Marxismen Leninismens grundlag (I)

Марксизм-ленинизм

1959

Formålet med disse tekster er i almen tilgængelig form at fremstille grundlaget for marxismen-leninismen som en samlet og helstøbt lære. Fremstillingen af marxismen-leninismen støtter sig til Marx', Engels' og Lenins arbejder og endvidere til beslutninger og dokumenter fra Sovjetunionens kommunistiske parti, som sammenfatter partiets rige erfaringer. Ved belysningen af mange spørgsmål er der endvidere blevet taget hensyn til de kommunistiske broderpartiers erfaringer. Da forfatterne ikke sætter sig som opgave at skabe et akademisk værk, har de først og fremmest samlet sig om de af marxismen-leninismens grundsætninger, der er særlig aktuelle under vor tids forhold (1959) . Dette er kommet til udtryk såvel i selve fremstillingens karakter som i tekstens struktur. De første to afsnit gør læseren bekendt med hovedsætningerne i den marxistisk-leninistiske filosofi - den dialektiske og den historiske materialisme. I det tredje afsnit gives der en sammentrængt oversigt over den marxistisk-leninistiske opfattelse af kapitalismens politiske økonomi, der er særlig vigtig for forståelsen ikke blot af lovmæssighederne for dette samfundssystems udvikling, men også af den arbejdende befolknings frigørelseskamps og af den socialistiske revolutions uundgåelighed. Det fjerde afsnit er viet den internationale kommunistiske bevægelses teori og taktik, hovedsagelig under kapitalismens betingelser. Et særligt afsnit rummer læren om opbygningen af det socialistiske og kommunistiske samfund. Denne lære, der i Marx' og Engels' dage var en videnskabelig forudsigelse af fremtiden, er i vor tid blevet grundlaget for den praktiske virksomhed, der udfoldes af folkene i de socialistiske lande. Derfor er der i teksten afsat stor plads til de problemer, der vedrører opbygningen af det nye samfund, navnlig til det bidrag, som V. I. Lenin har ydet ved belysningen af dem, og til belysning af de praktiske erfaringer, der er indhøstet i Sovjetunionen og de andre socialistiske lande. Teksten er skrevet af en gruppe videnskabsmænd, partiarbejdere og skribenter. Hovedarbejdet er blevet udført af et kollektiv bestående af O.W. Kuusinen (leder), A. S. Beljakov, A. A. Makarovskij, A. G. Milejkovskij, J. P. Sitkovskij, L. M. Sjejdin og S. L. Vygodskij. Endvidere har følgende været medarbejdere for enkelte kapitlers vedkommende: K. N. Brutents, F. M. Burlatskij, N. I. Ivanov, I. S. Kon, B. M. Lejbzon, N. V. Matkovskij, J. K. Melvil, D. J. Melnikov, L. A. Mendelson, T. A. Stepanjan og S. G. Strumilin. Desuden har man ved behandlingen af visse spørgsmål udnyttet materiale, der blev stillet til rådighed af V. F. Asmus, A. N. Kuznetsov, B. P. Kuznetsov, J. N. Semjonov, I. S. Smirnov og P. S. Tjerjemnyh. Under affattelse af teksterne har følgende ydet værdifuld hjælp med deres anmærkninger og råd for filosofiens vedkommende: korresponderende medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi A. D. Aleksandrov, korresponderende medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi P. N. Fedosejev, professor G. M. Gak, professor G. E. Glezer-man, korresponderende medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi F. V. Konstantinov, korresponderende medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi H. S. Kosjtojants, professor M. M. Rozental og korresponderende medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi B. M. Vul; for spørgsmål vedrørende videnskabens udvikling: akademimedlem A. N. Nesmejanov; for økonomiens vedkommende: korresponderende. medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi A. A. Arzumanjan, professor L. M. Gatovskij, korresponderende medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi L. A. Leontjev og akademimedlem J. S. Varga; med hensyn til kapitel 25: korresponderende medlem af Sovjetunionens videnskabsakademi J. P. Frantsev. Der er endvidere modtaget særdeles nyttige henvisninger fra en række ansvarlige parti- og sovjetarbejdere. Forfatterne er fuldstændig klar over, hvor vanskelig den opgave er på én gang at give en videnskabeligt forsvarlig og en alment tilgængelig fremstilling af den marxistisk-leninistiske lære, der uafbrudt udvikler sig og beriges, efterhånden som de historiske betingelser forandres. Det er givet, at når der for første gang i mange år gøres forsøg på at give en samlet fremstilling af marxismen-leninismens grundsætninger i et enkelt arbejde, kan dette forsøg ikke være uden mangler og ufuldkommenheder. Jeg har udeladt utallige henvisninger til andre litterære værker.

Indholdsfortegnelse:

Indledning. Den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse.

Det filosofiske grundlag for den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse

1. Den filosofiske materialisme * Den progressive materialistiske videnskabs udvikling i kamp mod reaktion og uvidenhed * Materialisme og idealisme * Den spontane materialisme * Materialismen er den progressive filosofi * Den dialektiske og historiske materialisme er det højeste trin i den filosofiske tænknings udvikling * Hvad er materien i filosofisk forstand? * Den materielle verdens almene eksistensformer * Den evige bevægelse i naturen * Materiens bevægelsesformer * Rum og tid * Om dem, der benægter rummets og tidens objektive eksistens * Bevidstheden er en egenskab ved den på særlig måde organiserede materie * Den menneskelige tænkning er et resultat af den levende materies udvikling * Arbejdets og talens betydning for udviklingen af den menneskelige tænkning * Bevidstheden er en egenskab ved hjernen * Den filosofiske materialismes modstandere * Den objektive idealisme * Den subjektive idealisme * Forsøget på at etablere en »tredje linje« inden for filosofien * Idealismens rødder * Den moderne borgerlige filosof i * Filosofien mod fornuften * Den angivelige »videnskabsfilosofi« * Den middelalderlige skolastiks genfødelse * I kamp for den videnskabelige verdensanskuelse.

2. Den materialistiske dialektik * Fænomenernes almene sammenhæng * Forholdet mellem årsag og virkning * Mod den idealistiske opfattelse af kausaliteten * Om vekselvirkningen * Nødvendighed og lov * Nødvendighed og tilfældighed * Determinismen og den moderne videnskab * Kvantitave og kvalitative forandringer i naturen og samfundet * Tingenes kvalitative og kvantitative bestemthed * Kvantitative forandringers overgang til kvalitative * Hvad er et spring? * Mod den metafysiske opfattelse af udviklingen * Tvedelingen i modsætninger er udviklingens hovedkilde * Af dialektikkens historie * Den dialektiske modsigelse og dens almene karakter * Udviklingen som kamp mellem modsigelser * Modsigelsen er altid konkret * Antagonistiske og ikke-antagonistiske modsigelser * Om de borgerlige ideologers forvanskning af dialektikken * Den dialektiske udvikling fra det lavere til det højere * Den dialektiske negation * Arvefølge i udviklingen * Udviklingens fremadskridende karakter * Dialektikken som metode til at erkende og omdanne verden * Dialektikkens betydning for videnskab og praksis * Om den skabende anvendelse af dialektikken.

3. Erkendelsesteorien * Praksis er erkendelsens grundlag og mål * Om enheden af teori og praksis * Erkendelsen er en genspejling af den objektive verden * Mod agnosticismen * Læren om sandheden * Den objektive sandhed * Erkendelsens vej * Sanseindtrykkene er billeder af tingene og deres egenskaber * Tænkning er erkendelse af fænomenernes væsen * Den uendelige erkendelse af den uendelige verden * Absolut og relativ sandhed * Den dialektiske enhed af absolut og relativ sandhed * Sandhedens konkrete karakter * Betydningen af den marxistiske lære om sandheden for videnskab og praksis * Sandhedskriteriet er praksis * Pragmatismen - forretningsverdenens filosofi * Nødvendighed og menneskets frihed.

Den materialistiske historieopfattelse

4. Den historiske materialismes væsen * Den revolutionære omvæltning af samfundsopfattelsen * Produktionsmåden er det materielle grundlag for samfundets liv * Hvordan udvikler produktionen sig? * Vekselvirkningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold * Basis og overbygning * Historien som de økonomiske samfundsformationers udvikling og skiften * Ursamfundet * Slavesamfundet * Feudalsamfundet * Det kapitalistiske samfund * Det socialistiske system * Den historiske lovmæssighed og menneskenes bevidste virksomhed * Hvordan virker samfundslovene? * Ideernes rolle i samfundets udvikling * Spontaneitet og bevidsthed i samfundsudviklingen * Beherskelsen af lovene for samfundsudviklingen * Den borgerlige sociologis uholdbarhed * Frygten for historiens love * Den psykologiske samfundsteori * Beskrivelse kontra forklaring * Socialdarwinismens forvanskning af de historiske love * Den materialistiske historieopfattelses betydning for de andre samfundsvidenskaber og for den samfundsmæssige praksis * Den historiske materialisme og samfundsvidenskaberne * Om videnskabelig forudseen * Den historiske materialisme og arbejderbevægelsens praksis.

5. Klasserne, klassekampen og staten * Karakteren af klasseforskellene og forholdet mellem klasserne * Klasse og nation * Samfundets spaltning i klasser er et historisk forbigående fænomen * Samfundets klassestruktur * Klasserne i det borgerlige samfund * Staten er et redskab for klasseherredømme * Statens oprindelse og væsen * Statens typer og former * Den borgerlige stat * Klassekampen er drivkraften i udbyttersamfundets udvikling * Klassekampens lovmæssighed * Den sociale revolution * Den sociale revolutions karakter og drivkræfter * Den sociale revolutions skabende rolle * Grundformerne for proletariatets klassekamp * Den økonomiske kamp * Den ideologiske kamp * Den politiske kamp * Den proletariske revolution.

6. Folkemassernes og personlighedens rolle i historien * Folkemasserne som historiens skabere * Folkemassernes produktionsvirksomhed er den afgørende betingelse for samfundets liv og udvikling * Folkemasserne og politikken * Folkemasserne rolle for kulturens udvikling * Betydningen af den marxistiske sætning om folkemassernes afgørende rolle i historien * Om personlighedens rolle i historien * De ledende personers virksomhed er et nødvendigt element i den historiske proces * Hvori består de historiske personers styrke? * Samfundets behov og de store mænd * Persondyrkelsen strider mod marxismen-leninismen * Folkemassernes rolle i vor tids samfundsliv og politik * Folkemassernes tiltagende betydning i politikken * Folkemasserne er den afgørende politiske kraft i vor tid.

7. Det sociale fremskridt * Den sociale udviklings fremadskridende karakter * Kriterier på fremskridt * Det imperialistiske bourgeoisis ideologer er fremskridtets fjender * Det sociale fremskridt i udbyttersamfundet og under socialismen * Modsigelser ved fremskridtet under socialismen * Fremskridtet under socialismen * Marxismen-leninismen og idealerne for det sociale fremskridt.

Kapitalismens politiske økonomi

8. Den førmonopolistiske kapitalisme * De kapitalistiske forholds oprindelse * Vareproduktion . Varen . Værdiloven og pengene * Varen * Det i varen legemliggjorte arbejde * Penge * Værdiloven * Merværdilæren er hovedhjørnestenen i Marx' økonomiske teori * Produktionen af merværdi * Den kapitalistiske udbytning * Kapital * Arbejdslønnen * Profittens forøgelse. Den kapitalistiske produktions mål og grænse * Gennemsnitsprofitten * Produktionsprisen * Driftsherreindtægt og rente * Profitten som den kapitalistiske produktions grænse * Kapitalismens udvikling inden for landbruget . Jordrenten * Jordrenten * Forpagtningen og små- og middelbøndernes ruinering * Reproduktionen af samfundskapitalen og de økonomiske kriser * Overproduktionskriserne * Den almene lov for den kapitalistiske akkumulation * Forværringen af arbejderklassens kår * Den kapitalistiske akkumulations historiske tendens.

9. Imperialismen - kapitalismens højeste og sidste stadium * Imperialismen som monopolistisk kapitalisme * Produktionens koncentration og monopolerne * Finanskapital * Kapitaleksporten * Verdens økonomiske opdeling * Afslutningen på verdens territoriale opdeling og kampen om dens nyopdeling * Imperialismen som snyltende eller rådnende kapitalisme * Tendensen til at hæmme produktivkræfternes udvikling * Rentierlagets vækst * Den politiske reaktion * »Arbejderaristokratiet« * Imperialismen som døende kapitalisme * Skabelsen af socialismens materielle forudsætninger * Tilspidsningen af de kapitalistiske modsætninger * Loven om den ujævne økonomiske og politiske udvikling * Begyndelsen af kapitalismens almene krise.

10. Imperialismen på sin nuværende etape * Den nye etape i kapitalismens almene krise * Den statsmonopolistiske kapitalisme * Monopolkapitalismen vokser over i statsmonopolistisk kapitalisme * Mekanismen i den moderne statsmonopolistiske kapitalisme * Økonomiens militarisering * Den kapitalistiske nationalisering og statskapitalismen * Revisionisternes og reformisternes opdigt om den moderne kapitalisme * Kan kapitalismen frigøre sig for økonomiske kriser? * Anti-kriseforanstaltningerne tjener kun som forbigående lindring under kapitalismens uhelbredelige sygdom * Teorierne om kapitalismens »krisefri udvikling« spiller fallit * Klassemodsætningernes uddybelse og udvidelse* Arbejderklassen og kapitalen * Hvad sker der med de andre klasser i det moderne borgerlige samfund * Det sidste trin på kapitalismens historiske stige.

Den internationale kommunistiske bevægelses teori og praksis

11. Arbejderklassens verdenshistoriske kald * Arbejderklassen er de arbejdende menneskers befrier * Arbejderklassens tiltagende styrke og dens stigende rolle i samfundsliv og politik * Arbejderklassens vækst, 311 . Den arbejdende befolknings bedst organiserede og mest bevidste klasse * Interessefællesskabet mellem arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning * Arbejderklassen er den førende kraft i folkets kamp for frigørelse for kapitalistisk undertrykkelse * Internationalismen er en kraftkilde for arbejderbevægelsen * Arbejderbevægelsens internationale karakter * De arbejdendes internationale solidaritet * Forhindringer og vanskeligheder under arbejder bevægelsens udvikling * Splittelsen i arbejderbevægelsen * Arbejderklassen er en kæmpende og en skabende klasse * Arbejderklassens kamp for sine umiddelbare økonomiske interesser * Den førende kraft i alle demokratiske bevægelser * Arbejderklassen er den progressive menneskeheds håb.

12. Den store socialistiske Oktoberrevolution er det afgørende vendepunkt i menneskehedens historie * Den russiske arbejderklasses rolle som fortrop * Verdens første socialistiske revolution * Overgangen fra den borgerligt-demokratiske revolution til den socialistiske omvæltning * Hvordan det russiske proletariat sønderslog de gamle dogmer om, at den socialistiske revolution er umulig * Det kommunistiske parti i spidsen for den revolutionære omvæltning * Historiens første eksempel på en proletarisk magt * En mægtig impuls for den revolutionære arbejderbevægelse i andre lande * Oktoberrevolutionens indflydelse på den nationale befrielsesbevægelse * Den internationale socialistiske bevægelses fortrop og bolværk.

13. Det marxistisk-leninistiske parti og dets rolle i arbejdernes klassekamp * Hvad for et parti har arbejderklassen brug for? * Det marxistiske partis revolutionære karakter * Arbejderklassens og alle arbejdendes fortrop * Den demokratiske centralisme i partiets struktur og liv * Partidemokratiet og ledelsen * Diskussionsfrihed og handlingens enhed * Partiets levende forbindelse med de brede masser * Det er ikke nok at forkynde partiets ledende rolle - den skal man tilkæmpe sig * Det gælder om at arbejde overalt, hvor masserne findes * Føre masserne og lære af masserne * Den marxistisk-leninistiske politik som videnskab og kunst * Om politisk strategi og taktik *Den politiske ledelses kunst * Evnen til at finde det afgørende led * Nødvendigheden af at bekæmpe højreopportunisme og sekterisme * Revisionismens fare * Dogmatisme og sekterisme fører til løsrivelse fra masserne * Den kommunistiske bevægelses internationale karakter.

14. Aktionsenheden mellem arbejderklassen og alle folkets demokratiske kræfter * Nødvendigheden af arbejderklassens aktionsenhed under de nuværende forhold * Hvad forstår man ved aktionsenhedspolitikken? * Hvad kunne aktionsenheden medføre? * Hvem forhindrer tilvejebringelsen af arbejderklassens aktionsenhed? * Enhedsmodstandernes udflugter * Anti-kommunismen er de reaktionære splittelsesfolks parole * Veje til opnåelse af arbejderbevægelsens aktionsenhed * Arbejdermasserne ønsker enheden * Hvordan der opnås kontakt med de socialistiske arbejdende * Ideologiske uoverensstemmelser er ingen hindring for samarbejdet * Der kræves et tålmodigt og kammeratligt oplysningsarbejde * Den demokratiske enhedspolitik * Hvad kræves der af et arbejderparti?.

15. Forbundet mellem arbejderklassen og bønderne under kapitalismen * Kampen for bøndernes interesser * Forbundet mellem arbejdere og bønder er en nødvendighed * Hvori består de feudale levn? * De kapitalistiske monopoler er de værste til at plyndre arbejderne og bønderne * Kommunisterne forsvarer bondemassernes interesser * Bøndernes kamp for en agrarreform * Hvad vil arbejderklassens sejr give bønderne?

16. Folkenes nationale befrielsesbevægelse mod kolonialismen * Arbejderbevægelsen og det nationale og koloniale spørgsmål * To tendenser i det nationale spørgsmål * Arbejderklassen er en uforsonlig modstander af national undertrykkelse * Arbejderklassen og den moderne nationalisme * Den nationale befrielsesbevægelses opsving og koloni systemets nedbrydning * De internationale betingelser for den nationale befrielsesbevægelses opsving * Den nationale befrielseskamps drivkræfter * Den historiske betydning af kolonisystemets nedbrydning * Om de stater, der er opstået på kolonialismens ruiner * Den anti-imperialistiske, anti-feudale revolutions landvindinger i de af Asiens lande, der er slået ind på socialismens vej * Østens unge nationalstater i kamp for befæstelsen af deres uafhængighed * På fremskridtets vej * Folkenes opvågnen i det arabiske Østen * Udviklingsperspektiverne for Østens nationalstater * De latinamerikanske lande i kamp for virkelig uafhængighed * Kampen for befrielsen af Afrikas folk * Anti-kommunismen - et redskab til opløsning og spaltning af den nationale befrielsesbevægelse * Kolonipolitikkens nye former * Det socialistiske verdenssystem - et bolværk for folkene i kampen mod kolonialismen * Betydningen af de socialistiske landes økonomiske samarbejde med landene i Østen, 449

17. Folkenes kamp i de kapitalistiske lande for håndhævelsen af deres suverænitet * Suverænitetsspørgsmålets tilspidsning under imperialismen * Former og metoder for angreb på suveræniteten * Ikke patriotismen, men kosmopolitismen er det imperialistiske bourgeoisis ideologi * Forsvaret af suveræniteten modsvarer alle fremskridtsvenlige nationale kræfters virkelige interesser * Arbejderklassen - vogteren af folkenes uafhængighed * Fædrelandets skæbne er ikke arbejderne ligegyldig * Suverænitetsprincippet er dyrebart for folkets mest brede lag.

18. Kampen for forsvaret af demokratiet i borgerlige lande * Lenin om nødvendigheden af kampen for demokratiet under kapitalismen * De kapitalistiske monopolers offensiv mod de arbejdendes demokratiske rettigheder * Finansoligarkiet - demokratiets fjende * Reaktionens angreb på arbejderklassens livsinteresser * Anti-kommunismen - en taktik, der er yndet af demokratiets fjender, 472 . Demokratiet - grundlaget for folkenes massebevægelse * De demokratiske kræfters sammenslutning - den vigtigste forudsætning for sejren over reaktion og fascisme * Udvidelsen af den demokratiske bevægelses sociale basis * Arbejderklassens kamp for sammenslutning af alle demokratiske kræfter '

19. Krigsfaren og folkenes kamp for freden * Imperialismen skaber en hidtil ukendt fare for menneskenes fremtid * En farlig strategi for freden * Imperialisterne leger med ilden * Arbejderklassen og krigen * Forsvaret for freden - den vigtigste alment demokratiske opgave * Mulighederne for forhindring af krig i den nuværende epoke * De socialistiske landes fredspolitik - et bolværk for freden * Fredskræfterne kan forhindre en aggression.

20. Om de forskellige former for overgang til den socialistiske revolution * Klassemodsætningernes udvikling gør den proletariske revolution uundgåelig * Vejene, der fører til indledning af den socialistiske revolution * Vor tids demokratiske bevægelser og den socialistiske revolution * Nogle særegenheder ved de demokratiske bevægelser i vor tid * Om den demokratiske revolutions voksen over i den socialistiske revolution * Andre former for overgang fra massernes kamp om demokratiske krav til den socialistiske revolution * Modningen af den proletariske revolutions forudsætninger * Revolutionen - gennembrydningen af et svagt led i imperialismens system * Er revolution ubetinget forbundet med krig? * Hvad er er revolutionær situation? * Overgangen af magten til arbejderklassens hænder * Muligheden for magtspørgsmålets løsning ad ikke-fredelig vej * Muligheden for revolutionens fredelige vej * Om parlamentets udnyttelse i revolutionen * Den socialistiske revolutions grundlæggende lovmæssigheder og særegenhederne i dens ytringsform i de forskellige lande.

21. Proletariatets diktatur og det proletariske demokrati * Proletariatets diktaturs historiske nødvendighed i overgangsperioden * Uundgåeligheden af det reaktionære bourgeoisis modstand * Arbejderklassens stilling til magtanvendelse * At være marxist betyder at anerkende nødvendigheden af proletariatets diktatur * Det proletariske demokrati - demokrati af en ny type * Demokrati for de arbejdende * En særlig form for arbejderklassens forbund med alle arbejdende * Sikringen af de arbejdendes rettigheder og friheder * Den demokratiske ledelses system * Det marxistisk-leninistiske parti under proletariatets diktaturs betingelser * De samfundsmæssige organisationers rolle * De forskellige former for proletariatets diktatur * Sovjetmagten * Folkedemokratiet * Også andre former for arbejderklassens magt kan opstå.

22. De vigtigste økonomiske opgaver i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme * Hvad begynder arbejderklassens herredømme med? * Nationaliseringen af storindustrien, transporten og bankerne * Konfiskation af den store jordbesiddelse * Hvad får de arbejdende lige efter magterobringen? * Veje til oprettelsen af enhed i det økonomiske liv * De tre økonomiske hovedformationer i overgangsperioden * Udviklingen af den økonomiske sammenslutning af by og land * Bøndernes sammenslutning i produktionskooperativer * De kapitalistiske elementers fjernelse fra industrien * Den socialistiske industrialisering * Overgangsperiodens resultater.

23. Den socialistiske produktionsmådes grundtræk * Fællesejet og dets former * Den statslige ejendom under socialismen * Den reformistiske og revisionistiske forfalskning af fællesejets væsen * Den kooperative og kollektive ejendom * Den socialistiske produktions grundlæggende mål * Samfundshusholdningens planmæssige udvikling * Loven om samfundshusholdningens planmæssige, proportionelle udvikling« * Planlægningens opgaver og metoder * Vareproduktionen og værdiloven under socialismen * Den socialistiske vareproduktions særegenheder * Værdiloven under socialismen * Værdilov og planlægning * Arbejdet under socialismen * Det samfundsmæssige arbejdes nye karakter * Arbejdsproduktivitetens støtte vækst - en lov for den socialistiske økonomi * Princippet om fordeling efter arbejdsydelse * Den udvidede socialistiske reproduktion * Den socialistiske reproduktions væsen * Det totale samfundsprodukts anvendelse.

24. kapitel. Det socialistiske samfunds socialpolitiske og kulturelle udseende * Det socialistiske demokrati * Et samfund af venligtsindede arbejdende klasser * Ændringer af staters funktioner * Udvidelsen af de arbejdendes politiske og sociale rettigheder * Socialisme og demokrati kan ikke skilles fra hinanden * Venskabet mellem det socialistiske samfunds folk * Det socialistiske samfunds kultur * Kulturrevolutionen - en overordentlig vigtig bestanddel af de socialistiske omdannelser * Kulturen for folket * Socialismen og personligheden * Personlighedens befrielse gennem de arbejdende massers befrielse * Foreningen af de personlige og samfundsmæssige interesser * Drivkræfterne i det socialistiske samfunds udvikling.

25. Det socialistiske verdenssystem * De historiske særegenheder ved det socialistiske verdenssystems dannelse * Veje og metoder for de to systemers dannelse * Principperne for de gensidige forhold mellem de socialistiske stater (den socialistiske internationalisme) * Hvert socialistisk land er en suveræn stat * Enhed og gensidig hjælp * Overvindelse af nationalismens levn * Den socialistiske verdensøkonomis udvikling * Den socialistiske verdensøkonomis økonomiske lovmæssigheder * Den internationale socialistiske arbejdsdeling * De økonomiske forbindelsers karakter inden for den socialistiske verdensøkonomi * De socialistiske landes forbindelser med andre lande.

26. Overgangsperioden fra socialisme til kommunisme * Den leninske generallinje for partiet i den ny etape * Skabelsen af kommunismens materielle og tekniske basis * Produktionens fulde mekanisering og automatisering * Nye produktionsgrene * Energiforsyningens udvikling * Den tekniske revolution i landbruget * Videnskabens tiltagende betydning * Forbedringen af produktionens organisation * Ændring af arbejdets karakter * Klasseforskellenes og andre sociale forskelles gradvise forsvinden * Vejen til fællesejets enhed * Overvindelsen af forskellen mellem by og land * Den gradvise sammensmeltning af legemligt og åndeligt arbejde * Afskaffelse af levn i kvindens ulige retsstilling * For-delingssystemets fuldkommengørelse * De arbejdendes kommunistiske opdragelse * Væksten i uddannelsesniveau og kultur * Højnelsen af den kommunistiske principfasthed * At lære at arbejde og leve kommunistisk * Det socialistiske demokratis udvikling * Hovedretningerne i det socialistiske demokratis udvikling * Overdragelsen af forskellige af staten udøvede funktioner til de sociale organisationer * Om betingelserne for statens bortdøen * Det marxistisk-leninistiske parti i overgangsperioden til kommunismen * Den internationale betydning af den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen * Perspektiverne i USSRs økonomiske kappestrid med de kapitalistiske lande * De socialistiske lande vil mere eller mindre samtidigt nå frem til kommunismen * Den kommunistiske opbygnings fremskridts indvirkning på den internationale udvikling.

27. Om det kommunistiske samfund * Samfundet med almindelig velstand og overflod * Enhver yder efter evne * Enhver får efter behov * Et frit menneske i et frit samfund * Lighed og frihed * Personlighedens fulde udfoldelse * Alsidigt udviklede menneskers organiserede venskabsforbund * Fred og venskab, samarbejde og tilnærmelse mellem folkene * Kommunismens videre perspektiv .

Indledning

Den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse

»Marx' lære er almægtig, fordi den er rigtig.« Lenin. Tilegnelsen af marxismen-leninismens grundlag kræver et alvorligt og omhyggeligt studium, den kræver altså både arbejde og tid. Hvad giver denne lære mennesket? Man kan i korthed svare således: gennem et heldigt gennemført studium af marxismen-leninismens grundlag når man til en helstøbt verdensanskuelse - den mest progressive verdensanskuelse i vor tid. Denne verdensanskuelse forener de vigtige dele af Marx' og Lenins store lære til et system af opfattelser, der udgør en harmonisk helhed. I nærværende tekst fremstilles denne lære i følgende rækkefølge: a) den marxistisk-leninistiske filosofi, herunder den materialistiske historieopfattelse. b) marxismen-leninismens økonomiske lære. c) den internationale kommunistiske bevægelses teori og taktik herunder den marxistisk-leninistiske vurdering af de vigtigste massetrømninger i vor tids demokratiske bevægelse. d) læren om socialismen og kommunismen. Det er klart, at man ikke indenfor denne tekst rammer kan give en fremstilling af hele den marxistisk-leninistiske verdensanskuelses rigdom. I denne tekst belyses kun marxismen-leninismens grundlag. Der findes forskellige slags verdensanskuelser: både progressive og reaktionære. Blandt de reaktionære findes der verdensanskuelser, der er opbygget på gamle trossætninger, og som indprenter religiøst indstillede mennesker, at det er nødvendigt at blive stående i et blindt afhængighedsforhold til et overnaturligt væsen og dets statholdere og salvede repræsentanter på Jorden. Der findes også verdensanskuelser, hvis tilhængere ganske vist ikke taler direkte om en guddom, og som endog sværger til videnskaben, men som ved hjælp af udspekulerede, men falske argumenter søger at nedbryde det moderne menneskes overbevisning om den materielle verdens reale eksistens. Netop sådan optræder repræsentanterne for de mest modeprægede strømninger inden for vor tids idealisme. Mange af dem tror ikke selv på overnaturlige kræfters eksistens, men da de står under indflydelse af det borgerlige samfunds traditionsbundne vedtægter og fordomme, vil de ikke lukke alle døre i for troen på overnaturlige kræfter. Under foregivende af, at det drejer sig om konklusioner ud fra videnskabens nyeste resultater, spreder de derfor tvivl med hensyn til naturens materielle beskaffenhed. Så giver teologer og kirkelige kredse dem deres bifald ud fra den betragtning, at et menneske, der tror på, at naturen ikke er af materiel beskaffenhed, kan komme til at tro på hvad som helst. Altså ikke alt, hvad der efterligner videnskaben, er videnskab - ikke alt, hvad der skinner, er guld. Netop i vor tid er der mange afarter af den filosofiske idealisme, der godt kan lide at prange med de eksakte videnskabers påfuglefjer og skjule deres teoriers anti-videnskabelige karakter med dem. I virkeligheden er de bange for videnskabens vigtigste kendsgerninger og fortier eller forvansker dem. Marxismen-leninismen har værdifulde egenskaber, der adskiller sig fra alle andre verdensanskuelsessystemer. Den anerkender ikke eksistensen af overnaturlige kræfter og af en skaber. Den står fast på den reale virkeligheds grund, på den jordiske verdens grund. Marxismen-leninismen befrier definitivt menneskeheden fra overtro og dens århundredlange åndelige slaveri. Den opfordrer mennesket til selvstændig, fri og konsekvent tænkning. Marxismen-leninismen tager verden, som den er, uden at tildigte den hverken et helvede eller et paradis. Den går ud fra, at hele naturen, mennesket indbefattet, består af materie med dennes forskellige egenskaber. Naturen befinder sig, ligesom dens enkelte foreteelser, i stadig udvikling. Lovene for denne udvikling er ikke fastsat af gud og er ikke afhængige af menneskenes vilje, de er selve naturen iboende og kan fuldt ud erkendes. Der findes ingen principielt uerkendelige ting i verden, der findes kun ting, som endnu ikke er erkendt, men som vil blive erkendt ved hjælp af videnskab og praksis. Den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse vokser frem af videnskaben og har tillid til denne, for så vidt den ikke river sig løs fra den reale virkelighed og praksis. Efterhånden som videnskaben udvikler sig, udvikles og beriges også den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse. Marxismen-leninismen lærer, at ikke blot naturens udvikling, men også det menneskelige samfunds udvikling sker på grundlag af objektive love, der er uafhængige af menneskenes vilje. Ved at klarlægge de grundlæggende lovmæssigheder i samfundets udvikling har marxismen hævet læren om menneskehedens historie op til en sand videnskab, der er i stand til at forklare såvel ethvert samfundssystems karakter som samfundets udvikling fra det ene samfundssystem til det andet. Dette var en af den videnskabelige tænknings største triumfer.

De borgerlige repræsentanter for samfundsvidenskaberne (sociologien, den politiske økonomi og historieforskningen) har ikke kunnet gendrive den materialistiske historieopfattelse, og de har heller ikke kunnet stille en anden teori op imod den, som blot flertallet af de borgerlige videnskabsmænd kunne tilslutte sig. Alligevel er der mange borgerlige videnskabsmænd, som med desperat stædighed modsætter sig den historiske materialisme. Hvorfor? Fordi denne lære omstøder troen på det kapitalistiske systems karakter af noget »evigt«. Hvis man indrømmer, at det er en lovmæssig foreteelse, at samfundet går fra ét system til et andet, kan man selvfølgelig ikke benægte, at også det kapitalistiske system er dømt til at vige pladsen for et andet og mere progressivt samfundssystem. Men det er vanskeligt og bittert at indrømme dette, ikke blot for selve kapitalisterne, men også for de videnskabsmænd, der står i et materielt eller åndeligt afhængighedsforhold til dem. Det har nemlig aldrig i klassesamfundenes historie været sådan, at en herskende klasse har troet på, at dens samfundssystem var dømt til at gå til grunde og forsvinde. Slaveejerne troede, at slavesamfundet var evigt, og mente, at det var etableret af guderne. Feudalherrerne, der afløste slaveejerne, mente ligeledes, at deres samfundssystem, det feudale, i kraft af guds vilje var blevet skabt for bestandig. De måtte imidlertid vige pladsen for bourgeoisiet. Nu var det dets tur til at trøste sig med illusioner om, at deres system, det kapitalistiske, var »evigt« og »urokkeligt«. Og mange såre belæste sociologer og historikere, som ikke ønsker at bryde med kapitalismen, søger med alle midler at rokke ved de kendsgerninger, der vidner om, at samfundssystemerne udvikler sig og afløser hinanden efter dem iboende love, som ikke er afhængige af de herskende klassers og deres ideologers vilje. De borgerlige ideologer kæmper altså ikke mod den marxistiske historieopfattelse, fordi den er forkert, men netop fordi den er rigtig. Når den sande videnskab har studeret lovmæssighederne i natur- og samfundskræfternes virke og udvikling, forudser den altid det nye. Den marxistiske videnskab om lovene for samfundsudviklingen gør det ikke blot muligt at orientere sig i den komplicerede tilstand, som de samfundsmæssige modsigelser frembyder, men også at forudse, hvordan begivenhederne vil udvikle sig, at forudse det historiske fremskridts retning og samfundsudviklingens forestående etaper.

Marxismen-leninismen giver os altså et redskab, ved hvis hjælp man kan skue ind i fremtiden og se konturerne af de forestående vendepunkter i historien. Det er en slags »tidsteleskop«, ved hvis hjælp man har opdaget de storslåede perspektiver for menneskehedens fremtid, når den er blevet befriet for kapitalens åg, for det sidste udbyttersamfund. Men da den progressive videnskab bad de borgerlige videnskabsmænd (der påstod, at »man kan ikke forudse noget«) om at kigge i det marxistiske »tidsteleskop«, lukkede de øjnene i: de var bange for at se ind i fremtiden. Marxisterne er aldrig bange for at se fremad. Som repræsentanter for en klasse, der ejer fremtiden, er de ikke interesseret i tomme illusioner, der bliver til støv, når de støder sammen med kendsgerningerne, med videnskaben. De russiske marxister, som Lenin stod i spidsen for, forudså den socialistiske revolution i Rusland som en historisk moden opgave, de opfordrede landets arbejderklasse til den afgørende kamp, organiserede stormen på udbyttersamfundets fæstninger og vandt en fuldstændig sejr. Sovjetunionens marxister-leninister forudså, at det var muligt at opbygge socialismen i deres eget vældige land, de kaldte de arbejdende ud til denne store bedrift og førte dem frem til socialismens sejr. Sovjetunionens og andre landes marxister-leninister forudså, at det var sandsynligt, at det fascistiske Tyskland ville iværksætte den anden verdenskrig, de advarede folkene i alle lande mod dette og forudsagde Tysklands nederlag. Under den anden verdenskrig blev den tyske aggressors og hans forbundsfællers styrker knust, hovedsagelig takket være de heroiske anstrengelser fra det sovjetiske folks og dets berømmelige hærs side. Marxisterne-leninisterne i de folkedemokratiske lande forudså, at det i deres lande var muligt og historisk nødvendigt at omstyrte kapitalens herredømme, oprette det arbejdende folks magt med arbejderklassen i spidsen og at gennemføre de nødvendige socialistiske omdannelser. De tog i betragtning, at samfundsudviklingen havde sat disse krav på dagsordenen og førte deres folk frem ad vejen til socialismens opbygning og har her allerede opnået betydelige resultater. Marxisterne-leninisterne i Kina forudså, at historien ville gøre det muligt og nødvendigt at befri det store kinesiske folk fra de udenlandske kolonialisters og deres kinesiske medsammensvornes magt og at oprette et sandt folkestyre i Kina. Under arbejderklassens og det kommunistiske partis ledelse rejste Folkets Kina sig i hele sin gigantiske skikkelse, tilføjede sine ydre og indre fjender et nederlag og løste de vanskelige opgaver, der var forbundet med den borgerligt-demokratiske revolution. Folkets Kina tog med den største energi fat på at gennemføre de opgaver i forbindelse med den socialistiske opbygning, som man dristigt havde stillet sig. Det gamle Kina omdannedes i et forbløffende hurtigt tempo.

Historiens vigtigste milepæle i første halvdel af vort århundrede er således uomstødelige vidnesbyrd om, at kommunisterne, der var udrustet med den marxistiske teori, i det store og hele har haft ret i deres historiske forudsigelser. Den marxistisk-leninistiske historieopfattelses rigtighed er fuldt ud gennemprøvet i praksis. Den marxistisk-leninistiske teori er ikke et dogme, men en vejledning til handling. Man skal blot lære at anvende den rigtigt. Den belyser vejen fremover. Uden den marxistisk-leninistiske teori er selv progressive mennesker nødt til at famle sig frem, uden en virkelig og dybtgående forståelse af, hvad der foregår omkring dem. Den marxistisk-leninistiske teori giver det videnskabelige grundlag for en revolutionær politik. Den, der i politikken går ud fra subjektive ønsker, forbliver enten en ørkesløs drømmer eller risikerer at ende på historiens losseplads, for historien retter sig ikke efter menneskenes ønsker, hvis disse ønsker ikke følger historiens love. Derfor understregede Lenin, at man med største videnskabelige nøgternhed må gennemføre en analyse af tingenes objektive tilstand og udviklingens objektive gang for på grundlag af en sådan analyse at bestemme partiets politiske linje og derpå at føre denne linje ud i livet med al tænkelig revolutionær beslutsomhed. Og Marx sagde: »Man skal tage tingene, som de er, d.v.s. forsvare revolutionens interesse på en måde, der svarer til de forandrede forhold.« Den marxistiske teori, der er vokset frem af alle landes revolutionære erfaring og revolutionære tænkning, svarer til arbejderklassens historiske kald, thi arbejderklassen er kaldet til at optræde i rollen som fortrop og leder af alle undertryktes og udbyttedes store frigørelsesbevægelse. Marxismens verdensanskuelse har i proletariatet fundet sit materielle våben, ligesom proletariatet i marxismens verdensanskuelse har fundet sit åndelige våben. Derfor udgør marxismen-leninismen en yderst værdifuld kraftkilde for alle arbejdende, for hvert progressivt menneske, der vil lære at forstå verden omkring sig rigtigt, der ikke vil leve som tilfældet vil det, men bevidst vil yde sit bidrag til de begivenheder, der udfolder sig i verden. Sådanne mennesker er der allerede millioner af, og de bliver flere og flere. Stadig bredere masser af jævne mennesker kommer i bevægelse, mennesker, som ikke ønsker at leve forgæves, men stræber efter bevidst og aktivt at virke med i det historiske fremskridt. For sådanne mennesker er marxismen-leninismen en uvurderlig hjælp. Dette gælder navnlig ungdommen, hvis vej til den politiske modenhed, som livserfaringen giver, bliver stærkt forkortet af den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse, der hjælper med til at lede ungdommens sprudlende energi ind på den rette vej - til gavn for menneskeheden.

Den marxistisk-leninisriske verdensanskuelse kan også tjene som et sikkert kompas for den videnskabelige forskning, ikke blot på samfundsvidenskabernes, men også på naturvidenskabernes område. Thi i naturforskerens skabende søgen er det en hjælp at have en rigtig opfattelse af verden og at forstå dens almindelige lovmæssigheder, indbyrdes relationer og processer. Denne opfattelse, denne forståelse giver den marxistisk-leninistiske teori. Det er ikke tilfældigt, at mange fremtrædende videnskabsmænd nu, som følge af de erfaringer de har samlet under deres forskning, enten går helt over til marxismens standpunkt eller stiltiende accepterer visse af den marxistiske teoris elementer for at trænge dybere ind i naturens hemmeligheder og for bedre at tjene menneskehedens interesser. Endvidere. Tilegnelsen af den marxistisk-leninisriske verdensanskuelse åbner storslåede perspektiver for kunstens og litteraturens folk. Den leder deres skabende virksomhed mod en idé- og indholdsrig kunstnerisk genspejling af virkeligheden. Uden en klart progressiv verdensanskuelses velgørende indflydelse lider den moderne forfatters og kunstners værker i bedste fald af blodmangel. I vor tid er det marxismen-leninismen, der giver kunstneren den klareste verdensanskuelse. Medens håbløshed og mørk pessimisme mere og mere breder sig i den borgerlige litteratur, er de progressive forfatteres og digteres værker gennemtrængt af livsbekræftende optimisme. Det er en litteratur, der tror på fremtiden, elsker fremtiden og kalder til opbygning af en lykkelig fremtid. Medens troen på mennesket, troen på civilisationens skæbne i Vestens borgerlige ideologi er kommet ud i en håbløs krise, vækker den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse hos menneskene en stræben henimod den ædle kamp for høje sociale idealer. Enhver, der bevidst tilegner sig denne verdensanskuelse, får en dyb overbevisning ikke blot om, at arbejdernes sag er retfærdig, men også om, at socialismens kommende sejr i hele verden er en historisk nødvendighed. Væbnet med marxismen-leninismens verdensanskuelse bliver selv et svagt menneske stærkt, politisk standhaftigt og principfast. Det erhverver en urokkelig idémæssig overbevisthed, der giver det styrke til at udholde enhver prøvelse.

Millioner af mennesker på jordkloden har allerede af marxismen-leninismens rige kilde øst høje idealer for deres bevægelse og den uudtømmelige energi, der er nødvendig for at føre disse idealer ud i livet. Det er ikke et moderne udviklet menneske værdigt at leve uden en progressiv verdensanskuelse. Endnu værre er det at søge næring i tarvelige surrogater for en verdensanskuelse, surrogater, der kun duer for de fattige i ånden. Det er tusind gange bedre at gøre et virkeligt arbejde for at tilegne sig grundlaget for den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse, for at vinde åndelig rigdom og for at opnå overlegenhed i kampen mod menneskehedens imperialistiske fjenders mørke magter.

Det filosofiske grundlag for den marxistisk-leninistiske verdensanskuelse

1. Den filosofiske materialisme

Det urokkelige grundlag for hele marxismen-leninismens bygning er dens filosofiske lære: den dialektiske og historiske materialisme. Denne filosofiske lære tager verden, som den eksisterer i virkeligheden, og betragter verden i overensstemmelse med videnskabens og den samfundsmæssige praksis' resultater. Den marxistiske filosofiske materialisme er det lovmæssige resultat af den videnskabelige erkendelses århundredlange udvikling.

Den progressive materialistiske videnskabs udvikling i kamp mod reaktion og uvidenhed.

Videnskabens historie udgør skuepladsen for den uafbrudte kamp, som de progressive videnskabsmænd og filosoffer fører mod uvidenhed og overtro, mod politisk og ideologisk reaktion. I de klassedelte udbyttersamfund har der altid været, og er der også nu kræfter, for hvem udbredelsen af progressive videnskabelige synspunkter ikke er gavnlig. Disse kræfter er de reaktionære samfundsklasser. Reaktionens repræsentanter har enten direkte vendt sig mod videnskaben og forfulgt progressive videnskabsmænd og filosoffer uden at vige tilbage for bål og fængsler, eller de har søgt at forvanske de videnskabelige opdagelser, så at der ikke blev noget tilbage af deres progressive materialistiske indhold. I det gamle Grækenland tilintetgjorde reaktionære aristokrater de værker, der var skrevet af den fremragende materialist Demokrit, der grundlagde læren om materiens atomistiske opbygning og benægtede, at guderne blandede sig i naturlivet og menneskenes anliggender. Den materialistiske filosof Anaksagoras blev fordrevet fra Athen, anklaget for gudløshed. Den oldgræske materialist Epikur, en elev af Demokrit, blev i oldtiden berømmet som en heros, fordi han havde befriet menneskene for frygten for guderne og hyldet videnskaben, men gennem to årtusinder var han lyst i band af »kirkefædrene«, som løgnagtigt fremstillede ham som en mand, der udbredte usædelighed og var en fjende af moral. I året 391 brændte kristne munke det berømte bibliotek i Aleksandria, hvor der blev opbevaret omkring 700.000 værker af oldtidens forfattere og forskere. Den romerske pave Gregor den I. (590-604), der var en rasende fjende af verdslig dannelse og videnskab, tilintetgjorde et stort antal værdifulde værker af antikke forfattere, i første række værker af materialistiske filosoffer. Inkvisitionen, som paven havde oprettet til brug i kampen mod alle den katolske kirkes modstandere, forfulgte på det voldsomste fremskredne tænkere. I året 1600 blev Giordano Bruno - en fremragende filosof og videnskabsmand, der havde forsvaret Kopernikus' lære - brændt på bålet af inkvisitionen. I 1619 rev bødlerne på inkvisitionens ordre tungen ud af munden på den fremskredne tænker Lucilio Vanini og brændte ham derefter på bålet. Det skete i Toulouse i Frankrig. Den store italienske forsker Galilei, der forfægtede Kopernikus' lære, blev af inkvisitionen med trusler og vold tvunget til at afsværge sin opfattelse. Den berømte franske oplysningsfilosof fra det 18. århundrede, Voltaire, blev spærret inde i Bastille-fængslet. Også hans samtidige, den materialistiske filosof Diderot, blev sat i fængsel. Det ville være en fejl at tro, at det kun var i oldtiden og middelalderen, reaktionen bekæmpede videnskaben. Denne kamp er heller ikke blevet indstillet i kapitalismens tidsalder. Kapitalistklassen er interesseret i at udvikle naturvidenskaberne - fysik, kemi, matematik o. s. v. - for så vidt der hermed er forbundet umiddelbare tekniske resultater. Men den er på ingen måde interesseret i at udbrede den materialistiske filosofi, en videnskabelig verdensanskuelse, der gør det muligt for menneskene at danne sig en rigtig opfattelse af den verden, der omgiver dem, og at få at vide, hvordan de skal forholde sig til den, og hvordan de skal handle i den. Derfor gør bourgeoisiets ideologer sig alle mulige anstrengelser for at forhindre, at der drages materialistiske og ateistiske konklusioner ud fra de videnskabelige opdagelser, eftersom de opfatter sådanne konklusioner som en fare for deres herredømme.

I særlig grad hader det reaktionære bourgeoisi marxismen-leninismen og dens filosofi: den dialektiske og historiske materialisme. Der findes et utal af borgerlige professorer, der specielt beskæftiger sig med at »gendrive« marxismen. Vor tids reaktionære bourgeoisi brænder ikke de fremskredne videnskabsmænd og filosoffer på bålet, men det anvender andre midlen de bliver fjernet fra universiteter og forskningsinstitutter, de bliver faktisk berøvet muligheden for at få deres arbejder trykt, de bliver diskrediteret moralsk og politisk, og på anden måde. I de senere år er alle sådanne kampmidler i rigt mål blevet anvendt mod »farlige tanker« i USA og i en række andre lande. Med disse forholdsregler og med propaganda for deres reaktionære ideologi udøver den herskende klasse et tryk på menneskenes bevidsthed, indprenter dem ideer, der er til gavn for den herskende klasse, og modvirker udbredelsen af de progressive materialistiske anskuelser. Men selv om videnskabens og den materialistiske filosofis vej er nok så tornefuld, selv om den må bringe store ofre i udbyttersamfundet, så overvinder den til syvende og sidst alle hindringer og rykker støt fremad. Den progressive materialistiske videnskab og filosofi har sin styrke i, at den giver menneskene kendskab til naturens og samfundets love, lærer dem at anvende disse kundskaber i menneskehedens interesse, fører menneskene ud af uvidenhedens mørke og hæver dem op til den sande videns lys.

Materialisme og idealisme

Filosofien behandler verdensanskuelsens mest almene spørgsmål. Den materialistiske filosofis udgangspunkt er anerkendelsen af den kendsgerning, at naturen eksisterer: stjernerne, Solen, Jorden med dens bjerge og sletter, have og skove, dyr og med mennesker, der er udstyret med bevidsthed og tænkeevne. Der findes ikke og kan ikke findes overnaturlige foreteelser eller kræfter. Mennesket er kun en partikel i naturens mangfoldighed, og bevidsthed er en egenskab eller evne ved mennesket. Naturen eksisterer objektivt, d.v.s. uden for menneskets bevidsthed og uafhængigt af denne. Der findes imidlertid filosoffer, der benægter, at naturen eksisterer uafhængigt af bevidstheden. De påstår, at primært eksisterer kun bevidstheden, tænkningen, ånden eller ideen, og at hele den fysiske verden er frembragt og afhængig af det åndelige princip. Spørgsmålet om den menneskelige bevidstheds forhold til den materielle væren er grundspørgsmålet i enhver filosofi, også i den nyeste. Hvad er det oprindelige: naturen eller tænkningen? Filosofferne deles i to store lejre, alt efter det svar, de giver på dette spørgsmål. De, der anser det materielle princip - naturen - for det primære, men betragter tænkningen, ånden, som en egenskab ved materien, tilhører materialismens lejr. De, der derimod påstår, at tænkningen, ånden eller ideen eksisterede før naturen, at naturen på den ene eller den anden måde skabes af det åndelige princip og er afhængig af dette, udgør idealismens lejr. Udtrykkene »idealisme« og »materialisme« rummer i filosofisk betydning intet andet. Mellem tilhængerne af den materialistiske og den idealistiske opfattelse af verden er der fra ældgammel tid blevet ført en skarp og uudslukkelig strid. Hele filosofiens historie udgør en kamp mellem filosofiens to lejre eller partier: materialismen og idealismen.

Den spontane materialisme

Menneskene er i deres praktiske virksomhed ikke i tvivl om, at de genstande og naturfænomener, der omgiver dem, eksisterer uafhængigt af dem og deres bevidsthed. Det betyder, at de spontant står på materialismens standpunkt. Den spontane materialisme »hos ethvert sundt menneske, der ikke har opholdt sig i en galeanstalt eller stået i lære hos de idealistiske filosoffer - skrev Lenin - består i, at tingene, milieuet, verden eksisterer uafhængigt af vore sanseindtryk, af vor bevidsthed, af vort jeg og af mennesket i det hele taget.« Man kan ikke leve af ideer og begreber alene, man kan ikke ernære sig af sine egne sanseindtryk og af produkterne af sin fantasi. I praksis er dette noget, alle mennesker udmærket véd - også de filosoffer, der opstiller idealistiske systemer, som udleder de materielle tings eksistens af sanseindtrykkene, begreberne og ideerne. De har gang på gang måttet indrømme, at de levede i modstrid med deres egen filosofi, og at menneskene ville dø af sult, hvis der faktisk ikke eksisterede materielle ting i verden. Det overvældende flertal af de videnskabsmænd, der er naturforskere, står på den spontane, ikke-erkendte materialismes standpunkt. De plejer ikke at trænge ind i de filosofiske problemer, men følger spontant logikken i det naturvidenskabelige materiale, som de har at gøre med. Naturen, som de undersøger, viser dem for hvert skridt, at de foreteelser, de studerer, er af materiel natur. Hvad enten en naturforsker undersøger himmellegemerne eller molekyler og atomer, elektriske eller magnetiske fænomener eller plante- og dyreverdenen, har han altid at gøre med objektive processer, med materielle legemer og deres egenskaber, med naturlove, der eksisterer uafhængigt af menneskets erkendelse. I det borgerlige samfund, er det kun de dristigste og mest konsekvente forskere, der åbent erklærer sig for tilhængere af den filosofiske materialisme. De fleste af dem er imidlertid udsat for et så kraftigt tryk fra den officielle borgerlige ideologis, fra kirkelærens og den idealistiske filosofis side fra hele situationen i det borgerlige samfund, at de ikke åbenlyst tør stille sig på materialismens standpunkt, men vakler og ofte fremsætter idealistiske erklæringer og forbehold. I deres naturvidenskabelige arbejder udvikler disse videnskabsmænd imidlertid, i kraft af selve undersøgelsesobjektets karakter, i hovedsagen materialistiske synspunkter. For eksempel indrømmede den engelske naturforsker Thomas Huxley, der levede i anden halvdel af det 19. århundrede, ikke, at han var materialist. Men i sine undersøgelser over zoologi, sammenlignende anatomi, antropologi og udviklingslæren forsvarede han den materialistiske opfattelse og sagde, at den filosofiske idealisme ikke førte til andet end forvirring og mørke. Engels kaldte naturforskere af denne type for »skamfulde materialister«, og Lenin sagde, at Huxleys anti-materialistiske forbehold kun var et figenblad, der skulle skjule hans spontane naturvidenskabelige materialisme. Når moderne naturforskere filosofisk forsøger at gennemtænke deres videnskabelige opdagelser, drager de ikke sjældent idealistiske konklusioner. Så længe de imidlertid bliver stående på naturvidenskabens grund, så længe de arbejder praktisk i deres laboratorier, i fabrikkerne og på forsøgsmarkerne, så længe de ikke giver sig af med filosofiske overvejelser, men har at gøre med de naturfænomener, de studerer, optræder de som spontane materialister. En af vor tids største fysikere, Albert Einstein, stod i nogle af sine filosofiske betragtninger under indflydelse af den idealistiske filosofi, men på videnskabens område var han ophavsmand til relativitetsteorien, som i sit sande indhold er materialistisk. En anden berømt fysiker, Max Planck, der er grundlæggeren af den moderne kvantefysik, betegnede heller ikke sig selv som materialist. 1 sine arbejder om fysik og i sine filosofiske udtalelser forfægtede han imidlertid tanken om den »sunde verdensanskuelse«, der anerkender, at naturen eksisterer uafhængigt af menneskets bevidsthed. Max Planck bekæmpede den filosofiske idealisme og var faktisk materialist. Idealismen øver imidlertid ikke sjældent en negativ indflydelse på videnskabsmændenes behandling af selve det naturvidenskabelige materiale. Dette er et vidnesbyrd om, at den spontane materialisme er et - utilstrækkeligt værn mod idealismen. Kun den bevidste antagelse af den dialektiske materialismes filosofi beskytter med sikkerhed videnskabsmændene mod idealistiske fejltagelser.

Materialismen er en progressiv filosofi

Forskellen mellem den filosofiske materialisme og den spontane, naive materialisme består i, at den filosofiske materialisme videnskabeligt begrunder, behandler og konsekvent gennemfører de materialistiske grundsætninger, idet den herved går ud fra de resultater, der er opnået af den progressive videnskab og den samfundsmæssige praksis. Den materialistiske filosofi er et pålideligt våben, der forsvarer mennesket mod den åndelige reaktions ødelæggende indflydelse. Den tjener som ledetråd i livet og viser den rette vej til løsning af de verdensanskuelsesproblemer, der optager mennesket. Gennem årtusinder har kirken indprentet mennesket foragt for det jordiske liv og frygt for gud. Den har lært menneskene, og først og fremmest menneskehedens undertrykte masser, at deres lod er at arbejde og bede, at lykken ikke vindes i denne »jammerdal«, men først kan opnås i det »kommende liv« ved hjælp af lydighed og ydmyghed. De, der vovede at rejse sig mod udbytternes angiveligt af gud indstiftede herredømme, truede kirken med guds straf og helvedes kvaler. Den materialistiske filosofis store historiske fortjeneste består i, at den hjælper mennesket med at frigøre sig for overtro. Allerede i oldtiden optrådte den mod frygten for døden og mod frygten for guderne og andre overnaturlige kræfter. Den materialistiske filosofi lærer menneskene, at de ikke skal håbe på et liv hinsides graven, men sætte pris på det jordiske liv og stræbe efter at forbedre det. Materialismen har for første gang anvist menneskets værdighed og fornuft en høj plads, den forkyndte, at mennesket ikke er en orm, der kryber i støvet, men naturens højeste skabning, der er i stand til at blive herre og mester over dens kræfter. Materialismen er gennemtrængt af den største tro på kundskabens magt og menneskets fornuft, på menneskets evne til at finde ud af de hemmeligheder, som verden omkring os rummer, og på dets evne til at skabe et fornuftigt og retfærdigt samfundssystem. Idealismens talsmænd bagtaler ofte materialismen og fremstiller den som »en skummel, streng, knugende verdensanskuelse« (William James). I virkeligheden er det netop den idealistiske filosofi, navnlig som den er i vor tid, der fremtræder i mørke farver. Det er ikke materialismen, men idealismen, der benægter fornuftens evne til at erkende og ikke har tillid til videnskaben; det er ikke materialismen, men idealismen, der lovpriser dødskulten; det er ikke materialismen, men idealismen, der var og er det idémæssige grundlag for anti-humanismens mest modbydelige frembringelser: raceteorierne og den ærkereaktionære fascisme. Den filosofiske idealisme vil ikke anerkende, at den materielle verden, der omgiver os, er virkelig, den flygter fra den og erklærer den for uvirkelig og skildrer i stedet en opdigtet, ikke-materiel verden. Materialismen derimod giver et sandt billede af verden, et billede uden overflødige tilføjelser i form af ånder, en gud, der har skabt verden o.s.v.. Materialisterne venter ikke hjælp fra overnaturlige kræfter, de tror på mennesket, på dets evne til at omdanne verden med egne hænder, så den bliver mennesket værdig. Materialismen er i sit dybeste væsen en optimistisk, livsbekræftende, lys verdensanskuelse; pessimisme og livslede (»Weltschmerz«) ligger deri fjernt. Derfor har materialismen som regel været en verdensanskuelse for de progressive samfundsgrupper og klasser. Dens tilhængere er mennesker, der ser fremad uden frygt og ikke plages af tvivl om deres sags retfærdighed. Idealismens talsmænd har fra tidernes morgen bagvasket materialismen, idet de påstår, at moralske værdier og ophøjede idealer står materialisterne fjernt, og at kun tilhængerne af den filosofiske idealisme repræsenterer dem. I virkeligheden forholder det sig således, at Marx' og Engels' dialektiske og historiske materialisme ikke benægter, men tværtimod i høj grad værdsætter progressive ideer, moralske principper og ophøjede idealer. Den er af den opfattelse, at en heldig kamp for fremskridtet, for et progressivt samfundssystem, er umulig uden store ideer, der inspirerer menneskene til kamp, til skabende aktivitet og dristig handling. Arbejderklassens kamp, kommunisternes kamp gendriver på overbevisende måde idealisternes tåbelige påstand om, at materialisterne forholder sig ligegyldigt over for idealerne. Denne kamp føres for det højeste og ædleste ideal, menneskeheden har kendt, for kommunismen, og den frembringer da også talløse uforfærdede kæmpere, der er det ophøjede kommunistiske ideal dybt hengivne.

