Spørgsmålet om folkemassernes og personlighedens rolle i historien bliver med særlig iver forvansket af udbytterklassernes ideologer. I deres forsøg på at retfærdiggøre et ubetydeligt mindretals »ret« til at undertrykke flertallet, søger de altid at reducere folkemassernes rolle i samfundets liv og udvikling. Folket, de jævne mennesker, de arbejdende masser, bliver fremstillet som en sløv hob, der efter selve sin natur er bestemt til uden indvendinger at underkaste sig en fremmed vilje og lydigt bære nød og ydmygelser. For tilhængerne af denne opfattelse er folkemasserne kun det passive objekt for den historiske proces; i bedste tilfælde er de tankeløse fuldbyrdere af »store mænd«s vilje, d.v.s. kongers, feltherrers, lovgiveres o.s.v.. Sådanne subjektivistiske teorier retfærdiggør ikke blot tilstande, hvor en lille håndfuld udbyttere undertrykker befolkningens flertal, men begrunder også en indre politik, der tilsigter at afskaffe demokratiet og oprette fascistiske tilstande. De reaktionære ideologer påstår, at netop sådanne tilstande gør det muligt for de store mænd uhindret, uden frygt for indblanding fra den uvidende masses side at »skabe historie« ved at føre deres vilje ud i livet. Sådan begrundede Hitler-folkene og andre fascister massernes retsløshed og førerens almagt. Ved siden af den subjektivistiske opfattelse af personlighedens rolle i historien er der blandt de borgerlige ideologer også udbredt en fatalistisk opfattelse, hvorefter mennesker ikke har nogen indflydelse på begivenhedernes gang. Dette standpunkt bliver med særlig ihærdighed forkyndt af præsterne, der påstår, at samfundets liv og udvikling er resultatet af en guddommelig forudbestemmelse, af en blind skæbne. »Mennesket spår, men Gud rå'r« er kernen i deres betragtninger. Den fatalistiske teori reducerer i ikke mindre grad end den subjektivistiske folkemassernes rolle i samfundets udvikling. De går begge ud fra den fejlagtige opfattelse, at samfundsudviklingen finder sted uafhængigt af de arbejdende millionmassers virksomhed og kamp. Hver af disse teorier tjener på sin vis udbytterklassernes ideologiske mål idet disse klasser er interesseret i at undertrykke den arbejdende befolkning. Den marxistiske teori har bevist, at såvel de fatalistiske som de subjektivistiske forestillinger om historien er forkerte. Marxismen-leninismen opdagede den historiske proces' lovmæssigheder og fastslog, at folkemasserne er den faktor, der hovedsageligt udtrykker den historiske nødvendighed, den kraft, der har den bestemmende rolle i samfundsudviklingen.

Folkemasserne som historiens skabere

Folkemasserne, det er fremfor alt de klasser og sociale lag, der sætter samfundsproduktionen i gang og lever af deres eget arbejde, d.v.s. de arbejdende masser. De udgør tilsammen samfundets væsentligste del, dets overvældende flertal. Af hvilke konkrete klasser og lag folkemasserne består, afhænger af den historiske epoke, af samfundsformationens karakter. Anvendelsen af begrebet »folkemasser« fritager på ingen måde én fra pligten til at betragte spørgsmålet fra et klassesynspunkt og fastslå, hvad der er det konkrete klasseindhold i den bevægelse, som folkemasserne deltager i.

Folkemassernes produktionsvirksomhed er den afgørende betingelse for samfundets liv og udvikling

Massernes produktionsvirksomhed er af primær betydning i samfundets liv. Masserne skaber arbejdsredskaberne, de forbedrer dem, de udvikler arbejdsvaner og giver dem videre fra slægt til slægt, de fremstiller alle de materielle goder, uden hvilke samfundet ikke kan eksistere en eneste dag. Når de økonomiske samfundsformationer afløser hinanden, skifter producenternes klassenatur, men deres produktive virksomhed var, er og vil altid være en naturnødvendighed, den første betingelse for samfundets eksistens. »Hvilke forandringer der end måtte gå for sig i samfundets ikke-producerende øverste lag, så kunne samfundet dog aldrig leve uden en klasse af producenter,« fremhævede Engels. »Denne klasse er altså nødvendig under alle omstændigheder - selv om der vil komme en tid, da den ikke længere er en klasse, men omfatter hele samfundet.« Det arbejde, som millioner af jævne mennesker udfører dag efter dag d at udvikle produktionen, skaffer ikke blot samfundet alt, hvad det har brug for til sin eksistens, men skaber også det materielle grundlag for den ene økonomiske samfundsformations afløsning af den anden, d.v.s. for menneskehedens fremskridt. Folkemassernes produktive virksomhed ville i sig selv være tilstrækkelig til at erkende, at de er historiens sande skabere. Men dermed er deres rolle i samfundsudviklingen ikke udtømt.

Folkemasserne og politikken

Masserne spiller en stor rolle i det politiske liv. Uden deres politiske virksomhed er samfundets udvikling og først og fremmest de sociale revolutioner utænkelige. Lige meget hvilken klasse, der gennem en revolution kommer til magten, har hoveddrivkraften i den altid været folkemasserne. I revolutionsperioderne viser folkemassernes skabende rolle sig særlig tydeligt. »Revolutionerne er de undertryktes og udbyttedes fest,« skrev Lenin. »Aldrig er folkets masse i stand til at optræde som en så aktiv skaber af nye samfundstilstande som under revolutionerne. I sådanne tider er folket i stand til at udrette undere...« Lige så stor er den rolle, som folkemasserne spiller i den nationale befrielseskamp, i forsvaret for deres land over for udenlandske erobrere og i retfærdige krige. Udbytterklasserne har altid fremstillet sig selv som de eneste forsvarere af de nationale interesser. Kendsgerningerne viser imidlertid, at i de timer, hvor nationens skæbne stod på spil, var det ikke de fåtallige udbyttere, men folket, masserne, der med våben i hånd rejste sig til forsvar for fædrelandet og uselvisk kæmpede for dets uafhængighed. Det russiske folks brede massers uselviske og opofrende kamp spillede en afgørende rolle for Ruslands befrielse for tataråget og for landets befrielse for Napoleons horder i 1812. Også mange andre lande kan takke det arbejdende folks heltemod for deres nationale uafhængighed. Det gælder således Italien, som i lang tid måtte bære et udenlandsk herredømmes åg, Bulgarien, Serbien, Grækenland og andre lande på Balkan, der vansmægtede under tyrkernes herredømme o.s.v.. I vor tid var det netop de arbejdendes millionmasser, der frelste Europa for fascistisk slaveri og vandt sejren over fascismen. En fremragende rolle for denne historiske sejr spillede Sovjetunionens folkeslag, der bar hovedbyrden af kampen mod fascismen. Takket være det heltemod, som folkemasserne i kolonierne og de afhængige lande udviser, er mange af dem allerede blevet befriet for koloniåget, og andre er på vej til frihed og national uafhængighed.

I historiens »fredelige« perioder er folkemassernes betydning for udbyttersamfundets politiske liv ikke så iøjnefaldende. De herskende klasser udnytter alle midler til fysisk og åndelig tvang - politi og hær, justits og religion, administrationsapparatet og skolen - for at reducere folkemassernes rolle i politikken til et minimum, undertrykke deres politiske aktivitet eller lede den ind på baner, hvor den ikke frembyder nogen fare for disse klasser. Det er et træk, der er uadskilleligt fra udbyttersamfundet. Undertrykke den arbejdende befolkning og tilegne sig frugterne af dens arbejde kan snylterklasserne kun, når de politisk har tvunget masserne under sig og sikret sig herredømmet på den politiske arena. Derfor kan de arbejdende masser først bestemme politikken, når de har styrtet udbytternes magt. Men det betyder ikke, at folkemasserne ikke spiller nogen rolle i det politiske liv under kapitalisternes eller andre udbytteres herredømme. Politikken er et område med hårdnakket klassekamp, først og fremmest mellem udbytterne og de udbyttede. Udfaldet af denne kamp afhænger ikke blot af de herskende klassers vilje, men også af den hårdnakkethed og beslutsomhed, hvormed den arbejdende befolkning forsvarer sine interesser og af det faktiske styrkeforhold i denne kamp. Folkemasserne kan selv under kapitalistiske forhold øve væsentlig indflydelse på den herskende klasses politik, idet de forhindrer de reaktionære kræfter i at gennemføre deres folkefjendske planer og tvinger de herskende kredse til at gå ind på indrømmelser med hensyn til mange vigtige spørgsmål vedrørende den indre og ydre politik. Denne daglige politiske kamp fra den arbejdende befolknings side spiller, som vi har bemærket i det foregående kapitel, en stor rolle i samfundets udvikling.

Folkemassernes rolle for kulturens udvikling

De reaktionære ideologer benægter, at den arbejdende befolkning, de jævne mennesker er i stand til at præstere skabende arbejde og er særlig ihærdige, når det gælder om at forvanske folkemassernes rolle under kulturens udvikling. De hævder, at den åndelige kultur er resultatet af nogle »udvalgte«s arbejde, og at menneskeheden skylder en håndfuld geniale mennesker videnskaben, litteraturen og kunsten. Umiddelbart kan sådanne påstande synes rigtige. Det er virkelig sådan at man på ethvert åndeligt område kan nævne en snes navne, f.eks. Newton, Lomonosov og Einstein inden for fysikken, Mendelejev og Butlerov inden for kemien, Darwin og Mitjurin inden for biologien, Shakespeare og Tolstoj inden for litteraturen, Beethoven og Tjajkovskij inden for musikken, mænd, uden hvilke man vanskeligt kan forestille sig vor tids kultur. Marxisterne værdsætter afgjort de geniale åndsarbejderes fortjeneste. Men de ser klart, at også folkemasserne, den arbejdende befolkning, har ydet et uvurderligt bidrag til kulturens udvikling. Det er dem, der har lagt grunden til hele menneskehedens åndelige kultur og skabt betingelserne for det kulturelle fremskridt. Litteratur og kunst har som bekendt i lang tid udviklet sig som folkekunst. De folkelige episke digte, eventyr og sagn, ordsprog og sange var det grundlag, på hvilket litteraturen blev udviklet af professionelle forfattere og digtere. På samme måde lagde den folkelige bildende kunst og brugskunst såvel som den folkelige byggekunst grunden til kunstnernes og arkitekternes virksomhed. Den dag i dag har folkekunst og folkelig digtning selvstændig kunstnerisk værdi og er et uudtømmeligt skatkammer af emner og fremstillingsmidler, en inspirationskilde for forfattere og kunstnere. Det er af folkekunsten og den folkelige digtning, at hvert lands nationale form for kunst og litteratur opstår og udformes. Det var også folkets skabende evne, der lagde grunden til videnskaben. Vi bliver slået med forbavselse, når vi hører om de talentfulde videnskabsmænd, der opdager nye energikilder og vidunderlige vacciner, opfinder usædvanlige maskiner og nye materialer, der omformer vort liv. Men ikke mindre forbavsende end disse bedrifter var den skabende indsats, der skyldtes folkemasserne, som under deres daglige arbejde skridt for skridt fravristede naturen dens første hemmeligheder, lærte at fremskaffe ild, opfandt metoder til at dyrke korn og udsmelte metaller, opfandt og forbedrede de første arbejdsredskaber og samlede den første viden om de ting og fænomener, der omgiver mennesket.

På kulturens tidligste udviklingstrin fremtrådte de arbejdende masser altså som direkte skabere af de kulturelle værdier. Situationen måtte nødvendigvis forandre sig, efter at det åndelige arbejde var blevet skilt fra det fysiske, efter at virksomhed på litteraturens, kunstens og videnskabens område ligesom virksomhed på det statslige område var blevet monopoliseret af de herskende udbytterklasser og af de lag i samfundet, som tjente deres interesser. Ved hjælp af et helt system af foranstaltninger af økonomisk og politisk art blev alle grundlæggende former for åndeligt arbejde, bl.a. arbejdet på kulturens område, gjort til et privilegium for de besiddende. Folkemasserne blev fjernet fra kulturen, de blev holdt i mørke, og dette blev i udbytternes hænder en af garantierne for deres klasseherredømme. Disse betingelser begrænsede naturligvis de arbejdende massers aktive deltagelse i videnskabens, kunstens og litteraturens udvikling. I vore dage søger bourgeoisiets ideologer af al kraft at udnytte denne kendsgerning. De søger at bevise, at de komplicerede former for ånde ligt arbejde, der er forbundet med ledelsen af politikken og økonomien og med det skabende arbejde på kulturens område, kun er tilgænge lige for de »udvalgte«, den såkaldte »elite«, d.v.s. repræsentanterne for udbyttersamfundets herskende klasser. Derimod erklærer disse »teoretikere«, at folkemasserne, den arbejdende befolkning, er »underlødig« i intellektuel henseende og kun i stand til at udføre det »grove« , fysiske arbejde. I virkeligheden er forstand og begavelse ikke et klasseprivilegium. I udbyttersamfundet er det, der bliver et privilegium, kun muligheden for at lægge forstand og begavelse for dagen inden for politik, videnskab, kunst og litteratur. I klassesamfundet er det som regel børn af de besiddende klasser, der får denne mulighed. Og man kan kun være forbavset over de åndsevner, den begavelse og den viljestyrke hos de mange tusind arbejdende, som selv i udbyttersamfundet har formået at gøre sig gældende og yde et væsentligt bidrag på åndskulturens mest forskellige områder eller endog at blive fremtrædende politikere. Der findes mange af den slags eksempler i historien. Bondesønnerne Newton og Lomonosov blev deres tids største videnskabsmænd. Den jævne skovarbejder Abraham Lincoln kom til at spille en fremragende rolle under borgerkrigen i USA og blev valgt til præsident. Maksim Gorkij, der stammede fra de laveste lag i byerne, blev en stor forfatter. Der kunne anføres endnu mange af sådanne navne. Men for hver af dem er der hundreder og tusinder af navne på begavede mennesker fra folket, som gik til grunde uden at kunne gøre sig gældende. Udbyttersamfundets historie er en sand kirkegård for folkelige talenter. En af socialismens største fortrin består netop i, at den gør ende på den meningsløse bortødslen af den største menneskelige rigdom: den menneskelige begavelse. Socialismen, der afskaffer alle standsprægede, politiske og økonomiske privilegier, skaber betingelser for en alsidig udvikling og en rationel udnyttelse af menneskenes evner, hvilket i sig selv fører til en overordentlig fremskyndelse af fremskridtet på alle samfundslivets områder.

Betydningen af den marxistiske sætning om folkemassernes afgørende rolle i historien

Sætningen om folkemassernes afgørende rolle i samfundsudviklingen indtager en vigtig plads i den marxistisk-leninistiske teori. Den giver samfundsvidenskaben nøglen til forståelse af den historiske proces´ forløb, den gør det af med den fundamentale mangel, ved de før-marxske historiske teorier, som ikke tog folkemassernes handlinger i betragtning. Derved bliver udforskningen af samfundet ledet ind på studiet af folkemassernes virksomhed og livsbetingelser; thi uden dette kan man ikke forstå historiens gang. For de marxistisk-leninistiske partier, for hvert medlem af disse partier tjener den rette forståelse af folkemassernes betydning for historien som ledetråd i den praktiske virksomhed. Det bliver derved muligt for dem at udskille det vigtigste arbejdsområde, nemlig det organisatoriske, ideologiske og opdragende arbejde blandt arbejderne og alle arbejdende, og at samle deres opmærksomhed og kræfter om dette arbejde. Der findes ikke få partier i historien - heriblandt partier, der var blevet oprettet for at forsvare den arbejdende befolknings interesser -, som forsvandt fra den politiske skueplads netop fordi de ikke forstod betydningen af dette arbejde, fordi de ikke forstod at samle masserne omkring sig. En af de vigtigste årsager til, at partiet »Folkeviljen« i Rusland led nederlag, bestod således i, at dets førere undervurderede masserne og satte hele deres lid til de »kritisk tænkende personen« virksomhed, og indskrænkede deres kamp mod undertrykkerne til individuel terror. Den marxistisk-leninistiske teoris sætning om folket som historiens skaber er også af stor betydning for selve de arbejdende masser. Den afslører nemlig en af de myter, som udbytterne holder allermest af, myten om, at det menneskelige samfund skylder en håndfuld udvalgte mennesker alt, at det ikke kan leve og udvikle sig uden disse. Denne sætning kommer derved til at vække de arbejdende massers selvbevidsthed, den begejstrer dem til befrielseskampen og indgyder dem tro på, at den vil blive kronet med sejr, at det er muligt at virkeliggøre idealerne om et samfund, hvor masserne selv er herre i deres hus. Den marxistiske lære om folkemassernes afgørende betydning for historien klargør samtidig for den arbejdende befolkning, hvilket stort ansvar den har for samfundets skæbne. Den viser den, at man ikke må håbe på en »frelser«, og at den eneste helt, der kan befri folkene fra undertrykkelse og omforme samfundet i overensstemmelse med de forhåbninger, som menneskehedens flertal nærer, er de arbejdende selv.

Om personlighedens rolle i historien

De ledende personers virksomhed er et nødvendigt element i den historiske proces

Den marxistiske teori har bevist, at folkemasserne er af afgørende betydning for historien, men den tildeler samtidig de fremragende mennesker, de ledende personer, førerne, en vigtig plads og viser, at de udøver en for samfundet nødvendig funktion. Det gælder ikke blot videnskabsmændene, forfatterne og kunstnerne, uden hvis arbejde man under vor tids forhold ikke kan tænke sig videnskabens og kulturens udvikling, men i lige så høj grad dem, der er virksomme på samfundslivets og politikkens område, dem, der leder masserne, de progressive klasser og de politiske partier. En samfundsklasse kan kun herske i samfundet ved hjælp af bestemt organisation. Men for at virke må enhver klasseorganisation have en ledelse og dermed ledere. Dette gælder såvel partierne, de øvrige masseorganisationer som staten. De ledende personer udarbejder og formulerer klassens, statens og partiets politik, de organiserer virkeliggørelsen af denne politik og leder tusinder og millioner af menneskers virksomhed. Særligt nødvendige er de ledene personer for de opadstigende klasser, der fører revolutionær kamp om magten. Den hovedkraft, som den undertrykte klasse kan stille op mod den herskende klasses statsorganisation, er jo nemlig den revolutionære organisations kraft. Den revolutionære organisation er imidlertidig utænkelig uden erfarne, dygtige og energiske ledere. »Ingen klasse i historien er kommet til magten uden at frembringe sine egne politiske førere, sine egne fremskredne repræsentanter, der kunne organisere bevægelsen og lede den«, skrev Lenin. De ledende personers virksomhed er altså ikke noget tilfældigt i den historiske proces, men en objektiv nødvendighed. Denne omstændighed fremkalder den illusion, at de førende, de fremtrædende personligheder er drivkraften i historien, dem, der skaber historien. De ledende personers virksomhed foregår på begivenhedernes overflade, den er mere synlig, man lægger lettere mærke til den, den falder mere i øjnene. De borgerlige ideologer indskrænker sig til denne fænomenernes overflade og søger at bevise, at de enkelte fremragende personer »skaber« alle begivenhederne; de hævder f.eks., at årsagen til de revolutioner og krige, der fandt sted i Europa i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede var den virksomhed, der blev udfoldet af førerne i den franske borgerlige revolution og af Napoleon, og at årsagen til arbejdernes klassekamp er de kommunistiske lederes »ophidselsesarbejde«. I virkeligheden bestemmes historiens gang af den kamp, der udkæmpes af de store sociale grupper, klasser og masser. De store mænds rolle i historien kan man kun forstå, hvis man betragter deres virksomhed i forbindelse med klassernes kamp, med de store samfundsgruppers virksomhed og kamp.

Hvori består de store historiske personers styrke ?

De store historiske personer er ikke begivenhedernes og bevægelsernes skabere, men ledere af masserne, af samfundsklasserne. Kilden til deres styrke er netop den støtte, de får fra de store samfundsgrupper. Selv om disse personer er nok så begavede og kloge, er de magtesløse uden en sådan støtte og ude af stand til at øve nogen væsentlig indflydelse på begivenhedernes gang. »Når det altså kommer an på -skriver Engels - at udforske de drivende kræfter, som - bevidst eller ubevidst, og meget hyppigt det sidste - står bag ved det historisk handlende menneskes bevæggrunde, og som er historiens egentlige sidste drivkræfter, så kan det ikke så meget dreje sig om bevæggrundene hos enkelte selv nok så fremragende mennesker som om dem, der sætter store masser, hele folkeslag og inden for hvert folk igen hele folkeklasser i bevægelse.« Men massernes, klassernes bevæggrunde afhænger ikke af tilfældet. De udtrykker den historiske nødvendighed og lovmæssighed. Subjektivisternes hovedfejl består i, at de ikke engang kan formulere spørgsmålet om forholdet mellem samfundsudviklingens lovmæssige karakter og de fremragende menneskers virksomhed rigtigt, thi de betragter samfundslovene og denne virksomhed som kræfter, der gensidigt udelukker hinanden. De ledende personers storhed ser de i deres evne til trods al modstand at gøre sig gældende og sætte deres vilje igennem. I en sådan belysning ser historiens store mænd ud som en af den russiske forfatter Stjedrins personer, der udtalte: »Enten loven eller jeg.« Selvfølgelig fandtes der og findes der blandt førerne for de forskellige samfundsbevægelser folk, som går imod historiens objektive love. Den slags ledere er karakteristiske for de reaktionære klassen disse klasser er jo interesseret i at forsvare de forældede samfundsformer, som deres eksistens og velfærd er forbundet med. Det er derfor ikke tilfældigt, når der er noget eventyragtigt over de handlinger, som disse klassers ledere udfører. Et tydeligt eksempel på dette eventyrpræg har man i Hitlers eller de moderne imperialistiske politikeres virksomhed, der går ud fra drømmen om kommunismens tilintetgørelse. En sådan virksomhed ender imidlertid altid til syvende og sidst med en fiasko. Staternes og folkenes historie har tusindvis af gange bekræftet, at ingen, end ikke den mest viljestærke mand, selv om han har uindskrænket magt, efter forgodtbefindende kan afskaffe historiens love eller dreje historiens hjul tilbage. Alle menneskers virksomhed, også de store menneskers, foregår under bestemte samfundsmæssige betingelser. Disse samfundsmæssige betingelser bestemmer udviklingens objektive lovmæssighed, de opgaver, som samfundet står overfor. De fremragende mænd, som de progressive klasser frembringer, er store, fordi de bedre og tidligere end andre bliver klar over, hvad disse opgaver består i, hvad samfundet har brug for i sin progressive bevægelse, og hvad den klasse, der kæmper for fremskridtet, har brug for. De peger på målet for kampen, på den vej, der fører til dette mål, og kæmper med største energi for dette mål. Samtidig river de andre repræsentanter for deres klasse med sig, organiserer dem og leder dem. Mange mennesker har efterladt sig et minde i historien og spillet en eller anden rolle i den. Men man kan langtfra kalde dem alle for store mænd. Historiens store mænd er kun de fremragende personer, der med deres handlinger bidrager til samfundets udvikling og tjener samfundsfremskridtet. Deres virksomhed kan fremskynde historiens gang, bringe det nyes sejr nærmere, gøre det lettere for de progressive klasser og samfundet at nå til sejren og mildne fødselsveerne for det nye i samfundslivet.

Samfundets behov og de store mænd

De fremragende personers fremtræden hænger uløseligt sammen med den historiske lovmæssighed. Talentfulde, begavede mennesker findes der altid i samfundet. Men disse mennesker fremtræder kun, og de nødvendige betingelser herfor opstår kun, hvis der opstår et samfundsmæssigt behov for personer, der har bestemte evner, åndelige egenskaber eller en bestemt karakter. Dette viser sig særlig tydeligt i revolutionsperioder, hvor hundreder og tusinder af mennesker, som kort tid forinden var ukendte, som i det gamle samfund ikke fandt mulighed for at vise deres evner og talenter, stiger op til ledelsen af samfundet. På samme måde skaber samfundets behov også i krigsperioder betingelser for, at folk med feltherreevner kommer frem i forreste række. Hvem den mand bliver, som under de givne samfundsmæssige betingelser kommer frem i forreste række, bestemmes selvfølgelig af tilfældet, men selve den kendsgerning, at der fremtræder folk, hvis egenskaber svarer til periodens krav, er et lovmæssigt fænomen. Engels skrev: »At en sådan stor mand og netop han opstår på denne bestemte tid i dette givne land er naturligvis et rent tilfælde. Men sletter vi ham, så er der efterspørgsel efter erstatning, og denne erstatning finder man på god eller dårlig vis, men man finder den før eller siden. At Napoleon, netop denne korsikaner, var den militærdiktator, som den franske republik, der var udmattet af indre krig, havde brug for, det var et tilfælde; men at en anden ville have udfyldt denne plads, hvis der ikke havde været en Napoleon, det er bevist ved, at manden altid er blevet fundet, så snart man trængte til ham: Cæsar, Augustus, Cromwell o.s.v.« Det afhænger ganske vist af tilfældet, om der fremtræder en sådan stor mand, men det betyder på ingen måde, at enhver kan indtage hans plads og udføre hans historiske rolle. Til at udføre denne rolle kræves der de tilsvarende egenskaber og evner. Derfor er det almindeligvis sådan, at de mænd, der bliver ledere, på den ene eller den anden måde råder over disse egenskaber. Disse egenskaber kan være overmåde forskellige alt efter de store mænds virksomhedsområde, tidens vilkår, klassekarakteren af de samfundsbevægelser, der frembringer de ledende personer, o.s.v.. Hver klasse frembringer ledende personer, der svarer til dens social I natur, dens stilling i samfundet og de opgaver, den skal løse. En leder for arbejderklassen skal f.eks. have følgende særlige egenskaber revolutionær beslutsomhed og dristighed, d.v.s. egenskaber, der er betinget af selve karakteren af proletariatets historiske mission; teoretisk viden, fordi arbejderklassens kamp bygger på en videnskabelig teori i nøje forbindelse med partiet og masserne, evner for og erfaring i organisatorisk arbejde blandt masserne, tiltro til de arbejdendes skabende kraft, evne til ikke blot at skole masserne, men også til at lære af dem, o.s.v..

Persondyrkelsen strider mod marxismen-leninismen

Marxismen-leninismen går ud fra, at det er klassekampen, folkemassernes kamp, der spiller den afgørende rolle i historien. Kun i forbindelse med klassekampen, med folkemassernes virksomhed, kun i forbindelse med de samfundsmæssige behov, som denne kamp fremkalder, kan man forstå de ledende personen sande rolle. Denne historieopfattelse er uforenelig med persondyrkelse, d.v.s. med underdanighed over for en fremtrædende leder, som man tilskriver overnaturlige fortjenester og egenskaber. Persondyrkelsen er en ideologi, der har sine rødder i feudalismens og den borgerlige individualismes verdensanskuelse. Dertil kommer, at persondyrkelsen skaber forudsætninger for en dårlig praksis, der strider mod den socialistiske bevægelses behov og interesser. Den hæmningsløse lovprisning af en leder, udbasuneringen af hans fortjenester, får, hvad enten man vil det eller ikke, en dårlig indflydelse på masserne, og hæmmer deres rette udvikling. Persondyrkelsen fremkalder den forkerte opfattelse blandt masserne, at de opgaver, som den arbejdende befolkning står overfor, kan blive løst af én eller anden, at en leders evner og fortjenester giver de millioner af mennesker, der står under hans ledelse, grund til bare at stole på den store mand, til passivt at følge »øvrigheden«s forskrifter og anvisninger, i den tro, at denne véd alt og forudser alt og dermed fritager den socialistiske bevægelses almindelige deltagere for pligten til at tænke, vise initiativ, skabe og aktivt påvirke begivenhedernes forløb. En sådan opfattelse svækker den enkelte arbejdendes ansvarsfølelse for den socialistiske bevægelses forløb og fremgang, sådan som det så klart og overbevisende er udtrykt i partiets hymne, i »Internationale«: Ej nogen mægtig gud og kejser og folkehøvding står os bi, nej, selv til kampen vi os rejser, vor folkeret forlanger vi. Ikke nok med det. Når persondyrkelsen fra ideologien er trængt ind i praksis, indsnævrer og undergraver den uundgåeligt det gennemdemokratiske præg, der er en uløselig bestanddel af den socialistiske bevægelse. Den fører til en indskrænkning af de af den praktiske kamp udformede livsnormer, der hjælper masserne med aktivt at tage del i bevægelsen og lederne med at lære af masserne gennem sammenfatning af de erfaringer, der er indhøstet i deres virksomhed og kamp. I stedet for disse normer opstår der andre, der udstyrer lederne med alt for store rettigheder, og som gør enkeltpersoners beslutninger, anvisninger og direktiver til ledelsens tyngdepunkt. Gennem en sådan praksis lammes ikke blot de arbejdende millionmassers ønske om, men også deres mulighed for at vise initiativ og udvikle deres skabende aktivitet. Derved bliver persondyrkelsen en hindring for at inddrage de brede masser i kampen mod kapitalismen og i opbygningen af det nye, socialistiske samfund. En af den socialistiske bevægelses største fordele består imidlertid netop i, at den kan vække de arbejdende millionmasser til aktiv skabende historisk indsats. Under kampen for at afskaffe kapitalismen og opbygge socialismen er det vigtigt at udnytte denne fordel mest muligt. De opgaver, som den socialistiske bevægelse står overfor, er så storslåede, at selv de mest fremragende ledere aldrig vil kunne klare dem alene, uden folkemassernes aktive deltagelse. Selv den mest geniale hjerne vil ikke kunne erstatte massernes og partiets kollektive viden, selv den rigeste og mest alsidige personlige erfaring vil ikke kunne erstatte millionernes kollektive erfaring, og selv den største personlige bedrift vil ikke kunne erstatte de arbejdende massers bedrift, når de rejser sig til kamp mod kapitalismen og opbygger socialismen. Heraf kan man drage den slutning, at persondyrkelsen afgjort er til skade for den socialistiske bevægelse, idet den indskrænker muligheden for at udnytte de vældige historiske fordele, som denne bevægelse rummer. Dertil kommer, at det under persondyrkelse er muligt, at den socialistiske bevægelse får træk, der ikke hører med til dens natur, som er tilfældige, unyttige eller tilmed skadelige, og som står i forbindelse med enkelte lederes negative karaktertræk. Som allerede sagt kommer et eller andet menneske til at stå i spidsen for en klasse eller en bevægelse takket være bestemte nødvendige egenskaber. Disse egenskaber gør det også muligt for ham i sin virksomhed i det store og hele at genspejle denne klasses eller bevægelses behov. Men ved siden af disse nødvendige egenskaber kan en mand, der er blevet leder, også have personlige træk, der, selv om de er sekundære, under givne omstændigheder kan øve en negativ indflydelse på hans samfundsmæssige virksomhed. J. V. Stalin blev f.eks. leder, fordi han ejede en række egenskaber, der var nødvendige for den socialistiske bevægelse, såsom troskab mod arbejderklassen, fremragende evner som organisator og teoretiker, en jernhård vilje og uforsonlighed i kampen mod fjenderne. Alt dette gjorde det muligt for Stalin at spille en fremragende rolle i den revolutionære bevægelse og under den socialistiske opbygning i Sovjetunionen såvel som i den internationale arbejderbevægelse.

Men i Stalins karakter fandtes der også andre træk: grovhed, utålsomhed over for andres meninger, en sygelig mistænksomhed og lunefuld hed. Under almindelige forhold kunne disse negative træk ikke tilføj_e sagen synderlig skade. Dette ville være blevet forhindret af livsnormerne i det socialistiske samfund, i partiet, i arbejderbevægelsen, der forudsætter kollektiv ledelse, effektiv kontrol fra massernes side med lederne, bredt demokrati for den arbejdende befolkning, kritik og selvkritik. Men de forhold, som Stalin virkede under, var ikke almindelige. Opbygningen af socialismen i et økonomisk tilbagestående land, under en kapitalistisk omkredsning, under hårdnakket klassekamp og angreb fra partifjendtlige strømningers side nødvendiggjorde en særlig kraftig centralisering. Stalin søgte at drive denne centralisering til det yderste og koncentrerede en overordentlig magt i sin hånd, hvorved han krænkede den kollektive ledelses principper, der er typiske for de kommunistiske partier. Under disse forhold begyndte hans negative personlige træk at øve en vis indflydelse på hans samfundsmæssige og partimæssige virksomhed, og dermed tillige på partiets og landets liv. Således opstod der visse fænomener, der intet har at gøre med marxismen-leninismen og med socialismen som samfundssystem: de demokratiske principper blev tilsidesat i en række vigtige politiske spørgsmål, det socialistiske retsvæsen blev krænket på det alvorligste, der blev taget umotiverede repressalier, det forekom, at ganske uduelige, partifremmede personer, der med smiger og spytslikkeri havde erhvervet tillid, blev placeret i vigtige stillinger. Disse negative fænomener forandrede naturligvis ikke sovjetsamfundets socialistiske natur. Også i denne periode udviklede det sig fortsat ad socialistiske baner: det samfundsmæssige eje af produktionsmidlerne udviklede sig hurtigt, velstanden, kulturen og den arbejdende befolknings bevidsthed tiltog. Til trods for alle de negative følger, som dyrkelsen af Stalins person havde, opnåede folkene i vort land storslåede sejre i denne periode. Men disse resultater ville have været endnu større, hvis Stalins fejl og persondyrkelsen ikke havde været. Persondyrkelsen er således fremmed for den socialistiske bevægelses hele ånd og behov, og er uforenelig med marxismen-leninsmen. Det er ikke et tilfælde, at Marx, Engels og Lenin altid kæmpede mod alle udslag af persondyrkelse og ikke kunne udstå smiger og kryberi, og gentagne gange advarede arbejderklassen og dens parti mod at forherlige lederne. I overensstemmelse med ånden i den socialistiske bevægelses traditioner har Sovjetunionens kommunistiske parti ført en resolut kamp mod dyrkelsen af Stalins person, en kamp, som på den ene side omfatter et opdragende og ideologisk arbejde, og på den anden side forholdsregler, der tager sigte på at forebygge enhver mulighed for persondyrkelse, udvikle det socialistiske demokrati og genoprette de leninske normer for partilivet. Denne kamp er af stor betydning for hele den socialistiske bevægelse. Bourgeoisiet søgte sammen med reformister og revisionister af alle afskygninger at udnytte kritikken af dyrkelsen af Stalins person til at smæde Sovjetunionen og det socialistiske system, underminere Sovjetunionens kommunistiske partis moralske autoritet og bringe splid og forvirring ind i arbejderbevægelsen. Men disse forsøg er slået fejl. Til trods for alle de bestræbelser, som imperialismens lakajer gjorde sig, blev det sluttelige resultat af kampen mod persondyrkelsen et fortsat opsving for den socialistiske bevægelse, en styrkelse af dens sluttethed og enhed.

De marxistisk-leninistiske partier var også i stand til i rette tid at afvise den nihilistiske opfattelse af ledernes rolle, de anarkistiske stemninger, som socialismens fjender med flid havde pustet op. Reaktionen har fra gammel tid sat sig som mål at bagvaske og kompromittere de arbejdendes ledere, idet de forsøgte derved at underminere og desorganisere arbejderbevægelsen. De arbejdende massers store flertal forstår imidlertid, at den autoritet og popularitet, som arbejderklassens fremtrædende ledere nyder, ikke har noget til fælles med den persondyrkelse, som partiet fordømmer. Deres autoritet og popularitet er ikke blot den lovmæssige følge af den virksomhed, som arbejderklassens bedste ledere udøver, det er tillige et vigtigt våben for arbejderbevægelsen i kampen for socialismen. Herom vidner hele den erfaring, der er indhøstet under arbejdernes befrielseskamp. Uden ledere, som har autoritet, som er forbundet med masserne og nyder popularitet, kan der ikke findes en organiseret socialistisk bevægelse, og der opnås ingen store sejre i kampen for socialismen. Arbejderklassens bedste førere, der er nøje forbundet med folket, og som med fremgang leder de arbejdendes kamp for deres livsinteresser og idealer, spiller en fremtrædende rolle i historien og fortjener folkets kærlighed.

Folkemassernes rolle i vor tids samfundsliv og politik

Den marxistiske sætning om, at folket er historiens skaber, har gyldighed for alle tider og epoker. Folkemassernes virksomhed må imidlertid betragtes sammen med udviklingen. Fra den ene samfundsformation til den anden skifter de samfundsmæssige betingelser, under hvilke folkemasserne arbejder og kæmper, og dermed forandres også deres rolle i samfundets liv og udvikling. Den almindelige retning, som disse forandringer tager, har fra den tid, da samfundet blev delt i klasser, bestået i, at de arbejdende masser får en stadig større indflydelse på samfundslivets forskellige sider, og først og fremmest på politikken.

Folkemassernes tiltagende betydning i politikken

I udbyttersamfundet monopoliseres ledelsen af samfundet og afgørelsen af dets indre og ydre anliggender af de herskende udbytterklasser. Modstanden mod udbytterne, klassekampen, er det eneste middel, som folkemasserne råder over for at øve indflydelse på politikken. Under disse omstændigheder bliver folkemassernes betydning i det politiske liv helt og holdent bestemt af det niveau, som de arbejdendes klassekamp mod undertrykkerne befinder sig på. Med overgangen fra den ene samfundsformation til den anden blev dette niveau højere og højere. Slavesamfundets historie viser os mange eksempler på selvopofrende kamp fra slavernes side. Slavernes klasse udgjorde imidlertid en masse, der talte forskellige sprog og tilhørte forskellige stammer, den kunne derfor kun med besvær slutte sig sammen til én stor samfundsmæssig kraft og havde en meget lavt udviklet klassebevidsthed. Som regel tænkte deltagerne i slaveoprørene ikke på en kamp mod slavesamfundet, men søgte kun at vende hjem og derved vinde deres frihed. Overgangen til feudalismen gav den arbejdende befolkning større muligheder i kampen mod undertrykkerne. De livegne bønder levede og arbejdede i deres hjemegn, de talte samme sprog og havde i langt højere grad end slaverne en følelse af solidaritet i kampen mod feudalherrerne. Lidt efter lidt lærte de at komme i kontakt med de fattige i byerne og søgte at etablere et forbund med disse. Bøndernes kamp tog ikke sjældent form af opstande, der omfattede store områder. Ikke desto mindre havde også bondebevægelserne iboende mangler, som stod i forbindelse med selve bøndernes karakter som klasse: opstandene var lokalt begrænsede, de var svagt organiserede o.s.v.. Arbejderklassen hævede kampen mod udbytterne op på det højeste trin. Det er den bedst organiserede af alle undertrykte klasser i historien. Arbejderklassen er den eneste klasse, der optræder fuldt udrustet med en videnskabelig verdensanskuelse. Den udgør ikke blot en national, men også en international kraft, der er sammensvejset af den proletariske solidaritets faste bånd. Alt dette gør arbejdernes klassekamp særlig magtfuld, og gør det endog muligt for dem at spille en betydningsfuld rolle for det politiske liv i ikke-revolutionære, »fredelige« perioder. Udviklingen af de arbejdendes klassekamp når sit højdepunkt under den socialistiske revolution. Dennes resultat er fødselen af et nyt samfund, i hvilket politikken fra at være et redskab til at tvinge og undertrykke folkemasserne forvandler sig til et redskab, der forsvarer deres erobringer og interesser. Det er det største vendepunkt i menneskehedens historie. Fra nu af begynder de af arbejderklassen og dens parti førte folkemasser selv at bestemme og lede politikken. Fra at være et objekt for den officielle politik bliver de til dens subjekt. Det fremgår af det socialistiske samfunds natur og garanteres af hele dets struktur.

Folkemasserne er den afgørende politiske kraft i vor tid

Den stadig større rolle, som folkemasserne spiller i samfundslivet og politikken, er altså et lovmæssigt træk ved den historiske udvikling. Jo vanskeligere de opgaver er, som samfundet står overfor, jo dybere og mere fundamentale de samfundsmæssige forandringer er, som løsningen af disse opgaver kræver, des bredere er de menneskemasser, der fremtræder som bevidste deltagere i den historiske proces, som skabere af de samfundsmæssige forandringer. Denne sætning, fremhævede Lenin, er en af de mest dybtgående og vigtige i den marxistiske teori. Den forklarer bl.a., hvorfor folkemassernes rolle i samfundslivet vokser særlig hurtigt i vor tid, da udbytternes herredømme bryder definitivt sammen, og kommunismen bliver opbygget. »Millioner og atter millioner af mennesker skaber nu selv historie,« skrev Lenin. Hvordan kommer det konkret frem? Det viser sig først og fremmest i, at folkemasserne i de lande, i hvilke der lever en tredjedel af menneskeheden, har gennemført en gennemgribende historisk omvæltning og for bestandig har brudt med de forhold, der dømte dem til undertrykkelse og fornedring. I de socialistiske lande er de arbejdende blevet herre over deres eget liv og er blevet den eneste kraft, der bestemmer samfundets skæbne. Dermed har de gjort det af med de af udbytterne opfundne ammestuehistorier om, at samfundet, dets økonomi, civilisation og kultur- uundgåeligt ville komme i forfald og gå til grunde, hvis undertrykkerne ikke fandtes. De bedrifter, som den arbejdende befolkning i de socialistiske lande har udført, er et inspirerende eksempel for folkemasserne i hele verden. Også i kolonierne og de afhængige lande er de vældige masser af arbejdende mennesker vågnet og kommet i bevægelse. De tider, da de imperialistiske herskere ikke regnede med dem og behandlede dem som kvæg, er uigenkaldeligt noget, der hører fortiden til. De arbejdende i disse lande har forkyndt over for hele verden, at de også har rettigheder, at de er mennesker som alle andre og har krævet menneskelige eksistensbetingelser. Alt dette har i løbet af en halv snes år ført til, at hele verdensbilledet er blevet væsentligt forandret, og har gjort ende på ind. delingen af vor klodes befolkning i en håndfuld fuldtberettigede nationer, der bestemte verdens skæbne, og de undertrykte og udbyttede »farvede« folkeslag på over en milliard, som imperialisterne i lange tider ustraffet undertrykte. Der er ligeledes foregået store forandringer i de arbejdende massers stilling i de kapitalistiske lande. De er ganske vist endnu ikke befriet for undertrykkelse, men man kan ikke sammenligne den rolle, de nu spiller i det politiske liv, med den, de spillede i tidligere historiske perioder, eller blot for nogle årtier siden! I dag er den arbejdende befolkning, selv i de lande, hvor udbytterne endnu har magten, blevet en stor kraft, som også de imperialistiske herskere er nødt til at tage hensyn til. Den arbejdende befolkning har sine politiske partier, ikke sjældent har den en betydelig repræsentation i de valgte magtorganer, den har sin egen presse og mange forskellige organisationer. Jævne menneskers interesse for samfundsmæssige og politiske spørgsmål er vokset i overordentlig grad, og dette gælder selv sådanne, som endnu for nylig kun optog professionelle politikere. Den progressive del af den arbejdende befolkning har en stadig klarere forståelse af sine interesser og mestrer i stigende grad de vigtigste former af kampen for disse interesser. Den indflydelse, som folkemasserne i de borgerlige lande i stigende grad øver på politikken, åbner store perspektiver for en resultatrig kamp for deres umiddelbare økonomiske og politiske interesser. Det er særlig vigtigt, at tilstedeværelsen af et magtfuldt socialistisk system og den stadig mere omfattende fredszone for første gang i historien giver folkemasserne mulighed for at forebygge en ny krig, der med ødelæggelsesteknikkens nuværende niveau er en trussel for hundreder af millioner menneskers eksistens. Den arbejdende befolknings tiltagende aktivitet åbner også stadig større muligheder for den i kampen for de endelige mål, den rykker oprettelsen af det nye, socialistiske samfund nærmere og gør den mere smertefri og let, og under gunstige omstændigheder muliggør denne aktivitet en fredelig udvikling til socialismen. Det er altså af meget stor betydning for hele det moderne samfunds liv, at den arbejdende befolknings millionmasser er blevet draget ind i en skabende indsats på historiens område. Det er en selvfølge, at bourgeoisiet og arbejderklassen har en forskellig indstilling til dette vigtige fænomen. Det reaktionære bourgeoisi ser i folkemassernes tiltagende indflydelse på samfundslivet en trussel mod de kapitalistiske tilstandes fortsatte eksistens, en stadig hindring for gennemførelsen af en indre og ydre politik, som passer i dets kram. Den omstændighed, at den arbejdende befolknings millionmasser bliver draget ind i et bevidst skabende arbejde på historiens område, fremkalder derfor den dybeste uro og forvirring blandt bourgeoisiets politikere og ideologier. I deres panik råber de op om et kommende »massesamfund«, hvor »hoben« regerer, hvilket efter deres mening vil forstyrre historiens normale gang og true samfundet med alle mulige ulykker. Men bourgeoisiet nøjes ikke med at bagtale masserne. Det gør sig al mulig umage for at reducere den arbejdende befolknings rolle i det politiske liv til et minimum og gøre det umuligt for den at påvirke samfundets liv og udvikling. Herom vidner det kapitalistiske bourgeoisis kampagne mod demokratiet, og dets ihærdige forsøg på at indføre en fascistisk ordning med det mål for øje at reducere massernes indflydelse på samfundslivet til intet. Samtidig søger det reaktionære bourgeoisi med raffinerede løgne og demagogi at vinde masserne og underkaste dem sin indflydelse. Det er de folkefjendske kræfters sidste kort. Man må ikke undervurdere den fare, som disse intriger frembyder. Imperialisterne råder ikke blot over milliardbeløb og et stort propagandaapparat, men har også megen erfaring i åndeligt at kue den arbejdende befolkning, en erfaring, den har samlet i de århundreder, kapitalen har haft magten. Ved at udnytte den efterblevenhed, der præger en del af folkemasserne, navnlig de småborgerlige elementer, er det gang på gang lykkedes det reaktionære bourgeoisi at drage betydelige dele af befolkningen over på sin side og at gøre dem til redskaber for sin politik. Sådan gik det i det fascistiske Tyskland og i det fascistiske Italien. Også i vore dage er det sådan, at en anselig del af den arbejdende befolkning i de kapitalistiske lande står under bourgeoisiets indflydelse. Selv i de lande, hvor arbejderklassen er kommet til magten, benytter det internationale bourgeoisi den mindste mulighed for at så splid i den arbejdende befolknings rækker, det udnytter enhver revne, enhver fejl til at bringe i hvert fald en del af de arbejdende masser under sin indflydelse. Herom er begivenhederne i Ungarn i efteråret 1956 et veltalende vidnesbyrd.

Men hvor meget bourgeoisiet end anstrenger sig, hvor snedigt det end bærer sig ad, så går folkemasserne ikke samme vej som det. Det kan for en tid føre en del af den arbejdende befolkning bag lyset, men da det er en udbytterklasse, en klasse af undertrykkere, vil det aldrig kunne slutte et varigt forbund med de arbejdende. Derfor er folkemassernes stigende betydning for samfundet og det politiske liv en kilde til svækkelse af det reaktionære bourgeoisi og et vidnesbyrd om, at dets herredømme nærmer sig sit sammenbrud. Med arbejderklassen forholder det sig anderledes. Den udgør selv en betydelig del og i mange lande størsteparten af den arbejdende befolkning, af folkemasserne. Dertil kommer, at et dybtgående, rodfæstet interessefællesskab forbinder arbejderklassen med alle arbejdende, både under kampen mod bourgeoisiet og under opbygningen af det nye, socialistiske samfund. Derfor er folkemassernes stigende betydning for samfundets liv en kraftkilde for arbejderklassen, en kilde til styrkelse af socialismens positioner og dens store historiske erobringer. Men dette fritager ikke den mest bevidste del af arbejderklassen, dens marxistisk-leninistiske fortrop, for omsorg for at styrke forbindelsen med masserne. Under den hårdnakkede klassekamp mod bourgeoisiet bliver en sådan forbindelse ikke etableret automatisk. Den kræver stadige anstrengelser og stadig opmærksomhed fra hver kommunists, hver bevidst orienteret arbejdendes side. Kampen om masserne er også i dag grundlaget, for de marxistisk-leninistiske partiers politik. Inddragelsen af nye millionmasser i det samfundsmæssige og politiske liv gør det til en endnu mere påtrængende opgave at sammensvejse, organisere og opdrage dem. Den heldige løsning af denne opgave bestemmer i mange henseender udnyttelsen af de enestående muligheder, som den arbejdende befolknings befrielsesbevægelse er kommet til at råde over i vor tid. Den stigende betydning, som folkemasserne har for det samfundsmæssige og politiske liv, fører til en kolossal fremskyndelse af tempoet i den historiske udvikling og det samfundsmæssige fremskridt. Dette tempo er i vor tid blevet så stærkt, at hvert årti med hensyn til indholdet og betydningen af den vej, menneskeheden har tilbagelagt, kan sammenlignes med hele århundreder i den historie, der er gået forud. At fremskynde udviklingen i vor tid betyder at fremskynde bevægelsen henimod socialismen og kommunismen. Lenin skrev: »Sejren vil tilfalde de udbyttede, thi på deres side er livet, de er stærke i kraft af deres antal, deres masse, i kraft af de uudtømmelige kilder af alt, hvad der er uselvisk, idébetonet, ærligt, fremadstræbende, alt hvad der vågner op for at bygge det nye, hele det gigantiske forråd af energi og begavelse, der findes hos det såkaldte »jævne folk«, hos arbejderne og bønderne. Sejren vil blive deres.«

Den sociale udviklings fremadskridende karakter

Samfundets udvikling viser i det store og hele en opadstigende linje, således at der er tale om fremskridt, om en fremadskridende bevægelse fra lavere former til højere. Denne slutning drager den marxistiske teori ud fra en videnskabelig analyse af den historiske proces, idet den her ikke bygger på subjektive ønsker og forhåbninger, men på strengt objektive kriterier, der gør det muligt at dømme om, hvilken samfundstype, hvilken epoke i samfundets udvikling, der er den mest progressive.

Kriterier på fremskridt

De objektive kriterier på fremskridt er forskellige alt efter de forskellige livsområder. Fremskridtet på sundhedsvæsenets område og med hensyn til menneskenes materielle niveau kan vi f.eks. bedømme ved hjælp af den gennemsnitlige levealder. Om fremskridtet på kulturens område kan man danne sig en forestilling ved hjælp af tal, der viser, hvor mange procent der kan læse og skrive, hvor mange der har middel- og højere uddannelse, hvor mange skoler og biblioteker, videnskabelige institutioner og teatre o.s.v. der findes. Tilsvarende kriterier på fremskridt kan man også finde for mange andre af samfundslivets sfærer. For imidlertid at kunne bedømme den fremadskridende udvikling i hele samfundet og ikke dets enkelte sider er der brug for et kriterium af en anden art, et mere alment, universelt kriterium. Et sådant kriterium, d.v.s. en målestok for den ene eller den anden samfundsformations progressivitet, er efter den marxistisk-leninistiske videnskabs opfattelse produktivkræfternes udvikling. Den mest progressive samfundsformation er den, der åbner nye muligheder for produktivkræfternes udvikling, sikrer dem et højere væksttempo og fører produktivkræfterne op på et højere niveau. Hvorfor tillægger marxisterne netop dette kriterium størst betydning? Først og fremmest fordi udviklingen af produktivkræfterne udgør en direkte målestok for fremskridtet på et så overmåde vigtigt område som produktionen af menneskenes eksistensmidler. Efterhånden som menneskene udvikler teknikken, udvikler arbejdsvaner og samler viden om naturen omkring sig, gør de sig gradvis fri for de blinde naturkræfters herredømme, de gør sig til herre over dem, udnytter i stigende grad naturen og omdanner den i deres interesse. Udviklingen af produktivkræfterne bestemmer således graden af det herredømme, som mennesket har vundet over naturen. Men det drejer sig ikke blot om dette. Af produktivkræfternes udvikling afhænger til syvende og sidst også fremskridtet på andre af samfundslivets områder: samfundsforholdene, kulturen o.s.v.. For eksempel var det som bekendt først fra den tid, da det menneskelige arbejde foruden at yde de eksistensmidler, der er nødvendige for at opretholde selve producentens liv, også leverede et merprodukt, at en del af samfundets medlemmer kunne frigøres for det fysiske arbejde og beskæftige sig med videnskab, kunst og litteratur. Og dette førte til de første betydelige fremskridt på den åndelige kulturs område. Udviklingen af produktivkræfterne betinger samfundsformationernes rækkefølge og fører til socialpolitiske forandringer, som muliggør fremskridtet på samfundslivets forskellige vigtige områder. I løbet af klassesamfundets historie blev de groveste former for de arbejdendes personlige afhængighed og undertrykkelse - først slaveriet, siden livegenskabet - afskaffet. Efterhånden som produktivkræfterne udviklede sig, voksede den arbejdende befolknings kultur, bevidsthed og organisation. Som følge heraf styrkedes folkemassernes samfundsmæssige og politiske aktivitet fra den ene samfundsformation til den næste, og deres betydning for samfundslivet steg.

Udviklingen af produktivkræfterne, der betinger forandringerne i den økonomiske struktur, forbereder i sidste instans menneskehedens fuldstændige befrielse fra samfundskræfternes pres, som gennem årtusinder virkede lige så blindt, voldsomt og ødelæggende, som naturens kræfter. Der er her tale om de samfundsmæssige og økonomiske forhold i udbyttersamfundet, i hvilket de mennesker, der fremstiller materielle goder, ikke har rådighed over dem, og hvor hele klasser, som udgør samfundets flertal, underkastes en lille flok undertrykkere og mister retten til at råde over deres arbejde, deres skæbne, ja, endog deres liv. Årsagen til, at menneskene bliver undertrykt af fremmede samfundskræfter, er den private besiddelse af produktionsmidlerne, det ene menneskes udbytning af det andet og samfundets splittelse i fjendtlige klasser. Først når produktivkræfterne når op på et tilstrækkelig højt udviklingsniveau, kan menneskeheden slippe for udbytningen og befri sig for de samfundsmæssige og økonomiske forhold i det antagonistiske klassesamfund, der kuer den. Dette sker under socialismen. Med dennes sejr, og efterhånden som kommunismen bliver opbygget, kommer menneskene i stigende grad til at beherske samfundsudviklingens kræfter. Derved får de mulighed for at tage et nyt afgørende skridt fremad mod menneskets beherskelse af naturkræfterne og gennemføre en bevidst og planmæssig udnyttelse af disse kræfter i hele samfundets interesse. »Summen af de livsforhold, som omgiver menneskene, og som indtil nu beherskede dem, kommer nu ind under menneskenes herredømme og kontrol, og menneskene bliver for første gang bevidste, virkelige herrer over naturen, fordi de og idet de bliver herrer over deres egne samfundsforhold ... De objektive, fremmede magter, som tidligere beherskede historien, træder ind under menneskenes egen kontrol. Først fra da af skaber menneskene selv deres historie med fuld bevidsthed, først fra da af vil de sociale årsager, som sættes i bevægelse af dem, overvejende og i stadig stigende grad få de tilsigtede virkninger. Det er menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.« Når vi først har fastslået, at produktivkræfternes udvikling er det afgørende kriterium på fremskridtet, kommer vi uundgåeligt til den slutning, at samfundets udvikling har fremadskridende karakter. Thi fra den ene udviklingsetape til den næste stiger produktivkræfternes niveau, hver samfundsformation åbner nye muligheder for teknikkens og arbejdsproduktivitetens vækst, og forandringerne i samfundsproduktionen medfører progressive forandringer i hele samfundets liv. Af den kendsgerning, at produktivkræfternes udvikling betinger fremskridtet i samfundet, følger også en anden konklusion: samfundets fremadskridende bevægelse og denne bevægelses retning er en historisk nødvendighed. Det betyder, at hverken enkelte personer eller hele klasser kan standse samfundets fremadskridende bevægelse og efter ønske forandre denne bevægelses retning. Der er som bekendt gang på gang blevet gjort forsøg af denne art, men de er uvægerligt endt med en fuldstændig fiasko. Hvilke desperate forsøg blev der ikke gjort fra imperialismens side for at genrejse de kapitalistiske tilstande i sovjetlandet. Alle disse forsøg endte imidlertid med et ynkeligt nederlag. USA´s imperialister led et lignende nederlag, da de prøvede på at spærre vejen for den socialistiske revolution i Kina og i de andre folkedemokratiske lande og at opretholde det forældede reaktionære samfundssystem i disse lande. I vor tid er fremskridtet i samfundet uløseligt forbundet med overgangen til socialismen. Kapitalismen har udtømt sine muligheder. Dens produktionsforhold er blevet lænker for produktivkræfternes udvikling. Det bliver mere og mere tyngende og farligt for samfundet at bevare disse forhold. Idet marxismen-leninismen går ind for tanken om den fremadskridende samfundsudvikling, giver den udtryk for den opfattelse og de interesser, der er karakteristiske for vor tids mest revolutionære klasse - arbejderklassen. Denne klasse er ikke bange for fremtiden, den er fuld af tro på fremskridtet, som bringer ikke alene befrielsen til den, men til hele menneskeheden.

Det imperialistiske bourgeoisis ideologer er fremskridtets fjender

Det forholder sig anderledes med vor tids bourgeoisi. Det er blevet en reaktionær klasse, der er i tilbagegang, og tager derfor afstand fra ideen om fremskridtet, som bourgeoisiets progressive repræsentanter forsvarede med en sådan iver i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede. Nu kan bourgeoisiet langt bedre lide teorier, som ikke begrunder samfundets fremskridt, men dets stagnation eller endog dets tilbagegang. Dette er bl.a. forklaringen på den succes, som teorien om det historiske kredsløb (eller den »cykliske« teori) har haft i den borgerlige verden. Denne teori blev fremsat af den tyske reaktionære filosof Oswald Spengler og forkyndes nu af den engelske historiker og sociolog Arnold Toynbee. Ifølge denne teori gennemløber hvert samfund i sin udvikling de obligatoriske stadien forår, sommer, efterår og vinter eller: barndom, ungdom, manddom og alderdom. Når et samfund har gennemløbet dette kredsløb, er tiden for dets undergang inde, og det vender tilbage til udgangspunktet for sin udvikling. Det nye kredsløb er ikke noget fremskridt, men blot endnu en omdrejning af det evige historiske kredsløb. Anvendt på den indeværende tidsalder betyder det ifølge Spenglers, Toynbees og deres tilhængeres opfattelse, at selv om den borgerlige civilisation er i forfald (hvilket selv kapitalismens forsvarere ikke kan benægte), så vil dens undergang og dens afløsning af en anden, d.v.s. socialistisk civilisation, ikke være et fremskridt, men tværtimod overgangen til et lavere trin i samfundsudviklingen, med hvilket der indledes et nyt kredsløb. Mange af bourgeoisiets forsvarere vælger en anden metode i kampen mod den videnskabelige socialisme. De bestrider historiens lovmæssighed og forkaster derved selve begrebet samfundsudvikling og fremskridt og foreslår, at man i stedet for kun taler om »social forandring«. Denne forandring er efter deres mening af tilfældig karakter, den kan forløbe i enhver retning under indflydelse af de mest forskellige omstændigheder. Denne opfattelse, erklærer den vesttyske sociolog Leopold von Wiese, gør det muligt »at afholde sig fra enhver dom om, hvorvidt udviklingen forløber til det bedre eller til det dårligere, og hvorvidt der eksisterer en årsagssammenhæng mellem fortid og nutid, for ikke at tale om fremtiden, således at man indskrænker sig til at konstatere den simple forandring«. Sådan tager de moderne borgerlige sociologer af hensyn til deres klasseinteresser afstand fra det 19. århundredes store videnskabelige landvinding: begrebet den fremadskridende udvikling, som er underordnet de objektive love.

