Brudstykker af fagbevægelsen og strejkekampenes historie.

Indhold på denne side: Indledning fra 1872 * * Fra Skibtømrernes kampdagbog * * Om Karl Marx * * Kapitalismen gennembrud i Danmark og fagbevægelsens opståen ** Kampårene 1920-1936 * * Kampårene 1975-1985 * * Ri Bus 1995 .

Skift til: Søfolkenes Strejke 1934 (R.F.O.) * * DKP og arbejderbevægelsens historie * * Internationalens historie * * Historien i det 20´århundrede * * Revolutionære ideer.

Holger Drachmann tilråbte i 1872 arbejderklassen i »Engelske Socialister«:

Guds død ! Hvi kender I ej Eders styrke ?

Hvi fordrer I ikke med tusind stemmer

Af guldkalven, som vore bødler dyrke,

Et saftigt stykke, en mørbradskive….

Murerne i København krævede i 1872 nedsættelse af arbejdstiden fra 11 timer til 10 timer. Da det ikke blev bevilget gik 400 svende d. 6. april ned fra stilladserne kl. 18.00 i stedet for kl. 19.00. Det medførte at rigtig mange murere blev fyret. Men næsten 1.200 murere vedtog d. 9 april at gå i strejke. 800 murerarbejdsmænd var med. Gennem Pio's nyestartede dagblad: Socialisten blev strejken omtalt, og Pio indkaldte til et kæmpe friluftsmøde på Nørrefælled i København, hvor den røde fane skulle hejses og hvor der forhåbenligt skete et stort gennembrud for Den Internationale Arbejderforening, der var etableret d. 15. oktober året før. En kæmpestor rød fane blev bestilt og ved en fest i Phønix deklamerer en ung dame: Augusta Jørgensen et digt om »Murernes skrue«, og d. 2. maj bringer Socialisten på forsiden et opråb om folkemødet på Fælleden den følgende søndag, efterfulgt af en flammende artikel: »Løgn og bagtalelse i bladene, ulovlig fremfærd af autoriteterne, had og forfølgelse fra kapitalisternes side, det er den »imødekommedhed«, der er vist vore små og billige fordringer af de idiotiske magthavere.... Skal vi lade os som lam føre til kapitalens slagtebænk ? Skal vi tåle, at vore fjender måske for flere år standser vor fremgang ? Nej, det kan Københavns arbejdere ikke være bekendt. Lad os derfor samle os, lad os da engang holde mandtal over alle frie arbejdere, over alle, der vil hjælpe os i kampen mod kapitalen, vi vil da få at kende vor egen magt og vore fjenders svaghed: samlede i tusindvis vil vi stille vore fordringer og love hverandre at stå last og brast, indtil sejren er vor ! Men jer, I guldets dyrkere ! I, de fattiges udsugere ! Eder vil vi endnu en gang tilråbe: I har i årtusinder iskænket en bitter livsdrik, vogt jer nu, målet er fuldt ! Lad der ikke komme en eneste dråbe til, eller det flyder over !«

Myndighederne forbød mødet på Fælleden i København søndag d. 5. maj 1872 og Pio, Brix og Geleff blev arresteret forinden. Men alligevel strømmede titusinder af mennesker til Fælleden, selv om politi og militær uden held forsøgte at afspærre adgangsvejene. Garnisonen på Kastellet holdes rede og fik udleveret skarpe patroner. Marineartillerister blev stationeret på rådhuset og domhuset. To eskadroner husarer rykkede ud til hest med dragne sabler. Politiet var mobiliseret til sidste mand. Hele Nørrebro vrimlede med tusindvis af betjente, infanterister og husarer. Kniplerne blev bl.a. trukket ved St. Hans Torv, og slagene regnede ned i hovedet på folk, der fik trykket døren ind til St. Johannes kirke, hvor præsten afbrød gudstjenesten og udbrød: »På Moses stol sidder nu de skriftkloge og farisærerne«, og så hørtes en dyb stemme »Det er hørt !«. Husarene trak sablerne og drev folkemasserne mod Store Vibenhus. På Fælleden tørnede politiet og husarerne sammen med andre folkemængder flere kæmpeslagsmål, og der kæmpedes i gaderne. 74 husarer og 23 politibetjente ramtes af sten og 313 glas i 40 gadelygter knustes. I marts 1873 fremkom kriminalretten med den værste klassedom i mands minde, der var udtryk for et skandaløst misbrug af politisk magt, der skulle afskrække andre arbejdere. Pio fik 6 års fængsel, Geleff 5 års fængsel og Brix 4 år forbedringshus. Højesteret nedsatte senere straffen til 5 år for Pio, og 3 år for Brix og Geleff.

Louis Pio, Harald Brix og Poul Geleff fik en frygtelig og ussel mishandling. De var 3 år i isolationsfængsel i Vridløse. Først da de var ved at dø under hænderne på deres fangevogtere, vedtog Statsrådet at de blev benådet på Hans Majestæts Allerhøjeste fødselsdag d. 8. april 1975. Ud af fængselsporten i Vridløse vaklede tre blege og radmagre skikkelser. Jo, myndigheder havde tillid til, at deres helbred for bestandigt var ødelagt. Pio havde tabt 10 tænder. I 1876 bliver Brix atter fængslet. Pio og Geleff fik da besked på af politiet, at hvis de ikke tog imod penge og straks rejste ud af landet, fik de samme tur og behandling som Brix. Og med udsigt til en ny fængselsmishandling og med deres dårlige helbred, var der jo ingen anden løsning, end at rejse ud i 1877. Brix sad i fængsel i 7 år og 3 måneder, deraf 2 ½ år i en fugtig kælder 3 alen under jorden, og døde 40 år gammel i 1881. Louis Pio døde i 1894 kun 52 år gammel. Mere om den historie her.

Hen over Byens Tage glide

De sidste Smil, de hendøende Rester

Af Dagen og Solen. I Strømninger stride

Vælte sig Flodens mudrede Vande,

Og som indbuden Gæst til det smudsige Leje,

Fra Havets, fra Nordsøens våde Veje,

Sænker sig Tågen over Byen, over Strømmen,

Så kommer natten, Døden eller Drømmen !

I Læ for Vinden, i Ly for Tågen,

Omkring et Kulbåls ulmende Gløder

Rapsede Varer derhenne fra Krogen,

Hvor Købmanden losser de drægtige Skuder,

Sidder et Selskab. Sod på Skjorten,

Knudrede Arme, en tretten, fjorten

Stykker af dem, der lossede Skuden;

Angelsachsernes Blod ruller under Huden.

De mumle dæmpet og suge på piben,

Øllet går om i de klinkede Kander,

Der er noget på færde, man vil ud af kniben,

Man har noget på hjerte, vil nogen på livet;

Men skønt Armen dirrer, og Pulsen banker,

Mangler man Ord for de mange Tanker,

Der er Galskab nok, men System er der ikke.

Da rejser en Mand sig med funklende Blikke.

Han knytter næven, den fedtede hue

River han bort fra den brede Pande

Og kaster den ind i Kullenes Lue

Og spytter i Flammen, så Gløderne ose

"Kammerater", råber han, "der gik Standen,

Den sydede Hue, Kulskibsmanden,

Nu har vi Hjernen og Armen tiltage,

Dem gemme vi til de kommende Dage.

"Høre I Stormen, mærke I Strømmen?

Det bryder omkring os på alle Kanter.

Hvi sove I da? I nat er det Drømmen,

Men i Morgen måske er det Dommen og Døden.

I så jo dog Blus, I lugtede Brande,

Røgen drev hid fra de fremmede Lande;

Men Jer fik den ej røget ud af Hulen,

I ligge endnu og døse i Kulen.

"Guds Død ! Hvi kende I ej Eders Styrke,

Hvi fordre, I ikke med tusinde Stemmer

Af Guldkalven, som vore Bødler dyrke,

Et saftigt Stykke, en Mørbradskive;

De sende os Præster med pibede Kraver:

"Her er Biblen til Eders slunkne Maver".

For Sulten en Tekst om Kanaan og Eden,

For Huslejen Veksler på Evigheden.

"Hvad hjælper os Taler, hvad gavner os Løfter?

Vi vil have Forskud på Saligheden;

Vi vil ej losse Kul og ej grave Grøfter

For at blive betalt en Gang efter Døden.

Vi er Sønner af Jorden, til Jord skal vi blive,

Vor Løn vil vi have i levende Live.

Hvorfor anvise stadig på Himmerigs Rige?

Om vi komme der, kan jo dog ingen sige.

Vorherre ! - se han forstod sig på stakler

I lasede Frakker og revne Støvler,

Og når han gjorde sig Mirakler,

Så var det for Folk som mig og mon Eder.

Vorherre han gav, hvad han havde for Hånden,

Og anviste Resten hos Helligånden

Men Præsten ! - han tager vor sidste Daler:

"Min Søn, Vorherre i Himlen betaler."

"Velan, hvis vi var som et Barn, som en Kvinde,

Men Blødhed i Hjertet og Tårer bag øjet,

Så kunne vi lade os lede i Blinde,

Og bære vort Kors, og sukke mod Døden.

Men vi er Mænd ! - Der er ét, som vi vide:

Det er ondt at sulte, når man skal slide

Vi vil ikke sulte, vi vil op på Tribunen

Og dømme, - og Dommen skal hedde Kommunen"

Han tier; - da brøles der "Mere, mere !"

Han vender sig tavs og peger mod Byen.

Der kommer Kulmænd flere og flere

Stormende ud fra den nærmeste Knejpe.

De rive ham med sig, og han tager Ordet

Derinde bag Skænken oppe på Bordet:

Mod Kirke og Stat og Guldtyranniet; -

Så ryddes Knejpen af Politiet !

Der ruger en Sky over Kæmpebyen,

Og Floden hvisler og Vinden piber,

Sælsomme Stemmer stige mod Skyen

Og mumle deroppe som truende Klager.

Lyset fra "Vestens" stolte Butikker,

Ilden fra "Østens" sorte Fabrikker

Kaste et Brandskær op imod Skyen.

- Er det Kommunens Dekret over Byen ?

 

Engelske Socialister

Af Holger Drachmann - 1872

 Karl Marx

5. maj 1818 - 14. marts 1883

Socialdemokraten, d. 17. og 18. september 1892 af landstingsmand P. Knudsen:

Det er ikke hensigten at give en biografisk skildring af Karl Marx’ liv, men derimod så vidt muligt af hans betydning for Arbejderklassen og Socialismen. Hans omfattende skrifter har mange ikke let ved at tilegne sig, og hos mange er der derfor ikke fuld forståelse af hans virksomhed. Det er Marx’ store fortjeneste, at han har hævet Socialismen fra at være en utopi (en uigennemførlig plan) til at blive videnskab. Socialismen har ganske vist eksisteret før Marx, men datidens socialistiske forfatteres planer måtte blive uigennemførlige, fordi de manglede det videnskabelige grundlag, en nøjagtig undersøgelse af årsagerne til de uretfærdige samfundstilstande, som de havde til formål at fjerne.

Anderledes forholder det sig med Marx. Han har ikke, således som tidligere socialistiske forfattere, givet sig af med ud af sin egen opfindsomhed at konstruere en bestemt samfundsform, men har nøjagtigt og grundigt undersøgt de kræfter, der betinger samfundets økonomiske udvikling. Han har fundet årsagerne til, at samfundsforholdene er netop således, som de viser sig for os, og påvist den vej, ad hvilken retfærdige samfundstilstande kan nås. Som det så ofte går i videnskaben, kan det væsentligste i Karl Marx’ opdagelse sammenfattes i et enkelt ord, der ligesom danner nøglen til hele det store spørgsmåls løsning. Dette ene ord er »merværdien«. Det vil sige, at for hver dag eller time en arbejder er i virksomhed, har han kun vederlag for en del af den tid, hvori han har arbejdet. Resten af tiden må han arbejde gratis for kapitalisten, der putter den ved dette merarbejde indvundne merværdi i sin lomme. Så længe dette forhold eksisterer, eksisterer også fattigdommen. Først når arbejderen ikke længere behøver at skaffe merværdi til fordel for en anden samfundsklasse, først da er samfundet retfærdigt indrettet. Et par eksempler kan belyse dette nærmere. Alle kender Biblens fortælling om de levende væsners skabelse. Med den har samfundet måttet hjælpe sig i årtusinder, trods det, at tænkere meget godt indså, at således kunne det ikke være gået til. Men først Darwin fandt nøglen til spørgsmålets løsning, idet han påviste, at alle levende væsner er resultatet af en udvikling, under hvilken de mere fuldkomne væsner har udviklet sig af de mindre fuldkomne.

Alle kender også Biblens fortælling om solens, månens og stjernernes skabelse. Også med den måtte samfundet hjælpe sig i rum tid, endogså efter at tænkere trods præsternes forfølgelser var kommen på spor efter det virkelige forhold. Fuld klarhed opnåede man imidlertid først, da den engelske naturforsker Newton opdagede tyngdeloven og påviste, at den kraft, der bringer en sten til at falde til jorden, er den samme, der holder planetsystemet i ligevægt og bevægelse. Hvad Darwin og Newton er for naturvidenskaberne, er Marx for nationaløkonomien. Ja hans betydning er endnu større, fordi den videnskab, hvormed han beskæftigede sig, er afgørende for hele samfundets ve og vel.

Også på det økonomiske område hersker der en mængde falske forestillinger. Det bestående økonomiske system er den såkaldte fri konkurrence, der hviler på den teori, at når enhver fik frihed til at producere hvad og hvor meget han vil og evner, så ville der blive harmoni mellem kapital og arbejde, og fattigdommen ville i alt væsentligt forsvinde. Man gik ud fra, at enhver tings værdi bestemtes ved tilbud og efterspørgsel og mente, at produktionsfriheden ville bevirke en så stærk efterspørgsel fra kapitalens side efter arbejdskraft, at arbejderne med lethed ville få en rigelig løn. Denne teori har vist sig at være grundfalsk. I stedet for at skaffe fattigdommen bort er denne tværtimod bleven i en uhyre grad forøget under den fri konkurrence.

I modsætning til den fri konkurrences værditeori opstiller Marx den sætning, at en tings værdi bestemmes ved den mængde menneskeligt arbejde, som det har kostet at tilvejebringe den. Uden arbejde gives ingen værdier. Vel behøver menneskene naturprodukter til at arbejde i, ligesom de til hjælp behøver solens varme, luftens og jordens fugtighed o.s.v., men det er kun ved arbejdet, at naturprodukterne får værdi som brugsgenstande for menneskene. Hvad ville det nytte en kulbaron at eje store kullejer dybt nede i jorden, når ingen arbejdere ville hente kullene op til ham? Hvad kunne det nytte at eje store landstrækninger, når jorden ikke bliver bearbejdet? Ja selv på de steder, hvor jorden bringer afgrøde uden forarbejder, behøves der jo dog arbejde for at indbjærge og transportere afgrøden, som uden dette arbejde ville være værdiløs.

Men Marx bliver ikke stående ved begrebet »arbejde«. Det arbejde, der skaber værdien, må være nyttigt arbejde. Ved at lægge sit arbejde i ting, der ikke er til nytte for nogen, skabes ingen værdi. Der udføres i det bestående samfund en mængde unyttigt arbejde, fordi der ingen plan er i produktionen. Dette unyttige og altså værdiløse arbejde øver indflydelse på det nyttige arbejdes pris og forringer denne. Der behøves således til varetransporten mellem de forskellige lande et vist antal skibe, men da der ingen plan er i produktionen er der bygget flere skibe, end der behøves. Disse overflødige skibe bevirker nedgang i priserne af fragterne for alle skibe. Således også på mange andre områder. Det ser her ud, som om det var tilbud og efterspørgsel, der bestemmer værdien, men i virkeligheden er det det unyttige arbejde, der skaber en fra den virkelige værdi afvigende pris.

En genstands værdi kan dernæst kun måles efter det samfundsnødvendige arbejde, som indeholdes deri. Det kvantum arbejde, som behøves til at fremstille en genstand, forandrer sig efterhånden som redskaber og maskiner forbedres. Det koster mere arbejde at fremstille et stykke lærred på en håndvæv end på en maskinvæv. Før maskinvævene blev opfundet kunne håndvæveren få sit produkt betalt efter det arbejde, som han behøvede at udføre for at frembringe det, men efter maskinvævenes opfindelse må han nøjes med en lavere pris, fordi der nu, samfundsmæssig set, behøves mindre arbejde til produktets fremstilling. Lignende virkning udøver det, når en arbejder under gunstige og en anden under ugunstige naturforhold. Den sidste kan ved samme kvantum arbejde i reglen ikke fremskaffe en så stor produktmængde som den første, men desuagtet får hans produkter ingen forøget værdi. De får kun den værdi, som det gennemsnitlige, samfundsnødvendige arbejde giver dem. I øvrigt forandrer det ikke forholdet om et produkt er frembragt ved menneskeligt arbejde alene eller ved dette i forening med maskinkraft, thi også maskinerne og deres drivkraft er jo resultatet af forudgået menneskeligt arbejde.

Karl Marx går dernæst over til at skildre, hvorledes omsætningen går for sig. Varer ombyttes ikke direkte med varer, men man bruger penge som omsætningsmiddel. Hensigten er imidlertid ikke at give nøjagtig den samme værdi igen, som man modtager. Når købmanden køber varer og sælger dem igen, sker det ikke for at få det samme beløb ind, som han har givet for varerne. Nej, han sælger for at få flere penge. Ved hjælp af sine penge vil han altså tjene flere penge. Herved bliver penge til kapital. Når en mand bruger sine penge udelukkende til sit eget forbrug er de ikke kapital, men de bliver det, når han ved hjælp af penge vil tjene flere penge. På den anden side består kapitalen også i andre ting end penge. Alle produktionsmidler: maskiner, fabrikker, redskaber, råprodukter, transportmidler o.s.v., er ligeledes kapital, når de bruges som middel til at indvinde flere penge eller penges værdi.

Kapitalisten køber arbejdskraften som vare i lighed med alle andre varer, som han køber for at skaffe sig fordel. Arbejdskraften er bleven til en vare, fordi arbejderen er skilt fra produktionsmidlerne. Dersom arbejderen rådede over produktionsmidlerne, ville han selvfølgelig ikke sælge sin arbejdskraft, men selv lave sit produkt færdigt og sælge dette, hvorved han ville få det fulde udbytte af sit arbejde. Da han imidlertid ikke råder over produktionsmidlerne, idet disse ejes af kapitalisterne, er han tvungen til at sælge sin arbejdskraft, som derved bliver til en vare i lighed med andre varer. Men da arbejdskraften er uadskillelig fra arbejderen selv, sælger han altså sig selv for samme tidsrum, for hvilket han har solgt sin arbejdskraft. Det er slaveriet i en ny udgave.

Tidligere var arbejderne ikke i den grad som nu skilt fra produktionsmidlerne. Under lavstiden havde de fleste industrielle arbejdere udsigt til selv at blive mestre, og derved komme til at råde over de produktionsmidler, de behøvede. Nu har arbejdere ingen sådan udsigt. Som klasse betragtet er arbejderne nu absolut skilt fra produktionsmidlerne, der er gået over i den kapitalbesiddende klasses eje. Kapitalisten køber arbejdernes arbejdskraft for penge i den hensigt herved at tjene flere penge. Dersom han gav arbejderen nøjagtigt det, som arbejdskraften er værd, da ville kapitalisten jo ikke kunne forøge sin rigdom. Men han giver arbejderen mindre for arbejdskraften end den er værd, og dette sker derved, at han kun betaler arbejderen for en del af den tid, hvori han arbejder. Resten af tiden må arbejderen arbejde gratis for kapitalisten, der stikker den ved dette arbejde skabte merværdi i sin lomme. Der sker på dette område et kapitalistisk bedrageri. Når en arbejder får den akkorderede dagløn, tror han, at han derved har fået sin dag betalt. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Han far kun en del af dagen betalt, men det rette forhold tilsløres af den kapitalistiske produktionsmåde.

Under slaveriet fodrede slaveejeren sine slaver og brugte hertil en del af den værdi, som slaverne indbragte ham. Her er det så temmelig klart, at slaverne kun fik vederlag for en del af den tid, hvori de arbejdede, medens slaveejeren tog værdien af den øvrige tid. Under hoveriet træder forholdet endnu tydeligere frem. Hoveribønderne måtte arbejde visse dage aldeles gratis for herskabet, medens de øvrige dage var overladt til dem selv. Her har man det ubetalte arbejde i aldeles utilsløret form. Men forholdet er ganske det samme under den kapitalistiske produktion. Det er blot blevet mere tilsløret. Hvor stor arbejdskraftens værdi er, lader sig vanskelig beregne i bestemte pengesummer. Når Marx nævner bestemte beløb, er det kun eksempelvis. Arbejdskraftens værdi bestemmes ved den mængde eksistensbetingelser, som det har kostet at tilvejebringe og vedligeholde den, og værdien af disse eksistensbetingelser bestemmes atter ved det i den indeholdte arbejde. Ikke alene det kvantum eksistensbetingelser, som bestemmende for arbejdskraftens værdi, men også de eksistensbetingelser, som han behøvede, medens han lærte det pågældende arbejde. Heraf kommer det, at arbejdere, der kræver en længere uddannelsestid, har større værdi end dem, hvortil der kun behøves en kort, og det forklarer, at f.eks. en læges arbejde betales anderledes end mangfoldige andre arbejder. I arbejdskraftens værdi indgår tillige værdien af de eksistensbetingelser, der behøves til dens fornyelse eller reproduktion gennem børneopdragelsen. Da begrebet eksistensbetingelser er forskellig efter det forskellige kulturtrin, hvorpå befolkningen står, og da alle menneskelige livsfornødenheder er produkter af menneskeligt arbejde, indbefatter den af Marx formulerede vurdering af arbejdskraften i virkeligheden alle arbejdende menneskers ligeberettigelse til alle de livsgoder, som samfundet til enhver tid formår at tilvejebringe.

Hvor stor den merværdi er, som kapitalisterne tilegner sig, er ligeledes vanskelig at bestemme, dels fordi den er forskellig hos de forskellige kapitalister, dels fordi den pris, varerne har i det kapitalistiske samfund, langtfra altid er overensstemmende med deres værdi, og endelig fordi den kapitalistiske produktionsmåde også her tilslører det virkelige forhold. Når et aktieselskab f.eks. udbetaler visse procent til sine aktionærer er man tilbøjelig til at tro, at disse procent repræsenterer den merværdi, som kapitalen tilegner sig. Merværdien er imidlertid altid betydelig større.

Et tysk jernbaneselskab havde således i 1873 givet sine aktionærer 16 % udbytte eller ca. 2.700.000 kr. Hvor urigtigt det ville være at tro, at merværdien kun udgjorde 16 % af, hvad arbejderne havde produceret, fremgår af følgende undersøgelse: Selskabet samlede indtægt var ca. 10.600.000 kr.. Til erstatning for slid på materiellet samt til kul, olie og lignende udgifter var medgået ca. 4 millioner kr. Resten af indtægten, eller ca. 6.600.000 kr. repræsenterer altså den værdi, som arbejderne i årets løb havde tilvejebragt. Men heraf var der i arbejdsløn kun udbetalt ca. 2.600.000 kr. Kapitalen havde altså taget ca. 4 millioner. I stedet for 16 % bliver merværdien i forhold til arbejdslønnen altså over 150 %, og for hver gang, arbejderne havde arbejdet i 6½ time, som de fik betaling for, måtte de arbejde 10 timer gratis for kapitalisterne. Endda er der i arbejdslønnen medregnet de store gager til de højere embedsmænd.

Kapitalisterne søger stadig at forlænge arbejdernes arbejdstid, thi jo længere arbejdstiden er, desto længere er også den tid, hvori der arbejdes gratis, og desto større er merværdien. Maskinudviklingen tilskynder ligeledes kapitalisterne til at forlænge arbejdstiden, thi jo længere tid, kapitalisten kan lade sine maskiner være i uafbrudt virksomhed, desto større udbytte får han. I arbejdernes interesse ligger det at forkorte arbejdstiden, thi derved formindskes den tid, i hvilken de kun producerer merværdi. Karl Marx, der på ethvert punkt illustrerer sin fremstilling ved skildringer af faktisk eksisterende forhold, skildrer udførlig de engelske arbejderes kamp for normalarbejdsdagen. Endskønt disse arbejdere ikke kendte Socialismen, havde de dog fat ved den rigtige ende, da de kæmpede for arbejdstidens forkortelse, og det har vist sig, at deres økonomiske forhold ikke alene ikke blev dårligere, men endog væsentlig bedre ved den forkortede arbejdstid. Dette beviser, at forkortelsen ikke rammer den tid, arbejderen får betalt, men derimod den del af tiden, hvori han må producere merværdi til fordel for kapitalen.

Ligesom ved forlængelsen af arbejdstiden forøges kapitalens profit også, jo mere produktionen kan drives i det store. Derfor ophober kapitalen sig bestandig mere og mere på enkelte hænder. Med storproduktionen følger en masseproduktion af varer, for hvilke der skal skaffes marked. Kapitalisterne kæmper derfor en rasende kamp om markedet, og i denne kamp går det navnlig ud over de små næringsdrivende, der absolut bliver ødelagte. Ligesom det forøger kapitalens profit, merværdien, når arbejdstiden forlænges, forøges merværdien også jo mere arbejde, der kan præsteres i en vis given tid. Et middel til at forøge arbejdsmængden er det, at arbejdet bliver mere og mere delt således, at hver arbejder kun kommer til at udføre en enkelt, undertiden kun ubetydelig del af det samlede arbejde, der behøves til fremstillingen af et produkt. Hertil bidrager maskinerne i meget høj grad. Den håndværksmæssige uddannelse gøres herved overflødig. Arbejderen bliver mere afhængig af kapitalen, fordi denne lettere kan finde erstatning for arbejdere, der kun behøver en kort uddannelse, end dersom der behøvedes en længere uddannelse.

Også arbejdsdelingen bidrager væsentlig til storproduktionens overmagt over den mindre produktion. Den mindre producent formår nemlig ikke at gennemføre arbejdsdelingen i så stort et omfang som storfabrikanten, og går derfor glip af fordelene ved denne produktionsmåde. Maskinudviklingen fører endvidere til, at kvinder og børn drages ind i fabriksvirksomheden. Også herved forøges kapitalens profit, fordi kapitalisten har trykket lønnen for kvinde- og børnearbejde betydeligt ned under voksne mandlige arbejderes løn.

Det er et kapitalistisk bedrag at tro, at kvinde- og børnearbejde forøger de pågældende familiers velvære. Resultatet er, at hele familien kommer til at arbejde for et vederlag, der knapt forslår til dens underhold, altså for et vederlag, der er mindre end den løn, som alene manden i sin egenskab af familieforsørger burde have. Ved siden heraf forsømmes børnenes opdragelse, deres sundhed ødelægges, hvilket ligeledes ofte er tilfældet med de kvindelige arbejdere, og hjemmet bliver som oftest forsømt og gjort uhyggeligt. I en mængde tilfælde fører den kapitalistiske produktionsmåde til, at kvinder og børn må slide i fabrikkerne, medens manden ikke kan opdrive arbejde. Der vendes fuldstændig op og ned på forholdene. I stedet for, at manden skulle være familiens forsørger bliver det de øvrige familiemedlemmer, der må forsørge både sig selv og manden. Arbejdsløsheden følger den kapitalistiske produktion som dens skygge. Den skaber en industriel reservearmé, idet der altid er et større eller mindre antal arbejdere, som ikke kan finde beskæftigelse. Denne reservearmés tilstedeværelse hænger nøje sammen med udbytningssystemet, og bruges af kapitalisterne til stadig at holde arbejdslønnen nede på det lavest mulige trin.

Den kapitalistiske produktionsmåde gør samfundet til et fuldstændigt vrængbillede af, hvad det burde være. Arbejdet bliver, hovedsagelig på grund af maskinernes udvikling, stadig mere og mere produktivt, det vil sige, at hver enkelt arbejder nu er i stand til at frembringe en langt større værdi end nogensinde tidligere. Dette er det samme som at samfundsrigdommen bliver bestandig større og større. Men rigdommen samles kun på enkelte bestandig færre og færre hænder, medens en stadig større og større masse af befolkningen forarmes. Samfundet spalter sig i to skarpt fra hinanden adskilte klasser: en mindre, besiddende klasse og en uhyre stor, besiddelsesløs klasse. Den kapitalistiske rigdom består i virkeligheden deri, at der gives en stor mængde fattige mennesker, hvem nøden tvinger til at slide for stadig at forøge kapitalisternes rigdom.

I hvor høj grad den kapitalistiske produktionsmåde vender op og ned på forholdene, fremgår tydeligt af den indflydelse, som maskinerne har på arbejdsbetingelserne. Ved hjælp af maskinerne kan en vis mængde arbejde udføres i langt kortere tid end tidligere. Intet var derfor naturligere, end at arbejdstidens forkortelse blev en ligefrem følge af maskinernes indførelse. Men i kapitalisternes hænder bruges maskinerne i stedet herfor som et middel til at forlænge arbejdstiden.

Ved den mængde arbejde, maskinerne udfører, burde de være et middel til at gøre arbejdet lettere og behageligere for menneskene. Men i kapitalisternes hænder gør de arbejdet besværligere og ubehageligere. Vel udfører de en stor del af det arbejde, hvortil der behøves stærke fysiske kræfter, men ved den feberhast og uafbrudte påpasselighed, hvormed maskinarbejdet udføres, virker det nervesvækkende og mere ødelæggende på arbejdernes sundhed end det hårde fysiske arbejde. Ved maskinerne tager menneskene naturkræfterne i deres tjeneste, men kapitalisterne gør arbejderne til naturkræfternes slaver og underordnede, idet de reducerer dem til at blive maskinernes oppassere og tjenere.

Ved hjælp af maskinerne indvindes en langt større mængde arbejdsprodukter, altså en langt større værdi end ved hjælp af de tidligere redskaber. Det var derfor naturligt, at arbejderne fik et forøget udbytte af deres arbejde. Men i stedet herfor opstiller kapitalisterne maskinerne som arbejdernes konkurrenter og bruger dem til at formindske arbejdslønnen. I stedet for at forøge arbejdernes økonomiske velvære bruges maskinerne til at forarme arbejderne. Således er i store træk den samfundsudvikling, Karl Marx skildrer. Det ville se sørgeligt ud, dersom det altid skulle vedblive at gå således. Men Marx viser os, at den samme udvikling, der medfører disse onder, også fører bort fra dem og hen til andre og bedre samfundstilstande.

Jo mere kapitalen ophober sig, desto mere antager produktionen en samfundsmæssig karakter. Den personlige ledelse og den personlige deltagelse i arbejdet, der var et særkende for den lille industri, bortfalder mere og mere. Kapitalisten bliver tilsidst en for produktionen aldeles unyttig person, der kun gør skade, fordi han, uden at yde noget bidrag til værdifrembringelsen, kræver en umådelig andel i produktionsudbyttet og opretholder et samfundssystem, der bringer ulykke over den store masse af mennesker.

Forholdet træder tydeligst frem gennem aktieselskaberne. I reglen er aktionærerne folk, der ikke har spor begreb om udførelsen af den virksomhed, som de er andelshavere i. De er fuldstændig ude afstand til at tage del såvel i arbejdet selv som i dets ledelse. Hele virksomheden bæres oppe ved købt, lønnet arbejdskraft indbefattende såvel direktører, mestre, værkførere, formænd som almindelige arbejdere. Produktionen lider altså ikke det mindste ved, at man berøver den unyttige og skadelige kapitalistklasses herredømmet over produktionsmidlerne og lader samfundet eller staten indtræde i dens sted. Selve produktionen vil tværtimod vinde derved, fordi mange fremskridt hæmmes og holdes tilbage, når kapitalisterne ikke ansér dem for at kunne bringe tilstrækkelig profit.

Ved at berøve kapitalistklassen herredømmet over produktionsmidlerne og gøre disse til samfundsejendom sker der dette, at produktionsmidlerne stilles i arbejdets tjeneste, i stedet for, at det nu er produktionsmidlerne, eller disses besiddere, der kommanderer over arbejdet. Samfundet er da i stand til at drive produktionen planmæssig efter sit behov af livsgoder. Man undgår at udføre unyttigt arbejde, og den tid, der behøves til at udføre det nødvendige arbejde, kan indskrænkes til et minimum. Menneskeheden får da først den fulde nytte af maskinerne og andre tekniske fremskridt, idet disse da udelukkende benyttes til, ved hjælp af det mindst mulige arbejde, at fremskaffe det størst mulige kvantum livsgoder. Udbyttet af produktionen fordeles således, at enhver, der deltager i arbejdet, også får sit fulde behov af livsgoder tilfredsstillet.

Midlet, hvorved dette mål skal nås, har Marx anvist i de bekendte ord: proletarer i alle lande, forener Eder! Også her følger Karl Marx en anden vej end de tidligere socialistiske forfattere, der troede, ved at udkaste en plan til et mønstersamfund, at kunne få dette gennemført ved at vinde humanttænkende menneskers interesse derfor. Marx har i modsætning hertil indset, at målet kun kan nås derved, at arbejderne danner en magt, der kan fremtvinge de bedre samfundsforhold. Lad os da følge Karl Marx’ råd og slutte os sammen i vore organisationer !

"Vogt dig Garde, nu kommer Bonden !

Tyrannerne fester i borg og palæ,

af rædsel og angst er de grebne;

thi nu taler folket, de knuged i knæ:

På væggen står skrevet jer skæbne

Der kommer en tid, da vor Klasse bli’r vakt,

 mod friheden fremad vi stræber;

da vristes fra bødlen den blodige magt,

hvormed vore brødre man dræber. 

Ditmarskernes tilråb til Oldenborgeren: Kong Hans, da Kong Hans med sine lejetropper i februar 1500 forsøgte at gøre Ditmarskerne til et skattepligtigt folk. I Spidsen gik en Afdeling tyske Lejetropper, den såkaldte sachsiske Garde, der anførtes af Junker Thomas Slents; efter dem kom den øvrige Del af Hæren, deriblandt Kongen og Hertugen med den lange adelige Rytterskare, dernæst Vogne med Levnedsmidler og andre Fornødenheder, og allerbagest fulgte en hel Række tomme Vogne, der var bestemt til at belæsses med det rige Bytte, som man sikkert troede at vinde. Hele det slesvig-holstenske ridderskab med adelsopbudets leder: Hans Ahlefeldt, sluttede fuldtalligt op om det korstog, der skulle gøre Ditmarskerne skattepligtige. Tilsyneladende var også friserne og de sachsiske Ditmarskere, jydske borgere og bønder med i dette felttog mod Ditmarskerne. Ved slaget ved Hemmersted led Oldenburgeren et forsmædeligt nederlag.

*****

Fra Skibtømrernes kampdagbog: Skibsbygning er et gammelt fag for danskerne, og vikingetiden viser os den ædle kunst, der er lagt i arbejdet. Men den nordiske kano: egen, er jo vores ældste fartøj i Norden. Derefter er der bygget fartøjer med dyreskind. Nydamsskibet er klinkbygget og fra 310-320 f. kr.. Så har man fundet: Tuneskibet, Godstadskibet i nærheden af Sandefjord og Osebergskibet. De første skibstømrer blev kaldt knarresmede, og normanden Kvedulf og broderen Skalgrim udvandrede til Island og byggede i 878 e. Kr. to knarrer på størrelse med en to-mastet skonnert. Oldtidens lastskib var byrdingen, der var mindre end knarren, og byrdingen havde en besætning på 10-12 mand eller flere. I 999 e. Kr. bygges Olav Trygvasons "Ormen hin lange", som havde en besætning på 400 mand, og førte 35 årer på hver side. I 1020 omtales Knud den Stores mægtige langskib, der førte 60 årer i hver side. Knarresmede og fjælehuggere blev i det 16´århundrede benævnt som skibstømrer. I 1488 får kong Hans bygget en jagt med 24 årer, der var kravelbygget. I 1528 og 1553 anføres skibstømrerne i forskellige skrivelser på Københavns slot. I 1555 får kong Frederik II. bygget to barker i København på 64 fod og 80 fod, med henholdvis 40 og 50/60 årer. I 1549 giver kong Kristian III tilladelse til at der på Skarnholmen, kunne trækkes skibes op, hvor der kunne kalfatres og tjæres. I 1574 er der skibsbygning på Bremerholmen, og i 1597 får kong Kristian IV en del engelske skibsbyggere til København. Københavns Magistrat bestemmer, at en mester-skibtømrer får 6-10 skilling om dagen. I 1600-tallet kendes skibstømrerne som lavsbrødre, og der bygges flere orlogsskibe, og anlægges pladser til skibsbygning. Nyboder er fuldført i 1641. Under den Store Nordiske krig sprang orlogsskibet "Danebrog" i luften i Køge Bugt med 500 mand og kommandør: Ivar Huitfeldt ombord i 1710 d. 4. oktober. I 1735 fik købmand Andreas Bjørn tilladelse til skibsbygning på den nuværende Wilders, Krøyers og grønlandske Handels Plads. Det blev et betydeligt stort skibsværft, og var det første værft der var privatejet, og her kunne orlogsskibet "Københavs Slot" med 44 kanoner løbe af stabelen d. 30. november 1741. I 1735 anlægger kong Kristian VI Christianshavns Dok (Gammel Dok), hvor grunden alene kostede 18,000 Rdl. Skibsværftet er færdigt i maj 1739, men efterhånden som teknikken udvikles, afstedkom den arbejdsløshed. I 1759 opstod et nyt værft på Appelbys Plads, der kostede 75,000 Rdl.. Peter Appelby var englænder og var i 1737 blevet kaldt til Danmark af Kristian d. VI, for at blive mester på Holmen. De strenge underdanige arbejdsvilkår medførte, at skibstømrerne fandt sammen i en sammenslutning, der skulle forbedre deres levevilkår. Efter lovgivningen og det kongelige klasseherredømme kunne det kun ske i en sygekasse. Så i 1776 stiftede skibstømrerne sygekassen "Store Lade", hvorfra skibstømrerne organiserede arbejdsstandsninger med mere. Den første større arbejdsløshed som erindres, skete på anledning af Hendrich Gerner, der opfandt en kunstig mølle, hvis opgave var at skaffe vandet ud af Skoldungen Flyhavn (Gammel Dok i København). 500 mand havde hidtil besørget lænsepumpningen af dokken, 10 mand til hver af 50 håndpumper, og arbejdet skulle være besørget i løbet af 3 døgn. Udeblivelse, nægtelse eller forsømmelse blev strengt straffet, men da der til opmuntring ofte blev uddelt rigeligt brændevin, blev forsømmelser og optøjer netop ret hyppige. I 1740 blev det meddelt folkene, at de skulle møde når som helst til arbejde uden indsigelse, - selv i deres fritid. De der forsømte, skulle straffes med arbejde i Bremerholms jern, og vedblev de at være genstridige, ville Standretten straks på stedet dømme dem til døden i galgen. Da derfor Gerners pumpeværk i 1783 var anskaffet til dokken for en sum på 10,000 Rdl. og viste sig at fungere fortræffeligt, var ihvert fald størsteparten af de 500 mand gjort overflødige ved dette arbejde. Dengang vakte dette værk sikkert kun befrielse, og opfindelsen holdt sig i 70 år. Anden halvdel af 1700-tallet var rig på skibsbygning i København. Men det fik en sørgelig ende, da englænderne i 1801 og 1807 smadrede det hele med deres nye raketter og huggede hele den danske flåde. Den 7. oktober 1807 skete en teknisk revolution med dampskibet "Clermont", der sejlede fra New York ad Hudsonfloden til Albany, og allerede i 1812 var der 50 dampskibe i gang i USA, hvor Danmark fik sit første dampskib "Caledonia" i 1819. I 1851 begyndte Baumgarten og Burmeister et bådebyggeri på Engelskmandens Plads, og det første jernskib "Niord" var færdigt på B&W i 1857. Frihedstankerne fra revolutionerne i 1848 i Europa var nået til Danmark, og da kapitalen kommer i krise i 1856-57 med en rasende dyrtid på levnedsmidler, igangsætter formanden: Vibro for "Store Lade" en skibstømrerstrejke med krav om forhøjet løn, som de tabte, fordi kravene kun skulle gælde for 1´klasses tømmermænd, og ikke for 3´klasses og 4´klasses tømrermænd. Efter 10 dages strejke faldt den ene fra efter den anden, og foregangsmændene kunne derefter ikke blive genansat, hvorefter Vibro drog til USA med 200 dalere fra kassen i "Store Lade". Arbejdstiden var om sommeren fra kl. 06.00 til kl. 19.00. Skibsbyggerforeningen er etableret i 1869 og Skibstømrerforeningen er fra d. 28. oktober 1871. Og her kan du læse om den 5 måneders lange skibstømrerstrejke i 1875 i København. Ved dannelsen af Skibstømrernes Forbund i 1892 udbrød en strejke i Marstal, hvor der ingen forening var. Dette gav dog stødet til, at man forsøgte at gennemføre ordnede lønningsforhold på træskibsbyggerierne på Fyn, Tåsinge, Ærø m. m.. Men den i anledningen iværksatte strejke tabtes. Og organisationsforsøgene de pågældende steder ødelagdes derved. I 1894 brød imidlertid en ny konflikt løs, idet 71 skibstømrere i Svendborg og omegn nedlagde arbejdet som protest imod, at mestrene, der i 1892 havde trukket 2 øre af timelønnen, yderligere ville trække 4 øre fra. Så den gik ned til 28 øre. Strejken udbrød den 13. oktober 1894 og sluttede 13. september 1895. Men var fuldstændig tabt. De fleste søgte andet steds hen; nogle havde, da mestrene kunne få uorganiserede nok. Atter meldt sig til arbejde, og der var kun 8 mand tilbage, da strejken erklæredes for sluttet. Skibtømrernes forbund støttede i 1895 en strejken i Svendborg og sendte en kollega ved navn Krigsmann til Svendborg i marts 1895 for at forhandle med mestrene, - men uden resultat. Der var nu kun 19 mand at understøtte, men alligevel måtte forbundet fra maj 1895, endskønt der kun gaves 7 kr. til gifte og 2 kr. til ugifte ugentlig, standse al understøttelse. Dog fortsattes strejken til september, men Svendborg afdeling fik et sådant knæk, at der måtte 12 års energisk arbejde til for at overvinde det. Den 7. juni 1895 nedlagde skibstømrerne i Frederikshavn arbejdet imod hovedbestyrelsens ønske. Strejken varede til 15. juni og gav det resultat, at højeste dagløn på 2 kr. 65 øre forandredes til en timeløn af 30 øre. I sommeren 1896 havde Svendborg afdeling rettet sig så meget, at man turde røre på sig for at få lønnen forhøjet. Efter en lille konflikt lykkedes dette, således at timelønnen hævedes fra 28 til 30 øre. I juli 1896 lockoutede Helsingør skibsværft alle værftets arbejdere, fordi nogle arbejdsmænd havde nægtet at udføre skruebrækkerarbejde under en nitterstrejke. 68 skibstømrere, hvoraf 54 organiserede, udelukkedes, men fik ved konfliktens slutning, 14 dage efter, lønnen forhøjet til 32 a 34 øre pr. time samt 3 øre mere for reparationsarbejde. I maj måned 1897 var en 2 dages strejke i Svendborg, hvorved det lykkedes at få timelønnen hævet til 34 øre. I 1897 anmodede skibstømrerne i Frederikshavn deres mestre om en lønforhøjelse, men disse nægtede overhovedet at forhandle med organisationen desangående. 58 mand nedlagde da arbejdet den 3. juli. Kampen førtes med stor hårdnakkethed fra begge sider. Borgmesteren i Frederikshavn nedlagde bl.a. forbud mod en indsamling til de strejkende, og mestrene kunne desværre endnu den gang i stor udstrækning få folk, der ikke kunne eller ville tilhøre organisationen. Strejken varede i 9 måneder og kostede ca. 9.000 kr.. Men ved strejkens slutning fik skibtømrerne organisationen anerkendt og en lønforhøjelse på 2 øre pr. time. Samme år er der en arbejdsstandsning på et skibsbyggeri i København. I 1899 udbryder den her i landet særlig navnkundige lockout, der sluttede med vedtagelsen af septemberforliget af 1899. Den opstod i anledning af nogle uoverensstemmelser mellem snedkermestrene i 7 jyske byer og deres svende. Skibstømrerne havde 113 mand delagtige i denne og et tab på tilsammen 4,952 arbejdsdage for hovedstad og provins. I 1900 er en arbejdsstandsning i København. I marts måned 1901 erklæredes strejke på Christiansholms skibsværft ved København, da de førte forhandlinger om timelønnens forhøjelse fra 40-45 øre samt - i visse tilfælde - en del tillæg hertil. I november måned 1901 meldte vore kolleger på et skibsbyggeri på Thurø sig ind i fagforeningen. Dette stred mod arbejdsgiverens ønske, hvorfor han udelukkede de pågældende. De ikke organiserede skibstømrere blev på stedet og flere af samme slags kom til, således at arbejdsgiveren tilfulde vandt sin lockout. Værftet holdtes efter den tid blokeret indtil 28. juli 1907, da samtlige der på pladsen arbejdende kolleger var indtrådt i organisationen. Den 1. november 1902 nedsatte mester Wennike i Stege svendenes løn med 5 øre pr. time. Dette ville disse selvfølgelig ikke finde sig i og nedlagde arbejdet, hvad der forholdsvis hurtigt bragte det forønskede resultat, således, at timelønnen atter steg til 35 øre. I 1904 begynder en arbejdsstandsning, der omfatter 3 mand på et bådebyggeri i Nykøbing, Falster, der varede 329 dage. Dog gav denne arbejdsstandsning kun 108 tabte arbejdsdage, da de 3 mand tid efter anden fik arbejde andet steds. Årsagen var krav om løntillæg, og resultatet blev 2 øres lønforhøjelse for alt arbejde. I sommeren 1904 forsøgte skibsbygmestrere i Svendborg atter at nedsætte svendenes løn, som nu var nået til 36 øre pr. time. Dette medførte en 3 dages arbejdsstandsning fra 18. juli på ialt 12 skibsbyggerier, hvorefter lønnen hævedes fra 36 til 38 øre pr. time + 2 øre mere for arbejdet i flydedokken. 85 mand var delagtige i denne strejke. I 1905 udbryder i juli en 2 dages strejke på Københavns flydedok & skibsværft, der beskæftigede 32 skibstømrere. Anledningen var, at firmaet ikke ville betale efter prislisten for arbejdet ved en skonnert, der skulle kobre. Den afsluttedes med et pålæg fra fabrikanten til flydedokken om at overholde de gældende prislister. I 1906 opsagdes priskuranten på de københavnske skibsværfter; vore kolleger ønskede ganske særlig at komme bort fra klassificering på lønområdet. Værfterne satte sig stejlt imod og nægtede bl.a. at forhandle med formand N. Petersen, fordi han ikke arbejdede på noget af værfterne, og det endte med, at skibstømrerne i København erklærede strejke d. 9. marts 1907 - og uden sanktion fra de Samvirkende Fagforbund, eller med andre ord uden udsigt til pekuniær støtte i striden. Værfterne erklærede lockout mod skibstømrerne i Helsingør fra 21. marts og mod samtlige i København og Helsingør på skibsværfterne beskæftigede arbejdere fra 13. april. Begge lockouter iværksattes, men under trykket af nye udvidede lockouttrusler sluttedes strejken d. 29. april. Den ønskede normalløn opnåedes ikke, men det bestemtes, at skibstømrere, som kom fra flydedokken til Burmeister & Wain, skulle have mindst den løn, de havde på flydedokken, og her var minimallønnen 2 øre højere end hos Burmeister & Wain. Akkordpriserne forhøjedes med ca. 5 %. Den 2. maj 1907 genoptoges arbejdet over hele linien. Den 1. maj 1907 nedlagdes arbejdet af 86 mand på 5 skibsbyggerier ved Svendborg sund, efter at det havde vist sig umuligt ad forhandlingens vej at nå til enighed om visse løn- og lærlingeforhold. Forud for arbejdsnedlæggelsen var der ført en række resultatsløse forhandlinger med mestrene. Ifølge den da bestående lovgivning behøvede mestrene den gang ikke at oprette lærlingekontrakter, hvilket de benyttede sig af på den måde, at de i stor udstrækning antog unge, kraftige folk fra landet til at slæbe med træ, ramme bolte og spiger og lignende grovere arbejde. De fik sædvanligvis en begyndelsesløn på 10-16 øre i timen. Navnlig dette forhold havde afdelingen i flere år kæmpet for at komme til livs, og efter 11 ugers strejke opnåedes nu en overenskomst, hvorefter timelønnen hævedes fra 38 til 40 øre, medens bolværksarbejde fastsattes til 55 øre pr. time, og tillige måtte mestrene indgå på at have kontraktmæssigt ordnede lærlingeforhold. - under denne strejke blev de sidste uorganiserede skibstømrere fra Svendborg optaget i afdelingen, som nu var samlet og talte 130 medlemmer. Yderligere bringer 1907 en lille arbejdsstandsning på et skibsbyggeri på Læsø. Den sluttes efter 7 dages forløb på betingelse af, at timelønnen forhøjes fra 32 til 36 øre pr. time. Fra året 1908 udgår Københavns afdeling, og vi vil derfor kun omtale de konflikter, der finder sted i provinsen. I 1908 strejker 65 mand på 3 skibs- og bådebyggerier i Esbjerg. Efter 12 dages forløb hæves strejken mod en forhøjelse af timelønnen fra 41 og 43 til 43 (nybygninger) og 46 øre (reparation). I 1910 er der en 20 dages konflikt på Marstal skibsværft, som da beskæftigede 41 mand, men herefter genoptoges arbejdet på den betingelse, at timelønnen hæves fra 33 til 35-37 øre. I februar 1911 gennemførtes efter en 2 dages strejke i Esbjerg en ny overenskomst, der bl.a. indeholdt bestemmelse om en lønforhøjelse på 2 øre, således at lønnen fastsattes til 45 øre pr. time for nyt arbejde og 48 øre pr. time for reparationsarbejde. Udbruddet af Verdenskrigen i 1914 blev årsag til højkonjunkturer for skibs- og bådebyggerier af enhver art. De alt eksisterende virksomheder fik fuldt op at bestille og udvidedes i en mængde tilfælde. Samtidig så mange ny skibsbyggerier dagens lys rundt om i de danske havne. Det gav gode beskæftigelsesmuligheder, navnlig på baggrund af arbejdsløshedsspøgelsets fjernelse, men den dyrtid, der samtidig satte ind, forjog snart igen den arbejdsfred, der i nogle få år helt var trivedes rundt omkring i provinsen, idet dyrtiden blev så intensiv, at de almindelige arbejdsfortjenester slet ikke kunne slå til og ejheller de forhøjelser, der fremkom som en naturlig følge af den stærke efterspørgsel efter arbejdskraft. Man måtte atter ty til strejken for at bøde på arbejdsgivernes vurdering af skibstømrerne og af forholdene i det hele. De strejker, der iværksættes under indflydelse af krigskonjunkturerne, drejer sig væsentlig om løn og atter løn på den ene eller den anden facon, og de nedenomtalte strejker må derfor betragtes med disse forhold for øje. Den første strejke efter krigens udbrud fandt sted i foråret 1918 på et af de nyopdukkede større skibsværfter, det senere meget bekendte Kalundborg skibsværft, der endte sin tilværelse i vild opløsning. Omtrent samtidig udbrød der strejke på P. Th. Stuhrs maskin- og skibsbyggeri i Ålborg,- skibstømrerne i disse to byer var på dette tidspunkt ikke tilsluttet forbundet. Kort efter fulgte 4 andre jernskibsværfter i provinsen, som tilsammen beskæftigede 49 mand, og som alle var medlemmer af forbundet. Arbejdsgiverne havde før strejken tilbudt 5, 4 og 3 øres forhøjelse til timelønningerne forskellige steder, hvor vort forbunds medlemmer beskæftigedes, samt 7 % til akkorderne. Efter 62 dages strejke forhøjedes timelønningerne på de 4 værfter (Helsingør, Frederikshavn, Marstal og Svendborg med 10 øre og priskuranterne med 23 %. mod en overenskomstforlængelse til 1. februar 1919. - strejken i Ålborg varede i 83 dage og i Kalundborg 9 dage - dens medlemmer stod, som sagt udenfor forbundet. I 1919 kommer det til et opgør med 2/3 af træskibsværfter, ialt 19, med hvem forståelse om arbejdsforholdene ikke kunne opnås ved forhandling. 218 mand gik i strejke den 1. marts med det resultat, at der opnåedes 20 øres forhøjelse af timelønnen, da strejken havde varet i 6 uger. På Frederikshavns skibsværft udbrød der i 1919 en 4 dages arbejdsnedlæggelse for 10 mand, foranlediget af krav om 75 % for en del dæksarbejde. Efter forhandling mellem afdelingens formand, K. Simonsen, og skibsværftet opnåedes enighed om, at værftet betaler de 75 %. Nu var man nået toppunktet i den vældige efterspørgsel efter sejlende materiel, som fulgte krigen og umiddelbart efter krigen. Et brat omslag indtræder. Det krigshærgede Europas tilbageblevne soldater øver nu deres daglige dont, og bestillingerne ikke alene udebliver til de neutrale lande, men der påføres disse en meget stor konkurrence fra de valutasvage lande. Stor arbejdsløshed indtræder, og arbejdsgivernes eller måske rettere: Arbejdsgiverforeningens øjeblikkelig højlydt lancerede krav om lønnedskæringer forsøges nu gennemført med stor hårdhændethed. Overenskomsterne løber kun på 1 á 2 år, og det forbydes underafdelinger af Arbejdsgiverforeningen selv at indgå på nogen som helst aftale med deres arbejdere. Resultatet er årligt tilbagevendende situationer, hvorunder arbejdsgiverne dikterer mere eller mindre omfattende lockouter overfor en række fag, fordi disse ikke godvilligt vil bøje sig og indgå på arbejdsgivernes vidtgående fordringer, der hverken synes at kende noget til den omkring 1921-1925 langtfra endnu afløste dyrtid (og tænk blot for tiden endnu på huslejen) eller til værdien af at have en nogenlunde ordentlig stillet arbejderklasse. Bare ned med arbejdslønningerne ! Det blev derfor i perioden efter 1920 Skobstømrernes forbunds opgave at afværge arbejdsgivernes nedskæringskrav i det omfang, sådant lod sig gøre, og enhver ved, at vore arbejdsstandsninger efter 1920 og indtil nu uden undtagelse er en følge af de nedskæringskrav, arbejdsgiverne har stillet os overfor. Vi for vor part har været ude i følgende 3 storlockouter i 1921: 12 virksomheder indenfor Jern- og metalindustriens Sammenslutning med 293 mand tilsammen lockoutede disse i 40 dage. Ialt tabtes 11,700 arbejdsdage. I 1922: 14 virksomheder indenfor samme industri som foran lockoutede i februar 231 mand, efter 45 dages forløb hævedes lockouten. Den havde kostet os 10,352 tabte arbejdsdage. I 1925: samme industri udelukker 230 skibstømrere i 62'/2 dag. Dette giver 14,375 tabte arbejdsdage.

