kampparole. Centralkomiteen forkastede prompte og med harme disse forræderiske forslag og rettede et knusende slag mod provokatørerne. De forholdsregler, som centralkomiteen traf, værnede partiet og landet mod Berias onde hensigter, denne forhærdede agent for imperialisterne. Kammerater, alle der skaber værker om sovjetsamfundets liv, om dets nutid og fortid bør erindre sig alt dette og må tilegne sig en dyb forståelse af historiske begivenheder. Sovjetfolket har vandret en stor og ærerig vej fra ødelæggelsen af den gamle borgerlige verden til opbygningen af det nye socialistiske samfund, der har vundet den endegyldige sejr i vort land. Det har ikke været nogen let vej. I kampen for socialismens sejr har vort folk heltemodigt overvundet alle de vanskeligheder og besværligheder, det stod overfor. Under overvindelse af vanskelighederne formedes det sovjetiske menneskes karakter, det nye samfunds menneske, forkæmperen for den revolutionære omskabelse af verden. En høj leninsk fastholden ved ideen, ubøjelig vilje, beredvillighed til at ofre sig selv for de kommunistiske idealers sejr er de bemærkelsesværdige karaktertræk hos de generationer af sovjetiske mennesker, der er opdraget af det kommunistiske parti. Skepticisme, viljeløshed, kraftløshed, pessimisme og nihilistisk indstilling til virkeligheden er væsensfremmed for sovjetiske mennesker. Det vækker forbavselse, at man i ét og andet litterært værk, i film og skuespil udmaler dystre, opgivende følelser hos mennesker, forårsaget af vanskeligheder i deres tilværelse. Et sådant billede af tilværelsen kan kun gives af personer, der ikke har del i folkets opbyggende indsats, som ikke lader sig rive med af poesien i deres arbejde, men anskuer alting på afstand. Jeg kan af egen erfaring, som deltager i begivenhederne i de år, der somme tider males med dystre farver og mørke skygger, sige, at det var strålende, lykkelige år, år med kampe og sejre for kommunistiske ideer. For nylig viste kammerat Walter Ulbricht os dokumentarfilmen »Det russiske mirakel«, der er lavet af de tyske filmfolk Anneli og Andrew Thorndike. Det er en bemærkelsesværdig film. Da vi så den, passerede for vore øjne sande billede fra vort lands liv. Mens vi betragtede den, så jeg i de brede masser af deltagere i borgerkrigen på en måde mig selv; sådan var den Røde Hærs soldater på den tid. Filmen er baseret på vort dokumentariske materiale. Gud give, som man siger, at vore egne filmfolk vil lave flere af den slags gode, sandfærdige film. »Det russiske mirakel« sammenholder vor gårsdag med vor dag, som den er nu. Når man ser denne film, tænker man på, hvilket enormt skridt fremad vort land har taget ! Og vi vil gerne give vore unge mennesker et råd: Lær af revolutionens historie, af historien om den kamp, som jeres fædre og mødre tog del i, og hold mindet om de mennesker helligt, der ikke længere er iblandt os, respektér dem, der endnu lever, og overtag alt fra dem for at bruge det, således at I kan blive værdige mennesker, værdige fortsættere af jeres fædres sag. Hvis I ikke holder dette i ære, vil I tildække jer selv med skam. Vi nærer dyb tillid til vort folk, til dets styrke, til dets skabende, revolutionære ånd. Vi tror, at vore unge skabende kunstnere vil videreføre deres fædres sag, at de altid vil marchere fremad i trit med folket. En kæmper, der lader sig inspirere af den høje stræben efter sejr, tager ikke notits af vanskelighederne under marchen og under slagene, hvor store de end måtte være. Han giver sit liv for ideen, fordi ideen i det øjeblik, hvor kampen er hårdest, for ham bliver større end nogen vanskelighed, større end noget andet. Et menneskes vurdering af livets tildragelser og historiske begivenheder afhænger af, hvilke ideologiske positioner han selv indtager over for disse tildragelser og begivenheder. Der findes bøger om vores revolution og socialistiske opbygning, skrevet af folk, der har anskuet revolutionen og folkets arbejde med at omskabe tilværelsen, som om de »sad i et kvistvindue«. Der er også skrevet bøger om revolutionen, om sovjefolkets liv og dåd, af folk, som revolutionen havde kastet ud af deres tilvante lune rede, folk som ikke forstod og ikke accepterede revolutionen. Begivenhedernes bølger havde kastet omkring med dem — fra Moskva til Krim, fra Krim til Tbilisi, derfra til alle dele af verden. I deres fortællinger, romaner og memoirer gør de et stort nummer ud af deres oplevelser under de vanskeligheder, de kom ud for, af at have spist rådden fisk og sådanne ting. På den tid vandt vore sovjetiske mennesker sejre over fjenden, mens de selv gik i laser og halvsultede og til tider ikke engang havde rådden fisk at spise. Men de jamrede eller sukkede ikke, de kæmpede tappert og forsvarede uselvisk revolutionens landvindinger. Vort parti er altid gået ind for partiånd i litteratur og kunst. Det hylder alle forfattere og alle kunstnere, unge som gamle, partimedlemmer som partiløse, når de holder kommunismens ideer højt i det kunstneriske arbejde. De er partiets støtter, partiets trofaste soldater. Vi yder dem støtte og vil fortsat gøre det, vi viser dem omsorg og vil fortsat gøre det, således at vore skabende kræfter kan vokse og blive stærkere, forene sig til én kæmpende familie af revolutionære kunstnere, der i deres skabende arbejde konsekvent forsvarer marxismen-leninismens altbesejrende ideer, kunstnere der ikke forliger sig med noget, der er råddent, væsensfremmed og fjendtligt, hvor det end har sit udspring. Vi har hørt digteren R. Rozjdestvenskij fra denne talerstol polemisere mod N. Gribatjovs digt »Nej, drenge«. Kammerat Rozjdestvenskijs tale var præget af den tanke, at vor ungdoms følelser kun udtrykkes af en gruppe unge forfattere, og at disse forfattere er vor ungdoms lærere. Det er aldeles ikke tilfældet. Vor sovjetiske ungdom er opfostret af partiet, den følger partiet og ser i det sin opdrager og sin lærer. Jeg vil gerne som mønster for den unge digter R. Rozjdestvenskij fremhæve digter-soldaten og digter-kommunisten N. Gribatjov, der har et skarpt øje, og som aldrig rammer ved siden af, når han retter sit skyts mod fjender af vore ideer. Vi lever i en periode med skarp idékamp, en periode, hvor der kæmpes om menneskers sind for at give dem en ny opdragelse. Dette er en kompliceret proces, langt vanskeligere end at lave om på værktøjsmaskiner og fabrikker. For at tale billedligt: I forfattere og kunstnere er de smede, der omsmeder menneskets psykomentalitet. I har et stærkt redskab i jeres hænder, et redskab der altid skal bruges i folkets interesse. Strengt taget kan man i grunden ikke være partiløs i et samfund. De, der paraderer med deres partiløshed, gør det for at skjule, at de ikke deler partiets synspunkter og ideer, for at hverve tilhængere. Det er ofte sket i historien, at de mest indgroet reaktionære og kontrarevolutionære stillede op med parolen partiløshed, og først senere opdagede man, at de tog parti for bourgeoisiet. Man kan nævne en hel række eksempler fra arbejderklassens og de arbejdende bønders kamp i vort land for at styrke sovjetmagten. På forskellige etaper og i forskellige perioder brugte arbejdernes og bøndernes fjender varierende kampmetoder mod kommunisterne og mod opbygningen af socialismen, hvorunder de kamuflerede deres aktioner med partiløshed. I sovjetstyrets første år gik de socialrevolutionære, anarkisterne, mensjevikkerne, de »konstitutionelle demokrater« og andet uvæsen som talsmænd for udbytterne og interventerne, hvis agenter og tjenere de var, åbent og direkte mod revolutionen, mod Lenin, mod arbejder- og bondemagten. I borgerkrigens år så vi kapitalister og godsejere i forbund med fremmede interventer, i samme lejr af fjender, mod arbejderklassen og bønderne. Alt mensjevikisk, socialrevolutionært og anarkistisk pak gik i kontrarevolutionens tjeneste og blev dens lakajer. I flammerne fra de heftige kampe mod de kontrarevolutionære og interventerne gennemgik det arbejdende folk i vort land en skole i politisk opdragelse, de lærte den politiske ABC gennem egen erfaring og afgjorde, hvem de skulle følge, på hvis side de skulle stå, de blev bolsjevikker. Dette beskrives på særdeles fin og overbevisende måde i D. Furmanovs bog og filmen Tjapajev, i A. Serafimovitjs roman »Jernstrømmen«, i A. Fadejevs roman De nitten (»Razgrom«), i N. Ostrovskijs roman Stålet blev hærdet og i andre værker af vore sovjetiske revolutionære forfattere. Gennemsyret af partiånd spiller deres værker stadig en stor rolle, de er et redskab for vort parti i dets ideologiske kamp. Intet under at bogen Stålet blev hærdet nyder stor popularitet i Cuba og andre lande, der kæmper for frihed og selvstændighed. Efterhånden som Lenins tanker mere og mere fik tag i arbejdernes og bøndernes sind og kommunisternes indflydelse blandt folket steg, efterhånden som sovjetstyrets prestige fortsat voksede, gjorde revolutionens fjender forsøg på at fortrænge bolsjevikkerne og at bemægtige sig sovjetterne; de fremsatte parolen: »Sovjetter uden kommunister«. Hvad er sovjetter uden kommunister ? En tom form uden revolutionært indhold. De kontrarevolutionære var helt klar over dette, og når de fremsatte parolen »Sovjetter uden kommunister«, var det med den beregning, at sovjetterne skulle ophøre at være organer for den revolutionære magt og gøres til kanaler for deres egen indflydelse på masserne, de ønskede at udnytte sovjetternes autoritet til at gennemføre deres planer mod folket. Det afgørende er ikke, hvad en organisation kaldes, men hvilken politik den følger, og hvilken klasses interesser den forsvarer. For eksempel har der fra gammel tid eksisteret kommuner i Frankrig. Som De ser, har disse administrative organer et revolutionært navn, men er kapitalistiske af væsen og beskytter monopolisternes interesser. Det franske bourgeoisi er aldeles ikke bange for det revolutionære ord »kommune«, det er blot navnet på dets administrative organer. Adskillige borgerlige ledere i forskellige lande forklæder i dag deres borgerlige politik med socialistiske fraser. De taler om opbygning af socialismen, men fængsler og henretter samtidig kommunister. De driver kommunistiske partier ud i illegalitet, men erklærer, at de selv kæmper for socialisme. De gør det, fordi socialismens ideer bliver mere og mere populære blandt masserne i alle lande og vinder indpas i deres bevidsthed. Det eksempel, der er giver af Sovjetunionens folk, er et revolutionært fyrtårn for nationerne. Dette er grunden til, at borgerlige ledere, især repræsentanterne for bourgeoisiets venstrefløj, i vid udstrækning bruger parolen om opbygning af socialismen for at føre det arbejdende folk bag lyset.

Den historiske erfaring viser, at man ikke i den politiske, ideologiske kamp kan forlade sig på ord og erklæringer, men må finde ud af, hvem det er, som fremsætter dem, og hvorfor de gør det. Hertil kræves først og fremmest, at man er marxist-leninist, en overbevist kommunist, der sætter sit liv og sit talent ind i kampen for alle arbejdende menneskers lykke. Hvis man vil anse sig selv for at være en forkæmper for det arbejdende folks interesser, kan man ikke stille sig i skellet mellem de kæmpende parter og »være ligeglad med godt og ondt«. Alle lag i samfundet bliver draget ind i klassekampen, og den skaber endog tvedragt i familierne. Det sker, at medlemmer af samme familie står over for hinanden på hver sin side af barrikaderne. Der findes en kategori af mennesker, som har forklaret deres ikke-deltagelse i revolutionen med »humanistiske« betragtninger. De kunne ikke, siger de, løfte hånden mod deres næste. Men af hvem bliver menneskene da dræbt, hvis det ikke er af deres »næste«? Revolutioner gennemføres af samfundsklasser. Arbejdernes og bøndernes revolution for at styrte den kapitalistiske klasse er den mest humanistiske, mest menneskelige handling. Deltagelsen i en sådan revolution på arbejdernes og bøndernes side er det højeste udtryk for humanisme. Hvis man ikke styrter udbyttersystemet, er de arbejdendes befrielse og opbygningen af en lykkelig tilværelse for dem en umulighed. Er det så vanskeligt at forstå, at den, som ikke deltager i kampen på de arbejdendes side, i virkeligheden hjælper bourgeoisiet ? Den, som ikke går sammen med arbejderne og bønderne, går uundgåeligt imod dem. Dette må man lægge sig på sinde, kammerater ! Nu som før støder man på mennesker, som erklærer, at de går ind for kommunismens idé og undertiden endda forfægter den, men de deltager ikke i den aktive kamp, de går de kæmpende i vejen, er selv forvirrede og forvirret andre. Revolution er ikke velmenende ønsker, men en hård og bitter kamp. Man må ikke blot kæmpe for revolutionen, når den finder sted, men også i den periode, hvor dens vundne positioner underbygges, og indtil kommunismens opbygning er tilendebragt. Her er det ikke nok med forelæsninger og foredrag, man må også deltage i skududvekslingen, når omstændighederne kræver det. Under klassekampens komplicerede forhold kommer vankelmodige mennesker i en lidet misundelsesværdig situation, ofte uden at de selv ønsker det. Lad mig minde om, hvad der skete for Lunatjarskij. Han frygtede for, at de bevæbnede arbejderes ild mod fjenden kunne træffe og beskadige historiske mindesmærker, og han gjorde over for Lenin indvendinger og truede endog med at træde ud af sovjetregeringen. Lenin lo ad denne spidsborgerlige forestilling om revolutionen. Senere forstod også Lunatjarskij det. I denne forbindelse vil jeg gerne sige et par ord om kammerat Ehrenburg. Engang for længe siden rejste Ehrenburg til Paris for at møde Lenin, og han blev meget hjerteligt modtaget af denne, således som Ehrenburg selv har beskrevet det. Ehrenburg trådte endog ind i partiet, men senere forlod han det. Han deltog ikke direkte i den socialistiske revolution, men indtog åbenbart en stilling som udenforstående iagttager. Jeg tror ikke, det er i strid med sandheden at sige, at kammerat Ehrenburg i sine memoirer »Mennesker, år, liv« bedømmer vor revolution og hele den følgende periodes socialistiske opbygningsarbejde ud fra den samme stilling. Det er den højeste pligt for en sovjetisk forfatter, kunstner, komponist, for hver eneste skabende kunstudøver, at være med i rækkerne blandt kommunismens opbyggere, at tjene vort partis store sag med sit talent og kæmpe for de marxistisk-leninistiske ideers sejr. Man må erindre, at der i verden foregår en skarp kamp mellem to uforenelige ideologier, den socialistiske og den borgerlige ideologi. Kunstneren har til opgave gennem sine værker aktivt at medvirke til at øge de kommunistiske ideers indflydelse, at rette et knusende slag mod socialismens og kommunismens fjender, at bekæmpe imperialisterne og kolonialisterne. Vor store forfatter Mihail Aleksandrovitj Sjolohovs værker er et glimrende eksempel på en patriotisk og partimæssig opfattelse af kunstnerens opgave. Tag hans romaner »Stille flyder Don«, »Nypløjet jord«, hans fortælling »En mands skæbne« og kapitler fra hans roman »De kæmpede for fædrelandet«. Det er ægte kunstneriske værker af vældig kraft, med revolutionær ildhu, gennemsyret af kommunistisk partiånd, besjælet af vore arbejderes og bønders klassekamp for revolutionens og socialismens sejr. Kammerat Sjolohov deltog aktivt i kampen under borgerkrigen, i perioden, hvor godsejerne som den sidste udbytterklasse blev afskaffet, og under den store fædrelandskrig kæmpede han mod de fascistiske undertrykkere. Han deltog ikke i disse kampe som iagttager, men som soldat, og i fredstid var og er han også en forkæmper for de arbejdendes lykke. Mihail Aleksandrovitj Sjolohov ejer den store gave at have dyb forståelse for det væsentlige i de samfundsmæssige foreteelser og begivenheder, han har et klart billede af sine venner og fjender og giver på en talentfuld måde, ud fra et partimæssigt standpunkt, et fængslende billede af det virkelige liv. Med stor kærlighed levendegør han i sine værker skikkelserne af kommunister og af arbejdets folk. Med uforsonligt klassehad afslører og hudfletter han fjender af vort samfundssystem. Med hvilken klarhed og overbevisningskraft tegner han ikke sine billeder af kampscenerne! Når de kæmpende støder sammen, hugges der løs med sablerne, så gnisterne fyger, der kæmpes for folkets ret, og folket fører sejren hjem. I Mihail Aleksandrovitj Sjolohovs forfatterskab kan alle se, at forfatterens kommunistiske partiånd ikke hindrer hans kunstneriske individualitet i at komme til udtryk, men tværtimod fremmer talentets udfoldelse og hæver hans værker op på et niveau, hvor de får den højest tænkelige samfundsmæssige betydning. I kunsten står vi på et klassestandpunkt og vender os resolut mod fredelig sameksistens mellem socialistisk og borgerlig ideologi. Kunsten hører til ideologiens sfære. De, som tror, at inden for sovjetisk kunst kan såvel socialistisk realisme som formalistiske, abstrakte strømninger forliges, glider uvægerligt over til et standpunkt, som er os fremmed: at der kan herske fredelig sameksistens på det ideologiske område. I den senere tid har vi mødt sådanne opfattelser. Desværre har enkelte kommunister blandt forfatterne og kunstnerne og også nogle ledende medlemmer af kunstnersammenslutningerne bidt på denne mading. Samtidig må det påpeges, at partiløse kunstnere som f.eks. kammerat L. Sobolev energisk forsvarer partilinjen i litteratur og kunst. Sidste gang sagde kammerat I. Ehrenburg, at ideen om sameksistens, der var fremsat i brevet, havde form af en spøg. Lad os sige, at det er sådan. Men så er det en dårlig spøg. På det ideologiske område kan man ikke spøge på denne måde. Lad os se på, hvad det ville være sket inden for den sovjetiske kunst, hvis tilhængerne af fredelig sameksistens mellem forskellige retninger inden for litteratur og kunst havde taget overhånd. Som et første skridt ville der blive tilføjet vore revolutionære landvindinger inden for den socialistiske kunst et slag. Ifølge kampens logik ville sagen ikke dermed være afsluttet. Det er ikke udelukket, at disse folk med forøget kraft ville have gjort forsøg på at angribe vore revolutionære landvindinger. Jeg har allerede sagt, at fredelig sameksistens på det ideologiske område er forræderi over for marxismen-leninismen, forræderi over for arbejdernes og bøndernes sag. Det sovjetiske samfund befinder sig nu på en etape, hvor der er opnået fuldstændig helstøbt enhed mellem alle vort lands socialistiske nationer, mellem alle befolkningslag, mellem arbejderne, kollektivbønderne og intelligensen, som under ledelse af det leninske parti opbygger kommunismen med gode resultater. Vort folk og vort parti vil ikke tillade noget som helst anslag mod denne helstøbte enhed. Forsøget på at påtvinge os fredelig sameksistens på det ideologiske område er en af ytringsformerne for et sådant anslag. Derfor er det, at vi retter skytset mod disse opløsende ideer og mod deres bærere. Jeg håber, at vi alle er enige herom. Men dem, som endnu lever i vildfarelsen, opfordrer vi til eftertanke, til at blive klar over deres fejl, til at forstå fejlenes natur og udspringskilder, til at overvinde vildfarelserne og til sammen med partiet, i samme geled og under marxismen-leninismens røde fane, at deltage aktivt i opbygningen af kommunismen og yderligere frugtbargøre den socialistiske kultur, litteratur og kunst. Abstraktionisme og formalisme, hvis eksistensberettigelse inden for den socialistiske kunst nogle af dens tilhængere går ind for, er en form for borgerlig ideologi. Det er beklageligt, at nogle ikke forstår dette, herunder også åndsarbejdere med rig livserfaring. I kammerat Ehrenburgs memoirer er der et sådant sted. Jeg citerer: »Der var talrige litterære skoler: komfuter (»kommunistiske futurister«), imaginister, proletarkultur-folk, ekspressionister, fuister, »genstandsløse«, præsentister, accidentister og endog »ingentingister«. Naturligvis skrev én og anden teoretiker dumheder ... Men jeg vil gerne forsvare hin fjerne tid.