Arbejderklassen må føre sin kamp under vanskelige forhold. Dens undertrykker er kapitalisternes klasse, der er samfundets rigeste og bedst organiserede klasse. Det herskende bourgeoisi råder over et stærkt apparat for fysisk voldsanvendelse (hæren, politiet, domstolene og fængslerne) og for ideologisk påvirkning af masserne (kirken, skolen, pressen, radioen, fjernsynet, filmen o.s.v.). Den magt, som vane og tradition i udbyttersamfundet udgør, står også på dens side. Under disse forhold trænger arbejderklassen i særlig grad til enhed og organisation i sine rækker såvel som til et nøje forbund med den arbejdende befolknings øvrige lag. Tilvejebringelsen af en sådan enhed og et sådant forbund er af største betydning for dens fremtid og for hele folkets fremtid. Arbejdernes enhed har et urokkeligt objektivt grundlag i deres fælles klasseinteresser. Ikke desto mindre opstår den ikke spontant, uden særlige anstrengelser fra arbejderklassens bevidste fortrops side. Sagen er den, at bourgeoisiet udnytter alle muligheder for at bringe splittelse ind i arbejdernes og alle arbejdendes rækker for at svække og lamme sine klassemodstandere. Denne politik har båret frugt, og det gør den desværre fortsat. Netop arbejderbevægelsens splittelse er hovedårsagen til den arbejdende befolknings mange alvorlige nederlag og hovedforudsætningen for reaktionens resultater. På Sovjetunionens kommunistiske partis 20. kongres sagde N. S. Hrustjov med rette: »Mange af vor tids ulykker bunder i, at arbejderklassen i mange lande i mange år har stået splittet, og at dens forskellige afdelinger ikke rykker frem over en samlet front, hvilket kun er til fordel for reaktionen.« Derfor betragter de kommunistiske partier og alle marxister-leninister, det som en overordentlig vigtig opgave at overvinde splittelsen i arbejderbevægelsen, at sikre enheden i dens rækker og et nøje forbund med alle arbejdende, alle progressive og demokratiske kræfter i folket.

Nødvendigheden af arbejderklassens aktionsenhed under de nuværende forhold

Til trods for de dybe meningsforskelle, der skiller den revolutionære fra den reformistiske strømning, bestræbte de kommunistiske partier i de kapitalistiske lande sig allerede i begyndelsen af deres virksomhed for at tilvejebringe aktionsenhed med de socialdemokratiske organisationer. Kommunisterne gik dengang som nu ud fra det standpunkt, at alle arbejdere såvel som hele den arbejdende befolkning overhovedet, hvad de end var - kommunister, socialdemokrater eller medlemmer af organisationer, som står under kirkens indflydelse - har fælles interesser. Dette er en følge af den stilling, som arbejderklassen og hele den arbejdende befolkning indtager som den udbyttede del af samfundet.

Hvad forstår man ved aktionsenhedspolitikken ?

I kampen for den arbejdende befolknings fælles interesser tilstræber de kommunistiske partier samarbejde med alle arbejderorganisationer, uafhængigt af de politiske og religiøse anskuelser, som deres medlemmer har. De kommunistiske partiers virksomhed for at tilvejebringe dette samarbejde, kaldes aktionsenhedspolitikken. I den internationale arbejderbevægelses historie findes der ikke få fremragende eksempler på denne enhed. Når der opstod en alvorlig fare for den arbejdende befolknings interesser, tiltog ønsket om enhed blandt den arbejdende befolkning, og som regel handlede arbejderorganisationerne så i fællesskab. Sådan var det i 1930erne, da fascismen pressede på for at komme til magten i mange lande i Europa. Dengang rejste der sig i Frankrig, Spanien og Østrig en kraftig bevægelse for tilvejebringelse af arbejderenhed, og dette påvirkede også den holdning, som de socialistiske partiers ledelser indtog, idet de indtil da på enhver måde havde modsat sig et samarbejde med de kommunistiske partier. I årene 1934-36 blev der sluttet aftaler om aktionsenhed mod fascismen mellem kommunisterne og socialisterne i disse lande. I Frankrig og Spanien blev der dannet folkefrontsregeringer. Under den anden verdenskrig gjorde enheden mellem de arbejdende på ny betydelige fremskridt. I modstandsbevægelsens rækker kæmpede kommunisterne side om side med menige medlemmer og aktivister fra de socialistiske partier og med et betydeligt antal tilhængere af borgerlige partier: demokrater, radikale og katolikker. Det er almindeligt anerkendt, at kommunisterne udgjorde kernen i denne bevægelse. Efter sejren over fascismen var der i de brede masser et overordentlig stærkt ønske om at nå frem til en sammenslutning. I de folkedemokratiske lande blev der dannet enhedspartier for arbejderklassen, som byggede deres virksomhed på basis af marxismen-leninismens principper. Derved blev den ideologiske og organisatoriske splittelse i arbejderbevægelsen overvundet i en betydelig del af Europa. Også i mange kapitalistiske lande foregik der efter krigen en tilnærmelse mellem de forskellige strømninger i arbejderbevægelsen. Mellem kommunisterne og socialisterne eksisterede der endnu i nogen tid aftaler om aktionsenhed, og fagforeningerne omfattede arbejdende af alle politiske overbevisninger. I oktober 1945 oprettedes det Faglige Verdens Forbund, i hvilket Sovjetunionens fagforeninger for første gang var forenet med fagforeningerne i det kapitalistiske Europa, USA, Latinamerika og Østens lande. Den internationale arbejderbevægelse har aldrig været så nær enheden, som i disse år. Den internationale reaktion gjorde imidlertid alt for at standse denne udvikling henimod enheden. Denne gang var det USA´s monopoler, der påtog sig den rolle at inspirere og organisere splittelsen. Som påskud valgte man den omstændighed, at de europæiske kommunistiske partier vendte sig mod Marshall-planens skændige betingelser. Der blev iværksat en rasende bagvaskelses- og ophidselseskampagne mod kommunisterne, og deres repræsentanter blev fjernet fra regeringerne. De meningsforskelle, der var opstået inden for det Faglige Verdens Forbund i forbindelse med vurderingen af Marshall-planen blev af de amerikanske fagforeningers reaktionære top benyttet til at splitte denne sammenslutning. I 1949 udtrådte de britiske fagforeninger, den amerikanske faglige sammenslutning CIO og de faglige landsorganisationer i Belgien, Holland og en række andre lande af det Faglige Verdens Forbund. Ikke længe efter oprettede de deres parallelle centrum, den såkaldte Frie Faglige Internationale. I modstrid med massernes sande bestræbelser viste arbejderbevægelsen sig på ny at være splittet, og kampen mellem dens forskellige strømninger brød ud med ny styrke.

Hvad kunne aktionsenheden medføre ?

De farer, som den arbejdende befolkning nu er udsat for, er langt alvorligere end kort før eller endog under den anden verdenskrig. Faren for en atomkrig, monopolkapitalens åbenlyse bestræbelser efter at oprette sit diktatur overalt på Jorden, gør det særlig tydeligt, hvor nødvendig arbejderklassens aktionsenhed er. Arbejderpartiernes ansvar er steget i overordentlig grad, og situationen kræver bydende af dem, at de forener deres anstrengelser; i modsat fald vil reaktionen i de kapitalistiske lande kunne bane vej for et grusomt diktatur og nye krigerske eventyr. Kampen for fred og demokrati har gjort aktionsenheden til en bydende nødvendighed, og den gør det samtidig lettere at opnå aftaler mellem arbejderpartierne. Det bliver lettere for dem at slutte aftaler om spørgsmål af almen demokratisk natur, thi intet arbejderparti kan gå ind for en aggressionskrig eller for fascismen. Derfor er den kreds af spørgsmål, om hvilke der kan og skal opnås et samarbejde mellem arbejderorganisationerne, blevet betydeligt udvidet. Foruden de traditionelle fordringer om lønforhøjelse, nedsættelse af arbejdstiden o.s.v. findes der nu endnu en platform for aktionsenheden, nemlig kampen for de almendemokratiske fordringer. Arbejderklassens aktionsenhed ville få vældig indflydelse på løsningen af de problemer, der vedrører hele menneskehedens skæbne. I hele verden findes der 83 kommunistiske partier, som for tiden omfatter over 33 millioner mennesker. I den kapitalistiske verden findes der 70 kommunistiske partier, der har 4,5 millioner medlemmer. I den Socialistiske Internationale står der efter officielle oplysninger 39 socialistiske partier og grupper med ca. 10 millioner medlemmer (af disse er 6 millioner medlemmer af det engelske Labour-parti). Det Faglige Verdens Forbund og den Frie Faglige Internationale har tilsammen godt og vel 160 millioner medlemmer. Man kan let forestille sig, hvilken betydning det ville få for fredens og demokratiets sag, hvis der blev etableret aktionsenhed og samarbejde mellem disse partier og organisationer. Hvis f.eks. det engelske Labour-parti, Tysklands socialdemokratiske parti, de socialistiske partier i Frankrig, Belgien og Østrig og de socialdemokratiske partier i de skandinaviske lande sluttede aftale om aktionsenhed med de kommunistiske partier i Sovjetunionen, Kina, alle folkedemokratiske lande og de kommunistiske partier i Italien, Frankrig, Finland, Indien, Indonesien, Brasilien og andre kapitalistiske lande, så kan der ikke være tvivl om, at reaktionens og krigens kræfter ville give køb, og at garantierne for bevarelsen af verdensfreden ville vokse til det mangedobbelte. Samarbejdet mellem arbejderpartierne ville gøre det lettere at sammenslutte de fredselskende og demokratiske kræfter. Arbejderenheden ville udgøre grundlaget for hele demokratiets aktionsenhed.

Hvem forhindrer tilvejebringelsen af arbejderklassens aktionsenhed

Som svar på kommunisternes overbevisende argumenter til gunst for aktionsenheden fremsætter de socialdemokratiske partiers officielle ledelse en række argumenter, som mange socialister stadig tror på.

Enhedsmodstandernes udflugt

Socialdemokratiets ledere erklærer, at kommunisternes forslag om en enhedsfront ikke er andet end en manøvre og list; i virkeligheden bekymrer kommunisterne sig slet ikke om arbejderklassens interesser, men kun om deres egne snævre partiinteressen de vil kun drage flere arbejdere ind i deres rækker. Dette er en fuldstændig forvanskning af de motiver, som kommunisterne lader sig lede af. I virkeligheden går kommunisterne i deres kamp for enheden ud fra selve den arbejdende befolknings interesser, idet de hertil også regner dem, der er medlemmer af de socialistiske partier eller støtter disse. Hvis arbejderne nemlig handler samdrægtigt og samlet, så er dette en gevinst for dem alle i fællesskab og for hver enkelt af dem. Dette er noget, som selv den mindst klassebevidste proletar er klar over. Socialdemokraterne burde allerede for lang tid siden have overbevist sig om, at kommunisterne foreslår aktionsenhedspolitikken med absolut ærlige hensigter, med hele den oprigtighed og alvor, der er karakteristisk for arbejderklassens parti. Når kommunisterne gennemfører en sådan politik, er det på ingen måde, fordi de lader sig lede af kortsynede betragtninger. De er overbevist om, at den arbejdende befolkning har brug for enhed i dag, hvor arbejderbevægelsen og alle progressive mennesker kæmper for fred og demokrati, og at den vil have endnu mere brug for enheden i morgen, når opbygningen af socialismen kommer på dagsordenen i mange lande. En politik, der er beregnet på en så lang periode, kan ikke klares ved at gribe til smålige kneb. Hele den virksomhed, som de kommunistiske partier udfolder i praksis, er et overbevisende vidnesbyrd om, at forslaget om aktionsenhed fra deres side ikke er noget konjunkturbestemt, men udtryk for en varig politisk linje, der er dikteret af omsorgen for hele den arbejdende befolknings livsinteresser. Det er ikke blot kommunisterne, der har erkendt, at enheden er Nevet en bydende nødvendighed. Sådan tænker også mange repræsentanter for arbejderbevægelsen, som ikke er kommunister. For eksempel Udtalte en af de ældste ledere af Belgiens socialistiske parti, den tidligere statsminister, professor Camille Huysmans, da han i 1956 besøgte Sovjetunionen: »Jeg, en gammel socialist, der gennem mange år var en ven af Lenin og hans hustru Krupskaja, har været dybt betaget af alt dette. Jeg kendte Lenins tanker og hans store evner. Jeg anså det for en fejl, at det i 1917 kom til et brud mellem os. Men alt dette hører fortiden til, og jeg vil ikke rette bebrejdelser mod nogen. Men jeg vil med alle mine kræfter bidrage til, at arbejderklassens enhed bliver genoprettet i Europa.« ? Særlig værdifuld er de konklusioner, som Otto Buchwitz, en af arbejderbevægelsens kendte veteraner, kom til i sin bog »50 år som funktionær i den tyske arbejderbevægelse«. Otto Buchwitz, der oprindelig var væver, var fra 1898 til 1946 medlem af Tysklands socialdemokratiske parti og i en årrække medlem af den tyske rigsdag. I sin bog skriver han: »Måtte den unge generation tage ved lære af historien og være klar over dette: En stærk arbejderbevægelse er i alle sine handlinger ikke blot ansvarlig over for sin klasse, men derudover over for hele sit folk, ja, overfor hele menneskeheden. At det forholder sig således, bevises af den tyske arbejderbevægelses historie. Hvis den havde stået enig i kampen mod fascismen, kunne Hitler aldrig være kommet til magten. Uden Hitler ingen krig, og millioner af verdens unge havde ikke behøvet at gå i døden for storhedsvanvittige forbrydere, for imperialister og monopolister.« Da reaktionen under majbegivenhederne i Frankrig i 1958 med ét slag ville begrave republikken og oprette et fascistisk regime, følte alle oprigtige demokrater i særlig grad aktionsenhedens nødvendighed. Tan-guy-Prigert, en af det socialistiske partis fremtrædende mænd, udtalte dengang: »Jeg har i tredive år været medlem af det socialistiske parti og er dybt overbevist om, at republikkens forsvar kræver, at alle arbejdende masser i landet handler enigt og beslutsomt.« Erfaringen har vist, at alle arbejderpartier, og ikke blot kommunisterne, har fordel af aktionsenheden. Italiens socialistiske parti, der har ca. 750.000 medlemmer, tog f.eks. ikke skade af, at det samarbejdede med det kommunistiske parti, dets autoritet og indflydelse styrkedes tværtimod takket være dette samarbejde. Dette blev i sin tid endog anerkendt af de ledende mænd inden for det socialistiske parti, som senere gav; efter for højreelementernes tryk og opgav samarbejdet med kommunisterne. Takket være enheden vandt begge partier - såvel det kommunistiske som det socialistiske - store valgsejre. Enheden gjorde det muligt for dem efter krigen at få vedtaget en forfatning, der byggede på demokratiske principper. Det var først og fremmest Italiens arbejderklasse der vandt ved dette samarbejde. Et andet argument, som enhedsmodstandere ynder at fremføre, er påstanden om, at socialdemokraterne og kommunisterne ikke har noget til fælles. »Socialismen og kommunismen har intet til fælles,« heddet det ordret i en resolution, som den Socialistiske Internationales bureau vedtog den 7. april 1956 som svar på den appel om samarbejde, som Sovjetunionens kommunistiske parti vedtog på sin 20. kongres. Denne sætnings usandhed afsløres imidlertid af objektive vidner fra socialisternes egen kreds. Således skrev professor J. Coale, en af det engelske Labour-partis kendte teoretikere, følgende efter offentliggørelsen af den Socialistiske Internationales erklæring: »Jeg vil ikke benægte, at der findes store og dybtgående forskelle mellem de doktriner, der hyldes af de socialdemokratiske partier og arbejderpartier, som er medlemmer af den Socialistiske Internationale, og de doktriner, der hyldes af de kommunistiske partier... Det ville imidlertid være det rene vrøvl at påstå, at disse grupper intet har til fælles.« Professor Coale viste dernæst, at kommunisternes og socialisternes opfattelser i hvert fald stemmer overens på fire punkter: 1. Såvel kommunister som socialister er overbevist om, at de vigtigste produktionsmidler bør befinde sig i kollektiv ejendom og udnyttes i hele samfundets interesse, d.v.s. at kapitalismen bør erstattes af socialismen; 2. begge vil skabe et samfund, i hvilket der hersker stor velstand og findes de mest vidtgående muligheder for oplysning, sundhedspleje, socialforsorg o.s.v.; 3. de er enige om, at ingen har ret til at leve på bekostning af andre menneskers arbejde, d.v.s. at der ikke må findes udbytning; 4. både kommunister og socialister er overbevist om, at opbygningen af det nye samfund er en opgave, der påhviler arbejderklassen. Også nogle politikere tilhørende Frankrigs socialistiske parti indrømmer, til trods for de ideologiske uoverensstemmelser, at et samarbejde er muligt. Albert Gazier, der er medlem af dette partis ledende komité, skrev i 1955, efter at have besøgt Sovjetunionen: »De grundlæggende forskelle, der adskiller den bolsjevikiske socialisme fra det samfund, der tilstræbes af den demokratiske socialisme, bør på ingen måde hindre os i at kæmpe for en tilnærmelse mellem folkene, for fredelig sameksistens og for internationalt samarbejde.« Der er ikke tvivl om, at alle disse udtalelser gengiver en mening, der deles af overordentlig mange af de socialistiske partiers medlemmer, som har tænkt over arbejderbevægelsens skæbne. Kommunisterne vil afgjort kræve at få den ledende rolle under enhver fælles aktion, de vil diktere og give forskrifter, erklærer enhedens Modstandere videre. Erfaringen vidner imidlertid om noget andet. Den praktiske virkeliggørelse af enhedsfronten i Italien og andre lande viser, at kommunisterne oprigtigt søger at forstå deres allieredes standpunkter, og at de har fortjent deres partneres tillid. Kommunisterne søger på ingen måde at opnå, at kun de altid skal stå som initiativtagere og ledere af fælles aktioner, så at socialisterne kun skal følge i deres fodspor. Kommunisterne er rede til at støtte ethvert fornuftigt forslag fra den ene eller den anden socialdemokratiske organisation, hvis blot den er i overensstemmelse med den arbejdende befolknings interesser. Ikke sjældent har kommunisterne ved valgene endog givet afkald på at opstille egne kandidater til fordel for socialisterne i enkelte valgkredse, for at man i fællesskab kunne tilføje repræsentanter for de reaktionære partier et nederlag. Kommunisterne foreslår, at man i fællesskab udarbejder en platform for samarbejdet, at man lader medlemsmasserne dømme om den og i fællesskab formulerer de krav, som finder størst tilslutning hos masserne. Det er fuldstændigt klart, at socialisterne har al mulighed for i praksis at gennemprøve kommunisternes oprigtighed, hvis de accepterer den forslag om aktionsenhed. Når enhedsmodstanderne har udtømt deres argumenter, forsøger d at skræmme de jævne socialister med, at kommunisterne efter enhedsfrontens sejr vil gøre op med socialisterne. De påberåber sig i denne forbindelse de russiske mensjevikers skæbne. Man må imidlertid huske på, hvordan de historiske betingelser dengang var i Rusland: Mensjevikernes flertal havde dannet en blok med hvidgardisterne og understøttede den væbnede kamp mod sovjetmagten. I en anden historisk situation formede tingene sig anderledes. I de europæiske folkedemokratiske lande trådte hovedmassen af de socialistiske partiers medlemmer ind i arbejderklassens enhedspartier, og mange af deres tidligere førere indtager vigtige statsstillinger. I den nuværende situation, hvor der er opstået gunstigere betingelser for arbejderklassens sejr, kan kommunister og socialister afgjort slutte aftaler ikke blot om kampen mod krigstruslen og til forsvar for demokratiet, men også om den fælles kamp for socialismen. I lande, hvor de socialdemokratiske partier har en historisk tradition, er kommunisterne interesseret i, at disse partier ikke blot deltager i arbejderklassens erobring af magten, men også påtager sig en del af de anstrengelser, det koster at skabe grundlaget for socialismen, og indtræder i de socialistiske regeringer. Der er således ikke et eneste af de argumenter, der fremføres mod aktionsenheden mellem kommunister og socialister, der kan holde stand mod kritik. Der findes ingen uovervindelige hindringer for deres samarbejde. Når der ikke findes enhed, så er det ikke, fordi socialister og kommunister ikke har noget til fælles, og ikke fordi kommunisterne truer socialisterne med et opgør. De kunne let have fundet et fælles sprog, hvis ikke den kapitalistiske reaktion havde forhindret dette.

Anti-kommunismen er de reaktionære splittelsesfolks parole

Det sande motiv, der bevæger mange af den Socialistiske Internationales ledende mænd er deres antikommunisme, og det afgørende er her på ingen måde, at de er reformister og derfor ikke kan samarbejde med kommunisterne, der repræsenterer en revolutionær ideologi. De reformister, som for alvor søger at få gennemført reformer selv om de er nok så små, blot de er til gavn for arbejderne, forstår at det er en forudsætning for sejren, at alle arbejderorganisationer forener deres anstrengelser. De bliver imidlertid som regel holdt i snor af hårdkogte splittelsesfolk, der har gjort det til deres profession at bevare splittelsen i arbejderbevægelsen. Dette har i det moderne borgerlige samfund vist sig at være en særdeles indbringende beskæftigelse for de mest behændige karrierepolitikere blandt lederne for de reformistiske fagforeninger og de socialdemokratiske partier. Specialisterne på dette område (folk som Meany og Brown i Amerika, Spaak i Belgien, Guy Mollet i Frankrig, Pollak i Østrig og Tanner i Finland) har tilpasset den berygtede kolde krigs paroler til arbejderbevægelsens forhold. De optræder altid under antikommunismens flag, selv om de udmærket véd, at dette slidte flag nu tjener og gentagne gange i fortiden har tjent den sorteste reaktion, der stræber efter at splitte enhver demokratisk og socialistisk bevægelse for at sønderslå hver del for sig. I deres had til kommunismen står de i ingen henseende tilbage for de mest indædte reaktionære i de herskende klasser. Forblindede af dette had vil de hellere opgive forsvaret for den arbejdende befolknings mest brændende fordringer end samarbejde med kommunisterne. Når sådanne anti-kommunistiske apostle står over for valget: enten at samarbejde med kommunisterne eller at lade de reaktionære komme til magten, så foretrækker de uden vaklen det sidste. »Hellere de Gaulle end folkefronten« - var det standpunkt, som lederen for Frankrigs socialistiske parti, Guy Mollet, indtog i maj 1958, da han sammen med fascistiske elementer trådte ind i den reaktionære regering. Heldigvis er der ikke så mange udprægede fjender af enheden i arbejderbevægelsen, at man ikke kan isolere dem. Men foreløbig sidder de endnu fast på skuldrene af den reformistiske bevægelse, fordi det reaktionære bourgeoisi af al magt støtter dem. Man får et tydeligt indtryk af bevæggrundene til deres adfærd, hvis man sammenligner splittelsesfolkenes virksomhed med den politik, som bourgeoisiets herskende kredse fører. Det er let at se, at højresocialisterne overfører de samme metoder på arbejderbevægelsen, som de imperialistiske kredse anvender i deres kamp mod Sovjetunionen og hele den socialistiske lejr. De aggressive kredse puster til den kolde krig mod Sovjetunionen og den Socialistiske Internationales ledere søger at antænde den inden for arbejderbevægelsen. Imperialisterne opfordrer til »atlantisk solidaritet« i kampen mod kommunismen, og socialdemokratiets højreorienterede førere istemmer det samme råb. Vestens kolonimagter besværger Østens undertrykte folkeslag at »vente lidt« med deres befrielse af hensyn til »enheden« i kampen mod »den kommunistiske fare«, og de højresocialistiske førere fordømmer kolonifolkenes nationale befrielsesbevægelse og viger ikke engang tilbage for at anvende våbenmagt. Sådan handlede den franske regering under ledelse af »socialisten« Guy Mollet under den ægyptiske krise i 1956. Den kolde krigs propagandister inden for arbejderbevægelsen er, kort sagt, repræsentanter for det aggressive imperialistiske bourgeoisis interesser i den arbejdende befolknings rækker. Med deres hjælp søger de imperialistiske staters herskende kredse at forevige splittelsen i arbejderbevægelsen Anti-kornmunismens mestre har i virkeligheden ingen anden platform end splittelsespolitikken; »reformer« er for dem kun et skilt, med hvilket de søger at føre uerfarne mennesker bag lyset. Når denne svindel kommer for dagens lys, og masserne begynder at vende sig bort fra de militante anti-kommunister fra højresocialdemokraternes rækker, begynder de sidstnævnte at ty til omgående manøvrer. Oftest gør de forsøg på at fremstille socialdemokratiet som en »tredje styrke«. Den Socialistiske Internationales højreorienterede ledere jonglerer her med ordene og forsikrer, at de i internationale anliggender ikke står på nogen af siderne, men søger at optræde som mæglere mellem Vest og Øst. De påstår, at de også følger en sådan uafhængig »tredje vej« inden for udenrigspolitikken, idet de både vender sig mod den yderliggående reaktion og mod kommunisterne. Men den, der støtter snakken om en »tredje styrke«, fører enten sig selv eller andre bag lyset. Der findes ingen mellemvej, ingen »tredje« vej mellem bourgeoisiet og proletariatet, mellem reaktion og demokrati. Højresocialdemokraterne er selv et tydeligt bevis herpå, idet de faktisk samarbejder med de reaktionære kredse inden for bourgeoisiet. De bedste blandt tilhængerne af en »tredje styrke« kommer før eller senere til den erkendelse, at aktionsenheden med kommunisterne er en nødvendighed. Dermed bekræftes endnu en gang Lenins ord om, at man inden for politikken ikke kommer uden om at træffe et valg mellem kapitalisterne og arbejderklassen, at »ethvert forsøg på at skabe noget tredje fører til, at folk, selv om de er fuldt oprigtige, tilslutter sig den ene eller den anden part.« Forkæmperne for den »tredje styrke« prøver på at kokettere med både arbejderne og kapitalisterne. Arbejderne lover de, at de vil bekæmpe kapitalismen, og kapitalisterne lover de, at de vil beskytte dem mod kommunismen. På dette grundlag forlanger de nye »kreditter« af begge parter. Men når kapitalisterne åbner højresocialdemokraterne en »kredit«, forlanger de, at de med det samme skal afdrage den ved at forøge deres angreb på kommunismen. Arbejderklassen venter omvendt, at kampen mod de kapitalistiske monopolers vilkårlighed forstærkes. Men da de politiske spekulanter ikke samtidig kan betale to veksler, går de uundgåeligt bankerot. Det er ikke et tilfælde, at teorierne om en »tredje styrke« ikke har fundet bred genklang i masserne, og at man sjældnere og sjældnere henviser til dem. Anti-kommunismens reaktionære politik er ikke blot rettet mod arbejderklassens revolutionære fortrop, men mod alle arbejdende og demokrater. Ganske vist søger de reaktionære i begyndelsen at fremkalde den illusion, at repressalierne og indskrænkningerne kun er vendt mod kommunisterne og ikke berører arbejderbevægelsens og den demokratiske bevægelses andre afdelinger. Men den arbejdende befolkning behøver blot at sluge denne mading og opgive modstanden mod foranstaltninger, der er vendt mod kommunisterne, før det reaktionære bourgeoisi går over til den næste fase i »operationen«: Det udstrækker forfølgelseskampagnen til de socialdemokratiske partier, til fagforeningerne og endog til de borgerlig-liberale bevægelser og organisationer. Der kan således kun gives ét svar på spørgsmålet om, hvem der stiller sig i vejen for arbejderbevægelsens aktionsenhed: det er den kapitalistiske reaktion, monopolkapitalens herskende oligarki. I reaktionens interesse er antikommunismens propagandister og den kolde krigs organisatorer virksomme i arbejderorganisationernes øverste lag, selv om de kalder sig arbejderpolitikere. De argumenter, som de fremfører mod aktionsenheden, er ikke udtryk for deres sande bevæggrunde, men kun et skalkeskjul for dem. Splittelsesmændene i arbejderbevægelsens rækker modtager kraftig støtte fra de kapitalistiske monopolers og regeringers side. De mest aktive højresocialdemokrater får indbringende stillinger. For eksempel indtager 410 førende repræsentanter for Tysklands socialdemokratiske parti 929 i højtbetalte stillinger i store vesttyske selskaber og banker. 65 socialdemokratiske funktionærer er direktører i koncernerne Mannesmann, Klöckner, Krupp, Flick etc.. Disse direktører får en gage på 100.000 til 150.000 mark om året. I Østrig er 400 af de 600 direktører for de nationaliserede virksomheder medlemmer af det socialistiske parti. I dette partis bestyrelse er 12 af de 25 medlemmer direktører og ledende funktionærer i statslige og private virksomheder, og hver af dem får indtil 500.000 schilling om året. Benedikt Kautsky, en søn af Karl Kautsky, der er Østrigs socialistiske partis ideolog og forfatter af partiets program, er vicegeneraldirektør for den største bank, Kreditanstalt, medlem af tilsynsrådet for koncernen Ölin og medlem af generalrådet for den Østrigske Nationalbank. Når højresocialistiske førere bliver regeringsmedlemmer, hænder det, at monopolkapitalen tillader dem at opfylde nogle af den arbejdende befolknings krav. Når de store monopoler ikke har nogen anden udvej over for trykket fra den arbejdende befolknings side, gør de indrømmelser, men på en sådan måde, at de styrker socialisternes positioner over for kommunisterne. Men ved først kommende lejlighed holder de sig skadesløse ved at sætte priserne i vejret eller på anden måde. De kapitalistiske kredse fører den samme taktik, idet de støtter de fagforeninger, der står under højresocialdemokraternes indflydelse, og forfølger de venstreorienterede fagforeninger. F.eks. véd man, at USA´s udenrigsministerium i udstrakt grad udnyttede de amerikanske fagforeningers reaktionære spidser til at splitte den internationale fagbevægelse. Dette er grunden til, at arbejderklassens aktionsenhed ikke kan opnås ved hjælp af forhandlinger og aftaler alene. Den kræver aktiv kamp mod det reaktionære bourgeoisis intriger og mod dets agentur i arbejderbevægelsen. Kampen for arbejderklassens aktionsenhed er en vigtig og uundværlig del af hele den arbejdende befolknings kamp mod monopolkapitalen og imperialismen.

Veje til opnåelse af arbejderbevægelsens aktionsenhed

Arbejdermasserne ønsker enheden

Til trods for højrefolkenes splittelsesvirksomhed tiltager tendensen henimod enheden blandt arbejdermasserne. Dette fremtræder i de mest forskelligartede former. I mange virksomheder i Frankrig, Italien, England, Belgien og andre lande er det f.eks. sådan, at alle arbejderne gerne slutter op om parolen om at handle i fællesskab, når der forberedes en strejke: der oprettes fælles strejkekomiteer, som omfatter både kommunister, socialister og katolikker. Et vidnesbyrd herom er de talrige tilfælde, hvor socialistiske arbejdende trodser deres partiledelsers forbud og ved valgene stemmer på kommunisternes kandidater. Enhedsbestræbelsen tiltager i samme grad som følgerne af de imperialistiske regeringers nuværende farlige politik træder frem. Blandt de socialistiske arbejdende tiltager uroen og ængstelsen. Dette tvinger de socialdemokratiske partiers førere til at manøvrere og ty til forskelnge udflugter, ligesom det undertiden tvinger dem til ligefrem at give efter for de menige socialisters krav. Det engelske Labour-parti, de socialdemokratiske partier i Vesttyskland og de skandinaviske lande, og socialisterne i Japan og andre asiatiske lande, fordømte Englands, Frankrigs og Israels aggression mod Ægypten. De fordømte også den imperialistiske aggression i Libanon og Jordan i 1958. De tyske socialdemokrater har udtalt sig mod Bundeswehrs udrustning med atomvåben. I marts 1959 fremlagde de deres plan om en ordning af det tyske problem, en plan, som, selv om den var inkonsekvent og rummede forskellige forbehold, betegnede et betydningsfuldt bidrag til den fællestyske diskussion om vejene til landets samling. Den Socialistiske Internationales 5. kongres i juli 1957 udtalte sig på ny for den Kinesiske Folkerepubliks optagelse i FN. På Internationalens rådsmøde i juni 1958 blev der fremsat krav om indstilling af kernevåbenprøver og om indkaldelse af et topmøde. Der har selvfølgelig altid været en stor kløft mellem ord og handling hos Socialistisk Internationales ledere. Ikke desto mindre genspejler disse beslutninger de menige socialdemokraters stemninger. Visse forskydninger, som finder sted i den socialdemokratiske bevægelse, gør det lettere at nå til aktionsenheden mellem de arbejdende, selv om socialdemokratiets højreindstillede ledere fortsat sætter sig imod det. De rigeste erfaringer med hensyn til samarbejdet mellem kommunister og socialister er indhøstet under kampen for den arbejdende befolknings økonomiske interesser. Der findes eksempler på enhedsaktioner på dette område fra mange kapitalistiske lande. Arbejderne og andre arbejdende i Italien, Frankrig, Argentina, Japan og andre lande har i de seneste år opnået store resultater, når de førte strejkekampen på grundlag af fælles og koordinerede aktioner. Strejkedeltagernes antal beløb sig ofte til hundredtusinder og millioner af mennesker. Samarbejdet i politiske spørgsmål har givet de mest bemærkelsesværdige resultater i Italien, Japan, Finland, Chile og nogle andre lande. I kampen mod den tyske imperialismes genoprustning og for et forbud mod atomvåben har mange kommunistiske partier i de kapitalistiske lande gang på gang handlet hånd i hånd med de socialistiske partiers lokale organisationer. I det første årti efter krigen kunne det kommunistiske og det socialistiske parti i Italien pege på erfaringer fra et frugtbart samarbejde. Fra det øjeblik de to partier i 1934 sluttede en overenskomst, har de i de grundlæggende spørgsmål inden for indenrigs- og udenrigspolitikken optrådt samdrægtigt og tilføjet reaktionens kræfter mange nederlag. Derfor star den ensidige ophævelse af overenskomsten om aktionsenheden, som højrefløjen gennemtrumfede på det socialistiske partis kongres i 1958, i direkte modstrid med livets krav og de stemninger, som dette partis menige medlemmer nærer. Efter alt det, som de italienske kommunister og socialister har gennemgået i fællesskab, kan det manglende samarbejde mellem dem kun være et midlertidigt fænomen. I Japan er der kommet et resultatrigt samarbejde i stand mellem arbejderpartierne, efter at man har rettet de sekteriske fejl, der i så henseende blev begået i fortiden. I begyndelsen af 1959 var der i 40 af Japans 46 præfekturer blevet oprettet samarbejdsorganer mellem de demokratiske kræfter, og i disse deltager såvel kommunister som socialister. I Chile har man indhøstet gode erfaringer under gennemførelsen af enhedsfrontpolitikken. I foråret 1956 blev der her af det kommunistiske, det socialistiske, det folkesocialistiske parti og andre demokratiske partier oprettet en Folkets Aktionsfront, der har faste positioner i parlamentet og i landet. Gennemførelsen af aktionsenheden fra neden har i efterkrigstiden fremkaldt en række nye organisationsformer: de »indre udvalg« i virksomhederne i Italien, »enhedskomiteerne« i Frankrig, »de faglige enhedsfraktioner« i Østrig, »enhedsrådene« og de faglige forbindelsesudvalg i Brasilien o.s.v.. Kampen for den internationale arbejderbevægelses enhed er trådt ind i en ny etape, efter at Sovjetunionens kommunistiske partis 20. kongres havde peget på de nye muligheder, der åbnede sig på dette område. Det vakte genlyd i brede socialdemokratiske masser, at et så autoritativt kommunistisk parti som Sovjetunionens fremsatte en appel om samarbejde. Snart efter var den Socialistiske Internationale nødt til at drøfte spørgsmålet om forholdet til kommunisterne. De elementer, der er interesseret i at forhindre aktionsenheden og fortsætte den kolde krig inden for arbejderbevægelsen, dikterede Internationalens negative beslutning; nogle socialistiske partier optog imidlertid den første kontakt med Sovjetunionens kommunistiske parti. I årene 1956-58 tog centralkomiteen for Sovjetunionens kommunistiske parti et nyt initiativ, idet den sendte breve med opfordring til fælles aktioner til forsvar for freden til de socialistiske partier i Italien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Norge, Danmark, Belgien, Holland og Østrig. Desværre går det foreløbig kun langsomt fremad med enheden, og den udvikler sig ikke i den målestok, som den nuværende internationale situation kræver. Man sporer stadig arven fra den tilbagelagte periode, da forholdet mellem arbejderklassens forskellige dele i høj grad forværredes. De permanente faktorer, der virker til gunst for enheden, er imidlertid stærkere end splittelsesfolkenes intriger. Den vigtigste af disse faktorer er den voksende trang til enhed, der findes blandt stadig større lag af arbejderne.

Hvordan der opnås kontakt med de socialistiske arbejdende

Det ville selvfølgelig være forkert at sætte hele sin lid til massernes spontane bevægelse henimod enheden. De kommunistiske partiers ledende organer har gentagne gange påpeget, at meget her afhænger af kommunisterne selv og af de metoder, med hvilke enhedsaktionspolitikken gennemføres. Det første, der i så henseende har afgørende betydning, er, hvordan der opnås kontakt med de socialistiske arbejdende. Man kan forstå, at kommunisterne er forbitrede over de gentagne tilfælde, hvor en række socialdemokratiske førere har begået forræderi, men dette må ikke føre til, at man henregner alle socialister til »imperialismens agenter«, undlader at komme i kontakt med dem og at skabe et kammeratligt forhold til dem. At skære alle socialister over én kam er kun en fordel for de virkelige fjender af arbejderklassens enhed. Efterkrigstiden har vist, at der inden for den socialdemokratiske bevægelse foregår komplicerede differentieringsprocesser. I næsten alle socialistiske partier findes der mere eller mindre kraftige venstrestrømninger, selv om de ofte ikke har taget fast form. Inden for det engelske Labour-parti viser der sig f.eks. ved ethvert alvorligt vendepunkt i den indenlandske udvikling eller på den internationale arena uoverensstemmelser mellem de lokale organisationer og partiets top. I en række socialdemokratiske partier gik det så vidt, at højre- og venstresocialisterne er blevet splittet i selvstændige partier (Italien, Japan, Østrig, Indien, Libanon og Israel). Senere er nogle af dem igen blevet sammensluttet til ét parti, men uoverensstemmelserne mellem højre- og venstrefløjen er ikke forsvundet. Et nyt eksempel på den vedvarende differentiering blandt socialisterne er splittelsen af Frankrigs socialistiske parti, der førte til, at de grupperinger, der havde brudt med Guy Mollet, oprettede deres eget parti. Erfaringen viser imidlertid, at splittelsen blandt socialisterne og udskillelsen af venstrefløjen i mange tilfælde ikke medfører nogen forandring af de socialdemokratiske partiers politik. Mange menige socialister ønsker ikke, selv om de er utilfredse med højreledelsens anti-kommunistiske politik, at tage det afgørende skridt, som en spaltning ville være, eftersom de har vænnet sig til deres parti og værdsætter dets traditioner. Dette udnyttes behændigt af højrelederne, og de giver fortsat tonen an i de socialistiske partier. Den anti-kommunistiske politik har imidlertid spillet fallit, og dette vil til syvende og sidst få de menige socialister til at lukke øjnene op. Før eller senere vil de ærlige socialdemokrater, der er forblevet socialismens banner tro, indse, at det er nødvendigt at forandre den i sit væsen borgerlige politik, som de yderliggående højreelementer fører, og de vil dernæst fjerne disse elementer fra partiledelsen. I så fald kan det socialdemokratiske partis overgang til nye politiske positioner, der er i overensstemmelse med arbejderklassens interesser, ske uden nogen splittelse, hvilket afgjort er den bedste variant. Men hvad der end sker, så er det de socialdemokratiske partiers indre anliggender, en sag, som de selv må løse. Socialisternes venstre fløj kan under alle omstændigheder komme til at spille sin rolle under overvindelsen af splittelsen i arbejderbevægelsen. Venstresocialisterne lægger ikke sjældent en politisk inkonsekvens for dagen, men de er i hvert fald den mest progressive del af socialdemokratiet. For tiden er deres stilling til mange yderst vigtige inden- og udenrigspolitiske problemer i overensstemmelse med den arbejdende befolknings interesser. Mange venstresocialister forstår, at splittelsen er skadelig, og at arbejderbevægelsens aktionsenhed er en nødvendighed. De kommunistiske partier søger nu at hjælpe dem med at frigøre sig for de fordomme, som de anti-kommunistiske splittelsesfolk har bibragt dem. Med deres uselviske kamp mod krigsfaren, med deres forsvar for den arbejdende befolknings såvel som middelstandens livsinteresser - og middelstanden er for det meste en støtte for socialdemokratiet -, med deres beredvillighed til at støtte enhver socialists initiativ, hvis det kan gavne arbejderklassen, med deres ærlige opfyldelse af de forpligtelser, der følger af samarbejdet - med alt dette giver kommunisterne et tydeligt bevis for, at de er pålidelige venner og forbundsfæller. Forudsætningerne for et samarbejde mellem kommunisterne og de kredse inden for den socialdemokratiske bevægelse, som er klar over, at aktionsenheden er en nødvendighed, er således fuldt ud til stede. Derfor er de ord, med hvilke kammerat N. S. Hrustjov på Sovjetunionens kommunistiske partis 21. kongres henvendte sig til de socialistiske arbejdende, så aktuelle: »Det er på tide, at repræsentanter for alle strømninger inden for arbejderbevægelsen fejer anti-kommunismens taskenspillere til side og sætter sig ved samme bord for at udarbejde en for begge parter acceptabel platform for arbejderklassens fælles aktioner til forsvar for deres interesser og til forsvar for freden.« For at nå frem til aktionsenheden med socialisterne er kommunisterne rede til at placere de mest omstridte spørgsmål i anden række. De kommunistiske partier holder sig her til de gamle, men fortsat rigtige råd, som V. I. Lenin gav i 1922, da man forberedte en konference af de tre internationaler - Tredje Internationale, Anden Internationale og »Halvtredje« Internationale. Lenin, der tog aktivt del i konferencens forberedelse, gav Kominterns delegation det råd under forhandlingerne »kun. at rejse de mindst omstridte spørgsmål og at sætte sig som mål at forsøge enkelte, men fælles aktioner fra arbejdermassernes side«. Han anbefalede, »at vore delegerede på den foreløbige konference er yderst tilbageholdende, så længe der endnu er håb om at nå til målet«. Kommunisterne nægter heller ikke nu at gå med til kompromis'er og nødvendige indrømmelser for at kunne nå frem til aktionsenhed med socialdemokraterne. Sekterere synes ganske vist, at en kommunist kompromitterer sig, hvis han går ind på et kompromis. Deres politiske dristighed går kun så vidt, at de klamrer sig fast til den position, de indtager, uanset øjeblikkets betingelser og krav. Men leninsk dristighed viser kun den, der med henblik på en så stor sag som arbejderbevægelsens enhed ikke er bange for at gøre en nødvendig indrømmelse og komme den kommende forbundsfælle i møde. Lenin sammenlignede de socialdemokratiske partier med et lukket rum, hvor bourgeoisiets befuldmægtigede driver deres propaganda over for en temmelig talrig forsamling af arbejdere. Skal kommunisterne, spurgte Lenin, betale entré for at komme ind i dette rum og få mulighed for at tale til arbejdere, som indtil da udelukkende har stået under reformisternes indflydelse? Og han svarede, at det ville være en stor fejl at nægte enhver betingelse og enhver betaling for at trænge ind i dette godt bevogtede, aflåsede rum. »Kommunisterne må ikke lade sig stege i deres eget fedt - lærte Lenin -, de skal lære at handle sådan, at de ikke viger tilbage for visse ofre og ikke frygter fejl, der er uundgåelige ved begyndelsen af enhver ny og vanskelig sag, men trænger ind i det aflåsede rum, hvor bourgeoisiets repræsentanter søger at påvirke arbejderne. De kommunister, der ikke vil forstå dette og ikke vil lære dette, kan ikke gøre sig håb om at få flertal blandt arbejderne.. .« Hvert lands arbejderbevægelse har sine egne kampbetingelser, sine egne traditioner. De veje, der fører til arbejderenheden, har deres særlige præg i hvert enkelt land. Under visse omstændigheder kan enheden vindes under en valgkampagne, under andre omstændigheder under kampen for faglige og sociale rettigheder eller under en afrustningskampagne o.s.v.. Evnen til at finde og vælge den særlige anledning, den særlige begivenhed, som i det pågældende land hurtigst muligt kan føre til samarbejde mellem alle strømninger i arbejderbevægelsen, er en hovedbetingelse for, at de kommunistiske partier kan opnå resultater i deres kamp for enhedsfronten.

Ideologiske uoverensstemmelser er ingen hindring for samarbejde

Men vil ikke de ideologiske uoverensstemmelser mellem kommunisterne og de socialister, der er klar over enhedens betydning, udgøre en hindring for samarbejdet mellem dem? For selv om socialisterne i mange henseender stemmer overens med kommunisterne, hvad vurderingen af arbejderklassens aktuelle opgaver angår, så er de dog uenige om fundamentale spørgsmål vedrørende samfundsudviklingen, først og fremmest spørgsmål som nødvendigheden af at styrte kapitalisternes magt og oprettelsen af arbejderklassens diktatur i overgangsperioden. I deres bestræbelser for at forhindre aktionsenheden, plejer højrefolkene at pege på dette som en uovervindelig hindring for samarbejdet. Forholder det sig virkelig sådan? Kommunisterne vil på ingen måde formindske eller fortie de eksisterende ideologiske uoverensstemmelser. Samtidig med at kommunisterne foreslår enheden, lægger de ikke skjul på, at de ikke agter at opgive deres principper og deres politiske særpræg. Det er for øvrigt heller ikke noget, de kræver af socialdemokraterne, idet de er af den opfattelse, at det praktiske samarbejde mellem arbejderpartierne i de borgerlige lande kan etableres, uden at man giver afkald på sine principper. Det er klart, at det i det hele taget er umuligt at diskutere ideologiske uoverensstemmelser med folk, der er forstokkede fjender af arbejderenheden og indpiskere af anti-kommunisme. Anti-kommunismen indeholder ikke et gran af konstruktiv politik for et arbejderparti; den rummer ikke den ringeste positive ideologi; den reformistiske ideologi, bag hvilken den skjuler sig, er kun camouflage. I virkeligheden har antikommunismens korsriddere også mistet retten til at kalde sig selv for reformister. Hvordan kan de kalde sig for reformister, hvis de for at forhindre samarbejdet med de kommunistiske partier, ofrer den arbejdende befolknings interesser? Hver ærlig socialdemokrat mener i hvert fald, at han kæmper for den arbejdende befolknings interesser; han vil ikke give afkald på forbundsfæller i denne kamp. Anti-kommunisterne er derimod alt andet end reformister - de er arbejderbevægelsens erklærede fjender. Det er klart, at kommunisterne aldrig kan komme overens med den slags mennesker. Derimod forholder det sig ganske anderledes med reformismens ærlige tilhængere, som oprigtigt stræber efter progressive sociale forandringer. Der findes principielle forskelle mellem den marxistisk-leninistiske opfattelse af socialismen og reformisternes opfattelse af den. Kommunisterne har kritiseret og vil fortsat kritisere de fejlagtige standpunkter, som reformisterne indtager i spørgsmålet om klassekampen, den proletariske revolution og proletariatets diktatur. Under henvisning til den resultatrige opbygning af socialismen i Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande vil kommunisterne søge at overbevise de socialistiske arbejdende om, at den vej til socialismen, der hviler på marxismen-leninismen, er den rette vej. Men allerede nu kan man finde noget fælles i kommunisternes og de oprigtige socialdemokraters forestillinger om socialismen, noget, som baner vej til en fælles kamp for arbejderklassens grundlæggende idealer. For begge parter betyder socialismen først og fremmest indførelse af samfundseje af de vigtigste produktionsmidler. For kommunisterne er dette et aksiom, men det samme mål forkyndes også i en række socialistiske partiers officielle programmer. I det franske socialistiske partis »principerklæring« hedder det, at dette parti »sætter sig som mål, at erstatte den kapitalistiske ejendoms regime med et regime, under hvilket naturrigdommene som produktions- og byttemiddel bliver kollektivets ejendom og klasserne følgelig bliver afskaffet«. Hvad forhindrer så de franske socialister - eller i hvert fald de af dem, der tager denne programmatiske grundsætning alvorligt - i at samarbejde med kommunisterne i kampen for at erstatte det kapitalistiske system med dets privateje med et system, i hvilket der råder samfundseje? Kan kommunister og socialister f.eks. ikke i fællesskab støtte arbejdermassernes krav om nationalisering af monopolernes ejendom? Kommunisterne og socialisterne giver selvfølgelig en forskellig forklaring på muligheden af en fredelig overgang til socialismen, men i dette spørgsmål har de uden tvivl mange berøringspunkter. Dér, hvor der opstår gunstige forudsætninger for en sådan overgang, kan de også med fordel samarbejde. Og jo mere enig arbejderbevægelsen bliver, des mere real bliver den fredelige overgang til socialismen i en række lande. Kommunister og socialister kan også nå til en omfattende gensidig forståelse i kamp for reformer, der gør den arbejdende befolknings kår lettere i de kapitalistiske lande. Der er forskel mellem kommunisters og socialisters bedømmelse af disse reformer. For mange socialdemokrater er reformer den eneste mulige vej, der fører til socialismen. De ser sådan På det, at staten i dag gennemfører visse foranstaltninger til social forsorg (folkepension o.s.v.); efter reformisternes mening indledes dermed indførelsen af socialismen allerede inden for det borgerlige samfunds rammer. Efter deres mening indføres socialismen stykke for stykke i det kapitalistiske samfund. De håber, at det på denne måde en eller anden gang skal lykkes dem fuldstændigt at »reformere« kapitalismen og forvandle den til socialisme. Denne reformisternes grundlæggende forestilling anser kommunisterne for at være helt igennem forkert. De benægter ikke, at man kan opnå enkelte reformer til gavn for den arbejdende befolkning af den kapitalistiske stat, selv om den står i monopolernes tjeneste. Men de indrømmelser, som det lykkes at fravriste den kapitalistiske stat, er langtfra nogen socialisme. Den kapitalistiske stats klassekarakter bevares, den var og forbliver et redskab i de kapitalistiske monopolers hånd. Det er ikke nogen tilfældighed, at staten tager alle sine indrømmelser tilbage, så såre massernes tryk aftager, eller at den tilpasser dem til monopolernes behov på en sådan måde, at kun mindet bliver tilbage af deres oprindelige karakter. For at tage fat på opbygningen af socialismen må man først fratage de herskende monopoler magten og overgive den til den arbejdende befolkning. Dette er kommunisternes dybeste overbevisning, der er blevet gennemprøvet under den internationale arbejderbevægelses mange erfaringer. Kommunisterne er imidlertid på ingen måde modstandere af reformer. De benægter blot, at man ved hjælp af reformer kan få kapitalismen til gradvis at vokse over i socialismen. Samtidig foreslår kommunisterne socialisterne et omfattende samarbejde i kampen for alle slags reformer, som forbedrer den arbejdende befolknings arbejde og kår, for nationalisering af monopolernes ejendom, for forbedring af socialforsikringen, for udvidelse af de faglige og demokratiske rettigheder, for bedre garantier for verdensfreden o.s.v. og jo mere omfattende aktionsenheden og samarbejdet mellem de forskellige strømninger i arbejderbevægelsen bliver, des lettere bliver det at fravriste monopolerne og deres stat indrømmelser, som styrker arbejderklassens kampkraft.

Der kræves et tålmodigt og kammeratligt oplysningsarbejde

Kommunisterne anser det for deres pligt at bekæmpe den reformistiske ideologi, som højresplittelsesfolkene i arbejderbevægelsen bruger som camouflage. Det er imidlertid ikke nogen let opgave at overvinde reformismens ideer. Kommunisterne er klar over, at de reformistiske teorier ikke blot er vildfarelser, men de ser også, at de bruges til at drive spekulation med massernes virkelige bestræbelser. Masserne ser, hvilken kolossal forskel, der er mellem deres livsbetingelser og det liv, som samfundets privilegerede top fører, de kender politiets vilkårlighed og tilsidesættelsen af de arbejdende menneskers rettigheder, og de stræber derfor spontant efter demokratiske tilstande, efter social lighed. Men ofte ser de ikke de reale veje, der fører til det nye, i sandhed demokratiske liv. Mange arbejdende slæber på illusioner om det borgerlige demokrati, som er særlig kraftige i de vesteuropæiske lande og i USA. Ikke få arbejdere søger en let vej til socialismen, en vej uden kampe og sammenstød mellem klasserne, uden et radikalt brud med den tilvante livsform. Alt dette udnyttes af reformismens ideologer til at skaffe deres teorier indpas, teorier, der hæmmer udviklingen af den arbejdende befolknings klassebevidsthed. Man må også holde sig for øje, at den sociale sammensætning af mange socialdemokratiske partier har forandret sig væsentligt i de sidste årtier. Deres medlemmer er i stadig mindre grad arbejdere, medens flere og flere kommer fra de småborgerlige lag, er funktionærer eller tilhører den borgerlige intelligens. I Frankrigs socialistiske parti udgør arbejderne således ikke mere end en fjerdedel af dets medlemmer. Hovedsagen er imidlertid, at reformisternes teorier får støtte fra de herskende klasser. Bourgeoisiet er ikke bange for disse teorier. Det sker ikke sjældent, at bourgeoisiet endda med glæde tillader, at der drives propaganda for dem, og at det roser dem i sin presse, medens kommunisterne jages og forfølges på grund af deres anskuelser. De herskende klasser er ikke bange for at lade reformismens ideologer indtage regeringsstillinger, medens de ved den første den bedste lejlighed fordriver kommunisterne fra sådanne stillinger. Ja, det hænder, at bourgeoisiet tillader socialdemokraterne at udføre deres »socialistiske« eksperimenter, som ikke rører ved grundlaget for deres klasseherredømme, men i visse tilfælde endog befæster det; samtidig støtter bourgeoisiet de reformistiske illusioner hos masserne. Til at overvinde den reformistiske ideologi kræves det, at man tålmodigt søger at overbevise, at man gennemfører en kammeratlig meningsudveksling og ikke bare gentager sine egne paroler. En skolemestertone, der ikke tåler modsigelse, og en nedladende, endsige en ringeagtende indstilling over for de socialdemokratiske arbejderes overbevisninger, er utilstedelig. Polemikken med socialisterne må bære præg af en virkelig meningsbrydning, og ikke af en udveksling af lidet smigrende adjektiver. Idet de arbejder blandt de arbejdende socialdemokratiske masser, afslører kommunisterne, at de reformistiske teorier (om »den demokratiske socialisme« og lignende) er forkerte, og stiller dem i modsætning til Marx' og Lenins videnskabelige socialisme, der har vundet verdenshistoriske sejre. Ved hjælp af åbne diskussioner i pressen og i samtaler med de socialistiske arbejdende kan kommunisterne gøre det af med deres antikommunistiske fordomme og vise, at marxismen-leninismens principper stemmer overens med den arbejdende befolknings livsinteresser. Samtidig med at kommunisterne afslører det imperialistiske bourgeoisis sande lakajer, er de rede til at samarbejde med alle dem i den socialdemokratiske bevægelses rækker, som oprigtigt stræber efter at »gøre kål på« kapitalismen, og som ønsker at kæmpe for en forbedring af den arbejdende befolknings kår, for fred, demokrati og socialisme.

