Indhold på denne side: Erklæring fra Sovjetunionens Regering * * Ro om landegrænserne

Skift til: Fredelig sameksistens I * * Fredelig sameksistens III * *

Den 1. september i år har man i Peking på ny offentliggjort en »Erklæring af en repræsentant for den Kinesiske Folkerepubliks regering« mod aftalen om forbud mod forsøg med kernevåben i atmosfæren, i det kosmiske rum og under vandet. Når man gør sig bekendt med dens indhold, er det iøjnefaldende, at regeringserklæringen også denne gang hovedsagelig benyttes til bagtalelse af Sovjetunionens kommunistiske Parti og de andre kommunistiske partier i en omfattende kreds af spørgsmål, hvor Kinas kommunistiske partis ledelse er uenig med den internationale kommunistiske bevægelse. I sin nye erklæring forbigår den Kinesiske Folkerepubliks regering i virkeligheden alle de argumenter, der er fremsat af sovjetregeringen og regeringerne i de andre socialistiske lande til fordel for at afslutte denne aftale. De kinesiske ledere har åbenbart intet at fremføre til retfærdiggørelse af deres udfald mod, at man forbyder kernevåbenforsøgene, og i mangel på argumenter bruger de skældsord og bagtalelse mod Sovjetunionen og dennes fredselskende udenrigspolitik. Samtidig udfolder de på ny deres fejlagtige eventyrpolitiske platform i spørgsmålene om krig og fred, en platform, der energisk er blevet forkastet af de fredselskende folk. I denne forbindelse er de kinesiske ledere åbenlyst gået imod den internationale kommunistiske bevægelses aftalte synspunkter og positioner, og de har i stedet for at skærpe kampen mod imperialismen vendt fronten mod de socialistiske broderstater, mod de marxistisk-leninistiske partier. Erklæringen fra den Kinesiske Folkerepubliks regering af 1. september er ligesom hele den propaganda, de kinesiske ledere i den senere tid har udfoldet, langtfra nogen kammeratlig diskussion mellem kommunister, men en optræden fra folk, der har sat sig som mål for enhver pris at miskreditere SUKP og Sovjetunionen, splitte den kommunistiske bevægelse og bryde enheden i de antiimperialistiske kræfter. I erkendelse af hvor skrøbelige deres ideologiske positioner er, søger de kinesiske ledere at bringe diskussionen om nutidens principielle problemer ned på de højrøstede skældsords og tomme beskyldningers niveau. Sovjetregeringen og Sovjetunionens kommunistiske Parti vil aldrig slå ind på en for kommunister så uværdig vej. Vi agter ikke at besvare skældsord med skældsord. På den anden side anser vi det for nødvendigt endnu en gang at vende tilbage til en betragtning af det væsentlige i de spørgsmål, der berøres i erklæringen fra den Kinesiske Folkerepubliks regering af 1. september, og fremføre vor stilling. Dette er så meget mere nødvendigt, som man i denne erklæring, den tredje i tal, arter og atter på det groveste forvrænger Sovjetunionens politik, forvrænger alment kendte fakta og tilmed forfalsker dokumenterne. Den kinesiske regering hævder i sin erklæring, at aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg i atmosfæren, det kosmiske rum og under vandet er »bedrag«, et »forræderi« mod de socialistiske landes interesser, mod alle verdens folks interesser. Man kan ikke forestille sig noget mere absurd end disse betragtninger. Aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg har jo netop mødt en så bred støtte i hele verden, fordi den svarer til alle de fredselskende folks interesser og er det første, om end begrænsede, så dog reale fremskridt i den kamp, der i årevis er ført af de brede folkemasser i hele verden mod atomkrigsfaren. Dette fremskridt har så langt fra at svække folkenes årvågenhed over for imperialisternes anslag, således som de kinesiske ledere hævder, tværtimod giver fredsforkæmperne nye kræfter, styrket troen på, at det er muligt at tvinge imperialisterne til indrømmelser. Verdens folk ser aftalens praktiske betydning i, at dens vedtagelse sætter stop for luftens forurening med radioaktive stoffer (strontium-90, cæsium-137 o.a.), som er farlige for menneskenes helbred, ikke blot den nuværende generations, men også de kommendes. Det er ikke nogen hemmelighed, at de kernevåbenforsøg, der allerede er foretaget. i atmosfæren med en samlet effekt svarende til millioner af tons trotyl, har forøget radioaktiviteten på vor planet. Videnskabsmændene har beregnet, at hver ny serie kerneeksplosioner i atmosfæren udgør en trussel mod hundredtusinder af menneskers liv. Man kan med fuld sikkerhed sige - og det bekræftes ganske af erfaringerne fra de forudgående år - at hvis aftalen ikke var blevet afsluttet enten nu i år eller i den allernærmeste fremtid, så ville man på ny begynde at udføre kernevåbenforsøg i atmosfæren med inddragelse af nye geografiske områder, og man ville uden tvivl øge faren for radioaktiv forurening. Yderligere kernevåbenforsøg i atmosfæren ville forøge radioaktivitetens skadelige indflydelse på mennesket og på dyre- og planteverdenen. Afslutningen af aftalen om forbud mod forsøg er en umiddelbar vinding for freden og folkenes interesser, også i andre henseender. Når denne aftale overholdes af alle lande, vil den til en vis grad være en bremse på en fortsat skærpelse af atomoprustningen. Men aftalens positive betydning indskrænker sig ikke til disse ting. Den kendsgerning, at det er lykkedes Sovjetunionen på den ene side og USA og England på den anden side at nå frem til en aftale om forbud mod kernevåbenforsøg i de tre omgivelser, skaber forudsætninger for at styrke tilliden mellem stater med forskellige samfundssystemer og altså også for nye skridt i retning af international afspænding. Det fremgår af det, der her er sagt, at aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg er noget godt og nyttigt for folkene. Naturligvis ville det være bedre, om det allerede nu var lykkedes at nå til enighed om forbud mod alle kernevåbenforsøg, herunder også underjordiske. Det ville have været endnu bedre, om man havde opnået fuldstændigt forbud mod og tilintetgørelse af kernevåbenet. Og det ville have været helt godt for menneskeheden, om man allerede i dag kunne gennemføre en generel og fuldstændig afrustning. Netop disse forslag er fremsat af Sovjetregeringen på FN-generalforsamlingens 15. samling i 1960. Det er også det, de socialistiske stater og alle fredselskende kræfter kæmper for. Aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg er netop et af leddene i denne vigtige kamp. Det er fuldkommen irrelevant, når de kinesiske ledere søger at fremstille sagen, som om afslutningen af aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg vil medføre en svækkelse af det socialistiske fællesskabs forsvarsevne. Aftalen om forbud mod forsøg pålægger jo alle dens deltagere samme forpligtelser: ingen af de stater, der har undertegnet dette dokument, vil få nogen ensidig militær fordel. Hvor meget end de kinesiske ledere anstrenger sig, vil de ikke være i stand til at bevise, at aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg skulle kunne give Amerikas Forenede Stater nogen ensidige fordele. I deres sidste erklæring søger de f.eks. at påstå, at USA angiveligt skulle have en overvægt med hensyn til underjordiske forsøg, og at det skulle være hele sagens kerne. Men netop dette viser det fuldkommen hjælpeløse i de kinesiske lederes argumenter, eftersom forholdet i virkeligheden er et ganske andet. Sovjetunionens hovedsagelige kernestyrke, som afholder imperialisterne fra aggression, er - hvilket ikke er nogen hemmelighed - aldeles ikke de kernevåbenarter, der udformes gennem underjordiske forsøg, men netop de arter, hvor Sovjetunionen sidder inde med et forspring, hvilket også mange amerikanske politikere har måttet indrømme. Dette for det første. Men for det andet hindrer den aftale, der er undertegnet, ikke Sovjetunionen i at foretage underjordiske kerneforsøg, hvis dette viser sig nødvendigt for at sikre vort lands tryghed eller de øvrige socialistiske staters tryghed. Hvis man endelig skal tale om, hvem der har tabt ved aftalens afslutning, så kan man med fuld bestemthed sige: Det er aggressionens og krigens kræfter, der har tabt, og fredens og fremskridtets sag, hele menneskeheden, som har vundet. De mest forskellige kræfter træder frem for at støtte aftalen om forbud mod forsøgene. Der er allerede mere end 90 stater, der har undertegnet aftalen. I dette tal finder man ved siden af de socialistiske lande alle verdens stormagter med undtagelse af Frankrig, hvis herskende kredse realiserer planen om en kerneoprustning, der intet har tilfælles med fredens interesser. Deltagerne i aftalen er det overvældende flertal af stater i Asien, Afrika og Latinamerika, der har vundet national uafhængighed. Internationale demokratiske organisationer, fagforeninger, politiske partier, talrige progressive organisationer har givet en positiv vurdering af aftalen. Hver dag indløber der nye meddelelser om støtte til aftalen fra alle dele af verden. Frygten for at blive isoleret i politisk henseende har tilskyndet selv dem, aftalen klart ikke passer, til at slutte op om den. De kinesiske ledere søger at hage sig fast om ikke andet så i denne kendsgerning i deres håbløse forsøg på at kompromittere aftalen. Men har fredens sag måske lidt under, at aftalen f.eks. er undertegnet af Vesttysklands regering eller regeringen i det fascistiske Spanien? Det, at selv disse regeringer uagtet al deres fjendtlighed mod fredens sag ikke har kunnet bekvemme sig til ikke at undertegne aftalen, viser dens enorme tiltrækning på folkemasserne, en tiltrækning, som de herskende kredse i de kapitalistiske lande har været nødt til at tage hensyn til. Den verdensomfattende tilkendegivelse, der har udfoldet sig på alle kontinenter efter aftalens afslutning, har vist, at de kinesiske ledere ved at gå imod forbudet mod kerneforsøgene har lidt et alvorligt moralsk og politisk nederlag. Den kinesiske regerings misbilligelse af aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg finder ikke støtte hos folkene, hvilket man på overbevisende måde så demonstreret på mødet for nylig i eksekutivkomiteen for Organisationen for solidaritet mellem folkene i Asien og Afrika, som fandt sted i Nicosia. Hvor ihærdigt end de kinesiske delegerede søgte at få deltagerne i dette møde til at afvise vedtagelsen af en resolution, der godkendte Moskva-aftalen, fik de ikke heldet med sig. For ikke at komme i fuldkommen isolation, men »bevare ansigtet« var de kinesiske delegerede nødt til at sno og dreje sig på alle måder. De kunne ikke bekvemme sig til at stemme mod resolutionen, der udtalte sig til støtte for Moskva-aftalen, skønt de bag kulisserne på alle måder intrigerede mod aftalen, men inden afrejsen fra Nicosia udsendte de en særlig erklæring om dette spørgsmål. En lidet misundelsesværdig Situation for folk, der søger at give sig ud for at være de eneste, der udtrykker de asiatiske og afrikanske folks mening. Fuldkommen irrelevante er også de kinesiske lederes forsøg på at appellere til den internationale kommunistiske bevægelse under henvisning til, at deres obstruktion mod aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg skulle fremgå af dokumenterne fra de kommunistiske partiers Moskva-konferencer. Man kan let overbevise sig om, at den stilling, lederne i KKP indtager, er en fuldstændig afvigelse fra den fælles, kollektivt udformede linje for den kommunistiske bevægelse i disse spørgsmål. På de kommunistiske partiets Moskva-konference i 1957 vedtog man som bekendt ved siden af Deklarationen et Fredsmanifest, der indeholder en højtidelig opfordring til alle rettænkende mennesker om at forlange »forbud mod produktion og anvendelse af atom- og brintvåbnet, og som første skridt - omgående indstilling af forsøg med disse våben«. Under dette dokument står også lederen af delegationen fra Kinas kommunistiske parti, kammerat Mao Tse-tungs underskrift. Er det måske sådan, at begivenhederne i den følgende periode har tvunget den kommunistiske verdensbevægelse til at ændre sin indstilling til spørgsmålet om forbud mod atomvåbenforsøg og tage kampen for dette kravs virkeliggørelse af dagsordenen? Aldeles ikke. Livet har bekræftet, at denne opgave stadig med fuld styrke står over for folkene, og dette har fundet udtryk i beslutningerne fra den anden internationale konference for de kommunistiske partier i 1960. I den erklæring, der blev vedtaget af konferencen af repræsentanter for de 81 partier, står der: »Konferencen mener, at gennemførelsen af det af Sovjetunionen fremsatte program for generel og fuldstændig afrustning ville få historisk betydning for menneskehedens skæbne. Hvis man når frem til gennemførelse af dette program, betyder det, at man likvideret selve muligheden for krigsførelse mellem landene. Dets gennemførelse er ikke nogen let sag. Den vil støde mod hårdnakket modstand fra imperialisternes side. Der kræves derfor en aktiv og beslutsom kamp mod imperialismens aggressive kræfter for at føre dette program ud i livet. Denne kamp må føres i stadig stigende omfang, idet man vedholdende arbejder på at opnå reale resultater - forbud mod forsøg med og produktion af kernevåben, nedlæggelse af militærblokkene og militærbaser på fremmed område, en betydelig nedskæring af de væbnede styrker og rustningerne, hvormed man baner vejen til en generel afrustning«. Under dette dokument finder man ligeledes underskriften for delegationen fra Kinas kommunistiske parti. Man ser heraf, at ledelsen for KKP endnu for nylig optrådte sammen med alle broderpartierne for at forbyde forsøgene med kernevåben, og at de betragtede dette som et nødvendigt og førsterangs skridt på vej en til generel og fuldstændig afrustning. Der er siden forløbet tre år, og folkenes kamp mod kernevåbenforsøgene er stadig taget til. Og så kommer nu, hvor denne kamp er blevet kronet med succes, og der er gjort det første skridt, nu hvor aftale om forbud mod kerneforsøg er underskrevet, så kommer kinesiske ledere, der har foretaget en vending på 180 grader, og erklærer dette for et »bedrag«, et »forræderi«, et »imperialistisk komplot«. Man har lov at spørge, hvor logikken her er henne? Er det da ikke klart, at man her ser, at de kinesiske ledere fuldkommen afviser de beslutninger, der er truffet af broderpartierne, og går fra de i fællesskab aftalte standpunkter og forpligtelser. De kinesiske ledere kan offentliggøre endnu tusind og én erklæring om aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg - alligevel kan de ikke retfærdiggøre deres troløshed og hykleri i kommunisternes, i hele menneskehedens øjne. Menneskehedens århundredgamle drøm om at fjerne krigen fra samfundets liv har marxisterne-leninisterne udtrykt i parolen: En verden uden våben, en verden uden krige. Kommunisterne kæmper konsekvent for dette store mål og samler om deres fane de bredeste masser verden over. Så langt fra at betyde en opgivelse af klassepositionen, således som de kinesiske ledere hævder, svarer denne kamp fuldt og helt til proletariatets og alle andre arbejdendes klasseinteresser, til opgaverne i folkenes sociale og nationale befrielse. En sådan kamp styrker de antiimperialistiske kræfter og svækker imperialismen. Imperialisterne støtter deres herredømme på våben. Hvis man opnår afrustning, betyder det et slag mod den imperialistiske aggressions kræfter. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvorfor kampen for afrustning, for en verden uden våben er et af de allervigtigste afsnit i kampen mod imperialismen, mod dens aggressionspolitik. De kinesiske ledere lader, som om de ikke forstår dette. De fremstiller forsætlig kampen for afrustning som pacifisme for således at berøve den det klassemæssige indhold, og de ignorerer den kendsgerning, at fremfor alt de arbejdendes bredeste masser er interesseret i, at afrustningens problemer bliver løst. Sandt at sige fører de kinesiske lederes overvejelser dem den lige vej ind i en tryllekreds, hvorfra der ingen udvej findes. Efter deres logik bliver det til, at man først kan gøre ende på krigene og nå frem til afrustning, efter at imperialismen er likvideret. Samtidig hænger imperialismens likvidering nøje sammen med, at arbejderklassen og alle folkemasser må undergrave dens militaristiske grundlag. Men det er jo netop denne kamp, de kinesiske ledere håner ved så overlegent at kalde den for pacifisme. Det skæbnesvangre i denne indstilling kommer af, at de kinesiske ledere ikke kan eller ikke vil se de reale veje for kampen mod imperialismen, der har åbnet sig i den nuværende epoke. Bag deres højrøstede hurra-revolutionære fraser om snarest at gøre ende på imperialismen skjuler der sig i virkeligheden manglende tro på verdenssocialismens styrke, på arbejderklassens styrke, på den nationale befrielsesbevægelses styrke, frygten for vanskelighederne i kampen. Man kan ikke undre sig over, at disse udgangsstillinger fører de kinesiske ledere til kapitulation over for de vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål, herunder spørgsmålet om at løse afrustningsproblemet. Den kommunistiske verdensbevægelse mener, at løsningen af afrustningsproblemet i vore dage er et realistisk og gennemførligt mål. Muligheden af at gennemføre afrustning forudså allerede den videnskabelige kommunismes grundlæggere, og det tilmed i en epoke, hvor imperialismen havde herredømmet over hele jordkloden. Således skrev Fr. Engels i 1893 i en karakteristik af forholdene i Europa i den sidste fjerdedel af foregående århundrede om det vanvittige rustningskapløb og hver enkelt stormagts bestræbelser for at overtrumfe de andre i krigsberedskab. »Skulle der mon ikke - spurgte han - være en anden udvej af denne blindgade end en alt-ødelæggende krig, som verden aldrig har set magen til?