Smedenes skrue * * Danmark af C. E. Jensen og Fr. Borgbjerg: De første rørelser * * Frederik Dreier og hans samtid * * Under national-liberalismen * * Louis Pio* * Genrejsningen (1877-1884) * * Under provisoriet (1885-1890) * * Det danske socialdemokrati (1891-1904) * * Norge af Halvdan Koht: Marcus Thrane rejser arbejderbevægelsen * * Det norske socialdemokrati * * Sverige af Gerh. G. Magnasson: Socialismens indtog og udvikling * * Organisation og taktik * * Kampen for stemmeretten * * Den faglige bevægelse - Landsorganisationen * * Personbeskrivelser 

Hr. dommer! Min forklaring skal ikke blive lang. Det gik således til. Vinteren var trang. Alle smedene gjorde skrue. De var i deres ret, for af sult og kulde kan man også blive træt. Lørdag aften - den dag er det lønningsdag på værket - fik et par mig under armen og trak mig ubemærket ind med på kroen; der traf jeg en flok, - deres navne siger jeg ikke, mit kan jo være nok - og de sagde da til mig: »Hør gamle, det kniber. Mester må gi'e sig, om han synger eller piber. Han suger os ud. Det er ikke for at true - men højere løn, eller også gør vi skrue. Dig vælger vi nu som den, der er ældst, til at sige ham fra os - i venlighed helst - at betaler han ikke bedre vore kræfter, så holder vi fyraften hver dag herefter. Er du med, gamle Jakob?« Jeg svarer som så: »Kan det gavne jer noget, kammerater, så lad gå!«

Hr. dommer! Jeg har aldrig bygget barrikader, men holdt mig i ro, når de skød i vore gader. Jeg er en fredelig mand, og jeg tror, mellem os, ikke ret på de herrer, for hvem man skal slås. Men jeg ville jo nødig sige nej til de andre, altså trækker jeg i tøjet og giver mig til at vandre. Jeg ringer og kommer ind. Mester sidder ved bordet; jeg fortæller om vor nød, og så videre frem i sporet, om at huslejen er stegen og brødet i dobbelt pris; jeg siger ham, det går ikke mer, og til bevis regner jeg ud, hvad han selv og hvad vi profitere, og så beder jeg ham høflig om at give os lidt mere. Han lod mig rolig tale til jeg var læns, sad og hørte på mig og knækkede nødder imens. Derpå sagde han: »Fader Jakob, jeg har længe kendt jer, i er en skikkelig mand, og de, som har sendt jer, vidste nok, hvad de gjorde, den ting er klar. For jer har jeg altid en plads, gamle fader! Men lægge på lønnen - det kan jeg ikke; i morgen lukker jeg, så får arbejdet ligge. I ved nok, fader Jakob, de som er hovne og gør kvalm på et værksted, det er altid de dovne. I kan hilse dem og sige, mit sidste ord var: Nej!«

»Vel, mester!« svarer jeg. Derpå går jeg min vej, lidt tungere om hjertet, end jeg først havde ventet, for at bringe kammeraterne det svar, jeg har hentet. Nu bliver der et spektakel; de snakker politik, de gør ed på ikke mer at sætte foden i hans fabrik, og jeg - ja, hvad pokker! Jeg gør som mine lige. O, den aften, den aften, det tør jeg nok sige, var der mer end een mand, som ikke var glad, da han smed de sidste penge på bordet til mad, og som ikke fik søvn den nat i sine øjne ved tanken om, at når der blev thomas i hans pung, fik de lov til at faste, både helligdage og søgne. For mig var stødet hårdt; jeg er ikke længer ung, ikke heller var jeg ene. Da jeg kom hjem fra mødet, tog jeg, som jeg plejer, mine to børnebørn på skødet,- deres fader er gået i spånerne, min datter er død - og da jeg nu så på de småbitte munde, som snart skulle lære sult at kende, blev jeg rød, fordi jeg ikke sagde nej, dengang jeg kunne. Men nu var det gjort. Jeg var jo i det hele ikke værre faren end de andre med de dele, og da vi plejer mellem os at holde, hvad vi svor, så besluttede jeg også at stå ved mit ord.

Imidlertid kom min kone fra vask med tøjet, drivende våd og træt af at stå bøjet. Jeg var en smule forknyt ved at sige hende besked; men hun, den stakkel, var for god til at blive vred. Hun stod kun lidt stille, sundede sig på'et og så ned på gulvet. Da en stund var gået, sagde hun til mig: »Du ved, hvor sparsom jeg kan være. Jeg skal gøre, hvad jeg kan, men tiderne er svære; om et par uger i det længste er pengene forbi.« »Nå, til den tid,« Sa'e jeg, »Kommer der vel orden deri.« Men jeg vidste jo nok, at med mindre jeg svigted, var der ikke nogen hjælp. Jeg var en gang forpligtet, og de andre passede på; fik skruen et brud, ville de hævne det og straffe den, der kneb ud.

Og så kom nøden. O, den kender de ikke, når man hverken er i stand til at stjæle eller tigge. For en tyv, hr. dommer, det kan de nok vide, var jeg aldrig blevet, hvad jeg så skulle ]ide. Jeg ville skammet mig ihjel ved tanken blot, og jeg regner det slet ikke for noget stort eller godt, ikke engang når en dag og nat sidder bøjet og stirrer sin egen fortvivlelse i øjet - at han ikke lader sig friste til synd på sin post. Men så meget er vist: i den strengeste frost, da jeg stod uden evne til at hjælpe eller trøste og så min gamle kone og børnene ryste ved et ildsted, hvor der hverken var gnist eller glød, og hørte dem græde og tigge mig om brød -selv med sådan et stivfrossent billed af den nøgne elendighed og jammer ligefor mine øjne - aldrig - det sværger jeg ved korset der! Aldrig er en tanke kommen mig nær om den lumpne dåd, på gaden, ved nat, når hjertet banker, øjet spejder, hånden griber fat - at jeg her for Retten må bøje mig en smule og får lidt vand i øjnene, hvad jeg ikke kan skjule, det kommer af, jeg ser dem stå for mig, de tre, for hvis skyld jeg gjorde det, som dommeren ved.

Nå, i førstningen holdt vi os nogenlunde. Vi spiste tørt brød og satte ud, hvad vi kunne. Jeg døjede en del. Stuen er et bur, skal jeg sige dem, for folk af vores natur. Jeg har siden smagt fængslet, og jeg kan ikke finde nogen synderlig forskel; inde er inde - desuden, at gå ledig, det er også en kval. Med armene over kors - at sige, når man skal; så mærker man først, man holder af sin hammer og af luften i smedien, når ilden flammer. Der gik et par uger, så var pungen tom; vi ejede ikke en skilling - jeg vidste jo, det kom. Jeg havde tilbragt den tid med at trave på gaden som en forrykt, ligeud, gennem myldret i staden. Thi byernes larm gør hovedet mere fuldt og fortumlet end vin, så man glemmer sin sult. Men en dag, jeg kom hjem - del var sidst på året, vejret var koldt, sneen hang mig i håret - sad min kone og krøb sammen i en krog, med de små trykket op til sit bryst, og jeg tænkte som så: dør de, er det mig, som tager dem af dage.

Da sagde den gamle til mig, blidt, uden klage: »Jeg fik ingenting at låne på madrassen, fader! De sagde, den var for dårlig; det er den sidste vi har. Hvordan vil du nu skaffe brød herefter?« »Jeg skal se ad,« svarede jeg, og så samled jeg mine kræfter og besluttede at melde mig til arbejde igen. Men først, skønt jeg frygtede det var spildt, gik jeg hen på kroen, for at det ikke skulle siges, jeg rømte. Da jeg kom ind, var jeg nær ved at tro, jeg drømte. Der sad de og drak, mens vi sulted; de drak! O i, som betalte den vin, i, som trak vore pinsler ud og forlængede nøden - en gammel mand forbander jer i livet og døden!

Så snart jeg havde gjort et par skridt, og de så, jeg slog øjnene ned, var det let at forstå, hvordan det hang sammen, og hvad jeg havde i sinde, og så blev der en truende tavshed derinde. »Jeg kommer,« sagde jeg, »for at bede jer om en ting. Jeg er tresindstyve år og endda et lille spring; min kone er lige så gammel næsten, og så har jeg, som i ved, et par børnebørn for resten. På kvisten, hvor vi lever omtrent som i det fri, - thi vore møbler er solgt - der er brødet forbi. En seng på hospitalet og min krop under kniven, det er godt nok til mig, den ting er given; men konen og de små, de skal ikke den vej. Derfor har jeg nu i sinde, hvis i ikke siger nej, at gå på arbejd igen - det kan vel nok lade sig gøre, for jeg vil nødig bagefter have historier at høre. Ser i, folk, mine hænder er sorte og mit hår næsten hvidt; jeg har været smed nu i fyrretyve år. Lad mig gå tilbage til mit arbejd. Jeg har prøvet på at tigge, men i min alder er det svært, jeg kunne ikke. Det går ikke rigtig med klynken og jamren, når panden er furet af at svinge hamren, og det passer kun dårlig til det slags værk at møde med en næve, som er arbejdsvant og stærk. Jeg beder jer så bønlig. Det er jo dog ikke mere end billigt, at den ældste må først retirere. Lad mig vende tilbage til de vante pligter, og tag ikke fortrydeligt op, at jeg svigter. Andet har jeg ikke at sige, kammerater, det er alt.«

En af dem spyttede på mig og sagde: »Din pjalt!« Det gik mig koldt gennem hjertet, alt blodet fo'er som ild til mit hoved. Jeg stod uden ord og stirrede på ham. Det var en opløben slyngel, en af den rigtige dansebodsyngel, en fræk, forsviret, ondskabsfuld fløs, med en krølle ved hvert øre ligesom en tøs. Han stod og grinte; der var stille i kamret, jeg kunne høre, hvor voldsomt mit hjerte hamred. Med et brød jeg løs og råbte: »Lad gå! Min kone skal dø og begge de små. Jeg går ikke på arbejd. Men ved den evige gud, du skal stå mig til regnskab, du slipper ikke vid! Jeg vil slås med dig, ligesom de fine folk plejer. Tiden? Det er straks. Vore våben? Vi leger ikke her, ved du nok, med pistol eller klinge; det skal være de hamre, vi er vant til at svinge. I andre er sekundanter. Slut kreds, kammerater! Og hent os to rigtige jernkrabater, af dem, der får sveden til at hagle fra lænderne. Og du, hvalp, som håner en gammel mand og skælder ham ud i hans nød, kom an! Smid trøjen og skjorten og spyt nu i hænderne!« Nu var jeg blevet vild. Forbitret brød jeg mig vej gennem flokken med albustød, jeg valgte to hamre blandt arbejdstøjet, og da jeg havde prøvet dem begge med øjet, smed jeg det bedste våben over til ham, der nylig havde voldt mig den blodige skam.

Han grinte lidt endnu, men tog dog imod'et: »Nå, nå, gamle!« Sagde han, »slå koldt vand i blodet!« Jeg svarede ikke et ord. Langsomt gik jeg lige hen imod ham, med ufravendt blik, mens jeg svang min hammer og holdt vejen åben med det gamle værktøj, som nu var mit våben. Aldrig har en hund, der krybende vrider sin krop under pisken, nogentider i sit forvildede øje haft et udtryk af bøn, så usselt og lavt, som den fejge kujon, der skulende, bleg, trak sig langsomt tilbage til den inderste væg. Men ak, det var for silde! For mine øjne stod der er rødlig sky, en tåge af blod, jeg hørte som en lyd af brusende vande, og med eet slag, et eneste, knuste jeg hans pande. Jeg ved, det er et mord, og jeg vil heller ikke have, det skal kaldes en duel, for at knibe mig derfra; det er simpelt manddrab, slet ikke andet. Han lå for mine fødder, død i sandet, med hjerneskallen knust, og på en gang forstod jeg den angrende Kains forfærdelige bod og skjulte tavs mit ansigt med hænderne. Et øjeblik efter mærkede jeg, at vennerne rørte skælvende ved mig; det var deres agt, kan jeg tænke, at holde mig fast med magt, men jeg sagde: »Kammerater! Det gøres ikke fornøden; lad mig gå! Jeg dømmer mig selv til døden.« Det forstod de. Så rakte jeg huen frem med de ord: »Til den gamle og de små i mit hjem.« Tre daler kom der ind, dem sendte jeg konen; derpå gik jeg hen og meldte mig på stationen. Se der, hr. dommer! Har de den lige og simple beretning om det, jeg har gjort, og de behøver nu ikke at bryde dem stort om alt, hvad de hører advokaterne sige. Jeg har fortalt dem tingen så vidtløftig kun, for at vise dem, at en gerning undertiden har sin grund i et ulykkeligt sammenstød af forskellige dele. Men - jeg står naturligvis til ansvar for det hele. De små er jo nu på det samme hospital, hvor min gamle kone fik ende på sin kval, så mig kan de sende uden videre snak i slaveriet når de vil, eller bort over vandet, eller benåde mig - det ene er som det andet; - og sender de mig på skafottet, så siger jeg: tak!

1840'erne viser de første antydninger af socialisme sig herhjemme, men før vi omtaler disse mærkelige år, vil vi kaste et flygtigt blik tilbage over arbejdsforholdene i gamle tider. Frem af århundreders mørke træder da sælsomme billeder os i møde: vi ser den ældste trældom afløses af forholdet mellem husbond og tyende; vi ser tyendet blive til svende og svendene begynde at ruske i de lønlænker, hvormed mestrene forbitret søger at binde dem; vi ser det øjeblik forberedes, da de gamle slavebånd brister, og da arbejderne udskiller sig som selvstændige mænd, der forhandler på lige fod med arbejdskøberne. Denne kamp for frigørelse er lang og hård og indviklet; den opfattes ofte kun utydeligt af de kæmpende selv. Vi nøjes derfor her med nogle enkelte træk, som viser, hvorledes arbejderne efterhånden vågner til bevidsthed, og hvorledes man fra oven af med vold og magt søger at kvæle den famlende klassefølelse. I Danmark, ligesom andet steds, begynder industrien fra først af som husflid. Svenden var tyende, mesteren var hans husbond. Svendene boede hos mesteren og fik kosten hos ham; de fæstedes for et fjerdingår ad gangen, og den svend, der forlod sit arbejde i utide, måtte ikke få arbejde hos nogen anden mester. Kost og logi udgjorde den væsentligste del af lønnen. Arbejdstiden var som regel tolv timer daglig, fra kl. 5 morgen til kl. 7 aften. Frihed udenfor helligdagene var der ikke meget af. Midt i det sekstende århundrede blev der tilstået de københavnske smedesvende to frimandage om året. Nogen egenlig klassemodsætning mellem mestre og svende føltes imidlertid endnu ikke. Hvert håndværk havde sit lav, indenfor hvilket begge parter samledes. Lavet var afgrænset ved strenge bestemmelser; det ene håndværk måtte ikke gribe ind på det andets område. Og så længe svendene havde udsigt til selv at blive mestre efter visse års forløb og behørig aflagt prøve, var der kun en gradsforskel til stede; hvert lavs medlemmer sammenknyttedes i virkeligheden af fælles interesse.

I disse middelalderlige tilstande spores der en forskydning i løbet af det sekstende århundrede, da verdenshandelen blomstrede op. Hidtil havde hver enkelt håndværker kun haft en begrænset kreds af kunder, nu åbnede der sig muligheder for et videre marked, og disse muligheder bidrog også til at give vor hjemlige industri et vist opsving og løsne de bestående lavsrammer. I slutningen af århundredet grundlagdes der et par papirmøller, og i det følgende - syttende - århundrede ser vi fabriksindustrien lidt efter lidt trænge ind i landet. Der opstår fabriksarbejdere, og der udstedes (under Kristian den fjerde) et forbud mod, at svendene driver »rotteri eller særdeles sammenkomst, hvormed de mestrene til skade på deres arbejde kunne forhindre«. Det er det første spor af en arbejderrørelse, vi træffer herhjemme. En mængde tyske svende var kommen hertil og dannede efterhånden grundlaget for særlige svende-broderskaber til værn mod mestrene. Den ny tids stemning kom til orde i nogle tyske rim, som Københavns snedkere i 1642 fandt skrevne på panelet over det øverste bord i deres lavssal. De lød i oversættelse således:

Dette hjertesuk vakte stor harme hos mestrene; synderen blev fundet og straffet. Henved slutningen af århundredet blev det forbudt svendene at samles i særlige lav. Politimester Claus Rasch, som var et nidkært redskab for den ny enevælde, satte sig for at kurere svendene for deres »gale griller«, som han kaldte det. Han opsnusede således de københavnske bagersvendes hemmelige sammenkomster, beslaglagde deres lavstøj og lod det sælge ved auktion. Da opførelsen af Kristiansborg Slot begyndte i 1733, gjorde de tyske stenhuggersvende strejke og søgte at forhindre tilgang fra Tyskland. Nogle af dem blev arresterede. Bevægelsen bredte sig til de andre bygningsfag, og der udstedtes en forordning, hvori det hed: »de svende, af hvad håndværk de og måtte være, enten stenhugger-, murer-, tømrer- eller snedkersvende, som under nogen slags påskud lader sig lyste at gøre et eller andet oprør og følgelig sig sammenrotter og holder sig tilbage fra at gøre noget mere arbejde eller selv i hobetal udtræder fra arbejdet, indtil de i en eller anden deres formentlige fordring eller besværing kan blive føjede……deslige oprørere skal ikke alene med fængsel, rasphus og arbejde i fæstningen, men endog efter omstændighedernes beskaffenhed og ligesom de befindes vidt at have drevet deres ondskab og virkelig have forårsaget skade og ulempe, på livet straffes.« Endvidere forbødes det at forunde enhver sådan »modvillig oprører eller fra arbejdet udtrædende håndværksburs« nogensomhelst tilflugt i kongens riger og lande.

Det er vel næppe sket her til lands, at strejke virkelig er blevet straffet med døden, men forordningen viser, at man endnu henved midten af det attende århundrede betragtede arbejderne som slaver, der var forpligtede til ubetinget at lystre. Nogle år efter opstod der en stridighed indenfor skomagerlavet, som endte med, at mestrene måtte give efter. Holberg skriver i den anledning - betegnende for tidens ånd: »det er en lykke, at håndværkskarle ej stemmer deres fordringer endnu højere, thi de er de eneste lemmer udi i et samfund, som ikke kan tvinges.« Rimeligvis har der i disse år fundet arbejdsnedlæggelser sted indenfor flere lav. Der blev nemlig udstedt en ny rådstueplakat, hvori de ovennævnte strenge straffe udstraktes til at gælde »alle lavenes svende samt deres hælere og medhjælpere i almindelighed«. Af indledningen til plakaten fremgår det, at murer- og tømrersvendene, skomager- og smedesvendene »formastelig« har gjort »opstand«, idet de »endrægtigen har forladt mestrenes arbejde, uden at hovedmændene har været til at udfinde, så at de i hobetal har spaseret og ikke villet gå i deres mestres arbejde igen, før de i visse måder er blevet føjede i deres påstand«. Her har altså været tale om formelige strejker, og plakaten forordner, at alle tvistigheder mellem mestre og svende skal undersøges og påkendes af politimesteren. Hvis en svend forlader sin mesters værksted, skal mesteren under straf anmelde det, og svenden skal straffes, enten lian har ret eller uret. Straffen sættes til strengt arbejde i jern. I slutningen af århundredet udbryder den store tømrerstrejke i København. Anledningen var, at en mester nægtede to tyske svende, som ville rejse, deres »afskedsseddel« og meldte dem til politimesteren, som lod dem arrestere og dømte dem til vand og brød. Så snart arrestationen rygtedes i byen, forlod 3-400 tømrersvende deres arbejde efter frokost. Misfornøjelsen havde nemlig længe gæret imellem dem; de forlangte højere dagløn. Der var stort røre i staden. Flyveskrifter udsendtes, som påtalte det uretfærdige i, at en tømrermester holdt 100 indtil 200 svende og derved fortjente fra 3000 til 6000 rigsdaler om året. Det var »blodsugeri«! Man kunne mærke, at den franske revolutions ideer var nået herop. Digteren P. A. Heiberg havde sunget visen »for ret os ved jorden at fryde«, hvori det hed:

Naturen os dannede lige, og adel er ikkuns en lyd; ja ene bør mennesket vige for højere kundskab og dyd. Held os! Held os! Når fødsel ej mer os skal trykke! Lyd højt, vor sang, hver bånd og hver lænke til trods. Hellige lighed, menneskets smykke! Kom og oprejs din trone blandt os

Og en anden digter, den nittenårige Malte Konrad Brun, udgav samtidig med strejken »et blad for menigmand« kaldet »Vækkeren« hvori han angreb lavsvæsenet som »en virkning af forfædrenes vankundighed, der skader vindskibelighed og velstand«, og henvendte sig til arbejderne med følgende ord: »I, mine agtværdige og nyttige medborgere! I, som mangen stolt dumrian foragter, skønt i føder og nærer ham og alle hans lige, lader eder ikke afskrække. . . . I er landets styrke og folkets kerne.« Der kom iøvrigt kun nogle få numre af »Vækkeren«; bogtrykkeren måtte nemlig bøde 200 rdlr., fordi udgiveren ikke var nævnt, og dermed ophørte bladet. De strejkende svende samledes på herberget (Tømrerkroen) i Adelgade. Politimesteren søgte at indlede forhandling med dem og få dem til at gå i arbejde igen. Svendene sendte en deputation til ham for at spørge, om en svend ikke havde lov til at forlade sit arbejde. Under den trætte, som herved opstod, blev oldgesellen arresteret. Da politimesteren ikke kvinde tale svendene til rette, prøvede kapellanen ved Nikolaj kirke på at gøre det. Svendene rakte som svar den guds mand en spand koldt vand. Men dermed hørte gemytligheden op, for nu greb Generalprokurøren ind og forlangte, at de svende, som ikke ville gå i arbejde, skulle møde for retten. Svendene nægtede imidlertid at forlade herberget, og der marcherede nu en afdeling soldater op, som førte et par hundrede af dem til Kastellet, hvor der blev holdt forhør. Nogle faldt til føje, største delen indsattes i arrest, og dagen efter blev dommen forkyndt: 122 svende dømtes til fire måneders arbejde i jern på fæstningen. Ingen af dem kom dog til at lide straffen. Kongen lod nemlig »nåde gå for ret« og forandrede dommen til forvisning; samme dag blev de »opsætsige« tømrersvende indskibede på tre kanonbåde for at føres til Lübeck. Men herover opstod der stor bevægelse i alle byens lav. Murersvendene, smedesvendene, snedkersvendene, bagersvendene, skomagersvendene, skræddersvendene og, såvidt man kan se, også hjulmandsvendene og garversvendene lagde arbejdet ned og nægtede at genoptage det, før de bortsendte tømrersvende kom tilbage. Magistraten blev højst betænkelig, Kronprinsen »gik i forbøn« for tømrersvendene, og kongen tillod da »af særdeles nåde«, at de af dem, som var indfødte eller bosatte i landet, kom tilbage igen. Denne store, almindelige arbejdsnedlæggelse i København i sommeren 1794 er det første udslag af en bevidst klassebevægelse blandt danske arbejdere. Det var, hvad man i vore dage kalder en »generalstrejke«, og den endte altså med sejr for arbejderne. Det blev aldrig til alvor med de strenge straffe, som et halvt hundred år i forvejen var fastsatte for at nedlægge arbejdet; de gik i deres mor igen. Da svendene for alvor begyndte at røre på sig, følte øvrighederne grunden vakle under fødderne og skyndte sig at tilbyde forlig.

Den gamle lavsordning vedblev imidlertid at bestå længe endnu. Der indførtes ganske vist nogle lempelser i den ved en forordning af 1800, hvorved adgangen til at blive svend og mester letledes, men politiopsynet blev bevaret, og nye strafbestemmelser afløste de ældre, som man ser af følgende paragraf: »skulle noget helt lavs svende vedtage at forlade arbejdet, da bør ophavsmanden til sådan sammenrottelse dømmes til at arbejde i Rasphuset i 2 år, og et sådant lavs svende ikke mere tillades at have herberge og forsamlingsstue«. Danmark trådte ind i den ny tid med middelalderens lænke slæbende om foden. Forholdene herhjemme var i virkeligheden heller ikke endnu så fremskredne, at de nødvendiggjorde lavenes afskaffelse. De tilløb, der var gjort til en fabriksindustri, var faldne temmelig kummerligt ud. Der var oprettet en del væverier i København, og man kan regne, at der midt i det attende århundrede beskæftigedes henved seks tusind klæde- og tøjmagere ved 640 væve, men henimod århundredets slutning var antallet sunket til det halve. Vi lå for langt tilbage med vor teknik og med vore befordringsmidler. Ganske vist fik vi allerede en halv snes år efter dampmaskinens opfindelse tilvejebragt et hvæsende og spruttende uhyre af en »ildmaskine«, som i 1790 blev stillet op på Holmen, hvor den skulle forarbejde ankere til flåden. Men den viste sig at være temmelig uheldig, dels fordi den hvert øjeblik gik i stå af en eller anden uforklarlig grund, og dels fordi det jern, den forarbejdede, blev betydeligt dyrere, end man kunne købe det for. Den blev derfor nedlagt i 1802, og man havde herefter fået en sådan mistro til »ildmaskiner«, at da det første danske dampskib Caledonia kom hertil i 1819, blev det af brandkommissionen forbudt føreren at lægge til ved Langebro, så længe der var fyr under kedlen.

Det nittende århundredes begyndelse er i det hele taget en trang tid for vore arbejdsforholds udvikling. For den mere velstillede del af bondestanden var trykket ganske vist blevet mildnet ved stavnsbåndets ophævelse og gårdenes udskiftning, og for storhandelen i København var de første syv år af århundredet en frugtbar periode, men rigdommen samledes på få hænder, den skabtes ved spekulationer, ikke ved frembringende foretagender, den kom og svandt som ved trylleslag, og for det store folk var den kun som syner i luften. Den hårdest arbejdende del af befolkningen var både på land og i by usselt stillet og blev set ned på med foragt. Håndværkssvendene var også for største delen uvidende og tilbøjelige til at »søle dagen bort på kroerne.« Drengene blev brugte til hustrælle for mester og madamme i stedet for at få en ordentlig uddannelse. Af Københavns hundred tusind indbyggere var en tiendedel under fattigvæsnet. Selvstændighedsfølelsen syntes uddød under den landsfaderlige styrelse, som betegnes ved, at hovedstadens nøgler hver aften blev bragt op på slottet og lagt under kongens hovedpude. Og efter de syv år, som havde været fede for grossererne, kom der nu endda syv magre, der endte med statens bankerot som følge af befolkningens udsugelse og krigens ulykker. Landbrugets elendige tilstand virkede lammende på industrien, der omkring 1820 var sunket ned til et lavpunkt; kun få fabrikker havde overlevet krisen, og håndværket stod så dårligt, at - som man sagde - lollikerne måtte sende deres hoveder til Lübeck for at få dem barberede. Men efterhånden som landbruget kom til kræfter igen, løftedes industrien, og den følgende fjerdedel af århundredet betegner et opsving i arbejdsforholdene. Dampmaskinerne begynder nu så småt at vinde indgang. De betragtes jo nok i førstningen med en vis mistænksomhed, bl.a. fordi de kommer fra disse forbandede englændere og trækker en mængde penge ud af landet til stenkul, og enkelte lav sætter sig imod dem som skadelige for den arbejdende klasse, men deres indførelse går dog fredeligt af. Ligeså med hurtigpressen, som kommer hertil i trediverne. Typograferne holder møde og vedtager et bønskrift til kongen, hvem de anråber om beskyttelse mod den ny maskine, og »en sætter« advarer indtrængende i et af datidens blade mod at formere de fattiges antal, »fordi enkelte mænd, der ikke alene er begunstigede ved monopoler, men også i en række af år har opdynget sig skatte ved deres undergivnes flid, nu ved maskiners indførelse enten gør disse brødløse eller afdrager dem halvdelen af den hidtil erholdte lønning, istedenfor at de ved at uddele lidt mere af deres overflod blandt deres medmennesker vistnok ville erhverve sig fleres tak og fremme statens tarv.« Det hjalp ikke, hurtigpressen blev snart almindelig i landet og skulle med tiden selv blive et virksomt våben i kampen for arbejdernes frigørelse.

Vi befinder os altså nu i trediverne, og Danmark har under tilskyndelse fra den franske Juli-revolution fået sine stænderforsamlinger, den første spire til en fri forfatning. For det sociale fremskridt får de imidlertid ingen betydning; de var - som bondevennen Tscherning sagde - »idelig fordømt til at være en kongelig allernådigst sukkermandelfabrik.« Med hvor megen ængstelse regeringen iagttog gæringen blandt arbejderne ude i Europa, fremgår af en kancelliplakat fra 1835, som forbyder rejsende danske håndværkere at opholde sig på sådanne steder, »hvor associationer og forsamlinger af håndværkere tåles.« I Roskilde stænderforsamling blev der indgivet et andragende fra over tusind københavnske svende om, at dette forbud måtte blive hævet - dog ikke så meget, fordi svendene ville hævde deres frihed, som fordi de ville tilbagevise »en krænkende og ufortjent mistillid til den danske håndværksstand« - videre var man endnu ikke nået i klassebevidsthed. Forbudet blev ikke hævet, men det blev naturligvis heller ikke overholdt. I den farlige by Paris mødtes netop i de år adskillige vandrende danske svende, der senere kom hjem med Fouriers lære i deres randsel eller i hvert fald opfyldte af iver for at løfte håndværkerstanden. I det lavsbundne København antog bevægelsen dog meget mådeholdne former. Midt i trediverne stiftedes en »læseforening« bl.a. af jernstøber P. F. Lunde og Orla Lehmann; det var den borgerlige og studentikose frihedsrørelse, der mødtes med håndværksmestrene. Svendene stod udenfor denne strømning, der altså snarere bidrog til at uddybe forskellen mellem arbejdsgivere og arbejdere.

Lavenes ophævelse eller beståen var det brændende spørgsmål på dagsordenen. På lavsvæsenets vegne optrådte den gang skomager J. A. Hansen som de små købstadhåndværkeres ordfører. Denne småborgerlige bevægelse samlede sig senere i »håndværkerforeningen«, medens »Industriforeningen« (stiftet 1838) udtrykte bestræbelsen for næringsfrihed. Men den store menige arbejderstand var uden forståelse af sine krav, uden politisk eller social interesse, uden andet samlingspunkt end lavene, hvor man gensidig støttede og trøstede hverandre, i en sang, hvormed skomagersvendene i 1838 indviede et nyt velkomstbæger, hedder det f.eks.: hver, som brav fra lærens tid, er løsgiven vorden, lønnes skal for ærlig flid efter gammel orden: »velkomst« knytter da det bånd, som ham her omslynger, vi ham rækker broderhånd, brodernavn udsynger. Den eneste talsmand for arbejderne, der i slutningen af trediverne og begyndelsen af fyrrerne optrådte i pressen, var J. P. Grüne, og han var en besynderlig blanding af gammeldags småborgerlighed og tåget religiøs socialisme. Han var født i København 1805 som søn af en fattig indvandret tysk skrædder. Han fik næsten ingen undervisning, blev tidlig sat i drejerlære og fortæller, hvorledes han havde sin bibel liggende under drejeladet for at kunne stjæle sig til at læse i den og regelmæssig fik prygl af mester, hver gang denne opdagede bogen. Da han var blevet svend, vandrede han på sit håndværk hele Tyskland og Svejts igennem, sov i lader eller på åben mark og fægtede sig helt ned til Milano. Trods sin mangelfulde børnelærdom erhvervede han sig i disse vandreår så gode kundskaber og så megen sprogdygtighed, at han kunne skrive og få trykt digte på tysk og ved sin hjemkomst fik ansættelse først som huslærer og derefter som medarbejder ved »Københavnsposten«, hvoraf han senere blev redaktør. Fra værkstederne i de europæiske byer, hvor han havde arbejdet medbragte han socialistisk-farvede forestillinger, som dæmpedes af hans religiøse sind. Men hentydninger af den art skræmmede ikke bedsteborgerne den gang, fordi der endnu ikke stod nogen uroligfordrende flok bagved. Al frihedslængsel samledes endnu i længslen efter en forfatning, og det var borgerskabet selv, fra hvem kravet udgik. Man drømte, digtede og sang om frihed; man troede - som Goldschmidt siger - at frihedens gudinde skulle læge alle sår, medens sandheden var, at hun netop først skulle blotte dem.

