Indhold på denne side: * * M. A. Suslov * * Resolution fra CK. * * Den sovjetiske regeringserklæring om inden- og udenrigspolitiske anliggender * * Erklæring af Sovjetunionens Øverste Sovjet i anledning af forstærkelsen af den amerikanske imperialismes aggression i Vietnam

Skift til: Fredelig sameksistens I * * Fredelig sameksistens II * *

Kammerater !

SUKPs centralkomitémøde har drøftet fundamentale problemer vedrørende landbrugets udvikling. Disse problemer har meget stor betydning for vort land, for der sovjetiske folk. Modet forløbet i en atmosfære af fuld samstemmighed i centralkomiteen, i hele partiet og hele det sovjetiske folk. Dets beslutninger åbner vide horisonter for det sovjetiske produktionsliv og peger på store muligheder for en støt fremgang i det socialistiske landbrug, for udfoldelse af produktivkræfterne i vort fædreland, tilvejebringelse af den materielle og tekniske basis for kommunismen og størst mulig tilfredsstillelse af sovjetiske menneskers materielle og åndelige behov. Samtidig med at gøre en utrættelig indsats for udviklingen af landets økonomi opfylder vort parti sin internationale pligt over for arbejdende mennesker i hele verden. Jo vægtigere vore økonomiske fremskridt bliver, desto bedre bliver tilværelsen for det sovjetiske folk, desto større autoritet vil omgive den første socialistiske stat i verden, desto stærkere tiltrækning vil socialismens og kommunismens ideer udøve. Det sovjetiske folk ydet gennem utrætteligt arbejde sit bidrag til styrkelse af det socialistiske verdenssystem og en stadig stigende hjælp ug støtte til den kamp, som folkene verden over fører for social og national befrielse, mod imperialisme og kolonialisme. Den revolutionære proces, som udspillet sig på alle kontinenter, er i fortsat udvikling og uddybelse. Der er vundet nye sejre med hensyn til udviklingen af det socialistiske verdenssystem. Arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande er tager til i styrke. Folkenes nationale befrielseskamp i Asien, Afrika og Latinamerika får stadig større bredde. Det træder tydeligere og tydeligere frem, at socialismens og fredens kræfter er imperialismens og krigens kræfter overlegne. Ved forenede bestræbelser lykkedes det socialismens verdenssystem og alle andre fredselskende kræfter at opnå en vis mindskelse af den internationale spænding, at tage nye rigtige skridt i retning af fredens konsolidering og at forpurre forsøg fra de mest aggressive imperialistiske kredse på at bringe en brintbombekrig til udbrud. Verdensudviklingens samlede forløb bekræfter i fuldt mål, at den generallinje, som den internationale kommunistiske bevægelse udformede på broderpartiernes konferencer i 1957 og 1960, er rigtig, og at de konklusioner og opfattelser, som formuleredes af vort partis 20 og 22 kongres og i SUKP´s leninske program, er i pagt med livet. De socialistiske landes og den samlede kommunistiske verdensbevægelses fremgang er uomtvistelig. Vore resultater kunne imidlertid have været endnu mere betydelige, hvis der ikke var opstået alvorlige vanskeligheder i den socialistiske lejr og den kommunistiske bevægelse på grund af den splittende virksomhed, som lederne af Kinas kommunistiske parti (KKP) udfolder. Om de divergenser, som KKPs ledere har med SUKP og andre marxistisk-leninistiske partier, er centralkomiteens medlemmer flere gange blevet informeret. Imidlertid har centralkomiteens præsidium anset det for nødvendigt på ny at forelægge denne sag på centralkomitémødet, idet de kinesiske ledere er gået endnu videre i deres fraktionelle handlinger og har skabt en umiddelbar fare for spaltning af den kommunistiske verdensbevægelse. Når man analyserer den udvikling, som KKP-ledelsens anskuelser og handlinger er undergået siden Moskva-konferencen i 1960, kan man se, at de kinesiske ledere i alle disse år tilstræbte en skærpelse og ikke en bilæggelse af de opståede divergenser. Efter at de først reviderede nogle af den kommunistiske verdensbevægelses taktiske betragtninger, gav de sig til skridt for skridt at uddybe deres divergenser med SUKP og andre broderpartier om vor tids vigtigste problemer og fremsatte sluttelig i kontrast til den kommunistiske verdensbevægelses fælles kurs deres særlige kurs, hvorved de revideret grundsætningerne i Deklarationen og Erklæringen ud fra standpunkter, der må betegnes som stormagtschauvinisme og småborgerlig eventyrpolitik. De nye vurderinger og konklusioner, som var resultatet af broderpartiernes kollektive bestræbelser på basis af en frugtbar anvendelse af marxismen-leninismens principper på forholdene i vor epoke - om det socialistiske verdenssystems rolle, om vejene til opbygning af socialisme og kommunisme, om muligheden for at forebygge verdenskrig, om fredelig sameksistens af lande med forskelligt samfundssystem, om nødvendigheden af at bekæmpe persondyrkelsens ideologi og praksis, om formerne for overgang til socialismen i højt udviklede kapitalistiske lande og i lande, som har frigjort sig fra kolonialismen - alt dette forvanskes eller rettere forkastes af den kinesiske ledelse. Efter den faktiske forkastelse af Deklarationen og Erklæringen, som kollektivt udarbejdedes af de kommunistiske partier, foreslår KKPs ledere broderpartierne deres famøse »25 punkter«, hvis egentlige mening faktisk munder ud i følgende: en benægtelse af det socialistiske systems stadig mere afgørende indvirkning på verdensudviklingens forløb; en ringeagtende holdning øver for den kamp, søm arbejderklassen i de kapitalistiske lande fører; en fremhævelse af den nationale befrielsesbevægelse i modsætning til socialismens verdenssystem og den internationale arbejderbevægelse; hasard i udenrigspolitikken og opretholdelse af den kolde krigs vilkår; sekterisme og kupindstilling i revolutionsproblemerne; forsvar for og bevarelse af persondyrkelsens metoder og tilstande, som den kommunistiske bevægelse har fordømt; og retfærdiggørelse af fraktionskamp i den kommunistiske bevægelse. Dermed har de kinesiske ledere bragt deres divergenser med den kommunistiske bevægelse frem til et stade, hvor divergenserne faktisk er kommet til at dreje sig om alle fundamentale problemer. De tilstedeværende véd, at SUKPs centralkomité har taget flere initiativer og bestræbt sig for at skabe forudsætninger for overvindelse af de opståede divergenser og for en normalisering af KKPs forbindelser med SUKP og andre partier. Vi, og også andre marxistisk-leninistiske partier, har flere gange retter henvendelse til KKPs ledelse og foreslået den offentlige polemik standset. Et sådant forslag blev blandt andet stillet i kammerat N. S. Hrustjovs taler den 25. oktober og den 7. november 1963. I slutningen af november 1963 tilstillede SUKPs centralkomité centralkomiteen for Kinas kommunistiske parti et brev, som indeholdt en række konkrete forslag til fjernelse af divergenserne og til styrkelse af det økonomiske, videnskabelige, tekniske og kulturelle samarbejde mellem Sovjetunionen og Kina. I dette brev foreslog SUKPs centralkomité på ny, at den offentlige polemik blev standset. I véd, kammerater, at den sovjetiske presse i overensstemmelse med dette forslag i de senere måneder har afholdt sig fra at publisere noget som helst polemisk materiale. Hvordan forholdt de kinesiske ledere sig nu til disse skridt? Forblindede af nationalistisk selvherlighed lyttede de ikke til broderpartiernes mening og opfordringer. De afviste vort initiativ og tog fat på en åben politisk kamp mod de marxistisk-leninistiske partiers kollektivt udarbejdede kurs. Den kinesiske presse offentliggør uafladeligt artikler, som indeholder de groveste angreb på SUKP og andre marxistisk-leninistiske partier. Alene siden den 25. oktober 1963 har KKPs centralorgan, bladet Renmin Ribao, bragt over 200 artikler af denne art. Bagvaskende artikler sendes af kinesiske organer ud over hele verden og spredes over radioen på fremmede sprog: adskillige antisovjetiske artikler udsendes endda en snes gange. Hvor mærkeligt det end lyder, så et indpodningen af en fjendtlig indstilling over for Sovjetunionen og SUKP i den kinesiske befolkning nu blevet noget nær hovedsagen i KKPs eenttalkomités virksomhed. Et vældigt propagandistisk apparat er i dag mest optaget af at udarbejde artikler, hvis formål er at sværte SUKP og Sovjetunionen. Hvad den almindelige retning og tøjlesløsheden i angrebene på SUKP og andre marxistisk-leninistiske partier angår, stiller den kinesiske propaganda sig mere og mere på linje med reaktionære imperialistiske kredses antisovjetiske, antikommunistiske organer. Lad os til eksempel tage en artikel i serien af såkaldte svar på det Åbne brev, som SUKPS centralkomité udsendte den 14. juli 1963. Artiklen stod i Renmin Ribao og tidsskriftet Hongqi den 4. februar. Hele artiklen, lige fra overskriften: »SUKPs ledere er vor tids største splittelsesmænd«, består af antisovjetiske angreb og bagvaskelse, rettet mod SUKPs centralkomité og dens ledere. Artiklen har intet til fælles med elementære normer for forbindelse mellem kommunister og er en fornærmelse mod hele vort parti og mod det sovjetiske folk. Den indeholder fantastiske påstande om, at vort parti »går sammen med den amerikanske imperialisme, de reaktionære i forskellige lande, Tito-renegatkliken og højresocialdemokraterne i et partnerskab mod de socialistiske broderlande, broderpartierne, marxister-leninister og de revolutionære folk i alle lande«. Mens den kinesiske propaganda endnu for ret kort tid siden i hovedsagen angreb SUKPS udenrigspolitiske kurs, udsættes også vor indenrigspolitik nu for åbne angreb. KKPs ledelse søger for enhver pris at miskreditere linjen fra SUKPs 20. kongres i alle henseender, at erklære kampen mod Stalin-dyrkelsen for et fejlgreb og at kaste en skygge over SUKPs program. De kinesiske ledere har genoptaget metoder, som allerede trotskisterne anvendte, og forsøger at sætte det sovjetiske folk og de sovjetiske kommunister op mod partiets og landets ledelse. Det er kommet dertil, at den kinesiske presse og radio opfordrer sovjetiske mennesker til at føre kamp mod vort partis centralkomité og mod den sovjetiske regering. Hvad er dette? Kamp for marxismen-leninismens »renhed«? Nej, det er slet og ret opgivelse af de elementære normer for forholdet mellem kommunistiske partier, opgivelse af de marxistisk-leninistiske principper for forholdet mellem socialistiske lande, en overgang til direkte antisovjetisme. KKPs ledere begrænser sig ikke længere til aktioner på det ideologiske område. De ideologiske divergenser har de overført til forholdene mellem stater, til de socialistiske landes og de kommunistiske partiers praktiske politik. I sin bestræbelse for at svække enheden og sammenholdet inden for det socialistiske samvirke indlader KKPs ledelse sig på alle mulige manøvrer og tricks for at bringe uorden i de økonomiske og politiske forbindelser mellem de socialistiske lande og at bryde samordningen af deres handlinger på den internationale arena. I den senere tid er de kinesiske lederes splittende og undergravende virksomhed i den kommunistiske verdensbevægelse blevet stærkt aktiviseret. Der er ikke længere tvivl om, at Peking har sat kurs efter splittelse af de kommunistiske partier, efter oprettelse af fraktioner og grupper, som er fjendtligt indstillet over for marxismen-leninismen. Dette er, kammerater, den faktiske situation, som er opstået i den kommunistiske bevægelse på grund af KKP-ledelsens splittende aktioner. I et forsøg på at skjule deres frafald fra marxismen-leninismens standpunkt har de kinesiske ledere i den senere tid manøvreret med stor energi og maskeret deres formål og hensigter, de pukler på deres »revolutionære ånd«, »dristighed«, »beslutsomhed« osv. Men jo længere udviklingen skrider frem, desto mere hysterisk bliver tonen i den kinesiske propaganda, desto mere iøjnefaldende bliver det, at den kinesiske ledelses egentlige planer ikke har noget til fælles med marxismen-leninismen, med verdenssocialismens interesser. Det bliver mere og mere klart, at KKPs ledelse med ultrarevolutionære fraser og slagord som skærmbræt nu retter et voldsomt angreb på verdenssocialismens landvindinger, idet de ikke først og fremmest koncentrerer skydningen imod imperialisterne, men fortrinsvis retter den mod SUKP og mod andre marxistisk-leninistiske partier. Ganske vist taler de kinesiske ledere også nu meget om deres ønske om enhed og sammenhold inden for det socialistiske samvirke. Men deres handlinger strider aldeles mod disse ord. De råber højt om enhed, men alle deres handlinger forfølger et andet mål: at desorganisere og splitte den socialistiske lejr, at undergrave idégrundlaget og de organisatoriske og politiske principper, som samler og forener folkene i det socialistiske samvirke. De ønsker at påtvinge de socialistiske lande en »kinesisk form« for socialisme, en eventyrerisk kurs i uden- og indenrigspolitikken og persondyrkelsens ideologi og praksis. De kinesiske ledere taler vidt og bredt om, at de ønsker at »styrke« den internationale kommunistiske bevægelse, at »rense« den for »moderne revisionisme« og at samle den på »en ny basis«. Imidlertid består KKP-ledelsens egentlige mål i, at den under anvendelse af alle mulige politisk afspaltede personer - renegater fra kommunismen, anarkister, trotskister osv, vil splitte kommunisternes samlede front og, med front mod den kommunistiske bevægelse, sammentømre en blok af prokinesiske fraktioner og grupperinger og bringe kommunistiske partier under deres indflydelse. De kinesiske ledere udbreder sig om, at netop de er de mest pålidelige og prøvede venner af den nationale befrielsesbevægelse. Den, der tror på det, vil blive sørgeligt skuffet. KKP-ledelsens hensigt er at påtvinge folkene i Asien, Afrika og Latinamerika sine eventyrpolitiske standpunkter og metoder, at stille folkene op mod hinanden efter racekriteriet og at bryde forbundet mellem den nationale befrielsesbevægelse og arbejderbevægelsen, hvilket i praksis kun kan desorganisere og svække den nationale befrielsesbevægelse. De kinesiske ledere har i den senere tid hævdet, at de er oprigtige tilhængere af freden og konsekvente forkæmpere for fredelig sameksistens af stater med forskelligt samfundsøkonomisk system. Men hvem vil fæste lid til det? Ved deres provokatoriske standpunkt under den caraibiske krise, ved afvisningen af Moskva-traktaten om forbud mod kernevåbenforsøg i tre miljøer, ved den stadige bestræbelse for at bagvaske og sværte Sovjetunionens fredsvenlige udenrigspolitik har KKPs ledelse over for hele verden demonstreret, at den ikke vil kæmpe for en mindskelse af den internationale spænding, at den søger at opretholde den kolde krigs atmosfære som en velegnet baggrund for eventyrpolitik. De talemåder om hensynet til verdensrevolutionen og til folkenes befrielseskamp, som lederne af KKPs centralkomité så gerne benytter sig af, skal faktisk hindre den offentlige mening, hindre kommunisterne i at se den kinesiske ledelses strategiske hovedhensigt - for enhver pris at underordne den kommunistiske bevægelse og nationale frihedsbevægelse under sine egne snævre, egoistiske stormagtsinteresser. Netop med dette for øje antastes den proletariske internationalismes principper groft. Med dette for øje sønderlemmes og forvanskes den marxistisk-leninistiske lære. Med dette for øje tages den småborgerlige nationalismes værste traditioner, den mest skamløse demagogi og bagvaskelse i brug. På grund af det splittelsesstandpunkt, som KKPs ledere indtager, og deres forstærkede forsøg på at desorganisere den internationale kommunistiske bevægelse er det blevet bydende nødvendigt at foretage en dybere undersøgelse af, hvor langt de kinesiske teoretikere er kommet ud, og hvilke følger KKP-ledernes splittelsesvirksomhed kan få.

De fundamentale forandringer, som er indtrådt i verden efter den anden verdenskrig, hænger først og fremmest sammen med dannelsen og udviklingen af socialismens verdenssystem. Landene i det socialistiske samvirke er hovedstøtten for alle revolutionære kræfter i vor tid, en grundpille i arbejdet for fred i hele verden. Kampen mellem verdenssocialismen og verdensimperialismen er hovedindholdet i vor epoke, aksen i klassekampen i verdensmålestok. Der var en tid, da de kinesiske ledere tilsluttede sig denne særlig vigtige opfattelse i marxismen-leninismen, men i den senere tid har KKPs ledelse villet stille den nationale befrielsesbevægelse op imod det socialistiske system og arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande og proklameret, at den nationale befrielsesbevægelse er hovedkraften i kampen mod imperialismen. KKPs ledelse undergraver enheden af vor tids revolutionære kræfter. I brevet af 14. juni 1963 fra KKPs centralkomité påstås det ligefrem, at centret for nutidens modsætninger, hovedstormzonen for verdensrevolutionen er Asiens, Afrikas og Latinamerikas vidtstrakte området’s. I en redaktionel artikel i Renmin Ribao og Hongqi af 22. oktober 1963 hedder det: De nationale befrielsesrevolutioner i Asien, Afrika og Latinamerika udgør i dag de vigtigste kræfter, som umiddelbart retter slag mod imperialismens. Her sker der en åbenlys revision af den marxistiske teori om arbejderklassens historiske rolle, en forklejnelse af arbejderbevægelsen i højt udviklede kapitalistiske lande. Hvad der socialistiske verdenssystem angår, tildeler de kinesiske teoretikere det kun rollen som »støttende base« til bistand og udvikling af de undertrykte nationers og folks revolution verden over. Det er ligetil, at dette standpunkt kun kan blive til skade for såvel det socialistiske system som den nationale befrielsesbevægelse og for det internationale proletariats store kamp. Ifølge de kinesiske teoretikeres opfattelse forholder det sig sådan, at det socialistiske verdenssystem så langt fra at øve en mere og mere afgørende indvirkning på verdensudviklingens samlede forløb tværtimod ikke engang spiller en selvstændig rolle i massernes revolutionære kamp imod imperialismen. En sådan behandling af det socialistiske verdenssystems rolle og betydning svarer ikke til det faktiske styrkeforhold i verden og strider direkte imod de konklusioner, der blev draget i broderpartiernes Erklæring i 1960. Den tanke, at modsætningen mellem socialisme og kapitalisme ligger til grund for den nuværende verdensudvikling, stammer fra V. I. Lenin. Han sagde: ». . . Folkenes indbyrdes forhold, staternes hele verdenssystem bestemmes af kampen mellem en lille gruppe imperialistiske nationer og sovjetbevægelsen og sovjetstaterne, i spidsen for hvilke Sovjetrusland står. Hvis vi taber dette af syne, vil vi ikke kunne behandle noget nationalt eller kolonialt problem rigtigt, hvor fjernt det pågældende sted end ligger i verden. Kun ud fra dette synspunkt kan politiske problemer formuleres og løses rigtigt af de kommunistiske partier, såvel i de civiliserede som i de efterblevne landes.« (Værker, bind 31, s. 216, russisk). Dette blev sagt i de første år, sovjetstyret eksisterede. Nu om dage, hvor der ikke er tale om en enkelt socialistisk stat, men om socialismens kraftfulde lejr, er dennes indvirkning på »folkenes indbyrdes forhold«, på staternes hele verdenssystems og i sidste instans på den verdensomspændende revolutionsproces blev umådelig meget større. Marxister-leninister tilskriver den nationale befrielsesbevægelse umådelig betydning og er samtidig af den opfattelse, at hovedindholdet, hovedretningen og det væsentlige særkende for menneskesamfundenes historiske udvikling i vor epoke bestemmes af det socialistiske verdenssystem, af de kræfter, der kæmper mod imperialismen, for en socialistisk omdannelse af samfundet. Det et på denne slagmark, at de mest organiserede klassekræfter er koncentreret, først og fremmest hovedmassen af arbejderklassen - det moderne samfunds mest fremskredne klasse, som vore lærere, Marv, Engels og Lenin, kaldte kapitalismens banemand. En hovedrolle i den verdensomspændende revolutionsproces tilfalder de socialistiske lande. Den kommer for det første til udtryk i, at arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning i disse lande med godt resultat løser samfundsproblemerne og opbygger et nyt samfund uden undertrykkelse og udbytning - de onder, som folkene gør revolution imod. Ved at skabe den materielle og tekniske basis for socialismen og kommunismen tilføjer de socialistiske lande imperialismen slag på slag inden for den afgørende sfære af samfundsvirksomheden - den materielle produktion. Når arbejderne og bønderne i de kapitalistiske lande ser fremskridtene i de socialistiske stater med hensyn til økonomisk opbygning, forbedring af levevilkårene, udvikling af demokratiet og inddragelse af befolkningen i samfundets forvaltning, kan de håndgribeligt overtyde sig om, at kun ad socialismens veje er det muligt at tilfredsstille det arbejdende folks fundamentale behov. Alt dette revolutionerer masserne og drager dem stærkere med i en aktiv kamp mod det kapitalistiske system, for social og national befrielse. For det andet bliver de socialistiske staters betydning som en kraft, der umiddelbart modvirker imperialismens aggressive, kontrarevolutionære planer, større for hver dag, der går. Under forhold, hvor Sovjetunionens og der socialistiske samvirkes styrke i det hele taget lægger bånd på den internationale reaktions og aggressions hovedkræfter, har de arbejdende masser og folkene i de koloniale lande de gunstigste muligheder for at føre kampen mod imperialismen og den indenlandske reaktion. Ingen, der har fulgt begivenhedernes internationale udvikling i efterkrigstiden, kan undgå ar se, at der består en særdeles intim forbindelse mellem resultaterne af den revolutionære kamp i kapitalens lande, sejrene i den nationale befrielsesbevægelse og væksten af det socialistiske verdenssystems formåen. I klodens målestok kan sejren over kapitalismen kun hjemføres gennem fælles bestræbelser af det socialistiske verdenssystem, arbejderbevægelsen og folkenes nationale befrielseskamp. Hver af disse kræfter yder sit bidrag til den antiimperialistiske kamp. Men man må ikke være blind for, at der centrale punkt i verdenspolitikken, i hele samfundsudviklingen, er der socialistiske verdenssystems kamp mod imperialismen. Marxister-leninister kan ikke være i tvivl om den hovedrolle, den mere og mere afgørende rolle som det socialistiske verdenssystem spiller og må spille i det store arbejde, som skal gøres for ar hidføre det nye samfundssystems sejr over hele kloden. Den historiske mission, der tilfalder socialismens lande, betinges af objektive love for samfundsudviklingen, af det uomgængelige faktum, at de lande, hvor socialismen har sejret, faktisk i dag ikke blot marcherer i spidsen for alle socialistiske kræfter, men overhovedet i spidsen for alle progressive kræfter i verden. De er ikke blot et fyrtårn for menneskeheden på samfundsudviklingens veje, men også en stærk materiel kraft, marxismen-leninismens ideer omsat i kød og blod, en kraft, som fører kamp mod og tilføjer kapitalismen nederlag i den menneskelige virksomheds afgørende sfære - den materielle produktion. Alle kendsgerninger viser, at socialismens lande har mulighed for på historisk kort tid at overgå de kapitalistiske lande også økonomisk. Vi kan minde om, at den samlede industriproduktion i de socialistiske lande i 1962 var ca. 8 gange så stor som produktionen på deres territorium i 1937, mens den i de kapitalistiske lande kun var 2,6 gange så stor. Det socialistiske verdenssystem har nu nået et nyt stade i den økonomiske kappestrid med kapitalismen. Mens socialismens lande i 1950 præsterede ca. en femtedel af verdens industriproduktion, overstiger deres produktion nu en tredjedel. Kommunisterne i de socialistiske lande har den internationale forpligtelse, at de skal opbygge et nyt samfund med gode resultater, udvikle det økonomiske liv, styrke forsvarsevnen, øge sammenholdet i den socialistiske lejr og sørge for, at socialismens ideer i deres praktiske udformning dag for dag bliver mere og mere tiltrækkende for alle arbejdende. I vore dage bedømmes socialismens fortrin ikke blot ud fra teoretiske værker, men først og fremmest ud fra handlingerne, ud fra kommunisternes praktiske udførelse af det nye samfunds opbygning. Hvis vi løser denne opgave godt, er det en vældig støtte i kampen for socialismen i andre lande. Og hvis den løses dårligt, giver den bagslag for denne kamp. Hvordan stiller KKPs ledelse sig nu til den leninske konklusion, at det er gennem deres økonomiske resultater, at socialismens lande øver hovedindflydelsen på verdensrevolutionens udvikling? Går denne ledelse ind for fredelig økonomisk kappestrid ? Ved en forvanskning af sagens kerne forsøger KKPs ledelse at bevise, at den økonomiske kappestrid skulle betyde, at det »for de undertrykte folk og nationer overhovedet ikke er nødvendigt at føre kamp og rejse sig til revolution . . .«, at »de blot behøver at vente roligt, indtil Sovjetunionen med hensyn til produktionsniveau og materielle levevilkår overgår det mest udviklede kapitalistiske land . .«. Men det falder ingen marxist-leninist ind at påstå, at fredelig økonomisk kappestrid »kan erstatte den kamp, som de forskellige landes folk fører for deres befrielse«, at socialismens sejre i den økonomiske kappestrid vil medføre et »automatisk« sammenbrud af kapitalismen og fritage folkene for nødvendigheden af at føre klassekamp og national befrielseskamp. Den slags opspind udspredes fra Peking med det specielle formål at sværte tanken om økonomisk kappestrid mellem de to systemer I virkeligheden ser marxister-leninister netop den revolutionære betydning af socialismens sejre i den økonomiske kappestrid i, at de stimulerer den arbejdende befolknings klassekamp og gør deltagerne i klassekampen til bevidste forkæmpere for socialismen. Fredelig økonomisk kappestrid fordømmer så langt fra masserne til passiv afventen, at den tværtimod vækker deres revolutionære aktivitet. Dette forstår imperialismen udmærket, de frygter fremgangen i de socialistiske landes udvikling og bestræber sig for ar hæmme den. Som I ser, kammerater, vedrører spørgsmålet om fredelig økonomisk kappestrid i sit væsen meget mere end økonomi. Det rummer en dyb politisk betydning: at besejre kapitalismen økonomisk betyder en alvorlig lettelse for alle revolutionære kræfter i kampen mod imperialismen. Og dette er allerede en sag af politisk art. Vort parti ser sin hovedopgave i at styrke Sovjetunionens og hele det socialistiske verdenssamvirkes økonomiske og forsvarsmæssige potentiel, at forstærke dets indflydelse på den samlede revolutionsproces. Vi vil også i fremtiden med fasthed og konsekvens arbejde på at realisere SUKPs program for opbygningen af det mest retfærdige samfundssystem, kommunismen, i vort land. Opbygning af kommunismen er netop det størst tænkelige bidrag, det sovjetiske folk yder til opfyldelse af sin internationale pligt. Denne vej blev opridset af den store Lenin. Ingen skal nogen sinde få os bort fra denne leninske vej. For at vinde den økonomiske kappestrid med kapitalismen må de socialistiske lande gøre effektiv brug af socialismens fortrin, både i det enkelte land og inden for det samlede socialistiske verdenssystems rammer. I praksis betyder dette en vidtstrakt udvikling af såvel politiske som gensidigt fordelagtige økonomiske forbindelser mellem alle socialistiske lande og også en udbygning af der kulturelle, videnskabelige og tekniske samarbejde mellem dem. Netop i denne retning udvikles SUKPs og broderpartiernes virksomhed til stadighed. I modsætning hertil har den kinesiske ledelse i de senere år vist sig uinteresseret i styrkelsen af der socialistiske verdenssystems enhed. Den Kinesiske Folkerepublik er ikke blot ophørt at koordinere sine handlinger med de øvrige lande inden for det socialistiske samvirke, men fører nu en åben kamp mod de socialistiske landes aftalte linje i international politik. Den kinesiske ledelse stiler åbenlyst efter at ryste grundlaget for der socialistiske samvirke og har giver sig til at reducere de økonomiske forbindelser med de socialistiske lande, især med Comecon-landene og i første række med Sovjetunionen. I 1962 var den Kinesiske Folkerepubliks samhandel med Comecon-landene 63,5 procent lavere end i 1959, og i 1963 faldt samhandelen yderligere med næsten 20 procent. I deres propaganda forsøger de kinesiske ledere utilslører at miskreditere de økonomiske forbindelser mellem de socialistiske lande, som er deltagere i Rådet for gensidig økonomisk bistand (Comecon), hvilket øjensynligt tjener deres splittelsesformål. I forsøger på at sætte splid mellem folkene i de socialistiske lande undser de kinesiske ledere sig ikke for at benytte den imperialistiske propagandas løgn og bagvaskelse. Så snart der i borgerlig presse fremkommer opspind om Sovjetunionen eller et andet socialistisk land, bliver bagvaskelsen øjeblikkelig grebet af den kinesiske propaganda. De socialistiske landes kommunistiske partier, som har afviklet følgerne af persondyrkelsen, rensede jordbunden for en styrkelse af forbindelserne mellem broderlandene på basis af den proletariske internationalismes leninske principper. Det er velkendt, at styrkelsen af hvert enkelt socialistisk lands uafhængighed og suverænitet er en ufravigelig forudsætning for udviklingen af det socialistiske system i sin helhed. På anden måde kan der ikke eksistere et virkeligt frivilligt og varigt forbund af nationer. Den kurs, som SUKPs 20. kongres lagde, blev modtaget af broderpartierne som den eneste rigtige leninistiske retning for den videre udvikling af forholdet mellem socialismens lande. Imidlertid synes de kinesiske ledere ikke om denne kurs. Efter alt at dømme ville de hellere kunne skalte og valte inden for det socialistiske samvirke, som om det var deres ejendom, påtvinge andre lande deres vilje og efter forgodtbefindende diktere de betingelser, på hvilke partier og folk enten kan få adgang til socialismen eller blive »bandlyst«. Tag f.eks. KKP-ledernes stilling til Jugoslavien. Endnu i årene 1955-56 fremsatte den kinesiske ledelse en stærkt anerkendende vurdering af resultaterne under den socialistiske opbygning i den Føderative Jugoslaviske Folkerepublik. I efteråret 1957 skrev Renmin Ribao i en artikel om der kinesisk-jugoslaviske venskab: »Folkene i vore lande marcherer frem ad socialismens vej«. Det samme blad erklærede: ». . . Jugoslavien har nået store resultater i opbygningen af socialismen«. Sådan bedømte man i Kina karakteren af det samfundspolitiske system i Jugoslavien for kun 5-6 år siden. Nu taler og skriver man dér på en helt anden måde om Jugoslavien. Det samme blad, Renmin Ribao, påstår nu, at i Jugoslavien »eksisterer ikke blot bourgeoisiets diktatur, men tilmed et brutalt fascistisk diktatur«, at Jugoslavien udgør »en kontrarevolutionær specialafdeling under USAs imperialisme«. Man spørger sig selv, hvad der dog er sket i Jugoslavien? Hvilke fakta, hvilke reale processer i landets samfundsøkonomiske og politiske liv har givet de kinesiske teoretikere ret til at ændre deres vurderinger så voldsomt? Sådanne fakta, sådanne processer fandtes ikke og findes ikke. Hvis man ikke bygger på subjektive opfattelser, men på objektive love, på marxismen-leninismens lære, kan man ikke bestride, at Jugoslavien er et socialistisk land, og at socialismens positioner dér vinder yderligere styrke. For hvis den socialistiske sektor i industrien i 1958 udgjorde 100 per., i landbruget 6 pct. og i handelen 97 per., så er billedet nu, nogle år efter at den kinesiske presse roste resultaterne af den socialistiske opbygning i Jugoslavien, følgende: den socialistiske sektor i Jugoslaviens industri udgør nu som før 100 per., men i landbruget udgør den ikke 6, derimod 15 pct., og i handelen ikke 97, men fulde 100 pct. Alle disse data viser, at Jugoslaviens økonomi udvikler sig som en socialistisk stats økonomi. Hvis man ikke forveksler hvidt med sort, men betragter tingene objektivt, kan man ikke undgå at bemærke, at Jugoslavien også i international henseende optræder sammen med andre socialistiske lande for fred og fredelig sameksistens, generel og total afrustning, forbud mod kernevåben, genoprettelse af den Kinesiske Folkerepubliks legitime rettigheder i FN etc. Hvorfor lukker de kinesiske ledere da øjnene for alle disse ting? Hvorfor fornærmer de nu det heroiske jugoslaviske folk ved at kalde dets land fascistisk? Vi har ofte stillet de kinesiske ledere dette spørgsmål og aldrig kunnet få nogen som helst begribelig forklaring fra dem. De kinesiske ledere vil påberåbe sig, ar der i broderpartiernes Erklæring i 1960 blev sagt, ar de revolutionære landvindinger i Jugoslavien blev bragt i fare på grund af de fejl, Jugoslaviens forbund af kommunister har begået. Men for det første fremgår det af Erklæringens tekst, at den heller ikke dengang bestred, men tværtimod bekræftede eksistensen af revolutionære socialistiske landvindinger i Jugoslavien, og for det andet har de følgende år vist, at socialismens positioner i Jugoslavien er blevet betydeligt stærkere, hvilket man naturligvis kun kan hilse med glæde. Samtidig med, at vi sovjetiske kommunister bestræber os for at bedre forholdet til Jugoslavien, i den faste overbevisning, at dette tjener arbejdet for socialismen, lægger vi ingenlunde skjul på de ideologiske divergenser, som findes mellem den kommunistiske bevægelse og Jugoslaviens forbund af kommunister. Der har vi åbenhjertigt talt med de jugoslaviske kammerater om. Men vi går ud fra, at forhåndenværende divergenser ikke i noget tilfælde giver grund til at »bandlyse« Jugoslavien fra socialismen. Man kan ikke vilkårligt, ud fra subjektive bevæggrunde, ja, tilmed ved manipulationer og forvanskninger af kendsgerningerne tillade eller forbyde noget folk at opbygge socialismen, men det er akkurat der, de kinesiske ledere forsøger. Eksemplet Jugoslavien viser særlig klart, at de kinesiske ledere vil være »overdommere« over forholdet mellem socialistiske stater, at de vil tiltage sig ret til at fælde dom om, hvilket land der er socialistisk og hvilket ikke. I dag har de uanset kendsgerningerne »bandlyst« Jugoslavien fra socialismen. I morgen kan der falde KKP´s ledelse ind at gøre der samme over for andre socialistiske lande. Har da en sådan subjektivisme og vilkårlighed noget tilfælles med marxismen-leninismen? Kun folk, som slet ikke lægger vægt på at styrke enheden og sammenholdet mellem de socialistiske lande, kan optræde på den måde. Eller tag f.eks. det såkaldte albanske spørgsmål, om hvilket centralkomiteens medlemmer og hele vort parti flere gange har fået information. Siden 1960 har ledelsen af det albanske Arbejdets Parti uden nogen anledning fra vor side lagt sin politiske kurs helt om og foretager fjendtlige handlinger over for SUKP og andre broderpartier. Den Albanske Folkerepubliks regering har faktisk brudt det politiske, økonomiske og militære samarbejde med Sovjetunionen og de fleste andre socialistiske lande. I begyndelsen var det vanskeligt at forstå, hvilke bevæggrunde Hoxha og Shehu kunne have til deres antisovjetiske handlinger. Efterhånden blev det imidlertid mere og mere klart, ar de albanske ledere følger fremmede tilskyndelser, ar de ord for ord gentager, hvad der skrives og siges i Peking. Den kinesisk-albanske alliance er ikke noget tilfælde. Den er opstået af bestræbelser vendt mod den leninske kurs, som SUKPs 20. kongres lagde; dens grobund er en fjendtlig holdning til afviklingen af Stalin-dyrkelsens følger. Ligesom i Kina hænger de albanske lederes forsvar for persondyrkelsen sammen med, at de selv i mange år har indpodet persondyrkelse og anvendt skadelige metoder i ledelsen af partier og landet. På den 3. kongres i det albanske Arbejdets Parti i 1956 var de albanske ledere under trykket fra partimedlemmerne, som efter SUKPs 20 kongres forlangte afskaffelse af persondyrkelsens kvælende atmosfære og genindførelse af leninske normer for der indre liv i der albanske Arbejdets Parti, nødsaget til offentligt at erkende, at persondyrkelsen i det albanske Arbejdets Parti havde fået en »stærkt udtalt karakter«. Men denne »erkendelse« var kun en manøvre, og der samme gjaldt løftet om ar gøre ende på persondyrkelsen. I praksis tænkte de albanske ledere absolut ikke på at opgive deres skadelige fremgangsmåder. Netop på det tidspunkt, hvor Hoxha fra talerstolen under 3. kongres fremsatte en »selvkritik«, kastede albanske myndigheder kommunister fra Tiranas partiorganisation i fængsel eller forviste dem, fordi de under en konference i byens partiorganisation havde fremsat kritik af de albanske ledere, som overtrådte de leninske normer for partilivet og udsatte ærlige kommunister for vilkårlighed og forfølgelse. Hoxha og Shehu bekæmpede den 20. kongres’ kurs, fordi de var bange for deres egen stilling, fordi indførelsen af leninske normer for partilivet i Albanien ville betyde afslutningen på deres vilkårlighed. Da de albanske ledere slog ind på den antisovjetiske vel, bragte de deres folk i en svær situation og påførte Albanien vanskeligheder, som aldrig ville være opstået under et normalt samarbejde med Sovjetunionen og andre socialistiske lande. Trods de nuværende vanskeligheder i de sovjetisk-albanske relationer, som skyldes de albanske toplederes politik, et menneskene i Sovjetunionen overbevist om, at folkene i vore lande vil følges ad til det fælles mål - socialismens og kommunismens triumf. Hvad SUKP angår, er vi ligesom hidtil parat til at tage alle nødvendige skridt i denne retning. SUKP anser det for en af sine hovedopgaver på alle måder at virke for en styrkelse af det socialistiske verdenssystem, for en udvikling af broderlige forbindelser med alle socialistiske lande på grundlag af fuld ligeberettigelse og frivilligt samarbejde, for et stærkere sammenhold mellem alle socialistiske lande til fælles kamp mod imperialistiske aggressorer, for verdensfred og for kommunismens fuldstændige sejr. 