I den borgerlige ideologi er det også en gængs opfattelse, at fremskridtet, den fremadskridende udvikling, kun er mulig inden for videnskab og teknik, men ikke inden for samfundsforhold, politik og moral (den såkaldte teori om »den moralske efterblevenhed« eller »den moralske løsrivelse«). Disse områder af samfundslivet bestemmes, efter hvad de reaktionære teoretikere påstår, af »den menneskelige natur«s evige, uforanderlige egenskaber, der tilskynder menneskene til vold, forbrydelser, aggression o.s.v.. Videnskabens og teknikkens udvikling er, efter hvad tilhængerne af denne opfattelse siger, kun et nyt, endnu farligere våben i hånden på disse ødelæggende bestræbelser. På den måde søger forsvarerne af det rådnende kapitalistiske samfund at vælte den nød og elendighed, det fremkalder, over på en mystisk »menneskelig natur«. Tilhængerne af denne opfattelse søger at beskytte kapitalismen mod kritik og erklærer, at videnskabens og teknikkens udvikling er roden til alt ondt. Ikke sjældent går de åbenlyst ind for at vende tilbage til feudale tilstande, til landlivet, til kirkens herredømme indenfor alle samfundslivets områder, idet de hævder, at kun på den måde kan man endnu redde menneskeheden fra den katastrofe, der nærmer sig. Hvor skummelt og mørkt bourgeoisiets ideologer forestiller sig samfundets fremtid, kan man også dømme om på grundlag af visse skønlitterære værker, såsom Aldous Huxleys, E. M. Forsters og andres utopiske romaner. I disse værker finder man ikke mindste spor af den tro på fremtiden, de lyse forhåbninger, den livsbekræftende optimisme, der gennemtrænger de fleste af fortidens utopiske værker. Det bedste, forfatterne af de moderne borgerlige utopier kan forkynde verden, er et samfund, hvor der er opnået en vis materiel velstand på bekostning af fuldstændig opgivelse af demokratiet, kulturen og den menneskelige værdighed, et samfund, hvis beboere ingen menneskelige træk har, men som er blevet sjælløst tilbehør til maskinen, dens slaver. Ikke sjældent spår de menneskeheden en endnu mørkere fremtid - en tilbagevenden til barbariet. Af civilisationen - forkynder disse »profeter« - vil der kun blive ruinbyer og gamle grave tilbage, i hvilke sultne horder af forvildede og degenererede mennesker henter sig klæder og smykker. En trøstesløs pessimisme gennemtrænger hele det moderne reaktionære bourgeoisis ideologi, hele dets kultur, og den fremkalder dekadente strømninger inden for kunsten og amoralske teorier. Disse trøstesløse stemninger er ikke en tilfældighed. Kapitalismens herredømme nærmer sig sin ende, kapitalismen spærrer nu vejen for det sociale fremskridt. Og med en blindhed, der er typisk for ideologerne for en døende klasse, identificerer de moderne borgerlige teoretikere og skribenter deres klasses skæbne med menneskehedens skæbne og fremstiller denne klasses forfald og uundgåelige undergang som hele civilisationens forfald og undergang.

De teorier, der bestrider, at fremskridt er muligt, genspejler imidlertid ikke blot kapitalismens forfald, men også en bestemt politisk interesse hos det moderne bourgeoisi. Ved hjælp af sådanne teorier søger dets ideologer åndeligt at afvæbne den arbejdende befolkning og at indgive den den tanke, at kampen mod kapitalismen er formålsløs. Forude ligger uundgåelig tilbagegang, forfald og undergang; kampen for et bedre progressivt samfund er meningsløs - det er, hvad bourgeoisiets lakajer vil vise den arbejdende befolkning. Over for de borgerlige spåmænds dystre profetier stiller den marxistisk-leninistiske lære den på kendsgerninger byggede videnskabelige sætning om, at samfundets historie er et billede på fremskridt, på en lovmæssig bevægelse fra lavere former til højere, og at samfundets fremadskridende bevægelse er en lov ikke blot for menneskeheden historie i fortiden, men også i nutiden, og at der forude ligger en uundgåelig og lovmæssig overgang til en højere, progressiv samfundsform? - kommunismen. Denne historieopfattelse er en vigtig bestanddel af arbejderklassens verdensanskuelse. Den omstændighed, at samfundets fremadskridende bevægelse foregår lovmæssigt, betyder ingenlunde, at denne bevægelse foregår af sig selv uden menneskenes bevidste virksomhed. Sagen er den, at menneskenes partiernes, klassernes virksomhed, der tager sigte på at forandre samfundet og opnå dets progressive omdannelse, selv er lovmæssigt betinget. Og jo mere bevidst, organiseret, beslutsom og målbevidst denne virksomhed er, des bredere masser får den tag i, des grundigere og hurtigere bliver fremskridtet. Dette bevises allerede af selve den kolossale fremskyndelse af samfundsudviklingen, der er karakteristisk for vor tid, da millioner af mennesker er kommet i bevægelse efter at være vågnet til bevidst skabende indsats i historien. De har kraft til at feje enhver hindring til side, som reaktionen rejser på deres vej. Hele den samfundsmæssige praksis bekræfter, at den marxistiske verdensanskuelses optimisme med hensyn til den historiske udvikling er velbegrundet. Denne optimisme udtrykker arbejderklassens tro på sin fremtid, dens overbevisning om socialismens fordele og uovervindelighed. Samtidig tjener den marxistisk-leninistiske opfattelse af fremskridtet i samfundet som et kraftigt våben for den arbejdende befolkning i dens befrielseskamp. Den giver den et klart perspektiv, den inspirerer og begejstrer den til kamp for at bygge det nye, kommunistiske samfund, den giver den mod og fast tro på, at den vil sejre i denne kamp.

Det sociale fremskridt i udbyttersamfundet og under socialismen

Den marxistiske teori hævder, at samfundets historie er en opadgående bevægelse, men den er samtidig fuldt ud klar over, at den historiske proces er kompliceret og modsætningsfyldt. Man må ikke forestille sig historien som samfundets harmoniske, uafbrudt og uhindret fremadskridende bevægelse. Samfundsudviklingens fremadskridende karakter er bevist af videnskaben. Det er imidlertid også ubestrideligt, at denne fremadskridende bevægelse kun er en almindelig tendens, der bliver til virkelighed under hårdnakket kamp og baner sig vej gennem forbigående afvigelser og tilbagetog. Videnskaben kan pege på mange kendsgerninger, der vidner om, at de forskellige landes historie er forekommet mange perioder, præget af stangnation og tilbageskridt, og episoder, hvor enkelte civilisationer er gået til grunde. Det er netop disse ejendommeligheder ved samfundsudviklingen i tidligere perioder, som de reaktionære ideologer påberåber sig, når de søger at gendrive selve fremskridtstanken. I virkeligheden vidner disse kendsgerninger kun om, at det sociale fremskridt i et udbyttersamfund er fuldt af modsigelser og foregår ujævnt »Da grundlaget for civilisationen er den ene klasses udbytning af en anden - skrev Engels om de antagonistiske klassesamfund - så bevæger hele dens udvikling sig i en fortsat indre modsigelse.« Denne modsigelsesfyldte karakter kom bl.a. til udtryk i, at det under udbytternes herredømme var sådan, at lande, der var kommet langt frem i udvikling, hæmmede og hindrede de tilbageblevne landes udvikling og ikke sjældent kastede dem endnu længere tilbage og byggede deres egen blomstringstid på ruinerne af de knuste civilisationer. Menneskehedens fremadskridende udvikling foregik altså i lang tid over en meget smal front, og omfattede ikke alle lande og folk. Fremskridtet banede sig vej gennem utallige forhindringer ligesom en lille bæk, der ikke lader sig standse i sit løb, og tiltog først lidt efter lidt i styrke og fart, indtil det blev til en vældig og vandrig flod, der omfatter hele menneskeheden. Men det er ikke alt. Selv inden for det samme samfund betød et fremskridt for nogle tilbageskridt for andre, og befrielse for den ene klasse betød ny undertrykkelse for den anden. Også udviklingen af samfundslivets forskellige sider foregik yderst ujævnt. Da f.eks. slavesamfundet i de vesteuropæiske lande blev afløst af det feudale samfund, åbnedes der mulighed for en udvikling af produktivkræfterne, og slaveriet blev afløst af livegenskabet. Dette skifte medførte imidlertid, at den åndelige kultur blev underkastet den katolske kirkes lammende indflydelse, og samfundet blev derved i kulturel henseende kastet tilbage til et niveau, der lå under det gamle Grækenlands og Roms. Først århundreder senere blev den antikke verdens landvindinger inden for videnskab, kunst og filosofi genopdaget og videreudviklet. Af sådanne eksempler kan der nævnes mange. Anderledes kunne udviklingen heller ikke foregå i et samfund, hvor der hersker blinde social-økonomiske kræfter, som menneskene ikke har erkendt, og som de ikke har indflydelse på. Et klassisk eksempel på det ujævne og modsigelsesfyldte fremskridt i udbyttersamfundet er det kapitalistiske samfunds historie.

Modsigelser ved fremskridtet under kapitalismen

Kapitalismen betød et stort skridt fremad. Det er tilstrækkeligt at minde om den hurtige udvikling af produktivkræfterne under kapitalismen oprettelsen af en stærk industri, videnskabens og teknikkens stormende vækst, og endelig, at den arbejdende befolknings klassekamp i sammenligning med alle tidligere samfundsformationer nåede op på det højeste plan. Der måtte imidlertid betales en umådelig høj pris for de historiske resultater, som kapitalismen bragte menneskene. Allerede dette samfunds fødsel var ledsaget af den største elendighed for folkemasserne. Den kapitalistiske produktions opståen var utænkelig, uden at der skabtes en hær af arbejdere, der var uden produktionsmidler. Prologen til kapitalismen var derfor ekspropriationen af folkemasserne, der blev gennemført med skånselsløs ubarmhjertighed. Denne tidsalders begivenheder er, som Marx udtrykte det, indskrevet i menneskehedens annaler med sværdets og ildens flammende sprog. Efter de kapitalistiske samfundsforholds sejr var det fortsat sådan, at hvert nyt trin på fremskridtets vej bragte godt til nogle og ondt til andre, fremgang på det ene af samfundslivets områder og forfald på det andet. »I vore dage - sagde Marx - synes hver ting at gå svanger med sin modsætning. Maskinerne, der ejer en vidunderlig evne til at forkorte og frugtbargøre det menneskelige arbejde, ser vi frembringe sult og overanstrengelse. De nye rigdomskilder bliver ved et sælsomt trolddomsord af skæbnen kilder til nød. Kundskabens sejre synes vundet med tab i karakter. I samme grad som mennesket vinder beherskelse af naturen, synes mennesket at blive slave af andre mennesker eller af sin egen nederdrægtighed. Selv videnskabens rene lys synes kun at kunne skinne mod uvidenhedens mørke baggrund. Alle vore opfindelser og fremskridt synes at føre til, at materielle kræfter får åndeligt liv, og at det menneskelige liv afstumpes til en materiel kraft.«

For kapitalismen er det karakteristisk, at udviklingen i nogle lande foregår på bekostning af folkenes lidelser og ulykker i andre lande. Den stormende udvikling af økonomien og kulturen i den såkaldte »civiliserede verden« - en håndfuld kapitalistiske magter i Europa og Nordamerika - har flertallet af Jordens befolkning - folkene i Asien, Afrika, Latinamerika og Australien - måttet betale en frygtelig pris for. Koloniseringen af disse verdensdele skabte mulighed for en hurtig udvikling af kapitalismen i Vesten. Men til de undertrykte folkeslag bragte den armod, elendighed og en utrolig politisk undertrykkelse. I koloniseringens løb udryddede det »kultiverede« Europa ikke blot mange civilisationer i andre verdensdele (f.eks. inkaernes, mayaernes og aztekernes civilisation i Amerika, og mange civilisationer i Afrika og de asiatiske lande), men også hele folkeslag. Koloniseringen medførte f.eks., at befolkningen på Tasmanien fuldstændigt uddøde. Australiens indfødte befolkning formindskedes fra 300.000 til 47.000. Under koloniseringen af Amerika blev der udryddet ca. 30 millioner indianere. Og koloniseringen af Afrika medførte, at ca. 100 millioner negre enten blev udryddet eller med vold ført over havet som slaver. I selve Europa ledsagedes den hurtige udvikling af nogle lande (i Vesteuropa) af økonomisk underkuelse af andre (i Østeuropa), hvad der førte til forsinkelse af disses udvikling. De overordentlig stærke modsigelser, der præger fremskridtet under kapitalismen, er også karakteristiske for forskellige områder i samme land. Den forholdsvis hurtige udvikling af byerne og industricentrerne er som regel ledsaget af landbrugsområdernes tilbageblevenhed og nedgang (f.eks. sydstaterne i USA, det sydlige Italien).

I begyndelsen af det 20. århundrede, da kapitalismen trådte ind i sin sidste, imperialistiske fase, forvandledes dens produktionsforhold til en hindring for samfundets videre udvikling. For de sociale forhold, for politik, moral, kultur og kunst blev monopolernes herredømme en kilde til tilbageskridt. Herpå er de fascistiske staters praksis et tydeligt eksempel ligesom de reaktionære, fascistiske tendenser i det sociale og politiske liv i vor tids største kapitalistiske lande. Ganske vist ophører videnskabens og teknikkens hurtige udvikling ikke i imperialismens tidsalder. Men fremskridtet på dette område udnyttes under kapitalismen i finansoligarkiets selviske interesse, medens det bringer den arbejdende befolkning nye ulykker. Følgerne af de økonomiske kriser bliver endnu mere katastrofale. Da det tekniske fremskridt foregår under forhold, hvor produktionens almindelige udviklingstempo går tilbage og markederne indsnævres, dømmes masser af arbejdende mennesker til konstant arbejdsløshed. Krigene bliver mere og mere ødelæggende, og den moderne civilisations største videnskabelige og tekniske landvindinger anvendes i disse krige til at myrde millioner af mennesker og tilintetgøre vældige materielle værdier.

Fremskridtet under socialismen

De antagonistiske modsigelser ved fremskridtet er på ingen måde fænomener, som bestandigt ledsager samfundets fremadskridende udvikling. De skyldes alene de specifikke forhold i udbyttersamfundet og forsvinder sammen med dette. Det betyder, at frigørelsen for disse modsigelser ikke skal søges i en tilbagevenden til tilbagelagte udviklingstrin, men i kamp for at fremskynde fremskridtet, i kamp for socialismen. »Først efter socialismens sejr - sagde Marx - vil det menneskelige fremskridt høre op med at ligne hin afskyelige hedenske afgud, der kun ville drikke nektar af de dræbtes hovedskal.« Hvad er nu hovedtrækkene ved det sociale fremskridt under socialismen? Først og fremmest er det ikke en håndfuld udvalgte, men hele den arbejdende befolkning, der nyder godt af fremskridtet. Oprettelsen af alle tidligere samfundsformationer var uundgåeligt forbundet med underkuelse, med ulykker og afsavn for stadig nye lag af befolkningen, for hele klasser, der udgjorde samfundets flertal. Slavesamfundet kunne først opstå, efter at størstedelen af den arbejdende befolkning var blevet gjort til slaver, det feudale samfund først efter at bønderne var blevet livegne, det kapitalistiske først efter at de små besidderes masser var blevet ruineret. Socialismen befrier derimod de undertrykte og de udbyttede. Her findes ingen privilegerede klasser. Alle fremskridtets frugter tilfalder de arbejdende. Ustandselig fremgang i folkemassernes materielle velstand og kultur, et opblomstrende demokrati for den arbejdende befolkning er en lov for den socialistiske udvikling. Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at opbygningen af socialismen vil foregå uden vanskeligheder. Socialismen må opbygges under hårdnakket modstand fra den imperialistiske lejr, der sætter alle kræfter ind på at gøre det af med de socialistiske lande. Dertil kommer, at de historiske forhold artede sig således, at de første lande, der slog ind på socialismens vej, var relativt svagtudviklede i økonomisk og kulturel henseende. Folkene i disse lande måtte under den socialistiske opbygning også fuldføre det arbejde, som kapitalismen ikke udførte: skabe en moderne industri og overvinde de levn af førkapitalistiske samfundsformationer, som fandtes i økonomien, i kulturen og i menneskenes bevidsthed. Alt dette krævede yderligere anstrengelser og ofre af den arbejdende befolkning. Folkene i de i økonomisk henseende mere udviklede lande vil blive sparet for disse anstrengelser og ofre, når de tager fat på opbygningen af socialismen. Dertil kommer, at de vanskeligheder, som de folk, der først brød med kapitalismen, måtte gennemgå, for at socialismen kunne sejre, slet ikke - dette viser historien - kan sammenlignes med de ulykker og lidelser, som opretholdelsen af det kapitalistiske slaveri ville have kastet dem ud i. Et andet karakteristisk træk ved fremskridtet under socialismen er, at den fremadskridende bevægelse ikke er begrænset til en enkelt side af samfundet, men omfatter alle sider af det. Den stadige udvikling ar produktionen og det tekniske fremskridt i de socialistiske lande er således ledsaget af en hurtig udvikling af kultur, demokrati o.s.v.. Til forskel fra kapitalismen sker den fremadskridende bevægelse under socialismen ikke på bekostning af enkelte lande, områder og nationer, men foregår over en samlet front af samtlige socialistiske nationer og lande, af hvert enkelt lands samtlige dele og hele befolkning. Dette medfører, at udviklingsniveauet i de forskellige lande og områder bliver udlignet. De mere fremskredne hjælper de efterblevne og gør det på samme måde af med den fra kapitalismen nedarvede ulighed i folkenes økonomiske, politiske og kulturelle udvikling. Under socialismen bliver det sociale fremskridt i stigende grad resultatet af menneskenes bevidste og planmæssige virke. Planøkonomien fører til en betydelig fremskyndelse af produktivkræfternes væksttempo og befrier samfundet for mange tab. Planlægningen af det videnskabelige forskningsarbejde og af den kulturelle opbygning og uddannelsen af fagfolk fører ligeledes til store resultater. Et yderst vigtigt træk og en mægtig faktor for fremskridtet under socialismen er de bredeste folkemassers direkte, aktive og bevidste deltagelse i opbygningen af det nye samfund. Dette er kun muligt i et samfund, hvis udvikling helt og holdent foregår i overensstemmelse med den arbejdende befolknings interesser. De fortrin, som fremskridtet under socialismen kan opvise, er en garanti for, at samfundet udvikler sig i et tempo, der er ukendt i historien. I de år sovjetmagten har eksisteret, er det i det tidligere tilbageblevne Rusland lykkedes at skabe en kraftig økonomi, at afskaffe analfabetismen og at bringe kulturen, videnskaben og kunsten op på et højt niveau. De enestående muligheder for samfundets fremskridt udgør en af det socialistiske systems hovedfordele. »Først med socialismen - skrev Lenin - vil begynde et hurtigt, virkeligt, et sandt massefremskridt på alle privatlivets og det offentlige livs områder, først under deltagelse af befolkningens flertal og senere af hele befolkningen.« Denne bevægelse vil fortsætte i endnu hurtigere tempo efter kommunismens sejr, thi kommunismen betegner ikke enden på den historiske udvikling, men begyndelsen på et overordentlig hurtigt og Praktisk taget endeløst fremskridt hen imod beherskelsen af naturkræfterne, udviklingen af den menneskelige personligheds kræfter og evner, og den fuldstændige tilfredsstillelse af alle samfundsmedlemmers uafbrudt voksende materielle og åndelige behov.

Marxismen-leninismen og idealerne for det sociale fremskridt

En vigtig del af arbejderklassens verdensanskuelse udgøres af idealerne for det sociale fremskridt: forestillingerne om målene for proletariatets kamp, og om det samfund, der vil blive opbygget som følge af denne kamp. Bourgeoisiets ideologiske lakajer, der søger at svække marxismens tiltrækningskraft, har gjort sig store anstrengelser for at forvanske og forfalske den marxistiske opfattelse af det sociale fremskridts idealer. Hvis man hører dem, skulle man tro, at proletariatets verdensanskuelse slet ikke bryder sig om humanisme, civilisation, personens frihed og menneskers lykke. Sådanne høje idealer, hævder marxismens kritikere, står den grove materialisme helt fremmed overfor, da den ikke har øje for andet end menneskenes »lave« materielle behov. Disse påstande er en ondartet karikatur af marxismen, en samvittighedsløs spekulation i småborgerlige forestillinger om materialismen. Engels hånede disse forestillinger og skrev, at filisteren ved materialisme forstår »æderi, drikkeri, øjenlyst, kødelige lyster, hoffærdigt væsen, pengebegær, gerrighed, havesyge, profithunger og børssvindel, kort sagt alle de ækle laster, som han selv i sit inderste er en slave af«. Den marxistiske materialisme har intet til fælles med sådanne karikaturagtige forestillinger. Dette bevises bedst af alt af den kendsgerning, at de mest konsekvente materialister - kommunisterne - har vist sig at være så uselviske forkæmpere for høje samfundsidealer, for frihed, for uafhængighed og for folkets lykke, at ingen anden bevægelse i historien har fostret deres lige. Til forskel fra de »mætte« klassers ideologer - klasser, som aldrig har kendt til nød og savn - mener marxisterne ganske vist, at det er umuligt at tale om nogen lykke for folket, så længe masserne lever i fattigdom, i sult og nød. Men det betyder på ingen måde, at det eneste mål for det sociale fremskridt for dem er at klæde og ernære alle samfundets medlemmer og at udfri dem af al nød. De marxistiske idealer for det sociale fremskridt er uden sammenligning videre og rigere. De omfatter alle sider af samfundslivet, ikke blot økonomien, men også politikken, kulturen og moralen. Legemliggørelsen af disse idealer er det kommunistiske samfund. Kun arbejderklassen kunne sætte sig som mål at opbygge kommunismen - et samfund, i hvilket der én gang for alle er gjort ende på privatejendommen, på udbytningen, på selve klassernes og statens eksistens. Men det betyder ikke, at karakteristiske træk ved det socialistiske og kommunistiske samfund som almindelig velstand, national ligeberettigelse, fred mellem folkene, politisk frihed og demokrati, en blomstrende kultur, broderligt samarbejde mellem de enkelte mennesker og mellem hele folkeslag, alsidig udvikling af personligheden o.s.v. er idealer alene for arbejderklassen. I virkeligheden er det idealer, som alle arbejdende, alle progressive mennesker, menneskehedens overvældende flertal, deler. Heri er der intet forbavsende. Samfundsidealerne - menneskenes forestillinger om de højeste mål for deres virksomhed, om en lykkelig fremtid har som alle andre ideer deres rødder i menneskenes samfundsmæssige livsbetingelser. Forholdene i udbyttersamfundet er imidlertid af en sådan art, at ikke blot arbejderne, men hele den arbejdende befolkning er udsat for alle mulige lidelser. Dette medfører uundgåeligt, at arbejderne og repræsentanterne for de andre arbejdende klasser forenes af mange fælles bestræbelser og forhåbninger. Livet selv, den daglige erfaring, viser dem, hvilke onder samfundet skal frigøres for, hvis menneskene skal leve et frit og lykkeligt liv.

Det er også lighederne i livsbetingelserne, der forklarer en bestemt kontinuitet, som består mellem den moderne arbejderklasses idealer og de idealer, som fortidens arbejdende masser havde. Disse idealer opstod på grundlag af klassekampen mod udbytterne, under forsvaret for den arbejdende befolknings interesser. Marxismen, fremhævede Lenin, er ikke en sekterisk lære, der er opstået langt borte fra den hovedvej, ad hvilken verdenscivilisationen er draget frem. Og dette gælder ikke blot den marxistiske filosofi og politiske økonomi, der er sammenfatningen og resultatet af verdens samlede videnskabelige udvikling, men også de marxistiske idealer for det sociale fremskridt. De rummer alt det bedste og progressive, som i fortiden fandtes i de arbejdende massers og de progressive klassers idealer. Socialismen og kommunismen repræsenterer virkeliggørelsen af de ædleste idealer, som menneskeheden har udformet på sin tunge vej. Det betyder selvfølgelig ikke, at de marxistiske idealer for det sociale fremskridt indbefatter alle de idealer, som fortidens og nutidens arbejdende klasser har haft. I de forestillinger, som den arbejdende befolknings ikke-proletariske klasser havde om det ideelle samfund, var og er ikke så lidt forkert og uacceptabelt for arbejderklassen, utopiske træk, marxismen-leninismen ubetinget måtte forkaste eller i hvert fald underkaste en kritisk bearbejdelse. Det er et grundtræk ved det marxistiske ideal for det sociale fremskridt, at det ikke hviler på fromme ønsker, men på en videnskabelig forudsigelse af de følgende trin i samfundsudviklingen. Den marxistiske teori, der hviler på en dyb forståelse af de lovmæssigheder, der gælder for samfundsudviklingen, gør den ældgamle drøm om en bedre frem tid, om et retfærdigt liv, til en sikker viden om det trin i samfundets udvikling, som historiens love, produktivkræfternes og produktionsforholdenes objektive udviklingsproces, klassekampens udviklingsproces i det moderne samfund med nødvendighed fører til. Man kunne spørge: Hvorfor har historiens love, som hidtil kun har ført til, at den ene form for udbytning og undertrykkelse er blevet afløst af den anden, nu pludselig gjort det muligt at virkeliggøre menneskenes lyseste forhåbninger og forventninger? Hvad er dette? En tilfældighed, et lykkeligt sammentræf? Nej, det er ikke en tilfældighed. Som det allerede er blevet bemærket ovenfor, opstod den arbejdende befolknings drømme om en lykkelig fremtid på et bestemt materielt grundlag; de fremkaldtes af deres livsbetingelser i udbyttersamfundet. Indholdsmæssigt var de arbejdende klassers sociale idealer altid på den ene eller den anden måde forbundet med menneskenes udfrielse af de trængsler og lidelser, som udbyttersamfundet dømmer dem til. Men fra det øjeblik, da samfundets lovmæssige udvikling sætter afskaffelsen af udbyttersamfundet på dagsordenen, bliver virkeliggørelsen af arbejderklassens og alle arbejdendes idealer mulig og nødvendig, den forvandles fra en utopisk drøm til en videnskabeligt begrundet forudseen. »Hvorhen man end ser - for hvert skridt møder man opgaver, som menneskeheden fuldt ud er i stand til at løse med det samme - skrev V. I. Lenin. - Det, der står i vejen, er kapitalismen. Den har ophobet en mængde rigdomme - og gjort menneskene til slaver af denne rigdom. Den har løst de vanskeligste tekniske problemer - og hæmmet indførelsen af tekniske forbedringer, fordi befolkningens millioner lever i fattigdom og mørke, fordi en lille håndfuld millionærer er stupide gniere. Civilisationen, friheden og rigdommen under kapitalismen fremkalder tanken om en forædt rigmand, der rådner op i levende live og ikke vil tillade det, der er ungt, at leve. Men det, der er ungt, vokser og vil sejre, trods alt.« Disse ord af Lenin er blevet bekræftet af historien. Den har vist, at allerede i det socialistiske samfund kunne meget af det, som den arbejdende befolkning gennem lange tider havde drømt om, blive virkeliggjort. Socialismens sejr har for bestandig gjort ende på menneskets udbytning af mennesket, på den nationale undertrykkelse, på massernes fattigdom, den har skabt tidligere ukendte muligheder for person' lighedens blomstring, for demokratiets udvidelse o.s.v.. Andre af marxismens sociale idealer, der udtrykker folkets og de progressive tænkeres ældgamle drømme, vil blive til virkelighed under kommunismen, da menneskets herredømme over naturens kræfter og samfundsudviklingen vil blive endnu langt større. Den historiske erfaring har allerede vist, at afskaffelsen af udbyttersamfundet vil gøre det muligt at realisere disse idealer. Dette er en af kilderne til den vældige tiltrækningskraft, som arbejderklassens socialistiske og kommunistiske idealer udøver på de bredeste folkemasser, på alle progressive mennesker, uanset deres sociale stilling. Flere og flere mennesker tilegner sig disse idealer og kommer til den overbevisning, at de udtrykker den eneste virkelige vej, der fører til realisering af alle arbejdendes forhåbninger og forventninger. Selv mange snæversynede førere for det reaktionære bourgeoisi begynder at forstå, at det er dette og ikke den »sammensværgelsesvirksomhed«, som de tilskriver kommunisterne, der er kilden til de kolossale resultater, fremskridtet og socialismen har opnået, og at de følgelig kun kan bekæmpe kommunismen ved hjælp af »skabende ideer« og »høje idealer«. Det reaktionære bourgeoisi har imidlertid ikke og kan ikke have nogen ideer og idealer, ved hvis hjælp det er i stand til at vinde folkets brede masser for sig. Derfor tager det sin tilflugt til direkte bedrag, det søger at udnytte borgerligt-demokratiske idealer fra sin revolutionære ungdom - idealer, som det nu står fremmed overfor og har forrådt - eller idealer, som det har stjålet fra de arbejdende massers befrielseskamp. Demokrati, humanisme, frihed, civilisation, fred er ord, som de borgerlige propagandister i vore dage hele tiden tager i munden, skønt historien har bevist, at imperialismen i virkeligheden er den værste fjende af fred og folkenes ligeberettigelse, af frihed og demokrati, af humanisme og civilisation. De kommunistiske partier har altid kæmpet mod disse forsøg på at bedrage folk, disse forsøg på at fremstille udbyttersamfundets umenneskelige forhold som »ideelle«. Denne kamp fra kommunisternes side vil marxismens modstandere gerne fremstille som en bekæmpelse af idealer, som de fleste mennesker er tilhængere af. Disse påstande er åbenbar løgn og bedrag. Kommunisterne afslører det borgerlige demokratis hykleri, fordi de er overbeviste forsvarere af de demokratiske idealer. De er netop modstandere af det borgerlige demokrati, fordi de er tilhængere af et sandt demokrati, et demokrati for folket, som kun kan vindes ved at afskaffe udbyttersamfundet. De afslører den borgerlige humanismes hykleri, ikke fordi de kæmper mod humanismen som sådan, men netop fordi de kæmper for den sande humanisme, hvis legemliggørelse er kommunismen. Ganske på samme måde betyder det, at kommunisterne vender sig mod den borgerlige individualisme og går ind for kollektivismen, på ingen måde, at de ikke værdsætter den menneskelige personlighed, dens værdighed og frihed, men kun, at de forkaster, at man sætter personligheden i modsætning til kollektivet, til folkemasserne, og at de forkaster forsøgene på at begrunde en ret for den borgerlige »personlig. hed« til at udvikle sig på bekostning af hundreder og tusinder af andre personligheder. Med deres afsløring af den reaktionære propagandas bedrageriske forsøg på at forgylde den kapitalistiske undertrykkelses og udbytnings lænker yder de kommunistiske partier et stort bidrag til kampen for det sociale fremskridts idealer. »Kritikken - skrev Marx - har plukket de imaginære blomster på lænken i stykker, ikke for at mennesket skal bære den fantasiforladte, trøstesløse lænke, men for at det skal afkaste lænken og plukke levende blomster.« I vor tid har der for menneskene åbnet sig en vej, der virkelig fører til realisering af de strålende idealer, som menneskenes bedste repræsentanter har drømt om. At følge denne vej betyder at omdanne samfundet først efter socialistiske, siden efter kommunistiske principper. 

Som det tidligere er blevet påvist, bestemmes hver samfundsformations karakter af de økonomiske forhold. Hvis man vil forstå samfundslivet, må man derfor først og fremmest studere samfundets økonomiske struktur. Dette er den marxistiske politiske økonomis opgave. Den politiske økonomi er videnskaben til studiet af menneskenes produktionsforhold, lovene for samfundsproduktionens udvikling og for fordelingen af de materielle goder på det menneskelige samfunds forskellige udviklingstrin. »Den politiske økonomi - skrev Lenin - beskæftiger sig på ingen måde med 'produktionen', men med menneskenes samfundsmæssige forhold i produktionen, med produktionens samfundsmæssige struktur.« Nogle af denne videnskabs elementer opstod allerede i slavesamfundet som vejledning i at drive sin egen bedrift. Derfra stammer også den oprindelige betegnelse på den: »oikonomia« (af de græske ord »oikos« - hus, husholdning, og »nomos« - lov). Som videnskab begyndte den politiske økonomi at udvikle sig, da den kapitalistiske produktionsmåde opstod. Den var i bourgeoisiets hænder et ideologisk våben i kampen mod feudalismen. Da bourgeoisiet gjorde sin entré på historiens arena som progressiv klasse, var det interesseret i at nå til en videnskabelig erkendelse af de love, der gjaldt for udviklingen af den kapitalistiske produktion, og i at afskaffet de feudale forhold, der stod i vejen for kapitalismens magt. I denne periode opstod den videnskabelige borgerlige politiske økonomi, der har fået betegnelsen den klassiske politiske økonomi. Dens grundlæggere var de engelske forskere William Petty (1623-87), Adam Smith (1723-90) og David Ricardo (1772-1823). Den engelske borgerlige klassiske politiske økonomi var en af de kilder, som Karl Marx øste af, da han skabte arbejderklassens politiske økonomi. Den politiske økonomi var fra første færd en klassebestemt og partipræget videnskab. Selv om den klassiske politiske økonomi gjorde en række vigtige opdagelser, kunne den som følge af sin borgerlige klassekarakter ikke til bunds afsløre kapitalismens modsigelser. Som følge af deres klassemæssige begrænsning betragtede de borgerlige økonomer kapitalismen som den naturlige og eneste mulige organisationsform samfundets produktion. De så ikke og kunne ikke se, at den var af historisk forbigående karakter. Da arbejderklassen fremtrådte som en selvstændig og mægtig kraft i opgav de borgerlige økonomer den videnskabelige analyse af den lovmæssige samfundsudvikling. Omkring 1830 viste de antagonistiske modsigelser mellem bourgeoisiet og arbejderklassen sig for første gang tydeligt i Vesteuropa. »Fra da af - skrev Karl Marx - antog klassekampen, praktisk og teoretisk, mere og mere udprægede og truende former. Dødsklokkerne ringede for den videnskabelige borgerlige økonomi. Nu drejede det sig ikke mere om, hvorvidt det ene eller det andet teorem var sandt, men om, hvorvidt det var nyttigt eller skadeligt, gavnligt eller ikke gavnligt for kapitalen, om det stred mod politiforordningerne eller ej. I stedet for uegennyttig forskning trådte betalt skribentvirksomhed, i stedet for lidenskabsløse videnskabelige undersøgelser trådte den dårlige samvittighed og apologeternes slette hensigter.« Fra da af blev den borgerlige politiske økonomi anti-videnskabelig. Som Marx sagde, »belyste den store russiske videnskabsmand og kritiker N. Tjernysjevskij mesterligt« den tids politiske økonomis bankerot. Efterhånden som klassekampen udfoldede sig, åbenbarede den borgerlige politiske økonomi i stigende grad sit apologetiske væsen og sin uvidenskabelige karakter. Det er en meget vigtig opgave for den marxistisk-leninistiske politiske økonomi at afsløre den løgn, den spreder, og de illusioner den fremkalder. Ved siden af den borgerlige politiske økonomi opstod og udviklede der sig en småborgerlig politisk økonomi. Storproduktionen ødelagde bøndernes små ejendomme, fordrev håndværkerne fra deres værksteder og tvang dem til at blive »frie« proletarer og underkaste sig kaserne disciplinen i de kapitalistiske virksomheder. Den småborgerlige politiske økonomi var udtryk for de desperate småbesidderes ideologi. Den udbredte illusioner om, at det var muligt at vende tilbage til den »guldalder«, i hvilken der fandtes uafhængige bønder og håndværkere. Grundlæggeren af denne retning var den svejtsiske økonom Sismondi (1773-1842). Han kritiserede kapitalismen fra et småborgerligt standpunkt uden at forstå dens historiske betydning, som et nødvendigt udviklingstrin i den samfundsmæssige produktion. Sismondis efterfølgere søgte ihærdigt at udvikle de svage sider af hans teori, den reaktionære utopi om, at det var muligt at få historien til at gå baglæns og at få storproduktionen, der garanterer en højere arbejdsproduktivitet, afløst af den primitive småproduktion i landsbyfælleskabet, hvor landbrug og håndværk skulle forenes. I Rusland blev narodnikerne Sismondis efterfølgere. Lenin rettede en tilintetgørende kritik mod narodnikernes økonomiske opfattelse. Den småborgerlige politiske økonomi er mest udbredt i lande, i hvilke den kapitalistiske produktion er svagt udviklet, medens bøndernes og håndværkernes lille produktion indtager en stor plads. Den småborgerlige politiske økonomi er ikke i stand til at give en rigtig bedømmelse af samfundsudviklingens perspektiv, selv om den undertiden øver en gavnlig indflydelse med sin kritik af kapitalismens og den moderne imperialismes mangler. En virkelig videnskabelig analyse af den kapitalistiske produktionsmåde og af dennes forgængere: ursamfundet, slavesamfundet og det feudale samfund, blev først foretaget af arbejderklassens store førere og lærere: Karl Marx og Friedrich Engels. Idet marxismen opdagede de økonomiske love, der gælder for den kapitalistiske produktions oprindelse og udvikling, løftede den ikke blot forhænget for menneskehedens fortid, men gjorde det også muligt at se dens fremtid. Historiens videre forløb har vist, at marxismen med største videnskabelige præcision fastslog, under hvilke betingelser kapitalismen uundgåeligt vil blive afløst af en højere produktionsmåde - af socialismen og kommunismen. Karl Marx' økonomiske hovedværk, »Kapitalen«, er et mægtigt teoretisk våben i arbejderklassens hånd. Dette geniale værk af Marx har den forbavsende egenskab, at det ikke forældes, at det ikke mister sin kampglød og sin slagkraft. Et halvt århundrede efter at første bind af »Kapitalen« var udkommet, udsendtes V. I. Lenins bog »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium«, der videreudvikler kapitalismens almene teori og indeholder læren om kapitalismens nye stadium: imperialismen. Denne bog af V. I. Lenin var, ligesom hans øvrige arbejder inden for kapitalismens politiske økonomi, en genial økonomisk begrundelse af de lovmæssigheder, der gælder for udviklingen af den proletariske revolution under imperialismen. Den økonomiske teori er en vigtig bestanddel af marxismen-leninismen. Den viser, hvordan de objektive økonomiske love virker, og en rigtig erkendelse af disse er nødvendig for, at de kommunistiske partier kan opnå gode resultater i deres praktiske virksomhed. Den hjælper den arbejdende befolkning i de kapitalistiske lande med at udforme en rigtig taktik i klassekampen mod bourgeoisiet. I de socialistiske lande leder de marxistisk-leninistiske partier på grundlad af de love, som den politiske økonomi har opdaget, det økonomiske liv i deres lande og fører deres udvikling henimod kommunismen

De kapitalistiske forholds oprindelse

Den kapitalistiske produktion kan eksistere på to betingelser. Den kræver, at de grundlæggende produktionsmidler er koncentreret som kapitalisternes ejendom. Endvidere er det nødvendigt, at størstedelen eller en betydelig del af samfundet ikke ejer produktionsmidler. Dette tvinger de mennesker, som ikke har andet end deres arbejdskraft, til at blive lønarbejdere i kapitalisternes virksomheder, hvis ikke de vil dø af sult. I det feudale samfund var godsejerne den herskende klasse. De udbyttede de bønder og håndværkere, der arbejdede på deres jord og inden for deres feudale besiddelser, og som havde egne produktionsmidler. Det feudale samfunds omdannelse til det kapitalistiske blev først mulig, efter at en betydelig del af bønderne og håndværkerne var blevet berøvet produktionsmidlerne, d.v.s. efter at producenterne var blevet skilt fra produktionsmidlerne. Desuden krævedes, at feudalherrens plads som herskende økonomisk magt blev indtaget af kapitalisten, der rådede over pekuniære og materielle midler til at drive sin virksomhed vi hjælp af lønarbejdere. Der skulle en hel historisk overgangsperiode fra feudalisme til kapitalisme til for at skabe grundlag for udviklingen af den kapitalistiske produktion. Det karakteristiske træk ved denne periode er ødelæggelsen af det feudale samfunds støtter, den pinefulde, blodige tragedie, som bøndernes og håndværkernes ruinering var; akkumulationen af rigdom hos den opstigende borgerklasse ved hjælp af udplyndring af kolonierne, slavehandel, åger, sørøveri og andre former for vold og forbrydelse. Da mennesker, der er blevet fordrevet fra deres landsbyer og løsrevet fra jorden, var nødt til at blive lønarbejdere. Den opadstigende kapitalism^e drev ikke blot ved hjælp af sult, men også med tvang de tidligere bønder og håndværkere ind i de kapitalistiske virksomheder og bibragte dem med blodige straffe lønarbejdets disciplin. Kapitalismen opstod på knoglerne af tusinder og atter tusinder af ruinerede og plagede mennesker. Marx skrev: Det »drypper af blod og smuds fra hoved til hæl og ud af alle porer,« på den nyfødte kapital. De to samtidige processer, hvorved der opstår lønarbejdere - proletarer - og akkumuleres rigdomme i kapitalisternes hænder, kaldte Marx kapitalens oprindelige akkumulation. Denne oprindelige akkumulation af kapital, der historisk set ligger forud for det borgerlige samfund, må adskilles fra den kapitalakkumulation, som til stadighed foregår gennem udbytning af arbejderne i de kapitalistiske virksomheder. Kapitalens oprindelige akkumulation er imidlertid ikke blot noget, der angår fortiden, nogle af dens metoder anvendes endnu den dag i dag i kolonierne og i de økonomisk svagt udviklede lande. I den tidsalder, da kapitalens oprindelige akkumulation fandt sted, opstod de kapitalistiske forhold. Der opstod en ny udbytterklasse - kapitalistklassen - og en ny udbyttet klasse - lønarbejdernes, proletarernes klasse. Overgangen fra feudalismen til kapitalismen fandt i de vesteuropæiske lande sted gennem de borgerlige revolutioner fra det 17. til 19. århundrede, som førte til, at bourgeoisiet ikke blot økonomisk, men også politisk blev den herskende kraft. I Rusland blev livegenskabet afskaffet senere end i mange andre lande, og rester af det eksisterede lige til den store socialistiske Oktoberrevolution. Med afskaffelsen af livegenskabet i 1861 begyndte den kapitalistiske udviklingsperiode i Rusland, og feudalsystemet afløstes af det kapitalistiske system.

Vareproduktionen - Varen - Værdiloven og pengene

Kapitalismen er den højeste form for vareproduktion, og Karl Marx begynder derfor i »Kapitalen« sin analyse af kapitalismen med analysen af varen. Vareudvekslingen, skrev V. I. Lenin, er »det simpleste, almindeligste, mest grundlæggende, mest masseprægede, mest hverdagsprægede, milliarder af gange gentagne forhold i det borgerlige (vare-)samfund.« I varen, i udvekslingen af vare mod vare, afslørede Marx spirerne til kapitalismens modsigelser og ejendommeligheder. Vareproduktion vil sige produktion med udveksling, med salg for øje. vareproduktionen afløste naturalhusholdningen, der var den herskende produktionsform i slavesamfundet og under feudalismen. Vareproduktionen opstod allerede i den periode, da ursamfundet gik i opløsning og fik lidt efter lidt stigende betydning. På de første etaper var der tale om simpel vareproduktion, der hvilede på småproducenternes privatejede og personlige arbejde. Disse småproducenter var bønder og håndværkere, der ikke udbyttede fremmed arbejde. Forudsætningen for vareproduktionens udvikling er den samfundsmæssige arbejdsdeling og privateje af produktionsmidler.

Varen

Ikke ethvert arbejdsprodukt er en vare. Hvis nogen med sit arbejdsprodukt tilfredsstiller sit eget eller sin families behov, skaber han kun et produkt, en ting, men ikke en vare. Kun et arbejdsprodukt, som gennem udveksling (køb og salg) går ind i forbruget, bliver til en vare. Varen har to egenskaber. Dens evne til at tilfredsstille et menneskeligt behov gør varen til en brugsværdi. På markedet bliver brugsværdier af én slags, f.eks. korn, udvekslet mod brugsværdier af en anden slags, f.eks. jern. Den egenskab ved varen, at den kan udveksles mod en anden vare, gør den til en bytteværdi. Udvekslingen af vare mod vare, viser, at der findes noget fælles i dem, som gør det muligt at sammenligne og måle dem. Det, der er fælles for varerne, er ikke deres fysiske egenskaber: vægt, omfang, form o.s.v., varernes fysiske egenskaber er tværtimod særdeles forskellige. Det, der er fælles for dem, er, at de er produkter af menneskeligt arbejde. Set fra dette synspunkt er alle varer så at sige stivnet menneskeligt arbejde. Og som legemliggørelse af det arbejde, de indeholder, er varerne værdier. Det forhold, i hvilket to forskellige varer udveksles mod hinanden, er ikke vilkårligt, men ganske bestemt. Bytteværdien, der udtrykker det kvantitative udvekslingsforhold, tjener kun som den form, i hvilken den i varen indeholdte værdi fremtræder. Varen repræsenterer enheden af brugsværdi og værdi. Værdimængden i en vare bestemmes af arbejdet, men ikke af det arbejde, der er blevet anvendt til produktion af netop denne vare. Ens ting kan være fremstillet af forskellige mennesker, der har benyttet forskellige arbejdsredskaber og anvendt forskellig tid, d.v.s. forskellige arbejdsmængder. Værdien bestemmes af det arbejde, som i det pågældende samfund gennemsnitligt anvendes til produktion af denne slags varer. Dette arbejde kaldes det samfundsmæssigt nødvendige arbejde. Det kan også måles i arbejdstid. »Den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid - skrev Marx - er den arbejdstid, der er nødvendig for at fremstille en brugsværdi med de forhåndenværende samfundsmæssigt normale produktionsbetingelser og den samfundsmæssige gennemsnitsgrad af dygtighed og arbejdsintensitet.« Varernes værdi aftager med stigende samfundsmæssig arbejdsproduktivitet, fordi produktionen af en vareenhed kræver stadig mindre arbejdstid, mindre arbejde.

Det i varen legemliggjorte arbejde

Grundstenen af arbejdsværdilæren blev nedlagt af den borgerlige politiske økonomis klassikere Adam Schmidt og David Ricardo. Men først Marx var den, der konsekvent udviklede og alsidigt begrundede denne teori. Han gjorde en genial opdagelse, da han opdagede dobbeltkarakteren af det arbejde, der frembringer varen. Marx fastslog, at varens egenskaber - brugsværdi og værdi - bestemmes af dobbeltkarakteren af det arbejde, der anvendes til at fremstille varen. Varens brugsværdi kåbes af arbejdet som specielt, bestemt arbejde, som konkret arbejde. De forskellige slags konkret arbejde er lige så mangfoldige som brugsværdierne. De adskiller sig fra hinanden ved hjælp af arbejdsmetoderne de forskellige arbejdsmidler. I hver brugsværdi er der legemliggjort en bestemt slags konkret arbejde. Men lige meget hvilken ting, der bliver fremstillet, så er arbejdet, uafhængigt af sine konkrete ejendommeligheder, altid anvendelse af menneskelig energi - fysisk, nervemæssig og åndelig energi -, og i den forstand er den ensartet menneskeligt arbejde, arbejde slet og ret. Varens værdi skabes af arbejdet, der fremtræder som anvendelse af menneskelig arbejdskraft slet og ret, uafhængigt af den form, hvori den anvendes - af det abstrakte arbejde. Abstrakt og konkret arbejde er de to sider af det arbejde, der er legemliggjort i varen. »Alt arbejde er på den ene side forbrug af menneskelig arbejdskraft i fysiologisk forstand, og i denne egenskab, som ensartet menneskeligt eller abstrakt menneskeligt arbejde, danner det vareværdien. Alt arbejde er på den anden side forbrug af menneskelig arbejdskraft i specifik, formålsbestemt form, og i denne egenskab, som konkret nyttigt arbejde, producerer det brugsværdier.« Ligesom den ene brugsværdi kvalitativt adskiller sig fra den anden, adskiller det ene konkrete arbejde sig også kvalitativt fra det andet. Og ligesom værdien af den ene vare kun kvantitativt adskiller sig fra værdien af den anden, adskiller det i disse varer legemliggjorte abstrakte arbejde sig kun kvantitativt fra hinanden. Idet menneskene udveksler de varer, de har fremstillet, sætter de de mest forskellige slags arbejde lig med hinanden. Bag udvekslingsforholdet står den samfundsmæssige arbejdsdeling. Udvekslingsforholdene på markedet udtrykker vareproducenternes indbyrdes forhold i samfundsproduktionen. Og værdien, værdiforholdet, er derfor ikke et forhold mellem ting, men et forhold mellem mennesker, mellem vareproducenter. Værdien er et samfundsmæssigt produktionsforhold, der kun er skjult bag en materiel skal og kommer til syne som et forhold mellem ting. Varens værdi skabes af det arbejde, der bliver anvendt til produktionen af den, men denne værdi fremtræder kun i udvekslingen, ved at jævnføre den ene vare med den anden.

Penge

Oprindelig var udvekslingen en højst sjælden og tilfældig hændelse. Et produkt blev umiddelbart udvekslet mod et andet. Med udviklingen af den samfundsmæssige arbejdsdeling blev udvekslingen mere og med en regelmæssig. Der blev fremstillet flere og flere arbejdsprodukter specielt med udveksling for øje. Den mest gængse vare optræder, efterhånden som almen ækvivalent d.v.s. som vare, der bliver formidleren i udvekslingen. Ordet »ækvivalent« betyder her samme værdi. I stedet for den umiddelbare udveksling, hvor man udvekslede sin vare mod en anden vare, som man havde brug for (her var det ubetinget nødvendigt, at man fandt en køber, der havde den vare, som sælgeren havde brug for), begyndte folk at udveksle deres vare mod en vare, der var almen ækvivalent, en vare for hvilken man altid kan erhverve en hvilken som helst vare. I forskellige egne fungerede forskellige varer som almen ækvivalent: kvæg, skind, salt, honning, jern o.s.v. Senere blev ædle metaller - sølv og guld - den almene ækvivalent. De ædle metaller er på grund af deres naturlige egenskaber meget velegnede til at fungere som almen ækvivalent. De bevarer altid den samme kvalitet, de ødelægges ikke og kan let deles i ganske små dele. Efterhånden som udvekslingen udviklede sig, blev de spontant til almen ækvivalent og begyndte at fungere som penge. Penge er en særlig vare, der fungerer som almen ækvivalent for alle varer. Penge er ikke blevet til på nogens befaling, de er ikke opfundet af et enkelt menneske, og de er ikke resultatet af en aftale mellem menneskene. Nej, de ædle metaller skilte sig ud af vareverdenen og blev til penge under den langvarige proces, hvorved vareudvekslingen udviklede sig. Pengene er den særlige vare, der formidler udvekslingen af alle øvrige varer. Den egenskab at være almen ækvivalent er denne vares brugsværdi. Pengenes væsen kommer til udtryk i de funktioner, de opfylder i vareøkonomien. I første linje opfylder pengene den funktion at være målestok for alle andre varers værdi. Enhver vares værdi bliver udtrykt i penge. Folk siger ikke: Et par støvler er lig en meter stof, men de siger: Et par støvler koster så og så mange rubler, dollars, pund sterling, kroner o.s.v.. Varens værdi udtrykt i penge er dens pris. Pengene udøver den funktion at være omsætningsmidler. Væveren bytter ikke sit stof mod støvler. Han sælger det for penge og køber støvler for pengene. Da pengene dukker op, afløses den direkte udveksling af produkter af vareomsætningen, d.v.s. af udveksling ved hjælp af penge. Formlen for vareomsætningen lyder: vare - penge - vare. Den pengemængde, der er nødvendig for vareomsætningen, er lig med summen af varepriserne delt med pengeenhedens omløbstal. Hvis et land summen af priserne på alle de varer, der sælges i en bestemt periode f.eks. i løbet af et år, beløber sig til 10 milliarder pengeenheder (dollars, francs, mark o.s.v.), og hver pengeenhed i løbet af et år udfører ti omløb, så beløber den pengemængde, der er nødvendig for hele varemassens omsætning, sig til én milliard. I cirkulationsprocessen blev guldmønterne ikke sjældent erstattet af sølv- og kobbermønter, og de blev senere erstattet af papirpenge. De papirpenge, som staten sætter i cirkulation, afløser guldet som omsætningsmiddel. De repræsenterer guld og skal svare til den guldmængde, der er nødvendig som omsætningsmiddel. Hvis den mængde papirpenge, der er sat i cirkulation, er større end den mængde fuldgyldige guldpenge, der er nødvendig for at formidle vareomsætningen, forringes deres værdi. Hvis vareomsætningen i et land kræver én milliard guldpengeenheder, men staten sætter 2 milliarder papirpengeenheder i omløb, så bliver resultatet, at man for hver pengeseddel - f.eks. 10 dollars - kun kan købe lige så mange varer som for 5 gulddollars. Den kapitalistiske pengeomsætnings historie efter første verdenskrig karakteriseres af en overordentlig ustabilitet på papirpengenes område. Papirpengenes værdi forringes tit, fordi der er blevet sat alt for mange i omløb af dem. Forringelsen af papirpengenes værdi kaldes inflation. Inflationen fører til sænkning af den arbejdende befolknings leveniveau, for så vidt den skal leve af sin arbejdsløn. Pengene udfylder den funktion at være akkumulationsmiddel. For penge kan man altid købe enhver vare; de er den generelle repræsentant for rigdom. Ophobningen af rigdom sker derfor i form af akkumulation af penge. Ved køb og salg på kredit fungerer pengene som betalingsmiddel. Takket være kreditten formindskes den mængde rede penge, der er nødvendig for omsætningen. I handelen mellem landene fungerer pengene som verdenspenge. Som verdenspenge bruges guld.

Værdiloven

Værdiloven er den økonomiske lov for vareproduktionen, efter hvilken varerne udveksles i overensstemmelse med den samfundsmæssigt nødvendige arbejdsmængde, der er blevet anvendt til at producere dem. Under indflydelse af denne lov tenderer varepriserne i retning af varernes værdi. Under vareproduktionen arbejder hver producent for sig, isoleret fra andre. Han fremstiller varer for markedet, hvor ingen af producenterne på forhånd kender efterspørgselens størrelse. Overensstemmelse mellem efterspørgsel og tilbud kan under et sådant produktionsanarki kun etableres tilfældigt, som resultat af stadige svingninger. Dette medfører, at varepriserne ustandselig afviger fra værdien og ligger over eller under værdien. Hvis tilbudet ligger over efterspørgselen falder priserne under værdien, men hvis efterspørgselen overstiger tilbudet, sælges varerne til priser, der ligger over værdien Varepriserne har imidlertid bestandig tendens til at nærme sig værdien. Hvis prisen på en vare ligger over værdien, fremkalder dette en produktionsstigning og dernæst også et stigende tilbud af den pågældende vare, hvilket uundgåeligt fører til, at priserne falder til værdiniveauet I tilfælde af, at priserne falder under værdien, sker der en nedgang i produktionen, der bliver varemangel, og til slut stiger prisen, indtil den når værdiniveauet. På den måde udlignes stort set prisernes opad- eller nedadgående afvigelser fra værdien. Prisen på en eller anden vare kan i hvert givet øjeblik på grund af forskellige årsager afvige fra værdien, men gennemsnitsprisen falder i løbet af længere perioder temmeligt nøje sammen med værdien. I et samfund, der bygger på privatejendommen, regulerer værdiloven ved hjælp af konkurrencemekanismen de proportioner, efter hvilke det samfundsmæssige arbejde og produktionsmidlerne bliver fordelt på de forskellige produktionsgrene. De stadige prissvingninger tvinger en del af vareproducenterne til at fjerne sig fra de produktionsgrene, hvor tilbudet ligger over efterspørgselen og priserne falder under værdien. Prisernes fald virker forskelligt på de forskellige grupper af vareproducenter. De mere behændige, foretagsomme og stærke af dem styrker deres positioner, medens de svage bliver ruineret. Resultatet af prisernes stadige svingninger og afvigelser fra værdien er, at nogle få beriger sig på bekostning af producenternes masse, der bliver ruineret. Men de små producenters masse bliver ikke blot knuget af konkurrencen, fordi priserne afviger fra værdien. De kan heller ikke reddes, hvis varernes sælges til deres værdi. Værdiloven er loven for produktionskræfternes spontane udvikling. De vareproducenter, der benytter en mere moderne teknik, befinder sig i en gunstigere stilling, fordi de fremstiller varer med færre omkostninger end de samfundsmæssigt nødvendige. Samtidig har mange producenter større arbejdsomkostninger pr. produktionsenhed end de samfundsmæssigt nødvendige. De kan ikke holde stand i konkurrencekampen med de stærkere rivaler. Følgen er, at et lille mindretal af producenter bliver til kapitalister, mens en masse små vareproducenter bliver ruineret og tvunget til at leve af at sælge deres arbejdskraft. Produktionsmidlerne koncentreres i stigende grad hos kapitalisterne. På denne måde forvandles den simple vareproduktion uundgåeligt til kapitalistisk produktion. Værdiloven udøver altså ved hjælp af konkurrencekampen inden for vareproduktionen tre vigtige funktionen den fungerer som regulator ved fordelingen af arbejdskraften og produktionsmidlerne mellem de forskellige økonomigrene; den er drivkraften i det tekniske fremskridt; den fører til udvikling af kapitalistiske forhold, idet den dømmer de små vareproducenter til undergang og ruin.

Merværdilæren er hovedhjørnestenen i Marx' økonomiske teori

Marx forklarede den antagonistiske karakter ved forholdet mellem arbejde og kapital, der så at sige er den akse, som hele det kapitalistiske økonomiske system drejer sig om. Med udforskningen af merværdien gav han en udtømmende videnskabelig forklaring på udbytningsprocessen, i hvilken kapitalisterne udbytter arbejderne. Marx går i sin analyse ud fra det enkle og almindeligt kendte faktum, at kapitalisterne først køber de for produktionen nødvendige varer og derefter sælger deres virksomheders produkter for flere penge, end de selv har givet ud. Ved den simple vareomsætning sælger vareejeren sin vare for at købe en anden vare. Det endelige mål for den simple vareomsætning er behovstilfredsstillelse. Som vi allerede har set lyder formlen for den simple vareomsætning: vare - penge - vare. Omsætningsprocessen ser anderledes ud, når varen købes, ikke med det formål umiddelbart at tilfredsstille et eller andet behov, men for salgets skyld. Formlen for denne proces lyder: penge - vare - penge. Køb med salg for øje har kun mening, hvis der derved bliver trukket flere penge ud af omsætningen, end der oprindeligt blev givet ud. Den, der køber med salg for øje, køber for at sælge dyrere. Denne forøgelse af den oprindelige værdisum forvandler værdien til kapital. Kapital er værdi, der forøger sig selv. Penge er den første form for kapital. Den kapitalistiske produktionsproces begynder med køb af produktionsmidler og af arbejdskraft, d.v.s. med kapitalens forvandling fra pengeformen til produktivkapitalform. De i produktionsprocessen fremstillede varer sælger kapitalisten på markedet. Derved forvandler han varekapitalen til pengekapital. Kapitalen vender tilbage til sin udgangsform. Herved indtjener kapitalisten imidlertid flere penge, end han havde givet ud før produktionens begyndelse. Udvekslingen foregår efter værdien (hvis den ene sælger dyrere og den anden billigere) udlignes dette i samfundsmålestok). Her opstår det spørgsmål: Hvordan kan pengeejeren - kapitalisten -, der køber og sælger varerne til deres værdi, alligevel få en større værdi ud af omsætningen? Det er dette spørgsmål, som den borgerlige politiske økonomi havde været ude af stand til at løse, der besvares af Marx. Det viser sig, at dette kun er muligt, fordi pengeejeren finder en højst ejendommelig vare på markedet, en vare, hvis forbrug er kilden til ny værdi. Denne vare er arbejdskraften. Lad os nu se, hvad der er det særlige ved denne vare. Friedrich Engels gav følgende fremstilling heraf.

