Indhold på denne side: Hvorledes Samfundet opstår * * Karl Kautsky i 1925 i anledning af 30-Årsdagen for Friedrich Engels død.

Skift til: Revolutionære ideer gennem historien I. + II. + III.

Hvad er et Samfundssystem ? Det er et System for Samarbejde og Samvirke mellem Mennesker. Hvad er et Menneske ? Mennesket er et arbejdende Væsen, som adskiller sig fra andre Væsener derved, at det udfører bevidst skabende Virksomhed i Naturen. Mennesket nøjes ikke med en passiv Tilværelse ligesom Dyrene, der lever af, hvad der er at få, og går til Grunde, hvis Naturen ikke giver dem noget af sig selv. Mennesket kæmper med Naturen og aftvinger den, hvad det vil have, ved at gøre Indgreb i naturen. Denne menneskelige Virksomhed kaldes Arbejde og er skabende Virksomhed. Mennesket arbejder og skaber. Denne skabende Virksomhed kaldes også Produktion. Ved sit Arbejde producerer Menneskene Korn og andre Levnedsmidler. De bryder ind i Jordens Indre og udvinder Olie, Kul og Metaller, som anvendes i uforædlet eller forædlet Tilstand til Fremstilling af andre Nyttegenstande. Menneskene bygger Veje, Broer, Jernbaner, Bygninger og Byer. Vor Tids materielle Kultur er et Mindesmærke over Årtusinders menneskelige Arbejde, skabende Virksomhed, Produktion. Forskellen mellem en Ørken og et Industrisamfund er en Forskel, som er opstået ved Menneskers Arbejde, er et Resultat af Kampen mellem Menneskene og Naturen. Mennesket er en Del af Naturen, Naturen er Grundlaget for dets Liv og Virksomhed. Men ved Arbejdet forandrer Mennesket Naturen, skaber den om. På den anden Side forandrer Arbejdet også Menneskene. Den aktive Virksomhed, Arbejdet, Produktionen, tvinger Mennesket til at tænke. Hos Dyrene er det blotte Instinkt tilstrækkeligt - til monotont og stort set på samme Måde, som Generationer gennem Årtusinder har gjort det at tage, hvad der foreligger færdigt. For at kunne udføre aktiv omskabendeVirksomhed i Naturen, må man tænke. Ved Arbejdet er den menneskelige Intelligens opstået og blevet udviklet. Denne menneskelige Intelligens og den åndelige Kultur er opstået og har udviklet sig i nær Forbindelse med den materielle Kultur. De to Modsætninger, Mennesket og den øvrige Natur, er begge blevet forandret ved Arbejdet, og som Resultat er der opstået en materiel og en åndelig menneskelig Kultur. Menneskenes Stamfædre er en abelignende Dyreart. Gennem Tusinder af År udviklede denne Dyreart sig efterhånden til Mennesker, til arbejdende Væsener. Mennesket er skabt ved Arbejdet, ved Arbejdet er det blevet Menneske. Mennesket har altså skabt sig selv. Denne Opfattelse af Menneskeslægtens Tilblivelse er en videnskabelig Forklaring og bygger på den moderne Videnskabs Resultater. Den sædvanlige religiøse Tro på, at Mennesket er et Resultat af overnaturlige Magters Skabelsesakt, stilles her overfor en videnskabelig Forklaring på Menneskenes Tilblivelse. Denne Forklaring er et Resultat af Videnskabens Undersøgelser af Menneskeslægtens Udvikling, således som den faktisk foregår og har foregået. Menneskene er ved deres Arbejde blevet Herrer i Naturen. De har betvunget og betvinger stadig Naturen og opnår bestandigt nye Triumfer i deres skabende Virksomhed. Men da opstår det Spørgsmål: Hvordan kan det være, at Menneskene, som ingenlunde er de fysisk stærkeste i Naturen, har fået et sådant Overtag over Naturen, blevet dens Herrer på Grund af deres Virksomhed ? Det kommer af, at de i deres Arbejde anvender tekniske Hjælpemidler. Disse består af Redskaber, Værktøj og - i vor Tid af Maskiner. Disse Produktionsredskaber samt Jorden kaldes med et fælles Navn Produktionsmidler. Menneskene, deres produktionserfaringer og Arbejdsdygtighed udgør sammen med deres Produktionsredskaber Samfundets Produktivkræfter. De ældste kendte Produktionsmidler var yderst primitive. Det var forskellige Redskaber af Sten, Ben og Træ. Som Følge deraf var det menneskelige Arbejdes Produktivitet dengang yderst lav. Men Menneskene lærte efterhånden at fremstille bedre og bedre Redskaber, og dermed øgedes Arbejdsproduktiviteten. Der er en himmelvid Forskel på Arbejdsproduktiviteten i Dag og for kun et Tusind År siden. En sådan Forskel består endnu i Dag mellem Industrikulturen i udviklede Lande og Kulturen hos f.eks. Buskmændene i Afrika. Udviklingen af Produktionsmidlerne og Produktivkræfterne er derfor Grundlaget for ethvert menneskeligt Fremskridt. Menneskets Virksomhed har i Almindelighed altid været præget af en eller anden Form for Sammenhold og Fællesskab. Dette Sammenhold har været af forskellig Art: Horder, Stammer, Klaner, Nationer o.s.v.. Det opstod oprindeligt i Form af fælles Arbejde og fælles Forbrug. De oprindelige og samtidig de mest primitive Næringsveje var Jagt og Fiskeri. Nogen nævneværdig Forandring af Naturen fremkaldte denne Virksomhed ikke, bortset fra de Bopladser, som Menneskene anlagde, og det Værktøj, de forfærdigede. Undersøgelsen af Oldtidens Bopladser og Værktøj er også det eneste, som kan give Oplysninger, når det gælder om at udforske den Tids Kultur. Jagt og Fiskeri forudsætter alligevel et vist, omend enkelt og primitivt menneskeligt Fællesskab. Samvirke mellem flere Individer var en Betingelse for at kunne jage vildt med Held, ikke mindst fordi den Tids Jagtredskaber var så primitive - oprindelig blot Køller og først langt senere Pil og Bue. Det var også lettere for flere end for en at bygge Både og at fiske. Desuden var det menneskelige Fællesskab et Middel til at forsvare sig mod andre Væsener, som dengang virkelig udgjorde en Fare for Mennesket på Grund af dets primitive Forsvarsmidler. Menneskenes Samarbejde, Samvirke, har givet den enkeltes Arbejde større Effektivitet og bedre Resultater. Dette Samarbejde har stadig udviklet sig. Medens Stenaldermanden kunne lave sig en Stenøkse og selv skaffe sig Mad, så længe Arbejdet stod på, er det umuligt for en moderne Flyvemaskinekonstruktør at frembringe en ny Flyvemaskine, med mindre andre Mennesker skaffer Levnedsmidler til ham, med mindre han først tilegner sig andres Viden, bor i et Hus, som andre har bygget og har andre Mennesker til at lave den Flyvemaskine, han konstruerer. Selve den menneskelige Virksomheds Natur betinger Samarbejde mellem Menneskene. Denne Samvirken mellem Menneskene medfører bestemte Forhold imellem dem i Arbejdet, i Produktionen. Disse Forhold kaldes Produktionsforholdene eller de økonomiske Forhold. I Oldtiden var disse Forhold kendetegnet af, at man arbejdede i Fællesskab og delte Udbyttet. Oldtidens Samfund kaldes derfor ofte for Urkommunismen. Dengang kunne man ikke tale om rige eller fattige. Resultatet af Produktionen var fælles Ejendom og forbrugtes i Fællesskab. Senere opstod der andre Forhold mellem Menneskene, med besiddende og ejendomsløse. Man kan sammenfatte ovenstående i et Ord af Benjamin Franklin: »Menneskene er Dyr, der laver sig Værktøj«. De har selv skabt deres Liv og deres Tilværelse. De er selv sammen med deres Værktøj Drivkraften i Udviklingen. De har selv formet deres Skæbne, selv skabt deres Historie.

Det menneskelige Fællesskabs, Samfundets, Udvikling falder i en Række forskellige Trin. Det, som ligger til Grund for Udviklingen, er en fortsat Forbedring af Produktionsmidlerne og deraf følgende Forøgelse af Produktivkræfternes Virkekraft og Højnelse af Arbejdsproduktiviteten. »Ingen Rast, ingen Ro« kunne man sætte som Motto over den menneskelige Udvikling. Menneskene har konstrueret bedre og bedre Redskaber, opfundet bedre og bedre Arbejdsmetoder for at skabe sig bedre Levevilkår. Nye Former for menneskelig Virksomhed er kommet til, nye Næringsveje er opstået. Først Agerbrug, siden Håndværk og i vor Tid Industri. Samtidig er Arbejdet blevet specialiseret, og flere Fag er opstået. Derved er også Udvekslingen af de producerede materielle Nyttegenstande blevet en særlig Næringsvej - Handelen. Denne Arbejdsdeling har selvsagt i høj Grad forøget Arbejdets Effektivitet. Hele denne Udvikling, som her blot antydes i grove Træk, har haft en stor Indflydelse på Menneskenes Produktionsforhold, deres indbyrdes økonomiske Forhold. Uden Produktionsmidler, uden Teknik, ville Mennesket egentlig ikke være noget Menneske. Uden dem kan Mennesket ikke arbejde og leve. Deraf følger, at Spørgsmålet om, hvem der sidder inde med disse Produktionsmidler, om de er alle Menneskers Ejendom eller blot tilhører nogle få, er et Samfundsspørgsmål af afgørende Betydning. Dette Spørgsmål er og har altid været et stort Samfundsspørgsmål, fordi det er lykkedes Visse Medlemmer af Samfundet at sætte sig i Besiddelse af vigtige Produktionsmidler til deres egen Fordel. Uenigheden om Ejendomsretten til Produktionsmidlerne har udløst forbitrede Kampe mellem Samfundets Medlemmer, en Kamp mellem Menneskene indbyrdes. Produktionsmidlerne, ved hvis Hjælp Menneskene frembringer Grundlaget for deres Eksistens, burde vel være lige tilgængelige for alle ? Burde ikke alle Samfundets Medlemmer havde de samme Forudsætninger for at kunne arbejde og leve ? Det at Produktionsmidlerne kom på Enkeltpersoners Hænder, og at Privatejendomsretten til Produktionsmidlerne opstod, er både naturligt og forklarligt. Under Urkommunismen var Næringsvejene Jagt og Fiskeri, og at det var nødvendigt at arbejde kollektivt, har vi set ovenfor. Ved Overgangen til Agerbrug og Kvægavl blev Forholdene anderledes. De oprindelige Agerbrugsredskaber var først Hakken og siden en primitiv Plov. Det var højst individuelle Redskaber. Agerbrug kunne enhver drive på egen Hånd. Dertil kom, at Resultaterne af Jagt og Fiskeri ikke kunne oplagres og blive til Rigdomme. Anderledes var det med Agerbruget. Den, som havde meget Korn, kunne leve sorgløst Vinteren over, og den, som havde meget Kvæg, havde sit sikre Udkomme. Denne Forandring i Produktionen medførte, at Produktionen i Fællesskab lidt efter lidt og først efter en lav Udviklingsproces afløstes af individuel Produktion. Så opstod den private Ejendomsret. Samfundet blev et Fællesskab af enkelte Ejere af Jord, Kvæg, Bygninger o.s.v.. Den private Profitinteresse kom til som en Faktor i Udviklingen og som en Følge af Forandringen i Produktionen. Sammen med den gamle Kollektivismes Forfald forfaldt også det gamle Stammefællesskab, og Familien blev Enheden, som Engels skildrer det i sin berømte Bog: Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse. Men hvis det har været og fremdeles er sådan, at nogle Mennesker tilriver sig Besiddelsen af Produktionsmidlerne, så er det vel et Udslag af en medfødt menneskelig Egoisme, som ikke under andre Mennesker at leve lige så godt, som man selv lever? En sådan evig og uforanderlig menneskelig Egoisme findes ikke. Mennesket er et Produkt af sine Omgivelser, siger den historiske Materialisme. Stoffet til sine Idéer henter Menneskene fra Omgivelserne, Idéerne er Afspejlinger af Milieuet. »For mig er . . . det ideelle intet andet end det materielle, omsat og oversat i Menneskets Hjerne«. I Oldtiden tænkte ingen på at danne et Arbejderparti, for dengang fandtes der hverken Arbejdere eller Kapitalister. Der var heller ingen, der fandt på at lave elektriske Ovne, Flyvemaskiner eller Kanoner; thi de tekniske Forudsætninger på den Tid kunne ikke give Grundlag for sådanne Tanker. Den private Ejendomsret indeholdt Spiren til store Modsætninger mellem Samfundets Medlemmer. Når den enkelte ikke kunne overkomme at røgte alt sit Kvæg eller dyrke af den Jord, han ejede, kom han på den Idé at bruge fremmed Hjælp. Under Stridigheder med andre Stammer hentede man Krigsfanger hjem og anvendte dem som Hjælp i Arbejdet. Naturligvis uden at give dem mere end lige nok til, at de ikke sultede ihjel. Forskellen mellem Omkostningerne ved deres Underhold og Værdien af deres Frembringelser udgjorde et Merprodukt, som Ejeren beholdt for sig selv i Kraft af sin Ejendomsret til Produktionsmidlerne. Således opstod Menneskenes Deling i Klasser. Hvad forstår man ved en Klasse? Forskellen mellem den ene og den anden Klasse består i deres forskellige Stilling til Produktionsmidlerne. Udviklingen af den private Ejendomsret medførte Fremkomsten af rige og fattige. Af en Del af de sidstnævnte, men først og fremmest af de ovenfor omtalte Krigsfanger, udviklede der sig lidt efter lidt en Klasse af Slaver, hvis Stilling til Produktionsmidlerne bestod i, at de ingen Produktionsmidler havde. De arbejdede for andre, d.v.s. med andres Produktionsmidler, men derfor blev de også en afhængig Klasse, som levede af deres Herrers Nåde. Den fri Klasse derimod ejede Produktionsmidler og derved også Mulighed for at tage en vis Del af Resultatet af Slavernes Arbejde, d.v.s. udsuge dem. Slaveejerne og Slaverne var de to første Klasser i Historien. De mest typiske Slavesamfund var Grækenland og Rom, men Slaveriet forekom i Oldtiden også i vort Land i Form af Trællesystemet. Samfundets Opdeling i Klasser fremkaldte Klassekonflikter, Klassekamp. Denne Klassekamp kan naturligvis ikke afskaffes, så længe Samfundet stadig er opdelt i Klasser. Kan Opdelingen i Klasser da afskaffes ? Ja, svarer den socialistiske Teori. Samfundets Udvikling er nu nået så langt frem, at Klassernes Afskaffelse nu er lige så naturlig og uundgåelig, som deres Opståen engang var det. Men mere om dette senere. Her skal det bare endnu engang understreges, at Klassekampen ikke er et Påfund af »samvittighedsløse Agitatorer« men en Følge af Samfundets økonomiske Opbygning og System. Den historiske Udvikling fra Oldtidens klasseløse Samfund til vore Dage viser tre forskellige Klassesamfund: Slaveriet, Feudalismen og Kapitalismen. Hovedklasserne har i denne Tid været: Slaveejere og Slaver, Feudalherrer og livegne Bønder (i mange lande, bl.a. i Danmark, Norge og Sverige har Bønderne aldrig været formelt livegne, men alligevel undertrykt og udsuget af Féudalherrerne og Godsejerne gennem Stavnsbånd og Hoveri), samt Kapitalister og Arbejdere. Det ligger udenfor denne Fremstillings Rammer at gøre Rede for hvert eneste af disse Samfundssystemer, og på hvilken Måde hvert af disse Samfundssystemer med dets Klasser blev afløst af det følgende. Det må være tilstrækkeligt at sige, at Klassedelingen i Samfundet er afhængig af Samfundets økonomiske Struktur, Arbejdsprocessens Karakter og Organisation. Kampen mellem Udbyttere og udbyttede går som en rød Tråd gennem Menneskehedens Historie siden Oldtiden. Den har ikke tidligere kunnet afskaffes, da Menneskene ikke kan løfte sig selv op ved Håret og uden videre afskaffe det økonomiske Grundlag, som foreligger. Først når dette Grundlag bliver af en sådan Art, at det kræver et andet Forhold mellem Menneskene, først når Arbejdsprocessens fortsatte Udvikling betinger og nødvendiggør andre Forhold mellem Samfundets Medlemmer, først da kan Klasserne afskaffes. Denne Tid er nu kommet.

Delingen af Samfundets Medlemmer i økonomiske Grupper, Klasser, medførte, at Kampen mellem udbyttede og Udbyttere blev en Kamp, der rystede hele Samfundet. Den besiddende Klasse søgte selvsagt at undertrykke de udbyttedes Opposition og forhindre de udbyttede i at gøre sig fri og skabe en mere retfærdig Samfundsordning. Til dette Formål skaffede den økonomisk herskende Klasse sig særlige Magtmidler. Dette blev så meget mere nødvendigt, som Slaverne, f.eks. i de græske Bysamfund, udgjorde det store Flertal af Befolkningen. Derfor vedtog de fri Borgere særlige Love mod Slaverne. Våbnene blev forbeholdt de fri Borgere, særlige Mennesker indsattes til at »sørge for Ordenens Opretholdelse« o.s.v.. Disse Magtmidler blev efterhånden til et helt Maskineri: Statsmagten opstod. Denne Institution, dette Magtapparat eller Instrument til Undertrykkelse af de udbyttedes Opposition, har ikke altid eksisteret. Staten er blevet til som Følge af Klassernes Tilblivelse, af uforsonlige Modsætninger mellem Samfundets Medlemmer. Denne Statens indre Funktion, at holde den udbyttede Majoritet i Tømme, er dens vigtigste Funktion. Hertil kommer naturligvis en anden, ydre Funktion, nemlig at være et Magtapparat over for andre Folk, for at udvide eller forsvare Landets eget Område. Derved opstod også Politikken, d.v.s. Spørgsmålet ikke blot om, hvorledes Samfundet skal styres, men også, af hvem det skal styres, af den eller den Gruppe eller Klasse, af det eller det Menneske som Leder for en vis Gruppe eller Klasse. Det politiske Liv blev en væsentlig Del af hele Samfundslivet. Ved Siden af og som en Følge af deres egne økonomiske Interesser fik de forskellige Klasser forskellige politiske Interesser. De udbyttede betragtede med Rette Statens Magtorganer som Organer, der var rettet imod dem. De, som sad inde med den økonomiske Magt i Samfundet, betragtede med Rette Statens Magtorganer som Organer, der skulle beskytte deres økonomiske Stilling. Det er en Forudsætning for rigtigt at kunne forstå Samfundsproblemerne, at man forstår den oprindelige Årsag til Statsmagtens Tilblivelse, til Fremkomsten af Tvang, Undertrykkelse og Anvendelse af Vold som Middel til at dæmpe de økonomiske Modsætninger i Samfundet. Lige siden Menneskeheden blev opdelt i Klasser har det været således, at Magthaverne altid på en eller anden Måde søgte at tilsløre Statsmagtens virkelige Indhold og Mening. Man har således forklaret, at den er blevet til på Guds Initiativ for Ordenens og Retfærdighedens Skyld, eller for at skabe Fred i Samfundet eller oven i Købet for at beskytte »de fattige og svage«. Årsagen til, at Magthaverne således søger at tilsløre Statsmagtens Karakter, er let at finde. Det gjaldt om at give Statsmagten så stor Autoritet som muligt og samtidig skjule, at den er et Organ i den herskende Klasses Hænder til at undertrykke de fattige. Den herskende Klasse i Samfundet har altid været i Mindretal. Dens økonomiske og politiske Magt har derfor været Mindretallets Magt over Flertallet, hvilket man har søgt at tilsløre ved at forsøge at gøre Statsmagten til et Organ, som »står over Klasserne«. Anderledes forholder det sig med Arbejderklassens Statsmagt, som Arbejderne og andre undertrykte arbejdende Klasser skaber, når de bliver Herrer over Samfundet. Den bliver Flertallets Magt over Mindretallet, men denne Statsmagt tjener også et helt andet Formål. Den tilsigter ikke at opretholde Udbytningen, men at ophæve den og dermed også Behovet for Statsmagt i det hele taget. Mere om dette senere. Samfundets politiske Liv har altid været et Spejlbillede af Samfundslivet i dets Helhed. De politiske Modsætninger er og har altid været Udtryk for de økonomiske Modsætninger i Samfundet. På Grund af Statsmagtens Karakter af Instrument for Opretholdelsen af den bestående økonomiske Ordning har en Ændring af det politiske System været den første Forudsætning for en Forandring af Samfundet i dets Helhed. Omvæltningerne i Samfundet, Revolutionerne, har været en Kamp om Magten, hvor enten begge Klasser er gået til Grunde, som det skete i Oldtiden, eller hvor den undertrykte Klasse er kommet til Magten og har grundlagt et nyt Samfundssystem. Efter det feudale Samfunds Fald grundlagde den borgerlige Klasse Kapitalismen, og efter det kapitalistiske Samfunds Fald grundlægger Arbejderklassen Socialismen.

De økonomiske Forhold i Samfundet har altså sat deres Præg på hele Samfundslivet. Studiet af disse Forhold er Forudsætningen for Forståelsen af Samfundsproblemerne og af Måden, hvorpå de kan løses. Siden Oldtiden har de økonomiske Forhold mellem Menneskene været prægede af Opdelingen i Klasser med modsatte økonomiske og politiske Interesser. Da Menneskenes Idéer genspejler deres Forhold og Interesser i Samfundet, har de altid været forskellige og modstridende. Kampen mellem Idéerne har været Udtryk for de modstridende Interesser. Dette har afspejlet sig også på sådanne Områder af det åndelige Liv i Samfundet som Litteratur, Kunst og Videnskab. Kulturen er klassebetonet. Slaverne i Hellas og Rom kunne ikke tænke på nogen Dannelse; det var kun de rige, der kunne beskæftige sig med Litteratur, Kunst, Videnskab og anden Kultur. Således var det til en vis Grad også i Middelalderen, under Feudalismen, hvor den undertrykte Bondeklasse manglede Muligheder for at opnå Dannelse. Også under Kapitalismen er der stor Forskel på fattiges og riges Arbejde, deres og Kapitalisternes Muligheder for at uddanne sig. Mulighederne for at tilegne sig Dannelse afhænger endnu i Dag af vedkommendes økonomiske Stilling. De riges Kulturmonopol er typisk for Klassesamfundet. Naturligvis har Kulturniveauet været yderst forskelligt hos de undertrykte Klasser til forskellige Tider. Oldtidens Slaver kan naturligvis ikke sammenlignes med Nutidens Arbejdere. Men der fordres også et helt andet Fond af Kundskaber hos Nutidens Arbejdere, for at de skal kunne betjene Produktionsmidlerne, end der krævedes af Slaver og Trælle. Også den herskende Klasse er interesseret i en sådan »Dannelse« hos den undertrykte Klasse, som er nødvendig for at betjene Produktionsmidlerne på en effektiv Måde. Industriens indviklede Teknik gør. f. eks. den almindelige Folkeskole nødvendig. Den åndelige Kultur, som Overklassen behersker på denne Måde, har været begrænset ikke blot af det økonomiske Udviklingsniveau, men også af Overklassens Klasseinteresser. De økonomiske og politiske Magthavere har set Litteraturens, Kunstens, Videnskabens og hele det åndelige Livs Opgave i at forherlige og gavne det bestående, og de har ofte søgt at modarbejde nye Ting, som kunne anses for at være farlige for det bestående System. Dette har resulteret i Klassemodsætninger også inden for Videnskaben og Kunsten. Fremskridtsvenlige Astronomer, Forfattere, Opfindere måtte undertiden bøde med Livet for deres Idéer, både i Oldtidens og Middelalderens Klassesamfund Også i vor Tids kapitalistiske Samfund kæmper Titusinder af opbyggende Kræfter en ulige Kamp mod dem, som i Kraft af deres Guld har Mulighed for at hæmme Udviklingen af fremskridtsvenlige Idéer. Mange af disse fremskridtsvenlige Mennesker er ikke kommet fra den undertrykte Klasses Rækker, men i Valget mellem Interesserne hos den Klasse, de kommer fra, og Fremskridtets Idéer har de valgt de sidste, som gav Udtryk for noget nyt i Samfundet. Derved er de kommet til at tjene ikke blot det samfundsmæssige Fremskridt, men også den undertrykte Klasses Sag. Når vi har fremhævet, at Menneskenes økonomiske Interesser bestemmer deres Idéer, så er dette en almengyldig Sætning, som gælder for Klasserne i Almindelighed. Historien opviser mange Tilfælde, hvor Mennesker, til Trods for, at de er udgået fra den herskende Klasse, som klynger sig til sine Privilegier, er blevet overbevist om Rigtigheden af en eller anden ny og revolutionær Idé og samtidig har overbevist sig om, at det gamle ikke evner at holde Stand mod dette nye. Disse Tilfælde er imidlertid alt for få til at ophæve den Regel, at Menneskene i et Klassesamfund tænker og handler ud fra deres Klasseinteresser. Det er naturligvis samtidig indlysende, at også »ikke-revolutionære« Repræsentanter for Videnskab og Kunst har medvirket til det sociale Fremskridt, dels fordi de i deres Interesse for Videnskab og Kunst har bestræbt sig på at bidrage til deres Udvikling, og dels fordi de for det meste ikke har været klar over, hvilke Forandringer i Samfundet der i det lange Løb ville resultere af videnskabelige og andre Fremskridt. Det Samfundssyn, vi her har forsøgt at give Udtryk for, den historiske materialisme, siger således, at Samfundets materielle Liv - Produktionen, dens Udviklingsniveau og de Forhold, som består mellem Menneskene i Produktionen med Ejendoms- og Klasseforholdene - er bestemmende for hele Samfundsopbygningen, for de politiske Forhold og det åndelige Liv. Samfundets politiske og juridiske Institutioner er betingede af deres økonomiske Grundlag. Menneskenes politiske Interesser og Arten af deres Idéer er betinget af deres økonomiske Interesser. Dette Samfundssyn kaldes historisk materialisme, fordi den anser Menneskenes materielle Virksomhed, Arbejdet, Produktionsprocessen, som det, der skaber såvel Mennesket som dets Kultur, den materielle såvel som den åndelige, Menneskets Bygningsværker såvel som dets Idéer. Denne Materialisme kaldes historisk, fordi den ser Menneskeslægtens Tilblivelse og Udvikling som en historisk Proces. Her har vi imidlertid kun talt om Virkeligheden som Ophav til Idéerne, om Menneskenes økonomiske Forhold som Ophavet til deres politiske og andre Interesser og Idéer. Vi har søgt at forklare, hvorledes Samfundet er opstået, og hvorledes det er bygget op. Fremstillingen af den historiske Materialismes Samfundssyn ville imidlertid kun være en halv og derfor urigtig Fremstilling, hvis vi ikke tilføjede nogle Ord om, at dette Samfundssyn er dialektisk og ikke mekanisk. Hvad menes der da med Dialektik ? Hvis Menneskenes Idéer har deres Udspring i Milieuet, d.v.s. i den materielle Tilværelse og til syvende og sidst bestemmes af denne, så er dermed Idéernes Oprindelse angivet, men ikke deres Rolle. Menneskene må, som Friedrich Engels udtrykte det, først spise, drikke, have et Sted at bo, før de kan give sig af med Politik, Videnskab, Kunst o.s.v.. Deres Idéer er Spejlbilleder af deres Tilværelse, »omsat og oversat« i deres Hjerner. Men Menneskene skaber deres egen Tilværelse. Det gør de ved Hjælp af deres Idéer. De danner sig en Opfattelse, en Idé om Tilværelsen, om de materielle Ting, for at omskabe dem. Idéerne tjener dem som Ledestjerner i deres Virken. Deraf følger, at Idéerne spiller en stor Rolle i deres Liv og må betragtes ikke blot ud fra Spørgsmålet om deres Oprindelse, men også ud fra den Rolle, de spiller. Der består således en Vekselvirkning mellem Virkelighed og Idé; de indvirker på hinanden. Spørgsmålet om Idéernes Rigtighed, om hvorvidt Menneskenes Opfattelse af Tingene stemmer overens med Virkeligheden, er et Spørgsmål som afgøres af den praktiske Udførelse af Idéerne. I Arbejdet for at ændre de bestående Forhold til Gavn for Menneskene prøver de, om deres Idéer, om Virkeligheden er rigtige. Teori og Praksis hører derfor nøje sammen. Den historiske Materialisme, som kort og godt er en sammenfattende Opfattelse om Samfundet og dets Udvikling, som den virkelig foregår, står altså i Modsætning til enhver mekanisk Synsmåde, som reducerer Idéernes Rolle til kun at være blotte Afspejlinger. Dialektikken rummer den rigtige Forståelse af Vekselvirkningen mellem Idé og Virkelighed. Til Dialektikken hører også, at Foreteelserne betragtes, som vi har gjort ovenfor, i deres Udvikling og stadige Forandring og i deres Sammenhæng og Helhed. Ifølge Dialektikken er Udviklingen en Bevægelse, som ikke sættes i Gang af mystiske og uudgrundelige Kræfter, således som forskellige Religioner påstår, men er karakteristisk for Tingene selv. I det menneskelige Samfund fremkalder Menneskene Udviklingen ved deres Arbejde, ved deres Kamp mod Naturen. Nye Arbejdsmetoder, nye Arbejdsområder, nye Næringsveje opstår. Striden mellem det nye og det gamle udløser imidlertid, når den foregår i et Klassesamfund, en Kamp mellem Menneskene. Da Industritekniken og Industrien kom, et Eksempel, vi senere skal udvikle, hæmmedes den i sin Udvikling af f.eks. Livegenskabet, som lænkede Bønderne til Jorden og derved hindrede Anskaffelsen af Arbejdskraft til Industrien. Den herskende Klasse i Samfundet, Godsejerne, ville imidlertid af let forklarlige Grunde bibeholde Livegenskabet eller andre Former for Afhængighed for Bønderne. Den herskende og udbyttende Klasse søger på Grund af de med det herskende Samfundssystem forbundne Privilegier at hindre Udviklingen af det nye, såfremt dette nye rummer en Fare for deres Privilegier. Den undertrykte Klasse kræver noget nyt som en Udvej af det gamle. Således bliver det nye inden for et Klassesamfund det, som udløser en Kamp mellem bagstræbende og fremskridtsvenlige Kræfter, mellem reaktionære og revolutionære. Det nye og livskraftige udvikles imidlertid og styrkes i Kampen mod det gamle og udlevede. Klassekampen bliver Drivfjederen i Udviklingen. I et Samfund uden Klasser med modstridende Interesser, under Socialismen, findes ingen Klasseprivilegier, og der behøver det nye, som fremgår af den menneskelige Virksomhed, ikke at blive et Klassespørgsmål, som udløser Kamp mellem Samfundsklasser. Der findes ingen hæmmende og reaktionære Kræfter. Menneskeheden bliver en Enhed, som udvikler sine Livsbetingelser i Kampen mod Naturen. Socialismens Idé er uløselig forbundet med den historiske Materialismes Samfundssyn, som siger, at Menneskene selv skaber deres Historie og former deres Skæbne. Den siger samtidigt, at intet er evigt, altså heller ikke Kapitalismen. Vi vil gå over til at analysere det kapitalistiske Samfundssystem, dets økonomiske Grundlag og øvrige Forhold samt Oprindelsen til Idéen om Socialismen og Kommunismen, som et Samfund uden Klasser, uden Udbytning og Undertrykkelse, uden Ufrihed og Tvang.

