Denne tekst er en hyldest til Stalin og Sovjetmagten. Teksten er udgivet af Sovjetmagten kort efter at Stalin var hele verdens populære helt - efter befrielsen i 1945. En lang række af de russiske revolutionære fra 1917 er på det tidspunkt udrenset via partikampe eller henrettet efter retssager, og Stalin og hans tilhængere, der er sejrherre i partikampene, kan i skrifterne fremstille Stalin som dén centrale revolutionære skikkelse. Men revolutionen var ingen enkeltmandsværk eller alene partiet værk. Det var folket (arbejderne, soldaterne og bønderne), der gjorde oprør mod godsejerne, kapitalisterne og zarrismen - anført af Bolsjevikkernes Parti.

Krutjov angav i "den hemmelige tale" på den 20. Partikongres i 1956, at Stalin havde begået forbrydelser. Neders på denne side er Krutjovs kritik, af denne tekst om J. V. Stalin fra 1945.

Josef Vissarionovitsj Stalin (født: Dsjugasjvili) (Stålmanden) fødtes den 21. December 1879 i Byen Gori i Guvernementet Tiflis. Hans Fader, Vissarion Ivanovitsj Dsjugasjvili, af Nationalitet Grusiner, stammede fra Bønder i Landsbyen Didi-Lilo i Guvernementet Tiflis og var af Profession Skomager, senere Arbejder på Adelkhanofs Skotøjsfabrik i Tiflis. Moderen, Jekatarina Georgievna Dsjugasjvili, var af den livegne Bondefamilie Geladse fra Landsbyen Gambareuli. I efteråret 1888 kom Stalin i den gejstlige Skole i Gori. I 1894 afsluttede Stalin Skolen og begyndte samme År i Tiflis’ gejstlige Seminarium. I disse År begyndte Marxismen at udvikle sig i brede Lag i Rusland på Baggrund af den industrielle Kapitalismes Udvikling og Arbejderbevægelsens Vækst. »Forbundet til Kamp for Arbejderklassens Befrielse«, som Lenin havde skabt og ledede i St. Petersborg, gav et mægtigt Stød til Udviklingen af den socialdemokratiske Bevægelse i hele Landet. Arbejderbevægelsens Bølger rullede også frem til Transkaukasien, hvor Kapitalismen allerede var trængt ind, og hvor det nationale, koloniale Åg var særlig tungt. Transkaukasien var en typisk Koloni under den russiske Tsarisme, et økonomisk tilbagestående Agrarland med stærke Rester af Livegenskabet, et Land, hvis Befolknings talrige Nationaliteter levede helt blandet mellem hinanden. I det 19. Århundredes sidste Fjerdedel begyndte Kapitalismen hurtigt at udvikle sig i Transkaukasien, idet den røverisk udplyndrede Arbejderne og Bønderne og forstærkede det nationale, koloniale Åg. Særlig hurtigt udviklede Bjergværksdriften sig: Udvinding og Forarbejdelse af Olien, hvor den udenlandske Kapital bemægtigede sig de vigtigste Positioner. »Den russiske Kapitalisme«, skrev Lenin, »drog på denne Måde Kaukasus ind i Verdens Vareomsætning, nivellerede de lokale Særegenheder - Resterne af den ældgamle patriarkalske Afsondrethed - og dannede sig et Marked for sine Fabriker. Landet, som i Begyndelsen af Reformperioden var svagt befolket eller befolket med Bjergboere, der stod uden for Verdensøkonomien, ja selv uden for Historien, forvandledes til Olieproducenternes, Vinhandlernes, Hvedeavlernes og Tobaksfabrikanternes Land«. Da Jernbanerne og de første Fabriker og Værker opstod i Kaukasus, opstod dermed også Arbejderklassen. Særlig hurtigt udviklede Oliebyen Baku sig og blev et stort Industri- og Arbejdercentrum i Kaukasus. Udviklingen af Industrikapitalismen fulgtes af Arbejderbevægelsens Vækst. I Halvfemserne udførte russiske Marxister, som var forvist til Transkaukasien, et revolutionært Arbejde dér. I Transkaukasien begyndte Propagandaen for Marxismen. Seminariet i Tiflis var på det Tidspunkt en Planteskole for alle Slags Frigørelsesidéer blandt Ungdommen, såvel folkelig-nationale som marxistisk-internationale, det var fuldt af forskellige hemmelige Kredse. Det jesuitiske Regime i Seminariet fremkaldte stormende Protest hos Stalin, det nærede og styrkede hans revolutionære Sindelag. Den 15-årige Stalin bliver en Revolutionær. »Jeg trådte ind i den revolutionære Bevægelse,« siger Stalin, »i 15-Års Alderen, da jeg fik Forbindelse med de illegale Grupper af russiske Marxister, som dengang levede i Transkaukasien. Disse Grupper havde stor Indflydelse på mig og gav mig Smag for den illegale marxistiske Litteratur«. I 1896-97 leder Stalin marxistiske Studiekredse i Seminariet. I August 1898 melder han sig også formelt ind i Ruslands socialdemokratiske Arbejderpartis Organisation i Tiflis. Stalin bliver Medlem af Gruppen »Mesame-dasi«, den første grusinske socialdemokratiske Organisation, som fra 1893 til 1898 spillede en vis positiv Rolle for Udbredelsen af Marxismens Idéer. »Mesame-dasi« var ikke politisk ensartet, dens Flertal stod på den »legale Marxismes’« Standpunkt og hældede til borgerlig Nationalisme. Stalin, Ketskhoveli og Tsulukidse dannede den ledende Kerne i »Mesamedasis« revolutionære marxistiske Minoritet, som blev det revolutionære Socialdemokratis Kimcelle i Grusien. Stalin arbejder meget og vedholdende med sin egen Udvikling. Han studerer Marx’ »Kapitalen«, »Det kommunistiske Partis Manifest« og andre af Marx’ og Engels’ Arbejder, gør sig bekendt med Lenins Skrifter imod Narodnikerne, den »legale Marxisme« og »økonomismen«. Stalins teoretiske Interesser spænder overordentlig vidt, han studerer Filosofi, politisk økonomi, Historie, Naturvidenskab, han læser Skønlitteraturens Klassikere. Stalin bliver en skolet Marxist. Allerede dengang gjorde Lenins Arbejder et dybt Indtryk på Stalin. »Koste hvad det vil, jeg må se ham«, sagde Stalin, da han havde læst Tulins (Lenins) Arbejde, skriver en af de Kammerater, der kendte Stalin godt i den Tid. Stalin udfører i denne Periode et intensivt propagandistisk Arbejde i Arbejdercirklerne, deltager i illegale Arbejderforsamlinger, skriver Løbesedler og organiserer Strejker. Det var den første Skole i revolutionært praktisk Arbejde, som Stalin gennemgik blandt Tiflis’ fremskredne Proletarer. »Jeg mindes«, sagde Stalin, i Året 1898, da jeg for første Gang fik en Cirkel blandt Arbejderne i Jernbanernes Værksteder . . . Her, i disse Kammeraters Kreds, fik jeg min første revolutionære Ilddåb . . . mine første Lærere var Tiflis’ Arbejdere«. I Seminariet, hvor der var organiseret streng Opsigt med »mistænkelige«, får man Færten af Stalins illegale revolutionære Arbejde. Den 29. Maj 1899 bortvises han fra Seminariet for marxistisk Propaganda. I nogen Tid klarer Stalin sig kummerligt med at give Timer, men så begynder han at arbejde i Tiflis’ fysiske Observatorium som Beregner-Observatør, dog afbryder han ikke et Minut sin revolutionære Virksomhed. Allerede dengang var Stalin en af de mest energiske og kendte Medarbejdere indenfor den socialdemokratiske Organisation i Tiflis. »I Perioden 1898 til 1900 blev den ledende centrale socialdemokratiske Gruppe i Organisationen i Tiflis grundlagt og udformet ... den centrale socialdemokratiske Gruppe i Tiflis gennemførte et mægtigt revolutionært-propagandistisk og organisatorisk Arbejde for at opbygge en illegal socialdemokratisk Partiorganisation«. (L.Beria: Om de bolsjevikiske Organisationers Historie i Transkaukasien. 1938. tysk udgave.) Stalin leder denne Gruppe. Lenins »Forbund til Kamp for Arbejderklassens Befrielse« var Forbilledet, som Tiflis’ revolutionære Socialdemokrater ufravigeligt fulgte i deres Arbejde. Arbejderbevægelsen i Tiflis begynder i denne Periode under Ledelse af »Mesame-dasis« revolutionære Minoritet (Stalin, Ketskhoveli, Tsulukidse) at overskride Rammerne for det gamle rent propagandistiske Arbejde »med fremragende Enere« blandt Arbejderne. Agitationen i Masserne, ved Udsendelse af Løbesedler om Hverdagens Emner, ved flyvende Møder og politiske Demonstrationer imod Tsarismen, føres frem i første Plan af Livet selv. Den nye Taktik står i åben Strid med »Mesame-dasis« opportunistiske Flertal, som hældede til økonomismen, følte sig frastødt af de revolutionære Metoder og var imod politiske Kampe »på Gaden« mod Selvherskerdømmet. Stalin og »Mesame-dasis« revolutionære Mindretal fører en hårdnakket og uforsonlig Kamp imod Opportunisterne for Gennemførelsen af en ny Taktik, den politiske Masseagitations Politik. De får begejstret Støtte hos Tiflis’ fremskredne Arbejdere. En fremragende Rolle for Tiflis-Socialdemokraternes Overgang til de nye Arbejdsmetoder spillede Viktor Kurnatovski, en skolet Marxist, Lenins trofaste Tilhænger og nære Kampfælle, som forplantede Lenins Idéer til Transkaukasien. Da han ankom til Tiflis i Efteråret 1900, sluttede han sig nært til Stalin og »Mesame-dasis« Mindretal og blev Stalins nære Ven og Kampfælle. Da Lenins »Iskra« begyndte at udkomme December 1900, stillede Stalin sig fuldt og helt på dets Standpunkt. Stalin så med det samme i Lenin Grundlæggeren af et virkeligt marxistisk Parti, Føreren og Læreren. »Bekendtskabet med Lenins revolutionære Virksomhed fra Slutningen af Halvfemserne og særlig efter 1901, efter Udgivelsen af »Iskra«,« siger Stalin, »havde givet mig den Overbevisning, at vi i Lenin besidder et usædvanligt Menneske. Han var dengang i mine øjne ikke blot Partiets Leder, han var dets faktiske Grundlægger, thi han alene forstod vort Partis indre Væsen og uopsættelige Behov. Når jeg sammenlignede ham med andre af vort Partis Førere, så syntes jeg hele Tiden, at Lenins Kampfæller - Plekhanof, Martof, Akselrod og andre - var et helt Hoved mindre end Lenin, at Lenin i Sammenligning med dem ikke bare var en af Lederne, men en Leder af en højere Type, en Kongeørn, som ikke kender til Frygt i Kampen og som dristigt fører Partiet frem ad den russiske revolutionære Bevægelses uudforskede Veje«. Stalin var gennemtrængt af ubegrænset Tro til Lenins revolutionære Geni og gik ad Lenins Vej. Han veg aldrig fra denne Vej, og efter Lenins Død fortsætter han dristigt og sikkert hans Arbejde. Under den begyndende økonomiske Krise, under Indflydelse af Arbejderbevægelsen i Rusland, og som et Resultat af Socialdemokraternes Virksomhed i Tiflis 1900-01 vokser de økonomiske Strejkers Bølge, som omfatter den ene Bedrift efter den anden. I August 1900 udvikler den grandiose Strejke blandt Arbejderne i Jernbanens Værksteder og Remiser sig. I denne Strejke tager M. I. Kalinin aktiv Del, forvist fra St. Petersborg til Kaukasus. Den 22. April 1901 organiseres i Tiflis’ centrum en 1. Maj Demonstration. Stalin er Organisator og Leder af Demonstrationen. Denne Demonstration bedømte Lenins »Iskra« som en historisk og berømmelig Begivenhed for hele Kaukasus; dens Indflydelse på hele den efterfølgende Arbejderbevægelse i Kaukasus var overordentlig stor. Således gennemførtes i disse År under Ledelse af »Mesame-dasis« revolutionære Mindretal, med Stalin i Spidsen, den grusinske Arbejderbevægelses Overgang fra snæver Propaganda i Arbejdercirkler til politisk Agitation blandt Masserne. På denne Måde førtes også i Kaukasus Foreningen af Socialismen med Arbejderbevægelsen ud i Livet, ganske lige som dette så udmærket gennemførtes nogle År tidligere af »Kampforbundet« i St. Petersborg, som Lenin ledede. Opskræmt af Væksten af det transkaukasiske Proletariats Kamp forstærkede Tsarregeringen Undertrykkelsen, idet den regnede med derved at standse Bevægelsen. Natten før den 22. Marts 1901 foretog Politiet en Husundersøgelse I det fysiske Observatorium, hvor Stalin levede og arbejdede. Husundersøgelsen og Arrestordren fra Okhranaen, som senere kom for Dagen, tvinger Stalin til at gå over til en illegal Tilværelse. Fra dette øjeblik fører han det anspændte, heroiske Liv som professionel Revolutionær af den Leninske Skole, illegalt virkende i Rusland lige til Februarrevolutionen i 1917. Tsarens Statholdere var magtesløse over for den voksende revolutionære Bevægelse. Fra September 1901 udkom på Stalins og Ketskhovelis Initiativ »Brdsola« (Kampen), det første illegale grusinske socialdemokratiske Blad; det fulgte konsekvent »Iskra«s Idéer og erklærede hele Opportunisrnens Idékreds nådeløs Krig. »Brdsola« var næst efter »Iskra» den bedste marxistiske Avis i Rusland. Udgivelsen af Løbesedler på Transkaukasiens mange Nationaliteters Sprog får også stort Omfang. »Udmærket skrevne Proklamationer udkom på Russisk, Grusinsk og Armensk og oversvømmede alle Kvarterer i Tiflis !« skrev Lenins »Iskra« om Tiflis-Socialdemokraternes Virksomhed. Stalins nærmeste Kampfælle, Lado Ketskhoveli, som hele Tiden holder Forbindelsen vedlige med ham, danner i Baku en Komité af den Leninske Iskraretnings Støbning og organiserer et illegalt Trykkeri. Den 11. November 1901 afholdtes en Konference af den socialdemokratiske Organisation i Tiflis, på hvilken Tifliskomitéen for Ruslands socialdemokratiske Arbejderparti blev valgt. Stalin blev Medlem af Komitéen. Han bliver dog kun meget kort Tid i Tiflis. I Slutningen af November rejser Stalin efter Tifliskomitéens Anvisning til Batum, det trediestørste proletariske. Centrum i Kaukasus (efter Baku og Tiflis). I Batum udfolder Stalin en sydende revolutionær Virksomhed, knytter Forbindelse med fremskredne Arbejdere, danner Arbejdercirkler, leder selv en Række Cirkler, skaffer et illegalt Trykkeri til Veje, skriver flammende Løbesedler, trykker og fordeler dem, fører Arbejdernes Kamp på Rothschilds og Mantasjefs Værker og organiserer revolutionær Propaganda i Landsbyerne. Stalin danner i Batum en socialdemokratisk Organisation, grundlægger RSDAP’s Batumkomité og leder Strejkerne på Fabrikkerne. Den 9. Marts 1902 organiserede Stalin Batumarbejdernes bekendte politiske Demonstration, som han ledede, og som han marcherede i Spidsen for. Her virkeliggjorde Stalin Forbindelsen mellem Strejke og politisk Demonstration. Således grundlagdes og voksede den Leninske Iskraretnings Organisation i Transkaukasien i denne Periode under resolut og uforsonlig Kamp mod Opportunismen. Dens kendteste Organisator og Leder var Stalin, som Arbejderne i Batum allerede dengang kaldte Arbejdernes Lærer. Den Leninske Iskraretnings Organisation i Transkaukasien byggede på den proletariske Internationalismes faste Grund, idet den i sine Rækker forenede de fremskredne Proletarer af forskellige Nationaliteter: Grusinere, Armenere, Aserbaidsjanere og Russere. Senere anførte Lenin flere Gange den transkaukasiske Partiorganisation som et Mønster på proletarisk Internationalisme. Opsvinget i Arbejdernes Kamp i Batum foruroligede Regeringen på det alvorligste. Politiets Sporhunde eftersøgte ivrigt »Hovedmændene«. Den 5. April 1902 arresteres Stalin. Men selv i Fængslet (først i Batum, senere, fra den 19. April 1903, i Fængslet i Kutais, som var kendt for sit strenge Reglement, derefter igen i Batum) afbryder Stalin ikke Forbindelsen med det revolutionære Arbejde. I Fængslet hører Stalin fra Kammerater, der kom tilbage fra den anden Partikongres, om de alvorlige Meningsforskëlle mellem Bolsjevikerne og Mensjevikerne. Stalin stiller sig afgjort på Lenins, Bolsjevikernes Side. I Slutningen af November 1903 forvises Stalin for tre År til østsibirien, til Landsbyen Novaja Uda i Distriktet Balagansk i Guvernementet Irkutsk. I Forvisningen modtager han et Brev fra Lenin. »Første Gang jeg lærte Lenin at kende var i 1903«, siger Stalin. »Ganske vist, Bekendtskabet var ikke personligt, men på Afstand, ved Brevveksling. Men det gav mig et uudsletteligt Indtryk, som aldrig forlod mig under mit Arbejde i Partiet. Jeg befandt mig dengang i Sibirien i Forvisning ... Lenins Brev var forholdsvis kort, men det gav en modig, uforfærdet Kritik af vort Partis Praksis og en vidunderlig klar og sammentrængt Fremstilling af Partiets hele Arbejdsplan for den nærmeste Periode«. Stalin blev kun kort i Forvisningen. Han brændte efter at komme på fri Fod for at tage fat på Realiseringen af Lenins Plan til Opbygningen af et bolsjevikisk Parti. Den 5. Januar 1904 flygter Stalin fra Forvisningen. I Februar 1904 er Stalin igen i Kaukasus, først i Batum, derefter i Tiflis. Stalin var omtrent to År i Fængsel og Forvisning. I disse År tog det revolutionære Opsving i Landet yderligere til. Dengang fandt RSDAP’s 2. Kongres Sted, som befæstede Marxismens Sejr over »økonomismen«. Men i Stedet for de gamle Opportunister, »økonomisterne«, som Partiet havde overvundet, opstår nye Opportunister, Mensjevikerne. Efter Kongressen blusser Lenins og Bolsjevikernes forbitrede Kamp mod Mensjevikerne op, mod deres opportunistiske Idéer, deres splittende og desorganiserede Virksomhed. Den russisk-japanske Krig, som var begyndt, og Revolutionens Modning skærper denne Kamp endnu mere. Lenin ser en Udvej af den skabte Partikrise i at sammenkalde den 3. Kongres. Kampen for Kongressen blev alle Bolsjevikers centrale Opgave. Stalin, som stod i Spidsen for de transkaukasiske Bolsjeviker, var Lenins tro Støtte i Kaukasus i denne Kamp. Parolen for Stalins Arbejde i denne Periode var forbitret Kamp mod Mensjevikerne. Stalin, som var Medlem af RSDAP’s Forbundskomité i Kaukasus, leder dennes Arbejde. Stalin er utrættelig: han gennemrejser systematisk Transkaukasiens Rayoner (Batum, Tsjiaturi, Kutais, Tiflis, Baku og Landdistrikterne i det vestlige Grusien), befæster gamle og danner nye Partiorganisationer; han tager Del i de forbitrede Kampe mod Mensjevikerne og andre Fjender af Marxismen i talrige Diskussioner, hvor han energisk forsvarer de bolsjevikiske Positioner og afslører de politiske Kneb og Opportunismen hos Mensjevikerne og dem venligtstemte Folk. »Under Kammerat Stalins Ledelse gennemførtes i December 1904 Baku-Arbejdernes grandiose Strejke, som varede fra den 13. til den 31. December og endte med Afslutningen af en kollektiv Overenskomst med Oliefabrikanterne; den første i Arbejderbevægelsens Historie i Rusland. Bakustrejken var Begyndelsen til det revolutionære Opsving i Transkaukasien. Bakustrejken var »Signalet til de berømmelige Aktioner i Januar og Februar over hele Rusland« (Stalin). Denne Strejke var, som der står i »Sovjetunionens kommunistiske Partis (Bolsjevikernes) Historie«, som et Lyn før Uvejret, et Lyn der varsler den store revolutionære Storm. Stalin bringer ihærdigt Lenins Direktiver til Udførelse, udvikler og forsvarer de bolsjevikiske Idéer overfor Masserne og organiserer Kampen for den 3. Kongres. Mellem Lenin og den kaukasiske Forbundskomité holdtes der stadig snæver Forbindelse. Stalin stod i Spidsen for alle de ideologisk-politiske Kampe, som Bolsjevikerne i Kaukasus førte mod Mensjevikerne, de Socialrevolutionære, Nationalisterne og Anarkisterne under den første russiske Revolution. Bolsjevikernes stærkeste Våben i denne Kamp var Partilitteraturen. Stalin var Organisatoren af og Initiatoren til næsten alt, hvad Bolsjevikerne udgav i Kaukasus. Han satte Udgivelsen af illegale Bøger, Aviser, Brochurer og Proklamationer i Sving, som det aldrig før var set under det tsaristiske Ruslands Forhold. Det hemmelige Trykkeri, Avlabar, som arbejdede i Tiflis fra Begyndelsen af 1904 til April 1906, var et bemærkelsesværdigt dristigt Foretagende fra det kaukasiske Forbunds Side og et fremragende Eksempel på illegal bolsjevikisk Teknik. Dér tryktes Lenins Arbejder »Proletariatets og Bøndernes revolutionær-demokratiske Diktatur«, »Til Landsbyernes Fattige«, Stalins Brochure: »Flygtige Bemærkninger om Meningsforskellighederne i Partiet«, »To Kampe« o. a., Partiets Program og Love, snesevis af Løbesedler, af hvilke den største Del var skrevet af Stalin. Derfra udgaves Avisen »Proletariatets Kamp« og »Proletariatets Kampblad«. Bøgerne, Brochurerne, Aviserne og Løbesedlerne blev trykt på tre Sprog i Oplag på flere Tusind Eksemplarer. RSDAP’s Kaukasus-Forbunds Organ »Proletariatets Kamp«, der udkom under Stalins Redaktion, og som var en værdig Efterfølger af »Brdsola«, spillede en afgørende Rolle i Forsvaret af Bolsjevismens Positioner i Kaukasus, i Propagandaen og Udbredelsen af Lenins Idéer. »Proletariatets Kamp« var næst efter Partiets Leninistiske Centralorgan »Proletaren« det bedste og største bolsjevikiske Blad. Næsten i hvert nummer af Avisen var der Artikler af Lenin fra »Proletaren«. Mange af de vigtigste Artikler er skrevet af Stalin. I disse Artikler fremtræder Stalin som en talentfuld Polemiker, som en af Partiets største litterære og teoretiske Kræfter, som en politisk Fører for Proletariatet, som en sand Medkæmper for Lenin. I sine Artikler og Brochurer behandler Stalin en Række teoretiske og politiske Spørgsmål. Han afdækker usvigelig sikkert de antibolsjevikiske Strømningers og Fraktioners ideologiske Bedrageri, deres Opportunisme og deres Forræderi. Hans Slag ramte Fjenden præcist. Lenin udtalte sig med Begejstring om »Proletariatets Kamp«, om dets marxistiske Konsekvens og overordentlige litterære Kvalitet. Stalin, Lenins mest dybtgående og helt ud konsekvente Lærling og Våbenbroder, spillede i Kaukasus den største Rolle for Mensjevismens ideologiske Tilintetgørelse og Forsvaret for det marxistiske Partis ideologiske, organisatoriske og taktiske Grundlag. Stalins Arbejder fra den Periode er et Mønster på konsekvent Forsvar for Leninismens Standpunkt og udmærker sig ved teoretisk Dybde og Uforsonlighed mod Opportunismen. I sin glimrende Brochure: »Flygtige Bemærkninger om Meningsforskellighederne i Partiet« og i Artiklen »Svar til Socialdemokraten« fremførte Stalin et klart og bestemt Forsvar for det marxistiske Partis ideologiske Grundlag. Brochuren: »Flygtige Bemærkninger om Meningsforskellighederne i Partiet« (skrevet i Begyndelsen af 1905, udkommet illegalt i Sommeren 1905) hører til den bolsjevikiske Tænknings mest fremragende Frembringelser. Den knytter sig umiddelbart til Lenins historiske Arbejde »Hvad må der gøres?