« Som man ser, har memoireforfatteren stor sympati for tilhængerne af den såkaldt »venstreorienterede« kunst og tager det som en opgave at forsvare denne kunst. Men man må spørge: Mod hvem forsvarer han den? Øjensynligt mod vor marxistisk-leninistiske kritik. Hvorfor gør han det? Åbenbart for at holde vejen åben for muligheden af, at sådanne eller lignende fænomener skal kunne bestå inden for vor moderne kunst. Det ville betyde anerkendelse af sameksistens mellem den socialistiske realisme og formalismen. Kammerat Ehrenburg begår en stor ideologisk fejl, og det er vor pligt at hjælpe ham til at forstå det. Ved vor sammenkomst sidste gang forsvarede kammerat Jevtusjenko abstraktionismen. Han forsøgte at begrunde sit standpunkt med, at der findes gode mennesker blandt både realisterne og formalisterne, og han henviste her til to cubanske kunstnere, som var meget uenige i deres syn på kunsten, men som i kampen for revolutionen faldt i den samme skyttegrav. Noget sådant kan forekomme som enkelttilfælde. Jeg kan anføre et eksempel på det stik modsatte. Efter borgerkrigen blev der i byen Artjomovsk i Ukraine rejst et hæsligt formalistisk mindesmærke, lavet af den kubistiske billedhugger Kavaleridze. Der var skrækkeligt, men kubisterne var henrykte over det. (Under krigen blev mindesmærket ødelagt). Skaberen af det formalistiske mindesmærke blev boende på det område, som fascisterne okkuperede, og udviste uværdig optræden. Altså kan det af kammerat Jevtusjenko anførte eksempel ikke tjene som et alvorligt argument til støtte for hans synspunkter. Den stilling, som kammerat Jevtusjenko indtager til abstraktionismen, falder i virkeligheden sammen med de synspunkter, som kammerat Ehrenburg forsvarer. Digteren, der endnu er et ungt menneske, forstår øjensynligt ikke så meget af vort partis politik, har svingende opfattelser og vaklende synspunkter angående kunstneriske spørgsmål. Men hans tale på den ideologiske kommissions møde giver tiltro til, at han vil kunne overvinde sine svingninger. Jeg vil gerne råde kammerat Jevtusjeoko og andre unge digtere og forfattere til at værdsætte massernes tillid, til ikke at søge billige sensationer og til ikke at tilpasse sig spidsborgeres stemninger og smag. Kammerat Jevtusjenko, det er ingen skam at erkende sine fejl. Vær ikke bange for, hvad Deres fjender vil sine om Dem. De må klart erkende, at modstanderne vil begynde at rose Dem, når vi kritiserer Dem for afvigelser fra principielle standpunkter. Hvis modstanderne af vor sag begynder at rose Dem for digte, som de finder behag i, så vil folket med rette kritisere Dem. Altså må De vælge, hvad De synes bedst om. Nu som før vil det kommunistiske parti bekæmpe abstraktionismen og alle andre formalistiske forvrængninger i kunsten. Vi kan ikke være neutrale over for formalismen. Da jeg var i Amerika, fik jeg af nogle kunstnere - jeg véd ikke, om de var kendte eller ukendte - foræret billeder. Jeg har i går vist Dem disse smørerier. Øjensynligt er disse mennesker ikke mine fjender, ellers ville de vel ikke have foræret mig frugter af deres arbejde. Men alligevel kan jeg ikke sige, at gaven er noget stort mesterværk eller overhovedet et mesterværk i den bildende kunst. Kan De sige mig, hvad dette forestiller? Det siges, at det er en udsigt fra en bro over en by. Men uanset hvordan man betragter det, er der ikke noget at se udover nogle striber i forskellige farver. Og dette smøreri kaldes et billede! Her er endnu et »mesterværk«. Man ser fire øjne, måske er der også flere. Man siger, at billedet forestiller skræk og angst. Til hvilken forvrængning fører abstraktionisterne ikke kunsten! Det er eksempler på amerikansk bildende kunst. Og nu nogle eksempler fra vor arkitektur. I Sokolniki i Moskva findes Rusakov-klubben, der er bygget efter et projekt af arkitekten kammerat Melnikov. Det er en hæslig og ubekvem bygning, som ligner alle djævle. Men i sin tid blev bygningen udgivet for at være en progressiv nyskabelse. Sovjethærens teater i Moskva, der er udført efter et projekt af arkitekterne Alabjan og Simbirtsev, er et eksempel på ufornuftig overdrivelse af formen i arkitekturen. Kaganovitj påtvang arkitekterne den dumme idé at bygge teatret som en femtakket stjerne. En ting er at have den femtakkede stjerne som symbol, som emblem, men noget helt andet at give en bygning til praktisk brug form som en femtakket stjerne. Hvor mange overflødige hjørner og ubenyttede rum findes der ikke i denne bygning ! Sovjethærens teater er øjensynligt den mest uhensigtsmæssige bygning, som findes. Det gik til på følgende måde: Kaganovitj forelagde sin idé for Stalin, som syntes godt om den, og det blev besluttet at forme bygningen som en femtakket stjerne. Ingen ser denne stjerne eller vil komme til at se den: Den kan kun ses oppe fra himlen. Den skøre idé er en tribut til umodne forestillinger om skønhed og fornuft i kunsten og i livet. Det er ubegribeligt, hvorfor, med hvilket formål dygtige og veluddannede mennesker spiller narre og skaber sig ved at udgive de mest urimelige makværker for kunst. Samtidig er det liv, som omgiver dem, fuld af naturlig og bevægende skønhed. Nytårsaften vendte jeg tilbage til Moskva fra et besøg i omegnen. Hele dagen den 31. december tilbragte jeg i en skov. Det var en poetisk dag, en af de smukkeste russiske vinterdage, man kan tænke sig, netop en russisk vinterdag, for det er ikke alle steder, man har vinter som hos os i Rusland. Det er naturligvis ikke en national, men en klimatisk naturforeteelse, hvorfor jeg beder om, at man forstår mig rigtigt. Der var meget smukt i skoven den dag. Skønheden bestod i, at træerne var dækket af rimfrost. Jeg husker, at jeg engang i min ungdom i ugebladet Ogonjok læste en fortælling. Jeg husker ikke, hvem forfatteren var, men jeg husker disse ord: »skygger med et betagende skær af sølv«. Forfatteren beskrev en have i vinterdragt. Fortællingen var velskrevet, eller måske var mit krav til litteraturen mindre dengang. Men jeg syntes godt om fortællingen, og jeg har bevaret indtrykket af den i min erindring. Jeg syntes særligt godt om beskrivelsen af træerne i deres vinterdragt. Nytårsaften gjorde vinterskoven et stærkt indtryk på mig, den var virkelig smuk. Måske havde skyggerne ikke skær af sølv, og jeg mangler ord til at beskrive det dybe indtryk, som skoven gjorde på mig. Jeg så på solopgangen, skoven, der var dækket af rim. Skønheden herved kan kun forstås af den, som har været i en skov og selv oplevet sådanne levende malerier. Kunstnerens fortrin består i, at han er i stand til at genskabe sådanne billeder, men det er ikke alle, der ejer denne gave. Jeg sagde til mine ledsagere: Se på disse graner, på deres skønne dragt, på snefnuggene, som spiller og gnistrer i solstrålerne, se hvor vidunderligt smukt det er! Men disse modernister og abstraktionister vil stille granerne på hoveder, og så siger de, at det er det nye og progressive i kunsten. Det er umuligt, at en sådan kunst nogen sinde kan vinde anerkendelse blandt normale mennesker, at menneskene skal miste mulighederne for at glæde sig over maleriske naturbilleder, som genopstår i kunstnerens værker for at smykke vore klubber og kulturhuse og hjem. Det er muligt, at enkelte mennesker nu vil sige, at Hrustjov opfordrer til fotografiske gengivelser, til naturalisme i kunsten. Nej, kammerater! Vi opfordrer til en stærk kunstnerisk udfoldelse, som afspejler den reale verden på en virkelighedstro måde og i hele dens mangfoldighed af farver. Kun en sådan kunst vil bringe menneskene glæde og nydelse. Mennesket vil aldrig miste kunstens gave og vil ikke tillade, at man udgiver snavsede smørerier for kunstværker, smørerier, som ethvert æsel kan male med sin hale. Der er ingen tvivl om, at folket vil finde styrke til at tilbagevise den slags »fornyere«. Og de af dem, som endnu ikke har tabt dømmekraften, vil besinde sig og vil tjene folket, vil skabe kunstneriske lærreder, som fylder én med glæde og maner til arbejde. Det er uforståeligt, at tilhængerne af formalisme og abstraktionisme betegner de kunstudøvere, som står på den socialistiske realismes standpunkt, som konservative, mens abstraktionisterne anser sig selv for at repræsentere det mest fremskredne i kunsten. Er der noget grundlag herfor? Jeg mener, at der ikke er noget som helst grundlag herfor og heller ikke kan være det, eftersom formalisme og abstraktionistisk forskruethed er fremmed og uforståeligt for folket. Og alt, der er folket fremmed, som ikke støttes af folket, kan naturligvis ikke være fremskredent ! For nylig havde kunstneren A. I. Laktionov i Pravda en artikel, hvor han gav udtryk for sin uforsonlige holdning over for den abstraktionistiske kunst. Abstraktionisterne og deres fortalere skældte ud over denne artikel, fordi den angiveligt var et udtryk for den konservative retning i kunsten. Og kammerat Laktionovs malerier blev af disse mennesker betegnet som naturalistiske. Lad os sammenligne to malerier: A. Laktionovs og B. Zjutovskijs selvportrætter. Uanset hvad andre tænker og siger, er det for ethvert menneske med sund fornuft og ufordærvet smag ganske klart, at Laktionovs maleri virker tiltrækkende på grund af sin menneskelighed og vækker agtelse for mennesket. Når man ser på det, kommet man til at synes om det og glæder sig over mennesket. Og hvad har B. Zjutovskij malet? Et misfoster! Man kan blive bange, når man ser på dette selvportræt. At et menneske ikke skammer sig over at spilde sine kræfter på at male sådan noget skidt! Og dog har dette menneske gået i sovjetisk middelskole og på institut, på ham gav man folkets penge ud, han spiser folkets brød. Og så takker han folket, arbejderne og bønderne, for de midler, de har givet på hans uddannelse, og for de goder, de nu giver ham - med et sådant selvportræt, en vederstyggelighed og rædsel. Det er ulideligt at se på dette snavsede smøreri, og det er lige så ulideligt at høre på dem, der forsvarer det. Uanset hvilke skældsord man udøser over de kunstnere, som står fast på den socialistiske realismes standpunkter, og uanset hvilke lovprisninger man hylder abstraktionisterne og alle andre former for formalister i, forstår alle sundt tænkende mennesker ganske udmærket, at vi i det første tilfælde har at gøre med virkelige kunstnere og med virkelig kunst, mens vi i det andet tilfælde har at gøre med forskruede mennesker, hvis hjerne, som man siger, sidder skævt, og med utilbørlige makværker, som krænket menneskenes følelser. Det sovjetiske samfund forkastet alt dødfødt i kunsten, på samme måde som enhver levende organisme udskiller udlevede, døde celler. Musikken har en stor og vigtig plads i vort folks åndelige liv og det ideologiske arbejde. I denne forbindelse mener jeg det nødvendigt at give udtryk for nogle tanker om den musikalske kunsts retning. Vi ønsker ikke at opkaste os til dommere eller stå på podiet og dirigere komponisterne. Som i alle andre former for kunst findes der inden for musikken mange forskellige genrer, stilarter og former. Ingen nedlægger forbud mod nogen som helst af disse stilarter eller genrer. Men vi ønsker alligevel at redegøre for vort syn på musikken, på dens opgaver og på retningen i musiklivet. For at sige det kort går vi ind for en melodisk og indholdsrig musik, som griber menneskene og vækker stærke følelser, og vi vender os mod enhver form for kakofoni (ildelydende musik). Hvem kender ikke sangene om Budjonnyj-arméen ! Komponist-brødrene Pokrass har skrevet mange udmærkede sange. Jeg synes vældig godt om deres Moskva-sang, som, det indrømmer jeg, blev skrevet på vor bestilling, da jeg i sin tid var sekretær for partiorganisationen i Moskva. Jeg husker, hvorledes vi samledes i Moskvaledelsen, og en af brødrene spillede denne sang for første gang. Han var ikke nogen stor sanger, men brødrene Pokrass’ musik var udmærket. Og hvor griber de gamle revolutionære sange os ikke, f.eks. »Warszawjanka«. Hvem kender ikke »Internationale«? Hvor mange år har vi ikke sunget denne sang; den er blevet arbejderklassens internationale hymne! Hvilke revolutionære tanker og følelser vækker den ikke, og den løfter menneskene, mobiliserer dem mod de arbejdendes fjender! Når jeg lytter til Glinkas musik, får jeg altid glædestårer i øjnene. Måske er det ikke moderne, men gammeldags, og jeg er ikke ung længere, men jeg glæder mig, når David Oistrah spiller violin, og jeg er også altid glad for at lytte til Bolsjoj-teatrets violinister; jeg véd ikke, hvorledes dette kollektiv betegnes i fagsproget. Jeg har mange gange lyttet til det og har altid været meget betaget af det. Naturligvis vil jeg ikke hævde, at min musikfølelse skal være normgivende for alle andre. Men vi kan ikke se velvilligt på, at en kakofoni udgives for virkelig musik, mens den musik, som folket synes om, af nogle betegnes som forældet. Ethvert folk har sine musiktraditioner og holder af sine nationale folkemelodier og sange. Jeg er født i en russisk landsby og er opdraget med russisk og ukrainsk folkemusik, med dens melodier og sange. Jeg finder megen glæde i at høre Solovjov-Sedojs sange eller den sang, som komponisten Kolmanovskij har skrevet til digteren Jevtusjenkos tekst: »Vil russerne have krig«. Jeg holder også meget af ukrainske sange. Jeg elsker sangen »Bækken«, som komponisten P. Maiboroda har skrevet til tekst af Andrej Malysko. Når denne sang spilles, ønsker man at høre den igen og igen. Vi har mange gode komponister, og de har skrevet musik til mange virkelig gode sange, men som De vil forstå, er det ikke muligt at opregne dem alle i denne tale. I vort musikliv er der også alvorlige mangler. Den begejstring for jazz og jazzorkestre, som gør sig gældende, kan ikke betegnes som normal. Man må imidlertid ikke tro, at vi er modstandere af jazzmusik. Der findes forskellige jazzorkestre og forskellig musik for dem.  Dunajevskij var også i stand til at skrive god jazzmusik. Jeg synes også om enkelte sange, som spilles af et jazzorkester, som ledes af Leonid Utjosov. Men der findes også musik, som man kan blive dårlig tilpas af, og som kan give mavekrampe. Efter den Russiske Føderations komponistforbunds møde inviterede kammerat Sjostakovitj os til koncert i Kreml-teatret. Vi var meget optaget, men gik med for at lytte til musikken; man havde sag til os, at koncerten ville blive interessant, og vi kunne virkelig forvisse os om, at der var flere interessante opførelser. Men så spillede af en eller anden grund først et jazzorkester, derefter et andet og et tredje, og sluttelig spillede alle tre orkestre sammen. Selv af det gode kan man få for meget, og en sådan salve af jazzmusik oversteg næsten mine kræfter, jeg ville gerne være gået derfra, men vidste ikke hvordan. Musik uden melodi virker kun irriterende. Man siger, det skyldes, at man ikke forstår den. Og der findes virkelig jazzmusik, som man ikke kan forstå, og som man ikke bryder sig om at høre. Nogle af de såkaldt moderne danse, der er bragt til vort land fra vesten, vækker modvilje. Jeg har rejst meget i vort land. Jeg har set russiske, ukrainske, kazahiske, uzbekiske, armenske, gruzinske og andre danse. Det er smukke danse, og man er glad for at se på dem. Men de, som kaldes moderne danse, er ganske enkelt uanstændigheder, ekstatiske vridninger og pokker véd hvad ! Man siger, at sådanne uanstændigheder ellers kun ses i religiøse »rystesekter«. Jeg kan ikke bekræfte dette, for jeg har aldrig selv været til stede ved »rystemøder«. Det viser sig, at der blandt komponister og musikere findes unge mennesker, som søger at bevise, at melodien i musikken har mistet sin eksistensberettigelse, og at den afløses af en »ny« musik, af »dodekafonien«, støjmusikken. For et normalt menneske er det vanskeligt at forstå, hvad der skjuler sig bag ordet »dodekafoni«, men efter alt at dømme er det nøjagtig det samme, som skjuler sig bag ordet kakofoni. Og vi har netop til hensigt at rense musikken for denne kakofoni. Vort folk har ikke plads for dette affald i sin åndelige rustning. Vi går ind for en musik, som skaber begejstring og kalder til store bedrifter og til arbejde. Når en soldat rykker ud til kamp, tager han kun med, hvad han har brug for, og han lader aldrig orkestret tilbage. Under marchen giver orkestret en god stemning. Musikken til sådanne orkestre kan skabes af, og bliver skabt af, komponister, som står på den socialistiske realismes standpunkt, og som ikke skiller sig ud fra livet, fra folkets kamp, og de støttes af folket. Vor politik inden for kunsten, en politik, der er uforsonlig over for abstraktionismen, formalismen og alle andre borgerlige forvrængninger, er en leninsk politik, som vi uafladelig har ført, fører og vil føre i fremtiden. Lenin har understreget, at litteratur og kunst skal tjene arbejdernes og bøndernes interesser, folkets interesser. Den såkaldt venstreorienterede kunst, som nogle synger lovsange for, betegnede Lenin som absurd, unaturligt og meningsløst tøjeri. I dag udspredet man en myte om, at Lenin skulle have været overbærende og måske endog have haft sympati for formalistiske forsøg i kunsten. Desværre er kammerat Ehrenburg også impliceret i udbredelsen af denne usandhed om Lenins syn på kunsten. I sine memoirer skriver han: »A. V. Lunatjarskij fortalte mig, at da han spurgte Lenin, om man kunne give de ,venstreorienterede’ tilladelse til at udsmykke den Røde Plads til 1. maj, svarede Lenin: »Jeg er ikke specialist på det område, og jeg ønsker ikke at påtvinge andre min smag’.« Her lader kammerat Ehrenburg læserne forstå, at Lenin skulle have holdt muligheden åben for sameksistens mellem forskellige ideologiske retninger inden for den sovjetiske kunst. Men det er ikke rigtigt, kammerat Ehrenburg ! De véd udmærket, at netop Lenin fremsatte princippet om idéindholdet og partiånden i litteratur og kunst. Dette fik derefter varm støtte af Gorkij og andre forfattere, som helt og fuldt gik ind for sovjetstyret, for kampen for arbejderklassens sag, for kampen for kommunismens sejr. På grund af partiånden, idéindholdet og det kunstneriske mesterskab satte Lenin »Moderen« af Maksim Gorkij så højt. Et kunstværks styrke ligger i den kunstneriske udformning, i klarheden og den idémæssige tydelighed. Men det viser sig altså, at ikke alle synes om dette. Af og til bliver klarheden i litteratur- og kunstværker angrebet under det påskud, at man vil bekæmpe retorik og »pegefingre«. Sådanne stemninger er kommet mest åbent til udtryk i Nekrasovs rejsenotitser »På begge sider af oceanet«, der har været offentliggjort i »Novyj Mir«. I en vurdering af filmen »Zastava Iljitja«, der endnu ikke er kommet op, skriver han: »Jeg er Hutsijev og Spalikov uhyre taknemmelig for, at de ikke har trukket en gammel arbejder ind på lærredet ved hans grå overskæg, en mand, som forstår alt og har et nøjagtigt og klart svar parat på alt. Var han kommet ind med sine belærende ord, ville filmen have været død.