Under Kapitalismen er det Kapitalistklassen, som ejer Produktionsmidlerne. Arbejderklassen ejer ingen Produktionsmidler. Derfor kaldes Arbejderklassen Proletariatet, hvilket betyder den besiddelsesløse Klasse, i Modsætning til Bourgeoisiet, som er den besiddende Klasse. Desuden findes der i det kapitalistiske Samfund andre Klasser, som indtager en Mellemstilling mellem disse to Hovedklasser. Det Forhold, at Arbejderklassen, Producenterne, ikke ejer egne Produktionsmidler, gør den afhængig af dem, som ejer Produktionsmidlerne, altså Kapitalisterne. Den, som ikke selv ejer Produktionsmidler, må arbejde for Kapitalisterne for at kunne leve. Før Kapitalismen, under det feudale Samfundssystem i Middelalderen, var den undertrykte Klasse, Bondeklassen, ikke helt uden egne Produktionsmidler. Forholdene var forskellige i forskellige Lande, men selv i Lande med fuldstændigt Livegenskab havde Bønderne deres egne Redskaber, Beboelseshus og Avlsbygninger o.s.v.. Selv Godsejerens Jord blev i mange Tilfælde dyrket med Bøndernes Redskaber. Men den undertrykkende Klasse, Godsejerne, rådede over det vigtigste Produktionsmiddel: Jorden. Under Livegenskabet betragtedes næsten al Jord som Godsejernes Ejendom, og dette gav dem deres økonomiske Magt. Bønderne havde dog Jordlodder, som de dyrkede for egen Regning. Som Vederlag for, at de fik Lov til at dyrke denne Jord med deres egne Redskaber, måtte de arbejde for Godsejeren på bestemte Dage i Ugen eller overlade denne en Del af Høsten. Denne Udbytning af Bondeklassen kendetegner Feudalismens økonomiske System. Den økonomiske Tvang var kombineret med ikke-økonomisk Tvang, Livegenskabet. Dette bestod i, at Bonden ikke måtte forlade Godset, men efter Loven var bundet til det på Livstid. Dette Livegenskab, som kom til under Feudalismens senere Periode, blev indført som en Modforholdsregel imod, at mange Bønder flygtede fra deres Gårde som Protest mod den tiltagende Udbytning fra Godsejernes Side. Med Livegenskabet søgte man at forhindre den Tids Flugt fra Landsbyen. I Sverige har der aldrig været Livegenskab (heller ikke i Danmark), men derimod feudal Udbytning. Godsejerne var faktisk Herrer over Jorden, for de havde tilranet sig så mange Privilegier og en sådan Magt over Bønderne, at disse ikke havde Bestemmelsesret over deres Produktionsmidler og deres Produktion. I Middelalderen opstod der imidlertid en anden Klasse, som i Begyndelsen også var juridisk og politisk undertrykt, men som i Hovedsagen var økonomisk uafhængig af Godsejerne, nemlig Borgerne. Det var Byernes Folk, Købmændene, Håndværkerne. Håndværkerne var selvstændige og havde egne Produktionsmidler. Ganske vist måtte Bybefolkningen betale visse Afgifter til den feudale Stat, men de bestemte selv over deres Produktion. Byerne forsøgte at gøre sig uafhængige og monopolisere Håndværket og Handelen. Håndværk og Handel var nye Næringsveje, og deres Repræsentanter kæmpede mod Godsejernes Almagt ved at skaffe Byerne større Rettigheder. Da Bourgeoisiet var økonomisk uafhængigt af Godsejerne, den herskende Klasse i den feudale Epoke, kunne det udvikle den borgerlige Husholdning i det feudale Samfunds Skød. Den borgerlige eller kapitalistiske Husholdning voksede altså op Side om Side med den feudale, den førstnævnte i Byerne og den sidstnævnte i Landsbyerne. Byernes Betydning voksede, og den kapitalistiske Husholdning fortrængte mere og mere den feudale. Heri er der en Forskel på det kapitalistiske og det socialistiske Samfunds Opståen. Det kapitalistiske økonomiske System kunne af ovennævnte Grunde opstå under Feudalismen. Det socialistiske økonomiske System kan ikke udvikles på samme Måde. Det vil vi senere komme ind på. Det feudale System bestod altså i, at en Klasse, Godsejerne, på en eller anden Måde, direkte eller indirekte, beherskede det vigtigste Produktionsmiddel: Jorden. Agerbruget var den fuldstændigt dominerende Næringsvej. Den store Masse af Befolkningen, Bønderne, var Småproducenter med egne Redskaber og havde egne Gårde, men på Grund af Godsejernes Magt over Jorden, også Bondejorden, var de afhængige af Godserne og blev udbyttet af dem. Særlig under Livegenskabet kan man sige, at Bønderne var Slaver med en Jordlod. Statsmagten var helt i Hænderne på Godsejerne, som ved Hjælp af ikke-økonomisk Tvang i Form af forskellige feudale Forordninger og Love yderligere forstærkede deres Greb om Bondemasserne. Godsejerne og Kirken var fri for Skatter og lagde Beslag på alle Statsembeder, både civile og militære. Den nye økonomiske Ordning i Byerne var, som for sagt, baseret på nye Næringsveje Håndværk og Handel. Håndværkeren havde Lærlinge og Svende, foruden egne Produktionsmidler. Håndværkerne var Småproducenter og arbejdede selv med i Produktionen. Dette Næringsliv i Byerne reguleredes ved utallige Bestemmelser kendt under Fællesnavnet Laugsvæsenet. Den feudale Husholdning i Landsbyerne og Håndværket og Handelen i Byerne udvikledes i Begyndelsen Side om Side. Senere ser vi imidlertid, at Byernes Husholdning sønderslår hele det feudale Samfund, såvel dets økonomiske som dets politiske System. Hvorledes kunne dette ske, hvad var Grunden hertil ? Det viste sig, at Byernes Husholdning, Håndværket og Handelen, bar Spiren i sig til en helt ny Husholdning: den kapitalistiske. Handelens Udvikling, særlig Handelen med andre Lande og deriblandt de nyligt opdagede, Amerika og Indien, forstærkede Behovet for Varer, d.v.s. Produkter til Salg. I den feudale Tid producerede enhver i Landsbyen til eget Forbrug. Bonden producerede foruden Levnedsmidler også alt, hvad han ellers havde Brug for. Han forfærdigede sine egne Klæder og sine egne Redskaber og også, hvad Godsejeren mente at behøve. I det højeste forekom en vis Varebytning indenfor hver By, men denne Varebytning nåede sjældent og kun i ringe Grad udenfor Byens Grænser. Markederne, der afholdtes på visse Tider af Året, spillede kun ringe Rolle. Dette lokalt isolerede Næringsliv med så godt som udelukkende Produktion til eget Behov kaldes Naturalhusholdning. Den Produktion i Salgsøjemed, som stimuleres af Byernes Handel, kaldes Vare- eller Markedshusholdning. Det Behov for Varer, altså Produkter til Salg, som Handelen skabte, medførte, at Håndværkets Produktion, som i Begyndelsen hovedsagelig var baseret på Bestillinger, efterhånden blev overfløjet af Produktionen for Salg. Først blev Byernes Næringsliv trukket med og efterhånden også Landsbyernes. Godsejerne begyndte at sælge Korn, og Håndværkerne solgte deres Produkter til Købmændene. Der opstod større Håndværksforetagender. Det var ikke længere nok med et lille Antal Svende og Lærlinge. De store Håndværksforetagender forvandledes til Manufakturer, d.v.s. store fælles Arbejdslokaler med Arbejdere i Hundrede- og Tusindvis, hvor Produktionen var rationaliseret og specialiseret, så at hver Arbejder kun udførte en enkelt lille Del af Arbejdet. Samtidig udvikledes Hjemmeindustrien. Købmænd og større Håndværksforetagender udleverede Arbejder til Landsbyernes Befolkning, som først syslede med dem i ledige Stunder og siden havde dem som Hovedbeskæftigelse. Denne Udvikling kulminerede med en Revolution på det tekniske Område, nemlig med Hensyn til Produktionsmidlerne. Opfindelsen af Maskinerne kom som en Følge af det forøgede Behov for Varer og Nødvendigheden af yderligere Rationalisering af Produktionen i Hjemmeindustrien og Manufakturerne. Maskinerne kunne erstatte mange Menneskers Arbejde, og de forenklede Arbejdet, så næsten hvemsomhelst kunne udføre det. Man behøvede ikke mange Års Erfaring i Faget, sådan som når man skulle være Svend. Derved kunne man også få billig Arbejdskraft, bl.a. kvindelig, fra Landsbyerne, da Byernes ledige Arbejdskraft ikke forslog langt. Maskinerne sejrede, og Fabrikkerne opstod. Hjemmeindustrien såvel som Manufakturerne begyndte at forsvinde. Maskinernes Sejrstog forårsagede en Revolution på det tekniske Område og medførte en vældig Udvikling af Produktivkræfterne. Denne Forandring i Samfundets økonomiske Basis medførte en Revolution i hele Samfundet. Fabrikkerne, Industrien, producerede med Maskinernes Hjælp billige Produkter, som snart konkurrerede Håndværkets Frembringelser ud og ruinerede Håndværksmestrene. Industriprodukterne trængte ud i Landsbyerne, og den Tid lakkede mod Enden, da »hver Bonde kartede og spandt«. I Stedet for Naturalhusholdning kom Varehusholdning, Produktion for Salg, Køb og Videresalg. Den, som havde meget at sælge, blev rig, den, som kun havde en lille Produktion, blev fattig. Alle blev trukket ind i Varebytningens Malstrøm. Nye Klasser opstod. Fabriksejerne blev Kapitalister, som anvendte Masser af fremmed Arbejdskraft. Håndværkets idylliske Forhold med Mestre, Svende og Lærlinge forsvandt, og i Stedet for kom Arbejderklassen, som rekruteredes blandt ruinerede Håndværkere og Svende, men først og fremmest blandt Landsbyernes fattige Befolkning. Arbejderklassen opstod. Den økonomiske Revolution blev lidt efter lidt også en politisk Revolution. Da Livegenskabet endnu fandtes, hindrede det Rekrutteringen af Arbejdskraft til Industrierne. »Bort med Livegenskabet« var Kapitalisternes Parole, men de fik naturligvis også Støtte fra Bønderne. Bort med alle feudale Love og Forskrifter, Laugsvæsenet og alt, hvad der ellers hindrede Kapitalisternes »frie intiativ«. Industrien måtte have Frihed, og Kapitalisterne blev Frihedsvenner, liberale. De havde Brug for fri Arbejdskraft, fri Handel, frit Næringsliv. Liberalismen blev Kapitalistklassens Ideologi. Den stræbte efter at erobre den politiske Magt i Samfundet, Staten, Ledelsen af Samfundet. De borgerlige Revolutioners Epoke begyndte. I disse Revolutioner kunne Kapitalistklassen, Bourgeoisiet, optræde som Fører for alle undertrykte i Samfundet. Først senere indså den udbyttede Befolkning, at den Frihed, som Bourgeoisiet ville have, ikke var virkelig Frihed for Folkemasserne, men bare en kapitalistisk Frihed, en Frihed for Bourgeoisiet til at udbytte det arbejdende Folk i Stedet for som tidligere Godsejerne. Den nye Klasse, som opstod, Arbejderklassen, adskilte sig fra den feudale Tids undertrykte Klasse, Bondeklassen, derved, at den helt manglede egne Produktionsmidler. De nye Produktionsmidler var effektive og forøgede i betydelig Grad Arbejdsproduktiviteten, men de var og er jo kun opnåelige for dem, som har mange Penge. Håndværkerens primitive Værktøj var billigere at anskaffe end Maskinerne. For at man kunne sætte den nye Produktion i Gang krævedes desuden ikke blot, at man havde en Maskine, men man måtte have flere, som arbejdede sammen i en hel Fabrik. Det var forholdsvis let for en Svend at starte sit eget Værksted, men alle og enhver kunne ikke sætte en Fabrik i Gang. Det var kun muligt for rigere Købmænd eller større Håndværkere eller andre Personer, som havde eller kunne skaffe Penge. Dette medførte, at de nye Produktionsmidler helt koncentreredes i Hænderne på et Fåtal, medens den store Masse ikke kunne skaffe sig Udkommet på anden Måde end ved at tage Arbejde hos Fabriksejerne. Den nye Arbejderklasse blev et Proletariat, en besiddelsesløs Klasse. De nye Ejere af Produktionsmidlerne kunne ikke undvære fremmed Arbejdskraft. Ejeren af en Fabrik kan ikke selv passe Fabrikken. I denne Forstand bliver begge Klasserne afhængige af hinanden. Med den industrielle Revolution bliver de Samfundets Hovedklasser. De tidligere Klasser trådte i Baggrunden. Godsejerne forvandledes efterhånden til kapitalistiske Bedriftsherrer i Landsbyerne med kapitalistisk Markedsproduktion. Bønderne kæmpede og kæmper stadig som Småproducenter en ulige Kamp mod Storproduktionen, som har alle Fordele på sin Side i Konkurrencen.

Det kapitalistiske System opstod således som Følge af en Proces, der begyndte langt tilbage i Middelalderen. Først lidt efter lidt sønderslog Kapitalismen Naturalhusholdningen og skabte Markedet, som samtidig blev Forudsætningen for den Varehusholdning, som kendetegner Kapitalismen. De nyopdagede oversøiske Afsætningsområder gav Anledning til det første store Opsving, men siden skabte Kapitalismen lidt efter lidt Afsætningsområder ved at gøre Ende på Naturalhusholdningen og drage hele Produktionen ind under Varehusholdningens Område. Denne økonomiske Udvikling førte også til, at den Form for menneskeligt Fællesskab, som kaldes Nationen, blev til. En Nation kan ikke blot defineres som en Gruppe Mennesker, der har fælles Territorium og fælles Sprog. En Nation er ikke det samme som et Folk, thi de fleste af vore Dages Nationer består af en Blanding af forskellige Folk. Dette ses vel allertydeligst med den amerikanske Nation. Før Kapitalismen fandtes her Grupper af Mennesker med fælles eller i hvert Fald nærbeslægtede Sprog og med et fælles Territorium, men disse udgjorde endnu ikke faste Enheder med fælles Interesser, hvilket kendetegner det Fællesskab, som kaldes Nation. En Nation er en Gruppe Mennesker, som foruden af et fælles Territorium og et fælles Sprog også kendetegnes ved økonomisk Enhed samt et vist åndeligt Fællesskab og Samhørighed i Form af en fælles Kultur. Nedbrydningen af Naturalhusholdningen, den økonomiske og åndelige lokale Isolering og Udviklingen af Varehusholdningen medførte nye Forhold og Forbindelser mellem Menneskene. Med nye økonomiske Bånd forenedes Menneskene i en ny Egn med Menneskene i en anden. Befolkningen i forskellige Landsdele forenes i en større Enhed, i et større Fællesskab end i det enkelte Sogn eller Herred. Således opstår Nationen. Den Klasse, som repræsenterede dette menneskelige Fællesskab, var Borgerklassen. For den var Afsætningsområderne det grundlæggende. De kapitalistiske Elementer i et Folk søgte at monopolisere Landets eget Territorium med dets Folk, som »deres« Marked for at udelukke Konkurrence fra andre Lande. Det var først og fremmest Markedshensyn, der lå bag de nationale Interesser, som først lanceredes af Bourgeoisiet. Den lokale Bondekultur afløstes af en national Kultur, hvor Bourgeoisiet gik i Spidsen. Så opstod også Spørgsmålet om den nationale Frihed, d.v.s. hver Nations Selvstændighed overfor andre og Ret til at bestemme over sig selv. Kapitalismens Opståen falder derfor sammen med Fremkomsten af Nationalstater i Europas vestlige Del, hvor Kapitalismen først begyndte at blomstre. Siden den Tid har Kapitalismen bredt sig til nye Områder og Folkeslag og har overalt haft til Følge, at den nationale Bevidsthed, det nationale Spørgsmål, Kravet om Nationernes Selvbestemmelsesret vågnede til Live. Men Kapitalismen medførte også, at der opstod nationale Modsætningsforhold - Modsætninger mellem Nationerne indbyrdes. Kampen om Afsætningsområder er en af de Ting, der kendetegner Kapitalismens Historie. Foruden sine egne Afsætningsområder har man søgt at erobre Markeder, Territorier, som var beboet af andre Folk og ejedes af andre Nationer. Samtidig betød Kapitalismen, at Nationen opdeltes i Klasser, først og fremmest i to Hovedklasser, Kapitalister og Arbejdere, storkapitalistiske Ejere og besiddelsesløse. Nationen betød et nyt og større menneskeligt Fællesskab, Likvideringen af lokal Begrænsning og Isolering, men den deltes i Klasser. Ved Siden af de nationale Interesser og Konflikter stod Klasseinteresserne og Klassekonflikterne. Ligesom Kapitalismen betød også det nationale Fællesskab et historisk Fremskridt. Den undertrykte Samfundsklasse, Arbejderklassen, som ikke bestemmer over sit eget Land, er ikke derfor fremmed for den nationale Selvbestemmelsesrets Idé. Tværtimod hylder den denne Idé. Den nationale Undertrykkelse rammer nemlig det arbejdende Folk hårdest, både økonomisk og kulturelt, hvilket Forholdene i de undertrykte Lande altid har givet Eksempler på. Det hævdes ofte, at de fri og kapitalistisk højt udviklede Stater, som underlægger sig økonomisk tilbagestående Lande, på Grund af deres højere Udviklingsniveau fremskynder disse uudviklede Nationers Udvikling. Dette Argument for Udplyndring af andre Nationer lyder bestikkende. Naturligvis forsøger den herskende Nations Bourgeoisi at udvikle f.eks. Råvareproduktionen, så som Bjergværksdrift, Olieproduktion og Fremstilling af vegetabilske Råvarer. Transport- og Kommunikationsmidler udvikles, ligesom Handelen. Også her nedbrydes Naturalhusholdningen, og Markedsproduktionen træder i dens Sted. Men samtidig søger den herskende Nations Kapitalister at gøre det underkuedes Lands økonomiske Liv til et Vedhæng, som er afhængig af deres eget Lands og dets kapitalistiske Næringslivs Interesser. Man søger at hindre det underkuede Lands Økonomi i at blive en konkurrerende Faktor og i Stedet at gøre det til en støttende Faktor for sit eget Lands Herredømme. Således bliver det kapitalistiske Herredømme over et mindre Land lidt efter lidt også en hæmmende Faktor for en fri og alsidig Udvikling af dette Lands økonomiske Liv. På denne Måde opstår Modsætningerne mellem den herskende Nations Bourgeoisi og den undertrykte Nations Bourgeoisi, men også dens Bønder og Arbejdere. De, som lider mest under det fremmede økonomiske og kulturelle Tryk er også interesserede i en uhæmmet Udvikling af deres eget Lands Produktivkræfter. Kampen for den nationale Frihed og de nationale Frihedskrige bliver under sådanne Forhold progressive, idet Erobringen at den nationale Selvstændighed under den kapitalistiske Udviklingsepoke kan indebære større Muligheder for økonomisk og kulturel Udvikling ved at fjerne de Hindringer for en fri Udvikling, som den nationale Undertrykkelse skaber. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at enhver national Adskillelse betyder et Fremskridt. Naturligvis kan det tænkes, at en Nation kan udvikles hurtigere i Forbund med en anden i Form at en fælles Stat. Et svagt udviklet nationalt Mindretalsområde i en ellers højt udviklet Stat kan således udvikles hurtigere, på Grund at Samhørigheden med en større og mere udviklet Nation. Sikkert er det, at de nationale Modsætninger og Konflikter i alt væsentligt forårsages af det kapitalistiske System, med Kampen om Markeder og Råvarer, med den almindelige kapitalistiske Jagt efter Profit. Det fascistiske Tysklands Okkupation og Udplyndring af en Række europæiske Nationer forklares også heraf. Denne Undertrykkelse, som havde til Hensigt at lægge de pågældende Lande’s økonomiske Liv under den tyske Finanskapitals Herredømme, blev efterfulgt af en frygtelig politisk og kulturel Undertrykkelse. På Baggrund heraf er det også klart, hvorfor det arbejdende Folk, Nationernes brede Lag, kæmper for den nationale Selvbestemmelsesret og dens Princip, mod national Undertrykkelse, ligesom de kæmper imod den kapitalistiske Undertrykkelse iøvrigt, hvilket vi skal komme ind på i det følgende.