Produktionen af merværdi

Hvad er arbejdskraftens værdi? Enhver vares værdi måles ved hjælp af det arbejde, der er nødvendigt til dens fremstilling. Arbejdskraften eksisterer i form af den levende arbejder, der til sin egen eksistens, såvel som til sin families underhold, behøver en bestemt sum af livsfornødenheder. Den arbejdstid, der er nødvendig for at frembringe disse livsfornødenheder, bestemmer arbejdskraftens værdi. »Lad os antage - skrev Engels -, at disse livsfornødenheder dag for dag repræsenterer en arbejdstid på seks timer. Vor begyndende kapitalist, der til drift af sin forretning køber arbejdskraft, d.v.s. lejer en arbejder, betaler altså denne arbejder den fulde dagsværdi af hans arbejdskraft, hvis han betaler ham pengebeløb, der ligeledes repræsenterer seks arbejdstimer. Så snart arbejderen har arbejdet seks timer i den begyndende kapitalists tjeneste, har han ydet denne fuld erstatning for hans udlæg, for den pris han har betalt for arbejdskraftens dagsværdi. Men dermed ville pengene ikke have forvandlet sig til kapital, de ville ikke have fremkaldt merværdi. Køberen af arbejdskraften har derfor også en helt anden opfattelse af den forretning, han har afsluttet. Den omstændighed, at der kun behøves seks arbejdstimer for at holde arbejderen i live i fire og tyve timer, forhindrer på ingen måde, at han kan arbejde tolv af de fire og tyve timer. Arbejdskraftens værdi og den værdi, som arbejdskraften skaber gennem arbejdsprocessen, er to forskellige størrelser ... Ifølge vor antagelse koster arbejderen altså pengeejeren hver dag værdiproduktet af seks arbejdstimer, men han leverer ham daglig værdiproduktet af tolv arbejdstimer. Differencen til gunst for pengeejeren er seks timers ubetalt merarbejde, et ubetalt merprodukt, i hvilket der er legemliggjort seks timers arbejde. Kunststykket er lykkedes. Der er frembragt merværdi, penge er blevet forvandlet til kapital.« Det er nu helt klart og naturligt, hvordan merværdien opstår (en betydelig del af merværdien udgør kapitalistens profit). Arbejdskraftens værdi bliver betalt, men denne værdi er langt mindre end den, som kapitalisten er i stand til at få ud af arbejdskraften; denne forskel, det ikke-betalte arbejde, udgør netop kapitalistens, eller rettere sagt: kapitalistklassens, andel. Det er dette ikke-betalte arbejde, der underholder alle ikke-arbejdende samfundsmedlemmer. Heraf betales de stats- og kommuneskatter, der falder på kapitalistklassen, den jordrente, der tilfalder jordbesidderne o.s.v.. Hele den kapitalistiske samfundsordning hviler på det.

Den kapitalistiske udbytning

Lønarbejderen frembringer altså i løbet af en del af sin arbejdstid det produkt, der er nødvendigt for hans eget underhold. Denne del af arbejdstiden kaldte Marx den nødvendige arbejdstid; det arbejde, der bliver udført i løbet af denne tid kaldte han det nødvendige arbejde. I den anden del af sin arbejdstid - merarbejdstiden - skaber arbejderen med sit merarbejde merværdi. Merværdien (m) er den værdi, som skabes ved lønarbejderens arbejde ud over værdien af hans arbejdskraft, og som kapitalisten gratis tilegner sig. Det væsentlige i den kapitalistiske udbytningsproces består netop i produktionen af merværdi. Kapitalisterne er ikke interesseret i at fremstille nyttige og for samfundet nødvendige produktionsmidler og forbrugsgoder, men i at tilegne sig den størst mulige merværdi. Kapitalisternes begær efter merværdi er umætteligt.

Kapital

I det kapitalistiske samfund er udbytningen af lønarbejde midlet til at bevare og forøge den værdi, der tilhører kapitalisterne, og til at udvide kapitalens magt og herredømme. Kapital er værdi, der frembringer merværdi. De borgerlige økonomer påstår gang på gang, at ethvert produktionsmiddel er kapital. De tier imidlertid med vilje stille med den ubestridelige kendsgerning, at produktionsmidlerne først bliver til kapital, når de forvandles til et middel til at udbytte arbejderne, og at kapitalen ikke er en ting, men et samfundsmæssigt forhold mellem det borgerlige samfunds hovedklasser, et forhold, hvorved lønarbejderne udbyttes af ejerne af produktionsmidlerne. Den marxistisk-leninistiske opfattelse, hvorefter kapitalen er et samfundsmæssigt forhold, afslører den borgerlige produktionsmådes væsen - kapitalistklassens udbytning af lønarbejderklassen, der lever af at sælge sin arbejdskraft. Kapitalen består af to dele: konstant kapital (c), der bliver givet ud til produktionsmidler (bygninger, maskiner, brændsel, råstoffer o.s.v.), og variabel kapital (v), der bliver givet ud til arbejdskraft. De to dele deltager ikke på samme måde i produktionen af merværdi. Som deltagere i produktionen skaber produktionsmidlerne ingen ny værdi. Værdien af den konstante kapital går straks eller lidt efter lidt over på det færdige produkt. Anderledes forholder det sig med den variable kapital. Den forøges, idet den i produktionsprocessen skaber merværdi. Forholdet mellem merværdien og den variable kapital m/v - udtrykker, i hvilken grad kapitalen udbytter arbejdet, og kaldes merværdiraten m´. Forøgelsen af merværdien foregår på to måder. Den første måde består at forlænge arbejdsdagen eller intensivere arbejdet (forøget arbejdsanspændelse, forøget anvendelse af menneskelig energi pr. tidsenhed). Denne merværdi kaldte Marx den absolutte merværdi. Den anden måde består i at forkorte den nødvendige arbejdstid. Denne merværdi kaldte Marx den relative merværdi. Hvis det var muligt, ville kapitalisten forlænge arbejdsdagen til 24 timer, thi jo længere arbejdsdagen er, des mere merværdi bliver der skabt. Arbejderen er derimod interesseret i at forkorte arbejdsdagen. Der opstår en kamp om arbejdsdagens forkortelse. Denne kamp, der begyndte i de kapitalistiske lande med arbejdernes første aktioner i begyndelsen af det 19. århundrede, er aldrig hørt op. Derfor kan kapitalisterne ikke forlænge arbejdsdagen ubegrænset. Produktionen af absolut merværdi foregår nu i de kapitalistiske lande hovedsagelig gennem intensivering af arbejdet. Produktionen af den relative merværdi består i at forøge merarbejdstiden på den måde, at arbejdsdagens længde ikke forandres, medens den del af arbejdstiden, der er nødvendig for at erstatte arbejdskraftens værdi, forkortes. Dette opnås ved at forøge arbejdsproduktiviteten i de industrigrene, der fremstiller forbrugsgoder, som er livsnødvendige for arbejderne, og som tilsammen bestemmer arbejdskraftens værdi. Jo større arbejdsproduktiviteten er i disse industrigrene, og jo lavere værdien af deres produktion er, des kortere er den nødvendige arbejdstid og des større er følgelig merarbejdstiden i samtlige kapitalistiske bedrifter. Der sker også en afkortelse af den nødvendige arbejdstid, hvis arbejdsproduktiviteten forøges i de grene af økonomien, der fremstiller produktionsmidler til fremstilling af forbrugsgoder. Enkelte kapitalister kan også opnå en ekstra-merværdi. Den tilfalder de kapitalister, der indfører maskiner, der i teknisk henseende er mere fuldkomne end andre kapitalisters. Omkostningerne ved fremstilling af en vare bliver lavere hos dem, og samtidig kan de sælge deres vare til priser, der gælder for alle producenter af den pågældende vare. Af den grund får kapitalister, der ejer en mere moderne teknik, et overskud af merværdi, der går ud over den almindelige rate. Dette er ekstra-merværdien. Men også de andre kapitalister bestræber sig for at få en større merværdi. Derfor indfører de også, i deres jagt efter ekstra-merværdi, den nye teknik. Det er konkurrencen, der driver dem til det. I sin analyse af produktionen af den relative merværdi undersøgte Marx tre historiske stadier i kapitalismens forøgelse af arbejdsproduktiviteten: 1) det simple samvirke; 2) manufakturen; 3) den maskinelle storindustri. Det kapitalistiske simple samvirke betyder, at et mere eller mindre stort antal lønarbejdere koncentreres om produktionen af samm^e produkt under kapitalistens kommando. Teknikken er her fortsat håndværkets; arbejdsdeling findes ikke. Men allerede foreningen arbejderne giver en vis forøgelse af arbejdsproduktiviteten. Manufakturen er det kapitalistiske samvirke på grundlag af arbejdsdeling, men med håndværksmæssig teknik. Herved opnås der en betydelig forøgelse af arbejdsproduktiviteten i sammenligning med det simple samvirke. Manufakturen kunne imidlertid ikke føre til ødelæggelse af småproduktionen og blive den dominerende form for produktion. Kapitalismen erobrede først det fulde herredømme, da den gik over til den maskinelle industri, der er den højeste form for den kapitalistiske storindustris udvikling. Maskinindustrien, der ødelægger småproduktionen, udvider området for kapitalens herredømme og skaber betingelser for en omfattende forøgelse af merværdi. Marx' merværditeori viser, hvordan kapitalistens udbytning af arbejderen foregår i det borgerlige samfund. Den beviser, at kun lønarbejdernes arbejde er den bestandige og uudtømmelige kilde til kapitalisternes berigelse. Marx' merværditeori har vist, hvor hyklerisk den påstand er, at det borgerlige samfund hviler på lighed mellem arbejdere og kapitalister, på harmonien mellem deres interesser. Denne teori har påvist en uforsonlig og stadig dybere interessemodsætning mellem kapital og arbejde. Den marxistiske merværditeori mobiliserer masserne til kamp mod kapitalismen.

Arbejdslønnen

Lønteorien rører ved klassernes grundinteresser i det borgerlige samfund og er et af den økonomiske videnskabs mest afgørende spørgsmål. Under kapitalismen repræsenterer arbejdslønnen arbejdskraftens værdi. Man får imidlertid det fejlagtige indtryk, at den er arbejdets pris, at kapitalisten betaler arbejderen hans arbejde, oven i købet for hele hans arbejde. I virkeligheden er det arbejdet, der skaber værdien, men det har ikke selv nogen værdi. Og kapitalisten betaler i virkeligheden ikke arbejderen for hans arbejde, men for hans arbejdskraft. »Arbejdslønnen er ikke, hvad den synes at være, nemlig arbejdets værdi eller pris, men kun en maskeret form for arbejdskraftens værdi eller pris.« Da arbejdslønnen ikke repræsenterer det, den i virkeligheden er, kaldte Marx den en forvandlet form for arbejdskraftens værdi eller pris. Arbejdslønnens størrelse består af to elementer: a) et rent fysisk element, der omfatter værdien af de livsfornødenheder, der er absolut nødvendige for arbejderens eksistens, for opretholdelsen af hans arbejdsevne og for underhold af hans familie; b) et historisk eller samfundsmæssigt element, der afhænger af, med hvilke behov og kulturkrav arbejderklassen i det pågældende land optræder. Kapitalisterne søger at trykke arbejdslønnen ned til dens fysiske minimum. Arbejderklassen kæmper for at sætte sit leveniveau i vejret. Derfor er arbejdslønnens bevægelse i det væsentlige afhængig af proletariatets klassekamp, af dets organiserethed, af den styrke, hvormed det modsætter sig kapitalen. Arbejderklassens kamp for at forbedre arbejdsvilkårene og forhøje leveniveauet samtidig med, at privateje af produktionsmidlerne og den politiske magt fortsat er i bourgeoisiet hånd, kan lette dens stilling, men denne kamp rører ikke ved det' kapitalistiske systems grundvold og kan ikke befri den arbejdende befolkning fra det kapitalistiske lønslaveri. I det kapitalistiske samfund hersker der to grundformer for arbejdsløn: tidløn og akkordløn. Tidlønnen udtrykker direkte arbejdslønnens værdi pr. time, dag, uge eller måned. Ved denne lønform drejer det sig om at betale en times, en dags, en uges eller en måneds arbejde. Akkordlønnen fastlægges på grundlag af tidlønnen. Lad os antage, at timelønnen er 90 cent. Hvis arbejderen i løbet af en time kan fremstille to stykker af en vare, får han 45 cent for hvert stykke. Ved akkordløn får den personlige interesse arbejderen til at arbejde med den størst mulige intensitet. Hvis arbejderen i vort eksempel fremstiller ikke to, men tre stykker af varen pr. time, forøges hans arbejdsløn med 50 procent. Så godt går det imidlertid kun arbejderen i ganske kort tid. Kapitalisten reviderer som regel med det samme akkordsatserne, og det bliver til syvende og sidst ham, der får fordelen af den forøgede arbejdsproduktivitet. Indførelsen af transportbånd og andre maskiner, hvis hastighed tvinger arbejderen til at arbejde uden pause og med den største anspændelse, gør det muligt for kapitalisterne også med timeløn at nå op på en overordentlig høj arbejdsintensitet. Stigende arbejdsydelse gennem forøgelse af arbejdsintensiteten bevirker, at arbejdskraftens værdi stiger, fordi der bliver brugt mere arbejdskraft. Følgelig må også lønnen stige, men den stigning svarer som regel ikke til den forøgede arbejdsintensitet. Marx udtalte, at stigning i arbejdskraftens pris på ingen måde betød, at denne pris steg op over værdien, og bemærkede, at den tværtimod kunne være ledsaget af et fald, hvorved prisen gik ned under værdien. Dette sidste sker altid, hvis en forøgelse af arbejdskraftens pris ikke kompenserer det forøgede slid på den. En lønforhøjelse sker under kapitalismen kun som følge af en forbitret klassekamp og er hver gang en forsinket reaktion på forøgelsen af arbejdskraftens værdi som følge af den forøgede arbejdsintensitet. Den kan foregå efter en nedsættelse af arbejdslønnen (f.eks. i de oplivnings- og fremgangsfaser, der indtræder efter de økonomiske kriser), eller når der sker et kraftigt fald i reallønnen som følge af en inflation, eller når monopolerne har skruet priserne op på forbrugsgoder, når huslejen er steget, skatterne er steget, o.s.v.. Hvis arbejderne opgav den daglige kamp mod kapitalen for at få deres leveniveau forbedret, ville de, som Marx siger, »blive trykket ned til at blive en ensartet masse forkuede stakler, som ikke mere kunne frelses«. De kommunistiske partier anser det for deres hellige pligt ikke blot at kæmpe for arbejderklassens endelige mål, men også for dens aktuelle behov.

Profittens forøgelse - Den kapitalistiske produktions mål og grænse

Profitten er drivkraften og hovedmålet for enhver kapitalist. For kapitalisterne er produktionen kun et middel til at opnå profit. Hvad folkemassernes forbrug angår, bliver de i den kapitalistiske økonomi kun taget i beregning, for så vidt som de udgør den nødvendige betingelse for at opnå profit; bortset fra denne betragtning mister spørgsmålet om forbruget al mening for kapitalisten. Kapitalen søger på enhver måde at forøge profitmassen og profitraten. Profitraten angiver forholdet mellem merværdien og hele den kapital, der er investeret i en virksomhed. Profitraten angiver den kapitalistiske virksomheds rentabilitet. Under merværdiproduktionen findes der forskelle mellem de enkelte industrigrene. I nogle industrigrene er kapitalisten nødt til at investere en større del af sin kapital i produktionsmidler (bygninger, maskiner o.s.v.), som i sig selv ikke indbringer profit, men som er nødvendige for at opnå den. I andre industrigrene, som i teknisk henseende er mindre veludstyrede, bliver størstedelen af kapitalen givet ud til leje af arbejdskraften. Forholdet mellem den konstante og den variable kapital bestemmer kapitalens organiske sammensætning, dens sammensætning i den pågældende virksomhed eller i hele industribranchen. Jo større en del af hele kapitalen den konstante kapital udgør, des højere er dens organiske sammensætning.

Gennemsnilsprofitten

I brancher , hvor kapitalen har forskellig organisk sammensætning, indbringer lige store kapitaler forskelligt store merværdier. I brancher med lav organisk sammensætning af kapitalen bliver der produceret en større merværdi end i brancher med høj organisk sammensætning. Brancher med forskellig organisk sammensætning af kapitalen kan imidlertid ikke eksistere ved siden af hinanden, hvis kapitalisterne ikke opnår lige stor profit for lige store kapitaler. Hvilken mening skulle det have for kapitalisten at anbringe kapital i en branche med lav profitrate? Kendsgerningerne viser, at lige store kapitaler, der er anbragt i forskellige industribrancher, indbringer en mere eller mindre ens profit, uafhængigt af deres organiske sammensætning. Forklaringen er den, at der foruden en konkurrence mellem kapitalisterne inden for samme branche om afsætningen af de samme varer, også eksisterer en konkurrence mellem kapitalisterne i de forskellige brancher om den mest fordelagtige kapitalanbringelse. Når kapitalen strømmer fra den ene branche til den anden, fører dette til en forhøjelse af priserne i visse brancher og til en prisnedgang i andre. Kapitalen forlader de brancher, i hvilke der konstateres en overproduktion af varer, hvor priserne falder stærkt, og hvor virksomhederne går konkurs, og vender sig i retning af de brancher, hvor varemangel har ført til prisstigning. På denne måde foregår der en spontan udligning af profitraten mellem industribrancher med forskellig organisk sammensætning af kapitalen, hvorved der dannes en (almen) gennemsnitsprofitrate. Takket være denne kapitalernes strømmen fra den ene branche til den anden fordeles hele summen af den merværdi, der skabes af arbejderklassen, nogenlunde proportionalt mellem kapitalisterne i forhold til størrelsen af deres kapitaler.

Produktionsprisen

Som følge af profitratens udligning bestemmes varepriserne under kapitalismen af produktionsprisen, der er lig med produktionsomkostningerne plus gennemsnitsprofitten. Hver kapitalist søger at få en sådan pris for sin vare, at den ikke blot giver ham hans produktionsomkostninger igen, men også indbringer ham mindst den almindelige, for den pågældende tid og det pågældende land normale gennemsnitsprofit. En vares produktionspris kan derfor ligge over eller under værdien. Produktionsprisernes sum er imidlertid lig summen af alle varer. Dette fremgår af følgende eksempel: Lad os antage, at varernes værdi i brancher med høj organisk sammensætning af kapitalen beløber sig til 120 pengeenheder (konstant kapital - 90, variabel kapital - 10, merværdi - 20) og i brancher med lav organisk sammensætning til 140 pengeenheder (konstant kapital - 80, variabel kapital - 20, merværdi - 40 pengeenheder). Under disse betingelser er produktionsprisen lig med produktionsomkostninger plus gennemsnitsprofitten, altså: 100 + 20+40/2 = 130 pengeenheder. Varerne fra brancher med høj organisk sammensætning af kapitalen bliver solgt 10 pengeenheder over deres værdi, og varerne fra brancher med lav organisk sammensætning af kapitalen 10 enheder under deres værdi. De individuelle afvigelser fra værdien ophæver gensidigt hinanden, summen af alle varers værdi (120 + 140 = 260) falder sammen med summen af alle produktionspriser (130 + 130 = 260). Teorien om gennemsnitsprofitten og produktionsprisen er af stor betydning for forståelsen af hovedopgaverne for proletariatets klassekamp. Denne teori viser, at hver kapitalist er interesseret i at forøge udbytningsgraden ikke alene af sine egne arbejdere, men også af arbejderklassen som helhed, thi til syvende og sidst udgør hver enkelt kapitalists profit hans andel i hele den merværdi, som arbejderklassen har fremstillet. Man kan derfor forstå, skrev Marx, »hvorfor kapitalisterne, til trods for, at de i deres indbyrdes konkurrence er meget lidt broderlige over for hinanden, alligevel danner et sandt frimurerforbund over for den samlede arbejderklasse.« Teorien om gennemsnitsprofitten afslører således det materielle grundlag for kapitalisternes klassesolidaritet. Over for denne kapitalisternes solidaritet, der hviler på den egennyttige stræben efter at presse så meget som muligt ud af arbejderne, stiller arbejderklassen sin egen solidaritet, der hviler på den lovlige stræben efter at tilintetgøre den kapitalistiske udbytning. Arbejderklassens kamp mod kapitalmagten kan ikke indskrænke sig til en kamp mod de enkelte driftsherrer for at forbedre arbejdsbetingelserne på den pågældende virksomhed, i den pågældende branche. Det endelige mål for arbejderklassens kamp er at gøre det af med det kapitalistiske udbytningssystem og det borgerlige samfund. Teorien om gennemsnitsprofitten viser, at konkurrencen mellem kapitalerne i de forskellige produktionsgrene reducerer de forskellige profitter til en almindelig gennemsnitsprofit, uafhængigt af kapitalens organiske sammensætning i de forskellige brancher. Gennemsnitsprofitraten forandrer sig i tidens løb, men i hver periode er den i hvert land en ret konstant størrelse, som alle forretningsfolk tager hensyn til.

Driftherreindtægt og rente

Den kapitalistiske profit falder i driftsherreindtægt og rente. Den kapitalistiske driftsherre nøjes i almindelighed ikke med at udnytte sin egen kapital. Han sætter også lånt kapital i omløb. Den del af profitten, som den aktivt virkende kapitalist afstår til en anden kapitalist eller bank for benyttelsen af kapitalen, kaldes rente. Profit minus rente kaldes driftsherreindtægt. De kapitalistiske banker formidler betalingerne mellem kapitalisterne de samler (ved at tage imod indskud og udføre andre operationer) penge, kapitaler og indtægter, som de stiller til rådighed for kapitalister. Banker bidrager til udviklingen af den kapitalistiske produktion og til kapitalens centralisering og forøger samtidig kapitalens herredømme over arbejdet. Herved skaber de betingelser for, at storkapitalen ikke blot kan råde over sine egne kapitaler, men også over en stadig stigende del af de øvrige befolkningslags pengemidler og indtægter.

Profitten som den kapitalistiske produktions grænse

De borgerlige økonomer priser den kapitalistiske profit som den bedste stimulans for det tekniske fremskridt og produktionens ubegrænsede vækst. De tier stille med den kendsgerning, at den kapitalistiske profiter resultatet af udbytningen og udmattelsen af profitten som den arbejdskraften. De tier også stille med, at produktionens indordning under den kapitalistiske grænse profits princip ikke blot er en stimulans, men også grænsen for den kapitalistiske produktion. Kapitalisterne producerer kun, og kun i det omfang de kan producere med profit. Navnlig under den moderne kapitalismes forhold begrænser kapitalisterne ikke sjældent produktionen, hæmmer det tekniske fremskridt og tilintetgør masser af produkter for at sætte profitraten i vejret. Dertil kommer, at de kapitalistiske monopoler iværksætter krige, tilføjer menneskene utallige lidelser og gør alt dette for profittens skyld!

Kapitalismens udvikling inden for landbruget - Jordrenten

Kapitalismens økonomiske love virker lige så ubønhørligt inden for landbruget som inden for industrien. Med udviklingen af den samfundsmæssige arbejdsdeling begynder man at fremstille landbrugsprodukter med salg for øje, de bliver varer. Landbruget forvandles til en erhvervsbranche, der fremstiller varer. Der udvikler sig en forbitret konkurrencekamp mellem de enkelte vareproducenter, hvorved de små landbrugere, der er mindst forsynet med jord, trækdyr og inventar, kommer i en meget vanskelig stilling. Masser af de små producenter bliver ruineret og skubbet over i proletarernes rækker. En betydelig del af produktionen bliver koncentreret hos det øverste kapitalistiske lag på landet. På landet dannes der to ydergrupper: på den ene side fattigbønder og landarbejdere, på den anden side landsbybourgeoisiet (storbønderne, kapitalisterne og i mange lande godserne, der er blevet mere eller mindre borgerlige). En mellemstilling mellem disse to grupper indtager middelbønderne. Når man sammenligner kapitalismens udviklingsproces inden for landbruget og industrien, må man konstatere, at landbruget ligger langt tilbage for industrien. Dette gælder ikke blot de efterblevne lande, hvor kapitalismens og landbrugets udvikling hæmmes af levn af feudalismen, men til en vis grad også de højtudviklede kapitalistiske lande. En af de vigtigste årsager til denne efterblevenhed er, at en del af den merværdi, der skabes i landbruget, tilegnes af jordbesiddernes snylterklasse i form af jordrente.

Jordrenten

Til forskel fra industrien bliver hele den nyskabte værdi i det kapitalistiske landbrug delt mellem tre klasser. Landarbejderne får arbejdsløn, den kapitalistiske forpagter får den almindelige gennemsnitsprofit, og jordbesidderen får jordrenten. Der opstår nu det spørgsmål, hvordan der i landbruget foruden den almindelige kapitalprofit kan opstå en særlig del af merværdien, som jordbesidderne i form af forpagtningsafgift for jorden fratager den kapitalistiske forpagter? I sit svar på dette spørgsmål henledte Marx opmærksomheden på visse økonomiske ejendommeligheder ved landbruget. De forskellige jordarealer, der bearbejdes af de enkelte bedrifter, adskiller sig fra hinanden både med hensyn til frugtbarhed og ved deres beliggenhed i forhold til markedet. Jord af bedre kvalitet giver ved samme omkostningeren rigere høst end jord af dårligere kvalitet. På samme måde forholder det sig med jordernes forskellige beliggenhed i- forhold til markedet. Jo nærmere jorden ligger ved markedet, des billigere er det at levere produkterne, og des fordelagtigere er det at drive et sådant brug. For kortheds skyld kan man sammenfatte begge disse forskelle (d. v. s. forskellen med hensyn til jordens frugtbarhed og dens beliggenhed) som forskellen mellem den bedste og den dårligste jord. De produkter, der frembringes på den bedste og den mellemgode jord er ikke nok til at dække samfundets behov, og derfor må også den dårligste jord dyrkes. Kapitalisterne skal imidlertid såvel på den bedste og den mellemgode som på den farligste jord ikke blot have deres udgifter godtgjort, men også opnå gennemsnitsprofitten. Derfor er produktionsprisen for landbrugsprodukter lig produktionsudgifterne på den dårligste jord plus gennemsnitsprofitten. Den mellemgode og den bedste jord giver imidlertid foruden gennemsnitsprofitten et vist overskud, som den kapitalistiske forpagter skal betale jordbesidderen.  Det profitoverskud, der opnås på jord af bedste kvalitet eller på jord der ligger i nærheden af markedet, sammenlignet med den dårligste eller fjernest liggende jord, kaldes forskels-jordrente 1, fordi den skyldes forskellen i jordens kvalitet. Denne forskel i jordens frugtbarhed og beliggenhed er imidlertid kun betingelsen eller den naturlige basis for tilvejebringelsen af forskels-jordrente 1. Kilden til den er den merværdi der skabes af landarbejderne. Profitoverskuddet kan opnås af den kapitalistiske forpagter på enhver jordlod, hvis han investerer ekstrakapital, hvorved det bliver muligt for ham at få en større høst i forhold til høsten på den dårligste jord, der bestemmer prisen pr. produktionsenhed. Den ekstraprofit, der er resultatet af nye kapitalinvesteringer på den dyrkede jordlod, d.v.s. af mere intensivt landbrug, kaldes forskels-jordrente 2. Hvis den opnås, før den gamle forpagtningsaftale er trådt ud af kraft, tilfalder forskels-jordrente 2 kapitalisten. Men ved afslutning af en ny kontrakt plejer jordbesidderen at tage udbyttet af den mere intensive drift i betragtning og forhøjer forpagtningsafgiften, så at denne kommer til at inkludere forskels-jordrente 2. Den borgerlige politiske økonomi forklarer oprindelsen til forskels-jordrenten ved at påstå, at der eksisterer en såkaldt »lov om det aftagende jordudbytte«. Marx og Lenin påviste, at den mystiske lov om »det aftagende jordudbytte« ikke har noget at gøre med jordrenteteorien. Den blev opfundet af de borgerlige økonomer, og de driver propaganda for den for at fritage kapitalisterne og de store jordbesiddere for ansvaret for de høje priser på landbrugsprodukter, for massernes fattigdom og for den rovdrift, der drives med jorden, idet alt dette bliver væltet over på en evig og uforanderlig »lov«. En af grundlæggerne af den vulgære politiske økonomi, præsten Malthus, hævdede under henvisning til denne »lov«, at befolkningstallet altid ville stige hurtigere end produktionen af landbrugsvarer. Og derfor, for at opretholde en vis »ligevægt«, sagde han, var krige, epidemier og kunstig fødselsbegrænsning hos de ikke-besiddende klasser en nødvendighed. De moderne malthusianere udnytter den såkaldte lov om det aftagende jordudbytte til at retfærdiggøre aggressionskrige og masseudryddelse af mennesker. Den kendsgerning, at forskels-jordrenten tilfalder jordbesidderne, der som regel anvender den til ikke-produktive formål, er en hæmsko for landbrugets udvikling. Af endnu større betydning i denne henseende er den absolutte jordrente. Som nævnt indbringer den dårligste jord ingen forskels-jordrente. Men ejeren af de dårligste arealer stiller ikke deres jord til rådighed for kapitalistiske driftsherrer uden nogen godtgørelse, uden nogen jordrente. Hvoraf opstår nu jordrenten på den dårligste jord? Som bekendt frembringer kun den variable kapital merværdi. Indenfor landbruget er teknikken lavere end i industrien. Det er en følge af, at de kapitalister, der kun forpagter jorden for en tid, ikke investerer så mange midler i maskiner, bygninger o.s.v., som de industridrivende investerer i deres virksomheder. Som følge af kapitalens lavere organiske sammensætning opnås der med en kapital af samme størrelse en større merværdi inden for landbruget end inden for industrien. Lad os antage, at der med produktionsomkostninger på 100 pengeenheder falder 90 på den konstante og 10 på den variable kapital inden for industrien, medens der falder 80 på den konstante og 20 på den variable kapital inden for landbruget. I dette tilfælde er merværdien i industrien (ved en udbytningsrate på 100 procent) 10 pengeenheder, medens den i landbruget er 20 pengeenheder. Som følge af monopolet på jorden som privatejendom kan der ikke ske nogen fri overflytning af kapital til landbruget. Derfor kan der heller ikke ske en udligning af profitraten mellem industrien og landbruget. Priserne på landbrugsvarer dannes derfor ikke i overensstemmelse med produktionsprisen, men med værdien. Forskellen mellem værdien og produktionsprisen udgør netop den absolutte jordrente. Denne forskel er samtidig også forskellen mellem den højere merværdi i landbruget og den mindre højere merværdi i industrien (i vort tilfælde udgør denne forskel 10 pengeenheder). Den tribut, som samfundet er nødt til at betale de store jordbesiddere i form af jordrenten, fremkalder en fordyrelse af levnedsmidlerne og landbrugsråstofferne og fører derfor til en forringelse af de arbejdende massers kår såvel i by som på land. Jordbesidderne modtager også en tribut fra bjergværksindustrien, hvad der fører til en forøgelse af priserne på mineralske råstoffer. Jordrenten bevirker en forhøjelse af priserne på byggegrunde i byerne, og dette medfører en fordyrelse af huslejerne. Jordrentens forøgelse forværrer også kårene for de bønder, der ikke har egen jord.

Forpagtningsafgiften og små- og middelbøndernes ruinering

Den forpagtningsafgift, som den kapitalistiske landmand betaler til jordbesidderen, udgør merværdiens overskud ud over gennemsnitsprofitten. Jordbesidderen og kapitalisten deler arbejdernes ikke betalte arbejde. Små- og middelbønderne befinder sig i en anden stilling. Ved hjælp af forpagtningsafgiften fratager jordbesidderen dem som regel ikke blot hele merproduktet, men også en del af det nødvendige produkt. Forpagtningsbetalingerne bevirker, at den lille forpagter hvert øjeblik kan blive ruineret. Marx' jordrente-teori har med videnskabelig præcision bevist, hvilken modsætning i interesser der findes mellem bøndernes hovedmasse og de store jordbesiddere. Hele den historiske udvikling har bekræftet, at Marx' analyse var rigtig, og at de arbejdende bønder kun kan forsvare deres rettigheder, hvis de bliver proletariatets forbundsfæller i kampen mod kapitalismen.

Reproduktionen af samfundskapitalen og de økonomiske kriser

For at erstatte det stadige forbrug af produktionsmidler og livsfornødenheder (maskiner, levnedsmidler, klæder o.s.v.), må menneskene producere nye materielle goder. Denne proces, hvorved produktionen bestandig fornyes, kaldes reproduktion. Reproduktionen foregår såvel inden for den enkelte virksomhed som i samfundsmålestok. Reproduktionen er enten simpel - når produktionens størrelse ikke forandrer sig - eller udvidet, når produktionsprocessen gentager sig i et fra år til år stigende omfang. Den udvidede reproduktion er typisk for kapitalismen. Marx gav for første gang en videnskabelig analyse af den kapitalistiske reproduktion. Den simple reproduktion giver kapitalisten et produkt, hvis værdi er større end den kapital, han har investeret i produktionen. Når kapitalisten har realiseret de af arbejderne producerede varer, er han igen kapitalbesidder og har dermed mulighed for at udbytte lønarbejderne. Proletaren har derimod efter produktionsprocessens afslutning igen ikke andet end sin arbejdskraft og er nødt til at leje den ud til en kapitalist. En analyse af den individuelle kapitals simple reproduktion viser altså, at de kapitalistiske udbytningsforhold til stadighed reproduceres under den kapitalistiske reproduktion. Endvidere viser en analyse af den individuelle kapitals simple reproduktion, at når en kapitalist til at begynde med har investeret en vis kapital i produktionen, kan han meget hurtigt fortære den. Ved den simple reproduktion bliver nemlig hele den af arbejderne frembragte merværdi anvendt til kapitalistens personlige forbrug. Hvis han har investeret 100.000 dollars i produktionen og hvert år udtager 10.000 dollars til sit eget behov, vil kapitalisten i løbet af ti år, hvis han ingen profit får, fortære hele den kapital, han har investeret. Men også efter de ti års forløb får kapitalisten fortsat profit. Følgelig udgør hele hans kapital i virkeligheden akkumuleret merværdi, der er blevet frembragt ved lønarbejdernes arbejde, og som kapitalisten uden erstatning har tilegnet sig. Marx' analyse af samfundskapitalens reproduktion klarlagde hele den kapitalistiske økonomis bevægelseslove. Marx viste, at det er umuligt at fastslå de love, der gælder for reproduktionen af hele samfundskapitalen, hvis ikke man inddeler hele samfundsproduktionen i to store afdelinger: produktionen af produktionsmidler (afdeling 1) og produktionen af forbrugsgoder (afdeling 2). Endvidere er det nødvendigt at forene en analyse af bevægelsen af det producerede samfundsprodukt i dets naturform som produktionsmidler og forbrugsgoder, med en analyse af dets bevægelse i værdiformen. Med dette mål for øje må der i værdien af hele det årlige samfundsprodukt, d.v.s. hele massen af produktionsmidler og forbrugsgoder, som samfundet har produceret i løbet af et år, adskilles en del, som skal erstatte den del af den konstante kapital, der blevet opbrugt i løbet af et år, en anden del, der skal erstatte den variable kapital, og en tredje del, der er lig med den i årets løb frembragte merværdi. I disse tre dele deler man værdien af den produktion, som de to afdelinger af samfundsproduktionen har frembragt i løbet af et år. Marx satte sig som opgave at forklare, under hvilke betingelser det af det kapitalistiske samfund producerede samfundsprodukt realiseres. Hvis samtlige kapitalister skal kunne sælge (realisere) de i deres virksomheder fremstillede varer, skal der være et bestemt forhold mellem afdelingerne 1 og 2. Ved simpel reproduktion skal summen af den variable kapital og merværdien i afdeling 1 være lig med den konstante kapital i afdeling 2: 1 (v + m) = 2c. Ved gensidig udveksling af disse dele af samfundsproduktet får arbejdere og kapitalister i afdeling 1 forbrugsgoder, og kapitalisterne i afdeling 2 får konstant kapital til ny produktion. Afdeling 1 forsyner således begge afdelinger med produktionsmidler, mens afdeling 2 forsyner arbejderne og kapitalisterne i begge afdelinger med forbrugsgoder. Ved den udvidede reproduktion overstiger summen af den variable kapital og merværdien i afdeling 1 værdien af den konstante kapital i afdeling 2: 1 (v + m) er større end 2c. Forskellen mellem den første og den anden størrelse udgør det overskud, der indgår i akkumulationen. Med stigende akkumulation stiger den konstante kapitals andel, medens den variable kapitals andel formindskes. Det er en lov for kapitalens akkumulation, at den konstante kapital vokser hurtigere end den variable. Af denne lov følger, at den konstante kapital i hver af de to afdelinger vokser hurtigere end den variable kapital og merværdien. Hvis imidlertid den konstante kapital i afdeling 1 i sin vækst overhaler den variable kapital og merværdien i denne afdeling, så overhaler den i endnu højere grad den konstante kapitals vækst i afdeling 2. Thi som vi har set ovenfor, vokser den konstante kapital i afdeling 2 langsommere end den variable kapital og merværdien i afdeling 1. Ved den udvidede reproduktion vokser produktionen af produktionsmidler for produktion af produktionsmidler altså hurtigst, dernæst følger produktionen af produktionsmidler for produktion af forbrugsgoder, medens produktionen forbrugsgoder sker langsomt. Den fortrinsvise vækst af produktionen af produktionsmidler er en økonomisk lov for al udvidet reproduktion. Uden fortrinsvis vækst af produktionen af produktionsmidler kan der ikke gennemføres nogen udvidet reproduktion. Drivkraften til at udvide produktionen er under kapitalismen bestræbelser for at udvinde den størst mulige merværdimasse. Også konkurrencen driver i samme retning. Under den udvidede kapitalistiske reproduktion reproduceres de kapitalistiske udbytningsforhold i udvidet målestok, arbejdernes hær vokser, og der foregår en koncentrering og centralisering af kapitalen. Marx' analyse af den simple og den udvidede reproduktion af samfundskapitalen har vist, at proportionaliteten mellem afdeling 1 og 2 og mellem de enkelte grene i hver af disse afdelinger kun kan etableres gennem de økonomiske kriser og for en yderst kort periode, og at den kapitalistiske reproduktion karakteriseres af antagonistiske modsigelser, der gør overproduktionskriser uundgåelige.

Overproduktionskriser

Kapitalisterne søger i deres stræben efter ubegrænset udvidelse af produktionen under forhold, hvor forbruget begrænses af massernes betalingsbetingede efterspørgsels snævre rammer, en udvej i først og fremmest at forøge produktionen gennem produktion af produktionsmidler. Udvidelsen af produktionen af produktionsmidler under kapitalismen er udtryk for teknisk fremskridt, men det er samtidig en slags midlertidigt tilflugtssted fra afsætningsvanskelighederne, som skyldes massernes utilstrækkelige betalingsevne. Udvidelsen af produktionen under forhold, hvor produktionen af forbrugsgoder begrænses af de brede massers lave indtægter, fører periodevis til overproduktionskriser. Eftersom det er produktionens endelige mål at producere forbrugsgoder, er og bliver den egentlige årsag til alle overproduktionskriser, som Marx påpegede, massernes fattigdom og begrænsede forbrug. Dette er udtryk for kapitalismens hovedmodsigelse - modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den privat' kapitalistiske tilegnelse. Den første almindelige overproduktionskrise udbrød i England i 1825. Siden da har kriserne gentaget sig, først med gennemsnitlig ti års mellemrum, siden med mindre bestemte tidsafstande. I tiden 1825 til 1938 oplevede England tretten økonomiske kriser. I andre kapitalistiske lande, som først senere betrådte den maskinelle storindustris vej, begyndte kriserne noget senere. En økonomisk krise viser sig i en overproduktion af varer, i en overordentlig skærpelse af afsætningsvanskelighederne, i prisfald og en hurtig produktionsnedgang. I krisetiden sker der en brat forøgelse af arbejdsløsheden, arbejdslønnen falder for de arbejderes vedkommende, som endnu er i arbejde, kreditforholdet ødelægges, og mange driftsherrer, først og fremmest små driftsherrer, bliver ruineret. Under krisen og i den stagnationsperiode (depression), der i almindelighed følger efter krisen, bliver de varelagre, der har hobet sig op, efterhånden realiseret til lave priser (priserne er faldet som følge af krisen). For at forøge arbejdsproduktiviteten, hvilket sker i den hensigt at kunne opnå profit selv ved de lave priser, begynder kapitalisterne at modernisere udrustningen på deres virksomheder. Dette fremkalder efterspørgsel efter produktionsmidler. Lidt efter lidt oplives markedet, og oplivningen går over i fremgang. Denne periodiske skiften fra krise til depression, efter hvilken der følger oplivning og endelig fremgang, hvorefter der følger en ny krise, vidner om, at den kapitalistiske produktion udvikler sig cyklisk, d.v.s. den foregår i kredsløb, idet den stadig gentager de samme faser, ligesom vinter og sommer atter og atter vender tilbage. Den kapitalistiske udvidede reproduktion er ikke en kontinuerlig proces. Fremgangen, der afløses af tilbagegang og stagnation, de stadige afbrydelser i produktionens vækst er en lov for den udvidede kapitalistiske reproduktion. »Den kapitalistiske produktion - skrev Lenin - kan kun udvikle sig i spring: to skridt frem og ét (undertiden hele to) skridt tilbage.« Kriserne frembringes af kapitalismens hovedmodsigelse - modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private form, hvori arbejdsresultaterne tilegnes. Produktionens samfundsmæssige karakter viser sig for det første i produktionens stadig større specialisering og i den stigende arbejdsdeling mellem virksomhederne og erhvervsgrenene, hvorved enkeltproduktionerne er en bestanddel af den samfundsmæssige produktionsproces, og for det andet i produktionens koncentrering i stadig større virksomheder. Begge disse træk skaber vældige muligheder for en udvidelse af produktionen. I oplivningsperioden, men især i fremgangsperioden, sker den vældige produktionsstigning hovedsagelig gennem udvidelse af produktionen af produktionsmidler. Så længe der opføres nye fabrikker, jernbaner, elektricitetsværker o.s.v., forøges til en vis grad efterspørgselen efter yderligere arbejdskraft, og dermed efter forbrugsvarer, men denne vækst svarer langtfra til den stigende efterspørgsel efter produktionsmidler. Derfor medfører det produktionsanarki, der er karakteristisk for kapitalismen, før eller senere, at storindustriens vældige muligheder for en udvidelse støder på forbrugets snævre rammer, på markedernes manglende evne til at følge med produktionsudvidelsen. Det viser sig, at den masse produkter, der er blevet kastet på markedet, ikke kan betales af købernes masse, fordi deres købedygtige efterspørgsel, deres indtægter, er begrænset. V. I. Lenin konstaterede i sin kendte artikel »Karl Marx«, at muligheden for en hurtig udvidelse af industrien »i forbindelse med kreditten og kapitalens akkumulation i produktionsmidler bl.a. giver én nøglen til at forstå de overproduktionskriser, der periodisk udbryder i de kapitalistiske lande, først gennemsnitligt hvert tiende år, senere med større og mere ubestemte mellemrum.« Akkumulationen i form af produktionsmidler forklarer ligeledes krisernes periodiske karakter. Det lave prisniveau og den skærpede konkurrencekamp i stagnationsperioden tvinger kapitalisterne til at erstatte moralsk forældet udstyr med nyt, d.v.s. til at forny grundkapitalen (udrustning, maskiner værktøjsmaskiner, værktøj). Af frygt for ikke at kunne følge med konkurrenten søger hver driftsherre at sænke produktionsomkostningerne ved at indføre tekniske forbedringer. »Krisen - skrev Marx - udgør altid udgangspunktet for store nye investeringer. Krisen er altså også, hvis man ser på samfundet som helhed, mere eller mindre et nyt materielt grundlag for den næste omslagscyklus.« Kriserne vidner om, at der opstår et stadig større misforhold mellem de borgerlige produktionsforhold og de moderne produktivkræfters karakter. Overproduktionskriserne er et tydeligt kendetegn på den kapitalistiske produktionsmådes begrænsning, dens manglende evne til at gøre vejen fri for produktivkræfternes udvikling. Kriserne viser, at det moderne samfund kunne producere langt flere produkter til forbedring af alle arbejdendes levevilkår, hvis produktionsmidlerne ikke blev anvendt til at fremskaffe kapitalistisk profit, men for at tilfredsstille alle samfundsmedlemmers behov. Dette er imidlertid kun muligt, hvis man går fra privateje af produktionsmidlerne til samfundsmæssigt eje af dem.

Den almene lov for den kapitalistiske akkumulation

Udviklingen af den maskinelle storindustri, forbedringerne inden for landbruget og andre grene af samfundshusholdningen medfører, at der kræves stadig færre arbejdere til produktion af den samme mængde produkter. Med andre ord: med kapitalismens udvikling stiger den del af kapitalen, der anvendes til produktionsmidler (konstant kapital), medens den del af kapitalen, der anvendes til arbejdskraft (variabel kapital), bliver mindre. Den hurtigere forøgelse af den konstante kapital i forhold til den variable fører til relativ formindskelse af den kapitalistiske produktions behov for arbejdernes levende arbejde, selv om det samlede antal industriarbejdere tiltager, efterhånden som kapitalismen udvikler sig. Under kapitalismen medfører de tekniske fremskridt, at millioner af mennesker er henvist til arbejdsløshed. I det borgerlige samfund hænger arbejdsløsheden som en trussel over hver arbejder, der aldrig véd, hvad morgendagen bringer. I lys af Marx' teori om den kapitalistiske akkumulation fremtræder de fejl, som den klassiske borgerlige politiske økonomi har begået, ganske tydeligt. Adam Smith og David Ricardo mente, at efterspørgselen efter arbejdskraft stiger proportionalt med produktionens vækst, så at arbejderklassens kår afgjort ville forbedres, efterhånden som den kapitalistiske akkumulation skred frem. Men i virkeligheden fører den kapitalistiske akkumulation til, at arbejderne fortrænges endnu hurtigere af maskinerne, og skaber derved en industriel reservearmé. »]o større samfundsrigdommen er, jo større den fungerende kapital, dens størrelse og dens vækstenergi er, og følgelig jo større proletariatets absolutte omfang og dets produktive kraft er, des større er den industrielle reservearmé... Den industrielle reservearmés relative størrelse tiltager altså med rigdommens vækst. Jo større denne reservearmé imidlertid er i forhold til den aktive arbejderarmé, des mere omfattende er den konsoliderede overbefolkning, hvis fattigdom står i omvendt forhold til dens arbejdselendighed ... Dette er den absolutte, almene lov om den kapitalistiske akkumulation.« Jo større den industrielle reservearmé er, des dårligere er også den stilling, som den beskæftigede del af arbejderklassen indtager, fordi kapitalisten kan skride til afskedigelse af de utilfredse og »krævende« arbejdere, idet han udnytter den situation, at han altid kan finde erstatning blandt de arbejdsløse. Når der hersker kapitalistisk eje af produktionsmidlerne, bringer det tekniske fremskridt kapitalisterne stigende gevinster, men på bekostning af de brede befolkningslags nød og usikre stilling.

Forværingen af arbejderklassens kår

Forværringen af den arbejdende befolknings levevilkår fremtræder særlig tydeligt under overproduktionskriserne, hvor arbejdsløsheden tiltager, lønnen falder og de små og mellemstore producenter i stigende grad ruineres. I udkastet til RKP(b)s program skrev V. I. Lenin: »Kriserne og industriens stagnationsperioder... forøger lønarbejdets afhængighed af kapitalen, de fører endnu hurtigere til en relativ, og undertiden til en absolut forværring af arbejderklassens kår.« Den arbejdende befolknings kår kan også forværres, når lønnen stiger lidt. Når arbejdet bliver mere intensivt (anspændt), stiger behovet for bedre ernæring, lægehjælp o.s.v.. Og når dette behov ikke bliver tilfredsstillet eller ikke bliver tilfredsstillet fuldt ud, sker der en forværring af arbejderklassens kår, en forøgelse af dens nød, selv om arbejdslønnen stiger noget. Endnu tydeligere viser den for kapitalismen karakteristiske relative forværring af arbejderklassens kår sig i arbejderklassens formindskede andel af nationalindtægten. Den kendetegner arbejderklassens kår i forhold til kapitalisternes kår. Samfundsrigdommens vækst i det borgerlige samfund fører uundgåeligt til stadig større social ulighed mellem kapitalisterne og den arbejdende befolkning. Tendensen til en forværring af arbejderklassens kår, som Marx opdagede, og som ledsager kapitalismens udvikling, gælder også i vore dage. Dette vil marxismens kritikere slet ikke høre tale om. De forfalsker virkeligheden, jonglerer med visse detaljer, fremsætter fejlagtige fortolkninger af nogle af tidens kendsgerninger og søger med alle midler at bevise, at Marx' teori ikke er blevet bekræftet, og at den moderne kapitalisme åbner arbejderne mulighed for en ubegrænset forbedring af deres kår. Der er her ikke blot tale om at forfalske kendsgerningerne om arbejderklassens kår, men også selve Marx' teori. Kritikerne fra den borgerlige og den reformistiske lejr søger at gøre sig deres opgave lettere ved ikke at være bange for at vulgarisere denne teori, ved at tillægge den tåbelige synspunkter, som Marx og marxister aldrig har fremsat og forsvaret. Blandt andet fremstilles den marxistiske sætning om tendensen til en forværring af arbejderklassens kår som et dogme, ifølge hvilket der under kapitalismen fra år til år, fra årti til årti skulle foregå en uafbrudt, absolut forværring af arbejdernes levevilkår. Da Marx fremsatte denne tese, tænkte han imidlertid ikke på en uafbrudt proces, men på en tendens ved kapitalismen, der foregår ujævnt i de forskellige lande og de forskellige perioder, ledsaget af afvigelser og indgreb og modvirket af andre faktorer. En af disse modvirkende faktorer er arbejderklassens kamp for en forøgelse af arbejdslønnen og en forbedring af arbejdsforholdene. Efter den anden verdenskrig var denne kamp mere effektiv end nogen sinde tidligere. Den internationale reaktions bolværk - den tyske og den italienske fascisme - var knust. I de kapitalistiske lande tiltog arbejderklassens organisering og sammensvejsning. De socialistiske landes resultater tvinger bourgeoisiet til at gøre den arbejdende befolkning indrømmelser. Kunne alt dette ske uden at efterlade sig spor? Selvfølgelig ikke. Arbejderne i en række lande havde mulighed for at forbedre deres kår og de udnyttede denne mulighed. Det er klart, at dette ikke i mindste måde kunne gendrive marxismen. Kun løgnere og falsknere kan påstå at ifølge Marx' og Lenins teori skal arbejdernes leveniveau i alle kapitalistiske lande nu være lavere end f.eks. i begyndelsen af det 20. århundrede. Mange af de kendsgerninger, som disse ynkelige gendrivere af marxismen ynder at påberåbe sig, har deres forklaring i den omstændighed, at det afhænger af den almindelige økonomiske konjunktur, om tendensen til forværring af arbejderklassens kår gør sig gældende. Det er klart, at arbejderne lever bedre i de cykliske opsvingsperioder end i krisetider. Det må man tage i betragtning, når man sammenligner den arbejdende befolknings kår i krise- og depressionsperioderne i 1930'erne med højkonjunkturperioden i 1950'erne.

Den kapitalistiske akkumulations historiske tendens

Med den tiltagende akkumulation af kapital koncentreres der vældige arbejdermasser og enorme produktionsmidler i stadig større virksomheder. Den kapitalistiske produktions iboende love fører til, at de stærkere kapitalister besejrer de svage. Hånd i hånd med centraliseringen af kapitalerne eller de få kapitalisters ekspropriation af de mange kapitalister udvikles den bevidste anvendelse af videnskaben i produktionen, jorden udnyttes planmæssigt, og arbejdsredskaberne forvandles til redskaber, der kun kan anvendes kollektivt. Der kommer en tid, da det ikke blot er muligt, men også nødvendigt at gøre de afgørende produktionsmidler til samfundseje, fordi modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den privatkapitalistiske tilegnelse skærpes til det yderste. Akkumulationen af kapital skaber ikke blot de objektive, men også de subjektive forudsætninger for overgangen fra kapitalisme til socialisme. Med akkumulation af kapital spaltes samfundet mere og mere i en håndfuld kapitalmagnater og deres modstandere, arbejdermasserne, der forenes af den maskinelle storproduktion. Proletariatet rejser sig med stigende styrke til kamp mod kapitalen. Arbejderklassen bestræber sig for at få den kapitalistiske ejendom forvandlet til samfundsejendom. Dette er langtfra en så langvarig proces som forvandlingen af håndværkernes og bøndernes splittede, på personligt arbejde hvilende, lille privatejendom til kapitalistisk ejendom. Under kapitalismen har folkemasserne under arbejderklassens ledelse den opgave at befri samfundet for de få usurpatorers åg. Samtidig med at et stadig mindre antal kapitalmagnater tilegner sig fordelene ved produktivkræfternes udvikling, stiger arbejderklassens harme. Under selve den kapitalistiske produktionsproces skoles, forenes og organiseres arbejderklassen. Den kapitalistiske produktionsmåde bliver til lænker for udviklingen af det menneskelige samfunds produktivkræfter. »Centraliseringen af produktionsmidlerne og udviklingen af arbejdets samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske skal. Denne sprænges. Den kapitalistiske privat ejendoms time slår. Ekspropriatørerne eksproprieres.« Dette er den kapitalistiske akkumulations historiske tendens. Nødvendigheden af det kapitalistiske samfunds revolutionære om. formning til det socialistiske udledte Marx ikke af utopiske ønsker, men udelukkende af den objektive lov for det kapitalistiske samfunds udvikling. Samtidig påviste han, at kapitalismen vil blive afskaffet af den arbejdende befolkning med arbejderklassen i spidsen. Kun ved at afskaffe kapitalmagnaternes og de store jordbesidderes privateje af produktionsmidlerne kan folkemasserne i de kapitalistiske lande sikre det socialistiske systems sejr og åbne en bred vej for fortsatte sociale fremskridt. Kapitalismens lovmæssige udvikling fører altid uundgåeligt til det kapitalistiske samfunds revolutionære omdannelse til et socialistisk. Karl Marx gav med sin analyse af den generelle lov for den kapitalistiske akkumulation den økonomiske begrundelse for den proletariske revolutions nødvendighed og uundgåelighed.