« Og han svarede: »Jeg hævder, at en afrustning og dermed en garanti for freden er mulig. . . «. Hvorpå byggede Fr. Engels denne slutning? Fremfor alt på, at »de brede befolkningslag i alle lande, som næsten udelukkende må bære forpligtelserne til at levere soldaternes masse og betale hovedparten af skatterne, opfordrer til afrustning« (Marx og Engels: Samlede værker (russisk), 2. udgave, bind 22, side 387). Som det fremgår af det, der er sagt, betragtede Engels afrustningen som et problem, der på den mest umiddelbare måde berører de brede folkemassers interesser og allerede som følge heraf er et dybt politisk og altså klassemæssigt problem. Men naturligvis ligner dette slet ikke det, der siges om afrustningen af de kinesiske »teoretikere«, der holder så meget af at udgive sig for de mest rettroende marxister. I vor epoke er forudsætningerne for en fremgangsrig kamp for afrustning og fred vokset umådeligt. Fremkomsten af massetilintetgørelsesvåben har gjort afrustningen til en virkelig aktuel opgave for de bredeste masser. Den internationale arbejderklasses kræfter er mangedoblet, forkæmperne for afrustning og fred. Disse kræfter bygger nu på det socialistiske verdenssystems styrke, de ledes af nutidens mest indflydelsesrige politiske kraft - den internationale kommunistiske bevægelse. Kravet om afrustning støttes af snese af fredselskende stater, af de folk, der kæmper for national befrielse, af mange politiske partier og demokratiske organisationer. Det er klart, at under disse forhold bliver spørgsmålet krig eller ikke krig, spørgsmålet, om afrustning kan opnås eller ikke, i stadig stigende grad afhængigt, ikke af imperialisterne, men af folkene selv, af de fredselskende kræfter i hele verden, af aktiviteten og slagkraften i deres kamp. Det er en elementær sandhed, at imperialismen, så længe den eksisterer, vil bevare sin aggressive natur, sine modsætninger - den er svanger med krig. De kinesiske ledere hævder på dette grundlag, at krigen er uundgåelig. Kommunisterne kan ikke stille sig på denne fatalistiske position. Vi forstår, at kampen mod en ny verdenskrig og for afrustningen ikke er nogen let sag. Men vi ser klart mulighederne for at løse denne historiske opgave, vi har gjort og gør stadig alt det, der er nødvendigt for at mobilisere folkene til kampen mod oprustning, for at forebygge en ny verdenskrig. Man må heller ikke undlade at nævne, at KKPs ledere i den sidste tid har søgt at benytte afrustningsspørgsmålet til et uværdigt politisk spil. De kinesiske ledere undertegnede sammen med de andre broderpartier Erklæringen fra Moskva-konferencen i 1960, hvor man giver udtryk for støtte til de sovjetiske forslag om en generel og fuldstændig afrustning. Alligevel erklærede de kort tid efter afrustningen for en illusion og udfoldede mod disse forslag en kampagne, som de nu i flere år har ført. Og pludselig den 31. juli 1963 forkyndte den Kinesiske Folkerepubliks regering højlydt og højtideligt et program om fuldstændigt forbud mod og tilintetgørelse af kernevåbnet og alle fremføringsmidler. Verdensoffentligheden så med forundring, at dette program faktisk var komponeret af de allerede tidligere af Sovjetunionen fremsatte forslag, der endnu for kort tid siden af Peking var blevet betegnet som en »illusion«. Her opstod det naturlige spørgsmål: I hvilke øjemed optrådte KFRs regering nu med dette program? Det er ikke vanskeligt at se, at de kinesiske ledere havde grebet til denne manøvre i den hensigt at opstille kravet om forbud mod og tilintetgørelse af kernevåbnet mod aftalen om forbud mod forsøg. Men denne manøvre lykkedes ikke, for enhver nok så ubevandret i politik vil forstå, at standsning af kernevåbenforsøgene ikke er i modsætning til, men tværtimod fremmer det fuldstændige forbud mod dette våben og tilintetgørelsen af det. Og nu afblæser KFRs regering i sin nye erklæring af 1. september i virkeligheden på ny manøvren. Nu lader den det højtideligt forkyndte program om kernevåbenafrustning, som er lånt fra de sovjetiske forslag, ligge og indskrænker sagen til blot et forbud mod anvendelse af kernevåben »på samme måde som man har forbudt anvendelsen af giftgas«. Derved desavouerer den sit tidligere krav om indstilling af kernevåbenproduktionen og tilintetgørelse af forrådene og fremføringsmidlerne. Problemstillingen om forbud mod anvendelsen af kernevåben er naturligvis heller ikke ny. Dette forslag har allerede for længst været stillet og fastholdes stadig af Sovjetunionen og mange andre stater. Allerede for to år siden lykkedes det ved fælles anstrengelser fra de socialistiske lande og staterne i Asien, Afrika og Latinamerika at gennemføre, at FNs Generalforsamling vedtog en beslutning om nødvendigheden af, at der afsluttes en international overenskomst om forbud mod anvendelsen af kernevåben. Det er hævet over al tvivl, at afslutningen af en sådan overenskomst ville være en nyttig ting. Man kan imidlertid ikke opstille opgaven om opnåelse af en sådan overenskomst som modsætning til den trufne aftale om forbud mod forsøg, lige så lidt som man kan indskrænke hele kampen for afrustning til denne partielle foranstaltning. Som det fremgår har de kinesiske ledere ikke noget program for afrustning; de fører ikke og vil ikke føre nogen kamp for dette store mål, og hvis de somme tider taler om afrustning, så er det kun for at dække over deres virkelige tanker. Det siges i erklæringen fra den kinesiske regering, at Sovjetunionen »for at retfærdiggøre« aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg (som om denne aftale skulle behøve at retfærdiggøres!) har rettet visse »bagtaleriske påstande« mod Kina. Hvad er der tale om? Jo, det viser sig, at der sigtes til, at vi vor Erklæring af 21. august afdækkede de virkelige motiver for de kinesiske lederes angreb mod aftalen om forbud mod kerneforsøg - at vi påviste deres bestræbelser for for enhver pris at skaffe sig deres egen atombombe. De kinesiske ledere er ikke enige i denne slutning. I erklæringen af 1. september kalder de den endda for »latterlig« og i den hensigt at give os et hudflettende svar anfører de en kinesisk legende med følgende morale: »Enhver har sine idealer, og dværge kan ikke benytte deres egen målestok over for kæmper.« Vi er nødt til endnu en gang at vende tilbage til de motiver, der har tilskyndet »kæmperne« i Peking til at drage i kamp mod aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg. Hvad siges der herom i deres nye erklæring? Den bekræfter i virkeligheden de slutninger, vi har draget, og beviser endnu en gang at den kinesiske regerings afvisende holdning over for aftalen om forbud mod forsøg netop har sin forklaring i ønsket om at gøre deres eget land til en atommagt. Den kinesiske erklæring gentager påstanden om, at aftalen befæster de tre magters »monopol« på atom- og brintvåbnet med sigte på at »binde de socialistiske lande, med undtagelse af Sovjetunionen, binde alle de fredselskende lande«. Det er fremfor alt i høj grad provokerende, når de kinesiske ledere således stiller spørgsmålet om »monopol« på kernevåbnet og stiller den socialistiske stat - Sovjetunionen - på lige fod med de imperialistiske stater, USA og England. Folkene i det socialistiske fællesskabs lande og alle verdens folk véd udmærket, hvad formålet er med det kernevåben, Sovjetunionen råder over, og hvem imperialisternes kernevåbenarsenal skal gavne. Men det er ikke hele sagen. De kinesiske ledere har brug for betragtningerne om »monopolet« for at underbygge deres ret til kernevåbnet. Erklæringens ophavsmænd søger blot forgæves at optræde som talsmænd for de socialistiske lande og alle fredselskende lande. Der er som bekendt ikke ét af dem, som har givet udtryk for hensigter i retning af at erhverve sig kernevåben. Tværtimod har regeringerne i de socialistiske lande gang på gang erklæret, at de ikke agter at skabe deres eget kernevåben, idet de er overbevist om, at det raket- og kerneskjold, Sovjetunionen råder over, er et pålideligt middel for deres forsvar. For øvrigt har den kinesiske regering denne gang vist sine hensigter endnu mere åbenlyst, idet den hørligt for alle erklærer, at den trods alle de økonomiske vanskeligheder, landet har gennemlevet, er rede til, om det så skal vare hundrede år, at arbejde på at skabe sit eget atomvåben. Som man ser, er Peking-»kæmpen«s hensigter ganske gennemsigtige. Det siger sig selv, at spørgsmålet om, hvorvidt Kina vil skabe sig sit eget atomvåben eller ej er en sag, den Kinesiske Folkerepublik selv må afgøre. Men de øvrige socialistiske lande har ret til at have deres mening om den stilling, KFRs regering indtager, når den laver obstruktion mod aftalen om kernevåbenforsøg, der har fået enstemmig støtte fra alle folkene. De internationale følger af en sådan stillingtagen berører jo umiddelbart alle de socialistiske lande. Denne stræben efter for enhver pris at skaffe sig atombomben kan ikke undgå at vække alvorlig tvivl om målene for de kinesiske lederes udenrigspolitik. De er jo ikke i stand til at føre noget bevis for, at dette er nødvendigt for Kinas forsvarsinteresser og hele den socialistiske lejrs. Det er velkendt, at USSRs kernevåbenkapacitet er tilstrækkelig for at udslette enhver stat eller koalition af stater, der ville antaste de socialistiske landes revolutionære landvindinger. På dette punkt nærer end ikke imperialisterne nogen illusioner. Behøves der under disse forhold også kinesiske atombomber for at forsvare den socialistiske lejr? Nej, selvfølgelig ikke. De kinesiske ledere har selv for ikke så længe siden erkendt, at Kina i betragtning af, at Sovjetunionen havde nået så store resultater med produktionen af kernevåben, tydeligvis »ikke skulle have nogen grund til at iværksætte en produktion af sådanne våben, så meget des mindre som de er overordentlig kostbare«. Dette blev udtalt af ingen ringere end Mao Tse-tung i september 1958. Hvad er der ændret siden dengang ? Er måske Sovjetunionens raket- og kernevåbenkapacitet blevet svagere siden? Nej, tværtimod: hele verden kender vort lands store fremgange på dette område. Hvis noget har ændret sig, så er det den kinesiske regerings politik, dens forhold til Sovjetunionen, til hele det socialistiske fællesskab. Der er i den senere tid sagt ikke så lidt om, at en udbredelse af kernevåbnet ikke er i fredens interesser. En forøgelse i antallet af socialistiske stater, der er i besiddelse af kernevåben, ville øjeblikkelig fremkalde en kædereaktion i imperialismens lejr, og atomvåbnets svulst ville brede sig til hele kloden og mangedoble truslen om en atomkrig. Erklæringens forfattere hentyder til, at Sovjetunionen, hvis den ville, med den ene hånd kunne række Kina kernevåbnet og med den anden hånd kæmpe mod, at USA overdrog Vesttyskland kernevåben. Men den slags opskrifter lugter ilde, som man siger. Hvad ville der i virkeligheden ske, hvis Sovjetunionen på den ene side udrustede sine allierede med atombomber og på den anden side udspyede et væld af protestdeklarationer mod tilsvarende handlinger fra USA? Hvad ville følgerne blive? De sørgeligste. Når USAs imperialister hidtil ikke er gået med til en atombevæbning af Vesttyskland, Japan og andre af sine allierede, skyldes det først og fremmest, at de ikke har kunnet bekvemme sig til at gå på tværs af de socialistiske landes stilling og det enstemmige krav fra offentligheden i deres eget og andre lande. Men hvad sker der, hvis vi følger de hårdnakkede råd fra Peking? De aggressive kredse i USA og andre imperialistiske lande vil straks udnytte dette for at forstærke kerneoprustningen og inddrage flere nye lande i den. Dette kan kun vanskeliggøre massernes modstand mod atomoprustningen i de kapitalistiske lande. Vi anser en sådan udvikling for at være yderst farlig for fredens sag. Den kinesiske regering er af den anskuelse, at en atombevæbning af Vesttyskland, Japan og andre imperialistiske lande angivelig vil blive kompenseret ved, at kernevåbnet dukker op i Kina. Men hvis man erkender, at krigens kilder er at søge i imperialismen, må man også indrømme, at krigstruslen bliver så meget desto større jo flere imperialistiske stater der er, som får kernevåben. Dette gælder især, når der er tale om lande, hvor de aggressive, revanchistiske elementer er så stærke. Det er velkendt, at magthaverne i Vesttyskland, for eksempel, ikke alene er den amerikanske imperialismes forbundsfæller, men også har deres egne aggressive planer over for DDR samt Polen, Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen; de virker for grænserevisioner. Også den japanske reaktion nærer revanchistiske planer. Det er let at forstå, hvorfor imperialisterne i Vesttyskland og andre lande tørster efter at få deres egne kernevåben - dem har de brug for i deres røveriske, aggressive udenrigspolitik. Men man kan ikke forstå, hvorledes folk, der kalder sig marxister, ved deres politik kan gøre det lettere for revanchisterne og andre reaktionære elementer at virkeliggøre deres planer. At give revanchisterne mulighed for at erhverve kernevåben - det er det samme som at stikke en fakkel i hånden på vanvittige, der danser på en krudttønde. Al sund fornuft siger, at det er i fredens interesse at afholde sig fra at øge antallet af kernemagter, kæmpe for forbud mod og fuldstændig tilintetgørelse af kernevåbnet. Desværre er den sunde fornuft ikke de kinesiske lederes stærke side. Ellers ville de vel i det mindste have taget hensyn til deres lands økonomiske udviklings interesse og være Sovjetunionen taknemmelig for, at den har påtaget sig den ingenlunde lette opgave at producere de kernevåben, der er nødvendige for at forsvare hele den socialistiske lejr. Det er velkendt, at Kina ikke råder over overflødige midler, og de midler, der kræves for at producere kernevåben, er uhyre store. Om alt dette har vi talt ærligt og åbent til de kinesiske ledere. Men erklæringens forfattere søger at lægge os også dette til last. Åbenbart ud fra et ønske om at spille på det kinesiske folks nationale følelser fremstiller de sagen, som om Sovjetunionen hoverer over Kinas fattigdom og efterblevenhed. Og dette siger de om det sovjetiske folk, der selv har båret uhyre afsavn for at overvinde det tsaristiske Ruslands efterblevenhed. Vi betragter ikke vort land som fattigt, men vi har endnu meget at udrette for at gøre ende på de materielle vanskeligheder, der endnu findes, og som vi taler åbent om. Vort parti og den sovjetiske regering har den største forståelse og medfølelse for de vanskeligheder, andre folk gennemlever, også det store kinesiske folk. Vi véd, at roden hertil er Kinas tunge fortid, arven efter det imperialistiske herredømme, mangeårige krige, vilkårligheden fra de feudale-bureaukratiske herskere. De sovjetiske mennesker glædede sig oprigtigt, da Kinas ansigt som følge af det kinesiske folks heroiske arbejde begyndte at ændre sig, da der opstod nye værker og fabrikker, byggedes vandingsanlæg da landbruget blev omskabt på socialistisk basis. Herom sagde N. Hrustjov den 29. november 1956 følgende: »De sovjetiske mennesker er begejstrede over det kinesiske folks sejre, de sejre, der er vundet af Kinas berømmelige kommunistiske broderparti, under hvis ledelse det kinesiske folk med gode resultater er i færd med at opbygge socialismen.« De sovjetiske mennesker nøjedes ikke med at glæde sig over det broderlige Kinas fremgange, men hjalp også det kinesiske folk med så hurtigt som muligt at overvinde den tunge arv fra fortiden, med fremgang udvikle økonomien, skabe nye industrigrene, gennemføre en teknisk revolution, uddanne nationale kadrer, gøre ende på fattigdom og nød. De kinesiske ledere kan af en eller anden grund ikke lide, når vi mindes dette. Men når vi taler om vor bistand, gør vi det ikke for at prale, men for at folkene skal vide, at de sovjetiske mennesker med hæder opfylder deres internationale pligt over for det kinesiske broderfolk. Det er ikke vor skyld, når de kinesiske ledere har afviklet det økonomiske samarbejde med Sovjetunionen og derved berøvet det kinesiske folk muligheden for at nyde godt af Sovjetunionens uselviske hjælp. Netop fordi det kinesiske folks interesser lå os på sinde, blev vi skuffet over den vending, der kunne iagttages i Kinas økonomi i 1958, da KFRs ledere forkyndte kursen med »de tre røde faner«, proklamerede »det store spring« og begyndte at organisere folkekommunerne. Vort parti kunne se, at det var de farlige eksperimenters vej, en vej, hvor man lod hånt om de økonomiske love og de andre socialistiske landes erfaringer. Det kunne for eksempel ikke undgås, at planen om i KFR på ét år at øge ståludsmeltningen fra 5 millioner til 80-100 millioner tons, fremkaldte tvivl hos os ligesom planerne om at øge hele industriproduktionen til 6,5 gange mere og landbrugsproduktionen med 2,5 gange. Disse planopgaver var ikke underbygget med nogen som helst velfunderede økonomiske beregninger. Vi kunne ikke lade være med at føle uro, da de kinesiske ledere skridt for skridt lod hånt om det leninske princip om den enkeltes materielle interesser, gik væk fra princippet om at lønne efter arbejdsindsats til fordel for ligelig fordeling i folkekommunerne. Vort parti fandt det ikke muligt at træde frem med åben kritik af denne kurs fra de kinesiske lederes side. På den anden side kunne vi heller ikke propagandere for disse uberettigede eksperimenter, for derved ville vi have gjort de kinesiske kommunister en dårlig tjeneste og ført de andre broderpartier bag lyset. Vi anså det for vor pligt allerede i 1958 direkte og kammeratligt over for de kinesiske ledere at give udtryk for vor tvivl angående disse »nyskabelser«. N. S. Hrustjov talte personlig med Mao Tse-tung herom i sommeren 1958. Sovjetregeringens chef bemærkede i disse samtaler, at meget af det, som de kinesiske kammerater betragter som marxismens sidste ord, som en metode til at fremskynde kommunismens opbygning, allerede havde været forsøgt af vort folk i praksis i revolutionens første år. Vi havde for eksempel i sin tid overbevist os om, at en form for produktionsorganisation blandt bønderne som kommunen af en række årsager ikke havde vist sig anvendelig. Vort parti løste opgaven med landbrugets socialistiske omlægning ved at følge den leninske kooperationsplan. De kinesiske ledere ville ikke høre på vore indvendinger eller tage hensyn til vort partis og vor stats erfaringer. Ydermere begyndte man i Kina at betegne os som konservative ud fra den formening, at det »store spring« og folkekommunerne ville gøre det muligt for KFR at overspringe en hel etape i opbygningen af det nye samfund og med ét slag gå over til kommunismen. Nu véd alle udmærket, hvad der i realiteten kom ud af disse tanker. Kinas industri og landbrug kom i alvorlig uorden, og KKPs ledelse har allerede i flere år været nødt til at give sig af med en såkaldt »regulering« af økonomien, hvilket i virkeligheden betegner en