« Og dette skriver en sovjetisk forfatter i et sovjetisk tidsskrift! Man må blive oprørt over at læse sådanne ting om en gammel arbejder, skrevet i arrogant og overlegen tone. Jeg mener, at en sådan tone er ganske utilstedelig for en sovjetisk forfatter. Hertil kommer, at de nævnte rejsenotitser ikke blot giver udtryk for indstillingen til et enkelttilfælde i kunsten, men forkynder et for vor kunst fuldkommen uantageligt princip. Og dette må vi eftertrykkeligt vende os imod. Blandt enkelte mennesker kan man høre snak om individets absolutte frihed. Jeg véd ikke, hvad man sigter til, men jeg er af den mening, at individets absolutte frihed aldrig vil eksistere, heller ikke under den fuldkomne kommunisme. »Vi tror ikke på ,absolutter’«, svarede Lenin i sin tid forkæmperne for »absolut frihed«. (Lenins værker, 4. udg., b. 32, s. 479, russ.). Også under kommunismen må det enkelte menneskes vilje være underordnet hele kollektivets vilje. Hvis det ikke bliver sådan, vil anarkistisk selvrådighed opløse og desorganisere samfundslivet. Hverken det socialistiske eller noget andet samfund, intet samfundssystem, end ikke det mindste kollektiv af mennesker, kan eksistere uden en organiseret, ledende kraft. Det er overflødigt at påvise, at menneskene på alle trin af den samfundsmæssige udvikling, begyndende med ursamfundet, har sluttet sig sammen i kollektiver for at skaffe midler til livets opretholdelse. I vor tid, i atomets, elektronteknikkens, kybernetikkens, automatiseringens og de kontinuerlige produktionslinjers tidsalder, kræves der endnu større præcision, idealt samvirke og organisation inden for alle grene af samfundssystemet, både i produktionssfæren og på det åndelige livs område. Kun da kan man udnytte alle videnskabens goder, som mennesker har skabt, og tage dem i menneskets tjeneste. Kan der under kommunismen forekomme overtrædelser af den samfundsmæssige orden og afvigelser fra kollektivets vilje? Ja, men det vil sikkert være enkelttilfælde. Man kan ikke tro, at tilfælde af psykiske sygdomme vil forsvinde helt, og at sindslidende ikke vil kunne overtræde fælleslivets regler. Mod sindssyges udskejelser vil man sikkert have midler, men jeg véd ikke hvilke. Også nu kender man jo spændetrøjen, som afsindige får på, således at de ikke kan husere og tilføje sig selv og andre skade. Under de nuværende forhold må vi føre en vedholdende kamp mod levn fra fortiden inden for vort eget land og tilbageslå den organiserede klassefjendes angreb på den internationale arena. Det har vi ikke lov at glemme ét eneste minut. Men én og anden forsøget at prakke os en fredelig ideologisk sameksistens og en dårlig idé om »absolut frihed« på. Hvis enhver vil forsøge at påtvinge samfundet sine egne, subjektivistiske opfattelser som regler, der skal gælde for alle, og hvis man forsøger at gennemføre dette i modstrid med alment anerkendte normer i det socialistiske samfund, vil det uundgåeligt føre til desorganisation af menneskenes normale liv og samfundets virksomhed. Samfundet kan ikke tillade anarki og selvrådighed, uanset fra hvilken side det end måtte komme. Sovjetunionens kommunistiske Parti er det socialistiske samfunds førende kraft. Partiet udtrykker hele sovjetfolkets vilje, og kampen for folkets vitale interesser er målet for dets virksomhed. Partiet nyder befolkningens tillid, som det har vundet gennem sin kamp og med sit blod - nu som før. Og alt, som skader folkets interesser, vil partiet feje til side af hensyn til kommunismens opbygning. Vi må skabe klarhed over humanismen, klarhed over, for hvem noget er godt, og for hvem noget er dårligt. Her som i alle andre spørgsmål vurderer vi ud fra et klassestandpunkt, for at forsvare den arbejdende befolknings interesser. Så længe der på Jorden findes klasser, findes der ikke noget i livet, som er absolut godt. Hvad der er godt for bourgeoisiet, for imperialisterne, er dårligt for arbejderklassen, og omvendt, hvad der er godt for den arbejdende befolkning, bliver ikke anerkendt af imperialisterne, af bourgeoisiet. Vi ønsker, at vore principper bliver godt forstået af alle, særlig af dem, som søger at påtvinge os fredelig sameksistens på det ideologiske område. I politik er der ikke plads for letsindighed. Den, som prædiker fredelig sameksistens på det ideologiske område, glider objektivt over til antikommunismens positioner. Kommunismens fjender vil gerne se os idémæssigt afrustet. De søger at nå dette lumske mål gennem deres propaganda for fredelig sameksistens mellem ideologierne, ved hjælp af denne »trojanske hest«, som de gerne vil sende os på halsen. Vi er overbevist om, at alle sådanne forsøg, som socialismens og kommunismens fjender retter imod vor marxistisk-leninske ideologi, vil strande på vort lands arbejderklasses, kollektivbøndernes og folkeintelligensens helstøbte idémæssige og politiske enhed. Presse og radio, litteratur, malerkunst, musik, film og teater er vort partis skarpe idémæssige våben. Og partiet vil sørge for, at dette våben altid er kampberedt og rammer fjenden præcist. Partier vil ikke tillade nogen at sløve dette våben, at svække dets kraft. Den sovjetiske litteratur og kunst udvikler sig under det kommunistiske partis og dets centralkomités umiddelbare ledelse. Partiet har opdraget fremragende og talentfulde kadrer af forfattere, malere, komponister og film- og teaterfolk, som uadskilleligt har forbundet hele deres liv og arbejde med det leninske parti og med folket. Partiet, folket, Lenin er uadskillelige. Lenins sag er partiets og folkets sag. Dette har den storartede digter Vladimir Majakovskij givet udtryk for på en smuk måde: »Partiet og Lenin - tvillingebrødre, - hvem synes modet historie bedst om ? Vi siger - Lenin, og underforstår partiet, Vi siger - partiet og underforstår Lenin.«.  Det leninske parti et folkets mest fremskredne del, dets kampprøvede avantgarde. Alle borgere i vort land, hvem de end er: arbejder eller kollektivbonde, videnskabsmand eller forfatter, kunstner eller komponist, er folkets sønner og døtre og kan ikke forestille sig at skulle leve livet uden for folkets liv, uden for dets skabende virksomhed. Partiånd og folkelighed i kunsten står ikke i modsætning til hinanden, men udgør et hele ! De kunstnere, som endnu ikke besidder en sådan forståelse af deres plads i samfundet, må man hjælpe, således at de virkelig forstår det. Ligesom en orkesterdirigent følger, om alle instrumenter lyder harmonisk og rent, således leder partiet i det offentlige og politiske liv alle sovjetborgeres anstrengelser frem mod det fælles mål. Med partiet som den førende kraft fjerner det socialistiske samfund alle forstyrrelser, som hindrer menneskenes normale liv, og skaber de nødvendige materielle, kulturelle og idémæssige forudsætninger for kommunismens opbygning. Den partimæssige kritik af de formalistiske forvrængninger foretages ud fra hensynet til udviklingen af litteratur og kunst, som spiller en vigtig rolle i vort samfunds åndelige liv. Inden for litteratur og kunst støtter partiet kun de værker, som inspirerer folket og tjener til samling af dets kræfter. Samfundet er berettiget til at afvise værker, som er i modstrid med disse interesser. Vi lever alle for midler, som er skabt af folket, og derfor er vi forpligtet til at betale folket gennem vort arbejde. Enhver bør som en bi i kuben yde sit til at forøge samfundets materielle og åndelige rigdomme. Der findes måske folk, som vil sige, at de ikke er enige i dette, at dette er et overgreb mod individet, et tilbagefald til fortiden. Hertil vil jeg gerne sige, at vi lever i et organiseret socialistisk samfund, hvor individets interesser er i overensstemmelse med samfundets interesser og ikke står i modsætning til dette. Partiets politik udtrykker hele samfundets interesser som helhed og følgelig også hvert enkelt individs, og partiets politik virkeliggøres af centralkomiteen, som er omgærdet af partiets tillid, og med fuldmagt fra partiet er valgt af partikongressen. I kunstneriske spørgsmål vil centralkomiteen tilstræbe at alle - fra den mest fortjente og kendte forfatter eller kunstner og til den unge debutant - nøje gennemfører partiets linje. I den senere tid har litterære tidsskrifter offentliggjort adskillige værker om det sovjetiske samfunds liv i persondyrkelsens periode og i vore dage, det samme gælder forlagene. Forfatternes bestræbelser for at skabe klarhed over de vanskelige og komplicerede foreteelser i fortiden er helt naturlige. Det er kendt, at partiets centralkomité har støttet en række stærkt kritiske værker. Men man må tilføje, at der også udgives bøger, som efter vor mening i det mindste indeholder unøjagtigheder, eller rettere sagt indeholder urigtige og ensidige bedømmelser af begivenheder i forbindelse med persondyrkelsen og af kernen i de principielle, afgørende ændringer, som har fundet sted og stadig finder sted i folkets sociale, politiske og åndelige liv efter partiets 20. kongres. Til disse bøger vil jeg også regne kammerat Ehrenburgs »Tøbrud«. Begrebet tøvejr er forbundet med forestillinger om en tid med ustabilitet, ubestandighed, foreløbighed og temperatursvingninger i naturen, en tid, hvor det er svært at forudse, hvordan og i hvilken retning vejret vil ændre sig. Men med et sådant litterært billede kan man ikke danne sig en rigtig mening om kernen i de principielle ændringer, som efter Stalins død har fundet sted i det offentlige, politiske, økonomiske og åndelige liv i det sovjetiske samfund. Vort folk har fået et klart og lyst perspektiv: den kommunistiske morgendag. Erkendelsen af, ar den nuværende generation vil komme til at leve under kommunismen, fylder den sovjetiske befolkning med stolthed over landet og inspirerer den til arbejdsindsats for kommunismen. Nu ånder enhver i vort land frit og nærer tillid og ikke mistænksomhed til hinanden, og alle ser med tryghed på nutiden og fremtiden, som er garanteret gennem hele den eksisterende opbygning af tilværelsen. Ved at overvinde følgerne af persondyrkelsen af Stalin har det kommunistiske parti fjernet alle hindringer, som hæmmede de arbejdendes initiativ og aktivitet og har skabt gunstige betingelser for udfoldelse af folkets skaberkraft. En ny periode i partiets og folkets liv er begyndt. I arbejdet for at overvinde de skadelige følger af persondyrkelsen tilstræbte partiet konsekvent at genoprette de leninske normer for det partimæssige og statslige liv, at udvikle det socialistiske demokrati yderligere og at mobilisere alle kræfter til kommunismens opbygning på alle områder, og denne kurs holder partiet stadig. Men det betyder ingenlunde, at der efter fordømmelsen af persondyrkelsen er indtrådt en friløbsperiode, at ledelsens tømmer er slækket, at samfundsskibet er i bølgernes vold, og at enhver vilkårligt kan opføre sig, som han finder for godt. Nej. Partiet har konsekvent og fast holdt den leninske kurs, det har udarbejdet, og vil stadig holde denne kurs, uforsonligt fortsætte kampen mod alle ideologiske svingninger og mod alle forsøg på at overtræde vort samfundslivs normer. Jeg vil gerne berøre endnu et spørgsmål i forbindelse med den litterære belysning af persondyrkelsens periode. Man siger, at tidsskrifter og forlag får en strøm af manuskripter med beretninger om folks tilværelse i forvisning, i fængsler og i lejre. Jeg gentager endnu en gang, at det er et meget farligt tema og et vanskeligt stof. Jo mindre et menneske har ansvarsfølelse over for vort partis og vort lands nutid og fremtid, jo lettere vil sensationsmagere og folk, som holder af »varme sager«, kaste sig over dette materiale. De skriver en sensation og leverer den »varm«, men hvem vil styrte sig over den? Alle mulige borgerlige elementer i udlandet vil kaste sig over sådanne »varme sager« på samme måde som fluer, store fede spyfluer, kaster sig over et kadaver. Den, som vil fornøje vore fjender, kan let gøre dem en tjeneste. Den, som vil tjene vort folks og vort partis sag, vælger et sådant tema, vurderet og vejer det, og hvis han føler, at han magter stoffet, skriver han en bog, som folket har brug for, benytter stoffet på en sådan måde, at det styrker folkets kræfter, hjælper partiet med at sammensvejse folket og fremmer dets march mod det store mål. Men ikke enhver vil kunne påtage sig en sådan opgave, selv om mange måske føler sig tiltrukket af emnet. Her må man holde måde. Hvilken litteratur ville det ikke blive, hvis alle forfattere begyndte at skrive udelukkende over disse temaer! Partiets centralkomité modtager breve, i hvilke der gives udtryk for bekymring over, at jødernes stilling i vort land i enkelte værker fremstilles i et fejlagtigt lys. Som De véd fra min brevveksling med den engelske filosof Russell føres der endog i den borgerlige presse en bagvaskelseskampagne imod os. Ved vor sammenkomst i december talte vi allerede om dette spørgsmål i forbindelse med digteren Jevtusjenkos »Babij Jar’«. Omstændighederne kræver, at vi vender tilbage til dette spørgsmål. Hvorfor blev dette digt kritiseret? Fordi digteren ikke formåede på en rigtig måde at skildre og fordømme de fascistiske, netop de fascistiske forbrydere for deres massemord i »Babij Jar«. I digtet fremstilles sagen, som om kun den jødiske befolkning blev ofre for de fascistiske udskejelser, mens samtidig mange russere, ukrainere og folk af andre nationaliteter blev dræbt af de fascistiske bødler. Digtet viste, at dets forfatter ikke var politisk moden, og afslørede ukendskab til historiske data. Hvem havde interesse i, og hvorfor havde de interesse i en fremstilling, hvorefter mennesker af jødisk nationalitet i Sovjetunionen bliver gået for nær af én eller anden. Det er jo usandt. Lige siden Oktoberrevolutionen har jøderne i vort land været ligestillet med alle andre folk i Sovjetunionen. Hos os har vi intet jødisk spørgsmål, og de, som rejser et, synger med i et fremmed kor. Hvad den russiske arbejderklasse angår, så var den også før revolutionen en uforsonlig fjende af enhver form for national undertrykkelse, også af antisemitismen. I tiden før revolutionen levede jeg sammen med kulminearbejdere. Arbejderne fordømte dem, som deltog i jødepogromerne. Det var den tsaristiske regering, kapitalisterne, godsejerne og de borgerlige, som anstiftede pogromerne. De havde brug for pogromerne for derved at aflede de arbejdendes revolutionære kamp. Pogromerne blev organiseret af politiet, gendarmeriet og de »sorte hundreder«, som hvervede pogromheltene blandt samfundets udskud, blandt deklasserede elementer. I byerne var mange underordnede tjenestefolk agenter for dem. Den kendte revolutionære bolsjevik kammerat Bauman, som ikke var jøde, blev f.eks. myrdet af en gårdskarl efter anvisning fra gendarmeriet. I Gorkijs storartede roman »Moderen« er den russiske arbejderklasses internationalisme udmærket beskrevet. Blandt de revolutionære arbejdere er der folk af forskellig nationalitet. Tænk blot på den russiske arbejder Pavel Vlasov og ukraineren Andrej Nahodka. Jeg tilbragte min barndom og ungdom i Juzovka, hvor der dengang boede mange jøder. På en fabrik arbejdede jeg i nogen tid som arbejdsmand for maskinarbejder Jakov Isaakovitj Kutikov. Han var faguddannet. Blandt fabrikkens øvrige arbejdere var der også andre jøder. Jeg husker, at også en kobberstøber var jøde, og dette betragtedes dengang som et højt kvalificeret arbejde. Jeg så ofte denne former, som åbenbart var et religiøst menneske, og som ikke arbejdede om lørdagen, men da alle andre, ukrainere og russere og andre, arbejdede, mødte han også op i støberiet og tilbragte hele dagen dér uden at deltage i arbejdet. På fabrikken var der russere, ukrainere, jøder, polakker, letter, estere og andre. Mange gange vidste man slet ikke, hvilken nationalitet den ene eller anden arbejder tilhørte. Blandt arbejdere af alle nationaliteter herskede der et kammeratligt forhold. Dette var og er klasseenhed og proletarisk internationalisme. Under min rejse i Amerikas forenede Stater kørte jeg i bil til Los Angeles, hvor en mand, der præsenterede sig som byens viceborgmester, satte sig ind i bilen. Han talte russisk, ikke helt rent, men temmelig utvungent. Jeg så på ham og spurgte: Hvor har De lært russisk ? Åh, jeg har boet i Rostov, hvor min far var købmand og medlem af Andet Gilde. Sådanne købmænd boede også i Petersborg og andre steder, hvor de havde lyst til det. Men ser I, jøden Kutikov, som jeg arbejdede sammen med på fabrikken, kunne ikke i tsartiden bo, hvor han ville, mens en jøde som faderen til Los Angeles’ viceborgmester kunne bo, hvor han ville. Sådan så den tsaristiske regering på det nationale spørgsmål; den betragtede også dette spørgsmål ud fra et klassestandpunkt. Derfor havde de jøder, som var storkøbmænd og kapitalister, ret til at bo overalt, mens de fattige jøder måtte dele skæbne med de russiske, ukrainske og andre arbejdere; de måtte arbejde, bo i hytter og måtte som alle andre folk i det tsaristiske Rusland bære det tvungne arbejdes byrde. Under fædrelandskrigen mod de fascistiske undertrykkere optrådte folk forskelligt. I den tid var der også mange jøder, som udførte heltegerninger. De særligt fortjente blev tildelt titlen Sovjetunionens helt, og mange blev udmærket med ordener og medaljer. Som eksempel kan nævnes Sovjetunionens helt, general Kreiser. Han var næstkommanderende for den anden garderarmé under det store slag ved Volga og deltog i befrielsen af Donetsbækkenet og Krim. I dag har han kommandoen over tropperne i det Fjerne Østen. Der var også tilfælde, hvor folk af forskellig nationalitet gjorde sig skyldige i forræderi. Jeg kan anføre følgende. Da Paulus’ tropper blev omringet og derefter nedkæmpet, deltog den 64. armé, der stod under kommando af general Sjumilov og medlem af krigsrådet general Z. T. Serdjuk i tilfangetagelsen af Paulus’ stab. General Serdjuk telefonerede til mig og berettede, at der blandt fangerne, der blev taget sammen med Paulus’ stab, var en tidligere funktionær i det kommunistiske ungdomsforbunds bykomité i Kiev, Kogan. Jeg spurgte: Hvordan kan han være kommet dér, tager De ikke fejl ? Nej, jeg tager ikke fejl. Kogan var tolk ved Paulus’ stab, sagde kammerat Serdjuk. I tilfangetagelsen af Paulus deltog en motoriseret brigade under kommando af oberst Burmakov, og kammerat Vinokur, der er jøde af nationalitet, var brigadens kommissær. Vinokur havde jeg kendt siden 1931, da jeg var sekretær i Bauman-partidistriktet i Moskva, mens han var sekretær for en partiafdeling på et mejeri. En jøde var altså tolk i Paulus’ stab, mens en anden jøde med vore tropper tilfangetog Paulus og hans tolk. Menneskenes handlinger bedømmes ikke ud fra et nationalt, men fra et klassestandpunkt. Det tjener ikke vor sag at rode i fortidens skraldespand efter eksempler på divergenser mellem arbejdende af forskellig nationalitet. Det var ikke dem, der bar ansvaret for ophidselse til nationalt fjendskab eller for national undertrykkelse. Det var udbytterklassernes værk. Og hvad angår forræderne af revolutionens interesser, så har tsarismens håndlangere, godsejerne og bourgeoisiet, hvervet disse forrædere og betalte elementer overalt og blandt forskellige nationaliteter. Det vil være helt absurd at give det russiske folk skylden for de »sorte hundreder«s modbydelige provokationer, og det vil være lige så absurd at give hele det jødiske folk skylden for »Bund«s zionisme og nationalisme, for Azefs og Zjitomirskijs (»Otzov«s) provokationer, eller for de forskellige jødiske organisationer, som i sin tid stod i forbindelse med »Zubatov-folkene« og det tsaristiske sikkerhedspoliti. Vort leninske parti tilstræber konsekvent venskab mellem alle folk og opdrager sovjetfolker til internationalisme og til uforsonlighed over for ethvert udslag af racediskrimination og national tvedragt. Vor kunst er en bekræftelse på internationalismens og folkebroderskabets høje og ædle idealer. Vore kunstneres udenlandsrejser er et vigtigt spørgsmål. Partiets centralkomité tillægger sådanne rejser stor betydning. Det er nødvendigt, at sovjetiske forfattere med egne øjne ser folkenes tilværelse i forskellige lande, således at de kan skrive bøger om de arbejdendes liv og kamp, bøger imod imperialismen og kolonialismen, bøger, der går ind for folkenes fred, frihed og lykke. Den sovjetiske litteratur og kunst, som er præget af internationalisme, giver et virkelighedstro billede af tilværelsen i de socialistiske lande og af den kamp, som folkene i disse lande fører. Det sker imidlertid også, at forfatteres udenlandsrejser ikke er til nogen gavn, men tværtimod vender sig imod vort lands interesser. Når man læser enkelte sovjetiske forfatteres udtalelser i udlandet, forstår man egentlig ikke rigtig, om det har været deres hensigt at fortælle sandheden om sovjetfolkets resultater, eller om de for enhver pris har villet indynde sig hos det udenlandske borgerlige publikum. Sådanne »turister« giver interviews til alle mulige borgerlige, også de mest reaktionære, dagblade, tidsskrifter og telegrambureauer, og hvori de med forbløffende ansvarsløshed udspreder skrøner om tilværelsen i deres eget land. Forfatterne V. Nekrasovs, K. Paustovskijs og A. Voznesenskijs rejse til Frankrig efterlod et ubehageligt indtryk. Under sin rejse i Amerika var V. Katajev uforsigtig i sine udtalelser. Når man i udlandet smigrer et usikkert menneske og kalder ham for et »symbol på den nye tid« eller lignende, kan han glemme, hvorfra, hvorhen og hvorfor han er kommet, og begynder at komme med urimeligheder. For nylig var digteren Jevgenij Jevtusjenko i Vesttyskland og Frankrig. Han er netop vendt hjem fra Paris, hvor han talte for tusinder af arbejdere og studenter og venner af Sovjetunionen. Man må sige, at han under denne rejse udviste værdig optræden. Men hvis man skal tro Lettres Françaises, kunne han heller ikke modstå fristelsen til at gøre sig fortjent til det borgerlige publikums hyldest. Han gav sine tilhørere en mærkelig skildring af den indstilling, man i vort land har til hans digt »Babij Jar«, idet han sagde, at hans digt blev påskønnet af folket, men kritiseret af dogmatikere. Men det er almindeligt kendt, at Jevtusjenkos digt blev kritiseret af kommunister. Hvordan kan han glemme dette og selv lade være at drage en slutning? Den borgerlige presse hylder ofte én eller anden af vore kunstnere eller forfattere, fordi de, hævder denne presse, ikke forsøger at »dække et tilbagetog med en trommeild af dialektiske kneb«, når deres anskuelser ikke svarer til »partidoktrinen«. En sådan hyldest er en fornærmelse mod et sovjetisk menneske. Lenin yndede at citere digteren Nekrasovs smukke ord: »Han sporer den rette vej, ikke i tilhængeres søde smiger, men i modstanderes rasende skældsord.  Dette er skrevet af kammerat Nekrasov, ikke af føromtalte Nekrasov, men af den, vi alle kender«. Alle må forstå den tid, i hvilken vi lever. Socialismen har fuldstændigt og afgørende sejret i vort land. Socialismens grænser har videt sig ud. Over en milliard mennesker er med i den armé, som opbygger socialismen og kommunismen. Og på hele jordkloden lever godt tre milliarder. Hvis vore kræfter forøges, så sover heller ikke fjenden. Af frygt for socialismens voksende styrke hvæsser han i forbitrelse sit våben imod socialismens lande, for den krig, han forbereder. Kommunismens fjender sætter deres lid til ideologisk diversion i de socialistiske lande. Husk altid på dette, kammerater, og hold jeres våben i kampklar stand.