Kapitalismen gennembrud i Danmark og fagbevægelsens opståen

Lavstiden var udøvelsen af et håndværk almindeligvis forbeholdt lavets medlemmer. Der herskede faktisk organisationstvang snarere end organisationsfrihed. I almindelighed gjaldt det også svendene. Undertiden var de underordnede medlemmer af mesterlavene; ofte dannede de dog særlige svendelav. Disse lavs formål var dels at yde gensidig hjælp, dels af selskabelig art. Lavsforordningerne af 1681 og 1800 forbød foreninger: være sig af mestre eller svende sigtende til at hæve varepriserne eller arbejdslønnen eller til at afholde andre fra at arbejde. Strejker betragtedes som en art oprør og straffedes strengt. Lavsvæsenet sprængtes af frikonkurrencen og i mange lande svingede nu pendulet fra organisationstvang til organisationsforbud. I 1791 vedtog det franske revolutionsparlament en lov, hvorefter »sammenslutning af arbejdere i en hvilken som helst form og under et hvilket som helst påskud er forbudt.« Også England, Tyskland m. fl. lande fik deres »koalitionsforbud«. Fagforeninger måtte betragtes som et onde af den, der troede, at nationens velstand var betinget af den absolut frie og uhindrede konkurrence. Efterhånden måtte man dog ophæve forbudene og anerkende organisationerne. I England havde den moderne kapitalisme sit første gennembrud, navnlig indenfor tekstilindustrien, hvilket allerede skete i slutningen af det 18. århundrede, og elendigheden blandt arbejderne tvang disse til at organisere sig, men fra 1799-1825 var enhver art af organisation forbudt ved lov. Resultatet blev, at organisationerne udviklede sig som hemmelige sammensværgelser, og i 1825 gennemførtes foreningsretten, men det varede ca. 50 år, før arbejderne fik lov at bruge denne ret.

Historien fortæller os om hvordan godsforvalternes afstraffede bønderne. I 1715 vil en oldermand i København give en svend en korporlig afstraffelse, men de andre håndsværkssvende protesterede mod détte. Efter en murerstrejke i 1733 blev det i 1734 forbudt svendene at strejke og at ophidse deres kammerater. En overtrædelse af disse regler kunne medføre dødsstraf, og ellers var det bare en tur i rapshus eller i fængsel. I 1740 udbrød dog en stenhuggerstrejke og strejker blandt tømrer; i 1748 strejkede skomagerne; i 1749 grovsmedestrejken; i 1777-1779 strejker hos tømrerne; i 1781 strejke blandt snedkerne; i1785/86 strejker hos murersvende.

Da Christiansborg skulle genopbygges, førte det også til en række uroligheder. Kristiansborg Slot var brændt, og i 1794 fik mestrene for hver svend 3 mark daglig, men betalte kun svenden 2 mark. Mesteren »tilegnede sig altså en tredjedel af lønnen for svendens sved og arbejde«. Dette affødte naturligvis megen bitterhed, og en lille episode, - en mester nægtede to tyske svende rejsepas, - og det fik bægeret til at flyde over og førte til, at 3-400 tømrersvende nedlagde arbejdet d. 30 juli 1794, og en hel generalstrejke udviklede sig i de følgende dage. Et resultat af strejken var nedsættelsen af en kommission, der skulle rette de alt for øjensynlige mangler ved lavsindretningerne, og frugten af kommissionens arbejde blev forordningen af d. 21 marts 1800 om håndværkslavene i København, fra 1832 også gældende for provinsen. Denne indførte kontraktfrihedens princip, dvs. at arbejder og arbejdsgiver for fremtiden selv må enes om løn og arbejdsforhold, i modsætning til tidligere, da lav, magistrat eller regering fastsatte vilkårene. Til værn for kontraktfriheden indeholdt forordningen forbud mod »sammenrottelse« og strejke, og hvis svendene overtrådte dette forbud blev de sat i tugthuset, medens strejkelederne fik 1 eller 2 år i forbedringshuset. Endvidere måtte svendelavet derefter heller ikke afholde fællesmøder eller have herberg. Og frimesterinstitutionen legaliseres. I 1820 etablerer skibtømrerne en strejke i København. I 1835 kom et kongeligt forbud, hvorefter det var forbudt håndværksvendene at rejse til byer hvor arbejderforeninger var tilladt. De borgerlige revolutioner i 1848/49 i Europa, har haft indflydelse på lønforholdene. Typograferne strejkede ved årsskiftet 1848/49, skobstømrerne i 1850, og murerne fik den første kollektive lønoverenskomst i Danmark - murerpriskuranten af januar 1851. Dette år strejkede murerne; tre svende blev arresterede i henhold til forordningen af 1800; men efter at sagen havde været behandlet i rigsdagen, og selv murerlavet havde anmodet om at få den hævet, ophørte øvrighedens indblanding. Grundloven af d. 5 juni 1849 fastslog i § 87 borgernes ret til at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed. Arbejdsmændene laver aktioner i København i 1855, og en ny skibstømrerstreke går igang i 1857. I 1857 gennemførtes næringsfriheden, forudsætningen for en kapitalistisk udvikling. Strejkeforbudet i forordningen af d. 21 marts 1800 bestod dog selv efter 1849 - formelt. Men midt inde i lavssamfundet, hinsides år 1700, var da forlængst spirerne til den produktionsform, vi sammenfatter under begrebet industrien, begyndt at skyde i vejret. Nu kan vi dårligt forestille os en industri uden at tænke på snurrende dampmaskiner og røgspyende skorstene. I virkeligheden havde vi i Danmark en storindustri længe før damp og elektricitet toges i anvendelse. I 1790 opstillede en skotte den første dampmaskine i Danmark, i den nuværende Holmens kirke, der dengang var ankersmedje for flåden. Den ville imidlertid ikke gå. Først i 1820 blev den første danske dampmaskine bygget af O. J. Würden. Men op gennem 1700érne var der i København og Nordsjælland vokset en industri frem, som beskæftigede tusinder af arbejdere. Langs Mølleåen fra Lyngby til Øresund lå isenkramfabrikker, tekstilfabrikker og papirfabrikker. I 1786 fandtes der ialt i Danmark 141 tekstilfabrikker med 12.180 arbejdere. I 1788 har København alene 200 fabrikker med 90 arbejdere i gennemsnit pr. fabrik. Grundlaget for denne industri var arbejdsdelingen. Og den støttedes med toldbeskyttelser og direkte tilskud af de merkantilistiske regeringer. Da nye økonomiske idéer senere vinder indpas hos politikerne, bl.a. hos Struense i 1770/72 og toldbeskyttelsen tages bort fra industrien, går den allerstørste del af disse kunstigt opretholdte virksomheder ind. Men da var der allerede skabt en ny arbejdertype, i alle retninger forskellig fra lavssvenden. Lavstidens fabriksarbejder er ufaglært; han er specialarbejder, men kaldes »arbejdskarl« eller »daglejer«. Han er mere afhængig af konjunkturerne end håndværkssvenden. Han bor og spiser ikke hos arbejdsgiveren, er oftest gift, modsat lavssvenden, kan derfor ikke »vandre«. Han må derfor prøve den arbejdsløses kår. Det hører til merkantilismens ejendommeligheder, at den ofrer både arbejdere og indenlandske forbrugere for sit formål at fremskaffe billige varer, der kan sælges i udlandet. Af konkurrencehensyn trykkes lønnen derfor ned. Mens lavshåndværket kun kender mandlig arbejdskraft, drages nu kvinderne ind i fabrikkerne. Både i tekstilindustrien og på Drewsens Papirfabrik på Strandmøllen beskæftiges mange »fruentimmer«. En professor Fabricius filosoferer i 1799: »Med fordel kan man ofte bruge konerne og børnene, især arbejdernes med, de arbejder for lettere pris, de vænner sig til arbejde og letter deres forældre deres underholdning.« Vi ser da også børnearbejdet vinde betydelig udbredelse. Børn fra Københavns Fattigvæsen beskæftiges således på Statens Klædefabrik i Usserød. Efter en glimrende handelsperiode i de sidste år af 1700érne kommer en politisk og økonomisk trængselsperiode, bl.a. England´s krig mod Danmark, 1801, 1807-14, der medfører statsbankerotten i 1813, som i lange tider lammer foretagsomheden. Men fra sidst i 1820érne går det fremad og opad. Og 1830érne og 1840érne er en ejendommelig gæringstid, hvor gammelt og nyt brydes, teknisk, økonomisk, politisk. På den ene side det bagudskuende håndværk, der ser grundlaget svinde bort under sig, og som med alle midler stritter imod udviklingen, og på den anden side et nyt hold af mænd, der greb ind i erhvervslivet og omformede det efter nye principper, for hvem produktion var »forretning«, og som anvendte metoder, der efter gammel målestok var mildest talt umoralske: de lånte fremmede penge og stak dem i bedriften, anskaffede maskiner, benyttede reklame, konkurrerede indbyrdes, og hobede formuer op. Trods veklager og hovedrysten blev det gamle håndværk trængt tilbage. Det var de nye kapitalister, der havde tiden og udviklingen med sig. I 1838 stifter fremskridtsmændene »Industriforeningen«, hvorfra der i de følgende år udgår planer til dristige og i den tids øjne storslåede foretagender, jernbanen København-Roskilde 1843-49. Industrifolkenes løsen var: fri næring, og her mødtes de med »intelligensens«, med »Professorpartiets« ønsker om politisk frihed. Lavsfolkene derimod stiftede i 1840 »Håndværkerforeningen« til værn om deres interesser. De ville hverken vide af næringsfrihed eller lige- og almindelig valgret, og de frarådede indførelsen af maskiner. Snedkerlavet udtalte eksempelvis til et andragende om privilegium på at drive en planhøvlemaskine, at det absolut må foretrække den gammeldags arbejdsmetode, hvis styrkende motion kan anbefales som »et virksomt middel til at afværge den sig desværre også os nærmende koleras skadelige indflydelse«. Og de søger ved at oppudse lavenes ærværdige traditioner og ved at understrege de patriarkalske elementer i arbejdsforholdet at redde håndværket ud af strømmen. Men det lykkes ikke. De faglige skel udviskes mere og mere. Trods både mestres og svendes forsøg på at fastholde en særstilling for de faglærte, medfører udviklingen, at tyende, svende, arbejdskarle, daglejere efterhånden smelter sammen til en fjerdestand, ét proletariat, den moderne lønarbejderklasse. Ordet arbejder vinder i denne overgangstid gradvis indpas i sproget. Forordningen af 1800 tager man stedse mindre hensyn til, og trods dens forbud mod »sammenrottelser« ser vi omkring 1848 enkelte arbejdsnedlæggelser, således af typografer og murere. Der er opløsning herhjemme, og ude i Europa er der politisk uro, som man søger at holde borte herfra ved at forbyde svendene at vandre til urocentrerne. Ud af dette nye røre og revolutionerne rundt omkring i hele Europa fremstår Juni-Grundloven i 1849. I dennes § 88 hedder det: »Alle indskrænkninger i den frie og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundet i det almene vel, skal hæves ved lov.« Og d. 29 december 1857 vedtages den »lov om håndværks og fabriksdrift m. m.«, almindeligvis kaldet Næringsloven, som åbner fri bane for den økonomiske udvikling i kapitalismens tegn. Ved denne lov falder alle lavsskranker, og købstædernes privilegier blev betydeligt begrænsede, og fra d. 1 januar 1862 trådte loven i kraft i fuldt omfang.

1860érne

Tilstanden i 1860érne danner den umiddelbare baggrund for fagbevægelsens opståen herhjemme. I mange europæiske storbyer er der i 1860érne strejker indenfor flere store fagområder, der kommer i sammenstød med politi og militær. Skorstensfejersvendene strejkede herhjemme i 1861 Oprettelsen af Internationalen med Karl Marx og F. Engels i september 1864 fik stor betydning for arbejderne, og fra d. 1 januar 1862 ophævedes lavene herhjemme. Den afgørende forskel mellem lav og de senere fagforeninger var at lavene var en sammenslutning af producenter, som ejede deres produktionsmidler og solgte det fremstillede produkt. Fagforeningen er dannet af lønarbejdere, som ikke ejer deres produktionsmidler, og som sælger deres arbejdskraft, ikke deres arbejdsprodukt. Her som overalt, hvor kapitalismen holdt sit indtog, opstod en uhyggelig forværring af arbejderklassens kår. Prisen på levnedsmidler stiger, og lønnen synker. I det tidsrum, der ligger mellem næringsfrihedens indførelse og den danske Internationales stiftelse, ser man kapitalismen udfolde alle sine karaktertræk. Efter en økonomisk krise i 1857 - første gang verdenskonjunkturerne rigtig berører Danmark - kommer erhvervslivet ret hurtigt til hægterne. Fra Tietgen og hans Privatbank udgår impulser til store foretagender, jernbanenettet udbygges, dampskibsruter åbnes, og byernes vækst tager fart. Håndværksmæssige arbejdsmetoder afløses af industrielle. Nye maskiner tages i brug, nye varer fremstilles - og udstilles. Især efter at Prøjsen og Østrig ved krigen i 1864 havde flyttet Jyllands sydgrænse nordpå, frarøvet Danmark de rigeste landområder der udgjorde ⅓ af Danmark, og dermed gjort den holstenske industri i Kiel og Altona til udland. Prisniveauet er stærkt stigende helt fra omkring 1850 og fortsætter sin opgang til et stykke ind i 1870érne. Men lønningerne fulgte ikke med. Indvandringen til byerne var stærkere end efterspørgselen efter arbejdskraft, og arbejdsgiverne benyttede det øgede tilbud til at presse lønnen nedad. Resultatet var en fattigdom og en nødstilstand i arbejderbefolkningen, som hverken er set før eller siden. Fattigudgifterne voksede fra år til år, fra 1857-67 således med 50 % i hovedstaden. Boligforholdene var elendige. Voldsomme lejeforhøjelser drev folk sammen i kældre og loftsrum, eller flere familier delte lejlighederne. Sundhedstilstanden led derunder. Børnedødeligheden forfærdede de folk, der fik kendskab til den. Af hvert 100 børn, der fødtes i hovedstadens fattige kvarterer, døde de 36, inden de blev 2 år. Og det var ikke arbejdsløshed, der var kilden til fattigdommen. Det var selve lønningerne, der ikke strakte til overfor livsfornødenhedernes dyrhed. Lønningerne var for faglærte svende, der fik kost og logi hos mesteren var omregnet 4 kr. ugentlig, for gifte 8-11 kr., for ufaglærte, daglejere, arbejdsmænd fra 6-8 á 9 kr.. En af den tids humant tænkende og socialt virksomme mænd, lægen Fr. Krebs, udtaler direkte, at »man mange steder, måske de fleste, utilbørligt har holdt arbejdslønnen nede med den bagtanke, at man igennem fattigvæsenet kunne tilskyde det manglende. Man har i virkeligheden betalt en del af arbejdslønnen igennem fattigvæsenet; på den anden måde kan man ikke forklare sig landets uforholdsmæssige fattigbyrde selv i gode år.« Arbejdstiden var i 1860érne fra kl. 05 morgen til 19 aften med kun så lang tids hvile, som måltiderne krævede. Om vinteren begyndtes arbejdes først, når det blev lyst, men hvor man kunne, arbejdedes så til kl. 21 aften. Lærlinge, handelsbetjente og flere andre grupper af arbejdere måtte desuden arbejde en del af søndagen. Et billede af 1860érnes arbejderkår vil være ufuldstændigt, hvis ikke også drukkenskaben tegnes med ind. Man drak for oven, og man drak for neden. Fra lavstiden var drikkeriet en af de længstlevende »ceremonier«. Arbejdslønnen udbetaltes dengang - og længe efter - oftest på værtshuse, og resultatet var, at en stor del af de små penge aldrig kom videre. Det er betegnende, at hvor få og spredte de arbejdererindringer er, vi har fra den tid, scener af drukkenskab og slagsmål på arbejdspladser og i hjemmene har de alle bevaret. En gammel snedker ræsonnerer sig til ved at mindes sin ungdom, at »sidst i 1860érne sluttede brændevinsalderen, og ølalderen begyndte«. Under disse forhold ligger det nær at spørge, hvilke idealer, politiske, sociale, der besjælede den tids arbejdere. Imødeså de en bedre tid, og gjorde de noget for at fremkalde den ? Efter at alt at dømme må man svare nej hertil. Alt hvad arbejderne besad af politiske forestillinger og idealer var indpodet dem af deres arbejdsgivere og af den besiddende borgerklasse. Nogen arbejderpresse eksisterede ikke, men den national-liberale presse af mer eller mindre folkeligt præg fandt vej til adskillige arbejderhjem, om ikke på anden måde, så derved, at konen eller børnene »gik med avisen« og fik et eksemplar med hjem. Og det afsatte naturligvis sine spor. En mere systematisk vejledning i det rette syn på samfundsforholdene øvedes gennem flyveblade og i såkaldte »arbejderforeninger«, der lededes af borgerlige politikere af forskelligt tilsnit. Af de foreninger, der søgte at drage arbejderne til sig, havde C. V. Rimestads »Arbejderforeningen af 1860« størst held med sig. Den talte hen i 1860érne 3-4.000 medlemmer, hvoraf dog kun et mindretal var egentlige arbejdere. Her holdtes oplysende foredrag af formanden, af »Dagbladets« redaktør Bille, af forfatteren Erik Bøgh og flere. Det var med henblik på disse foredrag, Louis Pio senere bemærkede, at de ulykkelige tilhøreres hoveder blev lavet om til »pultekamre, fyldt med politiske pjalter fra rigsdagen, med rustne slagsværd fra kæmpehøjene, med forbavsende astronomiske talstørrelser eller med komediestumper, - men blandt alt skramlet findes ikke eet ærligt helt stykke, der kunne bruges til at møblere et af de ubesatte hjernekamre med.« Vi har al grund til at tro, at denne påvirkning nåede det tilsigtede mål. Der eksisterede ingen særlig klassebevidsthed blandt 1860érnes arbejdere. Vi møder aldrig noget udtryk for forståelse af, at arbejderne har andre interesser end borgerklassen. Tilsyneladende har 1860érnes arbejder slået sig til tåls med, at der jo nu engang var »fine folk« og »simple folk«, og i denne naturens orden var det ikke hans sag at blande sig. Den nævnte C. V. Rimestad (1816-79) var »borgerpolitiker« og skolemand. Og hans mange foreningsdannelser må betragtes som et udslag af hans læredrift. Han måtte have forsamlinger at holde foredrag for. Arbejderne skulle oplyses, men politiken ville han selv lave. Han var hovedmanden blandt den kreds af mænd, der ville gøre i hvert fald noget for arbejderne, men blot ikke ved arbejderne. En anden organisator var jernstøber P. F. Lunde (1803-93). Han havde i 1848 udgivet et forslag til forbedring af de arbejdende klassers kår og vedblev livet igennem at påpege skyggesiderne ved den kapitalistiske udvikling. Hans kongstanke var, at alle arbejdere over 30 år skulle erhverve ret til en livrente. Sine formål søgte han at fremme ved underdanige forestillinger overfor kongen og andre »formående mænd«. Den store elendighed blandt den arbejdende befolkning fremkaldte adskillig diskussion, og en hel række mænd, især af embedsstanden, trådte frem med forslag til hjælpemidler. Til denne gruppe menneskevenner hører, foruden Lunde, lægen F.C. Krebs, medlem af fattigkommissionen 1869 og arbejderkommissionen 1875, læge F. F. Ulrik, pioner for boligkooperationen, bogholder, senere sparekassedirektør, V.S.V. Faber, præsterne H.C. Sonne, Thisted, og Holck, Christianshavn, og flere. Deres bestræbelser var ikke som hos den unge læge Frederik Dreier, der omkring 1850 fremsatte en række forslag til reformer, udsprunget af et socialistisk samfundssyn. Tværtimod. Tidens menneskevenner var som overbeviste liberalister stedt overfor en alvorlig vanskelighed. På den ene side måtte de jo anse arbejdsgivere, husværter, pantelånere o.s.v. for fuldt berettigede til at skrue lønnen ned, og husleje og rente op, som de gjorde. En af de liberale reformer var rentefodens frigivelse i 1855. Dét var jo retfærdiggjort af tilbud og efterspørgsel. Men alligevel - en så blodig udbytning kunne ikke være rimelig. I særlig grad havde de opmærksomheden henvendt på de fire fjender af arbejderne: husværterne, pantelånerne, købmændene og værtshusholderne. Og som værn imod disse arbejder de på at fremme byggeriet (Arbejdernes Byggeforening 1865), regulere ågervæsenet ved lov om pantelånernæring i 1867, oprette brugsforeninger, de fremkommer i Thisted, Randers, København fra 1866-68, og endelig at iværksætte oplysnings- og underholdningsaftener i »arbejderforeningerne« for at trække folk væk fra beværtningerne. Jo nærmere vi kommer 1871, og det vil igen sige, jo mere man herhjemme hører om socialismen ude i Europa, og om »Internationale«, desto hyppigere møder vi det omkvæd i de liberale menneskevenners taler og skrifter: hvis ikke vi afhjælper nøden, eller i det mindste giver en almisse dertil - så kommer socialismen og ta'r os! Fra 1865 til 1870 er der 11 strejker herhjemme.

»Stig op af Graven, Du Slægt, som døde,

forkynd dit Fald og afmal din Brøde«,

Du Slægt, som svor til Kong Kapital!

Din Rang, din Rigdom var Fåmands Eje,

Du spærred' Arbejdet Håbets Veje

og ofred Ungdom på blodstænkt Val.

 

Stig op af Graven, Du Slægt, som segned'

i Kamp for Frihed! Dit Håb var hegnet

af Trods og Tro et halvt Hundred Aar.

Et Blik tilbage, vær stolt af Striden!

Var Målet stort, men din Magt kun liden,

Du bar dog Sejrens Krans om Hår!

A. C. Meyer

1870érne

I sommeren 1870 holdt repræsentanter for »arbejder«og »husholdningsforeningerne« et møde i Stockholm, som man frejdigt kaldte »det første nordiske arbejdermøde«, skønt de mødte, i hvert fald fra Danmark, hovedsagelig var redaktører, præster, prokuratorer, kammerråder, fabrikanter og grosserere - dvs. arbejdernes selvbestaltede formyndere. Det blev også det sidste af sin slags. Det følgende år var ulven der! Socialismen ! Her skal nævnes de liberale arbejderforeninger og andre filantropiske foreninger før socialismens gennembrud. I 1847 stiftes Håndværkerdannelsesforeningen af Rasmus Sørensen med den senere formand P. F. Lunde; i 1851 Foreningen til arbejdsklassens vel, der er udgået fra svendelavene med formand P. F. Lunde; i 1853 Foreningen for billige livsfornødenheder, der er stiftet af Fr. Dreier, der sygner hen og opløses efter hans død samme år i 1853; i 1853 Arbejderforeningen af 1853, der opstår af de sammensmeltede håndværkerdannelsesforeninger og foreningen til Arbejderklassens Vel med formand C. V. Rimestad; i 1854 Den broderlige Arbejderklasses Hjælpeforening, der er en syge- og alderdomskasse med formand J. Petersen, senere løjtnant Lucianus Kofod; i 1860 Arbejderforeningen af 1860 med formand C.V. Rimestad til sin død i 1876; i 1865 Arbejdernes Byggeforening med formand læge F. F. Ulrik, hvor medlemmerne oprindeligt arbejdere hos Burmeister & Wain; i 1866 Christianshavns Understøttelsesforening der er stiftet af pastor J.C.Holck, og foreningen blev spiren til Københavns Understøttelsesforening og senere Hjælpekasse; i 1866 stiftes Thisted Købstads Arbejderforening, der er en brugsforening med formand pastor H. C. Sonne: i 1868 Østerbros Husholdningsforening, der stiftes af redaktør V.S.V. Faber og læge F. F. Ulrik; i 1872 Almindelig Dansk Velfærdsforening med formand P. F. Lunde. Året 1871 blev i mange henseender et bevæget år. Da så man blus, da lugtede man brande, og røgen drev hid fra de fremmede lande - som Holger Drachmann siger i sit digt. Den store begivenhed var den fransk-prøjsiske krig, som Tietgen og andre chauvinister nær havde fået Danmark inddraget i. Og mellem beretningerne fra krigsskuepladsen kunne man i pressen læse om noget, der kaldtes »Pariserkommunen«, bloddryppende skildringer af et pøbeloprør i Europas smukkeste hovedstad. Men - hvilken formastelighed - fra London udsendte en forening, der kaldte sig »Internationale«, proklamationer, der forherligede dette rædselsherredømme og kaldte dem helte, der øjensynlig var de modbydeligste skurke, og forsøgte i det hele at gøre sort til hvidt og omvendt. »Gudskelov« fik de samfundsbevarende kræfter i Frankrig i løbet af foråret de fleste kommunarder enten skudt eller deporteret. Fra 1870 til 1879 døde i København 23 % af alle børn under et år. Udgifterne til fattigvæsnet stiger med 50 % fra 1857 til 1867, og hvert 11. menneske i hovedstaden modtager offentlig hjælp. Endog små børn anbringes i fabrikkerne. Først i 1873, efter at socialdemokratiet har rejst sin agitation, bliver det forbudt at anvende børn under 10 år. For unge mennesker fra 14 år sættes arbejdstiden til 12 timer, spisetiden iberegnet. Den almindelige arbejdstid for lærlinge var, før fabriksloven trådte i kraft, 13 á 14 timer og undertiden længere. En tømrersvends husholdningsregnskab fra den tid ser således ud: Indtægt: løn for 6 sommermåneder 416 kr.; i marts og oktober 112 kr. 66 øre; 4 vintermåneder 190 kr. 66 øre; ialt 719 kr. 32 øre. Udgifter: føde for mand, kone og 4 børn á 25 øre daglig pr. mund 572 kr.; husleje 100 kr.; brændsel á 12 øre daglig ialt 46 kr.; klæder, skotøj, linned for 6 personer hele året 120 kr.; skat, præstepenge 8 kr.; værktøjets vedligeholdelse 32 kr.; syge- og begravelseskasse for mand og kone 12 kr.; assurance 1 kr.; lægehjælp, hjemmets vedligeholdelse 24 kr.; ialt 915 kr. i udgifter Tømrersvenden går ud fra, at han har arbejde hele året rundt, hvilket ikke altid er tilfældet. Han køber ikke tobak, aviser eller lignende og betaler ikke til politiske eller faglige foreninger og har ingen fornøjelser. Alligevel har han et underskud på ca. 200 kr., der dækkes af fattigvæsnet. Han hører dog langt fra til de dårligst stillede. Arbejdsmændene i rigsdagens trykkeri f.eks. havde 8 kr. om ugen, hvilket er 416 kr. om året. Arbejderne i Helsingørsgades Sukkerhus oplyser, at arbejdstiden er fra 6 morgen til 18 aften og lønnen 2 kr. om dagen. De tilføjer: det er imidlertid ikke vor mening at klage over de overordnede på sukkerhuset, thi vi er tilfredse såvel med lønnen som med behandlingen. De kvindelige arbejderes kår omtales bl.a. således: på cigarfabrikkerne begynder arbejdstiden kl. 8½ morgen og slutter kl. 20 om aftenen. Stripperne får kun 4 kr. ugentlig. En pige fristes derved til erhverv på ulovlig måde, da hun skal betale kost, logi, renlighed og have nogle klæder. For enker og gifte koner er den lange arbejdstid ensbetydende med hjemmets forfald og børnenes ødelæggelse. En af de daværende cigarfabrikanter, Hirschsprung, tjente så mange millioner, at han kunne lade opføre kunstmuseet i Østre Anlæg. Disse marmorfigurer og malerier viser, hvilke mægtige formuer fabrikanterne tjente. Syerskerne plagedes af det såkaldte udsvedningssystem. De store konfektionsforretninger, Moresco, Børre & Lorenzen osv., havde dengang ikke systuer, men gav arbejdet til »udsvedere«, som holdt værksteder og tog firmaernes arbejde i entreprise. Lønnen var fra 3 til 7 kr. ugentlig med 12 timers dagligt arbejde. Syerskerne medbragte smørrebrød til hele dagen, og mange steder tillodes det dem ikke at lægge sytøjet fra sig, medens de spiste. Kvindelige vævere havde 11 timers dagligt arbejde og blev betalt med kun 8 øre i timen. I 1886 udbrød den første kvindelige strejke på Rubens dampvæveri; den varede 4 uger og medførte, at arbejdsforholdene blev noget forbedret. 10 år før denne strejke havde kvinderne dannet deres første organisation, »Den frie kvindelige forening«. Bl.a. var baronesse Liljencrantz formand. Hun fødtes i Stockholm 1845 som datter af grev Gustav Liljencrantz, hofmarskal hos kong Oscar I og senere landshøvding over Stockholms len. Jaquette Liljencrantz kom til København, da hun var ca. 30 år, og hun sluttede sig med begejstring til Louis Pio og var en tid medarbejder ved »Social-Demokraten. D. 13 oktober 1920 afgik hun ved døden, og hendes aske hensattes på Bispebjerg Kirkegård. Midt i borgerskabets sindsbevægelse over Pariserkommunen i 1871 dukker der så et par »Socialistiske Blade« op herhjemme. To små 16siders hæfter udgivet af »En arbejder« i maj og juli 1871. Det første hedder »Socialismens forhold til historien« og er et opgør med de liberale arbejderforeninger og husholdningsforeninger - og i slutningen bebudes en fortsættelse med klar besked om, hvad det er, »vi, arbejderne, ønsker, og hvad vi vil sætte igennem, sent eller tidligt, med loven - eller uden den!« Hæfte nr. 2 »Hvad vi forlanger«, går så nøjere ind på en kritik af valgloven og af den indirekte beskatning, stiller en hel række krav til en fabrikslovgivning og opfordrer arbejderne til at slutte sig til en forening efter mønster af de engelske traade unions, »så snart den, hvad vi håber, inden føje tid træder i virksomhed.« Dens formål skal være »at opspare kapitaler, for ved deres hjælp så snart som muligt at tvinge arbejdsherrerne til at indrømme en forhøjelse af lønnen, der kan stille denne i et retfærdigere forhold til arbejdets virkelige værdi.« Den borgerlige presse lige snuser til de to små »smudsblade« og konstaterer, at det er den anonyme forfatters hensigt at åbne en lignende agitation herhjemme »som den, der i Frankrig har båret så sørgelig en frugt«. Rimestad og Ploug er ret ophidsede over, at forfatteren vedkender sig de socialistiske idéer i alle deres konsekvenser - »altså også ved almindelig plyndring og mord«, udbryder Rimestad, »Så sandt som ingen kan påvise blot en skygge af mulighed for deres gennemførelse ad anden vej«. Erik Bøgh beroliger sig og læserne af Folkets Avis med, at disse planer og idéer vil være ufarlige »for vore arbejderes sunde sans«. Men tanken fængede. Den voksende elendighed blandt arbejderne havde beredt jordbunden for sammenslutningstanken. Det er sikkert med urette, man tillægger forfatteren af de socialistiske blade initiativet til den arbejderbevægelse, der kom i gang fra efteråret 1871. Den var allerede under forberedelse og ville være kommet alligevel, men som vi skal se, blev det ham, der med sin ejendommelige personlighed kom til at præge dens første periode. Man har et brev, der d. 22 april 1870 er sendt fra København til det svejtsiske medlem af Internationales Generalråd i London H. Jung, hvori brevskriveren buntmager Lorentz Petersen, der er udsendt af Internationale som agitator, udbeder sig kongresforhandlinger, beslutninger, statutter, proklamationer og andet agitationsmateriale tilsendt under adresse: Herm. Mundberg, Lille Købmagergade 65, 1. sal, in Copenhagen, til brug ved oprettelsen af en socialdemokratisk forening, der så skal tilslutte sig Internationale. Dagen forud, altså d. 21 april, har 9 socialister haft deres første sammenkomst, skriver L. Petersen. »Det vrimler af konsum-, understøttelses-, dannelses-, sang-, arbejderforeninger og andre fordummelsesanstalter, hvorover der troner »ein gewisser Rimstadt« og slynger sine lyn mod dem, der synes ham farlige. Men heldigvis synes hans trone nu at vakle, og vi begynder vort værk i en gunstig stund. Med mod og håb - med hilsen og håndslag.« Dette er allerede i april 1870. I Fredericia var der desuden fra 1865 spirer til moderne fagforeninger. D. 1 september 1871 har cigarmagerne i København oprettet sammenslutningen »Enigheden« efter moderne fagforeningsprincipper - vor første egentlige fagforening. En konflikt på Burmeisters & Wain´s maskinværksteder i oktober 1871, hvorunder firmaet lockouter et par hundrede mand, fører til, at ugebladet »Socialisten«, der fra d. 21 juli havde afløst de »Socialistiske Blade«, indkalder til et offentligt møde i »Fønix« i Helliggejststræde d. 4 oktober. Her er det en jysk lærer og redaktør Povl Geleff, der er leder. Mødet gavnede ikke direkte de lock-outede. De måtte kort efter opgive kampen, men en bølge af strejker fulgte i dette efterår. Men både lock-outen og mødet tjente som en storslået agitation for organisationstanken. Nu udbrød en strejke på en pianofortefabrik i København; havnearbejderne på mudderprammene stoppede arbejdet; og kort efter - i dagene d. 14-18 oktober 1871 - oprettedes da »Den Internationale Arbejderforening for Danmark«, der straks fik en tilslutning af omkring 700 enkelte medlemmer, foruden at cigarmagerne og sporvognsfunktionærerne indmeldte sig som faglige grupper i foreningen. Den »arbejder«, som havde udgivet de socialistiske blade og skrevet de ledende artikler i »Socialisten«, trådte først nu frem for offentligheden. Det viste sig at være en løjtnant og postassistent Louis Pio, en 29årig ung, smuk og sværmerisk mand af fransk afstamning, begejstret og begejstrende og begavet med et betydeligt journalistisk talent. Til ham havde sluttet sig den førnævnte lidt yngre Povl Geleff og en jævnaldrende fætter, tidligere boghandler Harald Brix. Dette trekløver bliver i den kommende periode hovedmændene indenfor arbejderbevægelsen. I foreningen Internationale vælges de til henholdsvis formand, en titel Pio ændrer til stormester, sekretær og kasserer. I foreningens formålsparagraf hedder det, at styrelsen - centralkomitéen - »skal ved alle midler stræbe at ordne medlemmernes optræden såvel i politisk retning som imod kapitalisterne, og den skal, efterhånden som forholdene tillader det, virke hen til oprettelsen af produktionsforeninger, hvor alle deltagere kunne få den fulde værdi af deres arbejde.« Enhver kan optages i foreningen. Medlemmerne inddeles i sektioner på 50, og findes der 50 medlemmer af samme fag i foreningen, udskilles de som en særlig sektion. I disse faglige sektioner kan ingen fabrikant eller mester indtræde, men nok i de blandede. Det bliver sektionernes private sag at bestemme, hvorvidt de vil oprette syge og strejkekasse, men lovene må godkendes af centralkomitéen. Påtænkes der strejke, må dette i god tid meldes til centralkomitéen. Kontingentet var 4 skilling månedlig - ca. 10 øre. Men »hemmelige medlemmer« måtte dog betale firedobbelt kontingent - og formuende medlemmer opfordres til at tegne sig for større bidrag. Her er kun gengivet de linier, der tjener til at belyse Internationale i dens egenskab af fagorganisation. Man får det indtryk, at grundlæggerne tillagde det politiske arbejde størst betydning, derefter det kooperative og sidst det faglige. Imidlertid formede livet sine egne love og uden hensyn til skrevne paragrafer udviklede Internationale sig til central for et betydeligt antal faglige sammenslutninger og for en livlig faglig virksomhed - i løbet af efterår og vinter 1871 forøges tilslutningen til foreningen. Og interessen vokser. En strejke bryder ud på Drewsens papirfabrik; snedkerne og mange andre værksteder strejker, jord- anlægsarbejderne, og de får lønforhøjelser. Alene ved et møde i »Fønix« i midten af november måned 1871 var der samlet over tusinde arbejde. Ved det konstituerende møde i Internationale var der valgt 5 sektionsformænd, hvad der kunne tyde på, at der var 5 gange 50 medlemmer af samme fag, men de faglige organisationsrammer fremtræder først langsomt og ikke helt som fra først af tænkt. Af fagsektioner fra begyndelsen véd man kun om skræddernes, smedenes, snedkernes, murernes (tømrernes) og »den blandede sektion«, hvortil kommer cigarmagernes, der som nævnt indtrådte som en fuldtfærdig fagforening, men snart dannes: arbejdsmændenes, skomagernes og malernes sektioner. Inden opløsningen af Internationale var der ialt 19 sektioner. I løbet af 1871 og foråret 1872 stiftedes der fagforeninger af skibstømrerne, hvidgarverne og bygningssnedkerne i København og af hustømrerne i Århus. De står alle i nær tilknytning til Internationale, og ugebladet »Socialisten« er deres fælles faglige organ, hvilket dog ikke må opfattes som, at alle medlemmerne delte redaktørens revolutionære anskuelser. På agitationsrejser i provinsen havde Povl Geleff fået oprettet afdelinger af Internationale i de større byer, og disse var i Århus, Ålborg og Horsens opdelt i sektioner. Således ligger landet, da murerne i København i april 1872 nedlægger arbejdet for at give et krav om arbejdstidens forkortelse forøget vægt. Strejken tabes på grund af pengemangel. Men den giver anledning til skæbnesvangre begivenheder: Pio sammenkalder ved kraftige opråb (»Målet er fuldt!«) Københavns arbejdere til et møde på Nørre Fælled søndag d. 5 maj med det formål at kræve udnævnt en arbejdsminister, at kræve oprettelse af forligskommissioner i sager mellem mestre og svende, og at opfordre myndighederne til at holde sig neutrale i arbejdskonflikter. Men politiet forbyder mødets afholdelse, arresterer natten forud internationales ledere Pio, Brix og Geleff og splitter ved husarers hjælp den folkeskare, der indfinder sig på Fælleden om søndagen. Førerne dømmes d. 28 marts 1873 »for forbrydelser mod den offentlige myndighed og orden« m. m. til forbedringshus - af højesteret fastsat til 5 år for Pio´s, 3 år for Brix' og Geleffs vedkommende. D. 14 august samme år blev »Internationale« forbudt, og dens sidste møde opløstes af politiet. Under Pio´s varetægtsfængsel tager cigarmagernes formand C. Würtz hånd om Internationale og bladet, som fra april 1872 udkom dagligt. Og fra foreningen udgår initiativet til oprettelse af stedse flere fagforeninger: i 1872 yderligere skræddernes i Århus og snedkernes og stolemagernes i København og i 1873 hele 17 fagforeninger: væveriarbejdernes, skræddernes, malernes, gørtler og metalarbejdernes, bødkernes, skomagernes, murersvendenes, pianofortearbejdernes, blikkenslagernes, smede og maskinarbejdernes, grovsmedenes, billedskærernes, bogbindernes, arbejdsmændenes, formernes og bagersvendenes - alle i København - og endelig skræddernes i Horsens. Murerstrejken og en mindre skomagerstrejkes ringe resultater gør spørgsmålet om strejkefond aktuelt. Internationale havde gjort tilløb til dannelsen af en strejkekasse baseret på frivillige bidrag, men den var på dette tidspunkt ikke blevet til noget. Men nu rejstes spørgsmålet i »Socialisten«, og i bladet for d. 23 november offentliggøres lovene og den fælles strejkekasse træder i kraft fra d. 1 december. Medlemsskabet er dog frivilligt, og kontingentet kun 4 skilling ugentlig. D. 21 december fremkommer i bladet forslag til nye, kortere og klarere love for strejkekassen. - man må imidlertid ikke forestille sig hverken »Internationale«s ledelse eller udvalget for strejkekassen som en slags bestyrelse for en faglig hovedorganisation. Pio´s person var det eneste samlende element i bevægelsen. Den faglige solidaritet var en spæd spire, og der var langt igen, før man begreb betydningen af hele arbejderklassens sammenhold. I efteråret 1872 var uenigheden i Internationale så stor, at oppositionselementer og udelukkede dannede Internationale nr. 2, »Den provisoriske Afdeling«. Fagforeningerne omfattede i reglen kun en mindre del af fagfællerne, så strejkefonden kunne ikke have bevirket store undere. Pio anslår et sted hovedstadens arbejdere til 30,000, men endnu i 1877 skønnes det at kun ca. 3.000 er medlemmer i alle landets fagforeninger. I de tilfælde, hvor nogle energiske medlemmer holder sammen på kollegerne og træder håndfast op overfor mestrene, nås dog i reglen gode resultater. På møder i fagforeningerne vedtog svendene priskuranter, og en mand fra hvert værksted præsenterede kravene for mestrene under trussel om »skrue«. Og oplysende med henhold til, hvor elendig de gældende lønninger var, er det at se, hvad man anså for rimelig betaling. Det var ikke et par øres pålæg, man krævede. Nej, det var 25-50 % lønforhøjelse; kurvemagernes prisliste, præsenteret i 1872, betød 125 % lagt på lønnen! Og under de opadgående konjunkturer, der fortsatte til 1875, fik nogle af fagene betydelige indrømmelser - i hvert fald halvdelen af det forlangte. Men i mestrenes og borgerskabets øjne er det jo »urimelige, opskruede fordringer«. Enhver art af fællesoptræden - vel at mærke af arbejderne - anses som sammenrottelse. Og tillidsmændene må undgælde ved allehånde forfølgelser. En fagforeningsformand kunne regne med at miste sit kort efter, at han var valgt. Efter en mindre vellykket strejke af snedkere og stolemagere i 1873 blev navnene på svendenes tillidsmænd opført på »dødslister«, der omsendtes til alle mestre, at de kunne vide at holde dem ude af værkstederne. Og alle de andre strejkende måtte for at blive genantagne underskrive ydmygende »tilfredshedserklæringer«. Når Internationale optog hemmelige medlemmer, og Pio endnu på kongressen i 1876 foreslog, at nogle af partibestyrelsens medlemmer skulle være hemmelige, kan det naturligvis se ud som udslag af en tilbøjelighed for det romantiske. Men et reelt motiv spiller også ind: ønsket om at kunne undgå forfølgelse både af politi og af arbejdsgivere. Af Internationales strejke og lockout-kasse kunne bestyrelsen yde understøttelse til arbejdere, som »uden grund eller i den gode sags tjeneste« var blevet afskedigede. I murernes love af 1875 fastslås det, at der i tilfælde af, at en af arbejderpartiets (og dermed menes også fagforeningernes) tillidsmænd skulle blive arresteret »for arbejdersagens skyld«, kan udredes et passende bidrag af foreningens kasse til vedkommendes familie. Andre fag - møbelsnedkerne f.eks. - havde beslægtede beskyttelsesbestemmelser i deres love. Da væverne d. 17 marts 1873 oprettede en fagforening, foretrak de at give den et mere uskyldigt udseende ved at kalde den »vævernes velfærdsforening«, da det mentes at ville beskytte medlemmerne mod den almindelige forfølgelse af fagforeningsfolk. Den første sammenslutning, der i selve navnet erklærer sig som fagforening, er skræddernes fagforening af 1873. Foruden til faglig kamp støttet af strejkefond satte 1870érnes første arbejderorganisationer deres lid til kooperationen. Dog ikke til brugsforeningerne, som man nu så vokse frem især på landet, og i byerne stå under ledelse af liberale menneskevenner. Lassalle i Tyskland troede ikke på brugsforeninger, og Pio troede heller ikke på dem. Men derimod så meget mere klippefast på produktionskooperationen. Fra arresten på Nytorv havde han d. 7 juli 1872 udsendt forslag om, at Internationale skulle nedsætte et udvalg til at søge virkeliggjort tanken om produktionsforeninger. »Dersom alle Københavns håndværkssvende slog sig sammen på denne måde, ville mestrene være om en hals.« »Selvfølgelig ville svendene levere billigere arbejde end mestrene, eftersom svendene ikke har brug for storborgergyngestole, vogne eller landsteder.« Og den første sådanne produktionsforening blev oprettet d. 18 november 1872 af kurvemagerne - efter at mestrene havde sagt nej til deres lønkrav. Af Internationale får virksomheden 150 rigsdalere, og gennem »Socialisten« indbyder man til tegning af et lån på 500 rigsdalere. Et udsalg af kurvearbejde åbnes kort før jul i Helsingørsgade 10, og en tid går produktionsvirksomheden godt; af de 50 københavnske kurvemagere finder de 12 beskæftigelse her. Da skrædderne i juni 1873 opretter en fagforening, bliver det udtrykkelig fastslået, at foreningens formål er at oprette en produktionsforening. Og denne træder i virksomhed med P. Holm som bestyrer i foråret 1875. Men den bringer kun tab og i 1879 ophører dette forsøg. Adskillige andre fagforeninger træffer forberedelse til iværksættelse af kooperative virksomheder, men derved bliver det. Og vi ser snedkerne og stolemagerne efter den mislykkede strejke i 1873 samle stumperne af den splittede fagforening sammen under det nye navn: snedker og stolemagernes produktionsforening af 1872. Men den er kun fagforening og gør intet forsøg på at indrette kooperative værksteder. Endnu en del år frem i tiden indeholdt teoretiske artikler og agitatoriske taler krav om støtte fra arbejderne og tilskud fra staten til produktionsforeningerne. Disse eksperimenter havde dog - som Jensen og Olsen bemærker - deres betydning ved at lære arbejderne begrænsningens kunst og skærpe deres sans for realiteter. Efter Internationales opløsning er det også ude med sektionerne. Men de af dem, der ikke i forvejen havde konstitueret sig som fagforeninger, »frie, nationale fagforeninger«, gjorde det nu. I de følgende år er tilvæksten ringere, i 1874 - 7 fagforeninger; i 1875 - 4 fagforeninger; i 1876 - 1 fagforening og i 1877 - 1 fagforening. Og i april 1874 nedsættes en ny overledelse i Internationales sted, nemlig de Frie Fagforeningers Centralbestyrelse, der havde lokale i Købmagergade 52, 2. sal, i sidebygningen. Formand var barber E. W. Klein. Under Centralbestyrelsen var fra begyndelsen 11 fagforeninger sammensluttet; på sit højdepunkt i vinteren 1876/77 omfattede centralorganisationen 32 foreninger, hvoraf dog et par er af ren politisk karakter. Sagen var den, at man efter dommen 1873 havde forsøgt at fortsætte Internationale som politisk organisation under navnet »Den demokratiske Arbejderforenig«. Dens formand, snedker Sophus Pihl, blev imidlertid fængslet og sendt i forbedringshuset. Dermed opløstes denne forening. I 1875 stiftes en ny politisk forening »Socialdemokratisk Samfund«, der slutter sig til Centralbestyrelsen for fagforeningerne, som efter Pios, Brix' og Geleffs løsladelse samme år blev arbejderbevægelsens generalstab både i politisk og faglig henseende. Og Pio er påny ved roret. Den forgudelse, han fra sin første fremtræden havde været genstand for, kulminerer i denne tid. Man kan i det hele ikke anskueliggøre sig ånden og atmosfæren i 1870érnes arbejderbevægelse uden at have denne persondyrkelse i minde. Den lille skare, som samtlige organiserede arbejdere var, dannede så at sige en menighed, en socialistisk menighed. I en anden lejr, den studerende radikale ungdoms, herskede en lignende tilbedelses ånd med Georg Brandes som genstand. »Du er vor, du er tidens messias, er gud«, digtede hans disciple. Pio, Brix og Geleff var arbejdernes messiasser. På Pios fødselsdag bragte »Socialisten«, fra 1874 »Social-Demokraten« - svulstige hyldestdigte, indsendt af begejstrede tilhængere. Se eksempelvis fr. A. Hertz: Pio´s honnørmarch med slutningslinjen: »med Louis Pio sejr eller død, ja, sejr eller død. Førernes billeder hang i mange hjem, og børn døbtes Pioline, Geleffine o.s.v.. Var end begejstringen for førerne stor, var dog resultatet af deres arbejde og af arbejdernes anstrengelser i det hele taget kun så som så. Arbejdsgiverne var vel ikke organiserede, men deres sammenhold og modstandsevne var i de fleste tilfælde stor nok til at bringe de etablerede strejker til stranding. Af større strejker var der foruden de førnævnte: bagernes, gasværksarbejdernes, rebslagernes, karetmagernes, skibstømrernes, blikkenslagernes og formernes i denne periode. Gasarbejderne fik det resultat, at Københavns kommune nedlagde forbud imod, at gasværksarbejderne var medlem af nogen fagforening, et forbud, der stod ved magt til hen i 1890érne. Fra 1875 gik konjunkturerne nedad. Midt i 1870érne oprettedes en del voldgiftsretter, således hos typograferne, cigarmagerne og bygningssnedkerne. Cigarmagernes voldgiftsret hørte man aldrig noget til; typografernes ophævedes i 1876 og bygningssnedkernes i 1877; den sidste havde dog opnået at påkende 61 sager. Tiderne blev trykkede, mestrene begyndte at afskedige folk på grund af arbejdsmangel, og der var ingen mulighed for nye fremstød, tværtimod gjaldt det om at holde fast ved det vundne og styre bevægelsen med besindighed og mådehold, til der atter blæste en gunstig vind. Men det egnede en mand af Pio´s natur og temperament sig ikke til. På en kongres på »Gimle« i 1876 - den danske arbejderbevægelses første - kom adskillig opposition til orde. Man valgte at foretage en deling mellem det politiske og det faglige arbejde, således at det første skulle varetages af en hovedbestyrelse på 7 medlemmer og det sidste af en lokalbestyrelse, sammensat af repræsentanter for fagforeningerne. Men den organisationsmæssige enhed bevaredes. Pio fortsatte som formand, men stormestertitlen afskaffedes. En af de første ting, Centralbestyrelsen efter dens oprettelse foretog sig, var at indsende et andragende til Folketinget om lovfæstelse af en normalarbejdsdag og om nedsættelse af en kommission til overvejelse af arbejdernes socialpolitiske krav. Det sidste skete. Ved en kongelig resolution af d. 20 september nedsættes den såkaldte arbejderkommission af 1875 med overpræsidenten for København, Rosenørn, som formand og en række embedsmænd og liberale menneskevenner som medlemmer plus én arbejder, formanden for possementmagernes svendeforening. Kommissionen stiller en forespørgsel til alle de svende og arbejderforeninger, den kan finde, vedrørende deres opfattelse af lønsystemet og kontraktforholdet, men Pio gennemfører, at han kommer til at svare på alle de Centralbestyrelsen tilsluttede foreningers vegne. Og dette dokument »arbejderspørgsmålets løsning« fra 1876, vidner vel om megen polemisk evne. I arbejderkommissionens betænkning, der afgaves den d. 25 oktober 1878, giver et mindretal anvisning på kooperative kreditforeninger, forbrugs- og produktionsforeninger som midlet til arbejderklassens økonomiske fremgang, medens flertallet egentlig ingen midler kan anvise. Kommissionens løsen er kontraktfrihed, men rigtignok gennemført så det bliver kontrakttvang. Den anbefalede, at hver mester skulle have en autoriseret kontraktbog, hvori de med hver enkelt arbejder særlig afsluttede aftaler vedrørende løn, arbejdstid, udbetaling, opsigelse o.s.v. opførtes i hver sin rubrik, hvoraf vedkommende arbejder da fik en udskrift i sin arbejdsbog. Betænkningen kom til at øve en vis indflydelse på værkstedsreglementer og arbejdsregulativer i de første år, f.eks. regulativet for snedker og stolemagerfaget af 1883. Hen i 1876 melder arbejdsløsheden sig med nye opgaver for Centralbestyrelsen. Der holdes offentlige møder, hvor man kræver iværksættelse af offentlige arbejder. Og tanken om at aflaste arbejdsmarkedet ved at organisere udvandring i større stil dukker op, sandsynligvis under påvirkning af eksemplet fra England, hvis fagforeninger en tid lang havde lagt stor vægt på at samle emigrationsfond o.s.v.. I juli fremsætter Pio forslag om oprettelsen af en koloni i Kansas i USA.. Det vinder tilslutning fra hele hovedbestyrelsen, og efter at Geleff havde været en tur i Amerika for at undersøge forholdene, arrangeres et stort møde d. 5 februar 1877, hvor man vedtager at opfordre regering og rigsdag til af statens kasse at yde 100,000 kr. til udvandringshjælp for arbejdsløse. Foruden idéen om begrænsning af tilbudet ligger der vel nok også bag Pio´s planer en trang til at forsøge en genvej til det socialistiske samfund, som det åbenbart havde lange udsigter med herhjemme. Og der kommer mange indmeldelser til første rejsetrup. Men d. 25 marts 1877 indeholder »Social-Demokraten« på forsiden en kort notits: »D'hrr. Louis Pio og Povl Geleff er i forgårs afrejst herfra over England til Amerika.« Om de nærmere omstændigheder ved denne flugt skal her ikke redegøres. Harald Brix var kort i forvejen ført til Vridsløselille for nogle artikler i »Ravnen«, som han var redaktør for. Skuffelsen og sorgen og harmen var ubeskrivelig. Smædeviserne fik rivende afsætning. Og borgerpressen, der tidligere havde fremhævet Pio´s selvoptagethed og hulhed, fejrede store triumfer. Frafaldet indtrådte med en lavines hast. Bladet mistede sine abonnenter og fagforeningerne deres medlemmer. I slutningen af 1877 var der kun et dusin fagforeninger tilbage under partiet, og selv af dem var der flere, som inden længe kun bestod af bestyrelsen. Hensmuldringen fortsattes gennem 1878 og i 1879, og selve Centralbestyrelsen ophørte at eksistere. Enkelte foreninger besluttede at dele kassebeholdningen, forinden medlemmerne gik hver til sit. Pianofortearbejderne fik således 17 kr. hver. De trofaste, der med sorg iagttog denne tragedie, gemte faner og fagforeningsprotokoller i sikre skjul og håbede på en genopstandelsens morgen.