erkendelse af, at kursen med »de tre røde faner« helt er slået fejl. Kinas ledere søger nu at forklare de alvorlige vanskeligheder i deres lands økonomi med forskellige objektive årsager. Herunder søger de at vælte skylden for disse vanskeligheder over på Sovjetunionen, idet de hævder, at vanskelighederne i Kinas økonomi er opstået, fordi Sovjetunionen angivelig har brudt eksisterende overenskomster og hjemkaldt sine specialister. Sovjetregeringen har allerede flere gange forklaret årsagerne til, at den så sig nødsaget til fra  Kina at hjemkalde specialister, der af de kinesiske myndigheder var anbragt under vilkår, der gjorde det umuligt for dem at arbejde normalt og var krænkende for deres menneskelige værdighed. Vi anser det ikke for nødvendigt her at gå nærmere ind på dette spørgsmål. De kinesiske lederes forsøg på at bortforklare vanskelighederne med udviklingen af Kinas økonomi ved at henvise til hjemkaldelsen af de sovjetiske specialister er af en fuldstændig kunstig karakter, så meget mere som der i Kinas landbrug og ved mange industrigrene ikke har arbejdet en eneste sovjetisk specialist. Hvor meget de kinesiske ledere end vender og drejer sig, må de før eller senere indrømme, at den virkelige årsag til de vanskelige forhold i den kinesiske økonomi ligger i, at man dér groft har brudt med de leninske principper for ledelsen af den socialistiske økonomi og begået alvorlige fejltagelser, som det kinesiske folk nu må betale for. I et forsøg på at begrunde deres stilling til kernevåbnet går de kinesiske ledere så vidt som til en påstand om, at Sovjetunionen for nogen tid siden er blevet en upålidelig allieret, som man nu angiveligt ikke kan stole på. Derfor er det altså, at Kina må skabe sig sit eget kernevåben. For at give denne med forlov at sige version et skær af sandsynlighed forvrænger de USSRs stilling til Taiwan, som alverden kender, idet de anklager Sovjetunionen for at være gået med til at anerkende eksistensen af »to Kina’er«. Hvilke »beviser« anfører man så for at underbygge dette? Fremfor alt det, at Chiang Kai-shek-folkene har undertegnet det amerikanske eksemplar af Aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg. Den kinesiske regering har i denne forbindelse travlt med at erklære: I anklager os for at gå i forbund med de amerikanske »vanvittige«, de franske ekstremister og de vesttyske revanchister, men I er selv ved at undertegne Aftalen kommet i selskab med Chiang Kai-shek. Det er vel nok et bevis! Som om de kinesiske ledere ikke vidste, at Chiang Kai-shek-folkene netop skrev under på Aftalen for at udnytte den Kinesiske Folkerepubliks regerings politiske brølere, dens uansvarlige stilling til Aftalen, for derved at skabe det indtryk, at de til forskel fra den Kinesiske Folkerepublik går ind for international afspænding. Den amerikanske propaganda udnytter på alle måder dette. Den skyldige i, at Chiang Kai-shek-afskummet og den amerikanske propaganda har fået anledning til disse spekulationer er ikke Sovjetunionen, men den kinesiske regering, og den bærer alene ansvaret herfor. Der kan ikke være tvivl om, at imperialisterne også fremdeles vil stræbe efter at udnytte enhver sådan mulighed i deres egne interesser. Andet bør man ikke vente sig af dem. Hvad angår vor stilling til Chiang Kai-shek-kliken er den velkendt. Vi har ikke anerkendt og anerkender ikke Chiang Kai-shekrepræsentanternes underskrift på noget internationalt dokument. Det er ikke sovjetregeringen, der har inviteret nogen Chiang Kai-shek repræsentant til at undertegne Aftalen, og den har heller ikke givet sin tilslutning dertil. Yderligere advarede USSRs regering allerede under forhandlingerne om Aftalens afslutning USAs regering om, at den ikke ville anerkende Chiang Kai-shek-klikens underskrift, og at den eneste lovlige kinesiske underskrift på Aftalen måtte være sat af en repræsentant for den Kinesiske Folkerepublik. Man må beklage, at netop denne underskrift mangler på Aftalen om forbud mod kernevåbenforsøg. Erklæringen fra den Kinesiske Folkerepubliks regering indeholder endnu et kluntet påfund, nemlig at Sovjetunionen »ønsker at Kina skal affinde sig med USAs skumle planer i retning af at skabe »to Kina’er«. Man henviser i denne forbindelse til N. S. Hrustjovs udtalelse i oktober 1959 i samtalen med KKPs ledere. Under denne samtale sagde N. S. Hrustjov i forbindelse med Taiwan-spørgsmålet, at der var forskellige veje til at løse det - ikke kun krigeriske, men også fredelige. Nu forvrænger de kinesiske ledere meningen med disse udtalelser derhen, at Sovjetunionen ved at regne med muligheden for en fredelig løsning af Taiwan-spørgsmålet skulle have anerkendt en situation, hvor der eksisterer »to Kina’er«. Det er naturligvis det rene vrøvl. Det var i sin tid ingen anden end den Kinesiske Folkerepubliks regering, der fremsatte ideen om en fredelig genforening mellem Taiwan og Kinas øvrige territorium og endda, efter hvad der blev meddelt, var rede til at give Chiang Kai-shek en ansvarlig post i den kinesiske regering. Det var vel ikke sådan, at den selv derved ville legalisere situationen med »to Kina’er«? Hele verden véd, at USSRs regering altid har delt og støttet KFRs holdning i Taiwan-spørgsmålet. Sovjetunionen har aldrig affundet sig og vil aldrig affinde sig med Taiwans løsrivelse fra Kina, og den har energisk modsat sig opfattelsen om »to Kina’er«. Under sine samtaler med USAs præsident i 1959 understregede den sovjetiske regeringschef, N. S. Hrustjov, energisk, at Taiwan er en uadskillelig del af Kina, og at det kinesiske folk har sin fulde ret til at befri Taiwan. I budskabet fra USSRs regeringschef til USAs præsident 12. oktober 1959 blev der sagt: »Det såkaldte Taiwan-spørgsmål er et spørgsmål om kineseres forhold til kinesere, et rent indre kinesisk anliggende. Udstrækningen til Taiwan af det statssystem, der eksisterer på hele Kinas øvrige territorium, vil i virkeligheden være den afsluttende etape i en revolutionær befrielsesproces, der i Kina har strakt sig over mange år. Der ville i forbindelse med Taiwan overhovedet ikke kunne opstå nogen slags internationale komplikationer, hvis der ikke forekom udenlandsk indblanding i Kinas borgerkrig, og hvis man ikke på Taiwan kunstigt havde skabt den situation, der er fremkaldt ved USAs militære støtte og beskyttelse af Chiang Kai-shek.« I sin tale på FN-Generalforsamlingen i 1960 sagde den sovjetiske regeringschef, N. S. Hrustjov: »Det kan ikke være nogen hemmelighed for nogen, at ideen om »to Kina’er« i virkeligheden er en dårlig kamufleret manøvre i den hensigt at sønderlemme Kinas territorium og løsrive en af landets dele - provinsen Taiwan. Det er for længst klart, at de provokatoriske planer om at oprette »to Kina’er« er dømt til at mislykkes, og jo hurtigere dette forstås af visse politikere i USA, Jes bedre vil det være for verdensfreden.« Sovjetunionen har adskillige gange i praksis vist sin troskab mod forpligtelserne som forbundsfælle over for broderlandene, herunder også Kina. Hvem husker for eksempel ikke, at sovjetregeringen under den farlige situation, der var opstået i Taiwan-strædet i 1958, advarede USA´s præsident om, at den ville betragte et angreb mod den Kinesiske Folkerepublik som et angreb mod Sovjetunionen, og at Sovjetunionen, hvis angriberen benyttede kernevåben, ville tage sit raket- og kernevåben i anvendelse for at forsvare Kina. I de alvorstunge dage dengang var den kinesiske ledelse taknemmelig for den effektive sovjetiske støtte, og den bedømte Sovjetunionens indsats til betryggelse af den Kinesiske Folkerepubliks sikkerhed efter fortjeneste. I et brev fra Kinas kommunistiske partis centralkomité af 15. oktober 1958, underskrevet af Mao Tse-tung, sagde man: »Vi er dybt bevæget over jeres grænseløse hengivenhed over for marxismen-leninismens og internationalismens principper. Jeg udtrykker på alle Kinas kommunistiske partis medlemmers vegne vor hjertelige taknemmelighed over for jer.. .« Og videre: »Vi er fuldt overbevist om, at Sovjetunionen, hvis begivenhedernes gang på Taiwan fører til en krig mellem Kina og USA, ubetinget vil hjælpe os med alle midler. I vor kamp mod amerikanerne har vi allerede nu i praksis fået effektiv støtte fra Sovjetunionen.« Om det samme skrev (11. september 1958) bladet Renmin Ribao: »Erklæringen fra formanden for USSRs ministerråd om, at et overald på Kina betyder det samme som et overfald på Sovjetunionen, g at USSR sammen med Kina vil gøre alt for at værne de to staters sikkerhed og fredens interesser i det Fjerne østen og hele verden, er en effektiv og stærk støtte til det kinesiske folk i dets kamp mod de amerikanske krigsprovokationer. Det er en alvorlig advarsel til de amerikanske magthavere.« Men nu, hvor Taiwan-krisens anspændte dage ligger langt tilbage, hævder den kinesiske regering det stik modsatte. »Det er en endnu tørre tåbelighed - skriver den i sin erklæring af 1. september - når man i den sovjetiske erklæring blandt de sovjetiske kernevåbens fortjenester også medregner det kinesiske folks sejr ved nedkæmpelsen f den amerikanske imperialismes væbnede provokation i Taiwan-strædet 1958 ... Skønt situationen i området ved Taiwan-strædet nok var anspændt, var muligheden for udløsning af en atomkrig ikke til stede, og der var ingen grund til at yde Kina støtte med det sovjetiske kernevåben. Efter at alt dette var blevet klart for de sovjetiske ledere, gik de ind for at støtte Kina.« De kinesiske ledere har åbenbart en kort hukommelse. De mener, at man kan give kendsgerningerne én vurdering i dag, en anden i morgen og en tredje i overmorgen. Desværre er denne omgang med kendsgerningerne blevet en vane for lederne af KKP i kampen mod SUKP og de øvrige marxistisk-leninistiske partier. Men bagtalelse og løgn kan kun undergrave deres egen autoritet og vække endnu mere tvivl om de kinesiske lederes politiske mål. Men dette er ikke det hele. Nu hvor USAs imperialister meget vel kender det sovjetiske raket- og kernevåbenskjolds styrke, der er et pålideligt værn for alle de socialistiske landes sikkerhed, er de kinesiske ledere ikke så bange for muligheden for en amerikansk aggression mod Kina. I denne situation mener de, at de kan tillade sig at vrænge ad de selv samme foranstaltninger fra Sovjetunionens side under Taiwan-krisen, som de i sin tid takkede så varmt for. De kinesiske ledere siger nu kynisk i deres erklæring af 1. september: »Nå ja, I sovjetiske ledere, I kan gerne beskytte os med jeres kernevåben, men vi vil alligevel kritisere jer.« Man kan i denne forbindelse ikke lade være med at mindes det gamle russiske ordsprog: »Man skal ikke spytte i brønden, når man selv får brug for at drikke vandet.« I den kinesiske regerings erklæring er der anført en så forbløffende tankekortslutning, at den fortjener at blive citeret: »Det er rigtigt, at hvis de sovjetiske ledere virkelig fulgte den proletariske internationalismes principper, så kunne Kina lade være med at spekulere på nødvendigheden af at producere kernevåben. Men det er også rigtigt, at de sovjetiske ledere, hvis de virkelig fulgte den proletariske internationalismes principper, ikke ville have nogen grund til at hindre Kina i at fremstille kernevåben.« Der er jo et ordsprog, der hedder: »Man skal ikke kaste med Sten, når man selv bor i et glashus.« De kinesiske ledere, der indtager en mere end tvivlsom holdning, skulle vare sig for at rejse spørgsmålet om proletarisk internationalisme og om, hvem der bryder dens principper. De sten, de kaster, flyver tilbage til dem selv og knuser deres skrøbelige logiske byggerier. Hvis Kinas ledere virkelig følger den proletariske internationalismes principper, hvorfor har de så travlt med at skaffe sig deres egen atombombe? Folk må jo have visse motiver, når de ikke viger tilbage for noget i deres bestræbelser for at sætte sig i besiddelse af nye slags ødelæggelsesvåben. Hvad ligger der bag disse bestræbelser? For os at se kan selve tanken om, at det skulle være nødvendigt at skaffe sig sit eget kernevåben, kun opstå hos lederne i et land, hvis sikkerhed garanteres af hele den socialistiske lejrs styrke, såfremt de har fået særlige mål og interesser, som den socialistiske lejr ikke kan støtte med sin militære styrke. Men sådanne mål og interesser kan kun opstå hos folk, der opgiver den proletariske internationalisme og forlader socialistiske standpunkter i udenrigspolitiske anliggender ved at forkaste de leninske principper om fredelig sameksistens. Det et jo uforeneligt med den fredelige udenrigspolitik, landene i den socialistiske lejr fører, hvis man regner med at have sit eget kernevåben for til eksempel at øge sin indflydelse i Asiens, Afrikas og Latinamerikas lande eller for at skabe sig en »styrkeposition« i internationale stridsspørgsmål eller endelig for at øge den internationale spænding. Lad os sige det rent ud: Vi ville ikke gerne tænke os, at den Kinesiske Folkerepubliks regering lader sig lede af sådanne motiver. Vi er overbevist om, at et hvilket som helst socialistisk lands prestige måles på, hvilket eksempel det giver folkene i kampen for at virkeliggøre deres forhåbninger, i opbygningen af en bedre tilværelse, i udviklingen og udbygningen af det økonomiske og kulturelle liv, gennem højnelse af levefoden, udfoldelse af det socialistiske demokrati og kampen for fred på Jorden. Det er de ting, der virkelig øger de socialistiske landes internationale autoritet for menneskene på hele kloden. Det er netop denne politik, Marx, Engels og Lenin pålagde kommunisterne at føre. Lederne i den Kinesiske Folkerepublik har i den senere tid temmelig ofte været nødt til at forsvare sig mod berettigede anklager, verdensoffentligheden har fremsat mod dem for gennem deres politik at skærpe den internationale spænding og puffe verden hen mod en atomkrig. Også i deres erklæring af 1. september søger de kinesiske ledere at bevise, at de aldrig har optrådt mod freden og den fredelige sameksistens politik, men tværtimod er de varmeste tilhængere af at forebygge krig. Man kunne med glæde hilse sådanne udtalelser fra de kinesiske lederes side, hvis de virkelig betegnede et omsving i deres synspunkter vedrørende spørgsmålene om krig og fred og i deres politik på verdensarenaen. Men i virkeligheden ser vi, at de ikke tilsigter et sådant omsving, men stadig forfægter deres fejlagtige konception vedrørende krig og fred, en konception, der rummer alvorlige konsekvenser for folkenes sikkerhed. Forskellen mellem deres nuværende udtalelser og deres tidligere består udelukkende i, at de nu bestræber sig endnu mere for at tilsløre deres virkelige stilling, at dække den med ord om fredsvenlighed og ønsker om at bevare freden. Men samtidig med at erklæringens forfattere dementerer og retfærdiggør sig, vikler de sig endnu mere ind og frembringer ny tvivl om de kinesiske lederes virkelige forhold til spørgsmålet om krig og fred. Hvad er det i virkeligheden, de ønsker at bevise? At man i de sovjetiske dokumenter benytter løsrevne og urigtigt fortolkede citater fra Mao Tse-tungs udtalelse om, at i en kommende krig vil ikke hele menneskeheden gå til grunde, men kun halvdelen, og fra den velkendte artikel i tidsskriftet Hongqi »Leve leninismen!« om de »herlige perspektiver«, der skulle åbne sig for menneskeheden efter en atomkrig. Nå ja, vi er parat til at drøfte spørgsmålet om, hvem det er, som forvrænger og mistolker de to citater - vi skal komme tilbage til det længere nede. Men kan erklæringens forfattere da ikke se, at de på denne måde udleverer sig selv, uden at de dementerer, men tværtimod yderligere bekræfter den kommunistiske verdensbevægelses og den progressive offentligheds ængstelse i anledning af de kinesiske lederes stilling i spørgsmålene vedrørende krig og fred. Hvad er det, de taler om? De taler i virkeligheden om, hvor stor en del af menneskeheden der skal gå til grunde i tilfælde af en ny verdenskrig - 100 procent eller kun halvdelen. Det siges i erklæringen: »Kammerat Mao Tse-tungs ord, som han udtalte i 1957, og som ovenfor er citeret, blev sagt med adresse til de mennesker, der påstår, at menneskeheden vil gå til grunde i tilfælde af, at imperialismen slipper en atomkrig løs«. »Vi - hedder det videre i erklæringen - er ikke enige i deres pessimistiske og fortvivlede synspunkter. Vi siger, at hvis imperialismen slipper en atomkrig løs, vil det højst medføre døden for halvdelen af Jordens befolkning.« Om som afslutning: »Vi er overbevist om menneskehedens lyse fremtid.« Disse ræsonnementer er i sandhed uhyrlige. Hvilken »skøn f remtid« kan der være tale om, når man regner med udslettelsen af det halve af menneskeheden! Og noget andet er ikke mindre farligt. De anførte prognoser om en krigs eventuelle følger anføres af de kinesiske ledere ikke blot ud fra et ønske om ad tankens vej at kaste et blik ind i fremtiden, men for at begrunde en bestemt politik. Dette benægter end ikke erklæringens ophavsmænd selv. De uddrager slutningerne af diskussionen om, hvor mange mennesker der vil gå til grunde i en kernevåbenkrigs flammer, og skriver: »I virkeligheden indskrænker spørgsmålet sig til, hvilken politik man til syvende og sidst skal føre over for en afpresning med kernevåben og amerikanernes trusler om atomkrig - om man skal yde modstand eller kapitulere.