Den demokratiske enhedspolitik

De kommunistiske partier kæmper ikke blot for en enig arbejderfront men søger at forene bredere lag af folket. Arbejderenheden skal udgøre grundlaget for en bred demokratisk bevægelses enhed. Der har i fortiden aldrig været så gunstige forudsætninger for fælles aktioner af arbejderklassen og de mest forskelligartede lag af befolkningen. På den nuværende etape af kapitalismens almene krise fremtræder - som det blev påvist i 10. kapitel - i stigende grad, ved siden af den grundlæggende klasseantagonisme mellem arbejde og kapital, modsætningen mellem en snæver klike af monopoler og befolkningens øvrige klasser og lag. Jo mere monopolkapitalens undertrykkelse forøges og jo mere den underlægger sig staten, des bredere og mere forskelligartede kræfter rejser sig imod den. Monopolkapitalen fører ikke blot en offensiv mod arbejderne og bønderne, men også mod befolkningens middellag og endog mod visse lag af bourgeoisiet. Det er ikke blot alle disse lags umiddelbare interesser, der er truet, men også nationernes vigtigste interesser. Republikanere, patrioter og pacifister - alle, der er trofaste over for demokratiets og den nationale friheds traditioner, føler sig alvorligt foruroligede i forbindelse med de stadig stærkere tendenser henimod et reaktionært monopoldiktatur og den stigende fare for en ny krig. Hos de forskellige sociale lag kan .der således konstateres en fælles interesse, der kan tjene som objektivt grundlag for deres fælles aktioner mod monopolkapitalens herredømme. Situationen er her ofte den, at samfundskræfter, som før i tiden foretrak at handle hver for sig, ser sig stillet over for den objektive nødvendighed af at slutte sig sammen til forsvar for folkets fælles interesser. Arbejderklassens marxistisk-leninistiske parti er kaldet til at være fortroppen for en sådan demokratisk enhed. Som bannerførere i kampen for fred og demokrati søger de kommunistiske partier i de kapitalistiske lande at stå forrest i den fælles folkefront mod monopolkapitalens og imperialismens reaktionære politik. De kommunistiske partiers politik, der tager sigte på at etablere aktionsenhed og samarbejde med alle nationale og demokratiske kræfter, er en demokratisk enhedspolitik; den er demokratisk, fordi foreningen af alle folkets lag i første række sker på basis af demokratiske krav og paroler. Det betyder selvfølgelig ikke, at grundlaget for en bred folkelig enhed forsvinder efter løsningen af de demokratiske opgaver. Som vi allerede har set, svarer den socialistiske omdannelse af samfundet i vor tid til stadig bredere befolkningslags livsinteresser. Derfor sætter den demokratiske enhedspolitik sig som mål også at drage disse lag ind i løsnings af de socialistiske opgaver. Vejen hertil fører imidlertid gennem organiseringen af massernes kamp for de fællesdemokratiske krav og den arbejdende befolknings materielle interesser. I efterkrigstiden er blevet indhøstet adskillige erfaringer fra fællesaktioner, som forskelligartede lag af befolkningen har ført på en platform af demokratiske krav. Det tydeligste eksempel er folkebevægelsen til forsvar for freden. De internationale kampagner for forbud mod atombomber er et tydeligt vidnesbyrd om, at det afgjort er muligt at få de mest forskelligartede sociale strømninger og organisationer - også sådanne, som står kommunismen fjernt - til at samarbejde. I de koloniale og afhængige lande kæmper kommunisterne for oprettelsen af en bred anti-imperialistisk og anti-feudal front.

Hvad kræves der af et arbejderparti ?

Når de objektive forudsætninger for en forening af de forskellige befolkningslag mod monopolernes tryk er til stede, kommer alt an på den virksomhed, der udfoldes af arbejderklassens mest revolutionære parti, på dettes evne til at komme på talefod med de forskellige politiske og samfundsmæssige organisationer og bevægelser. En kæmpende og organiseret enhed af de folkelige kræfter kan ikke opstå spontant, af sig selv. Man må tage i betragtning, at etableringen af et samarbejde mellem forskelligartede samfundskræfter, af hvilke mange står kommunismen fjernt, og nogle direkte er smittet af anti-kommunismen, er en kompliceret opgave, der kræver tålmodighed og takt. Man får her at gøre med reaktionens intriger, med de borgerlige og småborgerlige grupperingers vaklen og med deres forsøg på at få hele bevægelsen til udelukkende at rette sig efter deres interesser. Erfaringerne fra forskellige lande har vist, at følgende faktorer er af overordentlig stor betydning for etableringen af de demokratiske kræfters aktionsenhed: En stærk og enig arbejderbevægelse er hovedforudsætningen for at nå frem til en sådan aktionsenhed. Ikke alle, som i dag kæmper for fred og demokrati, er arbejderklassens forbundsfæller i dette ords egentlige betydning. De tager del i kampen for fred og demokrati, men når der er tale om et varigt samarbejde med kommunisterne, begynder de at vakle, og giver let efter for den officielle propagandas indflydelse. Hvis man vil etablere aktionsenhed med sådanne samfundskræfter, er Propaganda og agitation alene ikke tilstrækkeligt. Det er for det første nødvendigt, at arbejderbevægelsen selv er stærk og velorganiseret, og at den kan indgyde alle nationale og demokratiske lag tiltro til folkets endelige sejr. For det andet kan arbejderklassen kun vinde de andre klassers og lags tillid og støtte, hvis den forsvarer deres berettigede og retfærdige interesser, som var det dens egne. Arbejderklassens parti kan her slå ind på mange veje. Det kæmper i parlamentet for reformer og begunstigelser for bønderne, håndværkerne og de middelstore erhvervsdrivende. Det studerer opmærksomt de krav der bliver fremsat af bondepartierne, de radikale og republikanske partier og af andre demokratiske partier, og det støtter på enhver måde de af dem, der er i overensstemmelse med den arbejdende befolknings interesser. Partiet støtter enhver bondepolitikers, enhver demokratisk eller pacifistisk politikers forslag, hvis de svarer til de arbejdende massers forhåbninger og tager sigte på at forbedre deres kår. Det er en hovedforudsætning for arbejderklassens sejr i kampen mod det reaktionære bourgeoisis herredømme, at den styrker sine broderlige forbindelser med alle arbejdende og i den arbejdende befolkning vinder ry som den mest konsekvente og beslutsomme forsvarer af dens interesser. Valget af den rette platform for samarbejdet. Arbejderklassens revolutionære parti kan ikke kræve af sine eventuelle forbundsfæller, at de kun skal samarbejde med det på dets betingelser. Samtidig med at partiet ikke et øjeblik slipper arbejderklassens specifikke interesser og behov af syne, men bestræber sig for at få dem tilfredsstillet fuldt ud, søger det at formulere fælles krav, der er acceptable for de eventuelle forbundsfæller. Eftersom de andre sociale kræfter også er interesseret i at bekæmpe monopolernes tryk, er det relativt let at finde frem til disse fælles krav. Men selv i så fald er det, som erfaringen viser, umuligt straks at nå til en aftale om alle punkter. En platform for aktionsenheden udarbejdes lidt efter lidt, således at man begynder med de specielle problemer. Derved bliver det muligt for de samarbejdende partier gensidigt at overbevise sig om hensigternes oprigtighed og at vinde tillid til hinanden. Og tillid er et yderst nødvendigt element, uden hvilket ingen enhedsfront kan være varig. Evnen til at slutte kompromis'er og gøre de nødvendige indrømmelser er en vigtig betingelse for et arbejderparti, der ønsker at organisere et samarbejde mellem forskelligartede klassekræfter. V. I. Lenin anså denne evne for at være en ubetinget nødvendighed for arbejderklassens bevidste fortrop. Ellers ville det, som han sagde, være umuligt at slutte en alliance med enkelte grupper af den arbejdende befolkning eller med mellemlagene, der uundgåeligt vakler og er inkonsekvente. »Den, som ikke har forstået dette, har aldrig forstået et gran af marxismen og af den videnskabelige, moderne socialisme overhovedet.« Uden at afvige fra sine principper, der følger af den marxistiske ideologi, viser arbejderklassens revolutionære parti samtidig smidighed og tager hensyn til de berettigede interesser, der næres af de andre sociale og politiske kræfter, der har sluttet sig sammen til en blok. Det er blot vigtigt, lærte Lenin, at kompromis'erne og indrømmelserne ikke fører til sænkning, men til højnelse af det almene bevidsthedsniveau, som arbejderklassens førende del står på, og af dens evne til at kæmpe og sejre. Hvordan ser dette ud i virkeligheden? For eksempel lyder et af socialismens vigtigste principper, som står i forbindelse med selve kernen i det nye samfundssystem, der afløser kapitalismen, således: Den privatkapitalistiske industri skal nationaliseres. I praksis kan dette princip imidlertid realiseres på forskellige måder. Selv om den sejrrige arbejderklasse har sin fulde ret til at fratage kapitalisterne deres ejendom, som de har erhvervet gennem udbytning, kan den tage hensyn til de fortjenester, som visse lag af bourgeoisiet har indlagt sig ved at tage del i den anti-monopolistiske kamp, og gøre dem indrømmelser. Den kan efter revolutionens sejr lade middelbourgeoisiet beholde sin ejendom. Folkestaten kan endog yde det hjælp (kreditter, råstoffer, skattebegunstigelser, et garanteret marked). Når der i fremtiden bliver tale om at fuldføre nationaliseringen i hele samfundsøkonomien, kan staten gennemføre den ad fredelig vej og gradvis, under hensyntagen til ejernes berettigede interesser, f.eks. afkøbe dem produktionsmidlerne, d.v.s. yde dem en bestemt erstatning. Dette eksempel viser endnu en gang, at kommunisterne mener det ærligt, når de fremsætter forslag om samarbejde. De giver ikke løfter, som de ikke kan opfylde, men fremstiller i enhedsfrontens program kun det, som arbejderklassen virkelig kan garantere sine forbundsfæller efter sejren. Deres indrømmelser og kompromis'er er velbegrundede og svarer til kommunisternes forestillinger om, at man kan opbygge socialismen i samarbejde med forbundsfællerne fra den demokratiske front. Denne kommunistiske linje er af stor betydning for den demokratiske enhedspolitik. Samtidig med at de kommunistiske partier viser smidighed på det politiske område, afviser de energisk de revisionistiske elementer, der er parat til at gå ind på principløse aftaler, som kunne føre til, at de kommunistiske partier opløste sig i de fællesnationale bevægelser, at de mistede deres selvstændighed, og til syvende og sidst at de demokratiske kræfters enhed blev svækket. Når arbejderpartiet er nået frem til en politisk aftale, søger de afgjort at underbygge den organisatorisk. Enhedsfronten kan kun blive til en kraft, hvis forbundsfællerne ikke nøjes med at deklarere, at de har fælles mål, men ubetinget når til enighed om oprettelsen af en fælles organisation (en fædrelandsfront, en front for national og demokratisk enhed og lignende) og om fælles aktioner inden for denne organisations rammer. Dette forudsætter, at der oprettes et koordinerende organ, hvor man i fællesskab udarbejder en samlet politik, og en fast aftale om, at de samarbejdende parter gensidigt underkaster sig de trufne beslutninger. Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at de partier og bevægelser, der er medlemmer af enhedsfronten, skal give afkald på deres organisatoriske og politiske selvstændighed. I den demokratiske blok tilkommer fortroppens rolle arbejderklassens marxistiske parti på grund af dets aktive og uselviske kamp, fordi dets politiske linje er den rigtige, og fordi det er i stand til hver gang at give en rigtig vurdering af situationen og fremsætte paroler, masserne tilslutter sig. Arbejderpartiets afgørende indflydelse er kort sagt resultatet af dets egen politiske virksomhed, og ikke af noget pres eller diktat. Når partiet fører en rigtig politik, når hele folket lytter til dets røst, og dets autoritet vokser for hver dag, ja for hver time, så anerkender de andre politiske partier og grupper selv dets bestemmende indflydelse og tildeler det den afgørende stemme under udarbejdelsen af enhedsfrontens politik. Erfaringerne fra de folkedemokratiske lande har vist, at det ikke er udelukket, at de borgerlige partiers højrefløj efter den demokratiske bloks sejr gør forsøg på at skubbe arbejderpartiet bort fra ledelsen for derved at bremse realiseringen af de modne sociale reformer. De samme erfaringer viser imidlertid, at når det marxistiske arbejderparti har vundet sympati og støtte hos hovedmassen af de borgerlig-demokratiske partiers menige medlemmer, lykkes det dette parti at isolere de borgerligdemokratiske partiers højreorienterede ledere, styrke enheden i den demokratiske blok og indlede en bevægelse henimod radikale sociale omdannelser. Det at det marxistiske parti har den ledende rolle i den demokratiske blok, betyder på ingen måde, at det kan diktere og kommandere. Selv om det råder over flertallet, viger det tilbage for at påtvinge andre sine beslutninger, men søger at få dem vedtaget enstemmigt ved at forklare og overbevise. Hvis partiet virkede ved hjælp af diktatmetoder, uden at tage hensyn til sine forbundsfællers berettigede interesser, ville det stå i fare for at miste forbundsfællerne, komme til at stå isoleret og dermed ikke at nå de mål, den demokratiske blok stræber efter. Kommunisterne er ikke interesseret i forbigående at udnytte deres partnere i den demokratiske front, for så at støde dem fra sig, sådan som den reaktionære propaganda hævder. De ønsker tværtimod at gå videre i fællesskab, henimod en virkelig løsning af alle demokratiske opgaver, henimod den bedste opfyldelse af de bredeste folkemassers krav, hvad der kun er muligt under socialismen. Overbevisningsmetoden er hovedmetoden for partiets arbejde inden for blokken, hvilket imidlertid ikke udelukker retten til at kritisere partnernes vaklen og inkonsekvente adfærd, så lidt som en beslutsom kamp mod enhedens erklærede fjender, der virker i deres rækker. Kommunisterne lægger heller ikke skjul på, at de ikke støtter alle de krav, som befolkningens småborgerlige lag fremsætter. Arbejderklassen kan have fælles interesser med disse lag, men der findes også modsætninger. De kommunistiske partier er på forhånd klar over dette og gør om fornødent klart rede for deres stilling til krav, som ikke er acceptable for arbejderklassen. Enheden opnås ikke ved hjælp af endeløse indrømmelser, men ved energisk at støtte de retfærdige krav, som arbejderklassens forbundsfæller fremsætter, og ved samtidig at bekæmpe den vaklen, der findes hos en del af dem, og som er farlig for de fælles mål, som folkets enhedsfront har. Gennemførelsen af den demokratiske enhedspolitik er umulig uden beslutsom kamp mod sekterismen og højreopportunismen. I den periode, da der oprettes en bred front, er de venstresekteriske elementer særlig farlige, fordi de, som følge af deres modvilje mod at tage hensyn til de andre befolkningslags berettigede interesser, støder arbejderklassens potentielle forbundsfæller bort. Når så enhedsfronten er blevet en kendsgerning, kan højreopportunismen blive særlig farlig, fordi den fuldstændig kapitulerer over for de borgerlige forbundsfællers krav, svækker den selvstændige stilling, som arbejderklassens revolutionære parti indtager, og glider over til den borgerlige nationalisme. De vanskeligheder, som gennemførelsen af den demokratiske enhedspolitik støder på, er særlig store i de vesteuropæiske lande, hvor antikommunistiske fordomme fortsat er kraftige, og hvor arbejderklassen har at gøre med en så erfaren og snedig modstander som det vesteuropæiske bourgeoisi. Kommunisterne står i disse lande over for talrige og drevne borgerlige partier, der har drevet det vidt, når det gælder om at føre masserne på vildspor med de mest »demokratiske« og »fredselskende« fraser. Ikke desto mindre arbejder de kommunistiske partier ihærdigt på at få oprettet en stærk national og demokratisk front mod de herskende kapitalistiske monopoler, en front, der spærrer vejen for fascisme og krig og baner vej for fortsatte sociale fremskridt.

Kampen for bøndernes interesser

Arbejderne og bønderne er sande brødre, både hvad deres oprindelse og deres stilling i det kapitalistiske samfund angår. Arbejderklassen er historisk set opstået som følge af, at bønderne blev ruineret og berøvet deres jord. Arbejderklassens rækker forøges også i dag til stadighed af folk, der kommer fra de af kapitalen udbyttede landsbyer. Fra landsbyerne kommer der til stadighed sæsonarbejdere til byerne. Det knytter også bonden og arbejderen sammen, at de begge er arbejdende mennesker, der tjener deres brød i deres ansigts sved. De har en fælles klassefjende. I virkeligheden forholder det sig, som Marx og Engels har påvist, sådan, at udbytningen af bønderne kun med hensyn til formen adskiller sig fra udbytningen af arbejderne, og at de begge har én og samme udbytter: kapitalen. Selv om arbejdere og bønder således står hinanden nær, opstår der ikke af sig selv et forbund mellem dem. Det lykkedes i lang tid det herskende bourgeoisi at skille arbejdere og bønder ad. I mange lande lykkes dette også i dag for bourgeoisiet. Af alle de politiske partier, der har eksisteret i historien, har kun kommunisterne ført en konsekvent kamp for at styrke forbundet mellem arbejderne og bønderne. De første, der påpegede, at et sådant forbund var en nødvendighed, var Marx og Engels, da de uddrog læren af de nederlag, proletariatet led i de revolutionære kampe, som det førte i Vesteuropa i 1848, og af Pariserkommunens tragiske undergang i 1871. Marx' og Engels' udtalelser om bondespørgsmålet, som opportunisterne i Anden Internationale havde ladet gå i glemmebogen, tjente V. I. Lenin som udgangspunkt under udarbejdelsen af det bolsjevikiske partis program. Forbundet mellem arbejderklassen og bønderne blev en af leninismens grundlæggende ideer. Denne idé adskiller de kommunistiske partier fra de socialdemokratiske partier, der ikke tror på bønderne og søger at indpode arbejderne denne mistillid. Det er den samme idé, der adskiller de kommunistiske partier fra bondepartierne, hvis ledere som regel søger at få bønderne til at stille sig fjendtligt over for arbejderne - noget, der kun er til gavn for storbourgeoisiet og storgodsejerne.

Forbundet mellem arbejdere og bønder er en nødvendighed

Når kommunisterne går ind for et forbund mellem arbejderklassen og bønderne, går de ikke simpelt hen ud fra fromme ønsker. De støtter sig til de objektive love for samfundsudviklingen og véd, at kapitalens interesser og de interesser, som bøndernes overvældende flertal nærer, uvægerligt vil komme i modstrid med hinanden. Den almene lov om den kapitalistiske akkumulation i landbruget fører til bondebefolkningens differentiering og opløsning. Mellemlagene decimeres, mens ydergrupperne - landsbyernes rige og fattige - tiltager. De velhavende landmænd eller farmere, hvis bedrift bygger på udbytningen af lejet arbejdskraft, bliver selv kapitalister. De er mere eller mindre nøje forbundet med industri- og bankkapitalen, selv om de i den sidste tid ikke sjældent bliver undertrykt af monopolherrerne. Bøndernes overvældende flertal kommer under kapitalens åg - en del flytter til byerne og forøger proletariatets rækker, medens de, der bliver på landet, gradvis forvandles til halvproletarer. Efter at have studeret landbrugsforholdene i Rusland, Vesteuropa og USA kom Lenin til det resultat, at en betydelig del af de mindre landmænd og de fleste husmænd ikke er selvstændige landmænd, men i virkeligheden arbejdere, der har en jordlod. Kapitalisten bruger de små bedrifters ejere som en reserve af billig arbejdskraft. Følgelig ytrer bøndernes proletarisering sig ikke blot i, at en del af bønderne fordrives til byerne, men også i, at stadig større bondemasser fører et jammerligt liv på deres små jordlodder, fordi de er i knugende afhængighed af en ågerkarl, en landbrugsbank og handelsmonopoler og er nødt til at arbejde for andre en del af året for at få pengene til at slå til. Kapitalismen gør det ubarmhjertigt til en illusion, når bøndernes flertal stræber efter at blive selvstændige landmænd på egen jord. Derfor kan bønderne i kampen for deres egne interesser ikke regne med at få støtte hos det herskende bourgeoisi. De må søge sig en forbundsfælle i arbejderklassen. Dette er historiens logik, dette er udviklingens tendens. Den historiske proces følger imidlertid, som det ofte sker, også her krogede og komplicerede veje. Hvad er det konkrete grundlag for kommunisternes overbevisning om, at bønderne må bryde med bourgeoisiet, og at et politisk forbund mellem arbejderklassen og bønderne er en nødvendighed? Da bourgeoisiet kæmpede for at vinde den politiske magt og var modstander af feudalherrernes styre, udnyttede det bønderne som stødtrop, fordi bønderne ville sønderrive livegenskabets lænker. Bondeoprørene og bondekrigene i Europa fik feudalismens grundpiller til at vakle og skabte forudsætningerne for de borgerlige revolutioners sejr i England, Frankrig, Tyskland, Italien og andetsteds. Men de folk på landet, som først og fremmest høstede frugterne af den borgerlige revolution, var storbønderne, ågerkarlene, købmændene og spekulanterne, der berigede sig gennem udbytning af de arbejdende bønder. De rige på landet blev faste holdepunkter for den borgerlige stat og dens faste reserve i kampen mod arbejderklassens revolutionære bevægelse. Det var dem, der bar den borgerlige indflydelse ud på landet. Den sociale differentiering tilintetgjorde hurtigt det relative interessefællesskab, der havde eksisteret i landsbyfællesskabet, da herremanden havde det i sin magt. Medens storbønderne og rigmændene på landet knyttede sig nærmere til bourgeoisiet i byerne, følte fattigbønderne sig i stigende grad tiltrukket af arbejderklassen. De borgerlige revolutioners sejr åbnede storkapitalen vejen ud på landet. Dér ødelagde den overalt småproduktionen og tvang store bondemasser til at forlade deres hjem. Kapitalismens udvikling i Europa ledsagedes af en sand folkevandring. Millioner af ruinerede bønder emigrerede til fjerne lande i håb om at blive selvstændige landmænd. Men også dér tog kapitalen dem i sit jerngreb. Efter at bourgeoisiet i Vesteuropa havde konsolideret sin politiske magt, blev det bondebevægelsens værste fjende. De borgerlige regeringer i Vesteuropa understøttede til det sidste Romanov-dynastiet i Rusland, som godsejerne havde indsat. De sørgede altid for at hjælpe alle de monarkier, der var blevet bestående fra feudaltiden, når tronerne i disse monarkier begyndte at vakle under bondebevægelsens pres. Det imperialistiske bourgeoisi i Europa og Nordamerika gjorde alt for at bevare de feudale former for udbytning af bønderne i de koloniale og halvkoloniale lande. Det skyldes deres bestræbelser, når der endnu, i anden halvdel af det 20. århundrede, i Asien, Afrika, Latinamerika og endog i afkroge af Europa som Spanien eller Syditalien, er bevaret næsten de samme former for feudaljordbesiddelse og undertrykkelse, som fandtes i middelalderen. Bourgeoisiet har altså på ingen måde løst bondespørgsmålet, men er tværtimod blevet en hovedhindring for bøndernes befrielse i alle de lande, hvor afskaffelsen af de forældede feudale og halvfeudale former for jordbesiddelse er en historisk retfærdighedshandling. Dermed skabes forudsætningerne for dannelsen af et anti-kapitalistisk forbund mellem arbejderklassen og bønderne. Erfaringerne fra den store socialistiske Oktoberrevolution og fra de folkedemokratiske revolutioner i Europa og Asien har bekræftet marxismen-leninismens sætning om, at i de lande, hvor opgaven består i at likvidere feudalismens levn, kan alle bønder gå sammen med arbejderklassen, fordi denne er den eneste klasse, der kan gennemføre landbrugsrevolutionen til bunds, d.v.s. give bønderne jord. I de folkedemokratiske revolutioner, der har fundet sted i Europa og Asien, har forbundet mellem arbejderklassen og bønderne glimrende bestået prøven. I forbund med arbejderne er bønderne for første gang i historien blevet den herskende klasse og opbygger af det nye, socialistiske samfund. Forbundet mellem arbejderklassen og bønderne er imidlertid ikke blot en nødvendighed i de lande, hvor den feudale eller halvfeudale jordbesiddelse er blevet bevaret. Det er også en bydende nødvendighed i de udviklede kapitalistiske lande. I disse lande har monopolkapitalen efter den anden verdenskrig iværksat en uhørt offensiv mod bønderne (farmerne) med det formål at ruinere og afskaffe de egentlige bondebrug og erstatte dem med store kapitalistiske bedrifter. Produktionens og kapitalens koncentration inden for disse landes landbrug fejer med ubønhørlig kraft familiebruget bort. Derfor er det her blevet til en praktisk nødvendighed at forene hele farmernes og bøndernes masse med arbejderklassen til kamp mod monopolernes offensiv. Samtidig kommer også arbejderklassen under kampen for sine klasseinteresser uundgåeligt til den overbevisning, at uden støtte fra bøndernes side, uden forbund med bønderne, har dens kamp mod storkapitalisternes røveriske fåmandsvælde, der støtter sig til hele statens magt, ikke den tilstrækkelige styrke. Bondespørgsmålet, der var grundlaget for alle folkebevægelser i tidligere århundreder, forbliver altså også i vor industrielle tid et overordentlig vigtigt politisk problem. Dets objektive indhold forandrer sig imidlertid nu. Fra at være et anti-feudalt spørgsmål bliver det i stigende grad et anti-monopolistisk, anti-imperialistisk spørgsmål. Bondespørgsmålets betydning fremgår af, at bønderne fortsat udgør befolkningens flertal i den kapitalistiske verden. Selv om den del af befolkningen, der er beskæftiget ved landbrug, stadig er gået ned i det sidste halvandet hundrede år, udgjorde den alligevel i 1952 59 procent. Selv i det kapitalistiske Europa udgør bønderne fortsat ca. en tredjedel af befolkningen. Selv om bønderne udgør flertallet af befolkningen i mange lande, kan de ikke befri sig for godsejernes og monopolkapitalens undertrykkelse uden arbejderklassens støtte. Den marxistiske teori påviser, at i forbundet mellem arbejderne og bønderne er det arbejderne, der udgør den førende kraft. Dette er en følge af, at arbejderne på grund af selve deres livsbetingelser er langt bedre organiserede end bønderne, de er koncentreret i byerne i store masser, og de har mangeårige erfaringer i at bekæmpe udbytterklasserne. I næsten alle kapitalistiske lande har arbejderne oprettet deres kommunistiske kamppartier, der ikke blot har vist, at de ønskede, men også at de evnede at kæmpe for alle arbejdendes interesser. Arbejderklassens førende rolle i forbundet er nødvendigt at hensyn til den fælles sags succes, og ikke for at vinde fordele eller privilegier i forhold til bønderne. De klassebevidste arbejdere påtager sig også hovedbyrden i kampen, de er rede til at bringe, og de bringer faktisk de største ofre.

 Hvori består de feudale lev ?

Målene og opgaverne i den fælles kamp, som arbejderklassen og bønderne fører, forandrer sig efter de forhold, som de lever under. I de lande, hvor der endnu er bevaret feudale forhold, eller hvor levn efter disse forhold endnu er kraftige, står kampen mod feudalismen, mod de feudale former, under hvilke godsejerklassen udbytter bønderne, i forreste række. Dette gælder, som allerede nævnt, områderne i Syditalien, hele Spanien og mange egne i Orienten og i Latinamerika. Levnene af de feudale økonomiske forhold fremtræder i forskellige former. Lad os nævne de vigtigste og mest typiske. Der er for det første storgodsejernes jordbesiddelse, der er blevet bevaret i stort omfang. De fleste bønder kan på grund af deres fattigdom ikke erhverve jorden og er nødt til at leje den af godsejerne på usle vilkår. For det andet er der forpagtningsafgifter til godsejerne, der ydes i naturalier. Bønderne afleverer en betydelig del af høsten til godsejerne, undertiden halvdelen eller endog mere. For det tredje er der arbejdsydelser for godsejeren. Bønderne er nødt til at bearbejde godsejerens jord ved hjælp af deres primitive redskaber. Dette gør faktisk bønderne til livegne, der yder hoveriarbejde for deres herremand. For det fjerde er der det tætte spindelvæv af gældsforpligtelser, som de fleste bønder er fanget i, og som gør dem til insolvente debitorer og forøger bøndernes afhængighed af godsejerne og ågerkarlene. Følgerne af alle disse feudale levn er velkendte: landbruget er langt bagefter i teknisk henseende, bøndernes store flertal lever i håbløs fattigdom, det indenlandske marked er udpint, og der mangler midler til at industrialisere landet. I de lande, hvor de feudale forhold er blevet bevaret, er det umuligt at få afskaffet folkets økonomiske efterblevenhed og fattigdom uden en agrarrevolution eller en radikal agrarreform. Denne historiske opgave kan kun løses af forbundet mellem arbejderklassen og bønderne - den eneste kraft, der er i stand til fuldstændigt at afskaffe de feudalistiske levn og til uden erstatning at gøre godsejernes jord til bøndernes ejendom. Forbundet mellem arbejderklassen og bønderne er vendt mod godsejernes feudale undertrykkelse og er en nødvendig forudsætning for tilvejebringelsen af en bred demokratisk koalition, som omfatter alle progressive kræfter.

De kapitalistiske monopoler er de værste til at udplyndre arbejderne og bønderne

I de udviklede kapitalistiske lande er alle undertrykte klassers - herunder bøndernes - hovedfjende monopolkapitalen. De store kapitalistsammenslutninger tilraner sig ikke blot magten over industrien, men også over landbruget. De udplyndrer ikke blot arbejderne, men også bønderne. Finanskapitalen har ved hjælp af et forgrenet net af kreditanstalter, landbrugsbanker, forsikringsselskaber o.s.v. fået kontrol med millioner af bondebrug. Dyre industrivarer, lave priser på landbrugsprodukter, stigende skatter og forpagtningsafgifter tvinger bønderne til i stigende grad at henvende sig til en bank for at få lån mod at sætte deres jord eller anden formue i pant. Dette fører til, at de arbejdende bønder mere og mere kommer i gæld, og det gør bønderne stadig mere afhængige af kapitalen. Hvis gælden ikke bliver betalt - og det sker hyppigere og hyppigere, - bliver jorden bankernes og forsikringsselskabernes ejendom. I USA ejede og forvaltede således alene forsikringsselskabet »Metropolitan Life Insurance« allerede i året 1949 over 7000 farme. De kapitalistiske monopolers prispolitik har meget alvorlige følger for bøndernes kår. Denne politik går ud på at købe levnedsmidler og råstoffer hos bønderne til lave priser og at sælge dem industrivarer til høje priser. Som følge af denne politik med dens ikke-ækvivalente udveksling opstår der en kløft mellem priserne (»prissaksen«), som fører til, at bønderne for det samme kvantum landbrugsprodukter får et stadig mindre kvantum af de varer, de har brug for - maskiner, kunstgødning og brændsel. I Frankrig steg således priserne på de industrivarer, som bønderne køber, fra 1938 til 1958 til det 36-dobbelte, medens de priser, til hvilke bønderne sælger deres produkter, samtidig kun steg til det 16-dobbelte. »Prissaksen« er en skjult form for monopolernes udplyndring af bønderne. En åben form for udplyndring af bønderne er de høje skatter, der anvendes til at dække udgifterne til økonomiens militarisering og rustningskapløbet, til oprettelse af det oppustede statsapparat og til understøttelse af monopolerne. Skatterne hviler hovedsagelig på bønderne og arbejderne. I Frankrig betaler de arbejdende bønder f.eks. omkring 40 forskellige slags skatter. Marx gav i sin tid en rammende skildring af de franske bønders had til skatterne: »Når den franske bonde maler fanden på væggen - skrev han -, maler han ham i pantefogedens skikkelse.« Bønderne betaler de store godsejere og bankerne store afgifter i form af forpagtningsafgifter. Farmerne i USA betalte i 1950-56 gennemsnitlig 3 milliarder dollars om året i forpagtningsafgifter, hvilket er omtrent i, lige så meget som de amerikanske monopoler har i indtægt af deres udenlandske kapitalinvesteringer. Monopolernes stadig hårdere tryk og den tiltagende konkurrence mellem de store landbrugsbedrifter med deres maskindrift fører til, at landmændene ruineres i massevis. I USA formindskedes antallet af farme - som vi allerede har nævnt i 10. kapitel - således i tiden 1940-54 med 1.315.000.1 Vesttyskland gik 1949-58 over 200.000 landbrugsbedrifter fallit, og i Frankrig var det tilsvarende tal for årene 1929-56 (heri ikke medregnet bedrifter på under 1 hektar) over 834.000. Til gengæld stiger antallet af store kapitalistiske bedrifter. Den statsmonopolistiske kapitalisme fører en politik, der fremskyndet likvideringen af de små og mellemstore landbrugsbedrifter. Dertil tjener de såkaldte »hjælpe«programmer for landbruget, som i virkeligheden betyder hjælp til de store landbrugskapitalister. De statslige lån og tilskud, der ydes til godsejerne til anskaffelse af maskiner, kunstgødning, byggemateriel, skaber samtidig kunstigt et fordelagtigt marked for de kapitalistiske sammenslutninger, der er interesseret i at afsætte sådanne produkter. I de udviklede kapitalistiske lande er det efter den anden verdenskrig blevet et karakteristisk fænomen, at storkapitalen direkte trænger ind i landbruget. Dette er en af de vigtigste årsager til, at der i de sidste 10-15 år er sket betydelige forandringer med hensyn til det kapitalistiske landbrugs tekniske udrustning i USA, Canada, England, Frankrig, Vesttyskland og andre kapitalistiske lande. Det bliver mere og mere typisk, at landbrugsvirksomhederne bliver gennemmekaniserede, i stor skala anvender kunstgødning og kvalitetsfrø og opdrætter besætninger af racekvæg. Den amerikanske nationaløkonom Victor Perlo har givet følgende skildring af forandringerne i USA´s landbrug: »I sin stadige søgen efter nye investeringssfærer nøjes monopolkapitalen ikke længere med indirekte (ved hjælp af »prissaksen« og renter af gæld) at tilegne sig jordrenten og merværdien, som frembringes inden for landbruget. Den begynder at tage umiddelbart del i oprettelsen af store landbrugsvirksomheder i stor målestok ... Vidtstrakt anvendelse af moderne teknik i forbindelse med overordentligt lavtlønnede landbrugsarbejdere, hovedsagelig negre, puertoricanere og mexicanere, gør det til trods for »prissaksen« muligt for monopolkapitalen at opnå en tilstrækkelig høj profitrate.« Det er ikke et tilfælde, at monopolkapitalens ideologer i USA og andre lande uophørligt taler om, at det nu er blevet nødvendigt at fremskynde likvideringen af de »teknisk svage bedrifter« og yde de store bedrifter mere rundhåndet statsstøtte. Millioner af bondebrugs eksistens trues af en ny fare. I 1957 udtalte USA´s landbrugsminister, Benson, 2 millioner amerikanske farmere var nødt til at forlade deres jord. Frankrig er det hensigten at nedlægge ca. 800.000 bondebrug. Tilsvarende projekter findes i Vesttyskland og i nogle andre kapitalistiske lande. Pen statsmonopolistiske kapitalisme truer bønderne i selve deres eksistens som klasse. Alt dette fører uundgåeligt til, at bøndernes kamp i de vigtigste kapitalistiske lande i hovedsagen bliver til en anti-monopolistisk kamp. I kolonierne og de afhængige lande er monopolernes tryk, der går hånd i hånd med de feudale former for udbytning af bønderne, ligeledes blevet betydeligt forøget. Her er bøndernes jordhunger ikke blot resultatet af, at jorden er koncentreret hos godsejerne; den skyldes også, at vældige arealer optages af plantager, der ejes af udenlandske monopoler. Medens hovedproblemet for bønderne tidligere var befrielsen for de feudale godsejeres åg, så kommer nu overalt hertil problemet om monopolernes undertrykkelse.

Kommunisterne forsvarer bondemassernes livsinteresser

Den politik, som de kommunistiske partier fører i bondespørgsmålet, tager hensyn til de forandringer, som i vor tid er foregået med dens objektive indhold. Samtidig går den ud fra den særlige stilling, som bønderne indtager i de forskellige lande. Dér, hvor de feudale levn endnu er stærke, er bønderne i vore dage udsat for et dobbelt tryk: på den ene side fra godsejerne, og på den anden side fra de kapitalistiske monopoler (både hjemlige og udenlandske). I de udviklede kapitalistiske lande er monopolkapitalen den største undertrykker af alle bondebefolkningens lag. Men mod hvilken fjende den arbejdende landbefolkning end førte kampen, så var en af dens hovedretninger forsvaret for bøndernes umiddelbare interesser. De kommunistiske partier anser det for deres vigtigste opgave at forsvare bonde- og landarbejderkrav som ligeret for landarbejdere og arbejdere inden for andre fag, afskaffelse af »prissaksen«, nedsættelse af skatter og forpagtningsafgifter, billige kreditter, udvidelse af landbrugsmarkedet gennem forhøjelse af de arbejdendes løn og genoprettelse af normale handelsforbindelser med alle lande. I Vesttyskland, Japan, Spanien og en række andre lande øges bøndernes modstand mod, at deres jord beslaglægges til brug for amerikanske militærbaser, flyvepladser o.s.v.. Parolen »Jord i stedet for krig« bliver mere og mere populær blandt bønderne. Kommunisterne tager ikke blot hensyn til bøndernes særlige og ejendommelige kår i hvert enkelt land, men også til deres kår i de enkelte landsdele. I Syditalien er jordhungeren f.eks. et særlig akut problem. Derfor anser de italienske kommunister det for deres mest påtrængende opgave at yde bønderne hjælp i deres kamp for at få jord. I Norditalien - dette gælder også mange egne i Frankrig - hvor der findes store landbrugsbedrifter af kapitalistisk type, er forsvaret for landarbejdernes livsinteresser af påtrængende betydning: at støtte og organisere deres kamp at forøge arbejdslønnen, forbedre arbejdsvilkårene, indføre arbejdsløshedsunderstøttelse o.s.v.. Under forsvaret for bøndernes fordringer tillægger kommunisterne de parlamentariske kampformer meget stor betydning. I denne henseende har Italiens og Frankrigs kommunistiske partier store erfaringer. De italienske kommunister fører i parlamentet en stadig energisk kamp for at forbedre forpagtningskontrakterne til fordel for de arbejdende forpagtere, for at indføre kontrol med forpagtningsafgifterne o.s.v.. I april 1946 vedtog Frankrigs grundlovgivende forsamling efter den kommunistiske partigruppes krav en lov om forpagtere og fæstere, der regulerede forpagtningsforholdene i landet. Det lykkedes kommunisterne i Italien og Frankrig at få parlamenterne til at vedtage en række love i bøndernes interesse. I kampen for bøndernes interesser må kommunisterne overvinde mange vanskeligheder og forhindringer. De borgerlige partier og grupperinger, og i mange lande også den katolske kirke, søger på enhver måde at bevare deres indflydelse over bønderne og driver en demagogisk propaganda blandt dem, ligesom de bagvasker arbejderklassen og kommunisterne. Deres mål er at forhindre oprettelsen og styrkelsen af forbundet mellem arbejderklassen og bønderne og at standse en udvidelse af de kommunistiske partiers indflydelse på landet. De vanskeligheder, de kommunistiske partier står over for på landet skyldes også, at en betydelig del af bondeorganisationerne i landene i Nordamerika (USA, Canada) og Vesteuropa, med undtagelse af Italien, står under indflydelse af reaktionære partier og grupperinger, som er forbundet med monopolkapitalen.

Bøndernes kamp for en agrarreform

Eftersom den overvejende del af bønderne består af småbønder og jordløse husmænd, er kampen for en agrarreform blevet en overmåde betydningsfuld opgave. I efterkrigstiden så de herskende kredse i en række kapitalistiske lande sig under bondemassernes pres nødsadiget til at gå ind på en vis nyfordeling af jorden. Men de reformer, der blev gennemført af bourgeoisiet og godsejerne, var selvfølgelig utilstrækkelige. Selv i Italien, hvor kampen om jorden blev særlig omfattende, havde reformen en yderst begrænset karakter og kunne ikke tilfredstille bøndernes behov og forventninger. Kun 11 procent af de store godsejeres jord blev her berørt af agrarreformen. Jordfordelingen er i det væsentlige uforandret. I Italien findes der fortsat 2,5 millioner jordløse husmænd og 1,7 millioner bønder med jordlodder på under 0,6 ha. Mange kommunistiske partier arbejder nu på at slutte bønderne sammen til en kamp for en sand demokratisk agrarreform. Hovedkravet er: »Jorden skal tilhøre dem, der dyrker den«. Samtidig indeholder de marxistiske partiers programmer bestemmelser om at fordele jorden til bønderne i overenstemmelse med de særlige landbrugsforhold i det pågældende land. Det franske kommunistiske parti kæmper for at ekspropriere de store godsejeres jord og formue og overdrage den til de arbejdende bønder som disses ejendom, - d.v.s. til små forpagtere, fæstere, landarbejdere og jordfattige bønder. Det italienske kommunistiske parti anser en generel agrarreform for en af de »strukturreformer«, der skal begrænse og undergrave monopolernes økonomiske magtstilling. Man tilsigter at begrænse det store landbrugs omfang for derved at frigøre henimod 5 millioner ha jord, som skal overdrages til forpagtere og landarbejdere. De agrarreformer, som de kommunistiske partier i de latinamerikanske lande foreslår at gennemføre, går ud på at konfiskere de store godsejeres jord og at overdrage den gratis eller for et ringe beløb til jordløse eller jordfattige bønder som disses ejendom. I disse kommunistiske partiers dokumenter hedder det, at den demokratiske stat, der vil blive oprettet under den nationale befrielseskamp, indrømmer bøndernes ejendomsret til den jord, de har frataget godsejerne, og lover, at de skal få skriftligt bevis herpå. Også bønder, der opdyrker øde godsejer- eller statsjord og ikke har ejendomsret til denne, vil få garanti for deres besiddelse af jorden. Hvad de bønder angår, hvis bedrift ikke ligger på deres egen, men på forpagtet jord, så vil de få denne jord som ejendom. Kampen for jorden er en vigtig bestanddel af den almendemokratiske bevægelse i disse lande. Det er klart, at resultater i denne kamp ikke kan skilles fra resultater i folkenes nationale befrielsesbevægelse i disse lande mod den amerikanske imperialisme. De marxistiske partiers vedvarende og konsekvente kamp for at få overført jorden til dem, der dyrker den, er et bevis for den borgerlige propagandas løgnagtige påstand om, at kommunisterne ønsker at fratage bønderne deres jord. I virkeligheden garanterer kommunisterne bønderne ikke blot bevarelsen, men også en rimelig forøgelse af den jord, der tilhører dem.

Hvad vil arbejderklassens sejr give bønderne?

Storkapitalens og godsejernes forsvarere udbreder fortsat den løgn, at den proletariske revolution intet vil give bønderne, og at den er en fjende af bønderne. Denne løgn modbevises bedst af de historiske erfaringer fra Rusland og de andre lande i den socialistiske lejr. Kendsgerningerne beviser, at den proletariske revolution, langt fra at være en fjende af bønderne, har gjort deres ældgamle forhåbninger til virkelighed: den gav dem jord og befriede dem fra godsejernes og kapitalisternes åg. I Rusland afskaffede den anden sovjetkongres allerede den 8. november 1917, d. v. s. dagen efter revolutionen, uden erstatning godsejernes jordbesiddelse og erklærede, at al jord i landet blev folkeeje og at brugsretten overgik til dem, der dyrkede jorden. I alle folkedemokratiske lande blev der ligeledes gennemført agrarreformer, der afskaffede godsejernes jordbesiddelse og virkeliggjorde princippet om, at »jorden skal tilhøre dem, der dyrker den«. I de folkedemokratiske lande i Europa fik bønderne takket være agrarreformerne 14 millioner ha agerjord. I Kina, hvor jordreformen gennemførtes under aktiv deltagelse fra bønderne selv, fik en bondebefolkning på ca. 300 millioner ca. 50 millioner ha jord som ejendom. Bønderne blev befriet for at betale forpagtningsafgift til godsejerne - en afgift, der i gennemsnit udgjorde halvdelen til tre fjerdedele af høstudbyttets værdi - foruden andre afgifter og byrder. Når Lenin sammenfattede den socialistiske revolutions erfaringer, gjorde han gang på gang og indtrængende opmærksom på, at når den arbejdende befolkning har oprettet sin magt, bliver det den nye magts fornemste pligt at træffe forholdsregler til øjeblikkeligt og beslutsomt at forbedre bondemassernes materielle kår. Lenin anså sådanne foranstaltninger for at være en af de afgørende betingelser for at stabilisere arbejdernes og bøndernes magt og forbundet mellem disse klasser under arbejderklassens ledelse. Samtidig påpegede Lenin, at opdelingen af jorden, godsejerjordens overdragelse til bønderne, i sig selv ikke var nok til at løse bondespørgsmålet, at det ikke kunne befri de arbejdende bønder for fattigdom, for storbøndernes åg, for efterblevenhed og for småbrugets ringe produktivitet. Kun fælles dyrkelse af jorden, kun kooperation på socialistisk grundlag kunne bane bønderne vej til et liv i velstand.

Kommunisterne i alle lande retter sig ganske efter disse Lenins direktiver og opfordrer de arbejdende bønder til at slå ind på den socialistiske opbygnings vej. Nu har allerede hundreder af millioner landmænd på grundlag af egne erfaringer kunnet overbevise sig om, at kun den socialistiske sammenslutning, kun kooperationen gør det muligt at forbedre alle bønders kår og gøre ende på menneskets udbytning og undertrykkelse af mennesket. Kun den socialistiske sammenslutning giver de arbejdende bønder den største mulighed for at drive landbrug på basis af videnskabens nyeste resultater, forbedre landbrugsteknikken og gennemføre en rationel anvendelse af den moderne teknik, som både gør arbejdet lettere og i høj grad forøger dets produktivitet, d.v.s. giver mulighed for at frembringe flere og flere materielle goder for hver bonde. Lenin lærte, at sammenslutningen i produktionskooperativer skulle ske på frivillig basis og bygge på bøndernes personlige interesse. Man måtte overbevise bonden om, at det kollektive storlandbrug med anvendelse af den mest moderne teknik er mere fordelagtig for ham i økonomisk henseende end småbruget. Når socialismens modstandere hævder, at bønderne som en klasse af privatbesiddere nødvendigvis står fremmede og fjendtlige over for socialismen, så er dette udtryk for deres ringeagt og foragt for bønderne, og en total undervurdering af den sunde fornuft og de skabende muligheder, der karakteriserer bønderne som klasse. Arbejderklassen og det kommunistiske parti afviser kategorisk denne indstilling til den arbejdende landbefolkning. De har fuld tillid til de arbejdende bønders fornuft, de tror på deres skabende evner, og de er overbevist om, at bønderne, hvis arbejderklassen leder dem som en ven, afgjort kan blive en aktiv deltager i opbygningen af det progressive, socialistiske system. Praksis har vist, at dette synspunkt er ganske rigtigt. Lenin lærte, at netop anvendelsen af forskellige former for frivillig kooperation gør det muligt ad en »enkel, let og for bønderne forståelig« vej at gennemføre overgangen til nye, socialistiske tilstande. Det første land, hvor den socialistiske landbrugskooperation blev gennemført i massemålestok, var Sovjetunionen. Her har de sovjetiske bønder allerede i over en snes år levet under det socialistiske kollektivbrugssystem. I stedet for de 25 millioner småbrug og dværgbrug, der fandtes i landet ved kollektiviseringens begyndelse, findes der nu over 70.000 andelsbrug, d.v.s. store socialistiske bedrifter. Takket være deres størrelse kan de i stor målestok anvende den moderne teknik, der fremstilles af statsindustrien. Den stadig mere omfattende tekniske udrustning af kollektivbrugene og stordriftens fordele bevirker en højnelse af bøndernes levestandard, altså ikke en enkelt gruppe eller klike bønders levestandard, men hele bondebefolkningens. Kollektivbrugssystemets sejr i Sovjetunionen, Kina og Bulgarien og de betydelige resultater, der er opnået under den socialistiske omdannelse af landbruget i de andre lande i den socialistiske lejr, er en stor landvinding for forbundet mellem arbejderklassen og bønderne i disse lande. Oprettelsen af kooperative landbrug er den eneste rigtige og sikre vej, der fører til en gennemgribende forbedring af bøndernes kår og drager bønderne ind i udviklingen af det moderne, højt mekaniserede landbrug på socialistisk grundlag. Dette er den fælles vej til socialismen, der gælder for bønderne i forskellige lande. Samtidig tager de kommunistiske partier og arbejderpartierne hensyn til de sociale, økonomiske, historiske og andre ejendommeligheder, der præger de forskellige landes landbrug. Enhver mekanisk kopieren af det ene eller det andet lands erfaring strider mod marxismen-leninismens ånd. Under de bestående forhold er det langt lettere for småbruget i et hvilket som helst land at gå over til storproduktion, fordi der findes et socialistisk verdenssystem, som år for år bliver stærkere, og fordi bønderne selv har indhøstet store erfaringer med hensyn til at drive kooperativt landbrug. Fordelene ved sammenslutningen er så iøjnefaldende, at bønderne selv i de kapitalistiske lande søger at oprette kooperative brug for ved deres hjælp at organisere et kollektivt forsvar mod monopolernes offensiv. De sidste årtiers historie viser, hvilken stor kraft forbundet mellem arbejderklassen og bønderne er, og hvor meget det kan give og faktisk giver begge klasser. Oprettelsen og styrkelsen af dette forbund er derfor en af de vigtigste opgaver for de kommunistiske partier.

Arbejderbevægelsen og det nationale og koloniale spørgsmål

Under den gradvise udvikling af de kapitalistiske forhold og efterhånden som den økonomiske splittelse blev overvundet, sluttede folkene sig sammen i nationer. Kapitalismens tilblivelse i en række af verdens lande førte til dannelsen af nationalstater. Folkenes økonomi og nationale kultur fik et kraftigt skub fremad. De borgerlige nationalstaters opståen var en progressiv begivenhed i menneskehedens historie, men den havde også sin bagside: den ene nations bestræbelse for at underlægge sig andre nationer tiltog. Det nationale spørgsmål — d.v.s. spørgsmålet om forholdet mellem nationerne, om deres rettigheder og om betingelserne for deres frie udvikling - blev et brændende spørgsmål.