«, idet den på det bestemteste forsvarer de geniale Leninske Idéer. I denne Brochure giver Stalin en tilintetgørende Kritik af den opportunistiske Spontanitetsteori og begrunder det revolutionære Partis og den revolutionære Teoris Rolle og Betydning for Arbejderklassen. »Arbejderbevægelsen«, skrev Stalin, »skal forene sig med Socialismen, den praktiske Virksomhed skal snævert forbindes med Teorien, for således at give den spontane Arbejderbevægelse socialdemokratisk Ånd og Præg ... Vi. Socialdemokraterne, skal forhindre den spontane Arbejderbevægelse i at gå Trade-Unionismens Vej, vi må føre den ind på socialdemokratisk Spor, indpode den socialistisk Bevidsthed og sammentømre Arbejderklassens fremskredne Kræfter til et centraliseret Parti. Det er altid og allevegne vor Pligt at lede Bevægelsen, at kæmpe energisk imod alle dem - det være sig Fjende eller Ven« - som stiller sig i Vejen for Opfyldelsen af vort hellige Mål«. Stalins Optræden fik Lenins fulde Anerkendelse. I Partiets Centralorgan »Proletaren« (Nr. 22) gav Lenin en Vurdering af Stalins Artikel »Svar til Socialdemokraten«, som blev trykt i »Proletariatets Kamp« i August 1905, og fremhævede den glimrende Måde Spørgsmålet om den berømte »Indpodning af Bevidsthed udefra« var stillet på. I en Række Artikler begrunder Stalin den Leninistiske Linie på 2. Kongres og efter denne. I Artiklen »Proletarernes Klasse og Proletarernes Parti« (offentliggjort den 1. Januar 1905 i Nr. 8 af »Proletariatets Kamp«), som var helliget Partilovenes første Paragraf, forsvarede Stalin Partiets organisatoriske Grundlag, idet han fuldstændig sluttede sig til Lenins Lære om Partiet, udviklede og begrundede de Leninistiske Idéer, som de er fremstillet af Lenin i hans berømte Bog »Et Skridt frem, to Skridt tilbage«. »Ti1 i Dag,« skrev Stalin, »lignede vort Parti en gæstfri patriarkalsk Familie, som var beredt til at modtage alle Sympatiserende. Men efter at vort Parti forvandledes til en centraliceret Organisation, har det gjort sig fri af det patriarkalske Ydre og fuldstændig taget Form af en Fæstning, hvis Porte kun skal åbne sig for de værdige. Men dette har stor Betydning for os. På samme Tid som Selvherskerdømmet bestræber sig på at fordærve Proletariatets Klassebevidsthed med »Trade-Unionisme« Nationalisme, Klerikalisme o.s.v., og på den anden Side den liberale Intelligens energisk anstrenger sig for at dræbe Proletariatets politiske Egenvirksornhed og få det under sit Formynderskab - på samme Tid skal vi være til det yderste vagtsomme og ikke glemme, at vort Parti er en Fæstning, hvis Porte kun åbner sig for de værdige.« Artiklen »Hvorledes forstår Socialdemokratiet det nationale Spørgsmål ?« (offentliggjort i Nr. 7 af »Proletariatets Kamp« for 1. September 1904) er en udmærket Kommentar til RSDAP’s nationale Program. Stalin begrunder og forklarer her Partiets Program i det nationale Spørgsmål, han underkaster det opportunistiske Princip om Proletariatets nationale Opdeling en sønderknusende Kritik, han forsvarer følgerigtigt Opbygningen af proletariske Klasseorganisationer efter internationalistisk Type. I denne Artikel viser Stalin sig som den fremragende Teoretiker i det nationale Spørgsmål, idet han mesterligt behersker den marxistiske dialektiske Metode. I den er nedlagt Kimen til de Idéer, som Stalin senere udviklede i sit Arbejde »Marxismen og det nationale Spørgsmål«. Stalin forsvarer og gennemfører fra første Færd under den første russiske Revolution den Leninske Strategi og Taktik i Revolutionen, den Leninske Idé om Proletariatets Hegenmoni i Revolutionen og den Leninske Idé om den borgerlig-demokratiske Revolutions Voksen over i den socialistiske Revolution. I en Proklamation fra RSDAP’s Kaukasus-Forbunds Tiflis-Komité, som blev udgivet i Anledning af de Liberales Banket-Kampagne i Tiflis, står der: »Ikke de Liberales frygtsomme Ord, men vore ligefremme og dristige Ord skal lyde over hele Rusland. Ikke de Liberale, men vi skal give Tonen an for hele den revolutionære Bevægelse. Vi skal kræve den demokratiske Republik med almindelig Valgret, vi skal kæmpe både mod Selvherskerdømmet og mod Bourgoisiet«. Den kaukasiske Forbundskomité, som Stalin ledede, propaganderede utrætteligt 3. Kongres’ Beslutning og kaldte Arbejderne og Bønderne til væbnet Opstand. Stalins Flyveblade fra 1905 er Forbilleder på Propaganda i Masserne for Bolsjevismens Idéer. I sine Artikler »Den væbnede Opstand og vor Taktik« og »Reaktionen tager til« o. a. underkaster Stalin de mensjevikiske Ledere en sønderknusende Kritik, idet han konsekvent forsvarer og propaganderer Nødvendigheden af den væbnede Opstand. Generalstrejken i Oktober, som viste den proletariske Bevægelses Kraft og Magt, tvang den dødeligt forskrækkede Tsar til at udsende Manifestet af 17. Oktober. Dette Manifest, som lovede Folket alle mulige Friheder, var et Bedrag imod Folkemasserne, var et Kneb fra Tsarens Side, et Slags Pusterum, som var nødvendigt for Tsaren til at dysse de lettroende i Søvn, vinde Tid og samle sine Kræfter for derpå at slå løs mod Revolutionen. Bolsjevikerne forklarede Masserne, at Manifestet af 17. Oktober var en Fælde. Da »Oktobermanifestet« kom, var Stalin i Tiflis, midt i Kampen for Lenins taktiske Plan, for de bolsjevikiske Revolutionsparoler. Samme Dag talte Stalin på et Arbejdermøde, hvor han sagde: »Hvad behøver vi for virkelig at sejre? Vi behøver tre Ting: For det første Våben, for det andet Våben, for det tredie Våben og atter Våben«. Idet han forsvarede Tanken om den hele Folket omfattende væbnede Opstand som nødvendig for Revolutionens Sejr, sagde Stalin følgende i den Proklamation fra RSDAP’s Kaukasus-Forbunds Tiflis-Komité, som han havde skrevet i November 1905: »Den enestående politiske Generalstrejke, som nu er i Gang, og som i Vælde ikke har noget Sidestykke, hverken i Ruslands Historie eller i Verdenshistorien, kan måske ende i Dag uden at munde ud i en hele Folket omfattende Opstand, men det vil kun sige, at den i Morgen påny og med større Kraft vil ryste Landet og munde ud i den grandiose væbnede Opstand. som skal afgøre det russiske Folks århundredgamle Mellemværende med Tsarens Selvherskerdømme og knuse Hovedet på dette afskyelige Uhyre... Hele Folkets væbnede Opstand, det er den store Opgave, som i øjeblikket står foran det russiske Proletariat og bydende kræver sin Løsning !« På denne Tid udførte Stalin et enormt revolutionært Arbejde i Transkaukasien. Under Stalins Ledelse vedtog RSDAP’s Kaukasus-Forbunds 4. bolsjevikiske Konference (November 1905) Beslutningen om at forstærke Kampen for at forberede og gennemføre en væbnet Opstand, for Boykot af Tsarens Duma, for Udvidelse og Styrkelse af Arbejdernes og Bøndernes revolutionære Organisationer, Arbejderrepræsentanternes Sovjetter, Strejkekomitéer, revolutionære Bondekomitéer. Stalin afslørede og besejrede Mensjevikerne som Modstandere af Revolutionen c» den væbnede Opstand. Uafladeligt forberedte han Arbejderne til den afgørende Kamp med Selvherskerdømmet. Over hele Transkaukasien flammede den revolutionære Brand op. Allerede Partiets 3. Kongres havde i den af Lenin foreslåede Resolution »I Anledning af Begivenhederne i Kaukasus« særlig fremhævet Transkaukasiens bolsjevikiske Organisationers Virksomhed og karakteriseret dem som »de mest kampkraftige Organisationer i vort Parti«, og Kongressen opfordrede hele Partiet til at yde dem enhver mulig Støtte. I December 1905 rejser Stalin som de transkaukasiske Bolsjevikers Delegerede til den første alrussiske bolsjevikiske Konference i Tammerfors (Finland). På Konferencen i Tammerfors mødtes Lenin og Stalin for første Gang personligt. På denne Konference blev Kammerat Stalin indvalgt i den politiske Kommission, som redigerede Konferencens Resolutioner; dér arbejdede han sammen med Lenin som en af Partiets mest fremtrædende Ledere. Efter Decemberopstandens Nederlag indtrådte en Vending. hvor Revolutionen lidt efter lidt trak sig tilbage. I Partiet forberedes RSDAP’s 4. Kongres. Kampen mellem Bolsjevikerne og Mensjevikerne blusser op med ny Kraft. Anarko-syndikalistiske Elementer viser sig på Skuepladsen. De begynder særlig at husere i Tiflis. Stalin står i Centrum for Kampen mod alle antiproletariske Strømninger i Transkaukasjen. Stalin var en aktiv Deltager i RSDAP’s 4. Kongres (Stockholm, April 1906), på hvilken han Side om Side med Lenin forsvarede den bolsjevikiske Linie i Revolutionen, mod Mensjevikerne. Stalin formulerede Spørgsmålet i al sin Skarphed, idet han svarede Mensjevikerne: »Enten Proletariatets Hegemoni eller det demokratiske Bourgeoisis Hegemoni, sådan står Spørgsmålet i Partiet, det er det, vi er uenige om«. Kort efter Kongressen skrev Stalin Brochuren »Den øjeblikkelige Situation og Arbejderpartiets Samlingskongres«. I denne Brochure analyserer Stalin Læren af den væbnede Opstand i December, begrunder den bolsjevikiske Linie i Revolutionen og gjorde Resultaterne af RSDAP’s 4. Kongres’ Arbejde op. Efter Kongressen er Stalin igen i Transkaukasien. Han fører en uforsonlig Kamp imod Mensjevikerne og andre antiproletariske Strømninger. Han leder de legale bolsjevikiske Aviser, som udkommer på Grusinsk i Tiflis, »Akhali Tskhovreba« (Nyt Liv), »Akhali Droeha« (Ny Tid), »Tsjveni Tskhovreba« (Vort Liv) og »Dro« (Tiden). Fra denne Tid stammer en Række fortrinlige Artikler: »Anarkisme eller Socialisme«, som Stalin skrev i Forbindelse med, at Kropotkin-Anarkisterne atter rørte på sig i Transkaukasien. Da den revolutionære Bølge ebbede ud og Reaktionen satte ind, stod Forsvaret for Bolsjevismens teoretiske Grundlag på Dagsordenen som Partiets nærmeste Opgave. I disse År skriver Lenin sit geniale Arbejde »Materialisme og Empiriokriticisme«. Også Stalin rykker i Marken og værner Marxismens teoretiske Grundlag. I sine Artikler forsvarer og udvikler Stalin det marxistiske Partis teoretiske Grundlag - den dialektiske og historiske Materialisme. Disse Artikler af Stalin blev offentliggjort i 1906- 1907 i Transkaukasiens bolsjevikiske Aviser. De forklarede i letfattelig og populær Form, hvad Materialismen og Dialektikken er, hvad den historiske Materialisme er. I disse Arbejder er den Marxistisk-Leninistiske Teoris Grundproblemer stillet og løst på usædvanlig dybtgående Måde: Uundgåeligheden og Uafvendeligheden af den socialistiske Revolution og Proletariatets Diktatur, Nødvendigheden af et kampkraftigt proletarisk Parti, et Parti af en ny Type, som adskiller sig fra de gamle reformistiske Partier i II. Internationale; Grundlaget for Partiets Strategi og Taktik forklares. Disse Artikler af Stalin indgår i vort Partis ideologiske Skatkammer som betydningsfulde Bidrag til Marxismen-Leninismens Teori. De er Forbilledet på dybtgående Belysning af Marxismen-Leninismens teoretiske Spørgsmål i ubrydelig Forbindelse med Hverdagens Opgaver i Proletariatets revolutionære Klassekamp. I April-Maj 1907 afholdtes RSDAP’s 5. Kongres (i London), som befæstede Bolsjevikernes Sejr over Mensjevikerne. Stalin er en aktiv Deltager i Kongressen. Efter at være vendt tilbage fra Kongressen offentliggør han en Beretning om dens Arbejde »En Delegerets Notater«, i hvilken han bedømte Kongressens Beslutninger og Resultater, forsvarede Bolsjevikernes ideologiske og taktiske Positioner, afslørede Mensjevikernes liberale, borgerlige Linie i Revolutionen, deres likvidatoriske Stilling til Partiet, og påviste Mensjevikernes Klassekarakter som en småborgerlig, politisk Strømning. Den første russiske Revolution endte med Nederlag. Mellem Slutningen af den første og Begyndelsen af den anden Revolution gik der ti År, i hvilket Tidsrum Bolsjevikerne heltemodigt og selvopofrende, hårdnakket og utrætteligt organiserede Masserne, opdrog dem i revolutionær Ånd, ledede deres Kampe og smedede Grundlaget for den tilstundende Revolutions Sejr. For Lenin og Stalin var disse År skånselsløs Kamp for Bevarelsen og Styrkelsen af det illegale revolutionære Parti, for Gennemførelsen af den bolsjevikiske Linie under de nye Forhold, det var anspændt Arbejde for at organisere og opdrage Arbejdermasserne, det var en særlig hårdnakket Kamp mod Tsarens Politi. Tsarismen følte, at i Stalins Person havde den at gøre med en stor revolutionær Skikkelse, og forsøgte på alle Måder at berøve Stalin Mulighederne for at udføre revolutionært Arbejde. Arrest, Fængsel og Forvisning fulgte Slag i Slag. Fra 1902-1913 blev Stalin arresteret otte Gange, han var syv Gange i Forvisning og flygtede derfra seks Gange. Næppe har Tsarens Slæng fået Stalin anbragt på et nyt Forvisningssted, før han igen flygter, og når han atter er i »Frihed« opflammer han Massernes revolutionære Energi. Fra den sidste Forvisning befriedes Stalin først af Februarrevolutionen 1917. Fra 1907 begynder Baku-Perioden i Stalins revolutionære Virksomhed. Efter at være vendt tilbage fra RSDAP’s 5. Kongres (Londonkongressen), forlader Stalin Tiflis, og efter Partiets Anvisning slår han sig ned i Baku, Transkaukasiens største Industriegn og et af de vigtigste Centrer for Arbejderbevægelsen i Rusland. Her arbejder han uophørligt på at samle Organisationen i Baku om Lenins Paroler for at drage Arbejdermasserne ind under Bolsjevismens Banner. Stalin organiserer Kampen for at fortrænge Mensjevikerne fra Baku’s Arbejderkvarterer (Balakhana, Bibi-Eibat, den sorte By og den hvide By). Stalin leder de bolsjevikiske illegale og legale Organer (»Baku-Proletaren«, »Signalet«, »Baku-Arbejderen«). Stalin angiver Retningen for Baku-Arbejdernes Kamp. Hans Ledelse af den store Kampagne omkring Forhandlingen mellem Arbejderne og Olieindustriherrerne ved Afslutningen af den kollektive Overenskomst var et strålende Mønster på Gennemførelsen af den smidige Leninske Linie, der gik ud på at forbinde illegalt med legalt Arbejde. Stalin vandt Sejr for Bolsjevikerne i denne Kampagne, idet han klogt gennemførte den Leninistiske Taktik og mobiliserede Arbejdermasserne til politisk Kamp imod Tsarmonarkiet. I Stolypinreaktionens mørke Nat er det proletariske Baku et usædvanligt Skue; den proletariske Kamp udfolder sig; over hele Rusland genlyder Stemmerne fra de legale bolsjevikiske Aviser, som Stalin havde skabt. »De sidste Mohikanere blandt de politiske Massestrejker« - således karakteriserede Lenin Baku-Arbejdernes heltmodige Kamp i 1908. Stalin samler sig en fast Kærne af prøvede Leninister, Bolsjeviker - Ordsjonikidse, Vorosjilof, Dsjaparidse, Sjaumjan, Spandarjan o.a. .I Baku-Organisationernes Rækker vinder Stalin til syvende og sidst en fuldstændig Sejr for Bolsjevismen. Baku forvandles til et Bolsjevismens Citadel. Under Stalins Ledelse fører Baku-Proletariatet en heromsk Kamp, stadig i forreste Linie i den fællesrussiske revolutionære Bevægelse. Perioden i Baku har den allerstørste Betydning i Stalins Liv og Virksomhed. Stalin siger om denne Periode følgende: »To Års revolutionært Arbejde mellem Olieindustriens Arbejdere hærdede mig som praktisk Kæmper og en af de praktiske Ledere. I Samarbejde med sådanne fremskredne Arbejdere i Baku som Vatsek, Saratovets o. a. på den ene Side, og på den anden Side under Stormen af dybtgående Konflikter mellem Arbejderne og Olieindustriherrerne, forstod jeg for første Gang, hvad det vil sige at lede store Masser af Arbejdere. Der, i Baku, fik jeg på denne Måde min anden revolutionære Ilddåb«. Der 25. Marts 1908 anholdes Stalin og efter omtrent otte Måneders Fængsel sendes han for to År til Solvytsjegodsk i Guvernementet Vologodsk. Allerede den 24. Juni 1909 flygter han og vender tilbage til Baku til det illegale Arbejde. Stalin støtter fuldt ud Lenins Standpunkt, idet han konsekvent optræder imod Likvidatorer og Otsovister. I den centrale Partipresse fremkommer de historiske Stalinske »Breve fra Kaukasus«. De indeholder en knusende Kritik af Likvidatorerne: med Tiflis-Mensjevikerne som Eksempel afsløres Likvidatorernes Renegatvirksomhed både i Programspørgsmålene og i taktiske Spørgsmål. De fordømmer skarpt Trotskismens Hjælpere for deres forræderiske Optræden og fremhæver de Opgaver, der står på Dagsordenen, og som senere realiseres gennem Partikonferencen i Prag: Indkaldelsen af en almindelig Partikonference, Udgivelsen af et legalt Partiblad og Dannelsen af et illegalt praktisk Particentrum i Rusland. Den 23. Marts 1910 bliver Stalin igen anholdt i Baku og efter et halvt Års Fængsel sendes han tilbage i Forvisning i Solvytsjegodsk. I Forvisningen holder Stalin Forbindelse med Lenin og skriver et Brev til ham i Slutningen af 1910, i hvilket han fuldstændig understøtter den Leninske Taktik, som gik ud på at danne en Partiblok af dem, der ville bevare og styrke det illegale, proletariske Parti, og hvori han skarpt gennemhegler Forræderen Trotskis »rådne Principløshed« og udvikler en Plan for Organisering af Partiarbejdet i Rusland. I Slutningen af Sommeren 1911 gennemførte Stalin sin tredie Flugt fra Forvisningen og rejste til St. Petersborg. Der organiserer og dirigerer Kammerat Stalin Kampen imod Likvidator-Mensjevikerne og Trotskisterne, han samler og styrker St. Petersborgs bolsjevikiske Organisation. Den 9. September 1911 blev Kammerat Stalin arresteret i St. Petersborg og sendt til Guvernementet Vologodsk, hvorfra det lykkedes ham at flygte i Februar 1912. I Januar 1912 foregår en af de største Begivenheder i Partiets Liv. RSDAP’s Pragkonference, der jog Mensjevikerne ud af Partiet, startede Partiet af ny Type, Leninismens Parti, det bolsjevikiske Parti. Bolsjevikerne forberedte et sådant Parti, et Parti af en ny Type, allerede fra det gamle »Iskras« Tider. De forberedte det sejgt og hårdnakket, på Trods af alt. Hele Historien om Kampen mod »økonomisterne«, Mensjevikerne, Trotskisterne, Otsovisterne, Idealisterne af alle Kulører lige til Empiriokriticisterne - var Historien om Forberedelsen af netop et sådant Parti. Den grundlæggende og afgørende Rolle i dette Forberedelsesarbejde spillede sådanne Arbejder af Lenin som »Hvad må der gøres?