Kammerater! Vi har drøftet en lang række problemer, der er vigtige for vor stat og for partiets ideologiske arbejde. Det, at vi mødes i en kammeratlig atmosfære, og at vi i fællesskab drøfter alle problemer, som interesserer og optager os, er et udtryk for den nye situation, som er opstået hos os i de senere år. Folket og partiet er dybt interesseret i, at kunst og litteratur udvikler sig i den rigtige retning. Litteraturens og kunstens udviklingslinje er opridset i partiets program, som blev drøftet af hele folket, og som fik almindelig tilslutning og støtte fra arbejderne, kollektiv-bønderne og intelligensen. Hvorledes denne linje bedst og rigtigst gennemføres, afgør hver af Dem selv, alt efter, hvorledes De opfatter Deres pligt over for folket, og i overensstemmelse med Deres særlige talent, Deres kunstneriske individualitet. Parti- og regeringslederes møder med forfattere og kunstnere, kritikken af mangler, den fælles fastlæggelse af nye opgaver, som tilværelsen stiller, og de åbenhjertige samtaler, som finder sted under disse sammenkomster, vidner om, at vi er enige i bedømmelsen af resultaterne og manglerne inden for litteratur og kunst. Jeg tror, at vor meningsudveksling i dag også vil være af stor betydning for den videre udvikling af litteraturen og kunsten. Vi opfordrer de sovjetiske forfattere og kunstnere, partiets tro hjælpere, til yderligere at slutte rækkerne og til under ledelse af den leninske centralkomité, at sætte kræfterne ind for at opnå nye resultater i opbygningen af kommunismen.   

Kære kammerater! Arbejdet i vor plenarforsamling skrider frem under gode, saglige forhold. Der er i kammerat Iljitjovs indholdsrige beretning og i de indlæg, der er fremkommet fra vore partifunktionærer, videnskabsmænd, forfattere og kunstnere, givet udtryk for mange værdifulde tanker, og der er kommet mange gode forslag. I forbindelse med at lederne for Kinas kommunistiske Parti til det yderste har skærpet deres uoverensstemmelser med Sovjetunionens kommunistiske Parti og hele den internationale kommunistiske bevægelse, har vi erkendt, at det er nødvendigt, at medlemmerne af centralkomiteen og de ledende aktive medlemmer af vort parti og de sovjetiske organisationer skal være orienteret om de handlinger, lederne af Kinas kommunistiske Parti har iværksat for at tilspidse forholdet mellem Kinas kommunistiske Parti på den ene side og Sovjetunionens kommunistiske Parti og hele den internationale kommunistiske bevægelse på den anden. Præsidiet for SUKPs centralkomité har pålagt kammeraterne Suslov, Andropov og Ponomarjov ved det forestående mode mellem repræsentanterne for SUKP´s CK og repræsentanterne for KKP´s CK at give en detaljeret beretning om det væsentlige i uoverensstemmelserne mellem centralkomiteen for Kinas kommunistiske Parti og Sovjetunionens kommunistiske Parti samt de øvrige broderpartier og gøre rede for vort partis stilling til spørgsmålene om det videre samarbejde i den internationale kommunistiske bevægelse. Det er karakteristisk for alle indlæggene på plenarmødet, at de har vist dyb forståelse for de opgaver, det kommunistiske parti og det sovjetiske folk står overfor med hensyn til at opdrage hele den arbejdende befolkning i kommunismens ånd. Det hovedsagelige i hele vort ideologiske arbejde på den nuværende etape er at opdrage hele den arbejdende befolkning til en ånd af høj ideologisk indstilling og hengivenhed overfor kommunismen, til en kommunistisk indstilling overfor arbejdet og samfundsøkonomien, til helt at overvinde resterne af borgerlige synspunkter og vaner, og på alle måder fremme en harmonisk udvikling af personligheden og skabe virkelige rigdomme i den åndelige kultur. Deri ligget hovedlinjen for det ideologiske arbejde i vort partiprogram. Jo mere bevidste medlemmerne i det socialistiske samfund er, desto fyldigere og bredere udfoldes deres skabende aktivitet for at frembringe den materielle og tekniske basis for kommunismen, for at udvikle kommunistiske arbejdsformer og nye forhold mellem menneskene, og desto hurtigere og bedre løses opgaverne med kommunismens opbygning. Derfor har vi indset nødvendigheden af at indkalde til plenarmode i centralkomiteen for at drøfte opgaverne i partiets ideologiske arbejde under de nuværende forhold, hvor kommunismen opbygges. Der kan ikke være tvivl om, ar vort plenarmøde, der foregår på et højt plan, vil få stor indflydelse i retning af ar forbedre hele det ideologiske opdragelsesarbejde i landet. Alle de kammerater, der har haft ordet, har talt om de livsvigtige spørgsmål, partiet og folket står overfor. Det er en glæde at notere sig, at der ikke blot blandt dem, der har haft ordet, men i det hele tager blandt alle de tilstedeværende hersker fuld enighed og samling. 

Det leninske parti - folkets leder og organisator

 Vort parti har under marxismen-leninismens banner sammentømret hele det sovjetiske folk og ledet alle dets anstrengelser mod den kommunistiske opbygnings store sag; det fører støt landet ad den eneste rette vej til dette lysende mål - til kommunismens sejr. Det kommunistiske parti, som er skabt og hærdet af den store Lenin, udgør en vældig styrke, kammerater! Uden partiet ville vi have været en uorganiseret masse. Vort leninske partis hele liv og virke er et inspirerende eksempel på, hvorledes man tjener arbejderklassen og den arbejdende befolkning, et eksempel på heroisk kamp for dens vitale interesser. Sovjetunionens kommunistiske Parti er folkets kæmpende fortrop, dets kollektive leder og organisator. Partier og folket er uadskillelige fra hinanden. Partiet, der er trofast mod de leninske revolutionære traditioner, organiseret og inspirerer folket til store bedrifter og gerninger. Det var kun takket være det leninske partis kloge ledelse, at vi vandt sejren i den socialistiske revolution, hævdede sovjetmagten og nåede uhyre store resultater med opbygningen af socialismen og kommunismen, med udviklingen af vor økonomi, videnskab og kultur - resultater som hele den progressive menneskehed nu er stolt af. Fjenderne kender og føler ganske udmærket vort partis styrke. De har altid koncentrerer deres største anstrengelser om forsøg på at ødelægge partiet og derved berøve sovjetfolket dets ledende og organiserende kraft. Men at ødelægge partiet behøver ikke at forudsætte fysisk udslettelse af partiets medlemmer. Nej, de ræsonnerer som så: ligesom man af et menneske må fjerne hjertet eller, som man siger, sjælen, således skal man fra partiet fjerne ideen, den revolutionære marxistisk-leninistiske ideologi, altså det, der cementerer, forener, sammensvejser alle kommunisterne. På det ideologiske grundlag, på marxismen-leninismens principper forenes folk af forskellig alder, køn, hudfarve, nationalitet, folk, der er beskæftiget ved forskellige brancher indenfor industrien og landbruget, de militære, der værner sovjetfolkets fredelige arbejde, folk fra videnskab, litteratur og kunst. Alle vi kommunister forenes af marxismen-leninismens store ideer. Kilden til vort partis styrke og uovervindelighed er at søge i dets ubrydelige ideologiske og organisatoriske enhed. Der har i verden eksisteret mange forskellige, partier. Men en særlig plads blandt disse indtager de kommunistiske, de marxistisk-leninistiske arbejderpartier som vort parti. Dets styrke ligger i kommunisternes urokkelige overbevisning om, at kommunismens store sag vil triumfere, i ar det altid og i alle henseender lader sig lede af den marxistisk-leninistiske teori. Med et skarpt blik for det, der kommer, viser det folket de videnskabeligt begrundede veje for udviklingen fremefter, fremkalder gigantiske kræfter i masserne og fører folket frem til løsningen af de storslåede opgaver. Hvor mange tænder har socialismens fjender ikke knækket i kampen mod vort land! Og de har for længst forstået, at den hovedstyrke, som sikrer den rigtige ledelse i hele arbejdet med at opbygge socialismen og kommunismen, den kraft, som giver dette arbejde en organiseret, planmæssig karakter og revolutionær slagkraft, og som sikrer alle fremgangene med denne opbygning, er kommunisternes parti, dets videnskabeligt begrundede politik, dets revolutionære ideologi, dets revolutionære filosofi - den marxistisk-leninistiske teori. I sit indlæg her på plenarmødet har en af vore ældste sovjetiske forfattere, Konstantin Aleksandrovitj Pedin, talt ganske udmærket om partiet og om dets rolle i vort samfunds liv, i litteraturens og kunstens udvikling. Alle de tilstedeværende kammerater lyttede med stor interesse til hans blændende tale, for han fandt de rette ord og billeder, idet han med den største overbevisning, oprigtighed og styrke talte om vort parti og om de sovjetiske forfatteres og kunstneres ubrydelige forbindelse med partiet og folket, om den socialistiske realismes vældige kraft og om enheden mellem den ældre og den unge generation af sovjetiske mennesker. Han tilbageviste på værdig måde dem, der prøver at indplante falske ideer hos vore skabende intellektuelle, ideer, der strider mod principperne om partiånd og folkelighed i den sovjetiske litteratur og kunst, dem, der udspreder den borgerlige propagandas påstande om, at der består et skel mellem de skabende intellektuelle og partiet og folket. Det kommunistiske parti er folkets anerkendte og prøvede leder, kammerater. Partiet er folkets organisator, så at sige dets konstruktør ved opbygningen af det nye samfund, det sovjetiske samfunds ledende og retningsgivende kraft. Partiet udformet de bedste organisatoriske former for statens og samfundets udvikling. Partiet, der i sine rækker forener de bedste repræsentanter for arbejderklassen og hele den arbejdende befolkning og er uløseligt knyttet til masserne, lytter altid til folkets røst og rådfører sig med befolkningen i inden- og udenrigspolitikkens vigtigste spørgsmål. I enhver ny etape omstiller det sine rækker og fornyet de led i den organisatoriske struktur, der har overlevet sig selv, således at hele vort arbejde kan gå bedre og bedre, således at partiet og hele folket endnu bedre kan udnytte sine kræfter og muligheder for den store sag - kommunismens opbygning. Partiet eksisterer for folket, og i at tjene folket ser det hele meningen med sin eksistens. Jeg har flere gange haft lejlighed til at tale om, at vi har mange mennesker uden medlemskort til partiet, som alligevel i al deres væsen er gennemtrængt af en god partiånd. Der findes også mennesker med partiets medlemskort, som af partiet og dets ånd kun har bevaret medlemskortet og ellers intet. Konstantin Alcksandrovitj Fedin er ikke medlem af partiet, men han er et menneske, hos hvem partiånden sidder dybt rodfæstet. På den anden side har vi en forfatter, Viktor Nekrasov, som jeg ikke kender personlig; selv om han er medlem af partiet, har han mistet en kommunists værdifulde egenskaber - følelsen af partiånd. Men man må ikke undre sig over dette. Partiånden er ikke nogen medfødt egenskab, men noget, som opdrages af livet. Mennesker, der mangler fasthed, kan, selv om de er medlemmer af partiet, under indflydelse af fjendtlig ideologi miste deres forståelse af partiånden. Det, der undrer mig hos Nekrasov, er noget andet: han er kommet så dybt ind i sin ideologiske forvildelse og har forandret sig så meget, at han ikke vil anerkende det, som partiet forlanger. Og hvad betyder dette? Dette betyder det samme som at gå på tværs af partiets linje, og det er en ganske anden sag. Enhver kommunist har ret til at give udtryk for sin mening, men når partiet træffer en beslutning og udstikker en generel linje, så stiller alle partimedlemmer sig ind på rækken og udfører det, der er fastlagt af partiets kollektive tanke og vilje. Hvis en mand, der betragter sig som medlem af partiet, indtager en urigtig holdning, efter at partiet har udtalt og bestemt sit forhold til et eller andet spørgsmål, hvis han holder på sit, ophører han i realiteten med at være medlem af partiet. Partiet må skaffe sig af med folk, der betragter deres egen fejlagtige mening som noget, der står over de beslutninger, der er truffet af partiet, af hele den vældige hær af enige. Og jo hurtigere partiet skaffer sig af med sådanne mennesker, desto bedre, for derved bliver det fastere og stærkere. Semjon Mihajlovitj Budjonnyj, der deltager i plenarmødet, véd, at den klinge, en soldat bekæmper fjenden med, altid må være blank. Hvis klingen ruster, kaster soldaten den bort og får en ny. Det samme gælder vort ideologiske våben. Det tåler endnu mindre at ruste, men må altid holdes i en ideel tilstand. En og anden turist besøger Amerika og ser landet fra den side, der bevidst fremvises af dertil indrettede personer, og når han rejser hjem, tror han, at sådan er Amerika altså. Men det er kun den halve skade, hvis et sådant menneske selv taget fejl. Meget værre er det, hvis han begynder at propagandere overalt med de fejlagtige indtryk og synspunkter, der er bundet ham på ærmet af den fjendtlige ideologi, og udgive dem for den eneste sande opfattelse. Hvad har man at gøre i et sådant tilfælde? Det siger sig selv, at man må retlede sådanne folk, der er faldet i den borgerlige propagandas fælder. Og de sovjetiske mennesker retleder dem. Man må være klar over, at vi ikke har mange af den slags - nogle snese, måske nogle hundrede. Men de mange millioner sovjetiske mennesker, hele folket, kender og vurderer udmærket lumskerierne fra vore klassefjender, der nærer et dyrisk had til socialismen og kommunismen. Det sovjetiske system og den kommunistiske ideologi har stået for alle mulige anslag fra vore fjenders side, for alle prøvelser. Vi står fast på vore revolutionære, marxistisk-leninistiske positioner. Vi har stået, står stadig og vil vedblive med at stå dér, thi det er de eneste rette positioner. Men de mennesker, der synker ned på klassefjendens positioner og søger at drage enkelte ustabile folk ud i den fjendtlige imperialistiske ideologis sump, har vi alle dage fordømt som mennesker, der taler med en fremmed stemme og synger med i vore fjenders kor. Til sådanne folk siger vi: Enten må I slutte op under vort fælles marxistisk-leninistiske hanner for kommunismens bygmestre, der hævder Fred, Arbejde, Frihed, Lighed, Broderskab og Lykke for alle folkene - eller også må I forlade dette hanner og høre op med at spekulere i den store ære, det er at være medlem af partiet ! Kammerater ! Den kommunistiske ideologi, den marxistisk-leninistiske lære er billedlig talt den cement, der gør millionernes vilje og handlinger, partiet og folket til én samlet blok. Der er mange ingeniører til stede her. Jeg ser min gamle bekendt, den store bygmester, kammerat Kutjetenko. Han véd lige såvel som alle bygningsfolk, hvorledes man af grus, ral og sand, der forenes af en god cement, skaber, de stærkeste bygninger, der virker som én sten. Menneskene er nu i stand til at fremstille cement af en sådan kvalitet, at resultatet i holdbarhed ikke står tilbage for granit. Det samme gælder for vor ideologi, kammerater! Partiet, dets ideologi, dets marxistisk-leninistiske lære, dets organisatoriske sammenhold - det et det cementerende materiale, som forener dets mange millioner enkelte dele, de enkelte individet til én vældig blok. Partiets styrke, dets marxistisk-leninistiske ideologi er gennemprøvet i selve livet. I mere end tres år har partier kæmpet for folkets sag, og det sejret, fordi det lader sig lede af marxismen-leninismens udødelige lære. Under ledelse af sin store grundlægger og fører, V. I. Lenin, førte det kommunistiske parti arbejderklassen og hele det arbejdende folk frem til den store sejr i oktober 1917. Det organiserede folket til forsvar for det sovjetiske fædreland under borgerkrigen og under krigen mod hitlerismen og vandt sejre i den fredelige skabergerning, som forbløffer hele verden ! Såvel vore venner som vore fjender kender vort partis styrke. Vore venner er stolte af Sovjetunionens kommunistiske Parti, og fjenderne frygter det. I har sikkert ofte læst om, hvorledes den kapitalistiske verdens ideologer beklager sig over, at kapitalismen ikke har ideer, der kan øve tiltrækning på folkemasserne og sammensvejse folket på samme måde som den arbejdende befolkning sammensvejses af troen på kommunismen, troen på de kommunistiske idealers uundgåelige sejr! Vi har ikke nogen ideologi, der kan forene menneskene, og vi må finde på et eller andet... indrømmer monopolkapitalens mest fremtrædende politikere. - Kapitalismen udøver jo ikke nogen tiltrækningskraft; den er tværtimod blevet en frastødende kraft. Ja, mine herrer kapitalister. Imperialismen har fuldt og helt blottet sit dyriske væsen. Ingen røde kinder kan skjule de ulægelige sår og brist i dette for folkene så fremmede system for udbytning og undertrykkelse af folkene. Imperialisterne og monopolisterne kan nok så meget kalde deres verden for »folkekapitalisme« og et samfund med »frit erhvervsliv«. Ligegyldigt hvilken dragt de hyllet sig i, kan intet ændre ved kapitalismens, imperialismens folkefjendske karakter. Socialismens verden viser Jordens folk sine ubestridelige fortrin fremfor kapitalismens gamle verden, der er på retur. Af tusinder og atter tusinder eksempler kan folkene med egne øjne overbevise sig om socialismens fortrin. Men deraf følger ikke, at imperialismens verden frivilligt vil forlade historiens skueplads. Nej, selv om kapitalismen er dødsdømt, vil den stadig væk ikke give slip på håbet om at bremse socialismens udvikling og forgifte folkenes bevidsthed med mistro til kommunismens styrke. 