To tendenser i det nationale spørgsmål

Oprindelig var det nationale spørgsmål et problem, der indskrænkede sig til forholdene i de enkelte stater, navnlig dem, der som følge af de historiske forhold var blevet til stater med mange nationer. I disse stater (f.eks. i det tsaristiske Rusland, i Østrig-Ungarn og andre) fandtes der herskende og underordnede, undertrykkende og undertrykte nationer. Her blev det nationale spørgsmål overvejende et spørgsmål om de nationale mindretal, om deres ret til en selvstændig tilværelse, til udvikling af deres økonomi, kultur, sprog, litteratur o.s.v.. Da kapitalismen trådte ind i sin imperialistiske epoke, udvidedes rammerne for det nationale spørgsmål imidlertid. Fra at være et indenrigsk problem blev det nationale spørgsmål et internationalt problem, ja, et verdensproblem. Sagen er den, at det karakteristiske for kapitalismens udvikling er to modsatte tendenser i det nationale spørgsmål. Den ene er, at der opstår nationale bevægelser, vågner en national bevidsthed og skabes nationalstater. Den anden fører til udvikling af de internationale forbindelser, til nedbrydning af de nationale skel og til oprettelse af et verdensmarked. Skønt begge disse tendenser er i overensstemmelse med samfundsudviklingens behov, får ingen af dem under kapitalismen mulighed for at udvikle sig fuldt ud. Dertil kommer, at samfundsforholdene under kapitalismen giver dem en fordærvelig retning. Dette træder særlig tydeligt frem under imperialismen. Efter at de borgerlige nationale bevægelser havde sejret i de i økonomisk henseende udviklede lande i Europa og Amerika, var der i lang tid stilstand i den proces, der førte til dannelsen af nationalstater. Med begyndelsen af de kapitalistiske magters koloniale ekspansion var det overvældende flertal af landene i Asien og Afrika berøvet retten til en national udvikling og forvandledes til kolonier. Hvad tendensen til sammenslutning af nationerne, tendensen til oprettelse af internationale økonomiske og politiske forbindelser angår, så realiseres den under kapitalismen i en for folkene pinefuld form. Kapitalismen kan nemlig ikke »forene« nationerne på anden måde end ved tvang og slaveri, kolonierobringer og kolonikrige, brutal udbytning af de tilbagestående lande og deres forvandling til landbrugs- og råstofvedhæng til de udviklede kapitalistiske stater. Mange lande, folkeslag og hele kontinenter blev efterhånden ofre for kolonialismen. Fra nu af var det nationale spørgsmål ikke længere et spørgsmål om de enkelte nationale mindretals, men om størstedelen af menneskehedens rettigheder og skæbne; det drejede sig om det flertal af menneskeheden, som imperialisterne havde underkuet med magt eller list og gjort til undersåtter i deres koloniriger. »Imperialismen - skrev Lenin - betyder, at kapitalen er vokset ud over nationalstaternes rammer, den betyder, at den nationale undertrykkelse udvides og skærpe på et nyt historisk grundlag.« Lenin påpegede, at opdelingen af nationerne i undertrykkende og undertrykte er kernen i imperialismen. Under imperialismen forvandlede det nationale spørgsmål sig til nationalt og kolonialt spørgsmål. Dets hovedindhold blev den befrielseskamp, som folkene i kolonierne og de afhængige lande førte, deres stræben efter at afkaste det udenlandske åg og erobre den statslige uafhængighed. Det betyder selvfølgelig ikke, at problemet med de nationale mindretal i vor tid er forsvundet i de udviklede kapitalistiske stater, at de i hvert fald har gjort slut på den nationale undertrykkelse inden for deres egne grænser. På ingen måde! Det reaktionære bourgeoisi er helt ude af stand til at løse det nationale spørgsmål. Et tydeligt eksempel herpå har man i det brændende negerspørgsmål i USA. Imperialisterne foretrækker sådanne midler til »løsning« af det nationale spørgsmål som underkuelse af små og svage nationer, antændelse af racehad og racekonflikter, ubarmhjertig undertrykkelse af enhver befrielsesbevægelse. Kapitalismens reaktionære karakter og dens forfald kommer tydeligt frem i denne manglende evne til at finde en løsning på det nationale spørgsmål. Det var jo netop bourgeoisiet, som dengang den var en opadstigende klasse, var en forkynder af national enhed og national uafhængighed. Men nu, da kapitalismens dage er ved at være talte, er bourgeoisiet blevet en nationernes undertrykker og den værste fjende af folkenes frihed. Lenin skrev: »Kapitalismen er fra at være en nationernes befrier under kampen mod feudalismen, som imperialistisk kapitalisme blevet nationernes største undertrykker.«

Arbejderklassen er en uforsonlig modstander af national undertrykkelse

For den bevidste del af arbejderklassen står kampen for den sociale befrielse, for socialismen altid i forgrunden. Det betyder imidlertid på ingen måde, at arbejderbevægelsen står ligegyldigt over for massernes nationale forhåbninger, at den er ligeglad med de nationale forhold i de forskellige lande. Arbejderklassens fundamentale interesser kræver, at den nationale undertrykkelse afskaffes, thi denne undertrykkelse har altid og i første række ramt den arbejdende befolkning, den bremser dens åndelige udvikling og forhindrer dens inddragelse i klassekampen. Den nationale undertrykkelse fremkalder mistillid mellem arbejderne af de forskellige nationer, den gør dem fremmede for hinanden og forhindrer en tilnærmelse mellem dem og en sammenslutning af dem til kamp for de fælles klassefordringer, og dette gør det igen lettere for bourgeoisiet at udbytte masserne. »Intet hæmmer i den grad udviklingen og konsolideringen af den proletariske klassesolidaritet som den nationale uretfærdighed,« bemærkede Lenin. Marxismen har lige fra begyndelsen været en uforsonlig modstander af den nationale undertrykkelse i alle dens former og en konsekvent forkæmper for nationernes ligeberettigelse, fulde frihed og selvbestemmelse. Lenin kaldte den af Marx og Engels formulerede sætning: »Et folk, der undertrykker andre folk, kan ikke være frit,« for »internationalismens grundprincip«, og den proletariske internationalisme er en uløselig bestanddel af marxismen. Siden det nationale spørgsmål er blevet til det nationale og koloniale spørgsmål, har de marxistiske partier energisk støttet kolonifolkenes befrielseskamp mod det imperialistiske bourgeoisi, der undertrykker dem. Lenin skrev allerede i 1916: »Socialisterne skal ikke alene kræve koloniernes betingelsesløse og øjeblikkelige befrielse uden erstatning - og dette krav betyder i politisk forstand ikke andet end simpelt hen anerkendelse af selvbestemmelsesretten; socialisterne skal på det mest energiske støtte de mest revolutionære elementer i de borgerlig-demokratiske nationale befrielsesbevægelser i disse lande og hjælpe dem i deres opstand - og i givet fald også deres revolutionære krig - mod de imperialistiske magter, der undertrykker dem.« Som modsætning til denne de bevidste arbejderes holdning søger bourgeoisiet at opstille sit program om koloniernes bevarelse. Den borgerlige propaganda - som også får støtte fra højresocialisternes side - søger at få de ikke-bevidste arbejdere til at tro på, at det er i deres interesse, at kolonirigerne bliver ved med at bestå. Den hævder, at det vil få ødelæggende økonomiske og sociale følger at opgive kolonierne: det vil føre til, at strømmen af råstoffer til moderlandene vil gå i stå, følgen vil Hive produktionsnedgang, arbejdsløshed og afsavn. Det er især arbejderne i England, Frankrig, Holland, i alle kolonimagter, hvor »imperie«-traditionerne og fordommene er særlig livskraftige, der bearbejdes i denne ånd. Kommunisterne og andre progressive elementer, der kræver, at kolonierne øjeblikkeligt skal have deres frihed, bliver af imperialisterne anklaget for »undermineringsvirksomhed«, for angreb på de »historisk opståede forbindelser« o.s.v.. Kommunisterne benægter imidlertid på ingen måde betydningen af de økonomiske forbindelser, der er blevet etableret mellem moderlandene og kolonierne. De benægter heller ikke, at industrien i de udviklede lande er afhængig af råstoftilførsler fra Asien, Afrika og Mellemøsten. England kan f.eks. ikke undvære olien fra Mellemøsten, der dækker 70 procent af dets brændstofbehov. Men følger der heraf, at de arabiske lande skal forblive den engelske imperialismes kolonier? England kan og skal have olie fra Mellemøsten, gummi fra Malaya eller bomuld fra Afrika, men det skal ske på normale handelsbetingelser og ikke ved at udplyndre dem, der er de lovlige ejere af disse rigdomme. Opgaven er altså ikke at sønderrive de økonomiske forbindelser, som i historiens løb er opstået mellem moderlandene og kolonierne, men at gøre disse voldeligt opståede imperialistiske forbindelser til forbindelser, der er frivillige og til fordel for begge parter. Hvis dette skader nogen, er det kun storkapitalisternes profit, ikke folkemassernes interesser. Det praktiske livs erfaring lærer de klassebevidste arbejdere den sandhed, at kolonialismen ikke blot er til stor skade for den arbejdende befolknings fundamentale interesser i de undertrykte, men også i de undertrykkende nationer. Den ekstra profit, som monopolerne piner ud af kolonierne, har ikke gjort noget folk lykkeligt. Det imperialistiske bourgeoisi tilkaster ganske vist arbejderklassens privilegerede spidser nogle krummer af denne ekstraprofit for derved at bestikke dem og gøre dem føjelige. Men dette »arbejderaristokrati« udgør et meget tyndt lag, og dets eksistens er kun til skade for den arbejdende befolknings fælles sag, fordi det er særlig let at udnytte »arbejderaristokratiet« som middel til at gøre bourgeoisiets indflydelse gældende i arbejderklassen. Man må heller ikke glemme, at kolonialismen er blevet kilden og arnestedet for den sorteste reaktion i selve moderlandene. Kolonierne er blevet samlingsstedet for det borgerlige samfunds bundfald, for folk, som i koloniherrernes tjeneste lærer de terroristiske metoder, der anvendes til underkuelse af de arbejdende masser. De spanske kolonier i Afrika var udklækningsanstalter for Francos oprør mod republikken i 1936. Historien gentog sig i sommeren 1958, da fascistiske banditter fra de franske faldskærmstropper i Nordafrika iværksatte et anti-republikansk oprør 1 Algier, og derpå blev reaktionens hovedstøtte i selve Frankrig. De franske arbejdere har således, efter de spanske, kunnet overbevise sig om, at marxismen har ret, når den for længst har draget den slutning, at et folk, der undertrykker andre folk også sætter sin egen frihed på spil.

Arbejderklassen og den moderne nationalisme

I vor tid fører kolonifolkene ofte deres kamp for uafhængighed i nationalismens tegn. Dette får imperialismens lakajer til løgnagtigt at påstå, at kommunisterne kun støtter kolonifolkenes frihedskamp ud fra taktiske overvejelser; de påstår, at da kommunisterne er internationalister, kan de ikke sympatisere med de asiatiske og afrikanske folks nationale bestræbelser. Disse påstande er løgn fra ende til anden. Kolonialismens tilhængere søger kun ved hjælp af dem at forplumre det klare spørgsmål om, hvem der er ven, og hvem der er fjende af den nationale befrielsesbevægelse. Marxismen-leninismen går i sin indstilling til nationalismen konkret og historisk, ligesom over for alle andre fænomener inden for samfundslivet, ud fra det samfundsmæssige fremskridts standpunkt. Lenin advarede gentagne gange mod at gøre nationalismen til et abstrakt spørgsmål, og navnlig mod at forveksle en undertrykkernations nationalisme med en undertrykt nations nationalisme. Ét er de imperialistiske stater som USA, England og Frankrig. Her er den borgerlige nationalisme blevet til banner for national selvovervurdering, racehovmod og krigerisk chauvinisme. Monopolbourgeoisiet bruger den til at retfærdiggøre underkuelsen af andre nationer. Over for denne reaktionære kolonialistiske nationalisme indtager kommunisterne som proletariske internationalister virkelig en uforsonligt fjendtlig holdning. Noget andet er den nationalisme, der findes hos folkene i kolonierne og de afhængige lande. Denne nationalisme genspejler som regel de nationale befrielsesbevægelsers sunde demokratisme, massernes protest mod den imperialistiske undertrykkelse og bestræbelsen efter at nå til national uafhængighed og samfundsmæssige omdannelser. Det mente ligeledes Lenin, da han skrev: »I enhver borgerlig nationalisme i en undertrykt nation er der et almindeligt demokratisk indhold, som er rettet mod undertrykkelsen, og dette samme indhold støtter vi ubetinget.. .« I de nutidige asiatiske og afrikanske lande drejer det sig i reglen ligeledes om denne nationalisme. Det er de undertrykte nationers nationalisme, som har rejst sig imod deres undertrykkere og kæmper for politisk og økonomisk uafhængighed. Den optræder i de lande, hvor nationale forbindelser for størstedelen først opstår, og hvor bourgeoisiet som helhed endnu er i stand til under bestemte omstændigheder at spille en historisk progressiv rolle. Til denne særegenhed henviste Lenin, da han skrev: »Råddent er Vestens bourgeoisi, foran det står proletariatet - dets banemænd. Men i Asien eksisterer der stadigvæk et bourgeoisi, som er i stand til at repræsentere det ærlige, kæmpende og konsekvente demokrati, en værdig fælle til de store forkyndere og handlingsmennesker i Frankrig i slutningen af det 18. århundrede. Hovedrepræsentanten eller den samfundsmæssige hovedstøtte for dette asiatiske bourgeoisi, som endnu evner denne historisk progressive opgave, er bonden.« Nationer og national bevidsthed dannes i Asiens og Afrikas lande i kampen mod imperialismen og feudalismen. Denne proces vækker masserne af den middelalderlige søvn og leder dem til kamp mod kolonialismen, tilbageståenhed og reaktion. Men derigennem får nationalismen i Orienten og i Afrika i vore dage et demokratisk og progressivt indhold. Især for bøndernes millionmasser repræsenterer nationalbevidstheden det første, laveste trin af den anti-imperialistiske bevidsthed. En sådan nationalisme kan kommunisterne understøtte med ren samvittighed, og de understøtter den uden derved i mindste måde at afvige fra den proletariske internationalismes principper. Naturligvis understøtter kommunisterne kun nationalismen i de tilfælde og så længe, som den tjener til at opnå national frihed og til at sejre over imperialismen og feudalismen, så længe, som den vækker følelsen af eget værd hos masserne, som undertrykkerne træder under fode og forhåner. Dog vil ethvert forsøg på at udnytte nationalismen til reaktionære formål, til at anvende den som et våben for den nationale egoisme og til undertrykkelse af andre folk eller til kamp mod folkemassernes retfærdige krav ikke finde støtte hos kommunisterne.

Den nationale befrielsesbevægelses opsving og kolonisystemets nedbrydning

Endnu for få årtier siden syntes det, som om de imperialistiske magters koloniherredømme var urokkeligt. Opdelingen af verden i nogle få privilegerede undertrykkernationer og en stor mængde retsløse og undertrykte folk blev fremstillet af imperialisterne som naturlig og uforanderlig. Kolonialismens ideologer udbasunerede, at de underkuede folk var racemæssigt underlødige; de fremstillede disse folk som en vældig menneskemasse, der var stivnet i evig apati og underdanig ligegyldighed. Endnu i 1939 holdt koloniherrerne næsten to tredjedele af menneskeheden under pisken. Men efter den anden verdenskrig ændrede denne situation sig på afgørende måde. Hurtigere og hurtigere begyndte de koloniriger, der var skabt i århundredernes løb, at nedbrydes. I tidsrummet fra 1945 til 1957 frigjorde næsten 1 1/4 milliard mennesker sig fra det imperialistiske åg og slog ind på den uafhængige udviklings vej. I de kolonier, der er tilbage, lever der for tiden ikke mere end 150 millioner mennesker, som udgør mindre end 6 procent af Jordens befolkning. Ud' viklingen fører altså til kolonisystemets fuldstændige afskaffelse. Når kolonisystemet er endeligt forsvundet, så er vel nok det skændigste kapitel i kapitalismens historie slut.

De internationale betingelser for den nationale befrielsesbevægelses opsving

Kolonisystemet krise satte ind samtidig med kapitalismens almene krise. Den store socialistiske Oktoberrevolution skabte også her vendepunktet. Den rystede imperialismen i dens grundvold og gav dermed den nationale befrielsesbevægelse i Østen et mægtigt skub fremad og banede vejen for dens sejr over koloniherrerne. For første gang i historien har Oktoberrevolutionen smeltet proletariatets opstand mod den kapitalistiske orden og de undertrykte folks befrielseskamp i det tsaristiske Rusland mod national og kolonial undertrykkelse sammen til én strøm. Den første socialistiske stat blev for de undertrykte folk i hele verden til en uudtømmelig kilde, hvorfra de hentede moralsk og politisk støtte. Særlig de centralasiatiske republikker i Sovjetunionen, der historisk set på korteste frist overvandt deres koloniale tilbageståenhed og alsidigt udviklede deres samfundshusholdning og kultur, var et ansporende eksempel for dem. Som følge af den anden verdenskrig begyndte en ny etape i den nationale befrielseskamp. Krigen havde trukket mange lande i den koloniale verden med i sin malstrøm. Nogle af disse lande (i Asien og Nordafrika) blev selv krigsskueplads. På grund af krigsøkonomien og dens behov så de imperialistiske magter sig tvunget til at fremskynde nogle industrigrenes udvikling i deres koloniale besiddelser, og det havde en hurtig vækst af proletariatet i disse lande til følge. Den anden verdenskrigs karakter af befrielseskrig, der var betinget af Sovjetunionens deltagelse i krigen, udøvede en dyb virkning på alle undertrykte. Opsvinget i massernes politiske bevidsthed og organisering blev også begunstiget ved, at de vestlige kolonimagters indre svaghed blev synlig under krigsårene. De overordentlig gunstige betingelser for den nationale befrielsesbevægelses udvikling og resultat blev en følge af det nye internationale styrkeforhold, der var opstået med den tyske fascismes og den japanske imperialismes tilintetgørelse og Sovjetunionens forøgede styrke og dannelsen af folkedemokratierne. Det socialistiske verdenssystem dannedes, °8 dermed blev den imperialistiske lejrs positioner betydeligt svækket.

Det gjorde det lettere for mange asiatiske og afrikanske lande at tilkæmpe sig deres frihed. Den nationale befrielseskamp antog et vældigt omfang, og kolonisystemets krise trådte ind i sin slutfase, kolonisystemets nedbrydningsfase. Kolonisystemets nedbrydning er følgelig resultatet af det mægtige opsving i den nationale befrielseskamp under de gunstige internationale betingelser, som var opstået ved imperialismens svækkelse og socialismens forvandling til et verdenssystem. Imperialisterne søger på alle mulige måder at nedsætte betydningen af den nationale befrielsesbevægelse og af dens rolle. Blandt andet ville de bilde folk ind, at koloniale og halvkoloniale lande ikke havde fået deres politiske frihed gennem kampe og revolutioner, men oven i købet næsten ved de imperialistiske magters hjælp. Ligeledes bestræber de sig for at fremstille de kapitalistiske monopolers årelange økonomiske skalten og valten som en nødvendig periode, i hvilken de havde »forberedt« disse lande til deres uafhængige liv. I denne sammenhæng bliver der vrøvlet meget om kapitalismens »historiske mission« i kolonierne. I virkeligheden havde denne kapitalistiske »mission« i kolonierne ikke det ringeste at gøre med folkenes interesser. Imperialisterne har aldrig bekymret sig for, om koloniernes økonomi bliver alsidigt udviklet, og om de bliver forberedt på deres uafhængighed. Alle disse løgne bliver gendrevet allerede af den ene kendsgerning, at alle lande, der i dag har befriet sig fra det imperialistiske åg og har betrådt uafhængighedens vej, hører til de svagtudviklede lande, det vil sige til de lande, der også som følge af fremmedherredømmet var blevet økonomisk langt tilbage. Naturligvis har imperialisterne under deres årtiers lange herredømme i kolonierne objektivt, uafhængigt af deres vilje, ydet et vist historisk nyttigt arbejde. Drevet af deres egoistiske, egennyttige formål har de dog objektivt, mod deres vilje, bidraget til, at visse forudsætninger for den politiske og sociale revolution hurtigere modnedes i Asien. Netop i denne forbindelse talte Marx om koloniherrerne som et »historiens ubevidste redskab«. Men han fremhævede samtidigt, at det imperialistiske bourgeoisis »civilisatoriske« virksomhed hverken tilsiger masserne national eller social befrielse. »Alt hvad det engelske bourgeoisi kan blive tvunget til at gøre - skrev Marx om briternes herredømme i Indien - vil hverken befri folkets masse eller i væsentlig grad forbedre dets sociale stilling, der ikke alene er afhængig af produktivkræfternes udvikling, men også af folkets tilegnelse af dem.« Inderne, sluttede Marx videre, vil ikke høste civilisationens frugter før end de selv »er blevet stærke nok tu fuldstændigt at afkaste det engelske åg«. Historien har bekræftet disse ord af Marx. De har derudover også vist, at for de imperialistiske »civilisatorer« er intet folk og ingen koloni nogen sinde tilstrækkeligt »moden« og »fuldstændigt forberedt« på uafhængig eksistens, så længe det ikke selv rejser sig mod koloniherrernes herredømme. Kendsgerningerne beviser, at koloniherrerne således først går, når de bliver tvunget dertil af folkemassernes handlinger. Kolonifolkene har fravristet imperialisterne deres uafhængighed og ikke fået den som gave af dem. Naturligvis foregik og foregår hundreder af millioner kolonislavers befrielse på forskellige måder: både gennem den væbnede kamp og med politiske pressionsmetoder. Men ligegyldigt på hvilken måde det måtte være, grundlaget for befrielsen forblev stadigvæk de brede folkemassers kamp.

Den nationale befrieldseskamps drivkræfter

Imperialisternes koloniåg tynger, om ikke i samme grad, næsten alle befolkningslag i de underkuede lande og driver dem til kamp for deres befrielse. Arbejdernes, bøndernes og betydende dele af det pågældende lands bourgeoisis klasseinteresser tillader ikke, at de affinder sig med de udenlandske monopolers skalten og valten, at de ser til, hvorledes deres undertrykte lands naturrigdomme hensynsløst bliver udplyndret, og de selv må lide sult, elendighed og al mulig undertrykkelse. Med undtagelse af en håndfuld feudalherrer, hvis magt hviler på de udenlandske bajonetter, og de parasitære grupper inden for det hjemlige bourgeoisi, der tager deres profit fra samarbejdet med koloniherrerne, deltager kolonibefolkningens absolutte flertal umiddelbart i befrielseskampen eller sympatiserer med den. I denne kamp spiller arbejderklassen den mest aktive rolle. Skønt der i kolonilandene findes relativt få arbejdere, står arbejderklassen og de kommunistiske partier, der leder den, i den forreste linje i den nationale befrielsesbevægelse. Arbejderklassen når hurtigere end andre klasser til klassebevidsthed og national bevidsthed, eftersom den mere end nogen anden klasse må lide under udbytningen og racediskrimineringen. Som den mest fremskredne klasse, der bekæmper enhver undertrykkelse og ikke har nogen egoistiske interesser, giver koloniernes unge proletariat udtryk for hele folkets grundlæggende livsinteresser på vægtigste måde. Proletariatet udgør, som erfaringerne viser, den mest konsekvente anti-imperialistiske kraft, der er i stand til at lede bøndernes og byarbejdernes brede lag. En vældig potentiel kraft udgør bønderne, som må bære både de hjemlige feudalherrers og de udenlandske monopolisters åg. Bønderne udgør den nationale befrielsesbevægelses bredeste massebasis. For dem er koloniågets afskaffelse uløseligt forbundet med tilintetgørelse af de feudale levn på landet og med løsningen af landbrugsspørgsmålet spørgsmålet om jord. Bønderne er ganske vist, som Lenin betonede, det talmæssigt stærkeste befolkningslag, men de er blandt alle lag »de sværeste at bringe i bevægelse«. På grund af deres eksistensbetingelser deres analfabetisme, deres tilbageståenhed, kan de koloniale landes bønder ikke stå i spidsen for folkebefrielseskampen. Når kommunisterne slår dette fast, så vil de hermed ikke på nogen måde mindske bøndernes historiske rolle i denne kamp, de konstaterer kun objektive kendsgerninger. De vil aldrig glemme, at befolkningens masser i de koloniale og afhængige lande består af bønder, og at arbejderklassen kun kan være førende i den nationale befrielsesbevægelse, når den indgår et snævert forbund med bønderne. Bourgeoisiet er det mest modsætningsfyldte element i denne bevægelse. De enkelte grupperinger inden for bourgeoisiet forholder sig ikke blot forskelligt til den nationale befrielsesbevægelse, men står også ofte direkte i modsætning til den. Tæt forbundet som de er med imperialismen, stiller bourgeoisiets øverste reaktionære lag og kompradorbourgeoisiet sig i regelen fjendtlig over for de nationale kræfter. Sammen med de feudale godsejere, som vil beholde deres privilegier, udgør denne del af bourgeoisiet bolværket for det imperialistiske herredømme i kolonierne. En anden holdning indtager sædvanligvis det såkaldte nationale bourgeoisi. Det anbringer oftest deres kapital i produktionen og er derfor interesseret i at skabe et nationalt marked, at beherske dette og beskytte det mod de udenlandske monopolers udplyndring. I oprettelsen af en nationalstat og i befrielsen for udenlandsk afhængighed ser det nationale bourgeoisi vejen, der fører til dette mål. Det nationale bourgeoisi, som selv lider under de udenlandske monopolers overmagt og ofte må lade sig ydmyge af imperialisterne, ikke blot stræber efter at tilslutte sig den nationale bevægelse, men efter at få denne under sin kontrol. Under koloniherredømmet har bourgeoisiet den bedste adgang til dannelse og politisk virksomhed, og derfor er det ikke underligt, at der i mange lande netop fra dets midte er udgået fremragende ledere af befrielsesbevægelsen, og at netop det forsøger at stille denne bevægelse under sine paroler. Marxisterne værdsætter denne del af bourgeoisiets patriotiske bestræbelser, men samtidig lukker de ikke øjnene for, at dette bourgeoisi er tvedelt og inkonsekvent i sin holdning og vakler, at det søger at holde mange levn af det gamle levende i samfundslivet, og at der består and' patriotiske grupper inden for bourgeoisiet, der er tilbøjelige til kompromis'er, til forståelse med koloniherrerne på folkemassernes bekostning. Sådan stiller marxismen-leninismen i korte træk spørgsmålet om den nationale kamps drivkræfter. Naturligvis er de konkrete forhold i landene til enhver tid meget forskellige. Ved siden af befrielseskampens hovedklasser findes der endda mangfoldige mellemlag, som indtager deres egen, i de fleste tilfælde vaklende holdning. Ensartede ikke-proletariske klasser og lag i de forskellige lande har langtfra de samme umiddelbare interesser og standpunkter. En analyse af kendsgerningerne viser, at den nationale befrielsesbevægelses mest pålidelige og konsekvente kraft er arbejderklassen, den kraft, som uden vaklen formår at føre denne bevægelse til ende. Den er den mest revolutionære klasse i det i moderne samfund. Ud fra de koloniale og halvkoloniale landes erfaringer bliver den særlige karakter af arbejderklassens befrielseskamp endnu en gang indlysende, idet klassen gennem befrielsen af sig selv tillige befrier hele samfundet. Analysen af de øjeblikkelige styrkeforhold i kolonierne overbeviser samtidigt om, at der her er givet forudsætningerne for dannelsen af en national patriotisk enhedsfront i befrielseskampen mod imperialisterne. Grundlaget for denne enhed består i, at de bredeste sociale lag har fælles interesser i det økonomiske og kulturelle fremskridt, at de vil befri sig for det koloniale slaveri, for de udenlandske monopolers udplyndring og for nationalfornedrelsen.

Den historiske betydning af kolonisystemets nedbrydning

Imperialismen forhindrer ikke blot den samlede menneskeheds fremskridt ved at undertrykke de arbejdende klasser i de udviklede kapitalistiske lande, men også ved at fortrænge hele folk fra kolonier og halvkolonier til historiens baggård. Den nationale befrielseskamps vældige opsving forkynder, at den halve menneskehed er vågnet til aktiv historisk skaben og vil medvirke til at forme verdens skæbne. Dermed tager det verdenshistoriske fremskridt vældigt til i omfang og tempo. Asiens og Afrikas folkemasser, som har taget kampen op for deres nationale befrielse, er en mægtig faktor i tilintetgørelsen af imperialismen og skærper alle dens modsætninger. De koloniale og afhængige lande er stadigvæk overordentlig vigtige for imperialisterne. Monopolerne presser de fornødne råstoffer ud af disse lande til spotpriser og afsætter deres industrivarer til dem til den tredobbelte pris. Imperialisterne opretter deres militære baser og støttepunkter og udbygger deres forbindelsesveje i kolonierne og halvkolonierne. Den nationale befrielsesbevægelse ryster disse positioner for imperialismen og her og dér fjerner den dem fuldstændigt. Den forvandler yderligere de koloniale og afhængige lande fra at være en reserve for imperialismen til en forbundsfælle for de progressive, anti-imperialistiske kræfter. Efter oprettelsen af det socialistiske verdenssystem betyder kolonirigernes nedbrydning det andet tilintetgørende slag mod imperialismen. Kolonisystemets nedbrydning indvirker overordentlig gunstigt på de internationale forbindelser. Mange unge nationalstater i Asien og Afrika fører en uafhængig fredspolitik og tilslutter sig dermed den omfattende »fredszone«. Disse staters anti-krigsindstilling er en af årsagerne til, at en ny krig ikke mere er af uundgåelig nødvendighed. Den nationale befrielsesbevægelse bidrager også til fredens befæstelse derigennem, at den fjerner de ulige, på magt baserede forbindelser mellem forskellige lande, ved at den befordrer den gensidige tilnærmelse mellem folkene og forringer muligheden for krigeriske konflikter. Ved at den røveriske udplyndring af kolonilandene er fjernet og ved den nationale økonomis udvikling, bliver det muligt meget mere frugtbringende at udnytte hele verdens ressourcer. Dermed rykker den tid nærmere, hvor det vil lykkes at overvinde de endnu i dag bestående slående forskelle mellem de forskellige landes økonomiske udviklingsniveau og byde alle mennesker på Jorden en sand menneskeværdig tilværelse. Endelig vil genfødelsen og udviklingen af Østens folks årtusindgamle kulturer, der gennem århundreder er blevet trådt under fode og blevet ødelagt af koloniherrerne, berige hele verdenskulturen. Kolonisystemets nedbrydning er således et vældigt resultat ikke blot for de folk, som har afkastet koloniåget, men for hele den fremskredne menneskehed.

Om de stater der er opstået på kolonialismens ruiner

De tidligere kolonilande opnåede deres uafhængighed under forskellige betingelser og på mange forskellige måder. Det førte til, at de står på forskellige trin i deres politiske udvikling. Det gælder særlig de lande, som har befriet sig for den koloniale undertrykkelse efter den anden verdenskrig. Dér, hvor arbejderklassen og dens marxistiske, kommunistiske partier havde ledelsen i den anti-imperialistiske front, blev revolutionen ikke stående i dens borgerlig-demokratiske etape, men voksede over i den socialistiske revolution; disse lande slog ind på den folkedemokratiske udviklings vej. Men dér, hvor bourgeoisiet stod i spidsen for bevægelsen eller dér, hvor bourgeoisiets indflydelse var den overvejende i den anti-imperialistiske nationale front, førte bourgeoisiet, der var kommet til magten, samfundet ind på den kapitalistiske udviklings vej og forsinkede dermed overgangen til revolutionens højere etape. Ved kolonisystemets sønderfald skabtes til nu følgende hovedgruppe af lande: 1) Lande, som har af rystet imperialismens åg og er gået over til socialistisk opbygning. Denne gruppe er ikke blot faldet fra kolonisystemet, men også fra det kapitalistiske system og er blevet indrulleret i den socialistiske lejr (Folkerepublikken Kina, den Koreanske Folkedemokratiske Republik og den Demokratiske Republik Vietnam). 2) Lande, der har tilkæmpet sig deres politiske uafhængighed og fører en selvstændig udenrigspolitik. Disse lande har befriet sig for den imperialistiske undertrykkelse, men de er forblevet inden for det kapitalistiske økonomiske system (Indien, Indonesien, Burma, Irak, den Forenede Arabiske Republik, Ghana, Guinea, Sudan, Tunis, Marokko, Libyen, Cambodja). 3) Lande, der har opnået uafhængighed, men samtidig tillod, at den blev stærkt beskåret ved at afslutte underkuende økonomiske aftaler og ved at blive medlemmer af imperialistiske magters aggressive blokke (Pakistan, Thailand og Philippinerne). Endelig findes der lande, der endnu i dag lever i slaveri (kolonierne i Afrika, resten af de koloniale besiddelser i Asien og Latinamerika og nogle øer, der befinder sig i Englands, Portugals, USAs og andre imperialistiske magters besiddelse). Man må lægge mærke til, at med undtagelse af de stater, der beslutsomt er slået ind på den socialistiske opbygnings vej, befinder andre unge stater, der er opstået på kolonialismens ruiner, sig endnu i deres politiske udformningsproces. Den samfundsmæssige udvikling i disse lande er ikke blot blevet stærkt fremskyndet med den opnåede uafhængighed, den foregår også under heftig kamp mellem de forskellige klassekræfter. Disse landes politik og deres placering med hensyn til verdenssystem bliver bestemt af, om de reaktionære eller de progressive kræfter vinder overhånd i denne kamp. I den forstand er grænserne mellem den anden og den tredje gruppe af lande stadigvæk ret bevægelig. Hvor hurtig en overgang fra den ene til den anden gruppe kan foregå viser bl. a. Iraks eksempel. Indtil juli-revolutionen i 1958 var Irak et af de mest tilbagestående lande i det Nære Østen. Dog rejste det irakiske folk sig og sønderrev på forholdsvis kort tid den koloniale afhængigheds lænker og tøjlede den indre reaktion og begyndte at føre en selvstændig indenrigs- og udenrigspolitik, der bliver bestemt af dets nationale interesser. Det er naturligvis ikke udelukket, at der i enkelte tilfælde kan indtræffe tilbageslag i den politiske udvikling i de befriede lande, så meget mere som disse lande stadig er udsat for ydre tryk fra de imperialistiske undertrykkere.

Den anti-imperialistiske, anti-feudale revolutions landvindinger i de af Asiens lande, der er slået ind på socialismens vej

Den anti-imperialistiske og anti-feudale revolution foregik i sin mest fuldendte form i Kina, Nordkorea og Nordvietnam; dér blev den ledet af arbejderklassen, som de marxistiske partier stod i spidsen for. Disse landes erfaringer viser, at proletariatets hegemoni tillader at opnå de største resultater i den nationale befrielse og med hensyn til likvideringen af koloniherredømmets følger. Det viser særlig slående det store Kinas eksempel. Kina havde ganske lignende opgaver at løse, som historien også stillede andre af Asiens og Afrikas lande, som havde afkastet det imperialistiske åg. Dertil hørte først og fremmest sikringen af den opnåede uafhængighed og dennes udvidelse fra det politiske liv økonomiens og kulturens område. I snæver forbindelse hermed står den storslåede opgave hastigt at skride fremad økonomisk, socialt og kulturelt for at overvinde den århundredgamle tilbageståenhed, de halv-feudale forhold og de brede arbejdende massers undertrykkelse, elendighed og analfabetisme. Under sin frihedskamp har det kinesiske folk, der blev ført af dets prøvede kommunistiske parti, beriget folkebevægelsernes historie med en revolution af hidtil ukendt type: den nydemokratiske revolution. Efter kammerat Mao Tse-tungs definition er den nydemokratiske revolution »de brede folkemassers anti-imperialistiske, anti-feudale revolution under proletariatets ledelse« med det mål at oprette et demokratisk diktatur af alle anti-imperialistiske og anti-feudale kræfter. Hvordan har Folkets Kina magtet disse kæmpemæssige opgaver i den nationale genfødelse og genopbygning, opgaver, som alle asiatiske folk i årtier forgæves ventede en løsning på af deres gamle magthavere? Vi begynder med landbrugsspørgsmålet, der er særlig brændende i Østen og behøver en uudsættelig løsning. Folkets Kina formåede som den første af Asiens store stater at udnytte sin statslige uafhængighed til omfattende demokratiske reformer; først og fremmest løste det landbrugsspørgsmålet til fordel for de arbejdende bønder. Ved hjælp af landbrugsreformen i Folkerepublikken Kina blev den feudale jordejendom fjernet i løbet af tre år (fra 1949 til 1952). Omtrent 50 millioner ha godsejerjord blev bondeejendom. Straks efter landbrugsreformen udviklede bevægelsen for gensidig hjælp i produktionen sig på landet i stor målestok. Bønderne overbeviste sig ved hjælp af deres egne erfaringer meget hurtigt om det kollektive arbejdes fordele. Allerede ved midten af 1956, endnu ikke engang fire år efter landbrugsreformen, var den socialistiske omdannelse inden for landbruget i det væsentlige afsluttet. Folkets Kina overvandt også resolut den økonomiske afhængighed af de udenlandske kapitalistiske monopoler ved at nationalisere deres industri, transport- og handelsvirksomheder, deres banker og forsikringsselskaber uden erstatning. Samtidig blev kompradorbourgeoisiets, Chiang Kai-shek-regimets øverste embedsmænd og alle kontrarevolutionæres besiddelser nationaliseret. De vigtigste produktionsmidler blev overført til folkeejendom og de økonomiske kommandoposter gik over på den folkedemokratiske stats hænder. Derigennem blev det muligt at tage fat på landets planmæssige industrialisering og mest rationelle udnyttelse af alle dets ressourcer. Støttet af Sovjetunionen og de andre lande i den socialistiske lejr bragte Kina på mindre end fire år atter sin ødelagte samfundsøkonomi på fode og begyndte efter yderligere fire år, i 1957, den økonomiske kappestrid med England, en af de industrielt mest udviklede kapitalistiske stater. Den i Kina opstillede parole »I løbet af de nærmeste 15 år eller på endnu kortere tid at indhente og overhale England i produktionen af råjern, stål og andre vigtige industriprodukter«, vidner samtidig om den økonomiske opbygnings fremragende resultater, men er også kendetegnende for de vældige potentielle muligheder i et land, der er slået ind på den socialistiske udviklings vej. Det er lykkedes for Folkerepublikken Kina føleligt at forbedre de arbejdendes levestandard i by og på land, i bred målestok at udfolde kulturrevolutionen og at uddanne et stort antal nationale kadrer til industrien, landbruget og videnskaben. Dermed har Folkets Kina forvandlet sig på historisk kort tid til en virkelig stormagt, til en anti-imperialistisk og anti-kolonial kraft af verdensbetydning. Kinas uafhængige fredspolitik udøver en betydelig indflydelse på situationen i Asien og i hele verden. Den bevirker en hurtig vækst af Kinas internationale autoritet. Den amerikanske imperialismes forsøg på at isolere Folkets Kina lider en ynkelig fiasko. På lignende måde udvikler den Koreanske Folkedemokratiske Republik og den Demokratiske Republik Vietnam sig, hvor der ligesom i Kina opstod en forenet folkedemokratisk front, der blev ledet af arbejderklassen og dens marxistiske partier. Landbrugsreformen blev gennemført, de udenlandske monopolbesiddelsers og landsforrædernes ejendom blev eksproprieret og nationaliseret, samfundslivet og det politiske liv blev meget vidtgående demokratiseret og derved blev der i disse lande skaffet en garanti for, at den nationale uafhængighed, økonomi og kultur hurtigt kunne befæste sig. Efter at folkemagten allerede var oprettet, måtte både det koreanske og det vietnamesiske folk overvinde forbitrede krige mod de udenlandske aggressorer og de indre reaktionære kræfter. For disse unge stater fulgte der hermed vældige vanskeligheder, men de har bestået krigens hårde prøvelser med ære og forsvaret deres uafhængighed. Den broderlige hjælp og støtte fra de andre stater i den socialistiske lejr var herved af uvurderlig betydning. En særegenhed i den Koreanske Folkedemokratiske Republiks og den Demokratiske Republik Vietnams udvikling består i, at Sydkorea og Sydvietnam stadig befinder sig under bourgeoisiets og godsejernes reaktionære regeringers og deres imperialistiske beskytteres herredømme. Den nationale befrielseskamp kan her ikke betragtes som afsluttet, så længe den ikke bliver kronet med genoprettelsen af disse landes nationale enhed. Den Koreanske Folkedemokratiske Republik og den Demokratiske Republik Vietnam spiller en historisk progressiv rolle ved at optræde som bannerbærere for denne enhed. Ved at slå ind på socialismens vej overvinder de folkedemokratiske stater - Folkerepublikken Kina, den Koreanske Folkedemokratiske Republik og den Demokratiske Republik Vietnam - hurtigt følgerne af kolonialismen og viser anskueligt de andre folk, som har afkastet imperialismens åg, alle denne vejs fordele.

Østens unge nationalstater i kamp for befæstelsen af deres uafhængighed

Begivenhedernes gang i vor epoke bekræfter entydigt den marxistisk-leninistiske tese, at de undertrykte folks nationale befrielsesbevægelse i sit væsen er anti-imperialistisk og styrker fredens, demokratiets og fremskridtets kræfter. Det passer ikke blot på de lande, der har opnået deres uafhængighed og opbygger socialismen, men også på dem, der ganske vist allerede har befriet sig, men som blev stående på de kapitalistiske forholds grund.

På fremskridtets vej

Selv om også omfanget af de sociale omdannelser i mange unge stater i Østen og dybden af den forvandling, som der er foregået i folkenes liv, ikke kan tåle nogen sammenligning med forandringerne i Asiens socialistiske lande, så er dog deres progressive karakter ikke til at bestride. SUKP´s 20. kongres erklærede, at »den ny verdenshistoriske periode, som den store Lenin forudså, hvor Østens folk aktivt tager del i afgørelsen af hele verdens skæbne og bliver en ny, vældig faktor i de internationale forhold, er indtrådt.« De unge nationalstater har ændret det internationale styrkeforhold betydeligt til gavn for freden. Hyppigere og hyppigere vender disse stater sig mod de imperialistiske magters aggressive politik og afslører kolonialismen og går ind for fredens opretholdelse. For disse lande, der har tilkæmpet sig deres uafhængighed og stillet sig den opgave at fjerne den fra kolonialismen nedarvede økonomiske tilbageståenhed så hurtigt som muligt, er varig fred en objektiv nødvendighed. De har intet at vinde ved en krig, men vil derimod blot atter sætte deres uafhængighed på spil. De fleste af disse unge stater fører derfor en fredens og det internationale samarbejdes politik. De bestræbelser, som f.eks. Indien foretog i denne retning, skaffede det alle fredselskende folks anerkendelse og agtelse, Det er heller intet tilfælde, at de berømte »fem principper« for den fredelige sameksistens vugge stod i Asien, sådan som de blev fremsat i beslutningerne fra Bandung-konferencen (april 1955). Væsentlige forandringer i de indre forhold fandt også sted i lande som Indien, Indonesien, Burma, Ceylon, den Forenede Arabiske Republik, Irak og andre lande. Efter at disse lande havde opnået deres politiske frihed, anstrengte de sig alvorligt for at udvikle deres samfundshusholdning og for at mindske dens afhængighed af de imperialistiske magter. Derfor nationaliserede Ægypten Suez-kanalen og lod bankvæsenet gå over på ægyptiske hænder. Indonesien annullerede sin »gæld« til Holland og beslaglagde de store hollandske besiddelser. I næsten alle Østens unge stater blev den statslige sektors andel i økonomien, især inden for sværindustrien, øget. Industriproduktionens omfang er her i de sidste år kendeligt forøget; man begyndte at fremstille varer, som tidligere kun var blevet hentet fra udlandet. Arbejderklassen voksede i tal. Man har også taget de første frygtsomme skridt for at reformere landbrugsforholdene, men alligevel bliver feudalismens følger på landet som helhed kun langsomt overvundet. I Indien blev i det væsentlige kun det af englænderne indførte feudale mellemmandssystem - zemindarier eller ryotwarier - likvideret. I det ægyptiske område af den Forenede Arabiske Republik blev den del af godsejernes jord konfiskeret, der oversteg den opstillede norm af 200 feddan (1 feddan = 0,42 hektarer). Det nationale bourgeoisi har naturlig høstet den største gevinst af alle hidtil gennemførte reformer, det har udbygget sine positioner og udvidet sit virksomhedsområde. Det bekræfter fuldstændigt Lenins bemærkning, at »i nationale henseender yder nationalstaten uden tvivl de gunstigste betingelser for kapitalismens udvikling.« Men den nationale uafhængighed har tillige i Østens unge stater bragt meget nyt og positivt med sig for brede lag af befolkningen. Alene den kendsgerning, at de arbejdende i by og på land ikke mere skal bære et dobbelt åg, som hidtil tyngede på dem, ændrer deres eksistensbetingelser og også betingelserne for deres kamp for økonomiske og politiske rettigheder. For denne kamp opstår adskilligt gunstigere forhold i en uafhængig stat end under udenlandske monopolers uindskrænkede vilkårligheder. Udviklingstempoet og de sociale omformninger i Østens unge stater afhænger i dag mere end nogen sinde af, hvor bevidst, hvor organiseret hvor politisk moden arbejderklassen er, hvor snævert den forbinder sig 1 med bondemasserne, og hvordan den forstår at føre dem.

Folkenes opvågnen i det arabiske Østen

I de sidste år er det Nære Østens og Nordafrikas folk trådt frem i forgrunden af de nationale befrielseskampe med en magtfuld offensiv mod kolonialismens stillinger. Siden 1943 er der opstået syv nye stater i dette område - Syrien, Libanon, Jordan, Sudan, Libyen, Tunis, Marokko. Også i de gamle arabiske lande foregik dybtgående ændringer. Ægypten udråbte republikken og befriede sig fuldstændigt fra den engelske besættelse. Ægypten og Syrien sluttede sig sammen i den Forenede Arabiske Republik. Med revolutionen den 14. juli 1958 i Irak sejrede den republikanske orden i et land, der i lang tid stod som det engelske herredømmes bolværk i den arabiske verden. Heller ikke den nationale befrielsesbevægelse i Algier lader noget tilbage i styrke. Arabernes kamp mod imperialismen og for national uafhængighed har stor international betydning. Resultaterne af denne kamp er ikke blot højst vigtig for araberne selv, men også for imperialismens skæbne og dens kolonialpolitik overhovedet. Det Nære Østen spiller nemlig en overordentlig rolle i de vigtigste imperialistiske staters - først og fremmest Englands og de Forenede Staters - økonomiske, politiske og militære strategi. I dette område findes et stort antal engelske og amerikanske militære baser. Fra det Nære Østen henter udenlandske monopoler hvert år vældige mængder af billig råolie, næsten en fjerdedel af verdenskapaciteten. Det er derfor let at forstå, hvor føleligt imperialisterne blev ramt, da araberne rejste sig i den nationale befrielseskamp for at tilbageerobre deres uafhængighed og for at blive herre over det arabiske Østens naturrigdomme. Slaget kom så meget mere uventet, som de arabiske folk som følge af de udenlandske koloniherrers skalten og valten og på grund af de af koloniherrerne støttede indfødte feudale kliker var særdeles tilbageblevne økonomisk og kulturelt, og de af dem beboede områder tilhørte verdens elendigste afkrog. Imperialisterne troede, at den elementære kamp for den nøgne eksistens ville opsluge alle arabernes kræfter, at undertrykkelsen og tilbageståenheden ville hindre araberne i at rejse sig ¹ regulær krig mod kolonialismen. Denne illusion brød først sammen i Ægypten, hvor hærens rejsning under nationalistiske officerer satte punktum for kong Farouks og den pro-engelske klikes styre. Med Suez-kanalens nationalisering ødelagde den ægyptiske republik den »helteglorie«, som de imperialistiske monopoler søgte at sætte omkring deres ejendom i det Nære Østen. De engelske og franske imperialisters forsøg på at genoprette status quo med våbenmagt og tilbageerobre Suezkanalen endte med aggressorernes nederlag, og arabernes vished om deres retfærdige sags sejr styrkedes endnu mere. Til den nationale og koloniale revolutions gode resultat i det arabiske Østen bidrog særlig to omstændigheden For det første den endelige afsløring af vestmagterne som den arabiske uafhængigheds argeste fjende. Ved det væbnede overfald på Ægypten i efteråret 1956 ødelagde England og Frankrig den sidste rest af tillid, som de endnu nød hos araberne. Også de Forenede Stater, hvem det længere end de andre var lykkedes at skjule sig bag »anti-kolonialismen«s maske, måtte til slut lade denne falde. Med proklameringen af »Eisenhower-doktrinen« i 1957, det vil sige hensigten efter eget forgodtbefindende at anvende våbenmagt i det Nære Østen, og ligeledes med den uretmæssige landsættelse af tropper i Libanon i 1958, viste Washington de arabiske folk, at dens politik bliver bestemt af de amerikanske oliemonopolers interesser. Hvilke vidtrækkende følger det havde, bevidnes af sådanne kendsgerninger som den anti-imperialistiske revolution i Irak og den af imperialisterne sammenflikkede Bagdadpagts sammenbrud, der nu yderligere mistede sit sidste arabiske medlem. For det andet den kammeratlige politiske og økonomiske hjælp, som Sovjetunionen og de andre lande i den socialistiske lejr har vist de arabiske folk. Denne uegennyttige hjælp ledte de arabiske lande ud af den økonomiske, politiske og moralske isoleringstilstand, som de var blevet holdt i af imperialisterne, og forøgede deres kræfter mange gange. I de svære prøvelsers tid, som under Suez-konflikten, erkendte araberne særlig tydeligt, hvem der er deres venner, og hvem der er deres fjender. En karakteristisk særegenhed ved befrielsesbevægelsen i det Nære Østen består i, at den udvikler sig under parolen om den arabiske enhed. Denne idé opstod under kampen mod koloniherrerne, under kampen for den nationale uafhængighed, og bragte de arabiske folk nærmere hinanden. Som udtryk for sammenholdet i den anti-imperialistiske kamp, som en form for de arabiske staters broderlige samarbejde og gensidige hjælp spillede denne enhed en stor og positiv rolle i uafhængighedskampen. Enhedstanken er særlig forståelig for de arbejdende masser, som i lige grad må lide under den kapitalistiske udbytning og under den økonomiske og kulturelle tilbageståenhed. Så længe parolen om enhed bevarer ^sin anti-imperialistiske karakter og ikke tjener til at sætte en arabisk stat over de andre, vil alle progressive, demokratiske kræfter understøtte den. Men også de reaktionære kræfter i den arabiske verden søger at gøre denne populære tanke nyttig for sig. De yderliggående nationalistiske grupper bestræber sig for at udlægge parolen om enhed således, at alle i arabiske folk straks samler sig om den stærkeste arabiske stat, for at alle underkaster sig én regering. Det er imidlertid fuldstændig klart, at en statslig sammenslutning er et yderst kompliceret og delikat anliggende og på ingen måde tillader hastværk og pres. Den kan kun være resultatrig i de tilfælde, hvor de nødvendige objektive forudsætninger derfor er til stede. En sammenslutning, som krænker nationernes selvbestemmelsesret og som fratager det ene eller det andet folk om også blot en del af dets sociale landvindinger og politiske friheder, kan aldrig være stabil og nyttig.

Udviklingsperspektiverne for Østens nationalstater

Straks efter erobringen af den nationale uafhængighed rejste spørgsmålet om de videre udviklingsveje og perspektiver sig for alle Østens unge stater. Den mest påtrængende opgave bestod i at overvinde den uudholdelige tilbageståenhed i samfundshusholdningen, at opnå økonomisk selvstændighed, uden hvilken det er svært for en stat også politisk at stå på egne ben. Som allerede nævnt tog nogle stater løsningen af disse opgaver op på de kapitalistiske forholds grund som f.eks. Indien, Indonesien, Burma, flere nye afrikanske stater og andre. Det betyder dog ikke, at disse stater simpelt gentager den kapitalistiske udviklings traditionelle vej, som f.eks. de gamle europæiske stater har tilbagelagt. I vor tid mangler både de ydre og indre betingelser for en sådan gentagelse. Vi véd, at den kapitalistiske industrialisering i de vestlige lande i stor udstrækning blev udført ved udbytning af kolonier og andre svage stater. Disse muligheder har Østens unge staters nationale kapital ikke. Ikke blot kan den ikke »tilegne« sig nogle fremmede markeder og råstofkilder, men må til den dag i dag kæmpe hårdt for sin eksistens imod de gamle imperialistiske røvere. At gennemføre den nationale rekonstruktion på bekostning af en umådelig udbytning af arbejderklassen og ved en ruinering af bønderne, som det fandt sted i den »klassiske« kapitalismes lande, er heller ikke noget realt perspektiv. Lederne for det nationale bourgeoisi erkender vel, at folkemasserne på ingen måde finder sig i at betræde den »klassiske« kapitalistiske vej med alle den oprindelige akkumulations kvaler og svære lidelser for den arbejdende befolkning. Også sådanne faktorer som kapitalismens almindelige vanry hos folkene og den tiltagende indflydelse, som eksemplerne og erfaringerne fra den socialistiske lejrs lande udøver, spiller en rolle. Af alt dette følger, at den økonomiske opbygning, som de national' stater i Østen, der er blevet uafhængige, har påbegyndt, vel nok bliver gennemført på grundlag af kapitalistiske forhold, men ikke desto mindre opviser en række særtræk. Først og fremmest er statens aktive rolle i det økonomiske liv kendetegnende for disse lande, skabelsen og en vedvarende udvidelse af den statslige sektor i samfundshusholdningen. I Indien har man f.eks. erklæret sværindustriens vigtigste grene som værende et område fortrinsvis under de statslige foretagenders virksomhed. Også i Ægypten dannedes der en stærk statslig sektor i industrien, transportvæsenet, energiforsyningen og overrislingen. Lignende tendenser kan iagttages i Indonesien og i nogle andre lande. Til de statskapitalistiske forholdsregler må man også regne de forsøg på planlægning, der er blevet foretaget i mange af Østens stater. Indien, Ægypten og Indonesien har f.eks. udarbejdet fire- og femårsplaner for deres økonomiske udvikling og er i færd med at virkeliggøre dem. Endvidere bliver der investeret betydelige statsmidler i samfundshusholdningen. Men disse bestræbelser fra statens side for at indrette økonomien på grundlag af en planmæssig udvikling kommer i modsætning til kapitalismens spontant virkende love. Herudover udøver staten kun kontrol med en ubetydelig del af økonomien. Ikke desto mindre bidrager disse økonomiske udviklingsplaner til en mere hensigtsmæssig udnyttelse af de nationale ressourcer for hurtigst muligt at overvinde den koloniale tilbageståenhed. De statskapitalistiske former, der skabes i øjeblikket i Østens unge staters økonomiske liv, må man på ingen måde sætte lig med de foreteelser, som man i dag kan iagttage i de udviklede kapitalistiske lande. Dér er den statsmonopolistiske kapitalisme fremherskende, det vil sige monopolernes reaktionære altomfattende magt, der fuldstændigt har underlagt sig statsapparatet. I Østens lande er statskapitalismen i sin nuværende form ikke et værktøj for imperialistiske monopoler, tværtimod blev den kaldt til live af den anti-imperialistiske bevægelse og retter sig objektivt imod disse monopolers udbredelse i de østlige lande. Yderligere må man tage i betragtning, at statskapitalismen i Østens unge stater opstår på et lavt økonomisk udviklingstrin med det formål hurtigst muligt at overvinde den økonomiske tilbageståenhed og at lette overgangen fra den lille, halvt håndværksmæssige produktion til moderne storproduktion. Af alt dette kan man slutte, at statskapitalismen spiller en progressiv rolle i Østens lande. I sig selv er udbredelsen af disse former overordentlig bemærkelsesværdig. Det er et nyt symptom på kapitalismens bankerot. Selv ledende kredse inden for det nationale bourgeoisi må indrømme, at den private foretagsomhed under de nuværende betingelser ikke er i stand til at sikre fordringerne for disse unge staters uafhængige udvikling. Derom vidner alene den kendsgerning, at i nogle af disse lande, eksempelvis i Indien og Burma og andre, er opbygning af et »samfund efter socialistisk mønster« officielt blevet erklæret som mål. Selv om også dette »mønster« er meget langt fjernet fra de videnskabelige, marxistiske forestillinger om socialisme, må man dog betragte denne kendsgerning som et overtydende bevis for de socialistiske ideers voksende popularitet og for kapitalismens prestigetab i Østen. Det ville naturligvis være forkert at overvurdere den progressive betydning af de statskapitalistiske former og at tro, at disse automatisk og under alle omstændigheder vil befæste de anti-imperialistiske kræfter. De forskellige klasser i de unge østlige stater, som understøtter disse former som et værktøj mod imperialismen, forfølger dermed tillige deres egne klassemål. Bourgeoisiet søger at fjerne de udenlandske monopolers overmagt, som berøver det løvens part af profitterne. Men først og fremmest er det interesseret i sine egne profitter. Desuden er en del af bourgeoisiet rede til under forudsætning af en »retfærdig« fordeling af profitterne at gå på kompromis med den udenlandske kapital og deltage i »blandede aktieselskaber«. Arbejderklassen kæmper for bedre leveforhold og for en stærk national industri som grundlag for udvikling af landet på socialistisk måde. Bønderne ønsker såvel jord som industrivarer og maskiner til rimelige priser. Man må tage i betragtning, at gennem statskapitalismen i økonomisk svagt udviklede lande vokser ikke blot arbejderklassen, men også det nationale bourgeoisi. Med kapitalismens videre udvikling og med den for den særegne koncentration af produktionen kan den statslige sektor også her blive til et økonomisk grundlag for et reaktionært styre, nemlig hvis magten kommer i hænderne på repræsentanterne for de største nationale aktieselskaber, der efter deres væsen er monopolistiske. I dette tilfælde kan statskapitalismen forvandle sig til en statsmonopolistisk kapitalisme og blive stillet til tjeneste for de mest reaktionære kredse af bourgeoisiet, der vil forsøge at misbruge staten til folkefjendtlige formål. Hvis dog en sådan udviklingstendens skulle opstå i det ene eller det andet land, der har befriet sig fra det imperialistiske åg, så ville det uden tvivl fremkalde en dyb krise for kapitalismen og en stærk, endnu aldrig før kendt stræben hos masserne efter socialisme. De progressive, demokratiske kræfter bærer overhovedet under de nuværende betingelser et meget stort ansvar for den retning, som Østens lande vil udvikle sig i. De har mulighed for at lamme de imperialistiske og reaktionære elementers indflydelse og for at træde op imod det nationale bourgeoisis inkonsekvente og modsigelsesfyldte politik. Disse landes marxistiske partier betragter det som deres første og mest påtrængende opgave at kæmpe for befæstelsen af den opnåede nationale uafhængighed og for en konsekvent fredelig, demokratisk udvikling, overalt hvor denne vej ikke er spærret. Denne vej forudsætter først og fremmest en konsekvent, fredselskende udenrigspolitik, sikring af alle borgeres demokratiske rettigheder og gennemførelse på alle samfundslivets områder af omfattende og konstruktive reformer, som forbedrer folkemassernes arbejds- og leveforhold. Der findes tilstrækkelige eksempler i Østens unge stater på bourgeoisiets inkonsekvente og modsigelsesfyldte politik. Således forekommer det ofte, at bestræbelserne for at oprette en national samfundshusholdning går hånd i hånd med en liberal indstilling til den udenlandske kapital, som ikke hører op med at presse kæmpemæssige profitter ud af de befriede landes økonomiske virksomhed. De påtrængende nødvendige forandringer på det socialpolitiske område bliver også kun langsomt gennemført. De fleste af de unge stater har afskaffet de feudale og kasternes privilegier, forbedret kvindens retslige stilling og også virkeliggjort nogle borgerligt-demokratiske reformer. Men ved siden af det består der stadigvæk indskrænkninger i demokratiet, man forfølger de kommunistiske partier eller har helt forbudt dem. De arbejdendes massers politiske aktivitet støder undertiden på hårde undertrykkelsesforanstaltninger. På intet område viser det nationale bourgeoisis inkonsekvens sig dog så tydeligt som i landbrugsspørgsmålet. Her gør det nationale bourgeoisi de største indrømmelser til feudalherrerne og godsejerne. Det ofrer for dem de millioner af bønders interesser, der led hårdest under koloniåget. Hverken landbrugsreformens tempo eller betingelser garanterer indtil nu, at bønderne hurtigst muligt får jord, og at landbrugets produktivitet forøges. Bønderne får jord mod en afløsningssum, som i det væsentlige kun de velhavende kan fremskaffe. Godsejerne får udbetalt kæmpemæssige affindelsessummer for den konfiskerede jord, mens bøndernes store masse derimod nu som tidligere kun ejer lidt eller overhovedet ingen jord og stadigvæk lever i elendighed og lider under høje skatter og ågerkarlenes åg. De feudale levn i landbruget er stadigvæk den største hindring for en udviklet national samfundshusholdning. Men det nationale bourgeoisi, der er ved magten, er ganske vist interesseret i afskaffelse af de feudale forhold, men viger tillige tilbage for at forgribe sig på godsejernes ejendom. Det foretrækker som regel at lade godsejerne beholde deres store jordegods og bidrager kun til disse besiddelsers omdannelse til kapitalistiske foretagender. Det ligger lige for, at derigennem bliver den økonomiske udvikling trukket i langdrag på en for folket smertefuld måde og bliver først og fremmest drevet fremad på bondemassernes bekostning. Alt dette må man tage i betragtning, når man vil bedømme udviklingsperspektiverne for Østens unge stater. Gennem sin løsrivelse fra kolonial og halvkolonial afhængighed har Østens folk foretaget et historisk spring fremad. Dog har den udenlandske kapital endnu beholdt mange økonomiske positioner. Herudfra indvirker den endnu i dag på de forskellige østlige landes udenrigspolitik og indre liv, idet den i disse lande understøtter de reaktionære kræfter og strømninger. Hvor skæbnesvangert denne indflydelse giver sig udslag kan let iagttages i de stater som Pakistan, Thailand og Philippinerne, som umiddelbart efter deres befrielse blev draget ind i imperialisternes aggressive pagtsystem og indtil nu svømmer i disse magters kolonial-politiske kølvand.