1880érne

Og genrejsningens tid kom. Et nyt hold af mænd rykker frem, spytterde i næverne og får ved seje tag den væltede vogn løftet i furen igen. Skomagersvend J. C. Hørdum, i 1877 31 år gammel, skræddersvend P. Holm, 29 år, snedkersvend C. C. Andersen, 28 år, og handskemagersvend P. Knudsen, 29 år, - unge mænd og håndens arbejdere fra barnsben af. Mange andre fortjener at nævnes, selv om ingen af dem tillagde deres egen person nogen betydning. »Partiet må i fremtiden hvile på principper, ikke på personer,« hed det i en resolution fra foråret 1877. D. 1 juli holdtes i Centralbestyrelsens lokale partiets 2. kongres, der vedtog et arbejdsprogram, hvis første punkt fastslog, at der snarest måtte opføres en forsamlingsbygning, og hvori et andet punkt gik ud på at agitere for at få arbejderne organiseret i fagforeninger. Midt i megen forstemthed og uenighed, den sidste især fremkaldt af en skare uforbederlige Pio-disciple med en baronesse Liljekranz i spidsen, var arbejdet på rejsningen af en egen forsamlingsbygning et samlende element. Lokalevanskelighederne havde altid været store da politiet truede den ene vært efter den anden til at nægte møderum for socialist eller fagforeningsmøder. Nu indsamlede man små bidrag, hvorfor udstedtes aktiebreve i »Aktieselskabet Den Demokratiske Forenings- og Forsamlingsbygning«, og en skønne dag i april 1879 kunne man indvi den store bygning i Rømersgade 22. Året i forvejen, d. 12 februar 1878, havde en lille skare på et møde i beværtningen »Aftenstjernen« i Lille Regnegade stiftet Socialdemokratisk Forbund, hvis første formand blev den unge krølhårede smedesvend A. C. Meyer. Ganske langsomt begynder det faglige røre påny. I begyndelsen af 1880érne skete der en konjunkturopgang og aftagende arbejdsløshed. Arbejderne fattede atter mod og begyndte at røre på sig. De hengemte protokoller hentes frem, fanerne foldes ud og betragtes som hellige relikvier, og den ene fagforening efter den anden træder ud i livet påny - skræddernes, skomagernes, snedkernes, murernes, tømrernes, arbejdsmændenes. Små lønforbedringer gennemførtes hist og her, og det styrker modet. Indre forbindelse er der ikke mellem fagforeningerne; fælles forhandlinger kan kun træffes, når Socialdemokratisk Forbund indkalder dertil. Fra 1882 var handskemager P. Knudsen blevet forretningsfører for partiet og var i denne egenskab også den centrale leder af fagbevægelsen. I provinsen kommer arbejderbevægelsen også så småt til hægterne. Særlig i Århus er der røre. I 1882 stiftes der et »Demokratisk Samfund«, der året efter fagbevægelsen slutter sig til Socialdemokratisk Forbund i København. Typograf Harald Jensen begynder i 1883 at udsende »Socialdemokratisk Ugeblad«, senere som dagblad døbt »Demokraten«. Heri tager han til orde for faglig centralisation. »Når man nu tænker sig fagforeningerne rundt om i byerne samlede under en centralbestyrelse i hver by og denne igen af sin midte valgte repræsentanter til en overbestyrelse, som ledede det hele, ville der herved kunne opnås en samlet optræden fra arbejdernes side til løsning af de foreliggende spørgsmål«. Begyndelsen til denne lokalcentralisering gøres i Kolding i maj 1883. Da oprettes her en »fælles fagforening«, der straks omfattede 120 medlemmer. Det vedtages, at ethvert fag på mindst 5 medlemmer kan tiltræde sammenslutningen. Også i Århus oprettes samme år en organisation af samvirkende fagforeninger, omfattende 8 fag med 621 medlemmer. Der var altså betydelig grøde i fagbevægelsen, da 1880érnes tærskel er overskredet. Ialt dannedes der fra 1879 til 1889 189 fagforeninger, og alene i København kan der i dette tidsrum noteres 211 strejker, hvoraf flere med bemærkelsesværdigt udfald. I 1883 gennemførte snedkerne således en garanteret minimumsløn af 25 øre i timen, også på akkordarbejde. Samme år førtes en stor 6 måneder lang cigarmagerstrejke til sejr. Gennem frivillige bidrag tilvejebragtes omkring 50,000 kr. til strejkeunderstøttelse. Danmark historiske tradition med søfart, etablering af frihavne, og datidens storforbrug af træ medførte jo, at mange arbejdede indenfor disse fag eller på havnepladserne med losning og lastning. Kul og Koks skulle der flyttes rundt på, og dampmaskinerne og belysning holdt deres indtog. Der er brug for kuske og vogne. Kapitalisterne havde ofte monopol på forskellige ting, sådan at der ikke var nogen konkurrence, og monopolselskaberne kunne diktere lønforholdene. Men der kom liv og grokraft i den faglige bevægelse, og i 1883/84 oprettedes ikke mindre end 30 nye fagforeninger, bl.a. Kularbejdernes fagforening, Sæd- og stykgodsarbejdernes fagforening, Trælastarbejderne, etc.. På den tid var arbejdsmændenes kår yderst slette. I København udgjorde arbejdslønnen fra 2.- til 2,25 kr. pr. dag for løst arbejde, og fra 11. kr. til 14. kr. pr. uge for mere fast arbejde. Arbejdstiden var fra kl. 06 morgen til kl. 19 eller 19,30. I en beretning fra den tid hedder det, at ånden blandt de københavnske arbejdsmænd i almindelighed var præget af håbløshed og mismod, mistro indbyrdes og bitterhed udadtil. Under disse forhold var det selvfølgelig vanskeligt at finde gehør for den faglige organisationstanke, men ikke desto mindre fandtes der en lille kreds af arbejdsmænd, der ikke gav op og var besjælet af overbevisningen om organisationens nødvendighed og troede på muligheden af at samle arbejdsmændene til fælles virke for en forbedring af datidens usle kår. D. 19 marts 1884 fremkom der i »Social-Demokraten« et opråb til de københavnske arbejdsmænd om at slutte sig til en »Arbejdsmandsforening«, der blev oprettet på et møde d. 21 marts og startede med 62 medlemmer. På organisationens konstituerende generalforsamling d. 3 april i »Kommunekælderen« i Gothersgade antog den navnet Arbejdsmændenes Forbund, men foreningen medlemmer i København bestod overvejende af jord- og betonarbejdere. Men 1884 blev i flere henseender det egentlige gennembrudsår. Da gik både bødkere, forgyldere, hvidgarvere og vævere og en del smede i strejke. Socialdemokratisk Forbund sammenkaldte alle fagforeningsbestyrelser i København, og der nedsattes en strejkekomité med P. Knudsen som formand. Ikke alle de faglige aktioner førte til sejr, men stemningen kølnedes ikke af den grund. Der var andre begivenheder, som forjættede store ting. Ved rigsdagsvalgetvalget i juni 1884 valgtes Hørdum og P. Holm; de to første arbejderrepræsentanter kunne tage sæde i rigsdagen. Det gav selvtillid og styrke også til den faglige bevægelse. Men fra arbejdsgivernes side var man ikke sindet at betragte denne udvikling som passiv tilskuer. Valget i 1884 afslørede, hvilket sammenspil der havde været mellem de konservative og »Pionisterne«, hvis blad »Den ny Socialist« var periodens splittelsesorgan. Da »Den ny Socialist« må gå ind tre dage efter valget, får den fortsættere i »Statssocialisten« og frem for alt i »Avisen«, hvis udtalte formål er at knuse arbejderbevægelsen. »Avisen«s redaktør, Fr. Hansen, fremtrådte lig adskillige hyklere før og siden, som en ven af »de sundt tænkende og fornuftige arbejdere«, hvem hans højeste ønske var at værne mod socialisternes tryk. Til det formål anstiftede han en organisation »Arbejdernes Værn«, som en tid fik så stor tilslutning, at den blev delt i faggrupper, oprettede syge og begravelseskasse, tilvejebragte kolonihaver m. m., men som få år efter havde mistet al betydning. Det var også ham, der opgejlede arbejdsgiverne til at forsøge et alvorligt fremstød mod fagbevægelsen. Og forsøget blev »den store smedelockout« i 1885. Som mange andre fagforeninger var smedenes smuldret hen, og fra 1878 til 1881 var der bogstavelig ingen organisation blandt smedene. Men fra 1881 tager en lille gruppe, anført af Ferdinand Hurop, fat på genrejsningen, og det lykkes ved en vældig energiudfoldelse i løbet af 2-3 år at stampe organisationer frem ikke blot i København, men også i en række provinsbyer. Fagforeningen af 1873 omdøbtes til smede- og maskinarbejdernes forbund for Danmark, og i 1884 udsendte forbundet fagtidende for smede- og maskinarbejdere i Danmark. Bladet gik rigtignok ind året efter. I januar 1885 havde jernfabrikanterne også organiseret sig, fast besluttet på ikke at gøre flere indrømmelser. Da smedene anført af F. Hurop hen på sommeren krævede en mindsteløn af 27 øre i timen, og da det blev nægtet, nedlagde smedene enkelte steder arbejdet, men arbejdsgiverne erklærede 24 firmaer i jernindustrien for lock-outet - og 1.300 mand sattes på gaden d. 24 juli. Lock-outen fik straks fra begyndelsen en politisk karakter. Fabrikanterne ville selve organisationsretten til livs, og første betingelse for lock-outens afslutning var arbejdernes udtræden af fagforeningen. Vi må erindre os provisorietidens atmosfære, og at venstre og socialdemokratiet året i forvejen havde indgået en valgalliance imod estrupperne for at forstå venstrepartiets sympati for de lockoutede. Chr. Berg erklærede, at han ville støtte smedene, thi det gjaldt jo her et angreb på »deres grundlovshjemlede rettigheder«. Bønderne sendte proviant til smedene, modtog deres børn i ferien og gav deres sympati mange kontante udslag. I det hele fik smedelockouten stor betydning ved at knytte bånd mellem land og by. Iøvrigt steg ophidselsen i København. Fabrikanterne importerede strejkebrydere i stor stil. Og midt under kampen forøver typograf Rasmussen sit attentat mod Estrup d. 21 oktober, hvad der bragte ophidselsen på kogepunktet og bevirkede nye, udæskende provisorier fra regeringen. Efter flere forgæves mæglingsforsøg kommer endelig i november en fred i stand, der vel ikke bragte smedene minimallønnen, men til gengæld fabrikanternes indrømmelse af arbejdernes ret til at stå i hvilken forening de ville. Kampen havde kostet arbejderne den - efter de tider - enorme sum af ca. 250,000 kr., så godt som alle tilvejebragt ved frivillige bidrag fra ind- og udland. Efter kampen indtrådte en stærk afslappelse; smedenes organisation mistede de fleste af sine medlemmer. I 1886 fik en smed O. K. Petersen 3x5 dages mørk arrest for at have samlet arbejderne til et protestmøde mod en ærekrænkende visitation. Mod strejkevagter skred myndighederne gennem mange år ind i en lang række tilfælde, og sammenstød mellem vagterne og strejkebryderne førte næsten altid til omgående arrestationer - af de første, ja undertiden, som i 1888 under en skomagerstrejke, af folk, som havde siddet fredeligt hjemme, da sammenstødene fandt sted. Offentlig meddelelse om strejke og blokade betragtedes længe som lovstridigt, da den var en »krænkelse af privatlivets fred«, eller den »på uberettiget måde« skadede arbejdsgiveren i hans virksomhed. En tid var det tilstrækkeligt at nedlægge forbud overfor redaktøren af bladet, hvori meddelelsen fremkom (Social-Demokraten), selv om en organisations formand eller bestyrelse stod som underskrivere. Højesteret fastslog dog i 1892, at for artikler eller meddelelser med navngiven forfatter havde redaktøren ikke ansvaret, og forbud måtte i sådanne tilfælde siden nedlægges overfor underskriverne. Forbudenes nytte for arbejdsgiverne var dermed væsentlig indskrænket; en ny mand kunne jo dagen efter skrive om samme sag; men det stod dog stadig fast, at offentlige meddelelser om strejker kunne forbydes. Mod fagforeninger, som iværksatte strejker, og mod »socialdemokraten«, der talte de strejkendes sag, blev der ofte anlagt erstatningssager; en tid lang gik man ganske enkelt ud fra, at strejker eller blokader måtte påføre arbejdsgiveren tab, og herfor burde der ydes erstatning. I en sag mod skrædderne afsagde højesteret dog en dom, hvori det blev slået fast: for at få erstatning måtte man godtgøre, at der var lidt tab, ikke ved en strejke i almindelighed, men ved en lovstridig handling som f.eks. at udstille strejkevagter. På dette retsgrundlag måtte fagforeningerne leve og virke i en række år - selv om arbejderbevægelsen efterhånden ved sin voksende magt vandt anerkendelse i videre kredse. En økonomisk krise med betydelig arbejdsløshed for de fleste fag bidrog stærkt til at svække fagbevægelsen, men nedgangen var ingenlunde at sammenligne med katastrofen sidst i 1870érne. For første gang søger fagforeningerne i større målestok at yde understøttelse til de arbejdsløse og skaffer midlerne ved indsamlinger. Holms og Hørdums forslag på rigsdagen om ydelse af midler hertil blev forkastet både af højre og venstre. 1880érnes mænd var klar over, at en solid og varig organisationsbygning måtte hvile på principper og ikke på personer. Men hvilke principper? Rundt om voksede enkeltfagforeninger frem, og de allierede sig her på ét grundlag, her på et andet. Der opstod efterhånden fællesforeninger af fagforeninger i de fleste byer. Men i selve København var det samlende organ den politiske sammenslutning Socialdemokratisk Forbund. Hvorledes burde rettelig forholdet mellem det faglige og det politiske ordnes og arbejdes deles? Dette og mange andre beslægtede spørgsmål bliver genstand for en drøftelse på et på svensk initiativ indkaldt møde i Gøteborg i dagene 27-29 august 1886. På denne første skandinaviske arbejderkongres var den danske fagbevægelse repræsenteret af 15 delegerede fra 14 foreninger og forbund. Ordføreren for danskerne var formanden for malernes fagforening i København, den 27årige Jens Jensen, der sammen med P. Knudsen fik den største indflydelse på kongressens beslutninger. I 12 punkter udformede de forsamlede arbejderrepræsentanter deres opfattelse af fagbevægelsens hovedprincipper. De vigtigste beslutninger går ud på: tilslutning til socialismen; fagforeningerne bør øve indflydelse på lovgivningen; en hovedopgave bliver at tilvejebringe lønregulativer godkendte af fagforeninger og arbejdsgivere; timebetaling og ikke akkordarbejde bør være basis for lønarbejdet; der bør oprettes understøttelseskasser for arbejdsløshed, strejke, sygdom; der bør tilstræbes centraliserede faglige forbund; der bør af al kraft arbejdes for indførelse af en 8 timers arbejdsdag og for afskaffelse af nat, søn og helligdagsarbejde samt hjemmearbejde; man tilråder oprettelsen af faglige voldgiftsretter valgte af arbejdernes og arbejdsgivernes organisationer; der bør ikke gribes til strejke, før alle fredelige midler er forsøgt uden resultat; landarbejdernes organisering bør fremhjælpes og påskyndes; endelig udtaler kongressen sig for ønskeligheden af arbejdsgivernes organisation, »fordi man derigennem lettere kan føre underhandlinger mellem parterne og nå til et godt resultat.« Betragtet med vor tids øjne vil adskillige afsnit forekomme som almindeligheder og selvfølgeligheder. Men for det opbygningsarbejde, man stod midt i i 1880érne, var det af stor vigtighed at få disse grundsætninger fastslået og retningslinierne fastlagt. Efter kongressen gik man i gang med at søge programmet virkeliggjort. Et af de første resultater var oprettelsen af »De Samvirkende Fagforeninger i København«, hvilket skete i oktober 1886. De tilsluttede fagforeningers bestyrelser valgte 5 medlemmer til et forretningsudvalg, som yderligere tiltrådtes af 2 mand valgt af Socialdemokratisk Forbund. Ledelsens officielle navn var »Udvalget for De Samvirkende Fagforeningers fællesvirksomhed«, og i dets første sammensætning bestod det af J. Jensen (formand), P. Knudsen (næstformand), G. C. Olsen (sekretær), F. Hansen, A. P. Berg, F. Hurop og J. G. Johnsson. Centralisationens hovedopgave blev at lede og organisere fagforeningernes gensidige støtte under strejker; det vedtoges, at strejker ikke måtte iværksættes, før de var godkendte af udvalget eller af et møde af samtlige bestyrelser; selve ydelsen af understøttelse vedblev foreløbig at være frivillig; desuden skulle udvalget gøre de af de forskellige fagforeninger indhøstede erfaringer frugtbringende og endelig indsamle statistiske oplysninger om arbejdsforholdene. Oprettelsen af de samvirkende fagforeninger i København er en mærkepæl på den danske fagbevægelses vej, men udviklingen gjorde ingen standsning i den anledning. Som før nævnt var der i Kolding og Århus allerede fra 1883 lignende fællesorganisationer; i 1885 var Odense fulgt efter, og allerede tidligere på året i 1886 havde Horsens nedsat et udvalg for samvirksomheden mellem fagforeningerne; Kolding fællesorganisation omlægges samme år, og i de følgende år møder vi de samme lokale centralorganisationer i Ålborg, Helsingør og i stedse flere byer. I 1900 fandtes der 54 fællesorganisationer her i landet, men da var deres opgaver og formål allerede under revision. Samvirksomheden i de enkelte byer tog tidligt andre opgaver op end den blotte regulering af de lokale strejkebevægelser, der havde afgivet det oprindelige motiv til sammenslutningen. Først og fremmest kooperativt, men belært af erfaringen holdt man sig nu til et snævert begrænset område, produktion af nogle af arbejdernes vigtigste livsfornødenheder. I slutningen af 1880érne og i begyndelsen af 1890érne træder en række kooperative arbejderbagerier ud i livet; i 1884 i Århus, i 1885 i Horsens, i 1886 i København, i 1890 i Fredericia, i 1891 i Kalundborg og Hjørring og de følgende år stedse flere; enkelte bryggerier og brændselsforretninger etableres også. Samtidig med den lokale centralisationsbevægelse, foregik en anden, som med tiden skulle vise sig at blive af endnu større betydning, nemlig centralisationen, sammenslutningen, af de enkelte byers fagforeninger i faglige landsforbund. Tilløb til sådanne fagforbund havde man set helt fra halvfjerdsernes første år. Således indenfor tobaksarbejdernes, typografernes, skræddernes og handskemagernes organisationer. Som de første landsforbund, der stod fast, da de først var stillet på benene, kommer 3 fra 1885: d. 1 maj stiftes Skomagersvendenes Forbund, d. 7 maj Snedkerforbundet, d. 16 november Tekstilarbejderforbundet. I 1887 kommer foruden det genopstandne Skrædderforbund også Tobaksarbejderforbundet i Danmark. I 1888 kommer Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund til, og Formerforbundet følger i 1889, Malerforbundet i 1890. Det er disse fagforbund, siden forøget med mange flere, der i de kommende år skulle blive den faglige organisationsbygnings bærepiller. Straks var man ikke klar over dette. På den 2. skandinaviske arbejderkongres, afholdt i København i udstillingsåret 1888, beskæftigede man sig med tanken om mere omfattende sammenslutninger, om en centralisation af »alle beslægtede fags organisationer i ét stort fagforbund«, altså en organisationsform, der gik ud over de faglige rammer. Og på den 3. kongres i Kristiania (Oslo) i 1890 tiltrådtes oprettelsen af Skandinaviske Forbund, altså en organisationsform, der går ud over de nationale rammer. Den sidste beslutning blev i virkeligheden kun bragt til udførelse af sadelmagerne og tapetsererne, som i 1894 dannede skandinavisk sadelmager- og tapetsererforbund. Det, der karakteriserer 1880érne, er først og fremmest den voksende forståelse af den faglige solidaritets betydning, af sammenholdets værdi både som værn mod kapitalens idelige anslag mod levevilkårene og som rygstød for kravene om bedre løn og arbejdsforhold. Man vover at tro på, at enighed gør stærk. Men i det væsentligste foregår denne indre proces alene hos byernes arbejdere og især hos de faglærte arbejdere, som i forvejen i den fælles fagkundskab og færdighed har et bånd, der i nogen grad knytter dem sammen. Det er ikke længere nogle få, der er grebet af organisationstanken, ikke længere en menighed, der slutter kreds om deres messias, det er en hær, som er ved at komme i marchtakt.

1890érne

Det var under modgang af nedadgående konjunkturer og voksende arbejdsløshed, fagbevægelsen trådte ind i 1890érne. Men alt ialt blev 10-året en opgangsperiode i økonomisk henseende. Priserne på livsfornødenhederne er i dalen gennem de første år, og da lønningerne gennemgående går op, føles eksistensen tryggere. Hertil bidrager også virkningerne af den sociale lovgivning og dennes stigende udnyttelse. For fagbevægelsen blev halvfemserne den økonomiske konsoliderings periode. Før vi går nærmere ind på denne udvikling, må først omtales den gradvise ændring begrebet fagforening er genstand for i disse år. Stedse flere grupper af arbejdere drages med ind i. Organisationerne og nu i voksende grad de ufaglærte hjælpearbejdere, løsarbejdere, arbejdsmænd af alle beskæftigelser og kvindelige arbejdere. Først af alle havde Tobaksarbejdernes Fagforening »Enigheden« åbnet sig for kvinder. Efter en mislykket strejke i 1884 omdanner de faglærte vævere deres fagforening til »Væveriarbejdernes fagforening«, der også optager kvinder. I året 1885 stiftede en lille kreds af kvinder, hovedsagelig vaskekoner og strygersker »Den frie Kvindeforening«. Den var oprindelig mere af selskabelig end faglig karakter, men fra 1887 bliver denne forening udgangspunktet for et energisk agitationsarbejde blandt kvindelige fabriksarbejdere, som resulterer i flere fagorganisationer blandt disse. Arbejdsmænd havde allerede under »Internationale« deres egen sektion, som til sin tid bliver en fagforening og atter til sin tid går samme vej som meget andet, der så lyset i 1870érne. I genrejsningsperioden i 1880érne ser vi fagforeninger oprettes af murerarbejdsmænd, kularbejdere, havnearbejdere, og næsten overalt i købstæderne en fælles »Arbejdsmændenes Fagforening«. Omkring 1890 kommer dertil fagforeninger for vognmandskuske, jord- og betonarbejdere og andre grupper. På den internationale arbejderkonference i Paris i 1889, i hvis indledning det hed: »I overbevisning om, at arbejdets og menneskehedens frigørelse kun kan udgå fra det som klasse og internationalt organiserede proletariat, som tilkæmper sig den politiske magt for at gennemføre kapitalismens beslaglæggelse og samfundets overtagelse af produktionsmidlerne ... beslutter kongressen«. I en af franskmændene stillet udtalelse, der vedtoges med stor begejstring, hed det: »Der skal på et bestemt tidspunkt organiseres en stor international manifestation (demonstration), nemlig således at arbejderne i alle lande og i alle byer samtidig på en bestemt dag stiller det krav til de offentlige myndigheder, at arbejdsdagen fastsættes til 8 timer og at de øvrige beslutninger på den internationale kongres i Paris bringes til udførelse.« Demonstrationsdagen fastsattes efter amerikansk forbillede til 1. maj. I Paris-kongresen i 1889 deltog også repræsentanter for det danske socialdemokrati, og disse repræsentanter kom begejstrede hjem for at forberede afholdelse af den første majdag i 1890. Nogen let opgave var det ikke - end ikke i København. Fagbevægelsen var endnu svag. Der var mange uorganiserede - og mange arbejdsløse blandt de organiserede. I rigsdagen havde socialdemokratiet kun 2 repræsentanter. Alligevel besluttede socialdemokratiet i hovedstaden at lade afholde demonstration gennem byen til Nørre Fælled, hvor det første store majmøde skulle holdes. Arbejdsgiverne spillede imidlertid også med. De satte i god tid en voldsom kampagne ind mod 1. maj-dagens festligholdelse og kravet om 8 timers arbejdsdag. De proklamerede frejdigt, at 8 timers arbejdsdagen var uigennemførlig - af konkurrencehensyn. De anså fastsættelsen af en 8 timers arbejdsdag for »en krænkelse af arbejdernes frie ret til at arbejde så længe de lystede«! Enkelte blade svang sig op til at påstå, at når arbejderne forlangte 8 timers arbejdsdag, skyldtes det, at de var for dovne til at arbejde de 11 - 12 timer daglig, der endnu dengang var almindeligt i københavnske fabrikker. Jo nærmere man kom l. maj, jo mere hysteriske blev de. Det endte med, at de kort erklærede, at det var afskedigelsesgrund, hvis arbejderne forlod arbejdspladserne for at deltage i 1. maj demonstrationen. Det var før 1. maj blev almindelig fridag for arbejderne - og 1. maj 1890 faldt desværre på en hverdag, Da det heller ikke hjalp, appellerede arbejdsgiverne som så ofte senere til politiet om hjælp - og det var som også mange gange senere øjeblikkelig parat. Det forbød demonstration gennem byen - af hensyn til trafikken! - for også dengang var Danmark skam "en demokratisk stat". Dette forbud tog Københavns arbejdere imidlertid fat på at omgå. I vedtagelsen fra Paris stod der, at der skulle være demonstration, og så skulle der være demonstration og ikke bare møde. Efter middag på 1. majdagen samledes små grupper af arbejdere på Kongens Nytorv. Med visse mellemrum begyndte 20-25 mand i spredt orden at marchere gennem Lille Kongensgade. I spidsen for en gruppe gik Gerson Trier og billedskærer P. Christensen, der allerede på den tid repræsenterede en venstreretning i arbejderbevægelsen i Danmark. På datidens mest almindelige hovedbeklædning for herrer; den stive, rundpuldede bowlerhat, bar de et hvidt skilt, hvorpå der stod: Kun 8 timers arbejdsdag. Gruppernes gang ad Gyldenløvesgade og gennem det indre Nørrebro blev nøje overvåget af politibetjente. Ude i Korsgade blev de standset af en stor betjent, der brysk befalede: »De må inte gå i rad!« I spredt fægtning kunne dog ingen hindre arbejderne i at gå til Fælleden. Jo nærmere man kom Fælleden, jo vanskeligere var det imidlertid at undgå »at gå i rad«, for tilstrømningen oversteg de dristigste forventninger. Med at stort luerødt 1. maj-mærke på hattene eller i frakkeopslagene vandrede tusinder af arbejdere ad Fælleden til. Gennem Fredensgade søgte politibetjente til hest at »splitte demonstranterne«, men fra hele det omliggende arbejderkvarter strømmede så mange mennesker til, at det mere så ud, som om Københavns meget udmajede politidirektør snarere - som en anden general - red i spidsen for demonstrationen. Særlig interesse knyttede der sig naturligvis til, hvorledes arbejderne på arbejdspladserne ville reagere på opfordringen til at forlade arbejdspladserne for at deltage i 1. maj-demonstrationen. Det kunne jo ikke alene koste dem en dagløn men også selve arbejdet, og det var ikke legeværk med den store arbejdsløshed, der fandtes i København på det tidspunkt. Hvad der skete fremgår tydeligt af følgende skildring, der fandtes i Social-Demokraten dagen efter om B&W-arbejdernes optræden: »Refshalen, eller som den populært kaldes Rævehalen, modtager sit arbejderkontingent kl. 6. Mandskabet sættes ud i 12 store både, der hver rummer ca. 60 mand. Kl. 5% samledes disse arbejdere, alt i alt ca. 1000, ved den trappe, der er så vel bekendt fra fyrstelige landstigninger. Imidlertid, det er i dag øjensynligt, at disse folk ikke vil længere end til kanten af det våde element. De fleste er i søndagstøjet, og hist og her brænder der en fin cigar. Kun to både går til Rævehalen. Det er læredrengene og nogle få skibstømrere. Resten bliver, hvor de er. Klokken bliver 6 1/2 og 7, og endnu er der dødsstille ovre på det store værft. Ingen hamren, ingen banken ... Denne dødsstilhed taler højere end et bombardement, men det er et andet sprog, et nyt sprog. Her har vi for os dagens glanspunkt: Tavshedens demonstration.« Ude omkring hele Fælleden havde fagforeningernes ledelser taget opstilling med fanerne. Omkring dem samledes lidt efter lidt medlemmerne, mens politiet havde travlt med at hindre dem i at »stå i rad«. Nogle minutter før kl. 3, hvor mødet skulle begynde, satte alle fagforeningerne sig i bevægelse fra alle sider, og det blev trods politiforbudet og arbejdsgivertruslen alligevel en imponerende opmarch omkring talerstolen på Klosterfælleden ved St. Vibenshus. Det første majmøde var besøgt af ca. 50.000 arbejdere. Talerne var den socialdemokratiske rigsdagsmand P. Holm, maler Jens Jensen (den senere første formand for De samvirkende Fagforbund og endnu senere finansborgmester i København) samt socialdemokratiets forretningsfører P. Knudsen. De talte med begejstring om Paris-kongressens vedtagelse og arbejderklassens nærmeste opgaver. Mødet sluttede med vedtagelse af en udtalelse, hvori der i pæne vendinger stilledes krav om 8 timers arbejde, 8 timers hvile og 8 timers søvn, hvorefter enhver gik til sit. Trods masser af politiprovokationer kom det ikke til sammenstød. Arbejderne besvarede ethvert forsøg i den retning med tavs kulde. Til gengæld slog man om aftenen gækken løs rundt om i byens arbejderforsamlingshuse, hvor man sang og dansede til den lyse morgen. - Efter en jord og betonarbejderstrejke i 1892, hvori kuske og andre arbejdsmænd deltog, måtte arbejdsgiverne meget mod deres vilje anerkende disse organisationer og træde i forhandling med dem, og siden er arbejdsmændenes organisationer gået frem med store skridt. Af afgørende betydning for opbygningen af de ufaglærtes organisationer og for deres sammenslutning i vort lands største forbund har det været, at de i spidsen har haft en så fremragende agitator og organisator som M. C. Lyngsie (1864-1931). I 1889 stiftedes et forbund for Jylland og Fyn. I 1890 forsøgtes oprettet et »Arbejdsmændenes Centralforbund i Danmark«, men det opløstes efter et par års forløb på grund af indre stridigheder. D. 1 november 1896 blev »Dansk Arbejdsmandsforbund« oprettet ved en kongres i Varde og trådte d. 1 januar 1897 ud i livet som en sammenslutning med 14,000 mand stærk. Fagforeningerne er ikke længere sammenslutninger af faglærte arbejdere - det er sammenslutninger af lønarbejdere, kort og godt. Solidariteten griber udover fagets rammer, og man kan så småt begynde at tale om arbejderklassens sammenhold som en realitet. Arbejdsløsheden fremkalder i de sidste år af 1880érne en livlig agitation for en radikal forkortelse af arbejdstiden. På to internationale kongresser i Paris 1889 fik kravet tilslutning fra arbejderrepræsentanter fra en række lande, og det vedtoges at arrangere en international demonstration for en 8 timers normalarbejdsdag hvert år den d. 1 maj og begynde i 1890. Den første maj dette år afholdtes da også på Fælleden i København og rundt i flere provinsbyer store arbejdermøder med dette krav på dagsordenen. Murerne, der allerede i 1872 var gået i breschen for en forkortelse af arbejdstiden, går over til handling fra d. 12 maj og strejker på kravet om en forkortelse til 9 timer, men må opgive kampen. Der var samtidig en strejke af sømænd og søfyrbødere løbende, og de frivillige bidrag var ikke store nok til at bære begge strejker til sejr. I det hele kommer frivilligheden under debat ved denne tid. Man er klar over, at den hidtil brugte fremgangsmåde ved hver udbrydende strejke eller lockout at appellere til offerviljen ikke i længden er et holdbart grundlag for den faglige kamp, og forskellige forslag til andre ordninger diskuteres. I 1892 blev havnearbejderne i København inddraget i en konflikt. 200 mand nedlagde arbejdet ved det store Frihavnsanlæg, men de tabte og fik et føleligt medlemstab. Men et særligt skridt tages i 1892. Da vedtager et fællesmøde af bestyrelser for »De Samvirkende Fagforeninger« i København nogle regler for ordning af planmæssig strejkeunderstøttelse, der bl.a. medfører, at de tilsluttede organisationer, så længe en godkendt strejke varer, skal påligne deres medlemmer et ugentlig bidrag af mindst 10 øre pr. arbejdende medlem for mandlige og blandede foreninger og 5 øre for kvindelige foreninger. Til gengæld fastsættes det, at det strejkende fags forening kan regne med at modtage en understøttelse på 10 kr. ugentlig for hvert strejkende medlem af mandlige og blandede foreninger og 6 kr. pr. uge af kvindelige foreninger. Det havde kostet mange forhandlinger at nå så vidt. Og alligevel føltes ordningen ikke helt tilfredsstillende; reglerne fastsatte kun et minimum, frivilligt kunne der ydes mere - og dermed var ensartetheden og ligeligheden og enigheden stadig udsat for farer. Efter nye forhandlinger nås da i 1895 til et nyt grundlag, der rummes i de d. 7 maj vedtagne regler for strejkeundersøttelse i De Samvirkende Fagforeninger. Strejkeunderstøttelsen er herefter stadig som ovenfor henholdvis 10 og 6 kroner ugentlig, men det stilles som en betingelse for at blive delagtig heri, at de pågældende foreninger har et så stort kontingent, at mindst 4 øre ugentlig pr. medlem henlægges til et særligt strejkefond for faget, og at antallet af de strejkende udgør over 5 % af foreningens arbejdende medlemmer. Fra De Samvirkende Fagforeninger vil der ikke blive ydet noget for den første strejkeuge. Strejker kunne kun erklæres af De Samvirkende Fagforeningers bestyrelser med ⅔ majoritet af de på mødet repræsenterede foreningers stemmer, og hver forening har kun een stemme. Midlerne til understøttelsen tilvejebringes ved at påligne foreningerne det tilstrækkelige beløb fordelt efter deres medlemstal, men dette strejkekontingent må ikke overstige 25 øre ugentlig pr. medlem. Det pålignes kvindelige foreninger med halvdelen af mandlige foreningers beløb. Herudover har reglerne den bemærkelsesværdige bestemmelse, at fagforbund, altså landsforbund, kunne tiltræde denne af den københavnske samvirksomhed skabte gensidige strejkeforsikring. Efter disse vedtægters gennemførelse kom for alvor spørgsmålet om en landsomfattende sammenslutning af fagorganisationerne på dagsordenen. Et særligt forum for drøftelsen af dette spørgsmål blev det fra januar 1893 udkommende fjortendagsblad »Samarbejdet«. Det var et slags fællesfagblad for flere organisationer, hvis fagblade havde været genstand for forfølgelser på grundlag af Estrups presseprovisorier. Det udgik indtil 1904, de første 5 årgange under redaktion af bødker S. Bresemann, de sidste år redigeret af cigarsorterer Th. Stauning. Bladet udførte et godt oplysningsarbejde og beredte jordbunden for den landsorganisation, der skulle komme om føje tid. Det sidste skub fremad skyldtes drøftelserne på den 5. skandinaviske arbejderkongres, som afholdtes i Stockholm d. 19-21 juli 1897. På dette tidspunkt var tanken om de skandinaviske forbund forladt. Om organisationsformen vedtog kongressen en lang resolution, hvis to første punkter lyder: A) grundformen for den faglige organisation bør i størst mulig grad være et hele landet omfattende forbund, idet man da henleder opmærksomheden på den industrielle udvikling og storindustriens fremgang, som efterhånden vil nødvendiggøre arbejdernes sammenslutning i store industriforbund omfattende alle brancher indenfor vedkommende industri på samme måde, som det allerede nu praktiseres i udlandet, og som det allerede også har begyndt at formes indenfor tekstilindustrien, jern- og metalindustrien samt træindustrien i de skandinaviske lande. B) samtlige forbund i de tre lande samt de enkelte fagforeninger, som ikke kan danne noget forbund, slutter sig sammen i en landsorganisation med et fælles sekretariat i hvert land. Senere i resolutionen hedder det, at der »bør søges at give de bestående lokale sammenslutninger af arbejdere i forskellige fag som »samvirkende fagforeninger« og lignende en plads i organisationssystemet.« Og endelig efter at forskellige konflikter var afsluttede i efteråret 1897 gøres da forarbejderne til den store sammenslutning, og d. 3 januar 1898 åbnes i »Folkets Hus« på Enghavevej det delegeretmøde, der sætter krone og krans på de danske arbejderes organisationsbygning ved at skabe »de samvirkende fagforbund i Danmark«. Den tale, som maler Jens Jensen åbnede mødet med, var et smukt og lødigt udtryk for den modenhed, dansk fagbevægelse nu var nået til. Et lille udsnit skal gengives her: »Arbejderbevægelsen er ikke en kunstig plante, men et naturligt produkt af det moderne samfund. Den måtte komme økonomisk, fordi frikonkurrencen og privatkapitalismen har skabt en afhængig arbejderklasse, som uden organisation og selvbevidst optræden kun ville blive et middel til at øge privatkapitalismens rigdomme. Den ville blive som dværge ved bjærget, der smelter guld fra dag til dag uden nogensinde selv at se en solstråle eller føle livets stærke pulsslag i sine årer.« »Vi er her i kraft af den udviklingens lov, alle må bøje sig for, og vi er her i så stort et tal, fordi der er gjort et mangeårigt forarbejde. De enkelte fag har dannet lokale foreninger, samlet dem i forbund og i fællesorganisationer landet over. Vi har 25 års kampe og erfaringer bagved os; hver enkelt lille del i det store legeme har gennem selvstyre lært at vurdere sine egne kræfter, og ved sammenslutningen i forbundene og i lokalorganisationerne har vi udviklet solidaritetsfølelsen, begejstringen og offerviljen for den sag, der omslutter millioner af mennesker verden over.« »Nu føler vi os modne og stærke nok til at danne den sammenslutning for hele landet, som er blevet en nødvendighed, ikke alene fordi vore opgaver vokser og efterhånden bliver sværere at løse, men også fordi vore modstandere ved at følge vort eksempel og slutte sig sammen tvinger os til at slutte os endnu tættere sammen. Den armé, vi skaber, må være stærk og fast, thi den skal erobre en verden, og den må være demokratisk ordnet, thi den skal udvikle mennesker.« På mødet valgtes et repræsentantskab på 21 medlemmer, som senere valgte et forretningsudvalg på 5 medlemmer, hvortil kom 2 af Socialdemokratisk Forbund udpegede. Formand blev J. Jensen, næstformand P. Knudsen, sekretær Martin Olsen. Til kasserer valgtes E. Svendsen. Forretningsudvalget udsendte kort efter en opfordring til alle organisationer om at tiltræde landsorganisationen, og ved udgangen af det første år omfattede De Samvirkende Fagforbund 38 forbund med 870 afdelinger og 25 enkeltstående foreninger med et samlet medlemsantal på 61,000. Af de første love skal her kun nævnes de afsnit, der angår strejkeforsikringen. Først fastslås at organisationens formål er »ved samarbejde mellem fagforbundene og de med disse ligestillede organisationer at støtte arbejdernes bestræbelser for ad faglig vej at forbedre deres stilling«, og at optagelse kan ske for alle her i landet værende fagforbund (herved forstås en landsorganisation), samt sådanne fagforbund, som ikke egner sig for en faglig centralisation. Om de lokale organisationer - fællesorganisationer og lignende - bemærkes det, at deres virksomhed ikke må stride mod de Samvirkende Fagforbunds love, og at de med hensyn til forhandlinger om og afgørelse af stridigheder mellem arbejdskøbere og arbejdere kun kan indtage en rådgivende stilling. Når en arbejdsstandsning er godkendt af forretningsudvalget eller repræsentantskabet, og den omfatter over 4 % af den pågældende organisations arbejdende medlemmer, kan forretningsudvalget udskrive et ekstrakontingent af indtil 50 øre ugentlig for heltbetalende og 25 øre for halvtbetalende medlemmer eller foreninger. Og den normale understøttelse fastsættes til 10 kr. pr. uge for heltbetalende og 6 kr. for halvtbetalende strejkende eller udelukkede, som har været medlem af deres organisation mindst 3 måneder. For første uges strejke eller lockout udbetales ingen understøttelse. De Samvirkende Fagforbunds nugældende love omtales senere. Om organisationens virksomhed kan henvises til jubilæumsskriftet: »De Samvirkende Fagforbund 1898-1923«. »Ved at følge vort eksempel og slutte sig sammen tvinger vore modstandere os til at slutte os endnu tættere sammen,« havde J. Jensen udtalt den d. 3 januar. Det er nødvendigt nu at kaste et blik tilbage på den udvikling, der var foregået indenfor arbejdsgivernes kreds. Ved lavsordningens bortfald smuldrede nogle steder al organisation blandt mestrene bort. Men en hel del »lav« blev dog ved med at bestå som frivillige foreninger med selskabelighed og understøttelse som formål. Og i provinsen oprettedes i begyndelsen af 1860érne et stort antal håndværkerforeninger, der efterhånden indrettede tekniske skoler og lignende. Hermann Stilling fra Randers fik tanken om dannelsen af centralforeninger indenfor de enkelte fag, og et jysk »varelotteri« kom her til at virke som en samlende faktor. I 1879 sammensluttedes alle landets håndværker- og industriforeninger under en centralledelse »Fællesrepræsentationen for dansk industri og håndværk«. Denne har især beskæftiget sig med spørgsmål som teknisk undervisning, lærlingesager, udstillinger, mesterprøver, toldspørgsmål, forsikring og lignende. Den første større kamporganisation, arbejdsgiverne rejste, var »Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København«, fra 1885, der i 1897 gik ind under Arbejdsgiverforeningen. Det var som omtalt dén, der iværksatte smedelockouten i 1885. Samme år stiftes en tilsvarende krigsformation af bygmestre og entreprenører, »Fællesforeningen af arbejdsgivere i København og omegn« - populært kaldet »Lockout-foreningen«. Den faldt totalt sammen ved det første sammenstød med arbejderne i snedkerkonflikten fra 1889. Men nu tages der for alvor fat på at skabe et organisatorisk og økonomisk forsvar mod »fagforeningsfaren«. Fællesrepræsentationen omgås fra 1891 med planer om at omdanne sig til en virkelig »centralorganisation af samvirkende mester og fabrikantforeninger«. De enkelte mester- og arbejdsgiverforeninger og deres landsdelsvise sammenslutninger opsamler kampfonde og åbner rundt omkring offensiven mod arbejderne. Og en foreløbig slutsten på denne udvikling udgør stiftelsen d. 19 maj 1896 af »Arbejdsgiverforeningen af 1896«, der var en sammenslutning oprindelig bestående af Teglværksforeningen, Murerlavet, tømrerlavet, nogle firmaer i kalk og mørtel samt Entreprenørforeningen, hvis formand, Niels Andersen, i de kommende år skulle blive den store organisator og kampleder for danske arbejdsgivere. Under forhandlingerne på rigsdagen om forslaget til ulykkesforsikringsloven (vedtaget d. 7 januar 1898) udsendte Arbejdsgiverforeningen af 1896 opfordring til de interesserede fag om oprettelse af et gensidigt ulykkesforsikringsselskab, og de heraf følgende forhandlinger mellem Niels Andersen og flere på den ene side og de under fællesrepræsentationen stående mesterforeninger og håndværkslav på den anden side førte sluttelig ikke blot til oprettelsen af arbejdsgivernes ulykkesforsikring, men også til en organisatorisk sammensmeltning af de to grupper. D. 1 januar 1899 trådte sammenslutningen ud i livet under navn af »Dansk mester- og arbejdsgiverforening«. Opmarchen var dermed så temmelig fuldbyrdet. Arbejdsgiverforeningens historie er fortalt af Sophus Agerholm og Anders Vigen i »Arbejdsgiverforeningen gennem 25 år, 1896-1921«. I årenes løb havde fællesaftalerne om arbejdsbetingelserne - de kollektive overenskomster - slået mere og mere igennem. Tillidsmænd mødte op på kammeraternes vegne og forhandlede med mestrene, hyppigt folk, de slet ikke »havde i deres brød«. Det var kun modvilligt og med slet dulgt utilfredshed, de fleste arbejdsgivere lod sig drive med af denne udvikling. Den gamle forestilling om, at »man vel var herre i sit eget hus«, sad dybt i kødet. Og ved given lejlighed håbede adskillige på at kunne indføre de gode gamle metoder igen. Men foreløbig bar vinden med arbejderne. Den økonomiske opgang fortsatte og gav sig udslag i stigende beskæftigelse og halvfemsernes sidste år i højere husleje, dyrere varer og nødvendiggjorde arbejdernes krav om større andel i arbejdsresultaterne. Og de stedse stærkere fagorganisationer hjalp dem til at gennemføre kravene. Men arbejdsgiverne indskrænker sig nu, efter at deres organisationer har fæstnet sig, ikke længere til at stritte imod. De går over til modangreb. Vel opviser 1890érne en livlig udfoldelse af faglige aktioner fra arbejdernes side, men fra 1895 er det dog især de mange og delvis store lockouter, som præger arbejdsforholdene, indtil det hele ender med det store opgør i 1899. I maj 1895 sættes formerne og maskinarbejderne i Århus på gaden med den besked, at de kan komme igen, når de har meldt sig ud af deres fagforeninger. En voldgiftskendelse gik fabrikanterne imod, og de opnåede intet som helst ved den flere måneder lange lockout. Omtrent samtidig fandt Centralforeningen af murer og tømrermestre i Jylland på, at den påny ville indføre de fra lavstiden kendte »arbejdssedler«. Systemet skulle tage sin begyndelse i Ålborg. Da murersvendene som svar går i strejke, erklærer centralforeningen lockout mod murer- og tømrersvende i hele Jylland - men anser det efter henstilling fra Københavnske mesterorganisationer rådeligst at ophæve lockouten efter 14 dages forløb og opgiver forsøget med » arbejdssedlerne«. I 1896 lockoutes skotøjsarbejderne, for at fabrikanterne kan få lønnen nedsat med 10 %. Men efter 3 måneders forløb må de lukke portene op igen og give arbejderne 15 % lønforhøjelse. Bedre held havde heller ikke Helsingørs Jernskibsbyggeri- og Maskinfabrik med en lockout. Og i 1897 nedlagde smede- og maskinarbejderne i Ålborg arbejdet for at give et krav om højere løn forøget eftertryk. Svaret herpå blev en lockout over hele provinsen og ophængning på fabrikker og værksteder af et dokument, som allerede fra 1891 var kendt indenfor jernindustrien i København, nemlig de såkaldte »fælles værkstedsregler«. Sømændenes fagforening så dagens lys i 1897. De følgende år strejkede malerne for at få arbejdstiden nedsat og snedkerne for at forhindre dens forlængelse. Begge dele lykkedes. Og malerstrejken sluttede med, at De Samvirkende Fagforbund og arbejdsgiverforeningen nedsatte et »fællesudvalg til afgørelse af arbejdsstridigheder«, hvis formand blev professor, senere konseilspræsident Deuntzer. D. 3 februar 1898 udbrød kularbejdernes strejke i København mod indførelse af losning ved mekanisk kraft. Strejken varede 170 dage, og omfattede fra 200 til 400 mand. Men til trods for den økonomiske offervilje fra medlemmerne og andre kampfæller, endte kampen med nederlag, da kulimportørerne brugte strejkebrydere. I januar 1899 er jernindustrien igen på krigsstien og truer med lockout i anledning af en strejke på »Titan«, der var fremkaldt ved udfordrende vilkårligheder fra arbejdsgivernes side. Men arbejdsgiverforeningen gennemtvinger lockoutens aflysning og optagelse af forhandlinger, hvorved storkampen endnu engang var afværget - den storkamp, som det blev mere og mere klart måtte komme.