Kammerater! Fremtidsudsigterne for vor store sag, fremtidsudsigterne for folkene afhænger i høj grad af den kommunistiske bevægelses rigtige strategi og taktiske opfattelser vedrørende krig, fred og revolution. Det er i den nuværende epoke af særlig vigtighed at tage i betragtning, at disse problemer har indbyrdes forbindelse og er indbyrdes afhængige, for aldrig tidligere i menneskehedens historie har resultaterne af den revolutionære kamp i hvert enkelt land været ia umiddelbart forbundet med den internationale situations udvikling som helhed, med den verdensomspændende revolutionsproces. De marxistisk-leninistiske partier betragter den konsekvente kamp for freden ikke blot som opfyldelsen af deres historiske mission over for menneskeheden - at forebygge folkenes udslettelse i en brintbombekrigs flammer, men også som en overmåde vigtig betingelse for en vellykket opbygning af socialismen og kommunismen, for udfoldelsen af proletariatets revolutionære kamp i de kapitalistiske lande og for den befrielsesbevægelse, folkene under imperialismens åg udfolder. En alsidig analyse af styrkeforholdet på den internationale arena tillod de kommunistiske partier at drage den særdeles vigtige slutning, at det er muligt at forebygge verdenskrig, endnu før socialismen har vundet den fuldstændige sejr i hele verden, og på ny at understrege, at det leninske princip, fredelig sameksistens af stater med forskelligt samfundssystem, er det urokkelige grundlag for de socialistiske landes udenrigspolitik. Disse betragtninger blev som bekendt nedfældet i Deklarationen og Erklæringen fra Moskva-konferencerne i 1957 og 1960. De senere års erfaringer har ingenlunde rokket, men tværtimod fuldt ud bekræftet den opfattelse, at den fredelige sameksistens’ politik er en vital nødvendighed. Netop takket være de socialistiske landes konsekvente gennemførelse af denne politik, støttet af hundreder af millioner mennesker verden over, lykkedes det at forpurre den imperialistiske reaktions anslag mod freden. At menneskeheden i dag nyder fredens goder, er ikke gudernes gave. Det er et håndgribeligt resultat af en vedholdende kamp, ført af alle fredsvenlige kræfter mod forsøgene på at starte en brintbombekrig, et resultat af, at Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande har udbygget deres potentiel, og at de kommunistiske partier har ført en rigtig politik ved holde fredens fane højt og forene den fremskredne menneskehed under denne fane. Efter at de kinesiske ledere begyndte at drive polemik og derpå at føre politisk kamp mod SUKP og andre marxistisk-leninistiske partier, angreb de med særlig nidkærhed konklusionerne fra SUKPs 20. kongres og formuleringerne fra de kommunistiske partiers Moskva-konferencer vedrørende krig, fred og revolution. De mente, at de akkurat her kunne slå politisk mønt, og med dette formål kastede de sig over hele den kommunistiske bevægelse og beskyldte den for at have »mistet det revolutionære perspektiv« og »kapituleret for imperialismen«. For at give disse usle beskyldninger et skær af sandsynlighed anvender de kinesiske teoretikere en simpel og ingenlunde ny metode: de skiller kunstigt to sider af samme sociale proces fra hinanden, de stiller kampen for freden op mod den revolutionære bevægelse og giver det udseende af, at disse særlig vigtige opgaver gensidigt udelukker hinanden. Ifølge de kinesiske teoretikeres skema vender den, der kæmper for fred og forebyggelse af verdenskrig, sig imod revolutionen, han hindrer den revolutionære kamp. Der kræves ikke nogen speciel marxistisk skoling for at forstå, at KKPs ledere, der gerne vil stå som store mestre i dialektik, i virkeligheden simpelt hen har dræbt dialektikken, marxismens »levende sjæl«, som Lenin træffende sagde. Samtidig med at kæmpe for freden arbejder de kommunistiske partier med stadig stigende energi på at bringe proletariatets og den øvrige arbejdende befolknings klassekamp og den nationale befrielsesbevægelse mod imperialismen til udfoldelse. I bestræbelsen for at bekæmpe den fredelige sameksistens’ leninske kurs og i modsætning hertil anbefale en »ansporing« af revolutionen ved hjælp af krig har KKPs ledere svunget sig op til at påstå, at krig udgør et acceptabelt middel, ja faktisk det eneste middel til overvindelse af modsætningerne mellem kapitalisme og socialisme. De ignorerer den samlede kommunistiske verdensbevægelses erfaringer og absolutiserer den vej, der førte revolutionen til sejr i Kina, idet de forsøger at tillægge den uomgængelig gyldighed for alle lande og folk. Den kinesiske propaganda henviser i tide og utide til udtalelser af Mao Tse-tung om krig og fred, fremsat allerede i 1930’r-nr under borgerkrigen i Kina. For eksempel populariseres vidt og bredt følgende udtalelser af Mao Tse-tung: »Krigen, som menneskehedens overvældende flertal vil føre.., bliver den bro, hvorover menneskeheden vandrer ind i en ny historisk epoke,« »Kun ved hjælp af geværet kan man omforme verden,« »Vi går ind for afskaffelse af krig, vi behøver ikke krig, men krig kan kun afskaffes ved hjælp af krig. Hvis man ønsker, at geværerne skal forsvinde, skal man gribe til geværet.« Siden disse udtalelser blev fremsat, er der gået næsten 30 år. Rundt om i verden er der sket fundamentale forandringer: socialismens verdenssystem er opstået og udviklet til en imponerende kraft, arbejderklassens revolutionære bevægelse har antaget massekarakter, og den nationale befrielsesbevægelse har vundet historiske sejre. I forening formår de fredsvenlige kræfter, sådan som det påpeges i de kommunistiske partiers dokumenter, nu at få overtaget over imperialismens kræfter, at forhindre dem i at udløse en ny verdenskrig. Arbejdet for krigens forebyggelse er blevet påtrængende aktuel, fordi der er skabt våben, som er mere ødelæggende end noget andet våben i menneskehedens historie, og fremstillet så store lagre deraf, at de kan tilføje alle nationer uberegnelige ulykker. Alt dette ønsker de kinesiske ledere ikke at tage hensyn til. De paraderer åbenlyst deres ansvarsløshed og forsikrer, at kernebomben er en »papirtiger«, og at den ikke bringer noget nyt ind i behandlingen af spørgsmålet om krig og fred. Ud fra denne tankegang, som er i strid med den elementære sunde fornuft, forsøgte Mao Tse-tung på Moskva-konferencen i 1957 at bevise, at kampen for socialismen endog ville vinde ved en verdensomspændende brintbombekrig. »Kan man forudberegne,« sagde han, »hvor mange mennesker der vil blive ofre for en fremtidig krig? Det er muligt, at det bliver en tredjedel af verdens befolkning på 2700 millioner, dvs, ikke mere end 900 millioner... Jeg diskuterede dette spørgsmål med Nehru. Han er i denne henseende mere pessimistisk end jeg. Jeg sagde til ham, at hvis halvdelen af menneskeheden bliver tilintetgjort, vil den anden halvdel stadig være tilbage, og til gengæld vil imperialismen blive fuldstændig tilintetgjort, i hele verden vil der kun være socialisme, og i løbet af et halvt eller helt århundrede vil befolkningen igen være vokset, måske endda med mere end halvdelen.« Med endnu større tydelighed har denne opfattelse fået udtryk i artikelsamlingen »Længe leve leninismen !« som er godkendt og udspredt af KKPs centralkomité. »Når folket har vundet sejr,« hedder det dér, »vil det meget hurtigt på ruinerne af den tilintetgjorte imperialisme skabe en tusind gange skønnere fremtid.« Det er et mønster på ultrarevolutionært frasemageri, på komplet politisk ansvarsløshed, som er særlig farlig, fordi den demonstreres af mennesker, der er ved roret i en stor socialistisk stat. Allerede i 1918 pegede Lenin som bekendt på, at en verdenskrig, hvor teknikkens vældige fremskridt med en sådan energi udnyttes til masseudryddelse af millioner af menneskeliv, ikke blot er den største forbrydelse, men at den kan medføre »undergravning af selve forudsætningerne for menneskesamfundets eksistens« (Værker, bind 27, side 386, russisk). I vor tid, hvor der er konstrueret raket- og kernevåben, er denne fare blevet endnu større. Hvordan kan mennesket, oven i købet tilhængere af den kommunistiske lære, da ignorere dette faktum ? Verdenskrig kan ikke gavne socialismens lande, ikke gavne det arbejdende folk, den kan ikke tjene arbejdet for socialismens sejr. Der findes ganske utvetydige videnskabelige konklusioner om mulige følger af en ny verdenskrig. For eksempel anfører den progressive amerikanske forsker Linus Pauling beregninger, der viser, at 60 dage efter en kernevåbenkrigs udbrud vil 170 af 190 millioner amerikanere være døde, 15 millioner vil være alvorligt skadede, og kun 5 millioner vil være relativt uskadede. En lignende situation vil sikkert opstå i andre dele af verden, som drages direkte ind i krigshandlingerne. Desuden må man betænke, at en kernevåbenkrig vil få følgevirkninger på længere sigt, for eksempel en desorganisation af samfundet på grund af, at de vigtigste industricentrer, transporten og kommunikationsmidlerne er ødelagt, ligesom den radioaktive forurening vil tage til. Man kan uden videre sige, at hvis en verdensomspændende brintbombekonflikt opstod, ville den blive den størst tænkelige tragedie for menneskeheden og selvfølgelig volde kommunismens sag alvorlig fortræd. Intet parti, som for alvor har folkets interesser for øje, kan se bort fra sit ansvar i kampen for at forebygge en ny verdenskrig, Og så bryster de kinesiske ledere sig, som vi har set, endda af, at de er parat til, angiveligt »for revolutionens skyld«, at acceptere tilintetgørelsen af halvdelen af menneskeheden. Det generer dem i den forbindelse absolut ikke, at tabene i lande med størst befolkningstæthed, hvis de ligger midt i krigszonen, vil blive så store, at for hele nationer vil spørgsmålet om socialismens sejr overhovedet falde bort, eftersom de vil forsvinde fra Jordens overflade. Det er her på sin plads at minde om visse fakta. Da en tjekkoslovakisk journalist under en samtale med Tao Chu, som er medlem af KKPs centralkomité, mindede om, at hele Tjekkoslovakiet med sine 14 millioner indbyggere kan gå til grunde i en brintbombekrig, fik han til svar: »I tilfælde af en ødelæggelseskrig må de små lande, som indgår i den socialistiske lejr, indordne sig under hensynet til, hvad der tjener lejren som helhed.« Under en samtale med sovjetiske repræsentanter hævdede en anden ansvarlig embedsmand i den Kinesiske Folkerepublik, at kammerat Togliatti, generalsekretæren i Italiens kommunistiske parti, havde uret, når han gav udtryk for bekymring for sit folks fremtidsudsigter og sagde, at i tilfælde af en brintbombekrig ville hele Italien blive ødelagt. »Der vil jo blive andre folk tilbage,« erklærede denne embedsmand, »og imperialismen vil blive tilintetgjort . «. For at gendrive den internationale kommunistiske bevægelses konklusion om muligheden af krigsforebyggelse forsikrer man i Peking, at SUKP og andre broderpartier ved at føre den fredelige sameksistens’ politik går ud fra, at imperialismen har ændret natur, og at de bygger alle overvejelser på »imperialisternes fredsvenlighed og humanitet«, »at de tigger og beder om fred« hos imperialisterne. Derimod skulle KKPs ledere føre en resolut og uforsonlig kamp mod imperialismen og afsløre dens aggressive væsen. Man kan imidlertid ikke bedrage nogen med sådanne grove manipulationer og forvanskninger. Forsøg på at skildre marxister-leninister som en slags pacifister tager sig simpelthen latterligt ud. I Deklarationen af 1957 står der, at så længe imperialismen holder sig, vil der også være grohund for aggressive krige. Heraf har de kommunistiske partiet imidlertid ikke sluttet, at en verdenskrig skulle være nogen skæbnebestemt uundgåelighed. De har påvist, at ganske vist forbliver imperialismens natur og rovgriske væsen uforandret, men styrkeforholdet på verdensarenaen har ændret sig, imperialismen har ikke samme plads og rolle i verdensøkonomien og verdenspolitikken som før, og dens mulighed for at øve indflydelse på begivenhedernes gang er blevet mindre. Alt dette nødsager imperialisterne til at indlade sig på fredelig sameksistens. Sagen et altså ikke den, at imperialisterne et blevet »fredsvenlige« eller mere »imødekommende«, men den, at de ikke kan se bort fra socialismens forøgede styrke. Imperialisterne véd, at Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande er i besiddelse af enorme våben og i stand til at slå knusende igen imod enhver aggressor. Imperialisterne kan ikke lade hånt om styrken i den kraftige arbejderbevægelse og demokratiske bevægelse i de kapitalistiske lande eller med det vældige omfang, som folkenes nationale befrielseskamp har fået. I vore klassefjenders lejr står den sandhed mere og mere klar, at hvis imperialistiske galninge udløser en verdenskrig, vil kapitalismen blive fejet bort og begravet. Så længe imperialismen eksisteret, vil der være fare for, at krig kan opstå, og muligheden for ar forebygge krig bliver naturligvis ikke af sig selv til en realitet. Forebyggelse kræver, at de fredsvenlige kræfter kæmper for freden med allerstørste energi og viser den største årvågenhed over for intriger fra fredens fjender. Forebyggelse afhænger i høj grad af de socialistiske landes politik, af deres forsvars- kraft, af den ufravigelige gennemførelse af den fredelige sameksistens leninske principper. Det er netop en sådan politik, Sovjetunionen og andre socialistiske lande fører, i nøje overensstemmelse med det standpunkt, som et nedlagt i broderpartiernes Deklaration og Erklæring. Imidlertid er det akkurat mod denne politik, den eneste forstandige, at de kinesiske ledere drager i felten. Med udgangspunkt i deres særlige mål forsøger de at sværte den fredelige sameksistens’ politik og forsikrer folkene, at disses bestræbelser for at bevare freden er forgæves. Hvor mærkeligt det end lyder, betegner de kinesiske ledere et sådant synspunkt som optimistisk. I artikelsamlingen »Længe leve leninismen!« påstås følgende: »Så længe der ikke er gjort ende på det imperialistiske system og udbytterklasserne, vil der altid opstå krig af den ene eller den anden karakter.. «Om imperialisterne sluttelig udløser en krig, bestemmes naturligvis ikke af os, vi er jo ikke imperialisternes generalstabschefer.« Under Fagligt Verdens-Forbunds samling i Peking (juni 1960) udtalte Lin Ning-yi, medlem af KKPs centralkomité: »Påstandene om muligheden af fredelig sameksistens er kun til glæde for imperialisterne.«. Under Verdensfredsrådets samling i Stockholm i december 1961 udtalte den samme Liu Ning-yi sig endnu mere kategorisk: »De, der tror at man kan komme overens med imperialisterne og betrygge den fredelige sameksistens, bedøvet kun sig selv.« Man ser, at i alle disse udtalelser findes én og samme påtrængende og dystre melodi -»det er umuligt at forebygge krig«. De kinesiske lederes taler mod den fredelige sameksistens’ politik hænger nøje sammen med deres standpunkt til afrustningsproblemerne og til problemer vedrørende socialistiske landes internationale forhandlinger med vestmagterne. De betragter afrustning søm »en illusion, et urealisabelt slagord«, som kun er egnet til at forvirre folkene. »Der er dem, der mener,« erklærede før eksempel Liu Chang-sheng, medlem af KKPs centralkomité, på Fagligt Verdens-Forbunds generalrådsmøde i Peking i 1960. »at afrustningsforslag kan gennemføres, mens imperialismen eksisterer. Det er en illusion, der ikke har noget at gøre med virkeligheden ... En verden uden krige og uden våben kan først hidføres i en tid, hvor socialismen har sejret over hele jordkloden.« Bag disse udtalelser er det ikke svært at se, at de kinesiske ledere søger at forvanske SUKPs og de øvrige marxistisk-leninistiske partiets klare standpunkt og samtidig ar undergrave afrustningspolitikken som er en vigtig forudsætning i kampen for at forebygge en ny verdenskrig og mindske den internationale spænding. Det er absurd at påstå, at vort parti nærer illusioner om de imperialistiske magters militære politik eller om deres villighed til at indlade sig på en generel og total afrustning. Så længe imperialismen eksisteret, vil de reaktionære kræfter klynge sig til våbnene som det sidste middel til at bevare deres herredømme og anvende dem i krige, hvis det lykkes for dem at udløse sådanne. Der er ganske indlysende. Men betyder det, at kommunisterne skal opgive kampen for afrustning og betragte oprustning og en ny verdenskrig som uundgåelig? Nej, dette passive standpunkt strider mod vor teoris hele revolutionære and, mød folkenes fundamentale interesser. Vi er overbevist om, at den arbejdende befolknings revolutionære kamp, den almene demokratiske løftelse, socialismens voksende formåen og alle fredsvenlige kræfters resolutte aktioner kan og skal tvinge imperialisterne til mod deres ønske at tage hensyn til folkenes krav om afrustning. Vi er ikke fatalister, vi nærer tillid til folkemassernes enorme muligheder. Med god grund opfordrede Friedrich Engels allerede for halvfjerds år siden kommunisterne til at kæmpe for afrustning, og det var på en tid, hvor kapitalismen havde det udelte herredømme i verden. »Nu har hele Europa allerede i 25 år oprustet i hidtil uset målestok. Hver enkelt stormagt bestræber sig for at overgå en anden i militær styrke og krigsberedskab. Tyskland, Frankrig, Rusland anspænder alle kræfter for at overgå hinanden.« Sådan skrev Engels i artikelserien »Kan Europa afruste?«. »Vil det ikke være tåbeligt at tale om afrustning under sådanne omstændigheder,« spurgte han. Og svarede: »Jeg hævder, at afrustning og dermed også garanti for freden er mulig« (Værker, bind 22, russisk). Sådan så Engels altså på spørgsmålet! Allerede dengang havde han øje for de meget brede samfundskræfter, som rejser sig mod krigen. Hvorfor kan man da nu, hvor hele den progressive menneskehed går ind for afrustning, og hvor fredens kræfter har en stærk støtte i skikkelse af de socialistiske lande, betegne afrustning som en »urealisabel illusion«? Løsenet »En verden uden våben, en verden uden krige« er i de kommunistiske partiers hænder et kraftigt middel til samling og mobilisering af folkemasserne til aktiv kamp mod rabiate militaristiske imperialistkredse. Dette løsen er forståeligt for ethvert menneske, uanset vedkommendes politiske anskuelser. Afrustning betyder standsning af oprustningen og altså nedskæring af skattebyrden. Dette ligger i den bredeste befolknings interesser. Ikke blot kommunisterne, men mange andre sociale kræfter støtter aktivt i tale og skrift dette løsen. Hvordan skulle vi kommunister kunne opgive den? Er det ikke klart, at opgivelse af dette løsen kun kunne svække kommunisternes indflydelse på folkemasserne, hvilket ville komme reaktionens kræfter tilpas? Mon de kinesiske ledere er så naive, at de ikke forstår, hvor deres mærkelige tankegang fører hen, hvilket uhyre ansvar de påtager sig over for folkene i verden, når de fremsætter deres uforstandige opfattelser, som kan få de allerværste konsekvenser? De kinesiske ledere nøjes ikke med selv at indtage et negativt standpunkt til vitalt vigtige internationale problemer som afrustning, standsning af forsøg med brintvåben og mindskelse af den internationale spænding, men forsøger også at lamme bestræbelserne fra Sovjetunionen og andre socialistiske lande, som kæmper mod faren for en verdenskrig. Kendsgerningerne viser, at den Kinesiske Folkerepubliks regering flere gange har optrådt på verdensarenaen i opposition til de socialistiske landes fredsvenlige udenrigspolitik og søgt at desorganisere den samlede antikrigsfront. Flere gange, når der i verden opstod en akut situation, hvor det var særlig nødvendigt, at de socialistiske lande og alle fredsvenlige kræfter virkede i samme retning, er det sket, at de kinesiske ledere da begyndte at røre på sig. Men mod hvem? Mod Sovjetunionen og andre socialistiske lande, som stilede efter afspænding. Det er også bemærkelsesværdigt, at hver gang det lykkedes at normalisere situationen og undgå en militær konflikt, kunne man i Peking ikke skjule sin irritation og ærgrelse. Sådan gik det for eksempel under den caraibiske krise. KKPs ledelse gjorde ikke noget for at bidrage til forebyggelse af en verdensomspændende militær konflikt og for at yde effektiv hjælp til det revolutionære Cuba. Den støttede ikke på nogen måde Warszawapagt-staternes forsvarsforanstaltninger, som blev sat i værk med henblik på en imperialistisk aggression, og den mælede ikke et ord om, at Kina, i tilfælde af et USA-angreb på Cuba ville stå sammen med de øvrige socialistiske lande. Alting viste, at i det øjeblik, hvor Sovjetunionen var rede til med alle kræfter at forsvare den cubanske revolution, bestræbte de kinesiske ledere sig for at opnå fordele for sig selv af den opståede krise i det Caraibiske hav. Det er et faktum, at netop da krisen i det Caraibiske hav vat på sit højeste, foretog den Kinesiske Folkerepubliks regering en udvidelse af den væbnede konflikt ved den kinesisk-indiske grænse. Hvor meget de kinesiske ledere end bagefter har bestræbt sig for at retfærdiggøre deres opførsel på dette tidspunkt, kan de ikke undslippe ansvaret for, at de med deres handlinger faktisk hjalp imperialismen mest reaktionære kredse og forværrede den i forvejen vanskelige og farlige situation i verden. Den kinesisk-indiske konflikt opstod over problemet om, hvem grænseterritorierne i Himalaya tilhører. Om disse territorier har der ikke i århundreder været noget sammenstød mellem Kina og Indien. Da dette problem imidlertid opstod, var det nødvendigt at gøre alt for at bilægge det ad fredelig vej gennem forhandling. Sovjetunionens regering har flere gange gjort sig til talsmand for en sådan løsning at grænsestriden. Imidlertid blev der udfolder krigshandlinger i Himalaya-området. De fordærvelige følger af denne konflikt har allerede gjort sig gældende i fuldt mål. Konflikten gjorde imperialismens kræfter en stor tjeneste og blev til alvorlig skade for den nationale befrielsesbevægelse, for Indiens progressive kredse og for den antiimperialistiske kamps samlede front. Imperialisterne og deres tilhængere udnytter den kinesisk-indiske konflikt til deres egne formål. De søger at undergrave den tillid, som folkene i de nye nationalstater nærer til de socialistiske lande, at drage Indien ind i militære blokke og at styrke den yderste reaktions positioner i dette land. Samtidig med, at Kinas ledelse hidførte en stærk forværring af forholdet til Indien, som jo ikke er deltager i militære grupperinger, dannede den faktisk en blok med Pakistan, som et medlem af militæralliancerne SEATO og CENTO, det rummet en trussel mod freden og folkenes sikkerhed i Asien. Det er et faktum, at de kinesiske ledere uden hensyn til alle deres »revolutionære« fraser i virkeligheden fulgte en politik, som vanskeligt kan forenes med det principielle standpunkt, som landene inden for det socialistiske samvirke indtager til imperialistiske blokke. Man bar lov at sige, at de kinesiske lederes fremgangsmåde og valg af venner og allierede er temmelig mærkværdig. Hvordan kan man dog tilsvine socialistiske lande og kommunistiske partiet og på samme tid for øjnene af alverden overøse det reaktionære regime i Pakistan med komplimenter? Det er simpelt hen ubegribeligt. Kan nogen tro, at tilnærmelsen til Pakistan var dikteret af hensynet til udviklingen af de asiatiske folks revolutionære kamp mod imperialismen, som de kinesiske ledere udbreder sig om ? Det er forståeligt, at KKP-ledernes farlige, eventyreriske anskuelser og indstillinger til problemerne krig og fred, som de gerne vil påtvinge broderpartierne, blev resolut imødegået fra den internationale kommunistiske bevægelse og brede kredse af den progressive verdensoffentlighed. Ikke blot marxister-leninister, men alle venner af socialisme og fred har med uro bemærket, at de »krigeriske« prædikener, der udspredes fra Peking, grænser til direkte retfærdiggørelse og ligefrem lovprisning af verdenskrig som middel til løsning af sociale konflikter. Da de kinesiske ledere den 31. juli 1963 rettede hysteriske angreb mod Moskva-traktaten om forbud mod kernevåbenforsøg i tre miljøer og dermed kom i selskab med imperialismens mest aggressive kredse, afslørede de yderligere sig selv som modstandere af en politik, hvis indhold er kamp for fred og fredelig sameksistens af stater med forskelligt samfundssystem. Fjenderne glædede sig over dette, men vennerne kunne ikke andet end fordømme det. De kinesiske ledere følte, at de var gået for vidt, og for at komme ud af denne situation, drejede de så at sige deres propaganda 180 grader. I den senere tid er det fra Peking pludselig strømmet en flod af »fredsvenlige« erklæringer, og repræsentanter for den kinesiske regering har fået travlt med at undertegne dokumentet, hvor der tales om kamp for fred og troskab mod den fredelige sameksistens’ politik. Dette vat netop karakteren af mange erklæringer, som Chou En-lai afgav under sin rejse i afrikanske og asiatiske lande. »Verdenskrig kan ikke forebygges«, sagde man utvetydigt i går i Peking. I dag forsikret man dér, at det netop var KKP₅ ledere, der har æren af at have fremsat tesen om forebyggelse af krig. I går talte de nedsættende om fredelig sameksistens, i dag udgiver de sig for noget nær de eneste eller de mest nidkære forkæmpere derfor. I går forsikrede de, at afrustning et bedrageri mod folkene, i dag undertegner de communiqueet, hvori de forpligter sig til at kæmpe for afrustning. Denne drejning kunne man hilse med glæde, hvis der var tegn til, at KKPs ledelse virkelig erkendte sine fejltagelser og indtog rigtige standpunkter. Desværre tyder alt på, at de kinesiske lederes mål og hensigter ikke har ændret sig. Deres »fredsvenlighed« er, når alt kommer til alt, kun en påtaget masketing af deres virkelige anskuelser, som et blevet imødegået og fordømt af verdensoffentligheden. Man kan ikke undgå at bemærke, at den »fredsvenlighed«, der nu udstråler fra Peking, står i skrigende modsætning til faktiske handlinger og konkret politik fra den kinesiske regerings side. At KKP-ledelsens standpunkt vitterlig er eventyrligt, fremgår også af dens stilling til problemet kernevåben. Lederne af den Kinesiske Folkerepublik har jo ihærdigt søgt at få atombomben overladt fra Sovjetunionen. De har udtrykt sig meget fornærmet over, at vort land ikke leverede dem eksemplarer af atomvåbnene. SUKPs centralkomité og den sovjetiske regering har tidligere redegjort for, hvorfor vi ikke anser det for formålstjenligt at yde Kina bistand til fremstilling af kernevåben. Noget sådant ville uvægerligt fremkalde en modreaktion i form af atombevæbning af magter i den imperialistiske lejr, specielt Vesttyskland og Japan. Disse lande er højere udviklede i økonomisk, videnskabelig og teknisk henseende og ville utvivlsomt kunne fremstille flere bomber end Kina og hurtigere tilvejebringe et kernepotentiel. Dertil kommet, at revanchistiske bestræbelser er særlig stærke i disse lande. Netop de var jo tidligere de største centret for krigsfare og militarisme. De atomvåben som Sovjetunionen rådet over, yder en pålidelig garanti, ikke blot for forsvaret af vort land, men for hele den socialistiske lejr, også Kina. Dette véd den Kinesiske Folkerepubliks ledere udmærket. Alligevel ønsker de for enhver pris at skaffe sig kernevåben. I denne henseende findes det et meget karakteristisk interview, som Chen Yi, medlem af KKPs politbureau og vicepremierminister i den Kinesiske Folkerepublik, gav japanske journalister i oktober 1963. Chen Yi talte om, at Kina under alle omstændigheder vil fremstille atomvåben, og erklærede, som den japanske presse meddelte, at Kina måske skal bruge flere år og måske lang tid for at kunne påbegynde en masseproduktion af bomber. Men Kina, sagde han, vil fremstille de mest fuldkomne våben, også om man skal gå uden bukser. Nogle dage senere hed det i en erklæring af en talsmand for den kinesiske regering, offentliggjort i Renmin Ribao, at Kina vil følge denne kurs, »også om det skal tage det kinesiske folk hundrede år at konstruere en atombombe«. Det viste sig altså, at besiddelse af atomvåben, som de kinesiske ledere kalder en »papirtiger«, er deres forjættede mål. I et anfald af irritation svang KKPs ledere sig endda op til at sige, at truslen om udløsning af atomkrig udgår, ikke fra imperialismen, men fra de »moderne revisionister«, med en gennemsigtig hentydning til Sovjetunionen og andre socialistiske lande. I sin tale i Pyongyang den 18. september 1963 sagde den Kinesiske Folkerepubliks præsident Liu Shao-ehi: »Imperialismen anvendte ikke kernevåben alle vegne og vilkårligt og vil ikke turde gøre det.« Derpå fremsatte han den fantastiske påstand, at Sovjetunionen »efter aftale med imperialisterne« »har monopoliseret kernevåbnene« og organiseret en »kerneafpresning over for folkene i de socialistiske lande og de revolutionære folk i hele verden«. Hvis de »moderne revisionister«, udråbte han patetisk, »indlader sig på som de første at anvende kernevåben og dermed provokerer en verdensomspændende kernevåbenkrig, vil de blive mødt med den hårdeste fordømmelse fra folkene i hele verden.« Hvor rørende er ikke Liu Shao-chis omsorg for, at det ikke for alt i verden skal falde nogen ind at mistænke imperialisterne for at udløse en kernevåbenkrig. Og hvor megen vægt kan man efter dette lægge på KKP-ledelsens hykleriske opfordringer til at »følge en klasseindstilling«, »skelne mellem venner og fjender« og bekæmpe USAs imperialisme som fredens hovedfjende. Man kan ikke lade være at mindes det borgerlige diplomatis svigefulde rettesnor, som Palmerston udtrykte med ordene: »Vi har ingen evige allierede og ingen evige fjender, evige er for os kun vore interesser.« Heraf fremgår, hvor tinge betydning de kinesiske ledere tillægger deres egne erklæringer om imperialismens aggressive natur og om deres uforsonlige holdning over for klassefjenden. Man må også bemærke følgende eksempel på kløften mellem ord og handling hos kinesiske ledere. Det drejet sig om relationerne mellem socialistiske lande og lande i den kapitalistiske verden. Her benytter de kinesiske ledere to forskellige målestokke: den ene, når de skal bedømme Sovjetunionen og andre socialistiske landes politik, den anden når de skal bedømme Kinas udenrigspolitik. Alle véd, hvor udpræget negativt de kinesiske ledere stiller sig til Sovjetunionens og andre socialistiske landes bestræbelser for en normalisering og forbedring af økonomiske og andre forbindelser med kapitalistiske lande, derunder USA. Det spørgsmål opstår uvilkårligt, hvorfor en normalisering af relationerne mellem de to store kernemagter Sovjetunionen og USA, hvoraf en mindskelse af den internationale spænding i mangt og meget afhænger, fremkalder denne modstand fra den kinesiske regering. Med en hårdnakkethed, som var en bedre sag værdig, søger de kinesiske ledere at hindre en forbedring af de sovjetisk-amerikanske relationer og beskriver den som »et komplot med imperialisterne«. Samtidig udfolder den Kinesiske Folkerepubliks regering feberagtige bestræbelser for at optage forbindelser med England, Frankrig, Japan, Vesttyskland og Italien. Alt tyder på, at de heller ikke ville afslå en forbedring af forholdet til USA, men at de foreløbig ikke ser de fornødne forudsætninger herfor. Aldrig tidligere har Peking haft besøg af så mange industrifolk, politikere og statsledere fra kapitalistiske lande. Repræsentanter for den Kinesiske Folkerepublik forhandler med dem og indgår aftaler om samhandel, kreditydelser, videnskabelig og teknisk bistand og også om politiske problemer. ønsker vi at bebrejde KKPs ledere en sådan virksomhed? Naturligvis ikke. Det er en normal virksomhed, et organisk element i den fredelige sameksistens’ politik. Alle socialistiske lande får uvægerligt at gøre med mennesker fra borgerlige stater, og ikke blot med venner, men også med repræsentanter for regerende imperialistiske kredse. Men på dette punkt mener de kinesiske ledere, at når de selv udvikler denne virksomhed, så er det ægte »revolutionære«s politik. Men når andre socialistiske lande gør det samme, udgivet de det for »revisionisme« og »forræderi«. Forsøgene på at bagvaske vor fredelige udenrigspolitik vil uomgængeligt blive en fiasko. Vort parti vil også i fremtiden kæmpe for at forebygge en verdensomspændende brintbombekrig, arbejde for en varig fred mellem folkene og vedholdende følge den leninske politik, som tilstræbet fredelig sameksistens af lande med forskelligt samfundssystem. Vor fredspolitik, sagde V. I. Lenin, bliver godkendt af det overvældende flertal af verdens befolkning. Freden tjener arbejdet for socialismens styrkelse. Befolkningen i alle lande på alle kontinenter tørster efter fred. Sovjetunionens kommunistiske parti har indlagt sig fortjeneste som fredens bannerfører og vil altid forblive dette hanner tro. Livet selv har bekræftet, at Moskva-konferencernes program for kampen for fred, demokrati, national uafhængighed og socialisme er det, som ved sin nære sammenknytning af arbejderklassens nærmeste mål og endelige mål sikrer fremgang for verdensrevolutionens sag. Derimod bidrager KKP-ledernes teoretiske standpunkter og navnlig deres praktiske virksomhed ikke til udviklingen af den verdensomspændende revolutionsproces, men skabet tværtimod ekstra besværligheder for realisationen af folkenes ældgamle forhåbninger om fred og socialt fremskridt. Det er urimeligt at stille kampen for fred og fredelig sameksistens af stater med forskelligt samfundssystem i modsætning til arbejderklassens revolutionære klassekamp i de kapitalistiske lande og til folkenes nationale befrielseskamp. For marxister-leninister er der ikke og kan der ikke være tale om at vælge enten kampen for freden eller den revolutionære kamp; begge former for kamp hænger sammen og et i sidste instans rettet mod imperialismen. Kampen for freden udgør en af de vigtigste former for folkenes kamp mod imperialismen, mod nye krige, som imperialisterne forbereder, mod imperialisternes aggressive handlinger i koloniale lande, mod imperialisternes militærbaser på fremmede staters territorium, mod oprustningen etc. Er denne kamp da ikke et udtryk for arbejderklassens og den øvrige arbejdende befolknings nærmeste interesser ? Vi véd, at fred er socialismens faste forbundsfælle. Og den situation, som fredelig sameksistens giver, virker også gunstigt på udviklingen af den nationale befrielsesbevægelse og på arbejderklassens revolutionære kamp i de kapitalistiske lande. I de senere år har arbejderbevægelsen fået særlig stort omfang. Erfaringerne viser, at i mange lande er arbejderklassens kamp for demokratiske og sociale rettigheder nøje sammenflettet med kampen for freden og mod de militaristiske kræfter. Kampen mod militarismen giver også økonomiske aktioner fra arbejderklassens side politisk farve. Arbejderklasens og de øvrige arbejdende lags indsats for at afværge faren for en ny verdenskrig fremmer folkenes opdragelse i den internationale solidaritets ånd, idet kampen for freden under nutidens forhold er mere international i sit væsen end nogen sinde. Hvad betyder det f.eks. at kæmpe for fred i et land som Vesttyskland? Det betyder i første række at vende sig aktivt imod de store monopoler, der omgås med tanken om revanche, at gå til aktion mod deres angreb på arbejdernes vitale rettigheder og politiske friheder. Når den revolutionære arbejderklasse deltager i denne kamp, bliver den langtfra »opløst« i den demokratiske massebevægelse, sådan som de kinesiske ledere påstår, den gennemgår tværtimod en slags skole i revolutionær organisation og disciplin, den slutter sine rækker og forstærker sin indflydelse på masserne. Det siger sig selv, at kampen for freden udgør en almen, demokratisk bevægelse, den tilstræber ikke socialistiske omdannelser og kan ikke gøre det. Dette forstår KKPs ledere for øvrigt slet ikke, de søger at påtvinge bevægelsen af fredens tilhængere opgaver, bevægelsen ikke kan have. Men kampen for freden arbejder for socialismen, for så vidt som den føres mod krigsfarens årsag, imperialismen, og giver de bredeste folkemasser en stærkere erkendelse af, hvad der et deres egne fundamentale interesser. At KKPs ledere bestrider den meget nære forbindelse mellem kampen for freden og kampen for socialismen, afslører faktisk, at de nærer dyb skepsis over for folkemassernes styrke, over for disses evne til organiserede handlinger i klassekampen. KKP-ledelsens nuværende standpunkt til problemet revolution består i grunden i en afvisning af den leninske lære om den socialistiske revolution som resultat af en bred folkekamp, deres standpunkt tilsigter udelukkende en væbnet opstand alle vegne og i alle tilfælde, uden nogen som helst hensyntagen til massernes indstilling, uanset om de er rede til revolution, uanset den ydre og indre situation. At en sådan kurs er til overordentlig stor skade ligger i, at det omhyggelige, tålmodige massearbejde med henblik på modningen af objektive og subjektive forudsætninger for en socialistisk revolution erstattes med revolutionære fraser, eller hvad der er endnu værre, med eventyrpolitik, udført af en håndfuld mennesker uden kontakt med folket. Kan en sådan handlemåde have noget tilfælles med marxismen-leninismen, er dette ikke propaganda for blanquistiske og trotskistiske ideer, som for længst er gendrevet? Hvor meget KKPs ledere end bestræbet sig for at bevise det modsatte, så ligger et af de mest centrale punkter i den polemik, der er opstået i den kommunistiske bevægelse, ikke i valget mellem, »om man skal gøre revolution eller ikke«, men i problemet om »ad hvilke veje, man skal gøre revolution«. Hvis kommunistiske partier helt og udelukkende indstiller sig på væbnet kamp, uanset om folkemasserne altid er rede til at støtte en sådan kamp, vil dette uvægerligt kun føre til bitre nederlag. De kinesiske ledere har med andre ord glemt en af marxismen-leninismens vigtigste sætninger, nemlig den, at revolution ikke kan fremskyndes eller udføres på bestilling, den kan ikke anspores udefra. Allerede V. I. Lenin sagde, at »det findes mennesket, som tror, at revolution i et fremmed land kan opstå på bestilling, på beslutning. Disse mennesker er enten vanvittige eller provokatører« (bind 27, s. 441, russ.). Revolution udføres af folkemasserne, ledet af arbejderklassen og dens revolutionære avantgarde. Dette betydet selvfølgelig ikke, at marxister-leninister passivt skal sidde og vente på en gunstig situations indtræden. SUKPs erfaring viser, at selv et talmæssigt relativt lille, men erfarent parti, der nyder støtte hos arbejderne og de mest bevidste dele af bondebefolkningen, formår at stille sig i spidsen for en revolution og føre folket med sig. Men hertil kræves, som V. I. Lenin ikke blev træt af at understrege, at der i landet er opstået en revolutionær situation, hvor »de øvre lag« ikke længere kan regere og »de andre lag« ikke længere vil leve på den gamle vis. I deres realistiske bedømmelse af den nuværende situation tager de kommunistiske partier den mulighed i betragtning, at overgangen fra kapitalisme til socialisme kan foregå på såvel fredelig som ikke-fredelig måde. I hvilken form overgangen fra kapitalisme til socialisme imidlertid end foregår, er den kun mulig gennem en socialistisk revolution og proletariatets diktatur i dets forskellige formet. I hvert enkelt land bestemmes den faktiske mulighed for fredelig eller ikke-fredelig overgang til socialismen af de konkrete historiske betingelser. De kapitalistiske landes kommunistiske partier lader sig ufravigeligt lede af V. I. Lenins ord om, at arbejderklassen skal beherske alle revolutionære kampformer og kampmidler uden undtagelse og være rede til lynhurtig og overraskende skiften fra nogle kampformer til andre og til at udnytte dem på grundlag af den konkrete situation. De kinesiske ledere vender sig mod denne skabende indstilling til de kommunistiske partiers taktiske problemer og forsøger fra Peking at give dem anvisning på, hvordan og hvornår de skal gennemføre revolution i deres lande. Det siger sig selv, at sådanne »anvisninger« endrægtigt afvises af marxister-leninister. Vort parti har altid urokkeligt fastholdt den proletariske internationalismes standpunkt. Ingen bagvaskelse, ingen usle beskyldninger kan overskygge den proletariske internationalismes fane, som vi holder i hævd. Vort parti vil også i fremtiden utrætteligt styrke sin solidaritet med de kapitalistiske landes arbejderklasse og øvrige masser i deres kamp for det kapitalistiske systems afskaffelse og samfundets omdannelse efter socialistiske principper. Denne vel har Lenin lagt os på sinde, og den vil vi ufravigeligt følge.