De latinamerikanske lande i kamp for virkelig uafhængighed

De latinamerikanske landes erfaringer bevidner meget eftertrykkeligt rigtigheden af den sandhed, at politisk uafhængighed, der ikke er baseret på en udviklet national samfundshusholdning, heller ikke garanterer folkenes befrielse for imperialismens åg. Skønt de henved tyve stater i denne verdensdel for længst regnes for uafhængige, forblev dog flertallet af dem faktisk i høj grad afhængige af imperialisterne. Mange af dem må løse de samme opgaver, som historien har stillet de afhængige lande i Asien og Afrika. Den udenlandske, først og fremmest nordamerikanske kapitals mangeårige herredømme hæmmede den økonomiske, kulturelle og politiske udvikling i de latinamerikanske stater. Selv de største af dem har næsten ingen moderne sværindustri. De spiller rollen som en af de Forenede Staters råstofleverandører. Næsten alle latinamerikanske landes økonomi er gjort ensidig. De leverer forskellige mineraler eller landbrugsråstoffer (olie, malm, uld, kaffe, kød, frugter o.s.v.) til de nordamerikanske monopoler. Som følge heraf er samfundshusholdningen overordentlig stærkt afhængig af eksport og import, af verdensmarkedspriserne på råstoffer og industrivarer. Den udenlandske kapital udnytter denne situation. Den udøver et stadigt tryk på de latinamerikanske lande og dikterer dem de mest ufordelagtige handelsbetingelser. USA køber som regel råstofferne til laveste priser og sælger deres industriprodukter til høje monopolpriser. Af disse grunde tiltrækker Latinamerika som en magnet nordamerikansk kapital, der her søger gunstige anbringelsesmuligheder. Alene i tiden fra 1929 til 1957 voksede USA´s kapitalinvesteringer i dette område næsten 2V2 gang, fra 3,5 milliarder dollars til 8,4 milliarder dollars. Det udgør en tredjedel af alle USA´s udenlandske kapitalinvesteringer. De historiske betingelser, under hvilke mange latinamerikanske stater opnåede deres uafhængighed, førte i forbindelse med den udenlandske monopolkapitals overmagt til stagnation og tilbageblevenhed ikke blot på det økonomiske, men også på det socialpolitiske område. I de fleste ₍ latinamerikanske lande faldt magten i hænderne på repræsentanter for godsejernes reaktionære fåmandvælde. Ejerne til utallige kvægflokke og kæmpemæssige plantager forfulgte ene og alene det mål at berige sig og opretholde deres klasseprivilegier på de nationale interessers bekostning. De traf beredvilligt aftaler med den nordamerikanske kapital, som de anså for storaftager af deres varer. Arbejdskraftens overordentligt lave pris, feudale og halvfeudale forholds, ja, selv halvt slaveagtige arbejdsformers (peonage) beståen i landbruget indbragte på trods af de af de Forenede Staters monopoler fastsatte lave priser på landbrugsprodukterne uhyre profitter til godsejeroligarkiet. Det nationale bourgeoisi i de latinamerikanske lande var længe svagt og vovede ikke engang at drømme om at konkurrere med den udenlandske kapital. Samtidig stræbte det store handelsbourgeoisi efter at opretholde de bestående forhold, da det berigede sig på videresalg af de fra USA importerede varer. Her ligger også årsagen til, at mange latinamerikanske lande blev fredet område for den sorteste reaktion og konservatisme. I mange af disse lande herskede militærdiktatorer, der var forbundet med det indenlandske godsejeroligarki og med de nordamerikanske monopoler. De undertrykte med USA´s hjælp grusomt ethvert forsøg fra de arbejdende masser på at forbedre deres stilling. I de fleste latinamerikanske lande er endnu i dag ikke de mest elementære landbrugsreformer blevet gennemført. Millioner af bønder ejer ingen jord. På trods af den republikanske statsform og ældgamle traditioner i befrielseskamp fandtes der her indtil den seneste tid ingen borgerligt-demokratiske friheder. De venstreorienterede, fremskridtsvenlige partier var tvunget til at gå i dybeste illegalitet; mange, selv borgerligt-liberalt indstillede intellektuelle måtte emigrere. Efter mange årtiers formelt bestående uafhængighed står de latinamerikanske folk nu over for en ny etape i den nationale befrielseskamp, der må gøre dem uafhængige ikke blot på papiret, men også i virkeligheden. I overensstemmelse med karakteren af de opgaver, som står foran Latinamerikas folk, drejer det sig herved om udfoldelsen af den anti-imperialistiske, demokratiske revolution. De sidste års begivenheder vidner om, at denne nye etape i den nationale befrielseskamp allerede er indtruffet i de latinamerikanske lande, og at denne kamp udvikler sig resultatrigt på trods af reaktionens modangreb og de Forenede Staters åbne indblanding. Denne kamp bliver først og fremmest fremskyndet ved arbejderklassens talmæssige vækst og tiltagende organisering såvel som ved den fremadskridende modningsproces inden for de marxistiske partier, der overvinder deres tidligere sekteriske fejl. Fra 1940 til 1955 er Latinamerikas arbejderklasse talmæssigt næsten blevet fordoblet. Den øgedes fra 6,4 millioner til 11,6 millioner arbejdere. I mange lande kæmper den i dag allerede ikke mere for sine umiddelbare økonomiske interesser, men også for fælles nationale mål for demokratiske krav, der også angår andre befolkningslag. Et eksempel herpå frembyder Argentina, hvor det kommunistiske parti i præsidentvalgperioden i 1958 opstillede et program, der også blev støttet af andre demokratiske partier. Det indeholdt følgende punkter: Respekt for de demokratiske og fagforeningsmæssige friheder; forhøjelse af lønningerne; respekt for de af arbejderne tilkæmpede rettigheder; bønderne måtte ikke længere fordrives fra forpagtet jord; beskyttelse af de nationale rigdomme og den nationale industri mod imperialismen. Chiles, Venezuelas, Cubas, Brasiliens, Uruguays og andre landes arbejdere udgjorde fortroppen i den brede bevægelse til beskyttelse af de nationale rigdomme imod udplyndring gennem amerikanske monopoler. Bøndernes millionmasser vågner mere og mere til politisk liv, de kræver jord og afskaffelse af de feudale forhold. Bønderne forener sig i massesammenslutninger og føderationer og kæmper endog her og dér med våben i hånd for en opdeling af jorden og mod godsejernes overmagt. Et fast forbund mellem bønderne og arbejderklassen består dog endnu ikke i Latinamerika. Heri ligger en af den nationale befrielsesbevægelses hovedsvagheder. Denne svaghed må overvindes, thi det er en uundgåelig forudsætning for nye betydelige resultater i den anti-imperialistiske kamp. De udenlandske monopolers vilkårlighed får også en del af det latinamerikanske bourgeoisi til at optræde anti-imperialistisk, skønt det i det hele taget endnu ikke er kommet ud af sin afhængighed af den udenlandske kapital og også endnu opretholder snævre forbindelser med storgodsejerne. Men det nationale bourgeoisis økonomiske grundinteresser kommer med tiden mere og mere i modsætning til den amerikanske monopolkapitals politik. De nordamerikanske militaristers aggressive kurs forstærker derudover også de anti-imperialistiske stemninger hos det nationale bourgeoisi, der ikke ønsker krig. På denne måde skabes der i Latinamerika de hidtil manglende objektive betingelser for en national demokratisk enhed i kampen mod imperialismen. Det præger allerede forskellige latinamerikanske landes politiske ansigt. I nogle af disse lande blev diktatorregeringer, der havde sluttet aftaler med de nordamerikanske monopoler, i løbet af de sidste to eller tre år styrtet, og de borgerligt-liberale kredse, der kom til magten, erklærede, at de ville kæmpe imod den udenlandske imperialisme og tage hensyn til folkets interesser. I nogle lande på det latinamerikanske kontinent - i Chile, Peru, Bolivia og Colombia - fandt en vis demokratisering af styret sted. Venezuelas folk vandt en stor sejr i 1958. Med en national revolution fejede det på nogle dage Jimenez diktatoriske styre bort, som gennem ti år var blevet understøttet af USA. Året 1959 blev indledt med folkerevolutionens sejr i Cuba. Dér styrtede folket Batistas diktatur, der ligeledes gennem mange år havde nydt understøttelse fra USA. De nordamerikanske monopolers stilling blev også svækket ved, at et antal vigtige industrigrene blev nationaliseret i Mexico, Uruguay og Argentina, og ved at kravene om Panamakanalens nationalisering blev rejst med eftertryk og ved, at en vis isolering af de anti-patriotiske elementer begyndte. Ganske vist forløber denne proces temmelig langsomt, modsætningsfyldt og i zig-zag-linjer, og med tilbageslag. Med støtte fra de Forenede Stater forsøger de reaktionære kredse at slå den nationale befrielsesbevægelse tilbage. De nordamerikanske monopoler viger heller ikke tilbage for åben indblanding, sådan som det var tilfældet i Guatemala. Men i den sidste ende vil sådanne handlinger kun føre til, at Latinamerikas folk vender sig endnu kraftigere mod imperialisterne. Den nationale befrielseskamps videre opsving i de latinamerikanske lande bliver i høj grad afhængig af folkebevægelsens tilvækst, af højnelsen af de arbejdende massers politiske bevidsthed og organisering og af skabelsen af en bred anti-imperialistisk national front af alle demokratiske kræfter. De kommunistiske partier er kaldet til at spille en betydelig rolle i denne front.

Kampen for befrielsen af Afrikas folk

Ved siden af de øgrupper, der stadig er underkastet Englands, de Forenede Staters, Frankrigs og Portugals og nogle andre imperialistiske magters koloniherredømme, udgør Afrika for tiden kolonialismens sidste mægtige bolværk. Netop derfor blev det også skueplads for heftige sammenstød mellem to modsatte tendenser - de afrikanske folks uophørlige stræben efter uafhængighed og imperialisternes bestræbelser for enhver pris at befæste sig i Afrika for at udskyde kolonisystemets endelige sammenbrud. Trods disse anstrengelser bar den nationale befrielseskamp også frugt i denne del af verden. Efter halvandet århundrede, hvor Afrika var den vesteuropæiske kapitals koloniale enemærker, opstod der her ni selvstændige stater. Næsten hele den nordlige del af det afrikanske kontinent (med undtagelse af Algier og mindre spanske besiddelser) har rystet koloniåget af sig. Sudan, Ghana og republikken Guinea har opnået uafhængighed. Omkring midten af 1959 befandt næsten en fjerdedel af Randområdet og 30 procent af befolkningen i Afrika sig ikke længe under koloniherredømme. Ikke desto mindre lever der stadig omkring 140 millioner afrikanere som kolonislaver. Det »sorte kontinent« er indtil i dag forblevet det største arnested i verden for direkte koloniudbytning. En særegenhed i den nationale befrielsesbevægelse i Afrika består ikke blot i det indfødte proletariats ringe talmæssige styrke og manglende organisering, men også i det nationale bourgeoisis svaghed. Det hat sin forklaring i den uhyre økonomiske tilbageståenhed i de fleste afrikanske lande og i den grusomme racediskriminering. Koloniherrerne udnytter behændigt for deres egne interesser det lave kulturelle og politiske udviklingsniveau hos befolkningen, der endnu i dag i stor udstrækning lever under feudale forhold og selv under gensforfatningens betingelser. Også den såkaldte »farveskranke«, det vil sige hele systemet af racebegrænsninger, som nedværdiger afrikanerne og garanterer de hvide kolonister mange privilegier, tjener til at befæste fremmedherredømmet i Afrika. Racediskrimineringen er et våben for at isolere Afrikas beboere fra hinanden, hvad der letter imperialisterne udbytningen af masserne. Også her skabtes der dog i det sidste årti et nyt styrkeforhold, der var gunstigt for kampen for frihed og uafhængighed. Stadig større masser af afrikanere drog til byerne, hvor de blev opsuget af industrien, der var under udvikling dér (først og fremmest bjergværksindustri og forarbejdning af landbrugsråstoffer). Arbejderne i fabrikkerne, minerne og transportvæsenet gennemgik som de første klassekampens og den nationale selvbevidstheds skole. I efterkrigsårene opstod der fagforeningsorganisationer, ungdoms- og kvindeforbund og andre organisationer sammensat af afrikanere. Der dannede sig en indfødt intelligens, hos hvem proteststemninger mod diskriminering og raceundertrykkelse modnedes særlig hurtigt. Millioner af bønder, der for størstedelen var fordrevet fra den jord, som de havde gjort tjenlig, og stuvet sammen i reservater, hvor der ikke findes gunstige betingelser for landbrug, kunne heller ikke længere affinde sig med de bestående forhold. Fornedrelse, terror og alle mulige begrænsninger fører i de fleste kolonier til, at de afrikanske folk hader imperialisterne dybt. Hvor hård de afrikanske folks modstand kan være mod koloniherrernes skalten og Valten viste sig i Kenya, hvor de engelske stridskræfter igennem flere i måneder måtte gennemføre kamphandlinger i den store stil mod de oprørske stammer, og hvor begge sider led svære tab. På trods af den grusomme polititerror bliver i dag her, i morgen dér den ene efter den anden af de afrikanske kolonier rystet af store folkebevægelser. Derom vidner de blodige begivenheder i Nyasaland og i Belgisk Congo i 1959« Den første politiske kongres af afrikanske partier fra Belgisk Congo krævede at danne en afrikansk regering i dette land i 1961. De afrikanske kongresser forlanger uafhængighed for Nyasaland og Nord-Rhodesia såvel som opløsning af den Central-Afrikanske Føderation, der er dannet ved tvang. Kolonimagterne, der er gjort bange ved den nationale befrielsesbevægelses opsving, forsøger nu at lave manøvrer. Medens de indtil nu på enhver tænkelig måde har understøttet slægternes og stammernes øverste lag, som de betragtede som deres vigtigste støtte, forsøger de nu at gøre det indfødte bourgeoisi, først og fremmest handelsbourgeoisiet, føjeligt. Imperialisterne håber at kunne træffe aftaler med dette bourgeoisi for at kunne støtte sig til det i kampen mod folkemasserne. Til dette formål begunstiges det indfødte bourgeoisi i nogen måde gennem ubetydelige finansielle og politiske indrømmelser. Imperialisterne forsøger nu at dække over deres kolonistyre ved hjælp af forfatninger og tilsyneladende selvstyreordninger. Alle disse forholdsregler ændrer dog ikke afrikanernes stilling på nogen væsentlige punkter. Det er først og fremmest det hvide mindretal og det forsvindende ringe lag af det indfødte bourgeoisi, der har fundet et fælles sprog med koloniherrerne, der drager fordel af selvstyret. Ydermere forbliver koloniforvaltningen i de områder af Afrika, hvor der er en mere eller mindre betydelig hvid befolkning (i den Sydafrikanske Union, i de belgiske og portugisiske besiddelser), som den var, ja endnu mere, den bliver mere og mere terroristisk. Hvor meget imperialisterne selv tvivler om, at de endnu står på faste positioner i Afrika, viser sig i, at forskellige planer bliver smedet om en fælles udbytning af de afrikanske kolonier. Således opstod planen om »Eurafrika«, en supertrust af europæiske magter til udplyndring af det afrikanske kontinent og til undertrykkelse af dets folk. Det er dog betydeligt lettere at proklamere sådanne planer end at virkeliggøre dem. De Forenede Stater, som går ud fra at træde i de europæiske staters sted, der bliver fortrængt fra Afrika, nærer deres egne planer. Og ydermere er også Afrikas gamle udbytteres lejr sønderrevet af modsætninger. De opståede forhold letter kampen for de afrikanske folk, der stræber efter deres befrielse. De har hele verdens demokratiske kræfters sympati på deres side. De unge, afrikanske stater, som allerede har rystet koloniåget af sig, udgør en betydelig støtte for Afrikas folk. I april 1958 fandt der i Accra for første gang i historien en konference sted mellem disse stater, hvor de højtideligt erklærede, at de unge afrikanske stater er pantet på Afrikas fuldstændige befrielse. »Vi erklærer vor enhed og vor solidaritet med Afrikas afhængige folk og vort venskab med alle lande,« hedder det i den deklaration, som blev vedtaget af konferencen. Inden for de afrikanske kolonier selv består der store muligheder for oprettelsen af en bred anti-imperialistisk front. Racediskrimineringen dutter mod dens forsvareres vilje de undertrykte nationers forskellige sociale lag tættere sammen, styrker nationalfølelsen og vækker beslutsomheden til at kæmpe mod undertrykkerne. Den unge afrikanske arbejderklasse kan let finde forbundsfæller og venner blandt bønderne, blandt det nationale bourgeoisi, der er ved at formere sig, og blandt de intellektuelle, thi den har meget mere fælles med dem end de europæiske imperialister. I nogle afrikanske områder eksisterer der allerede så omfattende organisationer som den Afrikanske Befolknings Kongresser som med held gennemfører civile ulydighedskampagner og boykot af kolonimagterne. Uden tvivl vil der ved fortsættelse af undertrykkelsespolitikken skabes endnu mere aktive kampformer, og den nationale befrielseskamp vil blive ført på et højere trin. Kravet: »Uafhængighed endnu i vor generations levetid!« blev til den populæreste parole i det nuværende Afrika. Afrikas folk har real mulighed for at virkeliggøre dette krav. Gennem den nationale befrielsesbevægelses tryk så koloniherrerne sig tvungne til at afgive det løfte at indrømme Nigeria, Kamerun og Togo uafhængighed i 1960. Efter beslutning i FN skal det tidligere Italienske Somaliland blive erklæret for uafhængigt i 1960. Men dermed vil allerede mere end halvdelen af Afrikas befolkning være fri for udenlandsk herredømme. Uden tvivl vil så den videre befrielse af det afrikanske kontinent gå endnu hurtigere frem, hvor meget end kolonimagterne måtte stritte imod.

Anti-kommunismen - et redskab til opløsning og spaltning af den nationale befrielsesbevægelse

I mange år har de kommunistiske partier stået i den nationale befrielsesbevægelses forreste frontlinje. Trods kolonimagternes terror, trods den hjemlige borgerligt-feudale reaktions klapjagt yder kommunisterne et uhyre bidrag til folkenes kamp for frihed og uafhængighed. Med ukueligt mod og med store ofre forsvarede de de nationale interesser og arbejdernes og bøndernes krav. Folkene kender meget vel kommunisterne som standhaftige kæmpere mod imperialismen, imod social uretfærdighed og mod enhver art af undertrykkelse. Dér, hvor folket har stillet kommunisterne i ledelsen af staten - som i Folkerepublikken Kina, den Koreanske Folkedemokratiske Republik og den Demokratiske Republik Vietnam - dér blev kampen for uafhængighed, for den alsidige udvikling af den nationale økonomi og kultur, for forbedringen af millioner og atter millioner menneskers livs- og arbejdsbetingelser kronet med fuldstændig fremgang. I de lande, hvor kommunisterne deltager i enhedsfronten for den nationale befrielse, kæmper de aktivt og opofrende for den fælles sag stræber de mod en radikal løsning af de alment-nationale opgaver såvel som efter opfyldelse af de arbejdende massers mest påtrængende behov og krav. De arbejder ærligt sammen med de andre patriotiske kræfter, forholder sig loyalt over for deres partnere i den anti-imperialistiske kamp og opfylder trofast de forpligtelser, de har påtaget sig. En resultatrig national befrielse, den nationale genfødelse, er i dag ikke mere tænkelig i noget land uden kommunisternes deltagelse. Så meget tungere vejer anti-kommunismens fare for den nationale befrielsesbevægelse. Hvis der ikke rettidigt bliver sat en stopper for den, kan den være i stand til at opløse og spalte de kæmpendes rækker mod imperialismen. Anti-kommunismen bliver først og fremmest næret af de koloniherrer, som er fordrevet fra kolonierne, og som ikke vil affinde sig med tabet af dem. Imperialismens agenter søger bestandig efter svage punkter i de befriede lande. De opskræmmer politikere, der ikke råder over tilstrækkeligt vidsyn, med den »kommunistiske trussel« for derved at bortlede deres opmærksomhed fra kampen mod den virkelige fare, imperialismen. De sår mistanke og mistro i den nationale fronts rækker og hidser lande og befolkningslag op imod hinanden. På denne måde søger imperialisterne at undergrave den indre enhed, der er særlig vigtig for de unge stater, de søger at forhindre deres internationale solidaritet og, hvis det er muligt, at ophidse disse unge stater imod hinanden med det håb igen at gøre dem til et let bytte for de imperialistiske røvere. Det Nære Østen og Indokina har mere end én gang leveret eksempler på denne forræderiske politik. Ved den anti-kommunistiske propaganda støtter koloniherrerne sig hovedsageligt til deres gamle agentur i det tidligere borgerligt-feudale øvre lag. Men de udnytter også behændigt fejlagtige anskuelser hos visse nationalistiske elementer, der er kommet til magten i nogle af Østens unge stater. Da disse nationalistiske elementer undertiden ikke formår rigtigt at erkende og vurdere årsagerne til de vanskeligheder, der fra tid til anden opstår i disse stater, vælter de skylden for dem over på kommunisterne, hvorved de objektivt understøtter de imperialistiske magters intriger. Her viser den nationalistiske ideologis begrænsning sig særlig tydeligt. I virkeligheden betragter den borgerlige nationalist foreningen af alle Patriotiske nationale kræfter i kampen for uafhængighed og mod koloniherrerne som noget selvindlysende. Men den snæversynede borgerlige nationalist kan på ingen måde tænke sig, at de patriotiske kræfters enhed netop ikke falder færdig ned fra himlen, og at den ikke er noget én gang for alle givet, noget uforanderligt. Efter at koloniherrerne er forrevet, og de alment-nationale opgaver i det væsentlige er løst, begynder samfundet uvægerligt at søge svar på de sociale problemer, som livet rejser. Her findes der naturligvis forskellige meninger om vejen for den samfundsmæssige udvikling. Således opstår f.eks. spørgsmålet om gennemførelse af jordreformer, og her viser det sig, at bøndernes og godsejernes opfattelser på dette punkt går hver sin vej. Der viser sig også forskellige synspunkter hos arbejderne og arbejdsgiverne, der endnu for kort tid siden havde kæmpet i fællesskab mod imperialisterne. Det er ganske naturligt, fordi nationalismen alligevel ikke ophæver forskellen! mellem klasserne, den fjerner ikke modsætningen i klasseinteresserne. Statsmandsklogskab består netop i, efter erobringen af den nationale uafhængighed, at finde den rigtige vej til løsning af de af det sociale fremskridts brændende problemer, som ethvert land skal løse. Men nogle borgerlige nationalister vil ikke tage hensyn til dem. I den nationale enheds navn kræver de, at arbejderne skal opgive deres krav om arbejdstidsforkortelse og lønforhøjelse, at bønderne skal give afkald på i kravet om en retfærdig fordeling af jorden o.s.v. og når det ikke lykkes, og de sociale forhold tilspidser sig, så søger denne slags nationalistiske elementer efter en syndebuk. De giver kommunisterne skylden for den nationale fronts svækkelse. De begynder at lugte »kommunistiske sammensværgelser« overalt, skønt det i virkeligheden drejer sig om samfundsudviklingens objektive processer, som ikke opstår efter dette, eller hint partis vilje eller ønsker, men fordi der findes klasser med forskellige interesser. Udfaldene mod kommunisterne kan kun glæde den nationale uafhængigheds modstandere, thi kommunisterne udgør den mest aktive kampkraft i kampen mod imperialismen. N. S. Hrustjov sagde herom på SUKP´s 21. kongres: » ... det er urigtigt, når man beskylder kommunisterne for at bidrage til svækkelse eller splittelse af de nationale bestræbelser i kampen mod imperialismen. Der findes tværtimod ikke mere standhaftige og trofaste mennesker af kampen mod kolonistyret end kommunisterne... Kampen mod de kommunistiske og andre progressive partier er reaktionær. En anti-kommunistisk politik forener ikke de nationale kræfter, men splitter dem og svækker altså hele nationens anstrengelser i f svaret af dens interesser mod imperialismen.« Den hele samfundsmæssige praksis i de sidste år bekræfter denne konstatering. Det er karakteristisk, at anti-kommunismens mudderstrøm og hetzen mod de marxistisk-leninistiske partier og deres presse særlig breder sig i de lande, hvor de herskende kredse går ind på at slutte kompromis'er med de imperialistiske kræfter. Det er naturligvis ikke tilfældigt. De der er den nationale uafhængigheds og friheds idealer virkelig hengiven, de der ikke leger med tanken om kompromis'er med imperialisterne bag folkets ryg, og de der, efter at de alment-nationale opgaver er løst, også vil arbejde alvorligt på at løse opgaverne med hensyn til de arbejdende massers sociale befrielse, de har heller ingen grund til at hade og frygte kommunisterne.

Kolonipolitikkens nye former

Imperialisterne vil naturligvis ikke affinde sig med tabet af kolonierne. De søger efter midler til at redde kolonialismen. Ud fra denne søgen opstår der talrige »neokolonialistiske« teorier, det vil sige en ny kolonialisme, der skulle være fri for alle den gamle kolonialismes onder og som harmonisk skulle forsone de undertryktes og undertrykkernes interesser. I virkeligheden er den nye kolonialisme ikke andet end et forsøg på at opnå de sædvanlige imperialistiske mål ved hjælp af indirekte kontrol over de lande, der formelt er blevet uafhængige. Denne metode for indirekte kontrol er i og for sig ingen ny praksis i kolonialismen. Nyt er blot forsøget på at gøre den til den moderne kolonialismes hovedmetode, fordi de gamle metoder til indirekte undertrykkelse af folkene er kommet så meget i miskredit, at ingen imperialist mere tør vove at gå ind for disse metoder. Koloniherrerne koncentrerer først og fremmest deres anstrengelser om at udvide den sociale basis for deres herredømme og at finde nye militære, politiske, økonomiske og ideologiske midler til at styrke det med. Som allerede fremført udgør de feudale kredse og kompradorerne de traditionelle støtter for imperialisterne. Da disse klasser støtter sig på forældede økonomiske forhold, er deres positioner i dag blevet betydeligt svagere. De har yderligere (med få undtagelser) uigenkaldeligt kompromitteret sig i folkemassernes øjne. Imperialisterne understøtter ganske vist så vidt muligt feudalherrerne og kompradorerne, men de er tillige tvunget til at søge efter andre forbundsfæller, først og fremmest inden for det nationale bourgeoisis højre fløj, der står fjernest fra folkets interesser, såvel som inden for visse intellektuelle lag og den reaktionære gejstlighed. For bedre at blive enig om handelen forskrækker imperialisterne disse med en ikke-eksisterende »kommunistisk fare«, de udøver militært og politisk tryk og sætter al slags finansiel og økonomisk mading ud. Den gamle »klassiske« kolonipolitik bestræbte sig for, så vidt dette afhang af imperialisterne, at forhindre udvikling af en selvstændig industri i kolonierne bortset fra udvindelse af råstoffer. »Nykolonialismen«s inspiratorer går i ord ind for industrialisering. Ved dette forstår de imidlertid kun oprettelse af letindustrielle bedrifter og bjergværker, transport- og kommunikationsvæsen, altså grene, der ikke alvorligt kan true de udenlandske monopolers økonomiske positioner. Samtidig bekæmper de nu som før forbitret Asiens, Afrikas og Latinamerikas staters bestræbelser for at opnå en virkelig industrialisering. Som bekendt nægter de vestlige lande i mange tilfælde at levere de unge stater industriel udrustning maskiner og værktøj. I yderste tilfælde indlader imperialisterne sig på at grundlægge egne foretagender i disse lande, de forlanger ganske vist til gengæld fri udførsel af profitten og omfattende garantier mod en nationalisering. Oprettelsen af en statslig sektor inden for samfundshusholdningen i de tidligere koloniale og afhængige lande fremkalder overhovedet stor utilfredshed og betydelig modstand blandt de imperialistiske monopoler. Aggressive pagter af type som SEATO og den tidligere Bagdad-pagt, der blev oprettet på »blandet« basis, det vil sige med deltagelse af formelt uafhængige stater og deres imperialistiske undertrykkere af i går, udgør i dag nykolonialismens militær-politiske hovedform. Disse pagter, der er flikket sammen under »anti-kommunismen«s insignier, har faktisk kun ét mål - at åbne de tidligere kolonilandes porte for imperialismens militærmagt, at oprette imperialisternes politisk-strategiske kontrol med disse lande og at udnytte denne mod den nationale befrielsesbevægelse. Også kolonipolitikkens ideologiske grundlag er i de sidste år på en vis måde blevet revideret. Under de nuværende betingelser er imperialisterne oftere og oftere blevet tvunget til at give afkald på åben propaganda for racehad og på de antikverede teorier om de hvides »overlegenhed«. Selv de mest forstokkede imperialister må i dag bekvemme sig til, for ikke at støde an imod den offentlige mening, at tale om menneskeheden som én fælles familie og om alle folks ret til en selvstændig eksistens. Men faktisk bliver kolonialismens gamle mål atter lagt på disken under en ny varebetegnelse. Thi er måske »vakuumteorien«, som Dulles allerede indførte i 1950 ikke helt og holdent kolonialistisk? Den går ud på, at der i de undertrykte lande vil opstå et vist, farligt »vakuum« efter koloniherrernes fordrivelse, et tomrum, et gabende hul, som de befriede folk ikke selv formår at udfylde. Vestmagterne, og først og fremmest de Forenede Stater, er efter sigende kaldet til at skulle gøre det. Denne »vakuumteori«, der er et klart udtryk for den af racediskriminering fremkaldte foragt for Østens folks ånd og skaberkraft, skal retfærdiggøre den amerikanske imperialismes ekspansion. Det var ikke tilfældigt, at endeligt »Dulles Eisenhower-doktrinen« voksede frem af »vakuumteorien«, denne doktrin, der forkyndte de Forenede Staters »ret« til væbnet indblanding i det arabiske Østens anliggender. Til de ideologiske »nyheder« hører også de forskellige teorier om »den kollektive kolonialisme«, som de amerikanske imperialister flere gange i de sidste år er fremkommet med. Dette nye indfald har følgende formål: I stedet for den enkeltes herredømme skulle træde de vestlige magters fælles herredømme over kolonierne under den amerikanske kapitals ubetingede og førende deltagelse. Det er klart, at det ikke derved bliver lettere for de undertrykte folk, ligesom det heller ikke bliver lettere for et menneske, der er blevet udplyndret, når han bliver klar over, at han ikke er blevet offer for en enkelt røver, men for en hel bande. Bæreren af og hovedrepræsentanten for nykolonialismen i verdensmålestok er i dag den amerikanske imperialisme. Efter den anden verdenskrig har de Forenede Stater væsentligt afrundet dollarens rige. Ved siden af faktisk erobring af en del af Kina, øen Taiwan, og besættelsen af en række øer i Stillehavet, der tilhører Japan, satte de amerikanske monopoler sig fast i Sydvietnam og Sydkorea og tilrev sig betydelige økonomiske og strategiske positioner i Nordafrika og i det Nære og Mellemste Østen. Til trods herfor har den amerikanske imperialisme forstået indtil den allersidste tid smykket med prangende fjer at paradere som forkæmper for »anti-kolonialismen«, for de undertrykte folks »befrielse«. Dette ry erhvervede den sig på billigste måde ved en demagogisk kritik af nogle europæiske kolonimagters særlig oprørende handlinger og ved tilbud om økonomisk bistand til svagtudviklede lande. Nogle kortsynede folk begreb ikke straks, at de amerikanske monopolers »anti-kolonialisme« blot er foregøglet, at de blot afviser at optræde sammen med de europæiske koloniherrer, når de ønsker et nederlag for dem og selv håber at indtage deres pladser. Hvad den amerikanske »økonomiske bistand« angår, så består dens formål i at spænde de lande, der modtager denne hjælp, for den amerikanske imperialismes krigsvogn. Det er tilstrækkeligt at henvise til, at af de 3,8 milliarder dollars, som USA anvendte til »bistand« til andre stater, var kun 350 millioner, d.v.s. mindre end 10 procent, bestemt for den økonomiske udvikling. Det er derfor ikke til at undre sig over, at mange lande i Asien og Afrika på trods af deres I behov for kapital allerede flere gange har tilbagevist tilbud om bistand fra USA. Folkene forstår tydeligere og tydeligere, at de Forenede Stater i verden af i dag er blevet kolonialismens hovedstøtte, og at uden denne støtte ville kolonisystemet betydeligt hurtigere være faldet sammen.

Det socialistiske verdenssystem - et bolværk for folkene i kampen mod kolonialismen

Den nationale befrielsesbevægelses fremskridt i Østen kan ikke adskilles fra de socialistiske staters eksistens og deres uforsonlige politik mod kolonialismen. Heri ytrer sig den dybe objektive sammenhæng og fællesskabet i de undertrykte folks og det socialistiske systems folks anti-imperialistiske interesser. I deres konsekvente kamp mod kolonialismen forfølger de socialistiske lande ingen egennyttige mål. I modsætning til USA stræber de ikke efter at indtage de fordrevne koloniherrers plads og at opnå »indflydelsessfærer«. Den socialistiske samfundsøkonomi er uforenelig med udbytning og undertrykkelse. De har ikke behov for kapitaleksport, fordi den uafbrudte højnelse af de arbejdendes velstand kræver en bestandig og stadig voksende strøm af kapitalinvesteringer i deres egne lande. De socialistiske stater er interesseret i en udvidelse af det internationale varebytte og i økonomisk samarbejde, men de stræber ikke efter afsætningsmarkeder for overflødige varer, thi den socialistiske samfundshusholdning kender ikke til overproduktionskriser. Når Sovjetunionen, Folkerepublikken Kina og alle de andre folkedemokratiske lande understøtter kolonifolkenes nationale befrielse, så ligger den socialistiske ideologis principper til grund derfor. Men denne ideologi er uforsonligt fjendtlig over for enhver undertrykkelse og går ind for ligeberettigelse og for venskab mellem folkene. Med deres træden op imod kolonialismen kæmper de socialistiske lande tillige for en mindskelse af krigsfaren. Forsøg på at redde kolonialismen eller at genoprette den var i løbet af de sidste 10 til 12 år årsagen til mange såkaldte lokalt begrænsede krige. Imperialismens appetit på kolonier er indtil denne dag en af årsagerne til den internationale spænding. Efterkrigsårene gav et klart bevis for de socialistiske staters rolle som en virksom faktor til at tøjle imperialisternes aggressivitet. Under andre betingelser ville imperialisterne for længst have styrtet sig over den nationale befrielsesbevægelse og kvalt den. De socialistiske staters betydning som anti-kolonial faktor vokser stadig. For det første bidrager de socialistiske landes principfaste udenrigspolitik i stadig større målestok umiddelbart og afgørende til, at imperialisternes koloniseringsplaner strander. Således har de socialistiske stater væsentlig hjulpet det ægyptiske folk til at opnå sejre over de imperialistiske aggressorer, og de forpurrede koloniherrernes overfald på Syrien og senere på den unge irakiske republik. For det andet bliver den socialistiske lejr en støtte for Østens unge nationalstater i deres kamp for økonomisk selvstændighed.

Betydningen af de socialistiske landes økonomiske samarbejde med landene i Østen

De socialistiske stater har reale muligheder for virksomt at hjælpe Asiens, Afrikas og Latinamerikas lande ved udviklingen af deres selvstændige nationale økonomi. Den socialistiske lejr forsyner beredvilligt og i voksende målestok Østens lande med industriudrustning. Sovjetunionen står som leverandør af fuldt færdig industriudrustning til disse lande på førstepladsen i verden. Derigennem bliver perspektiverne for Østens unge staters økonomiske uafhængighed absolut reale. »Nu behøver de ikke«, sagde N. S. Hrustjov på SUKP´s 20. kongres, »at gå tiggergang til deres tidligere undertrykkere for at få moderne industriudstyr. Dette udstyr kan de få i socialismens lande uden at måtte betale for det med nogen forpligtelser af politisk eller militær karakter.« Et anskueligt eksempel på den bistand, der bliver ydet de befriede lande ved deres industrialisering, har man i forholdet mellem Sovjetunionen og Indien. Sovjetiske projekterings- og anlægsvirksomheder ledede arbejdet med de første afsnit af jern- og stålværker i Bhilai. Dette værk, der allerede har påbegyndt produktion af råjern, stål og valsegods, modtog det mest moderne komplette udstyr fra Sovjetunionen. Til forskel fra de udenlandske firmaer betingede Sovjetunionen sig ingen deltagelse ved kapital, i gevinst og ved ledelse af bedriften. Rentefoden for den sovjetiske kredit beløb sig kun til en tredjedel af den rentefod, som en gruppe engelske banker havde fastlagt for ydede lån til Indien til oprettelse af et stålværk i Durgapur. De socialistiske stater stiller også beredvilligt deres erfaring til rådighed ved den økonomiske opbygning og hjælper med uddannelsen af nationale tekniske kadrer i Østens lande. Det økonomiske samarbejde mellem de socialistiske stater og de unge nationalstater indeholder principielt nye træk. Det er et samarbejde mellem virkelig ligeberettigede partnere. Det pålægger ingen af dem nogen som helst militære eller politiske forpligtelser, økonomiske lænker eller nedværdigende indskrænkninger. De asiatiske og afrikanske landes mulighed for at kunne støtte sig på den socialistiske lejr, styrker deres positioner over for Vesten. Imperialisterne har ikke mere monopol på at yde lån, eksportere industriudstyr og stille teknisk viden til rådighed, og må derfor gøre indrømmelser, som de aldrig tidligere ville have gjort. Det uegennyttige, venskabelige samarbejde mellem de socialistiske og de tidligere koloniale og afhængige stater er det grundlag, hvorpå de Økonomiske forbindelser hurtigt udvides mellem disse lande. I de sidste 6 til 7 år er vareomsætningen mellem Sovjetunionen og Asiens og Afrikas lande steget med næsten 4 1/2 gang. Det snævre samarbejdes idé mellem de socialistiske og de unge nationalstater baner sig stadig mere vej, det bliver også mere og mere populært i de lande, hvor imperialisternes herredømme endnu foreløbig står i vejen for en selvstændig politik.

Suverænitet - det vil sige en stats fuldstændige uafhængighed ved løsning af alle spørgsmål, der angår dets indre liv og dets forhold til andre lande. Suveræn er følgelig også en stat, som selvstændigt udøver den højeste myndighed på sit territorium og ikke kan begrænses her i sin handlefrihed af nogen udefra. Suveræniteten er så at sige en fæstningsmur, i hvis ly de enkelte folk opretter deres statsvæsen, udvikler deres samfundshusholdning og kultur og kan indgå forbindelser med andre folk beroende på ligeberettigelse og frivillighed.

Suverænitetsspørgsmålets tilspidsning under imperialismen

Suverænitetsprincippet er for længst formelt anerkendt af den borgerlige ret. Det afholder dog ikke de kapitalistiske staters herskende klasser fra bestandig at antaste andre folks uafhængighed. Kolonialismens århundredlange historie er tillige historien om kolonimagternes systematiske og brutale krænkelse af andre folks nationale suverænitet. Allerede under den førmonopolistiske kapitalisme viste det reaktionære bourgeoisi tusinder af eksempler på, hvorledes det trådte suverænitetsprincippet under fode. Med overgangen til den imperialistiske epoke ringeagtede de kapitalistiske landes herskende kredse endnu mere dette princip. De aggressive imperialistiske magters monopolkapitals appetit indskrænkede sig ikke længere til at tilintetgøre tilbageblevne, økonomisk svagt udviklede landes suverænitet. Den krænkede også økonomisk højt' udviklede, suveræne borgerlige staters uafhængighed, stater, der allerede var blevet oprettet for lang tid siden. Mens den første verdenskrig første og fremmest blev ført om en nyfordeling af kolonierne, bestod den tyske imperialismes mål i den anden verdenskrig ikke mere blot i at erobre kolonier, men at oprette dens herredømme over de europæiske »moderlande, og gøre hele Europa til slave. Efter den anden verdenskrig rejste monopolkapitalen i Amerikas Forenede Stater krav på verdensherredømmet. De amerikanske imperialister forsøgte at udvide Wall Street-monopolernes indflydelsessfære og at gøre andre kapitalistiske landes territorier til opmarchområde og disse landes folk til reserver for kanonføde. De reaktionære kredse i USA stræber derfor efter i egen interesse at indskrænke de uafhængige kapitalistiske landes suverænitet, som står i vejen for deres økonomiske ekspansion og at forvandle disse til et værktøj for den amerikanske politik. Denne linje for den amerikanske ekspansionspolitik fremkalder forskellige, ofte indbyrdes modsætningsfyldte tendenser på den verdenspolitiske arena. Nationalstaterne i Asien og Afrika, der først for nylig har opnået politisk uafhængighed, forsvarer som regel standhaftigt deres suverænitet. De forsøger at holde sig uden for de af de Forenede Stater sammentømrede militære blokke, de afslår at stille deres territorium til rådighed for amerikanske militærbaser og tager ikke imod den amerikanske økonomiske bistand, der altid er ledsaget af politiske betingelser og sigter på at tvinge de stater, som denne bistand bliver ydet, ind i den amerikanske politiks kølvand. Men tillige afgiver mange gamle kapitalistiske stater, der har eksisteret som uafhængige gennem århundreder, skridt for skridt deres suverænitetsrettigheder og fuldmagter til Amerikas Forenede Stater og forskellige »overnationale« imperialistiske sammenslutninger. Men hvorfor begår mange kapitalistiske landes herskende kredse et sådant nationalt forræderi, som deres indvilgelse i at beskære den nationale suverænitet. De bliver drevet dertil af deres egoistiske, snævre klasseinteresser, der ligger til grund for deres reaktionære indenrigs- og udenrigspolitik. For det første sikrer forbundet med den amerikanske imperialisme disse landes kapitalistiske monopoler uhyre profitter fra rustningsindustrien såvel som fra alle produktionsgrene, der producerer strategiske varer. For dette forbunds hjørnesten er feberagtig kaprustning og militarisering af økonomien i de lande, der sammen med de amerikanske imperialister tilhører den Nordatlantiske Traktat Organisation eller andre aggressive blokke. De omfangsrige, stadigt fornyede statslige rustningsordrer er i forbindelse med samfundsøkonomiens militarisering den vigtigste guldmine for den moderne statsmonopolistiske kapitalisme. For det andet bliver England, Frankrig og flere andre lande drevet ind i den amerikanske imperialismes aggressive blokke af deres storbourgeoisis reaktionære kredses imperialistiske bestræbelser. Den demokratiske bevægelses magtfulde udvikling efter den anden verdenskrig, de socialistiske ideers voksende popularitet og arbejderklassens tiltagende stræben efter aktionsenhed foruroliger disse kredse. Englands, Frankrigs og nogle andre landes reaktionære kræfter vil ligesom USA-imperialisterne ikke affinde sig med, at der i flere af Europas og Asiens lande er blevet oprettet en folkedemokratisk orden; de drømmer om at genoprette kapitalismen i disse lande, om igen at gøre dem til deres satellitter. De ønsker også for enhver pris at forhale kolonisystemets videre sammenbrud og tilbageerobre deres tidligere positioner i de lande, der har befriet sig for koloniåget. Eftersom det reaktionære bourgeoisi i de tidligere mægtige, men nu allerede mærkbart svækkede stater ikke mere kan håbe på ved egne kræfter at kunne undertrykke den demokratiske bevægelse inden for deres egne lande og om at realisere deres aggressive hensigter i udenrigspolitikken, søger og finder de en beskytter i de Forenede Staters monopolkapitalister. De europæiske kapitalister håber fra dette imperialistiske forbund at skaffe sig de kræfter, som de behøver for forsvaret af deres klasseinteresser. De er rede til som modydelse at prisgive deres landes statslige suverænitet. Samtidigt lukker de øjnene for, at de af Amerikas Forenede Stater ledede militærblokke i sidste ende er værktøj for den amerikanske imperialismes ekspansionspolitik, som USA fører på dets partneres bekostning. Som følge af denne anti-nationale politik er der i den kapitalistiske verden opstået et ejendommeligt system af herredømme og underordning. Borgerlige stater, der er blevet afhængige af de Forenede Stater, optræder samtidig i rollen som herrer over for tredjelande. Selv har de sat meget af deres politiske uafhængighed til, men samtidig forgriber de sig, enkeltvis eller i fællesskab, fremdeles på andre staters suverænitet. Et karakteristisk eksempel på en sådan dobbeltrolle giver England. Det har som bekendt afgivet mange af sine suverænitetsrettigheder til de Forenede Stater: England stiller sit territorium til rådighed for oprettelse af luft- og raketbaser, som den engelske regering praktisk taget ikke ud' øver nogen form for kontrolmagt over. I det engelske luftrum flyver amerikanske atombombemaskiner, hvis besætninger ikke er underlagt de engelske myndigheder. Men samtidig krænker England systematisk de nærøstlige landes suverænitet. Man kan sige, at den politik, som er dikteret af monopolbourgeoisiets: interesser, har ført nogle vesteuropæiske stater ind i en magisk cirkel._; Ønskede de regerende kredse i England, Frankrig, Italien og andre; lande virkelig at forsvare deres nationale og ikke de imperialistiske interesser, så kunne de føre en helt igennem selvstændig politik, uden at? blive de Forenede Stater underdanig. De besidder også kræfterne og lerne for en sådan politik, og de behøver ikke at søge støtte på den side af oceanet og deponere deres uafhængighed i det amerikanske politiske lånekontor. Men da de imperialistiske mål for dem går frem for alt, og de ikke kan nå dem med de forhåndenværende kræfter og reserver, er de tvunget til at gribe til den amerikanske »bistand«, skønt de véd, hvilken høj pris de må betale for den. De højt udviklede kapitalistiske landes uafhængighed er altså truet fra to sider: indefra af det »hjemlige« reaktionære bourgeoisi, der sætter sine egoistiske klasseinteresser over alt, og udefra først og fremmest af de Forenede Staters finansoligarki. Ved underkastelsen af de andre kapitalistiske stater betjener Amerikas Forenede Stater sig af sin voksende økonomiske og militære styrke. Umiddelbart efter krigsafslutningen frembragte USA ca. 60 procent af den samlede kapitalistiske verdens industriproduktion. Søgningen efter sikre afsætningsmarkeder for industri- og landbrugsproduktionens »overskud«, jagten efter nye, billige råstofkilder og efter gunstige områder for kapitalinvesteringer - det er de økonomiske motiver, der ligger til grund for de amerikanske monopolers imperialistiske ekspansion. I andre staters underkastelse ser USA´s imperialistiske bourgeoisi den sikreste vej til yderligere at berige sig umådeligt. Deres beregning er meget simpel: Jo mere en eller anden stat er afhængig af USA, desto lettere vil det være for de amerikanske monopolherrer at udbytte den, at trænge ind i dens samfundshusholdning og at opnå ekstraprofitter. Yderligere må man dog lægge mærke til de politiske og militære faktorer. De Forenede Staters finansoligarki betragter deres ekspansion over for Europas og de andre kontinenters kapitalistiske lande som en bestanddel af den almindelige kamp mod de socialistiske lande, af den almindelige kamp om erobringen af verdensherredømmet. Det er ikke tilfældigt, at USA´s bestræbelser, når de krænker andre kapitalistiske landes suverænitet, er rettet mod at forvandle næsten hele Vesteuropa og flere af Østens lande til amerikanske militærbaser. Sluttelig søger de amerikanske monopoler også at opnå direkte indflydelse på andre staters indenrigspolitik. De Forenede Stater opretter deres herredømme over svagere kapitalistiske stater og får derved mulighed for at blande sig i disse landes indre anliggender, hvorved de understøtter disse landes reaktionære kredse og forlanger, at de demokratiske kræfter bliver forfulgt.

Former og metoder for angreb på suveræniteten

Den amerikanske imperialisme betjener sig af forskellige metoder; og som vigtigst blandt dem står oprettelsen af politisk og militær-strategisk kontrol over andre kapitalistiske lande. De amerikanske militære støttepunkter i disse lande er først og fremmest et redskab for denne kontrol, men udgør samtidig en stadig trussel mod landenes uafhængighed. Den omstændighed, at der i fredstid bliver skabt et helt system af udenlandske militære støttepunkter på store uafhængige kapitalistiske staters territorium, repræsenterer et nyt fænomen i de internationale forhold. Det drejer sig her om en særegen form for anneksion. Disse staters suverænitetsrettigheder bliver derved tilintetgjort, først og fremmest umiddelbart i de områder, hvor de militære baser befinder sig. Derudover mister en stat, der stiller luftstøttepunkter til rådighed for en udenlandsk magt, suveræniteten over store dele af dets luftrum, og ved oprettelse af flådebaser over en del af territorialfarvandet. Det er karakteristisk, at den amerikanske overkommando under krisen i 1958 i det Nære Østen uden betænkning udnyttede sine militærbaser i Vesttyskland og Italien til organisering af sine troppetransporter til Libanon. Om disse landes samtykke blev der faktisk ikke spurgt. Udenlandske militære baser udgør overhovedet en alvorlig begrænsning af den stats handlefrihed, på hvis territorium de befinder sig, fordi faren for militær indblanding bestandig truer denne stat og den let kan blive genstand for »styrkens politik«. Endelig må man også tage i betragtning, at den stat, der finder sig i udenlandske militære baser på sit territorium, påtager sig først og fremmest den risiko ved en krig, der slippes løs af imperialisterne, at drage gengældelsen ned over sig. De vesteuropæiske regeringer, der har påtaget sig at være den amerikanske imperialismes våbendrager, kan altså styrte deres lande ud i en forfærdelig krigskatastrofe for de oversøiske monopolers interessers skyld. Uindskrænket kontrol over sine stridskræfter var altid et højst vigtigt særkende for en suveræn stat. Dannelsen af den Nordatlantiske Traktat Organisation (NATO) har ført til, at de vesteuropæiske landes grundlæggende militærpolitiske spørgsmål afgøres på NATOs ledelsesorganers møder, hvor de amerikanske repræsentanter giver tonen an. Spørgsmålene om stridskræfternes bevæbning, uddannelse og geografiske fordeling er faktisk gået fra de nationale regeringers kompetence over på fremmede hænder. Overmåde intensivt udfolder de amerikanske monopoler deres anstrengelser på de andre kapitalistiske landes økonomiske områder. Formerne for disse angreb er mangfoldige: De omfatter finansielle understøttelser, der ydes andre lande, langfristede og kortfristede kreditter, lån o.s.v.. De amerikanske lån og kreditter er altid sammenknyttet med bestemte militære, politiske eller økonomiske betingelser, som har til formål at spænde den stat, der benytter sig af kreditterne, fastere til den amerikanske krigsvogn. Således krævede f.eks. de Forenede Stater som modydelse for et lån til et beløb af 3,7 milliarder dollars, som de ydede England i 1946, en svækkelse af Commonwealth-præferencesystemet, det vil sige at England skulle give afkald på en række forrettigheder, som det havde sikret sig i handelen med det britiske imperiums lande, og krævede yderligere koncessioner i det såkaldte sterlingområde og snart også oprettelse af amerikanske militære baser på de Britiske Øer. Et yderligere vigtigt middel til at undergrave fremmede landes suverænitet er de amerikanske monopolers kapitaleksport, ved hvis hjælp de erhverver et stort antal foretagender, ja hele industrigrene. I de første efterkrigsår var USA i det væsentlige den eneste eksportør af kapital på verdensmarkedet. I de første fem efterkrigsår steg de amerikanske investeringer i udlandet til det dobbelte og nåede i 1955 45 milliarder dollars. Skønt konkurrencen levede op igen i den følgende tid på kapitaleksportområdet, lykkedes det alligevel for de amerikanske monopoler at skaffe sig stærke støttepunkter i de afgørende kapitalistiske lande. I England virker ca. 800 amerikanske selskaber og disses filialer, og indtager en vigtig stilling i den engelske industriproduktion. I Vesttyskland findes der mere end 500 selskaber og firmaer under amerikansk kontrol. Også i Frankrig er de amerikanske selskabers andel stor. Således viser en af hovedtendenserne i den kapitalistiske verden i dag sig også på det økonomiske område: De amerikanske monopolers tendens til at likvidere de uafhængige kapitalistiske landes finansielle selvstændighed. Men samtidig virker også en anden tendens, der løber ud i monopolisternes »sammenslutning«, i dannelse af internationale monopolistforbund, der ligeledes krænker enkelte landes statslige suverænitet. Bestræbelserne for en sådan sammenslutning er begrundet i monopolkapitalens natur, for hvilken en stats rammer bliver for snævre. Dannelsen af internationale kapitalistiske sammenslutninger ender uvægerligt med, at den mægtigste deltager i disse sammenslutninger behersker de andre deltagere. Dannelsen af sådanne forbund medfører altså for de svagere kapitalistiske lande tab eller i det mindste indskrænkning af deres suverænitet. Efter den anden verdenskrig viste tendensen til koncentration af monopolernes magt sig særlig tydeligt i Vesteuropa. Her opstod, som allerede nævnt, mægtige monopolforbund som Den europæiske Kul- og Stålunion, Fællesmarkedet og det Europæiske Atomfællesskab (Euratom). I alle disse tilfælde drejer det sig om overenskomster mellem Monopolerne om opdeling af markederne, regulering af prisdannelsen, fastsættelse af toldtariffer o.s.v.. Imperialisterne gør et stort væsen ud af disse organisationers »overnationale« karakter, men i virkeligheden består deres »overnationale« karakter i, at de lande, der tilhører disse forbund, har sat deres selvstændighed til med hensyn til væsentlige områder inden for deres økonomiske politik. Mange funktioner, som de nationale regeringer udøvede, er overgået til organer, der faktisk bliver kontrolleret af den stærkeste deltager i vedkommende sammenslutning. I det kapitalistiske Europa bliver det Vesttyskland, der efter krigen trådte frem som den amerikanske monopolkapitals førstemand, mere og mere den fremherskende magt. På denne måde betyder den amerikanske imperialismes militære og økonomiske ekspansion en stor fare for mange kapitalistiske landes suverænitet og selvstændighed. Der opstår et system af satellitstater, der i større eller mindre udstrækning er afhængige af den førende imperialistiske magt, Amerikas Forenede Stater.