Marxismen-leninismen lærer den arbejdende befolkning den rette forståelse af de processer, der foregår i vore dages samfund. Folkene begynder med voksende klarhed at se, ar det ikke var forgæves, man gik den store vej, som er vædet med blodet af forkæmperne for folkets lykke, den vej, der har ført til strålende sejre og midlertidige nederlag, inden kommunismen, der i sin tid kun var en drøm, blev vores dages største kraft, til et samfund, der er skabt i praksis over store dele af jordkloden. Den nye verden er ikke blot født, nej, den vokser og bliver stærkere, og den har under sine faner samlet mere end en tredjedel af planetens indbyggere. Skulle vi ikke have lov ar være stolte over dette, kammerater? Og under disse omstændigheder kan man stadig finde folk, der lader sig indfange i den borgerlige propagandas mater og prøver at spytte på vor kommunistiske opbygnings teori og praksis. Vi kan og må ikke finde os i den slags fænomener, men energisk afvise overfald og bagtalelse fra personer, der ønsker at undergrave folkets tillid til partiet. Det gøres tilmed ikke så sjældent ikke direkte, men ved at fremsætte tilsyneladende uskyldige paroler som for eksempel fredelig sameksistens på der ideologiske område. Vi har aldrig godkendt disse synspunkter, for vi har altid behandlet ideologiske spørgsmål ud fra klassesynspunkter. Den, der vil skade vor sag, bekæmper vi. Enhver bonde véd, at markernes værste fjende er tidsler, kvikgræs og andet ukrudt. Derfor værner han omhyggeligt kulturerne mod ukrudt. Kulturplanterne bæger han om, men ukrudtet udrydder han ubarmhjertigt. Det samme er tilfældet i samfundslivet: Vi skal hæge om alt det nye, alt det revolutionære, alt det, der holder folket sammen, og vi skal føre en energisk kamp mod det, der hindrer bevægelsen frem, hindrer sammenholdet i folket, mod det, der er retter mod vort parti og dets livsbekræftende ideologi. Jeg har allerede sagt, at den marxistisk-leninistiske ideologi og partiets organisatoriske enhed billedlig talt er den cement, der gør partiet til én blok. Cementens antipode er salt. Hvis man kaster salt i betonblandingen, vil den ikke hærde, men smuldrer. Fredelig ideologisk sameksistens er på sin vis dette salt. Fjenderne ønsker at kaste dette salt i vor ideologi, idet der opfordrer til fredelig sameksistens på det ideologiske område. Hvorfor? Jo, fordi de søger med lys og lygte efter en måde, hvorpå de kan undergrave og svække partiets indflydelse i folket og altså berøve masserne deres organiserende og ledende styrke. De er ikke i stand til at undergrave partiet indefra - alle den slags fjendtlige forsøg er kommet til kort. Nu søger de af al magt at neutralisere partiets revolutionære ånd, ødelægge den marxistisk-leninistiske ideologi, svække dens indflydelse på de skabende intellektuelle, på hele folket og således splitte partiets levende krop og samlede organisme. Hvis man går ind på fredelig sameksistens mellem den kommunistiske og den borgerlige ideologi, betyder det, at man giver fjenden mulighed for at sværte alt der kæreste, vi ejer, opmuntrer til bagtalelse, medvirker til degeneration i folkets bevidsthed, ødelægger vor organiserede holdning og på alle måder bremser vor udvikling fremefter. Vi har bekæmpet og vil fremdeles uforsonligt bekæmpe ikke blot den degenererede borgerlige ideologi, men også dens agentur i vor midte som et agentur for vore klassefjender. Jeg tror, alle forstår, at man til stadighed må være opmærksom og tilbagevise dem, der vil fastholde den fremmede indstilling om fredelig sameksistens på ideologiens område. Jeg tror ikke, at man vil lægge mig det til last, at jeg ikke nævner navnene på de kammerater, der har skrevet under på brevet med den skadelige tesis om fredelig ideologisk sameksistens. Nogle af dem kender jeg udmærket. De kan næppe have været i en normal tilstand, da de satte deres navne under dette brev. Vi nærer ingen tvivl om deres hæderlighed. De tænkte sig åbenbart bagefter bedre om og trak deres brev tilbage, og da vennerne så spurgte dem, hvordan det var gået til, svarede de: Det må være Fanden, der forførte os! Vi ønsker, at Fanden skal lade være med at forføre folk, det være sig partimedlemmer eller partiløse. Vi ønsker, at et partimedlems bevidsthed og pligtfølelse skal være stærkere end nogen fanden. Kun et sådant partimedlem kan være en virkelig kæmpende kommunist ! Kommunismens fjender formåede ikke at knække os i åben militær kamp. I husker årene med borgerkrig og udenlandsk intervention og den Store Fædrelandskrigs barske tid. I husker den tid, hvor Amerikas Forenede Stater sad inde med monopolet på kernevåbnet. Det er alt sammen, kammerater, etaper i vor tilværelse, i vor kamp. Der er sikkert mange af jer, som har set den fremragende film »Det russiske mirakel«. Man ser den og tænker på, at sådan var vi i sin tid, men vi klarede os igennem! Vi klarede os ikke alene igennem, men skabte som de første en arbejder- og bondestat, opbyggede socialismen og hævede os som de første op i kosmos. Vi mennesker af den ældre generation opfatter det, der vises i filmen, anderledes end de unge mennesker, der kun kender denne periode fra bøgerne. Hos nogle af dem fremkalder denne tid sikkert rædsel. De tyske instruktører, ægteparret Thorndike, har jo skabt denne film udelukkende af dokumentariske optagelser uden medvirken af skuespillere. Hos os, der har oplevet denne tid, fremkalder det en følelse af respekt og stolthed, for man mindes de fremragende mennesker fra dengang, arbejdets og kampenes helte. Ja, det var vanskeligt, men fortidens vanskeligheder gjorde os ikke fortabte. Tværtimod fremkaldte overvindelsen af disse vanskeligheder en følelse af patos og stolthed, og også nu løfter det menneskenes sind og kalder kampmodet frem i dem. Når man ser denne film, må man uvilkårligt mindes dem, der kalder forfattere og kunstnere »skønmalere«, når de giver et sandfærdigt billede af de positive fænomener i vort lands liv. Nogle af filmens optagelser viser vanskelighederne og lidelserne i disse år. Men ved siden af er der andre optagelser: Her marcherer Hitlers tropper taktfast af sted. Andre billeder viser sovjetfolkets hårde arbejde med skovle og hakker, og straks efter ser man Amerika med dets teknik. Der er ingen, som siger: Hvordan kan det være, at de skønmaler fjenden og viser os i en så uanselig skikkelse? I filmen »Det russiske mirakel« skildres livets sandhed. Ja, vi var virkelig sådan, og vi bar disse lidelser og afsavn, da vi tilbagelagde den lange vej fra efterblevenhed til fremskridt. Man ser både det mørke og det dystre, men det er vist ud fra en rigtig og sand holdning. Vi forlanger altså ikke, at forfatterne, kunstnerne og filmfolkene skal give et forskønnet, usandt billede af tilværelsen. Nej. Vi siger til dem: Vis os virkeligheden som den er, men vis den ud fra en livsbekræftende indstilling. I husker A. Makarenkos bog »Vejen til livet«. Se på om hvem og om hvad han skrev. De mennesker, han skrev om, fremkaldte skræk hos vestens småborgere, bourgeoisi og intellektuelle. Men hvorledes skrev han om disse bøller, tyve og blandt dem tilmed måske mordere. Når man læser Makarenko, får man en følelse af tro på hans personer. Man tror på, at disse mennesker, der befandt sig i en sådan situation på grund af arven fra det gamle system, alligevel vil vise sig fra deres bedste side. Og de viste sig virkelig sådan. Der er nogle forfattere, som siger: Hvad er det, vil man have os til at »skønmale« livets fænomener? Nej, ikke skønmale. Vi opfordrer dem til at skrive sandfærdigt, selv om det mørkeste og negative, men skrive sandfærdigt ud fra en livsbekræftende holdning. Men der er nogle, der ønsker at hente emnerne for deres frembringelser så at sige fra skraldespanden, og alt det, som det sovjetiske folk har gennemgået, vundet og lidt, søler de til med snavs. Og disse mennesker vil have, at man skal møde dem med bifald. Nej, det bliver der ikke noget ud af ! Sagen ligger således: Vi har nået en vis skillelinje og går videre frem. Imperialismens ideologer, alle kommunismens fjender søger af al magt at holde vor bevægelse fremad tilbage. De drager alle mulige ustabile personer over på deres side, og vi siger til disse mennesker: Lad jer ikke rive bort fra folket og partiet, men slut op i rækkerne under marxismen-leninismens banner, vort kommunistiske partis banner! Hvis I er i besiddelse af revolutionær ånd, hvis I kender den patos, der ligger i kampen for folkets lykke, hvis I ejer en gnist af had til fjenderne og troen på jeres eget folk og dets styrke så slut op under marxismen-leninismens store banner! Hadet til klassefjenden er nødvendigt, for uden at hade fjenderne kan man ikke blive en god kæmper for sit folk, for kommunismen. Til de kammerater, der ikke ønsker at slutte op under dette banner, men tværtimod søger at stå i vejen for os og binde vore hænder, mens den hårde kamp står på, til dem siger vi: Hold inde med dette, for derved kommer I ind i slaget på vore klassefjenders side. Hvis I går ind i kampen på denne måde, skal I vide, at der ikke bliver givet pardon - så får I klø! Ja, kammerater, der foregår nu en skarp klassekamp på den internationale arena. Fjenderne går til angreb mod vores marxistisk-leninistiske ideologi og søger at forvanske menneskenes sind og bevidsthed. Hvis de ideologiske håndlangere i denne kamp tager os ved albuen eller benet, må de ikke blive fornærmede, hvis håndlangerne får deres knubs sammen med de åbenlyse fjender. Sådan er det nu engang under en kamp. Der bliver uddelt hårde slag, somme tider ved en fejltagelse, men også mange gange med rette. Og det er også rigtigt: Lad dem lade være med at gå i vejen for os og slå på deres egne, lad dem lade være med at hjælpe klassefjenderne og gøre imperialismens ideologer tjenester. Den, som løber over fra vor lejr af kommunismens bygmestre til den anden lejr, han vil før eller senere komme til at stå til ansvar over for sit folk. Nikolaj Vasiljevitj Gogol har så glimrende vist, hvorledes Taras Bulba dræbte sin søn Andrej, fordi denne var gået over på fjendens side. Sådan er kampens logik. Der udspiller sig nu en endnu mere brutal kamp mellem imperialismens kræfter, der er rede til hvad som helst for at bevare deres herredømme, og socialismens, kommunismens kræfter. Taras Bulba førte en national kamp, mens vi er midt i en klassekamp, en klassekamp mere hård og brutal. Klassekampen kender ingen nationale grænser, eftersom undertrykkere og undertrykte er fænomener, der ikke blot hører hjemme i en bestemt nation. Den kender heller ikke til slægtskabs- og familiebånd. Dette er særlig klart fremstillet af Mihail Aleksandrovitj Sjolohov i hans »Stille flyder Don«, ligesom det er Vist også af andre forfattere. Der er ganske vist enkelte kammerater, der har deres egen særlige mening også om dette spørgsmål. De sætter ikke sjældent i stedet for en klassemæssig indstilling til vurderingen af samfundsfænomenerne en national eller racemæssig. Men vi taler vort partis sprog og udtrykker vort partis opfattelse, taler om det, der er nedfældet i vore partibeslutninger. Vi er glade og stolte over, at vort land, hele det socialistiske fællesskab af folk har opnået en sådan position, at fjenderne er nødt til ikke blot at regne med os, men også, skulle jeg sige, frygter os. Det leninske princip om fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem betragter vi som generallinjen for vor udenrigspolitik og fører det konsekvent ud i livet. Livet har fuldt ud bekræftet rigtigheden i princippet om fredelig sameksistens. Også imperialismens lejr er de nødt til at erkende dette. Tag f.eks. Dulles han kunne overhovedet ikke udtale disse ord. Da jeg var i Amerika, i England og Frankrig, måtte jeg under forhandlingerne komme med lange forklaringer om, hvad fredelig sameksistens var for noget. Under forhandlingerne i de Forenede Stater med præsident Eisenhower blev det klart, at han lige så lidt som udenrigsminister Herter var i stand til at udtale ordene fredelig sameksistens. Men ved vedholdende arbejde for at styrke socialismens kræfter og ved vor kamp for freden har vi virket som lærere, og de Forenede Staters statsmænd har lært at udtale ordene fredelig sameksistens. Hvad er der da sket, hvilke forandringer er indtruffet? Ordene er de samme, og indholdet af disse ord er også forblevet uændret. Det er styrkeforholdet på den internationale arena, som har ændret sig. Vi har sagt, at freden ikke er noget, man kan bede om, men noget, man kan vinde, og nu er vi i færd med at vinde denne fred. Hvormed har vi vundet denne fred og vinder den stadig? Med bønner? Nej. Vi har vundet den ved vort arbejde, ved arbejdernes, bøndernes og de interlektuelles arbejde. Vi har skabt vor stærke, socialistiske stat, hævet videnskaben, hævet vort folks kultur, skabt vore væbnede styrker og udstyret dem med de mest moderne kampmidler. Er det måske at »bede« om freden? Vi har hævdet fredens sag ved vor politik med fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem. Nu véd imperialisterne, at et overfald på Sovjetunionen (og de kan naturligvis overfalde os, og nogen garanti herimod er det ikke muligt at give, det har vi sagt, og det gentager vi) et overfald på Sovjetunionen betyder i dag, at man udsætter hele imperialismen for undergang, det betyder selvmord. Imperialisterne véd udmærket, at de, hvis de overfaldet os, vil blive udsat for et modstød af knusende styrke. USAs præsident Kennedy har draget den rigtige slutning, at man må omvurdere værdierne og regne med socialismens store kræfter, ændre sin indstilling til Sovjetunionen og så videre. Ser I, hvorledes de Forenede Staters præsident nu stiller spørgsmålet? Det betyder naturligvis ikke, kammerater - man skal ikke lade sig forlede af falske forhåbninger - at morgenrøden er kommet for et nyt forhold mellem Sovjetunionen og de Forenede Stater. Nej! Men det er værd at lægge mærke til, at det er USAs præsident, den imperialistiske lejrs leder, der siger sådan om vor styrke. Sådanne ord fra hans side er ikke nogen opmuntring for hans allierede. Når Amerikas Forenede Staters leder siger sådan, hvad kan man så ikke tænke i Norge, Danmark, Italien, Frankrig? Det er ikke tilfældigt, når Frankrigs præsident de Gaulle siger: . . . at »være under de Forenede Staters paraply« betyder aldeles ikke, at man har betrygget sin sikkerhed. Derfor, siger de Gaulle, må Frankrig have sin egen paraply. Og en pålidelig »paraply« er efter den franske præsidents mening et eget atomvåben. Men at skabe en »atomparaply« er ikke så ligetil, og man kan godt, som man siger, komme til at stå både uden bukser og paraply. Denne »atomparaply« kræver enorme kræfter og enorme midler. Alle forstår udmærket, at det er dyrt at skabe et magtfuldt kernevåben. Men vi, kammerater, har været nødt til det, for hvis vi glemmer det og i dag vil spare på investeringer i rustningen, kan vi i morgen komme til at betale herfor med blod, med millioner af menneskers blod og liv. Læren fra den anden verdenskrig er ikke udslettet af folkenes erindring. Sårene har først lige dannet ar, og disse ar taler temmelig tydeligt om, hvad vort land har gennemlevet som resultat af hitleristernes barbariske invasion. Man kan på indeværende tidspunkt drage den slutning, at imperialisterne i stigende grad mister troen på deres egen styrke og taber håbet om gennem en krig at ændre begivenhedernes gang, standse den kommunistiske opbygning i vort land og socialismens opbygning i andre lande, standse de progressive kræftets bevægelse mod imperialismen og kolonialismen. Imperialisterne begynder i stigende grad at forstå, at en ny verdenskrig, hvis de udløser den, vil ende med et endnu mere knusende nederlag, end den endte for Hitler, der slap den anden verdenskrig løs. 

I véd, at den internationale imperialisme efter at have lidt nederlag i de militære træfninger under borgerkrigen og interventionen mod Sovjetrusland satte sig den opgave at overføre kampen til den økonomiske front. Imperialisterne ville i lang tid ikke anerkende Sovjetlandet. De handlede ikke med det og blokerede os. Også nu, efter den anden verdenskrig, fortsætter denne politik. Amerikas Forenede Stater handler ikke med os. Der er i USA en lov, der forbyder amerikanske firmaer at købe vore varer. Reaktionens kyniske kræfter skandaliserer de firmaer, der sælger varer, selv når disse ikke står på listen over forbudte varet. Men hvad har amerikanerne så fået ud af dette? Der et nu i Amerikas Forenede Stater kræfter i handelsverdenen, der erkender, at den økonomiske blokadepolitik over for Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande ikke har nået sit mål. Repræsentanter for USAs handelskredse taler mere og mere hyppigt om, at man må revidere denne politik. Imperialisterne gik ud fra, at vort land ville være længe om at rette sig oven på den anden verdenskrig. De nærede det håb, at USA, England, Frankrig og andre store kapitalistiske lande kunne diktere Sovjetunionen deres vilje. Men disse imperialisternes beregninger kom til kort. Jeg vil gerne anføre nogle tal, der viser fremgangene i Sovjetunionens økonomiske udvikling. Jeg agter ikke at sige noget særligt nyt om dette spørgsmål, for vor politik er åben, og I kender de data, der viser vor økonomis vækst. Men - som man siger - gentagelsen er moder til al viden. Jeg har allerede flere gange anført data om vort udviklingstempo, og hver gang man ser på tallene for den sovjetiske økonomis vækst, et det, forstår I, som om man hører kommunismens genlyd, genlyden af vore faste skridt fremefter. Her er nogle få data om Sovjetunionens økonomiske udvikling i årene efter krigen. I de 18 år, der er forløbet siden afslutningen af den Store Fædrelandskrig, har sovjetfolket under partiets ledelse vundet fremragende sejre. Vort væksttempo i en række af de vigtigste brancher i samfundsøkonomien karakteriseres ved følgende data for produktionens forøgelse: Stål - fra 12,3 millioner tons i 1945 til 76,3 millioner tons i 1962; rå jern - fra 8,8 millioner tons til 55,3 millioner tons; valsegods - fra 8,5 millioner tons til 59,2 millioner tons; olie - fra 19,4 millioner tons til 186,2 millioner tons; kul - fra 149 millioner tons til 517 millioner tons; cement - fra 1,8 millioner tons til 57,3 millioner tons; elkraft - fra 43 milliarder kWh til 369 milliarder kwh.. Det er, kammerater, bemærkelsesværdige tal, det er forbløffende data ! I husker, at Stalin kort efter Fædrelandskrigens afslutning i sin bekendte tale til vælgerne stillede det som opgaven at nå op på en årsproduktion af stål på 60 millioner tons, af olie på 60 millioner tons. Han betragtede allerede dette som et meget højt niveau. Vi har nu i betydeligt omfang overskredet denne højde i vor udvikling, som blev sat af Stalin i hans tale, men vi må endnu arbejde meget mere for at skabe betingelserne for at gå over til det kommunistiske system for produktion og fordeling. Overgangen til kommunismen kræver enorme anstrengelser og selvopofrende arbejde af folket. Der er én og anden, som tror, at dette kan gøres forholdsvis let og hurtigt. Men man kan ikke lege kommunisme. Samfundets udvikling har sine love, som man må kende, og dem kommer man ikke uden om at tage med i betragtning. Den, der tror, han kan ignorere udviklingens lovmæssighed, vil blive straffet af selve livet. Vort parti, det sovjetiske folk organiserer hele sit vældige arbejde med kommunismens opbygning på grundlag af den marxistisk-leninistiske lære under hensyntagen til de reale betingelser i landet på hver etape af dets udvikling. De tal, jeg anførte, vidner veltalende om vore store fremgange i den økonomiske opbygning. Vi alle -partiet og hele folket - glæder os over disse fremgange. Kan er menneske, der lever og ånder for vor fælles sag, komme og sige, at denne glæde er skønmaleri af virkeligheden. Naturligvis har vi ved siden af vore store sejre også mangler. Men man skal ikke koncentrere al opmærksomheden om manglerne, men for sig se hele billedet af kampen, billedet af den store offensiv og sejren i denne kamp. Hvem vinder ved denne offensiv, og hvem taber? Vort parti, vort folk vinder. Hvem taber? Taberen er den kapitalistiske verden. I husker, kammerater, den stolthed, hvormed V. I. Lenin i 1922 på Kominterns 4. kongres talte om de første skridt i vor socialistiske industris udvikling. »Vi har skaffet de midler - sagde Vladimir Iljitj - der er nødvendige for at bringe sværindustrien på egne ben. Den sum, vi hidtil har skaffet, er ganske vist kun lidt over tyve millioner guldrubler, men i hvert fald har vi den sum, og den er udelukkende bestemt for at højne vor sværindustri.« Hvilken gigantisk vej har vi ikke siden gennemløbet! Der er nu alene i syvårsplanens fire år bygget 3700 nye store industrivirksomheder. Alene statens investeringer (centraliserede og ikke-centraliserede) udgør i disse fire år 126 milliarder rubler. Statens realformue er i denne tid vokset med 100 milliarder rubler eller halvanden gang. På fire år er vore fonds vokset med halvanden gang ! Er det måske skønmaleri, kammerater? Nej, det er vort folks arbejde og sved, noget, folket har udrettet. Sovjetfolket véd udmærket, at hvis det ikke arbejder uselvisk, vil det ikke kunne overvinde vanskelighederne og komme ind på den kommunistiske morgendags lysende vej. Jeg véd ikke, kammerater, det er måske min svaghed, men når jeg rejser rundt i landet og ser vort folk, besøger virksomheder, kollektivbrug og statsbrug, er jeg dybt bevæget og glæder mig over alt det, folket har udrettet i sovjetmagtens år. Ingen, der kommer til os fra udlandet, selv ikke kapitalister, kan lade være med at give udtryk for deres undren over vor hurtige vækst. Den amerikanske farmer Garst, som jeg for nylig igen har været sammen med, sagde: Da jeg første gang kom til Sovjetunionen og gik på gaderne i Moskva, var mit tøj bedre end de andres. Men nu, da jeg gik i Deres by, så jeg, at mit tøj var det ringeste af det, jeg så på Deres folk. Ikke nogen dårlig iagttagelse, kammerater ! Vore fremgange med den kommunistiske opbygning er en manifestation af marxismen-leninismens ideer. Jeg vil ikke sige, at vi allerede har løst alle opgaver, og at vi ingen mangler har. Jeg vil blot sige, at vore betydningsfulde fremskridt med den kommunistiske opbygning er et anskueligt vidnesbyrd om, at vi er inde på den livsbekræftende vej. Hvis vi i dag mangler ét og andet, må man forstå rigtigt, hvorfor det sker og se ikke blot dagen i dag, men også det der var i går, og det der vil være i morgen. Hvis man vil sammenligne der, vi begyndte med, det vi havde, med det vi har skabt, det vi har i dag, så vil man se, hvor sikkert og hurtigt vort land går frem mod det fastlagte mål, og at dette mål vil blive nået. Det er hovedsagen ! Man behøver ikke megen forstand for at sige jo større produktion des bedre. Det véd enhver. Men man må forstå at skabe flere produkter, såvel fra industrien som fra landbruget. Hvis man vil have mere end det er muligt, kan man miste det, man allerede har. I vort partis program er der f.eks. givet en tidsfrist for økonomiens udvikling på tyve år. Ville det ikke være bedre at nå dette niveau ikke på tyve år, men lad os sige på fem eller ti år? Naturligvis ville det være bedre. Men rent praktisk er det umuligt at gøre det på fem eller ti år, eftersom det afhænger af mere end selve ønsket. Det, der behøves, er ikke blot en viljesmæssig, subjektiv indstilling, men en objektiv, videnskabelig, der regner med alle de reale muligheder. Selv en mor, der giver sir barn lækker mad, siger - forhast dig ikke, så kvæles du! Og moderen ønsker jo det bedste for barnet! I udviklingen af er lands økonomi må man ikke stille urealistiske opgaver og ikke tage mere for sig end praktisk gennemførligt. Gør man der, overanstrenger man sig, glider tilbage og fejes bort af det levende liv. Vi skal gå frem i hurtigt tempo, men økonomien skal udvikles planmæssigt uden plads for nedgange ag afbrydelser. For at gøre dette, må man nøgternt vurdere de reale muligheder og udnytte dem dygtigt. Vort land har allerede distanceret USA med produktionen af jernmalm, smør, sukker, uldstoffer, metalskærende værktøjsmaskiner og trælast såvel med hensyn til samler produktion som med produktion pr. indbygger. Vi har overgået USA med kuludvinding og cementproduktion. Vi indhenter snart USA med ståludsmeltning. Den tid er ikke fjern, hvor Sovjetunionen ikke alene indhenter, men distanceret USA - den anerkendte leder inden for den kapitalistiske verden - med frembringelsen af alle slags industriprodukter. Vi har krydset imperialisternes planer om at besejre Sovjetunionen gennem militært overfald. Nu smuldrer deres forhåbninger om at besejre Sovjetunionen i den økonomiske kappestrid. Imperialisterne har mistet troen på, at det er muligt at standse vor bevægelse ved hjælp af en krig, for en sådan krig truer hele det kapitalistiske system med undergang. Imperialisterne begynder at erkende, at vi ikke længere har de tider, hvor Hitler udpønsede sin vanvittige plan om, at han let og hurtigt ville kunne gå frem til Ural. Nu behøver revanchisterne blot begynde at røre på sig, så vil de allerede i de første timer af deres krigseventyr være udslettet fra Jordens overflade. Jeg har flere gange haft lejlighed til at tale med tyskere fra Vesttyskland, og de har fortalt mig, at de 95 procent af vesttyskerne forstår faren ved et eventyr mod Sovjetunionen, og de fem procent, der ikke forstår den, er de evnesvage. Det står klart for det overvældende flertal i Vesttyskland, at en kamp mod Sovjetunionen og de andre socialistiske lande betyder udslettelse. Imperialisternes planer om at kvæle os med væbnet magt er altså slået fejl. Derpå har de, som jeg sagde før, forsøgt at kvæle os økonomisk. De har gjort alt for at isolere de socialistiske lande og undergrave deres økonomiske udvikling. Men også disse beregninger fra imperialisternes side slog fejl. De skabte legender om de socialistiske landes svaghed og fattigdom. Der findes i den kapitalistiske verden folk, der tror på disse legender. Jeg har allerede engang fortalt om min samtale med en orientalsk prins, der fortalte om sine indtryk fra et besøg i Sovjetunionen. Han sagde: Hr. Hrustjov, da jeg agtede mig på besøg i Sovjetunionen, frarådede man mig at rejse og sagde, at De havde kommunisme hos Dem. Jeg er kommet og har set - der er ingen kommunisme her. Vi har kommunisme hjemme, for dér går alle nøgne. Der kan I se, hvilke forestillinger om kommunismen, der hersker i de imperialistiske ideologers hoveder. Vore kolossale fremgange i den økonomiske udvikling gør imperialisternes bagtaleriske opspind til skamme og viser det socialistiske systems vældige fortrin. Disse fremgange er en bekræftelse på rigtigheden af den marxistisk-leninistiske teori, vor ideologi, på vort samfundssystems fortrin. De afslører falskneriet i de imperialistiske ideologers påstande, når de søger at bevise, at kapitalismen er det mest produktive system, og at den private ejendom og foretagsomhed, det private initiativ er den stærkeste drivkraft for økonomiens udvikling. Og her har vi kommunister og hele det sovjetiske folk vist hele verden, at selv et så økonomisk efterblevent land som Tsarrusland var, efter at magten var gået over på den arbejdende befolknings hænder, på historisk kort tid kan højne sin produktion til enorme højder - det har nået andenpladsen i verden med hensyn til industriproduktion, og den tid er ikke fjern, hvor det indtager førstepladsen i verden. Kammerater! Når vi taler om at sejre i den økonomiske kappestrid, er der ikke blot tale om cement og metal. Der cr tale om vor politik, om vore ideen styrke, om den marxistisk-leninistiske teoris styrke, om fortrinnene ved en planøkonomi, der bygger på denne teori, om det socialistiske systems fortrin fremfor det kapitalistiske system. Kapitalisterne kender konkurrencens hårde love: Hvis det ene firma distancerer det andet, opsluger det stærke det svagere. Kappestriden mellem de to systemer på det økonomiske område indgydet imperialisterne endnu større skræk, for de ser, at socialismens hastige vækst i stadig højere grad ryster kapitalismens grundpiller og bringer dette system, der er dømt af historien, nærmere enden. V. I. Lenin og vort parti har uddraget den slutning, at eftersom verden efter den store Oktoberrevolution er delt af to modsatte systemer - det kapitalistiske og det socialistiske - så kan man ikke ignorere denne realt eksisterende kendsgerning. Lige fra de første dage efter den socialistiske verdens opståen har der mellem den og den kapitalistiske verden stået en kappestrid. På den internationale arena afgøres spørgsmålet om, hvilket system der vil hævde sig, og hvilket det lider nederlag i denne kappestrid og må vige pladsen for det andet system. Den fredelige kappestrid mellem stater med forskelligt samfundssystem betyder aldeles ikke en svækkelse af klassekampen på den internationale arena. Og eftersom det foregår en klassekamp, er fredelig sameksistens på ideologiens område umulig. Den, der går ind for fredelig sameksistens på det ideologiske område, kommer med eller mod sin vilje uvægerligt ind på at forråde socialismen, forråde kommunismens sag. Den, der afviser princippet om fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem, princippet om fredelig kappestrid, viser manglende tro på arbejderklassens revolutionære kraft, på den vældige styrke i marxismen-leninismens ideer. Kendsgerninger er noget, man ikke kan komme udenom. Kendsgerningerne om vore fremgange med den kommunistiske opbygning er bekendt i hele verden, og de kan hverken forties eller afvises. Det arbejde, der udføres af vort folk, der er i færd med at skabe den materielle og tekniske basis for kommunismen, er en magtfuld faktor, som har uhyre indflydelse på menneskenes sind i hele verden. Sovjetunionens fremgange med den kommunistiske opbygning og fremgangene i de øvrige socialistiske lande styrker arbejderklassens tillid til sine egne kræfter i alle lande. De rejser de undertrykte folk til kamp for friheden, de indvirker på de intellektuelle i de forskellige lande i verden, de væbner forkæmperne for socialismens sag i den ideologiske kamp mod imperialismens kræfter. Idet det sovjetiske folk bygger kommunismen, baner det vejen til fremtiden for hele menneskeheden og opfylder sin internationale pligt over for de arbejdende i hele verden. 