De kinesiske ledere omgås med særlige planer om udnyttelse af den nationale befrielsesbevægelse til deres egne formål. Nedbrydningen af imperialismens kolonisystem og de befriede landes opgaver og perspektiver udgør er af kardinalproblemerne under menneskehedens sociale fremadskriden. Imperialismen og den indenrigske reaktion forsøger at standse udviklingen af nationale befrielsesrevolutioner og at manøvrere de befriede lande ind i neokolonialismens baghold. Progressive demokratiske kræfter kæmper for at opnå fuldstændig national befrielse og påbegynde en ikke-kapitalistisk udvikling. Af denne kamps udfald afhænger de historiske udsigter for hundreder og atter hundreder millioner af mennesker. Da verdens kommunistiske partier på deres internationale konferencer sammenfattede den antiimperialistiske bevægelses vældige erfaringer, opstillede de et omhyggeligt program for aktioner til yderligere udvikling af de asiatiske, afrikanske og latinamerikanske folks kamp for definitiv national og social befrielse. I modsætning til dette marxistisk-leninistiske program fremsætter de kinesiske ledere deres særlige kurs og søger at påtvinge den nationale befrielsesbevægelse opfattelser, som kan bringe den ind på en farlig vej, hvorved de fremskridt, som folkene i Asien, Afrika og Latinamerika har vundet, kan gå tabt. For de kinesiske ledere er det først og fremmest karakteristisk, at de helt ser bort fra forholdenes uhyre mangfoldighed i Asiens, Afrikas og Latinamerikas lande. Disse lande står jo på forskellige trin af den samfundsøkonomiske og politiske udvikling. En gruppe af disse lande har allerede betrådt socialismens vej. En gruppe af lande har vundet politisk uafhængighed og taget fat på radikale sociale omdannelser. I en gruppe af lande er magten gået over til det nationale bourgeoisi, som i det store og hele indtager antiimperialistiske standpunkter. Der findes lande, som ganske vist formelt har fået politisk uafhængighed, men som faktisk ikke er blevet selvstændige, fordi de regeres af marionetter eller deltager i imperialistiske blokke. Endelig er der lande, hvor koloniregimet endnu holder sig, og hvor folkene fører en heroisk kamp for deres befrielse. For marxister-leninister står det klart, at folkene i hver af disse grupper af lande har forskellige opgaver. De kinesiske ledere derimod forsøger at påtvinge de kommunistiske partier og øvrige progressive kræfter de samme skabeloner og metoder i kampen. Dette kommer særlig tydeligt frem i det, som de udgiver for at være den nationale befrielsesbevægelses hovedopgaver på den nuværende etape. Marxister-leninister mener, at for de tidligere kolonier, som har gjort ende på imperialisternes politiske herredømme - og det er det overvældende flertal - er det hovedopgaven at befæste den vundne uafhængighed, at udrydde kolonialismen i det økonomiske liv, i hurtigt tempo at udvikle en national økonomi, at skaffe sig økonomisk selvstændighed og følge det samfundsøkonomiske fremskridts vej. I forgrunden står almene nationale problemer som fortrængning af de udenlandske monopoler, landbrugsreformer til fordel for bønderne, udvikling af den nationale industri, først og fremmest ved skabelse af en statslig sektor, og demokratisering af det samfundspolitiske liv. I en række lande opstår der under løsningen af disse opgaver allerede forudsætninger for en udvikling ad ikke-kapitalistiske veje, ad socialismens veje. I samtaler med kommunistiske partidelegationer fra befriede lande og i foredrag på internationale konferencer taler de kinesiske repræsentanter ikke om andet end nødvendigheden af at udfolde en væbnet kamp i disse lande. For eksempel hævdede Liu Ning-yi på Verdensfredsrådets møder i Stockholm, at »den væbnede kamps vej er undertrykte nationers vej til definitiv befrielse«. Marxister-leninister støtter nu som før væbnede opstande mod kolonialister og tyranniske regimer. De støtter undertrykte folks frihedskrige. Men de vender sig også altid mod skabelonmæssig taktik og dogmatisk anvendelse af nogen enkelt kampform uanset de konkrete betingelser. En sådan taktik er så meget skadeligere i den nuværende situation, som magten i talrige lande i Afrika, Asien og Latinamerika er overtaget af nationale regeringer, som fører en antiimperialistisk politik. Hvis man i denne situation vil gøre parolen om væbnet kamp til universalparole, betyder det, at man anretter dobbelt skade, desorienterer den nationale befrielses kræfter og drager dem bort fra kampen mod imperialismen. Det er jo urimeligt at hævde, at den arbejdende befolkning i Algeriet, Ghana, Mali og visse andre lande skal foretage en væbnet opstand. En sådan opfattelse betyder faktisk en opfordring til at støtte de reaktionære, der ønsker at styrte disse regeringer. Og hvad andet end skade kan der komme af forsøg på at realisere sådanne opfattelser i lande som for eksempel Indonesien og Ceylon ? De kinesiske lederes »venstreradikale« opfordringer til væbnet kamp alle vegne er ikke andet end forsøg på at drive kommunistiske og andre demokratiske kræfter i befriede lande ud i eventyr. Erfaringen viser, at de, der blindt følger sådanne opfordringer og ikke tager hensyn til de reelle forhold, dømmer sig selv til isolation og bringer meningsløse ofre; de fremmer ikke det sociale fremskridt i deres lande, men begynder tværtimod at hæmme det. Hvad angår perspektiverne for de befriede landes historiske udvikling, opponerer de kinesiske ledere mod så vigtige kommunistiske opfattelser som den leninske tese, at befriede lande har mulighed for at slå ind på en ikke-kapitalistisk udviklingsvej. Generalsekretæren for KKPs centralkomité, Teng Hsiao-ping, erklærede under det tosidede møde i Moskva (juli 1963) direkte, at tesen om en ikke-kapitalistisk vej er »tom snak«, skønt enhver kommunist véd, at tesen er formuleret af V. I. Lenin og bekræftet af en række tidligere koloniale folks erfaringer. Ideen om en ikke-kapitalistisk vej vinder stærkere og stærkere indpas blandt folkene i Asien, Afrika og Latinamerika, og for folkene i en række lande er den blevet en praktisk aktionsparole. Også dette er en vældig sejr for socialismen! Kapitalismen har miskrediteret sig selv i i folkenes øjne, og socialismens idé har en sådan tiltrækningskraft i de befriede lande, at fremskredne kræfter og nationale ledere går ind for at betræde socialismens vej og tager praktiske skridt i denne retning, idet de med rette gør regning på støtte fra de socialistiske lande og marxistisk-leninistiske partier. Ud over »venstreradikale« fraser om væbnet kamp har de kinesiske politikere ikke noget at sige folkene i de befriede lande om metoderne til kamp for en bedre fremtid; de har i grunden ingen positive ideer, som kan hjælpe de progressive kræfter i tidligere kolonier til at kæmpe for socialismen. De kinesiske ledere giver det udseende af, at de i særlig grad véd og forstår, hvad der tjener folkene i Asien, Afrika og Latinamerika, at de mest af alt er optaget af den fremtidige udvikling af den nationale befrielsesbevægelse. Kendsgerningerne gendriver imidlertid kraftigt disse deklarationer. Det bliver mere og mere tydeligt, at de i virkeligheden ledes af andre motiver. KKPs ledelse bestræber sig åbenlyst for at skaffe sig kontrol over den nationale befrielseskamps kræfter for at gøre dem til redskab for realisationen af sine egne hegemoniplaner. I den henseende har bladet Renmin Ribao i en artikel den 22. oktober 1963 fremsat karakteristiske betragtninger. Bladet vil absolut bevise, at »sande« marxister kun findes i Peking, og lader utvetydigt forstå, at den nationale befrielsesbevægelse netop bør orientere sig efter dem. De kinesiske ledere opfordrer folkene i Asien, Afrika og Latinamerika til i alle henseender at følge Peking. I artiklen gives der klart udtryk for KKP-ledernes ønske om at få herredømmet over den nationale befrielsesbevægelse og for deres ønske om at indordne den under deres egne formål. Det er vel ikke mindst dette, der kaster lys over de egentlige formål, som de kinesiske ledere har, når de bestræber sig for at skille den nationale befrielsesbevægelse fra det socialistiske verdenssystem og den internationale arbejderklasse. Netop med disse formål har KKP-lederne udspredt den usle påstand, at SUKP »undervurderer« den nationale befrielsesbevægelses historiske rolle, at Sovjetunionen med kampen for fredelig sameksistens som påskud »afslår at hjælpe« den nationale befrielsesbevægelse. Vi behøver ikke at gendrive denne ondartede bagvaskelse. Hvor stærke ord de kinesiske ledere end anvender mod SUKP, er de ikke i stand til at anføre noget, som underbygger deres påstande. Men KKPs ledelse beskæftiger sig ikke blot med bagvaskelse. I deres handlinger, såvel i statslig henseende som i forskellige internationale demokratiske organisationer, koncentrerer de ikke deres bestræbelser om at styrke de antiimperialistiske kræfters enhed, men om at bekæmpe Sovjetunionen og andre socialistiske lande. Sådan optrådte blandt andet delegerede fra den Kinesiske Folkerepublik på den afro-asiatiske solidaritetskonference i Moshi. På denne konference sagde den kinesiske delegationsleder Liu Ning-yi i en samtale med vore repræsentanter »Østeuropæiske lande bør ikke blande sig i Asiens og Afrikas anliggender . . . Vi beklager, at De overhovedet er kommet, hvad skal De her, det er en fornærmelse mod den afro-asiatiske solidaritetsbevægelse . . . Gør som De vil, men vi vil være imod Dem.« De kinesiske delegerede på denne konference fortalte repræsentanter fra lande i Asien og Afrika, at eftersom russere, tjekkere og polakker er hvide, »kan man ikke stole på dem«, at de »altid går sammen med hvide amerikanere«, at folkene i Asien og Afrika har særlige interesser og bør oprette sammenslutninger for sig selv. I den senere tid har kinesiske ledere truffet praktiske foranstaltninger til at oprette separate organisationer for lande i Asien, Afrika og Latinamerika (af fagforeninger, journalister, forfattere, studenter, sportsfolk osv.), som de agter at stille op mod Fagligt Verdens-Forbund og andre internationale sammenslutninger. I lyset af kinesiske lederes faktiske handlinger i de senere år er det blevet særlig klart, hvad der var den egentlige politiske mening med deres slagord: »Østenvinden blæser stærkere end vestenvinden.« Allerede på konferencen i 1960 blev dette slagord underkastet kraftig kritik, fordi det er nationalistisk og erstatter klasseindstillingen med en geografisk og ligefrem racemæssig indstilling. Det er udtryk for en forklejnelse af den rolle, som det socialistiske verdenssystem, arbejderklassen og folkemasserne i Vesteuropa og Amerika spiller. Den leninske tanke, at antiimperialistiske kræfter i alle lande på alle kontinenter bør slutte sig sammen, er formuleret i parolen: »Proletarer i alle lande og undertrykte folk, foren jer !« De kinesiske teoretikere ønsker i steder for denne parole at opfordre Østens folk til separatisme på nationalistisk, ja racemæssigt grundlag. Deres parole, som tillægger østenvinden en magisk kraft, er åbenbart beregner på at puste til nationalistiske og ligefrem racemæssige stemninger blandt folk, som kæmper mod kolonialismen. I de lange tidsrum, hvor undertrykte folk var trælbundet og udbytter af imperialister og blev forhånet og nationalt nedværdiget, opstod der og næres stadig hos en del af befolkningen i tidligere kolonier og halvkolonier en mistro til mennesker af den hvide race. Det er disse følelser, de kinesiske ledere forsøger at fremme, ud fra den beregning, at det skal kunne lykkes dem at sætte folkene i de tidligere kolonier og halvkolonier op mod de socialistiske lande, op mod den arbejdende befolkning i højtudviklede kapitalistiske lande, og ar udgive sig selv for de eneste beskyttere af disse folks interesser. For hvis man afdækker den skjulte betydning bag det kinesiske slagord og klarlægger KKP-ledernes langsigtede mål, så drejer det sig om følgende: Kina, tænker de, er det største land i østen, det legemliggør østens interesser, der er dér, »historiens vind« opstår, som skal overvinde vinden fra »Vesten«. Dette slagord er altså ikke andet end et ideologisk og politisk udtryk for den kinesiske ledelses stræben efter hegemoni. Det er klart, ar de kinesiske ledere med sådanne planer in mente betragter nære forbindelser mellem den nationale befrielsesbevægelse og socialismens verdenssystem og den internationale arbejderbevægelse som en særdeles alvorlig hindring for realisationen af deres hensigter. Derfor har KKP-lederne sat kurs efter ar tilvejebringe en kløft, som skal skille Asiens, Afrikas og Latinamerikas lande fra Sovjetunionen og de øvrige socialistiske stater og fra de kapitalistiske landes arbejderklasse. Der siger sig selv, at denne kurs i bund og grund strider mod de asiatiske, afrikanske og latinamerikanske folks vitale interesser og, som begivenhederne viser, i stigende grad imødegås fra deres side. Dette er også forståeligt, eftersom KKP-ledernes bestræbelser for at undergrave forbindelserne mellem de befriede stater og socialismens lande kan volde først og fremmest folkene i Asien, Afrika og Latinamerika stor skade, I virkeligheden dømmer denne kurs folkene i disse lande til isolation og separatisme, til opretholdelse af national snæverhed, den forholder dem internationale erfaringer fra den revolutionære bevægelse og fra opbygningen af et nyt samfund og letter dermed imperialisternes kamp mod den nationale befrielsesbevægelse. De store fremskridt, som den nationale befrielsesbevægelse har vundet, er muliggjort ved dens nære forbindelser med folkene i Sovjetunionen og andre socialistiske lande og med den internationale arbejderklasses revolutionære bevægelse. Sovjetunionens kommunistiske parti anser ligesom alle andre marxistisk-leninistiske partier den nationale befrielsesbevægelse for en af vor tids vigtigste revolutionære kræfter, som yder et bidrag af historisk betydning til kampen mod imperialismen, for freden og socialismen. Den store socialistiske Oktoberrevolution viste for første gang i historien alle trælbundne folk reale veje til befrielse fra national undertrykkelse. Den gjorde begyndelsen til den storslåede revolutionsproces, som nu krones med en begivenhed af verdenshistorisk betydning - nedbrydningen af det koloniale system. Nationale befrielsesrevolutioner har fået overtaget under nye historiske betingelser. For det første er socialismens verdenssystem opstået, det udvikler sig, styrkes og bliver den afgørende faktor i menneskesamfundets udvikling. For det andet blev imperialismens stødtropper - Hitlertyskland, det fascistiske Italien og det militaristiske Japan - nedkæmpet under den anden verdenskrig, og dette medførte en betydelig svækkelse af verdensreaktionen. For det tredje har arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning i kolonimagterne forstærket kampen mod imperialisternes kolonipolitik. Dette tilsammen skabte en enestående gunstig situation får den nationale befrielsesbevægelses sejr og gjorde det muligt for den at vinde frem i imperialismens koloniale og halvkoloniale områder i tre kontinenter - Asien, Afrika og Latinamerika. Vi værdsætter i høj grad den bistand, som den nationale befrielsesbevægelse gennem sin kamp yder de socialistiske lande og alle revolutionære kræfter. Enheden af alle revolutionære kræfter er det, der giver garanti for sejren i kampen mod imperialismen. De asiatiske, afrikanske og latinamerikanske folks fundamentale, nationale interesser falder helt og holdent sammen med de interesser, som landene i det socialistiske samvirke, arbejderklassen og den arbejdende befolkning i alle lande har. Heri ligger det objektive grundlag for det voksende sammenhold blandt de revolutionære kræfter som kæmper mod imperialismen. Endnu i de dage, da vort land var den eneste socialistiske stat, skrev Lenin, at »kun i umiddelbar forbindelse med vor sovjetrepubliks revolutionære kamp mod den internationale imperialisme kan den revolutionære bevægelse blandt Østens folk i dag opnå en vellykket udvikling og sætte sig igennem« (Værker, bind 30, side 130, russ. Lenins ord klinger med særlig styrke i dag, hvor det socialistiske verdenssystem eksisterer. Hvad betyder støtte til den nationale befrielsesbevægelse fra de socialistiske lande i vore dage? Det er de socialistiske staters internationale pligt at stoppe imperialisters bestræbelser for at genindføre koloniale tilstande i befriede lande og for at hindre virkeliggørelsen af folkenes nationale forhåbninger efter afkastelsen af koloniåget. I alle sådanne tilfælde er det en direkte pligt for de socialistiske stater at yde disse lande politisk og diplomatisk støtte og om nødvendigt med støtte i det socialistiske verdenssystems samlede potentiel at tæmme imperialistiske aggressorer. Vor politik, hvis formål er at yde hjælp til folk, som kæmper for deres befrielse, er baseret på den proletariske internationalismes høje principper, på den store Lenins ord. Mange gange har vort parti og vor regering udførligt og klart redegjort for sit syn på den internationale befrielseskamps problemer. i de for nylig offentliggjorte svar, som kammerat N. 5. Hrustjov gav på spørgsmål fra en række asiatiske og afrikanske bladredaktioner, hedder det med største klarhed: »Ethvert folk, som har kæmpet mod kolonialisterne, har følt den faste støtte fra Sovjetunionen og andre socialistiske lande. I dag erklærer vi på ny i fuld offentlighed, at folk, som kæmper for deres befrielse, også i fremtiden absolut kan regne med en sådan støtte.« Folkene i Asien, Afrika og Latinamerika véd udmærket, at Sovjetunionen aktivt støtter folkenes nationale befrielseskrige, retfærdige krige mod deres undertrykkere. Sovjetunionen yder ligesom andre socialistiske lande på alle måder hjælp til den nationale befrielsesbevægelse - økonomisk, politisk og om nødvendigt også militært, og gør alt for at hindre imperialisterne i at udløse lokale krige og at eksportere kontrarevolutionen med våben i hånd. Det er nok at henvise til begivenheder som støtten til Ægypten under de engelskfransk-israelske aggressorers Suez-eventyr, hjælpen til Indonesien under dette lands kamp for at konsolidere sin uafhængighed og genvinde Vest-Irian, og meget andet. Ethvert folk, som har henvendt sig til os om støtte, har fået den. Frihedskæmperne i den heroiske algeriske folkehær, de væbnede styrker i Indonesien, Yemen og andre lande véd udmærket, hvilke våben der har hjulpet dem i kampen mod kolonialisterne, for friheden og uafhængigheden. Alene i den sidste tid har den sovjetiske regering flere gange resolut grebet ind til forsvar for folk, som kæmper for national uafhængighed. Den har ydet støtte til folkene i Panama og Cypern under deres anti-imperialistiske kamp, solidariseret sig med det vietnamesiske folks tapre bekæmpelse af den amerikanske aggression, advaret Englands og USAs imperialister mod indblanding i Folkerepublikken Zanzibars indre anliggender og afsløret kolonialisternes intriger i Østafrika. Nu, hvor tilkæmpelsen af økonomisk selvstændighed og yderligere fremskridt i samfundsudviklingen er blevet hovedretningen i de befriede landes anti-imperialistiske kamp, får det særlig betydning at udvide det økonomiske samarbejde mellem disse lande og de socialistiske stater, at yde dem broderlig økonomisk bistand. Sovjetunionen efterlever også her ufravigeligt sin pligt. Summen af billige sovjetiske kreditter til befriede lande er nu kommet op over 5 milliarder rubler. Sovjetunionen yder hjælp til opførelsen af ca. 500 industrivirksomheder og andre objekter i adskillige dusin befriede lande. Sovjetunionen bidrager uselvisk til skabelsen af en statslig industri i befriede lande, idet denne er et rygstød for deres økonomiske selvstændighed. Stålværket i Bhilai og dæmningen ved Assuan vil for bestandig stå for folkene som symboler på socialistiske staters broderlige samarbejde med lande, der har frigjort sig for kolonial trældom. I vort land studerer tusinder af studenter fra nye suveræne stater. De stadig stærkere økonomiske forbindelser, som Sovjetunionen og andre socialistiske stater knytter med lande i Asien, Afrika og Latinamerika, har bevirket, at de imperialistiske magters monopol på leverancer af materiel og kreditter er blevet brudt. Disse magtet tvinges ofte til at gøre indrømmelser over for svagt udviklede lande med hensyn til lånebetingelser, samhandelsforhold osv. Imperialismen har mistet et tidligere altid effektivt våben som økonomisk blokade. Folkene i befriede lande véd jo, at de med støtte i socialismens økonomiske potentiel vil kunne vinde sejr i kampen mod de internationale monopolers herskerstilling. De er vitalt interesseret i væksten af de socialistiske landes økonomiske formåen. De socialistiske landes sejre i den økonomiske kappestrid med kapitalismen og udbygningen af deres økonomiske forbindelser med nye suveræne stater er under de nuværende forhold en særdeles vigtig form for effektiv støtte fra socialismen til de befriede landes folk. De kinesiske ledere forsøger derimod at bilde folkene i asiatiske, afrikanske og latinamerikanske lande ind, at de socialistiske landes bestræbelser for fredelig økonomisk kappestrid skulle være i strid med deres interesser, og de sværter på alle måder Sovjetunionens og andre socialistiske staters økonomiske hjælp til svagt udviklede lande og søger at så tvivl om denne hjælps formål. Men folkene i de befriede lande har vundet megen politisk erfaring og kan godt finde ud af, hvad de kinesiske ledere tilstræber, hvad de i virkeligheden ønsker, og de vil forkaste en politik, hvis formål er at udnytte dem i de kinesiske lederes egoistiske planet. Menneskene i Sovjetunionen et overbevist om, at folkene i Asien, Afrika og Latinamerika, som udmærket véd besked om realiteterne i den sovjetiske hjælp, selv vil afgøre, hvilken vægt det kan lægges på de kinesiske lederes bagtalelser og opspind. Det vil de så meget lettere kunne gøre, som de kan sammenholde Sovjetunionens reale gerninger med de kinesiske lederes handlinger i de senere år. Vi nærer den dybe overbevisning, at den nationale befrielsesbevægelse, som i vor tid er blevet en af de største progressive kræfter, trods alle vanskeligheder og i nært forbund med socialismens verdenssystem og med alle andre antiimperialistiske kræfter vil følge sin egen vej til den endelige sejr over imperialismens kræfter og bringe folkene i Asien, Afrika og Latinamerika ud af århundredgammel efterblevenhed, frem til national og social blomstring. Sovjetunionen går nu som før ufravigeligt ind for afskaffelse af alle former for kolonial undertrykkelse og betragter det broderlige forbund med folk, som har afkastet den koloniale og halvkoloniale undertrykkelse, som en hjørnesten i sin internationale politik. Sovjetunionens kommunistiske parti har altid hjulpet og vil også i fremtiden på alle måder hjælpe folk, som kæmpet mod imperialismen for sin frihed og national uafhængighed. Ingen bagvaskelse, intet opspind vil kunne forhindre det stadig stærkere venskab mellem folkene i Sovjetunionen og andre socialistiske lande og folkene i lande, som har frigjort sig for kolonial afhængighed. 