Ikke patriotismen, men kosmopolitismen er det imperialistiske bourgeoisis ideologi

De motiver, som de reaktionære kræfter lader sig lede af, når de stræber efter at tilsidesætte staternes suverænitet og uafhængighed, er allerede omtalt. Naturligvis forbliver disse motiver hemmelige, thi de er ikke således beskafne, at de åbent kan forklares for folkene. Tværtimod bliver de sande formål med angrebene på suveræniteten omhyggeligt tilsløret. Man betjener sig her af forskellige ideologiske midler, blandt hvilke propagandaen for kosmopolitismen er et af de vigtigste. Det drejer sig naturligvis ikke her om den gamle opfattelse af kosmopolitismen, der var udbredt i det 19. århundrede, hvor man ofte under dette begreb forstod en verdensopfattelse, der var befriet for national snæverhed. Her er der ment den ideologi, som fremmes af imperialisterne, om at suverænitetsprincippet er »forældet«, at indskrænkningen af den statslige uafhængighed er »lovmæssig«, der propaganderer for ligegyldighed over for de nationale traditioner og ringeagt for den nationale kultur, og som påstår, at begrebet »hjemland« under de nuværende betingelser har mistet enhver betydning. For USA´s finansoligarki viste kosmopolitismen sig at være det bedste slør til at skjule deres kamp om verdensherredømmet og for afskaffelse af andre landes uafhængighed. For de vesteuropæiske monopolister blev kosmopolitismen en belejlig retfærdiggørelse af deres forræderi over for de nationale interesser, for de overenskomster, som de indgik med USA´s finanskapital på deres folks bekostning. Den moderne kosmopolitisme ytrer sig på forskellig måde. For eksempel i den propaganda, der bliver drevet for at forherlige de bestående europæiske monopoloverenskomster og for at fremme indgåelse af endnu flere overenskomster af den art. Monopolsammenslutningerne bliver betegnet som legemliggørelsen af ideen om »de europæiske folks enhed«, som vejen til overvindelsen af »den nationale snæverhed«. Det er ikke til at undre sig over, at en sådan propaganda åbent bliver understøttet og finansieret af de store monopoler. Der findes dog også mere raffinerede, bedre tilslørede former for kosmopolitisk propaganda. De er som regel maskeret med alment menneskelige, demokratiske, ja endog »socialistiske« ideer. En yndet tese hos kosmopolitismens ideologer, særlig fra højresocialisternes lejr, hævder, at suverænitetsprincippet i den moderne verden er blevet en hindring for produktivkræfternes udvikling. Men på hvilken måde kan der på bredere mellemstatsligt grundlag skabes gunstigere betingelser for produktivkræfternes udvikling? Det kan ubetinget ikke ske gennem beskæring af den ene eller den anden stats suverænitetsrettigheder og interesser, men kun ved gensidig tilpasning af disse interesser på basis af ligeberettiget og et for alle parter fordelagtigt samarbejde. Den størst mulige udvikling og udvidelse af den internationale handel kunne spille en vigtig rolle i denne sammenhæng. Også udvikling af samarbejdet på det videnskabelige og tekniske område (udveksling af specialister og videnskabeligt-tekniske oplysninger, gennemførelse af fælles produktionsprojekter o.s.v.) er meget vigtig i denne henseende. Naturligvis garanterer alt dette endnu ingen fri og uhindret udvikling af produktivkræfterne i international målestok. Dertil kræves der forskellige grundlæggende forholdsregler af mellemstatslig karakter: Tilpasning af samfundshusholdningsplanerne, industriel kooperation mellem de forskellige lande, koordinering af uddannelsen af fagfolk o.s.v.. Men sådanne forholdsregler kan kun virkeliggøres i en planøkonomi, hvor der ikke findes anarki i produktionen og konkurrencekamp, kun i et økonomisk system, der er opbygget på fuld tillid mellem de forskellige stater og folk. Socialismen er et sådant system. Marxismens fjender påstår, at kommunisterne, når de går ind for Principperne om staternes uafhængighed og suverænitet, sætter sig imod tendenserne i den samfundsmæssige udvikling og ønsker at opretholde staternes sønderlemmelse og nationernes isolering i international målestok. Men allerede Lenin har i sin tid gendrevet dette hjernespind. Han skrev: »Vi kræver selvbestemmelsesret, det vil sige uafhængighed, det vil sige frihed til løsrivelse for de undertrykte nationer, ikke fordi vi drømmer om økonomisk sønderdeling eller om et ideal af småstater, men tværtimod fordi vi ønsker storstater og tilnærmelse, ja sammen-

smeltning af nationerne, men på et sandt demokratisk, sandt internationalistisk grundlag, som er utænkeligt uden frihed til løsrivelse.« Et yderligere ofte fremsat argument består i, at suverænitetens afskaffelse eller begrænsning angiveligt skulle føre til et økonomisk opsving _Og til forhøjelse af folkenes levestandard. Afkaldet på »den nationale snæverhed« tillader at snævrere økonomiske forbindelser opstår mellem landene, fører til sammenslutning af deres økonomiske hjælpekilder og til udvidelse af afsætningsmarkederne. Denne udvikling giver sig derefter gunstigt udslag i hvert af disse landes økonomiske situation. Alt dette ville være sådan, hvis afkald på suverænitet også virkelig ville løse bare en del af disse problemer. Imidlertid sker der faktisk intet sådant. Under kapitalismens betingelser går i stedet for en virkelig sammenslutning af ligeberettigede landes hjælpekilder alt ud på aftaler mellem monopolerne. Fællesmarkedet bliver en kampplads for den åbne eller skjulte konkurrence, i hvilken den stærkeste sejrer. Som følge heraf ændrer forbindelserne mellem landene sig i en uendelig kæde af sammenstød, stridigheder og åbne eller skjulte konflikter. Det ender uundgåeligt med indgreb i de svagere landes økonomiske rettigheder, med en forringelse af deres økonomiske situation og med forstærket udbytning af deres økonomiske hjælpekilder. Ved siden af argumenter af økonomisk karakter har forfægterne af kosmopolitismen endnu flere teser, der angår det politiske område, til rådighed. Således siger man for eksempel, at afkald på suverænitet er nødvendig for forsvaret af demokratiet, for fjernelsen af krigsfaren og for fredens befæstelse. De kapitalistiske lande skulle ofre deres suverænitet til de Forenede Stater for i fællesskab at beskytte demokratiet mod »kommunismens fare«. Denne tese er helt igennem løgnagtig. For det første er demokratiet i de vestlige lande ikke truet af kommunisme, men af monopolernes offensiv, der befordrer reaktionen i enhver henseende. Men for det andet bliver der netop gennem afkaldet på suveræniteten til gunst for de Forenede Stater skabt en meget stor fare for det vesteuropæiske demokrati. Det bliver dobbelt truet, af de »hjemlige« og af de oversøiske monopoler. Det beviser kendsgerninger som den arbejderfjendtlige lovgivning, der blev indført i nogle lande efter amerikansk mønster, de fra Amerika lånte metoder for »loyalitetsundersøgelse« o.s.v.. Heller ikke krigsfaren kan overvindes ved hjælp af et anslag imod suveræniteten. I dag opstår krige ikke på grund af troskab mod den statslige uafhængighed, som den borgerlige kosmopolitismes ideologer påstår, men som følge af samfundsøkonomiske årsager, der hænger sammen med monopolkapitalens røveriske karakter. Yderligere er, som allerede nævnt, netop USA´s stræben efter at forvandle de uafhængige kapitalistiske lande til deres militære støttepunkter en af de vigtigste årsager til de amerikanske monopolers angreb på disse landes suverænitet. Sluttelig påstår kosmopolitismens propagandister, at suverænitetsprincippet er forældet, fordi det hindrer udviklingen af en almen menneskelig kultur og forhaler folkenes forening til en samlet familie. Men under de nuværende betingelser formes menneskehedens almene kultur ud fra den enkelte nations kulturelle landvindinger og ikke uden for denne. Litteratur, kunst og musik kan udfolde sig rigt på national grund, men de dør bort, hvis de ikke har rødder i folket. De store kunstneriske frembringelser, der har opnået almenmenneskelig betydning, var de nationale geniers ytringer. Omvendt er en kunst, der er blevet rykket op af den hjemlige jord, ikke i stand til at frembringe store værker. Kampen for suveræniteten, for statslig uafhængighed, mod kosmopolitismen er følgelig tillige en kamp for kulturens fulde udvikling og blomstring.

Forsvaret af suveræniteten modsvarer alle fremskridtsvenlige nationale kræfters virkelige interesser

I de kapitalistiske lande, hvis uafhængighed trues af de amerikanske monopoler, skabes der objektive betingelser for sammenslutning af store befolkningslag til beskyttelse af den nationale uafhængighed og freden. Kampen for den statslige suverænitet er en af den alment-demokratiske bevægelses former. Erfaringen siger, at denne kamp kan føres med størst fremgang, når den ledes af arbejderklassen og dens revolutionære parti.

Arbejderklassen - vogteren af folkenes uafhængighed

Arbejderbevægelsen er altid gået ind for nationernes ret til et uafhængigt liv og har altid kæmpet imod enhver form for national undertrykkelse. Marxismen-leninismen går ud fra, at respekt for andre nationers rettigheder, at respekt for deres suverænitet, er en forudsætning for normale forbindelser mellem folkene. Friedrich Engels skrev herom i 1888: »For at sikre den internationale fred må først og fremmest alle undgåelige nationale gnidninger fjernes, må ethvert folk være uafhængigt og herre i eget hus.« I forordet til den anden polske udgave af Det kommunistiske manifest som blev skrevet i 1892, fremhævede Engels på ny: »Et oprigtigt internationalt samarbejde mellem de europæiske nationer er kun muligt, når enhver af disse nationer er fuldkommen autonom i sit eget hus.« Også Lenin gik altid ind for princippet om det konsekvente og beslutsomme forsvar af nationernes uafhængighed og ligeberettigelse. Det mest fuldkomne udtryk for dette princip ser den marxistisk-leninistiske videnskab i folkenes ret til selvbestemmelse. Lenin skrev herom: »Den sejrrige socialisme må nødvendigvis virkeliggøre det fulde demokrati, altså ikke blot realisere en nationernes fuldstændige ligeberettigelse, men også de undertrykte nationers selvbestemmelsesret, d.v.s. virkeliggøre retten til fri politisk løsrivelse.« Ved at proletariatet forsvarer nationernes frihed, deres uafhængighed og den nationale selvstændighed, er arbejderklassens patriotisme diametralt modsat bourgeoisiets både chauvinistiske og kosmopolitiske ideologi. Arbejderklassens patriotisme har først og fremmest sit udspring i stolthedsfølelsen over det bidrag, som det folk, den tilhører, den nation, den tilhører, har ydet i de undertrykte og udbyttede massers kamp mod udbytning og undertrykkelse. Arbejderklassens patriotisme er derfor i egentligste forstand progressiv og revolutionær.

Fædrelandets skæbne er ikke arbejderne ligegyldig

Det reaktionære bourgeoisis propagandister søger at fremstille kapitalistklassen som bærer af patriotiske følelser. De ville gerne tilsløre den sandhed at bourgeoisiets patriotisme altid er underordnet dettes egen nyttige, snævre klasseinteresser, og ønsker dermed at forklejne arbejderklassens og kommunisternes patriotisme. De borgerlige propagandister påberåber sig herved undertiden det sted i Det kommunistiske manifest, hvor der siges: »Arbejderne har intet fædreland«. Men det er ganske klart, at fædrelandet her ikke bliver fornægtet; her er der ene og alene tale om, at i et samfund, hvor kapitalisterne udøver magten, er fædrelandet faktisk usurperet af udbytterne og repræsenterer for arbejderne ikke nogen god fader, men en ond stedfader. Ved at styrte de herskende udbytterklasser skaber arbejderklassen de nødvendige forudsætninger for, at patriotismen, hvis sande bærer den selv er, kan udfolde sig. Vi véd, at Marx og Engels altid har understøttet arbejdernes kamp for forsvar af deres lands uafhængighed og deres kamp mod fremmed undertrykkelse. De har aldrig påstået, at arbejderklassen under den  kapitalistiske orden kunne være ligegyldig over for deres fædrelands skæbne. Lenin har videreudviklet denne marxistiske opfattelse af fædrelandet. Han skrev i 1908: »Fædrelandet, det vil sige det givne politiske, kulturelle og sociale milieu, er den mægtigste faktor i proletariatets klassekamp... De politiske, sociale og kulturelle betingelser for dets kamp kan ikke være proletariatet ligegyldige, følgelig kan dets lands skæbne ikke være det ligegyldig.« Lenins bekendte bemærkning mod den dogmatiske indstilling til marxismen refererer sig netop til arbejderklassens forhold til fædrelandet: »Hele marxismens ånd, hele dens system kræver - skriver han at enhver tese kun bliver betragtet historisk; kun i forbindelse med andre; kun i sammenhæng med historiens konkrete erfaringer.« Med henblik på patriotismen betyder det, at proletariatet ikke giver sig tilfreds med den abstrakte stilling af spørgsmålet om fædrelandets forsvar. Først og fremmest kommer det for proletariatet an på, i hvilken historisk situation, af hvilken klasse og med hvilket mål fædrelandsforsvarets parole bliver forkyndt. Den imperialistiske krig, under hvilken denne parole bliver fremsat af det herskende bourgeoisi til fordummelse af masserne, til tilsløring af det sande motiv, som de imperialistiske røvere lader sig lede af, er én ting; noget ganske andet er det, når landets nationale uafhængighed og frihed er i fare, og den nationale befrielsesbevægelse tager til. Under sådanne betingelser rejser arbejderklassen sig som den første til forsvar for sit lands frihed, suverænitet og uafhængighed. Under disse betingelser er parolen om fædrelandsforsvaret ikke noget tomt ord for arbejderklassen, men en livsvigtig opgave, hvis løsning både de umiddelbare, men også de dybereliggende klasseinteresser uafviseligt kræver. I dag under de nye betingelser er arbejderklassens patriotisme, der ikke kan skilles fra den proletariske internationalisme, blevet til en overordentlig virksom og mægtig kraft. I årene under hitler-okkupationen og den dødelige fare for civilisationen, som udgik fra de fascistiske barbarer, var det netop arbejderne, som i de lande, der var besat af tyskerne, beviste deres troskab over for fædrelandet og tro på dets fremtid gennem handling. Medens det reaktionære bourgeoisis »patentpatrioter« samarbejdede med de fascistiske erobrere, kæmpede kommunisterne i modstandsbevægelsens forreste rækker og dannede dens kerne. Det er bekendt, at 75.000 medlemmer af Frankrigs kommunistiske parti faldt i kampen for deres fædrelands frihed. Sovjetunionens, Kinas, Koreas, Vietnams og alle socialistiske staters folk har vist det største heltemod i deres arbejde for og forsvaret af deres fædreland. Livet selv har vist, at den socialistiske stat er en skole for masserne i patriotisme, som ingen borgerlig stat nogen sinde har været og heller ikke kunne være. Bourgeoisiets ideologer påstår, at kommunisterne ved deres kamp mod kosmopolitismen opgav deres læres internationale karakter og blev nationalister. Ophavsmændene til sådanne bagtalelser begår imidlertid en dobbelt forfalskning: For det første sætter de lighedstegn mellem bourgeoisiets kosmopolitisme og arbejderklassens internationalisme; for det andet tilskriver de marxisterne nationalistiske opfattelser, som i virkeligheden netop er karakteristiske for de borgerlige ideologer. Arbejderklassens internationalisme er, som allerede anført, et udtryk for enheden i alle landes arbejderes interesser i deres kamp mod den fælles fjende, kapitalismen, et udtryk for enheden i deres mål, som består i at afskaffe menneskets udbytning af mennesket, et udtryk for enheden i deres ideologi, den ideologi, der er udtryk for folkenes venskab og broderlige forening. I denne forstand er alle arbejdere medlem af én »nation«, de arbejdendes verdensomfattende armé, som i alle borgerlige lande undertrykkes og udbyttes af én og samme kraft, af kapitalen. Det betyder ganske vist på ingen måde, at arbejderen, der tilhører denne arbejdets internationale armé, dermed ophører med at være franskmand, englænder, italiener o.s.v.. Tværtimod opstår den sande patriotisme og ikke nogen skinpatriotisme lovmæssigt af den proletariske internationalisme. Er det netop ikke troskaben over for arbejderklassens højeste ideal, der fremkalder det brændende ønske om at se sit eget land frit og uhindret skride frem ad det sociale fremskridts vej? Arbejderklassen, som stræber imod befrielse for enhver form for undertrykkelse og udbytning, ønsker det ikke blot for sig selv, men for alle arbejdende, for hele nationen. Netop virkeliggørelsen af arbejderklassens grundlæggende mål - at styrte de udbytteres magt, som hindrer nationens fremskridt, og oprettelsen af socialismen - formår alene at bringe ethvert folk ægte frihed, uafhængighed og national storhed. Således følger det, at den mest internationalt sindede klasse, arbejderklassen, tillige er den mest patriotiske klasse. Det er nogle almene principper, der bestemmer arbejderklassens stilling til suverænitetsproblemet. Arbejderklassen, der indtager den mest konsekvente stilling i spørgsmålet om forsvaret af suveræniteten, repræsenterer dermed tillige de alment nationale interesser. Af den grund formår arbejderklassen og dets marxistisk-leninistiske parti at samle andre klasser og befolkningslag omkring sig. De kapitalistiske landes kommunistiske partier holder den nationale uafhængigheds og friheds fane højt. Håndhævelsen af den statslig suverænitet og gennemførelsen af en uafhængig udenrigspolitik er den kommunistiske bevægelses programkrav i Frankrig, Italien og andre lande. Storbritanniens kommunistiske parti har i sit program optaget kravet om »en uafhængig engelsk politik«. Canadas progressive arbejderparti har opfordret canadierne til at aftvinge »USA Canadas nationale uafhængighed«. Japans kommunistiske parti kræver den nationale undertrykkelses ophør og genoprettelse af landets uafhængighed, som de amerikanske imperialister har trådt under fode. Norges kommunistiske parti har opstillet den almene nationale parole: »Norge skal blive en fri og selvstændig stat!« Arbejderklassens træden i skranken for suveræniteten fremmer sammenslutningen af alle nationens sunde kræfter mod imperialisme og reaktion, for fred, frihed og uafhængighed.

Suverænitetsprincippet er dyrebart for folkets mest brede lag

Nødvendigheden af at bevare statens selvstændighed i udenrigs- og indenrigspolitikken er i dag dikteret af alment nationale interesser. Ikke blot arbejderklassen, men også bondeklassen er dybt interesseret i suverænitetens bevarelse. Under de nuværende betingelser er bøndernes situation i mange kapitalistiske lande blevet meget sværere som følge af konkurrence fra de amerikanske agrarkapitalister, som råder over store overskud af levnedsmidler. Indførsel af levnedsmidler og råstoffer fra udlandet til spotpriser ruinerer de vesteuropæiske bønder. Af den grund indser bønderne mere og mere, at de kun kan forsvare deres interesser effektivt, når de deltager i kampen mod de udenlandske monopolers invasion, i kampen for økonomisk uafhængighed og for suveræniteten. Kampen for suveræniteten og national værdighed finder også den største genklang blandt de intellektuelle, som med smerte iagttager den nationale kulturs forfald, der fremkaldes af den amerikanske intervention på dette område. Oversvømmelse af de vestlige lande med den amerikanske litteraturs sletteste frembringelser, med film, hvori forbrydelser og laster bliver forherliget, med tidsskrifter, der propaganderer for »den amerikanske livsform«, fordærver folkets smag og udøver en skadelig indflydelse på den opvoksende generations moral. Yderligere tilføjer den amerikanske »kulturintervention« den nationale intelligens, Kunstnerne, forfatterne, komponisterne, skuespillerne o.s.v. skade, for så vidt som de finder mindre og mindre mulighed for anvendelse af deres talenter og evner. Med undtagelse af den store monopolkapitals repræsentanter (der efter en udtalelse af Lenin »intet fædreland kender«) kan en ret betydende del af bourgeoisiet heller ikke affinde sig med den grove amerikanske indblanding i fremmede anliggender. Den er ikke sindet ydmygt at finde sig i de udenlandske monopolers skalten, som kun lader sine egne interesser og fordele gælde, men som undertrykker og lader hånt om alle andres. Følelsen af krænket værdighed, som mange af bourgeoisiets repræsentanter nærer, forstærkes blot yderligere af de »krænkelser« af økonomisk karakter, som bliver dem tilføjet. Lenin bemærkede allerede i 1920, at »imperialisterne undertrykker ikke alene deres egne landes arbejdere, men også de små staters bourgeoisi«. Gennem tabet eller beskæringen af et lands suverænitet må bourgeoisiet »rykke sammen« på det indre marked, som det er vant til at betragte som sit eget; deres gevinster bliver magrere, fordi en del af gevinsten, og mange gange en ret betydende del, går i de udenlandske kapitalisters lommer. Fra at være en fuldt berettiget herre bliver de til den udenlandske kapitals vasal, ja, undertiden bliver de direkte ydmyget af udlændingene. Til sidst forstår også de suverænitetens værd, nytten af uafhængighed, og de begynder at sympatisere med de kræfter, der kæmper mod det amerikanske overherredømme. På denne måde udgør de kræfter, der er interesseret i opretholdelsen af den nationale selvstændighed og suverænitet, i de kapitalistiske lande nationens flertal. Dette skaber reale muligheder for at isolere bourgeoisiets yderste reaktionære fløj, finansoligarkiet, som forråder hjemlandets interesser, og for at forhindre de uafhængige landes underkastelse under den amerikanske imperialisme.

De tider, hvor Vesteuropas og Nordamerikas bourgeoisi var en revolutionær klasse og forkæmper for demokratiet, er for længst forbi. Efter at det var kommet til magten og havde oprettet sit klasseherredømme gik det bort fra de paroler, som dets ideologer havde forkyndt i kampen mod den feudalt-absolutistiske reaktion. Jo mere udviklingen skred frem, desto mere blev de velklingende ord demokrati, frihed og lighed løgn og bedrag i det borgerlige samfund. Demokrati - for de rige, frihed - for de rige, borgerlige rettigheder - for de rige, det blev indholdet at de principper, der så festligt var blevet proklameret i den borgerlige revolutions periode. Med kapitalismens indtræden i det imperialistiske stadium forstærkedes i særlig grad det borgerlige demokratis forfaldsproces, afløsningen af det med monopolkapitalens politiske despotis utilslørede former. Det er dog aldrig lykkedes for bourgeoisiet, der er blevet reaktionært, at undertrykke massernes stræben efter demokrati. Arbejderklassen og alle arbejdende erkendte gennem deres egne erfaringer, hvor meget allerede minimale demokratiske rettigheder og friheder betød for dem og deres dagsinteresser, og de udøvede af den grund et stærkt tryk på de herskende klasser. Netop som følge af dette tryk blev der i mange borgerlige lande oprettet en republikansk ordning, udviklede der sig demokratiske former for det politiske liv, og blev der indført almindelig valgret. De demokratiske landvindinger, som nogle landes bourgeoisi i dag berømmer sig for, er slet og ret ikke dets værk. Det har ikke skænket folkemasserne dem, men de blev fravristet det i ordenes bogstavelige forstand i hård og årelang kamp. Kendsgerningerne bevidner, at demokratiet i de borgerlige lande blev oprettet imod bourgeoisiets vaklen, forræderier og kontrarevolutionære tendenser. Kun gennem arbejderklassens kamp, som de andre arbejdende klasser og lag understøttede, kunne f.eks. den republikanske ordning i Frankrig opnå sejr. I England krævedes der en gennem årtier ført kamp af arbejderklassen og vældige anstrengelser fra Chartist-bevægelsens side for at fremtvinge de mest elementære reformer af valgloven. Også arbejderklassens fagbevægelses historie vidner herom, dens vej til legal eksistens er bogstaveligt talt farvet med de arbejdendes blod. Lenin skrev engang om de demokratiske og anti- demokratiske tendensers uafladelige kamp i det borgerlige samfund: »Kapitalismen i almindelighed og imperialismen i særdeleshed forvandler demokratiet til en illusion - og på samme tid fremkalder kapitalismen demokratiske bestræbelser i masserne, skaber den demokratiske institutioner, skærper den antagonismen mellem imperialismen, der benægter demokratiet, og masserne, der stræber efter demokratiet.« Denne antagonisme er blevet stående i fuldt omfang indtil vor tid. Endnu mere, den er yderligere blevet skærpet med det imperialistiske bourgeoisis tiltagende bestræbelser for at fravriste de arbejdende deres demokratiske rettigheder og at indskrænke og lemlæste demokratiet. Kampen for demokratiet er i dag blevet den fornemste opgave for alle fremskridtsvenlige kræfter i de borgerlige lande. Arbejderklassen må bære hovedbyrden i denne kamp. Man må gøre sig klart, at demokratiet, således som det har udformet sig i de højtudviklede kapitalistiske lande, er en helhed af mangfoldige og uensartede fænomener. Det omfatter de former og metoder for politisk herredømme og statsmagt, som er blevet udarbejdet af bourgeoisiet og modsvarer dettes behov (Afløsning af monarkens arvelige magt ved den valgte præsidents og parlamentets magt, indførelse af flerpartisystem o.s.v.). Hvor meget disse magtformer og -metoder end også stadig måtte udvikle sig, så forbliver de efter deres væsen stadigvæk i former og metoder for bourgeoisiet til undertrykkelse af dets klassemodstandere. Endvidere omfatter begrebet demokrati hele det kompleks af rettigheder og friheder, som de arbejdende har opnået gennem årelang kamp: i tale-, presse- og forsamlingsfrihed, ret til demonstrationer, strejkeret, ret til dannelse af deres faglige og politiske organisationer o.s.v.. Skønt disse rettigheder er meget ufuldkomne og meget begrænsede på grund af den herskende ulighed i formuefordeling i det borgerlige samfund, giver de dog de arbejdende mulighed for at forsvare deres interesser: at gennemtvinge udstedelse af love, der indskrænker arbejdsgivernes vilkårlighed ved arbejdslønnens og arbejdsdagens fastsættelse, ved reguleringer af arbejdslønnen og på socialforsikringens område o.s.v.. Følgelig er ikke alt i det borgerlige demokrati på samme måde af betydning for de arbejdende masser. Mest er de interesserede i at bevare og udvide deres borgerlige rettigheder, for tilsammen garanterer disse rettigheder de arbejdende den under kapitalismens betingelser størst mulige frihed til klassekamp, friheden til på legal måde at forfægte deres umiddelbare krav og interesser og til at kæmpe for deres klassemæssige endemål. Men arbejderklassen er i det hele heller ikke ligegyldig over det borgerlige demokratis skæbne, når reaktionens kræfter truer det. Det , borgerlige demokrati som form for bourgeoisiets klasseherredømme byder med alle dets mangler de arbejdende gunstigere betingelser for forsvaret i af deres rettigheder end sådanne former for borgerligt herredømme som i fascismen og andre variationer for finansoligarkiets åbne diktatur, i Marxisternes indstilling til det borgerlige demokrati kan ikke være den samme under alle betingelser. Vi véd, at Lenin og de russiske I kommunister f.eks. under den store socialistiske Oktoberrevolution bekæmpede alle politiske partier, der under foregivende af at forsvare det 'borgerlige demokrati trådte op imod oprettelsen af det proletariske demokrati. Det drejede sig her om, at i den periode i Rusland blev alle kontrarevolutionære kræfter mobiliseret til kamp mod arbejderklassen i og den socialistiske revolution under det borgerlige demokratis banner. Anderledes forholder det sig i dag i de kapitalistiske lande, hvor reaktionen angriber det borgerlige demokrati. Dér skal de arbejdende

Lenin om nødvendigheden af kampen for demokratiet under kapitalismen

Som ingen anden har Lenin erkendt det borgerlige demokratis begrænsning og formelle karakter og forstået skånselsløst at afsløre dets onder og mangler. Imidlertid var den leninske kritiks ild rettet mod det borgerlige demokrati, men ikke mod demokrati i almindelighed, som marxismen-leninismens fjender søger at bilde os ind. Han bekæmpede energisk den småborgerlige illusion, at der under kapitalismen skulle kunne oprettes en virkelig folkemagt. Han påviste, at der bag enhver borgerlig republiks demokratiske facade skjulte sig det kapitalistiske klasseherredømmes mekanisme, og at bourgeoisiet bestræber sig for at stille alle demokratiets institutioner i dette herredømmes tjeneste. Men samtidig med at Lenin skarpt kritiserede alle dem, der var hildet i disse småborgerlige demokratiske illusioner, og som var rede til for deres skyld at opgive arbejderklassens store mål, vidste han meget nøje, hvilken nytte arbejderklassen kunne have af de ofte lemlæstede friheder, som den har opnået under store ofre og blodsudgydelser, og mod hvilke friheder bourgeoisiet rettede sine angreb. Han sagde, at »demokratiet er af uhyre betydning i arbejderklassens befrielseskamp mod kapitalisterne«. Derfor var han uforsonlig over for tilbagestående synspunkter fra folk, der påstod, at arbejderklassen intet havde at gøre med demokratiet, og at kampen for demokratiet blot hindrede dens kamp for dens klasseinteresser. Lenin afviste disse venstreradikale overdrivelser; han påviste eftertrykkeligt den principielle og praktiske betydning af kampen for demokratiet, under hvis forløb arbejderbevægelsen vokser, bliver stærkere og opnår bedre betingelser for sin virksomhed. Hvis arbejderklassen ikke fra bourgeoisiet tilkæmper sig bestemte politiske rettigheder og sikrer sig dem, kan den ikke engang gennemtvinge opfyldelsen af dens økonomiske krav. »Ingen økonomisk kamp kan indbringe arbejderne en vedvarende forbedring af deres situation, ja, den kan ikke engang føres i stor målestok, når arbejderne ikke har ret til at afholde frie forsamlinger og grundlægge sammenslutninger, at have egne aviser og sende deres repræsentanter til folkeforsamlingerne...« Men demokratiet er ikke alene vigtigt for arbejderklassen, fordi betingelser for dens kamp er afhængigt af det. Lenin har gentagne gange fremhævet, at kravet om demokratiet modsvarer arbejderbevægelsens slutmål, dens historiske mission, at afskaffe klasseherredømmet overhovedet. Han appellerede til arbejderklassen om at fuldbyrde den økonomiske omvæltning, der er nødvendig for at oprette det nye socialistiske samfund, og samtidigt påviste han, at »et proletariat. som ikke bliver skolet i kampen for demokratiet, ikke er i stand til at fuldbyrde den økonomiske omvæltning«. Derudfra forklares den sikkerhed og overbevisningskraft, der ligger i Lenins ord: »Det ville være en grundlæggende fejl at tro, at kampen for demokratiet ville være i stand til at lede proletariatet væk fra den socialistiske revolution eller så meget som skyde den i baggrunden, tilsløre den eller lignende. Tværtimod, lige så umuligt det er, at en sejrrig socialisme ikke virkeliggør det fuldstændige demokrati, lige så lidt kan proletariatet, som ikke fører en alsidig, konsekvent, revolutionær kamp for demokratiet, forberede sig til sejren over bourgeoisiet.« Naturligvis lærte Lenin, at kampen for demokratiet i det borgerlige samfund, med hvilken energi den end føres, og hvilke fremskridt den end måtte resultere i, kun kan bringe arbejderklassen delresultater, der på forhånd er begrænset af den kapitalistiske samfundsordens rammer. I denne samfundsorden findes der intet fuldstændigt, konsekvent demokrati for de arbejdende masser, og der kan heller ikke findes det, for bourgeoisiets klasseherredømme forbliver urørt ved en hvilken som helst struktur af den kapitalistiske stat. At oprette et virkeligt folkeherredømme under kapitalismen, som de småborgerlige fantaster håber på, er fuldstændig umuligt. Men kampen for demokratiet forbereder efter Lenins opfattelse arbejderklassen til resultatrigt at kunne opfylde dens mission, som består i ophævelsen af enhver klasseundertrykkelse og op' rettelsen af et sandt demokrati, det vil sige et socialistisk samfund. Følgelig handler arbejderklassen, når den forsvarer demokratiet, såvel i overensstemmelse med dens interesser i den daglige kamp som i overensstemmelse med dens opgaver og planer for fremtiden. Deri består det principielle grundlag, som bestemmer de marxistisk leninistiske partiers indstilling til kampen for demokratiet i de borgerlige lande.

De kapitalistiske monopolers offensiv mod de arbejdendes demokratiske rettigheder

I imperialismens epoke får kampen for demokratiet en særlig betydning, fordi monopolkapitalen på alle områder søger at tilvejebringe yderst reaktionære forhold, der svarer til dens bestræbelser efter uindskrænket herredømme, efter ubegrænset udbytning af de arbejdende og efter opnåelsen af maksimal profit med alle midler og metoder. Disse bestræbelser har først og fremmest sit udspring i monopolkapitalens økonomiske natur: Gennemførelsen af dens herredømme betyder, at den frie konkurrence afløses af monopolet og af monopolernes kamp om magt og indflydelse. Men monopolet er frihedens antipode, det sejrer gennem frihedens undertrykkelse på alle det økonomiske og politiske livs områder. »Den politiske overbygning på det nye økonomiske liv, på den monopolistiske kapitalisme (imperialisme er monopolistisk kapitalisme) - skrev Lenin - er vendingen fra demokratiet til politisk reaktion. Til ' den frie konkurrence svarer demokratiet. Til monopolet svarer den politiske reaktion.« Lenin analyserede videnskabelig nøjagtigt de økonomiske og politiske følger af oprettelsen af monopolernes magt; han betonede, at under imperialismen antager reaktionens offensiv mod de demokratiske institutioner og traditioner form af åben magtanvendelse, som er rettet mod alle klasser og lag demokratiets fjende (med undtagelse af storbourgeoisiet) og strækker sig ud over de største områder af det politiske og samfundsmæssige liv. Denne monopolernes offensiv er overhovedet rettet imod demokratiet, for monopol og demokrati står i skarp modsætning til hinanden. Lenin skrev herom: »Både i udenrigspolitikken og på samme måde i indenrigspolitikken stræber imperialismen mod demokratiets ødelæggelse, mod reaktion. I denne forstand er det ubestrideligt, at imperialismen overhovedet er demokratiets, hele demokratiets 'negation'.. . den almene krises periode forstærkes det monopolistiske bourgeoisis anti-demokratiske bestræbelser mere og mere. Klassekampens skærpelse, den fremadskridende svækkelse af kapitalismens positioner og angsten for socialismen, hvis kræfter bestandig vokser, presser monopolerne til yderliggående forholdsregler både i inden- og udenrigspolitikken. Efter den første verdenskrig sejrede fascismen i nogle kapitalistiske lande; monopolbourgeoisiets og godsejernes mest reaktionære og brutale grupper oprettede et utilsløret, blodigt diktatur. Erfaringer i Tyskland og Italien har vist, at fascismen betyder demokratiets fuldstændige ødelæggelse. Det fascistiske diktatur sønderslog arbejderorganisationerne undertrykte hensynsløst enhver opposition, også den borgerligt-liberale tilintetgjorde de arbejdendes mest elementære demokratiske rettigheder og tvang folket ind under monopolerne og deres statsapparats vilkårlig, heder; nationens bedste kræfter blev udryddet i fængsler og koncentrationslejre, voldshandlingerne mod mennesker af andre racer ville ikke tage nogen ende, og sluttelig frembragte fascismen med sine feberagtige krigsforberedelser den aggression, som udløste den anden verdenskrig. Den anden verdenskrig, som folkene førte mod fascismen, desorganiserede for en tid de reaktionære kræfters offensiv i mange kapitalistiske lande. Men de fredselskende folks sejr over Hitler-koalitionen har på ingen måde én gang for alle fjernet faren for den grusomme reaktion, der er karakteristisk for imperialismen. Straks efter krigen viste der sig i det imperialistiske bourgeoisi i de borgerlige lande - først og fremmest i kapitalismens højborg, i USA - på ny tendens til politisk reaktion i hjemlandet og til aggression mod udlandet. I efterkrigstiden begyndte monopolkapitalen en ny omfattende offensiv mod de kapitalistiske landes folks demokratiske rettigheder og friheder. Samtidig blev faren, som truer folkenes demokratiske landvindinger, yderligere skærpet af to faktorer: For det første gennem den statsmonopolistiske kapitalismes tilvækst, gennem den stadig stærkere underkastelse af borgerlige stater under de kapitalistiske monopoler. Monopolernes umiddelbare deltagelse i statens ledelse gør det muligt for dem at sætte alle demokratiske normer, som udgør en hindring for deres uindskrænkede herredømme, ud af kraft. Under disse betingelser bliver statsapparatet blot og bart monopolkapitalens værktøj. For det andet gennem den amerikanske imperialismes stadig større rolle. Efter at den amerikanske imperialisme havde gjort mange kapitalistiske lande økonomisk afhængige af sig, begyndte den åbent at blande sig i deres indre anliggender. Overalt støtter den sig på de ultra-reaktionære elementer og fremmer alle mulige anti-demokratiske forholdsregler, idet den stiller finansielle og undertiden også militære midler til rådighed for de borgerlige regeringer til gennemførelse af disse forholdsregler. USA´s reaktionære kredse udgør på den internationale arena den væsentlige anti-demokratiske kraft, som udøver sit tryk på hele den kapitalistiske verden. Her må man yderligere tage den tiltagende reaktionære indflydelse fra mellemstatslige monopolsammenslutninger og aggressive blokke betragtning. De forskellige »overstatslige« organer, som er blevet skabt i Europa, står faktisk uden for enhver kontrol af folkene og gør det lettere

Reaktionens angreb på arbejderklassens livsinteresser

I for monopolisterne i fællesskab at føre kampen mod folkenes demokratiske rettigheder og friheder. Reaktionens offensiv imod demokratiet føres også ud fra forskellige retninger og over en meget bred front. Den ytrer sig for eksempel i den utilslørede revision af de forfatningsmæssige normer og af valg systemerne. I de sidste år blev der i flere kapitalistiske stater foretaget talrige ændringer i forfatningerne, som gik ud på at styrke de borgerlige regeringers magt og svække kontrollen med deres virksomhed fra de parlamentariske institutioners side. Valglovene bliver revideret og forringet for de arbejdende, forholdstalsvalgprincippet bliver trådt under fode, hvorved vælgernes stemmer bliver nyfordelt til gunst for de borgerlige partier på yderste højre fløj, mens arbejderklassens repræsentation i parlamentet begrænses. Parlamentets lovgivende rolle bliver mere og mere indskrænket, og retten til at udstede love går over i hænderne på den udøvende magt, som er underlagt monopolerne. Disse tendenser iagttages i de sidste år i forskellig grad i alle borgerlige lande, i USA, England, den Tyske Forbundsrepublik, Italien og i særdeleshed i Frankrig, hvor den demokratiske forfatning af 1946 blev afløst af en forfatning i 1958, som faktisk likviderede det parlamentariske styre og erstattede det med et præsidentstyre. Yderligere bliver de arbejdendes demokratiske rettigheder bestandig indskrænket, politiets vilkårligheder og terroren skærpes. Allerede i året 1950 blev McCarran-loven udstedt i USA, som godkender politikontrol med privat korrespondance og telefonsamtaler, hvad der i grunden kan ligestilles med en kontrol af tanker. Også i England bliver der gennemført hemmelig aflytning af telefonsamtaler. Hvilket omfang politiuvæsenet i de borgerlige lande kan antage, viste McCarthyismens historie i Forenede Stater, der inden for en meget kort tid kunne sætte sit tempel på hele det amerikanske folks liv. Der fandtes og findes ikke i noget land på Jorden et så vidtforgrenet politisk politi, som det der er i USA nu. Det er tilstrækkeligt at henvise til vidnesbyrd af den amerikanske industrimilliardær, den i det offentlige liv ansete Cyrus Eaton. Han erklærede i et fjernsynsinterview i maj 1958: »Hvis man sammenfatter politistyrkerne i byerne, i landdistrikterne, i staterne og regeringsorganerne, så kan man sige, at Hitler, som havde Gestapo til rådighed, i sine velmagtsdage aldrig var i besiddelse af sådanne kontrolorganisationer, som dem vi i dag har i vort land.« Fremfor alt lider arbejderklassen og dens organisationer under reaktionens rasen. Efterkrigsperioden kendetegnes ved, at der i de fleste højtudviklede kapitalistiske lande indførtes en arbejderfjendtlig lovgivning. Således »takkede« bourgeoisiet arbejderklassen for dens opofrende arbejd og afsavn i krigsårene. Den i 1947 af den amerikanske kongres vedtagne Taft-Hartley-lov blev forbillede for denne arbejderfjendtlige lovgivning. Den indskrænkede skarpt en af de amerikanske arbejderes vigtigste forfatningsmæssige rettigheder, strejkeretten. Efter dens indhold blev der her gjort et forsøg på at stille den borgerlige stat over arbejderbevægelsen og at sætte staten ind som forligsmand i konflikter mellem arbejderne og arbejdsgiverne. Når man tager i betragtning, at statsapparatet i de kapitalistiske lande befinder sig i hænderne på monopolerne og deres kreaturer, så kan man let forestille sig, hvad arbejderne har at vente sig af en sådan voldgiftsret. På hvis side den borgerlige stat står, viser Englands eksempel, hvor arbejderne må føre de hårdeste strejkekampe i de nationaliserede samfundshusholdningsgrene, altså i de grene, der umiddelbart befinder sig i statens hænder. Den arbejderfjendtlige lovgivning opviser i den nuværende periode specifikke særtræk, der gør den særlig farlig for de arbejdende. Den er en af den statsmonopolistiske kapitalismes politiske ytringsformer på klasseforholdenes område. Monopolkapitalen søger gennem staten at bemægtige sig arbejderbevægelsen og at undertvinge den for at forstærke udbytningen af de arbejdende endnu mere. I denne sammenhæng må man også rette blikket mod de skærpede terroristiske undertrykkelsesmetoder over for arbejderne i de borgerlige stater. Ku-Klux-Klans genoplivede virksomhed, de militaristiske fascistiske organisationers virksomhed som f.eks. The American Legion og Stahlhelm (TFR), organiseringen af alle mulige »produktionskommandoer« og afdelinger til »ordenens opretholdelse« i de Forenede Staters, Vesttysklands, Frankrigs og Italiens industribedrifter repræsenterer alle led af én og samme kæde. Reaktionens offensiv får folkemasserne til at yde mere og mere energisk modstand. Men faren er endnu langtfra overvundet; der kræves nu som før en aldrig svækket vagtsomhed fra alle fremskridtsvenlige og demokratiske kræfters side i de borgerlige lande.

Anti-kommunismen - en taktik, der er yndet af demokratiets fjender

Mellem de forskellige former for reaktionens offensiv mod demokratiet indtager angrebene under parolen »kamp mod kommunismen« en særlig stilling. Kommunisterne bliver reaktionens første ofre, fordi de er det kapitalistiske slaveris mest beslutsomme modstandere, er de mest konsekvente forkæmpere for de arbejdendes demokratiske rettigheder og friheder. Det imperialistiske bourgeoisi retter deres hårdeste slag mod de kommunistiske partier for derved at berøve arbejderklassen dens fortrop og svække dens kamp. Men som erfaringerne fra mange årtier vidner om, tjener forfølgelserne af kommunisterne også videregående formål. De tjener uforandret som signal til reaktionens angreb mod alle demokratiske partier og organisationer, mod alle fagforeninger, mod alle oppositionelle elementer. Efter kommunisterne bliver alle venstresocialister forfulgt, derefter alle socialister; derpå bliver det de borgerlige liberales tur i rækken og efter dem overhovedet alle, som står blot i den ringeste opposition til monopolkapitalens diktatur. Sådan var det i det fascistiske Italien og i Hitler-Tyskland. Efter dette skema går også de reaktionære kredse frem i dag i forskellige vesteuropæiske lande og i de Forenede Stater. Så meget desto mere fremkalder reaktionens forsøg på hinsides oceanet at stille de amerikanske kommunister uden for loven, Bonn-regeringens forbud mod Tysklands kommunistiske parti og lignende anti-demokratiske handlinger i mange lande stærke bekymringer hos fremskridtsvenlige mennesker i de vestlige lande. Den kendsgerning, at der i øjeblikket i mere end tredive lande i den »frie« verden er forbud mod de kommunistiske partier, vidner om de reaktionære kræfters tøjlesløse raseri og rækkevidden af den fare, som truer arbejderklassens demokratiske landvindinger. Faren er særlig stor dér, hvor det lykkes reaktionen at isolere kommunisterne fra de andre demokratiske partier og organisationer, hvor kommunisterne og socialisterne står fremmede over for hinanden, og arbejderbevægelsen er splittet. Splittelsen gør i dag reaktionens kamp mod kommunisterne lettere, i morgen vil den gøre det muligt for reaktionen uden skånsel at afregne med alle dem, som i dag med ligegyldighed ser på forfølgelsen af kommunisterne. For at aflede folkemassernes opmærksomhed slipper man en lumsk og skadelig propaganda løs, som går ud på, at forfølgelsen af kommunisterne ikke vil berøre andre end disse. Nogle kortsynede socialistiske og liberalistiske ledere hengiver sig til et farligt selvbedrag, når de går ud fra, at man, når man overlader kommunisterne til deres egen skæbne, ikke »strides« med reaktionen, forholder sig »fornuftigt«, selv kan undgå slag og forfølgelser. Hele arbejderbevægelsens historiske erfaring, særlig de tyske arbejderes bitre erfaring fra den tid, hvor Hitler-reaktionen rasede, gendriver denne feje taktik. Kun ved alle demokratiske kræfters fælles anstrengelser kan reaktionens offensiver bringes til standsning og dens angreb slås tilbage. Hele den historiske lære af de arbejdendes kamp i de kapitalistiske lande viser, at demokratiet er udeleligt. Affinder man sig med, at de kommunistiske partier bliver udelukket af demokratiets sfære, så er alle de andre fremskridtsvenlige organisationers rettigheder, interesser og selve eksistens umiddelbart truet.

Demokratiet - grundlaget for folkenes massebevægelse

Arbejderklassens kamp for demokratiet er så betydningsfuld, fordi af den afhænger i høj grad andre af nutidens betydningsfulde folkebevægelsers resultater - bevægelserne for kampen for freden, for den nationale uafhængighed og for suverænitet. Alle disse bevægelser er tæt forbundne og smelter i praksis tit sammen. Således kan man f.eks. ikke adskille kampen for demokratiet fra kampen for freden, for forberedelsen af krig er uundgåeligt knyttet sammen med talrige anslag mod demokratiet, med den politiske reaktions fremtrængen og med forstærket udbytning af arbejderklassen. Her må det tages i betragtning, at af demokratiets udviklingsniveau i det pågældende land afhænger også dette lands folkemassers evne til at indvirke på de herskende klassers politik. For at kunne tilkendegive deres fredsvilje og deres protest mod krigsforberedelserne må de arbejdende have ret til demonstrationer, møder, proklamationer, meningstilkendegivelser i pressen o.s.v.. For at kunne øve indflydelse på regeringens politik må de have deres repræsentanter i parlamentet. For med held at kunne forsvare den nationale uafhængighed og suverænitet, behøves der en vis grad af demokrati, som gør det muligt for masserne at tilkendegive deres vilje og sætte deres krav igennem. Derfor er forsvaret af demokratiet i dag en pligt for alle fremskridtsvenlige mennesker og organisationer, alle fredsvenner og alle patrioter, for alle dem, hvem hjemlandets uafhængighed ligger på hjerte. Idet arbejderklassen i de kapitalistiske lande forsvarer demokratiet mod reaktionens angreb og forfægter de arbejdende massers rettigheder og friheder, skaber den forudsætninger for, at fredens sag og den nationale uafhængighed kan sejre.

De demokratiske kræfters sammenslutning - den vigtigste forudsætning for sejren over reaktion og fascisme

Reaktionens forsøg på at indsnævre og tilsidesætte demokratiet får ganske mod dens ønsker og beregninger mægtige modstandskræfter til at vokse frem. Netop fordi krænkelsen af demokratiet berører forskellige befolkningsmassers og -lags interesser, opstår objektiv mulighed for dannelse af en bred kampfront for demokratiet.

Udvidelsen af den demokratiske bevægelses sociale basis

Småborgerskabet er den demokratiske bevægelses vigtigste reserve. Lenin skrev om dobbeltheden i småborgerskabets stilling: »Marxismen lærer os, at så længe kapitalismen består, vil de småborgerlige masser uundgåeligt lide under de anti-demokratiske privilegier ... under den økonomiske undertrykkelse.« Monopolkapitalen undertrykker og ruinerer småborgerskabet både på landet og i byen. Forbitrelse og protest er følgen. Men reaktionen kan udnytte denne utilfredshed for sine egne formål som følge af småborgerskabets splittede natur. Reaktionen stræber efter i det at vække småbesidderens laveste instinkter og nære håbet om genoprettelse af hans velstand som ejendomsbesidder. Fascismen viste, at monopolkliken under visse omstændigheder er i stand til at rive småborgerskabet med sig og misbruge det til dets afregning med demokratiet. Sådan forholdt det sig i Italien og i Tyskland. Men fascismen var samtidig en bitter lære for det småborgerskab, som den bedrog. De objektive betingelser letter i dag arbejderklassen og de kommunistiske partier kampen for småborgerskabets inddragelse i den demokratiske bevægelse. Også inden for kapitalisternes egen klasse har forholdet til demokratiet og til dets skæbne væsentligt ændret sig. De monopolistiske kredse og deres håndlangere ser i demokratiet et levn fra fortiden og en byrde: de stræber efter at gøre en ende på demokratiet, som endog i dets borgerlige former er en hindring for deres stræben efter uindskrænket herredømme i samfundet. Andre kredse inden for bourgeoisiet er imidlertid aldeles ikke interesseret i oprettelsen af monopolernes almagt, da det intet godt lover dem. Monopolkapitalen udvikler sig ikke blot gennem hensynsløst at udbytte arbejderklassen, bønderne og byernes småborgerskab, men også på bekostning af, at den opsuger eller likviderer et antal mindre eller mellemstore kapitalistiske bedrifter. Lenin skrev om den situation, som ejerne af sådanne bedrifter befinder sig i under monopolkapitalens epoke: »Vi har ikke længere at gøre med konkurrencekamp mellem store og små bedrifter, mellem teknisk ringe og teknisk højt udviklede bedrifter. Vi har at gøre med monopolister, som kvæler alle, der søger at unddrage sig monopolet, dets tryk og dets forgodtbefindende.« Monopolernes angreb på bourgeoisiets mellemlag går hånd i hånd med et forstærket politisk tryk. Livet i de kapitalistiske lande fremviser mange eksempler på krænkelse af bourgeoisiets mellemste lags rettigheder og interesser, på forfølgelse af de organisationer, partier og presseorganer, der træder i skranken for det. Hertil må føjes, at en del af bourgeoisiet sætter sig op imod en skarp indskrænkning af de demokratiske rettigheder og friheder, fordi den frygter, at der dermed fremmanes en skærpelse af klassekampen, som fører dybe sociale rystelser med sig. Den herskende klasse er også tvunget til at tage hensyn til erfaringerne fra det fascistiske diktatur i Tyskland og Italien, som viste, at monopolbourgeoisiets mest reaktionære gruppers uindskrænkede herredømme medfører fare for en spaltning af den imperialistiske lejr og fremkalder et uovervindeligt opsving i den anti-fascistiske bevægelse. Derfor opfordrer nu også de nøgternt tænkende repræsentanter for bourgeoisiet til »mådehold«. De søger at påvise, at under hensyn til klasseinteresserne for bourgeoisiet i det hele er de parlamentarisk-demokratiske regeringsmetoder sikrere end åbne fascistiske metoder. Differentieringen inden for den borgerlige lejr gør det muligt at sammenslutte stadigt bredere befolkningslag i kampen for demokratiet. Arbejderklassen er kaldet til at overtage den førende rolle, rollen som fortrop, i kampen for demokratiet ligesom i alle andre alment-demokratiske bevægelser. For proletariatet er ifølge sin natur i det borgerlige samfund den af alle klasser, der tilstræber det mest fuldkomne og mest konsekvente demokrati. Ydermere er det den stærkeste og bedst organiserede klasse og er i stand til at lede modstanden mod reaktionens intriger. Arbejderklassen viser i kampen for demokratiet alle andre klasser og lag et mønstereksempel på konsekvens og principfasthed og sikrer sig derved stillingen som hegemon i denne kamp, hvori den også er parat til at gå længere end alle andre. »Arbejderklassens hegemoni - skrev Lenin - det er dens (og dens repræsentanters) politiske indvirkning på de andre befolkningselementer i den hensigt at rense deres demokratisme (ifald der findes demokratisme) for udemokratisk iblanding... « De kapitalistiske landes kommunistiske partier virker utrætteligt for i så stor udstrækning som muligt at forene alle folkets lag i kampen for demokratiet. Italiens kommunistiske partis generalsekretær, Palmiro Togliatti, sagde i sin beretning på IKPs 8. partikongres i december 1956 om reaktionens forbitrede offensiv mod det italienske folks demokratiske landvindingen »Vi véd, hvor hårdnakket de klasser og partier, der for tiden er ved magten, stiller sig i vejen for fremskridtet, og vi udelukker heller ikke muligheden af, at de foretager et forsøg på at organisere en reaktionær omvæltning. Men vi drager også den slutning under hensyntagen til en sådan mulighed, at det er nødvendigt ikke blot i vor egen interesse, men i hele det italienske samfunds interesse at holde det demokratiske fremskridts og forsvaret af fredens banner endnu fastere i vore hænder.« Frankrigs kommunistiske parti fører over for den stærke aktivisering af de reaktionære kræfter en hård kamp til forsvar for demokratiet. Det afslører utrætteligt den borgerlige propagandas løgnagtighed, når den påstår, at al nød i Frankrig kun stammer fra »overfloden på demokrati«. FKPs centralkomités plenum, der trådte sammen i juni 1958 efter dannelsen af de Gaulles kabinet, erklærede: »Årsagen til det onde, som Frankrig lider af, skal ikke søges i demokratiet eller det parlamentariske systems principper ... Midlet til overvindelse af kaos og hjælpeløsheden i regeringen ligger ikke i, at man kaster demokratiet over bord, men tværtimod i, at man sikrer dets normale virken.« Plenumet opfordrer til at danne en bred anti-fascistisk kampfront mod reaktionen. »I arbejderklassens enhed, som bygger på enheden mellem kommunister og socialister, på samlingen af alle demokratiske og nationale kræfter omkring arbejderklassen, ligger garantien for sejren i denne kamp,« hedder det i plenumets beslutning. Opgaven at forene alle demokratiske kræfter står på dagsordenen i alle kapitalistiske lande, i USA, i England, i Frankrig og i Belgien, i Vesttyskland og i Italien o.s.v.. I alle disse lande kæmper kommunisterne i den forreste frontlinje for demokratiet. På Sovjetunionens kommunistiske partis 21. kongres gik repræsentanter for de kommunistiske partier i Italien, Frankrig og andre kapitalistiske lande udførligt ind på problemerne vedrørende kampen for demokratiet og sammenslutningen af alle demokratiske kræfter. De gjorde opmærksom på, at en ny offensiv fra de reaktionære kræfter stod for døren i Vesteuropa. Talrige kendsgerninger vidner om, at det herskende bourgeoisi mere og mere kaster de borgerligt-demokratiske regeringsmetoder over bord og griber til halvfascistiske, ja selv til åbne fascistiske metoder. I sin tale på den 21. partikongres sagde kammerat N. S. Hrustjov:» I millioner af menneskers forestilling forbindes fascismen som regel med Hitlers og Mussolinis navne. Man må imidlertid ikke udelukke den mulighed, at fascismen kan gennemføres under andre former end de tidligere, der er kompromitterede i folkenes øjne. Nu, hvor socialismens vældige lejr eksisterer, og arbejderklassen sidder med store erfaringer fra kampen mod reaktionen, hvor arbejderessens organisering er forøget, har folkene større muligheder for at spærre fascismen vejen. Mod fascismen kan og skal man forene folkenes bredeste lag, alle demokratiske, virkelige nationale kræfter«.