Produktionsmidlerne er altså under Kapitalismen blevet koncentreret hos et lille Antal Mennesker, som anvender andre Menneskers Arbejdskraft for at udnytte disse Produktionsmidler. Disse Produktionsmidler er altså med andre Ord blevet forvandlet til Kapital, d.v.s. Produktionsmidlerne har helt ophørt at tilhøre Producenterne, som bliver Lønarbejdere, altså arbejdende uden egne Produktionsmidler. Med Kapital menes ikke Penge og Værdier i Almindelighed, men Penge og Værdier, som anvendes til at skabe Vinding og Profit til Ejeren ved Hjælp af fremmed Arbejdskraft. Efterhånden som Kapitalismen udvikler sig, koncentreres Besiddelsen af Produktionsmidlerne mere og mere på Kapitalisternes Hænder. Industriens Gennembrud i alle Lande medførte Ruin for Håndværk, Småbrug og Småproducenter i det hele taget, som kvaltes i den teknisk overlegne storkapitalistiske Produktions Jerngreb. Arbejderklassen er lidt efter lidt blevet rekruteret netop fra de ruinerede Småproducenter Proletariseringen af disse Småproducenter er en logisk Følge af Kapitalismen. Når vi her taler om Ejendom og Ejendomsret og om Proletariat, tænker vi kun på Produktionsmidlerne. Når Arbejderklassen kaldes Proletariat, besiddelsesløs Klasse, så vil det sige, at den ikke ejer Produktionsmidler Derimod ejer Arbejderne naturligvis Møbler, Sko, Klæder, undertiden også egne Boliger o.s.v.. Denne Besiddelse af Ting til personligt Brug har imidlertid ingen afgørende Betydning for vedkommendes samfundsmæssige Stilling. Besiddelsen af Produktionsmidlerne og Bestemmelsesretten over Produktionsresultatet afgør spørgsmålet om den økonomiske Magt i Samfundet. Proletariseringen kan påvises med nogle Eksempler fra Sverige. I 1908 regnede man med, at 55 % af Befolkningen der var besiddelsesløs i Ordets ovenfor angivne Betydning. I 1930 var det tilsvarende Tal 73 %. Disse Tal viser Kapitalismens Udvikling i Sverige. Denne Proletarisering betyder imidlertid ikke, at Arbejderklassens Levestandard i samme Tidsrum blev ringere. Tværtimod steg den betydeligt. Tallene viser Arbejderklassens Vækst. Desuden bør det fremhæves, at en Husmand eller Småbonde ofte kan opnå en bedre Levestandard ved at blive Arbejder, til Trods for at han ophører med at »være sin egen Herre« og bliver Lønarbejder. De tilsvarende danske Tal viser ca. 65 % besiddelsesløse i 1911, ca. 77 % i 1930 og ca. 80 % i 1940. Heraf kan man dog ikke uden videre slutte, at Proletariseringen er videre fremskreden i Danmark end i Sverige. Ganske vist er den store Forskel i Procenterne fra Årene før den første Verdenskrig Udtryk for, at den industrielle Udvikling begyndte tidligere i Danmark end i Sverige, men den langt mindre Forskel i Procenttallene fra 1930 og 1940 kan meget vel skyldes Forskelligheder i Opgørelsesmåden, der for begge Landes Vedkommende er ret skønsmæssig, fordi den officielle Statistik nu engang ikke er tilrettelagt ud fra marxistiske Synspunkter. Denne Udvikling betyder imidlertid, at det økonomiske Svælg mellem Samfundets Medlemmer udvides. En relativ stadig mindre Del tager Samfundets Rigdomme i Besiddelse, medens en stadig større Del bliver besiddelsesløs. Dette er en Udviklingslov for Kapitalismen. Småproducenterne forsvinder imidlertid ikke helt og på en Gang, men alle tvinges ind under Kapitalens Magt. De Småbønder og andre Småproducenter, som er i Stand til at holde sig oppe med deres primitive Teknik og lave Arbejdsudbytte, kan kun gøre det på Bekostning af et umådeligt Arbejde. Kvindernes og Børnenes Arbejdskraft udnyttes og med meget længere Arbejdstid end i Industrien. Gældsbyrden forøges og dermed også Afhængigheden af Bankerne, d.v.s. Kapitalen. Således må også disse Småproducenter betale deres Tribut til Kapitalen i Form af Renter og Afdrag. Disse Småproducenter tilhører økonomisk set en svunden, førkapitalistisk Tid. Deres Kamp mod Kapitalismen er håbløs, fordi deres Produktion i det små ikke kan hævde sig over for den moderne Storproduktion, der i vore Dage som bekendt ikke blot indskrænker sig til Industrien, men også omfatter Landbrug, Fiskeri, Handel og praktisk talt hele Næringslivet. Det er betegnende, at den storkapitalistiske Ejendom under Kapitalismen tiltager både absolut og relativt (både forholdsvis og i egentlig Forstand). Det ligger i den kapitalistiske Koncentrations Natur. Reformister fra Begyndelsen af dette århundrede, som f.eks. Eduard Bernstein, docerede, at Aktieselskaberne er en »demokratisk Form« for Kapitalen, da de også giver de såkaldte Småsparere Mulighed for at få Del i Produktionsmidlerne. Udviklingen har imidlertid vist, at Kapitalen til Trods for Aktieselskaberne kommer på et stadig mindre Fåtals Hænder. I 1934 konstaterede Chefredaktør Frans Severin i Forbindelse med en Statsundersøgelse, som han tog Del i, at Bestyrelsesmedlemmerne i Sveriges fire Storbanker, Stockholms Enskilda Bank, Svenska Handelsbanken, Skandinaviska Banken og Göteborgs Bank, ialt 58 Personer, sad inde med ikke mindre end 590 Bestyrelsesmandater i 394 Selskaber. Disse Selskaber ejede 80 % af al svensk Aktiekapital. Tilsammen havde disse 58 Personer Indflydelse på en Kapital på 8. Milliarder Kroner. Landets totale Formue blev i 1930 anslået til omkring 30 Milliarder Kroner, hvoraf den private Formue udgjorde 15 Milliarder. Ved en lignende Undersøgelse, som Lancet foretog i 1941, viste det sig, at de fire Storbankers Bestyrelsesmedlemmer, som nu udgjorde 64 Personer, sad inde med 651 Bestyrelsesmandater i 417 forskellige Selskaber. Heraf var 213 Poster forenet med Posten som Formand eller Næstformand i Selskabets Direktion eller som administrerende Direktør mod 146 i Severins Undersøgelse fra 1934. Den Kapital, de disponerede over, var vokset til 10 Milliarder. En tilsvarende dansk Undersøgelse fra 193?-37, der dog kun omfatter større Aktieselskaber, viste, at 44 Personer, som var Medlemmer af Bestyrelse eller Direktion i de fire Hovedbanker - Landmandsbanken, Privatbanken, Handelsbanken og Nationalbanken - tillige sad i Ledelsen af 83 andre Selskaber, og hertil kom, at de indirekte d.v.s. gennem Forbindelse med andre Bestyrelsesmedlemmer og Direktører i disse 83 Selskaber, havde Indflydelse på yderligere 96 Selskaber. Ialt kontrollerede de 44 Bestyrelses- og Direktionsmedlemmer i Hovedbankerne således 183 Selskaber med en samlet Aktiekapital på 880 Millioner Kr. eller 86 % af al Aktiekapital i de større Selskaber, Undersøgelsen omfattede. Der er ikke i Forbindelse med den danske Undersøgelse foretaget nogen Opgørelse over, hvor stor en Del af Landets samlede Formue, der kontrolleredes på denne Måde. Men når man ved, at samtlige Aktieselskaber (også de mindre, som ikke er med i Undersøgelsen) ialt kontrollerede en Kapital på ca. 9. Milliarder Kr., og at Landets samlede Formue er opgjort til knap 30 Milliarder Kr. i 1936, har man sikkert Lov til at gå ud fra, at Forholdene i Sverige og Danmark ligger nogenlunde ens på dette Punkt. Iøvrigt henvises til Helge Andersen: Hvem ejer Danmark? Mondes Forlag, København 1939, hvorfra ovenstående Tal er hentet. Denne Koncentration af Kapitalen er ikke blot en Følge af Kapitalens Vækst, men også en Følge af dens Centralisering, d.v.s. Sammenføringen af mange mindre Kapitaler. Småsparere og Ejere af mindre Kapitaler sætter deres Penge i Bankerne, som derved får dem mellem Hænderne og Mulighed for at kontrollere og disponere over dem. Desuden falder Koncentrationen af Kapitalen ikke sammen med Koncentrationen af Produktionen Store Foretagender udvikler sig på de mindres Bekostning, men langtfra i samme Tempo som Koncentrationen af selve Ejendommen, af Kapitalen, af Rigdommene. Flere Foretagender kan samles på een Hånd, men vedblive at være særskilte Bedrifter produktionsmæssigt set. Dette gælder særligt i Kapitalismens monopolistiske Periode, da forskellige Foretagender sluttes sammen i Karteller, Syndikater og Truster, som yderligere understreger det økonomiske Fåmandsvælde under Kapitalismen. Hvorledes er nu Forholdene mellem Samfundets Medlemmer under det kapitalistiske Samfundssystem ? Arbejderen tilfører ved sit Arbejde Produkterne en Værdi, men han får ikke en Løn for sit Arbejde som svarer til den Værdi, han ved sin Arbejdskraft har tilført Produkterne. Den Sum, han får i Løn, svarer kun til en Del af denne Værdi, medens Ejeren af Produktionsmidlerne får en Gevinst, som svarer til en Del af den Værdi, Arbejderen har skabt. Denne del kaldte Karl Marx Merværdi, og af denne Merværdi får Kapitalisten sin Profit. Professor ved Stockholms Højskole, Herbert Tingsten (Herbert Tingsten er nu Redaktør af det svenske Folkepartis Blad »Dagens Nyheter»; han har ført en energisk Kampagne for at få ethvert Spor af marxistisk Tankegang fjernet fra Socialdemokratiets Program.) vil ikke gå med til, at Gevinsten er en Del af den af Arbejderen skabte Værdi. Han siger i Tidsskriftet Tiden, Nr. 2, 1942: »Den liberale økonomi forsøgte at motivere ,Kapitalrenten’ som en Erstatning for tidligere udført Arbejde eller for Sparsommelighed og Ofre. ... I de sidste 40 År i det mindste har ingen fremtrædende Socialdemokrat turdet gøre sig til Talsmand for Læren om Arbejdet som den eneste Værdiskaber og af Kapitalindkomst som en Ekspropriation af en Del af den ved Arbejdet skabte Værdi«. Det drejer sig ikke her om Ingeniører, Driftsledere og andre, som også arbejder, men om Kapitalisterne og deres arbejdsfri Indkomst. Lad os tage to Eksempler: 1) En Drejer tjener 5.000 Kr. om Året og en Kapitalist 1 Million, og Kapitalisten bestiller måske oven i Købet ikke andet end at købe og sælge Aktier på Børsen. Kan man virkelig sige, at denne Kapitalist har skabt Værdier for éen Million ved Indsats i Samfundets værdiskabende Arbejdsproces, eller har han taget noget af, hvad andre har skabt ? Eller: 2) En rig Dame på Østermalm i Stockholm køber Aktier for 100.000 Kr. i et Foretagende i Värmland, hvis Produktion hun ikke forstår sig på, og som hun aldrig har set. Hun får i Udbytte 6 % eller 6.000 Kr.. Er disse 6.000 Kr. taget fra den Værdi, Arbejderne i Värmland har skabt, eller er de et Udtryk for en Værdi, som den pågældende Dame har skabt ? Det er jo en Kendsgerning, at begge Kapitalisterne for disse Summer kan lægge Beslag på samfundsmæssige Værdier, Mad og Klæder, Villaer, Biler eller andre Ting. Det Forhold, at Kapitalisterne tilegner sig en Merværdi, en Del af den af Arbejderne skabte Værdi, kaldes kapitalistisk Udbytning og har sit Modstykke i tidligere Former for Udbytning: Slaveejernes Tilegnelse af en Del af Slavernes Arbejdsresultater og Godsejernes Udbytning af Bøndernes Arbejdskraft i Middelalderen. Det er indlysende, at Udbytningen ikke kan afskaffes, hvis Kapitalismen vedbliver at bestå. Dels af den Grund, at det netop er Kapitalisternes Formål at opnå en Gevinst ved Produktionen, som ellers ville være uden Mening for dem, dels fordi Kapitalisternes Tilegnelse af Merværdi er en Forudsætning for, at Kapitalen kan vokse, at en vedvarende Kapitalakkumulation, d.v.s. Ophobning og Vækst af Kapital, kan finde Sted. Kapitalisterne bruger ofte kun en mindre Del af Profitten til personlige Formål. Den største Del anvendes til at udvikle, udbygge og udvide Produktionen. På denne Måde vokser Kapitalen og Kapitalisternes økonomiske Magt, samtidig med at den kapitalistiske Produktion stadig breder sig og endogså fortrænger ikke-kapitalistiske Produktionsformer. Uden denne Merværdi ville Kapitalismen altså ikke kunne udvikle sig. Udbytningens Omfang og Former varierer til forskellige Tider i forskellige Lande. Arbejderklassens Levestandard kan forbedres som en Følge af Arbejderklassens Kamp, men Udbytningen som sådan vedbliver at bestå. Den privatkapitalistiske Ejendomsret til Produktionsmidlerne medfører, at Jagten efter Profit bliver Drivkraften i Produktionen. Man bygger en ny Fabrik, hvis der er noget at tjene ved det, ellers ikke. Moderne Maskiner erstatter gamle, hvis det lønner sig, ellers ikke. Profitinteressen, Gevinstinteressen, er retningsgivende for Produktionen og hele Næringslivet. Dette medfører for sin Del dybtgående Modsætninger i hele det kapitalistiske Samfund. Kampen mellem Profit og Arbejdsløn, mellem Kapital og Arbejde, mellem Kapitalister og Arbejdere bliver en Klassekamp, som ikke kan forsvinde under det nuværende Samfundssystem. Den er det kapitalistiske Samfunds ene store Modsætning med den kapitalistiske Ejendomsret som Grundårsag, og udtrykker Modsætningen mellem Ejerne og Producenterne. En anden Modsætning er Modsætningen mellem Kapitalisterne indbyrdes. Enhver af dem ønsker at opnå så stor Gevinst som muligt, og derfor bliver der Kamp om Råstofområder og Afsætningsmarkeder. I vore Dage, under Monopolkapitalismen, er denne Kamp som Regel ikke en Kamp mellem de enkelte Foretagender, men mellem Trusterne, og især mellem Trusterne i de forskellige Lande. Disse Monopoldannelser er et Resultat af den fri Konkurrence, og er opstået enten ved, at en Storbedrift har gjort det af med alle sine Konkurrenter i samme Branche og tvunget dem til enten at overlade Storbedriften sine Foretagender eller at give sig ind under den, eller ved, at mange Foretagender har sluttet sig sammen i den Hensigt et danne et Monopol for derved at tiltvinge sig højere Priser og større Profitmuligheder, når Konkurrencen er afskaffet. Et sådant Monopol kan også optræde med større Vægt på Verdensmarkedet på Grund af sine større Ressourcer, der overgår de enkelte Foretagenders. Der er således to Tendenser i Monopoliseringen, dels Ønsket om at opnå Monopolpriser ved at afskaffe Konkurrencen, altså Ekstraprofit, og dels at kunne optræde med større Vægt på Verdensmarkedet. Der er en intim Sammenhæng mellem disse to Tendenser. Ved Hjælp af de Ekstraprofitter, der opnås på det indenlandske Marked, kan man senere sætte en »fremgangsrig Konkurrence« i Gang på Verdensmarkedet med Dumping og andre Konkurrencemetoder. Den monopolistiske Epoke i Kapitalismen, Imperialismen, betyder således ikke, at Konkurrencen forsvinder, men kun, at den udfolder sig på et højere Plan. Denne Epoke falder desuden sammen med den Tid, da den kapitalistiske Økonomi vokser ud over Rammerne for de enkelte Landes egne Markeder, bliver en kapitalistisk Verdensøkonomi, hvor Konkurrencen er blevet en Konkurrence i Verdensmålestok. Dette er netop Forklaringen på, at der har kunnet opstå to Verdenskrige af disse Modsætninger med hidtil uset Ødelæggelse af materielle og åndelige Værdier i deres Spor. Også den sidste Krig førtes fra de tyske Imperialisters Side for at vinde Herredømmet over handelsveje, Afsætningsmarkeder og Råstofområder eller Markeder for Kapitalens Anbringelse og samtidig trællebinde de frie Folk, og heller ikke de engelske og amerikanske Imperialister forsømte deres egne Interesser, medens Folkene kæmpede for Friheden. Monopolkapitalismens eller Imperialismens Epoke, som betyder en vældig Ekspansion af Kapitalismen i alle Lande, indledtes også på samme Tid, som Kampen om Verdens Opdeling blev afsluttet. Omkring Århundredskiftet var Kampen om de »frie« Områder, d.v.s. Koloniernes, Opdeling i Hovedsagen afsluttet, og yderligere Ekspansion for et eller andet imperialistisk Land blev et Spørgsmål om Nyopdeling af »Interesseområderne«, Erobring af et andet Lands »Interesseområder«. Den kapitalistiske Privatejendomsret med dens Jagt efter Profit er disse Konflikters Årsag. Som Følge af Kapitalismens Udvikling skærpes de »frie« kapitalistiske Staters Undertrykkelse af andre Nationer og nationale Mindretal. Samtidig øges Truslen fra imperialistiske Stormagters Side mod de frie Nationer og deres politiske Selvstændighed, hvilket man har et godt Eksempel på i det fascistiske Tysklands Undertrykkelse af flere europæiske Nationer og Tilintetgørelsen af deres nationale Selvstændighed. Med Forstærkelsen af denne nationale Undertrykkelse forstærkes også de undertrykte Folks Kamp mod denne Undertrykkelse. Det nationale Spørgsmål tilspidses. Kapitalismen kan ikke løse det, da selve det kapitalistiske System er Årsagen til den nationale Undertrykkelse og de nationale Modsætninger, som oven i Købet skærpe’s under den monopolkapitalistiske Epoke. En tredje Modsætning er Modsætningen mellem Planmæssigheden inden for hvert enkelt Foretagende og Planløsheden i Produktionen som Helhed. Indenfor hver Fabrik, på enhver Arbejdsplads er Produktionen organiseret, Arbejdet omhyggeligt tilrettelagt. Men i Samfundsmålestok findes en sådan Organisation ikke, for hver enkelt Kapitalist og hver kapitalistisk Trust gør, som de selv vil. Enhver producerer, hvad han har Lyst til. Alle og enhver tragter kun efter at skaffe sig Profit og regner med at kunne slå Konkurrenten ud og tage hans Marked for at kunne tjene endnu mere Dette gælder særlig i Verdensmålestok, og i vore Dage har de økonomiske Forbindelser mellem Landene udviklet sig i en sådan Retning, at Landene er blevet økonomisk afhængige af hverandre. Kapitalismens planløse Produktionsmåde med Profitten som Drivkraft afføder de kapitalistiske økonomiske Kriser. Gangen i denne Konjunkturudvikling kan her kun antydes. I Tider, hvor Produktionen er i Stigen, opstår der forskellige Misforhold inden for Produktionen og mellem Produktion og Efterspørgsel, hvorved Profitten kommer i Fare, således at Højfinansen står over for Valget enten at nedskære sit Profitkrav eller indskrænke Produktionen for at holde Priserne oppe. Produktionens planløse Karakter og Finansmændenes private Ejendomsret og Dispositionsret bevirker da netop, at en Produktionsindskrænkning bliver Følgen. Arbejdsløsheden tager voldsomt til, og en anden Akilleshæl ved det kapitalistiske System viser sig: Befolkningens Købekraft holdes under Kapitalismen nede og beskæres yderligere under Konjunkturnedgangen, således at det bliver vanskeligt at afsætte Varelagrene. Der opstår tilsyneladende Vareoverflod, men Befolkningen lider Savn. »Depressionen« efter Krisens Udbrud varer ved, mens Varelagrene tømmes. Herunder sker der en nødvendig og nødtvungen Tilpasning af Kapitalisternes Profitkrav til det Niveau, det økonomiske Liv under Depressionen tillader, samtidig med at Produktionen tildels omlægges for at bringe tidligere opståede Misforhold ud af Verden og for at indrette den efter en ny Teknik og nye Behov. De kapitalistiske økonomiske Kriser virker på den Måde som en Slags Regulator, der under smertelige Afsavn for Folket gør en ny Konjunkturopgang mulig - i stærk Kontrast til den socialistiske økonomis Regulator, den økonomiske Planlægning på den samfundsmæssige Ejendoms Grundlag. Borgerlige og socialdemokratiske økonomer har forudsagt, at Monopolerne ville medføre, at Kapitalismen lidt efter lidt blev en »organiseret Kapitalisme«. Deres Spådomme er ikke slået til. Den store økonomiske Verdenskrise 1929-1933, under Kapitalismens fremskredne monopolistiske Stadium, beviste det urigtige i denne Teori. Monopolismen er, som før sagt, ikke ensbetydende med Konkurrencens Afskaffelse. Den kapitalistiske Profitinteresse er uforenelig med en virkelig Planøkonomi. Det kapitalistiske Samfundssystem er altså ligesom tidligere Klassesamfund behæftet med dybtgående indre Modsætninger. Disse Modsætninger - Klassekonflikter, Krig og Hjemsøgelser, Kriser med Elendighed og Utryghed for, hvad Morgendagen vil bringe - er uløseligt forbundne med Kapitalismen og kan kun afskaffes, når Kapitalismen afskaffes. Når vi ser ud over vor »civiliserede« Verdensdel, må vi blues på Civilisationens Vegne. Fascismen betyder blot, at de mest profitbegærlige, ville og bestialske Kliker indenfor Storfinansen sidder ved Roret. Kapitalismens Synderegister vokser Dag for Dag. Millioner faldne, lemlæstede, sultende, hjemløse er Kapitalismens Ofre. Kan Kapitalismen da afskaffes ?

Som en Følge af det kapitalistiske Systems Modsætninger og Konflikter opstod Idéen om et nyt Samfund, Socialismen, d.v.s. et Samfund, hvor Produktionsmidlerne var hele Samfundets fælles Ejendom. Professor Herbert Tingsten påstår, at Karl Marx havde en anden Motivering for Socialismen. Denne Motivering skulle blot være, at han anså Profitten for at være uretfærdig, og at den burde deles mellem Arbejderne, ved at de satte sig i Besiddelse af Produktionsmidlerne. Den socialistiske Idé skulle altså være udgået fra en Slags moralsk Krav om økonomisk Retfærdighed. H. Tingsten hævder, at en sådan Udbyttedeling ikke ville give ret meget til hver Arbejder, måske kun nogle få Hundrede Kroner om Året. Var det ikke bedre, mener han, om man fra Arbejdernes Side indstillede sig på at medvirke til en Udvikling og Rationalisering af Produktionen for derved at højne Arbejdsproduktiviteten og Fortjenesten og således få større Mulighed for at presse Lønnen i Vejret. Indholdet af denne Tankegang synes at være, at en sådan Indstilling fra Arbejderklassens Side ville resultere i, at man snart ville nå en bedre Levestandard, end hvis man gjorde Ende på Profitsystemet. Denne Fremstilling af Marxismens Motivering for Socialismen er en Forvrængning af Marxismen, det er at fremstille Socialismen sådan, som man vil have den for at kunne modbevise den. Som vor Fremstilling allerede turde have bevist, er Motiveringen for Socialismen ikke Kapitalisternes Luksusbiler, Luksusvillaer, Rivierarejser, Galladragter, Laksko og luksuøse Liv i det hele taget. Det er ret ligegyldigt i sig selv og uden større Betydning for Samfundslivet. Af afgørende Betydning er det kapitalistiske Systems Natur som Årsag til det kapitalistiske Misregimente. Af H. Tingstens opfattelse kan man udlede, at han antagelig mener, at Produktivkræfterne kun kan udvikles under Kapitalismen. Socialisterne derimod mener, at Produktivkræfterne udvikles meget hurtigere under Socialismen end under Kapitalismen, og dette er endnu en Motivering. For det første er Masserne under Kapitalismen ikke medinteresserede i en Produktion, som de ikke ejer og råder over, og som de ikke nyder Frugterne af. Kapitalisterne praler af det private Initiativ, men Massernes Initiativ savnes i deres System. For det andet sætter Profithensynet, Kapitalisternes Hensyn til hvad der kan give Profit nok, snævre Grænser for Produktionens Udvikling. Samfundet som Helhed får ikke Lov til at gøre sine Interesser gældende, således som man i Sverige ser det af Kapitalisternes Modstand mod Anlæg af Jernværker og elektriske Højovne i Norrbotten, fuld Udbygning af Sveriges Vandfald og Bygning af andre svenske Forædlingsindustrier. For det tredie ødelægges en Del af det, som skabes, af Kriser og Krige. Afskaffelsen af den private Ejendomsret i Sovjetunionen er også Hovedårsagen til det stormende Tempo i Landets økonomiske Udvikling i de sidste 25 År. Socialismen betyder Produktionsmidlernes Genforening med Producenterne, men i kollektiv Form. Hvad betyder nu dette, og hvorledes har denne Idé kunnet opstå ? Før kapitalismen havde Producenterne egne Produktionsmidler, og hver Mand havde sine egne. Adelen havde skaffet sig et Greb om disse Produktionsmidler, tildels med ikke Økonomiske Midler. Men Produktionen var individuel Småproduktion Produktionsmidlerne var da så enkle og så individuelle, at enhver kunne producere for sig selv ved Hjælp af dem. De var også så billige, at enhver kunne have sine egne. En Håndværkers Værksted kunne passes af ham selv sammen med nogle Svende og Lærlinge, og de kunne fremstille færdige Produkter. Det samme gjaldt Bønderne. Kapitalismen har fremkaldt en Revolution på dette Område. Arbejdsprocessen er blevet kollektiv, i Stedet for den enkeltes Arbejde i Værkstedet og på Gården har vi Tusinders fælles Arbejde på Fabrikken. En Bil er Tusinder af Menneskers fælles Produkt. Vore Dages Produktionsmidler kan ikke betjenes af enkelte hver for sig. Arbejdet, Grundlaget for alt menneskeligt Liv, er blevet et fælles, kollektivt Arbejde. Det viser sig således, at Kapitalismens historiske Rolle består deri, at den har lagt Grunden til et kollektivistisk Samfund. Urkommunismens Fællesarbejde er kommet igen, men på et ulige højere Niveau. Da Arbejderklassen som den udbyttede og undertrykte Klasse vil gøre Ende på det kapitalistiske System, må den gøre Socialismen til Samfundsmål. At opdele Fabrikkerne i lige så mange Dele, som der findes Arbejdere, ville være meningsløst, thi ingen ville være i Stand til at leve af den lille Stump, han fik. Producenterne, de arbejdende, kan som Følge af den industrielle Tekniks Gennembrud kun genforenes med Produktionsmidlerne, d.v.s. blive Herrer over dem, ved at disse bliver kollektiv Ejendom eller, som man siger, Samfundsejendom. Det her sagte betyder også, at Socialismen var uigennemførlig før Industritekniken og Kapitalismen. Dengang var Produktionsmidlerne individuelle og Produktionen individuel, nu er den afgørende Del kollektiv. Dengang var Producenterne Individualister, hvilket Småproducenterne helt eller delvist er endnu den Dag i Dag. Nu er Producenterne Lønarbejdere, Kollektivister med fælles Interesser. Socialismen er blevet den største undertrykte Samfundsklasses, Arbejderklassens Samfundsideal. Socialismen betyder altså Samfundseje af Produktionsmidlerne og Producenternes fri Samvirken i en samfundsmæssig Produktion - hverken mere eller mindre. Det betyder, at Producenterne, Arbejderne, bliver fri. De bliver fri for deres Afhængighed af Kapitalisterne derved, at de selv ejer deres Eksistensbetingelser, Produktionsmidlerne, og selv kan bestemme over deres Tilværelse. Enhver Formulering af Socialismen, som mangler dette Grundindhold, er falsk og er en Udfordring til alle Socialister. Socialismen betyder Enden på Kapitalisternes økonomiske Magt og på det kapitalistiske System.