« Det siger sig selv, at ingen af de sovjetiske ledere nogen sinde har rejst eller har kunnet rejse spørgsmålet om en kapitulation. Det er ikke derfor, Sovjetunionen har skabt en enorm kernevåbenkapacitet, som stadig forbedres. Der er ikke og kan ikke være nogen tvivl om, at hvis de imperialistiske aggressorer overfalder socialismens lejr, så vil de møde et knusende modstød. Spørgsmålet ligger helt anderledes: skal man alvorligt og med alle midler kæmpe for freden, skal man følge principperne om fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem som en generallinje for udenrigspolitikken, eller skal man gøre de »vanvittige« tilpas og kappes med imperialisterne om at skærpe den internationale spænding? Og det er i forbindelse med afgørelsen af dette spørgsmål, de kinesiske ledere ræsonnerer om, hvorvidt halvdelen eller 100 procent af menneskeheden vil blive tilintetgjort i en ny krigs flammer. Hvis det »kun« er halvdelen - så kan man altså risikere at tage en krig, eftersom den anden halvdel kan vente en »skøn fremtid«. At spørgsmålet stilles netop sådan, overbevises man om af Mao Tse-tungs udtalelse, selv i den præparerede skikkelse, hvorunder den anføres i den kinesiske regerings erklæring af 1. september: (» . . . I værste fald dør halvdelen af menneskeheden, men en halvdel bliver tilbage. Til gengæld vil imperialismen være udslettet fra Jordens overflade, og hele verden gøres socialistisk»). Ikke mindre veltalende i så henseende er citatet fra tidsskriftet Hongqi, som erklæringen søger at bestride - om, at de sejrende folk i tilfælde af en krig »yderst hurtigt på ruinerne af den afdøde imperialisme vil skabe en tusindfold bedre civilisation«. Vi anser det for ganske utilstedeligt for kommunister at føre en diskussion med sådanne problemstillinger, hvor man foreslår at basere politikken på hvor mange mennesker, der går til grunde i en brintbombekatastrofe, halvdelen eller hele menneskeheden. For os marxister-leninister er alle folks fremtid og skæbne magtpåliggende. Vi er fuldt ud klar over, hvad nutidens kernevåben er for noget, og derfor betragter vi det som absurd og ansvarsløst, når man stiller prognoser om omfanget af en kommende krigs ofre, således som de kinesiske ledere gør det, i stedet for at koncentrere anstrengelserne om kampen for at forebygge en ny verdenskrig. Hvis kommunisterne, fredsforkæmperne, alle de fredselskende kræfter tillader, at atombomberne begynder at falde, så ligger spørgsmålet om, hvor mange mennesker, der vil gå til grunde, og hvor mange, der vil forblive i live, allerede uden for regeringernes og de politiske partiers rækkevidde. Det afgøres af den militære teknik, af krigsudviklingens logik, af antallet af lande og folk, som befinder sig i kernevåbnets umiddelbare og indirekte sfære. I deres forsøg på at forvrænge SUKPs klare standpunkt til spørgsmålet om en atomkrig og dens følger tilsktiver de kinesiske ledere SUKPs ledelse og N. S. Hrustjov en udtalelse, som han angivelig skulle have fremsat på broderpartiernes konference i Bukarest, at i vore dage, hvor man har kernevåbnet, er »en folkevæbning ikke nogen hær, men udelukkende kød«. Efter at have udtænkt dette vrøvl drager erklæringens ophavsmænd straks efter heraf den overrumplende slutning: »I de sovjetiske lederes øjne er hele jordklodens tre milliarder store befolkning intet som helst andet end unyttigt skrammel.« Hvilket menneske, som kender den sovjetiske udenrigspolitiks høje humanisme og vor kamp for folkenes skæbne, kan tro på dette opspind? Det, N. S. Hrustjov i virkeligheden sagde, var følgende: »Nu må de kinesiske kammerater ikke blive fornærmede. I har naturligvis store erfaringer fra krigen, men det er hovedsagelig en partisankrig. Men vi har ført en mere alvorlig, så at sige klassisk krig mod det hitleristiske Tyskland. De imperialistiske strateger mener nu, at divisionerne - de er kanonføde. De regner i dag med noget andet: Hvem har hvor mange brintbomber og kampfly. Mens man før i tiden var nødt til med bajonetten at sætte fjenden ud af spillet, kaster man nu bomber.« Det var det, der var tale om i Bukarest. Hvad er der heri for et komplot, de kinesiske ledere kan se ? De kinesiske teoretikere har taget fat for alvor for at underbygge deres recepter for den »skønne fremtid«. De søger oven i købet at underbygge en slags lov, ifølge hvilken det er bedre for revolutionens sag, desto flere døde mennesker, der bliver. »Reaktionære af alle afskygninger har søgt at tilintetgøre revolutionen ved terror - hedder det i det kinesiske samleværk »Imperialismen og alle de reaktionære er papirtigre« - de har troet, at jo flere mennesker, der blev dræbt, desto mindre ville revolutionens kræfter være. Imidlertid vidner kendsgerningerne i modsætning til disse reaktionære, subjektive ønsker om, at jo flere mennesker de reaktionære dræber, desto større bliver revolutionens ktæfter, desto nærmere kommer reaktionen sin undergang. Dette er en urokkelig lov.« De kinesiske ledere opfordrer til, at de socialistiske lande, kommunisterne skal blive fatalister og erkende det som noget uundgåeligt, at man må ofre halvdelen af befolkningen i en ny krig. Og mon kun halvdelen! Det er jo klart, at tabene i lande med stor befolkningstæthed, lande, der befinder sig i centrum for krigshandlingerne, vil blive endnu større, og deres folk kan helt ophøre med at eksistere. Sandt at sige har de gentagne gange talt om dette med fuld åbenhed. Da f.eks. en af de tjekkoslovakiske journalister i en samtale med medlem af KKPs centralkomité, Tao Chou, mindede om, at hele nationen i Tjekkoslovakiet, hvor der lever 13 millioner mennesker, i tilfælde af en brintbombekrig kunne gå til grunde, svarede man ham: »I tilfælde af en udryddelseskrig må de små nationer, der indgår i den socialistiske lejr, underordne deres egne interesser under hele lejrens fælles interesser som helhed.« En anden ansvarlig embedsmand i den Kinesiske Folkerepublik hævdede i en samtale med sovjetiske repræsentanter, at det italienske kommunistiske partis generalsekretær, kammerat Togliatti, ikke havde ret, når han gav udtryk for ængstelse for sit folks skæbne og sagde, at hele Italien ville blive lagt øde i tilfælde af en brintbombekrig. »Der bliver jo andre folk tilbage - erklærede denne embedsmand - og imperialismen vil være tilintetgjort . . . « Således fremtræder i virkeligheden de kinesiske lederes synspunkter i spørgsmålet om en verdensomfattende brintbombekrig. De ønsker ikke at tage hensyn til de enorme ofre, som en krig vil medføre, de ønsker ikke at tage hensyn til videnskabens data, men påstår med en hårdnakkethed, der var en bedre anvendelse værdig, at man ikke bør overdrive de farlige følger af en verdenskrig, selv i det tilfælde, at halvdelen af vor klodes befolkning skulle gå til grunde. Men selv om en vis del af menneskeheden - halvdelen måske eller mere eller mindre - er i behold, hvem kan så i alvor regne med, at de mennesker, der er forblevet i live, hurtigt vil kunne opbygge en ny civilisation under forhold, hvor byerne og de økonomiske og kulturelle centrer vil ligge som radioaktive askehobe, og hele lande er afsvedet af kernevåbnenes ild, hvor Jordens atmosfære er forgiftet med dødbringende radioaktive stoffer. I politik må man ikke gå ud fra utopier, men fra at en brintbombekrig vil medføre katastrofale følger for alle folkene, for hele verden. Alle lande, selv de, der overlever krigen, vil være kastet årtier, for ikke at sige århundreder tilbage. I en verden, der har oplevet en brintbombekrig, vil det heller ikke stå sådan til med fødselshyppigheden, som de kinesiske ledere ynder at fremstille sagen - nemlig at halvdelen af menneskene nok dør, men det gør ikke noget, for mødrene vil føde nye, så menneskeslægten vil ikke svinde bort. De kinesiske ledere vil ikke tage hensyn til alle disse kendsgerninger. De hævder faktisk en brintbombekrigs tilladelighed. Hvad er dette - en ganske særlig humanisme eller en eller anden ny form for humanisme? Kan man forene denne instilling med de store forpligtelser, der påhviler ledere af arbejderklassen og det arbejdende folk? Har man i Peking tænkt over, hvem det egentlig er, som skal brænde op i brintbombekrigens ild, hvis den virkelig bryder løs? Imperialisterne og monopolisterne? Nej, desværre ikke kun dem - det er nok dem, der slipper krigen løs, men det er de uhyre masser af arbejdende mennesker, arbejderne, bønderne og de intellektuelle, som går til grunde i den. Intet marxistisk parti, der har et ansvar over for folket, vil nogen sinde gå med til at lægge den kinesiske problemstilling til grund for sin politik. Således hænger det sammen med det væsentlige i diskussionen. Lad os nu vende tilbage til spørgsmålet om citaterne. Erklæringens forfattere anfører en rettet tekst til Mao Tse-tungs udtalelser på Moskva-konferencen i 1957, en tekst, der adskiller sig væsentligt fra originalen. Vi vil i sandhedens interesse fra konferencens protokol anføre Mao Tse-tungs virkelige ord, således som de blev udtalt i overværelse af konferencens deltagere. I disse udtalelser ser man særlig utilsløret de kinesiske lederes fejlagtige synspunkter. »Kan man forudberegne - sagde han - hvor store menneskelige ofre, en kommende krig kan fremkalde? Det er muligt, at det bliver en tredjedel af hele verdens 2700 millioner store befolkning, altså kun 900 millioner. Jeg mener, at det er lavt beregnet, hvis der virkelig kastes atombomber. Dette er naturligvis meget frygteligt. Men heller ikke halvdelen ville være så slemt. Hvorfor ikke? Fordi det ikke er os, der har ønsket det, men de andre, de andre, der påtvinger os krigen. Hvis vi skal kæmpe, vil der blive anvendt atom- og brintvåben. Jeg mener personlig, at der i hele den menneskelige verden vil være de samme lidelser, når halvdelen af menneskeheden går til grunde, muligvis mere end halvdelen. Jeg har diskuteret dette emne med Nehru. Han var i denne henseende mere pessimistisk indstillet end jeg. Jeg sagde til ham, at hvis halvdelen af menneskeheden bliver tilintetgjort, så er dog halvdelen tilbage, og til gengæld vil imperialismen være fuldkommen tilintetgjort, så at der i hele verden kun er socialismen, og i løbet af et halvt eller helt århundrede vil befolkningen atter være vokset med endnu mere end halvdelen.« Det væsentlige i denne udtalelse er helt blevet bekræftet i erklæringen af 1. september, men i den variant af teksten, der anføres i dette dokument, er der ord og sætninger, der vidner om direkte bestræbelser for at kamuflere dens virkelige mening. F.eks. har man i erklæringen særlig fremhævet ordene: »Vi gennemfører i Kina en opbygning, vi ønsker fred. Men hvis imperialisterne for enhver pris påtvinger os en krig, må vi bide tænderne sammen, lægge byggeriet til side og først vende tilbage til det efter krigen.« Sagen er imidlertid den, at det aldeles ikke var de ord, der blev sagt på konferencen i 1957. Her er, hvad Mao Tse-tung sagde: »Opbygningen er i Kina endnu ikke rigtigt udfoldet. Hvis imperialisterne påtvinger os en krig, er vi rede til at indstille opbygningen; lad os så først prøve kræfter, og derefter vender vi tilbage til byggeriet.« Enhver kan se, at denne udtalelse har en helt anden retning. Hvad betyder »lad os så først prøve kræfter, og derefter vender vi tilbage til byggeriet«? Betyder det en appel om fred, om kamp for fredelig sameksistens? I virkeligheden betyder det en indstilling på krigerisk konflikt, på en militær afgørelse af modsætningerne mellem socialismen og kapitalismen. Det kan ikke lykkes for nogen at fremstille denne indstilling som blot et forbehold. De kinesiske ledere kan ikke lide, når man minder dem om denne udtalelse af Mao Tse-tung, og de henviser til, at der her var tale om det tilfælde, at imperialisterne skulle påtvinge folkene krigen. Vi ville gerne i denne forbindelse spørge: Hvor og hvornår har de talt om et andet perspektiv for sejren over kapitalismen, hvor og hvornår har de erklæret bestemt, at de socialistiske lande kan tilføje kapitalismen et nederlag gennem fredelig kappestrid med den? I den kinesiske presse og i KKPs dokumenter prædiker man systematisk og vedholdende ideen om, at »fredelig økonomisk kappestrid ikke er noget realt middel i kampen mod kapitalismen«, at »fredelig sameksistens ikke kan anerkendes som generallinjen for de socialistiske landes politik«. Kendsgerningerne viser, at de kinesiske ledere i stedet for at føre den fredelige sameksistens’ politik sværger til den »kolde krig«, til den internationale spændings atmosfære. Allerede i 1958, da synspunkterne i retning af, at den »kolde krig« skulle indebære tilsyneladende fordele for revolutionens interesser, først lige var ved at udfolde sig i Peking, udviklede KKPs ledere følgende tanke: »Vesten mener, at den har fordel af den kolde krig. Men i virkeligheden er den mere fordelagtig for vore lande.« Senere har de kinesiske ledere udviklet denne overbevisning til en hel »teori«. »I samtaler om spørgsmål vedrørende den internationale politik - hedder det i en resolution fra III plenum i centralkomiteen for partiet Costa Ricas avantgarde sagde de kinesiske ledere til vore kammerater, at »den kolde krig - den er skam udmærket«, og at ‘den spændte tilstand - den er en god situation’ for udvikling af den revolutionære kamp.« Disse ideer propaganderes vidt og bredt i den Kinesiske Folkerepubliks presse. Lad os anføre et par eksempler. I december 1962 skrev bladet Renmin Ribao: »Hvad angår påstandene om, at man ved fredelig sameksistens kan skabe en ‘verden uden krige’, så er de endnu mere komplet sludder.« Et medlem af KKP₅ centralkomité, Liao Chen-tsi, søgte på Verdensfredsrådets møde i Stockholm i december 1961 at føre bevis for, at de, der tror, at man kan nå til overenskomster med imperialisterne og sikre fredelig sameksistens, er genstand for et selvbedrag. Lad os tænke over meningen i disse indstillinger. På den ene side hævder de kinesiske ledere, at krigen er uundgåelig, så længe imperialismen eksisterer, og de propaganderer det synspunkt, at international spænding og den »kolde krig« er noget godt. På den anden side siger de, at selv om der skulle opstå en verdenskrig, så ville der ikke ske noget særlig frygteligt, eftersom halvdelen af menneskene alligevel ville forblive i live for at bygge en endnu skønnere fremtid. Hvis man tager alle disse synspunkter under ét, bliver det klart, at der her slet ikke blot er tale om, hvad der vil ske, hvis imperialisterne udløser en krig på trods af alle anstrengelser fra fredens kræfter. Nej, disse talemåder er kun et røgtæppe. I virkeligheden tegner de kinesiske lederes synspunkter sig i et helt andet lys. Krigsvarianten af begivenhedernes udvikling står for dem som uundgåelig og endog mere ønskelig end fredsvarianten. Efter alt dette kan de kinesiske ledere vanskeligt fremstille sig som tilhængere af fred og fredelig sameksistens. Men det, det drejer sig om, er ikke blot citater og erklæringer. Hovedsagen er den, at den Kinesiske Folkerepubliks ledere i de senere ar i praksis har ført en politik, der ikke efterlader nogen tvivl om deres bestræbelser i retning af at undergrave den fredelige sameksistens mellem lande med forskelligt samfundssystem. De kinesiske ledere, der ikke tror på mulighederne for at forebygge en verdensomspændende brintbombekrig, lægger hindringer i vejen for gennemførelsen af de foranstaltninger, Sovjetunionen og de andre socialistiske lande har foreslået for international afspænding. Hver gang man i de senere år i kraft af anstrengelser fra de socialistiske lande og de fredselskende folk har kunnet iagttage en afspænding i den internationale situation, har KKPs ledelse med alle midler søgt at undergrave denne afspænding. Det er nu hævet over enhver tvivl, at en af grundene til de kinesiske lederes angreb mod den kommunistiske verdensbevægelses linje var mindskelsen af den internationale spænding i 1959, hvor man kunne iagttage en vis afsvækkelse i den kolde krig mellem Sovjetunionen og USA, især efter N. S. Hrustjovs rejse til USA. Det kan ikke betragtes som nogen tilfældighed, at de kinesiske ledere netop i denne periode indlod sig på et væbnet sammenstød ved den indisk-kinesiske grænse, som skabte en akut situation, ikke blot i denne del af verden, men i sidste instans havde som formål at forpurre den begyndende internationale afspænding som helhed. Allerede ved begyndelsen af den kinesisk-indiske konflikt i 1959 erklærede de sovjetiske ledere åbent over for den Kinesiske Folkerepubliks regering, at en skærpelse af striden om grænseområderne i Himalaya var en strid, Indien og Kina havde modtaget som arv fra fortiden, og at dens forvandling til en stor væbnet konflikt måtte være lidet ønskelig og indebære negative følger, ikke alene for det kinesisk-indiske forhold, men også for hele den internationale situation. Vi mener, at man i grænsestridigheder og så meget desto mere i en stridighed som den kinesisk-indiske bør anvende de leninske synspunkter, der går ud på, at alle grænsespørgsmål kan løses uden anvendelse af våben, hvis der er gensidigt ønske herom. Nu kan alle se, at den kinesisk-indiske konflikt i Himalaya havde overordentlig negative følger for fredens sag, voldte stor skade for sammenholdet i den antiimperialistiske front i Asien og bragte de progressive kræfter i Indien i en yderst vanskelig stilling. Som det var at vente, vandt heller ikke Kina selv noget derved. Kinas prestige blandt verdens folk og først og fremmest blandt folkene i Asien og Afrika blev på ingen måde større. Folkene så med undren og beklagelse, at et af de socialistiske lande, et land, der kort tid forinden havde vundet sin selvstændighed og stod for dem som et eksempel, indlod sig på en militær konflikt med en ung neutralistisk stat og satte sin militære overlegenhed ind i et forsøg på at opnå en for sig selv fordelagtig løsning af problemet om en vis del af et territorium. De kinesiske ledere tog ikke hensyn til de øvrige socialistiske landes og broderpartiernes kammeratlige råd. Tværtimod så de heri et manglende ønske om at støtte dem på den internationale arena, og de vurderede disse kammeratlige råd som en grov krænkelse. I artiklen »Hvad har fremkaldt uoverensstemmelserne ?