Den dialektiske og historiske materialisme er det højeste trin i den filosofiske tænknings udvikling

Vor tids materialisme er den dialektiske og historiske materialisme, der er skabt af Marx og Engels. Den opstod ikke af intet. Marx' og Engels' filosofi var resultatet af den filosofiske tænknings langvarige udvikling. Materialismen opstod for omkring 2500 år siden i Kina, Indien og Grækenland. Den materialistiske filosofis tænkning i disse lande var nøje forbundet med menneskenes erfaringer fra dagliglivet og med det spirende kendskab til naturen. Men eftersom videnskaben dengang endnu lå i svøb, var de gamle materialistiske filosoffers forestillinger om verden, selv om disse indeholdt mangfoldige geniale gisninger, uden et solidt naturvidenskabeligt grundlag, og de var og blev meget naive. Langt mere moden var den materialisme, der opstod i det 17. og 18. århundrede. Naturvidenskabens og teknikkens resultater drev den filosofiske tænkning fremad. Samtidig fremmede den materialistiske filosofi udforskningen af naturen. Således blev den engelske materialist fra begyndelsen af det 17. århundrede, Francis Bacons lære om, at al viden stammer fra erfaring, og hans tanke, at viden er magt, et kraftigt middel til at fremme videnskaben om naturen. I det 17.-18. århundrede nåede matematikken om de jordiske og himmelske legemers mekanik den højeste grad af fuldkommenhed. Dette satte sit præg på de daværende materialisters filosofiske generalisationer, bl.a. på deres opfattelse af materien og bevægelsen. En meget stor rolle for udviklingen af den nye form for materialisme spillede den franske filosof René Descartes' fysik - idet Descartes var materialist i sin naturlære - den engelske materialist Thomas Hobbes' mekanistiske lære om mennesket (17. århundrede) og navnlig den engelske forsker Isaac Newtons mekanik. De materialistiske filosoffer betragtede alle foreteelser i naturen og samfundslivet ud fra mekanikkens synspunkt og håbede at kunne forklare dem ved hjælp af dennes love. Derfor fik deres materialisme betegnelsen den mekaniske materialisme. I det 18. århundrede var John Toland og Joseph Priestley dens repræsentanter i England, ligesom Julien Lamettrie, Paul Heinrich Holbach, Claude-Adrien Helvétius og Denis Diderot repræsenterede den i Frankrig. Den positive side ved materialismen i det 17.-18. århundrede var dens nøje forbindelse med naturvidenskaberne. Samtidig havde den også mangler. Engels pegede på tre vigtige mangler ved denne materialisme. Den første var dens mekanicisme. Mekanikken, der for den tids materialistiske filosoffer var mønsteret på en videnskab, indsnævrede deres synskreds. De søgte at reducere alle processer og bevægelsesformer til mekanisk bevægelse. De forstod ikke den organiske naturs ejendommeligheder og samfundslivets særlige træk og love. Den anden mangel hos disse materialister var, at de ikke kunne forstå og forklare udviklingen i naturen, selv når de lagde mærke til kendsgerninger, der vidnede om en udvikling. Materialisterne i det 17.-18. århundrede betragtede i det store og hele naturen som uforanderlig, de antog, at den beskrev ét og samme kredsløb. Denne opfattelse af naturen kaldes metafysisk. Den mekaniske materialisme var altså metafysisk. Endelig kunne materialisterne i den periode, og dette gælder i det hele taget alle materialister før Marx, ikke udvide materialismen til at omfatte forståelsen af samfundslivet. De havde ikke øje for samfundslivets materielle grundlag og lærte, at samfundets overgang fra mindre fuldkomne til mere fuldkomne former fremkaldes af fremskridtet i viden og af forandringen af de opfattelser og ideer, der hersker i samfundet. En sådan forklaring er imidlertid idealistisk. Dertil kom, at materialisterne før Marx ikke forstod betydningen af den praktisk-kritiske, revolutionære virksomhed, der udøves af klasserne og masserne under forandringen af virkeligheden, af samfundslivet. De forkyndte, at det var nødvendigt at erstatte det feudale samfundssystem med et borgerligt, men forkastede samtidig massernes kamp for et nyt samfundssystem og frygtede det. Det var et udslag af deres borgerlige klassemæssige begrænsning. Et skridt fremad i udviklingen af den materialistiske filosofi blev taget af den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1. halvdel af det 19. århundrede) og især af de russiske revolutionære demokrater: Aleksander Herzen, Vissarion Belinskij, Nikolaj Tjernysjevskij og Nikolaj Dobroljubov. Feuerbach overvandt til en vis grad den mekanistiske begrænsning, der prægede materialisterne i det 18. århundrede, men han delte deres øvrige mangler. Dertil kom, at hans filosofi var løsrevet fra den samfundsmæssige og politiske praksis. De russiske materialisters store fremskridt bestod i, at de søgte at forene den materialistiske naturopfattelse med dialektikken. Dertil kom, at de som de russiske revolutionære bønders ideologer ikke blot anså filosofien for læren om, hvad der eksisterer, men også som læren om, hvordan dette eksisterende skulle omdannes, omformes til gavn for folket. Et nyt og højere trin i materialismens udvikling var den dialektiske og historiske materialisme, der blev skabt af Marx og Engels - de store lærere og foregangsmænd for proletariatet, der er vor tids mest progressive og revolutionære klasse. De iværksatte en sand revolutionær omvæltning i filosofien. Marx og Engels stod på højden af deres epokes samfundsmæssige og naturvidenskabelige viden; de havde tilegnet sig og skabende gennemarbejdet alt, hvad den filosofiske tænkning havde opnået af værdi i sin forudgående udvikling, og skabte nu en ny form for materialisme, der var fri for den tidligere materialistiske filosofis mangler: den dialektiske og historiske materialisme. I den marxistiske filosofiske lære udgjorde materialismen en organisk enhed med dialektikken. Den støttede sig her på videnskabens højere niveau, på de nye naturvidenskabelige opdagelser, blandt hvilke loven om energiens konstans og forvandling, opdagelsen af cellen og Darwins teori om arternes oprindelse havde særlig betydning. Naturvidenskabens resultater udgjorde et strengt videnskabeligt grundlag for udviklingstanken og for tanken om naturfænomenernes enhed og almindelige indbyrdes forbindelse. I stedet for den ensidige mekanistiske opfattelse af naturen og mennesket satte Marx og Engels udviklingslæren, der omfatter alle områder af virkeligheden, og som samtidig tager hensyn til hvert enkelt områdes særpræg: den uorganiske natur, den organiske verden, samfundslivet og menneskenes bevidsthed. Marx og Engels var de første, der anvendte materialismen på samfundslivet og opdagede de materielle drivkræfter og love, som gælder for samfundsudviklingen, og de forvandlede dermed samfundshistorien til en videnskab. Endelig forvandlede marxismens grundlæggere den materialistiske filosofiske lære fra en abstrakt teori til et effektivt middel til samfundets omdannelse, til et ideologisk våben for arbejderklassen i dens kamp for socialismen og kommunismen. Den filosofiske lære, som Marx og Engels havde skabt, fik den mest omfattende godkendelse hos den arbejdende befolkning i alverdens lande. Den er en ægte massernes filosofi.

Hvad er materien i filosofisk forstand?

I den marxistiske filosofiske materialisme anvendes begrebet »materie« i den mest omfattende betydning: til at betegne alt, hvad der eksisterer objektivt, d.v.s. uafhængigt af bevidstheden, og genspejles i menneskets sanseindtryk. »Materien er den objektive realitet, der bliver givet os i sanseindtrykkene.« (Lenin). Det er meget vigtigt at gøre sig denne omfattende betydning af begrebet materie klart. Repræsentanterne for den gamle, førmarxske materialisme forstod i de fleste tilfælde ved materie de små bitte partikler - atomer eller korpuskler -, som legemerne består af. Ifølge de oldgræske materialister Demokrits og Epikurs lære eksisterede der således kun atomer og tomhed, i hvilken atomerne befinder sig; af disse kombinationer opstår de forskellige legemer. Fysikken har siden bekræftet den geniale gisning, som oldtidens filosoffer fremsatte om stoffets atomare opbygning. Da de imidlertid ved materie kun forstod de stoflige atomer, begik de en forenkling og simplificerede den verden, der omgiver os. Ikke desto mindre holdt denne opfattelse af materien sig lige til slutningen af det 19. århundrede. Den marxistiske filosofiske materialisme forstår ved materie den objektive realitet i alle dens mangfoldige ytringsformer. Materien er ikke blot de små bitte partikler, som alle legemer er opbygget af. Det er den endeløse mængde verdener i det uendelige univers, de gas- og støvskyer, der findes i verdensrummet; det er vort solsystem med planeterne og Solen, det er Jorden med alt, hvad der eksisterer på den. Materie er også de udstrålinger og fysiske felter, der overfører virkninger fra nogle legemer og partikler til andre, og som forbinder dem: de elektromagnetiske felter og atomkernefelterne. Alt, hvad der eksisterer uden for bevidstheden og uafhængigt af denne, omfattes af begrebet materie. Alle videnskaber, der studerer den objektive virkelighed, studerer materien, dens forskellige egenskaber og tilstande. De fysiske videnskaber studerer materiens fysiske tilstand. Den moderne fysik har opdaget, at atomet er en kompliceret struktur og på ingen måde en simpel, udelelig og uforanderlig partikel, som de gamle atomister troede. Forskerne har fastslået, at visse elementers atomer kan forvandle sig til andre elementers atomer som følge af omdannelser i atomkernerne. F.eks. forvandles uranatomer i en atomreaktor til plutoniumatomer. I begyndelsen af det 20. århundrede blev der opdaget nye fysiske fænomener (radioaktivitet, røntgenstråler o.s.v.), det blev bevist, at forestillingerne om atomets udelelighed var forkerte, der opstod nye teorier om stoffets opbygning, og inden for fysikken begyndte der en nedbrydning af de gamle klassiske begreber. Heraf drog mange idealistiske filosoffer og fysikere, der var hildede i idealistiske vildfarelser, den slutning, at videnskaben skulle have gendrevet den materialistiske opfattelse af naturen. De begyndte at tale om, at »materien var forsvundet«. Det var en ganske fejlagtig påstand. Den marxistiske filosofiske materialisme har aldrig bundet sig til ensidige opfattelser af stoffets struktur og har aldrig reduceret materien til en eller anden slags uforanderlige »verdensrummets mursten«; den har altid kun forstået ét ved materien: den objektive realitet, der eksisterer uden for menneskets bevidsthed og genspejles af denne. Materialismen er idealismens modsætning gennem sit svar på spørgsmålet om erkendelsens hilde og om bevidsthedens forhold til den ydre verden. Materialismen hævder, at verden eksisterer objektivt, og at bevidstheden er en genspejling af verden. Materien er et videnskabeligt begreb for at betegne den objektive verden. Hvad angår verdens fysiske opbygning og dens fysiske egenskaber, så bliver disse spørgsmål studeret af fysikken. Efterhånden som den fysiske videnskab udvikler sig, forandres opfattelsen af materiens fysiske struktur, men uanset hvor meget den forandrer sig, kan den ikke rokke ved den filosofiske materialismes sætning om, at verden eksisterer objektivt, og at fysikken, ligesom mange andre videnskaber, studerer denne objektive verden, materiens verden. »Thi den eneste 'egenskab' ved materien, til hvis anerkendelse den filosofiske materialisme er bundet, er den egenskab at være en objektiv realitet, at eksistere uden for vor bevidsthed,« skrev Lenin. Denne opfattelse af materien er den eneste rigtige. Den omfatter hele den materielle verdens mangfoldighed, uden at reducere den til nogen enkelt form for materie. Den, der har tilegnet sig den marxistiske opfattelse af materien, lader sig ikke forvirre af de filosofiske idealisters påstande om, at de nye fysiske opdagelser har bevist materiens forsvinden.

Materien kan ikke skabes og ikke tilintetgøres. Den forandrer sig uendeligt, men ikke én af dens partikler kan forvandle sig til intet i nogen fysisk, kemisk eller anden proces. Videnskaben har gang på gang bekræftet denne grundsætning i den filosofiske materialisme. Lad os anføre et enkelt eksempel. Den moderne fysik har fastslået, at under visse omstændigheder forsvinder stofpartikler som positronen og elektronen, hvorved der opstår kvanter (portioner) af lys, de såkaldte fotoner. Nogle fysikere har kaldt dette fænomen for »materiens annihilation«. Ordet »annihilation« kommer af det latinske ord »nihil« og betyder bogstaveligt den fuldstændige tilintetgørelse, en forvandling til intet. De idealistiske filosoffer anfører dette fænomen som et nyt »bevis« på materiens forsvinden. I virkeligheden foregår der her slet ingen materiens forsvinden. Positronens og elektronens forvandling til fotoner repræsenterer materiens overgang fra én tilstand til en anden - fra stof til lys. I naturen foregår der også en omvendt proces: fotoners forvandling til positroner og elektroner, d.v.s. lysets overgang til stof. I alle disse forvandlinger virker loven om massens og energiens konstans. Verden er som et broget og mangfoldigt billede: der er den uorganiske natur og den organiske, der er fysiske fænomener og kemiske processer, der er biologiske fænomener i planteverdenen og dyreverdenen, og der er samfundslivet. Videnskaben og den materialistiske filosofi påviser enheden i denne mangfoldighed. Enheden består i, at alle de uendeligt mangfoldige processer og foreteelser, der findes i verden, er materiens forskellige tilstande, dens forskellige egenskaber og ytringsformer. »Verdens virkelige enhed består i dens materialitet.. .« sagde Engels. Verdens enhed består i, at også bevidstheden hører til den materielle verden, som omgiver os, og ikke til en eller anden hinsidig verden, i, at bevidstheden er en særlig egenskab ved materien. Overbevisningen om verdens materielle enhed opstod og styrkedes i kamp mod kirkens lære, der tvedeler verden i en jordisk og en himmelsk verden, i en dennesidig og en hinsidig verden, i kamp mod dualismen, der river ånd og legeme, bevidsthed og materie fra hinanden, og mod den filosofiske idealisme, der ser verdens enhed i, at hele verden er et produkt af bevidsthed, af ånd.

Den materielle verdens almene eksistensformer

Den evige bevægelse i naturen

Naturen og samfundet kender ingen absolut ubevægelighed, hvile eller uforanderlighed. Verden er et billede på evig bevægelse og forandring. Bevægelse, forandring, udvikling er en evig og umistelig egenskab ved materien. »Bevægelse er materiens væreform,« siger F. Engels. »Intetsteds og aldrig har der været og kan der være materie uden bevægelse«. Hvert materielt legeme, hver materiel stofpartikel - molekylet, atomet og dets bestanddele - er bevægelige, foranderlige i overensstemmelse med deres indre natur. Bevægelse i filosofisk forstand betyder ikke blot, at en genstand skifter plads i rummet. Bevægelse, opfattet som materiens eksistensform, omfatter alle de processer og forandringer, der foregår i universet. Blandt disse forandringer spiller de processer, der udgør materiens udvikling, dens overgang fra én tilstand til en anden, højere tilstand med nyere ejendommeligheder og egenskaber, en særlig vigtig rolle. Der findes i verden ingen én gang for alle givne, stivnede ting, men der findes ting, der forandrer sig, processer. Det vil sige, at der intetsteds findes absolut hvile, der fuldstændig udelukker bevægelse. Der findes kun relativ hvile. Et legeme på Jorden kan kun befinde sig i en tilstand af hvile i forhold til et bestemt punkt på jordoverfladen. Men det deltager samtidig i Jordens bevægelse og hele solsystemets bevægelse. Desuden befinder de molekyler og atomer, der udgør dette legeme, sig i bevægelse, og inde i disse legemer foregår der komplicerede processer. Al hvile er således relativ, og kun bevægelsen er absolut og herfra findes der ingen undtagelser.

Materiens bevægelsesformer

Til materiens mangfoldighed svarer mangfoldigheden af dens bevægelsesformer. Materiens enkleste bevægelsesform er et legemes mekaniske skiften plads i rummet. En mere kompliceret bevægelsesform er varmeprocesserne, den uordnede bevægelse af de molekyler, der danner, et fysisk legeme. Videnskaben har fastslået, at lys, elektromagnetisk udstråling og fysiske felter ligeledes er særlige tilstande af materie i bevægelse. Materiens bevægelse fremtræder også i de kemiske processer, hvorved stoffet forvandler sig, og som er forbundet med molekylernes og atomernes forening og adskillelse. Den organiske naturs liv, de fysiologiske processer i planter og dyr, arternes udvikling - det er altsammen ligeledes særlige udtryksformer for materiens almene egenskab - bevægelsen. En særlig kompliceret form for materiens bevægelse iagttager vi i menneskenes samfundsmæssige liv: udviklingen af den materielle produktion, det økonomiske liv o. s. v.. Videnskaben har fra slutningen af det 19. århundrede opdaget og med held studeret en række nye, tidligere ukendte former for materiens bevægelse: de atomare partiklers bevægelse omkring kernen, de komplicerede forvandlingsprocesser i atomkernen etc. Der er ingen tvivl om, at der også fremover vil blive opdaget stadig nye former for materiens bevægelse. Materiens forskellige bevægelsesformer eksisterer ikke hver for sig, ikke isoleret fra hinanden, men er gensidigt forbundne og forvandler sig til hinanden. Kaotiske molekylebevægelser frembringer således varmeprocesser. Varmeprocesserne kan frembringe kemiske forvandlinger og lysfænomener. De kemiske processer har på et vist udviklingstrin ført til dannelse af æggehvidelegemer og dermed forbundne gæringssystemer og på grundlag heraf til livets opståen, d.v.s. til den biologiske form for materiens bevægelse. Materiens bevægelsesformer er i stand til at gå over i hinanden, og dette kommer blandt andet til udtryk i naturvidenskabens fundamentale lov - loven om energiens forvandling og konstans. Til materiens forskellige udviklingstrin og komplicerethed svarer forskellige bevægelsesformer. De lavere, enklere af materiens bevægelsesformer går over i højere, mere komplicerede bevægelsesformer og deltager i disse. Ikke desto mindre eksisterer der en kvalitativ forskel mellem de forskellige bevægelsesformer, idet de højere bevægelsesformer ikke lader sig reducere til lavere. I de fysiologiske processer findes der således også en mekanisk bevægelse - de elementer, der tager del i disse processer, skifter plads i rummet; men de fysiologiske processer lader sig ikke reducere til disse elementers mekaniske skiften plads, de fysiologiske processer er ikke udtømt hermed. De gamle, førmarxske mekanistiske materialister mente, at naturens og menneskesamfundets liv lod sig reducere til, at stoffets og legemernes partikler mekanisk skiftede plads i rummet. Men med sin brede opfattelse af bevægelsen som forandring i det hele taget overvinder den marxistiske filosofiske materialisme den snævre, forenklede opfattelse af materiens bevægelse, der var karakteristisk for den mekaniske materialisme.

Rum og tid

Materien kan kun bevæge sig i rum og tid. Alle legemer i naturen, herunder også selve mennesket, alle materielle processer, der foregår i den objektive verden, indtager en plads i rummet. De er placeret tæt ved hinanden eller langt fra hinanden; der eksisterer en vis afstand mellem dem; et legeme i bevægelse tilbagelægger en vis vej. Alt dette udtrykker den egenskab ved de materielle ting og processer, som hedder deres rumlighed. Rummet er den almene form for materiens eksistens. Der findes ikke, og der kan ikke findes materie uden for rummet. Og omvendt: der findes ikke noget rum uden materie. Forskellen mellem det enkelte legemes rumlighed og hele den materielle verdens rumlighed består i, at det enkelte legemes rumlighed er begrænset og endelig, d.v.s. at det har sin begyndelse og ende, medens hele den materielle verden er ubegrænset, uendelig. De rumlige afstande i universet er enorme og kan slet ikke sammenlignes med dem, vi er vant til på Jorden. De moderne teleskoper har gjort det muligt at opdage stjernesystemer, hvis lys når os efter hundreder af millioner års forløb! Og en lysstråle tilbagelægger 300.000 km i sekundet. Selv disse størrelser kan imidlertid ikke give en sand forestilling om universets rumlige udstrækning, fordi disse størrelser er endelige, medens universet er uendeligt. Universets uendelighed går ud over den visuelle forestillings rammer, man kan ikke forestille sig dem, man kan kun udtrykke den i form af et videnskabeligt begreb. De fysiske legemers og selve menneskets eksistens varer minut for minut, time for time, døgn efter døgn o. s. v. Alt i verden forandrer sig. Hver ting, hvert naturfænomen har sin fortid, nutid og fremtid. Dette er tiden. Tiden er, ligesom rummet, en almen eksistensform for materien. Hver enkelt ting, hver proces og den materielle verden som helhed eksisterer i tiden. Der er imidlertid forskel mellem varigheden af den enkelte tings eksistens og af hele naturens eksistens. Forskellen består i, at den enkelte tings eksistens er begrænset i tid, medens naturen som helhed eksisterer evigt. Hver ting opstår, underkastes forandringer og holder så op med at eksistere. Naturen har derimod aldrig haft en begyndelse og får aldrig ende. Hver enkelt ting er forgængelig, men af de endelige ting sammensættes den evige natur, der hverken kender' begyndelse eller ende. Vor fantasi forbavses af de tal, der vidner om Jordens alder og om livets udvikling på den. Mennesket er i sin nuværende skikkelse blevet til for 50-70.000 år siden. For omkring en million år siden opstod overgangsformerne fra aber til menneske. For over en milliard år siden fremkom de allerførste primitive former for plante- og dyreliv. Der er gået flere milliarder år, siden selve Jorden blev til. Det er de vældige tidsafstande, der gælder for vor Jords historie! Men hverken disse eller langt større tidsafstande kan give en sand forestilling om naturens evighed, thi dens evighed betyder evig eksistens i tid, den betyder, at naturen altid har eksisteret og altid vil eksistere. Rum og tid, der er indbyrdes forbundne som former for den objektive verdens eksistens, er uløseligt forbundne med materien, som bevæger sig. Denne uløselige forbindelse er blevet uimodsigeligt bevist ved hjælp af en af vor tids største videnskabelige teorien Einsteins relativitetsteori. Relativitetsteorien har modbevist den opfattelse, som tidligere var fremherskende inden for fysikken, og hvorefter rummet var en af materien uafhængig og uforanderligt tom beholder, i hvilken der ligesom udefra var blevet anbragt materielle legemer, medens tiden altid forløb ens, og dens forløb ikke var afhængig af materiens bevægelse. Som almene former for materiens eksistens er rum og tid absolutte: intet kan eksistere uden for tid og rum. Samtidig er rummets og tidens egenskaber foranderlige: de rumlige og tidsmæssige relationer afhænger af materiens bevægelseshastighed; rummets og tidens egenskaber forandrer sig i de forskellige dele af universet, alt efter de materielle massers fordeling og bevægelse. I denne forstand er rum og tid relative.

Om dem der benægter rummet og tidens objektive ekstistens

Menneskehedens daglige erfaringer gennem århundrederne såvel som videnskabens resultater vidner om, at rum og tid eksisterer objektivt. Ikke desto mindre benægter talrige idealistiske filosoffer rummets og tidens objektivitet. Den tyske idealistiske filosof Kant sagde, at der ikke eksisterer nogen objektiv, af vor bevidsthed uafhængig, rum og tid, og at rum og tid kun er menneskers måder at anskue fænomenerne på. Han hævdede, at det var en ejendommelighed ved den menneskelige erkendelse at opfatte alle fænomener som beliggende i rummet og følgende efter hinanden i tid. Hvis der ingen menneskelig bevidsthed fandtes, ville der heller ikke findes rum og tid. Den opfattelse at rum og tid er subjektive måder at anskue fænomenerne på, er også udbredt i nutidens idealistiske filosofi. Denne konstruerede, idealistiske opfattelse står i skærende modsætning til videnskaben, erfaringen og praksis og modbevises af disse. Hvis et menneske f.eks. skal rejse fra Paris til Moskva, véd det, at det skal tilbagelægge 2500 km, ikke i et indbildt, men i det virkelige rum. Dertil behøves der tid; hvor lang tid afhænger ikke af en indbildt, men af den objektivt eksisterende afstand mellem disse byer samt af transportteknikken. Hvis man rejser med toget, tager det mindst to døgn, men med et moderne jetfly kan man tilbagelægge denne distance på tre-fire timer. Videnskaben har fastslået, at verden også eksisterede, dengang mennesket endnu ikke var til. Men hvis verden også var til, dengang mennesket med dets bevidsthed ikke eksisterede, så fandtes der altså rum og tid, der var uafhængige af menneskets bevidsthed, eftersom den materielle verden kun kan eksistere i rum og tid. I vore dage, da ikke blot den videnskabelige teori, men også den af menneskene skabte teknik trænger ud i det kosmiske rum, bliver der rettet et nyt slag mod den idealistiske opfattelse om rummets og tidens subjektivitet. Den filosofiske materialismes lære om, at den materielle verden eksisterer i rum og tid, modbeviser kirkens påstand om, at gud er til uden for rum og tid. Teologien lærer, at gud eksisterede, før han skabte naturen, og han efter dens skabelse befinder sig uden for naturen, og på en eller anden uforståelig måde er »alle vegne« uden for naturen. Teologien lærer, at kun gud er uendelig og evig, medens naturen har begyndelse og ende såvel i rum som i tid. Videnskaben har uigendriveligt bevist, at en sådan opfattelse er fantastisk og uholdbar. Det faktiske verdensbillede, som videnskaben har opdaget, rummer ingen plads for gud. Allerede i det 18. århundrede sagde den franske astronom Lalande billedligt, at han havde undersøgt hele himlen, men ikke fundet gud dér. Naturen er sin egen årsag. Denne tanke blev i det 17. århundrede fremsat af den materialistiske filosof Spinoza. Denne materialistiske sætning betyder, at naturen ikke har brug for en skaber, der står uden for den, og at selve naturen har den uendelighed og evighed, som teologien med urette tilskriver gud. Den marxistiske filosofiske materialisme beviser, at naturen ikke er blevet skabt, at den er evig og uendelig, og giver dermed ateismen et solidt grundlag.

Bevidstheden er en egenskab ved den på særlig måde organiserede materie

Den menneskelige tænkning er et resultat af den levende materies udvikling

Evnen til at tænke, der er karakteristisk for mennesket, er et produkt af en langvarig udvikling af den organiske verden. Livets materielle grundlag er æggehvidelegemerne, der er et kompliceret produkt af materiens udvikling. Æggehvidestofferne spiller en afgørende rolle for stofskiftet, der er grundlaget for alle organismernes livsfunktioner. Også andre kendetegn på liv er forbundet med stofskiftet: evnen til reproduktion, irritabilitet o. s. v.. Irritabiliteten ligger til grund for de levende væseners evne til at besvare indre og ydre påvirkninger med reaktioner, der har karakter af tilpasning. Det er den elementære form for reflekterende virksomhed. Netop på grundlag af irritabiliteten, der er en egenskab ved de enkleste organismer, udformes der på de højere udviklingstrin i den organiske verden en højere nervevirksomhed og det, som vi kalder psykisk virksomhed. Allerede i de encellede organismer udskildes der elementer, der er særlig følsomme over for påvirkninger fra milieuets irritamenter. Når der opstår flercellede dyreorganismer, foregår der en specialisering af disse organismers celler, der opstår særlige cellegrupper (receptorer), hvis funktion er at fornemme ydre irritamenter og at omdanne irritationsenergien til en pirringsproces. Efterhånden som dyreorganismen bliver mere kompliceret, udvikler der sig af disse celler et nervesystem og dettes centrale afdeling, hjernen. Dyrenes og menneskets nervesystem tilvejebringer organismens forbindelse med omverdenen og den indbyrdes forbindelse mellem organismens forskellige organer. Hvirveldyrenes centralnervesystem består af rygmarven og hjernen med dens forskellige afdelinger. Hos de fleste fisk er hjernen relativt lille, og dens hemisfærer er svagt udviklede. Hos amfibierne sker der en forøgelse af hjernens omfang, og der viser sig tegn på en udvikling af den forreste del af hjernen - grundlaget for udviklingen af hjernens hemisfærer. Krybdyrenes hjerne er mere udviklet end amfibiernes, og på hemisfærernes overflade viser der sig for første gang nerveceller, der danner den primære hjernebark. Hos fuglene er storhjernens hemisfærer endnu større, men barken er svagt udviklet. Storhjernens hemisfærer er stærkt udviklet hos pattedyrene, hvilket står i forbindelse med udviklingen og differentieringen af hjernebarken. Hos de højere pattedyr danner den stærkt udvidede hjernebark talrige furer og vindinger, og hemisfærerne dækker alle øvrige dele af hjernen. Hjernebarken får sin højeste udvikling hos mennesket. Den udgør et apparat, der står i vekselvirkning med hele menneskets nervesystem og er organet for den højere nervevirksomhed, for de højeste, mest komplicerede former for forbindelse med omverdenen. I. P. Pavlov understreger, at hjernebarken er »ordneren og fordeleren af hele organismens virksomhed«, og at »denne højere afdeling fører kontrol med alle de fænomener, der foregår i legemet«. Hjernebarken er organet for den menneskelige tænkning. Påvirkninger fra det ydre og indre milieu fremkalder pirring af de receptive nervers udløbere. Denne pirring overføres gennem specielle centripetale nerver til de pågældende afsnit af hjernen. Herfra går der gennem de centrifugale nerver impulser til de forskellige organer og fremkalder disses virksomhed. På denne måde fremkaldes organernes og hele organismens reflektoriske svar på den ene eller den anden pirring. Når mennesket f.eks. flytter hånden bort fra ild, som han har brændt sig på, så drejer det sig om et reflektorisk svar. Reflekser af denne type kalder fysiologerne for ubetingede reflekser; de er medfødte hos dyr og mennesket.

På grundlag af de ubetingede reflekser (ernærings-, forsvars- etc. reflekser) dannes der gennem dyrets og menneskets individuelle erfaring såkaldte betingede reflekser. Når en hund tager et stykke kød i munden, og derved begynder at udsondre spyt, er dette en ubetinget ernæringsrefleks. Men spyttet hos hunden kan også udsondres alene ved synet eller lugten af kødet eller blot ved synet af det menneske, der giver den foder. Gennem en analyse af disse og lignende fænomener påviste den store russiske fysiolog I. P. Pavlov, at hvis man kombinerer fodringen af hunden med et lyssignal eller lyden af et ringeapparat, kan man hos hunden fremkalde en ny type reflektorisk svar, således at både lyset og lyden fremkalder spytudsondringen. Disse reflekser kaldte Pavlov for betingede reflekser, fordi de opstår ved kombination af et eller andet betinget irritament (lys, lyd, o.a.) med et ubetinget irritament, som fremkalder en ubetinget refleks. De betingede reflekser er tidsbegrænsede nerveforbindelser. De opstår under de nævnte betingelser og holder sig i kortere eller længere tid, selv om de ubetingede irritamenter ikke er til stede. De betingede refleksers betydning består i, at organismerne ved deres hjælp tilpasser sig det skiftende milieu, som de eksisterer i. Det er f.eks. en kendt sag, at mange vilde dyr ikke viser frygt, når de første gang ser et menneske. Men når de bliver gjort til genstand for jagt, forandrer de deres adfærd. Når de ser eller vejrer et menneske, søger de at skjule sig. Det betyder, at der har dannet sig en ny betinget refleks hos dyrene, som er meget nyttig for dem: deres opfattelse af mennesket sætter en ubetinget forsvarsrefleks i gang og tjener som signal til en formålsbestemt tilpasningsreaktion fra dyrenes side. Som det er blevet påvist, kan alle mulige genstande og naturfænomener, hvis de kombineres med ubetingede reflekser, blive et signal til en betinget refleksvirksomhed hos dyrene og mennesket. Dette for dyrene og mennesket fælles signalsystem kaldte Pavlov det første signalsystem. Samtidig understregede I. P. Pavlov det særlige ved menneskets højere nervesystem i sammenligning med dyrenes højere nervesystem. Pavlov påviste, at talen er et nyt, for mennesket karakteristisk signalsystem, der ligeledes bliver en kilde til dannelse af betinget refleksvirksomhed. Dette alene for mennesket karakteristiske system kaldte Pavlov det andet signalsystem. I. P. Pavlov opdagede de fysiologiske lovmæssigheder ved det højere nervesystem hos dyr og mennesker. Han påviste forbindelsen mellem den højere nervevirksomhed hos mennesket og den samme virksomhed hos dyret og den principielle forskel mellem dem. Med sin lære lagde I. P. Pavlov en solid naturvidenskabelig grundvold for erkendelsen af menneskets psykiske liv.

Arbejdet og talens betydning for udvikling af den menneskelige tænkning

Forudsætningen for menneskets sjæleliv er de elementære former for psykisk virksomhed hos dyrene. Samtidig er det nødvendigt at være opmærksom på den kvalitative forskel mellem dem. Menneskets sjæleliv, dets tænkning, er det højeste trin i den psykiske udvikling. Det samfundsmæssige menneskes arbejdsvirksomhed er det, der har betinget den usædvanlig høje udvikling af dets sjæleliv, af dets tænkning. Den store engelske forsker Charles Darwin beviste, at mennesket er opstået af forfædre, som det har til fælles med menneskeaberne. I en fjern fortid lærte menneskets forfædre blandt dyrene, som udmærkede sig ved en særlig udvikling af forlemmerne, den oprejste gang og begyndte at benytte naturgenstande som redskaber til at skaffe sig mad eller forsvare sig med. Derefter gik de over til at fremstille redskaber, hvilket betød dyrets gradvise forvandling til menneske. Anvendelsen af arbejdsredskaber gjorde det muligt for mennesket at gøre sig til herre over en naturkraft som ilden og at variere og forbedre sin ernæring, hvilket tjente til at udvikle menneskets hjerne. Anvendelsen af arbejdsredskaber forandrede menneskenes forhold til naturen. Dyret tilpasser sig passivt til naturen, det udnytter, hvad naturen selv giver det. Derimod tilpasser mennesket sig aktivt til naturen, det forandrer naturen hensigtsmæssigt og skaber de eksistensbetingelser for sig, som det ikke umiddelbart forefinder i naturen. Menneskets arbejdsvirksomhed spillede en afgørende rolle for udviklingen og forbedringen af dets hjerne. Arbejdet skabte til en vis grad mennesket, og arbejdet skabte også menneskets hjerne. Jo mere kompliceret menneskenes forhold blev til naturen, desto mere komplicerede blev forholdene mellem menneskene indbyrdes. Menneskene arbejdede kollektivt, de skulle meddele sig til hinanden, og til dette formål var det utilstrækkeligt med det begrænsede antal lyde, som er nok for dyrene i deres indbyrdes samkvem. Under arbejdsprocessen foregik der lidt efter lidt en udvikling og omdannelse af det menneskelige strubehoved, mennesket lærte at udtale artikulerede lyde. Af disse lyde udviklede der sig efterhånden ord og et sprog. Menneskenes fælles arbejdsvirksomhed ville have været umulig, hvis de ikke havde udformet taleevnen. Uden ord kunne der ikke være opstået begreber om tingene og deres forbindelser, og den menneskelige tænkning ville have været umulig. Talens opståen og udvikling påvirkede igen hjernens udvikling. Menneskets samfundsmæssige virke, arbejdet, og dernæst og samtidig talen er de afgørende faktorer, under hvis påvirkning menneskets hjerne er blevet stadig mere fuldkommen og dets tænkeevne har udviklet sig.

Bevidstheden er en egenskab ved hjernen

Bevidstheden er et produkt af den menneskelige hjernes virksomhed, der er forbundet med sanseorganernes indviklede kompleks. I sit væsen udgør bevidstheden en genspejling af den materielle verden. Bevidstheden er en mangesidet proces, der indbefatter de forskellige arter af menneskets psykiske virksomhed: sansning, perception, forestilling, tænkning i begreber, følelser og vilje. Hvis ikke hjernen fungerer som den skal, er bevidsthedens normale virksomhed en umulighed. Beskadigelse af hjernens virksomhed som følge af beruselse eller sygdom medfører manglende evne til at tænke fornuftigt. Menneskets søvn er en delvis, midlertidig bremsning af hjernebarkens virksomhed; den kommer til udtryk i, at tænkningen afbrydes, og bevidstheden omtåges. Af disse rigtige materialistiske grundsætninger følger imidlertid ikke, at tanken er en slags stof, der udskilles af hjernen. Den tyske borgerlige materialist Karl Vogt (1817-95) definerede tanken som en særlig slags stof, der blev udskilt af hjernen på samme måde som spytkirtlerne udskiller spyt eller leveren udskiller galde. Det var en vulgær forestilling om tænkningens natur. Sjælelivet, bevidstheden, tænkningen er en særlig egenskab ved materien, men på ingen måde et særligt stof. Ved løsningen af filosofiens hovedspørgsmål, stiller vi bevidsthed og materie, ånd og natur over for hinanden. Materien er alt, hvad der eksisterer uafhængigt af bevidstheden, uden for bevidstheden. Derfor begår de, der indbefatter bevidstheden i materien, en alvorlig fejl. Lenin påviste, at »hvis man kalder tanken materiel, gør man et fejltrin henimod en sammenblanding af materialisme og idealisme«. Det forholder sig faktisk sådan, at hvis tanken også er materie, så ville forskellen mellem materie og tænkning dermed være fjernet og som følge deraf være identiske. Marxismens modstandere - idealisterne - bliver stædigt ved med at tilskrive den marxistiske materialisme den opfattelse, at bevidstheden er noget materielt. Det gør de for så meget lettere at kunne »gendrive« den marxistiske filosofiske materialisme. Det er et gammelt trick: først tilskriver man sin modstander en tåbelig mening, og så fremfører man en »sejrrig« kritik af den. I virkeligheden er identificeringen af bevidsthed og materie ikke en dialektisk, men en vulgærmaterialistisk opfattelse. Den marxistiske materialistiske filosofi har altid bekæmpet en sådan opfattelse. Den drager konsekvent et skel mellem bevidstheden - der er en genspejling af den materielle verden - og selve materien. Man må imidlertid ikke puste forskellen mellem bevidstheden og materien op, så der bliver tale om et absolut brud. Et sådant brud mellem bevidstheden og materien er karakteristisk for den psykofysiske parallelisme. Tilhængerne af denne strømning påstår, at tænkningen og bevidstheden er processer, som forløber parallelt med de materielle processer, der foregår i hjernen, uden at stå i noget afhængighedsforhold til disse. Videnskaben afviser dette synspunkt. Den beviser, at menneskets psykiske liv kun er en særlig side af hans organismes livsvirksomhed, en særlig hjernefunktion. Den dialektiske materialisme forkaster kløften mellem bevidstheden og materien. Denne kløft er i virkeligheden en genindførelse af den primitive, af uvidenhed bestemte opfattelse fra den menneskelige histories tidligere periode, da livsfænomenerne blev forklaret ved hjælp af den virksomhed, der udfoldedes af en særlig sjæl, som man troede havde taget bolig i legemet og styrede det. Når man søger at løse det psykofysiske problem, d.v.s. problemet om forholdet mellem menneskets sjæleliv og sjælelivets organ: hjernen (som materielt organ, fysisk legeme), må man have øje for såvel forskellen som forbindelsen mellem dem. Man må ikke glemme forskellen mellem dem, fordi identificeringen af bevidstheden og materien fører til direkte tåbeligheder. Men man må heller ikke løsrive bevidstheden fra hjernen, eftersom bevidstheden er en funktion af hjernen, d.v.s. den på særlig måde organiserede materie.

Den filosofiske materialismes modstandere

Den marxistiske filosofiske materialisme anerkender verdens materielle enhed og stiller sig dermed på den filosofiske monismes (af det græske »monos« - én) standpunkt. Den marxistiske filosofiske materialisme er et konsekvent og harmonisk system, idet den forklarer alle fænomener i verden ved at gå ud fra det ene materielle princip. Der findes imidlertid filosofiske systemer, der ikke kan få sig selv til at anerkende hverken materien eller ånden som det primære. De udvikler den filosofiske dualismes (af det latinske ord »duo« - to) princip og søger at bevise, at der i verden findes to af hinanden uafhængige, efter deres natur absolut forskellige principper: materie og ånd, legeme og bevidsthed, natur og idé. Denne opfattelse havde den franske filosof Descartes (1596-1650). Dualismen er ikke i stand til at forklare de almenkendte kendsgerninger, at indvirkninger på menneskets legeme fremkalder forandringer i dets bevidsthed, og at omvendt en tanke kan fremkalde en legemlig bevægelse. Den filosofiske dualismes position er inkonsekvent og vag og fører som regel over i idealismen. De repræsentanter for den filosofiske idealisme, der søger at forklare verden ved at gå ud fra et enkelt idealt princip, er monistiske filosoffer. Deres monisme hviler imidlertid på et forkert, uvidenskabeligt grundlag, eftersom de går ud fra, at ideen, tænkningen, bevidstheden er primære, medens naturen, de fysiske ting, det menneskelige legeme er sekundære, afledte af det åndelige princip. Efter idealisternes mening er alt bevidsthed eller frembragt af bevidstheden.

Den objektive idealisme

Den idealistiske opfattelse af verden i dens mest primitive, men fortsat mest udbredte form er kommet til udtryk i kirkens lære om den ulegemlige ånd eller gud, der siges at have eksisteret før det fysiske univers og at have skabt dette. Denne opfattelse modbevises af hele Den objektive videnskabens historie. Videnskaben har uigendriveligt idealisme bevist, at de åndelige fænomener og processer er opstået på et meget højt trin af materiens udvikling, og at de nødvendigvis er forbundet med bestemte materielle processer i hjernebarken og nervesystemet. Der findes simpelt hen ingen åndelige fænomener uden disse materielle, fysiologiske processer. Derfor er kirkens lære om en ånd, der har eksisteret før materien, før naturen, forkert og har intet til fælles med virkeligheden. En mere forfinet og abstrakt form har den idealistiske opfattelse fået i de idealistiske filosofiske systemer. De idealistiske filosoffer Platon, Leibniz og Hegel hævdede, at tingenes grundlag udgøres af åndelige eller ulegemlige årsager, elementer eller væsener, der skal have eksisteret før tingene. Platon kaldte disse ulegemlige årsager for »urbilleder« eller »ideer«. Leibniz anså tingenes grundlag for at være særegne åndelige »atomer«, af hvilke det værende består åndelige, virkende »enheder« (monader). Hegel anså »ideen« som et objektivt eksisterende begreb for at være alle tings grundlag. »Begrebet... er det i sandhed første - skrev Hegel, og tingene er det, de er, takket være den virksomhed, der udøves af det dem iboende og i dem sig åbenbarende begreb.« Ifølge Hegel er også naturen, taget som helhed, et produkt af begrebet eller ideen. Dette er ikke en almindelig menneskelig idé, det er en uden for mennesket eksisterende absolut idé, som er ensbetydende med gud. Den filosofi, som Platon, Leibniz og Hegel har udviklet, kaldes den objektive idealisme. Denne idealisme kaldes »objektiv«, fordi den anerkender eksistensen af et »objektivt« åndeligt princip, der er forskelligt fra den menneskelige bevidsthed og uafhængigt af denne. De objektive idealisters argumenter holder ikke stand over for kritik. Ideerne eller begreberne eksisterer kun i den menneskelige tænkning. I begreberne genspejles selve virkelighedens almene træk og egenskaber, i dem genspejles de almenheder, der eksisterer i den materielle verden. Sådanne er for eksempel begreberne menneske, samfund, socialisme, nation o. s. v. Begreber eller ideer, der siges at have eksisteret før naturen og at have frembragt denne, er en tom fantasi fra idealisternes side. Lenin skrev: »Alle véd, hvad en menneskelig idé er, men en idé uden mennesket og før mennesket, en idé i abstraktion, en absolut idé, er en teologisk fantasi af idealisten Hegel.«

Den subjektive idealisme

Foruden den objektive idealisme, der udleder naturen af den guddommelige idé, eksisterer der en anden retning: den subjektive idealisme, som påstår, at tingene, genstandene, udgør vore sanse- eller tankekomplekser; dermed overfører denne retning verden til subjektets, d.v.s. det erkendende menneskes, bevidsthed. Den subjektive idealist spørgen Hvad kan jeg erkende om de ting, der omgiver mig? Og han svarer: Kun de sanseindtryk, som jeg modtager fra disse ting, d.v.s. sanseindtryk af lys, smag, lugt, fasthed, form o. s. v. Umiddelbart opfatter jeg intet andet end summen af disse sanseindtryk i tingene, og kan umiddelbart ikke opfatte andet. (Opfatter. Opfattelse: betegner i denne forbindelse tingenes umiddelbare genspejling i bevidstheden gennem sanseorganerne (perceptioner).) Er det da ikke fornuftigt at antage, at en ting ikke er andet end helheden af mine sanseindtryk, og at der ikke findes ting adskilt fra eller uden for sanseindtrykkene? Af de anførte grundsætninger i den subjektive idealisme følger, at mennesket ikke er omgivet af ting, men af bundter (komplekser) af dets egne sanseindtryk, og at hele naturen kun er en sum af sanseindtryk. Den subjektive idealismes opfattelse blev i begyndelsen af det 18. århundrede udviklet af den engelske biskop Berkeley. Han erklærede rent ud, at hans idealistiske filosofi kun havde ét mål: at omstyrte materialismen og ateismen, at begrunde guds eksistens. Den subjektive idealisme foretager en grov forvanskning af det virkelige forhold mellem vore perceptioner og tingene. Den identificerer den menneskelige perception med den genstand, der perciperes. Hvis man vil drage en logisk konklusion af den subjektive idealismes hovedsætning: tingen og perceptionen af tingen er ét og det samme, kommer vil til den slutning, at hele verden bliver skabt af mig, af min bevidsthed, og at andre mennesker, herunder også mine forældre, ikke er andet end mine umiddelbare opfattelser, og at de ikke eksisterer objektivt. Den subjektive idealisme fører altså nødvendigvis til solipsismen (af det latinske ord »solus« - kun, og »ipse« - selv) - en absurd filosofi, der hævder, at kun jeg selv eksisterer, medens hele verden, deriblandt de andre mennesker, kun eksisterer i min forestilling. Lenin sagde at dette var en filosofi for galehuslemmer. De uundgåelige solipsistiske konklusioner, som enhver form for subjektiv idealisme fører til, er et sikkert vidnesbyrd om denne filosofis urigtighed.

Forsøget på at etablere »en tredje linje« indenfor filosofien

Foruden de idealistiske teorier, der åbenlyst anerkender bevidstheden som verdens grundlag, findes der idealistiske teorier, der søger at skjule deres idealisme og at fremstille det, som om de stod over materialismen og idealismen og udgjorde en »tredje linje« inden for filosofien. En sådan filosofisk strømning er f.eks. positivismen. Positivismen opstod i første halvdel af det 19. århundrede. Den udgør i vor tid en af de mest indflydelsesrige filosofiske strømninger i den borgerlige verden. Den er også udbredt blandt naturforskere. Positivismen erklærede hele den forudgående filosofi for metafysik, og forstod ved dette ord ørkesløse, skolastiske disputer om spørgsmål, der ikke kunne løses videnskabeligt, fordi de gik ud over erfaringens grænser. Til disse spørgsmål henfører positivismen først og fremmest filosofiens grundspørgsmål: hvad er det primære - naturen eller bevidstheden? Positivisterne erklærer, at videnskaben kun skal beskæftige sig med kendsgerninger, der er tilgængelige for iagttagelse, og hverken søge efter et materielt eller et åndeligt grundlag for disse. En filosofi, der søger et sådant grundlag, er unyttig. Videnskaben kan udmærket klare sig uden filosofi. Videnskaben er sin egen filosofi. Positivisterne erklærer, at de hverken er materialister eller idealister, men simpelt hen folk, der undersøger empiriske kendsgerninger, videnskabsmænd. Men bag dette positivismens ydre skjuler sig i virkeligheden idealismens filosofiske linje: Ved at gå uden om løsningen af filosofiens grundspørgsmål og påstå, at det ikke kan løses af videnskaben, afsondrer positivisterne sig fra den materielle verden og lukker sig inde i deres bevidsthed, d.v.s. de stiller sig på den subjektive idealismes standpunkt. Dette fremgår også af, at positivisterne ved de »kendsgerninger«, som de snakker så meget om, forstår vore umiddelbare opfattelser. Positivisterne hævder, at vi umiddelbart kun har at gøre med vore sanseindtryk og opfattelser. Vi må derfor nøjes med at studere dem. De borgerlige positivistiske filosoffer erklærer gang på gang, at de står »over« materialismen og idealismen. I virkeligheden står de i samme lejr som idealisterne og bekæmper materialismen. De kalder materialismen for metafysik. Når materialisterne påstår, at verden eksisterer uden for vor bevidsthed, siges de at gå uden for »erfaringens grænser«. Behøver man at bevise, hvor meningsløs denne anklage er? Materialismens lære om den objektive materielle verden er den direkte konklusion ud fra hele menneskehedens erfaringer. Den marxistiske filosofiske materialisme er en uforsonlig fjende af al metafysik, herunder den metafysik, der drøfter ikke-eksisterende »væsentligheder«. ( Ordet »metafysik« bruges i filosofien i to betydninger. For det første betegner metafysik den anti-dialektiske verdensopfattelse. For det andet forstår man ved metafysik spekulative, videnskabeligt ubegrundede skolastiske gætterier om tilværelsens »sande« oversanselige væsen.) Den forkaster idealismens metafysik, der opdigter et »idealt« grundlag for verden, og kirkens metafysik, der forkynder guds eksistens og sjælens udødelighed. Men den marxistiske materialisme forkaster også med harme posivitismens forsøg på at erklære sætningen om, at verden er materiel og eksisterer uden for vor bevidsthed, for metafysik. Positivismen ønsker for smed at rette bager. Den angriber i ord materialismens påståede metafysik, men i skjul heraf baner den i virkeligheden vej for den subjektive idealismes metafysik. Hele filosofiens historie viser, at der ikke findes nogen »tredje linje« inden for filosofien, ved siden af materialismen og idealismen, og at den ikke kan findes. Jo hurtigere de repræsentanter for den videnskabelige og tekniske intelligens i Vesten, som er tilhængere af positivismen, bliver klar over dette, des hurtigere vil de blive frigjort for den positivistiske forvirring og placere sig på den videnskabelige materialistiske filosofis solide grund.

I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede fremtrådte positivismen som machisme, der havde fået sit navn efter den østrigske fysiker og filosof E. Mach. Et andet navn på denne filosofi er empiriokriticismen (erfaringskritikken). Mach og hans efterfølgere, navnlig hans russiske tilhænger A. Bogdanov, gjorde også krav på at kunne overvinde materialismens og idealismens »ensidighed«. I virkeligheden var Machs filosofi imidlertid hovedsagelig et system inden for den subjektive idealisme. Mach påstod, at verdens grundelementer er sanseindtrykkene. Hver ting er et »kompleks af elementer eller sanseindtryk«, medens naturen som helhed udgør en samling »elementrækker«, der »ordnes« af mennesket selv, når det tænker over verden. Alt, hvad der omgiver mennesket, reduceres til hans sanseindtryk. Det er det væsentlige i den machistiske verdensopfattelse. Machisterne søgte imidlertid at skjule deres opfattelses subjektivt-idealistiske væsen ved at påstå, at elementerne (d.v.s. sanseindtrykkene) er »ingens«, idet de hverken er materielle eller ideale, hverken af fysisk eller psykisk natur, men »neutrale«. For at kamuflere idealismen erklærede machisterne ligeledes, at deres filosofi var en »erfarings«filosofi, der hvilede på erfaringen og erklærede erfaringen for kilden til al viden. V. I. Lenin satte sig med sin bog »Materialisme og empiriokriticisme« som opgave at give en kritik af machismens filosofi. Lenin viste, at machisternes henvisninger til »erfaringen« på ingen måde gjorde deres filosofi videnskabelig. Sagen er den, at man kan opfatte selve »erfaringen« såvel materialistisk som idealistisk. Materialisten indrømmer, at al vor viden opstår af erfaringen, men han understreger samtidig, at i og med erfaringen er den objektive verden givet mennesket; med andre ord at vor erfaring har et objektivt indhold. Machisten er enig med, at vor viden opstår af erfaringen, men han benægter, at der eksisterer en objektiv realitet, som er givet i og med erfaringen. Han hævder, at i erfaringen har vi ikke at gøre med den objektive verden, men kun med sanseindtryk, umiddelbare opfattelser, forestillinger, og må indskrænke os til at studere disse. Med andre ord: machisten forsvarer i virkeligheden den subjektive idealismes synspunkt. Lenin brændemærkede da også machisternes forsøg på at hæve sig op over materialismen og idealismen ved hjælp af udtrykket »det neutrale element« som filosofisk charlataneri. »Alle véd - skrev Lenin - hvad menneskets sanseindtryk er for noget, men sanseindtryk uden mennesket, før mennesket, det er nonsens, det er en død abstraktion, en idealistisk grille.« Lenin påviste, at de »neutrale elementer« i virkeligheden er menneskets sanseindtryk, og at den teori, der søger at opbygge en verden af dem, er den subjektive idealisme. Eksisterede naturen før mennesket? spurgte Lenin machisterne. Hvis naturen er skabt af den menneskelige bevidsthed, hvis den kan reduceres til sanseindtrykkene, så er det ikke naturen, der har skabt mennesket, men mennesket, der har skabt naturen. Fra naturvidenskaben véd vi imidlertid, at naturen eksisterede, længe før menneskene opstod. Tænker mennesket ved hjælp af hjernen? spurgte Lenin machisterne. Konsekvensen af deres opfattelse var, at selve den menneskelige hjerne ligeledes er et »kompleks af elementer«, af sanseindtryk, d.v.s. at den er et produkt af det menneskelige sjæleliv. Følgelig tænker mennesket uden hjernens hjælp, og hjernen er tværtimod en »tankekonstruktion«, noget man havde konstrueret for bedre at kunne forklare sjælelivet. Eksisterer der andre mennesker? spurgte Lenin machisterne. Ud fra den machistiske filosofis synspunkt kom man uundgåeligt til det resultat, at alle de mennesker, der omgiver én, er komplekser af menneskets sanseindtryk, d.v.s. produkter af dets personlige bevidsthed. Den machistiske filosofi førte til solipsisme. Det er det bedste bevis på machismens fuldstændige uholdbarhed. Den machistiske filosofi udøvede en stærk indflydelse i begyndelsen af det 20. århundrede. I 1920'erne veg den pladsen for nye former for positivisme.

Idealismens rødder

Den idealistiske filosofi repræsenterer en urigtig, forvrænget verdensopfattelse. Idealismen forvansker det sande forhold mellem tænkningen og dens materielle grundlag. Undertiden er dette følgen af en bevidst bestræbelse fra de idealistiske filosoffers side for at forvrænge sandheden og skjule den. Den bevidste forvrængning af sandheden møder man i vor tid hyppigt blandt borgerlige filosoffer, som med deres forkyndelse af idealismen ønsker at være den herskende klasse tilpas. I filosofiens historie er de idealistiske teorier imidlertid ikke sjældent opstået som følge af en »ærlig vildfarelse« hos filosoffer, som oprigtigt søgte efter sandheden. Som det vil blive påvist i 3. kapitel er erkendelsen en særdeles kompliceret, mangesidet proces. På grund af dennes komplicerede natur er der altid mulighed for, at man kan betragte erkendelsesprocessen ensidigt, man kan overdrive betydningen af dens enkelte sider - gøre dem til noget absolut, forvandle dem til noget selvstændigt, som ikke er afhængigt af noget. Sådan går de idealistiske filosoffer til værks. Som vi allerede har set, gør f.eks. machisterne og andre subjektive idealister den kendsgerning, at hele vor viden om verden omkring os stammer fra sanseindtryk, til noget absolut, de river sanseindtrykkene løs fra de materielle ting, der fremkalder dem, og drager den idealistiske slutning, at der ikke findes andet i verden end sanseindtryk. V. I. Lenin sagde, at erkendelsen altid rummer den mulighed, at fantasien kan flyve bort fra virkeligheden, og at de sande forbindelser bliver erstattet med opdigtede. Ensporethed og ensidighed, subjektivisme og subjektiv blindhed er de gnoseologiske rødder til idealismen, d.v.s. dens rødder i selve erkendelsesprocessen. (Gnoseologi (af det græske ord »gnosis« - erkendelse, og »logos« - videnskab, teori) er videnskaben om erkendelsen, erkendelsesteori.) For at der imidlertid kan vokse en »plante« op af disse rødder, for at fejlene på erkendelsesområdet kan tage skikkelse af et idealistisk filosofisk system, der vender sig mod materialismen og den materialistiske naturvidenskab, behøves der bestemte samfundsmæssige vilkår, ligesom det er nødvendigt, at denne fejlagtige opfattelse er fordelagtig for visse samfundsmæssige kræfter og støttes af disse. En ensidig og subjektivistisk indstilling til erkendelsen af verden fører mennesket ud i idealismens sump, sagde V. I. Lenin, »hvor den befæstes af de herskende klassers klasseinteresse«, altså af slaveejernes, feudalherrernes eller bourgeoisiets klasseinteresse. Dette er idealismens klassemæssige rødder. Den filosofiske idealismes reaktionære karakter fremgår tydeligt af dens forbindelse med teologien og religionen. Som Lenin udtalte, er al filosofisk idealisme til syvende og sidst et forfinet forsvar for teologien og den kirkelige overtro. Selv når den filosofiske idealisme ikke åbenlyst erklærer at den hælder henimod religionen, står den faktisk på samme »rundlag som religionen. Derfor har kirken altid ivrigt støttet den filosofiske idealisme og indtaget en fjendtlig holdning til den filosofiske materialisme og forfulgt dens repræsentanter efter bedste evne.

Den moderne borgerlige filosofi

Lenin påpegede, at den moderne filosofi er lige så partipræget som for to tusind år siden. Med andre ord: filosofferne deler sig nu, ligesom i fortiden, i to modstående lejre - den materialistiske og den idealistiske. Deres kamp er til syvende og sidst udtryk for fjendtligsindede samfundsklassers og -lags tendenser og ideologi. Den dialektiske materialismes filosofi er filosofien for arbejderklassen, for vor epokes progressive samfundskræfter. Og omvendt udtrykker den idealistiske filosofis forskellige strømninger de reaktionære kræfters, det imperialistiske bourgeoisis verdensanskuelse. Vor tids borgerlige filosofi udmærker sig ved stræben efter at gendrive Marx-Engels-Lenins lære og i kamp mod denne at forsvare den borgerlige verdensanskuelses positioner og de kapitalistiske tilstande. Den moderne borgerlige filosofi udmærker sig ved en broget mangfoldighed af retninger og skoler. Men dens forskellige strømninger repræsenterer i hovedsagen forskellige varianter af en åbenlys eller skjult filosofisk idealisme, d.v.s. en urigtig, illusionsbestemt opfattelse af verden. I vor tid er den filosofiske idealisme blevet endnu mere reaktionær og dekadent end i slutningen af det 19. århundrede. I nutidens borgerlige filosofi er irrationalismen kommet på mode - d.v.s. en retning, der hævder verdens og livets fornuftstridighed og meningsløshed og den menneskelige fornufts manglende evne til at erkende den virkelighed, der omgiver os; teorier, der udnytter videnskabens opdagelser til at forvanske videnskaben, har stor succes, og de åbenlyst teologiske systemers indflydelse bliver stærkere og stærkere. I de kapitalistiske landes åndelige liv er der opstået en paradoksal situation: videnskaben skrider uopholdeligt fremad og uddyber i stigende grad vort kendskab til den materielle verden, og i samarbejde med teknikken forøger den menneskets magt over naturen til det grænseløse; den progressive materialistiske filosofi - den dialektiske og historiske materialisme - har eksisteret og udviklet sig i over hundrede år og giver en ægte videnskabelig forklaring på naturens og samfundets fænomener. Og samtidig fortsætter mange filosoffer, undertiden selv videnskabsmænd, deres forsøg på at bevise, at verden omkring os ikke eksisterer objektivt, at videnskaben ikke kan opdage den objektive sandhed for os, og at det for mennesket, der er ude af stand til at erkende tingenes sande natur, er bedst at tro på det overnaturlige og ty til kirkens skød. Hvad er årsagerne til denne situation? Hvordan kan tænkende mennesker, deriblandt ærlige videnskabsmænd, tilslutte sig idealistiske opfattelser, der er i modstrid med videnskaben og den samfundsmæssige praksis? Den afgørende hindring for at acceptere materialismen er bourgeoisiets klasseinteresse og den borgerlige intelligens' anti-kommunistiske fordomme. Vor tids videnskabelige materialisme, d.v.s. den dialektiske og historiske materialisme, medfører i sin konsekvens, at man må stille sig på arbejderklassens standpunkt og acceptere den videnskabelige socialismes teori. Dette er en af årsagerne til, at folk, som ikke ønsker at bryde med bourgeoisiet, deriblandt videnskabsmænd, er bange for at acceptere materialismen. Kapitalismens åbenlyse og aktive forsvarere og ideologer betragter derimod den dialektiske materialisme som deres uforsonlige teoretiske fjende og sætter sig som mål at gendrive den for enhver pris. Til dette formål udnytter de alle midler for at kunne udøve et idémæssigt og moralsk tryk: pressen, radioen, fjernsynet, universitetsforelæsninger og prædikener, videnskabelige afhandlinger og populære artikler. En sådan propaganda, der bliver fortsat dag efter dag, år efter år, øver selvfølgelig indflydelse på menneskenes sind. Andre årsager til idealismens livskraft bliver tydeligere, når man gør sig bekendt med den moderne borgerlige filosofis hovedstrømninger.