«, »Et Skridt frem, to Skridt tilbage«, »To Slags Taktik for Socialdemokratiet i den demokratiske Revolution«, »Materialisme og Empiriokriticisme«. Stalin var Lenins tro Kamp fælle i denne Kamp mod talrige Fjender, den tro Støtte i Kampen for at skabe det revolutionære marxistiske Parti, det bolsjevikiske Parti. Pragkonferencen forudsagde i sine Beslutninger, at et revolutionært Opsving i en ikke fjern Fremtid var uundgåeligt, og tog Forholdsregler til, at Partiet kunde være rustet til dette Opsving. Konferencen valgte en bolsjevikisk Centralkomité, skabte et praktisk Centrum for Ledelsen af det revolutionære Arbejde i Rusland (Centralkomitéens russiske Bureau), vedtog en Beslutning om at udgive »Pravda«. Stalin var fraværende, men Konferencen valgte ham til Medlem af Partiets Centralkomité; han havde fra 1910 været Repræsentant for Centralkomitéen. På Lenins Forslag blev Stalin sat i Spidsen for Centralkomitéens russiske Bureau, men Stalin befandt sig i Forvisning, og det var nødvendigt at organisere hans Flugt. På Lenins Anvisning rejste Sergo Ordsjonikidse til Stalin i Vologda og informerede ham om Pragkonferencens Beslutninger. Den 29. Februar 1912 flygtede Stalin påny fra Forvisningen. Under den korte Tid i »Frihed« udfoldede Stalin en energisk Virksomhed: han gennemrejste efter Centralkomitéens Anvisning Ruslands vigtigste Distrikter, udførte et forberedende Arbejde til den kommende »Majfest«, skrev Centralkomitéens kendte 1. Maj Flyveblad, ledede det bolsjevikiske Dagblad »Svesda« i St. Petersborg under Lenastrejkerne. Det bolsjevikiske Dagblad »Pravda«, som udkom i St. Petersborg, var i det bolsjevikiske Partis Hænder et mægtigt Våben til at styrke dets Organisationer og erobre Indflydelse i Masserne. Det blev startet efter Lenins Anvisning, på Stalins Initiativ. Det første Nummer af »Pravda« og dets Retning blev fastlagt under Stalins Ledelse. »Pravda« fødtes under den revolutionære Bevægelses nye Opsving. Den 22. April (5. Maj efter ny Tidsregning) 1912 udkom det første Nummer. Det var en virkelig Højtid for Arbejderne. Til Ære for »Pravda«s Udgivelse blev det besluttet at regne 5. Maj som Arbejderpressens Festdag. »»Pravda« i 1912 - det betød, at Grundstenen blev lagt for Bolsjevismens Sejr i 1917«, skrev Kammerat Stalin på » Pravda«s Tiårsdag. Den 22. April 1912 arresterede man Stalin på Gaden i St. Petersborg, og efter nogle Måneders Indespærring i Fængslet blev han denne Gang sendt længere bort, til Narymområdet, for 3 År. Men allerede 1. September 1912 flygtede Stalin påny fra Forvisningen til St. Petersborg. Her redigerede han de bolsjevikiske Aviser »Svesda« og »Pravda«, ledede Bolsjevikernes Virksomhed i Valgkampagnen til 4. Statsduma. Med Politiet i Hælene talte Kammerat Stalin under stor Risiko på en Række Møder i Fabrikkerne. Men Arbejderorganisationerne og selve Arbejderne beskyttede Stalin og skærmede ham mod Politiet. »St. Petersborg Arbejdernes Vælgerinstruktion til deres Arbejderdeputerede« var skrevet af Stalin. Lenin vurderede den meget højt, og den spillede en væsentlig Rolle i denne Kampagne, som bidrog til Partiets Sejr. Da Lenin sendte »Vælgerinstruktionen« til Trykkeriet, skrev han: »Skal ubetinget tilbagesendes!! Snavs det ikke til. Uhyre vigtigt at bevare dette Dokument«. I et Brev til »Pravda«s Redaktion gav Lenin følgende Anvisning: »Absolut nødvendigt at sætte denne Vælgerinstruktion til den Petersborg-Deputerede på fremtrædende Plads med store Typer«. Stalins »Vælgerinstruktion« mindede Arbejderne om 1905’s uløste Opgaver og opfordrede dem til revolutionær Kamp, til Kamp på to Fronter, både mod Tsarregeringen og mod det liberale Bourgeoisi, som søgte Kompromis med Tsaren. Efter Valgene forestod Stalin Arbejdet med at lede den bolsjevikiske Del af Dumaktionen. Sammen med Stalin arbejdede Molotov i St. Petersborg, hvor han tog aktiv Del i Ledelsen af »Pravda«, i Valgkampen og Dumafraktionen. I denne Periode knyttedes der et endnu stærkere Bånd mellem Lenin og Stalin. I sine Breve anerkendte Lenin fuldkommen Stalins Virksomhed, hans Taler og hans Artikler. Stalin rejste to Gange til Lenin i Krakow, i November og i Slutningen af December 1912, til Centralkomitéens Rådslagning med Partiarbejderne. Under sit Ophold i Udlandet skrev Stalin »Marxismen og det nationale Spørgsmål«, som Lenin satte overmåde højt. Lenin skrev om dette Arbejde: »I den teoretiske marxistiske Litteratur ... er Grundlaget for Socialdemokratiets nationale Program i den senere Tid blevet belyst (i første Række kommer her Stalins Artikel)«. Stalins Arbejde »Marxismen og det nationale Spørgsmål« var Bolsjevismens vægtigste Bidrag til Førkrigstidens Belysning af det nationale Spørgsmål på den internationale Arena. Det var Bolsjevismens Programerklæring i det nationale Spørgsmål. To Metoder, to Programmer, to Verdensanskuelser i det nationale Spørgsmål, nemlig II. Internationales og Leninismens, blev skarpt og kraftigt stillet over for hinanden i dette Arbejde. Stalin tilintetgjorde sammen med Lenin II. Internationales opportunistiske Synspunkter og Dogmer i det nationale Spørgsmål. Lenin og Stalin gennemarbejdede Marxismens Program i det nationale Spørgsmål. I dette Arbejde gav Stalin den marxistiske Teori om Nationen. formulerede Grundlaget for den bolsjevikiske Metode til Løsning af det nationale Spørgsmål (Kravet om at betragte det nationale Spørgsmål som en Del af den proletariske Revolutions almindelige Problem, i uløselig Forbindelse med hele den internationale Stilling i Imperialismens Epoke) og begrundede det bolsjevikiske Princip om Arbejdernes internationale Samling. Den 23. Februar 1913 blev Stalin arresteret på en Koncert, som foranstaltedes af Bolsjevikernes Petersborgkomité i Kalasjnikovski-Anvisningskontorets Sal. Denne Gang sendte Tsarregeringen ham til det fjerne Turukhanskområde for 4 År. Stalin levede til at begynde med i den lille By Kostino, og derefter overførte Tsargendarmerne ham i Begyndelsen af 1914 endnu længere Nord på til Poststedet Kureika, på selve Polarkredsen; Gendarmerne frygtede nemlig nye Flugtforsøg. Her tilbragte han Årene 1914-1916. Dette var den allerhårdeste politiske Forvisning, som overhovedet kunde forekomme i det fjerne sibiriske øde. I Sommeren 1914 begyndte den første imperialistiske Krig. II. Internationales Partier forrådte skammeligt Proletariatet og gik over på det imperialistiske Bourgeoisis Side. Kun Lenin, Bolsjevikerne, forblev Internationalismens Kampfane tro, kun Bolsjevikernes eget Parti løftede straks og uden Vaklen Banneret til energisk Kamp mod den imperialistiske Krig. Afskåret fra hele Verden, uden Forbindelse med Lenin og Partiets Centrer indtog Stalin den Leninske internationale Position i Spørgsmålene om Krig, Fred og Revolution. Han skrev et Brev til Lenin (1915), talte på de forviste Bolsjevikers Møde i Landsbyen Monastirskoje (1915), hvor han brændernærkede Kamenjefs fejge og forræderiske Adfærd i Retssagen mod den bolsjevikiske Femmandsgruppe, de Deputerede i den 4. Statsduma. Sammen med en Gruppe forviste Bolsjeviker hilste han det legale bolsjevikiske Tidsskrift »Forsikringsspørgsmål« velkommen (1916) og påviste, at det var Tidsskriftets Opgave at lægge »alle Kræfter og Bestræbelser i også for at sikre Arbejderklassen i vort Land ideologisk mod Potressof’ernes, Levitski’ernes og Plekhanof’ernes bundrådne, antiproletariske Præken, som i Bund og Grund strider mod Internationalismens Principper«. I December 1916 eskorteredes Stalin først til Krasnojarsk og derefter til Byen Atjinsk. Her nåede Meddelelsen om Februarrevolutionen ham. Stalin rejste hurtigt fra Atjinsk og sendte på Vejen Hilsningstelegram til Lenin i Schweiz. Den 12. (25.) Marts 1917 var Stalin, som tappert havde båret alle Turukhanskforvisningens Byrder, påny i St. Petersborg, Ruslands revolutionære Hovedstad. Samme Dag overdrog Partiets Centralkomité Stalin at lede Bladet »Pravda«. Bolsjevikernes Parti var netop dukket frem af Illegaliteten. Mange af Partiets mest fremragende og aktive Medlemmer vendte nu hjem fra fjerne Forvisningssteder og Fængsler. Lenin befandt sig i Emigration. Den borgerlige provisoriske Regering forhalede på alle mulige Måder hans Tilbagekomst. I denne ansvarsfulde Periode samlede Stalin Partiet til Kamp for den borgerlig-demokratiske Revolutions Overgang i den socialistiske Revolution. Stalin ledede her Centralkomitéens og Bolsjevikernes Petrogradkomités Virksomhed. I Stalins Artikler fik Bolsjevikerne principielle Retningslinier for deres Arbejde. I den allerførste Artikel »Om Arbejder- og Soldaterrepræsentanternes Sovjetter« skrev Stalin om Partiets grundlæggende Opgave: »Det gælder om at styrke disse Sovjetter, oprette dem allevegne, forbinde dem indbyrdes under Ledelse af Arbejder- og Soldaterrepræsentanternes centrale Sovjet, som Organ for Folkets revolutionære Magt«. Stalin påviste, at den imperialistiske Krigs Karakter ikke ændredes ved Magtens Overgang i den provisoriske Regerings Hænder, at Krigen 1914-1917 også under den borgerlige, provisoriske Regering vedblev at være en røverisk, en uretfærdig Krig. Stalin og Molotof og andre forsvarede sammen med Partiets Flertal Mistillidens Politik over for den imperialistiske, provisoriske Regering, de vendte sig mod den mensjevikisksocialrevolutionære Forsvarspolitik og mod Kamenjefs og andre Opportunisters halvmensjevikiske, betingede understøttelse af den provisoriske Regering. Den 3. (16.) April 1917 vendte Lenin efter langvarig Landflygtighed tilbage til Rusland. Meddelelsen om, at Revolutionens elskede Fører var vendt tilbage, blev mødt med Begejstring af Petrograds mest fremskredne Arbejdere. Kammerat Stalin rejste sammen med en Arbejderdelegation til Stationen Bjeloostrof for at møde Lenin. Lenins Modtagelse på den finske Banegård i Petrograd blev til en vældig, revolutionær Demonstration. Dagen efter sin Ankomst fremsatte Lenin sine berømte Aprilteser, som gav Partiet den geniale Kampplan for Overgangen fra den borgerlig-demokratiske Revolution til den socialistiske Revolution. Lenins Teser gav Partiet en ny Orientering under Kampbetingelserne efter Tsarismens Omstyrtelse. Den 24. April 1917 åbnedes Bolsjevikernes 7. Konference (April-konferencen), for hvis Arbejde de Leninske Teser tjente som Grundlag. Aprilkonferencen indstillede Partiet på Kamp for, at den borgerlig-demokratiske Revolution skulde vokse over i den socialistiske Revolution. Stalin gik på Konferencen ind for Lenins Linie og afviste energisk Kapitalismens fordækte Forsvarere Kamenjef og Rykof. Stalin redegjorde på Konferencen for det nationale Spørgsmål. Idet Stalin udviklede den konsekvent Marxistiske-Leninistiske Linie i det nationale Spørgsmål. begrundede han den bolsjevikiske Nationalitetspolitik, forsvarede Nationernes Ret til Selvbestemmelse, indbefattet Ret til Løsrivelse og Dannelse af selvstændige Stater. Den Lenin-Stalinske Nationalitetspolitik sikrede under den store socialistiske Oktoberrevolution Partiet Støtte fra de undertrykte Nationaliteter. Efter Konferencen valgtes i Maj 1917 Centralkomitéens Politbureau, som Stalin blev Medlem af. Fra det øjeblik og til nu har Stalin uden Afbrydelse været Medlem af Centralkomitéens Politbureau. På Grundlag af Aprilkonferencens Beslutninger udfoldede Partiet et uhyre Arbejde for at erobre Masserne, opdrage dem til at kæmpe og organisere dem. I denne komplicerede Periode i Revolutionen, da Begivenhederne hastede frem og af Partiet krævede en klog og smidig Taktik, førte Lenin sammen med Stalin Massernes Kamp. »Jeg mindes Året 1917«, sagde Stalin, »da jeg efter Vandringen mellem Fængsler og Forvisning af Partiet blev sendt til Leningrad. Dér, i de russiske Arbejderes Kreds, i umiddelbar Nærhed af alle Landes Proletarers store Lærer, Kammerat Lenin, i Stormen af Proletariatets og Bourgeoisiets store Livtag under den imperialistiske Krig lærte jeg for første Gang at forstå, hvad det vil sige at være en af Lederne for Arbejderklassens store Parti. Dér, i de russiske Arbejderes Kreds, de undertrykte Folks Befriere og Fortroppen for den proletariske Kamp i alle Lande og Folk, modtog jeg min tredie revolutionære Ilddåb. Dér, i Rusland, under Lenins Ledelse, blev jeg af en af Mestrene i Revolutionen« Stalin stod i Spidsen for hele Partiets praktiske Arbejde. Som Medlem af Centralkomitéen tog han umiddelbart ledende Del i Petrograd-Partikomitéens Arbejde, ledede »Pravda«, skrev Artikler i »Pravda« og i »Soldatens »Pravda«, dirigerede Bolsjevikernes Virksomhed i Kommunalkampagnen i Petrograd. Sammen med Lenin deltog Stalin i den alrussiske Konference, som Partiets militære Organisationer afholdt, og holdt der en Tale. Sammen med Lenin organiserede Stalin den historiske Demonstration den 18. Juni, som foregik under det bolsjevikiske Partis Paroler, og skrev i Centralkomitéens Navn Henvendelsen til Arbejderne og de revolutionære Soldater i Petrograd. Efter Julidagene 1917, da Lenin, jaget og forfulgt af den kontrarevolutionære provisoriske Regering, befandt sig i illegalitet, ledede Stalin direkte Centralkomitéen og Partiets Centralorgan, som i denne Tid blev udgivet under forskellige Navne (»Arbejder og Soldat«, »Proletaren«, »Arbejderen«, »Arbejdervejen«). Stalin reddede Lenins værdifulde Liv for Partiet, for vort Folk, for hele Menneskeheden, idet han energisk udtalte sig imod, at Lenin skulde møde for de Kontrarevolutionæres Domstol, satte sig imod Forræderne Kamenjefs, Rykofs og Trotskis Forslag om at udlevere Lenin til den kontrarevolutionære provisoriske Regerings Domstol. Undertrykkelsen af Juli-demonstrationen fremkaldte en Vending i Revolutionens Udvikling. Lenin udarbejdede Partiets nye Taktik under de nye Betingelser for Kampen. Sammen med Sverdlof ledede Stalin den illegale 6. Partikongres’ Arbejde (August 1917). På Kongressen aflagde Stalin Beretning om Centralkomitéens politiske Arbejde og Beretning om den politiske Situation. I disse Beretninger formulerede Stalin klart Partiets Opgaver og Taktik i Kampen for den socialistiske Revolution. Stalin bekæmpede Trotskisterne, som regnede Socialismens Sejr i Rusland for umulig. Kongressen samlede sig om Stalin og gik ind for Lenins Lære om Muligheden af Socialismens Sejr i vort Land. Under Stalins Ledelse og efter Lenins Direktiver blev 6. Kongres en Kongres til Forberedelse af Opstanden. Kongressen indstillede Partiet på den væbnede Opstand, på Erobringen af Proletariatets Diktatur. I August 1917 udbrød General Kornilofs Oprør, der havde til Formål at genoprette Tsarismen i Rusland. Bolsjevikerne rejste Folkemasserne til Kamp mod Generalseventyret. Undertrykkelsen af Kornilof-oprøret indledede en ny Periode i Revolutionens Historie: den Periode begyndte, hvor Stormen blev organiseret. Lenin og Stalin førte tappert og sikkert, fast og fremsynet, Partiet og Arbejderklassen til den socialistiske Revolution, til den væbnede Opstand. Lenin og Stalin er lnspiratorer og Organisatorer af den store socialistiske Revolutions Sejr. Stalin var Lenins nærmeste Medarbejder. Han ledede umiddelbart hele Arbejdet med at forberede Opstanden. Hans ledende Artikler blev optrykt i de bolsjevikiske Distriktsaviser. Stalin kaldte Repræsentanter for Rayon- og Distriksorganisationer til sig. instruerede dem og anviste Kampopgaver for de forskellige Rayoner. Den 16. (29.) Oktober valgte Centralkomitéen et Particentrum med Stalin i Spidsen til at lede Opstanden. Particentret gik ind i Sovjetcentret - den militære, revolutionære Komité - og blev dens Sjæl og Hjerte. Under Stalins Ledelse udarbejdedes der en Plan til Opstanden, og Tidspunktet for den blev bestemt. Tidligt om Morgenen den 24. Oktober udsendte Kerenski et Dekret, der forbød Partiets Centralorgan »Arbejdervejen« og sendte Panservogne til dens Redaktionslokaler og Trykkeri. Men inden Kl. 10 om Formiddagen tvang Rødgardister og revolutionære Soldater på Kammerat Stalins Ordre Panservognene til at trække sig tilbage og satte forstærket Vagt ved Trykkeriet og Redaktionen. Henimod Kl. 11 Formiddag udkom »Arbejdervejen« med en ledende Artikel af Stalin: »Hvad trænger vi til ?«, som opfordrede Masserne til at styrte den borgerlige provisoriske Regering. Samtidig blev der efter Particentrets Anvisning hurtigt trukket Grupper af revolutionære Rødgardister til Smolny. Opstanden begyndte og sejrede på én Dag. Om Aftenen den 25. Oktober åbnedes 2. Sovjetkongres, som overgav al Magt til Sovjetterne. Stalin blev Medlem af det første Folkekommissærernes Råd, som efter Oktoberrevolutionens Sejr blev valgt på den 2. alrussiske Sovjetkongres, med Lenin som Leder. Den store socialistiske Oktoberrevolution ændrede i Bund og Grund Situationen. Oktoberrevolutionen delte hele Verden i to Systemer, Kapitalismens System og Socialismens System. Bolsjevikernes Parti stod overfor nye Forhold, det skulde løse nye, gigantiske Opgaver. Også Formerne for Arbejderklassens Kamp ændredes ganske. Fra de allerførste Dage. Sovjetregeringen eksisterede, og til Året 1923 var Stalin Folkekommissær for Nationalitetsanliggender. Han ledede direkte hele Partiets og Sovjetapparatets Arbejde i Afgørelsen af Nationalitetsspørgsmålet i Sovjetunionen. Han skrev den historiske »Deklaration om Folkenes Rettigheder i Rusland«, som indledede en ny Æra i Folkenes indbyrdes Forhold: -som Afløsning af Herrevælde og Underkastelse, af Undertrykkelse og Vold kom den fuldstændige Ligestilling, den broderlige Tillid og Venskabet mellem Folkene i vort Land. Under Lenins og Stalins Ledelse skabte Arbejdere og Bønder i Stedet for Tsarkolofjerne frie og blomstrende Sovjetrepubliker. Der er ikke en eneste Sovjetrepublik, i hvis Organisering Stalin ikke har taget aktiv og ledende Del. Stalin ledede Kampen for den ukrainske Sovjetrepublik, ledede Oprettelsen af den hviderussiske Sovjetrepublik og af Sovjetrepublikerne i Transkaukasien og Centralasien, hjalp de talrige Nationaliteter i Sovjetlandet at opbygge deres autonome Sovjetrepubliker og Sovjetområder. Lenin og Stalin - Inspiratorerne, Organisatorerne og Skaberne af den store Sovjetunion. Stalin var sammen med Sverdlof Lenins nærmeste Medarbejder ved Opbygningen af Sovjetstaten. Sammen med Lenin førte Stalin Kampen mod Kamenjef, Sinovjef, Rykof og andre forræderiske Skruebrækkere og Desertører fra Revolutionen. Under Lenins Sygdom var Stalin hans Stedfortræder i Folkekommissærernes Råd. I Organiseringen af Kerenski-Krasnofs Nederlag, Undertrykkelsen af Embedsmændenes og Funktionærernes Sabotage, Likvideringen af Kontrarevolutionens Generalstab og de tsaristiske Generaler, Lukningen af den borgerlige Presse, Kampen mod den kontrarevolutionære ukrainske Rada, Opløsningen af den konstituerede Forsamling, Udarbejdelsen af den første Sovjetforfatning 1918 - i alle disse afgørende Tildragelser spillede Stalin den mest aktive og ledende Rolle. I Januar 1918 ledede Stalin på Centralkomitéens Vegne Rådslagningen med Repræsentanter for den revolutionære Fløj af de forskellige socialistiske Partier i Europa og Amerika, hvilket spillede en betydelig Rolle i Kampen for dannelsen af den III, den kommunistiske Internationale. I Brestfredens tunge Dage, da Revolutionens Skæbne afgjordes, stod Stalin sammen med Lenin fast på den bolsjevikiske Strategis og Taktiks Linie mod Forræderen Trotski og hans Håndlanger Bukharin, der sammen med de engelsk-franske Imperialister ønskede at udsætte den unge Sovjetrepublik, som endnu ikke havde samlet Kræfter, for den tyske Imperialismes Slag. Da de russiske Godsejere og Kapitalister var styrtet af den socialistiske Oktoberrevolution, begyndte de at træffe Aftaler med Kapitalisterne i andre Lande om at organisere Militærinterventionen mod Sovjetlandet. De stillede sig det Mål at overvinde Arbejderne og Bønderne, styrte Sovjetmagten og påny lægge vort Land i Lænker. Borgerkrigen og Interventionen begyndte. Sovjetregeringen erklærede det socialistiske Fædreland i Fare og kaldte hele Folket til Kamp. Bolsjevikernes Parti rejste Arbejderne og Bønderne til Krig for Fædrelandet imod de udenlandske Erobrere og Bourgeoisiets og Godsejernes hvide Bander. I Foråret 1918 organiserede de engelsk-franske Imperialister det tjekkoslovakiske Korps’ Oprør, dette Korps som var dannet af Krigsfanger fra den Østrig-Ungarske Hær, og som efter Fredsslutningen med Tyskland blev ført gennem Sibirien til Frankrig. Tjekkoslovakernes Aktion, som forud var fastsat til samme Dag, som det hvidgardistiske Oprør i 23 Byer ved Volga skulde finde Sted, de Venstre-Socialrevolutionæres Oprør i Moskva og det engelske Ekspeditionskorps’ Landgang i Murmansk - dette slap alle Kontrarevolutionens Kræfter løs. Tjekoslovakernes Oprør foregik i et overordentlig kritisk øjeblik. Landet havde lige gjort sig fri af den imperialistiske Krigs Greb. Kapitalisternes og Godsejernes Regimente havde ført Landet til Katastrofen. Arbejderne i de større Byer fik ikke mere end 50 Gram Brød om Dagen. Republikken var afskåret fra det ukrainske og sibiriske Korn. Der var kun eet Område, hvorfra man kunde få Korn, nemlig det sydøstlige, Volgaegnen og Nordkaukasus, fra hvilket Vejen gik på Volga gennem Tsaritsyn. Man kunde kun redde Revolutionen ved at skaffe Korn. Lenin henvendte sig til Petrogradarbejderne med Opfordring til at organisere Togtet til Landsbyerne for at hjælpe Fattigbønderne mod Brødspekulanter, Kulaker og Blodsugere. Stalin blev af Partiets Centralkomité sendt til Sydrusland, udstyret med overordentlige Fuldmagter som den egentlige Leder af Indsamlingen af Levnedsmidler i det sydlige Rusland. Den 6. Juni ankom Stalin med en Arbejdertrop til Tsaritsyn. Det at Stalin i sig forenede den politiske Førers Fremsynethed med Talentet som Hærfører gjorde det muligt for ham at se, at Tsaritsyn ville blive det Sted, hvor Kontrarevolutionen ville slå Hovedslaget. Indtagelsen af Tsaritsyn ville afskære Republikken fra de sidste Kornressourcer, fra Bakus Jordolie og tillade de Hvide at forene Kontrarevolutionen i Don med den tjekoslovakkiske, så at de i en fælles Front kunde gå mod Moskva. Tsaritsyn måtte for enhver Pris forblive i Sovjetmagtens Hænder. Efter med jernhård Hånd at have renset Byen for hvidgardistiske Sammensvorne og sendt de sultende Hovedstæder en betydelig Mængde Fødemidler, tog Stalin sig udelukkende af Tsaritsyns Forsvar. Idet han skånselsløst brød Modstanden fra de kontrarevolutionære Specialister, der var sendt hertil af Trotski og støttedes af ham, tog Stalin hurtige og energiske Forholdsregler til at reorganisere de splittede Afdelinger, fremskyndede Ankomsten af Vorosjilofs Troppedele, der blev Kærnen i den nyorganiserede 10. Armé. Stalins Jernvilje og geniale Fremsynethed reddede Tsaritsyn og forhindrede de Hvide i bryde igennem til Moskva. Det heltmodige Forsvar af Tsaritsyn faldt sammen med den tyske imperialismes Krak i Ukraine. I November 1918 brød Revolutionen ud i Tyskland og Østrig-Ungarn. Centralkomitéen pålagde Stalin at organisere den ukrainske Front til Hjælp for de ukrainske Arbejdere og Bønder. Der stilledes til Stalins Disposition 20 ledende Partiarbejdere fra 10. Armé under Ledelse af Kammerat Vorosjilof. I Slutningen af November drog de ukrainske Opstandshære imod Peltjura og Tyskerne og befriede Kharkof. I Vest blev Minsk befriet. Stalin udførte et uhyre Arbejde for at frigøre de vestlige Områder og danne den hviderussiske Republik. Den 30. November 1918 blev der dannet