Den store lockout i 1899 - Septemberforliget

Det store sammenstød var ventet. Gennem sidste halvdel af 1880érne og det meste af 1890érne var den danske industri vokset stærkt. Der var ikke overflod af arbejdere, for det var før landbruget gennem sin mekanisering overflødiggjorde 10.000 landarbejdere årlig til industrien. Denne situation havde arbejderne og deres unge fagforeninger dygtigt forstået at udnytte til større og mindre lokale aktioner for bedre løn- og arbejdsforhold. Hovedtaktikken var de pludselige og uvarslede strejker på de enkelte arbejdspladser eller inden for de enkelte brancher. Disse »vilde« strejker var arbejdsgiverne meget på tværs. Fra arbejdsplads til arbejdsplads forbedredes lønningerne derved. Nu skulle denne taktik stoppes én gang for alle! Og netop i 1899 var forudsætningerne herfor skabt. De to store hovedorganisationer var blevet dannet og færdigorganiserede - Arbejdsgiverforeningen i 1896 og De samvirkende Fagforbund i 1898. Grundlaget for at flytte afgørelsen fra de enkelte arbejdspladser og fagforeninger og op i de to organisationers top, var lagt. Allerede i januar 1899 havde arbejdsgiverne hejst kampsignal. En ellers begrænset konflikt på A/S Titan i København blev benyttet af arbejdsgiverforeningen til at true med en stor-lockout. Denne afværgedes dog ved et forlig i februar, som de mest rabiate i arbejdsgiverforeningen var alt andet end glade for. De ville kampen, og da andre arbejdspladser og grupper af arbejdere fulgte eksemplet fra Titan - i løbet af marts 1899 var ikke mindre end 10.000 arbejdere over hele landet ude i lokale lønkampe - besluttede arbejdsgiverne at slå til. I Københavns Frihavn strejkede 300 mand fra d. 18 marts i 20 dage, men måtte genoptage arbejdet på de samme betingelser. Syv jyske snedkerfagforeninger blev brugt som anledning. Det var lykkedes at nå til forlig i en række af de nævnte kampe. Kun i slagterfaget og skotøjsfaget kom det til strejke. Men så skete der det at d. 1 april nedlagde snedkersvendene i syv jyske byer imidlertid arbejdet for at opnå højere løn. Arbejdsgiverforeningen og De Samvirkende Fagforbund enige om et forslag til en overenskomst, men de 3-400 jyske snedkersvende nægtede at godkende den overenskomst d. 15. april. Arbejdsgiverforeningen så i forkastelsen en sådan underkendelse af hovedorganisationernes autoritet, at Niels Andersen nægtede enhver fremtidig forhandling, såfremt overenskomsten ikke skete fyldest til punkt og prikke. De samvirkende Fagforbunds ledere var egentlig mere end villige hertil. Den indkaldte til et repræsentantskabsmøde, der pålagde snedkerforbundet at pålægge sine 7 afdelinger at genoptage arbejdet på de mellem hovedorganisationerne aftalte betingelser. Men svendene i de 7 jydske byer stadig ikke vedtager overenskomsten, trods snedkerforbundets henstilling, erklærer arbejdsgiverne lockout i snedkerfaget fra d. 2 maj. Arbejdsgiverne var oven i købet så frække, at man ikke gav hverken snedkerforbundet eller De samvirkende Fagforbund meddelelse om lockouten. Man udsendte bare en lakonisk meddelelse om lockouten gennem et telegrambureau, således at snedkersvendene en skønne dag kunne læse i aviserne, at de var smidt på gaden. De samvirkende Fagforbund indkaldte på ny til repræsentantskabsmøde, der vedtog at fordømme - ikke arbejdsgiverforeningen - men snedkersvendene! Snedkerforbundet lod foretage en ny afstemning, hvor det lykkedes at få det forkastede forslag af 15. april vedtaget i provinsen, hvorimod de københavnske bygningssnedkere forkastede. Da man derefter ville omgå deres modstand, svarede de med at melde sig ud af forbundet og De Samvirkende Fagforbund. Men på dette tidspunkt erklærede Arbejdsgiverforeningen overenskomsten for bortfaldet og opstiller som betingelse for lock-outens ophævelse underskrivelse af et omfattende dokument i 8 punkter. Bl.a. krævedes, at fremtidige overenskomster mellem hovedorganisationerne ikke måtte gøres afhængige af underorganisationernes tilslutning, og hovedorganisationerne skulle være ansvarlige for deres gennemførelse. Arbejdsgivernes ret til selv at lede og fordele arbejdet samt at anvende den arbejdskraft, der passede dem, skulle ikke blot anerkendes, men garanteres af arbejdernes hovedorganisation. Fastlønnede formænd og arbejdsledere måtte ikke optages som medlemmer af arbejderorganisationerne. Og endelig den mest drastiske af fordringerne: udløbstiden for alle overenskomster skulle fastsættes til d. 1 januar med 3 måneders forudgående opsigelse. Da De Samvirkende Fagforbund pegede på det urimelige og umulige i nogle af kravene og ønskede at forhandle om dokumentet, udsendte Arbejdsgiverforeningen påbud om lockout i 13 fag, samtlige byggefag og i jernindustrien der omfattende 30,000 arbejdere, og disse sættes virkelig d. 24 maj på gaden. Som en virkning af lockouten blev yderligere en halv snes tusind arbejdsløse, så i virkeligheden blev det den største arbejdskamp, verden endnu havde set. Man erindrer, at hele landsorganisationen på dette tidspunkt kun talte 73,000 medlemmer. Lockouten vakte da også opmærksomhed langt ud over landets grænser. Udlandets store blade sendte deres korrespondenter til København for på nært hold at følge slagets gang, og i det hele var pressen, kan man godt sige, aktiv deltager i kampen i en grad som aldrig før. De Samvirkende Fagforbund indklagede arbejdsgiverne for det året i forvejen nedsatte fællesudvalg, som for så vidt også gav arbejderne medhold i, at her forelå et brud på aftaler og altså et overfald, som det udtalte, at »lockouten skønnes at være i uoverensstemmelse med de forudsætninger, som klagerne kunne have føje til at gå ud fra ved overenskomsternes indgåelse.« Denne kendelse var naturligvis i realiteten uden betydning, eftersom det åbenbart netop kom an på at vise, hvem der var den stærkeste og ikke, hvem der havde ret. Fællesudvalget tilbød parterne at konstituere sig som »enighedskammer«, hvorunder det suppleredes med 2 repræsentanter for arbejderne og 2 for arbejdsgiverne, men trods afholdelse af 8 møder, hvis stenograferede forhandlinger findes i en trykt beretning »Arbejdsstandsningen af d. 24 maj 1899«, udeblev enigheden fra kamret. Tværtimod mødte arbejdsgivermedlemmerne med 11 nye krav, der skulle tilføjes de 8 tidligere opstillede, bl.a. at organisationerne skulle stille garantier for overenskomsters overholdelse, f.eks. ved at indbetale deposita; endvidere at arbejdstiden skulle blive uforandret til 1901, at der blev truffet bestemmelser om arbejdstidens overholdelse, om »midler til bekæmpelse af drikkeri, driveri og tobaksrygning i arbejdstiden« og mere lignende. På den anden side krævede arbejderrepræsentanterne en 9 timers arbejdsdag gennemført fra d. 1 april 1900 uden afkortning i lønnen. D. 15 juli nedlagde Deuntzer sit mandat som formand, og »enighedskammet« opløstes. D 24 juli fremsatte arbejdsgiverne påny deres 8 punkter i en form, der kan betegnes som det første udkast til det endelige forlig. De Samvirkende Fagforbunds repræsentantskab forkaster forslaget, men erklærer sig forhandlingsvenlig for nogle punkters vedkommende og holder til gengæld fast ved kravet om 9 timersdagen - eller erklærer at ville underkaste sig en voldgiftsrets afgørelse af hele konflikten. Begge forslag forkastes af arbejdsgiverne. Nu begynder stærke røster fra offentligheden at kræve afstemning, og forskellige personer, især medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation søger at mægle. Ved en sammenkomst d. 31 juli hos bankdirektør A. Heide, hvori deltog veksellerer Bing og borgerrepræsentationens formand, Herman Trier, fremsatte disse tre mænd overfor Jens Jensen og Niels Andersen et forligsgrundlag, som man mente ville holde. Arbejdsgiverne vedtog détte forligsgrundlag d. 5 august, men da De Samvirkende Fagforbund d. 7 august kun vedtog det under forbehold overfor nogle af arbejdsgiverne i mellemtiden, som de mente, i al hemmelighed forberedte værkstedsreglementer, »sortekammerreglerne«, strandede forliget påny. Og nu dekreterer arbejdsgiverne fra d. 21 august lockouten udvidet med yderligere 10,000 mand. Mæglingsforsøgene fortsættes, flere sysler med forskellige fredsgrundlag, men det blev overretssagførerne Ortmann og Busch, der fik parterne til at genoptage forhandlingerne på det af Heide, Bing og Trier skabte udkast, og d. 5 september - efter at lockouten havde varet i 4 måneder - underskrev arbejdsgivernes og De Samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg det forligsdokument, som afsluttede kampen og som siden har været grundloven for arbejdsforholdenes ordning her i landet, ,men det var dog arbejdsgivernes krav som var indeholdt i teksten 1) at fremtidige overenskomster, der måtte blive afsluttet mellem de overordnede organisationer, ikke herefter må gøres afhængige af underordnede og lokale organisationers afstemning, men at vedkommende hovedorganisation fremtidig skal være ansvarlig for at indgåede overenskomster respekteres og ubrødelig efterkommes af de lokale organisationer. Det kom i September forligets § 3 til at lyde: Overenskomster, der måtte blive afsluttet imellem de to hovedorganisationer, skulle respekteres og efterkommes af alle under dem hørende organisationer under vedkommende hovedorganisations ansvar. Det eneste, arbejdsgiverne ikke fik gennemført - og trods ihærdige anstrengelser fra såvel deres som de Samvirkendes ledelse heller ikke har kunnet få gennemført senere - var, at aftaler ikke skulle gøres til genstand for afstemning i underorganisationerne. Arbejdsgivernes ret til selv at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft skal fuldt ud anerkendes og garanteres af arbejdernes hovedorganisation. Det blev til Septemberforligets berygtede § 4: Arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet samt til at anvende den efter deres skøn til enhver tid passende arbejdskraft anerkendes, eventuelt støttes, af arbejdernes hovedorganisation. Fastlønnede formænd og arbejdsledere må ikke, så længe de beklæder sådan stilling, være medlem af arbejderorganisationer . Det blev til Septemberforligets § 5, hvori der står: Fastlønne de formænd og arbejdsledere skulle, sd længe de beklæder sådan stilling, have f uld frihed til ikke at være medlemmer af arbejderorganisationer. Det fastslås derefter, hvad man forstår ved formænd og arbejdsledere, men den eneste forskel fra arbejdsgivernes ønske er, at der er indføjet »have fuld frihed til«, hvilket ingen har benyttet sig af til at indmelde sig i en fagforening. Opsigelsesfristen for overenskomster angående priskuranter og øvrige arbejdsforhold fastsættes herefter til l. januar med 3 måneders forudgående opsigelse. I Septemberforligets § 6 lyder det: Opsigelsesfristen for overenskomster angående priskuranter og andre arbejdsforhold fastsættes herefter til mindst 3 måneder, medens opsigelsesterminen vil være at fastsætte i hvert enkelt tilfælde i den pågældende overenskomst. Punkterne 5, 6 og 7 drejer sig om forhold i forbindelse med snedkerkonflikten. Det sidste punkt i arbejdsgivernes krav lød: 8) En eventuel forhandling skal omfatte samtlige under konflikten hørende arbejderorganisationer, uanset om disse henhører under arbejdernes hovedorganisation eller ej. I Septemberforliget kom det til at lyde (§ 13): De under de to hovedorganisationer hørende foreninger eller virksomheder skulle ikke ved - før eller efter overenskomstens afslutning - at træde ud af hovedorganisationerne kunne løse sig fra de forpligtelser, disse ved nærværende overenskomst ere gåede ind på. De vedblive at stå ved magt, indtil overenskomsten for disses vedkommende opsiges af nogen af hovedorganisationerne. Det har ofte været hævdet, at Septemberforliget ikke kunne opsiges. I den sidst citerede sætning siges det ellers tydeligt, at forliget kan opsiges. Men det er rigtigt, at der intet siges om opsigelsesfrist. Ud over de 8 krav, som arbejdsgiverne altså fik opfyldt til omtrent 100 %, er der i September forliget indført bestemmelser om varslingsfrister for konflikter. De er stadig gældende. Endvidere hedder det i § 9: I øvrigt forudsættes det som selvfølgeligt, at De samvirkende Fagforbund vil være villig til af al magt sammen med arbejdsgiverforeningen at virke for rolige, stabile og gode arbejdsforhold, først og fremmest derved, at der ikke under nogen omstændighed fra nogen som helst organisations side lægges hindringer i vejen for nogen som helst arbejder for at benytte sin naturlige ret til at udføre så meget og så godt arbejde, som hans evner og uddannelse tillader ham. Det samarbejde, der her fastslås mellem hovedorganisationerne til fremme af produktionen, har sat sig mange blomster gennem de 60 år - sidst i fælleserklæringen i de nye overenskomster om at sikre arbejdstidens effektive udnyttelse. Endelig fastlægges i § 10 grundlaget for det, der senere er blevet til Den faste Voldgiftsret - denne mærkelige, hemmelige ret, der bag lukkede døre med borgerlig rets virkning kan dømme arbejdere på brødet hører en svunden tid til. Men fabrikker og værksteder lukkedes op fra d. 9 september 1899, og arbejderne gik igang med dagens gerning - og de tre forligsmænd blev dekorerede med fortjenstmedaljen i guld! Begge parter tilskrev sig sejren, men det kan ikke bestrides, at fredstraktaten umiskendeligt er skrevet af en arbejdsgiverpen, og at den i sine hovedlinjer er en gennemførelse af de af arbejdsgiverne allerede i maj opstillede krav. Og således betragtet betyder den en sejr for arbejdsgiverne. Men målt i forhold til de opskruede fredsbetingelser, som de mest yderligtgående i arbejdsgivernes lejr flere gange fik lov at fremsætte, er det vedtagne Septemberforlig i sin relative nøgternhed bedre, og navnlig når henses til, at den store lockouts egentligste formål var at tilintetgøre arbejdernes organisationer, at sætte princippet »herre i eget hus« i højsædet, så var dens afslutning under de to store organisationers gensidige anerkendelse af hinandens berettigelse en afgjort sejr for organisationernes ledere. Men til trods for arbejdsgiverne og ikke mindst den reaktionære presses udfordrende tone, der til tider gik over til direkte provokationer, bevarede de udelukkede arbejdere fra først til sidst en rolig holdning. Fra arbejdsgiverne gik der bud og brev til deres kolleger i nabolandene om ikke at tage danske svende i arbejde. Især fremkaldte det en bølge af harme og indignation, at man havde appelleret til tyske kapitalisters »værdifulde kollegiale hjælp« og erklæret sig »stedse til gentjeneste beredt«. »Højrebladet« proklamerede midt under lockouten: »Arbejdsgiverne vil ikke længere nøjes med en akkord, et kompromis. De vil have sejren helt og ubeskåren, de vil have arbejdernes nederlag så komplet afgørende og knusende, som det på nogen måde kan blive.« En af kampens affødninge var »Kristeligt dansk fællesforbund for arbejdsgivere og arbejdere«, oprettet ved et missionsmøde i Vejle d. 24 juli 1899. For lockoutens forløb fik det ingen betydning, og dets spekulation i religion og mangel på oplysning har kun båret beskedne frugter. Nogle få steder, f.eks. i Randers, Havdrup, Esbjerg og Brønderslev, har fagorganisationerne haft sammenstød med Fællesforbundet i årenes løb, det sidste sted var en konflikt løbende i 15 år! På den anden side mødte arbejderne stærke sympatitilkendegivelser under lockouten. En enestående godgørenhed udfoldedes. »Børnenes Kontor« oprettedes den sommer. Venstrebønder, hvis egne arbejdere endnu ikke havde begyndt at organisere sig, støttede påny byernes arbejdere ved at sende dem fødevarepakker, pengegaver og tage deres børn ud på landet, mens kampen stod på. De kristelig sociale, der skarede sig omkring pastor Kock, professor Westergård og »litterat« Fernando Linderberg, opfordrede i et opråb offentligheden til at yde de udelukkede materiel og moralsk støtte. Venstrepressen og beslægtede organer gik side om side med arbejdernes egen presse i breschen for de udelukkede, hvad der påførte dem en systematisk forfølgelse fra de organiserede arbejdsgivere. Under ledelse af Julius Schiøtt og andre frisindede akademikere organiseredes foredrag, museumsbesøg og lignende. Men mere end noget andet var det dog arbejdernes selvtillid og tro på sagen, deres ubrydelige sammenhold, indbyrdes hjælpsomhed og gode humør, som bar gennem den svære tid. En del af fagene greb resolut til at »begynde for sig selv« for derved at beskæftige en del af deres medlemmer. Byggefagskooperationen grundlagdes dette år: tømrernes, murernes og bygningssnedkernes aktieselskaber i København, »Murersvendenes Aktieselskab« i København samt smedenes selskab »Aurora« i Horsens. Alt, hvad der kunne afses af de beskæftigedes løn, gik til understøttelse for de udelukkede. Frivillige indsamlinger iværksattes rundt om. Fra udlandet, ja fra andre verdensdele, kom betydelige bidrag til understøttelsen. Ialt satte arbejderne over 2,800,000 kr. ind på kampen til understøttelse og administration. Heraf fremskaffede de samvirkende fagforbund 1½ million, finanserne. Underorganisationerne 1¼ million, og fra udlandet kom over 600,000 kr. (fra Tyskland 194,000 kr., England 72,000 kr., Sverige 59,000 kr., Norge 47,000 kr., og fra Nordamerika sendte landsmænd og skandinaver over 68,000 kr.) Arbejdsgiverne skaffede på deres side ved påligning og indsamling 267,000 kr. til kampen, hvoraf dog de 100,000 forblev i kassen som »overskud«. Ialt berørtes ca. 4.500 arbejdsgivere og ca. 40.000 arbejdere af lockouten, og den medførte et tab af 2,712,859 arbejdsdage. Det store sammenstød havde så langt fra sprængt fagbevægelsen, som det tværtimod tjente til at banke de organiserede arbejdere endnu tættere sammen og vække nye lag og fag op til erkendelse af organisationens nødvendighed. Talmæssigt gik såvel de samvirkende fagforbund som fagbevægelsens helhed styrket ud af året 1899. Kun ganske få fagorganisationer, f.eks. Gartnernes- og Mølleriarbejdernes - fik mén af længere varighed ved kampen. 250 havnearbejdere strejkede i 22 dage i december måned 1899. Indtil udgangen af 1890érne havde fagforeningerne hovedsagelig fået tilslutning fra byernes - faglærte og ufaglærte - arbejdere. De forskellige grupper af land, håndværkere var endnu udenfor, selv om deres kolleger i købstæderne forlængst var organiserede. Nu melder de sig ind, ofte som følge af en vel tilrettelagt agitation. Tjenestemænd og funktionærer under stat og kommune vover sig fra denne tid til at organisere sig. Jernbanemænd opretter hist og her små »understøttelsesforeninger«, og i 1899 træder »Dansk Jernbaneforbund« ud i livet med erklæret faglige formål. Denne dristighed pådrager i de første år organisationens tillidsmænd adskillig chikane fra de overordnede trafikmyndigheders side. »Kommunalt Arbejderforbund« oprettes ligeledes i 1899. Sidst i 1890érne eksisterer der enkelte spredte tyende- og landarbejderforeninger.

I 1909 skriver Martin Andersen Nexø i den store litterære roman: Pelle Eroberen, i bindet: Den store Kamp, om den store lockout i 1899... Efter at fabrikanterne har meddelt, at de anerkender fagforeningerne og organisationsretten, samles et folketog……….Nej mage til folketog havde byen aldrig set! Som en kæmpeslange blev det ved at rulle sig op; da hovedet var ved enden af gaden, lå det meste af kroppen endnu i bunke. Men hvad var det dér forude? Ved Nørrevold holdt der beredent politi og spærrede for den indre by. De holdt på tværs over kørebanen og satte hestene baglæns and mod spidsen af processionen for at tvinge den til at dreje af. Men de blev trængt til side, og strømmen gled videre; ingenting kunne standse den. Politiet følger toget som vagtsomme hunde, og inde på fortovet står folk klemt op ad murene; de hilser eller spotter processionen - der er venner og fjender. Oppe bag de store spejlruder står selskabsklædte damer og herrer og lorgnetterer toget med et halv spotsk halv uroligt smil. Hvad er det for en underlig forsulten usoigneret verden, der pludselig vælder frem af mørket og tager strøget i besiddelse? Og fabrikanterne står deroppe bag de gennemsigtige gardinet og brummer. Hvad er det for en ny demonstration? Nu har man givet dem pardon; og i stedet for at gå stille til deres gerning og tage ved lære, giver de sig til at holde revy for at vise hvor mange de er! Ja, og hvor sulten har pillet dem af ! ..Hør, de synger! Det skurrer hæst i de halvhundred tusind struber, som var sangen rustet fast eller først skulle til at løsrive sig; et nyt instrument der ikke er stemt af mesteren endnu - de første toner skurrer! Men sangen løber frem og tilbage gennem toget i rytmiske bølger, det hele er ét vandrende legeme; øjnene gennemglødes og brænder, af den svimlende magtfølelse ved at være de mange. Og tonen bliver mægtig af det, et uvejr der stiger vældigt mod hushøjderne: „snart dages det brødre-!".. . . Fag går forbi, og fag tropper op: maskinarbejderne med den tykke Munck som fanebærer - han der slog de tre dommedagsslag som kaldte 45,000 mand til kamp for foreningsretten, hurra for ham! Malere, typografer og fine handskemagere; blikkenslagere, korkskærere, hvidgarvere - og en klat sømænd der exer med benene. I spidsen for dem går tudeper - den forvandlede kæmpe! Kobbersmede og kularbejdere og bygningssnedkere; bagersvende og karetmagere! Det dér, hvad er det for en løjerlig profession? Åh det er jo gørtlerne, og der har vi gibsere og stukkatører og finsmede! Om det så er sandgraverne, er de med. Skrædderne og skomagerne er lette nok at kende; og dér er herren hjælpe én - tøffelmagerne lige i hælene på dem - de vil også være med! Forgyldere, lohgarvere, vævere og tobaksarbejdere! Filehuggere, modelsnedkere, murarbejdsmænd; bødkere, bogbindere, skibs- og hustømrere -får det da aldrig ende? Glarmestersvende, plads her! Ja de kan sagtens, de er mestersvende allesammen. Dér kommer gas- og vandarbejderne; og møbelsnedkerne, der træder indad ligesom grovsmede og går lige foran dem, som om de skulle lære fra sig! - det dér er de fikse kunstdrejere! Og børstenbinderne med briller og børster ud af næsen - at sige når de bliver gamle. Så, nu er det da endelig forbi, det slutter med en flok kåde drenge! Men det er jo mælkedrengene, de gavtyve! Bag dem kommer fabrikspigerne, og så begynder det igen: pianofortearbejdere, møllere, sadelmagere og tapetserere - faner så langt tilbage man kan øjne. Hvor verden dog er stor og broget! - så mange håndteringer mennesket dog har fået, for at det ikke skulle savne arbejde! Dér er murerne med alle de gamle veteraner i spidsen - folkene som var med fra første færd! Se hvor gamle stolpe går støt på sine ben! Og skiferdækkerne med badutspringeren i spidsen - de ser ud som holdt de ikke af at gå på jorden! Savværksarbejdere, bryggeriarbejdere, stolemagerne. År for år har de fået deres løn slået ned, så de nu ved kampens begyndelse kun tjente halv så meget som for ti år siden; men se også hvor glade de er! Nu skal der igen komme mad i spisekamret. Det er væverskerne, de gustne kvinder dér! Fane har de ingen, - 8 øre i timen er ikke noget at flage med. Og så tilsidst en håndfuld aviskoner fra Arbejderen. Herregud hvor er de trætte, de mange trapper sidder dem som bly i benene! De har et bundt aviser over armen til mærke. Tramp, tramp! Går det i langsom sindig march - hvorhen? Derhen hvor Pelle vil. „Snart dages det brødre" - forfra og forfra, når ét hold er færdig med sangen, tager det næste fat. Sidegaderne spyr deres indhold frem mod toget, forhutlede væsner der er svedne af kampen mod deres vilje og ikke kan rette sig igen; de følger det med store øjne og giver fantastiske forklaringer. Der står en ung fyr på fortovet, han dækker sig bag nogle koner og strækker hals. For nu kommer hans fag, som han sveg i kampen. - naget har drevet ham herhen. Takten tager ham, så han glemmer alt og træder frem; han ser vel sig selv i rækkerne, syngende og stolt over sejren. Og pludselig hugger et par af kammeraterne ham og trækker ham ind i toget; de løfter ham op og går med ham mellem sig - hurra, sikken et samlingsmærke! Skade kun, at han ikke kan sættes på en stage og sendes til vejrs. Pelle går stadig i spidsen for toget, ved tykke Muncks side. Han går rolig og smilende fremad, men inde i ham raser ubændige kræfter, så stærk har han aldrig følt sig. Inde på fortovene holder politiet skridt med ham, tavst og skæbnesvangert. Han fører toget skråt over Kongens Nytorv, og der går pludselig et gys gennem masserne - han vil op og præsentere sin hær på Amalienborg. At ingen har gættet det! Så har politiet dog været klogere, gaderne til Amalienborg er spærrede af militær. Efterhånden vælder fanetoget ud og fylder torvet; halvandet hundrede foreninger med hver sit vajende mærke, det er et mægtigt skue. Hver fane har sin egen historie. Der er alle de røde, som vajer over foreninger der er dannede under socialismen, og mellem dem dannebrogsflag, gamle laugsbannere og foreningsfaner - blå, røde og hvide. De tilhører ældgamle forbund der efterhånden har sluttet sig til bevægelsen. Over dem alle ses møllernes fane, den er også gammel, et par hundrede år bare ! Der står noget underligt krimskrams på den - det er den første enevoldskonges navnetræk. Men den rigtige fane er her ikke, Internationales røde mærke, som bar bevægelsen gennem de første trængselsår. De gamle skulle nok kende den igen, og ungdommen har hørt så mange legender om den. Hvis den overhovedet eksisterer mere, er den gemt godt af vejen; den virkede altfor voldsomt på øvrigheden - som rødt på en tyr. Og bedst som de står og stirrer, går den til vejrs, slidt og flosset men uforgængelig i farven. Pelle står oppe på bukken af et køretøj og løfter den højtideligt i vejret, et øjeblik kommer det bag på dem alle. Så begynder de at råbe, det stiger til en orkan. De hilser brødreflaget, Internationales røde blodmærke - og Pelle som løfter det i sine forbrændte hænder, den gode kammerat der frelste barnet af ilden og førte bevægelsen til sejr! Og Pelle står og smiler åbent imod dem, som et stort barn. Der var et godt ord at sige til dem adle her, men hans mægtige røst er ikke kommet igen. Så fører han med en langsom drejning fanen rundt over dem som tog han dem i ed. Han er så stille i det, det er en gammel drøm han får opfyldt. Politiet rider mandsstærkt frem mellem masserne, men fanen er forsvundet; Munck står med en tom stang og er i færd med at hægte foreningsbanneret på. „De må sørge for at få disse mennesker bort herfra; ellers gør vi dem ansvarlig for følgerne!" siger politiinspektøren med et blik der varsler ondt. Pelle sér ham ind i øjnene. „Han smed mig gerne i fængsel, hvis han turde," tænker han og sætter igen toget i bevægelse……...

1900érne 

I år 1900 var det lykkedes Havnearbejdernes Forbund i København, at organisere 1600 medlemmer, og på Transportarbejdernes kongres d. 1 juni 1901 kunne man registrere 5800 medlemmer. Tillidsmandsinstitutionen, autoriseringen af en valgt talsmand for en virksomheds arbejdere, daterer sig fra 1900. Et halvt år efter storlockoutens afslutning opnår Smede- og Maskinarbejderforbundet en overenskomst, hvori der indføres aftaler om tillidsmænd, der skulle nyde særlig beskyttelse. Blandt de i reglen elendigt lønnede kommisser og kontorister begynder i årene 1898-1900 flere små foreninger at fremstå, og i september 1900 oprettes »Centralorganisationen af Danske handels og kontormedhjælpere«. Også blandt de kvindelige lønarbejdere får organisationstanken solidere fæste fra denne tid, især efter 1901. Årene fra 1900 til 1903 var i det hele dårlige år for erhvervslivet, og i januar 1902 iværksatte dampskibsrederne søfyrbøderkonflikten, hvis fører, direktør Brandt (Russer-Brandt), iværksatte en masseimport af 600 strejkebrydere, mest fra Rusland, men også engelske, der blev indlogeret på det Blå Pakhus på Larsens Plads. Først var 650 søfyrbøder i strejke, der fik tilslutning af 1400 havnearbejdere. Men efter 4 måneders forløb var slaget tabt, og strejkekasserne tomme. De måtte tage hyre på ydmygende vilkår, enkeltmandskontrakter, skudsmålsbøger og fraskrivelse af organisationsretten. Rederne nægtede at beskæftige organiserede arbejdere. Og i Odense varede strejken i 1½ år. At den offentlige mening i høj grad var imod redernes fremfærd ændrede intet i det beklagelige resultat, der lammede organiseringen ikke blot af søfyrbøderne, men også af sømænd og havnearbejdere i lange tider. En følge af konfliktens udfald blev det også, at De Samvirkende Fagforbund for fremtiden ikke fik myndighed til at erklære sympatistrejke på et fags vegne uden dets tilslutning i forvejen. I 1903 var De Samvirkende Fagforbunds medlemstal gået ned til knap 63,000, og tallet på de organiserede i det hele til omkring 86,000. I 1905 udbrød en tekstilarbejderstrejke, der kom til at vare henved 6 måneder og omfattede ca. 4.000 arbejdere. Også her var det en enkelt person blandt arbejdsgiverne, der tog overledelsen af kampen i sin faste hånd og satte sin vilje igennem, dog ikke her med tilsvarende resultater. Tekstilfabrikanterne anklagede Arbejdsgiverforeningen for valenhed, og konflikten førte til dannelsen af en særlig sektion indenfor arbejdsgiverforeningen, kaldet »Industrifagene«, der forøvrigt senere i 1910 efterfulgtes af en tilsvarende: »Håndværksfagenes sammenslutning«. En endnu større arbejdsstandsning udbrød 1907, nemlig bygningssnedkerstrejken i København. Bygningssnedkerne, der siden 1899 stod udenfor De Samvirkende Fagforbund, havde foruden deres overenskomst opsagt Septemberforliget. D. 2 maj nedlagdes arbejdet uvarslet. Den permanente voldgiftsret kendte opsigelsen af Septemberforliget ugyldig og strejken ulovlig. Ved Septemberforligets bestemmelser i § 2 var de øvrige fag hindret i at yde de strejkende støtte, men arbejdsgiverne lagde sig stærkt i selen for at bevise, at dette alligevel fandt sted og fik snedkerne og stukkatørerne dømt ved voldgiftsretten i den anledning. Konflikten omfattede ¾ af fagets medlemmer og trak ud i 4½ måned. Så ebbede den isolerede fagforenings økonomiske modstandskraft ud og under truslen af en storlockout sluttedes og d. 7 september et forlig, der bragte svendene nogle forbedringer, men ikke så store som dem, der var tilbudt ved kampens begyndelse. Kriseåret 1908 opviser en stor og forviklet konfliktsituation, hvis udspring var en litografstrejke, der omfattede 200 mand, der medførte lockout indenfor visse dele af den grafiske industri, hvad der igen førte til strejke på dagbladene d. 10. august, undtagen de socialdemokratiske. Ved indgreb fra Indenrigsminister Sigurd Bergs side afvikledes situationen, og det såkaldte augustudvalg nedsattes. Organiseringen af tyende- og landarbejderforeninger tager fart og i 1907 stiftes i Odense »Tyendeforbundet« med Carl Westergård som formand, og gennem »Tyendebladet« udføres et energisk vækkelsesarbejde, som bragte forbundet stor tilgang, men indre splid svækkede imidlertid organisationen. Fra 1909-13 eksisterede der to forbund; »Tyendebladet« afløstes af »Arbejderbladet«, og det nye »Landarbejdernes fagforbund« udgiver »Arbejdervennen«. En overenskomstmæssig ordning af tillidsmandsinstitutionen fik former- og støberiarbejderforbundet 1906, skotøjsarbejderne 1909, tobaksarbejderne 1913, og nu har den vundet udbredelse i et betydeligt antal fag. Efter 1908 oplevede erhvervslivet en række forholdsvis rolige år - rolige især når de betragtes fra den anden bred af krigsårenes oprørte hav. Konjunkturerne viste indtil 1908 jævn stigning. Men dette år slog den største krise ind, man hidtil havde set. Galopbyggeriet endte med store krak; Detailhandlerbanken og Grundejerbanken likvideres, og landets justitsminister afslørede sig som millionbedrager. Årene 1908 til 1911 stod i depressionens og arbejdsløshedens tegn, og op til 25 % af arbejderne gik til tider uden beskæftigelse. Den nye lov om offentlig støtte til anerkendte arbejdsløshedskasser blev straks stærkt udnyttet og forslog langtfra til at afhjælpe nøden. Organisationerne blev i denne situation nødt til at begrænse sig til forsvaret. Forskellige grupper af postfunktionærer organiserer sig på spredte hold i de følgende år; fra 1908 dannes en »Postbudenes Fællesorganisation«. Augustudvalget af 1908 medfører udviklingen af »norm for regler for behandling af faglig strid«, og i 1910 får man så lovene om den faste voldgiftsret og om mægling i arbejdsstridigheder med dertil hørende forligsmandsinstitution.

Her kommer fra Dybe de mørke Armé

Og fordrer af Verden et Svar

Skønt Dagningens Glimt i vor dryppende Le

Er al den Fane, vi har

Vi vover en Kamp for vor nedtrådte Ret

Og Løfter i Vejret på Skændselens Bræt

Den Tusindsårs-Lænke vi bar

Jeppe Aakjær - 1907 

1910érne

Situationen i 1911 var at talrige overenskomster, vel tilsammen omfattende 40,000 arbejdere, var opsagt, og året begyndte med travle forhandlinger, som for en hel del fags vedkommende førte til nye og forbedrede overenskomster. Men i andre fag gik forhandlingerne i stå, og arbejdsgiverne begyndte at lockoute. Borgerklaserne indsatte strejkebrydere af studenter, polyteknikere, landbrugskandidater og lignende i en faglig konflikt under den Frederiksbergske sporvejsstrejke i 1911. I slutningen af april var ca. 9.000 sat på gaden, og der var varslet, at ca. 20,000 ville følge efter. Forligsmanden greb ind og fik flere uoverensstemmelser jævnede, men hele konfliktens afslutning strandede - en kort tid - på blikkenslagernes forkastelse af deres overenskomst. D. 16 maj etableredes den udvidede lockout, som imidlertid næppe kom til at virke, for næste dag underskreves forliget, også af blikkenslagerne, og det omfattede praktisk talt 5årige overenskomster over hele linjen. På et repræsentantskabsmøde i De Samvirkende Fagforbund i 1909 valgtes et 5 mands udvalg til udarbejdelse af regler til pådømmelse af grænsestridigheder mellem fagforeningerne. Resultatet af udvalgets arbejde behandledes og vedtoges på generalforsamlingen 1911. Udvalget kom herefter til at bestå af 5 mand, der vælges på de ordinære generalforsamlinger i De Samvirkende Fagforbund, og på De Samvirkende Fagforbunds generalforsamling i 1913 vedtoges et tillæg til reglerne omhandlende forholdet, når den ene af de stridende organisationer ikke er medlem af de samvirkende fagforbund. Men 1911 er også det år hvor kapitalismen begynder en ny økonomisk opgangsperiode som et øjeblik i foråret 1914 syntes at ville standse, men som så ved 1. Verdenskrigs udbrud bragtes til at fortsætte i stedse stærkere tempo op til slutningen af 1920. Det neutrale Danmark som leverandør af en række livsfornødenheder til krigsmagterne, med en industri, der omlægges med dette formål for øje, en befolkning, der, takket være utilstrækkelige tilførsler og de velhavendes hamstren, må give afkald på mange af dagliglivets forbrugsgoder, en kapitalistklasse, der drevet af et grænseløst profitbegær hengiver sig til den mest skamløse svindel, vareåger og kædehandel, danner den baggrund, op mod hvilken arbejderklassens kamp for at sikre sig så store lønninger, at de kan holde trit med den galopperende prisstigning, tegner sig. I 1913/14 udbrød den store Frihavnsstrejke i København, hvor arbejdsgiverne ville nedsætte lønningerne med 4-500 kr. om året pr. mand. 600 mand strejkede men rederne organiserede strejkebrydere i stort tal og først d. 2 juli blev der indgået forlig, der medførte en mindre reduktion i lønnen, men derimod genantog rederne ikke 400 mand, sådan at 400 strejkebrydere overtog jobbene. Årene 1914-15 forløb roligt. I perioden 1897-1915 havde der ialt været iværksat 1219 strejker og 88 lockouter, medens 205 standsninger har været af anden art, dvs. 1512 arbejdsstandsninger, hvorved tabtes ca. 6 millioner arbejdsdage. De allerfleste overenskomster udløb først i 1916, idet arbejdsgiverne hvert følgende år efter 1911 havde sat igennem, at overenskomsterne udløb d. 1 februar 1916. Dette år opnåedes gennemsnitlig ca. 20 % lønforhøjelse, dog ikke uden en del bryderi, flere strejker, forligsmandsindgriben o.s.v.. De nye overenskomster afsluttedes for 2 år; men de var allerede fra deres undertegnelse bag efter pristallet (februar 1916: 124), og i periodens løb gennemførte adskillige grupper gennem forhandlinger, at de fik et dyrtidstillæg til de overenskomstmæssige lønninger. Efterår 1917 enedes hovedorganisationerne om, at overenskomsterne skulle fornyes på et år mod ydelse af et ekstra dyrtidstillæg og indrømmelse af forhandling om nye tillæg, hvis pristallet for juli 1918 viste en væsentlig stigning. I »Tyendeforbundet« er der en kort tid fra 1913 der enhed i bevægelsen, men »Arbejderbladet« går ind, og i 1914 optræder ny splittelse, et nyt forbund og et nyt blad »Landarbejderen« ser lyset. I 1914 stiftes »Dansk Postforbund«. Endelig i foråret 1915 ender splittelsen i »Tyendeforbundet« og på en stor samlingskongres i Odense stiftes »Landarbejderforbundet«. Det får støtte af Dansk Arbejdsmandsforbund, De Samvirkende Fagforbund og Socialdemokratisk Forbund, hvad der gav sig udtryk i, at Th. Stauning og Lyngsie i den første tid havde sæde i ledelsen. Forbundet, der startede med 500 medlemmer i 1915, nåede i 1920 op på over 32,000 medlemmer. I 1917 havde det fået en arbejdsløshedskasse, og i 1919 indgås forbundets første landsoverenskomst med den ved samme tid stiftede »Arbejdsgiverforening for land og skovbrug«. Når den her omtalte periode mellem storlockout og 1. Verdenskrig opviser en sådan tilgang til organisationerne, hænger det ret nøje sammen med, at industrialiseringen af vort erhvervsliv er så udpræget i dette tidsrum. Husflid og håndværk er på retur. Stordriften trænger sig frem på stedse flere områder. Mellem de to industritællinger 1897 og 1914 gik antallet af små bedrifter tilbage, mens tallet på bedrifter med over 100 arbejdere voksede med 60 %, og mens arbejderantallet i bedrifter med indtil 5 arbejdere kun steg 12,3 %, voksede arbejderstyrken i de egentlige storbedrifter med 97,6 %. Og arbejdsfællesskabet virker fremmende for organiseringen. Men det viste sig alligevel vanskeligt at få mange grupper af arbejdsgivere til at anerkende organisationernes ret at forhandle med dem og få dem til at indgå overenskomster om arbejdsvilkår for et større eller mindre antal arbejdere og gældende for kortere eller længere tid, selvom de kollektive overenskomster i form af firmatariffer, by eller distriktstariffer eller landsoverenskomster vinder terræn, og ved siden heraf vokser fremvæksten af aftaler og institutioner med det formål at hindre konflikters udbrud. De fleste fag afsluttede da overenskomster i løbet af vinteren på dette grundlag. Princippet om automatisk regulering af lønningerne efter pristallets bevægelser i overenskomstperioden gennemførtes for første gang i februar i overenskomsten mellem jernindustrien og dens arbejdsmænd. Og senere følger andre organisationer med lignende reguleringer i overenskomstperioden.

I denne krigs- og gullaschperiode kom den faglige opposition til orde, og de mente 1) at hele den fagretlige udvikling var »opfundet af overklassen« som et middel til at knægte arbejderne; 2) at de enkelte arbejder var blevet uden indflydelse på sine egne arbejdsvilkår, når det stedse var andre personer, der traf aftaler om dem; 3) at forudaftalte og især skriftligt aftalte lønvilkår var mere til skade end til gavn, idet de hindrede arbejderens aktionsfrihed i det gunstige øjeblik; 4) at der overhovedet ikke kunne være tale om retsforpligtelser i arbejdsforholdet; 5) at tillidsmændene blev prokuratorer og ikke, som de burde være: kampledere; 6) at heller ikke opsamlingen af forsikringsfond var til gavn, idet disse pengekasser gjorde organisationslederne for forsigtige og tålsomme. Især fra Norge og Sverige, hvor brydningerne mellem »reformistisk« og »revolutionær« fagbevægelse allerede da var stærke, kom der impulser. Blandt de arbejdsløse, hvoraf der var mange efter krisen i 1908, fandt de kritiske røster gehør, og der opstod en kort tid en særlig organisation af arbejdsløse i København, og de oppositionelle mindretal begynder at udkrystallisere sig indenfor enkelte organisationer. I efteråret 1910, året for den faste voldgiftsrets oprettelse, stiftes »Fagoppositionens Sammenslutning« med et gennemført syndikalistisk program. Organisationen tilsigtede decentralisation, industriforbund, »direkte aktion«, anvendelse af boycot, obstruktion, sabotage og udbredelse af kendskab til »den sociale generalstrejke«. Afslutningen af de 5årige overenskomster 1911 blev udgangspunktet for en voldsom oppositionskampagne, i december begynder ugebladet »Solidaritet« at udkomme, og det følgende par år kendetegnes af stærk uro indenfor en del af fagforeningerne og svækkelse af sammenhold og disciplin. I agitationen rettedes skytset især mod Septemberforliget, som det anbefaledes arbejderne at se bort fra. Af alle strejker, der iværksattes i 1912/13, var halvdelen uvarslede, altså ført efter den direkte aktions princip. Som organisation fik Fagoppositionen dog kun ringe tilslutning, 3-4000 medlemmer. I januar 1912 nedsatte De Samvirkende Fagforbunds repræsentantskab et udvalg til overvejelse af betimeligheden af en omlægning af centralorganisationen; overfor dette fremsattes forskellige forslag om lovændringer og reformer, også ud fra syndikalistiske principper; men ingen af dem blev vedtaget. Arbejdet resulterede i nogle udtalelser, bl.a. om ønskeligheden af fagkarteller. Den russiske novemberrevolution 1917 og andre begivenheder bidrog efterhånden til at iblande den faglige opposition så mange politiske elementer, at man mod krigens slutning havde vanskeligt ved at skelne syndikalister, kommunister og anarkister fra hinanden. 1918 var rig på demonstrationer, der var foranstaltet af denne blandede opposition - Stormen på Børsen i februar, fællesmødet d. 3 august, Grønttorvssammenstødet d. 13 november og flere - bragte en del af lederne i fængsel. Selve krigsårenes forretningsmoralløshed, kapitalistklassens skrupelløse brud på aftaler, annullering af kontrakter, luren på »kuppet« o.s.v. bidrog naturligvis også til at undergrave arbejdernes respekt for overenskomster. En rask strejketrussel i travle tider indbragte i reglen en god gevinst i øjeblikket; men et stort antal af disse aktioner vendte sig tillige imod det faglige retsapparat. Enkelte af disse overenskomststridige konflikter var, da Skibsværftsarbejdernes Fagforening i 1916 havde opsagt Septemberforliget. Men ved voldgiftsretten havde de fået opsigelsen kendt ugyldig, og de stillede i foråret 1917 lønkrav og nedlagde samtidig arbejdet uvarslet. Den faste voldgiftsret kendte arbejdsstandsningen ulovlig og pålagde fagforeningen en bod på 2.000 kr., men arbejdet genoptoges dog ikke af den grund. Arbejdsgiverne indklager påny, og den faste voldgiftsret idømmer så fagforeningen en bod på 30.000 kr.. Fagforeningen erklæres fallit, og arbejdet genoptoges på de oprindelige tilbudte betingelser.