Filosofien mod fornuften

Den pessimismens og irrationalismens ånd, den fjendtlige indstilling over for den videnskabelige verdensopfattelse, der gennemsyrer det moderne bourgeoisis ideologi, fremtræder særlig tydeligt i eksistentialismen- en af de filosofiske teorier, der er mest på mode i den borgerlige verden. Eksistentialismens grundlægger er den tyske idealistiske filosof Martin Heidegger, der udnyttede de tanker, som var blevet fremsat af den danske mystiker Søren Kierkegaard, der levede i første halvdel af det 19. århundrede. Andre særlig kendte eksistentialister er Karl Jaspers, Jean-Paul Sartre, Gabriel Marcel og Albert Camus. Det mest almene problem, som eksistentialisterne fremsætter, er spørgsmålet om livets mening, om menneskets plads i verden, om dets valg af sin livsbane. Det er et gammelt problem, men i nutiden har det fået særlig betydning for mange mennesker, der står over for nødvendigheden af at bestemme deres plads under det borgerlige samfunds komplicerede og modsigelsesfyldte betingelser og at tage stilling til den kamp mellem progressive og reaktionære kræfter, der foregår overalt i verden. Eksistentialisterne har således rørt ved et af vor tids mest brændende spørgsmål. Men de søger at løse det ud fra den dekadente idealistiske verdensanskuelse, idet de tager deres udgangspunkt i et isoleret individs bevidsthed, et individ, der stiller sig i modsætning til samfundet og graver sig ned i sine egne oplevelser. Dette urigtige udgangspunkt gør på forhånd hele den eksistentialistiske teori til en vildfarelse. Tilhængerne af denne filosofi giver den ud for at være en teori om tilværelsen i det hele taget, men faktisk reducerer de filosofien til kun at være en betragtning over den menneskelige personligheds »eksistens«. Hvis man ser bort fra visse eksistentialisters betragtninger over »det hinsidige«, er det eneste reale for dem den personlige eksistens, bevidstheden om, at »jeg eksisterer«. Den verden, der omgiver mennesket, fremstilles af eksistentialisterne som hemmelighedsfuld og som utilgængelig for fornuften og den logiske tænkning. »Tilværelsen - skrev Sartre - er uden fornuft, kausalitet og nødvendighed.« Ligesom alle subjektive idealister bestrider eksistentialisterne naturens, rummets og tidens objektive realitet. Verden, siger Heidegger, eksisterer, for så vidt der findes eksistens. »Hvis der ingen eksistens er, så er verden heller ikke til stede.« Idet eksistentialisterne påstår, at det vigtigste for mennesket er den kendsgerning, at det er til, hengiver de sig til trivielle betragtninger i anledning af, at menneskets eksistens har en ende, og at hele menneskets liv angivelig forløber i frygt for døden. Filosofiens opgave består efter deres mening netop i at vække og til stadighed at opretholde denne frygt. At filosofere, udtaler Jaspers, betyder at lære at dø. Eksistentialisterne forstår, at det er lettest at indgyde mennesket angst, hvis dets forbindelser med samfundet bliver afbrudt, hvis det føler sig isoleret og ensomt. Derfor søger de at indprente mennesket, at han er »kastet« ind i en fremmed og fjendtlig verden, at det fører en »usand« tilværelse mellem andre mennesker, og at samfundet berøver det dets individualitet. »Eksistens«filosofferne udnytter her den ubestridelige kendsgerning, at det for mange mennesker falder så svært, at det kapitalistiske samfund virkelig ydmyger mennesket og undertrykker dets personlighed. De appellerer til den følelse af protest mod det kapitalistiske systems tryk, som opstår hos en del af intelligensen, og leder den ad den falske vej, der fører til protest mod samfundet i det hele taget. Thi selv om mennesket, efter eksistentialisternes mening, ikke kan leve uden samkvem med andre mennesker, forbliver det også blandt andre mennesker i fuldstændig ensomhed og kan kun opleve friheden ved at lukke sig inde i sig selv. For eksistentialisterne findes der ingen forpligtelser, som samfundskollektivet pålægger mennesket, eller almengyldige etiske normer. Det er ikke en tilfældighed, at den almindelige helt i eksistentialistiske skuespil og romaner er et menneske uden fast overbevisning, og tit simpelt hen et usædeligt, amoralsk subjekt. Ifølge en sådan filosofi er al menneskelig virksomhed og kamp frugtesløs, verden er det absurdes rige, og hele historien er uden mening. Eksistentialismens subjektivt-idealistiske filosofi er først og fremmest forkert, fordi den reducerer al realitet til menneskets eksistens, til dets oplevelser. Samtidig forvansker denne filosofi fuldstændig selve menneskets væsen.

Hele sit livsindhold får mennesket fra samfundet. Hvad er det, der har hævet mennesket så umådeligt op over dyreverdenen? Hans samfundsmæssige arbejdsvirke. I samfundet udvikler mennesket sine følelser og sin fornuft, sin vilje og samvittighed, og her får hans liv et mål og en mening. For den, der lever et fuldgyldigt samfundsmæssigt liv og inspireres af progressive ideer, er det vigtigste ikke, at han engang vil dø, men hvordan han lever i sit liv i samfundet, hvad han efterlader menneskene. Men man behøver blot kunstigt at løsrive personligheden fra samfundet - og overfor én står der et skælvende, forskræmt menneske, som er bange for døden, og ikke véd, hvad det skal gøre med livet. Eksistentialismen har ufrivilligt vist, til hvilken grad af åndelig tomhed og moralsk forvildelse den borgerlige individualisme fører. Den dekadente »eksistensfilosofi« er dybt reaktionær. Den er til syvende og sidst udtryk for udbytterklassens frygt for det kapitalistiske systems uundgåelige undergang og øver en demoraliserende indflydelse på de mennesker, der falder under dens indflydelse, navnlig ungdommen. Forkyndelsen af tilværelsens angst, håbløshed og absurditet stimulerer anti-sociale tilbøjeligheder og er en retfærdiggørelse af amoralisme og principløshed. Et menneske, der er gennemsyret af eksistentialismens ideer, kan under visse omstændigheder let blive et legetøj i hænderne på de mest reaktionære kræfter, og fra et hysterisk klynkende menneske forvandles det til en fascistisk pogromhelt. I Tyskland forberedte eksistentialismen sammen med nogle andre reaktionære teorier den ideologiske jordbund for fascismen. I Frankrig har eksistentialisterne efter krigens afslutning rettet heftige angreb på det heroiske kommunistiske parti og vendt sig mod partidisciplinen og proletariatets klassesolidaritet. De franske marxister blev straks klar over, at eksistentialismen var en af deres vigtigste ideologiske fjender. Som følge af den hårdnakkede kamp, som de førte mod denne reaktionære filosofi, er eksistentialismens indflydelse nu stærkt svækket inden for den franske intelligens.

Den angivelige »videnskabsfilosofi«

En anden vidt udbredt filosofisk retning i den borgerlige verden er toositivismen. Neopositivismen eller den »logiske positivisme« bliver af sine tilhængere stærkt opreklameret som »videnskabsfilosofi«. Ved første øjekast ser det ud, som om denne retning er det Den angivelige modsatte af den irrationalistiske »eksistensfilosofi«. I »videnskabsfilosofi« virkeligheden er neopositivismen imidlertid en idealistisk teori, som inderst inde er beslægtet med eksistentialismen. Det er en filosofi, der er gennemsyret af pessimisme og mistillid til menneskets erkendelsesevne og fornuft. Grundlaget til neopositivismens teori blev lagt af englænderen Bertrand Russell og østrigerne Ludwig Wittgenstein og Moritz Schlick. Nu er dens kendteste repræsentanter Rudolf Carnap i USA og Alfred Ayer i England. Neopositivismens opståen stod i forbindelse med en stræben efter at forny machismens subjektivt-idealistiske filosofi, tilpasset den moderne fysik, matematik og logik. Neopositivismens hovedidé består i at fjerne de grundlæggende verdensanskuelsesproblemer fra filosofien og forvandle denne til en »logisk analyse af sproget«. Neopositivisterne erklærer, at disse problemer, og først og fremmest filosofiens hovedspørgsmål, ikke eksisterer som videnskabelige problemer, og at de fra et videnskabeligt synspunkt udgør »pseudoproblemer«. Ifølge deres teori kan filosofien ikke give noget kendskab om den ydre verden, den skal kun beskæftige sig med en logisk analyse af videnskabens sprog, d.v.s. en analyse af reglerne for anvendelsen af de videnskabelige begreber og symboler, af ordenes sammenføjning til sætninger, af tesers udledning af andre o.s.v., og med en »semantisk analyse« af de videnskabelige udtryks og begrebers betydning. Det bør i den anledning bemærkes, at hvor vigtig end den logiske analyse af videnskabens sprog er, så betyder det at reducere al filosofi til en sådan analyse i virkeligheden dens afskaffelse. I deres betragtninger over videnskaben påpeger neopositivisterne med rette, at den skal gå ud fra erfaringsdata, kendsgerninger. Men ligesom machisterne nægter de at anerkende erfaringskendsgerningernes objektive realitet. Fra neopositivisternes synspunkt er det f.eks. meningsløst at spørge, om en rose eksisterer objektivt; man kan kun tale om, at jeg ser rosens røde farve og kan lugte den. De hævder, at kun denne kendsgerning kan være genstand for en videnskabelig udtalelse. Ved kendsgerninger forstår neopositivisterne altså på ingen måde objektive ting eller den objektive verdens begivenheder og fænomener, men sansefornemmelser, indtryk, opfattelser og andre bevidsthedsfænomener. Til trods for deres egne påstande om, at spørgsmålet om realitetens natur er meningsløst, benægter de i virkeligheden kun verdens materielle natur, idet de faktisk tillægger den en åndelig natur. Hvad beskæftiger videnskaben sig så med? Efter hvad neopositivisterne hævder, beskriver videnskaben i første række kun »kendsgerninger«, d.v.s. menneskets sanseindtryk; den er ude af stand til at erkende den objektive verden; erfaringskundskaberne har ingen som helst objektiv betydning. Efter neopositivisternes opfattelse afgiver vilkårligt udvalgte udtalelser om kendsgerninger materialet for en videnskabelig teori, der opbygges ved hjælp af logik og matematik. Til forskel fra de empiriske videnskaber, der går ud fra erfaringsdata, støtter logik og matematik sig, efter neopositivisternes opfattelse, på et system af aksiomer og regler, der er vedtaget ganske vilkårligt og, ligesom regler for skakspil eller kortspil repræsenterer resultatet af en betinget aftale (»konvention«). Fra neopositivisternes synspunkt må en dom, der indgår i en bestemt teori, ikke stride imod de vedtagne regler - det er alt, hvad der behøv« for at betragte en dom som sand. Ved at anvende denne retningslinje pal konkrete problemer, kommer neopositivisterne f.eks. til den anti-videnskabelige konklusion, at det kun er en ren konvention, at man har vedtaget, at Solen og ikke Jorden er solsystemets midtpunkt. Det vil forstås, at en sådan fortolkning af en videnskabelig teori berøver videnskaben enhver objektiv erkendelsesmæssig betydning og forvandler den videnskabelige erkendelse til en slags leg. Det er vanskeligt at tro, at denne absurde opfattelse, der i virkeligheden afskaffer videnskaben, kan få tilslutning fra fremragende videnskabsmænd, der har ydet et stort bidrag til skabelsen af den moderne videnskab. Ikke desto mindre forholder det sig sådan. De komplicerede metoder, der anvendes af den moderne videnskab, og de komplicerede fænomener, den studerer, de vanskeligheder, der opstår ved forsøg på at forklare nogle af dem, skaber mulighed for uklare idealistiske tanker blandt videnskabsmændene. Forholdene i det borgerlige samfund gør det lettere at forvandle denne mulighed til virkelighed. Af opdagelsen af de ikke-euklidiske geometrier (Lobatjevskijs, Riemanns o.s.v.), der genspejler objektive lovmæssigheder ved rummet under betingelser, der afviger fra de for os sædvanlige, drog man f.eks. den falske konklusion, at ingen geometri er sand, og at dens grundprincipper kun er betingede aftaler.

Grundlaget for den idealistiske fortolkning af fysikken tilvejebringes hovedsageligt af den fysiske teoris abstrakt-matematiske karakter, af den omstændighed, at det er umuligt at skabe en anskuelig model af mikroobjekterne, og at de ikke er tilgængelige for direkte iagttagelse. Vor tids fysikere kan ikke se de mikroobjekter (elektroner, protoner, mesoner o.s.v.), de studerer, selv om de anvender de stærkeste optiske instrumenter, og de kan ikke bygge en anskuelig model af en mikropartikel. Alt, hvad den eksperimenterende fysiker kan iagttage, er måleinstrumenternes udslag, glimt på en skærm o.s.v.. Konklusionerne om  selve mikropartiklens eksistens og om karakteren af dens egenskaber nåede man til gennem komplicerede teoretiske ræsonnementer og matematiske udregninger. Når en fysiker anstiller sit eksperiment, opfører han sig som en spontan materialist. Men når han begynder at anstille betragtninger over videnskabens almene problemer, kan der, hvis han ikke indtager et fast filosofisk standpunkt, danne sig den falske forestilling hos ham, at mikropartiklen med alle dens egenskaber ikke eksisterer i virkeligheden, men kun i teorien, at den er en »logisk« eller »sproglig« konstruktion eller symbol, der er skabt for at tilvejebringe overensstemmelse mellem instrumenternes udslag og for at gøre det muligt at forudse dem. En af vor tids største fysikere, Werner Heisenberg, skrev således, at den moderne fysiks elementarpartikel »ikke er en materiel dannelse i tid og rum, men kun et symbol, hvis indførelse giver naturlovene en særlig enkel form«. Den teoretiske fysiker beskæftiger sig hovedsagelig med den matematiske bearbejdelse af de iagttagelsesresultater, som andre forskere har opnået. Hvis han ikke kender noget til dialektik, kan selve hans arbejdes specifikke karakter såvel som de videnskabelige teoriers stadige skiften føre ham til den fejlagtige opfattelse, at de hypoteser og teorier, han opstiller, er vilkårlige, og at de principper, der er lagt til grund for dem, er af subjektiv karakter. Den kendte idealistiske astronom James Jeans udtalte f.eks., at »det objektive og materielle univers kun består af konstruktioner, der skyldes vor egen hjerne.« I virkeligheden modbeviser den omstændighed, at det er umuligt at skabe en anskuelig model af mikro-objekterne og gøre dem til genstand for direkte iagttagelse, på ingen måde deres materielle natur, som består i, at de eksisterer uden for og uafhængigt af menneskets bevidsthed, og dette bevises af hele videnskabens udvikling og. af den tekniske anvendelse af de videnskabelige data om mikroverdenen. De idealistiske filosoffer udnytter nu, ligesom for 50 år siden, da Lenin skrev »Materialisme og empiriokriticisme«, i den filosofiske idealismes interesse de vanskeligheder, som videnskaben er ude for, videnskabsmændenes vaklen, deres ubeslutsomhed, når det gælder forsvaret for og anvendelsen af det materialistiske synspunkt. Derfor kræver kampen mod idealismen kendskab til den moderne videnskab og evne til at løse dens problemer ud fra den dialektiske materialismes standpunkt. Den moderne positivisme trænger ikke alene ind i naturforskningen, men også ind i opfattelsen af samfundslivet. Dens tilhængere påstår, at den sociale virkelighed afhænger af, hvad menneskene siger om den, og! at de sociale ulykker fremkaldes af en urigtig opfattelse og anvendelse af ordene; hvis man vil forandre samfundslivet, er det derfor nok at forandre sproget, opfattelsen af ordene. Den amerikanske positivist Stuart! Chase gik så vidt som til at erklære ord som »kapital«, »arbejdsløshed« o.s.v. for at være meningsløse. Efter Chases mening forholder det sig således, at hvis f.eks. et så »skadeligt« ord som »udbytning« ikke findes i sproget, så findes fænomenet heller ikke i virkeligheden. Neopositivisterne udelukker ikke alene »metafysiske«, men også moralske, etiske vurderinger og domme fra videnskabens sfære. De påstår, at enhver dom, der indeholder en etisk vurdering, er subjektiv, d.v.s.,; at den kun udtrykker den talendes personlige opfattelse. Dette synspunkt fører til, at hvis man f.eks. erklærer en aggressiv erobringskrig for uretfærdig, så udtaler man kun en subjektiv mening, der ikke er mere berettiget, end hvis man anså en sådan krig for at være fuldt retfærdig. Neopositivismens filosofi, der synes at stå politikken meget fjernt, er altså særdeles egnet til at retfærdiggøre den reaktionære politik. Samtidig tilskynder den mennesker, som ikke vil opgive objektivt gyldige moralske normer, til at søge sådanne stabile normer og principper hinsides videnskabens grænser, først og fremmest i kirkens lære. Idet neopositivisterne fornedrer videnskaben ved at bestride, at den giver objektiv viden om verden, baner de vej for teologerne og fideisterne,) d.v.s. folk, der forsvarer den religiøse tro. Det benægtes heller ikke af neopositivismens tilhængere. Den kendte idealistiske fysiker P. Jordan udtalte således, at »den positivistiske konception åbner nye muligheder' for uden at komme i strid med den videnskabelige tænkning at give religionen et livsrum«. Lenin skrev: »Empiriokriticismens objektive, klassemæssige rolle består helt og holdent i at gøre fideisterne håndlangertjenester i deres kamp mod materialismen.« Disse ord gælder også fuldt ud de moderne neopositivister.

Den middelalderlige skolastiks genfødelse

I det moderne borgerlige samfund drives der en stadig mere omfattende og aktiv propaganda for fideismen. Kirken og dens organisationer aktiviseres mere og mere. Den herskende klasses ideologer hævder mere og mere indtrængende, at »kun religionen kan bringe frelsen«, og at det eneste svar på de brændende sociale spørgsmål »består i, at kristendommens ånd mere effektivt trænger ind i vort liv«. Jævnsides med religionen har dyrkelse af mystik, spiritisme, astrologi, kiromanti og andre former for overtro fundet stor udbredelse i borgerskabet og den borgerlige intelligens. Det klassemæssige indhold af dette fænomen blev allerede fremdraget af Lenin, der påpegede, at »bourgeoisiet, af frygt for proletariatets vækst og tiltagende styrke, støtter alt, hvad der er efterblevet, døende, middelalderligt«. Middelalderens genfødelse finder også sted i den moderne borgerlige filosofi. Det sker i bogstavelig forstand: der er tale om neothomismens filosofi - en fornyelse af den middelalderlige skolastiker Thomas af Aquinos lære, der af Vatikanet er blevet anerkendt som den katolske kirkes officielle filosofi. Man kunne mene, at en åbenlyst religiøs filosofi, der giver den middelalderlige skolastiks lære ud for at være »den evige filosofi«, ikke kan have stor indflydelse i videnskabelige kredse. Men dette er ikke tilfældet. Neothomismen er en raffineret og snedig lære, som ikke sjældent forvirrer ikke blot jævne mennesker, men også videnskabsmænd i de kapitalistiske lande. Hovedfundamentet i neothomisternes lære er anerkendelsen af gud som verdens skaber og opretholder. Naturen betragter de som »virkeliggørelsen af de guddommelige ideer«, og historien som »realiseringen af en guddommelig plan«. Til forskel fra neopositivisterne, eksistentialisterne og lignende subjektive idealister erklærer neothomisterne, at omverdenen, som skabt af gud, har real eksistens uden for mennesket og dets bevidsthed og erkendes ved hjælp af sanserne og fornuften. De kritiserer endog i denne forbindelse eksistentialisternes irrationalisme og forsvarer højlydt fornuften, som gud siges at have udstyret mennesket med, så det kan erkende sandheden. Sådanne erklæringer modtages med sympati af de mennesker, som ikke er tilfredse med positivismens og irrationalismens sofismer, men som ikke vil eller ikke kan gå over til den filosofiske materialisme. Disse mennesker mener, at neothomismen på en heldig måde forener en rigtig og sund indstilling til den videnskabelige erkendelse med en gudstro, der tilfredsstiller menneskets personlige religiøse behov. Denne opfattelse er imidlertid ganske fejlagtig. I virkeligheden kan neothomismen ikke forsones med fornuften og videnskaben. Neothomisternes grundidé består i at indordne videnskaben under religionen og kundskaberne under troen. De tillader kun en sådan »fornuft«, en sådan tankebygning, der ikke går ud over de grænser, som kirkens lære har sat. Og omvendt erklærer de det for ufornuft, for »oprør mod fornuften« at forsvare videnskabelige teser, der strider mod kirkens dogmer. Neothomisterne taler om tre veje, ad hvilke man kan nå til sandheden: videnskaben, filosofien og religionen. Den laveste af disse er videnskaben. Den viden, den når frem til, er, hævder de, upålidelig og begrænset af et legemligt hylster, der skjuler verdens åndelige væsen, som videnskaben ikke har adgang til, og som delvis åbner sig for filosofien eller »metafysikken«. Til forskel fra videnskaben rejser filosofien spørgsmålet om den første årsag til verdens eksistens og kommer til den slutning, at denne første årsag er det højeste åndelige princip eller den guddommelige skaber. Men den højeste sandhed, lærer neothomisterne, nås kun gennem åbenbarelsen, den religiøse tro, med hvilken alle videnskabens og filosofiens almene konklusioner skal afstemmes. Videnskabens endelige teoretiske mål består ifølge neothomisterne i at finde frem til argumenter, der bekræfter gudstroen, og i at bevise, at »katolicismen og videnskaben er skabt for hinanden«. Alle vanskeligheder, som videnskaben står overfor, alle uløste spørgsmål udnytter de til fordel for kirkens dogmer. En af den katolske filosofis kæreste argumenter hvad angår verdens skabelse er henvisningen til teorien om, at »universet udvider sig«. I 1919 opdagedes den såkaldte »røde forskydning«, d.v.s. en forskydning af linjerne hen imod den røde ende af de strålespektrer, der kommer til os fra de fjerne stjernesystemer: galakserne. Videnskaben har endnu ikke med sikkerhed klarlagt, hvad der fremkalder dette fænomen. Ved at udnytte den kendsgerning, at den mest sandsynlige årsag til den »røde forskydning« er, at galakserne hurtigt fjerner sig fra vort solsystem i forskellige retninger, har de idealistiske filosoffer straks draget den slutning, at al materie og energi i universet engang var koncentreret i et af gud skabt »uratom«. Der findes ingen videnskabelig basis for denne konklusion, om ikke af andre grunde, så fordi vi ikke har lov til at anvende konklusioner, som drages på basis af kendsgerninger, der iagttages på en bestemt tid og i en begrænset del af universet, på hele det uendelige univers og på en periode, der befinder sig milliarder af år fra os. Ikke desto mindre erklærede pave Pius XII i sin tale »Beviset for Guds eksistens i lys af den moderne videnskabs resultater«, som han holdt den 22. november 1951, under henvisning til denne og lignende »teorier«: »Altså, skabelse i tiden, og derfor også en skaber og følgelig Gud! Det er de ord... vi kræver af videnskaben, og som vor generation venter af den.« Dette eksempel viser, at de idealistiske filosoffer og gejstligheden forvandler utilstrækkeligt klarlagte videnskabelige resultater til idealistiske og fideistiske konklusioner. Alene den filosofiske materialismes faste standpunkt og den dialektiske tænknings konsekvens kan sikre videnskabsmanden mod at vakle og beskytte ham mod de fælder, som idealisterne har opstillet på alle vanskelige afsnit af videnskabens vej. Ikke sjældent virker neothomisterne tiltrækkende på folk, fordi de til forskel fra de subjektive idealister lægger stor vægt på moralproblemer. Men den moral, som neothomisterne forkynder, er en ydmyghedens moral, det er en lære om, at mennesket bør tænke mindre på jordelivet og det forgængelige legeme end på den »udødelige sjæl«, det »evige liv« og gud. Med andre ord, det er en moral, der passivt accepterer og følgelig retfærdiggør det eksisterende sociale onde, udbytningen og uligheden, en moral, der erstatter protest og kamp mod den sociale uretfærdighed med bøn og henvendelse til gud - det er følgelig en moral, som kun er til gavn for den herskende udbytterklasse. Det karakteristiske træk ved neothomisternes socialpolitiske lære er den aktive kamp mod socialismen, forbundet med »kritik« af nogle af kapitalismens mangler. De forhåndenværende mangler ved samfundet forklarer de katolske filosoffer med, at mange mennesker, deriblandt kapitalisterne, har glemt troen og er holdt op med at være gode kristne. En sådan »kritik« vidner om, at neothomisterne på ingen måde tænker på at bekæmpe kapitalismen, men i virkeligheden forsvarer den. I den kapitalistiske verden er der udbredt mange andre strømninger og skoler, der går under navne som »instrumentalisme«, »neorealisme«, »fænomenologi«, »personalisme« o.s.v., o.s.v. Men alle har de deres plads i samme idealistiske lejr, de karakteriseres af de samme reaktionære træk og tendenser, som blot kommer tydeligere til udtryk i de ovenfor betragtede særlig typiske teorier. Den idealistiske filosofi er ikke i stand til at give et rigtigt svar på vor rids videnskabelige og sociale problemer. Den er gennemtrængt af en fjendtlig indstilling til den videnskabelige verdensanskuelse og det sociale fremskridt og genspejler kapitalismens stadig dybere forfald og krisen i dens kultur.

I kamp for den videnskabelige verdensanskuelse

Den moderne idealistiske filosofis svaghed og åndelige fattigdom viser sig i. at den strider imod såvel videnskabens udvikling som de progressive samfundsbevægelser; den fremkalder protest både fra de åndeligt standhaftige, ubestikkelige videnskabsmænd og fra dem, der sætter hensynet °1 folkets interesser og menneskehedens lyse fremtid over kapital-besiddernes interesser. I de lande, som imperialismens apologeter hyklerisk kalder »den frie verden«, flammer den ideologiske kamp mellem den progressive og den reaktionære verdensanskuelse, mellem materialismens og idealismens tilhængere, mere og mere op. I spidsen for denne kamp står de i de kommunistiske organisationer forenede marxistiske kadrer. Det sker dog ikke sjældent, at der fra selve den borgerlige intelligens fremstår folk, der har forstået den filosofiske idealismes reaktionære rolle og derfor vender sig imod den. Blandt disse er en progressiv filosof som Barrows Dunham, en modig kæmper mod den åndelige og politiske reaktion i USA og en skarp kritiker af fremskridtsfjendtlige filosofiske teorier og sociale myter. Dunham afslører den devaluering og degradering af filosofien, der foregår i pragmatisternes og positivisternes skrifter. Dunham sætter filosofien højt, og han ser i den et udtryk for folkets interesser og forhåbninger. »For mig er det mest tiltrækkende ved filosofien, at den har sit udspring i folket,« skriver han i sin bog »Giant in Chains« (»Kæmpen i lænker«). For Dunham er filosofien ikke en skolatisk »analyse af sproget«; »filosofien - skriver han - er en vejledning i livet«, »filosofien er teorien for menneskehedens befrielse.«

Den japanske filosof Yanagida Kenjuro, der tilsluttede sig kampen for freden, for det japanske folks demokratiske rettigheder og for dets befrielse for afhængigheden af udlandet, overbeviste sig om, at den idealistiske filosofi svækker mennesket og fordrejer dets hoved med uopfyldelige illusioner. Yanagida Kenjuro var modig nok til at tage afstand fra denne bedrageriske filosofi, gøre den til genstand for kritik og gå over til den videnskabelige, materialistiske verdensanskuelse. Han skrev i sin bog »Min rejse til sandheden«: »I den fallerede idealistiske filosofis sted er der kommet en ny filosofi: den marxistiske, materialistiske filosofi, der behersker vor ungdoms tanker. Det er forståeligt, thi jo mere de sociale modsigelser tilspidses i et land, der er okkuperet af udenlandske tropper, des klarere bliver det for de brede masser, at den dialektiske materialisme er sand.« Barrows Dunham og Yanagida Kenjuro er ikke enkeltfænomener. Man kan nævne mange progressive filosoffer og videnskabsmænd, der bekæmper den filosofiske idealisme og forsvarer og driver propaganda for den dialektiske materialisme. I USA står Howard Selsam, Harry K. Wells og andre marxister i forreste rækker i kampen for materialismen. Den kendte progressive; filosof John Somerville udfolder en aktiv virksomhed for at gøre det amerikanske folk bekendt med de sovjetiske menneskers verdensskuelse. Roywood Sellars, Corlias Lamont og Paul Crosser står materialismen nær og har gjort meget for at afsløre den idealistiske filosofi. I England er Maurice Cornforth, John Lewis, A. Robertson, såvel som de store forskere J. D. Bernal og J. B. S. Haldane med rette kendt for at have ydet betydningsfulde bidrag til den fælles kamp for den progressive verdensanskuelse. De franske og italienske marxister Roger Garaudy, Jean Kanapa, M. Spinella, C. Luporini og mange andre har indlagt sig store fortjenester for udbredelsen af fremskredne filosofiske ideer. Eli de Gortari (Mexico) og H. Theodorides (Grækenland) har med deres arbejder vist, at den materialistiske filosofi også vinder frem i andre lande i verden.

Samtidig med, at materialismen forfægtes af folk, der er kommet til den gennem aktiv samfundsmæssig virksomhed og filosofiske overvejelser, får materialismen i stigende grad støtte fra fremskredne repræsentanter for den moderne naturvidenskab. Mange særdeles vigtige opdagelser i de sidste årtier er blevet klare beviser for, at den marxistiske filosofiske materialisme har ret. Einsteins relativitetsteori beviste den uløselige forbindelse, der er mellem rum og tid og materien og dennes bevægelse, og bekræftede den dialektiske materialismes lære om rum og tid som materiens tilværelsesformer. Atomkernefysikken har opdaget atomkernens komplicerede struktur og konstateret mange af materiens elementarpartikler og gav dermed en ny begrundelse for den marxistiske filosofiske materialismes sætning om materiens uudtømmelighed, om dens formers endeløse mangfoldighed. Inden for fysikken er den dialektiske opfattelse af mikropartiklen som en enhed af stof og felt, en enhed af korpuskel- og bølgeegenskaber, efterhånden blevet fastslået. Fremskridtene inden for fysikken er blevet ledsaget af betydningsfulde fremskridt inden for kemi, biokemi og fysiologi. Den teoretiske naturforsknings resultater har fremmet teknikkens kolossale udvikling. Tre store videnskabelige og tekniske fremskridt i vor tid - anvendelsen af atomenergien, elektronikken og raketteknikken - har indledt en ny æra i menneskehedens produktivkræfters historie, og har medført en umådelig forøgelse af menneskets magt over naturen. De kunstige jorddrabanter og kosmiske raketter har åbnet reale muligheder for, at mennesket kan trænge uden for jordatmosfæren og sætte sig i besiddelse af verdensrummets vidder.

Alle disse og andre opdagelser og resultater bekræfter den dialektiske materialismes sandhed og får ikke sjældent positivistisk indstillede videnskabsmænd til at revidere deres opfattelse. Det er betegnende, at f.eks. Albert Einstein i sin sidste levetid stadig oftere udtalte sig til gunst for materialismen, og at store forskere som Leopold Infeld og Louis de Broglie, som tidligere sluttede sig til positivismen, til slut er gået over til materialismen. Nogle af de største videnskabsmænd (Niels Bohr og Werner Heisenberg), som gennem årtier havde stået i spidsen for den positivistiske strømning i fysikken, er i den seneste tid begyndt at tage afstand fra en række positivistiske sætninger og at kritisere dem. Blandt de forskere og filosoffer, som er tilhængere af positivismen, findes der allerede folk, som er begyndt at vakle, som sympatiserer med materialismen og føler sig tiltrukket af den. Den store betydning, der ligger i de nyeste opdagelser inden for naturvidenskaben, består blandt andet i, at de undergraver den gamle metafysiske verdensanskuelse og stiller den dialektiske verdensopfattelse il forgrunden. Lenin, der i sin bog »Materialisme og empiriokriticisme« sammenfattede de processer, der foregik inden for fysikken i begyndelsen! af det 20. århundrede, konstaterede med fuld ret: »Den moderne fysik! ligger i fødselsveer. Den er ved at føde den dialektiske materialisme.« Disse ord af Lenin bevarer deres fulde betydning også for vore dages fysik. Den moderne naturvidenskab kommer gennem sin egen udvikling til anerkendelse af den materialistiske dialektiks metode. Fremragende fysikere fra vor tid som Paul Langevin, Frédéric Joliot-Curie og en række af andre forskere forstod dette. De blev bevidste tilhængere af den dialektiske materialisme. Hvis man i vor tid vil føre en resultatrig kamp mod den reaktionære filosofi og holde fast ved den materialistiske verdensanskuelses standpunkt og kunne forsvare dette, er det ikke nok at regne sig for materialist; der kræves, at man er en bevidst tilhænger af den dialektiske materialisme.

2. Den materialistiske dialektik

Den marxistiske materialistiske dialektik er den mest dybtgående, alsidige og indholdsrige lære om bevægelsen og udviklingen. Den er resultatet af den langvarige historie, som erkendelsen af verden har gennemgået, den er sammenfatningen af det uudtømmelige materiale, som den samfundsmæssige praksis har fremskaffet. Den materialistiske dialektik og den filosofiske materialisme er uløseligt forbundne og gennemtrænger hinanden som to sider af den helhed, som marxismens filosofiske teori udgør. Forskellen mellem dem består i, at når vi taler om den marxistiske filosofiske materialisme, lægger vi tryk på materiens forhold til bevidstheden på opfattelsen af materien, på læren om verdens materielle enhed på analysen af materiens eksistensformer o.s.v.; men når vi taler om den materialistiske dialektik, sætter vi læren om de almene forbindelser og lovmæssigheder, der gælder for den objektive verdens bevægelse og udvikling, og deres genspejling i menneskets bevidsthed i forgrunden. Med »dialektikkens kunst« (dialektiké téchné) betegnede de oldgræske filosoffer evnen til at fastslå sandheden gennem debat eller samtale, hvorved modsigelserne i samtaledeltagernes opfattelser kommer til udtryk. I slutningen af det 18. og i begyndelsen af det 19. århundrede forstod de tyske idealistiske filosoffer, og navnlig Hegel, ved dialektik tankens udvikling gennem modsigelser, der fremtrådte i selve tanken. Hegel gav en omhyggelig beskrivelse af den dialektiske tænknings grundformer. Han udarbejdede imidlertid sin dialektik ved at gå ud fra et urigtigt, idealistisk synspunkt, hvorefter den dialektiske udvikling kun er karakteristisk for tænkningen, ånden, ideen, men ikke for naturen. Som Marx sagde, stod dialektikken hos Hegel »på hovedet«. Hvis dialektikken skal fortolkes rigtigt, må den vendes om og stilles på benene. Det er det, Marx og Engels gjorde ved at skabe den materialistiske dialektik og give udtrykket »dialektik« et nyt indhold.

Marxismens grundlæggere gik ud fra princippet om verdens materielle enhed og forstod ved dialektik læren om den generelle sammenhæng, om de mest almene love for hele virkelighedens udvikling. Derved forvandledes »dialektikken« fra en hegelsk idealistisk lære om tankens bevægelse til en materialistisk lære om de almene love for det værendes udvikling. Dialektikken i vore begrebers udvikling (den subjektive dialektik) viste sig således at være den videnskabelige tænknings genspejling af dialektikken i selve det værendes udvikling (den objektive dialektik). Hver specialvidenskab studerer bevægelsesformerne og lovmæssighederne inden for virkelighedens forskellige områder. Dialektikken er en særlig videnskab: den studerer de mest almene lovmæssigheder, der gælder for enhver bevægelse, forandring og udvikling. De dialektiske loves almengyldighed består i, at de virker i naturen og i samfundet, og at også selve tænkningen er underordnet dem. Marx og Engels betragtede ikke blot dialektikken som en videnskabelig teori, men også som en erkendelsesmetode og som en vejledning til handling. Kendskabet til de almene udviklingslove gør det muligt at orientere sig i fortiden, at få en rigtig opfattelse af de processer, der foregår nu og at forudse fremtiden. Derfor er den en fremgangsmåde ved forskning og ved praktisk handling på grundlag af forskningens resultater. Gennem hele sin historie har dialektikken måttet og må også i nutiden kæmpe mod den for den fjendtlige tænkemåde og verdensopfattelse: Metafysikken. Ordet »metafysik« betyder i den marxistiske filosofis litteratur ikke! det samme som i den førmarxske og i den moderne borgerlige filosofiske! litteratur. I den førmarxske litteratur betød dette græske ord, eller rettere sagt udtryk (»ta meta ta fysika« - »det, som følger efter fysikken,; efter videnskaben om naturen«), en særlig del af filosofien. Det er en del, i hvilken filosofferne søgte og fortsat søger ad rent spekulativ vej at nå frem til tingenes påstået uforanderlige, evige væsen.

I deres kritik af metafysikkens uvidenskabelige, kunstige systemer betegnede Marx og Engels med ordet »metafysik« ikke en del af filosofien og ikke den spekulative erkendelse, men den undersøgelses- og tænkemetode, som skaberne af disse systemer anvendte i modsætning til den dialektiske metode. I nutiden anvendes udtrykket »metafysik« næsten udelukkende i denne betydning i den marxistiske filosofi. Metafysikkens grundmangel er dens ensidige, begrænsede, usmidige verdensopfattelse; det er dens tilbøjelighed til at oppuste nogle af fænomenernes sider og gøre dem til noget absolut, og til at tabe andre, ikke mindre vigtige sider, af syne. Metafysikeren ser f.eks. tingens relative stabilitet og bestemthed, men lægger ikke mærke til dens forandring og udvikling. Han fæster sin opmærksomhed ved det, der udskiller det pågældende fænomen af de øvrige fænomeners helhed, men han er ikke i stand til at få øje på dets mangfoldige relationer og dybe sammenhæng med de øvrige ting og fænomener. Han anerkender kun endelige svar på alle de spørgsmål, som videnskaben står overfor, thi han forstår ikke, at selve virkeligheden udvikler sig, og at enhver videnskabelig sætning kun har betydning inden for bestemte grænser. Den metafysiske metode er mere eller mindre anvendelig til husbehov og på lavere trin af videnskabens udvikling, men den spiller afgjort fallit, når man ved dens hjælp prøver på at forklare komplicerede udviklingsprocesser. Naturvidenskaben og det samfundsmæssige og politiske liv afslører for hvert skridt metafysikkens utilstrækkelighed og nødvendigheden af at erstatte den med dialektikken. Ikke desto mindre er metafysikken endnu ikke overvundet hverken inden for filosofien eller inden for specialvidenskaberne. Hvordan skal man forklare metafysikkens sejlivethed? Der var en tid, da den videnskabelige tænkning i hovedsagen ikke var dialektisk, men metafysisk. Den metafysiske tænkemåde som videnskabelig metode tog endelig form og blev udbredt i det 17. og 18. århundrede, i den periode, da den nye tids videnskab blev til. Dengang beskæftigede naturvidenskaben sig overvejende med at indsamle oplysninger om naturen, beskrive forskellige ting- og fænomener og inddele naturen og dens fænomener i bestemte klasser. Men for at kunne beskrive en ting, måtte man tage den ud af sin helhed og betragte den særskilt. Som følge af denne indstilling opstod den vane at betragte genstandene og fænomerne isoleret, uden for deres sammenhæng. Men dette gjorde det ikke muligt at få øje på tingenes udvikling, det at nogle ting opstod af andre, der er forskellige fra dem. Sådan opstod den metafysiske tænkemetode, der betragtede ringene løsrevet fra hinanden, uden for udviklingen. Metafysikken herskede i lang tid i menneskenes bevidsthed og blev en tradition i den videnskabelige tænkning. I vor tid er der intet, der retfærdiggør den metafysiske metode. Metafysikken repræsenterer en forældet metode og en forældet verdensanskuelse, der spiller en afgjort negativ rolle såvel inden for den videnskabelige erkendelse som i det samfundsmæssige og politiske liv, fordi den let fører til store fejl og vildfarelser. Den anden årsag til metafysikkens sejlivethed er den fjendtlige holdning til den materialistiske dialektik, som for lang tid siden er opstået hos bourgeoisiets ideologer. »I sin rationelle skikkelse - skrev Marx - er den (dialektikken) en ærgrelse og en gru for borgerskabet og dets doktrinære talsmænd, fordi en positiv forståelse af det bestående også indebærer forståelsen af dets negation, dets nødvendige undergang. Dialektikken opfatter hver opstået form i dens bevægelse og udvikling, altså også dens forgængelighed. Den lader sig ikke imponere af noget, den er efter sit væsen kritisk og revolutionær.« Man skal ikke undre sig over, at mange forskere og filosoffer i de kapitalistiske lande under indflydelse af reaktionære kræfters politiske og ideologiske tryk stadig er bange for dialektikken, ikke kender den og ikke studerer den, men er fulde af fordomme over for den og... lader sig føre i snor af metafysikken. Den marxistiske materialistiske dialektik er et pålideligt våben i kampen mod metafysikken og i den videnskabelige betragtning af alle fænomener, som de udvikler sig i virkeligheden.

Fænomenernes almene sammenhæng

Den verden, der omgiver mennesket, frembyder den største mangfoldighed af fænomener. Som selv de enkleste iagttagelser har vist, består der en bestemt, mere eller mindre stabil indbyrdes sammenhæng mellem disse fænomener. Der viser sig i verden en vis bestandighed og regelmæssighed. Således følger dag efter nat og vår efter vinter; et agern bliver afgjort til en eg og ikke til en birk eller en gran; en puppe forvandler sig til en sommerfugl, men den bliver aldrig mere til en larve. Allerede i den grå oldtid begyndte menneskene at overbevise sig om, at tingene og fænomenerne i verden omkring dem betingede hinanden; og at der eksisterer en naturlig og nødvendig sammenhæng mellem dem, som ikke er afhængig af menneskets bevidsthed og vilje. Forståelsen af denne sammenhæng blev ganske vist i lang tid forhindret af overtro og religiøse forestillinger, ifølge hvilke naturfænomener kunne fremkaldes af overnaturlige kræfter, guder, der var i stand til at gribe ind i tingenes naturlige gang. Videnskaben og den materialistiske filosofi beviste imidlertid, at der ikke findes og ikke kan findes mirakler, overnaturlige begivenheder, og at der i verden kun eksisterer den naturlige sammenhæng mellem tingene og fænomenerne. Lidt efter lidt trængte denne sandhed dybt ind i menneskenes bevidsthed. Efterhånden som den videnskabelige og filosofiske erkendelse af verden udviklede sig, blev der opdaget mange arter af og ytringsformer for fænomenernes almene sammenhæng og skabt begreber (kategorier), di udtrykte disse, f.eks. kausalitet, vekselvirkning, nødvendighed, lov, tilfældighed, væsen og fænomen, mulighed og virkelighed, form og indhold. I dette afsnit betragter vi hovedsageligt de kategorier, der står i umiddelbar forbindelse med opfattelsen af den nødvendige karakter af fænomenernes almene sammenhæng og betingethed, d.v.s. med princippet determinisme, der er hovedhjørnestenen i enhver sand videnskabelig forklaring af verden.

Forholdet mellem årsag og virkning

Den form for sammenhæng, som ethvert menneske kender, og som man støder på altid og overalt, er årsagssammenhængen (eller »kausaliteten« - af det latinske ord »causa« - årsag). I almindelighed kalder man det, der har fremkaldt et fænomens eksistens, for dets årsag. Det fænomen, der fremkaldes, kaldes derimod virkning eller konsekvens. Blæsten er f.eks. årsagen til sejlbådenes bevægelse. Mellem årsag og virkning eksisterer der en vis rækkefølge i tiden: først opstår årsagen, og så kommer virkningen. Men langtfra ethvert »efter« betyder »som følge af«. F.eks. følger dag altid efter nat, og nat efter dag, men dagen er ikke årsag til natten, så lidt som natten er årsag til dagen. Årsagen til, at nat og dag skifter, er som bekendt Jordens omdrejning omkring sin akse, hvilket bevirker, at skiftevis den ene og så den anden side af jordkloden bliver belyst. Virkning er nødvendigvis forbundet med årsag. Hvis der findes en årsag, indtræder der afgjort også en virkning, selvfølgelig på betingelse af, at intet forhindrer den. Hvis man trækker i aftrækkeren på et ladt gevær, følger der afgjort et skud. Men vi véd, at der underriden alligevel ikke kommer et skud. Betyder det, at årsagssammenhængen i det pågældende tilfælde har mistet sin ubetingede karakter? Nej, det betyder kun, at en anden årsag har forhindret skuddet. Hindringen kan f.eks. bestå i, at aftrækkerens fjeder er blevet slap, at krudtet er blevet fugtigt, eller at fænghætten ikke er, som den skal være o.s.v.. Ved at undersøge alle omstændigheder kan vi konstatere den årsag, der har forhindret det ventede fænomen i at indtræde. Bruddet på årsagssammenhængen er her i virkeligheden kun tilsyneladende. For at årsagen kan fremkalde en virkning, kræves der altid at visse betingelser er til stede. Betingelserne er fænomener, der er nødvendige, for at den pågældende begivenhed kan indtræde, men som alligevel i sig selv ikke fremkalder den. Der kræves f.eks. en række betingelser for, at en flyvemaskine kan hæve sig op i luften: der skal være en startbane, og der må ikke være tåge og andre forhindringer. Men i sig selv er disse betingelser selvfølgelig ikke tilstrækkelige til at få flyvemaskinen til at flyve. Dertil kræves som umiddelbar årsag, at dens motorer fungerer. Ikke sjældent - og navnlig i komplicerede tilfælde - er det let at sammenblande årsag og anledning. Denne sammenblanding sker som følge af en overfladisk opfattelse af tingene og manglende evne til at blotlægge de sande, dybtliggende årsager til fænomenerne. Anledningen kan ikke i sig selv bevirke det pågældende fænomen, men det spiller rollen som det stød, der får de sande årsager til at træde frem. F.eks. var anledningen til den første verdenskrig mordet på den østrigske ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo. Men årsagen til krigen var som bekendt ikke dette mord, men tilspidsningen af konkurrencen mellem de imperialistiske magter. I det praktiske liv og i politikken er det særlig vigtigt at kunne skelne mellem virkelige årsager og betingelser og anledninger, hvis man vil finde ud af begivenhederne og skelne mellem væsentligt og uvæsentligt.

Mod den idealistiske opfattelse af kausaliteten

Årsagssammenhængen har generel karakter og omfatter alle fænomener i naturen og samfundet, både simple og komplicerede, både sådanne, som videnskaben har studeret, og sådanne, som ikke er blevet studeret. Der findes ikke, og der kan ikke findes årsagsløse fænomener. Ethvert fænomen har nødvendigvis sin årsag. Klarlæggelsen af årsagssammenhængen er førsterangs opgave for videnskaben. For at kunne forklare et fænomen, må man finde dets årsag. Idet videnskaben undersøger og erkender verden, bevæger den sig frem mod fænomenernes dyb: fra begivenhedernes overflade til deres nærmeste, direkte årsag, og fra disse til fjernereliggende, generelle, men tillige mere væsentlige årsager. Ukendskab til den virkelige årsag til et fænomen berøver ikke blot mennesket muligheden for bevidst at fremkalde eller forhindre et eller andet fænomen, men begunstiger også fremkomsten af uvidenskabelige, fantastiske forestillinger, overtro eller mystiske, religiøse fortolkninger af naturen. Det er derfor, kausalitetsproblemet længe har været genstand for en heftig kamp mellem materialismen og idealismen. De idealistiske filosoffer har ofte enten helt og holdent benægtet årsagssammenhængens objektive karakter, eller anset ikke naturen, men et eller andet åndeligt princip som kilden til den. Den engelske filosof David Hume (18. århundrede) mente, at erfaringen ikke viser os nogen nødvendig sammenhæng mellem fænomenerne. Derfor har vi kun ret til at tale om, at det ene fænomen følger efter det andet, medens vi ifølge ham ikke har ret til at påstå, at det ene fænomen fremkalder det andet. Kant forstod, at uden anerkendelse af årsagssammenhængens ubetingede karakter kan der ikke eksistere nogen videnskab. Men ligesom Hume mente han, at denne sammenhæng ikke findes i de fænomener, vi iagttager. Kilden til kausaliteten og nødvendigheden var ifølge Kant vor bevidsthed, takket være hvis særlige indretning vi lægger en årsagssammenhæng ind i de fænomener, vi opfatter. Mange moderne idealister hævder, at der i naturen hverken findes årsag eller følge, og at »troen på årsagssammenhængen er en overtro«., som Ludwig Wittgenstein skrev. Denne tåbelige idealistiske opfattelse modbevises afgjort af hele videnskabens historie. Hele naturvidenskabens og samfundsvidenskabernes eksistens er jo først og fremmest forbundet med opdagelsen og studiet af årsagerne til de fænomener, der forefindes i verden. Det mest afgørende bevis på årsagssammenhængens objektivitet består imidlertid i menneskets praktiske produktive virksomhed. Når menneskene opdager en årsagsbestemt afhængighed i naturen og dernæst i praksis udnytter kendskabet til denne afhængighed, fremkalder de de følger, de har brug for, og opnår de resultater, de ønsker. »Herved - skrev Engels - gennem menneskets virksomhed, begrundes forestillingen om kausaliteten, forestillingen om, at den ene bevægelse er årsagen til den anden.« Idealismen og religionen bekæmper også den materialistiske lære om kausaliteten ved hjælp af læren om formålsbestemtheden eller den såkaldte teleologi (af det græske ord »telos« - formål). Den årsagsmæssige forklaring, der svarer på spørgsmålet om, hvorfor et naturfænomen har fundet sted, erstatter teleologien med gisninger om, med hvilket formål det er opstået. Efter den teleologiske opfattelse bestemmes en tings eksistens, struktur og udvikling af det formål eller den »endelige årsag«, som denne ting er bestemt for. Teleologien er en lære, der er meget bekvem for religionen og den idealistiske filosofi, fordi den uundgåeligt fører til den konklusion, at der eksisterer en højere fornuft (gud), som virkeliggør sine formål i naturen. Som bevis for deres opfattelse henviser tilhængerne af teleologien gerne til den kendsgerning, at organismerne i naturen er opbygget hensigtsmæssigt (f.eks. beskyttelsesfarven hos dyr). Den marxistiske dialektik benægter ikke hensigtsmæssigheden i de levende organismers anatomiske opbygning og virksomhed. Men den hævder, at der ligger objektive årsager til grund for denne hensigtsmæssighed. Darwins teori har klarlagt den mekanisme, ved hvis hjælp disse årsager virker. Forandringerne i dyre- og planteverdenen opstår på grundlag af en vekselvirkning mellem de levende væsener og de forandrede livsvilkår. Hvis disse forandringer viser sig at være gavnlige for organismen, d.v.s. hjælper den med at tilpasse sig milieuet og overleve, bliver de bevaret som følge af den naturlige udvælgelse, befæstes gennem arvelighed og nedarves fra slægt til slægt og danner derved den hensigtsmæssige indretning af organismerne, den tilpasning til milieuet, som så tit forbavser folk.

Om vekselvirkningen

Til trods for den vældige teoretiske og praktiske betydning, som årsagssammenhængen mellem fænomenerne har, udtømmer den ikke hele den mangfoldighed af relationer, der findes i den objektive verden. Lenin skrev, at »kausalitet er kun en lille bitte del den universale sammenhæng,« og at »den menneskelige opfattelse af årsag og virkning altid i nogen grad forenkler naturfænomenernes objektive sammenhæng, den genspejler den kun tilnærmelsesvis, idet den kunstigt isolerer en enkelt side af den samlede verdensproces.« Det betyder, at vekselvirkningen mellem fænomenerne i naturen og i samfundet er rigere og mere kompliceret, end den, der udtrykkes af forholdet mellem årsag og virkning. Årsag og konsekvens er blandt andet underordnet den bredere vekselvirkningsrelation. Naturen udgør en samlet helhed, hvis samtlige dele på den ene eller den anden måde er indbyrdes forbundne. I denne universale samhørighed er ethvert fænomen virkningen af en årsag, men optræder i en anden sammenhæng som en årsag, der frembringer nye konsekvenser. Under solstrålernes indvirkning foregår der således en fordampning af vandet i have og floder, som fører til dannelse af skyer, og disse bliver igen kilden til regn, som væder jorden og føder bække og floder. Vekselvirkningen viser sig også i, at årsag og virkning påvirker hinanden inden for samme proces og i den forstand skifter plads: årsagen bliver virkning og omvendt. Som eksempel på en sådan vekselvirkning kan man anføre den uafbrudte termokernereaktion, der foregår på Solen: brintatomernes forvandling til heliumatomer fremkalder en høj temperatur (af en størrelsesorden på flere millioner grader), som så igen med nødvendighed fremkalder en syntese af heliumatomer og brintatomer. Også ved studiet af samfundslivet støder vi ofte på vekselvirkningen. Stigende efterspørgsel fra befolkningens side efter en bestemt vare fremkalder således øget produktion af denne vare. Stigende produktion fremkalder igen stigende efterspørgsel. Årsag og konsekvens skifter her plads. Efterspørgselen påvirker produktionen, og produktionen påvirker efterspørgselen. Årsag og virkning skal altså ikke opfattes metafysisk, som stivnede, løsrevne, absolutte modsætninger, men dialektisk, som indbyrdes forbundne, »flydende« begreber, der går over i hinanden. Det er imidlertid utilstrækkeligt at klarlægge de forskellige faktorers eller de forskellige fænomeners indbyrdes vekselvirkning. Man må finde ud af, hvad der er den bestemmende side i denne vekselvirkning. Først når vi har opdaget den, er vi i stand til at få en rigtig opfattelse af kilderne til udviklingsprocessen, vurdere de kræfter, der deltager i den, og danne os en forestilling om udviklingens hovedlinje og retning. I det ovenfor anførte eksempel må man derfor, hvis man vil danne sig et rigtigt billede af vekselvirkningen mellem den stigende efterspørgsel efter varerne og den stigende produktion af disse varer, fremhæve, at den bestemmende side i denne vekselvirkning er den stigende produktion.

Nødvendighed og lov

Når vi indrømmer, at alle fænomener er årsagsmæssigt betingede, indrømmer vi dermed, at der råder nødvendighed i verden. Man kalder fænomernes opståen og udvikling for nødvendig, hvis den udspringer af de væsentligste relationer, som ligger til grund for den pågældende proces. En nødvendig udvikling er en udvikling, som under de givne betingelser ikke kan undgå at foregå. I den organiske verdens historie afløses de mindre tilpassede organismer således nødvendigvis af mere tilpassede. Nødvendigheden i naturen og samfundet fremtræder mest udtømmende i lovene. Anerkendelsen af nødvendigheden i fænomenernes opståen og udvikling medfører anerkendelsen af, at disse fænomener er underlagt visse lovmæssigheder, der eksisterer uafhængigt af menneskenes vilje og ønske. Enhver lov er et udtryk for den nødvendighed, som fænomenerne er underlagt. Hvert legeme, der bliver løftet op over Jordens overflade, falder f.eks. nødvendigvis ned igen, hvis det ikke holdes oppe af en modsat rettet kraft. Her fremtræder virkningen af loven om den universelle tyngdekraft. Hvad er en lov? En lov er en dyb, væsentlig, stabil, gentagen forbindelse eller afhængighed mellem fænomenerne eller forskellige sider ved det samme fænomen. Arkimedes' lov fastslår således en stabil forbindelse mellem vægten af en væske eller luftart, der fortrænges af et legeme der sænkes ned i dem, og størrelsen af den »opdrift«, der påvirker det pågældende legeme fra væskens eller luftartens side. Love kan være mindre generelle og gælde inden for et begrænset område (f.eks. Ohms lov) eller mere generelle og have gyldighed for særdeles store områder (f.eks. loven om energiens konstans). Nogle love fastholder en præcis kvantitativ afhængighed mellem fænomenerne og kan udtrykkes matematisk (f.eks. mekanikkens love). Andre love lader sig ikke formulere med matematisk præcision (f.eks. loven om den naturlige udvælgelse). Men begge slags love udtrykker en objektiv, nødvendig sammenhæng mellem fænomenerne. Erkendelsen af lovene for den objektive virkelighed hjælper med til at få en dybere forståelse af årsagerne til de begivenheder, der foregår og er derfor et pålideligt grundlag for menneskets formålsbestemte virksomhed. Ingen lov kan imidlertid omfatte et fænomen i hele dets omfang. Den udtrykker kun det, der er det væsentligste i fænomenet. For at opdage en lov, som bestemte fænomener er underlagt, er det nødvendigt at abstrahere fra ledsagende biomstændigheder og udskille den væsentlige, afgørende sammenhæng mellem fænomenerne i ren skikkelse. Videnskaben gør dette såvel ved hjælp af specielt anstillede eksperimenter som gennem logisk udskillelse, abstrahering, af fænomenets væsentlige sider. Loven om legemers frie fald (Galileis lov) ser således bort (abstraherer) fra luftmodstanden, den tager ikke hensyn til den og fastslår, at alle legemer falder med samme acceleration. Men under forholdene i jordatmosfæren kan et legeme falde hurtigt som sten eller dale langsomt som et vissent blad eller endog for en tid blive løftet i vejret, som det sker med frøene af en fandens mælkebøtte eller andre planter. I alle disse tilfælde har Galileis lov fortsat gyldighed. Hvis man kun går ud fra kendskabet til denne lov, er det imidlertid umuligt under konkrete betingelser at forklare et legemes fald. Til en sådan forklaring kræves der ikke blot kendskab til loven, men også til de omstændigheder, hvorunder den virker.

Nødvendighed og tilfældighed

Blandt de talrige fænomener i naturen og det menneskelige samfund findes der også sådanne, som ikke med nødvendighed følger af den pågældende tings eller den pågældende begivenhedsrækkes lovmæssige udvikling, fænomener, som måske og måske ikke finder sted, og som kan foregå både på den ene eller den anden måde. Det er tilfældige fænomener. Et haglvejr, der ødelægger afgrøden, er f.eks. tilfældig i forhold til landmændenes arbejde og de lovmæssigheder, der gælder for planternes vækst. Der er blevet ført mange debatter om tilfældighedsproblemet i videnskaben. Ud fra den rigtige sætning om, at alle fænomener i naturen og det menneskelige samfund er årsagsmæssigt betingede, drog mange videnskabsmænd og filosoffer den urigtige slutning, at der i verden kun findes nødvendighed, men ikke tilfældige fænomener. Tilfældigheden er efter deres synspunkt et subjektivt begreb, med hvilket vi betegner det, vi ikke kender årsagen til. Denne opfattelse er ganske forkert, fordi man her identificerer to forskellige begreber: nødvendighed og årsagssammenhæng. Det er sandt, at der ikke findes årsagsløse fænomener i verden, og det er sandt, at også tilfældige fænomener er årsagsmæssigt betingede. Men deraf bliver tilfældige fænomener ikke nødvendige. Lad os tage følgende eksempel. Der er sket en jernbaneulykke ved, at toget er løbet af sporet. Vi kan finde ud af, hvad årsagen til ulykken er, f. eks. at skinnerne har været dårligt fastgjort til svellerne, og at banevogteren ikke har lagt mærke til dette; ikke desto mindre er ulykken en tilfældighed og ikke en nødvendighed. Hvorfor? Fordi den blev fremkaldt af omstændigheder, der ikke udsprang af de lovmæssigheder, der gælder for togenes bevægelse på jernbaner, eftersom det teknisk er fuldt muligt at skabe betingelser, der udelukker ulykker. Benægtelsen af den objektive tilfældighed fører til konklusioner, der er skadelige både fra et videnskabeligt og et praktisk synspunkt. Hvis mennesket erklærer alt for at være i lige grad nødvendigt, er det ude af stand til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, mellem nødvendigt og tilfældigt. Som Engels sagde, reduceres selve nødvendigheden gennem en sådan opfattelse til tilfældighedens niveau. Hvis man vil have en rigtig opfattelse af nødvendighed og tilfældighed, skal man ikke blot se på forskellen, men også på sammenhængen mellem dem. Denne sammenhæng forstår metafysikken slet ikke, idet nødvendighed og tilfældighed for denne er modsatte begreber, som ikke har noget med hinanden at gøre. I modsætning til metafysikken har den materialistiske dialektik bevist, at det ikke er rigtigt at sætte tilfældigheden i et absolut modsætningsforhold til nødvendigheden og at betragte tilfældigheden isoleret fra nødvendigheden, sådan som metafysisk tænkende mennesker gør. Der er ingen absolut tilfældighed. Der er kun en tilfældighed i forholdet til noget. Det er ikke rigtigt at tro, at fænomenerne kun kan være enten nødvendige eller kun tilfældige. Enhver tilfældighed indeholder et moment af nødvendighed, ganske ligesom nødvendigheden baner sig vej gennem en mængde tilfældigheder. Nødvendighedens og tilfældighedens dialektik består i, at tilfældigheden fremtræder som nødvendighedens udtryksform og som dennes supplement. Følgelig findes der også tilfældigheder inden for en nødvendig proces. Lad os anføre et eksempel. Med vinterens komme indtræder der på nordlige breddegrader kulde, og der falder sne. Det er en nødvendighed. Men nøjagtigt på hvilken dag temperaturen falder under nul, og sneen falder, hvor koldt det bliver, og hvor meget sne, der falder o. s. v. - alt det er tilfældigt. Samtidig fremtræder nødvendigheden i disse tilfældigheder, fordi både kulde og sne er nødvendige kendetegn på vor vinter. I det ovenfor anførte eksempel med toget, der løb af sporet, var ulykken en tilfældighed. Hvis der imidlertid hersker dårlig organisation på jernbanen, hvis det står sløjt til med disciplinen, hvis personalet ikke har de fornødne kvalifikationer, så bliver ulykken fra at være et sjældent tilfælde det nødvendige resultat af jernbanens utilfredsstillende arbejde. Selvfølgelig bliver også i så tilfælde de konkrete omstændigheder ved ulykken, såvel som tiden og stedet, hvor den foregik, mere eller mindre tilfældige. Tilfældighederne påvirker endvidere udviklingen af den nødvendige proces, de kan fremskynde eller sinke den. Meget ofte inddrages tilfældighederne under udviklingens forløb i den grad i den nødvendige proces, at de selv forvandles til en nødvendighed. I henhold til Darwins teori fæstnes således umærkelige tilfældige forandringer i organismerne, såfremt de er til gavn for disse, gennem nedarvning, de styrkes gennem udviklingens forløb og fører til artens forandring. Tilfældige forskelle forvandles således til nødvendige kendetegn ved en ny art. Det sagte vidner om, at nødvendighed og tilfældighed ikke er skilt fra hinanden af en uoverstigelig kløft, de påvirker gensidigt hinanden og går under udviklingsprocessen over i hinanden. Af sammenhængen mellem tilfældighed og nødvendighed følger, at også tilfældige fænomener retter sig efter visse lovmæssigheder, der kan studeres og erkendes. Det er således ad statistisk vej fastslået, at den gennemsnitlige levetid i USA er højere for hvide end for negre. Denne lovmæssighed betyder ikke, at hver hvid lever længere end hver neger. Nogle hvide dør som unge, og nogle negre lever, til de bliver meget gamle. Men som gennemsnit, gælder den nævnte lovmæssighed, og den er udtryk for negrenes vanskelige situation i USA, for racediskriminationen, for de dårligere levevilkår, den lavere arbejdsløn o. s. v.. De lovmæssigheder, der bestemmer de tilfældige fænomener, er sammenfattet i en række videnskabelige teorier, blandt andet i den matematiske sandsynlighedsteori.