Den privatkapitalistiske Ejendomsret er et uhørt Indgreb i Friheden, i de brede Lags Frihed. For en og anden er Friheden stor nok under Kapitalismen. Den, som har Kapital, Produktionsmidler, behøver ikke at arbejde. Men den store Masse er afhængig af nogle få. Frihed for Folkets Flertal står i direkte Modsætning til Kapitalismen. Socialismen derimod rummer den størst tænkelige Frihed for Folkets Flertal, fordi de brede Lag har Rådighed over deres Eksistensbetingelser. Det er Socialisternes Svar til alle borgerlige Ideologer, som oven i Købet vover at påstå, at Socialismen skulle stå i Modsætning til Friheden. Hvis man stiller Spørgsmålet. Frihed for hvem? bliver de Svar skyldig. Men har Arbejderne da slet intet at skulle have sagt under Kapitalismen ? Ved deres faglige Kamp søger de at begrænse Udbytningen uden dog at kunne afskaffe den. De søger at formindske deres Afhængighed ved at stille deres Organisationer op som en Magtfaktor overfor Kapitalens Magt. Samtidig har Arbejderne i visse Stater tilkæmpet sig politiske Enheder og Rettigheder, ja endogså lige Stemmeret med Kapitalisterne, og disse Rettigheder udnytter Arbejderne i Forsvaret for deres Interesser. Men disse Friheder og Rettigheder ophæver ikke Kapitalismen, som er et Fåmandsvælde. Samfundets politiske System hviler på det herskende økonomiske System. Staten som politisk Institution er, som før sagt, opstået som en Følge af, at der findes Klasser og Klassemodsætninger. Hvorledes er da det politiske System i det kapitalistiske Samfund ? Som bekendt råder vidt forskellige Forhold i de forskellige kapitalistiske Lande og i de forskellige kapitalistiske Epoker. I de Diskussioner om Staten, som af og til finder Sted, forekommer også inden for Arbejderbevægelsen en utrolig Begrebsforvirring. Lad os først tage Spørgsmålet om Statens Væsen. Den borgerlige Teori om Staten har som grundlæggende Tese, at Staten er et Organ, som står over Klasserne, og som søger at udjævne, forsone og beherske Samfundsborgernes modstridende Interesser. Mærkværdigt nok har Socialdemokratiets Teoretikere i Hovedsagen akcepteret denne borgerlige Statsteori. De borgerlige har fået Hjælp, hvor det gjaldt om at give Staten en Glorie af ophøjet Objektivitet. For Marxisterne er Spørgsmålet om Staten et Klassespørgsmål, et Spørgsmål om, hvilken Klasse eller hvilke Klasser, der har den politiske Ledelse i Samfundet. Staten er således ikke en Institution eller Magt, som er hævet over eller uafhængig af Klassemodsætningerne og Klassestriden, men et Magtapparat i Hænderne på en eller flere Klasser i disse Klassekampe. Lad os derefter undersøge Spørgsmålet om Statsformerne. De skifter under forskellige Samfundsepoker og også inden for Rammerne af et bestemt Samfundssystem, f.eks. Kapitalismen. Statsmagten kan udøves af en Militærkaste eller Militærgruppe, og Statsformen kaldes da Militærdiktatur. Hvis Statsmagten udøves af en Håndfuld rige, kaldes Statsformen Plutokrati. Aristokrati er en anden Statsform, som betyder, at Statsmagten udøves af en Håndfuld Personer i Kraft af Privilegier, Slægt og Fødsel. Det fascistiske Diktatur betyder, at de mest reaktionære, finanskapitalistiske Kliker har Magten og udøver den ved Hjælp af åbent terroristiske Undertrykkelsesmetoder, og at alle Friheder og Rettigheder for Masserne er afskaffet. Disse Statsformer forekommer ikke altid i »ren« Form, men flere sammen, som f.eks. i Japan, hvor der hidtil har været både plutokratisk og aristokratisk Diktatur i Forening med Militærdiktatur. Enhver af disse Statsformer kan være Monarki eller Republik, uden at dette har nogen større Betydning, således som det monarkistisk-fascistiske Italien og det republikansk-fascistiske Tyskland har vist. Hvor Statsmagten udøves under Indflydelse eller Kontrol af de store Masser af Befolkningen, plejer man at kalde Statsformen Demokrati eller Folkestyre. Lad os gå over til det tredie Spørgsmål i Forbindelse med Staten, Spørgsmålet om Statsformerne og Samfundet. Her møder vi en om muligt endnu større Begrebsforvirring, som er forårsaget af de borgerlige Teoretikere og af de socialdemokratiske Teoretikere, som har kapituleret for dem. I Overensstemmelse med deres Teori om Staten som en Institution, der står over Klasserne, betragter de også Statsformen som uafhængig af Tid og Rum, d.v.s. uafhængig af det øvrige bestående Samfundssystem. Efter denne Opfattelse skulle Demokratiet være ens overalt uden Hensyn til, hvorledes et Samfund med demokratisk Statsform ellers ser ud. Til Marxismens Grundsætninger hører det at betragte Statsformen i Sammenhæng med de eksisterende Samfundsforhold. Lad os med nogle Eksempler se på Forskellen mellem den borgerlige og den marxistiske Betragtningsmåde, hvad dette angår. I det gamle Athen eksisterede til Tider en demokratisk Statsform. Den bestod i, at alle frie Mænd deltog i Statens Ledelse på hovedsagelig lige Fod. Samtidig var imidlertid alle Slaverne, der iøvrigt udgjorde Hovedparten af Befolkningen, og Kvinderne helt uden Rettigheder og Indflydelse på Statsmagtens Udøvelse. Et sådant Demokrati ligner ikke det, vi har. I Sovjetunionen er Statsformen demokratisk. Alle Borgere har samme Rettigheder. I Sverige er Statsformen demokratisk, og alle Statsborgere har på mange Områder samme Rettigheder. Men betyder nu dette, at Demokratiet har samme Indhold i Sovjetunionen og i Sverige. Nej. Hvorfor ikke? Fordi Samfundsforholdene i alle andre Henseender er forskellige i Sovjetunionen og i Sverige. Som vi skal vise mere udførligt i det følgende Kapitel, er Produktionsmidlerne i Sovjetunionen Samfundsejendom. d.v.s. at Folkemasserne er Herrer over det økonomiske Liv, og dette sammen med de for alle Borgere lige politiske og juridiske Rettigheder gør, at Folkestyret, Demokratiet, i Sovjetunionen er et virkeligt Folkestyre. I Sverige derimod er Produktionsmidlerne for Størstedelen Storkapitalisternes Ejendom, Folkemasserne er ikke Herrer over det økonomiske Liv, og til Trods for de for alle Borgere temmelig lige politiske og juridiske Rettigheder er Folkestyret i Sverige derfor højst mangelfuldt. Disse Eksempler viser, hvorfor man ikke kan betragte Staten adskilt fra det øvrige Samfundsliv. Et virkeligt Folkestyre, et virkeligt Demokrati er en Umulighed under Kapitalismen, da Massernes Eksistens er afhængig af den økonomiske Magt hos et Fåtal. Da Masserne ikke bestemmer over Næringslivet, Boligerne, kort og godt de økonomiske Forhold, Eksistensbetingelserne, er Folkestyret begrænset, indskrænket, beskåret. Det kapitalistiske System strider mod virkeligt Folkestyre. Det falder selvsagt uden for denne Fremstillings Rammer at analysere Statsmagten under forskellige Samfundsepoker. Vi kan heller ikke analysere Kapitalismen i hvert Land og under forskellige Stadier. Vi har kun villet angive den rigtige Måde at forstå Statens Karakter på. Inden vi forlader dette Afsnit, vil vi dog svare på to Spørgsmål, som ofte bliver stillet. Hvad menes der egentlig med Diktatur ? Hvad er det, som er den egentlige Forskel mellem Diktatur og Demokrati ? Disse to Spørgsmål danner ofte de springende Punkter i politiske Diskussioner i vort Land, og man diskuterer tit Spørgsmålene om Diktatur og Demokrati uden at være enige om, hvad der skal forstås ved selve disse Begreber. Ordet Diktatur har i vor Sprogbrug faktisk en dobbelt Betydning. Rent samfundsvidenskabeligt betyder Diktatur den politiske Ledelse af Samfundet, som udøves af Staten. Med Diktatur i denne Betydning sigtes der altså til Statsmagten, som uden Hensyn til, hvilken Slags Statsmagt du er Tale om, udøves med Anvendelse af Tvang og Magt af forskellig Art. Hvor der findes Statsmagt, findes der også Politi, Domstole, Fængsler o.s.v. Dette gælder naturligvis også en demokratisk Statsmagt. Set på denne Måde betyder Ordet Diktatur, hvormed der altså sigtes til Statens Karakter af Tvangsinstitution, således at enhver Stat er et Diktatur. I denne Betydning taler man således om Proletariatets Diktatur, d.v.s. Arbejderklassens Statsmagt i Sovjetunionen. Denne Statsmagt er demokratisk, den er de brede Folkemassers Statsmagt, men den er selvfølgelig en Statsmagt, altså et Diktatur i omtalte Betydning. Men samtidig forekommer Ordet Diktatur også i en anden Betydning i vort Land. Man sigter med Ordet Diktatur blot til en særlig Statsform, en bestemt Slags Stat, som er kendetegnet ved, at Folkemasserne holdes uden for Statsledelsen, at visse Kliker med terroristiske Midler undertrykker Folkemasserne o.s.v., som f.eks. det fascistiske Diktatur. Med Udgangspunkt i et sådant Indhold af Begrebet Diktatur stiller man Diktaturet i Modsætning til Demokratiet, til en demokratisk Statsform. Hvis man tager Begrebet Diktatur i denne Betydning, så er Statsmagten i Sovjetunionen ikke noget Diktatur, men et Demokrati. Når de arbejdende Masser i Rusland gennemførte Oktoberrevolutionen og erobrede Statsmagten, så betød dette altså, at Proletariatet tog den politiske Ledelse af det russiske Samfund i sin Hånd (Proletariatets Diktatur) i Stedet for de tidligere kapitalistiske Magthavere, hvorved Statsformen blev mere demokratisk end nogen tidligere Statsform i Historien. Det er derfor af særlig Vigtighed for enhver, som studerer socialistisk Litteratur, at huske på, at Ordet Diktatur anvendes i to Slags Betydning. Med Ordet Diktatur mener man altså dels Statens Væsen, dens Karakter af Tvangsinstitution, Samfundets politiske Ledelse, og dels en vis Statsform. Vi går over til at behandle Spørgsmålet om Demokrati under kapitalistiske Forhold, således som disse Forhold i Øjeblikket er i vort Land. Sverige er et Land med gamle Frihedstraditioner, hvor Bønderne selv under Feudalismen var mere fri end i mange andre Lande. Vi har almindelig Stemmeret, blot med en enkelt Betingelse ved visse Valg (Skatten skal være betalt, hvis man skal have Stemmeret og Valgbarhed til kommunale og Landstingsvalg). Hvilke Muligheder har Kapitalisterne, som er den økonomisk herskende Klasse, for at dommere det politiske Liv her ? Lad os først tage Pressen. Sammenlign Antallet af borgerlige Blade med Antallet af Arbejderaviser, Antallet af borgerlige Ugeblade og øvrige Pressefrembringelser med Arbejdernes! Sammenlign endvidere de to Presselejres tekniske og økonomiske Ressourcer! De tåler ingen Sammenligning, men Arbejderklassen kan heller ikke måle sig med Bourgeoisiet i Spørgsmålet om økonomiske Ressourcer. Men hvilken Forskel er der ikke her, når det gælder Mulighederne for at danne den offentlige Mening. Det samme gælder Bogforlagene. Et enkelt borgerligt Forlag opvejer flere Gange alle Arbejdernes Forlag tilsammen. Eller tag Film og Teatre! Hvem ejer Filmsaktieselskaberne ? Hvilke Film spilles der, sådanne som kan opdrage Menneskene i socialistisk Ånd, eller som kan opdrage dem i det nuværende Samfunds Ånd? På dette Område har Arbejderne endnu mindre at skulle have sagt end med Hensyn til Pressen. Formelt har hvem som helst Ret til at starte Aviser eller indspille Film, men i Virkeligheden afgøres det af, hvem der har de økonomiske Midler dertil. Lad os tage selve Statsmagten! Lad os tage et bestemt Område, Undervisningen, som i vort Land hovedsagelig varetages af Staten, og som under et virkeligt Folkestyre burde være i lige Grad tilgængelig for alle. I vort Land er Uddannelse formelt tilgængeligt for alle, men ikke i Realiteten. Arbejderne i Sverige udgør Flertallet af Befolkningen, men kun 10 % af Universiteternes Ungdom. (Og i Danmark viste en Undersøgelse fra Årene 1913-24, at kun 6,4 % af Studenterne kom fra Arbejder- og Husmandshjem, mens Procenten i 1934 var gået ned til 3,1. Hvorfor ? Fordi Arbejderbørnenes Forældre ikke har Råd til at betale den højere Undervisning for deres Børn. Af denne Grund har de velsituerede faktisk et Dannelsesmonopol. Her skal vi ikke gå ind på Undervisningens Indhold i et kapitalistisk Land. Eleverne opdrages i det nuværende Samfunds Ånd og hører naturligvis ikke meget om et Samfund, der måske ville være mere lykkeligt end det, vi nu har. Dette er også et meget vigtigt Spørgsmål. Lad os gå over til Statens Organer og for Eksempel behandle Spørgsmålet om, hvem der sidder i disse Organer. På Grund af de velhavendes Dannelsesmonopol besættes de vigtigste Embeder så vel som den overvejende Del af de øvrige offentlige Stillinger hovedsagelig af Folk fra de formuende Klasser. Hvem er det, som bliver Politidirektører, Generaler og Admiraler, Politimestre og Højesteretsdommere, Departements- og Kontorchefer ? Er de fleste af disse indflydelsesrige Statens Mænd pålidelige Tilhængere af det nuværende Samfundssystem? Uden Tvivl. Vi har blot behandlet nogle Sider af de politiske Forhold i vort Land. Meningen hermed har været at vise, at Kapitalisterne ikke blot har den økonomiske Magt, hvilket iøvrigt er en alvorlig Indskrænkning af Folkets Magt, men også på Grund af denne økonomiske Magt har Mulighed for at gøre deres Indflydelse gældende i det politiske Liv så at sige i omvendt Forhold til deres talmæssige Andel af Befolkningen. Bourgeoisiet har Overvægten med Hensyn til Dannelsen af den offentlige Mening, med Hensyn til det kulturelle Liv, Statsorganerne o.s.v., udelukkende på Grund af dets økonomiske Magt. De borgerlige Samfundsforhold præger altså også Staten i vort Land. Den er endnu et Magtapparat i den økonomisk herskende Klasses Hænder. Demokratiet i vort Land er, som Følge af de herskende borgerlige økonomiske Forhold, et begrænset, beskåret og i mange Henseender formelt Demokrati. Demokrati under Kapitalismen kaldes derfor sædvanligvis et borgerligt Demokrati, til Forskel fra f.eks. Demokrati under socialistiske Forhold, socialistisk Demokrati.

Indførelsen af en socialistisk Samfundsordning betyder, at Produktionsmidlerne og Naturrigdommene overgår til at være Samfundsejendom. Fabrikkerne, Minerne, Kommunikationsmidlerne, Skovene o.s.v. ophører at være enkelte Kapitalisters Privatejendom og bliver i Stedet alle Samfundsmedlemmers fælles Ejendom. Dette betyder Tilintetgørelse af Kapitalisternes økonomiske Magt og er i Virkeligheden deres Likvidering som Klasse. Al historisk Erfaring viser, at ingen herskende og privilegeret Klasse frivilligt forlader Scenen og afstår fra sine Privilegier, sin økonomiske og politiske Herskerstilling. Arbejderklassen kan derfor ikke gennemføre Socialismen i Forståelse med Kapitalistklassen, det går ikke at socialisere i Forståelse med Højfinansen. Socialismen kan kun komme som et Resultat af, at Arbejderklassen sammen med det arbejdende Folk iøvrigt erobrer Magten i Samfundet og overvinder Højfinansen. Det er derfor klart, at Arbejderklassens Kamp er og må være en politisk Kamp, d.v.s. en Kamp om Magten i Samfundet, en Kamp om Omdannelse af det herskende politiske System, af Statsmagten, som er blevet til på Grund af det kapitalistiske økonomiske System og er et Værn for dette System. Den socialistiske Samfundsomvæltning, den socialistiske Revolution, er derfor både en økonomisk og politisk Revolution. Økonomi og Politik er ikke to vidt forskellige Ting, men Dele af samme Bygværk: Samfundet. Når der tales om at gennemføre en socialistisk Samfundsomvæltning, nævner man ofte den russiske Vej til Socialismen. Socialismens Gennemførelse i Sovjetunionen har haft en hidtil uset Fremgang, og Unionen af socialistiske Sovjetrepubliker er i Dag en Forbundsfælle for hele den internationale Arbejderklasse og for alle Folkeslag i deres hårde og tunge Kamp for Friheden. Men samtidig anser mange Mennesker den russiske Vej til Socialismen for umulig og uigennemførlig i andre Lande. Kan man tale om nogen speciel russisk Vej til Socialismen ? Både ja og nej. Marxismen, Arbejderklassens socialistiske Ideologi, havde længe før den russiske Revolution trukket Hovedlinierne op for Socialismens Gennemførelse. Marx fremholdt såvel i »Det kommunistiske Manifest« i 1848 som i sin Kritik af den franske 1848-Revolution (i Bogen »Louis Bonapartes 18. Brumaire«) ligesom i sin Kritik af det tyske Socialdemokratis Gothaprogram i 1875, at Hovedspørgsmålet er Arbejderklassens Erobring af Statsmagten i Samfundet, den politiske Ledelse af Samfundet, Diktaturet. Han siger således i »Kritik af Gothaprogrammet« : »Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske Samfund ligger den Periode, hvor det ene Samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk Overgangsperiode, under hvilken Staten ikke kan være andet end Proletariatets revolutionære Diktatur.« Grundtanken er her, at Erobringen af den politiske Magt og Arbejderklassens politiske Ledelse af Samfundet er en Grundforudsætning for Socialismens Gennemførelse, d.v.s. Ophævelsen af den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne, disses Overgang til Samfundsejendom og Skabelsen af en socialistisk Produktionsordning. De russiske Arbejdere med Bolsjevikerne i Spidsen fulgte Marx og sejrede. Deres Vej var i denne Forstand ikke russisk, men international. Den svarede til den gamle, hævdvundne Opfattelse af Vejen til Socialismen. Men blev denne Vej ikke, praktisk tillempet og gennemført i Rusland, i visse Henseender en specielt russisk Vej ? Rusland var et Bondeland, siger man ofte. Det er sandt, men Bønderne spillede en revolutionær Rolle i Revolutionen, og den gennemførtes af Arbejderklassen i Forening med Småbønderne og Landproletariatet. De ville have Jord og Fred, og det kunne kun Revolutionen give dem. Det er derfor forkert at sige, at Bolsjevikerne greb til Diktaturet, fordi de på Grund af Arbejderklassens ringe Antal ikke kunne håbe på at få Folkets Flertal med sig. Bolsjevikerne havde Folkeflertallet med sig, et stort Flertal. Ved Valgene til den konstituerende Forsamling i 1917, før Revolutionen, havde de ganske vist ikke Majoriteten, men da var den revolutionære Proces også kun lige begyndt. De blev imidlertid allerede dengang det største Parti. På det Tidspunkt blev Partiet desuden forfulgt og chikaneret, og Millioner af Soldater var afskåret fra at stemme. Inden for Sovjetterne, Rådene, som afspejlede Folkemeningen og havde Massernes Tillid, erobrede Bolsjevikerne sammen med de socialrevolutionæres venstrefløj Flertallet i Efteråret 1917. Bolsjevikerne gennemførte Revolutionen i Forbund med Venstrefløjen, som samtidig var Flertalsfløj inden for det næststørste Parti, det socialrevolutionære Parti, Bøndernes Parti. Bolsjevikernes Folkeflertal forøgedes uhørt allerede de første Uger efter Revolutionen. Freden og Jorden, som Bønderne fik, medførte en Masseovergang fra andre Partier. Men trods den overvældende Majoritet nødtes Bolsjevikerne allerede et halvt År efter Revolutionen til at gribe til langt mere vidtgående Forholdsregler. Dette skyldtes følgende: 1) at ikke mindre end 14 Lande intervenerede imod de russiske Arbejderes og Bønders Revolution, 2) at dette opmuntrede den hjemlige Minoritet af Godsejere og Kapitalister til åben væbnet Kamp mod det nye Styre. Så godt som hver eneste Kapitalist saboterede Produktionen, og så godt som hvert eneste Foretagende måtte umiddelbart eksproprieres af Staten. Tsaristiske Embedsmænd, Præster, forhenværende Politichefer, Officerer, Adelsmænd, Kapitalister, borgerlige Politikere o.s.v. gik over til Attentat og Mord, gjorde Modrevolution og dannede Modregeringer, dannede Garder og Arméer, alt med Støtte fra Udlandet. Denne fortvivlede Situation mestrede de russiske Arbejdere og Bønder på den eneste effektive Måde, der stod til deres Rådighed, nemlig ved i det store Folkeflertals Navn at holde den reaktionære Minoritet i Jerntøjler. Kapitalisterne mistede oven i Købet Stemmeretten. Attentatmændene blev skudt, mange sat i Fængsel, Bourgeoisiets Ejendom blev hensynsløst konfiskeret, for at Bourgeoisiets økonomiske Magt og Muligheder kunne undergraves. Kunne man have gjort noget andet ? Ja ! Man kunne have taget med Fløjlshandsker, mistet Magten og Samfundsledelsen, ladet udenlandsk og indenlandsk Kontrarevolution sejre og måske være havnet der, hvor det tyske Folk står i Dag. Men det ville man ikke. Man ville vinde Slaget om Socialismen, og man vandt det. Denne russiske Situation 1917-1920 må vi ikke glemme, for hvis man glemmer den, så vil man aldrig lære at forstå den russiske Revolution. Siden dengang har Socialismen sejret i Sovjetunionen. Folkets Magtudøvelse er blevet yderligere demokratiseret. Den almindelige Stemmeret er blevet indført igen for de højst 5 %, som man havde frataget den, Undtagelseslove er blevet ophævet o.s.v.. Nu har Folket Produktionsmidlerne i sine Hænder, altså den økonomiske Magt, og også den politiske Magt, Statsapparatet, er besat med Repræsentanter for Folket; der findes ingen kapitalistiske Kliker og ingen kapitalistisk Indflydelse over Politiken og Kulturen. Men vil Situationen nu blive lige sådan for Arbejderklassen i andre Lande, når den skal erobre Magten og gennemføre Socialismen ? Det er ikke troligt. Den Vej. det tjekoslovakiske, jugoslaviske, bulgarske og andre Folk er slået ind på, er anderledes end det russiske Folks, selv om Udviklingen også i disse Lande forbereder Socialismen. Klassernes indbyrdes Forhold i Samfundet forandres jo uafladeligt ligesom Forholdene mellem Folkene; den historiske Udvikling foregår ikke på samme Måde overalt. Er den reformistiske Vej til Socialismen utænkelig, eller er den ligefrem den eneste tænkelige for Landene uden for Rusland ? Hvad indebærer egentlig den reformistiske Vej ? Betegnelsen Reformister, eller Revisionister, fremkom oprindelig for at betegne den tyske Socialdemokrat Eduard Bernstein og hans Tilhængere, som efter Marx´s og Engels’ Død begyndte at bestride Rigtigheden af den før omtalte marxistiske Vej til Socialismen, begyndte at revidere Marxismen. Reformisterne tog som Udgangspunkt det Forhold, at Arbejderklassen i Kraft af sine faglige og politiske Organisationer lidt efter lidt bliver en stadig større Kraft i Samfundet. Kapitalistklassen må tage Hensyn til dette Forhold og give efter for Arbejderklassens Lønaktioner og Krav om Reformer. Ud fra denne Betragtning, som er aldeles rigtig i visse Tidsafsnit og i visse Lande, kom man imidlertid til den både faktisk og logisk urigtige Slutning, at Forbedringen af Arbejderklassens Levestandard, som følger af de bedre Lønninger og sociale Reformer i Samfundet, formindsker Klasseforskellen og Klassemodsætningerne i Samfundet, udjævner dem. Så længe der findes Kapitalisme, vil der blive produceret Merværdi, for ellers ville Kapitalen ikke kunne vokse og udvikles. Frivilligt og for længere Tid vil Kapitalisterne naturligvis heller ikke gå med til at producere uden Profit. Kapitalen kan vokse samtidig med, at Arbejderklassens Levestandard i Løbet af en vis Tid forbedres, ja. vokse hurtigere, end denne Levestandard forbedres, hvilket er det sædvanligste. Men dette betyder forøget Magt for Kapitalen, større Ophobning af Samfundets Rigdomme hos Kapitalisterne og dermed en udvidet Kløft mellem Kapitalister og Arbejdere. En bedre Levestandard for Arbejderne kan naturligvis ikke afskaffe de Modsætninger, der består mellem Kapitalens og Arbejdernes Interesser. Reformisterne hævdede endvidere, at alle andre Modsætninger i Samfundet formindskes. Monopolerne skulle medføre, at Anarkiet i Produktionen lidt efter lidt blev overvundet og dermed Forudsætningerne for Kriserne. Efter den første Verdenskrig udformedes netop denne Teori om den »organiserede Kapitalisme«. Endvidere påstod man, at Monopolerne overvinder Modsætningerne mellem de kapitalistiske Stater, og under den første Verdenskrig fremkom, mærkværdigt nok, Teorien om »Ultraimperialismen«, d.v.s. Teorien om Monopolets Udvikling til Verdensmonopol hvilket skulle borteliminere Modsætningerne mellem Monopolerne i forskellige Lande. Som før nævnt hævdede man desuden, at Aktieselskaber er en »demokratisk Form« for Kapitalisme, hvilket kunne udlægges, som om også Arbejdere og Småkårsfolk i nævneværdig Udstrækning kunne blive Aktieejere, og Skellet mellem Klasserne derved udjævnes. I Virkeligheden betød Monopolerne, som før sagt, at Konkurrencen blev ophævet. Ultramonopolismen kom heller ikke, hvilket de to Verdenskrige beviser. Storfinansens forøgede Magt i alle kapitalistiske Lande modsiger Teorien om »Kapitalens Demokratisering«. Ud fra denne Opfattelse om en tiltagende Udjævning af Klassemodsætningerne og aftagende Modsætninger i Samfundet iøvrigt kom Reformisterne til Ideen om Samarbejdet mellem Klasserne. Ved dettes Hjælp skulle man gennemføre en »frugtbringende og positiv Realpolitik« med »umiddelbare Resultater«. Den blev det væsentlige for Arbejderbevægelsen og lidt efter lidt alt. Ja, hele Samfundets Omformning til et socialistisk Samfund skulle efterhånden blive en Følge af denne Politik. »Bevægelsen (det vil sige Udviklingen af denne Politik) er alt - Målet intet,« erklærede Bernstein. På dette Punkt blev Arbejderbevægelsen splittet. Marxisterne var naturligvis såvel som Reformisterne Tilhængere af Reformer og Forbedringer til Gavn for Arbejderne og Folkemasserne. Marxisterne forkastede imidlertid Klassesamarbejdet som Princip for Arbejderklassens Kamp og nægtede at sætte Lighedstegn mellem Dagspolitik og socialistisk Samfundsomformning. Reformisterne har ophøjet Klassesamarbejdet til Princip og gjort forskellige sociale og politiske Reformer ensbetydende med en socialistisk Omformning af Samfundet, som vil likvidere Kapitalens økonomiske og politiske Herredømme. Når der her tales om Samarbejde mellem Klasserne, menes der naturligvis Samarbejdet mellem Arbejdere og Kapitalister, som det kommer til Udtryk f.eks. i Mondismen. Denne gik ud fra, at »Arbejderne og Kapitalisterne sidder på samme Grene og altså har samme Interesse i Produktionen. Det samme gælder om Saltsøbadaftalen (dvs., aftalen mellem Sveriges Arbejdsgivere og den faglige Landsorganisation) og Talen om »Grænsen for Produktionens Ydeevne« som en Grænse for Arbejdernes Lønaktioner, m.m.. Marxisterne har altid været for Samarbejde mellem Arbejdere og Småbønder og i det hele taget alle arbejdende og udbyttede Befolkningsgrupper i Samfundet. Marxisterne har heller ikke været Modstandere af Overenskomster og Kompromiser med fremskridtsvenlige borgerlige Partier, hvor sådanne Kompromiser har kunnet medføre konkrete Fordele for Arbejderne. Ved deres Teori om Samarbejde mellem Klasserne gik Reformisterne helt uden om Spørgsmålet om Staten. Hele Spørgsmålet om Arbejderklassens Erobring af Magten i Samfundet som Hovedforudsætning for Socialismens Gennemførelse forsvandt fra deres Synsfelt og ophørte at eksistere undtagen hos de »dogmatiske« og »stivbenede« Marxister. Da der virkelig blev gennemført visse Reformer, naturligvis ikke som Følge af den reformistiske Politik, men som Følge af Arbejderklassens almindelige Kamp, mente man, at Arbejderne derved fik Andel i Samfundet. Så begyndte man at gøre Propaganda for »Samfundsinteressen«, en Interesse, som var fælles for alle Klasser, eller snarere højt hævet over alle Klasseinteresser. Arbejderklassen måtte underordne sine Klasseinteresser under denne Samfundsinteresse. Særlig under Krig, Kriser o. lign. måtte Arbejderne ikke føre nogen selvstændig Politik af Hensyn til Samfundets Interesser. Når Samfundet blev reformeret og Staten demokratiseret, hørte den op med at være en Stat for den herskende Klasse og blev alles Stat eller snarere en Magt, som stod over Klasserne. Denne gamle liberale, borgerlige Statsteori er nu, som før sagt, Reformismens Statsteori. Ideen om Samfundsinteresserne er i den praktiske Politik egnet til at holde igen på Arbejderklassens Kamp. Naturligvis må Arbejderklassen altid tage Hensyn til, hvad der er taktisk klogt udfra Arbejderklassens og Folkemassernes Interesser, Klassekræfternes indbyrdes Forhold o.s.v., men det er ikke det, der er Tale om her. Begivenhedernes Udvikling i adskillige Lande har desuden gendrevet den reformistiske Statsteori. Reaktionære Kræfter inden for de borgerlige Klasser tog Føringen og slog med Statens Hjælp Arbejderbevægelsen ned. Den kapitalistiske Stats Karakter er derved kommet for Dagen, og de reformistiske Teorier forvist til Illusionernes Rige. Reformisterne elsker at tale om deres Vej som den »fremgangsrige« Vej. I Virkeligheden er Samarbejdet mellem Klasserne ikke nogen fremgangsrig Vej for Arbejderklassen. Naturligvis kan Kapitalisterne gå med til sociale og politiske Reformer, særlig i Forbindelse med revolutionære Bevægelser i Samfundet. Således var det f.eks. Tilfældet i Slutningen af den første Verdenskrig og Tiden lige efter den, da stærke revolutionære Bevægelser opstod i Europa, og den socialistiske Revolution gennemførtes i Rusland. Da gennemførtes også den almindelige Stemmeret og 8-Timersdagen i Sverige (også i Danmark). Disse Reformer var imidlertid Resultatet af Arbejderklassens Kamp mod Bourgeoisiet. Bourgeoisiets Indrømmelser var tvunget frem og havde til Hensigt at afværge, at Arbejderklassen tog Magten og gennemførte Socialismen. Reformisterne elsker også at kalde deres Vej den »fredelige Vej« til Socialismen. De, som holder fast ved den marxistiske Opfattelse af Samfundsproblemerne, er Tilhængere af »den voldelige Vej« - det har altid været Reformisternes Argument mod Marxisterne. I Virkeligheden er selvfølgelig alle Socialister Tilhængere af, at Kapitalistklassen godvilligt går ind på Arbejderklassens Krav, godvilligt afstår fra sine Klasseprivilegier og Undertrykkelse, godvilligt akcepterer en socialistisk Omformning af Samfundet. Hvis det blot kom an på Arbejderklassen, ville Vejen til Socialismen sikkert blive fredelig. Men denne Afgørelse ligger naturligvis ikke blot hos Arbejderklassen. Reformismen har elsket at tale om, at den har fået Ret i Vesteuropa. I Virkeligheden har den vist sig at være utopisk, d.v.s. bygget på Illusioner, på en falsk Analyse af Samfundet. Vi har siden Århundredskiftet oplevet flere ødelæggende Kriser og to Verdenskrige, Massearbejdsløshed og forbitrede Klassekampe. Tidligere gennemførte Reformer blev fejet bort af den borgerlige Reaktion. Klassemodsætningerne i Samfundet har modbevist hele Idéen om Samarbejde mellem Klasserne, i mange Lande er Demokratiet blevet undergravet, og Militærdiktaturer og fascistiske Diktaturer blev oprettet. På hele Jordkloden findes ikke et eneste Sted, hvor en reformistisk Socialisme, bygget på Samarbejde mellem Klasserne, er blevet gennemført. Derimod er der blevet gennemført en sejrrig socialistisk Revolution. Marxisterne har aldrig været Modstandere af parlamentarisk Kamp, bl.a. af den Grund, at de naturligvis er Tilhængere af Reformer, som kan gavne Arbejderklassen. Desuden mener de også, at den parlamentariske Kamp er en Del af Arbejderklassens almindelige politiske Kamp. Men de har hævdet, at Spørgsmålet om Socialismens Gennemførelse vil blive Højdepunktet i Klassekampen mellem Bourgeoisiet og Arbejderklassen i Forbund med de øvrige undertrykte Klasser. Men de har aldrig fortabt sig i Spekulationer over, på hvilken Måde og under hvilke konkrete Former Arbejderklassen og de øvrige undertrykte Klasser vil erobre Magten i Samfundet. De har sagt, at Arbejderklassen og de andre udbyttede ikke principielt kan tage Afstand fra Vold i deres Kamp mod Bourgeoisiets Undertrykkelse og Vold, hvis de da ikke vil tage Afstand fra deres egen Befrielse. De reformistiske Teoriers Fremkomst må ses i Forbindelse med den forholdsvis rolige og fredelige Udvikling, som kendetegnede Kapitalismen før den første Verdenskrig og i Perioder mellem de to Verdenskrige. Denne Udvikling gav Grobund for Illusioner. De må også ses i Forbindelse med, at visse Grupper af de højestlønnede Arbejdere i nogle europæiske Lande under disse fredelige Perioder kunne »forsone« sig med det kapitalistiske System. De må endvidere ses i Forbindelse med, at småborgerlige »Fredsmæglere« er trængt ind i Arbejderbevægelsen og udøver deres Indflydelse inden for den.