« sammenknytter de kinesiske kammerater direkte begyndelsen på deres uoverensstemmelser med broderpartierne med den kendsgerning, at Sovjetunionen og de andre socialistiske lande ikke uforbeholdent støttede Kinas stilling i konflikten ved de indisk-kinesiske grænser. De kinesiske lederes handlinger, som undergraver neutralismens politik, gør det i virkeligheden lettere for de imperialistiske magter at forstærke deres indflydelse i de befriede lande, i første række Indien. Alt dette kan naturligvis kun bremse udviklingen af kampen for national selvstændighed og have en negativ indflydelse på styrkeforholdet i verden. En sådan indstilling over for et neutralistisk land er så meget desto mere uforståeligt, som den Kinesiske Folkerepubliks regering på enhver måde engagerer sig med vitterligt reaktionære regimer i Asien og Afrika, deriblandt med lande, der indgår i imperialistiske militærblokke. De kinesiske ledere spekulerer ofte i antisovjetisk hensigt i spørgsmålet om bistanden til Indien fra Sovjetunionens side. Men de fortæller ikke deres folk sandheden om, hvorledes Sovjetunionens bistand til folkene i de befriede lande er gennemtrængt af omsorg for at styrke deres økonomiske og politiske positioner i kampen mod imperialismen, for deres uafhængighed. Denne politik har også fundet udtryk i vort forhold til Indien. Sovjetunionen har hjulpet det indiske folk, der har afkastet den engelske imperialismes herredømme, til at konsolidere sig på neutralistisk basis og modstå imperialisternes forsøg på at bringe Indien i økonomisk slaven. Vi har anset og anser stadig denne politik for rigtig, fordi den svarer til fredens og socialismens interesser. Det er ikke overflødigt at minde om, at den Kinesiske Folkerepublik indtil 1959 førte samme politik over for Indien. Vi glædede os over udviklingen af det gode naboforhold mellem Asiens to største stater, over deres gensidige støtte i kampen for fred, mod imperialismens aggressive planer. Vi kunne fuldtud godkende de venskabelige kontakter mellem kinesiske og indiske ledere, deres fælles erklæringer til fordel for freden og i særdeleshed principperne panch shila, der blev forkyndt af premierministrene Chou En-lai og Nehru. I lyset af alt dette kom den væbnede konflikt mellem Kina og Indien for de sovjetiske mennesker som for hele verdensoffentligheden som en fuldstændig overraskelse. Nu kommer de kinesiske ledere med anklager, der går ud på at Indien kæmper mod Kina med sovjetiske våben. Men for det første svarer dette ikke til den virkelige sandhed, Og for det andet må den indiske regering ud fra samme logik have langt større grund til at erklære, at de kinesiske tropper kæmper mod Indien med sovjetiske våben, eftersom alle véd, hvilken enorm militær hjælp Sovjetunionen yder Kina. Vi har hjulpet det socialistiske Kina og det fredselskende Indien ud fra de samme bedste tilskyndelser. Det var disse venskabelige følelser, interessen for at styrke freden og de antiimperialistiske kræfters enhed, der ledede os, da vi erklærede, at den kinesisk-indiske konflikt fremkaldte dyb beklagelse hos os. Vi mener også nu, at en bilæggelse af denne konflikt ad fredelig vej, ved forhandling, vil tjene det kinesiske og det indiske folk og hensynet til freden i hele verden. I de senere år har man fra kinesisk side ved grænserne til nabostater tilladt sig handlinger, der giver grund til at tro, at den Kinesiske Folkerepubliks regering bevæger sig længere og længere bort fra leninske standpunkter i denne sag. Den Kinesiske Folkerepubliks ledere koncentrerer med overlæg folkets opmærksomhed om grænseproblemer og opflammer kunstigt nationalistiske lidenskaber og en fjendtlig indstilling til andre folk. Siden 1960 har kinesiske militær- og civilpersoner systematisk krænket den sovjetiske grænse. Alene i 1962 registreredes mere end fem tusinde krænkelser af den sovjetiske grænse fra kinesisk side. Der gøres endog forsøg på ved selvtægt at »tilegne sig« enkelte dele af det sovjetiske territorium. Hos en af de kinesiske borgere, der overskred grænsen, fandt man direktiver fra folkekomiteen for provinsen Hailuntsiang, hvori det hedder: »Ved fiskeri på de omstridte øer i Amur og Ussuri rejser de sovjetiske grænsevagter ofte krav til vore fiskere om, at de skal forlade disse øer. Vi foreslår, at vi skal vedblive med at drive fiskeri fra disse omstridte øer og over for de sovjetiske grænsevagter erklære, at vedkommende øer tilhører Kina, og at det ikke er os, men dem, der krænker grænsen. . .« Og videre:» vi skal ikke under nogen omstændigheder trække vore fiskere tilbage fra disse øer. Vi går ud fra, at den sovjetiske part i betragtning af de venskabelige forhold mellem vore stater ikke vil gribe til magtforanstaltninger for at fortrænge vore fiskere fra øerne.« Den sovjetiske regering har gentagne gange foreslået den Kinesiske Folkerepubliks regering, at man skulle rådføre sig med hinanden om spørgsmål vedrørende den nøjere fastsættelse af grænselinjen på dens enkelte afsnit for at udelukke enhver mulighed for misforståelser. Imidlertid undslår man sig fra kinesisk side for sådanne konsultationer og fortsætter samtidig med at krænke grænsen. Dette må uvægerligt virke foruroligende, så meget mere som den kinesiske propaganda kommer med antydninger om, at der i fortiden skulle være begået uretfærdigheder med dragningen af visse dele af den sovjetisk-kinesiske grænse. Men hvis man i vore dage kunstigt vil skabe territoriale problemer, så meget desto mere mellem socialistiske lande, betyder det, at man kommer ind på en meget farlig vej. Hvis stater i dag begynder at stille territoriale krav til hinanden på grundlag af ældgamle data og forfædrenes grave, begynder at virke for revision af de grænser, der er opstået i historiens løb, så kan det ikke føre til noget godt, men kun sætte mere splid blandt folkene til glæde for fredens fjender. Man må ikke glemme, at spørgsmålet om territoriale stridigheder og krav i fortiden adskillige gange har været kilden til alvorlige gnidninger og konflikter mellem staterne, en kilde til nationalistiske lidenskabers opblussen. Det er velkendt, at territoriale stridigheder og grænsekonflikter er blevet benyttet som påskud til erobringskrige. Derfor går kommunisterne konsekvent ind for at løse grænsespørgsmål ad forhandlingens vej. De socialistiske lande, der i deres gensidige forhold lader sig lede af den proletariske internationalismes principper, må vise andre folk et eksempel på venskabelig løsning af territoriale spørgsmål. Sovjetunionen har ikke nogen grænsckonflikt med en eneste af sine nabostater Dette er vi stolte over, for denne situation svarer ikke alene til Sovjetunionens interesser, men også til alle de socialistiske landes interesser, og verdensfredens. De kinesiske lederes uværdige metoder i deres kamp mod de socialistiske landes leninske kurs i udenrigspolitikken træder særlig tydeligt frem i deres betragtninger vedrørende krisen i området ved det Caraibiske hav i fjor. Dette spørgsmål optager en ikke ringe plads i erklæringen af 1. sept. Man kan her finde påstande om, at årsagen til krisen var »sovjetiske lederes uoverlagte handlinger«, at opstillingen af sovjetiske raketter i Cuba var »eventyrpolitik«. Man råber også op om, at tilbagetrækningen af de samme raketter fra Cuba var en »kapitulation«. Alt dette kan man finde i erklæringen fra den Kinesiske Folkerepubliks regering - blot ikke sandheden. Hvis man vil høre på de kinesiske ledere, får man det ud af det, at det ikke var den amerikanske imperialismes aggressivitet, der i oktober 1962 bragte verden til randen af en brintbombekatastrofe, men at den amerikanske imperialisme ikke havde noget med sagen at gøre og ikke så meget som tænkte på at true Cuba. Men det er jo en uhyrlig løgn, som Peking nu har brug for i den hensigt med tilbagevirkende kraft at bagtale den sovjetiske regerings handlinger, der blev iværksat i et kritisk øjeblik for at beskytte den cubanske revolution mod truslen om militær intervention fra USA. Hverken de cubanske ledere eller sovjetregeringen kunne være i tvivl om, at en sådan trussel forelå, og at skyerne trak sammen om Cuba så at sige fra dag til dag. At der forelå en aftale mellem USAs regering og de cubanske kontrarevolutionære om invasion i Cuba, og at der kun var tale om at vælge tidspunktet for invasionen blev et halvt år senere bekræftet i en erklæring fra lederen af de cubanske kontrarevolutionære Miro Cardona. I april 1963 offentliggjorde han den kendsgerning, at de cubanske kontrarevolutionære havde undertegnet en overenskomst med USAs regering om at organisere en invasion i Cuba. Under disse omstændigheder handlede Sovjetunionen i den proletariske internationalismes ånd og stillede uden at vakle sin raket- og kernestyrke til rådighed for at forsvare Cubas revolutionære landvindinger. Det cubanske folks fasthed og de sovjetiske raketter gjorde deres virkning. Den amerikanske imperialisme vovede ikke at overfalde Cuba, og invasionsplanen brød sammen. Ikke nok med det: der opnåedes fra den amerikanske præsident en forsikring om, at USA ikke ville foretage noget angreb mod Cuba og i fremtiden afholde også sine allierede herfra. Alt dette er velkendt af hele verden. Og således vurderede Fidel Castro den rolle, Sovjetunionen, dens styrke, dens politik spillede for at sikre det revolutionære Cubas integritet. Han sagde: »I al sin storhed vil det lands navn stråle, som for at beskytte et lille folk, der bor mange tusinde mile fra det, på brintbombekrigens vægt lagde den velfærd, der er smedet gennem 45 års skabende arbejde og for en pris af store ofre! Sovjetlandet, der under den store Fædrelandskrig mod fascisterne mistede flere liv end hele Cubas befolkning tæller, for at værne om sin ret til at eksistere og udvikle sine enorme rigdomme, veg ikke tilbage for at påtage sig risikoen for en alvorlig krig for at forsvare vort lille land! Historien kender ikke noget tilsvarende eksempel på solidaritet. Det er virkelig internationalisme! Det er kommunisme !« Behøver man at føje noget til disse ord fra kammerat Fidel Castro? Således handlede Sovjetunionen ud fra den proletariske intetnationalismes principper. Den handlede således, idet den forkastede de tilskyndende »råd«, der under den caraibiske krise kom fra Peking, råd der med sikkerhed ville have styrtet verden ud i en brintbombekrigs afgrund, hvis vi havde fulgt dem i stedet for at følge vor udenrigspolitiske kurs. Forholdet var jo det, at de kinesiske ledere i virkeligheden dengang søgte at skubbe os ud i et overmåde farligt eventyr og gøre Cuba til en skydebane, hvor den konception, som man har formuleret i Peking for de små nationer: at man ofrer sig selv af hensyn til »en skøn fremtid for menneskeheden«, for første gang skulle afprøves. Nu, efter at der er gået et år siden den caraibiske krise, står det endnu mere klart, at den kinesiske ledelse saboterede de socialistiske landes koordinerede handlinger til betryggelse af sikkerheden for frihedens ø og dermed gav imperialismens aggressive kræfter en håndsrækning. Vestens imperialistiske kredse lægger ikke skjul på deres tilfredshed med den Kinesiske Folkerepubliks nuværende kurs, og de erklærer åbent, at KFRs regerings politik letter deres virksomhed for at opretholde spændingen i området ved det Caraibiske hav. Kan man kalde denne de kinesiske lederes kurs for andet end forræderi mod det cubanske folks interesser, forræderi mod de socialistiske landes folk. Sovjetregeringens politik for en fredelig løsning af krisen i det caraibiske område og for at beskytte det cubanske folks fredelige arbejde er godkendt varmt og enstemmigt af alle klodens fredselskende mennesker. Og man kan kun forklare det ved de kinesiske lederes rabiate indædthed, når de også nu søger at spekulere i de vanskeligheder, der var forbundet med løsningen af den cubanske krise, idet de atter og atter fremsætter deres provokatoriske version om Sovjetunionens politik i denne periode. Det er ikke første gang, vi fra de kinesiske ledere møder erklæringer om, at kampen for international afspænding og fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem skulle være i strid med verdensrevolutionens og den nationale befrielsesbevægelses opgaver. Også i det seneste dokument fra 1. september benytter de kinesiske ledere en regeringserklæring for på ny at rejse dette spørgsmål. De hævder, at Sovjetunionens kamp for freden og den fredelige sameksistens er intet mindre end et »forbud mod revolution« og en forglemmelse af den nationale befrielseskamps interesser. Begunstiger en politik for fred og fredelig sameksistens den revolutionære klassekamps udvikling i de kapitalistiske lande og den nationale befrielsesbevægelses opsving? Er det i arbejderklassens, de arbejdende massers, altså i det store flertal af Jordens befolknings interesse at tvinge imperialismen til at gå med til en politik med fredelig sameksistens mellem stater med forskelligt samfundssystem? Af svaret på dette spørgsmål afhænger i høj grad arbejderbevægelsens, den kommunistiske bevægelses strategi og taktik. Alle de erfaringer, verdens arbejderbevægelse og nationale befrielsesbevægelse har høstet i årene efter krigen, demonstrerer overbevisende, at kampen for socialismen er nøje forbundet med kampen for freden, og at intet blot nogenlunde stort problem i folkenes revolutionære kamp og befrielseskamp i vore dage kan behandles uden forbindelse med kampen for fred og fredelig sameksistens. Konferencen af repræsentanter for de kommunistiske partier i 1960 har sammenfattet disse erfaringer og peger i sin Erklæring på, at der netop »under den fredelige sameksisten’s betingelser skabes gunstige muligheder for udfoldelse af klassekampen i de kapitalistiske lande og af den nationale befrielsesbevægelse blandt folkene i koloniale og afhængige lande. Den revolutionære klassekamps og den nationale befrielsesbevægelses resultater medvirker for deres vedkommende til at styrke den fredelige sameksistens«. Freden er den første betingelse for konsolidering og udvidelse af socialismens positioner på verdensskuepladsen. Socialismen har ikke brug for krig. Socialismens system har under fredsforhold de gunstigste betingelser for at udvikle sine fortrin frem for kapitalismen, tilkæmpe sig fremgang i økonomisk udvikling, udvikle demokratiet og højne folkets velstand og kultur. Dette er, som Lenin lærte os, den vigtigste vej for de socialistiske landes revolutionære indvirkning på andre folk. Under de to systemers fredelige sameksistens foregår der et opsving i arbejderklassens, i de udviklede kapitalistiske landes brede arbejdende massers økonomiske og politiske kamp mod imperialismen, for de vitale krav, for socialismen. I femten efterkrigsår har 2,5 gange flere arbejdere og funktionærer i den kapitalistiske verden deltaget i strejker, end det var tilfældet i tyve førkrigsår. Strejkebevægelsens bølge løfter sig højere og højere. Mens der i 1956 var 13,8 millioner, der deltog i strejkekampe, var der i 1960 over 60 millioner. Den internationale kommunistiske bevægelse er blevet nutidens største politiske styrke. Livet viser, at en politik for fred og styrkelse af den fredelige sameksistens ikke bremser, men fremmer opsvinget i den nationale befrielsesbevægelse. Det er jo en kendsgerning, at mere end 50 lande under vilkår med fredelig sameksistens mellem lande med forskelligt samfundssystem har opnået national uafhængighed. Under fredsforhold får de gunstige muligheder for at konsolidere deres politiske uafhængighed, opnå økonomisk selvstændighed og overvinde århundreders efterblevenhed. De nationale og demokratiske kræfter har mulighed for at vinde frem til sociale omdannelser i de brede folkemassers interesse. De lande, der har frigjort sig for koloniundertrykkelsen, er nu i færd med at blive en mere og mere alvorlig politisk faktor på den internationale skueplads. Der er nu ikke mere noget verdensomfattende problem, det kan løses uden deres deltagelse. Freden er en sikker forbundsfælle for socialismen, den internationale arbejderbevægelse, for folkene, der kæmper for national befrielse, og tiden arbejder for socialismen og fremskridtet, mod imperialismen. Men hvad ville der ske, hvis de socialistiske lande og den internationale kommunistiske bevægelse gik ind på de kinesiske lederes kurs i spørgsmålene om krig og fred ? Dette ville for de socialistiske lande betyde, at man måtte afvikle den fredelige opbygning og nedsætte udviklingstempoet for produktivkræfternes udvikling og højnelsen af folkemassernes leveniveau, eftersom man måtte overføre ikke så få ekstra midler til militære formål. De kapitalistiske landes reaktionære kredse benytter sædvanligvis forhold med international spænding til at skærpe repressalier mod arbejderorganisationerne og andre demokratiske organisationer, til al knuse de kommunistiske partier og drive dem i illegalitet, til at gå til angreb mod den arbejdende befolknings vitale interesser, demokratiske rettigheder og friheder. For de lande, der har frigjort sig for kolonialismen ville en skærpelse af spændingen vanskeliggøre arbejdet med skabelsen af en national industri, fortrængningen af imperialistiske monopoler fra deres økonomiske liv og de progressive kræfters gennemførelse af sociale reformer; den ville trække de i forvejen beskedne midler over til militære forberedelser. Dette ville være en bremse på befrielsen af de folk, der endnu befinder sig under kolonisatorernes åg. Hvis de kinesiske lederes synspunkt vandt overhånd, hvis kommunisterne i stedet for at kæmpe for freden selv slog ind på vejen til skærpelse af den internationale spænding og erkendte, at krig skulle være noget skæbnebestemt uundgåeligt, så ville menneskeheden blive kastet ud i en kernekrigs katastrofale afgrund. Det er forgæves, når de kinesiske ledere søger at foregøgle sig selv og andre, at det ville bringe verdensrevolutionens sejr nærmere. Nej, folkene ville aldrig tilgive dem, der på den ene eller anden måde driver menneskeheden frem mod kernevåbenkrigen, ligegyldigt under hvilke revolutionære fraser de end dækker sig. Det er ikke vanskeligt at se, at de kinesiske lederes kurs er rettet mod folkemassernes vitale interesser i alle lande. I realiteten betyder den forræderi mod verdenssocialismen, mod arbejderbevægelsen og den nationale befrielsesbevægelse, forræderi mod verdensrevolutionen. Ved at revidere Marx’ og Lenins lære, den kommunistiske bevægelses generallinje, søger de kinesiske ledere at påtvinge den internationale arbejderklasse og den nationale befrielsesbevægelse en teori om at stimulere revolutionen ved hjælp af »revolutionære krige«. Efter deres mening kunne de socialistiske lande kun ad denne vej fremskynde revolutionen i de kapitalistiske lande. Der foreligger her et brud på den leninske tesis om, at revolutionen er hvert enkelt lands arbejderbefolknings egen sag, og at revolutionen ikke lader sig importere udefra. Ved at sætte kursen i retning af at ville fremskynde revolutionen går de kinesiske ledere ansvarsløst ud fra, at revolutioner er mulige altid og under alle forhold. De ignorerer klassekræfternes reale forhold, ignoreret spørgsmålet om tilstedeværelsen af en revolutionær situation i det ene eller andet land og tager ikke hensyn til den internationale situation. De kinesiske teoretikere sammenblander forsætligt i én bob en mangfoldighed af forskellige