Ak ja, hvad var København i 1840'erne ikke tilsyneladende for en idyl i sammenligning med vor moderne storstad i en småborgerlighedens idyl, hvor hundredtyve tusind sjæle levede hyggeligt hengemt i hegn af volde og stadsgrave, i krogede gader med knudret brolægning, sparsomt oplyste om aftenen af tranlygter eller magistratsmåneskin. Butikkerne var små og uanseelige i sammenligning med nutidens; De malede skilte var beregnede på de mange, der ikke kunne læse. I bagbutikkernes mørke værksteder sad håndværkerne og arbejdede ved tællelys. En skomagersvend tjente højst 1 rdl. 3 mark, dvs. 3 kroner om ugen foruden kosten. Ude på Kristianshavn boede det fattigste proletariat i husrum af en ubeskrivelig elendighed som »Jødens bule« og lignende. På gaderne færdedes underlige skikkelser, som nutiden ikke kender. Bønderne kom til torvs i deres gammeldags lange kofter med blanke knapper, livagtige gengangere af Jeppe på Bjerget. Ved gadehjørnerne stod der fuldt af lurvet klædte »sjovere«, blandede med soldater, som ligeledes tilbød deres arbejdskraft for et par skilling. Der var »vandkiggerne«, som i deres lange støvler trampede om og efterså stadens mangelfulde trævandledninger, hvori det vrimlede med kryb. Der var slaverne på Ravelinen, der var betjentene, som spankulerede stivt med deres stokke, og om natten var der vægterne med deres morgenstjerne i favnen. Men denne idylliske stilstand havde i virkeligheden overlevet sig selv. Samtidig med, at svovlstikkerne afløser fyrtøjet og stålpennen træder i stedet for gåsefjeren, vågner der et friere åndeligt liv. Fyrrerne er i visse henseender en økonomisk opgangstid, som derfor også giver stødet til sociale krav og politisk røre. Medens en gård på landet i 1780 kun gav et nettooverskud af 5 rdlr. 4 mark og 8 skilling (eller ialt 18 kr. 94 øre) om året til indkøb udover det nødvendigste, giver en gård i 1847 et overskud af ca. 600 kr. Foruden en købmandsregning på 90 kr. Og en udgift på 100 kr. til industri. Med landbrugets opblomstring løftedes byerhvervet. Vi har set, hvorledes håndværket stræber efter at sprænge de gamle lavslænker. Det hænger sammen med den industrielle udvikling, som viser sig i oprettelsen af en række aktieselskaber og fabrikker: et maskinhørspinderi, et væveri på Kristianshavn, et træskæreri, endvidere forskellige jernbaneanlæg, bl.a. fra København til Roskilde, et dampskibsselskab og i løbet af fyrrerne etablissementer som Tivoli, Klampenborg, Kasino, Hotel Fønix, Københavns Hippodrom (det senere Folketeater), osv.. Naturligvis fulgte der efterhånden en hel del svindel med; der var bl.a. en hofbedemand, som indbød til et ligkapel på aktier for at sikre folk mod levende begravelser og sig selv en god direktørstilling. Satirebladet »Corsaren« gør sig i den anledning lystigt over »Københavns pengemænd, vindmagere og aktiejobbere« og bringer en »indbydelse barestens til én aktietegning endnu, nemlig på et hospital for syge kartofler.« København fik ligeledes med fyrrernes begyndelse sin første kafé efter europæisk mønster - Kehlets Kafé på hjørnet af Gothersgade og Grønnegade - »det første tegn på et vågnende offentligt liv«, og året efter indføres omnibusen, som »Corsaren« hilser med samme begejstring, fordi den proklamerer lighedens idé, begunstiger trykkefrihed og har en forsidder (præsident), som styrer, men ikke regerer. »Gud give, vi alle sad i en omnibus!« Det var den 21-årige Goldschmidt, som ved at snakke med nogle unge mennesker i »læseforeningen« havde fået det indfald at starte et blad, der skulle »slå ild« eller i hvert fald gnister. Alle blade stod den gang under opsyn af politimesterens medhjælp, justitsråd Reiersen, som kunne beslaglægge dem, inden de kom publikum i hænde. Sådanne beslaglæggelser hørte til dagens orden, og af den fornemmelse, hvormed publikum hørte lyden af beslag, voksede efterhånden fordringen om frihed. Til ansvarhavende redaktør fik Goldschmidt først fat i en lidt havareret urtekræmmersvend, der var »pålidelig om formiddagen«; han afløstes af en række andre, hvoriblandt man træffer portrætmaler Louis Toucher, som i halvfjerdserne blev knyttet til »Socialisten«.

Goldschmidt og »Corsaren« fortjener en plads i det danske socialdemokratis historie, fordi dette blad, om hvilket han selv siger: »jeg gjorde det til mig, og det gjorde mig til sig«, straks fra begyndelsen af fremhævede de sociale krav som betydningsfuldere end de liberale borgerlige forfatningskrav, der var udgået fra studenterforeningen »Akademikum«, støttedes af industriforeningen og havde deres organ i »Fædrelandet«, som Ploug var blevet redaktør for. Med en ungdommelig ideel begejstring optrådte Goldschmidt i »Corsaren« ikke blot som forkæmper for den rene republik - hvad der på dette tidspunkt var lidet praktisk - men som påpeger og angriber af den dybe modsætning imellem samfundsklasserne og den skrigende uretfærdighed mod de fattige. Bladet var ingenlunde anlagt på det komiske alene, det var delt i to dele, hvoraf den ene indeholdt større, alvorlige artikler, den anden satiriske småting. Ved sin uvante facon, sin yderliggående dristighed og sine kåde karikaturtegninger pirrede og drillede »Corsaren« hver fredag byens bedsteborgerlighed og virkede som en gedehams på det offentlige liv. »Corsaren« ville ikke nøjes med en skinfrihed, således som den mistænkte de liberale for. »Se til England! Hvorfor sukker dér millioner efter brød, medens enkelte vælter sig i guld?« Under en fri forfatning skal alle være fri og lige. »jeg skal aldrig« - lover »Corsaren« - »spotte over folket og dets frihedskrav, over dets rettigheder og over dets savn; de skal være mig hellige som den guddommelige lov, hvorpå de er grundede.« I en artikel om »den rige og den fattige« harmes bladet over den oprørende forskel, der gøres på børnenes opdragelse. Det er et spørgsmål, som »Corsaren« hyppig vender tilbage til, idet den her med rette ser et afgørende punkt. I bevægede og varmtfølte ord kræver den fri og fælles undervisning i statsskoler for alle børn. Den nøjes ikke - som de liberale førere - med at tale om folket i al almindelighed, men da der i slutningen af 1840 skal vælges nye stænder, henviser den udtrykkeligt til »de fattige og undertrykte husmænd« og kræver alvorlig opmærksomhed for sine ord: »hvor tror i det muligt«, siger den til sine læsere, »at man letfærdig kan betragte et helt folks stræben og tragten, at man spøgende kan tale om de skuffede håb, som hundredtusinder har næret, at man altid med skæmt og smil kan tale om enkeltes pragt i herlige paladser, mens tusinder krymper sig for det bare brøds skyld, mens hjertet bløder i så mangen brav mands bryst, fordi han må se dem, han har kærest i verden, lide nød og sorg?«

Goldschmidt borer da langt dybere ned, end tidens almindelige frihedsfraser nåede. Han erklærer, at »Corsaren« med sine inderligste følelser tilhører den såkaldte simple almue, som er folkets kerne, og han siger spottende til dem, der korser sig over de franske arbejdere: »ja, tænk, er det ikke rædsomt, at disse fattige arbejdere vil stjæle otte timers arbejde om dagen fra andre til sig selv; thi der gives jo så uendelig mange rige og fornemme folk, fra hvem det ikke er muligt at stjæle en times arbejde; man kunne slå dem ihjel for en times arbejde i hele år, og de måtte lade sig slå ihjel, de kunne ikke opdrive den.« Eller bladet foreslår at give de riges institution, Sorø Akademi, til de fattige for at forøge befolkningens kræfter og dygtighed. Formuens kastevæsen holder mængden fængslet til de enkelte erhverv, hvor der kun kræves liden indsigt eller blot mekanisk færdighed. Og viser landets strafferegistre måske et så glædeligt resultat, at videnskabens lys ikke behøver at trænge længere ned? »er folket udrustet med al den intelligens, hvorved et folk bliver selvbevidst, kraftigt og frit? Den »modenhed«, i råber på, at folket mangler, den hænger på kundskabens træ, lad folket plukke deraf, og det skal blive som magthaverne selv, skal kunne skelne mellem godt og ondt og styre selv. . . . Friheden skal da, som i ønsker det, udvikle sig »gradvis og langsomt, men sikkert«, ja uendelig sikkert skal den udvikle sig, den skal da ikke sætte sit håb til et par løbske heste i et fjernt land, af folkets intelligens skal den udvikle sig.« Og »Corsaren« erklærer, at den gerne selv vil leve et forfejlet liv for at kunne skimte fremtiden - »for at lægge hånden på det lille barns hoved med den bevidsthed, at dets liv skulle blive lyst og kraftigt. Hvad kommer det an på, om folkets lykkehjul knuser den enkelte?«

Det var som sagt særlig husmændene, Goldschmidt havde opmærksomheden henledet på. Husmandsstanden var egenlig først opstået ved århundredets begyndelse, da stavnsbåndet blev afløst af fæste, hvorved godsejerne sikrede sig en ny klasse livegne trælle i stedet for hovbønderne. Afgiften af fæstehusene skulle nemlig svares i form af visse arbejdsdage om året. Husmanden måtte ofre 52 indtil 100 ugedage på høstarbejde for herremanden, og det på egen kost; dertil måtte han holde huset vedlige, svare skatter og tiender og endda en årlig pengeafgift - alt »eftersom ejerens kristelige sind benyttede sig af trangen til slige bopæle på egnen.« Tilmed havde herremanden ret til at øve hustugt over sine livegne! Forholdene var ved tyvernes begyndelse således, at omkring 300,000 mænd, kvinder og børn her i landet var »fordømte til under hundepiskens svøbe at sukke i livsvarig trældom og armod« i deres forfaldne fæstehuse, for at ende deres alderdom under fattigvæsnet. Allerede som tyveårig redaktør af »Sjællandsposten« havde Goldschmidt skrevet om landalmuens elendige kår. I 1840 begyndte fæste husmand Peder Hansen af Lundby - kaldet »Per Tingløber« - at rejse en bevægelse blandt de sydsjællandske husmænd. Han var født 1801, havde været spillemand og tjenestekarl, men tilegnet sig gode kundskaber; han begyndte sin agitationsvirksomhed i kristendommens navn med at angribe godsejerne, fordi de »misbruger deres ejendomsret til at nedtrykke og udpine deres medmennesker«. Barfodet vandrede han fra dør til dør for at vække sine standsfæller til bevidsthed om deres menneskeret og samle underskrifter på et andragende til den sjællandske stænderforsamling i Roskilde. Andragendet blev indgivet 1842, men uden resultat. Den kgl. Kommissarius A. S. Ørsted forsvarede både hoveriet og hundepisken. Den deputerede Algreen-Ussing for København, som havde udtalt, at det især gjaldt for stænderne om at opnå »praktiske resultater«, erklærede, at der var altfor store »praktiske vanskeligheder« i vejen for husmændenes andragende. Og godsejerne gav ham naturligvis medhold. Kammerherre Scavenius gjorde opmærksom på, at skildringen af husmandsklassens nød var »noget mere poetisk end just behøvedes«. Der stod nemlig i andragendet, at husmanden »ved stjerneskin« måtte begive sig på vej til sit dagarbejde for herremanden, og at man efter alt det anførte måtte indrømme, at husmanden »kun har liden glæde af guds skønne jord«. For en nøjsom sjæl var dette unægtelig noget poetisk, og »Corsaren« giver kammerherre Scavenius medhold i, at poesien kun er for de højere stænder, hos dem forjages den ikke af sultens skrig. Hvis husmanden altså har en poetisk nød, så bør han dele den med herremanden således, at denne får poesien og han selv beholder nøden. Følgelig tilfalder »stjerneskinnet« og »glæden ved guds skønne jord« kammerherre Scavenius og kolleger.

Den samme Scavenius indvendte endvidere, at hvis husmændene fik bedre vilkår, så ville de blot formere sig stærkere, hvad der ville forøge fattigdommen. Husmændene - siger »Corsaren« - må ikke avle mere end et vist antal børn, som det passende kan overlades herremanden at bestemme. Herremændene opgiver årlig deres forbrug, og husmændene har da at levere denne ydelse som enhver anden naturalpræstation. Herremændene tillod sig ikke blot at øve »hustugt« med hundepisken overfor deres husmænd, men også at gå »på jagt« i deres huse, mens de var i hovmarken og kvindfolkene var alene hjemme. »Corsaren« mødte i den anledning med »en dansk fæstehusmands 10 bud«, i hvilke hans underdanighedspligter indskærpedes. Et af budene lød således: »kom dine hoveridage ihu, at du kommer til rette tid, eller du får pisk af en hunds hundepisk. I seks dage om ugen skal du gøre din herremands hoveriarbejde, men på den syvende dag skal du gøre din egen gerning, hvis du ikke også på denne dag er tilsagt til hoveriarbejde hos herremanden, der har lov til at bryde helligdags-anordningen.« Dette nummer af bladet blev - som tilfældet jævnlig var - beslaglagt. »Corsaren« svarede med følgende overhøring i katekismus: » Ekscellencen: Corsar! Tror du på en gud, hos hvem man får det godt, når man har lidt ondt her på jorden? Corsaren: ja, deres Ekscellence. Ekscellencen: det er godt. Dette princip er af dem, hvorpå staten hviler. Præk det især for husmænd og fæstere. « Hvordan den herskende klasse betragtede folket, fremgår af den ytring, der faldt i Roskilde stænder, da man talte om værnepligten: at en bondekarl ved at blive soldat ofte havde den nytte, at han udvikledes til at blive en udmærket tjener! At bonden havde et højere samfundskrav end at blive end flink tjener, at soldaten skulle have en æresfølelse, der gik ud over »herskabs«begrebet - det var en ganske revolutionær idé. Som et ligeså betegnende træk kan nævnes, at man fra højgejstlig side imod frihedsbestræbelserne anførte apostlens ord: »Er du kaldet som træl? Det bekymre dig ikke.« Man tog ikke fortsættelsen med: »Men kan du blive fri, da vælg hellere dette.« Mod denne betragtningsmåde var det, »Corsaren« indvendte, at friheden, ligheden og broderskabet skulle være i hjerterne og gøre sig gældende overfor de fattige, og i forhold dertil blev spørgsmålet om statsform det underordnede. Derfor var »Corsaren«s hånd mod alle og alles mod den. På den ene side vedligeholdt den en livlig ild mod enevælden, som den ville ødelægge i folkets bevidsthed - så vidt det var muligt at gøre det under Reiersens tilsyn. Den gled op over politiforhørenes og kriminalprocessernes brutale virkelighed som en lille båd over en stor bølge. Goldschmidt »levede og åndede i lidenskabelig glæde ved at skrive bladet og få det ud gennem eller trods Reiersen.« Det højeste, der turde voves, var hentydninger, og når disse smugledes ud igennem politistyrken, beundrede publikum dristigheden og virtuositeten. Det var den farlige leg. Og helskindet slap Goldschmidt da heller ikke fra den. Da han i sommeren 1843 var på hjemvejen fra et studentertog til Uppsala, mødtes han i Malmø med det budskab, at højesteret uden hensyn til de ansvarhavende redaktører havde dømt ham for fire beslaglagte artikler til seks gange fire dages fængsel på vand og brød, 200 dalers mulkt samt livsvarig censur. Han fik det dog forholdsvis komfortabelt i fængslet, og det faldt ikke nogen ind, at han for alvor skulle sidde på vand og brød. Men »Corsaren« krydsede ikke alene op imod enevælden, den krydsede samtidig omkring de liberale, hvem den tirrede og æggede, fordi de ikke var frisindede nok. Som jøde følte Goldschmidt sig stående udenfor det officielle samfund, som ung og uafhængig viden andet eksistensmiddel end sin pen følte han sig af hjertet ildesindet mod bourgeoisiet, der repræsenterede tingenes faste, daglige gang, erhvervet og den magelige nydelse. Af lutter frygt for det bestandigt-borgerlige flyttede han næsten hvert halvår - ni gange i de seks år, han udgav »Corsaren«. Han ville ikke gro fast til et hus, ikke komme i vane med livet, ikke opgive sindets uafhængighed og blive en rigtig, bosat borgermand. Det liberale partis førere - som var udgåede fra studenternes lejr - ejede ganske vist ikke jord, men de følte sig dog som tilhørende den besiddende del af samfundet: de havde herredømmets muligheder i sig, medens det ikke var faldet den unge Goldschmidt ind at blive andet end skribent. Da Ploug i »Fædrelandet« havde skrevet de betegnende ord: »når vi har fået en forfatning, er vi alle konservative,« og at den kommende forfatning burde hvile på et grundejendoms-aristokrati, så angreb »Corsaren« derfor også - sammen med »Københavnsposten« - det liberale organ og betegnede det som en farlig fjende snarere end som en forbundsfælle. »Corsaren« veg heller ikke tilbage for at angribe Orla Lehmann - »frihedens brudgom« - hvis begejstring blussede så hastigt op og svaledes så hastigt af, og den hånede de »liberale majestæter«, for hvem publikum viste det samme servile spytslikkeri som for kongen. Med en vis ret spørger bladet, om de liberale førere er middel eller mål: om de ved friheden forstår andet end magt for deres egne personer. Det er »Corsaren«s fortjeneste, at den havde sådan et godt øje til de vordende magthavere. Den liberalisme, som i studenterforeningen »Akademikum« på Regensen blev vævet sammen af punchedampe og skandinaviske fraser, var i virkeligheden af en temmelig tåget og luftig beskaffenhed. Det var en selvforherligelse af studenterstanden, hvorom Ploug sang: En herlig stand! I gode borgermænd! Og vel for jer, om højt i agter den! Hvis man en enkelt gang - som Hostrup i »Genboerne« - kiggede fra »tankens slot« over til håndværkerne på den anden side af gaden, til: Den flok, der rundt i livets mølle - går med sav og høvl, med gods og vrøvl, med lænket fod og stækket vinge - var det kun for at more sig over deres snurrige væsen og talemåder; den eneste bro, der knyttede livet til »ideen«, var en forlovelse mellem studenten og kobbersmedens datter. Om forståelse af sociale krav var der under dette studentikose frihedsmageri ikke tale. Friheden viste sig i skikkelse af en ung juridisk kandidat med bedste karakter, i sort kjole og hvid slips. Det var embedsstanden, der grundlagde sin magt.

Men klassemodsætningen trådte stærkt frem. I 1842 begyndte J. A. Hansen, som var bud ved »Fædrelandet«, at udgive »Almuevennen«, som var begyndelsen til hele den senere bondebevægelse. Ved dette blad blev husmændenes forkæmper, Peder Hansen, en ivrig medarbejder. Han opfordrede kongen til at »sætte grænser for godsejernes misbrug af deres ejendomsret, der kun er til gunst og fedme for dem, men til fortrykkelse og forarmelse for folket.« Han iværksatte nye andragender til Stænderforsamlingen i Roskilde, han stiftede foreninger og opflammede husmændene i voldsomme og veltalende ord. Bevægelsen greb om sig over hele Sjælland. På flere godser samledes husmændene og indtog en truende holdning overfor godsejerne, enkelte steder udeblev de fra arbejdet. Det Kgl. Cancelli forbød derfor i 1845 - uden stændernes billigelse - afholdelsen af møder på landet. Politiet søgte at opspore »sammensværgelser« men forgæves. Peder Hansen fortsatte sin agitation, som begyndte at blive livsfarlig. Han blev jævnlig overfaldet om natten på sine rejser og måtte køre bevæbnet. Et par godsejere søgte at underkøbe ham ved et tilbud om 25,000 rdlr., som han naturligvis afviste. Medens det sociale klasseinstinkt således var vågnet hos de undertrykte husmænd, og der overalt på Sjælland var uro og ulmende oprør, sporedes der i København endnu ingen arbejderbevægelse. »Corsaren« nåede ikke ud i de brede lag af hovedstadens befolkning, den fik aldrig over 3000 abonnenter. Om noget parti var der ikke tale, og til partileder ville Goldschmidt også mindst af alt have egnet sig, han førte sin lystige fribytterkrig for egen regning med hele det officielle livs fjendskab imod sig. Han var »så ene, at en enarmet og enbenet politibetjent kunne have ført ham til Kristiansø« (det daværende statsfængsel). Også i det nationale spørgsmål, som kom op ved Slesvig-Holstens frigørelsesforsøg, stod han på et andet og klarere standpunkt end de liberale, han spotter over deres påkalden af »dana, dannerfolk og dannerkonge« og siger, at hvis vi skal gøre Danmark mere tillokkende for slesvigerne end Tyskland, så sker det ikke »ved kavalleriregimenter eller teologiske kandidater eller festmåltider«, men ved at stille friheden i første række. Slesvig burde, som han senere udtalte det (på martsmødet i Kasino i 1848) ikke tvinges, men spørges. Men denne røst fandt ingen genklang. Ørerne var tilstoppede af de national-liberale bomuldsfraser.

På et bredere og folkeligere grundlag, med en videre udbredelse i befolkningen, forfægtede »Københavnsposten« under J. P. Grüne´s redaktion lignende anskuelser som Goldschmidt. Fra sit vandringsliv havde Grüne lært at holde af det tyske folk; ligesom den slesvig-holstenske almue betragtede han universitetsprofessorerne som nogle »abekatte«. Grænsespørgsmålet var efter hans mening forholdsvis underordnet; det vigtigste var folket og dets lykke. Som håndværkssvend og digter nærede Grüne et indfødt had til det opkommende borgerskab, repræsenteret af de liberale, som kun ville bringe sig selv og deres klasse til magten for at kunne udbytte det værgeløse proletariat. Han følte faren fra den sig nærmende kapitalisme, men han forstod ikke, hvad vej udviklingen nødvendigvis måtte gå: han ville beskytte de små imod storindustrien og var derfor en modstander af næringsfriheden. Med al sin uklarhed var Grüne en ejendommelig skikkelse, en sympatetisk sværmer. Han levede den litterære proletars liv. Som fattig læredreng havde han kastet sine øjne på en ung pige, der socialt stod over ham; da han efter sine mange års vandring som svend kom hjem igen, blev hun hans hustru, og hun så op til ham med rørende beundring, skønt han var styg som Sokrates, med busket hår og skæg, og uordentlig med sin person. I hans værelse var der fuldt af støv og spindelvæv, møbler og gulv flød med gamle aviser, manuskripter og papirstumper. Når der var penge i huset, gik familien på en tarvelig restauration; var der smalhans, hjalp man sig som man bedst kunne, ofte temmelig dårligt. Men som ægte filosof bevarede grime sindets ligevægt under alle livets omskiftelser. Når et glas vin satte ham i oprømt stemning, fremmanede han de gamle vandreminder og sang de lystige tyske bursche-viser. Under den forbitrede kamp mod de national-liberale drev han efterhånden helt over i den gule reaktion, men han vedblev at føle sig som de smås talsmand og forkæmper mod den fri konkurrence og mod det i hans øjne modbydelige maskinvæsen, og han græd af bevægelse, da han i begyndelsen af halvfjerdserne, som gammel mand, så socialdemokratiet første tog på grundlovsdagen. Men heller ikke Grüne stiftede noget parti. Hvor utydeligt og afmægtigt man endnu i 1840'erne drømte om socialisme herhjemme, fremgår af denne lille anekdote: Goldschmidt og Grüne spaserede en dag sammen på gaden, og efter sædvane kom samtalen ind på deres politiske attråer eller idealer. De var enige om en republik, men det skulle være en slags præstelig styret republik, omtrent som i middelalderen, da den hvide ypperstepræst (paven) i Rom var som et forsyn, der standsede krige, beskyttede de svage, havde lindring og trøst for de lidende. De indså imidlertid, at en sådan regeringsform i øjeblikket var vanskelig, og at man derfor først måtte indføre den almindelige valgret. Valgretten måtte være almindelig, for at ikke de højere klasser skulle vælge et parlament og sige, at det var folket. Men så blev de igen bange for følgerne af at give staten i hænderne på folkets mængde, og Grüne mente derfor, at kun gifte mænd eller familiefædre skulle have valgret. Under denne samtale havde de nærmet sig Kolonnaden ved Amalienborg, og Grüne vedblev uagtsomt at ryge sin cigar, hvilket dengang var forbudt dér. Pludselig råbte en gardeskildvagt i bjørneskindshue med løftet gevær: »Cigaren af kæften!« Og ved dette råb gav Grüne et sæt flere alen ud på gaden. Så gik de videre, fortæller Goldschmidt, som under en ubøjelig skæbne. »Vi kunne i tankerne omkalfatre verden, men vi kunne ikke tænke os en sådan skildvagt taget virkelig bort.«

Så kom imidlertid året 1848 og flyttede grænsen for alle menneskelige forestillinger længere ud, end man før havde dristet sig til. »Tidens ur, som hidtil kun havde afmålt timerne, der trægt og langsomt sneg sig hen, begyndte pludselig at slå minutslag og sekundslag, og ved hvert slag skete der en begivenhed.« Nationernes livskraft brød frem med vælde. Februar-revolutionens dønninger gik gennem landene, og den Københavnske borgerstand istemte med styrke kravet om folkefrihed, men lod sig af sine ledere ophidse til krig mod slesvig-holstenerne, som stillede samme krav. Røret blandt husmændene fik ny næring. En aprilnat i 1848 omringede en skare husmænd de sydsjællandske herregårde Rosendal og Gisselfeldt under påskud af, at hertugen af Augustenborg holdt sig skjult på en af dem - rimeligvis dog snarere for at indjage godsejerne en gavnlig forskrækkelse. Også på flere andre store sjællandske godser fandt der uroligheder sted. På Skjoldnæsholm blev herremanden omringet og nødet til at afskaffe ugedagsarbejdet. På Svenstrup kom ejeren ud med en bøsse på gårdens hovedtrappe og truede med at skyde på husmændene. »Almuevennen« måtte formane til besindighed og lovens vej, hvilken da omsider også førte til forordningen af 27. maj 1848, hvorved husmandshoveriet og tugteretten blev afskaffet. Peder Hansens heltemodige agitation havde besejret godsejernes »ukrænkelige ejendomsret.« Han levede efter den tid tilbagetrukkent og døde allerede 1854. Husmandsreformen var et socialt fremskridt, men der lå større ting i luften i 1848. Tiden var svanger med dyberegående omvæltninger, omend ideerne endnu var ufuldbårne. Det glimtede som kornmod ude fra det tænkende og kæmpende Europa, og den moderne socialismes første lyn slog ned herhjemme i et lille skrift »Folkenes Fremtid«, hvis forfatter kaldte sig »En fritænker«, og som udkom i kommission hos P. G. Philipsen. Det var begyndelsen til Frederik Dreiers korte virksomhed.

En gammeldags hyggelig lejlighed i Brolæggerstræde, hvis udstyrelse vidnede om en solid og udsøgt smag, sad en efterårsaften i 1839 assessor i Hof- og Stadsretten, dr. jur. H. V. Dreier og hans hustru og ventede med nogen ængstelse på deres tolvårige søn Frederik, der mod sædvane endnu ikke var kommen hjem. Assessoren læste lidt adspredt i »Juridisk Tidsskrift«, hans hustru skottede af og til nervøst fra håndarbejdet hen til det svære mahognitræs-bornholmerur, som dikkede dybt og afmålt i krogen. Viseren nærmede sig halv elleve. Endelig kimede det på gadedøren. Ægtefællerne så på hinanden, pigen gik ned og lukkede op, lidt efter kom drengen hurtigt opad trapperne og ind i stuen, hvor hans moder med et lettende suk udbrød: »men hvor har du dog været henne så længe?« Så kom forklaringen. Frederik havde truffet en syg mand på gaden, en arbejder, som han slet ikke kendte, men hvis hjælpeløshed havde vakt hans deltagelse. Han havde fulgt ham helt ud til hans tagkammer på Kristianshavn - og drengen gav sine forældre en beskrivelse af, hvor usselt det var, han udkastede for dem i den lune og velstående dagligstue et isnende billede af kristianshavnsk proletarelendighed. Moderen hørte bevæget på sønnens fortælling, faderen så på den ivrige dreng med et alvorligt smil i sit kloge og fine ansigt. Næste dag, da Frederik var kommen hjem fra Metropolitanskolen, havde han ingen ro, før han fik samlet nogle klæder sammen for at bringe dem ud på Kristianshavn til sin fattige ven fra gaden. Dette lille træk, som Frederik Dreiers ven Rudolf Varberg har fortalt i sin biografi, viser den tidligt udviklede medfølelse, som skulle gøre drengen fra det Københavnske embedsmandshjem til proletariatets forkæmper og den første danske socialist. Frederik Henrik Hennings Dreier var født i København den 16. december 1827. Hans fader var en anset dommer og skarpsindig jurist, som skrev nogle strafferetslige afhandlinger, men kun 45 år gammel måtte søge afsked på grund af sindssygdom. Moderen var en datter af silke- og klædekræmmer Klein. Som dreng viste Frederik Dreier - ved siden af sin medfølelse med alt lidende, svagt og nedtrykt - en mærkelig udpræget retfærdighedssans. »selv i de barnlige lege var det ham en opgave, at der ikke indsneg sig noget urigtigt eller noget, der så at sige stred mod legens idé.« Af gemyt var han heftig og opbrusende, men på samme tid deltagende og hjælpsom. I sine sidste skoleår i Metropolitanskolen (1843-44) skrev han nogle bidrag til »Corsaren«, som var den fægteskole, hvor unge mennesker, der følte litterær trang, øvede deres spæde kræfter. Det var Dreiers første tumleplads, og han begyndte med at revse dumhed og vold, påtale uretfærdighed og undertrykkelse af de svage, som han altid følte et levende kald til at forsvare. I 1844 blev han student. Efter anden eksamen begyndte han at studere medicin, men kastede sig samtidig med iver over sprogvidenskab. Han havde allerede som skoledreng sluttet sig begejstret til Rasmus Rasks reform af retskrivningen. At bringe det skrevne sprog i overensstemmelse med det talte var netop noget for hans skarpe, logiske ånd; han førte principperne videre og dannede sig selv en retskrivning, som ganske vist var meget logisk, men for ikke kendere rigtignok så godt som ulæselig. Da han senere optrådte som forfatter, anvendte han dog - omend med selvovervindelse - den gammeldags retskrivning. Sprogstudierne drev han med grundighed. Han gravede sig ikke blot ned til rødderne af dansk, dets stamsprog og søskendesprog, men lærte sig foruden tysk, fransk og engelsk tillige frisisk og italiensk. Det var dog ikke hans hensigt at blive filolog, snarere at studere folkenes og regrebernes udvikling gennem sprogenes. I forbindelse med sprogvidenskaben studerede han filosofi og religionskritik, ved siden af medicinen matematik og naturvidenskab, desuden samfundsøkonomi. Det var et stort studieområde, og til selskabelighed blev der ingen tid, men den form af selskabelighed, der dyrkedes i Københavns dannede kredse, tiltalte heller ikke Dreier, han fandt den evige tevandspassiar om skønlitteratur ørkesløs og flov; han søgte i stedet at danne en lille kreds af jævnaldrende åndsbeslægtede venner. Da han i 1847 havde fået fribolig for fem år på Walkendorffs kollegium i Kannikestræde, fandt sammenkomsterne sted dér på hans værelse, hvor tætte tobaksskyer indhyllede drøftelsen af de spørgsmål, der omkring 1848 gennemrystede verden og menneskeheden. I oktober 1847 var »Håndværkerdannelsesforeningen« blevet stiftet af nogle unge håndværkere, der tildels nylig var komne hjem fra paris (bøssemager G. Christensen, finérskærer H. P. Frederiksen, urmager Voltelen, typograf Dein, bogtrykker Sally B. Salomon, skrædermester I. R. Lund og flere), og som her mødtes med radikale litterater som Goldschmidt og Grüne, fritænkeren Magnus Eirikson, digterne H. V. Kaalund og Kr. Arentzen. Foreningens formål var at fremme den hidtil ukendte »vekselvirkning og idéudveksling mellem samfundets forskellige klasser«. Ved et af de første møder udviklede bøssemager Christensen »begrebet frihed.« Frederik Dreier blev straks medlem af foreningen og deltog med iver i diskussionerne. Disse fik en skarpere karakter, da Frederik den syvende ved sin tronbestigelse i januar 1848 - i stedet for straks at love en fri forfatning - nøjedes med et »åbent brev« om, at han ville fortsætte i det gamle statsministeriums podagristiske spor. Skønt man ikke havde sat synderlige forventninger til den ny konge, der som kronprins havde båret en uklar blanding af folkelighed og karakterløshed til skue, var skuffelsen dog almindelig. Hovedstadens utålmodighed gav sig udslag i gadeopløb og demonstrationer, bl.a. på Frueplads, da studenterne skulle aflægge ed; Dreier var ved denne lejlighed en af hovedmændene. Røret voksede under meningsstriden om de krav, der måtte stilles til en fri forfatning. De national-liberale ordførere for den velhavende borgerstand og embedsmændene krævede en rigsdag, som var baseret på grundejendom, med dobbelt repræsentation for universitetet og gejstligheden og med udelukkelse af de ikke besiddende samfundsklasser. Med andre ord: på samme tid som bevægelsen i Frankrig, England og tildels Tyskland var rettet imod det besiddende bourgeoisi, søgte den velstående borgerstand herhjemme at sikre sig den politiske magt. Grüne og Goldschmidt protesterede mod »professorernes aristokratiske forfatning«, og Håndværkerdannelsesforeningen vedtog den 25. januar en adresse til kongen, hvori den krævede »fuldstændig udvidet (dvs. almindelig) valgret« og skarpt tilbageviste de national-liberales forsøg på at umyndiggøre den talrigste klasse af folket ved at udelukke den fra statsborgerlige rettigheder og gøre disse afhængige af »ejendomsstørrelser og privilegier«. De sociale modsætninger trådte således straks frem i frihedsbevægelsen, der lige fra begyndelsen spaltede sig i to fløje: en storborgerlig konservativ og en småborgerlig demokratisk. I Håndværkerdannelsesforeningen blev der sunget en gadevise af Kr. Arentzen, hvori det hed om de national-liberale borgerrepræsentanter:

»Og spidsborgerrepræsentanterne kom - o hør, o hør, hvor de dundrede! De frygtede for deres tykke vom og de fattiges mange hundrede.«