et Arbejdernes og Bøndernes Forsvarsråd med Lenin i Spidsen til at lede hele Forsvarsarbejdet ved Fronten og bag Fronten, Mobiliseringen af Industrien og Transporten, Mobiliseringen af alle Landets Hjælpekilder. Som Repræsentant for Sovjetternes øverste Eksekutivkomité fik Stalin Plads i Forsvarsrådet og blev Lenins faktiske Stedfortræder. I Slutningen af 1918 opstod der en katastrofal Situation på Permfronten. Koltsjaks Hær gjorde et Forsøg på i Hast at forene sig med de engelske Hære, som stødte frem fra Nord. Lenin krævede i Forsvarsrådets Navn, at Stilungen ved Perm skulde styrkes. Han foreslog Centralkomitéen at sende Stalin og Dsersjinski for at gøre Ende på den katastrofale Situation. Stalin rettede hurtigt og energisk Stillingen ved Perm op. Mod Syd ved Tsaritsyn tillod hans mægtige Vilje ikke Donkontrarevolutionen at forene sine Kræfter med Ural- og Volgakontrarevolutionen. Mod Nord tilintetgjorde Stalin Interventernes Forsøg på at forbinde sig med Tjekkerne og Koltsjak. De røde Tropper begyndte at ødelægge Koltsjak, som var afskåret fra sine Forbundsfæller både mod Syd og mod Nord. Efter at være vendt tilbage fra den østlige Front tog Stalin fat på at organisere Statskontrollen og blev i Marts 1919 på Forslag af Lenin udpeget til Folkekommissær for Statskontrollen, der senere blev reorganiseret til Folkekommissariatet for Arbejder- og Bondeinspektionen. Stalin forblev Folkekommissær for Arbejder- og Bondeinspektionen til April 1922. Dette Arbejde havde uhyre Betydning for at drage de Arbejdende ind i Statsstyrelsen. I Maj 1919 gik General Judenitsj med Hvidfinnernes og estiske Troppers Hjælp mod Petrograd for at drage de røde Tropper bort fra Koltsjak. Judenitsj’ Fremstød blev understøttet af en engelsk Eskadre. Bag den røde Hær blev der organiseret Opstand på Forterne »Krasnaja Gorka« og »Seraja Losjad«. Den røde Front vaklede, og Fjenden brød frem til selve Petrograd. For at organisere Modstanden mod de Hvide sendte Centralkomitéen Stalin. Kommunisterne drog til Fronten. Stalin likviderede hurtigt Rådvildheden og tilintetgjorde ubarmhjertigt Fjenderne og Forræderne. Ved et kombineret Fremstød af Folket på Landjorden og Skibe på Søen blev de oprørske Forter indtaget, og Hvidgardisternes Tropper kastet tilbage. Truslen mod Leningrad var likvideret. Ententens Plan om at erobre Leningrad var tilintetgjort. Judenitsj’ Hær blev slået, og dens Rester flygtede til Estland. Sommeren 1919 arbejdede Stalin på Vestfronten, i Smolensk, hvor han organiserede Modstanden mod det polske Fremstød. Ententen, som var blevet slået på dette første Felttog, undertrykte Sovjetterne i Bayern, Ungarn, Estland, Letland, og begyndte i Efteråret 1919 Felttog Nr. 2 og trak foruden hvide Tropper og egne Troppedele også Ruslands små Nabostater med i det. Dette Togt kaldte den engelske Krigsminister pralende »de 14 Staters Felttog«. Samtidig med at den røde Hær slog Koltsjak i østen, indtog Denikin Donetsbækkenet og brød over en bred Front ind i Ukraine. Trotski spolerede forræderisk Arbejdet på Sydfronten. De røde Tropper led Nederlag. Hvidpolakkerne kom Denikin til Hjælp og indtog Minsk. Judenitsj gik påny frem mod Leningrad, og Koltsjak forsøgte at holde sig ved Floden Tobol. Aldrig før havde Fjenden været så tæt ved Sovjethovedstaden. Donetskapitalisterne udsatte endogså en Millionpræmie til det af de hvide Regimenter, der først drog ind i Moskva. Som Svar på de Hvides Fremstød henvendte Lenin sig i Centralkomitéens Navn til Partiorganisationerne med det lidenskabelige Opråb: »Alle til Kamp mod Denikin !« Sydfronten fik Masseforstærkninger af Folk og Kampmidler, men der skulde en Leder til, som forstod at samle de Hundredtusinder af Kæmpere, smelte dem sammen til enig Vilje og føre dem til Storm mod Fjenden. Partiets Centralkomité sendte Stalin til at organisere Sejren på Sydfronten. Revolutionens hærfører mødte på Fronten Virvar, Rådvildhed, Mangel på strategisk Plan. Efter at have jaget Trotskis bankerotte Håndlangere ud af Staben og krævet, at Trotski intet som helst fik med Fronten at gøre, forkastede Stalin den gamle forbryderiske Plan om at gennembryde Denikinfronten fra Volga til Novorossiisk og opstillede sin Slagplan, som løste Opgaven genialt. Stalin foreslog at rette Hovedslaget mod Denikin over Kharkof-Donetsbækkenet-Rostof for at skære Kontrarevolutionens Hær i to Dele. Denne Plan muliggjorde den røde Hærs hurtige Fremrykning gennem et Område med proletariske Centrer, hvor Befolkningen klart tilkendegav, at den længtes efter den røde hær, hvor der var et omfattende Jernbanenet, som gjorde det muligt for Tropperne at modtage alle mulige Forsyninger. Samtidig frigjorde denne Plan Donetsbækkenet, som var et mægtigt Arnested for Revolutionens Kræfter, og som forsynede Landet med Brændsel. Stalins Plan blev vedtaget af Centralkomitéen. Stalin udfoldede et gigantisk Arbejde for at organisere Sejren. Han holdt øje med Operationernes Gang, rettede i Farten Fejlene, udsøgte Kommanderer og politiske Arbejdere og opildnede dem til Kampen. Under Stalins Ledelse blev der på den sydlige Front udarbejdet en Instruktion for Regimentskommissæren, i hvilket Kommissærens Opgave blev formuleret i følgende klare Ord: »Regimentskommissæren er den politiske og moralske Leder af sit Regiment, Førsteforsvarer for dets materielle og åndelige Interesser. Medens Regimentskommandøren er Regimentets Hoved, skal Kommissæren være sit Regiments Fader, dets Sjæl.« Realiseringen af Stalins Plan førte til Denikins fuldkomne Nederlag. På Kammerat Stalins Initiativ blev 1. Rytterarmé dannet under Budjonnys, Vorosjilofs og Ssjadenkos Ledelse. Den legendariske Rytterarmé gjorde med Støtte af Sydfrontens Hær Slut med Denikins Tropper. I 1920 sendtes Kammerat Stalin af Centralkomitéen til den sydvestlige Front, imod de polske Paner, som havde begyndt Ententens tredie Togt mod Sovjetrepubliken. Her tog Kammerat Stalin umiddelbar, ledende Del i Gennembrydningen af den polske Front, i Kijefs Befrielse og vore Troppers Fremrykning til Omegnen af Lvof. Samme År, 1920, ledede Stalin Arbejdet på at forsvare Sydukraine mod Wrangels Fremstød og lagde Planerne til Wrangels ødelæggelse. Stalins Anvisninger var Grundlaget for Frunses Operationsplan, efter hvilken Wrangel blev slået. I Borgerkrigsårene sendte Partiets Centralkomité og Lenin personlig Stalin til de for Revolutionen mest afgørende og farlige Fronter. Kammerat Stalin var Medlem af Republikens øverste Krigsråd og Medlem af de revolutionære Krigsråd på de vestlige, sydlige og sydvestlige Fronter. Derhen, hvor der som Følge af en Række Årsager blev skabt en for den røde Hær dødelig Fare, hvor Kontrarevolutionens og Interventionens fremrykkende Hære truede selve Sovjetmagtens Eksistens, derhen blev Stalin sendt. Der »hvor Forvirring og Panik når som helst kunde forvandles til Hjælpeløshed og Katastrofe, der kom Kammerat Stalin hen«.( K. E. Vorosjilof: Stalin og den røde Armé, S. 8 f., Moskva 1936, tysk udgave.) Stalin organiserede Parti- og Arbejdermasserne og tog Ledelsen i sine faste Hænder; idet han støttede sig på Masserne, brød han ubarmhjertigt Sabotagen, undertrykte med Jernhånd Frafaldne, Forrædere og Spioner bag Fronten og ved Fronten. Med sit personligt selvopofrende Arbejde og med klart revolutionært Perspektiv hævede han Arbejdernes, Bøndernes og Rødarmisternes Kampånd og revolutionære Ildhu. På kortest mulig Tid hidførte han et fuldkomment Omsving og den røde Hærs Sejr. Han gennemskuede og sønderslog Fjendens mest udspekulerede og lumske strategiske Planer, omstyrtede hele deres militære Videnskab og militære Kunst og Færdighed. Stalins Fortjenester på Borgerkrigens Fronter blev fremhævet på Lenins Initiativ i den alrussiske Centraleksekutivkomités Beslutning af 27. November 1919, i hvilken det siges: »I et Øjeblik af dødelig Fare, da Sovjetmagten fra alle Sider var omgivet af en tæt Ring af Fjender, afviste den Fjendens Slag; i et Øjeblik, da Arbejder- og Bonderevolutionens Fjender i Juli 1919 rykkede frem mod det røde Petrograd og allerede havde »Krasnaja Gorka« i deres Magt, i denne for Sovjetrusland så tunge Time formåede Josef Vissarionovitsj Dsjugasjvili (Stalin), som Præsidiet for den alrussiske Centraleksekutivkomité satte på Kamppost, med sin Energi og sit utrættelige Arbejde at samle den røde Hærs vaklende Rækker. Han opholdt sig selv i Kamplinien, og under Kampens Ild opildner han med sit personlige Eksempel Rækkerne, som kæmper for Sovjetrepubliken. For at fremhæve alle hans Fortjenester under Leningrads Forsvar og tillige hans selvopofrende senere Arbejde på Sydfronten, har den alrussiske Centraleksekutivkomité besluttet at belønne J. V. Dsjugasjvili (Stalin) med den Røde Fanes Orden.« Bolsjevikernes Parti under Lenins og Stalins Ledelse var den røde Hærs Skaber - Verdens første røde Hær, de frigjorte Arbejderes og Bønders Hær, Broderskabets Hær for vort Lands Folk, den Hær som er opdraget i Internationalismens Ånd. Lenin og Stalin ledede umiddelbart Forsvaret af Landet sammen med det bolsjevikiske Partis bedste Kræfter. Stalin var den umiddelbare Inspirator og Organisator af den røde Hærs vigtigste Sejre. Overalt hvor Revolutionens Skæbne blev afgjort på Fronterne, sendte Partiet Stalin hen. Han var Skaberen af de vigtigste strategiske Planer. Stalin ledede umiddelbart de afgørende Kampoperationer. Ved Tsaritsyn og Perm, ved Petrograd og mod Denikin, i Vest mod de polske Paner og i Syd mod Wrangel, overalt sikrede Stalins Jernvilje og strategiske Geni Revolutionens Sejr. Stalin var Opdrager og Fører for de militære Kommissærer, uden hvilke - som Lenin sagde - der ikke havde været nogen rød Hær. Stalins Navn er forbundet med vor røde Hærs berømteste Sejre. Efter at Sovjetmagten havde afsluttet den sejrrige Krig mod Interventerne, tog den fat på den fredelige økonomiske Opbygning. Landet var udmarvet af 4 Års imperialistisk Krig og 3 Års Borgerkrig. Bønderne viste ved Borgerkrigens Ophør Utilfredshed med Beslaglæggelsen af Overskuddene af Fødemidler, med Afleveringspligten, og krævede, at man skulde forsyne dem med et tilstrækkeligt Kvantum Varer. På Baggrund af Sulten og Udmattelsen viste der sig Utilfredshed også hos en Del af Arbejderne. Klassefjenden bestræbte sig for at udnytte Landets svære økonomiske Stilling. Partiet måtte tage en ny Stilling til alle Spørgsmål om Landets økonomiske Liv. Det var klart for Centralkomitéen, at Krigskommunismens System nu efter Likvideringen af Krigen og Overgangen til den fredelige Opbygning havde tjent sin Tid. Nødvendigheden af Afleveringspligten faldt bort, og det var nødvendigt at gøre det muligt for Bønderne at råde over den største Del af deres Produktionsoverskud. Dette ville gøre det muligt at få Liv i Landbruget og i Vareomsætningen, fremme Industrien, forbedre Byernes Forsyning og skabe et nyt økonomisk Grundlag for Forbundet mellem Arbejderne og Bønderne. Men de partifjendtlige Smågrupper bestræbte sig for at hindre Partiet i at udarbejde sin nye Stilling. I Slutningen af 1920 påtvang de Partiet den såkaldte Diskussion om Fagforeningerne. I Virkeligheden rakte dens Betydning langt videre end til Spørgsmålet om Fagforeningerne. I Grunden drejede Kampen sig om Forholdet til Bønderne, om Partiets Forhold til de partiløse Arbejdermasser, i det hele taget om Partiets Stilling til Masserne i den nye Situation. Trotskisterne foreslog »at give Skruerne endnu nogle Omgange« af Krigskommunisme. Med deres forræderiske Politik, som gik ud på utilsløret Tvang og Kommandering i Forholdet til Masserne, søgte de at rejse den partiløse Arbejdermasse imod Partiet, søgte at bringe Sovjetmagtens Eksistens i Fare. Umiddelbart efter Trotskisterne optrådte andre partifjendtlige Smågrupper: »Arbejderoppositionen«, de »demokratiske Centralister«, »Venstrekommunisterne«. Sammen med Lenin gennemførte og forsvarede Stalin konsekvent Partiets Linie og tilføjede alle disse Fjender af Partiet Nederlag. Stalin ledede organisatorisk Kampen mod de anti-Leninske Smågrupper under Fagforeningsdiskussionen og samlede Partiet om den Leninske Platform. Til Stalin indgik alle Beretningerne fra Landets forskellige Dele om Forløbet af Kampen for Partiets Linie. Stalin sendte i de Dage »Pravda« Meddelelserne om Diskussionens Resultater i de lokale Organisationer, som demonstrerede Partiets Sejr og de anti-Leninske Smågruppers Nederlag. Stalins Artikel »Vore Uoverensstemmelser«, som »Pravda« bragte den 19. Januar 1921, havde meget stor Betydning for Partiliniens Sejr og Partiets Samling om Lenin, om Centralkomitéens Leninske Flertal. Sammen med Lenin hævdede Stalin Partiets Enhed imod alle de partifjendtlige Fraktioners og Smågruppers Angreb. Samlet om de Leninske Positioner gik Partiet til sin 10. Kongres. som skulde afgøre de grundlæggende Problemer for Revolutionens videre sejrrige Fremgang. Den 10. Kongres (Marts 1921) gjorde Resultaterne af Diskussionen om Fagforeningerne op og godkendte med altovervejende Stemmeflertal den Leninske Platform. Kongressen vedtog en Beslutning af uhyre Betydning om Overgangen fra Afleveringspligten til Levnedsmiddelskatten og videre om Overgangen til den Nye Økonomiske Politik, hvis Skaber og Inspirator Lenin var. Den 10. Kongres’ Beslutninger om Overgangen til den Nye Økonomiske Politik sikrede et fast Forbund mellem Arbejderklassen og Bønderne for Socialismens Opbygning. Til Opfyldelse af denne Hovedopgave tjente også Kongressens Beslutning i det nationale Spørgsmål. Det var Stalin, der aflagde Beretningen på Kongressen om »Partiets næste Opgaver i det nationale Spørgsmål«. I Stalins Beretning og i Kongressens Resolution var nøje og klart formuleret den vigtigste praktiske Opgave i det nationale Spørgsmål. Vi har likvideret det nationale Åg, sagde Stalin. men det er ikke tilstrækkeligt: det er nødvendigt at likvidere Fortidens tunge Arv, de tidligere undertrykte Folkeslags økonomiske, politiske og kulturelle Tilbageståenhed; det er nødvendigt at hjælpe dem til i denne Henseende at nå Centralruslands Niveau. Stalin opfordrede Partiet til at bekæmpe den storrussiske Stormagtschauvinisme som Hovedfaren og til at bekæmpe den lokale Nationalisme. NEP-Periodens første År var forbi. På 11. Kongres (Marts 1922) opgjorde Partiet Resultaterne af det første År under den nye økonomiske Politik. Disse Resultater tillod Lenin at udtale: »Et År har vi foretaget et Tilbagetog. Vi skal nu i Partiets Navn sige: Det er nok! Det Mål, som vi under Tilbagetoget stilede efter, er nået. Denne Periode er ved at slutte eller er sluttet. Nu sættes der et andet Mål - Kræfternes Omgruppering«. Det var nødvendigt at gennemføre de historiske Opgaver, som Lenin opstillede på Kongressen. Partiets Centralkomité fulgte på sit Plenarmøde efter Kongressen Lenins Forslag om til sin Generalsekretær at vælge den bedste og mest trofaste blandt Lenins Elever og Medkæmpere: Stalin. Fra den Tid har Stalin uafbrudt arbejdet på denne Post. Lenins Helbred var utidergravet af det Sår, han fik ved Attentatet i 1918, og af det uafbrudte anspændte Arbejde. Fra Slutningen af 1921 havde Lenin været tvunget til oftere og oftere at afbryde sit Arbejde. Hele Arbejdet med Ledelsen af Partiet hvilede på Stalin. I disse År udførte Stalin et overvældende Arbejde med at danne nationale Sovjetrepubliker og derefter med at samle alle Sovjetrepublikker i een Forbundsstat, USSR. Den 30. December 1922, på den 1. Unions-Sovjetkongres, blev der på Forslag af Lenin og Stalin taget en historisk Beslutning om en frivillig Statssammenslutning af Sovjetfolkene i Unionen af socialistiske Sovjetrepubliker, USSR. I sin Tale på Kongressen sagde Stalin: »Kammerater! I Sovjetmagtens Historie er Dagen i Dag skelsættende. Den sætter Skel mellem den gamle, allerede tilbagelagte Periode, hvor Sovjetrepublikkerne, selv om de også handlede i Fællesskab, dog marcherede hver for sig, optaget først og fremmest af deres eget Eksistensspørgsmål, og den nye Periode, som allerede er i Udvikling, hvor der gøres Slut med Afsondretheden mellem Sovjetrepublikkerne, hvor Republikkerne forener sig i een Forbundsstat, til fremgangsrig Kamp mod det økonomiske Forfald, hvor Sovjetmagten ikke længere tænker alene på Eksistensen, men også på at udvikle sig til en alvorlig international Magt, der kan øve Indflydelse på den internationale Situation og forandre den i de Arbejdendes Interesse«. USSR’s Dannelse betød en stor Sejr for den Lenin-Stalinske Nationalitetspolitik. Sovjetunionen var dannet på det urokkelige Fundament, som de tidligere af Tsarismen undertrykte Folkeslags Tillid til det store russiske Folk er, på den faste Grund, som Venskabet mellem Sovjetlandets Folkeslag er. I April 1923 afholdtes Partiets 12. Kongres. Det var den første Kongres efter den socialistiske Oktoberrevolutions Sejr, hvor Lenin ikke kunde være til Stede, på Grund af sin Sygdom. Kongressens Arbejde lededes af Stalin. I sine Resolutioner fulgte Kongressen alle de Anvisninger, Lenin havde givet i sine sidste Artikler og Breve. Kongressen afviste på det bestemteste dem, der gjorde Forsøg på at fremstille NEP som et Tilbagetog fra de socialistiske Positioner, dem, der foreslog at gå ind under Kapitalismens Slavevilkår. Kongressen brændemærkede Trotskisternes og Bukharinfolkenes forræderiske Kapitulationsforslag. På Kongressen aflagde Stalin Beretning om Centralkomitéens Virksomhed og talte om »De nationale Momenter i Parti- og Statsopbygningen«. I sin Beretning gjorde Stalin udførligt Rede for Partiets Virksomhed, dets Vækst, Styrkelsen af Drivremmene fra Partiet til Masserne (Fagforeningerne, det kommunistiske Ungdomsforbund, Sovjetterne, o.s.v.), opgjorde Resultaterne af de to Års NEP og opstillelle Opgaverne for den videre Fremmarch. »Vort Parti forblev sammensvejset, fast sammensluttet, det har bestået Prøven under det mest betydningsfulde Vendepunkt og går nu fremad under helt udfoldet Banner«, sluttede Stalin sin Beretning. Kongressen viede det nationale Spørgsmål stor Opmærksomhed. I sin Beretning om det nationale Spørgsmål understregede Stalin vor Nationalitetspolitiks uhyre internationale Betydning, han påpegede, at østens og Vestens undertrykte Folk ser i Sovjetunionen et Mønster på Løsningen af det nationale Spørgsmål. Stalin viste hen til, at det var nødvendigt energisk at arbejde for at likvidere den økonomiske og kulturelle Ulighed mellem Sovjetunionens Folkeslag. Stalin opfordrede hele Partiet til på det bestemteste at bekæmpe den storrussiske Chauvinisme og den lokale Nationalisme, der var blevet styrket ved Kapitalismens delvise Genoplivelse. Stalin afslørede den grusinske Gruppe med nationale Afvigelser, som støttedes af Trotskisterne. Næppe var 12. Kongres forbi, før der i Horisonten dukkede en alvorlig Fare for Sovjetrepublikken frem. Bourgeossiets mest reaktionære og interventionslystne Elementer, der var kommet til Magten i England og Frankrig, gjorde Forsøg på at organisere et nyt Felttog mod Sovjetunionen. Under Stalins Ledelse kom Partiet ud af denne kritiske Situation med Ære og vandt en stor Sejr på den diplomatiske Front. I Stedet for Trusler og Ultimatum kom der i 1924 en hel Række Anerkendelser af Sovjetunionen fra alle Europas største kapitalistiske Stater. »Den Kendsgerning, at vi dengang klarede Vanskelighederne uden Tab for vor Sag påpegede Kammerat Stalin senere vidner uden Tvivl om, at Kammerat Lenins Elever allerede har lært en Del af deres Lærer«. Den 21. Januar 1924 døde i Gorki ved Moskva Lenin, Bolsjevikernes Partis Fører og Skaber, Føreren for de Arbejdende i hele Verden. Lenins Fane, Partiets og Kommunisternes Fane, løftedes højt og førtes frem af Stalin - det bolsjevikiske Partis bedste Søn, den værdige Arvtager og store Fortsætter af Lenins Sag. Den 26. Januar åbnedes den 2. Unions-Sovjetkongres Sørgehøjtidelighed. Det var Stalin, der talte der. På Partiets Vegne aflagde han den højtidelige Ed: »Vi Kommunister er Folk af en særlig Støbning. Vi er skåret af et særligt Stof. Vi er dem, der udgør den store proletariske Strategs Hær, Kammerat Lenins Hær. Der gives intet højere end den Ære at tilhøre denne Hær. Der gives intet højere end at kunne kalde sig Medlem af det Parti, hvis Grundlægger og Leder Kammerat Lenin er. Da Kammerat Lenin gik bort fra os, pålagde han os at holde den ophøjede Betegnelse Partimedlem højt og bevare den uplettet. Vi sværger dig, Kammerat Lenin, at vi med Ære vil opfylde dette dit Bud ! ...Da Kammerat Lenin gik bort fra os, pålagde han os at beskytte vort Partis Enhed som vort eget øjeæble. Vi sværger dig, Kammerat Lenin, at vi med Ære vil opfylde også dette dit Bud ! ... Da Kammerat Lenin gik bort fra os, pålagde han os at bevare og styrke Proletariatets Diktatur. Vi sværger dig, Kammerat Lenin, at vi ikke vil skåne vore Kræfter for med Ære at opfylde også dette dit Bud ! Da Kammerat Lenin gik bort fra os, pålagde han os med alle vore Kræfter at styrke Forbundet mellem