Den Diskussion, der tidligere er blevet ført mellem Marxister og Reformister, og som vi har gengivet her, begynder i mange henseender at blive forældet, i hvert Fald i nogle Lande. At de russiske Arbejderes Vej har været en sejrrig Vej, begynder nu at blive erkendt af alle. På den anden Side er Bernsteins Reformisme i Dag mere virkelighedsfremmed end nogensinde for. Forholdene nu ved Slutningen af den anden Verdenskrig er i mange Henseender anderledes end ved Slutningen af den første Verdenskrig, da den russiske Revolution gennemførtes. Under Krigen har meget dybe og vidtgående sociale Processer fundet Sted, og en afgørende Faktor blandt de sejrende Stormagter vil blive den Stat, hvor Socialismen allerede har sejret. Studiet af Spørgsmålet om Arbejderklassens Erobring af Magten og Socialismens Gennemførelse kan ikke blive frugtbringende, medmindre man tager Hensyn til den Samfundsudvikling, som nu finder Sted. Under den anden Verdenskrig, som er blevet til en Krig mod den fascistiske Undertrykkelse af Folkene og for Folkenes nationale Frihed og Selvstændighed, er Arbejderklassen kommet til at spille en stadig mere fremtrædende Rolle. Dette vil ikke blot sige, at den socialistiske Arbejder- og Bondestat er gået i Spidsen som den afgørende Faktor i Kampen mod Fascismen. I alle de af Fascisterne erobrede Lande i Europa er der opstået stærke Frihedsbevægelser. Sabotørerne, Partisanerne og andre Frihedskæmpere dannede hele underjordiske Hære. Arbejderne blev Eliten i disse Hære. Den europæiske Arbejder rejste sig og tog Føringen i Kampen mod Fascismen, for den nationale Frihed. Omkring Arbejderne samledes Bønderne og de intellektuelle, småborgerlige Grupper, kort sagt Folkemasserne. Arbejderne kæmpede og kæmper i Spidsen for Nationen og anfører den. I Jugoslavien skabte Arbejdere og Bønder en hel Armé, som har befriet en stor Del af Landet, og Folkemassernes Ledere har overtaget Regeringen i det nu med den Røde Hærs Hjælp befriede Jugoslavien. Det samme gælder andre Lande i Midt- og Østeuropa. I Frankrig skabtes der en underjordisk Hær af fortrinsvis Arbejdere og Småkårsfolk med Kommunister og andre af Folkets Ledere i Spidsen, og denne Hær spillede en betydelig Rolle ved Landets hurtige Befrielse. Dette kom også til Udtryk i Modstands- og Frihedsbevægelsernes Program i de forskellige Lande. Man kæmper for Genoprettelsen af den nationale Frihed, men samtidig siger man meget klart, at man vil oprette et demokratisk Regime, en demokratisk Statsmagt. Dette gør man ikke blot i de Lande, som i Forvejen havde en demokratisk Ledelse, som f.eks. Frankrig, men også i Lande med forskellig Slags reaktionær og autokratisk Regime, som f.eks. Balkanlandene og Polen.

Samtidig er det et gennemgående Træk ved disse Frihedsbevægelser, at man ikke vil vide af de Politikere, som har Ansvaret for den Politik, der førtes før Krigen. Hvorledes var Forholdene da dengang ? Selv i Stater, som mentes at være de mest demokratiske, som f.eks. Frankrig, var den virkelige Magt i Hænderne på et lille Antal Finansmagnater og deres Håndlangere, og man talte ofte om de »200 Familiers Herredømme«. Arbejderne hindredes i deres sociale Reformer, og efter at det var lykkedes dem at gennemføre en Del Reformer ad parlamentarisk Vej, indledte Bourgeoisiet en reaktionær Offensiv, som sønderslog Folkefrontens Fremskridt. I andre Lande, Jugoslavien, Grækenland, Polen og flere, regerede reaktionære Militarister og Aristokrater, understøttet af finanskapitalistiske Kliker og Storagrarer. Dette Svælg mellem Klikerne og Folket gjorde Europa svagt over for den fremrykkende Fascisme. Typisk for den Politik, de herskende Klasser førte, var ikke blot Undertrykkelsen af Folket, men også Udenrigspolitikken og Forholdet til Fascismen. Man forstod, at der ville komme en Krig, men man søgte at gøre den til en Krig mellem Tyskland og Sovjetunionen i Stedet for at forhindre Krigen med forenede Kræfter. Man udleverede Østrig, Tjekkoslovakiet, Spanien og flere Lande til Fascismen for ved denne Eftergivenhed i Vest at få Hitler til at gå mod Øst. Denne Eftergivenhedspolitik over for Fascismen, som nåede sit Højdepunkt i Münchenaftalen, regnedes for at være den højeste politiske Kunst. Mangelen på Vilje og Evne til at indlede et virkeligt Samarbejde med Sovjetunionen førte til, at Folkene i Europa splittedes, og hvert Land søgte at købe Fascisternes Venskab. Sovjetunionens Anstrengelser for at tilvejebringe en kollektiv Sikkerhedsfront af alle, der var imod de fascistiske Magter, blev derfor uden Resultat. Samtidig så man gennem Fingre med de hjemlige Fascister, samarbejdede oven i Købet med dem og lod dem snige sig ind på ledende Poster i Forsvaret og Staten i det hele taget. Disse blev Hitlers hemmelige Våben. Samtidig var man så sikker på, at Krigen ville blive en Krig mellem Nazisme og Bolsjevisme, at man forsømte at ruste sig til at møde Angrebet. På Grund af denne Politik, som førtes af de reaktionære storkapitalistiske Kliker, blev hele Vesteuropa et let Bytte for de fascistiske Barbarer. Så kom Katastrofen. Folkene forstod ikke straks Årsagerne til den. De var blevet holdt uden for de virkelige politiske Foreteelser. Men den utålelige fascistiske Undertrykkelse tvang dem til at tage Kampen op, og Sovjetunionens strålende Indsats fyldte dem med Begejstring. Dermed opstod Frihedsbevægelsen. Folkene tog deres Sag i deres egne Hænder, og Frihedsbevægelserne vil nu ikke have noget at gøre med de Politikere, som bærer det tunge Ansvar for Førkrigstidens skæbnesvangre Politik. Konflikten mellem den polske, belgiske, græske og andre Eksilregeringer og deres respektive Folk vidnede herom og var dybest set et Klassespørgsmål. De storkapitalistiske Kliker har ført deres Lande til Afgrundens Rand. Arbejderklassen er rykket ind på Scenen. Den er ved at tage Føringen af Nationen, som Bourgeoisiet hidtil har haft. Folkene bliver fri igen, men med andre Ledere end for Krigen, Ledere, som i Realiteten repræsenterer andre Klasser i Samfundet. Dette kan naturligvis ikke blive uden Betydning for de kommende Forhold mellem Klasserne i de europæiske Lande. Det gamle Regime blev næsten overalt likvideret. Det Demokrati, som nu skabes, bliver i hvert Fald i adskillige Lande af en anden Art end de Styreformer, som gik i Graven. Men når Demokratiet efter Krigen bygges op af andre Kræfter end de, som tidligere havde den politiske Magt, når Ledelsen for Hær og Politi og Statsinstitutionerne bliver rekruteret fra det arbejdende og kæmpende Folks Midte, fra Frihedsbevægelsens Rækker, når Arbejderklassens Ord får afgørende Vægt i det politiske Liv, når dens politiske og samfundsmæssige Stilling bliver en anden end før - så er det klart, at også Udgangspunktet for Arbejderklassens socialistiske Samfundsomformning bliver et andet end før. Selv om Socialismens Gennemførelse ikke straks sættes på Dagsordenen, er det klart, at en sådan synlig Udvikling stiller Spørgsmålet om Arbejderklassens Erobring af Magten i et andet Lys. Livet er den bedste Læremester, siger et godt gammelt Ord. Den marxistiske Teori bevarer altid Kontakten med den faktiske Udvikling, ja, den er i Grunden blot en Metode til at forstå og lede denne Udvikling rigtigt. Den er ikke noget Dogme, d.v.s. en forbenet Læresætning eller Samling af Læresætninger, som er uden Kontakt med Udviklingen. Derfor er den altid levende, en Vejviser, som samler Folkene aktiviserer dem og ikke lader sig standse.

Reformisterne i Sverige taler altid om »den svenske Vej«. Dermed mener de, at Udviklingen i vort Land har været helt forskellig fra Udviklingen i andre Lande, og at man allerede er nået et langt Stykke frem på Vejen til Socialismen. Man påstår ganske vist ikke i Almindelighed, at vi allerede har Socialismen. Men man påstår, at Sverige i høj Grad har mistet sin Karakter af kapitalistisk Klassesamfund, fordi vi har Demokrati og har fået gennemført en Række Reformer til Gavn for Arbejderklassen. Naturligvis viser det svenske Samfund en i mange Henseender særegen politisk Udviklingsvej, men Udviklingen har et særegent Præg i næsten hvert eneste Land. Udviklingen i Sverige har dog ikke ført til Socialisme; det svenske Samfunds Karakter af kapitalistisk Klassesamfund er utvivlsom. Reformisterne påstår, at der er gennemført en betydelig Udjævning af både Indtægter og Forbrug i Sverige. Denne Udjævning skulle være bragt til Veje ved Statens Socialpolitik (Aldersrente, Huse for børnerige Familier og anden Statsstøtte til Boligbyggeriet, Bevillinger til Arbejdersmåbrug, Boligforbedringslån, Bosættelseslån, Arveafgift, Børnebidrag og andre Udgifter til Sociale Formål) og ved den øvrige Forbedring af Arbejderklassens Levestandard. Udjævning med Hensyn til indtægter og Forbrug angives at være Målet for Socialismen. Russerne har grebet ind i Spørgsmålet om Produktionsmidlerne og Produktionsordningen. Man indrømmer, at de har ladt Produktionsordningen om, men påstår, at de ikke har nået nogen høj Levestandard. Her i Sverige har vi grebet Problemet an fra en anden Side, så at sige vendt om på det. Produktionsordningen har vi foreløbig ikke gjort noget ved, men vi har i alt Fald ved vor Socialpolitik tilvejebragt en Udjævning af Indtægter og Forbrug og en højere Levestandard end i Sovjetunionen. Spørgsmålet om Levestandarden i Sverige og i Sovjetunionen før Krigen vil vi ikke beskæftige os med, fordi disse to Faktorer ikke uden videre kan sammenlignes på Grund af de forskellige Samfundssystemer og Ruslands dårlige økonomiske Stilling i 1917 i Sammenligning med Sveriges o.s.v.. Vi gør for det første opmærksom på, at man ikke kan definere Socialismen som »Indtægts- og Forbrugsudligning«, selv om en sådan Udligning kunne tages som et Kendetegn på Socialismen i Forhold til Kapitalismen. En sådan Definition ville nemlig indbefatte, at Kapitalismens økonomiske System, med den private Ejendomsret til Produktionsmidlerne og med det kapitalistiske Systems Love og Modsætninger skulle kunne bibeholdes, og man alligevel skulle være i Stand til at tale om Socialisme. Desuden skulle så Eskimoerne på Grønland, Buskmændene og andre afrikanske Folk og i det hele taget alle primitive Folk have den mest udviklede Socialisme, da de jo med Hensyn til Indtægter og landbrug er så temmelig ens stillet indbyrdes. Der har ikke fundet nogen Udligning Sted af Indtægter og Forbrug i Sverige. Tværtimod! En stadig større Del af Nationalindkomsten havner i Kapitalisternes Lommer Lad os anføre nogle tilgængelige Tal med det Forbehold, at den svenske Statistik i mange Tilfælde er mangelfuld, og at Tallene ikke kan blive nøjagtige, men dog viser Tendensen i Udviklingen. Hvis vi tager Nationalindkomsten og Reallønningerne i 1913 og betegner dem med Tallet 100, så steg Reallønnen med 52 Enheder til 152 i 1939. Nationalindkomsten steg i samme Tidsrum med 60 Enheder til 160. Nationalindkomsten er her ligesom Lønnen omregnet efter Pengeværdien. Interessant er Udviklingen i 1930’erne, da den sociale Reformpolitik gennemførtes i større Omfang end nogensinde før. Reallønnen pr. Individ i arbejdsdygtig Alder steg fra 1930 til 1939 fra 142 til 152 eller med 110 Enheder, medens Nationalindkomsten steg fra 123 til 160 eller med ikke mindre end 37 Enheder. En sådan Udvikling kaldes Arbejderklassens relative Forarmelse, hvormed der menes, at Arbejderklassens Levefod sænkes relativt, d.v.s. i Forhold til andre Samfundsklasser, - særlig Kapitalistklassen. Det siger sig selv, at hvis Arbejderklassens Realløn stiger mindre end Nationalindkomsten, må dette indbefatte, at Kapitalistklassens Indkomster stiger mere. Profitten vokser hurtigere end Lønnen. Forklaringen på denne Udvikling i 1930’erne er, at dette Tiår kendetegnes af en hastig kapitalistisk Rationalisering og Højkonjunktur (særlig under Tiårets sidste Del). Samtidig steg Landbrugets, særlig Storlandbrugets, Indtægter betydeligt på Grund af Statens Støttepolitik.

Tallene viser imidlertid, at Arbejderklassens Stilling forbedredes, da Reallønnen steg med hele 52 % siden 1913. En relativ Forarmelse kan altså finde Sted, selv om Arbejderklassens Levestandard højnes. Hvis derimod Arbejderklassens Stilling forværres i Forhold til en tidligere Periode, taler man om Arbejderklassens absolutte Forarmelse. Denne Slags Forarmelse plejer at være en tilfældig Foreteelse under Kapitalismen og har f. eks. fundet Sted under den nu afsluttede Krig. Men, kunne nogen indvende, Tallene og den ovenfor omtalte Tendens viser kun Reallønnen og ikke Virkningerne af Statens socialpolitiske Forholdsregler. Dette er rigtigt, men så kan vi jo tage et andet Eksempel. År 1939 regnedes den svenske Nationalindkomst til 11,5 Milliarder. Udgifterne til hele Socialministeriet, Politiet iberegnet, var samme År lidt over 300 Millioner eller knapt 3 % af Nationalindkomsten. Kan man tænke sig en »indtægts- og Forbrugsudligning« ved Hjælp af 3 % af Nationalindkomsten? Naturligvis ikke. En Statistik, som er udarbejdet på Grundlag af Finansministeriets Oplysninger, giver et Eksempel på Indtægternes Fordeling i Sverige i 1939. Her er regnet med Antallet af skattepligtige Personer og deres skattepligtige Indtægt:

Altså har 6,3 % af Indtægtsmodtagerne tilsammen lige så stor Indtægt som omtrent 60 % ! Det svenske Samfunds Karakter af kapitalistisk Klassesamfund og Baggrunden for den Indtægtsfordeling, som er gengivet ovenfor, belyses af følgende Oplysninger om Formuefordelingen i 1930:

Altså har 0,6 % af de ansatte Personer næsten Halvdelen af den private Formue, medens 73,7 % overhovedet ingen Formue har ! Selskabers og andre juridiske, ikke private, Personers Formue ansloges i 1930 til et lige så stort Beløb eller omkring 15 Milliarder, og den er, idet den for en stor Del tilhører Selskaber og Banker, i endnu højere Grad i Hænderne på et lille Fåtal af Befolkningen.

Indkomstfordelingen i Danmark i 1944:

De danske Tal angiver ikke som de svenske den fulde Indtægt, men Indtægten efter Fradrag til Forsikring og Skatter. Da Beskatningen er progressiv, d.v.s. at de store Indtægter beskattes med højere Procenter end de mindre, bevirker Fradraget, at de store Indtægter nedsættes mere end de mindre, hvorved Uligheden fremtræder mindre udpræget i Tabellen end i Virkeligheden, og der er heller ingen Tvivl om, at Skattesnyderiet på lignende Måde bidrager til en rent »statistisk« Udjævning af Indkomstfordelingen. Alligevel viser Tallene i al deres Ufuldkommenhed, at de godt 20 % af Indtægtsmodtagerne, hvis Indtægt er ansat til mere end 5.000 Kr., tilsammen disponerer over 48,3 % eller næsten Halvdelen af den samlede ansatte Indtægt. Opgørelsen over de private Formuer i Danmark ved Udgangen af 1944, hvorfra nedenstående Tal er hentet, er ligeledes præget af Formueejernes Interesse i at opgøre deres Status så forsigtigt som overhovedet muligt og lidt til:

Oversigten viser, at 62 % slet ingen Formue havde, mens 13,1 % tilsammen rådede over 87,8 % af den samlede private Formue, således som den opgjordes af Skattevæsenet. Landets samlede Formue var i Virkeligheden meget større end Tabellens godt 14. Milliarder Kr., nemlig ca. 40. Milliarder Kr., hvoraf det offentlige ejede ca. 3,5 Milliarder Kr.. Forskellen mellem de to Opgørelser skyldes dels almindeligt Skattesnyderi og dels den Omstændighed, at en lang Række private Formuegenstandc såsom fast Ejendom, Besætninger, Maskiner, Varelagre o.s.v. ifølge Skattelovgivningens Bestemmelser optages i Skatteansættelserne til Priser, der ligger væsentlig lavere end den faktiske Handelsværdi, og disse »skjulte« Værdier er formentlig i lige så høj Grad som de »synlige« Formuer samlet hos de store Formueejere). Man har også lanceret en Slags »Forbrugssocialisme« som en Udvej af det kapitalistiske Systems Modsætninger. Udgangspunktet har været, at man frygter en stor Arbejdsløshed efter Krigen, når Krigsproduktionen falder bort, og Massernes Købekraft næppe kan give tilstrækkelig Beskæftigelse i Produktionen. Man har da tænkt sig en Slags »Planøkonomi« med Bibeholdelse af det private Initiativ. Det hævdes således, at den vældige Forøgelse af Produktionen, som Krigen har skabt i mange Lande, har bevist, at det private Initiativ kan udvikle Produktionen. Derimod kan det ikke løse Beskæftigelsesproblemet, påstås det. Under Krigen tog Staten Afsætningen i sin Hånd, men hvorledes skal det gå efter Krigen ? Det er Spørgsmålet. Kan man ikke tænke sig, at Staten også efter Krigen drager Omsorg for Afsætningen ? I så Fald ville man ikke behøve at forandre selve Produktionsordningen, men kunne nøjes med at bringe Afsætningen ind under Samfundets Kontrol og Ledelse. Hvorledes skal da Afsætningsproblemet løses ? Ved at Staten sørger for, at Massernes Købekraft vedligeholdes og forøges. Hermed mener man forskellige Forholdsregler, som allerede var gennemført i større eller mindre Grad, som f. eks. Statstilskud til Husleje for ubemidlede, Prisrabat for Grupper med lave Indtægter, bedre Folkepensionsordning o.s.v. En mere effektiv Socialpolitik med Udvikling og Forbedring af disse og andre sociale Hjælpeforholdsregler er noget, som hele Arbejderbevægelsen går ind for, og kan ikke give Anledning til nogen Uenighed. De sociale Forholdsregler, der her er Tale om, kan utvivlsomt højne Befolkningens Købekraft, men kan ikke afskaffe hverken det kapitalistiske Produktionsanarki og Kriserne eller det kapitalistiske Systems andre Modsætninger, som vi ovenfor har forklaret. Dette betyder på ingen Måde, at et demokratisk aktivt Folk ikke skal gøre alt for at skaffe de offentlige Myndigheder Indseende med Kapitalismens Økonomi. Blot må man være klar over, at sociale og konjunkturpolitiske Foranstaltninger medfører Indgreb i de private Kapitalisters Dispositionsfrihed, og at disse vil værge sig herimod, både ved Hjælp af den faktiske Magt, de stadig har i Statsapparatet, ved Hjælp af deres egne økonomiske Dispositioner og ved Hjælp af Propaganda som den, der føres af den nylig stiftede danske Forening til det private Initiativs Beskyttelse. Statsindgreb til Begrænsning af Profitten vil omgående medføre, at Højfinansen søger Profitten opretholdt, f.eks. ved Kvalitetsforringelser eller ved at Vareomsætningen saboteres, idet Varerne holdes tilbage fra Markedet, eller ved diverse regnskabsmæssige Manøvrer. Dette må et demokratisk aktivt Folk søge at imødegå ved sin organiserede Aktivitet og ved nye offentlige Indgreb (f.eks. Standardisering og Kvalitetskontrol, Investerings- og Importkontrol for at skaffe de rigtige Varer og den rigtige Anvendelse af dem). Når et demokratisk aktivt Folk således søger at kontrollere Kapitalismens Økonomi til Folkets Fordel, vil Højfinansen som altid gøre Front imod Folket. Hvorledes denne Kamp vil arte sig, kan ikke på Forhånd siges, det afhænger af Folkets Samling og Beslutsomhed og af Højfinansens Styrke og Reserver. Nogen gennemført Planøkonomi giver en sådan Kampsituation naturligvis intet Grundlag for, derimod nok til en Fremskridtspolitik til Folkets Gavn. Og denne Politik må ikke standse på Halvvejen. Selve Udviklingen tvinger det arbejdende Folk til at befæste og udvide sine Positioner over for Højfinansen, til at demokratisere Statsapparatet og sluttelig til at drage Konsekvensen, lægge Statsapparatet i Folkets Hånd og unddrage Højfinansen dens økonomiske Grundlag. Det er denne Konsekvens, Folkene i de nye Demokratier i Mellem- og Østeuropa nu har draget.