Kammerater! SUKPs centralkomité og den sovjetiske regering har altid tillagt udviklingen af venskabet og samarbejdet med den Kinesiske Folkerepublik stor betydning Vort partis forhold til KKP og det kinesiske folk er i ordenes fulde betydning uselviske og internationalistiske. Gennem mange år har vi ydet Kinas arbejdende folk og dets kommunistiske fortrop støtte i kampen for uafhængighed, for den socialistiske revolutions sejr. Vi har betragtet det som vor pligt at hjælpe det kinesiske folk broderligt i opbygningen af socialismen, i styrkelsen af den Kinesiske Folkerepubliks internationale positioner og i forsvaret af dens socialistiske landvindinger. Vort parti og det sovjetiske folk kender til omfanget og karakteren af den økonomiske hjælp til Kina. Sovjetunionen hjalp den Kinesiske Folkerepublik med på kort tid at opføre mere end 200 store industrivirksomheder, værkstedshaller og objekter, udrustet med det nyeste materiel. Med Sovjetunionens hjælp er der i den Kinesiske Folkerepublik skabt hele industrigrene, som ikke fandtes tidligere i Kina: flyvemaskine-, bil- og traktorindustri, energetisk industri, produktion af svære maskiner og præcisionsmaskiner og instrumenter, radio-teknisk industri og forskellige grene af den kemiske industri. De med Sovjetunionens hjælp opførte eller moderniserede virksomheder giver Kina mulighed for at producere 8,7 millioner tons jern, 8,4 millioner tons stål og 32,2 millioner tons kul og skifer om året. På de virksomheder, der er skabt med vort lands bistand, falder 70 pct. af hele produktionen af tin, 100 pct. af syntetisk kautsjuk, 25-30 pct. af elkraften og 80 pct. af lastbiler og traktorer. De med teknisk bistand fra Sovjetunionen byggede forsvarsvirksomheder vat basis for skabelsen af forsvarsindustrien i Kina. I perioden fra 1950 til 1960 sendtes over 10.000 sovjetiske specialister til den Kinesiske Folkerepublik for at arbejde dér i forskellige tidsrum. I årene 1951-1962 uddannedes og studerede omkring 10.000 kinesiske ingeniører, teknikere og fagarbejdere og omkring 1000 videnskabsmænd i Sovjetunionen. I samme periode afsluttede mere end 11.000 studenter og kandidater studierne ved højere læreanstalter. Det sovjetisk-kinesiske samarbejde nåede sin højeste udvikling efter 1953, da elementer af ulige rettigheder i de gensidige forbindelser mellem vore lande, der var et udslag af Stalin-dyrkelsen, blev fjernet på initiativ af SUKPs centralkomité og kammerat N. S. Hrustjov personlig. »I det kinesiske spørgsmål, - sagde Mao Tse-tung i 1957, - tilfalder fortjenesten af at have likvideret alle ubehageligheder og aflejringer N. S. Hrustjov.« I 1959 var omfanget af de sovjetisk-kinesiske økonomiske forbindelser næsten fordoblet sammenlignet med 1953, og omfanget af leverancer til anlæg steg i samme periode til det otte-dobbelte. I perioden fra 1954 til 1963 overdrog Sovjetunionen Kina mere end 24.000 sæt videnskabelig-teknisk dokumentation, deriblandt projekter til 1400 storvirksomheder. Disse dokumentationssæt rummer sovjetfolkets og dets videnskabelige og tekniske intelligens’ omfattende erfaring. Al videnskabelig-teknisk dokumentation blev i realiteten overdraget Kina vederlagsfrit. På betingelser, der var gunstige for den Kinesiske Folkerepublik har Sovjetunionen ydet den langfristede kreditter til en samlet sum af 1816 millioner rubler. SUKPs centralkomité og den sovjetiske regering har gjort sig store anstrengelser for at sikre, at Kina på den internationale arena kunne indtage en solid stilling som en stor socialistisk magt, og de har urokkeligt virket for, at den Kinesiske Folkerepubliks rettigheder atter respekteredes i FN. Vi har til stadighed informeret den Kinesiske Folkerepubliks ledelse om alle Sovjetunionens vigtigste udenrigspolitiske skridt og tilstræbt at koordinere vore to landes udenrigspolitik. Det må tilføjes, at SUKPs centralkomité, når den ydede hjælp til Folkekina, på sin side lagde stor vægt på støtten fra den Kinesiske Folkerepubliks side. Vi tænker ikke blot på leverancer af en række værdifulde kinesiske eksportvarer og overdragelse af kinesisk videnskabs resultater til Sovjetunionen, men også på den fælles kamp for befæstelse af freden, mod imperialismen og kolonialismen. I 1950 undertegnedes mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik pagten om venskab, alliance og gensidig hjælp, der blev en vigtig faktor ikke blot i udviklingen af de alsidige relationer mellem vore to lande, men også i styrkelsen af freden i det Fjerne Østen. Sovjetunionen har omhyggeligt overholdt alle sine forpligtelser i henhold til denne pagt. Hver gang, der opstod en trussel mod den Kinesiske Folkerepubliks sikkerhed, viste Sovjetunionen sig beredt til at opfylde sin alliancepligt til det yderste. Således erklærede den sovjetiske regeringschef, kammerat N. 5. Hrustjov, for eksempel i efteråret 1958 i et budskab til USAs præsident Eisenhower, at et »angreb på den Kinesiske Folkerepublik, der er vort lands store ven, allierede og nabo, er et angreb på Sovjetunionen«. Denne erklæring blev med al energi bekræftet også i juli 1962. Af det anførte fremgår, hvor energisk den sovjetiske regering har forholdt sig til styrkelsen af det sovjetisk-kinesiske venskab. Men desværre tog den Kinesiske Folkerepubliks regering begyndende med 1958, stadig hyppigere forskellige skridt, der undergravede det sovjetisk-kinesiske venskab, og skabte med sine egenrådige aktioner på den internationale arena vanskeligheder ikke blot for Sovjetunionen, men også for andre socialistiske lande. Især forværredes de sovjetisk-kinesiske relationer, efter at KKPs ledere fra enkelte uvenskabelige handlinger gik over til en voldsom beskæring af de økonomiske og kulturelle forbindelser med Sovjetunionen og andre socialistiske lande. Allerede forud for broderpartiernes Moskva-konference i 1960 krævede den kinesiske regering af Sovjetunionen en revision af alle tidligere indgåede overenskomster og protokoller om økonomisk og videnskabelig-teknisk samarbejde, afstod fra en betydelig del af de planlagte leverancer af sovjetisk udstyr og reducerede den sovjetisk-kinesiske samhandels omfang til et minimum. Selv om den sovjetiske regering forstod, at denne kurs fra kinesiske lederes side virkede skadeligt for venskabet og samarbejdet mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik, kunne den ikke gøre andet end indvillige heri. Resultatet var, at det samlede omfang af det økonomiske samarbejde mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik (indbefattet handel og teknisk bistand) i 1962 var faldet til 36,5 pct. af niveauet i 1959, og leverancerne af komplet fabriksudstyr og materialer var faldet til en fyrretyvendedel. I 1963 vedblev omfanget af det økonomiske samarbejde og handelen at dale. Det er indlysende, at vi ikke kan forholde os ligegyldigt til, at det sovjetisk-kinesiske samarbejde reduceres stærkt. SUKPs centralkomité har gentagne gange henvendt sig til KKPs centralkomité med opfordring til at afværge denne proces. Vi foreslog en række konkrete foranstaltninger i denne retning. Men disse forslag fandt ikke genklang hos de kinesiske ledere. Af hensyn til deres særlige mål forværrede de skridt for skridt Kinas relationer til Sovjetunionen og gav sig til at overføre de ideologiske uoverensstemmelser til det mellemstatslige relationers område. Da KKPs ledere satte sig for at nedskære de økonomiske forbindelser med Sovjetunionen og andre socialistiske lande, forklarede de det til at begynde med på følgende måde: »For det første: Takket være Sovjetunionens hjælp er der i Kina skabt det foreløbige grundlag for en moderne industri og teknik; fremover vil bygningen og projekteringen af de fleste objekter derfor blive foretaget med egne kræfter; vi ønsker at lette Sovjetunionens bestræbelser, når det gælder hjælpen til Kina. Imidlertid vil det fortsat blive nødvendigt for os at henvende os til Sovjetunionen om hjælp til de objekter, som vi ikke kan projektere, bygge og udstyre med egne kræfter. For det andet: KKPs centralkomité og den kinesiske regering har anset det for nødvendigt at koncentrere kræfterne om bygningen af de vigtigste objekter og indskrænke det samlede antal objekter i nybyggeriet og de objekter, som ikke er presserende, for bedre at realisere princippet for opbygningen af socialismen i den Kinesiske Folkerepublik: »Bedre, mere, hurtigere og mere økonomisk«. Omfanget af byggeriet i landet vil også fremover blive stort og tempoet højt. For det tredje: Som følge af de i de sidste to år stedfundne naturkatastrofer er der i landbruget opstået visse vanskeligheder med hensyn til betalingsbalancen; derfor håber vi ved at nedskære antallet af objekter, der bygges med Sovjetunionens hjælp, at skabe betingelser for et gunstigere samarbejde mellem vore lande« (fra en erklæring, som lederen for den Kinesiske Folkerepubliks regeringsdelegation, Kuo Chou-sin, fremsatte under de sovjetisk-kinesiske forhandlinger den 10. februar 1961). Nu hævder den Kinesiske Folkerepubliks regering, der åbenbart har »glemt« sine tidligere forklaringer, at nedskæringen af de sovjetisk-kinesiske forbindelser skulle være sket på Sovjetunionens initiativ, og at netop dette skulle være grunden til den svære situation, Kinas nationale økonomi er kommet i i de sidste år. Nu gør de kinesiske propagandister sig megen umage for at vise, at der overhovedet ikke har været nogen sovjetisk hjælp til Kina, men at der kun har fundet almindelige handelsoperationer sted. For ar udviske mindet om den sovjetiske hjælp i folket viger man i Kina end ikke tilbage for at ødelægge fabriksmærker på sovjetiske maskiner og at bagvaske Sovjetunionen ved at påstå, at der er leveret Kina forældet udstyr. Og dette siges på trods af, at ikke blot kineserne selv, men også den udenlandske presse har bekræftet, at virksomheder, bygget med Sovjetunionens hjælp, for eksempel Chanchuns bilfabrik, Harbins elektrotekniske fabrik, Loyangs traktorfabrik og mange andre er fremragende eksempler på moderne industri. Sådanne handlinger har meget lidt tilfælles med forestillingerne om elementær hæderlighed. Vi overlader dem til den kinesiske ledelses samvittighed, men kan ikke undgå at henlede opmærksomheden på tydelige selvmodsigelser i deres beskyldninger mod Sovjetunionen. På den ene side søger de at beskylde Sovjetunionen for, at den har nedskåret sin hjælp og fremkaldt alvorlige vanskeligheder i Kinas økonomi; på den anden side udspredes rygter om, at Sovjetunionens hjælp var ineffektiv og ubetydelig. Men hvis man antager, at vor hjælp virkelig var »ineffektiv og ubetydelig«, på hvilken måde kan dens indstilling så have tilføjet Kinas økonomi skade ? Hvor er da her, for at bruge et af de kinesiske lederes yndlingsudtryk, sandheden, og hvor er usandheden? Kendsgerningerne viser, at det er usandhed helt igennem. Til trods for de åbenlyst fjendtlige handlinger fra KKPs ledelses side vedbliver vort land også i dag samvittighedsfuldt at opfylde tidligere påtagne forpligtelser og at yde Kina bistand ved opførelsen af 80 industrivirksomheder; i Sovjetunionen gennemgår ingeniører og teknikere, videnskabsmænd og studenter fra den Kinesiske Folkerepublik som hidtil produktionspraksis og uddannelse. Sovjetunionen har reageret i en broderlig ånd på de økonomiske vanskeligheder, der opstod i Kina i 1960-61. I den periode, da man i den Kinesiske Folkerepublik led under en særlig akut mangel på levnedsmidler, tilbød SUKPs centralkomité og den sovjetiske regering KKPs ledelse som lån at levere 1 million tons korn og 500.000 tons sukker. Samtidig ydede Sovjetunionen den Kinesiske Folkerepublik henstand i fem år med betalingen af handelsgæld til et beløb af 288 millioner rubler. Hvis Sovjetunionen, som den kinesiske ledelse hævder, tilstræbes en afvikling af sine økonomiske forbindelser med Kina, hvorfor skulle den så foretage alle disse skridt, fortsætte med at yde hjælp ved bygningen af industrivirksomheder og gang på gang stille forslag om udvidelse af den gensidigt fordelagtige handel og det økonomiske samarbejde? KKPs ledelse givet intet svar på dette spørgsmål. Og det kan den heller ikke, eftersom det netop er Kinas ledelse, det har tilstræbt indskrænkningen af samarbejdet mellem vore lande. For dog i nøgen grad at undskylde de fiaskoer i udviklingen af den Kinesiske Folkerepubliks økonomi, der et opstået som resultat af »det store spring«s politik, rejser KKPs ledere særlig hyppigt spørgsmålet om de sovjetiske specialister. Og selv om dette spørgsmål allerede gentagne gange et belyst i vort partis officielle dokumentet, må man opholde sig ved det endnu en gang. Da den sovjetiske regering sendte specialister til Kina, var det ud fra den opfattelse, at de behøvedes for at bistå ved udviklingen af den nationale økonomi i den Kinesiske Folkerepublik, der ikke rådede over et tilstrækkeligt antal af de pågældende fagfolk. Det var på ingen måde en kommerciel handel, men en virkelig demonstration af broderlig hjælp til det kinesiske folk. Ud fra den betragtning, at behovet for udenlandske specialister har midlertidig karakter, og at der hurtigt uddannes egne kvalificerede fagfolk i de socialistiske broderlande, rejste den sovjetiske regering i 1956 og igen i 1958 spørgsmålet om tilbagekaldelse af vore specialister. Et tilsvarende forslag blev dengang også stillet andre folkedemokratiske lande, hvor det i de år endnu arbejdede sovjetiske specialister. Eftersom behovet for specialister var bortfaldet, blev disse forslag vedtaget af alle lande med undtagelse af den Kinesiske Folkerepublik, hvis regering anmodede om, at de sovjetiske specialister måtte blive det endnu en tid. Samtidig med, at de kinesiske myndigheder holdt fast ved de sovjetiske specialisters forbliven, forværrede de forsætligt forholdet til dem og skabte utålelige betingelser for deres arbejde. De sidste år af vore specialisters ophold i den Kinesiske Folkerepublik faldt sammen med »det store spring«s politik, hvis resultat var et brud på proportionerne i økonomiens udvikling og fravigelse af alle hånde tekniske normer. De sovjetiske specialister kunne ikke undgå at se de farlige følget af en sådan politik. De advarede de kinesiske organisationer mod at lade hånt om de tekniske krav. Men ingen tog hensyn til deres råd. Ignoreringen af de sovjetiske specialisters råd og kinesiske funktionærers grove brud på tekniske normer bevirkede, at der fandt store sammenbrud sted, undertiden ledsaget af ofte af menneskeliv. Dette var for eksempel tilfældet med opførelsen af Hsinanchang kraftværket, hvor klippemasser på tusinder af tons styrtede ned, fordi tekniske betingelser ikke blev overholdt, og arbejdet forsinkedes for lang tid. På Hsinfengchan kraftværket sprængtes dæmningen af samme årsager, og udgravningen til kraftværksbygningen oversvømmedes. I begge tilfælde krævede ulykkerne menneskeliv. Det er indlysende, at sovjetiske ingeniører og teknikere ikke kunne stille sig ligegyldigt til alt dette. De protesterede, men da man ikke lyttede til dem, begyndte vore specialister at fremsætte anmodninger om at vende tilbage til deres land. Ydermere begyndte de kinesiske myndigheder fra foråret 1960 at »bearbejde« de sovjetiske specialister for at sætte dem op mod SUKPs centralkomité og den sovjetiske regering, hvilket vakte berettiget harme blandt vore folk. Sovjetunionens regering henledte gentagne gange de kinesiske myndigheders opmærksomhed på alle disse oprørende kendsgerninger og anmodede dem energisk om at skabe normale betingelser for de sovjetiske specialisters arbejde. Men som svar herpå gav de kinesiske myndigheder sig kun til at optræde endnu mere uvenligt og fornærmende over for vore specialister og behandle dem som »konservative«, og de begyndte at bagtale den sovjetiske erfaring og teknik på enhver måde. Overvågningen af sovjetborgerne skærpedes, stadig hyppigere forekom ransagning af deres personlige ejendele osv. Under disse betingelser var der ikke andet at gøre end at tilbagekalde vore specialister. Nu, da man har fået kendskab til mange flere fakta, er der al grund til at formode, at den kinesiske ledelse efter 1959, da den gav sig til at skærpe sine relationer til Sovjetunionen, ikke så meget havde brug for selve specialisterne som for spørgsmålet om specialisterne, der kunne bruges i kampen mod SUKP. Efter tilbagekaldelsen af specialisterne bestræbte den sovjetiske regering sig for at ordne dette spørgsmål således, at det kunne styrke det sovjetisk-kinesiske venskab. På SUKPs centralkomités vegne erklærede kammerat A. I. Mikojan i november 1960 under en officiel samtale med de kinesiske ledere på broderpartiernes konference i Moskva over for disse, at hvis Kina virkelig havde brug for de sovjetiske specialister, og hvis der skabtes normale arbejdsbetingelser fur dem, var vi rede til at sende dem ru den Kinesiske Folkerepublik. 1)et samme udtalte kammerat N. S. Hrustjov i en samtale med Chou En-lai og andre medlemmer af KKPs delegation til SUKPs 22. kongres. I det tosidede møde mellem delegationerne for KKP og SUKP (i juli 1963) og i brevet fra SUKPs centralkomité af 29. november 1963 blev det på ny officielt erklæret over for den kinesiske ledelse, at hvis den havde brug for vore specialisters tekniske hjælp, var den sovjetiske regering rede til at overveje spørgsmålet om at sende dem til den Kinesiske Folkerepublik. De kinesiske ledere svarede overhovedet ikke på alle disse forslag, men fortsatte med at udnytte spørgsmålet om de sovjetiske specialister til deres utilbørlige formål. De forsøgte endog at forklare revisionen af de økonomiske planer og nedskæringen af omfanget af nyanlæg såvel som vanskelighederne, der var opstået i forskellige grene af den nationale økonomi, med tilbagekaldelsen af vore specialister. Men for det første er det velkendt, at de økonomiske vanskeligheder i den Kinesiske Folkerepublik opstod allerede før tilbagekaldelsen af de sovjetiske specialister som følge af »det store spring«s farlige eksperimenter. Og for det andet opstod de største vanskeligheder netop i de grene, hvor der overhovedet ikke var sovjetiske specialister, eller hvor deres antal bogstaveligt taltes i enere. Hvordan kunne for eksempel tilbagetrækningen af de sovjetiske specialister øve indflydelse på arbejdet i kul-, olie-, træ- og letindustrien og andre industrigrene og i landbruget, når der i 1960 arbejdede: i kulindustrien to, i ministeriet for statsbrug og nyopdyrkede jorder tre, i landbrugs- og skovbrugsministeriets system én i hvert departement? Imidlertid fandt de største fiaskoer sted netop i disse industrigrene og især i landbruget. Mon ikke det er på ride, ar de kinesiske ledere ophører med at vildføre deres parti, deres folk og verdensoffentligheden og siger sandheden om de virkelige årsager til, at der kinesiske folk bragtes i den vanskelige situation. Og de virkelige årsager ligger i, at KKPs ledere lod hånt om objektive lovmæssigheder på den økonomiske politiks område. Hvordan skal man forklare, at KKPs ledelse i den senere tid, år for år, har indskrænket såvel det økonomiske samarbejde mellem Sovjetunionen og Kina som den kulturelle udveksling og forbindelserne mellem organisationerne, og at den på samme tid forstærker insinuationerne mod og bagvaskelsen af det sovjetiske folk? Der er kun den forklaring, ar de kinesiske ledere stræber efter at afspærre deres folk fra Sovjetunionen, de frygter for, at deres folk skal erfare sandheden om Sovjetunionens uselviske broderlige forslag til udvikling af relationerne mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik, for da bryder hele deres gemene bagvaskelse, hvormed de søger ar sværte vort parti og sovjetfolket, sammen. KKPs ledelse frygter, at samarbejde med vort land også kan bringe Kina den friske blæst fra den 20. kongres’ ideer, som bortvejrede den utålelige situation, der var skabt af persondyrkelsen af Stalin. Vi anser det også for nødvendigt at give centralkomiteen meddelelse om krænkelser af den sovjetisk-kinesiske grænse, for hvilke den kinesiske part bærer skylden. Der er allerede talt herom i SUKPs og den sovjetiske regerings dokumenter. Krænkelser af den sovjetiske grænse blev i årene 1962-63 et permanent fænomen, der undertiden antog form af grov provokation. Den sovjetiske regering har tager initiativet til drøftelser vedrørende en præcisering af grænselinjen mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik i enkelte grænseafsnit. Herved går vi ud fra, at der ikke eksisterer territorialspørgsmål mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik, at den sovjetisk-kinesiske grænse er opstået historisk, og ar der kun kan være tale om enkelte præciseringer af grænsen, hvor dette er nødvendigt. Samtidig med, at KKPs ledere undergravede grundlaget for det sovjetisk-kinesiske venskab, organiserede de i deres eget land og i udlandet en tøjlesløs antisovjetisk propaganda. Kinesiske aviser fyldes med bagvaskende artikler, i hvilke den sovjetiske virkelighed omtales nedsættende, og som rummer en ussel bagvaskelse af det sovjetiske folk. Sovjetunionens udenrigspolitik karakteriseres som en bestræbelse for at »forene sig med krigens kræfter til kamp mod fredens kræfter« og at »forene sig med imperialismen til kamp mod socialismen«. Alle disse påstande repræsenterer fra ende til anden bagvaskende fantasier, som er fuldstændig åbenbare ikke blot for vore venner, men endog for vore fjender. De sovjetiske kommunister og hele sovjetfolket fejer med harme disse uforskammede løgne til side. Bagvaskerne kan hengive sig til deres elendige syssel. Sovjetunionen vil som hidtil følge den leninske kurs.

Kammerater! I den senere tid har lederne af KKP også udstrakt deres polemik til den indre udvikling i Sovjetunionen og andre socialistiske lande. De har valgt SUKPs program til centrum for deres angreb. Det er almindeligt anerkendt, at vort partis program er et af de mest fremragende dokumenter i vor tid, at det med en usædvanlig dybde og styrke genspejler opbygningen af det nye samfund i Sovjetunionen og broderlandene på grundlag af den videnskabelige kommunismes teori. I strid med sund fornuft har den kinesiske propaganda i sine angreb på SUKPs program svunget sig op til tåbelige og fantastiske bagvaskelser, for eksempel at vort partis program skulle »gå imod revolutionen fra de folks side, der stadig lever under det imperialistiske og kapitalistiske system«, at det skulle »gå imod fuldførelsen af revolutionen fra de folks side, der allerede er slået ind på socialismens vej« og endog skulle tilsigte »bevarelse og genoprettelse af kapitalismen« (Renmin Ribao og tidsskriftet Hongqi d. 6. september 1963). I deres Opposition mod SUKPs program søger de kinesiske ledere at miskreditere den proletariske socialismes teori og praksis, der vandt sejr i arbejderbevægelsen som resultat af en lang kamp med den småborgerlige socialisme, anarkismen og andre antividenskabelige strømninger. Enten de indrømmer det eller ej, genopvækker KKPs ledere den småborgerlige socialismes forestillinger og ud fra disse standpunkter søger de at kritisere internationale erfaringer fra opbygningen af det nye samfund. De kinesiske ledere angriber SUKP, fordi det tilstræber forbedringer af folkets levevilkår. At forbedre menneskenes tilværelse i Sovjetunionen kalder de for »borgerliggørelse«, og anvendelse af materielle fordele som stimulans for arbejdsindsatsen skal efter deres mening »føre til jagt efter personlig fordel, griskhed, berigelseslyst, vækst af borgerlig individualisme, tab for den socialistiske økonomi ... og endog opløsning af den« (Renmin Ribao 26. december 1963). Skjuler der sig ikke bag sådanne bravader en dyb ringeagt for menneskets vitale behov, for det socialistiske samfunds principper og idealer? Det er velkendt, hvor stor betydning V. I. Lenin tillagde princippet socialistisk fordeling efter arbejdsindsats, de beskæftigedes materielle interesse i udviklingen af samfundsproduktionen. Han redegjorde for, at opbygningen af det nye samfund ikke skal foregå på begejstringen alene, men ved hjælp af begejstringen, som er fremkaldt af den store revolution, på personlig interesse, på økonomisk rentabilitet. De kinesiske ledere retter heftige angreb på konklusionerne i SUKPs program vedrørende den politiske organisation i det socialistiske samfund på vej til kommunismen. De hævder, at SUKPs programs sætninger om hele folkets stat og hele folkets parti er noget nær det samme som at erstatte den marxistisk-leninske statslære med borgerlige teorier og afvæbning af arbejderklassen. De kinesiske ledere gør end ikke forsøg på at analysere de reelle processer i socialismens lande, men jonglerer vilkårligt med løsrevne og urigtigt fortolkede citater af værker af marxismen-leninismens klassikere. De forsøger at føre den internationale kommunistiske bevægelse ind på falske teoretiske diskussioner om problemer, der for længst er løst af marxismen-leninismens klassikere. Et af disse spørgsmål er deres dogmatiske påstande vedrørende proletariatets diktatur. De kinesiske ledere gentager stædigt, at det er nødvendigt at bevare proletariatets diktatur »til indtræden i det kommunistiske samfunds højere fase«. Her påberåber de sig et citat fra Karl Marx, hvori det siges, at »mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være noget andet end proletariatets revolutionære diktatur« (Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte skrifter, bind II, side 25). Dette citat, der er løsrevet fra hele gangen i Marx’ overvejelser, er det, de søger at udnytte som teoretisk grundlag for »kritikken« af SUKPs program. De kinesiske ledere afbryder Marx’ tankegang og anfører ikke noget sted de næste to linjer i samme værk, hvor det med adresse til Gotha-programmet hedder: »Programmet beskæftiger sig imidlertid hverken med det sidste (dvs, proletariatets diktatur - M. S.) eller med det kommunistiske samfunds fremtidige statsvæsen.« Skal man følge de kinesiske teoretikeres logik, da må man på grund af denne tanke erklære Marx for antimarxist. I virkeligheden siger de kinesiske teoretikere, idet de hævder ar støtte sig til Marx’ ideer: »Det proletariske diktaturs bortdøen er også statens bortdøen.« Imidlertid taler Marx om »det kommunistiske samfunds statsvæsen«, der ikke længere er proletariatets diktatur. Det er netop sagen, at når Marx taler om overgangsperioden fra kapitalismen til kommunismen, har han kommunismens første fase -socialismen - for øje. Naturligvis kender de kinesiske ledere talrige udtalelser både af Marx og Engels om kommunismens ru faser, om, at proletariatets diktatur er staten i overgangsperioden, hvis mål - opbygningen af socialismen - er kommunismens første fase. V. I. Lenin påpegede uundgåeligheden af en lang og utrættelig kamp for den socialistiske ombygning af samfundet og skrev »om en hel periode af proletariatets diktatur som overgangsperioden fra kapitalismen til socialismen« (Værker, bind 29, side 358, russisk). Teoretikerne i Peking forbigår i komplet tavshed en bemærkning, som Lenin understregede. Han udtalte nemlig, at proletariatets diktatur behøves »af hensyn til den endelige oprettelse og befæstelse af socialismen« (Værker, bind 9, side 351, russisk), ar bortfaldet af faren for kapitalistiske forholds genoprettelse betyder »proletariatets diktaturs ophør« (Værker, bind 33, side 75, russisk). Sådan behandler Vladimir Iljitj Lenin spørgsmålet. Livet bekræfter fuldt ud rigtigheden af de leninske opfattelser. Hvis de kinesiske ledere virkelig var interesseret i sandheden, kunne de rette opmærksomheden på vort dagliglivs praksis, iagttage, hvordan det sovjetiske samfunds økonomiske basis og sociale struktur er forandret. Lenin anså undertrykkelsen af de styrtede udbytterklasser som det proletariske diktaturs vigtigste opgave. Som bekendt har det socialistiske samfund i Sovjetunionen allerede i lang tid bestået af indbyrdes venskabelige klasser - arbejdere og bønder og den folkelige intelligens’ sociale gruppe. De er svejset sammen af fællesskabet i livsinteresser, af den marxistisk-leninistiske ideologi og af det fælles mål - opbygningen af kommunismen. Mod hvem er det da, at de kinesiske teoretikere foreslår at udøve et diktatur? Hvor vil de da hen, hvordan skal man forstå deres krav om at SUKP skal føre »klassekampspolitik« indenfor landets grænser? Vi véd, hvad den teori, som Stalin opstillede om, at klassekampen måtte blive skarpere og skarpere, efterhånden som opbygningen af socialismen skred frem, førte til. Denne teori tjente som bekendt til retfærdiggørelse af de groveste krænkelser af den socialistiske retssikkerhed. SUKP har gjort ende på dette og vil aldrig tillade noget lignende igen. Partiet har ført og vil fortsat føre en politik, som skal befæste forbundet mellem arbejderklassen og bønderne og forene alle arbejdende i et enigt kollektiv af kommunismens opbyggere. Ideen om hele folkets stat og hele folkets parti er ikke en frugt af studerekammerspekulationer, de er vakt af livet selv og genspejler det høje trin, de socialistiske samfundsforhold har nået i Sovjetunionen. I forbindelse med, at udbytterklasserne for længst er afskaffet i Sovjetunionen, giver den sovjetiske stat, som har mistet sin karakter som organ for undertrykkelse af de styrtede udbyttere, i dag udtryk for hele folkets interesser og vilje, og arbejderklassens parti er blevet hele folkets parti. Efter socialismens fuldstændige og endelige sejr udøver arbejderklassen ikke længere sin førende rolle gennem proletariatets diktator. Arbejderklassen forbliver også den mest fremskredne klasse, mens kommunismen er under opbygning på alle områder. Dens rolle som fortrop bestemmes såvel af dens økonomiske stilling, idet den er knyttet umiddelbart til den højeste form for socialistisk ejendom, som af, at den besidder den største karakterfasthed, der er oparbejdet gennem årtiers klassekamp og revolutionær erfaring. Alle disse betragtninger i SUKPs program har langt mere end teoretisk betydning. De indeholder vort partis praktiske linje, dets politik, der går ud på at inddrage hele folket i styrelsen af samfundets anliggender, at højne dets aktivitet i opbygningen af kommunismen, ar udvide det socialistiske demokrati. Imidlertid ignorerer de kinesiske ledere V. I. Lenins ord: »Socialismen er umulig uden demokrati .. .« (Værker, bind 23, side 62, russisk). Det er betegnende, at i brevet fra KKPs centralkomité af 14. juni 1963 og i den kinesiske ledelses øvrige udtalelser nævnes slet ikke det socialistiske demokrati, nødvendigheden af dets udvikling, efterhånden som man rykker kommunismen nærmere. Har det da noget som helst tilfælles med den marxistisk-leninistiske formulering af spørgsmålet, når KKPs ledere idealiserer voldsmetoder, undertrykkelsesmetoder på hele vejen fra kapitalismen til kommunismen? Uden revolutionær magtanvendelse mod godsejerne og kapitalisterne ville proletariatet ikke kunne sejre, skrev V. I. Lenin og fortsatte, at »revolutionær magtanvendelse kun var en nødvendig og berettiget metode i revolutionen i bestemte momenter af dens udvikling, kun under bestemte og særlige betingelser, mens en langt dybere og varig egenskab ved denne revolution og betingelsen for dens sejr var og er de proletariske massers organisation, de arbejdendes organisation« (Værker, bind 29, side 70, russisk). De kinesiske teoretikere hævder: »Alle, der har et elementært kendskab til marxismen-leninismen, véd, at den såkaldte »hele folkets stat« ikke er noget nyt. Bourgeoisiets repræsentanter kalder altid den borgerlige stat for »hele folkets stat« eller »folkestyrets stat.« « Det kan man da kalde et stærkt argument! Skulle man følge denne logik, måtte kommunisterne af stå også fra at virkeliggøre paroler som frihed, lighed, broderskab og demokrati, blot fordi disse paroler er blevet formuleret under den borgerlige revolution og derefter forvrænget og profaneret af det bourgeoisi, der kom til magten. Vi derimod mener, at man må gengive disse paroler deres sande betydning og føre dem ud i livet, men at gøre dette er kun muligt ad socialismens og kommunismens vej. Sådan ligger det også med begrebet hele folkets Stat. Når Lasalle talte om en sådan stat, eller når imperialismens ideologer taler om den i dag, erklærer marxisterne med rette, at deres teori er bedrag mod folket. I dette tilfælde sigtes der jo til en »hele folkets stat« i et klassesamfund, men en sådan stat kan ikke eksistere i et samfund, der er splittet op i indbyrdes fjendtlige klasser. Det er noget andet med en stat, der vokser ud af proletariatets diktatur, som inden for sit lands grænser har fuldført sin mission af opbygge socialismen. En sådan stat kan ikke være andet end organ for hele folkets interesser og vilje. Hele folkets sovjetiske stat, hvor arbejderklassens førende rolle bevares, fortsætter det værk, der er påbegyndt af det proletariske diktaturs stat. Den opfylder omhyggeligt sin internationale pligt over for den internationale arbejderklasse, over for alle verdens folk. Hele folkets stat fører en konsekvent kamp mod imperialismen, sikrer et pålideligt forsvar af landet, yder Sit bidrag til forsvaret af hele den socialistiske lejr og udvikler det broderlige samarbejde med de socialistiske lande. Karakteristisk for de metoder, som de kinesiske ledere anvender i polemikken, er også, at de falskeligt fremstiller konklusionen i SUKPs program om, at proletariatets diktatur under bestemte historiske betingelser vokser over i hele folkets stat, som om den betydet en afstandtagen fra proletariatets diktatur under opbygningen af socialismen. De kinesiske teoretikere har endda svunget sig op til at påstå, at SUKP »fuldstændig har kastet kvintessensen af marxismen-leninismen - læren om proletariatets diktatur - over bord«. Det er en ussel og utilgivelig løgn! I SUKPs program står skrevet sort på hvidt: »Sovjetunionens erfaring har vist, at folkene kun kan nå frem til socialismen som resultat af en socialistisk revolution og virkeliggørelse af proletariatets diktatur.« Uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge spørgsmålet samvittighedsfuldt forsøger de kinesiske ledere også at sværte den konklusion i SUKPs program, at arbejderklassens kommunistiske parti i vort land forvandles til hele folkets parti. Denne konklusion betegnes som »organisatorisk og moralsk afvæbning af proletariatet« og endog som »bistand til kapitalismens genindførelse«. Måske de kinesiske skribenter har forsøgt på en eller anden måde at begrunde deres fantastiske anklager mod det parti, der står i spidsen for opbygningen af kommunismen? Det er overhovedet ikke tilfældet! De kinesiske teoretikere har simpelt hen, uden nogen som helst logik og argumentation hæftet dette spørgsmål på spørgsmålet om staten. Når, siger de, staten ikke kan være hele folkets før kommunismens fuldstændige sejr, så kan der heller ikke være tale om hele folkets parti. Det er hele argumentationen! Arbejderklassens parti, uden hvilket klassens diktatur ikke kan virkeliggøres, bevarer både formelt og reelt sin proletariske klassekarakter lige til socialismens fuldstændige sejr. Det er en ubestridelig sandhed. Men det er lige så ubestrideligt, at partiet som politisk organisation i sig genspejler de forandringer, der foregår i samfundets klassestruktur. SUKP har i sit program understreget, at arbejderklassen indtil kommunismens fuldstændige sejr vedbliver at være det sovjetiske samfunds førende kraft. Også i perioden, hvor kommunismen opbygges på alle områder, står partiet som talsmanden for kommunismens idealer, for arbejderklassens mål, for dens dybeste interesser. Samtidig bliver der hele folkets parti. Det sker ikke på grund af nogens subjektive ønsker, men fordi arbejderklassens mål og idealer er blevet mål og idealer for alle klasser og lag i folket, der opbygger socialismen. De kinesiske teoretikere, der angriber konklusionerne i SUKP₅ program om det proletariske diktaturs historiske skæbne, om karakteren af staten og arbejderklassens parti i Sovjetunionen, ser bort fra og nye fænomener i samfundslivet; de nægter stædigt at indse, at de nye konklusioner og opfattelser i SUKPs program ikke er opstillet vilkårligt, men genspejler træk, der findes i virkeligheden. I deres angreb på SUKPs 20. og 22. kongres’ linje er de gået så vidt, at de betvivler selve vort partis og vort folks ret til at opbygge socialismen. Når samfundet har opbygget socialismen, er det en historisk lovmæssig, en objektivt nødvendig proces, at det går over til at opbygge kommunismen på alle områder. For sovjetfolket er det en opgave, der er blevet aktuel, stillet af livet selv. Til dens praktiske løsning har vi alle nødvendige økonomiske, politiske og andre forudsætninger, skabt som resultat af det socialistiske systems sejr. At lægge hindringer i vejen for denne proces er det samme som at forsøge at standse det sociale fremskridt. Livet har mere end én gang bekræftet den sandhed, at såvel forsøg på at overspringe historisk uundgåelige etaper i samfundets udvikling som forsøg på at opholde og bremse samfundsudviklingen er lige uholdbare og skadelige. I Peking er man åbenbart så forblindet af sin fraktionskamp, at man i farten ikke har bemærket, hvordan man er havnet i selvmodsigelser. Det er jo kun få år siden, KKPs centralkomité hævdede, da den proklamerede »det store spring«s og folkekommunens kurs: »Åbenbart er gennemførelsen af kommunismen i vort land ikke længere noget fjernt« (KKPs centralkomités beslutning af 29. august 1958). Dengang anså de kinesiske ledere følgelig overgangen til opbygningen af kommunismen hjemme i deres eget land for fuldt ud mulig, skønt opbygningen af socialismen i Kina først lige var kommet i gang. Nu derimod betvivler de berettigelsen af opbygningen i Sovjetunionen, hvor socialismen har sejret fuldstændigt og endeligt. Hvordan kan man undgå at se, at opbygningen af kommunismen i lande, der har opbygget socialismen, er i overensstemmelse med folkenes interesser i alle socialistiske lande, med alle revolutionære kræfters interesser i vor tid? Er det da ikke klart, at der giver socialismens eksempel langt større tiltrækningskraft, at det øger den socialistiske lejrs økonomiske og forsvarsmæssige potentiel og i praksis skaber bedre og bedre muligheder for at udvide den reale, økonomiske, tekniske, kulturelle og anden hjælp og støtte til alle folk, der kæmper for at opbygge socialismen, for national uafhængighed og fred, mod imperialismen. Hvordan kan man benægte, at det land, der som det første er på vej til kommunismen, letter og fremskynder bevægelsen frem til kommunismen i hele der socialistiske verdenssystem, eftersom folkene i dette land baner hidtil uudforskede veje for hele menneskeheden, ₀ennem deres egen erfaring kontrollerer rigtigheden af disse veje, klarlægger vanskelighederne, finder midler til at overvinde dem og udvælger de bedste former og metoder til kommunismens opbygning. Det er netop denne vej, vi anser for rigtig, for kun ved ar følge den, ved ar befæste det socialistiske fællesskabs enhed og magt og ved at virkeliggøre kommunismens idealer yder folkene i socialismens lande den mest virksomme støtte til de arbejdendes kamp mod imperialismen. De kinesiske ledere falder over vort parti, fordi det har udarbejdet en videnskabeligt begrundet plan for opbygningen af kommunismen, har gjort den opgave at skabe det materielle og tekniske grundlag for kommunismen til midtpunktet for hele sovjetfolkets skabende virksomhed og til stadighed bestræber sig for at højne alle arbejdendes materielle og kulturelle leveniveau i landet. Det er virkelig fantastisk og mærkeligt. De kinesiske ledere har åbenbart en forestilling om socialismen og kommunismen og benytter en fremgangsmåde ved opbygningen af det nye samfund, det har meget ringe forbindelse med den videnskabelige kommunismes marxistisk-leninistiske teori. Hverken hos Marx eller hos Lenin finder vi noget sted blot en antydning af, at man kan løse de afgørende opgaver ved opbygningen ar socialismen med »spring« og kavalerichok, uden hensyn til, hvor modne de samfundsøkonomiske og åndelige forudsætninger for bevægelsen fremad et, eller at man kan ignorere den opgave at højne de arbejdendes materielle levevilkår. Og hvis de kinesiske ledere vil pånøde os deres praksis som en »almengyldig sandhed«, hvis de ønsket at tilbyde os et samfund som »forbillede«, i hvilket vold idealiseres, demokrati begrænses, persondyrkelse blomstrer og hensyn til befolkningens vel ignoreres, da siger vi ligeud: en sådan »almengyldig sandhed« og et sådant »forbillede« egner sig ikke for det sovjetiske folk, og vi et overbevist om, at det heller ikke egner sig for andre. For den kommunistiske bevægelse vat og et målet socialismen, kommunismen, der bringer folkene fred, arbejde, frihed, lighed, broderskab og lykke for alle folk. Vi følget den videnskabelige kommunismes teori og praksis, vi følger og vil vedblivende følge den vej, det er anvist af Marx, Engels og Lenin. De kinesiske ledere et slået ind på en farlig vej med undergravning af det sovjetisk-kinesiske venskab, og naturligvis fordømmer vi energisk deres urigtige handlinger. De positioner, de kinesiske ledere nu har indtaget, øver en ugunstig indflydelse på hele den socialistiske lejr og den kommunistiske bevægelse. De tilføjer også Kina selv stor skade. Hvad angår SUKP og Sovjetunionen, da vil vi, idet vi forbliver tro mod marxismen-leninismens princippet, urokkeligt opfylde vor internationale pligt; vi har truffet og vil fortsat træffe alle nødvendige foranstaltninger til normalisering af de sovjetisk-kinesiske relationer og styrkelse af venskabet mellem vore to folk. Sovjetunionens kommunistiske parti vil også fremover tilstræbe en normalisering af situationen og en styrkelse af venskabet mellem SUKP og Kinas kommunistiske parti. Vort parti et dybt overbevist om, at dette venskab vil eksistere, vokse og styrkes.