spørgsmål: om verdenskrig, lokale krige, nationale befrielseskrige og borgerkrige, folkeopstande, fredelige og ufredelige veje til revolutionen. Dette behøver de for at forvrænge SUKPs og de andre broderpartiers holdning og fremstille sagen, som om den kommunistiske bevægelse ved at sætte kursen for at forsvare freden, derved går imod revolutionen. Imidlertid er SUKPs og broderpartiernes standpunkt klart. Vi er de mest afgjorte modstandere af en verdenskrig, ligesom vi det hele taget er modstandere af krige mellem staterne. En verdenskrig behøves kun af imperialisterne for at erobre fremmede territorier, slavebinde og udplyndre folkene og bekæmpe socialismens lande. Vi står fast og konsekvent på det synspunkt, at der ikke er og ikke kan være nogen undskyldning for at udløse en ny verdenskrig, der i betragtning af de moderne våbens ødelæggelseskraft ville betyde en virkelig katastrofe for folkene. Naturligvis er det ubestrideligt, at hvis imperialisterne alligevel slipper krigen løs, så ville folkene udslette og begrave kapitalismen. Men kommunisterne, der repræsenterer folkene, er kaldet til at gøre alt for ikke at tillade en ny verdenskrig. Samtidig anser SUKP og de andre marxistisk-leninistiske partier det for nødvendigt, at udvise marxistisk årvågenhed over for alle lokale krige og konflikter, der affødes af den imperialistiske »styrkepolitik«. Kendsgerningerne vidner om, at visse imperialistiske kredse, der er stødt mod de betydelige ændringer i styrkeforholdet til fordel for verdenssocialismen, i deres frygt for at en verdenskrig kan ende med et fuldstændigt sammenbrud for imperialisterne, gør deres indsats på udløsning af stedlige, lokale krige, idet de herved søger at realisere deres aggressive planer. Det er opgaven for alle demokratiske og fredselskende kræfter på det mest energiske at tilbagevise de imperialistiske foranstaltere af lokale krige. Dette er så meget vigtigere som lokale krige kan blive den gnist, der antænder en verdenskrigs flammer. De kinesiske ledere begår en alvorlig fejl, når de hævder, at lokale konflikter under ingen omstændigheder kan føre til en altomfattende kernevåbenkrig. Logikken i deres overvejelser går ud på, at man skulle anerkende lokale krige som en antagelig og formålstjenlig politisk metode, også for de socialistiske lande, i særdeleshed for at »eksportere« revolutionen. Men alle erfaringerne fra årene efter krigen, erfaringerne fra kriser som for eksempel Suez-krisen, der hang sammen med den engelsk-fransk-israelske aggression mod Ægypten, viser, hvor stor faren i vore dage er for at lokale krige kan vokse over i en altomfattende. Fuldtud realistisk er også faren for anvendelse af kernevåben i en lokal krig, hvis deltagerne i sådanne krige er lande, der selv har dem eller er forbundet med kernevåbenmagter ved allianceaftaler herom. Principielt anderledes er vor stilling til nationale befrielseskrige, borgerkrige og folkerejsninger. Et folk, der med våben i hånd kæmper for sin frihed og uafhængighed, for socialisme, fører en retfærdig krig, og det har vi altid støttet og vil støtte. En befrielseskrig, ligesom en borgerkrig, er som regel en krig, der føres inden for et lands grænser. I forbindelse hermed opstår spørgsmålet om anvendelse af kernevåben ikke. De er hidtil ikke blevet anvendt i sådanne krige. Og det er jo også forståeligt, idet der jo her hyppigt ikke findes nogen klar frontlinje mellem parterne. Således har det været i Vietnam, i Cuba, i Algeriet og i andre lande. De sovjetiske kommunister hilser den kamp, der føres af de folk, der er i krig for national og social befrielse og yder dem al mulig støtte. Hvad angår spørgsmålet om fredelige og ikke-fredelige former for de nationale befrielseskampe og kampe for socialismen, er også her den stilling, SUKP og broderpartierne indtager, ganske klar og i overensstemmelse med folkenes interesser. Vi går ud fra, at der eksisterer forskellige kampformer, og at de revolutionære kræfter skal beherske alle disse former - fredelige som ufredelige - og på en dygtig måde bringe dem i anvendelse i overensstemmelse med den konkrete situation. Denne holdning er den virkelig leninske og den eneste rigtige. Den er nedfældet i den internationale kommunistiske bevægelses vigtigste dokumenter. Det er ikke SUKP og den kommunistiske bevægelse, der afviger fra disse grundsætninger, men de kinesiske ledere. De forbinder direkte revolutionens sejr med krige. Mao Tse-tung sige netop, at »verden kun kan omskabes ved hjælp af geværer«, at »krigen kun kan tilintetgøres ved krig«. Krigen er efter Mao Tse-tungs ord den bro, over hvilken »menneskeheden går ind i en ny historisk epoke«. Teorien om den »revolutionære krig« i den hensigt at anspore den revolutionære proces er aldeles ikke ny: den er hentet frem fra trotskismens støvede arkiver. Denne pseudorevolutionære teori blev i sin tid sønderknust og forkastet af V. I. Lenin. Men nu kommer man så mange år efter og vil tillægge dette skema en universal karakter og påtvinge de revolutionære kræfter det. Hvad sagde V. I. Lenin om den såkaldte teori om ansporing af revolutionen, som blev prædiket af Trotskij og »venstreradikalisterne«? Han kaldte den for »revolutionær frasekløe«. V. I. Lenin sagde, at enhver bonde ville sige ophavsmanden til denne teori: »Nej du, min herre, kan ikke styre staten, men burde tage stilling som snakkende klovn eller simpelt hen gå i bad for at dampe dig og slippe af med kløen« (Værker, bind 27, side 18, russisk). Til den slags folk sagde V. I. Lenin: »Det er muligt, at ophavsmændene mener, at den internationale revolutions interesser kræver ansporing, og at en sådan ansporing kun kan være krig og på ingen måde fred, der skulle kunne give masserne indtryk i retning af en »legalisering« af imperialismen? En sådan »teori« ville være i fuldstændig modsætning til marxismen, der alle dage har afvist »ansporing« af revolutioner, der udvikler sig efterhånden som skarpheden modnes i de klassemodsætninger, der afføder revolutionerne. En sådan teori ville være det samme som den anskuelse, at væbnet opstand er den kampform, der absolut skal anvendes under alle forhold« (Værker, bind 27, side 49, russisk). Lenin bekæmpede skånselsløst de revolutionære fraser. Han pålagde kommunisterne: »Man må bekæmpe den revolutionære frase, vi må kæmpe, bestemt kæmpe for, at man ikke engang om os skal sige den bitre sandhed: »Den revolutionære frase om den revolutionære krig bragte revolutionen til fordærv.« (Værker, bind 27, side 10, russisk). De kinesiske teoretikere, der gentager den ynkelige antisovjetiske bagtalelse om, at revolutionen skulle være »forbudt«, kan naturligvis umuligt være vidende om, at en revolution ikke opstår efter ordre fra Moskva eller Peking, men først når den er moden, og så kan man ikke standse den ved noget »forbud«. Hvis de virkelig for alvor tror på, at det er muligt at fremkalde en revolution ved besværgelser med venstrefraser, befinder de sig temmelig langt fra marxismen-leninismen. Den marxistisk-leninistiske lære om revolutionen er nu kendt af alle mennesker med nogen uddannelse. Bestemte objektive og subjektive forudsætninger er nødvendige for en revolutions sejr, lærer marxismen-leninismen. Kampen for revolutionen i de kapitalistiske lande er et indre anliggende for arbejderklassen i hvert enkelt land. Kun arbejderklassen og dens kommunistiske avantgarde i det ene eller det andet land kan fastlægge den revolutionære teknik, formen og metoderne for deres kamp og bestemme tiden og formen for revolutionen. Socialismens og den nationale befrielsesbevægelses sejr er uundgåelig. Det er en objektiv proces, der fremgår af det menneskelige samfunds udvikling. På akkurat samme måde som kapitalismen i sin tid kom i stedet for feudalismen, vil også socialismen uafvendeligt besejre kapitalismen. Kapitalismens hensmuldringsproces kan ikke standses, hverken af Washington, London, Paris eller Bonn. Spørgsmålet er ikke om »at gennemføre eller ikke gennemføre«, således som det stilles af de kinesiske teoretikere. Kun naive mennesker kan antage, at der ikke skal andet til end et ønske fra én eller anden politiker, der lider af »revolutionær frasekløe«, for at revolutionen straks fænger i en hvilken som helst krog af verden. Ophavsmændene til en sådan teori burde tænke over, hvorfor livet trods alle deres besværgelser passerer forbi dem. Kan måske erfaringerne fra revolutionerne i perioden efter krigen rummes i noget skema? De kinesiske ledere mener for eksempel, at alle årene efter krigen har været år med »revolutionære krige«, at alle folkene har vundet befrielsen eller er i stand til at vinde den, udelukkende gennem krige. Men det er et forsøg på at fordreje virkeligheden og presse den ind i døde skemaers snævre rammer. I virkeligheden er folkenes nationale befrielse opnået i en kamp, hvor de mest forskelligartede, fredelige såvel som ikke-fredelige metoder og midler var infiltreret i hinanden. De kinesiske ledere beskylder sovjetmenneskene for pacifisme og for at ønske de befriede lande afvæbnet. Er de kinesiske ledere mon i besiddelse af kendsgerninger herom? Nej, de har ikke en eneste kendsgerning, og hvor lange deres erklæringer end er, har de ikke en eneste gang kunnet henvise til konkrete eksempler. Derfor har de også måtte betjene sig af ordrige deklarationer. Dem er der heller ikke få af i den seneste erklæring fra den kinesiske regering. Det siges her, at vor politik over for den nationale befrielsesbevægelse består i følgende: »Man kan ikke yde modstand mod imperialisterne, der råder over kernevåbnet; hvis de undertrykte folk og de undertrykte nationer yder modstand, og de socialistiske lande støtter denne modstand, betyder det, at man skubber menneskeheden mod en verdensomfattende brintbombekrig.« Der er heri næppe ét ord, der ikke er usandt og har den hensigt at forvirre uvidende mennesker og føre dem bag lyset. Meningen med denne politiske diversion er klar: At sværte Sovjetunionen og udså mistillid til dens politik blandt folkene i Asien, Afrika og Latinamerika. Men de kæmpende folk véd udmærket, at Sovjetunionen altid er gået imod og vil gå imod kolonialismen, altid har støttet og vil støtte de undertrykte folks hellige kamp »Sovjetunionens stilling - erklærer N. S. Hrustjov - er tydelig og klar: hverken i Asien eller i Afrika eller i Latinamerika skal der være et eneste folk, der er bundet af kolonialismens lænker - alle folkene skal være frie.« Sovjetunionen gør alt muligt for, at brintbombedøden ikke skal ramme vor planet, for at verdensdele ikke skal svides af for blot at efterlade sig millioner og atter millioner lig, også i de lande, der har befriet sig for kolonialismen. Men hvad galt er der i det? Ethvert sundttænkende menneske vil svare: »Det er godt, og man må takke Sovjetunionen.« Men så er den kinesiske regering af en eller anden grund ikke tilfreds med denne Sovjetunionens kamp. Men da den er bange for at tale åbent om dette, har den grebet til falskneriet og søger at udgive sort for hvidt. I sine bestræbelser for at sværte Sovjetunionens politik tillader den kinesiske regering sig groft opspind, der grænser til det rent absurde. Den erklærer for eksempel, at de sovjetiske ledere skulle have betegnet den nationale befrielsesbevægelse som en »bevægelse af lig«. De kinesiske ledere mener åbenbart, at alle midler er gode, blot de fører til det tilsigtede mål. Men man må have lov at spørge: Hvad har sådanne metoder tilfælles med kommunistisk moral? Sovjetunionen har altid ment og mener stadig, at de lande, der har frigjort sig, for at hævde deres uafhængighed under de nuværende forhold, ikke bør afruste, men styrke deres forsvar, og den hjælper dem i denne retfærdige sag. Sovjetunionen støtter de unge lande, der har frigjort sig, og den gør det ikke blot i ord, men i handling, idet den hjælper dem med at forsvare deres nationale interesser. Vore folk betragter det som sin internationale pligt at yde denne bistand. Hvorfor går de kinesiske ledere uden om denne side af spørgsmålet i fuldstændig tavshed? Hvorfor fremkalder enhver antydning om den konkrete praktiske hjælp, Sovjetunionen yder nationer, der er kommet i nød på grund af imperialisternes aggressive anslag, eller som lider under alvorlige økonomiske vanskeligheder i udbygningen af deres landes uafhængighed, irritation hos dem? Svaret herpå efterlader ingen tvivl: De kinesiske ledere optræder sådan, fordi de har sat sig det mål at slå en breche i Sovjetunionens og andre socialistiske landes venskabelige samarbejdsforhold til den nationale frihedsbevægelse. De arbejder hen mod dette for at tjene deres specielle avantgardistiske formål, som dikterer hele deres nuværende politiske kurs. Medens de kinesiske ledere følger denne kurs har de travlt med så højt som muligt at råbe op om deres revolutionære indstilling. Men man kender endnu ikke ét tilfælde, hvor selv den skrøbeligste bygning er styrtet sammen på grund af råben. Der er et orientalsk visdomsord, der siger: »Man kan råbe halwe, halwa (det er sød, orientalsk konfekt, m.v.), men det bliver man ikke sødere i munden af«. For revolutionens sejr behøves ikke hysteriske opråb, men fast optræden fra den arbejdende befolkning, organiseret optræden. Der behøves mest muligt praktisk handling i kampen mod imperialismen, for fred og socialisme.  Når man ser nærmere på de kinesiske lederes teorier og især på deres praktiske virksomhed på verdensskuepladsen i den senere tid, må man uvilkårlig komme i tvivl: Er de da virkelig de nidkære revolutionære, de giver sig ud for? Er de virkelig så stærkt optagne af verdensrevolutionens skæbne og den kamp, folkene i andre lande fører for socialismen? Kendsgerningerne viser, at de kinesiske ledere langtfra stiller de folkeslags interesser, som kæmper for socialisme og national frigørelse på førstepladsen, men forfølger deres egne stormagtsmål. Viste de kinesiske ledere måske nogen bekymring for den cubanske revolutions skæbne under den caraibiske krise? Nej, de indtog en provokatorisk holdning og bar ved til konfliktens ulmende bål og tilstræbte uden hensyn til de følger det kunne få for det cubanske folk kun det ene - at udnytte krisen til deres egne fraktionsformål. Har de måske i den kinesisk-indiske grænsestrid taget hensyn til, hvilke følger deres politik kunne få for de revolutionære kræfter i Indien, for det kommunistiske parti, for arbejderklassen i dette land, for hele den nationale befrielsesbevægelse? Nej, også i dette tilfælde forfulgte de deres egne særlige mål. Men nu, hvor de i deres erklæringer opfordrer folkene til ikke at tage hensyn til den konkrete situation, ikke at tage hensyn til muligheden for en kernevåbenkrig, bekymrer de sig da om de følger, dette vil have for alverdens folk? Alting tyder på, at den kinesiske ledelses virkelige mål ligger mere og mere fjernt fra, hvad der er til gavn for kampen for socialismens sejr i alle jordklodens lande. Kendsgerningerne fra den senere tid, hvor de kinesiske lederes aktive kamp mod Aftalen om standsning af kernevåbenforsøg og deres forbitrede angreb mod Sovjetunionen, som er kommet tydeligst frem i den seneste erklæring fra KFRs regering, indtager en særlig plads, kan ikke undgå at fremkalde alvorlig ængstelse. De kinesiske lederes erklæringer og praktiske skridt i spørgsmålene om krig, fred og fredelig sameksistens, om den kommunistiske verdensbevægelses strategi og taktik, om enheden i den socialistiske lejr og om det kinesisk-sovjetiske forhold, vidner om, at den Kinesiske Folkerepubliks regering kommer længere og længere bort fra den fælles, aftalte linje for landene i det socialistiske fællesskab, fra programsætningerne og principperne i den kommunistiske verdensbevægelse. Sovjetunionens kommunistiske Partis centralkomité og sovjetregeringen har gentagne gange erklæret, at de vil gøre alt for en styrkelse af enheden mellem Sovjetunionens og Kinas kommunistiske partier og mellem det sovjetiske og det kinesiske folk. Disse udtalelser er blevet underbygget med de fornødne praktiske skridt fra vor side. Men desværre er ingen af vore appeller til de kinesiske kammerater om at slå ind på vejen til overvindelse af uoverensstemmelserne, om at basere vort indbyrdes forhold på, hvad der forener os, blevet hørt. Intet af vore praktiske skridt har fundet støtte. Samtidig med at SUKP og sovjetregeringen oprigtigt har bestræbt sig og stadig bestræber sig for at styrke enheden i den socialistiske lejr og den kommunistiske verdensbevægelse, går den Kinesiske Folkerepubliks ledere længere og længere ad splittelsens vej. De uoverensstemmelser, der er opstået mellem KKPs ledelse på den ene side og SUKP og den kommunistiske verdensbevægelse på den anden, overfører de i stigende grad på de mellemstatslige relationers område. Den kinesiske regering har grebet til åbenlyst fjendtlige handlinger over for Sovjetunionen. Dens udenrigspolitiske handlinger går mere og mere på tværs af USSRs og de øvrige socialistiske landes fredsvenlige udenrigspolitik. Den kinesiske ledelses seneste udfald mod SUKP og de andre marxistisk-leninistiske partier er også foruroligende i en anden henseende. De har ikke blot overgået alle tidligere udfald fra de kinesiske ledere med hensyn til antallet af skældsord og ondskabsfulde lignelser, men de blotlægger også over for imperialisterne den kommunistiske bevægelses interne anliggender - den fortrolige korrespondance mellem regeringer og partier i de socialistiske lande, internationale forhandlinger og konferencer mellem broderpartierne. Kinas kommunistiske parris ledere er ikke veget tilbage for ord og udtryk, der ondskabsfuldt bagtaler Sovjetunionens kommunistiske Partis centralkomité og dens ledere, de ledende organer og personer i andre kommunistiske partier og ganske særlig kammerat N. S. Hrustjov. Det fremgår af alting, at de har sat sig det særlige mål at kompromittere den kommunistiske verdensbevægelses ledende personer, der fører en principiel og konsekvent kamp mod de kinesiske lederes splittelseslinje. Alt dette viser, at KKPs ledere er gået ud over rammerne for en kammeratlig partidiskussion og nu allerede fører åben politisk kamp mod SUKP og de andre marxistisk-leninistiske partier for deres egne særlige mål. Der danner sig det stadig stærkere indtryk, at de kinesiske ledere