Forfatningskravene blev af kongen eller rettere af hans halvt tyske ministerium besvaret med et reskript, der kun skærpede dem yderligere, men de afgørende stød, som gav frihedsbevægelsen fart, kom udefra: det var Februar-revolutionen og den slesvig-holstenske bevægelse. I de første dage af marts nåede den efterretning til København, at befolkningen i Paris havde fordrevet »Borgerkongen« og indsat en republikansk regering, bl.a. bestående af den revolutionære digter Lamartine, socialisten Louis Blanc og arbejderen Albert. Og de følgende dage bragte posten nye, alarmerende meddelelser om, at den revolutionære bevægelse havde forplantet sig til Tyskland, hvor man nu overalt krævede fri forfatning og almindelig folkevæbning. Det var naboens væg, der brændte, hvor kunne man da forholde sig rolig i København! Der var forår og feber i luften, nervøs ophidselse, bristefærdig uro. Folkestemningen drev de national-liberale længere frem, end de fra først af ville. Selve »Fædrelandet« bragte i begyndelsen af marts en række artikler, som hævdede Den franske Revolutions grundsætninger om alle menneskers lighed i rettigheder uden hensyn til formue og ydre vilkår. Og småborgere og bønder drev nu stærkere og stærkere på med deres krav. »Københavnsposten« forlangte, at regeringen skulle sætte offentlige arbejder i gang for at lindre nøden i de fattige klasser. Bondevennerne vedtog en adresse, hvori det hed, at tiden i løbet af få uger var skredet år fremad, og at man nu forlangte »lighed i rettigheder til fordel for det arbejdende og byrdebærende almuefolk.« Man fremhævede særlig, at de ejendomsløse landarbejderes fordringer måtte opfyldes, hvis bevægelsen ikke skulle gå ud over »fornuftige og mådeholdne grænser«. I virkeligheden havde jo - som omtalt i forrige kapitel - »Per Tingløber«s agitation fremkaldt en oprørslignende bevægelse blandt de sydsjællandske husmænd. »Fædrelandet« rådede i en truende tone godsejerne fra at forsøge på at skaffe deres standsinteresser overvægt på forfatningen - kort sagt, de senere godsejervenner og folkeforagtere gav i martsdagene 1848 partiet som revolutionsmænd. Men hvad der i øjeblikket satte stærkest fart i frihedsbevægelsen - og senere blev så skæbnesvangert for den - var jo, at det nationale spørgsmål trængte sig frem eller blev skudt frem i forgrunden. Februar-revolutionen havde i Slesvig-Holsten fremkaldt en national-liberal bevægelse af lignende karakter som i Danmark. Hvad man ville dernede, var ganske det samme, som man ville her, nemlig befolkningens ret til at styre sine egne anliggender. Da nu Holsten og halvdelen af Slesvig var tysktalende - og da gammel dansk politik havde sammenknyttet og forenet de to hertugdømmer - så forlangte den Slesvig-Holstenske befolkning, greben af tidens nationale frihedsideer, ganske naturligt at tilhøre den tyske nation i stedet for at stå under dansk herredømme. Ulykken var, at folkebevægelsen på begge sider blev udnyttet af magtstræbende godsejere eller bourgeois, hvis fortalere og penneførere i striden om det »historiske mellemværende« lod sig henrive til en fanatisme, der skød over målet og satte ondt blod hos modstanderne. Fra tysk side forlangte man Slesvig til Kongeåen, altså den dansktalende del med - fra dansk side krævede man Slesvig til Ejderen, altså den tysktalende del med. Ingen af parterne ville nøjes med den halvdel, som rimeligt tilkom ham. I nationalitetens og frihedens navn bekæmpede man sin modstanders nationalitet og frihed! Man skældte slesvig-holstenerne ud for »oprørere« og »kæltringer«, og de svarede med at betegne danskerne som et »dovent, dvask og usammenhængende folk.«

Frederik Dreier havde som alle samtidens oprigtige frihedsvenner hilst Februar-revolutionens udbrud med jubel og forventningsfuldhed. Men glæden blev ikke ublandet, da han så det slesvig-holstenske spørgsmål skudt i forgrunden. Han betragtede den nationale grænsestrid med dyb uvilje. Det forekom ham så klart, at folket såvel nord som syd for Ejderen havde samme interesser, samme tryk at bekæmpe, samme modstand at overvinde, og at det var en ulykkelig misforståelse, at der kunne opstå forbitret kamp imellem den, der burde være trofaste forbundsfæller mod den fælles fjende, middelalderen og dens levninger. Marts-bevægelsen i København med dens »nationale løftelse« forekom ham derfor heller ikke glædelig, da han i denne så den sikre forløber for en nationalkrig med Slesvig-Holsten og derigennem med Tyskland, hvorved vi måske for en lang fremtid ville blive kastet ind i den europæiske reaktion. Der var fra først af heller intet nationalhad og aldeles ingen krigslyster til stede hos den københavnske håndværker- og småborgerstand. I Håndværkerdannelsesforeningen, som i den bevægede tid efter sin stiftelse talte indtil 900 medlemmer, drak man ved fastelavnsgildet i 1848 skåler for »Skandinavien« og »tyskerne« med lige stor begejstring - til henrykkelse for Grüne, hvem vi jo har set som ivrig bekæmper af krigstanken. De gamle håndværkssvende følte sig fra deres vandringer i Tyskland og deres ophold i Paris i samklang med folkets krav, som var de samme ude og hjemme; den rent demokratiske frihedsstemning var den overvejende. Men det blev ikke dem og ikke de enkelte fremsynede som Dreier, der fik indflydelse på den offentlige mening, det blev de national-liberale ejderpolitikere (»Slesvig til Ejderen!«), der tiltvang sig det store ord. Advarende røster løftede sig imod krigspolitikken. På borgermødet i Kasino den 11. marts erklærede Goldschmidt, at udstedelsen af en Dansk-Slesvigsk forfatning ville være en uretfærdighed, når ikke slesvigerne selv var adspurgte og havde samtykket. Og bondevennen skolelærer Rasmus Sørensen påtalte, at man satte »menneskerettighederne« til side for de underordnede nationalspørgsmål. Indførelsen af en sund demokratisk forfatning i Danmark var det sikreste middel til at vinde slesvigerne. »thi hvorsomhelst der er spørgsmål om folkelige interesser, er det ligegyldigt, om vi taler dansk eller tysk.« Et medlem af Håndværkerdannelsesforeningen, malermester I. Jacobsen, erklærede ligeledes den almindelige valgret for vigtigere end grænsestriden, men de national-liberale førere - Lehmann, Tscherning osv. - som havde indkaldt til mødet, overdøvede dem ved at slå på den nationale stortromme. De fandt det dog rådeligt ikke at sætte nogen resolution under afstemning. Aftenen efter havde Håndværkerdannelsesforeningen indkaldt til møde i »Hippodromet« (det senere Folketeater) på Nørregade. Her stod den almindelige valgret på dagsordenen, og der var stemning for at udskille sig fra de national-liberale, hvis demokratiske sindelag man ingen tillid nærede til. Men Orla Lehmann, som skimtede faren, havde indfundet sig på mødet og erklærede, at de national-liberale optog den almindelige valgret på deres program - men så måtte håndværkerne også gå med til Ejderstaten! Goldschmidt opponerede atter, men Lehmanns veltalenhed besnærede den godtroende forsamling, og alliancen besegledes.

Krigen kunne endnu være undgået ved klogskab fra de national-liberales side, men de ville krig. På Rendsborgmødet den 18. marts vedtog slesvig-holstenerne at sende en deputation til Danmark med krav om fri forfatning og Slesvigs optagelse i Det tyske Forbund. Efterretningen om dette møde kom til København om morgenen den 20. marts og satte straks de national-liberale i stærk bevægelse. Et borgermøde sammenkaldtes til om aftenen i Kasino, men forinden dette fandt sted, fik Orla Lehmann Borgerrepræsentationen til at vedtage den bekendte adresse til kongen om at tilkalde mænd, der kunne »redde Danmarks ære«, og med slutningsordene: »vi anråber deres majestæt om ikke at drive nationen til fortvivlelsens selvhjælp.« Med denne adresse kom Lehmann og Hvidt, Borgerrepræsentationens formand, kørende i »fuldt firspring« fra Rådhuset til Kasino. Amaliegade var fuld af mennesker, inde i salen stod en tætpakket forsamling og sang fødelandssange. Hvidt oplæste adressen, der modtoges med stærkt bifald. Derefter tog Lehmann ordet og holdt en ophidsende tale. Det danske folk måtte være en »fejg og vanslægtet yngel«, hvis det ikke mødte de slesvig-holstenske »oprørere« med våbenmagt. Han foreslog en resolution, hvori det bl.a. hed, at folket tilsagde kongen sin ubegrænsede bistand til at værne om »det suveræne Dansk-Slesvigske Riges ukrænkede opretholdelse.« Resolutionen vedtoges, men mange afholdt sig fra at stemme. Man enedes om at mødes næste formiddag for at følge Borgerrepæsentanterne til slottet med adressen. De national-liberale beherskede nu helt stemningen. Goldschmidt kom fra Kasinomødet op til en forsamling af arbejdere et sted i Gothersgade. Han var misfornøjet med den stærke fremdragen af det nationale på demokratiets bekostning og erklærede sig i det hele utilfreds med mødets udfald. Men han fandt ikke mere den sangbund som for nogle uger siden. Finérskærer Frederiksen forsvarede Kasino-resolutionen og fik forsamlingens tilslutning. Håndværkerne var ved løftet om en fri forfatning og almindelig valgret blevet revne med i den nationale ophidselse. Om formiddagen den 21de marts fandt folketoget sted til Kristiansborg, hvor kongen besvarede Borgerrepræsentationens adresse med den erklæring, at det gamle enevoldsministerium allerede var opløst. København havde haft sin revolution. Den var »kommen syngende« og havde ikke medført nogen social omvæltning. De national-liberale førere kaldtes til ministre, men befandt sig i den frygteligste rådvildhed, nu da det gjaldt om at overtage ansvaret for deres program. Der forhandledes hele natten under stigende uhygge; om morgenen ventedes den Slesvig-Holstenske deputation. I yderste øjeblik enedes man da om at - opgive Ejderprogrammet, som var vedtaget i Kasino, og at sætte »Slesvigs selvstændighed« - men »i uopløselig forbindelse med Danmark« - i stedet. Imidlertid voksede utålmodigheden i byen, og to repræsentanter for det demokratiske håndværkerparti, jernstøber P. F. Lunde og brygger J. C. Jacobsen, kom op »for at sige de herrer, at de måtte gøre noget, ellers var der andre, der ville.« De modtoges med den besked, at kongen lige havde givet sit samtykke til dannelsen af det national-liberale ministerium. De slesvig-holstenske afsendinge var om morgenen gået i land på Toldboden og under sikkerhedsvagt førte til hotel D'angleterre. Tætte menneskeskarer fyldte gaderne. Om formiddagen kl. 11 forkyndte opslag på gadehjørnerne fra »Fædrelandet«s trykkeri: »i dette øjeblik er d'herrer Hvidt, Clausen, Lehmann, Monrad og Tscherning kaldte til hs. Majestæt.« Om eftermiddagen forelå ministeriets udnævnelse, og store glædesdemonstrationer fandt sted foran slottet og udenfor de nye ministres boliger. Man råbte hurra for »friheden«s sejr - og glemte, at den nationale snæversindethed var frihedens farligste fjende. Det gamle system var i virkeligheden endnu det stærkeste. Udenfor hotel D'angleterre bølgede en ophidset folkemængde. Det hed sig, at slesvig-holstenerne ville søge at slippe bort igen uden at få svar med hjem. Finérskærer Frederiksen og et par andre borgere gik op til dem for at forklare dem situationen. Den national-liberale grosserer Hage tilbød dem ophold i sit hus i Kronprinsessegade, og her kom Lehmann hen og spiste til middag sammen med dem. Han kendte personlig deputationens hovedmand, Olshausen, og forhandlede venskabeligt med ham. Holstenerne erklærede, at de ikke ville krænke den danske nationalitet i Nordslesvig, og en af dem ytrede, at grænsespørgsmålet kunne løses ved at lade slesvigerne i de enkelte sogne afstemme om, hvorvidt de ville høre til Danmark eller til Tyskland. Lehmann erkendte muligheden af denne løsning, og man undersøgte på et kort over Slesvig, hvor grænselinien sandsynligvis ville falde, og afsatte den med blyant. Samtalen sluttede med den erklæring fra holstenernes side, at de endnu ikke havde opgivet håbet om en tilfredsstillende løsning, og at ethvert voldsomt skridt foreløbig måtte undgås. Hele den næste dag ventede deputationen på svar. Men hvis tanken om Slesvigs deling overhovedet er blevet fremsat i Statsrådet, må den straks være opgiven; svaret kom til at lyde som før meddelt. Det blev først overbragt slesvig-holstenerne, efter at de var gået om bord på damperen »Hekla« til Kiel. Lehmann overrakte dem det. Olshausen udbrød forbavset: »Er det alt?«, Hvortil Lehmann svarede, at det var kongens sidste ord. Kaptajnen på »Hekla,« Steen-Bille, har fortalt et lille træk, som han lagde mærke til, efter at skibet havde lettet anker, og som forekom ham påfaldende. »Jeg erindrer tydeligt,« siger han, »at en af de herrer, jeg tror Olshausen, i samtalen med de andre tog et sammenfoldet kort frem, som var et kort over Slesvig, hvorpå han med en blyant pegede på en streg tværs over, omtrent ved Flensborg, og sagde, at det tilbud kunne man måske være gået ind på; »Men det gik de jo fra,« sagde han.«

Krigen var nu uundgåelig. I Slesvig-Holsten var det de Augustenburgske godsejere, der tog førerskabet og misbrugte den nationale frihedsbevægelse til at befæste deres egen magt; - hos os var det de national-liberale. På begge sider bedroges folket for kampens frugter. »Københavnsposten« havde ret i, at det ikke var nation, der stod mod nation - thi en folkelig afgørelse ville naturligt være gået ud på Slesvigs deling - men det var magthavere, der stod imod folk. De national-liberales politik hævnede sig blodigt. I 1864 kom gengældelsen over Danmark. Men misbrugt, som bevægelsen blev, var den jo i hvert fald et fremskridt fra den gamle embedsmæssige enevælde, og Frederik Dreier sluttede sig da også efter megen grublen og overvejelse til den. I april bebudedes indkaldelsen af den grundlovgivende rigsforsamling, hvis 145 medlemmer skulle fremgå af almindelig valgret, medens 48 skulle være kongevalgte. Disse kongevalg fastslog påny klassemodsætningen imellem de national-liberale og den store befolkning. Enigheden i foråret afløstes om sommeren af en heftig strid. Håndværkerne i København dannede en valgreformforening, som i kampen for gennemført almindelig valgret stod sammen med bondevennerne; i dette partis organ, I. A. Hansens »Almuevennen«, blev kongevalgene angrebet på det voldsomste, og grunden lagdes til den politiske spaltning mellem »venstre« og »højre.« Det var fra først af modsætningen imellem bønder og købstadsfolk, der her trådte frem. Harmen over, at de »uvidende og umælende« bønder ville trodse deres egne folk ind på tinge med »tilsidesættelse af dannelse og dygtighed,« var ligeså gennemgående hos købstadsfolkene, som mistænksomheden og hadet til de »kjoleklædte« var hos bønderne.

Den 5te oktober foregik valgene til den grundlovgivende rigsforsamling. Vælgernes ringe deltagelse vidnede om, hvor svag forståelsen var af en fri forfatning. Der var mange kandidater, flere steder fem, seks om en kreds. Et sted erklærede en af dem, at han var en fattig mand, der nok kunne trænge til at tjene 3 rigsdaler om dagen. Hans modstander indrømmede, at han ikke havde begreb om politik, men han lovede i et og alt at rette sig efter, hvad kongen ønskede, og han blev valgt. Stor opsigt vakte det, at en af de national-liberales bedstemænd, den teologiske professor H. N. Clausen, faldt i Præstø for en fattig væver, Hansen, der jævnlig havde været på kant med loven. Det var den længe undertrykte, mishandlede og uvidende almues tak for sidst til embedsstanden. Digteren Aarestrup skrev de bekendte, bidende vers om dette valg mellem »en boglærd mester i talekunst, friheds abstrakte ven,« og hans modstander:

En fattig djævel, ej engang en fæster, en bomuldsvæver i en røn bag gærdet, ved smudsig dont fornedret og forhærdet, undsluppen nylig varetægtsarrester. Vælg danske folk! Vælg en af disse tvende! Den sidste valgte du. Man må bekende, han er din sags naturlige forfægter. Du møder fast personlig selv for skranken. I valget er en hævn, en hån i tanken, en bitterhed, hvis ret jeg ej benægter.

Valgreformforeningen med sit nærmest republikanske program fik kun liden indflydelse på valgene. I Københavns 11 kredse valgtes 8 national-liberale og 3 konservative, i Jylland, som var længst tilbage, 30 konservative, 6 bondevenner og en halv snes national-liberale. Rigsforsamlingen kom til at bestå af 40 bondevenner, 30 centrumsmænd og 30 konservative. Slesvig sendte på grund af krigen ingen repræsentanter. Monrad udarbejdede grundlovsudkastet. Imod venstre, som kun ville have ét ting, valgt ved almindelig valgret, hævdede han nødvendigheden af to ting, men ligeledes valgte ved almindelig valgret. Han ville sikre »dannelse og indsigt« en afgørende indflydelse, men ikke ad kunstig vej ved at skabe et privilegeret ting for de rige. Den almindelige valgret, mente han, var snarest for konservativ, medens de dannede og oplyste, som blev tidligst påvirkede af strømningerne i Europa, ville være radikalt fremskridtsvenlige. Højre holdt på, at valgbarhed til landstinget skulle være afhængig af 40 års alder og 1200 rdl. i årlig indtægt; valgene skulle foregå gennem valgmænd, og landstingsmændene skulle ingen diæter have, men grundlaget forblev iøvrigt den almindelige valgret. Venstre stemte først imod disse bestemmelser, men Balthasar Christensen gjorde gældende, at de i virkeligheden var ret betydningsløse, og ved tredje behandling blev forslaget vedtaget. Danmarks fri forfatning var sikret og på så bredt et grundlag, at den kunne være blevet et virksomt våben i folkets hånd. Men folket forstod endnu ikke sin besøgelses tid. Det var kun 28 år siden, at den stakkels dr. Dampe under Frederik den 6tes regering var blevet dømt til døden, fordi han havde søgt at virke for en forfatning. Han og hans medskyldige - smedemester H. C. Jørgensen - slap ved sær kongelig nåde med livsvarigt fængsel, og indtil 1841 havde Dampe siddet på Kristiansø som statsfarlig forbryder. Derefter havde han fået lov til at opholde sig i rønne under politiopsyn. I 1848 fik han endelig sin frihed og kom tilbage til København. De grundsætninger, han havde været den første talsmand for, var jo nu blevet anerkendte, og som oprejsning tilkendtes der ham en lille årlig livrente af staten. Imidlertid foregik der ude i Europa større begivenheder end herhjemme. I Paris rejste arbejderne sig, skuffede af republikken, til den forfærdelige Juni-revolution, under hvilken de myrdedes i tusindvis. »det var en kamp, en krig, som idetmindste er begribelig,« skrev Goldschmidt i sit ny tidsskrift »Nord og Syd,« der var begyndt året i forvejen. »hvad var i sammenligning hermed Napoleons felttog? En tournering for at glimre, for at prale med et næsten overmenneskeligt geni, for at føje en såkaldt hæder til nogle brogede faner eller til nogle ørne af bronce, og når ridderspillets helt erholdt kampens pris, et stykke land, blev dets beboere lige lykkelige eller lige ulykkelige. Men her stred mænd og kvinder en strid om livets lykke og livet selv; det var kommet så vidt imellem dem, at den ene ikke kunne leve uden den andens død, det samme land kunne ikke længer rumme dem, de kunne ikke længer dele Frankrigs luft, og da greb de til våben for at udrydde hinanden, enhver vidste, at hans skud ramte en personlig fjende, og denne kamp var idetmindste begribelig.« Man mærker, hvorledes Goldschmidt sammenligner den sociale kamp i Frankrig med den nationale kamp i Slesvig og finder den første bedre forståelig end den sidste. »Corsaren«s tidligere udgiver følte sig endnu som socialist eller yndede i hvert fald at kokettere med socialismen, men det varede ikke længe, før han gled over til godsejerne og reaktionen.

Frederik Dreier havde fulgt Juni-opstanden i Paris med dyb smerte og stærkere end nogen anden følt, at dér afgjordes for lange tider menneskehedens skæbne. Han studerede med iver den tyske og franske socialistiske litteratur. Efterretningerne om revolutionen gav også anledning til, at arbejderspørgsmålet kom på dagsordenen blandt Københavns håndværkere. Jernstøber P. F. Lunde udgav i eftersommeren 1848 et lille skrift »Forslag til forbedring i de arbejdende klassers kår,« der begyndte således: »atter har en kamp fundet sted i Frankrigs hovedstad, hvor løsnet som sædvanlig var de undertryktes ret mod magthaverne, denne gang mere bestemt betegnet ved: arbejderne mod pengemagten .... hovedmassen af kæmperne blandt de overvundne var arbejdere, som fægtede for at vinde et sikrere udkomme end det, den hidtilværende tilstand med al dens usikkerhed og underfundighed lovede .... kun de kortsynede vil tro, at det sidste store Pariser-blodbad har bragt spørgsmålet til en varig afgørelse. Nej, det vil vise sig her mere slående end nogensinde, at en heltemodig kamp for en sag, som angår millioners vel, ikke er fægtet forgæves. Sandheden lader sig vel for en tid tilbagetrænge, men den vil snart sejre; den tid er endelig kommen, da den ikke lader pauser af århundreder komme modstanderne tilgode.« Det lyder jo revolutionært nok, men læser man lidt videre, ser man, at forfatteren begynder at undersøge, om vort lille fredelige land har noget at befrygte af »den franske kommunistisk-socialistiske sygdomstilstand,« og at, selv om han ganske skarpt kritiserer arbejdernes tilsidesatte stilling, nøjes han dog med at stille ret spagfærdige forslag til at forbedre den. Jernstøber P. F. Lunde, som var formand for Håndværkerdannelsesforeningen, var en varmtfølende og velmenende mand, men han var ikke noget særlig klart hoved, og så ikke synderlig skarpt på den sociale udvikling. Han var født 1803, havde i tolv år været underofficer i artilleriet, samtidig søgt at uddanne sig ved at høre forelæsninger på Universitetet, og var af H. C. Ørsted blevet hjulpen til et lån fra den Reiersenske fond, så at han kunne oprette et jernstøberi, der senere fik levering af granater. Han havde været med til at stifte læseforeningen og industriforeningen og var i 1840 blevet borgerrepræsentant og medlem af Roskilde stænder. Allerede her havde han talt om faren ved, at en økonomisk kløft spaltede samfundet i to fjendtlige lejre. Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling stillede han sig som kandidat, men blev slået af en professor i astronomi. Lundes lille skrift er en blanding af stærke, ophidsende ord og bedsteborgerlige formaninger til mådehold. Snart hedder det: »I tyve år holdt jeg mig overbevist om, at vor statssamfunds bygning var forældet, forrådnet i dens grundstøtter, og at den stod for fald .... ja, vi befinder os i begyndelsen af en omvæltning så stor og vældig som nogen, der er gået forud, thi dens valgsprog er: udligning af sådanne misforhold i samfundet, som står hindrende i vejen for alles mulige velvære og det hele samfunds forædling. . . . glemmer ikke, at folkets mangel på oplysning er især de styrende, de hidtil magthavende ansvarlige for.« Snart advarer forfatteren imod at »give noget system indpas, hvor ejendom ikke respekteres« og at »bygge en ny tilstand på pengemagtens ruin.« Socialistiske systemer anser han for meget skadelige, men han advarer på den anden side ligeså stærkt mod den ubundne næringsfrihed. Hvad man først bør stræbe hen til, er organisation. Han foreslår derfor, at svendene på deres side og mestrene på deres træder sammen til rådslagning og derefter vælger en bestyrelse af lige mange repræsentanter, som atter vælger en overbestyrelse bestående af en mester og en svend for hvert fag. Lundes skrift blev utvivlsomt meget læst og ivrigt diskuteret blandt københavnske håndværkere, mestre og svende, men hans forslag, der som man ser nærmest gik ud på at oprette en slags voldgiftsdomstol, fik ingen praktisk betydning. Arbejderne var umodne, og desuden lagde krigen og grundlovsforhandlingerne for stærkt beslag på den offentlige interesse. Selv Dreier var en lille tid - sammen med Grüne - medlem af et folkevæbningsselskab, der dog snart opløstes.

Vi har nu skitseret hovedtrækkene i tidens politiske og sociale rørelser. Det var på denne baggrund, Frederik Dreier fremtrådte, og man vil da se, at han - lige så lidt som nogen anden - var en helt enkeltstående fremtoning, et fritsvævende geni, men at han tværtimod bundede dybt i sin samtid. På den anden side ragede han højt op over den, han så videre ud og længere frem end nogen anden dalevende i Danmark; han var det lyseste hoved i vort lille snævre samfund, han var det brændpunkt, i hvilket idéstrømningerne ude fra Europa brød sig hurtigst, skarpest og klarest. Der var ligesom mere fosfor i hans hjerne end i nogen af de andres; der står et ufordunklet skær af vid og geni fra det forholdsvis lidt, han fik skrevet. Det var mod slutningen af 1848, at han »under hårde fødselsveer« udgav sine to første små skrifter: »Folkenes Fremtid, af en fritænker« og »Fremtidens Folkeopdragelse, af en socialist.« Det førstnævnte beskæftiger sig væsentligt med nationalitetsspørgsmålet, som jo stærkere end noget andet havde sat tiden i bevægelse. Dreier spotter den nationale selvforgudelse, som indbankes i skolen, næres ved krøniker om konger og krige og prises som noget stort og skønt. »ved nationalfølelse forstås fornemlig en tilbøjelighed til at dvæle ved sit folks rare sider, til navnlig for fremmede at fremstille historiske fakta, sider af sit folks karakter, så fordelagtigt som muligt, at fornærmes ved hånlige eller nedsættende ytringer om det, selv om man i grunden erkender deres sandhed.« Noget tilsvarende finder jo forøvrigt sted indenfor de enkelte provinser, i de enkelte familier og hos de enkelte personer, i hvilke tilfælde »følelsen« dog som oftest er langt mindre respekteret. »Til nationalfølelsen hører f.eks. glæden og stoltheden over nationens våbenmærker, flag osv. og alle de deraf flydende fagter, f.eks. den fjollede snak om våbenmærkerne, som den ædle poesi stadig byder. . . . Endvidere forstås derved ofte kærlighed til hjemmet, til »den plet af jord«, det, at man befinder sig bedst i de forhold og omgivelser, som man har en lang vane udi; hertil hører da de »poetiske« vrøvlerier om det skønneste land på jorden, ja i verden, om de fortræffelige folk og fæ og træer og enge med mere, som findes der fremfor andre steder, om hvor inderlig rart og godt der er at være. Sådant synges og tænkes nu rigtignok mest i særlig begejstrede øjeblikke, f.eks. i en perial, i hjemveens lidenskab; i mindre overstadige tilstande véd de fleste nok, at der i grunden er meget skidt at være.« Men kærlighed til fædrelandet er en hellig pligt. »for fædrelandets skyld ofrer den gode borger med glæde alt, selv livet; f.eks. når der er fare for, at en del mennesker ikke længer vil høre under fædrelandet, ikke vil kalde deres land efter fædrelandets navn, så bør hellere alle borgere lade sig slå ihjel end sådan skændsel skulle overgå fædrelandet. Det er nogle løjerlige griller.« Det, som man kalder folkekarakteren eller nationalkarakteren, hedder det videre, er dog det mindst forståede af alle de begreber, som betegner menneskelige hjernetilstande. Af nogle enkelte træk i folkelivet plejer man at danne udtryk for »karakteren«. Men for det første gælder det i ethvert tilfælde her, at hvis man inddelte individerne af forskellige folk efter stænder, næringsveje og lignende, så ville meget ofte de, som tilhørte samme stand eller næringsvej i forskellige nationer, ligne hinanden mere end folk af forskellig stand indenfor den samme nation. Og dernæst gælder det, at hvis man tog et gennemsnitsudtryk for en hel nations hjerneliv, så ville det ofte blive mindre forskelligt fra det tilsvarende hos en anden nation end fra en enkelt provinsbefolknings i den samme nation.

Med sproget er noget lignende tilfældet. Det er en overfladisk betegnelse, at alle mennesker af samme nationalitet taler det samme sprog. I udtalen, i ordenes brug osv. findes der allerede mellem individer af det samme folk forskelligheder efter livsstilling, dannelsesgrad og lignende; det sprog, som tales af de samme stænder i forskellige nationer, vil i mange henseender vise sig mere ens end det, der tales af forskellige stænder i samme nation. Det siges, at den nationale ejendommelighed afspejler sig i litteraturen. Det er sandt, forsåvidt netop sprogforskellen her træder frem. Derfor er den nationale forskel også mest fremtrædende i de dele af litteraturen, hvor sprogformen er overvejende, medens tankeindholdet træder i baggrunden - »således er poesien, den skvadronerende krønikeskrivning og deslige, især nationale, udtryk af folkets ånd, medens man ikke så ugenert taler om national ejendommelighed i de tankerigere grene af litteraturen, om en national kemi, fysik eller matematik. . . . Det matematiske tegnsprog er aldeles »unationalt«, en dansk og en tysk matematiker kan forstå hinanden på det allerfortræffeligste i matematiske anliggender, de kan meddele hinanden deres studier og ved sådan meddelelse hjælpe hinanden fremad, medens deres bornerte medbrødre slås for deres respektive bornerte begrebskram og nedarvede isolation. - naturligvis er dermed ikke sagt, at matematikerne altid er hævede over de nationale kævlerier; en dygtig matematiker kan jo ofte i mange andre tænkningens anliggender være meget uheldig udviklet.« Frederik Dreier angriber, som man ser, den herskende fædrelandsgalskab skrapt og hidsigt og med godt humør. Det er morsomt at se, siger han, hvorledes selve historien tilintetgør de nationale sætninger. Det aristokratiske familiedømme var aldeles nationalt i Norden; det har eksisteret fra Arilds tid af; ikke desto mindre knækkedes dets magt betydeligt her i Danmark i 1660, og selv ivrige nationale pønser på at knække det endnu mere. Den nordiske religion var vistnok aldeles national, men folket fornægtede sin nationale ejendommelighed og antog en fremmed, sydlandsk religion, som prækedes af fremmede, ja tyske præster. Ja, fra først af blev endog en dansk konge, en Skjoldunge, tvungen til at antage kristendommen og det af en tysk kejser, og dog ville sikkert idetmindste ikke alle nationale bidrage til at indføre hedenskabet igen; der er jo mange uhyre troende kristne iblandt dem, ja de fleste er det vel, de holder fast ved den »nationale« kirke, således som den blev opstillet af en tysk munk og mod den nationale gejstligheds vilje indført af en tysk kongeslægt og ordnet ved hjælp af tyske gejstlige. »Dog den sande troende foragter slige lave, kolde, menneskelige betragtninger, hans hjerte er opfyldt af hellig begejstring, der holder tvivlens og grubleriets dæmoner langt borte fra ham; kun det kolde, lave, usle hverdagsmenneske, som altid vil prøve det ophøjede efter sin bornerte forstand, kan ikke nå begejstringen eller fatte det ophøjede osv. osv.; for vi stakkels tænkere skal nu altid skældes ud; der er en blanding af angst for og had mod kritik hos de mægtige skvadronører og deres hale. .... De rigtig naive nationalister taler bestandig med den største naivitet om nationernes ganske særegne udvikling, om deres afsluttethed fra alt fremmed; af deres fremstillinger skulle man tro, at de tænkte sig, at vorherre havde i hvert land ladet gro op et par mennesker, fra hvem så nationen nedstammede, og det netop den nation, som nu bebor landet. Men et meget vigtigt moment i historien, også efter den almenansete Kofodske historieskrivning og historiebetragtning, er jo vandringerne og blandingerne. . . Tænk, hvilken skrækkelig nagende tanke det må være for den, hvis ivrigste stræben er for det nordiske, som ret har fordybet sig i de herlige fædre osv., og som finder sin skønneste nydelse i at snakke om dem og om Norden - at han i grunden er aldeles udansk, ja unordisk! Hvor må ikke f.eks. den tanke tynge på Lehmann, der som bekendt er af de allertyskeste forældre og efter enkelte sproglige ejendommeligheder at dømme for en del opdragen i tysk sprog!«

Frederik Dreier tilstår om sig selv, at han med nogen grundighed har gennemgået den nationale begejstring som så mange andre almindelige bevidsthedskriser; og striden mellem hans erkendelse af sin på alle kanter fremmede herkomst og hans begejstring for det danske og nordiske osv. - var ham til megen plage. »Vort nationale og ægte dansksindede ministerium,« fortsætter han, »er overhovedet ikke så synderlig ægte dansk; Monrad er af tysk herkomst, Tscherning rimeligvis ligeså, for ikke at tale om Knuth, Moltke, Bardenfleth, Zarhtmlann. En mængde andre nationale stormænd ville ligeledes kunne indses at være af fremmed herkomst, såsom Øhlenschlæger, Hertz, Hauch, Blicher, Tordenskjold, Bernstorff, Griffenfeldt, Daniel Rantzau, Cort Adeler, Ewald, Wessel, osv., således også en mængde af de tapreste at Danmarks nyeste forsvarere. Selve det danskeste af alt dansk, dannerdrotten, også kaldet Skjoldungen, er, hvad herkomst angår, noget af det aller udanskeste, der er til.« Hvis man vil gå tilbage til det oprindelige i folket, må man gå bag den olddanske periode til den oldnordiske, bag denne igen til den gotiske, den indisk-gotiske, indtil man standser ved det religiøst-poetiske begreb »Adam« som vor herres egenhændige værk. Men dermed er man endnu ikke nået til det oprindelige. »alle naturvidenskabelige erfaringer tyder hen på, at de nulevende dyreslægter har gennemgået mangfoldige store forandringer, navnlig er der af en form, hvis individer efterhånden kom under forhold, der var meget forskellige fra tidligere, fremkommet flere indbyrdes forskellige og fra det foreløbige udgangstrin meget afvigende former. Tydeligst kan man påvise, hvorledes ydre forhold har påvirket legemets ydre former. . . . Begrænsningen af de forskellige hovedklasser er ingenlunde så bestemt som efter populær betragtning, eller rettere inddelingerne er foreløbige, må opløses i erkendelse af overgangenes mangfoldighed. Mangen en pattedyrslægt ligner i mange henseender krybdyrslægten langt mere end mange andre pattedyrslægter; krokodillen har i mange henseender meget mere lighed med fuglene end med andre krybdyrslægter, osv., hvilket tyder på formernes historiske forandringer og navnlig på de såkaldte højere formers udvikling af de lavere. Med grænsen mellem dyreriget og planteriget forholder det sig på lignende måde; det aner man nu mere og mere, og det skal snart vise sig på det klareste; vi tør håbe en fremskridende erkendelse af overgangen mellem formerne. De højeste aber ligner i hjernevirksomhed menneskene meget. . . Deres hele liv er langt mindre forskelligt fra de usleste petscheræers (ildlænderes) eller hottentotters end disses fra de lykkeligste og dygtigst udviklede europæeres. At menneskenes »første forældre« har været aber eller abelignende dyr, eller at abeformen og menneskeformen er opstået af en fælles stammeform er i følge hele den måde, hvorpå man foreløbig må tænke sig udviklingen, i højeste grad sandsynligt.«. Man betænke, at dette er skrevet i Danmark 1848, en god halv snes år før Darwin udgav sit værk om arternes oprindelse. Udfra sit naturvidenskabelige livssyn måtte Dreier nødvendigvis betragte mennesket som langt vigtigere og værdifuldere end nationen. »det er en afsindig fordring, af den enkelte skal følge folkets masses brug og vilje.« Det udviklede individ bestemmer selv sin livsførelse. »Jo dygtigere menneskene udvikles, des lettere bliver det for dem at bevæge sig i forskellige nationer, at løsrive sig fra deres første forhold til fædrelandet, osv.« således går det også med andre af den gamle tids påstande. Moral og religion, siges der, er nødvendig for samfundet, men jo dygtigere og flersidigere mennesker udvikles, des mindre respekterer de moralen og religionen - »disse stykker af den gamle samfundsorden vil altså snart falde sammen.« Udviklingen medfører et bestandigt livligere samkvem mellem menneskene, gennem rejser, sprogkundskab, litteratur, osv., og derved udviskes efterhånden de nationale grænser. Videnskaben arbejder også overalt henimod mere ensartede og bekvemme livsbetingelser. Kanaler anlægges, heder opdyrkes, skove ryddes. Også derved »vil mangt et skønt og mangefold besunget nationalklenodie blive ødelagt,« siger Dreier spottende. Den såkaldte nationalfølelse har han ikke noget tilovers for. Det meste af det, man kalder følelse, er noget underordnet, noget, der bestandig må forandres, en uklar, svag forståelse. Alt fremskridt beror på erkendelse af, hvad der tjener en selv bedst. Det er »egoistisk«, vil man sige - men så er moral og religion lige så egoistiske. »hvis det var sandt, at man til løn for dette måske pinlige liv hernede skulle nyde et »evigt« behageligt liv i en højere etage, så var den jo gal eller svag, som ikke holdt den korte pine ud; jo mere »egoistisk« den enkelte var, des lettere måtte han da nå det forjættede fløjelsliv«. Nej, der er langt tilbage, før den enkelte lærer at forstå sine sande interesser; de nationale inddelinger er ikke udtryk for interesseforhold.