I den senere tid et det sket en udtalt forstærkelse af de kinesiske lederes underminerende handlinger med sigte på at fremkalde en spaltning såvel af hele den kommunistiske verdensbevægelse som af en række marxistisk-leninistiske partier. Denne spaltningsvirksomhed har antaget en åben karakter, den udfolder sig over en bred front og et blevet særdeles raffineret og hensynsløs i sine metoder. Den polemik, som KKPs ledere har udløst i den kommunistiske verdensbevægelses rækker, har de gjort til et våben, hvormed de fører en direkte kamp mod broderpartiet. De kinesiske ledere har øjensynlig besluttet at føre deres undergravningsvirksomhed mod den leninistiske enhed i den kommunistiske verdensbevægelse helt igennem. I de senere dage har de åbent erklæret, at en splittelse skulle være »uundgåelig«. De afsløret med andre ord nu de egentlige mål, som de i en årrække har forfulgt over for den internationale kommunistiske bevægelse. I deres fraktionelle kamp er de kinesiske ledere gået så vidt, at de har brudt forbindelsen med nogle marxistisk-leninistiske partiet og efter forgodtbefindende erklæret dem for »ikke-eksisterende«, mens de har udnævnt splittelsesgrupper, som de selv har tømret sammen, til at være »partiet«. De har offentligt erklæret, at de støtter fraktionelle splittelsesgrupper, som de selv har skabt i en række lande til kamp mod marxistisk-leninistiske partiet. Derigennem har KKPs ledelse åbent påtaget sig ansvaret for alle disse gruppers usle virksomhed og kamp mod broderpartierne. KKPs ledelse stiler oplagt efter at oprette noget i retning af en særskilt international blok under sin egen ægide og at sætte denne blok op mod den kommunistiske verdensbevægelse som et redskab til forstærket kamp imod den. Kinesiske repræsentanter i internationale demokratiske organisationer har kraftigt forstærket splittelsesvitksomheden og åbenlyst sat kurs efter oprettelse af separate organisationer og afbrydelse af forbindelsen mellem de progressive, demokratiske kræfter i forskellige lande og dele af verden. Selv om de kinesiske ledere endnu fra tid til anden dækker sig bag fraser om samling og enhed, tilsigter alle deres praktiske handlinger altså i virkeligheden at rokke den internationale kommunistiske bevægelse, at spalte den. De kinesiske lederes politik og virksomhed udgør i dag hovedraten for den kommunistiske verdensbevægelses enhed. I dette lys må man også bedømme en artikel, som den 4. februar i år blev trykt i KKPs centralorgan Renmin Ribao og i tidsskriftet Hongqi. Den var fraktionel, rettet mod SUKP og den øvrige kommunistiske verdensbevægelse, den udgør en slags program for en splittelse af arbejderklassens revolutionære bevægelse. I artiklen påstår de kinesiske ledere, at den kommunistiske bevægelses udvikling foregår efter formelen: »enhed, kamp eller ligefrem spaltning, og ny enhed på nyt grundlag«. De påberåber sig i den forbindelse dialektikkens love. Men det står enhver marxist-leninist klart, at denne såkaldte »dialektik« kun et er nyt forsøg på at tilsløre en splittelsespolitik med pseudoteoretiske betragtninger. Hvem kan i dag tale om en spaltnings »uundgåelighed«? Det kan kun den, der selv bryder med marxismen-leninismen, med den proletariske internationalismes principper. Tværtimod, ingen, som holder den internationale arbejderklasses store sag i ære, ser nogen som helst objektiv årsag til en spaltning af nutidens kommunistiske bevægelse. Den besidder en politisk linje, som er prøvet gennem mange års kamperfaringer, en linje, som har bragt arbejderklassen og socialismens sag storslåede sejre, og som nyder stor autoritet i folkemasserne. Hvad ville en spaltning af den kommunistiske verdensbevægelse under de nuværende forhold medføre? Det er klart, at den ville medføre en undergravning af sammenholdet mellem hovedkræfterne på den verdensomspændende antiimperialistiske front - den socialistiske lejr, den internationale arbejderbevægelse, den nationale befrielsesbevægelse og folkemassernes almene demokratiske bevægelser. Og dette ville kun være til gavn for imperialismens aggressive kræfter og lette deres angreb på frihedsbevægelsen rundt om i verden. Det er klart, at den, som stiler efter spaltning, påtager sig et stort ansvar, som ikke har noget sidestykke i historien. Så længe den internationale kommunistiske bevægelse har eksisteret, har reaktionære politikere verden over gjort sig voldsomme anstrengelser for at fremkalde splittelse i dens rækker. Nu ønsker kinesiske ledere at realisere det, som ikke lykkedes for den imperialistiske reaktion. I lyset af de kinesiske lederes nuværende splittelsesvirksomhed er det blevet mere klart, hvorfor KKPs repræsentanter på konferencen i 1960 så ihærdigt søgte at få udeladt et punkt i Erklæringen, som handlede om, at fraktionsvirksomhed i den internationale kommunistiske bevægelses rækker er utilstedelig. Dengang afviste broderpartierne endrægtigt den kinesiske delegations forsøg. Konferencen i 1960 skrev i sin Erklæring, at en uomgængelig betingelse for kommunisternes sejr i kampen for deres mål er undladelse af enhver handling, som kan undergrave den internationale kommunistiske bevægelses enhed. Ikke længe efter konferencen brød de kinesiske ledere imidlertid denne forpligtelse, som de havde påtaget sig sammen med de øvrige broderpartier. De forsøgte endda i en artikel med titlen »Proletarer i alle lande, foren jer, kæmp mod vor fælles fjende!« (dec.1962) bl.a. at lave en »teoretisk« begrundelse for deres afvisning af den fælles vedtagelse. KKPs ledere fremsatte en vis opfattelse af »flertal og mindretal«, ifølge hvilken et mindretal skulle have ret til ikke ar efterleve fælles beslutninger og til at bekæmpe en i fællesskab vedtaget retningslinje. Dette betyder simpelt hen en revision af leninismens organisatoriske grundprincip, idet V. I. Lenin erklærede, at »kun mindretallets indordning under flertallet kan være arbejderbevægelsens princip« (Værker, bind 20, side 354, russisk). Det flertal, som Peking-lederne vender sig imod, rummer bl.a. de kommunistiske partier, som har bragt arbejderklassen i deres lande til magten og sikret socialismens verdenshistoriske sejr. Dette flertal rummer kommunistiske partier på samtlige kontinenter, avantgarden i den revolutionære kamp. I fraktionel forbindelse viger de kinesiske ledere ikke tilbage for at betegne de marxistisk-leninistiske partier som hverken mere eller mindre end et »fiktivt« flertal. Det er ingenlunde nogen ny metode. Den anvendte splittelsesmænd allerede mod Lenin; de pralede af, at flertallet en dag ville følge dem, og så ville de anerkende dettes vilje. Om sådanne folk skrev Lenin, at de »anerkender de bevidste arbejderes flertals vilje, ikke i dag, men i fremtiden, netop kun i den fremtid og i det tilfælde, hvor arbejderne vil være enige med dem, med likvidatorerne med Plehanov, med Trotskij ! « (Værker, bind 20, side 451, russisk). Man ser at splittelsesmænd til alle tider i deres aktioner mod flertallets vilje tyer til de samme kneb. I den senere tid har KKPs ledere i deres kamp mod princippet om mindretallets indordning under flertallet som de første blandt alle de opportunister og splittelsesmænd, som den internationale kommunistiske bevægelse nogen sinde er stødt på, fremsat den påstand, at det er »lovmæssigt«, at der eksisterer flere kommunistiske partier i ét og samme land. Desuden fremgår det af deres betragtninger, at sådanne partier ikke så meget skal kæmpe mod arbejderklassens fjender som mod hinanden. Det er unødvendigt i detaljer her at gendrive denne bundfalske opfattelse, for det står enhver bevidst arbejder klart, at enheden af arbejderklassens interesser og vilje, dens ideologi, dens klassemæssige sammenhold finder udtryk i ét helstøbt marxistisk-leninistisk parti. Men det bør endnu en gang påpeges, hvilke kneb de moderne splittelsesmænd tyer til for at bringe forvirring i arbejderbevægelsen og undergrave enheden i kommunisternes rækker. Med dette formål viger de ikke engang tilbage for at forvanske udtalelser af V. I. Lenin. Her er et karakteristisk eksempel. I det velkendte skrift »Om brud på enheden, tilsløret med skrål om enhed« brændemærkede V. I. Lenin Trotskijs splittelsesarbejde og afslørede hans bagvaskelse af det bolsjevikiske parti, hans forsøg på at desorganisere arbejderbevægelsen gennem sin propaganda for, at er mindretal ikke behøver at følge arbejderflertallets vilje. V. I. Lenin skrev: »Dér, hvor flertallet af bevidste arbejdere har samlet sig omkring præcise og bestemte beslutninger, dér findes enhed af meninger og handlinger, dér findes partiånd og parti . . . Når Trotskij nu gør forsøg på at overtale arbejderne til ikke at efterkomme beslutninger fra den »helhed«, som marxister-pravdister anerkender, så forsøger Trotskij at desorganisere bevægelsen og at fremkalde en spaltning«. Lenin bedømte Trotskijs handlinger som »netop splittelsesvirksomhed, forstået som hensynsløst brud på arbejderflertallets vilje« (Udvalgte Værker, bind 5, Forlaget Tiden). Forfatterne af artiklen i Renmin Ribao og tidsskriftet Hongqi af 4. februar 1964 citerer V. I. Lenins artikel sådan, at Lenins standpunkt forvanskes. Lenin understregede altid uomgængeligheden af en fælles proletarisk disciplin og forlangte, at mindretallet skulle efterleve arbejderflertallets vilje. I deres forsøg på at desorganisere de kommunistiske partier har de kinesiske splittelsesmænd begået en direkte forfalskning. De kinesiske ledere søger også at forplumre en så klar ting som nødvendigheden af en bestemt international disciplin i den kommunistiske bevægelses rækker, De hævder, at der ikke kan være tale om en sådan disciplin, idet der ikke i dag eksisterer en centraliseret organisation af Kommunistisk Internationales type. Med sådanne betragtninger afslører KKPs ledere hjælpeløst sig selv, åbenbart uden at bemærke det. De forstår ikke, at under nutidens forhold består kommunisternes internationale disciplin ikke i at efterkomme nogen ordre, som dikteres af en overordnet instans, men i en frivillig, på dyb forståelse af international pligt begrundet konsekvent opfyldelse af bestemte forpligtelser, som de kommunistiske partier påtager sig over for den samlede internationale kommunistiske bevægelse og over for hinanden. Netop dette var udgangspunktet for broderpartierne, da de i Erklæringen af 1960 påtog sig en forpligtelse til nøje at overholde følgende principper: omhyggeligt at værne partiets enhed, solidarisk at efterleve vurderinger og konklusioner, som de i fællesskab udformede om generelle opgaver i kampen mod imperialismen, for freden, demokratiet og socialismen, ikke at tillade handlinger, som kan undergrave den internationale kommunistiske bevægelses enhed, at yde hinanden gensidig støtte og at respektere alle marxistisk-leninistiske partiers uafhængighed og ligeberettigelse. Konsekvent fastholden ved den internationale kommunistiske bevægelses kollektivt formulerede linje er et vidnesbyrd om det pågældende partis marxistiske modenhed og internationalisme, eftersom marxisme-leninisme og intetnationalisme er uadskillelige. De kinesiske lederes betragtninger på dette felt er øjensynlig betinget af deres almindelige opfattelse af disciplin, som de ikke betragter som en bevidst opfyldelse af sin pligt, efterlever af alle dele af det store forbund af ligesindede kommunister, men som en tvangsmæssig underordning, et kommandoforhold. Dette hænger åbenbart sammen med fremgangsmåder, som er karakteristiske for KKP-lederne selv. Men hvor fremmed er ikke dette for marxismen-leninismens ånd ! V. I. Lenin skrev om de russiske bolsjevikker: »Vi er stolte over, at vi tager stilling til de store problemer, som rejser sig under arbejdernes kamp for deres frigørelse, under overholdelse af det revolutionære proletariats internationale disciplin, med udnyttelse af erfaringer, som de forskellige landes arbejdere har gjort, under hensyn til deres viden og vilje, og at vi på den måde i gerning (og ikke blot formelt som Renner, Fritz Adler, Otto Bauer og deres lige) realiserer enheden i arbejdernes klassekamp for kommunismen i hele verden« (bd. 31, s. 244, russisk). Hvad de kinesiske ledere derimod er stolte af i dag, er deres fuldstændige ringeagt for kommunisternes internationale disciplin, deres rent anarkistiske optræden både i polemikken og i samkvemmet med broderpartierne. Det er ikke blot blevet ganske klart, hvad der er den egentlige baggrund for de »teorier«, som de kinesiske ledere udspreder til retfærdiggørelse af deres splittelsesvirksomhed, men også, hvilke hovedretninger denne virksomhed i praksis følger, og hvad der er dens metoder. KKP-lederne koncentreret deres hovedfremstød mod de stærkeste og mest autoritative dele af den internationale kommunistiske bevægelse - Sovjetunionens kommunistiske parti, andre socialistiske landes kommunistiske partier, det franske, det italienske og andre kommunistiske partier. De vil for enhver pris miskreditere alle ægte marxistisk-leninistiske partiet, som nyder fortjent respekt i den kommunistiske verdensbevægelse og i folkemassernes øjne. Særlig oprørende er KKP-ledernes stilling til kommunistiske partiet, som fører deres kamp i kapitalistiske lande. For disse partiet et forholdene besværlige nok i forvejen, og de kinesiske ledere volder dem nu adskillige ekstra vanskeligheder. De sværter på enhver måde disse partiers marxistisk-leninistiske ledelse og bestræber sig for at undergrave deres autoritet. Det rettes fornærmende beskyldninger mod prøvede ledere i arbejderklassen, f.eks. at de er »feje som mus«, »papegøjer«, »tvetungede« etc. Dette siges om partiledere, som har ført en heroisk kamp mod fascismen og i dag går forrest i den antimonopolistiske kamp, og som udgør en meget stor national kraft. Det siges også om energiske og respekterede kammerater, som kæmper under vanskelige forhold og er udsat for forfølgelse. Det kan kun vække harme, når det fremsættes udtalelser om, at lederne af USAs kommunistiske parti »samarbejder med de mest hæmningsløse blandt amerikanske imperialister«, at kommunisterne i Chile med deres standpunkt »tjener USA-imperialismens mål og bestræbelser for at opretholde sit herredømme i Latinamerika«, at ledelsen af Indiens kommunistiske parti ikke et andet end en »klike« etc. Hvordan man i Peking opfatter proletarisk solidaritet, ses af KKP-ledelsens stilling til Baath-nationalisternes udryddelse af Salam Adil og andre ledere af Iraks kommunistiske parti. I samtaler med udenlandske delegationer har kinesiske ledere åbenlyst vist sig skadefro over de barbariske mord i Trak. Umiddelbart efter Baath-partiets kup søgte de kontakt med morderne. Det står nu klart, at kinesiske repræsentanter i Trak ønskede at drage fordel af, at Iraks kommunistiske parti stod uden ledelse, og at oprette en splittelsesgruppe dér. Hele det kinesiske propagandamaskineri - pressebureauet Hsinhua, informationscentrerne, de forskellige bulletiner og radioen er nu sat ind imod de marxistisk-leninistiske partier. De kinesiske ledere har faktisk åbnet en ny ideologisk front mod broderpartierne, ja, de viger ikke tilbage for at anvende metoder, som direkte er lånt fra antikommunismens arsenal. Hvad skal man f.eks. mene om den kinesiske propagandas beskyldninger om »Moskvas taktstok«, hvis bevægelser angiveligt får kommunistiske partier til at »dreje« snart til den ene, snart til den anden side. Denne beskyldning er en fornærmelse både mod broderpartierne, som konsekvent forfægter deres folks nationale interesser, og mod SUKP, som ikke indlader sig på nogen som helst indblanding i andre partiers indre anliggender. Det er simpelt hen en ny variant af den imperialistiske propagandas gamle skrøne om »Moskvas hånd«. Den blev allerede udnyttet af socialdemokratiske ledere i kampen mod Lenin og Kommunistisk Internationale. I dag er den på ny taget i brug i Peking. Toppunktet af de kinesiske lederes splittelsespolitik i den senere tid er hvervningen af tilhængere i broderpartierne og dannelse af fraktionsgrupper af dem. Endnu i brevet af 14. juni 1963 truede KKPs ledelse broderpartier med, at hvis de afviste Pekings synspunkter, ville de blive afløst af nye folk, »medlemmer eller ikke-medlemmer af dette parti«. Begivenheder fra den senere tid viser, at de kinesiske ledere nu fører denne trussel ud i livet og bringer diverse renegater, vendekåber og eventyrere frem i spidsen for arbejderbevægelsen. De splittelsesgrupper, som sammentømres af sådanne elementer, vil KKP-lederne gøre til hovedredskab i deres kamp mod de marxistisk-leninistiske partier. I dag er der med Pekings hjælp og støtte oprettet splittelsesgrupper af renegater i Belgien, Brasilien, Australien, Ceylon, Storbritannien og enkelte andre lande. Disse gruppers medlemstal kan nogle steder tælles på fingrene, andre steder drejer det sig om et par dusin. Men det generer ikke de kinesiske ledere, eftersom grupperne på kommando fra Peking råber højt i kor og udspreder strømme af løgn og bagvaskelse mod den kommunistiske verdensbevægelse, mod marxistisk-leninistiske partier. Anførerne for disse smågrupper har pludselig fået store pengemidler til rådighed. De grundlægger blade og tidsskrifter, begynder at udgive diverse bagvaskelseslitteratur og åbner ikke sjældent forretninger, som sælger kinesisk propagandastof. Gruppedeltagernes politiske fysiognomi illustrerer på ny den kinesiske ledelses komplette principløshed. Det drejer sig som regel om opportunistiske, upålidelige elementer, som er udelukket af de kommunistiske partier for udbredelse af antimarxistiske anskuelser, fraktionel virksomhed eller amoralsk opførsel. Det drejer sig også om ærgerrige stræbere, politiske vejrhaner og lignende folk. Deltagerne i de partistridige grupper har i nogle lande åbenbaret højreopportunistiske tendenser. I splittelsesgrupperne i Østrig, Chile og USA færdes eventyrere og folk med en dunkel fortid. Det er klart, at broderpartierne ikke kan tolerere fraktionsgrupper og kaster dem ud. Fra Peking lyder hver gang truende ord mod det pågældende broderparti, som beskyldes for hverken mere eller mindre end »ulovlige metoder«. De udelukkede splittelsesmænd bliver af de kinesiske ledere betegnet som »sande revolutionære« og »modige kæmpere«, skønt hele deres »kamp« består i affattelse af højtravende »manifester« mod de kommunistiske partier. De foretager hyppige rejser til Peking, som modtager dem med pomp og pragt og trykker deres langstrakte bagtalelsesartikler. Hensigten med den ståhej, man i Peking gør omkring fraktionsgrupperne, er i de senere måneder blevet ganske indlysende. De kinesiske ledere har selv afsløret den. For kort tid siden reklamerede de vidt og bredt for en sammenkomst af belgiske renegater, der proklamerede sig selv som intet mindre end en »nationalkonference«. De traf en latterlig beslutning om at »genoprette(!) Belgiens kommunistiske parti« og »fordømme den tidligere (!) centralkomité for Belgiens kommunistiske parti på grund af dens partistridige handlinger«, og de kinesiske ledere benævner på basis af denne fiktion den af kongressen valgte centralkomité for Belgiens kommunistiske parti som »forhenværende«, som om det er Peking og ikke det pågældende lands arbejderklasse, der oprettet sit kommunistiske parti. På samme manér har KKP-lederne »ophævet« centralkomiteerne i andre kommunistiske partier, for eksempel i Ceylons kommunistiske parti. Det må siges ligeud, at man aldrig i den kommunistiske bevægelses historie har oplevet noget lignende. Aldrig før har noget kommunistisk parti fundet på at erklære elendige grupper af splittelsesfolk for et »parti«, efter at de var udelukket af andre landes kommunistiske partier, og på den anden side at betegne faktiske kommunistiske partier som »forhenværende«. De kinesiske ledere, der larmer op om partiernes ligeberettigelse og ikke-indblanding i hinandens indre anliggender, tiltager sig nu rollen som »overdommer« i den kommunistiske bevægelse og vil afgøre interne problemer for andre kommunistiske partier. De splittelsesgrupper, som nu er oprettet af Peking, har ikke og kan ikke have nogen rod i arbejderbevægelsen eller i folkemassernes almindelige demokratiske kamp. De står uden for den kommunistiske verdensbevægelses rækker, og ingen bevidst arbejder vil finde på at have noget med dem at gøre. De er opstået og eksisterer aldeles kunstigt, de er affødt af Pekings splittelsesvirksomhed. Det må konstateres, at deres opståen har fået en meget gunstig modtagelse i herskende kredse i kapitalistiske lande, hvor man med rette betragter dem som en gratis »femte kolonne« i arbejderbevægelsen. Nu går KKP-ledelsen videre - den stiler åbenbart efter at sammentømre en blok af sine meningsfæller på sit særlige program, med gruppedisciplin og med centrum i Peking, i modsætning til den kommunistiske verdensbevægelse. Disse planer plaprede Mehmet Shchu allerede ud med i slutningen af 1962, idet han udtalte, at der for tiden dannes en blok af partier med det kinesiske i spidsen, som er trofast mod marxismen-leninismen. Hvorfor dannes der en sådan blok? Det står alle klart, at det ikke sker til kamp for arbejderklassens mål, til kamp mod verdensimperialismen, for selve denne bloks idé rummer spiren til spaltning og altså til svækkelse af arbejderklassens kræfter. Nej, denne blok dannes til kamp mod de marxistisk-leninistiske partier, mod den kommunistiske verdensbevægelse, med henblik på KKP-ledelsens særlige mål. Kursen i retning af spaltning af den kommunistiske verdensbevægelse føres af de kinesiske ledere videre til den internationale front at demokratiske kræfter. I nogle år er kongresser og konferencer af fredstilhængere, kvinder og unge og andre internationale sammenslutninger blevet udnyttet til splittelsesfremstød fra kinesiske repræsentanters side. Sådan gik det på konferencerne i den afro-asiatiske solidaritetsorganisation, på kvindekongressen i Moskva, på Verdensfredsrådets møder i Warszawa og andre internationale møder. Jonglerende med revolutionære fraser vil de kinesiske ledere prakke disse organisationer opgaver og funktioner på, som disse ikke kan påtage sig, og de forsøger at sværte og fremstille som overflødige de grundparoler og krav, hvorunder disse bevægelser opstod. Det er klart, at de kinesiske repræsentanters sekteriske standpunkt kun kan tjene til at støde brede lag, som nærer forskellige anskuelser, bort fra disse bevægelser, at indsnævre massebasis for den almindelige demokratiske kamp. Kammerater! Den kommunistiske verdensbevægelse har udviklet sig til at være den mest indflydelsesrige kraft i vor tid. I forbitret kamp mod den imperialistiske reaktion, for arbejderklassens og alle arbejdende menneskers interesser, for fred, demokrati, national uafhængighed og socialisme er den kommet langt frem, den har udvidet sine rækker betydeligt og vundet anselige sejre. I efterkrigsperioden et der opstået talrige nye kommunistiske partier, og i dag findes der ikke noget sted i verden, hvor der ikke er kommunister, som bærer marxismen-leninismens store ideer ud blandt masserne. Især har det sidste tiår været betegnende for den internationale kommunistiske bevægelse, idet den under overvindelse af persondyrkelsens skadelige følger i høj grad har aktiviseret sin teoretiske tænkning og praktiske virksomhed og forbundet den endnu nøjere med livets krav, med brede folkemassers fornødenheder og forhåbninger. På denne historiske baggrund ser man særlig klart, ikke blot den skade, som de kinesiske lederes splittelsesvirksomhed anretter, men også hvor håbløst det tegner sig for deres forsøg på at bringe verdenskommunismen bort fra den leninske vej og at lægge den ind under deres planer. Det ville imidlertid være urigtigt at undervurdere faren ved KKP-ledelsens fraktionelle handlinger. De kinesiske ledere sætter deres lid til alle mulige umodne og ustabile elementer og også til folk, som ikke har annammet den nye ånd, der i de sidste ti år har gjort sig gældende i den kommunistiske bevægelse, folk, der klynger sig til persondyrkelsens tilstande og ikke kan gøre sig fri af den dogmatisme og de doktrinære skemaer, som vandt indpas dengang. Den kinesiske ledelses fraktionelle metoder bliver også taget op af diverse renegater og spaltningselementer, som er villige til at bekæmpe kommunismen under et hvilket som helst flag. Samtidig ønsker de kinesiske ledere ganske oplagt at udnytte massernes virkelige utilfredshed med den folkefremmede, reaktionære politik, de herskende klasser i kapitalistiske stater fører. I vore dage, hvor nye hundreder af millioner mennesker, også politisk lidet erfarne mennesker, drages ind i aktiv politisk kamp, kan den »ultra-radikale« revolutionære fraseologi, som de kinesiske ledere iklæder deres eventyropfattelser, finde en vis genklang. Dette gælder især lande, hvor der ikke findes nogen industri-arbejderklasse, eller hvor dens antal er ringe, og hvor en småborgerlig ideologi har stor indflydelse, samtidig med at de revolutionære kadrers teoretiske niveau endnu ikke altid er tilstrækkelig højt. For at skjule deres antileninistiske indstilling og splittelsesvirksomhed skilter de kinesiske ledere med, at de vil bekæmpe »den moderne revisionisme«. De klistrer etiketten »revisionister« på marxistisk-leninistiske partier, men ophøjer sig selv til »sande« revolutionære. De regner med, at det på den måde skal lykkes dem at vildlede mennesker, som ikke véd, hvordan den internationale kommunistiske bevægelses kamp mod højreopportunismen og »venstre«opportunismen i virkeligheden historisk er forløbet, mennesker, som kan være tilbøjelige til at gå uden om kernen i vor store teori og kun at tilegne sig overfladiske skemaer for den revolutionære kamp. Det er velkendt fra den kommunistiske bevægelses historie, at diverse dogmatikere og småborgerlige revolutionære ofte har rettet ansvarsløse beskyldninger for revisionisme mod repræsentanter for den skabende marxisme. F.eks. skrev en hollandsk »venstrekommunist« G. Gorter i efteråret 1920, efter at han var udelukket af Kommunistisk Internationale, et åbent brev til V. I. Lenin som svar på dennes bog »,Radikalismen’, kommunismens børnesygdom«: »De og Tredje Internationale optræder nu sådan, som socialdemokraterne tidligere optrådte . . . I overensstemmelse med arbejderbevægelsens udvikling i Vesteuropa eksisterer der to retninger: en radikal og en opportunistisk. Og De, kammerat Lenin, støtter den opportunistiske. De, som var en marxistisk leder, bliver en opportunistisk leder.« Hvor mange kan i dag huske disse bedrøvelige udfald mod den største revolutionære personlighed i verdenshistorien ? De kinesiske splittelsesmænds metoder kan ikke bedrage verdens marxister-leninister. Det absolutte flertal af marxistisk-leninistiske partier verden over har åbent fordømt KKP-ledernes antileninistiske eventyrerkurs. I talrige dokumenter, i taler af den kommunistiske verdensbevægelses største ledere og i partipressen underkastes de kinesiske lederes fatale synspunkter og fraktionelle splittelsesaktioner en dybtgående kritik. Det betyder altsammen, at den kommunistiske verdensbevægelse som helhed står fast på de eneste rette, de marxistisk-leninistiske standpunkter. Vort parti, som blev opdraget af Lenin, vil også i fremtiden sammen med de øvrige broderpartier konsekvent bekæmpe alle mulige opportunistiske aktioner, såvel fra højre som fra »venstre«, og virke for sammenhold af alle broderpartier, for enhed af alle dele af den revolutionære verdensbevægelse, for den altbesejrende marxistisk-leninistiske læres renhed.