Den Socialistiske Oktoberrevolution i Rusland i 1917 rystede alverdens kejsere, konger og præster. Bolsjevikkernes parole i 1917 om fred, brød og jord fik enorm tilslutning fra frontsoldaterne, fabriksarbejderne og bønderne, der havde dannet sovjetter. Petrogradsovjetten og matroserne på Panserkrydseren Aurora gav signal til at storme Vinterpaladset. I løbet af natten blev godsejernes Rusland og det zaristiske selvherskerdømme afskaffet. Den 2. Alrussiske Sovjetkongres overtager magten og vedtager Dekretet om freden, Dekretet om jorden, og valgte Vladimir IljItj Uljanov (Lenin) til formand for Folkekommissærernes Råd. De 10 dage der rystede verden er påbegyndt under parolen: al magt til sovjetterne. Århundredes feudal undertrykkelse, uretfærdighed og økonomisk udbytning, fra monarki, adel, kirke, godsejere og kapitalister, blev uden store blodsudgydelser ophævet. Arbejderbevægelsen, der siden Karl Marx og Friedrich Engels udgivelse af Det Kommunistiske Manifest i 1848 havde kæmpet for de besiddelsesløse klasser i alverdens lande, overtog hermed den politiske og økonomiske magt i verdens største land. Socialismen skulle nu ophæve det ene menneskes udbytning af det andet menneske gennem fælleseje af jord- og produktionsmidler, afskaffe fattigdommen, analfabetismen, arbejdsløsheden og ophæve national undertrykkelse. Otte timers arbejdsdagen bliver vedtaget som norm og alle naturrigdomme blev folkets ejendom. Kirken blev adskilt fra skolen og staten og Ruslands mange nationaliteter fik deres frihed. Ved Brest-Litowsk freden i 1918 kom det forarmede Rusland ud af den 1. Verdenskrig. Men i Vesteuropa frygtede Borgerklasserne, at arbejderne skulle følge Sovjetruslands eksempel. Med imperialistik krigsgalskab forsatte de med intervention af Rusland. Efter 5 års ødelæggelser og krig, måtte Borgerklasserne erkende Sovjetmagtens styrke. På baggrund af broderligt venskab, gensidig bistand og samarbejde folkene imellem, etableres i 1922 Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker. USSR forfatning blev en lysende fakkel for alle freds- og frihedselskende folk, for folkenes selvbestemmelsesret og mod kolonimagternes krigsopdelingen af jordkloden. Borgerklasserne, der havde samlet al ejendom, privilegier og formuer hos et mindretal, og som siden den franske revolution i 1789 havde misbrugt idealerne om frihed, lighed, broderskab og menneskerettighedserklæringen, ville ubetinget forsætte kampen mod socialismen. Uagtet parlamentarisme og almindelig stemmeret bestemte Borgerklasserne betingelsesløst over krig og fred, forsatte det uoplyste enevælde med skatter, hoveri og privat ejendomsret. For monarkisterne og kirken var arbejder - og bondestaten en vederstyggelighed. Først efter imperiemagternes stridigheder og stormagtambitioner i 2. Verdenskrig, kunne nation efter nation frigøre sig fra det koloniale herredømme. I dag er Oktoberrevolutionen en bestandig påmindelse til alverdens undertrykkere og guldets dyrkere. 

Murersvendene i København begyndte i sommeren 1918 at holde »weekend« - uden varsel eller forhandling. D. 15 juli ikendes fagforeningen en bod på 1.000 kr. for det overenskomststridige forhold. Da weekend-skikken fortsættes, idømmes fagforeningen en ny bod, men denne gang på 10.000 kr.. D. 31 august blev fagforeningen endelig - under hensyn til, at »der fremdeles handles i åbenbar strid med rettens domme, og at fagforeningens bestyrelse end ikke har forsøgt noget alvorligt skridt for at bringe denne for samfundet, arbejdsfreden og organisationsinteresserne på begge sider lige skadelige konflikt til ophør« og murersvendene bliv idømt en bod på 60.000 kr.. Da boden ikke blev betalt, erklæredes fagforeningen fallit. Da murerne gjorde sig skyldige i nye brud på overenskomsterne, anlagde Arbejdsgiverforeningen sag påny, og denne gang blev 58 murersvende enkeltvis idømt en bod på 100 kr.. Selv ikke fagforeningens opløsning kunne fritage dens tidligere medlemmer for at overholde indgåede aftaler. Jord- og betonarbejderne foretager samtidig en tilsvarende weekendaktion, som ligeledes ophører efter pådømmelse ved voldgiftsretten. Alene i 1918 voksede fagorganisationernes medlemstal med over 100,000 medlemmer. Det meste af den danske befolkning var sluppet lempeligt gennem den 1. Verdenskrig. Danmark gik ud af krigen med 600 millionærer og 4.635 aktieselskaber med en aktiekapital på 2.310 millioner kr. Rundt omkring i Europa var kejser- og kongekroner faldet og landegrænserne ændret. Den tyske revolution i 1919 var slået fejl og knust af de tyske socialdemokrater og de borgerlige frikorps, som Hitler senere skulle bygge sin magt på.

Hovedorganisationerne traf i januar 1919 aftale om en forkortelse af arbejdstiden, således at der højst måtte arbejdes 9 timer, om lørdagen dog højst 8 timer, og at der i juli skulle optages forhandlinger om en eventuel yderligere forkortelse. Arbejdstidsnedsættelsen på grundlag af denne aftale androg for 88,000 arbejderes vedkommende 1 time daglig og for 77,000 arbejdere ½ time foruden lørdagsforkortelsen. De Københavnske byggefag bebudede imidlertid, at de agtede at indføre 8 timersdagen allerede fra d. 1 februar. I den anledning etableredes en omfattende lockout i murer- og tømrerfaget, og der vedblev i det hele at være adskillig uro om arbejdstidsspørgsmålet. De Samvirkende Fagforbund foranledigede da, at de til juli berammede forhandlinger blev optaget på et tidligere tidspunkt, og resultatet heraf overenskomsten af d. 17 maj 1919, der betød 8 timersdagens gennemførelse i alle fag senest fra d. 1 januar 1920. Undtaget var søfart og landbrug, samt de kuske og fyrbødere, der i forvejen havde en arbejdstid udover det normale, de skulle vedblivende have et tilsvarende tillæg udover de 8 timer. Det bestemtes endvidere i overenskomsten, at der i de enkelte fag kunne optages forhandling om 8 timersdagens indførelse fra et tidligere tidspunkt, og at arbejdstiden i alle tilfælde skulle være højst 8½ time fra d. 1 oktober. Overenskomsten skulle ikke medføre nogen stigning i timefortjenesten; arbejderne påtog sig altså at bære det tab i arbejdsfortjeneste, som arbejdstidens forkortelse ville medføre. Omkostningerne ved nedsættelsen i januar 1919 blev derimod dækket ved lønforhøjelse. En stor og kompliceret havnestrejke i 1919 får sit særlige præg ved den syndikalistiske indflydelse, der gør sig gældende bag dens forløb. Oktoberrevolutionen fra 1917 havde skabt bevægelse i masserne, men socialdemokraterne rokkede sig ikke - de sad flæskede sig. En uvarslet arbejdsnedlæggelse i Københavns Havn d. 7-8 maj, havde bl.a. til formål at få frihavnsskruebrækkerne fjernet, men arbejdsnedlæggelsen blev takseret af den faste voldgiftsret til en bod på ikke mindre end 800.000 kr.. Arbejdsgiverne havde forlangt 1.952.537 kr.. Socialdemokraterne fordømte strejken og havnearbejdernes aktivitet. Jo, nu var arbejderne blevet uansvarlige og selvbestaltede, men syndikalisterne frygtede ikke reformisterne som i 48 år fra 1871, ikke havde formået at skabe den sociale revolution, at skabe en arbejderstat. »Kør det gamle skrammel på møddingen - annuller deres selvbestaltede kendelser«, lød det revolutionære svar fra de aktive arbejdspladser. Forskellige forligsbestræbelser blev især udfoldet fra Arbejdsmandsforbundets side, men det lykkedes ikke, og der foretages da eksekution hos Havnearbejdernes Fagforening, der erklæres fallit. Kapitalisterne havde vist deres magtapparat, og reformisterne gik i »kirke«. Arbejderne danner en ny organisation, »Dansk Transportarbejderforbund«, men da strejkerne fortsættes, sender arbejdsgiverne De Samvirkende Fagforbund varsel om storlockout. Under presset af denne trussel mod den samlede arbejderklasse vedtog havnearbejderne at genoptage arbejdet på betingelse af retssagernes bortfald og stridighedernes afgørelse ved voldgift. Fra d. 15 maj til d. 22 august 1919 løb en konflikt på Københavns Flydedok- og Skibsværft, idet maskinarbejderne, efter at have fremsat lønkrav, holdt klubmøder i arbejdstiden, hvilket foranledigede funktionærerne til at stoppe maskinerne. Derefter rullede lavinen. D. 4 juni erklærede den faste voldgiftsret de stedfundne arbejdsvægringer ulovlige og idømte hver af de 165 maskinarbejdere en bod på 100 kr.. Da en generalforsamling i Smedeforbundets afdeling 1, Københavns største afdeling med 7.000 medlemmer i København, vedtager at iværksætte en »kraftig frivillig indsamling« til de strejkende, blev følgen en ny retssag med en bod på 10.000 kr.. Men arbejdet genoptoges ikke, og 14 dage senere falder en ny dom på 40.000 kr.. i den faste voldgiftsret, og jernindustrien udsender lockoutvarsel overfor 25.000 arbejdere. Betydelige økonomiske bidrag fra bl.a. bygningsarbejdere, gav de syndikalistiske smede et håb om at sprænge lønrammerne. Ved forligsmandens indgriben bringes konflikten til afslutning, men på de vilkår, at først skal arbejdets genoptagelse, så forhandling. Smedenes afdeling 1 var som følge af dommen blevet opløst, og de syndikalistiske medlemmer dannede et »Københavns Metalarbejderforbund«, mens Smedeforbundet iværksatte en reorganisation af den splittede afdeling, der nu genopbyggedes som en række brancheafdelinger. En samtidig strejke på Rekylriffelsyndikatet medførte at 90 blev arbejdsløse. Der var 472 arbejdsstandsninger i 1919 og de gav i reglen løntillæg, ligesom august-reguleringen om efteråret medførte betydelige lønforhøjelser, så timefortjenesten nåede i oktober kvartal 1919 op på 3l/2 gange førkrigslønnen, mens prisniveauet samtidig lå ca. 2½ gange højere end før krigen. Tages arbejdstidsforkortelsen i betragtning, udgjorde den reelle lønfremgang ca. 25 %. Pristallet var på 190 i fra januar måned og steget til 211 i august måned. Men i december 1919 bebuder arbejdsgiverforeningen, at det er slut med lønforhøjelserne. Man vil kun gå med til étårig, uforandret forlængelse af overenskomsterne. Samtidig bemyndiger en ekstraordinær generalforsamling i arbejdsgiverforeningen hovedledelsen til at styrke krigskassen ved påligning af ekstrabidrag. En del af de under disse konflikter oprettede syndikalistiske organisationer sluttede sig i 1919 løseligt sammen i en »føderalistisk sammenslutning«, som betegner højdepunktet for bevægelsens organisatoriske udvikling. Den følgende periode karakteriseres af sprængninger og sammenslutninger, navneforandringer og personskifter indenfor den syndikalistisk-kommunistiske lejr. Fra 1919 stod bedriftsråds- og socialiseringstankerne på dagsordenen og debatteredes i mange fagforeninger. Enkelte organisationer - f.eks. Bryggeriarbejdernes Fagforening for København og omegn - udarbejdede planer til en socialisering af den industri, de beskæftigedes hos. Et udvalg bestående af repræsentanter for de samvirkende fagforbund og socialdemokratiet udarbejdede i efteråret 1919 nogle forslag om kontrol med erhvervslivet, og kort før jul fandt en forhandling sted mellem De Samvirkende Fagforbund og arbejdsgiverne om spørgsmålet arbejdernes andel i bedrifternes ledelse. Forliget efter generalstrejken 1920 indeholdt som nævnt også bemærkninger om, at hovedorganisationerne skulle drøfte bedriftsrådsspørgsmålet, og De Samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg udarbejdede et forslag, der skulle danne grundlaget for disse forhandlinger. Det førte imidlertid ikke til noget, da arbejdsgiverne efter konjunkturomslaget ikke fandt anledning til at indlade sig på teoretiske drøftelser. Et forslag til lov om bedriftsråd fremsattes i folketinget af socialminister F. Borgbjerg i december 1924. Heller ikke dette har nydt fremme. 

Vi stikker ikke op for bollemælk !  

Samlede er vi en Magt !

Denne Devise knytter vor Pagt.

I Kampen for lysere Kår

Glemmer vi ej de svundne år

Kampårene 1920 - 1936

Fagorganisationerne i Danmark havde i 1920 360.000 medlemmer og i al stilfærdighed indførtes 8 timers arbejdsdagen på de arbejdspladser, der endnu slæbte på rester af den lange arbejdstid, som hørte slavetilværelsen til. Håbet om at freden efter verdenskrigen ville medføre efterspørgsel efter mere arbejdskraft og prisfald, viste sig ikke. Tværtimod fulgte i krigens kølvand: vild og uhæmmet spekulation, bankkrak, arbejdsløshed og forøget dyrtid. Da prisniveauet i 1920 imidlertid fortsat viste opgang, og der stadig var betydelige grupper af arbejdere, hvis lønninger var »ude af niveau«. Arbejdsgiverforeningen stillede krav om lønreduktioner overfor De Samvirkende Fagforbund. Men da arbejdsgiverne godt kunne indse, at det ikke kunne lade sig gøre, foreslog de, at overenskomsterne blev forlænget 1. år uden forhøjelser. Pristallet var jo steget fra 211 til 242 point, så ethvert sundt tænkende menneske kunne indse, at der skulle lønforhøjelser til, samtidig med, at der endog var højkonjunktur. Men De Samvirkende Fagforbund kunne alligevel godt imødekomme arbejdsgivernes krav om en lønreduktion, på grund af en arbejdstidsnedsættelsen d. 1. januar, selv om der var voldsomme protester, bl.a. fra slagteriarbejderne, der ikke havde fået noget ud af overenskomstfornyelserne i 1919. Både De Samvirkende fagforbund og arbejdsgiverne så på med uvilje på, da 3.500 telefonfunktionærer gik i strejke d. 1. januar, - en strejke der varede 7 uger uden at telefonfunktionærerne havde fået deres lønkrav imødekommet. D. 1. februar etablerede slagteriarbejderne en landsomfattende strejke. Den 20. februar 1920 skete der imidlertidig det, at »Samfundshjælpen« blev stiftet af Overretssagfører Amonsen, Højesteretssagfører J. F. Fenger, Generalkonsul C. F. Haxthausen, Ingeniør G. F. Jarl, Grosserer Ernst Meyer, Direktør H. P. Prior, Grosserer Tyge J. Rothe, Professor Th. Rovsing, Professor Erik Schou, Forpagter Chr. Sonne og Kaptajn F. Topsøe, som udgjorde foreningens Bestyrelse, og som var berettiget til selv at supplere sig og havde rådighed over alle foreningens anliggender. Organisationen var en sammenslutning af borgerlige elementer med aktive og passive medlemmer, med ministre, konsuler, grosserere og professorer i bestyrelsen o.s.v., der havde til opgave at værne det bestående samfund; stå til disposition for staten og stod direkte under statens beskyttelse under udførelsen af strejkeramt arbejde, og havde til formål at stille frivillig arbejdskraft, materiel og lignende til rådighed for samfundsmyndighederne i tilfælde af arbejdsstridigheder. 8.000 skruebrækkere sluttede op om dette strejkebryderkorps, der øjeblikkeligt kunne gribe ind i arbejdskonflikter og udførte strejkeramt arbejde. Inspirationen fra det reaktionære og de kontrarevolutionære i Tyskland var ikke til at tage fejl af. Med sådant et våben i hænderne kunne Arbejdsgiverforeningen roligt afsende varsel om storlockout af 100.000 til ikrafttræden d. 9. april, samtidig med at de fordømte den igangsatte slagteristrejke. Samtidig var den politiske situation blevet stærkt tilspidset; reaktionen ovenpå de foregående års revolutionære strømninger satte ind, og især havde de stedfundne afstemninger i Sønderjyllands 1. og 2. zone rejst en nationalistisk bølge, der i slutningen af marts gik hen over landet. Men d. 29. marts 1920 gennemførte Højfinansen og kongemagten: Christian d. X, et statskup, ved at afskedige det radikale ministerium: Zahle-Stauning - i strid med alle parlamentariske regler. D. 30. marts blev der foranstaltet omfattende demonstrationer for én landsomfattende generalstrejke mod kupmagerne og for indførelsen af en republik. Søfolkene gik fra borde d. 31. marts. Efter at kongen havde afslået en henvendelse fra arbejdernes deputation om at genindsætte ministeriet Zahle og havde udnævnt ministeriet Liebe, beslutter De Samvirkende Fagforbund på en generalforsamling d. 31 marts at opfordre organisationerne til at etablere generalstrejke fra tirsdag morgen d. 6 april med det formål at fremtvinge rigsdagens indkaldelse, tilvejebringelse af en ny valglov, udskrivning af valg på det således skabte nye grundlag, annullering af arbejdsgivernes lockoutvarsler og optagelse af lønforhandlinger på det af De Samvirkende Fagforbund anviste grundlag, herunder sikring af dyrtidstillæg, forhandling om arbejdernes deltagelse i bedriftsledelsen og endelig amnesti for alle politiske forbrydere. Men kongen nægtede at genindsætte regeringen og da Socialdemokraterne ville have genindsat Zahle regeringen og vedtaget en ny valglov, skrev Syndikalister: »det vil være sindsvagt at gå ud i en generalstrejke for at få genindsat Stauning, der under hele sit regeringsforløb ikke har foretaget andet end at gå arbejdskøbernes ærinde mod arbejdernes interesser«. Reformisterne ville jo ikke tage magten fra kongen og kapitalisterne. Men gadeaktionerne d. 3. og d. 4. april medførte, at kongen udskiftede sin regering: højesteretssagfører Liebe, med et nyt forretningsministerium: Friis, og De Samvirkende Fagforbund og arbejdsgiverne besluttede, at arbejdet skulle genoptages over hele linien. 50 års arbejderoplysning og klassekamp blev saboteret af førerne i socialdemokratiet. D. 5. april kunne Socialdemokraten meddele, at generalstrejken var aflyst. Men en lang række fag var ikke til at få i gang igen, medens andre faggrupper genoptog strejken, og socialdemokraten Jens Jensen: »Septemberforligets fader«, fik den tvivlsomme ære - med største ivrighed - at uddelte bøder og iværksatte statsorganiseret skruebrækkeri, da en række fag følte sig svigtet: bagerne, søfolkene, havnearbejdere, m. fl., der strejkede, fordi De Samvirkende Fagforbund havde indgået forlig med arbejdsgiverne, om en dyrtidsregulering til august og nedsættelse af et udvalg til behandling af bedriftsråd, - som der imidlertidig heller aldrig kom noget ud af. Feriespørgsmålets løsning blev derimod udskudt til en uvis fremtid, og en bagerstrejke, trak ud i hele april måned, da bagerne krævede natarbejdets afskaffelse, men på Arbejdernes Fællesbagerier kunne man en tid få brød »mod forevisning af en fagforeningsbog«, som det blev påstået, og dét skabte megen bitterhed og bidrog stærkt til at ophidse de bemidlede samfundsklasser mod arbejderne. Ved lov af d. 9 juni 1920 blev bagernes krav dog gennemført. Den midlertidige regering: Friis, der afløste kupmagerne bad allerede i begyndelsen om at redde statens kornlagre, der lå i Frihavnen, og med politibeskyttelse og socialdemokraten Jens Jensens velsignelse, gik skruebrækkerkorpset »Samfundshjælpen« i gang med arbejdet. Skruebrækkerne blev sat ind ved losning af ca. 150 fragt- og kul skibe i Frihavnen, på Larsens Plads og i den resterende del af Københavns Havn. På cafeerne rekrutterede »Samfundshjælpen' s« agenter de udhungrede folk, bl.a. til også at gå ombord som sømænd i Dampskibene, selv om de aldrig havde stået til søs. Ved Rigsdagsvalget d. 26. april gik de radikale voldsomt tilbage; Marott´s »frie socialdemokrater« fik kun 7.300 stemmer; medens Socialdemokratiet fik 300.000 stemmer. Det betød at Venstreregeringen: N. Nergård for anden gang kunne danne en regering, styret af ØK-gruppen og H. N. Andersen. Men uroen på arbejdsmarkedet forsætter. Til Esbjerg ankom 41-60 skruebrækkere d. 27. april - bevæbnet med revolvere og knojern. Arbejdernes Fællesorganisation i København vendte sig d. 21. maj voldsomt mod Sø- og havnestrejken, der fik tilslutning fra sø-restaurationspersonalet, og Fællesorganisationen fik et flertal til at vedtage en resolution, der stillede arbejdet i havnen frit. Men strejken fik stor sympati og hjælp fra den svenske Sømands Union. Søfolkene, havnearbejderne og sø-restaurationspersonalets strejke varede 2 1/2 måned, og det lykkedes desværre med »Samfundshjælpen« og socialdemokratiet medhjælp, at bryde og ødelægge strejken. Sømændene og søfyrbøderne og havnearbejderne i København, var imidlertidig også gået i strejke på egen hånd fra skærtorsdag, og de genoptog heller ikke arbejdet, da generalstrejken afblæstes. Årsagen var misfornøjelse med, at De Samvirkende Fagforbund efter disse organisationers mening havde svigtet deres løfte om støtte til de udenfor stående organisationers faglige krav. Ved den faste voldgiftsret blev Sømandsforbundet dømt til at betale en bod på 400,000 kr., Søfyrbøderforbundet en bod på 300,000 kr. og Dansk Transportarbejderforbund (havnearbejdernes organisation) en bod på andre 300,000 kr., i det hele altså et beløb på ca. 1 million kr.. Først midt i juni måned bragtes disse strejker til afslutning med det resultat, at Sømændene mistede hyresanvisningen; mistede 8 timers arbejdsdagen arbejdstiden for søens arbejdere, idet arbejdsdagen blev forlænget med 4 timer daglig; den barbariske Sølov blev ikke ændret; og da rederne ikke ville forhandle med den nye formand for Søfyrbødernes Forbund: Richard Jensen, der lige have vundet ved urafstemning over socialdemokraten: Erik Jacobsen, måtte Richard Jensen afgå som formand, - og havnearbejderne i København blev tvungen ind i De Samvirkende Fagforbund. Sømændenes formand: Chr. Borgland blev idømt 30 dages fængsel. Keramikarbejderne indledte nu en 4 måneder lang konflikt og slutningen af maj gik barbersvende i strejke og oprettede kampstuer rundt omkring i København. Strejken varede 2 måneder. Regeringen iværksatte en forringelse af understøttelsen, således at 18.000 overgik til fattighjælp. Det skulle nok dæmpe gemytterne. De overenskomster, der langt om længe afsluttedes på grundlag af påskeforliget - flere, f.eks. arbejdsmændenes, kun ved forligsmandens bistand - medførte så betydelige lønforhøjelser, at de udgjorde gennemsnitlig 9 øre pr. time; og den automatiske regulering i august gav yderligere et tillæg til timelønnen på 13 øre for alle arbejdere. Handelen mellem Danmark og det revolutionære Rusland kom ikke i gang igen, og i slutningen af 1920 satte der et stor prisfald ind på verdensmarkedet. Vældige varelagre var nu pludseligt ingenting værd, og både banker og handelsforetagender krakkede. I november 1920 faldt kronen til 51 og arbejdsløsheden steg voldsomt til 23,5 %. Alligevel var Arbejdsgiverne var høje i hatten og indledte et plyndringstog mod de arbejdende. Ved udgangen af 1920 talte den samlede fagbevægelse 362,363 medlemmer. Heraf stod 279,255 eller 77 % indenfor De Samvirkende Fagforbund. I vinteren 1920-21 satte en økonomisk depression ind, som gennem de følgende år rystede og knugede vort erhvervsliv; banker krakker, industrien går for en stor del i stå, arbejdsløsheden vokser som aldrig før. Det er denne situation, som har været bestemmende for fagbevægelsens karakter og virksomhed, og op mod denne baggrund må man betragte periodens lønbevægelser og arbejdskampenes resultater.

1921 startede arbejdsgiverne med feltråbet: ned med arbejdslønnen - op med arbejdstiden, endnu før prisniveauet havde nået sin største højde, der i januar 1921 havde et pristal på 264. Arbejdsgiverne lagde ud med en række lockoutangreb, som skulle berøve arbejderne en stor del af krigsårenes gevinster, og arbejdernes modstandskraft svækkedes af den uhyre arbejdsløshed. Arbejdsgiverne stillede krav om afskaffelse af 8-timers arbejdsdagen, og overenskomstforhandlingerne i 1921 blev særdeles hårde, fordi arbejdsgiverne havde Venstreregeringen: N. Nergård i ryggen. Arbejderne måtte aflevere de 13 øre, der var opnået den foregående august, - og i august 1921 gav en ny regulering en nedgang på ikke mindre end 18 øre pr. time. Disse reduktioner ramte især de lavere lønninger hårdt. Da arbejdsgiverne ikke kan gennemføre en godvillig revision af d. 17. majoverenskomsten, opsiger de den i december til ophør d. 20 marts 1922, så der kan blive frit slag mod 8 timersdagen. Kravene til Skotøjs- og Tekstilarbejderne og en række andre grupper var en lønnedgang på 25-40 øre i timen og yderligere nedsættelse efter pristallet. 20.000 arbejdere i Sverige var gået ned i løn med 30-50%. Fagforbundene kunne selvfølgelig ikke anerkende kravet om lønnedgang, og da arbejdsgiverne havde den borgerlige regering i ryggen, varslede arbejdsgiverne derfor en omfattende lockout i et par fag hvor arbejdsløsheden i forvejen var stor (Tekstil- og Skotøjsarbejderne). De Samvirkende Fagforbund vedtog d. 2. februar en resolution, der vendte sig mod arbejdsgivernes glubske krav, og tilsagde Tekstil- og skotøjsarbejderne fuld støtte. Så satte arbejdsgiverne lockouten i kraft og varslede yderligere lockout for Jern- og teglværker samt træindustrien til ikrafttræden d. 18. marts. De Samvirkende Fagforbund svarede med at varsle storstrejke til d. 29 marts - en storstrejke der ville omfatte 160.000 mand. Den 23. marts fremkom et mæglingsforslag med en lønnedgang på mellem 13-25 øre i timen, og dette mæglingsforslag fik et snævert flertal i De Samvirkende Fagforbund d. 26 marts med 313 stemmer for - mod 273 stemmer. Men denne beslutning var ikke bindende, idet hvert enkelt fagforbund skulle gennem en urafstemning, idet De Samvirkende Fagforbund ikke var kompetent til at vedtage mæglingsforslaget, - og derfor udsatte De Samvirkende Fagforbund den varslede storstrejke til d. 2 april. D. 30 marts forkastede en ekstraordinær kongres i Dansk Arbejdsmandsforbund mæglingsforslaget; Smedeforbundet forkastede også forslaget med 9.986 stemmer mod - 3.708 for, og ligeledes elektrikerne, stukkatørerne, skotøjsarbejderne og jern- og metalsliberne. Arbejdsgivernes lockout blev igangsat, - men De Samvirkende Fagforbund afblæste storstrejken. 8 forbund nægtede at vedtage mæglingsforslaget og mange kom ud i en 7 ugers lang konflikt. Men arbejdsgivernes trussel om en endnu større storlockout ville medførte, at 60.000 af Dansk Arbejdsmandsforbunds medlemmer kom i konflikt, og det derfor besluttede Dansk Arbejdsmandsforbunds kongres d. 21. april forligsforslaget med 265 ja stemmer - mod 114 nej stemmer, således at hovedbestyrelsen kunne slutte forlig, - der senere resulterede i at der blev nedsat et nævn til behandling af uoverensstemmelser. Strejken kostede Dansk Arbejdsmandsforbund 2 millioner kr., - en betydelig sum penge dengang. D. 26. april lå et nyt mæglingsforslag, der blev vedtaget hos smedene med et mindre flertal, således at fagbevægelsen måtte acceptere forringelser og lønfald på 17 %, - men arbejderne blev også påtvunget en pristalsregulering, som man først blev løst fra i 1927, og som medførte, at man opfordrede medlemmerne til at indgå arbejdsforhold på akkordpriser. Det skulle bise sig at pristalsreguleringen havde arbejdsgiverne stor fordel af. Det var efterkrigskrise med faldende priser, som arbejdsgiverne brugte som argument for lønreduktioner, - og netop i det år hvor socialdemokratiet fyldte 50 år med 130.000 medlemmer. Men tilbageslaget skete også fordi ministeriet N. Nergård førte samme politik som arbejdsgiverne. Man var ude på at ødelægge arbejdsløshedskasserne. Midt i maj gik Landarbejderne med ca. 32.000 medlemmer i strejke mod landbrugets arbejdsgivere, der havde stillet krav om en 10 timers arbejdsdag og lønreduktioner på mellem 25-45 %. Men allerede i juni måtte landarbejderne give op, fordi modstanderne var stærkere end forventet.

I Danmark var engrospristallet faldet fra 390 i 1920 til 171 i 1922. Den økonomiske krise forværredes og det var tydeligt at byernes Storkapitalister og landets Storbønder, havde allieret sig mod Arbejderstanden, og samtidig havde allieret sig med de norske og svenske arbejdsgivere. Arbejdsløsheden var 20 % i 1922. Faktisk havde vi i Danmark: massefattigdom. Arbejdsgiverne stillede sig ikke tilfreds med en lønnedgang i forhold til statens pristal, der viste et fald på 25 point, men stillede yderligere krav om en lønnedgang på 15-25 %, og ville tillige have afskaffet 8-timers arbejdsdagen. Smedene stillede modsat krav om 6-dages sommerferie, en minimalløn på 85 øre i timen, indførelse af bedriftsværn og ellers ingen forringelser. Et mæglingsforslag fra forligsmanden d. 3 februar blev nedstemt i De Samvirkende Fagforbund med 233 mod - 221 for. Men ved urafstemningen hos arbejdstagerne i de 24 fagforbund viste der sig et markant Nej, idet 21 fagforbund mod mæglingsforslaget. D. 14.-15. februar kom det til storlockout med ca. 48.000 arbejdere udelukkedes i 66 dage. Konflikten varede 2 1/2 måned.

Både i Odense, Kolding og Horsens kom det til sammenstød med politi og skruebrækkere. Arbejdsgivernes støtte fra regeringen talte også med. D. 21. marts udsendte regeringen et cirkulære, der berøvede de arbejdsløse deres understøttelse og samtidig blev arbejdsløshedskasserne også ramt. Men den 17. marts var der sket det, at man opdagede nogle skruebrækkere på Randers Havn, der var ved at læsse kunstgødning, m.v.. Det udløste et opløb, hvorved 31 arbejdere blev slæbt i retten og senere dømt fra 10 dage til 3-4 måneders fængsel. Militær og politi blev sat ind og Arbejdernes Fællesorganisation i Randers vedtog en generalstrejke, mod politiets og militærets indgriben,- og generalstrejken i Randers varede 28 dage, og mødte kolossal sympati fra land og by. Et landsdækkende overenskomstforlig fandt sted d. 4. april - med betydelige lønnedgang, - for nogles vedkommende på 15-30 %. Men først efter en urafstemning og nye forhandlinger gik Arbejdsmændene i arbejde d. 24. april. Efter arbejdsgivernes sejr forsøgte det Lolland-Falsterske Jernbaneselskab og det Sydfynske Jernbaneselskab at hævne sig på nogle smede, der havde deltaget i sympatistrejker. Randers kommune ansatte skruebrækkerne på værkerne. Ialt kostede denne kamp tabet af 2,265,000 arbejdsdage. Resultatet blev en forligsmandsfred, der bød på lønnedsættelse på 12-15 %; overenskomsten af d. 17 maj 1919 fornyedes, dog at vagt- og opsynstjeneste undtoges; og det bestemtes, at overarbejdstillæget højst måtte være 25 % for den første, 33⅓ % for den anden overtime. De fleste af de afsluttede overenskomster forlængedes gennem 1923 og i 1924 med automatiske reguleringer efter pristallet, som nu påny begyndte at gå opad. I Esbjerg blev der i juni fremsendt et forslag om, at Dansk Arbejdsmandsforbund udmeldte sig af De Samvirkende Fagforbund. Samme år krakkede Transatlantisk Kompagni og Landmandsbanken (Glückstadt´s finansgruppe) med et tab på 400 millioner kr.. Det viste atter hvorledes dansk monopolkapitalisme var en ormegård af forbrydelser og bedrageri, bag den stilfulde overklassefacade, - og regeringens løsning var at finansiere bedragerierne med statsmidler, og udskrive ekstra skattestigninger på menigmand. Særligt skotøj, tekstil- og tobaksindustrien led under dumpingpriser fra udlandet. Mange arbejdsløshedsdemonstrationer blev gennemført med krav om en højere understøttelse, bedre regler og huslejebeskyttelse. I august vedtog kongressen i Dansk Arbejdsmandsforbund at udmelde sig af De Samvirkende Fagforbund pr. 1. oktober 1924 med 227 stemmer for -125 mod, idet arbejdsmændene ønskede større bevægelsesfrihed i sine lønforhandlinger. På kongressen i De Samvirkende Fagforbund i oktober måned ønskede visse kræfter i ledelse fremover, at DSF skulle have lov til at indgå overenskomst med arbejdsgiverne omkring almene spørgsmål. Denne centralisering af magten blev imidlertidig afvist med 287 stemmer mod kun 235 stemmer. Ideen var klart at fratage fagforbundene myndighed og medlemmer indflydelse. Men visse ændringer i De Samvirkende Fagforbunds love, betyder i realiteten en svækkelse af centralisationen, og samtidig benyttes for første gang ordet industriforbund i selve lovteksten: »bestemmelserne i nærværende paragraf skal ikke være nogen hindring for, at arbejderne, når de ønsker det, slutter sig sammen i karteller og industriforbund.«

Fra 1922 til 1923 var pristallet faldet med 14 point, og det skulle medførte lønsænkninger på 6,6 %. Men arbejdslønnen faldt kun 6 %. Skrædderne og tapsererne strejkede, hvor sidstnævnte opnåde 45 % mere i løn. Kronekursen forringes og eksporten forbedres. Men Storbønderne gik offensiven og indledte en konflikt mod landarbejdere i Kolindsund på Djursland. 175 gårdmænd havde købt et jordareal med en pumpestation i 1921 af aktieselskabet Kolindsund, der var medlem af Arbejdsgiverforeningen, og dermed havde indgået overenskomst. Men det nye lodsejerlaug af 175 gårdmænd syntes ikke at de havde behov for en overenskomst, og satte derfor lønningerne ned i flere gange i 1922 og 1923, således at landsarbejdernes dagsløn i august 1923 kun var på 4,50 kr. Lodsejerlauget svarede ikke på Landarbejderforbundets henvendelser og senere mødeindkaldelse. Og da lodsejerlaugets formand endelig i en telefonsamtale d. 7 september havde sagt til Landsarbejderforbundets formand, at hans ansatte var løse folk, der bare kunne blive væk, - blev folkene væk d. 8. september, og andre fagforbund indledte sympatikonflikt. Konflikten fik landsomfattende betydning, medens bønderne anlagde sag om erstatning ved domstolene, selv om de havde antaget nogle skruebrækkere til at udføre arbejdet, og således ikke led økonomiske tab. I Rigsdagen rasede Venstre-regeringen mod fagforeningernes magt. Kronekursen faldt igen, og folk var nervøse for om pengene blev værdiløse som i Tyskland, hvor et frimærke kostede milliarder af mark. I slutningen af 1923 kunne man konstatere, at vareprisniveauet var stigende, og i fagbevægelsen var man i tvivl om hvorvidt man skulle opsige overenskomsterne. Men svarene rundt omkring fra Danmark's arbejdere var opsigelser, der var medfulgt af en række krav om lønstigninger.

Arbejdsgiverne ville godt forhøje mindstelønningerne i 1924, medens andre faggrupper skulle have lønnedgang. Der kunne ikke opnås enighed, og lockoutvarsel og strejkevarsler blev fremsendt d. 17. februar. Der blev frembragt en mæglingsskitse, der blev vedtaget i Dansk Arbejdsmandsforbund med snævert flertal på 15.744 stemmer for - 12.803 mod, og som gav 2-3 øre mere i timen. I foråret 1924 var kroneværdien nede på 57, og ministeriet Nergård gav op og udskrev valg d. 11. april hvor Socialdemokratiet fik 469.949 stemmer, - og således kunne cigarsorterer Stauning blive Statsminister og danne den første socialdemokratiske regering. Reallønnen var siden år 1900 fra 100 - kun steget til 107, medens arbejdsløsheden nu var på 11 %.. Adskillige flere tusinder arbejdere endte på fattighjælp, og havde derved ingen stemmeret. Men en række overenskomster for bl.a. 22.000 arbejdere var udløbet d. 1. marts, og derfor ikke afsluttet. Gartnerne, bogbinderne, drejere, sporvejene, bryggeriarbejderne kom i konflikt. D. 25. maj fik forligsmanden et forslag færdigt på lønforhøjelser på 4-6 øre i timen, som blev vedtaget med 6.068 stemmer for - 5.923 mod. Men der var uro året ud, bl.a. blandt havnearbejderne, som optakt til den næste års store konflikt. I efteråret opsagde arbejdsgiverne alle overenskomster og stillede krav om 10-12 % lønnedgang - især i jernindustrien.

I 1925 kom det til den største kamp, dansk fagbevægelse til da havde været engageret i. Det lå ligesom i luften et halvt års tid i forvejen, da arbejdsgiverne fra efteråret havde opsagt de overenskomster, der skulle udløbe d. 1 februar, og senere opsagde de også andre overenskomster, ialt mindst omfattende 150,000 arbejdere. Selv om produktionen steg ligesom priserne steg med 7 point, afviste arbejdsgiverne i 1925 krav om lønstigninger. Arbejdsgivernes formand: Langkjær ønskede kamp, og stillede krav om, at man ikke kunne nægte at tage overarbejde og ville som sagt have en lønnedgang på 10-12 %. Arbejdsgiverne i de førende industrier krævede lønnedsættelser, men arbejderne krævede pristallets opgang med 3 % respekteret og lønforhøjelser i overensstemmelse hermed. Og det eneste Stauning tilsyneladende bekymrede sig om var: at kronekursen skulle sikres med et lån på 40 millioner dollars, ved forhøjelse af indkomstskatterne og forbrugsbegrænsning. Derfor varslede Dansk Arbejdsmandsforbund kun strejke for et lille antal medlemmer d. 23. februar, hvilket medførte at arbejdsgiverne svarede med et lockoutvarsel for 18.000 håndværkere i Jern- og metalindustrien. D. 14 marts henstillede forligsmanden, at der skulle optages forhandlinger på grundlag af en lønforhøjelse på 3 % undtagen for jernindustrien, hvor lønningerne skulle forblive uforandrede, endvidere en særlig forhøjelse på yderligere 2 øre pr. time for de laveste lønninger, foruden lønregulering i overenskomstperioden efter pristallet, men kun hver gang dette forandrede sig over 6 points; overenskomsterne skulle helst sluttes for 2 år. Men der havde endnu ikke været forsøgt nogen officiel forhandling mellem parterne, og mæglingsforliget slog fast at arbejdsmændene ikke skulle have noget tillæg efter pristallet, og man gav ikke Dansk Arbejdsmandsforbund en chance for at afholde kongres om dette forligsforslag, hvorefter konflikten var en kendsgerning d. 18. marts hvor ca. 32.000 mand blev sat på gaden. Forligsmanden fremsatte d. 27. marts et nyt mæglingsforslag, der ikke indeholdt lønstigning i forhold til pristallet, men som åbnede op for frie forhandlinger. Men dagen efter gik De Samvirkende Fagforbund bemærkelsesværdigt ind og lavede et nyt dårligt forlig, der dog ikke tiltrådtes af M. Lyngsie. Lockouten udsattes derefter. Gennem de optagne forhandlinger nåede nogle få fag til enighed, men d. 11 april måtte forligsmændene stille ikke mindre end 22 mæglingsforslag, der hovedsagelig gik ud på 3 % og 5 % i tillæg + 2 øre til lave timelønninger, for jernindustriens vedkommende 3 øre til minimallønningerne og eventuelt 3 % til august. Dette mæglingsforslag blev forkastet d. 16.-17. april på Dansk Arbejdsmandsforbund ekstraordinær kongres med 253 stemmer - mod 115 stemmer. Ud af 22 forbund vedtog 13 forbund mæglingsforslaget medens 9 forbund var mod, bl.a. smedene. Men nu d. 22. april var lockouten udvidet, således at 82.000 var sat på gaden. I Fredericia sattes politiet ind d. 4.-5. maj for at beskytte skruebrækkerne. D. 15 maj iværksatte Arbejdsmandsforbundet almindelig transportstrejke, hvorved tallet kom op på 94,000 arbejdere. 3 dage senere sluttede havnearbejderne i Esbjerg sig enstemmigt til strejken. Der blev sendt skruebrækkere frem rundt omkring i landet, der snart bukkede under for de tunge byrder. Uorganiserede kontorfolk, opblæste forvaltere og formænd, stønnede sig til blods under det uvante arbejde og de tunge byrder af flæsk og smørdritler, og var fuldstændig til grin overfor de strejkende arbejdere, der stod som tilskuere bag politiet kæder. Hvad nyttede det at laste bådene, når havnearbejderne havde aftalt med havnearbejderne i de forskellige lande, at de ikke måtte losse de danske skibe. Men De Samvirkende Fagforbund nægtede at hjælpe Dansk Arbejdsmandsforbund, der heller ikke kunne få optaget lån i Arbejdernes Landsbank, og endog ikke kunne få optaget annoncer i Socialdemokraten. Storlockouten var en enorm arbejdskamp under C. M. Lyngsie´s ledelse fra Dansk Arbejdsmandsforbund. Provinsmurerne fik deres forhold ordnede d. 18 maj, og mod slutningen af maj opnåedes der enighed i jernindustrien. Søfolkene gik i sympatikonflikt d. 2.-3. juni, - men d. 3. juni lå et nyt mæglingsforlig klar, der blev vedtaget d. 4. juni. Hos smedene fik forliget kun et meget snævert flertal : 6.629 stemmer for og 5.458 imod, således at arbejdet blev genoptaget d. 6. juni. Efter de nye overenskomster hævedes minimallønningerne og mindsteudbetalingen med 6 og 3 øre pr. time for henholdsvis faglærte metalarbejdere og arbejdsmænd, og fra d. 1 august skulle der ydes et tillæg såvel på timeløn som akkord på 3 %. Arbejdsmændene tiltrådte d. 5 juni et af forligsmændene stillet forslag, hvorefter der foruden 3 %s forhøjelse (efter pristallet) skulle ydes særlige tillæg på 3 á 4 øre til visse nærmere betegnede timelønninger. Keramikerne var de sidste, der fik deres forhold ordnede, og d. 6 juni 1925 afsluttedes storkampen ved en overenskomst mellem hovedorganisationerne om strejkers og lockouters aflysning og nedsættelse af et fællesudvalg til udarbejdelse af fremtidige forhandlingsregler. Her kan indskydes, at lønningerne, der blev fastsat i 1925, det følgende år med pristallet gik ned med ialt 17 %. Stauning faldt Dansk Arbejdsmandsforbund i ryggen, idet den socialdemokratiske mindretalsregering havde udfærdiget et forslag om en provisorisk lov om strejkeforbud - endog sikret sig kongens underskrift,- men konflikten sluttede forinden, der blev brug for dette politiske indgreb. Men da dagbladene senere fik kendskab til »provisorieloven«, blev regeringen anklaget for Grundlovsbrud. Konflikten havde varet 62½ arbejdsdag, omfattende ca. 95,100 arbejdere, hvoraf igen over 36,200 havde tilhørt Arbejdsmandsforbundet. Det samlede tab af arbejdsdage udgjorde over 4 millioner. Den ved konflikten tabte arbejdsløn er opgjort til ca. 48 millioner kr. Fagforeningerne havde udbetalt ca. 21 millioner kr., hvoraf henved 5 millioner kr. kom ind fra udlandet, i understøttelse under konflikten. I tallene er ikke medregnet den lokale byggekonflikt i København, der omfattede 3150 arbejdere i 24 dage, og hvor tabet af arbejdsdage var 75,600. Tabet af arbejdsdage ved konflikter i 1925 beløb sig til 16,9 pr. arbejder. Til sammenligning anføres, at den store lockout i 1899 omfattede ca. 34,000 arbejdere med et tab af 2,713,000 arbejdsdage og lockouterne i 1921 og 1922 henholdsvis ca. 34,600 arbejdere med 1,138,000 tabte arbejdsdage og ca. 48,000 arbejdere med 2,265,000 tabte arbejdsdage. Lockouten i 1925 overgår således alle sine forgængere. I september medførte konflikten, at Dansk Arbejdsmandsforbund udmeldte sig af De Samvirkende Fagforbund. Kongressen vedtog med 208 stemmer mod 166 at udmelde sig af De Samvirkende Fagforbund fra d. 1 november 1926. I et par år stod nu vort største fagforbund udenfor den faglige landsorganisation, men i februar 1929 vedtog forbundets 19. kongres med 180 stemmer mod 175 påny at indmelde sig i De Samvirkende Fagforbund. Forslaget om 2-årig overenskomst hos arbejdsmændene fik 26 stemmer for - 17 mod, og konflikten kostede Dansk Arbejdsmandsforbund 7,5 millioner kr.. Den gennemsnitlige arbejdstid havde været 11,4 timer i 1872 pr dag, i 1884 på 10,8 time pr. dag, i 1899 10,1 time pr. dag, i 1910 9,7 time pr. dag, i 1918 9,5 time pr. dag, og samtlige mandlige arbejdere i hele landet havde i 1914 en gennemsnitlig arbejdstid på 60,5 timer pr. uge og i 1926 var arbejdstiden gået ned til 53,9 pr. uge for mænd. Når gennemsnittet trods 8 timers dagens indførelse ligger en del over 48 timers ugen, er det på grund af, at grupper undtoges fra 1919 eller 1922-overenskomsten. Dertil hører kuskene med 54 timer ugentligt, kedel- og maskinpassere med 52,1 timer, stats- og kommunale arbejdere med 51,4 timer og i særlig grad landarbejderne med 58,1 time og søfartsfolkene med en gennemsnitlig arbejdstid på 67,2 timer om ugen. I perioden 1916-1925 var der 1510 strejker, 30 lockouter og 27 ukendte standsninger. Ved samtlige 1567 arbejdsstandsninger i disse år tabtes ca. 10 millioner arbejdsdage. Der var dengang blandt bønderne et ønske om at rulle udviklingen tilbage til tiden før århundredeskiftet, - til en tid uden fagforeninger. Bønderne ville have fuld frihandel, fjerne alle reguleringer af erhvervslivet og lade markedet bestemme, - og frem for alt ville man sætte en bom for fagforeningernes fremtrængen i landbruget. Men industrien var op igennem 1920erne under udvikling med omfattende rationaliseringer for at overvinde efterkrigskrisen,- og det forudsatte ro på arbejdsmarkedet. De socialdemokratiske faglige og politiske topledere støttede industriens rationaliseringerne, idet man i rationaliseringerne så et middel til lønforhøjelser, men også fordi at hvis Storbøndernes stilling i samfundet voksede, ville det styrke Venstres og Husmændenes parti: de radikale, der ville inddæmme Arbejderbevægelsen. Arbejdsgiverne på Burmeister & Wain fandt dette år på at forbyde arbejderne, at tage firmaets båd fra Toldboden til Skibsværftet på Øen, således at arbejderne måtte gå den meget lange vej over Christianshavn. En arbejdsstandsning fik B&W til at kræve erstatning, men Voldgiftsretten gav ikke firmaret medhold, og anførte, at arbejderne havde erhvervet sig ret til at blive transporteret i firmaets båd. Reaktionen gjorde i midten af 1920'erne det ene fremstød efter det andet mod arbejderbevægelsen ude i Europa. Efter trekvart års arbejderregering i England 1924 var konservatismen kommen til magten dér, fast besluttet på at bruge den og sikre den. Arbejderne fik det at føle efter den såkaldte generalstrejke i 1926, som endte i en desperat, langtrukken grubearbejder konflikt og gav Baldwin-regeringen anledning til at gennemføre en udpræget tugthuslov, som forbød sympatistrejker, forbød tjenestemænds organisering sammen med andre arbejdere og lagde hindringer i vejen for fagbevægelsens støtte til politisk virksomhed. Ca. 1 million mand havde strejket i 7 måneder, men taber sagen. Der kom til denne kamp betydelige understøttelser fra udlandet, navnlig fra Rusland, der sendte ca. 21 millioner kr.. I Ungarn, Tyrkiet, knægtedes fagbevægelsen af diktaturerne, og i Italien kvalte Mussolini gradvis enhver ikke-fascistisk arbejderorganisation med carta del lavoro, »arbejdets grundlov«, af d. 21 april 1927. Østre Landsret frifandt i 1925 landarbejderne for gårdejerlaugets, og aktieselskabet Kolindsund´s anklage, da der ikke herved var begået retsstridige handlinger. Men Kollindsund-konflikten endte nu i 1926 i Højesteret. Det kunne derfor kun føles som en udfordrende krænkelse af retsbevidstheden og en begivenhed, der bragte et møjsommeligt opbygget retsgrundlag til at vakle, da Højesteret d. 9 juni 1926 omstødte Landsrettens dom og dømte Landarbejderforbundet, Arbejdsmandsforbundet og De Samvirkende Fagforbund til at betale 130,000 kr. i erstatning til de »skadelidte«. Formanden for Landarbejdernes Forbund: Oscar Levinsen sagde: » Jeg betragter denne Dom som en Klassedom. Det er et fanatisk Storbondeselskab, der er blevet drevet frem af Rigsdagsmedlem Pinstrup, som har givet denne lille Konflikt, der oprindelig kun drejede sig om 14 landmænd, en politisk Karakter.« Og formanden for Københavns Borgerrepræsentation, Landstingsmand J. A. Hansen, der i mange År har haft Sæde i den faste Voldgiftsret sagde» Jeg vil ikke vige tilbage for at betegne denne dom som en slet og ret klassedom, som der ikke er nogen realitet i. Men sådan har det også været tidligere. Arbejderne har altid haft vanskeligt ved at få deres ret. Desuden er hertil kommet, at sagen har fået en politisk karakter ved Pinstrups voldsomme agitation. I øvrigt undrer det mig, at sagen i det hele taget har kunnet bringes frem for Højesteret. Det rette forum måtte have være den faste Voldgiftsret. Efter denne dom må jeg, der tidligere nærmest har været en modstander af den offentlige votering i Højesteret, melde mig som tilhænger af denne reform.« I Højesterets kendelse lagde man afgørende vægt på, at landarbejderne fejlagtigt har påstået, at de var blevet lockoutede af bønderne, p.g.a. af nogle udtalelser fra formanden for Kolindsund Lodsejerlaug, proprietær Petersen. Men kendsgerninger var dog, at ejerlauget ikke besvarede Landsarbejderforbundets skriftlige henvendelser og mødeindkaldelse, eftersom ejerlauget mente, at de ikke havde noget med Landarbejderforbundet at forhandle om. Dommen blev indledningen til en ny række sager, der alle gik arbejderne imod, og som i maj 1928 endte i en højesteretsdom, der yderligere indbragte kolindsundbønderne 200,000 kr. i erstatning fra arbejderne. Reaktionen forfulgte sejren ved på rigsdagen at gennemføre en lov om værn for erhvervs og arbejdsfriheden, den såkaldte »tugshuslov«, hvis eneste formål er at åbne adgang til at ramme arbejderorganisationerne i deres kamp for forbedring af arbejdsvilkårene. I august 1926 blev skabt en ny kriseplan og ideen om en Lov om Værn af Arbejds- og Erhvervsfriheden (tugthusloven) så igen dagens lys. 90.000 arbejdere var på fattighjælp. Kronekursen var nu oppe på 97 og stigningens uheldige virkninger kunne nu ikke undgås. Arbejdsløsheden var på 21 % selv om lønningerne atter var nedsat med ca. 17 %. Jernbanerne krævede lønnedsænkninger på 5 % i august måned. I Svendborg stod virksomheden L. Lange & Co. foran en virksomhedslukning, hvilket var en katastrofe for Svendborg. Byens borgere og arbejdere tilvejebragte i samdrægtighed en ny kapital på 500.000 kr.. Ved overenskomstforhandlingerne i november mellem »Jernet« krævede arbejdsgiverne en lønnedgang på 10 %. Forliget indeholdt lønnedgang og en bestemmelse om at komme væk fra pristalsreguleringen, - der ustandselig medførte lønnedgang Forliget blev vedtaget hos smedene med et flertal på 4.814 stemmer for - 2.937 stemmer mod. Så blev udskrevet nyvalg til Rigsdagen, der i december medførte, at Danmark fik den reaktionære Venstre-regering med godsejer: Madsen-Mygdal, selv om socialdemokratiet kunne mønstre 497.106 stemmer. Den socialdemokratiske regering havde gennem de sidste 2 1/2 års kun udrettet ganske små ting, og mange var skuffet over splittelsen og at målene tilsyneladende var glemt vedrørende afskaffelse af kongedømme, kirke, afrustning, m.v..