Sovjetunionens og de øvrige socialistiske landes betydelige fremgange med socialismens og kommunismens opbygning viser tydeligt, at imperialisterne er kommet til kort i deres beregninger om at undergrave os på den økonomiske front. Nu koncentrerer vore fjender deres hovedanstrengelser om den ideologiske kamp mod de socialistiske lande. Imperialismens ideologer trøster sig med håbet om at undergrave os indefra ved hjælp af fjendtlig ideologi. Deres tesis er: jo flere uddannede mennesker der er i Sovjetunionen, desto mere sårbart bliver det sovjetiske samfund i ideologisk henseende. Dette skriver de åbenlyst i deres aviser og tidsskrifter. Den imperialistiske propaganda hævder, at de sovjetiske mennesker, efterhånden som den materielle velstand og kulturen vokser, vil træde op mod partiets ledelse. Vi bør vide, at modstanderen nu skærper sit forgiftede ideologiske våben til endnu mere forbitrede kampe mod os. Det kommer til at gå her, ser I, på samme måde som rødarmisterne sagde under borgerkrigen: Med de hvide har vi kun ét stridsspørgsmål, vi ikke kan blive enige om, nemlig jordspørgsmålet. De hvide vil begrave os, og vi vil begrave de hvide. Hvem kommer først til at begrave den anden? Det er vort lille stridsspørgsmål. Vi har det samme spørgsmål med kapitalismen. Den ønsker at begrave det socialistiske system, og vi ønsker, ja ikke blot ønsker at grave en tilstrækkelig dyb grav, og vi vil lægge kræfterne i at grave den endnu dybere og for evig tid begrave det kapitalistiske system, systemet, der bygger på udbytning, krige og røveri, Og at kapitalismen står for fald - det er der ingen tvivl om. Men den falder ikke af sig selv ! Vore fremgange vil opmuntre arbejderklassen i alle de kapitalistiske lande til en endnu mere energisk og aktiv revolutionær klassekamp. Vi har hjulpet dem og vil fremdeles hjælpe dem ved Vort eksempel, idet vi opbygger kommunismen. Folkene i de forskellige lande, som kæmper for deres frihed og uafhængighed, får hjælp fra os i dag, og i morgen bliver der endnu større muligheder for at yde dem bistand, også af en anden karakter. Der er ingen tvivl om, at imperialisternes indsats på ideologisk diversion vil blive slået. Deres forsøg på at undergrave socialismens kræfter og standse den revolutionære kamps udvikling vil lide nederlag på samme måde som de tidligere iværksatte militære felttog mod socialismens lande og de skumle planer om at kvæle socialismen gennem økonomisk blokade. Vor videnskab og kultur befinder sig i hastig udvikling. Sovjetunionens højere læreanstalter uddanner årlig 120.000 nye ingeniører næsten tre gange mere end de Forenede Staters. I vort lands samfundsøkonomi arbejder der mere end dobbelt så mange fuldt uddannede ingeniører som i Amerika. Sidste år besøgte Amerikas Forenede Staters indenrigsminister, S. Udall, Sovjetunionen, hvor han studerede opførelsen af vore vandkraftværker. S. Udall udtalte sig meget anerkendende om vore fremgange, og man må give ham den ros, at han offentliggjorde sine indtryk i Amerika. Naturligvis er det ikke let for en fremtrædende repræsentant for et så stærkt imperialistisk land som USA at sige sandheden om vort land, der opbygger kommunismen. Det er for dem en meget bitter sandhed - det er ikke let at fortælle om, at modstanderen - det stærke socialistiske land - er ved at overgå én. Det er ikke let at få sagt. Vore få politisk umodne personer vrøvler uden at kende deres eget land, men Udall vidste, hvad han sagde. Vore resultater med videnskabens udvikling og rummets erobring er meget store. Der var en nidkær amerikansk general, som efter opsendelsen af den første sovjetiske kunstige jorddrabant sagde: - Nå ja, hvad mærkeligt er der ved det? De har sendt et stykke blik ud i rummet. Mandens egne landsmænd hånlo af ham og kaldte dette tåbelige menneske ved hans rette navn. Nu er der ingen, som vil vove at benægte den ubestridelige kendsgerning, at Sovjetunionen støt indtager førstepladsen i verden med hensyn til den fredelige erobring af rummet. I morgen skal vi alle møde den femte og den sjette kosmonaut - vor Jaroslavna fra kosmos Valentina Teresjkova og kosmonauten Valerij Bykovskij. Der ser vi vor prægtige ungdom. Nu flyver den så højt og så hurtigt i skibe uden vinger ! Vore sovjetiske mennesker har fløjet og flyver stadig godt med vinger, men nu er de begyndt at flyve uden vinger og udfører uden mellemlanding snese af ture omkring kloden og lander dér, hvor vi ønsker at lande vort skib! Det er, kammerater, en strålende sejr for vort folks genialitet, for socialismens kræfter, det er en sejr for vort store, leninske parti, der har skabt betingelserne for talenternes blomstring, for udvikling af folkets skabende kræfter. Det er ikke blot tal og kendsgerninger, der vidner om vore fremragende sejre. Vi har tvunget vore fjender til offentligt at anerkende socialismens vældige styrke, anerkende Sovjetunionens resultater. Jeg vil gerne have lov til at læse et uddrag af en artikel, der er skrevet af en »skønmaler«. Jeg begriber ikke, at »anti-skønmalerne« hidtil ikke har været efter ham en eneste gang. Jeg skal straks nævne navnet på denne »skønmaler«. En så indædt repræsentant for den borgerlige amerikanske presse som Harri Schwartz, der betragtes som »New York Times«’ førende specialist i »sovjetiske spørgsmål« har været nødt til at indrømme Sovjetunionens store fremgange. Da jeg var i Amerika, havde jeg dér lejlighed til at træffe Harri Schwartz. Jeg husker en usædvanlig pressekonference, der fandt sted under rejsen i en jernbanevogn. Harri Schwartz kom og spurgte mig: »Hr. Hrustjov, vil De ikke give mig Deres autograf til min dreng?« Jeg svarede: »Jeg giver ikke Dem nogen autograf.« Senere kom jeg til at tænke på, at jeg ikke havde gjort rigtigt i at forivre mig. Jeg burde faktisk have givet drengen den autograf, for ingen kan jo vide, hvad der engang bliver af den dreng. Det er da muligt, at han ikke bliver en lige så forhærdet antikommunist som sin far. Men nu skal I høre, hvad Harri Schwartz skriver: »Man må uvilkårligt komme til at tænke på den legendariske fugl Phønix, når man tænker over Sovjetunionens forbløffende historie i de sidste to årtier. Man siger, at den brændte fugl Phønix opstod af asken, så snart dens ligbål var slukket - genopstod med ny styrke og energi. Det samme er sket med den »røde Phønix«, Sovjetunionen... Hastigheden og omfanget af den brede nationale genfødelse efter de frygtelige tab i den anden verdenskrig har dementerer alt, hvad man tidligere har ment i vesten.« Kammerater - set ud fra vore tjæresmøreres synspunkter er dette jo skønmaleri af den sovjetiske virkelighed. Hvor vover han?! Det er en nødtvungen anerkendelse fra en af vore modstanderes side af de virkelige realiteter. Hvor megen ondskabsfuldhed og giftighed har vore fjender ikke udspyet, når de lavede deres opspind om Sovjetunionen. Men når livet stiller fjenden op mod en mur, begynder han at sno sig og siger, at det er et eventyrligt fænomen. I oldtiden skabte man det smukke eventyr om fuglen, der genopstod af asken. Det er et interessant og godt eventyr, men dog kun et eventyr. Men det, der er sket i Sovjetunionen er ikke noget eventyr, men en storslået saga, der er skabt af det sovjetiske folks arbejde under vort leninske partis ledelse. Harri Schwartz overvejer fremtiden og skriver: »Sovjetunionen vil tydeligvis i de nærmeste år få træk, der karakteriserer det kommunistiske velstandssamfund. Ved 1970 eller lidt senere vil det røde sovjetiske flag muligvis vaje i stolt ensomhed over en sovjetisk base på Månen.« Ikke så dårligt sagt ! Og Harri Schwartz skriver videre: »Det er denne magi, der ligger i en konstant hastig vækst år for år uden nedgange, despressioner og andre lignende forhindringer.« Og det er skrevet af den amerikanske borgerlige journalist Harri Schwartz ! Igen skønmaleri! Hvor er vore anti-skønmalere, tjæresmørere, når de kan tolerere at en borgerlig journalist skønmaler vort sovjetsystem ? En indrømmelse fra et medlem af USAs regerings energetiske kommission, Gotwald Morgan, fortjener opmærksomhed. Efter et omhyggeligt studium af tallene for Sovjetunionens og Amerikas Forenede Staters økonomi i de sidste 15 år er han kommet til den slutning, at skønt Amerika for øjeblikket er foran, så »indhenter russerne os med forfærdende hast«. Men det er jo skønmaleri! Jeg er ude på at ærgre anti-skønmalerne. »Vi kender alle« - fortsætter Morgan - den gamle amerikanske talemåde: »Lad være med at se dig om, ellers overhalet de os pludselig!« Nu behøver vi ikke se os om, for de overhaler os faktisk. Det er en fremtrædende amerikansk regeringsembedsmand der skriver dette. Således tvinger vor virkelighed repræsentanter for den kapitalistiske verden til at skrive! Glimrende »skønmaleri«, kammerater! Vi har nødsaget vore modstandere til nu at sige sådan om vort samfund! om vort system og dets fortrin. Kun det socialistiske system giver vort land mulighed for at indhente og overhale et i økonomisk henseende så højt udviklet land som USA! Dette gør alle mennesker i vor mangenationale sovjetstat stolte. Det fylder os med stolthed over vor kommunistiske ideologi, over vort sovjetiske samfund! Sovjetmagtens fjender sagde, at Rusland ikke ville kunne holde stand over for imperialismen, fordi det var et mangesproget land med mange nationaliteter. Her ser man dette land med de mange sprog og nationaliteter, med en befolkning på over 220 millioner mennesker stå samlet og stærkt ! Alle folkene i vort land har et samlet, fælles program - vort partis program, og de forenes af en fælles ideologi marxismen-leninismen. Alle nationerne er opfyldt af samme stræben og bevæger sig i samme retning - i den retning, Lenin viste, nemlig fremad og stadig fremad mod opbygningen af det kommunistiske samfund i USSR! Man kunne anføre endnu flere og endnu mere autoritative indrømmelser. I sin tale for nylig i det Amerikanske universitet i Washington sagde USAs præsident J. Kennedy: »Vi kan lykønske det russiske folk med dets talrige resultater - inden for videnskaben og i rummet, inden for den økonomiske og industrielle vækst, inden for kunsten og for modige gerninger.« Ikke så dårligt sagt! Endnu en skønmaler! Amerikas Forenede Staters præsident er blevet skønmaler ! Men der er visse af vore forfattere og kunstnere, der ønsker at spytte på deres eget folk, på folkets arbejde. De henter deres stof fra skarnkasserne og tegner billeder af vore mennesker i de mørkeste kulører. De skulle skamme sig! Partiet fordømmer dem, der hæfter etiketten »skønmaler« på vore forfattere og kunstnere. Er man måske en skønmaler, når man skriver om alt det gode vort folk og vort parti har udrettet? Selvfølgelig ikke! En forfatter eller kunstner, der indtager en partimæssig holdning, skildrer i sine arbejder både de positive og de negative fænomener i samfundslivet, og han gør det ud fra en livsbekræftende holdning. Naturligvis er der i vor tilværelse mangler, men det nye, revolutionære hævder sig og vokser i kampen mod det gamle og bortkaster alle levn fra fortiden. Kan man måske finde sig i, hvis én og anden opfordrer til kun at skrive om det negative og roder alle mulige gemenheder om vort land og vore mennesker, om vor virkelighed sammen? Folk, der indtager denne holdning er agenter for den borgerlige ideologi i vort sovjetiske miljø. Vi er de mest afgjorte modstandere af resultatforfalskning. Partiet har altid opfordret og vil fremdeles opfordre til afsløring af resultatforfalskning. Det har alle dage været modstandere af overdrevne fremstillinger af virkeligheden. Vor sovjetiske virkelighed tolererer ikke falskneri. I husker filmen »Kubankosakkerne«. Så snart den blev forevist, sagde jeg til Stalin, at denne film gav et usandt billede af kollektivbøndernes liv. Den viste fuldstændig overflod. Stalin satte pris på, når man på det hvide lærred så at hver eneste kollektivbonde ved festbordet spiste en kalkun. Jeg sagde dengang til Stalin, at disse kalkuner var indkøbt af filmminister Bolsjakov, og at det ikke var kollektivbønderne, men skuespillerne der åd dem. Sådan så det slet ikke ud i virkeligheden - der var dengang store vanskeligheder på landet. I husker, at dette resultatfalskneri havde gennemtrængt ikke alene filmene. Malenkovs beretning på den 19. partikongres, hvor han sagde, at kornproblemet var løst og at der var alt det brød, man ville have, var et bedrag mod partiet og folket. Så snart den 19. kongres var afsluttet, begyndte brevene at strømme ind fra hele landet. Folk skrev, at hvis kornproblemet var løst, hvor kunne det så være, at der ikke var brød? Så rejste Stalin spørgsmålet og havde nær nedtromlet lederne i en række områder, fordi breve fra disse områder med meddelelser om brødmanglen var kommet Stalin for øje. Ved denne lejlighed var det, at jeg i en samtale i centralkomiteen sagde: »Kammerat Stalin, ukrainerne er meget utilfredse med, at de ikke kan få noget hvedebrød. På partikongressen blev det sagt, at kornproblemet var løst, men ukrainerne, der alle dage har spist hvedebrød, har ikke noget af det nu. Stalin svarede: Så må vi give ukrainerne hvedebrød. Det var næsten som med den franske dronning, der på en meddelelse om, at folket manglede brød sagde: »Hvis de ikke har brød, hvorfor spiser de så ikke kage?« Hvordan skulle man levere brød, når der ikke var nok i landet? Skulle jeg måske på september-plenum’et sige som Malenkov, at vi havde så meget brød, at vi ikke vidste, hvor vi skulle gøre af det ? Malenkov havde taget tallene for det såkaldte biologiske høstudbytte. Men hvordan var dette biologiske høstudbytte regnet ud? Man havde taget en kvadratmeter agerjord og talt aksene på den og derefter antallet af korn på hvert aks. Så vejede man kornene og multiplicerede resultatet fra den givne kvadratmeter med hele det tilsåede areal. Det er det, man kalder det biologiske høstudbytte. Men af det biologiske høstudbytte kan man hverken bage kager eller pandekager. Brød og pandekager bages af det reale høstudbytte, der samles i laderne. Vi kritiserede denne udtalelse om løsning af kornproblemet, fordi den var resultatfalskneri, bedrag mod partiet og folket. Partiet har udført et stort arbejde i forbindelse med afsløringen af persondyrkelsen omkring Stalin og overvindelsen af dens skadelige følger. Centralkomiteen skred til dette med største ansvarsfølelse og mod. Jeg husker, at da vi drøftede dette emne under den 20. kongres, stod der i ledelsen en stærk strid om det. Vi havde rejst spørgsmålet derhen, at partiet skulle sige sandheden, men der var nogle, som var tynget af deres store medskyld i de forbrydelser, de havde begået sammen med Stalin, og de var bange for denne sandhed, de var bange for at blive afsløret. Først efter langvarige diskussioner gik de med til at rejse dette spørgsmål på kongressen. Det var et stort og kompliceret spørgsmål, et spørgsmål af uhyre politisk betydning. Naturligvis, hvis man ville se småborgerligt på det, hvorfor skulle man så rejse dette spørgsmål ? Stalin var jo allerede borte, og de mange, der var faldet som ofre for repressalierne var også væk. Staten voksede og der blev skabt en ledelse - hvorfor så rode op i det, rejse spørgsmål og omorganisere? Men i politik kan man ikke tolerere en småborgerlig holdning til sagerne. Det var nødvendigt at rejse og drøfte dette spørgsmål - ikke på grund af dem, der ikke var mere, men for dem, der lever, og for dem, der skal leve i fremtiden. Vi kæmpede her ikke for vore personlige interesser, men for partiet, for det leninske partis renhed, fordi folket betragter partiet som noget helligt - partiet er den højeste og den største sandhed, det er folkets hjerne og samvittighed, folkets leder, folkets organisator! Der var visse mennesker, der dengang var medlemmer af centralkomiteens præsidium, som sagde: Jamen, hvordan vil kongressen tage det, hvordan vil partiet tage det? Men dem svarede vi:  Både kongressen og hele partiet vil tage det på den rigtige måde! Vi skal sige sandheden om persondyrkelsen netop her på den 20. kongres, fordi det er den første kongres efter Stalins død. Hvis vi venter med at tale om det til 21. kongres eller senere, vil man ikke kunne forstå os. På den 20. kongres vil man lytte til os, og vi tror, at man vil forstå os på den rette måde. Hvis de fejl og mangler, der fandt sted under Stalindyrkelsen, ikke afsløres og fordømmes, betyder det, at man godkender dem og legaliserer dem over for fremtiden. Vort parti fordømte på den 20. kongres persondyrkelsen og udstak den leninske kurs for sin politik. Det iværksatte arbejde for at genoprette de leninske principper for ledelsen og normerne for partiets og statens liv. Vi, kammerater, benægter ikke betydningen af førernes og ledernes rolle, men vi er imod ledere, der stiller sig selv over folket, over partiet og mener, at de snart sagt er sendt af Gud, mens folket blot er en masse, som skal lytte til dem og give dem bifald. Det var karakteristisk for Stalin. Stalin elskede ikke folket. Hvornår besøgte han fabrikkerne? Han var vistnok sidste gang på fabrikken »Dynamo« i 1924. Siden rejste han så godt som ingen steder. V. I. Lenin opretholdt til stadighed de nærmeste forbindelser med folket. I 1918, mens borgerkrigen var på sit højeste og sovjetstatens eksistens hang i et hår, drog han rundt på virksomhederne og talte på møder, besøgte landsbyerne og talte med folk, der kom til ham. Vladimir Iljitj var lige ved at komme til at betale med sit liv for det, da der blev arrangeret et attentat mod ham på Mihelson-fabrikken efter et arbejdermøde. Lenin havde behovet for en levende kontakt med arbejderne og bønderne, med folket, og han var en leder, som hele folket elskede og stadig elsker. Han var ikke hævet over folket, men altid med folket, han var folkets anerkendte fører. Centralkomiteen betragtede det som nødvendigt at sige sandheden om Stalindyrkelsen og gøre alt for at dette aldrig skulle gentage sig. Afsløringen af Stalindyrkelsen fremkaldte visse vanskeligheder. Men til gengæld forstår man os nu på den rigtige måde. Vi indtager en partimæssig, leninsk holdning, og dette ser folket, og det godkender og støtter vort partis leninske kurs. Vi nærer ingen frygt for, at der kunne være nogle, som ikke med det samme ville være i stand til at forstå os, eller for at vi skulle komme til at sætte vor autoritet og vore positioner til. Vi sagde alt til partiet og indbragte det hele for partiets domstol, for dets 20. kongres. Og kongressen udtalte sin mening, sin rigtige mening. De vanskeligheder der var, er nu overvundet, og partiet er blevet endnu stærkere og mere helstøbt, og dets autoritet er vokset endnu mere. 