Man ser, hvorledes Dreiers tanker uafbrudt kredser om det ny begreb klassekamp, som kort forinden var slynget ud i verden gennem Det kommunistiske Manifest, men hvorledes det dog endnu ikke rigtigt lykkes ham at gribe og fastholde dette begreb. Hvad han - som han selv siger - betoner langt stærkere end nogen demokratisk, ja selv socialistisk grundsætning, det er den dygtigere menneskeudvikling. Politiske reformer uden betydeligt hensyn hertil har ikke meget at sige. »der hører en mægtig indskrænkethed til at glæde sig ved tanken om, at »folket«, omtrent som det nu er, skal have stor magt, til at rose dets skønne følelser og ædle tanker og håbe stort deraf. Forsamlinger af folk, der for størstedelen ikke forstår noget anliggende tilgavns og næsten alle står meget lavt i klar tænkning og overblik, er en lidet trøstelig ting.« Der trænges til en dygtigere dannelse af tænkningen, til udbredelse af sammenhængende kundskab om livet; kun en dygtig social videnskab, eller hvad man vil kalde det, kan overvinde de sædvanlige frasesystemer. Enhver del af den enkeltes liv er også en del af samfundets liv; enhver forandring i den enkeltes liv har betydning for samfundets liv. Derfor bliver de »offentlige« interesser stedse mere individernes fælles, altså tillige hver enkelts interesse. Udviklingen ophæver modsætningen mellem staten og folket. Jo mere videnskaben skrider frem i forbedringer af al menneskelig virken, f.eks. i det, som man kalder produktion, des mere vil hver enkelt kunne omfatte og frembringe, des større værdi vil han da få for livet i det hele, dvs. for alle de andre. »Indførelse af en videnskabelig dannelse for hele folket, i nøjeste sammenhæng med dannelse i livets praksis, det er den højeste fordring, som vi har at sætte igennem. De forøvrigt højst »liberale« og »intelligente« tidens herrer vil naturligvis kalde sådant vanvittigt og navnlig »utopisk«; de indrømmer kun såmegen dannelse for folkets masse, at den tålmodig og med lidt mere greb på tingen kan udføre sit elendigt ensidige slid; hvad der går derover kunne let »svække lysten og agtelsen for legemligt arbejde.« Den folkedannelse, som vi mener, vil i kort tid overvinde de kedelige, sinkende nationalvrøvlerier. Begejstringen for fædrene vil aldrig finde plads i en sådan dannelse, der vil gå ud på kraftig indvirkning på alle anliggender i det bestående liv. Når mangfoldige af de bomme er faldne, som står i vejen for samfærdselen, - når samtidig dermed store fremskridt i samfærselsmidlerne har fundet sted« - Dreier forudsiger f.eks. luftskibsfart - »så vil menneskene komme til at bevæge sig langt mere og langt videre omkring blandt hverandre. Man kan endog øjne en tid, hvor der ikke vil være noget nær tilsvarende til det nuværende begreb »hjemmet.« Der vil ikke gives noget sted, hvor individet således er vænnet til at leve og befinde sig vel, hvor det tilbringer den største del af sit liv. Forholdet vil snarere være som med håndværkere på vandring, der arbejder ude som hjemme og ofte arbejdende vandrer mange lande igennem; man vil bestandig bedre lære at opfatte mange forskellige tilstande og kunne arbejde med i dem.« Jo mere racerne blandes, jo ædlere og kraftigere, mener Dreier, vil menneskeslægten blive. Samtidig med raceblandingen vil der foregå en tilsvarende sprogblanding, som fører til en nøjagtigere betegnelse af forestillinger og begreber. »i det nuværende liv og i det nuværende sprog har folk god lejlighed til at smøle og hænge ved uklare forestillinger og tvetydige udtryk, men udviklingen skal netop gøre livet indholdsrigere, benyttelsen af dets enkelte momenter mere beregnet og bedre sammenhængende, medføre en rastløs fremadstræben i erkendelse og i udtryk; det er hertil, at forsoningen mellem »videnskaben« og »livet«, mellem »teori« og »praksis«, skal gøre det første gennembrud. Der bliver jo rigtignok en rædsom vandalisme at øve her som i alle andre retninger mod det gamle livs hellige tilstande« - fortsætter han. »men når man underkaster et grundfordærvet subjekt en kur med kviksølvspræparater, der i forhold til normale tilstande er skrækkelige gifte, eller når man flænger kød og skind løs fra et menneskes pande for at lave ham en næse deraf, eller når man underkaster en vanvittig en sammenhængende behandling, nøder ham til at arbejde og deslignende, så sker der jo rigtignok store og tildels smertelige indgreb i det beståendes hellige ret; men man gør det for at nå resultater, som man tror rigeligt vil lønne den anvendte møje og den voldte smerte. Og således vil den udvikling, den overskriden af de gamle tilstande, som vi tilstræber, vel vække mangehånde rædsel, mangehånde kvide og sorg og tænders gnidsel hos dem, hvem hine tistande er hellige; men ikke des mindre skal den ske, og ve den, der i sin blindhed søger at standse den!« Lige så lidt som Dreier har tilovers for »det daglige vrøvls sprog«, lige så ringe sans har han for det »poetiske sprog«, hvorved han forstår »sammenligning af ting, som ligner hverandre uhyre lidt, beskrivelse af én slags ting ved hjælp af udtryk, der passer på andre« eller »sammenstilling af de meningløseste gloser til dannelse af linjer med rimende endestavelser og alt det meget andet, som beundres af de kære samtidige og vækker så skønne og blide og ømme eller høje, dybe og ildfulde følelser.«

Så tør og snusfornuftig som Dreier her kan forekomme i sit syn på poesi, så må det ikke glemmes, at samtidens toneangivende danske poesi, der beherskedes af den Heibergske kreds, væsentlig kun var en lidenskabsløs dyrkelse af den »skønne« form; det var en poesi, der kunne være sindrig og sirlig, men som inderst inde var spidsborgerlig i sin ånd og uden forhold til tidens levende udvikling. Med sin skarpe sans for realiteter nærede Dreier kun foragt for denne æstetiske litteratur og overhovedet for uklare »stemninger«, som afhænger af en forkvaklet opdragelse, og som må overvindes og erstattes af sundere tilstande, særlig videnskabelig tænkning og syslen. Et morsomt moment i sprogbrugen, siger han, er undgåelsen af ord, der støder anstændighedsfølelsen, blufærdigheden og lignende. »En mængde livsfunktioner og livstilstande tør pæne øren ikke høre omtale med deres eget navn, men kun i meget uklart betegnede omskrivninger. Hertil hører fornemmelig alt til kønsområdet henhørende; hele dette uhyre vigtige livsmoment er udelukket fra alle pæne folks samtale i pænt selskab og allermest i selskab af herrer og damer sammen; selv i selskab af ellers ikke så meget blufærdige herrer bruges dels som vittighed, dels af anstændighed, omskrivninger og pænere udtryk. Her kan man også øjne vældige fremskridt; bevidstheden vil således tilegne sig de kønslige funktioners »love«, erkendelsen af deres bedste udvikling og brug i sammenhæng med alle andre funktioner; de videnskabelige problemer kan heller ikke her forblive hemmeligheder for den almindelige bevidsthed. Muligheden for at nedbryde de nu bestående skranker ligger i den almindelige mulighed for en langt mere harmonisk, langt mere alsidig og kraftig uddannelse af menneskebevidstheden og i uadskillelig sammenhæng dermed af menneskelivet; fornemlig vil også her opdragelsesfremskridt gøre overgangen til det nye.«

Ligesom Dreier således forudser den populariserede lægevidenskab, der i vore dage er på veje til at blive virkelighed, således berører han også det moderne begreb, som hedder den fonetiske side af sproget, det vil sige selve lydfrembringelsen og taleorganernes udvikling. De tilstande, der svarer til de nationales ønsker - siger han - står atter her meget langt tilbage for, hvad de verdensborgerlige tilstræber. »en bonde, der drævende frembringer de til hans lille system hørende lyde og ikke kan andre, er jo dog vel i højeste grad »national«; en dannet mand, der med færdighed taler flere sprog, og hvis organer som følge af den mangfoldigere uddannelse også langt lettere kan gengive enhver ikke lært lyd, hører dog langt mere hen under det verdensborgerlige, er vel en afsky for mange nationale; han står åbenbart langt højere i organudvikling end den førstnævnte.« Der vil da kunne dannes en lære om taleorganernes fremadskridende øvelse som om anden muskeløvelse, om hjerneøvelse osv.. Taleorganernes harmoniske uddannelse vil således også virke med til udslettelse af de nationale grænser. Dette er hovedpunkterne i den 21-årige Frederik Dreiers første lille skrift. Det er lutter antydninger, lidt løst henkastede og tilfældigt nedskrevne, ikke på alle punkter lige holdbare; men de vidner som geniale glimt om forfatterens foregriben af den kommende udvikling. Til »folkenes fremtid« slutter sig det kort efter udkomne andet lille skrift »Fremtidens folkeopdragelse, foreløbige antydninger af en socialist.« Det er en fortsættelse og nærmere udvikling af det første. Demokraternes fordring, begynder det, er folkets selvregering. Folket skal nu altså selv bestemme sit livs ordning. Men folket forstår sig jo virkelig kun meget dårligt derpå. Folket, således som det nu er, vil ganske vist være enigt i forkastelsen af meget af det gamle, men en sammenhængende udvikling af alle livsanliggender vil det ikke kunne frembringe. Derfor er folkeopdragelse en af den nærmeste tids hovedopgaver, og folkeopdragelse vil atter sige udbredelse af naturvidenskabelig og social viden. »Her såvel som på andre punkter vil det vise sig, at den mægtigere del af folket, »bourgeoisiet«, har lige så store fremskridt at gøre og i forhold dertil lever næsten lige så elendigt som »proletariatet« ; udviklingen går for begges vedkommende udover det bestående og i samme retning. Det er overhovedet uhyre skævt« - siger Dreier - »at betragte den demokratiske udvikling som den, der skal hæve proletariatet på bourgeoisiets bekostning, eller som den, der skal bringe en lige deling af de nuværende livsgoder tilveje - således som man sædvanlig opfatter »kommunismen« -; den skal tværtimod føre begge parter (bourgeoisi og proletariat) i samme retning, henimod den samme harmoniske livsnydelse, der står omtrent lige højt over begges nuværende standpunkt, omend proletariatets lidelser, det vil sige trang til fremskridt, er mest iøjnefaldende; den skal frembringe virksomhed, hvorved den hele sum af livsgoder forøges, medens tillige den bestående delingsulighed formindskes som lige skadelig og urimelig for alle parter.«

Til de industrielle fremskridt, der i den sidste tid er foregåede, vil slutte sig videnskabelige fremskridt på alle samfundslivets områder, og først og fremmest gælder det om at sætte en fælles folkeopdragelse i stedet for den nuværende spredte, usammenhængende og tilfældige allerede her kommer Dreier ind på en kritik af børneopdragelsen i hjemmet. »den huslige opdragelse« - siger han - »roses ofte som noget herligt, især deklameres der om alle de skønne følelser og stemninger, som en moderlig omsorg kan frembringe. Men i virkeligheden findes noget til disse idealer svarende uhyre sjældent i sammenligning med de modsatte tilfælde, moralsk og fysisk fordærvelse, og selv i de skønneste tilfælde er behandlingen overordentlig lidet hensigtsmæssig til en harmonisk uddannelse af alle evner, til dannelse af dygtige borgere; en vane til at drive omkring, syslende med småting, til at være god og kærlig og kønt artig, ikke gøre støj, ikke at attrå ting eller tilstande, som nu en gang for alle ligger udenfor den lille kreds, som de er henviste til, - det er altsammen temmelig lidet sunde og kraftige tilstande. Den demokratiske opdragelse skal netop fremme samværen og samvirken i alle retninger mellem de unge samfundsmedlemmer, den skal øve dem i samlivskunst, den skal give dem en sådan mangesidig uddannelse, som kun en fælles opdragelse i større afdelinger kan skaffe midler til. Man vil se, at det ligefrem er anvendelse af princippet i samfundets udvikling ved samvirken og arbejdets deling. Medens nu i hvert hus én person, husmoderen, må gå fra madlavning til børnepleje, fra denne til vasken, derfra til tøjreparation osv., så er det udviklingens retning, at enhver af disse virksomheder for en større afdeling af familier bestyres under ét, hvorved en stor besparelse af tid og stof og fuldkommengørelse af arbejdet frembringes. Sådanne anstalter som dampvaskeriet f.eks. er derfor betydelige fremskridt og vil være endnu større på et højere udviklingstrin . . .« Dreier underkaster den gængse opdragelse en skarp kritik, som vidner om, hvor årvågent han har iagttaget sig selv og sine kammerater under opvæksten. Det »moderlige kæleri« grundlægger begrebsforvirringen hos barnet; så kommer den første hjemmeopdragelse, hvor børnene skal tvinges til noget, de ikke har lyst til; følgen er hyl og jammer, modarbejdet ved trusler, bank, smigrerier, slikkerier i flæng, hvoraf atter udvikler sig list og forstillelse hos børnene; skolelivet begynder, barnet kommer pludselig ind i et nyt sæt forhold, men forbindelsen mellem de forskellige fag, der læres, og mellem disse fag og livet, er meget løs og interessen for undervisningen derfor i almindelighed ringe; lærerne har gennemgået samme dressur, som de pligtskyldigst meddeler drengene. Kløften mellem skolen og livet udenfor bliver bestandigt dybere, drengene søger på anden vis, gennem forbuden læsning og lignede. At skaffe sig besked; en mangesidig krise udvikler sig i den alder, da kønsdriften vågner; den hemmelighedsfuldhed, hvormed alle herhenhørende forhold er tilslørede, sætter fantasien i en usund bevægelse. »Det unge menneske træder endelig vid i livet, som det hedder, som student, kontorist, svend, officer osv.; krisen fortsættes oftest i elendigt driveri, afbrudt af kønslige udsvævelser, nattesvir, drik, spil, der danner den attråværdige modsætning til det trivielle slid, som drives ved siden af. Tidligere eller sildigere kommer han i en »stilling«, han får sit levebrød for et sæt ensidige, trivielle forretninger, hvorved de allerfleste erhvervede kundskaber og færdigheder ikke bliver brugte eller øvede, men glemmes. Individet vænner sig til et vist lille sæt beskæftigelser og nydelser, når det gode bedsteborgerlige resignationsstadium med dets jævne fjollede sløvhed, hvorunder kun enkelte iøjnefaldende uheldige tilfælde indtræder, forbrydelse, selvmord, vanvid, total forfaldenhed, medens massen jo er ganske særdeles lykkelig, agtet af sine medborgere, elsket af sin familie osv.« Dette, siger Dreier, er den almindelige udvikling for middelstandsbørn i byerne; i de fattigere klasser er den endnu mere mangelfuld; ganske vist udvikles hos håndværkerne f.eks. visse legemlige evner til en stor styrke; men den hele udvikling er oftest endnu mindre harmonisk. Sundhedsplejen er slettere, lægehjælp sjældnere. »Man taler så meget om »arbejdets organisation«; men det er tilvisse ikke blot »arbejdet«, der skal organiseres; det hele spredte, splittede liv skal organiseres; de traditionelt udviklede smågrupper af mennesker med særlige småinteresser, småvirksomheder, må opløses og organiseres til en masse med fælles interesser og almennyttig samvirken.« Dreier går nu over til at fremstille »den måde hvorpå de unges liv bør organiseres og bringes i en ubegrænselig udvikling jævnsides med videnskabens. Det gælder at lede barnet fra den tidligste tid til en harmonisk udvikling, et harmonisk liv. Det er en af de tydeligste forskelligheder mellem den gamle og vor metode - siger han - at efter hin en god del angst (ærbødighed, samvittighed, anger, skamfølelse) er noget særdeles rart, der absolut må frembringes, i forbindelse med meget uklare forestillinger (moralske, religiøse), medens vi erklærer det for en væsentlig opgave at fremme mod og kækhed, klar erkendelse, idet vi véd, at hine tilstande er sygelige og ved deres fortsættelse i høj grad begunstiger selv de mest ubestridelige »legemlige« sygdomme. Ved at vække interesse hos barnet, ved at bibringe det forståelse af den interesse, som man selv har for dets vel, vil man langt bedre få det til at komme en imøde og gøre ens formål til sine end ved at indprente blind lydighed og frembringe angst ved trusler og straf. Ved den sidste metode frembringes blandt andet også den mængde løgn, forstillelse og had mod de foresatte, som nu altid findes hos børn.« Opgaven er at gøre arbejdet interessant for barnet ved at indvi det i den almindelige sammenhæng og samvirken. Som første undervisningsfag sætter Dreier matematik, fordi den giver barnet øvelse i tænkning; derfra sker overgangen til fysik og de andre grene af naturvidenskaben. Til zoologien slutter sig læren om menneskeformens udvikling af de tidligere dyreformer, grundlaget for historien, der netop har almen interesse, forsåvidt den fremstiller menneske- formens, menneskebevidsthedens og menneskelivets senere udvikling; de nuværende ramser af navne i alle verdens sprog, årstal for store og små gamle begivenheder, opbyggelige betragtninger osv. vil der rigtignok ikke blive meget tilbage af i den almindelige dannelse. Hertil kommer kundskaben om legemets bygning og liv, som barnet tidligt må indvies i, og hvorom det frimodigt må kunne rådføre sig med de mere vidende. Rigtignok vil derved meget af det, som gode borgere anser for skønt og herligt, blive omstyrtet, således det, man nu forstår ved blufærdighed, men derfor vil der ingenlunde træde usædelighed i stedet, tværtimod, der vil komme en lysere og renere tilstand, som forener de nuværende modsætninger - »en tilstand, hvor man lige så lidt er blufærdig som løsagtig«.

Fra naturkundskaben falder overgangen af sig selv til samfundskundskab, og derfra til sprogundervisningen, der vil undergå store forandringer, efterhånden som den nuværende forvirrede tænken opløser sig i klare og nøjagtige begreber. I matematikken har man allerede nu et sprog, som er fælles for alle nationer, og dermed er muligheden for et almindeligt fællessprog given. Med matematikken står tegningen i forbindelse; kunsten må indtage en vigtig plads i dannelsen, men »i kunsten, som den er nu, vil der rigtignok også (spår Dreier) foregå en mægtig omvæltning; den vil ved at træde i forbindelse med videnskaben få nøjagtigere, bestemtere, i sig selv interessantere og med livet mere sammenhængende genstande at fremstille end nu.« Også i musikken forudsiger Dreier en revolution. Og gymnastikken må i høj grad forbedres; de gymnastiske øvelser, der endnu mest er levninger fra riddertiden, må bringes i forbindelse med det levende og fremadskridende liv. Gennem den således antydede opdragelse føres børnene over i samfundsarbejdet, idet selve legene og legetøjet gøres lærerige. Børneopdragelsen vil ikke længer være noget for sig, adskilt fra det øvrige samfundsliv. »på mange områder vil børnene kunne foretage de underordnede, lettere arbejder for de voksne; ved mangfoldige videnskabelige undersøgelser vil de enkelte iagttagelser og småberegninger kunne foretages af børn under en mere erfarens ledelse; således kan de også begynde med at foretage de lettere arbejder på fabriker og deslige; i begge tilfælde kan de arbejde sig op fra det simplere til det mere sammensatte. De ville således tidlig umiddelbart være med i samfundets produktion. Opdragelsen ville ikke som nu stoppe ved et vist tidspunkt, fra hvilket at regne individets udvikling antages for endt, og han sættes til at slide i en af de ensidige bestillinger, som dette liv er så uhyre rigt på: den vil fortsættes op i livets senere afsnit, idet en ubegrænselig fremskriden er mulig i erkendelsen af livet. Også det senere livs virksomheder ville blive langt mere skiftende, altså interessantere. Alle vil få et sådant overblik over livets viden og færd, at de kan følge dens udvikling selv i retninger, der ligge deres egne fjernere; den ene vil forstå sammenhængen mellem sin egen og de andres retning og deres fællesskab i interesser. Vi lever jo nu blandt forskellige klasser af medborgere, hvis interesser er hinanden stik modsatte. Storbrugere arbejder mod producenter, det ene fags producenter mod det andet fags; at trænge frem selv er det samme som at skyde andre tilbage; den hellige »konkurrence« skal være den eneste mulige drivfjeder for menneskelig virksomhed. »vi kender en anden - siger Dreier - nemlig interessen for selve virksomheden, glæden ved arbejdet, og vi har søgt at antyde dens udvikling i nogle vigtige retninger.«

Man siger jo nok, at det er »utopier«, og at vi er »fantastiske sværmere«, fortsætter han. »vi nægter nu aldeles ikke, at vi i fremtiden øjner et mægtigt gennembrud til et nyt liv og en videre udvikling uden grænser; vi tror virkelig, at der vil komme tilstande, og det om ikke så meget lang tid, der i forhold til de bestående gerne kan kaldes »utopiske«; vi bruger også vor fantasi såvel som tænkning til at klare os udviklingens retning. Hvis nogen for 80 år siden havde forudsagt, at man inden 70 års forløb ville have midler til at tilbagelægge fem mil i timen langt billigere og bekvemmere end på samme tid én mil i timen, så ville han være blevet anset for vanvittig. Det er mere for skams skyld end af mangel på god vilje, at nutidens bedsteborgere ikke brænder dem, som ved videnskabelig kritik viser det gamle livs utilstrækkelighed, nødvendigheden af alsidige radikale reformer. Desuden er nok de gode borgere, som skråler mod »utopismen«, ikke selv ganske fri for utopier. Iblandt de gode teorier, hvormed de beviser nødvendigheden af at finde sig i alle livets tilstande, som de er, og kun bravt slide videre i den en anviste retning, er også en, der til belønning for slig dydig resignation lover et »saligt« liv, som det hedder, i en højere etage af verden, på det store loft eller deslige slige »utopier« er nu virkelig højst »upraktiske«, næsten vanvittig fantastiske: vi anvender kun vor fantasi i sammenhæng med klar tænkning og danner derved »utopier«. Hin vamle resignation håber vi at bidrage til at styrte; vi håber så klart at vise den sammenhængennde, radikale erkendelses kraft til alle forholds ordning, at flere og flere slutter sig til os for at arbejde for det store gennembrud, som nødvendigvis må blive resultatet af denne tids halvbevidste gæringer og kampe.« I slutningen af 1848 havde Dreier og Grüne været medlemmer af et folkevæbningsselskab, som dog snart blev opløst. Året efter fik Dreier ansættelse som underlæge i hæren; fra marts til september var han ved lasarettet i Assens, som efter slaget ved Fredericia var overfyldt af sårede. Han virkede her med stor dygtighed og gjorde sig meget afholdt af soldaterne, for hvem han skrev breve hjem til slægt og venner. I efteråret 1849 kom han tilbage til København og kastede sig atter over sit medicinske studium. De to småskrifter havde kun fundet ringe afsætning; under den alt overskyllende nationale begejstringsrus var der ingen ørenlyd for en så nøgtern røst som Dreiers. Et lille antal af læsere var det dog altid lykkedes ham at få i tale, og han skaffede sig nu yderligere luft for sin ubændige trang til virksomhed gennem foredrag og diskussioner i Håndværkerdannelsesforeningen og overhovedet gennem agitation alle vegne, hvor lejlighed gaves. Overalt, siger hans biograf, hvor han hørte tale om en eller anden begavet ung mand, der havde radikale sympatier, hvilede han ikke, før han havde gjort hans bekendtskab og stræbt at hverve ham til et virksomt medlem af den store europæiske fremskridtshær. Efterhånden fandt han da også tilslutning hos en kreds af unge, hvis interesse særlig var vakt for naturvidenskabelige og sociale spørgsmål; i denne kreds blev han ved sin overlegne åndsklarhed, sin skarpe bevisførelse og sin rastløse energi det selvskrevne midtpunkt. Det var ikke nogen organiseret forening med love og bestemte møder; når der tales om en »Dreiers klub«, beror det på en forveksling med den fra litteraturhistorien bekendte »Dreyers klub« fra det attende århundrede; hvad der fandt sted, var kun ganske frie selskabelige sammenkomster, som oftest i Dreiers værelse på Walkendorffs kollegium.

Nogle navne fra denne lille kreds af talentfuld, ivrig og begejstret ungdom - tidens åndelige fortrup - bør bevares i historien. Der var de unge læger Karl Koch (død 1851) og Ohlsen-Bagge (død under koleraen 1853), Dreiers nære venner. Til disse hørte også Rudolf Varberg, der ligesom Dreier var alumnus på Walkendorffs kollegium. Han var født 1828 i Århus, studerede først jura, senere naturvidenskab, som han bearbejdede i populære skrifter; han var darwinist før darwinismen og glødende fritænker. Det var mod ham, at Fr. Paludan-Müller skrev sit digt »Luftskipperen og Ateisten«, hvori kristendommens sandhed »bevises« på den barnlige måde, at en katolsk luftskipper med vold og magt tvinger en ateist til at læse fadervor, mens ballonen svæver mellem himmel og jord; efter at han således er blevet «omvendt», slipper luftskipperen ham med en advarsel mod hans »falske venner« i København:

Rudolf Varberg var medarbejder ved »Københavnsposten«, senere ved »Dagbladet« og »Folkets Avis«. Men det gik ham ikke som ateisten i digtet, der afsværger sine vildfarelser og begynder at studere teologi. Varberg, der i mange år overlevede Dreier, hilste med begejstring Darwins grundlæggende værk om arternes oprindelse og var til sit sidste øjeblik en lidenskabelig tilhænger af udviklingslæren. Han blev justitssekretær i Sø- og Handelsretten, senere folketingsmand for Frederiksværk, dog uden at spille nogen politisk rolle. Han døde 1869. Blandt Dreiers nærmeste meningsfæller var også den unge nordmand Anton Rosing, en sjældent fin og sympatetisk natur. Han var født i Frederiksstad 1827 og kom seksten år gammel til København for at studere til polytekniker. Februar-revolutionen 1848 rev ham ud af et muntert ungdomsliv og gjorde ham pludselig til politiker med liv og sjæl. »forbi med botanisering og mineralogisk stenhuggerarbejde! Væk med zoologi og botanik!« Skriver han. »mennesket var nu den eneste naturgenstand, som frembød interesse; men det var hverken fysiologisk, anatomisk eller psykologisk, han interesserede mig. Det var mennesket i alle sine klæder eller - i mangel af klæder - i laser og pjalter, hvormed jeg nu havde at skaffe; det var mennesket som medlem af menneskesamfundet; det var mennesket som borger, nation, stat. Det var en ganske forunderlig revolution, som pludselig var foregået i mig. Hvad der før kun havde været instinkt, blev nu fuld bevidsthed; jeg fik en hel og klar erkendelse af mit ansvarlighedsforhold til menneskeslægten, til samfundet, en erkendelse, som aldrig mere er blevet fordunklet, men tværtimod hver dag er vokset i styrke og inderlighed, og som altid siden har ligget styrende og drivende bag alle mit efterfølgende livs foretagender. Derfor tænker jeg altid med glæde og taknemlighed på det bagvaskede 1848; i alt væsentligt er jeg blevet tro mod de principper og de sympatier, som det bragte til live i min sjæl, og jeg har endnu intet øjeblik skammet mig ved at bekende som min overbevisning, at de ideer, som Februar-revolutionen proklamerede, vil og skal styre fremtiden.«

Fremfor alt blev arbejderspørgsmålet et »livsspørgsmål« for Anton Rosing. Han deltog med iver i Håndværkerdannelsesforeningens møder og virkede særlig for udbredelse af folkeoplysning, som han kalder »sit livs ledende tanke«. I 1850 rejste han til Kristiania, hvor han nogle år arbejdede som journalist; han fik derefter stipendium for at uddanne sig til lærer i agerbrugskemi og opholdt sig for dette studiums skyld forskellige steder i Tyskland og Paris. Hans breve fra disse rejser, der senere blev samlede og udgivne, vidner om den dybe medfølelse med proletariatet og den levende retfærdighedssans, der besjælede ham. Han fortæller f.eks., hvor pinligt et indtryk det gjorde på ham, da han ved sit besøg på silkevæverierne i Lyon så, hvorledes de arbejdere levede, der med kunstforstandig hånd vævede de skønneste billeder ind i tøjerne. »her sidder disse mænd og kvinder lænet over væven fra den tidlige morgen til den sene aften, her drømmer de deres ungdoms drømme, klare og skønne som silkedugens blomster, her sukker de deres sidste suk over livets skuffelser! Når de gamle øjne ikke længer kan skelne farverne, når den skælvende hånd ikke længer kan styre vævskytten, så sidder den, der har klædt prinsesser og fyrstinder i silke og purpur, endnu i laser og pjalter! Et liv er slidt op ... Rigdomme er forøgede og værdier skabte, men de er ikke her i denne fattige stue, hvis hele indhold næppe kvinde betale en alen af det skønne stof, hvoraf tusinder alen her forlod væven. Er dette livets retfærdighed, at disse arbejdere således skal give deres hjerteblod for at skabe rigdomme uden selv at erhverve mere end fra hånden i munden? Den døde kapital, som solgte og købte al denne flid og virksomhed, er blevet mange gange fordoblet, men den levende kapital - arbejderen - mon han også har fået de renter, som med retfærdighed tilkom ham ? . . . Jeg siger nej, ti tusinde gange nej! Dette er ikke retfærdighed!« Eller han skildrer sine indtryk fra det gamle romerske amfiteater i Nimes og sammenligner oldtidens kultur med nutidens, hvor der ganske vist ikke længer er sat dødsstraf for fattigdom, men hvor den dog betragtes som en forbrydelse og vanære. Han tænker på, at der »både i den legemlige og åndelige verden er mange romerriger, som må styrte i grus, førend menneskene bliver brødre, førend formuens, fødselens og lykkens tilfældigheder ophører at dele menneskene i herskere og trælle.« I sine senere breve fra England anstiller han lignende betragtninger. Desværre ramtes han midt i sin fulde kraft af en dræbende sygdom, der i en række år holdt ham fængslet til lejet. Han døde som lærer ved landbrugsskolen i Ås 1867.