I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede trådte kapitalismen ind i et nyt stadium af sin udvikling, det imperialistiske stadium. En ægte videnskabelig analyse af imperialismen blev givet af V. I. Lenin i 1916 i hans berømte bog »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium« og i en række andre arbejder. Efter at have påvist, at imperialismen er et særligt, det højeste og sidste stadium i kapitalismens udvikling, gav Lenin følgende definition af den: »Imperialismen er et særegent historisk stadium af kapitalismen. Denne særegenhed er af tredobbelt art: imperialismen er: 1. monopolistisk kapitalisme, 2. snyltende eller rådnende kapitalisme, 3. døende kapitalisme.«

Imperialismen som monopolitisk kapitalisme

Produktionens koncentration og monopolerne

I sin bog »Imperialismen som kapitalismens højeste stadium« begynder V I Lenin undersøgelsen af det nye stadium i kapitalismens udvikling med en analyse af forandringerne i produktionssfæren. Han fastslog herved, at imperialismen havde følgende fem vigtige økonomiske kendetegn: »1. koncentration af produktion og kapital, der har nået et så højt udviklingstrin, at den monopolerne har skabt afgjorte monopoler i verdensøkonomien; 2. bankkapitalens sammensmeltning med industrikapitalen og skabelsen af et finansoligarki på basis af denne 'finanskapital'; 3. kapitaleksporten, til forskel fra vareeksporten, opnår særlig stor betydning; 4. der opstår internationale monopolistiske kapitalistsammenslutninger, som deler verden mellem sig, og 5. Jordens territoriale opdeling mellem de kapitalistiske stormagter er afsluttet.« Grundlaget og udgangspunktet for overgangen til imperialismen var den store forøgelse af produktionens koncentration, hvorved de store bedrifter kom til at udgøre en større del af det samlede antal bedrifter, og deres produktion en større andel af den samlede produktion, en koncentration, hvorved en stadig større del af arbejdskraften og produktionskapaciteten blev koncentreret i store bedrifter. I USA udgjorde antallet af virksomheder med over 500 arbejdere f.eks. i 1909 1,1 procent af de samlede virksomheder, men de beskæftigede 30,5 procent af det samlede arbejderantal. Under og efter anden verdenskrig forstærkedes koncentrationsprocessen yderligere. I USA´s forarbejdende industri og bjergværksindustri realiserede f.eks. i 1957 de 500 største selskaber, der udgjorde 0,4 procent af det samlede antal, 55,3 procent af hele produktionen og inkasserede 71,4 procent af alle selskabers profit. Dertil kom, at 37 milliardærselskaber realiserede en produktion, der var næsten lige så stor som den, de øvrige 463 selskaber realiserede. De store bedrifter søger at komme til at beherske markedet, at gøre det af med konkurrenterne eller at nå til en aftale med dem, så de kan diktere priserne. Det er lettere for en snes kæmpevirksomheder at nå til aftale end for hundreder og tusinder af småvirksomheder. Tendensen til at nå til en aftale skyldes også bestræbelsen efter at formindske udgifterne i kampen med konkurrenterne, fordi disse udgifter efterhånden som konkurrencen skærpes, bliver større og større. Koncentrationen af produktionen fører på et bestemt udviklingstrin, hvor f.eks. over halvdelen af industriproduktionen inden for hovedbrancherne falder på to, tre eller højst fem selskaber, uundgåeligt til, at der opstår monopoler Monopolet er en sammenslutning eller et forbund af kapitalister, der koncentrerer produktionen og afsætningen af en betydelig del, undertiden størstedelen af produktionen i én eller flere brancher. Et monopol har en vældig økonomisk magt og en stor andel i den pågældende gren af produktionen og handelen, som sikrer det en dominerende stilling, d.v.s. mulighed for at fastsætte monopolpriser og følgelig opnå en høj monopolprofit. Monopolstillingen gør det muligt at forøge profitten uden at forøge vareproduktionen alene ved at skrue priserne i vejret; den gør det muligt at berige sig på købernes bekostning, idet denne udplyndres ved hjælp af høje monopolpriser. Monopolet er en sammenslutning af kapitalister og er vendt mod de af disse udbyttede arbejdere. På basis af monopolet enes driftsherrerne systematisk om, hvordan man skal undertrykke arbejdernes klassekamp. De monopolistiske sammenslutningers hovedformer er: kartellerne, syndikaterne, trusterne og koncernerne. Kartellet er en aftale mellem nogle store kapitalistiske virksomheder, ifølge hvilken deltagerne deler afsætningsmarkederne og fastsætter produktionens omfang, fælles monopolpriser, salgsbetingelser, betalingsfrister o.s.v.. Herved opnår deltagerne i kartellet en begrænsning af konkurrencen og får en høj monopolprofit. Alle de virksomheder, der indgår i karteller, er fortsat selvstændige med hensyn til såvel produktion som afsætning. De er kun bundet af kartelaftalen. Syndikaterne adskiller sig fra kartellerne ved, at de virksomheder, der indgår i et syndikat, mister deres kommercielle selvstændighed. Vareafsætningen og undertiden også råstofindkøbet for de virksomheder, der er medlemmer af syndikatet, foregår gennem syndikatets kontor. I trusten mister virksomhederne helt deres selvstændighed. Trusten leder virksomhedernes produktion, afsætning og finanser. Koncernen er en sammenslutning af en række virksomheder fra forskellige industrigrene, handelsfirmaer, banker, transport- og forsikringsselskaber, som formelt er selvstændige, men fuldstændig kontrolleres af en enkelt kapitalmagnat eller af en kapitalistgruppe. I begyndelsen af det 20. århundrede var kartellerne særlig stærkt udbredt i Tyskland, først og fremmest i kul- og metalindustrien. I Rusland var syndikaterne den form for monopolsammenslutninger, der var mest udbredt. Allerede i 1887 opstod sukkerfabrikanternes syndikat. I begyndelsen af det 20. århundrede blev der oprettet en række store syndikater inden for jernmetallurgien, den metalforarbejdende industri og andre førende grene af den russiske industri. I USA blev trusterne den fremherskende og karakteristiske form for monopoler. De opstod ved, at enkelte firmaer voksede overordentlig kraftigt, ved at mange selskaber blev smeltet sammen og ved, at de største virksomheder opslugte de mindre. I USA medførte den første store bølge af sammensmeltninger og opslugninger i 1898-1903, at der opstod vældige monopoler som Morgans stålsammenslutning (United States Steel Corporation) og det Almindelige Elektricitetsselskab (General Electric). Endnu tidligere (i 1870) var Rockefellers vældige oliemonopol, Standard Oil, blevet dannet; det koncentrerede i slutningen af det 19. århundrede 90 procent af olieproduktionen i USA. V. I. Lenin skrev i november 1912 i en karakteristik af de amerikanske monopolers enorme magt, at i Amerika tilhører ca. en tredjedel af hele landets nationalformue, ca. 80 milliarder rubler, -»to truster, Rockefellers og Morgans, eller er afhængig af disse truster!« Imperialismens afgørende økonomiske træk, dens væsen, er, at den frie konkurrence afløses af monopolet. Imperialismens første og vigtigste særegenhed er, at den er monopolistisk kapitalisme. »Skulle man fremsætte en så kort definition af kapitalismen som muligt - skrev Lenin - så måtte man sige, at imperialismen er kapitalismens monopolistiske stadium.« Monopolet vokser frem af den frie konkurrence, men den ophæver ikke konkurrencekampen, den gør den tværtimod endnu mere forbitret og ødelæggende. Under imperialismen optræder denne kamp i tre former. Konkurrencen mellem monopolerne og de talrige ikke-monopolistiske virksomheder varer ved. Samtidig med at monopolerne har en fremherskende rolle i de kapitalistiske lande, bevares der et stort antal middelstore og små kapitalister og masser af småproducenter: bønder og håndværkere. Hvor stor end monopolerne almagt er, hvor fremstormende de end søger at fortrænge de ikke-monopolistiske virksomheder, så bliver de sidstnævnte ved med at bestå side om side med monopolerne. De bliver ved med at vokse frem, når der udvikler sig nye produktionsgrene, hvor storbedrifterne som regel ikke kan gøre sig gældende lige fra begyndelsen. Man må ikke opfatte fortrængningen af småbedrifterne som disses øjeblikkelige og fuldstændige tilintetgørelse. Fortrængningen betyder som oftest, at de små driftsherrers eksistensbetingelser forværres, at de må arbejde overmåde anspændt og har en særdeles lav levefod; fortrængningen er altså en langvarig og pinefuld proces. Storkapitalen fortrænger ikke blot de små og middelstore selvstændige producenter, men også de små og middelstore kapitalistiske virksomheder. Idet monopolerne fastsætter høje priser, opnår de højere profit. Dette medfører, at profitten i de ikke monopoliserede virksomheder, som køber varerne er monopolerne, bliver lavere. De, der ikke indordner sig under monopolerne, bliver efterhånden kvalt. Den frie konkurrences forhold er vokset over i et herreforhold med dertil hørende tvang. Der hersker også en forbitret konkurrencekamp mellem selve monopolerne. Det sker meget sjældent, at et enkelt monopol fuldstændig opsluger en hel økonomigren. Men selv dette er ikke en garanti for, at der ikke kan trænge en stærk medbejler ind i denne gren. Konkurrencen mellem monopolerne er en forbitret kamp på liv og død, i hvilken rivalerne ikke viger tilbage for noget for at ruinere konkurrenten. Man anvender direkte tvang, bestikkelse, pengeafpresning, ja endog sabotage og andre kriminelle metoder. Der foregår ikke blot en kamp mellem monopolerne, men også inden for disse. De kapitalister, der danner en monopolsammenslutning, kæmper for at opnå en dominerende position i selskabernes ledende organer de kæmper for deres virksomheders andel i produktionen, i handelen, i profitten o.s.v.. Konkurrencen skaber altså monopolet, men monopolet afskaffer ikke konkurrencen. Den bliver ved med at bestå oven over konkurrencen og ved siden af den. Monopolerne afskaffer ikke den kapitalistiske produktions anarkistiske og kaotiske karakter. De borgerlige ideologer lovpriser konkurrencen som et mægtigt fremaddrivende redskab på produktionens område, som en bestandig stimulans for initiativet, foretagsomheden og opfinderånden. Men konkurrencen bevarede kun til en vis grad disse progressive træk indtil imperialismens epoke. Hvad konkurrencen under imperialismen angår, skrev Lenin: »I virkeligheden har kapitalisterne for længst erstattet den lille selvstændige vareproduktion, hvor konkurrencen i nogenlunde stort omfang kunne fremme initiativet, energien og den dristige foretagsomhed, med den store og meget store fabriksproduktion, med aktieselskaber, syndikater og andre monopoler. Konkurrencen under en sådan kapitalisme betyder en uhørt brutal undertrykkelse af initiativet, energien og den dristige foretagsomhed hos befolkningsmasserne, hos deres uhyre flertal, hos 99 procent af det arbejdende folk, og betyder samtidig, at kappestriden erstattes med finanssvindel, despotisme og spytslikkeri på den sociale rangstiges top.« Produktionens tiltagende koncentration, som fremkaldte monopolerne, betyder et vældigt skridt fremad i produktionens mere og mere samfundsmæssige karakter. Storproduktionen indtager småproduktionens plads. Kæmpemæssige fabrikker fortrænger de små driftsherrer. Produktionens specialisering skrider stadig fremad og forbinder samtidig talrige virksomheder og erhvervsgrene til et hele. Produktionens samfundsmæssige karakter bliver stadig tydeligere. Virksomhederne bliver imidlertid ved med at være privat ejendom for enkelte personer eller kapitalistgrupper der kun er interesseret i at skaffe sig en så stor profit som muligt. De få monopolisters tryk på hele befolkningen bliver uudholdeligt. Modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den privatkapitalistiske tilegnelse af produktionsresultaterne tilspidses til det yderste.

Finanskapital

Produktionens koncentration er ledsaget af bankkapitalens koncentration og centralisation. Dette fører til dannelse af bankmonopoler, til en gennemgribende forandring i bankernes rolle. Lenin skrev herom følgende: »Efterhånden som bankvæsenet udvikler sig og koncentreres i nogle få institutioner, vokser bankerne ud af deres beskedne rolle som formidlere og bliver almægtige monopolindehavere, som råder over næsten alle kapitalisters og mindre næringsdrivendes pengekapital samt over den største del af produktionsmidlerne og råstofkilderne i det pågældende land eller i en række lande. Denne forvandling fra talrige beskedne formidlere til en håndfuld monopolindehavere udgør en af grundprocesserne i kapitalismens udvikling til kapitalistisk imperialisme...« Bankerne bliver medejere af industrivirksomhederne. I næste omgang trænger den monopolistiske industrikapital ind i bankerne. Der foregår en sammenvoksning af den monopolistiske bankkapital og den monopolistiske industrikapital, hvilket fører til, at der opstår finanskapital. Finanskapitalens magnater, der kontrollerer de største industrivirksomheder og banker, er på én gang industridrivende og bankierer. »Koncentration af produktionen, deraf følgende monopoler, bankernes sammensmeltning eller sammenvoksen med industrien - dermed er finanskapitalens opståen og dette begrebs indhold kendetegnet.« Aktieselskaberne spillede en stor rolle for finanskapitalens opståen, for bankernes sammenfletning og sammenvoksning med industrien. De begyndte at opstå før imperialismens epoke, men blev først under imperialismen til den karakteristiske form for kapitalistiske virksomheder. Et aktieselskabs kapital dannes af kapitaler, der tilhører de personer, som erhverver selskabets aktier. Aktierne er værdipapirer, der giver ret til at modtage en vis andel af profitten. Aktiens pris bliver i første række bestemt af størrelsen af den dividende (den indtægt, den kan indbringe), som man venter at få. Aktieejeren (aktionæren) kan sælge sine aktier på fondsbørsen, d.v.s. på det marked, hvor handelen med aktier og andre værdipapirer foregår, og hvor kurserne (priserne) på de forskellige værdipapirer fastsættes. Aktieselskabet ledes formelt af alle aktionærer. Alle spørgsmål afgøres ved stemmeflertal. Det er imidlertid aktierne, der giver stemmeret. Jo flere aktier, man har, des flere stemmer har man. Aktieselskabets forretninger bestemmes derfor af den kapitalist eller den gruppe kapitalister, der ejer et betydeligt antal aktier og dermed kan kontrollere selskabet. I aktieselskabet bliver en mængde individuelle kapitaler forvandlet til en fælleskapital. Takket være kapitalens centralisering bliver det muligt at skabe virksomheder af en sådan størrelse, at de enkelte kapitalister ikke kunne have skabt dem. Aktieselskabets kapital kommer også til at omfatte små aktionærers - funktionærers og ganske få arbejderes - midler. De største selskaber har tusinder og undertiden titusinder og hundredtusinder af aktionærer. Fordi en arbejder køber nogle aktier for 100, 200 eller 300 dollars og får en dividende på 5, 10 eller 15 dollars, bliver han naturligvis ikke kapitalist eller leder af et stort firma. Hvilken indflydelse kan han have på ledelsen af et firma med en kapital på mange millioner? Han kan i almindelighed ikke engang deltage i aktionærernes generalforsamling, fordi der skal bruges tid til dette og undertiden også penge til at rejse til en anden by o.s.v.. En snes dollars eller mere i dividende om året forandrer ikke den lille aktionærs klassemæssige placering, de formindsker ikke hans afhængighed af det selskab, han arbejder i, og de betrygger ikke hans tilværelse. For de største kapitalister, dem, der i virkeligheden leder aktieselskaberne, er salget af små aktier og forøgelsen af aktionærernes antal meget fordelagtigt. Derved forøges den kapital, som de råder over. Dertil kommer, at jo flere små aktionærer, der er, des færre aktier skal der til for at råde over flertallet af stemmerne. I mange af nutidens selskaber behøves der kun 10-20 procent af aktierne for at kunne kontrollere selskabet. Den storkapitalist (eller kapitalistgruppe), der dominerer i et aktieselskab, udnytter dets kapital til at styrke sin finansielle magtstilling og til at opnå større og større profit. Den storkapitalist, der køber så mange aktier, at han kan kontrollere selskabet, hersker over et mægtigt aktieselskab. Dette aktieselskab op køber tilstrækkeligt mange aktier til at kunne kontrollere et andet aktieselskab, dernæst et tredje selskab, et fjerde o.s.v.. Resultatet er, af storkapitalisten kommer til at råde over et aktieselskab, hvis kapital er mange gange større end hans eget, og over en hel pyramide af selskaber, der underordnes dette selskab. Der opstår et såkaldt deltagersystem. Storkapitalen har her ubegrænsede muligheder for at berige sig selv og udplyndre samfundet. En lille kreds af finanskapitalens største magnater forvandler sig til et finansoligarki og sætter sig i besiddelse af herredømmet over nøglepositionerne i de kapitalistiske landes økonomi. Finansoligarkiets magt forøges i overordentlig grad ved, at de takket være aktieselskabssystemet råder over store fremmede kapitaler. Den kapital, som Morgan, Rockefeller, du Pont, Mellon o.s.v. kontrollerer, er f.eks. mange gange større end værdien af deres egne aktier. I 1956 havde familien Rockefellers egne aktier en værdi af 3,5 milliarder dollars, medens de selskaber, de kontrollerede, havde en kapital på 61 milliarder dollars. Familien du Ponts egne aktier havde i samme år en værdi af lidt over 4,5 milliarder dollars, medens de selskaber, som familien du Pont kontrollerede, havde en kapital til en værdi af 16 milliarder dollars. Værdien af familien Morgans egne aktier udgjorde godt og vel 5 procent af kapitalen i de selskaber, de kontrollerede, idet disses kapital beløb sig til den kæmpemæssige sum af 65,3 milliarder dollars. Takket være systemet med kontrollerede aktieselskaber kan finansoligarkiet foretage mange forskellige og yderst indbringende finansoperationer. De får enorm profit ved at etablere nye aktieselskaber, udstede nye aktier, anbringe statslån, gennemføre grundspekulationer o.s.v.. Det endelige resultat er, at der pålægges samfundet en tribut, som går i monopolisternes lommer. »Det 20. århundredes begyndelse - skrev Lenin - betegner altså overgangen fra den gamle til den nye kapitalisme, fra kapitalismens herredømme i almindelighed til finanskapitalens herredømme.«

Kapitaleksporten

Finanskapitalens herredømme i hvert af de mest udviklede kapitalistiske lande fører uundgåeligt til et lille antal imperialistiske staters herredømme over hele den kapitalistiske verden. Et vigtigt redskab for dette herredømme er kapitaleksporten. »For den gamle kapitalisme - skrev Lenin -, med den frie konkurrences uindskænkede herredømme, var eksport af varer karakteristisk. For den nyeste kapitalisme, med monopolernes herredømme, er eksport af kapital blevet karakteristisk.« Ved kapitaleksport forstår man anbringelse af kapital i udlandet med det formål at tilegne sig merværdi, der skabes af den arbejdende befolkning i et andet land. Muligheden for kapitaleksport opstår ved, at en række efterblevne lande er blevet draget ind i verdenskapitalismens sfære, og at der er skabt elementære forudsætninger for oprettelsen af kapitalistiske bedrifter under udnyttelse af den lokale billige arbejdskraft. Kapitaleksporten nødvendiggøres ved, at kapitalismen i nogle få lande er blevet »overmoden«. Den monopolstilling, som nogle få, særdeles højt udviklede imperialistiske lande, i hvilke kapitalakkumulationen har fået et enormt omfang, indtager, fører til, at der i disse lande opstår et kolossalt »kapitaloverskud«. Kapitalen mangler mulighed for profitabel anbringelse inden for landets grænser. »Kapitaloverskuddet« er selvfølgelig relativt ikke absolut. Hvis den kapitalistiske profit blev anvendt til at højne massernes leveniveau eller udvikle landbruget, ville der ikke være noget »kapitaloverskud«. Men så ville kapitalismen heller ikke være kapitalisme. Kapitaleksporten foregår i to former: 1) som produktiv kapital og 2) som lånekapital. Eksport af produktiv kapital betyder investeringer i industrien, transportvæsenet, handelen o.s.v.. Eksport af lånekapital sker i form af statslån og privat kreditgivning. Kapitalen eksporteres i første række til efterblevne, koloniale og afhængige lande, hvor profitten som regel er meget stor, fordi der dér kun findes lidt kapital, hvor jordprisen er relativt lav, hvor arbejdslønnen er lav, og hvor råstofferne er billige. I 1955 fik f.eks. Standard Oil Company of New Jersey (Rockefellers olieselskab) 77 procent af sin profit fra sine direkte investeringer i Mellem- og det Nære Østen, Latinamerika o.s.v.. Profitraten for den kapital, der var blevet anbragt i disse lande var seks gange så høj som profitraten for den kapital, der var anbragt i hjemlandet. Et karakteristisk træk ved de sidste årtier er, at der ikke blot eksporteres kapital til de efterblevne lande, men også til de »gamle« kapitalistiske stater. Det største amerikanske selskab til fremstilling af landbrugsmaskiner, »International Harvester«, fik således i 1956 39 procent af hele sin profit fra transaktioner, som blev foretaget i udlandet, hovedsageligt i Vesteuropa. De store amerikanske monopolers investeringer i England, Vesttyskland og Frankrig er særdeles betydelige, og disse lande har ved deres lån en stor gæld til Amerika. Undertiden spiller politiske motiver en hovedrolle ved kapitaleksporten. Den politiske faktors rolle er navnlig blevet forstærket efter den anden verdenskrig. Kapitaleksporten fra USA udnyttes i høj grad til at støtte de reaktionære kræfter i andre lande og til at »købe« militære allierede. Før den første verdenskrig var de vigtigste kapitaleksporterende lande England, Frankrig og Tyskland. I mellemkrigstiden indtog USA førstepladsen blandt de kapitaleksporterende lande. På nuværende tidspunkt er mængden af den kapital, som USA har anbragt i udlandet, større end alle andre kapitalistiske landes udenlandske investeringer og kreditter tilammen. Der foregår imidlertid en forbitret kamp om kapitalinvesteringssfærerne mellem de imperialistiske magter. I de seneste år forøges navnlig kapitaleksporten fra England og Vesttyskland. Kapitaleksporten forvandler de fleste lande i den kapitalistiske verden til skyldnere og tributydende i forhold til nogle få imperialistiske stater, og den er et middel, der gør det muligt for en lille håndfuld monopolherrer at udbytte befolkninger på mange millioner i de lande, der importerer kapital.

Verdens økonomiske opdeling

De kapitaleksporterende lande har i overført forstand delt verden mellem sig - skrev Lenin. - Imidlertid har finanskapitalen også ført til en direkte opdeling af verden.« Kapitaleksporten og den dermed forbundne skærpelse af konkurrencekampen på Verdensverdensmarkedet driver monopolerne til at opdele verden i indflydelsessfærer. Dette fører ganske naturligt til dannelse af internationale monopoler. Internationale monopoler er aftaler mellem de store monopoler i de forskellige lande om en opdeling af markederne, priserne og produktionens omfang. Under kapitalismen opdeles verdensmarkedet ligesom det indenlandske marked i forhold til kapitalen, i forhold til den magtstilling, der består. Styrkeforholdet mellem monopolerne forandrer sig imidlertid stadig. Hvert monopol kæmper bestandig for at forøge sin andel i verdens rigdom. Det er karakteristisk for de internationale monopoler, at de er ubestandige. De ophæver ikke den forbitrede konkurrencekamp og kan ikke ophæve den. Indehaveren af den engelske trust »Imperial Chemical Industries«, Alfred Mond, udtalte allerede i 1927 lige ud: »Kartellet eller sammenslutningen... er i virkeligheden ikke andet end en våbenstilstand i industrikrigen.« Konkurrencekampen på verdensmarkedet fører til syvende og sidst til væbnet kamp mellem de imperialistiske stater, der søger at beskytte »deres« monopolers interesser. Dannelsen af internationale monopoler er en form for økonomisk tilnærmelse mellem de forskellige områder i verden, en tilnærmelse, hvis bevægende kraft er arbejdsdelingen mellem landene. Men denne form er en misdannelse og fuld af modsigelser. Tilnærmelsen sker ved, at de højt udviklede imperialistiske magter udbytter de efterblevne lande og hele verdensdele. En sådan form for tilnærmelse kan ikke føre til, at alle lande forenes under en enkelt verdenstrusts magt. Dertil er modsigelserne under jagten efter profit for stærke og monopolernes appetit for stor. »Der er ikke tvivl om - skrev Lenin -, at udviklingen går i retning 1 af én eneste verdenstrust, der opsluger alle virksomheder og alle stater uden nogen undtagelse. Men udviklingen derhen sker under sådanne omstændigheder, i et sådant tempo, med sådanne modsigelser, konflikter og rystelser - absolut ikke blot økonomiske, men også politiske, nationale o.s.v. o.s.v. -, at imperialismen uundgåeligt bryder sammen, før man når til en enkelt verdenstrust, til en »ultraimperialistisk« verdenssammenslutning af de nationale finanskapitaler, og kapitalismen forvandler sig til sin modsætning.«

Afslutningen på verdens territoriale opdeling og kampen om dens nyopdeling

Jævnsides med den økonomiske opdeling af verden, som de kapitalistiske sammenslutninger i de forskellige lande gennemfører, og i nøje forbindelse hermed, fuldbyrdes de imperialistiske staters territoriale opdeling af verden. Slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede karakteriseres af, at den territoriale opdeling af verden mellem nogle stormagter nåede sin fuldendelse. I tiden fra 1876 til 1914 - d.v.s. i den periode, da de kapitalistiske monopoler opstod, udviklede sig og stabiliseredes - forøgedes de seks stormagters (Englands, Ruslands, Frankrigs, Tysklands, USA´s og Japan´s) kolonibesiddelser med 25 millioner kvadratkilometer, hvilket var 50 procent mere end moderlandenes areal. Tre af de seks nævnte magter - Tyskland, USA og Japan - havde i 1876 ingen kolonier, og den fjerde, Frankrig, havde næsten ingen. Indtil 1914 havde disse fire magter erhvervet sig kolonier med et areal på 14 millioner kvadratkilometer, d.v.s. tilnærmelsesvis 50 procent mere end Europas territorium. Af Jordens samlede areal på 139,9 millioner kvadratkilometer faldt i 1914 81,5 millioner kvadratkilometer på de seks stormagter og deres kolonier; heraf udgjorde kolonierne 65 millioner kvadratkilometer, d.v.s. næsten halvdelen af hele Jordens areal. Af de øvrige 52,4 millioner kvadratkilometer faldt 14,5 millioner kvadratkilometer på halvkolonier (Kina, Persien og Tyrkiet), medens 9,9 millioner kvadrat' kilometer faldt på småstaternes (Belgiens, Hollands o.s.v.) kolonier. Henimod 1914, da monopolernes herredømme i de kapitalistiske hovedlande var fuldt stabiliseret, faldt altså 89,4 millioner kvadratkilometer eller to tredjedele af Jordens areal på kolonier og halvkolonier. Verdens territoriale opdeling mellem stormagterne var altså afsluttet. Fra nu af kunne man kun erhverve sig kolonier eller indflydelsessfærer ved at tage dem fra en anden kolonimagt. Kolonierne fik i stadig større grad betydning for de imperialistiske stater. »Ene og alene kolonibesiddelsen - skrev Lenin - garanterer monopolernes succes over for alle tilfældigheder i kampen mod modstanderen...« Dette forklares af følgende omstændigheder: Monopolherredømmet er mest stabilt, når alle råstofkilder bliver sammenfattet i én hånd. For finanskapitalen er ikke blot de allerede opdagede råstofkilder, men også de mulige råstofkilder af betydning. Jordarealer, der ikke kan bruges til noget i dag, kan vise sig at kunne udnyttes i morgen. Dette fører til finanskapitalens uundgåelige stræben efter at udvide det økonomiterritorium, den kontrollerer, og til territoriale erobringer i det hele taget. Også interessen for kapitaleksport driver i retning af erobring af kolonier. På kolonimarkedet er det lettere at lukke konkurrenten ude. Bestræbelsen efter at erobre kolonier øges ved, at finanskapitalen søger en udvej af de stadig skærpede klassemodsætninger i koloniekspansionen. Endelig er de imperialistiske stater også interesseret i kolonierne som militær-strategiske opmarchområder. Alt dette fører til kamp om en nyopdeling af den allerede opdelte verden. Monopolerne, der har herredømmet inden for deres eget land, søger at underkaste sig alle andre lande og gøre dem til genstand for den mest brutale udbytning. Typiske for imperialismen er ikke blot de to hovedgrupper af lande: kolonimagterne og kolonierne, men også de afhængige lande, der politisk er formelt selvstændige, men i virkeligheden er fanget i et net af finansiel og diplomatisk afhængighed. Uden i formel juridisk henseende at eje en eneste nogenlunde betydelig koloni, er USA for tiden faktisk den største kolonimagt. Ved hjælp af kapitalinvesteringer og tyngende lån og ved at afslutte ulige traktater har USA´s monopoler fået kontrol med mange amerikanske landes økonomi og naturrigdomme. Venezuelas olie, Chiles kobber, Bolivias tin, Brasiliens jern og kaffe er USA-monopolernes ejendom. Landene i Latinamerika udnyttes af USA som leverandører af strategiske råstoffer og som områder for militærbaser. De amerikanske monopoler ejer cirka to tredjedele af olien i Mellem- og det Nære Østen, hvor cirka to tredjedele af de kendte olieforekomster i den kapitalistiske verden er koncentreret. De amerikanske og til dels de engelske monopoler henter enorme profitter i denne del af verden, medens araberne kun får »kamelens øre«, som det hedder i et arabisk ordsprog. USA har bragt de fleste lande i den kapitalistiske verden i finansiel, militær og politisk afhængighed af sig og truer ikke blot de efterblevne, men også de udviklede kapitalistiske landes nationale uafhængighed. De imperialistiske hovedlandes ujævne, springende udvikling fører til at den ene eller den anden stats kolonibesiddelser ikke længere svarer til dens økonomiske og militære magt. Resultatet er en skærpelse af kampen om en nyopdeling af kolonibesiddelserne. I 1914 omfattede Englands kolonibesiddelser 33,5 millioner kvadratkilometer, og de var 11,5 gange så store som Tysklands kolonibesiddelser og 112 gange så store som USA´s kolonibesiddelser. Samtidig var det med hensyn til økonomisk potentiel lykkedes ikke blot for USA, men også for Tyskland at overhale England. USA´s andel i verdensproduktionen udgjorde i 1913 omkring 35 procent, Tysklands andel var 16 procent, men Englands andel 14 procent. Hvad udviklingstempoet angår, lå også Japan i begyndelsen af det 20. århundrede langt over England. De japanske koloniers areal var imidlertid ikke en hundrededel af de engelske kolonibesiddelsers. Dette misforhold mellem visse landes økonomiske potentiel og udviklingstempo på den ene side og koloniernes og »indflydelsessfærerne«s fordeling på den anden side var en af hovedårsagerne til den første verdenskrig. Lenin fastslog, at kapitalismen i begyndelsen af det 20. århundrede var »vokset over i et verdenssystem, hvor en håndfuld 'fremskredne' lande kolonialt undertrykker og finansielt kvæler det overvældende flertal af Jordens befolkning«. Med afslutningen af verdens opdeling var der opstået et imperialismens kolonisystem, der er en del af kapitalismens verdenssystem. Kolonisystemet er en af imperialismens vigtigste støtter. Høj monopolprofit, råstoffer, billig arbejdskraft, kanonføde - alt det fik man fra kolonierne. Det lovmæssige resultat af verdensimperialismens undertrykkelse og finansielle kvælning af kolonierne og de afhængige lande er deres økonomiske efterblevenhed. Monopolernes åg umuliggør en alsidig økonomisk udvikling af kolonierne og de afhængige lande.

Imperialismen som snyltende eller rådnende kapitalisme

Monopolerne fører uundgåeligt til kapitalismens oprådnen. Ethvert monopol, lærte Lenin, der hviler på privateje af produktionsmidlerne, indeholder en tendens til stagnation eller snyltertilværelse.

Tendensen til at hæmme produktivkræfternes udvikling

Monopolet hæmmer produktivkræfternes udvikling og det tekniske fremskridt. »I samme målestok som der, selv forbigående, indføres monopolpriser - skrev Lenin -, forsvinder til en vis grad stimulansen til tekniske fremskridt og følgelig til ethvert andet fremskridt; i samme målestok opstår endvidere så den økonomiske mulighed for kunstigt at bremse tekniske fremskridt.« Kapitalisterne indfører den nye teknik for at udvinde ekstraprofit. Men hvis denne ekstraprofit kan erhverves takket være en monopolstilling på markedet, så svækkes naturligvis også tilskyndelsen til at udvikle teknikken. Under den førmonopolistiske kapitalisme sejrede kapitalisten hovedsagelig over konkurrenten ved at forbedre produktionsmetoderne og ved at sænke produktionsomkostningerne og priserne. Hvis kapitalisten ville bevare sin stilling på markedet, var han nødt til at erstatte den gamle teknik med ny og modernisere produktionen. Da den frie konkurrence blev erstattet af monopolet, forandrede situationen sig brat. Der opstår nu nye, typiske imperialistiske metoder til udvinding af en høj monopolprofit. Monopolet opretholder og forstærker, som regel sin stilling, uden at det behøver at ty til prisnedsættelser. Konkurrenterne besejres ved hjælp af direkte tryk og alle mulige finansielle transaktioner (nægtelse af kredit eller råstoffer, boykot, o.s.v.). Monopolerne indskrænker hyppigt produktionen af den ene eller den anden vare kunstigt for at opretholde et højt pris- og profitniveau. Dette er naturligvis en vigtig hindring for det tekniske fremskridt. Det tekniske fremskridt hæmmes også af ønsket om at bevare den gamle udrustning, i hvilken der er investeret enorm kapital. Kun hvis der kan opnås besparelser ved indførelse af ny teknik, som mere end opvejer de tab, der skyldes, at de gamle investeringer gøres værdiløse, eller når der er tale om nye virksomheder og nye brancher, i hvilke de gamle investeringer er relativt små, støder det tekniske fremskridt ikke på hindringer. Mange borgerlige økonomer, der indrømmer, at monopolerne hæmmer det tekniske fremskridt, har opfordret til en tilbagevenden til den frie konkurrence. V. I. Lenin påviste, hvor fuldstændig uholdbare sådanne drømme og forhåbninger om en tilbagevenden til fortiden er. Han skrev: »Selv om monopolerne nu er begyndt at hæmme udviklingen, så er dette alligevel ikke noget bevis til fordel for den frie konkurrence, som er blevet umulig, efter at den har skabt monopolet.« Bremsningen af produktivkræfternes udvikling bliver således en tendens ved monopolkapitalismen. Denne tendens viser sig først og fremmest i, at monopolerne ligefrem hæmmer det tekniske fremskridt Endvidere viser den sig ved, at kløften mellem videnskabens og teknikkens muligheder og udnyttelsen af disse muligheder uddybes, og ved, at teknikken udvikler sig ujævnt i de forskellige lande og produktionsgrene. Endelig fremtræder denne tendens også derved, at menneskene, det er den vigtigste produktivkraft, i imperialismens tidsalder i stadig stigende grad løsrives fra det samfundsgavnlige arbejde og frembringelsen af materielle værdier. Arbejdsløsheden tiltager, samtidig med at produktionskapaciteten ikke udnyttes fuldt ud. Et stigende antal arbejdere og funktionærer frembringer ingen materielle værdier, men beskæftiges inden for omsætningen, i statsapparatet, i hæren og med personlige tjenesteydelser. Udviklingen af produktivkræfterne ophører imidlertid ikke i imperialismens tidsalder. Monopolet kan aldrig fuldt ud og for meget lang tid afskaffe konkurrencen. Det tekniske fremskridt gør det muligt for monopolerne at gennemføre en kraftig nedsættelse af produktionsudgifterne. Ved at sætte salgsprisen lidt ned kan man fortrænge konkurrenterne. Ved at forhindre konkurrenterne i at få adgang til de tekniske fremskridt, til de nye produktionsmetoder, kan monopolet få en høj monopolprofit, selv om priserne daler. I sammenligning med virksomheder, der ikke er helt så store, for slet ikke at tale om de mellemstore og små bedrifter, har de kapitalistiske monopoler enorme fordele, hvad udnyttelsen af den nye teknik og af videnskabens landvindinger angår. Således udføres det videnskabelige forskningsarbejde inden for de forskellige produktionsgrene hovedsageligt af de store selskaber. Med få undtagelser har de små firmaer ikke finansielle ressourcer, der sætter dem i stand til at opretholde forskningsinstitutioner. Der foregår en monopolisering af de tekniske opfindelser og fremskridt. Tendensen til en hæmning af det tekniske fremskridt udelukker altså på ingen måde, at der i enkelte perioder kan ske hurtige tekniske forbedringer og en udvikling af produktivkræfterne. »Det ville være fejlagtigt at tro - skrev Lenin -, at denne tendens til indre råddenskab udelukker en hurtig vækst af kapitalismen; aldeles ikke. Enkelte industrigrene, enkelte lag af bourgeoisiet og enkelte lande åbenbarer i imperialismens tidsalder stærkere eller svagere snart den ene, snart den anden af disse tendenser.«

Rentierlagets vækst

Snylterfænomenerne i imperialismens tidsalder kommer tydeligt til udtryk i rentierlagets vækst, idet et stigende antal mennesker besidder værdipapirer (aktier, obligationer) og lever af at »klippe kuponer«. Aktieselskabernes udvikling fjerner kapitalisternes store masse fra deltagelsen i produktionslederen. Finansoligarkiet, der har sat sig i besiddelse af nøglestillingerne i de kapitalistiske landes økonomi, tager som regel ikke selv del i ledelsen af de hundreder og tusinder af industriselskaber, banker, jernbaner og andre virksomheder, som det kontrollerer. Finansgruppernes »virksomhed« går i stigende grad ud på at udvide deres eget herredømme ved at erhverve kontrollen over stadig flere aktieselskaber og udføre forskellige finanstransaktioner. Den umiddelbare ledelse af virksomhederne går gradvis over til engagerede direktører. Også det mellemlag, der beskæftiger sig med at tilfredsstille de snyltende udbytteres trang til luksus, er i stadig vækst. Statsapparatet, politiet og hæren, der er afhængige af monopolerne, udvides også. Enkelte imperialistiske lande forvandles til rentier-stater. Dette er en følge af den stigende kapitaleksport, der gør det muligt for kreditorlandene at hente enorme indtægter ud af debitorlandene. Indtægterne af den kapital, som England før den første verdenskrig havde anbragt i udlandet, var fem gange så store som indtægterne af udenrigshandelen, - og England var dengang verdens største handelsland. Nu er USA verdens stærkeste handelsland. Ikke desto mindre er det ikke vareudførselen, men kapitaleksporten, der spiller den afgørende rolle for USA´s udenrigsøkonomiske ekspansion. USA er verdens største kreditorstat.

Den politiske reaktion

Kapitalismen besejrede feudalismen under frihedens, lighedens og broderskabets fane. Den førmonopolistiske kapitalisme var tilfreds med det borgerlige demokrati som form for det politiske herredømme. Situationen forandrede sig med overgangen til imperialismen. Monopolernes opståen betød, at man gik fra frie konkurrenceforhold til beherskelsesforhold og den dermed forbundne magt. Monopolerne blev herrer over det økonomiske liv. Men som herrer på det økonomiske område søger monopolerne også at sætte sig i besiddelse af det politiske herredømme og at gøre det borgerlige statsapparat til sin tjener. Efter at monopolerne har erobret magten, kaster de for det meste det borgerlige demokratis metoder over bord og vender sig i retning af den politiske reaktion. Den politiske reaktion er et tydeligt tegn på kapitalismens forrådnelsesproces. Samtidig er kursen henimod politisk reaktion en følge af kapitalismens forrådnelsesproces, et resultat af, at den kapitalistiske produktionsmetode ikke længere ^udvikler sig i opadgående retning, og at de kapitalistiske forhold i imperialismens tidsalder er blevet en bremse for produktivkræfternes udvikling. Et karakteristisk eksempel for den politiske reaktions offensiv er fascismen, der er monopolbourgeoisiets og godsejernes terroristiske diktatur. Fascismen betyder brutal undertrykkelse af arbejder- og bondebevægelsen, et ubarmhjertigt opgør med de proletariske og andre demokratiske partier og masseorganisationer, landets militarisering og gennemførelsen af militær eventyrpolitik. Før den anden verdenskrig slog Tyskland, Italien, Japan, Spanien, Portugal og en række andre lande ind på fascismens vej. Efter krigen har der vist sig fasciceringstendenser i USA, Vesttyskland, Frankrig og andre lande. Imperialismens mere og mere reaktionære væsen viser sig i militariseringen af det økonomiske og politiske liv, i forøgelsen af kirkens (navnlig den katolske kirkes) indflydelse og i raceforfølgelser. Den politiske reaktion er en følge af tilspidsningen af alle kapitalistiske modsigelser i imperialismens tidsalder. Omvendt fører den politiske reaktion til en skærpelse af disse modsigelser. Monopolerne søger at fratage den arbejdende befolkning alle demokratiske erobringer. Dette fremkalder forbitret modstand fra massernes side. Det er derfor et karakteristisk træk ved imperialismens tidsalder, at massernes demokratiske bestræbelser er i vækst. På de kapitalistiske landes politiske arena optræder de arbejdende masser som forkæmpere for det politiske demokrati og bekæmper reaktionens magt og monopolernes politik.

»Arbejderaristokratiet«

Et karakteristisk tegn på kapitalismens forrådnelse er monopolbourgeoisiets systematiske bestikkelse af visse arbejdergrupper. Imperialisterne er interesseret i at skabe et privilegeret mellemlag blandt arbejderne og adskille det fra proletariatets brede masse. Det er i og for sig ikke noget nyt. Bestikkelse af enkelte repræsentanter for og grupper af proletariatet har været en metode i bekæmpelsen af arbejderbevægelsen lige så længe, som der har eksisteret kapitalisme. Under visse omstændigheder opstår der imidlertid et økonomiske grundlag for at skabe et helt privilegeret mellemlag i arbejderklassen, et »arbejderaristokrati«. Et sådant opstod først i England, allerede under den førmonopolistiske kapitalisme. Til forskel fra andre lande prægedes England allerede i midten af det 19. århundrede af to træk, der er karakteristiske for imperialismen: koloni' monopolet og udbytningen af andre lande som følge af Englands dominerende stilling på verdensmarkedet. Dette skaffede det engelske bourgeoisi ekstraprofitter, af hvilke en del blev anvendt til at bestikke arbejderklassens øverste lag. Repræsentanterne for dette privilegerede lag dannede et særligt socialt lag, et »arbejderaristokrati«, som bourgeoisiet Søgte at sætte i modsætning til arbejdernes hovedmasse ved at udnytte det som sin politiske støtte indenfor arbejderklassen. Monopolernes herredømme, kapitaleksporten til efterblevne lande og kolonipolitikken medførte, at der i alle imperialistiske stater blev skabt et »arbejderaristokrati«. Der blev benyttet forskellige former for bestikkelse: arbejdslønnen blev sat i vejret for enkelte grupper af arbejderklassen, bestikkelige ledere af arbejderbevægelsen fik overladt indbringende statsstillinger, reformistiske organisationer fik direkte støtte, o.s.v.. »Arbejderaristokratiet« er det sociale grundlag for opportunismen i arbejderbevægelsen. Opportunismen betyder, at arbejderbevægelsen tilpasses bourgeoisiets interesser, at kursen sættes mod samarbejde med bourgeoisiet og splittelse af arbejderbevægelsen. Opportunisterne søger at lede arbejderne bort fra klassekampen ved at hævde, at proletariatets og bourgeoisiets klasseinteresser falder sammen, og at det er muligt at »forbedre« kapitalismen ved hjælp af reformer. Opportunisterne er bourgeoisiets agenter i arbejderbevægelsen. Opportunismen i arbejderbevægelsen kan imidlertid ikke i det uendelige hæmme udviklingen af proletariatets klassebevidsthed og af klassekampen, thi, som Lenin skrev, »trusterne, finansoligarkiet, dyrtid o.s.v., der gør det muligt at bestikke et tyndt lag i toppen, undertrykker, underkuer, ruinerer og piner proletariatets og halvproletariatets masse«.

Imperialismen som døende kapitalisme

Den snyltende monopolkapitalisme er tillige en døende kapitalisme. Lenin skrev: »Det er forståeligt, hvorfor imperialismen er døende kapitalisme og danner overgangen til socialismen: monopolet, der vokser frem af kapitalismen, er allerede kapitalismens hendøen, begyndelsen til dens overgang til socialismen.« Foruden at Lenin anså skabelsen af de materielle forudsætninger for socialismen for et karakteristisk træk ved imperialismen som døende kapitalisme, var et andet karakteristisk træk efter hans mening det, at imperialismen skaber de politiske forudsætninger for socialismen ved at føre alle kapitalismens modsigelser til det yderste. Derved fremhævede Lenin, at opportunisterne uden grund sætter deres lid til kapitalismens »evolution« til socialisme og til dens »automatiske sammenbrud«. Imperialismen vil gå til grunde under vægten af sine egne forbrydelser. Den vil blive tilintetgjort af de arbejdende masser, der har rejst sig til kamp for den socialistiske revolutions sejr. V. I. Lenin kom til den videnskabeligt begrundede konklusion, at imperialismen er tærskelen til den socialistiske revolution.

Skabelsen af socialismens materielle forudsætninger

I imperialismens periode opstår de materielle forudsætninger for overgangen til en højere socialøkonomisk formation, d.v.s. til socialismen Lenin skrev: »Når en storbedrift vokser op til kæmpebedrift, der planmæssigt, på grundlag af en præcist bearbejdet massestatistik, organiserer fordelingen af det oprindelige råstof til to tredjedele eller tre fjerdedele af hele behovet for en befolkning på snese af millioner, når man systematisk organiserer transporten af dette råstof til de bedst egnede produktionssteder, der kan ligge hundreder eller tusinder kilometer fra hinanden, når en central regulerer alle produktionens skiftende stadier lige til fremstillingen af de mest forskelligartede færdigfabrikater, og når fordelingen af disse produkter til hundrede millioner af konsumenter sker efter en fælles og samlet plan (den amerikanske petroleumstrusts afsætning i Amerika og Tyskland) - så bliver det indlysende, at vi står over for en samfundsmæssig organisering af produktionen og aldeles ikke nogen simpel »indfiltring«; det bliver klart, at de privatøkonomiske og privatejendomsretlige forhold endnu danner et hylster, som ikke længere svarer til deres indhold, og som derfor uundgåeligt må gå i forrådnelse, når disse forholds afskaffelse trækkes kunstigt i langdrag. Og det bliver endelig klart, at denne rådnende tilstand vel kan holde sig forholdsvis længe... men at den dog uundgåeligt vil blive bragt til ophør.« Også den gigantiske proces, hvorved produktionen i imperialismens periode får samfundsmæssig karakter, betyder, at der skabes materielle forudsætninger for socialismen. Man må imidlertid ikke blande de materielle forudsætninger for socialismen sammen med selve socialismen. Socialismen opstår først, når arbejderklassen har erobret den politiske magt, afskaffet privatejet af produktionsmidlerne og erstattet det med samfundseje. Det er umuligt at udskifte kapitalisme med socialisme ved hjælp af en evolutionær udvikling. Den foregår gennem en revolution, ved et revolutionært spring, og til dette er materielle forudsætninger alene ikke tilstrækkelige; der kræves yderligere en hel række objektive og subjektive betingelser.

Tilspidsningen af de kapitalistiske modsigelser

Imperialismen er også døende kapitalisme, fordi den til det yderste tilspidser alle kapitalismens modsigelser. Først og fremmest tilspidses kapitalismens vigtigste modsigelse: modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og tilegnelsens privatkapitalistiske karakter. Produktionens koncentration og monopolernes vækst betyder en videreudvikling opsigelser af produktionens samfundsmæssige karakter. Men tilegnelsen er fortsat privat. Kapitalismens vigtigste modsigelse tilspidses mere og mere, efterhånden som monopolkapitalismen udvikler sig. På dette grundlag tilspidses alle kapitalismens modsigelser, af hvilke de vigtigste er følgende: modsigelsen mellem arbejde og kapital; modsigelsen mellem de undertrykte folk i de afhængige lande og de imperialistiske magter, der udbytter dem; modsigelsen mellem selve de imperialistiske magter. Tilspidsningen af modsigelserne bringer den socialistiske revolution og kapitalismens sammenbrud nærmere.

Loven om den ujævne økonomiske og politiske udvikling

Under kapitalismen kan virksomhederne, de forskellige økonomigrene og landene ikke udvikle sig jævnt. Privatejet af produktionsmidlerne, produktionsanarkiet og konkurrencen gør det uundgåeligt, at den kapitalistiske økonomi udvikler sig ujævnt: nogle kapitalistiske virksomheder, grene af økonomien og lande kan ikke følge med, medens andre er i hurtig udvikling fremad. I den frie konkurrences tidsalder, da der ikke fandtes monopoler, udviklede kapitalismen sig forholdsvis jævnt. Der krævedes lang tid, hvis nogle lande skulle komme forud for andre. Der fandtes endnu vældige frie territorier, der kunne forvandles til kolonier. Forøgelsen af den økonomiske magt gik hånd i hånd med erobringen af disse områder, som kapitalistiske magter ikke havde sat sig i besiddelse af. Dette skete i denne periode uden store militære sammenstød mellem dem. Den for kapitalismen karakteristiske lov om den ujævne udvikling bevirkede ikke, at det kom til verdenskrig. Det var en tid med relativt fredelig udvikling af kapitalismen. Det varede mange årtier, før England havde tilkæmpet sig førerstillingen på det industrielle område, fortrængt sine konkurrenter - Holland og dernæst Frankrig - og stabiliseret sin stilling som den førende verdensmagt. I midten af det 19. århundrede var England blevet »verdens værksted«, der leverede industriprodukter til alle lande, som til gengæld måtte forsyne det med råstoffer og levnedsmidler. I 1850 udgjorde USA´s andel af verdens industriproduktion 15 procent, medens Englands andel var 39 procent. Hvad Tyskland angår, så kunne dets industripotentiel før 1870'erne ikke tåle sammenligning med Englands magtstilling. Situationen forandrede sig radikalt med overgangen til imperialismen I sidste fjerdedel af det 19. århundrede blev Storbritanniens monopol brudt. Årsagen hertil var den hurtigere udvikling i kapitalistiske lande som USA, Tyskland, senere også Japan. Englands og Frankrigs udvikling gik fra begyndelsen af 1870'erne langsommere: I tidsrummet fra 1870 til 1913 forøgedes verdens samlede industriproduktion næsten til det fire dobbelte; USA´s industriproduktion forøgedes til det nidobbelte, Tysklands næsten til det seksdobbelte, Frankrigs tredobledes, medens Eng. lands industriproduktion kun steg med 125 procent. På tærskelen til den første verdenskrig havde Tyskland, hvad industriproduktionens omfang angår, overhalet England og Frankrig. USA´s andel af verdens samlede industriproduktion var større end Englands og Tysklands andel tilsammen. Denne voldsomme udvikling, hvorved nogle lande overhalede andre, blev i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede mulig i kraft af teknikkens enestående udvikling, den tiltagende koncentration af produktion af kapital, samt monopolernes udvikling. De lande, der senere end andre var slået ind på en kapitalistisk udvikling, udnyttede det tekniske fremskridts foreliggende resultater og udviklede derfor i hurtigere tempo nye industrigrene. Samtidig viste der sig i den »gamle« kapitalismes lande tidligere en tendens til forrådnelse og til bremsning af produktivkræfternes udvikling. Resultatet var, at nogle lande udviklede sig i spring, medens andres udvikling stagnerede. Den gamle fordeling af kolonierne og indflydelsessfærerne svarede ikke længere til det nye styrkeforhold. De lande, der var kommet forud, gik ind for væbnet kamp for en nyopdeling af den allerede opdelte verden for at erobre kolonier. Resultatet var, at modsætningerne mellem de imperialistiske lande forøgedes i voldsom grad, at imperialismens front blev svækket, og at der viste sig svage led i imperialismens kæde. Den ujævne økonomiske udvikling i imperialismens tidsalder er også forbundet med en ujævn politisk udvikling, d.v.s. at de politiske forudsætninger for den socialistiske revolutions sejr modnes til forskellig tid. Lenin sagde, at »den proletariske revolution udvikler sig ujævnt i alle lande, fordi forudsætningerne for det politiske liv er forskellige i alle lande, og i nogle lande er proletariatet alt for svækket, medens det står stærkere i andre lande. Medens proletariatets førende gruppe er svag i et land, forekommer det i andre lande, at bourgeoisiet for en tid kan splitte arbejderne, sådan som det skete i England og Frankrig. Det er derfor, den proletariske revolution udvikler sig ujævnt ...«. Analysen af de forandringer, der var indtrådt i den måde, hvorpå loven om de kapitalistiske landes ujævne udvikling i imperialismens tidsalder virkede, fik Lenin til at drage den konklusion, at det er umuligt, at revolutionen kan sejre samtidigt i alle lande, medens det omvendt er muligt, at revolutionen til at begynde med sejrer i nogle få eller endog i et enkelt land. Det var en ny teori for den socialistiske revolution. Marx og Engels kom gennem deres studium af den førmonopolistiske kapitalisme til den slutning, at revolutionen kun kan sejre samtidigt i alle eller i de vigtigste kapitalistiske lande. Situationen forandrede sig med overgangen til imperialismen. Forøgelsen af de imperialistiske modsigelser og den omstændighed, at revolutionen modnes til forskellig tid i de forskellige lande, gjorde det muligt først at bryde imperialismens kæde i dens svageste led. Livet har fuldt ud bekræftet, at Lenins teori om den socialistiske revolution var rigtig.

Begyndelsen til kapitalismens almene krise

På imperialismens stadium træder kapitalismen uundgåeligt ind i sin almene krise. Hvad betyder nu begrebet »kapitalismens almene krise«? Som allerede nævnt i 8. kapital er det karakteristiske for kapitalismen, at der forekommer periodiske økonomiske kriser, der er en medfødt, organisk skavank ved den. Den almene krise adskiller sig fra disse ved at være en altomfattende krise ved kapitalismen som samfundssystem. Det drejer sig om en permanent tilstand ved dette system, hvis kendetegn er fremadskridende opløsning af kapitalismen og en svækkelse af alle dens indre kræfter, de økonomiske, politiske og ideologiske. Den almene krise er ikke en tilfældighed eller en af historiens zigzaglinjer, den er ikke en frugt af fejl, som de borgerlige ledere har begået, men er kapitalismens uundgåelige og lovmæssige tilstand i dens forfalds- og opløsningsperiode. Under kapitalismens almene krise er dette system ikke længere i stand til at fastholde folkene under sit herredømme, og det ene efter det andet af disse river sig løs fra kapitalens åg og slår ind på socialismens vej. Derfor er den almene krises epoke den epoke, da kapitalismen bryder sammen og afløses af socialismen, den epoke, da de socialistiske revolutioner og de nationale befrielsesbevægelser mod »imperialismen udfolder sig. Imperialismens ideologer mener, at hvis det lykkedes at forebygge de socialistiske revolutioners sejr og at undertrykke den kommunistiske bevægelse, ville kapitalismen bevare sin stabilitet og urokkelighed som det eneste mulige samfundssystem. Efter deres mening må kilden til kapitalismens vanskeligheder hovedsagelig søges i kræfter, der befinder sig uden for det kapitalistiske systems grænser. Selv de af dem, der indrømmer, at det kapitalistiske systems almene krise er en kendsgerning forklarer den kun som en følge af det socialistiske systems eksistens, af kommunisternes intriger, hvis mål er at omstyrte kapitalismen. Den kommunistiske bevægelse, der er det lovmæssige resultat af klassekampens udvikling, betragter de som en bevægelse, der er inspireret udefra, og som organiseres af såkaldte »udenlandske agenter«. Kapitalismens almene krise opstår imidlertid gennem udviklingen af imperialismens indre modsigelser. Den tilspidses og uddybes først og fremmest under indflydelse af det kapitalistiske samfunds egne antagonismer. De ydre betingelser - det socialistiske systems eksistens og vækst - bidrager til, at disse antagonismer modnes hurtigere, men de er ikke deres primære årsag. Kapitalismens almene krise kunne ikke undgås, efter at de imperialistiske lande havde iværksat den første verdenskrig, der fremkaldte katastrofer og rystelser, der viste sig at være skæbnesvangre for kapitalismen. Den første verdenskrig gav et kraftigt stød til alle de indre processer, der drager kapitalismen ind i den almene krise. Den fremskyndede den proces, hvorved monopolkapitalismen vokser over i den statsmonopolistiske kapitalisme, og den socialistiske revolution modnedes. Med den første socialistiske revolutions sejr (den store Oktoberrevolution i Rusland) udviklede denne krise sig med fuld styrke. Kapitalismen hørte op med at være det eneste og altomfattende social-økonomiske verdenssystem. På en sjettedel af jordkloden indledtes overgangen til socialismen. Kampen mellem kapitalisme og socialisme blev verdenshistoriens hovedindhold. Imperialismens eksistensbetingelser er blevet stærkt forandret. Frem' for alt er imperialismen stødt på nye alvorlige økonomiske vanskeligheder. Det fremkaldte en yderligere skærpelse af markedsproblemet, at et så stort land som Rusland faldt fra det kapitalistiske system, at det kom til en national befrielseskamp i en række kolonier, at monopolernes tryk forøgedes, og at der i forbindelse hermed skete en forværring af den arbejdende befolknings materielle situation i de imperialistiske lande. Som følge af markedets relative snæverhed i sammenligning med produktionskapacitetens vækst opstod der i tiden mellem de to verdenskrige en kronisk underudnyttelse af virksomhederne og en kronisk massearbejdsløshed. Produktivkræfternes væksttempo aftog voldsomt Kapitalismens forrådnelse og snylterkarakter fremtrådte med stigende tydelighed på de mest forskellige områder. Med begyndelsen af den almene krise blev det øjensynligt, at der også foregik en alvorlig politisk svækkelse af imperialismen. Dette viste sig særlig tydeligt i, at arbejderklassens revolutionære kamp i de kapitalistiske lande tog et voldsomt opsving. Kort tid efter Oktoberrevolutionen i Rusland gik der en bølge af revolutionære aktioner fra den arbejdende befolknings side henover mange af Europas stater (Tyskland, Østrig, Ungarn, Finland og Bulgarien). Selv om disse aktioner blev grusomt undertrykt af bourgeoisiet, hævede de arbejderbevægelsen op på et nyt trin. Strejkebevægelsen fik et vældigt omfang. Kapitalismens politiske svækkelse fremkaldte en yderligere og endnu kraftigere forøgelse af det imperialistiske bourgeoisis reaktionære væsen. Efter at kapitalismen var trådt ind i sin almene krise, begyndte den oftere og oftere og i stadig større omfang at anvende de mest terroristiske metoder over for den arbejdende befolkning. I enkelte lande kom dette til udtryk i oprettelsen af et fascistisk regime, et regime, som med hensyn til grusomhed og blodtørst overgik alt, hvad historien kender. Begyndelsen til den almene krise kendetegnedes af en forøgelse af imperialismens aggressivitet og en yderligere tilspidsning af modsigelserne mellem de imperialistiske magter, samt mellem den lille håndfuld monopolistiske røvere og hele den øvrige verden. Imperialismen var ikke engang kommet ud af krigen, der havde ført den helt hen til den almene krise, før den over hals og hoved styrtede sig ud i nye eventyr, i intervention mod Sovjetrusland, i blodige felttog mod folkene i kolonierne og i borgerkrige mod sine egne nationer. De imperialistiske landes stadig mere skærpet ujævne udvikling tvang dem til en endnu voldsommere kamp om råstofkilderne og afsætningsmarkederne. Militarismens vækst fremmedes også af det imperialistiske bourgeoisis økonomiske vanskeligheder, som førte til, at dette i lande som Tyskland og Japan søgte at finde en udvej af krisen gennem en militarisering af økonomien. Forberedelsen af nye krige blev til en hovedbeskæftigelse for de monopolistiske bagmænd og for borgerlige politikere, der var deres tro tjenere. De økonomiske og politiske forandringer, der var forbundet med indledningen af kapitalismens almene krise, bevirkede, at dette sociale system yderligere mistede prestige i de brede massers øjne. Den naturlige følge heraf var den ideologiske svækkelse af kapitalismen; hertil bidrog også de forandringer, som selve bourgeoisiets verdensanskuelse gennemgik. Som genspejling af den døende klasses stilling på den historiske arena blev dekadente og pessimistiske ideer mere og mere udbredte i den. I imperialismens ideologi viste der sig med al styrke et omsving i retning af den mest yderliggående reaktion, til menneskehad og til genopvækkelse af den middelalderlige obskurantisme, som navnlig kom tydeligt frem i fascismens »ideologiske« arsenal. Dette førte imidlertid til, at de borgerlige ideer mistede endnu mere af den tiltrækningskraft, de udøvede på masserne. Kapitalismens almene krise udviklede sig altså i alle retninger. De mest aggressive grupper af monopolbourgeoisiet søgte at finde en udvej af krisen i anvendelse af vold, først og fremmest i en ny verdenskrig.

Den anden verdenskrig endte på forskellig måde for de imperialistiske lande: nogle lande befandt sig blandt sejrherrerne, andre blandt de besejrede, nogle lande var blevet styrket af krigen, mens andre var blevet svækket. Men for det imperialistiske system som helhed endte krigen med et stort nederlag. Krigen kunne ikke føre kapitalismen ud af dens almene krisetilstand, men førte tværtimod til en vældig tilspidsning og uddybelse af denne krise og indledte en ny etape i den.