Determinismen og den moderne videnskab

Anerkendelsen af at fænomenernes almene sammenhæng og årsagsmæssige betingethed er af objektiv karakter, og at der råder nødvendighed og lovmæssighed i naturen og samfundet, udgør determinismens princip, og materialisterne har altid stået på dettes standpunkt. Determinismen er grundprincippet i enhver ægte videnskabelig tænkning, fordi man kun ved at kende de pågældende fænomeners årsager videnskabeligt kan forklare deres oprindelse, og kun hvis man kender den lov, der bestemmer fænomenerne, kan man forudsige deres videre udvikling. Forståelsen af dette princip er imidlertid ikke forblevet uændret under videnskabens udvikling. I det 18. og 19. århundredes naturforskning, som indskrænkede sig til at udforske »makroverdenen«, d.v.s. relativt store legemer og deres bestanddele, og hovedsageligt støttede sig til Newtons mekanik, herskede den mekaniske determinisme. Dens særkende og samtidig mangelen ved den var, at den gjorde enhver! årsag til en mekanisk årsag. Som eksempel på en mekanisk årsagssammenhæng kan man anføre billardkuglens bevægelse som følge af det stød, køen giver den. Den bevægelsesmængde, som kuglen har modtaget, er lig med den bevægelsesmængde, som køen har meddelt den. Den« mekaniske determinisme karakteriseres af den tanke, at der ikke kan! være andet i virkningen, end der findes i dens årsag. Deraf følger, at hvis vi kender den tilstand, som et legeme eller et system af legemer er i på et bestemt tidspunkt, kan vi støttet til den klassiske mekaniks love (d.v.s. Newtons mekanik), entydigt forudsige dette systems tilstand på ethvert andet tidspunkt. Denne opfattelse retfærdiggjordes og blev bekræftet i praksis under studiet af himmellegemernes bevægelse og den mekaniske vekselvirkning mellem dem, såvel som under studiet af de jordiske legemer og deres bestanddele i makroverdenen. På den mekaniske determinismes metode byggede man forudberegningen af Solens og planeternes synlige stillinger samt beregningerne af maskiner og ingeniørskonstruktioner. Forsøgene på at anvende den mekaniske determinismes princip på studiet af mere komplicerede fænomener slog imidlertid fejl. Det viste! sig, at de biologiske fænomener, de fysiologiske og psykologiske processer eller menneskenes samfundsvirksomhed ikke kunne forklares ved hjælp af den mekaniske determinisme alene. I stedet for den enkle mekaniske! bevægelse stod videnskaben her over for en kompliceret udvikling. I stedet for ligheden mellem virkning og årsag viste det sig, at der i virkningen var noget nyt, som ikke fandtes i årsagen. Det måtte således indrømmes, at der foruden den mekaniske kausalitetstype findes andre typer af årsagsrelationer. En anden, yderst vigtig mangel ved den mekaniske determinisme var, at den ikke anerkendte de tilfældige fænomeners objektive karakter. Det var netop tilhængerne af denne determinisme, som identificerede tilfældighed med årsagsløshed og benægtede dens eksistens. Den mekaniske determinismes utilstrækkelighed blev især åbenbar, da videnskabens og teknikkens fremskridt åbnede adgang til erkendelsen af mikroverdenen og de såkaldte elementarpartiklers egenskaber, d.v.s. de mindste og simpleste partikler, som den moderne videnskab kender (elektroner, positroner, mesoner o.s.v.). I makroverdenen karakteriseres et legemes tilstand i bevægelse af dets plads i rummet (dets koordinater) og af dets hastighed i det pågældende øjeblik. Disse størrelsers værdi kan fastslås aldeles præcist, og når vi kender dem, kan vi, på grundlag af den klassiske mekaniks love, fuldstændig entydigt forudberegne deres værdi for ethvert fremtidigt tidsmoment. I mikroverdenen karakteriseres partiklens bevægelse, på grund af mikroverdenens særlige natur, på en langt mere kompliceret måde. Dette kommer blandt andet til udtryk i, at man i ethvert givet øjeblik med al ønsket præcision kan bestemme enten mikropartiklens plads eller dens hastighed. I mikroverdenen viser den klassiske mekaniks love sig at være utilstrækkelige. Vi kan ikke forudberegne den præcise værdi af mikropartiklens koordinater og hastighed, men når vi kender kvantemekanikkens love (kvantemekanikken er den mekanik, der studerer bevægelsen i mikroverdenen), kan vi for ethvert fremtidigt tidsmoment forudberegne sandsynligheden af den ene eller den anden værdi for disse størrelser. I mikroverdenen spiller tilfældet en overordentlig vigtig rolle, og kvantemekanikken tager hensyn til såvel nødvendigheden som tilfældigheden i de processer, der foregår i mikroverdenen. Opdagelserne i mikroverdenen og skabelsen af kvantemekanikken var i sig selv vældige sejre for videnskaben og den dialektiske opfattelse af verden. Det blev bevist, at de materielle legemers og deres partiklers egenskaber og relationer ikke er så ensartede og ensformige, som den gamle fysik mente, og at materien er uudtømmelig i sin mangfoldighed. Der blev imidlertid også draget andre, idealistiske konklusioner af fysikkens opdagelser. De forsvares ikke alene af de idealistiske filosoffer, men også af adskillige store videnskabsmænd i de kapitalistiske lande, som er under kirkens og idealismens indflydelse. I den moderne fysik og naturvidenskabens filosofi har »indeterminismen« løftet hovedet. Repræsentanterne for denne retning forkaster selve princippet om den objektive nødvendige sammenhæng. Ud fra den fejlagtige antagelse, at determinismen kun er mulig i dens gamle, mekaniske form, der ikke tog hensyn til tilfældigheden, og under henvisning til, at videnskaben har bevist denne mekaniske determinismes utilstrækkelighed, drager de den slutning, at al determinisme overhovedet er uholdbar. Dermed lukker de frivilligt eller ufrivilligt døren op for, at overtro og mirakeltro kan trænge ind i videnskaben. Nogle videnskabsmænd og filosoffer i de kapitalistiske lande er endda gået så vidt, at de hævder, at elektronet har en »fri vilje«. Fra deres synspunkt har selve videnskabens udvikling skabt mulighed for at forsone og forene videnskaben med idealismen og religionen. I virkeligheden har den moderne fysik ikke modbevist determinismen, men konstateret, at den i mikroverdenen gør sig gældende på en særlig måde. Den omstændighed, at det er umuligt samtidigt at bestemme den nøjagtige værdi af mikropartiklens koordinater og hastighed, beviser ikke, at elektronet har en »fri vilje«, men viser, at fænomenerne i mikroverdenen er yderst komplicerede og ejendommelige. Studiet af disse fænomeners lovmæssigheder udgør hovedindholdet i kvantemekanikken, som både videnskabsmænd og ingeniører i lang tid har anvendt med held i deres beregninger. Men dette vidner om, at vi også har at gøre med den alle virkelighedens fænomener iboende objektive nødvendige sammenhæng og betingethed.

Kvantitative og kvalitative forandringer i naturen og samfundet

Ved undersøgelsen af virkelighedens mangfoldige fænomener består den i første opgave i at udskille det fænomen, man undersøger, fra alle andre.

Tingenes kvalitative og kvantitative bestemthed

Helheden af de væsentlige træk eller kendetegn, der gør det pågældende fænomen til det, det er, og som adskiller det fra andre fænomener, i kaldes ringens eller fænomenets kvalitet. Det filosofiske begreb kvalitet adskiller sig fra hverdagslivets forestilling om kvalitet. Den almindelige forestilling om kvalitet er forbundet med en vurdering ar fænomenet. I denne forstand taler man f.eks. om madens, en industrigen stands eller et kunstværks gode eller dårlige kvalitet. Det filosofiske begreb kvalitet indeholder ikke en vurdering af fænomenet. Det er kun et begreb om fænomenets iboende kendemærker, dets indre opbygning, som udgør dets bestemthed, og uden hvilket det ophører med at være sig selv. En skov forudsætter f.eks. tilstedeværelsen af en tæt trævækst. Men i hvis man i et afsnit af den hugger træerne bort, har vi ingen skov, men i en lysning eller en gennemhugning. Når en ting har mistet sin kvalitet, forandrer den sig og bliver en anden ting med en anden kvalitativ bestemthed. I det praktiske liv er det meget vigtigt at gøre kvalitativ forskel mellem tingene, fordi dette gør det muligt at anvende dem rigtigt. Aluminium, kobber og uran er f.eks. metaller, der kvalitativt adskiller sig fra hinanden, og som derfor anvendes forskelligt i teknikken: aluminium bliver brugt til bygning af flyvemaskiner, kobber anvendes til produktion af elektriske ledninger og uran til udvinding af atomenergi. Begrebet kvalitet har stor betydning for forståelsen af samfundslivets fænomener. Der eksisterer f.eks. en kvalitativ forskel mellem det socialistiske samfund og slaveejersamfundet, feudalsamfundet og det kapitalistiske samfund. For at fastslå denne forskel skal man fremdrage de mest væsentlige og for socialismen mest karakteristiske samfundsforhold og den økonomiske struktur, hvorved den adskiller sig fra de andre samfundssystemer. Man skal holde sig for øje, at der selvfølgelig ikke findes kvaliteter, der eksisterer i sig selv. Der findes kun ting eller fænomener, for hvilke denne eller hin kvalitet er særegen. Men inde i tingene eller i helheder af dem, som har en vis kvalitativ bestemthed, kan der også være mere eller mindre betydelige kvalitetsforskelle. Inden for dyreverdenen adskiller hvirveldyrene sig f.eks. kvalitativt fra leddyrene. Men også inden for hvirveldyrenes fælles underafdeling findes der kvalitative forskelle mellem pattedyr, fugle, fisk, krybdyr og amfibier. Inden for f.eks. pattedyrene findes der så igen kvalitative forskelle. Udskillelsen og klarlæggelsen af de træk og ejendommeligheder ved fænomenet, der udgør dets kvalitet, er kun begyndelsen til erkendelsen. Foruden kvaliteten har hver ting desuden en kvantitativ side, der karakteriseres ved særlige kvantitative kendetegn, i forbindelse med hvilke dens kvalitet eksisterer. Tingens kvantitative bestemthed kan vedrøre dens ydre kendetegn, tingen kan f.eks. være stor eller lille. Den kvantitative bestemthed kan imidlertid også karakterisere tingens indre natur. Hvert metal har således sin varmeledningsevne, sin udvidelseskoefficient ved opvarmning; hver væske har sin varmekapacitet, sit kogepunkt og sit frysepunkt; hver luftart har en temperatur, hvor den bliver flydende o.s.v.. I teknikken har de kvalitativt forskellige materialers og processers kvantitative karakteristika særlig stor betydning. Uden dem kan man i den moderne produktion bogstavelig talt ikke komme et skridt frem. Videnskaben om naturen begyndte først at gøre bemærkelsesværdige fremskridt, da fænomenernes kvalitative karakteristik suppleredes med en kvantitativ. Man havde gennem meget lang tid observeret stjernehimlen og himmellegemernes synlige bevægelser. Men astronomien som videnskab opstod ikke, før man foretog de første målinger af de synlige himmellegemers plads på himmelhvælvingen, deres vinkelafstand o.s.v.. Også på videnskabens andre områder stod den videnskabelige erkendelses fremskridt i forbindelse med fremstillingen af måle- og regneredskaber, med målemetodernes udvikling o.s.v. Det er derfor ikke mærkeligt, at de mænd, der skabte den nye tids videnskab, f.eks. Galilei, netop betragtede det som naturforskningens opgave at bestemme fænomenernes kvantitative forhold og egenskaber. Men datidens videnskabsmænd gik til yderligheden de søgte at reducere alle »kvaliteter« til tilsvarende »kvantiteter«, og så ikke mere fænomenernes grundlæggende kvalitative forskelle bag deres kvantitative forskelle. Den rent kvantitative indstilling til naturfænomenerne førte til den for det 17. og 18. århundrede karakteristiske mekanicisme, d.v.s. til den overbevisning, at matematik og mekanik opstiller principper, som er tilstrækkelige til at erkende hele verden, og at ethvert fænomen kan forstås, hvis man forklarer det ved hjælp af mekanikkens love. Efter den lære, som den franske filosof Descartes (17. århundrede) opstillede, var f.eks. dyrene kun komplicerede maskiner, hvis hele virksomhed fuldt ud kunne forklares ved hjælp af mekaniske årsager. Og den franske materialist Lamettrie (18. århundrede) påstod endog i sit værk »Mennesket - en maskine«, at ikke blot dyrene, men også mennesket ikke er; andet end en maskine. For sin tid var den mekanicistiske opfattelse af naturen progressiv, fordi den krævede en strengt videnskabelig indstilling til alle naturfænomener og forkastede de idealistiske og teologiske »forklaringer«. Det viste sig imidlertid snart, at en blot kvantitativ indstilling var utilstrækkelig, og at det for at erkende genstandene og fænomenerne var nødvendigt at blotlægge deres særkende, deres specifikke, for dem ejendommelige træk. Omverdenen er fuld af en kvalitativ mangfoldighed, og den kan kun forstås og forklares, hvis man tager både den kvantitative og den kvalitative side ved alle fænomener og processer i betragtning. Opgaven består altså ikke simpelt hen i at reducere et fænomens kvalitet til dets kvantitet, men i at forstå, hvilken afhængighed der findes mellem fænomenets kvantitative bestemthed og dets kvalitative bestemthed. Videnskabens udvikling har vist, at der findes kvantitative forhold, der er fælles for mange kvalitativt forskellige genstande og processer. De matematiske formler vedrørende svingningernes teori kan f.eks. anvendes på fænomener af forskellig fysisk natur - mekaniske svingninger, elektromagnetiske svingninger, varmesvingninger o.s.v.. Dette er muligt, fordi alle disse fænomener objektivt karakteriseres af visse fælles træk, fælles lovmæssigheder, der lader sig udtrykke kvantitativt. På videnskabens nuværende udviklingstrin finder matematikken, der beskæftiger sig med de kvantitative forhold, i stigende grad anvendelse i den videnskabelige undersøgelse af virkelighedens kvalitativt forskellige områder og inden for teknikken. Det er afgjort et progressivt fænomen. Selve muligheden af at anvende kvantitative forhold på kvalitativt forskellige processer forudsætter imidlertid et konkret studium af hver af disse processer i hele deres kvalitative mangfoldighed.

Kvantitative forandringers overgang til kvalitative

En ensidig fremhævelse af den kvantitative eller kvalitative side er kendetegnet på en metafysisk indstilling. Metafysikken ser ikke den indre nødvendige sammenhæng mellem kvantitet og kvalitet. Omvendt var det et vigtigt fremskridt for den dialektiske at man fastslog den kendsgerning, at tingenes overgang til kvantitative og kvalitative bestemtheder ikke udgør ganske udvendige og hinanden uvedkommende modsætninger, men står i en dyb dialektisk forbindelse. Denne sammenhæng består i sin mest almene form i, at kvantitative forandringer ved tingen lovmæssigt medfører en forandring af dens kvalitet. Vi er til alle sider omgivet af eksempler på, at kvantitative forandringer går over i kvalitative. Hvis man således forandrer længden af en tonende streng, medfører det en kvalitativ forandring af tonen. En forandring af de elektromagnetiske bølgers længde ledsages af tydeligt udtrykte kvalitative forandringer af radiobølgerne, de infrarøde strålers spektrum, de ultraviolette bølger, røntgenstrålerne og endelig de såkaldte gammastråler. En endeløs mængde kvalitative forandringer, fremkaldt af kvantitative forandringer, iagttager vi i kemien. Som eksempel kan man anføre de syntetiske stoffer (kunstgummi, plastic, syntetiske fibre), der spiller en så stor rolle i industrien og husholdningen. Deres molekyler, der udmærker sig ved deres størrelse, er dannet af forbindelser af mange små ensartede molekyler af samme sammensætning. En sådan forbindelse af små molekyler (monomerer) til store (polymerer) fører til kvalitative forandringer: polymererne udmærker sig ved mange bemærkelsesværdige egenskaber, som ikke findes hos monomererne. De kvantitative forandringer foregår mere eller mindre gradvis og er ofte lidet mærkbare. Til at begynde med forandrer de ikke væsentligt tingenes kvalitative bestemthed, men efterhånden hober de sig op og fører til slut til en fundamental, kvalitativ forandring af tingen. Man siger, at »kvantiteten går over i kvalitet«. Stålet bevarer således sin faste form under opvarmning. Men når temperaturen når op på et kritisk punkt, ophører metallet med at være et fast legeme og går over i en flydende tilstand. Særlig stor betydning har kvantitetens dialektiske overgang til kvalitet for forståelsen af udviklingsprocessen, fordi den forklarer, hvordan der opstår en ny kvalitet, idet der uden denne ikke findes nogen udvikling. På de første trin af samfundsudviklingen levede menneskene således under naturalhusholdning, hvor hver flok selv producerede alt, hvad den havde brug for til sin eksistens. Senere opstår der, sammen med produktionens stigning, en udveksling af varer. Udvekslingen bliver mere og mere hyppig, den tiltager kvantitativt, og dette fører til slut til særdeles væsentlige kvalitative forandringer i samfundets økonomiske liv. Naturalhusholdningen afløses af vareøkonomien, under hvilken menneskene ikke fremstiller ting for deres eget behov, men for at udveksle dem, og hvor de gennem udveksling får de ting, som de har brug for. Hvis der som følge af kvantitative forandringer opstår en ny kvalitet, så karakteriseres den af en ny kvantitativ bestemthed. Dette er »kvalitetens overgang til kvantitet«. Anvendelsen af en kvalitativ ny maskinkonstruktion giver således en højere arbejdsproduktivitet. Den socialistiske samfundsøkonomi, der er kvalitativt forskellig fra den kapitalistiske udvikler sig i hurtigere tempo. De kvantitative forandringers overgang til fundamentale, kvalitative! forandringer og omvendt er den almene dialektiske udviklingslov. Den fremtræder i alle processer i natur, samfund og tænkning - overalt, hvor gammelt afløses af nyt.

Hvad er et spring?

Når en ting, som følge af ophobningen af kvantitative forandringer, fra én kvalitativ tilstand går over i en anden og ny kvalitativ tilstand - så er dette et spring i udviklingen. Springet betegner en afbrydelse af de gradvise kvantitative forandringer ved tingen, den udgør overgangen til en ny kvalitet, den betegner et brat omsving, en fundamental forandring i udviklingen. Menneskets opståen var f.eks. et spring, et fundamentalt brud i udviklingen af den organiske verden. Springene, overgangene fra den ene kvalitet til den anden, foregår relativt hurtigt. De kvantitative forandringers langsomhed og de kvalitative bruds hurtighed er imidlertid relative: springene foregår hurtigt i sammenligning med de foregående perioder med gradvis ophobning af kvantitative forandringer. Denne hurtighed forandrer sig alt efter genstandens natur og de betingelser, under hvilke springet finder sted. Nogle stoffer går straks fra fast til flydende tilstand, når de når en vis kritisk temperatur. Jern smelter ved 1539° C, kobber ved 10830 C, bly ved 327,4° C. For andre legemer - plastic, harpiks, glas - er det umuligt at angive et præcist smeltepunkt. Ved opvarmningen bliver de først bløde og går så over i en flydende tilstand. Man kan sige, at i det pågældende tilfælde foregår det kvalitative brud, d.v.s. springet, gradvis. Men også her sker overgangen fra fast til flydende tilstand relativt hurtigt. Man må skelne mellem de langsomme kvantitative forandringer, der forbereder kvalitetens forandring, og den gradvise kvalitative forandring, under hvilken der sker en fundamental forandring af genstandens struktur, men som alligevel vedbliver at være et spring. I samfundets udvikling findes der også såvel kvantitative som springvise kvalitative forandringer. Til at betegne de kvantitative forandringer i såvel natur som samfund anvender vi begrebet evolution. Begrebet evolution anvendes undertiden ikke blot i betydningen af gradvise kvantitative forandringer, men også i mere omfattende betydning - for at betegne udviklingen i det hele taget, omfattende både de kvantitative og de kvalitative forandringer. Vi taler ofte om den moderne darwinisme som læren om den organiske verdens evolution, og sigter hermed til, at denne evolution omfatter såvel kvantitative som kvalitative forandringer. De springvise kvalitative forandringer i samfundslivet betegnes med begrebet revolution. I samfundsudviklingen forstår man ved revolution først og fremmest kvalitative forandringer i samfundssystemet. Men der foregår også revolutioner på andre områder af samfundslivet - inden for teknik, produktion, videnskab og kultur. Mellem evolution og revolution findes der en indre nødvendig sammenhæng. Samfundets evolutionære udvikling fuldføres lovmæssigt af springvise kvalitative omdannelser: revolutioner. De revolutionære forandringer af kvaliteten lægger grunden til en ny periode med evolutionære forandringer. Den materialistiske dialektiks lære om de kvantitative forandringers overgang til kvalitative er et våben i kampen mod marxismens fjender til højre og »venstre«. Den er vendt mod reformismen, der benægter nødvendigheden af en socialistisk revolution og forkynder, at overgangen til socialismen kan fuldbyrdes ved hjælp af reformer, ved, at kapitalismen gradvis »vokser over i« socialismen. På den anden side påviser dialektikken, hvor fuldstændig værdiløse i teoretisk henseende alle mulige »radikale« strømninger er, når de ignorerer begivenhedernes naturlige udvikling og undervurderer betydningen af det daglige arbejde blandt masserne, forberedelsen af dem til revolutionen og akkumulationen af revolutionære kræfter.

Mod den metafysiske opfattelse af udviklingen

Marx og Engels skabte den materialistiske dialektik i kamp mod den metafysiske naturopfattelse, der benægter udviklingen. Siden da har situationen forandret sig. I anden halvdel af det 19. århundrede fik udviklingstanken (overvejende gennem Darwins lære) vid udbredelse. Den metafysiske opfattelse forsvandt imidlertid ikke. Den fremtrådte i form af en forvansket, ensidig opfattelse af selve udviklingen. Dialektikkens kamp mod metafysikken drejer sig nu hovedsagelig om, hvordan man skal forstå udviklingen - men ikke om, hvorvidt der findes en udvikling. En afart af den metafysiske opfattelse af udviklingen består i påstanden om, at naturen udelukkende udvikler sig gennem små, gradvise, uafbrudte kvantitative forandringer, ad evolutionær vej, og at den ikke tillader spring, bratte kvalitative forandringer. »Naturen gør ingen spring« - siger tilhængerne af denne opfattelse. Eftersom de ikke ser andet i udviklingen end evolution, kalder man dem »flade evolutionister«. Grundlæggeren af den »flade evolutionisme« var den engelske filosof og sociolog fra anden halvdel af det 19. århundrede, Herbert Spencer. Udviklingen foregår efter Spencers mening fuldstændig jævnt, uden blot de mindste brud på dens gradvise karakter, alene gennem kvantitative tilføjelser af elementer. Trinene i den evolutionære proces adskiller sig ikke kvalitativt, men kun kvantitativt fra hinanden. Herbert Spencers teori om den »flade evolutionisme« øvede stor indflydelse på mange positivistiske retninger inden for filosofien og naturvidenskaben, den blev accepteret af mange borgerlige og revisionistiske teoretikere og udnyttet i kampen mod den marxistiske materialistiske dialektik, mod Marx' og Engels' lære om den proletariske revolution. Den »flade evolutionisme«s åbenbare urimelighed og den omstændighed, at den var i modstrid med kendsgerningerne, førte til, at der opstod en anden opfattelse af udviklingen, som udadtil var det modsatte af den »flade evolutionisme«, men lige så ensidig og metafysisk. Der sigtes til de såkaldte teorier om den »skabende evolution«, som kom på mode i det 20. århundrede. Medens tilhængerne af den »flade evolutionisme« kun så kvantitative! forandringer i udviklingen, så ser tilhængerne af den »skabende evolution« kun kvalitative forandringer i den. De fremhæver, at udviklingen har »skabende« karakter, at den består i, at der fremtræder nye former. Disse kvalitative forandringer sætter de imidlertid ikke i lovmæssig forbindelse med de forudgående kvantitative forandringer. De påstår, at det nye, der opstår i udviklingsprocessen, ikke kan forklares som virkningen af naturlige årsager, og at den eneste mulige forklaring består i en henvisning til en hemmelighedsfuld »skaberkraft« af åndelig natur, som leder udviklingen og frembringer nye former. Den nye teori om den »skabende evolution« fører således til den ældgamle vorherre, hvilket med al ønskelig tydelighed viser dens anti-videnskabelige karakter. Over for den metafysiske opfattelse står den ægte videnskabelige, dialektiske opfattelse af udviklingen, der både anerkender gradvise kvantitative forandringer og springvise kvalitative forandringer.

Tvedelingen i modsætninger er udviklingens hovedkilde

Vi har set, at udviklingsprocessen repræsenterer overgangen fra gammel kvalitet til ny kvalitet på et bestemt trin af de kvantitative forandringer. Der opstår nu det spørgsmål: hvad er drivkraften i, kilden til al udvikling? Det er en yderst vigtig opgave for den materialistiske dialektik at give svar på dette spørgsmål. Den svarer ved at gå ud fra hele virkelighedens modsigelsesfyldte karakter.

Af dialektikkens historie

Allerede i gammel tid var menneskene opmærksom på, at der i den endeløse mangfoldighed i den verden, der omgiver os, tydeligt fremtræder modsatte egenskaber, kræfter og tendenser, og at de spiller en særlig vigtig rolle. Man lagde herved mærke til, at de modsatte principper ikke blot eksisterer sammen side om side, men at de er indbyrdes forbundne og opstår i én og samme genstand eller ét og samme fænomen, udgør forskellige sider af én og samme ting eller én og samme proces. Mange filosoffer i det gamle Kina, Indien, Grækenland og andre lande mente, at man kun kunne forklare tingenes oprindelse og eksistens, når man havde forstået hvilke modsætninger, der danner dem. Dengang anså man varmt og koldt, tørt og vådt, tomt og fuldt, væren og ikke-væren o.s.v. for at være sådanne modsætninger. Allerede i oldtiden fremsatte man den tanke, at drivkraften i tingenes forandring er sammenstødet mellem modsatte kræfter. Den oldgræske filosof Heraklit lærte således, at »alt opstår gennem kamp«, at kamp er altings kilde (»fader«). De gamle dialektikere lagde også mærke til den omstændighed, at modsætningerne ikke udgør noget stivnet og uforanderligt: de er relative, de adskiller sig kun fra hinanden i en vis forstand og går under visse omstændigheder over i hinanden. Alt dette var i det væsentlige geniale gisninger, selv om de undertiden blev udtrykt i naiv form. I det feudale samfund, hvor kirken forfulgte alle selvstændige forsøg på at studere naturen, døde tanken om modsætningernes enhed og kamp hen. I den periode, da det kapitalistiske samfund opstod, henledte spørgsmålet om modsætningerne igen opmærksomheden på sig. Fremragende tænkere som Nikolaus fra Cusa (15. århundrede) og Giordano Bruno (16. århundrede) lærte, at dér, hvor den almindelige forstand kun ser uforsonlige modsætninger (uendeligt og endeligt, krumt og lige o.s.v.), finder den dybere forstand enhed eller »modsætningernes sammenfald«. Den mekanistiske naturvidenskab, der dominerede i det 17. og 18. århundrede, begunstigede ikke dialektikkens udvikling, og bl.a. ikke udviklingen af læren om modsætningerne. Men også på denne tid var der skarpsindige tænkere, som iagttog begivenhederne og forholdene i tidsalderen forud for de borgerlige revolutioner med alle denne tids skarpe konflikter og sammenstød, og fremsatte dybe tanker om betydningen af modsætningerne i samfundslivet og historien. (Se f.eks. »Rameaus nevø« af Diderot eller Rousseaus »Om ulighedens oprindelse og grundlag«). I den tyske filosofi fra slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede påkalder tanken om modsætningernes betydning i højeste grad en række filosoffers opmærksomhed, og hos Hegel bliver den et af grundprincipperne i hans filosofi. Hegel søgte at fremstille udviklingsprocessen som en bevægelse fra en vis enhed gennem opdagelsen af modsætningerne til en ny enhed, som tingens eller fænomenets overgang til sin modsætning. Hegel kaldte foreningen af de modsatte sider i fænomenet for »modsigelse«. Men som idealist betragtede han virkelighedens modsigelser som modsigelser i den absolutte idés logiske udvikling. Marxismens grundlæggere, der foretog en materialistisk bearbejdelse af den hegelske dialektik, bevarede udtrykket »modsigelse«, men tillagde det en anden, en materialistisk betydning.

Den dialektiske modsigelse og dens almene karakter

Ved en dialektisk modsigelse forstår marxismen, at der i et fænomen eller en proces findes modsatte sider, der gensidigt udelukker hinanden, og som samtidigt forudsætter hinanden, og som inden for det pågældende fænomens rammer kun eksisterer i indbyrdes sammenhæng. For de gamle dialektikere var læren om modsætningerne og deres »sammenfald« kun en gisning, der blev fremsat på grundlag af en umiddelbar betragtning af virkeligheden og refleksioner over den. For den marxistiske dialektik er denne lære en konklusion ud fra oplysninger, som videnskaben har indsamlet gennem undersøgelser af alle områder af virkeligheden. Faktisk konstaterer man under studiet af alle fænomener i naturen og i samfundsforholdene eller i menneskenes åndelige liv modsigelser, d.v.s. sammenstød mellem modsatte sider eller tendenser. Selvfølgelig, så længe vi iagttager en ting i hvile, i en statisk tilstand, ser vi i den kun forskellige egenskaber og kendetegn, men behøver ikke at lægge mærke til nogen »kamp« mellem modsætninger og følgelig ingen modsigelser. Men så snart vi prøver at følge tingens bevægelse, forandring, udvikling, konstaterer vi med det samme, at der i den eksisterer modsatte sider og processer. Når vi f.eks. i et mikroskop betragter et præparat af en plante- eller dyrecelle, ser vi kun dens struktur, d.v.s. cellevæggen, kernen, protoplasma etc. Men hvis vi iagttager en levende celle, bliver vi vidne til, at der i de elementer, som den består af, foregår modsatte processer, assimilation og dissimilation, vækst og hendøen. Repræsentanterne for enhver videnskab støder på modsætninger og modsigelser. I matematikken har de at gøre med de modsatte operationer addition og subtraktion, differentialregning og integralregning; i mekanikken med aktion og reaktion, tiltrækning og frastødning; i fysikken med positive og negative elektriske ladninger; i kemien med atomernes association og dissociation; i nervesystemets fysiologi med pirring og hæmning i hjernebarken; i samfundsvidenskaben med klassekampen og mange andre modsætninger og følgelig også modsigelser. Den menneskelige tænkning og erkendelse er ligeledes underkastet det dialektiske modsigelsesprincip. I erkendelsesprocessen ser vi f.eks. stadige sammenstød mellem modsatte opfattelser, modsigelser mellem gamle teorier og nye kendsgerninger o. s. v..

Udviklingen som kamp mellem modsigelser

Begrebet modsigelse får afgørende betydning, hvor der er tale om at karakterisere udviklingsprocessen. I naturen, samfundslivet og den menneskelige tænkning foregår udviklingen på den måde, at der i genstanden viser sig modsatte sider eller tendenser, som gensidigt udelukker hinanden; de kommer i »kamp« med hinanden, og denne kamp fører til, at de gamle former bliver tilintetgjort, og at der opstår nye former. Sådan er udviklingens lov. »Udviklingen er en 'kamp' mellem modsætninger,« skrev Lenin. Denne sætning må selvfølgelig ikke opfattes forenklet. Som kamp i den direkte, bogstavelige betydning af dette ord, foregår kampen mellem modsætningerne hovedsagelig i det menneskelige samfund. Hvad den organiske verden angår, kan man langtfra altid tale om kamp i direkte forstand. Og hvad den uorganiske natur angår, skal dette udtryk forstås endnu mindre bogstaveligt. Når Lenin derfor definerer udviklingen som »kamp« mellem modsætninger, sætter han også dette ord i anførselstegn. Disse præciseringer er nødvendige, hvis man vil forstå kampen mellem modsætningerne rigtigt. Helhedens tvedeling i modsætninger og disses gensidige vekselvirkning eller »kamp« - det er dialektikkens almene og mest fundamentale lov. Som Lenin understreger, er tvedelingen af helheden og erkendelsen af dens modsigelsesfyldte dele et af de mest grundlæggende kendetegn eller træk ved dialektikken, ja, det er »dialektikkens væsen«. Enhver udvikling, hvad enten det drejer sig om stjernernes evolution, en plantes vækst, menneskets liv eller et samfunds historie, er i sit væsen modsigelsesfyldt. Udviklingen i dens almene form består faktisk i, at tingen i hvert givet øjeblik er identisk og samtidig ikke identisk med sig selv. Den bevarer sin bestemthed og bestandighed, men samtidig forandrer den sig og bliver en anden. »Deri, at tingen forbliver den samme og samtidig uafbrudt forandrer sig, at den i sig selv indeholder en modsætning mellem 'bestandighed' og 'forandring', består modsigelsen,« skrev Engels. Tingen i sin udvikling bærer i sig spiren til noget andet, den rummer sin egen modsætning, en slags »negerende« princip, der ikke tillader den at forblive ubevægelig og uforandret. Den rummer en objektiv modsigelse, der virker modsatte tendenser i den, der foregår en gensidig vekselvirkning eller »kamp« mellem modsatte kræfter eller sider, som til slut fører til en løsning af den pågældende modsigelse, til en radikal, kvalitativ forandring af tingen. Gennem mange årtusinder forblev de organiske arter, der f.eks. fandtes i den såkaldte tertiærtid i Jordens geologiske historie, uforandrede og bevarede deres formers bestandighed. Denne bestandighed var imidlertid relativ. Under vekselvirkningen med milieuet, der forandrede sig, skete der i organismerne en ophobning af forandringer, der befæstedes gennem nedarvning og til slut førte til, at der opstod helt nye plante- og dyrearter. Den stadige vekselvirkning eller »kamp« mellem hver art modsat virkende tendenser til nedarvning og forandring udgør det indre grundlag for den organiske verdens udvikling. Heraf følger, at tingens bestandighed, der forudsætter én vis ligevægtstilstand eller udlignethed mellem modsætningerne, kun kan være midlertidig eller relativ. Evig og absolut er kun materiens bevægelse, som ustandselig afviser gamle former og frembringer nye. Lenin formulerede denne yderst vigtige sætning i dialektikken således: »Modsigelsernes enhed er betinget, midlertidig, forbigående, relativ. Kampen mellem de gensidigt hinanden udelukkende modsætninger er absolut, ligesom udviklingen og bevægelsen er absolut.« Den dialektiske opfattelse af udviklingen som modsætningernes enhed og kamp står i modstrid med den metafysiske opfattelse. Som Lenin understregede, bestod en af hovedmanglerne ved det metafysiske udviklingsbegreb i, at det ikke så den indre drivkraft i materiens udvikling, ignorerede dens selvbevægelse og placerede kilden til udviklingen uden for den. Denne kraft, der sætter materien i bevægelse, men befinder sig uden for materien, viser sig til syvende og sidst at være gud. Den metafysiske opfattelse fremsatte altså ikke blot et ensidigt og følgelig forvansket udviklingsbegreb, men førte også til fideistiske konklusioner, d.v.s. til anerkendelse af et guddommeligt princip og følgelig til forræderi mod videnskaben. Det dialektiske udviklingsbegreb udmærker sig ved dybde og indholdsrigdom. »Kun den giver nøglen til 'springene', til 'afbrydelsen af den gradvise forandring', til 'forvandlingen til det modsatte', til 'tilintetgørelsen af det gamle og til det nyes opståen'.« Ifølge dette begreb, skrev Lenin, »bliver opmærksomheden hovedsagelig rettet mod erkendelsen af kilden til selvbevægelsen«. Idet det dialektiske udviklingsbegreb ser nøglen til forståelsen af selvbevægelsen og udviklingen i alle tings og fænomeners indre modsigelse, har den ikke brug for nogen overnaturlig kilde til bevægelsen, den afviser »hinsidige« kræfters indblanding i naturlivet, d.v.s., den bevarer sin troskab mod videnskaben.

Modsigelsen er altid konkret

Den ovenfor givne karakteristik af udviklingsprocessen som en kamp mellem modsætninger er selvfølgelig yderst generel; den kan anvendes på enhver udviklingsproces og er derfor i sig selv utilstrækkelig til at forklare nogen af dem. Thi der findes ingen modsætninger »i almindelighed« medens der altid findes konkrete, er altid konkret, bestemte modsætninger, Hver ting eller fænomen rummer en endeløs mængde sider, som står i vekselvirkning med hinanden; desuden er hvert fænomen forbundet med de ting og processer, der omgiver det. Derfor kan man i alle fænomener konstatere forskellige ydre og indre modsigelser. For at forstå et fænomen må man undersøge, hvilken modsigelse der er den vigtigste, den bestemmende, i den givne proces, hvilke konkrete modsætninger, der vekselvirker i den, hvilken form deres »kamp« antager, og hvilken rolle den ene eller den anden side af modsigelsen spiller i den. De modsigelser, der er karakteristiske for et fænomen, udgør ikke noget uforanderligt, noget, der er givet én gang for alle. Ligesom alt andet i verden opstår de, udvikler ae sig og løses de til slut, idet de fremkalder en overgang fra den gamle kvalitative tilstand til den nye. Under alle omstændigheder er det ved studiet af udviklingsprocessen nødvendigt at foretage en konkret analyse af de former, som de kæmpende modsætninger antager, og af de trin, som modsigelsen gennemgår i sin udvikling. Jo højere et trin materien i sin udvikling hæver sig op på - fra den livløse natur over den organiske verden til det menneskelige samfund - des mere kompliceret og mangesidig bliver udviklingsprocessen. Af stadig større betydning for udviklingsprocessen bliver herunder kampen mellem sådanne modsætninger som nyt og gammelt; udskillelsen af og modsætningsforholdet mellem den »revolutionære« og den »konservative« side i fænomenet i dets udvikling bliver stadig skarpere. Modsigelserne er selvfølgelig heller ikke her udtømt med kampen mellem nyt og gammelt, men til syvende og sidst bestemmes udviklingens karakter netop af denne kamp, under hvilken det nye overvinder modstanden fra det gamle og vinder indpas i livet, medens det gamle, der har levet sin tid, går til grunde. Den dialektiske lære om udviklingen retter forskerens opmærksomhed mod en konkret analyse af de modsatte tendenser, der viser sig i hvert fænomen, og kræver aktiv støtte til det nye, det fremvoksende, det fremskredne.

Antagonistiske og ikke-antagonistiske modsigelser

Hvad samfundslivet angår, er det vigtigt at skelne mellem antagonistiske og ikke-antagonistiske modsigelser. Antagonistiske kalder man de modsigelser, der findes mellem de sociale grupper eller klasser, hvis grundlæggende interesser er uforsonlige. Sådanne er modsigelserne mellem undertrykkere og undertrykte, mellem udbyttere og udbyttede. I vor tid er det først og fremmest modsigelserne mellem arbejderklassen og kapitalisterne. De kan først forsvinde, når kapitalistklassen ad fredelig eller ufredelig vej bliver likvideret som klasse, d.v.s. fratages den politiske magt og produktionsmidlerne og dermed muligheden for at udbytte det arbejdende folk. Det kan kun ske som følge af den socialistiske revolution. I politikken, i den praktiske virksomhed, er det meget vigtigt at tage hensyn til klassemodsigelsernes antagonistiske natur i udbyttersamfundet. At bestride den fører uvægerligt til reformistiske fejl. Opportunisterne og revisionisterne vil f.eks. ikke indrømme, at modsigelserne mellem bourgeoisiet og arbejderklassen er af antagonistisk karakter og forkynder ud fra dette grundlag klasseforsoning. Men en sådan politik er ganske fejlagtig og skadelig. Den fører til svækkelse af arbejderklassens positioner og undergraver den arbejdende befolknings kamp for sin befrielse. De antagonistiske modsigelser udgør et historisk fænomen, de frembringes af udbyttersamfundet og eksisterer så længe som dette samfund eksisterer. Når menneskets udbytning af mennesket ophører, forsvinder også de antagonistiske modsigelser. Men det betyder ikke, at der slet ikke bliver modsigelser tilbage under socialismen. »Antagonisme og modsigelse er langtfra ét og det samme - skrev Lenin. - Det første forsvinder, det andet eksisterer fortsat under socialismen.« De ikke-antagonistiske modsigelser, der er karakteristiske for det socialistiske samfund, udmærker sig ved at være modsigelser i et samfund, hvor klasserne, de sociale gruppers, grundlæggende interesser falder sammen. Derfor sker løsningen af disse modsigelser ikke gennem klassekamp, men gennem fælles anstrengelser fra venligtsindede klasser, fra alle sociale lag, under det marxistisk-leninistiske partis ledelse. De ikke-antagonistiske modsigelser eksisterer også, efter at resterne af klassemodsigelserne er afskaffet. For i samfundet opstår der ikke blot modsigelser mellem klasserne, men også mellem forskellige sider af samfundslivet, f.eks. mellem produktion og forbrug, mellem de enkelte grene af økonomien, mellem de behov, som opstår ved produktivkræfternes udvikling, og de eksisterende former for økonomiens administration o.s.v.. Derfor bør man ikke se noget unormalt i de dialektiske modsigelser, der opstår i livet. Modsigelserne medfører ganske vist ikke sjældent uro og vanskeligheder i livet, arbejde og kamp. Der skal anvendes megen energi på deres overvindelse. Men uden modsigelser, uden kamp for deres løsning, findes der heller ingen fremadskridende bevægelse. Hovedpladsen blandt de samfundsmæssige modsigelser indtages af modsigelserne mellem de kræfter, der kæmper for det nye, og de kræfter, der forsvarer det gamle. Det vil forstås, at uden at der opstår noget nyt, som vinder fodfæste i livet, uden kamp for det nye, kan der ikke eksistere nogen udvikling. Fænomener opstår og andre forældes, der er modsigelser og sammenstød mellem dem, og det nye sejrer over det gamle - det er de objektive, lovmæssige træk ved samfundsudviklingen. Under kampen for at løse modsigelserne nedbryder menneskene forældede tilstande og forhold, de overvinder forbenethed og rutine og hæver sig op til nye, mere komplicerede opgaver, til mere fuldkomne former for samfundslivet. Hvilke konkrete modsigelser kommer man så til at støde på under socialismen? »Det er hovedsagelig - udtalte N. S. Hrustjov - modsigelser og vanskeligheder, der skyldes væksten i forbindelse med den socialistiske økonomis hurtige opsving, væksten af folkets materielle og kulturelle behov, modsigelser mellem nyt og gammelt og mellem det fremskredne og det tilbagestående. Det er modsigelser mellem de voksende behov hos medlemmerne af det socialistiske samfund og den endnu utilstrækkelige materielle, tekniske basis for deres tilfredsstillelse.« Modsigelserne i det socialistiske samfund overvindes af den arbejdende befolkning under ledelse af det marxistisk-leninistiske parti gennem hurtig og uafbrudt udvikling af dets materielle og tekniske basis, yderligere udvikling af det økonomiske system, gennem videreudvikling af de statslige former og højnelse af den arbejdende befolknings socialistiske bevidsthed. Deres løsning fører til en yderligere konsolidering af det socialistiske system og bevæger samfundet hen imod kommunismen.

Om de borgerlige ideologers forvanskning af dialektikken

De talrige modstandere af marxismen, der søger at gendrive den materialistiske dialektik, vender sig først og fremmest mod kernen i dialektikken: læren om modsigelserne. Hyppigst hævder de, at modsigelserne kun kan opstå i tænkningen, men absolut ikke i den objektive verden. Hvad angår modsigelserne i tænkningen, så strider de imod den logiske lov om modsigelser; hvis de viser sig, betyder det kun, at der er fejl i tænkningen. Heraf drager man den slutning, at modsigelserne i det hele taget er utilladelige, og at de intetsteds bør findes. Denne »kritik« af den dialektiske lov om enhed og kamp mellem modsætninger holder på ingen måde stik. Når den materialistiske dialektik taler om »modsigelser«, sigter den først og fremmest til de reale modsigelser, der eksisterer i selve den objektive virkelighed. Man skal selvfølgelig skelne mellem disse modsigelser og så dem, der opstår som følge af inkonsekvent tænkning og begrebsforvirring. Når et menneske i en argumentation påstår et eller andet og straks efter begynder at benægte det samme, så kan man med rette bebrejde ham, at han logisk modsiger sig selv, hvilket strider imod den formelle logiks love. De modsigelser, der er følgen af urigtig tænkning, må ikke sammenblandes med de objektive modsigelser, der eksisterer i selve de objektive ting. Skønt ordet »modsigelse« i begge tilfælde er det samme, betyder det forskellige ting. Marxismens fjender anvender også en anden metode i kampen mod den materialistiske dialektik. Efter den første verdenskrig fandt en af de mest reaktionære strømninger inden for den idealistiske filosofi - nyhegelianismen - udbredelse i en række kapitalistiske lande, og den har den dag i dag ikke mistet sin indflydelse. Dens repræsentanter forvanskede Hegels idealistiske filosofi, de fjernede alt det fra den, som virkelig var værdifuldt og søgte at udnytte den i kampen mod marxismens filosofi, til sofistisk begrundelse af anti-videnskabelige og politisk reaktionære ideer. Blandt andet hævdede nogle nyhegelianere, at livet i sig selv karakteriseres af uovervindelige antagonismer, af brændende konflikter, tragiske sammenstød, og at menneskene i kraft af menneskelivets »tragiske dialektik« aldrig ville kunne overvinde de evige modsigelser, der sønderriver samfundet, ligesom de aldrig ville kunne opbygge deres liv efter fornuftige og retfærdige principper. Disse filosoffer påstår, at arbejdernes stræben efter at erstatte det kapitalistiske system med dets modsigelse, med det socialistiske, repræsenterer en utopisk »finalisme«, et forsøg på at gøre ende på samfundets dialektiske udvikling. Med denne fortolkning af modsigelserne søger disse borgerlige filosoffer at gøre kapitalismen til noget evigt og samtidig at diskreditere arbejderklassens kamp for kommunisme. I virkeligheden finder enhver konkret form for modsigelser, deriblandt også de sociale modsigelser, til syvende og sidst sin løsning. Socialismens sejre i Sovjetunionen og andre lande er et anskueligt bevis for, at de modsigelser, der er karakteristiske for kapitalismen, ikke er evige, lige så lidt som kapitalismen er det, og at disse modsigelser kan overvindes.

Den dialektiske udvikling fra det lavere til det højere

Den materielle verden eksisterer evigt. Men dette materiens evige liv er sammensat af en stadig skiften mellem dens enkelte former. De opstår, eksisterer og forsvinder, og bliver afløst af andre former. Stjerner dannes og går til grunde i universets grænseløse rum, de geologiske epoker i Jordens historie afløser hinanden, og plante- og dyrearter opstår og forsvinder i en talløs skiften mellem generationer, der dannes og dør bort. Heller ikke samfundslivets former er evige. De opstår, udvikler sig, vinder i styrke, hvorpå de ældes og afløses af andre samfundsformer. Således er kapitalismen for øjnene af os ved at blive afløst af det socialistiske samfundssystem. Materiens evige bevægelse og udvikling kommer til udtryk i, at der bestandig opstår nye former, og at forældede former uophørligt afløses af nye.

Den dialektiske negation

Da Hegel udarbejdede den idealistiske dialektik, kaldte han det, at den ene form for væren afløser den anden, for »negation«. Når Hegel anvendte dette udtryk, stod det i forbindelse med, at han opfattede det værende som en tanke (»idé«), der udvikler sig på den måde, at hver enkelt kategori viser sin usandhed og »negeres« af den anden, modsatte kategori. Marx og Engels, der forkastede Hegels lære om udviklingens logiske natur, bevarede udtrykket »negation«, som de gav en materialistisk fortolkning. I den marxistiske dialektik forstår man ved negation den i udviklingsprocessen foregående lovmæssige skiften mellem en gammel kvalitet og en ny, der opstår af den gamle. Ofte har denne skiften mellem gammel og ny kvalitet i udviklingsprocessen karakter af, at tingen går over i sin modsætning. Marx skrev, at der »på intet område kan foregå en udvikling, som ikke negerer sine tidligere eksistensformer«. Det, at den gamle kvalitet negeres af den nye kvalitet i udviklingsprocessen udgør det naturlige resultat af loven om modsætningernes enhed og kamp. I enhver genstand, ethvert fænomen og enhver proces foregår der jo en kamp mellem sider og tendenser, der gensidigt udelukker hinanden, og denne kamp fører til slut til, at det gamle »negeres«, og det nye opstår. Men udviklingen standser ikke med, at det ene fænomen »negeres« af det andet, som afløser det. Det nye fænomen, der er opstået, rummer nye modsigelser. Til at begynde med kan de endnu være umærkelige, men i tidens løb vil de afgjort dukke frem. »Kampen mellem modsætningerne« begynder nu på et nyt grundlag og fører til slut uundgåeligt til en ny »negation«. Den objektive verden er som helhed evig og uendelig, men alle de ting, der udgør den, er begrænsede i rum og tid, de er forgængelige og underkastet »negationen«. Ingen »negation« er den sidste. Udviklingen fortsætter, og hver påfølgende »negation« bliver igen »negeret«. I den materialistiske dialektik er der ikke tale om enhver »negation«, men om den dialektiske »negation«, d.v.s. om en »negation«, hvorved der foregår en videreudvikling af genstanden, tingen eller fænomenet. Denne art »negation« må adskilles fra den mekaniske »negation«, hvor der som følge af indblanding udefra sker en tilintetgørelse af det, som »negeres«. Hvis vi knuser et insekt eller maler et hvedekorn, er det netop en mekanisk »negation«. Den behøver ikke i og for sig at være formålsløs (i det givne tilfælde: udryddelse af skadelige insekter, og kornets forvandling til mel), men den standser genstandens udvikling. »I dialektikken - siger Engels - betyder det at negere ikke simpelt hen at sige 'nej' eller erklære en ting for ikke-eksisterende eller at tilintetgøre den med alle midler.«

Arvefølge i udviklingen

Den dialektiske »negation« forudsætter ikke blot, at det gamle tilintetgøres, men også, at de livskraftige elementer fra tidligere udviklingstrin bevares, altså en vis forbindelse mellem det gamle, der forsvinder, og det nye, der skal afløse det. Når det socialistiske samfundssystem opbygges på grundlag af det kapitalistiske samfunds ruiner, betyder kapitalismens »negation« ikke den fuldstændige tilintetgørelse af alt, hvad menneskeheden har skabt under kapitalismen. Produktivkræfterne og værdifulde landvindinger inden for videnskab og kultur bevares og udvikles videre. Alt det, som kapitalisterne har skabt af positive ting, bliver på ingen måde tilintetgjort af den proletariske revolution, men tjener tværtimod som grundlag for den fortsatte bevægelse fremad, for opbygningen af socialismen. Lenin vendte sig mod folk, der benægtede, at den gamle kultur, der var blevet skabt under kapitalismen, havde betydning for socialismen, sagde, at den nye, socialistiske kultur ikke kan skabes af intet, at den ikke er »noget, der er sprunget frem, ingen véd hvorfra«, men at den »må være den lovmæssige udvikling af de kundskabsforråd, som menneskeheden har frembragt under det kapitalistiske samfunds tryk«. Nihilismen, den nøgne benægtelse af og den manglende forståelse for den arvemæssige forbindelse mellem nyt og gammelt og for nødvendigheden af omhyggeligt at bevare det positive indhold, der er blevet erhvervet på de tidligere udviklingstrin, er ikke blot teoretisk forkert, men fører også til store fejl i den praktiske virksomhed. »Ikke den nøgne negation, ikke den formålsløse negation, ikke den skeptiske negation - skrev Lenin - er karakteristisk for og væsentlig i dialektikken, som utvivlsomt indeholder et element af negation, og tilmed som et meget vigtigt element - nej, men negation er et forbindelsesmoment, et udviklingsmoment under bevarelse af det positive.« Den nye kvalitets »negation« af den gamle kvalitet er en almen lovmæssighed for virkeligheden. Med hensyn til hvordan »negationen« konkret foregår, hvilken form og karakter den har, så er de yderst forskelligartede og bestemmes af den negerede genstands natur, af karakteren af dens modsigelser, såvel som af de betingelser, under hvilke denne genstands udvikling forløber. Under udviklingen af de encellede organismer, der formerer sig ved at dele sig i to nye organismer, forløber »negationen« f.eks. anderledes end under udviklingen af de flercellede organismer, der dør efter at have givet nye organismer deres begyndelse. Særlige former for »negation« findes også i den uorganiske verden såvel som i det menneskelige samfunds historie på dets forskellige udviklingstrin.

Udviklingens fremadskridende karakter

Eftersom kun det, der er forældet, »negeres« i udviklingsprocessen, medens alt, hvad der er sundt og livsdueligt, bevares, udgør udviklingen en fremadskridende bevægelse, en opstigning fra lavere trin til højere, fra det enkle til det komplicerede, der er med andre ord Udviklingens tale om fremskridt. Under denne udvikling sker der fremadskridende ikke sjældent noget, der ligner en tilbagevenden til tidligere passerede trin, når visse træk af allerede forældede og udskiftede former ligesom gentages. Friedrich Engels illustrerer denne sætning med et velkendt eksempel. »Lad os tage et bygkorn - skriver Engels i »Anti-Duhring«. - Billioner af sådanne bygkorn bliver formalet, kogt eller anvendt til ølbrygning, og derpå fortæret. Men hvis sådan et bygkorn forefinder de betingelser, der er de normale for det, hvis det falder i gunstig jord, så foregår der under varmens og fugtighedens indflydelse en ejendommelig forandring med det,' det spirer; kornet som sådant forgår, det negeres, i dets sted træder kornets negation, planten, der er opstået af det. Men hvordan er denne plantes normale livsløb? Den vokser, blomstrer, befrugtes og producerer til sidst igen bygkorn, og så snart disse er modnet, dør strået bort - nu bliver det negeret. Som resultat af denne negationens negation har vi igen det bygkorn, som vi begyndte med, bare ikke ét, men det ti-, tyve-, tredivedobbelte antal.« Ganske vist forandrer kornsorterne sig langsomt, og korn af den nye høst plejer kun at adskille sig lidt fra de frø, der er blevet sået. Det er imidlertid muligt at skabe udviklingsbetingelser, under hvilke forandringerne foregår langt hurtigere, og resultatet af »negationens negation« adskiller sig kvalitativt fra udgangspunktet og repræsenterer f.eks. en ny plantesort. Processer, ved hvilke der synes at foregå en tilbagevenden til det gamle, finder sted både i erkendelsen og i samfundets historie. For eksempel blev ursamfundets gentilsystem, der ikke kendte til udbytning, i historiens løb afløst af udbyttersamfundet (slaveejersamfundet, feudalsamfundet og det kapitalistiske samfund). Med overgangen til socialismen tilintetgøres imidlertid menneskets udbytning af mennesket, og i så henseende ligner det socialistiske samfund ursamfundet. Men bag disse lighedstræk skjuler der sig en vældig, principiel forskel, nemlig samfundets progressive udviklingshistorie gennem mange årtusinder. Ligheden mellem menneskene i det urkommunistiske samfund byggede på eksistensmidlernes knaphed og de primitive redskaber. Ligheden mellem menneskene under socialismen og kommunismen er betinget af produktionens høje udvikling og en overflod af materielle og kulturelle goder. Samfundets udvikling gik altså ikke i kreds eller i en lige linje, men i en spiral: den reproducerede nogle af fortidens træk, men på et langt højere trin. »Udviklingen synes ligesom at gentage de allerede passerede trin, men den gentager dem anderledes, på en langt højere basis (»negationens negation«), udviklingen forløber så at sige i en spiral, men ikke i en lige linje« - dette, skrev Lenin, er det væsentlige træk ved den dialektiske opfattelse af udviklingen. Under udviklingsprocessen kan der forekomme og forekommer der afvigelser fra den opadstigende linje - siksakbevægelser, tilbagegående bevægelser, ligesom der kan forekomme perioder med forbigående stagnation. Men som historien viser, overvinder den fremadskridende bevægelse til slut alligevel alle disse forbigående afvigelser og forhindringer og baner sig vej. Enhver nu eksisterende natur- eller samfundsform har en lang historie, der går tilbage til en fjern fortid og er resultatet af en langvarig udviklingsproces, af en fremadskridende bevægelse fra det enkle til det komplicerede, af opstigningen fra det lavere til det højere. Solsystemet blev dannet af kosmisk støv. De nuværende plante- og dyreorganismer udvikledes af de oprindelige, yderst enkle organismer. Samfundet har tilbagelagt en lang vej fra ursamfundet til de nuværende former for samfundsliv. Teknikken er uafbrudt skredet frem fra de oprindelige primitive redskaber til vor tids yderst komplicerede mekanismer. Fra oldtidsfilosoffernes med fantasi blandede gisninger er den menneskelige viden nået frem til vor tids komplicerede og forgrenede system af videnskaber, der omfatter alle virkelighedens områder. Gennem udforskningen af denne naturens, samfundets og den menneskelige tænknings fremadskridende udvikling udruster den materialistiske dialektik menneskene med en videnskabeligt begrundet historisk optimisme og hjælper dem i kampen for at nå frem til nye og højere former for liv og social organisation.

Dialektikken som metode til at erkende og omdanne verden

Idet den materialistiske dialektik opdager de mest almene love for naturens, samfundets og den menneskelige tænknings udvikling, giver den tillige menneskene en videnskabelig metode til at erkende og til på grundlag af denne erkendelse i praksis at omdanne den reale verden.