betragter de marxistisk-leninistiske partier, der er uenige med dem, samt disse partiers ledere som politiske modstandere. Den sovjetiske befolkning afviser med harme og forbitrelse denne uværdige kampagne mod Sovjetunionen og andre socialistiske lande og mod den kommunistiske verdensbevægelse. Hele det sovjetiske folk og hele Sovjetunionens kommunistiske Parti står som ingen sinde samlet om SUKPs centralkomité med N. S. Hrustjov i spidsen. Vort partis og hele det sovjetiske folks tanker og følelser blev udtrykt af SUKPs CKs plenarmøde i juni. I sin resolution understregede mødet: »SUKPs CKs plenarmøde godkender fuldt og enstemmigt den politiske virksomhed, der er udfoldet af SUKPs CKs Præsidium, af førstesekretæren for SUKPs CK, formand for USSRs Ministerråd, kammerat Nikita Sergejevitj Hrustjov, for yderligere sammenfatning af kræfterne i den kommunistiske verdensbevægelse, samt alle de konkrete handlinger og foranstaltninger, der er iværksat af Præsidiet for SUKPs CK i forholdet til centralkomiteen for Kinas kommunistiske parti. Vort land og vort parti er gennem mangeårigt, uselvisk venskab forbundet med det store kinesiske folk og Kinas kommunistiske parti. »Det sovjetiske folk - understregede N. S. Hrustjov - betragter det kinesiske folk som en broder, ven og forbundsfælle«. Vort broderlige forhold til det kinesiske folk forbliver uforandret. Sovjetregeringen erklærer, at den også fremover vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at bortrydde opståede uoverensstemmelser, at den ikke vil spare hverken anstrengelser eller tid for at styrke enheden med Kina på basis af marxismen-leninismens principper og den proletariske internationalisme. Sovjetregeringen understreger på ny, at det er utilstedeligt at overføre divergenser i ideologiske spørgsmål, uoverensstemmelser der opstår parterne imellem, på forholdet mellem socialistiske stater, benytte dem som en kilde til nationalisme og chauvinisme, mistillid og tvedragt mellem folkene i disse stater. Der findes ikke og kan ikke findes nogen retfærdiggørelse for den kendsgerning, at den Kinesiske Folkerepubliks ledere i stedet for gennem kammeratlig diskussion at drøfte de opståede uoverensstemmelser, sådan som det sømmet sig kommunister og meningsfæller, er slået ind på fjendtligtsindede antisovjetiske udfald og bagtaleriske angreb på vort parti. Vi er dybt overbevist om, at spørgsmålet om indstilling af den åbne polemik mellem regeringerne i den Kinesiske Folkerepublik og Sovjetunionen og mellem KKP og SUKP i den nuværende situation fremdeles er aktuel. Som bekendt har SUKPs CK både inden mødet mellem delegationer fra de to partier og under selve mødet stillet forslag om at indstille den åbne polemik for roligt og sagligt at drøfte stridsspørgsmålene og finde veje til overvindelse af de opståede uoverensstemmelser. Vi mener også nu, at den, som virkelig tilstræber konsolidering af socialismens lejr, som ønsker at styrke enheden i den kommunistiske verdensbevægelse, må gå ind for standsning af den åbne polemik, fordi en sådan polemik kun puster yderligere liv i uoverensstemmelserne og uddybet dem. Nægte at afstå fra polemikken kan kun folk, der nok i ord går ind for enheden, men i gerning fører splittelsespolitik. Mødet mellem repræsentanter for SUKP og KKP, der fandt sted i Moskva 5-20. juli 1963, blev uafsluttet - det blev afbrudt efter forslag fra den kinesiske delegation, og man aftalte at fortsætte det. Det er nødvendigt at sige, at de handlinger, den Kinesiske Folkerepubliks regering og lederne af KKP i den senere tid har iværksat, den åbenlyst fjendtlige kampagne mod SUKP og Sovjetunionen aldeles ikke vidner om deres hensigter i retning af at fortsætte dette møde. Vor beredvillighed til at udnytte alle muligheder for at overvinde de opståede uoverensstemmelser er dikteret af oprigtig omsorg for det socialistiske fællesskabs lande og den kommunistiske verdensbevægelses interesser, for fredens og folkenes sikkerheds betryggelse. Vi har taget og tager stadig alle de skridt, vi kan, for at skabe sammenhold med Kina og styrke enheden i de kommunistiske rækker. Det ville imidlertid være en meget stor fejltagelse af de kinesiske ledere at fortolke vor gode vilje forkert. Hvis de agter også fremover at foretage fjendtlige handlinger mod Sovjetunionen, fortsætte bagvaskelsen mod vort parti og andre broderpartier og forstærke deres fraktionsvirksomhed i den kommunistiske verdensbevægelse, må de gøre sig fuldstændig klart, at de på denne vej vil møde den mest energiske tilbagevisning fra SUKPs og hele det sovjetiske folks side. Vi afviger ikke en tøddel fra marxismen-leninismens principper og giver ikke køb over for nogen slags eventyroverfald på den politik, vi fører. Af gennemførelsen af vort partis, af hele den kommunistiske bevægelses leninske kurs afhænger det sovjetiske folks og alle folks vitale interesser, nye store resultater af den verdensomspændende revolutionære proces, samt fredens og socialismens skæbne. Vort parti har kæmpet og vil kæmpe mod ethvert forsøg på at tvinge os bort fra denne sande leninske vej.

Jeg retter denne henvendelse til Dem for at henlede opmærksomheden på et problem, der efter vor mening har meget stor betydning i arbejdet for fredens konsolidering - spørgsmålet om territoriale stridigheder mellem staterne og veje til deres løsning. Fremfor alt vil jeg gerne forklare, hvorfor den sovjetiske regering fremdrager dette spørgsmål netop nu, og hvori vi ser dets særlige aktualitet og særlige betydning. Jeg håber, De vil samstemme i, at selve livet nu uomgængeligt har sat spørgsmålet om fredens bevarelse og konsolidering i centrum for alle menneskers opmærksomhed, uanset deres nationalitet og race og deres politiske og religiøse anskuelser. Ved fælles bestræbelser af mange stater er det i den sidste tid lykkedes at opnå visse fremskridt med hensyn til international afspænding. Afslutningen af traktaten om forbud mod kernevåbenforsøg i atmosfæren, i det ydre rum og under vandet, der blev modtaget med varm anerkendelse af folkene, et efter den almindelige opfattelse et vigtigt skridt fremad mod en fredelig løsning af presserende internationale opgaver. Også aftalen mellem Sovjetunionen og USA om ikke at sætte objekter med kernevåben og andre massetilintetgørelsesvåben i omløb om Jorden, en aftale, det blev nedfældet i en af FN’s generalforsamling enstemmigt vedtagen resolution, blev modtaget positivt af alle, der ønsker freden konsolideret. Med disse skridt blev der gjort en god begyndelse, og det er nu nødvendigt at føre sagen videre. I de senere måneder har der som bekendt mellem flere staters regeringer fundet en meningsudveksling sted om muligheden af at foretage en række videregående skridt til mindskelse af den internationale spænding og til betryggelse af freden. Når der opnås aftaler om sådanne foranstaltninger, vil det selvfølgelig øve en positiv indflydelse på den internationale situation. Den sovjetiske regering går ud fra, at arbejdet for at nå frem til overenskomster om internationale problemer, der er modne til løsning, vil blive fortsat. Hvis man med behørig alvor betragter den situation, man har kaldt atomårhundredets realiteter, må man erkende, at statsledere, der bærer et stort ansvar for fredens skæbne og folkenes fremtid, har en fælles pligt til at tage endnu mere radikale skridt, der kan fjerne faren for en ny krig. For at fremme løsningen af denne store opgave har den sovjetiske regering fremsat forslaget om generel og total afrustning. I dag erkender alle, at gennemførelsen af dette forslag ville sikre en virkelig holdbar og ubrydelig fred. Det uheldige er imidlertid, at når det drejer sig om konkrete forhandlinger om generel og total afrustning og om udarbejdelse af en tilsvarende international traktat - og sådanne forhandlinger er ført i årevis - så viser det sig, at langtfra alle stater er rede til i praksis at gå i denne retning. Det er der øjensynlig visse årsager til, men jeg vil ikke nu begynde at analysere dem og langt mindre indlede en polemik om dette punkt. Jeg vil her kun konstatere selve kendsgerningen, som er den, at forhandlingerne om generel og total afrustning i praksis endnu ikke har givet håndgribelige resultater. Kampen for at realisere tanken om generel og total afrustning, som er udtryk for folkenes dyrebareste forhåbninger, fortsættes, og den vil blive fortsat, indtil der er opnået en overenskomst og afrustningen er virkeliggjort. Sovjetunionen vil for sit vedkommende nu som før gøre alt for, at denne kamp skal krones med sejr. Nye skridt i denne retning blev som bekendt taget af den sovjetiske regering under FN’s 18. samling, der lige er sluttet. Den sovjetiske regering har overvejet den opståede situation og er kommet til den slutning, at det, samtidig med at vi utrætteligt fortsætter arbejdet for en generel og total afrustning, vil være nyttigt også at forøge vore bestræbelser for at fjerne skarpe gnidninger mellem stater og kilder til spænding. Jeg tror, De vil være enig med mig i, at hvis vi søger at udskille de spørgsmål, om hvilke der hyppigst opstår farlige gnidninger mellem stater i forskellige dele af verden, så drejer det sig utvivlsomt om territoriale spørgsmål, problemer om statsgrænser og staters gensidige eller ensidige krav på hinandens territorium. Det er disse omstændigheder, som stiller os over for dette problem. Det udspringer af livet selv og må efter min mening give anledning til overvejelser. Grænsespørgsmål, eller rettere territoriale krav og stridigheder, er selvfølgelig ikke noget nyt. De har eksisteret i næsten hele menneskehedens historie, og de har ofte været forbundet med skarpe konflikter mellem stater og gensidig mistillid og fjendskab mellem folkene. Roy af fremmed territorium var er fast element i erobringskrige, som mange regeringer i oldtiden, middelalderen og den nyere tid førte. Og de mange kolonikrige? Deres hovedformål var bestandigt også at bemægtige sig andres territorier og trælbinde andre folk; det kan ingen nægte i dag, hvor meget kolonialisterne end i sin tid tilslørede deres lyssky fremfærd med talemåder om en »civilisatorisk mission«. Ja, selv i vort århundrede har staters territoriale aspirationer givet støder til adskillige væbnede konflikter. I de to verdenskrige, som imperialismen affødte, spillede ønsket om at bemægtige sig fremmed territorium en stor rolle. Snese af millioner af menneskeliv blev ofret til krigens molok. De, der i kejserens Tyskland på den ene side, og de, der i ententens lande på den anden side udklækkede planer om til egen fordel at lave om på kortet over Europa og mere end der, gav støder til begivenheder, som mundede ud i den første verdenskrig. De krav, som Hitler-Tyskland og dets allierede i aggressionen stillede om »livsrum« på andre nationers bekostning, førte til den anden verdenskrig. Men hvis det er rigtigt, at territoriale aspirationer i mange tilfælde har haft krig og militære konflikter til følge, så er også noget andet rigtigt: at krige som middel til løsning af territoriale stridigheder altid er kommet nationerne dyrt at stå. Så snart en stat med våbenmagt havde frataget en anden stat et omstridt territorium, begyndte den sidstnævnte at forberede en ny krig for at skaffe sig det tabte territorium tilbage. Så begyndte kredsløbet forfra. Man behøver blot at tænke på, hvordan Alsace og Lorraine gik fra hånd til hånd, og hver gang det skete, flød blodet i strømme. Efter hver krig om territorium tegnede de territoriale stridigheder mellem staterne sig om muligt endnu skarpere end før krigen. Mange territoriale stridigheder er gået i arv til vor generation. I dag er der endda flere sådanne stridigheder og gensidige krav. Det skyldes bl.a., at mange nye suveræne stater, som i den senere tid har vundet national uafhængighed, måtte overtage talrige grænseproblemer, som koloniregimerne kunstigt havde forkludret. Når man ser på et politisk kort over verden i dag, kan man finde snese, om ikke hundreder af områder, hvis tilhørsforhold bestrides af den ene eller den anden stat. Naturligvis har territoriale krav og stridigheder mellem stater ikke alle samme karakter. Der findes blandt dem problemer, som hænger sammen med fuldførelsen af et folks befrielse fra kolonitrældom eller fra udenlandsk okkupation. Det er velkendt, at langtfra alle nye nationalstater straks ved deres frigørelse formåede at udfri alle territorier, som med rette tilhører dem, men som kolonialister har magten over. Her må man først og fremmest pege på Taiwan. Denne ø har fra gammel tid været en bestanddel af den kinesiske stat. Amerikanske troppers ulovlige okkupation af Taiwan bør bringes til ophør. Øen er en integrerende del af den Kinesiske Folkerepublik og ville for længst have været genforenet med denne, hvis en anden stat ikke udefra havde foretaget indblanding. Hvis man behøver andre eksempler på dette, ligger de klart for dagen. Tag blot en begivenhed fra allerseneste tid - Vestirians genforening med Indonesien. De frigjorte staters krav om at få overdraget territorier, som endnu befinder sig i kolonitrældom eller under udenlandsk okkupation, er ubestrideligt retfærdige. Dette gælder naturligvis også i fuldt mål territorier, som tilhører folk, der overhovedet ikke endnu har vundet national uafhængighed, og som stadig er stillet som kolonier. Når kolonialister, som endnu holder fast på kolonier, påstår, at disse koloniale territorier udgør en bestanddel af hovedlandet, kan dette, ikke anerkendes. Her må der ikke være nogen som helst uklarhed - ingen må kunne rejse tvivl om, at alle koloniale folk har ret til befrielse, til frihed og uafhængighed, sådan som det er proklameret i FN’s deklaration om uafhængighed til koloniale lande og folk. Jeg vil gerne tilføje, at alle, der nærer oprigtig interesse for en snarlig tilendebringelse af afskaffelsen af det skændige kolonisystem, hvis rester stadig forgifter atmosfæren på vor planet, har til opgave at hjælpe disse nationer med så hurtigt som muligt at afkaste det koloniale åg. Og jo hurtigere og jo mere fuldstændigt dette bliver gjort, desto mere fremmer det arbejdet for fredens konsolidering i hele verden. De folk, som endnu er udsat for kolonial undertrykkelse, stræber efter at vinde deres frihed og uafhængighed med fredelige midler. Men disse midler viser sig ikke altid tilstrækkelige, eftersom de, der er interesseret i at bevare og forevige kolonisystemets rester, ofte anvender våbenmagt mod legitime krav om afskaffelse af kolonistyret. I disse tilfælde har de undertrykte folk ikke anden udvej end selv at gribe til våben, og dette er deres hellige ret. På samme måde gælder det om at nedlægge de militærbaser, som er oprettet på fremmede territorier, der er revet ud af de pågældende stater. Ingen påberåbelse af, at den jord, hvorpå sådanne baser er anbragt, og hvor udenlandske tropper opholder sig, engang blev afstået ifølge visse traktater og overenskomster, kan tages for gode varer. Det er ingen hemmelighed, hvordan den slags traktater i sin tid blev til - den stærkeste påtvang den svageste sin vilje. I vore dage føler stater, som i tidligere tid blev tvunget til at afgive deres territorium til udenlandske haser, trykket derfra og forlanger, at traktaterne om disse haser skal ophæves, territorierne tilbagegives, baserne nedlægges og de udenlandske tropper fjernes. Disse berettigede krav bør imødekommes. Der findes endnu et problem, som til en vis grad hænger sammen med det territoriale spørgsmål - nemlig problemet om samling af Tyskland, Korea og Vietnam. Hvert af disse lande blev i efterkrigstiden delt i to stater med forskelligt samfundssystem. I disse lande stræber folkene efter samling, og dette må naturligvis behandles med forståelse og respekt. Men det siger sig selv, at spørgsmålet om landets samling må løses af folkene selv inden for disse stater og af deres regeringer, uden indblanding og tryk udefra, og ubetinget uden udenlandsk militær indblanding - uden okkupation, som f.eks. faktisk opretholdes i Sydkorea og Sydvietnam. Ved løsningen af dette problem må man afholde sig fra magtanvendelse og give folkene i disse lande lejlighed til på fredelig vis at løse samlingsproblemerne. Alle andre stater må bidrage hertil. Men i dag er det ikke dette spørgsmål, der er genstand for vore overvejelser, derimod spørgsmålet om, hvordan man skal behandle de territoriale stridigheder og krav, som opstår i forbindelse med allerede etablerede, bestående statsgrænser. Lad os først se på disse stridigheders og kravs natur. En særlig gruppe udgør de krav, som fremsættes af revanchistiske kredse i visse stater, som var aggressorer under den anden verdenskrig. Disse kredse, der tørster efter revanche og hævn for den tabte krig, udklækker planer om revision af den retfærdige territoriale efterkrigsordning. De ønsker i første omgang at skaffe sig de territorier, som overgik til andre stater ved afviklingen af aggressionens følger og til betryggelse af sikkerheden i fremtiden. Den slags territoriale »prætentioner« må resolut afvises som uforenelige med hensynet til freden. Af disse prætentioner kan der jo kun resultere en ny verdenskrig. Der findes imidlertid også andre territoriale krav og grænsestridigheder, og de et vel de talrigeste. Disse stridigheder hænger ikke sammen med efterkrigsordningen. Som begrundelse for kravene fremsætter parthaverne i disse stridigheder argumenter og betragtninger, som henhører under historie, etnografi, blodslægtskab, religion osv. Ofte går det sådan, at en stat benyttet den slags argumenter til begrundelse af sit territoriale krav over for en anden stat, og at denne for sit vedkommende finder andre beviser fra det samme område, men af ganske modsat art, og at denne sidste stat selv fremsætter et territorialt modkrav. Resultatet bliver, at lidenskaberne flammer op, og at det indbyrdes fjendskab uddybes. Hvordan skal man finde ud af, hvilken part der har ret, hvem der indtaget en berettiget holdning, og hvem der indtager en uberettiget holdning? Det kan undertiden være meget vanskeligt, idet de nu eksisterende grænser er dannet under indflydelse af mange faktorer. Det er i adskillige tilfælde ikke nogen hjælp at påberåbe sig historien. Hvem kan påstå, at det et mere overbevisende, når den ene stat for eksempel