Det er også typisk for den reformistiske Teori, at man blander Nationalisering og Socialisme sammen. Nationalisering af visse Bedrifter sidestilles med en »Socialisering« af dem. Som bekendt ejer den svenske og den danske stat Jernbaner og andre Kommunikationsmidler, betydelige Skove og Vandkraftressourcer samt andre Bedrifter og Naturrigdomme. Nu og da overtager Staten af forskellige Grunde private Foretagender. Denne Nationalisering strækker sig langt tilbage i Tiden, længe før Arbejderbevægelsen var blevet en politisk Faktor i Samfundet. Hvis man ser på Nationaliseringen, som det er beskrevet ovenfor, så vil det altså sige, at alle Statsforetagender skulle betragtes som socialistiske, og at Arbejderklassen på enhver Måde måtte støtte ethvert sådant Foretagende. Det er klart, at hvis Stats- og kommunale Foretagender og offentlige Institutioner under Kapitalismen skulle være socialistiske, så ville der være Socialisme i alle Lande. Allerede Friedrich Engels gjorde opmærksom på denne Måde at forfalske Socialisme på. Han skrev i sin Bog »Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab«. »I den sidste Tid, siden Bismarck slog sig på Nationalisering, er der fremkommet en vis falsk Socialisme, som fremstiller enhver Nationalisering, selv den Bismarck’ske, som socialistisk. Javist, hvis Tobaksmonopolet var socialistisk, så måtte Napoleon og Metternich regnes blandt Socialismens Grundlæggere. Da ville jo selv den kongelige Skibsfart, den kongelige Porcelænsmanufaktur ja, selv Kompagniskrædderen ved Militæret være socialistiske Institutioner. .. Eller som Kautsky, da han endnu var Marxist, udtrykte Sagen: »Siden David opdagede et Stykke Socialisme i Toldfællesskabet, må man være forberedt på, at mange af vore Kammerater finder Socialisme i det nuværende Samfund, i hver eneste Kloak og på hvert eneste offentligt Pissoir«. Denne »Statssocialisme« hænger intimt sammen med den reformistiske Teori om Staten, der betragtes som en Magtinstitution der står over Klasserne. Derfor bliver også Statsejendommen til en Slags fælles Ejendom for alle Klasser, for alle Medborgere, altså »socialistisk«. Spørgsmålet om Staten er her det afgørende Punkt. Hvis Staten er en kapitalistisk Stat og Samfundet i øvrigt er kapitalistisk, så er Statsforetagenderne statskapitalistiske og ikke noget som helst andet. Dertil kommer, at disse Foretagender drives efter samme Principper som privatkapitalistiske Foretagender, er underkastet det kapitalistiske Systems almindelige Love, udbytter Arbejderne på samme Måde som de o.s.v.. De er ikke »socialistiske Øer« i det kapitalistiske Samfund. Dette hindrer dog ikke, at Arbejderklassen kan anbefale Nationalisering, når dette er til Gavn for Arbejderne, udvikler Produktivkræfterne og fremmer Udviklingen

Under Monopolkapitalismen finder der en Udvikling Sted, som medfører en mere direkte Samvirken mellem Storkapitalisterne og Staten, en Samvirken som giver Storkapitalisterne et endnu fastere Greb om Statsmagten. Dette skyldes delvis, at de ved deres økonomiske og andre Ressourcer er i Stand dertil, og dels, at de er interesseret i det for at kunne udnytte Staten i deres Tjeneste. Det fascistiske System i Tyskland var et karakteristisk Eksempel på, hvorledes Højfinansen direkte udnyttede Statsmagten i sin Interesse, dels for at undertrykke Arbejderklassen og andre Klasser, dels for at mobilisere alle Ressourcer for sine imperialistiske Krigsmål. I dette Tilfælde havde den også indført en Slags Kontrol med Næringslivet, som den kaldte »tysk Socialisme«. Det falder uden for denne Fremstillings Rammer at beskæftige sig særlig med Kapitalismens monopolistiske Stadium, Imperialismen. Som før sagt er det mest typiske Kendetegn herfor, at Monopolerne dominerer i det økonomiske Liv. Disse forskellige Sammenslutninger, Truster, Karteller og Syndikater opstår på Grund af den fri Konkurrence, men afskaffer den ikke, som mange tror; den hæver den op på et højere Plan med de økonomiske og politiske Følger, vi før omtalte. Imperialismen kendetegnes også af internationale Monopoler, men som før sagt et dette ikke nogen Motivering for Teorien om Ultraimperialismen. Tværtimod kendetegnes Imperialismen af større internationale Modsætninger som Følge af, at Kapitalismen i denne Epoke vokser ud over de enkelte Landes Grænser, og Kampen om Verdensmarkederne tiltager i Skarphed med de imperialistiske Krige som Klimaks. Monopolkapitalismen eller Imperialismen kendetegnes også af, at Bank- og Industrikapital smelter sammen til Finanskapital, hvilket vi allerede har givet et Eksempel på for Sveriges Vedkommende i Forbindelse med Redegørelsen for den svenske Finanskapitals Magt. Lenin kaldte den imperialistiske Epoke for Kapitalismens sidste Fase, da dens Modsætninger har nået deres Højdepunkt, og Forudsætningerne for Arbejderklassens socialistiske Revolution modnes. En af Tendenserne i denne Epoke er netop den lige omtalte, at Monopolkapitalen og Staten vokser sammen. Selv om de politiske Forhold i Sverige er anderledes end i Tyskland, findes der også her Momenter, som peger på en Udvikling i den ovenfor antydede Retning. I Særdeleshed er der i Forbindelse med Krigsforholdene indført en temmelig omfattende Statskontrol. Det drejer sig om Kontrol og planmæssig Anvendelse af Råvarer, Kontrol med Produktion og Investering. Prisbestemmelser, Handel med Udlandet og Fordeling af Arbejdskraften. Men kan man sige, at alt dette betyder en Sammensmeltning af Monopolkapitalen og Staten ? Vidner denne Statskontrol ikke snarere om, at Samfundet får Kontrol med den kapitalistiske Produktion og Afsætning ? Er denne Udvikling ikke et Skridt frem ad Vejen til Arbejderklassens Erobring af Magten ? Et Blik på Sammensætningen af de Kommissioner, som udøver denne Kontrol på Statens Vegne, leder straks Spørgsmålene ind på de rigtige Spor. I de centrale Kriseorganer udgør Direktører, Disponenter, større private Forretningsmænd, Godsejere og højere Stats- og private Tjenestemænd langt det overvejende Antal. De leder denne Kontrol, de har den faktisk i deres Hænder. Hvorfor er de interesserede i den ? Fordi ved Hjælp af den kan de bestemme Priserne på Råvarer og andre Varer til størst Fordel for sig selv og ligeledes Prisen på Arbejdskraften (Pris- og Lønstoppolitiken). De kan bestemme Fordelingen og Anvendelsen af Arbejdskraften (Tjenestepligten). De kan i det hele taget underordne andre Folkegrupper under deres Interesser. Det hævdes, at denne Statskontrol kun er et Krigsfænomen. Den er naturligvis også indført for at beherske det kapitalistiske Systems Modsætninger i den nuværende Situation og sætte Fart i Krigsproduktionen. Uden disse Statsreguleringer ville der være indtrådt økonomisk Kaos. Men denne Udvikling begyndte allerede før Krigen, og med de vældige Problemer, som uden Tvivl vil tårne sig op efter Krigen, vil denne Statskontrol sikkert blive opretholdt under en eller anden Form. Da Monopolkapitalen har den afgørende Indflydelse på denne Kontrol, er det klart, at den udformes udfra Monopolkapitalens Interessesynspunkter. Derfor kan man naturligvis ikke kalde en sådan Statskontrol for en »samfundsledet økonomi« i den Forstand, at Folket gennem den bestemmer over det økonomiske Liv og indskrænker Monopolkapitalens Magt. Det er tværtimod denne Kapital, som har skaffet sig endnu større Magt og Indflydelse over hele Næringslivet. Som denne Kontrol nu ser ud, er den i alt væsentligt et Udtryk for en Slags Personalunion mellem Monopolkapitalen og Staten. Alligevel repræsenterer en sådan statsmonopolistisk Kapitalisme et historisk Fremskridt i den Forstand, at den betyder en mere centraliseret Ledelse og Kontrol med hele Næringslivet, samtidig med, at den med endnu større Skarphed stiller Spørgsmålet om, hvilken Klasse eller hvilke Klasser der skal udøve Kontrollen med Samfundets økonomiske Liv, Arbejderklassen og Folkemasserne eller en Håndfuld Kapitalmagnater. Dette Spørgsmål bliver derfor et Spørgsmål om Statsmagten i Samfundet.

Det svenske Samfund er et højt udviklet kapitalistisk Samfund, hvor den storkapitalistiske Produktion dominerer. Den monopolkapitalistiske Epoke, der har medført en omfattende Koncentration af Produktionen samt en endnu større Koncentration og Centralisation af Kapitalen, har i høj Grad forøget Forudsætningerne for en samfundsmæssigt ejet og ledet Produktion, en socialistisk Produktion. Udviklingen af den statsmonopolistiske Kapitalisme med dens Tendenser til forstærket Statskontrol og Centralisation understreger yderligere, at Socialismens materielle Forudsætninger modnes i vort Land. Men ved Siden af denne højt udviklede kapitalistiske Husholdning findes forældede Produktionsformer f.eks. Håndværk og anden Småproduktion i Byerne samt Landbruget, som for Størstedelen er baseret på Småproduktion. Vi har tidligere fremholdt, at denne Småproduktion for det meste er en Levning fra førkapitalistiske Produktionsformer. Denne Småproduktion har temmelig stor Betydning i Sverige. Omtrent en Trediedel af Landets Befolkning er beskæftiget i Landbruget. Denne Produktion er baseret på en uudviklet og primitiv Teknik, som gør, at Arbejdsproduktiviteten og Arbejdsudbyttet er lavt i Forhold til den kapitalistiske Storproduktion, i Særdeleshed inden for Industrien. Småproducenterne kæmper derfor en ulige og fortvivlet Kamp for at hævde sig over for Konkurrencen fra Storproduktionen. Den, som ikke kan hævde sig i Markedsproduktionen, går til Grunde - således har det kapitalistiske Produktionssystem stillet Sagen op. Småproducenterne, blandt hvilke Småbondeklassen er den vigtigste, er Mellemgrupper i Samfundet og indtager en Mellemstilling mellem Arbejder- og Kapitalistklassen. Fra den førstnævnte adskiller de sig derved, at de, selvom det ofte kun er formelt, har deres egne Produktionsmidler, fra den sidstnævnte ved, at de som Regel ikke anvender fremmed Arbejdskraft. De er på en Gang Arbejdere og selvstændige, en Slags Arbejdere og Kapitalister under eet, men i Virkeligheden ingen af Delene. De er Småproducenter, hvoraf Småbondeklassen på Landet udgør den største og vigtigste Part. Foruden denne Småbondeklasse på Landet findes der her yderligere to Grupper eller Klasser. Storbønder og Godsejere udgør Bourgeoisiet eller Kapitalisterne på Landet, da de jo anvender fremmed Arbejdskraft efter en større Skala. På den anden Side findes der en betydelig Gruppe Jordbrugere, som dels er Jordbrugere og dels Arbejdere. Halvbønder kunne man måske sige. Landarbejderne er Arbejderklassen på Landet. Den kapitalistiske Udvikling gør disse Småbønder afhængig af Storkapitalen. Ikke blot i den Forstand, at de må rette sig efter Markedsproduktionens Love. Deres lave Produktion bevirker, at de ikke kan akkumulere den Kapital, som er nødvendig for en teknisk Omlægning af Produktionen, og endnu vigtigere er det, at en Småbonde ikke kan forrente de moderne Maskiner på sin Bedrift, fordi Produktionen er så ringe. At de teknisk ligger så langt tilbage, må de derfor opveje med et umådeligt Arbejde: lang Arbejdstid, Koner´s og Familiemedlemmers Arbejde. Endvidere må de opveje den med en lav Levestandard, som ofte er lavere end Lønarbejdernes. Desuden er Gæld, Lån fra Banker og Storkapitalister, en »Udvej« til at dække Underskuddet i Produktionen for en kort Tid. Dette forklarer, hvorfor der endnu findes Småbønder, til Trods for at den kapitalistiske Storproduktion er slået igennem for flere Årtier siden og går sejrrig frem inden for det store Landbrug. Der findes ikke nogen virkelig Redning for denne Småproduktion under Kapitalismen. Reformisterne har imidlertid i Årtier sunget det lille Landbrugs Lov i forskellige Tonarter. De har hævdet, at der eksisterer »særlige Forhold« inden for Landbruget. Småproduktionen kan her hævde sig over for Storproduktionen, ja, man har endog hævdet Småproduktionens »Overlegenhed« i Forhold til Storproduktionen. Man siger, at inden for det lille Landbrug er Driftsomkostningerne ubetydelige, den »personlige Omsorg« medfører en bedre Udnyttelse af Jorden, også Arbejdskraften udnyttes bedre o.s.v.. I Virkeligheden har de små Jordbrugere kun ved umådeligt Slid og Slæb, ved Savn og Forsagelser, undgået at blive helt ruineret og slået ud. Den reformistiske Teori om det lille Landbrug fører til følgende Slutninger: Socialismen har ingen Forudsætninger på Landet. Arbejderbevægelsen må derfor indstille sig på enten at støtte og udvikle denne Småproduktion på Landet for derved at opnå en vis Støtte eller i hvert Fald Neutralitet fra Landbefolkningens Side i det socialistiske Reformarbejde eller også helt lade Befolkningen på Landet være en Støtte for Bourgeoisiet. Arbejderklassen kan ikke regne med at få nogen Støtte til en socialistisk Omformning af Samfundet fra Landbefolkningens Side. Den må tværtimod regne med forbitret Modstand derfra. Den gamle reformistiske Teori gik ud fra, at Arbejderklassen ikke var i Flertal (nu udgør den faktisk Flertallet i vort Lands Befolkning) og næppe kunne tænkes at blive det, i hvert Fald ikke de første Årtier. Den måtte regne med at være den eneste antikapitalistiske Kraft i Samfundet. Som Minoritet må den indskrænke sig til at føre en »Realpolitik« for Dagen og Vejen. Desuden kunne den aldrig regne med en fuldstændig Socialisme i Samfundet. I det hele taget forsvandt Socialismen på denne Måde i en Slags Tåge, hvori Arbejderbevægelsen famlede om. Marxisterne nægter naturligvis ikke, at disse små næringsdrivende er Individualister og Tilhængere af den private Ejendomsret. Marxisterne nægter heller ikke den Kendsgerning, at de kæmper for deres Eksistens som små næringsdrivende og i og for sig ikke ønsker et socialistisk Samfund. Men dette er kun den ene Side af Sagen. Den anden Side er, at disse små næringsdrivende kvæles af den kapitalistiske Storproduktion, at de forarmes og ruineres, og at de netop derfor nødvendigvis må komme i Konflikt med Kapitalen. Denne Kamp kan føres med reaktionære Mål: nemlig at søge at vende tilbage til den »gode, gamle Tid« før Kapitalismen. Dette viser sig snart at være en Illusion. Men den kan også føres med Vilje til at søge en Vej fremad, en Vej til bedre Produktionsformer. Dette er, hvad der nu sker inden for den svenske Småbondeklasse. Udviklingen af Bøndernes Foreningsvirksomhed og kooperative Andelsbevægelse, med Andelsmejerier og Andelsslagterier, Foreninger for fælles Salg og Distribution, for fælles Indkøb og nu sidst Ideen om Andelskostalde beviser dette. Bag Jordbrugernes Foreningsvirksomhed ligger naturligvis en Stræben efter at hævde deres Interesser over for andre Befolkningsgrupper, men bagved den og de kooperative Foretagender ligger også en Stræben efter at skabe en mere rationel Produktion gennem Samvirke. Landbrugets lavere Udviklingstrin kan nemlig afhjælpes på to Måder. Den første er den kapitalistiske, som består i, at Småproduktionen bliver slået ud af Storproduktionen. Den anden er, at Småproducenterne er i Stand til at udnytte Fordelene ved Storlandbrug og industriel Drift og Teknik og indfører den moderne Teknik og udnytter den rationelt. Denne Vej fører frem mod en socialistisk Løsning af Bondespørgsmålet. Spørgsmålet om Teknikken, om Modernisering af Produktionsmidlerne, er naturligvis det afgørende her. Dette begynder også at blive klart for Bønderne. Landbruget, særlig det lille Landbrug, er kommet ind i en permanent Krisetilstand. Den kan ikke løses ved idelige Forhøjelser af Priserne på Landbrugsprodukter, for de måtte blive temmelig store, hvis de skulle give Landbrugerne en blot nogenlunde rimelig Levestandard. Dette ville naturligvis medføre, at Leveomkostningerne for andre Befolkningsgrupper ville stige betydeligt og dermed også Priserne på de Produkter, som blandt andet også Bønderne var nødt til at købe. Desuden ville Storproducenterne inden for Landbruget, de kapitalistiske Elementer, Godsejere og Storbønder, tjene mest herpå. Af disse to Perspektiver sejrende kapitalistisk Storproduktion, der fører til, at det lille Landbrug forsvinder, eller Kooperation, som gør det muligt at udnytte Fordelene ved Storproduktionen måtte Småbøndernes Masse vælge det sidste. I Sverige er de allerede begyndt at vælge denne Vej, naturligvis endnu kun tøvende og til en vis Grad. Herudfra måtte Arbejderklassen tage Stilling til Småbondeklassen og i det hele taget til alle Grupper i Samfundet, som udbyttes og undertrykkes af Storkapitalen. Når Marxisterne konstaterer den Tendens i den kapitalistiske Udvikling, som medfører, at Småproducenterne forarmes, så betyder dette ikke, at de stiller sig ringeagtende til Småproducenterne. De betragter dem tværtimod ‘som Forbundsfæller i Kampen mod Kapitalismen. Marxisterne har aldrig tænkt sig at indføre Socialismen på Landet ved at beslaglægge Småbøndernes Ejendom, som Marxismens Modstandere påstår, når de hævder, at Socialisterne vil tage Jorden fra Bønderne. Det er Jo i Virkeligheden sådan, at det er Kapitalismen, der driver Småbønderne bort fra Jorden. Socialismen betyder Producenternes Genforening med Produktionsmidlerne. For Bønderne betyder Socialismen, at de undgår at blive proletariserede, at de overvinder deres økonomiske Vanskeligheder og sikrer sig Herredømmet over Produktionsmidlerne ved at slå sig sammen, ved at gå over til Kooperation og nye Produktionsformer. Dette er det dog kun muligt at begynde på under Kapitalismen. Denne Overgang til Kooperation og nye Produktionsformer kan kun føres igennem, når Kapitalismen er styrtet og Socialismen gennemført. Arbejderklassen må understøtte Bøndernes Kamp for deres Eksistens, men denne Understøttelse må ikke blive en reformistisk illusionspolitik, som går ud på, at Småproduktionen inden for Landbruget kan bevares, udvikles og blomstre under Kapitalismen. Den må baseres på Arbejdernes og Bøndernes fælles Interesse i at bekæmpe den kapitalistiske Udbytning og Undertrykkelse og ‘samtidig have til Må! at afskaffe Kapitalismen. Deraf følger, at Samarbejdet mellem Arbejderklasse og Bondeklasse ikke kan begrænses til rene dagsaktuelle Spørgsmål, men må blive et Kampforbund af afgørende Betydning for den kommende Samfundsudvikling. Bondespørgsmålet har i Virkeligheden været det Skær, hvorpå hele den reformistiske Socialisme er strandet. For Marxisterne er Bondeklassen en Forbundsfælle og en Støtte af afgørende Betydning for Arbejderklassens Kamp. Der findes Reformister, som har påstået, at de russiske Bolsjevikker ikke ville kunne gennemføre Socialismen i Rusland, idet Rusland var et overvejende Bondeland. Da det alligevel lykkedes dem, forklaredes dette med, at Arbejderklassen indførte sit Diktatur og på denne Måde tvang Flertallet med Magt. Denne Påstand giver i en Nøddeskal hele den reformistiske Teori. I Virkeligheden erobrede de russiske Arbejdere Magten sammen med Bønderne, og Forbundet mellem disse to Klasser har været afgørende for Kapitalismens Fald og Opbygningen af Socialismen. Bondespørgsmålet er et Hovedspørgsmål i Forbindelse med Socialismens Gennemførelse. Marxismen har løst også dette Spørgsmål, både teoretisk og praktisk. Spørgsmålet om Arbejderklassens Erobring af Magten i Samfundet, Kapitalismens Likvidering og Opbygningen af Socialismen er uløseligt forbundet med Spørgsmålet om Forbundet mellem Arbejderne og Bønderne. Naturligvis kan et sådant Forbund kun tænkes med Småbondeklassen, ikke med Storbønder og Godsejere, som er de kapitalistiske Klasser på Landet. En tilnærmelsesvis Beregning viser, at Arbejderklassen blandt vort Lands produktive Befolkning udgør 59 %, Småproducenterne (først og fremmest Bønder) 25 %, andre Mellemklasser i Byerne (intellektuelle og Tjenestemænd) 10 % og Kapitalistklassen kun 6 %. (I Danmark er Tallene: Arbejdere 60 %, Småproducenter 15 %, andre Mellemlag 18 %, Kapitalister 7 %..) Dette viser. hvilke Forbundsfæller Arbejderklassen kan vinde, og hvilket vældigt Folkeflertal der kan stilles op mod Kapitalisterne, hvis Arbejderklassen fører en rigtig Politik over for de andre Befolkningsgrupper. Marxismen har stillet dette Spørgsmål rigtigt. Naturligvis er Skabelsen af et Forbund mellem Arbejdere og Bønder ikke en Sag, som går af sig selv. Utallige Fordomme blandt Bønderne med Hensyn til Arbejderklassens Kamp, og omvendt også manglende Forståelse hos Arbejderne for Bøndernes Stilling, den kapitalistiske Propaganda o.s.v. vanskeliggør dette Arbejde. Men det kan og skal lykkes, og dermed vil et af de afgørende Spørgsmål! i Forbindelse med Spørgsmålet om Vejen til Socialismen være løst.

Vi har behandlet den reformistiske Teori så udførligt, fordi den har haft så stor Udbredelse og har det endnu. Diskussioner mellem Marxister og Reformister, mellem Kommunister og Socialdemokrater, har stået på i Årtier. Mod Kommunisterne har man grebet til utallige Argumenter for at bevise, at der ikke kan være nogen Jordbund for dem i Sverige, fordi de »mekanisk efteraber den russiske Vej og de russiske Metoder«. I denne Kamp mod Kommunisterne har Reformisterne altid søgt at forvanske Kommunisternes Kamp, og de har fundet Støtte hos den kapitalistiske Propaganda, som naturligvis gør sit alleryderste for at mistænkeliggøre den kommunistiske Bevægelse. Denne Mistænkeliggørelse fra Reformisternes Side har været et Middel til at undgå en saglig Diskussion om Marxisme og Reformisme og samtidig til at bekæmpe Kommunismen udfra en forvansket Forestilling om den. Det vigtigste Punkt har været Spørgsmålet om Kommunisternes Indstilling til Brugen af Magt i Klassekampen. Reformisterne har altid stillet Spørgsmålet om »Magt eller ikke Magte i Forgrunden. De holder sig til den »fredelige Vej« - og dermed basta. Kommunisternes Vej er »Anvendelse af Magt« - Punktum. Kommunisterne vil klynge alle Kapitalister op i Lygtepælene, de vil erobre Magten ved Barrikadekampe og Borgerkrig, de vil gøre det af med Demokratiet og indføre Diktatur. Socialismen skal indføres med Vold, i Strømme af Blod. De, som ikke vil bøje sig for det kommunistiske Diktatur, vil enten blive henrettet eller komme til at vansmægte i Fængslerne til deres Dødsdag. Dette rædselsvækkende Billede af Kommunisternes Kamp er selvfølgelig et uigenkendeligt Vrængbillede af, hvad Kommunisterne virkelig vil. For det første har Kommunisterne aldrig anbefalet Arbejderne at »efterabe«, hvad andre Landes Arbejdere har gjort. For det andet er den falske Opfattelse af den »russiske Vej« nu gendrevet, og en og anden ærlig Reformist begynder nu at forstå, hvad der virkelig går for sig i Sovjetunionen. Kommunisterne har sagt, som alle ærlige Socialister altid har gjort, at det ikke er Arbejderklassen, der afgør Spørgsmålet om, hvorvidt Socialismen skal gennemføres med Magt. Står det til Arbejderklassen, bliver Vejen til Socialismen fredelig. Men Kommunisterne har først og fremmest sagt, at Udviklingen er forskellig i de forskellige Lande og til forskellige Tider. Deraf følger, at hele denne Diskussion om den konkrete Måde, hvorpå Arbejderklassen vil overtage Magten, under hvilke Vanskeligheder og med hvilke Ofre, under hvilke gunstige og ugunstige Betingelser, under hvilke ydre Forhold o.s.v., er fuldstændig meningsløs. Tvang og Magt er altid forekommet i Klassekampen, også i Sverige og i Danmark. Den kapitalistiske Stat bruger Tvang og Magt mod Arbejderne. At Arbejderklassen principielt skulle frasige sig enhver Anvendelse af Magt under visse Omstændigheder for at styrte Voldsherredømmet og indføre Friheden - det er udelukket, så længe Arbejderklassen endnu ikke har kapituleret for Bourgeoisiet, og det kan den aldrig gøre. Naturligvis har man opstillet dette Vrængbillede af Kommunisternes Kamp for at forhindre, at denne Kamp bliver set i sit rette Lys. Hvad er da ifølge Kommunisterne det væsentlige i Spørgsmålet om Vejen til Socialismen ? For det første må Arbejderklassen forlade Klassesamarbejdets Vej, dels fordi denne Vej er uheldig som Grundlag for den dagsaktuelle Politik, og dels fordi den slet ikke er nogen Vej til Socialismen, men tværtimod en Vej bort fra den. Denne reformistiske Vej er ufremkommelig. Reformismens Væsen er Klassesamarbejdet, Samarbejdet mellem Kapitalister og Arbejdere. Dette har splittet Arbejderbevægelsen. Den kan ikke samles igen uden på Klassekampens Grundlag. For det andet må Arbejderklassen indlede et Samarbejde med andre undertrykte Folkeklasser, frem for alt Småbønderne, i den Hensigt at skabe et Forbund i Kampen mod Kapitalismen. Uden et sådant Forbund kan Arbejderklassen ikke nå sit Mål. Et sådant Forbund betyder, at der skabes en Blok af afgørende politisk Betydning, som samtidig isolerer Bourgeoisiet fra Folkemasserne og gør det umuligt for dette at mobilisere Reserver i Kampen mod Arbejderklassen. For det tredje må Arbejderklassen i Forbund med disse arbejdende Masser i By og på Land erobre Magten i Samfundet, erobre Statsmagten. Den kan kun erobres i Kamp mod Kapitalistklassen, som nu har denne Magt i sin Hånd og udnytter den til at forsvare sine egne Interesser. I Sverige er Forudsætningerne for Socialismen for Hånden i fuldt Mål. De Kræfter, som skal styrte Kapitalismen, er dog ikke færdigorganiserede. Men Udgangspunktet for en Bevægelse i Retning mod Socialismen, Udgangspunktet for Arbejderklassens og andre arbejdende Folkegruppers Kamp, må være Sprængningen af Klassesamarbejdet og Indledningen af et Samarbejde for at fremme de arbejdende Klassers Interesser og føre deres Vilje igennem i Kamp mod Monopolkapitalen. Den kommunistiske Indstilling til Staten og Arbejderklassens Erobring af Magten er formuleret på følgende Måde i Sveriges kommunistiske Partis Grundsætninger: »Den kapitalistiske Stat er et Organ for Opretholdelsen af Bourgeoisiets økonomiske og politiske Herredømme. Det er Arbejderklassens historiske Opgave at erobre den politiske Magt i Forening med de andre udbyttede og udplyndrede Klasser og skabe sin egen demokratiske Stat for at oprette en socialistisk Samfundsordning.« Kampen for Demokratiet, for at udvikle og uddybe det, for et Folkestyre, hvor de arbejdende Klasser står ved Roret i Samfundet og nedbryder Kapitalens Magt, det er Kommunisternes Vej til Socialismen. I Sverige har Arbejderklassen en milliontallig Fagforeningsbevægelse, stærke politiske Organisationer og stor parlamentarisk Indflydelse. Deres valgte Repræsentanter udgør i Øjeblikket Majoriteten i begge Rigsdagens Kamre, i flere Amtsråd og i Kommunalbestyrelserne på alle større Steder. Det er klart, at Arbejderklassen med Masseorganisationernes Hjælp allerede nu kunne gennemføre en betydelig Demokratisering af Statens Institutioner og udrense i hvert Fald de værste reaktionære Elementer i Hær, Politi og Administration og i det hele taget demokratisere Statsmagten. Endvidere måtte den være i Stand til at afskaffe en hel Række Klasselove, som er rettet mod Arbejderbevægelsen og Folket. Arbejderklassen kunne også begynde at undergrave Bourgeoisiets Dannelsesmonopol ved at gennemføre, at Undervisningen, også den højere, i virkelig Forstand blev fri og tilgængelig for de brede Massers Ungdom. Endvidere måtte Arbejderklassen kunne være med til at danne den offentlige Mening ved at reformere Indholdet af Undervisningen og Radiopropagandaen og opmuntre fremskridtsvenlig Filmsvirksomhed, Kunst, Videnskab o.s.v.. Det siger sig selv, at Udviklingen uden for Sverige, Begivenhederne i andre Lande, særlig de europæiske, bliver af afgørende Betydning for Arbejderklassens Fremtid i vort Land. Det er almindelig erkendt, at den russiske Revolution efter den første Verdenskrig havde den største Betydning for Erobringen af de Positioner, som Sveriges Arbejdere opnåede dengang. Det ville på den anden Side være forkert at drage fatalistiske, skæbnebestemte Slutninger af dette og tro, at Sveriges Arbejdere blot behøver at afvente Afgørelsen i andre Lande, hvorefter Socialismen her ville komme af sig selv. »Arbejderklassens Befrielse må være dens eget Værk« - det gælder for Arbejderne i alle Lande. Sveriges Arbejdere vil sikkert også selv gennemføre det svenske Samfunds socialistiske Omformning. 