Dialektikkens betydning for videnskab og praksis

Dialektikkens love har i kraft af deres almene karakter metodologisk betydning, de er en vejledning for undersøgelsen og. en rettesnor på erkendelsens vej. Sagen er jo den, at hvis alt i verden foregår efter dialektikkens love, skal man, for at erkende dialektikkens standpunkt. Kendskab til, hvordan udviklingen foregår, fører til kendskab om, hvordan man skal studere virkeligheden i dens udvikling, og hvordan man skal handle for at forandre den. Herpå beror dialektikkens store betydning for videnskaben og for den Praktiske omformning af verden. Den materialistiske dialektik kan selvfølgelig ikke erstatte de enkelte videnskaber og ikke afgøre specialspørgsmål og specialopgaver for dem. Men enhver videnskabelig teori er en genspejling af den objektive verden, den er en fortolkning og en sammenfatning af de forskellige erfaringsdata, den forudsætter, at man anvender almene begreber, og kunsten at operere med dem lærer man af dialektikken. Ganske vist kan selv en videnskabsmand, der ikke kender noget til dialektik, komme til rigtige resultater ved at følge logikken i det faktiske materiale, han studerer. Den bevidste anvendelse af den dialektiske metode er imidlertid en uvurderlig hjælp for videnskabsmanden og letter hans arbejde. Den materialistiske dialektiks sætninger og love udledes ikke af en enkelt videnskabs oplysninger, men udgør en sammenfatning af hele verdenserkendelsens historie. Kendskab til dialektikken gør det muligt for videnskabsmanden under løsningen af opgaver inden for sin egen videnskab at være på højde med den videnskabelige metodelære og den videnskabelige verdensanskuelse og at udføre en konkret undersøgelse under anvendelse af alle videnskabers, hele den samfundsmæssige praksis almene erfaring. Dialektikken skærper vort syn, når det er rettet mod studiet af virkelighedens kendsgerninger og love. Den giver videnskabsmanden, politikeren, teknikeren, pædagogen eller kunstneren klarsynethed og en bevægelighed, smidighed og modtagelighed for nye fænomener, der er lige så nødvendige for dem som luften. Den befrier forstanden for dogmer, fordomme, forudfattede meninger, troen på »evige sandheder«, alt det, der binder tanken og sinker tempoet i den videnskabelige udvikling. Den lærer, at man skal lytte til livet, ikke blive hængende i fortiden, men holde øje med det nye og altid bevæge sig fremad. Dialektikken udtrykker selve den videnskabelige forsknings ånd, den bestandige utilfredshed med den viden, der er nået, den evige uro og den usvækkede stræben efter sandhed, efter dybere og dybere erkendelse af virkeligheden. Dialektikken udelukker enhver subjektivisme, snæverhed og ensidighed, den udvikler et vidtspændende syn på verden og vænner én til en helhedsopfattelse af de fænomener, der studeres. Den får én til at betragte tingene objektivt, alsidigt, i bevægelse og i udvikling, i forbindelser og formidlinger og i indbyrdes overgange. Den lærer én, at man samtidig med det ydre skal se på det indre, tage hensyn ikke blot til fænomenets indhold, men også til dets form, ikke nøjes med en beskrivelse af det, der fremtræder på fænomenernes overflade, men trænge videre frem, ned i dybet, ind i det væsentlige, samtidig med at man ikke må glemme, at den ydre side også er væsentlig og ikke må tilsidesættes. Dialektikken henleder opmærksomheden på de modsatte tendenser, der fremtræder i hvert fænomen, der er i udvikling; i det foranderlige skelner den det bestandige, men også i det, der synes urokkeligt, bemærker den spiren til kommende forandringer. Dialektikken, skrev Lenin, er en »levende, mangesidig erkendelse (med et evigt tiltagende antal sider), med et utal af afskygninger af alle mulige indstillinger og tilnærmelser til virkeligheden«. Studiet af dialektikken og dens anvendelse i praksis er et betydningsfuldt opdragelsesmiddel. Dialektikken udformer en særlig tænkemåde og arbejdsstil, der er fjendtligt indstillet over for subjektivisme, stagnation og dogmatisme, og lydhør over for det nye, fremvoksende og progressive. Dialektikken er marxismens sande sjæl. Studiet af den materialistiske dialektik er til stor hjælp ikke blot for videnskabsmanden eller politikeren, men også for ethvert menneske, der ønsker at nå til en dyb forståelse af de begivenheder, der foregår omkring ham, og at tage bevidst del i samfundslivet. Progressive videnskabsmænd, der stimuleres af videnskabens og samfundslivets egen udvikling, begynder nu i stigende grad at frigøre sig for deres fordomme over for dialektikken og forstå dens enorme betydning for videnskaben og livet.

Om den skabende anvendelse af dialektikken

Det er absolut ingen let opgave at anvende dialektikken rigtigt inden forvidenskaben og den praktiske virksomhed. Dialektikken er ikke en lærebog med færdigtrykte svar på videnskabens og det praktiske livs problemer, men en vejledning til handling, der er levende smidig og lydhør over for livet og dets strømninger. Dialektikkens love og sætninger må man ikke forestille sig som skemaer, som man vilkårligt kan presse virkelighedens kendsgerninger ind i. Det ville være en fejlagtig, skolastisk og dogmatisk opfattelse. Dialektikkens love er universale, de har gyldighed for alle tings og fænomeners udvikling. Samtidig er det nødvendigt at holde sig for øje, at disse love virker forskelligt i den materielle verdens forskellige områder, i kvalitativt forskellige processer. I den organiske verden optræder de i andre former end i den livløse natur; i samfundets udvikling får de en anden karakter end i arternes evolution; i det socialistiske samfundsliv fremtræder de anderledes end i det kapitalistiske samfundsliv. For at kunne anvende dialektikken i erkendelsesprocessen og i den praktiske virksomhed er det ikke tilstrækkeligt at tilegne sig selve dialektikkens sætninger, dertil behøves et dybtgående kendskab til konkrete kendsgerninger og til sagens omstændigheder. Kun gennem et yderst opmærksomt og omhyggeligt studium af hver konkret situation kan man konstatere hvordan, i hvilken form de dialektiske love gør sig gældende i det pågældende område og i det pågældende tilfælde, hvordan situationen skal vurderes, og hvordan fremgangsmåden skal være, hvis man vil opnå et positivt resultat. Derfor er anvendelsen af dialektikken altid en skabende opgave. Løsningen af denne opgave lettes ved, at vi finder fremragende eksempler på anvendelse af den materialistiske dialektiks metode i de værker, som marxismen-leninismens grundlæggere - Marx, Engels og Lenin - har skrevet, og i Sovjetunionens kommunistiske partis og de øvrige kommunistiske partiers beslutninger og praktiske virksomhed. Sovjetunionens kommunistiske parti og de andre marxistiske partier har vundet store sejre. En vigtig årsag til disse sejre er, at de marxistiske partier i deres politik og i hele deres virksomhed lader sig lede af den materialistiske dialektiks metoder, som de udvikler på skabende vis. At fjerne sig fra den dialektiske materialisme og at glemme dens love og sætninger har altid ført til, at man til syvende og sidst led nederlag både i den teoretiske analyse og i den praktiske virksomhed. I deklarationen fra Konferencen af repræsentanter for de socialistiske landes kommunistiske partier, der fandt sted i Moskva d. 14.-16.november 1957, hedder det med rette: »Hvis et marxistisk politisk parti ved behandlingen af problemerne ikke går ud fra dialektikken og materialismen, vil det føre til ensidighed og subjektivisme, til tænkningens forkalkning, til isolation fra det praktiske liv, det vil føre til, at man mister evnen til at foretage den fornødne analyse af tingene og foreteelserne, at der opstår revisionistiske eller dogmatiske fejl og til fejl i politikken.« Dialektikken er ikke blot en metode til at studere virkeligheden, den er en metode til revolutionær forandring af virkeligheden. Den understreger betydningen af en aktiv, virksom indstilling til verden omkring os. I praksis - i arbejdet, i klassekampen og i kommunismens opbygning - står den materialistiske dialektiks sætninger og love deres prøve. Den praktiske virksomhed giver et yderst righoldigt materiale til videreudvikling af dialektikken, til præcisering af dens sætninger, til en fuld-stændigere og mere dybtgående forståelse af dens love. Derfor består den skabende anvendelse af den marxistiske dialektik først og fremmest i at benytte den som redskab i den praktiske virksomhed, som middel til at omdanne livet.

3. Erkendelsesteorien

Menneskets erkendelse af omverdenen har en lang historie. Det er en gradvis bevægelse fra uvidenhed til viden, fra ufuldstændig, ufuldkommen viden til mere og mere fuldkommen og dybtgående viden. Det særlige og lovmæssige ved denne proces lægges for dagen af den marxistiske erkendelsesteori. Lovene for erkendelsen kan kun forstås, hvis man betragter den i udvikling, i vorden, i kampen mellem de indre modsigelsesfyldte tendenser. Ligesom enhver anden udviklingsproces er erkendelsen underlagt almene love, som den materialistiske dialektik har opdaget. Dialektikken, skrev Lenin, er netop marxismens erkendelsesteori. Den dialektiske indstilling til erkendelsens problemer adskiller den marxistiske erkendelsesteori fra alle de teorier, som materialisterne før Marx havde udviklet.

Praksis er erkendelsens grundlag og mål

Erkendelsen af omverdenen, udforskningen af fjerne stjernehobe, de såkaldte galakser, og af materiens mindste partikler, af livets oprindelse på Jorden og af de gamle kulturers historie, løsningen af de mest komplicerede matematiske opgaver og analysen af den kosmiske stråling o. s. v., o. s. v. - alt dette er en yderst tiltrækkende beskæftigelse, der giver forskeren den største tilfredsstillelse og ofte er det, der giver hans liv mening. Menneskene beskæftiger sig imidlertid ikke med videnskab alene for deres fornøjelses skyld. Kundskab giver mennesket en overordentlig styrke i det daglige arbejde og i kampen mod naturen, såvel som i den samfundsmæssige virksomhed, d.v.s. i alle de praktiske ting, som hvert enkelt menneskes og hele samfundets eksistens afhænger af. De idealistiske filosoffer har ikke sjældent søgt at stille erkendelsen i modsætning til den praktiske virkelighed, at adskille den fra praksis. De er enten gået ud fra, at erkendelsen er en frugt af menneskeåndens evige stræben efter sandhed og ikke afhænger af praksis, eller de har hævdet, at praktisk handling slet ikke står i forbindelse med erkendelsen af verden, at menneskets intellekt kun er bestemt til at beherske tingene og til at virke med positivt resultat, medens sand erkendelse af verden enten overhovedet er umulig (Nietzche o.a.) eller kun er mulig gennem mystisk intuition (Bergson). Begge disse opfattelser forvansker det virkelige forhold mellem erkendelse og virkelighed, mellem teori og praksis. Videnskabernes opståen og udvikling er overbevisende vidnesbyrd om, at videnskaben og erkendelsen i det hele taget opstår af det praktiske livs krav, og at praksis udgør den nødvendige betingelse og grundlaget for erkendelsen. I sin praktiske virksomhed træder mennesket i direkte samkvem med den verden, der omgiver det; idet tingene og genstandene udsættes for påvirkning og omdannelse, åbenbarer og frembyder de egenskaber, som mennesket ikke kendte tidligere. At anvende tingene er samtidig at erkende dem. Jo rigere og mere alsidig praksis er, des mere omfattende er erkendelsens muligheder. Alle videnskaber, selv de mest abstrakte, er opstået som svar på behov, der har presset sig på i menneskenes praktiske liv. Som selve navnet . viser, havde geometrien oprindelig at gøre med opmåling af jordarealer , (»geometria« betyder »jordmåling«); astronomien havde at gøre med I styrmandskunsten, med beregningen af landbrugets kredsløb og med udarbejdelsen af en kalender; mekanikken havde at gøre med byggekunsten og befæstningsanlæg, o.s.v.. Det er ikke blot i den grå oldtid, man iagttog erkendelsens afhængighed af praksis. Naturvidenskaben er gået frem med kæmpeskridt netop fra den tid, da der sammen med kapitalismens opståen indledtes en stormende udvikling af industrien. Videnskaben er også nu uløseligt forbundet med det praktiske liv. For dens abstrakte teoretiske grene er denne forbindelse blevet mere kompliceret og middelbar. Ikke desto mindre er praksis nu som før erkendelsens dybeste grundlag, dens vigtigste stimulans og drivkraft. En af de alvorligste mangler ved hele materialismen før Marx var netop dens manglende evne til at forstå forbindelsen mellem erkendelse og praksis. Ganske vist havde de materialistiske filosoffer ikke sjældent talt om den videnskabelige erkendelses betydning for livet. Så tidligt som i det 17. århundrede havde således grundlæggeren af den nye tids filosofi, den engelske materialist Francis Bacon, erklæret, at videnskabens vigtigste mål var at opnå herredømmet over naturen for at forbedre og lette menneskenes liv. Men selv om de gamle materialister fremsatte gisninger om, hvad kundskab betyder for praksis, nåede de ikke til forståelse af, hvad praksis betyder for erkendelsen. Den gamle, førmarxske materialisme var beskuende. For dens repræsentanter var erkendelsen en rent teoretisk virksomhed, udført af en forsker, der iagttog naturen og grublede over den. De så ikke forbindelsen mellem erkendelsen på den ene side og massernes samfundsmæssige og politiske eller deres produktive virksomhed på den anden, og dertil kom, at de anså det for naturligt og uundgåeligt, at erkendelsesvirksomheden var et privilegium for de få, medens den »simple« praktiske virksomhed og det fysiske arbejde var det uvidende flertals lod. Kun Marx og Engels, som var fri for de fordomme, der prægede udbytterklassernes teoretikere, havde øje for den afgørende rolle, som menneskenes praktiske virksomhed spiller i erkendelsesprocessen. Marxismens grundlæggere kom til den slutning, at menneskenes daglige praktiske, produktionsmæssige virksomhed, der skaber det materielle grundlag for samfundets eksistens, tillige har den største teoretiske, erkendelsesmæssige betydning. De fastslog, om Lenin sagde, at »livets, den praktiske virksomheds synspunkt skal være det første og grundlæggende synspunkt for erkendelsesteorien«. Til forskel fra den tidligere materialisme inkluderer marxismen praksis i erkendelsesteorien, den betragter praksis som erkendelsesprocessens grundlag og mål og tillige som kriterium for kundskabernes pålidelighed. Ved at indføre livets og den praktiske virksomheds synspunkt i erkendelsesteorien forbinder marxismen erkendelsen direkte med industrien og landbruget, med forskerens laboratorium og med massernes samfundsmæssige virksomhed. Teorien opfattes af marxismen ikke som noget principielt forskelligt fra praksis, men som sammenfatning og generalisering af menneskenes praktiske erfaring. Praksis og teori står i modsætning til hinanden, ligesom menneskenes materielle og åndelige virksomhed står i modsætning til hinanden. Men samtidig gennemtrænger disse modsætninger hinanden og danner en enhed som to 'uløseligt forbundne sider af samfundslivet, der står i vekselvirkning med hinanden.

Om enheden af teori og praksis

Praksis stiller ikke blot teorien opgaver, som retter videnskabsmandens opmærksomhed mod studiet af de sider, processer og fænomener i den objektive verden, der har betydning for samfundet; den skaber også de materielle midler for erkendelsen af den. Praksis, i det pågældende tilfælde først og fremmest industrien, sikrer videnskaben værktøj og instrumenter og gør det muligt for videnskabsmanden at anstille eksperimenter, der kræver et meget kompliceret apparatur. Den materielle produktion gør det muligt for mennesket i overordentlig grad at forstærke sine sanseorganer og at mangedoble sine erkendelsesmuligheder. Mikroskopet forstørrer billedet af de genstande, der skal iagttages, til det hundrede- og tusinddobbelte, og elektronmikroskopet giver endog en forstørrelse på 100.000 gange, hvorved det bliver muligt at betragte og fotografere stoffets mindste partikler, som er utilgængelige for det ubevæbnede øje. Ved teleskopets hjælp kan mennesket opfange lyset fra stjerner, der befinder sig hundreder af millioner lysår fra Jorden. Den moderne radioteknik gør det muligt at modtage signaler og videnskabelige informationer fra kunstige jorddrabanter og kosmiske raketter, der befinder sig i en afstand af hundreder og tusinder af kilometer fra Jorden. Kan man tænke sig den moderne videnskab uden synkrofasotroner, der giver mikropartiklerne en energi på milliarder af elektronvolt, uden atomreaktorer, uden kraftige teleskoper, uden elektronregnemaskiner, der kan foretage titusinder af udregninger i sekundet? Naturligvis ikke. Men videnskaben, der er opstået af det praktiske livs behov, øver på sin side også en særdeles kraftig og stadig stærkere indflydelse på praksis. Den store tekniske fremgang og den stærke udvikling af produktivkræfterne, der er opnået i det 20. århundrede, er kun muliggjort ved omfattende og alsidig anvendelse af de videnskabelige opdagelser inden for industrien, landbruget, transportvæsenet og telekommunikationsvæsenet, hvorved videnskabens love og formler omsættes i mekanismer og apparater og i regler for teknologiske processer. Den menneskelige fornuft, der har erkendt naturlovene og dirigerer menneskenes materielle, produktionsmæssige virksomhed, bliver en kraft, der er i stand til at omdanne den virkelighed, der omgiver mennesket. Det var det, Lenin mente, da han sagde, at »menneskets bevidsthed ikke blot genspejler den objektive verden, men også skaber den.«

Sammenhængen og vekselvirkningen mellem teori og praksis, mellem videnskab og produktion - hvori praksis spiller den førende rolle, er således deri absolut nødvendige betingelse for samfundets materielle og tekniske fremskridt. Det samfundsmæssige og politiske liv er ligeledes et billede på stadig vekselvirkning mellem teori og praksis. Også her opstår teorien som svar på samfundslivets eller klassekampens behov og påvirker igen den samfundsmæssige proces. Det var ganske vist først Marx, der skabte den sande videnskab om samfundet. Men allerede før Marx spillede fremskredne samfundsteorier, som i hvert fald indeholdt visse elementer af videnskabelig viden, en i højeste grad progressiv rolle, de hjalp de progressive kræfter i samfundet med at erkende deres umiddelbare praktiske formål og opgaver, og støttede og inspirerede disse kræfter i deres kamp mod reaktionen og forældede institutioner. Teoriens betydning for samfundslivet og forholdet mellem menneskene forøgedes overordentligt, efter at Marx og Engels havde grundlagt den videnskabelige materialistiske samfundsopfattelse. Den socialistiske revolutions sejr og de vældige resultater, som er blevet opnået under den kommunistiske og socialistiske opbygning i Sovjetunionen og de andre lande i den socialistiske lejr, ville have været umulige, hvis ikke de kommunistiske partier i hele deres virksomhed. Teorien tjener arbejderklassen i dens praktiske kamp, og den praktiske virksomhed oplyser sin vej ved hjælp af teorien. Ellers lider såvel teori som praksis ved det. En teori, der er løsrevet fra praksis, forvandles til en gold blomst, og en praksis, der ikke får lys fra teorien, er henvist til at famle sig frem i mørke. Under socialismen går udviklingen af teorien og det praktiske livs resultater hånd i hånd. Den praktiske opbygning af socialismen og kommunismen i landene inden for den socialistiske lejr ledes af den marxistisk-leninistiske teori, medens teorien beriges af massernes praktiske erfaringer under opbygningen af det nye samfund. »Hvert praktisk spørgsmål vedrørende den socialistiske opbygning - siger N. S. Hrustjov er samtidig et teoretisk spørgsmål, der har direkte relation til den skabende udvikling af marxismen-leninismen. De må ikke rives fra hinanden.« Marxismens anerkendelse af, at praksis er det endelige mål for den videnskabelige erkendelse har intet til fælles med en reducering af teoriens betydning, med snæversynet prakticisme og indskrænket geskæftighed. Kravet om videnskabens forbindelse med livet er vendt mod videnskabens løsrivelse fra de praktiske opgaver, mod teoriens forvandling til ufrugtbare spekulationer, men det betyder på ingen måde, at man glemmer perspektivet og begrænser den teoretiske undersøgelse til at betjene de nærmeste praktiske behov. Hvis videnskaben og teknikken skal være i stadig vækst, kræves der et dybtgående forskningsarbejde i form af teoretiske undersøgelser, som fremdrager nye forbindelser og love for virkeligheden, hvorved der skabes et teoretisk »forrådslager« til brug ved de følgende videnskabelige og tekniske fremskridt. Så meget mindre tåler marxismen, at der gøres forsøg på at forvanske den videnskabelige sandhed af hensyn til øjeblikkets krav. Kravet om marxismens partiånd er rettet mod indgreb mod undersøgelsens objektivitet, mod enhver forvanskning af kendsgerningerne. Arbejderklassen er såvel under kamp for sin befrielse for den kapitalistiske udbytning som under den socialistiske og kommunistiske opbygning dybt interesseret i sand viden, blandt andet i viden om lovene om samfundsudviklingen, fordi det drejer sig om lovene for dens uundgåelige endelige sejr. Bourgeoisiet har for længst mistet interessen for uegennyttig videnskabelig forskning, især inden for samfundsvidenskaberne. Den er her hovedsagelig optaget af at gendrive marxismen og finde frem til argumenter til fordel for det kapitalistiske system. Selv inden for naturvidenskaberne er det ikke så meget sand viden, som de umiddelbare fordele, man kan uddrage af dem, der interesserer bourgeoisiet. Dets indstilling til videnskaben er rent nyttebetonet. Her er der selvfølgelig tale om bourgeoisiet som klasse, thi ærlige, ubestikkelige videnskabsmænd findes også i kapitalismens lande. I det socialistiske samfund støder den videnskabelige forskning ikke på hindringer. Forståelsen af, at erkendelsen af verden ikke er den enkelte videnskabsmands personlige anliggende, men en sag, der er af største samfundsmæssige betydning, inspirerer alle ærlige videnskabsmænd til at tjene sandheden oprigtigt og uselvisk.

Erkendelsen er en genspejling af den objektive verden

Den marxistiske erkendelsesteori er en genspejlingsteori. Det betyder, at den betragter erkendelsen som en genspejling af den objektive virkelighed i menneskets hjerne. Modstanderne af den dialektiske materialisme plejer at rejse indvendinger mod denne opfattelse af erkendelsen. De påstår f.eks., at det er meningsløst at tale om en genspejling af naturlovene, som man ikke kan se, og at der ikke til de matematiske formler og logiske kategorier (f.eks. »væsen«) eller til de etiske begreber (»retfærdighed«, »ædelmodighed«) svarer en realitet i verden, som de kan genspejle. Disse og lignende indvendinger bygger imidlertid på en yderst primitiv og vulgær opfattelse af genspejlingen. Når den dialektiske materialisme taler om erkendelsen som genspejling, sigter den til, at erkendelsen, som reproduktion af virkeligheden i menneskets bevidsthed, ikke kan være andet end en genspejling af den objektive verden. I menneskets bevidsthed findes ikke selve tingene, deres egenskaber og relationer, men tankemæssige, ideale billeder eller genspejlinger, som mere eller mindre præcist gengiver de objekters træk, som man erkender, og i den forstand er beslægtet med dem. Den materialistiske genspejlingsteori adskiller bevidstheden fra materien og erkendelsen fra den genstand, der erkendes; men samtidig afviser den absolut at sætte bevidsthed og materie op mod hinanden, eftersom det er den objektive virkelighed, der genspejles i den menneskelige bevidsthed, og bevidstheden selv er en egenskab ved materien. Anerkendelsen af, at den menneskelige psyke er en egenskab ved den højtorganiserede materie, altså hjernen, medfører, at der ikke findes og ikke kan findes en principiel, uovervindelig grænse mellem tænkningen og den materielle verden. Selvfølgelig kan ikke blot materielle objekter, men også åndelige, psykiske fænomener være genstand for erkendelse. Men denne omstændighed forandrer ikke på nogen måde erkendelsens natur, fordi disse fænomener udgør en genspejling af den objektive virkelighed, der findes uden for bevidstheden. Desuden er menneskets erkendelsesevne ikke en hemmelighedsfuld gave fra oven, men resultatet af den langvarige udvikling, der netop foregår i den proces, hvormed den materielle verden erkendes eller genspejles, på grundlag af den praktiske virksomhed. Under denne proces har sanseorganerne udviklet sig, og tænkningen er blevet mere og mere fuldkommen. Dette er den marxistiske filosofis standpunkt i spørgsmålet om erkendelsen. Det går ud fra anerkendelsen af menneskets evne til at erkende, at genspejle omverdenen, og åbner endeløse perspektiver for en forøgelse af de menneskelige kundskaber.

Mod agnosticismen

Mange filosoffer i den idealistiske lejr og endog nogle videnskabsmænd, der er kommet under deres indflydelse, bekæmper den materialistiske lære om, at verden kan erkendes. Disse filosoffer forsvarer agnosticismens synspunkt (»a« betyder »ikke«, gnosis« - viden). Agnostikeren siger ikke altid, at vi intet kan erkende. Ikke sjældent påstår han »kun«, at der eksisterer principielt uløselige problemer, områder af virkeligheden, som principielt er utilgængelige for erkendelsen, lige meget hvordan videnskab og teknik udvikler sig eller den menneskelige fornuft skrider frem. Den engelske agnostiker Hume, der levede i det 18. århundrede, påstod således, at kun vore sanseindtryk kan opfattes af os, og at hele videnskabens opgave består i at ordne og systematisere disse sanseindtryk. Efter hans mening kan vi intet vide om, hvad der står bag vore sanseindtryk, hvad det er, der fremkalder dem. Derfor erklærede Hume, at filosofiens grundspørgsmål ikke kunne løses. Han sagde: Vi er ikke i stand til at sige, hvad der ligger til grund for verden - materie eller ånd, bevidsthed. Vi véd det ikke, og får det aldrig at vide, fordi vi er ude af stand til at komme uden for vore sanseindtryk. Den tyske filosof Kant, der levede i samme århundrede, benægtede ikke, at vore sanseindtryk fremkaldes af ting, der eksisterer uafhængigt af mennesket og dets erkendelse. Han påstod imidlertid, at disse ting (han kaldte dem »ting i sig selv«) principielt ikke kan opfattes af erkendelsen. Agnosticismen er nøje beslægtet med kirkens lære om, at »Herrens veje er uransagelige«, at menneskets fornuft er mangelfuld, og at det er nødvendigt at finde en anden, ikke-videnskabelig vej til sandheden. Karakteristisk nok indrømmede Kant, at han ville »indsnævre vor viden for at give plads til troen«. De agnostiske filosoffer er altid kirkens forbundsfæller, selv i de tilfælde, hvor de ikke selv tror på gud. Idet nemlig agnosticismen hævder den fejlagtige tanke, at verden ikke kan erkendes, undergraver den videnskabens position og styrker teologiens position, skubber mennesket ud i en blind tro og tilskynder det til at fæste lid til kirkens lære. Livet modbeviser agnosticismen i enhver form. Videnskabens historie viser, at mennesket først langsomt og siden hurtigere og hurtigere er skredet fra uvidenhed til viden, og at naturen lidt efter lidt har røbet det sine, som det syntes, utilgængelige hemmeligheder. For blot fem hundrede år siden troede folk, at Jorden var centrum i en endelig verden, og at stjernerne var gjort fast til himmelhvælvingen, der lignede en sfærisk krystalbue. De store tænkere fra renæssancen - Nikolaus Kopernikus, Giordano Bruno og Galileo Galilei - omstødte disse fejlagtige forestillinger, de sønderslog verdensrummets krystalvægge og flyttede det ud i uendeligheden. Men bare for hundrede år siden var der adskillige folk, der mente, at det for bestandig måtte være en uløselig gåde at fastslå himmellegemernes sammensætning og opbygning. Positivisten Auguste Comte påstod kategorisk, at menneskene aldrig, ville få at vide, hvad stjernerne bestod af. Men blot to år efter Comtes død, i 1859, udarbejdedes den spektralanalytiske metode, der lagde grunden til udforskningen af himmellegemernes kemiske sammensætning. I begyndelsen af vort århundrede kunne astronomien endnu ikke trænge uden for vort mælkevejssystem. Nu har de nyeste undersøgelsesmidler imidlertid gjort millioner af andre stjernesystemer tilgængelige for videnskaben, så at mennesket kan danne sig en forestilling om universets opbygning i en sådan udstrækning, at vor fantasi må give op over for det. Mennesket trænger ikke blot ud i verdensrummets endeløse vidder, det fordyber sig også i mikroverdenen, og det afslører mere og mere af hemmeligheden om livets oprindelse. Alle vegne, i alle videnskabens områder, finder vi vidnesbyrd om den videnskabelige erkendelses grænseløse formåen. Den mest overbevisende gendrivelse af agnosticismen er imidlertid praksis, menneskets virksomhed, produktionen. Engels siger, at i det øjeblik, da vi i overensstemmelse med vore forestillinger om et fænomen fremkalder eller fremstiller det og tvinger det til at tjene vore formål, i det øjeblik overbeviser vi os om, at vore forestillinger om dette fænomen inden for de givne grænser er sand, pålidelig viden. Med udgangspunkt i laboratorieforsøg og teoretiske beregninger har fysikerne lært sig ikke blot at fremkalde den kædereaktion, hvoraf uranatomernes spaltning består, men også at styre denne reaktion i atomreaktorer. Udvindingen af atomenergi i reaktorer til industrielt formål beviste, at de sætninger i den teoretiske fysik, som videnskabsmændene var gået ud fra i deres arbejder, havde været rigtige, den beviste, at vi havde sand viden om nogle af de lovmæssigheder, der gælder for kerneprocesser. Tsiolkovskijs teoretisk begrundede hypotese om, at det er muligt at anvende reaktivmotorer og raketter til flyvning ud i verdensrummet, har for øjnene af os lagt grunden til rumfarten. Udviklingen af jetflyvningen, fremstillingen af kunstige jorddrabanter og kosmiske raketter har bevist, at Tsiolkovskij og hans efterfølgere havde ret i deres opfattelse, og at deres beregninger var velbegrundede. Hele den moderne teknik og industri leverer et endeløst antal beviser for erkendelsens styrke.

Læren om sandheden

Sandhedsproblemet er erkendelsesteoriens centrale problem og det vigtigste spørgsmål for enhver videnskab. Hvis en videnskabelig teori ikke giver sand viden, er den ikke noget værd. Spørgsmålet om sandheden rejser sig hver gang, der er tale om forholdet mellem vor viden og den objektive realitet. Eftersom den objektive verden eksisterer uafhængigt af bevidstheden, er det klart, at i erkendelsesprocessen må vore forestillinger, ideer og teorier svare til virkeligheden. Man må ikke tilpasse kendsgerningerne til vore forestillinger om dem; tværtimod skal man søge at opnå, at vore forestillinger er i overensstemmelse med de objektive kendsgerninger. Den, der går anderledes til værks, ender afgjort i tom subjektivisme, mister realitetssansen, udgiver det ønskelige for det virkelige, og lider til sidst uundgåeligt fiasko i den praktiske virksomhed. Hvis vore sanseindtryk, umiddelbare opfattelse, forestillinger, begreber og teorier svarer til den objektive virkelighed og giver et rigtigt spejlbillede af den, siger vi, at de er sande. (Opfattelser, opfatter: betegner i denne forbindelse tingenes umiddelbare genspejling i bevidstheden gennem sanseorganerne). Sande udsagn, domme eller teorier kalder vi for sandhed. Man siger ofte, at erkendelsens mål består i at finde sandheden, at opdage sandheden o.s.v.. Disse udtryk skal man selvfølgelig ikke forstå På den måde, at sandheden er noget, der eksisterer i sig selv, og at mennesket støder på den eller finder den. De betyder kun, at erkendelsens mål er at nå frem til sand erkendelse. Det skal man huske på, fordi nogle idealistiske filosoffer påstår, at sandhederne som sådanne fører en uafhængig eksistens, og at mennesket under visse betingelser kan anskue og beskrive dem. I virkeligheden står begrebet »sandhed« kun i relation til den menneskelige erkendelse, til ideerne, teorierne, begreberne o.s.v.. I den objektive verden eksisterer der ingen sandheder, men nok ting, fænomener, relationer, processer o.s.v., der genspejles i menneskets sande forestillinger og ideer.

Den objektive sandhed

Skønt sandheden opstår i den menneskelige erkendelsesproces, afhænger de egenskaber og relationer ved tingene, som den genspejler, ikke af mennesket. Derfor siger vi, at sandheden er objektiv. Ved objektiv sandhed forstår man følgelig et indhold i den menneskelige erkendelse, som giver en sand genspejling af den objektive verden, af dens lovmæssigheder og egenskaber og i denne forstand »ikke afhænger af subjektet, hverken af mennesket eller af menneskeheden«. Mennesket er ikke herre over sandheden. Det kan forandre den verden, der omgiver det, det kan forandre sine livsvilkår, men det kan ikke vilkårligt forandre sandheden, fordi den genspejler det, der eksisterer objektivt. Enhver sandhed er en objektiv sandhed. Man må skelne mellem den og en subjektiv mening, som ikke svarer til virkeligheden, en fantasi eller en illusion. Ikke alt, hvad menneskene anså eller anser for sandhed, er i virkeligheden sandhed. Man troede f.eks. i lang tid, at Solen drejede rundt om Jorden. Det var imidlertid en forkert opfattelse. Derimod den moderne astronomis lære om, at centret i vort system er Solen, og planeterne iberegnet Jorden bevæger sig rundt om den i deres baner, objektiv sand lære. Hvorfor? Fordi den giver en rigtig genspejling virkeligheden, af solsystemets faktiske ordning, der ikke afhænger mennesket.

Erkendelsens vej

Genspejlingen af den objektive verden i menneskets bevidsthed må ikke opfattes metafysisk, som en engangshandling. Erkendelsen er en proces, som har mange sider og omfatter mange forskelligartede, om end indbyrdes forbundne, trin. I en karakteristik af den skrev Lenin: »Fra den levende anskuelse til den abstrakte tænkning og fra den til praksis - det er den dialektiske vej til erkendelse af sandheden, til erkendelse af den objektive realitet.« Som vi allerede har sagt, erhverver mennesket ikke så meget sin viden som følge af passiv umiddelbar opfattelse af den omgivende virkelighed, gennem et aktivt, praktisk forhold til tingene. Netop i praksis, der virkeliggør menneskets direkte forbindelse med den ydre verden, opstår de forskellige sanseindtryk, der udgør udgangspunktet i det enkelte menneskes erkendelsesvirksomhed og i den menneskelige erkendelses historie det hele taget. Det første trin i erkendelsen er derfor sansningen.

Sanseindtrykkene er billeder af tingene og deres egenskaber

Eftersom al viden til syvende og sidst udgår fra sanseindtrykkene, afhænger spørgsmålet om vor videns sandhed først og fremmest af, om vore sanseindtryk er sande, om de kan give en rigtig genspejling af de materielle ting og deres egenskaber. Den marxistiske erkendelsesteori, der støtter sig til den dialektiske materialismes grundprincipper, giver et bekræftende svar på dette spørgsmål: Der findes et objektivt sandt indhold i hver menneskelig erkendelseshandling, begyndende fra sansningen. Menneskets sanseindtryk er ligesom dets umiddelbare opfattelser og forestillinger genspejlinger, eller billeder, af tingene og deres egenskaber. Der findes imidlertid filosoffer og naturforskere, der benægter dette. I midten af det 19. århundrede påviste den kendte tyske fysiolog Johann Muller, der studerede, hvordan vore sanseorganer fungerer, at f.eks. lysindtryk hos mennesket ikke blot opstår under påvirkning fra lysstråler, men også når synsnerven pirres med elektrisk strøm, ved mekanisk påvirkning af den o.s.v.. Heraf drog Muller den fuldstændig fejlagtige slutning, at vore sanseindtryk kun gengiver tilstanden i de pågældende sanseorganer og intet siger om, hvordan tingene uden for os og deres egenskaber er. Mullers lære er blevet kendt under betegnelsen »fysiologisk idealisme«. Også en anden stor tysk videnskabsmand fra det 19. århundrede - Hermann von Helmholtz - udtalte mistillid til sanseorganernes udsagn. De, der står på disse videnskabsmænds standpunkt, mener, at sanseindtrykkene ikke er billeder, men kun aftalte tegn, symboler, hieroglyffer, der betegner det ene eller det andet fænomen, henviser til dem, men som ikke genspejler deres objektive natur. Denne opfattelse forvandler sanseindtrykkene fra en bro, der forbinder mennesket med den ydre verden, til en uovervindelig skranke, der spærrer vejen til den ydre verden: ud fra dette synspunkt er erkendelsen af tingene umulig. Ja, en sådan agnosticistisk opfattelse kan føre til benægtelse af tingenes objektive eksistens, fordi der til et aftalt tegn eller et symbol slet ikke behøver at svare en objektiv realitet. I filosofiens historie er vejen til den subjektive idealisme netop gået gennem benægtelsen af, at sanseindtryk genspejler tingenes objektive egenskaber. Men en sådan benægtelse står afgjort i modsætning til menneskehedens hele erfaring og videnskabens data. Studiet af dyreverdenens evolution viser, at dyrenes og siden også menneskenes sanseorganer er blevet dannet og udviklet under organismens vekselvirkning med milieuet. I løbet af en langvarig evolution er sanseorganerne blevet tilpasset den ydre verden på en sådan måde, at de sikrer en pålidelig orientering under de omgivende forhold. Lenin skrev, at »mennesket biologisk ikke ville kunne tilpasse sig milieuet, hvis dets sanseindtryk ikke gav det en objektivt korrekt forestilling om det.« Hvis sanseindtrykkene ikke bragte os mere eller mindre rigtig viden om tingene og deres egenskaber, kunne heller ikke tænkningen være sand, fordi den udgår fra sanseindtrykkene og støtter sig til disse. Der ville så slet ikke eksistere sand viden, mennesket ville befinde sig i en verden af spøgelser og illusioner, og dets liv ville blive en umulighed. Selvfølgelig findes der også et subjektivt moment i sanseindtrykkene, eftersom de er forbundet med de menneskelige sanseorganers, det menneskelige nervesystems virksomhed og med menneskets sjæleliv. Intet billede kan være identisk med den afbildede ting, det gengiver altid dens træk mere eller mindre tilnærmelsesvis og ufuldstændigt. Men sanseindtrykkene er ikke blot det menneskelige sjælelivs subjektive tilstand: »Sanseindtrykket er det subjektive billede af den objektive verden.« Følgelig indeholder sanseindtrykkene en objektiv sandhed. Det er den eneste videnskabelige materialistiske opfattelse. »At være materialist - fremhævede Lenin - betyder at anerkende den objektive sandhed, som sanseorganerne åbner for os.« Sanseindtrykkene, de umiddelbare opfattelser og forestillingerne, som vi får gennem sansemæssige erfaringer, danner grundlaget for erkendelsen, de er dens udgangspunkt. Men erkendelsen bliver ikke stående her, den går videre og hæver sig op til abstrakt tænkning.

Tænkning er erkendelse af fænomenernes væsen

Den marxistiske erkendelsesteori indrømmer, at der er en kvalitativ forskel mellem de to trin, den river dem imidlertid ikke fra hinanden, men ser deres dialektiske vekselvirkning. Tænkningen, der er den højeste form for erkendelsesvirksomhed, er imidlertid også til stede på sansningstrinet: idet mennesket sanser, tænker det allerede, det bliver sig resultaterne af de umiddelbare sanseindtryk bevidst og forstår, hvad det umiddelbart opfatter. Samtidig er det kun sanseindtrykkene og de umiddelbare opfattelser, der giver tænkningen det empiriske materiale, som danner grundlaget for hele vor viden. Den sansemæssige erkendelses muligheder er begrænsede. De fænomener, der ikke er tilgængelige for sanserne, erkendes gennem abstrakt tænkning. Vi kan f.eks. ikke umiddelbart sansemæssigt opfatte eller forestille os lysets hastighed, der er lig 300.000 km i sekundet. Men denne hastighed eksisterer, og vi kan uden vanskelighed tænke os den. Endnu mere: vi kan ved at støtte os på teoretiske beregninger måle denne hastighed ved hjælp af instrumenter. Vi er ikke i stand til at fatte et tidsrum på nogle hundredemilliontedele af et sekund, og dog findes der f.eks. elementarpartikler som visse mesoner, der eksisterer i så kort tid. Men vi kan tænke os et sådant tidsrum. Matematikken opererer til stadighed med såvel uendeligt store som uendeligt små størrelser, som man ikke anskueligt kan forestille sig. Allerede på den sansemæssige erkendelses trin foretager man elementære sammenfatninger. Vi opfatter et fælles kendetegn, f.eks. hvidhed, i så forskellige legemer som sne, salt, sukker, skum, papir o.s.v.. Den sansemæssige viden klarlægger imidlertid endnu ikke fænomenernes indre natur, deres nødvendige relationer og sammenhænge. Til at opdage de love, der styrer fænomenerne, til at trænge ind i deres væsen, d.v.s. til at opnå videnskabelig viden om den verden, der omgiver os, behøves der en kvalitativt forskellig erkendelsesvirksomhed, nemlig tænkningen, der foregår i form af begreber, domme, slutninger, hypoteser og teorier. Ingen lov bliver som sådan opfattet af sanserne. Menneskene har utallige gange iagttaget legemers fald mod jorden, men der krævedes en høj udvikling af videnskaben og den geniale Newtons hele tænkeevne for at opdage og formulere den generelle lov om tyngdekraften, der omfatter alle disse utallige kendsgerninger og ligger til grund for dem. Vi véd, at sanseindtrykkene, der opstår som følge af tingenes direkte påvirkning af sanseorganerne, udgør subjektive billeder af den objektive verden, og at de følgelig indeholder en objektiv sandhed. Kan man sige det samme om tænkningens produkter, der er abstrakte begreber, som ikke umiddelbart er forbundet med de materielle ting? Ja, selvfølgelig. Sanseindtrykkene og opfattelserne har altid at gøre med de enkelte, konkrete kendsgerninger, med fænomenernes ydre side; alt dette genspejler de med større eller mindre præcision. De abstrakte begreber er også genspejlinger af virkeligheden og indeholder en objektiv sandhed. Men de abstrakte begreber genspejler et dybere, indre »lag« af virkeligheden, de er ikke begrænset til den ydre, sansemæssige side af fænomenerne, men fremhæver deres tilgrundliggende væsentlige relationer og sammenhænge. Sanserne viser os f.eks., at der efter et lyn og et tordenskrald følger stærk regn. Denne viden kan være tilstrækkelig til visse Praktiske handlinger, f.eks. til at søge ly under et tag, når tordenvejret begynder. Men denne viden er ganske utilstrækkelig til at forklare tordenvejret. Dertil behøves der tænkning i abstrakte begreber. En kapitalists forhold til en arbejder kan i de enkelte konkrete tilfælde antage de mest forskelligartede former: lige fra åbenlys tvang til ydre loyalitet, demokratisk indstilling og venskabelig holdning. Men det væsentlige i kapitalistens forhold til arbejderen forbliver altid det samme, nemlig udbytningen. Til at fremdrage dette sande væsen i klasseforholdet er det ikke nok at beskrive de forskellige konkrete kendsgerninger og tilfælde, dertil behøves der en dybtgående teoretisk analyse, der blotlægger kapitalismens natur, der behøves abstrakte begreber, der kan udtrykke disse love. Lenin skrev, at »tænkningen, der stiger op fra det konkrete til det abstrakte, ikke fjerner sig... fra sandheden, men nærmer sig den. Materiens, naturlovens, værdiens, abstraktionens o.s.v., kort sagt alle videnskabelige (rigtige, alvorlige, ikke meningsløse) abstraktioner genspejler naturen dybere, sandere, fuldstændigere«. Tænkningens styrke ligger i dens evne til at abstrahere, se bort fra enkelthederne og hæve sig op til sammenfatninger, der udtrykker det vigtigste, det væsentligste i fænomenerne. Tænkningens styrke ligger i dens evne til at gå ud over det nærværende øjebliks grænser og til, med støtte i de objektive love den har opdaget, at forstå fortiden og forudse begivenhedernes fremtidige udvikling. Tænkningen er en aktiv proces, en proces, hvorved der skabes begreber og opereres med dem. Men tænkningen og dens produkter - begreberne - er ikke direkte forbundet med den objektive verden, men indirekte, gennem den praktiske virksomhed og sansningen. Begrebernes fortrin består i, at de ikke er bundet til den ene eller den anden sansemæssige kendsgerning, men har en relativ uafhængighed af denne. Takket være dette får tænkningen mulighed for alsidigt at betragte og analysere fænomenerne, uendeligt at nærme sig den konkrete realitet og med større og større præcision at genspejle verden. Men samtidig er der altid fare for, at tanken løsrives fra virkeligheden, for grundløse fantasier og for at forvandle tænkningens proces til noget, der er sig selv nok, et mål i sig selv. Dette er vejen til idealismen. Den eneste modgift mod dette er forbindelsen med praksis, med livet, med produktionen, med massernes erfaringer. Den sande videnskab udvikler sig takket være det forhold, at den - uanset hvor højt videnskabsmandens teoretiske tanker flyver - bestandig vender tilbage til den sansemæssige erfaring, til praksis. Den bestandige vekselvirkning mellem praksis, eksperimentet og den teoretiske tænkning er forudsætningen for en resultatrig udvikling af videnskaben. Takket være hændernes og hjernens fælles arbejde har mennesket kunnet opdage talrige naturlove og beherske dem og er blevet herre over naturen og dens vældige kræfter.

Den uendelige erkendelse af den uendelige verden

Den menneskelige erkendelse som helhed er en proces, der udvikler sig og fortsættes i det uendelige. Den objektive verden, der omgiver mennesket er uendelig. Den er i uophørlig forandring og udvikling og frembringer en endeløs mængde nye former. Uanset hvor langt erkendelsen trænger ud i universets vidder, vil den altid stå over for en endeløs mark for nye undersøgelser og sammenfatninger, for opdagelsen af nye love og for studiet af endnu mere væsentlige, dybe og almene sammenhænge. Ingen af de videnskaber, som mennesket råder over, har endnu fuldt ud opdaget alle fænomener og lovmæssigheder inden for sit område, og den vil aldrig komme til at opdage dem fuldt ud på grund af naturens uendelighed. At erkende verden helt ville, som Engels sagde, være et mirakel ligesom at tælle uendeligheden. Lige så lidt som man kan tælle en uendelighed af tal, kan man med erkendelsen udtømme hele naturen. Erkendelsen er ikke blot uendelig, fordi erkendelsens objekt - naturen og samfundet - er uendeligt mangesidet, men også, fordi den selv ingen grænser har. Produktionens og samfundsforholdenes fremadskridende udvikling stiller ustandseligt videnskaben over for nye tekniske og teoretiske opgaver og skaber nye behov. Menneskehedens stræben efter viden har ingen grænser. Hver nyfunden sandhed åbner nye perspektiver for menneskene, stiller nye spørgsmål og tilskynder til yderligere at fordybe sig i erkendelsens objekt, til at fuldkommengøre den allerede indhøstede viden. Den dialektiske materialismes lære om, at verden er uudtømmelig, og at erkendelsen er uendelig, er fjende af enhver form for agnosticisme. Den dialektiske materialisme indrømmer erkendelsens historiske begrænsethed i enhver epoke, men den afviser afgjort den fejlagtige tanke om, at der findes en principiel, absolut grænse, som videnskaben ikke kan overskride. Den menneskelige erkendelse er almægtig, den har ingen grænser. Men den almægtige erkendelse realiseres af de enkelte mennesker, hvis muligheder begrænses af deres evner, af det niveau, som vor viden er nået op på, af den forhåndenværende teknik o.s.v.. Denne modsigelse mellem det enkelte menneskes begrænsede erkendelsesmæssige muligheder og erkendelsens principielle grænseløshed overvindes gennem generationernes arvemæssige skiften og i det kollektive arbejde, som hele menneskeheden udfører i hvert enkelt øjeblik af sin eksistens. Den menneskelige tænkning »eksisterer kun som mange milliarder fortidige, nutidige og fremtidige menneskers individuelle tænkning«, siger Engels. Videnskabens sandheder fremstår ikke straks i fuldkommen form, men udformes gradvis som følge af den langvarige proces, hvorved videnskaben udvikler sig, og mange menneskegenerationer opsamler viden. »Erkendelsen er tænkningens evige, uendelige tilnærmelse til objektet. Genspejlingen af naturen i menneskets tanke skal ikke opfattes som noget 'dødt', noget 'abstrakt', noget, der er uden bevægelse, uden modsigelser, men som noget, der er i en evig bevægelsesproces, i hvilken der opstår og løses modsigelser.

Absolut og relativ sandhed

I hvert givet historisk øjeblik udmærker videnskabens kundskaber sig ved en vis mangelfuldhed og udfuldkommenhed. Fremskridtet i erkendelsen af sandheden består i, at denne sandhedens mangelfuldhed og ufuldkommenhed efterhånden fjernes og formindskes, medens den præcision og fuldstændighed, hvormed fænomenerne og naturlovene genspejles, tiltager mere og mere. Man må skelne mellem den bevidste løgn, som fjenderne af det videnskabelige fremskridt meget hyppigt tyer til, og de fejl og forseelser, der opstår under erkendelsesprocessen som følge af de objektive betingelser: det almene kundskabsniveau er utilstrækkeligt indenfor det pågældende område, de tekniske indretninger, der skal anvendes til de videnskabelige undersøgelser, er ufuldkomne, o.s.v.. De dialektiske modsigelser, der karakteriserer erkendelsen, fremtræder også i den omstændighed, at sandheden ofte udvikler sig side om side med vildfarelser, og det hænder, at ensidige eller endog fejlagtige teorier tjener som form for sandhedens udvikling. I hele det 19. århundrede gik fysikken ud fra teorien om lysets bølgenatur. I begyndelsen af det 20. århundrede blev det klart, at bølgeteorien er ensidig og utilstrækkelig, fordi lyset på samme tid har bølge- og korpuskelnatur. Den ensidige bølgeteori gjorde det imidlertid muligt at gøre en mængde vigtige opdagelser og at forklare mange optiske fænomener. Som eksempel på sandhedens udvikling i form af en fejlagtig teori kan man anføre Hegels udarbejdelse af den dialektiske metode på et fejlagtigt, idealistisk grundlag. Den mangelfuldhed og ufuldkommenhed, der karakteriserer den menneskelige erkendelse og de sandheder, mennesket finder frem til, betegnes i almindelighed som erkendelsens relativitet. En relativ sandhed er en mangelfuld, ufuldkommen, ufærdig sandhed. Men hvis vi blev stående ved den påstand, at den menneskelige erkendelse er relativ til spørgsmålet om den absolutte sandhed, og ikke gik videre, ville vi begå den fejl, som mange moderne fysikere meget ofte begår, og som de idealistiske filosoffer behændigt udnytter. De ser kun relativiteten, svagheden og ufuldkommenheden i den menneskelige erkendelse og når derfor til benægtelse af den objektive sandhed, til relativisme og agnosticisme. Ud fra denne ensidige relativismes synspunkt kan man retfærdiggøre ethvert sofisteri, ethvert hjernespind - alt er jo relativt, der findes intet absolut! Lenin sagde, at den materialistiske dialektik indrømmer, at al vor viden er relativ, men den indrømmer det »ikke i den forstand, at den benægter den objektive sandhed, men i den forstand, at vor viden nærmer åg til denne sandhed inden for historisk betingede grænser«. I vor altid relative viden er der et objektivt sandt indhold, som bevares under erkendelsesprocessen og tjener som støtte for den fortsatte udvikling af vor viden. Dette uforgængelige indhold i den menneskelige erkendelses relative sandheder kaldes det absolut sande indhold eller simpelt hen den absolutte sandhed. Anerkendelsen af den absolutte sandhed følger af anerkendelsen af den objektive sandhed. Det forholder sig faktisk sådan, at hvis vor erkendelse genspejler den objektive realitet, så må den, selv om der forekommer uundgåelige unøjagtigheder og fejl, indeholde noget, som har ubetinget, absolut betydning. Lenin påpegede, at det »at man anerkender en objektiv, d.v.s. en af mennesket og menneskeheden uafhængig sandhed, betyder, at man på den ene eller den anden måde anerkender en absolut sandhed.« Allerede de materialistiske filosoffer i det gamle Grækenland lærte, at livet er opstået af den livløse materie, og at mennesket nedstammede fra dyrene. Anaksimander (der levede i det 6. århundrede før vor tidsregning) mente således, at de første levende væsener var blevet dannet af havets dynd, og at mennesket nedstammede fra fiskene. Videnskabens udvikling har vist, at de oldgræske filosoffers forestillinger om, hvordan livet opstod, og mennesket blev til, var meget naive og fejlagtige. Og dog var der noget absolut sandt i deres lære, nemlig tanken om livets og menneskets naturlige oprindelse, en tanke, som videnskaben har bekræftet og bevaret. Anerkendelsen af den absolutte sandhed skiller straks den dialektiske materialisme fra agnostikernes og relativisternes opfattelse, der ikke vil indrømme den menneskelige erkendelses styrke, dens altbesejrende kraft, over for hvilken naturens hemmeligheder ikke kan holde stand. Man siger ofte, at der ikke findes ret mange absolutte sandheder i den menneskelige viden, og at de består i trivielle, d.v.s. almindeligt kendte, sætninger. Sætninger som »to gange to er fire« eller »Volga munder ud i det Kaspiske hav« er f.eks. absolutte, afsluttede sandheder, men, siges det, de repræsenterer ingen særlig værdi. Heroverfor kan man gøre gældende, at den menneskelige erkendelse faktisk rummer en mængde overordentlig vigtige, absolut sande sætninger, som videnskabens fremskridt ikke vil forandre. Herhen hører f.eks. den filosofiske materialismes tese om materiens primære og bevidsthedens sekundære karakter. Den sætning, at et samfund ikke kan eksistere og udvikle sig uden at producere materielle goder, er absolut sand. Tanken om de organiske arters udvikling og om menneskets nedstamning fra dyrene, der findes i Darwins lære, er en absolut sandhed. Videnskabens teorier og love indeholder sådanne absolutte sandheder, og menneskene lader sig lede af dem i deres praktiske og teoretiske virksomhed. Den dialektiske materialisme, der betragter erkendelsen som en proces, har imidlertid samme indstilling til den absolutte sandhed. Når den marxistiske filosofi taler om denne, tænker den ikke alene på enkelte afsluttede sandheder af typen »Napoleon døde den 5. maj 1821«, men lægger en mere omfattende betydning i begrebet absolut sandhed. Den absolutte sandhed er det stadig større absolut sande indhold i den relativt sande viden, det er den proces, hvorved der sker en mere og mere fuldstændig, dybtgående og præcis genspejling af den objektive verden.

Den dialektiske enhed af absolut og relativ sandhed

Overalt ser vi i de forskellige videnskabers historie, at der i de oprindeligt formulerede relative sandheder er et absolut sandt indhold, men der findes også et indhold, som under den følgende udvikling bliver siet fra som fejlagtigt. Vi ser, hvordan det absolut sande indhold udvider sig og tiltager under sandhedens udvikling, medens fejlmomentet mere og mere aftager, hvordan den relative sandhed mere og mere nærmer sig den absolutte sandhed, og hvordan den absolutte menneskelige erkendelse vokser frem af summen af relative sandheder. »Den menneskelige tænkning - siger Lenin - er altså efter sin natur i stand til at give og giver os absolut sandhed, der er sammensat af summen af de relative sandheder. Hvert trin i videnskabens udvikling føjer nye korn til denne sum af absolut sandhed, men grænserne for enhver videnskabelig sætnings sandhed er relative, og bliver snart udvidet, snart indsnævret gennem vore kundskabers fortsatte vækst.« Denne dialektiske opfattelse af den absolutte sandhed er meget vigtig for kampen mod metafysikken og dogmatismen i videnskaben. Mange filosoffer og videnskabsmænd har været tilbøjelige til at erklære den viden, de havde nået, for den evige, endelige, absolutte sandhed, der hverken krævede yderligere udvikling eller nogen præcisering. Hegel erklærede således, i modstrid med sin dialektiske metode, at hele indholdet i hans idealistiske filosofiske system var den absolutte og evige sandhed. Metafysikken inden for erkendelsen består i manglende forståelse for, at også den absolutte sandhed udvikler sig og udgør en proces. Marx og Engels skabte en ny form for materialisme - den dialektiske materialisme, der er uden den tidligere metafysiske materialismes mangler. Men det betyder ikke, at Marx og Engels har fuldbyrdet filosofiens udvikling og udtømt alle filosofiske sandheder. Lenin sagde: »Vi betragter aldeles ikke Marx' teori for noget endeligt og urørligt; vi er tværtimod overbevist om, at den kun lagde hjørnestenen til den videnskab, som socialisterne skal videreudvikle i alle retninger, hvis ikke de vil komme bagud for livet.« Gælder dette også den marxistiske dialektiks love og principper? Ja, selvfølgelig. Dialektikken er en videnskab, og den kan ikke andet end udvikle sig. Forståelsen af dialektikkens almene love, såvel som af de øvrige videnskabers love, må nødvendigvis uddybes, efterhånden som praksis forandrer sig, og videnskaben udvikler sig, den må nødvendigvis beriges med nye erfaringer, ny viden. Dialektikkens almene love fremtræder forskelligt under forskellige historiske betingelser, og derfor beriges kendskabet til dem på grundlag af studiet af disse nye betingelser. Men udviklingen af dialektikken som videnskab kan ikke medføre, at de hovedsætninger, der er blevet opstillet i løbet af den menneskelige tænknings langvarige og vanskelige historie, bliver slettet, den betyder kun en stadig dybere og mere alsidig forståelse af dem.

Sandhedens konkrete karakter

De sandheder, der vindes gennem den menneskelige erkendelse, må ikke opfattes abstrakt, løsrevet fra livet, men i forbindelse med de konkrete betingelser. Dette er meningen med den overordentlig vigtige sætning i den materialistiske dialektik: Der findes ingen abstrakt sandhed, sandheden er konkret. Er Euklids geometri, som vi lærer i skolen, sand? Den er ubetinget sand, men kun anvendt på de målestokke, som vi i almindelighed har at gøre med. Men såvel i mikroverdenen som i rummet mellem galakserne bliver den utilstrækkelig; dér anvender man de ikke-euklidiske geometrier, f.eks. Lobatjevskijs geometri. Lenin bemærkede om det borgerlige demokrati, at det var et meget stort fremskridt i sammenligning med det feudale system. Den demokratiske republik og den almindelige valgret gjorde det under forholdene i det kapitalistiske samfund muligt for proletariatet at skabe sine egne økonomiske og politiske organisationer, som det anvendte til at føre en systematisk kamp mod kapitalen. »Noget lignende var der ikke engang tilnærmelsesvis tale om for den livegne bondes, for slet ikke at tale om slavens vedkommende.« Samtidig afslørede Lenin med al sin energi det borgerlige demokratis snæverhed og begrænsede karakter sammenlignet med det sovjetiske demokrati, der er et demokrati for det overvældende folkeflertal og er opstået som følge af de brede folkemassers revolutionære skabende indsats. Den materialistiske dialektiks sætning om sandhedens konkrete karakter vænner folk til ikke at tage stilling til kendsgerningerne ud fra almene formler og udenadlærte skemaer. Dialektikken lærer, at man skal regne med kendsgerningerne, tage fænomenernes konkrete vekselvirkning i betragtning, analysere de forandrede betingelser og indrette sine handlinger i overensstemmelse med disse nye betingelser. Dialektikken kræver, at de almene principper og love bliver anvendt i overensstemmelse med den konkrete situation. Det er en indstilling, der svarer til det praktiske livs krav.