En fuldkommen modsætning til den blide og lidt sværmeriske Anton Rosing var en anden af Dreiers venner, den besynderlige og eventyrlige hukommelseskunstner dr. Carl Otto. Han havde ført en meget bevæget tilværelse. Født 1817 i Køge, hvor hans fader var malermester, havde Carl Christian Otto, som hans fulde navn lød, på egen hånd læst til student sammen med en apotekerlærling der fra byen, Morthensen, som senere blev ansvarhavende for »Corsaren« og senere igen redaktør af »Folkets Nisse«. Otto studerede sprog ved universitetet i Kiel, hvor han kom i duel og blev sat i studenterkachotten; han søgte at undvige, skød på skildvagten, men blev greben og sammen med en anden student sat i et strengere fængsel. Denne gang lykkedes det ham at flygte ved at lade sig dumpe ned fra et tag; hans kammerat var derimod så uheldig at brække begge benene. Eftersøgt af stikbreve tyede Otto nu til England, derfra til Svejts og Tyskland. Han deltog med liv og sjæl i det forbudte studenterrøre, men kastede sig samtidig over hukommelseskunst, som han allerede i drengeårene havde vist anlæg for. Han optrådte første gang offentligt i Augsburg 1842; i de følgende år holdt han forelæsninger over hukommelseskunsten i de større tyske universitetsbyer. Han havde til sit døbenavn Carl Otto føjet det adelige Reventlov, hvorover den danske gesandt i Berlin, grev Reventlov, blev så fortørnet, at han skrev hjem til udenrigsministeriet om at få oplysninger, der kunne bevirke Ottos udvisning fra Berlin. »Københavnsposten« syntes, at det var mindre pænt gjort af gesandten. Imidlertid fik Otto tilladelse til at vende tilbage til Danmark, og i sommeren 1844 opholdt han sig i København. Derefter gik han atter på rundrejse i Tyskland, optrådte, holdt foredrag, udgav nogle lærebøger i hukommelseskunst og tik en stor mængde tilhængere. I Rudolfstadt giftede han sig med en datterdatter af Schiller; hun døde efter et års ægteskab, hvorover Otto i fortvivlelse søgte at tage sig af dage. I 1848 blev han arresteret på grund af »demagogische umtriebe« (ophidsende agitation) og kastet i et kælderfængsel i Weimar, hvor han sad et år. Hans fader fik imidlertid ved Frederik den 7 des bistand udvirket hans løsladelse, og i vinteren 1849-50 træffer vi atter Carl Otto i København, hvor han optrådte som hukommelseskunstner i Industriforeningen, Studenterforeningen, Håndværkerdannelsesforeningen og flere steder.

Hukommelseskunsten var efter hans forklaring et vigtigt middel i opdragelsens tjeneste; i stedet for at plage sig med »indprentning af døde tal, tørre navne, kedelige rækker af konger, kejsere, paver og deslige« kunne man ved hjælp af visse tankeforbindelser altid huske et hvilketsomhelst navn eller tal. Carl Otto havde opstillet et uhyre sindrigt system, men det mødte naturligvis - som han sagde - »afgjort modstand hos de forhærdet konservative, der findes i åndens som i Politikens rige.« Hvorom al ting er, var det yderst forbløffende kunststykker, han præsterede. Han opfordrede f.eks. folk til at tilråbe ham en række tal, jo flere jo bedre. Disse tal blev opskrevne på en tavle, der på denne måde fyldtes med 54 trechifrede tal. Otto vendte ryggen til tavlen og fremsagde nu hele rækken af de opgivne tal uden en eneste gang at tage fejl. Han lod sig derefter eksaminere på kryds og tværs om, i hvilken nummerorden alle mulige forskellige tal forekom på tavlen og svarede øjeblikkelig, når man f.eks. spurgte ham, hvad det 121de chiffer hed, osv.. Dernæst udbad han sig af 50 tilstedeværende deres navne, af 20 deres fødselsdage, af 10 hvilkesomhelst tal; han så opmærksomt på hver enkelt person og nævnte så uden en eneste fejl alle de opgivne navne og tal, hvoriblandt der var nogle som 654000595000217. Han forklarede sin fremgangsmåde således, at han gav agt på den første tanke, der opstod hos ham, når han betragtede en persons ansigt, holdning og hele udseende, og med denne tanke forbandt han ved hjælp af sin metode de opgivne tal, navne, osv.. Dreier, som nærede en sand lidenskab for matematik, måtte naturligvis interessere sig stærkt for Carl Otto, der i kraft af sine revolutionære anskuelser følte sig ikke mindre tiltrukken af Dreier. Desuden kom Otto jo lige fra det gærende og brusende Tyskland og havde personligt deltaget i de bevægelser, som Dreier med en så levende optagethed fulgte på afstand. De to mænd knyttede fortroligt venskab, og Otto blev en ivrig deltager i møderne på Walkendorffs kollegium. Hans urolige natur drev ham imidlertid snart igen ud på farten. I sommeren 1850 rejste han til Norge og Sverige, hvor han holdt forelæsninger i de større byer; derefter blev han huslærer på et gods ved Eckernførde, levede så i Kiel og Elmshorn, blev udvist af Holsten på grund af sin politiske fortid, rejste til London, hvor han omgikkes Karl Marx og Freiligrath, derfra til New York. Om sine brogede oplevelser i Amerika, hvor han gennemgik alle mulige livsstillinger, har han fortalt i nogle forsorent lystige breve. Han var bl.a. redaktør af et radikalt demokratisk blad i Syracusa, men aktionærerne blev forfærdede, da han straks i det første nummer »slog vor herre, kristus, sjælen, englene og en helvedes mængde andre børster aldeles ihjel.« Han gik så tilbage til New York for at fortsætte sine »djævelske bestræbelser« og blev i 1855) redaktør af »Albany Freie Blätter«, som han selv kalder det radikaleste i Amerika. I december 1855 skrev han i dette blad en artikel om skandinaviske forhold, hvori det bl.a. hedder: »på den danske trone sidder en tåbelig konge, det danske folk regeres i øjeblikket af en flok niddinger. Den sidste grønne plet i de europæiske nationers have, den danske konstitution, er på den samme skamløse måde båret til graven som i de øvrige stater i det rådne Europa. Despotiets jammerlige fylkinger har også i Norden kvalt frihedens spirer . . . Under disse omstændigheder er det vor pligt at importere frihedens ideer i de nordiske riger. Siden mange år har det været vor opgave at nedbryde despotiets bolværker, at undergrave de salvedes ormstukne troner. I de underjordiske fængsler i Weimar såvel som ved Hudsonflodens bredder har vi intet øjeblik tabt dette mål af syne. Skandinavernes nærmeste opgave kan fornuftigvis ingen anden være end at styrte kongedømmet, dette jammerlige institut, sammensat af troløshed, mened og dumhed .... Det er på tiden, at også de nordiske folkeslag giver de luvslidte fyrstelige gøglere et spark.« Otto oversatte også i sit blad flere stykker af Dreiers skrifter, særlig af »åndetroen«, som nedenfor skal omtales.

Han blev senere redaktør af et andet tysk-amerikansk blad »Hochwächter« i Chicago og fortsatte iøvrigt sin virksomhed som foredragsholder og lærer i hukommelseskunst. I 1860 sendte socialdemokraterne i New York ham som deres gesandt til Garibaldi med en pengesum og en adresse. Senere rejste han til stuttgart, hvor han giftede sig igen og i flere år levede som sproglærer og korrespondent til tyske blade i Amerika. Han døde først i 1875. - De dristigt revolutionære og højtflyvende tanker, som diskuteredes i den snævre kreds af Dreier´s venner på det stille Walkendorffs kollegium i Kannikestræde, fandt som sagt kun ringe genklang i datidens københavnske arbejderkredse. Trods frihedsbevægelsen forblev forholdene ved det gamle. En artikel i »Flyveposten« i december 1848 »Til typografer, jernstøbere og andre, der vil tiltvinge sig en højere løn«, tyder på en vis gæring, men bevægelsen var i virkeligheden såre spagfærdig. Nogle typografer havde indbudt »bogtrykkerkunstens medlemmer i København« til et møde for at »forsøge en forbedring i deres kår«, idet de henviste til, at ingen håndværkere var »så mange vilkårligheder underkastede« og »nød en så ringe betaling for deres arbejde« som de. På mødet vedtoges det, foruden at kræve visse lønforbedringer og en daglig arbejdstid på ti timer, at søge en voldgiftsret nedsat. Overfor disse fordringer sluttede principalerne sig sammen i en forening, der på det bestemteste afviste enhver indblanding i »deres anliggender« som stridende mod frihedens grundsætning. »vor tids løsen«, skrev de, »er frihed såvel i politisk som materiel henseende; man søger at løse lavene så meget som muligt, for at enhver håndværker eller fabrikant kan arbejde så frit som muligt, men d'hrr. typografer kommer nu med forslag, som, hvis vi gik ind derpå, ville gøre os værre end lavsbundne. Vi skal i tilfælde af stridigheder underkaste os en voldgiftskomité ? Nej, har vi stridigheder med dem, der er i vort brød, og vi ikke selv kan jævne disse, så slår domstolene os åbne. Vi er alle borgere i staten, vi vil ikke danne nogen stat i staten.« Udtalelsen er højst betegnende for den opfattelse, som bourgeoisiet havde af friheden, men (som C. Nyrop med rette siger i sine »meddelelser fra industriens område«) et grundigere fejlsyn på, hvad fremtidens friere næringsudvikling skulle medføre, kan næppe tænkes. Et par hundrede typografer nedlagde nu arbejdet, men strejken varede kun en månedstid og endte med en fredelig overenskomst. Den gav anledning til et lille skrift af redaktør J. R. Dein i Nykøbing på Falster, selv forhenværende typograf, som anbefalede oprettelsen af produktionsforeninger, »dog vel at mærke først når vi får en dygtig og indsigtsfuld arbejderstand«, siger han. Også blandt tømrerne og murerne var der omkring nytår 1849 nogen gæring, men tonen var i alt væsentligt konservativ. Hvad man ønskede, var hovedsageligt kun, at mesterprøverne måtte blive gjort lettere tilgængelige, og at udenlandske svende ikke måtte begunstiges på de indfødtes bekostning. Snedkersvendene var de eneste, der gjorde fordring på en bestemt arbejdstid - 10 timer om dagen - og en dagløn af en rigsdaler samt andel i oldermandsvalget. Det var meget mådeholdent, og endnu mere betegnende var det, når tømrersvendene indledte deres forslag med følgende bemærkninger: »den urolige tid, hvori vi nu lever, medfører så mange væsentlige forandringer og leverer udkast til så mange uvæsentlige, at næsten ethvert forhold søges omarbejdet på en eller anden måde og det endog i den grad, at det bliver nødvendigt for dem, der nærmest ville blive påvirkede deraf, at holde lidt imod«! I Håndværkerdannelsesforeningen havde den almindelige frihedsbegejstring, som vi har set, en social bismag. Ved stiftelsesfesten i 1849 blev der sunget en sang af Kristian Arentzen, som begyndte »der går en mægtig ånd igennem tiden«, og hvoraf et par vers lød:

O lad dem spotte i de høje sale: »I ere fulde af den søde vin!« Lad professorer og lad præster gale og Rothschild skotte til sit pengeskrin. De dæmpe skal dog ej den stolte tale, ved Seinen ej og ej ved Øresund thi nu er folket vågnet af sin dvale og priser morgenstund med guld i mund.

Nej, hedde skal det ej til sene tider, At »skrædderen stod flad og fejg igen«; Thi medens solen henad banen skrider, »en skrædder« hvo der ikke følger den! For lyset, brave brødre, tiden strider, Og vi vil kæmpe med, som vi kan bedst, Om end beaumonden bitter ad os bider Og snærrer: »Schuster, bliv blot ved din læst!«

Bevægelsen gav sig dog kun udslag i, at jernstøber P. F. Lunde i december 1849 med stort flertal blev valgt ind i Folketinget som repræsentant for Nyboder. Han havde ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling stillet sig på Kristianshavn, men var faldet for den astronomiske professor P. Pedersen, og i denne forsamling var »retten til arbejde«, som andet steds i Europa førte til blodige sammenstød, aldeles ikke blevet omtalt. Efter sit valg til Folketinget fik Lunde nytårsmorgen 1850 overrakt en sølvpokal »fra Københavns arbejdere«. Hans virksomhed på Rigsdagen fik imidlertid ingensomhelst betydning for arbejderspørgsmålet som sådant: det eksisterede på en måde ikke, fordi det endnu ikke var gået op for arbejderne selv. Nærmest som et kuriosum kan nævnes bladet »Republikaneren«, udgivet og redigeret af Louis Toucher, hvoraf der i 1849 udkom et eneste nummer. I en programartikel erklæredes det for bladets opgave »at bidrage til, at den dag må oprinde for os, at også Danmark kan indtræde blandt republikkerne«; dog var det langt fra bladet at ville opfordre de danske borgere til at omstyrte den i Danmark nu bestående orden, jage alle slags prinser og prinsesser bort fra landet, som om de var skabede hunde, eller slagte dem, som om de var lungesyge kvæg - »vi tænker ikke på at omstyrte monarkiet på en måde, der for øjeblikket ville være lige så afsindig som at slå et tov om spiret på frelserens kirke og hale deri for således at vælte manden på dets spidse ned i støvet; men vi vil angribe systemets grundpiller og borttage dem stykke for stykke, sten for sten, og det må falde, selv om rækker af år hengår, før det sker. Om det da i faldet knuser nogle af de vægtere, der i tillid til bygningens fasthed har vovet sig for højt op til manden på spidsen og måske endogså os selv, som arbejder på dets fald, det er noget, hvorfor vi ikke kan påtage os ansvaret«. Om rigsdagsmændene hed det, at de kun erindrede den fattige mand for at bruge ham. De tænkte blot på den dag, da de selv kunne blive ministre; i denne stilling ville det være behageligt for dem at have en stående hær, som på kommando med bajonetten kunne dræbe enhver stræben efter frihed; derfor havde de indført almindelig værnepligt i stedet for folkevæbning, men samtidig havde dog den folkekårne minister Tscherning holdt fast på den velhavendes ret til at stille for sig og således slippe med en lille del af sin formue, hvor den fattige familieforsørger måtte ofre liv og blod.

Den eneste arbejderbevægelse af lidt betydning, der fandt sted i disse år, var blandt murer- og tømrersvendene, som i juli 1850 henvendte sig »ydmygst« til Københavns magistrat for ved dens hjælp at få daglønnen - 1 rdlr. om sommeren, 4 á 5 mark om vinteren for 12 timers arbejde - forbedret samt afskaffet det omsiggribende akkordarbejde. De klagede over, at »den store tilvækst af mestere« skabte en konkurrence, som truede med at ødelægge faget. Magistraten afviste imidlertid svendene og henviste dem til at forhandle med mestrene, hvad de da også gjorde, idet de forlangte 7 mark i dagløn om sommeren, 6 mark om efteråret og 5 mark om vinteren samt akkordpriserne forhøjet. Mestrene holdt møde og blev enige om kun at ville forhøje sommer- og efterårsdaglønnen med 8 skilling. Svendene opsagde da den 4de januar 1851 deres arbejde med fjorten dages varsel, og den 18de januar fandt arbejdsnedlæggelsen sted. Efter de gældende love var imidlertid en sådan »aftalt« arbejdsnedlæggelse ulovlig. Det hed i forordningen af 21de marts 1800: »skulle noget helt lavs svende vedtage at forlade arbejdet, da bør ophavsmanden til sådan sammenrottelse dømmes til at arbejde i Rasphuset i 2 år, og et sådant lavs svende ikke mere tillades at have herberge og forsamlingsstue« politiet skred ind. Nogle murersvende arresteredes, og flere kom i forhør; det var en forbrydelse, her var begået. Murersvendene henvendte sig nu til Tscherning, som gjorde det forefaldne til genstand for en forespørgsel i Folketinget. Den fandt sted den 24de februar 1851, men allerede forinden havde mestrene tilstillet kriminalretten en skrivelse, hvori de anmodede om, at sagen måtte blive hævet; de antog, at den begyndte retsforfølgning allerede havde virket, og iøvrigt, skrev de, havde svendene »uanset den stedfundne meningsforskel uafbrudt vist sig beskedne og velvilligen stemte mod mestrene«. Et lignende skudsmål gav justitsminister Bardenfleth dem, da forespørgslen kom for i Folketinget, og følgen var, at den påbegyndte retsundersøgelse blev standset.

Så mådeholden var tidens største arbejderbevægelse. Medens den fandt sted, havde Frederik Dreier iøvrigt atter været borte fra hovedstaden. Han havde i juni 1850 påny tiltrådt posten som underlæge i hæren, denne gang ved lasarettet på Valdemarsslot på Tåsinge. Han havde udviklet sig til en meget dygtig læge, der med liv og sjæl gik op i sit kald, og han befandt sig vel i den smukke egn. Han betegnede selv den tid, han tilbragte der, som en af de lykkeligste perioder i sit liv. I november 1850 blev han forsat til Haderslev, hvorfra han i marts 1851 vendte tilbage til København. Her fandt han bogverdenen i livlig bevægelse i anledning af et ved juletid udkommet skrift »Klara Rafael, tolv breve«, hvis forfatterinde var en ung, smuk pige på tyve år, som var blevet indført i litteraturen ved den almægtige smagsdommer J. L. Heibergs hånd. Hendes navn var Mathilde Fibiger, og hun var den første svale, der varslede damernes emancipation - som det hed med et fint ord - thi om kvindernes frigørelse var der endnu ikke tale. Den Klara, om hvem brevene fortæller, er et udtryk for den unge forfatterindes ideer. Hun boer først hos en gammel tante, hvor hun fører en ørkesløs tilværelse; men hun føler, at den er ikke værdig til at leve, som »ødsler tiden bort i tågede drømmerier i stedet for at virke til held og velsignelse i den skønne verden«, og hun tager derfor plads som lærerinde hos en forpagter på en herregård. Her åbnes hendes øjne for det uværdige i kvindens stilling: »alt bliver gjort for at udslette det ejendommelige præg i unge pigers karakter. De stakkels børn får åndeligt snøreliv på, før de kan tænke«, skriver hun. »vor stilling i samfundet er sørgelig og hvorfor? Hvad ret har mændene til at undertrykke os? Thi underkuede er vi, om end lænkerne er forgyldte. Den stærkeres ret! Hvori består da deres overmagt? I forstand står vi ikke tilbage for dem, vi overgår dem i entusiasme og kraft til opofrelse. Men der er en fejl, vi har tilfælles, som hos os har taget en retning, som giver os i deres vold. Mændenes forfængelighed bliver som oftest til egoisme. Vor forfængelighed går ud på at behage andre, og det gør os afhængige.« Kvinderne, mener hun, bør overvinde denne forfængelighed, og hun ledes derved ind på et religiøst-kønsløst sværmeri. »vi kaldes ikke for intet det smukke køn. Skønhedens idé har gud i os villet udtrykke. Men kun hvad der er sandt og frit, er ægte skønt.« Kun ved en åndelig forening mellem mand og kvinde lader denne frihedens og skønhedens idé sig virkeliggøre - »ikke ved, at de parres i ægteskab som kortene i sorteper.« Hun indvier sig til sin åndelige kamp for »damernes emancipation« ved at gå til alters, og da hun bliver forelsket - i en ung baron - viser hun sin kvindelige styrke ved at modstå den jordiske kærlighed: hun indgår en »åndelig« forlovelse med ham! Klara Rafaels bog gav stødet til en omfattende fejde i pressen og til en sværm af flyveskrifter. I en anmeldelse i »Københavnsposten« anerkendte Rudolf Varberg den begejstring for ideen, som gik igennem bogen, men »naturen lader sig ikke spotte; det ideelle er intet uden denne foragtede verden«, skrev han; »netop i denne verden har det ideelle sin rod, og derpå støtter sig dets udvikling.« Goldschmidt angreb Klara Rafael skarpt i »Nord og Syd«; han ville have hendes emancipationsidé »en gang for alle ophængt blandt de urimeligheder, som tiden frembringer«. På den anden side forsvaredes de af Klara Rafael rejste anskuelser med djærvhed af Pauline Worm og ikke uden vid af Fanny Bretteville (»Sibylla«), som kritiserede den ørkesløse opdragelse, der blev kvinden af de velstående klasser til del, og betegnede hendes stilling således: »at være kvinde er at gå på gaden og blive betragtet med profane blikke, i frastand at måle og betragte den mødende herre og nærved at slå øjnene ned eller stift se lige ud, at man ikke skal beskyldes for behagesyge og vindelyst. At gå forbi Gianellis kafé i regnvejr og blive set på fødderne. At spørge i øster og blive svaret i vester« - osv. Sibyllas skrift mundede ud i kravet om en »sund, fri og selvstændig opdragelse« for kvinden. Til dette punkt var diskussionen ført, da Dreier skar ind igennem alt vrøvlet med sit indlæg: »blik på det verdenshistoriske værk Klara Rafael og den derved fremkaldte damelitteratur. Efter en høj beskytterindes ordre af Peter Vandal, akademisk og verdensborger«. Det lille skrift med denne vidtløftige og humoristiske titel var i virkeligheden det forløsende ord i sagen. Dreier havde i forvejen liggende en skitse af familiens historiske udvikling med en kritik af familielivet. Det var i alt væsentligt dette arbejde, han nu benyttede, idet han gav det en slagfærdig form og stridbar tilslibning. Det lille skrift lyser af humor og vid. Selv om tonen i det, som han selv siger, er »tør og skarp«, så er det ikke den strenge, barske tone, der gik igennem hans første skrifter, og som måske kunne give læserne indtrykket af en mørk alvorsmand. Dreier satte tværtimod stor pris på en god spøg og et djærvt udtryk, og hans komiske sans gav sig bl.a. udslag i hans evne til at gengive snurrige mennesketyper, hvorved han ofte udfoldede en sprudlende munterhed. Under »Peter Vandal«s mærke giver han sin satire frit løb. I den foregivne tilegnelse til sin »beskytterinde« gør han sig først lystig over den i Danmark grasserende Heibergske skønlitteratur. Han er - som han siger - »meget langt fra at være tilhænger af vort store digtende, teaterdirigerende, kritiserende, komponerende, filosoferende, stjernekiggende litterære firma«, men han vil dog»efter ordre« tage fat på »den vældige rafaelske litteratur - for hvilken i disse dage åbnes eget folio på Kongens Bibliotek; gamle Molbech, som dog skriver med begge hænder på en gang, sidder og sveder deroppe fra morgen til aften og kan alligevel næppe få de ny sager i den retning protokollerede, med så voldsom en hastighed følger de i uoverskuelig strøm på hverandre«. Hvis Dreier »endelig skal have noget med sagen at bestille«, så »kan det kun være for at gøre den blinde alarm til en virkelig alarm, at gøre striden fra en frasekrig til en krig om principper«. Han takker sin beskytterinde for »den hartad englelige godhed og udholdenhed, hvormed hun i en så lang række år har arbejdet på hans råheds afslibning«, så at hans »hårde og ru skal er blevet lidt behøvlet«, og han kan »udslynge sine paradokser i et nogenlunde læseligt dansk«. Hvad navnet »Klara Rafael« angår, så véd han ikke, om »Klara« er en ironi over bogens uendelige uklarhed, og om »Rafael« skal betegne et kødeligt og åndeligt slægtskab med kræmmeren på Østergade eller med ærkeenglen af samme navn. Han gennemgår indholdet af Klara Rafaels tolv breve og sætter små vittige randbemærkninger ved de mest forskruede steder i dem. Hensigten med brevene er jo at skildre en begavet ung piges udvikling fra den ordinære ubetydelighed til åndelig kraft. Udgangspunktet er såmænd også ubetydeligt nok, men det forekommer ham, at »udviklingen« går gennem lutter ubetydeligheder for at ende i fuldkommen uklarhed og delvis vanvid. »Klaras bevidsthed er i endnu højere grad end sædvanlig påvirket af alskens røverhistorier, danske krigshistorier, Grimmske eventyr, romaner og digte; . . . Når hun vel har taget tilløb til en tankerække, dumper hun pludselig ned i en fortolkning af et børneeventyr, et vers af Øhlenschlæger eller deslige, og netop en digterisk frase, ingenlunde en tankeudvikling, bliver hendes leder til et resultat og en livsvilje, som da også er derefter.« Det er et vidnesbyrd om hendes dybde, at hun ikke har nogen anelse om fordærveligheden af en sådan romandannelse som hendes egen. »yderst komisk er den måde, hvorpå hun af balkonversationens ynkelighed tager anledning til klageråb over kvindens underkuelse; thi er der noget steds lighed mellem herrer og damer, da er det vel i balpjattet, og de fleste balherrer stikker visselig ikke gyldne sandheder under stolen; det, de præsterer, er ikke langt fra at være det bedste, de har, når undtages forretningssager, som Klara vist helst vil være fri for.« Naturligvis morer Dreier sig også kosteligt over det »religiøse delirium«, som driver Klara til den beslutning at ville forblive den rene jomfru, der forsager alt det jordiske forliebte væsen. »hallelujah! Frøkenen er stor!« Udbryder han. »så voksen, så københavnsk, så forhen strålende baldame - og så uskyldig og engleren! Ve den, der savner sans for det højere, det himmelske, det ideale, i den grad, at han kunne anse en sådan kvinde for en karikatur.« Når Klara skriver: »jeg følte, at gud overvinder verden«, tilføjer han: »frøkenen har meget fine fornemmelser«, og til beretningen om hendes »åndelige« samliv med baron Aksel kan han naturligvis ikke nægte sig den fornøjelse at føje et fremtidsbillede af dette ægteskab: »Aksels lange skikkelse er blevet mager, gul og vindtør, en personifikation af åndens sejr over legemet. Klara er temmelig fyldig, men den jordiske skønhed og glans er borte, hun er bleg og meget æterisk at se til; hendes øjne giver hyppig glimt af en sælsom karakter, der dog øjeblikkelig afløses af den himmelske, glade resignations udtryk. Åndens sejr over legemet viser sig hos begge i deres sundheds skrøbelighed. Hun holder fem livlægeinder, han tre livlæger, og begge tilsammen tredive himmelske sygevogtere og tredive barmhjertige søstre, som uafladelig holder vagt hos dem, står deres svaghed bi og neddæmper hvert anfald af jordisk lyst. Gudindens himmelske hysteri lader hende ikke ro dag eller nat. Men vorherre, der ser engleparrets utrolige anstrengelser for sin sag, - der ser, at deres åndelige kampes vældighed vil føre dem til dårekisten, om ikke deres tjenestetid snarlig endes, sender, medens de i deres virksomheds femte år opholder sig i Konstantinopel, hvor læren ikke ret vil finde anklang, den gloende ekvipage ned efter dem, som i sin tid hentede salig Elias; denne profet tilligemed den brave Habakuk kører den selv og fører dem i god behold til paradis, hvor de på øjeblikket forvandles til kønsløse serafer. Selv deres bortgang, fra jorden bliver således en sejr for troen, idet hele Tyrkiet omvendes ved dette uhyre mirakel.«

Stilen i Klara Rafaels breve var blevet rost som glimrende. »For mig«, siger Dreier, »har stilen kun betydning som middel til tankens klare og fyndige udtryk.« Han har derfor den største modbydelighed for et sådant søgt og idéforladt stilmageri, som her kommer til orde. Når det f.eks. hedder hos Klara: »skabningen hengiver sig i glad tilbedelse og tilbedende glæde til sin skaber«, tilføjer han: »arme skaber, ulykkelige skabning, forfærdelige skaberi!« Det er Klaras ualmindelige færdighed i at »indflette sprikworter«, der har bevæget »oldermanden for Danmarks frasemagere« (Heiberg) til at »optage hende som æressvendinde på lavet.« Hvad forfatterinden personlig angår, så indrømmer Dreier, at hendes »eksempelløse ungdommelige dristighed og higen« jo altid indeholder en væsentlig betingelse for udvikling, men foreløbig er resultatet rigtignok, kun blevet en uhyre affektation, han gennemgår dernæst de forskellige indlæg, som »Klara Rafael« havde givet anledning til. Han finder det overfladisk at råbe så stærkt på kvindens udløsning af den trældom, hvori manden holder hende, og han sætter fingeren lige på det ømme punkt med de ord: »den ringe forskel, der er mellem mandens og kvindens grad af frihed, er forsvindende overfor ligheden i den trældom, hvori deres fælles fordomme holder dem i den store sociale trædemølle.« Den lille fine dame havde vist sin fuldstændige mangel på begreb om tidens store bestræbelser ved bestandig at tale om »herrer og damer« og om »damernes emancipation«. Og Sibylla tænkte ligeledes, når hun talte om »kvinden«, kun på salondamen, som om ingen anden kvinde var »virkelig kvinde«. Men netop »af den fattige, arbejdende kvindes liv kunne der samles en uendelighed af. Træk, der viser, at hun ofte er et langt mere nyttigt menneske end salondamen, at hun i viljekraft, i færdighed til at benytte livets forhold, i praktisk dygtighed overhovedet, gennemsnitlig står langt højere end den fine dame.« Og ville man sammenligne disse to klassers forhold til de idealer for kvindelig udvikling, som kunne skimtes i fremtiden, så stod den arbejdende kvinde idealerne nærmere, fordi hun var produktiv, selvstændigere end bourgeoisidamen, sideordnet manden, energisk. Ved at udvide sin betragtning til proletariatets kvinder ville man føres umiddelbart over i den sociale kritik - og det var derhen, Dreier ville. »Således er jeg da af de begavede unge damer blevet ledet midt ind i fremstillingen af den idé, der behersker alle enkelte bevægelser i min bevidsthed, den om menneskelivets udvikling«, siger han. »ingen lejlighed kan jeg forsømme til at virke for denne idé.« Han går da nu over til at skitsere sin anelse om familielivets udvikling og opdragelsens ordning i fremtiden. Stilen er »som sædvanlig uden blomster, fremstillingen er kun rettet på korthed og klarhed, men der er tanker deri.« Den lille skitse slutter sig nøje til hans to første småskrifter fra 1848. Han viser, hvorledes de ældre tiders begrænsede familieliv mere og mere afløses af det mangfoldigere bevægede samfundsliv, de huslige interesser af de offentlige, hjemmeindustrien af fabriksindustrien, den private opdragelse af opdragelsen i større anstalter. I denne udvikling vil også kvinderne drages ind. De huslige gerninger, som kvinderne har at udføre (syning, vaskning, madlavning, osv.) kan langt fordelagtigere udføres i det store. Man har dampvaskerier, klædefabrikker og lignende; hvorfor skulle man ikke også få fælles køkkener, hvor maden blev lavet med stor besparelse? Restaurationerne spiller jo allerede en rolle i den retning.