Arbejdere og Bønder. Vi sværger dig, Kammerat Lenin, at vi med Ære vil opfylde også dette dit Bud ! Kammerat Lenin har stadig talt til os om Nødvendigheden af det frivillige Forbund mellem Folkene i vort Land, om Nødvendigheden af deres broderlige Samarbejde inden for Rammerne af Republikkernes Union. Da Kammerat Lenin gik bort fra os, pålagde han os at styrke og udvide Republikkernes Union. Vi sværger dig, Kammerat Lenin, at vi med Ære vil opfylde også dette dit Bud ! Lenin har atter og atter vist os, at Styrkelsen af den røde Armé og Forbedringen af dens Tilstand er en af de vigtigste Opgaver for vort Parti ... Lad os da sværge, Kammerater, at vi ikke vil skåne vore Kræfter for at styrke vor røde Armé, vor røde Flåde ... Da Kammerat Lenin gik bort fra os, pålagde han os Troskab over for Kommunistisk Internationales Principper. Vi sværger dig, Kammerat Lenin, at vi ikke vil skåne vort Liv for at styrke og udvide Forbundet af Arbejdende i hele Verden, Kommunistisk Internationale! « Det var det bolsjevikiske Partis Ed til sin Fører, Lenin, han, der vil leve i Århundreder. Under Stalins Ledelse har Partiet holdt og holder denne Ed med Ære. Socialismens Fjender forsøgte at udnytte først Lenins Sygdom og derefter hans Død til at bringe Partiet bort fra Lenins Vej for derigennem at forberede Betingelserne for Kapitalismens Genindførelse i vort Land. Særlig forbitrede var de Udfald, som Leninismens Arvefjende Trotski og hans Kumpaner gjorde mod Partiet. Trotskisterne påtvang Partiet en ny Diskussion. Kampen fik en yderst tilspidset Karakter. Stalin afslørede den politiske Hensigt med Trotskisternes Udfald. Han viste, at Spørgsmålet nu drejede sig om Liv og Død for Partiet. Han sammensvejsede Partikadrerne og organiserede Trotskismens Tilintetgørelse. I Januar 1924 trådte den 13. Partikonference sammen. Den påhørte Stalins Beretning, hvor han gjorde Diskussionens Resultater op. Konferencen fordømte på det bestemteste Trotskisterne. Partiets Beslutninger blev godkendt af den 13. Partikongres (Maj 1924) og af KomInterns 5. Kongres (Sommeren 1924). I Kampen mod Trotskismen i denne Periode påpegede Stalin, at »Partiets Opgave består i at begrave Trotskismen som ideologisk Retning«. Han viste Partiet, at under de daværende Forhold var Trotskismen Hovedfaren. »I dette øjeblik,« sagde Kammerat Stalin, »efter Oktobersej ren, under NEP’s nuværende Betingelser, må man anse Trotskismen for den største Fare, thi den bestræber sig for at indpode Mistillid til vor Revolutions Kræfter, Mistillid til Forbundet mellem Arbejdere og Bønder, Mistillid til Forvandlingen af NEP’s Rusland til det socialistiske Rusland«. Stalin beviste, at Trotskismens ideologiske Tilintetgørelse er en nødvendig Forudsætning for at sikre en fortsat sejrrig Bevægelse henimod Socialismen. Stalin sagde: »Uden at tilintetgøre Trotskismen kan man ikke vinde Sejr under NEP’s Betingelser, kan det ikke lykkes at forvandle det nuværende Rusland til det socialistiske Rusland«. I Kampene mod Trotskismen svejsede Stalin Partiet sammen omkring dets Centralkomité og mobiliserede det til fortsat Kamp for Socialismens Sejr i vort Land. Enestående Betydning for den ideologiske Tilintetgørelse af Trotskismen, for Forsvaret, Begrundelsen og Udviklingen af Leninismen har Kammerat Stalins teoretiske Arbejde »Om Leninismens Grundlag«, der udkom i 1924. Dette Arbejde er en mesterlig Fremstilling og en dybtgående teoretisk Begrundelse af Leninismen. Dengang som nu giver den Bolsjevikerne i hele Verden den Marxistisk-Leninistiske Teoris skarpe Våben i Hænde. I dette geniale Arbejde er der givet en Fremstilling af Leninismens Grundlag, d. v. s. af det nye og særlige, som er knyttet til Lenins Navn, og som Lenin har bidraget til den marxistiske Teoris Udvikling. Allerede den Omstændighed, at der blev givet en sådan Almindeliggørelse af Leninismens Problemer, at hele det idémæssige Indhold i den Leninske Arv blev sammenfattet og vurderet på Baggrund af den nye historiske Epoke, betyder et gigantisk Skridt fremad i Udviklingen af Marxismen-Leninismens Videnskab. Alle den Leninske Læres Problemer er i dette Arbejde løftet op på et overordentlig ‘højt principielt Niveau. I sit Arbejde giver Stalin en klassisk Definition af Leninismen. Stalin viser, hvorledes Lenin udviklede Marxismen videre under den nye Epokes Forhold, Imperialismens og de proletariske Revolutioners Epoke. Arbejdet på at genrejse Folkehusholdningen nænnede sig sin Afslutning. Sovjetunionens internationale og indenrigske Situation var ændret. I de kapitalistiske Lande indtrådte en foreløbig Ebbe i Revolutionen; der indtrådte en foreløbig delvis Stabilisering af Kapitalismen. I USSR havde man opnået økonomiens Førkrigsniveau. Det var nødvendigt at gå videre. I hele sin Skarphed rejstes Spørgsmålet om Perspektiverne for vor Opbygning, om Socialismens Skæbne i Sovjetunionen. Med genial Klarsynethed fastlægger Stalin Perspektiverne og de konkrete Veje for Revolutionens videre Udvikling. »Jeg ønsker for Arbejderne i Fabrikken »Dynamo« «, skrev han, »ligesom for Arbejderne i hele Rusland, at Industrien må gå i Vejret, at Proletarernes Antal i Rusland i den nærmeste Periode må nå 20-30 Millioner; at Kollektivbruget på Landet må blomstre op og dommere over Enkeltbruget; at Storindustrien og Kollektivbruget på Landet for bestandig må svejse Industriarbejderne og Jordbrugets Arbejdsfolk sammen i een socialistisk Armé; at Sejren i Rusland må krones med Sejr i hele Verden«. Idet Stalin teoretisk generaliserede Erfaringen fra den store socialistiske Oktoberrevolution, Erfaringen fra den socialistiske Opbygnings første År, mens Kapitalismen bestod rundt om, hævdede og videreudviklede han Lenins Lære om Socialismens Sejr i et Land. I December 1924 udkom Stalins bekendte Arbejde »Oktoberrevolutionen og de russiske Kommunisters Taktik«. Idet Stalin i dette Arbejde begrundede den Leninske Tese om Socialismens Sejr i eet Land, viste han, at man må skelne mellem to Sider af dette Spørgsmål: den indenrigske og den internationale Side. Den indenrigske Side - det er Spørgsmålet om Klassernes indbyrdes Forhold inden for Landet, der opbygger Socialismen; den internationale Side det er Spørgsmålet om de indbyrdes Forhold mellem Sovjetunionen, der foreløbig er det eneste Socialismens Land, og den kapitalistiske Omverden. De indenrigske Vanskeligheder kan Sovjetunionens Arbejdere og Bønder fuldt ud få Bugt med ved Hjælp af egne Kræfter, de kan fuldt ud økonomisk overvinde deres eget Bourgeoisi og opbygge et fuldstændig socialistisk Samfund. Men så længe den kapitalistiske Omringning består, eksisterer også Faren for kapitalistisk Intervention mod Sovjetunionen og for Kapitalismens Genindførelse. For at fjerne denne Fare er det nødvendigt at tilintetgøre denne samme kapitalistiske Omringning, men Tilintetgørelsen af den kapitalistiske Omringning er kun mulig som Resultat af den proletariske Revolutions Sejr i hvert Fald i nogle Lande. Kun da vil Socialismens Sejr i Sovjetunionen kunne regnes for en fuldstændig. en endelig Sejr. Disse Stalins Teser lå til Grund for den 14. Partikonferences historiske Resolutioner (April 1925). Konferencen fastslog den Lenin-Stalinske Indstilling angående Socialismens Sejr i Sovjetunionen som Lov for Partiet, bindende for alle Partimedlemmer. I December 1925 åbnedes Partiets 14. Kongres. I Centralkomitéens politiske Beretning tegnede Stalin et skarpt Billede af Væksten i Sovjetunionens økonomiske og politiske Magt. Imidlertid, sagde Stalin, vi kan ikke nøjes med disse gode Resultater, thi vort Land er fortsat et tilbagestående Land, et Landbrugsland. For at sikre vort Land økonomisk Selvstændighed og befæste dets Forsvarskraft, for at skabe den for Socialismens Sejr nødvendige økonomiske Basis er det nødvendigt at forvandle vort Land fra et Landbrugsland til et Industriland. Fra 14. Kongres’ Talerstol sagde Partiets Fører: »At omskabe vort Land fra at være et Agrarland til at blive et Industriland, som ved egne Kræfter bliver i Stand til at fremstille det nødvendige Produktionsudstyr - det er Kærnen i vor Generallinie, dens Grundlag«. Op mod den Stalinske Plan for den socialistiske Industrialisering forsøgte Kapitalismens Håndlangere Sinovjef og Kamenjef at sætte deres egen »Plan«, ifølge hvilken Sovjetunionen skulde forblive et Landbrugsland. Det var en forræderisk Plan, der tog Sigte på at lægge USSR i Lænker og udlevere det bundet på Hænder og Fødder til de imperialistiske Rovdyr. Stalin rev Masken af disse foragtelige Kapitulanter og afslørede deres trotkistisk-mensjevikiske Væsen. På den 14. Kongres understregede Stalin, at Partiets Hovedopgaver bestod i at sikre et fast Forbund mellem Arbejderklassen og Middelbønderne til Fremme af Socialismens Opbygning.Den 14. Kongres fastlagde som Partiets Hovedopgave Gennemførelsen af den socialistiske Industrialisering, Kampen for Socialismens Sejr i Sovjetunionen. Efter Kongressen, i Begyndelsen af 1926, udkom Stalins Arbejde »Om Leninismens Problemer«. I dette historiske Arbejde tilintetgjorde Stalin ideologisk Sinovjeffolkenes Likvidator- og Kapitulant- »Filosofi« og hævdede 14. Partikongres’ Linie, Linien, der tog Sigte på Landets socialistiske Industrialisering og det socialistiske Samfunds Opbygning. Han væbnede Partiet og Arbejderklassen med urokkelig Tro på den socialistiske Opbygnings Sejr. Under Stalins Ledelse har Bolsjevikernes Parti efter at have samlet Kræfter og Midler og efter at have forjaget Kapitulanterne og Pessimisterne ført Landet frem mod den nye historiske Etape, den socialistiske Industrialiserings Etape. Industrialiseringen i en historisk set så kort Frist af et så vidtstrakt og samtidig så tilbagestående Land, som Sovjetunionen var i den Periode, frembød gigantiske Vanskeligheder. Det var nødvendigt fra nyt af at opbygge en hel Række Industrigrene, som var ukendte i det gamle tsaristiske Rusland. Det var nødvendigt at skabe en ny Forsvarsindustri, som ikke eksisterede i det tidligere Rusland. Det var nødvendigt at bygge Fabriker til Fremstilling af moderne Landbrugsmaskiner, der førhen var ukendte på Landet. Dette krævede kolossale Midler. De kapitalistiske Stater fik Midlerne gennem skånselsløs Udbytning af Folket, gennem blodig Udplyndring af Kolonier og afhængige Lande, gennem udenlandske Lån. Men Sovjetlandet kunde ikke betjene sig af disse grumsede Kilder, og Kapitalisterne havde spærret det Vejen til udenlandske Lån. Tilbage var kun den Udvej at skaffe Midlerne i Sovjetlandet selv. Idet Stalin støttede sig på Lenins Anvisninger, udarbejdede han Læren om den socialistiske Industrialisering af vort Land. Han viste, 1) at Industrialiseringens Væsen består ikke i Industriens almindelige Vækst, men i Udviklingen af Sværindustrien, navnlig af dens Grundpille Maskinbygningsindustrien, thi kun Skabelsen af en Sværindustri og en selvstændig Maskinbygningsindustri sikrer Socialismen den materielle Basis og gør Socialismens Land uafhængigt af den kapitalistiske Verden; 2) at Ekspropriationen af Godsejerne og Kapitalisterne i vort Land som Resultat af den socialistiske Oktoberrevolution, Afskaffelsen af Privatejendomsretten til Jorden, Fabrikkerne, Værkerne, Bankerne o.s.v. og deres Overgang til Folkets Eje skabte en mægtig Kilde til socialistisk Opsparing til Udvikling af Industrien; 3) at den socialistiske Industrialisering i sin Rod adskiller sig fra den kapitalistiske, idet den sidste opbygges ved Hjælp af Rov og Plyndring af Kolonier, krigeriske Togter, Åger og skånselsløs Udbytning af Arbejdermasserne og Kolonifolkene, mens den socialistiske Industrialisering støtter sig på samfundsmæssig Besiddelse af Produktionsmidlerne, på Opsparing og sparsommelig Anvendelse af de Rigdomme, der skabes ved Arbejdernes og Bøndernes Arbejde; den socialistiske Industrialisering er ubrydeligt forbundet med uafladelig Forbedring af de arbejdende Massers Stilling; 4) at de grundlæggende Opgaver i Kampen for Industrialiseringen derfor er Højnelse af Arbejdsproduktiviteten, Nedsættelse af Fremstillingsprisen, Kamp for Arbejdsdisciplinen, økonomisk Sparsommelighed o.s.v.; 5) at Betingelserne for Socialismens Opbygning i USSR, Arbejderklassens Arbejdsentusiasnse, gør det muligt at realisere det høje Tempo, som er nødvendigt for Industrialiseringen 6) at Vejen til Landbrugets socialistiske Omdannelse farer gennem Landets Industrialisering, som skal skabe den tekniske Basis for denne Omdannelse. Væbnet med dette tydelige og klare Program tog Sovjetunionens arbejdende Befolkning fat på Landets socialistiske Industrialisering. Forskrækket over den socialistiske Opbygnings Fremgang forsøgte Imperialisterne at undergrave eller i det mindste bremse Landets Industrialisering gennem Afbrydelse af de diplomatiske og forretningsmæssige Forbindelser med Sovjetunionen (England), gennem Mord på Sovjetgesandter (Polen), gennem forstærket Spionage og Skadegørervirksomhed. I Landet selv forener Trotskisterne, Sinovjeffolkene, Resterne af de tidligere splittede partifjendtlige Grupper sig i en Forræderblok, der åbner et desperat Angreb på Partiet. »Der er ved at blive dannet noget i Retning af en Enhedsfront fra Chamberlain til Trotski«, påpegede Kammerat Stalin dengang. Det var umuligt at vinde Sejr i den socialistiske Industrialisering uden ideologisk og organisatorisk at tilintetgøre den trotskistisk-sinovjefske Blok. Under Kammerat Stalins Ledelse tilintetgjorde Partiet den trotskistisk-sinovjefske Blok. Stalins Beretning på Partiets 15. Konference »Om socialdemokratiske Afvigelser i vort Parti« (November 1926) og hans Beretning på Kominterns Eksekutivkomités 7. udvidede Plenarmøde »Endnu engang om den socialdemokratiske Afvigelse i vort Parti« (December 1926) gav SUKP(B) og Komintern et ideologisk Våben og sikrede Partirækkernes Enhed og Sluttethed. KomInterns Eksekutivkomités udvidede Plenarmøde brændemærkede i sine Beslutninger den trotskistisk-sinovjefske Bloks Tilhængere som Splittelsesmænd, der var sunket ned til mensjevikiske Positioner. Efter at have knust og udjaget de foragtelige Kapitulanter og Forsvarere af Kapitalismen fortsatte Bolsjevikerne vort Lands socialistiske Industrialisering. Ikke et Område, ikke et af Problemerne i Industrialiseringen undgik Stalins Opmærksomhed. Stalin er Ophavsmand til Skabelsen af nye Industrigrene, til Udviklingen og Rekonstruktionen af tidligere tiibagestående Grene. Stalin er Inspirator af Skabelsen af den anden Kul- og Metalbasis i vort Land, Kusbas-Anlæget. Stalin er Organisator og Leder af de socialistiske Værker. Stalingrads Traktorfabrik, Dnjeprostroj, Magnitostroj, Uralmasjstroj, Rostofs Landbrugsmaskinfabrik, Kusnetsstroj, Turksib, Saratofs Combineværk, Bygningen af Automobilfabrikkerne i Moskva og Gorki og en hel Række andre Værker - de er alle knyttet til Stalins Navn. Derfor bærer mange af Industriens Giganter, som hele Landet er stolt af, Stalins Navn. Det storslåede Billede af Socialismens imponerende Opbygning i Sovjetunionen øvede uudslettelig Indflydelse på de kapitalistiske Landes Arbejdere. Der begyndte en sand Pilgrinisfart til Sovjetunionen. Snese og Hundreder af Arbejderdelegationer kom til Sovjetunionen og gjorde sig med uhyre Interesse og åndeløs Spænding bekendt med, hvordan Arbejderne selv, efter at have forjaget deres Udbyttere, bygger deres nye socialistiske Samfund op. De interesserede sig for alt, de ville vide alt. Den 5. November 1927 fandt en langvarig Samtale Sted mellem Stalin og Arbejderdelegationerne fra Tyskland, Frankrig, Østrig, Tjekkoslovakiet, Kina, Belgien og andre Lande. Allerede henimod Slutningen af 1927 kunde den socialistiske Industrialiseringspolitik fremvise afgørende Resultater. De første Resultater blev gjort op af Partiets 15. Kongres, som samledes i December 1927. I sin Beretning tegnede Stalin et skarpt Billede af den socialistiske Industrialiserings Fremskridt og understregede Nødvendigheden af fortsat Udvidelse og Befæstelse af de socialistiske Kommandohøjder såvel i By som på Land, med Kursen rettet på at likvidere de kapitalistiske Elementer i Folkehusholdningen. På den 15. Kongres pegede Stalin på, at Landbruget sakkede bagud for Industrien og anviste Udvej en af denne Situation, som truede hele Folkehusholdningen. »Udvejen,« sagde Stalin, »er at gå over fra de små og spredte Bondebrug til de store, forenede Landbrug, baseret på samfundsmæssig Dyrkning af Jorden, at gå over til kollektiv Dyrkning af Jorden på Basis af en ny og højere Teknik. Udvejen er gradvis, men støt, ikke ved Tvang, men ved Eksemplets og Overbevisningens Magt at samle Småbrugene og Dværgbrugene i store Brug, baseret på samfundsmæssig, fælles, kollektiv Dyrkning af Jorden ved Hjælp af Landbrugsmaskiner og Traktorer og ved Hjælp af videnskabelige Metoder til at gøre Landbruget mere intensivt. Anden Udvej er der ikke« Hvorfor slog vort Land ind på Opbygningen af Kollektivbrugene ? Allerede da Partiets 15. Kongres skulde finde Sted, gjorde Landbrugets Tilbageståenhed sig mere og mere mærkbar, og da især Kornavlens. Bruttoproduktionen af Korn nærmede sig Førkrigsniveauet, men den Del af Kornavlen, der blev solgt til Forsyning af Byerne og hæren, udgjorde lidt over 1/3 (37 %) af førkrigsniveauet. På Landet havde man ca. 25 Millioner Småbrug og Dværgbrug, og Småbrugene var efter deres Beskaffenhed halvt baseret på Selvforsyning, de var kun i Stand til at levere et Minimum af Handelskorn og ude af Stand til at udvide Produktionen, anvende Traktorer og Maskiner og forøge Avlen. Opdelingen af Bondebrugene og Nedgangen i de kornproducerende Brugs Vareleveringer varede ved. »Der kunde ikke være Tvivl om, at hvis denne Tilstand for Kornavlens Vedkommende fik Lov at vedvare, ville Hæren og Bybefolkningen stå over for kronisk Hungersnød«. Landet stod overfor to Muligheder for, at Landbruget kunde gå over til Storproduktion, der var i Stand til at anvende Traktorer og Landbrugsmaskiner og mangedoble Produktionen af Korn til Salg. Den første Mulighed var at gå over til kapitalistisk Stordrift i Landsbyen, hvilket ville betyde Bondemassernes Ruin, Dannelsen af Massearbejdsløshed i Byerne, Brud på Forbundet mellem Arbejderklassen og Bønderne, Kulakvæsenets Vækst og Socialismens Nederlag. Højrekapitulanterne og Forræderne søgte af al Kraft at drage Partiet ind på denne skæbnesvangre Vej, Vejen til Undergang. Den anden Mulighed var at slå ind på Sammenslutning af de små Bondebrug i store socialistiske Brug, i Kollektivbrug, der i vidt Omfang kunde anvende Traktorer og andre moderne Maskiner, til hurtigt Opsving af Kornavlen og dens Markedsproduktion. Det er klart, at Bolsjevikernes Parti og Sovjetstaten kun kunde slå ind på denne anden Vej, Landbrugets Kollektivisering. Bolsjevikernes Parti gik ud fra Lenins kloge Anvisninger om Nødvendigheden af Overgang fra Småbrugenc til store kollektive, mekaniserede Jordbrug, som ene og alene kunde føre mere end en Snes Millioner Bondebrug ud af deres gamle Nød. »Med Småbruget kan man ikke komme ud af Fattigdommen«, påpegede Lenin. Den mest elementære økonomiske Nødvendighed, Folkebehovet, krævede, at man slog ind på Kollektiviseringens Vej. Og Bolsjevikernes Parti under Stalins Ledelse forstod denne elementære økonomiske Nødvendighed rigtigt og formåede at få Bøndernes Millionmasser til at slå ind på Kollektiviseringens Vej. Den 15. Partikongres vedtog, at Kollektiviseringen af Landbruget skulde fremmes på enhver Måde. Samtidig gav Kongressen Direktiver om at udarbejde den første Femårsplan for Folkehusholdningen. Medens Skabelsen af en socialistisk Industri var i fuld Gang, pegede Stalin således på en ny grandios Opgave: Landbrugets Kollektivisering. Gennemførelsen af en sådan historisk Opgave krævede en Forberedelse, der var så omhyggelig, at den i Grundighed og Omfang roligt kan sidestilles med Forberedelsen af den store socialistiske Oktoberrevolution. Den proletariske Revolutions geniale Strateg førte dristigt og ubøjeligt, omhyggeligt og omsigtsfuldt Partiet fremad, han knuste alle Hindringer på Vejen til det fastsatte Mål, fulgte opmærksomt Klassefjendens Manøvrer og forudså på glimrende Måde dennes Aktioner i den nærmeste Fremtid, omgrupperede mesterligt Styrkerne under selve Angrebet, befæstede de erobrede Positioner og udnyttede Reserverne til at forfølge Sejren. Under Stalins Ledelse skabte Partiet alle de nødvendige materielle Forudsætninger for, at Bønderne i Massevis kunde træde ind i Kollektivbrugene. Der blev skabt en Industribasis, der skulde forsyne Landsbyerne med Maskiner og Traktorer, en Basis, der i teknisk Henseende skulde forsyne Landbruget med ny Udrustning. Der blev samlet tilstrækkelige Midler til at finansiere Opbygningen af Kollektivbrugene og Sovjetbrugene, og Partiets og Arbejderklassens bedste Folk blev sat til dette Arbejde; man konsoliderede de første Kolkhoser, der havde vist Enkeltbønderne, hvordan man skulde drive Kollektivbrug. Der blev