Partiet, der konsekvent følger Lenins bud, har draget omsorg for at organisere det ideologiske arbejde på den rigtige måde og virkeliggøre Vladimir Iljitj’s anvisninger om litteraturens og kunstens partiånd og folkelighed. Påstande om at princippet om partiånden i litteraturen og kunsten skulle binde de skabende interlektuelles initiativ er dybt fejlagtige. Man udbreder skrøner om, at der i den kapitalistiske verden eksisterer kunstnerisk frihed, frihed for pressen. Kun folk, der ikke kender den borgerlige verdens moral kan tro på dette. Litteraturen, kunsten og pressen lever i den kapitalistiske verden på monopolerne. Jeg har for kort tid siden fortalt om en interessant samtale, jeg havde med den store engelske udgiver Thompson. Han var for nylig i Moskva som turist. Udgiveren Thompson har sikkert ikke studeret marxisme-leninisme, men hans klasseinstinkt er veludviklet og han har et fast tag om tingene. Han stillede mig spørgsmålet, om vi ikke kunne tillade salget af hans aviser i Moskva? Jeg svarede han: - Det er et meget kompliceret spørgsmål, De har rejst - vi må tænke over det. Men hvis jeg nu udnævner »Izvestija«s redaktør Adzjubej til redaktør for et af disse blade? spurgte udgiveren. Så er det en helt anden snak, svarede jeg ham. - Jeg kan give Dem mit ord på, at hvis De udnævner Adzjubej eller en anden redaktør fra vort blad til redaktør for Deres, så vil dette blad blive solgt overalt i Sovjetunionen. Men hertil svarede han: »Nej, det er ikke fordelagtigt for mig«. Her ser I, hvordan en kapitalist stiller sig til dette spørgsmål. For ham er det væsentlige i det givne tilfælde ikke den materielle interesse, men den rent ideologiske, klassemæssige. Eller tænk for eksempel på det store center for Amerikas filmindustri, Hollywood. Er dér måske kunstnerisk frihed? Nej, ikke så meget som skyggen af den. En så verdensberømt filmmand som Charles Chaplin blev fordrevet fra Hollywood. Han er ganske vist ikke kommunist, men han er et progressivt menneske, og derfor var der ikke plads for ham i Hollywood. Sådan forholder det sig med den kunstneriske »frihed«, med menneskenes »frihed« i USA ! Den kolossale avistrust Hearst i USA er velkendt vidt og bredt for sine reaktionære tendenser. Han udgiver over 100 blade. Det ville være naivt at tro, at han ikke interesserer sig for sine blades ideologiske og politiske tendenser og ville tillade offentliggørelsen af materialer, der gik imod hans klasses interesser, imod imperialismen. Han skulle nok tage en sådan journalist i nakken og vise ham hvor peberet gror! Nej, kun naive mennesker og uhjælpelige tåber kan tro på al den snak om kunstnerisk »frihed« i kapitalens lande. Men der er nogle stykker af vore tåber, der betragter sig selv som meget kloge, men som ikke begriber eller ikke vil begribe det klassemæssige indhold i det ideologiske spørgsmål. Men Thompson, den gamle kapitalistiske ulv, han begriber det udmærket. Og så har vi folk, der siger, at der er pressefrihed i England eller Amerika. De skulle prøve, disse mennesker, at komme til Thompson eller Hearst og bede om at få deres artikler trykt i deres aviser. Ud fra hvilken synsvinkel ville man se på deres artikler? Måske ud fra den litterære form? Nej, de ville give pokker i denne form. De ville se på dem fra et politisk synspunkt, ud fra deres klasseinteresser og vurdere dem efter hvad artiklerne kunne tjene til, efter deres tendens. Hovedsagen for dem er det ideologiske spørgsmål. De herskende klasser i de kapitalistiske lande forstår at maskere deres interesser med snak om kunstnerisk frihed, om tale- og pressefrihed, og de skriver det endda i deres forfatninger. »Kunstnerisk frihed«, »pressefrihed« eksisterer tilsyneladende formelt i nogle borgerlige lande. Enhver har frihed til at skrive, hvad han vil, men om udgiveren, der ejer aviserne og bladene, vil trykke ting, der ikke stemmer overens med deres klasseinteresser - se det er en helt anden sag. Hvis udgiveren finder, at værket ikke duer til at styrke det kapitalistiske samfund, afviser han det, trykker det ikke - og så er det ikke skrevet for menneskene, men for musene. Hvor kan det være, at visse af vore litterater og forlagsfolk ikke forstår eller ikke vil forstå dette? Hvad er det, disse folk vil? De vil åbenbart lave det ideologiske arbejde til en slags Noahs ark, som skal rumme duften af alle ideologiske retninger og afskygninger. Nej, det kan ikke gå an! Vort parti står i spidsen for folket og leder folket, det har ledet og vil fremdeles lede det ideologiske arbejde, det har kæmpet og vil vedblive med at kæmpe mod enhver forekomst af borgerlig ideologi. Vi vil benytte alle vore muligheder for at hele det ideologiske arbejde udvikler sig i den rigtige retning, i de kommunistiske ideers ånd. Det ville være godt om hver eneste forfatter og kunstner ville gå ud fra den opfattelse, at hans virke skal styrke og ikke svække kommunismens positioner. Så ville han selv stille større krav til sine værker og kontrollere sin egen virksomhed bedre. I så fald behøvede offentligheden ikke fremsætte sin kritik af ideologisk umodne frembringelser. Så kan man spørge: »Men hvem er så dommeren, hvem skal bestemme, om det ideologiske arbejde går i den rigtige retning?« Partiet er dommeren, partiet og folket, alt det ideologiske arbejde skal tjene deres interesser, kommunismens sag, hver eneste litterær og kunstnerisk frembringelse! De, der ønsker at stå uden for partiets politik og fornægter partiånden i ideologien, vil så at sige gøre sig til et parti af partiløse og kommer med eller mod deres vilje til at optræde imod vort parti, imod vor ideologi, imod vor virkelighed. Det kommunistiske partis politik og dets virksomhed bestemmes og ledes af partiets kongres og mellem kongresserne af centralkomiteen. Vi har i vort parti gennemført kollektiv ledelse af hele arbejdet og dets retning. Partiets kongres og den af denne valgte centralkomité bestemmer, hvad der er gavnligt for partiet, for folket, og hvad der er til skade for det. Den, der fornægter partiånden og ledelsens kollektivitet, ønsker selv at bestemme alting. Lad os sætte, at en sådan forfatter eller kunstner har frembragt et værk og så siger: »Ingen kan hindre mig i at være som det passer mig - jeg er min egen dommer!« Hvad er den kunstneriske værdi og den ideologiske retning i disse værker - hvem skal afgøre det? Efter ophavsmændenes mening skal de selv gøre det. De forlanger deres ting udgivet - sørg for et trykkeri, farver, papir - kom med det altsammen. Nej, det går partiet ikke med til ! Behøver vi dramatisere situationen? Det tror jeg ikke. Vi i centralkomiteen mener, at vi kun har et meget tinge antal intellektuelle, der ligger under for de borgerlige synspunkter om en partiløs ideologi. Det absolutte flertal af vore sovjetiske intellektuelle i det hele taget og de skabende intellektuelle i særdeleshed går ind for de marxistisk-leninistiske ideer og kæmper for dem sammen med partiet, under partiets ledelse. Et meget vigtigt og for partiet meget interessant afsnit af det ideologiske arbejde er filmen. Filmen er et skarpt ideologisk våben og et glimrende opdragelsesmiddel. En bog for eksempel bliver ikke læst af enhver. Den er til tider kun tilgængelig for en mere velforberedt læser, og det kræver også mere tid at læse den og forstå den. En film tilegnet man sig lettere. Derfor er filmen den kunst, der har størst udbredelse i masserne. Blandt filmfolkene er der, som man siger, enkelte med griller, med et urigtigt syn på filmens rolle. Det gælder for eksempel en så kendt og erfaren instruktør som M. Romm. Lad os håbe på, at han besinder sig og kommer til at indtage en rigtig holdning. SUKPs CK har imødekommet filmfolkenes ønsker og er gået ind for, at de skulle have deres egen kunstneriske organisation. Vi går ind for selvstyre i kunsten og for kunstneriske organisationer, hvis det hjælper til at udvikle kunsten i den rigtige retning. Men hvis én og anden regner med at støtte sig til organisationen for at bekæmpe partilinjen i kunsten, tager han grundigt fejl. Til den slags folk siger vi: Vi anerkender ikke noget forbunds ret til at tiltage sig en ledende rolle i samfundet ud over én eneste organisation, nemlig vort Kommunistiske Parti. Alle andre organisationer, som måtte forsøge ar føre deres virksomhed imod partiets politik, vil uvægerlig støde mod partiet, mod folket. Dette være sagt som en advarsel. Det er bedre at advare i ride end at vente til sagen går videre, således, at advarsler ikke er nok. Derfor er det bedre at sige det i forvejen. Vi skal vise større opmærksomhed over for vore intellektuelle -forfatterne, komponisterne, kunstnerne, filmens og teatrets folk. For at tale om musikken, så mener vi, at den nu udvikler sig i den rigtige retning. Ganske vist er der også enkelte komponister, der har haft deres griller. Vi talte om det i sin tid, og nu ser der ud til, at alting går godt. Jeg må indrømme, at jeg har en svaghed for musikken. Når jeg hviler, lukker jeg altid op for radioen for at lytte til musik. Der er flere gode musikudsendelser, og der er blevet mindre af den larmende og buldrende musik. Også nogle af litteraturudsendelserne er blevet mere interessante. Forleden havde jeg lejlighed til at høre et lille afsnit af M. A. Sjolohovs roman »Nypløjet jord«. Speakeren afsluttede udsendelsen, og jeg blev ked af der - jeg havde gerne hørt mere. Man kan spørge, hvad særligt der er ved det? De gengav den episode, hvor Davydov arbejder i markerne, pløjer. Man skulle tro, det var noget såre hverdagsagtigt og ligetil. Men hvor strålende er det ikke fortalt! Man hører det og oplever det med. Davydov slutter af og lægger sig i græsset, og det er, som om man selv føler den liflige træthed og strækker benene efter det anstrengende arbejde. Der ser man, hvor fremragende en kunstner Sjolohov er, hvor udtryksfuldt og rigtigt han forstår at omtale enkle ting og få læserne til at tro på det. Vi har mange gode kunstneriske frembringelser i vor litteratur. Der er værker som »Vasilij Tjorkin« og »Fjerne vidder« af A. Tvardovskij, som fortjener al ros. Det er umuligt her at opregne alle de gode kunstværker og umuligt at rose alle de forfattere og digtere, der fortjener det - de tælles i hundredvis. Intet andet sted i verden finder man en så kraftfuld og livsbekræftende litteratur og kunst som i Sovjetunionen. Derfor søger også imperialismens ideologer så hårdnakket at indvirke på vore skabende intellektuelle for at slå dem bort fra den rette vej. De synker ned til alle mulige lumskerier for ar så mistillid blandt vore forfattere, komponister, kunstnere, teater- og filmfolk - mistillid over for den store kraft i deres virke. Partiet er stolt over de skabende sovjetiske intellektuelle og det er rede til at gå ind for dem og vil aldrig lade dem i stikken. Kammerater! Jeg vil minde om de krav, V. I. Lenin stillede til vor agitation og propaganda. »Vor hovedpolitik - sagde han - må nu gå ud på statens økonomiske opbygning for at høste mere korn, for at frembringe mere kul, for at afgøre, hvorledes vi bedst skal udnytte dette korn og disse kul . . . På dette skal vi bygge hele vor agitation, al vor propaganda. Det er nødvendigt, at vi bruger færre fraser, for med fraser tilfredsstiller man ikke den arbejdende befolkning.« V. I. Lenin drømte om en tid, hvor kommunismens opbygning skulle blive et praktisk anliggende for alle de arbejdende, hvor alle mennesker skulle forstå, at hele vor fremgang med kommunismens opbygning er afhængig af deres arbejde, af hvorledes hvert enkelt menneske i praksis løser den ene eller anden samfundsopgave, selv den mindste og enkleste. Vi lever nu i den tid, Lenin drømte om. Vi må alle studere Lenins værker mere og vende os hyppigere til dem. Man må på en fornuftig måde anvende Lenins ideer i den praktiske virksomhed, i agitationen, i propagandaen, i hele vort arbejde. Propagandaen og agitationen vinder bedre frem, hvis man forstår at bruge det kunstneriske billede. I min ungdom læste jeg meget Rubakins bøger. Selv nu husker jeg hans fortælling »Bogføreren«. Denne fortælling har det formål at interessere bondedrengen i at læse bøger. Bogføreren kommer om sommeren til en landsby. Han har været her flere gange før, og man kender ham godt. De unge knøse har lejret sig om aftenen efter høslættet. Bogføreren er kommet til dem og begynder at fortælle forskellige historier. Han råder dem til at læse bøger og siger, at det er en nyttig ting. Knøsene bliver interesserede og spørger: Hvad står der så i bøgerne ? Når I læser dem, får I det at vide. En af drengene spørger: Men hvad for bøger skal man læse? Er der én bog man kan læse for at få alting at vide, sâ man ikke behøver spilde tid på andre bøger ? Nej, man skal læse mange. Men kan jeg få at vide, hvordan min afdøde tante har det i den anden verden? Du får alting at vide, alting, men først er der ét ord, du skal kunne. Og hvad er det for et ord ? Jeg véd ikke selv, hvad det er for et ord. Men der var en mand, der kunne dette ord, og han besluttede at skrive en bog og sætte dette ord i den. Men endnu er der ingen, der véd, hvilket ord det er og i hvilken bog det står. Læs alle bøger fra en ende af, så finder du ud af hvilken bog dette ord står i. Han skrev ikke dårligt, denne Rubakin ! Han har også skrevet andre gode fortællinger, for eksempel »Gnister« - om minearbejderne. Og hans foredrag om det nordlige Kaukasus burde læses af folkene i vort retsvæsen - de giver et glimrende indtryk af domstolene i gamle dage. Jeg vil gerne sige nogle ord om Statshymnen. Vi har længe haft spørgsmålet om en ny statshymne, der passer til vor tid. Vi har fået mange breve i den anledning. Kammerat Brezjnev viste mig for nylig et brev, hvis afsender kritiserer forfatterne, digterne og komponisterne for at de ikke har skabt en ny statshymne. Han spørger om, hvordan det kan være, vi så mange år i radioen kun har hørt hymnens musik. Brevskriveren har besluttet selv at skrive en tekst til hymnen og har sendt sit digt. Jeg tror, vi må vende tilbage til spørgsmålet om at skabe en ny statshymne. Både digterne og komponisterne kan her vise deres talent og skabe en hymne, der er vort store land, som bygger kommunismen, værdig. Kammerater! Vi arbejder au på at sætte alle løftestænger og materielle midler ind på det ideologiske arbejde og organisere ledelsen af dette vigtige anliggende bedre. Det skal indrømmes, at det ideologiske arbejde lider alvorligt under adsplittetheden mellem de forskellige ledende organer. Det duer ikke. Resultatet af den praksis er ofte, at en eller anden forfatter skriver en dårlig bog og går op til et forlag med den. Forlaget vil ikke have den, og så går han til et andet. Hvis han bor i Moskva eller Leningrad og ingen forlag dér vil udgive ham, henvender han sig ikke så sjældent i et eller andet fjernt område, og dér, i en eller anden by, bliver han trykt, fordi de føler sig smigret over at udgive en bog af en hovedstadsforfatter. Der må bringes tilbørlig orden i ledelsen af det ideologiske arbejde. Sagkyndige kadrer må give sig af med det, både i SUKPs centralkomité, i unionsrepublikkernes kommunistiske partiers centralkomiteer og i regions- og områdeledelserne. Man må inddrage kvalificerede folk, der dér har indgående kendskab til arbejdet med presse, radio og fjernsyn, folk som omhyggeligt læser litterære værker, kender komponisternes, film- og teaterinstruktørernes arbejde, som forstår at vurdere litterære værker og kunstværker. Dette arbejde har vi hidtil i vid udstrækning betroet kritikerne og kunsthistorikerne, men de har, som erfaringerne viser, ikke altid været på højde med opgaverne, og de har ofte vurderet de litterære og kunstneriske værker, ikke ud fra en principiel holdning, men ud fra en gruppeindstilling. Man må tilrettelægge dette arbejde anderledes og organisere det bedre. Vi har i den senere tid svækket vor opmærksomhed over for forlagene, filmstudierne, teatrene, og resultatet er, at der har vist sig kunstnerisk svage og ideologisk uholdbare værker. Derfor må den sag rettes. Det ideologiske arbejde er en stor, meget delikat, kompliceret og ansvarsfuld sag. Den må ledes med partimæssig principfasthed og takt, således at man inddraget de skabende intellektuelle i arbejdet. Man må ikke tolerere grov administration. I sit indlæg på plenarmødet fortalte kammerat Furtseva, hvorledes en af de abstrakte billedhuggere tog en metaltråd, der var rullet sammen i en spiral og udgav den for et kunstværk. Han har åbenbart endda fået penge for den. J. A. Furtseva: Nej, det har han ikke. N. S. Hrustjov: Nåe, pokker vide... Nu er det svært at fastslå, om han fået udbetalt penge for den eller ikke. Men det er ikke pengene, der her er afgørende, selv om de naturligvis også har deres betydning. Når man ser visse malerier, så begriber man somme tider ikke hvad de forestiller og hvorfor de er malet. Det værste er, at enkelte kunstnere ræsonnerer nogenlunde som så: den, der ikke forstår vore værker, er åbenbart ikke tilstrækkeligt udviklet til at forstå den slags kunst. Altså er maleren den kloge, og den der ikke forstår smøreriet er ikke vokset op til hans »høje niveau«. Man taler meget om billedhuggeren Neizvestnyjs værker. Jeg vil gerne tro på at han er en hæderlig og dygtig mand. Man skal måske ikke, når man taler om abstraktionister, henføre alting til kunstneren Neizvestnyj. Lad os nu se, hvordan han opfylder sit løfte og med sine værker viser, at han tjener folket. Vi er jo alligevel skyld i, at man ikke i tide har bemærket visse usunde fænomener i kunsten og ikke har truffet de nødvendige forholdsregler for at forebygge udbredelsen af den slags fænomener. Men i alt dette må der bringes orden. Jeg tror, kammerater, at vi efter dette plenarmøde, efter det store arbejde, der er udført, vil få et nyt opsving på den ideologiske front. Livet viser, at vore intellektuelle indtager rigtige partistandpunkter. Man må ikke på grund af to, tre eller en halv snes mennesker, der optræder forkert, se noget galt i dem alle og undlade at bemærke den sunde retning, der er karakteristisk for vore skabende interlektuelles virksomhed. Dette ville være overordentlig skadeligt for partiet og for udviklingen af vor litteratur og kunst, for hele det ideologiske arbejde. Vore skabende intellektuelle er inde på den rigtige vej, og de ledes af vort leninske partis ideer, af den kommunistiske opbygnings ideer. 