til begrundelse for sit territoriale krav påberåber sig det 17. århundrede, end når den anden stat eksempelvis vil underbygge sit modkrav med en påberåbelse af det 18. eller 19. århundrede? Og hvis man vil basere en løsning af problemet på dets historie gennem nogle tusind år, så vil vel alle anerkende, at der i mange tilfælde ikke kan findes nogen virkelig løsning. Vi kan heller ikke se bort fra, at påberåbelse af historien ofte dækker over en skinbarlig aggression, sådan som tilfældet var, da Mussolini påberåbte sig det romerske riges grænser for at begrunde sine territoriale erobringer i Middelhavsområdet, som de italienske fascister ligefrem døbte »Marc nostrum«, dvs. »vort hav», da de ville udgive sig for at være de gamle romeres arvtagere. Det kan være vanskeligt at få klarhed over adskillige »beviser«, der hentes fra det nationale, etnografiske eller afstamningsmæssige område. Menneskehedens udvikling et forløbet sådan, at nogle folk i dag er kommet til at bo i flere stater. På den anden side findes der stater af den multinationale type, hvori det kan leve snese af folk, som endda hører til forskellige racer. Desværre opstår stridigheder om grænser ikke blot mellem historikere og etnografer, men mellem stater, der hver for sig råder over væbnede styrker, som undertiden et betydelige. Erfaringen viser, at flertallet af territoriale stridigheder rummer en fare for, at forholdet mellem deltagerne bliver forværret, en mulighed for en militær konflikt af alvorlig art, og dermed udgør en potentiel trussel mod verdensfreden. Det vil sige, at man må betragte historisk opståede grænser med behørig forståelse. Man kan måske finde naive mennesker, det vil sige, at eftersom de fleste territoriale stridigheder vedrører forholdet mellem små stater, der ikke råder over kernevåben, et der ikke noget skrækkeligt i det; de forestiller sig, at selv om små lande kommer i strid og i værste fald kommer op at slås, vil der ikke få store konsekvenser for menneskeheden. Men sådanne anskuelser et urigtige og skadelige. Kan man se ligegyldigt på, at folkenes blod skal flyde på grund af grænsestridigheder? Desuden må man se realistisk på sagen. I vor tid, hvor de internationale relationers udvikling har ført til, at staternes økonomiske, politiske, strategiske og øvrige interesser er stærkt indfiltret i hinanden, og hvor der eksisterer er forgrenet system af alliancer, kan et sammenstød, som under disse omstændigheder foregår et eller andet sted, og som synes at være af højst lokal karakter, meget hurtigt drage mange andre stater med. Så gør sig gældende både allianceforpligtelser og andre staters virkelige eller indbildte frygt for deres sikkerhed - det gælder både stater, der ligger i nærheden af konfliktområder, og stater, der ligger tusinder af kilometer borte - og lad os sige det rent ud, at her vil simpelt hen også visse staters stræben efter at udnytte en lokal konflikt til at nå deres egne specielle erobringsformål spille ind. I samme forbindelse kan man ikke se bort fra, at krige, det begynder med simple våben, i vore dage kan vokse over i en verdenskrig med anvendelse af kernevåben. Jeg tror, De vil være enige med mig i, at det ville frembyde en særlig fare for hele menneskeheden, hvis der udbrød en væbnet konflikt om grænser i den del af verden, hvor begge verdenskrige i sin tid begyndte, og hvor der i vore dage er koncentreret store troppe- og materielmasser fra stater, som tilhører to modstående militære hovedgrupperinger. Dette område er Europa - det kan ikke bestrides. Man bør ikke tvivle om, at hvis der ud af et lokalt sammenstød mellem stater, som med våbenmagt ville afgøre deres territoriale stridigheder, opstod en verdensomspændende brintbombekrig, ville den ikke skåne nogen, ingen ville kunne værge sig imod den. Kun afsindige eller hadforblændede politiske ledere kan forlige sig med et sådant perspektiv. Jeg ønsker indtrængende og kategorisk at erklære, at der ikke findes sådanne politikere i Sovjetunionen, og hvis en sådan skulle dukke op, ville han omgående blive indlagt på et sindssygehospital. De socialistiske staters grundlæggende politiske kurs, hvis mål er konsolidering af freden og forebyggelse af krig, udgør netop en garanti for, at der ikke fra vor side vil eller kan blive anvendt våben for til vor fordel at løse nogen territorial stridighed. Jeg håber, at også statsledere i andre lande, deriblandt medlemslandene i NATO og andre militærblokke, som vestmagterne har oprettet, gør sig klart, hvor frygtelige farer der er forbundet med ethvert forsøg på i vore dage at anvende magt til løsning af territoriale stridigheder. Vi nærer den dybe overbevisning, at intet folk og intet land kan gavne sine sande interesser ved anvendelse af magt til løsning af territoriale stridigheder. Noget sådant vil heller ikke gavne europæiske folk, som bebor lande, hvor næsten hver fodsbred jord blev vædet af blod i tidligere krige. Når disse folk med deres arbejde udviklede produktionslivet, byggede værker og fabrikker og dyrkede jorden, skete det ikke i den hensigt tankeløst at styrte sig ud i ødelæggende krigseventyr for at fratage naboerne et stykke jord. Og frembyder det ikke en fare for folkene i Asien, hvis der i denne del af verden anvendes magt for at revidere de etablerede statsgrænser? Det er naturligvis ikke det, de har brug for. Allerede nu har de grænsekonflikter, som eksisterer mellem nogle af dem, en meget ugunstig indflydelse på livet i asiatiske stater. Folkene på det asiatiske kontinent står overfor store opgaver. Det er overordentligt vigtigt for dem at udvikle deres nationale økonomi, at lægge grunden til en moderne industri, at hidføre et opsving i landbrugets produktivitet for at befri befolkningen i disse lande for den fattigdom og nød, som den har kendt i århundreder. Dette kræver store anstrengelser, og navnlig kræver det fred og ro ved grænserne. I dag, hvor der mellem stater i Asien ikke blot eksisterer grænsekonflikter, men til tider også sker en tilspidsning af dem, er de nødt til at opretholde og endda forøge de væbnede styrker og at bruge ressourcer uproduktivt. Hvem har gavn af det ? I hvert fald ikke folkene i de lande, som har frigjort sig fra koloniherredømmet. Et meget kompliceret og forvirret billede tegner sig af grænserne mellem staterne i Afrika, grænser, som er en arv fra kolonialismen. Men trods de territoriale problemers komplicerede og forvirrede karakter fastslog den konference, som stats- og regeringschefer fra afrikanske lande holdt i maj 1963, i den dér vedtagne pagt for den afrikanske enheds organisation enstemmigt, at det er utilladeligt at løse territoriale uoverensstemmelser og stridigheder mellem afrikanske stater med magt, og at sådanne problemer udelukkende skal løses ad fredelig vej. Afrika er i færd med at bryde de sidste koloniale lænker. Der forestår de nye afrikanske stater overordentlig meget arbejde for at afvikle de svære følger, som kolonialismen har haft, og at skaffe sig et solidt grundlag at eksistere på. Denne opgave kan kun løses, når alle kræfter og midler tages i anvendelse. Nyligt indtrufne begivenheder i Nordafrika efterlader ingen tvivl om, at arbejdet for at konsolidere og udvikle de uafhængige afrikanske stater lider betydelig skade, når en af dem giver sig til at anvende væbnet magt mod en anden i et forsøg på at få sine territoriale krav tilfredsstillet. Man kan heller ikke se bort fra, at konflikter mellem afrikanske lande om territoriale spørgsmål kan vise sig at være et gunstigt udgangspunkt for stærkere stater, som endnu ikke har opgivet håbet om på en eller anden måde at genvinde noget af det tabte. Og i Latinamerika ? Den dag i dag er der latinamerikanske lande, som ikke er kommet til hægterne efter krigeriske sammenstød på grund af territoriale stridigheder i tidligere tid. Man behøver blot at tænke på krigen mellem Paraguay og nabolandene i slutningen af det 19. århundrede, som krævede så mange ofre, at Paraguays folketal endnu i dag er mindre end før den pågældende krig. Kan de latinamerikanske lande da have noget ud af at slibe knivene imod hinanden i vore dage, hvor de har mere end nok at udrette hjemme hos sig selv ? Jeg véd ikke, hvilke ord der passer bedst, men jeg vil gerne med absolut klarhed give udtryk for den tanke, at der mellem etablerede stater i vore dage ikke findes og ikke kan findes sådanne territoriale stridigheder, sådanne uløste grænsespørgsmål, at det for at løse dem skulle være tilladeligt at anvende væbnet magt. Nej, det kan ikke være tilfældet, og man må gøre alt for at udelukke muligheden for en sådan udvikling af begivenhederne.  Man kan spørge - og jeg udelukker ikke, at De allerede har stillet dette spørgsmål - om Sovjetunionen da simpelt hen foreslår med et pennestrøg at slette alle territoriale problemer, som består mellem staterne, at afstå fra en hvilken som helst regulering af dem, som om disse spørgsmål slet ikke eksisterer? Nej, sådan forholder det sig absolut ikke. Vi forstår, at en række stater har solide årsager til at stille deres krav. I alle nutidige stridigheder om grænserne mellem staterne må deltagerne i dem naturligvis foretage en dybtgående undersøgelse for at kunne bilægge stridighederne. Vi går i fuldt mål ind for dette. Det eneste, vi vender os imod, er militære metoder til løsning af territoriale stridigheder. Det er om dette, at en aftale er tiltrængt, netop om dette. Hvad angår fredelige metoder til bilæggelse af territoriale stridigheder, så viser erfaringen tydeligt nok, at dette er en farbar vej. Heller ikke eksistensen af forskellige samfundssystemer og former for statsstyre i nutidens verden kan udgøre nogen hindring for en fredelig løsning af territoriale problemer, naturligvis forudsat, at begge parter oprigtigt bestræber sig for at løse dem. Livet bekræfter anskueligt, at i alle de tilfælde, hvor stater nøje holder sig til den fredelige sameksistens principper og udviser god vilje, udholdenhed og fornøden hensyntagen til hinandens interesser, er de absolut i stand til at finde vej ud af den labyrint af historiske, nationale, geografiske og andre faktorer og at opnå en tilfredsstillende løsning. Det er også vigtigt at understrege, at mens militære metoder, dvs. magtanvendelse, på ingen måde fører til en standsning af territoriale konflikter, men som oftest endda uddyber og udvider dem, så ophævet fredelige metoder omvendt sådanne konflikter og fjerner i stor udstrækning selve kilden til stridighederne, eftersom der ved en koldblodig behandling af stridighederne åbenbares flere muligheder for en løsning af dem, end hvis de stridende parter er parat til med våben i hånd at påbegynde et indbyrdes myrderi. Alt, deriblandt også de store forandringer, som er foregået i verden i det seneste tidsafsnit, og som stiller mange internationale problemer, også territoriale, på en anden måde, viser, at der nu er opstået en situation, hvor man på det praktiske plan kan stille og løse den opgave at banlyse magtanvendelse i territoriale stridigheder mellem staterne fra samfundets liv. Muligheden for at foretage en radikal vending, hvad løsningen af sådanne problemer ad fredelig vej angår, gøres lettere ved, at tanken om fredelig sameksistens af stater med forskelligt samfundssystem i vore dage vinder mere og mere vidtstrakt anerkendelse. Tanken om fredelig sameksistens, som ligger til grund for vor leninske udenrigspolitik, er kommet til udtryk i beslutningerne på den historiske Bandung-konference, i pagten for den afrikanske enheds organisation og i mange andre internationale dokumenter. Flere og flere regeringer verden over drager den faste konklusion, at krig i atomalderen ikke kan være et middel til løsning af internationale stridsspørgsmål, og at fredelig sameksistens er det eneste grundlag, hvorpå forholdet mellem staterne kan og skal baseres. Man må heller ikke overse, at den stormende udvikling af videnskab og teknik, som foregår i vore dage, og som åbner vældige perspektiver for industriens og landbrugets fremgang på alle territorier, endnu stærkere viser uholdbarheden af den argumentation, som benyttes af folk, der vil begrunde territoriale krav med, at deres eget territorium er overbefolket eller i økonomisk henseende er lidet ydedygtigt. En fredelig løsning af territoriale problemer begunstiges ligeledes af, at der i den praktiske behandling af internationale forhold allerede er udformet flere metoder til løsning af stridsspørgsmål ad fredelig vej, og at disse metoder er blevet forbedret - direkte forhandlinger mellem de pågældende stater, goodwill-bistand, henvendelse til internationale organer om bistand etc. Ganske vist er jeg langt fra at anse de Forenede Nationer i den nuværende form for at være et ideelt instrument til fredeligt samarbejde mellem staterne, men også FN kan ved en objektiv fremgangsmåde yde et positivt bidrag til arbejdet for en fredelig løsning af territoriale problemer og grænsespørgsmål. Ud fra alle disse betragtninger forelægger den sovjetiske regering, hvis ledetråd er konsolidering af freden og forebyggelse af krig, regeringerne i alle lande følgende forslag: Det foreslås at indgå en international aftale (eller traktat) om, at staterne afholder sig fra at bruge magt til løsning af territoriale stridigheder og grænsespørgsmål. En sådan overenskomst bør efter vor mening indeholde følgende hovedbestemmelser:  De deltagende lande forpligter sig højtideligt til ikke at gribe til magtanvendelse for at ændre bestående landegrænser. Anerkendelse af, at staters territorium ikke - heller ikke midlertidigt - må gøres til genstand for nogen form for invasion, angreb, militær besættelse eller andre tvangsforanstaltninger, som iværksættes direkte eller indirekte af andre lande ud fra politiske, økonomiske, strategiske, grænsemæssige eller hvilke som helst andre synspunkter. En bestemt erklæring om, at hverken forskelle i samfunds- eller statssystemer eller nægtelse af anerkendelse af en stat, manglende diplomatiske forbindelser eller noget andet påskud kan tjene som motivering for en stats krænkelse af en anden stats territoriale integritet. Bindende løfte om at løse alle territoriale stridigheder udelukkende ved fredelige midler, som forhandlinger, mægling, forligsmæssig behandling samt andre fredelige midler, som vælges af de pågældende parter i overensstemmelse med FN-pagten. Det siger sig selv, at en sådan international overenskomst må omfatte alle territoriale stridigheder vedrørende etablerede grænser mellem stater. Den foreslåede overenskomst vil være en bekræftelse, konkretisering og videreudvikling af principperne i FNs pagt vedrørende forholdet mellem stater i tilfælde af territoriale problemer, et udtryk for, at staterne viser god vilje og er fast besluttet på nøje at overholde disse principper. Den sovjetiske regering nærer den dybe overbevisning, at når staterne påtager sig en forpligtelse til at løse territoriale stridigheder udelukkende ved fredelige midler, vil det i høj grad bringe orden i internationale anliggender. En international overenskomst om, at staterne afholder sig fra at anvende magt til afgørelse af internationale stridigheder, vil virke som et frisk pust og rense internationale forhold for adskilligt, som er hvirvlet kunstigt op, og som lægger hindringer i vejen for afspændingen i verden og for en konsolidering af freden. Den vil medføre en ny betydelig mildnelse af det internationale klima og tilvejebringe en god basis for større tillid mellem staterne. Man kan roligt sige, at i den nye situation, som vil blive resultatet af en overenskomst om, at staterne afholder sig fra at anvende magt til løsning af territoriale stridigheder, vil det vise sig langt lettere at finde en løsning på andre fundamentale internationale problemer. Dette gælder først af alt og mest af alt afrustningsproblemet. Det er jo sådan, at nogle staters tilbøjelighed til at anvende magt mod andre stater for til egen fordel afløse grænsestridigheder, altid har været og stadig er en af hoveddrivkræfterne bag oprustningen. Stridigheder mellem stater om territoriale forhold giver næring til militarisme og bidrager til at opflamme lidenskaber, som er et udmærket spekulationsobjekt for dem, der betragter tøjlesløs oprustning som en kilde til profit. Under forhold, hvor staterne kan være rolige for deres grænser, hvor alle planer om at ændre dem med magt vil være forbudt af en international verdenslov, må en anselig portion af de motiver, som får staterne til ar forøge deres væbnede styrker, falde bort. Så vil man have et endnu stærkere argument imod dem, der enten vakler med hensyn til, om de vil gå med til afrustning, eller som, for at tilsløre deres modstand mod en overenskomst herom, påberåber sig den fare, som er forbundet med den nuværende situation, hvor territoriale stridigheder ikke er bilagt. Stormagterne må med henblik på afrustning give et eksempel til efterfølgelse. Det er tillige øjensynligt, at under forhold, hvor staterne ikke længere har nogen grund til gensidig mistænksomhed i forbindelse med grænsespørgsmål, vil mulighederne for et bredt anlagt, fredeligt samarbejde mellem dem blive langt, langt større. Udviklingen af samhandelen, transportforbindelserne, den kulturelle udveksling og de videnskabelige kontakter til gavn for folkene vil få en ny kraftig impuls. Dette vil hver eneste stat og hvert eneste folk kun få fordel af, og verden som helhed vil vinde derved. Hvad angår formerne for en fremtidig international overenskomst om, at staterne afholder sig fra at anvende magt til løsning af territoriale stridigheder, og endvidere metoderne til førelse af forhandlinger om en sådan overenskomst, vil det formodentlig ikke blive særligt vanskeligt at komme til enighed, forudsat naturligvis, ar de pågældende stater nærer ønske derom. Den sovjetiske regering er for sit vedkommende rede til at gøre alt for at lette en løsning af disse problemer. Til slut vil jeg gerne udtale det håb, at De opmærksomt vil behandle den sovjetiske regerings betragtninger, som er forelagt i denne henvendelse, og at betragtningerne vil få en velvillig modtagelse hos Dem. De er dikteret af hensynet til freden og ønsket om at bidrage til forebyggelse af krig.

Skift til: Fredelig sameksistens I * * Fredelig sameksistens III * *

Webmaster