I 1927 skærpede Venstre-regeringen: Madsen-Mygdal den fagforeningsfjendtlige linie. Den Madsen-Mygdal'ske regering af d. 14 december 1926 begyndte symbolsk sin virksomhed med at afskaffe socialministeriet, og et par måneder senere mødte den frem med sine nedskæringsforslag, som i juli måned bliver til en række sociallove, hvis takster er forringet med nogle millioner kroner. Tjenestemandslønninger og socialudgifter blev nedskåret med henholdsvis 28. millioner kr. og 34. millioner kr.. Der blev »skåret i levende kød« og der opstod hos underklasserne et kolossalt klassehad og hævnlyst; - men aktioner blev forpurret af Stauning. Madsen-Mygdal var gammel-liberalist og indtægtsnedgangen var i gennemsnit på 10-15 %. Der voksede en kraftig modstand mod at få pristalsbestemmelserne fjernet af overenskomsterne. Året medførte i øvrigt en rekordhøst - arbejdsløsheden var på 93.000 (22,5 %). I 1927 knyttede Socialdemokratiet en tæt forbindelse til industriens arbejdsgivere og hovedorganisationerne indgik nye retningslinier for overenskomster. I Jernindustrien havde de faglærte sluttet overenskomst i 2 år uden pristalsregulering. Overenskomstforhandlingerne i foråret blev ganske vist lange og besværlige, men bortset fra en murerlockout i provinsen på spørgsmålet om akkord eller timeløn afvikledes situationen uden konflikt. D. 5. februar stillede forligsmanden et forslag, der blev tiltrådt af begge parter. Igen blev lønningerne nedsat. Madsen-Mygdal regeringens mange forslag om at komme fagforeningerne til livs, indeholdt også forslaget om Loven om Værn af Arbejds- og Erhvervsfriheden, »tungthusloven«, der dog ikke blev vedtage dette år i Rigsdagen - men som lå som en konstant trussel i luften. Udgiften til arbejdsløshedsunderstøttelsen blev sat op med 1. kr. om ugen, medens regereringen samtidig fratog arbejdere på forsat hjælp 33 % af deres understøttelse. Drochelockouten startede i april og varede 1 måned. Barberlockouten startede d. 10. maj og sluttede d. 5. august. Barbermestrene angreb de effektive strejkevagterne, og 3 strejkevagter blev i juli fængslet. Arbejdsgivernes havde vidtgående krav omfattende både løn- og arbejdstidsforringelser, og angreb på organisationsretten m. m.. I juli fik ekstraarbejderne ved DSB påbud om at arbejde 1 time mere om dagen og gå 1 øre ned i timen. Det var et rent overenskomstbrud og et attentat på 8-timers dagen. I arbejdsløshedsloven af d. 1 juli 1927 er således den ekstraordinære understøttelse afskaffet, tilskuddene til arbejdsløshedsforsikringen betydeligt nedsat, og for kassernes udbetalinger under faglige konflikter, selv til personer, der ikke direkte omfattes af konflikten, er der indført en række skærpende bestemmelser. Arbejdsløshedslovens forringelse satte i de følgende år vidtrækkende spor, ikke blot med hensyn til de forøgede byrder på organisationerne, men også derved, at mange arbejdsløse efter den ekstraordinære understøttelses bortfald gradvis tabte forbindelsen med deres organisation. Et andet udslag af den reaktionære strømning, som gjorde sig gældende, var Kolindsundsagens forløb. Her er det nok at minde om, at landarbejderne på sædvanlig organisationsmæssigmåde havde iværksat strejke og blokade overfor nogle storbønder på Djursland, som forsvar mod disses diktatoriske forringelse af arbejdsvilkårene, og at Østre Landsret i 1925 frifandt landarbejderne for gårdejerlaugets anklage i den anledning, da der ikke herved var begået retsstridige handlinger. Det kunne derfor kun føles som en udfordrende krænkelse af retsbevidstheden og en begivenhed, der bragte et møjsommeligt opbygget retsgrundlag til at vakle, da Højesteret d. 9 juni 1926 omstødte landsrettens dom og dømte Landarbejderforbundet, Arbejdsmandsforbundet og De Samvirkende Fagforbund til at betale 130,000 kr. i erstatning til de »skadelidte«. Dommen blev indledningen til en ny række sager, der alle gik arbejderne imod, og som i maj 1928 endte i en højesteretsdom, der yderligere indbragte Kolindsundbønderne 200,000 kr. i erstatning fra arbejderne. Reaktionen forfulgte sejren ved på rigsdagen at gennemføre en lov om værn for erhvervs og arbejdsfriheden, den såkaldte »tugshuslov«, hvis eneste formål er at åbne adgang til at ramme arbejderorganisationerne i deres kamp for forbedring af arbejdsvilkårene. I september meddelte regeringen, at forsat hjælp til arbejdsløse bortfald d. 1. oktober. Intet under, at sort fortvivlelse prægede mange hjem, og arbejdsgiverne kunne med regeringen i ryggen foreslog flerårige overenskomster.

Overenskomstsituationen i 1928 forløb stort set efter samme linier som i 1927. Jern- og metalindustrien var ved at arbejde sig op af depressionen. Men overenskomsterne fornyedes i reglen uden større vanskeligheder, men pristalsreguleringen gled gradvis ud af overenskomsterne. De borgerligt styrede kommuner nedsatte lønningerne »under den store regeringshøvdings vinger«. Men fattigdommen var så udbredt, at de hjemløse i 1928 startede march fra Kjellerup til København. Men allerede i Vejle blev de hjemløse mødt af et talstærkt politi. På Ford Motor CO. blev frembragt en stor konflikt, fordi firmaet af principielle grunde ikke ville indgå overenskomster. Nogen opstandelse både i arbejder og arbejdsgiverlejren voldte en konflikt, som i Finland var udbrudt mellem stevedorekompagnierne og havnearbejderne. I juni trådte 12.000 finske havnearbejdere i strejke, og i henhold til de nordiske gensidighedsaftaler iværksatte Norge og Sverige blokade overfor finske skibe, og Dansk Arbejdsmandsforbund, som på dette tidspunkt var udmeldt af De Samvirkende Fagforbund, varslede en sympatiaktion overfor de finske arbejdere blokade, først af finske skibe, så af alle skibe fra og til finske havne. Arbejdsgiverforeningen nedlagde protest herimod, dels under henvisning til, at Dansk Arbejdsmandsforbund ikke var berettiget til at etablere en sådan sympatistrejke, dels til at det ikke var tilladt at etablere sympatiblokade her i landet til fordel for strejkende i udlandet. Den faste voldgiftsret, hvortil sagen var indbragt, afsagde kendelse (nr. 1188) om, at blokaden var ulovlig som værende i strid med Septemberforliget, der ikke giver ret til at iværksætte arbejdsstandsninger som følge af stridigheder mellem udlandets arbejdere og arbejdsgivere. Tiden opviser reaktionære fremstød og arbejderfjendske anslag ude og hjemme, og påviser arbejdsgivernes eneherredømme over arbejdet og dets vilkår. Visse arbejdsgivere og arbejdere forsøger at begrænse de sociale kampe, og i England udviklede sig 1928 »mondismen«, hvis ydre tilsyneladelse var en række forhandlinger og konferencer mellem arbejdsgiver og arbejderrepræsentanter. I Sverige foranledigede socialministeren tilsvarende arbejdsfredsforhandlinger optaget, og herhjemme lå overenskomsten af d. 31 oktober 1928 mellem Dansk Arbejdsgiverforening, De Samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsmandsforbund på samme linie. Den fremkom efter flere konferencer og drøftedes i hovedorganisationerne, hvorunder det viste sig, at der trods de store afgørende interessemodsætninger mellem arbejde og kapital dog var spørgsmål, »som alle parter ville være tjent med at få løst«. Overenskomsten indeholdt foruden princippet for de øjeblikkelige overenskomstforholds ordning et afsnit, der udtalte enighed mellem parterne om gennem et fællesudvalg »at optage en almindelig drøftelse af samarbejdet og herunder navnlig undersøge, om det måtte være muligt at bortrydde de hindringer, der kunne fremme indførelsen af flerårige overenskomster«. Ligesom resultaterne af »mondismen« andetsteds var temmelig små, ligeså beskedne spor satte oktoberoverenskomsten.

Fagligt set hører begivenheder i 1929 ikke til en hverdagsoplevelse. Dansk Arbejdsforbund havde indleveret opsigelser om flere overenskomster for sent og på det forkerte sted. Det gjaldt også de senere opsigelser. Kendelsen lød d. 26. marts på, at alle de forskellige opsigelser vedrørende de forskellige overenskomster var afleveret for sent, således at den gamle overenskomst forsat var gældende. På Dansk Arbejdsmandsforbunds kongres i februar fik hovedbestyrelsen bemyndigelse til at genindmelde forbundet i De Samvirkende Fagforeninger - men på visse betingelse. Forslaget ved vedtaget med 180 stemmer for - mod 175 stemmer. D. 20 marts vedtog regeringen: Madsen-Mygdal Loven om Værn af Arbejds- og Erhvervsfriheden, der af arbejderbevægelsen blev kaldt »tugthusloven«, og som indeholdt bestemmelser om, at alle skulle have fri adgang til arbejde, uanset de kollektive overenskomsters bestemmelser, ligesom det ikke kunne pålægges nogen at være medlem af en organisation, og at en krænkelse af disse bestemmelser ville medfører erstatning, bøde og fængselsstraf. Eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet var således forbudt. I april 1929 blev udskrevet valg, da der ikke kunne opnås forlig i forsvarssagen. Ved valget d. 24. april fik socialdemokratiet 593.191 stemmer, og kunne således danne en socialdemokratisk-radikal regering: Stauning-Munk. Men det blev afgørende for Socialdemokratiet at sikre ro på arbejdsmarkedet, idet partiet havde udviklet en erhvervspolitik. D. 16. maj døde Poul Geleff - den sidste pionér fra 1871. - 111.000 var på Fattighjælp. Burmeister & Wain beskæftigede på det tidspunkt ca. 10.000 arbejdere plus mange funktionærer. En organisation af såkaldte hjemløse »Dansk Brancheforbund«, truede med skruebrækkervirksomhed på det konfliktramte arbejde ved Lillebæltsbroen, der varede fra maj til foråret 1930. Regeringen stemte for at ophæve »tugthusloven«, men Landstinget modsatte sig ophævelsen. Erhvervslivet var godt kørende efter de mange hårde år. Men med den nye regeringsmagt, var det klart, at Venstrebønderne i 1929, som slagteriejere, stillede krav til slagteriarbejderne, om at deres lønninger skulle reduceres med 20 %.. Den Socialdemokratiske statsminister: Stauning kaldte De Samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg til møde på Christiansborg for at få forretningsudvalget til at opfordre forligsmanden til at stille et mæglingsforslag og mente, at slagteriarbejderne måtte føres som offer for at redde regeringen, og fordi en konflikt på slagterierne ville forværre landets økonomiske problemer og især formindske landets indtægter af fremmed valuta. Stauning´s interesser for Arbejderklassen var nu nærmest elimineret, fordi Socialdemokratiets topledere havde fået andre ideer og mål: At sikre landets valuta og industribaronernes fremgang - og bevare deres pamperstillinger som regeringsmedlemmer. Men slagteriarbejderne forkastede ved urafstemning mæglingsforslaget med massivt flertal, og de blev lockouttet af bønderne. Slagteriarbejdernes hovedbestyrelse blev indkaldt til møde hos Stauning, der var klar til at knuse enhver modstand i Arbejderbevægelsen. Og da et nyt mæglingsforslag blev sendt ud til ny urafstemning, fik dette forslag et flertal blandt slagteriarbejderne. Arbejdsløsheden lå i september nede på under 9 %. Den 25 oktober var der sket et »børskrak« i Wall Strett, USA, der bl.a. hurtigt bredte sig til Tyskland og medførte et nyt prisfald og en ny krise i den kapitalistiske verdensøkonomi. Situationen var den, at reallønnen fra 1919 til 1929 ikke var steget ! I vinteren var arbejdsløsheden på 25 %, og der var uroligheder i Ålborg og Århus. Ved Lllebæltsbroen udbrød en omfattende og langvarig konflikt mellem entreprenører og arbejdsmænd på spørgsmålet om akkord på et arbejdsområde, hvor timelønnen var urimelig lav. Den bragtes først til afslutning d. 15 april 1930 ved et forligsmandsforslag, der samtidig skaffede arbejdsmændene en landsoverenskomst for entreprenørfaget i provinsen.

Foråret overenskomstsituation i 1930 forløb fredeligt, og industrien klarede sig godt. Alligevel stilledes arbejdsgiverne krav om lønnedgang ved overenskomstforhandlingerne, selv om arbejdsløsheden var forholdsvis lav i forhold til de tidligere år. I februar var en arbejdsløshedsdemonstration i Nakskov trængt ind i byrådssalen og »tvunget« en ekstrabevillinger på 20.000 kroner til de arbejdsløses hjælpekasse. Politiet hævnede sig med bagefter med at tilegne sig en kommunistisk medlemsfortegnelse og arresterede 2 arbejdere, som man senere lod idømme 4 og 6 måneders fængsel. Efter politiindgrebet trak byrådet sin bevilling tilbage. Uroen i byen var stor og da l .majdagen nærmede sig, forbød politiet i sidste øjeblik og med forkert adresse 1. majmødet, som var indkaldt at kommunisterne, idet socialdemokratiet havde aflyst. Da mødet ikke lod sig aflyse, huggede politiet voldsomt ind på deltagerne. D. 2. maj indkaldte arbejdspladserne til nyt møde og politiet optrådte igen med vold og magt. Arbejderne satte sig dog til modværge og drev politiet tilbage til tinghuset, som blev belejret, indtil forstærkning af politi og militær kom til. Efter en retskomedie idømtes der en række fantastiske straffe fra 4 måneder til 2 1/2 års forbedringshus. byrådsmedlem Kok og fhv. byrådssekretær Agermoses: 1 års forbedringshus; Jacob Jacobsen 2 års forbedringshus; Mads Topp 18 måneders Forbedringshus; Axel Hansen 1 års forbedringshus; Alfred Jacobsen 8 måneders forbedringshus; Karl K. Valsted Madsen 4 måneders Fængsel på sædvanlig Fangekost; Nordal Hansen 8 måneders forbedringshus; Max Hansen 8 måneders forbedringshus; Victor Nielsen 1 års forbedringshus. I dommens præmisserne hedder det bl.a. om Agermose, at han ifølge vidneudsagnene gentagne gange holdt ophidsende taler ved den pågældende lejlighed, og når de arbejdsløse gjorde mine til at forlade byrådssalen, opmuntrede han dem til at stille fornyede krav, idet han sagde, at de måtte have svar, inden de gik, ellers måtte Byrådet tage følgerne o.s.v.. Om Kok siges det i præmisserne, at det under den herskende uro i Nakskov måtte stå ham klart, at det var overvejende sandsynligt, at »den ved hans gentagne voldsomme Udtalelser på mødet opståede ophidselse ville medføre demonstrationstog og sammenstød med politiet, som han måtte vide ville modsætte sig dette, og han kan ikke have troet, at han, efter at have sat mængden i ophidselse, og efter at der fra flere af talerne endog var stillet forslag om demonstrationstog, alene ved i almindelig holdte vendinger at fraråde toget, skulle kunne afværge følgerne.« Dette socialdemokratisk-radikale magtapparat, der blev sat ind mod Nakskovarbejderne i 1931 blev aldrig glemt. D. 27 marts 1929 stadfæstedes »Tugthusloven«. Den var inspireret af kapitalisterne, som havde været virksomme for at drive Kolindsundbønderne frem mod arbejderorganisationerne. »Tugthusloven« siger bl.a. § 1. Kollektive aftaler, som på uberettiget måde begrænser den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde, kan ikke tillægges retsvirkning ved domstolene; § 3. Enhver art af økonomisk eller personlig forfølgelse - derunder boycotning -, som tilsigter på uberettiget måde at begrænse den enkeltes frie adgang til erhverv eller arbejde eller hans (hendes) ret til at være medlem af eller stå udenfor en organisation, er ulovlig og pådrager foruden erstatning for den skade, nævnte forfølgelse har tilføjet vedkommende, bøder af indtil 100,000 kr. eller simpelt fængsel. Sagerne er genstand for såvel offentlig som privat påtale. § 4. De i lov nr. 536 af d. 4 oktober 1919 om den faste voldgiftsret omhandlede kollektive aftaler berøres ikke af nærværende lov; § 5. Nærværende lov finder iøvrigt anvendelse på enhver kollektiv aftale, om hvis retsgyldighed rejses spørgsmål ved domstolene efter nærværende lovs ikrafttræden. »Tugthusloven« skulle yderligere begrænse fagforeningerne i anvendelse af blokader overfor uorganiserede arbejdsgivere, medens arbejdsgiverne fik frit spil. En gårdejer havde afskediget sin fodermester, der boede i et »tjenestehus«. Fodermesteren får derefter kommunalt arbejde og bliver boende i huset, som han havde ret til. Gårdejeren henvender sig da bl.a. til sognerådsformanden for at få ham til at afskedige arbejderen, for derefter at tvinge fodermester ud af tjenestehuset. Retten frifandt gårdejeren, da han ikke havde »tilsigtet« at få arbejderen ud af arbejdet, men kun ud af huset. Derimod blev formanden for Handels og Kontormedhjælperne i København dømt d. 4. februar 1930 og fik en bøde på 1000 kr. for offentliggørelse af navne på strejkebrydere. Under en strejke på Korinth Savværk indrykkede formanden for Træindustriarbejderforbundet nogle artikler i Fåborg Social-Demokrat. Dette blev af retten pådømt en bøde på 1.000 kr., fordi retten anså det som et forsøg på at skræmme strejkebryderne væk, og formanden blev yderligere dømt til at betale 1.000 kr. til virksomheden, idet artiklerne kunne skade virksomheden. Sådan var det lykkedes den socialdemokratiske fagbevægelse og parti, at få vendt op og ned på ret og uret, efter 60 års kamp for arbejderklassens sag. Ved siden af lockouten er der de »sorte lister«, som arbejdsgiverne ofte bruger som våben. Det består i, at arbejdsgiverorganisationen til sine medlemmer udsender lister over arbejdere, som af en eller anden grund ikke må tages i arbejde. Men den internationale krise begyndte at ramme Danmark. Eksportpriserne for landbrugsvarer faldt og i oktober bad 13.000 statshusmand om henstand for renter og afdrag, og en protestbevægelse blev dannet af rasende bønder, der var klemt af kronekursen, men som i deres fascistiske iver kun tænkte på at nedsætte arbejdernes lønninger og forbyde arbejdernes fagforeninger. Hos mange småbønder og storbønder, var der på den tid kun plads til bønder, herregårdsbisser, landkultur og mange havde kun jord, matrikelnumre, penge, profit og bondeegoisme mellem ørene. Et spørgsmål, som mere og mere optog sindene, var rationaliseringen. Efter 1. Verdenskrig foregik et nyt gennembrud i industrien, især i Amerika og i Tyskland fra 1924. Ved intensivering af det menneskelige slid, ved indførelse af genialt indrettede maskiner, ved planmæssig tilrettelægning og koncentration af virksomhederne opnåedes en enorm forøgelse af industriens produktivitet, så stor, at der selv under opadgående konjunkturer sattes overflødiggjorte arbejdere i hundredtusindvis på gaden. Virkningerne af denne bevægelse sporedes også hos konkurrencen fra de rationaliserede landes industrier blev følelig, og navnlig benyttedes den af arbejdsgiverne som motivering for krav om lønreduktioner, men på fagorganisationernes kongresser, især 1929, rejses gang på gang kravet om arbejdstidens nedsættelse f.eks. til 7 timer daglig og gennemførelse af sommerferie med løn. Det sidste blev et hovedspørgsmål under de langvarige overenskomstforhandlinger 1930, men nogen løsning nåedes endnu ikke. Også den faglige internationales kongres i Stockholm i sommeren 1930 sætter kravet om 44 timers arbejdsugen og sommerferie i forgrunden. Men arbejdsgiverne ser snarere løsningen i forlængelse af arbejdstiden og i hvert fald i nedsættelse af lønningerne. I efteråret blæser en mere strid vind fra dette kvarter. Overenskomsterne opsiges tidligt. Arbejdsgiverne kræver dem »tilpasset efter de forandrede erhvervsforhold og levevilkår«, d.v.s. lønningerne skal ned med 11-22 %. Men depressionen og verdenskrisen som er igang udspringer bl.a. også af de i lån- og erstatningsforpligtelser der blev pålagt Tyskland efter 1. Verdenskrig, og i 1930 måtte Tyskland have moratorium, samtidig med at England ser sine milliardkapitaler komme i klemme ude i verden. Den ellers urokkelige Bank of England rystes i sin grundvold og med den de engelske statsfinanser. Tilpasningsbestræbelser sprænger i august 1931 den engelske arbejderregering, som afløses af en national koalitionsregering med Mac Donald som chef, og d. 20 september foretager England springet bort fra guldstandarden. Sterlingens guldindløselighed ophæves. En uge senere følger Norge, Sverige og Danmark efter. D. 27 september forlades guldkronen. Valutasammenbrudet og det engelske markeds svigten følges i hælene af en landbrugskrise. Alene af landbrugsvarer faldt vor eksport fra 1929 til 1932 fra 1400 mill. kr. til godt 800 mill. kr. Industrieksporten faldt fra ca. 300 millioner kr. til under 200 mill.kr. Og de danske skibsfartsindtægter, der sædvanligvis var på et par millioner, blev halveret. Landbrugskrisen influerer umiddelbart på industrien. Hele det danske erhvervsliv er revet med ind i krisen. Arbejdsløsheden, som i 1930 gennemsnitlig var på 13,7 %, stiger især fra efteråret 1931 stærkt, så årsgennemsnittet bliver 17,9 % og i 1932 er det oppe på 31,7 %, mere end en fordobling på to år. Det kunne anes ved indgangen til 1932, at det ville blive et mørkt år, men i dette mørke var alt iøvrigt usikkert.

Forårets overenskomstsituation i 1931 medførte flere gange trusler om storkonflikt. Arbejdsgiverne ville have nedsat lønnen med 10-20%, ligesom de ikke ville lade overenskomster løbe ét år. Arbejderne ville derimod have mere i løn og ferie, p.g.a. den gunstige situation for industrien. I Norge måtte man regne med en konflikt i jernindustrien, og derfor mente de danske smedene, at de svenske arbejdsgivere ikke havde råd til at understøtte både de danske og norske arbejdsgivere under en konflikt. Efter at lockoutvarsler med tilsvarende strejkevarsler, tilsidst omfattende ialt over 125,000 mand, er udsendt, synes parterne sidst i februar lige langt fra hinanden. Forligsmanden griber ind og får lockouten udsat. D. 13. marts synes det, som om mæglingen skal glippe og lavinen begynde at rulle, men ny forhandlinger kommer i gang, og d. 26 marts fremsætter forligsmanden et meget omfattende mæglingsforslag. Det tilbyder på den ene side alle arbejdere retten til ferie med fuld løn anerkendt og sikret og kræver på den anden side lønreduktioner fra 5 til 8 pct. For de bedre og højestlønnede, men ingen reduktioner for de lavestlønnede. Forslaget skulle betragtes som en helhed og besvares med ja eller nej inden d. 7 april. Ved urafstemningen vedtog ca. 95.000 af medlemmerne i De Samvirkende Fagforbund forslaget, medens ca. 60.000 stemte imod. Hos smedene stemte 9.597 stemmer mod - 5.723 for. Resultater blev dog, at de fleste fagforbund ved urafstemning havde stemt mod forligsforslaget, og derefter rettede Forligsinstitutionen en alvorlig henstilling til De samvirkende Fagforbund om at få orden i rækkerne. Forligsmanden henstillede, at man ikke lod den foretagne afstemning være eneafgørende, og som trold af en æske selvbestaltede De Samvirkende Fagforbund derfor d. 12 april en generalforsamling hvor 80 % af fagenes repræsentanter, dvs. de delegerede vedtog, at urafstemningen ikke bør være endelig, og at de forbund, der havde forkastet mæglingsforslaget skulle igennem en ny urafstemning. Denne nye holdning i fagbevægelsens topledelse var fuldkommen i strid med de demokratiske principper, der var gældende, - og topledelsen ønskede således at et mindretal af dårligt betalte arbejdere skulle underordne sig hensynet til de højest betalte arbejdere, der har tiltrådt forslaget, - hvorved Arbejdersolidariteten ingen mening havde mere. De Samvirkende Fagforbunds topledelse således ivrige for at hjælpe den socialdemokratisk-radikale regering i dens erhvervspolitik, og således ophævede man en urafstemning gyldighed, og tog sig selv til rette. Ved den anden urafstemning var der kun 6 forbund, der oprethold forkastelsen (Skotøjsarbejderne, Riggerne og Sejlmagerne, Elektrikerne, Forgylderforbundet, Guld- og Sølvarbejderforbundet og Skibstømrerne), og derefter gennemtvang De Samvirkende Fagforbund en tredje afstemning, hvor kun Skotøjsarbejderne igen sagde nej. Det kunne medføre, at 125.000 kom ud i konflikt. Tiden taler om afstemningssvindel og svindelaftaler med arbejdsgiverne og regeringen, der skulle isolere Skotøjsarbejderne, fra den fælles kamp og fælles solidaritet. Derfor måtte Skotøjsarbejderne føre deres kamp alene gennem 3 måneder. Topledelsernes metoderne blev mere hårdhændet, samtidig med at socialdemokraterne forgæves forsøgte at overbevise folk om at kapitalismen havde forbedret sig siden verdenskrisen, og at man kunne vente fremskridt via rationaliseringer. Socialdemokratiets politiske og faglige ledere udviklede derfor en teknik med at lade ekstraordinære kongresser vedtage overenskomsterne for at undgå urafstemninger og for at kunne bryde solidariteten overfor særlig mishandlede fag. Manøvren lykkedes undtagen overfor Skotøjsarbejderne, som gang på gang forkastede. Så tog De Samvirkende Fagforbund sig på at organisere tvangen imod dem. Med Vilh. Nygårds, Kjærbøls og Lyngsies underskrifter udsendtes et dokument, ifølge hvilket De Samvirkende Fagforbund ikke under nogen form understøttede Dansk Skotøjsarbejderforbund, og drog omsorg for, et de under De Samvirkende Fagforbund stående organisationer respekterer dette. Man fratog skotøjsarbejderne 500.000 kroner i lockoutunderstøttelse. Fra arbejdspladsernes side kom der en kontant hjælp på 286.000 kr. Arbejdsgiverne og De Samvirkende Forbund aftalte, at skotøjsarbejderne kunne sejle i deres egen sø, og at ingen andre arbejdere og forbund ville blive berørt af lockout eller strejker. Efter 12 ugers konflikt måtte Skotøjsarbejderne til sidst accepterede en lønreduktion på 6 % - på en kongres hvor 40 stemmer var for - 37 stemmer mod. Sådanne metoder til at »ordne« overenskomstsituationerne var imidlertid ikke holdbare. De var for belastende for de faglige ledere og kunne også fremkalde uro i deres egne rækker. Klassekarakteren af den herskende politik kom også mere usminket frem overfor de selvstændige bevægelser, som i denne periode med stigende kraft rejste sig i Arbejderklassen. Og det viste sig samtidig hvordan de højresocialdemokratiske ledelser brugte deres indflydelse såvel over statsapparatet som over organisationsapparatet til at slå arbejdernes kamp ned. I forårsmånederne søgte Lyngsie at dæmpe uroen indenfor sit Dansk Arbejdsmandsforbund i den tro, at kommunistforskrækkelsen stadig var et virksomt middel, og skræppede derfor op i den borgerlige presse mod de »kommunistiske skotøjsarbejdere«. Men et par generalforsamlinger indenfor forbundets københavnske afdelinger belærte ham om, at denne linie ikke mere duede; og så skiftede han fodslag. Arbejdsmændenes Lyngsie anlagde injuriesag ved de borgerlige domstole mod smedenes Johs. Kjærbøl, som beskyldtes for at have lavet skjulte forhandlinger med Forligsmanden og De samvirkende Fagforbund mere end overvejede at ophæve urafstemningsdemokratiet i maj måned, og satte spørgsmålet om reorganisation på dagsordenen, hvad der kun kunne betyde, at man nu ville ophæve beslutningen fra 1922 om, at De Samvirkende ikke kunne afslutte overenskomster om løn eller arbejdsforhold uden de pågældende fagforbund samtykke. De Samvirkende Fagforbund nedsatte derfor et udvalg, der skulle forelægge forslag på en generalforsamling i oktober måned. Men der blev ikke afholdt nogen generalforsamling oktober, fordi der i efteråret havde udviklet sig en landsomfattende bevægelse imod, at lederne i De Samvirkende Fagforbund ikke skulle kunne få hånd- og halsret over fagforbundene, og ikke skulle kunne ændre de paragraffer der sikrede medlemmernes urafstemning. En række smede havde været utilfredse med, at det samme forligsforslag var sendt to gange ud til urafstemning, og fik ved underskriftindsamling indkaldt til en ekstraordinær smedekongres, der blev afholdt d. 6. Oktober - i 3 dage. Her rettedes et voldsomt angreb mod Johs. Kjærbøl »stilling« under overenskomstforhandlingerne, men et resolutionsforslag blev nedstemt med 137 stemmer mod - 97 stemmer for. Resolutionen vendte sig mod hovedledelsen usømmelige metode med to urafstemninger, får at få gennemført lønnedgang - når nu forslaget var forkastet ved første urafstemning. Flere og flere arbejdsløse blev inddrages under den kommunale forsorg, hvad der f.eks. i København for alle arbejdsløse betød 10½ eller 18 kr. pr. uge i understøttelse, og på landet medførte sognerådenes tvangsanvisning af arbejde til 2 kr. pr. dag. Det gav sig udslag i demonstrationer i København og især i voldsomme uroligheder i provinsbyerne. I Norge løb arbejdskampen i mere end 5 måneder, og slutresultatet blev større lønnedgang, end i Danmark. I efteråret 1931 gik Bank of England fra guldindløsning af pundet. Også dette medførte yderligere international krise, og opskrivningen af kronekursen medførte herhjemme arbejdsløshed, lukning af mindre fabrikker og tvangsaktioner på landet. I disse år så arbejdsløsheden således ud: 42.789 i 1929 - 39.584 i 1930 - 52.874 i 1931 - 99.496 i 1932 - d.v.s. 31,7 % af arbejdsstyrken. De selvstændige landbrugeres indtægt var i 1929 på 637 millioner men kun på 280 millioner i 1931. Aktieselskabernes profit var i 1929 på 13 % af aktiekapitalen men var kun på 8 % i 1932. Udviklingen i dansk arbejderbevægelsen havde medført vilkårligheder. Der var sket lukning af arbejdsløshedskasser, provisorielove, urimelige fortolkninger af Septemberforliget (1899), forfalskning af strejkevarsler, overtrædelse af forbundsvedtægter ved overenskomstafslutninger uden delegeretmøder. Den sidste dag i 1931 døde Lyngsie i en alder af 67 1/2 år. Danmarks største arbejdsmand og agitator, der havde hævet sin stand op fra trællevilkår til fribårne mænd, var ikke mere !

Kronens internationale værdi var nedsat, men hvad ville det betyde for dens indenlandske købekraft. D 29 januar 1932 vedtog rigsdagen loven om værn for den danske valuta, grundlaget for valutacentralen og dennes importreguleringer. De Samvirkende Fagforbunds henstilling til arbejdsgiverne under de usikre forhold at udskyde overenskomsternes opsigelsestermin blev ikke fulgt, og efter opsigelser fra mange fags side udstedte arbejdsgiverne sidst i januar lockoutvarsel, som d. 2 februar præciseredes og ledsagedes af krav om en almindelig lønforringelse på 20 % med påfølgende pristalsberegning og 3 års gyldighed for ny overenskomster. Både fagbevægelsen og forligsmanden opgav at forhandle på det grundlag. Men efter pres fra regeringen fremkom forligsmanden d. 10 februar med et mæglingsforslag om uændret forlængelse af alle opsagte og i 1932 udløbende overenskomster og optagelse af forhandlinger mellem hovedorganisationerne i henhold til overenskomsterne af d. 31 oktber 1928 og d. 28 april 1931 under ledelse af forligsinstitutionens formand. Svaret skulle afgives inden 5 dage, hvad der ikke levnede organisationerne tid til urafstemninger eller lignende. Urafstemninger havde man fået nok af, for medlemmerne stemte jo nej så topledelserne i De Samvirkende Fagforbund, m.v. undlod at sætte mæglingsforslaget til urafstemning, - i strid med fagforbundenes love - og vedtog allerede d. 15 februar mæglingsforslaget. D. 24 februar protestere smedene mod John. Kjærbøls udemokratiske fremgangsmåde, - men han overlevede smedekongressen. D. 29 februar 1932 døde pionéren: snedker C. C. Andersen - en af mændene fra 1872, og nu var Borgerklasserne så tilfredse med Socialdemokratiets ulovlige ophævelser af arbejdernes demokratiske rettigheder, at Kjøbenhavns Politi i marts overleverede Den Internationale Arbejderforenings gamle beslaglagte fane fra 1872 fra »slaget på Fælleden«- til socialdemokratiet. En arbejders timeløn var på 1. kr. og 32 øre. Slagteriarbejderne blev lockoutet fra d. 29 april til d. 10. maj. Men på sommeren vedtog flere fagforbund, at hvis der ikke blev levnet tid til urafstemning, var mæglingsforslaget automatisk forkastet. Dermed skulle topsocialdemokraternes fidus og kup være ødelagt ! Statsgælden var stigende. Priserne på smør til England faldt dramatisk i juni 1932, til den laveste pris siden 1894, og 100.000 var arbejdsløse i juli måned. En ny valutalov med vidtgående bemyndigelser til regulering af udenrigshandelen, får at beskytte dansk produktion var påkrævet. Men Venstre krævede valutacentralen afviklet. Forslaget blev vedtaget i Rigsdagen men væsentligt forringet i Landstinget, og da Valutaloven havde været med til at sikre, at værdierne ikke var brudt sammen og erhvervene ikke udsat for fallitter og krak, udskrev Stauning valg til den 16 november. Socialdemokratiet fik 660.399 stemmer og Kommunisterne kom for første gang i Rigsdagen med 2 mandater (17.179 stemmer). Stauning kunne således forsætte som regeringsleder. I december var arbejdsløsheden atter ubarmhjertig (32 % - 170.000 var ledige). Fragtmarkederne var gået i stå og det havde ramt skibsværftsindustrien, så da B&W truede med at afskedige 4.000 mand trådte staten til med økonomisk tilskud.

D. 10 januar 1933 arrangerede kommunister en mægtig demonstration på Christiansborg Slotsplads, der forlangte hjælp til de arbejdsløse. Men også overenskomstforhandlingerne i 1933 blev vanskelige. Arbejdsgiverne krævede igen 20 % lønreduktion og varslede lockout for 100.000, medens fagbevægelsen krævede 40 timers arbejdsuge og forbud mod overarbejde. Arbejdsgiverne hævdede, at de uorganiserede arbejdere udgjorde en trussel mod det kollektive aftalesystem, idet de uorganiserede arbejdede for en løn, der ligger 30-40 % under de kollektive aftaler. 40 % af de fagorganiserede arbejdere var arbejdsløse p.g.a. den internationale kriseøkonomi. De Samvirkende Fagforbund var imod at hver enkelt fagforening kunne forhandle, og fik al indflydelse samlet i forligsinstitutionen, således at Centralisation og Diktatur var gennemført via ganske få toplønnede fagforeningspampere. De Samvirkende Fagforbunds forretningsudvalg mødtes med den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, hvor Stauning sagde: »Vi må undgå den katastrofe, der er under opsejling«, medens F. Borgbjerg sagde: »Efter min og manges mening står vi foran en revolutionær situation, som vi ikke før har kendt. Intet mindre !«. Stauning talte igen om konflikten som »en trussel om at drive befolkningen og landet ud i en katastrofe, som aldrig er oplevet her i landet og næppe nogetsteds i verden.... «! Allerede d. 28 januar fremsatte Stauning Forslag til »Lov om Forbud mod Iværksættelse af Lockouter eller Strejker i Tiden indtil 1. februar 1934«. Dette Lovforslag sendtes straks til udvalgsbehandling og blev færdigbehandlet i en lang række møder og blev vedtaget af Rigsdagen og Landstinget d. 31 januar. Så hurtigt kunne det gå, når det drejede sig om at lave et kup. Endnu engang blev overenskomsterne forlænget et år, uden urafstemning ! Udenfor på Christiansborg demonstrerede tusinder af arbejdere, der blev mødt med et voldsomt politiopbud og tåregas. Indenfor afgav Justitsminister Zahle på regeringen Stauning´s vegne en erklæring, hvori han meddelte, at regeringen fuldt og helt billigede politiets angreb på de demonstrerende Arbejdere, og erklærede under højlydt Bifald fra Rigsdagens medlemmer, at der var truffet foranstaltninger til, at Arbejdere ikke mere må overbringe deres Fordringer til Rigsdagen! På Christiansborg forhandlede partierne om et stort kriseindgreb, og det fortsatte i privaten hos Th. Stauning i Kanslergade, og det endte med »Kanslergadeforliget«, d. 31. januar. For første gang i dansk Fagbevægelses Historie greb lovgivningsmagten ind og ophævede den frie forhandlingsret på arbejdsmarkedet, ligesom det blev forbudt at strejke. Inspirationen er tydeligvis hentet fra nationalsocialismen i Tyskland og viser, at Socialdemokratiets »erhvervspolitik« havde første prioritet. Klassekampen var dømt død ! Hans Hedtoft igangsætter umiddelbart herefter en stor antikommunistisk kampagne, og oprettet den agentvirksomhed, der senere får navnet HIPA og AIC, der skal registrere alle kommunister og al opposition i Arbejderbevægelsen. Landbruget fik en kødordning, der betød, at staten for at hæve kødpriserne skulle opkøbe kreaturer til destruktion, og sådan destruerede man i løbet af få år ikke mindre end 250.000 til dels l. klasses kreaturer i et land, hvor indtil næsten 200.000 arbejdsløse led nød i februar-marts måned 1933 ! Det var kapitalistisk planøkonomi, så det klodsede. En kornordning betød samtidig en forhøjelse af korn og brødpriser til gavn for det store landbrug og til skade for det lille. En svinekortordning til rationering af baconeksporten til England blev også i praksis til fordel for Storlandbruget. Kanslergadeforligets »ordninger«, lå i forlængelse af den tidligere gennemførte valutacentral, som organ for en importregulering, og som blev fulgt af andre »ordninger« på tilsvarende områder, der betød en væsentlig styrkelse af statsapparatet som administrator for kapitalistklassens fællesinteresser - mod arbejderne ! D. 27 april døde en af smedeforbundets pionérer: medlem nr. 1., Horsens-Petersen, 95 år gammel. »Den Internationale Faglige Centralorganisation« var stiftet i København i 1901. Formålet var at udveksle oplysninger mellem landene og yde solidaritet og frivillig økonomisk støtte under arbejdskampe. Kontoret havde sæde i Berlin, men så kom 1. Verdenskrig i 1914, og de allerfleste internationale forbindelser blev afbrudt, og samarbejdet ophørte. På en konference i Bern i 1917 vedtoges det midlertidigt at flytte IFC´s kontor til Amsterdam. På en kongres i Amsterdam i juli 1919 var der 14 lande med 92 repræsentanter repræsenterende 18 millioner medlemmer tilstede. Desværre var ikke alle lande repræsenterede, bl.a. manglede Rusland og USA. I 1920 afholdtes en ekstra kongres i London, hvor man bl.a. vedtog, at den faglige internationale skulle stille sig i spidsen for kampen imod krigen - lige sent nok !. I december 1922 afholdtes en stor verdensfredskongres i Haag som et led i kampen mod krigen, ligesom der på anden måde arrangeredes international propaganda for denne kamp. I årene 1931 og 1932 har der været nedsat fælleskommissioner til bekæmpelse af den økonomiske krise og for afrustningen. I 1919 indbragte en indsamling til fordel for arbejderne i Wien over 1 million gylden og en i 1921/22 til lindring af hungersnøden i Rusland over 2 millioner gylden, og hertil kommer indsamlingen til de tyske organisationers opretholdelse ved markens sammenbrud ca. 650,000 gylden. Til faglige kampe er også foretaget internationale indsamlinger, hvoraf de vigtigste har været til lockouten i Danmark i 1925, der ialt gav over 4 millioner kroner, og til minestrejken i England, der gav ca. 2 millioner gylden som gave og ca. 1 million som lån. Til selve organisationsarbejdet er der i mange tilfælde ydet støtte, navnlig i de baltiske stater og på Balkan. På kongressen i Paris 1927 besluttedes, at der kun skulle være én ansvarlig generalsekretær, og på kongressen 1930 i Stockholm vedtoges det at flytte sædet tilbage til Berlin, hvilket skete d. 1 juli 1931. Den politiske omvæltning i Tyskland og Hitlers magtovertagelse tvang Internationalen til at flytte sit sæde, som i april 1933 blev forlagt til Paris. På den russiske faglige landsorganisations tredje kongres, der fandt sted i 1920, vedtoges det at tilslutte sig »den røde faglige internationale« (RFI), og der rettes en opfordring til alle landes revolutionære fagorganisationer om at følge dette eksempel. På den Kommunistiske Internationales 2. kongres kort efter dannedes et internationalt råd, der sammenkaldte til en kongres i Moskva i juli 1921, hvor der fastsatte retningslinier og principper. Disse var kort udtrykt: revolutionær klassekamp imod kapitalen og den borgerlige stat. Kapitalismens overvindelse gennem social revolution og proletariatets diktatur, hvilket også medførte kamp mod Amsterdam-Internationalen og fuldstændigt samarbejde med det kommunistiske parti ved alle aktioner imod bourgeoisiet. Situationen for RFI ændrede sig dog, da Hitler kom til magten. Juledag 1922 dannedes en syndikalistisk internationale med sæde i Berlin. Dens program var at modarbejde al fast centralisation til fordel for mere føderativt samarbejde. Parlamentarisk virksomhed under enhver form fordømmes. Direkte aktion af de fagorganiserede arbejdere i alle forhold, lige til den sociale generalstrejke, med det formål at organisationerne overtager produktionen.