Kammerater! Jeg vil gerne opholde mig ved endnu et spørgsmål. Set ved første øjekast har det ikke nogen direkte forbindelse med det ideologiske arbejde, men det er et spørgsmål af stor politisk og samfundsøkonomisk betydning. Det drejer sig om grundprincipperne og retningslinjerne for opstillingen af de samfundsøkonomiske planer. Partiets Centralkomité og USSRs Ministerråd har udarbejdet et brev til parti-, sovjet-, økonomi-, fagforenings- og komsomol-organisationerne om dette spørgsmål. Dokumentet er uddelt til jer, og I har sikkert allerede gjort jer bekendt med det. Præsidiet for SUKPs CK lægger stor vægt på opstillingen af den samfundsøkonomiske plan for 1964-65 og de følgende år, på den rigtige organisering af dette arbejde. Der er velkendt, at der er adskillige mangler ved vor planlægning. De har først og fremmest deres forklaring i, at partiorganisationerne i vid udstrækning har trukket sig tilbage fra denne betydningsfulde sag og helt overdraget den til planlægningsorganisationerne. Resultatet er, at planerne ikke altid afspejler det, der er nødvendigt for en hurtig udvikling af økonomien. I véd, kammerater, hvilke alvorlige fejl, der blev begået i femårsplanen for samfundsøkonomiens udvikling i årene 1956-60. Vi blev senere nødt til at rette disse fejl ved udformningen af syvårsplanen. Hvorfor kom der fejlberegninger i planerne? Fordi følgerne af Stalin-dyrkelsen også gjorde sig gældende i planlægningen. Både jeg og de øvrige medlemmer af CKs præsidium véd udmærket, at der dengang udover Gosplan ikke var nogen, der beskæftigede sig med opstillingen af de samfundsøkonomiske planer. Jeg vil anføre en kendsgerning, der viser, hvordan man dengang vedtog planerne. Det var kort før Stalins død. Der blev indkaldt et møde i Ministerrådet for at vedtage årsplanen. Stalin kom til mødet. Sædvanligvis indtog han ikke formandspladsen i Ministerrådet, men dengang satte han sig på formandspladsen, tog mappen med forslaget til planen og sagde: »Her har vi planen. Hvem stemmer imod den?« Ministrene så til uden at sige noget. »Så vedtager vi den,« erklærede Sralin. Dermed var mødet forbi. Da man forlod mødet, sagde Stalin: »Lad os gå hen og se en film.« Da han kom ind i filmsalen sagde han: »Der snørede vi dem godt !« Man må spørge, hvem det var, man snørede? Der var ministrene, der blev snøret. Denne plan røg, som man siger, omkuld, for den rummede store fejlberegninger som følge af at ministrene praktisk tager ikke havde deltaget i dens forberedelse og ikke var enige i den. Og det gjaldt ikke blot ministrene, men også andre medarbejdere, der havde læst den. Stalin selv gav sig ikke af med planlægningen og ville ikke have, at andre tog sig ordentligt af den. Der er i de senere år gjort et stort arbejde for at forbedre samfundsøkonomiens ledelse og udbygge planlægningen. Men vi har stadig alvorlige mangler ved planlægningen af økonomiens udvikling. Partiet har allerede kritiseret den praksis ved opstilling af planerne, der går ud på at planlægningsorganisationerne, på grundlag af de givne middeltal for produktionens vækst i de foregående år, fastsætter en bestemt procent for tilvæksten i bruttoproduktionen og foretager en løselig beregning for hver branche. Hvis der for eksempel for 1963 er fastsat investeringer til byggeri og monteringsarbejder, fordeles disse bevillinger nu på brancherne ud fra den fastsatte vækstprocent. Investeringerne fordeles altså efter proportioner, der er fremkommet for længe siden. Med den form for planlægning bliver der ingen midler til overs til de nye, progressive brancher, hvis hurtige udvikling nødvendiggøres af selve livet. Og dette sker uagtet at disse brancher på kort tid kan give stor økonomisk gevinst. Resultatet af denne praksis er, at alt det nye, progressive endnu udvikler sig langsomt, fordi de væsentligste midler og materielle ressourcer fordeles efter tidligere fremkomne proportioner. For at underbygge det, jeg her har sagt, vil jeg anføre følgende eksempel. Partiets 21. kongres bestemte, at de midler, der blev indvundet ved overskridelse af planerne, fortrinsvis skulle dirigeres til udviklingen af den kemiske industri, til landbruget og til bygning af virksomheder, der producerer forbrugsvarer. Men hvad skete der i virkeligheden? At plantallene for metallurgien, for eksempel, blev overskredet, mens de for kemiens vedkommende ikke blev opfyldt. Hvorfor skete det? Fordi statsplanlægningens vogn ikke kørte derhen, hvor vi ville have den, men fulgte det gamle spor. Lad os videre tage spørgsmålene om landbrugets udvikling. Hvis vi på en fornuftig måde udnytter de forhåndenværende midler og materielle ressourcer, kan vi opnå en hurtige udvikling af denne vigtige branche i vor økonomi. Opgaven består i at skabe rigelighed af levnedsmidler. Hvordan kan man bedst opnå dette? Løsningen af denne opgave må nu i hovedsagen ske, ikke ved at lægge mere jord under plov, men ved at højne jordbrugskulturen og drive landbruget mere intensivt. For at gøre dette må man fremfor alt have den nødvendige mængde kunstgødning. Det er klart for alle, det er ikke nogen hemmelighed jeg røber. Jeg vil bede de hviderussiske kammerater ikke tage mig det ilde op, at jeg fortæller om vor polemik med dem om dette spørgsmål. Det vedrører for øvrigt ikke blot de hviderussiske ledere. Sagen går ud på følgende. Da vi offentliggjorde vort memorandum om specialisering af landbruget i Hviderusland, de baltiske republikker og den Russiske Føderations nordvestlige områder, var der mange kammerater, der begyndte at skrive til Moskva: »Kom med penge, lad os få investeringer til grundforbedring og udtørringsarbejder.« Et særligt initiativ i denne retning viste de hviderussiske ledere. De sendte et memorandum, hvori de bad om 106 millioner rubler eller i milliard og 60 millioner rubler i gamle penge ril udtørring af 550 tusind hektarer vandsyg jord. Der er i Hviderusland for øjeblikket 6 millioner hektarer agerjord, og de bad om penge til udtørring af 550 tusind hektarer. Vi sagde til hviderusserne: »Det er bedre at dirigere disse penge til kemiens udvikling, så kan vi skabe en produktionskapacitet for kvælstofgødning på ca. 2 millioner tons om året. Hvis denne gødning bruges på den agerjord, republikken råder over, kan høstudbyttet hæves med 6-7 hektokilo pr. hektar. Det er klart, at en sådan udnyttelse af investeringerne er meget fordelagtig. I så fald ville der kun være udgifter til bygning af fabrikkerne, og det ville ikke være nødvendigt at bruge yderligere summer til pløjning, jordbearbejdning og høst på de nyudtørrede jorder. Ved at øge mængden af anvendte gødningsstoffer kan man øge udbyttet af korn og andre kulturer betydeligt, højne husdyrbruget og sikre landet de nødvendige levnedsmidler. Man må koncentrere investeringerne i de brancher, der giver den maksimale økonomiske effekt. Der er nødvendigt, at alle de ledende medarbejdere forstår denne linje. SUKPs CK og USSRs Ministerråd har vedholdende gennemført denne linje og har ikke forlangt midler til de brancher, som det på nuværende etape ikke er formålstjenligt at udvikle hurtigt. Vi skal i første række sikre den kemiske industris fortrinsvise udvikling. Hvorfor er det nødvendigt? Fordi vi med kemiens hjælp hurtigere og lettere kan løse de mest påtrængende opgaver i den kommunistiske opbygning: højnelse af arbejdsproduktiviteten, hastig vækst i samfundets rigdomme, frembringelse af rigelighed af levnedsmidler og forbrugsvarer. Se engang, hvorledes situationen udvikler sig med hensyn til levnedsmidler og forbrugsvarer. Levnedsmiddelproduktionen stiger ustandselig, og vi sætter ind på hurtigere at øge mængden af landbrugsprodukter. Levnedsmidlerne er billigere hos os end i de vestlige lande, endda billigere end i Amerika. Huslejen er betydelig lavere. Men endnu er klæder og fodtøj temmelig dyre, og behovet for disse varer er ikke fuldtud dækket. Er vi i stand til hurtigt at løse dette problem? Ja, det er vi. Hvad behøves der hertil? Vi må udvikle den kemiske industri, der giver de største muligheder for at tilfredsstille menneskenes behov for klæder, fodtøj, ja selv møbler og andre husholdningsartikler. Man kan også med fordel erstatte naturfibre med kemiske i mange tekniske artikler. Man har meddelt mig, at de virksomheder, der fremstiller kunstuld, betaler sig selv i løbet af halvandet til to år. Ved at forøge produktionen af kemofibre, kan vi altså skabe betingelsen for en hurtig vækst i akkumuleringen. Billedlig talt er fabrikkerne for kunstige og syntetiske fibre rene pengefabrikker. Ved at udvikle kemien - en af sværindustriens vigtige brancher kan vi fremskynde løsningen af de opgaver, partiet har stillet, nemlig at levere samfundsøkonomien mange værdifulde materialer og artikler og ligeledes i større omfang dække befolkningens efterspørgsel på forbrugsgoder. Kemiindustriens udvikling vil medvirke til øget fremstilling af forbrugsartikler, hvorved priserne på dem kan sænkes. Jeg skal ikke nu sige, hvornår vi realiseret dette, selv om det ville være rart at sige. Vejen til øget frembringelse af produkter fra husdyrbruget og rigelige forsyninger af kød, mælk, smør til lavere priser, går også gennem kemien. For at gennemføre dette må man give markerne kunstgødning. Nu er vi i stand til at gøre det. Jeg talte for nylig med amerikaneren Garst. Han er en klog mand, og han forholder sig ikke så dårligt over for os. Han sagde: »Jeg er overbevist om, og det vil jeg fortælle i Amerika, at på 5-7 år indhentet De os med landbrugsproduktionen. Jeg er overvældet af det, jeg har set.« Kammerater, man må tage meget alvorligt på brevet fra SUKPs CK og USSRs Ministerråd, der er sendt til partiorganisationerne; det må studeres og virkelig tages med ind i arbejdet med opstilling af den samfundsøkonomiske plan. Der må lægges særlig vægt på anlægsvirksomheden. Vi har endnu ikke overvurderet den urigtige, landsskadelige praksis, der går ud på at opsplitte investeringerne på mange objekter. Investeringerne fordeles år for år mere eller mindre ligeligt på alle allerede påbegyndte byggepladser, og man udhæver ikke de vigtigste. Det hænder ofte, at man går i gang med nyt byggeri, inden det allerede påbegyndte er færdigt. Derved indefryses enorme midler for mange år, og vi berøvet os selv muligheden for i tide og med kort frist at sætte vigtige objekter i drift. Denne situation er affødt af store fejl i planlægningen. På trods af anvisningerne fra SUKPs CK har man ikke udryddet tie skadelige tendenser, der vises af flere medarbejdere i økonomien, sovjetterne og partiet, nemlig at rage flest mulige midler til sig og gennemtrumfe, at flest mulige byggerier kommer med i planen. Bestræbelserne for at inkludere flest mulige objekter i navnelisterne er til stor skade for samfundsøkonomien. Visse objekter er under bygning i 10-12 år, mens de ved fornuftig administration kunne bygges på 3-4 år, ja somme tider endnu hurtigere. Lad os tage et ganske enkelt eksempel. Vi siger, der skal bygges 300 skoler. Der er kun penge til 100 skoler. Hvad gør vi for øjeblikket? Vi afsætter midler til at begynde opførelsen af alle de 300 skoler og iværksætter bygningen af dem, således at byggearbejdet kommer til at vare mange år. Men hvis vi afsatte de fulde midler til opførelsen af 100 skoler, havde vi dem bygget på ét år, og det følgende år afsatte vi igen de fulde midler til 100 skoler og derpå til endnu 100 skoler - så havde vi på tre år kunnet gøre det, som vi er fem år om med den nugældende praksis, hvor midlerne splittes. Jeg har her anført er eksempel, hvor objekterne, så at sige, ikke direkte betaler de midler, der er brugt. Men forestil jer så den effekt, der ville være opnået ved rigtig, koncentreret benyttelse af midler til bygning af virksomheder. Hvis vi koncentrerer indsatsen om de vigtige objekter, der skal tages i brug, lad os sige i år, og giver dem alle materialer og penge, tekniske hjælpemidler og arbejdskraft for at afslutte byggeriet, så begynder denne virksomhed om et år at arbejde, og øge vor økonomiske potential, ng den giver hurtigt akkumulering. Men endnu bruges i mange tilfælde investeringerne urationelt. I stedet for koncentreret, fornuftig indsats af penge og materielle midler, bliver de splittet, anbragt rundt om og nedfrosset. Vi må ikke længere tolerere dette. Der investeres i Sovjetunionen som sagt hvert år uhyre summer til anlægsarbejder - de tælles i milliarder af rubler. Det er af allerstørste betydning for landet, ikke blot hvor store midler der afsættes til byggeri, men i særdeleshed, hvor store produktionskapaciteter der hvert år tages i brug. Kapacitetens tilvækst bestemmes ikke udelukkende af investeringerne; det vigtigste er antallet af virksomheder, der kan tages i brug, den energetiske kapacitet, den øgede maskinpark på virksomhederne osv. Man kan afsætte store investeringer, men splitte dem op på et enormt antal objekter og derved ikke opnå nogen stor tilvækst af ny kapacitet, for jo flere objekter, der på én gang er under opførelse, desto færre færdige virksomheder kan man tage i brug. Så langt fra at kalde denne fremgangsmåde fornuftig, må man sige, at den er skadelig og tilføjer staten store tab. Vi skal nu udvælge de vigtigste byggepladser og koncentrere investeringerne på dem for at fuldføre dem på den teknisk set kortest mulige tid. Det er nødvendigt at lægge en plan for anlægsarbejder, idet vi begynder med listeroe og betragter bogstavelig talt hvert eneste objekt, der er under opførelse eller agtes opført. På denne måde kan vi undgå fejlberegninger i planlægningen af anlægsarbejderne. Vi må ikke fordele midlerne mellem de forskellige brancher ud fra de gamle proportioner, især ikke således at hver af dem får en procentuel tilvækst, der blot svarer til den gennemsnitlige tilvækstprocent i hele samfundsøkonomien, således som man tidligere gjorde. Man må fremfor alt placere midlerne til udvikling af de væsentligste, progressive brancher, i første række den kemiske industri, med henblik på en betydelig udvidelse i produktionen af kunstgødning, plaststoffer, kunstfiber, glasplast, nye kunstgummier og andre progressive og økonomiske materialer. Vi må opmærksomt gennemse alle de objekter, der allerede er under opførelse, bestemme hver enkelts betydning inden for den samfundsøkonomiske plan, udregne til hvilken del af dem de materielle midler slår til. Jeg understreger direkte de materielle midler, ikke pengene. Vi skal udregne, hvilket antal af de nye objekter vi kan forsyne med udstyr på en sådan måde, at byggearbejdet og monteringen af udstyret på de nye objekter kan afsluttes på samme tid, så der ikke bliver afbrydelser og standsninger, men de nye virksomheder straks kan levere landet færdig produktion og hurtigere betale de midler, der er brugt til deres opførelse. De objekter, som man ikke kan sikre materielle midler, må under ingen omstændigheder påbegyndes, for vi må ikke gentage den urigtige praksis, der hidtil har været gængs. Hvis beregningerne viser, at de materielle midler er utilstrækkelige til hurtigt at fuldføre de påbegyndte byggerier, må man dristigt skride til at henlægge visse objekter og udskyde opførelsen til senere. Det er nødvendigt, at de objekter, der kommer med på listerne for 1964-65, helt igennem er tilsikret alle slags byggematerialer og alt udstyr. Jeg mener, at hvis vi går i gang med at udforme planlægningen af anlægsarbejdet ud fra denne indstilling, så vil vi åbenbart med samme investeringer i 1964 og 1965 kunne fordoble den produktionskapacitet, der kan tages i brug, i forhold til det, den ville være med den gamle praksis. Dette har jo afgørende betydning, for de midler vi råder over - og vi råder over kolossale midler - vil hurtigere blive forvandlet til færdige virksomheder, som ved deres færdigproduktion bringer midlerne tilbage til samfundsøkonomien, tillader øget akkumulering og gør det muligt yderligere at højne landets økonomiske potential. Vi må energisk gøre ende på udslag af lokalt snæversyn. Hertil kræves både fasthed og vilje. Der må gøres ende på tendensen til at skrabe til sig, lige fra republikkerne og til de enkelte virksomheder, for man må huske, at denne tendens er et stort onde. I brevet fra SUKPs CK og Sovjetunionens Ministerråd peges der på nødvendigheden af at sætte byggefristerne betydeligt ned og fremskynde ibrugtagningen af objekterne. Omfanget af ufuldført byggeri må bringes ned på et minimum. CKs præsidium har pålagt mig at forberede en beretning på det ordinære plenarmøde i SUKPs CK om den kemiske industris udvikling. Til dette plenarmøde agter vi også at forberede et mere omfattende materiale om investeringernes effektivitet. For på den mest fornuftige måde at anvende pengemidlerne og især materialerne og koncentrere dem på de afgørende brancher, bør vi muligvis i 1964 ikke iværksætte nyt byggeri og måske endda, gentager jeg, henlægge nogle objekter for hurtigere at gøre de allerede påbegyndte færdige. Undtagelser bør kun ske for særlig vigtige objekter, og der skal i denne henseende fastlægges en ordning, så at igangsætningen af sådanne byggerier kun må ske med speciel tilladelse fra SUKPs CK og USSRs Ministerråd. Kammerater! Vi er nødt til at træffe disse foranstaltninger. Gør vi det ikke, vil vi år for år øge omfanget af indefrosne midler, der ikke giver nogen afkastning i mange år. I brevet fra Centralkomiteen og Ministerrådet er der gjort rede for de principper, man må følge ved udarbejdelsen af planerne. Samfundsøkonomiens planlægning er en sag af overordentlig stor betydning. Fremgangene med den kommunistiske opbygning afhænger i vid udstrækning af, hvor rigtigt planerne for økonomiens udvikling lægges. Derfor må partiet tage udarbejdelsen af planerne i sine egne hænder. Gosplan alene er ikke i stand til at klare dette arbejde. I arbejdet med at udarbejde planerne må den arbejdende befolknings brede masser drages med. Partiets Centralkomité og USSRs Ministerråd er sikre på, at parti-, sovjet-, fagforenings- og komsomolorganisationerne og hele befolkningen vil deltage levende i udarbejdelsen af planerne og endnu mere aktivt sætte kræfterne ind på før tiden at opfylde syvårsplanens opgaver. Kammerater! Jeg vil nu afslutte mit indlæg. Vort plenarmøde har drøftet vigtige spørgsmål. Jeg tror, at plenarmødets beslutninger vil komme til at spille en stor rolle i partiets og landets liv. Det ideologiske våben skal altid være blankt og parat til brug. Med dette våben skal vi tæmme fjenden, når han søger at udføre sit undergravningsarbejde. Vort folk står samlet om sit kommunistiske parti. De sovjetiske mennesker vil under partiets ledelse, under marxismen-leninismens banner vinde nye sejre, nå nye højder. Med marxismen-leninismens banner højt hævet vil vi endnu mere støt og hurtigt bevæge os frem mod det mål, vi har sat i beslutningerne fra 22. kongres i vort partis program - til kommunismens sejr !

Webmaster