Betydningen af den marxistiske lære om sandheden for videnskab og praksis

Den materialistiske dialektiks lære om den absolutte og den relative sandhed og om sandhedens konkrete karakter er af meget stor betydning for videnskab og praksis. I en gennemgang af fysikkens udvikling i slutningen af det 19. og i begyndelsen af det 20. århundrede påpegede Lenin, at de idealistiske fejl, som mange af den tids videnskabsmænd begik, stod i forbindelse med deres manglende forståelse for erkendelsesprocessens dialektik. Et metafysisk tænkende menneske mener, at enten er sandheden absolut, eller den findes slet ikke. Videnskabsmændene mente i lang tid, at den klassiske fysiks teorier var absolutte sandheder. Da så nye opdagelser førte til, at de gamle videnskabelige begreber brød sammen, og at de gamle teorier viste sig at være utilstrækkelige, mistede adskillige videnskabsmænd balancen. Det forekom dem nu, at der hverken fandtes absolut eller objektiv sandhed, og at al vor erkendelse kun er relativ, betinget og subjektiv. Denne relativistiske indstilling medførte, at de faldt i armene på den idealistiske filosofi. Kendskab til dialektikken gør det ikke blot muligt for videnskabsmændene at undgå idealistiske vildfarelser, men også at overvinde de vanskeligheder, der rejser sig for videnskaben. Den dialektiske opfattelse af den absolutte og den relative sandhed gør det muligt at indtage en rigtig stilling til de fejl, der opstår i erkendelsesprocessen, i videnskaben. Sandheden opstår ikke straks i færdig skikkelse. Erkendelsen er en vanskelig og indviklet proces, og der kan under den forekomme fejl, vildfarelser, ensidige teorier og meninger. Men de tanker, som videnskaben har fremført, bliver lidt efter lidt renset gennem kritikkens si, de gennemgår det praktiske livs ildprøve, og alt, hvad der er forkert og urigtigt, bliver kastet bort og brændt ud, så at det objektivt sande, absolutte indhold bliver tilbage og danner videnskabens guldfond. Ingen kan gøre krav på absolut ufejlbarhed. Men selv om fejl er uundgåelige i menneskehedens erkendelsesvirksomhed, så betyder det på ingen måde, at hver konkret erkendelseshandling hos hver enkelt videnskabsmand nødvendigvis må være ledsaget af fejl. Videnskabsmanden kan og skal træffe foranstaltninger for at forhindre fejl i sin undersøgelse. Vejen hertil går gennem beherskelsen af den dialektiske metode for den videnskabelige forskning, gennem nøje forbindelse med praksis, et alsidigt studium af det pågældende spørgsmål, kollektiv drøftelse af problemerne og af de foreslåede løsninger, o.s.v.. Ingen er sikret mod fejl. Det drejer sig imidlertid for det første om ikke at gøre store fejl, og for det andet om ikke at fastholde en fejl, når den er fastslået. Udviklingen af kritik og selvkritik er den kraft, der formindsker muligheden for fejl såvel inden for erkendelsen som inden for den praktiske virksomhed, og som blotlægger fejlen, når den er begået. Meningsbrydninger inden for videnskaben, selvkritisk holdning til sit eget videnskabelige arbejde, en opmærksom holdning over for kritik udefra er normale arbejdsbetingelser for enhver videnskabsmand. Undertrykkelse af kritik i enhver form er til stor skade for såvel videnskabsmanden selv som for videnskaben. Den dialektiske forståelse af sandheden er også en hjælp i kampen mod den anti-marxistiske dogmatisme og revisionisme, der ignorerer den dialektiske materialismes lære om sandhedens relative og konkrete karakter, selv om de i ord sværger den troskab. Dogmatismen betragter de teoretiske sætninger som den absolutte, universelle sandhed, der kan anvendes ensartet i alle tilfælde uden at tage hensyn til den konkrete situation og uden at tage nye fænomeners opkomst i betragtning. Revisionismen ender derimod - for så vidt der er tale om dens metodologi - i en yderliggående relativisme, den tillægger enhver sandhed en blot relativ karakter og opgiver marxismens grundlæggende principper, som udgør dens revolutionære væsen. Den marxistiske dialektik klarlægger både dogmatismens og revisionismens metafysiske grundskade. Samtidig med at dialektikken indrømmer vor videns relative karakter, tillader den ikke nogen teoretisk formel at stivne og forvandle sig til et dogme, og den kræver konkret anvendelse af enhver almen sandhed. Samtidig går dialektikken ud fra, at den absolutte sandheds krystaller gemmes og samles under erkendelsesprocessen. Til disse hører også den marxistisk-leninistiske læres fundamentale principper. De kan og skal udvikles, beriges og konkretiseres i overensstemmelse med den samfundsmæssige praksis' og videnskabens data, men man må ikke opgive dem, fordi dette ville være forræderi mod sandheden.

Sandhedskriteriet er praksis

Hvis en idé eller en videnskabelig teori skal tjene samfundet, må den være sand. For at fastslå, om en teori er sand eller forkert, må man stille den over for virkeligheden og finde ud af, om den svarer til virkeligheden. Men hvordan skal det gøres? Dette problem anses med rette for et af de vanskeligste, og filosofferne kunne i lang tid ikke finde en rigtig måde at løse det på. Det lykkedes først Marx at løse det. Han forstod, at forsøgene på at finde sandhedskriteriet i menneskets bevidsthed var uholdbare, og fastslog, at mennesket kun kan bevise sin tænknings sandhed og formåen under praktisk virksomhed. Mennesket har faktisk intet andet middel til at fastslå sine kundskabers sandhed end en henvendelse til praksis. Netop den praktiske virksomhed, der er erkendelsens grundlag og endelige mål, er tillige det, der i sidste instans bestemmer, hvilke af de indhøstede kundskaber, der er sande, og hvilke, der er forkerte. Sandhedskriteriet er praksis. Den dialektiske materialisme opfatter praksis som en proces, i hvilken mennesket som materielt væsen påvirker den materielle virkelighed, der omgiver det. Praksis er hele menneskenes virksomhed, som forandrer verden, først og fremmest deres produktive og samfundsmæssigt revolutionære virksomhed. I fabriksproduktionen er den mest udbredte form for praktisk gennemprøvning af de videnskabelige og tekniske ideer eksperimenter på fabrikken og masseanvendelse af de pågældende maskiner, instrumenter og teknologiske processer. I det videnskabelige forskningsarbejde antager praksis ofte karakter af eksperiment, d.v.s. menneskets aktive indtrængen i naturfænomenerne, hvorved der på grundlag af visse teoretiske forudsætninger ad kunstig vej skabes betingelser for at reproducere eller omvendt at afbryde det fænomen, der studeres. I de tilfælde, hvor en direkte påvirkning af det objekt, der studeres, er umulig, f.eks. når der er tale om en stjerne, foregår gennemprøvningen af vore forestillinger om det ved at sammenstille det med det samlede antal resultater af astronomiske iagttagelser og med de oplysninger, som beslægtede videnskabsgrene (f.eks. fysikken) kan give.

Undertiden kan nye ideer også gennemprøves ad indirekte vej, d.v.s. ved at sammenstille dem med de videnskabelige teorier og love, som allerede har karakter af objektiv sandhed. Det system af viden, som menneskeheden allerede råder over, gør det i en række tilfælde muligt uden nye eksperimenter at bedømme visse ideer. Hvis en eller anden opfinder således fremkommer med et nyt projekt til en »evighedsmaskine«, så er der ikke en videnskabelig institution i verden, der vil give sig til at konstruere hans model til praktisk gennemprøvning eller blot sætte sig ind i hans projekt. Tanken om en »evighedsmaskine« strider mod fundamentale naturlove, dens usandhed er øjensynlig uden nogen ny gennemprøvning. Det betyder ikke, at kriteriet praksis ikke er til stede i det pågældende tilfælde. Nej, det virker også her, men det anvendes ikke direkte, men middelbart, ved hjælp af allerede gennemprøvede og bekræftede sandheder, ved hjælp af de erfaringer, som tidligere generationer af videnskabsmænd har indhøstet. Også inden for samfundsvidenskaben er praksis sandhedskriteriet. Her forstår man ved praksis ikke de enkelte personers handlinger, men de handlinger, der udføres af store samfundsgrupper, klasser eller partier. Det er utilladeligt at stille den personlige praktiske erfaring, der nødvendigvis må være snæver og begrænset, i modsætning til klassens eller partiets kollektive erfaring. Sandhedskriteriet kan for samfundsteoriernes vedkommende kun være massernes produktionsmæssige og praktisk revolutionære virksomhed.

Den store socialistiske Oktoberrevolution var en strålende bekræftelse på Marx' analyse af den kapitalistiske produktionsmåde og hans konklusion om, at kapitalismen nødvendigvis ville gå til grunde og blive erstattet af den socialistiske produktionsmåde. Ved at fremdrage den praktiske virksomhed som sandhedskriteriet ignorerer den dialektiske materialisme på ingen måde tænkningens betydning. Marx skrev, at alle teoriens hemmeligheder »finder deres rationelle løsning i den menneskelige praksis og i forståelsen af denne praksis«. For bestemmelsen af ideernes og teoriernes sandhed spiller tænkningen en overordentlig vigtig rolle. Praksis som sandhedskriterium er ikke et instrument, hvis viser automatisk peger på »sandt« eller »forkert«. I deres praktiske virksomhed når menneskene et bestemt resultat, hvis betydning først skal forstås og overvejes. Når den første afprøvning af en ny model eller opfindelse slår fejl, kan man således på grundlag heraf ikke altid slutte, at selve projektet ikke duer. Kun en opmærksom analyse af den tilgrundliggende idé og af betingelserne for dens realisering gør det muligt at give en rigtig bedømmelse af det opnåede resultat. Praksis bliver ikke stående på stedet, den forandrer sig hele tiden, den udvikler sig og går fremad. Menneskets aktionssfære og dets mulighed for at trænge ud i omverdenen udvider sig mere og mere. Der kan undertiden gå lang tid, før praksis viser sig i stand til at bekræfte en idé. Men før eller senere vil en sand idé altid blive bekræftet. Således blev f.eks. tanken om, at Jorden er kugleformet, i lang tid mødt med mistillid og afvist som kættersk, indtil Magellans jordomsejling 1519-22 til sidst én gang for alle gjorde ende på al tvivl. Hvis praksis vokser og udvikler sig, så følger heraf, at den også kan indeholde gammelt og nyt. Derfor er ikke al praksis et pålideligt sandhedskriterium. Konservativt indstillede mennesker henviser under kampen mod nye ideer ofte til praksis, men til gårsdagens praksis. En fremskreden teori støtter sig til en fremskreden praksis. Det er netop den, der giver materiale til at vurdere en teoris sandhed, leverer videnskaben nyt materiale, vækker tanken og udvikler den. Ligesom den relative sandhed rummer et vist absolut indhold, således har også praksis, der i hvert historisk øjeblik er historisk begrænset, en uforgængelig betydning, idet den er den bestandige og ubetingede form for menneskets forbindelse med den objektive verden.

Pragmatismen - forretningsverdenens filosofi

I de kapitalistiske lande, navnlig i USA, er der udbredt en filosofisk strømning, der kalder sig »pragmatisme« (af det græske ord »pragma« - sag, handling). Nogle borgerlige filosoffer hævder, at den og marxismen er to alen af ét stykke, og de henviser her til, at pragmatismen bestandig taler om handling, og at ideer og teorier skal gennemprøves i praksis. I hælene på den borgerlige propaganda begyndte også revisionisterne at bagtale marxisterne ved at beskylde dem for pragmatisme. I virkeligheden er marxismen en uforsonlig fjende af pragmatismen, fordi denne er en forkert, idealistisk lære, der udtrykker det imperialistiske bourgeoisis ideologi. Når pragmatismen taler om praksis og fremstiller sig selv som en »handlingens filosofi«, repræsenterer den en borgerlig-idealistisk, subjektivistisk opfattelse af praksis, der hviler på den uvidenskabelige forestilling om verdens irrationalitet og uerkendelighed. Pragmatismens ledemotiv er den tanke, at mennesket skal handle i en verden, som det ikke kan vide noget pålideligt om. Ud fra pragmatismens synspunkt er den verden, der er os tilgængelig, et kaos af sanseindtryk og oplevelser, som savner indre enhed og ikke er tilgængelig for den rationelle erkendelse. »Måske,« erklærede en af pragmatismens grundlæggere, William James, »befinder vi os på samme måde i verden som hunde og katte i vore biblioteker; de ser bøger og hører samtaler, men uden at finde nogen mening i alt dette.« Men hvad skal mennesket lade sig lede af, hvis han ikke véd noget? James anbefaler i stedet for viden en ubevidst, irrationel tro, især en religiøs tro, der udelukker logisk tænkning. Andre tilhængere af pragmatismen, med John Dewey i spidsen, anbefaler en »instrumental« eller »eksperimental« logik, som i det væsentlige består i, at man i den givne situation efter fejlprøvemetoden skal søge at finde frem til den mest fordelagtige adfærd. Ud fra pragmatisternes synspunkt giver tænkningen ingen viden, men kun evne til at klare sig i en vanskelig situation og opnå gode resultater.

I overensstemmelse hermed påstår pragmatisterne, at de videnskabelige begreber, love og teorier ikke er genspejlinger eller kopier af den objektive realitet, men kun »planer for handling«, »redskaber« eller »værktøj« til virkeliggørelse af det ene eller det andet formål. Hvis en idé eller teori »fungerer« og gør det muligt at nå til resultater, er den god, d.v.s. sand; hvis ikke, er den dårlig, d.v.s. forkert. Pragmatismen tillader ingen anden betydning af begreberne sand og forkert. Religionens grundsætninger bliver af pragmatismen anset for såre nyttige og derfor også for sande. Nytteprincippet udstrækker pragmatismen ikke blot til erkendelsen, men også til alle former for åndelig og praktisk virksomhed, så jesuiternes gamle valgsprog »Hensigten helliger midlet« faktisk udtrykker kernen i deres livsindstilling. Pragmatisterne benægter omverdenens objektive realitet, og betragter den som ubestemt råstof for »erfaringen«, som alt efter menneskenes mål antager enhver form. Verden, siger de, er »plastisk«, den er altid det, vi gør den til, »den finder sig gerne i menneskenes magtanvendelse«. De hævder, at der ikke findes objektive, »stædige« kendsgerninger, men kun interpretationer, fortolkninger af kendsgerningerne. Hele virkeligheden bliver således fuldstændig afhængig af subjektet og dets vilje. Pragmatismens filosofi går altså ud fra en forkert opfattelse af praksis, idet den overdriver den menneskelige virksomheds aktive, viljemæssige karakter og gør den til realitetens grundlag. Men tværtimod hvad pragmatisterne påstår, skaber mennesket ikke omverdenen, det forandrer og omdanner kun den virkelighed, der eksisterer uafhængigt af mennesket. For at føre til positive resultater må menneskets bevidste virksomhed støtte sig til kendskabet til tingenes objektive egenskaber og til de love, der leder dem. Handling udelukker ikke erkendelse, sådan som pragmatisterne påstår, men forudsætter den. Der kan selvfølgelig findes visse tilfælde, hvor man ud fra en forkert idé kan opnå en delvis, forbigående fremgang. Men en sådan fremgang plejer ikke at vare længe; således varede hitlerismens »fremgang« ikke længe, fordi den støttede sig til den forkerte fascistiske mytedannelse. Pragmatismens filosofi, der fremstiller hele verden som en »plastisk«, absolut føjelig realitet, forkynder den fejlagtige tanke, at vilje, energi og beslutsom handling gør det muligt at nå ethvert mål, man har sat sig, helt uafhængigt af de objektive betingelser og love.

Pragmatismen er først og fremmest udtryk for en verdensanskuelse, der er karakteristisk for de »energiske pengepugere« - finansmagnaterne og monopolherrerne, der betragter sig selv som den kapitalistiske verdens almægtige herrer. Ved at ignorere de objektive kendsgerninger nærer pragmatismens idealistiske filosofi de eventyrlystne, aggressive tendenser i den politiske tænkning og udgør derved det teoretiske grundlag for »styrkens politik«. Idet pragmatismen ikke anerkender den objektive forskel mellem sandhed og løgn og identificerer sandhed med nytte, opmuntrer den principløsheden og gør det muligt for den herskende klasse at retfærdiggøre enhver løgn og enhver forbryderisk handling, som er til fordel for den. Den retfærdiggørelse af aggressivitet, vold og bedrag, der direkte følger af den pragmatiske filosofis væsen, svarer til de mest reaktionære imperialistiske kredses interesser. Det var ikke tilfældigt, at Mussolini indrømmede, at han havde lært meget hos James, og at han anså pragmatismen for »fascismens hovedstøtte«. Da pragmatismen betragter al praktisk og teoretisk virksomhed ud fra den umiddelbare nyttes synspunkt, fremmer den tillige en subjektivistisk, snævert praktisk, opportunistisk indstilling til livet. Anvendt på arbejderbevægelsen betyder pragmatismen en betoning af de små ting og »kampen for femøren«, den betyder, at man mister perspektivsansen og forråder proletariatets klasseinteresser. Pragmatismens filosofi er uforenelig med den videnskabelige progressive verdensanskuelse og en fjende af denne.

Nødvendighed og menneskets frihed

Den marxistiske filosofis store betydning består i, at den udruster den arbejdende befolkning med kendskab til lovene om den objektive verdens udvikling og omdannelse. Den er et mægtigt våben i kampen for de arbejdendes befrielse for alle former for undertrykkelse og i kampen for skabelsen af et nyt, frit liv. Men er menneskets frihed mulig? Er mennesket i stand til at blive herre over sin egen skæbne? Disse spørgsmål har fra gammel tid optaget menneskene, men ingen kunne give et overbevisende svar på dem. De filosoffer, der beskæftigede sig med frihedsproblemet, kom til forskellige konklusioner, der imidlertid i lige høj grad var forkerte. Nogle af dem stillede sig på fatalismens standpunkt, som benægter friheden. Fatalismen antager, at alle menneskets handlinger til evig tid er forudbestemte. Den religiøse fatalisme (i muhamedanismen og calvinismen) hævder, at menneskets vilje er forudbestemt af gud. De gamle metafysiske materialister (f.eks. Holbach) talte om en naturnødvendighed, der fuldstændig bandt mennesket og ikke gav det handlefrihed. Mange idealistiske retninger benægter derimod naturnødvendigheden, idet de udleder hele verden af bevidstheden, af menneskets vilje. De hævder menneskets fuldstændige frihed og går så vidt, at de anerkender den absolutte vilkårlighed. Disse filosofiske teorier om friheden udgør den såkaldte indeterminisme; som eksempel kan tjene den tidligere nævnte »eksistensfilosofi«. Blandt de førmarxske filosoffer var Hegel den, der gav den mest dybtgående løsning af problemet om frihed og nødvendighed, men han udviklede den, ligesom hele sin filosofi, på idealistisk grundlag. Hegel søgte at forbinde frihed og nødvendighed, idet han bestemte friheden som den erkendte nødvendighed. Men ved nødvendighed forstod han den absolutte idés nødvendige udvikling, og friheden virkeliggøres ifølge hans lære kun i åndens sfære. Grundskavanken ved Hegels og alle idealisters teorier består i, at de udelukkende forstår friheden som frihed i ånden, i bevidstheden, og helt går udenom spørgsmålet om menneskets reale levevilkår. Dertil kommer, at de altid taler om individets frihed og ignorerer spørgsmålet om massernes befrielse. Den dialektiske materialisme har givet en videnskabelig løsning af spørgsmålet om forholdet mellem frihed og nødvendighed. Den materialistiske dialektik betragter nødvendigheden som det grundlæggende og anerkender samtidig menneskets frihed som en mulighed. Menneskets virkelige frihed består ikke i dets indbildte uafhængighed af natur- og samfundslove (en sådan uafhængighed kan i virkeligheden ikke eksistere), men i erkendelsen af disse love og i handlinger, der hviler på dem. Menneskene er ikke overnaturlige væsener, de kan lige så lidt gå ud over naturlovenes grænser, som de kan lade være med at ånde. Desuden lever menneskene i samfund, og de kan ikke unddrage sig virkningen af samfundslivets love. De kan ikke vilkårligt ophæve de bestående love for samfundsudviklingen eller indføre nye. Men menneskene kan erkende lovene for natur og samfund, og de kan med kendskab til deres karakter og til den retning, de virker i, udbytte dem i deres interesse, gøre dem til deres tjenere. Et bevis på, at man kan udnytte naturlovene og få dem til at tjene menneskenes formål, har man i hele den moderne teknik, som ikke er opbygget på ignorering af naturlovene, men på deres hensigtsmæssige udnyttelse. Det er langt sværere for mennesket at komme til klarhed over lovene for samfundslivet, som gennem årtusinder herskede over det som en fremmed, fjendtlig kraft. Det arbejdende menneske var en slave såvel af det økonomiske livs spontane love som af de herskende udbytterklassers magt. Menneskets befrielse for social, klassemæssig underkuelse, tilkæmpelsen af friheden, er en langvarig og vanskelig historisk proces. Først i vor tid er den skredet hurtigere frem og har fået tag i mange millioner mennesker, som marxismen-leninismens lære har inspireret til kamp for kommunismen. Oprettelsen af det kommunistiske samfund udgør menneskehedens spring fra nødvendighedens rige til frihedens rige. I løbet af det menneskelige samfunds årtusindlange udvikling tøjler menneskene mere og mere de spontane naturkræfter og skaber forudsætningerne for deres egen sociale befrielse, idet de underkaster sig den objektive nødvendighed, som er uafhængig af deres egen vilje. Denne historiske proces foregår efter sine særlige, sociale love, der er forskellige fra naturlovene. En særlig del af den marxistisk-leninistiske filosofi - den historiske materialisme - beskæftiger sig med at studere disse love, som bestemmer det menneskelige samfunds udvikling. Vi går nu over til at fremstille den historiske materialisme.

Den materialistiske historieopfattelse

4. Den historiske materialismes væsen

Den revolutionære omvæltning af samfundsopfattelsen

Spørgsmålet om, hvad der bestemmer et samfundssystem, hvordan det menneskelige samfund udvikler sig, har fra gammel tid optaget sindene. Ikke blot fordi menneskene ønsker at forstå det samfund, de lever i, men , også fordi dette står i direkte forbindelse med de mest brændende problemer i deres liv og i mange henseender berører deres grundlæggende interesser. Er de forhold, der findes i samfundet, opstået tilfældigt eller betinges af usynlige, men mægtige årsager? Kan man forandre disse forhold, iler er menneskene dømt til at rette sig efter dem? Hvilke kræfter kan bedre kårene for de millioner af mennesker, som gennem årtusinder ' blevet undertrykt, kuet og ydmyget af en lille håndfuld privilegerede? an man opnå velstand og frihed for alle, og ikke blot for et mindretal? Hvis ja, da ad hvilken vej? Hvem kan føre menneskeheden til dette attråede mål? Og endelig - i hvilken retning udvikler menneskeheden sig: i retning af blomstring og fremskridt eller henimod stagnation og forfald? Tænkere fra alle tider og folk har søgt at besvare disse spørgsmål. en gennem århundreder er deres teorier og konceptioner bestandig levet modbevist, ikke blot gennem andre videnskabsmænds kritik, men også gennem den kritik, som udøvedes af tiden - af hele historiens fortsatte udvikling. Særlig vanskeligt og langvarigt viste det sig at nå til erkendelse ved udforskningen af samfundet. Vanskeligheden her ligger allerede deri, at samfundslivet er betydelig mere kompliceret end naturens udvikling. Naturfænomenerne gentages forholdsvis regelmæssigt inden for vor umiddelbare iagttagelses rammer, og det gør det lettere at forstå deres væsen. Det er langt vanskeligere at konstatere en sådan regelmæssighed og gentagelighed i samfundslivet. Det er klart, at dette i sig selv gør det vanskeligere at erkende det og hindre os i at konstatere en bestemt lovmæssighed i det. En anden forskel er ikke mindre vigtig. I naturen har vi at gøre med upersonlige, spontane kræfters virken. I samfundets historie virker mennesker, der er udstyret med bevidsthed og vilje og altid forfølger et bestemt mål. Ved første øjekast ser det ud, som om hovedopgaven ved en undersøgelse af samfundsfænomenerne består i at klarlægge de motiver, der tilskynder menneskene til at handle: hvis man kunne finde ud af, hvilke mål en eller anden person har sat sig, ville det blive klart, hvorfor han handlede sådan og ikke anderledes. En sådan psykologisk forklaring af samfundslivet - der var fremherskende i den førmarxske sociologi, og fortsat dominerer i de borgerlige samfundsteorier - er imidlertid overfladisk og utilstrækkelig. Naturligvis lader hvert menneske sig i sin handlen lede af bestemte motiver og søger at nå et bestemt mål. Men for det første opstår det spørgsmål, hvorfor det pågældende menneske har netop disse og ikke andre motiver og mål. Og for det andet viser selv et overfladisk kendskab til historien, at de forskellige menneskers mål og interesser og følgelig også deres handlinger altid er stødt sammen, og at det endelige resultat af dette sammenstød - den historiske begivenhed - var væsensforskellig fra det, som den enkelte deltager havde stræbt efter.

Således troede mange deltagere i den franske revolution 1789-94, at de oprettede et fornuftens og den evige retfærdigheds rige, at de skabte et samfund, der hvilede på menneskenes naturlige lighed og umistelige rettigheder. Det viste sig imidlertid meget snart, at de i virkeligheden havde banet vej for bourgeoisiets klasseherredømme. I stedet for den gamle ulighed - mellem feudalherrerne og de livegne bønder - blev der oprettet en ny ulighed, den mellem bourgeoisi og arbejdere. Under forfølgelsen af deres umiddelbare interesser kunne menneskene som regel ikke forudse de samfundsmæssige resultater af deres egne handlinger, og dette gør samfundets historie til en lige så spontan proces som naturens historie. Denne modsigelse mellem hvert enkelt menneskes bevidste virksomhed på den ene side og samfundsudviklingens spontaneitet på den anden, var allerede blevet bemærket længe før Marx. Videnskabsmændene formåede imidlertid ikke at give en rigtig forklaring på den. Under studiet af historiens konkrete forløb hævede de sig ikke op over formodninger om de enkelte historiske personers mål og motiver og forvandlede derved den historiske proces til en ophobning f tilfældigheder. De videnskabsmænd, der søgte at betragte historien som en proces, som var underkastet nødvendigheden, endte meget hurtigt i fatalisme og betragtede historien som resultatet af en eller anden ydre magts (guds, »den absolutte idé«, »verdensfornuftens) o.s.v.) virke, som angivelig bestemte menneskers handlinger. Den idealistiske historieopfattelse, der får næring af selve samfundsudviklingens komplicerede karakter, bliver kraftigt understøttet af udbytterklasserne, der er interesseret i at skjule de sande årsager til den økonomiske og sociale ulighed, under hvilken nogle har rigdom og magt, medens andre lever i fattigdom og retsløshed. Takket være disse klassers anstrengelser øver den idealistiske samfundsopfattelse også i vore dage indflydelse på menneskene, og er stærkt udbredt i de kapitalistiske lande. For at nå til klarhed over, hvad det er, der betinger menneskenes ideer, meninger og bevidste handlinger, måtte der foretages en dybtgående, revolutionær forandring af de undersøgelsesmetoder, der blev anvendt under studiet af samfundsfænomenerne. Denne forandring blev først mulig, efter at kapitalismen var blevet fæstnet og havde blotlagt klassekampens materielle, økonomiske rødder, og efter at arbejderklassen var opstået på den historiske skueplads som den første klasse i historien, der, som det vil blive påvist, ikke frygter en konsekvent videnskabelig samfundsforklaring, men tilmed er direkte interesseret i en sådan forklaring. Kun under disse historiske betingelser blev Marx' og Engels' videnskabelige bedrift mulig, ved hvilken de udstrakte den dialektiske materialisme til at omfatte studiet af samfundet og dets historie og skabte en videnskabelig teori om de almene love, der gælder for samfundsudviklingen. Denne teori er den historiske materialisme, den materialistiske historieopfattelse. Den omvæltning, som Marx og Engels gennemførte inden for samfundsvidenskaben, kom først og fremmest til udtryk i, at de beviste, at der i samfundet ikke findes hemmelighedsfulde, hinsidige kræfter, og påviste, at menneskene selv skaber deres historie. Dermed blev der tilføjet alle mulige mystiske opfattelser af samfundet et dræbende slag og vist vej til en opfattelse, ifølge hvilken historien er en naturlig proces, der ikke har brug for nogen indblanding udefra.

På den anden side fastslog marxismen, at menneskene ikke skaber deres historie vilkårligt, men på grundlag af objektive, materielle betingelser, som menneskene har taget i arv fra tidligere generationer. Dermed blev der tilføjet voluntarismen og subjektivismen et dræbende slag og vist vej til en opfattelse, ifølge hvilken historien er en lovmæssig proces. Den grundsætning, der danner udgangspunktet for den historiske materialisme, formulerede Marx på følgende måde: »Det er ikke menneskenes bevidsthed, der bestemmer deres væren, men tværtimod deres samfundsmæssige væren, der bestemmer deres bevidsthed.« Med andre ord: i samfundet er det ligesom i naturen det materielle liv, der er det primære, det bestemmende, i forhold til det åndelige liv, til bevidstheden. Her drejer det sig selvfølgelig ikke om enkelte menneskers, men om store gruppers - klassers, sociale lags og til slut hele samfundets - væren og bevidsthed, altså ikke om den individuelle, men om den samfundsmæssige væren og den samfundsmæssige bevidsthed. Efter den marxistiske opfattelse er den samfundsmæssige bevidsthed en sum af de politiske, juridiske, religiøse, filosofiske og moralske anskuelser, der findes i det pågældende samfund; desuden omfatter den samfundsmæssige bevidsthed samfundsvidenskaben, kunsten og samfundspsykologien (de sociale følelser, stemninger, skikke o.s.v.). Den materielle væren er derimod samfundets materielle liv med alle dets komplicerede og modsigelsesfyldte træk. Men hvad forstår man konkret ved samfundets materielle liv, der, som den historiske materialisme har fastslået, bestemmer hele samfundets præg, dets struktur, dets anskuelser og institutioner?

Produktionsmåden er det materielle grundlag for samfundets liv

Til samfundets materielle liv hører først og fremmest menneskenes arbejdsvirksomhed, der er rettet mod produktionen af de livsnødvendige genstande og goder - mad, klæder, boliger o.s.v. Denne virksomhed er en vedvarende naturnødvendighed, en nødvendig betingelse for selve samfundets eksistens. Som Engels siger, skal menneskene spise, drikke, bo og klæde sig, inden de kan dyrke politik, videnskab, kunst, religion o.s.v.. De naturlige, materielle forudsætninger for produktionsprocessen er på den ene side det geografiske milieu, og på den anden side befolkningen. Selv om disse naturlige, materielle betingelser øver væsentlig indflydelse på samfundsudviklingens forløb, fremskynder eller sinker den, så ligger de alligevel ikke til grund for den historiske proces. I ét og samme naturlige milieu kan der eksistere forskellige samfundssystemer, og befolkningstætheden spiller under forskellige historiske betingelser en forskellig rolle. Til forskel fra dyrene, der passivt tilpasser sig det ydre milieu, indvirker mennesket aktivt på det, idet det skaffer sig de livsnødvendige materielle goder ved hjælp af arbejdet, der forudsætter anvendelse og fremstilling af specielle redskaber. Samfundet kan ikke vilkårligt vælge disse redskaber. Hvert nyt slægtled der træder ud i livet, modtager de produktionsredskaber, der er skabt ved de forudgående generationers anstrengelser, og gennemfører produktionen ved hjælp af disse redskaber, som det først efterhånden forbedrer og forandrer. Give afkald på disse redskaber og gå over til svundne tiders arbejdsredskaber - fra traktoren til træploven, fra den maskinelle industri til den middelalderlige håndværkers primitive værksted kan samfundet ikke, fordi dette ville betyde, at om end ikke hele samfundet, så i hvert fald dets flertal ville gå til grunde af mangel på de materielle goder, der er nødvendige for den forøgede befolknings eksistens. Desuden udvikler disse redskaber sig i en bestemt rækkefølge. Menneskeheden kunne f.eks. ikke gå lige fra stenøksen til atomkraftværket. Hver ny forbedring og opfindelse kan kun gøres på grundlag af de forudgående og må støtte sig på den produktionserfaring, der gradvis ophobes, og på de arbejdsvaner og den viden, som menneskene i det pågældende land eller i et andet, mere fremskredent land råder over. Men arbejdsredskaberne fungerer ikke af sig selv. Hovedrollen i produktionsprocessen bliver spillet af de arbejdende mennesker, som skaber disse redskaber og tager dem i brug takket være de forhåndenværende bestemte produktionsvaner og arbejdserfaringer.

Produktionsredskaberne, arbejdsmidlerne, ved hvis hjælp de materielle goder skabes, og menneskene, der gennemfører produktionsprocessen på grundlag af en vis produktionserfaring, udgør samfundets produktivkræfter. Samfundets materielle liv er imidlertid ikke udtømt med produktivkræfterne. Produktionen udføres ikke af et isoleret menneske, en Robinson på en ubeboet ø. Den har altid samfundsmæssig karakter. Under produktionen af de materielle goder er menneskene, hvad enten de vil eller ej, på den ene eller den anden måde forbundet med hinanden, og hver enkelt Producents arbejde bliver en del af det samfundsmæssige arbejde. Selv på historiens første trin måtte menneskene slutte sig sammen for at overleve, for ved hjælp af de mest primitive redskaber at få midler til at eksistere i kampen mod vilde dyr, naturkræfter o.s.v.. Efterhånden som den samfundsmæssige arbejdsdeling udviklede sig, tiltog denne Menneskenes afhængighed af hinanden yderligere. Da der opstod håndværk, blev bønderne således afhængige af håndværkerne, håndværkerne var afhængige af hinanden og af bønderne o.s.v.. Producenterne er altså indbyrdes forbundne ved hjælp af mangfoldige gensidige relationer.

Disse gensidige relationer er ikke udtømt med den sammenhæng der findes mellem de producenter, der er beskæftiget i de forskellige! produktionsgrene. På et vist udviklingstrin sker der, som vi senere vil få at se, det, at besiddelsen af alle eller af de afgørende produktionsmidler bliver skilt fra de umiddelbare producenter og koncentreret hos nogle medlemmer af samfundet. Nu kan producenterne og arbejdsredskaberne ikke virke sammen, og produktionsprocessen kan ikke begynde, hvis ikke' ejerne af produktionsmidlerne og producenterne træder i et bestemt forhold til hinanden. Det forhold, der etableres mellem menneskene under produktionen, bliver et forhold mellem klasser, d.v.s. store grupper af mennesker, af hvilke nogle råder over produktionsmidlerne og tilegner sig de andres arbejdsresultater, idet de sidstnævnte helt eller delvis er berøvet produktionsmidlerne og er nødt til at arbejde for de førstnævnte. I det kapitalistiske samfund arbejder kapitalistklassen f.eks. ikke, men da den ejer fabrikkerne og jernbanerne, kan den tilegne sig frugten af arbejdernes arbejde. Og arbejderne kan, hvad enten de vil eller ej, kun tjene til livets ophold ved at sælge deres arbejde til en kapitalist, eftersom de er berøvet produktionsmidlerne. De forhold, som menneskene træder ind i under produktionen af de materielle goder, kaldte Marx og Engels produktionsforhold. De kaldes også økonomiske forhold eller ejendomsforhold, fordi deres karakter afhænger af, i hvis besiddelse produktionsmidlerne befinder sig. Menneskenes produktionsforhold eksisterer uden for menneskenes bevidsthed og har i denne forstand materiel karakter. Produktionsforholdenes karakter bestemmes af produktivkræfternes udviklingstrin og karakter. De økonomiske forhold, der f.eks. er karakteristiske for slaveejersamfundet, ville have været umulige i ursamfundet. For det første var arbejdsredskaberne i ursamfundet så enkle at fremstille (køller, stenøkser), at praktisk talt enhver kunne lave dem, og sådan, at privateje af dem ikke var mulig. Og for det andet kunne ingen have udbyttet andre, da menneskene med den daværende arbejdsproduktivitet ikke fremstillede mere, end at de til nød kunne leve af det selv, og det var fysisk umuligt at underholde snylterklasser. Allerede af dette eksempel fremgår, at de forhold, som menneskene træder ind i under produktionsprocessen, og produktivkræfterne ikke eksisterer isoleret fra hinanden, men i en vis enhed. Denne enhed af produktivkræfter og produktionsforhold udtrykker den historiske materialisme med begrebet produktionsmåde.

Hvordan udvikler produktionen sig ?

Hvis produktionsmåden udgør det materielle grundlag for samfundetsliv er samfundets historie først og fremmest produktionens udviklingshistorie, produktionsmådernes historie, således som disse afløser hinanden i forbindelse med produktivkræfternes vækst. Hvordan foregår nu denne udvikling? Hvad er drivkraften i den? Kendsgerningerne viser, at kilderne til produktionens udvikling ikke skal søges uden for produktionen, men i selve produktionen. Dette understregede Marx, da han definerede historien om menneskenes »samfundsmæssige tilstand i selvudvikling« . I arbejdsprocessen indvirker menneskene på den ydre natur og forandrer den. Idet de indvirker på naturen, forandrer de imidlertid også sig selv: de samler produktionserfaring, arbejdsvaner og viden om omverdenen. Alt dette gør det muligt at forbedre arbejdsredskaberne og den måde, hvorpå de anvendes, opfinde nye redskaber og indføre forbedringer i produktionsprocessen. Og enhver af disse forbedringer eller opfindelser medfører nye forbedringer og fremkalder undertiden en sand omvæltning i teknikken og arbejdsproduktiviteten. Som det imidlertid allerede er blevet påvist, forudsætter produktionen ikke blot bestemte forhold mellem mennesket og naturen, men også mellem selve de mennesker, der deltager i produktionen. Disse forhold indvirker igen på produktivkræfternes udvikling. De bestemmer drivkræfterne i den virksomhed, som udøves af de umiddelbare producenter og af de klasser, der råder over arbejdsredskaberne. Af produktionsforholdene afhænger- de økonomiske love, der gælder for enhver produktionsmåde, de arbejdendes leve- og arbejdsvilkår og andre faktorer, der påvirker udviklingen af produktivkræfterne.

Vekselvirkningen mellem produktivkræfter og produktionsforhold

Den enhed af produktivkræfter og produktionsforhold, der kommer til udtryk i produktionsmåden, udelukker på ingen måde modsigelser mellem dem. Årsagen til, at der opstår sådanne modsigelser, ligger i, at begge elementer i produktionsmåden - de økonomiske forhold og produktivkræfterne - udvikler sig forskelligt. Teknikken, menneskenes produktionsvaner og arbejdserfaring, udvikler sig i det store og hele - hvad enten der er tale om hele historien eller om en enkelt produktionsmåde - mere eller mindre konstant. De er produktionens mest revolutionære, mest bevægelige element. Hvad produktionsforholdene angår, så sker der ganske vist visse forandringer med dem inden for den bestemte produktionsmådes rammer, men disse forandringer berører ikke det væsentlige ved dem. Den moderne statsmonopolistiske kapitalisme adskiller sig således, som vi senere vil få at se, betydeligt fra det 19. århundredes kapitalisme. Grundlaget for de kapitalistiske produktionsforhold - privatejet af produktionsmidlerne - er imidlertid det samme, og følgelig bevarer kapitalismens grundlove deres gyldighed. De grundlæggende forandringer af ejendomsforholdene har afgjort karakter af et spring, en afbrydelse af den gradvise udvikling, hvorved de gamle produktionsforhold afskaffes og afløses af nye, d.v.s., der opstår en ny produktionsmåde. Heraf vil man forstå, hvorfor overensstemmelsen mellem ejendomsforholdene og produktivkræfternes karakter i hver produktionsmådes historie før den socialistiske epoke kun kan være forbigående, midlertidig. Denne overensstemmelse plejer at foreligge på begyndelsestrinnet af en produktionsmådes udvikling, da de nye produktionsforhold, der svarer til det pågældende trin af produktivkræfternes udvikling, er ved at fæstne sig. Men herefter sker der ikke det, at teknikkens udvikling, erhvervelsen af arbejdsvaner, af erfaring og kundskaber går i stå, men som regel det, at de fremskyndes. Her har man et tydeligt tegn på den positive indflydelse, som produktionsforholdene udøver på produktivkræfternes udvikling. Når ejendomsforholdene svarer til dem, forløber produktivkræfternes udvikling forholdsvis glat og uhindret. Men selve ejendomsforholdene kan i deres udvikling ikke uafbrudt følge med produktivkræfterne. I klassesamfundet fæstnes disse forhold, når de først er opstået, juridisk og politisk i ejendomsformer, i love, i klassernes politik, i staten og i andre institutioner. Efterhånden som produktivkræfterne tiltager, udvikler der sig uundgåeligt mellem dem og produktionsforholdene et misforhold, som til slut vokser over i en konflikt, fordi de overlevede produktionsforhold udgør en hindring for produktivkræfternes videre udvikling. Ejendomsforholdene i det feudale samfund, der hvilede på feudalherrens besiddelse af jorden og de til denne bundne bønder, svarede således til de produktivkræfter, som samfundet dengang rådede over, og bidrog derfor til at udvikle dem. Men i den epoke, da industrien (manufakturen, og derpå den maskinelle industri) begyndte at udvikle sig i et stormende tempo, forandrede situationen sig: livegenskabet blev en hæmsko, der hindrede industriens vækst, thi industrien trængte til arbejdere, som på den ene side er personligt frie og på den anden side ikke har egne produktionsmidler, og som sulten tvinger til at tage arbejde i fabrikkerne, hvor de kommer under kapitalistens åg. Et tydeligt eksempel på den manglende overensstemmelse mellem produktions' forholdene og produktivkræfterne har vi også i den moderne kapitalisme. Denne uoverensstemmelse kommer til udtryk i ødelæggende kriser og krige, nedsættelse af udviklingstempoet inden for økonomien o.s.v.. Konflikten mellem produktionsforholdene og produktivkræfterne fører til en tilspidsning af modsigelserne på samfundslivets forskellige områder, fremmest mellem klasserne, af hvilke nogle i kraft af deres interesser er forbundet med de gamle, andre med de fremspirende nye ejendomsforhold. En tilbagevenden til produktivkræfter, der ville svare til de overlevede produktionsforhold, er ikke mulig for samfundet, selv om de klasser, der er ved magten, forstod, at dette var deres eneste chance for at redde sig. Før eller senere bliver konflikten løst på en anden, på den eneste mulige måde: de gamle produktionsforhold bliver afskaffet ad revolutionær vej og erstattet af nye, der svarer til karakteren af de produktivkræfter, der er vokset frem, og til de krav, som disses videre udvikling stiller. Der opstår en ny produktionsmåde. Der begynder et nyt kredsløb i udviklingen, der gennemløber de samme etaper, og som, hvis der er tale om et antagonistisk klassesamfund, igen fuldbyrdes med den gamle produktionsmådes undergang og en ny produktionsmådes opståen.

Basis og overbygning

Produktivkræfternes tilstand bestemmer, som vi har set, karakteren af menneskenes produktionsforhold, d.v.s. samfundets økonomiske struktur. Denne økonomiske struktur udgør igen den basis (fundament, grundlag), på hvilken de mangfoldige samfundsforhold, ideer og institutioner opstår. De samfundsmæssige ideer (de politiske, juridiske, filosofiske, religiøse o.s.v.), institutioner og organisationer (staten, kirken, de politiske partier o.s.v.), der opstår på den pågældende basis, udgør samfundets overbygning. Teorien om basis og overbygning forklarer, hvordan, på hvad måde produktionsmåden i sidste instans bestemmer alle sider af samfundslivet og viser sammenhængen mellem de økonomiske samfundsforhold og alle andre forhold i det pågældende samfund. Hvert historisk opstået samfund har sin særlige basis med dertil svarende overbygning. Af den dominerende ejendomsform afhænger samfundets sociale leddeling, dets klassemæssige sammensætning, og denne bestemmer igen karakteren af dens politiske institutioner og retsnormer. Et monarki er utænkeligt under socialismen, og almindelig valgret er utænkelig i slaveejersamfundet. De feudale produktionsforhold forudsætter, som vi vil få at se, at bonden ikke blot økonomisk, men også personligt er afhængig af jordejeren (livegenskab). I den feudale ret kommer dette til udtryk i den juridiske ulighed mellem bønderne og feudalherren: den feudale godsejer kunne ikke blot tilegne sig bondens arbejde, men også på enhver måde blande sig i hans liv, medens bonden var retsløs. Overgangen til de kapitalistiske produktionsforhold medførte også forskydninger i de juridiske forhold. Den direkte tvang og den personlige afhængighed blev afløst af »sultens disciplin«, der fandt sit juridiske udtryk i, at loven formelt ligestillede arbejderen og kapitalisten. Men da den borgerlige ret hviler på privatejendomssystemet, så befæster den lighed, den forkynder, i virkeligheden de besiddende klassers dominerende stilling. De politiske og retslige forhold frembringes altså af de økonomiske forhold og bestemmes af disse. Det samme må siges om de filosofiske, religiøse, moralske, kunstneriske og andre samfundsmæssige ideer og forestillinger. I ursamfundet blev som bekendt de fanger, der blev taget i krigene mellem de forskellige stammer, dræbt og undertiden spist. Senere begyndte man at gøre dem til trælle. Men hvorfor »mildnedes« så de samfundsmæssige skikke? Fordi den stigende arbejdsproduktivitet gjorde det muligt at tilegne sig fremmed arbejde, og derved det ene menneskes udbytning af det andet. På dette økonomiske grundlag opstod så de nye sæder, de nye opfattelser, der svarede til slaveejertiden.

Ganske på samme måde fremkalder de forandringer i produktionsforholdene, der foregår under socialismen, en fundamental omvæltning i samfundsmedlemmernes opfattelser, moral og i de kriterier, efter hvilke deres opførsel bliver bedømt. Under kapitalismen anses spekulanten for at have et lige så hæderligt erhverv som f.eks. en læge eller sagfører - det er et erhverv, som i bedste fald bliver underkastet reglementer (i de store spekulanters interesse og til skade for de små), men som altid er lovligt tilladt, ligesom de institutioner, der betjener denne form for beskæftigelse (f.eks. børsen). Anderledes kan det heller ikke være i et samfund, hvor udbytningen af fremmed arbejde er lovfæstet, og hvor penge er den højeste værdi, målestokken for alle dyder. Under socialismen bliver sådanne handlinger ikke blot moralsk bandlyst af samfundet, men også forfulgt af loven. Af den kendsgerning, at basis bestemmer overbygningen, følger, at hver forandring i basis - i produktionsforholdene - medfører en udskiftning af overbygningen, grundlæggende forandringer med hensyn til staten, retten, de politiske forhold, moralen og ideologien. Overbygningen påvirker så igen produktionsforholdene og kan bremse eller fremskynde deres udskiftning. Det er f.eks. klart, at det moderne bourgeoisis politiske institutioner (i første række staten), dets retsforhold og dets ideologi spiller en vigtig rolle for bevarelsen af den kapitalistiske ejendom og bremser dens forlængst modne afløsning af den socialistiske (samfundsmæssige) ejendom.

I hvert klassesamfunds overbygning er den herskende klasses ideer og institutioner de fremherskende. Men ved siden heraf hører også de undertrykte klassers ideer og organisationer med til overbygningen og hjælper disse klasser med at kæmpe for deres interesser. Det borgerlige samfunds spaltning i arbejdere og kapitalister vil således før eller senere genspejle sig i disses bevidsthed. Det fører til, at der i samfundet side om side med bourgeoisiets klasseideologi og organisationer - dets stat, dets politiske partier, dets presse o.s.v. - opstår og udvikler sig en ideologi og organisationer for arbejderklassen. Arbejderne bliver før eller senere klar over, at de udgør en særlig klasse, og de bliver sig bevidst, at de har fælles interesser, og at disse er uforenelige med kapitalistklassens interesser. Når arbejderne bliver sig deres klasse -interesser bevidst, begynder de at slutte sig sammen til fælles kamp mod kapitalisterne. Den progressive del af arbejderklassen slutter sig sammen til et politisk parti, der skabes fagforeninger og andre masseorganisationer for den arbejdende befolkning. De forhold, der får proletarerne til at slutte sig sammen i en klasseorganisation - et politisk parti, fagforeninger - er allerede forhold, som, før de blev etableret, passerede gennem menneskenes bevidsthed, thi arbejderne træder jo bevidst ind i partiet, tilskyndet af ideer og af egen vilje. Blandt arbejderne udvikler der sig en klassesolidaritet, en egen moral, der er modsat den herskende borgerlige moral. Således rejser der sig på klasseforholdets reale basis en hel pyramide af forskellige verdensanskuelser, sociale følelser, politiske og andre organisationer og institutioner - alt det, der indgår i begrebet overbygning. I ethvert samfund er sammenhængen mellem dets forskellige sider - produktivkræfter, økonomi, politik, ideologi o.s.v. - ikke tilfældig. Der kan ikke eksistere et samfund, i hvilket produktivkræfter fra f.eks. den kapitalistiske epoke er knyttet sammen med feudale produktionsforhold, over hvilke der igen hæver sig en ideologi, der stammer fra slavesamfundet. Produktivkræfternes karakter og udviklingsniveau bestemmer de forhold, som menneskene indgår i produktionsprocessen, og disse forhold danner igen den basis, på hvilken der rejser sig en bestemt politisk og ideologisk overbygning. Hvert samfund udgør derfor en organisk helhed, en såkaldt økonomisk samfundsformation, d.v.s. en bestemt historisk samfundstype med sin karakteristiske produktionsmåde, basis og overbygning. Begrebet »økonomisk samfundsformation« er af største betydning for hele samfundsvidenskaben. Den gør det muligt at forstå, hvorfor alle folkeslag, til trods for de mangfoldige detaljer og ejendommeligheder, i hovedsagen går samme vej. Hvert enkelt folks historie betinges til syvende og sidst af produktivkræfternes udvikling, der følger de samme indre love. Samfundets udvikling foregår i form af de økonomiske samfundsformationers konsekvente, lovmæssige skiften, således at et folk, der lever under en mere progressiv formation, viser de andre folk deres fremtid, ganske som disse viser det dets fortid. Læren om den økonomiske samfundsformation fjerner de mystiske slør, der hvilede over menneskehedens historie, og gør det muligt at forstå og erkende den. »Det kaos og den vilkårlighed, som indtil da havde hersket i anskuelserne om historie og politik, blev afløst af en sluttet og harmonisk videnskabelig teori, der påviste, hvorledes der af den ene form for samfundsliv opstår en anden, højere form som følge af produktivkræfternes vækst...«

Historien som de økonomiske samfundsformationers udvikling og skiften

Den historiske materialisme tvinger ikke historien ind i et færdigt skema, den søger ikke at få fortidens og nutidens begivenheder til at rette sig efter sine konklusioner. Den er tværtimod en videnskabelig generalisering af historien. Også sætningen om, at menneskehedens historie er en rækkefølge af økonomiske samfundsformationer, hviler på videnskabeligt udledet viden om fortiden. Menneskeheden har i alt passeret fire formationer: ursamfundet, slavesamfundet, det feudale samfund og det kapitalistiske samfund. Menneskeheden lever nu i overgangstiden til den følgende formation, den kommunistiske, hvis første fase betegnes som socialisme. Hvad er i hovedsagen det, der kendetegner disse formationers produktivkræfter og produktionsforhold? I hvilken retning udviklede den politiske og ideologiske overbygning sig, som hæver sig op over disse formationers basis, deres produktionsforhold ? Vi vil i det følgende søge at give et svar på disse spørgsmål, idet vi selvfølgelig kun kommer ind på de mest generelle træk ved de økonomiske samfundsformationer og ser bort fra de enkeltheder, underordnede kendetegn og specifikke træk, som hvert lands og hver epokes historie er så rig på. Ursamfundet var historisk set den første samfundsform, der opstod, efter at mennesket havde skilt sig ud fra dyreverdenen og gennem en langvarig arbejdsproces havde erhvervet de egenskaber, der adskiller det fra alle andre levende væsener De arbejdsredskaber, som mennesket rådede over fra ursamfundets første trin, var yderst primitive: køller, stenøkser, flinteknive, spyd med sten og senere blev buen og pilen opfundet. Den eneste drivkraft, der blev taget i anvendelse i denne epoke, var menneskets muskelkraft. Til produktivkræfternes udviklingsniveau svarede produktionsforholdet mellem menneskene. Med de daværende arbejdsredskaber var det umuligt for den enkelte at tage kampen op mod naturens kræfter og sikre sig sine eksistensmidler. Kun ved fælles arbejde (fælles jagt, fælles fiskeri o.s.v.), ved solidaritet og gensidig hjælp fra alle medlemmers side var Jet i ursamfundet muligt at skaffe sig de nødvendige eksistensmidler. Det fælles arbejde medførte fælles eje af de produktionsmidler, som i denne epoke udgjorde grundlaget for menneskenes produktionsforhold. Alle samfundets medlemmer havde samme forhold til produktionsmidlerne, ingen kunne fratage de øvrige samfundsmedlemmer deres produktionsmidler og gøre dem til sin private ejendom. Da der ikke fandtes privateje, kunne det ene menneskes udbytning af det andet heller ikke finde sted. Selv ved fælles udnyttelse af de primitive arbejdsredskaber fik menneskene så ubetydelige eksistensmidler, at hver enkelt næppe kunne ernære sig selv. Der fandtes simpelt hen ikke et overskud, som man kunne have frataget en producent til fordel for andre samfundsmedlemmer. Da der altså ikke fandtes udbytning af fremmed arbejde, var et specielt tvangsapparat heller ikke nødvendigt. Den ukomplicerede administration af de fælles anliggender blev enten løst kollektivt eller overdraget til samfundets mest agtede og erfarne medlemmer.

Ursamfundets særpræg er altså betinget af produktionens lave udviklingsniveau og menneskets afmagt over for naturkræfternes rædsler. I menneskenes bevidsthed hersker der i denne epoke barnligt naive religiøse forestillinger. Menneskene rettede sig blindt efter traditionens eller vanens magt. Verden var for dem begrænset af stammen; hvad der var uden for den, var uden for loven; mellem stammerne kom det til blodige krige. Selv om ursamfundet var uden de hæslige og afskyelige træk, som udbyttersamfundenes herredømme senere bibragte samfundet og menneskene, så var ursamfundet på ingen måde menneskehedens »guldalder«. Efterhånden kommer ursamfundet ind i sin forfaldstid. De egentlige årsager til ursamfundets undergang består i produktivkræfternes udvikling. Menneskene tilegner sig efterhånden den kunst at udsmelte metal. Sten- og træredskaberne fortrænges af metalredskaber. Man begynder at anvende plove med metalskær, økser af metal, bronze- og jernspidser til pile og spyd o.s.v.. Udviklingen af produktivkræfterne - arbejdsredskaberne og de arbejdendes produktionsvaner og produktionserfaring ' medfører betydningsfulde forandringer i samfundet. Der opstår en samfundsmæssig arbejdsdeling: agerbrug og kvægavl, senere også håndværket, skiller sig ud som særlige arter af produktiv virksomhed. Der begynder at udvikle sig en udveksling af arbejdsprodukter, først mellem stammerne, siden tillige inden for hver stamme. Efterhånden forsvinder behovet for fælles arbejde inden for stammen. Stammen, ætten, opløser sig i familier, af hvilke hver enkelt bliver en selvstændig økonomisk enhed. Arbejdet specialiseres, der opstår privateje, og dermed opstår muligheden for udbytning. Produktionen har allerede udviklet sig så kraftigt, at den menneskelige arbejdskraft begynder at producere mere, end der kræves til simpel opretholdelse af selve den arbejdendes liv.

Det, der fik menneskene til at forbedre arbejdsredskaberne og udvikle deres arbejdsvaner, var nødvendigheden af og bestræbelsen for at gøre arbejdet lettere og samle forråd med henblik på naturkatastrofer. Men idet de forandrede deres arbejdsredskaber, forberedte de uden at ville det, ubevidst, uden så meget som at ane, hvilke samfundsmæssige følger dette ville medføre, en gennemgribende samfundsmæssig omvæltning: ursamfundets afløsning af slavesamfundet. De produktivkræfter, der var vokset frem i samfundet, krævede nye produktionsforhold mellem menneskene.

Slavesamfundet

Grundlaget for produktionsforholdene i dette samfundssystem er slaveejernes privateje ikke blot af produktionsmidlerne, men også af selve producenterne - slaverne. Slaveejerens besiddelse af slaverne og af alt, hvad de frembringer, blev bestemt af det udviklingsniveau, som produktivkræfterne i denne epoke stod på. Dette niveau var tilstrækkelig højt til at muliggøre udbytning af de arbejdende. Samtidig var det imidlertid så lavt, at man kun kunne udbytte producenterne, tilegne sig en del af det af dem fremstillede produkt, hvis man reducerede deres forbrug til et minimum, og kun gav dem så meget, at de ikke behøvede at dø af sult. Dette var imidlertid kun muligt, hvis man berøvede de udbyttede alle rettigheder og degraderede dem til »talende redskaber« og anvendte den værste tvang mod dem. Produktionsforholdenes skiften førte også til en omvæltning på samfundslivets andre områder. Det samarbejds- og solidaritetsforhold, der havde karakteriseret ursamfundet, afløstes af forhold, hvor den ene del af samfundet herskede over den anden, af udbytning, undertrykkelse og uforsonligt fjendskab. Samfundet splittedes i antagonistiske klasser: slaveejernes klasse og slavernes klasse. Slavetiden medførte de frygteligste lidelser og elendighed for den arbejdende befolkning. »Det er de laveste interesser - gemen havesyge, brutal nydelsessyge, smudsig gerrighed, egenkærligt tyveri af fællesejendommen - som indvier det nye, civiliserede samfund, klassesamfundet; det er de forsmædeligste midler - tyveri, magtmisbrug, rænker, forræderi - som udhuler det gamle klasseløse samfund og bringer det til fald.« Sådan karakteriserer Engels overgangen fra ursamfundet til slavesamfundet. Den umenneskelige udbytning fremkaldte forbitret modstand fra slåernes side. For at undertrykke denne modstand var det nødvendigt istedet for de tidligere ledelsesorganer i ætten og stammen at skabe et specielt tvangsapparat: staten. Den skulle beskytte slaveejernes ejendom sørge for en stadig tilstrømning af slaver, der rekrutteredes af krigsfanger eller af skyldnere, der ikke kunne betale deres gæld. Sammen med staten opstod retsvæsenet - et system af juridiske normer og forskrifter, der udtrykker den herskende klasses vilje og beskyttes af statens tvangsapparat. Der opstod nye skikke og en specifik ideologi for slavesamfundet. Blandt udbytterne breder der sig efterhånden ringeagt og foragt for det fysiske arbejde, som man begynder at anse for en beskæftigelse, der er det frie menneske uværdig; tanken om menneskenes ulighed vinder fodfæste. Alligevel betød slavesamfundet et stort skridt fremad i menneskehedens udvikling. Der foregik en videre udvikling af den samfundsmæssige arbejdsdeling - mellem landbruget og byernes håndværk og mellem de forskellige håndværksgrene. Og arbejdsdelingen betød specialisering, forbedring af redskaberne og udvikling af arbejdsvaner. Inden for landbruget opstod der nye grene ved siden af kornavlen (dyrkning af grønsager, frugtavl o.s.v.). Der blev frembragt redskaber som hjulploven, harven og leen. Som supplement til menneskenes muskelkraft begynder man i stort omfang at anvende dyrenes kraft. Anvendelsen af slavemassernes arbejde gør det muligt at anlægge dæmninger og vandingssystemer, veje og skibe, vandledninger og store bygninger i bygerne. Og da en del af samfundets medlemmer, takket være udbytningen af slaver, var fritaget for at tage umiddelbart del i produktionen, blev der skabt forudsætninger for videnskabens og kunstens udvikling. Der kommer imidlertid en tid, hvor de muligheder for fremskridt, som slavesamfundets produktionsmåde rummer, viser sig at være udtømt, hvor dets produktionsforhold i stigende grad bliver til lænker for produktivkræfternes videreudvikling. Slaveejerne, der råder over slavernes billige arbejdskraft, søger ikke at videreudvikle produktionsredskaberne. Dertil kommer, at man ikke kunne betro slaven, der ikke var interesseret i resultatet af sit arbejde, komplicerede og dyre redskaber. Behovet for en udvikling af produktivkræfterne gjorde afskaffelsen af de gamle produktionsforhold til et mere og mere presserende krav. Det kunne kun ske gennem en social revolution. Drivkræfterne i den bliver de klasser og lag, som først og fremmest lider under forholdene i slavesamfundet, og som derfor er direkte interesseret i deres afskaffelse. Det er i første række slaverne og den fattigste del af den frie befolkning. Efterhånden som modsigelserne i den gamle produktionsmåde modnes, tilspidses klassekampen mere og mere. Den antager de mest forskellig, artede former - fra bevidst ødelæggelse af arbejdsredskaberne til oprør, i hvilke der deltager titusinder af mennesker. De arbejdende klassers oprør i forening med de omkringboende barbariske stammers anfald - som den af indre modsætninger og kampe svækkede slaveejerstat ikke længere kunne modstå - førte omsider til slaveejersamfundets fald. Den afløses af en ny formation - feudalismen.