Allerede d. 17. januar 1934 fik den socialdemokratisk-radikale regering vedtaget en ny forligsmandslov eller »Lov om mægling i arbejdsstridigheder«, som den hed. Den gav forligsmanden mulighed for efter forgodtbefindende at sammenkæde flere fagforbunds afstemninger om mæglingsforslag indenfor et større område. Desuden skulle der nu en vis stemmedeltagelse til blandt arbejderne for at forkaste et mæglingsforslag. Det skulle gøres vanskeligere for fagbevægelsens medlemmer at forkaste et mæglingsforslag - og det blev dét, og er stadig i 2007, og kaldes med smukke ordblomster for »demokrati«. Lovens udspekulerede system gav forligsmanden mulighed for at sammenkæde fag der traditionelt stemte nej, med fag der altid stemte ja. Samtidig blev medlemmernes indflydelse ophævet via urafstemningen, således at »de kompetente forsamlinger« (forbundledelser - toplønnede pamperne) nu også kunne deltage i afstemningen om et mæglingsforslag og overenskomstaftalerne -, og reglerne var så udspekulerede, at det blev umuligt at nedstemte et mæglingsforslag. Først havde socialdemokraterne centraliseret magten og bestemt hvornår en konflikt kunne støttes fra den øvrige fagbevægelse. Nu skulle det enkelte forbunds selvbestemmelse og medlemsdemokratiet sætte ud af spil, og det skulle kun være De Samvirkende Fagforbund, der skulle kunne bestemme, hvornår den enkelte fagforening gik ud i en konflikt. Mage til diktatur havde man aldrig kendt i Danmark og man kunne igen tro, at Stauning havde været i Tyskland for at lære »samfundssind« hos nazisterne. Alle partier havde endvidere tilsluttet sig en rentekonvertering;- men Bank- og sparekassernes aktion mod rentekonvertionen, viste blot, at den reelle magt lå hos Højfinansen - og ikke hos partierne i Rigsdagen. Ved overenskomstforhandlingerne stillede arbejdsgiverne for tredje gang krav om lønnedgang på 20 %, og arbejdersiden nægtede at indgå i realitetsforhandlinger. Arbejdgiverne pegede på, at de havde konkurrance fra de uorganiserede mestres side. På Forligsmandens foranledning blev de varslede lockouter og strejker udsat d. 21. februar, hvor begge parter skulle afgive svar d. 30. marts. Situationen var den, at antallet af arbejdsgivere og arbejdere var stigende, og at mange af disse arbejdsgivere og arbejdere var uorganiserede (især indenfor bygge- og entrepenørfagene), hvilket skabte en ubillig konkurrence, mente forligsmanden, de organiserede arbejdsgivere, socialdemokratiet og De Samvirkende Fagforbund. Hensigten var, at magthaverne ønskede at de uorganiserede skulle tvinges ind under eksisterende kollektivaftaler: med lav løn til arbejderne og fredspligt; høj og ligelig profit til arbejdsgiverne; ligesom arbejdernes større lønindkomster ved akkordarbejdet skulle afskaffes. D. 14. marts fremkom et mæglingsforslag, hvor overenskomsterne i al væsentlighed var uforandrede, og hvor den nye lov om sammenkædningsregler var gældende, og vor fjenden var »den ubillige konkurrence«, nedsættelse af en række udvalg, og ellers forlængelse af overenskomsterne i ét år. Mæglingsforslaget bestod af 19 særskilte forslag i henhold til forligsmandsloven knyttet sammen som en enhed. Da afstemningsresultatet forelå d. 26 marts havde 14 fagforbund forkastede mæglingsforslaget, medens Dansk Arbejdsmandsforbunds kongres stemte ja med 406 stemmer for - mod 74. Sammenkædningsreglerne, sammenhægtningsprincippet medførte dog at overenskomsterne i 1934 blev forlænget et år. Hos Sømænd og Søfyrbøderne stemte 90 % mod mæglingsforslaget. Det udløste d. 11 april en 12 dages strejke, hvorefter voldgiftsretten idømte hver af de to organisationer en bod på 20,000 kr. Det kom til bevægede optrin, således én dags »generalstrejke« i Esbjerg, men d. 23 april opgav søfolkene kampen uden at have opnået noget ved den. Få dage efter at søfolkene var gået i land etablerede Slagteriarbejderforbundet en lovlig iværksat slagteriarbejderstrejke af 12 dages varighed (d. 14-24 april). Ved slagteriarbejdernes overenskomstforhandlinger i 1934 krævede slagteriejerne (bønderne) igen nedsættelse af slagteriarbejdernes lønninger. Kommunisterne havde vundet frem blandt slagteriarbejderne, både som følge af indgrebet i overenskomsterne i 1933 og p.g.a. af forringede forhold på slagterierne. Men da denne lovlige slagteristrejke havde varet en uge, greb Stauning ind og opfordrede parterne til at vise hensyn til samfundets interesser. Stauning henviste til, at Danmark havde indgået handelsaftaler med andre lande og sagde, at »det var 5.000 slagteriarbejdere og ledelsen for slagterierne, der spillede hasard om landets interesser«. Derefter gennemførte den »socialdemokratiske Rigsdag« en lov om tvungen voldgift, der forlængede slagteriarbejdernes overenskomst. Slagteriarbejdernes Forbund fordømte lovindgrebet mod en lovlig varslet strejke men affandt sig med det. Kommunisterne havde erobret flertallet i Søfyrbødrenes Forbund og havde opbygget en opposition i Sømændenes Forbund, - og de var indstillet på kamp. Søfolkene havde oplevet større forringelser end andre arbejdere. Devalueringen af kronen havde ramt søfolkene hårdt. De fik mindre ud af deres løn, når de skulle veksle til fremmed valuta i udlandet; og da forligsmanden kædede urafstemningen om deres overenskomster sammen med andre forbunds afstemninger var det i realiteten ikke muligt for søfolkene at forkaste mæglingsforslaget, selv om alle søfolk stemte nej. Forligsmanden offentliggjorde i overmodig glæde resultatet af afstemningen i land - endnu før søfolkene var færdige med deres urafstemning. Denne situation havde Skibsrederne naturligvis forudset, og derfor havde der ikke været reelle forhandlinger mellem rederne og søfolkenes organisationer. Det var dog rederne, der allerede i oktober 1933 havde opsagt overenskomsterne. Søfolkenes to forbund besluttede at gå i strejke på trods af mæglingsforslagets vedtagelse. Søfolkenes krav var: lønudligning for valutatabet, fuld bemanding og treskiftet vagt samt hyreanvisning gennem forbundene. Socialdemokraterne bekæmpede selvfølgelig søfolkenes strejke og beskyldte kommunisterne for splittelsesarbejde, og Dansk Arbejdsmandsforbund advarede havnearbejderne mod at gå i sympatiaktion. Voldgiftsretten idømte bøder, politiet mødte op for at opkræve dem. Københavnske betjente blev sendt til Esbjerg med »A.P. Bernstorff« og politiet forbød søfolkenes møder. På havnearbejdernes generalforsamling i Esbjerg d. 11. april mødte 600 havnearbejdere frem og vedtog, at de ikke ville arbejde under politibeskyttelse. D. 15. april fik havnearbejderne besked på, at der ville blive indsat skruebrækkerne. I Århus og Ålborg gik havnearbejderne i sympatiaktion. Mandag d. 16. april gik politiet i Esbjerg amok - slog til højre og venstre rundt om i byen - både midt på dagen, på eftermiddagen og om aftenen. 10 søfolk blev bragt på hospitalet, kvinder og børn slået ned. 10.000 arbejdere kom d. 17. april til et protestmøde på Dyrskuepladsen i Esbjerg indkaldt af Fællesorganisationen, og mødet vedtog med alle stemmer mod 10 en protest mod »de mishandlinger af kvinder og børn samt invalider, som intetanende blev slået ned af de fremstormende betjente« og erklærede den påfølgende dag 24-timers generalstrejke mod politiets terror. Generalstrejken blev effektiv. Fællesorganisationen valgte kommunistisk ledelse. I København udfoldede politiet sig også på en måde, der mindede om 1870’erne og satte ridende betjente ind mod et strejkemøde på Fælleden. De blev mødt med stenkast, og uroligheder bredte sig i hele den indre by. Det kom til sammenstød mellem politi og søfolk i Fælledparken i København og håndgemænget bredte sig til Nyhavnskvarteret. 28 personer blev anholdt og desuden blev 9 ledende fagligt aktive kommunister anholdt. Den hårde fremfærd pressede søfolkene. Sømændenes Forbund var socialdemokratisk ledet men med en stærk kommunistisk opposition. Sømandsforbundets ledelse søgte en forhandlingsvej ud af strejken, som man ikke længere troede kunne vindes. Det svækkede Søfyrbødrenes stilling, således at de måtte slutte strejken på arbejdsgivernes betingelser. Det er dog værd at bemærke, at ved fornyelsen af søfolkenes overenskomster i 1935 blev der opnået betydelige forbedringer. Kampen i 1934 havde ikke været forgæves. Søfolkenes kamp var fuldt berettiget, da de var blandt de hårdest ramte af den økonomiske krise. Men de stod over for en hård arbejdsgiver: Skibsrederkapitalen, og en forsat kamp havde uden tvivl fremkaldt yderligere indgriben fra statsmagten. Vejen frem havde været at udbygge det solidaritetsarbejde, som søfolkene var i gang med. Men socialdemokratiets kamp mod kommunisterne i det faglige og politiske arbejde var så voldsomt, at det hæmmede en faglig solidaritetsbevægelse. D. 23. maj vedtog socialdemokratiets hovedbestyrelse arbejdsprogrammet »Danmark for Folket«. Fuldbyrdelsen fra Arbejderparti til statsbærende Folkeparti var nu gennemført. Men den voldsomme uro medførte, at forbundsledelsen hos smedene nu stillede krav om overenskomster, der løb i 3 år. En urafstemning d. 5. juli hos smedene medførte at 6.954 stemmer for - 3.242 mod, og dermed indgik smedene et 3-årigt forlig til 1937 med arbejdsgiverne. Arbejdsmændenes afdeling i Esbjerg indkaldte senere i 1934 med tilslutning fra 28 afdelinger i Dansk Arbejdsmandsforbund til en konference i Fredericia, hvor man formulerede krav, der lå tæt på den revolutionære fagoppositions (RFOs) krav, vedrørende de arbejdsløses krav, tarifmæssig betaling, arbejdstidsforkortelse, ophævelse af understøttelsesbegrænsninger, forhøjelse af socialkontorernes understøttelser, sommerhjælp, m.v.. Skift til: Søfolkenes Strejke 1934 (R.F.O.) I Tyskland fandtes i 1932 31 fagforbund med ca. 4,7 millioner medlemmer. Efter at Hitler havde overtaget den politiske magt i Tyskland, blev fagforeningskontorerne d. 2 maj 1933 besat af nazisterne og samtlige fagforeninger af alle retninger sluttet sammen i den tyske arbejdsfront. Der øves pres på alle arbejdere, funktionærer og tjenestemænd for at få dem tilsluttet arbejdsfronten. Arbejdsfrontens samtlige organisationer og enkeltmedlemmer er også tilsluttet i anden fællesforening »Kraft gennem glæde«, hvis opgave er at organisere arbejdernes fritidsbeskæftigelse. Ifølge loven om ordningen af det nationale arbejde, der trådte i kraft d. 1 maj 1934, ophæves bedriftsrådsloven, mæglingsloven og loven om kollektivt overenskomstvæsen. Fra samme dag sattes alle bestående overenskomster ud af kraft. Løn, arbejdstid og de almindelige arbejdsbetingelser fastsættes af de af regeringen udnævnte 13 »arbejdsværger«, der også afgør alle stridsspørgsmål mellem arbejdsgivere og arbejdere. I loven betegnes arbejdsgiveren som fører, der træffer endelig afgørelse i alle bedriftsanliggender, mens arbejderne erholdt det mærkelige navn »følge« (gefolgschaft). Da fagforeningerne således var gjort uskadelige, havde arbejdsgiverne ingen indvendinger mod arbejdsgiverforeningens opløsning og medlemmernes overførelse til arbejdsfronten. Under nazi-vældet faldt lønningerne betydeligt. Arbejdsfrontens beslrives sådan, at i hver virksomhed findes en nationalsocialistisk bedriftscelle, et nationalsocialistisk bedriftsfællesskab hvor samtlige også er medlemr af den tyske arbejdsfront. Alle bedriftsfællesskaber i samme erhvervsgren udgør en rigserhvervsgruppe, hvoraf er der 19. I Østrig fandtes en fagbevægelse bestående af ca. 50 forbund med over 650,000 medlemmer. Efter den blodige undertrykkelse af den socialdemokratiske arbejderbevægelse blev fagforeningerne opløst, og d. 2 marts 1934 udfærdigede regeringen en forordning om dannelse af et fællesforbund for arbejdere og funktionærer til varetagelse af disses økonomiske og sociale interesser. I 1934/35 var der i Frankrig store anti-fascistiske massedemonstrationer, hvor det lykkedes at forhindre en fascistisk magtovertagelse i Frankrig.

I 1935 var aktieselskabernes indtjening 15,5 % af aktiekapitalen og antallet af millionærer i Danmark var steget til næsten 1500 mennesker. Godsejernes indtægt voksede med 30 %. De Samvirkende Fagforbunds medlemstal i 1935: 381,341; samtlige fagorganisationer 438,135 medlemmer. I 1935 fandtes der indenfor Arbejdsgiverforeningen 222 organisationer og 184 enkeltvirksomheder. Ialt havde foreningen 13,252 medlemmer. Imidlertid hindrede dette ikke udviklingen af en omfattende konfliktsituation ved forårstide 1935. I marts forelå opsigelser med påfølgende lockout og strejkevarsler for over 100,000 arbejdere. Arbejdsgiverne krævede især lønforholdene i provinsen forringede, arbejdernes krav gik især ud på at få de lavere lønninger »i niveau«, sommerferieudvidelser, afspadsering af overarbejde, lønaftaler for unge arbejdere foruden mere specielle krav fra enkelte fags side. Efter 2. varsel greb forligsmændene ind d. 19 marts, og d.10 april stillede disse 86 mæglingsforslag omfattende 130 overenskomster og forlangte svar d. 24 april. Efter en afstemning, hvor den nye forligsmandslov for alvor blev bragt i praktisk anvendelse, viste det sig, at forslagene som en enhed var vedtaget med ¾ majoritet af arbejderne og 3/5 af arbejdsgiverne. Det gav stort set en række små lønforbedringer, især for de lavestlønnede og visse specielle indrømmelser. Men diskussionen om forhandlings og afstemningsregler og om mere centralisation i fagbevægelsen fik fornyet kraft, og socialdemokratiet oplevede en overvældende valgsejr ved folketingsvalget den d. 22 oktober 1935, da partiet forøgede sit stemmetal med 100,000 og satte mandattallet op med 6 til 68. Socialdemokratiets hovedbestyrelse havde d. 23 maj 1934 trukket linjerne op for den kommende tids politiske arbejde i manifestet »Danmark for folket«. D. 2 1935 september vedtog Socialdemokratie og De samvirkende Fagforbund at oprette: Hovedorganisationernes Informations- og propagandafdeling, kaldet H.I.P.A.. I USA har syndikalismen vundet betydelig udbredelse. De syndikalistiske fagforeninger er organiseret i en landsorganisation: »Verdens Industrielle Arbejdere« (I.W.W.), men i flere vigtige industrier nægter arbejdsgiverne at forhandle med fagforeningerne.

Ved overenskomstforhandlingerne i februar 1936 overraskende arbejdsgiverne offentligheden med varsel om en storlockout, omfattende 120-130,000 mand, fra d. 14 februar, som blev en kendsgerning fra d. 22 februar. Lockouten varede til d. 30 marts, dvs. i 5 uger, og forligsmændenes mæglingsforslag, der omfattede 47 overenskomster blev fremsat d. 17 marts og blev ved afstemningen vedtaget af arbejderne med 64,5 % af stemmerne, men forkastet af arbejdsgiverne med 59 % sådan, at lockouten kunne være løbet videre en rum tid. Men regeringen forelagde d. 26 marts et forslag på rigsdagen »til lov om forlængelse af overenskomster mellem arbejdsgivere og arbejdere og forbud imod arbejdsstandsninger«, og efter langvarige forhandlinger kom det natten til d. 29 marts til forlig mellem rigsdagens partier om lovens vedtagelse, og arbejdet genoptoges d. 30 marts »med foreløbig afregning«, hvorefter en voldgiftsret på 4 medlemmer skulle afsige kendelse om vilkårene. En bølge af sort reaktion, middelalderligt barbari og skrupelløs kapitalvælde var skyllet hen over Europa. Arbejderklassen i Tyskland og Østrig var frarøvet resultaterne af menneskealdres opbygning. De simpleste menneskerettigheder trædes under fod i diktaturernes lande. »De Samvirkende Fagforbund i Danmark« består i 1936 af 63 fagforbund med 2.950 afdelinger med tilsammen 370,587 betalende medlemmer, heraf 80,061 halvtbetalende. Til De Samvirkende Fagforbunds administration betales et årligt kontingent af 72 øre for helt og 36 øre for halvtbetalende medlemmer. I understøttelse under godkendte arbejdsstandsninger betaler De Samvirkende Fagforbund 10 kr. pr. uge til hel og 6 kr. til halvtbetalende medlemmer, dog ikke for de første 7 dage eller de første 2 % af en organisations medlemmer. Til en godkendt arbejdsstandsning kan forretningsudvalget udskrive et ugentligt ekstrakontingent. Samvirkets formål er ved samarbejde mellem fagforbundene og de med disse ligestillede organisationer at støtte arbejdernes bestræbelser for at forbedre deres stilling, samt at arbejde for industriens demokratisering og produktionens socialisering; dette søges nået ved 1) at yde de til de samvirkende fagforbund tilsluttede organisationer gensidig støtte i de tilfælde, hvor arbejdsgiverne søger at hindre organisationsarbejdet eller arbejdernes forsøg på at forbedre deres arbejdsvilkår, 2) at virke for ensartet optræden fra de tilsluttede organisationers side såvel i almindelighed som særlig i spørgsmål om forholdet til arbejdsgiverne og deres organisationer, 3) at yde obligatorisk gensidig understøttelse i tilfælde af strejke og lockout, 4) at yde organisationerne bistand under søgsmål ved den faste voldgiftsret, 5) at lade den faglige bevægelse belyse i den socialdemokratiske presse, 6) at støtte agitationen for oprettelse af fagforeninger, hvor sådanne ikke findes, samt iøvrigt at støtte agitationen for fagforeningsbevægelsen, 7) at vedligeholde og udvikle de internationale forbindelser med de øvrige landes faglige organisationer og virke for gensidig økonomisk understøttelse mellem disse, 8) at sprede oplysning om socialøkonomiske og dermed sammenhængende spørgsmål samt støtte oplysningsarbejdet blandt arbejderne, 9) at udgive et medlemsblad, som skal opretholde forbindelsen mellem samtlige tilsluttede organisationer. Bladet skal offentliggøre de nødvendige meddelelser til organisationerne samt give en oversigt over de vigtigste tildragelser indenfor fagforeningsbevægelsen, 10) at udgive årlige beretninger om fagforeningsbevæglesen i Danmark, 11) at sammenstille den af fagforeningerne optagne statistik så langt, som den har interesse, samt selvstændig optage sådan over fagforeningernes styrke og deres virksomhed, 12) at støtte den kooperative bevægelse, 13) at søge grænsestridigheder mellem organisationerne bilagt, 14) at samarbejde med socialdemokratisk forbund for i fællesskab at fremme arbejderlovgivningen i stat og kommuner. I jern- og metalindustrien mangler Samvirket tilslutning fra guld, sølv og elektropletarbejderforbundet og elektrikerforbundet og i træindustrien tømrerne, skibstømrerne og kurvemagerne. Borgerkrigen Spanien kom i august 1936, hvor overklassen i Spanien sammen med ca. 75 % af hæren og flåden søgte at knuse det republikanske demokrati. I Italien havde man i 1921 en faglig landsorganisation med 55 organisationer og 2 millioner medlemmer. Da fascismen kom til magten, ophævedes strejke og lockoutretten, og efterhånden opløstes og ophævedes de tidligere organisationer, efter stærke forfølgelser fra fascisterne og deres regering. Landsorganisationens sæde blev forlagt til Paris. Der er i Italien oprettet nye fascistiske fagorganisationer, der fungerer som et redskab i den fascistiske regerings hænder.

Vi er kun de små

Men stol ikke på,

At vi ikke kan blive Jer bane,

Der er ikke den magt,

Som kan standse de små,

Når de samles om enigheds fane.

 

Kampårene 1975 - 1985

D. 12. februar 1975 dannes »Uniprint komiteen« i Esbjerg, der skal hjælpe de strejkende arbejdere på Uniprint. Overalt i hele landet dannes sådanne solidaritetskomiteer. Den 13. februar dannes S-V regeringen med Poul Hartling (V) som statsminister. I foråret udarbejdede Arbejdsgiverforeningen en forligsskitse, som blev ophøjet til lov. Forligsskitsen var ikke engang et udarbejdet forligsforslag. Siden Danmark var kommet i EF i 1972 var arbejdsløsheden stigende og nu var den frie forhandlingsret pludselig blevet afskaffet af venstrebønderne og socialdemokraterne. I maj måned rullede strejkerne over det ganske land. Metalarbejderne på Nilfisk og Dansk Vandings Industri rejste i sommeren kampfanen. I august 1975 skrives: Den økonomiske krise og de faldende priser på visse varegrupper har medført en strukturforandring i erhvervslivet, som har skabt 100.000 arbejdsløse samt at de mindre virksomhedsejere går fallit og ingen udsigt har til at få deres arbejdskraft solgt. Denne krise bliver for tiden misbrugt af visse borgerlige kræfter, der i bondebevægelsen i særdeleshed og i de grupper af befolkningen der stemte for EF medlemsskabet, agiterer for opløsning af det parlamentariske demokrati og opmuntrer til økonomiske sanktionen, som fødevareboykot mod forbrugerne i byerne. I arbejderbevægelsen har vi i årtier kendt til disse reaktionære kræfter, der også gør medlemskabet af en fagforening til noget illegalt. Disse kræfter, vil simpelt hen ikke erkende, at der i vor samfundsmodel er en uløselig modsætning mellem arbejderne, som sælger deres arbejdskraft, og arbejdsgiverne der køber denne arbejdskraft, og at dette forhold nødvendiggør tilstedeværelsen af overenskomster. Denne type borgerlige har netop formuleret arbejdsgivernes NEJ-politik, hvis eneste formål er at lønmodtagerne ikke skal få del i de samfundsskabte værdier. Politikken realiseres lokalt ved, at de chikanerer organiserede lønmodtagere, sår splid blandt lønmodtagergrupperne, hæmmer klubarbejdet og skaber grundlag for overenskomstbrud for senere at kunne stævne fagforeningerne i Arbejdsretten og der igen svække vor styrke og bryde vor modstandsvilje. Det er især medlemmer af Metal’s afdeling 13,Typografforbundet, Sømændenes Forbund og nu Bryggeri Fagforeningen, der på denne måde er blevet mishandlet af Arbejdsretten. Politisk forbereder de borgerlige at hæve spærregrænsen til folketinget fra 2% til 5%, og Ninn Hansen’s mislykkede forsøg på at kalde til borgerlig samling, er udtryk for ønsket om et »topartisystemt« hvor socialdemokratiet skulle være hovedfjenden. Sålænge der er et borgerligt flertal i folketinget er yderligere indgreb i arbejdsmarkedsforhandlingerne ikke utænkelige. Ved misbrug af lovgivningsmagten vil de fortsat forsøge at ophæve dyrtidsreguleringen, og netop nu planlægger de nye indgreb i vore lønningsposer ved hjælp af en skrappere indkomstpolitik. Internationalt har styrkeforholdet vendt sig til ugunst for de kapitalistiske lande, og de konservative har allerede luftet tanken om at Danmark muligvis skal trække sig ud af det internationale samarbejde i FN. Og i disse dage - i 30 året for fascismens nederlag, afholdes med 21 års forsinkelse Sikkerhedskonferencen i Helsingfors om sikkerhed, samarbejde, afspænding og afrustning i Europa. Men intet tyder på at de borgerlige kræfter vil respektere - og bevare freden, - for nu til oktober har de kaldt Solsjenitsyn til Christiansborg, for at han der kan opmuntre til krig mod Sovjetunionen og agitere for et forbud mod det kommunistiske parti. Konklusionen er at det er de borgerlige, der provokerer og øver anslag mod demokratiet og freden, og hvis vi som lønmodtagere fortsat vil forlange vor ret til at leve som mennesker - og ikke som undertrykte - må den folkelige aktivtet øges omkring de demokratiske organisationer og fagbevægelsen i særdeleshed. Tilliden må genvindes til de partier der er tilknyttet arbejderbevægelsen og enhed i fagbevægelsen opnås kun gennem kamp mod de udemokratiske institutioner, som bl.a. Arbejdsretten. I oktober måned blev afholdt en stor konference på Esbjerg Højskole om arbejdsløsheden. I november skrives: De gør grin med 125.000 ledige. De borgerlige partiers »korstogs« mod arbejderbevægelsens erhvervede aktionsmuligheder supplerer arbejdsgiverforeningens nulpolitik på en sådan måde, at de aftaler, der gennem de sidste 30 år er truffet mellem arbejdsmarkedets parter saboteres, kun kan betragtes som et dolkestød i ryggen på fagbevægelsen, gennemført i fællesskab af arbejdsgiverne og det borgerlige sammenrend i folketinget. Under parolen om »den personlige frihed« foregøgler de befolkningen, at den faglige blokade af INFO var ulovlig og forsøger samtidig at gennemføre en stramning af straffelovens § 260, således at den kan legalisere deres synspunkter og politiets handlinger. Og under påskud om grundlæggende menneskelige rettigheder til frit at kunne bevæge sig til og fra en arbejdsplads gør de grin med de 125.000 arbejdsløse, som de samme kredse gennem kyniske økonomiske spekulationer netop har frataget muligheden for en arbejdsplads. Den borgerlige talekunsts højdepunkt om organisationstvangen har kort og godt til formål at opløse arbejdernes fagforeninger og forhindre deres indflydelse på løn- og arbejdsforhold, således at arbejdsgiverne kan gennemføre deres økonomiske udbytning ved hjælp af stats- og lovgivningsmagten. »Del og hersk« har altid været grundlaget for borgerskabets politik overfor de svage i samfundet, og det er denne metode, de atter benytter overfor arbejderbevægelsens politiske organisationer. Det er derfor sørgeligt at se, hvorledes socialdemokratiet atter synker på knæ overfor de borgerlige angreb. Boligforliget, indkomstpolitikken, septemberforliget og den økonomiske kriseteori viser tydeligt, hvordan modstandskraften gradvis er blevet tappet fra socialdemokratiet til gunst for storkapitalen. Nu må der siges stop! Retsbevidstheden i befolkningen har til alle tider været sådan, at det er lovligt at gennemføre en faglig blokade mod en arbejdsgiver, der konsekvent fyrer organiserede arbejdere og dermed forfølger og undertrykker organisationsfriheden. Der er arbejdsgivere, der underbetaler sine arbejdere på en sådan måde, at de ikke tør opponere, da de derved mister både arbejde, tag over hovedet og det daglige brød. Det har altid været arbejdsgiverne, der forsøgte at knægte organisations- og ytringsfriheden indenfor som udenfor arbejdstiden - så vore faglige demokratiske rettigheder skal ikke demonteres. Det er det industrielle hoveri, der skal forbydes ved lov ved hjælp af, at fagbevægelsen starter en modoffensiv, der fratager arbejdsgiverne retten til at lede og fordele arbejdet.

I august 1976 nedlagde tusindvis af arbejdere over hele landet arbejdet mod regeringens miniforlig. Mindst 20.000 mødte op på Christiansborg Slotsplads. Næsten alle virksomheder i Esbjerg var berørt af strejkerne og fremsendte udtalelser og protester mod regeringens indkomstpolitik. Et eksempel er her udtalelsen fra Seelens Maskinfabrik:» Samtlige arbejdere har d.d. kl. 9.00 forladt Seelens Maskinfabrik, Esbjerg i protest mod det indgåede forlig på Christiansborg. Vi har i dag nedlagt arbejdet i protest mod det indkomstpolitiske forlig, som Folketinget vedtog i nat. Igen har man placeret ansvaret for den af kapitalen skabte krise på den arbejdende befolkning. Vor protest gælder særligt indgrebene i arbejderklassens tilkæmpede rettigheder og forsøgene på at sætte den frie forhandlingsret ud af kraft. Vi afviser bestemt indgreb i den automatiske dyrtidsregulering, som har givet nogen dækning for skete prisstigninger. Arbejderne er i givne situationer parate til at bære sin del af byrderne, men når man holder de arbejdsfrie indtægter ude, må vi klart sige fra. Vi havde håbet, at arbejderne i Esbjerg i fællesskab kunne have vist, at vi er imod dette skændige forlig, men må beklage, at ingen instanser i fagbevægelsen har villet tage I initiativ til noget sådant. Dog er vi parate til fortsat at bekæmpe indkomstpolitikken og opfordrer fagbevægelsens organisationer til at lægge kraftigt pres på regeringen for at få den til at trække forliget tilbage, og i stedet gribe ind over for spekulationen i jord og fast ejendom og indføre en effektiv kontrol med de multinationale selskaber, der manipulerer med penge og arbejdskraft af profithensyn.« I november nedlagte 60 smede arbejdet på Esmadan Skibsværft i Esbjerg med krav om 2 kr. mere i timen.

Smedeklubben på Esmadan Skibsværft udtalte i januar 1977: » 2 % lønrammen skal væk !! Smedene på Esmadan Skibsværft har ikke som visse faglige ledere i LO kapituleret overfor augustforligets 2 % lønramme og regeringens lønstop i december 1976. Tværtimod ønsker vi forsat at være med til at mobilisere arbejderbevægelsen til samling mod Folketingets indgriben i overenskomst forhandlingerne og mod enhver form for lønstop og indkomstpolitik, hvor de svage i samfundet bliver tabere. Derfor er det bl.a. nødvendigt at LO fastholder overenskomstkravene som de er rejst på arbejdspladserne og i fagforeningerne, og at de borgerlig forligspartier helt og fuldt forstår, at der ikke kan regeres udenom dansk fagbevægelse. Selv om arbejdsgiverne desperat forsøger at gøre strejkeretten til en kriminel handling og, bruger politiet mod demonstrerende arbejdere, - sætter bøderne op i Arbejdsuretten og fritstiller arbejdet, kan og skal den økonomiske krise ikke løses ved at fattiggøre den arbejdende befolkning og undertrykke dens demokratiske friheder. Vi skal derfor appellere til Esbjergs arbejdende befolkning om at kæmpe for at værne om de rettigheder arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig, herunder også retten til selvstændigt at gennemføre de frie forhandlinger uden utidig indblanding og modarbejde ethvert reaktionært forslag der griber ind i vore rettigheder. Derfor bør de igangværende overenskomstforhandlinger også afsluttes ved at gennemføre de fire krav om: 35 timers arbejdsuge; 35 kroner som mindstebetaling i timen; 35 dages ferie om året; 35 øre i tillæg pr. dyrtidspoint. Således hilser vi ethvert initiativ, der kan samle kræfterne mod den asociale borgerlige politik, og opfordrer på det kraftigste Esbjergs arbejdende befolkning til at møde op på Hotel Esbjerg fredag d. 14 januar kl. 19.3o.« D. 25. august 1977 gik Faglig Ungdom i Esbjerg i aktion mod underbetaling hos Esbjerg Grillen, der denne sommer i halvanden måned havde en 15-årig pige ansat til en løn på seks kroner i timen. Hun havde arbejdet fra kl. 10-17 og fra kl. 17-24 både hverdage og weekender. (Ifølge arbejderbeskyttelsesloven må ungarbejdere ikke ekspedere efter kl. 22). Faglig Ungdom har efter henvendelse fra pigen og i samråd med Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund krævet en efterbetaling op til 21,70 i timen, et samlet krav på 5,770 kr., men ejeren nægtede at forhandle. Istedet for overdængede ejeren Faglig Ungdom aktivisterne med sennep, ketchup, remoulade, engelsk sovs og tabasco-sovs. To unge måtte på skadestuen efter at ejeren pøsede engelsk sovs direkte ind i øjnene på de to unge. Grillbaren: Den gyldne kylling havde d. 21.4 indvilget i at efterbetale en ungarbejder kr. 3.790, men forsøgte nu at unddrage sig restbetalingen på kr. 2.490. Det hidtil største politiopbud i nyere tid oplevede man under en arbejdskonflikt på fiskerihavnen i september 1977. En strid mellem lastoptagere på den ene side og sildeoliefabrikkerne og Esbjerg Losse- og Lastekompagni på den anden side kulminerede da store politistyrker - omkring 100 mand fra Syd- og Sønderjylland i næsten en hel uge afspærrede industrikajerne i fiskerihavnen. Det kom til flere sammenstød mellem politi og lastoptagere, og under konflikten anholdtes otte lastoptagere og en fisker.

I september/oktober 1977 lod politiet sig dirigere af nogle få arbejdsgiverne på Esbjerg Fiskerihavn. Lastoptagerne var i disse år ofte omtalt for to forhold: dels deres slidsomme og udsatte arbejde med at oplosse de forrådnende foderfisk, der udvikler giftige gasarter, og dels deres usædvanlige overenskomst, som i vid udstrækning overlod det til de 170 lastoptageres klub selv at lede og fordele arbejdet. Esbjergs lastoptagere havde siden 1973 haft overenskomst med de tre lokale fiskemelsfabrikker, der i realiteten ejes af fiskeskipperne. Overenskomsten blev også fornyet i år med lastoptagernes indbyggede ret til »selvstyre«. For nogle måneder siden forsøgte arbejdsgiverne at smyge sig helt udenom den bestående overenskomst. De tre fabrikker oprettede »Esbjerg Losse- og Lastekompagni« til at stå for oplosningen. Hermed mente de at kunne frigøre sig fra overenskomsten og begynde på »bar bund« med hensyn til løn- og arbejdsforhold. Det blev dog ad fagretslig vej afvist. Lossekompagniet havde at rette sig efter den bestående overenskomst. Det var blot en af de senere års fire voldgiftssager og også i de øvrige sager havde lastoptagerne fået medhold. De tre fiskemelsfabrikker stod udenfor centrale arbejdsgiverforeninger, men »Esbjerg Losse- og Lastekompagni« indmeldte de i Købmandsstanden Arbejdsgiverforening. Den konkrete sag der førte til politiet indgriben drejede sig om lønbetaling af 1.200 kr., som to kuttere skulle betale ekstra, da kutterne først kom i havn efter kl. 09. Pengene blev godt nok udbetalt af lossekompagniet til lastoptagerne, men i den følgende lønudbetaling havde lossekompagniet trukket d. 1.200 kr. Og da det ikke var muligt at få lossekompagniet til at udbetale pengene, nedlægge lastoptagerne arbejdet. Fiskerne gik selv i gang med at losse, og da lastoptagerne blokerede, ringede fiskeskipperne efter politiet. I fem dage holdt politiet fiskerihavnen spærret, så fiskerne uforstyrret kunne fungere som strejkebrydere. Hvis politiet i stedet for havde indkaldt arbejdsgiverne og påtalt, at de skulle følge de fagretslige regler, var konflikten jo hurtigt blevet stoppet. En truende konflikt på hele Esbjerg Havn var undervejs, fordi fiskeskipperne ikke ville lade politiet trække sig tilbage, og de truede med at fyre Roland Søgård, formand for lastoptagernes klub. I fem hektiske dage lossede fiskerne selv deres fisk under talstærk politibevogtning. Arbejdsnedlæggelserne bredte sig til Trafikhavnen. Først da hele havnen var på randen af en strejkelammelse, fordi arbejdsgivernes holdning vakte harme blandt alle transportarbejderne, bøjede arbejdsgivere sig. I august måned opstod en ny kampplads med politiets voldsomme indgriben, da Københavns kommune ville nedlægge en dagsinstitution i Todesgade på Nørrebro. Flere hundrede betjente fjernede blokadevagterne og Griffenfeldtsgade var forvandlet til en slagmark.

D. 8 august 1978 greb politiet ind da 27 fragtarbejdere strejkede i Fragtmandshallen i Glostrup. De strejkende sagde at de fik tæv af politiet. 50 af de blokadevagterne blev stoppet ind i små celler på Glostrup politistation, og da de blev løsladt voldsanmeldte de politiet. Men da 200 fragthalsarbejdere mødte op dagen efter, blev de mødt med et end talstærkere politi og blokaden blev opgivet. De strejkende meldte sig så arbejdsløse, når der skulle bruge sådanne stavnsbåndsmetoder. To gange brød politiet ind i arbejdskonflikter på Esbjerg havn. Politi med hunde afspærrede d. 16. august Englandskajen, da strejkende DFDS-matroser og andre besætningsmedlemmer søgte at hindre passagerskibene i at sejle. Med et politiopbud, der i omfang forekom helt unødvendigt, sikrede politiet at skibene kom afsted. Konflikten bredte sig til bacon-eksporten og havnearbejderne og losseklubben begyndte at røre på sig. Konflikten blev først bilagt, da sømændenes formand Preben Møller Hansen indfandt sig i Esbjerg og beordrede sine folk i arbejde igen. Knap nok havde dønningerne lagt sig, inden der igen blev uro på havnen. Et ØK-skib »Cedrela« lå i oktober fire dage ved Englandskajen lammet af skibets dæksbesætning, der protesterede imod dispensationer fra bemandingsreglerne. Skibet sejlede med 6 mand på dækket, og de borgerlige blade og arbejdsgiverne savlede i overdrivelser om Esbjerg havn, som en usikker havn. På fjerdedagen ankom politiet, og de ni strejkende matroser blev med magt fjernet fra skibet. De strejkende gjorde passiv modstand og blev båret og slæbt ned ad skibets landgang. Dagen efter sejlede »Cedrela« fra Esbjerg med officerer påmønstret som dæksbesætning. Politi-indsatsen resulterede også denne gang i at arbejdet på hele havnen gik i stå, og at omkring 500 havnearbejdere, sømænd og metalarbejdere d. 6. oktober gik i demonstration gennem byen til politigården, hvor de utvetydigt og bramfrit fortalte politiet, at man ikke en gang til ville acceptere politi-indgreb i en arbejdskonflikt i Esbjerg. Deltagerne sendte denne resolution til politimesteren:» Arbejdere forsamlet til fagligt møde deri 6.10.78, vil fra dette møde sige dig følgende: Det er med stor harme og vrede vi har modtaget underretning om, at du endnu en gang har givet ordre til at sætte dine »sorte stormtropper« ind for at stoppe en faglig konflikt. I denne konflikt fremturer du som lovgivende, dømmende og udøvende myndighed. Fra hvornår har du fået denne kompetence ? Er der mon ikke noget du har misforstået vedrørende din stilling ? Skal du ikke beskytte borgerne mod overgreb i stedet for at angribe dem ? Vi vil stille dig nogle spørgsmål som du bedes besvare i dagspressen: Var »Cedrela«s konflikt af arbejdsretten erklæret ulovlig ? Må arbejderne selv bestemme og vurdere om en arbejdsplads/arbejde er farligt for liv, ære, velfærd ? Eller er det noget du bestemmer ? Ved du at en sømands arbejdsplads også er hans midlertidige bopæl ? Vi kan ikke som andre arbejdere i strejke forlade vores arbejdsplads, men må opholde os der døgnet rundt. Hvordan kan du som uddannet jurist udøve selvtægt når en dommer ikke fandt grundlag for at sætte Cedrelas besætning i land ? Hvornår er en sømand afmønstret eller påmønstret ? Er det når du siger det, eller er det noget hyrekontraktunderskriverne skal være enige om ? Er du aktionær i ØK? Sluttelig skal vi gøre dig opmærksom på, at hvis du ikke for fremtiden forstår at blande dig uden om faglige konflikter i Esbjerg, vil du blive den direkte årsag til en masse unødige spildte arbejdstimer. Hvis politiet viser sig ved en faglig konflikt, har vi tænkt os at opfordre samtlige arbejdspladser til nedlæggelse at arbejdet, til i er på plads i Kirkegade igen. Hold fingrene fra de faglige konflikter !«. Hver gang arbejdskonflikterne fik politiets hjælp med hunde, har det hver gang blot medført, at en begrænset konflikt har bredt sig og lammet hele havnen. Den seneste, langvarige konflikt på havnen i 1979 - DLG-konflikten - fandt en blød og fornuftig løsning, og uden politiindgreb, selv om det en overgang lå i luften, at politiet skulle bryde blokaden mod DLG. Konflikten i sig selv har været dyr for hele havnen, og var politiet sat ind, ville det have fået uoverskuelige konsekvenser for havnen og andre arbejdspladser i byen.

I marts 1979 indkalde Arbejdernes Fællesorganisation v/Peder Mussman til møde i Mønstringshuset om Cedrela sagen og overenskomstsituationen. Den 1. maj 1979 påbegynder en konflikt med Förde Reederei i Havneby på Rømø. Blokadeudvalget fra Havneby skriver: Konflikten begyndte den 1. maj 1979. Den dag overtog det tyske Förde Reederei det konkursramte Lindinger rederi, og nægtede samtidig at indgå kollektiv overenskomst med os. Herefter blev begge skibe på overfarten indregistreret på Cypern, så det nu er cypriotiske arbejdspladsregler og love, der gælder her. (De cypriotiske regler for søfart er uanstændigt dårlige). Vi besatte så færgerne i håb om, at rederiet ville besinde sig, og indgå kollektiv overenskomst med os. Besættelsen blev dog brudt af det danske politi den 2. maj. Spanske skruebrækkere blev bragt ombord, og skibet Vikingland sejlede på værft, bl.a. for at få sit bynavn ændret til »Limassol«. Vi startede så en blokade, der blev brudt af politiet den 9. maj. Herefter sejlede den anden færge (Westerland) på værft. Den fik også ændret sit bynavn til »Limassol«. Der har været to voldelige episoder her. Den første gik ud over kaptajn og styrmand, der måtte gå planken ud. Den anden ramte blokadevagterne, der blev overfaldet med spark og skydevåben. Begge disse voldelige optrin tager vi afstand fra. For os drejer det sig udelukkende om at få en kollektiv overenskomst. Det strømmer ind med sympatitilkendegivelser og støtteerklæringer fra danske såvel som tyske og andre udenlandske fagforeninger, herunder I.T.F. (Det Internationale Transportarbejder Forbund). De lover alle at gøre en ekstra indsats for at bekæmpe dette piratrederi. STØT FAGBEVÆGELSENS KRAV FOR KOLLEKTIV OVERENSKOMST !!! Den 14. maj brød 40 kampklædte betjente blokaden, hvorefter færgerne begyndte at sejle nogenlunde normalt, men næsten uden biler og passagerer. Denne gang bliver betjentene her i tre uger. Hele den danske og den tyske fagbevægelse støtter os i kampen for en kollektiv overenskomst, der både skal indeholde regler for sygdom, ulykke samt skattebetaling og ferie. Denne overenskomst skal også indeholde en aftale om arbejdstidens længde. Det kan ikke være rigtigt, at man, som det sker nu, skal arbejde i mere end 20 timer i døgnet. Dette går jo også ud over passagerenes sikkerhed, da besætningen skal redde dem i en ulykkessituation, og billetprisen er jo lige høj. Förde Reederei har købt disse to skibe, men for at snyde de danske og tyske skatteregler, er disse to skibe indregistreret under bekvemmeligheds flag. Den sikkerhedslovgivning, der gælder for danske og tyske skibe gælder selvfølgelig ikke på disse cypriotiske skibe. Kun cypriotisk lov gælder (og den er meget dårlig). Rederierne har brudt de kollektive overenskomster, vi hidtil har arbejdet under. Eksempelvis er 12 veluddannede danske matroser på hvert skib, nu udskiftet med seks spanske matroser, der så til gengæld arbejder dobbelt så mange timer, hvilket forringer sikkerheden meget. Og mange andre grove ting sker på disse skibe, derfor: LAD FÆRGERNE SEJLE TOMME. D. 25. maj 1979 erklærer LO sympatikonflikt og allerede d. 29. maj arrangerer LO en kæmpemæssig demonstration i Havneby på Rømø. 140 fagforeningsfaner og tusinder af fagforeningsmedlemmer og LO topfolk deltager i demonstrationen på de ellers øde landskaber i Havneby. D. 9. juni deltog 400-500 danskere med 40 fagforeningsfaner i en demonstration i Flensborg. Byen var hjemsted for Förde Reederie. Det var den første danske faglige demonstration i udlandet og var en særdeles flot manifestation. Lørdag d. 23. juni indkaldte den Sønderjydske Landsforening til demonstration i Kollund, Gråsten og Sønderborg fordi det tyske rederi Förde Reederie, der sejlede på ruten mellem Rømø-Sild ikke ville etablere overenskomster. Den Sønderjydske Landsforening skriver: Der var engang et dansk rederi, som sejlede farvandet tyndt mellem Rømø og Sild. De ansatte i rederiet var sikret kollektive overenskomster og aftaler, som gav tryghed og nogen grad af medindflydelse. Ruten gav da også mange penge til Lindinger-rederiet, men der var for mange, der ikke havde noget med rederiet at gøre, som havde et sugerør nede i pengekassen. Handelsbanken kunne have sikret arbejdspladsen på danske hænder, men her var det vigtigere at tjene penge nok ! Det tyske Fjordrederi, som også tjener tykt på Flensborg Fjord på bekostning af skatteyderne, som snydes for afgifter har i store annoncer meddelt, at man er uforstående overfor, at danske arbejdere ikke forstår rederiets godhed, når der tilbydes job, ganske vist må fagforeningerne i Danmark ikke blande sig, hvad generalagent Jørgen Holm da også finder unødvendigt, da rederiet selv bedst kan bestemme, hvad de ansatte skal have i løn. Dansk fagbevægelse har for mange år siden vundet hævd på, at danske arbejdere er sikret gennem kollektive overenskomster og den beskyttelse af den enkelte, som samtidig sikres gennem det fagretslige og arbejdsretslige system. Dansk fagbevægelse ønsker dette system gennemført overalt, hvor vi beskæftiges. Når rederiet derfor i sine annoncer indleder med at skrive, »der var engang« kan vi tilføje, at det er århundredskiftet der tænkes på - det var arbejdsgivernes enevældes tid. Hr. generalagent Jørgen Holm får ikke danske arbejdere til at skrue tiden tilbage. Kan han ikke forstå dette, bør han anbefale sit rederi at holde sig fra danske havne. D. 10. august og d. 1. december var vi igen på Rømø, så konflikten var ikke slut på det tidspunkt. Baltser Andersen skrev: Förde Reederei - en del af den anonyme internationale kapital. Förde Reederei er kun en enkelt del af et gigantisk og velfunderet økonomisk net. Betegnelsen »piratrederi«, som blokadevagterne bruger, er fuldt berettiget. En nærmere analyse af strukturen i det net af selskaber, der omgærder sejladsen på spritruten mellem Rømø og Sild er vanskelig, alene fordi hele foretagendet er omgivet af en mur af tavshed og hemmelighedskræmrneri. Men det står dog klart, at Förde Reederei kun er en enkelt del af et gigantisk og velfunderet økonomisk net. Förde-rederiets omsætning kendes ikke. Men Dennis Lindgaard fra »Morgenposten« anslår den til et sted mellem 50 og 100 millioner DM. Den officielle aktiekapital udgør 13,5 millioner DM. Aktionærernes udbytte ligger på 16-18 pct. årligt. Förde rederiets bestyrelse består af en række indflydelsesrige mænd fra den nordtyske finansverden, samt en tidligere minister og en bladudgiver. Det interessante er den tilknytning, de erhvervsfolk har til bl.a. de nordtyske banker Vereins und West-bank og Landesbank Schleswig-Holstein. Personsammenfaldet mellem rederiets bestyrelse og andre dele af den nordtyske højfinans, giver endelig et overskueligt omrids af de kræfter, blokadevagterne og den sønderjyske fagbevægelse fører kamp imod. Trådene i Förde rederiets sindrige net, der fortaber sig i en dunkel og delvis anonym atmosfære, tegner trods hemmelighedskræmmeriet et billede på moderne tysk kapitalmagt. En indfaldsvinkel hertil er bestyrelsens personsammensætning. Bestyrelsesformand (Aufsichtsrat): Fritz Iversen, direktør for Flensburger Walzenmühle, medudgiver af CDU-avisen Flensburger Tagesblatt, repræsenteret i en række bestyrelser, bl.a. bestyrelsen for Flensborg Bryghus og for Vereins und Westbank. Fritz Iversen er svoger til dr. Hans Adolph Rossen, der nominelt er topfigur i Flensborgs finansklike i sin egenskab af præsident for Industrie und Handelskammer zu Flensburg. Bestyrelsesmedlemmer: dr. Kurt Lausen, præsident for Landesbank SchleswigHolstein. Kurt Lausen er tidligere Landesrat (amtsborgmester) for Slesvig-Holsten, valgt af CDU. Han har også en fortid som CDU-økonomiminister i landsregeringen i Kiel. Direktør Hans Dethleffsen, spritfabrikken Hermann G. Dethleffsen (Bommerlunder-selskabet), bestyrelsesmedlem i Vereins und West-bank og medudgiver af Flensburger Tagesblatt. Gerhard Müller, direktør for det store byggefirma G. Miller og bestyrelsesmedlem i Vereins und Westbank. Lorck Schierning er ejer af firmaet Pott Rum. Direktør Hans Werner Nielsen, skibsreder, administrerende direktør for Förde Reederei. Förde koncernen, der fortsat er omgærdet af en del anonymitet, ejer i øjeblikket 22 skibe, foruden Rømø-Sild ruten en rute mellem Emden og Holland samt råder over en monopollignende status på Flensborg Fjord. Udover spritruterne ejes flere rejseselskaber, bl.a. »,Haus der Reise«, som sælger rejser til Nordkap og Spanien, en busafdeling, et koncert- og kongresbureau. Kilder i rederikredse i Flensborg har oplyst, at man her anser det for sandsynligt, at Förde Reederei også står bag rederiet Ostseereedereianstalt, hvis skibe sejler under Lichtensteins flag. Lichtenstein har som bekendt ingen havnebyer, eftersom det er en miniputstat i Midteuropa. Förde-rederiets bestyrelsesformand Fritz Iversen har til »Morgenposten« afvist et sådant ejerskab og erklæret, at Förde-koncernen ikke ejer »udenlandske selskaber, bortset fra et dansk firma «. Socialistisk Dagblad er imidlertid i besiddelse af en kopi af rederiets enkeltmandskontrakt for Rømø-Sild-linien, og denne viser med al ønskelig tydelighed, at Förde Reederei også står bag to Cypern rederier, Siriza Navigation Company Ltd. og Orange Shipping Company Ltd. De to færger. »MF Westerland« og »MF Vikingland«, der sejler på spritruten mellem Rømø og Sild, er på papiret skibe, der ejes af hver sit af de to cypriotiske rederier. De to rederier har så på papiret - indgået en fælles aftale med Rømø Sylt Linien GMBH, Flensborg, der ejer retten til at besejle bindinger Liniens tidligere rute. Og Rømø-Sylt. linien er et datterselskab af Förde Reederei. Förde koncernens indviklede net af selskaber, datterselskaber og officielt uafhængige og selvstændige »postkasse-selskaber« har været under opbygning igennem mange år, idet den voldsomste ekspansion og kapital. akkumulation dog først er foregået indenfor de seneste år. Bekvemmelighedsflag, papirselskaber og lyssky hemmelighedskræmmeri er faste bestanddele af koncernens virksomhed. Et sandt papircirkus, som en Mogens Glistrup utvivlsomt ville kunne nikke genkendende til. I løbet af de sidste ti år har Förde-koncemen dels opkøbt og dels udkonkurreret de øvrige rederier på Flensborg Fjord. Det tyske Flensburger personenshciffsfahrt og det danske rederi: Union, hører således til blandt de opkøbte. De eneste rivaler, der er tilbage på den givtige Flensborg Fjord, er det lille tyske rederi: Heise und Michelsen og Sønderborgrederiet E. H. Rasmussen, der viderefører resterne af Hansalinien. Takket være juridiske spidsfindigheder og formodentlig gode forbindelser har Förde Reederei fået lukket for anløbspladser i Flensborg området, hvilket bl.a. har tvunget Sønderborgrederiet til at opgive den direkte sejlads til Flensborg med anløbspladser. En definitiv monopolstilling, først i Flensborg Fjord og siden i andre spritrutefarvande er, på denne baggrund, en sandsynlighed i overskuelig fremtid. Förde koncernen fremtræder således om et kapitalstærkt gigantforetagende med trang til multinational status. Alene spritruten mellem Rømø og Sild byder i kraft den trenationale og anonyme opbygning på en mængde muligheder for skattefiduser og uigennemtrængelige transaktioner. For eksempel skal de regnskaber, som selskabet er forpligtet til at lave både på dansk og tysk, ikke afsluttes i nogen af de to lande, men derimod i indregistreringslandet for de to færgers respektive »firmaer«, altså på Cypern og efter de cypriotiske regler ! Derudover opereres der muligvis, ifølge Blokadeudvalgets kilder, med et endnu mere raffineret system, der åbner chancer for et »skattelyland« udenom den trenationale opbygning. Men det må understreges, at denne mulighed endnu ikke er dokumenteret. Konflikten på Rømø er således også en konflikt mod en del af den internationale kapital, en kapital, hvis endelige bagmænd og økonomiske og politiske forbindelser i reglen er anonyme. Blokadevagterne på Rømø er gået i clinch med en mægtig modstander, et gigantisk selskab med multinationale aspirationer.