Når Arbejderklassen erobrer Magten i Samfundet, tager den politiske Magtstilling fra Bourgeoisiet, og ved at gøre Produktionsmidlerne til Samfundsejendom også overtager dets økonomiske Magtstilling, behøver den da nogen Statsmagt ? Behøver den et politisk Magtapparat, Staten, for at opretholde det socialistiske System ? Den behøver en Statsmagt for at gennemføre den socialistiske Samfundsomformning, for at nedbryde Kapitalens økonomiske og politiske Magt og oprette et socialistisk Samfund. Da dette ikke kan gøres fra den ene Dag til den anden, må der også findes en Stat i denne Overgangstid. Denne Stat, hvor Arbejderklassen har den politiske Ledelse af Samfundet, bliver et Demokrati, d.v.s. et Folkestyre, dels fordi Arbejderklassen udgør en stor Del af Samfundet, i vort Land Flertallet, og dels fordi denne Magt er en Magt sammen med de øvrige Klasser, der har allieret sig med Arbejderklassen, først og fremmest Bondemasserne, Småbondeklassen. I Virkeligheden er denne Magt hele det arbejdende Folks Magt, den overvældende Majoritets Magt, et Folkestyre i egentligste Forstand. Den er således ikke Arbejderklassens Magt over andre Klasser, men Arbejderklassens og andre arbejdende Klassers fælles Magt over Kapitalisterne. Også i en anden Betydning er denne Magt et Demokrati. Den gør nemlig Folket til virkelige Magthavere ved. at hele Næringslivet, hele økonomien, lægges i Samfundets og dermed i Folkets Hænder, som på den Måde får den hele og fulde Magt i Samfundet. Dette er en af de Måder, hvorpå det socialistiske Demokrati afgørende skiller sig fra det borgerlige. Det sidstnævnte er for det første ikke ensbetydende med, at Folket har den faktiske politiske Magt, og heller ikke, at det har den økonomiske. Selv i de frieste borgerlige Lande er det finanskapitalistiske Kliker, der bestemmer over økonomien og Samfundsborgernes Livsbetingelser. Anarkisterne hævder, at Arbejderklassen overhovedet ikke behøver nogen Statsmagt for at bygge Socialismen op. Enhver Stat er af det onde, forklarer de ud fra en Slags moralske Udgangspunkter. De forstår ikke, at Klassekampen på ingen Måde er forbi, fordi Arbejderklassen tiltager sig Magten, men at den så tværtimod kan blive endnu hårdere og mere forbitret. De betragter ikke Samfundsomformningen som en Proces, men som et »Hop« ind i Frihedens Rige. Socialismens Fjender, Kapitalisterne og deres Agenter, og desværre visse socialdemokratiske Ledere, søger at fremstille det socialistiske Demokrati, Arbejderklassens Udøvelse af Magten, som et Diktatur af værste Slags. I over 25 År har de hetzet imod det socialistiske Demokrati i Sovjetunionen. Naturligvis er Likvideringen af den kapitalistiske Ejendom, dens Overførelse til Stats- og Fælleseje, i sig selv en diktatorisk Handling ligesom Likvideringen af Kapitalisternes Magt i det hele taget. Naturligvis har man måttet gribe til Tvang over for Socialismens Modstandere, som ved Hjælp af udenlandsk Intervention, ved Hjælp af Attentater og Mord, Sabotage og Spionen samt andre Former for Kamp har villet hindre Socialismens Gennemførelse. Men denne Magt udøves og er altid blevet udøvet af Folkets overvældende Majoritet mod en talmæssigt betydningsløs, men dog farlig Minoritet. Sovjetstaten er og har altid været et Folkestyre. Ved Arbejdernes og Bøndernes Magtudøvelse bliver Samfundet demokratisk. Hele Næringslivet bliver Folkets, enten statsledet og dermed hele Folkets Ejendom eller kooperativt. Arbejdet bliver bestemmende for den enkeltes Stilling i Samfundet og Chance for at opnå et lykkeligt Liv, og det bliver fælles og ens for alle. »Den, som ikke vil arbejde, skal heller ikke have Føden«, er Socialismens Valgsprog. Kulturen bliver lige let tilgængelig for alle, og det samme gælder Boliger, Hvile og Adspredelse, Sygepleje og Rekreation. Dette bliver Resultatet af det socialistiske Demokrati. Det socialistiske Demokratis Stat adskiller sig fra de tidligere Stater derved, at den er det overvældende Folkeflertals Magtudøvelse i det overvældende Folkeflertals Interesse. Den adskiller sig imidlertid også fra de tidligere Stater derved, at den med Tiden bliver unødvendig for de Masser, som har Magten. Arbejderklassen og de med den forbundne Klasser, som sidder inde med Magten, udsuger nemlig ingen anden Klasse og behøver derfor ikke noget Magtapparat til at beskytte nogen Udbytning. I Modsætning til alle tidligere Klasser, som har været ved Magten, har de nemlig til Hensigt at leve af deres eget Arbejde og ikke af at udbytte andre. De har til Mål at afskaffe al Udbytning, og det skal de bruge Statsmagten til. Mange mener, at også et klasseløst Samfund må have en Stat. De forveksler Begrebet Stat med Begrebet Centralforvaltning. Naturligvis må man have centrale Organer til at lede Næringsliv, Opdragelse, Kultur o.s.v.. Men dette er ikke Statsmagt, der, som vist ovenfor, er et Apparat for Tvang og Vold og er opstået som Udtryk for Klassemodsætningerne i Samfundet. Når de arbejdende Klassers Fjender likvideres som Klasse, vil der ikke være nogen at holde nede, og så er der ikke mere noget Behov for en Stat. Dette gælder imidlertid kun, når man betragter Sagen fra et Lands eget Synspunkt, indefra. Men Staten er også et Organ udadtil, til Værn for de bestående Samfundsforhold mod ydre Fjender. Hvis Socialismen derfor kun sejrer i eet eller i nogle få Lande samtidigt, og disse en Tid er omgivet af et fjendtligt kapitalistisk System, så er det klart, at Statsmagten må bibeholdes, også hvis den ikke længere behøves indadtil. Et Eksempel herpå har vi i Sovjetunionen. Den må stadig have en Hær, men også andre Statsorganer. De kapitalistiske Lande har foruden med militære Angreb også forsøgt sig med Spionage, Sabotage o.s.v.. Statsorganerne måtte bibeholdes, for at Landet kunne imødegå disse fjendtlige Angreb udefra. Således kan Staten være nødvendig selv i et klasseløst Samfund, så længe Socialismen ikke har sejret i de afgørende Dele af Verden. På den anden Side er det klart, at Staten under disse Forhold må være forskellig ikke blot fra Staten under Kapitalismen, men også fra Staten under Socialismens første Tid. I den Tid er det det socialistiske Demokratis Opgave at overvinde Kapitalisternes Modstand og likvidere deres System samtidig med, at den tjener som et Værn udadtil og står i Spidsen for det økonomisk-organisatoriske og kulturelt opbyggende Arbejde. Når Udbytterklasserne er borte, hører den naturligvis op med at være et Organ til Undertrykkelse indadtil og beholder kun de to sidstnævnte Opgaver. Denne Udvikling kendetegner Statsmagten i Sovjetunionen.

Opbygningen af det socialistiske Samfund vil føre til Likvidering af Klasserne. Den økonomiske Nødvendighed, som engang i Historiens, eller rettere sagt den skrevne Historiens Begyndelse medførte, at Samfundet blev opdelt i Grupper med forskellige Interesser og forskellig Stilling i Samfundet, vil nu, da Produktionsmidlernes Udvikling har nået et højere Niveau, lidt efter lidt medføre, at Klasserne forsvinder. Hvorledes vil Klasserne da forsvinde ? Ved at omskabe Samfundet til et socialistisk Samfund, ved at ophæve den privatkapitalistiske Ejendomsret til Produktionsmidlerne og overføre dem til Samfundseje, ødelægger vi den økonomiske Grundvold for Kapitalistklassen. Den bliver likvideret som Klasse, men dette betyder naturligvis ikke, at Kapitalisterne bliver likvideret som Individer. På hvilken Måde dette vil foregå i de forskellige Lande, afhænger af de objektive Forhold i hvert enkelt Land. Det kan f. eks. ske ved, at de kapitalistiske Ejendomme bliver inddraget på een Gang, eller at det strækkes ud over en længere Tid. Det kan ske mod Erstatning eller uden Erstatning. Men hvordan vil det gå med Samfundets Mellemklasser, Småbondeklassen, Mellemklasserne i Byerne, som f. eks. forskellige små næringsdrivende og de intellektuelle samt Tjenestemænd o.s.v.? Vi har før forklaret, at de også under Kapitalismen er blevet mere eller mindre afhængige af Kapitalens Almagt, og at de kan vindes for Arbejderklassen’s Frihedskamp. Hvorledes vil det da gå disse Grupper under den socialistiske Omformning af Samfundet ? Det bør endnu engang understreges, at den bevidste. marxistiske Arbejderbevægelse aldrig er gået ind for at ekspropriere eller konfiskere Småproducenternes Ejendom i Forbindelse med Opbygningen af Socialismen. Påstandene herom er kommet fra Marxismens og Arbejderbevægelsens Fjender og Bagtalere. Arbejderklassen vil tværtimod hjælpe disse Småproducenter, så de kan slippe for at blive forarmet og ruineret af Kapitalismen, hvilket imidlertid ikke kan lade sig gøre uden at gå over til nye Produktionsformer. I et tidligere Kapitel har vi talt om Kooperationen under de nuværende Forhold, som gør det muligt for Småproducenterne at udnytte Fordelene ved Storproduktionen. Under Kapitalismen kan den påbegyndte Rationalisering af Landbruget på kooperativ Basis ikke føre til Socialisme på Landet. Hvorfor ikke ? En sådan Rationalisering forudsætter bl.a. økonomisk Hjælp til Anskaffelse af nye og moderne Produktionsmidler. Denne Hjælp kan Bønderne få dels fra de kapitalistiske Banker og Låneinstitutioner, dels fra den kapitalistiske Stat. De må derfor stadig yde Bidrag til Kapitalen. Desuden er kapitalistiske Elementer inden for Landbruget (Godsejere, Storbønder) direkte med i denne kooperative Virksomhed og søger at få det største Udbytte af den. Hvad der desuden er særlig vigtigt, er dels, at Privatejendomsretten stadig er Basis for Produktionen, dels at Godsejere, Banker og Aktieselskaber ejer en stor Del af den bedste Jord, og de førstnævnte har stor Indflydelse inden for Landbrugsproduktionen. Hertil kommer den Omstændighed, at hverken denne eller nogen anden Kooperation kan ophæve det kapitalistiske Systems Love og Modsætninger. Arbejderklassens og de med den forbundne arbejdende Klassers Erobring af Magten vil betyde, at der fremkommer helt andre Forhold end dem, vi her har gjort Rede for. Kapitalens Magt brydes i By og på Land. Godsejernes, Aktieselskabernes og andre Storkapitalisters Jordejendom vil blive likvideret og Jorden overgivet til Bønderne. Det kapitalistiske Systems Love og Modsætninger forsvinder. Den socialistiske Stat vil hjælpe Bondekooperationen såvel som enhver anden Kooperation. Bondekooperationen kan da blive en socialistisk Kooperation, blive en socialistisk Produktionsform, som fører til en socialistisk Omvæltning på Landet på kooperativt Grundlag, på Grund af Fælleseje af alle Produktionsmidler, også Jorden. Denne Vej til Socialismen, som betyder, at Småproduktionen undgår at blive fuldstændig knust af Kapitalismen og i Stedet fornys på kooperativt-socialistisk Grundlag, er ikke blot en teoretisk Spekulation, men er prøvet i Praksis ved den Omvæltning, som foregår inden for Sovjetunionens Landbrug. Her må det naturligvis påpeges, at Udviklingen også på dette Område kan blive vidt forskellig i de forskellige Lande, samt at Socialismen i Landbruget først kan nå til fuld Udvikling efter en Periode, som i alle Tilfælde bliver lang, og i den Tid er det naturligvis muligt, at private og kollektive Former for Besiddelse og Produktion kan eksistere Side om Side. Det væsentligste er at afskaffe det kapitalistiske Systems Forarmning og Ruinering af Bondeklassen og at udvikle Landbrugets Produktivkræfter og derved opnå et bedre Udkomme for Bondebefolkningens Masser. Middelstanden i Byerne, først og fremmest de intellektuelle og Funktionærerne, vil naturligvis nærme sig mere og mere til Arbejderklassen som Følge af den socialistiske Udvikling. Nye Muligheder og Hjælpekilder vil opstå for Videnskab og Kultur og dermed for de intellektuelle Fag, samtidig med at Socialismen medfører en bedre Levestandard og en tryggere Tilværelse for Funktionærerne. Når Kapitalistklassens Monopol på Uddannelse bliver brudt, vil de intellektuelle og Funktionærerne naturligvis i stigende Grad blive rekrutteret fra Arbejderklassen og Bønderne. Det vil også føre med sig, at Middelstanden og Arbejderne kommer hverandre nærmere. Arbejderklassen vil ikke være den samme under Socialismen som under Kapitalismen. Den vil da ikke længere være en udbyttet og undertrykt Klasse og heller ikke et Proletariat. Den vil komme til at indtage en ledende Stilling i Samfundet, hvor Produktionsmidlerne er fælles, d.v.s. alles Ejendom. I den socialistiske Opbygning vil Arbejderklassen, som den mest bevidste og bedst organiserede Del af den arbejdende Befolkning, blive den ledende i Samfundet. Arbejderklassen, Bønderne og Middelstanden, først og fremmest de intellektuelle, vil komme til at bygge det socialistiske Samfund op i Fællesskab. Det er Vejen ud af Elendighed og Nød for dem allesammen. Arbejderklassens Frigørelse fra Kapitalismen kan ikke gennemføres, uden at alle undertrykte Klasser og Grupper i Samfundet også bliver befriet. På den anden Side vil det nok tage lang Tid, før Grænserne mellem Arbejderklassen, Bondeklassen og Middelstanden er helt forsvundet. Udviklingen til det fuldstændig klasseløse Samfund, Kommunismen, vil føre til, at også disse Klasser forsvinder, ved at de lidt efter lidt kommer til at danne et eneste arbejdende Folk. Dette kan imidlertid ikke ske på een Nat, ganske som Resterne fra Klassesamfundet ikke forsvinder fra Menneskenes Bevidsthed lige med det samme. De vil tværtimod leve længere end Resterne af den kapitalistiske økonomi. Under Socialismen vil altså de Klasser, som er nævnt ovenfor, fortsætte med at eksistere. Men de er ikke mere Modstandere, de er venskabeligt samarbejdende Klasser. Når Kapitalistklassen likvideres, vil Socialismen altså blive et Samfund, hvor der ikke findes Klasser, som står fjendtligt over for hverandre.