De sovjetiske kommunister og marxister-leninister i den øvrige verden, kan ikke begrænse sig alene til kritik og politisk vurdering af Kinas kommunistiske partiledelses urigtige, antileninistiske anskuelser. Hos hver af os melder sig uundgåeligt det spørgsmål: Hvordan gik det til, at lederne af et parti som Kinas kommunistiske parti, som råder over så betydelige erfaringer fra revolutionskampene og opbygningen af et nyt samfund, slog ind på bekæmpelse af den kommunistiske verdensbevægelse? Hvem er det, vi har at gøre med i KKP-ledernes skikkelse? Vort partis og hele den internationale arbejderbevægelses erfaring viser, at leninismen mere end én gang er kommet ud for sammenstød med anskuelser og indstillinger som dem, den kinesiske ledelse nu udvikler. Naturligvis gentager de, der nu frembærer disse synspunkter, ikke simpelt hen deres forgængere. De tilpasser de gamle ideer til de nuværende vilkår og til deres eget behov. V. I. Lenin har som bekendt påpeget, at bolsjevismen har udviklet, styrket og stålsat sig hovedsageligt i kamp mod den højreorienterede opportunisme. »Det var naturligvis bolsjevismens hovedfjende inden for arbejderbevægelsen,« skrev han. Samtidig understregede Lenin betydningen af en anden side af bolsjevismens erfaringer, en side der, som han fremhævede, endnu er alt for lidt kendt i udlandet. I sin bog »Radikalismen, kommunismens børnesygdom« skrev han: »Bolsjevismen er vokset op og har fået form og fasthed i en n1angeårig kamp mod den småborgerlige radikalisme, som minder om anarkismen eller har lånt både det ene og det andet fra den, og som på intet væsentligt punkt opfylder de betingelser og krav, en konsekvent, proletarisk klassekamp stiller« (Udvalgte Værker, bind 11, Forlaget Tiden). Det er betegnende, at de kinesiske ledere, som ynder i tide og utide at henvise til eksempler på idémæssige uoverensstemmelser i fortiden og at drage historiske paralleller, aldeles fortier denne side af det bolsjevikiske erfaringsmateriale. Men det er forståeligt nok. Hvert ord, Lenin har rettet mod talsmænd for den småborgerlige radikalisme, eller, som Lenin sarkastisk udtrykte sig, den småborgerlige revolutionisme, rammer direkte KKP-ledelsens nuværende idémæssige og politiske tankegang og indstilling. Der er i talrige af Lenins arbejder, i vort partis resolutioner og i Kommunistisk Internationales dokumenter giver en alsidig karakteristik af den småborgerlige radikalisme. Lenin anså dens udspring for at være den særlige situation, hvori den lille ejendomsbesidder, den lille næringsdrivende befinder sig, og hvorunder han let forfalder til yderliggående radikalisme, men er ude af stand til at udvise udholdenhed, sammenhold, disciplin og fasthed og i stedet er tilbøjelig til at svinge fra den ene yderlighed til den anden. Alle kender for eksempel bolsjevismens kamp mod »de socialrevolutionære«, der parti der, som Lenin fremhævede, »stærkest gav udtryk for småborgerlige, overrevolutionære tendenser« (Udvalgte værker, bind 11). Det må netop nu erindres, at de socialrevolutionære benægtede arbejderklassens ledende rolle og »beviste«, at bondebevægelsen er den sande socialistiske bevægelse. Fra tid til anden, og navnlig ved bratte omsving i historien, har småborgerlige svingninger gjort sig bemærket også i de proletariske partiers rækker. Lenin har adskillige gange anført, at proletariatet ikke er forsikret mod, at småborgerlig ideologi og småborgerlige fordomme trænger ind i dets rækker. De bedste af de småborgerlige revolutionære indtager deres plads i de proletariske partiers rækker, omskoles, studerer marxismen alvorligt og bliver slutteligt sande revolutionære. Andre formår ikke at lære noget af det proletariske parti »bortset fra nogle udenadlærte ord eller løsrevne »flotte« paroler« (Værker, bind 16, side 44-45, russisk). Først og fremmest måtte vort parti bekæmpe radikalistiske, småborgerlige svingninger, efter at det havde erobret magten, i de første år under opbygningen af sovjetstaten. Den uforsonlige kamp, V. I. Lenin førte mod »venstrekommunisterne«, mod »arbejderoppositionen«, mod trotskismen og »ultravenstre« i den dengang unge kommunistiske bevægelse, er velkendt. Lad mig minde om kampen mod »venstrekommunisterne« i tiden omkring fredsslutningen i Brest, da de forsøgte at gennemtvinge den »revolutionære krig«s eventyrtaktik, som ville have været dødbringende for sovjetrepublikken. Lenin mente, at der trods de højrøstede revolutionære fraser lå trøstesløs pessimisme og fuldstændig desperation bag »venstrekommunisterne«s anskuelser. Og hvad den objektive rolle angår, som »venstrekommunisterne« spillede, sagde Lenin direkte henvendt til dem: »I er redskaber for en imperialistisk provokation, det er jeres objektive rolle. Og jeres subjektive »mentalitet«, er den rabiate småborgers mentalitet, som skryder og praler, men udmærket godt føler, at proletaren har ret!« (Værker, bind 27, side 297, russisk). I den situation, der nu er opstået i den internationale kommunistiske bevægelse, er det særlig nødvendigt at sige noget om den hårde kamp, vort parti har ført mod trotskismen. Trotskismen var klart udtryk for en småborgerlig afvigelse. Den optrådte under falsk flag som en retning, der lå længere »til venstre«, var mere »revolutionær« end bolsjevismen. Trotskij og hans ligesindede, som erklærede sig for verdensrevolutionens »sande« forkæmpere, kæmpede i virkeligheden mod leninismen. Trotskismen var tillige udtryk for en afvisning af den bolsjevikiske partiånd, af sammenholdet i partiets rækker. Trotskismens »ånd« var fraktionsmageri. Trotskisterne gik ikke alene i kompagni med fraktionelle grupperinger inden for Kommunistisk Internationale, men også med organisationer, grupper og enkeltpersoner, som aldrig havde tilhørt de kommunistiske partier, og med fjender og renegater, der var udelukket af deres rækker. Er det nødvendigt at fremdrage alt dette? Det er nødvendigt, kammerater, for at drage lære af de kampe, leninismen tidligere har været ude for. Minder kinesiske teoretikeres tankegang i dag måske ikke i mangt og meget om ideerne i småborgerlige strømninger, som leninismen for længst har gjort op med? Kun en småborgerlig »superrevolutionær« kan betragte fredelig sameksistens af lande med forskelligt samfundssystem som en »opgivelse« af kampen mod imperialismen, en »fornægtelse« af revolutionen. Kun han kan hilse tesen om »revolutionær krig« som det »sidste og afgørende« middel til at gøre ende på modsætningerne mellem de to samfundssystemer. Kun en småborgerlig »superrevolutionær« kan kræve revolutionen »påbegyndt«, »straks« og »alle vegne« uden hensyn til forhåndenværende konkrete betingelser og styrkeforhold. Kun han kan vende sig imod benyttelsen af den fredelige vej for revolutionen, eftersom det eneste kriterium på »revolutionær indstilling« for ham er anvendelsen af våbenmagt, uanset om noget sådant dikteres af vilkårene eller ej. Det er derfor ligetil, at de kinesiske ledere, efter at være slået ind på denne vej, nu er gået videre og har lånt mange af deres tanker og indstillinger fra trotskismens ideologiske rustkammer, ligesom de også har taget dens fraktionelle splittelsesmetoder i arv i kampen mod de marxistisk-leninistiske partier. Ja, kammerater, det må siges åbent: de kinesiske partilederes teoretiske og politiske anskuelser i sin helhed er på mange måder en efterplapren af trotskismen, som for længst er forkastet af den internationale bevægelse. Hvori består i virkeligheden de kinesiske lederes anskuelser med hensyn til krigens og fredens problemer? De er i virkeligheden intet andet end en gentagelse under nye forhold af den trotskistiske parole »hverken fred eller krig«. Eller tag KKP-ledelsens aktive opposition mod økonomisk kappestrid med kapitalismen. Er dette en ny måde at stille spørgsmålet på? Nej, det er en gentagelse af Trotskijs gamle indstilling, som betød opgivelse af en fredelig økonomisk opbygning og overgang til en »revolutionær krig«s taktik, til »ansporing af verdensrevolutionen« med våben i hånd. Som bekendt var dette den egentlige mening med den trotskistiske teori om »permanent revolution«. Kampen mod trotskismen i dette spørgsmål havde historisk betydning. Dens udfald bestemte, hvordan det skulle gå med verdens første socialistiske land og med hele den revolutionære verdensbevægelse. Hvad ville der være sket, såfremt vort parti havde fulgt den kurs? Det ville have stået våbenløst over for verdensimperialismen og ville have været et let bytte for dens væbnede angreb. De kinesiske ledere fremtvinger nu i realiteten en strid om det samme spørgsmål - skal man følge de »revolutionære« eventyrs vej eller følge den leninske kurs, som består i udbygning af det socialistiske verdenssystems økonomiske og politiske potentiel, i udvikling af den revolutionære bevægelse i de kapitalistiske lande og af folkenes nationale befrielsesbevægelse, i nøje overensstemmelse med Lenins ord om, at revolutionen er et resultat af klassemodsætningernes skærpelse i det enkelte land. Ikke mindre tydeligt fremtræder slægtskabet med trotskismen i de kinesiske teser om faren for »borgerlig udartning« i de socialistiske lande. Som svar på dette påfund kan vi sige, at det er ikke noget nyt, det har vort parti hørt før. Det er en gentagelse under nye omstændigheder af den trotskistiske bagvaskelse af Sovjetunionens påståede udartning til en »termidoriansk« stat. Og genkender vi ikke også trotskismens karaktertræk i de kinesiske synspunkter, som rummer overvurdering af magtanvendelsens, tvangens rolle i revolutionen og i den socialistiske opbygning ? Sammenlign også KKP-ledernes anskuelser med den nutidige trotskismes ideer. Der er måske nogen, som tror, at den kinesiske teori om Asien, Afrika og Larinamerika som »verdensrevolutionens hovedstormzone« er et originalt produkt? Nej, det er en næsten ordret gentagelse af en af den nuværende trotskismes grundteser. I beslutningerne fra den såkaldte 4. (trotskistiske) internationale kan man læse: ». . . Som følge af de på hinanden følgende nederlag for de store revolutionære bølger 1919-23 og 1943-48 og den svagere bølge 1934-37 er verdensrevolutionens centrum for tiden flyttet til koloniverdenen.« Dér har vi kilden til den kinesiske ledelses politiske visdom ! I de nuværende trotskisters skriverier kan man også finde andre »ultrarevolutionære« fraser, som næsten ordret gengives i den kinesiske presse, og udgives for såkaldt »revolutionære principper«. Fredelig sameksistens af lande med forskelligt samfundssystem er »ikke blot umulig, men også skadelig for arbejderklassen i alle lande, eftersom den fører til »styrkelse af kapitalismens positioner og svækkelse af socialismens«, lyder det fra de trotskistiske skrålhalse. De erklærer med vigtig mine, at »kun den . . . der uden frygt er rede til at rage følgerne af den atomkrig, som kapitalismen forbereder«, kan regnes for en virkelig revolutionær osv, osv. Kan man herefter undre sig over, at hovedmændene i vore dages trotskisme siger, henvendt til KKPs ledere (således som Posadas, en af trotskismens førere i Latinamerika, gjorde det i juli i fjor): »Kammerater kinesere, I kan ikke hævde, at alle de ting, I fører frem som revolutionære konklusioner, alene er resultater af jeres egne teoretiske og politiske arbejder. De er 4. internationales konklusioner.« Det er ikke nogen tilfældighed, at trotskisterne åbenlyst knytter forhåbninger om genoplivelse af deres for længst hensygnede bevægelse til den kinesiske ledelses nuværende kurs. Den trotskistiske internationales 6. kongres skrev i sit såkaldte manifest: »Kinas kommunistiske partis politiske standpunkter viser vældige muligheder, som åbner et virkefelt, trotskismen aldrig tidligere har haft magen til.« De kinesiske ledere lader, som om de ikke bemærker alt dette. De har åbenbart ræsonneret således: »Den nuværende trotskisme er en lidet kendt strømning, vi kan benytte dens ideer, når vi har givet dem en »kinesisk« form. Men man kan ikke gemme en syl i en sæk! Hvor gerne den kinesiske ledelse end vil fortie den kilde, hvorfra den henter sine ideer, vil det ikke lykkes den at dække over sine anskuelsen overensstemmelse med de gamle og de moderne trotskisters. Ligesom trotskisterne kræver de kinesiske ledere frihed til fraktions- og gruppedannelser i den kommunistiske bevægelse og driver undergravningsvirksomhed dér med de samme metoder. Geofinder vi måske ikke i den kinesiske propagandas ondskabsfulde personlige angreb på ledende folk i Sovjetunionens, Frankrigs, Italiens, USAs, Indiens og andre landes kommunistiske partier alle de velkendte ræk hos trotskisterne, som kun havde tanke for, hvordan de yderligere kunne smæde arbejderklassens populære ledere? De nu eksisterende trotskister lægger ikke skjul på deres glæde over denne optræden fra KKP-ledernes side. Den trotskistiske internationales fælles sekretariat forsikrede i en udtalelse, offentliggjort i slutningen af juli forrige år i Paris, de kinesiske ledere om, at det vil »yde dem støtte« i kampen mod SUKP og mod de kommunistiske partier i Indien, USA, Frankrig, Italien osv. Den trotskistiske internationales eksekutivkomité godkendte i en resolution fra sit møde i fjor sommer »den historiske opgave at slutte sig til kineserne og kæmpe for opbygningen af en fælles front mellem 4. internationale og de kinesiske kammerater«. Disse kendsgerninger taler for sig selv. Konsekvensen af kampen mod SUKP og den kommunistiske verdensbevægelse har bragt KKPs ledere dertil, at de mere og mere optræder på linje med marxismen-leninismens argeste fjende, trotskismen. Man må sige, at de kinesiske ledere selv i sin tid så faren for småborgerligt pres på Kinas kommunistiske parti. Således har Mao Tse-tung sagt: »Vort parti er ikke alene udefra omgivet af dette brede samfundslag, men også indadtil udgør de, der stammer fra småborgerskabet, en vældig majoritet. Småborgerlig ideologi i alle nuancer kommer ofte til udtryk i vort parti« (Mao Tse-tung, bind 4, side 386-87, russisk). Et andet sted siger han, at småborgerlig ideologi finder udtryk i KKP i »spring til siden, snart til venstre, snart til højre, i forhippethed efter venstrerevolutionære fraser og paroler, i sekterisk selvtilstrækkelighed og eventyrpolitik.« Det var sandt, hvad de kinesiske ledere skrev dengang! Men nu er de hørt op med at tale om faren for småborgerlig udartning. Skyldes det mon ikke, at småborgerlig ideologi har taget overhånd i deres egne anskuelser, i deres politiske linje, i deres metoder? Men netop i et land som Kina - ligesom i tsartidens Rusland - hvor ikke-proletariske befolkningslag er i umådeligt overtal, burde kommunisterne være ganske særligt på vagt med hensyn til småborgerlige anskuelsers og traditioners indtrængen i arbejderklassens rækker. Vort parti formåede under Lenins ledelse at løse den opgave. Det var, fra det tog sine første skridt, partiet for den kæmpende arbejderklasse, som hørte sammen med storindustrien, og som havde gennemgået en god skole i proletarisk klassekamp. I denne sammenhæng var det af principiel betydning, at Lenin og bolsjevikkerne støttede sig på hele den internationale proletariske bevægelses erfaringer og urokkeligt lod sig lede af principperne og idealerne i Marx’ og Engels’ videnskabelige socialisme. Åbenbart mangler lederne af Kinas kommunistiske Parti den marxistisk-leninistiske hærdning, som skal til for at modstå presset fra småborgerlige elementer og fastholde den proletariske socialismes linje. Det er den eneste forklaring på, at småborgerlig ideologi har kunnet komme til at præge både deres indenrigs- og deres udenrigspolitik. Vi ville helst ikke komme ind på spørgsmålet om den kinesiske partiledelses politik indadtil. Men eftersom de kinesiske lederes eventyrpolitiske kurs på den internationale arena er forbundet med deres fejltagelser i indenrigspolitikken, bliver det nødvendigt også at sige noget om dette. Marxister-leninister i alle lande kender nu resultaterne af det, der blev kaldt »det store spring«s og folkekommunernes politik. Man må uvægerligt se denne politik som radikalisternes forsøg på at overspringe uundgåelige etaper i samfundsudviklingen. Vort parti har altid ydet de kinesiske kommunisters erfaringer med gennemførelsen af demokratiske og socialistiske omdannelser efter revolutionens sejr skyldig respekt. I tiden fra 1949 til og med 1957 har Kinas kommunistiske parti ved at følge en realistisk kurs, udnytte erfaringerne fra andre socialistiske lande og bygge på deres støtte, opnået store fremskridt i Kinas økonomiske, sociale og politiske udvikling. Den sovjetiske befolkning glædede sig oprigtigt over disse fremskridt. Men i 1958 blev denne kurs pludselig revideret og afløst af en kurs, som blev kaldt »De tre røde faner - generallinjen, det store spring og folkekommunerne«. Opgaver, til hvis løsning der så sent som i 1956 beregnedes tre femårsperioder eller mere, besluttede de kinesiske ledere at gennemføre på nogle få år. Det blev bestemt, at der i et femår (1958-62) skulle ske en forøgelse af industriens brutto-produktion med 550 procent (med en årlig tilvækstrate på 45 procent!) og af landbrugsproduktionen med 150 procent (med en årlig tilvækstrate på 20 procent!). Disse planer opstilledes uden noget som helst økonomisk grundlag, uden hensyntagen til landets reale muligheder. Folkekommunerne, som oprettedes på landet, skulle på fem-seks år sikre »springet over i kommunismen«. Resultaterne af disse eksperimenter er almindeligt kendt. Den Kinesiske Folkerepubliks økonomi blev sat flere år tilbage. »De tre røde faner«s kurs førte til alvorligt forstyrrelser, tempoet i industrialiseringen aftog betydeligt, hvilket afspejledes i folkets materielle vilkår. Når vi omtaler dette, er det naturligvis ikke ud fra nogen skadefryd over de kinesiske kommunisters modgang. Vi er ligesom de bekymrede over de vanskeligheder, der har ramt det kinesiske broderfolk. Og når vi taler om disse forhold, er det alene for at vise, hvortil det fører, når man forlader de prøvede leninske principper for socialismens opbygning. Analyserer man udspringet til den kinesiske ledelses holdning nu, kan man heller ikke undgå ar bemærke de stadigt stærkere, åbent nationalistiske stormagtstilbøjeligheder, som navnlig kommer til udtryk i KKP-ledernes udenrigspolitiske virksomhed. Det er mere end én gang forekommet i historien, at højrøstede ord om revolution er gået hånd i hånd med rabiat nationalisme. Lenin har gentagne gange anført, at de samfundsøkonomiske betingelser, som er den lille besidders grobund, også forlener en af de »dybest gående småborgerlige fordomme, nemlig: den nationale egoismes, den nationale begrænsetheds fordom« med en særlig hårdnakkethed (Værker, bind 31, side 128, russisk). Kendsgerningerne viser, at nationalisme vinder mere og mere overhånd i den kinesiske ledelses hele politik og er i færd med at blive drivfjederen i deres handlinger. Det viste sig allerede i »det store spring«s periode, der klart var tænkt som et forsøg på med ét slag at distancere alle de socialistiske lande og indtage en dominerende stilling i det socialistiske verdenssystem. I den følgende tid blev den slags tendenser yderligere forstærket. Det kom til udtryk i flere aktioner fra den kinesiske regerings side, eksempelvis kunstig opflamning af nationalistiske lidenskaber omkring grænsespørgsmål, KKP-ledernes opførsel under den caraibiske krise og den kinesiske regerings holdning i kernevåbenspørgsmålet. Disse og andre forhold afslører til fulde svælget mellem de kinesiske lederes ord og deres handlinger. Der bliver stadig mere klart, at de radikale fraser og recepter snarest er beregnet til eksport og til at prakkes andre landes kommunistiske partier på. KKP-lederne selv foretrækker, når talen er om praktiske skridt på den internationale skueplads, at handle ud fra et standpunkt, som langtfra består i revolutionær kamp mod imperialismen. Det vækker også den største undren, at kinesisk propaganda i denne tid reducerer hele kampen mod imperialismen til udelukkende at være en kamp mod USA, men går uden om USAs allierede - de japanske, vesttyske, franske og engelske imperialister. Søger de mon virkelig blandt monopolistiske kredse i disse lande partnere til kampen mod den såkaldte »moderne revisionisme«? Særdeles mistænkelig forekommer de kinesiske lederes teori om en såkaldt »mellemzone«, hvorefter Vesttyskland, England, Frankrig og Japan betragtes som lande, der holdes i trældom af den amerikanske imperialisme. Teorien besmykker imperialisterne i England, Frankrig, Japan og navnlig i Vesttyskland og udvisker deres aggressive natur og den trussel, de betyder mod folkene i de socialistiske lande, mod den nationale befrielsesbevægelse og mod verdensfreden. I Erklæringen fra 1960 understreges navnlig truslen mod freden fra den vesttyske imperialismes side, og der stilles de kommunistiske partier den opgave at forstærke kampen mod dens aggressive aspirationer. Det sovjetiske folk véd af egen erfaring, hvor farlig denne imperialistiske røver er. Imperialismen i den Tyske Forbundsrepublik er nu langt fra nogen simpel vasal af USA-imperialismen. Støttet på er stærkt økonomisk potentiel, som betydeligt overgår hele Hitler-Tysklands, har den vesttyske imperialisme opbygget en kæmpemæssig militærstyrke og giver i stadig stigende grad tonen an i NATO. Også den engelske, franske og japanske imperialisme repræsenterer en ikke ringe fare. Der fremgår i hvert fald af begivenhederne for nylig på Cypern, i Østafrika, Gabon og Sydøstasien, hvor Englands og Frankrigs imperialister har indsat tropper for at undertrykke den nationale befrielsesbevægelse. SUKPs udgangspunkt er, at alle antiimperialistiske kræfter må sætte sig som opgave, jævnsides med den resolutte kamp mod den amerikanske imperialisme som den største internationale udbytter og gendarm, tillige at bekæmpe den engelske, franske, vesttyske og japanske imperialismes aggressive, reaktionære kræfter. Den kinesiske »mellemzoneteori« derimod vasker objektivt imperialisterne i England, Frankrig, Vesttyskland og Japan hvide og gavner dem. Man må sige, at de imperialistiske magters herskende kredse har fattet meningen med den kinesiske politik. De har forstået, at de kinesiske lederes revolutionære fraser slet ikke er rettet mod imperialismen. Hensigten med disse fraser er i virkeligheden at dække over den forbitrede kamp mod SUKP og den kommunistiske verdensbevægelse og er ikke på nogen måde farlig for imperialisterne. Derfor det omslag, som nu kan noteres i førende kapitalistiske magters politik over for Kina. Vi vil ikke skjule, at når vi iagttager alle disse manøvrer fra den kinesiske ledelses side, så gribes vi ligesom alle marxister-leninister verden over af en begrundet bekymring for, hvilken vej de kinesiske ledere drager deres store land ind på. Det skulle nødigt komme dertil, at de kinesiske ledere ved at følge deres urigtige antileninistiske veje kommer ind i et faktisk kompagniskab med reaktionære, krigslystne elementer i imperialismen, sådan som det allerede er sket i forbindelse med den Kinesiske Folkerepubliks afvisning af at underskrive Moskva-traktaten om indstilling af kernevåbenforsøgene. KKP-ledernes nationalistiske kurs har intet med det kinesiske broderfolks virkelige nationale interesser at gøre. Folkene i Kina har først og fremmest oprigtige forbundsfæller i folkene i de socialistiske lande. Folkene i Kina er vitalt interesseret i styrkelse af det socialistiske verdenssystem, i et solidt forbund med alle antiimperialistiske kræfter. Heri ligger garantien for hurtige fremskridt ad vejen til socialismen for Folkets Kina. De standpunkter, KKPs centralkomité nu indtager såvel indadtil i landet som på den internationale skueplads, er uforståelige, hvis man ikke betragter den situation, der er opstået i det kommunistiske parti og i landet som helhed på grund af persondyrkelsens udbredelse. Det lader sig ikke fortie, at dyrkelsen af Mao Tse-tungs person øver stadig stigende, negativ indvirkning på Kinas kommunistiske partis virksomhed. Kinesisk propaganda har allerede gennem mange år ihærdigt villet indpode alle og enhver, at Mao Tse-tungs tanker et »marxismen-leninismens højesre udtryk«, og at vor epoke er »Mao Tse-tungs epoke«. Med sin påstand om, at sammenfatningen og behandlingen af vor tids historiske opgaver helt og holdent blev foretaget af Mao Tse-tung alene, fremstillet den kinesiske propaganda tingene, som om Mao Tse-tungs ideer er identiske med marxismen-leninismen i vor epoke, »den videnskabelige teori for den socialistiske revolution og opbygningen af socialismen og kommunismen«. Det står nu ganske klart, at KKP-ledelsen arbejder på at udbrede dyrkelsen af Mao Tse-tungs person til hele den kommunistiske verdensbevægelse, så at KKPs ledet, ligesom i sin tid Stalin, skal rage op over alle marxistisk-leninistiske partier som en gud og efter forgodtbefindende afgøre alle spørgsmål vedrørende deres politik og virksomhed. Persondyrkelsens ideologi og praksis forklarer i mange henseender, at der er opstået hegemonibestræbelser blandt kinesiske ledere. Men historien gentaget sig ikke. Og det, som engang var en tragedie, kan næste gang tage sig ud som en farce. KKP-lederne burde vide, at den kommunistiske bevægelse aldrig vil tillade en gentagelse af persondyrkelsens tilstande, som er et fremmedelement i marxismen-leninismen, og som har kostet bevægelsen så dyrt i fortiden. Den kommunistiske bevægelse er uforenelig med persondyrkelse. SUKPs 20. kongres har for bestandig gjort ende på dette med marxismen-leninismen uforenelige fænomen i vort parti og tilvejebragt alle betingelser for, at forhold som dem, der bestod i persondyrkelsens tid, aldrig skal vende tilbage. Partiet har på ny bragt de leninske principper til fuld anvendelse i parti- og statsforhold og genetableret og udviklet det socialistiske demokratis princippet. Kursen fra SUKPs 20. kongres har fået fuld støtte i Deklarationen og Erklæringen fra Moskva-konferencerne. Det er derfor indlysende, at fordømmet man kampen mod persondyrkelsens ideologi, er det ensbetydende med, at man fraviger den linje, hvorom der er enighed i den kommunistiske bevægelse, at man bevidst fører den ud på en farlig vej, som er uforenelig med marxismen-leninismen og med det socialistiske systems væsen. Men netop sådan optræder de kinesiske ledere. De har åbent påtaget sig rollen som Stalin-dyrkelsens forsvarere og proklamerer, at bekæmpelse af den vil sige at »forkaste marxismen-leninismen« og »sværte proletariatets diktatur«. Men forholdet er det, at netop persondyrkelsen fører til forvanskning af vigtige sider af proletariatets diktatur, som er en højere form for demokrati, det arbejdende folks demokrati. Under Lenin garanteredes den nøjeste overholdelse af de demokratiske principper i partimæssige og statslige forhold, den socialistiske retssikkerhed. Han bekæmpede partistridige grupper og tendenser med partimæssige metoder og støttede sig på partiets medlemsmasser. I Stalin-dyrkelsens periode var en anden metode fremherskende, det fysiske opgør med de partifolk, som Stalin havde mistænkt for ikke at dele hans anskuelser, og repressalier og vilkårlighed over for prøvede og trofaste partifolk satte tilmed ind med ganske særlig kraft, netop da kampen mod oppositionen allerede var overstået, da socialismen havde vundet sejr. Proletariatets diktaturs skarpe sværd, som skal bruges til at slå fjenden med, blev af Stalin vendt mod det kommunistiske partis og den socialistiske stats egne folk. Men det er øjensynligt netop denne side af Stalins virke, der passer de kinesiske ledere. Derfor identificerer de også hans urigtige ledelsesmetoder med proletariatets diktatur. Trods de efterhånden almindeligt kendte talrige eksempler på Stalins magtmisbrug i persondyrkelsens tid, trods Stalins afvigelser fra Lenins opfattelse i en tække vigtige spørgsmål hæver de kinesiske ledere Stalin op på en piedestal og fremstiller ham som Lenins »store fortsætter«. Masserepressalierne under persondyrkelsen omtales af kinesiske ledere, som om det kun drejede sig om små »overdrivelser«. De kinesiske lederes linje lover ikke folket noget godt. Den er udtryk for en ideologi og moral, som ikke er marxisters, ikke leninisters, men som hyldes af folk, der er tilhængere af volds- og undertrykkelsesmetoder. De kinesiske ledere skulle blot spørge sovjetiske kommunister, arbejdere, bønder og åndsarbejdere, som på deres egen krop har følt de svære følger af persondyrkelsen, hvordan de stillet sig til forsøgene på at rehabilitere de forvanskninger og fejl, Stalin begik, og genetablere persondyrkelsens tilstande. De ville kun få ét svar: Det skal ikke ske! Vort parti gjorde op med Molotovs, Kaganovitj’ og Malenkovs partistridige gruppe. Denne gruppe modsatte sig udryddelsen af persondyrkelsen, ikke mindst fordi visse af dens deltagere ligeledes var ansvarlige for masserepressalier mod uskyldige mennesker i den periode, da de sammen med Stalin stod for styret i landet. Oplysningerne om de misgerninger, Stalin og de senere afslørede deltagere i den partistridige gruppe begik over for fremtrædende folk i det kommunistiske partis og sovjetstatens tjeneste, er allerede kendt. Men dertil kommer, har det vist sig, at Molotov sammen med Stalin også sanktionerede den strengeste forfølgelse af disse mænds hustruer eftet den såkaldte »fortegnelse nr. 4 over folkefjenders hustruer« som indeholdt navnene V. A. Dybenko-Sedjakina, J. S. Kosior, A. I. Tjubar, J. J. Eiche-Rubtsova med flere. I mange tilfælde bestræbte Molotov sig for, som man siger, at været mere katolsk end paven selv. På et dokument, som indeholder sanktion af fængsling for lang tid af et stort antal hustruer til mænd, som var ramt af repressalier, har Molotov ved et navn på listen noteret »VMN« - dvs, højeste straf. Er det sådanne umenneskelige tilstande, de kinesiske ledere er ivrige efter at få genindført ? Er det derfor, de viser sympati med folk, som er blevet udstødt af vort partis rækker? De kinesiske ledere har med hensyn til persondyrkelsen ikke blot afvist den internationale kommunistiske bevægelses konklusioner og retningslinjer, men også forladt deres egne tidligere udtalelser. Alle véd, at der i 1956 og 1957 i taler af Mao Tse-tuog og Liu Shao-chi og i artiklerne om de historiske erfaringer med proletariatets diktatur, som var godkendt af politbureauet i KKPs centralkomité, blev udtrykt stor påskønnelse af SUKPs virke for at udslette følgerne af persondyrkelsen. På de kommunistiske partiers konference i 1957 sagde Mao Tse-tuog: »I Sovjetunionen er forholdene i de sidste fire-fem år efter Stalins død betydeligt forbedret, såvel på det indenrigspolitiske som på det udenrigspolitiske område. Dette vidner om, at den linje, kammerat Hrustjov repræsenterer, er den rigtigste, og at det er fejlagtigt at træde op mod denne linje.« På den tid sagde de kinesiske ledere med rette, at kun »reaktionære verden over« kan opponere mod linjen fra SUKPs 20. kongres. Nu har de kinesiske ledere ud fra deres egne politiske beregninger givet sig til at forsvare persondyrkelsen. De har taget Stalins forvanskninger og fejl i forsvar, først og fremmest fordi de selv udbreder dyrkelsen af Mao Tse-tungs person. Med KKP-ledernes nuværende politiske kurs som eksempel kan den kommunistiske verdensbevægelse, bevidste arbejdere i hele verden endnu en gang overbevise sig om, hvor farlig og skæbnesvanger persondyrkelsens praksis var og fremdeles er, og hvilken skade den tilføjer folkenes interesser og den store kamp mod imperialismen og for socialismen. Sanktionering af persondyrkelsens ideologi ville føre den kommunistiske bevægelse ind i en blindgyde og volde socialismens og kommunismens sag alvorlig skade. En nærmere undersøgelse af kilderoe til KKP-ledelsens nuværende antileninistiske splittelseskurs fører således til den konklusion, at den kommunistiske verdensbevægelse er stødt på en real fare, bestående i en småborgerlig, nationalistisk afvigelse, som dækker sig under radikalistiske fraser. Faren ved denne afvigelse bliver så meget større, som vi har at gøre med ledere af et regerende parti, som råder over et stort statsapparat og midler til ideologisk massepåvirkning. Det er klart, at SUKP og de øvrige marxistisk-leninistiske partier ikke kan undlade at træffe foranstaltninger til i størst muligt omfang ar mindske den skade, som denne småborgerlige afvigelse ved sin virksomhed kan påføre den kommunistiske verdensbevægelse.  

Kammerater! Vort parti kan med fuld ret sige: Vi gør nu som før alt, hvad der står i vor magt, for at overvinde uoverensstemmelserne, genoprette samarbejdet mellem KKP og SUKP, konsolidere venskabet mellem den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen og styrke den kommunistiske verdensbevægelses enhed. Trods de utilstedelige polemiske metoder, KKP-lederne anvender, og deres åbne kamp mod SUKP og andre broderpartier, har vort parti udvist al mulig tilbageholdenhed, al mulig ansvarsbevidsthed og al mulig omsorg for sammenholdet i de kommunistiske rækker. I de senere år har SUKPs centralkomité og sovjetregeringen på initiativ af kammerat N. S. Hrustjov taget flere praktiske skridt med det formål at samle vore partier og bevare og udvide samarbejdet med den Kinesiske Folkerepublik på det politiske, økonomiske, videnskabelige, tekniske og kulturelle område. Og når disse skridt ikke har givet resultat, er skylden herfor helt og holdent de kinesiske lederes. Da de kinesiske ledere begyndte at træde åbent op mod vort parti, henvendte SUKPs centralkomité sig adskillige gange til KKPs centralkomité i breve, hvori det pointeredes, at socialismens og kommunismens fundamentale interesser kræver, at vore partier uanset eksisterende uoverensstemmelser ligesom tidligere i alle principielle spørgsmål skal følge en linje, hvorom der er enighed. Vi foreslog at indstille den nytteløse diskussion om spørgsmål, hvorom vi havde forskellig opfattelse og at afstå fra offentlige tilkendegivelser, som kun kunne uddybe divergenserne. Der fremsattes i brevene konkrete forslag med henblik på koordination af handlingerne på den udenrigspolitiske skueplads, forstærket udveksling af udenrigspolitiske informationer, fælles optræden i internationale, demokratiske organisationer osv. I oktober 1962 bad kammerat N. S. Hrustjov i en samtale med den kinesiske ambassadør, som da rejste hjem, om han ville meddele de kinesiske ledere, at vi foreslog »at lægge alle stridigheder og uoverensstemmelser bort, ikke at analysere, hvem der har ret, og hvem der har skyld, ikke at grave i fortiden, men begynde et nyt afsnit i vort forhold«. Efter at den kinesiske presse havde bragt en hel række artikler med nye grove angreb på SUKP og andre broderpartier erklærede kammerat N. S. Hrustjov i en samtale med den nye kinesiske ambassadør i januar 1963, at »vi ønsker at vende tilbage til vort tidligere broderlige forhold og er rede til at gøre alt herfor«. Men hver gang har KKP-lederne som svar på disse udslag af god vilje fra vort partis centralkomités side bevidst gjort alt for yderligere tilspidsning af uoverensstemmelserne og har rettet stadig nye angreb på SUKP, på sovjetregeringen og på den kommunistiske verdensbevægelses fælles linje. I kampen mod SUKP og dets leninistiske kurs koncentrerer de kinesiske ledere i første række ilden mod Nikita Sergejevitj Hrustjov. De kan naturligvis ikke undgå at se, at netop N. S. Hrustjov står i spidsen for de epokegørende processer, som har vist sig i vort parti og i Sovjetunionen efter den 20. kongres, og som garanterer den sovjetiske befolknings fremgangsrige bevægelse fremad mod kommunismen. Derfor ønsker de for deres underminerende formåls skyld, at sætte skel mellem kammerat Hrustjov og centralkomiteen og at bringe vor centralkomité i modsætning til partiet og det sovjetiske folk. Men dette smudsige forehavende er eventyrerisk og håbløst, dømt til en fuldstændig og ynkelig fiasko. De kinesiske ledere, og for øvrigt ikke de alene, bør skrive sig bag øret, at vor centralkomité med den trofaste leninist, Nikita Sergejevitj Hrusrjov i spidsen mere end nogen sinde står enig og sammensvejset. Kammerat N. S. Hrustjov er med sin utrættelige energi, med sin ægte bolsjevikiske lidenskab og principfasthed vort partis og vort folks anerkendte leder. Han formulerer den sovjetiske befolknings inderste tanker og ønsker. Den leninistiske linje, vort parti følger, kan ikke adskilles fra centralkomiteen og fra N. S. Hrustjov. Denne linje har hævet vort lands anseelse på den internationale arena til større højder end nogen sinde, og verden over øget dets autoritet i arbejdende menneskers øjne. Denne leninistiske linje støttes udelt af alle kommunister og af hele folket i vort land. Vort parti har aldrig frygtet og frygter ikke en ideologisk kamp. Men det mener, at ideologiske uoverensstemmelser bør løses på de leninistiske princippers grund, at selve polemikkens udvikling må indordnes under arbejderbevægelsens interesser. SUKPs centralkomité ser klart faren ved, at de kinesiske ledere søger at forvandle den åbne polemik fra et middel til klarlæggelse af stridsspørgsmål til et påskud til forvrøvlet nedrakning, til et redskab i den idémæssige og politiske kamp mod den kommunistiske bevægelse. Vort parti har sammen med andre marxistisk-leninistiske partier udfolder betydelige anstrengelser for at få standset den åbne polemik, som KKP-lederne har udløst. Sådanne initiativer er som bekendt taget gentagne gange af SUKPs centralkomité, bl.a. i januar 1963 i første partisekretær N. S. Hrustjovs tale på Tysklands socialistiske enhedspartis 6. kongres. Dette initiativ støttedes af det overvældende flertal af marxistisk-leninistiske partier. Men den kinesiske ledelse afviste at diskutere forslaget og begyndte i stedet at gøre kredsen af stridsspørgsmål mere omfattende og at optræde skarpere og mere provokerende i polemikken. I fjor forår blev der opnået enighed om tosidede møder mellem repræsentanter for SUKP og KKP. Vi gik med hertil i håb om, at de kinesiske repræsentanter ville vise beredvillighed til at sætte anstrengelserne ind på det, der forener, og ikke på det, der skiller KKP på den ene side og SUKP og de andre broderpartier på den anden. SUKPs delegation foreslog, at man sagligt og omhyggeligt drøftede alle stridsspørgsmål og banede vejen for normalisering af forholdene, for styrkelse af enheden mellem vore partier og i hele den internationale kommunistiske bevægelse. Der blev fra vor side foreslået et konkret program for udvikling af forholdet mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik. Men delegationen fra KKP benyttede mødet til yderligere skærpelse af uoverensstemmelserne, til grove og grundløse overfald på SUKP og andre marxistisk-leninistiske partier. Efter oplæsning af taler, som var skrevet på forhånd, og som fuldstændig ignorerede vore argumenter og forslag, meddelte de kinesiske delegerede, at de ønskede en pause i de tosidede møder. Alle skridt fra SUKPs centralkomité har været dikteret af omsorg for styrkelse af de marxistisk-leninistiske partiers enhed og de socialistiske landes sammenhold. Vi måtte ikke forivre os, men til det yderste udnytte alle eksisterende muligheder for at afvikle uoverensstemmelserne og afværge en spaltning. Den kinesiske ledelse har åbenbart vurderet disse skridt fra vor side på en anden måde. Det viser sig, at den betragter vor tilbageholdenhed, vore enhedsbestræbelser som svaghedstegn. I den sidste tid har den ladet sig forlyde med, at den ikke vil gå med til nogen forbedring af forholdet til SUKP, hvis det ikke sker ved »betingelsesløs kapitulation« fra vor side. Hvad er det egentlig de kinesiske ledere vil? De vil faktisk have, at den kommunistiske bevægelse skal opgive sine standpunkter til alle de fundamentale problemer, tiden rejser. Den internationale kommunistiske bevægelse anser det for livsnødvendigt at udnytte den opståede situation til stadig tættere samling af alle tidens revolutionære kræfter og til yderligere udvikling af den verdensomspændende revolutionsproces. I modsætning hertil stiler de kinesiske ledere mod en splittelse af vor tids revolutionære kræfter: det socialistiske verdenssystem, den internationale arbejderklasse og den nationale befrielsesbevægelse, hvilket kun kan hæmme udviklingen af revolutionsprocessen i verden. Marxismen-leninismens tilhængere går ud fra det synspunkt, at det er en hovedopgave for de kommunistiske partier at samle alle fredskræfter til forsvar for freden og til redning af menneskeheden fra kernekrigens katastrofe, og de anser fredelig sameksistens for generallinjen i forholdet mellem socialismens og kapitalismens lande. De kinesiske ledere ignorerer denne opgave. De ansporer faktisk kernevåbenoprustningen og slår til lyd for, at flere og flere magtet inddrages deri, de følger en linje, som vil kunne føre til atomkrig, de anser kampen for freden for en opgave i anden række og stiller den op som en modsætning til kampen for socialismen. Marxismen-leninismens tilhængere anser det for deres pligt at styrke det socialistiske samvirkes enhed og sammenhold på enhver måde, i særlig grad at koncentrere de socialistiske landes opmærksomhed om den økonomiske opbygnings opgaver med socialismens sejr i den fredelige økonomiske kappestrid med kapitalismen som mål. De kinesiske lederes optræden underminerer og ryster den socalistiske lejrs enhed og isolerer i stigende grad Kina fra de andre socialistiske lande. KKPs centralkomité undervurderer den økonomiske opbygning og ignoreret de socialistiske landes opgaver i den økonomiske kappestrid med de kapitalistiske lande. En sådan kurs fører til svækkelse af de socialistiske landes styrke og vanskeliggør deres reale kamp mod imperialismen. Marxismen-leninismens tilhængere og arbejderklassen i de kapitalistiske lande betragter det som opgaven at udfolde kampen mod monopolkapitalen til værn for folkemassernes vitale interesser, maksimalt at udnytte de nu eksisterende muligheder for en fredelig vej til socialistisk revolution uden borgerkrig, men samtidig at være beredt på den ikke-fredelige vej, på væbnet nedkæmpelse af bourgeoisiets modstand. Til forskel herfra smæder KKP-lederne på enhver måde arbejderklassens og dens kommunistiske fortrops kamp for det arbejdende folks livsinteresser, for fred og demokrati, de forkaster den kurs, som tilsigter opbygningen af brede antimonopolistiske alliancer og muligheden for fredelig gennemførelse af den socialistiske revolution, og de går ind for hasarderede rejsninger med våben i hånd uden hensyn til den konkrete situation. Marxismen-leninismens tilhængere og folkene, som kæmper for national befrielse, betragter det som opgaven at føre den anti-imperialistiske, demokratiske revolution til ende, at opbygge og konsolidere den nationale front og at kæmpe for dannelsen af national-demokratiske stater, for en ikke-kapitalistisk udviklingsvej. De kinesiske ledere går uden om det væsentlige i den nationale befrielsesrevolutions nuværende etape og ser ikke forskellighederne i de enkelte landes situation, men giver folkene i alle lande én .og samme recept: væbnet kamp og etablering af proletariatets diktatur. I virkeligheden kan sådanne retningslinjer føre til undergravning af den nationale front og til styrkelse af kolonialisternes og neokolonialisternes position. Marxismen-leninismens tilhængere ønsker at styrke enheden og sammenholdet såvel i de enkelte kommunistiske partier hver for sig som blandt verdens kommunister som helhed på grundlag af principperne i Deklarationen og Erklæringen. De kinesiske ledere undergraver enheden i den kommunistiske bevægelse og de demokratiske organisationer, danner fraktioner og tilstræber en spaltning af vor bevægelse og dens nationale organisationer. KKP-lederne træder således op imod den kommunistiske bevægelse i alle grundlæggende spørgsmål vedrørende strategi og taktik. Deres kurs er opstået ved en kombination af småborgerlig tale om revolution og nationalistiske stormagtstilbøjeligheder. I den ondartede, fra ende til anden perfide antisovjetiske artikel, som den 4. februar i år stod i KKPs centralorganer, erklærede de kinesiske ledere i fuld offentlighed, at de vil forstærke deres undergravningsvirksomhed mod den internationale kommunistiske bevægelse. I deres nationalistiske selvoptagethed skryder de af at ville fortsætte angrebene på SUKP for at desorganisere det af den store Lenin skabte partis virksomhed. De sovjetiske kommunister, Oktoberrevolutionens sønner og døtre, pionererne for den nye, kommunistiske verden, i hvis lod så svære prøvelser er faldet, kan kun finde sådanne trusler latterlige. De sovjetiske kommunister vil ikke tie til de kinesiske lederes tøjlesløse angreb på vor kommunistiske opbygnings store sag, på vort partis leninistiske kurs og på den internationale kommunistiske bevægelses positioner. Vi må offentligt afsløre den antimarxistiske, nytrotskistiske kerne i de kinesiske lederes standpunkter. Nu melder sig aldeles bydende den opgave at forsvare marxismen-leninismen mod de kinesiske lederes forvanskninger. Af hensyn til bevarelsen af den marxistisk-leninistiske læres renhed, af hensyn til den kommunistiske verdensbevægelse og til syvende og sidst også af hensyn til det kinesiske folk selv, kræves der af os åben og resolut indsats mod KKP-ledelsens fejlagtige anskuelser og farlige handlinger. Vi ønsker at styrke venskabet med det kinesiske folk og er rede til at udvikle samarbejdet med den Kinesiske Folkerepublik i alle retninger. De sovjetiske kommunister nærer oprigtig sympati for det store kinesiske folk, og nærer den største agtelse for Kinas kommunistiske partis revolutionære traditioner. Vi er forvissede om, at det ikke nogen sinde vil lykkes nogen at sprænge grundlaget for venskab mellem Sovjetunionens og Kinas store folk, og at KKP-ledernes nuværende holdning ikke afspejler det kinesiske folks sande nationale interesser. Vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt, for at bringe forholdet mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik ind i baner, som tjener arbejderklassen og hele det arbejdende folk i vore lande. Vi gør os klart, hvilken fare de kinesiske lederes nuværende holdning indebærer. Kendsgerningerne viser, at der forestår en alvorlig og efter alt at dømme langvarig kamp for styrkelse af alle socialistiske kræfters enhed, for venskab og samarbejde mellem det sovjetiske og det kinesiske folk. Det er nu klart, at KKP-lederne agter at fremture med deres fejlagtige linje og med deres fraktionsvirksomhed i den kommunistiske verdensbevægelse. Vort parti vil sammen med andre broderpartier beslutsomt forsvare marxismen-leninismen, forsvare enheden og sammenholdet i den kommunistiske bevægelse på grundlag af principperne i Deklarationen og Erklæringen fra de kommunistiske partiers konferencer i Moskva i 1957 og 1960, enheden og sammenholdet blandt alle kræfter, som virker for fred, demokrati, national uafhængighed og socialisme. Vort parti går ind for, at der indkaldes en ny konference af broderpartier til drøftelse af tidens fundamentale problemer, og at der på denne konference gennemføres den bredeste meningsudveksling, så at vanskelighederne i den kommunistiske bevægelse kan blive overvundet. Disse vanskeligheder er fremkaldt ved KKP-ledelsens divergenser med den internationale kommunistiske bevægelse. Derfor vil det være ganske logisk, at der gøres kollektive anstrengelser fra alle broderpartier for at fastslå de veje og midler, som må til for at bevare og styrke de kommunistiske rækkers marxistisk4eninistiske enhed. For SUKP står det fuldstændig klart, at konferencen bør tjene netop dette mål. SUKPs centralkomité er overbevist om, at hvor alvorlige vanskelighederne i den kommunistiske verdensbevægelse end er, vil den finde styrke i sig selv til at overvinde dem og til at slutte sine rækker i kampen for kommunismens store sag. Sovjetunionens kommunistiske parti vil også i fremtiden tilstræbe samling af alle broderpartierne på grundlag af marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes principper, på grundlag af den kommunistiske verdensbevægelses dokumenter - Deklarationen af 1957 og Erklæringen af 1960. Den vej, vort parti og den internationale kommunistiske bevægelse følger, er den leninske og derfor den eneste rette vej. Vi har vedtaget et nyt program, hvori vi har afstukket vor udviklingsvej for de næste 20 år. Opfyldelsen af programmet, den faste og målbevidste fremadskriden mod kommunismens højder, betragter vort parti og hele det sovjetiske folk som sin højeste internationale pligt over for den internationale kommunistiske bevægelse. Og vort parti vil opfylde sin internationale pligt med hæder, som det altid tidligere har gjort det! Under den store Lenins uovervindelige fane vil Sovjetunionens kommunistiske parti også i fremtiden urokkeligt og konsekvent følge en linje, som tilsigter i vort land at opfylde SUKPs program for opbygningen af det mest retfærdige samfundssystem - kommunismen. 