I maj måned 1979 opstod en uoverensstemmelse på Esbjerg Trafikhavn om hvilke faggrupper der skulle betjene en kontrolpult til det nye sugelosseanlæg på hos DLG. Striden medførte at havnearbejderne nedlage arbejdet. Arbejdsretten idømte dem en bod på 13.70 kr. i timen fra d. 7. maj til d. 17 maj og en skærpet bod på 18.50 kr. i timen fra d. 18 maj til d. 31 maj. 70 SiD medlemmer på Bacon Container Centralen strejkede mod arbejdsgivernes forslag om akkordløn og mod at firmaet nægtede at forhandle løn. Arbejdsgiverne truede med at fritstille arbejdet og igangsætte et slagtestop. På generalforsamlingen d. 8. maj 1979 i Dansk Metal i Esbjerg siger formanden Svend E. Dreyer, at kampmidlerne nu må bruges til en forbedring af arbejdsforholdene. De grundlovssikrede frihedsrettigheder: forsamlingsfriheden, retten til at demonstrere over for forhold, der forringer vore kår, trykke- og talefriheden er efterhånden blevet skueretter. Tidspunktet må være inde til at vi i arbejderbevægelsen får en debat, der gør det klart, at vi fortsat ikke kan eller vil affinde os med indgreb og begrænsninger i vore handlemuligheder. Det er også påkrævet med en debat om de former, der føres overenskomstforhandlinger på. Alt tyder på at formerne er blevet forældede. Vi må også have en debat om det rimelige i, at vore økonomiske kampmidler blev anvendt til forbedring at arbejdsforholdene imellem slagene. Altså i overenskomstperioden. I stedet for at foregøgle hinanden, at vi samler midler til at kunne imødgå en storkonflikt. En storkonflikt, som de sidste seks års regeringsindgreb har forhindret os i at etablere. Brugen at strejkefonden i overenskomstperioden til at forbedre arbejdsforholdene skulle være mulig, eftersom hovedaftalen kun omtaler det forhold at fredspligten i overenskomstperioden er gældende mellem de organisationer, der har indgået og underskrevet nogle aftaler. Vi har ikke underskrevet nogle aftaler med nogen modstående organisation eftersom overenskomstforholdet er vedtaget ved lov. Derfor må der være mulighed for at konflikte i hele lovforslagets løbetid. Hvis vi anvender de muligheder, åbner det vejen for perspektiver af et helt andet omfang end vi ved normale overenskomstforhandlinger hidtil har turdet drømme om, og samtidig er der banet vej for nye former for fremtidige overenskomstforhandlingers forløb og resultater. Regeringen har tre gange grebet ind i organisationernes frie forhandlingsret. Det er beklageligt for fagbevægelsen at måtte erkende, at ved samtlige indgreb er det en regering, hvis oprindelse og eksistens udelukkende kan tilskrives arbejderbevægelsen. Denne regering, som på 1. maj og grundlovsdage fremfører, at »naturligvis har vi under vort demokratiske samfundssystem og under vor grundlovssikrede ret den frihed at vi uden indblanding, uhindret kan og skal forhandle vore arbejdsforhold færdige organisationerne imellem«, men som når det kommer til stykket uanfægtet lader denne »frihed« strække til det punkt, hvor politikerne bliver bange for, at vi med vore krav vil komme til at ændre, blot ganske lidt, ved kapitalejernes hellige og ukrænkelige ret til at skalte og valte med samfundsskabte værdier. Generalforsamlingen i Dansk Metalarbejderforbund, Esbjerg udtalte: I forbindelse med det forestående valg til Europaparlamentet den 7. juni 1979 er der grund til at råbe vagt i gevær. Som udviklingen har formet sig indtil dato, må vi konstatere, at medlemskabet af EF, målt med arbejderbevægelsens alen, har haft særdeles uheldige følger for vore livsvilkår. I sin tid talte tilhængerne om alle de velsignelser, et medlemskab af EF ville betyde for os. Man talte om medlemskabet, der skulle gavne den daglige husholdning. Man talte om medlemskabet, der skulle gavne beskæftigelsen, sætte skub i nyetablering af virksomheder o.s.v., o.s.v. Det modsatte er sket. Vi har fået større arbejdsløshed. Vi har gennem forlig efter forlig fået beskåret vores realløn til ugunst for den daglige husholdning. Nu, hvor valget nærmer sig, røres lokketrommerne på ny. Der tales fra tilhængers side i floromvundne vendinger om EFs herligheder, om vores plads i Europa og om valget som et udtryk for det fuldkomne demokrati. »Så snakker de ræve for de gæs«. Der er ingen grund til at antage, at de løfter, tilhængerne nu afgiver, forholder sig anderledes til sandheden end løfterne, som de afgav i 1972. Derimod er der grund til at antage, at løfterne er udtryk for valgflæsk. Vi ser ikke valget til Europa-parlamentet som en styrkelse at demokratiet. Vi ser det som det modsatte, som en yderligere afgivelse at suverænitet, som et skridt på vejen mod en europæisk union, hvor det danske folks interesser underordnes udenlandske monopolselskabers interesser. Vi må på det foreliggende grundlag anbefale, såvel vore kolleger som andre dele af det danske folk, at sætte kryds ved Folkebevægelsen den 7. juni. Generalforsamlingen i Dansk metalarbejderforbund, Esbjerg udtalte endvidere: Vi betragter det nyligt vedtagne indgreb i overenskomstforhandlingerne som et slag mod vore grundlæggende interesser og som en grov tilsidesættelse af fagbevægelsens hævdvundne ret til frit at forhandle og afslutte aftaler med modstående arbejdsgiverforeninger. Indgrebet, det tredje i træk er en hån mod fagbevægelsen og tillige et udtryk for ringeaftelse af det faglige arbejde, som tusindvis at arbejdende landet over har udført i forbindelse med opstilling at kravene til fornyelse af overenskomsterne Det forekommer os besynderligt, at disse krav skulle gøres til genstand for en beskæring til det ukendelige. Kravene var jo netop afstemt efter såvel samfundets som arbejdsgivernes økonomiske formåen. Det kan enhver gøre sig bekendt med ved at gennemgå virksomhedernes regnskaber. Heraf fremgår det, at profitterne i de senere år har taget et kraftigt opsving. Vi forlanger, at der føre politik til fordel for de mange og ud fra ønsket om at løse grundlæggende problemer såsom beskæftigelsen og gennemførelsen af de nødvendige reformer som er indeholdt i de rejste krav. Siden 1973 er produktiviten pr. arbejder steget med 20 %. Denne stigning har ikke medført en tilsvarende fremgang for lønmodtagerne. Vi forlanger derfor, at der skridt til realisering af en politik, der retter op på det forhold. Vi er klar over, at den siddende regering er en hindring for gennemførelsen af en ny arbejderpolitik. Derfor er vort mål da også at befri befolkningen for SV-regeringen og derved skabe baggrund for skabelsen af et arbejderflertal.

I Esbjerg strejkede i januar 1980 120 mand på Vølund og 100 mand på Nordisk gummibådsfabrik, får at få mere i løn. Det var den første lønkonflikt i 20 år på Nordisk Gummibådsfabrik. Smedene på Vølund stillede krav om timelønsforhøjelse på 2.50 kr. i timen, men arbejdsgiverne tilbød kun 75 øre i lønstigning. På Nordisk Gummibådsfabrik stillede arbejderne krav om en grundtimeløn på 40 kr. i timen for såvel mænd og kvinder. Mændene have 36.50 kr. i timen medens kvinderne kun havde 34.70 kr. i timen. Gennem 14 dage kæmpede Arbejdsløshedsmarch 1980 sig fra Ålborg gennem Jyllands byer over Fyn til København. Overalt var der aktiviteter og demonstrationer mod arbejdsløsheden. Arbejdsløshedsmarchen sluttede d. 12 september med en kæmpedemonstraton foran arbejdsgivernes bygning i Vester Voldgade i København, og gik derefter videre til Fælledparken.

D. 9. januar 1981 blev arbejdsmand Henning Hyldested fyret på Nordisk Gummibådsfabrik. Ledelsen begrundede fyringen med omlægning af produktionen. De ansatte mente, at H. Hyllested var fyret fordi han har været aktiv for at forbedre løn- og arbejdsforholdene, og fordi han også er medlem af DKP. Flere ting tyder på, at der er tale om en politisk fyring, siger Henning Kjeldsen, formand der blev formand for de strejkendes presseudvalg. 70 mand gik i strejke for at få genansat den fyrede. Senere på måneden blev konflikten udvidet, idet de strejkende fik støtte fra en række fagforeninger i Esbjerg. Alligevel sluttede strejken med et nederlag efter 3 uger. Henning Hyldested blev ikke genansat.

Mandag d. 11. oktober 1982 skabtes den største demonstration i Esbjerg gennem de sidste 25 år. Det meste af byen havde nedlagt arbejdet og flere tusinde gik i demonstration fra Strandby Plads til rådhuset. Arbejdsnedlæggelser skete i protest mod firkløver-regeringens sparepolitik. De tager fra de fattige og giver til de rige, sagde fagforeningformand Svend Erik Christensen fra SID afdeling Transport. I de sidste 7-8 år er vores realløn faldet med 10 % og den nye regerings spareforslag er en krigserklæring. Fingrene væk fra dagpengerettighederne ! Nej til Schlüter ! Overalt i landet blev der nu dannet tillidsmandsringe. Der skal ikke indgås overenskomster uden om vore arbejdspladser sagde 800 tillidsfolk på et møde i Fyns Forum i december 1982. Tilllidsfolkene understreger deres vilje til at bakke forhandlerne op mod arbejdsgiverne, men siger samtidig, at forhandlingsforløbet skal være et fælles træk af medlemmer og forhandlere. Ad den vej kan arbejdsgiverne tvinges til indrømmelser. Efter seks timers debat vedtog konferencen, en udtalelse med mindre end en håndfuld stemmer imod: Arbejdsgiverne har øget profitterne med 46 pct. i 1981. De største og udslagsgivende industrikoncerner har øget egenkapitalen med 10.256 kr. pr. ansat efter at den direkte profit er realiseret, i form af udbytter og spekulations gevinster til aktionærerne. Den sammenflettede industri-, bank- og finanskapital henter yderligere enorme profitter via spekulation i papirer og rentepolitikken. Der er penge nok til at indfri de rejste krav. Alligevel fører arbejdsgiverne sig frem med krav om endnu en minusoverenskomst ved afskaffelse af alle automatiske lønreguleringsordninger, særlig lav løn til de unge og 3-årige overenskomster. Arbejdsgiverne har fået blod på tanden med deres egne folk direkte placeret ved roret i regeringen. Overfor dette vil konferencen arbejde for: Udvikling af lønkampen på de enkelte arbejdspladser. Afvisning af arbejdsgivernes provokationer og minus krav. 35 timers arbejdsuge uden løntab. Højere mindsteløn, 55,- kr. pr. time, 2200,- pr. uge og generelle lønforhøjelser. Fuld dyrtids- og taktregulering. Nej til ungdomsløn. 1-årige overenskomster med forhandlings- og aktionsret i perioden. De decentrale overenskomstforhandlinger overgår nu til en fase, hvor man skriftligt udveksler overenskomst krav. Vi opfordrer kraftigt og indtrængende vores forhandlere til, at: Fastholde de her rejste krav overfor arbejdsgiverne. Løbende informere og inddrage medlemmerne i forhandlingernes forløb. Sikre den nødvendige samling i fagbevægelsen så effektive kampskridt kan rettes imod arbejdsgiverne når dette kan blive nødvendigt. Vi tillidsfolk fra arbejdspladser og fagforeninger vil følge de nærmeste dages og ugers udvikling nøje. Vi understreger vores vilje til at understøtte vores forhandlere over for arbejdsgiverne, men siger samtidig: Vi accepterer ingen aftaler uden om arbejdspladserne! Vi forlanger fælles træk mellem medlemmer og forhandlere fra start til slut! Derved kan arbejdsgiverne tvinges til indrømmelser, og ud fra dette giver vi tilsagn om at medvirke til at skabe den fornødne styrke. Konferencen understreger nødvendigheden af samarbejde mellem privat ansatte og offentligt ansatte lønarbejdere i udviklingen af overenskomstkampen.  D. 23. december 1982 blev alle de større havne ramt af havnearbejderstrejke. Ikke i én større havn i Danmark arbejdes der. Flere tusinde havnearbejdere strejker mod de forringede dagpengeregler, der fra 3. januar betyder lønforringelser under arbejdsløshed med 400 kr. om ugen. Mandag den 3. januar mødes arbejdsminister Grethe Fenger Møller (kons.) med repræsentanter for SiDs transportgruppe og havnearbejderne, og dér kan hun få konstateret, at havnene ligger stille fra Hirtshals i nord over Esbjerg I vest og København i øst til Åbenrå og Nakskov i syd. Strejkerne har kostet arbejdsgiverne millioner, og havnearbejderne har mistet tusinder af kroner i manglende fortjeneste i kampen for at få de helt urimelige dagpengeregler ændret. Efter et par dages arbejde i Københavns havn blev både Gl. Havn og Københavns Frihavn igen ramt af strejke torsdag. Arbejderne har besluttet at fortsætte strejken til den 7. januar for at afvente landsarbejdsnævnets behandling af ændringer i dagpengesatsen, som både havnens arbejdsgivere og havnearbejderne har krævet. I Ålborg/Nørresundby og i Århus havn har man besluttet at strejke til efter nytår. Dagligt mødes havnearbejderne i Esbjerg for at drøfte situationen, men har hidtil besluttet at fortsætte deres strejke. Efter onsdagens uroligheder i Esbjerg havn, hvor politiet brød strejkende arbejderes blokade af DFDS-skibene til England med julerejsende, synes alt at være roligt. Men politiets brutale fremfærd i Esbjerg, hvor fem demonstranter blev alvorligt bidt af politihunde får et efterspil. Esbjerg-arbejdernes tillidsmandsring har besluttet at indkalde de 140 tillidsmænd fra byens virksomheder til møde efter jul for at diskutere de politimetoder, der her blev anvendt mod arbejderne. Arbejderne blev drevet væk fra skibenes ramper af et talstærkt politi, der var iklædt stålhjelme og havde masser af politihunde. I alle havne gøres der klar til at lægge arbejdet stille, når arbejdsministeren efter nytår mødes med SiD og landsarbejdsnævnet for at drøfte dispensationer fra dagpengelovens bestemmelser. Dette er havnearbejdernes understregning af med hvilken alvor de ser på de nye og økonomisk ødelæggende regler, som regeringen og Folketinget har gennemført. Havnearbejdernes strejker har fået Dansk Arbejdsgiverforening til i Arbejdsretten at få gjort organisationsansvar gældende. Arbejdsgiverne søgte torsdag at få havnearbejdernes fagforeninger under SiD dømt for at have etableret kollektive arbejdsnedlæggelser og mønstringsvægringer. Arbejdsgiverne kræver, at fagforeninger og klubber pålægges medansvar og idømmes en bod samt at alle havnearbejdere idømmes en alvorlig bod for at have været med i strejkerne. SiD afviste organisationsansvar, og det medfører, at Arbejdsretten må tage endnu e møde om sagen den 28. december. I Åbenrå, hvor en total blokade er blevet etableret af havnearbejderne, forsøgte havnens arbejdsgiverdirektør Daus Petersen at få havnearbejderne til at losse et argentinsk skib med foderstoffer til Korn- og Foderstofkompagniet Union ved at tilbyde dem 200 kr. i timen. Skibet koster 35.000 kr. om dagen at have liggende. Men havnearbejderne lod sig ikke smøre. De har vagt på havnen og har samtidig sikret, at der heller ikke losses i de små havne i Augustenborg og Gråsten. Fjern Schlüter-regeringen ! Først i det nye år vil alle havnene atter blive lagt stille, så regeringen forstår, at arbejderne ikke vil acceptere forringelsen af dagpengene. Havnearbejder Kaj Aage Nielsen, der var blokadevagt på Hirtshals havn blev kørt ned og dræbt af en større hollandsk tankbil, der blev dirigeret frem af arbejdsgiverne. Mere end 5.000 var mødt frem med faner ved begravelsen i Ålborg d. 4. januar 1983. D. 11 januar havde havnearbejderne i Esbjerg strejket i 4 uger og ifølge arbejdsgiverne kostede konflikten dagligt Danmark 100 millioner kr. i mistet landbrugseksport

Havnearbejderne i Esbjerg udtaler d. 20. januar 1983: På baggrund af de seneste dages begivenheder, skal vi udtale følgende: Havnearbejderstrejken løber nu på 6. uge. Den har udviklet sig til et alvorligt opgør med den borgerlige regering, og den asociale spare- og nedskæringspolitik, der først og fremmest rammer den arbejdende befolkning. Hvis havnearbejderne vinder kampen, er der sat en første stopper for denne politik (og det endda gennem en »ulovlig« strejke!). Derfor kæmper havnearbejderne på alle arbejderes vegne. Og derfor har strejken fra første færd vundet stor sympati i brede dele af befolkningen. Det kan vi se på de mange tilkendegivelser af forskellig art, vi har modtaget. Folk har forstået, at hvis havnearbejderne taber, har Schlüter frit spil i lang tid fremover. Derfor er det så vigtigt for regeringen, at vi bliver knækket. Den borgerlige presse forsøger at isolere os fra befolkningen, at fratage os den store sympati, vi har mødt. Man snakker om havnearbejdernes høje lønninger og fremstiller os som arbejderklassens »overklasse«. Men de høje lønninger har vi ikke fået foræret, dem har vi tilkæmpet os. Dertil kommer, at retten til supplerende dagpenge ikke har noget med lønnens størrelse at gøre, men er en ret vi har, når arbejdsgiverne ikke kan garantere os 40 timer om ugen. Så hænger man os ud som ballademagere, der vil slås med politiet og andre. Intet er mere forkert. De episoder, der har været i nogle havne, skyldes ikke havnearbejderne, men udelukkende, at politiet sættes ind for at beskytte strejkebrydere og bryde vores blokader. Begivenhederne i Padborg, som de borgerlige medier - uden hold i virkeligheden - har fremstillet som et regulært slag mellem politi, chauffører og havnearbejdere, var en regulær provokation fra politiets side. De småepisoder, der opstod mellem chauffører og havnearbejdere, skyldtes udelukkende, at nogle enkelte chauffører forsøgte at køre frem, på trods af, at der stod blokadevagter foran lastbilerne. Problemerne blev imidlertid klaret ved forhandling på stedet mellem chaufførernes tillidsmænd og havnearbejdernes. Chaufførerne blev af deres egne tillidsmænd opfordret til at undlade at køre under politibeskyttelse, og alle havde indstillet sig på en fredelig nat. Men politiet og flertallet af chaufførerne ville det anderledes. Chaufførerne meddelte, at de på trods af deres egne tillidsmænd ønskede at køre, hvorpå politiet straks med en uhørt vildskab og brutalitet stormede frem med hunde. Alle, kvinder som mænd, unge som gamle, der ikke flyttede sig hurtigt nok og langt nok væk (tre-fire km fra toldstedet), blev bidt og gennembanket. Folk, der faldt, fik ikke en chance. Helt op i vores busser blev folk fulgt med knippelslag. Andre blev hevet ud af deres personbiler og fik samme omgang, på trods af, at de var på vej væk. Når chaufførernes repræsentanter nu meddeler, at de ikke længere har nogen sympati for havnearbejderne og deres kamp, vil vi fastholde, at de chauffører, der kører med strejkeramt godt, er strejkebrydere og usolidariske. Det er usmageligt, at disse chauffører vil spinde guld på havnearbejdernes strejke, fordi det giver dem en masse ekstra arbejde. De seneste dages kæmpemæssige politi-opbud på Esbjerg havn er blevet besvaret med fredelige demonstrationer fra havnearbejdernes side. Foran talstærke politiafspærringer har vi på denne måde villet vise vores foragt for skruebrækkere, og for det politi, der lader sig bruge i en faglig konflikt på arbejdsgivernes og regeringens side. Vi bemærker, at disse fredelige tilkendegivelser ikke har haft pressens interesse. Vi opfordrer hele den danske fagbevægelse og alle arbejdere til at afvise splittelsesforsøgene. Vi opfordrer til fortsat solidaritet og sympati med havnearbejderne. Vores kamp er Jeres kamp ! Havnearbejderne fik sympatitilkendegiver fra både lærerforeninger og mange andre: Hele personalet på vuggestuen, i børnehaven og fritidshjemmet på Bøndergårdsvej i Esbjerg skriver bl.a., »at de udtrykker deres solidaritet med hele landets havnearbejdere, som gennem deres arbejdskamp, kæmper for alle danske lønmodtageres interesser. Statsminister Poul Schlüter kommenterer i TV-avisen den 17.1.1983 havnearbejderkonflikten, som han selv udtrykker det, på vegne af 99,9 pct. danskere. Nu har de borgerlige altid haft en speciel måde at regne tingene ud på: ti til mig og én til dig; arbejdsløshed til 325.000 er mere profitabelt for kapitalejerne, især hvis man kan narre de 325.000 ofre for regeringens politik til selv at betale gildet. Vi tror dog, at statsministerens procentregning er mere indviklet end som så. Først tager statsministeren antallet af den danske befolkning. Derefter fratrækker han alle, der er ramt af den borgerlige regerings nedskæringer, idet disse grupper ikke kan formodes at støtte den siddende regering: alle der er berørt af arbejdsløshed, alle småbørnsfamilier, alle pensionister, alle kontanthjælpsmodtagere og alle lønmodtagere. Tilbage får statsministeren en lille gruppe velbjærgede, hvilket passer så udmærket sammen med det, den borgerlige regering har vist, at den dur til, nemlig at regere for de få. Endvidere afslører Poul Schlüter de borgerliges taktik, idet han for åben skærm påstår ikke at være part i havnearbejderkonflikten. Med andre ord fralægger statsministeren sig ethvert ansvar for den arbejdsminister, han har siddende i sin regering. Poul Schlüter forsøger i lighed med den borgerlige medieverden, at tilsløre kendsgerningerne: den danske stats bortforæring af oliefelterne i Nordsøen, banker og forsikringsselskabers stigende overskud. Man tager fra de mange og giver til de få. Her i Vestjylland kalder vi trods alt stadigvæk en spade for en spade og derfor støtter vi havnearbejdernes kamp for bedre vilkår for den arbejdende befolkning.« Havnekonflikten tog nu en dramatisk udvikling, da arbejdsgiverne ved DLG og KFK tilkaldte en større politistyrke på ca. 150 mand. Det lykkedes havnearbejderne at overtale kranførerne til at lade være med at arbejde under politibeskyttelse og havnearbejderne tog kontakt til flere arbejdspladser, da nu politiet igen var indblandet i arbejdsnedlæggelser. Men DLG fik ved hjælp af funktionærer losset raps og soyaskrå. 1.ooo tons læggekartofler måtte via jernbane fragtes til Hamborg får at blive udskibet til Portugal. Arbejdernes Fællesorganisation i Esbjerg gennemførte i slutningen af januar måned en demonstration mod de forringede dagpengerettigheder. D. 28. januar nedlagde mere end 4.000 arbejdere i Esbjerg arbejdet i protest mod de forringede dagpengeregler, og der blev afholdt møde på Hotel Esbjerg. Efter mødet gik deltagernes ned på havnen for »at kikke på politibetjente.« Natten til 2-3. februar opstod en brand i KFK´s lager på Esbjerg Havn. D. 3. februar angreb 24 politibetjente havnearbejdernes mønstringshus i Cort Adlers Gade, hvor havnearbejderne sad og drak deres kaffe. Dagen efter anholdes én havnearbejder og isolationsfængsles for ildpåsættelsen. Omkring d. 15. februar slutter havnearbejdernes arbejdsnedlæggelser. D. 24. februar anholdes yderligere én havnearbejder og isolationsfængsles for ildpåsættelse. D. 10. marts» tilstår« de to havnearbejdere at havnearbejdernes talsmand: Karl Jørgensen havde »givet grønt lys for ildpåsættelsen«. Langt senere viser det sig, at politiet har overtalt dem til at sige sådan, idet politiet derved lover dem strafnedsættelse. D. 17. marts dukkede politiet op på havnearbejdernes talsmand: Karl Jørgensen bopæl i Vejrup, og isolationsfængslede Karl » for medvirken ved påsættelse af branden hos KFK i Esbjerg«. Fængslingen var et angreb på alle fagligt aktive og en advarsel om hvordan det borgerlige samfundssystem ville knægte arbejderbevægelsen. På fiskefiletfabrikken blev sikkerhedsrepræsentant Tove Andersen fyret i maj. Overalt i hele landet blev der protesteret mod Tove´s fyring og fængslingen af Karl. Karl kunne ikke tåle isolationsfængslingen og måtte overføres til Hviding sygehus. D. 1. juli modtog vicepolitimesteren 15.000 tavs 15.000 underskrifter mod fængslingen af Karl Jørgensen.

Carl Scharnberg, digtede sangen » En hilsen til ham kammeraten«, og Peter Abrahamsen satte musik til:

En hilsen til ham, kammeraten,

en talsmand i fængsel, bag slå.

Nu er det på tide, vi viser,

at os kan man roligt stole på.

De satte ham foran en dommer,

der véd, hvad man sætter ham til !

Vi lærte igen, hvad der kommer

fra retten er brik i deres spil.

Så tog de og spærred ham inde,

som gal, da han ikke gav op!

De tog ham og søgte at binde

og knække en talsmands sjæl og krop.

De tog ham i håb om at true

den aktive arbejders kamp,

men ingen af os skal de kue

med domstol og sorte støvlers tramp.

De havde kun tynde indicier.

Enhver kunne se, det var galt.

Så kom de med falske beviser.

Hans forsvar blev kuet ned og kvalt.

Hvorlænge endnu skal det vare?

Kom, arbejder, ud af dit hi !

Nu er det på tiden at svare:

Vi forlanger, Karl Jørgensen sættes fri !

Årets Land og Folk Festival i august i Fælledparken var præget af temaet: sæt Karl Jørgensen fri ! Fra Gedser til Skagen og i udlandet var opbygget solidaritetskomiteer med kravet om Karls løsladelse. Men der var også mange feje uslinge, der lod Karl i stikken. Fra mange fagforeningspampere lød det: Lad den borgerlige domstol et tale - bland jer ikke i retssagerne ! Men selv om enhver idiot kunne se, at Karl var uskyldig, gik det så vidt, at man hos disse forrædderne i på fagforeningskontorerne ikke kunne låne fagforeningsfanen til sympatiarrangementerne. Disse faglige forrædere havde allerede dømt Karl ! Men tværtimod dømte de sig selv og deres rådne retssystem ! Føj for satan ! En videofilm til fordel for Karl Jørgensen blev af borgerpressen udskreget som propaganda og ulovlig. Havnearbejdernes sangkor gik i gang med at samle underskrifter. I slutningen af august åbnede en McDonalds burgerbar i Esbjergs centrum under behørige demonstrationer, idet McDonald var kendt for ikke at ville indgå overenskomster. Onsdag d. 7. september deltog omkring 3.000 med ca. 250 fagforeningsfaner fra det ganske land i en demonstration, forbi retsbygningen og op til rådhuset - i regn og blæst. Fra demonstrationen gjaldede det ud over den ganske by: »Ud med Karl - ind med Schlüter !« Esbjerg har aldrig oplevet noget lignende. Der var en voldsom kampgejst mod uretten,- og der blev sunget sange den ganske dag og holdt taler om den faglige klapjagt. Efter mødet foran rådhuset gik deltagerne til møde i Stadionhallen. Der var indsamlet 60.000 underskrifter for at få Karl fri. Den 46-årige havnearbejder Karl Jørgensen blev samme dag i retten kl. 15.15 i Esbjerg erklæret for en fri mand. Jublen i retslokalet ville ingen ende tage. Et justitsmord var forhindret. Tilhørerne omfavnede hinanden og udråbte hurraråb. Selv Karls advokat Hans Kjellund måtte tørre en tåre fra øjnene. Da Karl mødte op i Stadionhallen ville begejstringen ingen ende tage. Taget på Stadionhallen var ved at løfte sig, da vi sang »Internationale«. Glædestårer og favntag. Følelsernes fik frit løb. Men da havde han siddet isoleringsfængslet i 6 måneder og var blevet nedbrudt psykisk. I september fik sikkerhedsrepræsentant Tove Andersen medhold - men ikke ret. Hun blev fyret fra Hugo Møgelbergs fiskefiletfabrik for at udtale sig til pressen, men blev ikke genansat efter at retten havde talt. Den »ret« som foruroligende store dele af fagbevægelsen stadig satte sin lid til. Den faglige voldgift skulle jo være det sted hvor retsind og retfærdighed bliver til på basis af saglige argumenter. Tove Andersen var som sikkerhedsrepræsentant forpligtet til at tale sine kollegers sag. Også om de dårlige og sundhedsfarlige arbejdsforhold i fiskeindustrien. Hun fortalte dagbladet Land og Folk om de grelle forhold, der ikke er forbedret i årevis, og som tværtimod er blevet dårligere. Hun refererede rapporter, der dokumenterer nedslidning, uhyggeligt akkordræs og nærmest middelalderlige ansættelsesforhold for disse kvinder. Hammeren faldt - arbejdsgiveren så sin chance for at skaffe sig af med en fagligt aktiv. Koste hvad det ville. Og det kostede kun 50.000 Kr. Uanset en faglig voldgifts krinkelkrogede bemærkninger om, at man ikke kunne fyre Tove Andersen på det grundlag, man strikkede sammen bagefter. Og så skete »retfærdigheden« fyldest - den retfærdighed, som altid er et spørgsmål om politisk magt. I dag er Danmark mere end nogensinde i de seneste årtier stedet, hvor de grundlovssikrede rettigheder er i fare. De blev sat ud af kraft i Tove Andersens tilfælde. Retten til at ytre sig frit og forsamle sig frit på gaden eksisterer ikke for faglige tilllidsfolk ! Hun fik en sejr, der var en sejr, fordi modstandernes argumenter trods alt var for hule. Og en sejr over den faglige voldgift, der endnu en gang viste sit sande ærinde - arbejdsgiverens - frit frem til offentlighedens undren. Men jobbet fik hun ikke tilbage. Faglig voldgift er og bliver en skueret. Prisen for at åbne munden blev jobbet. Som det har været det for så mange. Hvad skal man med medhold, som ikke udmønter sig i genoprettelse af de forhold, arbejdsgiveren har væltet med »ulovlige« midler ? I august/oktober løb konflikten med restaurationen La Cabana i Herning, der ikke ville tegne overenskomst. I december var der boykotaktioner mod McDonald-kæden, der ikke ville tegne overenskomst. Politiet opløste en faglig aktion i Århus hvor aktivister uddelte løbesedler. Dagen efter blev aktivisterne sigtet for at bære plakater over kroppen.

D. 22. maj 1984 blev indfaldsvejene til København stoppet af aktivister. S-toge, busser og dagblade blev blokeret. Renovation og postvæsen stoppede. Metalarbejdere, telemontører, portører nedlagde arbejdet. TV gik i sort. Politiet stod magtesløse overfor de omfattende aktioner i hele hovedstadsområdet. Det var HT-chaufførernes aktionsudvalg, der mobiliserede tusindvis af aktivister, idet nogle få buschauffører ikke ville være medlem af chaufførernes fagforening. Holdningen var klar: enten meldte de pågældende chauffører sig ind i fagforeningen eller også måtte arbejdsgiverne fyre dem. D. 20 august 1984 - ét årsdagen for La Cabana konflikten start i Herning blev restauratøren rystet da han så den store faglige demonstration fra hele landet, der krævede overenskomst. Aldrig før har man i Herning set hundredevis af fagforeningsfaner og de mange faglige aktivister fra hele landet, som boykottede restauratøren. D. 4. december blev arbejdet nedlagt over hele landet mod regeringen Schülters dagpengeforlig. 7.000 nedlagde arbejdet i Esbjerg, og det blev udtrykt, at det lignede en spontan generalstrejke. 2.000 gik i demonstration til Esbjerg Rådhus. Indgangsdøren til Arbejdsgiverforeningen i København blev smurt i tjære og fjer. I Esbjerg var omkring 100 virksomheder og 60 daginstitutioner i større eller mindre grad berørt af arbejdsnedlæggelser. De fleste lønmodtagere vil blive idømt bod til arbejdsgiverne for »overenskomststridig arbejdsnedlæggelse«. Sven Erik Christensen, SiD Transport, gjorde ved demonstrationen foran rådhuset opmærksom på, at resultatet af dagpengeforliget og andre nedskæringer vil betyde, at nogle folk kommer til at leve af »fattighjælp«. Det kommer bl.a. til at virke som et løntryk på de, der er i arbejde. Det er regeringens mål at nedbryde solidariteten i fagforeningerne og gøre ledighed til et »privat« problem, som den enkelte selv må løse. Det er et brud på alt, der hedder solidaritet. Hvis vi er tavse og passive, vil regeringen få sin vilje. Der går særtog fra Esbjerg til København med afgang kl 9.08 til den store demonstration d. 13. december mod dagpengeforliget i København. De forsamlede arbejdere til demonstration i Esbjerg den 4. december udtalte: Den borgerlige regerings forlig med Det radikale Venstre om nye overgreb på dagpengesystemet og ændring af lov om arbejdstilbud til langtidsledige, pålægger ensidigt lønmodtagerne stadig større byrder, og afskriver kynisk og umenneskeligt dem, der er hårdest ramt af den nuværende arbejdsløshedssituation. De borgerlige kræfter har siden regeringen overtog magten i 1982 gennemført: kontingentstigning på 106 pct.; fastfrysning af dagpengesatserne, så en arbejdsløs har mistet 17.000 pr. år; utallige ændringer, som har begrænset den arbejdsløses mulighed for dagpenge. Regeringens politik er gennemsyret af mistillid til de arbejdsløse. Er man i tvivl om, at de arbejdsløse står til rådighed for arbejdsmarked - så skaf dem et arbejde. I regeringens forlig med de radikale lægges der atter op til store forringelser for såvel de arbejdsløse som de arbejdende: højere kontingent og tillægsforsikringsordning, som vil betyde at ethvert krav om regulering af dagpengesatserne vil blive afvist ændring af lov om arbejdstilbud, som på længere sigt sætter de arbejdsløse på fattighjælp. De borgerlige ønsker med denne politik at bryde med fagbevægelsens solidariske princip og svække fagbevægelsen. Derfor må hele den danske fagbevægelse fastholde kravene: væk med dagpengereformen; arbejde til alle; 35 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation. Vi ledige får det ene hak i tuden efter det andet. Nogle af os risikerer at skulle leve for 900 kr. om måneden. Hvad er det for en bande, der diktatorisk og egoistisk bestemmer over os. De rige hænger sammen som ærtehalm og bliver rigere og rigere, Imens bliver vi fattigere og fattigere. Vi har ret til en menneskeværdig tilværelse !

Overenskomstforhandlingerne i marts 1985 medførte konflikt i påsken. Kravene var 35 timers arbejdsuge med fuld og personalekompensation - en mindsteløn på 2.400 kr. pr. uge - sikring af reallønnen - nej til ungdomsløn. I 1975 anvendtes 57 % af de samlede indtægter i til løn. Efter 10 års løntilbageholdenhed var erhvervslivets indtægter og profit steget, således at lønningerne nu kun udgjorde 50,8 % af den samlede indkomstmasse. Med en gennemførelse af 35 timers arbejdsugen ville lønandelen komme op på 55 % af de samlede indtægter. Regeringens politik havde yderligere medført massearbejdsløshed, samtidig med at milliardoverskuddene steg i industrien. Den første uge forløb delvist fredeligt. To steder i blev der etableret fysiske blokader i Esbjerg, ved Hjerting Laks og ved H. C Autotilbehør/Reservedele. Regeringen fremstillede et lovforslag, der skulle stoppe konflikten, men 100.000 stod samlet på Christiansborg Slotsplads d. 29. marts 1985 mod regeringens lovindgreb i overenskomstforhandlingerne, der berørte 300.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked. Kl. 14.00 blev afholdt et aktionsmøde på Hotel Esbjerg og senere samledes omkring 600 tillidsmænd og fagforeningsledere på Esbjerg Højskole hvor stemningen på mødet var meget bitter. Talelysten var stor og, vreden var ikke mindre. Rigtig mange tillidsmænd talte for at gøre mandag den 1. april til demonstrationsdag, men LO-formand Ernst Åskov advarede kraftfuldt mod overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, og sagde at man skulle finde på andre metoder - udenfor arbejdstiden - hvis man ville vise sin foragt overfor regeringen og mæglingsforslaget. I en udtalelse til overenskomstavisen, siger Per Benny Paulsen, formand for Lejernes Landsorganisation i Esbjerg: Den kamp, der føres på arbejdspladserne om indflydelse på produktionen, medbestemmelsesret, tryghed i ansættelse og beskyttelse imod vilkårlige og usaglige afskedigelser, kampen for tillidsmandsbeskyttelse, sikkerhed og miljø på arbejdspladsen, ja, den kamp er ikke lejerbevægelsen fremmed. Thi det er netop tilsvarende aftaleforhold, vi kæmper for at få indført i lejelovgivningen, for at beskytte lejerne imod ejendomsbesiddernes skalten og valten. Vi har jo også en række andre forhold tilfælles med fagbevægelsen og folkene ude på arbejdspladserne, bl.a. indenfor byggesektoren, hvor lejerbefolkningen kræver vedligeholdelse og forbedringer på ejendomme, der skaber en øget vækst i beskæftigelsen og sunde, tidssvarende boligforhold. Byfornyelse og et øget boligbyggeri er krav, som vi i fællesskab har rejst, men magthaverne har åbenbart tænkt sig at satse mere på krigsoprustning end arbejderklassens boligforhold. Derfor må jeg ønske jer al held i kampen for bedre levevilkår og 35 timers arbejdsuge, og slutter af med at sige, »De besiddelsesløse, de fattige har altid ret til at gøre oprør, thi de har kun deres lænker at miste«. D. 1. april var 150.000 arbejdere atter samlet på Christiansborg Slotsplads. Over 200.000 lønmodtagere var i aktion. Arbejdsgiverforeningen anslog at 75.000 havde nedlagt arbejdet. Buskørsel og færgesejlads stoppede overalt i Danmark. Radio, TV, post, dagblade og kraftværker blev ramt af strejker. Odense oplevede de værste uroligheder siden besættelsen. 400 mennesker nægtede at forlade bymidten, og politistyrken måtte trække sig tilbage uden deres biler. I Ålborg medførte arbejdsnedlæggelserne, at varmeforsyningen svigtede. Der blev overalt rejst krav om at strejkekasserne blev åbnet, så man kunne forsætte kampen mod arbejdsgiverne og Schlüter-regeringen. I Esbjerg blev gennemført de største arbejdsnedlæggelser og den største demonstration siden folkestrejkerne mod besættelsesmagten, og derefter samledes man til stormøde i Stadionhallen. En mængde arbejderne holdt løbende møder på Hotel Esbjerg, og strejkeudvalget koordinerede aktiviteterne og sendte blokadevagter ud til en lang, lang række virksomheder. 600-700 arbejdere befandt sig løbende på Hotel Esbjerg. 2. påskedag mødtes 600-700 tillidsmænd atter møde på Esbjerg Højskole hvor LO-formand Ernst Åskov atter opfordrede til »normalisering.« Men arbejdsnedlæggelserne bredte sig i påsken, og politiet blev sat ind for at få gang i landbrugseksporten og englandsbådene. Skolelærere, portører, pædagoger, sygeplejersker gik med mod regeringen. D. 9. april blev holdt aktivmøde kl. 10 på Hotel Esbjerg og stort protestmøde kl. 10.30 i Stadionhallen. Vestkysten skrev» utålelig uro«, da avisen udkom efter tre dages blokade. Onsdag d. 10. april afholdes den tredje landsomfattende demonstration. 250.000 mødte frem på Christiansborg Slotsplads med krav om at lovindgrebet skulle af bordet. Og endnu engang afholdtes en endnu større demonstration i Esbjerg til Vognsbølparken. Nok den største demonstration i Esbjergs historie. De skolebørn der mødte op på skolen gik forgæves, skrev Vestkysten. Byens affaldscontainere var overfyldte. Også i Ribe blev gennemført en stor demonstration. D. 11. april begyndte Danmark at normalisere sig. Vestkysten skrev i lederen: Galmandsværket. Roen er atter faldet over landet Der kan forekomme tilfælde af børnehaveagtig optræden, men med gårsdagens dundertaler og ret så store demonstrationer, er uroen i forbindelse med regeringsindgrebet der stoppede storkonflikten, ovre. Hvad opnåede de aktionerende så med deres aktioner ? Intet, udover at give luft for deres utilfredshed. For mon nogen dog i alvor havde troet, det kunne lykkes ved at aktionere som gadens parlament at få ændret noget i Folketingets indgreb ? Hvis ja, så må de pågældende enten være fanatikere eller småt begavede. Og statsministeren kunne da også helt korrekt efter gårsdagens ministermøde slå fast: »De overenskomststridige strejker vil ikke få regeringen til at rokke sig en tomme, og der vil ikke blive rettet så meget som et komma i det lovindgreb, der stoppede storkonflikten«. Nej, selvfølgelig ikke. Derfor er også brandtalerne om gennem ulovlige aktioner at vælte regeringen galmandsværk. Selvfølgelig kan regeringen ikke på nogen måde lade sig påvirke af disse aktioner. Men de aktionerende har opnået at skade de virksomheder, aktionerne gik ud over og dermed skade deres egen og andres beskæftigelse. Endvidere at genere titusinder af sagesløse borgere. Men det var måske også det egentlige formål med galmandsværket ?« Lørdag d. 13. april har aktionskomiteen i Esbjerg stadig 500 blokadevagter i beredskab og først mandag d. 15. april var der ved at være ro på arbejdspladserne, efter to ugers voldsomme aktiviteter, hvor regeringen ophævede den frie forhandlingsret med sit lovindgreb.

Strømersangen

Mel.: "Vi lister os afsted på tå"

Her kommer Statens ordenskorps

med hjelm, visir og stave -

Vi gør hvad. Vi får ordre til,

hvad vi så end skal lave.

Vi banker en blokadevagt

med kniplerne i samme takt.

 

Dansk orden skal holdes,

dansk lov er på vej.

Vi får løn og pension

for at banke dig II

I industrien sker det tit,

en kuli mister livet,

men hvis du kræver sikkerhed

så si'r de du er pivet.

Som knippelsuppekok jeg får

et arbejde i trygge kår.

 

Dansk orden skal holdes

dansk lov er på vej .

Vi får løn og pension

for at banke dig !!

Når folk de spytter efter mig

og kalder mig en bøddel,

så bli'r jeg sommetider bleg,

men det rager mig en tøddel (!)

Jeg spiller borgerskabets spil

gør kun hvad jeg får ordre til.

 

Dansk orden skal holdes

dansk lov er på vej.

Vi får løn og pension

for at banke dig !!

Arbejderklassens sikkerhed

er fantasiens foster,

men vi får hjelm og skjold og stav

- og skidt med hvad det koster.

Vi spiller borgerskabets spil,

så sikkerhed dét må der til.

 

Dansk orden skal holdes

dansk lov er på vej.

Vi får løn og pension

for at banke dig !!

Vi værner folkets ejendom,

så folk kan være trygge.

Men folk, der ikke ejer noget,

dem skider vi et stykke.

En arbejder har ingen ret -

at indse det er ganske let.

 

Dansk orden skal holdes

dansk lov er på vej,

Vi får løn og pension

for at banke dig !!

Klassekamp 1995

Den offentlige sammenslutning: Ribe Amts Trafikselskab krævede i 1992 besparelser på busdriften i Esbjerg. I foråret 1993 blev der fundet 1 mill. kr. i besparelser og chaufførerne tilbød, at finde yderligere besparelse ved at stramme køreplanerne. Men i juni 1993 sendte Ribe Amts Trafikselskab busdriften i licitation og valgte RIBUS, der dog kun var det 9. billigste tilbud, og som endog var et nyetableret privatejet selskab.

Bybuschaufførernes tidligere arbejdsgiver i Esbjerg by, var Esbjerg kommune, der med fagforeningen: SID Chaufførerne havde indgået en offentlig overenskomst, der var gældende for bybuschaufførerne. Men Ribe Amts Trafikselskabs politiske beslutning om licitation påtvang bybuschaufførerne en ny selvstændig og privat arbejdsgiver (RIBUS), som tilsluttede sig en arbejdsgiverforening med en anden overenskomst, der var gældende for bybuschauffører i privatejede busselskaber. RIBUS´s arbejdsgiverforening påtvang derfor de nye overenskomstvilkår ned over hovedet på de enkelte bybuschauffører, der medførte en årlig lønnedgang på mellem 15.000 - 30.000 kr.. Selvfølgelig er der ingen normalt tænkende arbejdere, der vil finde sig en lønnedgang, når det samme arbejde skal udføres,- endog noget hurtigere. Til at starte med genansatte RIBUS ikke 11 chauffører. Men chaufførerne indbragte afskedigelserne for Arbejdsretten, og chaufførerne fik medhold i at de 11 ikke kunne afskediges. Chaufførerne påtalte overfor RIBUS de nye dårlige arbejdsforhold, manglende toiletter og den høje kørehastighed visse buslinier måtte benytte for at overholde køreplanen. Bybuschaufførerne var dog lovet tilpasningsforhandlinger og overgangsordning omkring lønforholdene. Der blev forhandlet og indgået aftaler. Men RIBUS overholdt blot ikke aftalerne, så i februar 1995 indledte de 82 buschauffører strejken for bedre løn og arbejdsvilkår. Umiddelbart derefter fyres alle bybuschaufførerne. Arbejdsretten har nemlig stillet arbejdet frit. D. 20. april nedlagde 1/4 million lønmodtagere arbejdet i sympati med de fritstillede bybuschauffører og det bliver endog påvist, at det offentlige ikke sparede penge ved at udlicitere bybusdriften til RIBUS.

Politiet var meget aktive med hunde og køretøjer brugte mere end 20 mill. kr. på konflikten. Politiets fagforening kunne ikke finde ud af, at tage beslutning om, at de ikke ville deltage i faglige konflikter i lighed med deres svenske kollegaer. Selv om RIBUS misligholdt kontrakten med Ribe Amts Trafikselskab blev kørselskontrakten ikke opsagt. Men mange esbjergensere støttede ikke deres bysbørn: 'de rigtige bybuschauffører', i kampen mod: 1) lønnedgang; 2) forringe overenskomstvilkår; 3) dårligere arbejdsforhold; 4) uopfyldte aftaler; 5) fyringer; 6) hasarderet hurtig buskørsel. Esbjergenserne forsvarede deres passivitet og holdning med, at SID selv var skyld i konflikten, fordi der både var en offentlig og en privat overenskomst for bybuschauffører. Der var mange, der ikke forstod: 1) at chaufførerne kæmpede mod forringelser og for en bevarelse af deres arbejdsplads i Esbjerg; 2) at chaufførerne i Esbjerg jo aldrig havde deltaget i nogen afstemning, for eller imod overenskomsten for bybuschauffører i privatejede selskaber, idet chaufførerne jo i en årrække var beskæftiget på en offentlig overenskomst; 3) at samme situation kunne ske for andre lønmodtagergrupper; 4) at en arbejdsgiver kan beslutte at skifte arbejdsgiverforening, således at lønmodtagerne nu pludselig skal forhandle efter en anden overenskomst og gå ned i løn; 5) at mange fagforeninger har 48 forskellige overenskomster med forskellige arbejdsgiverforeninger på næsten det samme arbejdsområde; 6) at chaufførerne var ofre for lokale politiske beslutninger; mangelfuld lovgivning fra Folketinget om virksomhedsovertagelse og EU regler om privatisering og udlicitering.

Andre blev passive og undlod og hjælpe de kæmpende bybuschauffører og forklarede sig med, at de ikke støttede chaufførerne efter, at der blev etableret blokade, demonstrationer og hærværk mod RIBUS. De passive fortrængte de nederdrægtigheder, der udløste arbejdsnedlæggelsen og som fik bybuschaufførerne til at kæmpe mod forringede løn og arbejdsvilkår, som jo var sagens reelle indhold og formål og som også fik stor international tilslutning. Jovist, kan og skal folk tage afstand fra hærværk, blokade, demonstrationer, hvis man ikke er enig i metoderne eller hvis der sker noget ulovligt. Men de passive kan da ikke fuldstændigt tilsidesætte sagens oprindelse og modstandskampens indhold, som bybuschaufførerne uforskyldt blev ofre for, og dermed lade de kæmpende bybuschauffører i stikken. Det var jo ikke chaufførerne, der lavede hærværk. Hvis der blot havde været en smule omtanke og aktivitet på arbejdspladserne havde lønmodtagerne ikke tabt denne modstandskamp, selv om kampen alligevel ikke var forgæves.

Der var sympatitilkendegivelser fra Australien, Indien, Mexico, Rusland, Estland, Grækenland, Spanien og det øvrige Vesteuropa, ligesom mange norske fagforeninger flere gange mødte op med fagforeningsfaner til demonstrationerne og blokaderne på Ravnevej. Svenskere, tyskerne og englændere var også fremmødt. Og arbejdsgiverne og den borgerlige presse i Esbjerg ævlede forsat dette år om byens image, som strejkernes by. Men borgerklasserne kan sgu bare opføre sig anstændigt.

Der blev dannet støttekomiteer i rigtig mange danske byer, i Berlin og i andre byer i udlandet. Blikkenslagersvend Peter Kleist Christiansen blev varetægtsfængslet i 7 uger, sammen med John og Bjørn fra Støttekomiteen i Esbjerg. Men det påskud, som politiet benyttede for at holde dem varetægsfængslet i 7 uger for, gennemførte politiet og anklagemyndigheden ikke ved domstolene. De 3 blev altså aldrig dømt eller frikendt for politiets beskyldninger, der medførte 7 ugers varetægsarrest. Det er altså bare ganske utroligt, at politiet sådant helt »ulovligt« kan tilbageholde folk. Og så skal politiet åbenbart heller ikke automatisk udbetale en stor erstatning for ulovlig tilbageholdelse, når politiet og anklagemyndigheden undlader at gennemføre sigtelserne/påskuddene til varetægtsfængslingen ved domstolene.

Efter 268 dage blokade blev de rigtige bybuschauffører påtvungen en afstemning af SID's ledelse, der fremlagde en aftale, SID havde indgået med arbejdsgiverne, uden at chaufførerne havde haft indflydelse på aftalen. Et stort flertal afviste aftalen. Men det lykkedes SID, at splitte chaufførerne og blokaden blev ophævet d. 11. november 95.

Skal du "køre" for Herremanden ?

Webmaster