Feudalsamfundet

Grundlaget for produktionsforholdene i dette samfund er feudalherrernes eje af produktionsmidlerne, først og fremmest jorden (selve begrebet »feudalisme« kommer af det latinske ord feudum, hvormed man betegnede de jorder, som kongerne tildelte deres hirdmænd, som til gengæld forpligtede sig til at gøre krigstjeneste). Bønderne var afhængige af feudalherrerne, men de var ikke mere helt og holdent deres ejendom. (I nogle lande, f.eks. i Rusland, antog livegenskabet særlig brutale former, hvorved det nærmede sig slaveriet: godsejerne kunne sælge og købe bønderne o.s.v..) Feudalherrerne havde ret til bøndernes arbejde. Bønderne blev bundet til fødestavnen og havde visse forpligtelser overfor deres herrer. I feudalsamfundet var det desuden sådan, at bønderne og håndværkerne selv ejede deres personlige bedrift. Den livegne bonde havde sin egen jordlod, han havde sin personlige bedrift og kunne disponere over dennes produkter, når han havde opfyldt sin pligt over for feudalherren. Disse særlige produktionsforhold åbnede nye muligheder for en udvikling af produktivkræfterne. Den umiddelbare producent havde en vis materiel interesse i udbyttet af sit arbejde. Derfor ødelægger og beskadiger han ikke sine redskaber, han opbevarer dem tværtimod omhyggeligt og forbedrer dem. Landbruget udvikler sig: trevangsbruget indføres, og man gøder i stigende grad markerne. Der sker endnu større fremskridt inden for håndværket, som fremstiller landbrugsredskaber og daglige fornødenheder, som anvendes af feudalherrerne og købmændene, samt forskellige redskaber, men også våben og krigsudstyr. Udviklingen af håndværk og handel fremmede byernes opsving. Med tiden blev byerne store økonomiske, politiske og kulturelle centrer, de blev vuggen for den nye, kapitalistiske produktionsmåde. Under feudalismen blev der gjort mange betydningsfulde opdagelser, der øvede stor indflydelse på menneskehedens videre historie: menneskene lærte at frembringe jern af råjern, at bygge sejlskibe med køl, som egnede til lange sørejser, at fremstille ganske enkle optiske instrumenter (briller, kikkerter), og de opfandt kompasset, krudtet, papiret, trykkunsten og mekaniske ure. Menneskets og dyrenes muskelenergi blev i stigende grad suppleret af vindens energi (vindmøllen, sejlskibet) af det faldende vands energi (vandmøllen; vandhjulet var den enkleste drivkraft, som var stærkt udbredt i middelalderen). Følgen af, at slavesamfundets produktionsforhold blev afløst af det feudale samfunds produktionsforhold, var, at hele samfundets liv forandrede sig. Først og fremmest forandrede klassestrukturen sig. Feudalherrerne, ejede jorden, blev den herskende klasse. Den anden grundlæggende klasse i det feudale samfund var de livegne bønder. Forholdet mellem disse klasser er af antagonistisk karakter; det hviler på den uforsonlige modsætning mellem klasseinteresser. Selv om udbytningens former er blevet noget mildere end i slaveejersamfundet, er de alligevel meget brutale. Udbytningen af bønderne hviler ligesom før på ikke-økonomisk tvang. Økonomiske impulser og materiel interesse påvirker kun den livegnes arbejde i hans personlige bedrift. En stor del af sin tid bruger han imidlertid til at arbejde for feudalherren, og for dette arbejde får han ingen som helst godtgørelse. Det, der driver ham til dette arbejde, er først og fremmest frygten for straf, for fysisk vold, og tillige, at han står i fare for at miste hele sin personlige ejendom, som godsejeren kan fratage ham. Klassekampen i det feudale samfund kommer i forhold til slavesamfundet op på et højere niveau. Bondeoprørene omfatter undertiden store territorier. Om den styrke, hvormed de modsætter sig feudalherrerne, vidner de bondekrige, der ryster det ene land efter det andet: Wat Tylers oprør i England i det 14. århundrede og jacqeriet i Frankrig (14.- 15-århundrede), den tyske bondekrig (16. århundrede),Taiping-oprøret i Kina (19. århundrede), sikhoprøret i Indien (17.-18. århundrede), Bolotnikovs, Razins (17. århundrede) og Pugatjovs oprør (18. århundrede) i Rusland o.s.v.. Det feudale samfunds politiske og ideologiske overbygning genspejler udbytningens og klassekampens særlige former. For at kunne udbytte de livegne og holde dem i tømme, måtte feudalsamfundet til stadighed tage sin tilflugt til væbnet magt, som ikke blot centralmagten, men også hver feudalherre rådede over. Inden for sine besiddelser var feudalherren uindskrænket herre, som både dømte og straffede. Retsvæsenet befæster feudalsamfundets sociale og økonomiske ulighed; klasserne og deres enkelte lag optræder som stænder (feudalsamfundet deles i stænder som adel, gejstlighed, bønder, købmænd o.s.v.).

Forholdet mellem stænderne og inden for hver af disse hviler på et strengt hierarkisk system, præget af personlig afhængighed. De sociale skrankers stivhed vanskeliggør overgangen fra et trin på den feudale hierarkiske stige til det næste. I det feudale samfunds åndelige liv opnå kirken og religionen den førende rolle. Med tiden opstår der en konflikt mellem udviklingen af produktiv, kræfterne og de i de feudale samfund herskende produktionsforhold og den af disse bestemte politiske og ideologiske overbygning. Ved siden af de små værksteder opstår der store manufakturer, der hviler på håndværkets teknik, men som i stort omfang anvender arbejdsdeling og udnytter arbejdere, der er fri for livegenskabets afhængighed. Da Europas unge bourgeoisi skabte manufakturerne, vidste det selvfølgelig ikke og tænkte det ikke på, hvilke samfundsmæssige følger dette ville få; dets mål var alene den umiddelbare fordel. Som J. V. Stalin rigtigt har påpeget, gjorde det fremspirende bourgeoisi »ikke klart og forstod ikke, at denne 'lille' fornyelse ville føre til en omgruppering af de samfundsmæssige kræfter, som måtte ende med en revolution både mod kongemagten, hvis gunst den værdsatte så højt, og mod adelen, i hvis rækker dets bedste repræsentanter ofte drømte om at blive optaget.. .« Lige så lidt tænkte de foretagsomme købmænd over de samfundsmæssige følger af deres handlinger, når de udviklede handelen og med de kongelige troppers hjælp erobrede nye markeder i oversøiske lande. Den stigende vareudveksling førte igen til en hurtig forøgelse af produktionen. Den fremmedes også af de videnskabelige og tekniske opdagelser, der blev gjort i det 16. og 17. århundrede. I de feudale samfunds skød opstod der efterhånden en ny, kapitalistisk produktionsmåde. Dens fortsatte udvikling krævede afskaffelse af det feudale samfundssystem. Bourgeoisiet, den klasse, der var bærer af den nye produktionsmåde, havde brug for et »frit« arbejdsmarked, d.v.s. for arbejdere, der både var fri for livegenskabets afhængighed og for ejendom, og som sulten ville drive ind i fabrikkerne. Det havde brug for et marked, der omfattede hele nationen, for afskaffelse af toldskranker og andre skranker, som feudalherrerne havde oprettet. Det søgte at få afskaffet de skatter, der brugtes til at opretholde hoffet og de mange adelige tjenestefolk samt at få fjernet de forskellige stænders privilegier. Det kæmpede for at få ret til frit at skalte og valte inden for alle samfundslivets områder. Alle de klasser og lag, der er utilfredse med feudalsamfundet, slutter op om bourgeoisiet - lige fra de livegne bønder og byernes almue, der led fattigdom og blev ydmyget og undertrykt, til de progressive videnskabdsmænd og forfattere, som uanset deres herkomst følte trykket af feudalismens og kirkens åndelige åg. De borgerlige revolutioners epoke begynder.

Det kapitalistiske system

Grundlaget for kapitalismens produktionsforhold er kapitalisternes privateje af produktionsmidlerne. Kapitalistklassen udbytter lønarbejdernes klasse, der er fri for personlig afhængighed, men nødsaget til at sælge sin arbejdskraft, fordi de er berøvet produktionsmidlerne. Produktionsforholdene under kapitalismen åbner store muligheder for en udvikling af produktivkræfterne. En maskinel storproduktion opstår og udvikler sig i hurtigt tempo. Den hviler på udnyttelsen af så stærke naturkræfter som dampen og siden elektriciteten og på den omfattende anvendelse af videnskaben i produktionsprocessen. Kapitalismen har ikke blot gennemført arbejdsdelingen inden for de enkelte lande, men også mellem landene indbyrdes og har derved skabt et verdensmarked og et økonomisk verdenssystem. Og igen medførte forandringerne i produktionsmåden forandringer i hele samfundslivet. Kapitalistklassen og arbejderklassen bliver samfundets grundlæggende klasser. Forholdet mellem dem er nu som før af antagonistisk karakter, da det bygger på udbytning, på de besiddendes undertrykkelse af de besiddelsesløse. Det er et forhold præget af uforsonlig klassekamp. Udbytningens og undertrykkelsens metoder forandrer sig imidlertid væsentligt - den fremherskende form for tvang bliver den økonomiske tvang. Kapitalisten har som regel ikke brug for med magt at tvinge nogen til at arbejde for sig. Da arbejderen er berøvet produktionsmidlerne, er han nødt til at gøre det »frivilligt«, da han ellers trues af sultedøden. Udbytningsforholdet er her tilsløret af de besiddendes »frie« leje af arbejdskraft, af køb og salg af arbejdskraft. Med forandringen af udbytningsmetoderne forandres også det politiske herredømmes metoder. Det bliver muligt at gå fra de foregående epokers utilslørede despoti til et mere forfinet despoti, et despoti i form af det borgerlige demokrati. Den arvelige monarks uindskrænkede magt afløses af den parlamentariske republik, der indføres valgret, og man forkynder borgernes politiske friheder og deres lighed over for loven. Disse forhold svarer bedst til de principper om fri konkurrence og om de økonomiske kræfters frie spil, som i lang tid udgjorde kapitalismens grundlag. For tilvejebringelsen af de borgerligt demokratiske forhold spillede den arbejdende befolknings og først og fremmest arbejderklassens kamp og folkemassernes vedholdende pres en stor rolle, idet de forlangte indførelse af stadig nye demokratiske former og udvidelse af de gamle. Hele denne forskel mellem det borgerlige og det feudale samfundspolitiske og ideologiske overbygning forandrede imidlertid ikke noget ved den fundamentale kendsgerning, at den var overbygningen over privatejendoms- og udbytningsforhold. Den dominerende del af denne overbygning udgjordes af udbytterklassens, af bourgeoisiets institutioner og ideer, der var bestemt til at beskytte dens klasseherredømme og holde de udbyttede masser nede. Det er i dag bevist ikke blot i teorien, men tillige af den samfundsmæssige praksis, at også den kapitalistiske formation er forbigående og forgængelig. I dens skød er der fremvokset dybere og dybere, uløselige antagonismer, først og fremmest modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og tilegnelsens private form. Den eneste udvej af disse modsigelser er overgangen til samfundseje af produktionsmidlerne, d.v.s. til socialismen. Men ligesom i fortiden er overgangen til den nye produktionsmåde kun mulig ved hjælp af en social revolution. Den kraft, der er bestemt til at gennemføre denne revolution, er blevet frembragt af kapitalismen selv: det er arbejderklassen. Den samler alle arbejdende omkring sig, styrter kapitalens herredømme og skaber et nyt system, det socialistiske, hvor man ikke kender menneskets udbytning af mennesket.

Det socialistiske system

Grundlaget for den socialistiske produktionsmåde er samfundseje af produktionsmidlerne. Derfor er produktionsforholdene i det socialistiske samfund bestemt af samarbejde og gensidig hjælp mellem arbejdere, der er fri for udbytning. De svarer til produktivkræfternes karakten produktionens samfundsmæssige karakter underbygges af samfundseje af produktionsmidlerne. Til forskel fra ursamfundet foregår socialiseringen af produktionsmidlerne her på grundlag af de enormt forøgede produktivkræfter, en langt højere kultur og menneskets langt større herredømme over naturen. Det nye samfundssystem åbner menneskeheden ubegrænsede muligheder for fremskridt ikke blot med hensyn til produktivkræfternes udvikling, men også hvad alle andre områder af samfundslivet angår. Dette er i store træk de hovedetaper, som menneskesamfundet har gennemløbet. Vor viden om fortiden er en anskuelig og levende bekræftelse af, at den materialistiske historieopfattelse er videnskabeligt rigtig. Kernen i denne opfattelse har Marx formuleret på følgende måde i forordet til sin bog »Til kritikken af den politiske økonomi«: I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer. Den måde, hvorpå det materielle liv produceres, betinger den sociale, politiske og åndelige livsproces overhovedet. Det er ikke menneskenes bevidsthed, som bestemmer deres væren, men omvendt deres samfundsmæssige væren, som bestemmer deres bevidsthed. På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller, hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, inden for hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning.«

Den historiske lovmæssighed og menneskenes bevidste virksomhed

Samfundets udvikling er en lovmæssig proces, der er underkastet en bestemt historisk nødvendighed, som er uafhængig af menneskers vilje og bevidsthed. Samfundsvidenskabens vigtigste opgave og den nødvendige forudsætning for at kunne udnytte de objektive love i samfundets interesse er at erkende og klarlægge, hvilke love der bestemmer historiens udvikling, og hvordan de virker.

Hvordan virker samfundslovene ?

Den marxistiske lære om den historiske proces lovmæssighed står ikke blot i modsætning til de subjektivistiske forestillinger om, at historien er en ophobning af tilfældigheder, men også til fatalismen, der benægter betydningen af menneskenes bevidste virksomhed og deres evne til at indvirke på samfundsudviklingens gang. Fatalismens synspunkt er i sit væsen fremmed for den materialistiske historieopfattelse, thi de love, efter hvilke samfundet udvikler sig, virker ikke automatisk, ikke af sig selv. De er resultatet af menneskers virksomhed og bestemmer igen den menneskelige virksomheds almindelige retning. Uden mennesker og uden for deres handlen kan der ikke eksistere sociale love. Denne opfattelse af den historiske nødvendighed drager et skarpt skel mellem marxisterne og opportunisterne, som f.eks. af den rigtige sætning om socialismens lovmæssige sejr drager den fuldstændig forkerte slutning, at det er overflødigt at kæmpe mod kapitalismen, og at man kun behøver at vente, indtil den tid kommer, hvor »historiens love« af sig selv fører til, at kapitalismen afløses af socialismen. I virkeligheden skaber de historiske love ikke historien af sig selv uden menneskene. De bestemmer kun historiens gang gennem de handlinger, den kamp og de formålsrettede bestræbelser, der udfoldes af millioner af mennesker. Borgerlige kritikere søger her at gribe marxismen i en selvmodsigelse. Denne skulle bestå i, hævder de, at marxisterne på den ene side taler om, at kapitalismen uundgåeligt vil blive afløst af socialismen, medens de på den anden side opretter politiske partier til kamp for socialismen. Ingen ville finde på, erklærer de, at oprette et parti til gennemførelse af en solformørkelse, når det er fastslået, at den vil indtræde under alle omstændigheder. Denne betragtning vidner om de borgerlige »kritikere«s overfladiskhed, om deres manglende evne til eller manglende ønske om at forstå marxismens teori og historiens gang. Til forskel fra solformørkelsen, der indtræder, uden at menneskene har nogen andel i den, er overgangen fra kapitalisme til socialisme en forandring af samfundsforhold, der foregår i kraft af menneskenes virksomhed og ikke kan forandre sig af sig selv. Menneskenes aktive virksomhed indgår selv som en nødvendig bestanddel i samfundets lovmæssige bevægelse hen imod socialismen. Når man siger, at de objektive love under alle omstændigheder vil bane sig vej, så mener man hermed ikke, at de nødvendige forandringer foregår af sig selv i samfundet, men at der før eller senere vil findes samfundskræfter, der er interesseret i at realisere de pågældende love, og som gennem deres kamp opnår disse loves virkeliggørelse.

Marxismen-leninismen, der betragter samfundsloven dialektisk, konstaterer, at den virker i form af den udviklingstendens, der er fremherskende under de givne samfundsforhold. Det vil sige, at loven bestemmer den almindelige bevægelsesretning, som med nødvendighed følger af de pågældende objektive betingelser. Men samfundsudviklingen er præget af modsigelser, og begivenhedernes konkrete forløb af' hænger ikke blot af de almene love, men også af det faktiske forhold mellem klassekræfterne, af de kæmpende klassers politik og af mange andre specifikke betingelser. Når marxisterne hævder, at kapitalismen uundgåeligt vil blive afløst af socialismen, mener de følgende: Det kapitalistiske samfunds objektive love fører uundgåeligt til en skærpelse af dettes økonomiske og politiske modsigelser; dette fremkalder arbejderklassens og alle arbejdendes stadig heftigere kamp mod det kapitalistiske system, en kamp, der ender med kapitalismens undergang og socialismens triumf. Arbejderklassens kamp er udtryk for den historiske nødvendighed, men dens fremgang afhænger i hvert givet øjeblik af mange omstændigheden af arbejderklassens bevidsthed og organisation, af de marxistiske partiers indflydelse, de socialistiske partiers politik, den borgerlige stats politik og af mange andre ting. Nogle af disse faktorer kan fremme og andre hæmme arbejderklassens endelige sejr, men til syvende og sidst er arbejderklassens triumf og socialismens sejr uundgåelig. Når kommunisterne og deres forbundsfæller derfor fremmer udviklingen af arbejderklassens og alle arbejdendes befrielseskamp og bidrager til at udvikle deres bevidsthed og organisation, så fremskynder de dermed historiens lovmæssige gang og reducerer det nye samfunds »fødselsveer«. Når altså den marxistiske teori anerkender den historiske proces nødvendighed og lovmæssighed, understreger den samtidig den afgørende rolle, som menneskenes, de progressive klassers aktive kamp spiller. »Marxismen - skrev Lenin - adskiller sig fra alle andre socialistiske teorier ved en beundringsværdig forening af fuldstændig videnskabelig nøgternhed i analysen af den objektive situation og udviklingens objektive forløb med den mest ubetingede anerkendelse af den betydning, der må tillægges den revolutionære energi, den revolutionære skaberevne, det revolutionære initiativ, som findes hos masserne og naturligvis også hos de enkelte personer, grupper, organisationer og partier, der forstår at finde frem til og at realisere forbindelsen med den ene eller den anden klasse.«

Ideernes rolle i samfundets udvikling

Eftersom den historiske lovmæssighed fremtræder i menneskenes aktive virksomhed, tilkommer der de samfundsmæssige ideer en meget stor betydning. De borgerlige kritikere af marxismen påstår, at den historiske materialisme reducerer eller endog helt og holdent benægter, at ideerne har nogen betydning for historien. Efter deres mening bevises dette af, at marxisterne betragter samfundets åndelige liv som en genspejling af dettes materielle væren. Men det at pege på den kilde, hvorfra de samfundsmæssige ideer har deres oprindelse, betyder på ingen måde, at man benægter eller reducerer deres betydning. I virkeligheden benægter Marxismen på ingen måde den betydning, der tilkommer ideerne, de samfundsmæssige idealer, de menneskelige lidenskaber og drifter og i det hele taget menneskenes indre impulser. Kommunisterne ville modsige sig selv, hvis de på den ene side søgte at udruste de arbejdende med en videnskabelig, kommunistisk ideologi, indgyde dem en følelse af klassesolidaritet, internationalisme o.s.v., medens de på den anden side benægtede betydningen af den subjektive faktor, d.v.s. af menneskenes bevidste virksomhed i historien. Marxismen hævder blot, at menneskenes ideer og følelser ikke er de sidste årsager til de historiske begivenheder, men at disse ideer og følelser selv har deres rødder i menneskenes materielle livsbetingelser. Marxismen understreger imidlertid samtidig, at de materielle livsbetingelser kun kan fremkalde bestemte menneskelige aktioner, hvis de passerer menneskenes bevidsthed og her genspejles i form af bestemte opfattelser, idealer, mål o.s.v..

Den samfundsmæssige tænknings historie viser hos alle folk, at ideernes opståen er nøje forbundet med det materielle samfundslivs udviklingsbehov. Nye ideer, der kalder til forandring af samfundsforholdene, opstår og udbredes, når samfundets materielle liv stiller menneskene over for nye opgaver. Disse opgaver bliver i den ene eller den anden form erkendt af menneskene og kommer til udtryk i tilsvarende ideer. Det er derfor ikke noget tilfældigt, når der opstår og udbreder sig nye, revolutionære ideer, der kalder til forandring af samfundssystemet. Der er her tale om en lovmæssig genspejling af de forandringer, der foregår i samfundets materielle liv. Engels skrev f.eks., at den videnskabelige socialisme ikke er andet end den i menneskenes bevidsthed genspejlede konflikt mellem de nye produktivkræfter og de kapitalistiske produktionsforhold, dens genspejling i arbejderklassens hoveder, i den klasse, der direkte lider under denne konflikt. Ideerne, der er opstået på basis af samfundets modne materielle behov, påvirker igen samfundsudviklingen. Hvordan foregår det? Ideerne kan selvfølgelig ikke direkte, af sig selv, påvirke samfundets materielle liv: de opstår og lever i menneskenes hoveder, og derfor kan de kun påvirke samfundsudviklingens gang, når de omsættes i bestemte handlinger, aktioner, i en bestemt adfærd fra menneskets side. Hvordan foregår så det? Hvis ideerne svarer til samfundslivets modne behov, vil de før eller senere finde adgang til de brede massers bevidsthed, de bliver deres egne ideer og svejser masserne sammen til en mægtig armé, der besjæles af et fælles mål og en fælles vilje. Massernes spontane utilfredshed og spontane bevægelse forvandler sig til en bevidst og organiseret kamp. Ideerne holder op med kun at være ideer, de legemlig' gøres i handling: de forener og organiserer menneskene og fremkalder bestemte praktiske aktioner. Derfor sagde Marx også, at når ideerne får tag i masserne, bliver de til en materiel magt. Hvert samfunds samfundsmæssige bevidsthed er selvfølgelig et kompliceret og modsigelsesfyldt fænomen. Den samfundsmæssige væren er uensartet og rummer såvel progressive, revolutionære fænomener og tendenser som gamle, reaktionære. Dette genspejles også i den samfundsmæssige bevidsthed. På den ene side findes der gamle reaktionære ideer, der udtrykker de overlevede klassers interesser og genspejler sociale betingelser, hvis udviklingsmuligheder allerede er udtømt. Dette gælder f.eks. den moderne borgerlige ideologi, der søger at forevige det rådne kapitalistiske system. På den anden side opstår de progressive, revolutionære klassers ideologi, der genspejler samfundslivets nye behov og kalder menneskene fremad på fremskridtets vej og derved vinder mere og mere indflydelse. Selv når en herskende klasse er blevet reaktionær, bliver dens ideologi endnu i lang tid ved med at være den dominerende: for det første støtter den sig til vanens magt og til den bestående tradition; for det andet får den aktiv støtte fra hele magtapparatet (først og fremmest staten) og den herskende klasses talrige institutioner (kirken, pressen o.s.v.), hvorved udbredelsen af de nye ideer samtidig hæmmes. Den nye ideologi har imidlertid en afgørende fordel, nemlig den, at den genspejler samfundsudviklingens behov. Man kan forbyde, men ikke udrydde de revolutionære tanker. Før eller senere får de nye ideer tag i masserne og sætter dem i bevægelse, og så er det slut med det gamle samfundssystem. Sådan sammenflettes de samfundsmæssige ideer med den historiske udviklings lovmæssige forløb. Den store betydning, som ideerne har for historien, giver dem stor værdi i kampen for samfundets revolutionære omdannelse. Lenin foreslog derfor med rette, at man skulle indlede skabelsen af det marxistiske parti i Rusland med at udgive bladet »Iskra«, d.v.s. med at udbrede marxismens revolutionære ideer blandt arbejderne og først derpå befæste den idémæssige enhed med en materiel organisation, et politisk parti. Uden de nye ideers mobiliserende, organiserende og omskabende kraft er det umuligt at løse de opgaver, som udviklingen af samfundets materielle liv stiller samfundet overfor. Jo højere menneskenes revolutionære bevidsthedsniveau er, jo mere de revolutionære ideer er udbredt blandt masserne, des hurtigere og lettere løses de opgaver, som samfundet står overfor.

Spontaneitet og bevidsthed i samfundsudviklingen

Alle de samfundsformationer, der gik forud for socialismen, udviklede sig på den måde, at de objektive love virkede spontant, som blind nødvendighed, der banede sig vej gennem individernes tilfældige, enkeltvise handlinger. De objektive love herskede over menneskene; de blev af dem opfattet som en fremmed og uforståelig kraft, som de måtte underkaste sig. Forklaringen herpå er selvfølgelig ikke blot den, at Menneskene ikke kendte samfundslovene. Hovedårsagen til samfundsudviklingens spontane karakter består i, at samfundslivets hovedsfære- den materielle produktion - står uden for samfundets kontrol. Privatejet af produktionsmidlerne gør det ikke muligt bevidst at lede samfundets udvikling som helhed. Hvor privatejendomsretten hersker, handler enhver på egen risiko i sin egen bedrift, i sit private værksted, på sin jordlod, men i det store og hele foregår samfundets udvikling spontant, uden for menneskenes bevidste kontrol. Det i fjendtlige klasser splittede samfund har ingen fælles vilje, der kan lede dets udvikling og den retning, der bestemmes af de objektive lovmæssigheder. De blinde samfundskræfters herredømme er trængt dybt ind i menneskenes bevidsthed. Man behøver blot at tænke på mystiske forestillinger ! som på skæbnen, der menes at råde over menneskenes og folkenes liv og død, og på religionen. Men allerede i udbyttersamfundet begynder menneskenes bevidste virksomhed undertiden at spille en stor rolle. Der er her først og frem-1 mest tale om de sociale revolutionsperioder, der forudsætter, at den revolutionære klasse, eller i hvert fald dens fortrop, i det mindste i store træk gør sig sine væsentlige historiske opgaver klart. Skønt det revolutionære franske bourgeoisis ideologer i det 18. århundrede ikke kendte de økonomiske loves væsen, der bestemte, at feudalismen skulle afløses af kapitalismen, formulerede de alligevel mere eller mindre rigtigt de praktiske fordringer, der var en følge af disse love (afskaffelsen af bøndernes personlige afhængighed og af lavstvangen, ophævelsen af adelsprivilegierne o.s.v.), da bourgeoisiet var brændende interesseret i disse forholdsregler. Men også her var de rigtige paroler sammenflettet med illusioner, og de franske oplysningsfilosoffer ville sikkert have været meget forbavsede og skuffede, hvis de i stedet for det »fornuftens rige«, som de oprigtigt havde kæmpet for, havde set den følelsesløse pengemagt triumfere. Proletariatet er den første klasse i historien, der frigør sig for enhver illusion. Det har ikke brug for at bedrage sig selv, da historiens gang ikke modsiger og ikke vil komme til at modsige dets interesser og formål, men tværtimod fører til deres realisering. Proletariatet behøver heller ikke at bedrage andre, da det ikke stræber efter privilegier til skade for andre arbejdende; arbejderklassen kan ikke befri sig selv uden at befri alle andre mennesker, uden helt at gøre ende på menneskets udbytning af mennesket. Arbejderklassen begynder allerede i det kapitalistiske samfunds skød bevidst at udnytte de historiske lovmæssigheder. Det sker, når den tilegner sig den videnskabelige teori, når den skaber et politisk parti og forener alle folkets arbejdende lag omkring sig og fører kampen i den retning, der dikteres af selve kapitalismens objektive lovmæssigheder, i retning af overgangen til socialismen. Proletariatets sociale revolution er den første revolution i historien, i hvilken de arbejdende massers revolutionære fortrop - det marxistisk-leninistiske parti - er ganske klar over det objektive indhold i sine historiske handlinger og bevidst leder de brede massers kamp for det bestående samfundssystems revolutionære forandring.

Beherskelse af lovene for samfundsudviklingen

Under socialismens epoke stiller menneskene på grund af samfundsejet af produktionsmidlerne hele samfundets produktion under deres kontrol. Menneskene kan nu skabe videnskabeligt begrundede proportioner mellem samfundsøkonomiens grene, mellem forbrug og akkumulation, mellem produktionen af forbrugsvarer og befolkningens indtægter, o.s.v.. Da de afgørende produktionsmidler er samlet i det socialistiske samfunds hænder, kan det drive en planøkonomi, som garanterer et højt udviklingstempo. Menneskenes bevidste udnyttelse af samfundslovene ophæver ikke disses objektive karakter, men det gør det muligt for samfundet at orientere sig med lethed i en situation og, under hensyntagen til de objektive betingelser, at skride planmæssigt frem mod et tidligere afstukket mål, som man har sat sig på grundlag af sit kendskab til disse love. Principielt forholder det sig på samme måde som med udnyttelsen af naturlovene. Mennesket kan ikke ophæve tyngdeloven, men kendskabet til aerodynamikkens love gør det muligt for det at bygge flyvemaskiner, der hæver sig op i luften under overvindelse af Jordens tiltrækningskraft. Ganske på samme måde kan samfundet ikke vilkårligt fastlægge proportionerne for de vigtigste samfundsøkonomiske grenes udvikling, men kendskabet til disse objektive proportioner gør det muligt for det bevidst at planlægge den videre udvikling under hensyntagen til dets behov, uden at frygte kriser og disproportioner. Sådan bliver den nødvendighed, der er særegen for samfundsfænomenerne, til erkendt nødvendighed. Det er af overordentlig betydning for samfundet bevidst at kunne beherske disse love. For det første hører menneskene op med at være lovenes slaver, når de behersker den videnskabelige teori, kan de forudse og indstille sig Pa lovenes virkninger, give dem den retning, de har brug for, o.s.v. Menneskene bliver kort sagt herre over deres egne forhold og de love, der regulerer dem. Følgelig kommer den samfundsmæssige bevidsthed og overbygningen i det hele taget til at spille en stadig større rolle i samfundsudviklingen. Beherskelsen af de objektive love ytrer sig under socialismen først og fremmest i den virksomhed, som partiet og staten udøver med hensyn til ledelsen af det økonomiske liv. Jo mere indgående et kendskab man har til den socialistiske økonomis objektive lovmæssigheder, des sikrere handler partiet og staten, når de fastlægger de veje, som landet skal følge under sin økonomiske udvikling, des højere er det niveau, som ledelsen i af folkeøkonomien står på, des sjældnere forekommer der disproportioner og tilfældigheder i samfundsproduktionen, og des mere realitetsbetonede er planerne for folkeøkonomien. For det andet gør kendskabet til de objektive lovmæssigheder det muligt at danne sig et klart billede af bevægelsens mål, sådan som det fremtræder på baggrund af hele samfundsudviklingens forløb. Det er klart, at man kan nå hurtigere til målet, når man kender det, og at man derved kan spare kræfter og midler. Man kan ganske vist ikke springe over den ene eller den anden etape, men man kan opnå, at man passerer den hurtigere, og undgå unødvendige ofre, overflødige anstrengelser og tab af materielle værdier. For det tredje fremkalder den omstændighed, at samfundets objektive udviklingslinje falder sammen med de interesser, bestræbelser og ønsker, der næres af flertallet af samfundets medlemmer, disses skabende initiativ, så at de viser særlig energi og ihærdighed for at nå frem til det ønskede mål, hvilket igen fremskynder samfundets udvikling.

Den borgerlige sociologis uholdbarhed

Frygten for historiens love

Medens den historiske materialisme fremdrager de objektive love, der gælder for samfundsudviklingen og peger på den vej, der fører til, at man kan erkende dem og udnytte dem i samfundets interesse, søger den borgerlige sociologi på enhver måde at bevise, at der ikke findes nogen historisk lovmæssighed, eller den søger at forvanske indholdet af samfundslovene. Det er ikke tilfældigt, at de borgerlige sociologer indtager dette standpunkt. Dengang, da bourgeoisiet var en progressiv klasse, betragtede dets ideologer samfundet som en del af naturen og søgte at opdagede »naturlige love«, der gjaldt for samfundets udvikling. Og selv om disse forsøg, da det kom til stykket, ikke nåede ud over den idealistiske historieopfattelses rammer, så var de dog af progressiv betydning for samfundsvidenskabens udvikling. Det forholder sig ganske anderledes i vor tid, da kapitalismen går sit endeligt i møde. Hvordan skal man forklare de overmåde vigtige verdenshistoriske begivenheder i vor tid: den store socialistiske Oktoberrevolutions sejr, dannelsen af det socialistiske verdenssystem, det imperialistiske kolonisystems sammenbrud, etc ? Hvis man indrømmer, at det er lovmæssige begivenheder, indrømmer man at kapitalismen uundgåeligt vil gå til grunde, og at socialismen undgåeligt vil sejre, hvilket er det samme som at bryde med den borgerlige ideologi. Men dette er de borgerlige videnskabsmænd med få undtagelser ikke i stand til. Hvis man derimod benægter en objektiv lovmæssighed i vor tids begivenheder, så føres man uundgåeligt til at opgive tanken om den historiske lovmæssighed i det hele taget og til at opgive den videnskabelige udforskning af samfundsforholdene. Netop dette er da også karakteristisk for den moderne borgerlige sociologi. Frygten for historiens love, der dømmer kapitalismen til undergang, får de borgerlige sociologer til at indlade sig på en rasende kamp mod marxismen-leninismen og til at forvanske de virkelige forhold. Som Lenin fastslog, »betyder det at jage lovene ud af videnskaben i virkeligheden kun, at man indsmugler religionens love«. Det er ikke tilfældigt, at mange moderne borgerlige sociologer åbenlyst driver propaganda for mystikken og taler om, at den historiske proces er »forudbestemt af Gud«, og at historiens gang ledes af »forsynets hemmelighedsfulde kraft«. I kampen mod den materialistiske historieopfattelse og den videnskabelige behandling af samfundsfænomenerne tager de borgerlige sociologer deres tilflugt til de mest forskelligartede metoder. De vigtigste af disse er: den psykologiske forklaring af samfundsudviklingen; benægtelsen af den objektive historiske lovmæssighed, idet man bruger som påskud, at de historiske fænomener »ikke gentager sig«; endelig erstatter man de historiske love med love, der gælder for biologien eller andre naturvidenskaber.

Den psykologiske samfundsteori

Den psykologiske forklaring af samfundsudviklingen, der, som vi har set, også tidligere var karakteristisk for den borgerlige sociologi, går ud fra, at samfundslivets skaber er den menneskelige bevidsthed, menneskets psyke. Hertil kommer, at den moderne borgerlige sociologi behandler selve den menneskelige psyke i irrationalistisk ånd og fremstiller mennesket ikke som et bevidst væsen, men som et væsen, der hovedsagelig handler under indflydelse af ubevidste impulser og biologiske instinkter. Den østrigske Psykiater og sociolog Freud, der har øvet stærk indflydelse på den borgerlige sociologi, står f.eks. på det standpunkt, at alle menneskets handlinger betinges af en animalsk faktor, først og fremmest kønsdriften, bedens den menneskelige bevidsthed kun udgør overbygningen over de ubevidste instinkter og drifter. Heraf drager de borgerlige sociologer den slutning, at det er umuligt bevidst at påvirke samfundsforholdene, at , forhindre krige o.s.v.. De revolutionære bevægelser erklæres for udslag af »massehysteri«, og de arbejdere, der er utilfredse med de kapitalistiske forhold, anbefaler man at henvende sig til en psykiater, der kan hjælpe dem med at »forsone sig« med de bestående forhold. Den borgerlige sociologi ikke blot smæder de masser, der fører en bevidst kamp for demokrati og socialisme, men søger også at bringe selve målet for denne kamp i vanry, idet den søger at bevise, at menneskets animalske natur er uforanderlig. Men vi har allerede set, at menneskenes individuelle psyke ikke bestemmer deres samfundsforhold, men tværtimod selv er afhængig af de historiske betingelser. De »rå følelser«, såsom havesyge, »ejendomsinstinkt« o.s.v., som de borgerlige sociologer skriver om, fremkaldes i virkeligheden af et bestemt socialt milieu. Den forandring af menneskets bevidsthed, der er foregået under den socialistiske revolution i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande, og fremkomsten af nye åndelige træk (f.eks. kollektivisme i modsætning til borgerlig individualisme), gendriver på overbevisende måde de borgerlige sociologers påstand om, at menneskets natur er uforanderlig. Det ser ikke bedre ud hos de borgerlige forfattere, der forkynder, at hoveddrivkraften i samfundet ikke er den individuelle bevidsthed, men en »kollektiv« bevidsthed, en »gruppe«bevidsthed eller »samfundsmæssig« bevidsthed. Vi har set, at den samfundsmæssige bevidsthed, eller helheden af de samfundsmæssige ideer, virkelig spiller en vigtig rolle i samfundslivet. Men man behøver blot at spørge, hvorfor det i én periode er visse og i en anden periode andre ideer, der dominerer, eller hvorfor de forskellige klassers verdensanskuelser adskiller sig fra hinanden, for at blive klar over, at samfundets åndelige liv under ét eller en enkelt klasses åndelige liv er afledt af dens materielle liv og udgør en genspejling af sidstnævnte. Hvis man benægter dette, gør man det af med samfundsvidenskaben og opgiver at nå til erkendelse af samfundets indre lovmæssigheder. Dette standpunkt indtages da også af de mest reaktionære sociologer, irrationalisterne, der søger at bevise, at historien ikke kan være en videnskab, og at den ikke hviler på objektiv viden, men på intuition og en »trosakt«.

Beskrivelse kontra forklaring

Den såkaldte »empiriske sociologi«, der er nøje forbundet med neopositivismens filosofi, fører kampen mod den videnskabelige determinisme med langt mere raffinerede metoder. De sociologer, der tilhører denne retning, går i ord ind for et videnskabeligt, objektivt studium af samfundsforholdene. Det »videnskabelige« hos kontra dem reduceres imidlertid til simpelt hen en beskrivelse af enkelte kendsgerninger, som ikke hæver sig til en nogenlunde omfattende generalisering. Dette begrundes hyppigt af særdeles plausible henvisninger til samfundslivets komplicerede karakter, faren for skematisme o.s.v. Der findes ikke to ens mennesker, ikke to begivenheder på Jorden; følgelig kan der heller ikke findes almene love for den historiske udvikling, siger disse sociologer. Denne betragtning er imidlertid fuldstændig ubegrundet. Hver historisk begivenhed er selvfølgelig et engangsfænomen, som ikke lader sig tage. Hverken Napoleon eller Hitlers selvmord kan gentage sig. Den omstændighed, at en begivenhed eller proces ikke lader sig gentage, udelukker imidlertid ikke, at der i denne individuelle proces findes visse almene træk, som lader sig gentage, og hvis sammenfatning gør det muligt at konstatere en bestemt lovmæssighed. Selv om de konkrete omstændigheder i forbindelse med den første og den anden verdenskrigs opståen er nok så forskellige, vil en videnskabelig analyse kunne påvise, at de begge to i sidste instans skyldtes én og samme årsag, nemlig skærpelsen af modsætningerne mellem de imperialistiske magter i forbindelse med den ujævnhed, der prægede deres økonomiske og politiske udvikling. Selv om betingelserne for socialismens opbygning er nok så mangfoldige i de forskellige lande, så opdager vi overalt visse almene lovmæssigheden nødvendigheden af proletariatets diktatur, samfundets overtagelse af produktionsmidlerne o.s.v. Studiet af disse almene, stadig gentagne træk ved samfundsudviklingen fører på ingen måde til skematisme og dogmatisme, som det påstås af de moderne revisionister, der går i de borgerlige sociologers fodspor, men er tværtimod en nødvendig betingelse for udforskningen af samfundsfænomenerne, fordi det giver et videnskabeligt grundlag for en sammenligning af dem. Det imperialistiske bourgeoisi er imidlertid bange for sådanne sammenfatninger, fordi de uundgåeligt blotter de kapitalistiske tilstandes råddenskab. Dette er forklaringen på, at de sociologiske undersøgelser begrænser deres emner til studiet og beskrivelsen af enkelte tilfælde, medens man undlader at komme ind på de almene grundlæggende problemer.

Socialdarwinismens forvanskning af de historiske love

Mange borgerlige sociologer søger at dække deres forfalskning af de historiske love med et pseudovidenskabeligt klædebon. En af de mest yndede metoder består i at erstatte samfundslovene med biologiens love. Tilhængerne af denne retning, der opstod i det 19. århundrede og fik betegnelsen socialdarwinisme, argumenterer på følgende måde: Eftersom mennesket er en del af naturen, er det menneskelige samfunds udvikling underkastet de samme love som de andre biologiske arters udvikling; i naturen finder vi naturlig udvælgelse, idet de stærkeste sejrer i kampen for tilværelsen; følgelig foregår det samme også i samfundet. Heraf drager de den slutning, at klassekampen kun er et udtryk for den evige kamp for tilværelsen, og at det kapitalistiske udbytningssystem, undertrykkelsen af kolonierne o.s.v. er fænomener, der er nedlagt i menneskets egentlige biologiske væsen. Den stærke besejrer altid den svage, og anderledes kan det ikke være. denne måde får de love, der gælder for den kapitalistiske jungle, biologisk begrundelse og erklæres at være uafvendelige og evige. Man kan imidlertid ikke forestille sig en mere falsk teori end denne, der danner grundlaget for de skændigste race- og andre fordomme, »Intet er lettere - skrev Lenin - end at klistre en 'energetisk' eller 'biologisk-sociologisk' etikette på fænomener som kriser, revolutioner, klassekamp o.s.v., men intet er mere ufrugtbart, skolastisk, dødt, end en1 sådan beskæftigelse.« De love, der gælder for det menneskelige samfunds udvikling, er særlige love, der er kvalitativt forskellige fra naturlovene. Til forskel fra dyrene, der passivt tilpasser sig de naturgivne, betingelser, producerer mennesket selv de materielle goder, det har brug for. Blandt andet af den grund kan alle forsøg på at forklare de ulykker, som kapitalismen bringer over de arbejdende, med biologiens love ikke holde stand over for kritik. Tværtimod hvad visse borgerlige sociologer, der er tilhængere af den reaktionære Malthus, påstår om Jordens »overbefolkning«, har menneskeheden alle muligheder for at tilfredsstille sine stigende materielle behov. Det system, hvorunder det ene menneske udbytter det andet, og den deraf fremkaldte klassekamp er ikke et udslag af den biologiske »kamp for tilværelsen«, men følgen af en bestemt, historisk forbigående økonomisk samfundsformation. Når kapitalisten kan udbytte arbejderen, er det ikke, fordi han er højere organiseret i biologisk henseende, men fordi han råder over de produktionsmidler, i som arbejderen ikke har. Erfaringerne fra opbygningen af socialismen i Sovjetunionen og i de folkedemokratiske lande viser, at det socialistiske system afskaffer såvel klasseuligheden som konkurrencen, som den borgerlige sociologi betegner som den evige drivkraft for fremskridtet, for slet ikke at tale om arbejdsløsheden, som de borgerlige sociologer anser for et bevis på, at Jorden er overbefolket. Ganske på samme måde er kolonifolkenes og de afhængige folks opvågnen i Østen og deres hurtige fremskridt i socialøkonomisk og kulturel henseende en kendsgerning, der gør det fuldstændigt af med de skændige »teorier« om de »farvede« folks »mindreværd« og om den hvide races »biologiske ret« til at herske over verden. Den borgerlige sociologis forsøg på at sværte den materialistiske historieopfattelse og at sætte sine egne anti-videnskabelige, idealistiske synspunkter op imod den er altså forsøg med uegnede midler, som kun beviser den borgerlige samfundsvidenskabs bankerot.

Den materialistiske historieopfattelses betydning for de andre samfundsvidenskaber og for den samfundsmæssige praksis

Den historiske materialisme og samfundsvidenskaberne

Af det sagte fremgår, hvilken stor betydning den historiske materialisme har for de specielle samfundsvidenskaber og for den praktiske virksomhed, der udfoldes af arbejderklassens revolutionære partier. Videnskaberne om samfundet - historien, den politiske økonomi, retsvidenskaben, etik, samfundsvidenskaberne, æstetik o.s.v. - er studiet af de enkelte sider af samfundslivet eller de enkelte landes og folks konkrete historie. Den politiske økonomi er studiet af de love, der gælder for udviklingen af samfundsproduktionen og fordelingen af de materielle goder; retsvidenskaben studiet af samfundets politiske overbygning: stat og ret, etikken læren om samfundets moral o.s.v.. Den historiske materialisme er videnskaben om samfundets almene udviklingslove. Den historiske materialismes konklusioner og grundsætninger - om den samfundsmæssige bevidstheds afhængighed af den samfundsmæssige væren, om samfundssystemets forandringer som følge af produktivkræfternes forandringer, om gensidighedsforholdet mellem basis og overbygning o.s.v. - indeholder formuleringer af de love, der gælder for samfundets liv som helhed. Ingen af de konkrete samfundsvidenskaber har at gøre med så omfattende generaliseringer som den historiske materialisme. Derfor er den grundlaget for alle samfundsvidenskaber. Den historiske materialisme gør ikke krav på at erstatte de øvrige samfundsvidenskaber; den tjener derimod som erkendelsesmetode for disse og støtter sig til gengæld på dem i sine generalisationer. Kendskabet til de almene love, som den historiske materialisme fremdrager, gør det muligt at forstå udviklingen af samfundslivets enkelte sider og et bestemt lands konkrete historie. Ingen af samfundsvidenskaberne kan nå til en rigtig forståelse af det område af samfundslivet, som den studerer, hvis den ikke gør sig dets sammenhæng med samfundslivets andre områder klart, hvis ikke den gør sig klart, hvilken plads det indtager i hele rækken af samfundsudviklingens fænomener. Den materialistiske historieopfattelse er imidlertid ikke en universalnøgle, ved hvis hjælp man med det samme kan forklare enhver historisk situation, ethvert historisk fænomen. Den forsker, der forstår at anvende den materialistiske historieopfattelse, råder over et pålideligt kompas, der hjælper ham med at nå til en rigtig opfattelse af de historiske begivenheder. Men selve disse begivenheder og de betingelser, der har fremkaldt dem, må studeres ganske konkret af ham. Det forudsætter hver gang en grundig udforskning af det historiske materiale, af alle de kendsgerninger, der angår den pågældende periode. Kun på den måde kan man finde den indre forbindelse mellem de historiske begivenheder og forklare hver af dem, så at man ikke blot kan forstå fortiden og nutiden, men også på videnskabelig basis kan forudsige fremtiden.

Om videnskabelig forudseenhed

De borgerlige filosoffer og sociologer, der benægter den objektive lovmæssighed i samfundsudviklingen, anser en videnskabelig forudseen af fremtiden for umulig, idet de henviser til, at fremtiden afhænger af menneskenes hensigter og ønsker, som ingen kan forudsige noget om. Men, som vi allerede har kunnet overbevise os om, bestemmes menneskemassernes planer og bestræbelser af deres objektive livsbetingelser. Derfor gør kendskabet til det nuværende samfunds lovmæssige udviklingstendenser det også muligt for os at forudse begivenhedernes fremtidige forløb. Fremtiden falder jo ikke ned fra himlen, men realiserer kun de muligheder, som nutiden rummer. Kendskabet til samfundets udviklingslove gør det selvfølgelig kun muligt at forudse den historiske udviklings almene retning, men ikke dens detailler og konkrete former. Mange samfundsprocessers konkrete form og varighed opstår under indflydelse af en mængde tilfældige omstændigheder, som selv det mest geniale menneske ikke kan forudse. Det at forudse den almindelige udviklingslinje har imidlertid den største praktiske betydning. Marx og Engels forudsagde for over et århundrede siden, da kapitalismen var inde i sin opadstigende periode, at kapitalismen uundgåeligt vil forfalde og gå til grunde som følge af dens iboende indre modsigelser. Denne forudseen bliver i vor tid uimodståeligt til virkelighed. Længe før den første verdenskrig forudsagde Engels, at en sådan krig kunne opstå og hvilke følger, den ville få. Han skrev, at en kommende verdenskrig i Europa ville føre til, at mange monarkier ville blive styrtet, og at snesevis af kroner ville falde, at handelens og industriens mekanisme ville komme fuldstændig i ulave o.s.v.. »Ét resultat er fuldstændig sikkert - skrev Engels -: der vil indtræde en almindelig udmattelse og blive skabt betingelser for arbejderklassens endelige sejr.« Og det gik faktisk sådan, at imperialismens kæde, som følge af den første verdenskrig, blev revet over på sit svageste sted, i Rusland, hvor arbejderklassen kom til magten. For mere end et halvt århundrede siden forudså Lenin, at forskydningen af den internationale revolutionære bevægelses centrum mod øst ville medføre, at det russiske proletariat blev den socialistiske revolutions fortrop. Under første verdenskrig forudså han, at det var muligt, at socialismen til at begynde med kunne sejre i et enkelt eller nogle få lande. Historien har på glimrende måde bekræftet begge disse forudsigelser. Marxisterne har gentagne gange mange år i forvejen forudsagt begivenheder som den nationale befrielsesbevægelses sejr i kolonierne og de afhængige lande, revolutionens sejr i Kina, det fascistiske regimes sammenbrud i Tyskland, den sejr, som de demokratiske lande med Sovjetunionen i spidsen vandt i den anden verdenskrig og meget andet. Alle disse forudsigelser slog til, fordi de hvilede på en objektiv, strengt videnskabelig analyse af virkeligheden, der gik ud fra dennes grundlæggende lovmæssige tendenser. Omvendt har de borgerlige politikeres og sociologers talløse spådomme om, at socialismen uundgåeligt ville gå til grunde, at kapitalismen ville opleve en ny blomstring o.s.v., lidt ynkeligt skibbrud, fordi de ikke tog hensyn til den reale histories love og udgav deres ønsker for virkelighed. Samme skæbne vil de mange hysteriske skrålhalse i vor tid lide, som taler om »kommunismens krise« og forudsiger »den menneskelige kulturs undergang«.

Den historiske materialisme og arbejderbevægelsens praksis

Som videnskab om de almindelige love for samfundets udvikling og som metode til erkendelse af samfundsfænomenerne danner den materialistiske historieopfattelse det teoretiske grundlag for hele den videnskabelige kommunisme og for de kommunistiske partiers strategi og taktik. Marxismen-leninismen viser, at den kapitalistiske formation lovmæssigt og uundgåeligt vil blive afløst af den socialistiske formation og indgiver derved de arbejdende vished om, at deres store sag til slut vil sejre. Den lærer arbejderbevægelsens folk at tænke i store linjer, at forbinde dagsinteresserne med arbejderklassens endelige mål, at betragte samfundsbegivenhederne i deres indre sammenhæng og bag de enkelte begivenheder at se det brede historiske perspektiv. Den, der har kendskab til samfundsudviklingens love, bliver en bevidst deltager i den store historiske kamp for kommunismen. Dertil kommer, at den dialektisk-materialistiske metode indstiller menneskene på en konkret analyse af hver given situation, af den særlige situation i landet og i hele verden. Hvert af arbejderklassens revolutionære partier må virke i en særlig situation, under specifikke nationale forhold. Spørgsmålet om, hvorvidt dets virke skal krones med held, afhænger i betydelig grad af, hvor videnskabeligt rigtigt det er istand til at vurdere de objektive betingelser for sin kamp og udforme målene og midlerne for den i overensstemmelse med de historiske begivenheders konkrete forløb. At beherske denne metode er ikke det samme som at lære den historiske materialismes formler og grundsætninger udenad. Det er f.eks. ikke svært at huske, at konflikten mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene er grundlaget for den sociale revolution. Et arbejderklassens parti, der indskrænkede sig til at konstatere denne almene sandhed, og ikke studerede under hvilke konkrete former denne konflikt kommer til udtryk i det pågældende land, hvordan forholdet mellem klassekræfterne er i dette land o.s.v., ville imidlertid ikke være meget bevendt. At beherske den materialistiske historieopfattelse betyder at tilegne sig kernen i den materialistiske og dialektiske analyse af samfundsfænomenerne, at lære at anvende den ved undersøgelsen af de konkrete betingelser for arbejderklassens kamp i hvert givet øjeblik, og at lære at sammenfatte den revolutionære bevægelses overordentlig rige erfaringer. Det er derfor, den materialistiske historieopfattelse indtager en så vigtig plads i arbejderklassens revolutionære partiers verdensanskuelse, i den verdensanskuelse, der præger hver bevidst forkæmper for socialismen, hvert menneske, der vil forstå samfundsudviklingens love og med indsigt vil tjene fremskridtets og alle arbejdende menneskers vel.

5. Klasserne, klassekampen og staten

Samfundslivet er overordentlig kompliceret og mangfoldigt. Gennem hele samfundets historie er det kommet til sammenstød mellem forskellige, ofte diametralt modsatte bestræbelser fra mange menneskers side, der udspandt sig kampe mellem dem, og de mest forskelligartede modsætninger opstod og blev løst. Til kampen inden for samfundet kom sammenstød og kampe mellem forskellige folkeslag og samfund. I historien foregik der en stadig skiften mellem perioder af revolution og reaktion, hurtigt fremskridt og stagnation, mellem krig og fred. Først marxismen gav den ledetråd, der gjorde det muligt at opdage lovmæssigheden i denne tilsyneladende labyrint og kaos, nemlig klassekampens teori. Kun på grundlag af denne teori kan man komme til klarhed over, hvad det er for skjulte drivkræfter, der ligger bag alle betydelige begivenheder og omskiftelser, der finder sted i udbyttersamfundet. For arbejderklassen tjener denne teori som videnskabeligt grundlag for taktikken i dens befrielseskamp.

Karakteren af klasseforskellene og forholdet mellem klasserne

Modsætningerne og sammenstødene mellem mennesker med forskellig dal indstilling bragte allerede før Marx progressive videnskabsmænd så den tanke, at der måtte eksistere forskellige samfundsklasser og foregå n kamp mellem dem. Deres forestillinger om klasserne var imidlertid meget udflydende og ubestemte. Disse videnskabsmænd var ikke i stand til at afgøre, hvad der var det vigtigste og afgørende af de mange kendetegn, der adskiller folk, som tilhører forskellige klasser. Følgen var, at de principper for en inddeling af klasserne, som de foreslog, ikke fik fat i problemets kerne og ofte viste sig at være tilfældige og vilkårlige. Dette gælder i endnu højere grad for vor tids borgerlige sociologi. De borgerlige sociologer indrømmer, at samfundet ikke er ensartet, men består af en mængde forskellige lag (strata) og sociale grupper. Men hvad ligger til grund for denne lagdeling? På dette spørgsmål bliver der givet forskellige svar. Nogle sociologer sætter det åndelige moment i forgrunden, fællesskabet med hensyn til psyke, religiøs overbevisning o.s.v.. Men vi har allerede set, at menneskenes samfundsmæssigebevidsthed afhænger af deres samfundsmæssige væren. Andre anser den materielle velstand for klassedelingens hovedprincip: indtægtens størrelse, boligforholdene o.s.v.. Indtægtens størrelse afhænger imidlertid af den plads, som den pågældende klasse indtager i samfundsproduktionen, om den er ejer af produktionsmidlerne eller en undertrykt, udbyttet klasse. Deraf afhænger også dens rolle i det politiske liv, dens dannelsesniveau og hele dens livsform. Da samfundslivets vigtigste og afgørende side er den materielle produktion, må man søge grundlaget for samfundets inddeling i klasser, hvilken plads den ene eller den anden gruppe mennesker indtager i det samfundsmæssige produktionssystem, og hvilket forhold de indtager til produktionsmidlerne. Den fuldstændigste definition af, hvad en klasse er, har Lenin givet i sit arbejde »Det store initiativ«: »Klasser kalder man store menneskegrupper, der adskiller sig ved deres placering i den samfundsmæssige Produktions historisk bestemte system, ved deres forhold til produktionsmidlerne (hvad der i hovedsagen er nedfældet og udformet i love), ved deres rolle i den samfundsmæssige organisering af arbejdet, og følgelig ved de måder, hvorpå de får, og det omfang, hvori de får den part af samfundsrigdommen, som tilfalder dem. Klasser, det er menneskegrupper, af hvilke den ene kan tilegne sig den andens arbejde i kraft af deres placering i den givne økonomiske samfundsstruktur.« Det er netop klassernes eksistens, der ligger til grund for den sociale uretfærdighed, der er det karakteristiske træk ved udbyttersamfundet, Det er ikke »Guds vilje« og ikke menneskenes individuelle egenskaber - som udbytterklassernes ideologer altid har søgt at bevise -, men tilhørsforholdet til den ene eller den anden klasse, der forklarer, at nogle indtager en dominerende, privilegeret stilling, mens andre lever i undertrykkelse, fattigdom og retsløshed. Dette betyder selvfølgelig ikke, at alle andre forskelle og forhold i samfundet, bortset fra klasseforholdene, er uvæsentlige. Under menneskehedens historiske udvikling har der dannet sig adskillige stabile former! for socialt fællesskab, som ikke faldt sammen med klassedelingen, f.eks., det nationale fællesskab, nationen.

Klasse og nation

De nationale bånd er meget stabile. Under henvisning hertil søger de borgerlige sociologer tit at fremstille dem som »naturgivne« forhold, der er mere væsentlige end klasseforholdene. Denne opfattelse er imidlertid ganske fejlagtig. Fremfor alt er de nationale forhold, ligesom klasseforholdene, ikke noget evigt. De er produktet af en langvarig historisk udvikling. Formerne for det menneskelige fællesskab står i nøje forbindelse med samfundssystemets karakter og forandrer sig sammen med dette. I ursamfundet var det menneskelige fællesskabs grundform ætten og stammen. Det hovedkendetegn, der adskilte medlemmerne af ættens kollektiv fra de øvrige mennesker, var deres fælles oprindelse, deres blodsbeslægtethed. Med ursamfundets opløsning gik ætternes og stammernes stabilitet efterhånden til grunde, og slægtskabsbåndenes betydning aftog. Gennem sammensmeltning af flere stammeforbund opstod der folkeslag. Mennesker, der tilhørte samme folkeslag, var ikke længere forbundet med slægtskabsforbindelser; de fælles træk, der karakteriserede dem (fælles sprog, territorium og kultur), er af social, historisk oprindelse. Et folkeslags enhed var imidlertid fortsat meget ustabil. I slaveejersamfundet og feudalsamfundet kunne der endnu ikke findes den enhed i det økonomiske liv, der er den nødvendige betingelse for en stabil territorial enhed og for et stabilt kulturelt fællesskab. Først med kapitalismen, der gjorde ende på den feudale splittelse og førte til dannelse af et fælles nationalt marked, opstod de nødvendige forudsætninger for folkeslagenes forvandling til nationer. Det nationale fællesskab må ikke identificeres med begrebet race, hvilket mange borgerlige sociologer gør. Inddelingen i racer er en ind' deling af menneskene efter arvelige legemlige kendetegn. Svarende til en række kendetegn (hudfarve, hjerneskallens form, hår o.s.v.) skelner videnskaben mellem tre hovedracen den europide (eller hvide), den negroide (eller sorte) og den mongoloide (eller gule). Til forskel fra det nationale fællesskab er racekendetegnede af biologisk natur og har udviklet sig i en lang proces, under hvilken den menneskelige oeganisme har tilpasset sig bestemte naturbetingelser. Én og samme race omfatter forskellige nationer. Til gengæld omfatter én og samme nation undertiden mennesker med forskellige racemæssige kendetegn (f.eks. negre, hvide og indianere i nogle sydamerikanske lande). Der findes heller ingen indre forbindelse mellem race og sprog. Det engelske sprog i USA er f.eks. modersmål for såvel hvide som negre. Derfor er begreber som »den germanske race« eller »den angel-saksiske race« simpelt hen meningsløse. Raceteoretikernes påstand om, at nogle racer eller nationer står højere end andre, og at de »farvede« folk med hensyn til begavelse står tilbage for den »hvide« race, modbevises såvel af videnskabens resultater som af hele verdenshistoriens erfaringer, der siger os, at alle Jordens folk er i stand til at skabe kulturelle værdier, og at det bidrag, de har ydet til verdenskulturen, ikke bestemmes af hudfarven eller formen af deres hjerneskal, men af deres særlige historiske udvikling. Ved en nation forstår marxismen-leninismen et historisk opstået stabilt fællesskab med hensyn til sprog, territorium, økonomisk liv og åndeligt særpræg, der ytrer sig som fællesskab i kultur (J. V. Stalin). Det nationale fællesskab kan ikke ophæve klasseforskellene inden for nationen. Disse forskelle gennemtrænger tværtimod hele nationens liv og spalter den i to fjendtlige dele. Det nationale fællesskab udelukker altså på ingen måde klasseantagonismen; man kan tværtimod ikke forstå den nationale bevægelse rigtigt, hvis man ikke tager klasseantagonismen i betragtning. På den anden side går klassesolidariteten ud over en enkelt nations rammer. De amerikanske, tyske, franske kapitalister taler forskellige sprog. Men det, der nærmer dem til hinanden, er den kendsgerning, at de tilhører den samme klasse, og dette svejser dem sammen mod socialismen, arbejderbevægelsen og kolonifolkenes nationale befrielseskamp. Ganske på samme måde tilhører arbejderne forskellige nationaliteter og racer, men de forbliver først og fremmest proletarer, og dette bestemmer deres fælles internationale interesser, mål og ideologi, over for hvilke alle andre forskelle træder i baggrunden. De klassebevidste arbejdere, der forstår, at national splid og afstanden mellem nationerne er til skade for arbejderklassens internationale interesser, kæmper mod alle former for national eller racemæssig diskrimination.