Den nye etape i kapitalismens almene krise

Hvad er de mest karakteristiske træk ved denne nye etape i kapitalismens almene krise? For det første en væsentlig forandring af styrkeforholdet mellem socialismens system og imperialismens system, fremfor alt fordi en række lande i Europa og Asien faldt fra kapitalismen, og fordi socialismen forvandledes til et verdenssystem. For det andet det langt fremskredne forfald i imperialismens kolonisystem og tilspidsningen af modsigelserne mellem de imperialistiske magter på den ene side og kolonierne, halvkolonierne og de tidligere kolonier på den anden side. For det tredje fremvæksten af nye modsigelser inden for den imperialistiske lejr, først og fremmest mellem USA og andre udviklede kapitalistiske lande som følge af den amerikanske imperialismes forøgede ekspansion og dens kamp for at erobre verdensherredømmet. For det fjerde den yderligere uddybelse og udvidelse af klasseantagonismerne i de højtudviklede kapitalistiske lande. I perioden mellem den første og den anden verdenskrig blev det socialistiske samfundssystem repræsenteret af et enkelt land, i hvilket der boede cirka 8 procent af Jordens befolkning, og som ligesom en belejret fæstning til alle sider var omringet af fjendtlige kapitalistiske magter. Efter den anden verdenskrig og som følge af den folkedemokratiske revolutions sejr slog en række lande i Europa og Asien, deriblandt et så vældigt land som Kina, ind på vejen til socialismen. Den socialistiske lejr omfatter i dag 35 procent af Jordens befolkning, d.v.s. cirka 1 milliard mennesker. Som følge af kolonisystemets forfald blev lande med en befolkning på over 1200 millioner befriet fra direkte at stå under imperialisternes herredømme. En lang række kolonier og afhængige lande fik deres nationale uafhængighed. I kolonierne, protektoraterne og formynderskabsområderne, hvor de imperialistiske røvere endnu har det uindskrænkede herredømme, bor der nu kun godt og vel 150 millioner mennesker. Den imperialistiske ekspansionssfære er efter den anden verdenskrig skrumpet betydeligt ind. Selve den imperialistiske lejr, som for ikke længe siden havde magten over fem sjettedele af jordkloden, omfatter nu lande med en befolkning på cirka 500 millioner. Man kan altså nu se med større tydelighed end før, at kapitalismens almene krise først og fremmest er en krise i det imperialistiske system, fra hvis undertrykkelse flere og flere lande befrier sig. De socialistiske lande har dannet en mægtig lejr, der har alt, hvad der er nødvendigt for at forsvare sig mod den imperialistiske reaktions aggressive intriger og for at hjælpe de folk, der har løsrevet sig fra den imperialistiske undertrykkelse, til en hurtig økonomisk, social og kulturel udvikling. Imperialisterne har ikke affundet sig med disse historiske forandringer. Umiddelbart efter krigens afslutning begyndte de en feberagtig oprustning for at forberede et nyt verdensblodbad, og de iværksatte en kold krig mod socialismens lande. Den nye etape i kapitalismens almene krise kendetegnes af imperialismens tiltagende aggressivitet og af en tilspidsning af den krigstrussel, der hænger over verden. Under den stadig dybere almene krise antager kapitalismens ujævne udvikling endnu skarpere former. Som følge af den anden verdenskrig er det tidligere styrkeforhold mellem de kapitalistiske magter blevet fuldstændig forandret. De besejrede landes (Tysklands, Japans, Italiens) position var undergravet. Også nogle af de kapitalistiske lande, der var blandt sejrherrerne (England og Frankrig) kom stærkt svækket ud af Krigen. Til gengæld opnåede USA, der havde forstærket sine positioner, den førende stilling i den kapitalistiske verden. Overalt hvor USA´s monopoler ikke stødte på energisk modstand, satte de kurs mod en styrkelse af deres økonomiske og politiske ekspansion. USA søger også at underlægge sig de gamle kapitalistiske lande, selv sine egne imperialistiske forbundsfæller. De forøgede økonomiske vanskeligheder i det imperialistiske system, såvel som talrige politiske faktorer, som der vil blive talt om i det følgende, fremkaldte en ny tilspidsning af klasseantagonismerne i land hvor monopolerne har herredømmet. Den sociale basis for monopolbourgeoisiets herredømme skrumpede ind. Den arbejdende befolkning klassekamp mod imperialisterne blev ikke blot mere beslutsom og organiseret, men også mere omfattende. Til grund for alle de ovenfor nævnte modsigelser ved den moderne imperialisme ligger uddybelsen af kapitalismens hovedmodsigelse, modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og tilegnelsens private karakter. Indsnævringen af den imperialistiske udbytningssfære, tilspidsningen af klasseantagonismerne og af modsigelserne mellem de imperialistiske magter - alt dette skabte nye vanskeligheder for en videreudvikling af produktivkræfterne under forhold, hvor privatejendommen og produktionsanarkiet opretholdes. Produktivkræfternes vækst kræver i stigende grad, at den kapitalistiske ejendoms lænker afkastes. I betragtning af den nye kraftige uddybelse og tilspidsning af de modsigelser, der karakteriserer den nuværende etape af kapitalismens almene krise, er monopolerne ikke længere i stand til at sikre deres herredømme med de tidligere midler. Følgen heraf er et brat omsving til nye statsmonopolistiske former for kapitalens herredømme.

Den statsmonopolistiske kapitalisme

Monopolkapitalismen vokser over i statsmonopolisisk kapitalisme

Det, at monopolkapitalismen vokser over i statsmonopolistisk kapitalisme, betyder, at de kapitalistiske monopolers kræfter forenes med statsmagten på en sådan måde, at etaten indordnes under de store kapitalistiske selskaber. Efter den anden verdenskrig er den statsmonopolistiske kapitalisme blevet befæstet i de vigtigste imperialistiske lande og har i større eller mindre grad vundet indpas i alle udviklede kapitalistiske lande. Den statsmonopolistiske kapitalisme kan selvfølgelig ikke i noget land omfatte og omforme samtlige økonomiske led. Side om side med den eksisterer der fortsat - ligesom overhovedet side om side med monopolkapitalismen - også ikke-monopolistiske mellemstore og små virksomheder, ligesom småborgerskabet i by og på land opretholdes i større eller mindre omfang, og hist og her eksisterer der endog levn af førkapitalistiske udbytningsformer. Den stats monopolistiske kapitalismes vækst er imidlertid et nyt og yderst vigtigt fænomen i den moderne kapitalisme, som må studeres med særlig opmærksomhed. Den statsmonopolistiske kapitalismes udvikling er en kompliceret og mangesidig proces, der omfatter såvel det økonomiske som det politiske liv. Monopolerne, der allerede i begyndelsen af det 20. århundrede blev den fremherskende økonomiske kraft, berigede sig fra deres spæde begyndelse ved hjælp af statsordrer og bestræbte sig for at få toldlovgivningen, statens kreditter, subventionssystemet, skattebegunstigelserne, o.s.v. tilpasset deres egne selviske interesser. Før det kapitalistiske system imidlertid var trådt ind i sin almindelige krise, foretog monopolerne hovedsagelig den udvidede reproduktion af kapitalen uden statens formidling og direkte deltagelse. Det kapitalistiske system havde i det store og hele endnu tilstrækkelig stabilitet til at klare sig uden statsstøtte. Situationen forandrede sig, da kapitalismen trådte ind i sin almene krise. De svære rystelser af det kapitalistiske system: verdenskrigene, de økonomiske og politiske kriser, viste de fremherskende monopoler, at de ikke længere kunne drive deres økonomi ved hjælp af de gamle metoder. For at sikre sig at de kapitalistiske selskabers produktions-, finans- og handelsmaskineri kunne fungere, måtte de forbinde deres magt med statens vældige kraft. Den statsmonopolistiske kapitalismes første bølge rejste sig under den første verdenskrig 1914-1918. V. I. Lenin skrev, at dette skete under tryk af de omstændigheder, som krigen havde fremkaldt. Denne udvikling var dengang længst fremme i Tyskland. Lenin betragtede imidlertid ikke krigstidens statsmonopolistiske forholdsregler som tilfældige, forbigående fænomener. Han anså dem for en historisk lovmæssig, uundgåelig proces, som kun var blevet fremskyndet af krigen. Lenin udviklede dengang, i 1917, en karakteristik af imperialismen, i hvilken han fremhævede, at imperialismen ikke blot er de gigantiske monopolers epoke, men også den epoke »under hvilken den monopolistiske kapitalisme vokser over i den statsmonopolistiske kapitalisme.. .« En vigtig faktor for udviklingen af den statsmonopolistiske kapitalisme var den økonomiske verdenskrise 1929-33, der rystede kapitalismens verdensøkonomi voldsomt. Krisen udviklede sig i en situation, da Sovjetunionen med held var i færd med at opfylde den første femårsplan, der slående demonstrerede den socialistiske planøkonomis fordele. For redde de store monopoler fra krisen blev der dengang gennemført foranstaltninger, der blev fremstillet som et vellykket forsøg på at regulere« den kapitalistiske økonomi og indføre »planlægnings« princippet i den. Siden den tid har et system af statsmonopolistiske foranstaltninger til bekæmpelse af kriser været en bestanddel af den imperialistiske statsmaskines virksomhed. Staten fik ad lovgivningens vej pålagt den funktion at beskytte storkapitalisterne mod økonomiske kriser. Under påskud af at bekæmpe kriserne og »planlægge« økonomien fandt monopolerne nye midler til at berige sig på statskassens bekostning. Ved at organisere »offentlige arbejder« anlægger staten veje for derved at nedsætte monopolernes transportomkostninger, og den opfører elektricitetsværker for at reducere monopolernes elektricitetsudgifter. Under påskud af at afskaffe produktions»overskuddet« opkøber staten uafsættelige varer hos monopolerne for at oplagre dem eller simpelt hen at tilintetgøre dem. Den giver også monopolerne kreditter og subsidier, så at de kan afsætte sådanne varer på det udenlandske marked til kunstigt nedsatte priser, dumpingpriser. Det er ganske klart, at sådanne foranstaltninger kun forøger monopolkapitalens snylterkarakter. I det fascistiske Tyskland blev sammenslutningen af finansoligarkiets magt med statsmagten ført til den yderste grænse. Hver storkapitalist fik i sin virksomhed rettigheder som repræsentant for statsmagten. Statsorganerne, i hvilke der sad repræsentanter for storkapitalen, ledede hele økonomigrene. De bestemte de ordrer, koncernerne skulle have, fastlagde priserne og fordelte råstofferne. Staten blev et redskab til yderligere centralisering af kapitalen. Der blev udstedt love, hvorefter alle små aktieselskaber skulle opløses og tilsluttes de store koncerner. Den fascistiske stat gennemførte en brutal undertrykkelse af proletariatets modstand mod monopolerne, den forbød fagforeningerne og arbejderklassens politiske partier. Den statsmonopolistiske kapitalisme viste her sit røverfjæs i hele dets afskyelighed. Den anden verdenskrig fremskyndede i de imperialistiske lande yderligere den proces, hvorved monopolkapitalismen vokser over i den statsmonopolistiske kapitalisme. Den nøje sammenfletning mellem de almægtige monopoler og staten, der var opstået under krigsøkonomiens forhold, blev ikke afskaffet efter krigens afslutning. Den blev rygraden i den nye statsmonopolistiske struktur. Apparatet til krigsmobilisering af økonomien blev også i fredstid en bestanddel af statsmaskineriet. Verdenskrigene førte til, at nøglestillingerne i de imperialistiske staters økonomi blev indtaget af rustningskoncernerne, der er særlig interesseret i de statsmonopolistiske foranstaltninger. For fuldt ud at kunne udnytte statsmagten blev finanskapitalens magnater udnævnt til ministre, til ledere af de vigtigste departementer, til ambassadører og anbragt i vigtige embedsstillinger. Der foregår en så nøje sammenfletning af statsapparatet og monopolerne, at det ofte er vanskeligt at fastslå, hvor grænsen mellem dem ligger. V. I. Lenin skrev, at monopolerne ikke afskaffer konkurrencen, men kun forandrer konkurrencekampens form. Der opstår nye konkurrence former. Hovedmetoden i den tilspidsede konkurrencekamp bliver den økonomiske, politiske og undertiden også fysiske magt: konkurrenten bliver kvalt og undertrykt med alle til rådighed stående midler. Den statsmonopolistiske kapitalisme indsnævrer yderligere den frie konkurrences område. Den bliver skuepladsen for en ny form for konkurrence' kamp: kampen mellem de største monopoler om privilegiet på at udplyndre statskassen, om kontrollen med statsapparatets enkelte led. Det var ikke et tilfælde, når V. I. Lenin bemærkede, at den statsmonopolistiske kapitalisme er lovfæstet udplyndring af statskassen.

Mekanismen i den moderne statsmonopolistiske kapitalisme

Den statsmonopolistiske kapitalismes væsen består som nævnt i den umiddelbare forening af de kapitalistiske monopolers herredømme med statens vældige kraft. Staten indtager ved dette ikke en selvstændig, men underordnet stilling. Staten, der handler i monopolernes interesse, gør forsøg på i nogen grad at regulere den kapitalistiske økonomi. Den puster statsbudgettet op for at skabe en særlig slags privilegeret og garanteret marked for selskaberne og udnytte dette som støddæmper, der skal mildne de rystelser, der fremkaldes af de økonomiske kriser og af indsnævringen af den imperialistiske udbytningssfære. Staten bliver også i uhørt omfang udnyttet af monopolerne som redskab for kapitalakkumulation. For at koncentrere befolkningens pengemidler i de største banker og forsikringsselskaber, som finansierer monopolherrerne, optræder staten faktisk som garant for indskuddene. Den redder trusterne og koncernerne fra konkurs og den beskytter og støtter deres høje profitniveau ved en ubarmhjertig skatteudplyndring af de arbejdende masser. Militarismen, der støtter monopolernes imperialistiske udenrigspolitik, får et enormt omfang. Statens militær- og politi-(funktioner, som monopolerne udnytter til at holde den arbejdende befolkning nede, udvikler sig til det utrolige. Det er et særlig karakteristisk træk ved den moderne statsmonopolistiske kapitalisme, at der oprettes et betydeligt statsmarked i form af regeringsordrer, bevillinger til opkøb af overskudsproduktion o.s.v.. Dette marked befinder sig næsten udelt i de store selskabers besiddelse. Dette fører til en vældig forøgelse af statsfinansernes betydning for økonomien. Staten koncentrerer i form af direkte og indirekte skatter en stadig stigende del af nationalindtægten i sine hænder og fordeler den igen til fordel for monopolerne. I begyndelsen af vort århundrede blev er i USA kun opkrævet nogle få procent af nationalindtægten i form af skatter, men i årene 1956-58 beløb disse skatter sig til ca. en fjerdedel af nationalindtægten. De vældige afgifter, som befolkningen svarer, benyttes først og fremmest til omfattende statsopkøb af våben, som fremstilles af koncernerne i henhold til statens ordrer. Det drejer sig som regel om langfristede ordrer (4-5 år). På denne måde sikres de pågældende monopoler i en vis grad mod svingningerne i den spontane efterspørgsel på markedet og mod faren for en indskrænkning af produktionen. De bestandige og meget store statslige rustningsopkøb karakteriserer bedre end noget andet den statsmonopolistiske kapitalismes snylterkarakter. Fremstillingen af redskaber, der bringer død og ødelæggelse trækker flere og flere arbejdere, ingeniører og videnskabsmænd bort fra produktionen af samfundsgavnlige goder og fører tillige til en unyttig bortødslen af materielle ressourcer: råstoffer, brændstof, udrustning o.s.v.. I hvilket omfang monopolerne er optaget af at udføre statsordrer fremgår bl.a. af den kendsgerning, at statsopkøbene i USA i 1958 udgjorde 21,4 pct. af nationalproduktet mod 8,2 pct. i 1929. Staten skaber ikke blot en relativt sikret efterspørgsel, som hovedsagelig kommer de allerstørste selskaber til gode, den yder dem også store subsidier. De koncerner, der får dem, er i første række sådanne, som. fremstiller varer af betydning for militæret, strategisk vigtige råstoffer, brændsel, visse former for kemisk produktion samt elektricitet. Et middel til at berige koncernerne er også de statskreditter, der ydes til modernisering af virksomhedernes udrustning. Bankerne inkasserer en kolossal profit som mellemmænd ved anbringelsen af statslånene. Ved overgangen til den statsmonopolistiske kapitalisme sker der også en vis forøgelse af statens ejendom. Dette skyldes bl.a. den fart hvormed teknikken udvikler sig i vore dage (automatiseringen, elektronikken, atomenergien). Monopolerne søger at få staten til at påtage sig oprettelsen af nye industrigrene, der kræver usædvanlig høje kapitalinvesteringer. Selv påtager de sig rollen som entreprenører og leverandører af udrustning, hvilket indbringer dem en garanteret høj profit, da den ikke er forbundet med nogen risiko. Statens ejendom forøges også ved opførelsen af nye virksomheder inden for rustningsindustrien og de dermed forbundne industrigrene. Også her søger de private selskaber at vælte opførelsen af de nye fabrikker over på staten, som så bortforpagter disse fabrikker til monopolerne. Desuden bliver disse vigtige, men efterhånden lidet indbringende industrigrene statsejendom. I England drejede det sig om kulindustrien, elektricitetsværkerne og jernbanerne. Statens overtagelse af dem viste sig at være en meget fordelagtig forretning for de pågældende selskaber. Takket være statens »gavmildhed« fik de kapitalistiske ejere en pris for dem, som ingen privatperson ville have betalt dem. Faktisk skete del det, at det blev muligt for dem at tage deres kapital ud af lidet indbringende virksomheder og anbringe den i mere indbringende. De, nationaliserede virksomheder bliver i stor udstrækning udnyttet i de privatkapitalistiske selskabers interesse, der tjener på de lave jernbanes og elektricitetstariffer og på de lave priser på kul, råjern, stål o.s.v.. Som regel besættes alle ledende stillinger i statens virksomheder med finanskapitalens magnater og deres repræsentanter. Men til trods for alle de fordele, som monopolerne har af statsejendommen i dens forskellige former, tåler de den kun under særlige omstændigheder og i begrænset målestok. Ganske vist opstod der i en række vesteuropæiske lande efter anden verdenskrig i løbet af nogle år en sådan politisk situation, at storkapitalens dominerende grupper var nødt til at forsone sig med en mere omfattende nationalisering, end det passede dem. Men så snart situationen forandrede sig, begyndte de at sætte sig i besiddelse af statsvirksomhederne. I England er jern- og stålværkerne allerede vendt tilbage til de private selskaber. I Frankrig, Italien og Østrig blev de nationaliserede virksomheder delvis givet tilbage til monopolerne. I USA blev mange statsbedrifter efter krigen solgt til monopolerne til meget lave priser. Der findes også forskellige former for blandet, statslig-privat eje af produktionsmidlerne. I Italien og Vesttyskland ejer staten f.eks. store aktieposter i talrige selskaber i forskellige økonomigrene. Et karakteristisk træk ved den statsmonopolistiske kapitalisme består i at staten aktivt blander sig i konflikterne mellem arbejderne og arbejdsgiverne og med magt søger at holde massernes utilfredshed nede. Under strejker griber den i stigende grad til tvungen voldgift og udøver her i monopolernes interesse et tryk på de strejkende. Statens love og anordninger gør det meget vanskeligere at føre en strejkekamp og hæmmer i betydelig grad fagforeningernes virksomhed (f.eks. Taft-Hartley-loven i USA). Statens lønstoppolitik, der går ud på at indefryse lønnen, d.v.s. holde den uforandret selv om leveomkostningerne stiger, gør det muligt for monopolerne at forøge udbytningen af den arbejdende befolkning. Et typisk træk for efterkrigsperioden er de statsmonopolistiske foranstaltninger i international målestok. Monopolerne får staten til at finansiere vareeksporten og garanterer private eksportkreditter. Den imperialistiske stat påtager sig kapitaleksporten til økonomigrene eller lande, hvor de private selskaber ikke tør påtage sig risikoen. I monopolernes interesse afsluttes der overenskomster mellem staterne om opdeling af råstofkilderne og udbytningen af disse. Der blev således oprettet en kæmpemæssig mellemstatslig monopolorganisation, »Den europæiske kul- og stålunion«, der omfatter kul- og metalindustrien i Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg. En foranstaltning af statsmonopolistisk karakter er også aftalen mellem de nævnte lande om dannelsen af et »fællesmarked«: en toldunion, der sikrer de største monopoler en privilegeret stilling. De statsmonopolistiske foranstaltninger af international karakter har, foruden det umiddelbare mål at berige kapitalisterne, også den opgave at slutte verdensreaktionens kræfter sammen for at opretholde det smuldrende kolonisystem, bekæmpe demokrati og socialisme, føre en kolde krig og forberede aggression mod socialismens lande. De amerikanske selskaber, der er initiativtagere til de fleste mellemstatslige monopoler, bruger dem som redskaber i deres kamp om verdensherredømmet.

Økonomiens militarisering

De imperialistiske staters militarisering af økonomien er uløseligt forbundet med styrkelsen af de statsmonopolistiske tendenser. I sin udviklede form er økonomiens militarisering kun typisk for kapitalismens almene krise med dens verdenskrige. Den bliver mulig, fordi statsapparatet udnyttes af monopolerne til gennemførelse af en omfordeling af nationalindtægten (direkte og indirekte skatter, statslån, kontrol med fordelingen af strategiske råstoffer og materialer o.s.v.) med det formål at opbygge en kæmpemæssig krigsøkonomi. Årsagen til denne i sandhed »totale« militarisering, som eksempel på hvilken man kan nævne Tyskland i tiden fra 1933 til 1939 og USA efter den anden verdenskrig, er forstærkelsen af de grundlæggende modsigelser i den moderne monopolkapitalisme. De største selskaber søger ihærdigt at løse afsætningsproblemet vad hjælp af statens efterspørgsel på rustningsområdet. De er dybt interesseret i rustningskapløbet, fordi det skaffer dem en ekstra profit til milliardbeløb. De vældige beløb, som de imperialistiske stater giver ud til militære formål, mildner for en tid det akutte afsætningsproblem. Økonomiens militarisering kan imidlertid ikke forklares alene ud fra økonomiske årsager. Den er uløseligt forbundet med de imperialistiske staters hele inden- og udenrigspolitiske kurs. Som bekendt førte den økonomiske verdenskrise 1929-33 til, at mange monopoler både i USA og Tyskland i lige grad var interesseret i at få rustningsordrer. Men dengang var det Hitler-Tyskland, der slog ind på en forceret militarisering af økonomien og indstillede sin inden- og udenrigspolitik på forberedelse af en krig om verdensherredømmet. Efter den anden Verdenskrig er USA blevet den vigtigste inspirator af økonomiens militarisering. Det er en selvfølge, at et samfundssystem, der benytter produktionen af masseødelæggelsesmidler til at »stimulere« økonomien, fra et moralsk synspunkt har afsagt dødsdommen over sig selv ! Men det drejer sig ikke blot om moral. Denne politik er ikke blot forbryderisk, men til syvende og sidst også forgæves, thi den formår ikke at løse den moderne kapitalismes grundlæggende modsigelser. Forøgelsen af statens rustningsordrer kan undertiden udgøre en løftestang til fremme af det samlede produktionsniveau, herunder også den civile produktion. Den kan for en tid bidrage til en vis stigning af arbejdslønnen, især for de arbejderes vedkommende, som er ansat i rustningsindustrien. Dette sker som regel når rustningsproduktionen udvides ved udnyttelse af hidtil uudnyttet potentiel og kapital. De arbejdsløse, der har fået arbejde i rustningsindustrien, forøger efterspørgselen efter varer. For at tilfredsstille denne efterspørgsel bliver det nødvendigt at forøge produktionen i andre brancher. Også kapitalisternes efterspørgsel tiltager, især når de i forventning om øgede rustningsordrer begynder at udvide de gamle virksomheder og opføre nye, hvortil der kræves byggemateriel, maskiner og udrustning. Netop på dette grundlag blev de underudnyttede produktionskapaciteter i USA udnyttet under den anden verdenskrig. Fra 1940 til 1943 steg industriproduktionen med 90 pct., og antallet af arbejdere i den forarbejdende industri forøgedes med 70 pct. Krigsudbruddet i Korea i 1950 stimulerede ligeledes industriproduktionens vækst i USA. Men USA´s eksempel viser modsigelserne i og grænserne for økonomiens militarisering. Selv under den anden verdenskrig skete der i USA kun i kort tid en samtidig forøgelse af den civile produktion og rustningsproduktionen. Derpå begyndte der en nedgang i den civile produktion. Længe før krigens afslutning var der opstået en situation, i hvilken den civile produktion havde udtømt sine vækstmuligheder, så at en indskrænkning var blevet nødvendig. Fra 1944 konstaterede man allerede en almindelig nedgang i industriproduktionen, fordi den stigende produktion af rustningsmateriel ikke længere oversteg produktionsnedgangen i de civile produktionsgrene. Det samme gentog sig også under Koreakrigen. Den kortvarige stimulerende indflydelse, som militariseringen har på produktionens samlede vækst, forklares også af de metoder, der anvendes til at finansiere den. I begyndelsen forøger staten ikke blot militærbudgettet ved hjælp af skatteforhøjelser, men også ved at udstede statsobligationer, som beredvilligt købes af bourgeoisiet, der råder over frie pengemidler. Men derpå sikres statsbudgettet mere og mere ved at forøge beskatningen af arbejdere og funktionærer. Statens stigende efterspørgsel ledsages under disse omstændigheder uundgåeligt af en formindskelse af befolkningens betalingsbetingede efterspørgsel, og dette fører til indskrænkning af markedet for de civile produktionsgrene. Hvor ubetydeligt USA´s militariserede økonomi i efterkrigstiden er blevet stimuleret af rustningskapløbet, fremgår af, at den amerikanske industriproduktion fra 1943 til 1957 kun steg med 13 pct. Men også denne ringe stigning kan på ingen måde forklares alene ved hjælp af militariseringen. Det spillede en ikke mindre rolle, at det var nødvendigt i stor udstrækning at forny og udvide industriens og de øvrige økonomigrenes grundkapital. Medens produktionens samlede omfang i USA forøgedes som følge af krigen og militariseringen, havde krigen og efterkrigstidens militarisering af økonomien andre økonomiske følger i de lande, hvis territorium blev inddraget i krigshandlingerne. De vældige rustningsudgifter fremskyndede ikke økonomiens opsving i efterkrigstidens Frankrig og England men bremsede tværtimod dette opsving. Skønt rustningsudgifterne i disse lande, udtrykt i procent af nationalindtægten, er mindre end i USA, udgør de en langt tungere byrde på deres svækkede økonomi. Militærudgifterne lægger beslag på ressourcer, som man kunne have udnyttet til modernisering og udvidelse af industrien. Derved har militariseringen svækket Englands og Frankrigs konkurrenceevne på verdensmarkedet. Marx skrev om krigen, at den »i umiddelbar økonomisk henseende et det samme, som hvis nationen kastede en del af sin kapital i vandet«. Men på den tid, da Marx skrev dette, blev der selv i krigstid ikke kastet en sådan mængde materielle værdier ud i militærudgifternes bundløse hav, som der nu i de fleste kapitalistiske lande ødsles bort i fredstid. Efter den anden verdenskrig er situationen i de imperialistiske stater, der har den mest militariserede økonomi jo den, at militærbudgettet gennemsnitligt opsluger 10-15 procent af nationalindtægten. Økonomiens militarisering ledsages af en nedgang i den produktion, der har fredelige formål, den underminerer grundlaget for den udvidede reproduktion og fører til syvende og sidst uundgåeligt til en nedgang i den samlede produktion. Samtidig kræver den hurtige udvikling af krigsteknikken og det hermed forbundne hurtige »moralske slid« på de moderne våben hele tiden, at der sker en massereproduktion af våben, som efter et par års forløb er blevet ubrugelige og forvandles til bjerge af affald og skrot. Selv om et imperialistisk land er nok så rigt, er det perspektiv som militariseringen skaber alligevel en gradvis udmattelse af samfundsøkonomien. Den sinker uundgåeligt væksttempoet i de civile produktionsgrene og i den samlede produktion. Hvis man vil overbevise sig herom, er det tilstrækkeligt at sammenligne væksttempoet i produktionen efter den anden verdenskrig i England og Frankrig, hvis økonomi ikke kunne bære den voldsomme militarisering, med Vesttysklands, hvor rustningsudgifterne i en årrække var langt mindre. I Vesttyskland steg industriproduktionen langt hurtigere. Dette land udnyttede særlig effektivt den mangel på grundkapital, der var opstået i de fleste kapitalistiske lande. Fra og med 1950 optog Vesttyskland i stort omfang en eksport af maskiner, værktøjsmaskiner og fabriksudrustning, som de engelske og franske fabrikker ikke kunne fremstille, fordi de var optaget af rustningsproduktion. Økonomiens militarisering fører til en hidtil ukendt forøgelse af skatbyrden. Staten køber våben og betaler officerernes og soldaternes underhold først og fremmest ved hjælp af skatter, som den får ved at plyndre sit folk. En del af de midler, som regeringen giver ud på hæren, skaffer den, foruden gennem skatter, ved hjælp af statslån. Låneobligationer opkøbes hovedsagelig af kapitalisterne; de årlige renter, som statskassen udbetaler udgør en vigtig del af deres indtægter. For imidlertid at kunne udbetale kapitalisterne renterne og afdragene må regeringen pålægge nye skatter. På den måde vender de penge, som bourgeoisiet stiller til regeringens rådighed ved at købe statsobligationer, tilbage til det fra den arbejdende befolknings lommer, ikke blot med det fulde beløb, men også med høje renter. Et uundgåeligt ledsagefænomen ved den militariserede økonomi og dens vigtigste redskab er inflationen (formindskelse af pengenes værdi). Staten kan ikke fuldt ud dække sine udgifter til hæren og rustningerne ved hjælp af skatter og lån alene. Underskuddet på statsbudgettet dækkes for en del ved udstedelse af papirpenge ud over den mængde, som omsætningen kræver. Dertil kommer, at statsobligationerne anvendes som betalingsmidler, som pant for kreditter, der af bankerne ydes kapitalisterne, men dette fører til en forøgelse af den cirkulerende pengemængde. Inflationen er altså en normal følge af krigene og økonomiens militarisering. I 1957 var den amerikanske dollars købekraft halvt så stor som før krigen, det engelske punds købekraft en tredjedel, den franske francs og den italienske lires købekraft kun en ringe brøkdel af, hvad den var før krigen. Under inflationen stiger priserne hurtigere end lønnen, men det betyder, at kapitalisternes profit stiger, fordi arbejdernes andel i nationalindtægten formindskes. Inflationen er et middel til at nyfordele nationalindtægten til fordel for monopolerne og til at udplyndre den arbejdende befolkning. Det er altså således, at militærudgifterne, uanset hvilken form man anvender til deres finansiering, til syvende og sidst kommer til at hvile med hele deres tyngde på befolkningens brede masser. Til gengæld tjener de til at berige storkapitalisterne. Økonomiens militarisering fører til, at de kapitalistiske statsudgifter til sociale og kulturelle formål (skoler, højere læreanstalter, sygehuse o.s.v.) reduceres til et minimum. Den fører til kulturens forfald, til hæmningsløs chauvinisme og til stigende indflydelse for militaristerne og bureaukratiet, der søger at gøre det af med alle de positive sider ved det borgerlige demokrati, som de arbejdende masser har tilkæmpet sig i hårdnakket kamp. En farlig følge af den militariserede økonomi er krigsfaren. Økonomiens militarisering er et tydeligt vidnesbyrd om den moderne kapitalismes snylteragtige forfald.

Den kapitalistiske nationalisering og statskapitalismen

Den statsmonopolisriske kapitalisme er et helt igennem folkefjendsk reaktionært system, som for øvrigt monopolkapitalismen i det hele taget Man må imidlertid ikke blande den sammen med den ikke-monopolistiske statskapitalisme. Denne kan enten have en reaktionær eller en progressiv karakter, alt efter hvilke samfundskræfter, der står bag den. For eksempel spiller statskapitalismen og navnlig statsejendommen i vore dage en progressiv rolle i visse underudviklede lande, der har befriet sig for kolonialismens åg. I de imperialistiske lande er statsejendommen nu i det store og hele inddraget i den statsmonopolistiske kapitalismes reaktionære system. Betyder det, at arbejderklassen og andre progressive kræfter skal vende sig mod statsejendommen og kræve, at de nationaliserede virksomheder skal tilbagegives til kapitalisterne? Nej, det ville selvfølgelig betyde et skridt tilbage. Ikke de progressive kræfter, men de kapitalistiske monopolister går ind for denationaliseringen. Under den anden verdenskrig bragte monopolbourgeoisiet skam og skændsel over sig i de kapitalistiske lande i Europa, som de nazistiske erobrere havde besat, ved at samarbejde med fjenden. Derfor krævede folkemasserne efter krigen nationalisering, idet de søgte at gøre slut på monopolernes herredømme, at rykke fascismen op med rode, straffe dem, der var skyld i krigen, sikre freden, uafhængigheden og det sande demokrati. Den arbejdende befolkning betragtede nationaliseringen som et middel til at befri sig for de kapitalistiske monopolers åg. Bourgeoisiet og højresocialdemokraterne, der støttede dem, gennemførte ganske vist en delvis kapitalistisk nationalisering under massernes tryk, men de gjorde det på den måde, at monopolerne blev tilfredsstillet mest muligt, medens der blev taget mindst muligt hensyn til arbejdernes krav. Alligevel går arbejdermasserne i England og nogle andre lande stærkt ind for fortsat nationalisering af storindustrien, fordi de foran sig har de socialistiske landes store eksempel, der er et tydeligt bevis på de fordele, der er forbundet med den nationaliserede socialistiske industri. Monopolherrerne sætter sig imidlertid kraftigt imod enhver udvidelse af nationaliseringen, selv i den kapitalistiske form. Enhver nationalisring viser jo endnu en gang ganske tydeligt de arbejdende masser, at samfundsøkonomien glimrende kan klare sig uden kapitalister. Nationaliseringen, der underminerer privatejendommens »hellige princip« bidrager altså til at gøre det af med de illusioner, som bourgeoisiet er meget interesseret i at opretholde. Desuden ved monopolisterne, at sålænge virksomhederne er i privateje, er de enerådende herrer over disse virksomheder. Og efter nationaliseringen er situationen den, at selv monopolisterne i det store og hele har underlagt sig statsorganerne, så kan de alligevel ikke sikre sig mod uønsket indblanding udefra i deres anliggender, fordi også andre monopolister, der konkurrerer med dem, søger at udnytte staten. Dertil kommer, at staten undertiden nødsages til at handle i hele den herskende klasses interesse, og denne interesse falder ikke uden videre i ét og alt sammen med de enkelte trusters og koncerners bestræbelser og mål. Derfor foretrækker monopolisterne altid den private ejendomsform. Statsejendommen betragter de kun som et redskab til at styrke deres privatmonopolistiske ejendom. De kommunistiske partier støtter i mange lande med statsmonopolistisk kapitalisme kravet om konsekvent nationalisering af storindustrien, fordi dette krav er rettet mod monopolernes herredømme og i denne forstand er progressivt. Selvfølgelig, så længe den politiske situation i landet er sådan, at det ikke er muligt at afskaffe alle kapitalistiske monopoler, forbliver kravet om fuld nationalisering af storindustrien kun en programsætning for det marxistiske parti. Ikke desto mindre indskrænker de kommunistiske partier sig under disse betingelser ikke til propaganda alene, men går ind for ufortøvet nationalisering af enkelte grene af storindustrien, først og fremmest af sådanne grene, i hvilke monopolernes tryk er blevet så uudholdeligt for arbejderne, at de er rede til at rejse sig til en politisk massekamp for gennemførelse af en øjeblikkelig nationalisering. Kommunisterne kræver, at nationaliseringen skal gennemføres i en sådan form, at den virkelig begrænser de kapitalistiske monopolisters .almagt og gør den arbejdende befolknings kår lettere. Ikke blot kravet om nationalisering, men også mange andre reformkrav, som nu fremsættes af den arbejdende befolkning i de borgerlige lande til forsvar for dens interesser, går i retning af statskapitalistiske foranstaltninger. Dette står i forbindelse med, at den moderne kapitalistiske stat spiller en stigende rolle i det økonomiske liv. Den arbejdende befolkning er på ingen måde tilhænger af, at man skal afskaffe statens hele indblanding i økonomien. Derimod er den tilhænger af en sådan indblanding fra statens side, som begrænser monopolernes skalten og valten og deres tøjlesløse udplyndring. Hvis staten i arbejdsgivernes interesse kan »indefryse« lønnen, siger arbejderne meget fornuftigt: Hvorfor kan man så ikke opnå, at staten indfører en garanteret minimumsløn og i det mindste undertiden anvender sin voldgiftsinstitution i arbejdernes interesse under arbejdskonflikter ? Hvorfor kan man ikke opnå, at staten træffer effektive foranstaltninger mod vilkårlige huslejeforhøjelser og forhøjelsen af priserne på forbrugsgoder ? Erfaringen har vist, at den arbejdende befolkning i kampen for at få gennemført sådanne krav virkelig kan fravriste den kapitalistiske stat nogle indrømmelser, selv om de er små. Det forekommer, at der under arbejdernes tryk bliver gennemført offentlige arbejder for de arbejdsløse Det er tydeligt, at de herskende kredse, selv når finanskapitalen har den fulde magt, må frygte en kraftig forøgelse af de brede massers utilfredshed, hvis blot disse viser, at de er rede til at kæmpe. Den progressive amerikanske nationaløkonom Hyman Lumer fastslår at massernes kamp mod monopolerne i USA i de sidste år af den anden verdenskrig virkelig førte til, at der blev indført et effektivt kontrolsystem med priserne. Engros- og detailpriserne og huslejen steg i denne tid med kun 2-4 pct.. Efter krigen gav afskaffelsen af statens kontrol med priserne monopolisterne frie hænder og de begyndte at skrue priserne i vejret, og de er siden steget ustandseligt. Lumer skriver: »Priskontrollen mildnede i betydelig grad den byrde, som arbejderne måtte bære under den anden verdenskrig, og den nuværende mangel på blot den fjerneste virksomme priskontrol forøger dens byrde betydeligt«. Folkemasserne, der må bære hele den statsmonopolistiske kapitalismes tunge byrde, har altså al mulig grund til at fortsætte kampen for at få indført statsforanstaltninger til begrænsning af monopolernes skalten og valten. Men det er klart, at ingen reformer er i stand til at forvandle den eksisterende reaktionære statsmonopolistiske kapitalisme til et eller andet progressivt system, og slet ikke til socialisme. Kun den kamp, som arbejderklassen og under dens ledelse hele den arbejdende befolkning fører for at opnå magten, vil, når den er blevet kronet med en afgørende sejr, åbne vejen fra kapitalisme til socialisme.

Revisionisternes og reformisternes opdigt om den moderne kapitalisme

Bourgeoisiets propagandister, reformisterne og revisionisterne skildrer den statsmonopolistiske kapitalisme som et nyt samfundssystem, der er fundamentalt forskelligt fra den gamle kapitalisme. Med dette mål for øje sætter de bevidst lighedstegn mellem denne og form for monopolernes herredømme og de foranstaltninger af statskapitalistisk karakter, som det om den hist og her er lykkedes de arbejdende at få gennemført som resultat af klassekampen. De hævder også, at den kapitalistiske stat nu kan regulere økonomiens udvikling og frelse den fra alle kriser, idet den moderne borgerlige stat skulle være blevet en stat, der står over klasserne. Den gamle udbyttende kapitalismes plads er nu, efter deres påstand, blevet indtaget af »velfærdsstaten«, medens den moderne røveriske imperialisme er blevet til »folkekapitalisme«. Det »teoretiske grundlag« for disse anskuelser er den lære, som i 1930erne blev opstillet af den engelske borgerlige nationaløkonom John Maynard Keynes. Til forskel fra andre borgerlige nationaløkonomer indrømmede han, at kapitalismen er meget syg og har mistet evnen til automatisk selv at regulere økonomien. Men Keynes kunne og ville på ingen måde erklære sig indforstået med, at denne sygdom var uhelbredelig, ja, endnu mere, påtog sig rollen som kapitalismens »læge« og foreslog en hel række foranstaltninger, der skulle »helbrede« dette økonomiske system ved hjælp af statsregulering af økonomien og udvikling af en statsmonopolistisk kapitalisme. Keynes og hans efterfølgere tillægger det særlig betydning, at der bliver gennemført specielle foranstaltninger med det formål at holde kapitalinvesteringen i produktionen på et tilstrækkeligt højt niveau, endvidere statskontrol med kreditvæsenet (regulering af rentefoden) og med pengecirkulationen (»reguleret« inflation med det formål at sænke arbejdernes realløn). Keynes' lære er efter sit væsen et forsvar for kapitalismen, thi den hviler udelukkende på den illusoriske forudsætning, at man kan bevare dette system for bestandig, hvis man befrier det for en række skavanker og fjerner nogle af de ulykker, som dets herredømme medfører for den arbejdende befolkning. I dag støtter ikke blot de fleste borgerlige nationaløkonomer, men også en betydelig del af højresocialdemokraterne sig til Keynes lære. I deres programmatiske dokumenter har mange højresocialdemokratiske partier officielt taget afstand fra Marx' økonomiske teori til fordel for Keynes' teori. Den mest åbenlyse opfordring til at erstatte marxismen med keynesianismen blev fremsat i den engelske Labour-teoretiker John Stracheys bog »Den moderne kapitalisme«. Han påstår, at Keynes, der var og blev en åbenlys forsvarer for kapitalismen og en fjende af socialismen, uden at vide det foreslog metoder, der gjorde det muligt gradvis at udvikle den statsmonopolistiske kapitalisme til... socialisme. Keynes, påstår han, opfordrer staten til med alle til rådighed stående midler at stimulere Kapitalinvesteringerne i produktionen og oprette en sådan kontrol med pengeejerne, at de ikke sparer pengene op, men giver så mange som muligt ud og på den måde opretholder en betalingsbetinget efterspørgsel. Dette, hævder Strachey, tvinger den borgerlige stat til at gennemføre en nivellering af indtægterne ved at forhøje profitbeskatningen. Strachey kommer til det resultat, at den engelske stat følger Keynes' råd og faktisk allerede gennemfører en omfordeling af nationalindtægten og »planlægger« økonomien med det formål at opretholde en høj betalingsbetinget efterspørgsel og »fuld beskæftigelse«. Den af Labour-regeringen gennemførte nationalisering af nogle industrigrene og oprettelsen af statslig socialforsikring og lægeforsorg har efter Stracheys mening allerede gjort England socialistisk, skønt han selv indrømmer, at der i den engelske økonomi hersker »oligopoler«, d.v.s. kliker af de største monopolister. Dette forhindrer imidlertid ikke Strachey i at forsikre, at England »er nået ud over klassekonflikten«, og at forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere er trådt ind i en »fredelig fase«, o.s.v.. Også franske socialister (historikeren Bourgain, nationaløkonomen Rembert, m. fl.) hævder, at den statsmonopolistiske kapitalismes vækst betyder det kapitalistiske samfunds gradvise forvandling til et socialistisk samfund. Hvorfor er disse påstande om den moderne kapitalisme uholdbare? For det første fordi højresocialdemokraterne blander den statsmonopolistiske kapitalisme sammen med enhver anden slags statskapitalisme, uden at gøre den ringeste forskel mellem dem. Derved erstatter de det ene begreb med det andet. De skjuler den moderne kapitalismes monopolistiske karakter og fremstiller den som en statskapitalisme, i hvilken der ikke er plads for kapitalisternes monopoler. Med andre ord: de besmykker den moderne kapitalisme ved fuldstændigt at tilsløre dens karakteristiske træk: de røveriske monopolers tryk, militarismen, dens snylterkarakter, kriserne og arbejdsløsheden. I virkeligheden udgør alle disse træk den moderne statsmonopolistiske kapitalismes hovedindhold. For det andet forvansker højresocialdemokraterne virkeligheden ved at påstå, at monopolisterne er underlagt staten, som hævdes at stå »over klasserne«. I virkeligheden er staten underlagt de kapitalistiske monopoler. Under den statsmonopolistiske kapitalisme er den afgørende magt i samfundet koncentreret i hænderne på de største monopolen de hundrede rigeste familier udøver et direkte eller indirekte diktatur. For det tredje forsøger højresocialdemokraterne også at tilsløre den simple statskapitalismes klassekarakter, idet de udgiver foranstaltninger, der har statskapitalistisk karakter, for foranstaltninger til opbygning af socialismen. Så længe magten befinder sig i bourgeoisiets hænder, forandrer statens overtagelse af enkelte virksomheder og andre foranstaltninger af statskapitalistisk karakter ikke de kapitalistiske udbytningsforhold, selv ikke i lande, hvor disse foranstaltninger i vore dage har progressiv karakter (f.eks. i Indien og Indonesien). I kapitalismens skød kan der ikke opstå socialistiske produktionsforhold; der kan kun blive skabt materielle forudsætninger for socialismen. Det er imidlertid umuligt at påbegynde opbygningen af socialismen på basis af disse forudsætninger, så længe staten befinder sig i kapitalisternes hænder, d.v.s. så længe magten ikke er gået over til den arbejdende befolkning. Både i den videnskabelige socialisme og i bevidstheden hos de mange generationer, der har taget del i arbejderbevægelsen, har begrebet socialisme altid været forbundet med samfundsejendom. Vor tids højresocialdemokrater bryder imidlertid også med denne videnskabelige opfattelse. I den Socialistiske Internationales deklaration hedder det f.eks.: »Socialistisk planlægning forudsætter ikke, at der indføres samfundseje af al produktionsmidler. Den er forenelig med, at der eksisterer privatejendom i vigtige økonomigrene.« I overensstemmelse med denne indstilling har ledelsen af Labour-partiet i England for at tækkes bourgeoisiets monopolistiske klike erklæret, at den tog afstand fra yderligere nationaliseringsforanstaltninger, altså selv fra den kapitalistiske nationalisering. Hvis man opmærksomt læser de moderne højresocialdemokraters programdokumenter, er det ikke svært at konstatere, at deres billede af »socialismen« i virkeligheden kun er en løs kopi af den bestående statsmonopolistiske kapitalisme. Ud over dette sociale »ideal« (som er Morgans og Rockefellers ideal) kan de ikke nå i deres drømme. Hvad besmykkelsen af den moderne kapitalisme angår, er også nogle af revisionisterne i Jugoslavien trådt i højresocialdemokraternes fodspor. I udkastet til et program for Kommunisternes Forbund i Jugoslavien påstod de, at der i den moderne kapitalisme i stigende grad fremtrådte »nye, efter deres objektive tendens socialistiske elementer i økonomien« og at disse udøvede »et tryk på den kapitalistiske produktionsmåde«; »privatkapitalens rettigheder indskrænkes« og dens økonomiske funktioner går i stigende grad over til staten. På denne måde, hævder de, foregår der i den kapitalistiske verden »en udviklingsproces henimod socialismen«. Denne revisionistiske opfattelse falder i det væsentlige sammen med højresocialdemokraternes påstand om, at kapitalismen er ved at vokse over i socialismen. Eduard Kardelj i Jugoslavien havde naturligvis sværere ved at »bevise« over for kommunisterne, end hr. Strachey i England havde ved at »bevise« over for labouristerne, at det er sandsynligt, at der foregår en sådan »mirakuløs forvandling« af den moderne kapitalisme. Da Kardelj kaldte denne kapitalisme for »statskapitalisme«, var der mange jugoslaviske kommunister, der foreslog, at man skulle kalde den med sit rette navn: statsmonopolistisk kapitalisme. Men i sin tale på de jugoslaviske kommunisters kongres fastholdt Kardelj betegnelsen »statskapitalisme«, idet han forklarede, at udtrykket »statsmonopolistisk Kapitalisme« kun betegnede »statskapitalismens oprindelse«. På denne made forvandlede han som en dygtig tryllekunstner den reaktionære statsmonopolistiske kapitalisme til spiren til den mere harmløse statskapitalisme. Derpå manipulerede han også med statskapitalismen og forvandlede den til »socialistiske elementer«., som påstås definitivt at rense den moderne kapitalisme for al urenhed ... Det kan man kalde »behændighed og ingen hekseri«! Denne begrundelse af det revisionistiske program for Kommunisternes Forbund i Jugoslavien var selvfølgelig meget underholdende, men ikke særlig overbevisende. Over for det reformistiske og revisionistiske program, hvorefter den statsmonopolistiske kapitalisme »vokser over i« socialismen, sætter de marxistisk-leninistiske partier et klart program, der kræver beslutsom kamp mod de kapitalistiske monopoler og deres herredømme, og som kræver, at det diktatur, der udøves af nogle få familier af det monopolistiske aristokrati, bliver styrtet. Marxisterne-leninisterne søger i den arbejdende befolknings interesse at udnytte alle de reformer, der er mulige under kapitalismen, deriblandt også reformer af statskapitalistisk karakter, men de er samtidig af den opfattelse, at den kapitalistiske produktionsmåde kun kan afløses af den socialistiske gennem den socialistiske revolution.

Kan kapitalismen frigøre sig for økonomiske kriser ?

Efter den økonomiske verdenskrise 1929-33 og især efter den anden verdenskrig skabte monopolkapitalen ved statens hjælp et helt system af anti-kriseforanstaltninger. Disse foranstaltninger er en karakteristisk bestanddel af den statsmonopolistiske kapitalismes mekanisme.

Anti-kriseforanstaltningerne tjener kun som forbigående lindring under kapitalismens uhelbredelige sygsom

Den vigtigste anti-kriseforanstaltning er de vældige regeringsordrer og opkøb af våben og strategisk materiel, som sikrer mange af de store monopoler en temmelig betydelig og konstant efterspørgsel. Af stor betydning blev også statsreguleringen på kredit- og bankvæsenets område, hvor kriserne tidligere plejede at indlede deres stormende udvikling. For at forebygge, at folk i panik udtager deres indskud, hvilket før i tiden førte til, at storbankerne brød sammen, har de imperialistiske stater faktisk påtaget sig rollen som garant for disse indskud. Dertil kommer, at der næsten overalt på den ene eller den anden måde er indført regeringskontrol med fondsbørsen og regulering af udstedelsen af værdipapirer. For at forebygge kriser gennemfører staten også mangfoldige foranstaltninger til begrænsning eller nedskæring af produktionen (diskonto- og renteforhøjelse, præmier for indskrænkning af de tilsåede arealer). Samtidig forsøger staten at øve indflydelse på den økonomiske konjunktur ved at regulere forbrugerkreditten (salg på kredit eller på afbetaling af biler, fjernsynsapparater, radiomodtagere, møbler o.s.v.) Tilhængerne af den statsmonopolistiske kapitalisme priser i høje toner disse og lignende foranstaltninger og hævder, at det derved er lykkedes (eller næsten er lykkedes) at helbrede kapitalismen for krisesygdommen og sikre en uafbrudt forøgelse af den kapitalistiske produktion. Dermed åbner sig, efter hvad de hævder, en vej til evig »blomstring« og til frigørelse for arbejdsløshed. Men hvordan forholder det sig i virkeligheden? Lad os se på USA´s eksempel, hvor de store kapitalistiske monopoler har opnået den største handlefrihed, den største indflydelse på staten, og hvor følgerne af krigens ødelæggelser har påvirket den økonomiske udvikling mindst. Selv om de forhold, der opstod efter krigen på det indre og det ydre marked, var særlig gunstige for USA, førte anti-kriseforanstaltningerne ikke til den ønskede virkning. I stedet for en uafbrudt stigning af industriproduktionen forekom der i USA alene i løbet af et enkelt årti (1948-1958) tre tilfælde af produktionstilbagegang: første gang 1948-49, da produktionens tilbagegang efter officielle oplysninger udgjorde 10,5 procent; derpå fire år senere (1953-54), da der skete en produktionstilbagegang på 10,2 procent, og igen tre år senere (1957-58), da produktionen faldt med 13,7 procent. Om disse produktionsnedganges krisekarakter vidner alene den kendsgerning, at massearbejdsløsheden i USA på ingen måde er forsvundet, men tværtimod steget. Antallet af de i USA registrerede helt arbejdsløse er for hver ny kriseagtig produktionsnedgang steget stærkt. 11949 steg arbejdsløsheden således i sammenligning med det foregående år med 1,3 millioner, i 1954 med 1,6 millioner og i midten af 1958 med 2,4 millioner i forhold til gennemsnittet for 1957. I begyndelsen af 1959 fandtes der i USA ca. 5 millioner officielt indregistrerede helt arbejdsløse. Dertil kommer, at de offentliggjorte officielle tal om produktionens omfang også indbefatter oplysninger om produktionen af våben og strategisk materiel, på hvilke statens ordrer ikke går tilbage, men tværtimod tiltager i krisetider. Hvis man derimod ser bort fra rustningsproduktionen, vil det uden tvivl vise sig, at nedgangen i den civile produktion er langt større, end det fremgår af den foreliggende amerikanske statistik. Det er ubestridelige kendsgerninger fra den sidste tid. Det ville imidlertid være urigtigt at drage den slutning af disse kendsgerninger, at repræsentanterne for den statsmonopolistiske kapitalisme slet ikke er i stand til med deres anti-kriseforanstaltninger at påvirke de økonomiske krisers karakter og former. Nej, de kan opnå ét og andet. Den statsmonopolistiske kapitalisme kan uden tvivl påvirke de enkelte krisers former, forløb og karakter. De store monopoler er i stand til at udnytte statens vældige finansmagt som støddæmper, som i mange tilfælde svækker krisens spontane udbrud i begyndelsesstadiet. Dertil kommer, at der nu findes flere muligheder end før for at redde de store kapitalister fra at gå fallit, idet deres stilling stabiliseres på bekostning de middelstore og små kapitalisters ruin. Endvidere kan de største selskaber i krisetider forhindre en spontan prisnedgang for mange varers vedkommende og undertiden endog skrue nogle priser op over deres tidligere niveau. De kan også udnytte statens vældige rustningsordrer til at sikre sig en rigelig profit selv under økonomiske kriser. Men alt dette er kun den ene side af medaljen. Bagsiden er den, at de kriseforanstaltninger, der tjener til at berige monopolerne, nødvendigvis fører til en udmattelse af landets økonomiske kræfter og til en forringelse af det overvældende folkeflertals materielle kår. I samme grad som den borgerlige stat udplyndrer befolkningen ved at sætte skatterne i vejret og formindske pengenes værdi for derved at finansiere det voldsomme rustningskapløb, sker der uundgåeligt en formindskelse af den betalingsbetingede efterspørgsel. Dermed skabes der en vigtig forudsætning for nye heftige udbrud af det kapitalistiske systems uhelbredelige sygdom: de økonomiske kriser. Jo mere det lykkes monopolerne at forhindre den prisnedgang, som tidligere ledsagede kriserne, des større bliver de hindringer, der står i vejen for en opsugning af vareoverskuddet, hvilket til syvende og sidst bliver en bremse på krisens afvikling og gør det vanskeligere at skabe forudsætninger for ny økonomisk fremgang. Og i samme grad, som det lykkes den kapitalistiske stat at redde de store virksomheder fra at gå fallit eller at formindske krisens andre spontane rystelser, forstyrrer den med sin indblanding den proces, hvorved kapitalen omfordeles på de forskellige produktionsgrene og det nødvendige forhold mellem disse tilvejebringes. Repræsentanterne for den statsmonopolistiske kapitalisme, der til en vis grad påvirker krisens forløb, er altså ikke i stand til at gøre det af med selve krisens årsager, de opnår tværtimod at sygdommen går i dybden og derved skaber forudsætninger for nye kriserystelser. For at skjule, at den produktionsnedgang, der i efterkrigstiden flere gange har fundet sted i USA, er af kriseagtig karakter, bruger de borgerlige nationaløkonomer det mere uskyldige udtryk »recession«. Men indholdet forandrer sig som bekendt ikke, fordi man skifter etikette. Denne produktionsnedgangs krisekarakter står i forbindelse med, at den i virkeligheden er fremkaldt af de samme årsager som alle andre overproduktionskriser under kapitalismen. Sagt med andre ord fører det under kapitalismen herskende produktionsanarki og kapitalisternes stadige jagt efter den størst mulige profit periodisk til et stærkt misforhold mellem produktionens vækst og den betalingsbetingede efterspørgsel, der ikke kan følge med. Markedernes udvidelse kan ikke holde trit med produktionsudvidelsen. Den midlertidige afskaffelse af dette misforhold er netop det, der er de økonomiske krisers objektive funktion. De forandringer, der kan konstateres i de moderne krisers forløb, is«^r i den sidste tid i USA, giver selvfølgelig ikke noget grundlag for at påstå, at alle økonomiske kriser under den statsmonopolistiske kapitalisme kun vil have denne karakter. Nej. Fremtiden vil utvivlsomt kunne opvise mangfoldige former for økonomiske kriser i de kapitalistiske lande. Navnlig kan der med tiden også opstå heftigere økonomiske rystelser i de lande, hvor der findes statsmonopolistisk kapitalisme. En ting er fuldstændig klar. Så længe modsigelsen mellem produktionens samfundsmæssige karakter og tilegnelsens kapitalistiske (private) karakter eksisterer vil de økonomiske kriser uundgåeligt gentage sig. Anti-kriseforanstaltningerne og alle de forsøg på at regulere økonomien, som den moderne statsmonopolistiske kapitalisme anvender, gør ikke den kapitalistiske økonomi mere stabil, de forøger tværtimod yderligere dens ustabilitet. På Sovjetunionens kommunistiske partis 21. kongres sagde N. S. Hrustjov: »De kriseagtige depressioner og de febrilske opsving, der stadig afløser hinanden, vidner om den kapitalistiske økonomis ustabilitet. Hverken oprustning eller andre foranstaltninger vil kunne befri USA´s og de øvrige kapitalistiske staters økonomi for overproduktionskriserne. Hvad de kapitalistiske stater end gør, er de ude af stand til at fjerne krisernes årsager. Kapitalismen kan ikke befri sig for det greb om struben, der består i dens egne modsigelser; disse modsigelser bliver ved med at ophobe sig og skærpes, idet de truer med nye økonomiske rystelser.«

Teorierne om kapitalismens » krisefri udvikling« spiller fallit

I strid med kendsgerningerne bestræber de borgerlige teoretikere og revisionisterne sig lige til i dag for at bevise, at man alligevel kan gøre slut på kriserne uden at røre ved kapitalismen. Disse teoretikere har gang på gang henvist til efterkrigskonjunkturen i de vigtigste kapitalistiske lande i Europa. Lige til 1957-58 kunne der her faktisk ikke konstateres nogen klart udtrykt kriseagtig produktionsnedgang (hvis man ser bort fra kriser i enkelte industrigrene: kulindustri, tekstilindustri etc.), Men kun den, der vil bedrage sig selv eller andre, kan på grundlag heraf forkynde, at den »krisefri kapitalisme«s æra er brudt frem. Udviklingen af den økonomiske konjunktur i de vesteuropæiske lande betingedes i endnu højere grad end i USA af forbigående, konkrete historiske årsager, der stod i forbindelse med krigens følger. Disse lande blev i krigstiden udsat for betydelige ruineringer og ødelæggelser. Dette gælder især Tyskland, Italien, Frankrig og det eneste asiatiske land, hvor den monopolistiske kapitalisme er fremherskende, nemlig Japan. Det er klart, at der her ikke kunne være tale om nogen overproduktion, så længe krigens ødelæggende følger ikke var fjernet fuldt ud. Men det kunne ikke ske på hverken ét eller to år. Men næppe havde man stort set nået dette, før der også her øjeblikkeligt begyndte at fremtræde alvorlige tegn på en krisebestemt konjunktur. Herom vidner den nedgang i produktionen, som i 1958 satte ind i England, Belgien, Holland, Norge og Japan, og den voldsomme svækkelse af industriproduktionens tilvækst i Vesttyskland, Frankrig og Italien. I 1958 var der for første gang efter krigen tale om nedgang i industriproduktionens og udenrigshandelens omfang i hele den kapitalistiske verden. Sådan gjorde livet endnu en gang nar af de pseudoteoretikere, der havde gjort det til deres speciale at renvaske kapitalismen. Da kendsgerningerne ikke lod sig afvise, søgte de at sno sig ud af det ved at hævde, at hvad kriserne angik, havde ikke blot de, men også marxisterne taget fejl, thi efter den anden verdenskrig havde både hele kredsløbet og kriserne været forskellige fra det, som marxisterne tidligere havde sagt. Hvilket nonsens! Marxisterne har aldrig hævdet, at det ene kredsløb skulle ligne det andet, og at krisernes periodiske karakter og særlige præg ikke kunne forandre sig. Sådan forholder det sig ikke. I artiklen »Marxisme og revisionisme« fra 1908 skrev V. I. Lenin som svar til revisionisterne, der søgte at bestride Marx' kriseteori: »At kriserne ikke er et overstået stadium, gav virkeligheden meget hurtigt revisionisterne bevis for: efter opsvinget kom krisen. Formerne, rækkefølgen, billedet af de enkelte kriser ændrede sig, men kriserne vedblev at være en uundgåelig bestanddel af det kapitalistiske system.« Når kommunisterne påviser, at kapitalismen ikke har gjort sig fri for kriserne, gør de det selvfølgelig ikke af skadefryd. Selv om de borgerlige propagandister og reformisterne siger det modsatte, så sætter den kommunistiske bevægelse ikke sine forhåbninger om den socialistiske revolutions sejr i forbindelse med de økonomiske kriser. En ødelæggende økonomisk krise forøger selvfølgelig den arbejdende befolknings harme over kapitalismen. Men som historien har vist, forøger den samtidig reaktionens offensiv, den aktiviserer fascismen og skærper krigsfaren. Det er imidlertid ikke alt. Kommunisterne kan heller ikke være skadefro over de økonomiske kriser, af den grund, at de udmærket forstår, hvilke ulykker kriserne bringer over den arbejdende befolknings brede masser. Netop derfor har kommunisterne altid afsløret de grundløse illusioner om en krisefri udvikling af kapitalismen. For kun når den arbejdende befolkning har befriet sig for disse illusioner, kan den for alvor kæmpe for sin egen sag. Den sikreste vej til at afskaffe kriserne består i at erstatte kapitalismen med socialismen. Det ville imidlertid være en overordentlig alvorlig fejl hvis man heraf ville slutte, at enhver kamp mod krisernes trykkende følger er forgæves under kapitalismens herredømme. Kommunisterne mener, at en sådan kamp er nødvendig, og at den kan føre til vigtige resultater for folkemasserne. Derfor organiserer de kommunistiske partier den arbejdende befolkning til kamp for statslige foranstaltninger, som blot i mindste måde er i stand til at bedre massernes kår. Til sådanne foranstaltninger hører lønforhøjelse, organisering af en for begge parter fordelagtig handel med de socialistiske lande, som for bestandig har frigjort sig for kriser, igangsættelse af offentlige arbejder, opførelse af boliger, skoler og sygehuse, arbejdsløshedsforsikring, skattelettelser og nedsættelse af huslejen.