Der gives intet fag, som ikke kvinden skulle kunne tilegne sig omtrent lige så godt som manden. Til »kvindagtighedens grundige udryddelse« ville det f.eks. være fortrinligt at lade hende uddanne sig til læge. Livets udvikling vil overhovedet medføre nødvendigheden af en radikal reform i hendes opdragelse. »romanslugeriet, pjattet, gadedriveriet, mytologien, de uendelige smålige broderier, strikkerier, vrikkerier og andre prikkerier vil lide et mægtigt skår til fordel for de anvendte videnskaber.« Også hvad opdragelsen angår, vil større anstalter efterhånden fortrænge hjemmene; begyndelsen er allerede sket ved asyler, vajsenhuse, plejestuer, børnehaver, osv.. At kvinderne her vil komme til at spille en betydelig rolle, især i opdragelsen af de mindste børn, falder af sig selv. »måske kunne f.eks. tre mødre lige så godt pleje og passe ti børn udenfor diegivningen, som nu hver opdrager et, hvilket ville være en stor besparelse af tid og kraft; tillige ville der kunne samles et uendelig rigere materiale til en opdragelsesvidenskab, hvortil der endnu næppe findes spor .... Mødrene ville få bedre tid og lejlighed til at deltage i andre samfundsarbejder og nydelser, noget, som næsten alle, når man skulle tale oprigtigt og uden deklamation, ville indrømme var en stor fordel.« Men familielivet - siges der fra konservativ side - er mandens trøst og husvalelse efter dagens slid, omsorgen for hustru og børn er drivfjedren til arbejde og sparsommelighed. Dreier svarer: »selv under de nuværende forhold er der mange andre bevæggrunde, således interessen for selve arbejdet, glæden ved den sociale nytte, og netop disse bevæggrunde ville under et organiseret arbejdssystem, hvor arbejdet var beregnet efter individernes tarv, hvor den teoretiske erkendelse og deltagelsen i de vundne produkter for alle arbejdende gik hånd i hånd med selve arbejdet, være langt større og almindeligere. At desuden nu for tiden, da manden bestandig skal leve sammen med familien og dens hele tilstand altså i høj grad virker tilbage på ham, da han og den« står i betydelig tildels fjendtlig modsætning til yderverdenen, da han har lært det at kende som sin pligt at sørge for familien, da dens velstand eller armod regnes ham til ære eller skam, da børnenes senere dygtighed allermest kommer ham til gode - at under disse omstændigheder det hele familiehensyn kan være af overordentlig betydning for ham, det beviser ingenlunde, at en hel anden ordning, hvor alle disse forhold var aldeles forandrede, skulle lade familiehensynet beholde denne overvægt.« Al opdragelse må blive en samfundssag, uafhængig af familiens kår og forældrenes tilfældige egenskaber. Man vil indvende, at staten må respektere forældrenes ret. Men der er vel ingen, der vil påstå, at forældrene har ejendomsret over deres børn, og naturforholdet giver dem ingen særlig ret udover diegivningen. Hvis de f.eks. søger at styrke deres pattebørn med brændevin, så er det statens ret at gribe ind, og den samme ret kan staten tiltage sig, hvis den anser fælles opdragelse for nødvendig. Tvangen vil dog antagelig blive et underordnet moment i den sociale revolution. En anden indvending går ud på, at hvis staten overtog børneopdragelsen, ville menneskene give deres drifter frit løb og uhindret kunne avle børn. Frygten for fattigdom skulle altså formindske børneavlen! Det er et ægte penge-aristokratisk ræsonnement. »Om et individ er kraftigt eller ikke, om dets afkom vil blive dygtigt eller usselt, kommer aldeles ikke i betragtning. Den fattige, på sjæl og legeme kraftige mand må afholde sig fra at tilfredsstille sin drift eller gøre det ad de sørgelige veje, som det gamle samfund ikke kan undvære, og det skønt frugten af hans naturlige kønsliv ville være en kraftig slægt; den usle stymper af en udmarvet matador kan frembringe så mange børn han vil, det er i sin skønneste orden, selv om det bliver en ynkelig slægt. Man indser, hvor fordelagtig denne indretning er til menneskeslægtens vedligeholdelse og forædling.«

Den malthusianske påstand, at menneskenes antal stiger i langt større forhold end næringsmidlernes, betegner Dreier som grundfalsk. Tværtimod, siger han, indses det let, at under en god arbejdsorganisation stiger produkterne i langt større forhold end antallet af arbejderne. »hvilken uegennyttig iver, allerede nu at tage forholdsregler, mod jordens overfyldning, medens måske kun en tusindedel af dens overflade er opdyrket, og medens der ingen grænse er at øjne for benyttelsen af disse opdyrkede strækninger eller for produktets forøgelse! Nej, råb ikke mod den om et par millioner år forudsatte overfyldning, men mod den nærværende sociale elendighed, menneskekræfternes uproduktive forbrug, menneskenes deraf flydende åndelige og legemlige forfald! Virk for ordning af samfundet som en samvirken af ligeberettigede fri individer, det er vejen til den menneskelige lykke, eller rettere, det er det store skridt fremad i menneskehedens udvikling, som fra vor tids standpunkt så tydeligt ses i dets nødvendighed, og som står på tidens dagsorden!« Sluttelig spørger han, hvorledes ægteskabets skæbne bliver under denne omvæltning af de sociale forhold. Under de bestående forhold er jo pengegiftermålet det almindelige, og det er fra det gamle samfunds synspunkt kun naturligt. Efterhånden som kvinden imidlertid bliver selvstændig deltager i samfundsarbejdet og den ny ordning bringer formuesuligheden til så godt som at forsvinde, vil pengegiftermålet af sig selv afskaffes. Dermed vil selve ægteskabet skifte karakter. »det gamle strenge ægteskab en gang for alle er man godt ude over; andet, tredje, fjerde giftermål efter første ægtefælles død er der ikke noget i vejen for, det er slet ingen sjældenhed, og der er kun i forhold til de gamle pro formå gyldige æstetisk-religiøse fraser noget urimeligt deri. Skilsmisse og nyt giftermål bliver ligeledes lettere og lettere, og, skønt jeg ikke ser mig i stand til at bevise det, tror jeg tillige, bestandig hyppigere. Alt dette er jo ganske naturligt og fornuftigt. Er det ikke forfærdeligt, at et skrøbeligt menneske en gang for alle skal afgøre, hvem han vil leve sammen med i et helt liv, og så anse sig for bunden ved denne ene afgørelse? Navnlig efter den overfladiske eller af ideelt uvedkommende hensyn afhængige ægteskabsindgåelse, som nu er eneberettiget, må naturligvis de allerfleste ægteskaber være temmelig forfejlede og en mængde af dem absolut utålelige; godt er det derfor, at sådant kan ændres.« De hindringer, der står i vejen for et sådant friere samliv mellem mænd og kvinder, vil forsvinde af sig selv i udviklingens løb. Den offentlige mening, som er ugunstig stemt mod skilsmisse og nyt ægteskab, støtter sig kun til levningerne af de gamle systemer og idealer og vil forsvinde med disse, ligesom på den anden side den abstrakte respekt for den offentlige mening vil tage betydelig af. »således falder da betydelige hindringer for en friere indgåen og opløsning af forbindelser, for en kæk forsøgen sig frem i denne væsentlige som i alle andre retninger.«

Dermed slutter Dreier sin »tørre og skarpe« skitse, hvori han bl.a. også havde stiklet til »Søren den Store« (Søren Kierkegård) og Goldschmidt. Særlig til den sidstnævnte havde han efterhånden fået et godt øje. Efter at Goldschmidt i slutningen af 1846 havde trukket sig tilbage fra »Korsaren«, var hans anskuelser efter en længere udenlandsrejse undergået væsentlige forandringer. I december 1847 havde han påbegyndt udgivelsen af tidsskriftet »Nord og Syd«, hvori han ikke længer kæmpede for den sociale republik, men for noget, som han kaldte »kongedømmet med republikanske institutioner«. I sin mistillid til den almindelige valgret og i sin uvilje mod det national-liberale bourgeoisi nærmede han sig mere og mere den godsejerlige konservatisme, som fandt sit udtryk i »Grundejerforeningen«, hvis pennefører han blev. Ploug hånede ham som »Grundejerforeningens tallerkenslikker«, og Bille kaldte ham »alle grevers Leporello«. Men Dreier gik grundigere til værks. I hans øjne måtte Goldschmidt med sine idelig svingende og skiftende stemninger nødvendigvis komme til at stå som det farligste udtryk for hele den danske »æstetik«, hvis såkaldte »skønne« og poetiske stil kun tilslørede den nøgne sandhed, bortløj de sociale modsætninger og dækkede over idéløshed og holdningsløshed, mangel på mod, på handlekraft, på alle mandige egenskaber. »Goldschmidts færdighed i journalistisk og æstetisk kritisk stil skal ingenlunde benægtes«, - skriver han i sin polemik mod Klara Rafael - »men det er noget, der ikke har meget med livsanskuelse og tendens at gøre. Som bekendt kan der »skrives smukt« om det usleste emne, hvilket er en dårlig anbefaling for den hele »skriven smukt«!« Han besluttede nu nærmere at udvikle denne anskuelse i et særligt stridsskrift mod Goldschmidt. Men forinden han gik over til dette angreb, havde han en spøg. For, der morede ham kosteligt. Blandt de Københavnske aviser fandtes et blad ved navn »Flyveposten«, redigeret af Edv. Meyer, en forhenværende kunstdrejer, som havde fusket lidt i litteratur, og hvis opblæste uvidenhed var til morskab for alle forstandige. »Flyveposten« var under hans og hans åndsfælle Jakob Davidsens ledelse et organ for den selvglade københavnske småborgerlighed og som følge deraf et på de tider meget populært blad. Dreier fik nu det indfald at sende dette blad en - naturligvis unavngiven - anmeldelse af sit eget skrift mod Klara Rafael, og han havde den fornøjelse at se redaktionen bide på krogen. »Flyveposten« optog artiklen, og Dreier opnåede sin hensigt: at henlede læseverdenens opmærksomhed på sit skrift. Men naturligvis måtte han til den ende skælde sig selv ganske kraftigt ud i »Flyveposten«s sædvanlige stil. Han betegner Peter Vandal som »en gammel bekendt, den socialistiske fritænker, der i 1848 ville lave et fælles sprog og fælles kasernemæssig opdragelse«. Han kalder ham »en talentfuld, men rigtignok mageløst forvildet og hovmodig ung forfatter«, »den meget ukyndige« og lignende, og sit eget skrift betegner han som »en kritik fra gaden«. Dog »Klaras kæmpen for ideen parodieres ret morsomt«. Idet han kaster et blik ud over skriftets indhold, siger han: »det fortjener påskønnelse, at man mellem en sådan masse af nonsens og kådhed træffer en sund anskuelse af ærkestilisten Goldschmidts litterære virksomhed, som det i en komisk grad er blevet mode at beundre« osv.. Han fortsætter: »forfatterens anti-religiøse anskuelser, som han selv og en afdeling af den studerende ungdom anser for videnskabens nyeste resultat, er tværtimod et for længst tilbagelagt stadium; det 18de århundredes såkaldte oplysning er blevet så grundigt overvunden af det 19de århundredes religiøse filosofi, at« osv.. Og han slutter med at sige: »man behøver kun at kende de socialistisk-kommunistiske teorier og deres historie for at indse deres intethed, og man kan for så vidt være forfatteren særdeles tak skyldig, fordi han har bragt dem til torvs i så tøjlesløs kras en form«.

Imidlertid rykkede Goldschmidt i marken mod Peter Vandal, hvis skrift han anmeldte i »Nord og Syd«. Den gamle »Korsar«-redaktør fandt, at Peter Vandal hyldede »den allerrødeste radikalisme«, og at man godt kunne anse ham for en Satyricus, men at han dog rimeligvis mente det alvorligt. »Det er formodenlig et menneske med noget talent, der først af særhed og lyst til at være original har affekteret sig ind i troen på alleryderste venstre og senere har anset sig forpligtet til at blive siddende fast i disse forestillinger - det er jo så rask - idet han derhos indbilder sig at have en »verdensanskuelse«. For unge mennesker kan sådant være en tillokkelse«, osv.. Man kunne tydeligt mærke, at Goldschmidt ikke længer selv var noget ungt menneske. Dreier svarede først med en artikel i »Fædrelandet«, idet han samtidig - for et syns skyld - indflettede nogle ord mod sin egen kritik i »Flyveposten« - en pudsig selvfordobling! Goldschmidt, sagde han, kunne jo nok med en vis ret forbavses over, at »ikke også jeg har kunnet behændigen æstetisere og anskue mig over i de fede græsgange til højre, overladende de enfoldigere venstres ørkener«. Han spottede over Goldschmidts vekslende standpunkter og de forskellige bagdøre, han havde holdt sig åbne til at sikre sig »aristokratiets tilgivelse« for sin demokratiske fortid. »Efterhånden som revolutionens aktier sank, foretog Goldschmidt tidssvarende forandringer med sine produkters form og indhold. Og endelig er han kommen til at færdes i langt finere kredse; ligervis som Klara Rafael mødte en ideal baron på sin vej og bedåredes, sålunde er Goldschmidt blevet bedåret af en del baroner og andre fine og belevne godsejere, om hvis samfund det iøvrigt kan betvivles, hvor vidt det tilsigter virkeliggørelsen af Goldschmidts tidligere fordringer om vid valgret i kommunerne, stor kommunalfrihed, meget stor arveafgift, progressiv formueskat«. Dreier kan ikke undgå den formodning, at »merkantile hensyn« har været ledende for Goldschmidt i hans litterære virksomhed. Der gives endog mennesker, som kalder »Nord og Syd« for »det fine profitblad«. I så henseende kan Goldschmidt og Edv. Meyer tage hinanden i hånden. »hvilken ulykke for litteraturen, at personlig rivalitet her som så ofte skal holde to store mænd fra hinanden, ved hvis samvirken utrolige gerninger ville fremstå, såvel med hensyn til udstyrelse og prisbillighed som til stilens tidssvarende nethed! Ak, om jeg var kapitalist, jeg skulle da udsætte en pris for den bedste sammenlignende litterære levnetsbeskrivelse af vore tvende industrielle heroer, et længe og dybt følt savn i vor litteratur: ja, interessante tanke, hvis prisen sattes tilstrækkelig høj, ville man måske se en af dem selv eller af deres disciple løse opgaven!«

Edv. Meyer svarede i »Flyveposten« med en artikel, hvori han på ægte spidsborgerlig vis korsede sig over Dreiers ateisme og sammenlignede ham og hans tilhængere med de vilde dyr i et menageri. »Her i staden« - skrev han - »eksisterer et selskab, bestående af blaserede unge mennesker, en ny Dreiersk klub, der dog adskiller sig fra den ældre Dreyers klub derved, at i stedet for, at denne, den ældre klub, havde gemytlighed, gode sæder og behagelig underholdning til formål, går den ny Dreiers klub kun ud på at udviske alt, hvad der giver livet værd og betydning. At fornægte gud og dyden er dens første princip, at angribe og latterliggøre alle, der vedkender sig dem, dens andet. I andre store stæder findes der også fritænkere, mænd, der ikke tror på den åbenbarede personlige gud, men de har dog sandhed og retfærdighed til formål; den Dreierske ateistiske klike går ud på det modsatte. Vi har fornylig været i et selskab, hvor der var en del af denne sekt tilstede. Vrede og glubskhed lynede af deres blikke, en stadig brummen, en evig kredsbevægelse omkring dem selv var det første, man bemærkede ved indtrædelsen i forsamlingen. »Vi tror ikke på nogen gud, vi tror kun på os selv. Opholdelsesdriften er vor moral, vor tanke, »vor kemisk-fysiske proces i hjernemassen«; råhed, glubskhed samt dyrisk vandalisme vor dyd, vor sandhed«; alt dette tonede fra de ville struber og genlød som stygge hyl i menneskeøren. Det var i hr. Liphardts menageri, hvor vi så denne klynge ateister i deres ville naturkostume« osv.. Men ateisterne er værre end disse vilde dyr, blandt hvilke der også fandtes en lille abe, som græd og jamrede sig: »Den var ikke ateist; den troede på et mægtigere væsen; hvilken stor abe er dog Peter Vandal imod denne lille abe; en eneste stor ulykke, der kunne bringe ham til den erkendelse, dyret i almindelighed har forud for ham, ville dog være en stor lykke for ham.« Også Goldschmidt svarede på Dreiers angreb, som han fandt »personligt« og »hensynsløst« i modsætning til de angreb, han selv havde ført i »Korsaren«, og ved hvilke han havde tilsigtet et »æstetisk« mål, en »vittighedsvirkning«. Efter denne forpostfægtning kørte Dreier op med det svære skyts. Samtidig med, at han - i efteråret 1851 - oversatte en række af Liebigs kemiske breve) i »Københavnsposten«, udarbejdede han sit stridsskrift, der udkom i januar 1852 under titlen »M. A. Goldschmidt, et litteraturbillede af F. Dreier, medicinsk student. Med et anhang om hr. E. Meyer og dyrene«.

I et forord oplyste Dreier om de vanskeligheder, han havde haft ved at få sit skrift trykt og udgivet. Hans udtalelser om boghandelen og forfatterne har i vore dage en vis aktualitet. »Seks københavnske boghandlere« - skriver han - »er mine vidner, at det ikke er af ond trods, at dette skrift udkommer »på forfatterens forlag«. Med al sympati for foretagendet var frygten for at lide skade på forlagsartiklerne ved industripressens ondskab altfor stor til at tillade det kapitalistiske fåtals repræsentanter, selvopofrende at spekulere i mit arbejde. Naturligvis vil det dydige publikum, der i hin urimelig dyre mellemhandel, hin åndelige ågerinstitution, ser den almene fornufts repræsentation overfor den individuelle vilkårlighed, tabe betydeligt af sin interesse for foretagendet ved denne omstændighed. Måske kunne dog en og anden bringes til en følelse af, at det egenlig er underligt, at litteraturen beherskes af aldeles ulitterære størrelser; måske kunne en og anden indse, at sagens fornuftige gang var den, at et kontor med fast lønnet personale mæglede mellem forfatter og publikum, - hvilket overordentlig let lod sig udføre ved hjælp af et litterært samfund med litterære juryer for de forskellige fag og med et kontor til alle boghandelsoperationers nettoløse udførelse. Det ville være en ustandselig udvidelse af markedet og fremskriden af folkeoplysningen, det ville være en sand reformmaskine. Af alle burde skandinaverne mest interessere sig for et sådant foretagende; thi intet er vel så meget til afbræk for den fælles nordiske litterære bevægelse som boghandelens individualistiske, anti-sociale spekulation og konkurrence. Dog jeg gyser næsten over den grad, som min dumdristighed her har nået. At molestere gud er voveligt, at angribe regeringen er livsfarligt, men at røre ved boghandelen, det er jo det vildeste raseri! Ve mig arme, måske vil denne ene finalbemærkning holde hele skriftet borte fra markedet ! O boghandlere, tilgiver en ungdommelig ubesindighed, jeg erkender min brøde og skal aldrig gøre det mere! I er jo repræsentanter for tidens store gud, pengemagten; jeg bøjer mig i støvet for eders majestæt. Husker på, at det er Goldschmidt, eders fjende, hvem jeg søger at komme tillivs; værer nådige, viser den opofrelse at mod tage mine 20 procent!« Om sin berettigelse til at optræde imod Goldschmidt siger han: »man vil måske synes, at jeg, et menneske af den og den unge alder, den og den stilling eller mangel på stilling, ikke burde gøre dette på en så bestemt og sikker måde, især da jeg står så ene i vor litteratur med min hele synsmåde. Det er nu vistnok noget meget uheldigt for os få danske radikale, at medens vi måske nok kunne tjene os op fra menige til højere poster i en ordnet fremskridtsarmé, så har vi her valget imellem at forholde os aldeles passive eller at forsøge selv at danne en friskare, hvilket måske udfordrer større kræfter, end vi har at råde over. - at man udtrykker sig med en vis djærvhed og sikkerhed synes jeg dog, må til en sjælden afveksling nok kunne passere; er der dog ikke virkelig i vor litteratur vage frem- og tilbagesnakkere i tilstrækkeligt antal?«

Han anser Goldschmidt for »en vag, upålidelig frasemager, der ikke har nogen synderlig fast overbevisning om noget almindeligere anliggende, som snart af en ateistisk omgivelse er blevet stemt henimod ateismen, snart omvendt af en madonna og et nonnekor i øjeblikket er blevet katoliseret, derpå atter indtaget for protestantismens skønhed, højhed og renhed eller deslige; således er hr. Goldschmidt optrådt mundtlig og skriftlig, jeg kan belægge hvert af mine ord med citater af hans skrifter eller med mundtlige ytringer af uomtvistelig vished. Stemningerne løber jo bestandig af med forfattere. Slutninger har han ikke stor forstand på.« Det hænger nøje sammen med hans egenskaber som »stilist«. Der gives en forfattervirksomhed, der udgår fra grundig kundskab og tænkning, og som vælger sin form under hensyn til klarhed og sammenhæng. Stilistiken (som Dreier kalder det) udgår derimod fra »færdigheden i at snakke og skrive og lysten til at gøre virkning ved denne færdighed; der tilegnes af kundskab et og andet hist og her fra, der skal tjene til indhold for denne form, men nogen sammenhængende kundskab, nogen interesseret, energisk tænkning finder ikke sted.« Dreier hader dette skønskriveri. »stilistiken er for øjeblikket langt almindeligere og langt mere populær end det alvorlige, ærlig stræbende forfatterskab, ligesom den livlige, morsomme snakken -overhovedet er langt populærere end den strenge tænkning og den klare tale, og dette hører simpelthen med til folkebevidsthedens lave trin i dannelse.« Hvad Goldschmidt angår, så er han »så snakkelysten og indtryksmodtagelig, så tankeløs og uskikket til studium som en ordinær lille dame«. Gennem en række citater af selvmodsigende, stemningsskiftende meningstilkendegivelser tegnes Goldschmidt af Dreiers hvasse pen som »ateistisk-kristelig æstetiker, absolutistisk republikaner, kosmopolitisk nationalist, socialist, platonisk kommunist og konservativ statsøkonom« og endelig som »aristo-demokratisk grundejerven«. Dreier var ikke mediciner for ingen ting. Han viste her sin færdighed i at bruge dissekerkniven; han skar sin modstander op levende, og hvorledes man end vil vurdere Goldschmidts betydning som forfatter, så lader det sig ikke bestride, at han som politiker, som offentlig personlighed, som karakter, fik et dødsstød ved Dreiers skrift. Det var ikke mindre pudsigt at se den »omvendte korsar« belyst ved sine religiøse stemningsudbrud end at se ham i al hans holdningsløshed som socialpolitiker. Goldschmidt yndede at kokettere med den europæiske socialisme til den ene side, medens han holdt gode miner med den danske reaktion. I »Håndværkerforeningen« havde han f.eks. holdt et foredrag om kommunismen, hvori han næst efter en udvikling af denne retnings grundsætninger erklærede, at når kommunisterne blev talrige i et land, ville samfundet tilsidst blive bragt i den nødvendighed at måtte »skyde dem ned som gale hunde«. Hertil bemærker Dreier: »at skyde et parti ned, fordi det er talrigt, det er et udmærket projekt, blot ikke meget stemmende med hr. Goldschmidts almindelige anskuelser om tale-, presse- og foreningsfrihed.«

Under den nationale strid var Goldschmidt optrådt på Kasinomødet med en antydning af den eneste fornuftige løsning af det slesvig-holstenske spørgsmål, nemlig adspørgelsen af Slesvigs befolkning, og dette - siger Dreier - må unægtelig regnes ham til stor fortjeneste. »men det nationalistiske parti havde engang for alle den københavnske stemning og i det hele taget den officielle »nation«, de dannede og velstående kasters masse for sig, og folkets andre bestanddele optrådte ikke med tilstrækkelig kraft til at modvirke denne retning; en del medlemmer af Håndværkerdannelsesforeningen havde vel fået adgang til Kasino, men formåede ikke noget mod det kompakte liberale parti. (man mærke sig dette Ibsen'ske udtryk hos Dreier!) Medens hr. Goldschmidt før oprørets udbrud havde anerkendt, at de to nationale partier stod omtrent på samme standpunkt, havde omtrent lige megen ret og uret, istemte han straks efter dette de mest patetiske nationale hymner, aldeles som de andre nationale. Påskuddet var oprørets uærlighed, augustenborgernes svig, oprørets åbenbart reaktionære interesse. Og dog er det klart, at disse momenter kun lidet forandrede sagens stilling; førernes uærlighed (uærlige er altid slige partiers førere, det er kun diplomatisk finhed) kunne dog aldrig bringe hele partiets relative ret til at forsvinde, kunne ikke borttage det sørgelige ved at se to i de væsentligere politiske, religiøse, sociale spørgsmål omtrent enige, lige oplyste og lige bornerte menneskegrupper kæmpe med hinanden for en grænses skyld. Som en uhyre ulykke måtte kosmopolitten, folkeafstemningens og almenvæbningens tilhænger konsekvent betragte den kamp, som her førtes mellem to væsentlig absolutistisk sammendrevne og kommanderede, om end tillige tildels ved nationale deklamationer og meningsløse krigssange ophidsede hære. Men hr. Goldschmidts giver sig ikke af med konsekvens. Han benyttede de forhen angivne påskud til at kaste sig i den efter krigens besluttelse eneherskende patriotiske stemning. . . Efter slaget ved Slesvig er han aldeles begejstret for rekrutterne. - Ved dette slag »er dog nu det væsentlige opnået: de danske har kæmpet imod en stor overmagt, de har indgydt fjenden respekt, prøvet dem, selv og vakt den mest levende sympati i hele Norden«. »vi danske slås for vor ejendom, for vort land, for vor tilværelse«. »Om os alle vil verden forhåbentlig engang sige, at vi har gjort vor pligt, den stolte følelse kan vi have«. - Han glæder sig på æstetikens vegne ved tanken om bajonetangrebs skønhed. »Smukt må det være at se en bataillon håndfaste sjællændere eller jyder (!) rykke frem med bajonetten« osv.. Forfatteren burde have tænkt på de fynske abonnenter og kønt taget fynboerne med. - hr. G. Begejstrer sig for nordmanden Løvenskjolds »ædle blod«, der kaldes således, fordi »det bliver beklaget af en hel nation;« en rar frase. - På side 123 (i »Nord og Syd«) bemærkes, at »krigen kan være en god skole også for freden; den udvikler individets selvstændighed« - man betænke! - »i krudtdampen går mangen fordom bort« - man kan nok med sikkerhed sige, at der vindes adskillige gange så mange i stedet; - »af de hjemvandrende krigerrækker vil måske udgå mangen mand, der energisk vil deltage i fredens felttog,« medens dog det visse er, at mangfoldige dygtige fredens mænd er gåede tilgrunde og end flere blevet aldeles militært forskruede. Forfatteren anfører straks efter selv, at »det modsatte også let kan ske,« som med Napoleons servile marskaller, og det er nok det almindeligere, såvelsom folkets ensidige hang til beundring af krigerhæder.«

Dreier påviser, hvor løs og overfladisk Goldschmidts kendskab er til de forskellige socialistiske skoler i Frankrig, som han raskvæk skriver om. Selv lægger Dreier en anderledes grundig kundskabsfylde for dagen. Han er inde i Saint-Simonisternes og Proudhons skrifter (hvorfra han bl.a. tager sin plan til en folkebank), han kender Marx og Engels, han er endogså opmærksom på Max Stimers skrift »den eneste og hans ejendom, som i selve Tyskland var blevet temmelig overset. Han blotter med den største overlegenhed de forvirrede begreber, der skjuler sig under Goldschmidts bestikkende stil. I sine artikler om udenlandske forhold erkendte Goldschmidt nødvendigheden af arbejdets organisation, men når han skrev om danske tilstande, var han modstander af »den fri konkurrence«, fordi den fremkaldte »skriget om arbejdets organisation«. Det ville være tåbeligt, sagde han, at være socialist i Danmark, hvor stoffet mangler. »hvilken grundig bemærkning!« udbryder Dreier. »At her hos os er megen nød og elendighed, at arbejdet er uden al organisation, tildels indtvunget i middelalderlige former, tildels prisgivet til en blind, uredelig og for massen undertrykkende konkurrence, at oplysningen står på et lavt trin osv., det erkender forfatteren dog formodentlig; og dog mangler »stoffet«! Man husker de forfærdelige kriminalhistorier, som forfatteren oftere har meddelt som bidrag til den sociale elendes historie hos os; og dog mangler stoffet!« Mest bidende hagler Dreiers hån naturligvis ned over Goldschmidts forhold til den godsejerlige Grundejerforening, som for Danmarks vedkommende repræsenterede den europæiske reaktion, »ordenens parti i modsætning til »omvæltningens«. Her kun et enkelt punkt af Dreiers kritik. Han skriver: »Grundejerforeningens hovedprogram er den bestemte holden på ejendommen, arveretten og testationsretten i dens mest naragtig middelalderlige form; dette strider aldeles mod forfatterens socialistiske anskuelser; sammenlign hans spot over »ejendommen«, hans ønske om arverettens indskrænkning. Jeg tror, at det her givne vil være tilstrækkeligt til en bedømmelse af aristo-demokraten hr. Goldschmidts stilling. Et eksempel endnu vil jeg give på forfatterens konsekvens. Vi har tidligere set, at forfatteren indrømmer, at »staten må give arbejdernes børn oplysning og lærdom lige med andre menneskers børn og således forberede de kommende generationers fuldstændige lighed.« I Grundejernes folkeskoleprisopgave-motivering hedder det derimod: »Det har andetsteds vist sig tydeligere end hos os, at en dannelse, der bringer vedkommende for langt fra den kreds, hvor han i følge sin livsstilling hører hjemme, medfører sine farer, idet visse fordringer til livet, som dannelsen kan fremkalde, ikke står i forhold til den opfyldelse, som staten og livet kan byde;« hvilket der bør tages hensyn til. Hist altså fordringen om en lige folkeopdragelse, her påstanden om nødvendigheden af kasteinddelingen og en derpå begrundet påstand om ringere dannelse for den fattige, arbejdende klasse - kan der tænkes nogen fuldstændigere selvmodsigelse?«

Efter disse sammenstillinger mellem Goldschmidts »socialdemokratiske fortid« og hans alliance med Grundejerforeningen går Dreier over til en lige så skarp kritik af den »diplomatiske uærlighed«, hvormed Goldschmidt i udlandet havde omgåedes tidens berømte republikanere og revolutionære. »Vor vimse forfatter render omkring og tager de politiske mænd i øjesyn, som man beser et menageri eller et teater, men vel at mærke, snigende sig ind ved hjælp af sit gamle demokratiske firma, sine anbefalinger fra demokratiske mænd - medens han nu er løben over til reaktionen; hvilken usselhed!« Citaterne af Goldschmidts rejsebreve giver ubestrideligt Dreier ret til at tale om »pjat«, »følesyge« og »lakajsind«. Han slutter med de ord: »Det er på tide, at jeg holder inde. Den »mødding« (at jeg skal tale æstetisk med hr. Goldschmidt) af selvmodsigelse og uærlighed, som hr. Goldschmidts værker indeholder, ville jeg dog ikke formå at bortrydde, om jeg så havde lemmer af jern og arbejdede fra morgen til aften i et par menneskealdre; »til at rense en Augias's stald udfordres der en Herkules.« I det lille »Anhang om hr. E. Meyer og dyrene« lod Dreier sin satires pile regne ned over »Flyveposten«s ulyksalige redaktør og hans nette kompagniskab, idet han stemplede bladet som en rent forretningsmæssig spekulation i læsernes uvidenhed. Meyer anlagde sag, og Dreier fik en mulkt på 10. Rdlr.. Hans stridsskrift havde imidlertid ved den uhørte voldsomhed, den skarpe logik og det bidende vid i angrebet på en så populær mand som Goldschmidt vakt større opmærksomhed end noget af hans foregående skrifter. Det havde fundet en skadefro genklang i den national-liberale presse (»Fædrelandet« og »Dagbladet«), og salget havde endog indbragt forfatteren en lille fortjeneste. Opmuntret af denne medbør følte Dreier sig tilskyndet til at virkeliggøre en længe næret idé - udgivelsen af et ugeskrift.

Håndværkerdannelsesforeningen eksisterede på dette tidspunkt endnu, men havde mistet sin gamle betydning. De politiske interesser, som havde været rådende, da den blev stiftet, var trådt i baggrunden for de mere håndgribelige, økonomiske og praktiske. I november 1850 var der blevet dannet en »Forening af oldgeseller og ladesvende«, som bl.a. havde klaget til Borgerrepræsentationen over mangelen på beboelseslejligheder for den arbejdende klasse. Jernstøber Lunde havde holdt foredrag om gamle håndværkssvendes nødlidende stilling, og i sommeren 1851 havde foreningen udstedt et opråb »Til arbejderklassen og dens venner«. Den bevægelse - hedder det i dette opråb - som i 1848 var foregået i Europa, havde i den arbejdende klasses øjne et dobbelt formål, den skulle »skaffe folkene delagtighed i styrelsen af deres og statens anliggender« for dernæst »at komme den talrige befolkning til hjælp ved hensigtsmæssige foranstaltninger.« Det første mål var fuldkomment nået her i landet, men forbedringen af de mindre gunstigt stillede klassers kår »har gjort lige så ringe fremskridt hos os som hos Europas øvrige folk.« »gennemgår vi,« hedder det videre, »de to tilbagelagte ordinære rigsdages forhandlinger, så finder vi, at medens der er behandlet mange vigtige sager især betræffende landboforholdene, så er derimod arbejderforholdene i købstæderne forblevne ganske uberørte,« ja »i den første samling kom adskillige andragender, der af mestre og svende i håndværksstanden var indsendte til folketinget, slet ikke til forhandling.« Man nærede altså ingen tro til rigsdagens reelle hensigter i den retning og opfordrede derfor til at danne en »Forening til arbejdsklassens vel«. Dens formål skulle være »at virke for en forandring i den nuværende betalingsmåde for den private arbejder- og tyendeklasse i den retning, at de ældre foruden den sædvanlige betaling tillige får et tillæg, der retter sig efter arbejdsårenes antal.« Som man ser, et yderst beskedent, nærmest forknyt program! Det var Lunde, der stod bagved, og han blev snart formand for foreningen, som voksede rask. På et talrigt besøgt møde i Hippodromen den 9de november 1851 fremsatte han en plan til en pensionskasse for gamle arbejdere; denne kasse skulle oprettes ved daglige indskud dels fra arbejderne selv i deres yngre år, dels fra arbejdsgiverne.