Imperialismen skaber en hidtil ukendt fare for menneskehedens fremtid

Verdenskrigene er imperialismens mest uhyggelige produkt. Efter at kapitalismen er trådt ind i sit sidste stadium, er menneskeheden to gange blevet styrtet i afgrunden af verdenskrige, der tilsammen har strakt sig over ti år. Hvis man yderligere medregner de lokalt begrænsede krige, som imperialisterne har udløst i de første halvtreds år af det 20. århundrede, så var mere end halvdelen af denne periode fyldt med blodsudgydelser. Den anden verdenskrig har i udstrækning og hårdhed langt overgået den første. Medens der i den første verdenskrig deltog 36 stater, der tilsammen talte 1050 millioner indbyggere (det var 62 procent af verdensbefolkningen), så omfattede den anden verdenskrig 61 stater med 1700 millioner mennesker (80 procent af verdensbefolkningen). I den første verdenskrig foregik krigshandlingerne over et territorium på 4 millioner km², den anden verdenskrig derimod over et territorium på 22 millioner km².I den første verdenskrig var 70 millioner under våben, i den anden 110 millioner. Tilsvarende voksede også de menneskelige ofre. Antallet af døde beløb sig i den første verdenskrig til 10 millioner mennesker, de sårede til 20 millioner. Den anden verdenskrig berøvede 32 millioner mennesker livet og gjorde 35 millioner mennesker til krøblinge. Om de materielle ofre giver de følgende tal en vis forestilling: I Europa blev under den anden verdenskrig 23,6 millioner beboelseshuse, 14,5 millioner offentlige bygninger og industriforetagender og mere end 200.000 km jernbanelinjer ødelagt. Alene i Sovjetunionen brændte og ødelagde de fascistiske tyske invasionsstyrker 1710 byer og mere end 70.000 småbyer og landsbyer, hvorved 25 millioner mennesker blev husvilde. Skønt der i det 20. århundrede fremkom nye, yderst effektive våbenarter, som fik militaristerne til at opstille eventyrlige teorier om en »lynkrig« blev krigene ingenlunde kortere, men tværtimod stadig mere langvarige. Den første verdenskrig strakte sig over 51,5 måneder, den anden over 72 måneder. De klare vidnesbyrd om imperialismens tiltagende reaktionære karakter og voksende aggressivitet er i vore dage blevet en stadig fare for en ny verdenskrig, der i sine tilintetgørelsesmuligheder truer med langt at overgå alt, hvad menneskeheden hidtil har gennemgået. Under krigene 1914-1918 og 1939-1945 blev store områder og hele kontinenter forskånet for krig (f.eks. begge de amerikanske og en stor del af det afrikanske). I dag derimod befinder selv de fjerneste afkroge af Jorden sig inden for luftstridskræfternes og raketvåbenets rækkevidde. Ikke blot hærene ved fronten, men også civilbefolkningen i det fjerneste bagland vil være udsat for krigens slag. Imperialismens strateger og teoretikere forbereder allerede i dag den offentlige mening derpå. Den kendte engelske skribent Liddell Hart hævder åbenhjertigt: »Krigen er ikke længere en kamp mellem to hære. Den er forvandlet til en simpel tilintetgørelsesproces.« Særlig uheldvarslende er den omstændighed, at imperialisterne på forhånd anser og planlægger en tredje verdenskrig som atomkrig. Men atom- og brintvåbnenes aktionsradius er så stor, faren for forgiftning af atmosfæren så betydelig, at eksplosion af en eller to brintbomber kan blive en katastrofe for en mellemstor europæisk stat, for ikke at tale om små lande. Yderligere gælder det om at huske på, at kernevåbenforsøgene, som imperialisterne hårdnakket modsætter sig et forbud imod, allerede i dag udsætter menneskeheden for en stor fare. En fortsættelse af disse forsøg kan allerede på det nuværende stadium have følger, som ikke kan afhjælpes, for de kommende generationers sundhed. Den kaprustning, som de imperialistiske magter udløste, har altså fremkaldt en overordentlig farlig situation. Kapitalismens historie indeholder ikke få dystre og blodige sider. Men den forberedelse af en tredje verdenskrig, som imperialisterne foretager, er en forberedelse af en forbrydelse mod menneskeheden, som stiller alt, hvad historien tidligere har kendt, i skyggen.

En farlig strategi for freden

Den amerikanske monopolkapitals aggressive kredse udgør den alvorligste fare for freden. Allerede før den anden verdenskrig gjorde nogle repræsentanter for amerikanske monopoler krav på verdensherredømmet. Wall Streets finansoligarki forsøgte at udnytte anti-Hitler-koalitionens sejr i denne krig til at oprette et dollarens verdensherredømme. Ved udarbejdelsen af deres program for efterkrigsekspansion forfulgte de Forenede Staters Monopoler vidtgående mål: De ønskede at udbygge deres kommandostilling i den kapitalistiske lejr, at undertrykke den nationale befrielsesbevægelse og at forhindre kolonisystemets endelige sammenbrud, hvad de søgte at opnå ved at fravriste de gamle kolonirøvere kontrollen over kolonierne. Men først og fremmest ønskede de at standse kapitalismens sammenbrud; med dette formål søgte de at løse de kapitalistiske modsætninger på den socialistiske lejrs bekostning og ved at organisere krig mod denne lejr. Den såkaldte »kolde krig« mod Sovjetunionen og de folkedemokratiske lande udgjorde nøglen til dette programs virkeliggørelse. For Sovjetunionens eksistens og de socialistiske staters samvirke gør alle planer om oprettelse af verdensherredømme meget tvivlsomme og dømmer dem på forhånd til fiasko. Den »kolde krig«s organisatorer og indpiskere forstod godt, at det ville koste slet ikke så ringe anstrengelser og tid i de vestlige lande at undergrave agtelsen for og tilliden til Sovjetunionen, som for kort tid siden havde kæmpet som disse landes trofaste og berømmelige forbundsfælle mod Hitler-fascismen, og i stedet herfor at så mistro og fjendskab mod den. Den »kolde krig«s fornemste mål bestod derfor i at forgifte den internationale atmosfære i en sådan grad, at det blev muligt at sammensmede en bred anti-sovjetisk, anti-socialistisk blok. Som det allerede fremgår af selve udtrykket, repræsenterer den »kolde krig« en labil mellemtilstand mellem krig og fred, en tilstand med politisk fjendskab, hvorfra der kun er et skridt til væbnet konflikt. Den »kolde krig« går ud på kunstigt at skabe og opretholde international spænding, at afvise ethvert internationalt samarbejde på basis af ligeberettigelse og at anvende diktatets metode og tryk over for de socialistiske lande (»styrkens politik«). Den »kolde krig« er forbundet med maksimal indskrænkning af de normale handelsforbindelser mellem Øst og Vest, den førte til, at der i fredstid bliver indført lister over forbudte varer, embargo og økonomisk blokade. Den indskrænker udveksling og kontakter på det videnskabelige og kulturelle område eller reducerer dem til et minimum. Den fører til en uhyre forøgelse af spionage- og diversionsvirksomheden mod de socialistiske lande, med hvilke man samtidigt udadtil opretholder normale diplomatiske forbindelser. Denne politik fra USA´s aggressive kredse bliver foruden af de anti-sovjetiske og anti-socialistiske mål også bestemt af videregående mål. De Forenede Stater er ude efter under dække af larmen om den »kolde krig« fuldstændigt at underordne sig alle andre kapitalistiske lande og at gøre dem til USA´s lydige redskaber. For hvis man gør slut på den »kolde krig« og hører op med at ophidse verden med snak om en angivelig »kommunistisk fare«, så vil kravene om en selvstændig national politik uundgåeligt sætte sig igennem i alle lande. USA´s aggressive kredse har her lånt erfaringer hos Hitler, for hvem det anti-sovjetiske og anti-kommunistiske hyleri som bekendt tjente til af aftvinge indrømmelser fra de andre kapitalistiske lande, som senere blev hans ofre. Under den hykleriske devise om kampen mod »den kommunistiske fare« blev der i den »kolde krig«s år oprettet et vidt forgrenet system af i militærblokke og militære støttepunkter på fremmede territorier. I centrum for dette system står den Nordatlantiske Traktat Organisation (NATO), der omfatter 15 lande (USA, England, Frankrig, Vesttyskland, Canada, Italien, Belgien, Holland, Norge, Danmark, Tyrkiet, Portugal, Grækenland, Luxembourg og Island). Til NATO slutter sig i det Nære og Mellemste Østen den oprindeligt som Bagdad-pagten, men nu som CENTO betegnede blok (England, Tyrkiet, Pakistan, Iran og faktisk også Amerikas Forenede Stater, som er repræsenteret i tre af denne organisations vigtigste kommissioner, nemlig den økonomiske kommission, den militære kommission og kommissionen for kamp mod undergravningsvirksomhed). I Sydøstasien blev SEATO oprettet, en blok, der omfatter otte. stater (USA, England, Frankrig, Australien, New Zealand, Pakistan, Philippinerne og Thailand). Desuden består der i Stillehavet endnu en imperialistisk støtteblok, ANZUS (Australien, New Zealand og USA). Oprettelsen af dette system af militærpagter har ført til en kaprustning af uhyre omfang. Efter NATOs officielle opgivelser steg de midler, som denne bloks medlemslande alene anvendte til militære formål, med det tredobbelte fra 1950 til 1957. NATO-landene har dermed på ti år tilsammen anvendt mere end 500 milliarder dollars til krigsformål. På samme tid tiltvang de Forenede Stater fra deres allierede og satellitter sig ret til at oprette og vedligeholde militære baser på deres territorier (hvor det især drejede sig om luft- og raketbaser). Efter oplysninger fra USA´s senat i juni 1958 har de Forenede Stater ca. 275 »centrale basekomplekser« i udlandet, og hvis man regner alle de baser sammen, hvor der for tiden er stationeret amerikanske tropper, såvel som de baser, der er bestemt til at besættes i påkommende tilfælde, så beløber det sig til mere end 1400 støttepunkter! De amerikanske militarister betoner ganske vist atter og atter deres oasers »forsvarskarakter«, men der er ingen tvivl om, at disse støttepunkter er bestemt til aggression mod Sovjetunionen, mod Folkerepublikken Kina og hele den socialistiske lejr, omkring hvilken de er anlagt. Hvis man endelig vil vurdere den af USA´s imperialistiske kredse igangsatte »kolde krig«s væsen rigtigt, skal man også lægge mærke til dens sammenhæng med de amerikanske monopolers økonomiske politik. De kæmpemæssige statsbevillinger til militære formål bliver i USA betragtet som et middel i kampen mod den økonomiske krise, som et middel til understøttelsen af konjunkturen. De militære myndigheder er blevet den amerikanske industris mest betydelige kunde. Derfor er monopolerne og de politiske kredse i USA, der er forbundet med dem, interesseret i at opretholde den internationale spænding; de har ingen interesse i at normalisere de internationale forbindelser. De Forenede Staters præsident meddelte i en offentlig tale den 6 maj 1958, at landet i de sidste fem år havde anvendt 200 milliarder dollars til militære formål. Samtidig erklærede han, at man også for fremtiden »ti, femten - måske også over en periode af fyrre år -« har planer om at anvende mere end 40 milliarder dollars årligt til militære formål.

Imperialisterne leger med ilden

I de vestlige lande trøster visse folk sig med, at de Forenede Staters krigsforberedelser blot repræsenterer en fare for Sovjetunionen og den socialistiske lejrs lande. De gør sig dog skyldig i en dyb vildfarelse. I virkelig-1 heden indebærer disse de mest tøjlesløse militaristiske kredses strategi, som de selv betegner som »global« (verdensomspændende), også i sig faren for en »global« krig. I dag, da den socialistiske lejr tæller en milliard mennesker og omfatter en betydelig del af jordkloden, kan et overfald på et af denne lejrs lande lade en konflikt i verdensmålestok flamme op. Man skal også regne med den fare for verdensfreden, som fremkaldes ved de amerikanske og andre imperialisters indblanding i de ikke-socialistiske staters indre anliggender. Enhver af imperialisterne udløst »lokal« krig kan, når den internationale spænding består, alligevel udvikle sig til en stor krigsbrand. Faren bliver yderligere skærpet ved, at ekspansionistiske elementer i de Forenede Stater åbenbart har .tilbøjelighed til en umådelig overvurdering af deres kræfter og muligheder og til samvittighedsløs eventyrpolitik. Dulles, der gennem flere år ledede den amerikanske udenrigspolitik, har bekræftet det med udtalelsen om, at han har ført en balancepolitik »på krigens rand«. Også de amerikanske generalers strategiske doktrin, som hviler på planen om en overraskende ført »massiv gengældelse«, er helt eventyrlig. Ikke uden grund kom hele verden i oprør, da det blev kendt, at den amerikanske overkommando i fredstid holdt fra en tredjedel til halvdelen af alle dens bombemaskiner lastet med atombomber i luften. Også sådanne kendsgerninger som, at luftfartøjer med atombomber blev sendt til Sovjetunionens grænser, Pentagons trusler om at indsætte bombemaskiner med atombomber i det Nære og Fjerne Østen, såvel som de halsstarrige afslag på at indstille kernevåbenforsøgene for altid, skønt disse forsøg, som alle véd, er skadelige for millioner af menneskers sund' hed, kan man kun betegne som eventyrlige provokationer. De Forenede Staters aggressive kredse bekræfter med alle disse handlinger ligeledes Lenins ord, ifølge hvilke det imperialistiske bourgeoisi er »rede til barbari, brutalitet og forbrydelse af enhver art for at forsvare det kapitalistiske slaveri, der står på undergangens rand.« Den amerikanske militærklikes trusler er naturligvis for størstedelen afpresning og bluff. Alligevel udgør denne provokations- og trusselspolitik, der går hånd i hånd med en vanvittig kaprustning, en alvorlig fare for freden. Alle folks livsinteresser, indbefattet det amerikanske folks, kræver, at der gøres en ende på denne leg med ilden.

Arbejderklassen og krigen

Af alle samfundsklasserne har arbejderne og bønderne til alle tider lidt mest under krigene og deres følger. Alle store hære består som regel af arbejder- og bondesønner, som er puttet i uniform. Men mens bønderne som følge af deres tilbageståenhed og mangel på organisering i lange tider stod passivt over for krigen, har de fremskredne kapitalistiske landes arbejderklasse allerede udøvet mange heltegerninger i modstanden mod krigen. Således véd vi for eksempel, at allerede under den amerikanske borgerkrig i årene 1861-65, afholdt de arbejdende massers optræden under ledelse af proletariatet netop England og andre vesteuropæiske lande fra at blande sig i krigen og understøtte Sydens slaveholdere. »Det var ikke den herskende klasses visdom, men den engelske arbejderklasses heltemodige modstand mod dens forbryderiske vanvid, der frelste Vesteuropa fra over hals og hoved at blive styrtet ud i et forbryderisk korstog til forevigelse og udbredelse af slaveriet hinsides oceanet.« Arbejderbevægelsen har i hele sin historie indtaget en klart afvisende holdning over for krige, som tilføjer de arbejdende masser umådelige lidelser og afsavn. Den fredselskende menneskehed vil aldrig glemme de folk, der uselvisk bekæmpede militarisme og krigsfare, som Jean Jaurés, Karl Liebknecht, Eugene Debs og andre fremragende repræsentanter for arbejderbevægelsen. I de første år af vort århundrede skrev Lenin, at den bevidste del af arbejderklassen uigenkaldeligt fordømmer krige som et bestialsk middel til løsning af menneskehedens konflikter. Senere, under den første verdenskrig, henviste Lenin på ny til, at »socialisterne stedse har fordømt krige mellem folkene som barbariske og bestialske.« Proletariatets kamp for freden får særlig slagkraft, fordi de bevidste arbejdere, til forskel fra mange andre deltagere i de anti-imperialistiske bevægelser, kender krigenes samfundsøkonomiske rødder i vor tid. Karl Marx skrev allerede i 1860erne i forrige århundrede, at de reaktionære klassers egne forbrydelser »har lært arbejderklassen, at det er dens pligt selv at beherske den internationale politiks hemmeligheder at kontrollere sine respektive regeringers diplomatiske handlinger og om nødvendigt at modarbejde dem.« Efter den tid, da disse linjer blev nedskrevet, har arbejderklassen indhøstet vældige erfaringer, der udgør en god forberedelse for den til dens høje kald som forsvarer af freden. Under de nuværende betingelser med den af imperialismen fremkaldte tiltagende krigsfare har arbejderklassen og dens revolutionære partier et særligt ansvar. Arbejderklassen indtager i kampen mod et nyt folkemord en nøglestilling som den talmæssigt stærkeste og bedst organiserede klasse. Den moderne krig er i høj grad en maskinernes krig, en krigsteknikkens krig, men maskinerne bliver imidlertid skabt af arbejderhænder; arbejderne udgør tillige grundstammen i enhver massehær. »De fremskredne landes arbejdere er i den grad bestemmende for en krigs gang, at man ikke kan føre krig mod deres ønske,« sagde Lenin, hvorved han gik ud fra erfaringerne fra den første verdenskrig. Desuden er hæren i de sidste årtier blevet endnu mere afhængig af industrien, af baglandet. Arbejderklassen har altså mulighed for at tvinge de herskende klasser til at regne med dens ønsker. Imidlertid må arbejderklassens vilje for at opnå dette bringes klart til udtryk: i form af massedemonstrationer mod krigen, i form af et stadigt tryk på de borgerlige, labouristiske og socialdemokratiske partier, på parlamenterne og pressen, ved afsløring af de imperialistiske regeringers rænker og intriger, af deres krigsplaner og hemmelige aftaler. Man må ikke glemme, at arbejderklassen råder over så stærke våben mod krigen og krigsforberedelserne som strejker, vægren mod at udføre krigsordrer og våbentransporter til aggressive formål o.a.. Skulle der opstå en virkelig fare for iværksættelse af en kernevåbenkrig, så ville arbejderklassen endog være i stand til gennem politiske aktioner med understøttelse fra de arbejdende masser at gennemtvinge, at en regering, der stiler mod krigen, må gå af, og erstatte den med en regering, der går ind for freden. I tider, hvor nationen er truet, vil støtte til sådanne aktioner fra arbejderklassens side fra hele folket blive så meget mere sandsynlig, som arbejderklassen i kampen mod krigen ikke blot repræsenterer sine egne interesser, men hele folkets interesser, ja, hele menneskehedens interesser. Ganske vist skal arbejderklassen for virkelig at være på højde med sine opgaver først og fremmest gøre en ende på de politisk apatiske stemninger og eftergivenhed i sine egne rækker. En særlig fare for klassen udgør desuden den løgnepropaganda, som bourgeoisiets lakajer i arbejderbevægelsen fører, som søger at overbevise arbejderne om at op' rustningen er »fordelagtig« for de arbejdende, fordi den giver løfte om fuld beskæftigelse og høje arbejdslønninger i rustningsindustrien, og at en ophobning af vældige mængder våben, derunder også kernevåben, skulle være en faktor, der »begrænser« krigsfaren. I virkeligheden fører kaprustningen til, som erfaringen viser, stigning i inflationen og sluttelig til forøgede vanskeligheder for de arbejdende. Ophobningen af atom- og brintbomber øger imperialisternes aggressivitet, hvorigennem der opstår en akut fare for, at enhver militærkonflikt forvandler sig til en katastrofal atomkrig. De kommunistiske partier er i dag den mest konsekvente kraft ved fredens forsvar. I den bekendte Moskva-deklaration af november 1957 hedder det: »De kommunistiske partier betragter kampen for freden som deres fornemste opgave. De vil sammen med alle fredselskende kræfter gøre alt, hvad de formår, for at forebygge krig.« Med denne Deklaration og også med det samtidigt vedtagne Fredsmanifest rakte de kommunistiske partier hånden frem mod alle mennesker af god vilje og opfordrede alle dem, for hvem freden er dyrebar, til at slutte sig sammen og med forenede kræfter afryste de trykkende rustningsbyrder og at forsvare freden mod krigsfaren, mod død og ødelæggelse. Arbejderklassen og dens marxistiske partier gør ikke i sin stræben efter at forene alle de kræfter, som er rede til at kæmpe mod krigen, krav på nogen særstilling, endsige da på monopol i anti-krigsbevægelsen. Tværtimod understøtter de beredvilligt ethvert fredsinitiativ, hvor det end udgår fra. De er rede til at handle sammen med alle organisationer, som har anti-militaristisk og anti-imperialistisk målsætning, uafhængigt af, hvilke moriver disse mennesker og organisationer lader sig lede af, om det er pacifistiske, religiøse, moralske eller andre. Det er ingen politisk manøvre, som den reaktionære propaganda påstår, men det har sit udspring i kommunisternes faste overbevisning om, at en krig under de nuværende betingelser uvægerligt ville styrte menneskeheden i en afrund af uendelige lidelser, at menneskehedens sociale, økonomiske og kulturelle fremskridt for lange tider ville blive standset. Sammenslutningen af alle arbejderklassens partier, de kommunistiske såvel som de socialistiske, og oprettelse af deres aktionsenhed på grundlag af den fælles kamp for freden er tillige af særlig betydning. Opnås aktionsenheden, så vil anti-krigsbevægelsen vokse til en mægtig flod, dømmer alle krigsbrandstifternes forbryderiske planer til at strande.

Forsvaret for freden - den vigtigste alment demokratiske opgave

De uoverskueligt svære følger, som en ny verdenskrig ville fremkalde, gør folkenes bevægelse mod forberedelse af en ny krig, for fred mellem folkene, særlig nødvendig. Den uhyre øgede tilintetgørelseskraft, som de moderne tekniske kampmidler har opnået, gør opgaven at forsvare freden til en fælles sag for alle klasser og alle befolkningslag i alle lande og giver anti-krigsbevægelsen alment demokratisk karakter. I spørgsmålet om at hindre en krig og at skabe sådanne betingelser, hvor anvendelse af kernevåben bliver umulig for stedse, forenes de mest forskellige samfundslags interesser; den får dermed karakter af alment national interesse. Heri består en væsentlig særegenhed i anti-krigsbevægelsens nuværende etape, som adskiller denne fra alle bevægelser til forsvar for freden, der tidligere har eksisteret. På netop dette grundlag henvender kommunisterne sig til de andre politiske partier, til de samfundsmæssige, ungdoms-, kvinde- og andre masseorganisationer om at forene kræfterne i kampen for det vigtigste, for en varig fred på Jorden. En krig betyder forfærdelig elendighed for arbejderklassen. Men den bringer ikke ringere lidelser til bøndernes masser, som i de fleste kapitalistiske lande udgør den vigtigste leverandør af »kanonføde«, og som bliver pålagt høje skatter til finansiering af krigsudgifterne og efter krigshandlingernes begyndelse må finde sig i alle mulige konfiskationer og tvangsafleveringer. Hvor mange bondehuse og avlsbygninger blev ikke ødelagt og nedbrændt af hærene under den anden verdenskrig, hvor mange marker blev ikke kørt sønder og sammen af tankenes larvefødder og revet op af eksploderende granater! Men lidelserne og ødelæggelserne i en ny verdenskrig med radioaktive og biologiske massetilintetgørelsesmidler vil uden sammenligning være endnu større. Yderligere må bønderne i de kapitalistiske lande også allerede under krigsforberedelserne bære store byrder. I mange europæiske lande er dej blevet til en dagligdags foreteelse, at bønderne må afgive deres jord til bygning af flyvepladser, våbendepoter, baser og raketramper. Også en masseødelæggelse af afgrøderne ved alle NATO-generalernes manøvrer og krigsøvelser er blevet en almindelig foreteelse. Normalisering at de internationale forbindelser, nedskæring af stridskræfterne og indskrænkning af kaprustningen ville også være til umiddelbar nytte for bønderne og frelse dem for uendelig store lidelser i fremtiden. Den militarisering og krigsforberedelse, som de borgerlige regeringer gennemfører, afføder også svære virkninger for vide kredse af intelligensens forhold. Specielt videnskaben bliver drevet i en retning, der står i modsætning til dens væsen, idet imperialisterne mere og mere gør den til tjener for krig og ødelæggelse. Af 5,4 milliarder dollars, som var afsat til videnskabelig forskning i USA i 1957, blev mere end 83 procent anvendt til arbejde af militær karakter. Mange højere læreanstalter er blevet militærmyndighedernes vedhæng, hvad der fører til stagnation af forskningen i de videnskabsgrene, som ikke har nogen betydning i militær henseende. Yderligere indskrænker militarismen stærkt friheden til videnskabelig og kunstnerisk skaben og mistænkeliggørelse og spioneri, de nedværdigende »kvalitetsundersøgelser« o.s.v. svulmer op. Krigspsykosen udøver en meget skadelig virkning på skolen, den påvirker opdragelsen af den unge generation, fremmer dekadente, fatalistiske stemninger og manglende tillid til fremtiden i litteraturen og kunsten. Tanken om en ny blodsudgydelse fremkalder skræk selv i brede kredse af bourgeoisiet. En betydende del af bourgeoisiet ønsker heller ikke nogen ny verdenskrig, fordi den kender ødelæggelsen og mindes de bitre erfaringer fra den nærmeste fortid. Inden for bourgeoisiets lejr sker der en proces, under hvilken nøgternheden og omtanken i spørgsmålet om »nytten« af en aggression stadig stærkere trænger igennem, først og fremmest fordi bourgeoisiet må erkende, at den amerikanske imperialisme og dens forbundsfæller ikke blot ikke har noget monopol på de nye våbenarter, men er kommet langt bagefter Sovjetunionen på forskellige vigtige krigstekniske områder, for eksempel i konstruktion af raketter. Også visse militære kredse, der tidligere lidenskabeligt er gået ind for et bevæbnet »korstog« mod socialismens lande, må i dag indse, hvilken risiko der vil være forbundet med en ny verdenskrig. Den kendte engelske militærteoretiker, general Fuller, skriver: »At tage sin tilflugt til krig i den industrielle civilisations epoke er et tabbringende foretagende... En civilisation, der opbygges på den maskinelle produktion, kan ved en atomkrig ikke længere frembringe en fordelagtig fred...« Også i nogle indflydelsesrige lag i de Forenede Stater begynder lidt efter lidt en sund tendens trænge igennem, en tendens til at gøre ende på den kolde krig, til at mindske spændingen og til at normalisere de internationale forbindelser. De vidtskuende repræsentanter for bourgeoisiet begynder også at tænke over spørgsmålet, om kapitalismen vil overleve en ny verdenskrig, eller om en sådan krig ikke i det hele taget vil sætte den kapitalistiske ordens eksistens på spil. Sådanne overvejelser er utvivlsomt meget berettigede. Folkene vil ikke tilgive imperialismen den forbrydelse at begynde en ny verdenskrig. Krigens og aggressionens kræfter, som arbejder i de imperialistiske lande, står altså over for fredskræfter, der ikke er mindre stærke. Dannelsen af NATO betød et afgørende skridt til oprettelse af en enhedsfront af aggressive imperialistiske kræfter, men på samme tid foregik der i efterkrigsperioden en proces, der vedvarer den dag i dag, hvorved der dannedes en folkemassernes enhedsfront til forsvar for freden. En af denne proces' ytringer var Verdensfredsrådets grundlæggelse og arbejde, i hvilket der medvirker mange fremragende personligheder fra det samfundsmæssige og politiske liv, videnskabsmænd og betydende mestre inden for kulturen. Vor tids mennesker har meget at takke disse mænd for, mænd, der som den store franske lærde Frédéric Joliot-Curie, den engelske videnskabsmand John Bernal og deres kolleger, har ofret megen kraft og værdifuld tid på mobiliseringen af verdens offentlige mening mod krigens mørke kræfter. Heller ikke kulturens sande mestre kunne tjene deres folk og hele menneskeheden bedre end ved at hjælpe med til at bandlyse krigsfaren. De arbejdende masser og deres organisationer blev i stadigt større omfang trukket ind i kampen for freden, for internationalt samarbejde og fredelig sameksistens. Der er dog endnu ingen grund til at være tilfreds med sig selv. Vedrørende kampen mod krigsfaren står i en vis udstrækning den samfundsmæssige bevidsthed mærkbart tilbage for virkeligheden. Endnu har langtfra alle erkendt den fulde udstrækning af den fare, som en ny verdenskrig indebærer; nogle befolkningslag i de kapitalistiske lande står endnu ligegyldige, apatiske og tvivlende over for fredskampen. De fatalistiske stemninger og håbløsheden bliver oven i købet bevidst næret af den militaristiske propaganda og selv af visse klerikale kredse. For at fjerne denne passivitet, for at mobilisere folkemasserne til aktiv og uselvisk kamp for freden, behøves der vedholdende anstrengelser fra alle fremskridtsvenlige samfundskræfter under arbejderklassens ledelse. Men først og fremmest er det nødvendigt tålmodigt at oplyse masserne om de forhåndenværende muligheder og veje til fredens bevarelse og til forhindring af en ny krig.

Mulighederne for forhindring af krig i den nuværende epoke

Sovjetunionens kommunistiske partis 20. kongres har påvist, at der findes reel mulighed for at forhindre krig, at krydse krigsmagernes plane og at bevare freden nu og for alle tider. Partikongressens erklæring om, at i vor tid består krigens skæbnebestemte uundgåelighed ikke mere, har en overordentlig principiel og praktisk betydning, og er et forbillede på skabende videreudvikling af marxismen-leninismen. Naturligvis eksisterer også endnu i dag det økonomiske grundlag for krige, som er bestemt af selve imperialismens natur. Imperialismen har på ingen måde mistet sin særegne aggressive karakter, bestræbelserne efter væbnede erobringer og krige. Tværtimod er den blevet endnu mere krigerisk. Men i styrkeforholdet i verden er der i den sidste tid foregået så dybtgribende ændringer, at de tillader, at man nærmer sig spørgsmålet om mulighederne for en resultatrig fredskamp på en ny måde. Marxisterne er ikke fatalister. Tværtimod anerkender de, at såvel i menneskehedens historie overhovedet som også i løsningen af spørgsmålet om freden har folkemassernes vilje og grad af organisering stor betydning. Under de forhold, som de nu har skabt sig kan fredskræfternes kamp, kan deres modstand mod en ny krig være af afgørende betydning, hvis det lykkes dem at vise aggressorerne døren. Sådan har det ikke altid været. I en ikke alt for fjern fortid var de kræfter, som ikke ønskede krig, og som kæmpede imod den, kun svagt organiseret og splittet både i national og i international målestok. De besad ingen midler til at sætte deres egen vilje op mod krigsmagernes hensigter. Sådan forholdt det sig før den første verdenskrig, da den afgørende kraft, der rejste sig mod krigsfaren, det internationale proletariat, var desorganiseret på grund af II. Internationales føreres forræderi. Også den anden verdenskrig blev kun mulig, fordi fredskræfterne, skønt de var blevet stærkere, stadigvæk viste sig at være for svage til at sætte sig op imod imperialismen. De højresocialdemokratiske føreres splittelsespolitik forhindrede atter, at det internationale proletariat resultatrigt kunne opfylde sin mission i fredskampen. Sovjetunionens anstrengelser som den eneste stat, der konsekvent kæmpede imod krigen, slog ikke til for at forhindre aggressionen. Anderledes forholder det sig i dag, hvor den socialistiske lejr er opstået på den internationale arena og er blevet en stærk kraft. I dag kan fredskræfterne støtte sig til et så urokkeligt fredens bolværk, som de socialistiske lande udgør. Endvidere har der i verden dannet sig en stor gruppe af stater, som, efter at de har afrystet det koloniale åg, aktivt træder op imod en ny krig. Også arbejderbevægelsen i de kapitalistiske lande har befæstet sig umådeligt. Fredstilhængernes bevægelse har oplevet et i historien hidtil ukendt opsving. Under disse betingelser er det blevet muligt at forhindre en ny verdenskrig ved alle fredskræfters kamp. Yderligere består der også store uligheder for at modvirke iværksættelse af såkaldte lokale krige fra imperialisternes side. Som Sovjetunionens kommunistiske partis 21. partikongres med fuld ret betonede i sine beslutninger, er den 20. partikongres slutninger om at krige i vor tid ikke mere er uundgåelige, fuldt og helt blevet bekræftet. Efter en grundig analyse af de følger, der hænger sammen med den resultatrige opfyldelse af syvårsplanen for Sovjetunionens samfundshusholdning, såvel som samfundshusholdninsgplanerne for de andre socialistiske lande, nåede partikongressen til den slutning, at ændringen i styrkeforholdet i verden kan tvinge imperialismens krigslystne kredse til at tage afstand fra iværksættelse af nye verdenskrige. »På den måde - hedder det i partikongressens resolution - vil der allerede før socialismens fuldstændige sejr på jordkloden, endnu mens kapitalismen består i en del af verden, opstå en real mulighed for at udelukke verdenskrig fra menneskesamfundets liv.« Det betyder naturligvis på ingen måde, at der er opstået nogen som helst automatisk garanti mod krig. Så længe imperialismen består, bliver krigsfaren ved at bestå. Fredens skæbne afhænger yderligere af mange konkrete faktorer. Men først og fremmest må man have dette i tankerne, at fredens skæbne er afhængig af fredskræfternes utrættelige kamp, af deres evne til at skabe en mægtig enhedsfront til sikring af freden og til i rette tid at mobilisere folkets masser til beslutsomme aktioner mod en ny krig.

De socialistiske landes fredspolitik - et bolværk for freden

En vigtig historisk ejendommelighed i den nuværende situation, som skaber overordentlig gunstige betingelser for fredens bevarelse, består i den socialistiske lejrs eksistens og denne lejrs konsekvente fredspolitik. Det er en principielt ny faktor i de internationale forhold. Sovjetunionen, Folkerepublikken Kina og de andre socialistiske lande, som tæller over en milliard mennesker og råder over rige råstofreserver, udgør på de internationale begivenheders skueplads en magt, der er i stand til at lægge bånd på enhver aggressor, som ville vove at ringeagte de fredselskende folks vilje. Den reaktionære propaganda bestræber sig for at nedsætte betydningen af denne faktor og at bedrage de kapitalistiske landes arbejdende, og den gentager stædigt sin løgn om en »kommunistisk verdensfare«, som efter sigende truer den vestlige verdens frihed. De koncentrerer sig særligt om at bagtale Sovjetunionen og dens kommunistiske parti, at tillægge den aggressive hensigter og at vælte ansvaret for kaprustningen og spændingen i de internationale forhold over på den. Derved handler alle disse bagtalere efter Hitlers metode med den »store løgn« i den mening, at lidet oplyste og lettroende mennesker til sidst alligevel vil tro på disse løgne om kommunismen og Sovjetunionen. Men i hele verden begynder stadig flere mennesker at begribe, at de kommunistiske partier og de socialistiske lande ikke har nogen grund til at ønske en krig og til at forberede et militært overfald på andre lande. I Sovjetunionen såvel som i de andre socialistiske lande findes der ingen klasser eller sociale kræfter, som ville nyde godt af en krig. Sovjetunionen råder på sit vældige territorium over alt, hvad den behøver til udviklingen af sin økonomi. Den har ikke brug for hverken fremmed territorium, nye råstofkilder eller nye udenlandske afsætningsmarkeder, hverken til investeringsmuligheder eller kolonier. Den socialistiske planøkonomi kender ikke til overproduktionskriser og har derfor ikke behov for sådanne »stimulanser« som militarisering og kaprustning. Men det drejer sig ikke bare om den materielle side af dette spørgsmål. Socialisme og aggression er i det hele taget begreber, der udelukker hinanden. Kommunisternes mål er at tilvejebringe et inderligt venskab og broderligt samarbejde mellem folkene og opnå evig fred på Jorden. I Sovjetunionen er arbejderne og bønderne, som har bragt de tungeste ofre i alle krige, ved magten. Hvordan skulle de kunne ønske en ny krig? I Sovjetunionen gøres der alt for stadigt at forhøje de arbejdende massers materielle velstand og kulturniveau. Kan en krig hjælpe med til at løse denne opgave? Menneskene i Sovjetunionen bygger dog ikke nye beboelseshuse og industrivirksomheder, kulturpaladser og institutter, gigantiske kraftværker og kanaler, for at alt dette i løbet af kortere eller længere tid skal blive bombemål. En krig, der uundgåeligt betyder en afbrydelse af menneskenes fredelige opbygningsarbejde, hvor vældige materielle værdier bliver brugt til ikke-produktive formål, og det skabte atter bliver ødelagt, står i modsætning til socialismens grundlæggende mål. Hvordan kan da kommunister, marxister-leninister, for hvem socialismens og kommunismens opbygning er deres lovs højeste indhold, gå ind for aggression og krig? De socialistiske ideer, der bæres af kærlighed til freden, finder deres fuldendte udtryk i grundprincipperne for den sovjetiske udenrigspolitik. Sovjetunionens udenrigspolitik er en politik for fred mellem folkene og for ærligt internationalt samarbejde, den er en afrustningens politik. Det får folkene nye beviser for skridt for skridt. I efterkrigstiden stillede de sovjetiske repræsentanter i FN og også uden for denne organisation uafladeligt talrige forslag, der gik ud på at mindske rustningerne, på forbud mod atom- og brintvåben, på opløsning af militærpagterne eller i det mindste på afslutning af ikke-angrebspagter og afkald på magtanvendelse mellem de militære grupperinger, der stod over for hinanden. Sovjetunionen gik ind for afskaffelse af militære baser på fremmede territorier og for anvendelsen af den fredelige sameksistens principper i forbindelserne mellem alle lande. Det er ikke Sovjetunionens og de andre socialistiske landes skyld, når de imperialistiske stater, som tilhører den nordatlantiske pagt, hårdnakket vægrer sig ved at antage disse forslag. Fredskærligheden i den socialistiske lejrs lande viser sig meget klart i deres konsekvente afrustningspolitik. De giver derved hele verden et eksempel til efterfølgelse. Man behøver kun at henvise til, at Warszawa-pagtens lande fra 1955 til 1958 har mindsket deres stridskræfter med 2.477.000 mand (hvoraf 2.140.000 falder på Sovjetunionen). Det skete på et tidspunkt, da Atlantpagtlandene yderligere forstærkede deres stridskræfter og udrustede det revanchistiske vesttyske forbundsværn der er blevet aggressionens stødtrop i Europa, med atomvåben og uddannede dets divisioner i disse våben. Den sovjetiske udenrigspolitiks officielle doktrin er det leninske princip om fredelig sameksistens mellem staterne uanset deres forskellige samfundsmæssige og statslige ordninger. Idet han gik ind på den fredelige sameksistens politik, skrev formanden for USSR´s ministerråd, N. S. Hrustjov: »Sit mest elementære udtryk finder denne politik i afkaldet på at anvende krig som middel til løsning af stridsspørgsmål. Men den fredelige sameksistens' begreb er aldeles ikke udtømt med det. Ud over forpligtelsen til ikke at foretage angreb indeholder den også en gensidig forpligtelse for alle stater til ikke i nogen form eller under noget påskud at krænke deres territoriale integritet og suverænitet. Den fredelige sameksistens' princip betyder at give afkald på indblanding i andre staters indre anliggender for at ændre deres regeringsform eller deres levevis eller af nogen som helst anden bevæggrund. Den fredelige sameksistens' doktrin forudser ligeledes, at de politiske og økonomiske forbindelser mellem landene er baseret på fuld lighed og på parternes gensidige fordel.« Nogle af socialismens modstandere påstår, at kommunisterne fremsætter parolen om fredelig sameksistens uden oprigtighed, kun ud fra taktiske overvejelser, fordi, som de siger, marxismen går ud fra, at en krig er nødvendig for socialismens sejr. I sin beretning på den Øverste Sovjets 3. samling tilbageviste N. S. Hrustjov den slags opdigt. Han sagde, at »den slags påstande er ikke andet end forvrængning af det væsentlige i marxismen-leninismen. Marxismen har altid ført en ubønhørlig kamp mod militarismen og har aldrig betragtet krige mellem staterne som nødvendige for arbejderklassens sejr«. Kommunisterne stræber jo efter, at den socialistiske orden sejrer så hurtigt som muligt, fordi de gerne vil gøre menneskene lykkelige. Men kan da vejen til lykke for menneskeheden gå over den moderne krig med dens barbariske massetilintetgørelsesmidler? Yderligere ville en sådan krig ved siden af de ufattelige ofre og lidelser, som den ville tilføje folkene, medføre uhørte ødelæggelser, tilintetgørelse af umådelige materielle værdier og rystelser i industrien og landbruget. Skulle marxisterne kunne ønske sig noget sådant? Naturligvis ikke. Hvorfor skulle de også betale en så høj pris for kapitalismens undergang, når de er overbevist om, at kapitalismen historisk set er dømt til undergang, og at den i fredelig kappestrid med den højere samfundsorden, med socialismen, uundgåeligt vil tabe!

Fredskræfterne kan forhindre aggression

Marxismen-leninismen møder folkemasserne og deres virksomhed med den største tillid. Ikke uden grund anser marxisterne folket som skaberne af historien. Denne marxistiske grundsætning ligger også til grund for den af SUKP´s 20. partikongres dragne konklusion, at folkenes aktivitet i forsvaret af freden kan forhindre en krig. Fredsbevægelsens erfaringer bekræfter denne slutning. Folkemassernes tydeligt tilkendegivne vilje har på grundlag af de fredselskende socialistiske staters støtte i de sidste år flere gange bragt de imperialistiske aggressorer til fornuft og tvunget dem til at give afkald på visse skridt, som de ikke ville være veget tilbage for, hvis de ikke havde frygtet ophidselsen i offentligheden i deres egne lande og i hele verden. Amerikas Forenede i Stater så sig til sidst tvunget til at give deres tilslutning til afslutning af en våbenstilstand i Korea, skønt indflydelsesrige kredse i USA gik ind for en udvidelse og fortsættelse af interventionen. Det er også almindeligt anerkendt, at frygten for folkenes ophidselse afholdt imperialisterne fra at anvende atombomben i Vietnam og har tvunget dem til at indgå en våbenstilstand. Et talende eksempel på fredskræfternes effektive kamp gav Suez-krisens historie i 1956. Den engelsk-fransk-israelske aggression mod Ægypten kunne stoppes med held, fordi imperialisterne her blev trængt fra to sider: af verdensopinionen og af de socialistiske landes politik, hvis regeringer beslutsomt gik ind for sikring af Ægyptens rettigheder og for verdensfreden. Sovjetunionens bekendte budskab, som blev sendt den 5. november 1956 til London og Paris, øvede den behørige virkning på England og Frankrig. I løbet af et døgn måtte man indstille ilden i Ægypten. Takket være Sovjetunionens og alle socialistiske landes og også andre landes fredselskende kræfters bestræbelser indtrådte der i 1959 en følelig forbedring i den internationale situation. Spændingerne i forholdet mellem staterne aftog betydeligt; perspektiverne for at bevare freden i hele verden formede sig gunstigere. N. S. Hrustjov analyserede i sin beretning på USSR´s Øverste Sovjets 3. samling årsagerne til ændringerne i den internationale situation; han henviste til, at de først og fremmest bestod i Sovjetunionens og alle det socialistiske verdenssystems staters voksende styrke og internationale autoritet. Desuden spiller de lande, som har befriet sig fra det koloniale åg, og også andre lande, som er dybt interesseret i fredens bevarelse, en stadig større rolle i internationale forhold. Også i de kapitalistiske stater selv fik fredskræfterne stadig større indflydelse. Stadig bredere kredse endog mange statsmænd, begynder at forstå, hvilke frygtelige følger en krig ført med raketter og atomvåben ville have. Et udtryk for de dybtgående ændringer i den internationale situation var resultatet af samtalerne mellem N. S. Hrustjov og præsident D. Eisenhower i september 1959. I det sovjetisk-amerikanske kommuniké hedder det, at alle endnu ikke afgjorte spørgsmål i det internationale liv ikke skulle løses med våbenmagt, men med fredelige midler, gennem forhandlinger. Den almindelige afrustnings problemer blev betegnet som det vigtigste af alle problemer, som verden i dag står overfor. Det gav alle folk forhåbning om, at krige kunne undgås. De opnåede resultater betyder ganske vist ikke, at tilhængerne af den »kolde krig« havde kapituleret og givet afkald på deres lumske forsøg på at forgifte forholdet mellem staterne. Men i dag er det mere indlysende end tidligere, at fredskræfterne har alle muligheder for med held at forsvare freden. Det er blot nødvendigt ikke at slække på årvågenheden og at føre kampen mod fjenderne af folkenes fredelige samarbejde så beslutsomt som muligt.

Den skånselsløse udbytning af arbejderne, monopolernes udplyndring af bønderne og bybefolkningens mellemlag, offensiven mod demokratiet og truslen fra fascismen og endelig den nationale undertrykkelse og faren for en ny, altødelæggende krig - alt dette har som nævnt til syvende og sidst én og samme kilde: kapitalismen. For at befri de arbejdende for klasseundertrykkelse, for én gang for alle at gøre slut på krigene og for at sikre det sande demokrati og folkenes frihed og uafhængighed må der gøres ende på selve den kapitalistiske samfundsorden og den socialistiske revolution gennemføres. Den socialistiske revolution i videre forstand omfatter den helhed at politiske og økonomiske omvæltninger, der fører til kapitalismens fuldstændige tilintetgørelse og til opbygning af socialismen. Den begynder med den politiske omvæltning, med tilintetgørelse af kapitalisternes magt og oprettelse af de arbejdendes magt. Denne politiske omvæltning bliver i den marxistiske teori betegnet som den proletariske revolution. Det er klart, at der til denne omvæltning ikke fører nogen plan og lige vej, som man kunne bevæge sig på uden store anstrengelser og uden store politiske evner. Rejsningen af millionmasserne, hele klasser og befolkningslag til beslutsom kamp om magten udgør en kompliceret og mangeformet proces.

Klassemodsætningernes udvikling gør den proletariske revolution uundgåelig

Arbejderklassen spiller den afgørende rolle i den socialistiske revolution, uanset hvor mange og hvilke sociale kræfter der end måtte være delagtige i kapitalismens fald. Arbejderklassen er revolutionens hovedstødkraft, de arbejdendes fortrop ved stormen på det gamle samfunds bastioner. Selv i de svagt udviklede kapitalistiske lande, hvor arbejderklassen kun udgør et mindretal i befolkningen, er den som den bedst organiserede og mest bevidste samfundsklasse i stand til under ledelse af sin marxistisk-leninistiske avantgarde at samle alle arbejdende lag af folket om sig i kampen for socialismen. Så meget desto mere er det muligt i de højt udviklede kapitalistiske lande. Sandsynligheden af en socialistisk revolution og dens fremgang er direkte afhængig af, med hvilken kraft proletariatet fører klassekampen, og i hvor høj grad det er klassebevidst og organiseret. Den, der vil bringe revolutionen nærmere og se dens sejr, han vil udfolde arbejdernes klassekamp og utrætteligt arbejde på højnelsen af deres politiske bevidsthed og deres kampkraft. Det revolutionære arbejderpartis kamp for den socialistiske revolution modsvarer det samfundsmæssige fremskridts grundtendenser. Den moderne kapitalismes udvikling driver selv de arbejdende i denne retning. Som det allerede er blevet fremstillet i 10. kapitel, skærper den statsmonopolistiske kapitalismes voksende magt og tryk, dens offensiv mod de arbejdendes levestandard og rettigheder og dens ærkereaktionære politik mere og mere den grundlæggende antagonistiske modsætning i et kapitalistiske samfund, modsætningen mellem arbejderklassen og dens udbyttere. Den videre uddybning af denne antagonisme i forbindelse med alle andre af kapitalismens sociale modsætninger gør den socialistiske revolution til en objektiv lovmæssighed i vor epoke. Den socialistiske revolution er ikke blevet opfundet af de kommunistiske teoretikere, som den reaktionære propaganda søger at fremstille det men er et bydende samfundsmæssigt udviklingskrav. Heri ligger kraftkilden i arbejderklassens og dens kommunistiske avantgardes revolutionære kamp. Man må på ingen måde forestille sig dette forenklet. Arbejdernes politiske modenhedsniveau og revolutionære bevidsthed svarer ikke altid til proletariatets historisk modnede klasseopgaver. Ofte lykkes det for det reaktionære bourgeoisi og dets agenter i arbejderbevægelsen at sinke væksten i arbejderklassens bevidsthed ved bedrag og vold eller i det mindste at lede dens kamp i en for monopolernes herredømme mindre farlig retning. De højresocialdemokratiske ledere spiller i denne henseende en særlig skadelig rolle, for de søger at afholde de arbejdende fra kamp mod kapitalismen og fra ethvert samarbejde med den kommunistiske bevægelse. Imidlertid vil ingen kunne standse arbejderklassens revolutionære modningsproces, opsvinget i dens klassekamp. I de daglige sammenstød med kapitalen, i strejkekampene og i solidaritetsaktionerne vokser proletariatet sig stærkt. Allerede en simpel strejke, selv om den ikke umiddelbart krones med held, beriger som regel arbejderklassens erfaringer og forhøjer dens kampkraft. Allerede kampen for de umiddelbare interesser udviser på denne måde en mere eller mindre klart udtrykt revolutionær tendens. Den forbereder arbejderklassen på den kommende socialistiske revolution. Den inddrager store masser af arbejdende i kampen mod kapitalismen og bliver en skole for politisk oplysning og organisation, som fører masserne frem til arbejderbevægelsens højere former. Reaktionens forsøg på at undertrykke proletariatets klassekamp ved repressalier og utilsløret magtanvendelse kan ikke opfylde dens mål. I enkelte lande kan den reaktionære terror naturligvis for en tid gøre kampen mod kapitalen særdeles vanskelig, ja, nu og da endog umulig. Men sådanne perioder, hvor svære de end kan være for de arbejdende, og hvor mange ofre de end kræver, forbereder et nyt opsving og skærper klassekampen. Og anderledes kan det heller ikke være, for de magtforholdsregler, som bourgeoisiet griber til, får klassehadet til at flamme uhørt op, hober revolutionært sprængstof op, som den første gnist bringer til eksplosion. Det marxistisk-leninistiske parti giver det klassehad, som spontant hober sig op, politisk udtryk og leder det ind på vejen for den bevidste kamp for socialismen.

Vejene, der fører til indledning af den socialistiske revolution

Den proletariske revolution er det direkte og åbne sammenstød mellem de to hovedmodstandere, der står antagonistisk over for hinanden, arbejderklassen og bourgeoisiet. Men den socialistiske revolution har aldrig karakter af en kamp blot mellem to modstandere. »Hvem der venter en 'ren' social revolution har aldrig karakter af en kamp blot mellem to modstandere. Hvem der venter en 'ren' social revolution - skrev Lenin - vil aldrig opleve den.« Han hånede den naive og doktrinære forestilling om revolutionen, hvorefter »en hær samlede sig på et sted og erklærede: 'Vi er for socialismen', og på et andet sted en anden hær, der erklærede: 'Vi er for imperialismen', og dette så er den sociale revolution!« En »ren« socialistisk revolution kan der ikke gives alene af den grund, at der ikke gives nogen »ren« kapitalisme. I virkeligheden er denne gennemtrængt med rester af førkapitalistiske økonomiske formationer, med levn fra feudale forhold og den lille vareproduktion o.s.v.. Modsætningerne mellem arbejderklassen og bourgeoisiet kan filtre sig sammen med de modsætninger, der består mellem bønderne og godsejerne, mellem godsejerne og bourgeoisiet, mellem småborgerskabet og storborgerskabet og mellem monopolerne og alle de øvrige befolkningslag. Herudover vil klassemodsætningen mellem proletariatet og bourgeoisiet nu og da tilsløres af nationale, religiøse og andre konflikter. Under den nationale undertrykkelses betingelser kæmper arbejderklassen på den ene side af barrikaden ikke blot sammen med bønderne, men også sammen med betydelige dele af bourgeoisiet. På en sådan kompliceret baggrund udfolder massernes kamp, der fører til den socialistiske revolution, sig sædvanligvis. Så snart revolutionen bryder ud, trækker den som en lavine alle de undertrykte og udbyttedes bevægelser med sig og smelter alle masseaktioner mod det nationale, imperialistiske, feudale og ethvert andet slaveri sammen til en rivende flod. Lenin skrev: »Historien i almindelighed og revolutionernes historie i særdeleshed er altid mere indholdsrig, mere forskelligartet, mere alsidig, mere levende og 'udspekuleret', end selv de bedste partier, selv de mest fremskredne klassers mest bevidste fortrop forestiller sig. Det er også forståeligt, thi selv den bedste avantgarde giver kun udtryk for bevidstheden, viljen, lidenskaben og fantasien hos titusinder, medens revolutionen på tider, hvor den i særlig grad udfolder sig og anspænder alle menneskelige evner, er udtryk for bevidstheden, viljen, lidenskaben og fantasien hos snese af millioner, som piskes frem af den mest forbitrede klassekamp.« Idet han gik ud herfra, drog Lenin to vigtige praktiske slutninger. For det første, at den revolutionære klasse, hvis den skal løse sin historiske opgave, må forstå »at beherske alle former eller sider af samfundets virksomhed uden undtagelse ...« For det andet, at den »må være indstillet på, at den ene form kan afløse den anden på en ganske brat og uventet måde.« Hvorfor er det vigtigt? Hvorfor skal det marxistiske parti selv deltage aktivt på alle samfundslivets områder og kalde arbejderklassen til deltagelse i denne kamp? Fordi enhver samfundsstrømning, der vender sig mod den herskende reaktion, ved en bestemt vending af begivenhederne kan blive til den konkrete vej, »som kan føre masserne frem til den virkelige, afgørende, sidste, store revolutionære kamp.. .« De mest forskelligartede af de undertrykte og utilfredse massers bevægelser kan føre til den proletariske revolution, hvis blot arbejderklassens bevidste fortrop forstår at lede disse bevægelser ind på den revolutionære kamps vej. Ikke uden grund opfordrede Lenin den internationale kommunistiske bevægelse til ihærdigt at koncentrere sin opmærksomhed og sine kræfter om »at finde formerne for overgangen eller indledningen til den proletariske revolution.« Det marxistiske parti må finde dem, fordi de arbejdende brede masser kun kan rejse sig til kamp for socialismen i de tilfælde, hvor de på grundlag af deres egne erfaringer har overbevist sig om, at revolutionen er det eneste middel til at løse de spørgsmål inden for samfundslivet, der står på dagsordenen. Både arbejderklassens masser og særlig bøndernes masser og mellemlagene, der på grund af deres samfundsmæssige stilling ikke uden videre er åbne for socialismens ideer, skal nå til denne erkendelse. I de sidste årtier viste der sig nye store perspektiver i denne henseende med det hidtil usete opsving i den alment-demokratiske massebevægelse mod monopolkapitalismen og mod imperialismen. Skønt disse bevægelser ikke har socialismen som mål, er de alligevel objektivt forbundet med arbejderklassens kamp for socialismen og kan under visse betingelser flyde sammen med den til en samlet strøm, som kapitalismens magt ikke formår at modstå. Gennem disse bevægelser åbner der sig nye muligheder for arbejderklassens aktionsenhed med alle arbejdende og andre befolkningslag, der rejser sig mod det monopolistiske bourgeoisis slaveri.