Samfundets spaltning i klasser er et historisk forbigående fænomen

De besiddende klassers ideologer, der søger at retfærdiggøre den sociale ulighed, har altid søgt at fremstille denne som et bestandigt, uforanderligt træk ved ethvert menneskeligt samfund. Det er ikke rigtigt. I Ursamfundet fandtes der ingen spaltning af samfundet i udbyttere og udbyttede, og denne spaltning forsvinder definitivt under socialismen. Klassernes opståen står i direkte forbindelse med tilblivelsen af privateje af produktionsmidlerne, der gør det muligt, at det ene menneske udbytter det andet, og at én gruppe mennesker tilegner sig en anden gruppes arbejde. For en bestemt udviklingsetape var samfundets spaltning i klasser uundgåelig og historisk nødvendig. Så længe det menneskelige arbejde var så lidt produktivt, at det kun kunne præstere et ringe overskud ud over selve livsfornødenhederne, var, som Engels fremhævede, produktivkræfternes vækst, udviklingen af samkvemmet, udviklingen af staten og retsvæsenet, frembringelse af kunst og videnskab kun mulig ved hjælp af en forøget arbejdsdeling, hvis grundlag var den store arbejdsdeling mellem masserne, der beskæftigede sig med simpelt fysisk arbejde, og de I få privilegerede, der ledede arbejdet, drev handel, beskæftigede sig med statssager og senere tillige med videnskab og kunst. Dertil kom så, at den klasse, der stod i spidsen for samfundet, selvfølgelig ikke lod nogen lejlighed gå fra sig til at bebyrde de arbejdende masser med mere og mere arbejde til egen fordel. Men efter at produktivkræfternes udvikling har sat privatejendommens f erstatning med samfundseje og udbytningsforholdets afskaffelse på dagsordenen, forsvinder også grundlaget for klassernes eksistens. Klassernes opretholdelse bliver ikke blot overflødig, men bliver tilmed en hindring under samfundets fortsatte udvikling. I det socialistiske samfund findes der ikke længere udbytterklasser; forholdet mellem arbejdernes og bøndernes klasser antager en principielt ny karakter, der udelukker udbytning og den ene klasses herredømme over den anden. Der indtræder en epoke, i hvilken de resterende forskelle mellem klasserne bliver slettet. Med overgangen til kommunismen forsvinder klasserne helt. Samfundets inddeling i klasser og fjendskabet mellem dem er altså blot et væsentligt træk ved den epoke, hvor privatejendommen hersker.

Samfundets klassestruktur

Alt efter deres stilling i samfundet inddeles klasserne i hovedklasser og sekundære klasser. Hovedklasser kalder man de klasser, uden hvilke den i samfundet herskende produktionsmåde er umulig, og som er kaldt til live af selve denne produktionsmåde. I slavesamfundets er det slaveejere og slaver, i feudalsamfundet er det feudalherrer og livegne og i det borgerlige samfund kapitalister og arbejdere. Der er altså tale om klasser, af hvilke den ene klasse ejer de afgørende produktionsmidler og sidder inde med magten, medens den anden klasse udgør hoveddelen af de udbyttede. Forholdet mellem disse klasser er altid antagonistisk og bygger på modsatte interesser. Kapitalisten er f.eks. interesseret i at tvinge arbejderen til at producere mest muligt, men betale ham mindst muligt. Arbejderen har naturligvis den stik modsatte interesse. De antagonistiske klassers uforenelige økonomiske interesser fremkalder en uforsonlig kamp mellem dem. »Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, de har - snart skjult, snart åbenlyst - ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.« Men foruden disse hovedklasser i udbyttersamfundet findes der også andre klasser, sekundære klasser. I slavesamfundet fandtes der f.eks. frie bønder og håndværkere, i det kapitalistiske samfund findes der foruden bourgeoisiet og arbejderklassen bønder, i mange lande tillige godsejere o.s.v.. Eksistensen af disse sekundære klasser med deres særlige interesser og eksistensen af en hel række samfundsmæssige lag (f.eks. intelligensen), gør billedet af det indbyrdes klasseforhold endnu mere kompliceret.

Klasserne i det borgerlige samfund

Hovedklasserne i det borgerlige samfund er kapitalisterne (bourgeoisiet) og lønarbejderne (proletariatet). Bourgeoisiet er en klasse af ejere af de vigtigste produktionsmidler, der lever af at udbytte arbejdernes lønarbejde. Det er den herskende klasse i det kapitalistiske samfund. Bourgeoisiet har i sin tid spillet en progressiv rolle i samfundets udvikling, idet det stod i spidsen for kampen mod de forældede feudale forhold. I jagten efter profit kaldte det - drevet af konkurrencen - store produktivkræfter til live. Efterhånden som kapitalismens modsigelser udviklede sig, forvandlede bourgeoisiet sig fra en progressiv klasse til en reaktionær klasse, og dets herredømme blev hovedhindringen for samfundets udvikling. Skaberen af de kolossale rigdomme, som bourgeoisiet tilegner sig, er arbejderklassen, den afgørende produktivkraft i det kapitalistiske samfund. Samtidig er det en klasse, som ikke ejer produktionsmidlerne og er tvunget til at sælge kapitalisten sin arbejdskraft. Efterhånden som kapitalismen udvikler sig, vokser de største kapitalisters rigdom, men samtidig tiltager undertrykkelsen af arbejderklassen og dennes harme, idet »den skoles, forenes og organiseres af selve mekanismen i den kapitalistiske produktionsproces«. Med kapitalismens udvikling fremvokser altså også dens banemand: arbejderklassen, der er bærer af en ny, højere, socialistisk produktionsmåde. I intet kapitalistisk land reduceres samfundets sammensætning til disse to klasser alene. Der har aldrig eksisteret, og der eksisterer ingen kapitalisme i så »ren form«. Kapitalen trænger ind i alle samfundsøkonomiens grene og omformer dem, men intetsteds tilintetgør den fuldstændigt de gamle økonomiske formationer. Derfor er godsejernes store jordbesiddelse blevet bevaret i mange borgerlige lande. De omorganiserer driften af deres godser på kapitalistisk vis, erhverver ved lejlighed industrivirksomheder, bliver deltagere i aktieselskaber og forvandler sig til kapitalister. Talrige repræsentanter for godsejerklassen får ansættelse i statsapparatet eller bliver befalingsmænd i hæren og flåden. I overensstemmelse med deres interesser, anskuelser og politiske tendens slutter de store godsejere sig som regel til den mest reaktionære del af bourgeoisiet, og navnlig udgør de en af fascismens støtter (som eksempel kan man anføre de preussiske junkere i Tyskland). Fra det feudale samfund går også bønderne over i det kapitalistiske samfund. Bortset fra det rigeste lag (landsbybourgeoisiet, kulakkerne) udgør de en klasse af udbyttede. Udbytningen af bønderne antager forskellige former: forpagtningsafgift til jordbesidderen, tyngende lån og kreditter, der optages hos kapitalisterne, direkte udbytning af fattig-bønderne, der er nødt til at tjene ekstra ved at arbejde for godsejerne og kulakkerne, o.s.v.. Mangfoldige bønder er tvunget til at svare tribut til storkapitalisterne ved at betale højere pris for industrivarer. De bønder, der arbejder på egen jord, udgør sammen med håndværkerne, de småhandlende og andre næringsdrivende småborgerskabet, der er et ret talrigt lag. Hertil hører folk, der i lille omfang ejer produktionsmidler, men som til forskel fra bourgeoisiet ikke lever af at udbytte fremmed arbejdskraft. Småborgerne indtager en mellemstilling i det kapitalistiske samfund. Som privatbesiddere tilslutter de sig bourgeoisiet, men som repræsentanter for lag, der lever af deres eget arbejde og bliver udbyttet af bourgeoisiet, tilslutter de sig arbejderne. Småborgerskabets mellemstilling fremkalder dets ustabile, vaklende stilling i klassekampen. Efterhånden som industrien, teknikken og kulturen udvikler sig i det kapitalistiske samfund, opstår der et bredt lag af intelligens, d.v.s. åndsarbejderne (ingeniører og teknikere, lærere, læger, funktionærer, videnskabsmænd, forfattere o.s.v.). Intelligensen er ikke en selvstændig klasse, men et særligt socialt lag, der lever af at sælge deres åndelige arbejde. De rekrutteres af forskellige samfundslag, hovedsagelig fra de besiddende klasser og kun delvis fra den arbejdende befolkning. Hvad dens materielle kår og livsform angår, er intelligensen ikke ensartet. Dens øverste lag - højere embedsmænd, advokater o. l. - står kapitalisterne nær, medens de lavere lag står de arbejdende masser nær. Den progressive del af intelligensen går, efterhånden som klassekampen i det kapitalistiske samfund udfolder sig, over til marxismen-leninismen og tager del i arbejderklassens revolutionære kamp. I det borgerlige samfund findes der endnu et lag, de deklasserede elementer, pjalteproletariatet, det kapitalistiske samfunds »bærme«: banditter, tyve, tiggere, prostituerede o.s.v. Dette lag suppleres til stadighed af personer fra forskellige klasser, som af forholdene under kapitalismen kastes ned i samfundets dyb. Anarkisterne påstod, at pjalteproletarerne var det kapitalistiske samfunds mest revolutionære element. Det sidste århundredes historie har imidlertid bevist, at Marx og Engels havde fuldstændig ret, når de karakteriserede pjalteproletariatet som et lag, der ifølge hele sin stilling vil være mere tilbøjelig til at lade sig købe til reaktionære rumlerier. I Hitler-Tyskland trådte kriminelle elementer i massevis ind i de fascistiske organisationer: SA og SS. I USA udnyttes gangsterbanderne i vid udstrækning til voldshandlinger over for arbejdere, negre og progressive personer. Når man vil karakterisere det kapitalistiske samfunds klasser og lag, må man også tage hensyn til forskellene inden for disse. Særlig væsentlige er forskellene mellem det monopolistiske og det ikke-monopolistiske bourgeoisi (i kolonierne mellem det nationale bourgeoisi og de lag af bourgeoisiet, der er kolonialisternes medsammensvorne). Disse forskelle, som er blevet uddybet i vore dage, spiller, som vi vil få at se, en stor rolle i det moderne borgerlige samfunds politiske liv. Det borgerlige samfund frembyder altså et særdeles kompliceret og broget billede, hvad klasseforskelle og klasseforhold angår. En klar forståelse af disse er en nødvendig forudsætning for, at arbejderklassen og dens partier kan føre en rigtig politik og taktik. Det er imidlertid ikke mindre vigtigt bag denne mangfoldighed at se det borgerlige samfunds afgørende klassemodsætning: den antagonistiske modsætning mellem arbejderklassen og bourgeoisiet. Det er denne modsætning, man må holde sig for øje ved undersøgelsen af alle samfundsfænomener. Hvilke forandringer kapitalismen end gennemgår, hvor kompliceret dens klassestruktur og forholdet mellem klasserne end er, så er og bliver det et i udbyttersamfund. Men i et sådant samfund bliver det vigtigste i forholdet mellem klasserne ved med at være den uforsonlige kamp, der udkæmpes mellem udbyttede og udbyttere.

Staten er et redskab for klasseherredømmet

Den marxistisk-leninistiske teori om klasserne og klassekampen giver nøglen til at forstå staten - et af de mest komplicerede fænomener i det menneskelige samfunds liv, den giver en videnskabelig forklaring af dens væsen, oprindelse og udvikling, den ene stats afløsning af den anden og af statens uundgåelige bortdøen.

Statens oprindelse og væsen

Historien viser, at statens eksistens er forbundet med klassernes tilstedeværelse. På de tidlige trin af menneskehedens udvikling, i det klasseløse ursamfund, fandtes der ingen stat. Ledelsen af samfundets anliggender blev varetaget af samfundet selv. Efter at imidlertid privatejendommen og dermed den økonomiske ulighed var opstået, og samfundet var blevet spaltet i fjendtlige klasser, skete der en fundamental forandring med hensyn til ledelsen af samfundets anliggender. Disse anliggender kunne nu ikke mere afgøres på grundlag af hele samfundets eller dets flertals samstemmige vilje. Udbytterklasserne tilrev sig den herskende stilling. Da de udgjorde et ubetydeligt mindretal, kunne disse klasser kun opretholde de for sig fordelagtige forhold, når de ved siden af den økonomiske magtstilling støttede sig til direkte tvang. Dertil krævedes et specielt apparat: afdelinger af væbnede mænd (hær, politi), domstole, fængsler« o.s.v. I spidsen for dette tvangsapparat kom der til at stå mennesker, der ikke udtrykte hele samfundets, men kun udbyttermindretallets interesser. Sådan udvikledes staten, der udgør en maskine til opretholdelse af den ene klasses herredømme over den anden. Ved hjælp af denne maskine befæster den økonomisk herskende klasse den samfundsordning, der er fordelagtig for den, og holder med magt sine klassemodstandere inden for rammerne af den givne produktionsmåde. Derfor udgør staten i et udbyttersamfund i virkeligheden altid et diktatur, udøvet af en klasse eller flere klasser af udbyttere. Staten fremtræder over for hele samfundet som den herskende klasses redskab for ledelse og forvaltning, medens den over for modstanderne af denne klasse (i udbyttersamfundet over for befolkningens flertal) fremtræder som undertrykkelses- og magtredskab. Staten er altså produktet af klassemodsætningernes uforsonlighed. »Staten opstår hvor, når og i den grad, klassemodsætningerne ikke kan forsones«. Den økonomisk herskende klasses politiske herredømme - det er statens væsen, af den natur er dens forhold til samfundet. Men derudover har den også andre kendetegn. Man kan kun tale om en stat, hvis en klasses politiske magt er udstrakt over et bestemt territorium og den dér boende befolkning - borgere eller statstilhørende. Territoriets såvel som befolkningens størrelse og sammensætning kan naturligvis øve indflydelse på statens magt og i en række tilfælde på dens opbygning. Men statens væsen bestemmes ikke af disse kendetegn, men af dens klassekarakter.

Statens typer og former

Staterne, såvel dem, der fandtes i fortiden, som de nu eksisterende, frembyder et broget billede: de gamle despotier i Assyrien, Babylonien og Ægypten, de oldgræske republikker, det Romerske rige, fyrstendømmerne i Kijev-tidens Rusland, monarkierne i middelalderen, de moderne parlamentariske republikker og endelig den socialistiske republik. Alt dette er forskellige statstyper og -former. Statstypen bestemmes af, hvilken klasse staten tjener, det vil til syvende og sidst sige: af det pågældende samfunds økonomiske basis. Derfor svarer statstypen til den økonomiske samfundsformation. Historien kender tre hovedtyper på udbytterstaten: slavestaten, feudalstaten og den borgerlige stat. De karakteriseres alle af, at udbytterne, d.v.s. en lille del af samfundet, har herredømmet over de udbyttede, der udgør dets overvældende flertal. En ny og helt anden stat er den socialistiske stat, hvor arbejderklassen og alle arbejdende, der udgør samfundets store flertal eller hele samfundet, sidder inde med magten. Medens statstypen udtrykker klassekarakter, viser statsformen først og fremmest, hvordan magtorganerne og forvaltningsorganerne er opbygget, af hvad art det politiske regime er. Efter den form, som de højeste magtorganer er opbygget efter, skelner man mellem monarkiet, hvor der i spidsen for staten står en ikke folkevalgt person (konge eller kejser), og republikken, hvor øvrigheden vælges. Desuden findes der stater, der forener disse to formers kendetegn, f.eks. det konstitutionelle monarki, hvor kongens eller kejserens magt er begrænset af loven, af en forfatning, og hvor de valgte magtorganer spiller en stor rolle. Statsformen kan ikke adskilles fra det politiske regime, der er oprettet af den herskende klasse. Dette regime kan være forskelligt i stater af samme type. Den borgerlige stat fremtræder således ikke blot i form af den demokratiske republik, men også i form af det terroristiske fascistiske regime. Det er på ingen måde tilfældigt, at bestemte statsformer træder frem, udvikler sig og blomstrer, kommer i forfald og bliver erstattet af andre former. Den mangfoldighed af former, som ensartede statstyper opviser, afhænger først og fremmest af forandringerne i den økonomiske struktur, i forholdet mellem klassekræfterne og de forskellige grupperinger inden for de herskende klasser. Til splittelsen i feudaltiden, hvor hvert gods i virkeligheden var en selvstændig økonomisk helhed, medens de økonomiske forbindelser mellem godserne var meget svag, svarede en decentraliseret stat med en svag centralmagt og en betydelig politisk uafhængighed for de enkelte feudalherrer. I den periode, da feudalismen gik i opløsning, da vare- og pengerelationerne, de økonomiske forbindelser mellem de enkelte lokaliteter og mellem staterne forøgedes, og bourgeosiets økonomiske rolle tiltog, dannedes den centraliserede stat - det såkaldte absolutte monarki. Der er imidlertid også andre faktorer, der øver indflydelse på statsformen: nationale traditioner, kontinuiteten i udviklingen af de politiske institutioner, folkets politiske bevidsthedsniveau, forholdet til andre stater (bl.a. i hvilken grad der er fare for angreb udefra), o.s.v.. Den marxistisk-leninistiske videnskab tillægger statsformen stor betydning. Under bourgeoisiets herredømme frembyder f.eks. en mere demokratisk statsform langt gunstigere muligheder for samfundsmæssige fremskridt, for udviklingen af kultur og videnskab og for de arbejdende massers kamp mod undertrykkelse og udbytning. Ingen form, selv ikke den mest demokratiske, kan imidlertid forandre udbytterstatens væsen som redskab for den ene klasses herredømme over den anden. Slavestaten havde i Ægypten form af et orientalsk despoti med en uindskrænket monark, farao, i spidsen, i Athen havde den form af demokrati, i Rom havde den form af en aristokratisk republik, og senere af et kejserdømme o.s.v.. Til trods for de mange forskellige former var det væsentlige i alle disse stater slaveejernes herredømme over slaverne.

Den borgerlige stat

Den borgerlige stat kan ligeledes fremtræde i forskellige former: som demokratisk republik, som konstitutionelt monarki og som åbent diktatur af fascistisk type. Uanset formen er og bliver den imidlertid et redskab for bourgeoisiet, det vil først og fremmest sige et redskab til undertrykkelse af de arbejdende masser. Den borgerligt-demokratiske stat betød et stort skridt fremad i sammenligning med de stater, der var gået forud. Den borgerlige revolution gjorde det af med enevælden, som folket hadede. Den oprettede et repræsentativt system, nævningedomstole og andre demokratiske indretninger. Under de revolutionære massers tryk lovfæstede de borgerlige forfatninger mange demokratiske principper. Men ligesom kapitalismens økonomiske system ikke ophævede udbytningen af de arbejdende masser, men kun forandrede dens form, således forandrede det borgerlige demokrati heller ikke det politiske udbytterstyres folkefjendske natur. De demokratiske principper, som bourgeoisiet indførte, er af formel karakter og giver ikke de arbejdende virkelig mulighed for at udnytte de proklamerede rettigheder. Anderledes kan det heller ikke være, fordi kapitalismens økonomiske system er uforeneligt med virkelig lighed og frihed. Selv den mest demokratiske borgerlige stat beskytter og helliger de kapitalistiske tilstande og privatejendommen, og undertrykker den arbejdende befolkning, der bekæmper disse tilstande. Særlig karakteristisk er dette for vor tid, da det imperialistiske bourgeoisi siger sig løs fra de demokratiske institutioner og former, som folket har tilkæmpet sig, og angriber de personlige rettigheder og friheder. Det klareste udtryk herfor er den fascistiske stat, et diktatur udøvet af det monopolistiske bourgeoisis mest reaktionære og aggressive del, som eksisterede i Italien fra 1922 til 1943, i Tyskland fra 1933 til 1945, og som fortsat eksisterer i Spanien. Bourgeoisiets stræben efter at sige sig løs fra demokratiet støder på stadig mere organiseret og kraftig modstand fra de demokratiske og socialistiske kræfters side under ledelse af arbejderklassen og dens marxistiske partier. Dette var nogle af den historiske materialismes grundsætninger om staten. Det er selvfølgelig ikke en udtømmende fremstilling af den marxistisk-leninistiske lære om staten. Erfaringerne fra nutiden, navnlig den erfaring, som de arbejdende har indhøstet, da de skabte en ny statstype - den socialistiske -, har tilført denne lære meget nyt. Herom vil der blive fortalt i bogens femte afsnit.

Klassekampen er drivkraften i udbyttersamfundets udvikling

De reaktionære ideologer, der er forskrækkede over den kamp, som den arbejdende befolkning fører, søger at fremstille klassekampen som en hindring for fremskridtet, som en farlig afvigelse fra samfundsudviklingens normale forløb. Intet kan være fjernere fra sandheden end denne Påstand. I virkeligheden er klassekampen alt andet end en hindring for fremskridtet, den er tværtimod drivkraften i samfundets udvikling.

Klassekampens lovmæssighed

Klassekampen gennemtrænger hele udbyttersamfundets historie. Dens skabende, progressive betydning viser sig endog under hver samfundsformations »fredelige«, evolutionære udvikling. Bourgeoisiet ynder at tilskrive sig selv fortjenesten af de store tekniske fremskridt, der har fundet sted under kapitalismen. Kapitalisterne er imidlertid mindst af alt interesserede i selve teknikkens udvikling. Hvis arbejdernes modstand ikke fandtes, ville kapitalisterne foretrække at forøge deres profit på den »simple« og »billige« måde, at de skar arbejdslønnen ned og forlængede arbejdsdagen. Foruden konkurrencen er det i høj grad netop arbejderklassens hårdnakkede kamp for sine interesser, der tvinger kapitalisterne til at søge andre kilder til forøgelsen af profitten, bl.a. ved at indføre nye maskiner, forbedre den teknologiske proces og tage nye opfindelser i anvendelse. De undertrykte klassers kamp spiller en meget progressiv rolle i det politiske liv. I de borgerlige revolutioners epoke var det som bekendt sådan, at det franske bourgeoisi ikke satte sig som mål at oprette en republik, men gik ind for at bevare monarkiet, fordi dette var en regeringsform, der gjorde det lettere at undertrykke den arbejdende befolkning. Men efterhånden blev den, under indflydelse af den stadig mere omfattende kamp, som proletariatet og alle arbejdende førte, som Lenin skriver, »lavet helt om, nyopdraget, nyskolet, omskabt til et republikansk« bourgeoisi og tvunget til at skabe et politisk system, som den arbejdende befolkning lettere kunne acceptere. Hvis de arbejdende klasser ikke førte en ihærdig kamp, ville det politiske liv i de moderne kapitalistiske lande se helt anderledes ud. Som bekendt søger bourgeoisiet under imperialismens epoke af al kraft at begrænse og likvidere de demokratiske friheder, at indskrænke repræsentationsorganernes, navnlig parlamenternes, magt og at gøre det af med alt, som er demokratisk og progressivt i de kapitalistiske landes kultur. Kun de arbejdende massers ihærdige klassekamp med proletariatet i Spidsen udgør en hindring for disse folkefjendske bestræbelser. Under vor tids forhold kan en sådan kamp føre til betydningsfulde resultater: den kan forsvare freden, demokratiet og den nationale suverænitet og spærre vejen for fascismens, reaktionens og krigens kræfter. Jo mere ihærdigt de undertrykte klasser kæmper mod udbytterne, jo resultatrigere de yder modstand mod undertrykkerne, des hurtigere vil fremskridtet som regel gøre sig gældende på alle samfundslivets områder.

Den sociale revolution

Den rolle som klassekampen spiller som drivkraft i udbyttersamfundets udvikling fremtræder særlig tydeligt i de perioder, hvor den ene økonomiske samfundsformation afløses af den anden, d.v.s. under de sociale revolutioner. Konflikten mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene, som udgør det økonomiske grundlag for den sociale revolution, modnes langsomt og gradvis under den gamle produktionsmådes evolution. Til at løse denne konflikt kræves der imidlertid en radikal omvæltning af de herskende produktionsforhold, og den lader sig aldrig gennemføre ved hjælp af gradvise forandringer. Disse forhold står nemlig, selv efter at de er holdt op med at svare til produktivkræfternes niveau, i uopløselig forbindelse med de herskende klassers interesser. De kan kun leve deres snyltertilværelse og bevare deres herskende og privilegerede stilling så længe, som den i det pågældende samfund herskende ejendomsform forbliver urørt. Ingen udbytterklasse har nogen sinde frivilligt opgivet og vil ingen sinde frivilligt opgive sin ejendom, der er grundlaget for dens privilegerede stilling. Den overlevede herskende klasse er imidlertid ikke simpelt hen en gruppe mennesker, der har interesser, som er forskellige fra hele samfundets, men en organiseret kraft, som i meget lang tid holder sig ved magten. Den herskende klasse råder over staten, der er et mægtigt tvangsapparat, og den politiske og ideologiske overbygning forsvarer dens interesser. De gamle produktionsforholds herskende stilling fæstnes af hele det apparat, med hvilket den magthavende klasse udøver sit økonomiske, politiske og åndelige herredømme. Det er grunden til, at erstatningen af disse forhold med nye ikke kræver evolution, men en revolution, der fejer alle hindringer bort fra den vej, der fører til udvikling af nye økonomiske forhold, i første række de overlevede klassers politiske herredømme. En sådan social revolution kræver en beslutsom kamp fra de undertrykte klassers side. Revolutionens hovedspørgsmål er spørgsmålet om den politiske magt, om dens overgang til den klasse, der legemliggør de nye produktionsforhold. Den nye politiske magt er tillige den kraft, der gennemfører de modnede forandringer i samfundets økonomiske og sociale forhold. Ikke enhver politisk omvæltning er imidlertid en revolution. En omvæltning, der tager sigte på at genoprette de overlevede tilstande i samfundsforholdene, er tværtimod en kontrarevolution. Den medfører ingen fremskridt, men stagnation, en tilbagegående bevægelse i samfundet, den forøger til ingen nytte millioner af menneskers ofre og lidelser. Skønt overgangen fra den ene formation til en anden og højere formation til syvende og sidst er betinget af udviklingen af produktivkræfterne, må man ikke forstå det sådan, at den sociale revolution under alle omstændigheder begynder i de lande, hvor teknikkens og arbejdsproduktivitetens niveau er højest. På kapitalismens højeste stadium, det imperialistiske stadium, hvor det kapitalistiske system som helhed allerede er 1 modent til overgangen til socialismen, kan den socialistiske revolution til at begynde med foregå i mindre udviklede lande, dersom de sociale og politiske modsætninger dér er tilstrækkeligt skarpe. Denne konklusion der blev draget af V. I. Lenin, og som vi igen vil komme ind på i de følgende afsnit, er som bekendt blevet bekræftet af den historiske praksis.

Den sociale revolutions karakter og drivkræfter

Historien kender forskellige slags sociale revolutioner. De er forskellige efter deres karakter og deres drivkræfter. Ved en revolutions karakter forstår man dens objektive indhold, d.v.s. indholdet i de sociale modsigelser, som den løser, og det samfundssystem til hvis oprettelse den fører. Revolutionen i 1789 i Frankrig var således borgerlig af karakter, thi dens opgave bestod i at afskaffe de feudale forhold og oprette det kapitalistiske system. Oktoberrevolutionen i Rusland i 1917 havde som formål at afskaffe de kapitalistiske forhold og oprette socialistiske. Den var derfor socialistisk af karakter. Drivkræfterne i en revolution er de klasser, der gennemfører den. Hvilke klasser, det er, afhænger ikke blot af revolutionens karakter, men også af de konkrete historiske betingelser, under hvilke den gennemføres. Derfor ser man ikke sjældent, at revolutioner af samme type og karakter, adskiller sig fra hinanden, hvad drivkræfterne angår. Drivkræfterne i de borgerlige revolutioner, der i det 17. og 18. århundrede fandt sted i de vesteuropæiske lande, var således foruden bourgeoisiet, bønderne, byernes fattige befolkning og småborgerlige lag. Føreren, hegemonen i disse revolutioner var bourgeoisiet. Men i Rusland var situationen under revolutionen i 1905-07 og i den borgerligt-demokratiske Februarrevolution i 1917 den, at bourgeoisiet, der var blevet en reaktionær kraft, af skræk for det revolutionære proletariats kamp, hverken var hegemon eller fremtrådte som drivkraft. Den borgerligt-demokratiske revolution blev her gennemført af arbejderklassen og bønderne.

Den sociale revolutions skabende rolle

De herskende klasser er fyldt af panisk skræk for revolutionen og søger at fremstille den som et blodigt uhyre, som en blindt ødelæggende kraft, som blot spreder død, ødelæggelse og lidelser. Hvad angår ofre, blod og menneskelige lidelser, så er der mere end nok af dem i de samfunds historie, som er opbygget på udbytning og undertrykkelse af de arbejdende masser. Dette gælder også disse samfunds evolutionære udviklingsperioder. I mange landes historie er f.eks. de sider skrevet med blodige bogstaver, hvor man skildrer oprettelsen af den centraliserede stat i stedet for de små adsplittede feudale fyrstendømmer. Ganske på samme måde har kapitalismen i sin evolutionære udvikling tilføjet menneskeheden langt flere lidelser og krævet langt flere ofre af den, end nogen social revolution. Man behøver blot at minde om verdenskrigene, den forfærdelige fascistiske terror og de imperialistiske magters ugerninger i kolonierne. Hvis der skal tales om ofre og lidelser, så hjælper den sociale revolution, når den står på den historiske udviklings dagsorden, med til at afkorte dem. Hvis derimod en moden revolution bliver trukket i langdrag, så mangedobles den blodige tribut, som det antagonistiske klassesamfund forlanger af menneskeheden. Det betyder naturligvis ikke, at en social revolution foregår uden ofre. Den er jo klassekampens kulminationspunkt, dens højeste fase. Revolutionen er utænkelig uden overvindelse af de overlevede klassers modstand, idet disse klasser som regel ikke viger tilbage for at anvende vold. Men opstande og blodige barrikadekampe udgør ingenlunde hele den sociale revolutions indhold. Sådanne kampformer er kun karakteristiske for nogle af revolutionens etaper (den politiske revolution, undertrykkelse af kontrarevolutionen o.s.v.). Men også i de tilfælde, hvor den væbnede kamp som følge af de konkrete historiske vilkår spillede en stor rolle i den sociale revolution, var den ikke et mål i sig selv. Det vigtigste i enhver social revolution er at skabe betingelser for samfundets hurtige fremmarch på fremskridtets vej. Som en kirurgs kniv fjerner den sociale revolution alt, hvad der hindrer samfundsorganismens videreudvikling, alt hvad der fremkalder stagnation og alle mulige sociale ulykker.

Men revolutionen består ikke blot i at fjerne alt, hvad der har overlevet sig selv, alt, hvad der er råddent og hindrer fremskridtet. I stedet for de ødelagte samfundstilstande og -forhold skaber den nye og progressive. Særlig karakteristisk er løsningen af disse skabende opgaver, som vi vil få at se, for den socialistiske revolution. På den anden side betyder den omvæltning, som den sociale revolution gennemfører, på ingen måde en fuldstændig negation af hele det gamle samfund, en afstandtagen fra alt, hvad det har opnået. Hvis det forholdt sig sådan, ville samfundets udvikling i det hele taget være utænkelig; i så fald skulle man efter enhver social revolution begynde med at opbygge samfundet af det rene intet, og mennesket ville ikke komme ud over ursamfundets niveau. I virkeligheden forkaster den sociale revolution på ingen måde alt, hvad der fandtes i det gamle samfund, men kun det, der var forældet og hindrede samfundets fremskridt. Alt det øvrige bliver opretholdt, bevaret og videreudviklet. Dette gælder helt produktivkræfterne, og det gælder i høj grad den åndelige kultun videnskaben, litteraturen, kunsten, for så vidt de ikke direkte er forbundet med forsvaret af de gamle samfundstilstande og de overlevede klassers ideologi. Revolutionerne er perioder, i hvilke klassekampen tilspidses til det yderste. I disse perioder fremtræder folkemassernes bevidsthed, vilje og lidenskab med særlig styrke. Aldrig, skrev Lenin, er folkets masse i stand til at optræde så aktivt som skaber af nye samfundstilstande som under en revolution. Samfundsudviklingen bliver derved fremskyndet i overordentlig grad, så at den særlig hurtigt og resolut bevæger sig fremad på fremskridtets vej. Det er også grunden til, at Marx kaldte revolutionerne for »historiens lokomotiver«. Altså både i det klasseantagonistiske samfunds evolutionære og revolutionære udviklingsperiode er klassekampen hoveddrivkraften i den historiske proces. Heraf følger, at den, der tilslører klassemodsætningerne, den, der foreslår at indskrænke de arbejdende klassers kamp, den, der søger at sløve og svække denne kamp og driver propaganda for klassefreden, er en fjende af fremskridtet, en forsvarer af stagnation og reaktion, lige meget hvor smukke ord han benytter sig af. Dette standpunkt er uacceptabelt for arbejderne, for alle progressive mennesker, der anser det for deres opgave at udvikle de undertrykte klassers kamp mod udbytterne. Denne kamp er både med henblik på de umiddelbare og de fjernere opgaver, som samfundet står overfor, i overensstemmelse med de interesser, som menneskehedens flertal nærer, og bidrager til dennes fremskridt.

Grundformerne for proletariatets klassekamp

Proletariatets klassekamp udvikler sig i forskellige former: den økonomiske, den politiske og den ideologiske.

Den økonomiske kamp

Som økonomisk kamp betegner man kampen for at forbedre arbejdernes livs- og arbejdsvilkår, altså for at forhøje arbejdslønnen, forkorte arbejdsdagen o.s.v.. Den mest udbredte metode i den økonomiske kamp består i, at arbejderne fremsætter deres økonomiske krav og, hvis de ikke bliver opfyldt, strejker. Til forsvar for sine økonomiske interesser skaber arbejderklassen fagforeninger, kasser til gensidig hjælp og andre organisationer. Alle arbejdere, selv de mest tilbagestående, kan forstå, at det er nødvendigt, at arbejderne forsvarer deres umiddelbare økonomiske interesser. Derfor begynder arbejderbevægelsen også med den økonomiske kamp. Dette betyder imidlertid ikke, at den økonomiske kamp er noget, der tilhører den proletariske klassekamps fortid. Forsvaret af de økonomiske fordringer spiller også i vor tid en stor rolle, selv i de lande, hvor der findes en stærk og organiseret arbejderbevægelse. For det første gør den økonomiske kamp det til en vis grad muligt at forbedre arbejderklassens kår allerede under kapitalistiske forhold. Herom vidner erfaringerne fra mange lande, i hvilke arbejderne har tvunget bourgeoisiet vigtige indrømmelser. Kommunisterne, der er de mest konsekvente forkæmpere for arbejderklassens og alle arbejdendes interesser, tillægger derfor organiseringen af proletariatets økonomiske kamp stor betydning. For det andet er kampen for de økonomiske fordringer den, der er lettest tilgængelig og forståelig for masserne, den sætter derfor de bredeste lag af arbejdere i bevægelse og er for dem en nødvendig skole i anti-kapitalistisk kamp og udvikler deres klassebevidsthed. Det afhænger altså i mange henseender af denne kamp, om arbejderbevægelsens højere former skal have succes. Den økonomiske kamp har imidlertid også visse begrænsninger: den rører ikke ved det kapitalistiske systems grundlag og kan derfor heller ikke gennemføre det, der er arbejdernes afgørende økonomiske interesse: deres befrielse for udbytningen. Dertil kommer, at de resultater, der opnås under den økonomiske kamp, på ingen måde kan være varige, hvis de ikke underbygges af politiske erobringer. Bourgeoisiet udnytter enhver mulighed til at tage sine indrømmelser tilbage og gå til angreb på arbejderklassens økonomiske interesser. Marxismen-leninismen er derfor af den opfattelse, at arbejderbevægelsen ikke kan opnå sejre af betydning, hvis arbejdernes kamp indskrænker sig til kamp for umiddelbare økonomiske interesser. Proletariatets egentlige klassekamp begynder dér, hvor den går ud over rammerne af forsvaret for arbejdernes umiddelbare interesser og vokser over i en politisk kamp. Dertil kræves først og fremmest, at de fremskredne repræsentanter for hele landets arbejderklasse går til kamp »mod hele kapitalistklassen og mod den regering, der støtter denne klasse«.

Den ideologiske kamp

Ligesom enhver anden klasses kamp bliver arbejderklassens kamp drevet frem af dens interesser. Disse interesser er et produkt af de økonomiske forhold i det kapitalistiske samfund, der dømmer arbejderklassen til udbytning, undertrykkelse og dårlige levevilkår. Arbejdernes klasseinteresser er ikke noget, som en eller anden teoretiker eller et eller andet parti har udpønset, det er noget, der eksisterer objektivt. Men det betyder ikke, at arbejderklassen med det samme, automatisk er sig sine interesser bevidst. Proletariatets levevilkår fremkalder selvfølgelig hos enhver arbejder en bestemt indstilling. Han støder hele tiden på uretfærdighed og økonomisk og social ulighed. Dette fremkalder hi. arbejderne en følelse af utilfredshed og af spontan protest og harme Men sådanne følelser er endnu ikke erkendelse af deres klasseinteresser! Klassebevidsthed er ifølge Lenins definition »arbejdernes forståelse af, at det eneste middel til at forbedre sin stilling og opnå sin frigørelse består i i kamp mod kapitalisternes og fabrikanternes klasse... Endvidere betyder arbejdernes klassebevidsthed, at alle arbejdere i samme land har ens interesser, at de er solidariske, at de alle udgør én klasse, der adskiller sig fra alle øvrige samfundsklasser. Endelig betyder arbejdernes klassebevidsthed, at arbejderne forstår, at hvis de skal nå deres mål, må de opnå indflydelse på statssagerne ...«. En sådan bevidsthed opstår ikke af sig selv hos arbejderne. Først og fremmest er det ikke så ligetil for en arbejder at opfatte sig selv som repræsentant for en særlig klasse. En murer og en lokomotivfører, en faglært maskinarbejder og en arbejdsmand, en kulminearbejder og en jord- og betonarbejder adskiller sig fra hinanden med hensyn til arbejdsvilkårene og ikke sjældent med hensyn til leveniveauet. Det er ikke en tilfældighed, at arbejderbevægelsen i mange lande passerede et stadium med lavsagtige organisationer, hvor hovedprincippet for sammenslutningen var et snævert fagområde: på en jernbane var f.eks. konduktørerne, fyrbøderne og rangerarbejderne sluttet sammen i forskellige fagforeninger, der ikke havde nogen forbindelse med hinanden. Undertiden bestod disse fagforeningers mål i at opnå indrømmelser for »deres egne« arbejdere på de andres bekostning. Men det er ikke hele forklaringen. I det kapitalistiske samfund har den enkelte arbejder ikke altid en rigtig opfattelse af sin undertrykte stilling. Han opfatter måske denne stilling som resultatet af personlig modgang. I så fald kan den utilfredshed, som arbejderen føler på grund af sin stilling, give sig udslag i et forsøg på med alle midler »at komme til vejrs«, om det så skal være på sine kammeraters bekostning. Undertiden lykkes dette også for enkelte, men millionernes lod bliver den samme.

Det kan også ske, at arbejdernes spontane protest vender sig i en forkert retning, d.v.s. ikke mod de virkelige modstandere. Under den industrielle revolution i det 18. og 19. århundrede var der en udbredt bevægelse af »maskinstormere« (ludditerne). Arbejderne så, at indførelsen af maskiner i produktionen forværrede deres lod, men de kunne ikke forstå, at ondets rod ikke lå i selve maskinerne, men i, at maskinerne tilhørte kapitalisterne, der udnyttede dem til at forstærke udbytningen af de arbejdende og deres forarmelse. Det bliver også sværere for arbejderne at forstå deres klasseinteresser på grund af den fordærvelige indflydelse, der udgår fra den borgerlige ideologi og propaganda, som bourgeoisiet udøver med det særlige formål at forvirre den arbejdende befolkning. Udviklingen af arbejdernes klassevidsthed kan bl.a. blive hæmmet ved, at der i deres milieu bliver udbredt ideer om udbyttersystemets urokkelighed og om, at det er muligt at opnå en forbedring af arbejdernes stilling ved at slutte aftaler og kompromis'er med bourgeoisiet, eller ideer om nationalt fjendskab med det formål at splitte de arbejdendes rækker o.s.v.. Den proletariske klassebevidstheds tilblivelse er altså en kompliceret proces. Alt efter de konkrete betingelser i de forskellige lande kan den foregå hurtigere eller langsommere, lettere eller vanskeligere. I nogle lande er denne proces trukket i langdrag. Dér er proletariatet også i vore dage i høj grad det, Marx kaldte »en klasse i sig selv«, men ikke »en klasse for sig selv«, ikke en klasse, der er blevet klar over, at den udgør en særlig klasse og har forstået, hvori dens grundlæggende interesser består. Den bedste skole for arbejdernes klassebevidsthed er den daglige kamp, også kampen for de umiddelbare interesser. Men det er ikke nok. Hvis arbejderklassen skal hæve sig op på et højt trin af klassebevidsthed, er endnu en særlig form for kamp nødvendig: den ideologiske kamp. Proletariatets ideologiske kamp indbefatter først og fremmest udformningen af en verdensanskuelse, en videnskabelig teori, der belyser arbejderklassens vej til frigørelse. Arbejderklassens kamp for dens umiddelbare interesser, herunder den faglige kamp, frembringer endnu ingen socialistiske anskuelser. Socialismens lære kunne kun skabes på grundlag af de mest progressive filosofiske, økonomiske og politiske teorier. Denne opgave blev løst af de store forskere Marx og Engels, der forbandt hele deres liv og virke med arbejderklassens befrielseskamp. De skabte en lære, i hvilken de med videnskabelig præcision fremlagde arbejderklassens grundlæggende interesser: nødvendigheden af dens befrielse for udbytning, vejene til at nå dette mål - den revolutionære tilintetgørelse af kapitalismen og opbygningen af socialismen - såvel som grundlaget for arbejderbevægelsens taktik.

Men den videnskabelige verdensanskuelse for arbejderklassen, som Marx og Engels skabte, er ikke en samling af færdige svar på de spørgsmål som de arbejdende kan komme til at stå overfor på de følgende etaper i historien, under nye omstændigheder og nye forhold. Hvis denne verdensanskuelse altid skal være et skarpt våben under arbejderklassens kamp for opbygningen af det socialistiske samfund, må den bestandig konkretiseres, udvikles og beriges med nye videnskabelige resultater og nye erfaringer fra millionmassernes klassekamp. Dette skabende teoretiske arbejde var, er og vil altid være en vigtig opgave for arbejderklassens marxistisk-leninistiske partier. Hvis arbejderklassens videnskabelige verdensanskuelse skal kunne spille sin rolle i arbejderklassens befrielseskamp, må den have tag i arbejdermasserne. Det er derfor nødvendigt, at den videnskabelige verdensanskuelse udefra bringes ind i arbejderbevægelsen, d.v.s. et område, der ligger uden for den økonomiske kamp og uden for forholdet mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Denne opgave løses af det marxistisk-leninistiske parti. Ifølge en definition af Lenin er selve partiet foreningen af socialismens ideer med arbejdernes massebevægelse. En af de vigtigste opgaver for den ideologiske kamp består endvidere i under alle omstændigheder at bevare arbejderklassens socialistiske! verdensanskuelse i dens renhed og ikke at tillade, at fjender forvansker! den og dermed slår dette skarpe våben ud af proletariatets hånd. Som | bekendt gik det sådan, at da marxismen-leninismen var blevet et stærkt ideologisk våben, begyndte arbejderklassens fjender ikke blot at bekæmpe det forfra, men også bagfra, og støttede sig her på deres agenter i arbejderbevægelsen. Under påskud af at ville »fuldkommengøre« marxismen søger de uophørligt at forvanske denne lære, at gøre den uskade-1 lig for bourgeoisiet og unyttig for arbejderne. Dette er meningen med den »teoretiske« virksomhed, der udfoldes af opportunister af alle nuancer, af reformisterne og revisionisterne. Kampen mod dem er en uophørlig opgave for alle klassebevidste arbejdere, og først og fremmest for marxistisk-leninistiske partier. Proletariatets ideologiske kamp er ikke indskrænket til at udvikle klassebevidstheden hos arbejderne og at drive propaganda for marxismen-leninismen i deres midte. Arbejderklassen fører ikke sin befrielses kamp alene, men i forbund med alle arbejdende, hvis fortrop den er, At befri de ikke-proletariske masser - bønderne, småborgerskabet, intelligensen - fra de borgerlige ideers indflydelse og at vinde dem for: de socialistiske ideer er derfor en anden vigtig opgave for arbejdernes ideologiske kamp.

Den politiske kamp

Den højeste form for arbejdernes klassekamp er den politiske kamp. Proletariatet opdager allerede under forsvaret for sine økonomiske krav, at det er nødvendigt at føre denne kamp. På kapitalisternes side står den borgerlige stat, der hjælper dem med at forpurre og undertrykke strejker og med at lægge hindringer i vejen for fagforeningernes og andre arbejderorganisationers virksomhed, d.v.s. det er altså livet selv, der fører arbejderklassen til kamp, ikke blot mod »sine« kapitalister, men også mod den borgerlige stat, der forsvar hele kapitalistklassens interesser. På den anden side er en udviklet politisk kamp kun mulig, hvis arbejderklassen eller i hvert fald dens mest progressive del er gennemtrængt af klassebevidsthed og forstår sine interesser rigtigt. Arbejderklassens politiske kamp, som omfatter alle samfundslivets områder, hænger sammen med arbejdernes forhold til det borgerlige samfunds andre klasser og lag, med den borgerlige stat og dens virksomhed. »Arbejderklassens bevidsthed - skrev Lenin - kan ikke være en virkelig politisk bevidsthed, hvis arbejderne ikke har lært at reagere på alle mulige tilfælde af vilkårlighed og undertrykkelse, vold og magtmisbrug, ligegyldigt hvilke klasser disse tilfælde rammer... «. Dette forudsætter, at forsvaret for arbejderklassens interesser er nøje forbundet med kampen for de demokratiske rettigheder og friheder i vid forstand, med kampen mod bourgeoisiets folkefjendske udenrigspolitik, og i mange lande med kampen for den nationale uafhængighed, o.s.v.. Alle disse sider af arbejderklassens politiske virksomhed er i sig selv overmåde vigtige, særlig under vor tids betingelser. Det ville imidlertid ikke være rigtigt, hvis man ville reducere alle den politiske kamps opgaver hertil. »Ikke blot er det sådan - skrev Lenin -, at klassekampen først bliver en virkelig, konsekvent, udviklet klassekamp, når den omfatter hele politikkens område... Marxismen anerkender først klassekampen som fuldt udviklet, som omfattende hele nationen, når den ikke blot omfatter politikken, men også inden for politikken får tag i det væsentlige: statsmagtens opbygning.« Herved adskiller marxisten sig fra den dusinliberale, der nok vil gå med til at acceptere klassekampen også på politikkens område, men kun på betingelse af, at den undtager arbejdernes kamp for at styrte kapitalismen og erobre statsmagten. Af det sagte fremgår, hvorfor den marxistisk-leninistiske teori, der dog ser hovedårsagen til enhver klassekamp i klassernes materielle, økonomiske interesser, samtidig fremhæver, at politikken har forrangen for økonomien, hvorfor den betragter den politiske form for klassekamp som den højeste og opfatter enhver klassekamp som politisk. Den økonomiske og ideologiske kamp er ikke mål i sig selv; hvor betydningsfulde de end er, er de dog underordnet arbejdernes højere, politiske mål og opgaver, deres politiske kamp, da denne alene kan sikre tilfredsstillelsen af arbejderklassens grundlæggende økonomiske interesser: befrielsen for udbytningen. Arbejderklassen fører sin politiske kamp i overensstemmelse med, hvad situationen kræver, med de mest forskelligartede metoder, lige fra demonstrationer, politiske strejker (d.v.s. strejker til forsvar for politiske krav), kampe i forbindelse med valg og i parlamenterne og endelig den væbnede opstand. Den politiske kamps mål og metoder kræver andre og højere former for arbejderklassens organisation, først og fremmest oprettelse af proletariatets parti. Erfaringen har vist, at dannelsen af sådanne partier udgør et lovmæssige fænomen i arbejderbevægelsens historie. Den politiske kamp kræver, at arbejderklassen og hele den arbejdende befolkning forener deres bestræbelser ikke blot i landsmålestok, men også i international målestok.

Den proletariske revolution

Den proletariske klassekamps højeste trin er revolutionen. Kommunismens fjender fremstiller den proletariske revolution som en omvæltning, der gennemføres af en lille gruppe kommunistiske »sammensvorne«. Det er en ondsindet løgn. Marxismen-leninismen anerkender ikke »paladsrevolutioner« eller kup, den taktik, hvorved væbnet mindretal erobrer magten. Dette følger logisk af den marxistiske opfattelse af de sociale processer. Revolutionens årsager har jo til syvende og sidst deres rod i samfundets materielle livsbetingelser, i konflikten mellem produktivkræfterne og produktionsforholdene. Denne konflikt kommer til udtryk i sammenstødet mellem store menneskemasser, klasser, der rejser sig til kamp under indflydelse af objektive årsager, der ikke afhænger af enkelte personers, gruppers eller endog partiers vilje. Det kommunistiske parti organiserer massernes aktioner, det leder masserne, men det søger ikke at gennemføre revolutionen med egne kræfter, i stedet for massernes. Arbejderklassens socialistiske revolution adskiller sig i en række vigtige henseender fra alle tidligere sociale revolutioner. Det vigtigste er, at alle tidligere revolutioner kun førte til, at den ene form for udbytning blev afløst af en anden, medens den socialistiske revolution gør ende på enhver udbytning og til slut fører til klassernes afskaffelse. Den er den mest dybtgående omvæltning, historien kender, og den vender fuldstændig op og ned på alle samfundsforhold. Den socialistiske revolution betegner afslutningen på det klassedelte udbyttersamfunds årtusindlange historie, den befrier samfundet for enhver form for undertrykkelse, den betegner begyndelsen til en epoke med sandt broderskab og sand lighed mellem menneskene, med evig fred på Jorden og med sunde sociale forhold for alle mennesker. Dette er det store, almenmenneskelige indhold i den proletariske revolution. Den betegner et overordentlig betydningsfuldt skel i menneskehedens udvikling. Den socialistiske revolutions karakter bestemmer folkemassernes rolle under den revolutionære omvæltning. De arbejdende masser tog også aktivt del i de tidligere revolutioner, der var rettet mod slaveejerne og feudalherrerne. Men dér spillede de kun rollen som simpel stødtrop, der skulle bane vej til magten for den nye udbytterklasse. Resultatet af den revolutionære omvæltning var jo kun, at den ene form for udbytning blev erstattet af en anden. Det forholder sig anderledes med arbejderklassens revolution. Her spiller arbejderne, der udgør en betydelig (i mange lande den betydeligste del af de arbejdende masser, ikke blot rollen som stødtrop, men også som hegemon, som inspirator og fører i revolutionen. Dertil kommer, at arbejderklassens sejr fører til fuldstændig afskaffelse af menneskets udbytning af mennesket, til alle arbejdendes befrielse for enhver form for undertrykkelse.

Den proletariske revolution er altså selve de arbejdende massers evolution, de gennemfører deres egen revolution. Det er derfor ikke mærkeligt, at de arbejdende under den socialistiske revolution lægger en vældig skabende kraft for dagen og af deres egne rækker frembringer fremragende førere og revolutionære, skaber nye former for statsmagten, der adskiller sig fra alt, hvad historien har kendt. Eksempler herpå er de socialistiske revolutioner i Rusland og Kina og i alle folkedemokratiske lande. Den socialistiske revolution omfatter i ethvert kapitalistisk land en temmelig langvarig overgangsperiode fra kapitalisme til socialisme. Den begynder som politisk revolution, d.v.s. med arbejderklassens erobring af statsmagten. Overgangen fra kapitalisme til socialisme kan kun foregå ved, at arbejderklassen etablerer sin magt. Den socialistiske revolutions historiske bestemmelse består i at afskaffe kapitalistisk privateje af produktionsmidlerne og kapitalistiske produktionsforhold mellem menneskene, og i at sætte socialistisk samfundseje af produktionsmidlerne og socialistiske produktionsforhold i deres sted. Det er imidlertid umuligt at gennemføre dette, så længe magten tilhører bourgeoisiet. Den borgerlige stat er en hovedhindring på vejen til omdannelsen af de kapitalistiske tilstande. Den er udbytternes trofaste tjener og vogter deres ejendom. For at fratage de herskende klasser deres ejendom og overgive den til hele samfundet, må man fjerne kapitalisterne fra magten og sætte det arbejdende folks magt i stedet. Bourgeoisiets stat må erstattes af de arbejdendes stat. Oprettelsen af denne stat er også nødvendig, fordi arbejderklassen kun ved hjælp af statsmagten kan løse de store skabende opgaver, som den socialistiske revolution stiller den overfor.

De tidligere revolutioner havde hovedsagelig som opgave at ødelægge. Det ses tydeligt af de borgerlige revolutioners eksempel. Deres mål bestod hovedsagelig i at feje de feudale forhold bort og derved fjernede lænker, som det gamle samfund lagde på produktionens udvikling, så at der blev banet vej for kapitalismens yderligere vækst. Dermed havde den borgerlige revolution i hovedsagen fuldført sin opgave. De kapitalistiske økonomiske forhold var opstået og havde i lang tid udviklet sig inden for det feudale systems rammer. Dette var muligt, fordi den borgerlige og den feudale ejendom kun er to slags privatejendom. Selvom der fandtes modsætninger mellem dem, kunne de dog for en tid eksistere side om side. Den socialistiske revolution har også som opgave at ødelægge de forældede forhold - de kapitalistiske og ikke sjældent også de feudale, af hvilke der er blevet bevaret mere eller mindre kraftige rester. Til ødelæggelsesopgaverne kommer der imidlertid her skabende social-økonomiske opgaver, der er meget omfattende og meget komplicerede, og som udgør denne revolutions hovedindhold. De socialistiske forhold kan ikke opstå inden for kapitalismens rammer. De opstår efter arbejderklassens overtagelse af magten, når de arbejdendes stat nationaliserer kapitalisternes besiddelse af produktionsmidlerne: fabrikkerne, transportvæsenet, gruberne, bankerne o.s.v., og gør den til socialistisk samfundseje. Det er klart, at det er umuligt at gøre dette, før magten er kommet i arbejderklassens hænder. Nationaliseringen af den kapitalistiske ejendom er imidlertid kun begyndelsen til de revolutionære forandringer, som arbejderklassen gennemfører. For at gå over til socialismen må man udvide de socialistiske økonomiske forhold til hele økonomien, nyorganisere hele folkets økonomiske liv, skabe en effektiv planøkonomi, omforme de sociale og politiske forhold efter socialistiske principper og løse komplicerede opgaver på kulturens og opdragelsens område. Alt dette er et stort skabende arbejde, og den socialistiske stat spiller en overmåde vigtig rolle under dets gennemførelse. Den er det hovedredskab, ved hvis hjælp den arbejdende befolkning opbygger socialismen og siden kommunismen. Hvis man derfor som opportunisterne påstår, at man kan opbygge socialismen samtidig med, at man lader bourgeoisiet beholde den politiske magt, fører man folk bag lyset og spreder farlige illusioner blandt dem.

Arbejderklassens politiske revolution kan foregå i forskellige former. Den kan foregå ved en væbnet opstand, sådan som det skete i Rusland i oktober 1917. Under særlige, gunstige forhold kan magten også ad fredelig vej gå over til folket, uden væbnet opstand og borgerkrig. Men uanset hvilke former proletariatets politiske revolution antager, udgør den altid klassekampens højeste udviklingstrin. Som følge af revolutionen oprettes proletariatets diktatur, d.v.s. de arbejdendes magt under ledelse af arbejderklassen. Når arbejderklassen har erobret magten, opstår det spørgsmål, hvad man skal gøre med det gamle statsapparat, med politiet, domstolene, administrationsorganerne o.s.v. I de tidligere revolutioner har den nye klasse, der kom til magten, tilpasset det gamle statsapparat efter sine behov og regerede ved dets hjælp. Det var muligt, fordi disse revolutioner førte til, at den ene udbytterklasses herredømme blev afløst af den anden udbytterklasses herredømme. Arbejderklassen kan ikke gå denne vej. Politiet, gendarmeriet, domstolene og andre statsorganer, der i århundreder har tjent udbytterklasserne, kan ikke simpelt hen blive tjenere for dem, som de tidligere undertrykte. Statsapparatet er ikke en almindelig maskine, for hvilken det er ligegyldigt, hvem der betjener den: man kan ikke bare lade en ny lokomotivfører passe lokomotivet. Hvad den borgerlige statsmaskine angår, så er den af en sådan karakter, at den ikke kan tjene arbejderklassen. Det borgerlige statsapparats sammensætning og struktur er tilpasset denne stats hovedfunktion, som er at holde de arbejdende i en underordnet stilling i forhold til bourgeoisiet. Derfor sagde Marx, at alle tidligere revolutioner kun havde forbedret den gamle statsmaskine, medens det var arbejderrevolutionens opgave at slå den i stykker og at erstatte den med sin egen, proletariske stat. Det er endvidere vigtigt at skabe et nyt statsapparat, fordi statsapparatet hjælper med til at drage de brede folkemasser over på arbejderklassens side. Befolkningen kommer til stadighed i berøring med magtorganerne. Og når de arbejdende ser, at der i statsapparatet arbejder folk, der er udgået fra folket, når de ser, at statsorganerne søger at tilfredsstille de arbejdendes mest påtrængende behov og ikke de riges behov, så gør dette det bedre end nogen agitation klart for masserne, at den nye magt er selve folkets magt. Hvordan tilintetgørelsen af det gamle statsapparat finder sted, afhænger af mange omstændigheder, bl.a. af, om revolutionen er voldelig eller fredelig. Men under alle omstændigheder er tilintetgørelsen af det gamle statsapparat og oprettelsen af det nye den allervigtigste opgave for den proletariske revolution. Den vigtigste og afgørende magt i den socialistiske revolution kan kun være arbejderklassen. Den er imidlertid ikke alene om at gennemføre revolutionen. Arbejderklassens interesser falder sammen med alle arbejdendes interesser, d.v.s. det store folkeflertals interesser. Det er derfor muligt, at arbejderklassen som revolutionens hegemon kan slutte forbund med den arbejdende befolknings bredeste masser.

Massen af arbejderklassens forbundsfæller støtter i almindelighed ikke straks, men først efterhånden parolen om den socialistiske revolution og oprettelsen af proletariatets diktatur. Den historiske erfaring vidner om, at den proletariske revolution kan vokse frem af den borgerligt-demokratiske revolution, af de undertrykte folks nationale befrielsesbevægelse eller af den anti-fascistiske og anti-militaristiske befrielseskamp. Den proletariske revolution stiller vældige krav til arbejderklassens Partier. Den beslutsomme og dygtige ledelse af massernes kamp, som de marxistiske partier præsterer, er en af de vigtigste betingelser for den Proletariske revolutions sejr. De socialistiske revolutioners epoke er en hel etape i menneskehedens udvikling. Før eller senere vil de socialistiske revolutioner komme til at omfatte alle nationer og alle lande. I de forskellige lande vil de proletariske revolutioner antage særlige former alt efter de konkrete, historiske betingelser og de nationale ejendommeligheder og traditioner. Men de socialistiske revolutioner i alle lande er underkastet almene lovmæssigheder, som den marxistisk-leninisriske teori har fremdraget.

Forsæt til: : Marxismen Leninismens grundlag (II)

Skift til: Marxismens ABC (II) * * Revolutionære ideer gennem historien I. + II. + III. * * Marxismen Leninismens grundlag (III) * * Marxismen Leninismens grundlag (IV)

Webmaster