Klassemodsætningernes uddybelse og udvidelse

De forandringer i kapitalismens økonomi, der er fremkaldt af kapitalismens tiltagende vanskeligheder og modsigelser og af monopolernes overgang til nye, statsmonopolistiske former for herredømme, berører i høj grad de forskellige klasser og sociale lag i det borgerlige samfund.

Arbejderklassen og kapitalen

I samme grad, som kapitalismens almene krise udvikler sig, forøges uundgåeligt udbytningen af arbejderklassen, og dens kår forværres. Dette viser sig først og fremmest i den uhyre forøgelse af arbejdets intensitet og den dermed forbundne stigning i antallet af arbejdsulykker og sygdomstilfælde på grund af overanstrengelse. Arbejdets intensivering fører til, at organismen hurtigere slides op, så at den tid, i hvilken arbejderne er arbejdsduelige, forkortes. For denne pris skabes der vældige rigdomme. Men disse rigdomme tilfalder udbytterne. Arbejdernes andel i nationalindtægten bliver ikke større, men mindre end før. I de sidste årtier er der ganske vist næsten overalt sket en betydelig forøgelse af den nominelle arbejdsløn. Lønstigningen er imidlertid stort set blevet ophævet af pengenes dalende værdi og de stigende skatter, kom følge heraf er reallønnen i de fleste kapitalistiske lande ikke steget eller kun steget ubetydeligt. I den forarbejdende industri i USA var arbejdernes gennemsnitlige årlige realløn (efter fradrag af skatter og tab på grund af arbejdsløshed) i de ti år 1945-54 lavere end i 1944, og kun i årene 1955-56 lå den 2-6 procent højere. I 1957 og især i 1958 faldt de amerikanske arbejderes leveniveau igen. I Frankrig lå reallønnen for de fleste kategorier af arbejdere først efter 1954 noget over niveauet for 1938. I England lå reallønnen først i 1956 2-3 procent over førkrigsniveauet. Lønstatistikken giver imidlertid ikke et fuldstændigt billede af arbejderklassens materielle kår. Man må også tage hensyn til arbejdskraftens værdi, som først og fremmest bestemmes af de udgifter, der er nødvendige for dens opretholdelse og reproduktion. Arbejdskraftens værdi er imidlertid i de sidste årtier steget betydeligt. For det første er dette sket ved arbejdets intensivering. Det er klart, at jo mere anspændt en arbejder må arbejde, des større er de udgifter, der kræves for at genoprette arbejdskraften. For det andet er det sket ved, at de historisk betingede behov, som arbejderen og hans familie stiller, har ændret sig. I de sidste årtier er byerne f.eks. vokset meget stærkt. En stadig større del af arbejderne bor langt fra virksomhederne. Dette fører til, at transportudgifterne bliver en nødvendig og tung belastning af disse arbejderes budget. En anden forandring, der er karakteristisk for de sidste årtier, består i, at arbejdernes hustruer og mødre, som tidligere kun beskæftigede sig med husholdning, nu går på arbejde. Selv om dette til en vis grad forøger familiens budget, opstår der alligevel nye udgifter: til visse indretninger, maskiner og redskaber, der letter det huslige arbejde, dyrere levnedsmidler, fabriksfremstillede retter, materialer o.s.v.. Også arbejderfamiliens udgifter til lægehjælp er steget. Da den moderne industri har brug for arbejdere med et højere kulturniveau, bliver børneopdragelsen, som påhviler forældrene, også en større byrde. Den af disse faktorer betingede værdi af arbejdskraften ligger som regel betydeligt højere end reallønnens niveau. En vis forestilling om denne kløft får man ved at sammenligne reallønnen med eksistensminimum, som til en vis grad genspejler arbejderens og hans families behov. I USA lå den gennemsnitlige arbejdsløn i den forarbejdende industri i 1944 19 procent og i 1958 29 procent under eksistensminimum for en familie bestående af fire personer (efter en beregning af Heller-komiteen, hvis resultater anerkendes af den officielle borgerlige videnskab). I Vesttyskland blev eksistensminimum for en familie på fire personer opgjort til 445 mark om måneden, men 70 procent af arbejderne fik en løn, der lå under dette minimum. Den moderne kapitalisme kan næsten ikke tænkes uden kronisk arbejdsløshed. I et land som USA var der selv i højkonjunkturårene 3 millioner helt arbejdsløse og et endnu større antal delvis arbejdsløse. I Italien har der i hele efterkrigsperioden været en hær af helt eller delvis arbejdsløse på over 2,5 millioner. Dertil kommer, at arbejdernes ustabile stilling, deres usikkerhed over for, hvad morgendagen vil bringe, er større end nogen sinde under den moderne kapitalisme. Det gælder ikke blot frygten for kriser og masse' arbejdsløshed, men også den vedvarende angst for at miste arbejdsevnen som følge af ulykkestilfælde, sygdom og den daglige overanstrengelse. Faren for at miste arbejdet, før man kan få alderdomsunderstøttelse, bliver et mareridt for arbejderen. Arbejderklassens ustabile materielle stilling forstærkes også som følge af den stigende forbrugerkredit (afbetalingskøb). Det er betegnende, at forbrugergælden som følge af afbetalingskøb i USA fra 1945 til 1957 steg fra 5,6 til 44,8 milliarder dollars. Afbetalingssystemet kan for en tid gøre arbejderens daglige kår lettere - thi uden kredit ville han aldrig kunne tillade sig at købe mange af de ting, han har. Dette system gør det imidlertid ikke blot endnu frygteligere at miste sit arbejde, men også at komme ud for en forbigående afbrydelse af det: Hvis afdragene ikke bliver betalt, kan man komme til at miste ikke blot de købte varer, men også det allerede indbetalte beløb. Den for kapitalismen karakteristiske tendens til forringelse af arbejderklassens kår gælder altså fortsat med fuld styrke. I nogle kapitalistiske lande har arbejderklassen (eller enkelte lag af den) ganske vist i de seneste 10-15 år opnået en delvis forbedring af sine kår. Men dette skyldes på ingen måde, at den nævnte tendens i kapitalismen er hørt op med at virke. Hovedårsagen er den, at der efter krigen er skabt gunstigere betingelser for arbejderklassens kamp for sine økonomiske interesser (i første række takket være de socialistiske landes resultater), og at arbejdernes modstand mod monopolerne er tiltaget i styrke. Derfor kan man drage den slutning, at selv dér, hvor arbejderklassen (eller enkelte grupper af den) lever noget bedre end før, er dette ikke et vidnesbyrd om, at modsætningen mellem arbejde og kapital er mindre skarp. Tværtimod, de forandringer, der i de sidste årtier er sket med kapitalismen, har faktisk føjet yderligere årsager til de bestående i klassekonflikten, idet de har forstærket de politiske modsætninger mellem arbejderklassen og kapitalisterne. Den trussel mod freden, demokratiet og den nationale uafhængighed, som monopolernes herredømme har frembragt, fører til særlig alvorlige lidelser netop for arbejderklassen og gør den altså til en endnu mere uforsonlig modstander af monopolbourgeoisiet. Fører dette nu altid til et virkeligt opsving for klassekampen? Nej, ikke altid. Kendsgerningerne vidner om, at arbejderbevægelsen under den moderne kapitalisme ligesom før i tiden udvikler sig ujævnt, og at den i nogle lande ganske tydeligt ikke er på højde med proletariatets modne klasseopgaver. Hovedårsagen hertil er forøgelsen af monopolernes politiske tryk, idet monopolerne i stigende grad udnytter statsmaskineriet, som de behersker, til at undertrykke arbejderbevægelsen. Medens arbejderne tidligere havde at gøre med enkelte arbejdsgivere, støder de nu oftere og oftere sammen med den imperialistiske stats samlede magt. Støttet til den har monopolerne skabt et vældigt apparat til at holde proletariatet nede. De har oprettet et system, der skal føre kontrol med fagforeningernes virksomhed og regulere arbejdsforholdene med tvang. De anvender i stigende omfang i deres kamp mod arbejderne »sorte lister«, »fabrikspoliti« o.s.v.. Selv i de borgerlige lande, hvor demokratiet officielt Ikke er afskaffet, er det undertiden sådan, at en elementær form for klassekamp som en almindelig strejke bliver noget, der kræver stor selvopofrelse og heroisme af arbejderne. Men denne praksis fra monopolbourgeoisiets side har ikke kunnet gøre det af med hovedårsagen til arbejdernes klassekamp, nemlig modsætningen mellem arbejde og kapital, og heller ikke med selve denne kamp. Arbejderklassen er nemlig i de sidste årtier ligeledes vokset stærkt og er i mange lande gået frem i organiserethed, bevidsthed og kampkraft. De forandringer, der er sket i verden: nederlaget for den internationale reaktions bolværk, den tyske og italienske fascisme, samt den internationale socialismes fremgang og opsvinget i kolonifolkenes befrielseskamp, har skabt gunstigere internationale betingelser for arbejdernes kamp i de kapitalistiske lande. Til trods for, at der i USA og en række andre lande er blevet oprettet et skånselsløst monopoldiktatur, har arbejderklassen ikke nedlagt våbnene, men fortsætter overalt sin kamp, måske ikke altid over hele fronten, måske ikke ved frontalangreb, men ved at søge frem ad omveje, der er mere gunstige og bedre svarer til forholdene. Virkeligheden i dag modbeviser altså fuldstændig den af højresocialisterne og revisionisterne udbredte myte om »klassefreden«, som siges at have afløst klassekampens epoke. Situationen er tværtimod den - som vi vil få at se i det følgende - at de forandringer, der er sket med kapitalismen, ikke blot uddyber de gamle klassemodsætninger, men også skaber nye. Ved siden af den grundlæggende klassekonflikt, konflikten mellem arbejde og kapital, udvikler modsætningen mellem monopolkliken og hele folket sig og bliver stadig skarpere. På dette grundlag omfatter den arbejdende befolknings klassekamp endnu bredere lag af befolkningen, trænger ind i samfundets mest fjerntliggende og »rolige« celler og bliver endnu skarpere og mere intensiv.

Hvad sker der med de andre klasser i det moderne borgerlige samfund

Ved siden af arbejderklassen og kapitalisterne findes der som bekendt i , borgerlige samfund også andre klasser og lag: bønderne, småborgerskabet i byerne (håndværkere, hjemmearbejdere, småhandlende), intellektuelle og funktionærer. På grund af deres antal og rolle for samfundslivet repræsenterer disse såkaldte »middel- eller mellemlag« en betydelig kraft. Hvad sker der nu med dem under den moderne kapitalisme? Det reaktionære bourgeoisis ideologer påstår, at »mellemlagene« efterhånden udvider sig på alle andre klassers bekostning. De hævder, at samfundet gradvis bliver et samfund, der består af et eneste »mellemlag«, hvis kår bestandig bliver bedre. Derved, erklærer de reaktionære teoretikere, befrier det kapitalistiske samfund sig for klassemodsætningerne og bliver til et samfund, præget af »social harmoni«. Kendsgerningerne står i fuldstændig modstrid med denne propagandistiske version. De siger navnlig, at den statsmonopolistiske kapitalismes udvikling simpelt hen ruinerer en betydelig del af »mellemlagene«. Dette gælder først og fremmest de selvstændige små producenter (de såkaldte gamle »mellemlag«, d.v.s. de lag, der eksisterer som en slags levn af den førkapitalistiske produktionsmåde og de til denne svarende former for udveksling) bønder, håndværkere, hjemmearbejdere o.s.v.. I Vesttyskland blev der f.eks. i tiden fra 1949 til 1958 nedlagt over 200.000 bøndergårde. I USA formindskedes antallet af farme i tiden fra 1940 til 1954 med 1.315.000. Historien er altså et overbevisende vidnesbyrd om rigtigheden af den marxistiske sætning om, at den generelle lov om kapitalens akkumulation fører til, at antallet af ejere af produktionsmidler stadig bliver mindre, og at antallet af folk, der er tvunget til at leve af lønarbejde, stadig bliver større. Under den statsmonopolistiske kapitalisme er årsagen til de mange små selvstændige producenters ruin ikke mere udelukkende konkurrencen mellem dem og storkapitalen. Ved hjælp af en hel række statsforanstaltninger (regulering af kriser, af kreditter o.s.v.) fremskynder monopolerne bevidst denne proces og stræber efter at likvidere de små producenter eller fuldstændig at underlægge sig disse. Det er en kendt sag, at et stadig stigende antal af disse små producenter og handlende kun er »selvstændige« af navn: deres produktionsmidler tilhører faktisk kreditorerne, bankerne og de store selskaber. Mens mellemlaget af de små producenter ustandselig ruineres og skylles væk, er det karakteristiske for de intellektuelle, funktionærerne og andre mellemlag, som udgør de såkaldte nye »mellemlag«, en modsat proces. Teknikkens udvikling fører sammen med det opsvulmede administrationsapparat (både inden for erhvervslivet og det offentlige) til en absolut og relativ forøgelse af antallet af funktionærer, ingeniører, teknikere, videnskabsmænd, bogholdene, specialister i handel og reklame, samt folk, der er beskæftiget ved pressen og i uddannelsesvæsenet kunstnere o.s.v.. Men disse stadig større sociale lags kår forværres også først og fremmest fordi de fleste intellektuelles arbejde, efterhånden som dette lag forøges talmæssigt, ustandseligt devalueres og mister sin tidligere privilegerede karakter. Dette foregår, særlig tydeligt, hvis man ser på funktionærernes eksempel. I 1890 var lønnen for en funktionær i USA næsten dobbelt så stor som en arbejders gennemsnitsløn. I 1920 var denne forskel formindsket til 65 procent. I 1952 var en funktionærs gennemsnitsløn kun ca. 96 procent af en arbejders gennemsnitsløn. Lærere, mange grupper af videnskabsmænd og repræsentanter for andre specialer modtager kun en elendig betaling. De forandringer, der er sket med åndsarbejdernes kår, er imidlertid ikke blot af materiel art. Det er et karakteristisk træk, at de fleste af dem, deriblandt de såkaldte liberale professioner (advokater, læger, videnskabsmænd og kunstnere o.s.v.) mister deres selvstændighed. En stadig større del af åndsarbejderne går over til lønnet arbejde, d.v.s. kommer til at udgøre en del af dem, der direkte udbyttes af de kapitalistiske selskaber. Dette fører ikke blot til begrænsning af de intellektuelles frie udøvelse af deres fag, idet de tvinges til at tjene monopolklikernes laveste interesser, men også til en stigende og trykkende politisk kontrol med dem. De forskellige reaktionære foranstaltninger, der er karakteristiske for monopolernes politik: repressalier, ydmygende kontrol med den pågældendes »loyalitet«, rammer med hele deres vægt ikke blot den progressive del af arbejderklassen, men også intelligensen. Hvor hårdt dette rammer de intellektuelle, kan man danne sig et indtryk af ved hjælp af følgende ord af den berømte videnskabsmand Albert Einstein, der var vidne til reaktionens hærgen først i sit eget fædreland, Tyskland, og dernæst i USA, som han emigrerede til på flugt for fascisternes forfølgelser: »Hvis jeg igen var et ungt menneske og skulle vælge et fag, ville jeg ikke prøve på at blive videnskabsmand eller lærer. Jeg ville hellere være rørlægger eller gadehandler i håb om at finde det beskedne mål af uafhængighed, som endnu er muligt under de nuværende forhold.« Hvordan må ikke videnskabsmændenes stilling være i det moderne borgerlige samfund, nar selv de største af dem drømmer om den skinuafhængighed, som en rørlægger og en gadehandler endnu kan regne med! Når der tales om »mellemlagene«, må vi ganske vist huske på, at de også omfatter sociale grupper, som i vor tid med fuld overbevisning tjener det reaktionære bourgeoisi, de øverste embedsmænd, de ledende funktionærer i de kapitalistiske selskaber, de privilegerede lag af intelligensen o.s.v.. Men disse grupper udgør kun en ubetydelig del af »mellemlagene«, og man kan på ingen måde bedømme alle mellemklasser og mellemlag ud fra deres stilling. Thi hvis man tager »mellemlagene« som helhed, bliver de modsigelser, der skiller dem fra den herskende klike af monopolherrer stadig skarpere, dybere og uforsonligere, efterhånden som den statsmonopolistiske kapitalisme udvikler sig. I denne forstand forandrer »mellemlagene«s politiske position, deres plads under klasseforholdene i det borgerlige samfund, sig principielt i vor tid. Der var en tid, da en stor del af »mellemlagene« (den velhavende del af bønderne i de udviklede kapitalistiske lande, små arbejdsgivere og købmænd o.s.v.) bidrog til at stabilisere det herskende bourgeoisis magt. I dag er det sådan, at såvel de gamle som de nye »mellemlag« i det store og hele ikke styrker, men tværtimod svækker den stilling, som bourgeoisiets herskende kliker, monopolisterne indtager. Thi uanset hvad de borgerlige og reformistiske ideologer påstår, forholder det sig således, at disse lag, hvad deres stilling eller interesser angår, i stigende grad bliver modstandere af monopolerne og samtidig arbejderklassens naturlige forbundsfæller. I deres bestræbelser for at give et forvrænget billede af klasseforholdene forvirrer de reaktionære teoretikere også spørgsmålet om den herskende klasse, idet de påstår, at det i det moderne borgerlige samfund går tilbage med kapitalisternes magt og indflydelse. De siger, at kapitalisterne har mistet eller i hvert fald er ved at miste deres dominerende stilling; de forlader samfundets skueplads uden nogen revolution, »ad fredelig vej«. Hvad er det, disse teoretikere - lige fra monopolernes utilslørede forsvarere til revisionisterne - betragter som tegn på, at kapitalisternes herredømme er i opløsning? Det er i første række, at den kapitalistiske ejendom, efter hvad de påstår, er ved at forsvinde og bliver erstattet af de mange aktionærers ejendom, idet aktionærerne tilhører de mest forskellige klasser i samfundet, og at der herved sker en »indtægtsrevolution«, der nivellerer befolkningens levestandard. Men her drives der i virkeligheden kun propaganda for den ældgamle og af Lenin for længst kritiserede teori om kapitalens »demokratisering« gennem udstedelse af små aktier, en teori, der nu fremtræder under den nye etikette »folkekapitalisme«. Hvad »indtægtsrevolutionen« angår, så foregår der i stedet for faktisk en yderligere polarisering af rigdommen; kløften mellem de fåtallige milliardærer og de besiddelsesløses masse bliver stadig bredere og dybere. I USA fandtes der i 1956 efter officiel oplysning ca. 5,5 millioner familier, i alt omfattende 17-20 millioner mennesker, hvis samlede indtægt var mindre end de 17 største monopolers nettogevinst! For at bevise kapitalistklassens »forsvinden« råber de reaktionære teoretikere op om skat på ekstraprofit og arv, og de påstår, at det vil bevirke, at privatejendommen »fredeligt« vil gå over i hele samfundets besiddelse. Formelt er disse skatter virkelig høje og når op på 50 og flere procent af gevinstbeløbet. Men for det første har selskaberne fundet på masser af kneb for at slippe uden om beskatningen. Og for det andet giver den samme stat dem de samme beløb tilbage med renter og renters rente takket være sine yderst profitable regeringsordrer og alle mulige begunstigelser, kort sagt gennem hele den mekanisme, hvorved staten blander sig i det økonomiske liv, og som vi har omtalt ovenfor. Det er ikke mærkeligt, at selv de mest ivrige forsvarere af monopolerne ikke kan anføre et eneste eksempel på, at en monopolejer er gået fallit og at hans formue på grund af skatterne er blevet samfundseje. I de sidste årtier har man i den borgerlige propaganda også snakket meget om en såkaldt »manager-revolution«. Ifølge denne teori går den virkelige magt inden for økonomien (og dermed også på det politiske område) i de borgerlige lande fra dem, der »formelt« sidder inde med den, over til dem, der faktisk har ledelsen af den (direktører, funktionærer i selskabernes administration og bestyrelser, det ledende tekniske personale o.s.v.). Disse folk udgør ifølge de reaktionære teoretikere den nye herskende klasse, og den handler i hele samfundets interesse. Hvad kapitalisternes rolle i produktionen angår, så foregår der virkelig en forandring med den - besidderne mister deres sidste nyttige funktioner og afstår dem til lønnede funktionærer. Det er endnu et argument til fordel for kapitalens ekspropriation og for at gå over til socialisme. Men det forandrer ikke det mindste ved kapitalens udbytternatur. Den virkelige magt over produktionen forbliver jo i hænderne på ejerne, og ikke hos dem, som på deres vegne leder den teknologiske proces, organiserer regnskabet, indkøb og afsætning af produktionen m. m. Et monopolistisk selskabs ingeniører og funktionærer kan ikke afskedige ejerne eller tvinge dem til at afstå en del af profitten til arbejderne. Derimod kan ejerne, ganske som for hundrede år siden, afskedige og ansætte ingeniører og funktionærer og diktere dem deres vilje. Selvfølgelig findes der blandt trusternes øverste funktionærer folk, som virkelig har betydelig magt: direktørerne for de store aktieselskaber, bestyrelsesformændene o.s.v.. Men her er der i virkeligheden tale om kapitalister, - sagen er kun den, at de får en del af profitten form af gage. De forandringer i kapitalistklassens stilling, som de borgerlige teoretikere, reformister og revisionister gør så megen blæst af, eksisterer altså simpelthen ikke. Det betyder imidlertid ikke, at ingen forandringer er sket i bourgeoisiets stilling i de sidste årtier. Der er afgjort sket forandringer. Den vigtigste er, at der er foregået en yderligere lagdeling af denne klasse. Bourgeoisiet var selvfølgelig heller ikke før i tiden en sluttet helhed. Men i vor tid har denne lagdeling antaget principielt nye former. Den lille flok af monopolister, der har underlagt sig statsmaskinen, hæver sig mere og mere, ikke blot op over samfundet, men også over kapitalistklassen. Det bliver næsten umuligt for et almindeligt menneske og også for en gennemsnitskapitalist at »arbejde sig op« i magthavernes kreds, d.v.s. ejerne af de store koncerner og truster, selv om man er nok så behændig og smidig. I spidsen for samfundet står der nu i stedet for grupper af bourgeoisiet, som hele tiden afløser hinanden, en uafløselig og faktisk ansvarsløs klike af monopolherrer, der støtter sig til en snæver kreds af høje funktionærer i selskaberne, der er direkte forbundet med dem, og til repræsentanter for administrationens og militærets øverste kreds. Følgen bliver, at en stadig større del af de små og mellemstore driftsherrer må give op. Deres firmaer kan undertiden opvise en så høj »dødelighed«, at visse borgerlige nationaløkonomer sammenligner den med børnedødeligheden i kolonierne. For en sådan driftsherre bliver spørgsmålet om hans egen eksistens som repræsentant for den privilegerede klasse et mere og mere akut problem. Under disse forhold kommer de små og de mellemstore driftsherrer ind i en paradoksal situation. På den ene side er de i dag, ligesom for et halvt århundrede siden, udbyttere, der høster profit af lønarbejdernes arbejde. På den anden side bliver de selv undertrykt og udplyndret af de almægtige truster og selskaber. Den statsmonopolistiske kapitalisme forstærker altså ikke blot differentieringen inden for bourgeoisiet, men fører også til splittelse af dens rækker: på den ene side står den almægtige monopolistiske klike, og på den anden de mange mellemstore og små kapitalister, der udgør flertallet af denne klasse. Derved indsnævres monopolkapitalens herredømme mere og mere.

Det sidste trin på kapitalismens historiske stige

Hver ny etape i kapitalismens almene krise er ikke blot resultatet af forandringer, der har fundet sted i fortiden, men også forudsætningen for nye forandringer, tærskelen til fremtiden. Efter at kapitalismens almene krise er begyndt, udvikler den sig med tiltagende styrke frem til kapitalismens fuldstændige sammenbrud. Analysen af den moderne kapitalismes stilling og af de afgørende lovmæssigheder, der gælder for dens udvikling, tillader den slutning, at alle de foranstaltninger, som monopolbourgeoisiet træffer for at frelse kapitalismen, ikke kan befri den for de modsigelser, der fortærer den, men at de tværtimod til syvende og sidst fører til yderligere nedbrydning af den. Den imperialistiske lejr er ikke i stand til at standse den proces, hvorved styrkeforholdet mere og mere forskydes til gunst for den socialistiske lejr. I kampen mod de socialistiske lande har den imperialistiske lejr anvendt alle midler, lige fra direkte krig (i Korea) og forsøg på at organisere kontrarevolutionære oprør (i Ungarn) til al mulig undermineringsvirksomhed. Men som svar på imperialisternes rasende angreb mod de socialistiske lande har socialismens lejr sluttet sig endnu tættere sammen. Den uophørlige kaprustning og krigsforberedelserne fra de imperialistiske staters side tvinger ganske vist også de socialistiske lande til at bortlede en del af deres kræfter og ressourcer fra den fredelige genopbygning til sikringen af deres forsvarsevne. Den socialistiske produktionsmådes overlegenhed er imidlertid så stor, at landene i den socialistiske lejr selv under disse betingelser opnår større og større resultater i den økonomiske kappestrid med det kapitalistiske verdenssystem, så at det bliver mere og mere tydeligt, at de er ved at vinde overhånd i denne kappestrid. Sejrene i denne verdenshistoriske kappestrid inspirerer folkene i de socialistiske lande og får dem til at udføre nye bedrifter i deres arbejde, fremskynder den videre opbygning og forøger samtidig i de kapitalistiske lande den tiltrækning, som socialismen udøver på den arbejdende befolkning. Imperialisterne har ikke større held med sig, når de søger at genoprette deres hensmuldrende koloniriger eller i hvert fald at få den fortsatte opløsning af kolonisystemet til at standse. Monopolbourgeoisiets forsøg på med brutal magt at afstive og genoprette kolonistyret bidrager kun til yderligere at skærpe modsigelserne mellem de imperialistiske magter på den ene side og folkene i kolonierne, halvkolonierne og de lande, der har afkastet koloniåget, på den anden side. Forsøgene på økonomisk at underkue de forhenværende kolonifolk får kun disse til at nærme sig landene i den socialistiske lejr og optage et samarbejde med dem. Lige så forgæves er til syvende og sidst de forsøg, som monopolbourgeoisiet gør på at underkue den arbejdende befolknings klassekamp i moderlandene. Ganske vist viser den historiske erfaring, at man ve hjælp af brutal terror og hæmningsløs demagogi for en tid kan gøre de af med næsten alle åbne aktioner fra arbejderklassens og de andre arbejdendes side. Et eksempel herpå var det fascistiske regime i Tyskland og Italien. Men i vor tid, da befrielsesbevægelsen af alle monopolbourgeoisiets modstandere er gået frem i organisation og styrke, bliver det sværere og sværere at føre en sådan politik ud i livet. Men selv om dette mere eller mindre skulle lykkes, kan det herskende oligarki ikke afskaffe klassekonflikterne, de vokser kun indad og øger samtidig den arbejdende befolknings klassehad. Jo stærkere det reaktionære bourgeoisi i egen interesse udnytter staten, jo ivrigere det er for at holde den foran sig som skjold til forsvar mod alle de slag, som historien har tiltænkt det, des virksommere overbeviser det den arbejdende befolknings brede masser om, at de uden kamp om statsmagten ikke kan forsvare og få tilgodeset deres interesser. Uanset alle de anstrengelser, som det reaktionære bourgeoisi udfolder i de vigtigste kapitalistiske lande, fortsætter modsigelserne inden for den imperialistiske lejr med at udvikle sig. For at virkeliggøre sine ærgerrige planer om at erobre verdensherredømmet og gøre op med folkenes befrielsesbevægelse må den amerikanske imperialisme skaffe sig stillingen som anfører for den kapitalistiske verden og gøre alle store kapitalistiske lande til sine forbundsfæller. Det kan ikke nægtes, at dette til en vis grad er lykkedes den. Det må imidlertid ikke glemmes, at imperialismen kun kan skaffe sig forbundsfæller ved at underlægge sig disse. Og dette fører til stadige sammenstød med de herskende kredse i de lande, der er spændt for den amerikanske imperialismes vogn, så meget mere som den bestående opdeling af interessesfærerne, som følge af kapitalismens ujævne udvikling, ikke længere svarer til det faktiske styrkeforhold i den kapitalistiske lejr. Af alt dette kan man drage den slutning, at den moderne monopolkapitalismes største vanskeligheder ikke ligger bagude, men forude. Produktionens samfundsmæssige karakter kræver stadig mere bydende at privateje af produktionsmidlerne afskaffes, og at kapitalismen erstattes af socialismen. Finanskapitalen søger at overliste historien ved i stedet for samfundets overtagelse af produktionsmidlerne under socialismen at sætte sit eget herredømme i nye statsmonopolistiske former. Men dette forsøg må nødvendigvis bryde sammen. Det, at monopolkapitalismen vokser over i den statsmonopolistiske kapitalisme, er ingen redning for et overlevet system, men kun afslutningen på den materielle forberedelse af den nye, socialistiske samfundsordning. »Den statsmonopolistiske kapitalisme - skrev Lenin - er den mest fuldstændige materielle forberedelse til socialismen, dens forgård, det trin på den historiske stige, som uden mellemtrin efterfølges af det trin, man kalder socialismen.« I det kapitalistiske systems skød foregår der altså vigtige økonomiske processer, hvis resultater efter den arbejdende befolknings erobring af magten i væsentlig grad vil lette den socialistiske omdannelse af samfundet. I de udviklede kapitalistiske lande ville den socialistiske nationalisering af monopolernes ejendom føre til at 60, 70 og flere procent af samfundsproduktionen forvandles til folkeejendom. Lenin fremhævede: »Under revolutionære forhold, i en revolution, går den statsmonopolistiske kapitalisme umiddelbart over i socialismen.« Hvad angår de politiske forudsætninger for den socialistiske revolution, så udvikler de sig også mere og mere sådan, som Lenin havde forudset det i sin analyse af imperialismen. Den statsmonopolistiske kapitalisme fører ikke til, at klassemodsætningerne dæmpes, men tværtimod til forøget klassekamp fra proletariatets side, til en uddybning af modsætningen mellem monopololigarkiets reaktionære kliker og alle andre klasser og lag i det moderne borgerlige samfund, til en forøget udvikling af de nye demokratiske bevægelser, som slutter et stedse nøjere forbund med arbejderklassens befrielseskamp, og til, at der dannes en overordentlig bred anti-monopolistisk og anti-imperialistisk front. Alle disse fænomener ved den moderne kapitalisme, som vil blive indgående behandlet i det følgende afsnits kapitler, forkynder, at dette overlevede samfundssystem er trådt ind i den epoke, hvor det går sin endelige undergang i møde.

På grundlag af en indgående analyse af kapitalismens økonomi kom Marx og Engels til den slutning, at dette sociale system allerede rummer kimene til sin undergang, til sin afløsning ved et nyt samfundssystem: socialismen. Men marxismens grundlæggere klarlagde ikke blot den fortsatte udviklings hovedretning; de opdagede også, at proletariatet, arbejderklassen, er den førende samfundsmæssige kraft, der er kaldet til at virkeliggøre den store samfundsmæssige omdannelse, at knuse kapitalismen og opbygge socialismen. Denne opdagelse blev fremstillet og alsidigt begrundet af Marx og Engels i »Det kommunistiske partis manifest«, der udkom i Tyskland i 1848 »... Bourgeoisiet - hedder det i manifestet - har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben - de moderne arbejdere, proletarerne«. »Med storindustriens udvikling bliver ... selve grundlaget for bourgeoisiets måde at producere og tilegne sig produkterne på, slået bort under det. Det producerer først og fremmest sine egne banemænd. Bourgeoisiets undergang og proletariatets sejr er lige uundgåelige.«

Arbejderklassen er de arbejdende menneskers befrier

Hvad gik Marx og Engels ud fra, da de forudså, at arbejderklassen hat et verdenshistorisk kald ? For det første gik de ud fra den kendsgerning, at arbejderklassen, som det kapitalistiske samfunds mest udbyttede klasse, allerede som følge af sine livsvilkår bliver den mest konsekvente og uforsonlige modstander af de kapitalistiske tilstande. Deres inderste klasseinteresser får arbejderne til at optage en uforsonlig kamp mod kapitalismen. »Af alle de klasser som i dag står over for bourgeoisiet, er det kun proletariatet, der er en virkelig revolutionær klasse.« For det andet gik de ud fra, at arbejderne som følge af selve deres stilling i produktionen ikke er forbundet med produktionens fortid, men med dens fremtid og følgelig også med hele samfundets fremtid. Hvad betyder det? Det betyder først og fremmest, at udviklingen af kapitalismens materielle grundlag, storindustrien, ikke truer proletariatets eksistens som klasse, ikke undergraver dens position i samfundet, men tværtimod fører til, at arbejderne bliver talmæssigt stærkere og kommer til at spille en stadig større rolle i samfundslivet. Det betyder endvidere, at arbejderklassens interesser og bestræbelser falder sammen med hovedretningen for produktivkræfternes udvikling. Det niveau, som produktivkræfterne har nået under kapitalismen, kræver, at privatejet af produktionsmidlerne afskaffes. Arbejderklassen er kaldet til at løse denne opgave. Den er objektivt ikke blot interesseret i at styrte kapitalismen, men også i at få den erstattet med socialismen, med det system, som skal afløse kapitalismen og åbne vidderne for en vældig udvikling af samfundets produktivkræfter. Som Marx og Engels skrev, eksekverer proletariatet den dom, som privatejendommen, der frembringer proletariatet, har afsagt over sig selv. Arbejderklassen er faktisk den eneste klasse, der ikke har privateje af produktionsmidlerne, og som derfor ikke er interesseret i at fastholde det. Dertil kommer, at da privatejet af produktionsmidlerne er grundlaget for kapitalisternes udbytning af arbejderne, er afskaffelsen af det og dets afløsning af samfundseje den eneste vej til arbejderklassens befrielse. Da Marx og Engels kom til den slutning, at netop arbejderklassen er kaldet til at knuse kapitalismen og opbygge socialismen, gik de også ud fra, at den er den eneste klasse, der har de egenskaber som en kæmper skal have, der skal gennemføre en så vældig historisk opgave. Hvad er det for egenskaber ? Arbejderklassen har først og fremmest den fordel at være talmæssigt stærk. Den er en af de talstærkeste og tilmed den hurtigst voksende klasse i det kapitalistiske samfund. Det er imidlertid ikke alt. Arbejderklassen er som følge af sine livs- og arbejdsvilkår i stand til at kunne organisere sig bedre end andre. Arbejdet i storproduktionen bevirker dag for dag, at arbejderne udvikler egenskaber, som kollektivånd og evne til at holde streng disciplin, til samdrægtige handlinger og til gensidig hjælp og støtte. Disse egenskaber er ikke blot uvurderlige i arbejdet, men også i kampen. Idet kapitalisterne samler tusinder og atter tusinder af arbejdere i fabrikkerne, som tilmed plejer at ligge i storbyerne, bidrager de selv til at overvinde den splittelse og isolerede stilling, der var skæbnesvanger for den arbejdende befolknings øvrige masses bevægelser, især for bondebevægelsen. Derfor er det lettere for arbejderne end for nogen anden klasse at slutte sig sammen og at organisere sig. Arbejderklassen er også den af de undertrykte klasser, der bedst er i stand til at udvikle sin bevidsthed og at tilegne sig den progressive, videnskabelige verdensanskuelse. Storindustrien kræver en kulturelt mere højtstående arbejder end andre økonomiske samfundsformationer. Klassekampens vilkår under kapitalismen kræver også en langt mere udviklet politisk bevidsthed. Proletariatet finder ikke så meget sin politiske bevidsthed i bøger som i de erfaringer, det henter i arbejde og kamp. Dertil kommer, at intelligensens bedste hoveder tilslutter sig arbejderklassen og hjælper den med at udforme og tilegne sig den videnskabelige revolutionære verdensanskuelse; den bliver millioner af arbejderes eje og forvandler sig derved til en vældig kraft. Arbejderklassen er samtidig den mest kampduelige og revolutionære klasse i samfundet. Alt dette pålægger den det kald at afskaffe kapitalismen og erstatte den med socialismen. Det er ikke et tilfælde, at dette arbejderklassens kald kaldes verdenshistorisk. I historiens løb har forskellige klasser stået i spidsen for samfundet: haveejere, feudalherrer og kapitalister. Idet hver af disse klasser forvandlede samfundet i overensstemmelse med sine behov og sine interesser, bidrog de til at indføre en mere progressiv produktionsmåde. Den sociale uretfærdighed og ulighed blev imidlertid uforandret ved med at bestå. Det var hver gang en ny lille gruppe undertrykkere, der kom til at stå i spidsen for samfundet, og hvert nyt skridt på fremskridtets vej måtte betales med unævnelige lidelser for de arbejdende masser, som altid udgjorde samfundets overvældende flertal. Idet arbejderklassen stiller sig i spidsen for samfundet, gør den for bestandig ende på denne enorme uretfærdighed. Samtidig med at den befrier sig selv, befrier den også hele menneskeheden. Samtidig med at den omformer samfundet i overensstemmelse med sine behov og interesser skaber den et nyt samfund, i hvilket alle mennesker virkelig vil blive lykkelige. Det er netop arbejderklassens kald definitivt at af. skaffe grundlaget for den sociale uretfærdighed, nemlig privatejet af produktionsmidlerne, der ligger til grund for samfundets opdeling i rige og fattige, udbyttere og udbyttede, undertrykkere og undertrykte. Løsningen af denne opgave er den eneste vej til at befri samfundet for massernes fattigdom og retsløshed, for politisk og national undertrykkelse og for militarisme og krige. »Alle hidtidige bevægelser - skrev Marx og Engels i »Det kommunistiske partis manifest« - har været mindretalsbevægelser eller bevægelser til fremme af mindretalsinteresser. Den proletariske bevægelse er det uhyre flertals selvstændige bevægelse i det uhyre flertals egen interesse.« Læren om arbejderklassens verdenshistoriske kald er en overmåde vigtig del af den marxistiske verdensanskuelse. Den viste for første gang de undertrykte og udbyttede masser den sikre vej, der fører til opfyldelse af deres stræben efter frihed og retfærdighed. Hvor mange fremragende mænd og hele sociale bevægelser er ikke kommet ind i en blindgyde, alene fordi de ikke kunne se den sociale kraft, der er i stand til at bringe folkene frihed, velstand og lykke. Nogle appellerede til monarkernes visdom, andre håbede, at samfundet ville blive frelst ved videnskabsmænds og ingeniørers skabende geni, atter andre regnede med, at »de kritisk tænkende personer« ville udføre denne bedrift, medens endelig nogle satte deres lid til en genoprettelse af det patriarkalske bondeliv og det middelalderlige håndværks lavsordning. Men alle disse forhåbninger og beregninger førte kun til nytteløst spild af kræfter og energi, og ikke sjældent medførte de tab af menneskeliv. Menneskehedens ældgamle, lyse drøm om socialismen hørte først op med at være et utopisk fatamorgana i det øjeblik, da der optrådte en samfundskraft, som havde en videnskabelig basis og var i stand til at føre denne drøm ud i livet, og da arbejderne selv og de progressive repræsentanter for de øvrige undertrykte klasser i det kapitalistiske samfund blev klar over arbejderklassens verdenshistoriske kald. Derfor skrev Lenin i en værdsættelse af de historiske fortjenester, som marxismens grundlæggere har indlagt sig: »Det vigtigste i Marx' lære er, at den klarlægger proletariatets verdenshistoriske rolle som skaber af det socialistiske samfund.«

Arbejderklassens tiltagende styrke og dens stigende rolle i samfundsliv og politik

Da Marx og Engels opdagede arbejderklassens verdenshistoriske kald, udgjorde denne klasse selv i de udviklede lande et talmæssigt temmelig ubetydeligt lag af befolkningen, og i de fleste andre lande var den i denne periode helt ubetydelig. Dertil kom, at den var en klasse, som først var ved at blive klar over sine egne interesser. Den skulle først til at udvikle sig til en bevidst og organiseret kraft. Kun en lille gruppe bevidste arbejdere og progressive intellektuelle, som var gået over på arbejderklassens side, havde tilegnet sig den videnskabelige socialismes og kommunismes ideer. Det første marxistiske parti, Kommunisternes Forbund, som Marx og Engels havde oprettet i 1847, omfattede kun nogle hundrede mennesker, der var spredt ud over forskellige lande. Også fagbevægelsen var først ved at spire frem. Men der behøvedes mindre end et århundrede, før det, som kun to geniale videnskabsmænd havde kunnet se, var blevet iøjnefaldende for mange millioner mennesker. Arbejderklassen var blevet nutidens vigtigste kraft i samfundsliv og politik og har i en række lande allerede bevist i praksis, at den er i stand til at udføre sit historiske kald: at afskaffe kapitalismen og opbygge socialismen. Men også i de lande, i hvilke arbejderne endnu i dag er en undertrykt klasse, er dens kræfter og kampevne vokset enormt.

Arbejderklassens vækst

I midten af det 19. århundrede beløb antallet af arbejdere sig i USA til ca. 1 million, d.v.s. ca. 5-6 procent af befolkningen. I 1957 fandtes der i USA ca. 20 millioner arbejdere, som sammen med arbejdernes familier udgjorde ca. halvdelen af befolkningen. I Tyskland udgjorde arbejderklassen for 100 år siden mindre end 3 procent af befolkningen, medens den i midten af det 20. århundrede udgjorde over halvdelen. I England udgør arbejderklassen nu det overvældende flertal af befolkningen. I vor tid er antallet af de personer, der er beskæftiget i industrien i hele verden, nået op på ca. 200 millioner. Det drejer sig i det store og hele om arbejdere. Sammen med deres familiemedlemmer udgør industriarbejdernes hær altså allerede nu ikke mindre end en halv milliard. Det må endvidere tages i betragtning, at udviklingen af storindustrien i de befolkningsrigeste lande (Kina, Indien) er begyndt relativt sent. Industriarbejdernes antal og andel af verdens befolkning vil fortsat stige kraftigt. Allerede med hensyn til sin talmæssige styrke er arbejderklassen således blevet en stor kraft. Dette er et uomstødeligt vidnesbyrd om at den marxistiske lære havde ret, når den allerede for godt 100 år siden forudsagde, at arbejderklassen vil være i stadig vækst under den historiske udvikling, medens de andre klassers andel i befolkningen vil gå tilbage. Arbejderklassens rolle i samfundets økonomiske liv er steget endnu mere. I de mere eller mindre udviklede lande fremstiller denne klasse nu størstedelen af nationens rigdom. Dens arbejde udgør hovedkilden til de materielle værdier, der sikrer menneskehedens livsfornødenheder.

Den arbejdende befolknings bedst organiserede og mest bevidste klasse

Marx og Engels havde forudset, at arbejderklassen mere end nogen anden klasse var i stand til at organisere sig. Denne forudseen er gået fuldstændig i opfyldelse. Arbejdernes vej til en klasseorganisation var kompliceret og fuld af vanskeligheder. Hvor mange hindringer har ikke det herskende bourgeoisi rejst på denne vej! Forbud og repressalier, ubarmhjertigt opgør med proletariatets førende mænd, oprettelse af pseudo-proletariske organisationer som de gule fagforeninger, der dansede efter arbejdsgivernes og politiets pibe, ophidselse af nationale stridigheder og racehad - alt blev budt op for at forevige arbejdernes splittelse. Men de kræfter, der fik proletarerne til at organisere sig: nødvendigheden af at forsvare deres interesser over for truende sult og fattigdom, og den solidaritet, der opstår under klassekampen, - viste sig at være stærke nok til at overvinde alle forhindringer og forfølgelser. Arbejderklassen begyndte som regel med at slutte sig sammen i gensidige hjælpekasser, sygekasser, brugsforeninger o.s.v.. I det væsentlige drejede det sig her oprindelig om former for gensidig hjælp og gensidig støtte, men ikke former for kamp. Men side om side med disse organisationer begyndte der allerede i første halvdel af det 19. århundrede at opstå fagforeninger, som gjorde det muligt for arbejderne at føre en effektiv kamp for deres umiddelbare økonomiske interesser. I lang tid var det sådan, at der i samme virksomhed eksisterede mange fagforeninger, der ikke havde nogen forbindelse med hinanden. Senere begyndte man i de fleste lande at opbygge fagforeningerne efter produktionsgrene. Jævnsides hermed foregik der en sammensmeltning til landsomfattende, siden også til internationale sammenslutninger. I dag har fagforeningerne i hele verden over 160 millioner medlemmer. Det viste sig imidlertid, at faglig organisering alene ikke var tilstrækkelig for arbejderklassens kamp. Kampen for arbejderklassens umiddelbare interesser og især kampen for dens høje mål - socialismen - førte lovmæssigt til, at der opstod en endnu højere organisationsform, nemlig arbejderklassens politiske parti. Denne form har også i mange lande gennemgået en meget kompliceret udvikling - fra små cirkler og grupper til partier med mange millioner medlemmer, der er knyttet sammen af de bånd, som knyttes af den internationale solidaritet. Nu findes der i arbejderklassens politiske partier over 43 millioner medlemmer, af hvilke over 33 millioner er medlemmer af partier af den nye type, som bygger på marxismen-leninismens principper, d.v.s. partier, der fører en uforsonlig kamp for arbejdernes interesser, og som virkelig er i stand til med held at forsvare disse interesser. Vor tids arbejder har fjernet sig meget fra den knap læse- og skrivekyndige proletar, som i den anden halvdel af det 19. århundrede var den typiske skikkelse i arbejderklassen i de fleste borgerlige lande. Ikke blot arbejdernes faglige viden, men også deres kulturniveau er steget overordentlig stærkt. Den moderne arbejderklasse er ikke blot den retmæssige arving til alle fortidens kulturelle værdier, men også den førende kraft, når det gælder om at skabe den nye, socialistiske kultur, der er blevet den herskende i de socialistiske lande, og som også har erobret faste positioner i en række andre lande. I proletariatets milieu er der også opstået en ny kollektivistisk moral, som er i god udvikling og i mange henseender foregriber det fremtidige kommunistiske samfunds moral. Kapitalismens lov: »Frænde er frænde værst« ligger til grund for den individualistiske privatbesiddermoral og -psykologi. Arbejderklassen afviser denne ulvemoral. Lige fra det øjeblik, da proletaren går sine første skridt i produktions- og samfundslivet, har han på grundlag af egne erfaringer tilegnet sig arbejderbevægelsens ældgamle princip: »Arbejderen er arbejderens broder«. Den klassebevidste arbejder giver dette princip en udvidet betydning: han er ikke blot broder for de andre arbejdere, men også for alle undertrykte og udbyttede. De arbejdende mennesker, og først og fremmest arbejderne, er de eneste, der udgør et socialt niveau, hvor den amoralitet og demoralisering, der har bredt sig til stadig større lag af det borgerlige samfund, ikke har kunnet vinde fodfæste. Humanitet, ærlighed, uselviskhed og storsindethed - det er i dag træk, som først og fremmest er karakteristiske for de jævne mennesker, for arbejderne, som holder den sande humanismes fane højt. Arbejderklassens kulturelle og moralske vækst har været ledsaget af en stadig højere politisk bevidsthed, selv om denne proces forløber ujævnt i de forskellige lande: i nogle af dem, bl.a. i lande med et relativt højt kulturniveau, er det lykkedes bourgeoisiet at formørke klassebevidstheden, den politiske bevidsthed, hos en betydelig del af arbejderne og at få dem under sin ideologiske indflydelse. Det var ikke i klasseværelser eller i universiteternes auditorier, men i den daglige kamp og i de store klassekonflikter med deres strålende sejre og bitre nederlag, at arbejderne blev klar over, at de udgør en klasse, og kom til en rigtig forståelse af deres interesser og af vejene for deres befrielseskamp. Desto sikrere viste denne skole sig at være. I de sidste hundrede år har arbejderklassen samlet rige erfaringer. Disse erfaringer blev i videnskabelig form sammenfattet af de geniale videnskabsmænd og forkæmpere Marx, Engels og Lenin. Proletariatet kom derved til at råde over de marxistisk-leninistiske ideers skatkammer af enestående værdi, som rummer videnskabens og kulturens største erobringer.

Interessefællesskabet mellem arbejderklassen og den øvrige arbejdende befolkning

Arbejderklassens kraft beror ikke blot på dens talmæssige styrke, på dens bevidsthed og organiserethed, men også på at de har fælles livsinteresser med hele den øvrige arbejdende befolkning. Dette interessefællesskab har dybe rødder i den kapitalistiske virkelighed. Ikke blot arbejderne, men også de brede masser af bønder, byens småborgere, intellektuelle og funktionærer lider under kapitalisternes undertrykkelse. Efterhånden som kapitalismen har udviklet sig, og navnlig efter at monopolerne er blevet almægtige, hviler det herskende bourgeoisis økonomiske og politiske åg på stadig bredere lag af samfundet og bliver mere og mere uudholdeligt. Fælles fjender og fælles interesser er det objektive grundlag for oprettelsen af arbejderklassens forbund med alle andre klasser og lag, der står i modsætning til det reaktionære bourgeoisi. Dette forbund tidobler proletariatets kræfter og muliggør også dets sejr i de lande, hvor det ikke udgør befolkningens flertal. Sådan forholdt det sig f.eks. i Rusland. Og erfaringerne fra Kina og nogle andre folkedemokratiske lande viser, at arbejderklassen også kan gennemføre den socialistiske revolution i lande, hvor den udgør en relativt lille del af befolkningen, på betingelse af, at den har oprettet et forbund med befolkningens brede masser. Uanset hvordan de andre lag af den arbejdende befolkning forholder sig til den socialistiske bevægelses hovedmål, findes der mange vigtige konkrete opgaver, som den kan kæmpe og kæmper for sammen med arbejderne. På førstepladsen står her forsvaret for de umiddelbare økonomiske interesser over for monopolernes angreb, kampen for at bevare freden, den nationale uafhængighed, demokratiet o.s.v.. Alle disse problemer følger af selve de brede massers livsbetingelser og bliver derfor lettere og hurtigere erkendt af dem. Såvel arbejderklassen som de andre lag af den arbejdende befolkning er brændende interesseret i at forene deres kræfter til forsvar for deres fælles interesser. De kan kun have fordel af et sådant forbund, da frugterne af de sejre, som de tilkæmper sig i fællesskab, kommer alle til gode. Men også nederlag i denne kamp - og de skyldes som regel kræfternes splittelse - rammer hele den arbejdende befolkning. Interessefællesskabet mellem arbejderklassen og hele den øvrige arbejdende befolkning er ikke udtømt med, at de er fælles om deres umiddelbare mål. De bredeste masser er dybt interesseret i at nå frem til det endelige mål, som proletariatet har sat sig, nemlig at styrte kapitalismen og opbygge socialismen. Den grundsætning, at arbejderklassen ved at befri sig selv også befrier hele samfundet for enhver form for undertrykkelse, er ikke en propagandafrase, men en præcis, videnskabeligt bevist karakteristik af de objektive processer, der foregår i virkeligheden. Derfor har , de andre lag af den arbejdende befolkning også al mulig grund til at i være arbejderklassens forbundsfæller i kampen for socialismen. Hovedmassen af bønderne, som i mange lande udgør det talrigeste befolkningslag, lider den dag i dag enten under feudalismens levn eller under de kapitalistiske monopolers åg, eller under en blanding af begge dele. Kan kapitalismen løse de problemer, der optager bønderne? Nej, det kan den ikke, fordi den kapitalistiske udvikling kun fører til yderligere ruin, til fordrivelse fra jorden og proletarisering af bønderne. Kun socialismen kan løse de problemer, som de arbejdende bønder står overfor ved at befri dem fra såvel godsejernes som kapitalisternes åg; den åbner dem så vide perspektiver, som bønderne tidligere ikke engang kunne drømme om. Det forholder sig nu på samme måde med småborgerskabet i byerne. Under kapitalismen, og især på dennes nuværende etape, kan dette talrige sociale lag kun med nød og næppe friste livet under storkapitalens tryk og befinder sig til stadighed på randen af ruin. En radikal løsning af de problemer, som småborgerskabet i byerne står overfor, er ligeledes kun mulig under socialismen. Kooperationen viser håndværkerne og hjemmearbejderne den vej, der fører til et liv i tryghed. Økonomiens formende udvikling under socialismen giver arbejde til alle, der trænger til det, sikrer dem menneskeværdige levevilkår og befrier dem for frygten for at blive ruineret og kastet ud i elendighed. Et relativt talstærkt og stadig større lag i det kapitalistiske samfund udgøres af dem, der beskæftiger sig med den ene eller den anden form for åndeligt arbejde: funktionærer, ingeniører og teknikere, lærere, læger kunstnere og forfattere etc. Før i tiden udgjorde mange af dem en privilegeret gruppe i samfundet, men nu bliver størstedelen af dem udnyttet og undertrykt af det herskende oligarki. Kun socialismen kan befri dem for undertrykkelse. Den åbner de største muligheder for skabende indsats på videnskabens og kunstens område, den fører til en kulturel op. blomstring og befrier samtidig åndsarbejderne for pengesækkens fordærvelige indflydelse.

Arbejderklassen er den førende kraft i folkets kamp for frigørelse for kapitalistisk undertrykkelse

Under de nuværende forhold opstår der således særlig gunstige betingelser for et forbund mellem arbejderklassen og de andre sociale lag, der står i modsætning til det reaktionære bourgeoisi. Arbejderklassen er kaldet til at spille en særlig rolle i dette forbund, rollen som fører, som hegemon. Dette er arbejderklassens forbundsfæller selv interesseret i, fordi de kun under arbejderklassens ledelse kan tilkæmpe sig sejren over monopolbourgeoisiet. Arbejderklassen er nemlig den eneste klasse, som ikke blot formår at føre en konsekvent kamp mod kapitalens åg, men også råder over et reelt program for samfundets omdannelse i overensstemmelse med hele den arbejdende befolknings livsinteresser. Kun proletariatet kan skabe et eget politisk parti, der er udstyret med en videnskabelig verdensanskuelse og er i stand til at føre folkene frem til dette attråede mål. Hvad arbejderklassen angår, er den ledende stilling, som den indtager i de øvrige arbejdendes befrielsesbevægelse, den nødvendige garanti for dens egen sociale befrielse. Kun hvis proletariatet udøver sin førende rolle, kan det nå ud over den snævert faglige kamp for bedre vilkår under salget af sin arbejdskraft til kapitalisterne og hæve sig op til rollen som nationens og samfundet fører. »Som den eneste helt igennem revolutionære klasse i det moderne samfund - skrev Lenin om arbejderklassen - skal den være føreren, hegemonen i hele folkets kamp for en fuldstændig demokratisk omvæltning, i alle arbejdendes og udbyttedes kamp mod undertrykkerne og udbytterne. Proletariatet er kun revolutionært, hvis det bevidst fører denne hegemoniens idé ud i livet. Proletaren, der har gjort sig denne opgave klart, er en slave, der har rejst sig over slaveriet. Den proletar, der ikke er blevet klar over ideen om sin klasses hegemoni eller som tager afstand fra denne idé, er en slave, der ikke forstår sin slavetilstand; i bedste tilfælde er han en slave, der kæmper for at forbedre sin slavetilstand, men ikke for at afskaffe slaveriet.« Arbejderklassen stræber ikke efter at skaffe sig privilegier på bekostning af andre klasser og lag i folket. Ledelsen af masserne pålægger i tværtimod arbejderklassen nye pligter, deriblandt pligten til at tage hensyn til de særlige interesser, som folkets andre arbejdende lag har, tage sig af disse interesser og kæmpe for dem, som om de var arbejderklassens egne. Når arbejderklassen altså forsvarer sin førende rolle i den arbejdende befolknings befrielseskamp, så er dens udgangspunkt, at den kun kan befri sig selv ved at befri alle undertrykte og ved at skabe et samfund, der er fri for enhver form for udbytning og undertrykkelse.

Internationalismen er en kraftkilde for arbejderbevægelsen

Arbejderbevægelsens internationale karakter

Hverken de undertrykkende eller de undertrykte klasser i fortiden kunne være internationalister. Dette forhindredes af de historiske betingelser, endvidere af den plads, som disse klasser indtog i samfundsproduktionen, og af deres leveform. Den første konsekvent internationalistiske indstillede klasse er arbejderklassen, proletariatet. Den trådte ind på den historiske arena i en tidsalder, da der begyndte at udvikle sig en verdensøkonomi, da de økonomiske forbindelser virkelig blev verdensomspændende, og da der efter de økonomiske forbindelser i uhørt omfang udviklede sig kulturelle og andre forbindelser mellem landene og folkene. Dette var den almindelige historiske situation, i hvilken arbejdernes internationalisme opstod og udformede sig. Det, der fører arbejderklassen til sand internationalisme, er imidlertid ikke blot de ydre betingelser, men også dens inderste klasseinteresser. Arbejderne har ingen privatejendom, som skiller menneskene fra hinanden, de har heller ingen interesser, som fremkalder fjendskab over for de arbejdende i andre lande og af andre nationaliteter. Tværtimod, arbejderne i alle lande har den samme fælles grundinteresse: at afkaste kapitalismens åg. Denne interesse slutter dem sammen mod kapitalens internationale styrke og bevirker, at internationalismen ikke blot er en mulighed for arbejderne, men også en nødvendighed, en uundgåelig forudsætning for deres heldige kamp for socialismen og kommunismen. Arbejderbevægelsens internationale karakter fremtrådte på et tidligt tidspunkt. Arbejderne i hvert land kæmpede først og fremmest mod »deres« bourgeoisi, men de begyndte at træffe aftaler om fælles aktioner, at yde hinanden støtte og hjælp og at oprette egne internationale organisationer. Siden den marxistiske lære opstod og bredte sig over hele verden, og proletariatets politiske partier var blevet oprettet, har arbejderbevægelsen været gennemtrængt af internationalismens ånd. Marx og Engels formulerede internationalismens princip i den prægnante og udødelige parole: »Proletarer i alle lande, foren jer!«. Enhver der har tilegnet sig den marxistiske lære og forstået proletariatets verdenshistoriske kald, hvis opdagelse skyldtes denne lære, kan ikke være andet end internationalist og må nødvendigvis bevidst tilstræbe enhed og samarbejde mellem de arbejdende af alle nationer. Derfor udvides også arbejderbevægelsens internationale forbindelser med de arbejdende i de andre lande i samme grad, som marxismen-leninismen sejrer i et lands arbejderbevægelse. De marxistisk-leninistiske partier fremhæver internationalismen som en overordentlig vigtig bestanddel af deres ideologi og politik. Uden internationalisme, uden at arbejderne i alle lande forener deres kræfter, kan man ikke besejre bourgeoisiet i verden og opbygge et nyt samfund. Den proletariske internationalisme er for det første den videnskabeligt begrundede ideologi om arbejderklassens interessefællesskab i alle lande og nationer. For det andet er den solidaritetsfølelsen mellem de arbejdende i alle lande, broderskabsfølelsen mellem alle arbejdende mennesker. For det tredje er den en bestemt type af forhold mellem arbejderklassens nationale afdelinger. Disse forhold hviler på aktionsenhed og aktionsaftaler, på gensidig hjælp og solidaritet. Det særlige ved disse forhold er, at de er i overensstemmelse med arbejdernes grundlæggende ' interesser i alle lande. Den proletariske internationalisme afviser på ingen måde arbejderklassens enkelte nationale afdelingers selvstændighed og ret til selvstændigt at afgøre deres egne anliggender. Men dette svækker på ingen måde den internationale arbejderklasses enhed. Tværtimod, netop fordi der i den politisk bevidste internationale arbejderbevægelse hersker en ånd af sand ligeberettigelse og respekt for arbejdernes interesser i de forskellige nationer, udvikler der sig mellem de arbejdende i alle lande mere og mere en gensidig tillid og en stræben efter samarbejde. De borgerlige ideologer søger at bevise, at arbejderklassens internationalisme fører til, at man tilsidesætter sit eget folks nationale interesser Det er en forvanskning af det væsentlige i den proletariske internationalisme. Netop arbejderklassens befrielseskamp sikrer hver nation, at den kan bevare sin frihed og uafhængighed, sin ligeberettigelse med andre nationer, øget velstand for alle lag i befolkningen og opblomstring af den nationale kultur.