Vor tids demokratiske bevægelser og den socialistiske revolution

Vor tids vigtigste demokratiske bevægelser, der retter sig mod monopolkapitalen og imperialismen, er blevet behandlet i de foregående kapitler. Det er bondemassernes kamp mod feudale levn, som bliver bevaret af imperialismen, såvel som deres anti-monopolistiske bevægelse, folkenes nationale befrielsesbevægelse i de koloniale og afhængige lande, den patriotiske kamp for håndhævelsen af suveræniteten, kampen til forsvaret af demokratiet, folkenes bevægelse for verdensfreden, intelligensens humanistiske bevægelser, dens forsvar af kulturen. Til de demokratiske bevægelser hører endvidere kampen for nationalisering af de kapitalistiske monopolers ejendom, der modsvarer de arbejdéndes interesser, således også kampen for udvidelse af kvindernes og ungdommens rettigheder og andre af folkemassernes krav, der er kommet på dagsordenen under monopolernes herredømme.

Nogle særegenheder ved de demokratiske bevægelser i vor tid

De ovenfor opregnede bevægelser bliver betegnet som demokratiske eller som alment-demokratiske, fordi de fører kamp ikke for socialistiske, men for demokratiske krav. I sig selv repræsenterer denne kamp ikke noget principielt nyt. Den blev allerede og tilmed overordentlig aktivt ført i de borgerlige revolutioners epoke, da masserne krævede frihed og demokrati, afskaffelse af den feudale jordbesiddelse og adelsprivilegierne, adskillelse af kirke og stat o.s.v.. Men til forskel fra bevægelserne i dag havde fortiden en borgerlig-demokratisk karakter, det vil sige, at de krævede omformninger, der lå inden for det borgerlige demokratis rammer og som var forbundet med den borgerlige revolutions sejr. Først og fremmest rettede de sig mod feudalismen og dens levn. I dag beholder de alment-demokratiske bevægelser kun anti-feudal karakter i de økonomisk svagt udviklede og i de borgerlige stater, hvor der endnu består feudalistiske levn. Men også dér har de tillige anti-'mperialistisk og anti-monopolistisk karakter (således f.eks. de koloniale tolks nationale befrielseskamp, og kampen om jordreformen i Syditalien). I vor epoke findes alle forudsætninger for demokratiske bevægelser ikke blot i de svagt udviklede lande eller stater, i hvilke der endnu findes stærke feudalistiske levn, men også i de højest udviklede kapitalistiske lande. Her retter disse bevægelser sig direkte imod bourgeoisiets herskende kredse, mod imperialismen og monopolernes herredømme. Det betyder naturligvis ikke, at disse bevægelser efter deres karakter allerede ville være anti-kapitalistiske bevægelser. Som det allerede kan ses af den ovenfor langtfra fuldstændige liste, kan de være meget forskelligartede både med hensyn til deres drivkræfter og med hensyn til deres social-politiske indhold; de kan orientere sig mod socialismen eller de kan afvise den, de kan være under ledelse af arbejderklassen eller af demokratiske elementer inden for bourgeoisiet o.s.v.. Og alligevel kan man ikke længere betegne disse bevægelser som borgerligt-demokratiske. Thi det sædvanlige borgerlige demokrati (det være sig det højest udviklede) kan ikke opfylde sådanne krav som fjernelse af krigsfaren, den formelt-juridiske og faktiske nationale befrielse, nationalisering af monopolernes ejendom, indskrænkninger i deres politiske almagt o.s.v.. Det kan kun kraften i et demokrati af en ny type bevirke, et demokrati, der genspejler de brede arbejdende massers og andre fremskridtsvenlige befolkningslags interesser. Derfor hænger vor tids demokratiske bevægelser, selv om også de har forgængere, som regel tæt sammen med den nuværende historiske etape, særlig med uddybningen af kapitalismens almene krise og med folkemassernes øgede modstand mod de kapitalistiske monopolers herredømme. Disse bevægelser har fået deres største udstrækning i de sidste årtier. Kort efter den økonomiske verdenskrise 1929-33 indtrådte der i denne henseende et vendepunkt. Krisen skærpede de sociale modsætninger i den kapitalistiske verden i en indtil da ukendt målestok. Det øverste herskende lag af bourgeoisiet søgte en udvej i fascisme og krig. I 1933 kom fascismen til magten i Tyskland, og den fascistiske fare svævede også over Østrig, Frankrig og Spanien. Under disse forudsætninger opstod der i mange kapitalistiske lande en magtfuld anti-fascistisk bevægelse, som fandt sit udtryk i dannelsen af folkefronten i Frankrig og Spanien, i støtten fra den demokratiske verdensoffentlighed til det spanske folks retfærdige kamp i årene 1936 til 1939 og i andre begivenheder. Stærkest blev dog den anti-fascistisk-demokratiske kamp i årene under den anden verdenskrig. Denne krig har sin befrielseskarakter at takke for, at folkemassernes aktivt deltog i den og forenede deres anstrengelser med Sovjetunionens befrielseskrig. Efter den anden verdenskrig begyndte der et nyt opsving i de demokratiske bevægelser, der ved siden af arbejdernes klassekamp blev til de stærkeste samfundsmæssige bevægelser, i den kapitalistiske verden. De demokratiske bevægelser i vor tid har altså sine rødder dybt i selve den kapitalistiske virkelighed. Det betinger deres styrke og uovervindelighed. Disse bevægelser har fremfor alt deres udspring i en af den moderne kapitalismes vigtigste modsætninger: modsætningen mellem monopc lerne og folkets store flertal. Det økonomiske grundlag for denne antagonisme blev allerede behandlet i 10. kapitel. Det består i, at nogle få monopoler, efter at de har underlagt sig staten, udplyndrer hele samfundet, enten gennem udbytning af de andre klassers og lags arbejde (altså ikke blot arbejderne, men også de arbejdende bønder, håndværkere, funktionærer og størstedelen af den skabende intelligens) eller ved tilegnelse af en del af det merprodukt, som de andre kapitalister har indvundet (det er karakteristisk for monopolernes forhold til de mellemstore og mindre kapitalister og storbønderne). Antagonismen mellem monopolerne og folkets store flertal har foruden det økonomiske også et vigtigt politisk grundlag. Monopolerne kan kun berige sig på denne måde på hele samfundets bekostning, fordi de har underordnet hele statens indenrigs- og udenrigspolitik under deres profitinteresser. Derfor fører de en politik med indskrænkning og afskaffelse af de demokratiske rettigheder, kaprustning, aggressive udenrigspolitiske aktioner, kolonirøveri og lignende. Det er klart, at en sådan politik ikke blot står i modsætning til arbejdernes interesser, men også til bøndernes, bybefolkningens mellemlags, intelligensens og også til en bestemt del af det mellemste bourgeoisis interesser. Den fremkalder alle disse klassers og lags modstand, og denne modstand tager form af forskellige demokratiske bevægelser. Derfor er disse bevægelser i den ene eller den anden form rettet mod storkapitalens herredømme, der i adskillige lande allerede har karakter af et monopolernes diktatur. Dette diktatur fremtræder i forskellig skikkelse. I Hitler-Tyskland blev det oprettet i form af et utilsløret fascistisk barbari og var ledsaget af afskaffelse af parlamentet og alle det borgerlige demokratis institutioner. I det nuværende Frankrig oprettes det reaktionære diktatur, idet de traditionelle parlamentariske institutioner lidt efter lidt berøves deres reale indhold. I nogle andre stater, særlig i Amerikas Forenede Stater, bliver det parlamentariske styre formelt opretholdt, skønt der dér hersker et udpræget de største monopolers diktatur. I større eller mindre udstrækning udvikler der sig også i andre borgerlige lande væsentlige elementer af monopolkapitalens diktatur. Det er klart, at kampen mod dette diktatur mere og mere bliver et livsspørgsmål for alle demokratiske og fremskridtsvenlige kræfter. Den kan antage forskellige former, afhængigt af antagonismens skarphed mellem monopolerne og folket og også den indre og internationale situation. Det er ikke udelukket, at de demokratiske bevægelser under visse betingelser kan flyde sammen mod det imperialistiske bourgeoisis politik i en demokratisk revolution. Denne revolution vil være anti-monopolistisk, for så vidt den ville have det mål at afskaffe de største monopolers diktatur. Dens drivkræfter vil være arbejderklassen, bønderne og bybefolkningens mellemlag og den demokratiske intelligens. Med andre ord vil det dreje sig om en demokratisk folkerevolution, hvori de bredeste lag af folket deltager.

Om den demokratiske revolutions voksen over i den socialistiske revolution

Som de historiske erfaringer lærer os, begrænser de demokratiske revolutioner i imperialismens epoke sig ikke til løsningen af rent demokratiske opgaver, men de viser en tendens til at videreudvikle sig og hæve sig til et højere niveau. Denne tendens har Lenin forstået på genial måde. I den første russiske revolutions år (1905) trådte han frem med en videnskabeligt begrundet teori om den borgerligt-demokratiske revolutions voksen over i den socialistiske. Han støttede sig herved på de værdifulde tanker, der allerede var indeholdt i marxismens grundlæggeres arbejder. I »Det kommunistiske Manifest« nåede Marx og Engels, efter at de havde fastslået, at den borgerlige revolution ville blive gennemført på et tidspunkt, hvor kapitalismen vil være videre udviklet og proletariatet langt bedre forberedt end i den engelske borgerlige revolution, frem til den slutning, at den tyske »borgerlige revolution altså kun kan være det umiddelbare forspil til en proletarisk revolution.« Senere fremsatte Marx i et brev til Engels den interessante tanke, at den proletariske revolution måtte smelte sammen med bondebevægelsen: »Hele sagen i Tyskland - skrev Marx - vil afhænge af muligheden af at støtte den proletariske revolution med en slags anden udgave af bondekrigene.« II. Internationales opportunister tillagde ikke disse ideer nogen betydning. Først Lenin så i dem kimen til en ny revolutionær taktik. Efter en grundig analyse af den faktiske virkelighed og gående ud fra disse tanker af Marx, udarbejdede han sin teori om den borgerligt-demokratiske revolutions voksen over i den socialistiske revolution. Det vigtigste element i denne teori er ideen om arbejderklassens hegemoni (førerskab) i den borgerligt-demokratiske revolution. Denne idé var ny og brød med de sædvanemæssige forestillinger. De vesteuropæiske socialdemokrater (og i deres følge også de russiske mensjeviker) vurderede efter skemaet: Da revolutionen nu engang ville 1 være en borgerligt-demokratisk revolution, skulle bourgeoisiet lede den. Sådan havde det været i Vesteuropa, og således ville det være i alle borgerlige revolutioner, hvor de end fandt sted. Først efter en kortere eller længere pause, når kapitalismen havde opfyldt sin mission og havde ruineret mellemlagene, og proletariatet udgjorde befolkningens flertal, kom turen til den proletariske revolution, hvis fører arbejderklassen så kunne være. Lenin sønderslog dette stive skema, som ikke mere svarede til tidens krav og arbejderbevægelsens muligheder. Han påviste, at der i den imperialistiske epoke ikke ubetinget måtte ligge en periode med bourgeoisiets herredømme mellem den borgerlige og den proletariske revolution, men at den borgerligt-demokratiske revolution i et mere eller mindre udviklet land kan vokse over i den proletariske revolution. Imperialismens epoke afgav tilstrækkelig grund for en sådan slutning. For det første: Det kapitalistiske verdenssystem som helhed var modent til overgang til socialismen. Under disse betingelser kunne en vis tilbageblevenhed i Østens lande ikke være nogen uoverstigelig hindring for overgangen til socialismen. For det andet: Enhver kamp mod feudalismens levn under forhold, hvor imperialisterne opretholder og understøtter de døende feudale forhold, vokser før eller senere over i den konsekvente kamp mod imperialismen, d.v.s. den fører til den socialistiske revolution. For det tredje: I imperialismens epoke optræder en ny faktor, som ikke fandtes i de borgerligt-demokratiske revolutioners periode i Vesten: I mange lande, som stod foran en anti-feudal revolution, dannedes der en talrig og kampberedt arbejderklasse, som skabte sit selvstændige politiske parti. Under disse betingelser kan den borgerligt-demokratiske revolution, hvis arbejderklassen leder den, vokse over i den socialistiske revolution. Lenin repræsenterede den opfattelse, at arbejderne i en vis forstand er mere interesseret i den borgerligt-demokratiske revolution end bourgeoisiet selv, for det er mere fordelagtigt for bourgeoisiet, når det i sin kamp mod proletariatet kan støtte sig til det gamles rester, f.eks. til monarkiet. Efter Lenins teori frembringer den nye type af borgerligt-demokratisk revolution, der bliver ledet af arbejderklassen, en ny type statsmagt: Proletariatets og bøndernes revolutionært demokratiske diktatur. Den virkeliggør de forholdsregler, der svarer til disse klassers fælles interesser: Den afskaffer monarkiet og udråber den demokratiske republik, den giver jorden til bønderne, indfører ottetimers arbejdsdag o.s.v.. Samtidig træffer arbejderklassen, der er ved magten, alle forholdsregler for at den demokratiske revolution kan vokse over i den socialistiske omvæltning i forbund med alle bønder, men med deres fattigste klassekræfterne: Arbejderklassen fuldbyrdede ikke længere den socialistiske omvæltning i forbund med alle bønder, men med deres fattigste del, som ikke mindre end arbejderne er interesserede i en overgang til socialismen. Lenin skrev senere, at udviklingen i Rusland fuldt og helt havde bekræftet bolsjevikernes teori. Den borgerligt-demokratiske revolution er faktisk i Rusland vokset over i den socialistiske revolution. I det væsentligste er Lenins teori om den borgerligt-demokratiske revolutions overvoksen i den socialistiske i vor tid gyldig for alle demokratiske revolutioner. Det betyder naturligvis ikke, at enhver demokratisk revolution ubetinget skulle vokse over i en socialistisk, men kun at den kan vokse over i den socialistiske revolution, hvis arbejderklassen forstår at erobre den førende stilling. Det lærer især erfaringerne fra de anti-fascistiske folkedemokratiske revolutioner, der fandt sted ved slutningen af den anden verdenskrig i Mellem- og Sydøsteuropas lande, og derom vidner endvidere erfaringerne fra de nationale demokratiske befrielsesrevolutioner i sådanne asiatiske lande som Kina, Korea og Vietnam. Her som dér gjorde revolutionerne, der var begyndt på alment-demokratisk grundlag, ikke holdt på deres demokratiske trin, men udviklede sig mere eller mindre hurtigt, med større eller mindre vanskeligheder til socialistiske revolutioner. Dermed blev den store betydning af Lenins teori om revolutionens voksen over på ny understreget. Den frigør arbejderklassens aktivitet og åbner vidtrækkende perspektiver for overgangen til socialisme både i økonomisk tilbagestående og i højtudviklede kapitalistiske lande. Man må naturligvis tage hensyn til, at den nuværende epoke i sammenligning med den første russiske revolutions tid har bragt meget nyt. Dengang havde en revolution af demokratisk type væsentlig anti-feudal karakter. I dag retter den sig i adskillige lande på forhånd ikke blot og ikke så meget mod de feudale levn, men snarere mod selve bourgeoisiets yderste reaktionære fløj. Med andre ord: den demokratiske revolution i dag retter sig i det væsentlige mod den samme fjende som arbejderklassens socialistiske revolution. Deraf følger, at begge typer revolutioner har nærmet sig mere og mere til hinanden. Under disse betingelser behøver kampen for løsningen af de demokratiske og socialistiske opgaver heller ikke at give sig udtryk i særlige revolutioner, men repræsenterer ene og alene to etaper af en samlet, revolutionær proces. Således forholdt det sig med de folkedemokratiske revolutioner i de mellem- og østeuropæiske lande. Kampen mod de feudalistiske levn havde her ingen selvstændig betydning, det var ikke den, der bestemte revolutionens karakter. Denne revolution rettede sig skarpest mod den udenlandske imperialisme og mod det hjemlige storbourgeoisi og storgodsejerne, som begge var forbundet med imperialismen. Det gav den fra begyndelsen en ny karakter og skabte særlig gunstige muligheder for dens voksen over i den socialistiske revolution. Derfor kan man i nogle lande nøje iagttage, hvornår den demokratiske etape afløses af den socialistiske, mens der i andre lande ikke findes en sådan skarp adskillelse. I nogle lande foregik udviklingen til socialisme mere jævnt og stødte på ringere modstand, derimod var den i andre lande ledsaget af en kras skærpelse af klassekampen. Dog begyndte samtidig de almene lovmæssigheder for revolutionens udvikling, som marxismen-leninismen har opdaget, at gøre sig gældende i fuld udstrækning. I de europæiske folkedemokratiske lande opstod i den første etape den demokratiske folkemagt, der var rettet mod fascismen, mod de nationale forrædere, der kom fra storbourgeoisiets, storgodsejernes og de øverste myndigheders kredse. Arbejderklassen var folkemagtens førende kraft. Folkemagten fjernede for det første konsekvent følgerne af hitler-okkupanternes styre og tilintetgjorde disses hjælperes, storgodsejernes og det monopolistiske bourgeoisis herredømme. De befriede på denne måde disse lande fuldstændigt for imperialismens åg, sikrede den nationale uafhængighed og gennemførte omfattende demokratiske omformninger. For det andet fjernede folkemagten feudalismens rester, der havde holdt sig i en række af landene, den gennemførte en demokratisk jordreform, hvorved godsejerklassen blev fjernet og de arbejdende bønders stilling væsentligt forbedret. Skønt den første etape hovedsageligt omfattede alment-demokratiske omvæltninger, blev der dog allerede i de første dage af folkemagtens beståen påbegyndt forholdsregler, der gik ud over disse rammer. Hertil hører den i større eller mindre omfang gennemførte nationalisering af bedrifter, som tidligere havde tilhørt okkupanterne eller det monopolistiske bourgeoisi, der havde været i forbund med dem. Efter at de demokratiske opgaver var løst, satte arbejderklassen og de kommunistiske partier kursen mod overgangen fra den demokratiske til den socialistiske etape af revolutionen. Overgangen blev i disse lande lettet ved, at der fandtes stærke kommunistiske partier, der var blevet stålsat gennem årelange illegale kampe. Revolutionen forløb kontinuerligt i de europæiske folkedemokratier, den demokratiske og den socialistiske etape repræsenterede to faser af én samlet, revolutionær proces, der under hele sit forløb blev ledet af arbejderklassen. En karakteristisk ejendommelighed for denne proces bestod i, at der ikke havde fundet nogen principiel omgruppering af klassekræfterne sted. Det overvejende flertal af alle, der gik med arbejderklassen i revolutionens første etape - bøndernes flertal, byernes mellemlag, en betydende del af intelligensen og i nogle lande endog visse lag af bourgeoisiet - støttede kursen mod socialismens opbygning. Her var sådanne Politiske skridt som neutralisering af bøndernes mellemlag ikke påkrævet. Af den grund foregik overgangen fra den demokratiske til den socialistiske etape i de europæiske folkedemokratiske lande i det væsentlige på fredelig måde, uden væbnet opstand og borgerkrig. Men det betyder ikke, at der ikke fandtes nogen modsætninger i den almindelige demokratiske blok. Blokken bestod af klassemæssigt forskelligartede kræfter, derfor var det at vente, efter at de alment-demokratiske opgaver var løst, at klassemodsætningerne ville træde frem. Faktisk udviklede revolutionen sig ikke fra den første til den anden etape i en harmonisk, rolig strøm, men i klassesammenstød, der i nogle lande (f.eks. i 1948 i Tjekkoslovakiet) for en tid antog en skarp karakter. Socialdemokratiets førere på den yderste højrefløj og de borgerlige partiers reaktionære repræsentanter forsøgte mere end én gang at bremse revolutionens udvikling og med den internationale reaktions hjælp at organisere kontrarevolutionære kup. Det var deres hensigt at fortrænge arbejderklassen fra ledelsen af den alment-demokratiske blok og at føre udviklingen ind på den borgerligt-demokratiske vej. Men det revolutionære folk fejede højreelementerne bort. Overgangen fra den første til den anden etape blev fuldbyrdet med held i Mellem- og Sydøsteuropas lande. Folkerepublikken Kina, den Koreanske Folkedemokratiske Republik og den Demokratiske Republik Vietnam gav anskuelige eksempler på den demokratiske revolutions voksen over i den socialistiske revolution. Revolutionen i disse lande løste først og fremmest den opgave at befri folket for de udenlandske monopolers åg og fjerne den feudale ordens rester. Men fordi den nationale blok ikke blev ført af det nationale bourgeoisi, men af arbejderklassen, blev revolutionen i disse lande ikke stående i den borgerligt-demokratiske etape, men folkene gik med det samme fra de demokratiske over til de socialistiske omformninger. Spørgsmålet om de demokratiske folkerevolutioners voksen over i den socialistiske revolution, som i de udviklede kapitalistiske lande kan fremgå af de alment-demokratiske bevægelser, får i dag stor betydning for arbejderbevægelsen. I hvilken retning kan disse revolutioner udvikle sig efter fjernelsen af monopolernes politiske og økonomiske herredømme? Tidligere indledede de demokratiske revolutioner samfundets kapitalistiske udviklingsetape. De mulige fremtidige anti-monopolistiske folkerevolutioner i de udviklede kapitalistiske lande vil ikke have en sådan opgave. De vil i hvert fald ikke stille sig et sådant reaktionært-utopisk mål som en tilbagevenden til den førmonopolistiske kapitalismes forhold! Følgelig vil sådanne revolutioners videre udvikling mest sandsynligt bestå i, at de vokser over i den socialistiske revolution. De kapitalistiske monopolers diktaturs fald ved en demokratisk revolution ville for det første føre til, at de store monopolers agenter fjernes fra magten, og at magten overføres i folkets hænder, det vil sige, at ville føre til en koalition af de demokratiske kræfter, i hvilken kunne indgå arbejderklassen, alle bøndernes lag, de mellemste lag i bybefolkningen og den demokratiske intelligens. Det ville betyde, at reaktionens hovedkræfter blev isoleret og styrtet allerede i den første, den demokratiske etape. For det andet ville monopolernes politiske herredømmes fald muliggøre en nationalisering af de store trusters og koncerners ejendom. Det ville i de højtudviklede kapitalistiske lande allerede i revolutionens demokratiske etape føre til oprettelse af en stærk statslig sektor i samfundshusholdningen, hvortil 60 til 80 procent af industribedrifterne ville høre. Af den grund ville den demokratiske anti-monopolistiske revolution i de højtudviklede kapitalistiske lande allerede i dens begyndelse lægge et stabilt fundament for overgangen til socialismen. Deraf ses det tydeligt, at den demokratiske og den socialistiske revolution, der heller ikke tidligere var adskilt af en kinesisk mur, mere og mere nærmer sig hinanden. Den demokratiske revolutions voksen over i den socialistiske ville også fremmes af andre objektive og subjektive forudsætninger, der har dannet sig i de højtudviklede kapitalistiske lande: af den mere eller mindre forberedte materielle basis for socialismen, af den højtudviklede arbejderbevægelse o.s.v.. Yderligere er der at tage i betragtning, at også styrkeforholdet i international målestok uden sammenligning er gunstigere end tidligere. Af afgørende betydning for de demokratiske folkerevolutioners voksen over i socialistiske, er det, at der findes stærke marxistisk-leninistiske partier, der støttes af alle befolkningslag, og af en elastisk og klog politik fra disse partiers side. Hvor meget de to etaper end måtte nærme sig hinanden, kan overgangen fra den demokratiske til den socialistiske etape ikke fuldbyrdes uden det marxistisk-leninistiske partis bevidste ledelse, uden dets aktive deltagelse. Trods alt dette må man naturligvis ikke lukke øjnene for de særlige vanskeligheder, som den demokratiske og socialistiske revolution kan støde på i de udviklede kapitalistiske lande. Denne revolution vil først og fremmest have en stærkere modstander end tidligere revolutioner. De store kapitalistiske monopoler råder i dag over et mægtigt militær- og politiapparat og over talrige midler til ideologisk påvirkning af masserne. De har indsamlet rige erfaringer i politiske rænker og i fordummelse af masserne. Derfor gælder Lenins slutning også den dag i dag, at det var lettere for os (d.v.s. den russiske arbejderklasse) at begynde revolutionen, men senere til gengæld sværere at fortsætte den, og at det omvendt er sværere for den vesteuropæiske arbejderklasse at begynde revolutionen, men til gengæld senere vil være lettere.

Andre former for overgang for massernes kamp om demokratiske krav til den socialistiske revolution

Den socialistiske omvæltning bringer de arbejdende, der er ledet af arbejderklassen, til magten. Udbytterklasserne - kapitalisterne og godsejerne - bliver frataget den politiske magt, men forlader dog på ingen måde klassekampens skueplads. Med denne omvæltning begynder overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme. Det er i denne periode, at den revolutionære omformning af det kapitalistiske samfund til det i socialistiske foregår. Som marxismen-leninismens klassikere lærte os, kan kun proletariatets revolutionære diktatur være den kraft, som kan gennemføre denne omformning. Hvad er proletariatets diktatur? Det er de arbejdendes magt, som bliverledet af arbejderklassen og har socialismens opbygning som mål. »Proletariatets diktatur - skrev Lenin - betyder, når man oversætter dette latinske, videnskabelige, historisk-filosofiske udtryk til et jævnere sprog: Kun én bestemt klasse, nemlig byarbejderne og overhovedet fabriksarbejderne, industriarbejderne, er i stand til at lede de arbejdendes og udbyttedes samlede masse under kampen for at afkaste kapitalens åg, under selve omvæltningen, under kampen for sejrens hævdelse og befæstelse, under skabelsen af den nye socialistiske samfundsorden, under hele kampen for klassernes fuldstændige afskaffelse.«

Proletariatets diktaturs historiske nødvendighed i overgangsperioden

Den socialistiske revolution vender sig imod de tidligere herskende, men nu fra magten fjernede udbytterklassers grundlæggende interesser. Derfor støder arbejderklassens tiltrædelse af magten og dens kurs mod opbygningen af socialismen på de styrtede udbytterklassers bitreste modstand. Endvidere: Så længe disse klasser eksisterer, og de økonomiske betingelser for deres eksistens bliver bevaret, så længe består også faren for den gamle, kapitalistiske ordens genrejsning. Alle revolutioner blev nødt til at overvinde modstand fra reaktionære klasser. De opstigende klasser rev sig som regel løs fra det gamle samfunds lænker ved oprettelse af deres revolutionære diktatur. Den franske borgerlige revolution i 1789 førte til dybtgående anti-feudale omdannelser. Den har haft stor indflydelse på mange landes udvikling, og det har den først og fremmest haft, fordi den ikke veg tilbage for en beslutsom undertrykkelse af aristokrater og andre af monarkiets tilhængere. Den socialistiske revolution er en overordentlig dybtgående omformning; den fjerner enhver form for menneskets udbytning af mennesket og må derfor overvinde en særlig forbitret modstand. Det herskende bourgeoisi havde længe og uindskrænket gjort brug af alle privilegier, der var givet ved magt, rigdom og dannelse, det havde vænnet sig til sin stilling og havde fuld tillid til urokkeligheden af den samfundsorden, i hvilken det havde kommandoen, og de andre havde at adlyde! Derfor kender de reaktionære klassers raseri ingen grænser, når de arbejdende, som de var vant til at nedværdige, og hvem de frakendte enhver evne til at forstå statsledelsens kunst, kommer til magten. Når derfor de jævne arbejdende mennesker antaster det helligste i udbytternes øjne - deres private ejendomsret - når især selve muligheden for deres snyltende tilværelse er truet, så tidobler de styrtede undertrykkere deres modstand. Så længe overgangsperioden ikke er afsluttet, sagde Lenin, »bevarer udbytterne uvægerligt håbet om genrejsning, men dette håb forvandler sig til forsøg på genrejsning. Og efter det første alvorlige nederlag kaster de besejrede udbyttere, der ikke havde ventet at blive styrtet, ikke havde troet på det, overhovedet ikke havde kunnet forestille sig det, sig med tidobbelt energi, med rasende lidenskab, med hundredfoldigt had ud i kampen for at generobre det 'paradis', som man har taget fra dem, generobre det for deres familier, der har haft det så rart, og som det 'gemene pak' nu fordømmer til ruin og armod (eller til 'simpelt' arbejde .. .)«. Arbejderne, bønderne og intelligensen er stolt over sit arbejde, der opretholder hele samfundet. Men udbytterne, der er vant til at tilegne sig frugterne af fremmed arbejde, betragter arbejdet som en ulykke og en fornedrelse. Det reaktionære bourgeoisis håb om en genrejsning får næring ved, at det, selv om det har mistet den politiske magt, dog stadig råder over en betydelig styrke. I den første tid sidder bourgeoisiet endnu stadig inde med en række fordele over for den sejrrige arbejderklasse. Storbourgeoisiet kan støtte sig til den internationale kapitals hjælp. Deltagelse af tropper fra 14 kapitalistiske stater i interventionen mod den unge sovjetrepublik, imperialisternes væbnede understøttelse af Kuomintang-regimet i Kina og af marionetterne i Sydvietnam og Sydkorea, den kontrarevolutionære opstand i Ungarn i oktober 1956, de kæmpemæssige summer, som USA giver ud til undergravningsvirksomhed i socialismens lande - det viser altsammen, at arbejderklassen, som har styrtet kapitalisterne og storgodsejerne i dens eget land, må afværge den internationale reaktions rasende stormløb. At sikre landets forsvar mod overfald udefra er en pligt for enhver statsmagt. Men når magten er gået over til de arbejdende, får forsvaret en ny betydning, bliver til en fortsættelse af klassekampen, som proletariatet må føre imod det kontrarevolutionære bourgeoisi inden for landet. Under de nuværende betingelser med den mægtige socialistiske lejrs dannelse og forøgelsen af de demokratiske kræfter i hele verden er der skabt reale muligheder for at forhindre en militær indblanding fra den internationale imperialismes side i det ene eller det andet lands indre anliggender, hvor en demokratisk eller en socialistisk omvæltning foregår. Dog, så længe den imperialistiske lejr består, bliver faren stående både for et væbnet overfald på de socialistiske stater og også faren for imperialismens understøttelse af de med den nye orden utilfredse kræfter. Endvidere beholder de styrtede udbytterklasser, så længe den private ejendomsret til produktionsmidlerne ikke fuldstændigt er frataget dem, visse økonomiske positioner. De søger at udnytte disse til sabotage og desorganisering af det økonomiske liv. Efter at bourgeoisiet har mistet den politiske magt, bestræber det sig for at øve gengældelse på det økonomiske område ved at berede den nye magt uovervindelige vanskeligheder. Det styrtede bourgeoisi finder støtte i den lille vareproduktion, som uafladeligt skaber kapitalisme, og som, hvis den ikke bliver forhindret deri, kan føre til kapitalismens genrejsning. Bourgeoisiet bestræber sig for at udnytte bøndernes uundgåelige vaklen. I den første periode efter revolutionen sidder repræsentanterne for de tidligere herskende klasser inde med sådanne fordele som højere uddannelsesniveau, erfaringer i organisering af produktion og forvaltning såvel som forbindelser til ingeniører og teknikere og til militærspecialister. Bourgeoisiet er i stand til at kunne påvirke masserne ideologisk og politisk i en bestemt tidsperiode. Denne indflydelse er så meget mere farlig, eftersom de arbejdende ikke straks kan frigøre sig fra de århundredgamle sædvaner, som udbyttersamfundet har frembragt. Ud over dette efterlader imperialismen sig en masse deklasserede og kriminelle elementer, der hovedsagelig kommer fra det ruinerede småborgerskab. Fra disse kredse kan kontrarevolutionens lejetropper blive hvervet. Der findes intet socialistisk land, hvor de reaktionære klasser ikke har sat modstand ind mod den revolutionære omformning. Denne modstands karakter var forskellig; den var afhængig af klassekræfternes forhold. I Rusland påtvang de reaktionære klasser ved hjælp af de udenlandske imperialister folket en forbitret borgerkrig, der varede nogle år og krævede store ofre af arbejderne og bønderne. I nogle europæiske folkedemokratiske lande ytrede reaktionens modstand sig som kup. For at befæste revolutionens sejr og for at lamme de styrtede klassers modstand har det derfor overalt været nødvendigt at anvende en stærk og beslutsom magt, som i nødsfald ikke veg tilbage for at bruge tvangsforholdsregler. Det bekræfter den marxistisk-leninistiske læresætning, at ved enhver overgang fra kapitalisme til socialisme er diktaturet uundgåeligt. Det er nødvendigt for at bryde udbytternes modstand og at forhindre banditter, tyve og røvere og andre kriminelle elementer, d.v.s. alle det gamle samfunds nedbrydende elementer, der i denne periode bliver skyllet op til overfladen som smudsigt skum, i at udøve deres »håndværk«. Med proletariatets erobring af magten ophører dets klassekamp mod udbytterne altså endnu ikke. Den bliver også fortsat i overgangsperioden, under hvilken den til tider bliver stærkt skærpet. Men kampen foregår under nye betingelser og i nye former. Det ny består i, at de arbejdende klasser nu for første gang råder over den politiske magt, som tidligere kun udbytterne besad. »Proletariatets diktatur - skrev Lenin - er proletariatets klassekamp, det proletariat, som har sejret og erobret den politiske magt, imod det bourgeoisi, som ganske vist er besejret, men ikke tilintetgjort, ikke er forsvundet, som ikke er ophørt med at yde modstand, imod det bourgeoisi, som har forstærket sin modstand.«

Arbejderklassens stilling til magtanvendelse

Der findes næppe noget spørgsmål, hvorom kommunismens fjender har fremført så mange løgne og ondsindede bagtalelser som spørgsmålet: proletariatets diktatur. Med det formål at indgyde de arbejdende frygt og for at udnytte disses demokratiske bestræbelser betegner de proletariatets diktatur som demokratiets benægtelse, som enkeltpersoners eller gruppers diktatur, som »totalitært styre«, som politisk vilkårlighed o.s.v.. Særlig heftigt vender de sig mod, at kommunisterne under særlige betingelser anerkender nødvendigheden af at bruge magt. På grundlag af dette forsøger de at fremstille proletariatets diktatur kun som magtanvendelse, som angiveligt skulle følge af den kommunistiske verdensanskuelse. Imidlertid findes der, som Lenin sagde, »i vore idéforestillinger ingen plads for vold mod mennesker«. For den klasse, der i århundredets forløb selv var genstand for undertrykkelse, grusomme voldshandlinger og forfølgelser, er sådanne forhold, som muliggør vold mod mennesker, undertrykkelse og fornedrelse af dem, inderligt forhadte. Arbejderklassen er også fremmed for hævnfølelse over for dem, der har udbyttet den. Den griber ikke til magten for at hævne sig, men derimod for at opbygge et nyt samfund, hvor menneskene er befriet for udbytning og for enhver undertrykkelse. I samklang med dens humane, ædle mål bestræber arbejderklassen sig også for at benytte sig af kampmetoder, der er i overensstemmelse hermed. »Målet helliger midlet« er en jesuitisk parole, men ikke en kommunistisk. Kommunisterne benytter enhver mulighed, som tillader dem at slå igennem uden vold, det være sig i kampen om magten eller i perioden under socialismens opbygning. Og hvis arbejderklassen alligevel kommer i den situation at måtte anvende magt, så er det betinget af de uddøende klassers modstand. Følgelig ligger skylden ikke hos det nye socialistiske, men derimod hos det gamle kapitalistiske samfund. Det er urigtigt at tro, at proletariatets diktatur og magtanvendelse over for voldsudøvere skulle stå i modsætning til humanisme. Sagen forholder sig lige omvendt. Jo mere beslutsom den nye magt er, desto mere ubegrundet er reaktionens håb om genrejsning, og desto mindre nødvendigt er det at bruge magt. Og omvendt, jo svagere og mindre beslutsom arbejdermagten er, desto mere rasende er de kontrarevolutionære forsøg fra bourgeoisiets side, desto tungere er klassekampens følger. Når de sammensvorne kontrarevolutionæres lille flok bliver undertrykt i tide, behøver der ikke senere at blive udgydt så meget blod. Den borgerlige propaganda bestræber sig for at fremstille den politiske undertrykkelse udelukkende som terror, repressalier og direkte indskrænkninger i de demokratiske rettigheder. Men disse yderste forholdsregler bliver kun anvendt som svar på bourgeoisiets aktive modstand. Når de styrtede reaktionære klasser griber til våben, støder de på arbejdermagtens beslutsomme modforholdsregler, som bryder deres modstand. Men i andre tilfælde kan arbejdermagten indskrænke sig til ikke-voldelige midler, som fører til skridtvis fjernelse af udbytterklassernes eksistensbetingelser; sådanne midler er f.eks. nationalisering af den kapitalistiske industri, anvendelse af loyalt indstillede dele af bourgeoisiet til arbejdet, omskoling af dem o.s.v.. Proletariatets diktatur hviler dog aldrig på vilkårlighed og ikke-lovmæssig optræden, det skaffer tværtimod en fast, revolutionær lov- og retsorden i landet, det kræver en nøje overholdelse af lovene, såvel af statsborgerne som af funktionærerne i den nye magts statsapparat. Så vidt som det afhænger af arbejderklassen, foretrækker den altid de ikke-voldelige metoder fremfor nogen form for repressalier. For jo bredere det lag af bourgeoisiet er, som erklærer sig villigt til samarbejde med arbejderklassen, des lettere foregår den socialistiske omformning, des færre menneskeofre og materielle tab kræver den, des hurtigere kan den viden og organisatoriske erfaring, der findes hos den loyalt indstillede del af de tidligere kapitalister og de grupper af intelligensen, der stod dem nær, blive anvendt i det nye samfund. Ruslands kapitalister og godsejere, som havde sluppet borgerkrigen løs, tvang sovjetmagten til at anvende repressalier over for dem, som kun var et svar på de styrtede udbytteres magtanvendelse. Det har mange objektive iagttagere anerkendt. Herbert Wells, der var i Rusland i 1930 skrev: »Ikke kommunismen, men derimod den europæiske imperialisme inddrog dette vældige, ødelagte, bankerotte imperium i en seksårig udmattelseskrig. Og ikke kommunismen pinte dette lidende og muligvis uddøende Rusland med uophørlige overfald, invasioner, mytterier, som var understøttet fra udlandet, og var ved at kvæle det med en uhyrlig grusom blokade. Den hævntørstige franske kredityder, den bornerte engelske journalist bar et langt støtte ansvar for denne dødelige pine end en hvilken som helst kommunist.« Så snart omstændighederne tillod det, greb sovjetmagten til en anden I politik over for bourgeoisiet. F.eks. er det således bekendt, at Lenin efter indtagelsen af Rostov i januar 1920 erklærede, at dødsstraffen nu kunne afskaffes. Men udbytterne umuliggjorde dette, for de gik stadig over til angreb på revolutionens tilkæmpede resultater. Hvad der viste sig uundgåeligt i Rusland, hvor de styrtede klasser lige til sidste øjeblik ikke opgav håbet om en genrejsning, er på ingen måde en almindelig lovmæssighed for den socialistiske revolution. Noget nyt i denne forstand bragte erfaringerne fra de folkedemokratiske lande og især fra Kina, hvor det var muligt at udstrække omskolingsforanstaltninger til mere eller mindre betydelige lag af bourgeoisiet. Endnu gunstigere kan betingelserne blive for de kommende socialistiske revolutioner. I en række lande vil magtforanstaltninger sandsynligvis kun være nødvendige over for små grupper inden for monopolkapitalen og dens hjælpere. I disse lande kan anvendelse af metoderne til omskoling over for størstedelen af bourgeoisiet vise sig at være fuldkommen real efter arbejderklassens erobring af magten. Overbevisnings- og omskolingsmetoderne er naturligvis kun velanbragt i de tilfælde, hvor arbejderklassens og folkets kræfter har den udslaggivende vægt, hvor de styrtede klasser har erkendt at alle genrejsningsforsøg støder på arbejdermagtens faste og beslutsomme holdning. Selve den funktion at holde udbytterklassen nede bortfalder heller ikke i dette tilfælde; den består, selv om også den bliver ført ud i praksis med andre metoder og i løbet af kortere tid. Ligegyldigt med hvilke metoder proletariatets diktatur bliver ført ud i praksis, er det dog, som Lenin betonede, stedse en hårdnakket kamp »mod det gamle samfunds kræfter og traditioner«. Også i de tilfælde, hvor arbejdermagten er tvunget til at gribe til voldsmidler, adskiller de af den anvendte metoder sig principielt fra metoderne under udbytterklassernes herredømme, som hovedsagelig støtter sig på vold. Proletariatets diktaturs styrke består i dets brede sociale basis, i at det bringer folkets vilje til udtryk og selv bliver udøvet af folket. Lenin skrev, at den kraft, hvorpå arbejderklassens magt støtter sig, ikke er bajonetternes magt i hænderne på en lille skare militær, ikke politiets eller pengenes magt. Arbejderklassens magt støtter sig på folkemasserne. Deri består den grundlæggende forskel mellem den nye magt og alle tidligere magtformer. Under hensyntagen til sovjetternes første udviklingsår sagde Lenin: »Den nye magt som det vældige flertals diktatur kan holde sig og holder sig ene og alene, fordi den nyder de bredeste massers tillid, ene og alene derved, at den på det frieste, mest omfattende og stærkeste trak hele massen til deltagelse i magten.« Mens hovedfunktionen for udbytterstaten er undertrykkelsen, der bestemmer hele dens virksomhed, er undertrykkelsen for arbejderklassens stat på ingen måde hovedsagen. Dens hovedopgave er omdannelsen af det økonomiske system, af hele det samfundsmæssige-politiske liv efter socialistiske principper. »... det proletariske diktaturs væsen - skrev Lenin - ligger ikke i magtanvendelse alene, og ikke hovedsageligt i magtanvendelse. Dets inderste væsen ligger i den organiserthed og disciplinerthed, hvormed de arbejdendes fortrop, deres avantgarde, deres eneste fører, proletariatet, optræder. Dets mål er at opbygge socialismen, afskaffe samfundets deling i klasser, gøre alle samfundsmedlemmer til arbejdende, tage grunden bort under enhver form for det ene menneskes udbytning af det andet.«

At være marxist betyder at anerkende nødvendigheden af proletariatets diktatur

Spørgsmålet om proletariatets diktatur står i centrum af de ideologiske meningsforskelligheder mellem marxister-leninisterne og reformisterne. Læren om proletariatets diktatur som det eneste middel til at gøre slut på udbyttersamfundets afskyelighed og grusomhed var og er bestandig prøvestenen for oprigtigheden og alvoren i arbejderpartiernes og deres føreres socialistiske bestræbelser. Den, der begrænser sig til den blotte anerkendelse af klassekampen, er endnu ikke marxist. Lenin skrev: »Marxist er kun den, der udvider anerkendelsen af klassekampen til anerkendelse af proletariatets diktatur. Heri består den dybeste forskel mellem marxister og den almindelige små- (og også stor-) borger. Det er det, der må være prøvestenen på en virkelig forståelse og anerkendelse af marxismen.« Det er ganske forklarligt, at spørgsmålet om proletariatets diktatur indtager en særlig plads i marxismen-leninismen: Uden erobring af den politiske magt, uden proletariatets diktatur kan socialismens sejr ikke opnås. Marx' og Lenins lære om oprettelsen af et samfund uden klasser og udbytning forbliver en ønskedrøm, hvis ikke arbejderklassen og dens marxistisk-leninistiske partier koncentrerer deres anstrengelser om det afgørende - på enhver måde at udnytte den opnåede magt for den socialistiske omformning af samfundet. Proletariatets diktatur er tillige historisk set hovedspørgsmålet i den ideologiske kamp som førtes og føres i den internationale arbejderbevægelse. Netop i dette spørgsmål har førerne for II Internationale drevet revisionen af marxismen videst og faktisk sagt sig fri af proletariatets diktaturs idé. De opstillede imod den den opportunistiske teori om et »rent«, »over klasserne stående« demokrati, der efter sigende kan blive en bro til socialismen. I virkeligheden forstår opportunisterne ved det såkaldte rene demokrati det borgerlige demokrati. V. I. Lenin brændemærkede førerne for II Internationale, bl.a. Karl Kautsky, som marxismens renegater. Han påviste overbevisende, at højresocialdemokratemes teori under den forbitrede kamp mellem det imperialistiske bourgeoisi og proletariatet betød at give afkald på socialismen. Efter denne tid er der forløbet næsten et halvt århundrede. Hvad viser de historiske erfaringer? Arbejderklassen tilkæmpede sig i forbund med bønderne magten i et af de største lande i verden - i Rusland - og oprettede det socialistiske samfund. Ført af revolutionære, kommunistiske partier kom arbejderklassen til magten i det store Kina, i en række andre lande i Europa og Asien og kunne fuldbyrde dybtgående sociale omformninger og påbegynde en hurtig udvikling henimod socialismen. Men hvad har socialdemokraterne nået i denne tid? Har de i så meget som et eneste land iværksat socialistiske omformninger eller i det mindste kunnet begynde på sådanne omformninger? Nej, og yderligere: i bestræbelserne for at tilpasse arbejderbevægelsen til det borgerlige demokrati, på at forsone arbejderklassen med bourgeoisiet, har de i praksis givet afkald på at opbygge socialismen, og adskillige af dem er blevet direkte forfægtere for den borgerlige indflydelse på de arbejdende. De socialdemokratiske partier opnåede valgsejre i en række lande og dannede regeringer. I England befandt Labour-partiet sig ved magten i 1924, 1929-31 såvel som i 1945-1951. Det svenske socialdemokratiske parti sidder ved magten siden 1946. Socialdemokraterne har også flere gange i andre af Vesteuropas lande stået i spidsen for regeringer. Men ikke i et eneste af disse lande blev der iværksat nogen som helst økonomiske eller politiske omformninger af socialistisk karakter. De socialdemokratiske regeringer handlede inden for kapitalismens rammer og stillede sig ikke det mål at fjerne denne orden Og erstatte den med den socialistiske. Anerkendelsen af proletariatets diktaturs princip forbliver også i vore dage kriteriet på en ægte revolutionær holdning. Det er ikke tilfældigt, at de moderne revisionister alle som én træder op imod proletariatets diktaturs idé, hvorved de stiller det over for det borgerlige »almene« demokrati. Men nu, efter de åbenbare resultater af arbejderklassens herredømme i USSR og i de andre socialistiske lande, bestræber mange opportunister sig for ved hjælp af mere raffinerede metoder at »gendrive« nødvendigheden af proletariatets diktatur. Således forklarer de eksempelvis, at proletariatets diktatur kun er nødvendigt i Østens lande, hvor tidligere despotiske, feudale eller halvfeudale regimer herskede. I Vestens lande med deres udviklede parlamentariske traditioner derimod vil bourgeoisiet også under proletariatets diktatur underordne sig folkets vilje. Sådanne påstande savner ethvert grundlag. De højt udviklede kapitalistiske landes bourgeoisi er langt stærkere og mere erfarent end for eksempel de herskende klasser var i det gamle Rusland og Kina. Det er mere organiseret, har været længe ved magten, har århundredlange erfaringer i statsledelse og i massefordummelse. Monopoliseringsprocessen er vidt fremskreden i Vestens lande, og monopolkapitalen har vænnet sig til at afgøre alle spørgsmål med magt. For sine egennyttige interessers skyld er det beredt til hvad som helst - selv til at slippe en verdenskrig løs. Kan man derudfra slutte noget om, at Vestens monopolister vil klamre sig mindre forbitret til magten og vil være en modstander at tage mindre alvorligt end bourgeoisiet og godsejerne i de østlige lande?! De historiske erfaringer af de proletariske revolutioner i en række vestlige lande (Frankrig, Tyskland, Ungarn, Finland) har bevist, at udbytterklasserne griber til de yderste magtmidler for at opretholde deres magt. Hvis arbejderklassen undervurderer det og ikke griber til forholdsregler for at holde bourgeoisiet nede, må den betale en høj pris. En af årsagerne til Pariserkommunens fald i 1871 var, at proletariatet gav bourgeoisiet mulighed for at samle sine kræfter og at kvæle arbejderrevolutionen i blod. På grund af de samme årsager lykkedes det bourgeoisiet at slå den ungarske revolution i 1919 og det tyske proletariats revolutionære rejsninger efter den første verdenskrig ned. Vestens »demokratiske« bourgeoisis handlemåde var kendetegnet ved den største grusomhed. I det lille Finland, hvor revolutionen blev slået ned med hjælp af tyske interventer, blev efter officielle statistiske meddelelser omtrent 20.000 mennesker skudt eller ombragt i koncentrationslejre, og adskillige titusinder, deriblandt også kvinder, blev spærret inde i fængsler og dømt til tvangsarbejde. Når de marxistisk-leninistiske partier anerkender muligheden af en fredelig vej til erobring af magten, så begrunder de på ingen måde denne følgeslutning med, at de af det reaktionære bourgeoisi forventer indrømmelser eller eftergivenhed. En sådan vej til revolutionen bliver derfor kun virkelig, fordi der åbner sig det perspektiv at skabe en vældig overvægt i kræfter over monopolkapitalen. Men selv under disse betingelser tager kommunisterne i betragtning, at det styrtede bourgeoisis modstand er uundgåelig, og at faren for en genrejsning af dets herredømme består, hvis de arbejdende ikke skaber en fast og beslutsom regering, hvis ikke proletariatets diktatur i den ene eller den anden form bliver oprettet.

Det proletariske demokrati - demokrati af en ny type

Med arbejderklassens sejr bliver det privilegerede mindretals herredømmes epoke afsluttet, og det sande folkeherredømmes epoke begynder. Arbejdere, bønder, håndværkere og den arbejdende intelligens, som gennem århundreder blev holdt borte fra deltagelse i det politiske liv og blev udelukket fra statens ledelse, begynder nu at lede staten som sine egne herrer. Det karakteriserer det proletariske demokrati som demokrati af en ny type, som demokrati af en højere type i sammenligning med det borgerlige demokrati.

Demokrati for de arbejdende

Det borgerlige demokrati var et betydeligt skridt fremad for sin tid. Men med de socialistiske revolutioners epokes frembrud bliver det afløst af et nyt politisk system. Efter en udtalelse af Lenin er dette system »et maksimum af demokratisme for arbejderne og bønderne, og samtidig betyder det et brud med den borgerlige demokratisme og dannelsen af en ny, verdenshistorisk type demokrati, nemlig, den proletariske demokratisme eller proletariatets diktatur.« Under indflydelse af den borgerlige propaganda og socialdemokraternes forsikringer tror mange mennesker i de kapitalistiske lande, at diktatur og demokrati udelukker hinanden. Efter deres mening findes der enten et demokrati, som i lige høj grad omfatter alle, og i så fald findes der ikke noget diktatur; eller der findes en klasses diktatur, men i så fald findes der ikke noget demokrati. Sådan kan kun den dømme, der ligger under for den vildfarelse, at der kan eksistere et »over klasserne stående«, »almindeligt« eller, som man mange gange siger, »integralt« demokrati. Imidlertid har i virkeligheden den politiske magt i ethvert samfund, hvori der findes klasser med modsatte interesser, klassekarakter, hvor demokratisk det end kan se ud - det tjener den herskende klasse. I de borgerligt-demokratiske lande bliver statsmagten nu og da tilhyllet af et demokratisk slør: Der finder regelmæssigt valg sted, regeringerne aflægger regnskab over for parlamentet o.s.v.. Men denne statsmagts sande ansigt viser sig straks, når de arbejdende masser bliver sig sine klasseinteresser bevidst og stiller krav til kapitalisterne. Da stiller den højst »demokratiske« magt sig på arbejdsgivernes side og viger ikke tilbage for at sætte tropper og politi ind mod arbejderne, at åbne ild mod fredelige demonstranter, at indespærre arbejderførere o.s.v. Når imidlertid de arbejdendes kamp når en sådan udstrækning, at der derved opstår en fare for storkapitalens herredømme, så kaster statsmagten endelig det demokratiske slør bort og går over til åbne terroristiske metoder. Følgelig skjuler sig under demokratiets slør i de imperialistiske stater de storkapitalistiske monopolers højst virkelige diktatur, som er rettet mod" arbejderklassen, mod de arbejdende. Statens klassenatur trådte åbent frem i alle de epoker, hvor udbytterklassen var ved magten. »Enhver véd... - skrev Lenin - at opstande eller blot stærke gæringer blandt slaverne i oldtiden straks afdækkede den antikke stats væsen: slaveejernes diktatur. Forhindrede da dette diktatur demokratiet blandt og for slaveejerne? Alle véd, at det ikke var tilfældet.« Historien beviser altså, at diktatur og demokrati udmærket lader sig forbinde med hinanden. Når staten er et diktatur over for den ene klasse, kan den samtidig være et demokrati for den anden klasse. Hele sagen går ud på, hvilket diktatur og hvilket demokrati det drejer sig om. V. I. Lenin sagde om overgangsperiodens stat, at den må være en stat, som er »demokratisk på en ny måde (for proletarerne og overhovedet for de besiddelsesløse) og diktatorisk på en ny måde (mod bourgeoisiet).« Arbejderklassens diktatur er efter sit inderste væsen en absolut demokratisk magt, da den udøver /lertallets herredømme over mindretallet. Storborgerskabets diktatur er derimod mindretallets herredømme over flertallet. Derfor er det ikke nogen modsætning, når vi taler om, at proletariatets diktatur samtidig er en ny type for demokrati. En og samme magt (arbejderklassens magt) er over for socialismens fjender diktatur og anvender »diktatoriske forholdsregler« (Lenin), men for de arbejdende er den sandt demokrati og anvender over for dem demokratiske metoder. På denne måde er proletariatets diktatur og proletarisk demokrati to sider af samme sag. Lenin anvendte begreberne »proletarisk demokrati« og »proletariatets diktatur« som synonymer. I den proletariske stats politik er det meget vigtigt, at det rigtige for hold mellem de diktatoriske og de demokratiske forholdsregler iagttages; diktatoriske forholdsregler bliver anvendt over for det kontrarevolutionære bourgeoisi, demokratiske forholdsregler over for de arbejdende. Det er hverken tilladeligt at tilstå de reaktionære kræfter handlingsfrihed, og ej heller er det tilladt at indsnævre demokratiet for de arbejdende. Hvilke følger en krænkelse af dette princip kan føre til, viser begivenhederne i Ungarn i 1956. Mens man ikke beslutsomt nok bragte de reaktionæres anslag til standsning, tillod man samtidig alvorlige krænkelser af de arbejdendes demokratiske rettigheder. Ikke sjældent fremfører borgerlige videnskabsmænd og skribenter sådanne argumenter som: demokrati - påstår de - forudsætter ubetinget kamp mellem partier, tilstedeværelsen af opposition i parlamentet og meget andet. De opregner disse formelle kendetegn for det borgerlige demokrati, savner det ene eller det andet heri i de socialistiske stater og skriger triumferende op, at det proletariske diktatur er et udemokratisk styre. Marxisterne dømmer anderledes om en politisk ordens demokratiske natur. Hvis interesser forsvarer statsmagten, hvem tjener den, hvilken politik gennemfører den - det er det, man må gå ud fra. Ud fra dette, det eneste videnskabelige synspunkt, er det umuligt at opdage et virkeligt folkestyre i de borgerlige stater. I USA findes der såvel partier, der konkurrerer med hinanden, som en opposition i kongressen, men regeringens hele politik tjener en ubetydelig lille klynge milliardærers interesser. Dér består i virkeligheden nu de kapitalistiske monopolers diktatur. Kun det proletariske demokrati betyder sandt folkestyre, fordi det tjener de arbejdendes interesser, d.v.s. samfundets flertals interesser. Den proletariske stats politik stræber hen imod afskaffelse af udbytning, højnelse af levestandarden og massernes kulturelle niveau, forsvar for verdensfreden og befæstelsen af venskab mellem folkene. Det modsvarer folkemassernes alleregentligste interesser, alle fremskridtsvenlige menneskers interesser. Det ville dog være urigtigt at antage, at de former og metoder, under hvilke herredømmet bliver udøvet, kun har andenrangs betydning for den proletariske stat. Proletariatets diktaturs hovedsagelige styrke ligger dog i dets forbindelser med masserne, med folket. Men denne forbindelse er blot varig i det tilfælde, hvor magten både ifølge sit væsen og sin form er demokratisk. Derfor er proletariatets diktaturs form en republik af socialistisk type. Mens demokratismen bliver udvidet for de arbejdende i hidtil ukendt udstrækning, kan det proletariske demokrati ikke blive udstrakt til de styrtede reaktionære kræfter i bourgeoisiet og til alle andre elementer, som kæmper for en genrejsning af kapitalismen. Her ligger det proletariske demokratis grænser. Der ville blive tilføjet den socialistiske revolution den største skade, hvis proletariatet gav storkapitalisternes organisationer politiske friheder. Er det ikke åbenbart, at opløsning af det kontrarevolutionære bourgeoisis partier og sammenslutninger, at forbud mod propaganda for fascistisk og andre folkefjendtlige ideer ikke blot ikke er indskrænkninger af frihed og demokrati for de arbejdende, men derimod at de arbejdendes interesser ubetinget kræver dette?