oprettet Maskin- og Traktorstationer og Sovjetbrug, der hjalp Bønderne med at forbedre deres Brug. Kulakerne, der så, at Enden nærmede sig, forsøgte at yde Modstand og organiserede »Kornstrejke«, idet de tænkte, at de på den Måde kunde få Partiet til at kapitulere, eller i hvert Fald til at trække sig tilbage. I samme År, 1928, blev der afsløret en stor Skadegørerorganisation af borgerlige Specialister i Sjakhtydistriktet i Donetsbækkenet, og derefter også i andre Distrikter. Skadegørerne stod i Forbindelse med imperialistiske Stater. Partiet gennemførte under Stalins Ledelse ekstraordinære Forholdsregler mod Kulakerne og knuste deres Modstand. Skadegørerne fik strenge Straffe. Kammerat Stalin manede Partiet til at drage Lære af Sjakhtyprocessen og opfordrede først og fremmest de bolsjevikiske økonomer til selv at blive kyndige Teknikere og til at fremskynde Uddannelsen af nye tekniske Kadrer af Arbejderklassens Midte. Trotskisterne og Sinovjeffolkene havde Partiet knust, men da Partiet var gået til Angreb på Kulakerne, fremtrådte i 1928-1929 i Stedet d’Herrer Bukharin, Rykof, Tomski og hele deres partifjendtlige Gruppe af Højrespekulanter og Venner af Kapitalismens Genindførelse. På samme Tid gjorde Imperialisterne, der støttede sig på Højrefolkenes Kapitulantarbejde, et nyt Forsøg på at drage Sovjetunionen ind i en Krig. I Englands og Frankrigs Generalstabe udarbejdedes der Planer om en ny Intervention mod Sovjetunionen, som skulde finde Sted i 1929-30. Ligesom den store socialistiske Oktoberrevolutions Sejr i Oktober 1917 ville have været umulig, hvis ikke Kapitulanterne og Skruebrækkerne var blevet knust, således ville Socialismens Sejr på Landet have været umulig, hvis ikke Højrekapitulanterne var blevet knust i 1928-29. Af særlig Betydning for Partiets Sejr over Bukharins og Rykofs partifjendtlige Gruppe var Stalins Taler »Om Højrefaren i SUKP(B)« (på Moskvakomitéens og Moskvas Kontrolkommissions Møde i Oktober 1928) og »Om Højreafvigelsen i SUKP(B)« (på SUKP(B)’s Centralkomités Møde i April 1929). I disse Taler afslørede Stalin fuldstændigt Højrefolkene som Fjender af Leninismen, og han påviste, at Højrefolkene var Kulakernes Agenter i Partiet. I Kampene mod Højrefolkene svejsede Stalin hele Partiet sammen og førte det frem til Angreb mod den kapitalistiske Udbytnings sidste Tilflugtssted i vort Land. Stalins Geni, hans ubøjelige Vilje og kloge Fremsynethed gjorde det muligt at hæve Revolutionen op på et nyt og højere Trin. I sin historiske Artikel »Det store Omsvings År«, der blev skrevet i 1929 til Oktoberrevolutionens 12-Årsdag, skrev Stalin: »Det forløbne År betød et stort Omsving på alle den socialistiske Opbygnings Fronter. Dette Omsving foregik og foregår stadig som et energisk Angreb fra Socialismens Side på de kapitalistiske Elementer i By og på Land. Det er en karakteristisk Ejendommelighed ved dette Angreb, at det allerede har givet os en Række afgørende Sejre på de afgørende Områder af den socialistiske Ombygning (Rekonstruktion) af vor Folkehusholdning«. Partiet opnåede et betydeligt Omsving på Arbejdsproduktivitetens Område. En af den socialistiske Industrialiserings vanskeligste Opgaver blev løst i Hovedtrækkene - der blev samlet Midler til Opbygningen af en Sværindustri. Partiet opnåede et afgørende Omsving indenfor Udviklingen af vort Landbrug, indenfor Udviklingen af vor Bondestand. Kollektivbrugsbevægelsen begyndte at udvikle sig for fuld Fart, og det Tempo, hvormed den udviklede sig, overgik endog Storindustriens Tempo. Det blev Begyndelsen til Massebevægelsen for Kollektiviseringen. »Det nye og afgørende i Kollektivbrugsbevægelsen nu«, skrev Stalin, »er, at Bønderne ikke længere slutter sig til Kollektivbrugene i Smågrupper, som det tidligere var Tilfældet, men i hele Landsbyer, hele Landdistrikter, hele Rayoner, ja endog hele Områder. Og hvad betyder dette? Det betyder, at Middelbonden er gået ind i Kollektivbrugene. Og dette er Grundlaget for det radikale Omsving i Landbrugets Udvikling, som udgør Sovjetmagtens vigtigste Vinding«. Således forberedtes under Stalins Ledelse den historiske Vending fra den Politik, der gik ud på, at indskrænke og fortrænge Kulakelementerne, til den Politik, der gik ud på at likvidere Kulakerne som Klasse på Grundlag af den fuldstændige Kollektivisering. Den 27. December 1929 talte Stalin på en Konference af marxistiske Landbrugseksperter. I sin Tale afslørede Kammerat Stalin den borgerlige Teori om »Ligevægt« mellem Folkehusholdningens Afsnit, sønderslog den anti-marxistiske Teori om »Spontaniteten« i den socialistiske Opbygning og den anti-marxistiske Teori om Småbondebrugets »Stabilitet«. Kammerat Stalin knuste alle disse borgerlige, antimarxistiske højreopportunistiske Teorier og gav en dybtgående Analyse af Kollektivbrugenes Natur som den socialistiske Form for Økonomi og begrundede Overgangen til den fuldstændige Kollektivisering og til den Likvidering af Kulakerne som Klasse, der byggede på dette Grundlag. Lenin havde allerede på 11. Partikongres talt om den sidste og afgørende Kamp mod den russiske Kapitalisme, der vokser frem af Småbondebruget, men den Gang kunde man endnu ikke nøjagtig fastslå, hvornår denne Kamp ville finde Sted. Med den geniale Fremsynethed, der er Kammerat Stalin egen, påviste han videnskabeligt, at Tidspunktet for den sidste, afgørende Kamp mod den indre Kapitalisme nu var inde. Den store Dialektiker Stalin viste, at Likvideringen af Kulakerne som Klasse ikke er en Fortsættelse af den hidtidige Politik med at indskrænke og fortrænge Kulakerne, men betyder en skarp Vending i Partiets Politik. »Medens Konfiskeringen af Godsejernes Jord var Oktoberrevolutionens første Skridt på Landet«, hed det i 16. Partikongres’ Resolutioner, »er Overgangen til Kollektivbrugene det andet og afgørende Skridt, der udgør en overmåde vigtig Etape i Opbygningen af Fundamentet for det socialistiske Samfund i Sovjetunionen «. Ude på Landet nåede man frem til den socialistiske Økonomi som Følge af, at den økonomiske Nødvendighed. I den historiske Hilsen, som Kammerat Stalin sendte til Arbejderne ved Traktorfabrikken i Stalingrad den Dag, Fabrikken blev åbnet (17. Juni 1930), skrev han: »Jeg hilser og lykønsker Arbejderne og det ledende Personale ved Sovjetunionens første Traktorgigant med Sejren. De 50,000 Traktorer, som vi hvert År skal levere Landet, er 50,000 Granater, der sprænger den gamle borgerlige Verden og baner Vej for det nye socialistiske System på Landet. Jeg ønsker jer Held med Opfyldelsen af jert Program«. De nye Produktionskræfter, der var blevet skabt på Landet, førte uundgåeligt til nye socialistiske Forhold mellem Menneskene. Stalin, der har behandlet alle Sider af den Marxistisk-Leninistiske Lære om Socialismen, viste, at Overgangen til Kollektiviseringen er mulig, ikke som Følge af, at Bønderne jævnt og fredeligt træder ind i Kollektivbrugene, men som Følge af den Kamp, som Bondemasserne fører mod Kulakerne. Det var nødvendigt at knuse Kulakerne i åben Kamp for øjnene af alle Bønder, og derfor stod Overgangen til den fuldstændige Kollektivisering i uløselig Forbindelse med den Opgave, der bestod i at likvidere Kulakerne som Klasse. Kammerat Stalins Anvisninger om Nødvendigheden af, at Partiet gik bort fra den Politik at indskrænke Kulakernes Udbyttertendenser og gik over til at likvidere Kulakerne som Klasse, lå til Grund for Centralkomitéens Forordning af 5. Januar 1930 »Om Kollektiviseringens Tempo og Hjælpeforanstaltninger fra Statens Side til Opbygningen af Kollektivbrugene«. Partiets Fjender forsøgte på enhver Måde at forhindre Partiet i at følge den Kurs, det var slået ind på for at kollektivisere Landet. Disse fjendtligsindede Forsøg korn ikke blot til Udtryk i direkte Optræden mod Kollektiviseringen fra Højrekapitulanternes Side, men også i »Venstre«-Forvanskninger af Partiets Linje, i Krænkelser af det Tempo for Kollektiviseringen, som Partiet havde fastsat, i Krænkelser af det Lenin-Stalinske Princip om Frivillighed ved Kollektivbrugenes Opbygning, i forvirrede Forsøg på at springe Artelet over og gå direkte til Kommunen, i Tvangskollektivisering af Beboelseshusene, af Får og Geder, Fjerkræ o.s.v. Fjenderne i og uden for Landet, Interventerne og deres Agenter håbede, at denne »radikale« og undertiden også bevidst provokatoriske Praksis skulde gøre Bønderne til Fjender af Sovjetmagten. I de imperialistiske Staters Generalstabe fastsatte man allerede Tidspunktet for den nye Intervention. Men Partiets Fører så i rette Tid den nye Fare. Den 2. Marts 1930 blev der på Centralkomitéens Beslutning offentliggjort en Artikel af Stalin »Resultaterne er steget til Hovedet«, i hvilken Stalin tilbageviste »Venstre«Overdrivelserne, der truede med at ødelægge Kollektivbrugsbevægelsen. Artiklen lagde den største Vægt på, at Kollektivbrugenes Opbygning skete frivilligt, og betonede Nødvendigheden af at tage Hensyn til de forskelligartede Betingelser i Sovjetunionens forskellige Egne, når man fastlagde Kollektiviseringens Tempo og Metoder. Kammerat Stalin mindede om, at det vigtigste Led i Kollektivbrugsbevægelsen var Landbrugsartelet... Kammerat Stalins Artikel fik den største politiske Betydning. Den hjalp Partiorganisationerne med at rette Fejlene og betød et knusende Slag mod Sovjetmagtens Fjender, der håbede, at det på Grund af Overdrivelserne ville lykkes dem at sætte Bønderne op mod Sovjetmagten«. Kammerat Stalin tilføjede »Venstre« -Forvanskningerne et ødelæggende Slag og tilintetgjorde samtidig Interventernes Forhåbninger. Samtidig forklarede han som Millionmassernes Lærer Kadrerne i og uden for Partiet, hvori Ledelsens Kunst består. »Ledelsens Kunst,« skrev Stalin, »er en alvorlig Sag. Man må ikke komme bagefter Bevægelsen, thi at blive tilbage betyder at rive sig løs fra Masserne. Men man må heller ikke ile forud, thi at ile forud betyder at miste Forbindelsen med Masserne. Den der vil lede Bevægelsen og samtidig vil bevare Forbindelsen med Millionmasserne, han må føre Kampen på to Fronter, både mod dem, der bliver bagefter, og mod dem, der iler forud«. I den Artikel, der derefter blev offentliggjort, den 3. April 1930, »Svar til vore Kammerater Kollektivbønderne«, og som henvendte sig til Kollektivbøndernes Millioner, viste Stalin, hvad der lå til Grund for Fejlene i Bondespørgsmålet, pegede på de største Fejl i Kollektivbrugsbevægelsen og gjorde med overordentlig Kraft Rede for Lovene for en Offensiv på Klassekampens Front. Man må ikke føre en Offensiv uden at befæste de erobrede Positioner - sagde Kammerat Stalin - uden at omgruppere Kræfterne, uden at forsyne Fronten med Reserver, uden at trække Forsyningerne frem. Opportunisterne forstår ikke Offensivens Klassekarakter: Hvilken Klasse skal man angribe, og i Forbund med hvilken Klasse? Vi har ikke Brug for en hvilken som helst Offensiv, sagde Stalin, men for en Offensiv mod Kulakerne i Forbund med Middelbønderne. Takket være Stalins Ledelse, og som Følge af, at Overdrivelserne blev rettet, blev der skabt et varigt Grundlag for en ny vældig Vækst af Kollektivbrugsbevægelsen. Partiet løste med Kammerat Stalin i Spidsen den vanskeligste Opgave, den bolsjevikiske Revolution havde stået over for siden Magterobringen: at føre de små Bondebrug over til Socialismen, at likvidere Kulakerne som den mest talrige Udbytterklasse. »Det var en overordentlig dybtgående revolutionær Omvæltning, et Spring fra en kvalitativt gammel Samfundstilstand til en kvalitativt ny Samfundstilstand, en Omvæltning, som i sine Konsekvenser var lige så dybtgående som den revolutionære Omvæltning i Oktober 1917. Det karakteristiske ved denne Revolution bestod i, at den gennemførtes oven fra på Statsmagtens Initiativ og støttedes umiddelbart nedefra af Bøndernes Millionmasser, som kæmpede mod Kulakundertrykkelsen for et frit Liv i Kollektivbrugene«. Idet Stalin støttede sig på Lenins Direktiver om, at det indenfor Landbruget var nødvendigt at gå over fra små Bondebrug til store kollektive Arteler, og på Lenins Plan om Kooperativerne, udarbejdede han teoretisk Læren om Landbrugets Kollektivisering og førte den praktisk ud i Livet. Det nye på dette Område hos Stalin består i, at han 1) indgående behandlede Spørgsmålet om det socialistiske Landbrugs Form af Kollektivbrug, 2) viste, at det grundlæggende og afgørende Led i Kollektivbrugsopbygningen på nuværende Trin er Landbrugsartelet, fordi det er den Form, der er den rigtigste, som Bønderne bedst kan forstå, og som gør det muligt at forene Kollektivbøndernes personlige Interesser med deres kollektive Interesser, at tilpasse Kollektivbøndernes private Interesser til Samfundets Interesser, 3) begrundede Overgangen fra den Politik, der går ud på at indskrænke og fortrænge Kulakerne, til den Politik, der går ud på at likvidere Kulakerne som Klasse på Grundlag af den fuldstændige Kollektivisering, 4) fremhævede Maskin- og Traktorstationernes Betydning som Støttepunkter under den socialistiske Ombygning af Landbruget, der kunde yde Landbruget og Bønderne Hjælp fra den socialistiske Stats Side. I Februar 1930 imødekom Sovjetunionens Centraleksekutivkomité talrige Anmodninger fra en Række Organisationer, offentlige Møder af Arbejdere, Bønder og Rødarmister, og vedtog at belønne J. V. Stalin med hans anden Røde Fanes Orden for fremragende Fortjenester på den socialistiske Opbygnings Front. Den 16. Partikongres (26. Juni-13. Juli 1930) gik over i Historien som Kongressen om Socialismens Offensiv i fuldt Sving over hele Fronten. I sin Beretning viste Stalin, hvad Socialismens Offensiv i fuldt Sving mod de kapitalistiske Elementer over hele Fronten betød og fastslog, at vort Land allerede var trådt ind i Socialismens Periode. Stalin berettede for Kongressen om de Sejre, der var opnået med Hensyn til Landets Industrialisering og Landbrugets Kollektivisering, og pegede samtidig på de Opgaver, den nye Udviklingsperiode stiller os overfor. Selvom vi, hvad Udviklingstempoet angår, har indhentet og overgået de førende kapitalistiske Lande, så står vi, hvad Industriproduktionens Niveau angår, endnu meget langt tilbage for de førende kapitalistiske Lande. Deraf følger, at det er vor Opgave at sætte Tempoet yderligere i Vejret, at det er vor Opgave at indhente og overgå de kapitalistiske Lande også med Hensyn til Industriproduktionens Niveau. I sin Beretning påviste Stalin Partiets Opgaver med Hensyn til Femårsplanens Opfyldelse på 4 År. Hele Landets arbejdende Befolkning gik med Begejstring i Gang med at løse de Kæmpeopgaver, som Kongressen havde stillet. Den socialistiske Kappestrid og Stødarbejderbevægelsen fandt stor Udbredelse. På det Tidspunkt, da den 16. Kongres fandt Sted, omfattede den socialistiske Kappestrid ikke mindre end 2 Millioner Arbejdere, og over 1 Million Arbejdere var Medlemmer af Stødbrigader. »Det mest bemærkelsesværdige ved Kappestriden,« sagde Kammerat Stalin på 16. Kongres, »består i, at den frembringer et fuldstændigt Omsving i Folks Syn på Arbejdet, thi den forvandler Arbejdet, som tidligere blev anset for at være en vanærende og tung Byrde, til en Æressag, en Hæderssag, en Tapperhedens og Heltemodets Sag. I de kapitalistiske Lande findes der ikke og kan der ikke findes noget lignende«. Opfyldelsen af den første Femårsplan krævede en Rekonstruktion af alle Folkehusholdningens Grene på Grundlag af en ny og moderne Teknik. Teknikken fik afgørende Betydning. I Forbindelse hermed fremsatte Partiets Fører d. 4. Feb. 1931 i Talen »Om Industriledernes Opgaver« på den første Unionskonference for den socialistiske Industris Medarbejdere den nye Parole »Bolsjevikerne må beherske Tekniken«, »I Rekonstruktionsperioden afgør Teknikken alt«. I denne Periode, hvor Partiet arbejdede anspændt på at opbygge Socialismen, fik den Marxistisk-Leninistiske Opdragelse af Partiets Medlemmer og Kandidater, Studiet af det bolsjevikiske Partis historiske Erfaring og Kampen mod Forfalskerne af dets Historie, stadig større Betydning. I November 1931 offentliggjorde Stalin det kendte Brev til Redaktionen af Tidsskriftet »Den proletariske Revolution«, der har spillet en overordentlig stor Rolle med Hensyn til en endnu kraftigere ideologisk Sammensvejsning af Partiets Rækker. I dette Brev afslørede Stalin de trotskistiske Forfalskere af Bolsjevismens Historie og viste, at Leninismen fødtes, voksede og vandt i Styrke i en ubarmhjertig Kamp mod Opportunismen af alle Afskygninger, at Bolsjevikerne var den eneste revolutionære Organisation i Verden, der fuldstændig knuste Opportunisterne og Centristerne og jog dem ud af Partiet. I dette Brev påviste Stalin med al Kraft, at Trotskismen er en Fortrop for det kontrarevolutionære Bourgeoisi og fører Kamp mod Kommunismen, mod Sovjetmagten, mod den socialistiske Opbygning i Sovjetunionen. I Begyndelsen af 1933 blev den første Femårsplan opfyldt, før Tiden. I Januar 1933 talte Stalin på Centralkomitéens og den centrale Kontrolkommissions Møde om »Den første Femårsplans Resultater«. Vort Land, påviste han, er blevet forvandlet fra et Agrarland til et Industriland, fra et Land med små Bondebrug til et Land med det største, det førende socialistiske Landbrug. Udbytterklasserne er blevet fordrevet fra deres Positioner indenfor Produktionen. Resterne af dem er spredt over hele Landet og fører Kampen mod Sovjetmagten fra Baghold. Derfor var det nødvendigt at vise større Årvågenhed, at føre Kampen for at værne om den socialistiske Ejendom, Grundlaget for Sovjetsystemet, og på enhver Måde styrke Proletariatets Diktatur. I en anden Tale på Centralkomitéens Møde, »Om Arbejdet på Landet«, gav Stalin en dybtgående Analyse af Manglerne ved Partiets Arbejde på Landet og opridsede et helt Program for det Arbejde, der skulde udføres for at styrke Kollektivbrugssystemet. Partiet stod overfor en ny Opgave: Kampen for at styrke Kollektivbrugene, organisere Arbejdet i Kollektivbrugene, gøre Kollektivbrugene bolsjevikiske og rense Kollektivbrugene for fjendtligsindede Kulak- og Skadegørerelementer. Med dette Formål for øje foreslog Kammerat Stalin at oprette politiske Afdelinger ved Maskin- og Traktorstationerne og Sovjetbrugene. I Løbet af to År (1933-34) lykkedes det de politiske Afdelinger ved Maskin- og Traktorstationerne at gøre et stort Arbejde for at styrke Kollektivbrugene. På den første Unionskongres af Stødarbejdere fra Kollektivbrugene fremsatte og begrundede Kammerat Stalin den 19. Februar 1933 Parolen om at gøre Kollektivbrugene bolsjevikiske og Kollektivbønderne velhavende. »For at gøre Kollektivbønderne velhavende,« sagde Stalin, »er nu kun een Ting nødvendig, og det er, at man arbejder samvittighedsfuldt i Kollektivbruget, udnytter Traktorerne og Maskinerne rigtigt, udnytter Trækdyrene rigtigt, dyrker Jorden rigtigt og tager Vare på Kollektivbrugenes Ejendom«. Stalins Tale gjorde dybt Indtryk på Kollektivbøndernes Millioner og blev et praktisk Kampprogram for Kollektivbrugene. Kort før 17. Partikongres aflagde S. M. Kirof, Revolutionens begejstrede Tribun og Partiets Yndling, i Leningrad en Beretning om det Arbejde, som Centralkomitéen for SUKP(B) havde udført, og karakteriserede på følgende Måde den store Organisator af Arbejderklassens socialistiske Sejre: »Kammerater, når man taler om vort Partis Fortjenester, om vort Partis Sejre, så kan man ikke undgå at tale om den store Organisator af de gigantiske Sejre, som vi har opnået. Jeg tænker her på Kammerat Stalin. Jeg må sige jer, at han i Sandhed helt og fuldt med sine rige Evner fortsætter og fører videre, hvad vi fik i Eje af vort Partis store Grundlægger, som vi mistede allerede for 10 År siden. Det er vanskeligt at forestille sig en Kæmpeskikkelse som Stalin. I de sidste År, i den Tid, da vi har arbejdet uden Lenin, kender vi ikke et eneste Vende punkt i vort Arbejde, ikke et blot nogenlunde betydningsfuldt Initiativ, nogen sådan Parole eller Retning i vor Politik, som Kammerat Stalin ikke har været Ophavsmand til. Hele det grundlæggende Arbejde det må Partiet vide - foregår efter Direktiver fra, på Initiativ af og under Ledelse af Kammerat Stalin. De største Spørgsmål vedrørende den internationale Politik afgøres efter hans Anvisninger. Og det er ikke blot disse store Spørgsmål, der interesserer ham, men også hvad der ser ud som tredierangs eller endda tienderangs Spørgsmål, dersom de angår Arbejderne, Bønderne og hele den arbejdende Befolkning i vort Land. Jeg må sige, at dette ikke blot gælder Socialismens Opbygning i det hele taget, men også de enkelte Spørgsmål i vort Arbejde. Hvis man f.eks. tager vort Lands Forsvarsproblemer, så må man med al Kraft understrege, at vi helt og fuldt har Stalin at takke for alle de Sejre, som jeg har talt om. Denne Mands mægtige Vilje og kolossale organisatoriske Talent sikrer Partiet, at det i rette Tid gennemfører de store historiske Vendinger, der er forbundet med Socialismens sejrrige Opbygning. Tag Kammerat Stalins Paroler om at »gøre Kollektivbønderne velhavende«, »gøre Kollektivbrugene bolsjevikiske«, »beherske Teknikken«, Kammerat Stalins seks historiske Betingelser - alt hvad der leder Socialismens Opbygning på det givne Trin af vort Arbejde udgår fra denne Mand, og alt hvad vi har vundet under første Femårsplan, er opnået på Grundlag af hans Direktiver«.