Efter at have hørt og drøftet den beretning, som sekretær i SUKPs centralkomité, medlem af centralkomiteens præsidium, kammerat M. A. Suslov har aflagt »Om SUKPs indsats for den internationale kommunistiske bevægelses sammenhold«, giver centralkomiteen udtryk for alvorlig bekymring over den splittelsesvirksomhed, som udfoldes af Kinas kommunistiske partis ledelse, og som er til stor skade for de socialistiske landes samvirke og for hele den internationale kommunistiske bevægelse. I erkendelse af den historiske betydning af den kommunistiske bevægelses enhed og sammenhold har Sovjetunionens kommunistiske parti i den senere tid taget nye skridt med det formål at overvinde eller dog til en begyndelse indskrænke divergenserne mellem KKPs ledelse og SUKP og de øvrige broderpartier og styrke det økonomiske og politiske samarbejde mellem Sovjetunionen og den Kinesiske Folkerepublik. Forsøg på at standse forværringen af divergenserne er også blevet gjort af andre marxistisk-leninistiske partier. SUKPs centralkomité konstaterer med beklagelse, at KKPs ledelse ikke har reageret på dette initiativ, ikke har besvaret brevet fra SUKPs centralkomité og ikke har standset den offentlige polemik, men tværtimod har forstærket kampagnen mod den kommunistiske bevægelses generallinje, som blev fastlagt af konferencerne i 1957 og 1960. Under foregivende af troskab mod marxismen-leninismen og bekæmpelse af en påstået revisionisme i marxistisk-leninistiske partier er KKPs ledere gået til angreb på teoretiske og politiske grundopfattelser, som er retningsgivende for den kommunistiske bevægelse på den nuværende etape. De nye vurderinger og konklusioner, som er formuleret gennem broderpartiernes kollektive indsats gennem skabende anvendelse af marxismen-leninismens principper på vor epokes vilkår - om det socialistiske verdenssystems rolle, om veje til opbygning af socialismen og kommunismen, om muligheden for forebyggelse af verdenskrig, om fredelig sameksistens af lande med forskelligt samfunds-system, om nødvendigheden af kamp mod persondyrkelsens ideologi og praksis, om formerne for overgangen til socialismen i højt udviklede kapitalistiske stater og i tidligere koloniale, befriede lande - alt dette forvanskes af de kinesiske ledere. Samtidig med, at de kinesiske ledere på alle strategiske og taktiske hovedområder har forladt den kommunistiske verdensbevægelses leninistiske linje, har de proklameret deres egen kurs, som er en kombination af småborgerlig eventyrpolitik og stormagtschauvinisme. I en række spørgsmål glider de faktisk ud i trotskistiske standpunkter, benytter trotskistiske metoder i kampen mod marxistisk-leninistiske partier og sammentømrer i forskellige lande fraktionelle smågrupper af tilhængere. KKP´s ledelse forsøger at påtvinge hele den socialistiske lejr, den kommunistiske verdensbevægelse og internationale demokratiske organisationer deres særlige idégrundlag. De kinesiske ledere stiler efter en forværring af de sovjetisk-kinesiske mellemstatslige forhold og en undergravning af venskabet mellem det sovjetiske og det kinesiske folk. De har forkastet alle forslag fra SUKPs centralkomité om normalisering af de sovjetisk-kinesiske forhold, forstærket den antisovjetiske propaganda inden for den Kinesiske Folkerepublik og groft blandet sig i Sovjetunionens indre anliggender. SUKPs centralkomité mener, at det af hensyn til det socialistiske verdenssystems fundamentale interesser, til den kommunistiske bevægelse og til forsvaret af marxismen-leninismens renhed er påkrævet, at der foretages en idémæssig afsløring af KKP-ledelsens antileninistiske standpunkt og en resolut afvisning af dens splittende handlinger. Centralkomiteen godkender fuldt ud og enstemmigt den politiske og praktiske virksomhed, der er udfoldet af SUKPs centralkomités præsidium og af førstesekretær kammerat N. S. Hrustjov med henblik på opbygningen af det kommunistiske samfund i Sovjetunionen, fremme af arbejdet for fred, demokrati, national uafhængighed og socialisme og styrkelse af de marxistisk-leninistiske partiers sammenhold og pålægger centralkomiteens præsidium også i fremtiden med fasthed at forsvare den kommunistiske bevægelses generallinje og virke for styrkelsen af enheden af alle revolutionære kræfter i vor tid. Vort parti vil i fremtiden ligesom hidtil følge den prøvede leninske vej, og ingen skal nogen sinde få SUKP ud af denne kurs, som blev lagt på den 20. og 22. kongres. På trods af, at de kinesiske ledere er gået meget vidt i deres splittelsesvirksomhed, er SUKPs centralkomité, som sætter hensynet til enheden i den kommunistiske verdensbevægelse højest af alt, fortsat rede til at bestræbe sig for en normalisering af forholdet mellem SUKP og KKP. Hvis lederne af KKP ikke helt har mistet bevidstheden om deres internationale ansvar, må de sluttelig forstå, at de med deres handlinger draget de kommunistiske partiets kræfter og opmærksomhed bort fra løsningen af aktuelle opgaver i den socialistiske opbygning, vanskeliggør kampen mod imperialismen og skader hele den antiimperialistiske front. SUKPs centralkomité udtaler sin faste overbevisning om, at den kommunistiske verdensbevægelse vil overvinde de eksisterende vanskeligheder, slutte sig endnu tættere sammen omkring Marx’, Engels’ og Lenins fane og vinde nye fremgange i kampen for arbejderklassens store sag, for freden og folkenes sikkerhed, for kommunismens sejr. 

Ærede kammerater deputerede! Må jeg på alle regeringsmedlemmers og egne vegne takke for den tillid og store ære, Sovjetunionens Øverste Sovjet ved dannelsen af denne regering har vist os. Vi påtager os vort ansvar og skal gøre alt for at være på højde med de krav, folket stiller til sin regering. Regeringen har pålagt mig at fremsætte en erklæring om fundamentale anliggender i Sovjetunionens inden- og udenrigspolitik. SUKPs 23. kongres var en begivenhed af overordentlig stor betydning i vort partis og det sovjetiske folks liv. Ved sin skabende udvikling af de leninske principper for ledelsen af partiarbejdet og den økonomiske virksomhed ydede kongressen et stort bidrag til den kommunistiske opbygnings teori og praksis. Kongressens beslutninger udstyrede den sovjetiske befolkning med et præcist og klart perspektiv i kampen for nye sejre i den kommunistiske opbygning. Kongressen fastlagde retningen i vor inden- og udenrigspolitik for de nærmeste år. Kongressens beslutninger blev lagt til grund for det valgprogram, hvormed kommunister og partiløse gik til valg til Sovjetunionens Øverste Sovjet. Valgene viste, at hele vort folk godkendte og støttede vort partis politik. Det kommunistiske partis ideer er alle sovjetiske mennesker nære og kære. Vort folk arbejder med enestående energi for virkeliggørelsen af de storstilede planer for udviklingen af Sovjetunionens økonomi og kultur og ændrer leveforholdene. Uafbrudt hæves sovjetmenneskenes leveniveau.

Programmet for sovjetregeringens arbejde går helt og holdent ud fra partikongressens beslutninger. Virkeliggørelsen af dette program er vor højeste pligt. Med næsten 50 års erfaring i den statslige ledelse af landet og ud fra det opnåede udviklingsniveau og de aktuelle behov for fortsat fremgang finder partiet i tide de rette løsninger af nye politiske og økonomiske problemer og overvinder med held de opståede vanskeligheder. I partiets og statens liv spillede partiets centralkomitémøde i oktober 1964, de følgende centralkomitémøder og den 23. kongres en stor rolle, idet de fastlagde en ny fremgangsmåde ved løsningen af den kommunistiske opbygnings opgaver. Denne nye fremgangsmåde afspejledes i planerne for den økonomiske udvikling i 1965 og 1966. Planen for 1965, der stadfæstedes af Øverste Sovjet i den forudgående valgperiode, blev opfyldt med godt resultat. Kammerater deputerede! På det indenrigspolitiske område tilsigter vort arbejde at løse de opgaver, der opstilledes i partiets retningslinjer for femårsplanen for Sovjetunionens økonomiske udvikling. Disse opgaver omfatter alle sider af statens virksomhed og genspejler hele folkets interesser. I denne femårsperiode skal vi på økonomiens område sikre nationalindkomstens vækst med 38-41 pct., forøge industriproduktionen med ca. 50 pct. og landbrugets gennemsnitlige årsproduktion i forhold til den forudgående femårsperiode med 2,5 pct., væsentligt forhøje arbejdsproduktiviteten og hele samfundsproduktivitetens effektivitet på grundlag af fremskyndelse af det videnskabelige og tekniske fremskridt; på det samfundsmæssige område hæve den arbejdende befolknings leveniveau ved en forøgelse af realindkomsten pr. indbygger med ca. 30 pct._; foretage en række vigtige foranstaltninger til sikring af en fortsat udjævning af leveniveauet i by og på land og gradvis udslettelse af skellet mellem legemligt og åndeligt arbejde; uafbrudt styrke forbundet mellem arbejderklassen og bønderne; på det statspolitiske område udvikle venskabet mellem folkene og det broderlige samarbejde mellem de socialistiske sovjetrepublikker; udvikle de demokratiske principper i statsforvaltningen, højne sovjetternes, republikkernes og de lokale myndighedsorganers rolle i landets økonomiske og politiske liv. Sådan som den internationale situation har formet sig, må vi også i fremtiden træffe alle fornødne foranstaltninger til styrkelse af landets forsvarsevne. I den nærmeste tid fuldføres opstillingen af den nye femårsplan, hvorom regeringen vil forelægge Sovjetunionens Øverste Sovjet´s forslag til behandling. Man kan med tilfredshed notere, at det sovjetiske folk med godt resultat opfylder de måltal, der var opstillet for 1966. I det forløbne halvår er der nået et højere niveau i industriproduktionen end forudsat i planen. I denne periode er ud over planen produceret varer for over 3 milliarder rubler. Der er taget nye anlæg til en værdi af 9 milliarder rubler i brug, selv om man ikke kan anse byggeriets forløb for tilfredsstillende. De foranstaltninger indenfor landbruget, der er udført i medfør af centralkomiteens beslutninger i marts, giver positive resultater. Det er selvfølgelig endnu for tidligt at udtale sig om, hvordan resultaterne af landbrugsåret bliver, men det er allerede klart, at høsten bliver betydelig højere end i fjor. Der er sket store ændringer i det sidste halvandet år i husdyrbrugets udvikling. Husdyrproduktionen er vokset betydeligt i sammenligning med første halvår i fjor, og halvårsplanen for opkøb af kød, mælk og æg er opfyldt før tiden.

I hurtigt tempo vokser detailomsætningen, en vigtig indikator for folkets leveniveau. I 1965 forøgedes vareomsætningen med 10 pct., hvilket er dobbelt så højt som det gennemsnitlige årlige væksttempo de sidste fem år. I første halvår i år er den vokset med endnu 9,4 pct. Disse korte oversigter vidner om, at det sovjetiske folk er begyndt godt på femårsplanen. Må jeg, kammerater deputerede, opholde mig ved hovedproblemerne i vor stats økonomiske politik. Foran os ligger den vigtige opgave at opnå et stærkere udviklingstempo i de førende grene af industrien og landbruget. Med en betydelig vækst i nationalindkomsten kan vi i den indeværende femårsperiode forøge kapitalinvesteringerne til udvidelse af den materielle produktion uden at anvende en større andel af nationalindkomsten til investering i produktionsanlæg. Samtidig kan man også forøge det beløb af nationalindkomsten, der anvendes til forbrug. Hvis de i retningslinjerne skitserede foranstaltninger gennemføres med gode resultater, vil vi i den kommende tid kunne nedsætte den andel af nationalindkomsten, der anvendes til investering i produktionsapparatet. Det vil give mulighed for at øge væksttempoet i sovjetmenneskenes leveniveau. Et væsentligt træk ved den økonomiske politik på den nuværende etape består i, at den opsparede del af nationalindkomsten i større og større omfang vil blive anvendt til udvikling af landbruget og de grene af industrien, der producerer forbrugsvarer. Det siger sig selv, at det på ingen måde betyder en formindskelse af interessen for sværindustrien. Som hidtil vil der blive fulgt den linje at udvikle sværindustrien stærkest - det er det materielle grundlag for hele produktionslivet. Fortrinsvis udvikles de grene, der bestemmer det tekniske fremskridt både i selve sværindustrien og i de grene af landets produktionsapparat, der fremstiller masseforbrugsvarer, og navnlig i landbruget. Vi vil støt følge den af partiet anviste linje til fremme af vækstraten i fremstillingen af forbrugsgoder og denne vækstrates tilnærmelse til vækstraten i fremstillingen af produktionsmidler. Det er der skabt reelle muligheder for. Sværindustrien udvikles resultatrigt. Produktionen af industriråstoffer og maskiner til fremstilling af forbrugsvarer tiltager. Også landbrugets tempo forøges. Produktionen af korn, husdyrbrugsprodukter og tekniske afgrøder vokser. Vi må hurtigere udvikle let- og levnedsmiddelindustrien. Disse grene forøger endnu ikke vareproduktionen stærkt nok. Varekvaliteten forbedres kun langsomt, og produktionen af nye varer organiseres mangelfuldt. Det er en af vore hovedopgaver at gøre ende på denne efterblevenhed. Nu er vi gået i gang med gennemførelsen af store foranstaltninger til teknisk modernisering af de virksomheder, der fremstiller forbrugsgoder. En særdeles vigtig retning i vort arbejde bliver at tilvejebringe høje og stabile vækstrater i landbrugets udvikling og at nærme dem til vækstraterne i industrien. Med dette for øje øges investeringerne i landbruget til næsten det dobbelte. Der drages omsorg for, at de til landbrugsproduktionen afsatte midler giver den størst mulige effekt, og at hver rubel, der anbringes i maskiner, gødning og grundforbedring kommer igen hurtigst muligt. Det omfattende program til fremme af landbruget, der udarbejdedes af centralkomitémøderne i marts og maj, lægger et stort ansvar på vor landbrugsvidenskab. Af videnskabsmændene venter vi velbegrundede råd om placeringen af de vigtigste landbrugsafgrøder, forhøjelsen af deres hektarudbytte, anvendelsen af maskiner og gødning og udførelsen af grundforbedringsarbejder. Ansvaret for organiseringen af dette arbejde har landbrugsministeriet, hvis organer både centralt og lokalt nu er styrket væsentligt. De har fået ret til at afgøre mange spørgsmål. Ministerierne for landbrug, letindustri, levnedsmiddelindustri, kød- og mælkeindustri og handel, statens opkøbskomite og unionsrepublikkernes ministerråd må sørge for en betydelig formindskelse af tabene ved indhøstning, behandling, transport og opbevaring af landbrugsprodukter og sikre deres rettidige og fuldstændige forarbejdning. Man må udvide opkøbs- og handelsorganisationernes tekniske basis, først og fremmest køle- og lagervirksomheden, og forøge automobilbestanden.

Det har stor betydning for os at øge hastigheden af det videnskabelige og tekniske fremskridt i landets økonomi, for hvis man i dette århundrede af rivende videnskabelig og teknisk revolution hinker bagefter på dette område, vil det medføre enorme tab for landets økonomi og betyde en nedsættelse af tempoet i den økonomiske kappestrid med kapitalismen. For at løse dette problem kræves systematiske og planmæssige anstrengelser af det sovjetiske ministerråds statskomité for videnskab og teknik, Sovjetunionens videnskabsakademi og de videnskabelige forskningsinstitutter, hvor der er samlet store skabende kræfter og materielle ressourcer. Vi venter af videnskabsmænd og specialister og af forskningscentrene større effektivitet i arbejdet og større afkastning til landets økonomi. Videnskabelige, projekterende og konstruerende organer skal side om side med virksomheder og byggeforetagender umiddelbart deltage i realiseringen af projekterne og de videnskabelige resultater på alle stadier, helt frem til den industrielle udnyttelse. Ministerierne må sørge for oprettelse af eksperimentalværksteder, styrkelse af den materielle og tekniske basis ved fabrikslaboratorier og videnskabelige og industrielle laboratorier ved højere læreanstalter, der spiller en stor rolle ved løsningen af det videnskabelige og tekniske fremskridts konkrete opgaver. Vi tillægger det stor betydning at anvende elektronisk regneteknik i økonomien og at organisere et præcist system af information. For tiden udarbejder statsplanvæsenet og Sovjetunionens statistiske departement foranstaltninger til at organisere et statsligt net af datacentre.

Der lægges særlig vægt på forbedring af organiseringen af produktion og arbejde. Ministerier og styrelser må udarbejde videnskabeligt begrundede retningslinjer for anvendelsen af industrimateriel og materialer. Der træffes også foranstaltninger til, at arbejdsnormeringen kan svare til det opnåede tekniske niveau og fremme indførelsen af en bedre produktionsorganisation. Gnidningsfri tilrettelægning af produktionen, rytmisk arbejde, ihærdig forbedring af produkternes kvalitet og økonomisk ledelse af virksomheden er utænkeligt uden bevidst og høj arbejdsdisciplin i produktionen. Virksomhedsledere og organisationer må gøre et systematisk arbejde for at styrke arbejdsdisciplinen og foruden opdragende midler anvende administrativ og økonomisk påvirkning over for dem, der bryder disciplinen, skulkerne og juksmagerne. Man må ikke affinde sig med eksisterende mangler i organiseringen af produktionen og arbejdet på flere virksomheder, hvor det i visse tilfælde fører til overtrædelse af de gældende sikkerhedstekniske normer og arbejderbeskyttelsesregler. Staten bevilger hvert år store summer til forbedring af arbejdsforholdene i produktionslivet. Ministerier og fagforeningsorganer må stadig holde øje med opfyldelsen af de stadfæstede planer på dette område. Det må bemærkes, at SUKPs centralkomité og regeringen ikke er tilfreds med anlægsbyggeriets gang. Som regel opfyldes planerne for anlægsbyggeri og ibrugtagning af virksomheder ikke, uhyre materiale- og pengeressourcer indefryses for lang tid, og projekteringen ligger heller ikke på det fornødne niveau. Statsplankomiteén, statsbyggekomiteen og komiteen for forsyning må ved udarbejdelsen af femårsplanen sørge for, at der stilles fornødne materialer til rådighed for anlægsbyggeriet, og at byggepladserne forsynes med materiel i overensstemmelse med de frister, der er sat for ibrugtagning af anlæg, og med den størrelse, de pågældende arbejder har, ligesom der må anvendes effektive, koordinerede tidsplaner ved byggeriets planlægning og organiseringen af byggearbejdet. Byggeministerier, byggestyrelser og forsyningsorganer har pligt til at forbedre projekterings- og overslagsarbejdet, forstærke kontrollen med byggeriets kvalitet og byggepladsernes rettidige materielle og tekniske forsyning og sikre opfyldelsen af byggeplanerne og den hurtigst mulige ibrugtagning af produktionsanlæggene. SUKPs centralkomité og regeringen er i færd med at udarbejde foranstaltninger, som skal overføre byggeriet til det nye planlægningssystem, højne anlægsbyggeriets effektivitet, underbygge den økonomiske selvstændighed og forøge de pågældende byggearbejderes materielle fordel af godt arbejde og deres materielle ansvar for overskridelse af tidsfristerne for ibrugtagningen af nyanlæg. Ved hjælp af dette system vil kollektiverne på byggepladserne få større interesse i den hurtigste og bedste udførelse af byggearbejdet. Vi står over for den opgave at opstille femårsplaner omfattende alle byggepladser inden for anlægsbyggeriet for at give vore byggefolk et klart perspektiv for planlægningen af deres arbejde og sikre en hurtig ibrugtagning af de anlæg, der er under opførelse. Ministerier og styrelser må træffe foranstaltninger til, at nystartede virksomheder hurtigere opnår den fastsatte ydeevne. Ved udarbejdelsen af perspektiver for rationel placering af produktivkræfterne ud over landet vil vi tage hensyn til såvel den kommunistiske opbygning i hver enkelt republik som til forbedringen af arbejdsdelingen mellem republikkerne ved specialisering og koordinering af produktionen. Denne fremgangsmåde vil i alle dele af vort land bevirke et højt niveau i udviklingen af produktionen, arbejdsproduktiviteten og levevilkårene. Forbedringer af den materielle produktions struktur, fremskyndelse af det videnskabelige og tekniske fremskridt, forbedring af produktions- og arbejdsorganisationen, rationel fordeling af produktivkræfterne i Sovjetunionen og rigtig og fuldstændig udnyttelse af økonomiske løftestænger gør det muligt at sikre en væsentlig forøgelse af det samfundsmæssige arbejdes produktivitet.

Socialismens sejr i vort land ledsages af udfoldelsen af menneskets personlighed og betinger en uafbrudt vækst af sovjetmenneskenes materielle og kulturelle behov. Den fulde tilfredsstillelse af disse behov er kun mulig, når der nås den højeste arbejdsproduktivitet. Kun på dette grundlag kan den socialistiske produktionsmåde realisere alle sine fortrin fremfor kapitalismen. Nogen anden vej til fuldt velfærd for folket og alsidig udvikling af personligheden findes ikke og kan ikke findes. Ministerierne og styrelserne, videnskabsakademiet, de videnskabelige institutioner, de økonomiske organer og virksomhederne må utrætteligt arbejde på i vort land at nå den højeste arbejdsproduktivitet. Løsningen af denne opgave vil have ikke alene stor økonomisk betydning, men også stor politisk og international betydning.

II

Kammerater deputerede! Opfyldelsen af partiets og regeringens storstilede program for vort lands økonomiske udvikling vil i afgørende grad afhænge af, hvor planmæssigt og omhyggeligt man indfører de nye metoder til økonomisk ledelse, planlægning og materiel stimulering. Den økonomiske reform, som vi i praksis er gået i gang med at indføre i flere brancher, må efterhånden omfatte alle grene af landets økonomi. De virksomheder, der er gået over til det nye system, arbejder mere rytmisk, opfylder planopgaverne bedre og har hævet produktionens effektivitet betydeligt. Selvfølgelig har vi endnu meget at gøre for fuldstændigt at virkeliggøre det nye ledelsessystem. Gennemførelsen af økonomiske reformer er en kompliceret sag. Den sker ikke uden vanskeligheder. Undertiden viser der sig ved behandlingen af en række spørgsmål i forbindelse med gennemførelsen af økonomiske reformer en vis konservatisme og træghed. Man må ikke glemme, at hovedbetingelsen for gennemførelsen af partiets økonomiske politik på den nuværende etape er den fulde udnyttelse af de økonomiske løftestænger og forstærkelse af de økonomiske ledelsesmetoder. Man må beslutsomt bremse forsøg på at genoprette den snævert departementale behandling af sagerne, den formelle administreren og det småtskårne formynderi over for bedrifternes virksomhed ovenfra. Vi må til stadighed forbedre ministeriernes arbejdsmetoder og arbejdsstil. Ledelsen af virksomheder, byggepladser og organisationer må af ministerierne udøves på grundlag af et dybtgående kendskab til tingenes virkelige tilstand. I denne forbindelse må ministerierne ikke tillade, at der stilles overdrevne krav om rapporter og informationer fra de lokale produktionssteder. Ministerierne er lederstabe for samfundsøkonomiens brancher. Ved at give ministrene og styrelsernes chefer store rettigheder vil vi øge kravene til dem og hæve deres ansvar for opfyldelsen af de pligter, der påhviler dem. Man må sørge for en præcis og støt opfyldelse af planmålene og af kontraktlige forpligtelser og trufne beslutninger inden for den økonomiske opbygning. Ministerierne har det fulde ansvar for udviklingen af de dem underlagte brancher.

Det er nødvendigt at lægge større vægt på den økonomiske uddannelse af vore ledere i produktionslivet og deres optræning til den nye fremgangsmåde ved løsningen af økonomiske spørgsmål. Til ledende poster må udnævnes egnede, energiske og initiativrige mennesker, der kan løse de nye opgaver og forstår deres ansvar over for folket. Den vellykkede gennemførelse af de økonomiske reformer og effektiviteten af samfundsproduktionen afhænger i væsentlig grad af, hvor godt de materielle og tekniske forsyningsorganer arbejder. Der forestår et stort arbejde med at forbedre det materielle forsyningssystem og gradvis gå over til engroshandel, hvad angår almindelige typer af materiel, materialer og halvfabrikata. Statskomiteen for materiel og teknisk forsyning og ministerierne må på alle måder udvikle direkte økonomiske forbindelser mellem virksomhederne. Statsplankomiteén og statens komité for materiel og teknisk forsyning må udarbejde velunderbyggede normer for lagre af råstoffer og materialer på virksomhederne og i forsynings- og afsætningsorganerne og træffe foranstaltninger til oprettelse af sådanne lagre for at sikre virksomhedernes rytmiske og gnidningsfri drift. Det vil fremme vore planers fasthed og stabilitet. I forbindelse med gennemførelsen af de økonomiske reformer og udvidelsen af virksomhedernes økonomiske selvstændighed må karakteren af bankernes og nogle af finanssystemets organer ændres. Finans- og kreditorganer må ikke blot udøve finanskontrol, men også aktivt indvirke på forbedringen af industri- og handelsvirksomhedernes kommercielle virksomhed. Det bliver i første række opgaven at dirigere bankernes midler mere hensigtsmæssigt og at udnytte kreditten til udvikling af progressive produktionsgrene og af virksomheder i servicebrancherne og til fremskyndelse af midlernes omløbshastighed og forbedring af virksomhedernes rentabilitet. Overgangen til nye ledelsesmetoder i produktionslivet øger prisernes betydning for det samlede økonomiske ledelsessystem. De nugældende engrospriser på industriprodukter svarer for største delen ikke til de nye krav. Derfor bliver en revision af engrospriserne en af de vigtigste foranstaltninger. De nye engrospriser må bevirke, at enhver normalt fungerende virksomhed kan udvikle sig på grundlag af fuld økonomisk drift, og at de vigtigste kriterier for driftsmæssige vurderinger - profit og rentabilitet - mere nøjagtigt bliver udtryk for, på hvilket niveau virksomhedens arbejde faktisk befinder sig. Engrospriserne skal stimulere højnelsen af produkternes kvalitet og tekniske niveau og den systematiske fornyelse af vareudvalget. Regeringen vil lægge stor vægt på en forbedring af prissætningen, for at priserne kan tilnærmes produkternes samfundsmæssigt nødvendige fremstillingsomkostninger, og for at de kan anvendes som et effektivt middel til højnelse af samfundsproduktionens effektivitet. Regeringen vil støt følge den af centralkomitémøderne i marts og september udarbejdede og af SUKPs 23. kongres godkendte linje til forbedring af den økonomiske ledelse, konsekvent overføre virksomheder og hele brancher af produktionslivet til de nye arbejdsforhold, svarende til socialismens objektive, økonomiske love. Det giver mulighed for en mere fuldstændig udnyttelse af det socialistiske plansystems fordele på det økonomiske område og for at udvikle Sovjetunionens økonomi endnu hurtigere.

III

Kammerater deputerede! Partikongressens retningslinjer indvarsler en hurtigere vækst af sovjetfolkets materielle leveniveau i indeværende femår. Større lønninger er og bliver hovedkilden til forøgelse af befolkningens indkomster. SUKPs centralkomité og regeringen vil fortsat tilstræbe at styrke arbejdslønnens stimulerende rolle og træffe foranstaltninger til yderligere forbedring af lønsystemet for arbejdere og funktionærer og af vederlaget for kolhozbøndernes arbejde. Samtidig med at forstærke de arbejdendes materielle interesse må man højne deres ansvar for det arbejde, der er overdraget dem. Det er to indbyrdes forbundne sider af princippet fordeling efter arbejdsindsats. I den nye femårsperiode bliver bedrifternes ansporingsfonds en vigtig supplerende kilde til forøgelse af lønnen og forbedring af arbejds- og leveforholdene. Ministerier og styrelser må sætte meget ind på at udarbejde økonomisk begrundede, faste normer for dannelsen af disse fonds. Ved opstillingen af femårsplanen vil Statsplankomiteen, ministerierne og styrelserne gå ud fra, at en lønforhøjelse kun er holdbar og bæredygtig, når den bygger på en forøgelse af mængden af producerede materielle goder, en større arbejdsproduktivitet og en stigning i produktionens effektivitet, på et større mål af tjenesteydelser og en forøgelse af den varemængde, befolkningen kan købe for arbejdslønnen. Der forudses en betydelig forøgelse af de offentlige forbrugsmidler. Væksten i befolkningens pengeindkomst udvider hjemmemarkedets kapacitet. Derfor har det særlig betydning at sørge for, at der er fornøden overensstemmelse mellem den voksende købedygtige efterspørgsel og forøgelsen i produktion og afsætning af forbrugsvarer. Nu vokser mere end nogen sinde de ministeriers rolle og ansvar, der producerer varer til befolkningen, og det gælder også handelsministeriet. De er ansvarlige for tilstandene på forbrugsvaremarkedet og for tilfredsstillelsen af befolkningens efterspørgsel.

I dag lader vor handel endnu meget tilbage at ønske. For at overvinde denne tilbageståenhed må handelsfunktionærerne bedre studere efterspørgselen efter varer og gennem et system af direkte bestillinger påvirke produktionen for at forbedre vareudvalget og kvaliteten og organisere fremstilling af nye varer. God varekvalitet, omhyggelig finish, solid indpakning og opfindsom reklame for nye varer er, hvad der nu kræves af industri og handel. Den sfære, der omfatter betjeningen af befolkningen, vil udvikle sig hurtigere end mange andre grene af samfundsøkonomien. Vor maskinindustri må forsyne denne branche med førsteklasses maskiner og materiel. Vort partis centralkomité og regeringen anser programmet for boligbyggeri for at være en af de vigtigste retninger i forbedringen af folkets tilværelse. Staten bærer hovedparten af udgifterne til boligbyggeriet. Desuden må man på alle måder udvikle byggekooperationen og fremme bygningen af enkelthuse for borgernes egne midler og med statslån. Alle projekterings- og byggeorganisationer må især have opmærksomheden rettet mod at hæve boligbyggeriets kvalitet, forbedre lejlighedernes indretning og skabe de fornødne bekvemmeligheder for befolkningen. Store foranstaltninger påtænkes til højnelse af landbefolkningens leveniveau. En stor rolle i denne henseende spiller indførelse af en garanteret månedsløn for kolhozbønder. Det kan konstateres, at de foranstaltninger, der er foretaget for at hæve kolhozers og kolhozbønders indkomst, allerede giver mærkbare resultater. I 1965 steg kolhozbøndernes arbejdsvederlag fra kolhozernes fællesindkomst i sammenligning med forrige år med 18 pct. og i første halvår af 1966 sammenlignet med samme periode i fjor med 20 pct. Et vigtigt samfundsanliggende er højnelsen af befolkningens almene dannelse og kulturelle og tekniske niveau. Der bevilges midler til en væsentlig forbedring af skolernes undervisningsmateriel. Optagelsen i fagtekniske skoler udvides. Højere og mellemteknisk uddannelse udvikles videre. Den påbegyndte indførelse af 5 dages uge med to fridage og uforandret ugentligt timetal vil have stor betydning for højnelsen af de arbejdendes kulturniveau og udviklingen af produktionslivet. Der fastsættes tidsfrister for indførelsen af femdagesugen i de enkelte egne af landet og de enkelte produktionsbrancher. En vellykket overgang til femdagesuge kræver en grundig organisatorisk og økonomisk forberedelse i virksomhederne, ministerierne, styrelserne og unionsrepublikkernes ministerier. Nettet af kulturelle og kunstneriske institutioner i Sovjetunionen er meget vidtspændende. I femårsplanen forudses fortsat opførelse af teatre, biografer, biblioteker og fælleslokaler, navnlig på landet. Inden for sundhedsvæsenet skal der tilstræbes en bedre forebyggelse af sygdomme, en kvalitativt bedre medicinsk hjælp til by- og landbefolkningen og opførelse af moderne specialiserede behandlingsinstitutter. Der vil også fremdeles blive truffet foranstaltninger til på alle måder at lette kvindernes arbejde i produktionen - udvidelse af nettet af børneinstitutioner, spisehuse og restauranter og daglig service, for at kvinderne kan få større muligheder for aktivt at deltage i Sovjetunionens økonomiske, politiske og kulturelle liv. Sovjetmenneskenes materielle behov og åndelige interesser udvides til stadighed. Vi betragter det som vor første pligt utrætteligt at sørge for at imødekomme dem så fuldstændigt som muligt.