Som før sagt Socialismen kommer ikke som en fuldt færdig Fugl Føniks. Endnu mindre vil den fuldt udviklede Socialisme, Kommunismen, komme på den Måde. Opbygningen af det nye Samfund vil resultere i en Udvikling fra et lavere til et højere Stadium. Derfor taler man om Socialismen og Kommunismen. Egentlig er Socialismen kun en Etape, den første Etape på Vejen til Kommunismen, som er Målet for Arbejderklassens og de undertrykte Folkemassers Kamp. Forskellen mellem Kommunismens første Stadium, Socialismen, og det højere Stadium, den fuldt udviklede Kommunisme, plejer man at betegne ved to Principper. For Socialismen gælder Princippet: »Hver yder efter Evne og modtager efter sin Ydelse«. For den fuldt udviklede Kommunisme gælder Princippet: »Enhver yder efter Evne og modtager efter Behov«. Hvori består da Forskellen mellem disse to Principper ? Forskellen består i, at Samfundets Produktivkræfter ikke er nået så langt i Udvikling under Socialismen, at enhver kan få efter sit Behov, hvilket naturligvis er Målet. I Stedet for gælder det, at Samfundet giver den enkelte så meget, som svarer til den Arbejdsindsats, han har gjort. Den, som arbejder mere og bedre, får en højere Løn, den kvalificerede Arbejder mere end den ukvalificerede o.s.v.. Når Samfundets Produktivkræfter er så vidt udviklede, at man er i Stand til at tilfredsstille alle Samfundsborgernes Behov, så kan man gå over til Kommunismens Princip og give enhver, hvad han behøver, uden Hensyn til hans Indsats. Som det vil være fremgået af det foregående Kapitel om Staten og Klasserne under Socialismen og dennes Udvikling, kan man ikke trække en bestemt Grænse mellem Socialismen og Kommunismen. Socialismen er et Overgangsstadium mellem Kapitalismen og Kommunismen og kendetegnes af en kolossal Udvikling af Produktivkræfterne. Det er dette, som bevirker, at Socialismen kan blive til Kommunismen og Produktivkræfternes Udvikling fortsættes i endnu stærkere Tempo under Kommunismen. I Stedet for Kapitalisternes Jagt efter Profit kommer det arbejdende Folks Bestræbelser for at udvikle Produktivkræfterne Folkets Interesse i at nå til den højest mulige Udvikling af Samfundets materielle Ressourcer forenes med den direkte personlige Interesse hos de enkelte Samfundsmedlemmer. Thi den, som gør en større og fra Samfundets Synspunkt værdifuldere Indsats for Fællesskabet, får også en større Belønning af Samfundet i Overensstemmelse med Socialismens Princip: »hver får efter sit Arbejde«. Det betyder, at enhver kan hæve sin Standard ved at gøre en større Indsats, og at han når til en højere Standard end den, som gør en mindre Indsats. Socialismen udelukker absolut ikke det personlige Initiativ, den personlige Kappelyst og Personlighedens fri Udvikling. Men den adskiller sig fra Kapitalismen ved, at den dels ikke tillader dette Initiativ at udfolde sig på andre Menneskers Bekostning og dels giver alle Medborgere samme Muligheder, lige det modsatte af, hvad der er Tilfældet under Kapitalismen. Den enkelte Personlighed får langt større Muligheder for at gøre sig gældende under Socialismen. I Konkurrencen mellem Personlighederne er Arbejdet den eneste retfærdige Startlinie for alle. Arbejdet, ikke Besiddelsen af Kapital, ikke Fødsel og Rang, er det afgørende. Det betyder naturligvis en hidtil uset Udvikling af Samfundskræfterne, når således Masser af Personligheder får Lov til at udfolde sig. Det er en af de Ting, der forklarer, at Produktivkræfterne udvikler sig hurtigere under Socialismen end under Kapitalismen. En anden Årsag til dette Forhold er Forskellen mellem de to Produktionsformer. Når Kapitalens Magt over Produktionen forsvinder, får Arbejderklassen en større Interesse for Produktionen, fordi dens Frugter nu ikke længere går til et Fåtal. Den bliver nu interesseret i at rationalisere Produktionen og gøre den mere effektiv. Dette fører med sig, at Menneskene og deres Produktionsmidler bringes i Samklang med hverandre, og Kræfter, som var utænkelige under Kapitalismen, driver Produktionen fremad. Den socialistiske Kappestrid mellem Arbejderne i Sovjetunionen, Stakhanovbevægelsen, og det Forhold, at Arbejderne i Sovjetunionen tager direkte Del i Ledelsen af Produktionen, at Arbejderne på Fabrikkerne diskuterer Planerne, fremsætter Forslag og foreslår Forbedringer, tager Initiativet til bedre Arbejde, alt dette viser Socialismens Overlegenhed som Produktionsform. Stakhanovbevægelsen er en Bevægelse blandt Arbejderne, der stiler hen imod at opnå Rekordpræstationer ikke ved at drive Arbejderne til at anstrenge sig til det yderste, men ved at udnytte Teknikken så rationelt som muligt. Udviklingen af Samfundets Produktivkræfter medfører også, at Massernes Levestandard kan stige ustandseligt, hvilket i et socialistisk Samfund både er en Drivfjeder for Produktionen og samtidig dens Mål. Alt det nødvendigste på Boligområdet, som f.eks. Hvilehjem og Rekreationshjem, Skoler og andre Undervisningsanstalter og kulturelle Institutioner, Gader, Veje og Kommunikationsmidler, for slet ikke at tale om Indførelsen af en Arbejdsdag på højst 8 Timer for hele Folket, også Befolkningen på Landet, bliver i sig selv Drivkræfter i en Produktion for Behovet. Socialismens Gennemførelse vil af de ovenfor angivne Grunde medføre en omfattende Industrialisering i alle Lande, dels for at tilfredsstille de vigtigste Behov blandt Arbejderbefolkningen og dels for at industrialisere Landbruget og andre Næringsveje, som under Kapitalismen er blevet sat tilbage på Grund af selve Systemet. En Rationalisering af hele Folkehusholdningen, og det er nødvendigt, hvis alle Mennesker i Samfundet skal kunne få nogenlunde gode Levevilkår, vil kræve en gigantisk Udvikling af Produktionen. Med det kapitalistiske Systems Fald afskaffes de Grænser, som det kapitalistiske Profitbegær sætter for Produktionen. Alt, hvad der befordrer Udviklingen mod højere Arbejdsproduktivitet, udnyttes, og alle Opfindelser udforskes. Alle Naturrigdomme, som kan skaffe Menneskene materielle Goder, bliver udnyttet. Konkurrencehensyn som f. eks. når en kapitalistisk Trust lægger Beslag på Naturrigdomme eller Udkast til Opfindelser uden selv at udnytte dem, blot i den Hensigt at hindre andre i at gøre det, vil være afskaffet. Af uendelig stor Betydning er det, at den socialistiske Husholdning kan føres planmæssigt og må føres planmæssigt. Den Planmæssighed, som under Kapitalismen findes inden for hver eneste Bedrift, men ikke i Samfundsmålestok, bliver nu gennemført netop for hele Samfundet. Den socialistiske Planøkonomi bliver under Socialismen lige så selvfølgelig, som den er utænkelig under Kapitalismen. Dermed forsvinder Kriserne som Produktionens ufrivillige Regulator, og denne kan nu udfolde sig jævnt og uden Afbrydelse. Det er netop af denne Grund, at Socialismen er i Stand til at løse det Problem, som hedder Arbejdsløsheden. Men ikke blot af den Grund, også fordi man i et socialistisk Samfund kan regulere Arbejdstiden uden oprivende Samfundskonflikter og planlægge den fornuftigste Anvendelse af Arbejdskraften, så det forhindres, at nogle arbejder otte Timer om Dagen og andre slet ikke. Socialismen gør derfor en Ende på Arbejdernes Utryghed, Bekymringerne for Morgendagen. Socialismen giver Menneskene et fast Greb om Produktionen, om deres eget økonomiske Liv. Lige så lidt, som Kapitalisterne selv kan forhindre Kriserne eller Konflikterne i Samfundet, Virkningerne af deres eget Systems Love, lige så lidt kan deres System give Menneskene en betrygget Tilværelse. Men det socialistiske Samfund kan gøre det, thi der reguleres Produktionen af Menneskenes egne Planer og deres egen Virksomhed. Derfor talte Engels om Overgangen fra det kapitalistiske Samfund til det socialistiske som »et Spring fra Nødvendighedens Rige ind i Frihedens«. Under Socialismen kan Samfundet, som Sovjetunionens Eksempel viser os, for første Gang i Historien give Medborgerne de Rettigheder, som er de første Betingelser for at kunne leve et frit Liv: frit Lægetilsyn og Sygepleje, nødvendig Hvile og Rekreation, Invalideforsikring, Moderskabsforsikring samt Kultur og Dannelse. Socialismens Opbygning indebærer også en Løsning af det nationale Spørgsmål og rydder Årsagerne til de nationale Konflikter af Vejen. Vi har tidligere forklaret Begrebet Nation og Årsagerne til de nationale Modsætninger. Når den kapitalistiske Konkurrence og Jagt efter Profit forsvinder, så forsvinder også Årsagerne til den nationale Undertrykkelse. Opbygningen af en socialistisk Produktion for hele Folkets Behov giver alle Folk de samme Muligheder og Rettigheder. Da det marxistiske Princip i det nationale Spørgsmål altid har været alle Nationers Ligeberettigelse og Selvbestemmelsesret, så medfører Arbejderklassens Overtagelse af Magten, at alle nationale Mindretal og undertrykte Nationer virkelig får denne Ret. Dette vil naturligvis ikke nødvendigvis sige, at en Nation under alle Omstændigheder skal løsrive sig fra en anden i Statsanliggender. Der kan naturligvis forekomme Tilfælde, særlig under en socialistisk Statsmagt, hvor det tværtimod vil være i de arbejdende Klassers Interesse at opretholde Forbindelsen med en anden Nation eller med andre Nationer, hvilket Sovjetunionen er et godt Eksempel på. Hvis hver enkelt Nation i Sovjetunionen havde stået isoleret, ville det sikkert ikke have været til deres Fordel. Dels var den største Nation, den russiske, mere udviklet økonomisk og kulturelt end de andre i det gamle Rusland og således i Stand til at hjælpe dem med deres Industrialisering og socialistiske Opbygning, og dels betød Samarbejdet et Værn udadtil, hvilket under den nuværende Krig har vist sig at have afgørende Betydning. Men alle Ruslands Folk har fået Frihed til selv at bestemme over deres Skæbne, til at udvikle deres nationale Kultur og lede deres Landes Udvikling. Derved forsvandt det tidligere Fjendskab mellem de forskellige Nationer. Da den nationale Undertrykkelse forsvandt, forsvandt samtidig Årsagen til Nationalhad og nationale Konflikter. Den fuldstændige Frihed for hver Nation til at bestemme over sig selv fjerner Modsætningerne mellem dem. Når den kapitalistiske Jagt efter Profit er forsvundet og det nationale Spørgsmål løst, kan det nationale Samarbejde under Socialismen virkelig føre til en varig Fred. Under Socialismen og Kommunismen opnår Kvinden Ligestilling i Samfundet. Under Kapitalismen er Kvinden, hvis hun hører til de arbejdende Klasser, undertrykt i dobbelt Betydning, dels fordi hun tilhører en undertrykt Klasse, og dels fordi hun er Kvinde. Lige siden Privatejendomsrettens Indførelse har hendes Stilling i Samfundet været mere eller mindre uselvstændig. I Modsætning til Manden har hun helt eller for en stor Del stået uden for Samfundsproduktionen, fordi hun har været bundet til den primitive Hjemmehusholdning. Mandens Arbejde skaffede Penge til Huse, han har været »Familieforsørgeren«, derfor blev hans Indsats bedømt anderledes. Han er derfor også blevet betragtet som Familiens Overhovede og Kvinden som den underordnede. Hun har været økonomisk afhængig af ham, og dette har medført, at hun ikke har været hans ligestillede i Samfundet. Forholdene har naturligvis skiftet under de forskellige Samfundsformer, men lige til vore Dage har Kvinden ikke været ligestillet med Manden i Samfundet. I den sidste Tid har hun i nogle kapitalistiske Lande opnået de vigtigste juridiske og politiske Rettigheder. Denne hendes Ligestilling vedbliver imidlertid at være af en temmelig formel Natur, så længe hun er økonomisk uselvstændig og afhængig af Manden, det vil sige, så længe hun er bundet til Hjemmet og ikke tager Del i Samfundsproduktionen. Socialismens Opbygning medfører en radikal Forandring af Kvindens Stilling i Samfundet. Ikke blot får hun samme Rettigheder som Manden på alle Områder af Samfundslivet, men hun får også Mulighed for at gøre Brug af disse Rettigheder. Børnenes Opdragelse bliver under Socialismen en Samfundssag. Ikke sådan at forstå, at Forældrene frakendes alt Ansvar for Børnene, men således, at Samfundet påtager sig Hovedansvaret for den opvoksende Slægt. Det gør det ved at oprette Vuggestuer, Børnehaver, Skoleundervisning og Omsorg for alle Børn. Ved en betryggende Moderskabsforsikring, som forhindrer, at Kvinden mister sin Indtægt på Grund af Svangerskab, gøres det muligt for Kvinden at opfylde sine Pligter både mod Barnet og Samfundet. Endvidere medfører den almindelige Udvikling i Samfundet med bedre og bekvemmere Boliger og den tekniske Udvikling, at det bliver muligt at rationalisere og forenkle Husholdningen, så Kvinden kan rykke ind i Samfundsproduktionen. Denne Udvikling under Socialismen fører ikke til, at Hjemmet og Familien opløses og Børnene skilles fra Hjemmene, og det gør Kommunisterne sig heller ikke til Talsmænd for, således som Socialismens borgerlige Bagvaskere påstår. Derimod betyder den, at Hjem og Familie ikke længere skal holdes sammen ved økonomisk Tvang. Kvindens Deltagelse i Samfundets Produktionsproces betyder, at Kønnene bliver fuldstændig ligestillede. Familie og Hjem vil da holdes sammen af de eneste Bånd, som Kommunister anser for naturlige og rigtige, nemlig Kærlighed, Samhørighedsfølelse og Kammeratskab. Kun disse Familieforhold kan danne Grundlag for en sand Familiemoral. Socialismen og Kommunismen er det Samfundssystem, som har løst Ungdommens Problemer. For det første får hele Ungdommen Adgang til Uddannelse. Enhver kan vælge det Arbejde, som han eller hun interesserer sig for og har Evner til. Dermed er de Lænker borte, som hindrer den unge Personlighed i at udvikle sig frit og blive til Gavn for Samfundet. Afskaffelsen af Kriser og Arbejdsløshed og Indførelsen af Retten til Arbejde som en socialistisk Lov giver alle Mulighed for at få Arbejde. Spørgsmålet om Udkomme og Fremtid er da ikke mere et Problem, som kaster Skygge over den unge Generations Liv og Opvækst. Det socialistiske Samfund medfører nye Muligheder for Videnskab, Kunst og Kultur i det hele taget. I et kapitalistisk Samfund ejes Rigdommene af et Fåtal, hvis Interesser sætter snævre Grænser for Videnskabens og Kulturens Udvikling. I et socialistisk Samfund vil alt finde Anvendelse, som virkelig gavner Menneskene og befordrer Fremskridtet i Samfundet. Der findes også andre økonomiske Ressourcer for den kulturelle Udvikling. Socialismens hurtige Udvikling af Produktivkræfterne og Muligheden for alle Samfundets Medlemmer til at nyde godt af Kulturens Landvindinger skaber nye Muligheder for Videnskabens og Kulturens Fremskridt og Udvikling. Nogle har indvendt, at man aldrig kan nå til Kommunismen og give alle, hvad de behøver, uden Hensyn til deres Arbejde. »I så Fald var der ingen, der ville arbejde« indvender man. I dette Tilfælde går man naturligvis ud fra de nuværende Forhold, hvor Arbejdet er en Byrde, og de, der tjener Penge uden at arbejde, lever bedre end de, der må arbejde for Livets Ophold. Som for sagt må man ikke glemme, at mellem Kapitalismen og Kommunismen ligger Socialismens Epoke. Under denne Epoke ophøjes Arbejdet til at blive den eneste Kilde til Velstand og Lykke. Arbejdet bliver da Kilden til ethvert Menneskes Velfærd og Glæde. Denne Udvikling vil medføre en gennemgribende Forandring af den nuværende Indstilling til Arbejdet. Under Socialismen, når Menneskene bliver Herrer over Lovene i Samfundet og bliver klar over Vejen til deres egen Lykke, vil der fremstå en helt ny Mennesketype. Det er Milieuet, der bestemmer Menneskenes Indstilling og Tanker. Når det Samfund, hvis Ledemotiv var alles Krig mod alle, forlængst er gået i Graven, og Menneskene i den socialistiske Periode har lært, at Kollektivisme og Samhørighed er nødvendige Betingelser ikke blot for hele Samfundets, men også for den enkeltes Velfærd, så får de en anden Indstilling til Arbejdet. Det er urigtigt at tage Stilling til den kommunistiske Lighed for alle ved at gå ud fra Menneskenes nuværende Indstilling. Når Opdragelse, Undervisning og Uddannelse bliver Samfundets Opgave og Pligt over for alle dets Medlemmer, og alle får lige Adgang til Uddannelse, vil Modsætningen mellem Håndens og Hjernens Arbejdere, mellem fysisk og åndeligt Arbejde, efterhånden forsvinde. Den stadige Udvikling af Produktivkræfterne og Samfundsrigdommenes Vækst skaber Mulighed for en betydelig Forkortning af Arbejdstiden og dermed for større Muligheder for alle til at uddanne sig. Ved den tekniske Udvikling og Fuldkommengørelse af Produktionen øges Behovet for større Kundskaber hos Arbejderne, samtidig med, at det fysiske Arbejde forenkles og lettes. Samfundet er ikke blot interesseret i at give alle den højeste Uddannelse, men er også i Stand til at sikre den for alle. Ophævelsen af Skrankerne mellem åndeligt og fysisk Arbejde vil naturligvis tage lang Tid, men dermed vil også Forskellen mellem Arbejderklassen og de intellektuelle forsvinde. Den tekniske Udvikling under Socialismen vil, som før sagt, resultere i, at Landbrug og alle andre Næringsveje industrialiseres. Derved hæves Arbejdsproduktiviteten i Landbruget, og den økonomiske og kulturelle Standard hos Landbrugets Arbejdere bringe’s lidt efter lidt op på Niveau med den øvrige Befolknings Standard. Når Andelsbevægelsen på Landet udvikles og vokser sammen med Samfundets øvrige socialistiske Produktion, vil Skellet mellem Arbejder- og Bondeklasse forsvinde ligesom alle andre Klasseskel i Samfundet. Derved bliver Samfundet klasseløst, og det er jo også den socialistiske og kommunistiske Arbejderbevægelses Mål. Denne Udvikling betyder, at Modsætningerne mellem By og Land forsvinder. Når Kommunikationsmidlerne udvikles, og Kulturens Landvindinger bliver lige lettilgængelige for alle, på Landet som i Byerne, vil disse Modsætninger ikke længere kunne bestå. Til Slut bør det siges, at hverken Socialismen eller Kommunismen udelukker Privatejendom, som Socialismens borgerlige Kritikere påstår. Fællesejendommen gælder kun det, som er fælles, nemlig Produktionsmidlerne, som i Maskinteknikens Tidsalder må bruges i Fællesskab og derfor bør være Fælles ejendom. Den enkelte disponerer selvfølgelig over, hvad han personligt har Brug for: Klæder, Sko og andre Forbrugsartikler samt f. eks. eget Hjem, Have eller lignende, som Samfundet giver ham til eget Brug. Det har altid været et reaktionært Propagandatrick at fremstille den socialistiske Samfundsopfattelse på en forvansket og simpel Måde for derved at vække Mistro til den socialistiske Idé blandt de undertrykte Masser. Arbejderklassens samfundsmæssige Mål er Socialismen og Kommunismen. Den er Arbejderklassens eneste virkelige Udvej af det kapitalistiske Slaveri. Men den er også Udvej en for Samfundets andre undertrykte Klasser. Men samtidig er Socialismen og Kommunismen den nødvendige og følgerigtige Fortsættelse af det menneskelige Samfunds Udviklingsvej, det historisk givne Samfundssystem, som må komme efter det kapitalistiske Samfund. Kun Socialismen kan gøre Menneskeheden til en virkelig Enhed, efter at den lige fra Oldtiden har været splittet i forskellige Grupper med forskellige og modstridende Interesser og med frygtelige Konflikter i Form af Krige, Oprør og Revolutioner, med andre Klassekampe og Konflikter som de uundgåelige Følger. Med det socialistiske Samfunds Sejr ender Samfundets Forhistorie, og dets virkelige Historie begynder, udtalte Friedrich Engels. Det er Arbejderklassens historiske Opgave, under Ledelse af et marxistisk Arbejderparti som Arbejderklassens bedst organiserede, disciplinerede og bevidste Del og i Forening med andre undertrykte Klasser at gennemføre Menneskehedens Befrielse fra Udbytning og Undertrykkelse, Nød og Frygt.

Med Året 1870 trådte Engels ind i den tredje Periode af sin Virksomhed. Han var da kommet så vidt, at han kunde trække sig tilbage fra sin Forretning og sammen med sin Ven leve af sine Renter. Dog blev han ikke en ledig Rentier, men, blev derimod nu igen i Stand til at vie al sin Tid til Proletariatets store Sag og Videnskaben og være i stadig personlig Forbindelse med Marx, da han nu kunde forlade Manchester og drage til London. I denne Periode, der varede til Marx’s Død 1883, forandredes deres Forhold overfor Offentligheden fuldstændigt. Nu blev Marx den tavse Person, og alt af Vigtighed, hvad der i disse År udkom fra marxistisk Side, hidrørte fra F. Engels. Marx’s Arbejdskraft var den Gang allerede brudt af Elendighed og Overarbejde. I Året 1867 havde han offentliggjort »Kapitalen«, hvis 2det stærkt forandrede Oplag udkom 1873. Internationale« var grundlagt i 1864; på Haag’er Kongressen i 1872 blev Generalrådets Sæde forlagt til New York. Med Bekymring havde Marx’s Venner set, hvorledes hans Arbejde i Generalrådet undergravede hans Helbred og beslaglagde den Tid, han skulde bruge til at fuldende »Kapitalen«. Hovedsagelig som Følge af deres Trængen på blev Generalrådets Flytning besluttet. Det blev i Virkeligheden ensbetydende med Internationales Opløsning, men kom så sent, at det ikke gjorde dét muligt for Marx at vinde ny Kraft til Fuldendelsen af hans Kæmpeværk. Men hvad han havde tilbage af Kraft blev anvendt til Arbejde på »Kapitalen«’s 2. og 3. Bind. Alt det Øvrige Arbejde for »Marxismen« overfor Offentligheden og også Broderparten af den hurtigt voksende Korrespondance med førerne for den proletariske Bevægelse i de forskelligste Dele af Verden tilfaldt nu F. Engels. Tidens Karakter havde fuldstændig forandret sig. I den Periode, hvori »Kapitalen« blev til, havde Kontrarevolutionen hersket, og foruden det videnskabelige Arbejde havde der ikke været meget at gøre. Først i de sidste År af denne Periode vågnede Proletariatet igen til nyt liv. Efter 1870 var det navnlig det tyske Socialdemokrati og de russiske Revolutionæres Kamp mod Zarismen, der beskæftigede vore Mestre i London. For det tyske Socialdemokratis Presse udfoldede Engels nu en kæmpemæssig Virksomhed i Lejlighedsskrifter, der bragte Marxismen i nærmere Forbindelse med Masserne ved at anvende dens Metode på de enkelte konkrete , Spørgsmål: »Zur Wohnungsfrage« (1872), »Die Bakunisten an der Arbeit« (1873), »Soziales aus Russland« (1875), »Preussischer Schnaps im deutschen Reichstag« (1876). Allerede disse Titler antyder, på hvilken måde F. Engels udviklede »Marxismen«. Langt over disse små Arbejder rager hans store Opgør med Dühring: »Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft«(1870), hvis Anledning er forglemt, og hvis polemiske Del er bleven genstandsløs, men som har fået fundamental Betydning for Marxismen. Her blev for første Gang Marxismens Særpræg klarlagt fra de forskelligste Sider, udførligt og indgående, navnlig dens dialektiske Materialisme og dens materialistiske Historieopfattelse lige overfor den den Gang grasserende eklektiske Socialisme. Den dybeste Respekt for Marx og Engels, for »Det kommunistiske Manifest« og »Kapitalen« havde vi allerede den Gang alle; men først efter Engels’ »Antidühring« begyndte vi at trænge dybere ind i den marxistiske Tænkemåde, at tænke og arbejde systematisk marxistisk. Først fra da af dateres Begyndelsen af den marxistiske Skole. Næst efter Marx’ »Kapitalen« er Engels’ »Antidühring« marxismens grundlæggende værk. Med Marx’s Død begyndte det sidste Afsnit i Engels’ offentlige Virksomhed. Det betegnes af to Momenter. På den ene Side den lige utrættelige Hengivelse til sin store vens Sag, som for ham var ensbetydende med Proletariatets og Videnskabens Sag. På den anden Side Videreudviklingen af Klassekampens Teori og Praksis og dens Tilpasning efter nye Forhold og nye Erfaringer. Han udgav et nyt Oplag af »Kapitalen«s 1. Bind (1883). Senere påtog han sig den Opgave at samle og udgive Marx´s efterladte Udkast til 2. og 3. bind af »Kapitalen«, et yderst møjsommeligt og langvarigt Arbejde, som forudsatte den højeste Sagkundskab og dybeste Indtrængen i den marxistiske Tænken, så at næppe nogen anden end Engels kunne have udført det. Også denne Virksomhed var præget af den Uegennyttighed og Hengivenhed for Vennen og den fælles Sag, omend den var af en anden Art end Virksomheden i Forretningen fra 1850-1870. Thi også denne nødvendiggjorde, at Engels tilsidesatte sit eget produktive Arbejde for at bringe sin da døde Vens Tanker frem. Kun den, der selv er virksom med skabende Arbejde, kan vurdere den Resignation, der er nødvendig for år igennem i sit Livs Aften at trænge det Væld af Tanker, man selv skulle have udviklet, tilbage for at gøre en andens, selv sin nærmeste og værdifuldeste Ven og Partifælles Tanker tilgængelige for Verden. Atter ser vi, at det skyldes Engels’ frie Valg og Højagtelse for Vennen og ikke hans mindre Ydeevne, når de Marx’ske Publikationer også i dette Tidsrum overstiger hans. Også på anden Måde, men ganske vist ved eget Værk, fuldførte han sin store Medkæmpers litterære Testamente. Han sagde selv om »Familiens Oprindelse« (1884), at han med dette Værk fuldførte en Opgave, som Marx havde efterladt ham. Dette var i mindre Grad Tilfældet med Studien »Ludwig Feuerbach« (1888) dog gav også den Engels en velkommen Anledning til at offentliggøre Marx’s Teser om Feuerbach, der forefandtes i et gammelt Manuskript fra 1845. Og dermed var Engels’ Virksomhed med Udgivelse af Marx’s Efterladenskaber ikke afsluttet. Han lagde Plan om at gøre Teorien om Merværdien færdig til Trykning ligesom også at udgive Internationales Historie i Tilslutning til Marx’s efterladte Papirer, hvad der vel hovedsagelig ville være blevet en Historie om Marx’s Virksomhed i Internationale. Kun døden hindrede Engels i at gøre endnu mere for sin Vens Minde. Selv om hans Tid til Udgivelse af egne Arbejder blev indskrænket efter 1883 ved hans Udgivervirksomhed, så var han dog alt for virksom og alt for stærkt interesseret i det, der skete i hans Tid, til at han helt kunne give Afkald på selv at yde noget. Han tog Stilling til øjeblikkets vigtigste Spørgsmål i Züricher »Sozialdemokrat«, i »Neue Zeit«, senere også i Berliner »Vorwärts« ligesom også i franske og engelske Partiorganer. Derved kom han ofte i den Situation, at han måtte opgive gamle Opfattelser. Således havde han f.eks. i 1860’erne tænkt ret nedsættende om Militsvæsenet. Nye Erfaringer bragte ham til en anden Synsmåde. I hans Skrift om det prøjsiske Militærspørgsmål, som han lod udkomme i 1865, mente han endnu, at en Stat som Prøjsen ville »begå den største Buk ... hvis den øjeblikkelig forkortede den normale Tjenestetid endnu mere (under 2 år for Infanteriet) ... Vi tager derfor slet ingen Hensyn til Fantasierne om en Militshær med så at sige slet ingen Tjenestetid«. Før Verdenskrigen var der tyske Socialdemokrater, der begejstredes for den herlige Krigshær ligesom for Flåderustninger og Korntold (Max Schippal). De udslyngede gerne den ovenfor citerede Sætning. De undlod hårdnakket at tage Notits af, at Engels i en Pjece, som han lod udkomme i 1893, betitlet »Kann Europa abrüsten ?«, anbefalede Afrustning og en Militshær og fordrede, at Tyskland skulde gå i Spidsen med dette Forslag, der ville sikre det Verdens Sympati, som det ved sine Rustninger havde mistet. Det er virkelig profetiske Ord, som Engels dér skrev. Han sagde til de tyske Partifæller: »Gå, hvorhen I vil. I vil overalt finde Sympatier for Frankrig, men mistro mod Tyskland, som man anser for årsagen til den nuværende Krigsfare. Derpå ville der blive gjort en Ende, hvis Tyskland sluttede sig til vort Forslag ... Hele Europas og Amerikas offentlige Mening ville stille sig på Tysklands Side. Og det ville være en moralsk Erobring, som rigeligt ville opveje alle muligt udspekulerede militæriske Ulemper ved vort Forslag«. Engels mente, at foruden det internationale Proletariat ville den europæiske Filister hive vundet derved, »og det er den største Stormagt«. Man ville navnlig sikre sig de den Gang overmægtige engelske Liberales Sympati. Det ville derved blive en »engelsk Regering så godt som umuligt i en Krig at slutte sig til Tysklands Modstandere«. »Lad os ikke glemme: Den næste Krig afgør England. Tremagtsforbundet i Krig med Rusland og Frankrig, lige så vel som Frankrig adskilt fra Rusland ved et fjendtligt Gebet, alle er de henviste til Søvejen med deres undværlige stærke Kornindførsel og Søvejen behersker England ubetinget. Stiller det sin flåde til den ene Parts Rådighed, så bliver den anden ganske simpelt udhungret, Kornindførslen afskæres, det er Paris Udhungring i kolossal forstørret Målestok, og den udhungrede Part må kapitulere så sikkert som 2 og 2 er 4«. Nøjagtig således er det virkelig gået. Hvor ganske anderledes havde den tyske Nation ikke stået i øjeblikket, hvis den i 1893 havde hørt på Friedrich Engels. I Stedet derfor har de tyske Patrioter bestræbt sig for at gøre den Ulykke, som Engels forudså, endnu mere uafviselig og ødelæggende for Tyskland derved, at de til den Landrustning, som i 1893 alene kom i Betragtning, snart efter også føjede vældige Sørustninger, der var en direkte Udfordring til England. Og selv nu vovede den Mand, der stærkest repræsenterede denne dumdristige Politik, Tirpitz, at gribe afgørende ind i Valget af den tyske Nations Overhoved. Den tyske »Filister«, den »største Stormagt« i Riget, har endnu ikke begrebet, hvor påtrængende nødvendigt det er, at Tyskland går til at gøre »moralske Erobringer«. Det sidste Arbejde, som Engels forfattede (dateret 5. Marts 1895), var hans Indledning til den nye Udgave af den Artikelserie, som Marx i 1850 offentliggjorde i »Neue Rheinische Zeitung«’s Revue om Klassekampene i Frankrig 1848 til 1850. I denne Indledning giver Engels et Tilbageblik over den politiske Udvikling, som han og Marx har gennemgået. Han henviser til, at de Anskuelser om revolutionær Taktik, som de nærede i 1848 og kort derefter, vel var »Vulgærdemokratiet« overlegen, men ikke desto mindre led af en Fejl: »Historien har også givet os Uret og afsløret vor daværende Opfattelse som en Illusion. Ja, den er gået endnu videre: den har ikke alene tilintetgjort vor daværende Vildfarelse, den har også fuldstændig omvæltet de Betingelser, hvorunder Proletariatet har at kæmpe. Kampmåden fra 1848 er nu i enhver Henseende forældet«. »Overrumplingernes Tid er forbi, da små, bevidste Minoriteter i Spidsen for uvidende Masser gennemførte Revolutioner. Hvor det drejer sig om en fuldstændig Omdannelse af den samfundsmæssige Organisation. må Masserne selv være med, selv have forstået, hvorom det drejer sig, og hvad de må træde i Skranken for. For at få Masserne til at forstå, hvad der er at gøre, behøves et langt, udholdende Arbejde, og dette Arbejde er det netop, som vi nu udfører, og som ved sit Held bringer Modstanderne til Fortvivlelse«. Man har ofte opfattet Engels’ Indledning til »Die Klassenkämpfe« som et pater peccavi (dvs. som et skriftemål), som en Indrømmelse af, at hans hele Livsarbejde var opbygget på et forfejlet Grundlag. Det er lige så fejlagtigt som den modsatte Antagelse, der slet ikke vil se nogen Udvikling i Marxismen og mener, at der slet ikke er nogen Forskel at finde mellem den Opfattelse, som Marx og Engels nærede i 1844 og den, de repræsenterede i de sidste to årtier af deres Liv. Ganske utvetydigt forkastede Engels i 1895 en Række Illusioner, som han og Marx omkring år 1848 havde næret. Men ligeså utvetydigt betyder hans Indledning et Forsvar for og en Stadfæstelse al den Politik, som Marx forfægtede i Internationale, og som havde været praktiseret af det tyske Socialdemokrati siden dets Begyndelse. Denne Indledning danner den afgjorte forkastelse af den bolschevistiske Kommunisme, der ikke har andet fælles med den marxistiske end hine Illusioner fra 1848, hvis uholdbarhed Engels fastslog i 1895. Og Genindførelsen af de den Gang i Indledning understregede Steder formår intet at ændre herved. Men på den anden Side betyder denne Indledning ingenlunde Begyndelsen af en ny Retning indenfor Socialdemokratiet, som man ofte har ment. Der er intet Ord deri, som ikke lader sig forene med vort Partis allerede i 1895 fastslåede Karakter. Det Standpunkt, som Engels indtog i de sidste 10 år af sit Liv, og som han delte med Bebel og Viktor Adler, var det samme, som man nu betegner som det marxistiske Centrum. Fastslåelsen af denne Kendsgerning skal naturligvis ikke udsige, at dermed skal dette Standpunkt til alle Tider gælde som Visdommens sidste Ord og ikke behøve yderligere Bevis. Derimod betyder det, at alle de, der vil gå videre end det marxistiske Centrum, enten i Retning af Kommunisme eller en ensidig Reformisme, må se sig om efter andre Argumenter end en Påberåbelse af Engels’ indledning. Imidlertid gives der ingen Ven af Proletariatet, ingen Forkæmper for dets Frigørelse, på hvilket Standpunkt han end står, der ikke vil høste den rigeste Belæring og den dybeste Erkendelse af Friedrich Engels hele Virken og af alle hans Skrifter fra det ældste til det yngste. Langt vigtigere end at strides om deres Udlægning er det at gøre sig bekendt med dem, grundigt og uden Forudindtagethed. Hvis vor Mesters 30-Aars Dødsdag tilskynder til at drive Studiet intensivt, vil et nyt åndeligt Liv befrugte vor store Sag, som Friedrich Engels mere end et halvt århundrede har tjent uegennyttigt, frygtløst og trofast.

Webmaster