(S. M. Kirof: Udv. Artikler og Taler 1912-1934, 1939, S. 609 f., russisk udgave.) I Begyndelsen af 1984 leder Stalin 17. Partikongres, der er gået over i Historien som de sejrendes Kongres. I sin Beretning på Kongressen gjorde Kammerat Stalin Resultatet op af Partiets historiske Sejre, af Socialismens Sejre i Sovjetunionen. Den Politik, der havde sejret, var Industrialiseringen, den fuldstændige Kollektivisering og Likvideringen af Kulakerne som Klasse. Den Teori, der havde sejret, var den, der fastslog, at det var muligt at opbygge Socialismen i et enkelt Land. Det socialistiske Samfundssystem var blevet den uindskrænket herskende Kraft indenfor hele Folkehusholdningen. Alle andre Samfundssystemer var slået ud. Kollektivbrugene havde sejret definitivt og uigenkaldeligt. Men Stalin mindede advarende om, at Kampen langtfra var afsluttet. Selvom Fjenderne er slået, så lever Resterne af deres Ideologi og viser sig ikke sjældent. Den kapitalistiske Omverden eksisterer stadig. Den sætter Liv i Resterne af Kapitalismen i Folks Bevidsthed og udnytter dem. Kammerat Stalin pegede på, at Resterne af Kapitalismen i Folks Bevidsthed er langt mere sejglivede på det nationale Spørgsmåls Område end på noget andet Område. Som Svar på et Spørgsmål om, hvilken Afvigelse der udgør den største Fare - Afvigelsen henimod den storrussiske Nationalisme eller Afvigelsen henimod den lokale Nationalisme - sagde Kammerat Stalin, at under de nuværende Omstændigheder »er Hovedfaren den Afvigelse, som man er holdt op med at bekæmpe, og som man derved har givet Lov til at udvikle sig til en Fare for Staten«. Der behøves et systematisk Arbejde for at overvinde Resterne af Kapitalismen i Folks Bevidsthed; der behøves en systematisk Kritik af den Ideologi, der stammer fra Strømfinger, der er fjendtligsindede overfor Leninismen; det er nødvendigt at drive en utrættelig Propaganda for Leninismen, sætte Partimedlemmernes ideologiske Niveau i Vejret og at opdrage den arbejdende Befolkning i Internationalismens Ånd. Stalin fremhævede med særlig Styrke, at det var nødvendigt at forøge Partiets Årvågenhed: »Man må ikke vugge Partiet i Søvn, men skærpe dets Årvågenhed. Man må ikke dysse det i Søvn, men holde det i Kampberedskab, ikke afvæbne det, men væbne det, ikke demobilisere det, men holde det mobiliseret til Gennemførelsen af anden Femårsplan«. I Stalins Tale blev der givet et konkret udarbejdet Program for Partiets videre Arbejde indenfor Industrien, Landbruget, Handelen og Transportvæsenet, et Program for det organisatoriske Arbejde (Kadrerne, Kontrol med Beslutningernes Gennemførelse); det blev stillet Partiet som Opgave »at hæve den organisatoriske Ledelse op på samme Niveau som den politiske Ledelse«. I Stalins Tale blev der givet et Program for Kulturarbejdet, for Arbejdet indenfor Videnskaben, Folkeoplysningen og på den ideologiske Kamps Område. På Forslag af S. M. Kirof godkendte 17. Partikongres Kammerat Stalins Tale i sin Helhed som en Kongresbeslutning, som en Partilov, som et Program for Partiets Arbejde i den nærmeste Periode. Kongressen vedtog endvidere den anden Femårsplan for Folkeøkonomiens Udvikling. Som Følge af de Sejre, Partiets Generallinie havde vundet i Landet, fortsatte Industrien og Landbruget deres stadige Vækst. Den anden Stalinske Femårsplan for Industrien blev opfyldt i April 1937, d.v.s. før Tiden - i Løbet af 4 År og 3 Måneder. Fuldendelsen af Industriens og Landbrugets Rekonstruktion førte til, at vor Folkehusholdning blev forsynet med Verdens mest moderne Teknik. Vor Industri modtog vældige Mængder af Maskiner og andre Produktionsmidler. Vort Landbrug modtog førsteklasses Traktorer, Combines og andre komplicerede Landbrugsmaskiner, fremstillet i Sovjetuninonen. Transportvæsenet modtog førsteklasses Automobiler, Lokomotiver, Dampskibe og Flyvemaskiner. Den røde Arbejder- og Bondearmé modtog en ny, fortrinlig teknisk Udrustning, Artilleri, Tanks, Flyvemaskiner og Krigsskibe. Hele dette Kæmpearbejde for at forsyne vor Folkeøkonomi med en ny Teknik foregik under Kammerat Stalins direkte Ledelse. Nye Arter Maskiner, store tekniske Nyheder eller Opfindelser blev og bliver indført i Industrien på Kammerat Stalins direkte Anvisning. Han sætter sig personligt ind i alle Detaljer af Arbejdet med at rekonstruere Industrien og Landbruget i teknisk Henseende, han begejstrer og henfører Arbejdere og Ingeniører, Ledere af Fabriker og Industrigrene, Opfindere og Konstruktører. Han interesserer sig særlig meget og særlig gerne for vor røde Hærs, Krigsflådens og Luftflådens tekniske Udrustning. Som Følge heraf er den røde Hær blevet en uovervindelig og truende Magt for Socialismens Fjender. Den nye, mægtige Teknik krævede Folk, der var i Stand til at beherske denne Teknik og til at få alt det ud af den, som den kunde yde. Det var derfor nødvendigt at få vore Kadrer til at gøre omkring og have deres Opmærksomhed henvendt på at tilegne sig den nye Teknik og på kraftigt at fremme Arbejdet med at uddanne talstærke andre Kadrer, der var i Stand til at få den maksimale Effekt ud af denne Teknik. I denne Henseende havde Kammerat Stalins Tale til Afgangsholdet fra den røde Armés Akademier i Maj 1935 særlig stor Betydning. »Til at sætte Teknikken i Gang,« sagde Kammerat Stalin, »og udnytte den til det yderste, kræves der Mennesker, som allerede behersker denne Teknik; der kræves Kadrer, som er i Stand til at tilegne sig Teknikken og udnytte den efter alle Kunstens Regler. En Teknik uden Mennesker, der behersker denne Teknik, er død. En Teknik med Mennesker i Spidsen, der behersker den, kan og skal frembringe Undere. Havde vi i vore førsteklasses Værker og Fabriker, i vore Sovjetbrug og Kollektivbrug, i vor røde Armé et tilstrækkeligt Antal Kadrer, som kunde magte denne Teknik, så ville vort Lands Effektivitet være 3-4 Gange så stor i Dag... Man må snarest lære at indse, at af alle værdifulde Kapitaler, der findes i Verden, er den mest værdifulde og den mest afgørende Kapital Menneskene, Kadrerne. Man må forstå, at under vore nuværende Forhold »afgør Kadrerne alt«. Har vi gode og talrige Kadrer i Industrien, i Landbruget, i Transportvæsenet, i Hæren, så er vort Land uovervindeligt. Har vi ikke sådanne Kadrer, så halter vi på begge Ben«. Kammerat Stalins Tale blev en kraftig Løftestang til Løsning af en af de vigtigste Opgaver for den socialistiske Opbygning: Kadreproblemet. Styrken i dette Direktiv fra Partiets Fører bestod ikke blot i, at det fik alle Parti- og Sovjetorganisationer til at have deres Opmærksomhed henvendt på Kadreproblemet. Dets Styrke bestod i, at det fandt Genklang fra neden, hos de brede Masser, og fremkaldte et nyt Arbejdsopsving. På Initiativ af førende Arbejdere rejste Stakhanofbevægelsen sig med mægtig Kraft, fra neden. Den begyndte i Donetsbækkenet, i Kulindustrien, men med usandsynlig Fart bredte den sig til hele Landet, til alle Grene af Folkehusholdningen. Titusinder og Hundredtusinder af fremragende Arbejdshelte viste i deres Arbejde Forbilleder på Beherskelse af Teknikken og på socialistisk Arbejdsproduktivitet indenfor Industrien, Transportvæsenet og Landbruget. Kammerat Stalin forklarede hele Partiet, hvilken stor historisk Betydning denne nye Bevægelse havde. I sin Tale i November 1935 på Stakhanofarbejdernes første Unionskonference sagde Stalin, at Stakhanofbevægelsen »giver Udtryk for et nyt Opsving i den socialistiske Kappestrid, en ny, højere Etape i den socialistiske Kappestrid ... Stakhanofbevægelsens Betydning består i, at den er en Bevægelse, som slår de gamle tekniske Normer i Stykker, fordi de er utilstrækkelige, en Bevægelse, der på en hel Række Områder overgår Arbejdsproduktiviteten i de førende kapitalistiske Lande og dermed åbner praktisk Mulighed for yderligere at befæste Socialismen i vort Land og forvandle det til det mest velhavende Land«. Kammerat Stalin viste, at denne Bevægelse baner Vej for Kommunismen, at den i sig bærer Sejren til et kulturelt og teknisk Opsving for Arbejderklassen, der fører til Likvidering af Modsætningen mellem åndeligt og fysisk Arbejde. Idet Stalin talte om Forudsætningerne for Stakhanofbevægelsen, viste han, hvori vor Revolutions store Kraft og Uovervindelighed lå: »Vor Revolution er den eneste, som ikke bare har sprængt Kapitalismens Lænker og givet Folket Friheden, men som også har givet Folket de materielle Betingelser for et Liv i Velstand. Heri ligger vor Revolutions Kraft og Uovervindelighed «. Stalin ledede direkte Arbejdet på Stakhanofarbejdernes Unionskonference og på de andre Konferencer for de førende Arbejdere indenfor Industrien, Transportvæsenet og Landbruget i Kreml. Sammen med Stakhanofarbejderne fra Industrien og Transportvæsenet, sammen med Combineførerne, Traktorførerne, Malkepigerne og Heltinderne fra Sukkerroemarkerne diskuterede han i Enkeltheder Spørgsmål, der vedrørte Teknikken og Produktionen indenfor alle Folkehusholdningens Grene. I Kreml modtog Stalin sammen med Centralkomitéens og Regeringens Medlemmer talrige Delegationer fra de blomstrende socialistiske Broderrepubliker. Det var en strålende Demonstration af det store Venskab mellem Sovjetunionens Folkeslag, som er opnået på Grundlag af Gennemførelsen af Lenins og Stalins Nationalitetspolitik. Sammen med de førende Arbejdere og Kollektivbønder udarbejdede Kammerat Stalin og hans Medarbejdere overmåde vigtige Beslutninger vedrørende den socialistiske Opbygnings største Problemer. »Lenin lærte, at kun de Ledere kan blive virkelige bolsjevikiske Ledere, som ikke blot er i Stand til at lære Arbejderne og Bønderne noget, men som også er i Stand til at lære hos dem,« sagde Kammerat Stalin i sin Tale på Stakhanofarbejdernes Konference. Han har selv været det bedste Eksempel for en sådan Forbindelse med Masserne lige fra de første Skridt i sin revolutionære Virksomhed. Den socialistiske Rekonstruktion i hele Folkehusholdningen fremkaldte en radikal Forandring i Forholdet mellem Klasserne i Landet. Dette krævede Forandringer i Forfatningen, der var vedtaget så langt tilbage som i 1924. På Kammerat Stalins Initiativ fremsatte Partiets Centralkomité på Sovjetunionens 7. Sovjetkongres Forslag om Forfatningsændringer. En særlig Forfatningskommission under Kammerat Stalins Forsæde udarbejdede et Forslag til en ny Forfatning. Forslaget blev diskuteret af hele Befolkningen, og Diskussionen varede 5 1/2 Måned. Der var ikke en Afkrog i vort Land, hvor den arbejdende Befolkning ikke studerede og diskuterede dette overmåde vigtige Dokument i Menneskehedens Historie. Hele Sovjetfolket billigede Forfatningsforslaget og hilste det med Glæde og Stolthed. I sin Tale på den 8., ekstraordinære Sovjetkongres om Forslaget til en fly Forfatning gjorde Kammerat Stalin grundigt Rede for, hvad der lå til Grund for dette Forfatningsforslag og påviste de vældige Forandringer, der var foregået i vort Land siden Vedtagelsen af Forfatningen af 1924. Socialismens Sejr havde gjort det muligt at demokratisere Valgsystemet endnu mere og at indføre almindelig, lige og direkte Valgret ved hemmelig Afstemning. Alle Socialismens vældige Sejre er blevet forankret i USSR’s Forfatning. Ifølge Forfatningen består Sovjetsamfundet af to hinanden venligtsindede Klasser: Arbejdere og Bønder. Sovjetunionens politiske Grundlag er Sovjetterne, der består af Repræsentanter for den arbejdende Befolkning. Sovjetunionens økonomiske Grundlag er den socialistiske Ejendomsret til Produktionsmidlerne Der er garanteret alle Sovjetborgere Ret til Arbejde, til Hvile, til Uddannelse og til materiel Forsørgelse i Alderdommen og i Tilfælde af Sygdom og Invaliditet. Borgernes Ligeberettigelse uafhængigt af deres Nationalitet, Race og Køn, er ubrydelig Lov. For at befæste det socialistiske Samfund garanterer Forfatningen Tale- og Pressefrihed, Forsamlings -og Mødefrihed, Ret til at slutte sig sammen i samfundsmæssige Organisationer, Personens Ukrænkelighed, Boligens Ukrænkelighed og Brevhemmelighed, Asylret for udenlandske Borgere, som forfølges på Grund af Forsvar for den arbejdende Befolknings Interesser, på Grund af videnskabelig Virksomhed eller på Grund af national Frihedskamp. Disse i Historien uhørt store Rettigheder og Friheder for den arbejdende Befolkning sikres materielt, økonomisk ved hele det socialistiske økonomiske System, der ikke kender Kriser, Anarki eller Arbejdsløshed. Sovjetunionens Forfatning pålægger samtidig alle Borgere alvorlige Forpligtelser; de skal overholde Lovene, iagttage Arbejdsdiciplin, ærligt efterkomme deres Samfundspligt, holde Reglerne for det socialistiske Fællesskabs Liv i Ære, bevare og befæste den socialistiske Ejendom og forsvare det socialistiske Fædreland. Det, som Menneskehedens bedste og førende Mænd havde drømt om i Hundreder af År, var blevet til en ukrænkelig Lov i Sovjetunionens Forfatning, der er en Forfatning for den sejrrige Socialisme og det udstrakte socialistiske Demokrati. Denne Forfatning blev godkendt og vedtaget af 8. Sovjetkongres den 5. December 1936. Til Ære for Forfatningens Skaber kaldte Sovjetunionens Folkeslag enstemmigt Sovjetunionens nye Forfatning for den Stalinske Forfatning. For Sovjetunionens arbejdende Befolkning er den et Resultat af Kamp og Sejr, for den arbejdende Befolkning i alle kapitalistiske Lande er den et stort Kampprogram. Den har forankret den verdenshistoriske Kendsgerning, at Sovjetunionen er trådt ind i en ny Udviklingsfase, en Fase, hvor det socialistiske Samfunds Opbygning fuldendes og hvor der sker en gradvis Overgang til Kommunismen. Den ruster den arbejdende Befolkning i hele Verden moralsk og politisk til Kamp mod den borgerlige Reaktion. Den viser, at hvad der er blevet virkeliggjort i Sovjetunionen, kan også virkelig-gøres i andre Lande. Kammerat Stalins Tale om Forslaget til den ny Forfatning er et yderst værdifuldt Bidrag til Marxismen-Leninismens Skatkammer. Den står på lige Fod med et så genialt marxistisk Skrift som »Det kommunistiske Partis Manifest«. De Sejre for Socialismen, som Partiet havde vundet under Stalins Ledelse, hensatte Folkets Fjender i endnu større Raseri. I 1937 blev der opdaget nye Kendsgerninger om Udyrene fra Bukharin-Trotskis Bande af Spioner, Skadegørere og Mordere, der arbejdede for de kapitalistiske Staters Spionagetjenester. Processerne viste, at denne Menneskehedens Bærme havde dannet Sammensværgelser mod Lenins Parti og Sovjetstaten lige fra Oktoberrevolutionens første Dage. De opfyldte deres imperialistiske Herrers ønske og satte sig som Mål at ødelægge Partiet og Sovjetstaten, underminere Landets Forsvar, støtte den udenlandske Intervention, forberede den røde Hærs Nederlag, sønderlemme Sovjetunionen og forvandle den til en Koloni for Imperialismen og genoprette kapitalistisk Trældom i Sovjetunionen. Under Stalins Ledelse knuste Partiet og Sovjetmagten Folkefjendernes Hvepserede. I sin Tale på Centralkomitéens Plenarmøde i Marts 1937 »Om Manglerne i Partiets Arbejde« opstillede Stalin et konkret Program for Parti- og Sovjetorganernes Styrkelse; et Program, der indeholdt de Forholdsregler, der skulde træffes for at forøge den politiske Årvågenhed, og som fremsatte Parolen om at »mestre Bolsjevismen«. Stalin rustede Partiet til Kampen mod Folkets Fjender og lærte det at rive Masken af dem. Sovjetdomstolene afslørede Misgerningerne og dømte det trotskistisk-bukharinske Udskud til Skydning. Sovjetfolket billigede Trotski-Bukharin Bandens Tilintetgørelse og gik over til Dagsordenen: Forberedelsen af Valgene til Sovjetunionens øverste Sovjet på organiseret Måde. Under Centralkomitéens og Kammerat Stalins Ledelse gennemførte Partiet med al mulig Kraft det forberedende Arbejde før Valget. Indførelsen af den nye Forfatning betød et Vendepunkt i Landets politiske Liv, en yderligere Demokratisering af hele det politiske Liv. Det nye Valgsystem førte til Styrkelse af Massernes politiske Aktivitet og af deres Kontrol med Sovjetmagtens Organer, til Styrkelse af Sovjetorganernes Ansvarlighed overfor Folket. Under Centralkomitéens Ledelse og under Stalins Ledelse ændannede Partiet sine Arbejdsformer i Overensstemmelse med de nye Opgaver ved at udvikle Demokratiet indenfor Partiet, styrke den demokratiske Centralismes Principer, fremme Kritikken og Selvkritikken og styrke Partiorganernes Ansvarlighed overfor Partimasserne. Hovedhjørnestenen i Partiets Valgkamp var den Stalinske Tanke om Kommunisternes og de Partiløses Blok. Den 11. December 1937, d.v.s. Dagen før Valget, talte Stalin i sin Valgkreds. I sin Tale viste han, hvad der er den afgørende Forskel mellem Valgene i Sovjetunionen, der er virkeligt frie Valg, og Valgene i de kapitalistiske Lande, hvor Udbytterklasserne undertrykker Folket. Hos os i Sovjetunionen er Udbytterklasserne likvideret, Socialismen er allerede trængt ind i Folks daglige Liv, og det er på dette Grundlag Valgene foregår. Stalin fastslog endvidere, hvordan de Politikere skulde være, som Folket skulde vælge til Deputerede i den øverste Sovjet. Folket skal kræve, at de er Politikere af Lenins Type, lige så klare, bestemte, uforfærdede i Kampen, frie for enhver Art Panik, ubarmhjertige overfor Folkets Fjender, kloge og betænksomme og besindige ved Afgørelsen af indviklede politiske Spørgsmål, hvor der er Brug for en alsidig Orientering, lige så sandfærdige og fulde af Kærlighed til deres Folk som Lenin. Hele Landet hørte sin kloge, geniale Førers Tale. Hans Ord gjorde et dybt Indtryk på den arbejdende Befolkning. Stalins Tale fastslog de Principper, der ledede Folkets valgte Mænd og Kvinder i deres Virksomhed, den begejstrede Folket og styrkede yderligere Kommunisternes og de Partiløses Blok. Valget til Sovjetunionens øverste Sovjet fandt Sted den 12. December. Det blev en national Folkefest, en Triumf for Sovjetfolket. Af 94 Millioner Vælgere deltog godt og vel 91 Millioner (96.8 %) i Afstemningen: 90 Millioner stemte endrægtigt på de Kandidater, der var opstillet af Kommunisternes og de Partiløses Blok, og fremhævede derved yderligere Socialismens Sejr. Det var en storslået Sejr for Kommunisternes og de Partiløses Stalinske Blok, en Triumf for Lenin-Stalins Parti, en Triumf for den Lenin-Stalinske Ledelse af Partiet. Sovjetfolkets moralske og politiske Enhed blev her bekræftet på glimrende Måde. Stalin blev af Folket valgt som Nr. 1, som den første Deputerede i Sovjetunionens øverste Sovjet. Da Massernes Aktivitet var vokset i allerhøjeste Grad og den fortsatte socialistiske Opbygning stillede vældige Opgaver, måtte man rejse Spørgsmålet om vore Kadrers ideologiske og politiske Hærdning på en ny Måde. I en Række af sine Taler fremhævede Kammerat Stalin, at det var en yderst vigtig Opgave for vore Kadrer at mestre Bolsjevismen. Kammerat Stalin mindede om, at vi har alle de Midler og Muligheder, der behøves, for at uddanne vore Kadrer ideologisk og hærde dem politisk, og at Løsningen af alle vore praktiske Opgaver for ni Tiendedeles Vedkommende afhænger heraf. En Kommission, der blev nedsat af SUKP(B)’s Centralkomité, og som stod under Kammerat Stalins Ledelse, skaber så med hans personlige og aktive Medvirken »Sovjetunionens kommunistiske Partis (Bolsjevikernes) Historie«. Udsendelsen af denne Bog var en stor Begivenhed i det bolsjevikiske Partis ideologiske Liv. Partiet fik et nyt mægtigt ideologisk Våben for Bolsjevismen, en virkelig Håndbog over den grundlæggende Viden på Marxismen-Leninismens Område. Med Stalinsk Klarhed og Dybde er i denne Bog fremstillet og sammenfattet den vældige historiske Erfaring, som det kommunistiske Parti sidder inde med, og som ikke eet Parti i hele Verden har haft eller har Magen til. I »SUKP(B)’s Historie« vises Marxismens Videreudvikling under de nye Betingelser for Proletariatets Klassekamp i Imperialismens og de proletariske Revolutioners Epoke, i den Epoke, hvor Socialismen har sej ret på en Sjettedel af Jordkloden. Denne Bog blev i Løbet af kort Tid spredt i et vældigt Antal Eksemplarer. »Det skal siges her,« sagde Kammerat Sjdanof på 18. Partikongres, »at så længe Marxismen har eksisteret, er dette den første marxistiske Bog, der har fået en så stor Udbredelse.