IV

Kammerater deputerede! De store økonomiske og sociale opgaver, vi står over for at løse, hænger nøje sammen med den konsekvente gennemførelse af vort partis arbejde for en fortsat udvikling af det socialistiske demokrati. Opbygningen af det kommunistiske samfund forudsætter, at befolkningens samfundspolitiske aktivitet til stadighed udvides. Lenin så sovjetmagtens vigtigste opgave i, at folkemasserne umiddelbart skulle deltage i ledelsen af staten og produktionen. Samfundets socialpolitiske enhed og højnelsen af det arbejdende folks materielle og kulturelle leveniveau åbner store muligheder for sovjetmenneskenes skabende aktivitet. Foranstaltningerne til fremme af landbruget og gennemførelsen af de økonomiske reformer skaber gunstige betingelser for en fortsat udvikling af det socialistiske demokrati på virksomheder og byggepladser, i kollektivbrug og statsgårde og i alle led af statens og økonomiens forvaltning. Til gengæld bevirker udviklingen af demokratiet, at reformerne gennemføres hurtigere, og at den økonomiske virksomhed effektivt forøges. I forbindelse med de ændringer, der finder sted i landets økonomiske liv, er der meget at gøre for at forbedre den økonomiske lovgivning. Nu udarbejdes og stadfæstes i den nærmeste tid reglerne for industriministerierne. Hensigten er, at ministerierne skal have det fulde ansvar for, at der sikres landets økonomi og befolkningen industriprodukter. Der vil blive foretaget en systematisering af de retsnormer, der gælder for de forskellige økonomiske forvaltningsinstansers virksomhed og regulerer forholdet mellem produktionsorganerne på grundlag af anvendelsen af økonomiske ledelsesmetoder. Vi må på alle måder forbedre de organisatoriske forhold og styrke diciplinen og retsordenen i vort samfund. I denne retning er der i den sidste tid udført et betydeligt arbejde. Vor stat tillægger det førsterangs betydning at beskytte sovjetborgernes rettigheder og lovlige interesser. På den anden side kræver staten af hver enkelt funktionær og af hver enkelt borger, at de ubetinget opfylder deres pligter over for samfundet. Beskyttelsen af statens og borgernes interesser kræver en forbedring af domsmyndighedernes virksomhed og prokuraturens tilsyn med lovens overholdelse. Folkets kontrol må spille en vigtig rolle for lovens efterlevelse, organisationen og disciplinen. Forbedringen af dens metoder og den rette kombination af statens indsats og frivillig indsats vil blive genstand for den fornødne opmærksomhed. I den sidste tid har SUKPs centralkomité og regeringen gjort meget for at styrke de lokale sovjetters og deres administrations rolle. Det har givet positive resultater. Men der er endnu meget at gøre, for at alle statsmagtens lokale organer kan være på højde med de nuværende opgaver. Det er nødvendigt at forstærke deres organiserende rolle i den økonomiske udvikling, i den fortsatte højnelse af folkets materielle levestandard og kulturelle niveau og i den daglige betjening af befolkningen og beskyttelsen af sovjetborgernes rettigheder. I sovjetorganernes virksomhed må der herske virkelig offentlighed, de ansatte må være ansvarlige og offentligheden i stor stil inddrages i afgørelsen af spørgsmålene. Kammerater deputerede! De nye kommissioner, der er nedsat af Sovjetunionens Øverste Sovjet, og som vil beskæftige sig med en vidtspændende kreds af socialøkonomiske og politiske problemer, vil utvivlsomt øve indflydelse på mange sider af statens og offentlighedens liv. Vi er sikker på, at disse kommissioners arbejde vil fremme opfyldelsen af de opgaver, Sovjetunionen står overfor. Vore opgaver - økonomiske, sociale, politiske og kulturelle - er i sandhed enorme og komplicerede. Sovjetfolket henter kraft og tillid i marxismen-leninismens ideer og i dets prøvede leder og organisator, det kommunistiske partis kloge politik. Sovjetstyret bygger på bevidst og aktiv deltagelse af millioner af arbejdende - arbejdere, bønder og intellektuelle - i landets forvaltning. Det er grundlaget for alle fremskridt under den kommunistiske opbygning.

V

Kammerater deputerede! Må jeg derefter give Sovjetunionens Øverste Sovjet en redegørelse for nogle spørgsmål vedrørende sovjetregeringens virksomhed på det udenrigspolitiske område. Til grund herfor ligger den kurs, som blev afstukket af SUKPs 23. kongres, og som tilsigter sammen med de øvrige socialistiske lande at tilvejebringe gunstige internationale betingelser for opbygningen af socialismen og kommunismen. Målet for denne kurs er styrkelse af enheden og sammenholdet mellem de socialistiske lande, af deres venskab og broderskab. Målet for denne kurs er støtte til de folk, der kæmper for deres nationale befrielse, og alsidig udvikling af samarbejdet med de nye selvstændige stater. Målet for denne kurs er hævdelse af principperne fredelig sameksistens af stater med forskelligt samfundssystem, resolut afvisning af imperialismens aggressive kræfter og forebyggelse af en ny verdenskrig. Varetagelsen af Sovjetunionens statsinteresser forbindes organisk med opfyldelsen af vor internationale pligt over for de socialistiske broderlande og de arbejdende mennesker i alle lande, der kæmper for fred og demokrati og for national og social befrielse. Den stærkeste kraft i det samfundsmæssige fremskridt og hovedværnet for verdensfreden er de socialistiske landes samvirke. Det socialistiske system har etableret sig varigt mange steder på lorden, og Sovjetunionen tilstræber ufravigeligt at yde broderfolkene effektiv hjælp. I Europa bliver broderskabets, venskabets og det alsidige samarbejdes bånd mellem Sovjetunionen og Folkerepublikken Bulgarien, den Ungarske Folkerepublik, den Tyske Demokratiske Republik, den Polske Folkerepublik, den Socialistiske Republik Rumænien, den Tjekkoslovakiske Socialistiske Republik og den Socialistiske Føderative Republik Jugoslavien stadig stærkere. I Asien styrkes det broderlige venskab og det nære samarbejde mellem Sovjetunionen, den Mongolske Folkerepublik og den Koreanske Folkedemokratiske Republik, der kæmper for national forening på demokratisk grundlag, og med den heroiske Demokratiske Republik Vietnam. I den nuværende situation har vort kampvenskab med det vietnamesiske folk særlig betydning for tilbagevisningen af den imperialistiske aggression og sejren for vor fælles store revolutionære sag. I Latinamerika kæmper det cubanske folk under vanskelige forhold og under stadige provokationer fra den amerikanske imperialisme for opbygningen af et nyt samfund. I denne kamp har det revolutionære Cuba vor varme støtte. Sovjetunionens og de socialistiske landes folks og alle progressive menneskers sympatier er på det cubanske broderfolks side. Sovjetregeringen vil gøre alt for den videre udvikling af samarbejdet med de socialistiske lande på basis af principperne internationalisme, fuld ligeberettigelse, respekt for hinandens suverænitet og nationale interesser og ydelse af kammeratlig gensidig hjælp. Vi vil styrke dette samarbejde i politisk, militær, økonomisk og anden henseende i alle dets former og aspekter. SUKPs centralkomité og sovjetregeringen værdsætter i høj grad resultaterne af den nylig afholdte konference i Bukarest af Warszawapagt-landenes politiske konsultative komité og mødet af kommunistiske ledere og regeringschefer fra Comecon-landene. Alle delegationer fra de lande, der var repræsenteret på disse møder, nærede enigt ønske om også i fremtiden at styrke det socialistiske samvirke. Broderlandenes stadig bredere økonomiske og tekniske samarbejde får meget stor betydning i denne henseende. Idet sovjetregeringen forbinder nationale og internationale interesser, vil den til stadighed tilstræbe en fortsat udvikling af det alsidige økonomiske samarbejde og samhandelen med alle socialistiske lande. Det socialistiske samvirkes positioner på verdensarenaen ville være endnu stærkere, hvis sammenhold og alsidigt samarbejde også blev tilvejebragt med den Kinesiske Folkerepublik. Desværre er alle vore forsøg på at bringe forholdet til Kina i orden stadig resultalløse. De kinesiske ledere og den kinesiske presse vender sig systematisk mod SUKP og Sovjetunionen. Deres udtalelser forvrænger indholdet i von partis og vor stats kurs og har intet med virkeligheden at gøre. Den kinesiske propaganda, der stadig taler om kamp mod imperialismen, gør navnlig i den sidste tid SUKP og Sovjetunionen til hovedgenstanden for sine udfald og yder, som enhver kan se, dermed de amerikanske imperialister en stor tjeneste. SUKPs centralkommité og sovjetregeringen er af den overbevisning, at den spænding, der er opstået i det sovjetisk-kinesiske forhold, strider mod socialistiske relationers natur inden for socialismens verdenssystem. I sin politik over for Kina vil sovjetregeringen også i fremtiden bygge på vort partis og folkets oprigtige ønske om genoprettelse af venskabelige forhold og enhed med folkets Kina på marxismen-leninismens og den proletariske internationalismes principielle grundlag. Denne holdning svarer til de socialistiske landes interesser, også til det kinesiske folks, den tjener den fælles kamp mod imperialismen og for fred og sociale fremskridt. Det socialistiske samvirke bliver den afgørende faktor i hele verdenspolitikken. I overensstemmelse med SUKP´s faste linie vil sovjetregeringen på alle måder gøre sit til, at vort broderlige fællesskabs formåen og indflydelse kan vokse og styrkes. Deri ser den en af sine vigtigste opgaver. En anden vigtig retning i sovjetstatens udenrigspolitiske virksomhed er støtten til den nationale befrielsesbevægelse i Asiens, Afrikas og Latinamerikas lande. Sovjetunionen anser det for sin pligt at yde aktiv hjælp til de folk, der står i kamp for befrielse fra koloniudbytningen. De kan være forvisset om, at vort land vil forstærke sin støtte til deres retfærdige sag. Stor betydning har udviklingen af relationerne til de nye stater, der kæmper for at befæste deres nationale selvstændighed. Flertallet af disse stater fører en alliancefri politik over for de imperialistiske blokke, og vi ser med respekt på denne politik. Da Sovjetunionen og udviklingslandene anlægger beslægtede synspunkter på flere af de store internationale problemer, vil sovjetregeringen opretholde nær kontakt med disse lande til gavn for freden og udvidelsen af den antiimperialistiske front. Sovjetunionen er rede til at udvikle venskabelige forbindelser med alle stater i Afrika, Asien og Latinamerika. Samtidig skjuler vi ikke, at vore sympatier først og fremmest er på de folks side, der har valgt en ikke-kapitalistisk udviklingsvej. Der sker ingen ændringer i vor linje med hensyn til styrkelsen af det økonomiske samarbejde med udviklingslandene. Vi vil opbygge dette samarbejde sådan, at det kan føre til styrkelse af deres nationale økonomi og fremme deres gennemførelse af en selvstændig udenrigspolitisk linje og samtidig svarer til Sovjetunionens egne økonomiske interesser. I det Nære Østen har vi oprettet venskabelige forbindelser og bredt samarbejde med den Forenede Arabiske Republik. Sovjetunionen vil bestræbe sig for at forstærke dette venskab yderligere. Vi tillægger vort samarbejde med FAR stor betydning, idet FARs politik er en vigtig faktor med hensyn til samling af den anti-imperialistiske front og konsolidering af freden. Sovjetunionen vil udvikle venskabet med den Algeriske Demokratiske Folkerepublik, hvis folk kæmper for at overvinde kolonialismens tunge arv. Vort land vil yde den Syriske Arabiske Republik, Irak og andre arabiske lande støtte i deres bestræbelser for at styrke deres nationale selvstændighed og opnå fremskridt. Sovjetunionen går ind for udvikling af venskabelige forbindelser med de selvstændige lande i Afrika. Vi har et godt forhold til Guinea, Mali, Congo (Brazzaville) og flere andre afrikanske lande. Vi vil også fremdeles bidrage til konsolideringen af de afrikanske folks selvstændighed og deres sammenhold i den anti-imperialistiske kamp. Sovjetunionen anser det for en vigtig opgave i sin udenrigspolitik at udvide forbindelserne med en række lande i Syd- og Sydøstasien. De mest alsidige venskabelige forbindelser i politisk, økonomisk og kulturel henseende har vi med Indien. Disse forbindelser har stået deres prøve. De svarer til begge landes interesser og medvirker til styrkelse af Indiens selvstændige nationale økonomi, først og fremmest i statssektoren, som er grundlaget for den. Vi vil også fremdeles udbygge de venskabelige forbindelser med Burma. Forbedringen af vort forhold til Pakistan er glædelig. Sovjetunionen vil for sit vedkommende tage yderligere skridt til udvidelse af de sovjetisk-pakistanske forbindelser. Vi håber, at Indiens og Pakistans fælles interesser i fredens bevarelse og afspænding vil bidrage til at virkeliggøre Tasjkent-konferencens beslutninger. Disse beslutninger har allerede haft en gavnlig indflydelse på forholdene mellem Indien og Pakistan, og deres konsekvente gennemførelse vil være til gavn for de to lande og tjene arbejdet for international sikkerhed. Sovjetunionen vil søge veje til udvidelse af forbindelserne med de latinamerikanske lande og udvikle politiske kontakter, samhandel og andre forbindelser med dem. En vigtig side i Sovjetunionens udenrigspolitiske virksomhed udgør dens forbindelser med de kapitalistiske lande, som vi er rede til at udvikle på grundlag af den fredelige sameksistens' principper. Under nutidens forhold bliver fredelig sameksistens mere og mere et objektivt behov i det indbyrdes forhold mellem lande med modsatte systemer. Den nuværende internationale situation er kompliceret. De kræfter er i vækst, som går ind for fredens bevarelse og styrkelse, men ved siden af dette foregår der en aktivisering af aggressive imperialistiske kræfter. Der er opstået en række presserende problemer i verden, der kræver ufortøvet bilæggelse. USAs aggression i Vietnam, der også begynder at brede sig til Laos og Cambodia, skaber en umiddelbar trussel mod sikkerheden i verden. Krigshandlingerne har bredt sig over et stort område. Store menneskemasser og en uhyre mængde materiel og krigsteknik er inddraget i dem. Der er opstået en konflikt, som i mangt og meget bestemmer verdenssituationen og øver indflydelse på løsningen af vigtige internationale problemer. Aggressionens fortsættelse fører uundgåeligt til yderligere udvidelse af konfliktens rammer - sådan er begivenhedernes logik. De amerikanske aggressorer kan ikke bryde det tapre vietnamesiske folks vilje. Det er fast og urokkeligt besluttet på at fortsætte kampen for sin retfærdige sag. Denne indstilling blev klart og utvetydigt understreget i Vietnams præsident Ho Chi Minhs nylige appel, som blev modtaget med fuld forståelse af den progressive offentlighed i hele verden. Sandhed og ret er på det vietnamesiske folks side. Alle forstår udmærket, at amerikanerne ikke har nogen politisk støtte i Sydvietnam. De holder sig dér på bajonetterne, og det er en gammel erfaring, at man ikke kan blive siddende på bajonetter. De hærgende overfald på den Demokratiske Republik Vietnam og krænkelsen af de mest elementære principper i international ret har bragt USA ind i en stærkere og stærkere international isolation, og støtten til og sympatien for det vietnamesiske folks selvopofrende kamp vokser og udbredes i hele verden. USAs handlinger afslører hulheden i påstandene om villighed til at søge en »politisk ordning«. Sovjetunionens standpunkt i Vietnam-spørgsmålet er klart og tydeligt. Det er beskrevet i SUKPs 23. kongres' erklæring om aggressionen i Vietnam. Alle Warszawapagt-landenes linje er klart udtrykt i den erklæring, de vedtog på konferencen i Bukarest. Skønt Sovjetunionen ikke har grænser fælles med Vietnam og er skilt derfra af tusinder af kilometer, yder den det tapre vietnamesiske folk stadig større økonomisk, militær og moralsk hjælp, der er nødvendig for at tilbageslå aggressionen. Denne politik møder enstemmig støtte fra sovjetfolket. Den vil fast og beslutsomt blive gennemført af vort land og alle socialistiske lande, der har underskrevet den erklæring, der vedtoges i Bukarest. Sovjetunionen vil også yde vore venner i Vietnam al mulig støtte i kampen for en retfærdig ordning af Vietnam-spørgsmålet. Grundlaget for en politisk ordning af Vietnam-problemet er fremsat i de kendte forslag fra DRVs regering og Sydvietnams Nationale Befrielsesfront, der fuldstændigt stemmer med Geneve-overenskomsterne af 1954. Jeg vil gerne forsikre den Øverste Sovjets medlemmer, at sovjet-regeringen vil gøre alt, hvad den evner for at hjælpe det vietnamesiske folk med så hurtigt som muligt at fordrive den amerikanske besættelsesmagt fra vietnamesisk jord. Det er i overensstemmelse med partiets og hele sovjetfolkets vilje, som ønsker Vietnams tapre patrioter nye sejre i deres store kamp for befrielsen af deres fædreland. Som det blev omtalt på SUKPs 23. kongres vil Sovjetunionen behandle spørgsmål i europæisk politik med stor opmærksomhed. I Europa virker kræfter, der udgør en fare for freden. USAs politik har ført til, at der hos vesttyske revanchister er opstået farlige illusioner om, at Tysklands-spørgsmålet kan løses på revanchisternes betingelser. Men det skal ikke lykkes dem at revidere den anden verdenskrigs resultater. På tysk jord er opstået og udvikles med gode resultater en arbejder- og bondestat, der er blevet en vigtig faktor for fred og international sikkerhed. I Europa findes et ubrydeligt forbund af socialistiske stater. Dette forbund, som Sovjetunionen og DDR er medlemmer af, råder over store kræfter, der for stedse har spærret den tyske militarisme vejen mod øst. De vesttyske revanchisters og deres transatlantiske forbundsfællers aggressive bestræbelser støder på stadig mere beslutsom afvisning fra fredens kræfter i europæiske lande. Det nuværende Europa er en verdensdel, hvor halvdelen af befolkningen lever i socialistiske lande. Det er en verdensdel, hvor der findes en stærk arbejderbevægelse og demokratisk bevægelse. Det er en verdensdel, hvis befolkning blev påført store ofre og lidelser i de to verdenskrige, menneskeheden har oplevet. Brede lag af befolkningen i alle lande i Europa er imod krig og kræver normalisering af forholdene til de socialistiske lande. Lignende politiske tendenser vokser frem i herskende kredse i adskillige vesteuropæiske lande. Sovjetunionens europæiske politik bidrager til styrkelse af alle de kræfter i Europa, der er interesseret i international afspænding og ser Europas nutid og fremtid i løsningen af dets problemer ad fredelig vej uden indblanding udefra. Et konstruktivt program med konkrete foranstaltninger, hvis gennemførelse ville fjerne krigsfaren fra de europæiske folk, er indeholdt i den deklaration om styrkelse af fred og sikkerhed i Europa, der enstemmigt vedtoges af Warszawapagt-landenes politiske konsultative komité. Hovedforudsætningerne for betryggelsen af Europas sikkerhed er dels, at de eksisterende grænser, indbefattet Oder-Neisse-grænsen og grænsen mellem de to tyske stater, betragtes som urørlige, dels at Vesttyskland ikke under nogen form får adgang til kernevåben. Vi bekræfter vort ønske om fortsat at søge veje til en tysk fredsordning på grundlag af anerkendelsen af den kendsgerning, at der eksisterer to tyske stater. Det program for betryggelse af den europæiske sikkerhed, der er vedtaget på konferencen i Bukarest, åbner et reelt perspektiv for militær afspænding i Europa ved opløsning af de militære og politiske alliancer, eller som et første skridt ophævelse af deres militære organisationer, og tillige ved likvidering af udenlandske militærbaser og gennemførelse af andre foranstaltninger til fjernelse af faren for en militær konflikt i Europa. Men så længe der ikke i verdenssituationen er foregået gennemgribende ændringer til det bedre, så længe aggressive imperialistiske aktioner finder sted, så længe den nordatlantiske blok eksisterer, vil vi tilstræbe en styrkelse af de socialistiske landes militære samarbejde, indbefattet samarbejdet indenfor Warszawapagtens rammer. Det tjener vore fælles sikkerhedsinteresser og arbejdet for konsolidering af verdensfreden. Situationen i Europa rejser problemer, der kræver behandling og løsning. Formerne for behandling kan være forskellige. Efter Sovjetunionens og andre socialistiske staters mening er en af de mest lovende former afholdelse af en fælleseuropæisk konference. Vi er rede til at deltage i en sådan konference, når som helst det måtte passe andre interesserede stater. Sovjetunionens bestræbelser for at styrke den europæiske sikkerhed åbner også yderligere muligheder for udviklingen af de tosidede relationer mellem Sovjetunionen og vestlige stater. Af stor betydning for sikring af freden er de positive forskydninger i det sovjetisk-franske forhold. Den gensidige forståelse, der er opnået mellem Sovjetunionen og Frankrig i en række store spørgsmål, går i sin betydning ud over rammen af tosidede aftaler. Sovjetregeringen vil i overensstemmelse med den sovjetisk-franske deklaration fremdeles stile efter en udvidelse af forbindelserne med Frankrig, idet dette ikke blot er fordelagtigt for begge parter, men også mere og mere bliver en faktor, der fremmer løsningen af europæiske problemer. Vort forhold til Italien former sig gunstigt. De sovjetisk-italienske politiske og navnlig økonomiske forbindelser er udvidet kendeligt. Vi mener, at dette svarer til de to landes interesser og har positiv betydning for styrkelse af fred og sikkerhed i Europa. Sovjetregeringen er overbevist om, at der findes objektive forudsætninger for en udvikling til det bedre i det sovjetisk-engelske forhold. Inden for handel, videnskab og teknik opretholder vore lande også nu nyttige forbindelser, som er i udvikling. Der findes også en række internationale problemer, som begge lande er interesseret i at løse. Men den holdning, den engelske regering indtager i visse spørgsmål, først og fremmest Vietnam-spørgsmålet, hæmmer en fortsat forbedring af forholdet. Sovjetunionens forhold til Sverige, Østrig, Danmark og flere andre vesteuropæiske lande må vurderes positivt. Hvad angår Forbundsrepublikken Tyskland ønsker Sovjetunionen aldeles ikke at udelukke denne af den kreds af lande, som vi gerne vil se som deltagere i en styrkelse af den europæiske sikkerhed. Begivenhedernes udvikling stiller i dag Vesttyskland over for et valg: enten sammen med andre europæiske stater bidrage til konsolideringen af freden eller fortsætte sine bestræbelser for at øge den internationale spænding, der kan få alvorlige følger først og fremmest for Vesttyskland selv. Vort forhold til Vesttyskland vil naturligvis i mangt og meget afhænge af dets linje med hensyn til europæisk sikkerhed. Sovjetunionen lægger stor vægt på forholdet til sine nabostater. Det er klart, at karakteren af vort forhold til de enkelte nabostater ikke afhænger alene af vor holdning - her er gensidighed nødvendig. Når vort venskabelige forhold til stater som Finland og Afghanistan er udviklet særlig stærkt, skyldes det de bestræbelser, begge parter har udfoldet. Vore grænser til disse stater forbindes med fred, venskab og gensidig agtelse. Sovjetregeringen vil træffe forholdsregler til fortsat udvikling af de politiske og økonomiske forbindelser med vore naboer Norge, Tyrkiet og Iran. Vi tager Japans store rolle i internationale anliggender i betragtning og erklærer os rede til at arbejde for at udvide forbindelserne med dette land. Sovjetregeringen tillægger det sovjetisk-canadiske forhold den betydning, der tilkommer det. Vi opretholder nyttige forretningsforbindelser med Canada og søger at oprette nærmere politiske kontakter. Jeg må specielt omtale de sovjetisk-amerikanske relationer. Medens man for nogle år siden i højere kredse i Washington kunne iagttage glimt af en mere realistisk indstilling til vor tids problemer, og medens der dengang sporedes en vis forståelse af, at USA ikke kan påtvinge andre folk sin vilje, er det i dag mere og mere de aggressive militære kræfter, der er toneangivende i amerikansk politik. USAs herskende kredse fører en grov imperialistisk ekspansionspolitik og søger at diktere andre folk sin vilje. Med dette formål viger de ikke tilbage for anstiftelse af nye militære konflikter eller for direkte aggression mod fredelige folk. Ud fra hensynet til vor stat, til det socialistiske samvirke og til arbejdet for freden vil Sovjetunionen resolut vedblive at bekæmpe aggressionspolitikken og handle til forsvar for freden. USAs regering må gøre sig ganske klart, at den ved at forværre den internationale situation samtidig bringer de sovjetisk-amerikanske relationers fremtid i fare. Vi mener imidlertid ikke, at de sovjetisk-amerikanske forhold ikke kan være anderledes, end de nu former sig på grund af USAs optræden. For at normalisere dem er det nødvendigt, at USA overholder internationale retsnormer og ophører med indblandingen i andre landes og folks indre anliggender. På den nuværende etape er aggressive stemninger tydeligt nok fremherskende i Washington. Men vi véd, at der dér også findes andre og sundere tendenser. En styrkelse af sådanne tendenser vil finde behørig forståelse fra vor side. Afvikling af den amerikanske aggression i Asien og vedtagelse af forholdsregler til betryggelse af den europæiske sikkerhed ville ubestrideligt medføre en international afspænding og bidrage til gennemførelsen af nye vidtgående foranstaltninger på vejen til standsning af oprustningen og til generel og total afrustning. For Sovjetunionen er kampen for afrustning ikke et taktisk skridt, men en principiel kurs, en uadskillelig del af sovjetisk udenrigspolitik. Sovjetstatens har aldeles konsekvent fulgt denne kurs siden sovjetstyrets første skridt. Sovjetregeringen fremsatte allerede i 1922 på Genova-konferencen Lenins program for generel afrustning. Man kan roligt sige, at i vor tid er afrustningsproblemets betydning ikke mindsket, men vokset umådeligt. Det skyldes først og fremmest, at de nye våbens ødelæggelseskraft har nået i sandhed enorme dimensioner. Også militærudgifterne er blevet kolossale og lægger en tung byrde på den arbejdende befolknings skuldre. Selvfølgelig er det nuværende tidspunkt, hvor den internationale situation er yderst spændt, og hvor der er krig i Vietnam, lidet gunstigt for vedtagelsen af gennemgribende foranstaltninger til afrustning. Imidlertid kunne man allerede nu træffe en række partielle foranstaltninger på dette område for i det mindste at standse rustningernes fortsatte tiltagen og krigsproduktionens vækst. En af disse foranstaltninger kunne være en aftale om ikke-udbredelse af kernevåben, for at udelukke alle muligheder for deres videre udbredelse. En anden sådan foranstaltning kunne være forbud mod alle atomprøvesprængninger. Vi tillægger de Forenede Nationer stor betydning. Denne organisation må spille en væsentlig rolle for fredens bevarelse og betryggelse af folkenes sikkerhed. I de sidste år er kredsen af FN-lande, der indtager fredsvenlige, anti-imperialistiske standpunkter, udvidet betydeligt. I en aktivisering af disse kræfter ser vi en reel mulighed for at højne FNs effektivitet som instrument til standsning af aggression og bevarelse af verdensfred. Sovjetunionen gør sig store anstrengelser for at udvide sine handelsmæssige og økonomiske forbindelser ud fra den betragtning, at udvidelsen af disse forbindelser tjener både de enkelte landes nationale interesser og afspænding i verden. Vi vil tage praktiske skridt til stadig mere aktiv deltagelse i verdenshandelen og i det internationale videnskabelige, tekniske og kulturelle samarbejde. Vore udenrigsøkonomiske organer står over for store opgaver med hensyn til en aktivisering af deres virksomhed og en omfattende forbedring af deres effektivitet. Kammerater deputerede! Den nuværende internationale situation kræver særlig årvågenhed af os. SUKP, sovjetregeringen og hele folket vil stadig styrke vort lands forsvar. Vi taler med stolthed om Sovjetunionens væbnede styrker, der er udrustet med førsteklasses militærteknik og har et højt kvalificeret personel, der uselvisk står vagt om kommunismens store sag. Vore væbnede styrker værner med fasthed om de sovjetiske grænser, som er urokkelige og urørlige. De er i stand til at tilføje enhver et knusende slag, der drister sig til at udæske de sovjetiske våbens kraft. Sovjetunionen har gang på gang erklæret, at dens politik går ud på en resolut tilbagevisning af enhver imperialistisk aggression. Samtidig vil vi tilkendegive udholdenhed og ro og ikke give efter for provokationer fra dem, der kunne tænke sig at varme hænderne ved den internationale spændings arne, krigens arne. Sovjetunionen fører og vil fremdeles føre en politik for fred og fredelig sameksistens af stater med forskelligt samfundssystem og tilstræbe international afspænding. Vi er rede til, i den udstrækning andre er det, at gå vor del af vejen til gensidig forståelse og aftaler mellem staterne. Ved gennemførelsen af den udenrigspolitiske kurs, der er stadfæstet og udviklet i beslutningerne på SUKPs 23. kongres, går Sovjetunionen ud fra de reelle betingelser, der findes i verden i dag, og tager samtidig hensyn til den internationale udviklings brede perspektiv. Vil man orientere sig rigtigt i politik, må man ikke lukke sig inde i den ramme, som dagens begivenhed lægger, men se de fundamentale langtidstendenser. Hvis man ser på tingene i den store sammenhæng, er disse tendenser, trods den nuværende spænding, der er fremkaldt af den imperialistiske aggression, gunstige for de kræfter, der går ind for fred og for betryggelse af den internationale sikkerhed. Idet vi foretager vurderingen af den nuværende internationale situation ud fra disse positioner, bliver vi endnu en gang overbevist om den dybe rigtighed af den konklusion, som SUKP og hele den kommunistiske verdensbevægelse drog om muligheden for at tøjle en aggressor og forebygge en ny verdenskrig. Denne konklusion står også ved magt i den nuværende situation. En vellykket kamp mod den imperialistiske aggression, for fred og folkenes sikkerhed, vil i mange henseender fremme et endnu større sammenhold mellem tidens progressive kræfter. Sovjetunionen vil ufravigeligt bestræbe sig for at nå dette mål - en styrkelse af den samlede anti-imperialistiske front. Kammerater deputerede! Vi har god grund til med tillid at se fremtiden i møde, idet Sovjetunionen råder over vældige kræfter, forsvarer en retfærdig sag og finder stadig større støtte hos alle folk. Det sovjetiske folk skarer sig om sit kommunistiske parti og følger vejen til opbygning af det kommunistiske samfund. Beslutningerne fra SUKPs 23. kongres er et kampprogram for alle sovjetmenneskers handling. Den sovjetiske regering efterlever sin høje pligt over for folket og gør alt for at føre dette program ud i livet.

Sovjetunionens Øverste Sovjet, som repræsenterer det sovjetiske folks 233 millioner mennesker, bekræfter på sin første samling efter nyvalget Sovjetunionens redebonhed til at yde det vietnamesiske broderfolk al mulig støtte i kampen mod den amerikanske imperialismes aggression, sådan som den Øverste Sovjet tidligere har proklameret.

Den Øverste Sovjet bemærker med tilfredshed, at Sovjetunionens regering i overensstemmelse med sovjetfolkets vilje yder den Demokratiske Republik Vietnam stor og alsidig hjælp i det omfang og de former, der er aftalt med DRVs regering.

USAs forbryderiske aggression i Vietnam er trådt ind i en ny fase. Det amerikanske luftvåben foretager barbariske bombardementer af den fredelige befolkning og forstæderne til Hanoi og Haiphong og ødelægger diger og dæmninger i den Demokratiske Republik Vietnam, hvilket truer tusinder af fredelige indbyggeres liv. De amerikanske interventer udfolder krigshandlinger i den demilitariserede zone og begår derved en grov overtrædelse af Geneve-overenskomsterne. Der anvendes mere og mere barbariske metoder til udryddelse af mennesker (napalm, giftgas), hele landsbyer udslettes, straffeekspeditioner foretager dyriske repressalier mod vietnamesiske patrioter og benytter kemiske midler til at forgifte og ødelægge afgrøderne.

Begivenhedernes gang viser, at USAs herskende kredse, der forbryderisk og hæmningsløst overtræder FNs pagt og almene internationale retsregler, følger den politik at udvide krigen i Sydøstasien. De spreder branden fra den vietnamesiske krig til Laos og søger at inddrage Cambodia og andre lande i den.

Alt dette fører til en alvorlig forværring af den internationale spænding og skaber en alvorlig trussel mod freden og alle folks og staters sikkerhed. Samtidigt fortsætter den amerikanske regering sine hykleriske talemåder om »fred« og »fredsforhandlinger«, som ingen kan tage fejl af.

Det sovjetiske folk beundrer de vietnamesiske patrioters tapperhed og udholdenhed, der er fast besluttede på at vinde sejr i kampen mod kyniske erobrere. Der er ingen tvivl om, at hvordan interventerne end fremturer, og hvilke nye bestialiteter de end griber til, kan de ikke knuse det vietnamesiske folks vilje til frihed og selvstændighed. I kampen mod de amerikanske aggressorer forsvarer det vietnamesiske folk ikke blot sit fædrelands frihed og selvstændighed, men yder også et stort bidrag til den nationale befrielsesbevægelse og til kampen for freden, mod imperialismens, krigens og reaktionens kræfter.

På det vietnamesiske folks side står dybe sympatier og fuld solidaritet fra alle fredens og fremskridtets kræfter. Den amerikanske aggression i Vietnam har vakt alle folks harme og vrede. I hele verden vokser en bølge af protester mod den amerikanske militærledelses forbrydelser.

Sovjetunionens Øverste Sovjet fordømmer atter på det bestemteste den imperialistiske aggression i Vietnam og udtrykker sin varme solidaritet med det tapre vietnamesiske folk, der kæmper for sin frihed og selvstændighed.

De socialistiske medlemslande af Warszawapagten, der deltog i den politiske konsultative komités møde i Bukarest, erklærede sig enstemmigt rede til, hvis der udtrykkes ønske derom fra DRVs regering, at give deres frivillige mulighed for at drage til Vietnam for at hjælpe de vietnamesiske brødre med at tilbageslå den amerikanske imperialismes aggression. Sovjetunionens Øverste Sovjet støtter energisk denne erklæring fra Warszawapagtens medlemslande. Aggressorerne skal vide, at udvidelsen af hærgningerne i Vietnam medfører en forstærkelse af hjælpen og støtten fra de socialistiske lande til det vietnamesiske broderfolk.

Den Øverste Sovjet bekræfter på ny, at den fuldt ud støtter den Demokratiske Republik Vietnams firepunktsprogram og Sydvietnams nationale befrielsesfronts fempunktsprogram såvel som erklæringen fra DRVs præsident, kammerat Ho Chi Minh, idet disse dokumenter udgør det retfærdige grundlag for en politisk ordning af Vietnam-spørgsmålet.

Sovjetunionens Øverste Sovjet kræver kategorisk, at der gøres ende på USAs aggression i Vietnam. USAs regering må slå ind på en anden vej og nøje overholde Geneve-overenskomsterne om Indokina, ufortøvet, definitivt og ubetinget standse bombardementerne af den Demokratiske Republik Vietnams territorium, gøre ende på den væbnede intervention i Sydvietnam, trække de amerikanske tropper og satellittropperne ud af Sydvietnam, nedlægge alle amerikanske militærbaser i dette land, anerkende den nationale befrielsesfront som den eneste virkelige repræsentant for Sydvietnams befolkning og anerkende det vietnamesiske folks ret til at bestemme sin fremtid uden indblanding udefra og til selv at afgøre spørgsmålet om landets fredelige genforening.

Sovjetunionens Øverste Sovjet erklærer, at hele ansvarsbyrden for en fortsættelse og udvidelse af denne krig og for de følger, der kommer deraf, hviler på USAs regering, fo flere forbrydelser aggressorerne begår på vietnamesisk jord, des hårdere bliver afregningen. Historiens lære siger, at den tid, hvor aggressorer forblev ustraffede, for stedse og uigenkaldeligt er forbi!

USAs røverkrig i Vietnam har draget en skarp skillelinje mellem de imperialistiske erobrere og menneskehedens overvejende flertal, mellem lovløshed i internationale forhold og international ret, mellem frihedens underkuere og frihedens forkæmpere. De regeringer, der på en eller anden måde yder aggressorerne støtte, vil også komme til at bære et alvorligt ansvar over for folkene.

Sovjetunionens Øverste Sovjet opfordrer alle regeringer og parlamenter til med vægt at træde i skranken for retfærdighedens og lovens principper i internationale forhold i anledning af, at USAs aggression i Vietnam forstærkes. Man må ikke tøve med at slukke krigens arne på den indokinesiske halvø. Man må afværge den alvorlige trussel, der hænger over verdensfreden. Folkene må forene deres bestræbelser og tøjle aggressorerne.

Sovjetunionen vil gøre alt, hvad den evner, for at yde det tapre vietnamesiske folk hjælp i dets kamp for selvstændighed og frihed.

Sovjetunionens Øverste Sovjet godkender fuldt ud sovjetregeringens politiske linje og praktiske virksomhed i Vietnam-spørgsmålet og pålægger den at udarbejde og gennemføre nye foranstaltninger til hjælp for det vietnamesiske folk i dets retfærdige kamp mod den amerikanske aggression og til konsolidering af verdensfreden og folkenes sikkerhed.

Skift til: Fredelig sameksistens I * * Fredelig sameksistens II * *

Webmaster