Dreier havde i begyndelsen tænkt sig muligheden af, at han i den ny »Forening for arbejdsklassens vel« kunne finde jordbund for sine anskuelser. Men det gik snart op for ham, at denne jordbund var altfor småborgerlig begrænset og kummerlig fortrykt, til at hans klare, frie og stolte ideer kunne slå rod i den. Det gjaldt om en langt dybere gående omvæltning i bevidsthederne, en helt ny samfundsopfattelse. Der måtte dannes et socialt reformparti, men dertil behøvedes først og fremmest et organ, og trods sagens vanskeligheder lykkedes det Dreier at stille et sådant på benene. I april 1852 udkom det første nummer af hans lille ugeblad »Samfundets reform«. Det var et særsyn i datidens københavnske presse. Gennem partikævlet, meningsforvirringen og smålighederne lød fra dette lille blad en rolig og myndig røst, endda den, hvem røsten tilhørte, ikke var 25 år gammel. Dreier skrev hele bladet selv. Han begyndte med en artikel, som i sin ironiserende tone giver et levende billede af samtidens København og udtrykker hans eget overlegne syn på de lidet betydende rørelser i denne ravnekrog med dens 140,000 sjæle. Fra alle kanter, siger han, lyder klagerne over vor tids åndelige forfald, over den usikkerhed, vantro og blaserthed, som er herskende hos os i alle retninger. »De materielle interesser, øjeblikkets fordele og nydelser har, så hedder det, overhånd overalt ... Hvor fremtræder begejstring og mod i gennemførelsen af almindelige principper? Jeg tror, man fejler ikke meget ved at svare: intetsteds. Overalt hersker vippen og vaklen og gyngen i grunde sætningerne, fejhed og lirken og læmpen i deres gennemførelse«. Om det så er religionen, siger han, så er dens magt over hjerterne kun ringe hos denne verdslige slægt »i længden kan man ikke en gang håbe, at gudstjenesten vil kunne udholde konkurrencen med Kasino og deslige, og navnlig med maskeraderne. Man måtte da opføre maskeret kirkegang med Lumbyesk musik.«

Politiken er det aldeles dårligt fat med. »Ve os, folket er jo idel bespottelse, det tror hverken på Grundtvig eller på Monrad eller på Lehmann, disse konger i talens rige''. I poesien og kunsten hersker en lignende opløsningstilstand; de hellige traditioner fortrænges mere og mere af det hverdagslige og håndgribelige. Studenteråndens ungdommelige begejstring er afløst af »brødstuderingens lektieterpen,« og kødets sejr over ånden viser sig i, at der er formelig dyrtid på »gudsvidenskabelige højskolelærlinge« (dvs. teologer), medens ,,de rå, materialistiske, naturvidenskabelige studenters tal er i en tilsvarende stigen.« Den skandinaviske begejstring er i sørgeligt forfald, og »vover vi at kaste et blik ind i familielivets mysterier, da viser sig en lignende opløsning. Den gamle fædrene myndighed, den gamle barnlige ærbødighed og lydighed er forsvunden; familielivets inderlighed er fortrængt af knejpe- og klub- og forlystelses- og gadelivets udvorteshed; kun den økonomiske fornødenhed holder i reglen familien sammen.« Den sande kvindelighed er kun i ringe pris. I stedet for ser man »damer med cigar i munden, trækstøvler på foden, med vest og snart også med frakke og benklæder, flyvende og farende og mandhaftige.« De gamle patriarkalske forhold opløses. Over tyendet lyder de bitreste klager. »Man kan snart ikke fæste en pige uden at måtte tilstå hende en abonnementsplads i teatret i tilgift eller fri brug af et fortepiano« osv.. Tyendet beklager sig med samme ret. Mellem mester og svend er noget lignende tilfældet; de hyppige arbejderforeninger for at forhøje arbejdslønnen bærer vidne om, hvorledes patriarkatet også her er ved at fortrænges.

»Den gamle ærlighed og redelighed og soliditet i handel og vandel er snart aldeles forsvundet for en uordenlig, lotterimæssig, ikke altfor redelig konkurrence på liv og død om - profitten. Skulle man give et almindeligt udtryk for alle disse klagers indhold, da måtte det være dette: de gamle livsformer, de gamle livslærer, de gamle partier er for største delen i forfald, ringeagtede, forladte. For den, hvis hele tro og håb er knyttet til det nedarvede eller til en eller anden af de mange lempninger mellem den gamle tid og de nye bestræbelser, må dette vistnok være en i høj grad nedslående erkendelse .... For os derimod, der er frigjorte fra al tro på det nedarvede, hvem al fremskriden, al reform er til lyst og glæde, er alt dette forbud på den kommende udvikling.« Den nærværende opløsningstilstand, mener Dreier, betyder et vendepunkt i menneskelivets historie. »igennem den gamle religiøse, politiske, sociale tros opløsning vil bevidstheden om tankens og livets fri og ubegrænselige selvudvikling, den fri menneskelige selvbevidsthed og det fri menneskelige samliv arbejde sig frem.« Den kristne broderskabslære, som endnu kun er en søndags-talemåde, skal blive en virkelighed. I modsætning til en tom æstetik er det Dreiers højeste ønske »at virke for at bringe harmoni og skønhed til veje i livet selv; men dette er umuligt, så længe folkets masse slider og slæber i uvidenhed og nød, for at en håndfuld privilegerede kan på deres måde (den er bedrøvelig nok) nyde livets glæde. Først når kastevæsentet er ophævet, når enheden af arbejde og nydelse er genstanden for alles stræben, da kan et harmonisk samliv udvikle sig.« Sit publikum søger Dreier blandt »den unge slægt, hvis medlemmer endnu ikke uigenkaldeligt har solgt sig som trælle til de gamle samfundsmagter, til statskoterierne, til kirken, til pengemagten. Og først og fremmest er der drengene; at blive de endnu ikke aldeles blaserede og fejge drenges yndlingsforfatter ville være en af de heldigste stillinger af alle, hvad det at vække og reformere bevidstheden angår. Ja, jeg ville langt hellere selv være drengeagtig end, som så mange andre, kællingeagtig.« Han gør regning på studenterne, særlig medicinerne, naturhistorikerne, polyteknikerne, og på håndværksstanden; han véd hvor stærkt et had til undertrykkerne der findes hos mange af dens medlemmer, og han håber, at de vil slutte sig til en kritik, som sætter en hovedopgave i arbejdets frigørelse fra pengemagtens åg. Det skal være tidsskriftets bestræbelse at mægle mellem den strengere videnskabelige tænkning og den sunde menneskeforstand og at skabe et samlingspunkt for de mange spredte fremadstræbende kræfter i Danmark.

»Samfundets Reform« skulle udkomme med et ark om ugen til en pris af 6 skilling. Foruden programartiklen indeholdt det første nr. nogle småstykker: grundtræk til en universitetsreform, gående ud på at erstatte den lærde skoles undervisning i latin og græsk med naturvidenskab og levende sprog og at give universitetet en demokratisk forfatning; en skarp indsigelse mod den liberale Orla Lehmanns påstand på at udelukke de fattige fra kommunal valgret på grund af deres skattefrihed - som om de ikke netop var de stærkest beskattede af alle; en kritik af den pensionskasseplan, som »den hæderlige demokrat« hr. Lunde havde fremsat i »Foreningen for arbejdsklassens vel«; arbejderne havde efter Dreiers mening ikke råd til en sådan selvpensionering, mere praktisk ville det være at oprette en forening til fælles indkøb og udsalg til indkøbspris; endelig nogle småbemærkninger om E. Meyer og Goldschmidt.

I andet nummer påbegyndtes en artikel om »Kapital og Arbejde«, som strakte sig gennem flere følgende numre. Den kan betegnes som den første gennemførte socialistiske afhandling om dette emne, der er skrevet på dansk. Strengt følgerigtig i sin tankegang fremstiller den forholdet rent og klart, idet den i sin kritik holder sig nøje til de samtidige, reelle tilstande, forudser udviklingens gang og anviser de mest nærliggende, nødvendige foranstaltninger. »Arbejdere af alle klasser, landarbejdere, håndværkere, kunstnere, videnskabsmænd, som frembringer alt, hvad der tjener til hele samfundets vedligeholdelse og fremadskriden, nyder selv kun godt af så uendelig lidet deraf; de er på nåde og unåde overleverede til en klasses forgodtbefindende, som er i besiddelse af den allerede erhvervede kapital, og som ved den skatskyldighed, hvori den holder dem, sætter sig i besiddelse også af den kapital, som deres arbejde uafbrudt skaber. Selv skaber den intet, eller, om den gør det, får den det betalt ekstra foruden den skat, som den hæver af arbejdet.« Ved denne indledning er tankegangen angivet, og i denne ånd er hele afhandlingen skrevet. Hvad lavsvæsentet angår, så betragter Dreier det som ude af stand til at indskrænke kapitalens fordærvelige magt eller gavne arbejderne, tværtimod, mener han, er intet mere til skade for enighed og sammenhold mellem arbejderne end de overleverede lavsindskrænkninger med deres brødnid, deres indbyrdes spioneri og retssager. I stedet for de gamle aristokratiske lav bør arbejderne danne fri foreninger, demokratiske lav. Den fri konkurrence, som følger med den storindustrielle udvikling, vil ganske vist medføre den mest fortvivlede kamp af alle mod alle, men denne udvikling, der først nylig er begyndt i Danmark og uge for uge skrider frem, kan ikke standses og skal ikke standses; hvad det gælder om for arbejderne, er at sikre sig mod de skadelige følger, den kan bringe over dem, og at udnytte den besparelse i arbejdskraft, som maskinteknikken medfører. »først når arbejderne selv bliver maskinarbejdets herrer, vil disse ulemper kunne afhjælpes og menneskeåndens fremskridt virkelig være til gavn for hele menneskeheden.«

For at gennemføre arbejdets frigørelse fra kapitalens herredømme er først og fremmest den almindelige valgret nødvendig. Den er nemlig langt fra almindelig endnu, skønt den kaldes så. I 1849 var omtrent halvdelen af mænd over 30 år i København udelukkede fra valgret, fordi en stor del af dem var håndværkssvende uden »dug og disk« (dvs. egen husstand). At næppe 33 pct. af de valgberettigede mødte ved valgene samme år, vidner om den ringe grad af politisk sans og interesse. Folket måtte først have øjet op for den økonomiske reform, der skulle opnås gennem de politiske former. Der måtte dannes et arbejderparti - og Dreier udkaster dets program: en folkepresse (et dagblad og oplysende litteratur), valgrettens udvidelse, reform af embedsstandens vilkår, fri og fælles undervisning og opdragelse af alle børn, gradvis ophævelse af indirekte skatter, indførelse af en formueskat, næringsfrihed, ophævelse af de gamle politimæssigt regerede lav til fordel for fri arbejderforeninger, statsunderstøttelse til produktionsforeninger i industri og landbrug, oprettelse af forbrugsforeninger og endelig en folkebank efter Proudhons plan. Man ser, hvor fuldtud moderne, klart og klogt dette program er. Hertil slutter sig en kritik af den småborgerlige arbejderbevægelse, indlæg for næringsfrihedens indførelse osv.. Dreier kunne se tilbage på ugeskriftets første kvartal med berettiget tilfredshed. Det er lykkedes os, siger han, at stille det første ubetinget demokratiske organ på benene, som Danmark har besiddet siden verdens skabelse; det er lykkedes os at skaffe måske det mest radikale organ, som Europa for øjeblikket besidder, et publikum, der i det mindste sikrer dets tilværelse. »Vi har bestemtere end nogen tidligere gjort den udbredte mening til skamme, hvorefter alle danske mænd af naturen var feje, »trofaste« kongetrælle og gudtilbedere og aldrig kunne blive andet, og hvorefter dannersproget kun var brugbart til fremhyklede fraser om kærlighed til det nedarvede kongehus, om opofrelse for den herlige rigsgrænse, osv.; vi har midt i en mat og uklar snakken frem og tilbage fået udtalt sandheder, som tidligere eller sildigere vil gøre deres virkning . . . det er først og fremmest bevidsthedens reform, de gamle teoriers, den gamle trældomsånds udryddelse, hvorpå det kommer an, så vil resten komme næsten af sig selv.

Den nærmeste fremtid - fortsætter han - ser ganske vist ikke lys ud; den yderste, middelalderlige reaktion vil uden tvivl gøre sit bedste, og de liberale partier er ikke så overordentlig meget videre; dannelsen af et radikalt parti, af et arbejderparti, er endnu kun et fromt ønske, men oplysningens og udviklingens gang er sikker nok, om så end den infame reaktion skulle formå at påtvinge os et aristokratisk førstekammer, skulle endnu yderligere indskrænke folkerepræsentationens myndighed og løsne folkets forbindelse med repræsentanterne, indskrænke den allerede tilstrækkeligt indskrænkede valgret, beklippe pressens sparsomme frihed endnu mere. Alle slige brutaliteter varer kun en stakket tid; stedse mægtigere bryder den radikale oplysning igennem, stedse uimodståeligere bliver videnskabens og de undertryktes revolutionære energi. Snart, det håber vi fuldt og fast, skal vi atter se despotiet styrtet; måtte vi nu kun til den tid have tilintetgjort så meget af den gamle tro, at vi kan danne en modvægt mod dem, der måske atter vil misbruge øjeblikkets lidenskab til nationalistiske kunster.« - Det var en frygt, som desværre skulle vise sig kun altfor velbegrundet.

Samtidig med ugeskriftet forberedte Dreier udgivelsen af en række »reformskrifter«. Som nr. 1 af disse udkom i juli 1852 »Åndetroen og den fri tænkning«. På sine 77 små sider indeholder dette skrift en sammentrængt og klart formet fremstilling af den naturvidenskabelige livsopfattelse i modsætning til den teologiske - udviklingslæren stillet mod skabelseslæren. Det er på tide, siger forfatteren i en indledning, at føre den moderne ånds kritik ind i den hjemlige litteratur; »alle tidligere litterære partier er døden nær af alderdomssvaghed.« En lille litteratur som den danske gør det imidlertid vanskeligt »at dele arbejdet, således som det kan ske i en større, og således som det er fordelagtigst for grundigheden. Der er således hos os kun få, som har draget nogen stor nytte af de sidste års historiske bevægelse, - og det formentlig på grund af de ødelæggende grænsekævlerier. Af disse få kan atter kun en ringe brøkdel i længere tid aldeles uden løn eller endog med opofrelse virke for sagen; man er for at leve næsten nødt til at sælge sig som træl enten til statsmagten eller til kapitalen; og dette forhold vil først forandres, når sandheden og friheden har åbnet sig et marked hos folket. Heri ligger da undskyldningen for den, som fører det kritiske felttog ind på flere områder, end han er i stand til i enkelthederne at beherske.« En hovedopgave for den ny kritik er det at udrydde de mystiske, uklare begreber, der som en arv fra teologien spøger i de forskellige videnskaber. I naturvidenskaben lever f.eks. stadig modsætningen mellem stof og kraft eller forestillingen om lovene som guddommelige forordninger, hvorefter naturens gang haver sig allerunderdanigst at rette. På dette grundlag har selv Ørsted opført sit naturfilosofiske system (»Ånden i naturen«). I andre videnskabsgrene er der endnu flere mystiske levninger at udrense. »Historien vil i stedet for en skinhellig, løgnagtig roman blive den sandfærdige historie om menneskeslægtens udvikling ud af autoritetstroen, religionen, despotiet og kastevæsentet henimod den fri tænkning og det fri samfundsliv; i stedet for en historie om grænsekrige, om konger og generaler, hvilke sager anses for det ene vigtige og evig gyldige, vil man få historien om menneskeslægtens udvikling ud af den til den enkelte jordklump bundne, vornede tilstand, ud af de tilfældige nationale, religiøse, politiske begrænsninger henimod den fri bevægelighed, om de mange små historiske bækkes sammenflyden i den ene store, med mægtig kraft frembrusende kulturstrøm. I samfundslivets opgaver viser sig ret tydelig modsætningen mellem den gamle, feje betragtningsmåde, hvorefter mennesket troende skal bøje sig under de nedarvede former, der er forsynets værk, og den fri, revolutionære anskuelse, hvorefter mennesket er herre over sit livs ordning og hverken har at frygte gud eller fanden; mellem den gamle formaning til at tåle dette livs elendighed for at vinde det bedre liv og den revolutionære fordring om en fornuftig, fremadskridende ordning af dette liv, der er vort første og sidste.«

Såvidt man kan se af den forvirrede fremstilling, som de kristelige grundskrifter indeholder, var hovedsagen for kristus »den sociale retfærdighed, tilintetgørelse af troen på de uslingers guddommelige fuldmagt, som udplyndrede og undertrykkede folket. Mod kapitalens udsugelse var han afgjort fjendsk. Alle mennesker er væsentlig lige. Den rige skulle give alt sit gods til den fattige, det var vanskeligere for en rig at komme i himmerig end for et tov at gå igennem et nåleøje; kristus drev købmændene ud af tempelforhallen, de tiders børs, som han titulerede en røverkule; han omgav sig med folk af arbejderstanden og opdrog dem til folkets lærere; »tjener hverandre indbyrdes«, »hvo, som ikke vil arbejde, han skal heller ikke æde«. De første kristne levede i et kommunistisk samfund; kirkefædrene tordnede bestandig imod ågeren, mod renten overhovedet. Mod præstekasten var kristus om muligt endnu mere fjendsk; han benævnede præsterne næsten aldrig anderledes end øjentjenere, hyklere, som pålægger andre tunge byrder, men selv ikke løfter dem med en finger; deres affekterede og skinhellige veltalenhed var genstand for hans idelige angreb; han hadede denne øgleæt, og det med rette. Han ville ingen udvortes gudstjeneste, han ville ingen præster have, men kun folkelærere. Man sammenligne hermed vor tids afsindige teologiske bestræbelser! ....Kristus prækede lighed og broderskab blandt alle mennesker. Og dog har vi for en stor del vore gevaltige bibelhusarer (Grundtvig, Monrad, Hammerich) at takke for Den slesvigske Krig! - Kristus afskyede de udvortes kunsler og præstehovmodet. Det er i sandhed modbydeligt at høre aldeles blaserede, reaktionære subjekter gøre sig til af deres ægte kristelighed og gerere sig som kristi efterfølgere, på samme tid som de spotter »udvorteshedens spektakel« (et udtryk, som Søren Kierkegård havde anvendt om frihedsbevægelsen), spotter alle praktiske forsøg på at oplyse og forædle folket, håner agitationen, hvori netop kristus var mester, han, som ikke skyede på gader og torve at tale til den menige mand og belære ham om de herskende klassers nederdrægtighed og den nedarvede ceremonitjenestes unyttighed. Og netop disse mennesker holder af al magt på »udvorteshedens spektakel«, den ydre gudstjeneste og deslige.

Præsterne har overalt været forrest i kampen mod friheden og reformen. De råber på ejendommen under deres forsvar foren tilstand, hvor folkets masse er uden ejendom, ja hvor den egenlig selv er de enkelte begunstigedes ejendom, på religionen, uagtet det sande i religionen, sædelæren, netop trædes under fødder af dem og deres, medens folkets stræben går ud på at gennemføre den, på familien, medens under de nærværende forhold ægteskabet er en forbrydelse af de fattige, for hvilken de straffes hårdt, medens selve præsterne og de rige og mægtige på det skændigste misbruger folkets kvinders nød og hæver sig over ethvert familiehensyn. Det er hos os netop i dette øjeblik enhver «ærlig fremskridtmands pligt at arbejde af yderste evne på at ødelægge teologien herhjemme præsteskabet er i et dygtig udviklet bourgeoisland et ligeså vigtigt tjenerskab for pengearistokratiet mod de trællende som embedsstanden og politiet. Vi håber imidlertid at afvæbne den store masse af præsters had mod oplysning og reform ved at erklære, at det aldeles ikke er revolutionens formål at ihjelslå eller udhungre dem og lignende subjekter, men kun at gøre dem uskadelige, at give dem en for dem selv og samfundet nyttig beskæftigelse og så betrygge dem som ethvert andet medlem af samfundet. Når videnskaben og den fredelige revolution sejrer, så vil d'hrr. præster efter deres forskellige indre og ydre dygtigheder kunne opnå ansættelse i mange forskellige stillinger. Hvor fortrinlige skuespillere ville ikke adskillige præster kunne afgive? Hvor inderlig en begejstring for en hesteprangers eller kornhandlers bedrift bor ikke i mangen præstesjæl? Og slige bestillinger (dog uden udsugelse eller bedrageri) vil vel altid blive nødvendige. Man tænke sig, hvilket uhyre opsving folkets oplysning vil tage, når kirkens formue er gået over til folkeskolen, til de kommunale skoler og opdragelsesanstalter, til de lærestole, som skal vedligeholde og fortsætte den voksne befolknings dannelse, til biblioteker, museer for videnskab og kunst, til musikalske dannelsesmidler. Til alle sådanne brug vil da kirkerne kunne anvendes, i stedet for som nu at tjene til skuepladser for elendige, fortærskede fraser. Til biblioteker og læresale, koncertsale, museer, skuespilhuse vil de være udmærkede.

På lærere vil der ikke være mangel; de store stæder myldrer af brødløse studenter, litterater, kunstnere, embedsaspiranter, som på liv og død rivaliserer om stipendier, gratialer, litterært sjov, informationer, embeder, og som for en stor del går til grunde i økonomisk og sædelig elendighed, medens de, om de havde en sikker og anstændig lønnet virksomhed, ville kunne gøre udmærket nytte. En radikal reform af det offentlige skole-, seminarie- og universitetsvæsen vil dernæst tillade en hurtig og rigelig rekruttering af alle lærerstandens klasser. Det er som sædvanligt især den fri videnskabs, erfaringsvidenskabens mænd, af hvem man må vente understøttelse. Hvis de gamle, berømte ville være med os, da var sagen nu så meget let; men de er altfor indgåede med præster, bureaukrater, kapitalister. De yngre, som endnu ikke er fastgroede i filisteriet, dem tilkommer det at gå foran; og deres kraft er mere end tilstrækkelig, når kun deres mod er det. Den fri videnskabs mænd og arbejderne skal i forening udføre stormen mod den gamle slendrian, da er sejren os vis, da skal den synke i grus, og et herligt, frit liv rejse sig i dens sted.«

Dreiers lille skrift er, for at anvende et af hans egne udtryk, fuldkommen »fritænkt« fra al teologi eller metafysik, og så forbavsende moderne i sin tankegang, at næsten hver sætning i det kunne være skrevet den dag i dag. Men han er også på højde med sin samtids mest fremskredne åndsudvikling, fortrolig med den tyske religionskritik og fysiologi som med den franske socialisme og den engelske logik (Stuart Mill). Man kan læse f.eks. disse bemærkninger om sindsbevægelser: »Hvor umuligt det er at drage grænsen mellem det højere, åndelige liv og det legemlige, er let at indse. Selv de allerhøjeste åndelige følelser, andagt, sorg, samvittighedsnag, er som bekendt ledsagede af forandringer i ernæringen (fordøjelsesforstyrrelser ved sorg og skræk), i afsondringen (trang til udtømmelser, gråd), i blodomløbet (hjertebanken, tilstrømning af blodet til legemets overflade ved hidsighed, begejstring, tilbagestrømning derfra til organerne ved skræk; heraf den sammentrukne hud, gåsehud, ligesom ved ydre kuldes indvirkning), i de legemlige fornemmelser (trykken i underlivet eller maveegnen, den såkaldte hjertekule; kvalme, hovedpine); disse fornemmelser udgør den ene hovedside af »følelserne«, medens tanker, forestillinger, fantasibilleder udgør den anden.« Idet Dreier går ud fra, at al erkendelse beror på sanseindtryk, viser han, hvorledes den menneskelige bevidsthed på et lavt udviklingstrin har vanskeligt ved at holde de enkelte sanseindtryk ude fra de almindelige forestillinger og begreber, som opstår ved sammenligning mellem indtrykkene. Man overførte f.eks. forestillingen om liv eller kønsforskel på upersonlige eller livløse genstande; himlen, hvis regn befrugtede, og jorden, hvis skød frembragte, blev gjort til levende væsener. Bag alle naturbegivenheder så man hemmelighedsfulde magter. Man følte angst for dem og dyrkede dem for at formilde dem, eller man straffede dem (ved at prygle gudebillederne). Således blev guderne oprindelig frembragte som forstørrede eller forvrængede billeder af mennesket. Og på samme måde opstod troen på menneskesjælen. Så længe mennesket levede, åndede det; når det døde, standsede åndedrættet. Ånden måtte altså svæve et eller andet sted hen; derfra stammer begrebet »ånd«; ordet er det samme som »ånde«.

Fra denne begrebsforvirring har religionerne deres oprindelse, og så bilder teologien sig endda ind at kunne spotte videnskaben! Dreier viser, hvorledes naturvidenskabens udvikling efterhånden har opløst de teologiske begreber, »åndetroen«, som for at holde sig mod angrebene selv må optage bestanddele af den fjendtlige videnskab i sig. Idet han henviser til menneskets oprindelse fra lavere dyreformer, det organiske livs udvikling af det uorganiske, forklarer han »sjælen« som nøje knyttet til de legemlige virksomheder: »At hjernen er bevidsthedens organ, kan siges i samme betydning, som at maven og tarmkanalen er fordøjelsens organ; bevidstheden er ligesålidt hjernen, som fordøjelsen er maven og tarmkanalen, de er begge kun abstraktioner af organernes virken; man kunne derfor akkurat lige så godt danne en fordøjelsesånd, en urinafsondringsånd, som en hjerneånd, en sjæl.« Det er som sædvanligt vore navne for virksomheder (»sjælen«), der gøres til hemmelighedsfulde væsner. Unægtelig er bevidstheden noget ganske ejendommeligt, forskellig fra alt andet ; men ligeså vist er urinafsondring noget aldeles, ejendommeligt og. Forskelligt fra alt andet; disse virksomheder står ikke desmindre i den inderligste skiftevirkning og har betydelige ligheder, det er ligeså vist. Urinafsondringen er væsentlig betinget ved nervevirksomhedens indflydelse,og bevidstheden kommer overordentlig hurtig i forstyrrelse, når urinafsondringen afbrydes.« Han imødegår de teologiske indvendinger: »Men hvor bliver dette rige åndelige liv« af, hvad bliver der af mit eget jeg, af min tilværelse som menneske? Kan mine tanker, mine følelser da virkelig tilintetgøres ved en fysisk forrådnelsesproces?« Hvad bliver der af et træ, af al dets livsfylde, når det er forrådnet? Hvad bliver der af en dampmaskine, når den er sprængt? Tankerne forrådner ikke, lige så lidt som dampmaskinens virksomhed kan siges at sprænges; men når hjernen er død, så er dens livsvirksomhed ophørt, »tankernes rige« tilintetgjort, ligesom dampmaskinens virksomhed, når den er sprængt. For at få en forestilling om sjælens dødelighed behøver man blot at se hen til virkningen af en bedøvende gift eller et voldsomt slag i hovedet. Hjernens virksomhed standser, bevidstheden er borte. Enten er nu denne tilstand forbigående, bevidstheden vender tilbage; eller virkningen har været stærkere. Mennesket er død - så bliver bevidstheden ved at være standset, det »åndelige« liv er dødt ligesom det »legemlige«.

»Det er i det mindste en lidet trøstende tanke, at vi således går til grunde.« - man trænger kun til trøst, fordi man har modtaget begreberne om synd, straf, jordens jammerdal osv.. Den resignation, som anvendes til at bære nederdrægtighedens og dumhedens, urimelig og unaturlig vedtægts åg, den bør bortfalde og erstattes ved kraftig virken for reform i alle retninger, i stedet for at vedligeholdes ved »det trøstende håb« om et bedre liv hisset. At den klare materialistiske anskuelse skulle nødvendig føre til fortvivlelse, er en urimelig forestilling; for den indøvede er det vanskeligt og hårdt at skulle vænne sig af med den færdighed i at håbe, som man har sat så stor pris på, og dette kan vel medføre nogen klynken; men for den, der har klaret sig tilværelsens virkelige forhold og fattet beslutningen om at virke, er dette sjældent tilfældet, om end et enkelt tilbagefald kan indtræffe; langt mindre vil det være det hos mennesker i en lykkeligere tidsalder, når teologien er knust og videnskaben trådt i dens sted. »Men hvorledes skal livets orden og sædelighed kunne bevares under en fuldstændig fornægtelse af troen? Vil ikke øjeblikkets nydelse fortrænge enhver fornuftig tanke om fremtiden, vil man ikke søle sig i lasten og synke ned til det blot dyriske trin? Vil den ene ikke plyndre fra den anden, når enhver tanke om gengæld er forsvunden?. Vil man ikke kappes om at tage livet af sig for at gøre en ende på alle sorger og lidelser?« For øjeblikket er næsten altid de mest nydelsessyge, slappede individer tillige meget troende. Udsvævelser og kristelig andægtighed står i meget nøje indre forbindelse, som vi måske andetsteds skal se. En kraftig arbejden for det nærværende livs forskønnelse står i skarp modsætning til hinsidighedsflæberiet.«

Efter at have fastslået sin overbevisning om menneskets historiske udvikling af lavere dyreformer, fortsætter han: »Netop de skoler, som med megen fanatisme holder på menneskets absolutte forskellighed fra dyret, de holder ligeså ivrigt på sådanne overleveringer i selve menneskelivet, som holder mennesket tilbage i den rå og halvdyriske tilstand, de modstræber den udvikling, der hæver det stedse højere op over den dyriske umiddelbarhed. Stemningerne, de fikse forestillinger, det religiøse er netop en rest af den dyriske uklarhed, hvoraf mennesket er i begreb med at hæve sig op. Det kristelige, egenlig uopløselige ægteskab er et bånd på den fri overenskomst og reslutning, en overladelse af så væsentlige forholds ordning til et enkelt træf, som minder om den dyriske vanemæssighed. Den af familiens kår afhængige, isolerede opdragelse er et lignende tilfældighedens herredømme over det socialt fornuftige, over den ægte menneskelige retfærdighed, og således en dyrisk overlevering.

Stats- og kapitaltyranniet, det ene menneskes hersken over det andet, er en rest af det dyriske voldsherredømme, af hundsk grådighed og hundsk underdanighed, medens det ægte menneskelige er den fri selvbestemmelse og den broderlige overenskomst. Nationalitetsbegejstringen og patriotismen er en rest af dyrisk indskrænkethed, dyrisk forkærlighed for den enkelte plet af jord, medens mennesket væsentlig er verdensborger.« - Til slutning sammenfatter han sin kritiks resultater i følgende ord: »naturen er ikke længer et hemmelighedsfuldt spilleværk, et maskineri, drevet af på loftet eller bag kulisserne skjulte maskinkarle, »guder«, »kræfter«, »ånder«, men dens fænomener fremkommer ved skiftevirkningen mellem selve de stoffer, som den indeholder, og kan vel ikke endelig begribes, dvs. sammenfattes i et enkelt afsluttende udtryk, men fremadskridende udgranskes og sammenfattes i stedse almindeligere og nøjagtigere udtryk, formler, love. Mennesket er ikke skabt på en ganske anden måde end alle andre naturgenstande, det er slutningsleddet i naturens hidtilværende udvikling, knyttet til de jordiske livsbetingelser, således, at med den jordiske tilintetgørelse er menneskets særegne liv fuldbragt, og stofferne vender tilbage til andre forretninger i det store kredsløb. Mennesket har således ikke at lyde visse bestemte, en gang for alle foreskrevne love, det er hverken bestemt til dette eller til hint, men det uddrager af selve livet de almindelige regler, hvorefter det beslutter at rette sig; det bestemmer selv sit livs gang. Menneskets vilje er vel ikke fri i den betydning, at den skulle virke uden forbindelse med tænkningen, med sansningen, der atter står i uafbrudt skiftevirkning med det omgivende liv, men den er fri i den betydning, at der ikke i nogensomhelst jordisk eller himmelsk protokol er optegnet, at på denne eller hin måde skal mennesket handle, hvad enten han så vil eller ikke. Og det allervigtigste af det hele er, at dette hykleriske, dette afsindige liv, hvori vi er fastlænkede, det er ikke retmæssig herre over os, men vi er fri mænd, der kan omdanne det efter vor trang og vor tarv, så snart vi er stærke nok til at bryde lænkerne. Det er på den reformerende fremadskriden, hele eftertrykket falder, det er ved den, at vi skal vise vor styrke og søge vor lykke. Reformens lidenskab svarer i vor tid til religionen; al videnskab, al dygtig og ædel praktisk virksomhed understøtter den og står i dens tjeneste.«

Reformens lidenskab - det var et ord, der i sandhed betegnede Dreiers væsen; det var den ildhu, der besjælede ham, den kraft, der drev ham frem. Men denne stolte lidenskab stødte i det lille danske samfund straks på en så lavtliggende hindring som den økonomiske. Publikums masse interesserede sig kun for det overfladiske, øjeblikkeligt håndgribelige; pressen levede på denne overfladiskhed og udnyttede den i de politiske lederes tjeneste; boghandlerne måtte først og fremmest tage forretningshensyn og var selv interesserede i den råddenskab, som det gjaldt om at fjerne. Dreier måtte da selv søge at bringe en »lille social forlagsboghandel« i stand. Efter »Åndetroen« skulle som nr. 2 af reformskrifterne følge »Folket og pressen, en fremstilling af den nuværende mangelfulde skiftevirkning mellem begge, af den herskende litterære gemenhed og af disse forholds umiddelbart gennemførlige reform som led i den hele sociale reform.« Nr. 3 skulle hedde »Naturvidenskabelige kritiker« og indeholde en undersøgelse af naturvidenskabens grundbegreber, f.eks. af modsætningerne »kraft« og »stof«, »ånd« og »legeme«, samt af Ørsteds naturfilosofi. Nr. 4 skulle under titlen «Sprogvidenskabelige Kritiker« give en undersøgelse af forskellige sprogvidenskabelige systemer og bestræbelser (Rask, N. M. Petersen, Madvig, osv.) samt et kritisk overblik over bestræbelserne for et almenmenneskeligt sprog. Og endelig skulle nr. 5 indeholde nogle af Proudhons skrifter om Folkebanken, oversatte og forsynede med noter. Hvis det skulle lykkes, siger han, at danne et social-litterært selskab, så ville dertil kunne knyttes en populærvidenskabelig folkelitteratur, der »med held kunne erstatte punktérbøger, gamle Maren, Sibyllæ spådom, Robertus V. Agerkaal, bønner til hver dag i året, Olger Danske osv.« Desværre nåede han ikke at få trykt flere af de bebudede reformskrifter end »Åndetroen«: han havde de øvrige liggende dels i udkast, dels i næsten færdigt manuskript, men publikums tilslutning var ikke stor nok til at dække trykningsomkostningerne.