De arbejdendes internationale solidaritet

I det sidste hundrede år har proletariatets internationale solidaritet og luttethed udviklet sig betydeligt. Det er først og fremmest kommet til udtryk inden for arbejderbevægelsens organisation. De forskellige landes fagforeninger er nu sluttet sammen i store internationale organisationer. Den største af dem er Faglige Verdens Forbund, der har bevist, at den er en konsekvent forsvarer for arbejdernes internationale og nationale interesser. Arbejderklassens politiske partier har også udviklet deres internationale forbindelser, og dette gælder i første række de marxistisk-leninistiske partier. Også andre af den arbejdende befolknings organisationer (ungdomsorganisationer, kvindeorganisationer og kooperative sammenslutninger) har udbygget forskellige former for internationalt samarbejde. Det samme gælder de progressive demokratiske bevægelser, i hvilke arbejderklassen spiller en førende rolle (folkenes bevægelse til forsvar for freden o.s.v.). Udviklingen af den proletariske internationalisme er imidlertid ikke begrænset til de organisatoriske former. Der er foregået store forskydninger i arbejdernes bevidsthed og under indflydelse heraf også i alle andre arbejdendes bevidsthed. De arbejdende mennesker er i stigende grad klar over deres fællesskab med den arbejdende befolkning i andre lande og af andre nationaliteter, og de forstår mere og mere den betydning, som enhed, fælles aktioner og klassesolidaritet har. Disse forskydninger i bevidstheden har dybe rødder i den historiske virkelighed. Monopolkapitalens forvandling til en international reaktionær kraft og på grundlag heraf dannelsen af den imperialistiske lejr, der er rede til at begå enhver forbrydelse, enhver skændselsdåd for at kunne udplyndre og undertrykke alle folkeslag i verden, bidrager objektivt til at få den arbejdende befolkning i de forskellige lande til at forstå, at de har fælles grundlæggende interesser. Det er livet selv, der får arbejderne til at forstå, at det ikke kan være dem ligegyldigt, hvilken skæbne der overgår de andre folk. Historiens strenge skole har f.eks. overbevist dem om, at kolonikrige, selv om de føres af imperialisterne i Jordens fjerneste egne, uundgåeligt forøger de økonomiske byrder og den politiske reaktion for den arbejdende befolkning, og, hvad der er det vigtigste, de øger faren for et nyt verdensblodbad. På samme måde kan - som fascismens lære i Tyskland viste - et nederlag, som det imperialistiske bourgeoisi i et land tilføjer sin egen arbejderklasse, forværre vilkårene for arbejderbevægelsen i de andre kapitalistiske lande og gøre det lettere for imperialisterne at iværksætte en verdenskrig. Arbejderklassens internationalisme, dens internationale solidaritet har vist sig at være en effektiv kraft. Da det reaktionære bourgeoisi i andre lande i 1918-20 kastede sig over den unge sovjetrepublik, rejste den internationale arbejderbevægelse sig mod den imperialistiske intervention. De arbejdendes internationale solidaritet spillede en stor rolle i kampen mod fascismen. Tusinder af arbejdere fra forskellige lande kæmpede mod fascisterne på Spaniens slagmarker og senere i modstandsbevægelsen i Frankrig, Belgien, Grækenland, Norge, Italien og andre lande, som nazisterne havde besat. Alle landes arbejdere støttede sovjetfolkets heltemodige befrielseskamp mod de fascistiske erobrere. Efter den anden verdenskrig kom arbejderklassens internationale solidaritet tydeligt til udtryk i kampen mod imperialisternes nye aggressive intriger og i understøttelsen af Sovjetunionens og hele den socialistiske lejrs optræden mod den imperialistiske aggression. Dette bidrog væsentligt til at begrænse og gøre ende på de af imperialisterne iværksatte krige mod folkene i Indonesien, Indokina, Korea, Ægypten og andre lande. I vor tid er den arbejdende befolknings internationale aktionsenhed, dens samling og solidaritet en vældig kraft i kampen mod den imperialistiske lejrs anslag mod folkenes uafhængighed, frihed og lykke. Derfor lægger de kommunistiske partier i særlig grad vægt på at styrke den arbejdende befolknings internationale solidaritet i kampen for fred, demokrati og socialisme.

Kapitalismens ujævne udvikling viser sig ikke blot på det økonomiske område, men også inden for arbejderbevægelsen. I forbindelse hermed spiller arbejderklassen i de enkelte lande en forskellig rolle i proletariatets internationale kamp på de forskellige historiske etaper. For at bruge Lenins ord var det i Frankrig i forrige århundrede »som, proletariatets kræfter blev udtømt under arbejderklassens to heroiske, i verdenshistorisk forstand yderst frugtbare opstande mod bourgeoisiet i 1848 og 1871«. Derefter gik hegemoniet i den internationale arbejderbevægelse over til Tyskland, men dermed var udviklingen ikke forbi. Allerede Marx forudså dette, da han skrev: »Revolutionen begynder denne gang i øst, som hidtil har været kontrarevolutionens urørte bolværk og reservearmé.« I begyndelsen af det 20. århundrede forskød den internationale bevægelses centrum sig virkelig fra vest til øst. Rusland blev det land, der skulle øve afgørende indflydelse på verdenshistoriens gang. Det blev den proletariatiske revolutions vugge, og den historiske udvikling placerede dets arbejderklasse i den internationale socialistiske bevægelses forreste rækker. Her lykkedes det for første gang arbejderklassen at gøre det af med kapitalismen og derved at lægge grunden til udøvelsen af proletariatets verdenshistoriske kald.

Den russiske arbejderklasses rolle som fortrop

Kapitalismen i Rusland udviklede sig under de feudale godsejeres politiske herredømme. Omkring 1860 fremkaldte modsætningerne mellem samfundets materielle udviklingsbehov og de feudale produktionsforhold, som bremsede denne udvikling, en skærpelse af klassekampen og førte til, at de revolutionære stemninger i landet tiltog. Lenin påpegede, at der allerede 1859-61 var opstået en revolutionær situation i Rusland, selv om det ikke kom til en revolution; der fandtes ganske vist objektive forudsætninger for at knuse det eksisterende samfundssystem, men den subjektive faktor manglede, d.v.s. det, der manglede, var »den revolutionære klasses evne til at gennemføre revolutionære masseaktioner, som var tilstrækkeligt stærke til at styrte (eller ryste) den gamle regering, som aldrig, selv ikke i en krisetid, 'falder', hvis man ikke 'får den til at falde'«. I Rusland bevaredes der lige til vort århundredes begyndelse talrige former for ikke-økonomisk tvang, sådan som det er karakteristisk for den førkapitalistiske epoke. De progressive former for kapitalistisk produktion udviklede sig side om side med talrige levn fra fortiden. Følgen heraf var, at de modsætninger, som storindustriens vækst fremkaldte, var skarpere i Rusland end i noget andet land. Den omstændighed, at der side om side eksisterede elementer af udviklet kapitalisme og middelalderlige levn, medførte særlig kvalfulde former for undertrykkelse for den arbejdende befolkning. I intet andet europæisk land fandtes der en så barbarisk udbytning som i Rusland Intetsteds, skrev Lenin, har den arbejdende befolkning lidt så meget »både under kapitalismen og under mangelen på en kapitalistisk udvikling«. Et andet karakteristisk træk ved den industrielle udvikling i Rusland var, at den ledsagedes af, at udenlandsk kapital i stor målestok trængte ind i landet og efterhånden erobrede en betydelig plads i landets økonomiske og politiske liv. Lenin påpegede, at det i Rusland var sådan, at »amerikanske, engelske og tyske kapitalister fik deres profit ved hjælp af russiske kapitalister, som de lod få en god andel af den«. Medens det tsaristiske Rusland i stigende grad blev afhængigt af de udenlandske kapitalister, optrådte det selv over for mange lande som en imperialistisk kolonisator. Muligheden for at undertrykke og udplyndre fremmede folkeslag fører imidlertid ofte til styrkelse af forældede former for økonomi, »thi - som Lenin påpegede - den halvfeudale udbytning af fremmede folkeslag bliver ikke sjældent en indtægtskilde, som træder i stedet for produktivkræfternes udvikling«. Netop sådan gik det i Rusland. De økonomiske og politiske forhold i Rusland fremkaldte således en hurtig revolutionering af den russiske arbejderklasse. Allerede i 1870'erne indledte den kampen mod kapitalisterne. Selv om de første arbejderorganisationer blev knust, var den proletariske bevægelse i landet i stadig vækst, den blev mere og mere til en massebevægelse og fik stadig nøjere forbindelse med den arbejdende befolknings øvrige demokratiske bevægelser. Bønderne udgjorde en vældig revolutionær kraft i Rusland. De knugedes af godsejernes udbytning, de var retsløse og fattige, men rede til at kæmpe for jord og frihed, og de vendte sig spontant i retning af arbejderklassen i en følelse af, at kun den kunne hjælpe bønderne. Det tsaristiske Rusland var et folkenes fængsel, og dette skærpede også de modsætninger, der sønderrev landet og skabte jordbund for en hurtig udbredelse af den nationale befrielsesbevægelse, for en tilnærmelse mellem de talrige undertrykte nationaliteter og arbejderklassen, der var bannerføreren for den nationale befrielse. På denne måde hærdede selve virkeligheden arbejderklassen og gjorde den til den afgørende revolutionære kraft. Allerede i slutningen af det 19. århundrede optrådte proletariatet, som Lenin sagde, som »den eneste og den naturlige repræsentant for hele Ruslands arbejdende og udbyttede befolkning«. Men for at blive klar over sin historiske rolle, måtte den russiske arbejderklasse væbne sig med den videnskabelige socialismes ideer, der begrunder proletariatets mål og opgaver og er et sikkert våben i dets kamp for befrielsen. For det daværende Rusland var det karakteristisk, at der fandtes et betydeligt antal arbejdere, der havde en uudslukkelig kundskabstørst og nærede en dyb interesse for samfundsproblemer. I alle egne af Rusland, overalt, hvor proletariatet vågnede til aktiv kamp, fandtes der progressive arbejdere, som ivrigt søgte efter svar på samfundslivets brændende spørgsmål og begærligt optog socialismens ideer. Ruslands revolutionært-demokratiske intelligens bidrog til udbredelsen af disse ideer blandt den arbejdende befolkning. De store traditioner fra den idékamp, som Herzen, Belinskij, Dobroljubov, Tjernysjevskij og andre revolutionære havde ført, blev tilegnet af de marxistiske intellektuelle, der gik ud til arbejdermasserne for at skabe et revolutionært parti af ny type. Den kendsgerning, at antallet af de klassebevidste arbejdere var i kraftig vækst, vidnede om, at den russiske arbejderklasse rummede en vældig åndelig kraft. Arbejderklassen blev af hele udviklingens objektive gang forberedt til sit historiske kald. Arbejderbevægelsen i Rusland, hvor modsætningerne i den nye, imperialistiske epoke fortættede sig i særlig grad, fik den rolle at bevare den revolutionære marxisme i dens ideologiske og politiske renhed. Rusland, sagde Lenin senere, er virkelig gennem lidelser nået frem til marxismen som den eneste rigtige revolutionære teori; det led sig frem til den gennem et halvt århundrede fuldt af usigelige pinsler og ofre, enestående revolutionært heltemod, utrolig energi og uselviskhed, medens det søgte, lærte, prøvede i praksis, led skuffelser, kontrollerede og sammenlignede med Europas erfaringer. Intet andet land har gennemgået så meget som Rusland, hvad angår omfattende og lærerige revolutionære erfaringer i bevægelsens hastige følge og mangfoldige former: legale og illegale, fredelige og ikke fredelige, skjulte og åbne, i cirkler og blandt masserne, som parlamentarisk og som terroristisk virksomhed. Rusland blev det land, hvor leninismen opstod, en lære, der berigede marxismen med nye konklusioner og grundsætninger, som svarede til den nye historiske situation. Leninismen opstod på russisk jord, men den har dybe rødder i hele den internationale arbejderbevægelse. Da Ruslands arbejderklasse trådte ind i kampen senere end proletariatet i de vesteuropæiske lande, kunne den støtte sig til dets erfaringer, overtage dets bedste revolutionære traditioner og samtidig undgå dets fejl tage sig i agt for de farer, som opportunismens udbredelse førte med sig. Rusland var det land, hvor det første parti af den nye leninske type opstod, et parti, der skulle komme til at spille en verdenshistorisk rolle. Lenins største bidrag til udviklingen af marxismens revolutionære lære var hans teori om, at socialismen til at begynde med kunne sejre i et enkelt land. Denne opfattelse nåede Lenin frem til på grundlag af en dybtgående analyse af kapitalismens nye, imperialistiske stadium. Den leninske teori gav proletarerne i de forskellige lande et klart perspektiv og frigjorde deres revolutionære initiativ. Den befriede dem for forældede grundsætninger, hvorefter revolutionen kun kunne finde sted i alle lande på én gang eller i de fleste af disse lande, når de havde op. nået et højt udviklingstrin i økonomisk, teknisk og kulturel henseende og således var blevet »modne« til socialismen. Anden Internationales teoretikere klamrede sig som bekendt til disse sætninger, men de blev under de nye forhold til en byrde, der hæmmede arbejderklassens frihedsbevægelse. De russiske arbejdere havde ikke været i stand til at rejse de brede folkemasser til kamp mod selvherskerdømmet og kapitalisternes og godsejernes åg, hvis de ikke gennem Lenin og bolsjevikernes parti var blevet overbevist om, at de kunne kæmpe for socialismen og sejre i denne kamp ved at støtte sig til deres egne kræfter, uden at vente på det internationale proletariats øvrige afdelinger.

Verdens første socialistiske revolution

Overgangen fra den borgerlig-demokratiske revolution til den socialistiske omvæltning

Den russiske arbejderklasses nærmeste opgave bestod i at styrte tsarismen i forbund med bønderne. Revolutionen 1905-07, der blev slået ned af selvherskerdømmet, formåede ikke at løse denne opgave. Ikke desto mindre var den af største historiske betydning, ikke blot fordi det var den første russiske revolution, men også fordi den i det hele taget var den første borgerlig-demokratiske revolution, som blev ledet af arbejderklassen og ikke af bourgeoisiet, der ikke længere var en revolutionær faktor. Den opgave at styrte tsarismen blev løst af den borgerlig-demokratiske revolution i februar 1917. Til forskel fra de borgerlige revolutioner i vest, der efterfulgtes af langvarig periode, hvor bourgeoisiet havde herredømmet, voksede februarrevolutionen i Rusland hurtigt over i den socialistiske revolution. Denne overvoksningsproces antog en særlig stormfuld karakter, fordi de dybtgående modsætninger, der sønderrev landet, og som blev uddybet efter 1905-revolutionens nederlag, var blevet tilspidset til det yderste under den første verdenskrig. Da bourgeoisiet var kommet til magten i februar 1917, løste det ikke den borgerlig-demokratiske revolutions vigtigste opgaver, men førte tilmed landet videre frem ad den imperialistiske krigs ødelæggende vej. Ved sin folkefjendske politik bragte det folket og landet til randen af en katastrofe. Dette førte til en bevægelse, hvori det arbejdende folks bredeste masser deltog, og disse kunne ved egen erfaring overbevise sig om, at redningen alene lå i den socialistiske revolution. Krigen, skrev Lenin, har fremkaldt en så umådelig krise, anspændt folkets materielle og moralske kræfter og tilføjet den moderne samfundsorganisation så kraftige slag, at Rusland stod over for valget: »Enten at gå under eller betro sin skæbne til den mest revolutionære klasse for ad den hurtigste og mest radikale vej at gå over til en højere produktionsmåde« - til socialismen. I den væbnede opstand den 25. oktober (7. november) 1917 styrtede Ruslands arbejderklasse, der blev ledet af det bolsjevikiske parti og stod i forbund med fattigbønderne, kapitalisternes og godsejernes herredømme og erobrede den politiske magt. De brede folkemassers, deriblandt soldaternes og matrosernes, deltagelse i Oktoberrevolutionen lammede bourgeoisiets modstand og gjorde denne revolution usædvanlig ublodig. I modsætning til den imperialistiske propagandas senere opdigt, beviser de historiske kendsgerninger uimodsigeligt, at den socialistiske revolution, der gennemførtes under kommunisternes ledelse, var præget af den proletariske humanismes ånd. Dette bevidnes af talrige udsagn af objektive iagttagere, blandt hvilke der også var udlændinge. Således skrev f.eks. den kendte amerikanske journalist Albert R. Williams, som i 1917 opholdt sig i det revolutionære Petrograd og senere foretog en stor rejse gennem Rusland: »Som herskende klasse kunne arbejderne nu have taget hævn over deres tidligere udbyttere og bødler... Jeg vidste, at tusinder af arbejdere som nu stod ved regeringens ror, engang var blevet smedet i ker og forvist til Sibirien. Jeg så folk med ligblege ansigter og usikker gang, der så ud som om, de var stået op af graven, efter at de var blevet befriet fra Schlüsselburgs skumle fangehuller. Jeg så dybe ar på deres rygge, spor efter kosakkernes pisk - og jeg huskede Lincolns ord: »Hvis hver blodsdråbe, der skyldes et piskeslag, bliver gengældt med et sværdslag, så vil gudsdommen være ren og retfærdig.« Men der fulgte intet frygteligt blodbad. Tværtimod, tanken om gengældelse syntes slet ikke at opstå hos arbejderne. Den 30. november vedtog sovjetten et dekret om dødsstraffens afskaffelse. Det var ikke blot en menneskekærlig handling, arbejderne søgte ikke blot at garantere deres fjenders liv, men gav dem i mange tilfælde deres frihed.« »Historiens dom - fortsatte Albert R.Williams - vil lyde på, at den russiske revolution, som var langt mere dybtgående end den store omvæltning, der foregik i Frankrig i 1789, ikke udviklede sig til et hævnorgie. Den russiske revolution måtte i overensstemmelse med hele sit mål være en ublodig revolution.« Det var som om den amerikanske journalist forudså de angreb, som revolutionens fjender ville fremsætte, da hans skrev: »Men den røde terror - vil én og anden indvende. Den kom først senere, da de allieredes hære faldt ind i Rusland og de sorte hundreder under deres beskyttelse organiserede kontrarevolutionens hvide terror mod bønder og arbejdere - et modbydeligt orgie af nedslagtning og voldshandlinger, i hvilket værgeløse kvinder og børn blev dræbt i massevis. Da måtte man for at forsvare arbejderne, der var drevet til fortvivlelse, gribe til den røde terror. De revolutionære genindførte dødsstraffen, og de hvide fik revolutionens hurtigt straffende hånd at føle.« Der har også i fortiden fundet folkeopstande sted. Men det særegne ved Oktoberrevolutionen er, at den for bestandig gjorde det af med klasseundertrykkelsen og menneskers udbytning af mennesker og derved indledte en ny æra. Den 25. oktober 1917, den dag, da arbejderklassen overtog magten, sagde V. I. Lenin: »Der indtræder nu et nyt afsnit i Ruslands historie, og denne tredje russiske revolution må i sit endelige resultat føre til socialismens sejr.« Oktoberrevolutionen befriede befolkningen i et vældigt land, som omfattede en sjettedel af jordkloden, fra kapitalistisk slaveri. Den bragte ikke blot den sociale befrielse til arbejderklassen og de arbejdende bønder, men løste også Ruslands nationale problemer og dets demokratiske opgaver i almindelighed. Revolutionen førte landet ud af den ødelæggende krig, den frelste det fra faren for at blive sønderlemmet og bragt under koloniåget. Den gav bønderne den jord, som de i så høj grad havde længtes efter, og befriede folkene randområderne fra national undertrykkelse. Den gjorde ikke blot ende på Ruslands overordentlige økonomiske efterblevenhed i forhold til Vestens fremskredne lande, men åbnede også mulighed for, at Rusland på kort tid kunne indhente dem. Denne revolution skabte for første gang i verdenshistorien betingelser for en løsning af kvindespørgsmålet, d.v.s. for kvindens juridiske og faktiske frigørelse og hendes ligeberettigelse med manden. Endelig opstod der gennem Oktoberrevolutionen i Rusland en ny, socialistisk stat, hvis udenrigspolitik fra den første dag tjente freden og venskabet mellem folkene.

Hvordan det russiske proletariat sønderslog de gamle dogmer om, at den socialistiske revolution om er umulig

Udbytterklasserne og deres lærde lakajer havde gennem århundreder påstået, at det var umuligt, at lede samfundsproduktionen uden godsejere og kapitalister, og at de arbejdende masser ikke kunne leve uden en herrekaste. Den russiske arbejderklasse beviste i praksis, at samfundet udmærket kan klare sig uden godsejere og kapitalister. Selve virkeligheden gjorde det også af med de opportunistiske dogmer, at den socialistiske revolution kun kan begynde i lande, hvor produktivkræfterne er nået op på det højeste niveau, og hvor arbejderklassen udgør befolkningens flertal. Opportunisterne havde på forhånd erklæret, at en revolution, der ikke opfyldte disse fordringer, var umulig og ikke lovmæssig. Blandt andet havde en bedrevidende person som Kautsky påstået, at selv om den russiske arbejderklasse kom til magten, ville bondemasserne uvægerligt forvandle den proletariske revolution til et kaos af bondeoprør, d.v.s. til en episode i den borgerlige revolution. Livet har kuldkastet de opportunistiske dogmer. Socialismens modstandere påstod også, at selv om arbejderklassen kunne erobre magten, så kunne den alligevel ikke fastholde den, fordi den hverken havde erfarne kadrer eller administrativ erfaring. Kort før Oktoberrevolutionen skrev det borgerlige blad Novoje vremja: »Lad os for et øjeblik antage, at bolsjevikerne sejrer. Hvem skal så regere os ? Skal det være kokke, der forstår sig på koteletter og bøf? Eller brandmænd? Hestepassere eller fyrbødere? Eller måske skal barnepigerne ile til møde i statsrådet ind imellem blevasken? Hvem ellers? Hvem er disse statsmænd? Måske skal maskinarbejderne tage sig af teatrene, rørlæggerne af diplomatiet og snedkerne af post- og telegrafvæsenet?... Kommer det til at gå sådan? Nej. Er noget sådant muligt? Historien vil give bolsjevikerne det rette svar på dette vanvittige spørgsmål.« Historien har virkelig givet svar på dette spørgsmål, der forekom de russiske reaktionære at være et vanvittigt spørgsmål. De er blevet til spot for historien, som fuldt ud har vist, at bolsjevikerne, kommunisterne havde ret, når de havde en fast tro på massernes skabende evner. Mange maskinarbejdere blev som bekendt ikke blot gode beskyttere af teaterkunsten, men også fremragende statsmænd, og dygtige snedkere og hestepassere blev udmærkede feltherrer, som besejrede de kendteste borgerlige generaler, og rørlæggere, fyrbødere og andre repræsentanter for de arbejdende klasser blev dygtige diplomater og administratorer fremragende ingeniører, konstruktører, forfattere og videnskabsmænd. Oktoberrevolutionen gav ikke blot arbejderklassen magten, men beviste også i praksis, at arbejderklassen udmærket kan administrere staten. lede økonomien og skabe en ny kultur. Ja, erfaringen har vist, at det går langt bedre uden kapitalisterne. I arbejderklassen og blandt de arbejdende bønder slumrede der utallige talenter, som nu, takket være revolutionen, kunne gøre sig gældende overalt inden for administrationen og industrien. Oktoberrevolutionen latterliggjorde én gang for alle dem, der påstod, at mennesker fra »folkedybet« var ude af stand til at yde selvstændigt skabende arbejde, og at de i hvert fald, før de tog magten, længe måtte stå i lære hos den borgerlige kulturs »vismænd«. Lenin mente, at proletariatet ikke havde grund til at vente, indtil det nåede op på et vist »kulturniveau«, og at det hurtigere ville nå op på dette niveau under arbejder- og bondemagten. »Hvis der til skabelse af socialismen - skrev Lenin - kræves et bestemt kulturniveau (skønt ingen kan sige, hvordan dette bestemte 'kulturniveau' skal være, thi det er forskelligt i hver af de vesteuropæiske stater), hvorfor kan vi da ikke begynde med først at erobre forudsætningerne for dette bestemte niveau ad revolutionær vej, og så derefter på basis af arbejder- og bondemagten og sovjetsamfundet give os til at indhente de andre folk.«

Det kommunistiske parti i spidsen for den revolutionære omvæltning

Oktoberrevolutionen har bekræftet den marxistiske sandhed, at selv den gunstigste revolutionære situation kun kan føre til sejr, hvis der findes et parti, der er i stand til at give en rigtig vurdering af situationen og er besluttet på at føre kampen til ende, og som formår at lede det arbejdende folks brede masser. For at få revolutionen i Rusland til at udvikle sig fra en mulighed til en virkelighed behøvedes der et stort politisk og organisatorisk arbejde med at forene de talrige forskellige bække af folkelig harme til en vældig revolutionær flod. Lenins parti løste denne opgave med ære. Det formåede at sammensmelte arbejderklassens socialistiske bevægelse, den almen-demokratiske bevægelse mod krig og imperialisme, bøndernes revolutionært-demokratiske kamp for jord og fred og Ruslands folkeslags nationale befrielsesbevægelse til én mægtig revolution strøm. Da folkets bredeste masser, ikke blot arbejderne, gik over til det kommunistiske parti, rejste det det arbejdende folk til kampen om magten, til kampen for den socialistiske revolution. Gennem mange årtier havde arbejderklassens partier i alle lande i deres programmer skrevet om socialismen, men da det gjaldt om at gå fra ord til handling, viste det sig, at socialismen for mange af dem kun var en propagandistisk parole og ikke en konkret opgave, der skulle løses gennem kamp. Lenins parti var det første, der i handling fik arbejderklassen til at gå i gang med opfyldelsen af sit verdenshistoriske kald, og som flyttede socialismen fra teorien over i praksis. Vor bog har ikke som opgave at give en skildring af oktoberomvæltningen og af de skiftende paroler, der blev fremsat på revolutionens forskellige etaper o.s.v.. Alt dette findes der en grundig skildring af i de forskellige lærebøger om Sovjetunionens kommunistiske partis historie. Her skal der kun gøres rede for Oktoberrevolutionens grundtræk, der gjorde den til et afgørende vendepunkt i menneskehedens historie, og som stadig tjener som forbillede for den internationale arbejderbevægelse. Den politik, som kommunisterne førte under Oktoberrevolutionen, er et mønster på en i sandhed marxistisk, videnskabeligt begrundet taktik for et revolutionært arbejderparti i historiske brydningstider: partiets linje gik ikke ud på at »erobre« magten, men på at organisere folkemasserne til kamp om magten; det bidrog tålmodigt til at få de arbejdende massers revolutionære bevidsthed til at modnes; og det forstod at fremsætte paroler, ved hjælp af hvilke folkemasserne støttet af egen erfaring blev ført frem til revolutionær kamp mod kapitalismen. Partiet viste en bemærkelsesværdig smidighed, en evne til at finde et fælles sprog med de forskellige politiske og samfundsmæssige kræfter og til at udvide fronten af arbejderklassens forbundsfæller. Når den store socialistiske Oktoberrevolution sejrede, var det netop fordi det kommunistiske parti marcherede i spidsen for arbejderklassen, og fordi det mesterligt forstod at anvende den marxistisk-leninistiske lære på de særlige russiske forhold. Partiet var nøje forbundet med masserne, det udtrykte deres forhåbninger, var beslutsomt og dristigt, principfast og smidigt, og repræsenterede, som Lenin sagde kort før Oktoberrevolutionen, »vor epokes forstand, ære og samvittighed«. Det bolsjevikiske partis virksomhed som leder blev et klassisk forbilede for de andre landes marxistisk-leninistiske partier.

Historiens første eksempel på en proletarisk magt

Den store socialistiske Oktoberrevolution bragte ikke alene arbejderklassen sejren, men skabte også for første gang i historien et eksempel på en proletarisk magt for overgangsperioden fra kapitalismen til socialismen. I landet oprettedes proletariatets diktatur; sovjetrepublikken blev dets statslige form på en proletarisk magt. Den nye, sovjetiske magt begyndte omgående med revolutionær energi at gennemføre foranstaltninger til styrkelse af den revolutionære orden, til tilfredsstillelse af massernes påtrængende behov og til forbedring af deres kår. Der måtte gøres meget for at forsvare revolutionen mod anslag fra klassefjendernes side. Mange af fortidens folkebevægelser er gået til grunde, fordi de partier og klasser, der ledede dem, ikke kunne beslutte sig til at anvende magt for at holde udbytterklasserne nede, fordi de ikke forstod at besvare hvert slag med lige mønt og forsvare revolutionens landvindinger mod dens fjender. Oktoberrevolutionen undgik disse fejl. Lenin, kommunisterne, de russiske arbejdere veg ikke tilbage for at anvende skrappe forholdsregler over for revolutionens aktive fjender, men sikrede samtidig et bredt proletarisk demokrati for den arbejdende befolkning. Over for den fjendtlige kapitalistiske indkredsning var en fast arbejdermagt den eneste redning for landet. Opportunisterne, der kaldte sig selv for socialister, forkastede proletariatets diktatur og fordømte Lenin og leninisterne for den beslutsomme kamp, de førte mod de kontrarevolutionære elementer. Opportunisterne ville ikke forstå den sandhed, at det er de af folket styrtede udbytterklasser, som er de første, der griber til vold, og at al overbærenhed over for kontrarevolutionen fører til en blodsudgydelse, der er hundrede gange værre end den, der er nødvendig for at bringe revolutionens fjender til fornuft. Oktoberrevolutionens erfaring har været et strålende bevis for, at proletariatets diktatur i den ene eller den anden form er en nødvendig' hed for den heldige overgang fra kapitalisme til socialisme. Det er de russiske kommunisters store fortjeneste over for den internationale arbejderbevægelse, at de under Lenins ledelse formåede at anvende den revolutionære marxismes lære på de konkrete forhold i Rusland og bevise dens rigtighed og livskraft. Enhver revolution, påviste V. I. Lenin, er kun noget værd, når den formår at forsvare sig. Mange revolutioner led nederlag, fordi de ikke var i stand til at organisere deres forsvar. Oktoberrevolutionen undgik denne fejl. Den demonstrerede i praksis sin evne til at forsvare sig, idet den på ganske kort tid i stedet for den demoraliserede og faktisk opløste tsaristiske hær skabte en ny revolutionær arbejder- og bondehær. Mod den russiske revolution rejste der sig en omfattende koalition sammensat af indre reaktionære kræfter og det internationale bourgeoisi. Hele sovjetrepublikken blev sønderskåret af borgerkrigens og den udenlandske interventions fronter. Ikke desto mindre var det den unge Røde Hær, hvis soldater ofte manglede fodtøj og måtte sulte, og som var udrustet mange gange dårligere end dens fjender, der blev sejrherren i de hårde kampe. Oprettelsen af en sådan hær var det bedste bevis på det proletariske diktaturs styrke og på den kraftige støtte, som folket ydede det. Hvis det havde forholdt sig, som sovjetmagtens modstandere bagtalerisk påstod: at den ikke havde folkemassernes dybe kærlighed, hvis masserne ikke havde forstået, at kommunisterne kæmper for folkets magt, ville det ikke være lykkedes partiet at oprette en massehær, der var besjælet af revolutionær begejstring og en ubøjelig sejrsvilje. Den Røde Hær fik den ærefulde, men vanskelige opgave at få den internationale imperialismes og den indre kontrarevolutions planer til at strande. Disse planer gik ud på at sønderlemme Rusland og dele det i flere halvt selvstændige lande. Det revolutionære folks hær opfyldte med ære sin historiske opgave og jog deltagerne i »de fjorten magters felttog« ud af sovjetrepublikken. Sammen med dem fulgte de russiske hvidgardister, de ukrainske og alle mulige andre separatister, der drømte om at rive sovjetlandet i stykker. Sovjetfolkets sejrrige kamp mod interventerne og hvidgardisterne var den strålende bekræftelse på Lenins profetiske ord: »Man vil aldrig kunne besejre et folk, i hvilket flertallet af arbejderne og bønderne har erkendt, følt og set, at de forsvarer deres egen, sovjetiske magt, den arbejdende befolknings magt, at de forsvarer en sag, hvis sejr vil gøre det muligt for dem og deres børn at nyde alle kulturens goder, alt hvad menneskets arbejde har skabt.«

En mægtig impuls for den revolutionære arbejderbevægelse i andre lande

Oktoberrevolutionen var et inspirerende eksempel for den befrielseskamp, som den arbejdende befolkning i hele verden førte. Den fik brede tolkemasser i de borgerlige lande til at tvivle på kapitalismens urokkelighed og bestandighed, og den sønderslog pseudosocialistemes dogmer om, at man måtte affinde sig med imperialismens almagt og nøjes med delvise indrømmelser fra de herskende klassers side. Den kendsgerning, at arbejderklassen i verdens største land gennem Oktoberrevolutionen var blevet den herskende klasse, forøgede i højeste grad det internationale proletariats socialistiske bevidsthed, gav dets revolutionære ånd vinger og styrkede dets tro på sine egne kræfter og på sin sejr. Socialismens og kommunismens ideer blev mere populære blandt de arbejdende masser, og arbejderklassen gik frem i politisk modenhed og kampberedskab. Under Oktoberrevolutionens indflydelse kom det i mange lande i Europa og Asien til et revolutionært opsving. I Tyskland begyndte aktionerne med krav om øjeblikkelig standsning af den imperialistiske krig, og der blev dannet arbejder- og soldaterråd. I efteråret 1918 havde den revolutionære krise nået et højdepunkt. Opstanden omfattede næsten hele landet, og monarkiet brød sammen. Den revolutionære bølge skyllede også det habsburgske monarki bort, det sammenstykkede østrig-ungarske rige faldt fra hinanden. Der genopstod selvstændige nationalstater: Tjekkoslovakiet, Jugoslavien, Ungarn og Østrig. I januar 1918 udbrød der en arbejderrevolution i Finland. I 1919 blev der oprettet sovjetmagter i Ungarn, Bayern og Slovakiet, og selv om de blev slået ned af kontrarevolutionen, efterlod de sig alligevel uudslettelige spor i den arbejdende befolknings bevidsthed. I Italien opstod der en omfattende bevægelse for oprettelse af bedriftsråd. Arbejderne satte sig i besiddelse af fabrikkerne, og bønderne gjorde det samme med de store godsejeres jord. I Frankrig, England, Belgien og Polen kom det til revolutionær kamp. I årene 1920-21 udbrød der generalstrejke i Bulgarien, Rumænien, Tjekkoslovakiet, og en vældig bølge af massestrejker rullede hen over USA og de sydamerikanske lande. Ligesom Oktoberrevolutionen gav en vældig impuls til arbejderbevægelsen i hele verden, fik den på sin side kraftig støtte fra det internationale proletariat. I England opstod der en solidaritetsbevægelse under parolen »Hænderne væk fra Sovjetrusland!« I mange lande blev der dannet nationale og lokale komiteer, der satte sig i spidsen for kampen for indstilling af interventionen; havnearbejderne nægtede at lade våben til hvidgardisterne og interventerne. I Italien fremsatte denne bevægelse parolerne: »Ikke et gevær, ikke en patron, ikke en soldat mod de arbejdendes fædreland« og »Gør ligesom i Rusland«. Som Lenin sagde, lærte folkene »ved udviklingens forløb at betragte Rusland som tiltrækningspunkt«. Under Oktoberrevolutionens indflydelse opstod der en ny, leninsk etape i den internationale arbejderbevægelse, en etape, der karakteriseres af, at der i mange lande opstod kommunistiske partier, og at der blev skabt et kamporgan for den internationale proletariske solidaritet den Kommunistiske Internationale. Arbejderbevægelsen kom ud af den tilstand af opløsning og magtesløshed, som den havde befundet sig under den imperialistiske krig 1914-18 på grund af II Internationales opportunisme. Oktoberrevolutionen fik den arbejdende befolkning til at føle sin styrke, den blev klar over sit mål og fik tillid til fremtiden.

Oktoberrevolutionens indflydelse på den nationale befrielsesbevægelse

Den socialistiske Oktoberrevolution indledte ikke blot de proletariske revolutioners æra; den betegnede også begyndelsen til det imperialistiske kolonisystems krise, til en ny periode i den nationale befrielsesbevægelses historie hos Østens undertrykte folkeslag. Den socialistiske revolution gjorde i Rusland slut på den nationale undertrykkelse og var dermed anskuelsesundervisning for hele verden. Den gjorde folkeslag, der havde været undertrykt af tsarismen, til virkelig frie og ligeberettigede nationer. Sovjetmagten bragte disse folkeslag ikke blot politisk frihed, politisk ligeberettigelse og et eget statsstyre, men gjorde det også muligt for dem at overvinde deres efterblevenhed på det økonomiske og kulturelle område. Som den mest fremskredne og stærkeste nation ydede den russiske nation dem uvurderlig støtte i denne henseende. Det er ikke mærkeligt, at Oktoberrevolutionen blev til en vældig inspirationskilde for de koloniale og afhængige folkeslag i deres kamp for befrielse fra imperialistisk trældom. Den russiske revolution viste dem vej til erobring af frihed og national uafhængighed. Dertil kom, at sovjetlandet, der havde knust interventernes hære og værnet om sine socialistiske erobringer, ved sit eksempel viste disse folkeslag, at selv om de imperialistiske staters herredømme forekom dem nok så urokkeligt, så var befrielsen fra koloniåget praktisk gennemførlig. Før Oktoberrevolutionen var den marxistisk-leninistiske lære ukendt i Østens lande. »Oktoberrevolutionens kanonsalver - siger Mao Tse-tung - bragte os marxismen-leninismen. Oktoberrevolutionen hjalp de progressive elementer i hele verden, herunder i Kina, til at anvende den proletariske verdensanskuelse, når det gjaldt om at bestemme landets skæbne og gennemprøve sine egne problemer. Man skal gå samme vej som russerne, lød konklusionen.« I 1921 blev Kinas kommunistiske parti grundlagt. Det fulgte det råd, Lenin i november 1919 havde givet Østens kommunister om at _sig _tii jgjj fælleskommunistiske teori og praksis og »tilpasse sig de betingelser, der ikke findes i de europæiske lande, og formå at anvende denne teori og praksis under betingelser, hvor hovedmassen består af bønder, og hvor det ikke gælder om at føre kampen mod kapitalen, men mod de middelalderlige levn.« Oktoberrevolutionens første genklang i det kinesiske folk var »bevægelsen af 4. maj«, der tog sin begyndelse i 1919 med protesten mod, at de tidligere tyske koncessioner i Kina blev overgivet til Japan. Den tvang den kinesiske regering til ikke at undertegne Versaillesfreden og til at udskifte en række ministre, som folket hadede. I denne brede folkebevægelse, der i første række var vendt mod den japanske imperialisme og den feudal-militaristiske regering, optrådte Kinas arbejderklasse for første gang som en selvstændig politisk kraft. Den kinesiske revolution forvandlede sig fra en borgerlig-demokratisk revolution af gammel type, som stod under bourgeoisiets ledelse, til en demokratisk revolution, der udviklede sig under arbejderklassens hegemoni. I 1919 kom det til masseaktioner fra det koreanske folks side vendt mod det japanske herredømme. Over to millioner mennesker tog del i dem. I Indien kom det til revolutionære begivenheder, som på mange steder tog form af væbnet opstand. »Den sovjetiske revolution - skrev Indiens premierminister Jawaharlal Nehru - har bragt det menneskelige samfund et stort skridt fremad, den har tændt en klar flamme, som ikke kan slukkes. Den har lagt grunden til en ny civilisation, som verden kan bevæge sig hen imod.« Massernes nationale befrielsesbevægelse i Indien tiltog mere og mere, indtil den tre årtier senere blev kronet med landets befrielse fra det engelske åg. Oktoberrevolutionens vældige indflydelse viste sig også i det fjerne Indonesien. Som den indonesiske republiks præsident, dr. Sukarno, bemærker, »tog de asiatiske folks kamp for deres nationale uafhængighed og mod undertrykkernes åg fat med ny styrke efter Oktoberrevolutionens sejr. Denne kamp blev mere og mere organiseret, og den satte sig det klare mål: uafhængighed med det samme.« Udviklingen af den nationale befrielseskamp viste, hvilken dybtgående indflydelse Oktoberrevolutionen udøvede på verdens undertrykte folk og blev begyndelsen til det imperialistiske kolonisystems sammenbrud.

Den internationale socialistiske bevægelses fortrop og bolværk

p_en store socialistiske Oktoberrevolutions internationale betydning er _et omfangsrigt og mangfoldigt emne, som i mange henseender går ud over dette kapitels rammer. Her har der kun været tale om den historiske sejr. som det russiske proletariat vandt under det kommunistiske partis ledelse i oktober 1917, og om den umiddelbare indflydelse, som denne store sejr dengang havde på andre folkeslags revolutionære bevægelse. Allerede i den forstand betegnede Oktoberrevolutionen indledningen til en ny æra i menneskehedens historie - den æra, da kapitalismen bryder sammen og socialismen triumferer. »Den socialistiske Oktoberrevolution - sagde N. S. Hrustjov på Sovjetunionens Øverste Sovjets jubilæumssamling - har en kolossal betydning i menneskehedens historie. Hele verden blev rystet i sin grundvold, da Ruslands proletariat sammen med de fattigste bønder under ledelse af bolsjevikernes parti med den store Lenin i spidsen tog magten i deres hænder og forkyndte tilblivelsen af et nyt samfunds- og statssystem. Verdens første arbejder- og bondestat løftede højt socialismens revolutionære røde fane, marxismen-leninismens store fane, som er kronet med hæder i kamp og sejr.« Med Oktoberrevolutionens historiske sejr blev sovjetlandet nu for hele verden den internationale socialistiske bevægelses fortrop og bolværk. »Vi har ret til at være stolte af - skrev Lenin -, og vi er stolte af, at det faldt i vor lykkelige lod at begynde på opbygningen af en sovjetstat og dermed at indlede en ny epoke i verdenshistorien, hvor herredømmet udøves af en ny klasse, der er undertrykt i alle kapitalistiske lande, men overalt er på vej til et nyt liv, til sejr over bourgeoisiet, til proletariatets diktatur, til menneskehedens frigørelse fra kapitalens åg, fra imperialistiske krige.« Den store socialistiske Oktoberrevolution var begyndelsen til en ny æra ikke blot i Ruslands historie, men i hele verdenshistorien. Den betegnede et grundlæggende skel i verdenshistorien, et skel mellem den gamle, kapitalistiske verden og den nye, socialistiske verden. Kapitalismen hørte op med at være et altomfattende system, der herskede i hele verden, verdenskapitalismens kæde blev brudt, og den vil aldrig mere kunne sammenføjes. Oktoberrevolutionen viste arbejderne i andre lande, at man ikke behøver at vente på et »generalopgør«, og at verdensfremskridtet hovedsagelig går gennem flere og flere landes gradvise frafald fra det kapital stiske system og deres overgang til socialismen. Oktoberrevolutionen beviste, at socialismen kan sejre i et enkelt land, og den var samtidig det første skridt frem mod socialismens sejr i verdensmålestok. Lenin så først og fremmest Oktoberrevolutionens internationale betydning i den indflydelse, den udøvede på verdenshistoriens gang, men han betonede også denne betydning i ordets snævreste forstand, »d.v.s. når man ved international betydning forstår international gyldighed eller det historisk nødvendige i, at det, som er sket hos os, vil gentage sig i international målestok.« Med Oktoberrevolutionens sejr er muligheden for socialistiske revolutioner steget i overordentlig grad. Det er blevet klart, at ikke blot en snæver kreds af højtudviklede lande, men hele verden kan vriste sig ud af kapitalismens kløer. Dette har i afgørende grad bidraget til at udvikle arbejderklassens internationale befrielsesbevægelse og førte til en svækkelse af imperialismen. Dertil kommer, at den stadige forøgelse af socialismens kræfter og svækkelsen af kapitalismen, en proces, som Oktoberrevolutionen dannede indledningen til, gør det lettere for den arbejdende befolkning i de kapitalistiske lande at føre kampen for fred og demokrati, at den væsentligt hjælper dem med at forsvare deres umiddelbare økonomiske interesser, og at den giver folkene i de små og økonomisk svage lande mulighed for at bevare deres uafhængighed og udvikle den nationale økonomi. Der findes ikke en side af samfundslivet i noget land i verden, som ikke direkte eller indirekte påvirkes af den store Oktoberrevolution. Historiens objektive forløb har gjort Sovjetunionen til fortroppen og bolværket for den internationale socialistiske bevægelse. Men at være fortrop og bolværk betyder selvfølgelig ikke på nogen måde, at man blander sig i andre landes indre forhold og dér »iværksætter« revolutioner. Ingen social revolution og da slet ingen proletarisk revolution kan fremkaldes kunstigt, »eksporteres« eller »importeres« eller laves på bestilling. Kort før Oktoberrevolutionen understregede V. I. Lenin, at Friedrich Engels havde ret, da han skrev: »Det sejrrige proletariat kan ikke P& tvinge noget fremmed folk nogen lyksalighed uden derved at undergrav sin egen sejr.« Den socialistiske revolutions fuldbyrdere findes ikke uden for, men inden for det land, der er blevet modent til revolutionen. Den finder sine eksekutorer i det pågældende lands arbejderklasse og dens forbundsfæller, i alle arbejdende og udbyttede. Revolutionen modnes i overenstemmelse med den historiske udviklings objektive love, og muligheden for dens sejr bliver til virkelighed gennem de brede massers revolutionære kamp under ledelse af det marxistisk-leninistiske parti.

Kommunisternes fjender udspreder den bagtalelse, at oprettelsen af marxistiske partier skyldes enkelte agitatorer. Hvis det virkelig forholdt sig sådan, ville der for længst ikke have eksisteret kommunister, thi de har gennem mange årtier været udsat for forfølgelser. For eksempel tilføjede den italienske fascisme det kommunistiske parti hårde tab. Forud for den anden verdenskrig havde det ikke mere end 15.000 medlemmer. Men til slut blev fascismen knust, og det kommunistiske parti blev hurtigt til et masseparti, som nu har næsten to millioner medlemmer. I mange lande er det reaktionære bourgeoisi faret frem mod kommunisterne med repressalier, og det har bestialsk myrdet eller fængslet kommunisternes bedste førere. Men intetsteds er det lykkedes det at gøre det af med arbejderklassens revolutionære partier. Alle forfølgelser formår intet over for de marxistiske partier. Dette vidner om, at det, der har kaldt de kommunistiske partier til live, er samfundsudviklingens dybtgående behov og først og fremmest arbejderklassens interesser og behov.

Hvad for et parti har arbejderklassen brug for ?

Da Karl Marx og Friedrich Engels videnskabeligt begrundede arbejderklassens historiske rolle, fastslog de samtidig, at proletariatet for den revolutionære omdannelse af det kapitalistiske samfund til et socialistisk havde brug for et selvstændigt politisk parti. Herom har de ikke blot skrevet meget, lige fra »Det kommunistiske Partis manifest«, men de har også gjort meget for at få oprettet et sådant Parti. I 1847 skabte Marx og Engels den første kommunistiske organisation, »Kommunisternes Forbund«. Man kan betegne »Kommunisternes Forbund« som forbilledet for de moderne kommunistiske partier. Støtter til dets erfaringer og til de erfaringer, der blev indhøstet gennem den i 1864 oprettede »Internationale Arbejderassociation«, der gik over i arbejderbevægelsens historie under navnet I Internationale, uddrog Marx og Engels mange vigtige konklusioner om arbejderklassens revolutionære partis rolle, organisation og politik. Under nye historiske forhold videreudviklede V. I. Lenin disse Marx' og Engels' konklusioner til en helstøbt lære om partiet. Han begrundede partiets førende rolle i arbejderbevægelsen, og han formulerede dets organisationsprincipper og normerne for dets indre liv, samt princip, grundlaget for dets politik og taktik. Denne lære er et af Lenins vigtigste bidrag til marxismen.

Det marxistiske partis revolutionære karakter.

Af alle de organisationer, som proletariatet skaber, kan kun det politiske parti give rigtigt udtryk for arbejderklassens grundinteresser og føre det til den fulde sejr. Med fagforeninger, kasser til gensidig hjælp og lignende organisationer kan arbejderne aldrig afskaffe kapitalismen og opbygge et socialistisk samfund. Hertil kræves der en organisation af højeste type, som ikke begrænser sig til kampen for at tilfredsstille den arbejdende befolknings øjeblikkelige behov, men sætter sig som mål at bringe arbejderklassen til magten, så at den kan gennemføre den revolutionære omdannelse af samfundet. En sådan organisation er det kommunistiske parti. »For at en bestemt klasses masse kan lære at forstå sine egne interesser, sin stilling, for at den kan lære at føre sin egen politik - skrev Lenin - bør man øjeblikkeligt og for enhver pris organisere klassens fremskredne elementer, selv om disse elementer til at begynde med udgør en forsvindende lille del af klassen.« Så længe arbejderklassen nøjes med at føre en økonomisk kamp, betragter bourgeoisiet den endnu ikke som en stor trussel for sig; men når den organiserer sig politisk, d.v.s. opretter et politisk parti, der udtrykker dens vilje som klasse, begynder det for alvor at nære frygt for sit herredømme. Derfor retter reaktionen sine stærkeste slag mod arbejderklassens politiske parti. For at underminere partiet indefra søger den kapitalistiske propaganda at få arbejderne til at tro på, at de kan klare sig uden et eget parti. Et udtryk for borgerlig indflydelse på arbejderklassen er anarkisternes og anarko-syndikalisternes afvisning af det politiske partis førende rolle. Anarkisterne bestrider i det hele taget, at det er nødvendigt at have en politisk organisation. Anarko-syndikalisterne erklærer, at arbejderklassen ikke skal beskæftige sig med politik, og at det er nok, hvis den har fagforeninger (syndikater). Ved at afvise politikken, indordner anarkisterne faktisk arbejderklassen under den borgerlige politik. Lenin viste, at denne opfattelse er teoretisk uholdbar og farlig, og skrev: »Kun arbejderklassens politiske parti, d.v.s. det kommunistiske parti er i stand til at forene, opdrage og organisere den avantgarde for proletariatet og alle arbejdende masser, som ene magter at modstå de uundgåelige småborgerlige svingninger i disse masser, de uundgåelige traditioner og tilbagefald, som bunder i fagligt snæversind eller faglige fordomme blandt proletariatet, og at lede hele proletariatets forenede virksomhed, d.v.s. lede proletariatet politisk, og gennem det lede alle arbejdende masser.« Ikke ethvert politisk parti, der gør krav på at lede arbejderklassen, er imidlertid i stand til at løse denne opgave. Dette beviser erfaringen fra de socialdemokratiske partier, der var medlemmer af Anden Internationale. Ved hjælp af socialdemokratiets opportunistiske ledere lykkedes det i betydelig grad bourgeoisiet at underlægge disse partier sin indflydelse, at gøre dem »tamme«, så at de kun ubetydeligt adskilte sig fra den sædvanlige borgerligt-parlamentariske opposition. Som følge heraf mistede de socialdemokratiske partier, som i begyndelsen havde vakt store forhåbninger i arbejderklassen, evnen til at organisere og lede den revolutionære arbejderbevægelse. Dette blev særlig iøjnefaldende, da imperialismens epoke medførte en overordentlig skærpelse af alle sociale modsætninger. Den objektive virkelighed, proletariatets interesser, krævede bydende toprettelsen af arbejderpartier af ny type. Det lykkedes for første gang at få oprettet et sådant parti i Rusland, hvor de imperialistiske modsætninger var særlig skarpe. I slutningen af 1890'erne indledte Lenin kampen mod opportunismen inden for socialdemokratiet. Denne kamp blev et forbillede for hele den internationale revolutionære bevægelse. Efter den store socialistiske Oktoberrevolution begyndte der at opstå kommunistiske partier i mange lande. De nationale ejendommeligheder og kampvilkårene satte deres præg På hvert kommunistisk parti, men samtidig har de alle noget fælles, som fundamentalt adskiller dem fra de socialdemokratiske partier. . Det, der især karakteriserer partierne af ny type, er deres uforsonlighed ^over for kapitalismen. Kommunisterne kæmper aktivt for dens afskaffelse, for en revolutionær omdannelse af det kapitalistiske samfund ud fra den opfattelse, at det er en afgjort forudsætning for denne omdannelse, at arbejderklassen overtager den politiske magt, og at der oprettes proletariatets diktatur. Derfor er kommunisterne uforsonlige over for opportunisme af enhver art, fordi den i praksis betyder tilpasning til kapitalismen. De kommunistiske partier famler sig ikke frem, de handler ikke i blinde, men lader sig lede af marxismen-leninismens revolutionære teori der er det videnskabelige udtryk for arbejderklassens fundamentale interesser. Partiet er et frivilligt forbund af meningsfæller, der har sluttet sig sammen for at føre den marxistiske verdensanskuelse ud i livet, for at virkeliggøre arbejderklassens historiske kald. Partiets revolutionære karakter bestemmer dets organisationsprincip. per, dets sluttethed, dets enhed i handling og dets smidige taktik. Men de kommunistiske partiers hovedstyrke ligger i, at det ikke er partier af enkeltindivider eller snævre grupper af professionelle revolutionære, men af brede arbejdende masser, med hvilke partierne kommer i nærmere og nærmere forbindelse, og hvis kamp de stræber efter at komme til at lede.

Arbejderklassens og alle arbejdendes fortrop

Det kommunistiske parti er arbejderklassens fortrop, d.v.s. dens fremskredne, klassebevidste del, som er i stand til at lede de brede arbejdende masser til kamp for kapitalismens omstyrtelse og socialismens opbygning. Lenin skrev: »Idet marxismen opdrager arbejderpartiet, opdrager den proletariatets avantgarde, der er i stand til at gribe magten og til at føre hele folket til socialismen, lede og organisere nyordningen og være lærer, leder, fører for alle arbejdende og udbyttede, når det gælder om at organisere deres samfundsliv uden bourgeoisiet og mod bourgeoisiet.« Proletariatets parti - det kommunistiske parti - der af naturen er et klasseparti, har samtidig dybe rødder ikke blot i arbejdermilieuet, men også i andre lag af folket. Kommunisterne er ikke en særlig slags mennesker, men almindelige arbejdere, bønder og intellektuelle, der er jævne mennesker af folkets midte. De udmærker sig imidlertid ved at være mere bevidste, de er mere standhaftige i idémæssig henseende, og de er følgelig også mere præget af revolutionær ånd, af beredvillighed til at bære al mulig modgang for den store idés skyld, der har fået dem til at slutte sig sammen. De lever for befolkningens interesser, og de tager del i alt, hvad der optager folket. I de kommunistiske massepartier kan man finde repræsentanter for alle folkekræfter, som har taget kampen op mod kapitalismen, men først og fremmest arbejderklassens bedste mænd. I det italienske kommunistiske parti er der f.eks. 44,6 procent arbejdere, 18,6 procent landarbejdere 13,4 procent forpagtere, 5,3 procent småbønder og 5,6 procent håndværkere. I det franske kommunistiske parti er der 40,3 procent arbejdere, 5 procent landarbejdere, 8,2 procent bønder og 12,2 procent funktionærer. 88,5 procent af alle Finlands kommunister er arbejdere. Den historiske erfaring viser, at de revolutionære partier i almindelighed gennemgår en række etaper i deres politiske og organisationsmæssige udvikling, før de bliver en virkelig fortrop. I begyndelsen er de for det meste propagandistiske grupper. De udfører hovedsagelig deres arbejde inden for deres egne rækker. Dette er nødvendigt for at sikre den idémæssige enhed, uddanne kadrer og organisere sig bedre. Så kommer der en tid, hvor partierne begynder at arbejde blandt masserne, de begynder at lede arbejderklassens strejker og masseaktioner. Det er en meget vigtig periode. Den betyder, at den spontane arbejderbevægelse forener sig med socialismens ideer og bliver til en klassebevidst, organiseret bevægelse. På en følgende etape bliver partiet til en virkelig politisk kraft, som er i stand til ikke blot at lede arbejderklassens flertal, men også store dele af folket. I nogle kapitalistiske lande har de kommunistiske partier endnu ikke været i stand til at drage arbejderklassens brede lag over på deres side; de er ikke blevet til massepartier. Som fortrop, der i sine rækker forener den mest bevidste del af arbejderklassen, spiller de en vigtig rolle i den arbejdende befolknings liv og kamp. Men det er klart, at de vil komme til at spille en endnu større rolle, når de samler de brede masser om sig. De bliver da til en politisk kraft, der fører den arbejdende befolkning til den sociale befrielse, til skabelsen af et nyt samfund. Hvor hurtigt partiet kan gå fra den ene etape til den anden, afhænger såvel af de objektive betingelser som af, om det selv fører en rigtig politik, og om det har en dygtig partiledelse. Skærpelsen af kapitalismens almene krise og de resultater, socialismens kræfter kan opvise, såvel som partikadrernes hurtigt tiltagende politiske modenhed og erfaring skaber i vor tid forudsætninger for, at alle kommunistiske partier i de kapitalistiske lande endnu hurtigere kan nå op på et endnu højere udviklingstrin.