En særlig form for arbejderklassens forbund med alle arbejdende

Proletariatets diktaturs demokratiske natur kommer særlig klart til udtryk derved, at det er arbejderklassens forbund med alle arbejdende og med de andre demokratiske kræfter, som understøtter socialismens sag. Det socialistiske samfund kan ikke opbygges af arbejderklassen alene med dennes egne kræfter. For at opbygge socialismen er det ikke nok at gøre de store besiddelser til samfundseje. Det er endvidere nødvendigt, lidt efter lidt at lede småproduktionen i byen og på landet ind på socialismens baner, at ændre alle samfundsmæssige forhold, at omforme de kulturelle institutioners virksomhed - pressen, teatret, skolen - efter socialistiske principper, med ét ord at forvandle hele samfundslivet fra øverst til nederst. Det er en overordentlig kompliceret opgave, og! dens løsning er kun mulig for så vidt som folkets bredeste lag bevidst deltager i oprettelsen af det nye samfund. Derfor er arbejderklassens forbund med bønderne, med alle arbejdende og folkets andre demokratiske lag proletariatets diktaturs højeste princip. »Proletariatets diktatur - skrev Lenin - er en særlig form for klasseforbund mellem proletariatet, de arbejdendes fortrop, og de talrige ikke-proletariske arbejdende lag (småborgere, små erhvervsdrivende, bønder, intelligensen o.s.v.) eller flertallet af dem, for et forbund mod kapitalen, for et forbund med det formål helt at styrte kapitalen, helt at undertrykke bourgeoisiets modstand og dets genrejsningsforsøg, for et forbund med socialismens endelige indførelse og befæstelse som mål.« Dette forbunds særlige karakter består i, at arbejderklassen har førerskabet deri. Proletariatet optræder med rette som fører for alle arbejdende, fordi det er den mest konsekvente og bevidste forkæmper for hele det arbejdende folks fælles mål: socialismen. For arbejderklassens forbund med bønderne og de andre arbejdende lag findes der et fast, objektivt grundlag. Alle arbejdende er dybt interesseret i befrielse for udbytning, i en sikret tilværelse, i en befæstelse af freden og venskabet mellem nationerne. Kun socialismen åbner et sådant perspektiv for dem. Derfor består en af de vigtigste opgaver for den af arbejderklassen ledede stat i at befæste arbejderklassens forbund med de bredeste lag af folket. Når proletariatet, såfremt det er. nødvendigt, griber til diktatoriske forholdsregler over for det reaktionære bourgeoisi, så må det på ingen måde anvende disse metoder over for bondemasserne og alle sine demokratiske forbundsfæller. Proletariatet leder disse til socialismen med demokratiske metoder - ved hjælp af overbevisning, ved hjælp af understøttelse, ved hjælp af eksemplet, ved hjælp af organisering. Bønderne, småborgerskabet i byerne og intelligensen må ved hjælp af deres egne erfaringer overbevise sig om den socialistiske omdannelses nødvendighed. Naturligvis udelukker dette ikke anvendelsen af tvangsmidler over for sådanne mennesker, som krænker den socialistiske stats love. Men her er tvangen, hvis den viser sig nødvendig, ikke rettet mod en klasse, men derimod kun mod enkelte lovbrydere; den bringer i grunden alle arbejdendes vilje og interesser til udtryk.

Sikringen af de arbejdendes rettigheder og friheder

Det proletariske demokrati betyder overgang fra den borgerlige republiks formelle demokrati til de arbejdende massers faktiske deltagelse i statens ledelse, det vil sige overgang til, hvad der udgør demokratiets virkelige natur. »Proletariatets diktatur må - skrev Lenin - sagt i almindelighed, uværligt føre ikke blot en forandring af dets former og institutioner med sig, men derimod en sådan forandring af det, at de af kapitalismen knægtede, at de arbejdende klasser faktisk udnytter demokratiet i en aldrig før i verden set udstrækning.« Det proletariske demokrati betyder ikke blot den fuldstændige ophævelse af enhver indskrænkning i rettigheder på grund af racetilhørsforhold eller tilhørsforhold til en bestemt nationalitet, køn, religiøs overbevisning eller uddannelsesniveau. Det lægger hovedvægten på at sikre de arbejdende mulighed for at udnytte deres rettigheder. Derfor overdrager staten de arbejdendes organisationer de bedste bygninger og lokaler til møder og kongresser, til pressen, til film- og radiostudier o.s.v.. Med andre ord: staten garanterer de demokratiske rettigheder gennem en tilsvarende materiel basis, hvorved disse garantier tager til under opbygningen af socialismen i den udstrækning, som den samfundsmæssige rigdom vokser. Videre end til den almindelige valgret kan det borgerlige demokrati ikke gå. Masserne har ganske vist ret til at afgive deres stemme ved valgene, men bliver faktisk som før holdt væk fra deltagelse i statens ledelse. Efter den socialistiske revolution åbner der sig mulighed for folkets brede lag for virkelig praktisk at tage del i statslivet, på den ene side i statslige institutioner, på den anden side i dets samfundsmæssige organisationer og i talrige udvalg, kommissioner og råd, som skabes til støtte for statsmagtens opgaver. En anden væsentlig særegenhed ved det proletariske demokrati er udvidelsen af området for demokratiets ledelse, udbredelsen af demokratiet ikke blot til politikkens område, men også til ledelsen af samfundsøkonomi og kultur. I kapitalismen kan demokratismen, der i øvrigt er formel og begrænset, ikke gå ud over de politiske institutioners rammer. På økonomiens og kulturens område - i bedrifterne, i presseorganerne, i filmlivet og i radioen - skalter og valter de kapitalistiske ejere uindskrænket og uden nogen form for kontrol fra masserne. Mangelen på demokrati for de arbejdende på det økonomiske område gør også deres politiske rettigheder virkningsløse; thi i det moderne samfund med dets højt udviklede økonomi triumferer mere end nogen sinde reglen: Hvem der råder over ejendom, råder over alt. Socialiseringen af produktionsredskaberne og produktionsmidlerne, presseorganernes, kultur- og uddannelsesinstitutionernes overgang i folkets eje udvider demokratiets sfære umådeligt. Produktionen og de kulturelle institutioner bliver under disse betingelser ikke ledet af private ejere, men af folket - enten umiddelbart eller ved dets repræsentanter. Dermed gennemsyrer demokratiet hele det politiske, økonomiske og kulturelle liv.

Den demokratiske ledelses system

Arbejderklassen skaber et nyt, demokratisk ledelsesapparat, der modsvarer samfundets behov under opbygningen af socialismen. Den nye magt forkaster resolut den borgerlige stats bureaukratiske centralismes princip, der er forhadt af folket. Men arbejderklassen bestrider på ingen måde nødvendigheden af centralisering. Tværtimod, den går ind for centralisering, fordi den modsvarer den fællesejede produktions behov. I de småborgerlige lag af befolkningen, hvis ideal er isolere de private bedrifter, men også undertiden hos en del af arbejderne, der står under indflydelse af småborgerskabet, findes der den illusion, at man kan klare sig fuldstændigt uden centralisme. Sådanne anarkistiske forestillinger står i modsætning til de moderne produktivkræfters virkelige behov. Arbejderklassen går ind for centralisme, men for demokratisk centralisme. Demokratisk centralisme betyder ledelse af de almene statslige anliggender ud fra et centrum og underordning af de lokale organer under centret, ved alle magtorganers valgbarhed og pligt til at aflægge regnskab over for folket, ved en omfattende inddragelse af folkemasserne i statens ledelse og ved de lokale organers selvstændighed. Lenin skrev til begrundelse for dette den socialistiske ledelses hovedprincip: »Vi er for den demokratiske centralisme. Og man må utvetydigt blive klar over, hvor meget den demokratiske centralisme adskiller sig på den ene side fra bureaukratisk centralisme og på anden side fra anarkisme... Centralismen, forstået i virkelig demokratisk forstand, forudsætter den for første gang i historien skabte mulighed for fuldstændig og uhindret udvikling, ikke blot af de lokale særegenheder, men også af det lokale initiativ, mangfoldigheden af veje, metoder og mål i marchen frem mod det fælles mål.« De arbejdendes magts statsapparat bliver opbygget på grundlag af den demokratiske centralismes principper. Undertrykkelsen af det reaktionære bourgeoisis modstand, afstraffelsen og omskolingen af anti-sociale elementer såvel som forsvarets organisering kræver oprettelse af et tilsvarende forvaltningsapparat, oprettelse af domstole, hær, folkepoliti og statssikkerhedsorganer. Tvangsorganerne under arbejderklassens diktatur er karakteriseret af deres dybe forbundethed med folket, og heri består en af de grundlæggende forskelle fra de tilsvarende institutioner i den borgerlige stat. Hæren er ikke mod folket, men en del af folket. Kadaverdisciplin, bureaukratisme og kasteånd er den fremmed; den er stærk på grund af dens ideologi og dens bevidste disciplin. Officererne og de jævne soldater kommer fra beslægtede klasser - fra arbejdernes, bøndernes og intelligensens rækker. I Sovjetunionen, hvor Den røde Hær, proletariatets første hær, blev oprettet, var hærenhederne fra den første dag af deres beståen altid forbundet med bedrifterne, fagforbundene og fattigbøndernes organisationer. Retsvæsenet har en dybt demokratisk karakter. Det er bygget sådan op, at det garanterer deltagelse af de brede arbejdende masser i sin virksomhed. Det gælder principperne for dommernes valgbarhed, afsættelighed og regnskabspligt, deltagelse af meddomsmænd i retsforhandlingerne og domstolenes fuldstændige uafhængighed. Domstolen bliver et middel i opdragelsen; straffens karakter ændrer sig; så vidt muligt bliver betingede domme bragt i anvendelse: offentlig irettesættelse; frihedsberøvelse afløses af arbejdspligt på fri fod og lignende forholdsregler. Det politimæssige arbejde hviler også på demokratiske principper. De arbejdendes stat skaber også organer, der ville være utænkelige i enhver anden samfundsorden. Det er organerne for samfundshusholdningens planlæggelse og ledelse, der er nødvendig for den socialistiske ombygning af samfundsøkonomien. Arbejderklassens magt skaber også et apparat for at lede det kulturelle liv og opdragelsen af borgerne. Karakteristisk for dette apparat er i særdeleshed den omfattende demokratisme og de arbejdendes aktive medarbejde. Alle proletariatets diktaturs statslige organer støtter sig på folkemasserne, står i stadig forbindelse med dem, tager hensyn til deres meninger og befinder sig under deres kontrol. Den største del af medarbejderne i apparatet, der er oprettet af det proletariske diktatur, er udgået fra de arbejdende. I Rusland spillede arbejderklassen den afgørende rolle ved dannelsen af magtorganerne. Sovjetterne, fagforeningerne, bedriftskomiteerne sendte tusinder og atter tusinder af arbejdere ind i folkekommissariaterne, i hærens kommandoposter og i industriens ledende organer. Således sammensattes den oprindelige kerne i Folkekommissariatet for udenlandske Anliggenders apparat af arbejdere fra Siemens-Schuckert-fabrikken (det nuværende »Elektrosila«) og af matroser fra Den baltiske Flåde, i Folkekommissariatet for indre Anliggender af arbejdere fra Putilov-værket og i Folkekommissariatet for Uddannelse af arbejdere fra Viborg-distriktet i Petrograd. Også i folkedemokratiernes lande bliver de ledende statsfunktioner udøvet af mange tusinder arbejdere og repræsentanter fra andre arbejdende.

Det marxistisk-leninistiske parti under proletariatets diktaturs betingelser

Arbejderklassens erobring af magten ændrer principielt dens bevidste fortrops, det marxistisk-leninistiske partis stilling. Indtil da var det én klasses parti, der kæmpede om magten, nu bliver det den herskende klasses parti. De socialistiske landes erfaringer viser, at efter revolutionen bliver det marxistiske partis betydning som leder af arbejderklassen ikke blot ikke ringere, men vokser tværtimod umådeligt. Det marxistiske parti bærer nu ansvaret for alt, hvad der sker i samfundet, både for proletariatets diktaturs stats politik, for produktivkræfternes og kulturens udvikling og for forøgelsen af velstanden i folket. De revolutionære omdannelser, som arbejderklassens magt er kaldet til at virkeliggøre, er så komplicerede, og de kræfter, der modsætter sig opbygningen af det nye samfund, er så stærke, at resultatet kun kan opnås ved en fuldstændig enhed i proletariatets vilje, ved en dyb forståelse af de samfundsmæssige udviklingslove. Med ét ord: resultatet kan kun blive nået, hvis man har et klart aktionsprogram. Alt dette bliver formidlet til arbejderklassen af dens fortrop, dens mest bevidste og mest standhaftige del, der er i stand til konsekvent at give udtryk for proletariatets og alle arbejdendes interesser. Af denne grund sagde Lenin, at det uden et stålsat og kamphærdet parti, uden et parti, der nyder tillid hos alle ærlige mennesker i klassen, uden et parti, der forstår at tage hensyn til og øve indflydelse på massens stemninger, er umuligt resultatrigt at føre kampen for socialismen. I perioden under kampen om magten kan der findes flere arbejderpartier. Hvis der dog ingen aktionsenhed findes mellem dem, så besværliggører det arbejderklassens kamp betydeligt. Efter arbejderklassens sejr bliver det i reglen nødvendigt at skabe et marxistisk-leninistisk enhedsparti for at befæste den nye magts positioner og for at sikre enhed i viljen ved samfundets ledelse. Denne vej gik for eksempel de kommunistiske og socialdemokratiske partier i Tjekkoslovakiet, i Polen, i den Tyske Demokratiske Republik og i andre folkedemokratiske lande, hvor der allerede ved begyndelsen af overgangsperioden blev oprettet forenede arbejderpartier på basis af marxismen-leninismens ideologi og organisationsprincipper. Det marxistiske partis rolle i arbejderklassens diktatur er forskellig fra den rolle, som den herskende klasses partier hidtil har spillet. Dets stilling i staten bliver ikke blot bestemt af afstemningerne ved de fra tid til anden stedfindende valg, men også ved arbejderklassens historiske kald, som den naturlige leder af samfundet på vejen til kommunismen. Arbejderklassens fjender bestræber sig netop derfor på i kampen mod dens magt at undergrave det kommunistiske partis førende og ledende kraft. Det er partiets opgave at fastlægge hovedretningen for statens samlede virksomhed og at bestemme dens politik, men arbejderklassens fjender forsøger at fremstille sagen sådan, som om proletariatets diktatur var et partiets diktatur. Sådanne forfalskninger opstillede for eksempel Sinovjev-folkene i Sovjetunionen. Af vore dages revisionister benægter nogle partiets ledende rolle, mens andre vel ikke afviser den i ord, men underminerer den i handling. I hvert fald indsnævrer de dets rolle så meget, at det bliver lig med en fuldstændig fornægtelse af partiets ledelse af den socialistiske opbygning. Revisionisterne påstår, at partiet kun må være en »ideologisk faktor«, »den socialistiske bevidstheds udviklingsfaktor«, men ingen politisk kraft. De ringeagter partiets arbejde på økonomiens område, dets virksomhed for udvikling af nye økonomiske forhold og benægter nødvendigheden af partiets afgørende indflydelse på statens indre og ydre politik. Dermed bliver den herskende klasses parti degraderet til en oplysningsorganisation, der står fjernt fra de vigtigste opgaver, som klassen må løse. I praksis kan det kun føre til, at indflydelsen styrkes fra andre politiske kræfter i samfundet og staten, som er fjendtlige over for de arbejdende. Proletariatets diktaturs vigtigste kraftkilde ligger netop i, at dets samlede virksomhed er gennemsyret af en enhed i viljen, at det bliver ledet af partiet efter en samlende grundidé. På grundlag af marxismen-leninismens teori og undersøgelse af de konkrete betingelser udarbejder Partiet den politiske linje for alle den socialistiske opbygnings områder - for økonomien, forvaltningen, hæren, opdragelsen, udenrigspolitikken og leder virkeliggørelsen af denne linje i praksis. Efter at de styrtede klassers modstand er brudt, og magten er blevet befæstet, bliver det organisatoriske arbejde, først og fremmest på den økonomiske opbygnings område, til partiarbejdets hovedområde. »Vi må beskæftige os med økonomi...,« sagde Lenin, efter at partiet havde fået mulighed for at gå over til fredelig opbygning, »... det økonomiske spørgsmål er nu hos os vor fælles sag. Det er for os den interessanteste politik.« Hvorledes gennemfører partiet sin førende rolle under proletariatets diktaturs betingelser? Det virker gennem det statslige ledelsessystem og gennem de samfundsmæssige masseorganisationer, idet det retter sine anstrengelser mod et samlende mål. Selv om partiet leder alle statslige og samfundsmæssige organisationer, så erstatter det dem dog ikke. Partiets ledelsesvirksomhed kunne man sammenligne med en dirigents kunst, der stræber efter at opnå orkesterets harmoniske sammenspil, men naturligvis ikke forsøger at spille for hver enkelt musiker. Partiet sikrer virkeliggørelsen af sin politik ved at virke gennem sine medlemmer, der er beskæftiget i statsapparatet og i de samfundsmæssige organisationer. Principperne om de gensidige forbindelser mellem partiets og statens organer blev udarbejdet af V. I. Lenin. De fandt deres afspejling i partikongressernes beslutninger. Den 8. partikongres i 1919 påviste: »Man må i intet tilfælde forveksle partikollektivernes funktioner med de statslige organers, med sovjetternes funktioner... Partiet må gennemføre sine beslutninger gennem sovjetorganerne inden for sovjetforfatningens rammer. Partiet bestræber sig for at lede sovjetternes virksomhed, men ikke for at erstatte den.« Dette princip bringer partiet også i anvendelse over for de samfundsmæssige organisationer, hvorved det ikke tillader, at disse bliver kommanderet eller underkastet småligt formynderskab. I hele sin virksomhed støtter partiet sig på de arbejdende masser. Kommunisterne er kun en lille del af folkemasserne, og partiet har kun folket på sin side, når det rigtigt udtrykker det, som folket vil, når det kan overbevise folket. Derfor, sagde Lenin, må partiet forstå »med usvigelig sikkerhed at finde massernes indstilling til ethvert spørgsmål i ethvert øjeblik, at fastslå massernes virkelige bestræbelser, behov og tanker, det må forstå uden skygge af falsk idealisering at bestemme massernes bevidsthedsgrad og påvirkethed af forskellige fordomme og fortidige levn, det må forstå ved et kammeratlig forhold og omsorgsfuldt at tilfredsstille massernes behov at vinde deres ubegrænsede tillid.« De marxistisk-leninistiske partier, som har ledelsen i landet, nyder de arbejdendes udelte støtte. Det giver dem vældig kraft og autoritet. Men det kan også bringe det regerende parti i fare for at blive overmodigt, at anse sig for ufejlbarligt, og derved blive løsrevet fra masserne. Derfor tillægger de kommunistiske partier efter revolutionens sejr kritik og selvkritik en særlig betydning som et sikkert middel imod forbening og stilstand, derfor udvikler de det indre partidemokrati og bestræber sig for at hæve kommunisternes førende rolle til et højere niveau. Når de kommunistiske partier bliver de ledende, er der fare for, at karrieremagere trænger ind i dets rækker, elementer, der indtræder i partiet ikke af ideologiske grunde, men i håb om at opnå personlige fordele af deres tilhørsforhold til partiet. Partiets sammensætning kan ikke være uden indflydelse på dets arbejde. Derfor regulerer partierne i de lande, der er på vej mod socialismen, sin sammensætning, indfører en kandidatordning for nye medlemmer og griber yderligere til andre foranstaltninger for at holde partiets rækker fri for uværdige mennesker. Til regulering af sin sammensætning opstillede SUKP i overgangsperiodens år forskellige optagelsesbetingelser, der lettede arbejdernes indtræden i partiet og gjorde det sværere for mennesker, der stammede fra småborgerskabet. Det har hjulpet partiet til at bygge en barriere op mod småborgerlig indflydelse. Yderligere blev der periodisk gennemført partirensninger, der bidrog til, at partiet kunne befri sig for fremmede elementer, der var trængt ind i det. I flertallet af de folkedemokratiske lande i Europa blev optagelse i partiet efter 1947-48 midlertidigt indskrænket. Ved at holde sine rækker rene skaber de kommunistiske partier også forudsætninger for styrkelsen af deres enhed. Betydningen af partienheden vokser mere og mere under proletariatets diktatur. Eftersom klassekampen ikke er ophørt, men antager mere komplicerede former, er partiet stadigt ikke blot udsat for tryk fra rester af de kapitalistiske klasser, der yder modstand mod opbygningen af socialismen, men må også regne med vaklen hos de mindre standhaftige elementer i de arbejdendes rækker. Eftersom partiet er den retningsgivende og sammenfattende kraft i proletariatets diktatur, kan en krænkelse af enheden i dets rækker føre til undergravelse af diktaturet, til spaltning af det klasseforbund, som det støtter sig på. »Den, som blot i mindste måde svækker den jernhårde disciplin i proletariatets parti (særlig under proletariatets diktatur), hjælper i virkeligheden bourgeoisiet imod proletariatet.« I Sovjetunionen fandt den heftige klassekamp i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme også sin genspejling i den indre partikamp. Trotskisterne, højreopportunisterne og andre anti-leninistiske grupper udtrykte de fjernede udbytterklassers ideologi, bestræbte sig på enhver tænkelig måde for at ryste partienheden og opnå frihed til at danne fraktioner. Havde de nået deres mål, ville det have været begyndelsen til proletariatets diktaturs ophør.

De samfundsmæssige organisationers rolle

Fagforeningerne indtager en vigtig stilling i proletariatets diktaturs stat. Som tidligere kamporganisationer mod kapitalen bliver de nu arbejderklassens statsmagts mest aktive hjælpere og udgør en reserve, hvorfra ledende kadrer bliver vundet, hvorfra der kommer praktiske forslag til forbedring af arbejdet. For at kendetegne fagforeningernes rolle efter erobringen af magten kaldte V. I. Lenin dem en skole i ledelsen af samfundshusholdningen og i forvaltningen, en skole i kommunisme. I Sovjetunionen begyndte fagforeningerne straks efter Oktoberrevolutionen i mangfoldige former at deltage i ledelsen af staten og produktionen. Fagforeningerne hjalp med at skabe økonomiske organer og tog del i udarbejdelsen af produktionsplanerne og kontrollerede de økonomiske lederes virksomhed. Senere, med udviklingen af den socialistiske opbygning, opstod der sådanne former for samfundsmæssig virksomhed som produktionsrådslagninger, tekniske konferencer, videnskabelige tekniske selskaber, selskaber for opfindere og rationalisatorer og andre. Fagforeningernes deltagelse i ledelsen kan dog ikke bestå i at få overdraget og udøve administrative funktioner. At forlange det betyder at rejse et anarko-syndikalistisk krav, og det er - som Lenin betonede - teoretisk falsk og skadeligt i praksis. Statsmagten bliver til arbejderklassens mest omfattende organisation efter revolutionen, og kun den kan i arbejderklassens og alle arbejdendes navn forvalte produktionsmidlerne, der er blevet til samfundsejendom. Yderligere ville en erstatning af den statslige ledelse med fagforeningsmæssig ledelse henholdsvis overgivelse af ledelsesfunktionerne direkte til et kollektiv af arbejdende bedrifterne undergrave den enhedsmæssige planlæggelse og føre til samfundshusholdningens desorganisering. Formerne for fagforeningernes medarbejde i ledelsen af produktionen er forskellige i de socialistiske lande. I Polen sker det over de i bedrifterne oprettede konferencer for arbejdernes selvforvaltning. I Kina dannedes der et system af arbejder- og funktionærforsamlinger. I praksis er der blevet udformet endnu mange andre metoder for fagforeningernes deltagelse i ledelsen, og tillige ikke blot vedrørende produktionsspørgsmål, men også i alment-statslige anliggender. Erfaringerne viser, at dér hvor fagforeningerne bliver stillet over for særlige organer - som f.eks. »arbejderrådene« i Jugoslavien - forringes proletariatets omfattende klasseorganisationers, partiets og fagforeningernes, indflydelse på produktionen. Under arbejderklassens herredømme mister fagforeningerne på ingen måde sin funktion som varetager af de arbejdendes økonomiske interesser. Som V. I. Lenin sagde, har fagforeningerne ganske vist »mistet et grundlag som den økonomiske klassekamps, men de har ikke på langt nær mistet grundlaget for en ikke klassemæssig 'økonomisk kamp' i betydningen af kamp mod sovjetapparatets bureaukratiske udvækster, i betydningen af varetagelsen af de arbejdende massers materielle og åndelige interesser ved at følge veje og midler, der er utilgængelige for dette apparat o.s.v.... og vil desværre endnu mange år frem ikke kunne miste det.« Ved siden af fagforeningerne findes der i alle proletariatets diktaturs lande flere andre masseorganisationer. Ved hjælp af forskellige former for kooperativer, i hvilke bønderne og håndværkerne er organiseret, bliver det muligt at drage store dele af befolkningen ind i demokratisk ledelse af samfundshusholdningen og at udvikle deres samfundsmæssige, socialistiske bevidsthed. Ungdomsorganisationerne spiller en stor rolle i den statslige, økonomiske og kulturelle opbygning. Efter arbejderklassens magterobring opnår disse forskellige samfundsmæssige organisationer og sammenslutninger af arbejdende såvel som foreninger for forfattere, kunstnere, komponister o.s.v. stor udbredelse. På denne måde bliver der under proletariatets diktatur skabt et helt system af demokratisk ledelse, der beror på de brede massers aktivitet og initiativ. For første gang bliver adskillelsen mellem forvaltningsapparat og folk fjernet, denne adskillelse, der er karakteristisk for udbytterstaterne og uundgåeligt danner grundlaget for en sådan karakteristisk samfundsmæssig foreteelse som bureaukratisme. For den borgerlige stat er bureaukratismen en del af dets væsen. Under kapitalismens betingelser er bureaukratismen et ledelsessystem, hvori magten ligger hos et embedsmandsapparat, der er isoleret fra folket, som faktisk ikke bliver kontrolleret af det, og som varetager udbytterklassernes interesser. For arbejderklassens stat er bureaukratismen selvsagt ikke en del af dens væsen, thi denne stat skabes af folket, tjener det og befinder sig under dets kontrol. Trods dette må arbejderklassen efter dens sejr endnu i længere tid føre kamp mod bureaukratismen, særlig mod sådanne ytringsformer som formalisme og hjerteløshed, løsrevethed fra masserne og slendrian. Bureaukratiske fordrejelser under proletariatets diktatur er levn fra det kapitalistiske system. Yderligere må man ikke glemme, at bureaukratismen i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme finder grobund i befolkningens småborgerlige lags tilbageståenhed. De bureaukratiske foreteelser kan vare ved og til tider endog øges, hvis massernes kontrol med statsapparatet slækkes, hvis ikke opmærksomheden tilbørligt bliver vendt mod at udarbejde forskellige former for en sådan kontrol og konsekvent at virkeliggøre den. Proletariatets diktaturs indre demokrati skaber alle nødvendige betingelser for en resultarig overvindelse af bureaukratiske tendenser ved en stadig mere omfattende deltagelse af masserne i statens ledelse og ved anvendelse af forskellige former for kontrol fra neden. At udnytte alle disse betingelser - det er en særdeles vigtig pligt for arbejdermagten. Lenin kaldte bureaukratismen for den værste indre fjende for et samfund, der bygger socialismen op. »Denne fjende - sagde Lenin - må vi skille os af med, og med alle klassebevidste arbejderes og bønders hjælp vil vi gå lige løs på den.«

De forskellige former for proletariatets diktatur

Arbejderklassens magt vokser ud af ethvert folks befrielseskamp og er organisk forbundet med denne kamps særegenheder og betingelser. Derfor antager den forskellige former i de forskellige lande. »Alle nationer vil nå til socialismen - skrev Lenin -, det er uundgåeligt, men ingen på nøjagtig den samme måde, enhver vil bidrage med noget af sit eget til denne eller hin form for demokrati, til denne eller hin variant af proletariatets diktatur, til dette eller hint tempo i den socialistiske omformning af samfundslivets forskellige sider.« Der er forskel på, om proletariatets diktatur sejrer i et ringe udviklet land med en talmæssigt set svag arbejderklasse og overvejende bondebefolkning, eller om det sejrer i højtudviklede lande, hvor arbejderne udgør flertallet af befolkningen. Man må skelne imellem om proletariatets diktatur bliver oprettet i et land, hvor der tidligere herskede et monarkisk styre, eller om det bliver oprettet i et land med århundredgamle traditioner for parlamentarisk demokrati. Proletariatets diktaturs former danner sig afhængigt af klassekræfternes forhold i revolutionen og graden af modsætningernes skarphed mellem dem. Hvis de herskende klasser yder forbitret modstand, og revolutionen antager en voldsom karakter, er arbejderklassen tvunget til fuldstændigt at ødelægge alle gamle institutioner, som bourgeoisiet støtter sig til. Hvis der derimod under forløbet af revolutionen opstår en sådan overvægt i kræfter over for reaktionen, at magten på fredelig måde overgår til arbejderklassen, viser det sig muligt at benytte visse gamle magtorganer som f.eks. parlamentet og omforme dem svarende til den socialistiske opbygnings krav. Den form for politisk demokrati, der skabes efter sejren, er afhængig af revolutionens drivkræfter. Jo bredere front arbejderklassens forbundsfæller udgør, det vil sige jo bredere revolutionens samfundsmæssige basis er, desto mindre er de lag, mod hvem tvangen bliver rettet, desto mere omfattende bliver det proletariske demokrati. Trods disse objektive faktorers hele betydning spiller folkemassernes revolutionære skaberkraft og de marxistisk-leninistiske partiers bevidste virksomhed dog hovedrollen. Disse partier holder uforstyrret fast ved proletariatets diktaturs princip, uden at ophøje den ene eller den anden af proletariatets diktaturs konkrete former som eneste saliggørende. Ingen af disse former skal betragtes som noget, som man mekanisk kan overføre på andre forhold. Når arbejderklassens revolutionære partier danner formerne for de arbejdendes politiske magt, så tager de både nøje hensyn til deres landes betingelser og nationale særegenheder og til den internationale arbejderbevægelses erfaringer.

Sovjetmagten

For første gang i historien blev proletariatets diktatur oprettet i Rusland i form af sovjetter af arbejder-, soldater- og bondedeputerede. Denne form for statslig organisation opstod af arbejderklassens kamps krav og blev skabt af masserne selv. Sovjetterne kom allerede til verden under den første russiske revolution i 1905-07. Straks efter den borgerligt-demokratiske februarrevolution i 1917 vågnede sovjetterne til nyt liv, dog denne gang endelig ikke mere blot i nogle få byer, men i hele landet, og yderligere ikke blot som sovjetter af arbejderrepræsentanter, men tillige af soldater- og bondedeputerede. Efter Oktoberrevolutionen i 1917 koncentrede de hele magten i deres hænder. Sovjetmagten omsatte for første gang de af marxismen-leninismen udarbejdede almene principper for arbejderklassens diktatur i handling. Sovjetmagten havde alle de typiske træk for den proletariske stat, der adskiller den fra den borgerlige stat. Samtidig fremviste sovjetmagten også en række særegenheder, der var bestemt af den socialistiske opbygnings betingelser i Sovjetunionen. Det kunne ikke være uden indflydelse på sovjetmagtens virksomhed, at den var opstået i et økonomisk tilbagestående land, hvor et feudalt, monarkisk styre havde hersket i mange århundreder. Den russiske arbejderklasse, der som den første styrtede kapitalismens herredømme, måtte støde på en særlig bitter modstand fra de styrtede klasser. Sovjetunionen stod i lang tid fuldstændig alene over for en fjendtlig kapitalistisk verden. Derfor måtte proletariatets diktatur blive oprettet i Rusland, som Lenin sagde, »i sin hårdeste form«. Også nogle indskrænkninger af demokratiet, som arbejderklassen måtte gribe til i overgangsperioden fra kapitalisme til socialisme, som f.eks. fratagelse af valgretten for medlemmer af udbytterklasserne, har sin forklaring i Sovjetunionens særlige betingelser. Det må dog bemærkes, at antallet af mennesker, som valgretten blev frataget, var særdeles ubetydeligt. Hvori består sovjetternes specifikke særegenheder? De optrådte åbent som klasseorganisationer, der kun gav arbejderne og bønderne og dem nærtstående lag af den arbejdende intelligens mulighed for at vælge og blive valgt. I overgangsperioden blev sovjetterne ikke valgt efter det territoriale princip, men på bedriftsplan umiddelbart i værkerne og fabrikkerne, i hærenhederne og i landsbyerne. I et så småborgerligt land som Rusland, hvor bønderne udgjorde befolkningens flertal, blev der givet bybefolkningen en anden repræsentationsnorm i sovjetterne end landbefolkningen. Arbejderklassen, der udgjorde et mindretal, måtte have politiske forrettigheder over et bestemt tidsrum for at kunne lede bondebefolkningen. Sovjetterne var for millioner af arbejdende en praktisk skole i statsvirksomhed. Allerede i sovjetmagtens første tiår deltog der i sovjetternes arbejde omtrent 12,5 millioner mennesker som deputerede, som medlemmer af eksekutivkomiteerne og som kongresdelegerede. Sovjetmagten forkyndte ikke blot nationernes selvbestemmelsesret helt til løsrivelse og oprettelse af en selvstændig stat. Den sikrede denne ret i praksis gennem oprettelsen af et frit og ligeberettiget føderativt forbund af alle folk. Den i 1922 dannede Union af Socialistiske Sovjetrepublikker blev opbygget på grundlag af nationernes fuldstændige frihed og ligeberettigelse. Klassekampens udvikling i landet førte til dannelsen af et etpartisystem ved den politiske ledelse af sovjetterne. Det kommunistiske parti erobrede allerede i perioden fra februar til oktober 1917 flertallet i sovjetterne og i de andre masseorganisationer. De arbejdende forvissede sig om, at det var det eneste parti, der havde et virkeligt program til kamp for fred, jord og frihed, for dybtgående sociale forandringer, og at det var i stand til at virkeliggøre dette program. Alle andre partier mistede massernes støtte. Skønt kommunisterne blev støttet af det overvejende folkeflertal, havde de aldeles ikke til hensigt at trænge de andre partier ud af magtorganerne og forbyde deres virksomhed. »...vi ville have en koalitionssovjet-regering,« sagde Lenin i 1917. »Vi har ikke udelukket nogen af sovjetterne.« Den overordentlig bitre borgerkrig som udvikledes i landet stillede alle politiske kræfter over for valget: Enten med bourgeoisiet mod proletariatet eller med proletariatet mod bourgeoisiet. Det ene efter det andet af alle de småborgerlige partier gik over til kontrarevolutionens lejr. Længere end alle andre vaklede det socialrevolutionære partis venstre fløj-; Kommunisterne bestræbte sig for at trække de venstresocialrevolutionære med ind i deltagelsen af den politiske magt. I december 1917 indtrådte syv repræsentanter fra dette parti i sovjetregeringen. Imidlertid fik de venstresocialrevolutionære et kontrarevolutionært mytteri til at flamme i juli 1918. Det eneste parti i landet, der kæmpede for mål, der modsvarede de arbejdendes interesser, viste det kommunistiske parti sig at være. Følgelig er proletariatets diktaturs etpartisystem i Sovjetunionen et resultat af klassekampens konkrete betingelser. Sovjetmagten er et eksempel på proletariatets klassediktatur. Kun ved hjælp af dette diktatur var det muligt at stå borgerkrigen igennem, at slå interventerne, at få ende på ødelæggelsen, at bygge socialismen op i et enkelt land og at hæve »de laveste lag« op til den moderne kulturs niveau.

Folkedemokratiet

Den internationale befrielsesbevægelses udvikling har frembragt en anden form for de arbejdendes magt - folkedemokratiet. Efter den anden verdenskrig opstod og udviklede denne form sig i flere lande i Midt- og Sydøsteuropa og i Asien. Folkedemokratiet har de samme grundtræk som sovjetmagten, dog fremviser det tillige en række særegenheder. Folkedemokratiet opstod af et andet forhold mellem klassekræfterne end sovjetterne i Rusland. Under befrielseskrigen mod fascismen dannede der sig en enhedsfront i Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Jugoslavien af anti-fascistiske og demokratiske kræfter. Den omfattede arbejderklassen, der fra begyndelsen spillede den førende rolle, alle lag af bønderne, byernes middelstand, men også en mere eller mindre betydende del af bourgeoisiets mellemste lag og den patriotiske intelligens. Revolutionens bredere sociale basis krævede en ny statsform for arbejderklassens magt. Denne opstod i folkedemokratiet som en ny form for folkemagt, der udøver proletariatets diktaturs funktioner. Dens opståen har dybe rødder i alle forhold i den nuværende etape i kapitalismens almene krise. Den genspejler de klasseforskydninger, der foregår i den kapitalistiske verden: storkapitalens tiltagende isolering, sammenslutningen af brede folkekræfter under arbejderklassens ledelse, større tilnærmelse mellem de alment-demokratiske og de socialistiske opgaver. Folkedemokratiet har til forskel fra sovjetmagten ikke udøvet proletariatets diktaturs funktioner fra begyndelsen. I nogle lande sad de kommunistiske partier og arbejderpartierne i revolutionens første etape endnu ikke inde med noget stabilt flertal i parlamenterne og koalitionsregeringerne. Skønt de havde stor indflydelse på masserne, fulgte dog en stor del af bønderne, intelligensen og mellemlagene andre partier. Den folkedemokratiske stat var i den første etape endnu ikke proletariatets diktaturs stat. Den var en demokratisk folkemagt, der var rettet imod fascismen og dens medløbere inden for landet. Efter sin klassenatur repræsenterede denne magt ikke andet end proletariatets og bøndernes revolutionært-demokratiske diktatur, som Lenin havde karakteriseret det i sit arbejde »To slags taktik for socialdemokratiet i den demokratiske revolution«, selv om dette diktatur her fremtrådte i en ny form, der genspejlede særegenhederne ved de historiske omstændigheder. Arbejderklassen spillede fra begyndelsen den førende rolle i den demokratiske koalition, dog delte den i den første tid efter den folkedemokratiske revolution magten med andre klasser. Det var en stat, der havde karakter af overgangsstat, hvis videre skæbne afhang af styrkeforholdet mellem klasserne inden for den almindelig demokratiske blok, af udgangen af klassekampen mellem de arbejdende og de borgerlige højreelementer. Da den nationale befrielsesopgave var løst, forsøgte bourgeoisiets højregrupperinger, der indtil da havde samarbejdet med arbejderklassen at fortrænge denne fra ledelsen og lede udviklingen i landet ind på kapitalismens vej. Dér, hvor bourgeoisiet var stærkere, f.eks. i Tjekkoslovakiet, satte det åbent kursen mod at udløse et statskup og helt rive magten til sig. Men arbejderklassen, der blev støttet af brede folkemasser, lammede bourgeoisiets forsøg og satte sig i spidsen for en hele folket omfattende bevægelse henimod socialismen. På initiativ af arbejderklassens parti blev der gennemført grundlæggende forandringer med retning mod socialismen; kommunisterne erobrede i virkeligheden den udelte indflydelse på alle lag i befolkningen; ledelsen af den demokratiske blok gik fuldstændigt over i arbejderklassens og dens partiers hænder; den folkedemokratiske stat begyndte at udøve proletariatets diktaturs funktion. Det bredere forbund af klassekræfterne, på hvilket folkedemokratiet støttede sig, gjorde det muligt at udvide grænserne for det politiske demokrati. Kun over for et ubetydeligt antal af de fascistiske okkupanters medløbere, af folkeforrædere, blev de politiske rettigheder indskrænket. Demokratiet omfattede fra begyndelsen alle lag af bønderne, småborgerskabet i byerne, intelligensen og andre demokratiske og nationale kræfter. Et endnu bredere socialt grundlag vandt folkemagten i Kina. Her begyndte den nationale befrielsesfront at danne sig i den anti-japanske krigs periode. Befrielsesfronten forenede alle lag af folket, derunder også det talstærke nationale bourgeoisi. Med oprettelsen af den Kinesiske Folkerepublik gik hovedmassen af arbejderklassens demokratiske forbundsfæller lidt efter lidt over til at støtte socialismen. Selv om også sovjetmagten og folkedemokratiet som to former for de arbejdendes magt under arbejderklassens ledelse er af principielt samme natur, så findes der dog forskelle imellem dem, der har sin forklaring i ejendommeligheder ved den historiske situation, hvorunder de er opstået. Hvori består disse forskelle? For det første: I en række af folkedemokratiets lande er flertals parti systemet med de marxistiske partiers førende rolle bevaret. Til forskel fra Rusland, hvor ikke blot bourgeoisiets og godsejernes partier, men også småborgerskabets, trådte op imod den proletariske revolution, understøttede mange af disse partier i Kina og i en række andre folkedemokratiske lande overgangen til revolutionens socialistiske etape. De anerkender arbejderklassens og dens marxistisk-leninistiske partis førende rolle og går sammen med dette parti ind for en videre udvikling af samfundet ad socialismens vej. Sådanne partier er i Tjekkoslovakiet: Det socialistiske Parti, Folkepartiet, Det slovakiske Frihedsparti og Slovakisk Fornyelses Parti. I Polen: Det forenede Bondeparti og Det demokratiske Parti. I den Tyske Demokratiske Republik deltager ikke blot de arbejdende klassers partier i Den nationale Front, men også nogle borgerligt-demokratiske partier. Der findes også flere partier i Bulgarien. I en række lande er disse partier repræsenteret i koalitionsregeringerne. På grund af revolutionens særlige udvikling opstod der etpartisystemer i Rumænien og Albanien. I Kina findes der foruden det kommunistiske parti Kuomintangs revolutionære Komité, der omfatter småborgerskabet i byerne og en del af det nationale bourgeoisi, Selskabet for den nationale demokratiske Opbygning, hvilket fremfor alt repræsentanter for dele af industri- og handelsbourgeoisiet og den med det forbundne tekniske intelligens tilhører, Kinas demokratiske Liga, Selskabet til Demokratiets Fremme, Kinas demokratiske Bonde- og Arbejderparti og andre. For det andet: De kommunistiske partier og arbejderpartierne i folkedemokratiets lande virkeliggør ikke deres førende rolle blot ved hjælp af magtorganerne, fagforeningerne og andre samfundsmæssige organisationer, som i Sovjetunionen, men også ved hjælp af folkefronten, der er en ny organisationsform for forbundet mellem arbejderklassen, bønderne, småborgerskabet og intelligensen. Den nationale front, der opstod under kampen om magten, bliver også bevaret under socialismens opbygningsperiode: Tjekkernes og Slovakkernes Nationale Front i Tjekkoslovakiet, Den nationale Front i den Tyske Demokratiske Republik o.s.v.. For det tredje: Folkedemokratiet udmærker sig ved forskellige særtræk i magt- og forvaltningsapparatets organisation. Ved oprettelsen af det nye magtapparat blev i en række lande nogle gamle former for fællesnationale repræsentationsorganer udnyttet. I nogle tilfælde var det reorganiserede traditionelle parlamentariske institutioner: nationalforsamlingen i Tjekkoslovakiet, Sejmen i Polen o.s.v.. Også sønderbrydningen af det gamle statsapparat foregik på en anden måde i de folkedemokratiske lande. I en række lande blev det gamle statsapparats mest reaktionære dele, der havde gjort tjeneste for fascisterne (hæren, politiet o.s.v.), allerede sønderslået under den demokratiske omformning, og et nyt, demokratisk apparat blev oprettet. Senere blev hele apparatet succevtivt omdannet efter den socialistiske bygnings krav. Da der i den fællesnationale blok i en række folkedemokratiske lande var repræsenteret mere eller mindre brede lag af bourgeoisiet, måtte et nyt problem løses: Det gjaldt om at sætte samarbejdet i gang og samtidig påbegynde omskolingen af hele klasser, der tidligere havde været udbyttere. Der blev gjort interessante erfaringer i den Kinesiske Folkerepublik ved gennemførelsen af en politik, der samtidig indgik forbund med bourgeoisiet og bekæmpede dets vaklen. Her understøttede betydelige lag af det nationale bourgeoisi den nationalt-demokratiske revolution. Arbejderklassens samarbejde med bourgeoisiet bliver også fortsat under socialismens opbygningsetape. Ved forvandlingen af bourgeoisiets ejendom til socialistisk ejendom bliver der anvendt metoder, som både modsvarer den socialistiske opbygnings interesser og arbejderklassens forbundsfællers interesser, således bliver der oprettet selskaber, i hvilke både statskapital og privatkapital deltager. Staten opkøber en del af bourgeoisiets produktionsmidler og arbejder henimod en indskrænkning af den private foretagsomhed, på den kapitalistiske sektors gradvise omdannelse til socialistisk sektor. På samme tid stiller staten sig den opgave at omskole bourgeoisiet og føre det frem til samfundsnyttigt arbejde. Derved bliver befolkningens borgerlige lags erfaringer, deres tekniske viden og deres dygtighed i ledelsen af økonomien udnyttet i største udstrækning. Det ville være urigtigt at forestille sig forholdet sådan, at den socialistiske omformning i Kina og i de andre folkedemokratiske lande fuldbyrdedes under idylliske omstændigheder, som om der herskede fred mellem klasserne og klassesamarbejde. Kampen mellem det gamle borgerlige samfunds kræfter og traditioner og det nye socialistiske samfunds kræfter griber her ind på alle livets områder. Højreelementernes anslag i Kina, det åbne kontrarevolutionære mytteri i Ungarn såvel som de klerikale og revisionistiske elementers forstærkede anti-socialistiske aktioner i Polen i årene 1956 og 1957 er en anskuelig bekræftelse på dette. De folkedemokratiske landes erfaringer har vist, at den proletariske revolution kan have et bredere klassegrundlag, end tilfældet var i Rusland. Som praksis har bevist, kan overgangen til socialismen blive sat i gang under udnyttelse af institutioner, der repræsenterer hele nationen og med flerpartisystemets beståen - indbefattet de borgerligt-demokratiske partier - forudsat, at arbejderklassens marxistiske parti sidder inde med den førende rolle.

Også andre former for arbejderklassens magt kan opnås

Sovjetunionens og de folkedemokratiske landes erfaringer såvel som arbejderbevægelsens erfaringer i de kapitalistiske lande tillader at fremsætte visse overvejelser over, hvilket nye former for arbejderklassens diktatur henholdsvis en folkemagt, som udøver arbejderklassens diktaturs funktioner, der kan opstå i fremtiden. Sovjetmagten og folkedemokratiet bekræfter, at grundtrækkene i arbejderklassens stat overalt er de samme. Men historien gentager sig kun i princippet, men ikke i detaljen, og således vil der sikkert ved andre folks overgang til socialismen yderligere opstå andre former for arbejderklassens magt. Hvortil kan det føres tilbage? Først og fremmest dertil, at under de nuværende betingelser er grundlaget for et bredere samfundpolitisk forbund end tidligere til stede, fordi det monopolistiske bourgeoisi står fjendtlig over for hele samfundet, indbefattet visse lag ikke blot af småborgerskabet, men også af bourgeoisiets mellemlag. Arbejderklassens herredømme, der vil fremgå af kommende socialistiske revolutioner, vil derfor kunne støtte sig til et endnu bredere socialt grundlag. På tilsvarende måde vil det være muligt, at området for magtanvendelse bliver indsnævret. I dette tilfælde ville demokratiet allerede i overgangsperioden være udstrakt til endnu bredere befolkningslag. Det er absolut muligt, at den magt, der i den ene eller den anden form vil opstå af bredere politiske forbund, kan isolere og holde de reaktionære elementer nede uden i betydende omfang at gribe til magtforholdsregler. De nye former for folkemagt, der kan opstå på basis af bredere klasseforbund, vil uundgåeligt indeholde nogle nye træk. Derved er det absolut ikke ubetinget nødvendigt, at alle disse stater fra begyndelsen udøver proletariatets diktaturs funktioner. Proletariatets diktatur som programmatisk ledesætning er én sag, proletariatets diktatur som umiddelbart dagskrav en anden. Arbejderklassens revolutionære partier går under alle omstændigheder ind for proletariatets diktatur, men som handlingsparole stiller de kun oprettelsen af proletariatets diktatur i de tilfælde, hvor situationen er moden dertil, når alle nødvendige betingelser for den socialistiske revolution er til stede. I Kina og i andre folkedemokratiske lande blev der i den etape af revolutionen, hvor kampen var rettet mod den udenlandske imperialisme, stillet krav om oprettelsen af folkets demokratiske magt (diktatur). Og det har dér vist sig som rigtigt i praksis. I lande med århundredgamle demokratiske traditioner kan den parlamentariske republik blive til en form for arbejderklassens diktatur eller en til dette svarende folkemagt. Når det lykkes for arbejderklassen i forbund med alle demokratiske og patriotiske kræfter på fredelig måde at opnå et flertal i parlamentet, der er rede til at gennemføre nationalisering af storborgerskabets ejendom og andre socialistiske omdannelser, så kan denne traditionelle borgerligt-demokratiske institution blive forvandlet til et instrument for den virkelige folkevilje. Erobringen af et stærkt parlamentarisk flertal, der støtter sig på arbejderklassens og alle øvrige arbejdendes revolutionære massebevægelse, skaber betingelserne for gennemførelsen af grundlæggende socialistiske omformninger. Revisionisterne påberåber sig, at parlamentarismen forudsætter flerpartisystem og opposition, mens arbejderklassens diktatur angiveligt udelukker dette fuldstændigt. Idet de går ud herfra påstår de, at proletariatets diktatur ikke vil være nødvendigt i lande med udviklede parlamentariske traditioner. Når revisionisterne påberåber sig flerpartisystemet og opposition, så er det ikke andet end et kneb. Allerede de folkedemokratiske landes erfaringer har vist, at det er muligt at opretholde flerpartisystemet også i den socialistiske opbygningsperiode. Og skønt det samtidig viste sig formålstjenligt at hidføre en forening af arbejderklassens partier, så må man dog ikke deraf slutte, at dette vil være den eneste udviklingsvej, som de politiske partier måtte gå under den socialistiske revolutions betingelser. Foruden det marxistisk-leninistiske parti kan også andre politiske partier eksistere i overgangsperioden, når de går ind for afskaffelse af monopolkapitalismens herredømme og støtter kursen mod opbygningen af socialismen. I dette tilfælde vil opgaven for arbejderklassens parti bestå i at kalde alle partier såvel som de lag af befolkningen, som de repræsenterer, til aktiv medvirken i opbygningen af socialismen og i at gennemføre en elastisk samarbejdspolitik med dem. Naturligvis er det ikke udelukket, at der på trods af overensstemmelse i grundspørgsmålene kan opstå politiske meningsforskelle mellem partierne; disse lader sig dog bilægge ved hjælp af demokratiske metoder. Utvivlsomt vil også befrielsesbevægelserne i Asiens, Sydamerikas, Afrikas og det Mellemste Østens lande med deres udprægede særegenheder og særlige nationale traditioner frembringe nye former for de arbejdere des politiske magt. V. I. Lenin skrev, at »... fremtidige revolutioner i Østens lande, hvor befolkningen er langt større og de sociale forhold præget af langt større mangfoldighed, utvivlsomt vil præsentere dem (højresocialdemokraterne m. fl.) for flere ejendommeligheder end den russiske revolution.« Når marxister-leninister omhyggeligt overvejer de mulige nye veje til revolutionen og de nye former for arbejderklassens stat, så overser de derved på ingen måde, at historiens forløb også kan påtvinge proletariatet hårdere metoder for klassekamp, som det fra sin side ikke har villet gribe til, men til hvis anvendelse det altid må være beredt. I hvilken form det ene eller det andet lands overgang fra kapitalisme til socialisme overhovedet vil foregå er underkastet bestemte almengyldige lovmæssigheder. Der henvises til de vigtigste lovmæssigheder i Deklarationen fra de kommunistiske partiers rådslagning; de vigtigste er arbejderklassens og dens marxistisk-leninistiske partis førende rolle ved gennemførelsen af den proletariske revolution og ved oprettelsen af proletariatets diktatur, arbejderklassens forbund med bøndernes hovedmasse og andre lag af arbejdende og beskyttelsen af socialismens opnåede resultater mod anslag fra ydre og indre fjender. De lovmæssigheder, som proletariatets diktatur går ud fra ved den socialistiske omformning af det økonomiske liv, vil blive behandlet i det følgende kapitel.