»Samfundets reform« udkom imidlertid en lille tid endnu. Dets andet kvartal begyndte med en artikel om »Kommunalsvineriet«, som strakte sig gennem flere numre. Det var et stående emne i datidens presse, men Dreier nøjedes ikke med at påtale de usunde forhold, hvorunder folk levede i Københavns gamle, usle. Kvarterer,, idet han pegede frem mod Voldenes nedrivning, stadsgravens udfyldning, gammelholms bebyggelse; han udkastede en hel plan til en demokratisk ordnet mønsterkommune, hvor beboerne selv valgte deres embedsmænd, og hvor oplysning og sundhed var de ledende grundsætninger. »Sandheden er«- sluttede han - »at alt søleri, al nød og elendighed i vor kommune og overalt er en følge af kapitalens herredømme over arbejdet, og at man derfor så hurtigt som muligt bør ophæve dens politiske enevælde for at nøde den til at anerkende menneskerettighedernes krav.« I den belysning var »Kommunalsvineriet« endnu ikke blevet fremstillet i den københavnske presse, som selv var mere eller mindre sammenvokset med privatkapitalistiske interesser. I begyndelsen af august 1852 var der nye valg til Folketinget, og »Samfundets Reform« opfordrede til at stemme på tøjmager Klamer, som stillede sig på Kristianshavn mod kaptajnløjtnant Tuxen. Der fandt ved denne lejlighed en meget livlig valghandling sted. Klamer, som var lidt ængstelig, anbefaledes af Dreier; det var første gang, socialistiske anskuelser forkyndtes fra en dansk valgtribune, og man kan (som Dreier bagefter skrev) let tænke sig den forargelse, det måtte vække hos de hæderlige børsmatadorer, der prydede tribunen, at personer, som hverken gjorde i korn eller i papirer eller i andre solide varer, men kun en smule i sligt lapperi som oplysning og fremskridt, vovede at tale med i denne forsamling. Dreier talte særlig om børneopdragelsen. »uden lighed i undervisning,« sagde han, »er al tale om lighed for loven en løgn.« Dirigenten ville fratage ham ordet, men han holdt sin tale til ende. Resultatet blev dog, at tøjmager Klamer faldt (med 109 mod 230 stemmer). Vi har set, hvor begrænset valgretten var for arbejderstanden trods den fri forfatning, og valglisterne var tilmed uordentligt og misligt førte.

I øjeblikkets politiske diskussion tog »Samfundets Reform« iøvrigt ikke direkte del, men når der forelå et socialt spørgsmål som f.eks. forslaget om fæstevæsentets afløsning, belystes det grundigere og klarere end fra nogen anden side. Fæstevæsentet burde ikke blot afløses til fordel for de nærmest interesserede, de mindre landbrugere, men til fordel for hele folket, den absolutte stats arving - »og fornemlig er det arbejderklassen, de jordløse husmænd og indsiddere, som bør have andel i fordelen,« skrev Dreier. »min urokkelige overbevisning er« - hed det i den samme artikel - »at så længe der er spor tilbage af en ved fødslen bestemt ulighed i henseende til formue, dannelse, magt, så længe er enhver tale om frihed, om lighed for loven, om retfærdighed, løgnagtig. Først når alle mennesker modtager en lige stor arvepart, en aktie i samfundets formue, lige omhyggelig dannelse, enhver efter sine evner og anlæg, når dernæst alle sikrer hverandre arbejde og en ligelig løn i forhold til arbejdet samt overtager assurancen mod alle uforskyldte økonomiske ulykker, først da hersker virkelig frihed og retfærdighed.« Men tidens politik drejede sig ikke så meget om sociale reformer som om ordningen af det slesvig-holstenske anliggende efter Treårskrigens afslutning. Krigsbegejstringen var jo fra først af gået hånd i hånd med frihedsbevægelsen; det var det national-liberale parti, der stærkest havde tilskyndet til krigen; men sejren over »oprørerne« var - som Dreier havde forudset - blevet en sejr for reaktionen på begge sider grænsen. Den prøjsiske regering var af folkestemningen i Tyskland blevet presset til at støtte de slesvig-holstenske oprørere, men den havde kun gjort det på skrømt; i virkeligheden ønskede den oprøret kvalt for ikke at give revolutionen ny næring. Før de prøjsiske tropper gik over grænsen, skrev gesandten v. Wildenbruch i en hemmelig note til den danske regering, at den endelig ikke måtte tage krigen altfor tragisk; den prøjsiske regering ønskede fremfor alt at bevare hertugdømmerne for den danske krone, og den foretog kun felttoget for at forhindre indblanding af de radikale elementer i Tyskland. I modsat fald havde Prøjsen selvfølgelig heller ikke fundet sig først i en ydmygende våbenstilstand, dernæst i en fred, som genoprettede stillingen før krigens udbrud. Den godtroende danske landsoldat havde vundet en let sejr. Han var i frihedens og nationalitetens navn blevet brugt til at slå en national frihedsbevægelse ned; - han havde været et redskab for den europæiske kontrarevolution. Det var ikke blot Prøjsen, der på dette tidspunkt frygtede Tysklands enhed som fri folkestat, det var også England, der af handelsinteresse var imod den, og det var endnu mere Rusland, som ikke ville se demokratiet rykke frem lige til sin dørtærskel. Netop i året 1850 satte reaktionen sig atter til rette i Europa. Kejser Nikolaus afgjorde med despotisk jernhånd folkenes skæbne. Østrig var hans allierede. De nationale bevægelser i Ungarn og Italien undertryktes, og i Frankrig forberedte Louis Napoleon det statskup, han året efter gennemførte.

Under disse omstændigheder var hverken danskerne med deres fri forfatning - deres »ministre fra gaden«, som man kaldte dem - eller slesvig-holstenerne, der havde gjort oprør mod deres retmæssige herre, særlig velanskrevne hos stormagterne. Situationen var vanskelig, og det national-liberale parti formåede hverken at gennemføre sit Ejderprogram eller at opnå en akkord på grundlag af Slesvigs deling. Den »europæiske nødvendighed« krævede, at det danske monarki blev holdt sammen, uden at der dog måtte ske nogen indlemmelse - eller noget forsøg på indlemmelse - af Slesvig i kongeriget; hertugdømmerne skulle bevare deres provinsielle selvstændighed og have en konservativ forfatning; for hele staten skulle en - ligeledes konservativ - fællesforfatning indføres. De national-liberales politik var da slået fejl, og det gamle højre fik stadig større indflydelse på regeringen. Det var et parti af embedsmænd, hvis danske og tyske bestanddele fra enevældens tid var nøje sammenknyttede, og hvis interesser derfor gik ud på at bevare det dansk-tyske monarki under en så »stærk« regering som muligt med det mindst mulige mål af folkefrihed. Til dette forbenede bureaukrati sluttede sig største delen af godsejerne, hvem den fri forfatning var en torn i øjet, og som hellere så den almindelige valgret afskaffet i dag end i morgen. Intet under, at man i den store befolkning nærede en instinktmæssig mistro til de »diplomatiske« aftaler mellem højreministrene og stormagterne. Man havde en fornemmelse af, at det var »de store« på begge sider, der spillede under dække med hinanden, og at den ny fællesforfatning for helstaten ville medføre en beskæring af den frisindede danske særforfatning, som var given i grundloven.. Når enkelte af bondevennernes førere, særlig den radikale Tscherning, støttede Højres udenrigspolitik, var det dels af uvilje mod det national-liberale Ejderprogram, som havde ført til krigen og let kunne føre til en ny krig, dels - for I. A. Hansens vedkommende - af demokratisk klassefølelse mod det besiddende borgerskab, hvis frisind man ikke rigtigt stolede på. En alliance mellem bondevennerne og højre var dog i længden uholdbar. Faren for Junigrundloven truede fra helstatsmændene, og stemningen i folket hang derfor fast ved de national-liberales Ejderpolitik - så fordærvelig den end i tidens løb skulle vise sig.

Imidlertid førte helstatsmændene deres politik igennem. Udenrigsministrene Reedtz og Bluhme traf aftaler med den russiske, østrigske og prøjsiske regering - de såkaldte »Aftaler af 1851 og 52« - om ordningen af monarkiets anliggender, og ved kundgørelse af 28de januar 1852 fastsloges helstaten. Ved Londonerprotokollen af 8de maj samme år afgjorde den russiske kejser ligeledes tronfølgerspørgsmålet for Danmark. Da Frederik den syvende ingen arvinger kunne få, skulle kronen gå over til huset Glücksborg med forbigåelse af den augustenburgske slægt, hvis overhoved gav afkald på sine rettigheder mod en godtgørelse af små to millioner. Ingen samtidig så klarere end Frederik Dreier, hvad der dybest lå til grund for det slesvig-holstenske spørgsmål. Det var ikke nationalhadet. Der havde ikke eksisteret noget nationalhad, før man lavede det; danske og slesvig-holstenske soldater omgikkes hverandre meget venskabeligt på forposterne. Dreier havde selv som læge set, hvilket venskab der opstod mellem de sårede fra begge sider. »man skildrer det bestandigt,« siger han, »som om holstenerne og sydslesvigerne havde gjort »oprør«. Men man véd meget godt, at de ikke gjorde andet, end hvad de danske gjorde: de fulgte deres førere, »intelligensen«, de pæne mænd, professorerne, prokuratorer, pengemænd, uden ret at forstå sagen; de lod deres stemninger og følelser lede af denne fiffige klasse, der tilmed på tysk side lige så vel som på dansk øjeblikkelig beklædtes med den samme despotiske magt og den samme respekt, som den gamle absolutisme havde haft i hænde.« Og ingen anden samtidig giver derfor heller et så historisk rigtigt billede af, hvad krigen havde drejet sig om, og hvorledes situationen i virkeligheden var: »Det var hverken de nationale eller de politiske, men de materielle interesser, som væsentligst bidrog til at danne partierne. Slesvigerne delte sig efter den materielle forbindelse mod nord eller syd; Flensborg f.eks. var overvejende dansk af handelsinteresse. Det danske handelsparti plejede bl.a. at svække Hamborgs og hæve Københavns betydning for den danske handel, hvilket jo kunne være lige så profitabelt som patriotisk; det Kielske og det Københavnske Universitet kappedes ikke alene i fortolkningsfiffighed, men rivaliserede tillige om monopol på de fede slesvigske embeder, efter hvilke også den unge studerende slægt var såre ivrig. Ved at benytte sig af den politiske gæring og den uklare frihedstrang, som bevægede folket efter Februar-revolutionen, lykkedes det partierne at rive dette med sig og at bemægtige sig herredømmet. De stod begge omtrent lige revolutionært overfor den gamle regeringstradition, og kun den rent tilfældige omstændighed, at kongen personlig var dansk stemt, og at København var residensstad, bevirkede, at slesvig-holstenerne i højere grad end de danske fik skinnet af oprør på deres side.

Således fik da partierne fremkaldt den for Danmark og hertugdømmerne lige ulykkelige krig, så var reaktionen en så herlig lejlighed til at vildlede det tyske folks interesse og undertrykke fremskridtsbevægelsen, og som herhjemme har haft aldeles lignende virkninger. Det var ikke de danske troppers sejr, som slog slesvig-holsteinismen til jorden; udfaldet havde været aldeles det samme, selv om slagene ved Fredericia og Isted ligesåvel som det ved Eckernförde og hvad alle disse slagterier hedder, hvorover vore kristelige medborgere er så glade og stolte, aldrig havde fundet sted. Det var reaktionens sejr, det var de diplomatiske beslutninger, som undertrykte den slesvig-holstenske bevægelse, det vil selv den mest forhærdede »Ejdergale« indrømme. Det var derfor heller ikke Ejderpartiet, men det gamle bureaukratiske lav, som nød sejrens frugter herhjemme. Og martsmændene selv veg tilbage, skridt for skridt, efter forgæves at have klamret sig til enhver mulighed. Ministerierne afløste hverandre, det ene mere konservativt og mindre nationalt end det andet. Ejdermændene følte sig ikke stærke nok ved folkets understøttelse til at trodse udlandets fordringer og forsøgte ikke atter at danne et ministerium. Endelig blev i det kongelige budskab af 28de januar helstaten proklameret, og trods alle pressens råb om at anklage ministeriet for forfatningsbrud osv., trods al protest mod den Europiske nødvendighed, blev denne dog anerkendt af partiets førere, som ikke en gang vovede nogen demonstration derimod. Vor største mangel i politisk henseende - fortsætter han - er folkets ligegyldighed for friheden. Og denne har sin naturlige grund i, at det ikke ser dens resultater i en ordning eller forbedring af de økonomiske forhold, men tværtimod ser krig, høje skatter, dyrtid og næringsløshed som den såkaldte friheds følger. Skal dette blive anderledes, så må »intelligensen« tage sagen på en ganske anden måde; i stedet for at trætte folket ved uforståelige politiske eksperimenter, må den træde oplysende og agiterende frem. Vi har endnu pressefrihed og foreningsfrihed; lad os ved disse i forening tilintetgøre overtroen, styrte hierarkiet, bevise frihedens nødvendighed og udvikle den sociale orden som frihedens konsekvens, skaffe folket den øvelse i at bestyre sine egne anliggender, som det så højlig trænger til, forkuet og ildeset som det endnu er fra absolutismens tid!

Det holstenske folk og det danske folk har de samme væsentlige interesser: frihedens udvikling, oplysningens udbredelse, præstevældens tilintetgørelse, arbejdernes og arbejdsherrernes forlig om en fredelig overgang til den sociale lighed, arbejdets sikrelse, kredittens ordning; alle disse formål gælder for dem begge; de har de samme fjender, bureaukratiet og pengedespotismen, hvor rimeligt er det så ikke, at de forener sig i kampen!« Følgelig betragter han »tilintetgørelsen af de nationale fraser« som det første, der fra demokratiets side må foretages, om folket skal komme videre. Han spotter Grundtvig, fordi denne »kraftigst rækker den danske tunge ad alt, hvad der er tysk. Sådan en krigspræst« - siger han - »er en vidunderlig figur; der må i hans hjerne være et ganske aparte ruskomsnusk af kristendom og krigersk fanatisme.« Meget rigtigt forudser han da også, at Grundtvig naturligvis vil gå hen og lave en særlig dansk kristendom. Til de national-liberale nærer han fremdeles en grundig mistillid. Han véd godt, at de er inderlig vrede på den almindelige valgret, at de sætter grænsespørgsmålet over friheden, og at de allerede i tanken ruster sig til den næste slesvigske krig. Han tvivler heller ikke om, at officererne er parate til at jage rigsdagspakket fra hverandre.«

Den sande modsætning, siger han meget rigtigt, er ikke den imellem dansk og tysk, men den imellem demokrati og reaktion. Det slesvig-holstenske og det danske demokrati kunne let have ordnet spørgsmålet sig imellem. Han anfører en række eksempler på, hvad frisindede slesvig-holstenere havde sagt og skrevet; - med dem burde det danske demokrati have gjort fælles sag. »Danmark svæver ophængt mellem pengedespotiet England og militærdespotiet Rusland - kun demokratiet og den sociale reform kan fri det fra at blive en vasalstat af dem.« Men med hvilken forbryderisk letsindighed har man ikke ødet folkets bedste kraft: »af den jyske halvø ligger over en femtedel uopdyrket, kommunikationsmidlerne er for største delen elendige, folket, såvel det dansk- som det tysktalende, er uvidende, overtroisk, forkuet, fattigt. Og under disse omstændigheder førte på begge sider »intelligensen« folket til krig, af landets kraftigste ungdom ødelægges tusinder, andre tusinder gøres til krøblinge eller går op i drik, spil, udsvævelser, kort sagt i al den sædelige elende, som en krig medfører; landets virkelige interesser trænges i baggrunden for krigshistorier, folkets fantasi fordærves ved ynkelig fraselitteratur. Landet hærges, og mange snese af millioner går op i røg og damp! Endnu er det så langt fra, at »intelligensen« indser det tåbelige og afskyelige i dette forhold, at man endog tænker på sine bedrifter med overvættes stolthed og glæde og ikke skulle være uvillig til en dyst endnu af samme art - »den anden slesvigske krig.« At forhindre en sådan, når atter det gamle europæiske system kommer i uorden, det er og bliver demokratiets opgave på begge sider.

Havde der i dansk politik været ørenlyd for denne kloge, varslende og manende røst, kunne landet været skånet for mangen ulykke. Men det var en ensom røst, og den kom fra en ung student, som skrev i et lille ugeblad for arbejdere - et uanseeligt blad, der alligevel med rette bar den stolte titel »Samfundets Reform«. Lå virkeliggørelsen af dets ideer end langt ude i fremtiden, var dog vejen engang for alle anvist; udviklingen skulle give Dreiers forudsigelser et bestandigt stærkere eftertryk og gang på gang bekræfte hans ord. De praktiske følger af hans virksomhed kunne efter forholdenes natur ikke blive betydelige. På et enkelt område gav han dog det første stød til en bevægelse, der i tidens løb skulle vokse sig stærk, nemlig forbrugsforeningsbevægelsen. Han havde med opmærksomhed studeret en forening, som nogle arbejdere i den franske by Lille havde stiftet i 1847 til indkøb af billige livsfornødenheder, og han havde i sit blad kritiseret den urimelige »overfyldning med urtekræmmere, tobakshandlere, høkere af alle sorter, hvoraf København lider.« Den Lunde'ske forening for arbejdsklassens vel havde på sin side søgt at danne en »brændselsforening«, men denne var nogenlunde mislykket, og selve moderforeningen førte på denne tid en hensygnende tilværelse. Dreiers »reformselskab« kunne derimod i sommeren 1852 glæde sig ved en forholdsvis livlig tilslutning, og det lykkedes ham nu blandt arbejderne at vække interesse for en forening af den nævnte art. Den 22de august samme år stiftedes »Foreningen for billige livsfornødenheder«, hvis første formand var en statsvidenskabelig kandidat Gerh. Chr. Ploug, broder til redaktøren. Der indmeldte sig straks et hundrede medlemmer, og foreningen tegnede til at trives, skønt den naturligvis blev heftigt bekæmpet fra småborgerlig side, fordi den »truede med at gøre alle detailhandlere brødløse«. Men til al ulykke mistede den hele reformbevægelse efter kort tids forløb den mand, der var sjælen i den. Frederik Dreier døde.

I fem måneder - fra september 1852 til februar 1853 - havde »Samfundets reform« allerede været standset på grund af udgiverens sygdom. Det sidste nummer udkom den 28de februar 1853. Det indeholdt bl.a. en artikel om Stuart Mills »Politiske økonomi« med påvisning af hans tilnærmelse til socialismen, og det sluttede med en meddelelse fra Dreier til abonnenterne, hvori det hed, at hans »atter meget usikre helbredstilstand i forbindelse med den omstændighed, at abonnementet ikke var steget i en tilstrækkelig grad« bevægede ham til at udsætte fortsættelsen indtil videre. »Dem blandt mine læsere« - skrev han - »som har skænket mine forsøg på at klare spørgsmål, der hidtil herhjemme næsten aldeles savnede behandling, noget bifald, kan jeg forsikre, at det fremdeles vil være min højeste interesse at virke for det, som jeg anser for sandhed, og at jeg, så snart omstændighederne igen bliver gunstigere, vil fortsætte min litterære virksomhed.« Det var de sidste trykte linjer fra Dreiers hånd. Et par måneder efter var han død.

I den udførlige biografi, som hans ven Rudolf Varberg skrev i »Fædrelandet«, hedder det, at han døde pludselig, ramt af et apoplektisk anfald, just i de dage, da han var oppe til den afsluttende del af sin medicinske eksamen. Det forholder sig ikke således. Frederik Dreier begik selvmord. Han havde i nogle år stået i forhold til en meget smuk og begavet kvinde ved navn Ida Caroline Aspasia Eckeroth, der tidligere havde været guvernante på en herregård. Hun tog imidlertid ikke dette forhold lige så alvorligt som han. I det sidste halve års tid havde de boet på Kristianshavn, og under dette samliv blev Dreier overtydet om en troløshed fra hendes side, som synes at være gået ham meget nær til hjerte. Et par uger før sin død flyttede han hjem til den gamle lejlighed i Brolæggerstræde (det nuværende nr. 13), hvor vi så ham som dreng i begyndelsen af dette kapitel. Forældrene var døde - faderen som sindssyg - men en tante boede i lejligheden, og fra hende stammer beretningen om hans sidste øjeblik. Han havde under opholdet i det gamle hjem været meget nedtrykt. At han i mindste måde skulle have fortrudt sin virksomhed, som enkelte af familien har villet påstå, er ganske usandsynligt. Det ville stemme meget dårligt med hele hans naturel. Det resultatløse i hans bestræbelser kan selvfølgelig nok have gjort ham mismodig, men alt tyder på, at det var sorgen over at være sveget af den kvinde, han elskede, der indgød ham en uovervindelig livslede. Han hensank i melankoli. Om aftenen den 9de maj 1853 havde han haft besøg af sin ven, lægen Gustav Lorentzen. Straks efter at denne var gået, kom Dreier fra sit værelse ind i dagligstuen, hvor hans tante sad. Han gik et par skridt frem over gulvet, styrtede så pludselig om og var død i samme nu. Tanten ilede ned efter Lorentzen, der ikke var nået længere end til hjørnet af Rådhusstræde; han skyndte sig tilbage, men kunne kun konstatere døden. Efter den samtale, han lige forinden havde haft med Dreier, var han imidlertid ikke i tvivl om, at vennen havde taget sig selv af dage ved en hurtigt virkende gift, formentlig cyankalium. Så tragisk endte - i sit 26de år - dette ensomme geni, hvis ild endnu lyser ufordunklet af bøgernes støv og tidernes aske. Hans ideer var for tidligt fødte til at finde jordbund i datidens danske samfund; først en menneskealder senere var tiden vokset op i højde med dem. Så meget beundringsværdigere er fremsynetheden hos denne »vilde fugl med falkeblikket og det skarpe næb«, som Georg Brandes kalder ham. Det er sandt, at han var ensidig i sit syn. Han ville være ensidig, fordi han ikke ville gå på overenskomst med nogetsomhelst af, hvad han anså for løgn, tåbelighed eller uret. Han ville f.eks. bekæmpe det nationale fantasteri, og han gik derved undertiden for vidt i sin ensidighed, når han f.eks. i gamle folkeeventyr og lignende ikke så andet end »modbydelige levninger fra middelalderens åndelige mørke« (skriftet mod Goldschmidt). Eller han ville bekæmpe den i Danmark grasserende art af poesi og gik derved så vidt, at han fik udseende af at bekæmpe al poesi. Han havde ikke sans for, at der ved sammensmeltning af modsætninger kan udvindes nye og højere værdier. Han var ensidig.

Men hvilken styrke netop i denne ensidighed, hvilken fasthed og troskab i overbevisningen! Georg Brandes siger med rette om ham, at han med hensyn til tankens skarphed og følgerigtighed ikke står tilbage for nogen, at han er kemisk ren for uklarhed og følsomhed, og at vi ikke i Norden har en mindre blødagtig og mere mandig skribent. »Man agte på, når han fejder mod de ypperste i sin samtid, Orla Lehmann, H. C. Ørsted, Goldschmidt, J. L. Heiberg, Søren Kierkegård, Grundtvig. Han ser dem alle et godt stykke over hovedet, og det er hans tragiske skæbne, at han står alene med sikkert blik for det væsentlige i tidsalderen og ser interessen derfor fuldstændig fortrængt af lidenskaben for spørgsmål, der for ham stod ikke blot som underordnede, men som forsinkende og det alene . . . Således kom han, der ene var gennemtrængt af tidsalderens grundsætninger - således kom han til som en Kassandra uforstået og forgæves at foreholde sine samtidige snart med alvor, snart med overlegen skæmt, at alt, hvad der sysselsatte dem, var forældede ting, medens han selv bestandig uhørt og upåagtet pegede på de nødvendige omformninger i det økonomiske, i opdragelse og undervisning, i arbejdernes og kvindernes stilling, i forholdet mellem de to køn og i de enkeltes forhold til stat og kommune.« Forbavsende er det blotte omfang af hans livsværk, målt med hans unge år. Foruden den række skrifter, som her er gengivne i uddrag, findes som sagt på det Kgl. Bibliotek opbevaret en anseelig pakke manuskripter, bl.a. til de før nævnte »Reformskrifter«, samt talrige udkast, der vidner om, hvor stort hans kundskabsområde, hvor mangfoldige hans interesser, hvor frugtbare hans ideer var. Forbavsende er det at se, hvor langt han er forud for sin tid, f.eks. i sit forslag til et fonetisk sprog (lydsprog), som bringer retskrivningen i overensstemmelse med udtalen. Denne reform er som bekendt først i den allernyeste tid blevet taget op af sprogvidenskaben. Døden havde brat gjort ende på et liv, som var »hurtigt, brændende, begejstret - lutter glød, levende, bevægelig glød!« Et unavngivet digt i »Fædrelandet« mindedes Dreiers personlighed i følgende linjer:

Begravelsen fandt sted den 14de maj. Et ret talrigt følge af venner, medstuderende og repræsentanter for arbejderne ledsagede til fods Dreiers lig fra Frederiks Hospital til Assistens Kirkegård. Arbejderne havde påtænkt at følge ham i masse, men på grund af den til begravelsen valgte dag kunne det ikke ske. Ved graven blev afsunget følgende jævne farvel: Farvel, farvel vor ven og broder! Du hviler nu fra kamp og savn; den mørke jord, vor tavse moder, har gemt dig i sin trygge favn. Os kalder striden bort igen - farvel, vor broder og vor ven'. Du kæmped ej for guld og ære, og lykke kroned ej din id, men varigt skal dit minde være du kæmped for en bedre tid; og trofast leder os mod den din ånd, vor forudgangne ven!

Den lille friskare, der havde fulgt Dreier til jorden, holdt ikke længe sammen efter førerens død. De få danske socialister blev endnu færre. »Reformselskabet« opløstes, og snart gik »Foreningen for billige livsfornødenheder« samme vej. Imidlertid var den gamle Lunde'ske »Forening til arbejdsklassens vel« blevet afløst af »Arbejderforeningen« med den fhv. skolebestyrer Rimestad til formand, og dermed træder arbejderbevægelsen (som det hedder hos Nyrop), tilsyneladende ind i en fuldstændig uskyldighedstilstand. Det fremgår f.eks. af, at Arbejderforeningens blad i 1853 endog kan skrive: »Den uindviede kvinde falde på den tro, at der er noget skrækkeligt ved dennehersens radikalisme, og at det er nogle frygtelige mennesker, disse socialister. Vi er af en anden mening herom, og den, som kender vort selskab og læser vort blad, vil samstemme med os, thi Arbejderforeningen er, som man vil se, et socialistisk selskab og dens blad følgelig et socialistisk blad«. Det er begyndelsen til den visselullevise, hvormed bourgeoisiet fra nu af gennem en årrække dyssede arbejderstanden ind i en blidelig slummer. Men Dreiers kritik af de bestående sociale tilstande og særligt af det Københavnske »Kommunalsvineri« fik få måneder efter hans død en frygtelig bekræftelse. I eftersommeren 1853 fandt den asiatiske kolera et taknemligt arnested i Københavns overfyldte og uhumske fattigkvarterer, i lemmestiftelserne og de såkaldte »pjaltenborge«, disse »ulykkens huler og elendighedens boliger, over hvilke« - som der står i en samtidig beskrivelse - »fattigdirektionen på den ene side udstrækker sit jernscepter, medens pengegriske værter på den anden side uden at tage ringeste hensyn til deres medmenneskers liv og sundhed har lov til med ubarmhjertighed at udpresse den sidste skilling af dem«. Folkevittighedens navne på disse fattigkaserner - Helvede, Pølen, Bolle Bandsats Hus, Slaveporten, Knaldhytten, Lokumet, Krybind, Luseklubben, Rakkerens hule, osv. - giver en malende forestilling om de rædsler, der her havde til huse. I logihusene, hvor »så mangen stræbsom håndværker og daglejer« måtte søge tag over hovedet, var der »i stedet for skillerum trukket kridtstreger som grænseskel mellem de forskellige beboere. I de værste af dem bedækkedes gulvet om aftenen med strå; her indtog enhver logerende, der kunne betale fire skilling, sin plads indtil enhver tomme af rummet var optaget, og således sammenstuvedes menneskelige væsener og indåndede, omgivne af uhumskhed og uterlighed, den forgiftede luft, der opfyldte disse huller.« Dertil kom, at henved 3.000 fugtige kældere i København brugtes til beboelse; særlig på Kristianshavn var tilstandene over al beskrivelse gyselige. Intet under, at koleraen gjorde en rig høst i det Københavnske proletariat. Den mejede ned for fode på fattiganstalterne og pjaltenborgene, hvor omtrent hver tredje beboer døde. Af byens 130,000 indbyggere omkom 4,000. Det var en »verdenshistorisk påmindelse«, der talte endnu kraftigere end Dreiers kritik. Hovedstadens elendige vandforsyning og svinagtige kloakvæsent blev nu omsider forbedret. Den allersværeste sundhedsfare blev forebygget. Men fattigdommen bestod; - proletariatet voksede, efterhånden som kapitalismen udviklede sig.

Under national-liberalismen

Modsætningerne mødes. Medens Frederik Dreier, væbnet med socialismens ny og skarpe våben, førte sin lille fribytterkrig mod det opkommende bourgeoisi, rejstes der fra gammel-konservativ side en lige så skarp modstand mod den national-liberale magtstræben. For så vidt som denne modstand kun skyldtes en sej fastholden ved nedarvede interesser og materielle fordele, er den naturligvis ingen særlig opmærksomhed værd. Men den får historisk betydning i de tilfælde, hvor den frigør sig fra klassefordomme og hæver sig til ideelle synspunkter, som peger ud i fremtiden. Og dette gælder om visse sider både af tidens poetiske og dens filosofiske litteratur. Digterne af den ældre skole forskansede sig overfor den ny tids demokratiske rørelser i en åndsfornem idealisme. Det havde den ellers så folkeligt djærve Poul Møller gjort i sit sidste digt »Kunstneren mellem oprørerne«, og J. L. Heiberg havde i sin vittige komedie »En sjæl efter døden« fordømt den københavnske spidsborger til trivialitetens helvede. Hertz klager over, at masserne ingen sans har for poesi, og at hans sjæl måttes ud af det evige råb om en vælger, en valgt og en valgbar, og Chr. Winther siger i et af sine lyriske digte fra 1849 om dem, der råber på frihed: Lad dem slynge deres ild, lad dem tænde deres fakkel! Blande mig i det spektakel hverken kan jeg eller vil! På et lignende tidspunkt skriver Søren Kierkegård i en af sine dagbøger: »Tilstanden i kristenheden, især i protestantismen og allermest i Danmark, er: middelmådighed, åndløshed, spidsborgerlighed. Idealerne er bortkomne, glemte, og middelmådigheden selvbehagelig rykket op til at indtage højsædet«. Også for ham er det politiske liv intet andet end »udvorteshedens spektakel.« Den eneste af tidens digtere, i hvis poesi der havde luet en social oprørsild, var den gamle Chr Hviid Bredahl, der levede fjernt fra København og fra det Heibergske »formskærerlav«, som en fattig olding på en forfalden bondegård ved Sorø. Han havde en gang set en skovfoged løsne et skud på en fattig kone, der samlede pindebrænde i en skov, og denne oplevelse havde drevet ham til at skrive sine »Dramatiske scener«, hvis handling er henlagt til månen, men som flammer af harme mod standshovmod, undertrykkelse og religiøs fordummelse. Goldschmidt siger meget rigtigt om ham, at han er en demokratisk digter: »men stoltere og strengere og i visse måder langt radikalere end de demokratiske politikere følte han tidens elendighed dybere end de; i hans misfornøjelse og utilfredshed var det hans eneste, barske trøst at lade dens fejl og synder glide med ind i hans poetiske tankefostre, optræde mod hinanden, kæmpe og gå til grunde.« Heiberg havde ingen sans for Bredahls digteriske geni. Først i 1849 - da Bredahl var 65 år gammel - kom hans tragedie »Knud Svendssøn« til opførelse på det Kgl. Teater. Knud den Hellige var heri fremstillet som en lyssky munkekonge, hvis regering gik ud på at sprede mørke over landet og udpine befolkningen til fordel for kirker og klostre. Publikum fandt ikke behag i dette sære drama; det blev pebet ud. Trods sin sociale retfærdighedsfølelse var dog også Bredahl politisk konservativ. Hans ideal var ikke folkets selvstyre, men en oplyst enevælde. Og tidens betydeligste digterværk, Fr. Paludan-Müllers store versificerede roman« Adam Homo«, er ligeledes skrevet ud fra et politisk konservativt og strengt religiøst standpunkt. Skønt det forelå afsluttet i 1848, altså før det national-liberale bourgeoisi endnu havde befæstet sin sociale og politiske magtstilling, indeholder det ikke desto mindre en mærkeligt rammende skildring og domfældelse af dette bourgeoisi, således som det skulle udvikle sig i sin repræsentative type. »Adam Homo« gik, som der straks blev sagt om det, ud over sin tid; digtet foregreb næsten indtil enkeltheder det herskende slægtleds historie i de kommende tyve år. Thi hvad handler »Adam Homo« om? Om den unge præstesøn, student og embedsjæger fra Kristian den ottendes tid, der først beruser sig selv og andre med luftige frihedssværmerier, optræder som demokrat og folketaler i en hel »talerklub«, hvis formål er at virke for håndværk, handel, landbrug, industri, for almenånden, videnskaben, kirken, for frihed, kunst og nordisk poesi - for dernæst, under Frederik den syvendes regering, at svigte og forråde alle sine ungdomsidealer: gifte sig med en rig baronesse, leve sig ind med en dumhovmodig godsejeradel, lade sig betitle, dekorere, optage ved hoffet, udnævne til teaterdirektør og i denne egenskab holde den berømte tale til skuespillerne, hvori han fornægter ideens virkelighed og henviser den til teatret:

Forsæt til: Socialdemokratiets århundrede II * * Socialdemokratiets århundrede III

Webmaster