Den demokratiske centralisme i partiets struktur og liv

Den rolle, som det kommunistiske parti er kaldet til at spille i arbejderbevægelsen, dets mål og opgaver, bestemmer også principperne for dets organisatoriske opbygning. De interesser, som det kommunistiske parti udtrykker, er ikke simpelt hen summen af de enkelte arbejderes eller arbejdergruppers privatinteresser, det er hele klassens interesser, der kun kan manifestere i en fælles vilje, der forener de mange enkelthandlinger til en samlet kamp. Kun en centraliseret ledelse kan forene alle kræfter, indstille dem på et fælles mål og give de isolerede aktioner af enkelte arbejdere og arbejdergrupper enhedspræg. »Proletariatets ubetingede centralisme og strengeste disciplin er en af grundbetingelserne for sejren over bourgeoisiet« (Lenin). Den fælles vilje i partiet kan imidlertid kun opstå ad demokratisk vej d.v.s. i fællesskab, kollektivt, således at forskellige meninger og forslag stilles over for hinanden, hvorefter der træffes beslutninger, der er bindende for alle. Den fælles vilje, der kommer i stand på denne måde har den fordel, at den mest fuldstændigt og derfor rigtigt giver udtryk for de objektive behov, som proletariatets klassekamp rummer. Det kommunistiske partis centralisme er altså en demokratisk centralisme, d.v.s. den støtter sig på de brede partimassers vilje. Demokratisk centralisme betyder i praksis: Alle ledende organer vælges, fra de laveste til de øverste; partiorganerne skal periodisk stå til regnskab for deres partiorganisationer; streng partidisciplin og mindretallets indordning under flertallet; de højere organers beslutninger er ubetinget bindende for de lavere. Den demokratiske centralismes princip ligger til grund for hvert kommunistisk partis love, som fastlægger strukturen og formen for dets opbygning, normerne for dets indre liv, metoderne i partiorganisationernes praktiske virksomhed, de krav, der stilles til partimedlemmerne, og disses rettigheder. Spørgsmålet om partimedlemmets pligter er en hjørnesten i partiets opbygning. Eftersom det kommunistiske parti skal løse storslåede opgaver i forbindelse med en radikal omdannelse af samfundet, kan det ikke anse det for tilstrækkeligt, at dets medlemmer simpelt hen er indforståede med partiprogrammet. Man er kommunist, hvis man aktivt bidrager til at gennemføre partiprogrammet og afgjort arbejder med i en af dets organisationer, under partiets ledelse og kontrol. Opportunisterne stiller ikke sådanne krav til deres partimedlemmer. Det var derfor netop dette spørgsmål, som i 1903 fremkaldte splittelsen mellem den revolutionære og den opportunistiske retning i Ruslands socialdemokratiske parti. Alle kommunistiske partier retter sig i dag efter Lenins princip om medlemskabet. Samtidig tager de konkrete optagelsesbetingelser og de forpligtelser, som det ene eller det andet kommunistiske parti pålægger sine medlemmer, hensyn til de særlige forhold i landet og til dets arbejderbevægelses traditioner. Partiet virker aktivt for optagelsen af nye medlemmer, men samtidig viser det forsigtighed, idet det søger at forhindre, at der trænger agenter og provokatører fra bourgeoisiet eller upålidelige elementer ind i dets rækker. Nogle kommunistiske partier, f.eks. det franske og det italienske, gennemfører årligt en ombytning eller en nyregistrering af medlemsbøger. Denne ombytning af medlemsbøger har til formål at aktivisere kommunisterne og forstærke arbejdet blandt masserne; samtidig muliggør denne ombytning, når forudsætningerne for dens gennemførelse er til stede, at man kan frigøre sig for de medlemmer, som faktisk er holdt op med at virke i partiorganisationen.

Partidemokratiet og ledelse

Partiet indretter sit indre liv sådan, at kommunisterne så aktivt som muligt kan tage del i dets praktiske arbejde. Det er kernen i partidemokratiet. Til dette formål skaber man de nødvendige betingelser for, at partimedlemmerne kan drøfte alle spørgsmål, kontrollere udførelsen af de trufne beslutninger, vælge lederne og kende og gennemprøve deres virksomhed. Det kommunistiske parti indskrænker ikke demokratiet i partiet til deltagelse i valg af ledelse. Denne forestilling om demokratiet, der er udbredt i de socialdemokratiske partier, betyder i virkeligheden, at man overfører den borgerlige parlamentarismes normer og grundsætninger til partilivet. Det kommunistiske partis demokrati betyder aktiv enhed i handling, d.v.s. et demokrati, under hvilket partimedlemmerne ikke blot vælger og diskuterer, men også er praktisk medbestemmende om den retning, partiets arbejde skal have. De kommunistiske partiers praksis har i de forskellige lande frembragt mangfoldige former for partimassernes inddragelse i det aktive arbejde. I Sovjetunionens kommunistiske parti arbejder ca. 20 procent af medlemmerne i partikomiteerne, som sekretærer (d.v.s. formænd) i grundorganisationerne og som partigruppeorganisatorer; resten får partiopdrag fra deres organisationer. I Kinas kommunistiske parti praktiserer man massekontrolmetoden, og i denne massekontrol deltager et stort antal kommunister. I Frankrigs og Italiens kommunistiske partier anvender man i stort omfang forskellige udvalg, initiativkomiteer o.s.v. som former for brede kommunistiske kredses inddragning i udarbejdelsen og gennemførelsen af beslutningerne. Alle kommunisters aktive deltagelse i parties virksomhed formindsker imidlertid ikke ledelsens betydning, den rolle, der tilkommer lederne, der råder over de nødvendige evner, kundskaber og erfaringer. Arbejderbevægelsens historie i de forskellige lande har vist, at de politiske partier kan virke fremgangsrigt, hvis de råder over faste grupper af erfarne, autoritative og indflydelsesrige ledere. Disse folk udgør partiets ledende kerne, dets kadrer, dets valgte apparat, som i praksis og ise rer udførelsen af de trufne beslutninger og sikrer, at erfaringer og traditioner bliver givet videre. De ledende partikadrer står ikke over partiet, men er underlagt det kontrol. Under demokratiet, sagde Lenin, ligger partiledernes virksom hed klart for dagen ligesom en teaterscene er synlig for tilskuerne. »Alle véd, at den og den politiker begyndte sådan og sådan, er undergået den eller den udvikling, optrådte sådan eller sådan i et vanskeligt øjeblik i livet, i det hele taget udmærker sig ved de og de egenskaber, - og derfor kan alle medlemmer af partiet ganske naturligt med fuld indsigt i sagen vælge en sådan politiker til en bestemt partifunktion eller forkaste ham ... Den 'naturlige udvælgelse' i fuld offentlighed, under valgbarhed og almindelig kontrol, sikrer, at hver funktionær til syvende og sidst kommer 'på rette hylde', sættes til det, der bedst passer til hans kræfter og evner, på sin egen krop mærker alle følgerne af sine fejl og for alles øjne viser sin evne til at erkende fejl og undgå dem.« Partidemokratiet er altså en afgørende forudsætning for den rette uddannelse, udvælgelse og opdragelse af de ledende kadrer. Samtidig er demokratiet en garanti for, at ledelsen støtter sig til den kollektive erfaring og ikke genspejler den ene eller den anden funktionærs personlige opfattelse.

Diskussionsfrihed og handlingens enhed

En overordentlig vigtig metode i partiarbejdet er den brede drøftelse af alle spørgsmål og den kollektive udarbejdelse af beslutningerne. Dette er nødvendigt for at sammenfatte de mangfoldige erfaringer og klarlægge fejl, så at enhver kan være overbevist om, at de trufne beslutninger er de rette. Enhver diskussion er imidlertid også forbundet med en grundig kritik, d.v.s. med fremdragelse af mangler, påvisning af deres årsager og fremsættelse af forslag til overvindelse af dem. Netop en sådan saglig kritik hjælper med til at komme fremad og få opdraget kadrerne rigtigt. Men partiet skelner altid mellem kritik, der styrker det, og kritik, der svækker det, kritikken for kritikkens skyld eller dadlesygen. Fordi partiet giver frihed til kritik og drager dem til ansvar, som undertrykker kritikken, betyder det ikke, at det giver nogen ret til at udnytte denne frihed til at svække partiets rækker. Men hvor går grænsen mellem nyttig og skadelig kritik? Til at fastslå denne grænse tjener partiprogrammet, partibeslutningerne og dets love. Partiet giver sine medlemmer vidtgående rettigheder, men det kræver naturligvis af dem, at de skal vise hengivenhed over for dets program« mål og idealer. Det finder sig ikke i, at der udbredes partifjendtlige opfattelser, men anser dette for uforeneligt med medlemskab i partiet. Er dette ikke en krænkelse af partidemokratiet, af partimedlemmernes ytringsfrihed? Nej, ud fra kommunisternes standpunkt er det det ikke. » Enhver har frihed til at skrive og sige alt, hvad der passer ham, uden den ringeste indskrænkning - skrev Lenin -. Men enhver frivillig sammenslutning (herunder også et parti) har også frihed til at ekskludere medlemmer, som udnytter partiets skilt til at udbrede partistridige anskuelser…. Partiet er en frivillig sammenslutning, som uvægerligt ville gå i opløsning, først idémæssigt og dernæst materielt, hvis det ikke skaffede sig af med de medlemmer, der søger at udbrede partistridige anskuelser.« Så længe der endnu ikke er truffet nogen beslutning, kan der i partiet blive fremsat forskellige meninger, og modsatte synspunkter kan støde sammen, men efter at der er truffet en beslutning, handler alle kommunister som én mand. Dette er det væsentlige i partidisciplinen, der kræver, at mindretallet indordner sig under flertallet, og fastslår, at trufne beslutninger afgjort er bindende. Disciplinen giver partiet den nødvendige organiserethed og målbevidsthed i handling. Men en blind disciplin kan ikke garantere alt dette. Partidisciplinens styrke består i, at den er bevidst, fordi den bygger på kommunisternes ideologiske sammensvejsethed, den bevidste godkendelse af partibeslutningerne, hvis udarbejdelse kommunisten selv aktivt har taget del i. Aktionsenhed betyder på ingen måde, at der ikke kan findes meningsforskelle inden for partiet. I modsat fald ville partiet forvandle sig fra en levende til en død organisation. I det daglige arbejde kan der opstå forskellige synspunkter, uoverensstemmelser med hensyn til det ene eller det andet spørgsmål. Det er uundgåeligt og tilladeligt. Partidisciplinen kræver ikke af nogen, at han skal opgive sin egen overbevisning, hvis denne overbevisning ikke strider mod marxismen-leninismens principper. Men den forpligter til at indordne sig under de trufne beslutninger og samvittighedsfuldt føre dem ud i livet, selv om partimedlemmet ikke er indforstået med dem eller har foreslået en anden løsning. Partidisciplinen kræver ligeledes, at spørgsmål vedrørende livet i partiet ikke bliver diskuteret uden for partiet. Alle disse normer for partilivet er blevet til på grundlag af arbejderbevægelsens erfaringer, som på overbevisende måde har vist, at arbejderklassens politiske parti uden streng disciplin forvandles til en formløs organisation, der er ude af stand til at lede den arbejdende befolknings kamp. Der er i partiet blevet opstillet faste regler med hensyn til dem, der ikke underordner sig de trufne beslutninger. Der har i de kommunistiske partiers historie været tilfælde, hvor enkelte personer, som ikke var indforstået med partilinjen, skilte sig ud i særlige grupper og indførte deres egen disciplin i disse. Sådanne grupper, der modsætter sig flertallet, kaldes fraktioner. I de opportunistiske partier, som kun er indstille på parlamentarisk virksomhed, er fraktionernes eksistens lovbestemt. I de kommunistiske partier, der er aktive kamporganisationer, ville det imidlertid være ensbetydende med opgivelse af den ideologiske enhed og af ledelsen af kampen, hvis man tillod fraktioner. Derfor er dannelsen af fraktioner uforenelig med partidisciplinens krav. Den marxistisk-leninistiske opfattelse af partienhedens betydning er tydeligst blevet udtrykt i resolutionen fra RKP(b)'s 10. kongres, der er skrevet af Lenin. I denne resolution bliver det understreget, at alle klassebevidste arbejdere klart må forstå, »at enhver form for fraktionsvæsen er skadelig og utilladelig, fordi den i praksis uundgåeligt fører til svækkelse af det samdrægtige arbejde«, og det anbefales, at man i tilfælde af, at der opstod fraktionsvæsen, skulle anvende alle partistraffe lige til eksklusion af partiet. I de kommunistiske partier er således et vidtgående demokrati forbundet med en centraliseret ledelse, ligesom fri diskussion er forbundet med streng disciplin og enhed i handling. Demokrati uden centraliseret ledelse forvandler partiet til en diskussionsklub. Centralisme uden demokrati eller med et utilstrækkeligt udviklet demokrati frembringer en dræbende bureaukratisme. En rigtig forening af demokrati og centralisme sikrer derimod en omfattende udvikling af aktivitet og initiativ i partiet; samtidig sikrer den en fast ledelse, der er absolut nødvendig i den politiske kamp. De konkrete former, i hvilke den demokratiske centralismes princip fremtræder, skifter, alt efter de historiske betingelser. Lenin skrev, idet han henviste til erfaringerne fra de russiske kommunisters partiorganisation: »Samtidig med at denne organisation bevarede sin fundamentale type, forstod den at tilpasse sin form til de forandrede betingelser, den forstod at variere denne form i overensstemmelse med øjeblikkets krav.« Hvert kommunistisk parti er en levende organisme, der udvikler sig og fuldkommengør sin virksomhed. Den demokratiske centralismes princip i de kommunistiske partiers struktur og liv er på ingen måde et stift skema. Den gør det muligt for dem at udføre sit arbejde elastisk, i overensstemmelse med de opgaver, der rejser sig, og med hvert lands særpræg.

Partiets levende forbindelse med de brede masser

Kommunisterne kan kun blive til et parti i ordets sande betydning, hvis de er nøje forbundet med masserne og har disses støtte. I 1920 kritiserede Lenin enkelte engelske kommunister, der ikke forstod nødvendigheden af forbindelsen med masserne, og sagde skarpt: »Hvis mindretallet ikke forstår at lede masserne og stå i nøje forbindelse med dem, er det ikke et parti og i det hele taget slet ikke noget værd, selv om det kalder sig selv for et parti.« Man kan udråbe sig selv til fortrop, lige så meget man vil, og alligevel ikke være det. Partiet kan jo ikke tvinge masserne til at slutte sig til det. Det vinder heller ikke nogen autoritet ved i sine erklæringer over for masserne at gøre krav på at spille en førende rolle.

Det er ikke nok at forkynde partiets ledende rolle - den skal man tilkæmpe sig

Men hvordan bliver partiet til en virkelig leder? Hertil findes der kun én vej: at overbevise masserne om, at partiet rigtigt udtrykker og forsvarer deres interesser, og overbevise dem ikke med ord, men med handlinger, med sin politik, sit initiativ og sin hengivenhed for sagen. Partierne må gennem sit arbejde fortjene de brede massers tillid og anerkendelse. »Det er jo ikke nok at kalde sig 'avantgarde', fortrop - skrev Lenin -, man må også handle således, at alle øvrige fortropper kan se og er nødt til at anerkende, at vi går i spidsen.« Det kommunistiske parti har et program, en videnskabeligt begrundet redegørelse for sine mål, der stemmer overens med den arbejdende befolknings fundamentale interesser. Det er en uvægerlig forudsætning for, at partiet kan tilkæmpe sig den førende stilling, at de arbejdende kan forstå kampens endelige mål. Samtidig må partiet have et aktionsprogram for tilfredsstillelsen af de arbejdendes umiddelbare behov. Partiet søger at vise initiativ på alle folkelivets områder, at vide besked med de forskellige befolkningslags behov og kæmpe for deres krav. Kommunisterne viser til stadighed, at det kapitalistiske system har overlevet sig selv, men de anser det for urigtigt at fremsætte paroler, der k kritiserer, men ikke svarer på spørgsmålet om, hvad der skal gøres , og hvordan det skal gøres. Lenin vendte sig altid mod forsøg på at opstille paroler, som kun tjente til at »skærpe proletariatets bevidsthed mod imperialismen«. Han skrev: »En 'negativ' parole, der ikke er forbundet med et bestemt positivt svar, 'skærper' ikke bevidstheden, men sløver den, fordi en sådan parole er tom snak, et meningsløst råb og en indholdsløs deklamation.«

Det gælder om at arbejde overalt, hvor masserne findes

Kommunisterne søger at arbejde overalt, hvor der er arbejdende mennesker. Dertil kræves der den nøjeste, mest organiske og stadige kontakt med masserne. »For at tjene masserne - sagde Lenin - og udtrykke deres rigtigt forståede interesser, må fortroppen, organisationen, udføre hele sin virksomhed blandt masserne, tiltrække samtlige disses bedste kræfter og for hvert skridt omhyggeligt og objektivt kontrollere, om forbindelsen med masserne holder, om den er levende. Sådan og kun sådan kan fortroppen opdrage og oplyse masserne, idet den giver udtryk for deres interesser, underviser deres organisationer og leder massernes hele virksomhed ind på den bevidste klassepolitiks vej.« Kommunisterne tillægger naturligvis masseorganisationerne - fagforeningerne, kvinde- og ungdomsorganisationerne, kooperationen o.s.v. - stor betydning. De kommunistiske partier vil på ingen måde berøve disse organisationer deres selvstændighed. Kommunisterne mener tværtimod, at masseorganisationerne kun kan opfylde deres rolle, når hver af dem løser deres særlige opgaver godt. Kommunisterne respekterer masseorganisationernes beslutninger og disciplin, når de virker i dem, de overholder deres love og anser det for deres pligt at hjælpe hver organisation med bedre at forsvare massernes interesser. I fagforeningerne viser kommunisterne sig som konsekvente forkæmpere for arbejdernes økonomiske interesser og går ind for proletariatets aktionsenhed. Når der udbryder strejker, er de de mest standhaftige og energiske organisatorer i strejkeudvalgene. Sådanne kommunister vælger arbejderne gerne til de mest ansvarlige poster. I ungdoms-, bonde- og kvindeorganisationerne m. m. søger kommunisterne at øge partiets indflydelse ikke ved at kommandere, men gennem deres energi og høje idémæssige niveau, uafhængigt af om de i disse organisationer virker som almindelige medlemmer eller som ledende funktionærer. Ved hjælp af masseorganisationerne kommer partiet i stadig nøjere forbindelse med den arbejdende befolkning. Det italienske parti støtter sig f.eks. på talrige demokratiske organisationer, bl.a. den italienske faglige landsorganisation, der er Italiens største faglige sammenslutning, og som omfatter størstedelen af de fagorganiserede arbejdere, hvortil kommer bøndernes og landarbejdernes landsorganisation og andre organisationer. På samme måde forholder det sig i Frankrig, hvor det kommunistiske parti er nøje forbundet med den faglige landsorganisation, De franske kvinders forbund, Frankrigs pigeforbund, Bondeungdommens forbund, Landsforeningen af forhenværende frontsoldater og andre masseorganisationer. Finlands kommunistiske parti er medlem af Finlands folkedemokratiske forbund; det står i nøje forbindelse med Forbundet af små jordbrugere. Indonesiens kommunistiske parti har ledelsen af landets største faglige centrum, den indonesiske faglige sammenslutning med over 2,5 millioner medlemmer, Bondeforbundet med 2,35 millioner medlemmer og Kvindeorganisationen med ca. 500.000 medlemmer. Kommunisterne bestræber sig for at finde vej til de arbejdere, der er medlemmer af sådanne organisationer, hvis ledere, og undertiden også en betydelig del af de almindelige medlemmer, forholder sig ligegyldigt og endog fjendtligt over for kommunismen. Man må ikke være forarget over masserne, men søge at finde en vej til de arbejdendes forstand og hjerte og ikke være bange for forudindtagethed, fordomme, ja endog chikane og fornærmelser. Lenin skrev allerede under den første russiske revolution, at det var nødvendigt at arbejde blandt alle arbejderklassens lag: »Man skal forstå at komme i kontakt med de mest uvidende, mest uudviklede, af vor videnskab og af livets videnskab mindst berørte repræsentanter for denne klasse, så at man kan komme på talefod med dem og vinde deres tillid, med udholdenhed og tålmodighed løfte dem op til socialdemokratisk bevidsthed, uden at forvandle vor lære til et tørt dogme, og man skal undervise dem, ikke ved hjælp af bøger alene, men også gennem deres deltagelse i den daglige livskamp som disse mest uvidende og mest uudviklede lag af proletariatet fører.« Støttepunkterne i arbejdet blandt masserne er partiets grundorganisationer. De udfolder deres virksomhed dér, hvor de bedst kan komme i forbindelse med den arbejdende befolkning og påvirke den. I Sovjetunionens kommunistiske parti har man altid overvejende oprettet grundorganisationerne efter produktionsprincippet, således at man i første række lagde vægt på fabriksorganisationerne, der er mest umiddelbart forbundet med arbejderklassen. Grundorganisationernes opbygning efter territorialprincippet er berettiget i de tilfælde, hvor det derved er muligt at udvide partiets indflydelse på masserne og komme i nærmere kontakt med sådanne befolkningslag som håndværkere, bønder, småhandlende, folk, der tilhører de liberale erhverv o.s.v.. I mange lande svarer opbygningen af partiorganisationerne efter territorialprincippet til massebevægelsens traditioner, og dette må man tage hensyn til. Skematisme og ensretning er her lige så skadeligt som i enhver anden sag, selv om produktionsprincippet svarer bedre til partiets klassekarakter. I mange lande opbygger de kommunistiske partier deres grundorganisationer såvel efter produktions- som territorialprincippet. At lede masserne betyder ikke, at man bestandig skal belære dem. Det man skal gøre, er at tage del i løsningen af de mest hverdagsagtige opgaver og gennem en belysning af dem fra et marxistisk standpunkt søge »med sin energi, sin idémæssige indflydelse (og selvfølgelig ikke med sin titel og rang) at tilkæmpe sig den førende rolle«. Selv deres deltagelse i parlamentarisk virksomhed sætter kommunister altid i forbindelse med arbejdet blandt masserne. Opportunisterne betragter kun parlamentsvirksomheden som et middel til at afslutte studehandeler med samfundets højere lag og afgøre spørgsmål bag massernes ryg. Lenin vendte sig kraftigt mod denne taktik og skrev: »Kommunisterne i Vesteuropa og Amerika må lære at skabe en ny, usædvanlig parlamentsvirksomhed uden opportunister og stræbere.« I en række kapitalistiske lande er det lykkedes de kommunistiske partier at udfolde en parlamentsvirksomhed, sådan som Lenin havde i tankerne. Det er velbegrundet, at der ved hvert parlamentsvalg i efterkrigsårene er millioner af vælgere, som stemmer på det franske og italienske kommunistiske parti. Kommunisterne råder også over et stort antal pladser i mange af de kommunale råd i disse lande. De er borgmestre, viceborgmestre og rådmænd og bestræber sig på disse poster for bedst muligt at opfylde deres vælgeres ønsker. Parlamentsvirksomheden, der står i uløselig forbindelse med massekampen, giver de kommunistiske partier mulighed for at opnå håndgribelige resultater. Når masserne ser dette, tiltager kommunisternes indflydelse.

Føre masserne og lære af masserne

Man kan kun lede masserne, når man tager deres erfaring og graden af deres klassebevidsthed i betragtning, ikke river sig løs fra virkeligheden og ikke iler for langt frem. Ellers er der fare for, at fortroppen kommer i den sørgelige situation, at den mister forbindelsen med hovedstyrken, der ikke har kunnet følge med. Men at tage massernes bevidsthedsniveau i betragtning har intet at gøre med at tilpasse sig dette niveau eller orientere sig efter de efterblevne. En sådan opfattelse af forbindelsen med masserne er karakteristisk for opportunismen. De revolutionære marxister har en anden opfattelse af den. De lader sig ikke drive med strømmen. Mår det kommunistiske parti sammenfatter sin klasses og hele folkets erfaringer og gransker dem i lys af historiens og den marxistiske teoris lære, er det muligt for det at pege på tendenser, som endnu ikke er trådt fuldt for dagen, men som fremtiden tilhører. Det marxistiske parti fantaserer sig ikke til noget, dets udgangspunkt er livet, men det går i spidsen for den spontane bevægelse og viser den vej, fordi det er i stand til i rette tid at foreslå en løsning af de problemer, der optager folket. Partiet kan kun føre masserne og belære dem, såfremt det selv lærer af masserne, d.v.s. opmærksomt studerer, hvad der opstår i folkets praksis, og opsuger folkevisdommen. Lære af masserne for at belære masserne: det er princippet for den marxistisk-leninistiske ledelse, som alle kommunistiske partier lader sig lede af. De kinesiske kommunister kalder dette for »massernes linje«. Hvor stor partiets autoritet end er, så kan det ikke leve af den politiske kapital, som det har ophobet tidligere. Det skal tværtimod til stadighed forøge denne kapital ved at vinde massernes støtte for den politik, som partiet fører, og for alle dets foranstaltninger. Samtidig må partiet ikke optræde som en ufejlbarlig lærer, men må tale åbenhjertigt med masserne, både om sine gode resultater og sine fejl. Kommunisterne er ikke bange for at tale om deres svagheder, medens andre partier ikke kan tillade sig dette, fordi de skjuler deres fejl for masserne.

Den marxistisk-leninistiske politik som videnskab og kunst

En af de kommunistiske partiers vigtigste kraftkilder består i, at de kan bygge deres politik op på videnskabeligt grundlag. Det betyder først og fremmest, at kommunisterne, der forsvarer arbejderklassens interesser og er udstyret med marxismen-leninismens lære, i deres handlinger har mulighed for at støtte sig til deres kendskab til de objektive love for samfundsudviklingen og især til deres kendskab til klassekampens love; de tager hensyn til klassekræfternes placering i hver given periode og i hver konkret situation. Lenin skrev: »Kun den objektive hensyntagen til samtlige indbyrdes forhold mellem alle klasser uden undtagelse i et givet samfund og derfor også hensyntagen til dette samfunds objektive udviklingstrin og til de indbyrdes forhold mellem det og andre samfund kan tjene som grundlag for en rigtig taktik for den mest fremskredne klasse. Samtidig betragtes alle klasser og alle lande ikke statisk, men dynamisk, d.v.s. ikke i stivnet tilstand, men i bevægelse (hvis love udspringer af hver enkelt klasses økonomiske eksistensbetingelser).« I det følgende vil vi beskæftige os med nogle generelle spørgsmål vedrørende de kommunistiske partiers politik som videnskab og kunst. Den praktiske virkeliggørelse af denne politik og dens vigtigste problemer vil blive belyst i de følgende kapitler i denne bog.

Om politisk strategi og taktik

De foranstaltninger, af hvilke de marxistisk-leninistiske partiers virksomhed er sammensat, er ikke resultatet af en improvisation fra partiledelsens side. De er det konkrete udtryk for den politiske linje, der er udarbejdet af partiet på grundlag af en videnskabelig analyse af den pågældende etape at kampen og den pågældende situation. I politisk sprogbrug anvender man til betegnelse af denne linje også begreberne taktik og strategi. Når man taler om taktik, tænker man ofte på den politiske linje for en relativt kortvarig periode, der bestemmes af disse eller hine konkrete betingelser, medens man, når man taler om strategi, tænker på linjen for en hel historisk etape. Man har imidlertid ikke altid skelnet mellem dem på den måde. I den gamle arbejderbevægelse (i perioden før Oktoberrevolutionen) forstod man ved partiets taktik hele dets politik, uanset hvilket tidsafsnit den var beregnet for. Lenin anvendte dette begreb netop på denne måde, og betegnede dermed både de relativt hurtigt skiftende opgaver, som ledelsen af arbejderklassens kamp stiller (taktikken i snævrere forstand), og de opgaver, der har gyldighed for en hel historisk etape. I bogen »To slags taktik for socialdemokratiet i den demokratiske revolution« talte Lenin f.eks. om taktikken i betydningen: partiets generallinje, der var beregnet på hele den periode, i hvilken den borgerlig-demokratiske revolution blev forberedt og gennemført i Rusland. Begrebet strategi, der er lånt fra militærvæsenet, anvendte Lenin sjældent. Først i perioden efter Oktoberrevolutionen, mindede han i nogle arbejder, der handlede om de kommunistiske broderpartiers politik, også om partiets strategi, uden at han derfor anså det for nødvendigt at afgrænse dette begreb fra begrebet taktik. I dag taler kommunisterne om strategi eller strategisk linje, når der er tale om partiets generallinje, hvis mål er løsningen af de mest almene opgaver på den pågældende historiske etape, hvorved man går ud fra det eksisterende styrkeforhold mellem klasserne. I denne forstand er det naturligvis helt og holdent på sin plads at tale om det betydningsfulde i at overholde partiets strategiske linje for på den ene side at fremhæve, at det er nødvendigt urokkeligt at stræbe henimod løsningen af den pågældende etapes hovedopgave og på den anden side at advare mod den venstreradikale tendens til at »springe over etaper«. Når man taler om partiets politiske strategi, må man imidlertid tage sig i agt for i for høj grad at anvende analogier fra krigsvidenskaben, thi den politiske strategi adskiller sig radikalt fra den militære. I politikken har man ikke at gøre med fuldt færdige hære, men med samfundsklasser og -kræfter, af hvilke nogle kan være organiserede, andre ikke, og af hvilke nogle handler bevidst og andre spontant. En militær leder har kommandoen over alle forhåndenværende kræfter. Han kan manøvrere frit med dem, kaste reserverne derhen, hvor han mener, det er nødvendigt, og skal kun tage hensyn til, hvad der er hensigtsmæssigt fra et militært standpunkt. De politiske ledere har ikke sådanne muligheder. De klasser og kræfter, der tager del i begivenhederne, er ikke hære og reserver. Ingen af dem handler på ledelsens kommando, men under indflydelse af deres egne interesser, og det vil sige sådan som de opfatter disse interesser i det pågældende øjeblik. Der findes også mange andre faktorer, der gør den politiske ledelses opgave langt mere kompliceret end den militære ledelses. Alt dette må man holde sig for øje, når man anvender begrebet politisk strategi. Ved udarbejdelsen af partiets strategiske linje under kapitalismens betingelser er det for det første vigtigt, at man rigtigt fastslår arbejderklassens hovedmål på den givne etape og den hovedklassefjende, mod hvem det på denne etape er nødvendigt at koncentrere alle arbejdendes klassehad og stødkraft for at kunne slå hans modstand ned. For det andet må man fastslå partiets forhold til de betydeligste mellemlag, der ganske vist optræder som opposition over for hovedfjenden, men i kraft af sine klasseinteressers dobbeltkarakter viser en farlig politisk ustabilitet, en tilbøjelighed til kompromis'er og undertiden til direkte aftaler med denne fjende. For den russiske revolutions første etape fastslog Lenin således, at bevægelsens hovedmål var selvherskerdømmets omstyrtelse og stillede proletariatet to opgaver: »knuse selvherskerdømmets - hovedfjendens - modstand med magt og lamme bourgeoisiets vankelmodighed.« Bolsjevikerne accepterede begge disse opgaver. Men mensjevikerne, der ikke accepterede den anden opgave, gled ned i højreopportunismens sump. For den russiske revolutions anden etape fastslog Lenin, at hovedmålet var bourgeoisiets omstyrtelse og stillede proletariatet to opgaven »knuse bourgeoisiets - hovedfjendens - modstand med magt og lamme bøndernes og småborgerskabets vankelmodighed« Bolsjevikerne gik i gang med løsningen af begge disse opgaver. Hvis de havde indskrænket sig til den ene af de nævnte opgaver og udpeget den anden opgave som hovedstødets retning, ville der være blevet tilføjet revolutionen stor skade. For det tredje er det ved udarbejdelsen af den strategiske linje vigtigt at fastslå, hvem der er arbejderklassens forbundsfæller på den pågældende etape af bevægelsen. Det ville i denne forbindelse være urigtigt at betragte arbejderklassens forbundsfæller som »reserver« for partiet, som man kan »benytte« efter eget skøn og »manøvrere« med lige så frit som en militær befalingsmand gør det på slagmarken. At reducere den strategiske ledelse i politikken til spørgsmålet om udnyttelsen af reserverne betyder at lede opmærksomheden bort fra den opgave, som i de kapitalistiske lande er den nødvendigste under forberedelsen til de afgørende klasseslag: den stadige styrkelse af forbindelserne mellem det kommunistiske parti og arbejdermasserne og den arbejdende befolknings bredeste lag, og etableringen af aktionsenheden med de socialistiske partier, fagforeningerne og andre masseorganisationer. Hvert kommunistisk parti anerkender ligeledes den selvstændige rolle, som arbejderbevægelsen i nabolandene og i de revolutionære bevægelser i kolonierne spiller, og betragter dem ikke slet og ret som »reserver« for revolutionen i sit eget eller et andet land. En anden indstilling til de enkelte afdelinger af den anti-imperialistiske befrielsesbevægelse ville ikke blot stride imod kommunisternes principper og deres politiske moral, men også skabe fare for at miste disse forbundsfæller.

Den politiske ledelses kunst

Lenin sagde om politikken, at den ikke kun er en videnskab, men også en kunst. Det betyder, at politisk ledelse ikke blot kræver en rigtig videnskabeligt pålidelig analyse af situationen og udarbejdelse af en rigtig linje på dette grundlag, men også megen kunnen, megen dygtighed, ja, en sand kunst ved gennemførelsen af den. Uden en sådan kunst nytter selv den bedste politiske linje ikke. Man kan meget rigtigt have fastslået, hvad der er hovedmålet, og hvem der er hovedfjenden på den pågældende etape, men hvad nytter det, hvis partiet ikke formår at organisere kampen for dette mål og mod denne fjende? Man kan meget rigtigt have fastslået, hvem der er arbejderklassens forbundsfæller, men hvad skal det føre til, hvis partiet ikke har formået at drage dem over på sin side og organisere og lede deres kamp? Politisk lederskab kræver altså ikke blot, at man véd, men også at man kan noget. Men hvordan kan man erhverve sig denne kunnen, denne kunst? Teoretiske studier er selvfølgelig ikke nok i sig selv. Det politiske lederskabs kunst kan et parti kun sætte sig ind i på basis af store egne erfaringer. Der findes ingen skole, der for et revolutionært parti kan erstatte den praktiske kamps skole med alle dens genvordigheder og prøvelser, sejre og nederlag, fremgang og modgang. Alt dette betyder selvfølgelig ikke, at hvert parti afgjort skal gennem alt selv og kun kan lære af sine egne knubs. Den proces, hvorved i man lærer den politiske kunst kan fremskyndes betydeligt og antallet af nederlag, fejltagelser og fiaskoer nedsættes betydeligt, hvis man med opmærksomhed og dygtighed studerer og udnytter de erfaringer, som andre partier og den internationale revolutionære bevægelse har gjort. De arbejder, i hvilke disse erfaringer er sammenfattet, er et uvurderligt hjælpemiddel for alle, som søger at lære det politiske lederskabs kunst. Særlig betydningsfuld i så henseende er Lenins bog »»Radikalismen«, kommunismens børnesygdom«, der har haft og fortsat har meget stor betydning for den internationale kommunistiske bevægelse. Hvad omfatter det politiske lederskabs kunst især? Først og fremmest evnen til at arbejde blandt masserne. Denne opgave kan kun løses med godt resultat af de partier og ledere, som lever for den arbejdende befolknings interesser, som deler deres forhåbninger og som er dem uselvisk hengivne. Et af de leninske principper for den politiske kunst går ud på, at propaganda og agitation ikke er nok, når det gælder om at drage millionmasserne ind i aktiv kamp. Hertil behøves massernes egne politiske erfaringer. »Ingen sinde vil millioner af mennesker lytte til partiernes råd - sagde Lenin -, hvis disse råd ikke falder sammen med, hvad deres egne livserfaringer lærer dem.« Det politiske lederskabs kunst består derfor i at anvende sådanne midler og metoder, som, fordi de tager deres udgangspunkt i massernes erfaringer og bevidsthedsniveau, er egnede til at føre masserne videre, frem til kampen for det endelige mål. Partiet kan ikke passivt vente, indtil virkeligheden selv belærer masserne. Det skal kunne hjælpe dem med at nå frem til de rette konklusioner. Lenin kaldte dette evnen til ved hjælp af massernes egne erfaringer at føre masserne frem til den afgørende kamp. Masserne opfatter den virkelighed, der omgiver dem, ved hjælp af de kendsgerninger, som de dagligt støder på, og som berører dem direkte. Derfor kan partierne kun føre de arbejdende masser frem til kampen mod kapitalismen ved at lede kampen for massernes umiddelbare økonomiske behov og politiske interesser, ved at fremsætte krav, der svarer til de presserende ønsker, som den arbejdende befolknings forskellige fag nærer, og ved at gå ind for opfyldelsen af disse krav. En vigtig del af det politiske lederskabs kunst er endvidere evnen til at forene sine egne bestræbelser med de bestræbelser, der udfoldes af alle dem, med hvilke man kan etablere en aktionsenhed, herunder også af dem, som man er uenig med i de grundlæggende spørgsmål. Som det vil blive mere indgående vist i det følgende kapitel, er dette en vigtig om end vanskelig opgave. Det politiske lederskabs kunst indbefatter også evnen til at vælge de rigtige kampformer i overensstemmelse med den givne situation og evnen til lynhurtigt og uventet at variere disse former. Hvis partiet formår at vælge de rigtige kampformer og at udarbejde en politisk linje, der svarer til de eksisterende betingelser, kan det handle aktivt og opnå bestemte resultater under de mest komplicerede og vanskelige betingelser. Et parti af leninsk type lægger ikke hænderne i skødet og trækker sig ind i sit hus, mens det venter på »den store time«, d.v.s. en situation, der af sig selv fremkalder et revolutionært opsving i den arbejdende befolkning og svækker den modstand, der ydes af dens fjender. Selv under de mest ugunstige forhold søger og finder det mulighed for aktivt arbejde blandt masserne og aktiv politisk kamp. Derved styrker partiet sine positioner, og - hvad der er endnu vigtigere - det rykker i højeste grad den time nærmere, da det afgørende slag skal udkæmpes, og det forbereder ikke blot sig selv, men også de bredest mulige lag af den arbejdende befolkning til denne time. Den højeste politiske kunst består netop i, at man selv under en revolutionær ebbe formår at finde retninger og kampformer, som lægger grunden til kommende sejre og bringer disse nærmere. Et strålende eksempel på denne kunst har man i de russiske kommunisters leninske politik i reaktionsårene, efter at revolutionen 1905-07 havde lidt nederlag. I disse år viste partiet, hvordan man skal forholde sig, når revolutionen har lidt nederlag. Lenin skrev dengang: »Revolutionære partier må lære til bunds. De har lært at gå til angreb. Nu må de forstå, at denne videnskab må suppleres med kendskabet til, hvorledes et tilbagetog rigtigt skal gennemføres. Man må forstå - og den revolutionære klasse lærer af egen bitter erfaring at forstå det - at man ikke kan sejre, når man ikke har lært at gennemføre et rigtigt angreb og et rigtigt tilbagetog.«

Evnen til at finde det afgørende led

Det politiske lederskabs videnskab og kunst viser sig også i evnen til at fastslå, hvilke hovedårsager det er, som man især skal samle sine bestræbelser om. De politiske begivenheder er forbundet med hinanden, men de er også altid meget komplicerede. Lenin sagde, at man kan sammenligne dem med en kæde, men med den forskel, at leddenes rækkefølge, form og sammenhæng ikke er så simpel som i en kæde, der er fremstillet af en smed. Dertil kommer, at alle led i en almindelig kæde er ens, medens der i jet politiske liv findes grundlæggende spørgsmål og underordnede, andenrangs spørgsmål. »Man må i ethvert øjeblik kunne finde det særlige led i kæden, som man må gribe fat i med al sin kraft for at fastholde hele kæden og grundigt forberede overgangen til det næste led.« I Rusland blev det afgørende led efter tsarismens omstyrtelse den revolutionære udtræden af krigen. Umiddelbart efter februarrevolutionen var de brede masser imidlertid indstillet på »fædrelandsforsvaret«. De troede, at krigen havde skiftet karakter og var hørt op med at være imperialistisk. Lenin påviste imidlertid, at dette var rene illusioner. Så længe bourgeoisiet var ved magten, blev krigen ved med at være imperialistisk. For at nå frem til fred fandtes der dengang ingen anden udvej end en socialistisk revolution. Og selv om masserne i begyndelsen ikke havde forstået dette, så var partiet overbevist om, at selve begivenhedernes logik ville føre dem frem til den konklusion, at frelsen lå i revolutionen. Partiet koncentrerede nu sine anstrengelser om at hjælpe masserne til at nå frem til denne konklusion. Der krævedes kun et halvt år, indtil bourgeoisiet fuldstændigt havde afsløret sig selv som en klasse, der var interesseret i krigens fortsættelse. Da indtrådte der et omsving i massernes bevidsthed, idet de havde overbevist sig om, at man kun kunne gøre ende på krigen ved at styrte bourgeoisiet med væbnet magt. »Det revolutionære Rusland opnåede at komme ud af krigen - sagde Lenin -. Der skulle store anstrengelser til, men til gengæld blev folkets væsentlige behov imødekommet, og det gav os sejren.. .« Under de nuværende forhold, hvor folkene trues af en tilintetgørende atomkrig, da den internationale reaktion igen begynder at blive aktiv og søger at påtvinge folkene fascistiske tilstande, er det afgørende led i de kommunistiske partiers politik i de kapitalistiske lande blevet kampen for fred og demokrati. Den marxistisk-leninistiske analyse af virkeligheden og nøje forbindelse med masserne gør det muligt for hvert parti, som går ud fra de specielle forhold i landet, at finde frem til den hovedopgave, hvis testing rykker opnåelsen af arbejderklassens endelige mål nærmere.

Nødvendigheden af at bekæmpe højreopportunisme og sekterisme

Det reaktionære bourgeoisi har aldrig opgivet sine forsøg på at underminere den kommunistiske bevægelse indefra. Den nærer store forhåbninger om at kunne udnytte uoverensstemmelser i partiet til sit formål og udbrede opportunistiske anskuelser blandt politisk ustabile partimedlemmer. Partiet får stadig nye medlemmer, og det drejer sig ikke! kun om progressive arbejdere, men også om utilstrækkeligt modne folk, bl.a. om folk, der stammer fra forskellige mellemlag, og som, med eller mod deres vilje, bringer deres fordomme og uklare standpunkter ind i partiet. Derfor findes der altid en objektiv mulighed for, at der kan trænge borgerlig og småborgerlig indflydelse, forskellige opportunistiske anskuelser, modløshed og mistillid til sejren ind i de kommunistiske partier. Derfor er kampen for den marxistisk-leninistiske verdensanskuelses renhed en absolut nødvendig lov for de kommunistiske partiers eksistens! og udvikling.

Revisionismens fare

Efterhånden som arbejderklassens kamp udvikler sig, skifter den borgerlige ideologi nuance. De grove former til retfærdiggørelse af kapitalismen erstattes af mere forfinede forsvarsmetoder. Den borgerlige ideologis indhold forandres imidlertid ikke af den grund. Ganske på samme måde har opportunismen, hvad form den end fremtræder i, altid som mål - det være sig åbenlyst eller camoufleret - at forsone arbejderklassen med kapitalismen, at tilpasse arbejderbevægelsen til de herskende klassers interesser. Det er dette, der tilsigtes med opportunisternes bestandige forsøg på at revidere arbejderklassens revolutionære verdensanskuelse - marxismen-leninismen. Revisionismen - d.v.s. »gennemprøvelsen« af marxismen - er, som Lenin sagde, »et af de vigtigste, hvis ikke det vigtigste, udtryk for den borgerlige indflydelse på proletariatet og den borgerlige demoralisering af proletarerne.« Revisionismens ideologer vil »gennemprøve« eller rettere sagt forfalske alle den marxistisk-leninistiske teoris grundlæggende sætninger. Disse forsøg har vi allerede talt om i 10. kapitel, og der vil blive tale om den flere gange endnu. En af deres vigtigste skydeskiver har imidlertid altid været og er fortsat den leninske lære om partiet. Herved er revisionisternes teoretiske og praktiske bestræbelser altid til syvende og sidst underordnet ønsket om at likvidere partiet eller forvandle det til et reformistisk parti. Under visse historiske betingelser lægger de ikke engang skjul på dette ønske, medens det under andre forhold camoufleres. Efter den første russiske revolutions nederlag iværksatte revisionisterne i Rusland et felttog mod partiet, idet de søgte at bevise, at partiet var en organisation, der »skulle smides i brokkassen«. I stedet foreslog de, at der skulle oprettes en bred partiløs sammenslutning, »Arbejdernes forbund«. Likvidatorerne (det er det navn, som man i den russiske arbejderbevægelses historie anvender om de daværende revisionister) genspejlede den apati, den forvirring og det tab af revolutionært perspektiv, som reaktionens offensiv havde fremkaldt, og ville derfor i stedet for partiet have et eller andet ubestemt, noget, som ikke blot bourgeoisiet, men også selvherskerdømmet kunne være fuldt tilfreds med. Hvis de revolutionære marxister ikke dengang politisk havde knust likvidatorerne, ville arbejderklassen være trådt ind i det nye revolutionære opsving, der indledtes kort tid efter, som en desorganiseret klasse der havde mistet sin leder i kampen - det bolsjevikiske parti. De mest karakteristiske træk ved den moderne revisionisme opregnes i en Deklaration fra Konferencen af Repræsentanter for de socialistiske Landes kommunistiske Partier (november 1957). I denne Deklaration hedder det: »Den nuværende revisionisme vil gerne forklejne marxismen-leninismens store lære og hævder, at den er 'forældet' og nu har mistet sin gyldighed for samfundsudviklingen. Revisionisterne stræber efter at drive den revolutionære sjæl ud af marxismen, at undergrave arbejderklassens og det arbejdende folks tro på socialismen. De vender sig imod den historiske nødvendighed af den proletariske revolution og af proletariatets diktatur under overgangen fra kapitalisme til socialisme, de bestrider det marxistisk-leninistiske partis ledende rolle og den proletariske internationalismes principper, de forlanger, at man opgiver de leninske grundprincipper for partiets opbygning, navnlig den demokratiske centralisme, og at de kommunistiske partier skal ophøre at være en revolutionær kamporganisation og bliver en slags diskussionsklub.« Under de nuværende betingelser foreslår revisionisterne langtfra altid åbenlyst, at partiet skal likvideres. Under påskud af at ville udbygge demokratiet i partiet søger de at få partidisciplinen afskaffet og at give mindretallet ret til ikke at anerkende de beslutninger som flertallet har truffet, og til at danne fraktioner. Dette ville imidlertid betyde, at enheden i partiets aktioner ville blive ødelagt, så at det blev forvandlet til en kampplads for forskellige fraktioner. Revisionisterne plejer at optræde under påskud af at bekæmpe dogmatismen og doktrinarismen. Deres faktiske opgivelse af marxismen søger de at skjule med henvisninger til, at selve den marxistiske lære forudsætter, at teser, der har overlevet sig selv, skal erstattes af nye. Men erstatningen af forældede hovedsætninger med nye marxistiske hovedsætninger har intet til fælles med afskaffelsen af marxismen-leninismens grundprincipper, der udgør denne revolutionære læres sjæl. Revisionismens fare består netop i, at den under skin af at ville udvikle marxismen forkaster den. Det er en selvfølge, at de kommunistiske partier anser kampen mod revisionismen i alle spørgsmål, herunder i spørgsmål vedrørende partiopbygningen, for en af deres vigtigste og stadige pligter.

Dogmatisme og sekterisme fører til løsrivelse fra masserne

De kommunistiske partier må ikke blot kæmpe mod revisionismen, men også mod sekterismen. Set udefra er de direkte modsætninger. Men i virkeligheden fører også sekterismen, der fremstiller sig selv som meget »radikal« og revolutionær, til svækkelse af partiet. Det, der ligger til grund for sekterismen, er en dogmatisk indstilling til enkelte teoretiske hovedsætninger og formuleringer, som om det var dem, der indeholdt løsningen på alle mulige problemer i det politiske liv. I stedet for at studere det levende liv, går dogmatikerne ud fra et skema, og hvis kendsgerningerne ikke passer ind i det, så ignorerer de kendsgerningerne. Dogmatisme betyder løsrivelse fra virkeligheden, og hvis partiet ikke bekæmper dogmatismen, forvandles det til en sekt, der er løsrevet fra livet. Forsøget på at klamre sig til fortiden, til en politik og til organisationsformer, der ikke svarer til de forandrede forhold, er faktisk, som Lenin sagde, »den politiske lediggangs politik«. Talrige eksempler fra alle kommunistiske partier har bekræftet denne leninske sætnings rigtighed. I Rusland viste sekterismen sig som en afstandtagen fra en udnyttelse af de legale muligheder, som den første russiske revolution, til trods for at den havde lidt nederlag, alligevel havde fravristet tsarismen. De partimedlemmer, der anså sig selv for mere »revolutionære« end partiet, ville have, at partiet ikke skulle tage del i statsdumaen og ikke arbejde i fagforeningerne og i forsikringskasserne. I stedet for at optage det vanskelige arbejde blandt masserne ville de hellere stolt afvente en ny revolutionær krise. Mange af de kommunistiske partier, der var opstået i de kapitalistiske lande efter Oktoberrevolutionen, begik i deres første tid fejl af sekterisk karakter. Lenin kaldte dette for »»radikalisme« - kommunismens børnesygdom«. Disse fejl bestod f.eks. i afstandtagen fra arbejdet i fagforeninger, der stod under reaktionære og opportunistiske elementers ledelse, og fra deltagelse i borgerlige parlamenter, ligesom de nægtede om fornødent at indgå et kompromis og i det hele taget at anvende en smidig taktik. Også nu er det nødvendigt at bekæmpe sekterismen. Sekterismens egentlige væsen består i løsrevetheden fra masserne, i ikke-udnyttelsen af forhåndenværende muligheder for revolutionært arbejde og i en bestræbelse efter at vige uden om de brændende spørgsmål, som livet rejser, medens revisionismen søger at forsone partiet med kapitalismen, berøver sekterismen partiet dets forbindelse med masserne, uden hvilken det ikke er muligt med held at bekæmpe kapitalismen. Derfor kan man ikke befæste partiet uden at bekæmpe sekterismen, i hvilken form den end fremtræder. Konferencen af repræsentanter for kommunistiske partier i Moskva understregede, at det er nødvendigt energisk at søge at overvinde revisionismen og dogmatismen i partierne. Det hedder i konferencens Deklaration: »Samtidig med at fordømme dogmatismen, anser de kommunistiske partier under de nuværende forhold revisionismen, med andre ord højreopportunismen, for hovedfaren, den er et udslag af borgerlig ideologi, som lammer arbejderklassens revolutionære energi og kræver bevarelse eller genoprettelse af kapitalismen. Imidlertid kan dogmatisme og sekterisme også udgøre hovedfaren under enkelte udviklingsetaper i det ene eller det andet parti.«

Den kommunistiske bevægelses internationale karakter

Den kommunistiske bevægelse er efter hele sit væsen international. Men hvert parti må føre kampen for de kommunistiske idealer på national grund. Dette kan under visse betingelser medføre en fare for, at nationale og internationale interesser på kunstig vis stilles i modsætning til hinanden. Folk, der ikke har frigjort sig fra national snæverhed og indskrænkethed, kan synes, at forholdene i deres land betegner en undtagelse, og at arbejderklassens kamp her er fundamentalt forskellig fra, hvad der sker i andre lande. Den slags anskuelser og stemninger er kun til glæde for imperialisterne, som er interesseret i at ødelægge den internationale arbejderbevægelses enhed. Sådanne anskuelser er ikke blot ganske forkerte, men også skadelige. Lovene for samfundsudviklingen er almene love, der gælder for alle »ånde. Det er derfor, der viser sig så mange fællestræk i de forskellige landes arbejderbevægelser. Dette forpligter de kommunistiske partier til ikke at afgrænse sig fra hinanden, men tværtimod at udveksle erfaringer. Et parti, der ikke kender de andre partiers erfaringer og ikke regner med dem, kan lettere begå fejl. Når man støtter sig til den internationale kommunistiske bevægelses kollektive erfaringer, er det lettere at rykke frem. Særlig rige og mangesidige er de erfaringer, som Sovjetunionens kommunistiske parti har opsamlet gennem over et halvt århundredes kamp. Takket være disse rige, politiske erfaringer har Sovjetunionens kommunistiske parti gentagne gange vist, at det formåede at nå til klarhed over processer, der foregik i hele verden. Derfor er mange af Sovjetunionens kommunistiske partis dokumenter af stor international betydning. En sådan betydning har også beslutningerne fra Sovjetunionens kommunistiske partis 20. og 21. kongres. I Deklarationen fra konferencen af repræsentanter for kommunistiske partier og arbejderpartier hedder det: »De historiske beslutninger fra SUKP´s 20. kongres har ikke blot stor betydning for SUKP og den kommunistiske opbygning i Sovjetunionen, men har også lagt grunden til en ny etape i den internationale kommunistiske bevægelse og har bidraget til en yderligere udvikling af den på marxismen-leninismens grundlag.« Men hvad vil det sige at være i stand til at udnytte andre partiers erfaringer? Det vil først og fremmest sige, at man tilegner sig disse erfaringer konstruktivt og ikke mekanisk. Enhver erfaring er altid betinget af mange omstændigheder: stedet, tiden, situationen og forholdet mel-', lem klassekræfterne. Hvis man ser bort fra de konkrete betingelser, kan praktiske erfaringer, der har stået deres prøve under visse omstændigheder, medføre helt andre resultater under andre omstændigheder. Det ville være forkert af den grund at drage værdien af selve erfaringen i tvivl. Marxismen-leninismen uddrager af hver erfaring det væsentlige, det, der ikke har lokal eller specielt national, men almen betydning, d.v.s. det, der får karakter af lovmæssighed. Det er dette almene, man skal forene med de konkrete betingelser i de forskellige lande. Udvekslingen af erfaringer og koordineringen af de kommunistiske partiers virksomhed i de forskellige lande kræver, at der etableres en nøje forbindelse mellem dem. Disse forbindelser kan have forskellig form; de forandrer sig efter de historiske betingelser. Da de kommunistiske partier begyndte deres virksomhed, var de endnu svage. De fleste partier blev dannet af revolutionære elementer fra de socialdemokratiske og anarko-syndikalistiske organisationer. De bragte rester af opportunisme og sekterisme med sig. Der måtte gøres et vældigt arbejde for at konsolidere de nye partier, opdrage dem i overensstemmelse med marxismen-leninismens revolutionære ideer og uddanne kadrer af partiledere. Disse påtrængende opgaver for den kommunistiske verdensbevægelse fremkaldte også en international organisation, der forenede de forskellige landes kommunistiske partier, nemlig den Kommunistiske Internationale (1919-43). Den Kommunistiske Internationales fortjeneste består i, at den igen knyttede og fæstnede forbindelserne mellem de forskellige landes arbejdende, som var blevet afbrudt af den første verdenskrig, udarbejdede mange teoretiske spørgsmål vedrørende arbejderbevægelsen under de nye historiske betingelser, den bidrog kraftigt til at udbrede kommunismens ideer blandt masserne og gjorde det lettere at opdrage førere for arbejderbevægelsen. Men efterhånden som den kommunistiske bevægelse blev større og partierne styrkedes, overlevede denne form for forbindelse mellem partierne sig selv. De kommunistiske partiers tiltagende politiske modenhed bevirkede, at det blev overflødigt at bevare en kommunistisk verdensorganisation af den hidtidige type. Dertil kom, at den på grund af den internationale situation, der var opstået under den anden verdenskrig, ikke længere kunne lede hele den kommunistiske bevægelse. I maj 1943 traf Kominterns eksekutivkomité en beslutning, som siden blev godkendt af alle kommunistiske partier, hvorefter den Kommunistiske Internationale skulle opløses. Den kommunistiske bevægelses historie har også kendt andre former for forbindelse mellem de kommunistiske partier. De mest udbredte er for tiden møder mellem ledende partifolk og gensidig udveksling af informationer på tosidig basis, udveksling af delegationer samt bredere møder og konferencer mellem de kommunistiske partier og arbejderpartierne, hvor man drøfter aktuelle problemer, udveksler erfaringer, lærer hinandens anskuelser og standpunkter at kende og koordinerer den fælles kamp for et fælles mål: fred, demokrati og socialisme. Blandt sådanne konferencer har konferencen i Moskva i november 1957 særlig stor betydning. Man vedtog her dokumenter som Deklarationen og Fredsmanifestet, der er af betydning for hele den kommunistiske bevægelse. Det broderlige forhold mellem de kommunistiske partier og arbejderpartierne bygger på marxismen-leninismens principper, den proletariske internationalismes principper. Det væsentlige i dette forhold er en forening af hvert partis suverænitet med aktionsenhed i hele den internationale kommunistiske bevægelse. De kommunistiske partier bevarer deres politiske og organisatoriske selvstændighed, men de forener frivilligt og efter gensidig overenskomst deres aktioner, idet de herved går ud fra et fælles syn på arbejderklassens internationale opgaver. Når det er nødvendigt udarbejder de i fællesskab en fælles linje for, hvordan de vil forholde sig, og handler som en sluttet international kraft, der værner om den arbejdende befolknings interesser i alle lande, om verdensfreden og sikkerheden. Meningsudveksling om de vigtigste spørgsmål og gensidig kammeratlig kritik hjælper partierne med bedre at se deres mangler. Det er imidlertid en afgjort forudsætning for denne gensidige kritik, at den skal tjene socialismens interesser, styrke partierne og den kommunistiske verdensbevægelses enhed. For at samle arbejderklassen, alle arbejdende og de frihedselskende og fredselskende kræfter i verden er det først og fremmest nødvendigt at samle selve de kommunistiske partier. Jo bredere massernes kamp bliver, des større betydning får enheden mellem partierne, der er de ledende centrer i denne kamp. Grundlaget for partiernes enhed er den kommunistiske bevægelses fælles mål, troskaben mod marxismen-leninismens ideer. Men enhed betyder ikke ensretning, den giver store muligheder for at vise initiativ og for en skabende indstilling til de politiske problemer. Marxismen-leninismen er af den opfattelse, at enhed i det grundlæggende, det fundamentale, det væsentlige, ikke udelukkes, men tværtimod sikres af mangfoldighed i enkeltheder, i de lokale ejendommeligheder og i behandlingsmetoden af sagerne. Hvert kommunistisk parti er selvstændigt i sine handlinger, men netop derfor er det vigtigt ikke at vige fra den fælles kurs, ikke at miste følingen med broderpartierne og ikke at forfalde til at sætte det særligt nationale i modsætning til det fælles, til grundlæggende, internationale. Partiernes enhed er ikke noget, der er givet én gang for alle. Den udvikles og styrkes i kamp og er udsat for heftige angreb fra bourgeoisiet og fra dem, der er bærere af dets ideologi i arbejderbevægelsen. Den internationale reaktion har atter og atter forsøgt at svække de kommunistiske partier ved hjælp af ideologisk diversion. Kommunisternes hovedkadrer har imidlertid altid vist standhaftighed og troskab mod marxismen-leninismen. De partifjendtlige elementer blev sat kraftigt på plads af partiernes sunde kræfter. Den konference af repræsentanter for kommunistiske partier, der fandt sted i Moskva i 1957, bekræftede alle partiers enhed i synspunkter vedrørende den socialistiske revolutions og den socialistiske opbygnings grundspørgsmål, og deres ensartede vurdering af den nuværende internationale situation. Konferencen viste, at den internationale kommunistiske bevægelse, uanset imperialisternes tåbelige påstande om en »kommunistisk krise«, vokser og styrkes. Den kommunistiske bevægelses udvikling følger under kapitalismen besværlige veje. I dens historie forekommer der ikke alene hurtig fremgang og store sejre, men også forbigående tilbageslag og negative følger af ugunstige objektive betingelser og af begåede fejl. Men disse mangler og fejl er af forbigående karakter, medens arbejderbevægelsens og den kommunistiske bevægelses vækst og styrkelse er en uimodståelig, lovmæssig proces.