« I det Bidrag, som Kammerat Stalin skrev til »SUKP(B)’s Historie«, »Om dialektisk og historisk Materialisme« gives der i en særdeles klar og sammentrængt Form en genial Fremstilling af den dialektiske og historiske Materialismes Grundsætninger. I dette Arbejde sammenfatter Kammerat Stalin alt hvad Marx, Engels og Lenin har bidraget til Læren om Dialektiken og videreudvikler Læren om den dialektiske og historiske Materialisme på Grundlag af Videnskabens og den revolutionære Praksis’ nyeste Kendsgerninger. Kammerat Stalin udvikler den dialektiske Materialisme som Kommunismens teoretiske Grundlag, som det Marxistisk-Leninistiske Partis Verdensanskuelse, der ideologisk væbner Arbejderklassen i dens Kamp for at erobre Proletariatets Diktatur og opbygge Kommunismen. Med særlig Styrke påpeges i dette Arbejde den indre Forbindelse, der består mellem Marxismen-Leninismens Filosofi og det bolsjevikiske Partis praktiske revolutionære Virksomhed. Hvis man ikke vil komme på Vildspor i Politik, lærer Kammerat Stalin, må man lade sig lede af den marxistisk-dialektiske Metodes Principper og kende Lovene for den historiske Udvikling. J. V. Stalins Arbejde »Om dialektisk og historisk Materialisme« er skrevet af en uforliguelig Mester i den marxistisk-dialektiske Metode, det sammenfatter Bolsjevismens vældige praktiske og teoretiske Erfaring, hæver den dialektiske Materialisme op på et nyt højere Trin og er et sandt Højdepunkt i den marxistisk-Leninistiske filosofiske Tænkning. I Marts 1939 leder Stalin 18. Partikongres’ Arbejde. Kongressen var en storslået Demonstration af et Parti så enigt og klippefast som ingensinde. Den viste, at Partiet stod samlet omkring den Lenin-Stalinske Centralkomité. I sin Beretning gav Stalin en dybtgående Analyse af Sovjetunionens internationale Stilling og afslørede de Planer, som Krigens og Interventionens Brandstiftere nærede mod Sovjetunionen. 5 År var gået siden 17. Partikongres. For de kapitalistiske Lande havde denne Periode været en Periode med de alvorligste Rystelser, både på det økonomiske Livs Område og på det politiske Område. Efter den økonomiske Krise fra 1929 til 1932 og den egenartede Depression fulgte fra anden Halvdel af 1937 en ny økonomisk Krise, der greb om sig i USA, England, Frankrig og en Række andre kapitalistiske Lande. Den internationale Situation var blevet tilspidset til det yderste, Efterkrigstidens System af Fredstraktater var brudt sammen, og en ny Krig, den anden imperialistiske Krig, var begyndt. Men en i Sandhed genial Klarsynethed afslørede Kammerat Stalin Krigsprovokatørernes Intriger og definerede med den største Præcission vore Principper på Udenrigspolitikkens Område i denne komplicerede internationale Situation. Han sagde: »Partiets Opgaver på Udenrigspolitikens Område består i følgende: 1) Også i Fremtiden at føre en Politik for Freden og til Styrkelse af saglige Forbindelser med alle Lande; 2) At iagttage Forsigtighed og ikke give Krigsprovokatørerne, som har for Skik at lade andre rage Kastanierne ud af Ilden for sig, Mulighed for at drage vort Land ind i Konflikter; 3) Med alle Midler at styrke vor røde Hærs og vor røde Krigsflådes Kampkraft; 4) At styrke det internationale Venskabsforhold til det arbejdende Folk Verden over, der er interesseret i Fred og Venskab mellem Folkene«. Kammerat Stalin karakteriserede den Fremgang og de Sejre, som Socialismen havde vundet, den socialistiske økonomis Vækst, Folkets stigende materielle og kulturelle Niveau og Sovjetsystemets fortsatte Stabilisering, og stillede Partiet og hele Sovjetfolket overfor en ny stor historisk Opgave: i Løbet af de nærmeste 10-15 År at indhente og overgå de vigtigste kapitalistiske Lande i økonomisk Henseende, d.v.s. med Hensyn til Produktionens Omfang pr. Indbygger. »Vi har overgået de vigtigste kapitalistiske Lande med Hensyn til Produktionsteknik og Industriens Udviklingstempo,« sagde Kammerat Stalin. »Det er udmærket, men det er ikke nok. Vi må overgå dem også i økonomisk Henseende. Det kan vi gøre, og det må vi gøre. Kun når vi har overgået de vigtigste kapitalistiske Lande i økonomisk Henseende, kan vi regne med, at vort Land bliver fuldt ud mættet med Forbrugsvarer, at vi får Overflod af Produkter, og at vi får Mulighed for at fuldbyrde Overgangen fra Kommunismens første Fase til dens anden Fase«. Som en af Partiets centrale Opgaver fremsatte Kammerat Stalin i sin Tale et helt videnskabeligt begrundet bolsjevikisk Program for Arbejdet med at oplære, skole, udvælge, forfremme og kontrollere Kadrerne. Kammerat Stalin gjorde i store Træk Rede for den Vej, Partiet var gået i Perioden fra 17. til 18. Partikongres, og sagde: »Hovedresultatet består i, at Arbejderklassen i vort Land har bevist Rigtigheden af sin Sag overfor hele Verden ved at afskaffe det ene Menneskes Udbytning af det andet og ved at forankre det socialistiske System. Dette er Hovedresultatet, fordi det styrker Troen på Arbejderklassens Kraft og på Uundgåeligheden af dens endelige Sejr«. Kammerat Stalins Tale på SUKP(B)’s 18. Kongres er et Programdokument for Kommunismen, der er endnu et Skridt fremad i Udviklingen af den Marxistisk-Leninistiske Teori. Stalin har videreudviklet den Leninske Teori om den socialistiske Revolution. Han har fortsat Læren om Muligheden af at opbygge Socialismen i et enkelt Land og udviklet den til Læren om Muligheden af at opbygge Kommunismen i vort Land selv i det Tilfælde, at den kapitalistiske Omringning fortsat består. Denne Kammerat Stalins Slutning hører til den Marxistisk-Leninistiske Teoris fremragende Frembringelser og står i Betydning på Højde med Lenins Påvisning af Muligheden af Socialismens Sejr i et enkelt Land. Den beriger Leninismen, skænker Arbejderklassen et nyt ideologisk Våben, giver Partiet et strålende Perspektiv i Kampen for Kommunismens Sejr og fører den Marxistisk-Leninistiske Teori fremad. Lenin skrev sit kendte Arbejde »Staten og Revolutionen« i August 1917, d.v.s. nogle Måneder før Oktoberrevolutionen og Sovjetstatens Grundlæggelse. Lenin værnede i denne Bog Marx’ og Engels’ Lære om Staten mod Forvrængninger og Forfladigelser fra Opportunisternes Side. Lenin ville have skrevet en 2. Del af »Staten og Revolutionen«, hvori han ville have opgjort de væsentligste Erfaringer fra de russiske Revolutioner i 1905 og 1917. Døden forhindrede ham imidlertid i at fuldføre denne Opgave. Kammerat Stalin, der støtter sig på den vældige Erfaring, der blev indhøstet i de mere end 20 År, den socialistiske Sovjetstat har eksisteret, omringet af den kapitalistiske Verden, har skabt en afsluttet og fuldt udarbejdet Lære om den socialistiske Stat. Stalin har givet en omfattende Analyse af Stadierne i den socialistiske Stats Udvikling og af Forandringerne i dens Funktioner i Forbindelse med den forandrede Situation, han har sammenfattet hele Erfaringen fra Sovjetstatens Opbygning og draget den Slutning, at det er nødvendigt at bevare Staten under Kommunismen i det Tilfælde, at der fortsat består en kapitalistisk Omringning. Det som Lenin ikke nåede at gøre med Hensyn til Teorien om Staten og Arbejderklassens Diktatur, det har Stalin gjort ! Kammerat Stalins Tale på SUKP(B)’s 18. Kongres er et Program for Arbejdet på at fuldende Opbygningen af det klasseløse socialistiske Samfund og for den gradvise Overgang fra Socialismen til Kommunismen. Bolsjevikernes Kongres godkendte enstemmigt sin Førers Beretning og stadfæstede denne Tale som et Direktiv, en Lov for hele Partiets Virksomhed. Kammerat Stalins Tale på SUKP(B)’s 18. Kongres er et glimrende Eksempel på Marxistisk-Leninistisk videnskabelig Fremsynethed med Hensyn til de internationale Forhold. De kloge Stalinske Retningslinier for vor Udenrigspolitik, den Stalinske Ledelses Mesterskab har skaffet Sovjetunionens Udenrigspolitik mægtige Sejre, og i endnu højere Grad forøget Sovjetunionens Betydning som en alvorlig international Magt, der er i Stand til at øve Indflydelse på den internationale Situation og forandre den i den arbejdende Befolknings Interesse. Sovjetunionens Regering lod sig lede af Kammerat Stalins Retningslinier og tilintetgjorde de lumske Planer, som Krigsbrandstifterne nærede, der ynder at lade andre rage Kastanierne ud af Ilden for sig, og skabte Sikkerhed for Sovjetfolkenes fredelige Arbejde. Ved at afslutte Traktaterne om gensidig Hjælp med de baltiske Stater har Sovjetunionen i allerhøjste Grad styrket Forsvarspositionerne for Socialismens Land og styrket sin internationale Stilling. Sovjetunionen har under Stalins Ledelse revet vore blodsbeslægtede Brødre, Vest-Ukraines og Vest-Hvideruslands Folkeslag, ud af de polske Godsejeres og Kapitalisters Åg. Disse Folkeslag er gået op i den fælles, broderlige Familie, som Sovjetunionens frie og lykkelige Folkeslag er. Man kan ikke tale om Kammerat Stalin uden at komme ind på hans Indflydelse på den internationale Arbejderbevægelse. Kommunistisk Internationale voksede og udviklede sig under Ledelse af de store Førere Lenin og Stalin. Som I. Internationales Historie er uløseligt knyttet til Navnene Marx og Engels, således vil III. Kommunistisk Internationales Historie for bestandig være forenet med Navnene Lenin og Stalin. Lenin og Stalin lagde Grunden til Kommunistisk Internationale og førte den i den første Periode i de stormfulde Efterkrigsår. Stalin har værnet Kommunistisk Internationale mod Angreb fra alle Leninismens Fjender. I Stalin ser Arbejdermasserne i de kapitalistiske Lande deres Fører, der klogt styrer Socialismens store Skib med det Formål at befri Proletariatet og den arbejdende Befolkning i hele Verden. I Stalin ser Millioner af Arbejdere deres Lærer, af hvis klassiske Skrifter de har lært og stadig lærer, hvordan man med Held kæmper mod Arbejderklassens Fjender, og hvordan man tilvejebringer Betingelserne for Proletariatets endelige Sejr. Stalins Indflydelse - det er den Indflydelse, som det store berømmelige bolsjevikiske Parti udøver, det Parti, der står for Arbejderne i de kapitalistiske Lande som Arbejderklassens Mønsterparti, som et Eksempel til Efterfølgelse. Under Ledelse af dette Parti, et Parti af ny Type, blev ikke blot Kapitalismen styrtet og det proletariske Diktatur oprettet, men Socialismen også opbygget i Sovjetunionen. Lad de Herrer Reaktionære blot prøve på at udrydde Arbejdernes ønsker om at gå i et sådant Partis Fodspor ! Arbejderne i alle Lande ved, at hvert af Stalins Ord har et Folk på 183 Millioner med sig, at hvert af hans Ord følges af Handling, og at Summen af disse Handlinger forandrer Styrkeforholdet mellem Arbejdernes Verden og Kapitalismens Verden på den internationale Arena. Stalins Indflydelse hidrører fra, at de verdenshistoriske Erfaringer fra den sejrrige socialistiske Revolution har slået fast for de arbejdende Masser i hele Verden, at de Perspektiver, han giver, er rigtige. Kammerat Stalins Liv og Virke er uløseligt forbundet med V. I. Lenins Virksomhed og med vort heltemodige bolsjevikiske Partis Historie. I Illegalitetens barske År, i Kampen for den store socialistiske Oktoberrevolutions Sejr, i Borgerkrigen, i Kampen mod Folkefjenderne, mod Socialismens Fjender, i Kampen for det socialistiske Samfunds Opbygning og Befæstelse trådte Kammerat Stalins stålhårde Vilje og revolutionære Energi frem med lysende Klarhed. J. V. Stalin er Partiets geniale Fører og Lærer, han er den socialistiske Revolutions store Strateg. Han er uforsonlig overfor Socialismens Fjender og urokkelig i Principspørgsmål, han forener i sin Virksomhed et klart revolutioriært Perspektiv, et klart Mål med en overordentlig Hårdnakkethed og Udholdenhed, når det gælder at opnå dette Mål, hans Ledelse er betænksom og konkret og hans Forbindelse med Masserne uløselig. Dette er de karakteristiske Træk i Stalins Arbejdsstil. Der har aldrig været en Fører på Jorden, der har ledet så vældige Millionmasser af Arbejdere og Bønder som J. V. Stalin. J. V. Stalin formår som ingen anden at sammenfatte Massernes revolutionære Erfaring, fremme og udvikle deres Initiativ, lære hos Masserne og belære Masserne, føre dem fremad til Sejr. Hele Stalins Virksomhed er for os et Mønster på, hvorledes overordentlig teoretisk Kunnen forenes med en i Omfang og Slagkraft enestående praktisk Erfaring i revolutionær Kamp. Sammen med sine nærmeste Kampfæller, Kammeraterne Molotof, Vorosjilof, Kaganovitsj, Kalinin, Mikojan, Andrejef, Sjdanof, Khrusjtsjof, Beria, Sjvernik og andre prøvede Leninister i Spidsen for Bolsjevikernes store Parti, leder Stalin en mange Nationer omfattende socialistisk Arbejder -og Bondestat, som man ikke har kendt Magen til i Historien. På alle den socialistiske Opbygnings Områder er hans Direktiver en Vejledning til Handling. Kammerat Stalins Arbejde er overordentlig mangesidet. Hans Energi er i Sandhed forbavsende. Den Række Spørgsmål, der lægger Beslag på Stalins Opmærksomhed, er uoverskuelig: de mest komplicerede Problemer vedrørende Marxismen-Leninismens Teori - og Skolebøger for Børnene; Problemer vedrørende Sovjetunionens Udenrigspolitik - og det daglige Arbejde med den proletariske Hovedstads Vel; Skabelsen af den store nordlige Søvej - og Udtørringen af Sumpene på Kolkhis; Problemer vedrørende Sovjetliteraturens og Sovjetkunstens Udvikling - og Redigeringen af Statutter for Kollektivbrugenes Liv. Alle kender den uimodståelige, knusende Kraft i Stalins Logik, hans krystalklare Tanke, hans stålhårde Vilje, hans Hengivenhed for Partiet, hans brændende Tro på Folket og Kærlighed til Folket. Alle kender hans Beskedenhed og Jævnhed, hans Lydhørhed overfor Folket og hans Ubarmhjertighed mod Folkets Fjender. Alle ved, at han ikke kan udholde Folk, der larmer op, Frasemagere og Vrøvlehoveder, Sortseere og Panikmagere. Stalin er betænksom og forhaster sig ikke med Afgørelsen af komplicerede politiske Spørgsmål, hvor alle Plusser og Minusser omhyggeligt skal tages i Betragtning. Og samtidig er Stalin den uovertrufne Mester i dristige revolutionære Beslutninger og bratte Vendinger. Stalin - det er vore Dages Lenin. Da Stalin i 1929 svarede de Organisationer og Kammerater, der havde sendt ham Hilsener i Anledning af hans 50-Års Fødselsdag, skrev han: »Jeres Lykønskninger og Hilsener lader jeg gå videre til Arbejderklassens store Parti, der har opfostret mig og opdraget mig i sit Billede ... Kammerater, I kan ikke tvivle om, at jeg også for Fremtiden er rede til at give Arbejderklassens Sag, den proletariske Revolutions og Verdenskommunismens Sag alle mine Kræfter, alle mine Evner, og, hvis det bliver nødvendigt, min sidste Blodsdråbe«. Sovjetunionens Folkeslag ser i Stalin Legemliggørelsen af deres Heltemod, af deres Kærlighed til Fædrelandet, af deres Patriotisme. »For Stalin! For Fædrelandet!« - under denne Parole tilintetgjorde den berømmelige røde Hærs Kæmpere Fjenden og hejste Sovjetflaget på Højderne ved Khassansøen. Sovjetunionens Folkeslag ser i Stalin Legemliggørelsen af deres Forhåbninger og Længsler, Legemliggørelsen af de Sejre, de har vundet. »For Stalin! For den Stalinske Forfatning!« - under dette Råb drog den røde Hærs Helte i Kamp mod dem, der havde krænket Grænserne i det fjerne østen. Stalins Navn, det er Befrielsens Fane. »For Stalin!« - med dette Råb drog den røde Hær i Ilmarcher ud for at befri sine Brødre Hviderusserne og Ukrainerne fra det Åg, som Panernes Polen havde lagt på dem. Stalins Navn er Symbolet på Mod, et Hæderssymbol for Sovjetfolket, en Appel til nye heroiske Handlinger til Hæder for Sovjetfolket. Med Stalins Navn i Tankerne fuldførte Papaninfolkene deres historiske Bedrift. Med Stalin i deres Tanker præsterer Stakhanofbevægelsens Mænd og Kvinder en Arbejdsproduktivitet så høj, at man ikke har kendt Magen til den nogetsteds på Jorden, og fremskynder dermed vort Lands Opstigning til Kommunismens strålende Tinder. Med Stalin i Tankerne arbejder Kollektivbrugenes Mænd og Kvinder utrætteligt for at tilkæmpe sig Retten til at få Udmærkelse på Unionens Landbrugsudstilling, og lægger derved Grunden til den sande Overflod af Produkter, der er et Særkende for det kommunistiske Samfund. Med Stalins Navn på Læberne flyver Flyverheltene stadig højere, hurtigere og længere, så Folket har givet dem Kælenavnet Stalinfalkene. De unge Mænd og Kvinder, Pionerbevægelsens Drenge og Piger i Socialismens Land, bærer Stalins Navn i Hjertet. Deres inderligste ønske er: at blive som Lenin, som Stalin, at blive Politikere af Lenin-Stalinsk Type. På Partiets, på Kammerat Stalins kalden har Sovjetungdommen bygget den socialistiske Industris Giganter, skabt Byer i Taigaen, den har bygget og bygger vidunderlige Skibe, den erobrer Polaregnene, tilegner sig den nye Teknik i Industri og Landbrug, styrker vort Lands Forsvar og viser sine skabende Evner i Arbejde indenfor Videnskab og Kunst. Det kommunistiske Ungdomsforbund, der er opdraget af Lenin og Stalin, er det bolsjevikiske Partis trofaste Hjælpere, en pålidelig Afløsning for det gamle Slægtled af Stridsmænd for Kommunismen. På mangfoldige Sprog digter Sovjetunionens Folkeslag Sange om Stalin. Disse Sange genspejler den dybe Kærlighed og grænseløse Hengivenhed, som Sovjetunionens Folkeslag nærer for deres store Fører, Lærer og Ven. I Folkets Digtning smelter Stalins Navn sammen med Lenins. »Vi går med Stalin som med Lenin, taler med Stalin som med Lenin, han kender alle vore mindste Tanker, hele sit Liv tænker han på os,« hedder det i en af de herlige russiske Folkedigtninger. Stalins Navn er Symbolet på Sovjetsamfundets moralske og politiske Enhed. »Lenins og Stalins Navne skaber lyse Forhåbninger i alle Jordens Egne og lyder som en Fanfare til Kamp for Fred og Lykke for Folkene, til Kamp for den fulde Befrielse fra Kapitalismen.’ (Molotov). Socialismen har sejret i Sovjetunionen og vinder stadig nye Sejre, fordi hele vort Arbejde og hele vor Kamp ledes af det største Menneske i vor Tid, af den Mand, der trofast har fortsat Lenins Sag: Josef Vissarionovitsj Stalin. Den arbejdende Befolkning i vort Land og i hele Verden har een fælles Tanke, et ønske, der kommer fra Hjertets Dyb: At vor kære og store Stalin må leve og virke i mange År ! At Marx-Engels-Lenin-Stalins store, uovervindelige Fane må gå frem !

Det er Krutjovs "hemmelig tale om Stalin" på den 20. partikongres i 1956, der åbner for kritikken af Stalins "magtsmisbrug og forbrydelser". Men Stalins " magtsmisbrug og forbrydelser" havde alle et motiv. Alle personer og kollektiver har jo som bekendt et motiv og nogle begrundelser for deres handlinger og deres politik. Det må også være klart, at alle beslutningerne og gennemførelsen af beslutningerne ikke kunne lade sig gøre, uden at der var et kollektiv, der sluttede op om handlingerne og politikken. Derfor er logisk, at dét som skete i Sovjetunionen med Stalin som lederskikkelse ikke kunne lade sig gennemføre, uden at der var mange kollektiver, der sluttede op om begivenhederne. Ligesom vi skriver andetsteds, "at det hjælper ikke at sige som tyskerne efter 1945, at det var ikke os, jeg var bare almindelig værnemagtssoldat, når nu engang 17 millioner tyske vælgere i 1933 stemte på NSDAP, og hvor det jo i 1941 var almindelige tyske værnemagtssoldater, der stormede frem i vest og øst og myrdede mindst 25. millioner mennesker i Sovjetunionen." Krutjovs repræsenterede en ny tid, et nyt lag i partiet, et "ny samfundsgruppe", en anden Sovjetmagt. Krutjovs arbejdede sig væk fra "proletariatets diktatur", og skabte ideen om "hele folket stat" - og de gamle Stalintro kommunister kom nu ikke mere til orde, og kunne ikke forsvare datidens handlinger. Sådan er politik nu engang. Sovjetunionens kommunistiske Parti blev nu "hele folket parti", og partiets klassesammensætning ændredes drastisk, så SUKP fra at have et flertal af arbejdere nu fik et flertal af intellektuelle, bureaikrater og kollektivbønder. Ud af bureaukratiet opstod nemlig disse nye ideer, hvorved Arbejderklassen mistede grebet om partiet og staten. Modsætningerne mellem ung og gammel er universal. De unge forstår ikke de gamle, og de unge forstår ikke de historiske betingelser, for daværende beslutninger og handlinger. De unge har jo ikke været tæt på de daværende konflikter, og er så helvedes bagkloge. Da Stalin var leder i Sovjetunionen var Vesteuropa både katolsk og fascistisk. Da Oktoberrevolutionen foregik i 1917 var Danmark en lilleputtestat. Den tyske grænse gik ved Kongeåen i Jylland. Sønderjylland kom først hjem til Danmark i 1920. Valgretten var betydeligt indskrænket. I 1919 slog de tyske socialdemokrater og de kejsertro tropper den tyske revolution ned, og der foregik en repression i hele Vesteuropa, der slog over i fascisme. Katolicismen, intolerancen, racismen og diktaturet var udbredt over hele Vesteuropa, og…. I Vesten mener man i dag, at persondyrkelsen er usympatisk. Men vi så også persondyrkelsen under Hitler og Stauning. Læseren må forstå, at et folk, der er i revolution, har brug for idoler og ikoner, og at zarrismen havde lagt grunden til persondyrkelsen i Rusland, - ligesom den katolske kirke i Vesteuropa. Vi véd godt, at revolutionen ikke var et enkeltmandværk eller partiet værk.

Skift til:  Lenin Mausoleum! * * Lenin Museum * * Stalin Biographical Chronicle * * Stalin Video * * Stalin Deathl * * Stalin on Lenin

Skift til: Marxismen Leninismens grundlag * * Marxismens ABC (I) * * Oktoberrevolutionen 1917 * * Revolutionære ideer gennem historien I. + II. + III.

Webmaster